1

Midt i krigen er der en voksende bølge af klogskab

Den 15. juli 2022 (EIRNS) – Dette er en sommer med faldende regimer (Italien, Estland, Storbritannien, Sri Lanka) og øget modstand (international solidaritet blandt landbrugsledere i Spanien, Holland, Italien, Tyskland, Portugal og USA; de latinamerikanske og afrikanske nationers bevægelser i retning af Kina og væk fra dollaren). Mens krigen fortsætter med at sprede sig, gør bevidstheden om dens meningsløshed det ligeså. Som det var tilfældet med Østtysklands Erich Honecker i 1989, er de ansvarlige for at indføre despotiske retsstatsprincipper ofte de mest vildfarne i forhold til deres egen forestående, selvvalgte skæbne. Honecker manglede den sans for ironi, som uden videre kunne have gjort ham opmærksom på sandheden. I stedet udbrød hans skrøbelige, kriminelt indstillede sind, at Østtyskland ville fortsætte i “endnu 1.000 år”, blot 30 dage før han ville blive anbragt på bagsædet af en politibil og kørt væk fra historiens scene. Den tjekkiske forfatter Vaclav Havel skrev om “de magtesløses magt”, men “de almægtiges magtesløshed” i forhold til at forstå en ny, revolutionær idé, hvis tid er kommet, hvilket er en endnu vigtigere idé at begribe.

Ad hoc-komitéen for et nyt Bretton Woods, “Operation Ibn Sina”, Verdenslandbroen og programmet for genopbygning og udvikling af Ukraine er idéer, som alle har fælles rod i økonomen og statsmanden Lyndon LaRouches (1922-2019) tænkning. Digteren Percy Shelley (1792-1822) fortæller os: “Digtere blev i tidligere verdensepoker, alt efter omstændighederne i den tidsalder og den nation, hvor de fremstod, benævnt lovgivere eller profeter: en digter omfatter og forener i bund og grund begge disse karakterer. For han betragter ikke blot intenst nutiden, som den er, og opdager de love, efter hvilke de nuværende ting bør indrettes, men han betragter også fremtiden i nutiden, og hans tanker er kimen til blomsten og frugten af den aktuelle tid.” Dette var den “poetiske” kraft i LaRouches økonomiske prognosemetode, en metode, der, som det fremgår af hans bog Earth’s Next Fifty Years, tillempede og videreudviklede ideer fra videnskabsmænd som den store Vladimir Vernadsky. LaRouches “tungtvejende begreber” er de eneste anskuelser, der naturligt passer til krisen på nuværende tidspunkt.

James Webb-rumteleskopet og dets første billeder, står ikke i et rimeligt forhold til den sølle verden, som er præget af nutidens politiske, militære og kulturelle vanetænkning. I princippet har Webb-teleskopet, ved at udvide det menneskelige sanseapparat med 13 milliarder lysår og mere, netop genforenet hele menneskeheden. Det er et Prometheus-instrument, der udvider ikke blot menneskehedens visioner, men også dennes formål. Ethvert barn i verden, der betragter disse billeder eller får fortalt om dem, har adgang til denne sandhed.

Det betyder også, at den russiske rådgiver Julia Zhdanovas rammende mistanke om, at nazisternes berygtede “Generalplan Ost”-politik dukker op igen midt i den “elskværdige” diskussion om krigen i Ukraine, i menneskehedens navn ikke blot må erkendes, men også besvares og afhjælpes. Zhdanova sagde: Dette er ikke første gang, at provokerende opfordringer til at reducere Ruslands befolkning, herunder Generalplan Ost, kommer fra Europa.

Schiller Instituttets udkast til en plan for genopbygning og udvikling af Ukraine er ligesom Webb-teleskopet en “gentænkning”, der er uforenelig med alle andre forslag på dagsordenen – og derfor præcis det der er allermest påkrævet og nødvendigt. Ingen tilslørede malthusiansk-fascistiske “slutløsninger” på det “russiske problem” kan tolereres, især ikke som potentielt udsprunget af Wall Streets sidste tids “American Liberty League”. I stedet er det et centralt element i vores arbejde at “etablere Ukraine som et knudepunkt mellem den østlige og vestlige del af Eurasien”, bl.a. ved at genetablere Ukraines fortræffelighed inden for videnskab ved at få adgang til Vladimir Vernadsky, opfinderen af videnskaben om biogeokemi, et videnskabeligt geni, der er af samme vigtighed for russerne, ukrainerne og den øvrige verden.

I et andet, men beslægtet tilfælde har den LaRouche-uafhængige Diane Sares vellykkede kvalificering til at stille op som uafhængig kandidat til det amerikanske senat i staten New York både afsløret det incestuøse samarbejde i toppen af den “politiske klasse” der, og samtidig indirekte fastslået hvordan og hvorfor svindel i virkeligheden regelmæssigt forekommer i amerikanske valg. Det er forudsigeligt, at de korrupte demokrater i denne stat, der handler præventivt, forsøger at bruge beviser for svindel (afsløret gennem Sare-kampagnens og andre uafhængige kandidaters indsats) mod deres republikanske guvernørkandidat, selv om den egentlige historie – at begge partier bevidst har deltaget i en principløs aftale for at forhindre uafhængige kandidater i nogensinde at opnå et embede i staten – snart vil blive afsløret.

I mellemtiden blev USA’s byers sørgelige utilstrækkelighed, til rent faktisk at reagere i tilfælde af et termonukleart angreb, åbenbaret for et par dage siden, da en “Offentlig bekendtgørelse fra bystyret i New York City” anbefalede at “gå indendørs, blive i midten af bygningen, væk fra vinduerne og afvente yderligere instruktioner indenfor”. Det viser sig, at der ikke længere findes tal fra Forsvarsministeriet om, hvor mange ofre USA ville lide, hvis et termonukleart angreb fandt sted! National Security Archive offentliggjorde i går en ny informationsbog, som beretter om forsøg i 1960’erne på at “anslå”, hvilke civile tab der ville være resultatet af en atomkrig. NSA-arkivforsker William Burr skriver: “En rapport fra 1964 til JFK anslog omkring 134 millioner amerikanske og 140 millioner sovjetiske dødsfald, som følge af en teoretisk atomudveksling mellem supermagterne.” Det var ud af en amerikansk befolkning på 192 millioner. Ved ren fremskrivning, uden hensyntagen til et større tab af menneskeliv som følge af forbedringer i våben og præcision og et tilsvarende sammenbrud i den amerikanske infrastruktur, ville over 200 millioner amerikanere dø enten øjeblikkeligt eller næsten øjeblikkeligt.

Kun store idéer kan med held afværge store katastrofer i en tid som denne. Dette er en tid for digternes visioner, ikke bureaukraternes blindhed. Dette er tiden for visionerne i LaRouches Earth’s Next Fifty Years, som må være retningsgivende for etableringen af den nye finansielle, sikkerhedsmæssige og udviklingsmæssige arkitektur, uden hvilken civilisationen og selve Jorden måske ikke har en chance for at bestå.

Billedet: NASA, ESA, CSA, and STScI

  • NASA’s James Webb Space Telescope reveals emerging stellar nurseries and individual stars in the Carina Nebula that were previously obscured
  • Images of “Cosmic Cliffs” showcase Webb’s cameras’ capabilities to peer through cosmic dust, shedding new light on how stars form
  • Objects in the earliest, rapid phases of star formation are difficult to capture, but Webb’s extreme sensitivity, spatial resolution, and imaging capability can chronicle these elusive events



En afkobling af de to systemer eller et nyt paradigme for menneskeheden?

Den 18. juni 2022 (EIRNS) – Dette var titlen på det første panel på den to-dages internationale konference i Schiller Instituttet: “Der kan ikke være nogen fred uden en konkursbehandling af det døende transatlantiske finanssystem”. Ledende talere fra Rusland, Kina Indien, USA og Tyskland præsenterede et overbevisende overblik over den globale krise, som menneskeheden står over for i dag – af Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche beskrevet som den værste krise i civilisationens historie – og det presserende behov for at et nyt paradigme forhandles og gennemføres gennem samarbejde mellem alle de førende nationer, herunder USA, Rusland, Kina og Indien.

Indledning: Dennis Speed var ordstyrer på det første panel, der begyndte med en opførelse af Schumanns Lied, baseret på Heinrich Heines digt Die Beiden Grenadiere, sunget af William Warfield, som skildrede militarismens lidelser. Han viste et klip fra en tale af Lyndon LaRouche fra 1996 om det britiske imperiums karakter, som kan besejres, når dets finansielle imperium går i opløsning – som det er tilfældet nu.

Helga Zepp-LaRouches hovedtale: “Let’s Win Mission Impossible or Find Another Planet!” bragte et eksempel på et højhastighedstog, der nærmer sig en klippe i højeste fart med en lokomotivfører ved roret, som er blevet vanvittig og ikke vil gøre noget for at stoppe toget. Det er virkeligheden i det nuværende stormløb mod krig med Rusland, som utvivlsomt vil føre til en atomkrig, der vil sætte en stopper for den civilisation, som vi kender den, eller ligefrem udslette menneskeheden. Dette startede ikke med den russiske militære operation i Ukraine, men med Vestens politik fra tiden efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, den tabte mulighed for at få et fredsregime for menneskeheden. I stedet, sagde hun, blev Rusland pålagt “chokterapi”, efterfulgt af NATO-udvidelse, atommissiler placeret ved landets grænse, hvilket førte til USA’s voldelige kup mod den ukrainske regering i 2014, som bragte nazistiske grupper ind, der havde været essensen af vestlige efterretningstjenester siden Anden Verdenskrig, og USA’s/Storbritanniens bevæbning af regimet til at føre krig mod sine egne borgere, der nægtede at støtte kuppet. Nu, bemærkede Helga Zepp-LaRouche, viser de massive sanktioner mod Rusland og den igangværende “afkobling” fra Kina sig at være selvdestruktive, idet de falder sammen med det allerede kollapsende vestlige finanssystem og samtidig truer 1,7 milliarder mennesker med at sulte. Lyndon LaRouche advarede i 1971 om, at Nixons ødelæggelse af FDR’s Bretton Woods-system ville føre til netop denne sammenbrudskrise og truslen om en global krig.

 At overbevise USA og Europa om at gøre en ende på galskaben, tilføjede hun, og at forhandle med stormagterne for ikke blot at afslutte krigen, men også for at skabe et nyt Bretton Woods-system baseret på sikkerhed og udvikling for alle nationer, kan synes umuligt, men det er det ikke. Når eliten ikke formår at lede, må borgerne blive ledere, insisterede hun og erklærede, at i krisetider formes historien ikke kun af penge og magt, men også af idéer.

Andrey Kortunov, generaldirektør for Russian International Affairs Council (RIAC), talte derefter om “Alle nationers uadskillelige sikkerhed”. De nuværende alvorlige økonomiske og militære aktioner mod Rusland er ikke en reaktion på krigen i Ukraine, sagde han, men har været under opbygning i årevis, idet han senest pegede på oprettelsen af AUKUS-militærblokken, Quad, Bidens “Summit of Democracies” og den konstante udvidelse af militærstyrkerne omkring Rusland. Han sagde, at mange europæiske nationer, fra og med den ulovlige krig mod Irak i 2003, indledte et brud med USA’s og Storbritanniens krigspolitik, og også med Obamas “Pivot to Asia”, som blev betragtet som provokerende og unødvendig, ligesom Trumps handelskrig og teknologiske krig med Kina. Men nu har USA og Storbritannien tvunget Europa til at følge ordrer mod Rusland, til Europas økonomiske ulempe. Det kan ikke vare ved, argumenterede han, da dollarens kollaps som verdensvaluta fører til Vestens opløsning. De historiske forskelle mellem øst og vest og mellem nord og syd, som er blevet fremmet af den imperiale geopolitik, mister deres relative betydning, da den nye koalition af kræfter bag Kina og Rusland forener nationer fra alle dele af verden.

Wang Wen, administrerende dekan for Chongyang Institute for Financial Studies og vicedekan for Silk Road School ved Renmin University of China, talte om “Hvorfor Kinas opstigning er til gavn for verden”. Han gennemgik Kinas mirakuløse vækst i løbet af de sidste 40 år, og påviste at den fandt sted uden krig eller alvorlige finanskriser, hvilket aldrig er sket andre steder i historien. Vesten ser det opstigende Kina som en trussel, sagde han, fordi de antager, at eftersom de vestlige nationer har gjort mange onde ting gennem deres historie som førende magter i verden, vil Kina gøre det samme. De overvejer ikke, at Kina tror på sit slogan om “win-win”, i modsætning til Vestens brug af sanktioner og en stor kølle. Men Kinas fremgang er faktisk en “opgradering” i stormagternes historie. Han erklærede, at Kina er ansvarlig for 60 % af investeringerne i Afrika, og at Kina leverede omkring halvdelen af respiratorerne og maskerne til verden under pandemien. Han insisterede på, at Kina ikke vil tillade at Taiwan, som er en integreret del af Kina, bliver adskilt fra nationen, sådan som USA i stigende grad fremmer, og at Kinas militære opbygning ikke bør overraske med de åbne trusler fra USA. Han konkluderede, at man bør have tillid til Kina.

Oberst Richard Black (pensioneret), tidligere kampveteran fra marinekorpset og leder af hærens strafferetlige krigsafdeling i Pentagon, talte om “The U.S. Is Leading the World to Nuclear War” (USA fører verden til atomkrig). Han erklærede, at “Ukraine har tabt krigen. Krigen er ikke slut, men Ukraine har tabt.” Han bemærkede det ukrainske militærs forfærdelige tabstal og beregnede, at det pr. indbygger er 60 gange større end de amerikanske soldaters tabstal i Vietnam-krigen, hvilket gør det uholdbart. USA’s sanktioner har ikke opfyldt deres erklærede hensigt om at ødelægge den russiske økonomi eller isolere landet, da Ruslands handel og samarbejde uden for Vesten er vokset dramatisk. Det vanvittige propagandaregime, der dæmoniserer Rusland, er nu ved at smuldre, påpegede han, mens de europæiske nationer har mistet enhver antydning af suverænitet, som det fremgår af den tvungne lukning af Nord Stream 2 og relaterede ordrer fra Washington og London, der forårsager økonomisk kollaps i hele Europa. Den åbne opbakning til brugen af atomvåben fra flere politiske ledere i Vesten er fuldstændig vanvittig, sagde han. Den nødvendige løsning består i, at Ukraine følger den østrigske model – neutralitet, alliancefrihed og ingen udenlandske tropper.

Sam Pitroda, en IT-innovatør og tidligere minister eller rådgiver for syv indiske premierministre, talte om “Indien og den nye verdensarkitektur, der er ved at opstå”. Han sagde, at han talte som en “global borger” om menneskehedens fremtid, idet han satte det store potentiale, som IT, biovidenskab og ny energi har for at forandre verden, løfte millioner af mennesker ud af fattigdom og udvikle alle nationer, op imod den omstændighed, at “profit og magt, ikke mennesker og planeten” regerer og fører til kaos. Han opfordrede til en ny økonomisk orden, mere decentraliseret, med lokale virksomheder og landbrug, med respekt for globaliseringen. Han blev født i 1942 under det britiske herredømme, og han henviste til “ghandiansk tænkning” og ikkevold og stillede de 2 billioner dollars i militærudgifter hvert år i modsætning til de få milliarder, der skulle til for at gøre en ende på sulten. Der er intet håb om at gøre en ende på den vold i hjemmet, der hærger i USA, så længe militærudgifterne og krigsførelsen udgør USA’s politik.

Dr. Wolfgang Bittner, som er doktor i jura og en produktiv tysk forfatter, talte om “Konflikten mellem Vest og Øst – en orkestrering”. Han hævdede, at Tyskland aldrig har fået tildelt ægte suverænitet efter Anden Verdenskrig, og at USA’s politik har været at forhindre et samarbejde mellem Tyskland og Rusland for enhver pris. Tyskland er stadig et besat land med 11 store amerikanske militærbaser på sit territorium. Putin holdt en lidenskabelig tale på tysk i Forbundsdagen i 2001, hvor han opfordrede til et forenet Europa for fred og udvikling, men dette blev forhindret af USA’s imperiale prætentioner, som har skabt uro i hele verden. Han spurgte, hvilke “vestlige værdier” der forsvares i Ukraine, hvor nazister åbenlyst er en del af militæret og regeringen, og hvor de fører en dødbringende krig mod deres eget folk. Han pegede på de amerikanske lederes hybris, og især på Obama, og hævdede, at USA har været imperialistisk indstillet siden Monroe-doktrinen fra 1823.

Denne påstand om USA’s imperiale karakter blev udfordret af et spørgsmål fra et medlem af LaRouche-organisationen, som sagde, at det lød mere som det Britiske Imperium, men at det var det modsatte af det oprindelige “Amerikanske System” af bl.a. Alexander Hamilton, John Quincy Adams, Abraham Lincoln og Franklin Roosevelt. Det førte til en frugtbar diskussion i panelet om briternes rolle i tre krige for at ødelægge det Amerikanske System, mens Rusland kom til Amerikas forsvar i dets revolution, i borgerkrigen for at forhindre britisk støtte til Konføderationen, mens USA og Sovjetunionen samarbejdede i Anden Verdenskrig for at besejre nazismen. Helga Zepp-LaRouche argumenterede for, at USA har opgivet det Amerikanske System, og at Kina ironisk nok i dag praktiserer det Amerikanske System med øremærket kredit, mens USA er bukket under for det britiske system med “frihandel”.

Dr. Cliff Kiracofe, tidligere ledende medarbejder i det amerikanske senats udvalg for udenrigsanliggender og formand for Washington Institute for Peace and Development, talte om “Diplomacy and Cooperation in a Time of Crisis” (diplomati og samarbejde i krisetider). Han kritiserede, at USA fører Vesten tilbage til et “korstog” fra Den kolde Krig imod virkelighedens  verden, der er ved at overgå til multipolaritet med Kinas fremmarch. Det gjaldt Obama, Trump og nu Biden, hvis “topmøde for demokratier” og sanktionsregime fremtvinger en opsplitning af verden, mens diplomatiets sammenbrud skaber kaos og fare for global krig. Vesten “hælder milliarder i en nynazistisk kloak” i Ukraine, sagde han, mens man skaber “helikopterpenge” og kredit med negativ rente for at redde bankerne og finansiere militæret, alt imens realøkonomien kollapser. Sanktionerne tvinger Rusland og Kina til at skabe et alternativt finansielt system, men han insisterede på, at “to konkurrerende systemer er ikke en løsning”. Vi må nu planlægge et nyt internationalt system, der omfatter alle nationer og garanterer sikkerhed og udvikling, som Franklin Roosevelt gjorde det med Bretton Woods-konferencen i 1944, inden krigen sluttede. Roosevelt erkendte, at enhver fred krævede internationalisme og stormagternes rolle, som i FN. Militarismen må erstattes af internationalisme, og diplomatiet må genoprettes øjeblikkeligt, hvis denne forestående katastrofe skal undgås.

Diskussion: Nogle få højdepunkter fra den omfattende diskussionsperiode: Fru LaRouche imødekom de ” kraftfulde taler” ved at opfordre alle deltagere i denne konference til at deltage i formuleringen af et nyt initiativ, der genopliver en tidligere mobilisering fra Schiller Instituttet, som samlede tusindvis af tilhængere for 15 år siden, og som opfordrer til en ny Bretton Woods-konference, der skal sponsoreres af FN.

Sam Pitroda var bekymret over, at de politiske ledere “ikke lytter”, at talrige grupper slår alarm, men at de ikke bliver hørt. Et medlem af LaRouche-organisationen blandt tilhørerne svarede, at i et sådant øjeblik med en eksistentiel krise vil en enkelt stemme, der fortæller sandheden, have større indflydelse på borgerne end løgnene fra de fejlslagne ledere.

Andrey Kortunov svarede på et spørgsmål om den farlige fødevarekrise ved at forklare, at fødevarekrisen begyndte længe før krigen i Ukraine. Han sagde, at der er behov for sanktionsfritagelser for at frigøre russiske og ukrainske fødevarer og gødning, men det vil ikke være nok, og han opfordrede til en “grøn revolution 2.0”, som den i 1960’erne, på globalt plan for at udvide fødevareproduktionen voldsomt.

Cliff Kiracofe bemærkede, at forbindelserne mellem USA og Tyskland var ekstremt tætte i det 19. århundrede, da Bismarck indførte det Amerikanske System fra Friedrich List, en tilhænger af Hamilton. Amerikanske elever studerede i stort antal på de fremragende tyske universiteter, især i Göttingen. Den senere fremkomst af den nietzscheanske nihilisme bragte militarismen ikke kun til Tyskland, men også til USA, som det ses i de neokonservatives militarisme i dag.

 




Vend kursen væk fra katastrofen

Den 13. juni 2022 (EIRNS) – Den aktuelle kamp er fortsat åbenlys: Overvind den konstruerede, militariserede splittelse mellem Vesten på den ene side og Kina, Rusland og det globale syd på den anden side. At gå efter en fuldstændig afkobling af de to sider kan ikke fungere, og det indebærer fare for en verdenskrig. Vi har brug for et nyt paradigme, hvor nationerne arbejder sammen om at løse nutidens fælles problemer med fødevarer, energi og pandemier og sammen opbygger infrastruktur og skaber videnskabelige gennembrud.

Schiller Instituttet har i dag offentliggjort flere detaljer om rækkefølgen af drøftelserne og nogle af deltagerne i weekendens to-dages internationale konference, som afspejler den igangværende, større dialog, der er i gang. Vi stræber efter en kritisk masse af aktivering på verdensplan for at vende kursen fra katastrofen. Konferencens titel er “Der kan ikke være nogen fred uden en konkursbehandling af det døende transatlantiske finanssystem”.

Faren er ekstrem. Det seneste udslag er opfordringen til at forsyne Ukraine med atomvåben. Det europæiske parlamentsmedlem fra Polen, Radoslaw Sikorski, tidligere polsk udenrigsminister, foreslog dette den 11. juni. Han udtalte til det italienske dagblad L’Espresso: “Vi i Vesten har ret til at give Ukraine atomsprænghoveder, så det kan beskytte sin uafhængighed….”

Det er bemærkelsesværdigt, at Sikorski er ægtemand til Anne Applebaum, en central funktionær i Global NATO’s infowars-afdeling, herunder det der engang blev kaldt den britiske regerings medieprojekt, Integrity Initiative. Hun er medlem af bestyrelsen for National Endowment of Democracy. Disse mennesker er umoralske galninge….

Det er en finte at skyde skylden på hvem som helst og hvad som helst, bortset fra det døende kasino-finanssystem, der har bragt verden til sammenbruddets rand, og som må erstattes.

Sandheden om de økonomiske og strategiske kriser vil være på dagsordenen på Schiller Instituttets konference i denne weekend sammen med spørgsmålene om kultur og videnskab til at løse problemerne og til at sætte en ny kurs for en sikker fremtid for menneskeheden.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, erklærede i dag, at deltagelsen i den kommende konference er en uafhængighedserklæring fra fortidens fortabte, dødsdømte politik for civilisationens afslutning.

Deltag i mobiliseringen. https://schillerinstitute.nationbuilder.com/conference20220618_19




Se alle fire paneler her: Schiller Instituttets internationale konference den 18.-19. juni 2022 kl. 15 eller senere:
Der kan ikke være fred uden en konkursbehandling
af det døende transatlantiske finanssystem.

Ovenover: PANEL 1, En afkobling af de to systemer eller et nyt paradigme for menneskeheden?(lørdag den 18. juni, kl. 15 dansk tid)

Panel 2: ØKONOMI: Løbsk inflation eller Glass-Steagall bankopdeling? (lørdag den 18. juni, kl. 19):

PANEL 3, Videnskabelige principper for varigt økonomisk fremskridt (søndag den 19. juni, kl. 15)

PANEL 4, Klassisk kultur og en dialog mellem civilisationer  (søndag den 19. juni, kl. 19)

Dato: Lørdag-søndag den 18.-19. juni 2022 eller senere

Tid: kl. 15.00 dansk tid. Kan også ses senere.

Online via YouTube

Gratis adgang

Seminaret vil blive afholdt på engelsk.

Program. De seneste tilføjelse er på engelsk.

PANEL 1, En afkobling af de to systemer eller et nyt paradigme for menneskeheden?(lørdag den 18. juni, kl. 15 dansk tid)

  •  Helga Zepp-LaRouche (Tyskland); grundlægger af Schiller Instituttet: Hovedtaler.  “Let’s Win Mission Impossible or Find Another Planet!” 
  •  Andrej Kortunov (Rusland); generaldirektør for Rådet for internationale Forhold i Rusland, Russian International Affairs Council (RIAC): “Rusland og alle nationers uadskillelige sikkerhed”.
  • Oberst Richard Black (pensioneret) (USA); tidligere chef for den amerikanske hærs strafferetlige afdeling i Pentagon og tidligere senator i Virginia: “USA fører verden til atomkrig”.
  • Dr. Wolfgang Bittner (Tyskland); forfatter af over 80 bøger; doktor i jura.  “The West-East Conflict – An Orchestration” 
  • Sam Pitroda (USA/Indien); iværksætter og politisk rådgiver: “Indien og den fremvoksende nye verdensarkitektur”.
  • Jay Naidoo (Sydafrika); minister under præsident Nelson Mandela, Sydafrika: “Afrika, fremtidens kontinent”.
  • Dr. Clifford Kiracofe (USA); tidligere højtstående stabsmedlem af Senatets udvalg for udenrigsanliggender: “FDR og den amerikanske politik over for Rusland og Kina”.

Spørgsmål og svar

PANEL 2, ØKONOMI: Løbsk inflation eller Glass-Steagall bankopdeling? (lørdag den 18. juni, kl. 19)

  • Diane Sare (USA); uafhængig LaRouche-senatskandidat fra New York: “Vestens sammenbrud og det presserende behov for at tilslutte sig Bælte- og Vej-Initiativet”.
  • Daisuke Kotegawa (Japan); tidligere embedsmand i det japanske finansministerium og tidligere administrerende direktør i Den Internationale Valutafond i Japan: “Lad ikke denne verden blive ødelagt af beskidte spillere, der kalder sig bankfolk fra Wall St. og City of London “.
  • Dr. Uwe Behrens(Germany); Logistics Manager and Author, Berlin: “The Non-Rival Doctrine”
  • Nino Galloni (Italien); økonom; tidligere generaldirektør for det italienske arbejdsministerium: “Gør Afrika selvforsynende igen”.
  • Geoff Young (USA); demokratisk kandidat til Kentuckys Kongres i det 6. distrikt: “Hvorfor USA skal tilslutte sig Bælte- og Vej-Initiativet”.
  • Amb. Leonidas Chrysanthopoulos(Greece); former Ambassador to Poland, Canada and Armenia, former Secretary General of the Black Sea Economic Cooperation Organization (BSEC): “The Crisis in the Eastern Mediterranean and the Belt and Road Initiative”

    Food Producers Roundtable (U.S.):  Robert Baker (Virginia; Agriculture Liaison, Schiller Institute); Mike Callicrate (Colorado/Kansas; Ranch Foods Direct); Jon Baker (Iowa, cattleman, rural community banker); Wilbur, Ken and Kyle Kehrli (Iowa; livestock, crops producers); Frank Endres (California), wheat, cattle;  James Moore (Alaska); salmon troller leader; James Benham (Indiana); President of the Indiana Farmers Union; Board of National Farmers Union: “Science and Culture to End Famine–Principles of Agriculture Productivity” 

Spørgsmål og svar

PANEL 3, Videnskabelige principper for varigt økonomisk fremskridt (søndag den 19. juni, kl. 15)

  • Jason Ross (USA); sekretær og kasserer, LaRouche-organisationen; tidligere videnskabelig rådgiver for den afdøde Lyndon LaRouche: “Vernadskistisk tid – tid for menneskeheden.”
  • Francesco (“Franco”) Battaglia (Italien); professor i fysisk kemi ved universitetet i Modena, Italien: “Klima/energiovergang-svindelen”.
  • Dr. Ed Calabrese(U.S.); Professor of Environmental Health Sciences, University of Mass. Amherst; Co-Editor, Hormesis: A Revolution in Biology, Toxicology and Medicine: “Lies About Radiation Exposed; Start a Nuclear Renaissance, Now!” 

    Prof. Sergei Pulinets (Russia); Principal Scientific Researcher of the Space Research Institute, Russian Academy of Sciences, Moscow: “International! Collaboration Required: Earthquakes Can Be Predicted; Rainfall Created – Lives Can Be Saved” 

    William C. Jones (U.S.); former EIR White House correspondent: “V. I. Vernadsky, Scientific Thought as a Geological Force” 

Spørgsmål og svar

PANEL 4, Klassisk kultur og en dialog mellem civilisationer  (søndag den 19. juni, kl. 19)

  • Jacques Cheminade (Frankrig); formand, Solidarité & Progrès: Hovedtaler. “A Culture of Curiosity and Perseverance to Explore the Impossible”
  • Felipe Maruf Quintas (Brasilien); professor i statskundskab, Fluminense Federal University, Rio de Janeiro; klummeskribent for “Monitor Mercantil”: “Brasiliens rolle i verdens fysiske økonomi”.
  • Zaher Wahab (Afghanistan); tidligere rådgiver, Afghanistans minister for videregående uddannelser: “Dialogue, Not Clash, of Civilizations” 
  • Dr. George Koo(U.S.); retired business consultant specializing in U.S.-China Trade; Chairman, Burlingame Foundation: “U.S.-China Cultural Relations Are Critical to Prevent War”

  Mike Robinson (U.K.), Editor, The UK Column: “The Dehumanizing Meta-Sphere” 

Spørgsmål og svar

I 2022, 100-årsdagen for Lyndon LaRouches fødsel, er det på høje tid omsider at anerkende nøjagtigheden af den advarsel, han gennem årtier fremsatte: At fortsættelsen af den finansielle spekulation og plyndringspolitik fra City of London og Wall Streets frihandels- og flydende valutakurssystem, som blev etableret efter august 1971, v ille uundgåeligt føre til krig – og meget sandsynligt til en atomkrig – kombineret med et drastisk sammenbrud af verdens fysiske økonomi og deraf følgende affolkning; millioner og endog milliarder af menneskers død på grund af hungersnød og pandemier.

Men det er også på tide at ty til de politiske løsninger, som foreskrevet af Lyndon LaRouche, med henblik på en vellykket konkursbehandling, en reorganisering af dette døende system, og erstatte det med en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der bygger på den samme filosofiske hjørnesten i statskunst, som gav anledning til Den Westfalske Fred i 1648.

Med hensyn til faren for atomkrig, har talsmændene for det fallerede transatlantiske s ystem været utvetydige i deres hensigt om at drive Rusland helt ud til kanten, i håbet om at få Rusland til at give op og underkaste sig det unipolære imperium. Malcolm Chalmers, vicegeneraldirektør for Royal United Services Institute (RUSI), det britiske imperiums centrale tænketank for politisk planlægning siden dets grundlæggelse i 1831, erklærede åbent, at briterne var i færd med at »koge den russiske frø« og havde til hensigt at fremprovokere en missilkrise på Krim, for at tvinge Rusland til kapitulation.

Med hensyn til et fysisk økonomisk sammenbrud har den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ført an i et verdensomspændende vanvid af kvantitative lempelser, som har udløst galoperende hyperinflation, der nu spreder sig fra de 1,9 billioner dollars i ubetalelige derivater og andre finansielle aktiver, til producent- og dagligvaresektoren.

Som en følge heraf er der en drastisk og voksende mangel på fødevarer, energi og andre fornødenheder, som er afgørende for menneskers overlevelse. Op til 2 milliarder ud af de næsten 8 milliarder mennesker på denne planet risikerer i år at blive udsat for fødevareusikkerhed, hvilket, hvis det ikke omgående ændres, medfører sult og derefter hungersnød for op til en fjerdedel af hele menneskeheden. Mens sanktionerne mod Rusland og virkningerne af krigen i Ukraine har forværret krisen, især med hensyn til fødevare- og energiforsyning, ignorerer den opfattelse, at den økonomiske sammenbrudskrise er forårsaget af krigen, simpelthen virkeligheden. En afslutning af krigen vil ikke afhjælpe det systemiske sammenbrud af hele det vestlige finanssystem.

Der er næppe tvivl om, at der er et verdensomspændende oprør under opsejling mod disse økonomiske forhold og den dermed forbundne krigsfare. De fleste nationer i Afrika, Latinamerika og Asien har nægtet at gå med i den selvmorderiske sanktionspolitik mod Rusland, og selv EU er ved at blive splittet, ude af stand til at nå til enighed om et fælles synspunkt i denne sag.

En anden stærk indikation af de voksende dybe bekymringer over de farer, som m enneskeheden står over for, er reaktionen på Schiller Instituttets interview den 26. april 2022 med oberst Richard Black, der advarer om nuværende krigsfare, og som den 31. maj var blevet set over 630.000 gange.

En løsning af Ukrainekrisen er nødvendig, men ikke nok til at skabe den fornødne globale nye renæssance. Som Helga Zepp-LaRouche udtalte i diskussionen ved et arrangement i Schiller Instituttet den 26. maj:

»Selv hvis man får en forhandlingsløsning for Ukraine, hvilket jeg mener er absolut nødvendigt, vil vi ikke være ude af problemerne. Vi er stadig i en hyperinflationær kuldsejling af det finansielle system, som er det virkelige drivkraft bag krigsfaren, for det er det, der motiverer disse mennesker.

I stedet for at reformere og anerkende, at det neoliberale system er færdigt, foretrækker de at gå i krig.«

»Så længe man ikke tager fat på den underliggende årsag, som er finanssystemets kollaps, så vil en løsning ikke være mulig. Hvad jeg tidligere har udtalt med hensyn til den internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur, er den eneste vej. Det rejser naturligvis det store spørgsmål: Er der noget håb om at få USA til at ændre kurs?« Kom med til den internationale konference hos Schiller Instituttet den 18.-19. juni for at sikre, at det spørgsmål finder en positiv besvarelse, og at der opbygges en voksende international bevægelse for Lyndon LaRouches politiske løsninger på den globale krise.

—————–

Conference Agenda—Updated

Panel 1: A Decoupling of the Two Systems or a New Paradigm for Humanity?
(Saturday, kl. 15 dansk tid) 

Moderator: Dennis Speed, The Schiller Institute 

1) Helga Zepp-LaRouche (Germany); Founder, Schiller Institute: Keynote Address: “Let’s Win Mission Impossible or Find Another Planet!” (30 min.)

