Med formand Tom Gillesberg

22. november 2015 – Robert Farley, en seniorlektor ved Patterson School for Diplomati og International Handel ved Kentucky Universitet, advarer om, at der er fem mulige måder, hvorpå Tredje Verdenskrig (eller efter hans mening snarere Femte Verdenskrig, idet han tæller Syvårskrigen og Napoleonskrigene med som verdenskrige) kunne begynde.

Brændpunkterne omfatter de følgende:

* Syrien – Enten kunne en konfrontation mellem amerikanske og russiske fly i luften over Syrien eskalere ud af kontrol, eller også bliver ISIS besejret, men USA, Frankrig og Rusland bliver rivaler over, hvordan Syrien efter ISIS skal se ud.

* Indien og Pakistan – Indien og Pakistan kunne komme i krig igen af flere grunde. USA har generelt været tæt på Pakistan, men har været i færd med at dyrke tættere relationer med Indien. Kina har længe miltært været tæt på Pakistan. Farley nævner ikke Rusland, der rent historisk har haft tætte relationer til Indien, inklusive militært.

* Det Østkinesiske Hav – Kina og Japan er modstandere mht. Senkaku/Daioyu-øerne. USA er traktatmæssigt forpligtet til at forsvare Japan, hvilket gør det næsten sikkert, at, skulle der udbryde kampe, ville USA gå ind på Japans side.

* Det Sydkinesiske Hav – En krig mellem USA og Kina kunne trække Japan og Indien med og kunne resultere i en udveksling af atomvåben.

* Ukraine – En konfrontation mellem NATO og Rusland kunne forårsage, at Rusland tyer til taktiske atomvåben, hvis det mener, det ikke kan overleve.

Farley konkluderer, at vi mangler den Kolde Krigs »rædselsvækkende« klarhed. »Der kunne udbryde krig flere steder, som kunne trække krigsførende parter med ind på uforudsigelige måder«, skriver han. »Krigsførende parter begynder meget sjældent en krig med overlæg; lederne af verdens mest magtfulde nationer må være på vagt over for truslen om en optrapning af kriser.«

Foto: Russiske jets under en “aerobatic” flyveopvisning i Rusland. Kunne en konfrontation mellem amerikanske og russiske fly over Syrien komme ud af kontrol og eskalere?

20. november 2015 – Den kinesiske Folkets Befrielseshærs flådechef Wu Shengli sagde, ved et møde onsdag i Shanghai med admiral Scott Swift, chef for USA’s Stillehavsflåde, direkte til denne, at USA må stoppe med sine provokationer i det Sydkinesiske Hav. Den kinesiske flåde, sagde han, »havde, med fokus på det større billede for bilaterale bånd« udøvet »maksimal tilbageholdenhed« konfronteret med USA’s provokationer, rapporterer Xinhua i dag. Admiral Wu opfordrede USA til at værne om den »gode udvikling« af båndene mellem landene og »kontrollere« sine maritime militæroperationer. Han roste admiral Swifts velkomstbesøg til Kina som et tegn på, at begge sider tillægger udviklingen og bevarelsen af den nye form for relationer mellem store lande og de militære relationer mellem de to sider stor betydning, sagde Xinhua.

Men, tilføjede han, »USA’s opførsel bidrager ikke i mindste måde til fred og stabilitet i det Sydkinesiske Hav. USA kan ikke påtvinge sine egne krav på andre nationer. Det kan ikke sabotere andre nationers suverænitet og sikkerhed.« Han kaldte Kinas ø-byggeri for »fornuftigt, rimeligt og legitimt« og tilføjede, at de kinesiske og amerikanske flåder burde anskue deres uoverensstemmelser rationelt, og undgå »overdrevne situationer«.

Iflg. Xinhua sagde admiral Swift, at USA’s flåde ikke ønsker, at det Sydkinesiske Hav skal blive et spørgsmål, der bryder båndene mellem de to parter, og han udtrykte håb om, at de to flåder kunne bevare udvekslinger på højt niveau og afholde flere fælles øvelser.

Foto: Kinas flådechef Wu Shengli

Med formand Tom Gillesberg

18. november 2015 – Som et ekko af Putins opfordring i går til integration af de eurasiske nationer gennem åbne (ikke-hemmelige) og inkluderende handelsaftaler, kom den kinesiske præsident Xi Jinping onsdag med en stærk opfordring til APEC-nationerne om at fremskynde konstruktionen af Det Asiatiske Stillehavsområdes Frihandelsområde (FTAAP) og promovere regional, økonomisk integration – og angreb således implicit Trans Pacific Partnership, TPP.

I en tale til APEC-topmødet for topledere sagde Xi, at den konstante fremkomst af nye, regionale frihandelsaftaler vækker bekymring for en fragmentering. Xi foreslog, at man styrkede de åbne og inkluderende frihandelsarrangementer til det yderste, på baggrund af ligeværdig deltagelse og hyppig konsultation.

»Vi har brug for at hellige os til win-win-samarbejde, modstå protektionisme og fremme fair konkurrence«, sagde han.

Foto: Den kinesiske præsident Xi Jinping deltager i det 23. APEC Økonomiske Lederes Møde i Manila, Fillippinerne, den 19. nov. 2015. (Xinhua)

11. november 2015 – Som taler ved et forum om Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) ved Boao-konferencen om asiatisk finansielt samarbejde i London den 10. november, tog chef for AIIB Jin Liqun ikke noget nonsens fra mødeleder Martin Wolf, redaktør for Financial Times, der var sit sædvanlige, bryske selv. »Hvordan kan De tage fejl på så mange punkter i dag, Martin Wolf?« sagde Jin på et tidspunkt. Han bemærkede, at AIIB var en »institution i det 21. århundrede«, og at den ville have de højeste standarder for integritet i sine operationer og lån, »men dog ikke vestlige standarder«. Da Wolf spurgte, om Jin mente, USA og Japan havde været »tåbelige« ved ikke at tilslutte sig, svarede han, at »tåbelig« var det forkerte ord til at beskrive situationen. »Nogle lande har måske brug for mere tid til at se, hvordan tingene fungerer, før de beslutter sig til at være med.« Tidligere i konversationens forløb havde Jin været noget vred over de fjollede angreb, der i begyndelsen blev lanceret mod banken.

Da Wolf spurgte ham, om AIIB ville blive en konkurrent til Verdensbanken, gjorde Jin igen indsigelse. Jin bemærkede, at Bretton Woods-institutioner nu var »halvfjerdsårige«, men han sagde, at han også havde arbejdet for Verdensbanken, og han var »fine« venner med Verdensbankens præsident Kim, og »man kan aldrig nogen sinde erstatte sin bedste ven«. Han sagde, at han værdsatte Kims forsøg på at reformere Verdensbanken, men han vidste, at problemer, der er »akkumuleret hen over syv årtier, ikke kan fikses på en nat«. Han benægtede, at AIIB havde planer om at erstatte Verdensbanken: »Vi er samarbejdspartnere.« Han sagde, at medlemskab af AIIB ville være åben for alle nytilkomne, der accepterer aftaleparagrafferne, der er underskrevet af de stiftende medlemmer.

