Ikke korrekturlæst

[HZL] [AMB] [ssu]
ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen til Den Internationale Fredskoalition. Dette er det 101. møde i træk. Tak, fordi I er kommet. Jeg vil gerne minde folk om, at grunden til, at vi har oprettet dette forum, er at samle mennesker fra hele verden i ét rum. Uanset hvilken ideologi I har, er I velkomne her, hvis I ønsker ægte fred og forsøger at skabe den. Der har været mange dysfunktioner i fredsbevægelsen i mange år, men vi ønsker at overvinde disse forskelle og finde ud af, hvor vi faktisk kan opnå ægte fred og søge sandheden i verden. Tak, fordi I er kommet, og tak til de veteraner, der har været en del af denne proces i de sidste 101 uger.

Vi har en fremragende række mennesker her i dag. Jeg vil opfordre alle, der er nye, til at præsentere sig selv i den generelle diskussionsrunde – hvor I kommer fra, hvem I arbejder med, og hvilke aktiviteter I er involveret i. Så for at komme i gang har vi Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller-instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tak. Lad mig byde jer alle velkommen. I dag er naturligvis en meget skæbnesvanger dag. Det er den 9. maj, og i Moskva er der store festligheder i anledning af sejren over nationalsocialismen, hvor den sovjetiske hær naturligvis spillede en afgørende rolle. Der er derfor en enorm forsamling, der omfatter 29 statschefer – især naturligvis Xi Jinping, Lula da Silva fra Brasilien og mange andre ledere. Der var en meget imponerende militærparade, hvor alle heltene fra Den Store Fædrelandskrig blev nævnt og hædret. Der blev indgået mange aftaler mellem præsident Putin og præsident Xi, som begge understregede, at partnerskabet og venskabet mellem Rusland og Kina aldrig har været på et højere niveau end nu. De underskrev også omkring 20 forskellige aftaler om intensiveret samarbejde.

For at give jer en fornemmelse af stemningen vil jeg læse et par afsnit fra den fælles erklæring, de afgav. De bekræftede, at:
»Parterne vil resolut forsvare resultaterne af sejren i Anden Verdenskrig, undertrykke forsøg på at forfalske dens historie, forklejne og benægte Ruslands og Kinas historiske bidrag til sejren i Anden Verdenskrig, nedgøre befrielsesheltene og skarpt fordømme handlinger, der har til formål at vanhellige eller ødelægge mindesmærker for dem, der døde under Anden Verdenskrig….
»Moskva og Beijing vil gøre alt for at modvirke de tiltagende forsøg på at rehabilitere nazismens menneskefjendske ideologi og raceoverlegenhed og vil fortsat i fællesskab modsætte sig glorificering af nazister og deres medskyldige, fremkomsten af nynazisme, militaristisk revanchisme og praksis, der bidrager til optrapning af forskellige former for racediskrimination, racisme, fremmedhad og dermed forbundet intolerance.

»Parterne erklærer deres faste støtte til hinanden med henblik på at sikre suverænitet, territorial integritet, sikkerhed og stabilitet, forhindre ethvert forsøg fra eksterne kræfter på at hindre den normale udvikling af relationerne mellem de to stater og blande sig i deres indre anliggender, retten til uafhængigt at vælge en udviklingsvej og bevarelsen af kulturel og historisk identitet og traditionelle moralske værdier.«
At disse advarsler ikke er forgæves, kan man se af de mange bestræbelser på at udviske virkeligheden af, hvad der skete under Anden Verdenskrig, og omskrive historien. Andrey Kortunov, der indtil udgangen af 2024 var direktør for det russiske internationale institut for strategiske anliggender (RIAC), understregede dette forsøg på at omskrive historien ved at erklære USA som den største sejrherre og nedtone Kinas rolle og de ikke-europæiske landes lidelser under Anden Verdenskrig. At dette ikke er en tom antagelse, kan man se af begivenhederne i går i Berlin. Europæerne fejrer naturligvis den 8. maj som afslutningen på Anden Verdenskrig. Regeringen havde strengt forbudt at vise sovjetiske eller russiske flag, så resultatet var, at man så mange ukrainske flag ved de forskellige historiske steder og NATO-flag. Begrundelsen er, at Rusland angiveligt har ført en aggressionskrig mod Ukraine.

Jeg skal bemærke, at der er udkommet en bog skrevet af Scott Horton, et 900-siders værk, der i detaljer dokumenterer de 30 års forberedelser fra USA, Storbritannien og NATO til det, der senere blev krigen i Ukraine, herunder NATO’s meget aggressive ekspansion mod øst. Det er meget forfærdeligt. EU-Kommissionen forbød også europæiske ledere at deltage i fejringerne i Moskva. Dette blev ignoreret af premierminister Robert Fico fra Slovakiet og den serbiske præsident Aleksandar Vučić, som dog måtte nødlande i Baku i Aserbajdsjan på grund af droneangreb på Moskva lufthavn, hvilket forhindrede 60 000 mennesker i at nå deres fly i tide. Muligheden blev åbenbart fuldstændig forspildt, for hvis de europæiske ledere havde vist nogen form for storhed, ville de have deltaget i 80-årsfejringen i Moskva. De ville have inviteret Rusland og Hviderusland til at deltage i begivenhederne i Berlin. Men i stedet forhindrede de dem i at komme og gav ordre til, at de skulle jages væk, hvis de dukkede op. Det var en utrolig, helt forfærdelig fornægtelse af historien.

Det er faktisk en meget bekymrende begivenhed, især fordi den nye regeringschef i Tyskland, Friedrich Merz, den nye kansler, der blev valgt i anden valgrunde, i et interview med den tyske tv-kanal ZDF blev spurgt, om han stadig planlægger at sende Taurus-missiler til Ukraine. Han svarede på en helt nonchalant måde, som om han sagde: »Ja, jeg børster tænder hver morgen«, og sagde: »Selvfølgelig ved Zelenskyj, at han kan stole på mig og på Tyskland«, hvilket betyder, at han har til hensigt at give Taurus-missilerne til ukrainerne. Bare for at minde folk om det, har det tyske Taurus-krydsermissil en rækkevidde på 500 km. Det kan nå Kertj-broen til Krim, som Merz allerede havde udpeget som et mål for Taurus, og også Moskva. Det kunne endda være blevet aktiveret, mens disse festligheder fandt sted. Eksperter antager nemlig, at da de geografiske data for de potentielle mål i Rusland alle er kendte, er man ikke nødt til at få data fra USA via GPS eller andre rumfartøjer, fordi man allerede har mulighed for at programmere Taurus til et sådant mål på forhånd. Det indebærer en fare for, at hvis denne Taurus faktisk bliver indsat og brugt af ukrainerne, vil det på få minutter gøre Tyskland til en krigsførende part og et mål for russiske modangreb.
Merz ringede som en af sine første handlinger i embedet til Netanyahu og forsikrede ham om, at Israels sikkerhed er Tysklands {raison d’être}; en uheldig formulering, som Merkel fandt på for nogle år siden. Han udtrykte dog »bekymring« over gidslernes skæbne og palæstinensernes situation i Gaza. Han sagde, at der bør ydes humanitær hjælp, hvilket er fuldstændig kynisk, når man tænker på, at det, der foregår i Gaza lige nu, kun kan sammenlignes med det, som Wehrmacht gjorde med blokaden af Leningrad dengang, hvor man brugte sult som et middel til etnisk udrensning, hvor folk ikke havde andet valg end at flygte eller dø.

Dette er den skæbnesvangre situation på 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig. Hvis vi ikke vender denne kurs, står vi over for faren for en ny verdenskrig, der enten kommer fra situationen i Ukraine eller situationen i Sydvestasien eller endda Indien og Pakistan. Selv om det er en fjern mulighed lige nu, har spændingerne i Stillehavet i øjeblikket også teoretisk potentiale til at føre til en verdenskrig. Derfor er vi nødt til at fordoble, tredoble og mangedoble vores indsats. Vi har nu for situationen i Gaza en fire ugers mobilisering af Den Internationale Fredskoalition, hvor vi ønsker, at alle mulige tiltag bliver taget for at sætte Oase-planen på dagsordenen på den kommende konference i New York om Gaza og Palæstina. Under protektion af præsident Macron og Saudi-Arabien vil der fra den 2. til den 4. juni være en konference om tostatsløsningen for Palæstina, og vi argumenterer for, at vi absolut må kombinere dette med et udviklingsperspektiv for hele regionen i Sydvestasien fra Indien til Mellemøsten, fra Kaukasus til Golfen, for at udvide Bælte- og Vej-Initiativet til det såkaldte Mellemøsten for at skabe et helt andet miljø.

Det er det, vi bør diskutere igen i dag. Også behovet for absolut at komme væk fra den nuværende geopolitiske konfrontation mellem et kollapsende system af den vestlige neoliberale orden, som stadig insisterer på sin dominans i stedet for at foretage paradigmeskiftet til et nyt paradigme med samarbejde med det Globale Syd for at løse alle problemerne i verden. Derfor er behovet for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur fortsat helt øverst på vores dagsorden. Det var det, jeg ville sige i begyndelsen.

Bemærkninger under diskussionen:
Jeg kan kun sige, at så smertefuldt det end er, og jeg deler Dr. Ritchies forfærdelse over at se disse billeder hver dag, så er det en kendsgerning, at netop det tyske folk, 80 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig, ikke er mere bevidst om den pligt, vi har som en lære af den rædsel, der fandt sted i nazitiden, nemlig at træde frem og gøre noget. Denne forkerte opfattelse af, at Israels sikkerhed er vores stats {raison d’être}, som Merkel har formuleret så idiotisk, er simpelthen en tragedie, fordi vi i bund og grund også sender våben til Israel, ikke kun USA.
Vi må dog nå frem til et realistisk perspektiv på, hvordan vi kan stoppe dette. Jeg vil gerne bringe det, jeg sagde i mine indledende bemærkninger, op til diskussion igen. Hvordan tror man, at dette kan stoppes? Det kunne stoppes af det israelske folk; det er klart, at de må sørge for, at der snart sker en ændring. Men vi ved, at den israelske regering støttes af den amerikanske regering. Derfor føler de, at de kan fortsætte med at gøre, hvad de gør? Så hvordan griber man ind? Den eneste mulige idé, vi er kommet frem til, er, at vi må ændre hele dynamikken i regionen, ikke kun i Israel og Palæstina, for den synes at være fuldstændig fastlåst. Men hvis vi ville inddrage alle de store naboer i Sydvestasien – Rusland, Kina, Indien, Iran, Egypten og andre – og inddrage dem i at fremlægge dette perspektiv på en generel økonomisk udviklingsplan, Oase-planen, på bordet og invitere præsident Trump til at deltage. Den kinesiske regering har bevist, at de kan genvinde ørkenen; de har generobret et område på størrelse med Tyskland i det nordøstlige Kina, som tidligere var fuldstændig ørken. Nu er der landbrug, skovbrug og orkideer. Hvis der blev skabt nyt vand gennem afsaltning og anlæg af kanaler og spredning af grønne områder i ørkenen. Derefter kunne man bygge infrastruktur, bygge nye byer og til sidst gøre hele regionen, som nu er ørken, beboelig for alle. Man ville ændre miljøet og give en vision for fremtiden, især for de unge fra alle sider, så de ville forstå, at dette er noget, der er værd at kæmpe for, for at bryde voldsspiralen. Hvis de store magter, BRIKS-landene, måske USA, så ville træde til og sige, at vi tilføjer det til den egyptiske plan, og vi tilføjer det til to-statsdiskussionen i begyndelsen af juni i FN, så kunne man ændre miljøet. Jeg tror, det er det eneste, jeg kan komme i tanke om, der kan stoppe dette på kort til mellemlang sigt …

DONALD RAMOTAR: Jeg tror, at et af de vigtigste punkter er hele spørgsmålet om udvikling, og det bringer os tilbage til spørgsmålet om den Oase-plan, man har. Jeg tror, det sandsynligvis er et af de vigtigste punkter for at nå målet. For at nå målet må vi håndtere mange af de konflikter, der eksisterer i dag. Men når vi taler om en varig fred og en mere holdbar fred i verden, kan vi ikke adskille det fra spørgsmålet om udvikling. Jeg tror, at vi for at opnå varig fred er nødt til at have socioøkonomisk udvikling sammen med social retfærdighed for alle mennesker.

Så jeg vil sige, at det, der er meget vigtigt på dette tidspunkt, er Oase-planen. Heldigvis er der andre planer, der ligner Oase-planen: Den kinesiske plan, Bælte- og Vej-Initiativet, har mange ligheder med Oase-planen. Selv den plan – som jeg aldrig har set i detaljer, men den plan, som Biden ønskede at skabe for at besejre Bælte- og Vej-Initiativet – talte på forskellig vis også om at bygge infrastruktur. Men desværre er det meste forkert, da det meste går ud på at komme til Kina i stedet for at hjælpe udviklingslandene og så videre. Så for ham var nogle af de planer, som G7-landene talte om, mere taktiske og ikke så strategiske, noget der skulle sikre varig fred. Måske er det derfor, vi ikke har set den uddybet, alt hvad vi har hørt ham tale om, er noget infrastrukturarbejde uden at de har uddybet det nærmere.

Men jeg vil sige, at Schiller-instituttets Oase-plan er meget vigtig på dette tidspunkt, at fremme, når vi skal tale om behovet for en varig fred i verden. Det ville være mit bidrag foreløbig.

Senere i diskussionen:
ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil gerne udvide emnet lidt, for jeg har lige set, at der i invitationen til dagens møde stod: »Hvorfor blev fascismen besejret, men ikke tilintetgjort?« Jeg tror, det har meget at gøre med migranterne. Vi har et utroligt migrationsproblem og alle de andre problemer, der er blevet nævnt. Det, vi ser lige nu, er, at grunden til, at man har denne utrolige glemsomhed over for historien, er, at den struktur, der understøtter fascismen, aldrig blev ødelagt. Det er tanken, at hvis man har en krise, så lader man befolkningen betale: Man giver ikke dem, der har skabt gælden eller problemet, skylden – som f.eks. bankerne. I stedet indfører man et spareprogram, hvor menneskeliv ofres for at maksimere profitten. Man kunne argumentere for, at det endelige stadium af dette er krig og krigsmaskinen.

