Lyndon LaRouche har udgjort det intellektuelle og politiske lederskab i kampen for en ny, international, økonomisk orden for planeten. Den dybtgående virkning af LaRouches lederskab reflekteres klart i de aktuelle handlinger, som tages af BRIKS og andre for at skabe en ny, global finansarkitektur og strategisk alliance mellem nationer.

Læs hele folderen på engelsk her.

Foreslået bidrag 100 kr. Giro: 564-8408, Homebanking: 1551-5648408

Download (PDF, Unknown)

15. dec. 2014 – Kinas Handelsministerium meddelte den 8. dec., at landet har planlagt at

»bruge mere hjælp til udlandet for at finansiere projekter i lande, der er dækket af det Økonomiske Silkevejsbælte og den Maritime Silkevej«,

iflg. et taiwansk online nyhedsbrev (Want China Times). Prioriteringen af Silkevejsfonden på 40 mia. dollar vil gå til

»en række infrastrukturprojekter, inklusive hovedveje, havne, jernbaneforbindelser og energi- og telekommunikationsnetværk«,

som er i færd med at blive planlagt af Kina og disse lande.

Kina er også begyndt at arbejde sammen med lande, der modtager hjælp, så disse selv kan udføre projekterne, sagde vicehandelsminister Zhang Xiangchen.

I et vigtigt eksempel, som vil finde sted i denne uge, vil Kinas premierminister Li Keqiang deltage i det fjerde, årlige Beograd Økonomiske Forum for stats- og regeringschefer fra 16 central- og østeuropæiske stater – hvor Li Keqiang er blevet gjort til medlem. Fjorten af statsoverhovederne deltager i dette store møde, hvor infrastruktur, der strækker sig fra Grækenlands havn i Piræus, er på dagsordenen. Ifølge den græske avis Kathimerini English Edition (ekathimerini.com), er det igangværende Piræus-projekt nu en katalysator for den Maritime Silkevej, for et projekt fra Athen (nu igen forbundet med Piræus via jernbane) til Beograd til Centraleuropa.

Dette projekt vil sandsynligvis involvere en eller flere nye jernbanelinjer fra Athen til Beograd, og en anden fra Beograd, tværs over Ungarn til Bukarest i Rumænien. Og selvfølgelig involverer det udvidelsen og den industrielle udvikling af Suezkanalen, idet den Maritime Silkevej er nyligt konstrueret for den fremtidige udvikling af nationerne langs med den.

EIR deltager i det Økonomiske Forum i Beograd og vil rapportere herfra.

Foto: Parti fra havnen i Piræus  

I løbet af den seneste uge har en fuldstændig ny situation udviklet sig i USA og derfor også globalt set, som på den ene side markeres af udgivelsen af »Torturrapporten« fra Det amerikanske Senats Særlige Komite til Undersøgelse af Efterretningsvæsenet, og på en anden side det oprør, som fandt sted i den amerikanske Kongres imod en forholdsregel i Omnibus-budgetforslaget, som skulle ophæve sektion 716 i Dodd/Frank-loven, der havde udelukket nogle af de mest risikable transaktioner med derivater fra at være under FDIC’s (den amerikanske, statslige indskudsgarantifond, -red.) garantiordning.

Dette har kastet Lyndon LaRouche og hans venner ud i en fuldstændig ny form for nationalt og internationalt lederskab. Når man først er blevet kastet ud i den form for lederskab, har man intet andet valg end at leve op til det.

Udgivelsen af torturrapporten har potentiale til at omstøde hele det diktatoriske regime, som blev etableret efter 11. september. Hvis den føres frem i sin fuldeste udstrækning, kunne denne rapport, i kombination med frigivelsen af det 28-sider lange kapitel af den fælles kongresundersøgelsesrapport om den udenlandske sponsorering af 11. september, hvor, som man sagde under Watergate-perioden i 1970’erne, »alle træerne i skoven vil falde«.

I betragtning af den kendsgerning, at torturprogrammet blev gennemført under Bush/Cheney-regimet og blev beskyttet af Obama og hans Justitsministerium, har udgivelsen af rapporten potentiale til at transformere det amerikanske, politiske landskab.

Det har helt specifikt potentiale til på forhånd at ødelægge Jeb Bush’ kandidatur og således, med Hillary Clintons tilbagetrækning fra at komme i betragtning som præsidentkandidat, at skabe betingelserne for, at tidligere præsident Bill Clinton kan spille en ledende rolle i genrejsningen af det amerikanske præsidentskab.

En sådan udvikling ville skabe betingelserne for, at USA kan afvise Det britiske Imperiums geopolitiske fremstød for krig mod Rusland og Kina, og i stedet gå med i BRIKS for at skabe en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden.

Under oprøret i Repræsentanternes Hus imod Omnibus-budgetforslaget så man ledende demokrater som Maxine Waters og Nancy Pelosi, med hjælp fra indsatsen fra senator Elizabeth Warren i Senatet, bryde åbenlyst for første gang med Barack Obama pga. hans underdanighed over for Wall Street. Dette oprør i Huset bragte en tendens frem, mest fremtrædende i det Demokratiske Parti, som er i imod Wall Street og for genindførelse af Glass-Steagall. Og, hvad der er vigtigt, i både Huset og Senatet er et anseligt antal republikanere gået imod deres eget partis lederskab.

Den kendsgerning, at John Boehner appellerede til Barack Obama om at komme ham til undsætning, og at både Barack Obama og Jamie Dimon, formand, præsident og direktør for J.P. Morgan, piskede demokraterne ind i geledderne på Capitol Hill, skaber et krystalklart billede af det amerikanske folks fjendes ansigt lige så magtfuldt, som hele paraden af de brutale Bushfolk, inklusive Cheney, Rove, Rodriguez og Hayden, som optræder på søndags-talkshows for at forsvare tortur.

På trods af Pyrrhussejren med vedtagelsen af Omnibus-budgetforslaget, så har kombinationen af de to fremstød, imod tortur og imod bail-out-politikken, redefineret amerikansk politik.

Som LaRouche erklærede i lørdags, så var disse udviklinger i USA til dels udløst af fremvæksten af en koalition af kræfter i Tyskland imod kansler Merkels anti-russiske politik. Da Merkels politik blev væltet, var scenen sat for udviklinger i USA.

Lyndon LaRouche tilføjede:

»Spørgsmålet er nu, at man ikke kan lade dækket være ubesat, isæt i USA, så de kunne få et come-back!«

Søndag understregede Lyndon LaRouche, at LaRouche-bevægelsen nu befinder sig i en position, hvor den kan udøve voksende lederskab nationalt og internationalt. I denne sammenhæng understregede han, at spørgsmålet drejer sig om USA, som Hamilton forstod det. Det, der derfor må lægges vægt på, er princippet om nationen. I USA må vi fortsætte med at koncentrere os om New York-området som en løftestang til at få nationen og verden i bevægelse. Forsøg ikke at reducere tingene til et lokalt eller delstatsspørgsmål. I USA må vi have en national anskuelse, ellers vil vi fejle. Vi må fokusere på USA’s enhed som nation, hvor delstaterne blot er en del af et nationalt system.

Helga Zepp-LaRouche, der talte fra Tyskland, understregede det internationale ekko af det, der er sket, og understregede, at til trods for Bush-ligaens forsøg på at intimidere andre, så kan ånden ikke stoppes tilbage i lampen. Hun sagde, at der er en enorm chance for, at USA kan stoppe effekten af indsprøjtningen af nazistisk filosofi i vore institutioner. Dette er en unik chance for at gå tilbage til USA’s sande identitet som en republik. Situationen kan gå to veje – enten til Himlen, eller til Helvede. Hun vendte dernæst tilbage til temaet, som Lyndon LaRouche har udviklet, med hensyn til LaRouche-bevægelsens unikke ansvar ved denne korsvej, og sagde, at det er vores job at sikre, at dette er et vendepunkt i historien for det gode.

Med formand Tom Gillesberg

»Jeg tror, at hvis den gennemsnitlige amerikaner vidste, hvor tæt vi er på Tredje Verdenskrig, ville folk strømme ud på gaderne… « »Den tidligere chef for den russiske hærs generalstab … sagde, at en konflikt mellem NATO og Rusland allerede er i gang … at en egentlig militærmagt blot vil være denne kampagnes slutfase. Da han blev spurgt, om han mente, det endnu kunne standses, sagde han, at han mente, det ulykkeligvis ikke længere var muligt; at mekanismerne var blevet sat i gang … «

Supplerende materiale:

Folder: HVORFOR USA MÅ GÅ MED I BRIKS

Skriv under: RESOLUTION:

USA OG EUROPA MÅ HAVE MODET TIL AT AFVISE GEOPOLITIK

OG I STEDET SAMARBEJDE MED BRIKS

Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter, forberedte denne videotale den 6. dec. til Instituttets møde den 13. december i New York City, såvel som andre møder i Boston, Detroit, San Francisco og Houston.

Jeg tror, at hvis den gennemsnitlige amerikaner vidste, hvor tæt vi er på Tredje Verdenskrig, ville folk strømme ud på gaderne, og de ville kræve en ændring af Obamaregeringens aktuelle politik.