Han havde tidligere indikeret, at banken ville begynde at finansiere operationer i andet kvartal af næste år og ville koncentrere sig om elektricitet, transport og vandforsyning, da der er et skrigende behov for disse ting. Jin sagde også, at AIIB også ville vælge investeringsprojekter i Afrika og Latinamerika. »AIIB kan investere i et hvilket som helst land«, sagde Jin og kom med eksemplet om finansiering af overvandingsprojekter i Australien, der kunne forbedre sikkerheden for Asiens fødevareforsyning. Selv at låne til lande som Egypten, den første afrikanske stat, der tilsluttede sig banken, »skulle ikke være noget problem«, sagde han.

12. november 2015 – Ledelsen for den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) accepterede onsdag Kinas bud på at blive medlem af banken og banede vejen for, hvad der forventes at blive en endelig vedtagelse af de regeringer, der har aktier i banken, for det meste finansministrene for de 64 medlemslande, i næste måned, rapporterer Reuters i dag.

Hvis de, som forventet, vedtager forslaget, vil det give Beijing en »beskeden, men symbolsk andel på 0,1 procent« i EBRD, siger Reuters og tilføjer, at »Kina vil indbetale til udviklingsbanken snarere end at modtage investering fra den. Men arbejder, som EBRD allerede er ved at planlægge i lande som Kasakhstan, overlapper med Kinas såkaldte ’Ét bælte, én vej’-initiativ.

EBRD’s præsident Suma Chakrabarti har sagt, at banken gerne vil udføre arbejder i partnerskab med den nye, kinesisk ledede Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB.

Etableret i 1991 for at investere i de østeuropæiske lande, der tidligere var under Sovjetblokken, investerer EBRD nu i Mongoliet, Tyrkiet og Maghreb, så vel som i eurozone-kriselandene Grækenland og Cypern.

Den russiske præsident Vladimir Putin talte ved åbningen af en konference med ledere fra Forsvarsministeriet og militærindustrien i Sotji, Rusland, tirsdag, hvor han i skarpe vendinger advarede om, at præsident Barack Obamas politik er i færd med at drive verden mod en termonuklear udslettelse i en meget nær fremtid. I realiteten fremkom Putin med det mest vandtætte argument for, hvorfor USA’s præsident må fjernes fra embedet nu.

Putin gjorde det klart, at USA har løjet om grundene til, at det bygger et globalt missilforsvarssystem, eftersom Iran nu har underskrevet P5+1-aftalen og afstået fra atomvåben. Målet for USA’s og dets allieredes globale ABM har hele tiden været at ændre den globale, militære balance til fordel for USA’s Prompt Global Strike-doktrin, dvs. evnen til at kunne lancere et atomart førsteangreb imod Rusland (og som angiveligt skulle ødelægge modpartens evne til et gengældelsesangreb, -red.). Rusland for sin del vil ikke finde sig i dette; og Rusland bygger nye våbensystemer, af hvilke nogle allerede er i felten, og som kan modgå enhver ABM-fordel, som USA måtte opnå.

Dette er den samme Barack Obama, hvis mærke for udenrigspolitisk »succes« har været massedrabs-droneprogrammet, under hvilket et ukendt antal uskyldige civile er blevet dræbt for blot posthumt at blive klassificeret som »fjender dræbt under kamp«, eller, mere enkelt, »offer for krigen«. Under diskussion med sine medarbejdere fra LaRouches Politiske Komite onsdag trak Lyndon LaRouche en klar linje mellem menneskelige væsener og uhyrer, som Obama, der ikke har nogen evne til agape, næstekærlighed, og således mangler de menneskelige, følelsesmæssige egenskaber, der adskiller mennesket fra dyret.

LaRouche bemærkede, at Californiens guvernør Jerry Brown har samme karakter som Obama, totalt distanceret fra ethvert begreb om agape.

Selv, hvis et termonukleart Armageddon kan undgås i den umiddelbare fremtid, så har Obamas syv år i embedet, der fulgte efter otte år med Bush-Cheney, haft en total disintegration af livsvilkårene for det store flertal af amerikanere til følge. Den seneste grusomhed er den massive stigning af kokainproduktionen i Colombia, der uundgåeligt meget snart vil antage form af en strøm af billig kokain, der kommer ind i USA. Dette kommer oveni det allerede epidemiske spring i heroinafhængighed og afhængighed af smertestillende medicin. Det amerikanske folk er udset som målskive for en ny og ondsindet, britisk Opiumskrig. Tilfældet med Colombia eksemplificerer dette; med præsident Santos, en protege af Tony Blair og Obama-allieret, der åbenlyst har promoveret legalisering af narkotika, har nedlukket coca-udryddelsesprogrammerne og nu er i den endelige fase for forhandlinger om en narko-fred med den berygtede narko-terrorist FARC.

Præsidenten for Boston Federal Reserve Bank er også kommet ud i denne uge med svare advarsler om en nedsmeltning af den kommercielle ejendomsboble og bemærkede, at situationen er mere alvorlig end i september 2007, hvor bolig- og erhvervsejendomsmarkedet først nedsmeltede; dette førte til nedsmeltningen i 2008 og den efterfølgende kvantitative lempelse (’pengetrykning’).

Hvis vi ser bort fra faren for atomkrig, så er de reelle livsbetingelser for det store flertal af amerikanere blevet ødelagt i løbet af de seneste 15 år med Bush og Obama. Europa er i en endnu værre tilstand med førende nationer som Tyskland og Frankrig, der er håbløst kollapset, og med Storbritannien allerede i et totalt økonomisk sammenbrud. Alt imens det transatlantiske område går fra ondt til værre, og førende britiske kredse pønser på krig som en vej ud af deres dilemma, så er situationen i Asien og Eurasien en kvalitativt anden, med Kina, Rusland og Indien, der fører an i indsatsen for at afstikke en ny kurs for virkeligt, globalt samarbejde og en videnskabelig revolution, der vil blive til gavn for hele menneskeheden.

Muligheden for at lancere et sådant »nyt paradigme for menneskeheden«[1] er forhånden, og det første, altafgørende skridt er afsættelsen af Obama og nedlukning af Wall Street, så processen med økonomisk genrejsning og heling i USA kan påbegyndes.

[1] Se video med Helga Zepp-LaRouche m.fl., »Et nyt paradigme for civilisationen«, engelsk, med dansk udskrift.