Jeg synes, at det, professor Diesen bragte på bane, fortjener at blive integreret i denne diskussion, fordi jeg synes, det er meget vigtigt. Det amerikanske økonomiske system i modsætning til det britiske økonomiske system vedrører netop det. Det amerikanske økonomiske system, som det blev udviklet af Leibniz, Alexander Hamilton, Friedrich List, Carey og andre, der arbejdede på det grundlag, som f.eks. Lyndon LaRouche, har at gøre med menneskesynet. Enten siger man, at den eneste kilde til samfundets rigdom er menneskets kreative kræfter og evnen til – i modsætning til alt andet liv på planeten – igen og igen at gøre videnskabelige opdagelser, omdanne dem til teknologier, anvende dem i produktionsprocessen og på den måde øge produktiviteten. Og det øger igen levestandarden, levetiden og folks velbefindende. Hvis man forstår og accepterer denne opfattelse af økonomi og af rigdommens kilde, vil man gøre alt for at fremme folks udvikling. Man vil sikre, at børn får en god uddannelse, man vil sikre, at der ikke er sult, som distraherer folk, og at der er tilstrækkelig uddannelse, så intellektet kan udvikle sig. Med andre ord har man en fuldstændig menneskeorienteret opfattelse. Man forsøger at gøre det fælles bedste bedre og bedre. Sammenlign det med det britiske system, som blandt andre Friedrich List gav dette navn, og som han skrev meget om.Han sagde, at for det britiske frihandelssystem er kilden til rigdom udelukkende at købe billigt og sælge dyrt og kontrollere alle mekanismerne imellem, handelsmekanismerne, adgangen til kredit og så videre. Det britiske system respekterer derfor ikke menneskers kreativitet, fordi briterne har en interesse i at købe så billigt som muligt. Det betyder slavearbejde, ingen adgang til kredit, at tvinge folk til at arbejde til mindsteløn.

Jeg synes, at dette menneskesyn er så vigtigt i hele debatten, også i Gaza. Vi må ikke glemme, at det var den israelske forsvarsminister Gallant, der motiverede IDF-soldaterne ved at sige, at palæstinenserne bare er menneskelige dyr, og at man ikke skal holde sig tilbage i kampen mod dem. Hvis man mener, at mennesker er dyr – jeg mener ikke, at man skal behandle dyr på den måde, men det er noget andet end mennesker. Derfor mener jeg, at hvis vi ønsker at afhjælpe smerten i det nuværende verdenssystem, som har mange problemer, må vi absolut inddrage en diskussion om menneskesynet. Er mennesket godt af natur, eller er mennesket et dyr? Jeg mener, at det er skillelinjen mellem mennesker, der forsøger at forbedre verden, og dem, der forsøger at skabe kaos. Og i relation til det, spørgsmålet om, hvad der er kilden til rigdom: Er det magten til at kontrollere handelen ved at købe billigt og sælge dyrt, med alt hvad det indebærer, eller er det at nære menneskets kreativitet, fordi det er kilden til rigdom? Jeg synes, det er meget vigtige filosofiske spørgsmål, for hvis man ikke tager fat på dem, er jeg bange for, at vores diskussion ikke vil føre til den rigtige konklusion…

Lidt senere om de europæiske ledere, der fører planeten mod selvdestruktion:
Jeg vil sige, at der er flere processer, der har bidraget til det. Den ene kaldes synarki. Synarki er en slags sammensværgelse blandt den finansielle oligarki for at sikre, at der især i krisetider ikke er nogen i ledende stillinger, der forsvarer det fælles bedste mod finanskapitalens interesser. Dette var en meget stærk bevægelse i 1920’erne og 1930’erne. Hvis man vil studere det, findes der mange bøger på fransk. Hvis man prøver at studere det på tysk, finder man ikke en eneste bog. De tyske biblioteker er blevet grundigt renset for adgang til enhver form for litteratur om emnet. Det siger jeg, fordi jeg har forsøgt at undersøge emnet.

I synarkiet er de finansielle interesser stærkest, men der var også mange kulturelle interesser. For eksempel var Frankfurterskolen, som havde været i eksil i USA under Anden Verdenskrig, i efterkrigstiden næsten fuldstændig overtaget af CIA. Så da de vendte tilbage til Europa og invaderede universiteterne, begyndte de at nedbryde de jødisk-kristne værdier med deres såkaldte kritiske teori. De avlede naturligvis SDS og lignende bevægelser. Og så var der også, og det er meget vigtigt, Kongressen for Kulturfrihed, en gigantisk operation, der startede umiddelbart efter krigen og overtog alle kulturinstitutionerne – teatre, musik, koncerter, malerkunst, alt. De havde bevidst til hensigt at fratage folket adgangen til deres klassiske kultur og erstatte den med alle former for modernisme.

Hvis man ser på indflydelsen fra den finansielle oligarki, den akademiske verden og den kulturelle verden, var dette en kæmpe CIA-operation. Skandalen brød ud i 1967, da det kom frem, at det hele var finansieret af CIA. Formelt stoppede de det. Men det var enormt: Der var 120 kulturmagasiner over hele verden. De havde operationer i hele Europa, i Asien, i Afrika. Overalt havde de samme tilgang: At fjerne folk fra deres traditioner og erstatte dem med neoliberale værdier. Det stoppede ikke i 1967; det stoppede formelt, fordi det var en stor skandale. Men hvis man ser på fortsættelsen af denne type såkaldte kulturprojekter, er jeg helt sikker på, at de fortsatte under et andet navn og med en anden organisationsstruktur. Men i det væsentlige forblev de det samme.

Jeg ved, at der ikke tales meget om det, men man kan faktisk undersøge det. For kun to år siden var der en stor udstilling i Berlin i anledning af 40-årsdagen for afslutningen af Kongressen for Kulturfrihed. De producerede en ret interessant dokumentarfilm med mange dokumenter. Man bliver chokeret over at se omfanget af denne operation. Jeg vil sige, at dette ikke er en naturlig udvikling, men resultatet af social engineering og manipulation…

Lidt senere:
Jeg er også meget håbefuld og optimistisk, når jeg ser på den nye pave. Fordi han understregede fred som det vigtigste spørgsmål for alle mennesker, tror jeg, at det vil give alle andre katolikker eller mennesker med god vilje et incitament til at minde folk om, at de skal følge pavens ord. Især i Tyskland, hvor man har disse såkaldte kristne partier, der har ordet kristen i deres navn – CDU, CSU – og som har gjort det stik modsatte. Ellers kan jeg kun sige, at vægten på (Rerum Novarum) også er yderst vigtig. I fraktionerne i Kirken er der nogle mennesker, herunder en kardinal i Tyskland, der har kritiseret Frans med det argument, at han var for optaget af sociale spørgsmål, og at det ikke var Kirkens opgave at udføre caritas-arbejde. Hvis man nu har Leo XIV, der tydeligt henviser til traditionen fra Rerum Novarum, som var tanken om, at kirken har en opgave i at gøre gode gerninger, ikke bare at bede i kirken, men at gøre gode gerninger, hvilket er en del af det, kristendommen handler om. Jeg synes, det sætter gang i debatten; jeg synes, det er utroligt godt, og derfor er det meget håbefuldt, både hvad angår fred og sociale spørgsmål, at denne pave … og som du ved, udnævnte Frans godt over 100 kardinaler, så han har sandsynligvis gjort noget for at sikre, at valget af denne pave ikke var en tilfældighed.

Som svar på Jose Vega om mulighederne omkring Gaza, refleksioner over VE-dagen og den nye pave:
Jeg synes, at den nuværende situation i Gaza er så utrolig dødbringende, at Israels hensigt er meget klar. De vil af med alle palæstinensere i Gaza. Det vil lykkes for dem, for der har været sult i to måneder. Hver dag dør der mennesker. Jeg tror ikke, vi har uendelig tid til at løse det. Der kommer et tidspunkt, hvor alle vil være døde. Så jeg tror, at det, vi diskuterede i sidste uge, nemlig at vi har konferencen den 2.-4. juni i FN om tostatsløsningen, er meget vigtigt. Da vi startede Oase-planen for 1,5 år siden, havde vi mange ambassadører fra Palæstina, Iran og andre lande, som alle var for Oase-planen. Vi har en side på Schiller-webstedet, hvor folk har givet deres tilslutning til den. Jeg ved, at der har været mange baggrundsdrøftelser, diplomatiske drøftelser, avisartikler i Mellemøsten, så der er en enorm uro. Alle kom til det punkt, hvor de sagde: »Nu har vi brug for en regering, en regering, der tager ansvaret og organiserer en konference i et af Mellemøstens lande, så det bliver så kendt for alle studerende, for unge mennesker, for gamle mennesker, at det bliver noget, man ikke længere kan ignorere.

Jeg tror, at denne mulighed har brug for meget mere opbakning, meget mere bevægelse, vi har potentielt den franske regering, og jeg er ikke ligefrem en fan af Macron, men uanset hvad hans grunde er til, at han nu går sammen med Saudi-Arabien om at sætte tostatsløsningen på dagsordenen, har det en enorm mulighed for at katapultere den egyptiske plan plus Oase-planen, som er en meget bredere plan for udviklingen af hele Mellemøsten. Lad os mobilisere, så vi får det med på konferencen i juni om tostatsløsningen. For der har man mange lande fra det Globale Syd, og de er alle på Gazas side. Hvis man ser på afstemningerne om Den Internationale Domstol og Den Internationale Straffedomstols afgørelser, var alle landene i det Globale Syd for det. Så der er momentum.

Hvis vi i de næste fire uger mobiliserer os for at få flere til at støtte os, så vi får meget mere bevægelse i FN, så vi kan få Oase-planen på dagsordenen i begyndelsen af juni, kan det virkelig vende udviklingen, før alle er døde i Gaza, og før Vestbredden bliver annekteret. Hvis det falder sammen med det, Larry siger om Trump, så meget desto bedre. Men jeg synes, vi absolut bør gøre alt, hvad vi kan, for at få denne udviklingsplan på dagsordenen i de kommende uger, så den får indflydelse på konferencen i New York i juni.

Afsluttende bemærkninger:
Jeg vil gerne virkelig fokusere på denne mobilisering for Gaza, selv om jeg allerede har talt for den. Pave Frans talte med det katolske samfund i Gaza hver uge, og det lå ham meget på sinde. Jeg synes bare, vi virkelig bør forsøge at få dette Oasis-perspektiv på banen i stor stil, for hvis vi kunne få den katolske kirke med – jeg ved, at Pax Christi i USA har været meget aktiv i spørgsmålet om krig og fred. Jeg ville ønske, at Pax Christi havde en tilsvarende aktiv holdning i Europa, hvilket jeg ikke synes, der har været tilfældet. I det mindste var de lidt mere forvirrede med hensyn til, hvem de skulle støtte, og hvem de ikke skulle støtte. Men lige nu med den nye pave, hvis alle menneskers velfærd bliver et spørgsmål, hvor man har en genopblussen i hele den katolske kirke i denne retning, der fører til Oase-planen og den store plan, de 1,5 milliarder nye arbejdspladser for at løse migrationsspørgsmålene ved at udvikle afrikanske, asiatiske og latinamerikanske nationer, så migranterne ikke har nogen grund til at forlade deres land, men bliver hjemme for at hjælpe med at opbygge deres egne økonomier. Det er den eneste menneskelige måde at løse migrationsspørgsmålet på.

Hvis hele denne bevægelse ville føre til, at folk kæmpede for det fælles bedste og i en vis forstand mindede sig selv om, at vi er her på Jorden for at gøre godt og ikke bare spise burgere og køre i Porsche, og at det hele til sidst er forbi, og det var det. Vi har et job; Nicolaus af Kues – en af mine yndlingsrådgivere – sagde, at vi har en vis creativa, en kreativ kraft til at være Guds levende billede. Han sagde på et tidspunkt, at Gud fortsætter skabelsen gennem os. Hvis vi ville påtage os den mission, er der så mange gode ting, der ville føre til en afslutning på fascismen, som den forstås som et økonomisk system. Der er mange aspekter ved det, men grundlaget er det, jeg sagde tidligere: Hjalmar Schacht fik folket til at betale for oligarkiets tab.

Jeg tror, vi befinder os i en konjunktur. Hvis vi kunne få den katolske kirke til at bevæge sig og inspirere de andre religioner. Jeg ved, at vi havde denne mobilisering for to år siden; vi bør nok genoptage den. Og forsøge at få BRIKS-landene til også at kæmpe for Oase-planen. Hvis vi gør det, kan vi få et gennembrud. Hvis Trump virkelig bryder med Netanyahu, kan han bringes med om bord. Jeg tror, vi skal have den idé, at hvis USA slutter sig til alle de religiøse ledere og slutter sig til BRIKS-landene, og alle arbejder sammen om en fred i Mellemøsten baseret på udvikling, kan det lade sig gøre.

Så uanset hvor lille en rolle I alle kan spille, så gør jeres del.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 7. maj 2025 

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Schiller Instituttets grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche. I dag er det onsdag den 7. maj 2025. Jeg hedder Harley Schlanger og er jeres vært. I kan sende jeres spørgsmål eller kommentarer til Helga på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Vi har meget at komme igennem i dag, men inden vi begynder, vil jeg gerne minde vores seere om, at Schiller-instituttet om mindre end tre uger, den 24.-25. maj, afholder en særlig konference, og I kan tilmelde jer. Hvis I går ind på Schiller-instituttets konferenceside, kan I se et meget stærkt talerpanel, og det er netop det, der er brug for i denne tid, hvor der ellers hersker kaos og nedgang i malstrømmen.

Lad os begynde med faren for, at der udvikler sig en krig på det indiske subkontinent: Den indiske regering sagde i dag, at den angreb terrorinfrastrukturen som gengældelse for terrorangrebet den 22. april i Kashmir, hvor mindst 26 mennesker blev dræbt. Pakistan har lovet at reagere på Indiens angreb.

