Det tre dage lange BRICS-topmøde i Johannesburg, som i aftes sluttede med en præsentation af værten, den sydafrikanske præsident Cyril Ramaphosa, havde hidtil uset deltagelse af statsoverhoveder og regeringer for de lande, der for indeværende præsiderer for de vigtigste regionale organisationer i det ’Globale Syden.’ Dette skete som en opfølgning på BRICS-topmødet i 2017, ved hvilket værtslandet Kina indledte en praksis med “BRICS-Plus”, nemlig at invitere fem statsoverhoveder, som repræsenterer “nye markeder og udviklingslande.”
 
            Men i år var nyskabelsen med gæstenationer udvidet yderligere for systematisk at engagere alle de lande, der præsiderer for stående organisationer – kaldet “regionale økonomiske fællesskaber “- for det Globale Syden og de Forenede Nationer. De er ikke kun fra Afrika, men fra hele rækken af lande syd for Krebsens vendekreds – det vil sige ’syden’ – og omegn. Den fulde liste er gengivet nedenfor.
 
            Titlen på BRICS-Plus initiativet for ‘engagement’ i 2018 var “BRICS-Plus: Sikring af bæredygtig og inkluderende vækst for velstand i det ’Globale Syden’.” Præsident Xi Jinping understregede i hans bemærkninger til ‘engagements-dialogen’, at nationer sammen kan udforske “nye drivkræfter for udvikling” (se separat slug.) I tråd hermed har den russiske præsident Vladimir Putin drøftet atomkraft med en række nationer, herunder Zambia, Sydafrika, Egypten, og andre.
 
           ‘Engagements-erklæringen’ fra BRICS sagde, at “baggrunden for dette BRICS-Plus koncept er, at skabe en platform for større interaktion og partnerskaber blandt lande i det Globale Syden for at forme dagsordenen for gennemførelsen af ændringer i den globale økonomi ….” Dette indvarsler kommende historiske politiske forandringer, i særdeleshed på mødet til september i Kina, arrangeret af ‘Forum for Samarbejde mellem Kina og Afrika (FOCAC).

  Organisationer og nations-formandskaber ved topmødet i Johannesburg:
        – Afrika –
        African Union–Rwanda, 2018 formand
        NEPAD (New Partnership for Africa’s Development)–Senegal,
Chair of its HSGIC (Government Heads of State and Government
Implementation Committee)
        IGAD (Intergovernmental Authority on Development)–Ethiopien
        ECCAS (Economic Community of Central African States)–Gabon
        EAC (East African Community)–Uganda
        ECOWAS (Economic Community of West Africa States)–Togo
        Common Market for Eastern and Southern Africa–Zambia

                         – Amerika –
        CARICOM (Caribbean Community)–Jamaica, ny formand
        MERCOSUR (Common Market of the South)–Argentina, medlem

                           – Asien –
        OIC (Organization of Islamic Cooperation)–Tyrkiet
        Africa-Asia Strategic Partnership, Indonesia, formand med
Sydafrika

                       – Multinationale –
        G77 (Group of 77+ Kina)–Ægypten, formand
        G20 (Group of 20)–Argentina, formand.

BRICS-topmødet, BRICS Plus-møderne og BRICS-Afrika-forum, der blev holdt i Sydafrika i sidste uge, har demonstreret optimismen hos flertallet af menneskeheden, repræsenteret ved BRICS Plus, og denne institutions kapacitet for at udgøre kernen i den nye verdensorden, baseret på principper defineret af Lyndon LaRouche over de sidste årtier.
 
            Hvad der nu er påkrævet, sagde Helga Zepp-LaRouche i dag, er at denne organisationen driver USA til at blive en del af dette nye paradigme, og slutter sig til den nye silkevej. Se rapporterne fra Johannesburg nedenfor, og præsident Trumps mod til at udfordre briternes kupmagere. Det er vores job at udføre det nødvendige næste skridt – at bringe USA og BRICS Plus-nationerne sammen, i ånden af den nye silkevej, til at udvikle Afrika, rekonstruere de transatlantiske økonomier, og skabe det nødvendige nye internationale finanssystem, baseret på LaRouches fire love.

Af Helga Zepp-LaRouche, den 28. juli 2018

Inspireret af Kinas fabelagtige fremskridt finder der nu for tiden en strategisk nyorientering sted blandt udviklingslandene, hvorved der skridt for skridt opstår en økonomisk verdensorden baseret på helt andre principper. Medens Vesten forgæves forsøger at opretholde det neoliberale økonomiske systems gamle verdensorden, arbejder flere og flere nationer sammen med BRIKS-staterne, Shanghai-samarbejdsorganisationen (SCO) og andre regionale organisationer inden for rammerne af det nye silkevejsinitiativ på grundlag af et samarbejde til gensidig fordel. Man demonstrerer derved, at verden kan udformes meget mere menneskeligt, end EU demonstrerer med sin barbariske flygtningepolitik,

“Jeg vil have den kinesiske model, fordi det, som Kina har opnået, er utroligt. Den måde, Kina har overvundet fattigdommen på, har intet sidestykke i historien!”  – dette er en udtalelse fra Pakistans nyvalgte statsminister, Imran Khan, der samtidigt meddelte, at han vil besvare ethvert positivt skridt fra Indiens side for at forbedre forholdet til Pakistan med to skridt fra hans side. Præcist den samme stemning gjorde sig gældende ved det netop afsluttede topmøde for BRIKS  —  altså Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika  –  i Johannesburg, der var fuldstændigt præget af Den nye Silkevejs ånd, der hævder ikke mindre end, at alle verdens nationer har ret til at udvikle sig på grundlag af videnskabelige og teknologiske fremskridt, og at der er opstået en ny ære for menneskeheden.

Den kinesiske præsident Xi Jinping understregede i sin tale på topmødet, hvor også Indonesien, Tyrkiet, Argentina og rigtigt mange afrikanske statsoverhovder deltog, at det internationale samfund befandt sig ved en skillevej og måtte udvikle en helt ny form for internationale forhold. Med en begejstret kulturoptimisme, der er helt forsvundet i Europa, betonede Xi det videnskabelige fremskridts afgørende rolle som drivkraft for den økonomiske opbygning. “Videnskab og teknik udgør som de primære produktivkræfter en uudtømmelig kraft, der driver den menneskelige civilisations udvikling fremad.” Menneskeheden har foretaget kæmpe udviklingsspring fra landbrugs- til industrisamfund og står nu foran nye videnskabelige og teknologiske revolutioner og industrielle forvandlinger. Hvis staterne griber de chancer, der frembyder sig, kan de opnå en dynamisk økonomisk vækst og dermed et bedre liv for deres befolkninger.

Xi fortsatte med at sige, at der lå større udviklingsmuligheder i Afrika end på noget andet kontinent, og derfor havde det et større udviklingspotentiale end noget andet område i verden. BRIKS ønskede derfor at forstærke samarbejdet med Afrika og lade dette samarbejde blive til forbillede for udviklingen af syd-syd-forholdene. Denne intensivering vil forstærkes yderligere på det forestående forum for Kina-Afrika-samarbejde i Beijing til september, hvor integrationen med det økonomiske bælte-initiativ skal føres videre. Også den indiske statsminister Modi fremførte, at fredsbevarelse og Afrikas udvikling havde den højeste prioritet for hans regering. Man meddelte også, at man agtede at oprette et Mahatma Gandhi – Nelson Mandela – center. Præsident Putin berettede i sin tale, at Rusland agtede at “tænde lyset” på det afrikanske kontinent og forsyne det med energi, fremfor alt med atomenergi, hvor Rusland for tiden har udviklet sig til den teknologiske fører i verden.

Stigningen i handelen mellem Kina og Afrika inden for de sidste 40 år er enorm: Fra 765 millioner $ i 1978 har samhandelen allerede nået 170 milliarder $ i 2017 for at ligge på 400 milliarder årligt i de kommende år. I det hele taget stiger BRIKS-landenes økonomiske betydning voldsomt: i det forløbne år androg disse landes samlede bruttonationalprodukt over 17 billioner $ og dermed mere end EU’s. Præsident Xi havde før topmødet ud over de Forenede arabiske Emirater også aflagt statsbesøg i Senegal, Rwanda og Sydafrika fulgt af Mauritius i tilknytning til topmødet. Kinas og Indiens regeringer har også besluttet sig for fælles investeringer i Afrika i sammenhæng med det Nye Silkevejsinitiativ. En yderligere byggesten til den nye økonomiske orden er konceptet “BRIKS-plus”, en platform, der skal udbygge det økonomiske og også strategiske samarbejde mellem endnu flere stater og regioner. Det er blandt andet de deltagende landes hensigt at skaffe stemmeret i IMF til et stadigt større antal medlemsstater fra denne blok for at kunne påvirke afgørende beslutninger.

Samarbejde eller konfrontation

Xi Jinping understregede under topmødet også energisk det synspunkt, med en tydelig henvisning til Donald Trumps trusler om importtold, at der ikke gives nogen vindere i en handelskrig. Man stod foren valget mellem samarbejde eller konfrontation, mellem gensidige fordele eller muligheden for at gøre sin nabo til tigger, men at de, der fulgte denne kurs, i sidste ende blot ville skade sig selv.

Netop denne effekt har man allerede kunne iagttage ved sanktionerne mod Rusland, som flere eksperter her i landet anser for en ulykke, da de har tvunget Rusland til at genopbygge flere af de produktionsområder, der ødelagdes under Jeltsin-årenes chokterapi, og samtidigt til at fordybe forholdet til Kina og Asien. Og ligesom ved de (af den amerikanske kongres) påtvungne sanktioner fra USA’s og EU’s side mod Rusland, har Trumps trusler om importtold over for Kina øjensynligt den af ophavsmændene oversete virkning, at de blot fremmer BRIKS-landenes samarbejde og øger deres ønske om en mere retfærdig og afbalanceret verdensorden.

På et seminar hos Chongyang Finansinstitut på Renmin-universitetet i Beijing påpegede Putins økonomiske rådgiver Sergej Glazjev, at det i betragtning af den dårlige tilstand i de vestlige økonomier, der stadig havde stærk fokus på spekulation frem for produktiv økonomi, burde komme til et stadig tættere samarbejde mellem de nye silkevejsinitiativer, mellem BRIKS og SCO. Og hvis trykket på disse stater skulle vokse yderligere, så ville det blot fremskynde tendensen til ikke længere at afvikle den internationale handel i dollars, men i de pågældende landes valutaer.