2) Andrey Kortunov (Russia); Director General of the Russian International Affairs Council (RIAC): “Russia and the Indivisible Security of All Nations” 

3) Col. Richard Black (ret.) (U.S.); former head of the U.S. Army’s Criminal Law Division at the Pentagon; former Virginia State Senator: “The U.S. Is Leading the World to Nuclear War” 

4) Dr. Wolfgang Bittner (Germany); Author of over 80 books; Doctor in Law: “The West-East Conflict – An Orchestration” 

5) Sam Pitroda (U.S./India); Innovator, Entrepreneur and Policy-Maker: “India and The Emerging New World Architecture” 

6) Jay Naidoo (South Africa); Cabinet Minister under President Nelson Mandela, South Africa: “Africa, the Continent of the Future” 

7) Dr. Clifford Kiracofe (U.S.); Former Senior Staff Member, U.S. Senate Committee on Foreign Relations; President, Washington Institute for Peace and Development: “Diplomacy and Cooperation in a Time of Crisis” 

Question and Answer Session

Panel 2: Runaway Inflation or Glass-Steagall?
(Saturday, kl. 19 dansk tid)

Moderator: Harley Schlanger, The Schiller Institute 

1) Diane Sare (U.S.); LaRouche independent candidate for U.S. Senator from New York: “The Collapse of the West and the Urgent Need to Join the Belt and Road Initiative” 

2) Daisuke Kotegawa (Japan); Former Japanese Finance Ministry official, and Executive Director for Japan at the International Monetary Fund: “Don’t Let This World Be Destroyed by Filthy Gamblers Who Call Themselves Wall St. and City of London Bankers” 

3) Dr. Uwe Behrens (Germany); Logistics Manager and Author, Berlin: “The Non-Rival Doctrine”

4) Nino Galloni (Italy); Economist, Former Director General of the Italian Labor Ministry: “Make Africa Self-Sufficient Again

5) Geoff Young (U.S.); Democratic Party nominee for U.S. Congress from Kentucky, CD 6: “What Must Change in Washington Before the U.S. Can Join the Belt and Road Initiative”

6) AmbLeonidas Chrysanthopoulos (Greece); former Ambassador to Poland, Canada and Armenia, former Secretary General of the Black Sea Economic Cooperation Organization (BSEC): “The Crisis in the Eastern Mediterranean and the Belt and Road Initiative”

7) Food Producers Roundtable (U.S.):  Robert Baker (Virginia; Agriculture Liaison, Schiller Institute); Mike Callicrate (Colorado/Kansas; Ranch Foods Direct); Jon Baker (Iowa, cattleman, rural community banker); Wilbur, Ken and Kyle Kehrli (Iowa; livestock, crops producers); Frank Endres (California), wheat, cattle;  James Moore (Alaska); salmon troller leader; James Benham (Indiana); President of the Indiana Farmers Union; Board of National Farmers Union: “Science and Culture to End Famine–Principles of Agriculture Productivity” 

 Question and Answer Session

Panel 3: Principles of Science for Durable Economic Progress
(Sunday, kl. 15 dansk tid)

Moderator: Stephan Ossenkopp 

1) Jason Ross (U.S.); Secretary-Treasurer, The LaRouche Organization; Science Adviser to Lyndon LaRouche: “Vernadskian Time — Time for Humanity”

2) Francesco Battaglia (Italy); Professor of Physical Chemistry at the University of Modena, Italy: “The Fraud of Climate/Energy Transition” 

3) Dr. Ed Calabrese (U.S.); Professor of Environmental Health Sciences, University of Mass. Amherst; Co-Editor, Hormesis: A Revolution in Biology, Toxicology and Medicine: “Real Science Disproves the Linear Non-Threshold (LNT) Radiation Myth” 

4) Prof. Sergei Pulinets (Russia); Principal Scientific Researcher of the Space Research Institute, Russian Academy of Sciences, Moscow: “A Vernadskian Approach to Earthquake Forecasting”

5) William C. Jones (U.S.); former EIR White House correspondent: “V. I. Vernadsky, Scientific Thought as a Geological Force” 

 Question and Answer Session

Panel 4: Classical Culture and the Dialogue of Civilizations 
(Sunday, kl. 19 dansk tid)

1) Jacques Cheminade (France); President Solidarité & Progrès: Keynote Address: “A Culture of Curiosity and Perseverance to Explore the Impossible”

2) Felipe Maruf Quintas (Brazil); Professor of Political Science, Fluminense Federal University, Rio de Janeiro; columnist for “Monitor Mercantil”: “The Role of Brazil in the Dialogue of Civilizations and in the World’s Physical Economy” 

3) Dr. Zaher Wahab (Afghanistan); Dr. Zaher Wahab, Emeritus Professor of Education, Former advisor to Afghan Ministry of Higher Education, Taught at American University of Afghanistan (AUAF), 2013-2020: “Dialogue, Not Clash, of Civilizations” 

4) Dr. George Koo (U.S.); retired business consultant specializing in U.S.-China Trade; Chairman, Burlingame Foundation: “U.S.-China Cultural Relations Are Critical to Prevent War”

5) Mike Robinson (U.K.), Editor, The UK Column: “The Dehumanizing Meta-Sphere” 

 Question and Answer Session

 




Schiller Instituttets Dialog mellem eksperter den 26. maj:
Politikernes vanvid udgør en trussel om atomkrig

Den 26. maj 2022 (EIRNS) – Schiller Instituttets online konference i dag med titlen “U.S. and European Military and Security Experts Warning: The Insanity of Politicians Threatens Nuclear War”, indeholdt præsentationer og udvekslinger mellem fire militær- og strategispecialister fra Frankrig, Italien og USA og med Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche og ordstyrer Dennis Speed. Få timer efter begivenheden var der næsten 2.000 visninger på YouTube.

(https://youtu.be/8Dt9D_D_U4U)

Dagens dialog fulgte efter en drøftelse i går, som Schiller Instituttet i Sverige og Danmark var værter for, og som blev gennemført online, med centrum i København, og hvor deltagerne omfattede fem talere med hjemsted i denne nordlige region samt også fru LaRouche. Arrangementet den 25. maj havde titlen: “Vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer, ikke en styrkelse af geopolitiske blokke; hvorfor Sverige og Finland ikke bør tilslutte sig NATO”.

https://schillerinstitute.com/blog/2022/05/24/87866/

Disse to arrangementer er en del af Schiller Instituttets igangværende aktivitetsforløb, der opfordrer kræfter og enkeltpersoner overalt til at mobilisere imod krigens vanvid og for en ny ramme for fred gennem udvikling. Udskrifter og uddrag af begge denne uges konferencer vil blive offentliggjort i det ugentlige EIR, dateret den 3. juni.

Zepp-LaRouche sagde i sine afsluttende bemærkninger i dag: “Slut dig til os som organisator, som en mulighed for at forbedre menneskeheden”. I weekenden den 18.-19. juni vil Schiller Instituttet afholde en verdensomspændende dialog i flere etaper for en indledende gruppe af kræfter, der er optaget af at skabe en ny global økonomisk og sikkerhedsmæssig arkitektur. En underskriftsindsamling fra Schiller Instituttet til dette formål, der blev udsendt den 23. februar, har nu omkring 4.500 underskrifter fra alle kontinenter. (https://schillerinstitute.nationbuilder.com/convoke_an_international_conference_to_establish_a_new_security_and_development_architecture_for_all_nations)

Zepp-LaRouche fastlagde indledningsvis fokus for dagens knap tre timer lange arrangement: “Enhver politisk overvejelse, der ikke starter med overvejelser om faren for atomkrig, er værdiløs”. Hun og de næste talere uddybede derefter forskellige aspekter af, hvordan vi er havnet i denne situation, i samme ånd som et videoklip af Lyndon LaRouche, der pointerer, at “Ingen begivenhed har sin egen årsag…. Man må tage udgangspunkt i verden som helhed.”

Schiller Instituttets grundlægger skitserede et levende billede af krigens vanvid, fra aktuelle eksempler på hvem der diskuterer atomvåben som en del af en strategi, der kan “vindes”, til historien med dæmonisering af Rusland og Kina som fjenden, imod hvem krig skulle give mening. Derefter præsenterede hun i detaljer tilgangen fra den “Westfalske Fred” som en vej ud af dette. Hun brugte de fem principper for fredelig sameksistens (Panchsheel) fra 1950’ernes periode med national suverænitet. Hun drøftede globale økonomiske og videnskabelige prioriteter, fra behovet for en “global Glass-Steagall” for at gøre en ende på kasinoøkonomien, til relaterede foranstaltninger med nationalbankvæsen til gavn for offentligheden og rigelig kredit til prioriteringer inden for videnskab og teknologi, herunder en “landsby på månen, en by på Mars, interstellar rumfart”, som alle kræver et gennembrud inden for fusionsenergi og milliarder af kreative sjæle. Under diskussionen berettede hun, at hun så “en fremvækst af en alliancefri ånd” blandt mange nationer i dag, som afviser bestræbelserne på at indføre det dødbringende globale NATO-verdensherredømme.

General Leonardo Tricarico (pensioneret), tidligere stabschef for det italienske luftvåben, tog hårdt fat på spørgsmålet: “Hvad kan vi gøre for at stoppe denne meningsløse krig?” Han anførte datoer, med nøjagtig dokumentation, om de FN- og endog NATO-vedtægter, der er blevet overtrådt, hvilket har bragt os i denne fare, og udtalte: “I stedet for at hælde benzin på bålet i en krigsfremkaldende hetz, bør vi have forhandlinger” om Ukraine. Det er vores “ufravigelige pligt” at få dette til at ske.

Oberst Richard H. Black (pensioneret), tidligere leder af den amerikanske hærs strafferetlige afdeling i Pentagon og tidligere senator i Virginia, gav en gribende redegørelse for begivenhederne siden det “revolutionære kup” fra 2014, som MI6 og CIA påtvang i Ukraine mod Rusland. Han sagde om vores nuværende situation: “Dette er vores “1914-øjeblik”.” Han påpegede, hvor ulovlige, forkerte og farlige personer som Steny Hoyer (D-MD) er, der udtaler: “Vi er i krig mod Rusland”.

Den næste taler, Eric Denécé fra Frankrig, tog fat på dette synspunkt og indledte med at stille spørgsmålet: “Hvordan er dette sket? Jeg er hverken for eller imod Rusland eller Ukraine. Men denne krigsførelse burde aldrig have fundet sted. NATO burde være blevet afviklet ved afslutningen af Den kolde Krig.” Denécé er direktør for det franske Center for Efterretningsstudier (CF2R). Han påpegede, at de vestlige nationer, der forsyner Ukraine, er “direkte krigsførende” mod Rusland. Han sagde, at “læren af geopolitik er, at ingen stat kan sikre sine interesser på bekostning af nabostater”.

Ray McGovern, tidligere CIA-analytiker og stiftende medlem af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), valgte at indlede med en formaning om at “se under overfladen”. Se med hjertet i stedet for kun med øjnene”, og derefter brugte han dette til at give en forklaring på de politikere, der fører verden ind i denne katastrofe, idet de handler gennem MICIMATT, et nu berømt begreb af McGovern, som henviser til det militær-industrielle-kongres-efterretningstjeneste-medie-akademia-tænketank-kompleks.

Spørgsmål fra det internationale publikum, og fra talerne indbyrdes bragte mange punkter frem, herunder Zepp-LaRouches bemærkning om, at politikernes og mediernes “drejebogs”-aspekt, manifesterer sig i en forfærdelig og hadefuld grad i Tyskland og andre steder. I forbindelse med bemærkningerne blev forslaget om en model af “østrigsk karakter” for Ukraine rejst, hvor man anvender neutralitet i forbindelse med håndteringen af de dybtliggende komplikationer, der er involveret.

Oberst Black var fast besluttet på, at vi bør forstå, at hensigten om at fremstille våben ikke virker, medmindre man har fjender, så vi bliver manipuleret med hensyn til, hvem vores fjender er. Folk må gøre sig fri af dette. Når det drejer sig om Rusland og Kina, må vi “slippe ud af illusionen om, at “de er ude efter os”. Den “eneste aggressor er USA, Storbritannien og NATO”.

Zepp-LaRouche opsummerede situationen i løbet af den afsluttende firepersoners dialog: “Den gamle orden er ved at falde fra hinanden. Det gamle paradigme er dødt.” Tænkende mennesker må overveje, hvad principperne for det nye system burde omfatte. Dette påtvinges os af omstændighederne, fra hungersnød til knaphed, til sygdom og til krig. “Det nye navn for fred er udvikling.”

 




Introduktion og Helga Zepp-LaRouches tale til Schiller Instituttets online-seminar fra Danmark og Sverige den 25. maj 2022

Den 25. maj 2022 (EIRNS) — Her er introduktionen og grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouches tale ved videokonferencen:
Vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer, ikke for en styrkelse af geopolitiske blokke: 

Hvorfor Sverige og Finland ikke bør tilslutte sig NATO, 
“Nej” ved folkeafstemningen i Danmark om at tilslutte sig EU’s militær”. 

Introduktion ved Michelle Rasmussen, næstformand, Schiller Instituttet i Danmark 

Deres Excellencer og diplomater fra mange lande fra fire kontinenter, gæstetalere, medlemmer og venner af Schiller Instituttet, mine damer og herrer! Velkommen til dette seminar, der er sponsoreret af Schiller Instituttet i Danmark og Sverige, og som også bliver livestreamet på YouTube. Titlen er: Vi har brug for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, ikke en styrkelse af geopolitiske blokke. NEJ ved den danske folkeafstemning den 1. juni om afskaffelse af EU’s forsvarsforbeholdNEJ til Sveriges og Finlands optagelse i NATO  Jeg er Michelle Rasmussen, vicepræsident for Schiller Instituttet i Danmark, og jeg vil være ordstyrer i dag. Efter starten af krigen i Ukraine er der blevet foreslået et dramatisk skift i forsvarspolitikken i tre af de nordiske lande.Danmark har den 1. juni en folkeafstemning om at tilslutte sig EU’s militære aktiviteter,og Sveriges og Finlands regeringer ønsker at tilslutte sig Nato. Vi mener, at det er nødvendigt at diskutere disse spørgsmål på et højere niveau. Vores hovedtaler, Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, udtalte den 19. maj, at dette er det farligste øjeblik i verdenshistorien. Der er krig i Europa, og mange eksperter advarer om, at hvis krigen ikke snart bringes til ophør, og der ikke findes en diplomatisk løsning, og hvis de, der går ind for at øge den geopolitiske konfrontation, ikke bliver politisk besejret, kan krigen eskalere og endog føre til en atomkrig. Samtidig er verdensøkonomien i krise. Selv om farerne er store, er der håb, fordi der findes løsninger i form af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur,herunder forslag fra den afdøde Lyndon LaRouche, grundlæggeren af vores politiske bevægelse, Helga Zepp-LaRouche og Schiller Instituttet,om en sikkerhedsaftale efter forbillede af den Vestfalske Fred,kombineret med et øget økonomisk udviklingssamarbejde mellem landene. Vi har indkaldt til dette møde for at drøfte –   * Hvad er årsagen til den nuværende ekstremt farlige militære og økonomiske krise? * Hvorfor en styrkelse af EU’s militære enhed med dansk deltagelse og Sveriges og Finlands optagelse i NATO blot vil forværre de geopolitiske konflikter. * Hvilke principper kan vi anvende til at skabe en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur til gavn for alle nationer og befolkninger? Vi ønsker at sikre, at både farerne og løsningerne er kendt, og at der opbygges en effektiv bevægelse for at stoppe en yderligere optrapning af denne krig og dens økonomiske konsekvenser, og forhindre fremtidige krige og økonomisk ødelæggelse. På en eller anden måde må menneskeheden skabe de betingelser, hvor krig ikke er en mulighed i denne atomvåbenæra.

Helga Zepp-LaRouche blev introduceret af Michelle Rasmussen, som også var ordstyrer på seminaret. 

Den første taler er Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter. Hun er også chefredaktør for Executive Intelligence Review, formand for det tyske politiske parti BüSo (Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet), og hun var hustru til og nærmeste medarbejder af den afdøde amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche.

Helga Zepp-LaRouche stod blandt mange andre ting i spidsen for en bevægelse for økonomisk udviklingssamarbejde mellem øst og vest efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud, først kaldet Den eurasiske Landbro eller Den nye Silkevej, der siden blev udvidet til at blive Verdenslandbroen.

Helga, vi er glade for, at du kan tale til os i dag.

{{Helga Zepp-LaRouche:}} God dag, mine damer og herrer: Som Michelle netop har sagt, har jeg erklæret, at vi står over for den farligste krise i menneskehedens historie.  Hvorfor siger jeg nu det? Det inkluderer naturligvis to verdenskrige i det 20. århundrede, Cuba-krisen, så det er en stor ting. Den første grund er den mest indlysende; for allerførste gang står vi over for den reelle fare for en global atomkrig, og hvis det nogensinde skulle komme dertil, ville det helt sikkert betyde udslettelse af den menneskelige art.

I den seneste tid er der opstået en illusion om, at en begrænset atomkrig kan udkæmpes og vindes, eller at en langvarig hybrid-atom/konventionel krig kan finde sted.  Dette var emnet for en manøvre i januar i år, kaldet “Global Lightning”, som havde den antagelse, at man har nogle atombomber, neutronbomber, rumkrig, cyberkrig, og at dette ville fortsætte i ugevis. Nu har den berømte atomvåbenekspert, den tidligere MIT-professor Ted Postol, udviklet alle argumenter for, hvorfor dette er fuldstændig latterligt, hvorfor, hvis man blot bruger et enkelt atomvåben, er logikken i atomkrig, at alle vil blive brugt.

I de seneste måneder, siden krigen i Ukraine startede, har man hørt alle mulige politikere og journalister og alle mulige andre, der har holdt uforsvarlige taler og sagt ting som: “Selv om der er risiko for atomkrig, er vi nødt til at sende tunge våben til Ukraine. Vi kan ikke lade os afpresse”. Eller: “Det vil ikke ske, for ingen ville være så tåbelige at gøre det”.  Jeg synes ikke, at det er et overbevisende argument.

Den anden grund til at jeg vil påstå, at vi befinder os i den værste krise nogensinde, er, at vi oplever et civilisatorisk sammenbrud, afslutningen på et helt system. Dette har mange aspekter.  Vi har en umiddelbar fare for en optrapning af krigen som følge af NATO’s nuværende krigspolitik over for Rusland, der er baseret på konfrontation. Vi står over for et hyperinflationært sammenbrud af det vestlige neoliberale finanssystem, som længe har været undervejs, selv før krigen i Ukraine begyndte. Vi står over for en hungersnød i verden, som ifølge FN truer 1,7 mia. mennesker med sult.  Det er 20 % af hele menneskeheden. Pandemien er ikke overstået, og alt dette truer med socialt kaos som følge heraf, og dette kaos kan i sig selv true med at kaste verden ud i en krig.

Hvis man lytter til de vestlige medier og alle mulige politikere, skal det hele naturligvis bebrejdes Putin. Han får alle mulige betegnelser lige nu: at han har forvoldt en “uprovokeret angrebskrig”, at han er ansvarlig for hungersnøden i verden, at han er årsag til inflationen, osv.  Hvis man fremsætter noget som helst argument for de virkelige årsager til den nuværende situation, bliver man straks beskyldt for fake news, man bliver kaldt “Putin-agent”, det bliver fordømt som Rusland-propaganda.  

Men det har meget lidt at gøre med Ukraine.  I virkeligheden handler denne nuværende konfrontation om verdensordenen. Det er en kamp mellem en unipolær verden, som i virkeligheden er et verdensimperium baseret på det “særlige amerikansk-britiske forhold”, hvor det angloamerikanske herredømme insisterer på, at kun den såkaldte “regelbaserede orden”, som de har defineret, er gyldig, imod en verden hvor Kinas fremvækst og lande, der er associeret med Rusland og Kina, insisterer på deres egen ret til økonomisk udvikling. 

Vi befinder os lige nu i det mest usikre øjeblik: Det neoliberale system er ved at bryde sammen.  Det er ikke længere stærkt nok til at gennemtvinge sin vilje, men den nye orden er endnu ikke klart defineret. I den officielt tilladte diskussion siges det naturligvis, at dette er en kamp mellem “demokratier” og “autokratiske regimer”. Men hvis man lytter til, hvad visse politikere og folk som Stoltenberg siger, er vi lige nu på vej mod en potentiel total afkobling mellem Vesten samt Five Eyes plus Japan, Australien og Sydkorea over for en del af verden, som omfatter Rusland, Kina, Shanghai-samarbejdsorganisationen (SCO), BRICS, samt mange lande der nu forsøger at blive en del af BRICS, hvilket er det meste af det globale syd. 

Med hektiske udflugter farer Blinken rundt i verden og forsøger at overbevise folk om at slutte sig til “demokratiernes” fraktion.  Præsident Biden er lige nu i Asien og forsøger at gøre det samme. Kansler Scholz har for nylig rejst til Afrika, von der Leyen til Indien, alt sammen i et forsøg på at isolere Rusland og Kina, men det virker ikke: Fordi Indien, Indonesien, Brasilien, Egypten, Nigeria, Sydafrika og mange andre ikke ønsker at blive trukket ind i en geopolitisk konfrontation mellem de to parter.  Det, vi faktisk oplever, er en reel renæssance for Den alliancefrie Bevægelse.

Vi må ikke overse briternes rolle i lyset af den amerikanske politik, som er “Global Britain”, hvilket i virkeligheden er et nyt ord for det Britiske Imperium, som i modsætning til hvad mange tror, kun har ændret form, men ikke dets væsen. Tag f.eks. en artikel af Malcolm Chalmers, vicegeneraldirektør for Royal United Services Institute (RUSI), som i øvrigt er den ældste officielle tænketank med tilknytning til kongehuset og det britiske militær. De beskriver sig selv som “verdens ældste og førende britiske tænketank inden for forsvar og sikkerhed”.  De foreslår en “Cuba-krise på steroider”, som kunne blive resultatet af Ukraines forsøg på at generobre Krim, hvilket efter deres mening ville gøre det lettere at løse krigen mellem Ukraine og Rusland.  Dette er det forbløffende forslag i denne artikel, som har overskriften: “This War Still Presents Nuclear Risks – Especially in Relation to Crimea”, som blev offentliggjort den 20. maj af tænketanken RUSI. [https://rusi.org/explore-our-research/publications/commentary/war-still-presents-nuclear-risks-especially-relation-crimea]

Chalmers diskuterer, hvordan Rusland kunne blive tvunget ind i en nuklear konfrontation ved at sende stadig mere sofistikerede våben til Ukraine, som det i sidste ende ville trække sig tilbage fra. Chalmers beskriver NATO’s strategi i de sidste tre måneder som en strategi, der går ud på at “koge den russiske frø”. I husker alle billedet – ifølge historien, jeg tror ikke, at det faktisk er sandt – men ifølge historien, hvis man smider en frø i kogende vand, vil den hoppe ud; men hvis man lægger frøen i gryden, når vandet er koldt, og så langsomt øger temperaturen, ender frøen med at blive kogt, uden at den opdager det. Så han taler om at “koge den russiske frø” ved gradvist at øge “størrelsen og graden af raffinement af de våben, som de har været parate til at levere til Ukraine”. På grund af disse våben vil man “i den næste periode se Ukraine tilbagevinde de fleste af Ruslands seneste territoriale gevinster, herunder Kherson og endda Mariupol.” Det ville imidlertid ikke give anledning til en atomtrussel, og det ville heller ikke give Ukraine anledning til at bruge disse våben og territoriale vindinger til at ødelægge broer, jernbanehoveder, lagerpladser og luftbaser inde i Rusland. Men hvis Ukraine skulle forsøge at generobre Krim og angribe et “fristende mål”, f.eks. broen i Kertj, på nuværende tidspunkt, kunne det føre til en “Krim-missilkrise”, mener Chalmers. “En specifik trussel om at bruge atomvåben i forbindelse med Krim … kunne Putin se som en måde at genoprette noget af sin magtanvendelse på, selv om han (og USA) tvivlede på, om han ville gennemføre en sådan trussel…. Hvis en rød linje ikke blev accepteret af Ukraine, kunne Rusland så føle sig nødsaget til at overveje en række yderligere optrapningsmuligheder, såsom at sætte sine atomstyrker i højere beredskab.” De er allerede i beredskab. “Stillet over for alternativet med det sandsynlige tab af Krim, kunne Putin tro, at Ukraine (med USA’s opmuntring) sandsynligvis ville blinke først. Det ville være et øjeblik med ekstrem fare, hvor alle parter ville forsøge at forstå hinandens hensigter, selv om de søgte at varetage deres nationale interesser.

“Netop på grund af den fare der ligger i en sådan situation, kunne en atomkrise af denne art gøre det lettere for lederne at indgå vanskelige kompromiser. Forudsat at krigen blev afsluttet og blokaden af Odessa ophævet, kunne Ukraines ledere være villige til at udskyde en løsning af Krim-spørgsmålet. For Putin ville en mislykket invasion og den efterfølgende succes for den ukrainske modoffensiv have været en massiv ydmygelse. Men han ville i det mindste kunne argumentere for, at det russiske strategiske arsenals styrke på et tidspunkt med stor national svækkelse havde haft held til at afskrække NATO’s planer om at splitte Rusland op. Dette kunne være nok for begge parter til at undgå det værste resultat af alle.”

Jeg mener, at det er fuldstændig vanvittigt! At sige at man skal true med at generobre Krim og derefter sætte alle atomvåben i højeste alarmberedskab, og så kan vi sætte os ned og finde en løsning.  Så han kalder det en Krim-cubansk missilkrise på steroider.  

Denne politik med at “koge den russiske frø” er ikke begyndt for tre måneder siden, men det har været metoden siden 1990, da James Baker III den 9. februar 1990 lovede Gorbatjov, at NATO ikke ville bevæge sig en tomme mod øst. I hele Jeltsin-perioden var der en politik, der gik ud på at reducere den tidligere supermagt til en råstofeksporterende nation med Jeffrey Sachs’ “chokterapi”, og mellem 1991-1994 blev Ruslands industrielle potentiale reduceret til kun 30 %. Der findes en meget vigtig bog af Sergei Glazyev, som beskriver 1990’erne, med titlen {Folkemord: Rusland og den nye verdensorden}, fordi dette var hvad der blev pålagt Rusland på det tidspunkt. 

Putins forbrydelse er, at han forsøgte at omgøre dette og havde en vis succes med det.  Svaret var farverevolutioner, regimeskift, humanitære krige, som de 20 år i Afghanistan, hvor der som følge af NATO’s og USA’s forhastede tilbagetrækning i august nu er 24 millioner mennesker, der sulter i Afghanistan, udsat for COVID, mæslinger, polio, uden tilstrækkelig medicin.  Så hvis man havde haft en lige så omfattende tv-dækning af Afghanistan i 20 år, som vi ser det nu med Ukraine hver dag, ville verden måske have været lige så oprevet – eller, måske ikke, for afghanerne er ikke hvide.

Så havde vi Irak-krigen i 2003, hvor Nancy Pelosi offentligt indrømmede, at alle ansvarlige mennesker på forhånd vidste, at der ikke fandtes masseødelæggelsesvåben.  Der var Libyen.  Hillary Clinton måtte under Durham-undersøgelsen i USA indrømme, at hele grundlaget for Russiagate udelukkende var usandheder. Har man set noget om det i de etablerede medier?  Absolut ikke!  I hvert fald ikke i Europa.  Så var der Syrien.  Så var der Maidan-kuppet i 2014, som Victoria Nuland pralede med, og hvor Udenrigsministeriet brugte 5 mia. dollars på ngo’er, og, lad os ikke glemme, Azov-bataljonen, hvor medierne i Vesten nu siger, at der ikke er nogen nazister i Ukraine – men det er et dokumenteret faktum, at det er der.

Som et resultat af denne “kogning af den russiske frø” gennem næsten 30 år, krævede Putin den 15. december juridisk bindende sikkerhedsgarantier fra USA og NATO. Han har ikke modtaget noget svar fra USA eller NATO på de væsentligste krav, kun på våbenkontrol, men det var ikke essensen af det, han anmodede om. Lederen af det russiske sikkerhedsråd, Nikolaj Patrusjev, erklærede, at Rusland ikke havde nogen anden udvej, fordi Ruslands eksistens som stat var truet, da de foretog det, de kalder den “særlige militære operation” i Ukraine. Man kan absolut argumentere for, at Rusland var i en situation, i henhold til FN-pagtens artikel 51, som er et spørgsmål om selvforsvar og ikke om aggression.

Nu står vi over for den sjette udvidelse af NATO i forbindelse med Finland og Sverige.  Det er reaktionen, som Stoltenberg endda praler af.  Han siger: “Putin ville have mindre NATO, nu får han mere NATO.”  Så kogepunktet bliver bare øget.

Man må betragte denne vanvittige politik for at fremkalde en Krim-Cuba-krise sammen med en anden britisk politik, som blev afsløret i et dokument fra Henry Jackson Society i 2020, som de igen har anbragt på forsiden af Henry Jackson Societys hjemmeside, hvilket betyder, at det er den igangværende politik fra denne tænketank. Det er en rapport, der skitserer en strategi for at bruge den berygtede “Five Eyes”-alliance – Storbritannien, USA, Canada, Australien og New Zealand – som et instrument til at gennemtvinge Vestens afkobling fra Kina. Denne rabiate anti-russiske, anti-kinesiske neokonservative tænketank drives af den britiske efterretningstjeneste, bl.a. gennem den tidligere MI6-chef Sir Richard Dearlove, som er den primære hjerne bag Russiagate, der blev fuldstændig miskrediteret som en løgn, og han var en af stifterne af Henry Jackson Society og er en af dets ledere i dag. 

Så selv forsøget på at afkoble Kina fra det internationale system kunne, før det gennemføres, detonere en økonomisk atombombe over hele verdensøkonomien.  Kina er ikke blot verdens største handelsmagt: Det skaber i øjeblikket den højeste videnskabelige og teknologiske udviklingstakt på planeten, en produktiv kraft, som landene i udviklingssektoren og de sammenstyrtende vestlige nationer har hårdt brug for, hvis de vil overleve.  Men en egentlig atomkrig kan også blive resultatet, for en del af Henry Jackson Societys strategi er at opbygge forbindelser med Taiwan, der fører til dets adskillelse fra Kina.  Kina har gjort det helt klart, at det vil reagere med overvældende militær magt på ethvert forsøg på at adskille Taiwan fra resten af Kina. Dette er lige så farligt som et NATO-støttet Ukraine, der forsøger at generobre Krim. Så, præsident Biden begik den bommert i sit svar til en journalist på sin rejse til Japan for nylig, adspurgt: “Ville USA forsvare Taiwan militært?” Biden svarede igen: “Ja.” Og han måtte endnu en gang blive korrigeret af Det Hvide Hus.

Kineserne har allerede skrevet i deres lederartikler, at dette ikke er en “bommert”, men et signal om USA’s virkelige hensigt.  Og Chas Freeman, der var assisterende forsvarsminister for internationale sikkerhedsanliggender, og den officielle oversætter for præsident Nixon på hans rejse til Kina i 1972, samt en karrierediplomat, advarede og kaldte det en kolossal fejltagelse af Biden at have lavet en så tåbelig udmelding. 

Præsident Biden er i øjeblikket fortaler for netop disse britiske strategier på sin nuværende rejse til Asien. Lige efter at have fejret udvidelsen af NATO skal Biden afsløre en storslået økonomisk rammeaftale, Indo-Pacific Economic Framework (IPEF) som højdepunkt på sin rejse under sit stop i Japan. Den nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan erklærede onsdag den 18. maj uden omsvøb, at budskabet i IPEF er, at “demokratier og åbne samfund i verden står sammen om at forme reglerne for fremtiden”. Vi tror, at dette budskab vil blive hørt overalt. Vi tror, at det vil blive hørt i Beijing.” 

52 amerikanske senatorer sendte Biden af sted på sin rejse med instrukser om, at Taiwan skulle indlemmes som et af de “lande”, der deltager i IPEF, hvilket helt klart ikke er acceptabelt set fra Kinas side, fordi det er en overtrædelse af Et-Kina-politikken.

Nu er der netop i dag, hvis man åbner medierne, hvis man ser på tv eller aviser, en kæmpestor skandalehistorie om billeder fra de påståede arbejdslejre i Xinjiang, der blev “undersøgt” af en gruppe internationale medier, hvor 1 million uighurer skulle være blevet tortureret, slået i arbejdslejre, tvangsarbejde osv.  Naturligvis udbrød vores såkaldte udenrigsminister, Annalena Baerbock (Tyskland), straks et ramaskrig og krævede en transparent afklaring af beskyldningerne. Opfordringer om at alle forbindelser med Kina skal afbrydes – efter at forbindelserne med Rusland er blevet afbrudt – og at al handel med Kina skal stoppes, lad os nu se realistisk på det: Kina var i 2021 den tredjestørste partner for EU’s vareeksport, 10,2 %, og den største partner for EU’s vareimport, 22,4 %; for Tyskland var Kina den største handelspartner for varer i 2021 med et handelsvolumen på over 245 mio. At skære ned på dette ville betyde totalt økonomisk selvmord, hvilket allerede er ved at ske med forbindelserne med Rusland. 

Hvad er kilden til denne utrolige historie?  Ifølge {Frankfurter Allgemeine Zeitung}, en af de førende aviser i Tyskland, er alle fotos og data blevet stillet til rådighed af Adrian Zenz, en tysk antropolog og mangeårig observatør af Xinjiang.  Nu hævder denne Adrian Zenz, at han har fået alt dette fra en “unavngiven kilde”, som havde adgang til cyber, cyberkrigsspionage og hvad ved jeg.  Det er en meget tvivlsom observation.  Men Adrian Zenz er ikke en ukendt person: Bloggen, The Grayzone, og de meget respekterede undersøgende journalister Ajit Singh og Max Blumenthal skrev allerede i 2019, efter at han var kommet med en lignende historie om folkemord i Xinjiang, artikler om, at Zenz er en “højreekstremistisk fundamentalistisk kristen, der er imod homoseksualitet og ligestilling mellem kønnene, støtter “bibelsk prygl”‘ af børn, og tror at han er “ledet af Gud” på en “mission” mod Kina.”, fordi dommedag er nær, og opkomsten af antikrist også er på vej.  Han er helt ude i hampen og siger, at der er folkemord i Xinjiang, på grund af et sammenbrud i uighurernes demografiske kurve, og Lyle Goldstein, der er professor ved Naval War College i USA, siger, at en sådan udtalelse er “latterlig i en sådan grad, at den er provokerende over for dem, der mistede slægtninge i Holocaust”. 

Der er rigeligt bevis for, at der ikke er tale om noget “demografisk sammenbrud” blandt uighurerne i Xinjiang: Tværtimod.  Der er en undersøgelse fra 2019 i det britiske medicinske tidsskrift {Lancet}, som omhandler en massiv forbedring af den forventede levealder blandt uighurerne, en demografisk vækstrate, som er meget højere end hos Han-kineserne, en forbedring af mødres sundhed, faldende børnedødelighed, og alt dette repræsenterer “en bemærkelsesværdig succeshistorie”.

Zenz’ såkaldte vidnesbyrd kommer fra eksil-uighurere, som er blevet kultiveret af det amerikanske udenrigsministerium. Zenz har været medlem af Victims of Communism Memorial Foundation i Washington, D.C., som er en højreorienteret lobbygruppe, der er affødt af National Captive Nations Committee.  Det er en meget, meget interessant forbindelse, for den blev grundlagt af den ukrainske nationalist Lev Dobriansky, som står i spidsen for denne institution, hvis medformand var Yaroslav Stetsko, som var leder af OUN-B-militsen, som er den nazistiske gruppe, der kæmpede sammen med de tyske nazister under besættelsen af Ukraine under Anden Verdenskrig.  Stetsko og hans kone havde en bopæl i München i hele efterkrigstiden og ledede derfra den “Anti-bolsjevikiske Blok af nationer”. Efter hans død rejste fru Stetsko til Ukraine og genopbyggede OUN-B, Bandera-organisationen, i traditionen fra Stepan Banderas ideer.  Se, det er nu en direkte forbindelse til dette apparat, som var stærkt ledet af de vestlige efterretningstjenester – Bandera selv blev medlem af MI6 i 1947, og BND i München havde et tæt, i det mindste “kendskab” til disse mennesker (for at sige det mildt).

Zenz blev også indsat af Jamestown Foundation, en neokonservativ tænketank i Washington D.C., der blev grundlagt af CIA-direktør William Casey, som en kanal for udenrigsministeriel til at betale sovjetiske dissidenter.  

Hvis Tyskland eller andre europæiske nationer falder for denne efterretningsoperation, som er præcis det, som Henry Jackson Society talte om, nemlig “Five Eyes” på arbejde, hvis de følger dette, vil det være et totalt økonomisk selvmord. Nu er selv Henry Kissinger i en alder af 99 år mere fornuftig, og i Davos udtalte han, at verden højst har et tidsrum på to måneder til at afslutte krigen i Ukraine gennem forhandlinger, og han appellerede til Ukraine om at gå med til et territorialt kompromis for at opnå fred.

På Schiller Instituttets konference den 9. april præsenterede vi en helt anden tilgang: Der er et alternativ til den fuldstændige afkobling mellem de såkaldte “demokratier” og det Globale Syd på den anden side.  Det nye system er allerede ved hastigt at udvikles. Der er mange lande, som på det nylige udenrigsministermøde i BRICS, ønsker at være en del af dette: Argentina, Indonesien, Egypten, Nigeria og mange andre.  Vi har BRICS i udvidet form, vi har Shanghai-samarbejdsorganisationen (SCO), næsten alle organisationer i det Globale Syd, som ønsker at blive en del af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som grundlæggende er en kombination af det kinesiske Bælte- og Vej-Initiativ samt to andre forslag fra præsident Xi Jinping: Det Globale Udviklings Initiativ og det Globale Sikkerheds Initiativ, som aktivt er ved at blive gennemført.  

Nu har vi behov for en sådan konference om en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Den Westfalske Fred.  Den Westfalske Fred var en erkendelse fra alle krigens parter om, at hvis de fortsatte krigen, ville ingen være tilbage til at nyde sejren, fordi de alle ville være døde.  Derfor udviklede de princippet om, at enhver fred skal være baseret på den andens interesser. Sikkerhedsinteresserne for alle lande på planeten, hvilket i dag ville betyde en sikkerhedsarkitektur, der i høj grad inddrager Rusland og Kina. En sådan konference skal adressere årsagerne til så stor en krigsfare: For det er ikke nok på nuværende tidspunkt at være imod krigen.  Man er nødt til at løse det problem, at det neoliberale finanssystems sammenbrud er i gang.