Den tidligere chef for den russiske hærs generalstab, general Juri Baluyevskij, gav for et par dage siden et interview, hvor han sagde, at en konflikt mellem NATO og Rusland allerede er i gang; at den begyndte med en informationskrig, med en enorm psykologisk kampagne, der lagde pres på befolkningens tankegang, og at en egentlig militærmagt blot vil være denne kampagnes slutfase. Da han blev spurgt, om han mente, det endnu kunne standses, sagde han, at han mente, det ulykkeligvis ikke længere var muligt; at mekanismerne var blevet sat i gang; at vore modstanderes mål er blevet klart defineret: De vil forsøge at forhindre Rusland i at blive deres ligeværdige partner, militært og økonomisk.

På en nylig konference i Slovakiet sagde premierminister Robert Fico, at han mente, at sandsynligheden for en atomkrig, der involverede flere lande end blot Ukraine og Rusland, lå på 70 %.

I går var der en gruppe mennesker i Tyskland, meget betydningsfulde dignitarer, der udstedte en appel til den tyske regering og det tyske parlament, med titlen »Igen krig i Europa? Ikke i vores navn!« [Se EIR, 12. dec., 2014; hør Radio Schiller 8. dec.] De skitserede her, hvorfor de tror, at den aktuelle politiske kurs vil føre til en krig med Rusland på kort sigt, og de appellerede til den tyske regering og til medierne om at stoppe misinformationskampagnen og dæmoniseringen af Rusland og Kina. Apellen var underskrevet af tidl. kansler Gerhard Schröder, tidl. præsident Roman Herzog, tidl. chef for Sikkerhedskonferencen i München, Horst Teltschik, og mange betydningsfulde personer fra industrien, det politiske liv, medierne og den kulturelle verden.

Dette er vældig godt, for vi befinder os netop nu på en konfrontationskurs med Rusland på kort sigt, som udelukkende kun kan betyde civilisationens udslettelse.

Alt dette begyndte egentlig med de neokonservatives politik på det tidspunkt, da Sovjetunionen opløstes, og hvor de neokonservative besluttede at skabe et verdensimperium sammen med briterne, baseret på Det britiske Imperium som model, og baseret på det »specielle forhold« mellem Storbritannien og USA. Og på alle de skridt, man siden har taget – de ’farvede revolutioner’ mod Ukraine og Georgien; forsøget på at gøre det samme i mange andre lande i verden, for at fremkalde et regimeskift i alle lande, der ikke ville underkaste sig denne idé med imperiet. Det løfte, man afgav dengang, i forbindelse med den tyske genforening, om, at man ikke ville udvide NATO’s grænser frem til Ruslands grænser, blev selvsagt brudt.

Sanktionerne mod Rusland er, som den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov for nylig sagde, i virkeligheden ikke rettet mod at tvinge Rusland til at ændre sin politik, men mod at skabe en sådan økonomisk ravage i Rusland, at den russiske befolkning ville vende sig mod Putin og vælte hans regering, og dernæst ville man arbejde på en opsplitning af den Russiske Føderation.

Alt dette udgør en situation, der ikke må finde sted, for der er et alternativ. Det, som massemedierne i USA fuldstændig har udeladt, er den kendsgerning, at, siden juli måned i år, siden BRIKS-landenes topmøde i Fortaleza, Brasilien, er et fuldstændig nyt, økonomisk system i færd med at blive udviklet meget, meget hurtigt. Vi har i øjeblikket en situation, hvor over halvdelen af menneskeheden – BRIKS-landene, de fleste sydamerikanske lande, mange asiatiske lande og endda nogle afrikanske lande, som Egypten og Sydafrika – har betrådt en vej mod en total eksplosion af økonomisk genopbygning, af udviklingsprojekter, som var blevet forbudt af IMF’s betingelsespolitik i de seneste mange årtier.

I kølvandet på topmødet i Fortaleza hjælper Kina f.eks. nu Nicaragua med at bygge en sekundær Panamakanal på fem år igennem Nicaragua, som øjeblikkeligt skaber 50.000 jobs; projektet vil skabe to havne; en hovedtransportlinje fra det ene ocean til det andet; en ny by, en ny international lufthavn, og det vil transformere Nicaragua fra at være et fattigt land til at være et meget, meget forhåbningsfuldt land med fremgang.

Det samme sker i mange sydamerikanske lande; Kina hjælper Brasilien med at bygge en transkontinental jernbanelinje fra Brasilien og hele vejen til Peru. Mange af disse lande samarbejder om at bygge nye atomkraftværker, mellem Rusland og Argentina, Kina og Brasilien, Indien og Rusland og i mange andre kombinationer; og de vil også betræde vejen med en absolut fantastisk udforskning af rummet.

Disse lande har også skabt nye finansinstitutioner, som udelukkende kun er helliget finansiering af den fysiske økonomi og udviklingsprojekter, og som er hengivent loyale over for befolkningens almene vel. Der er den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB, fra Kina; der er BRIKS-landenes Nye Udviklingsbank, og Shanghai Cooperation Organization er i færd med at skabe en ny bank. Ligeledes er de sydasiatiske lande i SAARC (Sydasiatisk Association for Regional Kooperation) i færd med at skabe en ny bank. Der er en ny udviklingsfond for Silkevejen.

Alle disse projekter vil gå i en meget positiv retning for at fjerne disse landes fattigdom på blot nogle få år. Siden Indiens nye premierminister Narendra Modi tiltrådte embedet, har der været en sand eksplosion af entusiasme i Indien. Han har bebudet, at han vil bygge 100 nye byer og skabe 1 million nye jobs om måneden; han er i færd med at genoplive 30 vandstyringsprojekter, der blev sat i bero efter mordet på Indira Gandhi. Så der er en entusiasme i Indien, som I ikke kan forestille jer!

Dette samme er sandt for Kinas vedkommende: Tro ikke ét eneste ord af det, I har hørt om Kina! Jeg har været i Kina to gange i år, og jeg kan forsikre jer om, at befolkningen er absolut optimistisk. De er overbevist om, at det utrolige, kinesiske, økonomiske mirakel, som de var i stand til at præstere på blot 30 år, vil muliggøre en industriel revolution, som det tog de fleste europæiske lande, og USA, 200 år at præstere! Og da præsident Xi Jinping annoncerede den Nye Silkevej som grundlaget for en ny, økonomisk verdensorden, så betød det simplet hen, at den kinesiske regering nu tilbyder, at ethvert land, som måtte ønske at deltage, kan gentage de samme principper for dette kinesiske, økonomiske mirakel i deres eget land.

Jeg er fuldstændig sikker på, at den eneste måde, hvorpå en optrapning mod Tredje Verdenskrig kan standses, er, at vi tager imod præsident Xi Jinpings tilbud, som han kom med ved afslutningen af APEC-topmødet på en fælles pressekonference med præsident Obama. Her inviterede den kinesiske præsident Obama til, at USA og andre store lande burde tilslutte sig den Nye Silkevej og disse nye finansinstitutioner.

Jeg har ikke hørt Obama komme med noget svar, der sagde, at det ville han gøre, men jeg er fuldstændig sikker på, at de europæiske lande, som er i oprør over faren for krig, er fuldstændig i stand til at tilslutte sig BRIKS-landene med henblik på denne globale udvikling.

Og jeg appellerer til jer: Vi må få USA til at stoppe denne krigsholdning over for Rusland og Kina, og vi må få USA til at samarbejde med BRIKS om en ny, økonomisk verdensorden.

Vi vil kun komme ud af denne dødbringende fare for civilisationens eksistens, hvis vi får USA til at tilslutte sig dette nye paradigme, som disse lande allerede lever i. Tro ikke på propagandaen! Kina er baseret på konfucianske idéer netop nu; Indien har genoplivet Mahatma Gandhis og Jawaharlal Nehrus store ånd; og denne optimisme er dyb og har været smitsom for befolkningerne i disse lande. Et fuldstændig andet paradigme er allerede virksomt i disse lande, der, sammen med andre asiatiske, afrikanske og sydamerikanske lande trods alt repræsenterer civilisationens flertal.

Så lad os tilslutte os, lad os få USA og Europa til at tilslutte sig BRIKS, tilslutte sig dette nye paradigme; for det er den eneste strategi til at undgå krig, der vil virke.

Forslag til fordybelse:

Lyndon LaRouche: Den klassiske kunstart kaldet fysisk økonomi 

Helga Zepp-LaRouche: Lær af Historien: Principperne for fysisk økonomi 

Med formand Tom Gillesberg

10. dec. 2014 – Det første direkte tog fra Yiwa i Kinas østlige Zhejiang-provins til Madrid dækkede 13.000 km på 21 dage, 10 dage mindre, end det ville have taget at fragte godset med skib. Det er den første, direkte rute til Spanien fra Kina og vil blive en del af en fast køreplan.

Den dækkede afstand er langt større end afstanden, der dækkes af den Transsibiriske Jernbane. Ruten går over Kasakhstan, Rusland, Belarus, Polen, Tyskland og Frankrig. Togets 40 skibscontainere transporterede varer fremstillet i Zhejiang-provinsen, inkl. snurretoppe til børn og skæreredskaber. Toget vil vende tilbage til Kina med vin, olivenolie og tørret skinke. I en tale ved en festligholdelse i Madrid i anledning af togets ankomst, sagde Zhejiangs guvernør Li Qiang, at ruten var vigtig for gennemførelsen af strategien med at udvikle den Nye Silkevej. Euro Cargo Rail, en underafdeling af det tyske transportfirma DB Shenker Rail, undersøger muligheden af at indlede en fast køreplan mellem Kina og Spanien i første halvdel af næste år, med to afgange om måneden.