Af den kinesiske regerings årsberetning, som statsminister Li Keqiang for nylig fremlagde under et ledelsesmøde i statsrådet, fremgik det tydeligt, at Kina vil gøre alt for at beskytte landet mod virkningerne fra et nyt sammenbrud i det transatlantiske finanssystem. Stillet over for store internationale udfordringer vil Kina vedtage en hel pakke af forholdsregler for at styrke den produktive økonomi, heriblandt skattelettelser for investeringer i grundforskningen, 200 milliarder $ til infrastruktur, et krav om kreditudstedelse til små og mellemstore virksomheder, såvel som en entydig bekæmpelse af “zombiefirmaer” og enhver form for spekulation.

Den dynamik, der for tiden udvikles med den kinesiske model og BRIKS som centrum, er resultatet af en årtierlang politik fra IMF’s og Verdensbankens side, der med deres krav om såkaldte strukturtilpasninger og betingelser for udviklingslandene ikke blot har forhindret disse landes udvikling, men derudover har gennemført en gigantisk kapitaloverførsel fra disse lande til det neoliberale finanssystems banker. Af denne politik, som vi blandt andet har en stor del af flygtningekrisen at takke for såvel som de på løgne byggede krige i Sydvestasien og Nordafrika, har BRIKS og mange udviklingslande draget en lignende slutning som af Asien-krisen i 1997, hvor megaspekulanter som George Soros spekulerede adskillige asiatiske landes valutaer ned til indtil 80% af deres tidligere værdi.

Vi i Vesten har lige præcist det valg, som Xi Jinping har præciseret. Vi kan tage mod Kinas mangehånde tilbud og sammen med BRIKS og andre stater hjælpe med til at opbygge Afrika, Sydvestasien og Latinamerika industrielt og dermed samtidigt virkeliggøre et fremtidsperspektiv for os selv. Dette vil under alle forhold kræve et farvel til kasinoøkonomien og indførelse af en Glass-Steagall-bankopdeling såvel som oprettelsen af nationalbanker og oprettelsen af et nyt Bretton-Woods-kreditsystem.

Eller vi kan forsøge at holde fast i det nuværende, håbløst bankerotte, neoliberale finanssystem, der er indrettet på profitmaksimering for eliten på bekostning af en stor del af befolkningen samt udviklingslandene. Så har vi valget mellem et nyt krak, denne gang langt værre end i 2008, og et af dollarsammenbruddet udløst finanssammenbrud, såfremt staterne i den nye økonomiske blok værger sig i fællesskab mod en konfrontation fra USA’s side.

Vi har følgende valg: Enten genopfrisker vi her i USA og Europa vore bedste traditioner, det vil sige Alexander Hamiltons amerikanske økonomiske system og principperne fra det tyske økonomiske mirakel efter anden verdenskrig og traditionerne fra vor klassiske kultur  —  og så arbejder vi sammen med Kina og BRIKS  med på at udvikle verden.  –  Eller vi vil selv være skyld i, at vore kulturer snart opstilles i de afrikanske og asiatiske museer som eksempler på samfund, der ikke var overlevelsesegnede i moralsk henseende.

zepp-larouche at eir.de

Forud for det 10. BRICS-topmøde, havde Kinas Præsident Xi Jinping og Indiens premierminister Narendra Modi indledt en rundtur gennem nogle afrikanske lande. Xi, der ankom til Sydafrika på et statsbesøg den 24. juli, forpligtede sig til investeringer for 14,7 mia. $ i landet. Under et besøg på mindre end 24 timer forpligtede Modi sig for 205 millioner $ til Uganda den 24. juli. Beløbet er beregnet på at hjælpe det østafrikanske land med at udvikle sin dominerende landbrugssektor og elforsynings-infrastruktur. Både Xi og Modi var i Rwanda tidligere på ugen, hvor der blev annonceret et samlet beløb i lån på over 300 millioner $. Pengene vil udvikle det lille, ‘landlåste’ østafrikanske lands landbrug, veje og særlige økonomiske zoner, rapporterede CNBC.
 
            I de seneste år har både Kina og Indien, som i Vesten har været betegnet bredt som rivaler, rettet deres fokus i afrikanske nationer på generel udvikling, investering i at forbedre deres infrastruktur, landbrug, uddannelse og teknologiske færdigheder.
 
            Der er mange årsager til, at de har valgt at deltage i et samarbejde med Afrika om udvikling. For eksempel er de afrikanske nationer yderst modtagelige for enhver egentlig udviklingsindsats, stor som lille. På grund af behovene i de afrikanske nationer, som alle længe blot er blevet betragtet som kilder til naturressourcer til brug i udviklede lande, har alle investeringer i disse nationer en positiv effekt, og hilses velkommen. Både Kina og Indien mener, at det vil medføre dybtgående forandringer i størrelsen og retningen af verdenshandlen at give Afrika mulighed for at udvikle sig.
 
            Indien er opsat på at udvide sine økonomiske relationer, særligt med Sydøstasien og Afrika. For Kina og Indien udgør Afrika ikke nogen geopolitisk trussel. Den bedre forståelse, der har udviklet sig mellem Xi og Modi siden deres møde i Wuhan i april, giver dem desuden mulighed for at arbejde sammen om at forbedre levevilkårene i Afrika.

26. juli (EIRNS) – I en artikel i det sydafrikanske blad Ubuntu, udgivet af Department of International Relations and  Cooperation (DIRCO) (Ministeriet for Internationale Relationer og Samarbejde), sagde den russiske udenrigsminister Sergey Lavrov: “Vi støtter en yderligere styrkelse af afrikanske landes suverænitet, deres uafhængige valg af vejen frem for udvikling, samtidig med at de bevarer et nationalt særpræg… Afrika syd for Sahara er den mest dynamisk voksende region på planeten og spiller en nøglerolle i verdensmarkedet for mineraler og kulbrinter, et bredt og hurtigt voksende forbrugermarked, og er et af de mest attraktive investeringsområder”, sagde Lavrov ifølge websiden for udenrigsministeriet i Moskva.
 
            Idet han pegede på, at BRICS-Afrika-partnerskabet, der blev lanceret under Sydafrikas formandskab for BRICS i 2013, er under støt udvikling, sagde Lavrov: “Vi bifalder den særlige opmærksomhed, som Pretoria giver til problemer relaterede til Afrika i BRICS’s arbejdet. Dette arbejdsområde bliver også stadig vigtigere for russisk udenrigspolitik. Rusland har bidraget væsentligt til afkoloniserings-processer og fremkomsten af nye uafhængige stater på kontinentet. “

Det er kun en uge og en dag siden det historiske Trump-Putin-topmøde den 16. juli i Helsinki, men verden har allerede ændret sig dramatisk. “Der er dem der er opmærksomme på disse positive forandringer”, og arbejder for at de skal bære frugt, sagde Helga Zepp-LaRouche i dag, ”og så er der dem, der bærer geopolitiske briller, og som nægter at se ændringerne. De forsvarer stadig en status quo, som ikke længere eksisterer. De fatter det bare ikke!”

Kombinationen af Bælt-og-Vej-initiativet, fortsatte Zepp-LaRouche, og Trumps politikker – i hvert fald de fleste af dem, især hans topmøde med Putin – flytter verden til et andet plateau. Det der dukker frem er et nyt paradigme for samarbejde mellem suveræne nationer, netop på linje med det som Lyndon LaRouche har fremlagt gennem det sidste halve århundrede.

            Afrika, understregede Zepp-LaRouche, er nu den centrale scene for dette dramatiske nye kapitel i menneskehedens historie, der bliver skrevet nu – som det blev diskuteret i detaljer på den internationale konference, som Schiller Instituttet afholdt den 30. juni – 1. juli i Bad Soden, Tyskland.

            For mere end 20 år siden, i december 1996, offentliggjorde Schiller Instituttet et internationalt manifest med overskriften: “Som det går Afrika, således går det menneskeheden”. I januar 1997 udstedte Lyndon LaRouche en af sine mange opfordringer til akut handling i så henseende:

            “Faktum er, at det britiske statssamfund (Commonwealth) og dets monarki i øjeblikket gør sig skyldig i at organisere både aggressiv krigsførelse mod nationerne Sudan og Zaire og samtidig det funktionelt største folkemord i moderne historie mod diverse udpegede afrikanske befolkninger. Faktisk er der ingen grund til at tvivle på, at Storbritanniens monarki har lanceret og koordinerer aggressiv krigsførelse …. En flod af blod adskiller alle moralske personer i verden fra disse britiske og andre racister, der støtter eller tolererer disse Nürnberg-forbrydelser, begået af det britiske statssamfund og dets ”gehejmeråd” i Storbritannien (British Privy Council). Perfide Albion!”

            I dag ændres Afrikas udseende til det bedre ved hjælp af Kinas Bælt- og-Vejprojekter. Præsident Xi Jinping er i øjeblikket på en rundrejse til forskellige afrikanske lande, og han slutter af med at deltage i det 10. BRICS-topmøde den 25. -27. juli i Sydafrika, et møde der hastigt fremmer denne proces. BRICS-lederkollegaen, den indiske premierminister Narendra Modi, er også på en tur i Afrika og vil ligeledes være på BRICS-topmødet. Kinas udenrigsministerium forklarede tankegangen bag dette intense diplomati:

            “Som de to største udviklingslande og vækstmarkeder i verden, er både Kina og Indien villige til at hjælpe Afrika med at fremskynde dets industrialisering inden for rammerne af syd-syd-samarbejde og opnå selvudvikling. Vi er også klar til at uddybe samarbejdet i forskellige felter med afrikanske lande, for at opnå gensidige fordele og win-win-resultater. Kina og Indien er partnere, der deler samme vision i den henseende …. De to sider vil følge op på den enighed mellem de to ledere (Xi og Modi -red) og ihærdigt udforske samarbejdet mellem Kina og Indien plus 1, eller Kina og Indien plus X, for at opnå gensidige fordele og win-win-resultater mellem Kina og Indien og andre lande, og i fællesskab bidrage til at fremme regional- og verdensfred, stabilitet, udvikling og velstand.”