Lyndon LaRouche har den usædvanlige fortjeneste, at han forudså det, der sker i dag, den nuværende krise, allerede i august 1971, da Nixon afsluttede det gamle Bretton Woods-system, ved at erstatte systemet med faste valutakurser med et system med flydende valutakurser, og LaRouche forudsagde dengang, at hvis man fortsatte på den vej, ville det føre til en ny depression, fare for en ny krig og fascisme.  Det er præcis, hvor vi er i dag.

LaRouche foreslog fire love til at løse krisen. Det første skridt, et globalt Glass-Steagall-bankopdelingssystem, skal gøre en ende på kasinoøkonomien.  Der skal være kapital- og valutakontrol for at forhindre den spekulative manipulation af valutaer, som vi lige nu ser i store dele af verden.

Hvert land skal have en nationalbank for atter at gøre skabelse af kredit til et anliggende for den suveræne regering i Alexander Hamiltons tradition og ikke for private bankfolk. Derefter skal disse nationalbanker være forbundet gennem et kreditsystem, som giver langsigtet kredit med lav rente til reelle investeringer i den fysiske økonomi.

Den fjerde lov består af, at vi skal have et forceret program for fusionsteknologi, som i den seneste periode har gjort utrolige fremskridt, og den kommercielle anvendelse af den er umiddelbart forestående.  Vi har brug for en massiv forøgelse af verdensøkonomiens produktivitet, for alene det faktum, at 1,7 milliarder mennesker er truet af sult, at 2 milliarder mennesker ikke har rent vand, er beviset på, at det nuværende produktivitetsniveau er faldet langt under det niveau, der er nødvendigt for at opretholde den nuværende befolkning i verden på 8 milliarder mennesker.  

Der skal være et internationalt samarbejde, ikke kun om fusionsteknologi, men også om rumteknologi og rumfart, for det udgør den videnskabelige og teknologiske spydspids i dag.

Vi står lige nu over for en situation, hvor de førende regeringer og institutioner er udfordret:  Er vi i stand til at løse verdens problemer, er vi i stand til at løse de problemer, der truer menneskehedens eksistens, eller er vi ikke i stand til at løse dem?  Schiller Instituttet har i mere end 30 år foreslået først Den Eurasiske Landbro, Den Nye Silkevej, og i 2013 foreslog vi “Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen”. Vis venligst diasbilledet: Dette er en plan for, hvordan vi kan overvinde verdens fattigdom, hvordan vi kan udrydde underudvikling for altid, og hvordan vi kan skabe et nyt, moderne globalt sundhedssystem for alle lande i verden, hvilket er den eneste måde, hvorpå vi kan overvinde gamle og nye sygdomme, denne pandemi og truende nye pandemier. 

Det er bestemt muligt, og det er visionen om, hvordan verden vil se ud om nogle få år, hvis vi i øvrigt undgår den nuværende fare for atomkrig.  Udviklingen af infrastruktur, der forbinder alle kontinenter, er den naturlige måde, hvorpå infrastrukturudviklingen vil fortsætte, forudsat at der er fred. Jeg mener, at det er noget, vi skal sætte på dagsordenen til diskussion, og grunden til, at man trods den utrolige fare kan være optimistisk, er, at vi er den menneskelige art, vi er i stand til at ræssonere, og vi er ikke barbarer.

Mange tak.

Rasmussen: OK, we have 10 minutes now questions to Helga. We have a question from Jens Jørgen Nielsen, one of our speakers.

Jens Jørgen Nielsen: Thank you for a very good presentation. I essentially agree with you. I have one question. As you may know, I live in Denmark, where we will have a referendum in a week’s time, about the European Union: We are discussing in our country for the time being, the role of the European Union and whether it should have an army, how should we have security. I would like a few words: How do you think about the European Union in this context? Because I am somehow skeptical, but I would like to hear your opinion on the European Union and the development right now of the European Union in this context? And also specifically the question of the European military arm, which is the subject of referendum? And the policy toward Ukraine and Russia?

Zepp-LaRouche: When there was a referendum about the EU Constitution in France and Holland 2005, which was defeated, because the majority voted against it. And then they shifted it to the Lisbon Treaty, because by not calling it a “constitution” but by calling it a “treaty,” it did not require a vote. So this was decided in great secrecy, but we were extremely closely watching it at the time. And if you look at the Charter of the EU as it was agreed upon in Lisbon in December 2007, it is practically interwoven with NATO, in such a degree that the Article 5 of NATO practically also involves the EU. In other words, when you join the EU, you are practically also part of whatever NATO does. And the character of NATO has also dramatically changed, in the last 30 years, after the collapse of the Soviet Union.

In the time of the Soviet Union, it was a defensive apparatus against the Warsaw Pact. But in the recent period, it has turned into a completely anti-Russian Russophobe alliance, and therefore, when, in November 2013, when the Ukraine government under Viktor Yanukovych refused to join the EU Association Agreement, it was clear that if Ukraine would join the EU, it would give NATO access to the Black Sea, and that is why he opted out in the last moment.

So, I think that that is an important thing to keep in mind. And the fact that Ursula von der Leyen is at the forefront of all of the policies which I described as British, in my various examples, such as the fight of so-called democracies and so-called autocratic regimes, when she is talking about that every day: She went to India talking like that.

I think the present EU has completely lost touch with the interest of its member-states. I think they have become a gigantic waterhead of a bureaucracy in Brussels which makes for the most part completely ridiculous decisions and orders and rules which are absolutely contrary to the interest of the member countries. And I actually have called for Germany to move out of the EU, because we don’t need a bureaucracy to have a unified Europe! We could have a Europe of the Fatherlands, in the spirit of Charles de Gaulle! We could work together for a join mission to contribute to shaping a new world order in a positive way: We could do that by having national sovereign governments just working together. You don’t need this bureaucracy. That is my view, and I would just advise anybody who has an interest in their own sovereignty to not join this colossus.

Rasmussen: Elena, why don’t you ask your question now?

Elena: Thank you so much. I find everything that Madam Helga said very, very interesting. And of course, at the moment, as I am very interested in the situation between Ukraine and Russia, my optimistic feeling is that Russia is going to come to a solution with Ukraine. Because as I have heard today, Putin has been somehow winning in the territories. So most likely something good will happen.

However, I think what Madam said is so beautiful, I would like to have something to read if possible. Because my connection was not very good, and I was not able to hear well. However, I would be very grateful if Madam could let me have what she said in a written form, that I can read and study. And I can write an article about what she has said, what are the goals of this new architecture and let other people to know about it.

Rasmussen: Elena we will have a transcript of Helga’s comments, and we can send those to you and all the participants. And also the video of this conference will be available to send around.

We have one more questioner, Kwame. We can take a short question.

Kwame: I’m a Swede. Thank you for a nice presentation. My question, because I don’t know: Would you say that China is united and in full control of the Chinese Communist Party? Or, are there some Chinese oligarchs that have good connections with their American counterparts? As for they send some money into the [inaud 51:09] laboratory, maybe to somehow get them connected to the globalists in the Western hemisphere. So, my question is, does the Chinese Communist Party have full control of the country?

Zepp-LaRouche: I would say, absolutely yes. And I just should say something, because right now, when you say “Communist,” some people fall completely into a coma and have hysterical outbursts. I mean, the Communist Party of China is, in my view—and I don’t even think that they would agree with that—but I think they’re 90% Confucian, in the tradition of the ancient Chinese traditions and philosophy, which influenced Chinese policy for more than two millennia. And naturally, there is an element of Marxism and communism, but it’s a meritocracy.

The way people look at the CPC in the West is completely uninformed, and I can only—my best way of answering is that I was in China for the first time, in 1971, in the middle of the Cultural Revolution, and I could travel around in Shanghai, Tientsin, Qingdao, Beijing, I could visit the countryside: And I saw a country which was really distraught! People were poor, the conditions were very terrible. The beautiful garden of the Summer Palace had been painted all red by the Revolutionary Guards. In any case, this was 51 years ago, and when you go to China now, it is so developed! They have 40,000 km of fast train system, of which nobody in the United States or Europe can even dream, because we have nothing like that! China has made an incredible development: 850 million people have been lifted out of poverty. And I could say many, many more things.

Deng Xiaoping coined the term “judging truth from facts.” And if you look at the facts of the gigantic development of China in the last 40 years, in particular, then this Communist Party has done something right. And if you travel to China, and study Chinese history, and meet people in all ranks of life, professors, students, people living in the countryside, other professions, you go to restaurants, and you see how people live, you find a population which is primarily content. They’re optimistic: They’re not like the Europeans and they’re for sure not like the Germans, who are completely pessimistic, and think nothing can function and you can’t do anything anyway. No. That is not the view in China. They are optimistic; they have, to a very large extent, trust in the government. And I think that the Chinese model, which the West is now regarding as a big competitor and threat, the Chinese model is doing something right, which the West is not doing right! And rather than opposing it, we should go to the Five Principles of Peaceful Coexistence, and say: We should respect each other, even if the other one has a different social system, and even if the other one has a different way of doing things, according to their history, and their tradition. And I think then, we can absolutely peacefully live together. And that is my stated view, and I think all the slanders about China are really absolutely unfounded, and in particular, this present campaign by this very dubious Adrian Zenz, we should squash before it really takes hold.

Rasmussen: All right, thank you very much Helga! We really appreciate your very in-depth discussion.




Et nyt paradigme er i sin vorden – vil vi komme til at opleve det?

Den 24. maj 2022 (EIRNS) – Hvad er den fremtid, som NATO’s nationer forestiller sig? Har begrebet fremtid overhovedet en meningsfuld berettigelse i Det Hvide Hus eller i City of London? Hvor er kilden til økonomisk vækst? Hvor er den engagerede drivkraft til at samle verdens nationer for at sikre en tilstrækkelig fødevareforsyning, en afslutning på fattigdommen gennem skabelse af sundheds- og anden infrastruktur, eller et nødprogram i stil med Manhattan-projektet for atomfusion? Ønsker de eliter, der samles i Davos, overhovedet at nå sådanne mål?

Nikolay Patrushev, sekretær for Ruslands Sikkerhedsråd, siger, at den krigs- og dominerende trang, som de angloamerikanske eliter udviser i dag, ikke er noget nyt: “Angelsaksernes tankegang har ikke ændret sig i århundreder. I disse dage bliver de ved med at diktere deres betingelser til verden, idet de arrogant ignorerer landenes suveræne rettigheder”. Mens eliterne i City of London og Wall Street “skjuler deres handlinger bag retorikken om menneskerettigheder, frihed og demokrati”, er effekten at frembringe økonomiske kriser og tvinge millioner af mennesker til at sulte ved at begrænse adgangen til korn, gødning og energiressourcer. Disse eliter “fremmer doktrinen om den “gyldne milliard”, som indebærer, at kun nogle få udvalgte har ret til velstand i denne verden”, forklarede den russiske leder. “Alle andres lod er at slide for deres velbefindende.”

Og for dem i verden, der har suverænitet og evne til at nægte et sådant slid, til at gå en anden vej, er der højlydte ord og en pisk med atomvåben.

Den tidligere amerikanske ambassadør og førende Kina-ekspert, Chas Freeman, har kritiseret Biden for hans udtalelse om, at USA ville forsvare Taiwan med magt, i tilfælde af at Beijing besluttede sig for at gå militært til værks mod øen. “Kineserne kan ikke ignorere denne udtalelse, som er værre end en fejltagelse, fordi den giver Kina et casus belli,” udtalte han. “Det er fjerde gang i år, at Det Hvide Hus har forsøgt at trække udtalelser tilbage fra præsidenten, der forpligter USA til at gå i krig imod Kina om Taiwan. Sådanne tilbagetrækninger har nul troværdighed i Beijing, ikke mindst fordi de er et ekko af en tilsyneladende konsensus i Washingtons embedsværk, som afspejles i forsvarsbudgetter og beslutninger om styrkestruktur.”

I en tale på World Economic Forum advarede Henry Kissinger, der fylder 99 år på fredag, om, at Ukraine-konflikten kan “omforme verden, som vi kender den … vi kan komme ind i et tomrum, hvor … Rusland er fuldstændig isoleret.” Rusland har været en del af Europa i 400 år, mindede han publikum om, og han udtrykte sin bekymring for, at Rusland kunne blive drevet ind i en alliance med Kina. Måske skulle nogen fortælle Sir Henry – det skib er allerede sejlet!

I den seneste manifestation af de voksende bånd mellem Rusland og Kina, som de to lande markerede i deres aftale af 4. februar, erklærede den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov mandag: “Nu hvor Vesten indtager diktatorens position, vil vores økonomiske bånd med Kina vokse endnu hurtigere”. Faktisk vil angrebet af sanktioner mod Rusland give “mulighed for at gennemføre planer for udvikling af Fjernøsten og det østlige Sibirien”. Størstedelen af projekterne med Kina er koncentreret der. Det er en mulighed for os til at realisere vores potentiale inden for højteknologi, herunder kerneenergi, men også på en række andre områder.”

Tirsdag meddelte talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, Wang Wenbin, at “Kina sætter pris på udenrigsminister Lavrovs udtalelser… at forbindelserne mellem Kina og Rusland har bestået den nye afprøvning af det skiftende internationale landskab og fortsat bevæger sig fremad i den rigtige retning.” Landenes samarbejde er “ikke rettet mod nogen tredjepart og vil ikke blive påvirket af andre”. De to vil “fortsat være forpligtet til at fremme en multipolær verden og øget demokrati i internationale relationer, opretholde ægte multilateralisme og modsætte sig hegemonisk adfærd og blokkonfrontation i internationale relationer.”

Et nyt paradigme er ved at opstå!

Økonomiske trusler fra Vesten kan ikke forhindre det. Forsøg på at få verden til at begå selvmord under dække af at bekæmpe klimaforandringerne vil ikke lykkes. Den voksende fødevarekrise vil være et kraftigt (om end potentielt smertefuldt) slag mod den onde grønne ideologi. Eksplosive inflationsrater, omfattende afbrydelser af forsyningskæder og leverancer – det er udtryk for en beslutning, der først blev truffet for årtier siden og gentagne gange er blevet ratificeret igen, om at vende verdens førende institutioner væk fra det antikoloniale udviklingsperspektiv, som Franklin Roosevelt forestillede sig ved afslutningen af Anden Verdenskrig. Men denne unipolære verdens magt er brudt sammen.

Kun en atomkrig kunne garantere en afsporing af fremtidens store potentiale. Og det er netop den retning, som det anglo-amerikanske/NATO-etablissement påtvinger verden gennem uendelige angreb på Rusland og Kina, herunder Sveriges og Finlands meddelelse i sidste uge om, at de også vil ansøge om at blive medlemmer af NATO.

Er det for sent for Storbritannien/USA/NATO at fjerne fingeren fra aftrækkeren, trække hovedet ud af røven og samarbejde fornuftigt med Rusland, Kina, Indien og andre store nationer for at udrydde fattigdom fra kloden, indlede en renæssance inden for infrastruktur og videnskabelig udvikling og lukke døren for altid for geopolitik?

Vil du gøre noget for at afgøre svaret på dette spørgsmål?

I dag, den 25. maj, er Schiller Instituttet i Danmark og Sverige sammen værter for et arrangement, der starter kl. 7:30 EDT / 13:30 CEST med titlen: “Hvorfor Finland og Sverige ikke bør tilslutte sig NATO”.

Torsdag den 26. maj deltager et kraftfuldt panel af forstandige militær- og efterretningsledere i et arrangement i Schiller Instituttet med titlen “Amerikanske og europæiske militær- og sikkerhedseksperter advarer: Politikernes vanvid truer med atomkrig”. Arrangementet starter kl. 11.00 Eastern / 17:00 CEST.

Invitationer og tilmelding er muligt på Schiller Instituttets websted.




Det britiske monarki offentliggør en strategi:
Driv Rusland til atomtærsklen på grund af Krim, indled “afkoblingskrig” mod Kina

Den 21. maj (EIRNS) – To artikler offentliggjort i den seneste uge fra velkendte bastioner af britisk imperialisme burde ryste en i sin grundvold.

Først: Forslaget fra vicegeneraldirektøren for Royal United Services Institute (RUSI), Malcolm Chalmers, om at et direkte atomopgør mellem USA og Rusland – en “Cuba-krise på steroider” om Krim – kunne gøre det “lettere” at afgøre krigen mellem Rusland og Ukraine.

Chalmers skitserer, hvordan dette opgør kan finde sted. Han foreslår, at Ukraine, opmuntret af NATO’s strategi for at “koge den russiske frø” – overdrages stadig mere sofistikerede våben i stadig større omfang – kunne forsøge at genvinde Krim, sådan som det har ønsket siden 2014. Rusland kunne betragte det som en eksistentiel trussel og presse Vladimir Putin til at sætte Ruslands atomvåben i højeste beredskab, og true med at anvende dem. “Det ville være et øjeblik med ekstrem fare,” erkender Chalmers, men “netop på grund af den fare der ligger i en sådan situation, kunne en atomkrise af denne art gøre det lettere for lederne at indgå vanskelige kompromiser.”

Tror man ikke, at nogen politiker kunne være så sindssyg? Læs selv Chalmers’ artikel den 20. maj, “This War Still Presents Nuclear Risks – Especially in Relation to Crimea”. Når man læser den, så tænk på at RUSI, som Royal Institute er kendt som, har været den britiske krones vigtigste tænketank for forsvarsanliggender, siden det blev grundlagt i 1831 af hertugen af Wellington. Det er ikke et ubetydeligt foretagende, som ingen lytter til. RUSI praler med at ”have  været i centrum for politik og tænkning om forsvar og sikkerhed fra det britiske imperiums opkomst til dets transformation og opløsning [sic], gennem begge verdenskrige og Den kolde Krig”. (https://rusi.org/explore-our-research/publications/commentary/war-still-presents-nuclear-risks-especially-relation-crimea)

Seks dage forinden offentliggjorde Henry Jackson Society i London en rapport, der skitserede en strategi for at bruge den berygtede “Five Eyes”-alliance, bestående af Storbritannien, USA, Canada, Australien og New Zealand, som instrument til at gennemtvinge Vestens økonomiske afkobling fra Kina. Denne rabiat anti-russiske og anti-kinesiske neo-konservative tænketank ledes af den britiske efterretningstjeneste, bl.a. gennem den tidligere MI6-chef, Sir Richard Dearlove (som er berygtet for “Russiagate”), der var en af grundlæggerne af HJS og er en af dens ledere i dag.

Selve forsøget på at afkoble Kina fra det internationale system kunne, før det er fuldendt, detonere en “økonomisk atombombe” over verdensøkonomien. Kina er ikke blot verdens største handelsmagt. Kina har i øjeblikket den højeste vækstrate for videnskabelig og teknologisk udvikling på planeten, en produktiv kraft, som udviklingslandene og de vestlige nationer, der er ved at bryde sammen, har hårdt brug for for at overleve.

En regulær atomkrig kunne også blive resultatet. En del af HJS’ strategi er at opbygge forbindelser med Taiwan, der skal føre til dets løsrivelse fra Kina. Kina har gjort det helt klart, at det vil reagere med overvældende militær magt på ethvert forsøg på at adskille Taiwan fra Kina. Dette er lige så farligt som et NATO-støttet Ukraine, der forsøger at generobre Krim.

Præsident Joe Biden er i øjeblikket fortaler for netop disse britiske strategier på sin nuværende rejse til Asien. Biden, der netop har fejret NATO’s udvidelse, skal afsløre et storslået “Indo-Pacific Economic Framework” (IPEF) under sit stop i Japan, som højdepunktet på rejsen. Den nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, udtalte onsdag den 18. maj uden omsvøb, at budskabet i IPEF er, at “demokratier og åbne samfund i verden står sammen om at forme reglerne fremover…. Vi tror, at dette budskab vil blive hørt overalt. Vi forventer, at det vil blive hørt i Beijing.” 52 amerikanske senatorer sendte Biden af sted på sin rejse med instrukser om, at Taiwan skulle inddrages som et af de “lande”, der deltager i IPEF.

Dette er vanvid, og det må stoppe. For tre måneder siden foreslog Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche, det eneste brugbare alternativ til økonomisk og militær atomar ødelæggelse: indkaldelse til en international konference, hvor alle verdens nationer mødes som ligeværdige, for at nå til enighed om de principper, der skal danne grundlag for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, for at sikre freden, ligesom den Westfalske Fred gjorde en ende på 100 års krig i 1648. Den 18.-19. juni afholder Schiller Instituttet endnu en af de konferencer, som det har organiseret, med deltagelse af folk fra hele verden, med henblik på at drøfte hvordan dette westfalske system kan realiseres.

Helgas mand og politiske partner, den amerikanske statsmand Lyndon LaRouche, var længe fortaler for det samme. I en webcast den 6. september 2006 forklarede han, hvorfor “der ikke er noget alternativ til en Westfalsk Fred”:

“Mennesket er ikke et dyr. Derfor ligger menneskets grundlæggende interesse i den form for adfærd, som ikke er dyrisk: den adfærd der består i at skabe noget. En søgen efter udødelighed. En søgen efter at hæve sig over bestialitet. En søgen efter fremskridt og gavn. Så derfor, hvad man giver folk er muligheden for at forbedre sig selv. Man fremmer deres forbedring, deres selvforbedring, og det er grundlaget for ens samtykke.

“Alternativet til en westfalsk tilgang er en hobbesiansk tilgang (efter Thomas Hobbes –red.), som fører til evig konflikt…. Den Westfalske Fred fungerede af én grund: på grund af et lederskab, et initiativ, til at afslutte en krig, som ingen kunne afslutte….

“Vi er kommet til en periode i verdenshistorien – se, vi er ved at afslutte krigen! Man kan ikke længere føre krig på denne planet! Man kan være nødt til at forsvare sig selv på en krigslignende måde, men man bruger ikke krig som et politisk instrument! Hvilket er hvad briterne og USA gør – brugen af krig som et politisk instrument! …

“Kan ren ødelæggelse, som er den eneste form for krigsførelse, der er mulig nu, – kan det være en kilde til sejr, en kilde til en sejrrig hensigt? Det kan man aldrig opnå. Så derfor er den eneste politik, den politik der er baseret på gensidige interesser, den westfalske politik.

“Den westfalske politik er et spørgsmål om den naturlige moralske lov….”




Ungdommens rolle i skabelsen af en ny international økonomisk arkitektur,
International Ungdomskonference med Helga Zepp-LaRouche

Den 7. maj 2022 (EIRNS) – Helga Zepp-LaRouche var i dag vært for en konference for unge fra mindst 23 nationer med temaet: “Ungdommens rolle i skabelsen af en ny international økonomisk arkitektur”. Zepp-LaRouche præsenterede et barsk billede af den nuværende krise med omfattende hungersnød, økonomisk sammenbrud og den tiltagende fare for atomkrig, og hun fremførte, at dette måske er det øjeblik med den største fare for menneskeheden i hele historien, og at verdens ungdom må stå sammen for at skabe den fremtid de ønsker, ellers er der måske slet ingen fremtid.

Hun påpegede, at den falske opdeling af verden i “demokratier vs. autokratier” dækker over, at den virkelige opdeling er mellem de tidligere kolonimagter over for deres tidligere kolonier, der pålægger udviklingslandene krige med regimeskift, nedskæringer og sult, samtidig med at de åbent og pralende erklærer deres hensigt om at ødelægge Rusland og Kina for at forhindre “Bælte & Vej”-tilgangen til at befri det globale syd fra fattigdom gennem udvikling af infrastruktur og moderne landbrugsindustrielle stater.

De over 100 unge fra alle kontinenter diskuterede med begejstring det nødvendige samarbejde og den optimisme, der er nødvendig for at imødegå denne eksistentielle udfordring. Spørgsmål om polariseringen af befolkningerne rundt om i verden på grund af religion, etnicitet, politiske ideologier m.m. blev besvaret af Zepp-LaRouche med det universelle princip om “Modsætningernes Sammenfald” af Nikolaus af Cusa, der søger at finde de højere principper, som vedrører menneskehedens fælles mål.

Der var 23 lande repræsenteret: Yemen, Sydafrika, Uganda, Zimbabwe, Tanzania, Nigeria, Ghana, Haiti, Venezuela, Mexico, Brasilien, Peru, Colombia, Spanien, Tyskland, Italien, Danmark, Frankrig, Storbritannien, Pakistan, Canada, USA og Australien. Konferencen vakte stor begejstring hos alle deltagerne over, at denne mobilisering var både afgørende og potentielt effektiv til at ændre historiens gang på et tidspunkt, hvor historien er under omvæltning.

Zepp-LaRouche annoncerede en ny international konference i Schiller Instituttet, der skal finde sted inden for få uger i samarbejde med andre institutioner i Asien med mere.

Hovedtalen til ungdomsmøde, lørdag den 7. maj 2022

Helga Zepp-LaRouche: Velkommen. Jeg vil gerne byde jer velkommen, hvor end I måtte være. Det er en sand glæde at have unge mennesker samlet, for situationen i verden er helt forfærdelig, og mange mennesker er bekymrede, for hvad det hele skal føre til? Er der en vej ud? Er der håb for fremtiden?

Jeg vil gerne påpege, at vi faktisk befinder os i et utroligt farligt øjeblik. Men der er også håb. Men det bliver ikke den historiske materialisme eller den dialektiske materialisme eller nogle objektive historielove, der vil være afgørende. Jeg tror, at 90 % eller deromkring af hvad der vil ske, vil afhænge af, om der er nok modige mennesker, som yder deres individuelle indsats for at gøre en forskel.

Så formålet med denne opfordring er at iværksætte et internationalt netværk, et partnerskab, især blandt unge mennesker, for at kæmpe for fred, for at kæmpe imod krigen, men det kan kun lade sig gøre, hvis vi skaber en bedre verden og en fredsorden, som gør det muligt for hver enkelt nation på denne planet ikke blot at overleve, men også at blomstre. Det er kun muligt, hvis vi overvinder idéen om geopolitik.

Geopolitik er den idé, at der altid vil være en blok af nationer eller en nation, som vil definere eller er nødt til at definere sine interesser over for en anden blok af nationer, og at der altid vil være en dødbringende kontrovers, hvor enten den ene eller den anden vinder, og det hele vil være et nulsumsspil. Det er netop hvad der må og kan overvindes.

Det vi skal gøre er at etablere en international orden, hvor det princip, som denne orden grundlæggende er baseret på, er tanken om, at hver nation har ret til, og mulighed for, at udvikle alle deres borgeres potentialer. Vi befinder os i en situation, hvor vi har brug for en systemisk ændring: En fuldstændig fornyelse af systemet. Grunden til, at jeg nævner dette, er, at situationen er meget presserende.

Flere og flere analytikere og eksperter er enige om, at faren for Tredje Verdenskrig er akut, at situationen er farligere end på højdepunktet af Den kolde Krig, og for dem af jer, der har studeret historien en smule, var det Cuba-krisen, hvor Sovjetunionen havde placeret atommissiler på Cuba. Det var virkelig et spørgsmål om minutter og timer, hvordan dette ville blive afgjort, og vi var meget tæt på den tredje verdenskrig. Men denne gang er det meget farligere end det: Det er der adskillige personers ekspertudtalelser om.

Så vi er et hårsbred fra den menneskelige civilisations udslettelse. I modsætning til andre perioder, hvor vi var i en sådan fare, som i begyndelsen af 1980’erne, da der var den såkaldte mellemdistance-missilkrise i Europa, mellem SS-20 og Pershing 20, var der hundredtusinder af mennesker på gaden, der advarede om Tredje Verdenskrig, mens den såkaldte fredsbevægelse i dag, hvis den findes, er meget lille, og for det meste vildledt, da de alle siger, at det er Putins onde gerninger, der er ansvarlige for situationen, og det vil jeg komme ind på om lidt.

Jeg går ud fra, at de fleste af jer i denne samtale er unge; det betyder, at I sandsynligvis er et sted mellem 20 og 35 år gamle, og under normale forhold ville I have omkring 50-75 år foran jer. Under alle omstændigheder, med eller uden krigsfaren, er det meget vigtigt, at I udvikler et perspektiv for, hvilken slags verden I ønsker at leve i: Det bør I tænke over, for ellers vil andre bestemme det for jer. Eller mere præcist, i dette tilfælde skal I være sikker på, at der findes en verden, hvor I vil kunne leve. Hvis den nuværende politik fortsættes, kan denne verden nemlig ende meget pludseligt om få minutter, om få dage, uger eller måneder, og krigen i Ukraine er naturligvis et brændpunkt.

Men hele denne krise handler ikke om Ukraine. Den handler om, hvilken slags verdensorden der skal eksistere: Skal det være en unipolær verden, domineret af en eller to nationer? Skal det være en “regelbaseret orden”, hvor en lille klub af nationer udstikker reglerne? Eller skal den være multipolær, og skal den være baseret på folkeretten, som den er udtrykt i FN-pagten?

Der er folk, som Tysklands nuværende udenrigsminister Annalena Baerbock, der siger, at vi skal sende flere tunge våben til Ukraine, selv om der er risiko for atomkrig. Vi kan ikke udelukke noget som helst.

Lad os nu se på, hvad risikoen egentlig indebærer. I januar i år var der en militærøvelse, som blev kaldt “Global Lightning”, som var forestillingen om, at man har en langvarig hybridkrig mellem konventionelle styrker og atomstyrker. Det er jo latterligt. Tanken om at have dage og måske endda uger med krig, hvor man kaster et par atombomber, så går man over til rumkrig, cyberkrig og så kommer man tilbage til konventionel krig – det er fuldstændig vanvittigt, og det vil ikke finde sted.

Der er nu tiltagende diskussion, hvor folk lystigt udtaler, “Nytten af små atomvåben er meget god, for hvis den ene eller den anden side taber i en konventionel krig, vil de svare igen med taktiske atomvåben”. Men der er nogle få virkelige eksperter i atomvåben, som Ted Postol, en tidligere MIT-professor, der har det synspunkt, som nu også udtrykkes i en interessant video, for et par dage siden, af oberst Powells tidligere kabinetschef, oberst Lawrence Wilkerson (pensioneret), og alle disse mennesker tilkendegiver, at sådan noget som en “begrænset atomkrig” ikke eksisterer, men at når man først bruger et enkelt atomvåben, så er det slut med det hele: Hele verdens arsenal vil blive affyret. I bør vide, og ved sikkert også, at det er et meget stort antal. USA har 5.428 atommissiler; Rusland har 5.977; Kina har mindre, 350; Frankrig, 290; Storbritannien, 225; Pakistan, 165; Indien, 160; Israel, 90; Nordkorea, 20.

Hvis man affyrer alt dette, vil der ske følgende. Ifølge Ted Postol vil der blive skabt en brandmur omkring hvert eneste af disse missiler, hvis temperatur vil svare til Solens centrum, hvilket vil forvandle alt til mindre end aske. Der vil være fem gange så varmt som Solens centrum: 100 millioner grader Kelvin. Effekten af detonationen i en eksplosion i byerne, siger han, overgår fantasiens kraft, alt hvad selv han kan forestille sig. Han vælger de ord til at beskrive det, til at advare om konsekvenserne: Et enkelt atomvåben af denne type ville sætte en automatisk reaktion i gang. Hvis et enkelt atomvåben f.eks. rammer en by, vil det ødelægge et område med en radius på 5-8 km, hvilket svarer til ca. 200 km2. Lad os antage, at hvis kun 20 % af de amerikanske ICBM’er bruges til at ødelægge de russiske landbaserede ICBM’er, så har man stadig 80 % til andre mål i Rusland, Kina, Europa – og omvendt naturligvis russiske ICBM’er mod amerikanske og øvrige mål.

Folk i Afrika og Latinamerika skal ikke tro, at det ikke vil påvirke dem, fordi de umiddelbare mål ikke er i deres områder, for der vil være nukleart nedfald. Ifølge Postol vil følgende ske: Fordi det russiske luftforsvarssystem er mindre sofistikeret end USA’s og NATO’s, har Ruslands militære ledelse indført en automatiseret reaktionsmekanisme, så hvis den russiske ledelse bliver dræbt i et overraskende førsteangreb med atomvåben fra Vestens side, har de indført noget, der kaldes en “dommedagsmaskine”, som er en automatisk affyring af praktisk talt hele det arsenal, de har. Det har gjort situationen endnu mere farlig.

Selv en fejlvurdering af situationen eller et uheld kan udløse en atomkrig, og der er mange mennesker, som f.eks. International Physicians for the Prevention of Nuclear War (Internationale Læger til Forebyggelse af Atomkrig), der har advaret imod dette. Hvis denne hændelse skulle ske, ville man få en atomvinter, og chancen for, at alt liv på jorden ville dø, er meget sandsynlig.

Vi sidder altså på en krudttønde. For et år siden, den 20. februar 2021, gav chefen for USA’s strategiske kommando (Stratcom) Adm. Charles Richard, Pentagon besked om, at ændre sandsynligheden for atomkrig fra “ikke sandsynlig” til “meget sandsynlig”. Daniel Ellsberg, som er den berømte whistleblower, der offentliggjorde Pentagon Papers, udtaler, at det ikke kun er Ukraine, men at dette også kunne udløses, hvis det kommer til en konventionel krig om Taiwan, i tilfælde af at Taiwan bliver presset til at tro, at de kan erklære uafhængighed, og det ville komme til en krig mellem USA og Kina, som USA ville tabe (af en række årsager), så ville det komme til brug af atomvåben. Ellsberg bad whistleblowers træde frem og fortælle, hvad der faktisk er den interne debat i militæret om brugen af atomvåben.

Tro mig, jeg ønsker ikke at skræmme jer. Nogle vil måske hævde, at yngre mennesker ikke er interesserede i strategiske spørgsmål; det er ikke ligefrem sådan, man får folk mobiliseret, hvis man ønsker at give unge mennesker et perspektiv. Men jeg ville ikke være ærlig, for det skræmmende er ikke kun, at vi sandsynligvis befinder os på det farligste punkt, der nogensinde har eksisteret i menneskehedens historie, men det, der skræmmer mig endnu mere, er, at langt størstedelen af verdens befolkning enten ikke ved det, eller også er de ligeglade. Jeg tror, at hvis de virkelig vidste det, ville de bekymre sig, men medierne fortæller dem ikke sandheden.

Jeg tror, at det er det, der er udgangspunktet: Kun hvis man gør det klart for sig selv, at atomkrig mellem de to største atommagter, USA og Rusland, betyder udslettelse af menneskeheden, og derefter mobiliserer for, at krigen skal stoppe, og kæmper for et alternativ, som skal starte med tanken om, at krigen skal stoppe; diplomati og forhandlinger skal straks starte for at finde en løsning, der er acceptabel for alle parter.

Den vestlige fortælling lige nu, er, at Putin er aggressoren. De bruger ord, som er utrolige. De siger: “Putin er en krigsforbryder” osv. Fortællingen – i krigstider siger folk, at sandheden er det første offer, men fortællingen er sådan, at hvis man bare nævner, i det mindste i Tyskland eller USA, at krigen ikke startede den 24. februar (som er den dag, hvor Rusland rykkede ind i Ukraine), så bliver man allerede kaldt “Putin-agent”, “et instrument for russisk propaganda” osv. Men der er naturligvis en forhistorie, og jeg vil ikke komme ind på den i detaljer, men jeg vil gerne henvise til den for dem af jer, der faktisk ønsker at forstå, hvad der skete.

Bare for at nævne den meget kort: Det hele startede i forbindelse med den tyske genforening, da Berlinmuren faldt, og den amerikanske udenrigsminister James Baker III lovede Gorbatjov, at NATO ikke ville flytte sig en tomme mod øst. Nu benægtes det, at han sagde dette, og i dag siger de, at det aldrig blev lovet. Men der findes historiske dokumenter, faktiske dokumenter og øjenvidner, som absolut bekræfter, at situationen var sådan, at det blev gjort klart, at NATO ikke ville bevæge sig mod øst. Da Warszawapagten blev opløst og Sovjetunionen gik i opløsning, mistede NATO i virkeligheden sin eksistensberettigelse, fordi Rusland ikke udgjorde nogen trussel. Allerede i Gorbatjovs tid, i de sidste år, var der ingen, der troede, at Sovjetunionen ville udgøre en trussel. Men på det tidspunkt besluttede visse kræfter, de neokonservative og briterne, at bruge Sovjetunionens sammenbrud til at skabe en unipolær verden, og hele 1990’erne var præget af idéen om, at reducere Rusland til et råstofproducerende tredjeverdensland. Til dette formål anvendte de den neoliberale politik med “chokterapi”-økonomi, som reducerede den russiske økonomi med 30 % i perioden 1991-1994. Den russiske økonom Sergei Glazjev har skrevet en bog om det, som man kan læse, hvis man ønsker at studere det. Den hedder “Folkedrab”: Rusland og den nye verdensorden.