Foto: Det første direkte Yiwa-Madrid godstog ankom tirsdag, den 9. december 2014

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, var den 2. december 2014 hovedtaler ved et seminar for diplomater og udenrigspolitiske kredse i Washington D.C., om EIR’s rapport om Den Nye Silkevej og Verdenslandbroen. Vi bringer en oversættelse af hendes tale med en introduktion af Bill Jones. Helga Zepp-LaRouche understregede, at menneskehedens fremtidige skæbne vil afhænge af, om USA og Europa vil tage imod det tilbud, som præsident Xi Jinping gav præsident Obama, hvor Xi inviterede USA, og andre nationer, til at indgå i et samarbejde om udviklingsprojekter, som Kina og BRIKS-landene promoverer. Efter talen fulgte en langvarig diskussion for lukkede mikrofoner. Man kan bestille rapporten og finde den engelske version af talen på: www.schillerinstitut.dk/si/?p=2661.

Download (PDF, Unknown)

8. dec. 2014 – Verden er farligt tæt på en atomar verdenskrig. Hvis vi ikke omgående ændrer den kurs, som Obamaregeringen, den britiske regering, NATO og EU har fulgt over for Rusland og Kina, trues vi af en ukontrolleret optrapning, som kunne udslette den menneskelige eksistens. Desværre har forbundskansler Merkel gjort sig til en af hovedfortalerne for denne konfrontationspolitik, lige siden sin uheldige tale i Sydney.

Præsident Putin reagerede i sin Tale til Nationen i år, på denne strategiske situation med en usædvanlig nøgtern analyse; og folk ville gøre klogt i nøje at studere og tænke over denne tekst, i stedet for at høre på de ensrettede mediers kor og de NATO-ansatte, som skriver i dem. I Kremls Georgsal, foran repræsentanter for begge parlamentets huse og andre dignitarer, leverede præsident Putin en lidenskabelig appel til den russiske befolkning om at forsvare Ruslands eksistens – præcis, som befolkningen gjorde i Den store Fædrelandskrig imod Hitler.

I forbindelse med sanktionerne understregede Putin, at selv uden Ukraine-krisen ville USA og dets allierede have fundet et eller andet påskud for at inddæmme Ruslands voksende kapaciteter; denne politik, sagde han, var blevet anvendt over for Rusland i årtier, for ikke at sige århundreder, hver gang, Rusland var blevet for stærk eller for uafhængig. Putin mindede – blot få timer efter et nyt terroristangreb var begyndt i Grosnyj – om de tidligere separatistkrige i Tjetjenien, hvor disse mordere med blod på hænderne konstant var blevet betegnet som »oprørere« og modtaget med stor ære. Støtten til disse separatister fra den anden side af dammen, med information, politisk og finansiel hjælp, såvel som støtte via efterretningstjenesterne, efterlader ingen tvivl om, at disse kræfter gerne så, at Rusland fulgte Jugoslavien-modellen for disintegration og opløstes. Men Hitlers forsøg på at trænge Rusland tilbage til bag Ural virkede lige så dårligt, og alle burde huske på, hvordan dette forsøg endte.

Som en åbenlys refleksion over situationen i EU tilføjede Putin:

»Selv om national stolthed for nogle europæiske lande er en længst glemt forestilling, og suverænitet en overflødig luksus, så er ægte suverænitet absolut livsnødvendigt for Rusland … Jeg vil gerne understrege dette: Enten forbliver vi en suveræn nation, eller også opløses vi uden at efterlade os spor og mister vores identitet. Naturligvis må andre stater også forstå dette. Alle, der deltager i det offentlige liv, må forstå dette.«

Det er vigtigt, at der i det mindste melder sig nogle stemmer mod Merkels konfrontationspolitik som marionet for krigsfraktionen. Under overskriften: »Atter krig i Europa? Ikke i vores navn!« stilede 60 personligheder fra det politiske, økonomiske og kulturelle liv en indtrængende advarsel mod en krig med Rusland til regeringen, forbundsdagen og medierne. Apellen blev initieret af den tidligere chef for München Sikkerhedskonferencen, Horst Teltschik, og blandt underskriverne var blandt andre Gerhard Schröder og Roman Herzog. I teksten lød det, at alle, der havde forsøgt med vold at ændre Ruslands status som en af Europas anerkendte magtdannelser, var mislykkedes på blodig vis, »ikke mindst Hitler-Tyskland med sit storhedsvanvid, som i 1941 gik i gang med at underkue Rusland«. Dermed har man tydeligt impliceret, i hvilken tradition repræsentanterne for konfrontationen med Rusland er placeret. I betragtning af faren for, at det ved enhver krig i Europa vil komme til anvendelse af atomvåben, er dette en mild sammenligning. Den slovakiske premierminister Robert Fico advarede for nylig på et forum, arrangeret af avisen Hospodářské Noviny, om, at der er stor fare for, at konflikten mellem Ukraine og Rusland vil udvides til en stor konflikt, hvor flere end blot disse to lande ville deltage.

»Sandsynligheden for en militærkonflikt ligger på 70 %. Jeg taler nu om en stor militærkonflikt; jeg taler ikke om en konflikt mellem Rusland og Ukraine«, sagde Fico.

Nøglefiguren i koordineringen af Ukrainekrisen og konfrontationen med Rusland er den amerikanske viceudenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender, Victoria Nuland, som har skabt sig et navn i historien med sin optagede telefonsamtale med den amerikanske ambassadør i Kiev, Jeffrey Pyatt. I denne samtale informerede hun Pyatt om, at Klitschko, som blev promoveret af Konrad Adenauer-stiftelsen som næste præsident i Ukraine, var uønsket, og at »vor mand Jats« (Jatsenjuk) skulle have posten. Hendes yderligere råd, »F…k EU«, afslørede både hendes sælsomme seksuelle præferencer, såvel som niveauet af hendes omgangsform. Så meget for demokratiets tilstand, hvor valg blot er en dekor i et udstillingsvindue, der dækker over de »dunkle penges« operation – i Ukraine, såvel som i USA.

Nuland er en af de personer i Obamaregeringen, hvis profil forklarer, hvorfor der ikke har været nogen positive ændringer i den imperialistiske kurs, fra Bush-Cheney-regeringen og til Obama, men at den selvsamme politik tværtimod bliver fortsat i skærpet form. Hun er gift med den neokonservative Robert Kagan, en af ophavsmændene til det »Nye amerikanske Århundrede«, det doktrin, med hvilken de neokonservative reagerede på Sovjetunionens kollaps, nemlig idéen om at etablere et angloamerikansk verdensrige med Det britiske Imperium som forbillede. Kagan var senere også medstifter af den Amerikanske Komite for Fred i Tjetjenien (eng. ACPC), der blev grundlagt i 1999 på initiativ af Brzezinski, Haig, Solarz og yderligere 100 neokonservative i begge amerikanske partier. ACPC og dens efterfølgende organisation, den Amerikanske Komite for Fred i Kaukasus, har lige siden været beskæftiget med støtte til separatister i Tjetjenien og Kaukasus, samt operationer for regimeskift i Rusland. Det er højst sandsynligt dette netværk, som Putin mente, da han talte om operationer, der blev lanceret fra »den anden side af den store dam«.

I 2004 arbejdede Nuland, på samme tid, som den »Orange Revolution« fandt sted i Ukraine – og som hun i 2013 pralede af, at man, siden den Kolde Krig, havde spenderet fem mia. dollar på – som viceudenrigspolitisk rådgiver på vicepræsident Cheneys kontor. I 2005 blev hun af George W. Bush udnævnt til amerikansk NATO-ambassadør. Som viceudenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender var og er hun ansvarlig for politikken over for Ukraine og Rusland i Obamaregeringen. Og lige som det ikke synes at have forstyrret fr. Merkel i længere tid, at hendes mobiltelefon blev aflyttet af NSA, lige så lidt synes hun at være oprørt over, at den tyske protege Klitschko blev fejet af bordet til fordel for Nulands »Jats«.

Der er under alle omstændigheder en tidsmæssig sammenhæng mellem Merkels konfrontationstale i Sydney, som af de angloamerikanske medier blev fejret som »afslutningen på den tyske Øst-politik«, og så Nulands diverse rejser til Kiev, Berlin og Baltikum. I oktober rejsete Nuland til Berlin, hvor hun, i anledning af Aspeninstituttets 40-års jubilæum, holdt en blodtørstig tale, hvor hun ikke blot sammenlignede Putins handlinger på Krim med ISIS’ grusomheder i Mosul og spredningen af ebolavirussen i Afrika, men også, med total teatralsk patos, henvendte sig til publikum som berlinere, der endnu havde tiden med Europas deling i frisk erindring:

»Og det er netop grunden til, hvorfor vi må og kan samarbejde, til lands, til vands og i luften, og må sikre, at ethvert medlem af vores NATO-familie føler sig sikker. Lige så sikker, som De føler Dem her i Berlin. Om dette nu vil sige, at vi finansierer vores militær, eller vi moderniserer vore kampstyrker, eller vi sikrer os, at vores udstyr virker, eller om det betyder, at vi demonstrerer vores beslutsomhed mht. at indsætte denne udrustning, hvad enten det sker i følge NATO’s artikel 5, eller det sker globalt.«

At sætte denne udrustning ind betyder i klart sprog at føre en atomkrig. En dag efter Putins Tale til Nationen bekendtgjorde det kinesiske Udenrigsministerium, at det ville intensivere sine relationer til Rusland og opbygge det strategiske partnerskab. Kina respekterede den vej, som Rusland er slået ind på, inklusive dets inden- og udenrigspolitik. Man havde nøje lyttet til den russiske præsidents tale. Niveauet for tillid og samarbejde mellem de to stater var meget højt. En dag senere erklærede præsident Xi Jinping på Folkets Befrielseshærs todages konference, at produktionen af højudviklet militært udstyr skulle fremskyndes.