Supplerende dokumentation:

Vladimir Putin advarer igen USA mod at bryde den strategiske atomvåbenbalance

12. november 2015: Den russiske præsident Vladimir Putin kom med skarpe åbningsbemærkninger inden mødet med topforsvarsfolk fra regeringen og repræsentanter for det russiske militære/industrielle kompleks under det årlige revisionsmøde. Mødet, der fandt sted tirsdag i Sotji, faldt sammen med meddelelsen om, at det russiske forsvarsbudget for næste år vil være 49 mia. dollar, hvor de 35 mia. er direkte øremærkede til de russiske bevæbnede styrker. Til sammenligning er det amerikanske forsvarsbudget 10-15 gange STØRRE: og to nye, amerikanske våbenprogrammer – det nye F-35 stealth kampfly og udskiftningen af ubåde, der medfører ballistiske missiler – er hver for sig mere kostbare end hele det russiske forsvarsbudget.

Putin fokuserede sine indledende bemærkninger omkring den trussel mod Rusland, som udgøres af USA’s og dets allieredes globale missilforsvarsprogram. Putin sagde i begyndelsen af sine bemærkninger:

»Som vi alle ved opbygger USA og dets allierede uophørligt deres globale missileforsvarssystem. Desværre tager man hverken vore bekymringer eller vore samarbejdsforslag i betragtning. Vi har ved flere lejligheder indikeret, at vi anser sådanne handlinger for at være et forsøg på at underminere den eksisterende atomvåbenbalance, og på faktisk at destabilisere hele systemet med regional og global stabilitet.«

Putin bemærkede, at Washington vedvarende har hævdet, at ABM-deployeringerne relaterede til faren fra Iran, men deployeringerne fortsætter, selv efter P5+1-aftalen. Han sluttede:

»Derfor«, konkluderede han, »er henvisninger til de iranske og nordkoreanske atommissiltrusler et dække for de sande intentioner, der i realiteten drejer sig om at neutralisere andre atomstaters strategiske atompotentiale, ud over USA og deres allierede; primært vedr. Rusland, selvfølgelig, og om at opnå en afgørende militær overlegenhed med alle de heraf følgende konsekvenser.«

Det faktum, at Putin ikke uddybede »de heraf følgende konsekvenser«, udvandede på ingen måde hans direkte budskab: Obama, lige som Bush og Cheney før ham, er hastigt i færd med at drive verden mod en atomar konfrontation. Putin gjorde det klart, at Rusland allerede forbereder sig til en sådan konfrontation gennem netop det arbejde, der var emnet for dette særlige, årlige møde, som han talte til.

Putin forklarede:

»Vi har gentagne gange sagt, at Rusland vil tage de nødvendige, tilsvarende forholdsregler for at styrke sit atompotentiale. Vi vil ligeledes også arbejde på anti-missilforsvarssystemer, men i det første stadium, som vi gentagent har sagt, vil vi fokusere også på offensive systemer, der kan overvinde ethvert anti-missilforsvarssystem.«

Putin bemærkede i sine slutbemærkninger, at Rusland i de seneste tre år har arbejdet på at udvikle

»flere lovende våbensystemer, der kan udføre kampmissioner i dybden under betingelser med et anti-missilforsvarssystem«,

og bemærkede, at kampenhederne er begyndt at modtage sådanne nye våbensystemer allerede i år.

Det er ikke alle, der i USA og Vesten ikke har opfattet pointen. Stephen Blank, senior-stabsmedlem ved USA’s Udenrigspolitiske Råd, skrev for nylig en artikel med overskriften, »The West Underestimates Putin at its Peril« (’Vesten undervurderer Putin, til sit eget fordærv’). Han begynder,

 “For den store, britiske militæranalytiker Basil Liddell-Hart var det aksiomatisk, at formålet med krige var en bedre fred. Med andre ord, så, for at være succesfulde, må de sættes i forbindelse med politiske resultater og strategiske landvindinger.« Efter en bemærkning om, at Obamaregeringen har vist sig at være ude af stand til strategisk tænkning, skrev Blank, »Hvilke fejl, Rusland og dets bevæbnede styrker så end måtte have, så er foragt for strategi ikke en af dem. Washingtons eliter, med få undtagelser, kan ikke acceptere, at den russiske præsident Vladimir Putin tænker og handler strategisk.« Dernæst demonstrerer Blank, at, i det aktuelle tilfælde med Syrien, er det præcis, hvad Putin gør. Han konkluderer, at »Putin kunne måske sluttelig tabe spillet i Syrien, for intet er så uforudsigeligt som krig. Men denne mulighed kan ikke retfærdiggøre den selvbehagelighed, arrogance og intellektuelle dovenskab, der truer USA’s interesser og dets allierede.«

I Guardian den 10. nov. bragte Julian Borger spørgsmålet direkte tilbage til USA’s atomvåbenprovokationer mod Moskva. Borger rapporterede om nylige advarsler fra tidl. viceformand for Generalstabscheferne, gen. James Cartwright, der udtalte, at moderniseringen af USA’s taktiske atomvåben i Europa, B-61 12, gør dem »brugbare«, og dette udgør en alvorlig fare for at glide ind i en atomkrig. Cartwright sagde til PBS, »Hvis jeg, med bevarelse af samme sprængkraft, kan nedbringe sprængstofmængden, og derfor det sandsynlige atomnedfald, osv., gør dette det så mere anvendeligt i en præsidents eller national sikkerhedsbeslutningstagers øjne? Og svaret er, at det sandsynligvis kunne være mere anvendeligt.« Borger bemærkede, »Det store ved atomvåben var, at deres anvendelse angiveligt var utænkelig, og de var derfor et afskrækkelsesmiddel mod overvejelser om en ny verdenskrig. Når de først bliver ’tænkelige’, befinder vi os i et andet, og langt farligere, univers.        

10. november 2015 – Tidligere filippinsk senator Kit Tatad har udgivet en artikel, hvor han gennemgår og roser Executive Intelligence Reviews rapport, »Skræmmekampagne om Global Opvarmning er Befolkningsreduktion – ikke Videnskab«. Artiklen udgives i hans sædvanlig spalte i Manila Times.

Senator Tatad, en fremtrædende politisk skikkelse, så vel som også journalist og forfatter som katolsk lægmand, identificerer først Pavens seneste Encyklika, ’Laudato Si’, som et, der »er blevet lovprist af mange, der lovpriser hvad som helst, Paven siger«, og siger dernæst, at mange »hengivne katolikker« mener, at det, at kalde »Moder Jord som oprindelsen til alt liv er poesi, ikke teologi eller videnskab, og en mulig glidebane hen imod hedenskab«.