            Lyndon LaRouche specificerede det nødvendige “X” for mange år siden: USA, Rusland, Kina og Indien udgør i fællesskab en fire-magts-alliance, der er i stand til at afslutte Perfide Albion en gang for alle.

Med formand Tom Gillesberg

Video 2. del 5 min.:

Lyd:

Konferencens andet panel var sat til at omhandle forandringer fremkaldt af Bælt og Vej-Initiativet (BRI), som den eneste humane måde at håndtere flygtningekriser på. Indledende bemærkninger blev givet af Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien, Hussein Askary, der understregede, at der skal skabes en ny og lige verdensorden, hvis de mange flygtningekriser i verden skal løses.
Han blev efterfulgt af førstesekretæren for økonomi og handel ved Folkerepublikken Kinas ambassade i Tyskland, Wang Hao (14:45), som oprindeligt skulle have talt under panel III, men som uforudset ikke var i stand til at vente. Han opfordrede EU, som er Kinas største handelspartner, til at deltage i Bælte og Vej-initiativet. På grund af sine begrænsede ressourcer er Kina meget afhængig af andre, sagde han, herunder Tyskland og Europa. Tyskland er det største, ikke-asiatiske, medlem af AIIB, som også 18 andre europæiske lande har tilsluttet sig. Han opfordrede europæiske virksomheder til at komme op med deres egne projekter for videregående samarbejde.
H.E. Yusuf Maitama Tuggar (24:22), ambassadør for Forbundsrepublikken Nigeria i Tyskland, opfordrede tilhørerne til ikke at anlægge den binære “Kina versus Europa betragtning, et levn fra Den kolde Krig. Vi har brug for samarbejdet mellem alle tre.” Afrika skal deltage i alle diskussioner om infrastruktur, udvikling og migration. Et eksempel han nævnte er projektet for genopfyldning af Chad-søen. Et sådant transformativt projekt er, hvad der er nødvendigt, for bæredygtig udvikling, sagde han og dette må finansieres. “Det vil lykkes, hvis alle lægger deres hoveder og hænder sammen.”
Mohammed Bila (38:30), en model-ekspert fra Lake Chad Basin Kommissionens Lake Chad Basin Observatory, forklarede om Transaqua-projektet, og hvor projektet står nu, efter topmødet i Abuja marts 2018 mellem otte afrikanske stats- og regeringschefer, som godkendte projektet. Det vil bringe økonomisk udvikling og direkte forbedre sikkerheden for syv lande, og indirekte for fem mere. Bila forklarede, hvordan der vil være værdiforøgelse langs vandvejen. Konceptet, med dets gensidige fordele, kan også øge den regionale handel, skabe ny økonomisk infrastruktur som flodhavne, containerterminaler, agroindustrielle zoner og nye veje langs den 2.400 km lange vandvej.
Den lange historie af relationerne mellem Kina og Afrika blev taget op af Amzat Boukari-Yabara (1:01:18), en afrikansk historiker og generalsekretær for den Panafrikanske Umoja Liga. Kritikken af den kinesiske tilstedeværelse i Afrika, en kritik som er udbredt i de vestlige medier, er mere motiveret af nedgangen i den euro-amerikanske indflydelse på markeder, som de troede ville være deres for evigt, end af en reel interesse for afrikanernes fremtid. Hans synspunkt er, at når et hvilket som helst afrikansk land forhandler med Kina eller et andet stort land, bør det altid huske på den overordnede interesse for Afrika som et kontinent. Boukari-Yabara foreslog også at oprette en panafrikansk bank for erstatning og genopbygning.
Abdullatif Elwashali og Aiman Al-Mansor (1:21:12) fra den yemenitiske sammenslutning for Menneskerettigheder og Fred, INSAN, rapporterede om den forfærdelige situation i deres land, foranlediget af aggressionskrigen, der føres af den saudiarabisk ledede koalition. Efter 3 års krig er nationen ødelagt, der er over 36.000 civile ofre, heraf 14.000 dødsfald, og befolkningen lider under en humanitær katastrofe, der er forværret af luft- og søblokaden. De citerede nogle alarmerende statistikker: 1,25 millioner mennesker trues af sult og epidemier, mens 33 millioner lider af mangel på medicinske forsyninger. 896 skoler er blevet fuldstændig ødelagt, og 55 % af de medicinske faciliteter er nu ubrugelige. Humanitær bistand er ikke forestående, alt imens det internationale samfund er utilbøjelig til at hjælpe. Uanset deres påstande, intervenerer saudierne militært for at vriste den politiske kontrol fra Sana’erne og svække dets militære styrker. Ellers er Yemen et valg for geografisk placering af det Nye Silkevejsprojekt, men den saudisk ledede koalition ønsker at forhindre win-win samarbejde.
Hussein Askary (1:41:00) gav også en præsentation af hans nye rapport om genopbygningen af Yemen, en operation, som betegnes Felix. Formålet med denne operation (kaldet “Felix” efter det oprindelige latinske navn Arabia Felix for regionen Yemen) er ikke at genopbygge landet, som det var før krigen startede, men at tilvejebringe den “økonomiske platform” for en velstående og progressiv nation og dets forbindelse til BRI. Han beskrev tiltag for at vende de politikker, der er blevet pålagt over en 30-årig periode med betingelser givet af IMF og Verdensbanken, tiltag såsom oprettelsen af en Yemenitisk nationalbank for genopbygning og udvikling til finansiering af genopbygningen af landet, og opførelse af udviklingskorridorer, der via Oman og Iran forbinder Yemen med Afrika og til den Nye Silkevej.

Tchad Sø udgør et samlingspunkt for konflikter, migration, problemer der opstår som følge af søgen efter kulbrinte og terrorgrupper som Boko Haram (BH). Det er ikke lykkedes for landende i regionen at definere BH som et problem, der rækker ud over landegrænser, og dermed indgå i et samarbejde for at få løst problemet. Nigerias nye præsident ønskede at ændre på dette og tog til Niger, Cameroun og Tchad for at starte et samarbejde. Han er tidligere guvernør i det område, hvor BH hovedsageligt er aktive.
Se ikke kun på verden fra et todelt standpunkt, Kina versus Europa. Et sådant udgangspunkt er et levn fra Den kolde Krig. Vi har brug for at vi alle tre samarbejder. Afrika sidder med til bords og skal altid være repræsenteret, når der diskuteres infrastruktur, udvikling og migration.
Tchad Sø kræver Europas helhjertede samarbejde, ikke kun Kinas. Bælte og Vej-Initiativet vil komme til at forandre verdenskortet, ligesom det også er blevet forandret tidligere i verdenshistorien. Vi bliver nødt til at lave nye kort, hvor infrastruktur og elektricitet står i centrum, i modsætning til Mackinders fremgangsmåde. Kun ved faktisk at anvende eksisterende viden, kan vi fremelske store spring fremad, hvilket er Europas kritiske rolle i dag.
Måske er det Allahs vilje (Kismet) at denne konference skulle holdes i Tyskland, da de første irregulære migranter i Nigeria kom fra Tyskland. De studerede floraen, faunaen og kulturen ved området omkring Tchad Sø. Det er noget vi skal drage nytte af. Tchad Sø-projektet vil komme til at transformere regionen og måske kontinentet og forbedre transport, vandforsyning, kunstvanding, fiskeri samt øge ungdomsbeskæftigelsen, hvilket vil forhindre at de unge migrerer.
Da jeg tilskyndede Nigerias nye præsident til at fremme Tchad Sø-projektet, fortalte han mig, at han har været involveret siden 70’erne. Det er netop denne slags transformerende projekter, som vi behøver for at opnå en stabil udvikling, og denne slags projekter skal finansieres og opbakkes. Det vil lykkes, hvis alle yder deres bidrag til formålet.

Med formand Tom Gillesberg

Video, indlæg:

Video, diskussion:

Lyd:

Med Helga Zepp-LaRouches åbningstale, Modsætningernes sammenfald – Morgendagens verden, samt andre taler.

Så, hvad enten du er flygtning, en indfødt, en borger, er bosiddende i Europa eller USA eller et andet sted, så bør du gå med i Schiller Instituttet: For dette er den eneste måde, som jeg har erfaret, at skabe forandring i verden på, og som har en indvirkning på alle levende skabninger på planeten. 

Nu er vi mange. Vi har hele nationer, der også tilslutter sig det Nye Paradigme, og vi kan alle se, at udsigterne til en fremgangsrig og smuk fremtid for alle nationer er inden for rækkevidde. Jeg beder derfor hver og én af jer til, at, midt i den værste lidelse, må vi altid have vort blik rettet, ikke på mudderet under vore fødder, men mod de lysende stjerner foroven. 

Mange tak.

Download (PDF, Unknown)

Hvis alle europæiske nationer ville gå sammen med Kina, Indien, Japan og også USA og gøre alt dette sammen med de afrikanske stater, der ønsker at blive en del af et sådant forceret program, og annoncere det som en fælles forpligtelse, kunne vi vende flygtningekrisen omkring. Men denne fremgangsmåde kræver en passioneret kærlighed til menneskeheden; præcis, som premierminister Abiy Ahmed fra Etiopien for nylig sagde under et massemøde med en halv million mennesker, kort tid, før han blev udsat for et attentatforsøg; han sagde, »Den eneste måde at gå fremefter på, væk fra al denne historie, er tilgivelse og kærlighed. Hævn er for de svage. Og fordi etiopiere ikke er svage, har vi ikke bug for hævn. Vi vil vinde med kærlighed«.

Så lad os handle ligeså. Verden befinder sig i en utrolig oprørstilstand. Det er meget kompliceret, og jeg mener ikke, at problemerne vil blive løst ved at have en zillion delvise løsninger. Vi har brug for et højere fornuftsgrundlag, som vil forene hele menneskeheden. Jeg mener, vi har nået vejs ende for en epoke, enden på geopolitik. Og vi må nå frem til det Nye Paradigme, hvor vi tænker i banerne for coincidentia oppositorum; det, Xi Jinping har kaldt et »fællesskab for menneskehedens fælles fremtid«. Hvis Europa er villig til at overleve, vil vi organisere de europæiske lande til at gå med i denne indsats.