Bill Clinton forsvarede for nylig, at han tog initiativ til, eller at han gik med til, NATO’s udvidelse mod øst i 1990’erne. Det, der fulgte, var en hel række regimeskift, en farverevolution; Tony Blair, den tidligere premierminister i Storbritannien, erklærede i 1999 afslutningen på den westfalske orden fra Den Westfalske Fred i 1648, ideen om, at suverænitet er en hovedværdi, og den blev erstattet af den såkaldte “ansvar for at beskytte” og humanitære krige. Det førte til krigen i Afghanistan i 2001 efter den 11. september 2001, krig baseret på løgne som i 2003 i Irak, hvor Saddam Hussein angiveligt havde masseødelæggelsesvåben, hvilket var en åbenlys løgn fra Tony Blairs side, mordet på Qaddafi i 2011 og forsøget på at vælte Assad i Syrien. Efter farverevolutionen i 2004 i Ukraine kom Maidan-kuppet i Ukraine i 2014, som uden tvivl blev udført med hjælp fra nazistiske netværk, men det blev styret af Vesten. Victoria Nuland pralede med, at Udenrigsministeriet brugte 5 milliarder dollars på denne indsats!

Derefter havde man otte års kampe fra den ukrainske hærs side mod den russiske befolkning i Donbass, som aldrig blev omtalt i Vestens medier. Under alle omstændigheder er slutresultatet af dette, at “ikke en tomme mod øst” for NATO i virkeligheden var 1.000 km mod øst, og Rusland følte sig mere og mere omringet. I modsætning til, hvad der bliver sagt nu, var der mange krænkelser, hvor NATO-fly fløj inden for 24 km fra den russiske grænse og endda øvede atomkrig.

I december 2021, så sent som sidste år, bad Putin den 15. december om sikkerhedsgarantier fra NATO og USA om, at Ukraine ikke ville blive medlem af NATO, for hvis Ukraine bliver en del af NATO, så er varslingstiden fra den ukrainsk-russiske grænse til Moskva kun 3-5 minutter, hvilket gør det praktisk talt uforsvarligt. NATO og USA gav aldrig Putin et svar, og den schweiziske militæranalytiker Jacques Baud påpegede blandt mange andre, at krigen ikke startede den 24. februar, men den 17. februar, fordi der var en optrapning af angrebene fra den ukrainske hær, som var opstillet ved grænsen til Donbass, og var tegn på en 30 gange øget militærindsats fra ukrainerne mod Donbass-regionen. Så det var der, Putin besluttede at indlede krigen, den såkaldte “begrænsede militære operation”.

Nu skal vi gøre os klart, og det er holdningen hos alle, der arbejder med Schiller Instituttet, at krig ikke kan være en metode til konfliktløsning i en tid med atomvåben; og jeg siger ikke, at denne krig skulle have fundet sted, men man er nødt til at forstå årsagerne til, at den fandt sted.

En pensioneret tysk general ved navn Harald Kujat, som havde været formand for NATO’s militærkomité i 2002-2005, har netop givet et interview til et tysk tidsskrift, hvori han sagde, at hovedvægten ikke længere ligger på at beskytte og bistå Ukraine i dets forsvarskamp mod et russisk angreb, hvilket er i strid med folkeretten, men på at svække Rusland som strategisk rival på lang sigt. Han tilføjede, at den amerikanske forsvarsminister, general Austin, netop har været i Kiev, hvor han udtrykkeligt fastslog, at USA ønsker at se Rusland svækket i en sådan grad, at det ikke længere kan gøre det, som det gjorde mod Ukraine. Kujat siger: “Denne strategiske nytænkning, hvis den overhovedet er en sådan, gør en forhandlingsløsning endnu mere presserende.” Jeg finder det yderst interessant, at han siger, “hvis det overhovedet er sådan”, nemlig en ændring af strategien.

Men det var det ikke. For i 2019 sponsorerede den amerikanske hær et studie hos Rand Corp. på 345 sider, som var hemmeligstemplet al den tid, men et resumé blev offentliggjort i april, som beskrev projektet, hvordan man besejrer Rusland ved at skabe større udfordringer end landet kan magte, og det er det nøjagtige manuskript for det, der skete i de seneste år og særligt de sidste tre år. Hvordan man får Rusland til at blive overbebyrdet militært og økonomisk, hvilket får regimet til at miste international prestige, og lægge så meget pres på det økonomiske system gennem sanktioner og skrotning af olie- og gasrørledninger, for at ødelægge Nord Stream 2, den berømte kamp omkring den rørledning, der går under Østersøen fra Rusland til Tyskland; at begrænse de olie- og gasindtægter, der kommer ind i Rusland, ved nu at presse europæerne til at erklære en embargo mod Rusland og samtidig sige, at det ukrainske militær allerede er ved at forbløde Rusland i Donbass-regionen, og at vi derfor må skaffe mere amerikansk udstyr; vi må afbryde alle Ruslands forbindelser med Europa. Den berømte amerikanske strateg George Freeman havde i en berømt tale i 2015 i Chicago sagt, at USA’s vigtigste strategiske mål er at bryde forholdet mellem Rusland og Tyskland, fordi russiske råstoffer og arbejdskraft og tysk kapital og videnskabelig viden tilsammen er det eneste, der kan true USA. Så det er det strategiske mål at bryde dette forhold. Det er det, der er sket lige nu.

Ideen er at sende mere dødbringende hjælp til Ukraine, øge sanktionerne, øge den russiske hjerneflugt, ifølge Rand-undersøgelsen, stadig have et regimeskifte i Hviderusland, en farverevolution – I husker, at dette skete efter valget i august 2020 – udnytte spændingerne i Sydkaukasus og Centralasien – I husker urolighederne i januar i Kasakhstan, som blev nedkæmpet på grund af Ruslands resolutte indsats; øge NATO-øvelserne i Europa, alle disse enorme manøvrer, som fandt sted i de foregående mange år; trække sig ud af INF-traktaten, hvilket skete i 2019. Husk ligeledes, hvor mange politikere der i den seneste tid har sagt, at målet er at nedbryde den russiske økonomi, knuse Putin, knuse det russiske system – dette blev sagt af den franske finansminister Le Maire og af embedsmænd fra Det Hvide Hus. Alt dette fremgik af Rand Corp-undersøgelsen, og det var det, der udspillede sig i virkeligheden.

Tror I, at russerne ikke kendte til Rand-undersøgelsen? At de ikke har fulgt alle disse tiltag, der er rettet mod dem?

Såvel Rusland som Kina har for længe siden offentligt tilkendegivet, at de betragter sanktioner som en form for krigsførelse, eller farverevolution som en form for krig. Det er årsagen til, at Kina og mange lande i det globale syd ikke tilslutter sig Vestens fordømmelse af Rusland. Kina ved præcis, at hovedårsagen til angrebet på Rusland er at fjerne en flanke, før man går efter Kina.

Den russiske økonom Glazjev har lavet en analyse, som er meget konkret. Jeg citerer: “At nedslide de russiske væbnede styrker i en krig med militante soldater fra Ukraines væbnede styrker, der er veluddannede og kontrolleres direkte af Pentagon, som er sammensat efter det nazistiske udsyn; officerer udpeget af den amerikanske og britiske efterretningstjeneste; at gøre Ukraines befolkning til zombier, der er inficeret af russofobi; parallelt hermed at vende verdenssamfundet mod Rusland og rejse anklager om krigsforbrydelser og folkedrab mod dets ledelse; på dette grundlag at konfiskere Ruslands udenlandske valuta som aktiver og indføre totale sanktioner mod landet, hvilket forårsager den størst mulige skade. Denne fase er faktisk afsluttet.” Sådan bliver han ved, og jeg ønsker ikke at citere. Vi kan give jer de nøjagtige artikler, hvor han beskriver alt dette.

Glazjev er også meget afklaret med, at det ikke vil fungere, fordi forskellen mellem de to systemer er, at det russisk-kinesiske system har til formål at forbedre det fælles bedste, mens det vestlige system i øjeblikket i virkeligheden har til formål at beskytte en lille elites privilegier.

Som I ved, blev Ruslands aktiver på 300 mia. dollars for nylig konfiskeret, og EU har nu iværksat den sjette sanktionsrunde. Alle disse anti-russiske sanktioner styrkede ikke, men underminerede tværtimod, USA’s og EU’s globale dominans, fordi resten af verden begyndte at behandle disse to med mistillid og ængstelse. De fremskyndede faktisk overgangen til en ny økonomisk verdensorden og forskydningen af verdensøkonomiens centrum til Sydøstasien.

I et nyligt offentliggjort strategisk dokument fra USA, kaldet National Defense Strategy 2022, nævner de Kina som den største modstander og trussel mod USA. Hvad er situationen? De fleste mennesker ved, at Kina i de sidste 40 år har skabt det mest omfattende økonomiske mirakel: De har løftet 850 millioner af deres egen befolkning ud af fattigdom, og de har været i stand til inden udgangen af 2021 at gøre en ende på den ekstreme fattigdom i Kina. I de sidste ni år har de udviklet den Nye Silkevej, Bælte- og Vej-Initiativet, som er påbegyndt at omdanne mange udviklingslande fra underudvikling og fattigdom. Derfor har vi i den nuværende situation netop nu en strategisk omlægning uden fortilfælde: Vi har et strategisk partnerskab mellem Rusland og Kina, som nu også deles af Indien, som nægter at blive trukket ind i en anti-Rusland-alliance og en anti-Kina-alliance med Quad-landene, Sydafrika, som klart har nægtet at fordømme Rusland, og Nigeria ligeledes. Indonesien nægter at undlade at invitere Putin til det kommende G20-topmøde i november på Bali. Brasilien, selv med sin nuværende regering under præsident Jair Bolsonaro, angriber ikke Rusland, og hvis Lula da Silva vinder det næste valg, hvilket er meget sandsynligt, vil BRICS igen komme til at fungere. ASEAN-landene er ikke enige i fordømmelsen mod Rusland. Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO) naturligvis ikke. Den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU), Regional sammenslutning af økonomisk partnerskab (RECEP), som omfatter 2,2 milliarder mennesker, de nægter alle at blive trukket ind i en geopolitisk konfrontation mellem USA og NATO på den ene side og Rusland og Kina på den anden side.

Samtlige af disse lande holder fast ved idéen om alliancefrihed, og det tror jeg er nøglen til fred lige nu. Fordi principperne for den alliancefri bevægelse, som var principperne i FN-pagten, Bandung-konferencen, de fem principper for fredelig sameksistens, som er suverænitet, ikke-indblanding i det andet lands indre anliggender, accept af det andet samfundssystem. Disse principper, som blev udviklet af Mahatma Gandhi, den indiske premierminister Jawaharlal Nehru og Josip Broz Tito, den daværende præsident for Jugoslavien, blev udfærdiget af Tito og Nehru i en fælles erklæring den 22. december 1954, og de sagde: “Politikken om ikke at alliere sig med blokke … repræsenterer ikke ‘neutralitet’ eller ‘neutralisme’; den repræsenterer heller ikke passivitet, som det sommetider hævdes. Den repræsenterer den positive, aktive og konstruktive politik, der som sit mål har kollektiv fred som grundlag for kollektiv sikkerhed.”

I dag er kløften ikke mellem demokratier og autokratier, som de vestlige medier fremfører, men den er meget klart mellem de tidligere og nuværende kolonimagter og de tidligere koloniserede lande, det globale syd, som repræsenterer mere end 80 % af verdens befolkning, og disse mere end 80 % er blevet fuldstændig udelukket fra de politiske beslutninger. Gabriel Valdes, der var Chiles udenrigsminister i 1960’erne, har fortalt, at Kissinger sagde til ham i juni 1969: “Der kan ikke komme noget vigtigt fra Syd”. Der er aldrig blevet skabt historie i syd. Historiens akse starter i Moskva, går til Bonn” – som var Tysklands hovedstad på det tidspunkt – “går over til Washington og derefter til Tokyo”. Hvad der sker i Syd er uden betydning.”

Jeg ved, at det er og har været holdningen hos det absolutte flertal af det etablerede samfund i USA og Europa. Jeg ved det fra min egen erfaring fra 50 års politisk arbejde.

Som en konsekvens af alt det, jeg lige har berørt, er der en absolut massiv reaktion på sanktionerne mod Rusland, sanktioner, som tidligere blev indført mod Venezuela, Iran, Irak, Afghanistan, Afghanistan, Yemen og Syrien, og resultatet er, at alle disse lande går sammen om at skabe et nyt finanssystem med Rusland, Kina og Indien som kerne.

Min afdøde mand, Lyndon LaRouche, skrev allerede i juli 2000 et yderst vigtigt dokument, som jeg kun kan anbefale enhver af jer at læse og studere, og hvis titel er: “Om en kurv bestående af råstoffer: Handel uden valuta”. (https://larouchepub.com/eiw/public/2000/eirv27n30-20000804/eirv27n30-20000804_004-on_a_basket_of_hard_commodities-lar.pdf) Hvis I studerer dette dokument, vil I opdage, at der er mange konceptuelle ligheder med det, der sker i dag mellem Rusland og Kina, især fordi jeg mener, at hans idéer er blevet formidlet af os i to årtier, og jeg mener, at det, der sker lige nu, viser alle kendetegn ved hans idéer.

Han advarede i 2000 om, at vi allerede dengang var på randen af en demografisk katastrofe, og den demografiske katastrofe har vi nu! FN har udsendt advarsler om, at 1,7 milliarder mennesker på grund af sanktionerne og pandemien er i fare for hungersnød og sult. Derfor er det mest nødvendige lige nu, at der dannes et globalt partnerskab mellem landene i det globale syd, Rusland og Kina, og at der straks indføres en Glass/Steagall-bankopdeling, som i udviklingslandene tager form af kapitalkontrol, og at den spekulative del af det finansielle system afskaffes. Der skal indføres et nyt system, hvor hvert land har en nationalbank i Alexander Hamiltons tradition, som tilfældigvis var den første amerikanske finansminister i den unge amerikanske republik, hvilket er præcis, hvad Kina er ved at gøre – Kina er meget tættere på Det amerikanske System for økonomi, end folk er klar over. Som min mand sagde, sker det enten på en ordentlig og frivillig måde, eller også vil chokbølger af finansielt kaos fremtvinge en sådan reorganisering.

Hans advarsler i 2000 blev tydeligvis ignoreret, så det skete ikke på en velordnet måde, men nu er sanktionerne mod Rusland katalysator for ændringer i denne retning.

Nu henviser LaRouche i sine dokumenter til det, der er nødvendigt, nemlig en kreditpolitik, som blev brugt i de perioder, hvor økonomien i Europa og USA gik godt, egentlige vækstperioder. Det var i perioden mellem 1945 og 1965; det var dengang John F. Kennedy besluttede den økonomiske politik, Charles de Gaulle i Frankrig, eller Konrad Adenauer i Tyskland; det er i bund og grund det, som en berømt tysk økonom, Dr. Wilhelm Lautenbach, foreslog List-forbundet i 1931. Det var et forslag, som var helt i tråd med det, som Franklin D. Roosevelt gennemførte med New Deal i USA, nemlig at ethvert land har ret til at udstede kreditter med henblik på at sætte gang i økonomien, så længe disse kreditter udstedes efter meget klare kriterier for fysisk økonomi. De skal have til formål at øge arbejdsproduktiviteten og den industrielle kapacitet, og hvis dette sker, er kreditudstedelser ikke inflationsfremmende, fordi de skaber reel velstand. Man er absolut nødt til at indføre faste valutakurser og derefter udstede langsigtede kreditter med en rente på højst 1-2 %, og målet for at afgøre, om investeringerne er rigtige eller forkerte, er spørgsmålet om, hvorvidt en sådan investering vil føre til en stigning i den potentielle relative befolkningstæthed. For at bruge et andet udtryk, vil det føre til en stigning i antallet af mennesker, der kan forsørges af denne økonomi, eller fører det til en reduktion af befolkningstætheden?

Vi befinder os lige nu i en epokegørende forandring, måske større end nogensinde før i historien. Præsident Xi Jinping siger, at der er tale om ændringer, som kun sker én gang hvert hundrede år. Derfor er vi nødt til at have en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som omfatter alle verdens landes interesser. Ikke kun den eurasiske arkitektur, for hvis man lader USA stå udenfor, er faren for, at det vil udløse en krig, stadig meget stor. Jeg ved, at der er mange mennesker, der gerne vil sige: “Lad os bare gøre vores egne ting og slippe af med USA, og så klarer vi os alle sammen fint. Jeg tvivler dog på, at det vil fungere. Jeg mener, at vi i traditionen fra Den Westfalske Fred, som afsluttede 150 års krig i Europa, har brug for en sikkerhedsarkitektur, som først og fremmest tager hensyn til udviklingslandenes interesser; der skal ske en forøgelse af levestandarden for hvert enkelt individ, både i Europa, USA, Rusland og Kina. Jeg mener, at det er afgørende for, om menneskeheden kan overleve. Det betyder, at vi har brug for et nyt paradigme i vores tænkning, nemlig idéen om, at hver nation har ret til at udvikle sit fulde potentiale. Hvert barn, alle børn, der fødes, uanset i hvilken nation i verden, har ret til at udvikle sit fulde potentiale, hvilket betyder, at det skal have en universel uddannelse.

Det er det, som denne opfordring handler om. Vi har brug for, at unge i verden tager initiativ til at starte en diskussion om dette, for vi har aldrig været på et vigtigere tidspunkt i historien, og farerne har aldrig været så store, men potentialet for at skabe en helt ny verden har aldrig været så tæt på: At gøre en ende på kolonialismen, at skabe en økonomi baseret på termonuklear fusion, hvilket ville betyde, at vi har energi og råstof sikkerhed for alle nationer, at vi kan få et internationalt samarbejde om udnyttelse af rummet, at menneskeheden bliver voksen, og at geopolitiske krige bliver et spørgsmål fra fortiden.

Vi befinder os i en sådan overgang, og det er det, vi bør diskutere.

 

 




“Dan et partnerskab mellem unge fra hele verden for at kæmpe for en bedre fremtid

Den 4. maj 2022 (EIRNS) – I løbet af et omfattende interview med forfatter og publicist Daniel Estulin
https://vimeo.com/704208930/0bb85d2c8d svarede Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche i dag på et spørgsmål om emnet for Schiller Instituttets kommende internationale internet-dialog lørdag den 7. maj kl. 17 dansk tid om “Ungdommens rolle i skabelsen af en ny international økonomisk arkitektur”.

https://schillerinstitute.com/blog/2022/05/02/invitation-the-role-of-youth-in-creating-a-new-international-economic-architecture/

“I det væsentlige vil det være en fortsættelse af den sidste videokonference [den 9. april, “For en konference til etablering af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer”], fordi det vi har iværksat er idéen om, at man er nødt til at have en international sikkerhedsarkitektur, der omfatter alle nationers interesser. Derfor havde vi på den sidste konference talere fra Rusland, USA, Europa, Indien, Sydafrika og Latinamerika. Det er tanken om, at hvis vi som menneskehed ikke kan mødes og beslutte os for principper, der sikrer vores alles overlevelse, så er vi ikke bedre end nogle vilde dyr – selv om vilde dyr ikke er så onde, som den måde nogle mennesker nogle gange opfører sig på. Så det var en meget produktiv konference.

“Jeg har den idé, at man er nødt til at forme den internationale sikkerhedsarkitektur på grundlaget af fælles økonomisk udvikling, så det bliver en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. For når man først har en aftale om udvikling for alle nationer – Afrika, Latinamerika, Asien, de fattigere dele af Europa og USA – så kan denne fælles interesse danne grundlag for en fælles sikkerhedsarkitektur.

“Så den næste videokonference henvender sig primært til unge mennesker. For hvis man sætter sig i et ungt menneskes sted, lad os sige i Tyskland, Frankrig, Italien, USA osv., ser fremtiden ikke særlig lys ud. Man har udsigt til 3. Verdenskrig, man har udsigt til en kollapsende økonomi, et kollapsende finanssystem, sult i verden, en pandemi, som endnu ikke er under kontrol.

“Denne konference har til hensigt at danne et partnerskab mellem unge fra hele verden for at kæmpe for en bedre fremtid, thi fremtiden tilhører de unge. De bliver ikke spurgt lige nu: Er det virkelig i deres interesse, at verden skal gå op i en atomar svampesky efterfulgt af en atomvinter? De unge skal have indflydelse på, hvordan deres fremtid skal se ud.

“Der er så spændende udviklinger i gang! Vi er f.eks. på tærsklen til at få fusionsenergi. Det er utroligt, for når vi først har kommerciel fusionsenergi, har vi energisikkerhed og råstofsikkerhed på planeten. Desuden vil rumrejser blive meget forbedret, fordi vi har en ny brændstofkilde til rumrejser. Og så er der hele idéen om samarbejde i rummet: opbygning af månelandsbyer og senere opbygning af en by på Mars.

“Alt dette er ting, som begejstrer unge mennesker. Det er der, hvor menneskeheden kan bevæge sig hen, forudsat at vi kommer ud af den nuværende krise. Så det er hvad denne konference vil tage fat på, og jeg tror, at vi vil have mange unge mennesker fra alle fem kontinenter til stede.”




Helga Zepp-LaRouche redegør i ChinaPlus Radio “World Today” for Tysklands beslutning
om at bevæbne Ukraine

Den 27. april 2022 (EIRNS)–CHINA RADIO INTERNATIONAL: Du lytter til World Today…. Tyskland har for første gang annonceret planerne om at levere tunge våben til Ukraine. Den tyske forsvarsminister Christine Lambrecht udtaler, at regeringen har godkendt leveringen af Gepard-kampvogne udstyret med luftværnskanoner. Beslutningen kommer samtidig med, at USA’s forsvarsminister Lloyd Austin tirsdag afholdt samtaler med snesevis af NATO-medlemslandes partnere om krigen i Ukraine, på en amerikansk luftbase i det vestlige Tyskland. 

Vi har nu Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, en tysk baseret tænketank, på linjen. Hallo, god eftermiddag. Mange tak, fordi du er her hos os.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Ja, goddag.

CRI: Den tyske kansler Olaf Scholz har faktisk i ugevis modstået opfordringer til Tyskland om at levere tunge våben til Ukraine. Han har antydet, at et sådant skridt kunne udløse en direkte militær konfrontation mellem NATO og Rusland. Så med det i baghovedet, hvordan vil du anskue Tysklands seneste beslutning?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg mener, at det er en komplet katastrofe. Denne regering bringer den tyske befolknings liv og sikkerhed i fare. De har aflagt en ed, den tyske kansler og andre, om at de vil beskytte det tyske folks interesser og beskytte dem mod skade, og dette er en fuldstændig overtrædelse af denne ed. Det er ret sigende, at dette skete netop den dag, hvor Austin havde mødet på Ramstein [luftbasen] – det var en fuldstændig krænkelse af tysk suverænitet. Han holder hof, og denne beslutning fra den tyske regering, vil kun forlænge det ukrainske folks lidelser. De er kanonføde i en stedfortræderkrig mellem NATO,USA og Rusland; og det er klart, at holdningen fra disse menneskers side, er at kæmpe denne kamp til den sidste ukrainer. 

Det er en komplet katastrofe, for da udenrigsminister Lavrov sagde, at dette kunne føre til Tredje Verdenskrig og en atomkrig, bliver udtalelsen latterliggjort af de tyske medier i tegneserier, som om det udelukkende er skræmmekampagner. Jeg mener, at vi befinder os i en meget, meget farlig situation.

CRI: Som vi hørte fra Lavrov, den russiske udenrigsminister, bør truslen om atomkrig bestemt ikke undervurderes. Men vi forstår, at Berlin i årtier faktisk har opretholdt en politik om ikke at eksportere våben til bestemte konfliktområder. Så hjælp os med at forstå, hvad er begrundelsen for denne politik? Og hvad er det nu for en krig, der foregår i Ukraine: Mener De, at det er rimeligt at sige, at Tyskland har opgivet denne politik?

ZEPP-LAROUCHE: Denne hændelse gør det meget tydeligt, at Tyskland er et besat land, at det ikke er suverænt, og det, man har set i de sidste dage i medierne og i partierne, er, at man i alle disse institutioner har atlantister, der har agiteret, og sagt: “Åh -Tyskland er ikke en pålidelig allieret”. Men i virkeligheden gør denne forsyning af tunge våben, Tyskland til en deltager i krigen og dermed til et mål, hvis denne sag fortsætter med at eskalere. 

En del af problemet er også EU, fordi Josep Borrell, som er den såkaldte “udenrigsminister”, erklærede, at denne situation vil blive “afgjort på slagmarken”. Han har aldrig nævnt ideen om diplomati eller at der skal forhandles. Det er fuldstændig vanvittigt at forsøge at løse konflikter i det 21. århundrede med krig! Det er vanvid! Jeg kan kun sige, at det er fuldstændig forrykt.

CRI: Så kritikere, herunder nogle embedsmænd i Ukraine, har beskyldt Berlin for at trække tiden ud med hensyn til at give Ukraine tunge våben og med hensyn til nogle af de andre mulige foranstaltninger, som f.eks. en mulig embargo mod Ruslands energiimport. Synes du, at den kritik, som jeg nævnte, er retfærdig over for Tyskland?

ZEPP-LAROUCHE: Virkeligheden er, at George Friedman, som er strategisk analytiker i USA, allerede i 2015 i en tale i Chicago sagde, at det tysk-russiske forhold er den eneste trussel mod USA, fordi kombinationen af tysk teknologi og kapital og russiske råstoffer og arbejdskraft ville være den eneste modvægt til USA. Nu er et resultat heraf, at dette forhold mellem Tyskland og Rusland fra nu af, er blevet fuldstændig ødelagt, og dette i lyset af Tysklands historie. Man må ikke glemme, at Rusland mistede 27 millioner mennesker under Anden Verdenskrig. 

Ideen om at have en embargo mod russisk olie og gas er endnu mere vanvittig, for der er mange ledere i industrien, som har påpeget, at det ville betyde millioner af arbejdsløse, hele industrisektorer ville bryde sammen; så det er virkelig en aggression mod tyske interesser, hvis sådanne krav stilles.

CRI: Så er Tyskland realistisk set i stand til at opretholde sine leverancer af tunge våben til Ukraine, hvis vi taler om et scenarie, hvor denne konflikt mellem Rusland og Ukraine bliver en langvarig krig?

ZEPP-LAROUCHE: Det er indlysende, at Tyskland har en betydelig våbenindustri, og de ville naturligvis være glade for, ligesom det militærindustrielle kompleks i USA, at levere disse våben. Men virkningerne for resten af økonomien – man har allerede massiv inflation i fødevarepriserne og energipriserne; hvis dette fortsætter, vil man få socialt kaos. De fattigere dele af befolkningen, kan allerede nu dårligt klare sig til slutningen af måneden. Det er fuldstændig skandaløst, at der bruges milliarder og atter milliarder på våben, når der er en global hungersnød med 1,7 milliarder mennesker, der står over for at sulte ihjel. Jeg er virkelig oprørt, og jeg håber, at De kan høre det, for det må ikke ske! Det er virkelig noget, der skal ændres.

De mennesker, der er ansvarlige for dette, kan begå selvmord, hvis de ønsker det, men de har ikke ret til fuldstændig at presse Tyskland ud i en katastrofe.

CRI: Tror du i øvrigt, at præsident Putin har ret, når han for nylig på et møde med FN-chef António Guterres sagde, at denne stigende vestlige levering eller vestlige forsyning af tunge våben til slagmarkerne i Ukraine gør Kyiv, og gør Ukraine til en slags upålidelig partner ved forhandlingsbordet? Mener De, at han har ret i det? 

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at Zelenskij i virkeligheden er en komplet marionet. Han er en skuespiller, og han afspiller manuskriptet, som er skrevet af britiske PR-firmaer, der i bund og grund fortæller ham, hvad han skal gøre, ligesom USA gør. Virkeligheden er, at hvis man ser på udtalelserne fra Biden, Boris Johnson, Stoltenberg, har de ikke en eneste gang nævnt ordet “fredsforhandlinger”. De siger udelukkende “flere våben, flere våben”. Så jeg tror ikke, at det er Zelenskij, det er USA, NATO og briterne. 

CRI: Jeg tror, at de fra Washingtons synspunkt kunne argumentere: “OK, vi sender vores diplomater tilbage til Kyiv, vi har udnævnt en ny ambassadør som USA’s ambassadør i Kyiv”: Det er et signal om, at amerikanerne er opmærksomme og tillægger diplomatiet større betydning.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ville ønske, at dine ord passede, for jeg tror, at enhver fornuftig person i verden må være enig i, at vi er nødt til at få en afslutning på denne krig umiddelbart. Det ukrainske folk bliver slagtet, og jeg finder, at præsident Xi Jinping på Boao Forum fremsatte et meget vigtigt forslag om et globalt sikkerhedsinitiativ, som vi i stedet bør drøfte. Jeg tror, at verdens problemer er så store, at der er behov for en sådan global tilgang, og i den forbindelse kan situationen i Ukraine også afklares. For den er meget mere kompliceret. Det har ganske lidt med Ukraine at gøre. Ukrainerne er kanonføde i en geostrategisk konfrontation fra USA mod Rusland – og Kina i øvrigt. 

CRI: Så vi forstår, at Rusland har suspenderet, eller er ved at suspendere leverancerne af naturgas til Polen og Bulgarien, efter at disse to lande har nægtet at betale for energileverancerne i russiske rubler. Forventer du, at Moskva vil foretage denne form for foranstaltninger mod flere EU-lande?

ZEPP-LAROUCHE: Vi skal huske, at den russiske handling er en reaktion på, at Vesten har konfiskeret russiske aktiver for 300 milliarder dollars, efter at de har frataget det afghanske folk 9 milliarder dollars. Så dollarsystemet anses ikke længere for at være sikkert, og derfor er Rusland og mange andre asiatiske lande, ved at foretage en omstilling og forsøge at skabe et alternativt finansielt system, baseret på guld og andre råvarer. I øjeblikket er der massive aftaler mellem Rusland og Indien, Rusland og Kina og mange andre lande. Jeg tror, at hvis det skulle komme til en sådan embargo, eller en afbrydelse af olie og gas fra Ruslands side eller omvendt, mener jeg, at Rusland på sin vis, ville klare sig bedre end Tyskland! Tyskland og Europa ville havne i en reel økonomisk krise. Så de mennesker, der presser Tyskland og andre i denne retning, handler faktisk ikke i Tysklands eller de europæiske landes interesse.

CRI: Mange tak for Deres analyse. Det var Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, en tysk baseret tænketank.

https://podcasts.google.com/feed/aHR0cHM6Ly9hZXpmbS5tZWxkaW5nY2xvdWQuY29tL3Jzcy9wcm9ncmFtLzQ2/episode/MV8yNzAyMzAw?ep=14

 




Tegn på handlekraft, tegn på, at vi gør det rigtige……

Ikke korrekturlæst

Den 21. april: Der viser sig afgørende muligheder for, at NATO’s krig mod Rusland måske ikke vil medføre, at mere end en milliard mennesker vil blive dræbt af sult, hungersnød og kulde i år, og at en optrapning til atomkrig kan forhindres. Disse opstår, bestemt ikke på baggrund af de globale finansfolks møde i Washington i denne uge; ej heller på baggrund af militære begivenheder eller forhandlinger i Ukraine.

Der foreligger erklæringer, og aktivt samarbejde fra nogle store nationer, om at øge fødevareproduktionen på trods af alt; og Schiller Instituttets verdensomspændende mobilisering bestræber sig på at inddrage i tusindvis af ledere rundt om i verden, for at skabe en ny strategisk og økonomisk udviklingsorden, før katastrofen rammer. Et direkte samarbejde mellem russiske gødningseksportører og Indiens landmænd, skaber på trods af krig og sanktioner der ødelægger russiske og ukrainske fødevarer til verden, udsigt til, at Indien i år kan øge hvede og ris eksporten betragteligt, selv om krig, gødnings inflation og mangel, truer med at udsætte en milliard mennesker for hungersnød. Indiens præsident Narendra Modi har erklæret, at hans land agter at gøre det.

Vores konference den 9. april, hvor 5.000 mennesker, rundt om i verden deltog  for at blive klogere på en ny arkitektur for strategisk stabilitet og respekt for alle nationer og en LaRouche-plan for en ny arkitektur for økonomisk udvikling, udløser nu noget mere omfattende. Hundredvis af de mest indflydelsesrige af disse deltagere, mobiliseres nu til at udbrede andragenet, som konferencen samledes om, til at nå ud i regeringerne verden over.

I dag talte Kinas præsident Xi Jinping personligt i et internationalt forum i Kina, indgående om en ny verdensomspændende strategisk arkitektur, hvis karakteristika er som dem, der blev præsenteret den 9. april,  dvs. uden kup, krige med regimeskift og ensidige sanktioner, baseret på FN’s charter om rettigheder.

Regeringen i NATO-medlemslandet Tyrkiet, udtalte for første gang sandheden om, at “nogle lande i NATO” ikke ønsker forhandlinger, men ønsker at se krigen mellem Rusland og Ukraine fortsætte i lang tid. Det var ikke nødvendigt at nævne briterne og Biden-administrationen.

Dette er tegn på, at vi gør det rigtige.

Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, erklærede i en webcast i går: “Min mand var i meget lang tid overbevist om, at dette ikke er en kamp mellem nationer. Denne kamp udspiller sig mellem oligarkiet, de finansielle magter i City of London og Wall Street … og folkets tarv. Så det er ikke en strid mellem USA og Rusland eller endog Europa – det er i virkeligheden et spørgsmål om oligarkiet mod almenvellet. Det er grunden til at han mente, at man havde brug for en magtfuld kombination af lande, der kunne modstå presset fra dette oligarki.”

Dette oligarki var i stand til at udnytte en russisk sårbarhed – at blive direkte, strategisk truet fra Ukraine – til at fremtvinge den krig og den pludselige, alvorlige globale økonomiske straf og smerte, som nu eksisterer. Det er præcis, hvad de ønskede af deres “Great Reset”, deres “Green New Deal”.

Lyndon LaRouche advarede om dette allerede i 2011, da han pegede på dette oligarkis enorme boble af ubetalbar gæld. “Det meste af denne bailout-gæld, Wall Street-gælden, London-gælden,” sagde LaRouche, “er absolut værdiløs. Den kan aldrig tilbagebetales. Den eneste løsning på denne sag var at føre denne krig. Hvis det Britiske Imperium kom ud som sejrherre i en sådan krig, med støtte fra USA, så ville de eftergive deres gæld, og de ville kunne fortsætte deres forretninger. Men verdens befolkning ville blive reduceret kraftigt på grund af sult, sygdom….” Han advarede om det igen i marts 2014, efter det anti-russiske kup i Ukraine, da han erklærede: “Ukraine er egentlig ikke den egentlige problemstilling. Det handler om at ødelægge, besejre Eurasien.” https://archive.schillerinstitute.com/news_briefs/2014/0317-lyn-russian_tv.html

På det årlige IMF/World Bank-møde for bankfolk og finansfolk i Washington i denne uge, drøftede de amerikanske og europæiske bankfolk, at påføre Rusland maksimal smerte; men de bruger den krig, som de provokerede Rusland ind i, til at påføre smerten til hele verden. Som selv oligarkiets egne publikationer må erkende, betragter de fleste nationer i verden NATO’s politik og krigen, som en katastrofe.

Vejen er åben for ethvert tænkende menneske, til at bidrage til at ophæve sanktionerne, afslutte krigen, skabe et nyt økonomisk udviklingsparadigme, som Lyndon LaRouche, utallige gange har formuleret det til så mange nationer, for at løse netop en sådan krise.




Der er en global nyorientering i gang:Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche
20 april. 2022

Den 20. april (EIRNS) – Verdens vigtigste finansministre, centralbankfolk og private finansfolk samledes i Washington, D.C. de første tre dage i denne uge til det årlige forårsmøde i Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken. De indrømmede offentligt, at op mod 1,7 milliarder mennesker står over for en alvorlig fødevarekrise og sultenød i år. De nikkede forstandigt til beretninger om, at en inflation på op til 50, 80 og sågar 120 % på fødevarer og energiprodukter var skudt i vejret i Tyskland og i hele Europa, for ikke at nævne et desperat Sydamerika. De var enige i, at lavindkomstlandenes gæld er blevet fuldstændig ubetalelig og vil komme til at detonere inden for kort tid. Og de lykønskede hinanden med deres »brændte jords«-sanktioner, hvormed de har til hensigt at udslette Rusland – og alle andre oprørske nationer – fra jordens overflade.