Han henviser dernæst til EIR’s rapport, der tilsigter at forhindre COP21-konferencen mod global opvarmning, der skal finde sted i Paris i slutningen af november, i at tvinge en politik, der medfører en dødbringende befolkningsreduktion, ned over verden, baseret på falsk videnskab. Han citerer Helga Zepp-LaRouche, nævner de hovedskyldige (Prins Philip af England og Kommandør af Det britiske Imperium, Martin Schellnhuber, Tyskland), deres plan om at reducere befolkningen til en milliard og opfordrer folk til at underskrive EIR’s (Schiller Instituttets) »RESOLUTION: Nej til COP21-klimakonference for befolkningsreduktion«, med en gengivelse af resolutionen i sin helhed.

(Kit Tatads artikel vil i sin helhed snarest komme på dansk på vores hjemmeside. )  

4. november 2015 – Mødet i ASEAN-Plus (Sammenslutningen af sydøstasiatiske nationer) med forsvarsministre faldt fra hinanden i dag, da Malaysia, der har formandsskabet for mødet i Kuala Lumpur, og de fleste af ASEAN-nationerne, gjorde modstand mod Obamas krigsmager-bølletaktik (gennem sin forsvarsminister Ash Carter), og nægtede at bøje sig for Carters krav om, at slutkommunikeet skulle inkludere en ordlyd, som var godkendt af amerikanerne, vedrørende det Sydkinesiske Hav.

Informationskontoret i Kinas Nationale Forsvarsministerium sagde, at ”Kina er nået til enighed med Malaysia og andre ASEAN-lande om indholdet” af det foreslåede fælles kommuniké, som værtslandet Malaysia havde lavet udkastet til, hvilket vil sige, at de havde fundet en måde at adressere spørgsmålet om det Sydkinesiske Hav på, der var acceptabel for Filippinerne og Vietnam (eftersom alle ASEAN-afgørelser træffes ved konsensus), eller også ville stridspunktet blive udeladt helt og aldeles. Carter forkastede imidlertid udkastet og krævede (med japansk og australsk støtte, ifølge presserapporter), at Malaysia fremlægger et nyt udkast, der fordømmer Kina for dets aktiviteter i det Sydkinesiske Hav. Dette afviste Malaysia og i det mindste det meste af ASEAN, idet de var langt mere interesseret i det reelle problem med ISIS og terrorisme og samarbejdet med Kina om både forsvar og økonomisk udvikling. Som et resultat heraf blev der slet ikke udstedt et slutkommuniké.

Det kinesiske Forsvarsministerium sagde, at ”nogle individuelle lande uden for regionen ignorerede den eksisterende konsensus og forsøgte eftertrykkeligt at tilføje indhold til deklarationen, der ikke var blevet diskuteret under mødet. En sådan fremfærd afveg totalt fra formålet med og principperne i ADMM-Plus (ASEAN Forsvarsministres Møde Plus) og skadede ASEAN’s centrale og dominerende rolle i denne mekanisme.

Selvsagt gav USA Kina skylden for mødets sammenbrud. De hævdede, at det var Kinas indvindings-aktiviteter, der er ansvarlige for stridighederne, og at det var Kina, der brugte sin økonomiske gennemslagskraft til at vride armen om på ASEAN-nationerne.

Den kendsgerning, at det var Malaysia, der førte kampen imod USA’s krigspolitik, er meget betydningsfuldt. Malaysia har også krav i det Sydkinesiske Hav og har udtrykt sin betænkelighed over Kinas krav på hele området. Desuden er premierminister Najib i dybe vanskeligheder over en kæmpe korruptionsanklage over en statslig investeringsfond, hvor milliarder af dollars mangler, og mange troede på forhånd, at Najib ville gå Obamas ærinde for at bevare amerikansk støtte i krisen.

Men det gjorde han ikke. Vi kan forvente nogle ubehagelige operationer imod Malaysia som et resultat af deres modige forsvar af fred og udvikling.

Ash Carter benyttede også lejligheden, hvor han mødtes med den kinesiske forsvarsminister Chang Wanquan ved dette forum i Kuala Lumpur, til, ifølge Carters assistent, at bralre op om, at ”USA vil fortsætte med at flyve, sejle og operere, hvor som helst international lov tillader det”, og at ”det Sydkinesiske Hav ikke ville være nogen undtagelse”. Dette demonstrerer igen, at Obama simpelthen lyver igen, når han siger, at USA ikke tager stilling til spørgsmålet om suverænitet over det Sydkinesiske Hav, eftersom den amerikanske destroyers krænkelse af 12-mile grænsen omkring de kinesiske øer d. 27. oktober klart viser, at de har taget stilling imod Kina og truer med krig.

3. november, 2015 – Macau Magazine publicerede en slagkraftig gennemgang af Kinas verdensdækkende udviklingsprogram, som kaldes ”Globalt spor – Kinas vision om et verdensdækkende jernbanenet”, af Luo Xunzhi. Artiklen reflekterer over den verdensvision, der præsenteres i EIR’s Verdenslandbro-rapport, og, da den nu cirkulerer over hele Kina på kinesisk, er rapporten måske i virkeligheden en af forfatterens kilder.

Artiklen indleder med: ”Kina har bygget verdens største højhastigheds-jernbanenetværk på bare 8 år. Nu ønsker de at gøre det samme i hele verden. Planen inkluderer en bane, som forbinder Beijing og Moskva på 33 timer, og ruter tværs over Sydamerika fra Atlanterhavet til Stillehavet og tværs over Afrika fra Det Indiske Ocean til Atlanterhavet – noget, de europæiske kolonimagter aldrig præsterede. Et så ambitiøst program har intet land nogensinde tidligere foreslået. Hvis de alle bliver bygget, vil de forvandle økonomierne i de lande, de kommer igennem, ligesom USA’s transkontinentale jernbane til Stillehavet i det 19. århundrede, som åbnede de vestlige stater, således at landmænd kunne etablere sig og industrien vokse.”

Andre aspekter:

* ”Det mest dramatiske projekt i Ét bælte, én vej-initiativet i Rusland er en foreslået højhastighedsforbindelse mellem Beijing og Moskva, som går gennem Kasakhstan, en distance på 7.000 km, der ville reducere rejsetiden fra den aktuelle på 6 dage til 30 timer … Første vicepræsident for de russiske statsbaner, Alexander Misharin, sagde, at han forventede, at byggetiden ville være fra 8 – 10 år. Han sammenlignede det nye jernbanenetværk med Suez Kanalen med hensyn til størrelse og betydning.”

* ”Mere end noget andet kontinent har Afrika behov for jernbaner. Kina har været meget aktiv her og har lovet at bygge det, som ingen europæiske kolonialmagter – Storbritannien, Frankrig, Portugal, Belgien eller Tyskland – formåede at gøre: en jernbane fra det Indiske Ocean til Atlanterhavet.”