Download (PDF, Unknown)

Jeg kan kun gentage det: De personer, der er vant til at tænke i baner for geopolitiske planer eller paradigmer, de bør virkelig forstå, at, i en verden, der har så mange problemer og så mange presserende opgaver, der skal løses, så er det bedste virkelig, at stormagterne finder frem til en strategisk forståelse og forhåbentlig sluttelig vil arbejde sammen for at løse alle disse problemer. Og disse mennesker er stadig indfanget i det gamle, geopolitiske nulsumsspil – den ene vinder, og den anden må tabe – og som er en fuldstændig latterlig, gammeldags, forældet idé. Jeg krævede ved årets begyndelse, at dette må blive året, hvor vi overvinder geopolitik, og med Kinas Nye Silkevej har vi allerede en win-win-model for relationer, hvor alle vinder. Så jeg vil blot opfordre folk til at gentænke den måde, de anskuer verden på.

Download (PDF, Unknown)

Leder fra LaRouchePAC, 26. juni, 2018 – I juni 1968 udgav Lyndon LaRouche en artikel med titlen, »Det nye venstre, lokal kontrol og fascisme«, som beskrev opkomsten af de anarkistiske »68’ere«, som han havde oplevet på første hånd under studenterstrejkerne på Columbia Universitet. Fyrre år senere, i 2008, refererede LaRouche tilbage til denne artikel: »I denne rapport sammenlignede jeg det andet af de to strejker på dette universitet med den måde, på hvilken medlemmer af de kommunistiske og nazistiske partier byttede lunser af deres medlemsskaber frem og tilbage under de uger, hvor datidens berømte sporvognsstrejke i Berlin fandt sted, hvilket førte til nazisterne overtagelse af diktatorisk magt gennem Hermann Görings organisering af branden i Reichstag. Fra foråret 1968 og fremefter, var det, der voksede frem som den klart definerede majoritet i form af det ’Nye Venstre’, både i USA og andre steder, grundlæggende set opkomsten af en fascistisk bevægelse, hvilket en nærmere undersøgelse af den anden studenterstrejke i 1968 på Columbia Universitet burde have advaret enhver iagttager, der tænkte seriøst, om. Jeg vidste udmærket, hvad det var, jeg talte om dengang, og jeg ved det meget, meget klarere, og meget mere detaljeret, i dag, fyrre år senere.«

I dag, efter otte år med Barack Obamas administration, kan sandheden i denne indsigt ikke længere benægtes. Præsident Trump har netop gennemført en historisk intervention i krisen i Nordkorea og arbejdet sammen med Kina og Rusland. Nu forbereder han et topmøde med Vladimir Putin, et topmøde, der har til hensigt at løse krigen i Syrien og afslutte truslen om en global atomkrig. Hvilken respons kommer der fra dem, der tog eksamen fra 1960’ernes og 1970’ernes »Nye Venstre« og i dag er kommet ind i magtfulde og indflydelsesrige positioner, i Kongressen, i pressen, i Hollywood og i den generelle befolkning? Betænk: Kvindelige kongresmedlemmer, der opfordrer til, at medlemmer af Trumps regering skal chikaneres og intimideres hvor som helst, de befinder sig, »på en restaurant, i et stormagasin, på en tankstation, der tager I hen og skaber en flok. Og så giver I dem modstand. Og I siger til dem, at de ikke længere er velkommen nogen steder«. Berømte skuespillere fra Hollywood, der opfordrer folk til at udvælge de skoler, hvor børnene til embedsmænd i Trumps administration går, »og omringe skolerne i protest«. Restaurationsindehavere, der smider Trumps pressesekretær og hendes familie ud af deres restaurant og forfølger dem til en anden restaurant, hvor de fortsætter chikanen. Er dette ikke fascistisk terror?  Vil det føre til, at folk bliver slået ihjel?

Vi befinder os i dag på et punctum saliens (springende punkt), et tidspunkt for et paradigmeskifte i historien enten til det gode eller det onde. Præsidenten har modstået hysteriet med det britiskanstiftede kupforsøg mod USA’s regering, kendt som Russiagate. Han er parat til at udvide sit samarbejde med Kina og Rusland om Koreakrisen og til den endnu større krise i den arabiske verden, en krise, der drives frem af ulovlige og folkemorderiske krige, der igen er anstiftet af London, men som gennemføres af Londons »dumme kæmpe« under Bush og Obama. Flygtningekatastrofen i Europa, såvel som også krisen over de »illegale immigranter« i USA, kan kun løses ved, at Trump udvider sit samarbejde med Rusland og Kina til at omfatte den økonomiske side af den globale krise – og fuldt og helt går med i den Nye Silkevejsproces og anvender amerikansk teknologi og dygtighed på massive, internationale udviklingsprojekter i hele Afrika, Sydvestasien og Latinamerika samtidig med, at han også bringer den Nye Silkevej til USA. Så bliver Amerika atter stort.

Foto: Præsidenterne Trump og Putin ses her under deres andet offentlige møde på APEC Økonomiske Ledermøde. Vietnam, 10. november, 2017. (en.kremlin.ru)

Hvis man således havde de europæiske ledere, Xi Jinping og et halvt dusin afrikanske ledere, der talte for kontinentet, og de tilsammen ville erklære et forceret program for infrastrukturudviklingen af Afrika, så ville det ikke alene have troværdighed pga. Xi Jinpings tilstedeværelse, men det ville også sende et signal til alle disse regeringer og til alle unge mennesker om, at der vil være store muligheder for at samarbejde om opbygningen af deres eget land, så de ikke ville føle sig tvunget til at rejse tværs over Sahara og dø af tørst, eller at drukne i Middelhavet, eller blive fanget af Frontex’ [EU-grænse-]politi for at blive anbragt i noget, selv paven har karakteriseret som »koncentrationslejre«.

Jeg mener, dette kan gøres. Nu er det ikke særlig sandsynligt, at EU vil gøre dette, i betragtning af den kendsgerning, at de er, hvad de er, men det er en absolut rigtig idé, og skulle dette EU-topmøde forpasse denne mulighed, så kan man få et topmøde, hvornår, det skal være, i juli eller august, eller man kan tage FN’s Generalforsamling i september og gøre dette spørgsmål til det eneste punkt på dagsordenen.

Download (PDF, Unknown)

… I denne appel opfordrede Helga Zepp-LaRouche til at anvende denne model, Singapore-modellen, til situationen i Europa, hvor hele den såkaldte alliance, den europæiske alliance, den Europæiske Union, nu opløses i splittelse og kaos over det, der lokalt set synes at være en fuldstændig uløselig og umedgørlig flygtningekrise. I stedet anbefaler Helga LaRouche, at EU omgående afholder et topmøde mellem de ledende europæiske lande, afrikanske ledere og den kinesiske præsident Xi Jinping for at indlede en proces for samarbejdende, økonomisk udvikling i Afrika for at løse problemerne med fattigdom og krig, som er roden til masseimmigrationen ind i Europa af afrikanere, der søger at flygte fra denne situation. Denne løsning ville omgående møde troværdighed hos afrikanerne takket være den gode vilje, der nu eksisterer over for Kina på det afrikanske kontinent, pga. de økonomiske udviklingsprojekter, som Kina allerede har igangsat dér i form af det forlængede Bælte & Vej Initiativ.

Lad os nu se på USA. Nøjagtig den samme model kan anvendes på spørgsmålet om migration her i Amerika på den nordlige og sydlige halvkugle. I stedet for at forsøge at adressere symptomerne, kan vi, hvis vi i stedet bruger Singapore-modellen til at adressere roden til denne krise, løse den. Den kan ikke løses på sine egne vilkår, men den kan løses, hvis man introducerer en ny dimension i denne geometri. Hele områder af Mellem- og Sydamerika er blevet ødelagt af disse kapløb-mod-bunden-politikker for billig arbejdskraft, frihandel, udplyndring fra Wall Street-gribbefondes side, og udbredt vold og en tilstand, hvor man ikke kan regere, pga. narkokartellerne og narkobanderne, som disse tilstande afføder, og hvor mange af dem hvidvasker deres narkopenge gennem disse selvsamme Wall Street-banker. Dette er den sump, der må dræneres gennem den omgående genindførsel af Glass-Steagall, som ville lukke disse kriminelle foretagender med pengehvidvask og lyssky penge ned. I stedet må man vedtage Lyndon LaRouches Fire Økonomiske Love for at øge arbejdskraftens produktivitet her i USA og bringe USA ind i dette Nye Paradigme for økonomisk udvikling. Men det ville også udgøre en bro til at bringe hele Bælte & Vej Initiativet ind i de amerikanske lande som helhed. Den Nye Silkevej kunne forlænges gennem et Beringstræde-tunnelprojekt, der forbinder Eurasien med Nordamerika. Hele dette højhastigheds-jernbanenet og andet, kan dernæst forlænges mod syd ind i Mellem- og Sydamerika. Dette bør være emnet for et omgående topmøde mellem præsidenterne Trump og Xi Jinping, sammen med andre statsoverhoveder og ledere af de suveræne nationer i Mellem- og Sydamerika. Dette ville udgøre midlerne til at løse den gærende handelskrig mellem USA og Kina ved at fjerne den såkaldte handelsubalance gennem tredjeparts-udviklingsprojekter, som ville være til fordel for begge nationers økonomier. Igen en win-win-løsning. Denne handelskrig er meget farlig. Helga Zepp-LaRouche understregede i dag, at dette er noget, der ikke blot er protektionisme; dette skal på ingen måde fortolkes som en god politik. Dette er faktisk meget farligt i det nuværende strategiske og økonomiske miljø. 