I USA har Lyndon LaRouche krævet Nulands fjernelse fra embedet, fordi, ved at fjerne denne afgørende forbindelsesperson, optrapningen hen imod krig i det mindste ville kunne udskydes.

Man må rette det krav mod fr. Merkel, at hun enten omgående ophæver sanktionerne mod Rusland og vender tilbage til et fredeligt samarbejde samtidig med, at hun accepterer præsident Xi Jinpings tilbud om, sammen med andre europæiske nationer og USA, at samarbejde om opbygningen af den Nye Silkevej – eller også går på pension.

Foto: Den fælles pressekonference i Beijing 12. nov. 2014 mellem den kinesiske præsident Xi Jinping og den amerikanske præsident Barack Obama, hvor præsident Xi inviterede USA – og alle andre nationer, der måtte ønske det – til at deltage i det åbne koncept om ombygningen af den Nye Silkevej.

Det er sjældent, at et sådant eksempel på politisk impotens, baseret på en nations økonomisk bankerot, præsenterer sig. Mens præsident Putin forberedte sit besøg i Indien senere på ugen for at underskrive aftaler om økonomisk udvikling, gjorde USA’s Udenrigsministerium det klart, at det krævede, at Indien afslog det: »Vi har gjort det klart, at tiden ikke er til, at lande indgår økonomiske aftaler med Rusland«, sagde talsmand for Udenrigsministeriet, Maria Harf. To dage senere, den 8. dec., blev det klart, at Indien og Rusland drøfter en fordobling af den aftale om atomkraft, som de er i færd med at indgå: i stedet for 12-14 russiske atomreaktorer til Rusland, så 24 af dem – et fuld-fart-frem-atomkraftprogram for Indien, som vil udfordre og stille krav til begge landes kapaciteter.

USA’s kapacitet til at levere atomreaktorer til en anden nation er lig nul; det har ingen firmaer, der kan producere dem. USA’s økonomi har været på vej ned ad bakke, mht. levestandard og produktivitet, i 50 år, siden præsident Kennedy blev myrdet. Det er seks år siden, det kom ud af et finanskollaps, uden at der har været en genrejsning, og det har kurs mod endnu en finanseksplosion – som kunne blive udløst meget hurtigt af sammenbruddet af olieprisen, af den billiard dollar store derivatboble, og af den skinbarlige finansforbrydelse med bank-bailouts (bankredningspakker, -red.) for 4 billion dollar.

Og så taler vi ikke engang om resten af de transatlantiske »magter«, Europa og Japan, forsumpet i årtier med multiple dyk ned i økonomisk tilbagegang.

Økonomen Lyndon LaRouche har forudset dette i vigtige, langsigtede prognoser siden 1960’erne. Han har aldrig taget fejl i disse prognoser. Her er, hvad han siger nu: Forsøget på at true BRIKS-landene virker ikke. Det kan ikke virke: Den amerikanske politik er bankerot, fordi den amerikanske økonomi er bankerot. Resten af det transatlantiske system er endnu mere bankerot. Det er en bunke bankerotte nationer under anførelse af London, som truer med at drive verden ud i atomkrig.

USA’s system for den økonomiske politik har længe været i færd med at drive amerikanske borgere til bankerot, siger LaRouche, og undervejs har det drevet sig selv til bankerot. Kald det »hvad Bush-ligaen endelig har gjort ved sig selv.«

Ønsker I at leve i bankerotte økonomier i al evighed? Alternativet er blevet bygget op af Lyndon og Helga LaRouche hen over 40 år med at drøfte store udviklingsprojekter med regeringer i hele verden. Det er nu blevet en ny politik, der står til verdens rådighed, den dynamik, der finder sted i BRIKS-nationerne og deres allierede. Gensidig økonomisk udvikling, investering i store infrastrukturprojekter til gensidig fordel, udforskning af måne- og solsystem og udvikling af fusionskraft.

Få USA til at gå med i BRIKS-dynamikken. Stop politikken for bankerot, og smid dem, der går ind for den – Obama – ud af embedet.

Foto: USA’s Finansministerium

7. dec. 2014 – Idet hun yderligere forøgede spændingerne mellem Rusland og Europa, anklagede den tyske forbundskansler Angela Merkel i dag, i et interview med Die Welt am Sonntag, Rusland for at »skabe problemer« for Moldova, Georgien og Ukraine, iflg. BBC News.

»Moldova, Georgien og Ukraine er tre lande i vores østlige naboområde, der har taget en selvstændig beslutning om at underskrive en associeringsaftale med EU«,

sagde Merkel til den tyske avis.

Artiklens titel ramte hovedet på sømmet: »Er De parat til at gå i krig, fr. Merkel?«

»Rusland skaber problemer for alle disse tre lande«,

sagde hun og påpegede nogle frosne konflikter i udbryderregioner, såsom Transnistrien, Abkhasien og Sydossetien, såvel som også russiske handlinger i det østlige Ukraine. Merkel burde notere sig, at Rusland gør en indsats for at opbygge partnerskabsrelationer med Moldova, efter at dette land – under pres – havde indgået en associeringsaftale med Den europæiske Union.

Sidste august sagde den russiske vicepremierminister Dmitri Rogozin til TASS, at Moldova underskrev aftalen med Den europæiske Union, uden at konsultere sine hovedhandelspartnere.

»Republikken Transnistriens interesser blev også ignoreret på trods af, at der er en række aftaler, som forpligter Moldova til at koordinere sådanne beslutninger«, sagde Rogozin.

7. dec. 2014 – På avisen Global Times’ årlige konference i Beijing den 6. december, gjorde fire ambassadører – fra Polen, Østrig, Israel og Rusland – det klart, hvorfor den Nye Silkevej, initieret af Kina, vil være til gavn for deres borgeres økonomi. Denne bevægelse hen imod ensartethed understreger, hvordan perspektivet om Silkevejen kan bringe nationer sammen omkring fælles mål.

Tadeusz Chomicki, Polens ambassadør til Kina, bemærkede i sin tale, at

»Den Nye Silkevej forbinder to globale, afgørende vigtige, økonomiske omdrejningspunkter, der i kombination står for mere end 40 % af verdensøkonomien. Det er et ambitiøst projekt, og det bliver ikke nemt at gennemføre det. Alle lande langs ruten må samarbejde.«

Han påpegede også, at Polen er blandt pionererne inden for transportforbindelser over land, mellem Østasien og Europa, som vil blive rygraden i den Nye Silkevej.

»Jernbaneforbindelsen mellem Chengdu og Lodz var et gennembrud for de økonomiske relationer mellem Polen og Kina, og Suzhou-Warszawa-linjen fulgte efter.«

Andrei Denisov, Ruslands ambassadør til Kina, sagde:

»Det er klart, at en langsigtet udvikling kun kan opnås med fred og stabilitet i Centralasien, og samtidig er vi alle klar over, hvilke risici og udfordringer, der er i dette område og dets naboområder … Som første skridt foreslår vi en udvidelse af SCO’s Regionale Anti-terrorstrukturs ansvarsområde ved at tilføje en anti-narkotika-komponent. Det har meget stor betydning, især i sammenhæng med nødvendigheden af at bekæmpe finansieringen af terrorisme.«

»Med hensyn til initiativet for et Økonomisk Silkevejsbæltes trans-eurasiske natur, byder Rusland Kinas forslag om at bygge transportkorridorer mellem Europa og Asien velkommen. For Rusland er hovedformålet at få Bajkal-Amur- og Trans-Sibirien-jernbanelinjernes potentiale frem, idet begge vil kunne være med til at fremme den økonomiske og sociale udvikling af Ruslands østsibiriske og fjernøstlige områder.«

Matan Vilnai, Israels ambassadør til Kina, sagde, at

“staten Israel støtter præsident Xis Nye Silkevejsinitiativ og håber at kunne spille en konstruktiv rolle i genoplivelsen af den gamle rute … De to civilisationer – den kinesiske og den jødiske – udviklede sig parallelt, men adskilt fra hinanden, på en tid, hvor forbindelseslinjerne var begrænsede, og dog har vi mange ting til fælles, såsom familieværdier og en forståelse af værdien af uddannelse. Den Nye Silkevej har, ligesom den gamle, til formål at forbinde, og denne mulighed for at være forbundet vil forhåbentlig bringe fredelig, økonomisk udvikling med sig.«

Irene Giner-Reichl, Østrigs ambassadør til Kina, sagde:

»Vi er en indlandsstat og har ikke adgang til havne. Så vi er meget interesseret i fremragende infrastruktur og god adgang til handelsprojekter. Vi er, som mange andre europæiske lande, også afhængige af import af energi, og rødderne til denne import af energi kommer for en stor dels vedkommende fra øst, såsom fra Rusland, Ukraine og Tyrkiet. Så det generelle koncept med et initiativ for en Silkevej over land er interessant for et land som Østrig. Det er også vigtigt at etablere en god grænseflade mellem Vest- og Centraleuropa. Jeg vil også gerne omtale den Maritime Silkevej. Vore interesser i Afrika defineres af, at det afrikanske kontinent ligger nær ved Europa, og der må etableres samarbejde med henblik på udvikling og ressourcer. Denne interesse deles også af andre lande i Europa.«

Foto: Bajkal-Amur-hovedlinjen

7. dec. 2014 – Præsident Putins skarpe advarsel om, at den trussel mod hans land, som kommer fra NATO, har Hitler-natur, har bragt kampen mod Det britiske Imperiums konfrontationspolitik i Europa op på et nyt, alvorligt niveau. Dette reflekteredes i Die Zeits annonces reference til Hitler, med navns nævnelse – en yderst usædvanlig udvikling i Tyskland – og vi har modtaget rapporter, der siger, at en kvalitativt lignende respons er i gang i Frankrig. Den franske præsident Hollandes stop i Moskva for at tale med Putin – det første besøg af sin art af en vestlig statsleder siden foråret – var tydeligvis relateret til denne respons.