Så vi har et par spørgsmål, der er dukket op: For det første: »Hvorfor skete det nu? Hvem har gavn af denne slags optrapning?« Jeg vil sige, at jeg har talt med flere velinformerede pakistanere, der peger på briterne, og især MI6, som en tredje kraft bag terrorangrebet og siger, at det egentlige mål er BRIKS. Hvad mener du om det, Helga?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Vi ser over hele verden et mønster af angreb mod alle BRIKS-landene. Og den pakistanske forsvarsminister Asif kom med en meget vigtig udtalelse, som jeg mener har en vis vægt, i betragtning af at han er fungerende forsvarsminister. Han påpegede nemlig, at Pakistan i de sidste årtier er blevet brugt som et redskab mod Rusland, først mod Sovjetunionen i den sidste fase af krigen i Afghanistan mod Sovjetunionen, hvor Brzezinski og briterne indsatte jihadisterne og faktisk udviklede det, der er blevet kendt som »radikal islam«, ved at støtte mujahedinerne; og da krigen mod Sovjetunionen sluttede, hvilket i høj grad bidrog til Sovjetunionens sammenbrud, spredte disse mujahedin-netværk sig over hele regionen, til Tjetjenien, Xinxiang, Pakistan, og hvad denne forsvarsminister indrømmede, er, at Pakistan lod sig udnytte ved at samarbejde med disse netværk.

Så jeg synes, det er ganske betydningsfuldt. Og jeg tror, at det faktum, at general Flynn, da han forsøgte at orientere Obama i 2012 om, at USA brugte disse netværk, og at han mente, at det var en grundlæggende fejl, faktisk blev sparket ud af Obama på det tidspunkt, og jeg tror, at det var denne udtalelse, der også var årsagen til, at den såkaldte Deep State gjorde det praktisk talt umuligt for Trump i hans første embedsperiode at gøre brug af general Flynns ekspertise. Så jeg tror, der er en erettiget mistanke om dette; det hele er banen for det store spil i området. Så jeg mener, at enhver, der forsøger at dæmpe konflikten – og heldigvis fører både Rusland og Kina samtaler med Indien og Pakistan for at nedtrappe situationen – gør klogt i at undersøge oprindelsen til denne terrorisme, for at undgå, at to atommagter ender i en militær optrapning. Selv om jeg ikke tror, nogen har til hensigt at anvende atomvåben, er det stadig bekymrende, at Pakistans informationsminister har antydet, at alle landets atomvåben er rettet mod potentiel anvendelse mod Indien. Jeg tror ikke, at det er en umiddelbar fare, men man kan ikke udelukke det. Så jeg synes, det er ekstremt vigtigt at berolige situationen, hvilket Rusland og Kina forsøger at gøre, men også at undersøge, virkelig seriøst, hvad der i første omgang lå bag dette angreb.

SCHLANGER: En pakistansk journalist har sendt dette spørgsmål til Dem: »De nævnte, at Rusland og Kina har tilbudt at mægle, muligvis også Iran. Hvilke skridt vil De foreslå, at de tager for at dæmpe gemytterne?«

ZEPP-LAROUCHE: Det første er at genindføre vandbehandlingsaftalen mellem Indien og Pakistan, for det er et meget alvorligt spørgsmål. Så det første skridt ville være at genindføre den. Og ellers virkelig engagere sig i det nye paradigme, for jeg tror, der er plads til at løse alle disse spørgsmål, hvis man bliver enige om principperne for samarbejde. Og i betragtning af, at BRIKS-landene har til hensigt at anvende de fem principper for fredelig sameksistens samt FN-pagten, er der allerede en ramme: Så hvis man er enige om, at det er det, man ønsker at opretholde som sine grundlæggende principper, kan man sætte sig ned og diskutere alle de vanskelige spørgsmål separat, som det blev gjort i Westfalske Fred.

Så jeg mener, at man bør følge en sådan tilgang. Og jeg tror, at Rusland og Kina og andre lande som Indonesien, Brasilien, Nigeria, Sydafrika – der er mange lande, der kunne være en del af en sådan tilgang.

SCHLANGER: Der er et spørgsmål fra en journalist fra Israel, der spurgte om Netanyahus meddelelse søndag den 4. maj om, at Israel i realiteten vil overtage hele Gaza. Han påpegede parallellen mellem krisen i Sydvestasien og konflikten mellem Indien og Pakistan, og her er, hvad han skrev. Han sagde: »Begge tilfælde finder sted, hvor den regionale dynamik er formet af det Britiske Imperium som en del af et udvidet Great Game. Det burde være indlysende, men få synes at være klar over det. De har korrekt identificeret dette som en fortsættelse af britisk geopolitik. Hvad kan der gøres for at befri menneskeheden fra denne imperiale forbandelse?« Han sagde: «Jeg tror ikke, at en win-win-tilgang har meget appel til en fanatiker som Netanyahu.«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det, der sker i Gaza lige nu, er så fuldstændig ubeskriveligt, fordi selv de liberale medier, der har tolereret det, der sker der, i nu halvandet år, begynder nu at vise billeder af Gaza som en komplet ruin, børn, der bliver tortureret, og udmagrede, kort før de dør. Det er utroligt. Og jeg tror, at dette virkelig er en krise for menneskeheden. Det er en tragedie, en frygtelig tragedie mod palæstinenserne og for det palæstinensiske folk, men jeg tror, at det er noget meget mere grundlæggende: For hvis verdenssamfundet ikke kan stoppe dette, når alle kan se det i deres stuer på tv hver dag, så står vi over for en meget mere grundlæggende krise for menneskeheden og en prøve på vores moralske egnethed til at overleve. Og hvis vi ikke består den prøve, overlever vi måske ikke som menneskeart, hvilket betyder, at det kan ende i en atomkrig på grund af en af disse kriser!

Så jeg tror, at vi har brug for en forandring, og nogle af stormagterne må træde til og stoppe dette. Derfor har vi fra Den Internationale Fredskoalition opfordret til en fem ugers mobilisering: I begyndelsen af juni vil der være en meget vigtig konference i FN i New York, som vil blive medsponsoreret af Frankrigs præsident Macron og kronprins Mohammad bin Salman. Og vi har opfordret til en optrapning med henblik på ikke kun at lægge en tostatsløsning på bordet, som er emnet for konferencen, men også at kombinere den med Oase-planen, som er den eneste måde, jeg kan se, at dette kan stoppes på.

Det er klart, at USA kunne stoppe det med det samme: Hvis præsident Trump ville sige til den israelske regering, at de skal stoppe det, ellers vil vi fjerne alle våbenleverancer, og håndhæve det – for det kan USA gøre – så ville det stoppe. Men hvis USA ikke stopper det, fritager det ikke resten af det internationale samfund for dets ansvar. Og jeg tror, at verdenssamfundet må forene sig og skabe betingelser, hvor der sker en ændring i politikken, og det er derfor, vi har foreslået at tilføje Oase-planen til tostatsløsningen, som oprindeligt blev foreslået af min afdøde mand, Lyndon LaRouche, i 1975, for at udvikle store mængder ferskvand ved afsaltning af havvand med hjælp fra atomkraftværker, ved at bygge nye kanaler ved simpelthen at tage en helhedsorienteret tilgang til kunstvanding af store ørkenområder: Men i sidste ende er det nødvendigt at tage hele regionen fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf, og udvikle den med vand, infrastruktur, skovrejsning, landbrug, infrastruktur, nye byer – der er ingen grund til, at man ikke kan udvikle dette område, som Kina har gjort med store dele af sin ørken, hvis man udvider Bælte- og Vej-Initiativet til hele Sydvestasien. Og det må være den positive mulighed for alle lande at arbejde i denne retning. Men jeg mener, at verdenssamfundet har et ansvar for at gribe ind og forhindre, at dette sker. For hvis vi ikke gør det, kan vi glemme alle kriterier for moral, for regler, vi kan glemme demokrati, vi kan glemme menneskerettigheder: Alt dette vil være tomme ord uden betydning, hvis vi ikke stopper dette.

Derfor foreslår vi lige nu, at alle, der er enige i Oase-planens tilgang til tostatsløsningen, går aktivt ind i vores arbejde i de næste fire til fem uger, så vi kan få indflydelse på den store konference i juni i New York.

SCHLANGER: Nu har jeg et spørgsmål her fra en kontakt i London, der sagde, at han var begejstret, da konferencen fandt sted i Kairo for at tale om genopbygningen af Gaza. Og han spurgte bare: »Er der nogen måde, hvorpå egypterne eller saudierne kan bringes ind i diskussionen om Oase-planen?«

ZEPP-LAROUCHE: Der er meget bevægelse i Oase-planen i baggrunden. Der har været flere artikler i forskellige aviser i Egypten og andre lande; der er blevet givet interviews af medlemmer af IPC eller af Schiller-instituttet i Algeriet og Libanon – så budskabet spredes. Og grunden til, at vi nu har brug for denne mobilisering, er, at en af fredsaktivisterne, hr. Ofer Bronchtein, der er rådgiver for Macron, deltog i det sidste IPC-møde og også støttede Oase-planen.

Så jeg tror ikke, vi er helt i startfasen. Vi havde en række ambassadører, der repræsenterede mange forskellige lande, som allerede talte for og støttede Oase-planen, men jeg tror, vi nu virkelig skal tale om den for at give den to-statsløsning en økonomisk dimension, uden hvilken jeg ikke tror, den vil fungere: Så jeg beder Dem virkelig og gentager til Dem, alle, der er forfærdet over det, der sker i Gaza, kom og slut Dem til vores bestræbelser på at bruge de resterende uger frem til begyndelsen af juni til grundlæggende at tvinge en situation frem, hvor denne plan bliver en del af diskussionen i juni i New York.

SCHLANGER: Her er noget, der er sendt ind fra Leider Horn [ph], der sagde: »Vi har brug for historisk intelligens, ikke bare horisontale synspunkter. Hvad tror du, der er sket med efterretningstjenesterne i Vesten? Man ser på folk som Waltz, man ser på den manglende evne til at fremlægge nogen form for alternativ.« Så for at tage hans pointe, hvorfor griber de ikke dette an fra det synspunkt, som din mand gjorde, at vi befinder os i den aktuelle historie, og at det er sådan, man forstår, hvad der sker?

ZEPP-LAROUCHE: Det er en erosionsproces, der har stået på i meget lang tid. Hvis jeg ser på CIA’s rolle i den umiddelbare efterkrigstid i Tyskland, var den ikke særlig stor. Kongressen for kulturel frihed var en ond operation, der havde til formål at udrydde Tysklands kultur og gøre den til et redskab. Tyskland er blevet fuldstændig underlagt den ene operation efter den anden, og præsident Eisenhowers advarsel ved afslutningen af sin embedsperiode om at passe på det militærindustrielle kompleks, tror jeg, at det militærindustrielle kompleks, eller som Ray McGovern kalder det MICIMATT, hvilket betyder Military-Industrial-Congressional-Intelligence-Media-Academia-Think-Tank, at dette konglomerat i løbet af årtierne i stigende grad er blevet en slags hemmelig magt – folk kalder det Deep State. Og dette er ikke et nyt fænomen, for i Tyskland, da Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV), der svarer til FBI, blev oprettet i 1950’erne, talte Kurt Schumacher, der naturligvis var en af de førende socialdemokrater, meget kraftigt imod det og advarede om, at det ville indebære en fare for at skabe en ny Gestapo, en ny hemmelig statspoliti, der spionerer på sine egne borgere. Hvad ser vi nu? Det samme Bundesamt für Verfassungsschutz i Tyskland har udarbejdet en 1.000-siders rapport, hvor det konkluderes, at partiet Alternative für Deutschland (AfD) er juridisk bindende, klart højreekstremistisk. Det skaber potentielt grundlag for at forbyde dette parti, som er det stærkeste parti i meningsmålingerne lige nu. Og det, der er så bekymrende ved det, er, at de siger: »Åh, vi kan ikke offentliggøre denne rapport. I den har vi alle beviser for, at AfD er et højreekstremistisk parti, men vi kan ikke fortælle jer det.« Det minder mig om en meget vigtig artikel, som min afdøde mand engang skrev, der hed »Han er en dårlig fyr, men vi kan ikke sige hvorfor«.

Det er altså den insinuation, at nogen er ekstremt farlig, at de har de værste hensigter, men man kan ikke tale om det. Det er et ret tyndt argument, og jeg tror, at når J.D. Vance advarede om demokratiets tilstand i Europa, så ved jeg, at europæerne er ekstremt vrede på nogle medlemmer af Trump-administrationen, fordi de hele tiden bringer spørgsmålet op, at demokratiet er i stor fare i Europa, og det kan de ikke lide, men hvis man ser på mønstret, ser man faktisk, at ngo’er, privatfinansierede borgerrettighedsgrupper og hvad ved jeg, er ved at undergrave den forfatningsmæssige proces i mange lande i Europa og desværre også i USA, trods hvad Trump siger. Så jeg synes, at efterretningstjenesternes rolle er blevet meget, meget tvivlsom, og jeg synes, vi har brug for nye Church-kommissioner i alle lande! For det var i min erindring sidste gang, at parlamentet eller Kongressen begyndte at undersøge disse hemmelige tjenesters ulovlige aktiviteter.

Så måske er det det, man skal gøre, at have kirkelige kommissioner i alle lande.

SCHLANGER: Det ser ud til, at din polemik om at gøre en ende på geopolitik vinder gehør hos mange af vores seere. Her er et spørgsmål fra en korrespondent i Storbritannien, der taler om de langsigtede virkninger af geopolitisk manipulation, og han spørger: »Er du overrasket over, at Vesten har nedtonet sejren over fascismen for 80 år siden?« Han siger: »For mig taler det for Putin, at folk som von der Leyen, Kallas og Keir Starmer er så russofobiske, at de ville have foretrukket en sejr til Hitler i Anden Verdenskrig, og at det er derfor, de er fast besluttet på at støtte en fortsættelse af krigen mod Rusland under Zelenskyj og NATO.« Og han spørger: »Hvad er jeres tanker om dette?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg synes, det er meget bekymrende, fordi denne udebatterede russofobi fra folk som von der Leyen, Merz, nu den nye udenrigsminister Wadephul og for den sags skyld Macron, er meget farlig. For der var en artikel for nogle dage siden af et tidligere medlem af Linkspartei, der på en nyttig måde henviste til de forskellige teorier om fascisme. Og i betragtning af, at alle nu kalder det fascisme, især AfD bliver sat i forbindelse med fascisme, citerede denne mand, hvis navn jeg tror er Dieter Dehn [ph], tre etablerede historikere og påpegede, at russofobi, hadet og hensigten om at ødelægge Rusland altid har været et kendetegn ved fascisme. Og jeg finder det ganske bekymrende for Tysklands og andre europæiske landes fremtidige sikkerhed, at der som følge af alt dette nu kommer en linje fra Moskva, fra Maria Zakharova, fra andre ledere, jeg tror Sergej Lavrov, Dmitrij Medvedev, der grundlæggende siger, at det, EU gør med sin militarisering og krigsførelse, minder om det, Nazi-Tyskland gjorde mod Sovjetunionen.