Her følger engelsk udskrift af hele webcastet:

THE SINGAPORE MODEL MUST BE APPLIED GLOBALLY

LaRouche PAC International Webcast for Friday, June 22, 2018

MATTHEW OGDEN: Good afternoon! It’s June 22, 2018. My name
is Matthew Ogden, and you’re joining us for our Friday evening
broadcast from larouchepac.com.
As you can see, the title of our show today is “The
Singapore Model Must Be Applied Globally”. As our viewers know,
and as we discussed extensively on Monday, Helga Zepp-LaRouche
has issued a statement for wide circulation in which she praises
the breakthrough which occurred in Singapore in the summit
between President Trump and Chairman Kim Jong-un, as you can see
depicted in this picture here [Fig. 1]. She said, “You have to
realize that this is an enormous breakthrough. You saw
yesterday’s adversaries becoming tomorrow’s friends,” as Donald
Trump said many times during his trip to Singapore. This was done
through shared and mutually beneficial win-win agreements. This
is both between the United States and North Korea; but also take
note, this is between the Republic of Korea — South Korea — and
North Korea, otherwise known as the DPRK. What Helga
Zepp-LaRouche did in this statement is that she called for this
model to be applied to other adversarial situations in order to
unlock similar win-win solutions. Crises which, if you looked at
them just in the small, in the regional setting, would seem
intractable and insoluble; but as soon as you bring in a new
dimension, as was done in the case of the Korean Peninsula, those
crises can be unlocked and new solutions are available on the
table. That new dimension is emphatically the One Belt, One Road
initiative; the New Paradigm that China has championed.
Development truly is the new name for peace.
What Helga Zepp-LaRouche did in this statement is that she
called to apply this model, the Singapore model, to the situation
in Europe in which the entire so-called alliance, the European
alliance, the European Union, is disintegrating into disunity and
chaos over what seems like in the small to be a completely
insoluble and intractable refugee crisis. Instead, Helga LaRouche
recommended that the EU immediately host a summit between the
leading European countries, African leaders, and Chinese
President Xi Jinping, in order to initiate a process of
collaborative economic development in Africa in order to resolve
the problems of poverty and warfare which are the root causes of
the mass migration into Europe of Africans seeking to escape this
situation. Now this solution would be instantly credible among
the African nations, due to the good will which now exists
towards China on the African continent because of the economic
development projects which China has already undertaken there in
the form of the extended Belt and Road Initiative.
Now, let’s take a look at the United States. That exact same
model can be applied to the migration issue here in the Americas
in the Northern and Southern Hemispheres. Instead of attempting
to address the symptoms, if we instead use the Singapore model to
address the root cause of this crisis, we can resolve it. It
cannot be resolved within its own terms, but it can be resolved
if you introduce a new dimension to this geometry. Whole portions
of Central and South America have been destroyed by
race-to-the-bottom cheap labor policies, free trade, looting by
Wall Street vulture funds; and emphatically widespread violence
and ungovernability because of drug cartels and the drug gangs
that they spawn, many of whom launder their drug money through
these very same Wall Street banks. This is the swamp which must
be drained through an immediate reinstitution of Glass-Steagall,
which would shut down these criminal enterprises of money
laundering and dark money. Instead, adopting Lyndon LaRouche’s
Four Economic Laws to increase the productivity of labor here in
the United States, and bring the United States into this New
Paradigm of economic development. But also, it would serve as a
bridge to bring the entire Belt and Road Initiative into the
Americas as a whole. The New Silk Road could be extended through
a Bering Strait tunnel project connecting Eurasia to North
America. That entire high-speed rail network and otherwise, can
then be extended southward into Central and South America. This
should be the subject of an immediate summit between President
Trump and President Xi Jinping, along with other heads of state
and leaders of the sovereign nations of Central and South
America. This would be the means to resolve the brewing trade war
between the United States and China, by eliminating the so-called
trade imbalance through third-party development projects which
would benefit the economies of both nations. Again, a win-win
solution. This trade war is very dangerous. Helga Zepp-LaRouche
emphasized today that this is something which is not mere
protectionism; this is not in any way to be construed as a good
policy. In fact, this is very dangerous in the current strategic
and economic environment.
But if you take a look at this application of the Singapore
model, bring China in on it. The United States and China in
collaboration can help develop these countries of Central
America, South America, and the Caribbean. China has immense
credibility in South America right now as well, just like in
Africa. Indeed, we’re seeing numerous Latin American nations
already in the process of officially aligning themselves with
China on the Belt and Road Initiative. For example, you can see
in this picture here [Fig. 2], Bolivian President Eva Morales
travelled to Beijing this week to meet personally with President
Xi Jinping. They signed several commitments for trade and
economic development collaboration, including a commitment for
collaboration on the Belt and Road. Morales elevated the status
of the bilateral relationship between China and Bolivia to the
level of “strategic association”; which he had also just done
during a trip which he had just concluded immediately preceding
his trip to China, during a state trip to Russia. During which,
he and President Putin also had elevated their relations to the
status of a strategic association; which Morales also indicating
his interest in allying Bolivia with the Eurasian Economic Union
as well.
Now in China during this trip, President Morales signed a
document which committed Bolivia to collaborating with China to
jointly build the Belt and Road Initiative, saying that this will
mean economic development and peace throughout the continent and
expressing that it is his hope that by working together with
China to build the Belt and Road, this would also contribute to
expanding cooperation between China and Ibero-America in general.
Which sentiment President Xi seconded, saying that the Belt and
Road offers a new platform by which China’s relations with
Ibero-America as a whole can be strengthened. So, this is very
significant. This is just one example of these nations of Central
and South America realigning themselves away from this failing
trans-Atlantic system and towards this new emerging Eurasian
system with both China and also with Russia.
At the same time President Morales was in China, also there
was a delegation from the Dominican Republic who were also
discussing economic development projects in the Dominican
Republic; specifically ports, highways, sanitation projects,
urban development. But also discussing broader development and
trade cooperation between China and the Caribbean generally. Were
this collaboration to be generalized across the entire region,
and also if the United States were to come onboard as a full
participant in this development vision, this — and only this —
would address the root cause of the current migration crisis
which we are observing. Ending the poverty and ending this cycle
of violence which is driving millions of people to flee their
homelands. At present, 200 million out of the current 650 million
people who live in Ibero-America as a whole and the Caribbean,
200 million live in poverty; which could all be changed through
this sort of vision. Remember, China’s vision is to eliminate
poverty in China in a few short years. Why could this commitment
not also be extended to other regions of the world that are in
desperate need of that kind of vision? Again, the New Paradigm of
the New Silk Road spirit is the key here to unlock this seemingly
intractable crisis now plaguing the Western Hemisphere; just as
in the case of the Middle East, of Africa as we discussed
previously, and as we observed in the up-to-this-point successful
solution which has now been committed to in North Korea.
Thus, the Singapore model should be applied to the entire
world. This breakthrough, what we just observed in North Korea,
represents an entirely new era of possibility. And indeed, as
President Trump said, the past does not define the future;
everything now has changed. But we need to seize this
opportunity. As we’ve discussed, this vision — what we just
discussed with the case of Europe, China, and Africa, and also
this case of the United States, China, and South America — this
vision is by no means impossible. In the wake of his success in
North Korea, President Trump now seems committed to continue to
kick over the British geopolitical chessboard, and usher in an
entirely new paradigm of relations among nations. The premier
example of this, of course, is his upcoming summit with Russian
President Vladimir Putin; which by all indications seems to be in
the process of being planned for some time during the month of
July — possibly coinciding with President Trump’s trip to Europe
for the NATO heads of state meeting. This prospect has sent the
entire British geopolitical establishment into absolute hysteria.
Take for example, this article [Fig. 3] which just appeared in
the Times of London under the title, “Trump and Putin Plan
Talks during Europe Trip”. You can see here the subtitle is,
“Alarm in Whitehall ahead of NATO Summit.” This is what the
article has to say:
“Donald Trump and Vladimir Putin are preparing to meet
during the US president’s visit to Europe next month in a move
that is causing alarm in Whitehall.
“The prospect is adding to fears over Mr. Trump’s commitment
to NATO and the effect on his trip to Britain….
“The prospect of a meeting between Mr. Trump and Mr. Putin
appalls British officials. ‘It’s unclear if this meeting is after
or before NATO and the UK visit. Obviously after would be better
for us,’ a Whitehall official said. ‘It adds another dynamic to
an already colorful week.’…
“A senior western diplomatic source said that a Trump-Putin
meeting before the NATO summit would cause ‘dismay and alarm’,
adding: ‘It would be a highly negative thing to do.’
“NATO is due to discuss an escalation of measures to deter
Russian aggression. ‘Everyone is perturbed by what is going on
and is fearing for the future of the alliance,’ a Whitehall
source said.”
So you can see, absolute hysterics on the part of the
British geopolitical establishment. They fear what President
Trump could commit to with President Putin, and that indeed, the
end is nigh for this entire NATO, anti-Russia, British
geopolitical regime in Europe and the United States. Now what
we’re seeing is a mortal threat to British geopolitics. We’re
seeing in many instances a new era beginning to emerge. None of
these cases should be taken in isolation; but in fact, we should
see that the entire global strategic geometry is in fact in the
process of a rapid change and a complete realignment of nations
is in the process. This is really the fear that the geopolitical
establishment has had since the very beginning of President
Trump’s Presidency; that he could be a loose cannon. He won’t be
an Obama or a Bush, who were just following their orders.
Instead, he will assert the sovereignty of the United States and
he’ll pursue an entirely new alignment among the great powers.
That’s what we’re seeing: Collaboration among the United States,
Russia, and China. This has been the key in the breakthrough in
Korea, and it remains the key to unlocking the other outstanding
problems that are facing the world.
In the immediate aftermath of the breakthrough in Singapore,
South Korean President Moon Jae-in also made a three-day state
visit to Russia, to discuss the outcome of the summit and to
discuss the path forward; including how North Korea, South Korea,
and Russia will have a future relationship. This trip included a
bilateral meeting between himself and Russian President Vladimir
Putin. During this trip, Moon addressed the State Duma, making
him the very first South Korean head of state to have ever done
so. He urged a trilateral alliance between South Korea, North
Korea, and Russia; and he urged Russia to “join a northeast Asian
economic community” amid an historic paradigm shift on the Korean
Peninsula. So, this article [Fig. 4] that you’re now seeing on
the screen, titled “Moon Promotes Trilateral Ties in Russia”,
reported extensively on this trip. This is what this article had
to say:
“President Moon Jae-in urged Russia to join a Northeast
Asian economic community amid ‘a historic paradigm shift on the
Korean Peninsula’ in a speech to the Russian legislature, the
first by a South Korean leader, in Moscow on Thursday.
” ‘When a peace regime on the Korean Peninsula is
established, economic cooperation between North and South Korea
will become regularized and expand to trilateral cooperation
involving Russia,’ Moon said before the State Duma, the Russian
legislature’s lower house.
“On Thursday, Moon kicked off a three-day state visit to
Russia, the first by a South Korean president since Kim
Dae-jung’s trip in 1999.
“In his speech to the Duma, Moon mentioned his first summit
with North Korean leader Kim Jong-un in April and the result of
that meeting, the Panmunjom Declaration. He also touched on the
subsequent North-U.S. summit, the first ever between the leaders
of both countries, earlier this month.
“South Korea and Russia are already researching and
discussing trilateral cooperation in rail, gas and electricity,
Moon said, adding that cooperation in these areas can create ‘a
strong foundation for a Northeast Asia joint economic community.’
” ‘A stable peace regime between South and North Korea will
enable the advancement of a multilateral peace and security
cooperation regime in Northeast Asia,’ Moon said.
“The president called for expanding technological
cooperation with Russia, which is leading in basic science.
Combined with Korea’s strength in information technology, the two
countries can ‘jointly lead the way toward a new era of the
fourth industrial revolution.’
“He also emphasized the development of Russia’s Far East
region. At the Eastern Economic Forum last year, Moon proposed
building ‘nine bridges’ between South Korea and Russia in gas,
rail, electricity, shipbuilding, job creation, the Northern Sea
Route, seaports, agriculture and fishing.
“Moon also shared his so-called New Northern Policy aimed at
creating an economic region that connects Korea to the Russian
Far East, Northeast Asia and eventually Europe.
” ‘The Korean people desire peace and co-prosperity not only
on the Korean Peninsula but all of Northeast Asia,’ Moon said.”
That article also notes that Moon will be attending the
South Korea versus Mexico World Cup game during his visit to
Russia. But here you can see a second article [Fig. 5] which was
published in the {Korea Herald}, which also reports on the trip;
including some extensive quotes from President Moon’s speech. So,
let me just share this quote, which I think really makes clear
what his vision is:
“There is a grand historic transition underway on the Korean
Peninsula. Now the two Koreas step toward the era of peace and
cooperation, leaving behind the times of war and confrontation.
Once a peace regime is established on the Korean Peninsula that
is when an era of South-North economic cooperation will take off
in earnest. I believe it must be a three-way cooperation that
includes Russia. In the case of railways, when those of South and
North Korea are connected, and the cross-border railways are
linked with Russia’s Trans-Siberian Railway, direct shipment of
goods from South Korea to Europe will be possible. This will be a
great economic gain to North Korea as well as South Korea. And of
course, it will be a great help to Russia, too. Also, in the case
of Russian gas, Russia’s natural gas can be supplied to North
Korea through a gas pipeline, and to South Korea and to Japan
through a sea underwater pipeline.”
So, this is a beautiful vision of what the future of this
region can be, and you can see he also included the role of Japan
in this. But this kind of connectivity, connecting South Korea
through North Korea and then via the Trans-Siberian Railway all
the way to Europe; this is the vision which has been what the
LaRouche movement has promoted for decades, as the Eurasian
Land-Bridge or this New Silk Road. Specifically this vision to be
able to travel from the very tip of South Korea all the way to
the coast of Europe on the Atlantic. This kind of vision is now a
possibility, a very strong possibility because of the peace that
was established on the Korean Peninsula through the efforts of
President Moon, Chairman Kim, President Trump, and also the role
that Russia and China both played in that process. So you can see
that this is win-win economic development as the pathway towards
peace.
At the same time that President Moon was in Russia, his
counterpart, Chairman Kim Jong-un of North Korea was in China;
really, literally at exactly the same time. This was Kim
Jong-un’s third trip to China in just the past few months, and he
met directly with President Xi Jinping once again. The {Global
Times} has an article [Fig. 6] which is titled “Kim’s China
Visits Cement Friendly Ties”. This article published in the
{Global Times} reports extensively on Kim Jong-un’s trip to China
this past week. Here’s what this article had to say:
“Kim’s visit might also foreshadow Pyongyang’s shift to
economic revival as North Korea has the need to learn from
China’s experience on establishing special economic zones and
reform and opening up. A group from the Workers’ Party of Korea
visited China on May 16 to observe the country’s economy,
agriculture and technology. It shows that North Korea is trying
to learn the experiences of economic development from other
countries. With its current system, it is very much possible that
North Korea learns from China and Singapore…. There is no doubt
that North Korea will take economic development as its central
task in the future….
“The crux of the regional integration in Northeast Asia is
the Korean Peninsula nuclear issue and its peace regime. With
China promoting the Belt and Road Initiative, North Korea could
be an important country connecting Europe in the west and Japan
in the east. Kim’s visit not only shows North Korea’s friendly
relations with China, but also reflects the urgent need to
consolidate the hard-earned achievements on the peninsula after
the Kim-Trump summit…. [P]eace and stability on the peninsula
will promote North Korea’s economy and help regional integration
in Northeast Asia and even in the Asia-Pacific.”
So once again, you can see this emphasis on regional
integration. {Xinhua}, another Chinese newspaper, in its report
of this meeting between Chairman Kim and President Xi Jinping,
listed two of the sites which Chairman Kim visited in the Beijing
area during this trip there. Both of them are critical to North
Korea’s development. One was a Beijing rail traffic control
center; and the other was a national agricultural technology
innovation park under the Chinese Academy of Agricultural
Sciences. So, this is the future of North Korea looks like,
emulating what China has been able to accomplish in its great
economic miracle, and integrating into this entire region and
ultimately into the entire extended Belt and Road Initiative
globally. So once again, this is an example of economic
development as the path to peace.
Now, Helga LaRouche addressed this extensively during her
webcast yesterday, and she emphasized, as we said at the
beginning of this broadcast today, that what has occurred at the
Singapore summit has unlocked the possibility of similar
strategic miracles that could take place elsewhere globally. And
that this Singapore model is exactly what should be applied both
in the case of what we’re talking about with Europe and Africa,
but also as you’ll see her elaborate more extensively here, in
the case of China, the United States, and Central and South
America. So, let me play that clip from Helga LaRouche’s
broadcast for you now.