* ”I Østafrika bygger Kina en 472 km lang jernbane mellem Kenyas hovedstad, Nairobi, og landets største havneby, Mombasa, som vil forkorte rejsetiden fra 15 timer til fire en halv time. Byggeriet begyndte i oktober, 2014 og forventes færdigt i 2017 til en anslået pris af US$ 3,8 milliarder. Det er planen, at jernbanen bliver en del af et nyt netværk, som kobler Kenya, Rwanda, Sydsudan og Uganda sammen.”

* ”I forbindelse med et besøg i Sydamerika i maj, 2015, overværede statsminister Li Keqiang og Brasiliens præsident Dilma Rousseff underskrivelsen af en forundersøgelse af etableringen af en 4.400 km lang jernbane, som skal forbinde Brasiliens Atlanterhavskyst med Stillehavskysten i Peru. Den blev underskrevet af de to lande og Kina … Spanien og Portugal, de to magter, som koloniserede Sydamerika, overvejede aldrig at bygge en sådan jernbane tværs over kontinentet.”

* ”For første gang er Kina begyndt at bygge jernbaner i Europa, det sted, hvor teknologien blev udviklet for 200 år siden. Det har en vigtig, historisk betydning, er et tegn på, hvordan centrum for den globale økonomi bevæger sig fra vest mod øst.”

* ”Kina tilbyder også at bygge Storbritanniens HS2, et højhastighedstog, som forbinder den centralt beliggende by Birmingham med Leeds og Manchester mod nord. Tilbuddet er fuld af symbolik – verdens nyeste jernbanemagt sælger sin teknologi og ekspertise til den ældste … Ingen Mandarin i Qing-regeringen kunne have forestillet sig et sådant resultat.

Se hele artiklen: http://www.macauhub.com.mo/en/2015/11/02/global-track-china-sees-its-railways-covering-the-world/]

Singapore og Kina bygger en ny by på Silkevejen

3. november, 2015 – Kina og Singapore skal underskrive en aftale om sammen at udvikle et nyt storskala-projekt i det vestlige Kina, i forbindelse med Xi Jinpings besøg i Singapore i denne uge. Straits Times oplyser, at projektets tema bliver ”moderne konnektivitet og moderne service”, og at det bliver en del af det økonomiske Silkevejsbælte.

Det bliver det tredje, store projekt, Singapore har bygget i Kina – de byggede en industripark i Suzhou i 1994 og en miljø-by i Tianjin i 2008. Placeringen af det planlagte projekt er endnu ikke bekendtgjort, men det bliver i vest med Xian, Chungqing eller Chengdu som mulige mål.

Xi besøger også Vietnam i denne uge.

2. november 2015 – Den amerikanske udenrigsminister John Kerry satte i dag forbindelse mellem økonomisk udvikling og effektiv bekæmpelse af terrorisme i Centralasien og talte om samarbejde med Rusland og Kina for at opnå dette, samt anden indsats, i sit interview med Mir-Tv i Astana, Kasakhstan, dagen efter, at han havde mødt udenrigsministrene fra Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan.

Ulig det spin, som køres af medie-hyænerne (læs: Wall Street Journal), insisterede Kerry på, at ingen skulle betragte hans besøg som havende »noget som helst at gøre med« en indsats for at få disse nationer til at vælge mellem Rusland, Kina eller USA. »Vi er parat til at samarbejde med alle, hvad enten det drejer sig om lokale områder, nabolande eller lande, der ligger langt væk, som Korea eller Japan, der ønsker at blive involveret. Vi ønsker at hjælpe denne region med at udvikles på regional basis, fordi vi mener, der er et enorm potentiale for vækst og udvikling, og det hjælper stabilitet, sikkerhed og fremgang for folk.«

Mir-Tv, der sender til de tidligere Sovjetrepublikker, der tilsammen danner Statssamfundet af Uafhængige Stater, forstod Kerrys erklæring som en afvisning af imperiale kampe over denne region, kampe, der rent historisk har fået det berygtede navn »det Store Spil«.

»Så intet ’Stort Spil’, men stort spil?«

Kerry var enig: »Det er en god måde at sige det på. Det synes jeg om. Nej, slet ikke noget stort spil. Dette handler om, at alle får gavn, inklusive Rusland og Kina og andre lande. Vi har alle gavn af det, når mennesker løftes op, og jeg mener, at især Kasakhstan har ført en meget imponerende politik med at forsøge ikke at blive presset til at vælge mellem folk, men at ønske at udvikles på basis af et bredt grundlag. Og jeg har sagt til præsident Putin, og til præsident Xi, at vi må samarbejde om spørgsmål om udvikling. Det er vi begyndt på med Kina. Vi ønsker selvfølgelig at gøre mere med andre partnere.«

Forespurgt om Obamas deployering af specialstyrker ind i Syrien, og om de ville operere i samarbejde med de russiske luftstyrker, ignorerede Kerry referencen til de amerikanske specialstyrker fuldstændigt og talte om, at det er »meget vigtigt at operere i samarbejde, når man har stormagter, der har særdeles kapable luftstyrker. Man ønsker ikke at flyve i det samme luftrum uden en koordinering. Så selvfølgelig koordinerer vi, og vi vil fortsat koordinere med Rusland.«

Han nævnte mødet om Syrien den 30. okt. i Wien: »Udenrigsminister Lavrov (Rusland) var der; han var med som med-formand for mødet, og sammen hjalp Rusland og USA med at støbe et skridt fremad, håber jeg, som kunne begynde at udforme muligheden for fred.«

»Vi ville selvfølgelig gerne samarbejde« med Rusland, sagde Kerry endnu to gange i interviewet, og hver gang med en tilføjelse af det, man kunne kalde »Obama«-advarslen om, at Rusland må træffe beslutning om, »hvorvidt de er der for at finde en politisk løsning, eller om de er der for simpelt hen at støtte Assad-regimet. Hvis det kun er for regimet, er der et problem, for Tyrkiet, Katar, Saudi-Arabien og andre lande, samt oppositionen, vil ikke stoppe med at bekæmpe Assad. Måden at slutte krigen på er at bede Assad være behjælpelig med en overgang til en ny regering, og han kan være med til at redde sit land. Men hvis det hele handler om ham, så er der et problem.«

Med formand Tom Gillesberg

Jeg mener, at vi er i virkelig fare, hvis et kollaps af systemet sker uden en reform af Glass-Steagall for at beskytte den almindelige befolkning fra dette, vi kunne virkelig ende med massive drab af hidtil usete dimensioner. Jeg mener, at hvis dette skete i Europa, oven i flygtningekrisen, så tror jeg, at vi kunne få borgerkrig i Europa, og vi ville sandsynligvis få en borgerkrig i USA.