De potentielt fatale implikationer af imperiets konfrontationspolitik med Moskva, og også Kina, er også blevet emne for offentlig debat i Storbritannien og USA. Mest slående var en tale af den australsk-britiske journalist John Pilger på et symposium i London den 5. december, hvor han kraftigt angreb de liberale medier for deres løgne om Ukraine og Rusland og anklagede dem for at fremme »udsigten til en storkrig – måske en atomkrig.« I USA sigtede tidl. CIA-analytiker Philip Giraldi, i et blogindlæg den 4. dec., på de neokonservative, inkl. Victoria Nuland, for at opildne til en konfrontation med Moskva, der »ikke giver mening« og minder om den proces, der førte til de to verdenskrige.

Disse udviklinger danner basis for de forholdsregler, der rent faktisk kan besejre krigspolitikken:

1.     At fjerne de personer, der er anførerne i en ansporing til krig, fra magten. I USA har Lyndon LaRouche identificeret de afgørende vigtige personer som Udenrigsministeriets neokonservative Victoria Nuland, der, lige som Obama, arbejder sammen med republikanerne for at få en konfrontation med krig i gang. At få Nuland væk fra sin magtposition vil købe tid og tvinge briterne og Obama til at skifte strategi, samt give mulighed for at bringe en større del af befolkningen ind i mobiliseringen for at standse krigen, og

2.     At opbygge bred støtte i institutionerne og befolkningen til, at USA og Europa skal tilslutte sig BRIKS, som det eneste alternativ på længere sigt til konfrontation med krig.

For at opnå dette andet formål er Schiller Instituttets kampagne for at rekruttere højtplacerede personer til at underskrive appellen for Europas og USA’s tilslutning til BRIKS, på kort sigt af kritisk betydning. Et stærkt opbud fra USA i særdeleshed vil have en stærk, positiv indvirkning internationalt i retning af at undgå faren for krig. Men det må gøres omgående, fordi der er fare for, at der når som helst pludselig kan rejse sig en bølge for krig, med den nuværende magtkonstellation.

Samtidig er vi i færd med at skabe de betingelser, der skal bringe USA’s befolkning, og dens naturlige ledere, til at støtte op omkring BRIKS-udviklingen, gennem en række konferencer, der afholdes i hele USA, og som tilsigter atter engang at løfte amerikanernes identitet op til at spille den verdenshistoriske rolle, de engang spillede. Disse konferencer repræsenterer en direkte konfrontation med den bestialisering af kulturen, som er den fremherskende i dag, ved, i traditionen efter Alexander Hamilton (USA’s første finansminister; ophavsmanden til Det amerikanske, økonomiske System, -red.), at tilbyde løsninger på verdens kriser, som BRIKS kan tilbyde. Denne weekends resultater i Chicago og Boston, hvor 25 hhv. 70 personer deltog, viser det lovende potentiale for en sådan række af konferencer, som vil omfatte flere store begivenheder førstkommende lørdag, den 13. december, især på Manhattan, New York.

Den globale nødvendighed af endnu større succes på dette område kunne ikke være tydeligere.

Med formand Tom Gillesberg

2. dec. 2014 – I en præsentation for flere end 100 diplomater, politiske beslutningstagere og borgere i USA’s hovedstad i dag fremlagde Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger, en lidenskabelig appel for, at USA skal tilslutte sig processen med opbygningen af verdenslandbroen, som nu er i gang under Kinas og andre BRIKS-nationers lederskab. Den kinesiske præsident Xi Jingpings tilbud til USA og Europa om at tilslutte sig denne udviklingsproces, er »en redningsbåd for en bankerot, transatlantisk verden«, sagde hun. For, hvis den transatlantiske verden forbliver på sin nuværende kurs, så vil det føre til konfrontation med Rusland og Kina – det er vejen til atomkrig.

Under sin præsentation fremlagde fr. LaRouche den »detaljerede plan« for udvikling, som netop er blevet udgivet i Specialrapporten fra Executive Intelligence Review (EIR), »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«. Hun forklarede dernæst Lyndon LaRouches teori om fysisk økonomi, på hvilken hele dette perspektiv er baseret, hvor hun gik i detaljer med den videnskabelige idé om den unikke rolle, mennesket spiller i hans økonomis voksende energigennemtrængningstæthed, og således også menneskets beherskelse af naturen.

Mens fr. LaRouche talte, udspilledes det skarpe valg, som hun beskrev, på den globale scene.

Fra London, NATO og Obamaregeringen kom der nye trusler om konfrontation med Rusland og Kina, baseret på det transatlantiske finansoligarkis faste beslutning om at forsøge at redde deres bankerotte, monetaristiske system ved at underkue alle suveræne nationalstater – samt selve BRIKS-udviklingen.

I kontrast hertil gik det frem med BRIKS-udviklingen i Eurasien, som det ses gennem indsættelsen af den anden Nord-Syd-korridor fra Rusland til Iran; den nye kontrakt om en højhastighedsjernbane mellem Kina og Malaysia, samt fremskridtet med at tage de første spadestik til den nye, trans-oceaniske kanal i Nicaragua (’den anden Panamakanal’), som er planlagt til at ske den 22. december.

Af natur og af princip hører USA hjemme i den nye verden, som BRIKS er i færd med at skabe, som Lyndon LaRouche har understreget. Alexander Hamiltons princip om en nationalstat baseret på Forfatningen vil, når dette princip først atter er aktiveret i nationens sjæl, udgøre grundlaget for USA’s tilslutning til BRIKS i den globale udviklingsproces. Den måde, hvorpå BRIKS-udviklingen har spredt optimisme i hele det store flertal af menneskeheden (BRIKS, med allierede nationer), er symbolsk for nøjagtig det, de kan ske i USA, og Europa, når den rette beslutning først er taget.

Fr. LaRouches præsentation i dag, som snarest vil være tilgængelig i video- og audioformat, vil, som det er hensigten, yde et betydningsfuldt bidrag til at sikre, at denne rette beslutning tages i tide.

Man., 1. dec. 2014 – Ruslands viceudenrigsminister Alexei Meshkov afviste skarpt NATO-chefen Jens Stoltenbergs anklage her til morgen om aggressiv russisk aktivitet i luften. Iflg. en rapportering fra Interfax erklærede Meshkov, at

»det er Ruslands overbevisning, at NATO er i færd med at destabilisere Nordeuropa ved at afholde militærøvelser dér, og ved at overføre fly, der kan medføre atomvåben«

til de baltiske stater.

Sådanne overførsler af fly, der kan medføre atomvåben, sammen med pansrede styrker, som det bekræftedes af NATO’s informationsofficer i Moskva, Robert Pszczel, den 27. nov., bringer disse styrker i umiddelbar nærhed af St. Petersborg, f.eks.

»Dette er en ekstremt negativ realitet«, sagde Meshkov. »De russiske myndigheder tager, og vil tage, ethvert skridt for beslutsomt at værne om Ruslands og dets borgeres sikkerhed … uanset, hvilken del af vores land, det drejer sig om.«

Foto: Alexei Meshkov 

Underskriv resolutionen her.

2. dec. 2014: En delegation fra Schiller Instituttet med formand Tom Gillesberg i spidsen havde i dag foretræde for Folketingets Udenrigsudvalg. Her følger teksten, som Tom Gillesberg læste op ved foretrædet:

Goddag. Jeg er Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark.

Tak fordi vi måtte komme.

Ved et foretræde for dette udvalg den 18. marts i år advarede vi om, at verden befandt sig på en nedtælling til en atomkrig, hvis ikke den vestlige konfrontationspolitik over for Rusland og Kina, der kræver russisk og kinesisk underkastelse over for den vestlige dagsorden, blev afløst af en vestlig politik for samarbejde. Det er desværre ikke sket.

Med opbakning fra USA og EU (med Danmark som en aktiv deltager) har man ikke forsøgt at finde en løsning på konflikten i Ukraine, men har tværtimod støttet en konsolidering af de højreekstreme neonazistiske og anti-russiske kræfter, der kom til magten ved statskuppet i februar. I stedet for at arbejde for en politisk løsning i Ukraine, der muliggør, at Ukraine både kan samarbejde med EU og Rusland, har man tvunget Ukraine til at vælge side, med den nuværende borgerkrig som resultat.