HELGA ZEPP-LAROUCHE

: It is sort of obvious, that if
President Trump and President Kim Jong-Un are able to complete
transform a very dangerous situation around North Korea within a
few months, into the total opposite, from the danger of being the
trigger point of World War III, to the absolutely hopeful
perspective that North Korea can be integrated into the Belt and
Road Initiative, with the support of the United States, China and
also Russia; by basically promising security guarantees, lifting
eventually the sanctions, denuclearize completely, integrating
North Korea with the Belt and Road Initiative making it a
prosperous country, these were really groundbreaking
developments. And as President Trump had said in his press
conference, “the past does not determine the future.”
That is obviously the proof that you can turn the worst
situation around if you have an inspiration, a vision, and the
political will to do so….
I think that the meeting between Putin and Trump is
obviously the next important item on the strategic agenda. And I
think the fact that you have now active preparations for it, the
meeting could possibly take place in July, and possibly in
Vienna, is also the result of the fact that the Russiagate has
fallen apart. And as the Inspector General Horowitz said in the
Senate hearing, that this was only on the email scandal around
Hillary Clinton, that there was absolute, unprecedented bias on
the part of all of these people [involved in the Clinton
investigation] and that Trump was completely justified in firing
FBI Director Comey. So I think this has somehow freed Trump to
move forward on this front.
But let me raise another issue, because there are obviously
very bad escalations around this trade war. And tariffs which
have been imposed — I mean Trump altogether raised the
possibility of putting tariffs on $450 billion in imports from
China, and there are now countermeasures going into effect.
Tomorrow the EU will put in countermeasures. Already, such
countries as Turkey, Canada and Mexico are also putting up
tariffs, and there is a big danger of an escalating trade war.
All the media, from Russia, China, — the Chinese were very
indignant, saying this is completely counterproductive; this is a
lose-lose policy. There are many people who voted for Trump —
farmers and industrialists, who are now hit by the effects of
these tariffs and are in danger of going bankrupt. This is no
good.
And what we have proposed, and what I have proposed with the
Singapore approach, would be obviously a solution to this
problem. Because if the United States and China would engage in
joint ventures to develop Central America, Latin America, South
America, the trade volume could be increased so significantly, in
a multilateral way, that the trade imbalance could be overcome by
{increasing} the trade. I would like to get this message out, in
particular, to the voters of Trump who are affected by these
policies, the farmers, people who have cross-investments in part
in China, in part in the United States, who are in danger of
going bankrupt, and that a lot of jobs are in danger as well. I
would like to ask them to pick up this proposal, the Singapore
solution proposal and get it to Trump. Because I think there are
some ideologues in the Trump camp who are also anti-China and who
are extreme neo-liberal free-traders and they are giving him
advice which is really potentially turning his base away from
him.
So Trump could continue to have his excellent relations with
Xi Jinping, add to that an excellent relation to Putin; and then,
go in the direction what he has proven he can do already in
Singapore with North Korea, he could do the same approach —
naturally, the predicates are different, but the approach would
be the same: that you turn a bad policy, a lose-lose policy into
the opposite, and you go on a win-win cooperation. And the world
is urgently in need of such a policy change. I think it can be
done! The fact, that the Singapore summit took place, is the proof
that you can completely change a policy when it is leading
nowhere.
The West right now is really faced with this decision in
general, to either change policy, or collapse! And that is what
is at stake. So I would appeal to the Trump supporters to pick up
on this proposal and help us to turn this around.