Så jeg mener, at incitamentet for at ændre politik, mens der endnu er tid, er gigantisk, og den optimistiske tone er, at alternativet allerede er på plads.

Download (PDF, Unknown)

26. oktober 2015 – Jin Liqun, formanden for Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB, besøgte Brookings Institution i Washington den 21. okt. for at forklare betydningen af AIIB’s nye tilgang til finansiering af udvikling. Jin forsøgte at opklare alle misopfattelser om, at AIIB skulle se sig selv som et alternativ til Verdensbanken eller den Asiatiske Udviklingsbank (ADB). »Både Verdensbanken og ADB har bidraget til fattigdomsreduktion i Asien i årtiernes løb«, sagde Jin. »Men det er vanskeligt at opnå fattigdomsreduktion, ikke så meget pga. af manglende finansiering, men pga. tilgangen. Jeg mener ikke, at fattigdomsreduktion i sig selv og af sig selv vil udrette meget mht. at influere på folks liv. I de fleste tilfælde må tilgangen forfines og forbedres.« Han fortsatte med at beskrive situationen i et samfund i en afsidesliggende egn, der er afskåret fra den omkringliggende verden. Uanset den indsats, der måtte blive gjort for at afhjælpe deres situation, så vil det ikke være til megen nytte, sagde han, men vil i stedet »gøre dem totalt afhængige af almisser og velgørenhed fra regeringen og internationale donorer, til trods for, at disse områder kan være meget rige i forekomsten af naturlige ressourcer«, sagde Jin. »Men den lokale befolkning har ingen måde, hvorpå de kan tappe ind i disse ressourcer til gavn for sig selv. Efter min mening er den eneste løsning konnektivitet. Dette vil bygge bro over gabet mellem lokalsamfundet og den omkringliggende verden.« Og, forklarede han, dette var, hvad AIIB ønskede at opnå, at skabe denne konnektivitet.

Han roste ADB og Verdensbanken og sagde, at de havde bidraget stort til Kinas udvikling i årenes løb med deres investeringer i infrastruktur; men nu, hvor Kina var ved at blive en økonomisk stormagt, følte de, at de også havde et ansvar for at begynde at tilbyde samme hjælp til andre lande. Han sagde, at AIIB var formuleret som en bank for Asien, som et alternativ til ikke-regionale finansinstitutioner, der samtidig påtvang visse betingelser. Men da alle disse andre, ikke-asiatiske lande ønskede at være med i den (AIIB), følte de, at de ikke kunne begrænse medlemsskabet til kun at gælde for asiatiske lande. De asiatiske lande vil bevare majoritetsaktierne i banken, uanset, hvor mange lande, der sluttelig kommer med.

Alt imens Verdensbanken oprindeligt startede sin eksistens under navnet den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling, og med en opgave om at hjælpe med til genopbygningen af Europa efter anden Verdenskrig, og dernæst hjælpe med udviklingen af tredjeverdenslande, så skiftede Verdensbanken i 1970’erne, under den kombinerede indflydelse af den voksende finanskrise og paradigmeskiftet over til nulvækst-perspektivet, over til det, man med et forskønnende udtryk kaldte »fattigdomsreduktion«, indkomstfordeling og, under ledelse af Robert McNamara, befolkningskontrol. Den »nye tilgang«, som Jin Liqun peger på, er den form for paradigmeskift, som verden har brug for, for at gå frem ad vejen til udvikling.

Da der var nogen, der spurgte, om AIIB ville finansiere Kinas ’Ét Bælte, én Vej’-projekt, svarede Jin, at Bælte-og-Vej-projektet blev understøttet af nationale, kinesiske pengemidler, inklusive den kinesiske Ex-Im-bank, og med langt større ressourcer end AIIB. Men, hvis der kom projekter, der var en del af Bælte-og-Vej-strategien, og som var i overensstemmelse med AIIB’s retningslinjer for lån, ville AIIB, selvfølgelig, være villig til at deltage.

4. oktober 2015 – Sky News leverer en ødelæggende, grafisk rapport over USA’s bombning af hospitalet i Kunduz, Afghanistan, under Læger uden Grænser – det eneste akutmedicinske hospital i det nordlige Afghanistan – som viser, hvordan LUG hektisk telefonerede til NATO og Washington inden for 10 minutter efter, at bombardementet var begyndt, og som fortsatte i næsten en time. Men Obama, den gale dræber i sin indonesiske stedfaders fodspor, kom med en erklæring, hvor han forsøgte at fralægge sig USA’s ansvar for angrebet, indtil en »fuld undersøgelse« er gennemført. Der er nogle afghanske regeringsfolk, der lyver og siger, at hospitalet var en base for Taliban, og i en erklæring i går beskrev Pentagon den forfærdelige hændelse som »indirekte skader«, der »muligvis« kunne være en følge af bombning af Taliban i Kunduz.

Chefen for FN’s Menneskerettigheder Zeid Raad Al Hussein fordømte omgående angrebet som en mulig krigsforbrydelse og sagde: »Denne begivenhed er dybt tragisk, utilgivelig og muligvis endda kriminel.« LUG ønsker en uafhængig undersøgelse, der som udgangspunkt har den præmis, at angrebet var en krigsforbrydelse.

Sky News udlagde denne rapport i dag:

»Læger uden Grænser (LUG) telefonerede hektisk til NATO og Washington, mens bomberne regnede ned over deres personale, der arbejdede i traumecentret i Kunduz.

Et personalemedlem beskrev, hvordan patienter, der ikke kunne flygte, ’brændte ihjel i deres senge’.

Der er tre børn blandt de dræbte, og 37 mennesker er blevet alvorligt såret. De 12 dræbte medlemmer af det lægefaglige personale arbejdede alle for Læger uden Grænser.

Der er stadig mange patienter og medlemmer af personalestaben, som der ikke er gjort rede for, da der på tidpunktet for angrebet befandt sig henved 200 mennesker i bygningen.

Den første bombe landede kl. 2:10 am – og ni minutter senere telefonerede personale fra LUG til NATO’s kontorer i Kabul og til militære embedsmænd i Washington. På trods af dette fortsatte bombardementet frem til kl. 3:13 am.

Meinie Nicolai, præsident for LUG, har krævet total gennemskuelighed og tilføjede: »Vi kan ikke acceptere, at dette forfærdelige tab af liv ganske enkelt afskrives som ’indirekte skader’.«

»Læger uden Grænser siger, at de flere gange har givet hospitalets koordinater til amerikanske og afghanske styrker – inklusive tidligere på ugen – for at undgå at blive fanget i en krydsild.