Dermed er udviklingen i Ukraine blevet en del af den tragiske fejltagelse, der har fundet sted efter Berlinmurens fald, hvor man misbrugte chancen for at opløse NATO og etablere en inkluderende verdensorden, hvor alle nationer, inklusive Rusland, kunne bevare deres suverænitet og samtidigt deltage i et samarbejde på lige vilkår. I stedet har man ved hjælp af udvidelser af NATO og EU indlemmet stadig større dele af Østeuropa i den vestlige interessesfære og med etableringen af et missilforsvar og udviklingen i Ukraine, direkte truet Rusland strategisk.

Rusland har gjort klart, at man aldrig kommer til at underkaste sig et vestligt diktat og er i gang med en fornyelse og reorganisering af sit militær og sine atomstyrker for at understrege alvoren. Kina har mere lavmælt sagt det samme.

Fortsættes denne konfrontationspolitik, som de vestlige økonomiske sanktioner imod Rusland er en del af, er det umuligt at løse de store fælles problemer menneskeheden står over for, så som det igangværende sammenbrud at det internationale finanssystem, Islamisk Stat og ebola-pandemien. Men samtidig havner vi også, i lighed med optakten til Første Verdenskrig, i en situation, hvor krig er uundgåelig og det udelukkende er et spørgsmål om, hvem der angriber først. I en verden med atomvåben er det vejen til menneskehedens udslettelse.

Mens USA og EU rasler med våbnene og søger konfrontation og krig, er der heldigvis en anden dynamik i gang, hvor størstedelen af Jordens befolkning er i gang med at etablere et samarbejde, der gør det muligt at sikre fredelig sameksistens for alle nationer og folkeslag her på jorden. Det er udviklingen omkring BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika).

Ved BRIKS-topmødet i Fortaleza, Brasilien, i midten af juli blev man enige om i fællesskab at etablere en Ny Udviklingsbank og en valutafond (CRA), der tilsammen signalerede, at det voksende politiske, strategiske og økonomiske samarbejde i BRIKS og den stigende integration af BRIKS-landenes økonomier nu havde nået et punkt, hvor man var klar til at præsentere omverdenen for et alternativ til det nuværende kollapsende, vestligt dominerede internationale finanssystem med centrum i City of London og Wall Street.

BRIKS-landenes ledere gjorde det klart, at deres aktiviteter ikke ville begrænse sig til BRIKS-landene, men være et tilbud om økonomisk udvikling til hele verdens befolkning. Man lagde grundlaget til en ny retfærdig økonomisk verdensorden, der gør det muligt for alle nationer og folkeslag at få adgang til økonomisk udvikling på lige fod. Denne vision har været kernen i Lyndon LaRouches internationale politiske bevægelse gennem de seneste 40 år og i Schiller Instituttet arbejde siden dets grundlæggelse i 1984.

LaRouche foreslog i 1975 etableringen af en international udviklingsbank, og efter Berlinmurens fald fremlagde vi programmet for Den Produktive Trekant Paris-Berlin-Wien som en opbygningsplan for Øst- og Vesteuropa. Efter Sovjetunionens opløsning blev programmet udvidet til Den eurasiske Landbro, en politik, der var temaet for en konference Schiller Instituttet var med til at arrangere i Beijing i 1996, og som netop er præsenteret i en opdateret version. Denne silkevejspolitik er under den nuværende præsident Xi Jinping blevet selve grundlaget for Kinas politik.

Allerede under topmødet i Fortaleza var der møder med landene fra UNISUR, samarbejdsorganisationen for de Sydamerikanske lande, hvor det blev tydeligt, at hele Sydamerika, med et entusiastisk Argentina i spidsen, ønskede at indgå i et tæt samarbejde med BRIKS-landene. Samtidigt blev snesevis af bilaterale økonomiske aftaler indgået om bygningen af store infrastrukturprojekter, som f.eks. en ny Panamakanal gennem Nicaragua, og af jernbaner og kernekraftværker, samt valutaaftaler og samarbejde om rumprojekter og forskning mellem primært Kina og Rusland og de forskellige sydamerikanske nationer.

I Afrika har BRIKS-landene også fundet gode samarbejdspartnere. Under ledelse af sin nye præsident el-Sisi har Ægypten indledt et tæt samarbejde med BRIKS og har iværksat bygningen af en ny Suezkanal. For nylig er Nigeria og Kina så blevet enige om bygning af jernbaner til 12,5 mia. dollars finansieret af Kina, og Kina er i dag ved at blive den største udenlandske investor i Afrika. Der er også diskussioner i gang om at etablere et frihandelsområde, der vil inkludere størstedelen af Afrika.

Men det sted, hvor BRIKS-geometrien har sin største konsekvens, er naturligvis i Asien. Siden valget af Modi til premierminister i Indien, har Indien meldt sig under BRIKS-fanerne som entusiastisk fortaler for at rense ud i fortidens dårligdomme og med Modis ord ”få skabt en massebevægelse for udvikling”. Statsbesøg med topmøder mellem Modi og Putin og Modi og Xi Jinping har bidraget til, at Indien er ved at blive integreret i det stadig dybere politiske, økonomiske, videnskabelige samarbejde mellem Kina og Rusland, noget, der vil blive fortsat ved Putins statsbesøg i Indien i næste uge.

Xi Jinpings politik for den nye silkevej er samtidigt i gang med at aktivere en voksende del af Kinas gigantiske valutareserver på omkring 4.000 mia. dollars. Dels gennem en sværm af bilaterale aftaler og investeringsprojekter med lande i Asien, men også gennem at være primus motor i etableringen af den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB, på mindst 100 mia. dollars, som for lidt over en måned siden blev vedtaget med Kina og 20 andre lande som grundlæggende medlemmer. Desuden annoncerede Kina på det nylige APEC-topmøde i Beijing etableringen af en Ny Silkevejsfond på 40 mia. dollars.

Både på APEC-topmødet og på det efterfølgende G20-topmøde i Brisbane, Australien, gjorde Xi Jinping meget ud af at gøre klart (i lighed med hvad der skete i Fortaleza), at alle disse nye alliancer og økonomiske institutioner ikke er ekskluderende, men inkluderende. Alle kan være med, og det gælder også USA. Ved pressemødet efter sit møde med præsident Obama ved APEC-topmødet sagde Xi Jinping bl.a.: »Jeg introducerede også præsident Obama for Kinas initiativer med at etablere den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank og Silkevejsfonden. Hvordan man udvikler infrastrukturen er den væsentligste flaskehals, som forhindrer økonomisk udvikling. Kina har taget initiativ til AIIB for at tilbyde støtte og facilitet til regional infrastrukturudvikling. Disse forslag og initiativer er åbne og inkluderende i Asien; de er ikke ekskluderende. Vi byder USA’s, og andre relevante landes, aktive deltagelse velkommen, så vi sammen kan fremme og dele velstand og fred i det asiatiske Stillehavsområde«.

Schiller Instituttet og Lyndon LaRouche arbejder, bl.a. med en underskriftindsamling, for at få USA og Europa til at tage imod denne udstrakte hånd fra BRIKS-landene. Som et lille land, der har en tradition som brobygger ude i verden, men også er med i EU og NATO – og netop nu har et historisk tæt samarbejde med USA – påhviler der Danmark et særligt ansvar. Ved at bryde med den vestlige konfrontationspolitik over for Rusland og i stedet åbent byde BRIKS-landenes nye verdensorden velkommen, vil vi få en stor indflydelse på den videre udvikling. Vi vil ikke blot kunne påvirke andre lande i EU til at skifte kurs, men også sende et klart signal til vor ven USA om, at det ligeledes er i USA’s interesse, at gå samme vej.

I en verden, hvor der er atomvåben nok til at udrydde menneskeheden flere gange om, er krig som politisk redskab noget, der må høre fortiden til. I stedet må alle verdens nationer samarbejde om menneskehedens fælles mål og med den udstrakte hånd fra BRIKS-landene, så er det nu en reel mulighed. Lad os takke ja til BRIKS-landenes tilbud og skabe en global økonomisk, videnskabelig og kulturel opblomstring uden sidestykke i menneskehedens historie.

Tak for ordet.

Dias ved foretrædet..

29. nov. 2014 – Mere dækning af mordet for 25 år siden på direktøren for Deutsche Bank, Alfred Herrhausen, den 30. nov. 1989[1], vil forekomme i de tyske, etablerede medier i de næste timer og dage. Dette mord gennem en fjernbetjent bombe, som sprængte Herrhausens bil i luften, da han var på vej til sit kontor, og som den såkaldte tredje generation af »Fraktion Rote Armee«, en fraktion af Baader-Meinhof-gruppen, tog ansvaret for, fandt sted kun to dage efter, at forbundskansler Helmut Kohl havde præsenteret sit ambitiøse 10-punkts program for en økonomisk og politisk integration af de to Tysklande, inkl. et program for udvikling af jernbaner. Herrhausen skal angiveligt have inspireret dette program, men der var også et åbent brev fra Helga Zepp-LaRouche til Kohl, som blev overleveret flere dage før, og som skitserede en storstilet plan for at bringe Øst og Vest sammen (og ikke kun Tyskland) efter at Berlin Muren netop var faldet den 9. november 1989[2], og som indvarslede Jerntæppets fald.