Og stadig forsøgte de at trøste hinanden med overbevisningen om, at meget få lande, trods alt det ovenstående, vil tilslutte sig Kina, Rusland og de omkring 150 nationer, der er en del af Bælte- og Vejinitiativet, som udgør et økonomisk alternativ til det døende og dødbringende, transatlantiske finanssystem. Som IMF’s nye cheføkonom, Pierre-Olivier Gourinchas, argumenterede, forventede han ikke på nuværende tidspunkt, at mange lande »vil træffe det valg, at deres fremtid består i at springe over på den anden side«.

I sit ugentlige webcast den 20. april pegede Helga Zepp-LaRouche på den tilspidsende konfrontation mellem oligarkiets krav og dem, der stræber efter menneskehedens fælles velfærd, som værende karakteren af den kommende konflikt. Hun understregede, at der er en global nyorientering i gang, som er ved at opstå omkring Rusland, Kina og Indien. Dette tager form ligesom hendes afdøde mand, Lyndon LaRouche, havde fremsat med sit Firemagtsforslag, der skulle forene Rusland, Kina, Indien og USA. For at skabe den nødvendige forandring, væk fra det kollapsende transatlantiske system, kræves der en koalition af nationer, stærke nok til at forsvare sig mod London, Wall Street og Silicon Valley. Dette sker nu – det vigtigste spørgsmål er, om vi kan mobilisere nok kræfter i USA og Europa til at støtte denne nye strategiske og finansielle arkitektur, inden de imperiale interesser, der forsvarer det nuværende bankerotte system, fremprovokerer 3. Verdenskrig.

»Konflikten er ikke mellem ’demokratier’ og ’autokratier’, men mellem det koloniale system og dem, der modsætter sig det«, udtalte Zepp-LaRouche, som dette blev præsenteret i dybden på Schiller Instituttets særdeles vellykkede konference den 9. april. Den nærmeste fremtid, sagde hun, vil blive stadigt mere turbulent og tilføjede, at hun er overbevist om, at »vi ikke vil komme igennem dette år uden store nyudviklinger«.

Den kommende opgave er at fortsætte og omgående udvide den proces, der blev indledt på Schiller Instituttets konference, for at bringe tiltagende, internationale kræfter ind i denne diskussion og organisere en tilstrækkelig stor styrke af nationer og politiske grupperinger til rent faktisk at indkalde til en international konference for at skabe en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som er menneskeheden værdig.




Kinas ambassadør i USA opfordrer til en universel sikkerhedsarkitektur

Ikke korrekturlæst

Den 20. april (EIRNS) – i et indlæg offentliggjort i {The National Interest} den 18. april advarer Kinas ambassadør i USA, Qin Gang, om det presserende behov for at reducere det enorme pres, der er lagt på det internationale system efter krigen, og som er blevet forværret af pandemien, den truende recession, “uovertrufne sanktioner” og en galopperende inflation. “Det er på høje tid, at vi mindsker presset, og ikke omvendt, for vores fælles verden”, understreger han. Der skal ikke blot være en afslutning på krigen i Ukraine, men også et “grundlæggende svar på varig fred og stabilitet i Europa og en afbalanceret, effektiv og bæredygtig filosofi og arkitektur for dets sikkerhed”.

Qin gennemgår derefter nøglepunkter i de sidste 40 års historie, herunder hvordan landene i Centralasien, Kina og Rusland håndterede provokationer fra Vesten, herunder NATO’s ekspansion mod øst, og engagerede sig i en “hidtil uset udforskning af en ny sikkerhedsfilosofi og -model”. Det, der blev kendt som “Shanghai Five”-mekanismen, Shanghai Cooperation Organization (SCO) og lignende typer af samarbejdsorganisationer, var konsekvensen, som gjorde det muligt at skabe fælles fred mellem Kina, Rusland og de centralasiatiske lande.

Qin uddyber karakteren af forholdet mellem Rusland og Kina samt Kinas egen udenrigspolitik og tilbageviser enhver idé om, at Kina på forhånd havde kendskab til Ruslands militære operation i Ukraine, eller at Kina bistår Rusland med hjælp. Dette er ren misinformation, sagde han. Han understreger den uafhængige karakter af Kinas udenrigspolitik og advarer om, at et forværret forhold mellem USA og Rusland ikke vil betyde et bedre forhold mellem USA og Kina, og at et dårligere forhold mellem Kina og Rusland heller ikke vil betyde et bedre forhold mellem Kina og USA. Det er en fejl, at nogle mennesker truer Kina med sanktioner for at tvinge det til at give afkald på dets uafhængige udenrigspolitik. Det er også en stor fejl at forsøge at sammenkæde Taiwan med Ukraine. Og andre “opildner til misforståelser, konfrontationer og usikkerhed i Asien og Stillehavsområdet”, uden at de bekymrer sig om, hvorvidt denne region kommer til at følge i Europas fodspor.

Den kinesiske ambassadør gør det grundlæggende punkt gældende, at selv om “vi ikke er i stand til at nå til enighed i øjeblikket om, hvilken slags internationalt system vi ønsker”, bør folk huske på “krigens svøbe”, der opstod to gange i det 20. århundrede, og som bragte “usigelig sorg over menneskeheden”. De sidste fire årtiers fremmedgørelse burde oplyse os om, at “vi alle lever i en fælles verden med en fælles fremtid”. Det er udelukket, at et land eller en blok af nationer kan have absolut sikkerhed, og samtidig ignorere andre landes sikkerhed. Uden respekt, tillid, gensidig tilpasning og samarbejde vil verden aldrig blive fredelig…. Vores fælles mål er varig fred, universel sikkerhed og fælles velstand for de 1,8 mia. kinesere og amerikanere og de 7,8 mia. mennesker i verden. Dette er det historiske ansvar for Kina og USA som to store nationer.”

Kilde: (https://nationalinterest.org/feature/chinese-ambassador-ukraine-crisis-and-its-aftermath-201867)




Jacques Cheminade medvirker endnu engang på franske CGTN 

Paris, 4. april 2022 (EIRNS)-Jacques Cheminade er leder af LaRouche-bevægelsen i Frankrig og tidligere præsidentkandidat.

Kinas CGTN Français har i disse dage vist særlig interesse for:

1) Jacques Cheminades syn på Ukraine-krigens indvirkning på forholdet mellem Europa, USA og NATO. Cheminade fremsatte i dag Schiller Instituttets opfordring til en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. https://www.youtube.com/watch?v=Cy3yVB9_MZ4 

2) Topmødet mellem EU og Kina den 1. april, hvor de europæiske neo-konservatives angreb på Kina blokerede den yderst nødvendige underskrift på investeringspolitikken mellem Kina og EU. 

https://www.youtube.com/watch?v=dWax3NyrVuQ

Om topmødet mellem Kina og EU sagde Cheminade til CGTN Français: “Den første vigtige kendsgerning – under de nuværende vanskelige omstændigheder – er, at dette topmøde finder sted. Jeg tror ikke, at der vil blive indgået nye partnerskaber, men det er et signal, og der kan udveksles budskaber.

“Det er meget vigtigt, at det, som præsident Xi Jinping har foreslået, – at Global Development Initiative og den Nye Silkevej koordineres med den europæiske Global Gateway-strategi. Disse to ting kan danne en helhed.

“Resultatet heraf, skal udmønte i et meget vigtigt princip: Dette er ikke en politik for systemisk rivalisering, som det undertiden er blevet hævdet i Europa, men tværtimod en politik for udveksling og samarbejde, idet der tages hensyn til, at ca. 15 % af den kinesiske eksport går til Europa, og at Kina i den modsatte retning aftager 10 % af eksporten fra de 27 EU-lande.

“Jeg håber, at den investeringsaftale, der blev indgået i slutningen af 2020 på opfordring af Angela Merkel, som har insisteret på den, kan etableres. Indtil videre er der ikke tale om en sådan mulighed, men det bør overvejes. Desuden bør der være samarbejde inden for atom-, rum- og luftfartsindustrien og især i forhold til den fødevarekrise, der er ved at opstå i verden. Jeg mener, at der er basis for samarbejde inden for landbrug og fødevarer, som er meget vigtigt mellem Frankrig og Kina….

“Det er meget vigtigt at overveje, hvordan Europa og Kina, især Frankrig, kan spille en rolle som mæglere og inspiratorer til fordel for fred…

“Men der er mere. I Frankrig sendte stabschefen for de væbnede styrker et brev til general officererne, hvor han meget klart udtalte, at de sanktioner, som det internationale samfund har iværksat mod Rusland, naturligvis vil ramme den russiske økonomi, men også de vestlige økonomier og især Europa. I sin konklusion fortsatte han: “På mellemlang sigt vil en af konsekvenserne af denne krig utvivlsomt være en periode med omstrukturering af de internationale økonomiske forbindelser”. Her ser jeg en tilnærmelse til Lavrov og Wang Yi’s udtalelser. Dette moment vil være kortvarigt, men det er en mulighed, som vi skal gribe for gensidig udvikling på internationalt plan.”

 




Lyndon LaRouche: “Det afgørende på dette tidspunkt er ideer”

Den 30. marts (EIRNS) — Hvordan skal vi så organisere vores medborgere og andre nationers medborgere under forhold, hvor verden står over for den meget alvorlige mulighed for atomkrig; hvor vi allerede er på vej ned i en fysisk-økonomisk nedsmeltning, som ikke er set siden det 14. århundredes mørke tidsalder; og hvor de fleste af os er grebet af en pessimisme, som dulmer deres bekymring for menneskeheden – og for dem selv?

Et godt udgangspunkt er at lytte til – eller i det mindste læse – de kloge ord af Lyndon LaRouche.”Vi er nået til et afgørende punkt. Hvad er alternativet til at læne sig tilbage og enten lade som om det ikke sker, eller blot beklage sig over det, der sker, og protestere voldsomt?

“Nu er menneskeheden anderledes end dyrene. Dyrene ville under disse forhold simpelthen blive forrykte. Men … mennesker er ikke dyr. Mennesker er i stand til at erkende, og det karakteristiske ved historien er, at når menneskeheden bruger sin hjerne, sit sind, og udveksler begreber med andre, som definerer et alternativ til en umulig situation, vil menneskeheden vælge en {intention}, en styrende hensigt om handling, for at foretage en eller anden nyskabelse i institutionerne, for at forsøge at løse opgaven. Derfor er det vigtigste på dette tidspunkt {ideer}….

“Men det er ikke nok. Man skal også tilvejebringe et klart billede af det gennemførlige alternativ. Hvad gør vi i stedet?”

Det var Lyndon LaRouches ord til en konference på Schiller Instituttet den 4.-6. maj 2001 i Bad Schwalbach, Tyskland, om emnet “Winning the Ecumenical Battle for the Common Good” (At vinde den økumeniske kamp for det fælles bedste). LaRouches fulde tale ved denne lejlighed kan findes i {EIR} af 25. marts 2022, se link  [bws_pd]

Disse ideer, denne hensigt og netop et sådant klart billede af det mulige alternativ, vil være i centrum for Schiller Instituttets kommende internationale konference den 9. april, om etablering af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer. Den netop udgivne “LaRouches planer for en ny international økonomisk arkitektur”, som nu er offentliggjort på Schiller Instituttets hjemmeside 

https://schillerinstitut.dk/si/2022/03/nu-er-det-tid-til-larouches-planer-for-en-ny-oekonomisk-arkitektur/

er et vigtigt diskussionsdokument for deltagerne i denne konference – faktisk for alle regeringer og politiske ledere rundt om i verden, som hver især står over for eksistentielle beslutninger, der vil afgøre deres nationers og hele menneskehedens skæbne.

Som man kan læse nedenfor, er der i Eurasien allerede sket fremskridt i retning af den påkrævede politik, med den dybtgående strategiske koordinering mellem Rusland og Kina, det voksende potentiale for inddragelse af Indien og Kinas ledende rolle i løsningen af den afghanske krise. Som Lyndon LaRouche forklarede i samme tale fra 2001: “Det var det, der kom til udtryk, da Primakov var premierminister [i Rusland], om det triangulære samarbejde mellem Kina, Rusland og Indien, som vi i høj grad støttede og pressede på for. Dét er en levedygtig idé. Den skal have flere ben at gå på og et sind til at retlede den, i den forstand.”

Som LaRouche derefter understregede, “Vesteuropa må påtage sig en mission, og Centraleuropa må påtage sig en mission, om at deltage i denne udvikling af Eurasien.” Desuden “ville formålet være at få USA til at samarbejde med dette store foretagende … og derefter se på Afrikas behov, for at skue menneskeheden i sin helhed.”

Denne overordnede strategiske orientering, som Lyndon LaRouche identificerede for 21 år siden, er fortsat vores mission i dag.




LaRouches plan for en ny international økonomisk arkitektur.
Inkl. Udkast til plan for genopbygning og udvikling af Ukraine

Den 28. marts 2022 – Det følgende er en foreløbig udgave af et politisk forslag fra Schiller Instituttet, som blev udarbejdet og skrevet af en arbejdsgruppe fra Executive Intelligence Review, bestående af Claudio Celani, Richard Freeman, Paul Gallagher, Marcia Merry-Baker, Dennis Small og Karel Vereycken.

Resumé af handlingsplanen

Udviklingen i 2022 til dato har gjort det helt klart, at Lyndon LaRouches forudsigelser i det sidste halve århundrede om det uundgåelige sammenbrud af det finansielle system med flydende valutakurser efter Bretton Woods var rystende præcise. Verdensproduktionen af fysiske økonomiske basale varer er styrtdykket; hyperinflation af finansielle aggregater har udløst kraftigt stigende priser på forbrugs- og produktionsvarer, hvilket har gjort dem utilgængelige for en stor del af menneskeheden; handelskrig under dække af sanktioner er brudt ud på verdensplan; og pandemier af gamle og nye sygdomme har allerede direkte og indirekte kostet omkring 18 millioner mennesker livet. En global hungersnød er nært forestående.

De politiske ledere og massemedierne i Vesten giver patetisk Vladimir Putin skylden for alt dette – og mere til. Men den egentlige, underliggende årsag er det årtier lange fald i menneskehedens “potentielle relative befolkningstæthed”, som helhed – LaRouches metode til at måle et samfunds evne til at reproducere sig selv på et stadigt stigende niveau af velfærd, videnskab og klassisk kultur for en voksende befolkning – et sammenbrud, der er resultatet af den nedskæringspolitik, som City of London og Wall Street gennem et halvt århundrede har påtvunget os.

Den mekanisme, gennem hvilken denne politik i dag føres til sin “endelige afvikling”, er en radikal afkobling af verdensøkonomien i to bittert modsætningsfyldte blokke – en militariseret NATO-dollarblok og Bælte- og Vejblokken – som begge er tiltænkt at blive kastet ud i et inferno af affolkning og krig, meget muligt inklusive termonuklear krig.

Det er særligt sigende og forfærdeligt, at de spirende Bælte- og Vejforbindelser via jernbane, der strakte sig fra Kina gennem Rusland og ind i Europa, er blevet næsten fuldstændig afbrudt af de igangværende sanktioner og krigen.

Det er nu også på tide, at Lyndon LaRouches programmatiske løsning på denne krise bliver helt og aldeles indlysende, og at der handles derefter, over hele jorden – mens der stadig er tid til at gøre det. I modsætning til Londons malthusianske afkobling af verdens fysiske økonomi, må verdens nationer i stedet kobles sammen igen omkring et program for økonomisk vækst og sikkerhed for alle og enhver, en ny international arkitektur for sikkerhed og udvikling.

Det væsentlige i denne programmatiske politik blev fastlagt af LaRouche i hans Fire Nye Love fra 2014, som er lige så gældende i dag, som da de blev udformet for otte år siden (se boks 1 nedenfor). Under de nuværende omstændigheder med den åbenlyse “totale krig”, som det finansielle etablissement fører mod Rusland (og snart Kina), og som omfatter alle de væsentlige kendetegn ved strategisk tæppebombning af fjendtligt territorium, er det nødvendigt med en omgående handlingsplan, der er centreret omkring disse Fire Love:

1.Fysisk økonomi: Rusland har allerede vedtaget krigsøkonomiske foranstaltninger for at forsvare sin grundlæggende nationale kapacitet og garantere selvforsyning med de vigtigste økonomiske livsfornødenheder. Den “strategiske trekant” bestående af Rusland, Indien og Kina vil imidlertid være endnu mere effektiv til at opfylde de væsentlige fysisk-økonomiske behov hos deres fælles befolkning, som udgør 38% af verdens samlede befolkning, hvis de arbejder sammen. Denne RIC-kombination – som var den oprindelige kerne i det, der senere blev til BRICS-landene – producerer 43 % af verdens hvede, 23 % af naturgassen, 66 % af stålet og enorme mængder af råstoffer af afgørende betydning. De har også kapaciteter i verdensklasse inden for kerneenergi, jernbaner og andre infrastrukturer, rumforskning og andre avancerede teknologier (se tabel 1).

Tabel 1: RIC’s fysiske økonomi, udvalgte parametre (kommer senere)

På trods af mangler i visse økonomiske sektorer (værktøjsmaskiner og andre kapitalgoder, lægemidler, fly osv.) er RIC’erne stærkt positioneret med hensyn til den fysiske økonomi til at etablere en “regional blok, der enten opererer uden for eller parallelt med det eksisterende IMF-system”, som Lyndon LaRouche anbefalede for år tilbage. Alliancen mellem Kinas Bælte- og Vej-Initiativ (BRI) og den russisk ledede Eurasiske Økonomiske Union (EAEU) er allerede en operationel hjørnesten i et sådant foreslået nyt arrangement.

2. Fast valutakurssystem: Handel og produktive investeringer inden for en sådan blok vil finde sted ved at etablere et fast valutakursforhold mellem deres valutaer med et lille spænd for midlertidige udsving. Denne ordning vil udelukke enhver indtrængen af spekulative finansieringsstrømme i dollar eller relaterede finansielle bevægelser. Pariteterne mellem deres respektive valutaer vil således ikke længere have noget forhold til det spekulative system med flydende dollarkurser, men vil blive fastlagt direkte af aftaler mellem regeringer og dermed ikke af det manipulerede spekulative “marked”.

Der vil også blive forhandlet om en regional fælles valuta for at lette international handel, investeringer og afvikling af konti – med en guldunderstøttet renminbi som en fremtrædende løsningsmodel. Dette vil gøre det muligt at “forhandle en række langfristede sæt af beskyttende traktat-aftaler på lang sigt om kredit, told og handel mellem en række førende nationer”, som LaRouche skrev i 2004 (se boks 2, vedlagt dette dokument).

3. Fuldstændig kapital- og valutakontrol og målrettet kredit: Hvert af landene vil også etablere en fuldstændig beskyttet national valuta og et nationalt banksystem, hvilket kræver: fuldstændig kapital- og valutakontrol; en fast valutakurs i forhold til andre valutaer (som angivet i punkt 2); og udstedelse af målrettet, produktiv kredit med lav rente til prioriterede projekter. I Ruslands tilfælde ville en guldunderstøttet rubel (eller en ny ” stærk rubel”) opfylde disse krav på en eksemplarisk måde; guldunderstøttede valutaer kunne også indføres i Kina og Indien, og dette kunne udvides til den fælles valuta.

Tiden med høje renter for at tiltrække “carry-trade”-spekulative finansielle strømme fra udlandet vil blive bragt til et brat ophør. I et land i udviklingssektoren har en sådan streng adskillelse mellem den beskyttede, produktionsbaserede nationale valuta og den spekulative London-orienterede internationale dollar den samme funktion som Glass/Steagall-bankadskillelsen i USA. Dette er en forudsætning for at etablere en Hamiltonisk nationalbank til at organisere udstedelsen af nye, lavt forrentede, produktive kreditstrømme til højteknologiske sektorer i nationens fysiske økonomi – “et massivt supplement af langfristet kredit til kapitaldannelse med indledende vægt på kapitaldannelse i den grundlæggende økonomiske infrastruktur”, med LaRouches ord.

4. RIC-plus: RIC-nationerne vil udgøre den grundlæggende kerne i en ny international arkitektur, som vil være åben for alle nationer, der er villige til at deltage på grundlag af sådanne sunde fysisk-økonomiske principper. Der er næppe tvivl om, at de fleste nationer i udviklingssektoren vil finde denne nye arkitektur langt mere fordelagtig for deres egne behov, end den ødelæggelse som det bankerotte transatlantiske finanssystem nu pålægger dem, og de vil hurtigt orientere sig mod en sådan foranstaltning. En mulig umiddelbar udviklingsblok er Shanghai-samarbejdsorganisationen eller SCO (Kasakhstan, Kirgisistan, Pakistan, Tadsjikistan og Usbekistan, ud over Rusland, Indien og Kina), som nogle førende eksperter har anset for at være tilstrækkelig bred til at fungere som en mulighed for at iværksætte et nyt guldbaseret monetært system uden dollar, baseret på en traktat mellem de lande, der har taget initiativ til det.

Den massive eksport af kapitalgoder til udviklingslandene vil være af central betydning for RIC-blokkens produktive ekspansion. Store infrastrukturprojekter i disse lande vil også være en integreret del af den økonomiske genopretning i verden. Langfristede, lavtforrentede kreditter til sådanne aktiviteter vil blive udstedt i den nye fælles RIC-valuta, på samme måde som renminbi allerede anvendes af BRI i dag, blot i langt større omfang. Kreditter til avancerede teknologiske produktive økonomiske aktiviteter – til forskel fra spekulative aktiviteter – er ikke inflationære og tilbagebetales bekvemt gennem den produktivitetsforøgelse, som sådanne investeringer vil medføre.

5. USA og Europa skal tilslutte sig Bælte & Vej: Det vil være af særlig betydning at få såvel USA som de europæiske nationer med i dette nye sæt af internationale aftaler. Det amerikanske og europæiske folk og deres økonomier vil klare sig langt bedre i forbindelse med RIC og Bælte- og Vej-Initiativet, end under det afindustrialiserings- og affolkningsregime, som de nu står overfor under det nuværende bankerotte britisk styrede system. Lyndon LaRouche omtalte denne politik som en alliance mellem fire magter (Rusland, Indien, Kina og USA), som alene ville have den nødvendige styrke til at gøre en ende på det Britiske Imperium en gang for alle. For at gøre dette kræver det udelukkende, at USA vender tilbage til sit forfatningsmæssige formål, herunder det amerikanske økonomiske system, som Alexander Hamilton var banebrydende for, og at suveræne nationer i Europa handler på samme måde.

6. Genopbyg Ukraine gennem øst-vestligt samarbejde: Det umiddelbare fokus for et sådant økonomisk samarbejde til gavn for alle vil være Ukraine. Det, der i dag er en blodig slagmark, ville blive en model for øst-vest-samarbejde. Den engang så magtfulde ukrainske økonomi – ødelagt af 20 års økonomisk liberalisme efter uafhængigheden; efterfulgt af endnu en forringelse efter det vestligt ledede Maidan-statskup i 2014; og nu hærget af krig – kan genopbygges og genoplives ved hjælp af fælles bestræbelser. Ukraine vil blive omdrejningspunktet for transit via Bælte & Vej fra Kina til hele Europa og genopbygge Ukraines engang så magtfulde videnskabelige, tunge industri- og landbrugssektorer til gavn for hele verden.

Ovennævnte seks foranstaltninger udgør ikke en langsigtet strategi, ej heller er de et forslag på mellemlang sigt. De er en kortsigtet handlingsplan, der er nødvendig for at standse den massive økonomiske ødelæggelse, der allerede er i gang, stoppe de geopolitisk drevne krige og skabe den nødvendige arkitektur for en fremskyndet vækst og udvikling af alle nationer.

Boks 1: LaRouches “Fire Nye Love”

Den 8. juni 2014 skrev Lyndon LaRouche et dokument med titlen “De fire nye Love til at redde USA nu! Ikke en mulighed: En omgående nødvendighed”, som understregede følgende fire politiske krav:

1. Den øjeblikkelige genindførelse af Glass/Steagall-loven, der blev indført af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, uden ændringer, hvad angår handlingsprincippet. Det betyder, at hele den spekulative finansboble skal gennem en konkursbehandling.

2. En tilbagevenden til et system med et topstyret og grundigt defineret nationalt banksystem, som specificeret af USA’s første finansminister, Alexander Hamilton.

3. Formålet med brugen af et sådant føderalt kreditsystem er at skabe en højproduktiv udvikling i forbedringer af beskæftigelsen; med den ledsagende hensigt at øge den fysisk-økonomiske produktivitet og levestandarden for personer og husholdninger.

4. Vedtage et fusionsdrevet “lynprogram” for at fremme de fundamentale gennembrud inden for videnskab, som ubegrænset økonomisk vækst og udvikling kræver.

LaRouche-planen fortsætter med følgende kapitler:

  1. Sanktioner afkobler verdensøkonomien og fører den ud mod afgrunden
  2. Sanktioner fremskynder det transatlantiske finansielle sammenbrud
  3. Udkast til plan for genopbygning og udvikling af Ukraine

En pdf af hele rapporten findes nedenunder.

Udkast til en plan for at genopbygge og udvikle Ukraine

Følgende er det sidste kapitel fra (Link:) LaRouches plan for en ny international økonomisk arkitektur

Fred gennem udvikling er kodeordet for politikken for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, og det skal anvendes umiddelbart i forbindelse med genopbygningen af et neutralt Ukraine efter krigen.

Selv om omfanget af ødelæggelserne som følge af den igangværende krig er ukendt på nuværende tidspunkt, er det en kendsgerning, at Ukraines økonomi kan og bør genopbygges og omdannes til en førende videnskabelig-teknologisk avanceret økonomi som et knudepunkt mellem den østlige og vestlige del af Eurasien. Det kan hæve sin levestandard og sin arbejdsstyrkes kognitive og kreative evner, samtidig med at det afviser City of London-IMF’s destruktive rådgivning, som har ført landet til tre årtiers økonomisk ødelæggelse. Det kan genopbygges ud af de murbrokker, som den nuværende krig efterlader i sit kølvand.

Ukraines iboende potentiale er stort. Landet har historisk set haft en kvalificeret og produktiv arbejdsstyrke med kvalifikationer i verdensklasse inden for en række områder. Det har et betydeligt industrielt bælte i regionen mellem og inklusive Dnipropetrovsk-regionen og Donetsk Folkerepublikken (tidligere Donetsk-regionen i Ukraine), som har produceret mere end en tredjedel af Ukraines samlede industrielle udbytte. (I denne undersøgelse betragter vi den omstridte Donetsk Folkerepublik [D.P.R.] og Luhansk Folkerepublik [L.P.R.], hvis nøjagtige status vil blive fastlagt ved fredsforhandlinger, og Ukraine som en del af den samordnede region, der skal udvikles). Ukraine har design- og maskinfabrikkerne Juzhmash og Juzhnoye, der er involveret i produktion af rumfartøjer, raketter og støbegods, og Antonov Aeronautics, der er specialiseret i fragtfly, som alle kunne udvides til at producere rumrelaterede køretøjer, men en del af dem kunne ombygges til at fremstille f.eks. laserværktøjsmaskiner.

Landet er udstyret med 20 % af jordens “sorte muld”, der kan producere rigeligt med hvede, korn og mange andre landbrugsafgrøder, både til eget brug og til eksport til hele verden. Landets jernbanenet er gammelt og nogle steder nedslidt, men det kunne opgraderes til at omfatte elektrificerede højhastighedstog eller magnetiske svævebaner, idet man udnytter dets privilegerede centrale geografiske beliggenhed til hurtigt at transportere varer og mennesker nord-syd og øst-vest gennem hjertet af Eurasien, et centralt led i Bælte- og Vej-Initiativet. Ukraine er faktisk det perfekte omdrejningspunkt for at erstatte det nuværende globale paradigme for økonomisk sammenbrud og krig, med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der er baseret på princippet om fred gennem udvikling.

Tredive års ødelæggelse

Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 erklærede Ukraine sig uafhængigt den 24. august 1991, men dets “uafhængighed” blev kortvarig. Med det samme kom en sværm af økonomer fra IMF, Wall Street og City of London og gennemtvang en politik med privatisering, lukning af fabrikker, fyring af arbejdere osv. Økonomen Dr. Natalia Vitrenko, formand for Ukraines progressive socialistiske parti (PSPU), dissekerede resultaterne af denne destruktive politik på en konference den 13.-14. april 2013, hvis tale blev gengivet i EIR-magasinet den 3. maj 2013. Vitrenko berettede: “Hvor Medens Ukraine tidligere havde 16 store værktøjsmaskinfabrikker, som producerede 37.000 værktøjsmaskiner i 1990, er der nu kun tre tilbage, som knap nok er på benene; de producerer kun 40 værktøjsmaskiner om året.”

Vitrenko bemærkede endvidere, at hvis man sammenligner niveauet i 2012 med 1990, så var Ukraines elproduktion efter 22 år faldet med 35 %, dets stålvalseproduktion var faldet med 57 %, og dets traktorproduktion var kollapset med 94,3 %. I løbet af disse år med pengepolitisk “uafhængighed” mistede Ukraine 12 millioner arbejdspladser, og befolkningen blev gradvist fattigere.

Et vendepunkt i Ukraines historie indtraf i slutningen af 2013: Den ukrainske præsident Viktor Janukovitj besluttede den 21. november at undlade at underskrive en associeringsaftale om frihandel med EU, og han overvejede andre alternativer for Ukraines udvikling. Den 3.-6. december aflagde Janukovitj et statsbesøg i Beijing. Her mødtes han med den kinesiske præsident Xi Jinping og forpligtede Ukraine til at tilslutte sig Bælte- og Vej-Initiativet, hvis oprettelse Xi havde annonceret blot tre måneder tidligere den 7. september i Kasakhstan. Den 5. december kommenterede det kinesiske udenrigsministerium mødet: “Ukraine har engang skabt vigtige forbindelser mellem de østlige og vestlige civilisationer, og ligger på den vej som den kontinentale bro over Eurasien skal passere. Ukraine er klar til at deltage i opbygningen af “Silkevejens Økonomiske Bælte”. Den kinesiske part udtrykker tilfredshed med dette og er parat til at drøfte relevant samarbejde med den ukrainske side.”

Kina og Ukraine underskrev en strategisk partnerskabsaftale, og Kina indvilligede i at investere 8 milliarder dollars i Ukraines økonomi, ifølge Ukraine Monitor fra 6. december 2013.

Samarbejde med Rusland var også på dagsordenen. Den daværende russiske vicepremierminister, Dmitrij Rogozin, havde etableret en arbejdsgruppe om russisk-ukrainsk industrisamarbejde, der involverede militær og fælles rumproduktion, som blev konsolideret med Rogozins rundrejse fra 1.-3. december til industrianlæg i industriområdet Dnepr-bugten, der kulminerede med et møde med Ukraines daværende premierminister Mykola Azarov.

Disse udviklingsperspektiver var mere, end det forfærdede britiske og amerikanske etablissement kunne tolerere, og de gik “live” med gamle kapaciteter i Ukraine, herunder Victoria Nuland, den daværende amerikanske vicestatssekretær for europæiske og eurasiske anliggender, og netværkene omkring tilhængere af den pro-nazistiske kollaboratør Stepan Bandera, som blev indsat for at optrappe vold og kaos for at vælte Janukovytj-regeringen – hvilket det lykkedes dem at gøre den 24. februar 2014. Den på forhånd udvalgte Arsenij Jatsenjuk blev indsat som premierminister den 27. februar 2014 på Victoria Nulands opfordring for at genindføre City of London-IMF-politikken, der havde anstiftet så megen ødelæggelse og lidelse i Ukraine i 21 år.

Mellem 2012 og 2019 faldt Ukraines samlede arbejdsstyrke med 3,96 mio. arbejdstagere eller med 18,6 %; arbejdsstyrken inden for landbruget faldt med 486.000 arbejdstagere (med 13,9 %); arbejdsstyrken inden for industrien faldt med 884.000 arbejdstagere (med 26,4 %); og arbejdsstyrken inden for fremstillingsindustrien (en del af industriarbejderne) faldt med 443.000 arbejdstagere (med 19,5 %).

I 1992 havde Ukraine en samlet befolkning på 51,9 mio. mennesker. I 2012 var den faldet til officielt 45,4 millioner, selv om økonomen Vitrenko oplyste, at det faktiske tal dengang var 39 millioner. I 2020 var det officielle befolkningstal 41,4 millioner, inklusive befolkningen i Donbas (men med Vitrenkos justering ville det være tættere på 35 millioner). Efter officielle standarder har Ukraine haft den største befolkningsnedgang af alle europæiske lande mellem 1992 og 2020, og alt dette skete før den russiske militæroperation i Ukraine den 24. februar 2022. Nu er der yderligere ca. 4 millioner ukrainere, som er emigreret til udlandet, og et ukendt antal, der er blevet internt fordrevet.

At vende processen, at genopbygge Ukraine

Ukraine kan tage nogle afgørende skridt som en del af en ny international økonomisk arkitektur, som præsenteret tidligere i dette dokument.

For det første bør Ukraine i første omgang lægge den største vægt på at genopbygge og udvikle sin produktive arbejdsstyrke. I en webcast den 7. december 2012 sagde økonomen Lyndon LaRouche følgende: “Vi har én befolkning på denne planet, og vi har brug for hvert eneste forbandede individ på denne planet: Vi har behov for dem! De har et formål med at eksistere, fordi de kan blive mere produktive, og når de bliver mere produktive, så bliver deres børn mere produktive og så fremdeles; menneskehedens evne til at håndtere disse problemer øges.”

I løbet af det næste årti bør Ukraine sigte mod at få 10 millioner arbejdere tilbage i arbejdsstyrken, herunder 4 millioner flere industriarbejdere, og af dem bør der være en stigning på 2 millioner arbejdere i fremstillingsindustrien.

I 2019 havde Ukraine 118.935 fremstillingsvirksomheder, nogle med så få som fem ansatte. I dag er det utvivlsomt langt færre, men Ukraine bør sigte mod at øge dette med ca. 50.000 nye fremstillingsvirksomheder inden 2032 og udvide størrelsen og arbejdsstyrken i eksisterende fremstillingsvirksomheder. Den førende sektor i denne forbindelse bør være maskinværktøjsindustrien, og der bør bringes mestermekanikere fra Kina, Tyskland, Italien og Schweiz til at arbejde sammen med ukrainske værktøjsmaskineksperter for at uddanne en ny generation af værktøjsmaskinarbejdere.

Ukraine har en officiel ungdomsarbejdsløshedsprocent, der svinger mellem 15 % og 22 %, selv om den reelle arbejdsløshedsprocent angiveligt er meget højere. Ukraine bør oprette et civilt bevarelseskorps efter samme model, som det USA’s præsident Franklin Roosevelt oprettede i USA i marts 1933 for at ansætte og uddanne arbejdsløse unge. Det ukrainske korps bør fokusere på lægeligt og hospitalsmæssigt hjælpearbejde og endog støttefunktioner i forbindelse med opbygning af hospitaler og anden infrastruktur, sammen med uddannelseskurser, der gives om aftenen, som en del af et verdenssundhedssystem efter de retningslinjer, som Schiller Instituttets stifter Helga Zepp-LaRouche har foreslået.

For det andet skal Ukraine genopbygge mange af sine byer og genopbygge og modernisere sit industribælte. En betydelig del af områdets industri er koncentreret i to store regioner: Dnipropetrovsk-regionen i den sydøstlige del af landet og D.P.R. i den østlige del, som hver især havde frembragt omkring 17 % af Ukraines industriproduktion før krigen.

D.P.R. koncentrerer sig overvejende om stålproduktion, kemisk industri og kulminedrift. Det har også videnskabelige centre. Det er vigtigt, at Donetsk by og Mariupol udgør to ender af en enkelt industrikorridor med industrivirksomheder. I Mariupol ejer selskabet Metinvest, der kontrolleres af milliardæren Rinat Akhmetov, to store stålværker samt andre anlæg, der tilsammen angiveligt beskæftiger 40.000 mennesker. Den demokratiske Folkerepublik er blevet negativt påvirket af faldet i kulproduktionen. I 2013 producerede Ukraine 84 mio. tons kul. Sidste år var tallet nede på 29 mio. tons, hvilket er et brat fald på to tredjedele. En stor del af områdets miner er placeret i Donbas-regionen. Flere af D.P.R.’s kulminer er blevet oversvømmet af voldsomme regnskyl i de sidste par år og gjort ubrugelige, og centralregeringen i Kyiv har ikke gjort meget for at hjælpe. Dette har skadet Ukraines stålproduktion. De britiske royales hellige “Great Reset”-korstog mod kul skader Ukraine yderligere.

Dnipropetrovsk-regionen, der er et center for sværindustri, er kendetegnet ved mange anlæg, der producerer en bred vifte af industri- og kapitalgoder, herunder støbejern, valset metal, rør, maskiner, maskiner, mineudstyr, landbrugsudstyr, traktorer, sporvogne, køleskabe og fødevareforarbejdning.