’Vores hospital i Kunduz’ præcise beliggenhed er kommunikeret til alle parter ved flere lejligheder i løbet af de seneste måneder’, sagde gruppen på Twitter.«

Pentagons erklæring om »indirekte skader« blev direkte modsagt af den afghanske indenrigsminister, iflg. Sky News, som hævdede, at faciliteten blev »udset som mål«, fordi Taliban skjulte sig der,

Den 29. september 2015 – Ved en pressekonference i Beijing, som var sponsoreret af EIR og Renmin Universitets Chongyang-institut for Finansstudier, holdt Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger, og William Jones, EIR’s kontorchef i Washington, i dag hovedtalerne ved offentliggørelsen af den kinesiske oversættelse af EIR’s banebrydende rapport »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«.
Der var omkring 70 personer til stede, inklusiv 15 repræsentanter fra kinesiske medier, nogle repræsentanter fra regeringsinstitutioner samt flere tænketanke. Derudover kommenterede ni ledende kinesiske videnskabsmand på rapporten og dens vigtighed for det kinesiske projekt »Et Bælte, En Vej«. Chongyang-instituttet har også indvilget i at være medsponsor af rapporten.
Helga Zepp-LaRouche beskrev, hvordan Schiller Instituttet har udviklet projektet omkring Den Nye Silkevej/Verdenslandbroen over de sidste 20 år og skitserede de bestræbelser, der var fortsat i årtier for at realisere rapporten. Hun sagde, at udbredelsen af rapporten repræsenterede en enestående mulighed for at ændre verdenshistoriens kurs: »Vi skal væk fra geopolitik og bevæge os over til et nyt paradigme for menneskeheden,« sagde Zepp-LaRouche.
Kommentarerne til rapporten fra videnskabsmændene var fuldkomment overstrømmende. En videnskabsmand sagde, at han har kendt Schiller Instituttet i lang tid og lært meget fra dets ideer. »De har meget enestående økonomiske ideer og lægger vægt på fysisk økonomi. Lyndon LaRouche har udviklet ideen om negentropi for at forklare økonomiens love. Vi kan ikke tillade, at kapital kontrollerer alt. Vi skal kontrollere kapital,« sagde han.
En anden videnskabsmand bemærkede, at Schiller Instituttet har en anden tilgang til økonomi end de fleste andre, ved at lægge vægt på infrastrukturens grundlæggende vigtighed. Han sagde, at »Helga Zepp-LaRouche har gjort store fremskridt med sine ideer«. En videnskabsmand bemærkede, at Kinas politik »Et Bælte, En Vej« danner grundlag for begyndelsen af en ny verdensorden, og at vi skal finde ud af, hvordan den er forskellig fra den USA-ledede verdensorden. En videnskabsmand fra Kinas Nationale Udviklings- og Reformkommission (NDRC) understregede, hvor enestående rapporten var, priste det bagvedliggende arbejde og tilskyndede kinesiske eksperter til at tage notits af analysemetoden brugt i EIR-rapporten.
Yderligere en videnskabsmand, som lige var blevet færdig med at læse rapporten på kinesisk aftenen før, sagde, at den åbenlyst var skrevet med et globalt perspektiv og bemærkede, at den handler om at se ind i fremtiden og ikke blot forklare fortiden.
Der opstod en livlig diskussion i spørgetiden, og mange deltagere kom efterfølgende op til autorerne for at få deres kopi underskrevet. Chongyang-institut har allerede købt 1000 kopier af rapporten til fordeling i dets netværk og til videnskabsfolk i Kina.

Den 27. september 2015 – Da Indiens premierminister Narendra Modi d. 25. september diskuterede med FN’s generalsekretær Ban Ki-moon under FN’s møde om mål for bæredygtighed, bragte han emnet om manglende tillid op. Ifølge talsmanden for Indiens udenrigsministerium Vikas Swarup bruger industrilandene tilsyneladende klimaemnet til at holde udviklingslandenes befolkningers levestandard nede, med påskud om at kontrollere CO2-udslippet, rapporterede Indo-Asian News Service (IANS) i dag.

Modi sagde, at udviklingslandene skal have mulighed for at udvikle sig, og at industrilandenes politik om at indføre restriktioner og kontrol af udviklingen ikke var vejen frem. »Der var brug for positive foranstaltninger, som f.eks. lempelser af finansieringen for projekter relateret til klimaforandringer, samt overførsel af teknologi, for at fremme bæredygtig udvikling, frem for negative foranstaltninger, der fokuserede på at begrænse CO2-udslippet«, sagde han ifølge IANS.

Senere på dagen, da han talte til et særligt FN-topmøde, betonede Modi, at lande som Kina, Indien og Brasilien huser millioner af mennesker, der lever under ekstrem fattigdom (mindre end $1.25 om dagen) – hhv. 80, 280 og 10 millioner. Det handler ikke kun om at opfylde de fattiges behov og om at opretholde deres værdighed eller tage moralsk ansvar, men at indse, at målet for en bæredygtig fremtid ikke kan opnås, hvis ikke dette fattigdomsproblem bliver adresseret, sagde han ifølge BRICS Post. Næsten 60 % af landbefolkningen i Indien lever i »afsavn« ifølge en måling, der måler syv socialøkonomiske forhold fremlagt i en regeringsundersøgelse fra tidligere i år, skrev BRICS Post.

Den 25. september 2015 – Mellem den pompøse reception i Det Hvide Hus denne morgen og den officielle middag i aften var mødet og pressemødet mellem Kinas præsident Xi Jinping og USA’s præsident Barack Obama karakteriseret af en tilsyneladende tendens til kun at snakke om forudsigelige emner og til nedtonede udtalelser. Det handlede om internetsikkerhed, adfærd i Det sydkinesiske Hav, det kinesiske aktiemarked, fremme af turisme, nogle andre emner og, især, den opreklamerede klimasnak.
Nogle få aftaler blev skitseret – deres detaljer er endnu ikke offentliggjort – f.eks. en hensigtserklæring om samarbejde om udvikling i forhold til katastrofehjælp, sikkerhed for fødevareforsyning og andre formål. Der kommer en fælles erklæring omkring klimaforandringer. Der er et nyt adfærdskodeks i forhold til møder i luftrummet, som skal supplere et eksisterende kodeks for marinefaretøjer osv.
Under den 57 minutter lange fælles pressekonference ved middagstid i dag i Rosenhaven i Det Hvide Hus blev disse emner gennemgået på nedtonet vis, indtil Xi i svaret til det sidste spørgsmål fra People’s Daily lavede en bemærkelsesværdig ændring. Han hev, uden at skjule det, en seddel frem og læste beskeden meget hurtigt. Spørgsmålet lød, »Vil Kinas vækst udfordre USA?«.