OGDEN: So, this is a call to action from Helga LaRouche. As
she said, history can indeed be changed, but you need the
political will to do so. It’s our responsibility to do so, to
generate that political will. This is going to be done through an
educated leadership within the United States’ citizenry. To
conclude, what I’d like to do is to notify you, if you don’t
already know, that an 8-week class series on Lyndon LaRouche’s
method and economics will be beginning starting this weekend,
tomorrow, Saturday. This class series is an essential ingredient
if you intend to develop the kind of leadership which is
necessary to become a leading citizen in this nation right now,
and to understand the dynamics which are happening globally. As
you can see here, this class series, which is on Lyndon
LaRouche’s economic method, is what you need to know for the
future of mankind. The article which was published in this week’s
edition of {Executive Intelligence Review}, which sort of
previews this class series, has an extensive description by those
who will be leading the class series about the contents of this.
You can see here on the screen the article which was published on
this subject, and the text of the description of this upcoming
class series reads as follows:
“Starting June 22, LPAC will offer an eight-part class
series on the science of physical economy. Completely untaught in
American universities today — despite the work of 19th century
American economists Mathew and Henry Carey, Friedrich List, E.
Peshine Smith and many others — physical economy is the only
competent basis upon which a prosperous future for the United
States, or any other country, could be established. Originally
created by German scientist Gottfried Leibniz (1646-1716), and
advanced by Benjamin Franklin and Alexander Hamilton among
others, it was Lyndon LaRouche who achieved breakthroughs in
physical economy in the 1950s that allowed him to accurately
forecast, in nine different instances, crises in the financial
system and the economy, all of which could have been averted. As
a result of his documented success, today LaRouche’s ideas are
widely studied in China, Russia, and other countries.
“Shouldn’t these ideas be studied in the policy circles of
the United States?
“During and after his successful campaign for President,
Donald Trump called for implementing the American System of
economics, but he has done little so far to demonstrate a
scientific understanding of what that means in practice. Does he
have such an understanding? It is unclear. And yet a more
important question is, do you know what the American System of
economics is? Would you like to know all about real economics,
not money? Are you ready to fight to gain that knowledge?…
“In an eight-week course in LaRouche’s economics, you will
be challenged to question all of the accepted, but nonetheless
false, axiomatic assumptions which have wreaked economic havoc on
this nation and much of the rest of the world, increasingly since
World War II, and which continue to be an obstacle to the
creation of a New Paradigm of Global Peace based on Economic
Development. More importantly, you will learn the anti-entropic
scientific principles which underlie mankind’s limitless future.
Most importantly, by challenging and having the courage to change
your own axioms, you will be challenged to make the creation of
that New Paradigm the mission of your life.”
So, as you can see here, this is the screen, this is the
site at LaRouche PAC, the address is discover.LaRouchePAC.com.
You can sign up for this class series; you have to register for
it, and be a participant in this class series. Again, this begins
just this weekend. We are looking forward to the outcome of this
class series and to increasing the number of qualified,
intellectual leaders of this country, as we continue to watch the
world rapidly change.
Thank you very much for joining us here today, and please
stay tuned to larouchepac.com.

20. juni, 2018 – Vi har den glæde at præsentere Helga Zepp-LaRouches introduktion til den kommende Schiller Institut rapport, »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen, bind II: En fælles fremtid for menneskeheden«. Rapporten forventes udgivet i slutningen af denne måned.

»Den Nye Silkevejsånd« har ændret verden til det bedre i en langt mere gennemgribende grad, end den transatlantiske sektor hidtil blot nogenlunde har forstået. Siden den kinesiske præsident Xi Jinping satte den Nye Silkevej på dagsordenen i september 2013 i Kasakhstan, er en hidtil uset optimisme fejet hen over udviklingslandene i særdeleshed; en følelse af, at fattigdom og underudvikling kan overvindes i en nær fremtid, takket være kinesiske investeringer i infrastruktur, industri og landbrug. Geopolitisk orienterede kredse i Vesten har ikke forstået, at Kina gennemfører en ny model for international politik, der takler det underskud, som arven efter kolonialisme og imperialisme har testamenteret frem til i dag: den absolutte mangel på udvikling. Og fordi Kina således adresserer milliarder af menneskers eksistentielle behov, vil denne politik sandsynligvis blive den største revolution i menneskehedens historie.

Download (PDF, Unknown)

Leder fra LaRouchePAC, 18. juni, 2018 – Det netop afsluttede topmøde i Singapore har allerede ændret relationerne mellem nationer i Asien til det bedre og vist præsident Donald Trumps usædvanlige lederskabsevner og bør ændre europæernes og amerikanernes syn på, hvad der er muligt. Den meget reelle mulighed for et snarligt topmøde mellem præsidenterne Trump og Putin, som er absolut afgørende for, at der kan komme en afslutning af 15 års konstante krigskatastrofer i Sydvestasien og Nordafrika, vokser nu frem. Og der kan komme endnu flere »game-changers« – ingen krisesituation er i øjeblikket fastlåst, hvis borgere og ledere vil gå optimistisk frem for fred og gensidig økonomisk udvikling.

Dette er frem for alt en tid, hvor mange burde gå sammen med os i Schiller Instituttet og LaRouche Political Action Committee (i USA), begge organisationer, der i årtier, siden Berlinmurens fald (1989), har været fakkelbærer for et »nyt paradigme« for økonomisk og videnskabeligt fremskridt og fred. Det, der finder sted i Asien gennem den Nye Silkevej og Korea-topmøderne, kan »bryde ud« i Europa og USA, hvis der findes beslutsomme ledere for samarbejde mellem stormagtssamarbejde – som præsident Trump har vist, at han er.

Helga Zepp-LaRouches appel om et EU-topmøde i næste uge, der rent faktisk løser den derværende migrantkrise – gennem, at europæere går sammen med Kina i den økonomiske udvikling af Afrika – cirkuleres nu internationalt på mange sprog; og nu er den samme løsning blevet foreslået i den kinesiske avis Global Times. Zepp-LaRouches appel, »Der skrives nu historie i Asien: EU-topmødet må følge Singapores eksempel!« bør uddeles vidt og bredt for at blive det, der udløser handling, og handling nu.

USA må undgå en handelskrig med Kina, skadelig importtold på dets landbrugssektor, samt mere – det må undgå atter at blive politisk polariseret over immigration fra Latinamerika. Det er nemt nok for Demokraterne at skandalisere for at rejse midler og håbe på at vinde valg. Og det er nemt nok for Republikanere at udskyde og opføre sig oprørt i offentligheden. De ved begge, at de ikke foreslår nogen løsning, ingen duelig politik.

Men der findes en løsning, der bryder de statiske regler for partipolitik og geopolitik.

Præsidenten kan forhandle en undgåelse af handelskrig ved at aftale med Kinas præsident Xi Jinping, at de to nationer i fællesskab vil udvikle Latinamerika gennem kreditudstedelse til store, nye infrastrukturprojekter og agro-industriel udvikling. Med andre ord, gå med i, og bringe ind, Bælte & Vej. Det er det eneste grundlag for, at masse-immigration til USA, der er udløst af desperation, kan fjernes.

Men der er flere fordele: USA’s eksport af højteknologi vil begynde. USA’s eksport til Kina vil stige. Det multinationale forsikringsselskab ING har netop udgivet en forudsigelse, der siger, at Bælte & Vej initiativet vil øge den globale handel med 12-15 %; og endnu mere mht. handel mellem lande direkte på den Nye Silkevejs transportkorridorer. Hvem har brug for importtold?

Principperne i Helga Zepp-LaRouches appel til handling er simpelt hen principperne for Singapore-topmødet: Fortiden determinerer ikke fremtiden. »Regler for afgrænsning«, der har holdt kriser fastfrosset i årtier, gælder ikke. Og siden præsident Trump har engageret USA i Asien, hvor der nu skabes historie, er løsninger til kriser overalt mulige.

Det, der nu er brug for, som Helga sagde, er mennesker til at gennemføre disse løsninger.

Foto: Præsident Donald J. Trump og førstedame Melania Trump besøger Kina. 10. november, 2017. (Official White House Photo by Andrea Hanks)

København, 18. juni, 2018 – Den 10. Asian Dynamics Initiative konference blev i dag afholdt i København. Den første hovedtaler var departementschef i Danmarks Udenrigsministerium Ulrik Vestergaard Knudsen, der talte om »Danmarks Asienpolitik«. Hans tale og den efterfølgende diskussion blev streamet live til asiatiske akademikere i hele verden. Schiller Instituttets repræsentant stillede det andet spørgsmål, som indledtes med præsident for Schiller Instituttet Helga Zepp-LaRouches erklæring om, at topmødet mellem USA og Nordkorea havde været muligt pga. den Nye Silkevejsånd. Europa befinder sig i en krise pga. flygtningene, økonomien og politikken, og vi kræver en ændring af dagsordenen for det forestående EU-topmøde til at blive et EU-Kina-topmøde, for at diskutere den økonomiske udvikling af Afrika. Vil den danske regering støtte dette?

Efter først blot at have sagt »Nej«, og derefter spurgt, hvorfor ikke? sagde departementschef Vestergaard Knudsen [parafrase], og man ikke bare kan ændre dagsordenen for et annonceret topmøde, at der er andre muligheder for EU-Kina-forhandlinger, men, hvis du spørger, om jeg mener, at samarbejde mellem EU og Kina er en god idé, er svaret ja. Et EU-Kina-Afrika-topmøde ville være muligt, men man må sikre, at »resultater« bliver forberedt på forhånd.

Desværre talte den næste hovedtaler, den tyske professor dr. Hermann Kreutzmann, en ekspert i det bjergrige område i grænseegnen mellem Kirgisistan, Tadsjikistan, Afghanistan, Pakistan og Kina, imod Bælte & Vej Initiativet og CPEC (Kina-Pakistan økonomiske korridor) og sagde, at nationerne bliver håbløst forgældet og aldrig vil kunne tilbagebetale lånene og afviste det kinesiske argument, at infrastrukturinvesteringer kan tilbagebetales takket være den forøgede økonomiske vækst, der følger af dem. Han sagde også, at, f.eks., folk i de højtbeliggende ørkenområder sagde, de foretrak af bo i jordhytter frem for de moderne boliger, kineserne bygger til dem.

I pauserne gik Schiller Instituttets repræsentant fra bord til bord og uddelte Zepp-LaRouches erklæring til omkring 50 mennesker – næsten alle deltagerne – og debatterede den Nye Silkevejspolitik med mange af dem.

Den danske version af Zepp-LaRouches appel kan læses på vores hjemmeside og bliver udsendt til folketingets medlemmer og kommunalpolitikere og til vores e-mail.-liste (Nyhedsbrev) tirsdag, 19. juni.

18. juni, 2018 – Den kinesiske avis Global Times udgav i dag en kronik, Neocolonial Europe Behind Aquarius’ Fate (Neokoloniale Europa bag Aquarius’ skæbne), om EU-krisen over afrikansk migration. Den italienske forfatter, Orazio Maria Gnerre, kender Lyndon og Helga LaRouches arbejde. Hans slutafsnit indeholder vigtige elementer af Helga Zepp-LaRouches appel fra 16. juni om, at et samarbejde mellem EU og Kina omkring udviklingen af de afrikanske nationaløkonomier bør være emnet på EU-topmødet 28.-29. juni – »Princippet fra Singapore-topmødet«.