Flere store mineselskaber er beliggende i Kryvyi Rih, den længste by i Europa, som ligger i Dnipro-regionen. ArcelorMittal, den største stålproducent i Ukraine med en årlig produktion på mellem 4 og 6 millioner tons, er beliggende i Kryvyi Rih. Juzhmash og Juzanoye, to store statsejede virksomheder, som var kernen i Sovjetunionens forsvars- og rumfartsproduktion, ligger også i Dnipro-regionen.

I disse to industricentre, som tilsammen producerede mere end en tredjedel af Ukraines industriproduktion, er en del af fabriksudstyret nedslidt – nogle stammer fra den midterste del af Sovjettiden – og en del af infrastrukturen er utilstrækkelig. Deres opretholdelse vil kræve betydelige kapitalinvesteringer i teknologisk opgradering og modernisering af kapitalgoder og anlæg samt opførelse af mange nye fabrikker. Dette bør være en fælles indsats i form af en Marshallplan-lignende indsats fra industrinationerne i Vest og Øst, ikke ulig det der var nødvendigt for at hjælpe med at genopbygge Tyskland efter Anden Verdenskrig.

For det tredje, jernbaner. Den vedlagte figur med titlen “Railroad and Road Corridors Across Eurasia”, som først blev vist i Schiller Instituttets rapport “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge”, bind II, viser Ukraines fysiske centrale placering i forhold til World Land-Bridge. I øjeblikket går 80-90 % af den godstrafik, der transporteres fra Asien til Europa, gennem jernbanelinjerne i den nordlige korridor, som går gennem Rusland, og som er blevet bragt næsten til standsning på grund af sanktionerne.

[[Indsæt MAP på s. 108 i SI specialrapport]]

En del af Ukraines jernbanenet er forældet og har et stort behov for genoplivning. Halvdelen af dets 21.640 kilometer (13.447 miles) er elektrificeret, men det kan ikke håndtere højhastighedstrafik undtagen på nogle få strækninger. I 2021 underskrev Krzaliznytsia, de ukrainske jernbaner, imidlertid en aftale med det italienske jernbaneselskab Ferrovie dello Stato Italiane om at gennemføre en forundersøgelse af muligheden for at indføre højhastighedstogtrafik i Ukraine. Centralt i forslaget er opførelsen af en højhastighedsjernbanelinje fra Odessa til Kyiv til Lviv, en afstand på 790 km (489 miles). Denne højhastighedsrute skal udvides til at forbinde det vestlige Ukraine (hvor Kyiv og Odessa ligger) med Dnipro og D.P.R. i øst. Systemet omfatter passagertransport, men det bør udvides til også at befordre gods. Kineserne, der er verdens førende aktør inden for jernbanebyggeri, er også interesseret i at bygge højhastighedstog i Ukraine.

En jernbanelinje med højhastighedstog til transport af passagerer og gods gennem Ukraine ville kræve ca. 10.000 km nye strækninger (6.200 miles).

For det fjerde har Ukraine en meget fremtrædende og kompetent rumfartsindustri, som er forankret i det Kyiv-baserede Antonov Aeronautics og virksomhederne Juzhmash og Juzhnoye. Både Juzhmash og Juzhnoye har hovedkvarter i den sydøstlige ukrainske by Dnipro i Dnipropetrovsk-regionen, der er døbt “Rocket City” efter sin rumindustri. I sovjettiden fungerede Dnipro som et af de vigtigste centre for rum-, atom- og militærindustrien og spillede en afgørende rolle i udviklingen og fremstillingen af ballistiske missiler til U.S.S.R. Et af de kraftigste interkontinentale ballistiske missiler (ICBM’er), der blev anvendt under Den kolde Krig, var R-36, som senere blev et forbillede for Tsyklon-familien af løfteraketter. Både R-36 og Tsyklon blev designet af Juzhnoye og fremstillet af Juzhmash.

Vejen ud af den militære produktion var rumfartsindustrien. Begge virksomheder blev rygraden i landets rumindustri og byggede over 100 løfteraketter om året. I Vesten fik de opmærksomhed for at designe og fremstille de første trin til Antares-raketten, som opsendte Northrop Grumman Cygnus-lastbilen til den internationale rumstation. Og Juzhnoye fremstiller også motorer til Europas Vega-raketter.

Ud over rumfartøjer og raketter fremstiller Juzhmash også landingsgear, støbegods, smedegods, traktorer, værktøj og industriprodukter. Disse virksomheder og andre af Ukraines forsknings- og produktionsfaciliteter råder over gigantiske hangarer og komplekse testsystemer, der repræsenterer investeringer i milliarder af dollars.

Antonov Aeronautics fremstiller især tunge militære og kommercielle transportkøretøjer samt passagerfly og er også førende på verdensplan inden for lufttransport af rumkomponenter og fragtrelaterede satellittransporter. I 2016 blev det lagt ind i det nyoprettede Ukrainian Aircraft Corporation.

Juzmash, Juzhnoye og Antonov beskæftiger tilsammen 40.000 medarbejdere, hvoraf mange er ingeniører, rumforskere osv. De og deres komplekse enheder, udgør en ægte perle, ikke kun for rumforskning, men for deres bredere kapacitet, hvoraf en del kunne producere nye produkter såsom laserværktøjsmaskiner og mange andre avancerede maskiner, som Ukraine og andre nationer vil få brug for.

For det femte er Ukraines rige sorte muld en velsignelse for menneskeheden. Ukraine er en af verdens største korneksportører og eksporterer ifølge USA’s landbrugsministeriums prognose fra marts 2022, for perioden 2021/22, 20 mio. tons hvede, 27 mio. tons majs og 6 mio. tons byg. Landet er verdens største producent af solsikkefrø og en af verdens syv største producenter af kartofler, tørrede ærter, gulerødder, agurker, græskar, kål, raps, sukkerroer osv. Med de rette internationale ordninger kunne det brødføde en del af Afrika.

For det sjette kræver alle disse projekter en enorm mængde støtte. Den økonomiske politik i Ukraine, der er dikteret af IMF, London og Wall Street, må ophæves fuldstændigt og omgående. Den har medført ødelæggelse, plyndring, sult og sygdom for det ukrainske folk fra 1991 til i dag.

Kreditbehovet for det ovenfor beskrevne program for Ukraines genopbygning vil med lethed beløbe sig til mellem en halv og en billion dollars. Det kan ikke opnås gennem IMF-City of Londons spekulative globale monetære kasino-system. Ukraine bør anvende Glass/Steagall-loven for at sætte sit finansielle system under øjeblikkelig konkursreorganisering og oprette en Hamiltonisk nationalbank som erstatning for centralbanken for at udstede de nødvendige mængder af målrettede kreditter til den produktive del af økonomien.

Alle disse foranstaltninger vil blive gennemført, som vi skitserede i det indledende afsnit af dette dokument, inden for rammerne af et nyt globalt kreditsystem, som sammen med Bælte- og Vej-Initiativet vil skabe en revolution i global udvikling.

The following excerpt is taken from Lyndon LaRouche’s January 12, 2004 essay, “On the Subject of Tariffs and Trade.”

Now, the world’s present, floating-exchange-rate monetary-financial system is hopelessly bankrupt. It must be placed into governments-controlled receivership for necessary forms of administration and reorganization. Virtually none of the leading banking institutions of western Europe and the Americas (among other cases) are not implicitly bankrupt presently. Therefore, the first, most immediate objective of intervention by sovereign governments must be stability of the normal functions of society; the second, short- to medium-term objective, must be an increase in productive employment to levels sufficient to bring current accounts of nations into balance; the third objective must be the negotiation of a nested array of long-term sets of protectionist treaty-agreements on credit, tariffs, and trade among a set of leading nations. The latter agreements should range from one to two generations: corresponding to capital cycles of from twenty-five to fifty years.

The possibility of a recovery from the condition presently bequeathed to us by the combination of the floating-exchange-rate IMF system and the wildly aberrant behavior of central banking systems of nations, depends upon a massive supplement of long-term credit for capital formation, with initial emphasis on capital formation in basic economic infrastructure. To sustain such a program of expansion over two generations, as we must, requires a system in which fundamental borrowing costs must be no higher than between 1-2% simple-interest rates. This can be achieved only under conditions defined by a fixed-exchange-rate monetary-financial system. Therefore, this means a ‘gold reserve system,’ but not a revival of a British-style (or looney Ezra Pound’s) ‘honest money’ sort of gold standard system. This also means a system of long-term trade and tariff agreements among nations, to an effect consistent with such goals as long-term growth of capital formation.

Download (PDF, Unknown)




EAEU-Kina drøfter finansielt-økonomisk alternativ til dollar-regimet

Den 15. marts 2022 (EIRNS) – En videokonference fandt sted den 11. marts med deltagere fra Den eurasiske økonomiske Union (EAEU) og Kina om et projekt for et uafhængigt internationalt valuta- og finanssystem, der omfatter en ny valuta og andre forhold. Dette blev aftalt af deltagerne i den økonomiske dialog “Ny fase af det valutamæssige, finansielle og økonomiske samarbejde mellem Den eurasiske økonomiske Union og Folkerepublikken Kina. Globale forandringer: Udfordringer og løsninger”. Dette meddeles af korrespondenten fra erhvervsinformationscentret Kapital.kz med henvisning til EAEU’s pressetjeneste. “I betragtning af de fælles udfordringer og risici, der er forbundet med den globale økonomiske afmatning og restriktive foranstaltninger mod EAEU-staterne og Kina, bør vores lande intensivere det praktiske samarbejde, både på baggrund af regelmæssige ekspertdialoger og inden for fælles foranstaltninger og projekter”, sagde EAEU’s minister for integration og makroøkonomi, Sergei Glazyev.

Wang Wen, dekan for RDCY’s finansielle institut, understregede, at EAEU-landenes og Kinas holdninger til mange spørgsmål på den globale udviklingsdagsorden ligger tæt på hinanden, og udtrykte støtte til intensiveringen af den eurasisk-kinesiske dialog. Som følge af drøftelserne blev det besluttet at fremme projektet om et uafhængigt internationalt valuta- og finanssystem. Det forventes, at det vil blive baseret på en ny international valuta, som vil blive beregnet som et indeks af de deltagende landes nationale valutaer og råvarepriser. Det første udkast vil blive fremlagt til drøftelse inden udgangen af marts. Dialogdeltagerne overvejede også de mere konkrete aspekter af samarbejdet mellem EAEU og Kina inden for energi og informationsteknologi, handel med råvarer samt foranstaltninger for at tilpasse landene det eksterne økonomiske pres.

Der er kommet forskellige beretninger i medierne om konferencen den 11. marts, bl.a. fra Sputnik Kasakhstan og Zakon.kz om de aktive drøftelser mellem repræsentanter for Kina og Den eurasiske økonomiske Union om udformning af et udkast til et uafhængigt internationalt valuta- og finanssystem. https://lenta.ru/news/2022/03/14/ruschina/

Udvalgt billede: Claudia Seidenstick




Den militære operation i Ukraine er en åbenlys påmindelse om behovet for at skabe
en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur

Den 24. februar (EIRNS) –“Før vi endelig og uigenkaldeligt når det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage i menneskehedens historie – det punkt, hvor en global, atomkrig udsletter den menneskelige art – må vi handle prompte for at rette op på den absolutte katastrofe, som EU’s og USA’s imperialistiske politik har skabt i Ukraine og i relationen til Rusland og Kina. Og vi må især fjerne årsagerne til denne civilisationskrise, før vi når et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage.” Sådan skrev Helga Zepp-LaRouche i en artikel den 8. marts 2014. Otte år senere er hendes analyse absolut helt rigtig.  

NATO’s og USA’s manglende evne til at reagere seriøst på Ruslands sikkerhedskrav fra december 2021, har ført til en situation, hvor præsident Putin vurderede, at han ikke havde andet valg end at iværksætte en “speciel militæroperation” i Ukraine for at opnå en demilitarisering og afnazificering af landet, før situationen i Ukraine, herunder stigende mængder materiel og udenlandske militærpersoner, skabte en aldeles uudholdelig sikkerhedstrussel.

Den bogstaveligt talt nazistiske trussel i Ukraine, der blev installeret ved dette kup, blev beskrevet i en omfattende redegørelse, der blev offentliggjort af {Executive Intelligence Review} i februar 2014: “Western Powers Back Neo-Nazi Coup in Ukraine”. (Kilde)

Rødderne til den civilisatoriske krise, der driver det vanvittige stormløb mod en konflikt med Rusland og Kina, er det transatlantiske finanssystems disintegration, og den kuldsejlede plan om at bruge militære trusler og “grøn” afpresning for at opretholde den transatlantiske elites unipolære overherredømme.

Som det fremgår af Schiller Instituttets underskriftsindsamling af 23. februar – som får et stigende antal underskrifter – “bag denne meget reelle krigsfare og årsagen til denne fare, ligger sammenbruddet af hele det transatlantiske finanssystem –  City of London og Wall Street, ejerne af dette bankerotte system, er desperate efter at ødelægge ethvert fungerende alternativ til deres system – såsom Ruslands og Kinas alliance – og det finansielle etablissement har åbent tilkendegivet, at det er det, der er på spil.”

Vil dette etablissementets vanvittige krav om underkastelse blive overvundet og erstattet af et nyt paradigme, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer? Svaret ligger i vores hænder. Slut dig til LaRouche-bevægelsens bestræbelser for at kræve en omgående sammenkaldelse af en international konference, i lighed med den der udformede den Westfalske Fred.

Underskriftsindsamlingen er tilgængelig på dansk her:

https://www.skrivunder.net/krig_eller_fred

Udvalgt billede: Shane Aldendorff, Pexels

 




Nu med de første prominente underskrivere:
Underskriftindsamling: Indkaldelse til en international konference for at etablere
en ny arkitektur for sikkerhed og udvikling for alle nationer

Se de første prominente underskrivere nedenunder.

23. februar 2022 — I lyset af den eskalerende Ukraine-krise spørger folk rundt om i verden indtrængende sig selv og deres politiske ledere, hvor det hele skal ende. Er dette på vej mod en meget stor, måske endda termonuklear, global konfrontation? Står vi over for en omvendt, farligere Cuba-krise? Vil menneskeheden overhovedet overleve?

Bag denne meget reelle krigsfare og årsagen til denne, ligger sammenbruddet af hele det transatlantiske finanssystem. En spekulationsboble af derivater og gæld på næsten 2 billiarder dollars er allerede ved at gå op i røg. En proces med hyperinflation er blevet udløst globalt, med et ledsagende sammenbrud af de vestlige nationers fysiske økonomier. City of London og Wall Street, ejerne af dette bankerotte system, er desperate efter at ødelægge ethvert fungerende alternativ til deres system – såsom Ruslands og Kinas alliance omkring Bælte- og Vej-initiativet, som nu omfatter næsten 150 nationer – og det finansielle etablissement har åbent erkendt, at det er det, der er på spil.

Det samme har Vladimir Putin, som med rette har erklæret, at USA’s/Storbritanniens/NATO’s ubarmhjertige ekspansion mod øst, op til Ruslands grænser, er drevet af denne økonomiske politik, og at den truer Ruslands nationale sikkerhed på en måde, som Rusland ikke kan acceptere.

For at standse fremdriften mod krig, er det derfor nødvendigt at anvende en mere gennemgribende tilgang, nemlig at etablere et helt nyt paradigme, som vil sikre sikkerheden og den økonomiske udvikling for alle nationer på jorden. Den eneste nyere præcedens for dette i Vesten, er den Westfalske Fred fra 1648, som satte en stopper for 150 års religionskrige i Europa. Den blev først udformet på det tidspunkt, hvor alle parter indså, at hvis de fortsatte ad deres nuværende vej, ville der ikke være nogen vindere og meget få overlevende. De valgte at skabe et nyt paradigme, baseret på forsvaret af den andens interesser, og på den forudsætning at alles sikkerhed var den grundlæggende forudsætning for hver parts sikkerhed.

Det er den vigtigste læresætning af den Westfalske Fred for i dag. Verden står i dag ved en lignende skillevej. Hvis den nuværende geopolitiske politik fortsætter, udgør en atomkrig en meget reel mulighed – hvorefter der ikke vil være nogen vindere, og sandsynligvis heller ingen overlevende.

I stedet må der straks indkaldes til en international konference, i stil med det Westfalske Fredsinitiativ. Den grundlæggende opgave for alle parter er at sikre, at der tages hensyn til de centrale økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser for hver enkelt part – med andre ord en orden baseret på den andens fordel, på det fælles bedste, eller den almene velfærd, og på en grundlæggende kærlighed til hele menneskeheden.

Det økonomiske system må også omformes drastisk for at give udtryk for dette livssyn. Den berømte amerikanske økonom Lyndon LaRouche specificerede meget detaljeret, hvordan et sådant system ville fungere, baseret på det han kaldte sine Fire Love:

Den øjeblikkelige genindførelse af Glass/Steagall-loven, som blev iværksat af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, uden ændringer, hvad angår handlingsprincippet. Det betyder, at hele den spekulative finansboble skal underkastes en konkursbehandling.

En tilbagevenden til et system med topstyret og nøje defineret nationalt banksystem, som angivet af USA’s første finansminister, Alexander Hamilton.

Formålet med brugen af et sådant føderalt kreditsystem er at skabe højproduktive udviklingsforløb med henblik på at forbedre beskæftigelsen, med den ledsagende hensigt at øge den fysisk-økonomiske produktivitet og levestandarden for personer og husholdninger.

Vedtag et “lynprogram” med fusionsdrevet teknologi for at fremme de grundlæggende videnskabelige gennembrud, som ubegrænset økonomisk vækst og udvikling kræver.

Schiller Instituttet og dets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, udsender denne opfordring for at igangsætte den presserende internationale diskussion, der er nødvendig for at indkalde til en sådan konference og stoppe det såkaldte “Dommedagsur”, før det slår midnat. Det er på høje tid, at institutioner og enkeltpersoner fra alle nationer træder frem og slutter sig til mobiliseringen for en international konference med henblik på at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer.

Skriv under på underskriftindsamlingen her på skrivunder.net:


Links til underskriftindsamlingen på andre sprog: 
Spanish, Italian, FrenchSwedishArabicDanishPortugese, German, and Chinese.

North America (U.S. and Canada)

   
Canada Julian Fell Biologist; Co-Director Area F, Regional Government of Nanaimo, British Columbia
Canada Faisal Huda CEO, BUNA Capital Inc.
Canada Bill MacPherson Past President, Applied Science Technologists and Technicians of British Columbia
Canada John Stone MChE, Member, Association of Professional Engineers, Geologists and Geophysicists of Alberta
United States Dr. Athar Abbasi Major, U.S. Army (Ret)
United States Jon Baker Agricultural Bank Loan Officer
United States James Benham State President, Indiana Farmers Union; Board Member, National Farmers Union
United States Fr. Lawrence Bernard Order of Friars Minor (OFM)
United States Mike Callicrate Farm leader, Kansas/Colorado
United States Marshall Carter-Tripp Foreign Service Officer (ret), former political science professor
United States Victor Chang US-China Forum, Inc.
United States Alan Covey Political activist
United States Joel Dejean LaRouche Independent Candidate for U.S. Congress – 38th District (Texas)
United States Dr. Joycelyn Elders Former U.S. Surgeon-General
United States Frank Endres Farm Leader, California
United States Christopher Fogarty Chair, Chicago Friends of Irish Freedom; author of “Ireland 1845-1850; the Perfect Holocaust, and Who Kept it ‘Perfect’.”
United States Graham Fuller Former CIA Officer and Vice Chair of the National Intelligence Council
United States Matthew Griener City Council, Keota, Iowa
United States Dr. Bihong Guan Chairman, World Association of Chinee Elites
United States DeWayne Hopkins Former two-term mayor; current at-large Councilman, Muscatine, Iowa
United States James Jatras Former U.S. Diplomat and Advisor to U.S. Senate Republican Leadership
United States Dr. Ernest Johnson President Emeritus, Louisiana NAACP; civil rights attorney
United States Wilbur Kehrli National Board of Directors, American Blue Cattle
United States George Koo Chairman, Burlingame Foundation; retired international business consultant
United States Keaten Mansfield Center for Political Innovation, Chief of U.S. Staff
United States Caleb Maupin Founder and Director, Center for Political Innovation
United States David Meiswinkle Attorney and former President of the Lawyers’ Committee for 9/11 Inquiry
United States John OLoughlin  
United States Jeff Philbin Nuclear Engineer, Technical Consultant, Independent Contractor
United States Sam Pitroda Inventor and entrepreneur; Chairman, Indian Overseas Congress
United States Earl Rasmussen Executive Vice President, Eurasia Center
United States Diane Sare LaRouche Independent Candidate for U.S. Senate – New York
United States Naser Shahalemi Executive Director, End Afghan Starvation
United States John Shanahan Editor, website: allaboutenergy.net
United States Barbara Suhrstedt International concert pianist
United States Everett Suttle Opera singer
United States Bruce Todd Former Independent candidate for NJ Lt. Governor; Retired Millwright, Local 715
United States Mohammad Ashraf Toor, MD Chairman, Pakistani American Congress
United States Bob Van Hee Redwood County Commissioner, Minnesota
United States Zaher Wahab Professor Emeritus of Education, former Advisor to the Afghanistan Ministry of Higher Education

United States

Alan Waltar Retired Professor and Head, Dept. of Nuclear Engineering, Texas A&M University; Past President , American Nuclear Society

Europe

   
Belgium Frans Vandenbosch Author of “Statecraft and Society in China”
Denmark Tom Gillesberg Director, Schiller Institute, Denmark; former parliamentary candidate
Denmark Jelena Nielsen Director, Russian-Danish Dialogue
Denmark Jens Jørgen Nielsen Former Moscow correspondent, Danish daily Politiken; author of books about Russia and Ukraine; a leader of Russian-Danish Dialogue
Denmark Thomas Vissing Director of a China-Nordic trading company
Denmark Dr. Li Xing Professor of Development and International Relations, Department of Politics and Society, Aalborg University
Donetsk People’s Republic Russell “Texas” Bentley Journalist, Former Vice President of Donbass Humanitarian Aid
France Jacques Cheminade President, Solidarité et Progrès, former presidential candidate
France Alain Corvez
Col. (Ret.), International strategy advisor; former advisor to the Commanding General of the United Nations Force in South Lebanon (UNIFIL)
France Ali Ratsbeen President, Academie Géopolitique de Paris
Germany Dr. jur. Wolfgang Bittner Author
Germany Ole Doering Professor, Hunan Normal University; Associate Professor, Dep’t. for Global Health, Peking University; Privatdozent, KIT
Germany Rainer Sandau Technical Director, Satellites and Space Applications, International Academy of Astronautics (IAA)
Germany Helga Zepp-LaRouche Founder and Chairwoman, Schiller Insitute
Greece Leonidas Chrysanthopoulos Ambassador ad Honorem; Secretary General, Black Sea Economic Cooperation Organization (BSEC), 2006-2012
Greece George Tsobanoglou Professor of Sociology, University of the Aegean
Italy Mario Agostinelli Chairman, Fondazione Energia Felice
Italy Pino Arlacchi Former Director, United Nations Drug Control Programme; Professor of Sociology, University of Sassari
Italy Prof. Bruno Brandimarte Professor of Electronic Measurement, Rome
Italy Nino Galloni Economist
Italy Liliana Gorini Chairwoman of Movisol (Movimento Internacionale per i Diritti Civili Solidarietà
Italy Prof. Fabio Massimo Parenti Associate Professor of International Studies, CFAU, Beijing
Italy Vincenzo Romanello Nuclear Engineer, Founder of Atomi per la Pace (Atoms for Peace), Lecce.Italy
Italy Alessia Ruggeri Spokeswoman of Comitato per la Repubblica, Rome, Italy
Monaco Aleksandar Krainer Author, “Grand Deception: The Truth about Bill Browder, the Magnitsky Act and Anti-Russian Sanctions”; financial consultant
Netherlands Guus Berkhout Professor-Emeritus Geophysics, President of CLINTEL
Norway Thore Vestby Former mayor and MP; Cofounder, ICHI Foundation
Spain Juan José Torres Núñez Free-lance journalist, poet
Sweden Hussein Askary Southwest Asia Coordinator, Schiller Institute
Sweden Kjell Lundqvist Chairman, European Labor Party
Sweden Ulf Sandmark Chairman, Schiller Institute, Sweden

United Kingdom

Mike Robinson Editor, The UK Column 

Ibero-America/Caribbean

   
Argentina Enrique Juan Box Media personality
Argentina Luis Bragagnolo Peronist leader; Veterinarian
Argentina Roberto Fritzsche Professor, Department of Economic Science, University of Buenos Aires
Argentina Ruben Darìo Guzzetti Professor, Argentine Institute of Geopolitical Studies
Argentina Juan Francisco Numa Soto Constitutional Attorney
Argentina Carlos Perez Galindo Attorney at Law
Argentina Alejandro Yaya Vice President, Civilian Institute of Space Technology
Bolivia Edwin De la Fuente Jeria Former Commander in Chief of the Bolivian Armed Forces
Bolivia Max Ibañez Former Secretary of Grievance Resolution, National Federation of Electrical, Telephone and Water Workers of Bolivia
Bolivia Sandra Marca Uscamayta Integration Coordinator for the Peasant, Indigenous and Native Economic Organizations of Bolivia
Brazil Jairo Dias Carvalho Professor, Philosophy of Technology, Federal University of Uberlândia
Brazil Igor Maquieira Biologist; member of CLINTEL
Colombia Mario Guillermo Acosta Alarcon Scientist and author; General Director of CIFRA (Space Lab City)
Colombia Ross Carvajal Journalist
Colombia Everardo Hernandez Pardo Trade union leader
Colombia Alba Luz Pinilla Vice-President of DIGNIDAD Political Movement
Colombia Pedro Rubio President, Association of Officials of the General Accounting Office of the Republic
Dominican Republic Ramon Emilio Concepcion Attorney at Law; Presidential Pre-candidate for the PRM party (2020)
Dominican Republic Ramon Gross Post-graduate Professor, Catholic University of Santo Domingo
Dominican Republic Dante Ortiz Nunez Historian; Professor of History, Autonomous University of Santo Domingo
Dominican Republic Domingo Reyes Former professor of economics, Ph.D. in Higher Education
Dominican Republic Rafael Reyes Jerez TV producer, “Face to Face” and “Economics and Politics” on Chanel 69 Teleradioamérica
Haiti Jhonny Estor Founder, Renaissance-Haiti
Haiti Dr. Garnel Michel Physician and author; his book ‘Bak Lakay’ calls the diaspora to return and help rebuild Haiti
Mexico Edith Cabrera Founder and Director of “Coalition #24F Life and Liberty for Julian Assange”
Mexico Oscar Ramon Castro Valdez General Director, “Dossier Político” internet publication
Mexico Daniel Estulin Publicist
Mexico Simon Levy Founder, Cátedra México-China, National Autonomous University of Mexico (UNAM)
Mexico Enrique Lopez Ochoa Surgeon, Professor of Angiology, UNISON School of Medicine
Mexico Daniel Marmolejo Investigative journalist, winner of the 2019 National Journalism Award
Mexico Marino Montoya Contreras Journalist for El Centinela and LGM News
Mexico Francisco Quezada Mathematician; Professor Department of Sciences and Humanities, National Autonomous University of Mexico (UNAM)
Mexico Antonio Valdez Journalist
Mexico Jaime Varela Salazar Chemical Engineer; Former Director of the Department of Chemical Sciences, University of Sonora (UNISON)
Peru José Antonio Benllochpiquer Castro Vice President, Christian Democratic Party
Peru Fernando Fauche National Secretary, Christian Democratic Party
Peru Adrian Flores Konja Former Dean of Accounting Sciences, National University of San Marcos
Peru Carlos Francisco Gallardo Neyra President, Christian Democratic Party
Peru Ruben Rojas Nuclear Physicist
Peru Milton Vela-Gutierrez Professor, University of Lima
Venezuela Emil Guevara Muñoz Member of Parliament, Latin American Parliament (2006-2011)

Venezuela

Edgar Rodriguez Martinez Alberto Adriani Foundation

Africa/Asia/Australia

   
Africa Tse Anye Kevin Deputy President, State55 Afrika
Australia Trudy Campbell Australian Citizens Party
Congo, Republic of Diogène Senny President of Ligue Panafricaine – UMOJA Congo; Coordination avec les Partis Panafricanistes
Guinea Jacques Bacamurwanko Former Ambassador of Burundi to the United States
Iraq Mustafa Jabbar Sanad Member, Council of Representatives (Parliament), Basrah
Lebanon Basham El Hachem Professor of Political Sociology, Doctoral School, l’Université du Liban
Malaysia Dr. Isharaf Hossain President & Principal Research Fellow, Muslim World Research Center (MWRC), Kuala Lumpur.
Mozambique Samo Fernando Soares da Manhiça Executive Director, International Alliance for Development – Mozambique
Pakistan Shakeel Ahmad Ramay Chief Executive Officer, Asian Institute of Eco-Civilization Research and Development (AIERD), Islamabad
Pakistan Khalid Latif Executive Director, Center of Pakistan and International Relations (COPAIR); Program Director (Middle East)
Yemen Fouad Al-Ghaffari President, ALBRICS Yemeni Youth Parliament

 

Panel 2:
 




Tale af Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets konference,
“100 sekunder til midnat på dommedagsuret: Vi har brug for en ny sikkerhedsarkitektur!”

Den 19. februar 2022

HELGA ZEPP-LAROUCHE: God eftermiddag, god aften, alt efter hvor på planeten du befinder dig.

Hvis man ser på den nuværende strategiske situation ovenfra, ud fra historiens lange historiske bue, hvordan skal menneskeheden så skænke sig selv institutioner, der sikrer dens overlevelse på lang sigt, samt ud fra den nuværende dynamik mellem et Kina i fremgang og Asien generelt og et svigtende vestligt liberalt system, synes det at være indlysende, at resultatet af denne historiske æra må være et nyt paradigme i de internationale relationer. Fortsættelsen af geopolitik, som i øjeblikket har bragt os på randen af atomkrig, og det vanvid som ingen steder kommer tydeligere til udtryk end i den militærdoktrin, der ligger bag manøvren “Global Lightning”, som forudsætter en langvarig atomkrig – denne geopolitik må erstattes af en international sikkerhedsarkitektur, der garanterer sikkerhedsinteresserne for alle nationer på jorden, herunder Rusland og Kina samt udviklingslandene.

Konfucius tilskrives den idé, at det første, der skal til for at løse et problem, er at bringe orden i begreberne, for hvis begreberne er i uorden, fører det til misforståelser, som fører til skænderier, som fører til rystelse af statens fundament, og der kan ikke være nogen harmoni i verden. Derfor er det en af de mest presserende opgaver at klarlægge forskellen mellem den historiske sandhed om, hvad der er sket i løbet af de sidste godt 30 år, siden Sovjetunionens opløsning, og den officielle “beretning “, der fortælles i de vestlige mainstream-medier, og faktisk i disse dage nu på sikkerhedskonferencen i München, hvor en bred repræsentation af eliten i NATO-fraktionen er til stede. Og hvor det ser ud til, at udenrigsminister Tony Blinken og den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock synes at være to alen ud af et stykke – hvilket er et forbløffende skuespil.

Disse kræfters officielle linje er, at Putin er aggressoren, at Rusland er det eneste land, der har ændret grænserne i Europa i efterkrigstiden med magt, nemlig på Krim, og at den eneste relevante kamp er mellem de liberale demokratier og de aggressive, autokratiske stater, at NATO aldrig har gjort noget forkert, og at Rusland nægter suveræne lande som Ukraine retten til at vælge den alliance, de ønsker at være en del af. Det sidste, disse medier og politikere ønsker, er en præcis undersøgelse af, hvordan denne nuværende situation er opstået.

Men at tingene sættes på plads, er en uomgængelig forudsætning for at nå frem til en positiv løsning på den nuværende situation. Sovjetunionens sammenbrud betød ikke den vestlige liberale models overlegenhed. Det kollapsede af præcis de årsager, som Lyndon LaRouche identificerede i 1984, nemlig dets tilslutning til Ogarkov-doktrinen, afvisningen af at acceptere præsident Reagans tilbud om at samarbejde om det, der senere blev kaldt det Strategiske Forsvarsinitiativ (SDI), som min afdøde mand Lyndon LaRouche var ophavsmand til, og fastholdelsen af principperne for det, som den sovjetiske økonom Preobrazhensky havde betegnet som “primitiv social akkumulation”. Pave Johannes Paul II advarede dengang eftertrykkeligt om, at Vesten ikke skulle drage den konklusion, at de var moralsk overlegne, og som bevis herpå pegede han på udviklingssektorens tilstand, der var fattig og underudviklet, som et biprodukt af det vestlige liberale system.

I denne periode mellem Berlinmurens fald og Warszawa-pagtens opløsning, var der en reel chance for noget helt nyt: Kommunismen var forsvundet, Vesten havde ikke længere nogen fjende, og Lyndon LaRouche og hans bevægelse havde først foreslået den produktive trekant, Paris-Berlin-Wien, og derefter, efter Sovjetunionens sammenbrud, Den eurasiske Landbro som grundlag for skabelsen af en fredsordning for det 21. århundrede.

Den tidligere amerikanske ambassadør i Moskva, Jack Matlock, har gentagne gange eftertrykkeligt hævdet, at Sovjetunionen ikke udgjorde nogen trussel i de sidste år af sin eksistens, og at Den kolde Krig ikke sluttede med Sovjetunionen, men at den faktisk var slut to år tidligere, fordi Gorbatjov havde accepteret en demokratisering af Østeuropa og forskellige interne reformer, hvilket en stor del af den russiske befolkning hadede ham for, og betragtede ham som en forræder, i modsætning til folk i Vesten og især i Tyskland, som i store folkemængder råbte: “Gorby! Gorby! Gorby!”

Argumentet om at der aldrig blev givet noget løfte til Rusland om, at NATO ikke ville udvide sig mod øst er en åbenlys løgn, som er blevet afsløret af samtidige vidner såsom Matlock. Der foreligger en diskussion af den daværende amerikanske udenrigsminister, James Baker III, den 9. februar 1990, hvor han bekræftede over for Gorbatjov, at NATO “ikke ville rykke en tomme mod øst”. Og for ganske nylig, på spektakulær vis, af Roland Dumas, den daværende franske udenrigsminister. Tydeligvis, på grund af den akutte krigsfare, brød han for fem dage siden sin mangeårige tavshed og vidnede i et langt interview med den franske hjemmeside “Les Crises” om det, han havde fortalt vores franske repræsentant, Jacques Cheminade, privat, allerede tre år forinden: at der dengang var en meget vigtig forhandling om nedrustning og demilitarisering af Warszawa-pagten i gang.

Dumas sagde: “og diskussionen begyndte således. Det var den russiske diplomat som via Gorbatjov, men også via den russiske udenrigsminister, Sjevardnadze, bad om ordet, og som sagde: “Vi, den russiske delegation, vil gerne vide, hvad der kommer til at ske med NATO’s bevæbning i forbindelse med nedrustningen? Og vi kræver,” jeg husker det tydeligt; han var formel, “at de allierede tropper overholder to forpligtelser”. Den første, hvor han var meget sentimental, er den der vedrører bevarelsen af monumenter i alle de sovjetiske lande, til minde om den sovjetiske hærs ære. Den anden er, at der skal være en forpligtelse for Warszawa-pagtens og NATO’s tropper, og at der ikke må ske nogen forskydning af NATO-tropper i de områder af Sovjet-pagten, der skal afvæbnes.” Og på spørgsmålet om hvorfor det ikke blev nedfældet i de egentlige traktater, sagde han: “Det blev ikke nævnt. Det vil sige, at folk, så påpasselige som amerikanerne, folk i Atlant-alliancen, vi anmodede ikke om, at det blev nedskrevet. Det er muligt, men i forhold til karakteren af den generelle diskussion, det vil sige et forsøg på at afvæbne for at gøre en ende på truslen om krig, for det var det der betød noget, og for at forberede en anden periode i forbindelse med en tid, som var nedrustning, var det logisk.

“Så denne diskussion fandt sted: Den fandt først og fremmest sted, fordi russerne bad om det, fordi vi støttede det – først mig selv, og ligeledes amerikanerne, og naturligvis tyskerne.”

Jack Matlock understreger, at løftet om at selv før Sovjetunionens afslutning, var det almindeligt accepteret, at sikkerhed måtte betyde sikkerhed for alle, og at der var et argument, hvor Gorbatjov retfærdiggjorde en reduktion af oprustningen af det sovjetiske militær. Matlock fortæller også, at præsident Bush senior i en af sine sidste taler i Kiev, da der stadig var et Sovjetunionen, rådede ukrainerne til, at de burde tilslutte sig Gorbatjovs frivillige føderation, som han foreslog, og han advarede ukrainerne mod “selvmorderisk nationalisme”.