Xi: Kina bygger nationale systemer
Xi sagde, at den kolde krig er slut. Landende må opgive tanken om, at »jeg vinder, du taber«, som om det var et nulsumsspil. Hvis Kina udvikler sig, og hvis USA udvikler sig, vil det være til fordel for hele verden. Vores fælles interesser vil veje tungere end enhver uenighed.
Han sagde, at vi ved fælles indsats må udvikle »en ny model for de store nationers fællesskab«. Det skal være ikke-konfliktorienteret, ikke-konfronterende, baseret på gensidig respekt og samarbejde. Kina har initieret programmet med »Et bælte, en vej« og Den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, og alle disse initiativers mål virkeliggør målet for fælles udvikling. Han sagde, at Kina er en nation, der bygger nationale systemer.
Xi betonede, at vi må forsvare de mål, der blev opnået med den sejr, der blev vundet ved krigens slutning for 70 år siden.

7. september 2015 – Den netop afsluttede uge var vidne til et dramatisk, strategisk skift som følge af den russiske præsident Vladimir Putins og den kinesiske præsident Xi Jinpings koordinerede handlinger. Disse handlinger inkluderer, som de mest fremtrædende:

a) Den imponerende kinesiske militæropvisning under Sejrsdagsfesten (hvor Putin stod ved siden af Xi under hele forløbet);

b) Putins flankeoperation i Syrien, hvis præcise art stadig er ved at blive udarbejdet, men som synligt har destabiliseret Obamas Hvide Hus; og

c) Det Østlige Økonomiske Forum (ØØF) fra 3.-5. sept. i Vladivostok, der var centreret omkring en hel stribe af nye, russisk-kinesiske aftaler, og som den russiske viceudenrigsminister Morgulov karakteriserede som

»en storstilet, kæmpestor, langsigtet strategisk indsats, der, er jeg sikker på, vil omforme hele det eurasiske rum, når det er gennemført«.

Ud over sin hovedtale den 4. sept., mødtes Putin den 5. sept. med chefen for den store, kinesiske delegation, vicepremierminister Wang Yang, hvor Putin understregede de to landes »broderskab i kamp«. Putin indledte deres diskussion med atter engang at rose Kina for deres Sejrsdagsfest,

»som minder os om tragedien med Anden Verdenskrig, om det kinesiske folks heltemod og vores broderskab i kamp. I dag står vi over for en hel del opgaver og udfordringer, som vi kan og må håndtere i fællesskab«.  

Den russiske præsident understregede, at

»samarbejde mellem Kina og Rusland i Fjernøsten ser meget lovende og betydningsfuldt ud«.

“Før militærparaden for at markere 70-året for det Kinesiske Folks Sejr i Modstandskrigen imod Japan og afslutningen af Anden Verdenskrig. Putin med præsidenten fra Kasakhstan, Nursultan Nazarbayev (venstre) og Kinas præsident, Xi Jinping.” – kremlin.ru  

Wangs respons var tilsvarende stærk, og han bemærkede, at Putins tale til ØØF-forsamlingen »i høj grad forstærkede vores tillid til vores samarbejdes succes«. Han rapporterede, at Putin under BRIKS-topmødet i Ufa personligt havde inviteret Xi til at sende en delegation til ØØF-mødet, og at Xi »tillægger denne begivenhed stor betydning« og derfor sendte sin vicepremierminister, og »med mig er der ti regeringsministre og fire guvernører«. Han tilføjede, at 60 førende kinesiske selskaber, der repræsenterede indtægter for mere end 2 bio. dollars, »hvilket næsten udgør 25 % af Kinas BNP, også var til stede. Jeg tror, at, efter Deres tale, vil vore kinesiske selskaber have mere tillid til et fortsat succesrigt samarbejde« mellem de to lande.

Sammen med Kina var der i alt 2.500 deltagere ved ØØF. Iflg. russiske medierapporteringer i Tass og Sputnik har arrangørerne kun forventet 1.000 deltagere, men 4.000 mennesker forsøgte at tilmelde sig, og de kunne kun håndtere 2.500. Der var 32 officielle, udenlandske delegationer, hvor de største var fra Kina, Sydkorea og Japan. Fra den russiske side blev Putin ledsaget af flere ministre og guvernørerne fra ni fjernøstlige regioner. Over 80 kontrakter til en værdi af 19 mia. dollars blev underskrevet, iflg. russiske regeringsfolk.

Med formand Tom Gillesberg

5. september 2015 – Endnu et vigtigt spørgsmål, der blev rejst under den russiske præsident Vladimir Putins pressekonference den 4. sept. ved det Østlige Økonomiske Forum (ØØF) i Vladivostok, drejede sig om flygtningekrisen i Europa. Udskrift af hele pressekonferencen er nu tilgængeligt på engelsk på Kremls webside.

Putin begyndte med at sige, at dette er »en krise, der absolut var at forvente«, som han og andre i Rusland havde advaret om, »vore såkaldte vestlige partnere fortsætter med deres vildledte udenrigspolitik, som jeg altid refererede til den, især i de muslimske områder, i Mellemøsten, Nordafrika; den politik, de faktisk stadig fører«.

Denne politik med at påtvinge »deres standarder«, uden at forstå historien, religionen eller kulturen i de lande, de intervenerer i, har været katastrofal – og Europa betaler en højere pris end USA pga. af dets nærhed til området.

Han sagde ironisk, at han ikke sagde dette for at vise, »hvor intelligente vi er … eller for at drille nogen«, men for at se, hvad det næste er, vi skal gøre, og »svaret er meget enkelt«.

For det første, sagde han, er det »umuligt at gøre nogen fremskridt »i regioner, der kontrolleres af Islamisk Stat … folk flygter fra disse regioner, de dræber hundreder af tusinder, sprænger kulturelle monumenter i luften, brænder folk levende eller drukner dem, skærer hovedet af levende mennesker. Hvordan kan folk leve dér? Selvfølgelig flygter folk«.

»For det andet, så må vi genrejse disse landes økonomi … Kun på denne måde, ved at vise respekt for disse folkeslags og landes historie, traditioner og religion, kan vi genoprette deres nationalstater og yde storstilet økonomisk og politisk støtte.«

Han sluttede dette svar med at sige, »Jeg sætter mit håb til en positiv udvikling og til en fælles indsats med alle vore partnere.«

Når vi taler om Den nye Silkevej som en vision for fremtiden, bør det ses, ikke alene som et synonym for en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden, og mest udtrykkeligt som grundlaget for en fredsorden for det 21. århundrede, baseret på fuldstændigt andre, økonomiske og videnskabelige principper end det foregående globaliseringssystem, men også som et paradigme, der vedrører den menneskelige arts identitet som den hidtil eneste, kendte, kreative art i universet.

Download (PDF, Unknown)

Med formand Tom Gillesberg

Med formand Tom Gillesberg