Nu tror jeg, at vi stadig er i en tidlig fase af denne diskussion, men hvis denne opfattelse holder, og hvis Merz for eksempel går videre med sin meddelelse om at levere Taurus-missiler til Ukraine, tror jeg, at vi kan komme i en situation, hvor Tyskland ikke kun optræder som en krigsførende part i konflikten med Ukraine, men også fremprovokerer russiske reaktioner, der vil gøre Tyskland til stedet for en egentlig krig i Europa; og jeg er meget bange for, at hvis dette starter, vil det ikke stoppe, og det vil være slutningen på Tyskland i enhver form. For vi havde for flere måneder siden en diskussion med Ted Postol, og han gjorde os den tjeneste at udarbejde konkrete kort, der viser de hundredvis af atombomber, der vil falde på Tyskland, hvis det kommer til en sådan konflikt. Og jeg synes, at den nuværende flok politikere er så tåbelige og så uvidende om historien og om de farer, som alt dette indebærer, at jeg mener, vi virkelig har brug for en ændring i politikken. Og folk må vågne op, for jeg tror, det er det største problem, at befolkningen er blevet så påvirket af NATO’s fortælling om et forestående angreb fra Putin på et eller andet europæisk land. Og alle de militære eksperter, som jeg mener har kompetence, som f.eks. den tidligere general Harald Kujat, der ikke kun var den højeste officer i Bundeswehr, men også den højeste officer i NATO, og den tidligere general Vad og forskellige amerikanske militærfolk, har udtalt, at der absolut ikke er tegn på, at Putin har planer om at angribe Europa eller overtage hele Ukraine, hvilket desværre også er blevet udtalt af præsident Trump for nylig. Og jeg synes, det er det farligste, og denne snak bør stoppe! Der er ingen beviser. Og der er mange argumenter for, at Putin absolut ikke har nogen interesse i at overtage hele Ukraine og helt sikkert ingen interesse i at udvide krigen til resten af Europa.

Så jeg synes, det er ren dumhed. Og jo flere mennesker der bliver aktive sammen med os eller parallelt med os for at aflive sådanne fortællinger, jo bedre.

SCHLANGER: Nu er der et spørgsmål om Friedrich Merz, der ikke blev valgt i første valgrunde i går. Jeg tror ikke, det er sket før, i hvert fald ikke siden Anden Verdenskrig. Så spørgsmålet er: »Hvad tror du, der gjorde det muligt for ham at vinde i anden valgrunde? Hvilke løfter måtte han give, og hvilken indflydelse vil det have på hans evne til at udøve lederskab i Tyskland og i EU?«

ZEPP-LAROUCHE: Tja, jeg tror ikke, man ved, hvem der stemte imod ham i første runde. Der var folk i Socialdemokratiet, der virkelig ikke brød sig om, at han stemte sammen med AfD om en lov til at bremse den store tilstrømning af migranter, og han samarbejdede med AfD, så det kunne SPD ikke lide. I hans eget parti, CDU, og i CSU var der mange, der var meget vrede over, at han brød sit valgløfte om ikke at øge gælden. En dag efter han blev valgt, handlede han for at lempe gældsbremsen for dette utrolige militære oprustningsprogram, så der er medlemmer i CDU/CSU, der ikke bryder sig om det. Og jeg tror også, at der er mange i CDU i Øst, der ikke bryder sig om, at de ikke er repræsenteret i hans nye kabinet. Så der var nag fra alle sider; det er selvfølgelig en hemmelig afstemning, så vi kan ikke vide, hvem der stemte imod ham – 18 stemte imod ham i første runde. Og efter at den første afstemning mislykkedes, mødtes alle fraktionerne i hemmelighed, og til sidst stemte de alle for ham. Så jeg kan kun forestille mig, at der foregik enorme magtkampe, og hvem ved hvad ellers. Men det er sandsynligvis heller ikke en hemmelighed for de partier, der var imod, for de har sikkert sagt deres mening ved en eller anden lejlighed før. Så jeg kan kun forestille mig, at de virkelig fik en skrap reprimande og kapitulerede. Men det betyder bare, at de samme konflikter, der førte til fiaskoen i den første afstemning, kan blusse op når som helst. Derfor er der mange kommentatorer, der mener, at Merz’ regering sandsynligvis ikke vil vare et år og helt sikkert ikke hele valgperioden. Jeg er enig i det. Jeg tror, det vil eksplodere i betragtning af de enorme spændinger i verdenssituationen, og hvis Merz gør noget med Taurus, tror jeg, hele landet vil eksplodere.

Så jeg tror, at Merz nu må beslutte sig. Der er mange, der mener, at den eneste måde, hvorpå Tyskland kan stabiliseres, er, hvis de to største partier, som ikke er socialdemokratiet, men CDU og AfD, samarbejder, hvilket vil kræve, at Merz fjerner den såkaldte »firewall«, som hidtil har forhindret nogen i at samarbejde med AfD, eller at han går i den modsatte retning og bruger rapporten fra Bundesamt für Verfassungsschutz til at forbyde AfD, og hvis det sker, er jeg sikker på, at landet vil eksplodere endnu mere, for hvis man ikke kan fratage 10 eller 15 millioner vælgere deres ret, og en sådan adfærd – for jeg mener også, at selv om der er nogle meget tvivlsomme personer i AfD, folk, der har fortjent tilnavnet »nazi« eller noget i den retning, kan jeg ikke være enig i, at det gælder hele partiet, for jeg ved, at der er mange, også folkevalgte, der har en meget fornuftig politik, hvad angår udenrigspolitik og energipolitik, og som efter min mening kun er i AfD af opportunistiske grunde, men som slet ikke er nazister.

Så jeg tror, at en anden tilgang – jeg tror, at AfD bør smide disse elementer ud og derefter blive et normalt parti, der repræsenterer en bestemt del af befolkningen. Og så kunne man danne en alliance, og stabiliteten ville vende tilbage.

Men vi befinder os i en krise, så det er umuligt at forudsige noget på nuværende tidspunkt.

SCHLANGER: Nu har jeg et par spørgsmål eller kommentarer fra de Bachis [ph], som er en fast læser. Han kommenterer: Er det ikke positivt, at Iran og Kina forsøger at skabe fred mellem Indien og Pakistan? Det er han glad for. Men så spørger han, hvordan vi kan finde effektive måder at stoppe folkemordet i Gaza og mindske hadet og øge ønsket om fred? Hvad kan der gøres? Og det er klart, at jeres grundlæggende principper er et skridt i den retning, at gøre det til et diskussionspunkt, men fortsæt, Helga. Hvad mener du?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved, at det er svært for de fleste at forstå. Men hvis man ser på verdenssituationen som en helhed, hvad ser man så? Man ser et USA i uorden, polariseret; jeg tror, Trump har nogle reelle problemer, som er forårsaget af hans egen politik, så hans støtte er ved at forsvinde. Man ser faren for en konflikt med Kina, som ville være katastrofal for verden. Man ser den igangværende krig i Ukraine, Mellemøsten, nu Indien-Pakistan, spændinger i Stillehavet og den forestående fare for et sammenbrud af et konkursramt transatlantisk finansielt system. Og jeg har længe sagt, at hvis man har en sådan systemisk krise, fordi alle disse konflikter, selv om de har historisk specifikke årsager og historier, også er et udtryk for et sammenbrud af det neoliberale system og bestræbelserne fra kræfter inden for dette system på at opretholde en dominerende position i verden, som ikke længere accepteres af den Globale Majoritet, og som helt sikkert ikke kan opretholdes militært, medmindre man går efter en total ødelæggelse af hele menneskeheden.

Så hvordan tackler man sådan en kompleks situation? Jeg kan kun nævne nogle aspekter af den – jeg kunne uddybe det meget mere. Hvordan tackler man et sådant problem? Og det er min faste overbevisning, at man ikke kan løse alle disse problemer én efter én. Man skal først samles som verdenssamfund ved et forhandlingsbord og derefter blive enige om principper for, hvordan menneskeheden kan bringes ind i en højere samarbejdsorden, som det skete med Westfalske Fred, hvor 150 års religionskrig også sluttede, fordi de forskellige krigsførende parter erkendte, at hvis man fortsatte krigen, ville alle være døde, og der ville ikke være nogen tilbage til at nyde sejren. Og vi befinder os i en langt mere alvorlig situation i dag på grund af atomvåben og overkill i så mange størrelsesordener, at vi kunne dræbe menneskeheden 10 gange, 100 gange, og der ville absolut intet være tilbage.

Så i lyset af en sådan fare er det da ikke mere rimeligt at sige, at vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som først skal være enig om princippet om, at der skal tages hensyn til alle enkeltlandes interesser, og den eneste måde, man kan gøre det på, er gennem et fælles udviklingsprogram, hvor fredens navn er udvikling. For kun hvis man gør kagen større, hvis man gør de tilgængelige fordele ved videnskab og teknologi tilgængelige for alle, så folk kan overvinde fattigdom, underudvikling, pandemier og sygdomme ved at udvikle et moderne sundhedssystem i alle lande og ved at have et universelt uddannelsessystem, hvilket alt sammen er muligt! Forestil jer, hvis al den utrolige energi, der nu spildes på militærudgifter, der løber op i billioner, og en mani for at øge det, hvis al den energi blev brugt til produktive formål, til uddannelse, til at øge de kreative kræfter hos alle indbyggere i alle lande, så kunne man løse alle disse problemer. Og selvom nogle måske siger: »Det er en utopi, det vil aldrig ske«, så tror jeg, det kan ske: fordi mennesker er mennesker! Vi er ikke grizzlybjørne, der – selv den mest ondskabsfulde grizzlybjørn er ikke så ond som nogle mennesker, der forsøger at gøre krig til en kommunikationsform i stedet for diplomati.

Så jeg tror, at eftersom vi er den kreative art, tror jeg grundlæggende på, at vi kan bruge fornuften som en måde at løse konflikter på, og der er flere og flere kræfter, der erkender, at vi er nødt til at overvinde geopolitikken, ellers overlever vi måske ikke alle sammen. Præsident Xi Jinping foreslår derfor et fælles samfund for hele menneskeheden, og det er, hvad vi er. Og hvis det går galt med atomvåben ét sted, tror jeg ikke, det kan holdes i skak, for som Ted Postol har skrevet i mange bøger og artikler, er det atomvåbens natur, at når man først begynder at bruge dem, vil de alle blive brugt. Og jeg synes, at det bør være en tilskyndelse til at vælge den vej, der kan overvinde dette og udvikle et nyt paradigme for samarbejde.

SCHLANGER: Jeg har et hurtigt spørgsmål til Dem fra en tidligere folkevalgt fra et land på Balkan, der spørger: »Hvad vil EU’s diktatorer gøre nu efter Simions overvældende sejr i første valgrunde i Rumænien?«

ZEPP-LAROUCHE: Øh, ja, der var en EU-kommissær ved navn Thierry Breton, og han sagde i det første forsøg på at fjerne Georgescu, at hvis noget lignende sker i Tyskland, vil de bruge samme metode. Og man kan faktisk sige, at forsøget på at kalde AfD »højreekstremistisk«, hvilket er legitimt, er en anvendelse af Bretons doktrin. Og der er en vittighed, som ikke er en vittighed, om at de lader folket stemme, indtil de har den regering, de ønsker. Jeg tror, de vil fortsætte med det, men det vil ikke virke, for jeg tror, at en sådan udemokratisk adfærd er ved at blive så åbenlys, at disse mennesker snart vil blive stemt ud! Jeg er helt sikker på, at EU er ved at splittes. Derfor taler de ikke længere om enstemmighed i EU, men om en »koalition af villige«, og hvem er denne »koalition af villige«? Det er briterne, franskmændene, tyskerne, polakkerne, balterne og skandinaverne, men alle de andre, de sydeuropæiske lande, Balkanlandene og de østeuropæiske lande bevæger sig i en anden retning, og jeg tror, at EU’s politik vil ødelægge EU, og jeg tror, at det samme potentielt gælder for NATO.

SCHLANGER: Nå, Helga, vi får flere og flere spørgsmål. Det er tydeligvis et øjeblik, hvor folk gerne vil vide noget – det er derfor, at en af de ting, de bør gøre, er at tilmelde sig vores konference den 24.-25. maj. Men der er en bemærkning her, som jeg gerne vil læse: »Tillykke med 100 uger i træk med Zoom-opkald til Den Internationale Fredskoalition. Hvad er der på programmet til fredag?«

ZEPP-LAROUCHE: Vi vil helt sikkert diskutere den aktuelle situation i Gaza. Vi vil forsøge at få flere top-talere fra regionen, fra alle sider, fordi vi tager denne fem ugers mobilisering alvorligt for at forsøge at påvirke konferencen i FN i juni. Så vær med af den grund. Jeg tror, der naturligvis også vil være en del diskussion om demokratiets tilstand i Europa, i Tyskland og andre steder. Og naturligvis situationen i Ukraine-krigen, hvor præsident Trump desværre nu har sagt, at Rusland vil have hele Ukraine! Det er en ændring i hans holdning: Han sagde – for kun få år siden – at denne krig var helt unødvendig og ikke burde have fundet sted. Hvis han havde været i Det Hvide Hus på det tidspunkt, ville alle disse ting ikke være sket. Og jeg tror, at der helt sikkert vil være bekymring blandt patrioter fra forskellige lande, der vil forsøge at vende den retning, som Trump har slået an på dette punkt.

Så det er, som hver uge, stedet, hvor man kan høre førende eksperter og aktivister diskutere live i dialogform, hvad der skal gøres. Så gør alt, hvad I kan, for at være med.

SCHLANGER: OK, det er et godt råd. Og Helga, tak fordi du var med i dag, og forhåbentlig ses vi alle på fredag!

ZEPP-LAROUCHE: Ja! Og glem ikke den kommende Schiller-konference den 24.-25. maj. 

Interview den 4. maj 2025, 80 årsdagen for Danmarks befrielse.

Jens Jørgen Nielsen er historiker, forfatter og foredragsholder om Rusland og Ukraine. Han er uddannet i idéhistorie og kommunikation og var Moskva-korrespondent for Politiken i slutningen af 1990’erne. Han er en leder af den Russisk-Danske Dialogorganisation, og har tidligere været lektor i kommunikation og kulturforskelle.