Lad os se videoen fra den tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher, som bekræftede dette meget tydeligt.

FORTÆLLER: Til gengæld for tysk enhed lovede Vesten at undlade at lade NATO rykke længere mod øst. I Washington afgiver den daværende udenrigsminister vidtrækkende løfter.

HANS DIETRICH GENSCHER: Vi blev enige om, at det ikke er hensigten at udvide NATO’s forsvarsområde mod øst. Det gælder i øvrigt ikke kun med hensyn til D.D.R. [Østtyskland], som vi ikke ønsker at indlemme der, men det gælder helt generelt.

[skærmvisning – “1999”: Videoen viser udenrigsminister Madeleine Albright og tre udenrigsministre på et podium. Bag dem ses USA’s, NATO’s og andre flag.]

FORTÆLLER: Et kortvarigt løfte. De første østeuropæiske lande bliver optaget i NATO. Udenrigsminister Madeleine Albright stråler, da hun omfavner sine kolleger fra Polen, Tjekkiet og Ungarn. Et truende greb set fra Moskvas synspunkt. Men de er for svage til at reagere. [slut video]

ZEPP-LAROUCHE: Så, man har Dumas, Genscher, Matlock, som alle bekræfter, at disse løfter blev aftalt, og som klart modsiger den officielle erklæring om, at sådanne løfter aldrig blev afgivet, hvilket NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, altid gentager.

Så sent som i dag rapporterer Spiegel Magazine i Tyskland om et nyligt fremkommet, tidligere hemmeligt, klassificeret dokument i det britiske nationalarkiv, som blev opdaget af den amerikanske politolog Joshua Shifrinson, om et møde mellem de politiske ansvarlige for udenrigsministerierne i USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland i Bonn den 6. marts 1991. I dokumentet står der, at alle var enige om, at et NATO-medlemskab for de østeuropæiske lande ville være uacceptabelt. Jürgen Chrobog, repræsentant fra Bonn, citeres: “At en udvidelse af NATO hinsides Elben ville være uacceptabel. Derfor bør Polen og de andre lande ikke tilbydes NATO-medlemskab.”

USA’s repræsentant på dette møde, Raymond Seitz, var enig i, at de under 2+4-samtalerne havde lovet Sovjetunionen, at NATO ikke ville udvide formelt eller uformelt mod øst.

Spiegel påpeger, at russerne allerede i 1993, længe før Putin, klagede over, at en udvidelse af NATO mod øst ville krænke ånden i 2+4-samtalerne. Det blev ikke skrevet ned, men begge parter handlede i 1990 i god tro, noget, som tilsyneladende er [gået] helt tabt.

Allerede dengang blev den gode tro imidlertid ikke delt af alle. I stedet for et nyt system, der ville yde sikkerhed for alle, hvilket også kunne have omfattet Ruslands optagelse i NATO, startede de neokonservative i USA og deres britiske kolleger “Projektet for et Nyt amerikansk Århundrede”, som var et initiativ til at opbygge en unipolær verden. Den irrationelle opstemthed overtog ikke kun markederne, som Alan Greenspan bemærkede på et tidspunkt i 90’erne, men det var euforien over, at det vestlige liberale system havde “vundet” Den kolde Krig, som blev den fortælling, der erstattede den historiske kendsgerning.

Francis Fukuyamas tåbelige og fuldstændig grundløse, forkerte argument om historiens afslutning, som betød, at det liberale demokrati ville brede sig til alle lande på verdensplan, begyndte at lægge et røgslør over de vestlige etablissementers tankegang. Måden, hvorpå denne unipolære verden skulle oprettes, var imidlertid ikke så smuk. Farverevolutioner – orange, rosa, hvide, gule, arabiske – næsten hele regnbuens spektrum – blev støttet med milliarder af dollars: 5 milliarder dollars til Ukraine alene, til NGO’ere, før 2014, som Victoria Nuland åbenlyst pralede med. Det omfattede støtte til et kup i Kiev i 2014, som bragte offentligt bekendende nazistiske kræfter i Stepan Banderas tradition til magten; netværk, som var blevet opretholdt af NATO’s efterretningstjenester i organisationer som den Anti-Bolsjevikiske Blok af Nationer i efterkrigstiden med henblik på en potentiel konfrontation med Sovjetunionen.

“Så disse efterretningstjenester vidste præcis, hvem der udførte kuppet på Maidan. Det var som en reaktion på den brutale undertrykkelse af den russisktalende befolkning i Ukraine, at folk på Krim ved en folkeafstemning stemte for at de ønskede at tilslutte sig Rusland, så der var ingen tvungen ændring af Krims grænser.”

Naturligvis skulle FN-pagten og folkeretten i denne proces erstattes af en “regelbaseret orden”. Dette skete med omfattende støtte fra Tony Blair, som i 1999 i Chicago argumenterede for humanitære interventionistiske krige, “retten til at beskytte”: at man måtte erklære afslutningen på den Westfalske Fred.

Omstændighederne omkring den 11. september, som Lyndon LaRouche havde advaret om ni måneder før det skete, som en “Reichstagsbrand”, der var ved at ske, hvilket eliminerede en betydelig del af borgerrettighederne i USA og dannede grundlaget for de endeløse krige, begyndende med Afghanistan – den første krig baseret på løgne. Det der fulgte, var Colin Powells løgne over for FN i 2003 om masseødelæggelsesvåben i Irak, efterfulgt af krigene i Libyen med mordet på Gaddafi, forsøget på at vælte Assad-regeringen i Syrien og direkte og indirekte talrige andre militære operationer: Resultatet var millioner af døde og sårede og millioner af flygtninge.

Var alt dette i USA’s eller Vestens interesse i almindelighed?

Resultatet var et gigantisk tilbageslag. Putin, som i de første år af sit præsidentembede havde mange beundrere i Vesten, blev i stigende grad upopulær hos arkitekterne af den unipolære verden, fordi han ikke underkastede sig den “regelbaserede orden”. Han begyndte at genrejse Ruslands rolle som en aktør i verden. I 2008 i Georgien og i 2015 i Syrien og nu for nylig ved at kræve, at NATO’s ekspansion mod øst ikke blot stoppes, men også tilbageføres til 1997-status, og ved at kræve skriftlige, juridisk bindende garantier fra USA og NATO om, at Ukraine aldrig bliver medlem, at der ikke må være offensive våbensystemer langs den russiske grænse, og at NATO ikke rykker længere mod øst.

Hvis man ser på de sidste 30 års historie, er dette faktisk et ganske beskedent krav. Også i lyset af, at Ukraine ikke opfylder kravene i NATO-traktatens artikel 5 og 10, som general Kujat, den tidligere stabschef for Bundeswehr, korrekt hævder.

I mellemtiden har et andet udslag af modstand mod den “regelbaserede orden” fået en fremtrædende plads. Kina, som havde sin egen plan for en eurasisk landbro, reagerede meget positivt på de programmer, som Schiller Instituttet foreslog for en ny silkevej, men som i første omgang mislykkedes. Det var for økonomisk svagt til at gennemføre disse planer efter den såkaldte “Asien-krise” i 1997, hvor nogle asiatiske landes valutaer blev brutalt spekuleret i sænk af folk som Soros, der på en uge frarøvede landene det, som deres befolkninger havde oparbejdet i årtier.

Kinas reaktion på denne hændelse og de overordnede mål om fattigdomsbekæmpelse i hele verden var præsident Xi Jinpings bekendtgørelse af Den nye Silkevej i 2013 i Kasakhstan. Dette uden sammenligning største infrastrukturprojekt i historien er blevet en omfattende succeshistorie med næsten 150 involverede lande. Men især Kinas fortsatte økonomiske fremgang som lokomotivet i Bælte- og Vej-Initiativet fik fortalerne for den unipolære verden og deres finansfolk i City of London, Wall Street og Silicon Valley til i stigende grad at karakterisere Rusland og Kina som “autokratiske”, “autoritære” og værre ting.

Disse angreb havde som forventet den følgevirkning, der var et mareridt for folk som Zbigniew Brzezinski, Dick Cheney og beslægtede, nemlig at disse to lande – Rusland og Kina – har skabt et partnerskab uden fortilfælde. Den 4. februar, i begyndelsen af de Olympiske Vinterlege i Beijing, underskrev præsident Putin og præsident Xi Jinping et dokument om et omfattende strategisk partnerskab, som ifølge deres egne beskrivelser udgør en model for de fremtidige internationale forbindelser mellem nationer, der vil være baseret på gensidig hensyntagen til den andens interesser inden for det fulde spektrum af økonomiske, politiske, kulturelle og militære områder. [http://en.kremlin.ru/supplement/5770]

Denne aftale har formelt sat en stopper for ideen om en unipolær verden. Det er en historisk kendsgerning, der er kommet for at blive, ikke mindst fordi den kombinerer Ruslands marginale militære overlegenhed med den kinesiske økonomis styrke, og i praksis indebærer det, at den slags trusler, som blev fremsat af de to unavngivne embedsmænd fra Det Hvide Hus, om at USA i tilfælde af en invasion af Ukraine ville forhindre Rusland i at diversificere fra olie og gas og nægte det adgang til avancerede teknologier. Aftalen mellem Kina og Rusland har gjort denne trussel forældet.

Det er nu på tide, at alle klart tænkende og fredselskende mennesker i Vesten genovervejer den strategiske og historiske situation uden fordomme eller ideologiske tilbøjeligheder. Hvis menneskeheden skal have en sikker og lykkelig fremtid, må vi opgive den geopolitiske tankegang i form af konfrontation og erstatte den med en plan for samarbejde mellem alle nationer med henblik på en fælles fremtid for menneskeheden. For det er hvad vi har, på godt og ondt.

Det er på høje tid at erklære NATO for forældet og erstatte det med en international sikkerhedsarkitektur, som garanterer sikkerhedsinteresserne for alle nationer på planeten. I stedet for at behandle det nye omfattende partnerskab mellem Rusland og Kina som en fjendtlig sammenslutning, der skal bekæmpes med et nyt våbenkapløb, bør Europas, USA’s og andre kontinenters nationer signalere, at de er villige til at indgå i en ny ”westfalsk” fredsforhandling, som vil være baseret på den andens interesser og alles fælles bedste. Det stod klart for de kræfter, der forhandlede denne traktat fra 1644-1648, at der ikke kunne være nogen vinder i fortsættelsen af Trediveårskrigen, som i virkeligheden var kulminationen på 150 års religionskrig i Europa, hvor en tredjedel af befolkningen og værdierne var blevet ødelagt.

I dag ville det være så meget mere klart for alle parter, at en fortsættelse af konfrontationen, herunder truslen om atomar udryddelse af hele menneskeslægten, ikke vil efterlade nogen som vinder.

En sådan ny Westfalsk Traktat må være baseret på principper, som er i overensstemmelse med naturloven og lovmæssigheden i det fysiske univers. Den skal afspejle skønheden i den menneskelige art, som er den eneste hidtil kendte art, der er udstyret med kreativ fornuft, hvilket adskiller os fra alle dyr og andre former for liv. Naturligvis skal den nye Vestfalske Traktat ligesom den oprindelige Vestfalske Fred omhandle alle specifikke emner som Minsk II-aftalerne og andre territoriale knaster, men også vor tids store udfordringer som f.eks. et globalt sundhedssystem til bekæmpelse af pandemier, afhjælpning af den globale hungersnød af bibelske dimensioner, som [den administrerende direktør for FN’s Verdensfødevareprogram ] David Beasley taler om, afhjælpning af fattigdom i hele verden og andre anliggender, der vedrører hele menneskehedens fælles bedste.

Den umiddelbare opgave, der ligger foran os, er at organisere alle landes samarbejde med projekter i Bælte- og Vej-initiativet, som allerede er beskrevet meget mere detaljeret i den rapport, vi offentliggjorde i 2014: “Den nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen”, en omfattende plan for udvikling og integration af alle klodens kontinenter. Den skal tage fat på den umiddelbare fare for et systemisk sammenbrud af det transatlantiske finanssystem, som de Fire Love, der blev udformet af Lyndon LaRouche for mange år siden, er den tilgængelige løsning på. (https://larouchepub.com/lar/2014/4124four_laws.html) Og den skal definere de områder, hvor der er brug for et nødvendigt internationalt samarbejde, såsom den hurtigst mulige realisering af en ny økonomisk platform baseret på termonuklear fusionsenergi, for at opnå energi- og råvaresikkerhed for alle nationer. Den skal definere fredeligt samarbejde inden for rumforskning, rumfart og kolonisering af rummet.

Vi er den kreative art, og det er nu det rette tidspunkt i vores historie til at bevise det.

Et sidste punkt. Hvis man sammenligner den Westfalske Freds succes med Versailles-traktatens totale fiasko, som ikke tog hensyn til alle deltagende parters interesser, men blot udgjorde optakten til den næste verdenskrig, så burde det være indlysende, at princippet om alle nationers suverænitet, forenet af et højere mål om én menneskehed, skal opretholdes.

Vi bør derfor vende tilbage til ånden fra Berlinmurens fald, som kunne have været en “menneskehedens stjernestund” (på tysk eine Sternstunde der Menschheit), og potentialet i 2+4-aftalen, som ikke blot var en egentlig fredstraktat, der afsluttede efterkrigstiden og teoretisk set etablerede den tyske suverænitet, men som alle ved, er denne suverænitet som følge af den ovenfor beskrevne udvikling aldrig kommet til udtryk i tyskernes bevidsthed, hvor ordet “suverænitet”, i modsætning til Frankrig, hvor suverænisterne er i flertal, ikke engang er kendt af den gennemsnitlige borger i Tyskland. Det skal der også rettes op på og gøres noget ved.

Så lad os vende dette yderst farlige øjeblik til en chance for at skabe en ny æra for menneskeheden. Lad os skabe en ægte “menneskehedens stjernestund”, som er den udødelige art værdig, som vi er skabt til at være.

Mange tak.




Interview med freds- og fremtidsforsker Jan Øberg:
Om Ukraine-Rusland-USA-NATO krisen,
Danmarks forhandlinger om amerikanske soldater i Danmark, og
Xinjiang spørgsmålet, den 21. februar 2022

Jan Øberg, ph.d., er freds- og fremtidsforsker og kunstfotograf,
Direktør, The Transnational Foundation for Peace and Future Research, TFF, Sverige, https://transnational.live

Jan Øberg kan kontaktes her: oberg@transnational.org

Interviewet er på engelsk p.g.a. international deling.

Lydfil: 

Afskrift: 1. del om Ukraine-Rusland-U.S.-NATO krisen:

Michelle Rasmussen: Hello. Today is February 21st, 2022. I am Michele Rasmussen, the vice president of the Schiller Institute in Denmark. And I’m very happy that peace researcher Jan Oberg agreed to this interview. Jan Oberg was born in Denmark and lives in Sweden. He has a PhD in sociology and has been a visiting professor in peace and conflict studies in Japan, Spain, Austria, Switzerland, part time over the years. Jan Oberg has written thousands of pages of published articles and several books. He is the co-founder and director of the Independent TFF, the Transnational Foundation for Peace and Future Research in Lund, Sweden since 1985, and has been nominated over several years for the Nobel Peace Prize.

Our interview today will have three parts. The danger of war between Russia and Ukraine, which could lead to war between the United States and NATO and Russia, and how to stop it.

Secondly, your criticism of Denmark starting negotiations with the United States on a bilateral security agreement, which could mean permanent stationing of U.S. soldiers and armaments on Danish soil.

And thirdly, your criticism of a major report which alleged that China is committing genocide in Xinjiang province.

A Russian invasion of Ukraine, which some in the West said would start last Wednesday has not occurred. But as we speak, tensions are still very high. You wrote an article, Jan Oberg, on January 19th, called Ukraine The West has paved the road to war with lies, specifying three lies concerning the Ukraine crisis. Let’s take them one by one.

You defined lie number one: “The Western leaders never promised Mikhail Gorbachev and his foreign minister, Eduard Shevardnadze, not to expand NATO eastwards. They also did not state that they would take serious Soviet or Russian security interests around its borders, and, therefore, each of the former Warsaw Pact countries has a right to join NATO, if they decide to freely.” Can you please explain more to our viewers about this lie?

Jan Oberg: Yes, and thank you very much for your very kind and long and detailed introduction of me. I would just say about that point that I’m amazed that this is now a kind of repeated truth in Western media, that Gorbachev was not given such promises. And it rests with a few words taken out of a longer article written years ago by a former U.S. ambassador to Ukraine, who says that Gorbachev did not say so. That article was published by Brookings Institution. Now the truth is, and there’s a difference between truth and non truths, and we have to make that more and more clear when we deal with the West at the moment. The truth is, if you go to the National Security Archives in the U.S., if I remember correctly, the George Washington University that is well documented, their own formulation is that there are cascades of documentation. However, this was not written down in a treaty, or signed by the Western leaders, who one after the other came to Gorbachev’s dacha outside Moscow or visited him in Kremlin, and therefore some people would say it’s not valid. Now that is not true in politics. If we can’t rely on what was said and what was written down by people personally in their notebooks, etc.

George Bush, Margaret Thatcher, Helmut Kohl, James Baker, you can almost mention any important Western leader were unanimous in saying to Gorbachev, we understand that the Warsaw Pact has gone, the Soviet Union has gone, and therefore, we are not going to take advantage of your weakness. James Baker’s formulation, according to all these sources, is we’re not going to expand nature one inch. And that was said in 89, 90. That is 30 years ago. And Gorbachev, because of those assurances also accepted, which he’s been blamed very much for since then, the reunification of Germany. Some sources say that was a kind of deal made that if Germany should be united, which it was very quickly after, it should be a neutral country. But the interpretation in the West was it could remain a member of NATO, but would then include what was at that time the German Democratic Republic, GDR [East Germany] into one Germany. You can go to Gorbachev’s Foundation home page and you will find several interviews, videos, whatever, in which he says these things, and you can go to the Danish leading expert in this, Jens Jørgen Nielsen, who has also written that he personally interviewed Gorbachev, in which Gorbachev, with sadness in his eyes, said that he was cheated, or that these promises were broken, whatever the formulation is.

And I fail to understand why this being one of the most important reasons behind the present crisis, namely Russia’s putting down its foot, saying “You can’t continue this expansion up to the border, with your troops and your long-range missiles, up to the border of Russia. And we will not accept Ukraine [as a member of NATO]. You have gotten ten former Warsaw Pact countries which are now members of NATO, NATO has 30 members. We are here with a military budget, which is eight percent of NATO’s, and you keep up with this expansion. We are not accepting that expansion to include Ukraine.

Now, this is so fundamental that, of course, it has to be denied by those who are hardliners, or hawks, or cannot live without enemies, or want a new Cold War, which we already have, in my view, and have had for some years. But that’s a long story. The way the West, and the U.S. in particular — but NATO’s secretary general’s behavior is outrageous to me, because it’s built on omission of one of the most important historical facts of modern Europe.

Michelle Rasmussen: Yes. In your article, you actually quote from the head of NATO, the general secretary of NATO, back in 1990, one year before the dissolution of the Soviet Union, Manfred Wörner, where you say that in these documents released by the U.S. National Security Archive, that you just referred to, “Manfred Wörner gave a well-regarded speech in Brussels in May 1990, in which he argued ‘The principal task of the next decade will be to build a new European security structure to include the Soviet Union and the Warsaw Pact nations. The Soviet Union will have an important role to play in the construction of such a system.’ And the next year, in the middle of 1991, according to a memorandum from the Russian delegation who met with Wörner. He responded to the Russians by saying that he personally and the NATO council, were both against expansion “13 out of 16 NATO members share this point of view,” and “Wörner said that he would speak against Poland’s and Romania’s membership in NATO to those countries leaders, as he had already done with leaders of Hungary and Czechoslovakia. And he emphasized that we should not allow the isolation of USSR from the European community,” and this was even while the U.S.S.R. was still alive. So it must have been even more the case after the U.S.S.R. collapsed, and Russia emerged.

Jan Oberg: Well, if I may put in a little point here, you see, with that quotation of a former NATO secretary general, compare that with the present secretary general of NATO. Wörner was a man of intellect. The leaders around him at the time in Europe were too. I mean, those were the days when you had people like Willy Brandt in Germany and östpolitik [East policy], and you had Olof Palme in Sweden with common security thinking. We cannot in the West be sure, feel safe and secure in the West, if it’s against Russia. Which does not mean at all to give into everything Russia does, but just says we cannot be safe if the others don’t feel safe from us. And that was an intellectualism. That was an empathy, not a necessarily a sympathy, but it was an empathy for those over there, that we have to take into account, when we act. Today that intellectualism is gone completely.

And it is very interesting, as you point out, that 13 out of 16 NATO countries, at that time, were at that level, but in came in 1990 Bill Clinton. And he basically said, well, he didn’t state it. He acted as though he had stated it, I don’t care about those promises, and then he started expanding NATO. And the first office of NATO was set up in Kiev in 1994. That was the year when he did that. And that was a year when I sat in Tbilisi, Georgia, and interviewed the U.S. representative there, who, through a two-hour long conversation, basically talked about Georgia as “our country.”

So, you know, it’s sad to say it’s human to make mistakes, but to be so anti-intellectual, so anti-empathetic, so imbued with your own thinking and worldview, you’re not able to take the other side into account, is much more dangerous than it was at that time, because the leaders we have in the western world today are not up to it. They were earlier, but these are not.

Michelle Rasmussen: Lie number two that you pointed out, “The Ukraine conflict started by Putin’s out-of-the-blue aggression on Ukraine and then annexation of Crimea.” What’s the rest of the story here?

Jan Oberg: Well, it’s not the rest, it’s the beginning of the story. You see, people who write about these things, and it’s particularly those who are Western media and Western politicians and foreign ministers, et cetera, they say that it all started with this out-of-the-blue invasion in the Donbass, and then the taking, annexing or aggression on, or whatever the word is, Crimea. Well, they all forget, very conveniently, and very deliberately — I mean, this is not a longer time ago than people who write about it today would know — that there was a clearly western assisted, if not orchestrated, coup d’état in Kiev in 2014. After, I won’t go into that long story, after some negotiations about an economic agreement between Ukraine and the EU, in which the president then jumped off, allegedly under pressure from Putin, or whatever, but there were a series of violent events in Kiev.

And it’s well known from one of those who were there, and participated, namely the assistant secretary of State for European Affairs, Mrs. Nuland, and she’s given a speech in the U.S. where, if I remember correctly, she says that the US has pumped $5 billion into Ukraine over the years, to support democracy and human rights, et cetera, and training courses for young NGOs, et cetera. And it’s obvious that that operation, that ousting of the president, he had to flee to Russia, and the taking over, partly by neo-Nazis and fascists who were present and who probably did the beginning of the shooting and the killing of people, that all this had to do with the promise that was given to Ukraine years before that it would be integrated into the Euro-Atlantic framework. And then it was kind of stopping and saying, we don’t want that anyhow. We will negotiate something else, and we will look into what Putin has to offer, etc.

But that that, in Putin’s mind, in Russia’s mind, meant that NATO would be the future of Ukraine. And Russia had, still has, a huge military base in Crimea, which it had a lease on for, at the time, I think it was 30 plus years, meaning should Ukraine, which was clearly signalled by the western NATO member’s leadership, enter and become a full member of Ukraine, then he would look at a Russian base, either being lost or you would have a Russian military naval base in a NATO country.

Now I’m not saying that that was a smart move. I’m not saying it was a legal move, but it’s very difficult for the western world to blame Russia for annexing Crimea. If you look at the opinion polls and the votes for that, if you will, voting ourselves back to Russia — you know, the whole thing was Russia until 1954, when Khrushchev gave it to Ukraine, and he was from Ukraine himself. And so this happened three weeks before. And I’m amazed that it should not again be intellectually possible for people who witnessed this — The other thing we talked about with 30 years ago. There might be some young fools who would not read history books.

But what I’m talking about was something that happened in 2014, and there’s no excuse for not mentioning that there’s a connection between that coup d’état, and the influence of the West in Ukraine in a very substantial way, and what happened in Donbas and Crimea.

So I’m just saying, if I put it on a more general level, if we look at today’s ability to understand, describe, analyze issues as conflicts, we are heading for zero understanding. There is nobody in the press, and nobody in politics who are able, intellectually, to see these things as conflicts, that is, as a problem standing between two or more parties that has to be analyzed. And conflict resolution is about finding solutions that the parties we have defined as parties, and there certainly are many more than two in this very complex conflict, can live with in the future. What we are down to in banalization is that there is no conflict. There’s only one party, Russia, that does everything bad and evil and terrible, while we are sitting in the receiving end, being the good guys who’ve done nothing wrong in history. Who could never rethink what we did or say, we’re sorry, or change our policies, because we are right. There’s only one problem. That’s them. We’re down now to the level in which these things, also the last three months, the accusations about Russia invading Ukraine, has nothing to do with conflict analysis. It is purely focusing on one party, and one party, by definition, is not a conflict.

We are not party to a relationship anymore, and that makes a huge difference, again, from the leaders and the way of thinking and the intellectual approach that existed 20-30 years ago. And one reason for all of this is, of course, that the West is on his way down. Secondly, and they feel threatened by anything that happens around the world. And secondly, when you have been number one in a system for a long time, you become lazy. You don’t study. You don’t have as good education as you should have. You bring up people to high levels who have not read books, because we can get away with everything. We are so strong militarily. And when that happens, you know, it’s a slippery slope and you are actually on board the Titanic.

This is not a defense of everything Russia does. What I’m trying to say is there is a partner over there, by the way they call us partners in the West. We call them anything else but partners. We don’t even see them. We don’t listen to their interests. We didn’t listen to Putin when he spoke at the Munich conference in 2007 and said, ‘You have cheated us.’ And of course, when Gorbachev, 90 years old, says, you have cheated us, he’s not even quoted in the Western world, because there’s no space anymore for other views than our own. You know, this autism that is now classical in the Western security policy elite is damn dangerous.

Michelle Rasmussen: I want to just ask you shortly about the third lie, and then we’ll get into what you see as the solution. The third lie you, you pointed out, was that “NATO always has an open door to new members. It never tries to invite or drag them in does not seek expansion. It just happens because Eastern European countries since 1989 to 1990 have wanted to join without any pressure from NATO’s side, and this also applies to Ukraine.” And in this section, you also document that Putin actually asked for Russia to join NATO. Can you shortly, please explain your most important point about this third lie?

Jan Oberg: Yeah, well, it’s already there since you quoted my text, but the fascinating thing is that you have not had a referendum in any of these new member states. The fascinating thing is, in 2014, when this whole NATO membership came to its first conflictual situation in the case of Ukraine, there was not a majority, according to any opinion poll in Ukraine. There was not a majority. And I would say it’s not a matter of 51%. If a country is going to join NATO, it should be at least 75 or 80% of the people saying yes to that. Third, and it’s not something I’ve invented, it is NATO’s former secretary general Robertson, who has told the story. I think it was first released in the Guardian, but it’s also in a long podcast from a place I don’t remember, which the Guardian quotes. He says that he was asked by Putin whether, or at what time, or whatever the formulation was, NATO would accept Russia as a member.

This probably goes back to what you had already quoted Wörner, the NATO secretary general for having said, namely that a new security structure in Europe would, by necessity, have some kind of involvement, in a direct sense, of Russia, because Russia is also Europe.

And that was what Gorbachev had as an idea that the new [common] European home, something like a security structure where we could deal with our conflicts or differences or misunderstandings, and we could still be friends in the larger Europe.

And that was why I argued at the time thirty years ago that with the demise of the Soviet Union and the Warsaw Pact, the only reasonable thing was to close down NATO. And instead, as I said with Clinton and onwards, the whole interpretation was we have won. The Western system, the neoliberal democratic NATO system has won. We have nothing to learn from that. There’s nothing to change now. We just expand even more.

And the first thing NATO did, as you know, was a completely illegal. Also, according to its own charter, the invasion, involvement and bombing in Yugoslavia, Yugoslavia was not a member. Had never been a member of NATO, and NATO’s only mission is paragraph five, which says that we are one for all and all for one. We are going to support some member, if the member is attacked. Now, it had nothing to do in Yugoslavia. That happened in 1991 and onwards, all the nineties. And you remember the bombings and 72 two days of bombings in Kosovo and Serbia. And it’s nothing to do — and there was no UN mandate for it. But it was a triumphalist interpretation. We can now get away with everything, anything we want. We can do it because there’s no Russia to take into account. Russia could not do anything about it. China could not do anything about it at the time.

And so, you get into hubris and an inability to see your own limitations, and that is what we are coming up to now. We are seeing the boomerang coming back to NATO, the western world for these things. And then, of course, some idiots will sit somewhere and say, Jan Oberg is pro-Russia. No, I’m trying to stick to what I happen to remember happened at the time. I’m old enough to remember what was said to Gorbachev in those days when the Wall came down and all these things changed fundamentally.

I was not optimistic that NATO would adapt to that situation, but there was hope at that time. There’s no hope today for this, because if you could change, you would have changed long ago. So the prediction I make is the United States empire, NATO, will fall apart at some point. The question is how, how dangerous, and how violent that process will be, because it’s not able to conduct reforms or change itself fundamentally into something else, such as a common security organization for Europe.

Michelle Rasmussen: Well, I actually wanted to ask you now about the solutions, because you’ve been a peace researcher for many decades. What what would it take to peacefully resolve the immediate crisis? And secondly, how can we create the basis for peaceful world in the future? You mentioned the idea that you had 30 years ago for dismembering NATO and the founder and international chairman of the Schiller Institute, Helga Zepp-LaRouche, has now called for establishing a new security architecture, which would take the interests of all countries, including Russia, into account. So how could we solve the immediate crisis? If there were the political will, what would have to change among the parties? And secondly, what needs to be done in terms of long term peaceful cooperation?

Jan Oberg: Well, first of all, the question you are raising is a little bit like the seventh doctor who is trying to operate on a patient who is bleeding to death and then saying, “What should we do now?” What I have suggested over 30 years is something that should have been done to avoid the situation today, and nobody listened, as is clear, because you don’t listen to researchers anymore who say something else that state-financed researchers do. So it’s not an easy question you are raising, of course. I would say, of course, in the immediate situation, the Minsk agreements, which have not been upheld, particularly by Ukraine in establishing some kind of autonomy for the Donbass area. Now that is something we could work with, autonomous solutions. We could work with confederations, we could work with cantonization, if you will. Lots of what happened, and happens, in the eastern republics of Ukraine. It reminds me of a country I know very well, and partly educated in and worked in during the dissolution, namely Yugoslavia. So much so that it resembles Granica. Ukraine and Granica in Croatia, both mean border areas. Granica means border, and there’s so much that could have been a transfered of knowledge and wisdom and lessons learned, had we had a United Nations mission in that part. A peacekeeping mission, a monitoring mission. UN police and U.N. civil affairs in the Donbas region.

If I remember correctly, Putin is the only one who suggested that at some point. I don’t think he presented it as a big proposal to the world, but in an interview he said that was something he could think of. I wrote in 2014, why on earth has nobody even suggested that the United Nations, the world’s most competent organization in handling conflicts, and, if you will, put a lid on the military affairs, for instance, by disarming the parties on all sides, which they did in eastern and western Slovonia, in Croatia. Why has that not been suggested? Because the western world has driven the United Nations out to the periphery of international politics..

I’ve said Minsk. I’ve said the UN. I’ve said some kind of internal reforms in Ukraine. I have said, and I would insist on it, NATO must stop its expansion. NATO cannot take the risk, on behalf of Europe, and the world, to say we insist on continuing with giving weapons to, and finally making Ukraine a NATO member. You can ask Kissinger, you can ask Brzezinski, you can take the most, if you will, right wing hawkish politicians in the West. They’ve all said neutrality like Finland or Switzerland, or something like that, is the only viable option.

And is that to be pro-Russian? No, that needs to be pro-Western. Because I am just looking like so many others, fortunately, have done at the Cuban Missile Crisis. What would the United States — how would it have reacted, if Russia had a huge military alliance and tried to get Canada or Mexico to become members with long-range weapons standing a few kilometers from the U.S. border?

Do you think the US would have said, “Oh, they were all freely deciding to, so we think it’s OK.” Look at what they did during the Cuban Missile Crisis. They could not accept weapon stations in Cuba.

So, one of the things you have to ask yourself about is there one rule and one set of interests for the Western world that does not apply to other actors? If you want to avoid Russia invading Ukraine, which all this nonsense is about repeatedly now for two or three months. Look into a new status where the East and the West and Ukraine, all of it, can sit down and discuss security guarantees for Ukraine.

President Zelensky has said it quite nicely, I must say. If you don’t want us to become members of NATO, and he says that to the West, because he feels that it has taken a long time for the West to act, and he last said that at the Munich Security Conference, I think yesterday or two days ago, by the way, interestingly a man whose country is going to be invaded any moment, leaves the country and goes to a conference to speak which he could have done on Zoom.

I mean, the whole thing doesn’t make sense, like it didn’t make sense, was it on the 18th or 17th when all the West said that they’re going to invade Ukraine, and the Russian defense minister was sitting in Damascus and Putin was receiving Bolsonaro. I mean, don’t they have intelligence anymore in NATO and Washington?

So long story short, sit down and give Ukraine the guarantees and non-aggression pact with both sides or all sides, clearly limited non-nuclear defensive defense measures along the borders, or whatever, integration in whatever eastern and Western economic organizations.

And I would be happy to see them as part of the Belt and Road Initiative with economic opportunities. There is so much Ukraine could do if it could get out of the role of being a victim, and squeezed between the two sides all the time. And that can only be done if you elevate the issue to a higher level, in which Ukraine’s different peoples and different parts and parties are allowed to speak up about what future they want to have in their very specific situation that Ukraine is in. It is not any country in in Europe. It’s a poor country. It’s a country that has a specific history. It’s a country which is very complex, complex ethnically, language wise, historically, etc.

And that’s why I started out saying confederation. I said something like a Switzerland model, something like Cantonization, or whatever, but for Christ’s sake, give that country and its people a security, a good feeling that nobody’s going to encroach upon you..

And that is to me, the the schwerpunkt [main emphasis], the absolutely essential, that is to give the Ukraine people a feeling of security and safety and stability and peace so that they can develop. I find it very interesting that President Zelensky, in this very long interview to the international press a couple of weeks ago, say I’m paraphrasing it. But he says “I’m tired of all these people who say that we are going to be invaded because it destroys our economy. People are leaving. No business is coming in, right?”

Who are we to do this damage to Ukraine and then want it to become a member of NATO? You know, the whole thing is recklessly irresponsible, in my view, particularly with a view of Ukraine and its peoples and their needs.

So I would put that in focus, and then put in a huge UN peacekeeping mission and continue and expand the excellent OSCE mission. Put the international communit, good hearted, neutral people down there and diffuse those who have only one eyesight, only one view of all this. They are the dangerous people.

Michelle Rasmussen: And what about the more long-term idea of a new security architecture in general?

Jan Oberg: Oh, I would build a kind of, I wouldn’t say copy of, but I would I would build something inspired by the United Nations Security Council. All Europe, representatives for all countries, including NGOs, and not just government representatives. I would have an early warning mechanism where the moment there is something like a conflict coming up, we would have reporters and we would have investigations we would look into, not conflict prevention.

My goodness, people don’t read books. There’s nothing about conflict prevention. We should prevent violence. We should prevent violent conflict, but preventing conflicts is nonsense, life is getting richer. There’s not a family, there’s not a school, there’s not a workplace, there’s not a political party, there’s not a parliament in which there are no conflicts. Conflict is what life is made of. Conflict is terribly important because it makes us change and reflect. I’m all for conflicts, and I’m one hundred and ten percent against violence. But people will say “Conflict prevention is something we should work, on and educate people in.” Nonsense from people who never read books, as I said.

So I would look for something like common security. The good old Palme Commission from the eighties, which built on defensive defense. The idea that we all have a right, according to Article 51, in the UN Charter. Everybody has a right to self-defense.

But we do not have a right to missiles that can go 4,000 km or 8,000 kilometres and kill millions of people far away. Get rid of nuclear weapons and all these things. It has nothing to do with defensiveness and common security, and I say that wherever I go and whoever I speak to. Get rid of nuclear weapons and offensive long range weapons.

The only legitimate weapons there are in this world are defensive ones, and they are defined by two things. Short distance, ability to go only over a short distance, such as helicopters instead of fighter airplanes or missiles.