Gnerre skrev, »De simple løsninger, som de to sider, regeringen og oppositionen, fremlægger, er imidlertid desværre ikke passende. Blokade af havne vil være nytteløst, hvis afrikanske lande fortsat er underudviklede i økonomiske og overstrukturelle termer og vil fortsætte med at være krigsskuepladser. Det er ikke muligt at eksportere alle Afrikas indvånere, hverken til Italien eller til Europa, i betragtning de blotte demografiske dimensioner.

Løsningen, som de europæiske vælgere og partier ikke synes at kunne få øje på, bør involvere en afslutning af Europas neokoloniale fratagelse af ejendomsret i det afrikanske område og måske komme frem til en fælles, økonomisk relation mellem selve Europa og Afrika efter den gode model, som Kina gennemfører i Centralafrika. En sådan udvikling, der ikke er aggressivt udnyttende eller politisk anmassende, kunne lægge fundamentet til fremtiden for et helt kontinent, der alt for ofte har været offer for Vestens aggressive kapitalisme.«

Gnerre har fået tilsendt Helga Zepp-LaRouches fulde appelskrift for den Europæiske Unions topmøde af særlig karakter, og det samme har mange personer omkring den nye, italienske regering, for hvem dette er et absolut afgørende spørgsmål.

Foto: Orazio Maria Gnerre (t.h.). Foto fra 2015.

Zepp-LaRouche: Jeg mener, at den Nye Silkevej er ånden, der er kommet ud af lampen og ikke kan stoppes tilbage igen, hvis man simpelt hen tænker på, hvad den Nye Silkevej har gjort for landene, som deltager, frem til dette punkt, med undtagelse af visse andre, økonomiske aftaler, som Kina og et par andre lande havde, så er for det meste Latinamerika, Afrika og de fleste dele af Asien virkelig blevet nægtet den form for udviklingsperspektiv, som Bælte & Vej Initiativet tilbyder. Det er første gang, at landene i udviklingssektoren har udsigt til at overvinde fattigdom og underudvikling i meget hurtigt tempo. Kina langer ikke gamle teknologier ud, gamle industrier, men bringer disse lande med om bord for at deltage i fælles rumprogrammer og andre avancerede, videnskabelige foretagender. Så folk indser, at der er et helt andet perspektiv og en helt anden mulighed for, at ideen om at overvinde fattigdom på planeten meget hurtigt er ved at blive en realitet.

Download (PDF, Unknown)

EU-samarbejde med Kinas Nye Silkevejsinitiativ for udvikling af Afrika bør gøres til det eneste punkt på dagsordenen, og Xi Jinping eller Wang Yi bør inviteres til at deltage, såvel som også nogle afrikanske statsledere, der allerede samarbejder med Kina.

Hvis EU-topmødet, repræsentanten for den kinesiske regering og de afrikanske repræsentanter dernæst i en fælleserklæring udtaler en forpligtelse til at gå i gang med et fælles, forceret program for et panafrikansk infrastruktur- og udviklingsprogram og lover alle unge mennesker i Afrika, at kontinentet vil overvinde fattigdom på kort tid, ville en sådan erklæring, pga. Kinas deltagelse, have den største troværdighed i Afrika og ville ændre dynamikken i alle landene mod et utvetydigt håb for fremtiden og ville således omgående bevirke en ændring i migrantkrisen. Det ville også udfri EU af dens nuværende legitimitetskrise og give de europæiske nationer en mission, der ville placere Europas enhed på et storslået, nyt niveau.

Vil Europas stats- og regeringsledere være i stand til at følge Trumps og Kim Jong-uns eksempel?

Download (PDF, Unknown)

14. juni, 2018 – En begivenhed, der blev sponsoreret i fællesskab af to kinesiske anti-fattigdomsorganisationer og tre FN-fødevare- og landbrugsorganisationer, blev afholdt i Rom i sidste uge, for at fokusere på samarbejde for globalt at lykkes med de to første mål i »Agenda 2030« for at afslutte fattigdom, og at afslutte sult frem til dette år, inden for det mål, der bærer navnet FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling (SDG; Sustainable Development Goals). En fælleserklæring blev udgivet om en styrkelse af partnerskabet mellem organisationerne.

Dette møde i Rom 6.-8. juni, som også involverede deltagelse på højt plan fra fire afrikanske lande – Tchad, Kenya, Senegal og Ghana – lancerede en kampagne for at indsamle case studies over fattigdomsreduktion fra hele verden, der skal være til rådighed gennem en lettilgængelig database, som Kina etablerede i 2017, ved navn Global Poverty Reduction Online Knowledge Sharing Database (Online fælles videns-database for global fattigdomsreduktion). En ny bog blev udgivet, The Way Forward; Stories of Poverty Reduction in China (Vejen frem; historier om fattigdomsreduktion i Kina.)

Forummets medsponsorer var: FN-organisationerne FAO (Fødevare- og Landbrugsorganisation); IFAD (International Fond for Landbrugsudvikling) og WFP (Verdensfødevareprogrammet); plus Kinas IPRCC (Det Internationale Fattigdomsreduktionscenter i Kina) og CIIC (Kinas Internet-Informationscenter).

Arrangementet i Rom fulgte efter et i Beijing med titlen Kinas Internationale Forum for Fattigdomsreduktion 2018, der også så deltagelse fra Verdensbanken, Asiatisk Udviklingsbank og andre institutioner. De seneste tal om Kinas fattigdomsreduktion, der blev givet på maj-begivenheden, fastslår, rapporteret af CGTN: »I alt blev 55,64 million kinesere med bosted i landdistrikterne løftet ud af fattigdom fra 2013 til 2016, og mindst yderligere 10 mio. vil ryste fattigdommen af sig i år, hvilket betyder, at antallet af kinesere i landdistrikterne, som er blevet løftet ud af fattigdom i løbet af fem år, vil overstige 65 mio. – groft regnet svarende til befolkningen i et større, europæisk land, såsom Storbritannien, Frankrig eller Italien.« Beijing-mødet lancerede en pris for fremragende tilfælde af succes, med titlen, »Global opfordrings- og udfordringspris for bedste praksisser til reduktion af fattigdom«.

Disse møder og initiativer viser Kinas bestræbelser på at gå ud med sin anti-fattigdomssucces. Med hensyn til forbedring af landbrug og indkomst, skiller Kinas rekord sig ud i forhold til de falske anti-fattigdomsprogrammer, der karakteriserer årene 2000-2015 med FN’s såkaldte Millennium-erklæring – udarbejdet af det Britiske Udenrigsministerium, og hvor forskellige former for fremgangsmåder blev promoveret for at tjene det i forvejen eksisterende City of London/Wall Street monetære system og handelssystem, som oprindeligt forarmede folk. Grundlæggende set involverede disse kyniske programmer som regel at forbinde lokale landmænd til »verdensmarkeder« ved at knytte deres indsats til en »værdikæde«, der i praksis for det meste betød udnyttelse. For eksempel, efter det caribiske jordskælv i 2010, forbandt »hjælpeprogrammer« mangodyrkere i Haiti til at levere billig mangomasse til Coca Cola til salg af trendy frugtdrikke i USA og Europa. Haiti blev efterladt forarmet.

I modsætning hertil involverer de kinesiske anti-fattigdomsprogrammer i landdistrikter at etablere transport, elektricitet, vand, boligforbedring og at identificere, hvordan man enten opgraderer den eksisterende produktion af afgrøder, eller også introducerer nye afgrøder, der er bedre egnet til området, samt/eller tilbyde flytning. I dette forløb sørges der for bedre sundhedsomsorg, uddannelse og kulturelle aktiviteter.

Talere på Rom-begivenheden gennemgik omfanget af den kinesiske succes og, hvad der nu må gøres internationalt. »I løbet af de seneste 40 år hr Kina løftet 700 mio. mennesker ud af fattigdom, hvilket udgør over 70 % af den globale fattigdomsreduktion. Kina har sat et mål for fjernelse af den resterende fattigdom frem til 2020, et årti foran FN’s mål«, rapporterede CGTN 6. juni.

FAO-vicegeneraldirektør for programmer, Daniel Gustafson, der talte om den globale udfordring, sagde, »henved 703 mio. mennesker lever fortsat i ekstrem fattigdom … og tallet for mennesker, der lider under kronisk manglende sikkerhed for fødevareforsyning, var 815 mio. i 2016, en stigning fra 777 mio. i 2015«.

Kinas internationale aktiviteter imod fattigdom og sult til dato blev gennemgået af Niu Dun, kinesisk ambassadør til FAO. »Vi har hidtil sendt flere end 1.000 eksperter og teknikere til Afrika, Asien, det sydlige Stillehavsområde, Latinamerika og Caribien for at hjælpe lande med at forbedre deres sikkerhed for fødevareforsyning.« Niu sagde, at rammen for samarbejde kommer fra FAO’s programmer Syd-Syd- og Trekantsamarbejde.

Repræsentanter for hvert af de afrikanske lande, der deltog, gav specifikke oplysninger om deres nationers aktiviteter.

Foto: Grundskolen i Hujiaying i Kinas fjerne Shaanxi-provins er en af de skoler, der nyder godt af det kinesiske program, ’gratis frokost for børn’. Foto fra 2012.

Momentum ligger derfor i Asien, og det er grunden til, at Schiller Instituttet insisterer på, at USA og de europæiske nationer simpelt hen bør alliere sig med de asiatiske lande for at udvikle planeten, overvinde fattigdom, få win-win-samarbejde mellem alle verdens nationer og opbygge et nyt fællesskab, et nyt samfund, for menneskehedens fælles fremtid. Dette ligger så meget inden for rækkevidde, at, hvis blot folk kender til dette Nye Paradigme, der nu vokser meget, meget hurtigt frem, vil de omgående blive optimistiske! Det skyldes udelukkende manglende kendskab til det, der foregår i disse dele af verden, og det er årsagen til pessimisme og til, at mange mennesker ikke kan se nogen måde, hvorpå det kan ændres.

Download (PDF, Unknown)