Emner:
Krigen i Ukraine fortsætter, og mange mister livet. Hvad er din vurdering af situationen lige nu?

Hvad mener du er vigtigt for at gøre det muligt for at skabe fred?

Jens Jørgen Nielsen, Rusland-Ukraine ekspert: Stop krigen i Ukraine med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur

KØBENHAVN 7. maj 2025 (EIRNS) – I forbindelse med Schiller Instituttets møde i Danmark den 4. maj 2025, 80-årsdagen for Danmarks befrielse fra den nazistiske besættelse, har vi interviewet Jens Jørgen Nielsen, historiker, forfatter og foredragsholder om Rusland og Ukraine. Han var Moskva-korrespondent for det danske dagblad Politiken i slutningen af 1990’erne og er en leder af organisationen Russisk-Dansk Dialog.

I del 1: Som svar på interviewer Michelle Rasmussens spørgsmål om Jens Jørgen Nielsens vurdering af den aktuelle situation, og hvad han mener er vigtigt for at opnå fred, indledte han med at sige, at selvom det er 80 år siden Danmarks befrielse, ville han ønske, at han kunne være optimistisk, men at vi er meget langt fra en fredelig løsning. Han har sympati for Trumps og Witkoffs indsats, men det er ikke så let at afslutte krigen. I mange år har vi ikke haft diplomatiske forbindelser med Rusland, og derfor mangler der et klima for forhandlinger. Han pegede på Den Westfalske Fred, som det tog fem år at forhandle, og Wiener-kongressen, som tog et år. De diplomatiske forbindelser skal genopbygges. Zelenskyj, von der Leyen og nu Kallas har ikke ønsket at forhandle med Rusland.

Han håber, at vigtige lande, der ikke har været en del af krigen, som USA har, lande som Indien og Kina eller Sydafrika, BRICS-landene, vil indkalde til forhandlinger der ligner Den Westfalske Fred, være neutrale og åbne for at forstå begge sider af konflikten og indlede en længere proces hen imod fred.

Men selv hvis den ukrainske hær skulle kollapse, ville vi stadig være nødt til at finde ud af, hvordan vi kan opbygge det, som Gorbatjov kaldte det europæiske hus. Hvordan vi kan skabe en sikkerheds-, økonomisk og kulturel arkitektur, der fører til en normal samarbejdsstruktur. Hvis ikke, vil det være ødelæggende for alle parter.

Nu hvor USA trækker sig tilbage, er det op til europæerne i stedet for blot at tale om oprustning og krig med Rusland at finde ud af, hvordan man kan genskabe de relationer, der er opbygget i løbet af de sidste 50 år – politikker som Ostpolitik (politik over for Østen) og wandel durch handel (forandring gennem handel). Han håber, at europæiske politikere vil fremme dette, men ser ikke tegn på det i det danske parlament. Vi har brug for konkurrence mellem Europa og Rusland. Lige nu er der ingen kontakt, hverken inden for uddannelse, kultur eller sport.

Intervieweren sagde, at Jens Jørgen Nielsens udtalelser fører direkte til Helga Zepp-LaRouches opfordring til en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Jeg kunne ikke være mere enig, sagde han.

Del 2 kommer senere.

————————————-

Resumé af 1. del på engelsk:

Danish Russia and Ukraine Expert: Stop the War in Ukraine with a New Security and Development Architecture

May 7, 2025 (EIRNS)—In connection with the Schiller Institute in Denmark’s meeting on May 4, 2025, the 80th anniversary of the liberation of Denmark from Nazi occupation, we conducted an interview with Jens Jørgen Nielsen, an historian, author and lecturer on Russia and Ukraine. He was the Moscow correspondent for the Danish daily Politiken in the late 1990s, and is a leader of the Russian-Danish Dialogue organization.

In Part 1: In response to interviewer Michelle Rasmussen, who asked for Jens Jørgen Nielsen’s evaluation of the current situation, and what he thinks would be important to make it possible to achieve peace, he started that though, in light of it being 80 years after the liberation of Denmark, he wished he could be optimistic, but we are very far from a peaceful solution. Whereas he has sympathy for Trump and Witkoff’s efforts, it is not so easy to end the war. For many years, we have not had any diplomatic relations with Russia, thereby lacking a climate for negotiations. He pointed to the Peace of Westphalia which took five years to negotiate, and the Congress of Vienna which took a year. Diplomatic relations have to be rebuilt. Zelenskyy, von der Leyen and now Kallas have not wanted to negotiate with Russia.

He hopes that important countries which have not been part of the war, as the U.S. has, countries like India and China, or South Africa, BRICS countries, would convene Peace of Westphalia-type negotiations, be neutral and open to understand both sides of the conflict, and begin a longer process towards peace.

Yet, even if the Ukrainian army would collapse, we would still have to figure out how to build what Gorbachev called the European House. How to create a security, economic and cultural architecture leading to a normal cooperation structure. If not it will be destructive for all parties.

With the U.S. pulling back, it will be up to the Europeans to instead of just talking about rearmament and war with Russia, figure out how to recreate the relations that were built up during the last 50 years—policies like Ostpolitik (policy towards the East), and wandel durch handel (change through trade). He hopes that European politicians would promote that, but does not see that in the Danish parliament. We need competition between Europe and Russia. Right now there is no contact, neither educational, cultural, nor in sports.

The interviewer said that Jens Jørgen Nielsen’s statements lead directly towards Helga Zepp-LaRouche’s call for a new international security and development architecture. I could not be more in agreement, he said.

Part 2 will come later. 

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 5. maj 2025

Dagens forskellige strategiske kriser befinder sig i forskellige faser af optrapning eller midlertidig afspænding i Ukraine, i konflikten mellem Pakistan og Indien og i Sydvestasien, hvor krigsførelsen og rædslerne i Gaza er mest presserende at få stoppet.

Denne verdenssituation understreger betydningen af Schiller Instituttets konference om tre uger med titlen »En smuk vision for menneskeheden i tider med stor uro«, og den vitale proces i Den Internationale Fredskoalition, som nu har holdt møde i 100 uger i træk.

I Ukraine fortsætter støtten til den uendelige krig fra førende europæiske personligheder, der simpelthen er imod fred, især dem fra den såkaldte Koalition af Villige. De ønsker ikke fred. Nogle af dem vil fremme deres tema om evig krig på mødet den 7. maj i Warszawa mellem EU’s udenrigsministre i »uformelt format« sammen med Kaja Kallas, EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender. I dag i London, ved militærparaden med 1300 deltagere til minde om VE-dagen, i nærværelse af de kongelige, deltog 11 ukrainske soldater og NATO-styrker, hvilket symboliserer den fortsatte krig. Der er stadig trusler mod alle europæiske ledere, der har til hensigt at være i Moskva den 9. maj for at mindes sejren over nazismen.

Hvad angår friktionen mellem Pakistan og Indien, er situationen fortsat spændt, men uden alvorlige episoder, siden 26 indiske turister blev myrdet den 22. april i det omstridte område i Kashmir. I dag var den iranske udenrigsminister Abbas Araghchi i Islamabad til møder. Pakistanske embedsmænd har indledt en appel til FN’s Sikkerhedsråd om et ekstraordinært møde. Efter hjemkomsten vil Araghchi rejse til Delhi den 7. maj for at deltage i planlagte møder. Hans besøg kan forventes at støtte en afspænding, da Iran har tilbudt at mægle i bestræbelserne på at normalisere relationerne, hvis der er ønske herom. Den russiske præsident Putin og Indiens premierminister Narendra Modi talte i dag i telefon om mange emner, og Kreml oplyste, at de bekræftede deres landes gensidige støtte og interesse i stabilitet i Eurasien.

Situationen i Sydvestasien er i en akut krise. Israels premierminister Netanyahu gik i går til angreb i alle retninger med voldsomme udtalelser og initiativer. Efter at Houthi-missiler i weekenden ramte lufthavnsområdet i Tel Aviv, meddelte Netanyahu, at Israel anser Iran for ansvarlig, og at der vil komme gengældelse fra Israel – og fra USA, tilføjede han. I nat bombede 20 israelske kampfly flere steder i Yemen, herunder lige øst for havnen i Hodeida. De israelske luftangreb var de første i flere måneder.

Med hensyn til Gaza godkendte Netanyahus sikkerhedskabinet sent i går aftes planer om at »erobre og besætte« Gazastriben. »Ikke mere ind og ud«, erklærede Netanyahu. Der skal ske en fuldstændig overtagelse. Indkaldelsen af israelske reservister er i gang. Kabinettet ratificerede også IDF-kontrolleret logistik for fødevarekontrol i fremtiden, i en endnu ikke nærmere angivet periode. Kun israelske godkendte kommercielle eller andre fødevareforhandlere vil kunne operere inden for IDF-kontrollerede centre. I mellemtiden er det over 60 dage siden, at de sidste fødevarer og humanitære forsyninger fra udlandet er blevet tilladt adgang til Gazastriben. Der er 3000 FN-lastbiler uden for grænserne, der venter på tilladelse til at komme ind, hvilket nu ser ud til at blive afvist permanent.

Et makabert aspekt af Netanyahus plan, som fremgår af israelske medier, er, at den først vil træde i kraft, når præsident Trump har afsluttet sit besøg i regionen, der nu er planlagt til 13.-17. maj og omfatter Qatar, De forenede arabiske Emirater og Saudi-Arabien, hvor formålet angiveligt er at drøfte forretningsaftaler. Netanyahu slog i dag tonen an for rosenrøde forretningsaftaler i den større region gennem IMEC – Indien-Mellemøsten-Europa-korridoren. Netanyahu mødtes i dag med Cyperns præsident Nikos Christodoulides. De talte om aftaler om at lægge et elkabel mellem Cypern og Israel og om at blive enige om grænserne for offshore gasrettigheder i det østlige Middelhav. Netanyahu roste sig af at have talt med premierminister Modi om IMEC.

Protesten og de modsatrettede udtalelser i Israel er betydningsfulde. Det rapporteres, at mange reservister nægter at møde op. Forummet for gidsler og savnede Familier udsendte i dag en erklæring, hvor det fordømmer den nye plan om at erobre Gaza og kalder den »Smotrich-Netanyahu-planen« for at opgive gidslerne og signalere »opgivelse af national sikkerhed og modstandsdygtighed«.

Ami Ayalon, tidligere chef for Israels sikkerhedstjeneste Shin Bet, fremsatte i sidste uge en offentlig beskyldning mod Netanyahu. »Sandheden er, at vores gidsler i Gaza er blevet opgivet til fordel for regeringens messianske ideologi og af en premierminister, Benjamin Netanyahu, der er desperat efter at klamre sig til magten for egen vindings skyld.« I en kronik i Guardian den 29. april rapporterede Ayalon, at 70 procent af den israelske befolkning støtter »en omfattende afslutning på krigen til gengæld for at få vores gidsler hjem og et valg så hurtigt som muligt, så denne regering kan blive erstattet.« Han pegede på omkring 150.000 israelere, der har underskrevet underskriftsindsamlinger og breve, der kræver en afslutning på den israelske krig, herunder tusinder af militær- og efterretningspersonale. Ayalon er tidligere øverstbefalende for den israelske flåde.

Denne gennemgang af de seneste vendinger i konfliktområderne og rædslerne ved folkemordet i Gaza gør det smerteligt klart, at kampen for et nyt paradigme i de internationale relationer er en nødvendighed. Intet mindre vil gøre det: Ingen interessebalance, ingen forsøg på tilpasning, ingen ideologiske standpunkter.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og leder af Schiller-instituttet, har insisteret på, at alle kriser skal tackles på højeste plan. Hun sagde i dag, at vi er nødt til at »skabe en verden, hvor problemer løses gennem udvikling«. Dynamikken er i gang og vinder styrke. BRIKS-topmødet finder sted i juli i Brasilien.

Zepp-LaRouche stillede den opgave, at vi i de næste fem uger skal mobilisere for Oase-planen i nedtællingen til FN-mødet den 2.-4. juni i New York City om en to-statsløsning for Gaza og en genopbygningsplan. I løbet af denne mobilisering er Schiller-instituttets to-dages konference den 24.-25. maj i New York-området det rette sted at drøfte de principper, der er på spil. [Tilmeld dig nu] (https://schillerinstitute.com/blog/2025/03/01/conference-invitation/). Deltag i Den Internationale Fredskoalition, [der starter denne fredag]( https://schillerinstitute.nationbuilder.com/ipc_meeting).

Foto: Israel Defense Forces

Den 2. maj 2025 (EIRNS) – I næsten to år har Den Internationale Fredskoalition, der blev oprettet for at forene fredsbevægelser fra hele verden uanset ideologi, afholdt ugentlige onlinekonferencer med over 55 repræsenterede nationer og tusindvis af deltagere. Den 2. maj fejrede koalitionen en milepæl med sit 100. møde i træk.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, fremlagde en nøgtern statusrapport. Trods koalitionens voksende indflydelse »ser vi en meget foruroligende stigning i konflikter«. Selvom der kan være regionale årsager til disse konflikter, er den underliggende årsag den spænding, der er skabt af det gamle, koloniale systems forfald og fremkomsten af det nye. Hun tog fat på det nye udbrud af fjendtligheder mellem Indien og Pakistan og opfordrede til en uafhængig undersøgelse af den terrorhandling, der udløste konflikten. Situationen i området er ved at blive optrappet. Begge sider diskuterer brugen af atomvåben.

Der er blevet bekendtgjort en ny aftale i Ukraine, hvor USA kan udvinde råstoffer, hvilket muligvis inkluderer, at nogle amerikanske tropper vil forblive i Ukraine, hvilket måske »ikke er efter russernes smag«. Desværre er »nogle vanvittige europæere fast besluttet på at fortsætte denne krig«.

På handelskrigsfronten advarede hun om, at told kan udløse en statsbankerot i udviklingslandene og/eller et sammenbrud af det finansielle system. Præsident Trump har ikke tænkt dette igennem.

Siden 2. marts har Israel blokeret Gaza, og det er en krigsforbrydelse at bruge mad som et krigsvåben. Vi har opfordret til en international mobilisering for at sætte LaRouches Oase-plan på dagsordenen for en konference på et højt niveau, som FN har planlagt om to-statsløsningen, der skal finde sted den 2.-4. juni 2025 i New York. Den afdøde pave Frans kaldte udvikling for »fredens våben«, hvilket gjorde ham til en stiltiende tilhænger af Oase-planen.