And second, limited destructive capacity because they’re going to be used on your own territory in case somebody encroaches or invades you. But nobody wants to have nuclear weapons or totally super destructive weapons on their own territory because they don’t want them to be used to there. So just ask yourself, what would you like in Country X, Y and Z to be defended with? And that’s a definition of a defensive weapons. If we all had only defensive military structures, there would be very few wars, but they would also not be a military-industrial-media-academic complex that earns the money on this.

The whole thing here that the big elephant in the room we are talking about is, well, there are two of them, is NATO expansion, which we should never have done this way. And secondly, it’s the interest of the military-industrial-media-academic complex, as I call it, that earns a hell of a lot of money on people’s suffering, and millions of people who, at this moment while we speak, are living in fear and despair because of what they see in the media is going to happen. None of what we see at this moment was necessary. It’s all made up by elites who have an interest in these kinds of things happening or the threat of the Cold War. And even if we avoid a big war now, and I hope, I don’t pray to anything, but I hope very much that we do, thanks to some people’s wisdom, and it’s going to be very cold in Europe in the future after this.

Look at the demonization that the West has done again against Russia, and to a certain extent, of Ukraine. This is not psychologically something that will be repaired in two weeks.

Michelle Rasmussen: Yeah, and also, as you mentioned at the beginning, it has also something to do with the unwillingness in part of certain of the Western elites to accept that we do not have an Anglo-American unipolar world, but that there are other countries that need to be listened to and respected.

Jan Oberg: Yeah, and you might add, what the West gets out of this is that Russia and China will get closer and closer. You are already seeing the common declaration. We will have friendship eternally. And that’s between two countries who up to the sixties at some point were very strong enemies. And the same will go with Iran, and there would be other countries like Serbia which are turning away from the West. We’re going to sit and be isolating ourselves because, one, we cannot bully the world anymore, as we could before in the West. And secondly, nobody wants to be bullied anymore. We have to live in a world in which there are different systems. This Christian missionary idea that everybody must become like us. We opened up to China because then we hope they would become liberal democracies with many parties, and the parliament is awfully naïve. And time is over for that kind of thinking.

Michelle Rasmussen: I want to go into the other two subjects. Firstly, the question of the negotiations between Denmark and the United States in the context of the political, military and media statements of recent years alleging that Russia has aggressive intentions against Europe and the U.S. the Danish Social Democratic government announced on February 10th that a year ago, the U.S. requested negotiations on a Defense Cooperation Agreement, and that Denmark was now ready to start these negotiations. The government announced that it could mean permanent stationing of U.S. troops and armaments on Danish soil. And if so, this would be against the decades-long policy of the Danish government not to allow foreign troops or armaments permanently stationed in Denmark. And you wrote an article two days later criticizing these negotiations. Why are you against this?

Jan Oberg: I’m against it because it’s a break of 70 years of sensible policies. We do not accept foreign weapons and we do not accept foreign troops, and we do not accept nuclear weapons stationed on Danish soil. I sat, for ten years, all throughout the 1980s, in the Danish Governments Commission for Security and Disarmament as an expert. Nobody in the 80s would have mentioned anything like this. I guess the whole thing is something that had begun to go mad around 20 years ago, when Denmark engaged and became a bomber nation for the first time in Yugoslavia. And then Afghanistan and Iraq, and it means that you cannot say no. This is an offer you can’t refuse. You can’t refuse it, among other things, it’s my interpretation, because you remember the story where President Trump suggested that he or the U.S. could buy Greenland, and the prime minister Mette Frederiksen said, ‘Well, that is not something to be discussed. The question is absurd,’ after which he got very angry. He got personally very angry, and he said, ‘It’s not a matter of speaking to me. You’re speaking to the United States of America.’ And I think this offer to begin negotiations must have come relatively shortly after that, as ‘This offer is not something you should call absurd once again.’ I’ve no evidence for that. But if these negotiations started more than a year ago, we are back in the Trump administration.

And secondly, what kind of democracy is that? We do not know what that letter in which the Americans asked to have negotiations about this, when it was written and what the content of it was. But what we hear is that a little more than a year ago, we began some negotiations about this whole thing, that is behind the back of the parliament, and behind the back of the people, and then is presented more or less as a fait accompli. There will be an agreement. The question is only nitty-gritty, what will be in it.

In terms of substance, there is no doubt that any place where there would be American facilities based in sites, so whenever you’d call it, weapon stored will be the first targets in a war, seen as such in a war, under the best circumstances, seen by Russia. Russia’s first targets will be to eliminate the Americans everywhere they can in Europe, because those are the strongest and most dangerous forces.

Secondly, it is not true that there is a no to nuclear weapons in other senses than Denmark will keep up the principle that we will not have them stationed permanently. But with such an agreement where the Air Force, Navy and soldiers, military, shall more frequently work with, come in to visit, etc., there’s no doubt that there will be more nuclear weapons coming into, for instance, on American vessels than before, because the cooperation would be closer and closer.

Jan Oberg: And there the only thing the Danish government will do is, since they know that the “neither confirm nor deny policy” of the U.S., they would not even ask the question. If they are asked by journalists, they would say, “Well, we take for granted that the Americans honor or understand and respect that we will not have nuclear weapons on Danish territory, sea territory, or whatever. Now the Americans are violating that in Japan even. So, this is this is nonsense. There would be more nuclear weapons. I’m not saying they would go off or anything like that. I’m just saying there would be more undermining of Danish principles.

And then the whole thing, of course, has to do with the fact that Denmark is placing itself — and that was something the present government under Mette Frederiksen’s leadership did before this was made public — is to put 110 percent of your eggs in the U.S. basket. This is the most foolish thing you can do, given the world change. The best thing a small country can do is to uphold international law and the UN. Denmark doesn’t. It speaks like the U.S. for an international rules-based order, which is the opposite of, or very far away from the international law.

And secondly, in a world where you are going to want multipolarity, a stronger Asia, stronger Africa, another Russia from the one we have known the last 30 years, etc., and a United States that is, on all indicators except the military, declining and will fall as the world leader. This is, in my view, be careful with my words, the most foolish thing you can do at the moment, if you are a leader of Denmark, or if you leading the Danish security politics. You should be open — I wrote an article about that in a small Danish book some six or seven years ago, and said “Walk on two legs.” Remain friendly with the United States and NATO, and all that, but develop your other leg, so you can walk on two legs in the next 20, 30, 40 years. But there’s nobody that thinks so long term in the Ministry of Foreign Affairs, and there’s nobody who thinks independently anymore in research institutes or ministries. It’s basically adapting to everything we think, or are told by Washington we should do. And that’s not foreign policy to me. There’s nothing to do with it.

Jan Oberg: A good foreign policy is one where you have a good capacity to analyze the world, do scenarios, discuss which way to go, pros and contras, and different types of futures, and then make this decision in your parliament based on a public discussion. That was what we did early, 60s, 70s and 80s. And then also when you become a bomber nation, when you become a militaristic one, when active foreign policy means nothing but militarily active, then, of course, you are getting closer and closer and closer down into the into the darkness of the hole, where suddenly you fall so deeply you cannot see the daylight, where the hole is. I think it’s very sad. I find it tragic. I find it very dangerous. I find that Denmark will be a much less free country in the future by doing these kinds of things. And, don’t look at the basis of this agreement as an isolated thing. It comes with all the things we’ve done, all the wars Denmark has participated in. Sorry, I said we, I don’t feel Danish anymore, so I should say Denmark or the Danes. And finally, I have a problem with democratically elected leaders who seem to be more loyal to a foreign government, than with their own people’s needs.

China and Xinjiang

Michelle Rasmussen: The last question is that, you just mentioned the lack of independence of analysis, and there’s not only an enemy image being painted against Russia, but also against China, with allegations of central government genocide against the Muslim Uyghur minority in Xinjiang province as a major point of contention. And on March 8th, 2021, the Newlines Institute for Strategy and Policy in Washington published a report The Uyghur Genocide, an examination of China’s breaches of the 1948 Genocide Convention in cooperation with the Raoul Wallenberg Center for Human Rights in Montreal, and the next month, April 27, last year, you and two others issued a report which criticized this report. What is the basis of your criticism and what do you think should be done to lessen tension with China?

And also as a wrap-up question in the end, if you wanted to say anything else about what has to be done to make a change from looking at Russia and China as the autocratic enemies of the West, and to, instead, shift to a world in which there is cooperation between the major powers, which would give us the possibility of concentrating on such great task as economic development of the poorer parts of the world?

Jan Oberg: Well, of course, that’s something we could speak another hour about, but what we did in our in our tiny think tank here, which, by the way, is totally independent and people-financed and all volunteer. That’s why we can say and do what we think should be said and done and not politically in anybody’s hands or pockets, is that those reports, including the Newlines Institute’s report, does not hold water, would not pass as a paper for a master’s degree in social science or political science. We say that if you look into not only that report, but several other reports and researchers who were contributing to this genocide discussion, if you look into their work, they are very often related to the military-industrial-media-academic complex. And they are paid for, have formerly had positions somewhere else in that system, or are known for having hawkish views on China, Russia and everybody else outside the western sphere.

So when we began to look into this, we also began to see a trend. And that’s why we published shortly after a 150 page report about the new Cold War on China, and Xinjiang is part of a much larger orchestrated — and I’m not a conspiracy theorist. It’s all documented, in contrast to media and other research reports. It’s documented. You can see where we get our knowledge from, and on which basis we draw conclusions.

Whereas now, significantly, for Western scholarship and media, they don’t deal with, are not interested in sources. I’ll come back to that. It’s part of a much larger, only tell negative stories about China. Don’t be interested in China’s new social model. Don’t be interested in how they, in 30 to 40 years did what nobody else in humankind has ever done. Uplifting hundreds of millions of people out of poverty and creating a society that I can see the difference from, because I visited China in 1983, and I know what it looked like back then when they had just opened up, so to speak.

And what we are saying is not that we know what happened and happens in Xinjiang, because we’ve not been there and we are not a human rights organization. We are conflict resolution and peace proposal making policy think tank. But what we do say is, if you cannot come up with better arguments and more decent documentation, then probably you are not honest. If there’s nothing more you can show us to prove that there’s a genocide going on at Xinjiang, you should perhaps do your homework before you make these assertions and accusations.

That’s what we are saying, and we are also saying that it is peculiar that the last thing Mike Pompeo, Trump’s secretary of state, did in his office, I think on the 19th of January last year, was to say I hereby declare that Xinjiang is a genocide, and the State Department has still not published as much as one A4 page with the documentation.

So, I feel sad on a completely different level, and that is, Western scholarship is disappearing in this field. And those who may really have different views, analyses and question what we hear or uphold a plurality of viewpoints and interpretations of the world, we’re not listened to. I mean, I’m listening to elsewhere, but I’m not listened to in Western media, although I have forty five years of experience in these things and I’ve traveled quite a lot and worked in quite a lot of conflict and war zones. I can live with that, but I think it’s a pity for the Western world that we are now so far down the drain, that good scholarship is not what politics built on anymore. If it, I think it was at a point in time.

So what is also striking to me is, very quickly, the uniformity of the press. They have all written the day that the Newsline report that you referred to, was published, it was all over the place, including front pages of the leading Western newspapers, including the Danish Broadcasting’s website, etc., all saying the same thing, quoting the same bits of parts from it.

The uniformity of this is just mind boggling. How come that nobody said, “Hey, what is this Newlines Institute, by the way, that nobody had heard about before? Who are these people behind it? Who are the authors?” Anybody can sit on their chair and do quite a lot of research, which was impossible to do 20 years ago. If you are curious, if you are asked to be curious, if you are permitted to be curious, and do research in the media, in the editorial office where you are sitting, then you would find out lots of this here is B.S. Sorry to say so, intellectually, it’s B.S.

And so I made a little pastime, I wrote a very diplomatic letter to people at CNN, BBC, Reuters, etc. Danish and Norwegian, and Swedish media, those who write this opinion journalism about Xinjiang, and a couple of other things, and I sent the all our report, which is online, so it’s just a link, and I said kindly read this one, and I look forward to hearing from you. I’ve done this in about 50 or 60 cases, individually dug up their email addresses, et cetera. There is not one who has responded with anything. The strategy when you lie, or when you deceive, or when you have a political man, is don’t go into any dialogue with somebody who knows more or it’s critical of what you do.

That’s very sad. Our TFF Pressinfo goes to 20 people in BBC. They know everything we write about Ukraine, about China, about Xinjiang, et cetera. Not one has ever called.

These are the kinds of things that make me scared as an intellectual. One thing is what happens out in the world. That’s bad enough. But when I begin to find out how this is going on, how it is manipulated internally in editorial offices, close to foreign ministries, etc. or defense ministries is then I say, we are approaching the Pravda moment. The Pravda moment is not the present Pravda [newspaper], but the Pravda that went down with the Soviet Union. When I visited Russia, the Soviet Union at a time for conferences, et cetera, and I found out that very few people believed anything they saw in the media. Now, to me, it’s a question of whether the Western media, so-called free media want to save themselves or they want to become totally irrelevant, because at some point, as someone once said, you cannot lie all the time to all of the people, you may get away with lying to some, to some people, for some of the time.

Michelle Rasmussen: President Lincoln

Jan Oberg: Yeah. So the long story short is this is not good. This deceives people. And of course, some people, at some point, people will be very upset about that. They have been lied to. And also don’t make this reference anymore to free and state media. Viewers may like to hear that may not like it, but should know it, the US has just passed a law — They have three laws against China — How to intervene in all kinds of Chinese things, such as, for instance, trying to influence who will become the successor to Dalai Lama, and things like that. They are not finished at all about how to influence Taiwan, and all that, things they have nothing to do with, and which they decided between Nixon and Zhou Enlai that America accepted the One-China policy and would not mix themselves into Taiwanese issues. But that is another broken promise. These media are state media in the U.S. If you take Radio Free Europe and Radio Free Asia, they are those, particularly the latter, who have disseminated most of these Xinjiang genocide stories, which then bounce back to BBC, etc. These are state media. As an agency for that in in Washington, it’s financed by millions of dollars, of course, and it has the mandate to make American foreign policy more understood, and promote U.S. foreign policy goals and views. Anybody can go to a website and see this. Again, I’m back to this, everybody can do what I’ve done. And that law that has just been passed says the U.S. sets aside 15 hundred million dollars, that’s one point five billion dollars in the next five years, to support education, training courses, whatever, for media people to write negative stories about China, particularly the Belt and Road Initiative. Now I look forward to Politiken [Danish newspaper] or Dagens Nyheter [Swedish newspaper] or whatever newspapers in the allied countries who would say, “This comes from a state U.S. media” when it does.

And so, my my view is there is a reason for calling it the military-industrial-media-academic complex, because it’s one cluster of elites who are now running the deception, but also the wars that are built on deception. And that is very sad where, instead, we should cooperate. I would not even say we should morally cooperate. I would say we have no choice on this Earth but to cooperate, because if we have a new Cold War between China and the West, we cannot solve humanity’s problems, whether it’s the climate issue, environmental issues, it’s poverty, it’s justice, income differences or cleavages, or modern technological problems or whatever. You take all these things, they are, by definition, global. And if we have one former empire, soon former empire, that does nothing but disseminate negative energy, criticize, demonize, running cold wars, basically isolating itself and going down.

We lack America to do good things. I’ve never been anti-American, I want to say that very clearly. I’ve never, ever been anti-American. I’m anti empire and militarism. And we need the United States, with its creativity, with its possibilities, with what it already has given the world, to also contribute constructively to a better world, together with the Russians, together with Europe, together with Africa, together with everybody else, and China, and stop this idea that we can only work with those who are like us, because if that’s what you want to do, you will have fewer and fewer to work with.

The world is going towards diversity. And we have other cultures coming up who have other ways of doing things, and we may like it or not. But the beauty of conflict resolution and peace is to do it with those who are different from you. It is not to make peace with those who already love, or are already completely identical with. This whole thing is, unfortunately, a conflict and peace illiteracy that has now completely overtaken the western world. Whereas I see people thinking about peace. I hear people mentioning the word peace. I do not hear Western politicians or media anymore mention the word peace. And when that word is not, and the discussion and the discourse has disappeared about peace, we are very far out.

Combine that with lack of intellectualism and an analytical capacity, and you will end up in militarism and war. You cannot forget these things, and then avoid a war. So in my view, there are other reasons than Russia, if you will, that we’re in a dangerous situation, and that the danger has to do with the West operating, itself, at the moment. Nobody in the world is threatening the United States or the West. If it goes down, it’s all of its own making. And I think that’s an important thing to say in these days when we always blame somebody else for our problems. That is not the truth.

Michelle Rasmussen: Thank you so much, Jan.




Helga Zepp-LaRouches hovedtale: Den humanitære krise i Afghanistan:
På vej til en langsigtet løsning:
Rådet for internationale anliggender i Rusland og Schiller Instituttets videokonference

Den 10. februar 2022 — Goddag Harley; goddag Andrey.

Jeg har en lidt anderledes opfattelse: Jeg mener, at uanset hvem der er ansvarlig for gennemførelsen af sanktionerne rettet mod Afghanistan og for indefrysningen af afghanske aktiver i USA og i Europa efter Talebans magtovertagelse i august, også bærer ansvaret for følgende: Ifølge den tyske UNICEF-chef, Christian Schneider, er 1 million børn under fem år akut underernærede i Afghanistan, og deres tilstand er af en sådan beskaffenhed, at de i Tyskland ville skulle behandles på en intensivafdeling, hvilket betyder, at de under de nuværende omstændigheder sandsynligvis vil dø. Ifølge FN befinder 8,7 millioner mennesker sig i en fremskreden tilstand af sult; 24,4 millioner eller 55 % af befolkningen befinder sig i en nødsituation, hvilket betyder, at de mangler alle de basale livsfornødenheder, mens 98 % ikke har nok at spise. Flere og flere familier sælger nogle af deres børn i håb om, at de andre vil overleve, og folk sælger deres organer.

Også massemedierne i USA og Europa har efter en kortvarig medieomtale i august og begyndelsen af september, næsten intet rapporteret om denne værste humanitære krisesituation på kloden. Lederne af de NATO-lande, som trak sig så hastigt tilbage fra Afghanistan i august, vidste naturligvis, at 80 % af landets budget kom fra bistand fra donorlandene, og at kombinationen af annulleringen af disse midler, indefrysning af afghansk kapital og sanktionerne ville kvæle Afghanistans økonomi fra den ene dag til den anden.

Efter seks måneders tragedie og utallige forgæves appeller, bortset fra et par små indrømmelser for nylig, må man spørge sig selv, hvad hensigten med denne politik er? Argumentet om at Taleban først skal anerkende kvindernes rettigheder osv. synes at være absurd, når disse kvinder og deres børn er døde. Er det hensigten at sabotere Talebans evne til at opretholde en fungerende stat i et sådant omfang, at oppositionen, herunder ISIS, al-Qaeda, narkotikasmuglere, krigsherrer osv. får herredømmet?

Konsekvensen ville være en ny og blodig borgerkrig, et helvede, hvor civilbefolkningen – mellem sult, frostgrader, COVID, epidemier, osv. som polio, mæslinger, dengue-feber og diarré – vil blive knust, og millioner af flygtninge vil forsøge at søge sikkerhed i nabolandene og i Europa. Det ville være en fortsættelse af det britiske imperiums store spil af Bernard Lewis og Zbigniew Brzezinski, som har til formål at sikre den geopolitiske destabilisering af Rusland og Kina, og at forhindre den økonomiske integration af Eurasien gennem Bælte- og Vej-Initiativet ved hjælp af de gamle virkemidler som terrorisme, opiumskrige og etniske konflikter. Hvis denne politik “lykkes”, vil den blot være endnu et element i den store afsluttende akt i menneskehedens tragedie, som udspiller sig på verdenshistoriens scene, mellem Vestens modstandere og Rusland og Kina, og som nu har nået et punkt, der beskrives af {Bulletin of the Atomic Scientists} som 100 sekunder før midnat på dommedags-uret.

Der findes et modtræk til at redde Afghanistan, som jeg har kaldt “Operation Ibn Sina”. Ibn Sina, som levede for ca. 1.000 år siden, var en af de største læger i verdenshistorien, hvis {Canon of Medicine} forblev en delvis reference indtil det 18. århundrede. Ibn Sina blev født i det nuværende Usbekistan; hans far stammede fra Balkh i Afghanistan. I tider med corona-pandemien er det yderst vigtigt at huske, at det var ham, der bl.a. erkendte karantænens enorme betydning for bekæmpelsen af epidemier. Ud over at være et fremragende renæssancemenneske kan han udgøre en symbolsk figur for redningen af Afghanistan.

Operation Ibn Sina kan skabe en forandring til det bedre på to måder. For det første kan den blive et synonym for internationalt samarbejde om at opbygge et moderne sundhedsvæsen og tilvejebringelse af mad til det afghanske folk. Hvis alle nabolande, såvel som USA og de europæiske nationer, der kæmpede i Afghanistan i 20 år som en del af NATO, og som derfor har en himmelråbende moralsk forpligtelse, hjælper befolkningen ud af denne ufortjente akutte nød og samarbejder om et lynprogram for bistandshjælp, kan det værste stadig afværges.

Ud over det humanitære aspekt vil Operation Ibn Sina også have en militærstrategisk dimension. Hvis Rusland, Kina, USA og Indien, de fire nationer med den største militære og økonomiske betydning eller befolkningsstørrelse, kunne samarbejde, kunne det udvikle sig til en tillidsskabende foranstaltning til løsning af de store strategiske konflikter. Afghanistan er i modsætning til Ukraine eller Taiwan, der har strategisk betydning, ikke en af Ruslands og Kinas kerneinteresser. Det ligger mange tusinde kilometer væk fra USA, mens Indien på den anden side har en central interesse i stabiliteten i egne geografiske omgivelser. Samarbejdet mellem disse fire magter, foruden mobiliseringen af andre eksisterende formater, såsom “Troika-plus”, SCO og OIC [Organisationen for islamisk Samarbejde], med det formål at redde Afghanistan, kan være et skridt i retning af det nye paradigme i internationale relationer, uden hvilket det ikke vil være muligt at sikre menneskehedens fortsatte overlevelse.

Der er intet sted på denne jord – og det omfatter det strategisk eksplosive potentiale i de destabiliserende operationer omkring Ukraine og Taiwan – hvor menneskehedens moralske egnethed til at overleve, afprøves hårdere end i Afghanistan. Det er ikke vores sikkerhed, som vi skal forsvare i Hindu Kush, som den daværende tyske forsvarsminister Peter Struck havde hævdet den 11. marts 2004 for at motivere Tysklands deltagelse i krigen i Afghanistan, men det er vores medmenneskelighed.

Militære strateger, opfordres til at tage højde for et måske ukendt domæne for strategisk tænkning: Befolkningens moralske habitus – både deres egen befolkning og deres modstanders. Da den Franske Revolution mislykkedes på grund af den jakobinske terror, konstaterede Friedrich Schiller, at “et stort øjeblik havde fundet et lille folk”, at selv om den objektive mulighed var til stede, var den subjektive moralske kapacitet utilstrækkelig. Han skrev derefter {De æstetiske Breve} i den overbevisning, at fra nu af ville enhver forbedring på det politiske område, udelukkende være mulig gennem en forædling af den enkeltes karakter. Han mente, at “uddannelsen af evnen for ‘{Empfindungsvermögen}’, empati, er tidens mest presserende behov”, fordi det “vækker forbedringen af forståelsen”.

Ud fra dette perspektiv er overvindelsen af den “fordærvede ligegyldighed” hos dele af befolkningen, som gør dem lige så ufølsomme over for andre folks lidelser som for virkningerne af deres geopolitisk motiverede dæmonisering af den formodede fjende, en strategisk faktor af højeste betydning. “Operation Ibn Sina” bør derfor blive det flag, under hvilket alle kræfter, der ønsker at redde det afghanske folk, samles, af barmhjertighed, agapē, som ønsker at skabe et nyt paradigme i de strategiske relationer, som middel til endelig at overvinde truslen om krig, og som ønsker at forsvare vores arts menneskelighed.

 




Briter forsøger at skubbe Rusland ind i en “bjørnefælde” i Kasakhstan.

Med kun et par dage tilbage før de planlagte forhandlinger 10. januar mellem russiske og amerikanske diplomater på højt niveau, om Ruslands krav om “øjeblikkelige” skriftlige sikkerhedsgarantier fra USA og NATO, har magtfulde kredse i London og Washington, som ikke vil bevæge sig bort fra at være på randen af atomkrig, lanceret endnu en provokation mod Rusland: den voldelige destabilisering af Kasakhstan. Tony Blair, George Soros og utallige internationale ngo’er medvirker i hele operationen.

En “farverevolution” i Kasakhstan har klare sikkerhedsmæssige konsekvenser for Rusland. Kasakhstan har den længste grænse til Rusland. Det er placeringen af ​​Ruslands vigtigste rumopsendelsesanlæg, Baikonur Cosmodrome, en by, som Rusland i dag lejer af Kasakhstan.

Det ser ud til, at magtfulde kredse i London og Washington er opsat på at provokere den russiske bjørn til at reagere med undertrykkende vold i Kasakhstan, eller til at gøre det samme i det østlige Ukraine, for derefter at vende om og bruge dette som en færdigpakket undskyldning for at starte destruktiv økonomisk krigsførelse imod Rusland. Kort sagt, hvis de kan få Rusland til at gå i “bjørnefælden”, så vil de give Rusland “Afghanistan-behandlingen” – økonomiske sanktioner og krigsførsel så alvorlig, at de sulter landet til underkastelse … eller forsøger at gøre det. I den forstand er det forestående afghanske folkedrab på mere end 20 millioner mennesker også en forløber for 3. Verdenskrig.

Helga Zepp-LaRouche fremhævede den strategiske betydning af denne udvikling i sin ugentlige webcast: “Hvis du ville have spurgt mig for en uge siden, hvis jeg forventer en indsats for at forstyrre den diplomatiske offensiv, der hovedsageligt kommer fra Rusland og Kina, for at uskadeliggøre det, der tydeligvis byggede op som en dobbelt “cubamissilkrise” med udviklingen omkring Ukraine og Taiwan, så ville jeg have sagt, at man så absolut bør forvente en provokation til at forstyrre disse møder, og her er vi så …

“Lad mig nu først nævne det positive aspekt:​​Der var et vist gennembrud for blot et par dage siden, i mandags, da P5 FN-nationerne, det vil sige de permanente fem atomvåbenstater, for første gang blev enige om at bekræfte den meget vigtige erklæring, som blev forhandlet mellem Gorbatjov og præsident Reagan i Reykjavik i oktober 1986, om at en atomkrig aldrig kan vindes og derfor aldrig må udkæmpes.”

Det er positivt, sagde Zepp-LaRouche, men nu “skal ordene følges op af gerninger. Og den udtalelse som sådan, selv om den er ekstremt vigtig, dæmper endnu ikke krisen omkring Ukraine og heller ikke krisen omkring Taiwan, men, som jeg sagde, så er det et meget vigtigt første skridt….

“Men vi har brug for en vending på hundrede procent, fordi denne konfrontation mod Rusland og Kina er selvmorderisk … Jeg tror,​​vi har brug for en fuldstændig ændring af prioriteringer, og befolkningen er nødt til at vågne op. Deres ligegyldighed, ligegyldigheden – hos nogle af jer – over for Afghanistan er det der åbner for, at disse rådne politikker fortsætter i vores egne lande. Og vi skal have en mobilisering for et nyt paradigme, både i vores egne lande og også i relationer mellem nationer, fordi det er udtryk for samme problem i systemet.”

Udvalgt billede: Esetok, CC BY-SA 4.0 via Wikimedia Commons




Organisationen for islamisk Samarbejde forpligter sig til koordineret støtte til Afghanistan;
verden må skride til handling – vores ’historiske mission’

Den 19. december (EIRNS) – I søndags mødtes Ministrenes Råd fra Organisationen for islamisk Samarbejde (OIC) i et ekstraordinært samråd (session) i Pakistan og blev enige om forslag for koordineret humanitær støtte til Afghanistan, samt økonomiske tiltag. Mekanismer for at følge disse til dørs blev fastlagt, således at OIC’s beslutninger kunne realiseres. Mere end 70 delegerede deltog, som repræsenterede medlemslande, gæstenationer, internationale, finansielle og FN-relaterede nødhjælpsagenturer. Med 57 medlemslande er OIC den næststørste sådan organisation efter De forenede Nationer. Men selv med dette, vil det som vil bestemme hvad der sker med den afghanske befolkning og nation, den større omkringliggende region, samt verdenssituationen, være en nødvendig forandring i tilgangen, væk fra den dødelige geopolitik og påbegyndelsen af fælles, positiv handling blandt stormagterne.

Dette blev understreget i fredags – åbningsdagen af det tre dage lange OIC-møde i Islamabad – af Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouche, som deltog i en diskussion, der blev vist på Pakistans nationale TV, PTV, som nøje fulgte OIC-begivenheden. Hun sagde følgende: »I en vis forstand er det at samle alle internationale kræfter for at hjælpe Afghanistan, efter min mening en af de allervigtigste, historiske missioner. På en vis måde tror jeg, at hele menneskeheden er som en laser, koncentreret om hvad der sker i Afghanistan. Så, jeg vil virkelig håbe, at alle de deltagende og berørte nationer vil fordoble og flerdoble deres anstrengelser for at gøre redningen af Afghanistan til et tema for hele verden, fordi det er det lige nu. Og jeg mener, at alle fremgangsmåder må tages i brug: medier, FN, konferencer. Der bør være et trommeslag, et trommeslag for at vække verdens samvittighed, fordi jeg tror, at dette er en slags bedømmelse af vores evner som menneskehed: er vi i stand til, moralsk, at overleve eller ej?«

Hvad der sker her til aften er, at tilsagn begynder at komme fra OIC-nationer, angående donationernes størrelser, som har til formål at yde den hårdt tiltrængte støtte. Baseret på de første udmeldinger omfatter rammerne for den tildelte bistand flere funktioner. En resolution om, at OIC vil oprette en Humanitær Fond og et Program for Fødevaresikkerhed blev enstemmigt vedtaget. OIC-mødet opfordrede til, at den eksisterende Islamiske organisation for Fødevaresikkerhed (IOFS) arbejder med dette nye Program for Fødevaresikkerhed for Afghanistan, herunder brugen af IOFS-reserver, hvis dette giver mening. Den Humanitære Fond står til at blive operationsklar i løbet af det første kvartal i 2022, under Den islamiske Udviklingsbanks regi.

I Kabul skal den eksisterende OIC-mission styrkes med større logistiske, finansielle og menneskelige ressourcer for at gøre det muligt for den at koordinere operationer med globale agenturer og partnerskaber. Under disse inkluderes de åbenlyse FN-agenturer, fra UNICEF til Verdens Fødevareprogram, samt andre organisationer. En prioritet vil blive lagt på at samarbejde med Verdens Sundhedsorganisation indenfor vacciner og medicinske forsyninger.

Der vil være støtte til de afghanske flygtninge, som er flygtet til nabolande, og til de internt fordrevne i Afghanistan selv. Det vurderes, at 665.000 mennesker er blevet fordrevet blot imellem januar og september 2021, udover de allerede 2,9 millioner fordrevne i deres nation. Kortfattet: 60% af befolkningen på 38 millioner mennesker trues med hungersnød og manglen på livets fornødenheder.

Konferencen bød velkommen til Usbekistans tilbud om, i fællesskab med FN, at skabe et regionalt, logistisk knudepunkt i byen Termez for at håndtere fragten af humanitært materiel til Afghanistan. OIC-mødet godkendte ambassadør Tarig Ali Bakhit Salah, assisterende generalsekretær for humanitære, kulturelle og familiære Anliggender ved OIC-sekretariatet, som OIC’s Særlige Udsendte i Afghanistan for OIC’s Generalsekretær for at koordinere indsatsen og rapportere til OIC.

Det meddeles af AP Pakistan (APP), at der var en indtrængende appel for at bygge storstilede projekter i det multinationale område for at tilvejebringe genopbygning og udvikling. Overordnet set burde dette inkludere energi-, transport- og kommunikationsprojekter. To af disse var TAPI-rørledningen og TAP-ledningen, som skal overføre strøm mellem Turkmenistan, Afghanistan og Pakistan. Diskussionens deltagere henledte opmærksomheden på vigtigheden af  Den økonomiske Samarbejdsorganisations 15. topmøde, som mødtes den 28. november 2021 i Ashgabat i Turkmenistan.

Det andet område af OIC-initiativer, parallelt med arbejdet indenfor humanitær støtte, fødevarehjælp og anti-pandemiske tiltag, er i skabelsen af bank-, kredit- og relaterede rammebetingelser, som skal tjene en genetableret, fungerende økonomi, samt til genopbygning. Ifølge APP vedtog Udenrigsministrenes Råd, at de første forhandlinger, »der skulle frigøre finansielle og bank-relaterede veje for at genoprette likviditet, samt finansiel og humanitær assistance«, burde begynde under vejledningen af OIC’s Generelle Sekretariat og Den islamiske Udviklingsbank. APP tilføjede, at deltagere diskuterede at »udforske realistiske måder, hvorpå Afghanistans finansielle aktiver kunne frigøres«.

Det er her, at en direkte konfrontation kommer ind i billedet med London, Washington D.C. og medsammensvorne, der uberettiget insisterer på at tilbageholde 9,5 milliarder dollars af Afghanistans statsaktiver, som er svært nødvendige for regerings- og økonomiske funktioner. En særlig styg, dobbeltmoralsk offentlighedskampagne finder sted i USA, hvor åbne breve blev offentliggjort i den seneste uge, hvor krokodilletårer blev fældet, og det blev påstået, at nogle af de 9,5 milliarder dollars burde blive frigivet og brugt til »direkte at afhjælpe det afghanske folk«, men kun hvis de kunne overføres direkte til FN og andre agenturer, hverken relateret til Kabul-regeringen eller Taliban. Et af brevene var fra forhenværende militære personligheder, som står i forbindelse med det berygtede Atlantiske Råd, og det andet brev var fra 39 kongresfolk, enten uvidende, blåøjede, korrupte eller alle tre.

Ingen nation eksisterer uden fungerende institutioner. Ingen uafhængighed er mulig uden økonomisk suverænitet. At tilbageholde finansielle midler, eller på uberettiget vis kontrollere beslutningstagningen over benyttelsen af disse, er ensbetydende med at ødelægge en nation. Dette vil fuldføre opgaven gennem folkemord, hvilket 20 år med militær tilstedeværelse og manglen på udvikling ikke var i stand til i Afghanistan. Dette er en moralsk prøve for Vesten.

Hvad de finansielle midler bør bruges til, samt hvad der generelt må gøres i Afghanistan, er præsenteret i et nyudgivet EIR-interview med Dr. Shah Mehrabi, som i 20 år sad i bankbestyrelsen i DA Afghanistan Bank, Afghanistans centralbank.

Vores rolle i at udbrede sådanne politiske tiltag er uundværlig, parallelt med at bringe sandheden om størrelsesordnen af Afghanistans krise, som fuldstændig udelukkes af den transatlantiske presse. Zepp-LaRouches opråb for Operation Ibn Sina, som vil skabe en moderne sundhedsplatform i landet, er en opfordring til at verden agerer. At rette lyset på Afghanistan, og mobilisere for det som må gøres, udbreder forståelse af nødvendigheden for at gøre en ende på grebet fra den imperialistiske udenrigspolitik og det globalistiske finanssystem overalt, som nu bryder sammen og truer med atomkrig.

Helga Zepp-LaRouche afsluttede sine bemærkninger på PTV den 17. december, ved at sammenfatte situationen således: »Så, i en vis forstand tror jeg, at Afghanistans skæbne og menneskehedens skæbne er langt tættere forbundet end de fleste mennesker kan forestille sig.«

Links:

Et EIR-interview med Dr. Shah Mohammad Mehrabi, som sidder i den regerende bestyrelse af Afghanistans centralbank (Da Afghanistan Bank), er blevet offentliggjort i video- og tekstformat. Heri går han i dybden med det, som er nødvendigt for at Afghanistan kan fungere økonomisk. Interviewet har titlen: »Amerikansk politik ’kvæler det afghanske folk’«:

https://schillerinstitute.com/blog/2021/12/18/interview-with-dr-shah-mehrabi-u-s-policy-is-suffocating-the-afghan-people/

Fire repræsentanter for Schiller Instituttet blev interviewet på Pakistans PTV i forbindelse med OIC-konferencen:

Stifteren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, og Hussein Askary:

https://schillerinstitute.com/blog/2021/12/19/pakistan-tv-special-broadcast-on-oic-extraordinary-meeting-on-afghanistan-gets-briefing-from-helga-zepp-larouche-hussein-askary/

Harley Schlanger:

https://youtu.be/_sb7eD5sLdc

Karel Vereycken:

https://www.youtube.com/watch?v=Td7T64hPNq0