Avisen Frankfurter Rundschau interviewede Hans-Peter Burghof, økonom ved Hohenheim Universitet, og som husker, at Herrhausen var en person ulig de andre bankierer omkring ham, og at især hans forslag til en gældssanering/gældseftergivelse af udviklingslandene mødte stærk modstand, selv inden for Herrhausens egen Deutsche Bank. Burghof siger, at når han nu om stunder hører en tale af den aktuelle direktør for Deutshe Bank, Jürgen Fitschen, får han kuldegysninger op ad rygraden; så dramatisk har tingene ændret sig, siden tiden med Herrhausens politiske dominans.

Ludwig Poullain, tidligere mangeårige direktør for Westdeutsche Landesbank – den tidl. statsbank i Nordrhein-Westfalen, understregede de samme pointer i et interview med N-TV Tv-netværket og sagde, at havde Herrhausen levet, ville han aldrig nogensinde være slået ind på den vej med »løgn og bedrag«, som investeringsbankierer siden er slået ind på. Investeringsbankpraksis var også meget anderledes dengang, end den er i dag, tilføjer Poullain.

Foto: Alfred Herrhausen (tv) og Helmuth Kohl

[1] Se: Frankfurt/Shanghai-udfordringen til London/Hongkong: Et ekko af tysk industri og Alfred Herrhausen

[2] Se: Helga Zepp-LaRouche i anledning af 25-års dagen for Berlinmurens fald  

med formand Tom Gillesberg

25. nov. 2014 – Den litauiske præsident Dalia Grybauskaite, som er helt med på den amerikansk-britiske kurs mod konfrontation med krig mod Rusland, rejste i går til Kiev, hvor hun lovede den ukrainske præsident Petro Porosjenko, at hendes land ville tage »enhver tilgængelig støtte« i brug for at hjælpe Ukraine militært, rapporterer AFP.

»Dette er en konkret demonstration af støtte i den vanskelige situation, som Ukraine befinder sig i«,

sagde Porosjenko. Under forløbet støttede Grybauskaite fuldt ud Ukraines anmodning om at tilslutte sig NATO og karakteriserede Rusland som en »terroriststat«.

»At sende soldater uden identifikationstegn, at sende våben uden identifikation og at støtte terrorister, det er terroristopførsel«,

sagde hun. Lige bortset fra, at selv NATO, som Litauen er medlem af, aldrig har været i stand til at kunne sige, at der er russiske tropper i Ukraine.

Tidligere, den 20. november, sagde Grybauskaite i et radiointerview, at Rusland udførte aggression mod Ukraine, og hun anklagede den russiske præsident Vladimir Putin for at have til hensigt

»at besætte andre regioner og drastisk reorganisere den internationale sikkerhed i verden«. Hun hævdede, at »vi står over for en situation, hvor nogle af vore naboer er i færd med at blive et terroristland«, iflg. Russia Today.

Ikke overraskende fremkaldte Grybauskaites kommentarer harme i Rusland.

»I et interview med en lokal radiostation den 20. november brød den litauiske præsident Dalia Grybauskaite endnu engang ud i, hvad der er blevet hendes traditionelle uforskammede angreb mod Rusland, hvor hun denne gang gik så vidt som til, i sammenhæng med begivenhederne i Ukraine, at kalde vort land for en ’terroriststat’«, lyder en erklæring fra talsmand for det russiske Udenrigsministerium, Alexander Lukashevich, som svar. »Hun opfordrede også direkte til at yde støtte, inklusive militærhjælp, til det aktuelle regime i Ukraine og sagde, at hvis den ’russiske aggression’ ikke stoppes, kunne denne ’aggression’ sprede sig til hele Europa og videre endnu.«

»Grybauskaites bemærkninger overgik selv de mest ekstremistiske erklæringer fra radikale nationalister i Kiev. Hendes udtalelser er ingen hjælp, men komplicerer tværtimod kun forsøget på at finde løsninger på den ukrainske krise. De fleste landes fornuftige politikere, der ikke søger at behage dem, der befinder sig i udkanten af samfundet, men virkelig er bekymret over situationen i Ukraine og tingenes tilstand i Europa og i verden, opererer på basis af en anden – ansvarlig – tilgang til tingene.«

»Det ville være bedre, hvis den litauiske præsident trak sine Komsomol[1]-horn til sig og prøvede at komme af med sit mindreværdskompleks, forårsaget af hendes sovjetiske fortid, som tydeligvis gør hende mere hellig end Paven selv. En politikers visdom måles ikke ud fra et tvangspræget ønske om at fremprovokere konflikter og fornærme sine naboer, men ud fra personens evne til at finde konstruktive løsninger, baseret på den aktuelle situation i Ukraine. De udenlandske ledere, der i februar måned støttede det forfatningsstridige kup og nu skubber på myndighederne i Kiev, for at disse skal føre krig imod deres egne borgere, er delvist ansvarlige for den aktuelle situation i Ukraine.«

Foto: Den litauiske præsident Dalia Grybauskaite og den ukrainse præsident Petro Porosjenko under førstnævntes besøg i Kiev. 

[1]  Sovjetunionens kommunistiske partis officielle ungdomsorganisation (-red.)

25. nov. 2014 – Den amerikanske hær vi have flere tanks og Bradley-kampvogne i Polen og De baltiske Stater. Generalløjtnant Ben Hodges, øverstbefalende for den amerikanske hær i Europa, sagde til reportere ved Pentagon, via video-telefonkonference fra Litauen i går, hvad han også havde sagt til Reuters dagen før, nemlig, at de amerikanske tropperotationer gennem disse lande vil fortsætte i 2015 og muligvis ind i 201. Hodges sagde, at han anbefalede, at man flyttede et tungt brigadekamphold med dets tanks og Bradley-kampvogne til enten Rumænien, Polen eller et andet land i Baltikum. Forsvars- og Udenrigsministeriet, såvel som NATO-lande, diskuterer nu stedet. Sagde han.

»Der vil være amerikanske troppetilstedeværelse her i Litauen, så vel som i Estland og Letland og Polen, lige så længe, som det er nødvendigt for at afskrække russisk aggression«,

sagde Hodges. Han sagde, at planen går ud på at placere udstyr på op til 100 tanks og andre køretøjer på forhånd, som de roterende enheder kan trække på. I øjeblikket har hæren en pansret bataljon i Tyskland og ønsker nu at tilføje to yderligere bataljoner, muligvis i Østeuropa, sagde han. Præcis, hvordan de ville blive placeret er endnu ikke afgjort, men Hodges skal have insisteret på, at der ikke ville blive tale om en permanent udstationering af amerikanske tropper i Østeuropa.

LaRouchePAC og EIR er i gang med en gennemgribende mobilisering for den »detaljerede plan for menneskehedens fremskridt over de næste 50-100 år«, EIR’s Specialrapport med titlen: »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«. Denne løsning kan vække enhver tænkende borger til at se både den politik, nationer kan og må føre for at få en ny, økonomisk renæssance, og den eksistentielle trussel, de står overfor.

En katastrofal konfrontationskurs med krig med Rusland og Kina forfølges af Londons finansielle imperialister og deres devaluerede aktiv, præsident Barack Obamas Hvide Hus.

Du tror, det ikke vil ske? Den 24. nov. stemte tre nationer i FN imod en russisk resolution, der fordømte forherligelse eller genoplivelse af nazisme. Disse tre nationer var USA, Ukraine og Canada – for, hævdede de tre, russerne, der mistede 20 millioner mennesker i kampen mod nazi-regimet, »mente det ikke«. Feje europæiske nationer under Londons EU-tommel »afstod« fra at stemme, og blev fordømt for det af Israels ambassadør. Men USA nægtede at modsætte sig genoplivelsen af nazisme i Europa – faktisk støttede de denne genoplivelse i Ukraine – med en politik, hvor de provokerer og modarbejder Putins Rusland på enhver tænkelig måde.

Den verdenskrig, som de truer med, behøver ikke finde sted. Det er muligt for det amerikanske civilsamfund at omforme historien; det har det gjort før.

Men frem til i dag har USA’s befolkning intet gjort for deres egen skæbne. Deres repræsentanter ejes totalt af kampagnepenge fra Wall Street. De ser til, mens disse repræsentanter udfører handlinger, og undlader at udføre andre, som støt og roligt forarmer dem, og er vanærende for De forenede Stater.

Lyndon og Helga Zepp-LaRouche har den idé, at det er muligt at »vinde nationens sjæl ved at genskabe den«. Det vil kræve, at man forener de bedre engle i Amerika omkring et formål, der er bestemt til at være nationens historie, og dens få, virkeligt store præsidenter, der ofte blev myrdet, som det skete med JFK for 50 år siden, værdigt. Dette formål er en hengivenhed over for menneskehedens bedre, højere fremtid.

Dynamikken med BRIKS-nationernes alliance – der forfølger hver enkelt nations hurtige, økonomiske vækst, inklusive USA og de europæiske lande, med bestræbelserne på at opnå nye præstationer i rummet, med de fremskudte, videnskabelige grænser, med fusionskraft – er et sådant planlagt formål, hvis USA tilslutter sig.