Hvor vigtige regionale foranstaltninger end måtte være, er vi nødt til at gøre en ende på geopolitikken for at finde en varig løsning. Vi har brug for et nyt paradigme, der sætter menneskeheden først. Vi opfordrer fortsat til, at de Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur bliver ført ud i livet.

Oberst Richard H. Black (pensioneret), tidligere chef for den amerikanske hærs afdeling for strafferet i Pentagon og tidligere senator for delstaten Virginia, advarede om, at »under Biden-administrationen blev USA voldsomt provokerende over for Kina«. Han fremlagde en tidslinje over provokerende handlinger, såsom kongresmedlem Nancy Pelosis og andres besøg i Taiwan med det udtrykkelige formål at provokere Kina. »Tænk på omfanget af en mulig krig med Kina, og sammenlign det med Vietnam,« sagde Black. Vietnam-krigen var kostbar for USA og endte med et nederlag. Kina er 29 gange større end Vietnam, har en langt større befolkning og langt mere avanceret teknologi.

Ambassadør Hossein Mousavian, tidligere ambassadør fra Iran i Tyskland, beskrev, hvordan Iran havde forsøgt at indgå et kompromis med Vesten; de gik med til at samarbejde med IAEA og eksportere uran beriget til 60 % til Rusland for at dæmpe frygten for, at de havde til hensigt at udvikle atomvåben. Trump-administrationen havde gjort nogle fremskridt med forhandlingerne, men så blev det tekniske team, der skulle sendes til Oman, aflyst, tilsyneladende på grund af en indblanding fra Netanyahu, der sagde, at Israel kun ville acceptere »Libyen-modellen« (som kulminerede i Libyens totale ødelæggelse). Den amerikanske udenrigsminister Rubio hævder, at uranberigelse kun kan bruges til bomber, hvilket er en absurd usandhed. Mousavian fremlagde en lang liste over stater, der har berigelsesprogrammer, men ingen atomvåben.

Ofer Bronchtein, tidligere rådgiver for den israelske premierminister Yitzhak Rabin og præsident for det Paris-baserede Internationale Fredsforum, er i øjeblikket rådgiver for den franske præsident Emmanuel Macron om situationen i Israel. Han mener, at det fransk-saudiske initiativ til en to-statsløsning kan lykkes, og forsøger at opbygge en koalition til støtte for det. Zepp-LaRouche bad ham om at deltage i mobiliseringen for Oase-planen. Han svarede, at Rabin forstod vigtigheden af vand: »Uden vand vil der ikke være fred.«

International ret under trussel

Jonathan Kuttab, international menneskerettighedsadvokat, administrerende direktør for Friends of Sabeel North America og medstifter af Nonviolence International, talte om problemet med Israels »totale straffrihed for at ignorere international ret« og ikke længere engang gider at komme med »undskyldningen om militære mål«. Mere end 230 journalister er blevet dræbt af IDF, flere end i nogen tidligere konflikt. »Vi ser nu et bevidst angreb på internationale institutioner, på internationale domstole og på selve den internationale lovgivning.« Dette har konsekvenser, der rækker langt ud over den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Der blev vist uddrag af et videointerview af EIR‘s Gerald Belsky med Maoz Inon, en israelsk fredsaktivist og leder af fredsdemonstrationen i Jerusalem den 8.-9. maj, People’s Peace Summit. Han sagde, at »den eneste måde at ændre virkeligheden på er i drømmeverdenen.« Vi er nødt til at råbe det, danse det, synge om det for at legitimere drømmen. Vi har brug for diplomati, dialog og forhandlinger. De nuværende skovbrande i Israel er en konsekvens af, at investeringer, der burde være gået til vandforvaltning, er blevet omdirigeret til militære formål.

LaRouche-aktivisten Robert Castle gav en rapport om arbejdet med at nå ud til unge. Han har arbejdet med Jose Vegas kongreskampagne i Bronx, hvor han har mødt studerende på vej til undervisning og »udfordret de unge borgere i vores republik til at spørge sig selv, om de har et moralsk ansvar for at gribe ind i denne krise.«

Zepp-LaRouche var helt enig med Kutab: Det handler ikke kun om Gaza, det større problem er verdenssamfundets manglende reaktion på folkemordet i Gaza, som kan føre til et fuldstændigt sammenbrud af folkeretten og forfald til barbari. Folkeretten eksisterede ikke før den Westfalske Fred, som gjorde den nødvendig.

Diskussion

Zepp-LaRouche besvarede et spørgsmål om konflikten mellem Indien og Pakistan med at spørge: cui bono? Mange nationer, der ønsker at blive medlem af BRIKS, er blevet udsat for økonomisk/finansiel krigsførelse eller voldelig destabilisering.

Kutab blev spurgt, hvad civilsamfundet kan gøre, når regeringerne ikke handler. Han støttede BDS og sagde, at vi bør organisere fodbold- og kulturorganisationer (som spillede en stor rolle i afskaffelsen af apartheid i Sydafrika).

En tysk deltager gentog sin opfordring til, at solenergi anvendes i stedet for atomkraft i Oase-planen. Han blev inviteret til at deltage i den kommende konference, hvor dette emne vil blive drøftet. Medordstyrer Dennis Small mindede ham om, at energigennemstrømningstæthed er måleenheden for evaluering af energikilder. Da Den Iberiske Halvø udelukkende satsede på sol- og vindenergi, brød deres energiforsyning fuldstændig sammen i sidste uge.

Der blev stillet et spørgsmål: Var mordet på Rabin i november 1995 vendepunktet for den nuværende krise? Kutab svarede: »Der er ingen tvivl om, at Rabin selv forsøgte at håndtere situationen på en ny måde.« Men der var problemer både før og efter Rabin.

Ordstyrer Anastasia Battle rapporterede, at der har været et angreb på Freedom Flotilla i internationalt farvand, hvor nogle IPC-deltagere har været om bord på flåden. Vi håber, at de er i sikkerhed og har det godt.

Som svar på et spørgsmål fra den kinesiske mediegruppe om handelskrigen, sagde Zepp-LaRouche: »Præsident Trump vakler i øjeblikket og reagerer på pres.« Hun citerede Nicholas af Cusa, der sagde, at hvis man har et systemisk problem, kan man ikke løse det ved at tage fat på perifere problemer. Det menneskelige kreative sind har altid evnen til at løse problemet på et højere niveau end det niveau, hvor problemet opstod. Afslutningsvis gentog hun sin opfordring til folk om at slutte sig til os i arbejdet med at sætte Oase-planen og de ti principper på dagsordenen for den kommende konference i juni.

Ikke korrekturlæst

Fredag den 2. maj 2025

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg er ordstyrer i dag ved det 100. møde i Den Internationale Fredskoalition. Mange tak til alle for jeres deltagelse, både de erfarne deltagere og de nye deltagere. Vi har et fantastisk program, der virkelig viser den styrke, som denne koalition har opbygget gennem disse 100 ugers dialogprocesser.

Vi skabte dette forum for at bringe mennesker fra alle forskellige ideologier sammen for at skabe ægte fred. Vi har haft en vis succes med det, som I vil se i dag. Vi vil åbne diskussionen med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller-instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først byde jer alle velkommen. Vi mødes nu for 100. gang i træk. Jeg må desværre sige, at freden ikke er kommet nærmere. Faktisk ser vi en meget foruroligende stigning i konflikter. Mens situationen i Ukraine langt fra er afklaret, er der dog en vis bevægelse. Situationen i Gaza er helt forfærdelig og ubeskrivelig. Men vi har nu set en ny konflikt opstå, som understreger vores pointe om, at konflikterne har regionalt historiske årsager, men at årsagen til, at vi har dem, er, at hele dynamikken er forårsaget af en geopolitisk konfrontation mellem det, man kunne kalde et gammelt system, som er tydeligt på vej ned, og et nyt system, som er systemet for den Globale Majoritet, som er på vej op. Vi har altid haft en tendens til at placere de regionale konflikter i sammenhæng med den større strategiske kamp.

Der er stadig behov for en specifik undersøgelse for at finde ud af, hvad der forårsagede den seneste optrapning mellem Indien og Pakistan med terrorangrebet, hvor 26 mennesker blev dræbt i Kashmir. Det må vi vente på at se resultatet af en sådan uafhængig undersøgelse, som vil afsløre, hvad de reelle årsager er. Men hvis jeg fortæller jer nogle af de omstændigheder, der har ført til situationen, tror jeg, der er nogle spor at gå efter. For det første er situationen ved at blive optrappet. Premierminister Modi har forbudt alle pakistanske fly i indisk luftrum. Han har også givet militæret frie hænder til at vælge de foranstaltninger, de finder nødvendige. Den pakistanske hærchef, general Syed Asim Munir, har svaret, at enhver indisk militær handling vil blive mødt med en hurtig og kraftig reaktion fra Pakistans side.

Det er klart, at dette kan føre til en militær krig, som kan bryde ud, mens vi taler. Pakistans informationsminister talte endda om atomvåben og sagde, at alle Pakistans atomvåben er rettet mod Indien. Nogle hårde linjer på indisk side nævnte også atomvåben. Hvis dette skulle ske, ville det naturligvis være en total katastrofe med uforudsigelige konsekvenser i betragtning af Indiens og Pakistans strategiske placering. Heldigvis har Iran og Kina forsøgt at mægle og tale med begge sider for at dæmpe situationen. Men man skal også huske på, at Pakistans forsvarsminister sagde, at Pakistan mange gange tidligere er blevet brugt som redskab af angloamerikanerne – det sagde han ikke direkte, men vi ved, at Zbigniew Brzezinski i 1975 på et møde i Den Trilaterale Kommission i Tokyo sagde, at Vesten ville spille det »islamiske kort« mod Sovjetunionen. Faktisk blev opbygningen af mujahideen og de radikale islamister fremmet i 1980’erne i krigen mod Sovjetunionen i Afghanistan. Og naturligvis spredte disse radikaliserede jihadister sig efter krigen til hele regionen, til Tjetjenien, Xinjiang, Pakistan og mange andre lande i regionen. Som general Flynn allerede sagde i 2012, blev disse elementer naturligvis udnyttet af USA; dette var en indrømmelse fra en amerikansk general. Det er en meget alvorlig situation, hvor vi kun kan håbe, at fornuften vil sejre. Det er krigens natur, og jeg bagatelliserer det ikke det mindste.

I situationen i Ukraine er det nye element, at der er blevet annonceret en ny aftale mellem USA og Ukraine, hvor USA får ret til at udnytte nogle af råstofferne i Ukraine, sjældne jordarters metaller og lignende. Præsident Trump sagde, at der er militærudgifter for 350 mia. dollar fra de seneste tre år, som man er nødt til at få balance i. Præsident Zelenskyj talte kun om 100 milliarder dollar. Det ser ud til, at der er en komponent, hvor det amerikanske militær vil blive i Ukraine. Hvordan russerne vil se på det, har jeg ikke været i stand til at bekræfte på tidspunktet for denne drøftelse, men jeg kan forestille mig, at det ikke behager russerne. Men den russiske viceambassadør ved FN i New York, Dmitry Polyanskiy, understregede i et nyt interview det positive og bemærkede på russisk side, at præsident Trump indrømmer, at NATO’s udvidelse mod øst har været den vigtigste dynamik bag krigen i Ukraine. Jeg synes, det er et vigtigt punkt.

Desværre er det ikke kun USA og Rusland, der er interesseret i at normalisere forholdet mellem de to største atomare supermagter i verden. Desværre er nogle vanvittige europæere fast besluttet på at fortsætte denne krig. Den såkaldte koalition af villige er blevet dannet mellem Storbritannien, Frankrig, Tyskland, de baltiske lande og de skandinaviske lande. De er fast besluttet på at fortsætte med at levere våben til Ukraine og holde krigen i gang. Jeg synes, det er meget sigende, at Ambrose Evans-Pritchard, en meget kendt og tvetydig journalist, hvis man kan kalde ham det – han er måske en efterretningsagent – sagde, at han var fuld af ros for aftalen, råvareaftalen mellem USA og Ukraine. Han sagde, at det var fantastisk. Hvis krigen i Ukraine fortsætter i endnu et år, vil den russiske økonomi helt sikkert kollapse. Så man kan se, hvad det er, de mennesker i denne koalition af villige har i sinde. De ønsker ikke fred, de ønsker at fortsætte krigen. De har ikke opgivet deres mål om at ødelægge Rusland og muligvis endda splitte det i mange stykker, hvilket ville bringe os til den absolutte røde linje for atomkrig.

Vi har den igangværende toldkrig, hvor Trump går frem og tilbage, den ene dag i den ene retning, den næste dag i en anden. Men dette har på kort sigt potentiale til at udløse en fuldstændig sammenbrud af det finansielle system. Det er klart, at Trump ønsker at reindustrialisere USA; han ønsker at gøre op med de sidste årtier af den neoliberale model. Men når han siger, at told vil beskytte den amerikanske økonomi, var det tilfældet i Alexander Hamiltons tid, da han beskyttede den unge økonomi i USA med told. Men det gælder tydeligvis ikke for en meget sammenkoblet verdensøkonomi, hvor mange produkter produceres i flere lande. Reservedele produceres i Canada, Mexico og Afrika, alle mulige steder. Det kan derfor ikke kun føre til en stigning i forbrugerpriserne i USA, men også til, at nye markeder og gældstyngede amerikanske virksomheder går konkurs, hvilket kan udløse et sammenbrud i det finansielle system. Jeg tror ikke, at Trump har tænkt den del igennem.

Der er et andet element, som det amerikanske militærmagasin Defense One rapporterer om. De siger, at i betragtning af, at de fleste sjældne jordarters metaller findes i Kina, men endnu vigtigere, at noget af det industrielle udstyr til raffinering af disse råmaterialer findes i Kina, kan de ikke erstattes på kort sigt af nogen anden. Og se, over 78 % af alle amerikanske våben har brug for disse sjældne jordarters metaller fra Kina. Så måske har USA skudt sin forsvarsindustri i foden ved at indføre disse toldafgifter.