Det betyder, at amerikanske borgere bogstavelig talt løfter deres nation ud af et kredsløb, der fører til en potentiel atomkrig og civilisationens ødelæggelse, og op i et andet kredsløb, hvis formål er, at nationerne handler til fordel for fremskridt.

Som Lyndon LaRouche på det seneste så ofte har bemærket, så har den eksplosive reaktion på LaRouchePAC’s og Schiller Instituttets organisering i New York City vist, at dette er muligt. Et eksempel var i sidste uge, da 175 faktiske og potentielle ledere kom sammen for at »ære JFK’s og 11. september-ofrenes minde ved at genoplive Amerikas sjæl«. New York har, siger LaRouche, ofte optrådt som »nationens sjæl«. Som en smeltedigel for fremtidigt fremskridt er New York på enestående vis åben for en ny dynamisk kraft i verden – BRIKS-dynamikken.

Det er derfor flagskibet for at samle et nationalt lederskab for dette planlagte formål. EIR’s internationale række af offentlige møder om Den Nye Silkevejsrapport har dette planlagte formål. Det alternativ, vi konfronteres med, er ikke en politik; det er krig.

24. nov. 2014 – I sin indledning til LaRouchePAC Politiske Komites diskussion i dag bemærkede Lyndon LaRouche, at verden befinder sig på randen af skræmmende begivenheder, med én global magt, der søger en konfrontation med krig, og en anden, der mobiliserer for at forsvare sig mod denne trussel. Den faktor, der vil afgøre, hvilken vej denne konfrontation går, er USA – hvis præsidentskab nu kontrolleres af krigspartiet.

Denne kontrol er skrøbelig, idet en stor del af den amerikanske befolkning og det amerikanske lederskab ser en sindssyg præsident, der fører nationen mod ødelæggelse. Spørgsmålet er, om denne opposition kan bringe det positive alternativ til en atomar konfrontation frem til en position, hvor det har tilstrækkelig magt, i tide.

Nøglen til at mobilisere denne opposition, som LaRouche grundigt diskuterede ved samme begivenhed i den Politiske Komite, er LaRouche-bevægelsens »Manhattan Projekt«. Han udtrykte det således:

»Det, der foregår på Manhattan og i vores organisering på Manhattan, som nu har stået på i flere uger, er typisk for den måde, hvorpå den amerikanske befolkning kan komme fri af det mudder, som de fleste af dem sidder fast i …«

»Jeg mener, at det, vi skal gøre, er at tage erfaringen fra New York City sådan, som vi har oplevet det på det seneste, som en slags eksperimentel operation og blive klar over, at det er et eksempel på, hvad vi må gøre med hensyn til de ting, vi diskuterer her, for at definere konceptet for, hvordan vi kan bruge USA’s økonomi, de virkelige fakta, for at indse … hvad det er for skridt, vi tager, og i hvilken retning, for radikalt at ændre det her, så det gamle, slidsomme arbejde og den gamle degenererede tilstand, osv., ikke længere kontrollerer os. For vi befinder os på randen – hvis vi bare ligesom fortsætter, bare glider med og lader strømmen føre os – så vil vi alle sammen være temmelig døde! Civilisationen vil dø … «

»Uden at bruge Manhattan-faktoren, New York City-området, og bruge det til at sige, ja, det {er} og {var} centrum i USA mht. politik i USA’s historie. Der var andre vigtige steder. Men uden Manhattan var der ikke noget, der holdt dem sammen. Og det var tilfældet, lige fra vores mest berømte statsmand, Alexander Hamilton.«

»Hamilton, ja – Hamilton var fra New York. Derfor Manhattan. Og han var et stort menneske, og han blev skudt, fordi han var god, hvilket var en af de ting, der skete dengang, da vi havde briterne rendende rundt.«

»Så jeg mener, at dette er det spørgsmål, som vi må lægge vægt på og fokusere på, for det er den eneste måde – ved at tage et samlet overblik over USA’s natur (karakter), og USA’s forhold til verdens nationer – det er den eneste måde, hvorpå vi kan redde USA, og redde civilisationen. Og New York er et fremragende eksempel til denne kampagne, for her får man genklang og respons, en genklang hos vigtige personer, som man ikke får nogen andre steder.«

Det Britiske Imperium, i form af den mangeårige anti-amerikanske Londonavis, The Economist, gik i spidsen for den internationale krigsfraktion i dag med en forsidehistorie om at ødelægge Rusland og Vladimir Putin ved hjælp af økonomisk krigsførelse. Denne økonomiske »analyses« klare hensigt er at vise, at Vesten kan fremkalde »regimeskift« i Rusland, nøjagtig sådan, som det russiske lederskab har hævdet var hensigten. Blandt de elementer, der nævnes, er ikke blot de økonomiske sanktioner – som kunne øges – men også den bevidste frembringelse af et kollaps i olieprisen, som det olieeksporterende Rusland er afhængig af.

I mellemtiden bevæger London-marionetter i Europa og USA sig også ind i en farlig optrapning. Det tyske dagblad Der Tagesspiegel forkynder idéen om at »eksportere Maidan« til Rusland – som vi nærmer os årsdagen for den »farvede revolution« imod Ukraine. Samtidig tager Merkelregeringen skridt til at udrense ikke alene regeringen, men også private Øst-Vest-industriselskaber, for alle personer, der søger at bevare økonomiske forbindelser med Rusland. Hvis det lykkes, vil det fjerne en afgørende kraft til krigens forhindring.

Pro-krigsmanien synes at være den sandsynlige baggrund for Barack Obamas fjernelse af den amerikanske forsvarsminister Chuck Hagel. Som tidligere embedsmand i DIA (Defense Intelligence Agency) Pat Lang, der har en blog, som ofte fungerer som medie for det uniformerede militær, skriver i dag: »Så er Hagel ude. Han er den åbenlyse taber i kampen mellem det militære lederskab og Childrens Crusaders[1] i det Hvide Hus og i Forsvarsministeriet. Militæret ønsker klarere definerede mål omkring hele kontinentet med islamisk kultur, og ’ungerne’ ønsker at køre udenrigspolitikken på baggrund af det bras, de skriver med markers på white-board-tavler på deres seminarer.«

Lang refererer til de britiske, utopiske harpy’er[2], såsom Susan Rice, Valerie Jarrett og Samantha Power, som er totalt for regimeskift på globalt plan – og således driver verden frem mod Tredje Verdenskrig.

Det er hidtil lykkedes Rusland og Kina, med massiv global opbakning, ikke at falde i nogen af de provokationsfælder, som er sat op for dem. I en samordnet indsats er det lykkedes dem at forhindre forhandlingerne om Irans atomprogram i at blive en total fiasko – og forhandlingerne blev i dag udskudt yderligere seks måneder. De har også stædigt gjort fremstød for deres alternativ til disse geopolitiske spil – med tilbud om økonomisk samarbejde til alle, der vil lytte, selv til dem i krigsmager-lejren.

Men i takt med, at imperiekræfterne optrapper provokationerne, bliver situationen mere og mere farlig. Den eneste, mentalt sunde og raske respons er pro-aktiv: at søge at etablere en bevægelse for samarbejde med BRIKS, som vil feje krigsgalningene, som Obama, til side og skabe et fredspotentiale. Det er den opgave, som LaRouche-bevægelsen, med sin række af begivenheder, som de seneste begivenheder af denne art på Manhattan, som eksempel, har påtaget sig at gennemføre i den umiddelbare fremtid.

Foto: LaRouche-bevægelsens gadeorganisering i USA den 3. nov. – ‘Manhattan-projektet’

[1] I amerikansk historie, et navn, man gav til en march over flere dage i maj måned 1963 med hundreder af skoleelever i Birmingham, Alabama, under den amerikanske borgerrettighedsbevægelses kampagne i Birmingham.

Rent historisk er det navnet på et katastrofalt, europæisk kristent korstog for at tvinge muslimer ud af Det hellige Land, som sagdes at have fundet sted i året 1212.

[2] I græsk mytologi er en harpy en kvindelig, vinget dødsånd (halvt ørn halvt kvinde).

23. nov. 2014 – Den russiske præsident Vladimir Putin erklærede i et interview fredag, den 21. nov. med Andrei Vandenko fra Itar-Tass’ projekt om topembedsmænd, at Rusland ikke har planer om at konkurrere med vestlige embedsmænd eller rejse et nyt »Jerntæppe«, men Rusland vil forsvare sine nationale interesser.

»Vi behøver ikke at konkurrere. Vi har ganske enkelt ikke behov for at konkurrere. Vi behøver ganske enkelt blot stille og roligt at gennemføre vores dagsorden.«

Putin trak en parallel mellem Vestens angreb på Jeltsin, som begyndte i samme øjeblik, som Jeltsin forsvarede de russiske interesser på Balkan, og så det aktuelle angreb på ham selv over Ukraine. Han sagde, at det slet ikke drejer sig om det østlige Ukraine eller Krim. Der er konkurrerende geopolitiske interesser.

»Kampen for geopolitiske interesser fører til en situation, hvor landet enten bliver stærkere gennem at løse sine problemer mht. finansielle spørgsmål, økonomi og følgelig også sociale spørgsmål mere effektivt, eller glider ind i kategorien tredjelande af femte rang og mister muligheden for at værne om sit folks interesser.«

Putin sagde, at Rusland ikke vil isolere sig fra resten af verden.

»Og der er ingen, der får lov til at bygge en mur op omkring os. Det er umuligt.«