Den anden helt forfærdelige situation er naturligvis det igangværende folkemord i Gaza. Siden 2. marts har den israelske regering og IDF indført en fuldstændig blokade af Gaza. Ingen mad, ingen lægehjælp, igangværende kampe, hvor folk skubbes frem og tilbage. I alle konventioner står der, at det at bruge sult som et krigsvåben er i det mindste en krigsforbrydelse og muligvis en del af et generelt folkemord.

Hvis man ser på disse tre krisesteder – og jeg kunne tilføje Congo, Sudan og Haiti – er der mange områder i verden, der skriger på oprejsning og hjælp. Dynamikken går i retning af forværring, ikke forbedring. Derfor har vi besluttet at opfordre til en international mobilisering. Vi må få et gennembrud! Vi kan ikke bare være passive tilskuere til denne forfærdelige fare, der potentielt kan føre til 3. verdenskrig, og bare sidde og se til. Derfor har vi fremmet Oase-planen, især siden angrebet den 7. oktober 2023, og mange kræfter har tilsluttet sig den og sagt, at økonomisk udvikling er det nye navn for fred. I betragtning af at der i begyndelsen af juni er en stor FN-konference i New York, der er helliget tostatsløsningen i Mellemøsten. I mellemtiden har den egyptiske regering fremsat en genopbygningsplan for Gaza, som er blevet støttet af Den Arabiske Liga og andre arabiske lande. Vi vil opfordre Den Internationale Fredskoalition til at gå ind i en fem ugers accelereret mobilisering for at sætte Oase-planen på dagsordenen sammen med tostatsløsningen, når denne FN-konference finder sted i juni. At tilføje en økonomisk udviklingsplan for hele regionen er efter vores opfattelse en absolut nødvendig ingrediens, ikke kun for at løse situationen i Gaza, men også for at skabe betingelser for fred. På en måde er vi blevet bekræftet i denne indsats af pave Frans’ sidste »Urbi et Orbi«-budskab, som han fremsatte dagen før sin død. Han mindede om alle de lidelser, der findes i verden, og alle de mennesker, der er ofre for krig i Palæstina, Israel, Libanon, Den Demokratiske Republik Congo, Sudan og mange andre steder. Han sagde til alle disse mennesker, at han beder for dem. Men så advarede han om faren ved et atomvåbenkapløb og opfordrede folk til at afvise frygtens og krigens logik. Han sagde, at folk i stedet skal fremme udvikling, som han kaldte fredens våben. Jeg tror ikke, vi er langt fra at tage det som en tilslutning til Oase-planen, for det er et fredens våben, som vi absolut må bringe til fuldførelse i denne femugersperiode.

Når det er sagt, gentager vi stadig, at selv om en regional løsning som Oase-planen for Mellemøsten er vigtig, mener jeg, at vi kun kan nå frem til en løsning, hvis vi overvinder geopolitikken, hvis vi overvinder tanken om, at man altid har brug for en fjende, at man altid skal have et nulsumsspil, hvor den ene vinder og den anden taber, eller for den sags skyld, at det er et lands eller en gruppe af landes ret at holde et andet land i skak. Realistisk set tror jeg, at tanken om at holde Kinas fremgang i skak er fuldstændig umulig. Kina er i øjeblikket langt foran Vesten. Det australske strategiske politikinstitut har netop i sin kritiske teknologicheck oplyst, at Kina er førende inden for 57 af 64 avancerede teknologier, og at Kina er førende inden for 9 af 10 områder inden for avanceret teknologi. Hvis man nogensinde tager til Kina – hvilket man bør gøre – vil man se, at de er så langt foran på så mange områder, at det er absurd. De har 1,4 milliarder indbyggere, USA har lidt over 300 millioner, EU har 500 millioner. Så det er umuligt at afhjælpe på den måde, som folk tror.

Jeg tror, det er derfor, vi er nødt til at finde frem til et nyt paradigme, hvor alle sætter menneskeheden først. Det er i orden at være patriot, men det er ikke i orden at være patriot mod andre dele af verden. Man skal være en patriot, der kæmper for sin nation i overensstemmelse med menneskehedens velfærd, som altid skal komme i første række. Derfor opfordrer vi til en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skal tage hensyn til alle landes interesser i tråd med Westfalske Fred, som er præcedens for en sådan tilgang. Det var det, jeg ville sige indledningsvis.

Bemærkninger til Ofer Bronchtein, tidligere rådgiver for den israelske premierminister Yitzhak Rabin:

ZEPP-LAROUCHE: Hr. Bronchtein, jeg er meget glad for, at De er her. I begyndelsen af denne session opfordrede jeg alle deltagere i IPC til at deltage i en fem ugers mobilisering for at afbryde konferencen i juni om tostatsløsningen. Jeg ved, at De havde en meget god diskussion med vores Schiller Instituts repræsentant i Frankrig, hr. Karel Vereycken. Så jeg ved, at De er orienteret om Oase-planen. Jeg tror virkelig, at Oase-planen sammen med tostatsløsningen og den egyptiske plan for genopbygningen af Gaza vil udgøre en pakke, der ikke kun vil give Gaza et perspektiv, men også vil gå ud over status quo og i retning af en reel fredsplan for Mellemøsten. Jeg er meget glad for, at De er i kontakt og mægler med præsident Macron og Saudi-Arabien, for vi har haft mange konferencer, herunder med palæstinensiske ambassadører og andre embedsmænd, som alle sagde, at vi har brug for regeringer. Vi kan mobilisere meget, men vi har i sidste ende brug for, at regeringerne handler og gennemfører det. Det vil jeg bare gerne sige til Dem, så hvis De har yderligere kontakt, kan vi diskutere det nærmere.

Jeg ville bare sige, at vi i de næste fem uger vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at støtte denne proces.

OFER BRONCHTEIN: En ting om vand: Da premierminister Rabin i 1993 underskrev det, vi kalder Oslo-aftalen med Yasser Arafat, sagde han i sin tale, at hvis vi ikke kan nå til enighed om vandspørgsmålet, vil der ikke være fred. Vand er afgørende i regionen; det er afgørende i verden. Der er helt sikkert mange andre planer på bordet, og jeg tror, at Oase-planen er en af dem. Jeg tror, at vi på et tidspunkt bliver nødt til at samle dem alle for at fremme noget vigtigt for vandet. Det er afgørende for freden. Uden en vandaftale bliver der ikke fred. Så mange tak.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at en vision om, hvordan Mellemøsten kan forvandles, og ørkenen kan gøres grøn, er noget, der vil give håb, især til de unge. Aførkendelse er noget, der er fuldt ud muligt med moderne teknologi. Så i stedet for at se på ørkenen, lad os se på en fremtid, hvor alle har mulighed for at leve et meningsfuldt liv. Tak igen for at være med os.

Bemærkninger under diskussionen:

Spørgsmål: Jeg er Dr. Yasir Masood, senior international opinionsredaktør fra China Global Television Network (CGTN). Mit spørgsmål er rettet til Helga Zepp LaRouche om spændingerne mellem Indien og Pakistan, hvilket, som hun nævnte i sin oplysende tale, kan udvikle sig til en atomkrig. I en så dramatisk situation, hvorfor forsøger det internationale samfund, især USA, ikke virkelig at afbøde spændingerne?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det har at gøre med en generel selvtilfredshed over for mange problemer, som i virkeligheden er skabt af det Britiske Imperium. Hvis man ser på konflikten mellem Indien og Pakistan, må man gå tilbage til delingen, som åbenbart lagde grunden, ligesom Sykes-Picot-traktaten gjorde for Mellemøsten. Der er visse territorier mellem Pakistan og Indien og også mellem Indien og Kina, som er blevet opdelt og er omstridte med henblik på fremtidig kontrol i henhold til imperiets princip om del og hersk. Jeg håber virkelig, at der meget hurtigt kommer en uafhængig undersøgelse af, hvordan denne terrorhandling fandt sted. Jeg har allerede nævnt den pakistanske forsvarsministers udtalelse om, at Pakistan eller tidligere pakistanske regeringer af den ene eller anden grund var tvunget til at gå med på nogle af de fælder, som angloamerikanerne havde lagt med hensyn til støtte til ekstremistiske elementer i regionen. Jeg har ingen konkrete beviser, men vi har også undersøgt dette tidligere. Vi har set på mordet på Indira Gandhi og Rajiv Gandhi, hvor man altid har haft en officiel forklaring, men hvor situationen i virkeligheden var meget mere kompleks. Med alle disse spørgsmål er det klogt at spørge, hvem der har cui bono. Cui bono er helt sikkert ikke mellem Pakistan og Indien, fordi de begge er medlemmer af BRIKS. BRIKS forsøger i øjeblikket at etablere et nyt økonomisk system, der muliggør økonomisk udvikling i landene i det Globale Syd. Vi ser, at mange af de lande, der er en del af BRIKS, er blevet udsat for angreb. Nogle så meget, at de ikke engang er blevet medlem, som f.eks. Argentina. Andre som Brasilien og Egypten og nu Etiopien og Nigeria, Sydafrika; alle disse lande er blevet udsat for den ene eller anden form for økonomisk finansiel krigsførelse eller anden form for destabilisering.

Så jeg vil altid råde til at se på disse regionale situationer ud fra den større strategiske sammenhæng. Så finder man måske et svar. Men jeg håber, at en sådan international uafhængig undersøgelse kan kaste lys over denne konflikt.

Spørgsmål: Hej, det er Ying fra China Media Group. Jeg har et hurtigt spørgsmål til fru LaRouche og de ærede gæster. Der findes forskellige former for usynlighed, f.eks. handelskrig. Denne enorme usikkerhed for verdensøkonomien er en stor risiko. Hvordan kan man mindske denne risiko? Og hvad er Deres kommentar til handelskrigen og verdensfreden?

ZEPP-LAROUCHE: Præsident Trump vakler tydeligvis og reagerer på pres. Det faktum, at Kina indtog en meget hård holdning, havde helt sikkert en indvirkning. Jeg er sikker på, at nogle af hans forretningskolleger også fortæller ham, at tolden har et utroligt potentiale for at slå tilbage mod amerikanske interesser.

Jeg hader at gentage mig selv, men jeg tror, vi er nødt til at gøre det igen og igen: Hvis man tager alle disse spørgsmål op et for et, vil man måske ikke lykkes, simpelthen fordi det hele er en del af et gigantisk geopolitisk spil. Jeg har virkelig troet det længe før disse krige begyndte, fordi jeg er elev af Nicolaus af Kues, som var en filosof fra det 15. århundrede, der var meget indflydelsesrig i den europæiske videnskab efterfølgende. Han påpegede, at hvis man har et systemisk problem, kan man ikke løse det ved at løse sekundære problemer.

Så jeg mener seriøst, at hvis man ser på alle de forskellige aspekter af den strategiske situation, er kompleksiteten så stor, at hvis man prøver at løse dem en efter en, en efter en, er det, hvad man i matematikken kalder en dårlig uendelighed. Man skal tackle det på en helt anden måde, hvilket også er en idé fra Nicolaus af Kues, der kaldes modsætningernes sammenfald. Det er en idé, der i høj grad giver genklang i den konfucianske idé om en harmonisk udvikling, og at man kun kan løse problemer ved en harmonisk udvikling af alle dele. Idéen om modsætningernes sammenfald, som Cusa, som han kaldes på latin, også kalder det, betyder også, at det menneskelige kreative sind altid har evnen til at formulere en opfattelse på et højere niveau, et højere niveau end det, hvor alle problemerne opstod. Det var en tanke, der blev taget op af Albert Einstein, der sagde, at man aldrig skal forsøge at løse et problem på det samme niveau, hvor det opstod, men altid forsøge at finde den højere idé. Det er i en vis forstand denne nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som igen er meget i tråd med det, Xi Jinping har sagt om menneskehedens fælles fremtid eller de tre initiativer – det globale sikkerhedsinitiativ, det globale udviklingsinitiativ og det globale civilisationsinitiativ. Det er den samme idé, men formuleret som min globale sikkerheds- og udviklingsarkitektur. For man skal indføre princippet om enhed – først og fremmest den ene menneskeheds interesse. Hvis man tager det som et ordnende princip, kan man løse alle problemerne på de lavere niveauer.

Uanset hvad vi gør for at komme ud af denne handelskrig, tror jeg, at svaret er meget enkelt. Den kinesiske økonomiske model har vist vejen. Ved at basere den økonomiske idé fuldstændig på innovation, ved hele tiden at indføre videnskabelige og teknologiske principper, ved at lægge vægt på uddannelse af høj kvalitet og ved at uddanne mange videnskabsfolk og ingeniører. Nogen kom for nylig med en lille vittighed: Han sagde: »Hvis man i dag forsøger at samle et rum fuldt af designingeniører i Europa eller USA, vil man have svært ved at fylde rummet. Hvis du prøver at gøre det samme i Kina, kan du nemt fylde flere fodboldstadioner, fordi der hvert år uddannes så mange millioner af sådanne studerende.« Jeg tror, det er den rigtige tilgang. Gør kagen større; kæmp ikke om de forskellige stykker af kagen, som handelskrigsprincippet på en måde gør. Bare slå kræfterne sammen og bag en større kage, så alle har nok at spise, alle har nok energi, og alle har nok af de ting, der er nødvendige for at leve.

Jeg vil gerne spørge, hvorfor China Media Group ikke kan organisere en international konference om denne idé om at lægge Xi Jinpings tre initiativer på bordet og reagere på mit forslag om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skal tage hensyn til alle landes interesser på kloden, for at den kan fungere? Jeg tror, at vi lige nu er nødt til at ændre hele debatten. Hvis man f.eks. ser på de offentlige debatter, i det mindste hvad angår vestlige politikere i Europa, mangler de enhver idé. Jeg tror, at de er blevet så intellektuelt forældede, at man ikke kan forvente, at de løser problemerne. Så andre kredse som oplyste medier, universiteter eller tænketanke må tage den fakkel op. [hzl/amb] [ssu]

af Megan Dobrodt (EIRNS) — 1. maj 2025

Ved at spore historien om den anti-entropiske virkning af det menneskelige sind på vores planets geologi forudsagde den russisk-ukrainske videnskabsmand Vladimir I. Vernadsky i 1938 med absolut videnskabelig sikkerhed den uundgåelige udryddelse af imperiesystemet og etableringen af en social organisation blandt folkeslag baseret på fremme af kreativ, noetisk aktivitet:

»Nu har Jordens menneskelige befolkning nået det hidtil usete tal på næsten 2 milliarder mennesker, på trods af de tab  forårsaget af krige, sult og sygdom, som fortsat rammer hundreder af millioner af mennesker og som har forsinket denne proces alvorligt. Det vil dog kun kræve en ubetydelig mængde tid i geologiske termer, knap mere end et par hundrede år, før sådanne levn fra barbariet ophører. Dette kunne selvfølgelig allerede gennemføres nu: Muligheden ligger allerede inden for menneskets rækkevidde, og en vilje baseret på fornuft vil uundgåeligt slå ind på denne vej, da den svarer til den naturlige drivkraft i den geologiske proces. Dette gælder i endnu højere grad, da mulighederne for at gøre dette øges hurtigt og næsten spontant« [fremhævet].

At afslutte barbariets tidsalder ligger foran os som vores tids store mulighed, men spørgsmålet er, om menneskeheden kan mønstre den »fornuftigt begrundede vilje« til at handle.

Vi står i øjeblikket over for en skrøbelig og meget usikker fremtid. Mens der fortsat tages skridt til at afbøde faren for atomkrig mellem USA og Rusland, er fremskridt ikke garanteret; det er endnu ikke klart, hvordan russerne vil reagere på den netop underskrevne »mineralaftale« mellem USA og Ukraine.

De igangværende atomforhandlinger mellem USA og Iran er sat på pause, som reaktion på USA’s tåbelige indførelse af yderligere sanktioner mod Iran og de hovedløse udtalelser fra den amerikanske forsvarsminister Hegseth, der truer Iran med USA’s militære magt.

Den ødelæggende situation i Gaza – hvor der ikke er kommet nogen mad eller medicinsk hjælp ind i 61 dage – fortsætter med at vække protester mod det folkemord, der finder sted for øjnene af os, og alligevel blokerer dem, der muliggør dette folkemord – især den amerikanske regering – stadig for en afslutning på brutaliteten.

Den eneste vej til at løse nogen af disse problemer er ikke en lokal eller regional tilgang. Ligesom Rusland insisterer på i forbindelse med krigen i Ukraine, må vi løse krisens grundlæggende årsag, nemlig det »unipolære« geopolitiske system som helhed, der har domineret verden siden afslutningen af Anden Verdenskrig.

Helga Zepp-LaRouche har opfordret til en »moderne Westfalsk Freds-tilgang« gennem skabelsen af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der vil erstatte det geopolitiske system med et samarbejdsbaseret system, der tager hensyn til alle nationers behov og interesser, lokaliseret inden for menneskehedens interesser som helhed. En lignende opfordring er [endda] blevet fremsat for nylig af den russiske præsident Putin og begynder at finde genklang hos andre.

Selvom afskaffelsen af kolonialismen er en del af den »naturlige udvikling i den geologiske proces«, som Vernadsky udtrykte det, sker en sådan udvikling af menneskeheden ikke automatisk; den må ske gennem viljemæssige ændringer i social organisering, frembragt af modige individers ideer og handlinger. Sådanne individer vil mødes fredag den 2. maj til det 100. møde i Den Internationale Fredskoalition og den 24.-25. maj til Schiller Instituttets konference: »En smuk vision for menneskeheden i tider med stor uro!« Kom og vær med.

Foto: Russian-Ukrainian scientist Vladimir I. Vernadsky

Du kan se de indledende præsentationer på YouTube (linket kommer på fredag):

For at deltage i diskussionen klik venligst på Zoom linket her.

Brug dit fulde navn, når du tilmelder dig mødet.

Talerlisten:
Senator (ret.) Richard Black, USA,
fhv. iransk ambassadør Seyed Hossein Mousavian,
Jonathan Kuttab,
Maoz Inon og andre.

Den 30. april 2025 (EIRNS) – Det er svært at undgå at se, at vi er vidne til en fuldstændig, systemisk sammenbrudskrise i Vesten.

Britisk geopolitik, herunder indsættelse af terrorister, truer med at udløse endnu en krig, denne gang i området omkring Indien og Pakistan, hvor begge lande er atommagter og åbent truer med at bruge disse våben.

Hele Den Iberiske Halvø, et landområde på omtrent samme størrelse som Texas, var uden strøm i næsten 24 timer den 28. april, fordi Spanien har været mest aggressiv i sin gennemførelse af EU’s klinisk vanvittige energipolitik, der går ud på fuldstændig afhængighed af »vedvarende« – dvs. ustabile og upålidelige – energikilder med den lavest mulige energigennemstrømningstæthed. Tyskland og hele EU følger tæt efter.

Og præsident Trump insisterer fortsat på en toldpolitik, der forudsigeligt øger inflationen kraftigt og lukker fabrikker i USA, hvilket fører til stigende misligholdelse af lån udstedt af banker i ind- og udland, og erklærer økonomisk krig mod netop de lande, som den amerikanske fysiske økonomi er mest afhængig af – især Kina.

Værre endnu er det, at de dominerende politiske etablissementer i både USA og Europa kategorisk nægter at indrømme, at deres politik har slået fejl, endsige overveje muligheder for at løse kriserne. Som Schiller-Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, sagde i en politisk diskussion den 28. april: »Det er meget klart, at hele krigsfaren lige nu kommer fra de vestlige etablissementers manglende evne eller vilje til at erkende, at denne politik har slået fejl, og rette op på den ved ganske enkelt at erstatte den med den rette politik,« såsom den, der fremmes af BRIKS og andre nationer i det Globale Syd, som er fast besluttet på at sætte en stopper for 500 års kolonialisme ved hjælp af videnskabsbaseret udvikling.

Vi er også vidne til, at den amerikanske regering fortsætter med at muliggøre det folkemord, der er i gang i Gaza, ligesom Joe Biden gjorde, denne gang ved at argumentere for Netanyahu-regeringens »ret« til at forvise UNRWA – den vigtigste kilde til organiseret mad og anden hjælp til sultende palæstinensere – fra Gaza og Vestbredden.

Men at »vidne om sandheden« indebærer et ansvar for at handle.

Og det er, hvad Schiller Instituttet – og den Internationale Fredskoalition, som det iværksatte i maj 2023 – vil sætte på sin presserende dagsorden på sit 100. ugentlige møde i træk fredag den 2. maj. Dette møde vil være startskuddet til IPC’s næste kampagne for at sætte en diskussion af LaRouches Oase-plan i centrum for drøftelserne omkring den kommende FN-konference den 2.-4. juni, hvor der kræves en »fredelig løsning på Palæstina-spørgsmålet«. Ifølge FN’s indkaldelsesresolution vil konferencen blive afholdt i New York City og »vedtage et handlingsorienteret slutdokument … for hurtigst muligt at udstikke kursen mod en uigenkaldelig vej til en fredelig løsning på Palæstina-spørgsmålet og gennemførelse af tostatsløsningen«.

»Vi er nødt til at stoppe folkemordet«, insisterede Zepp-LaRouche, »og til det har vi brug for et gennembrud«. Den tilgang for at besejre britisk geopolitik og opnå fred gennem udvikling, som blev anlagt i LaRouches Oase-plan for Sydvestasien, er et eksempel på den globale politik, der må vedtages i Vesten for at få den ud af sin nuværende, accelererende bane mod et systemisk sammenbrud.

Deltag i IPC’s 100. møde på fredag for at fordoble vores indsats for fred og udvikling. Tilmeld jer og vær med til at opbygge Schiller Instituttets konference den 24.-25. maj: »En smuk vision for menneskeheden i en tid med stor uro!«

Foto: The Schiller Institute

Ikke korrekturlæst

30. april 2025 (EIRNS) – Her er udskriften af Helga Zepp-LaRouches ugentlige webcast, der i dag blev præsenteret af LaRouche-organisationens præsident Diane Sare:

DIANE SARE: Godmorgen og velkommen til Helga Zepp-LaRouches engelske webcast. I dag er det onsdag den 30. april 2025. Jeg er Diane Sare, præsident for LaRouche-organisationen. Jeg må sige, at det er en ære og en fornøjelse at kunne føre denne samtale med Helga, som er grundlæggeren af Schiller-instituttet og initiativtageren til dialogen i Den Internationale Fredskoalition.

I dag huskes ikke i USA for den temmelig skammelige afslutning på Vietnamkrigen, hvor man, ligesom ved tilbagetrækningen fra Afghanistan, reddede mennesker ned fra taget af ambassaden i Saigon for 50 år siden i dag. Jeg tror, folk måske vil reflektere over forskellen mellem denne mærkedag og 80-årsdagen for fascismens nederlag i Europa, som snart skal fejres.

Men inden vi går videre til disse emner, ved jeg, at Helga for nylig har været til en meget vigtig konference i Qufu, Confucius’ fødeby. Helga, vil du fortælle os om det?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Mit bedste råd ville være, at alle, der ser dette program, tager til Qufu, for det er fantastisk. Det er ikke kun fødestedet for Confucius, som er den vigtigste tænker i kinesisk historie, og som har haft en meget dybtgående indflydelse på det kinesiske liv i 2.500 år, herunder det nuværende politiske system, men det er også et smukt sted. Det ligger i Shandong-provinsen nær Kinas kyst, mellem Beijing og Xiantao. Der er en smuk gigantisk sø og en endnu mere gigantisk statue af Confucius, og der er mange, mange ting omkring den, såsom et smukt gammelt palads, der er Confucius’ fødested, som gennem århundreder er blevet udvidet til et meget langt og stort palads.

Der er også et utroligt veludført moderne museum, der har alle artefakter og skrifter og skulpturer og malerier og så videre – herunder for øvrigt et billede af de amerikanske grundlovsfædre, der diskuterer Confucius. Det er en del af historien, som jeg synes fortjener at blive meget bedre kendt, for Benjamin Franklin var en stor beundrer af Confucius. Han baserede faktisk sit eget uddannelsessystem på Confucius’ moralske og etiske lære. Så jeg tror helt sikkert, at dette kunne være en bro i de nuværende, ganske vist anspændte relationer mellem USA og Kina. Men jeg tror, at hvis man går tilbage til rødderne af den amerikanske revolution og den amerikanske republik og viser [inaud; 03:50 – hun siger »vincinity«, men det er ikke et ord] nogle af dens vigtigste tænkere – især Benjamin Franklin, men også nogle af de andre grundlæggere – kunne det faktisk hjælpe med at lægge det filosofiske fundament for en bedre forståelse.

For hvis man ser på det hele, er det ganske forbløffende, at der er mange flere ligheder mellem det, Kina gør i dag med hensyn til økonomi, og den økonomiske teori i det amerikanske system, som det blev udviklet af Alexander Hamilton. Det er en fantastisk, helt fascinerende historie, og generelt kan jeg kun opfordre folk til at tage til Kina og danne sig deres egen mening, hvis de aldrig har været der eller kun har læst, hvad nogle af de angloamerikanske tænketanke skriver om Kina. Jeg lover Dem, og jeg tager ikke let på det, men jeg lover Dem, at De vil få det største positive kulturchok i Deres liv. For det er slet ikke, som De har fået at vide. De vil opleve enorme fremskridt i form af økonomisk fremgang. Togsystemet – de har ca. 40.000 miles moderne togsystemer, hvor togene kører med en gennemsnitshastighed på ca. 280 mph. De er hurtige, de er rene, det hele fungerer, det er fantastisk. Så har man enorme byggeprojekter, enorme moderne bygninger – Kina er nu førende inden for 57 ud af 66 højteknologiske områder. Det er fantastisk!

Under alle omstændigheder kan jeg kun sige: Tag derhen og dann din egen mening med dine egne øjne og dine egne samtaler med folk der. Du vil komme tilbage forandret, og du vil indse, at Kina kunne være USA’s bedste ven, hvis USA bare ville det.

SARE: Det er meget spændende. Jeg vil gerne vende tilbage til spørgsmålet om den amerikanske revolution, men inden jeg gør det, vil jeg lige nævne, at den konference, du talte på, handlede om grøn energi osv. Og jeg synes, din tilgang til det var meget vigtig og også informativ for de andre deltagere. Vil du måske sige noget om konferencens karakter og dine tanker om dette emne?

ZEPP-LAROUCHE: Konferencen handlede faktisk ikke om det emne; det var blot emnet for et af flere paneler. Konferencen var arrangeret af China Media Group, som havde inviteret førende medier fra hele verden, fra Europa, Afrika og Asien. Der var således mange administrerende direktører for nationale medieorganisationer fra deres respektive lande til stede. Jeg tror, det var et klart forsøg på at øge kommunikationen om vigtige opfattelser. Mit panel var blot et af flere, og emnet var faktisk grøn omstilling af økonomien og lignende spørgsmål.

Men jeg synes, det var helt klart, at Kina nu er førende inden for produktion af solcellepaneler og vindmøller og så videre, men de er også verdens førende inden for atomkraft. Så i en vis forstand er det ikke sådan, at grøn omstilling i Kina er et alternativ til atomkraft eller fossile brændstoffer, men en del af en samlet løsning. Jeg tror, at spørgsmålet om grøn omstilling i Kina i hvert fald er meget forskelligt fra f.eks. i Europa og især i Tyskland, hvor grøn omstilling er en ideologi, en malthusiansk idé om befolkningsreduktion eller befolkningsbegrænsning. Det er anti-videnskabeligt og anti-teknologisk. Men i Kina har det en helt anden betydning, fordi der i begyndelsen af industrialiseringen i Kina for omkring 30-40 år siden, hvor det hovedsageligt var multinationale selskaber fra internationale virksomheder, der stod for industrialiseringen, blev der gjort stor skade på miljøet. De havde et forureningsproblem i ganske lang tid; forurenet luft, forurenet grundvand og lignende bivirkninger.

Så på et tidspunkt besluttede den kinesiske ledelse at gøre noget ved det, og de gjorde et helt fantastisk stykke arbejde. De flyttede f.eks. al tung industri fra Beijing, som var enorm, når man tænker på, at Beijing er en by med mellem 20 og 30 millioner indbyggere. De flyttede al tung industri til en anden by ca. 150 km væk. Nu er himlen i Beijing blå, og luften er ren. De har stort set fået disse reelle miljøproblemer under kontrol.

Jeg synes ikke desto mindre, at diskussionen handlede om at gøre økonomien grønnere osv. Jeg tror, jeg kan bringe en vigtig idé ind i diskussionen, nemlig at hvis man ser på energi, skal man ikke kun se på de tilsyneladende omkostninger. Hvis man ser på de tilsyneladende omkostninger, kan man sige, at det er billigere at bygge et solcellepanel end at bygge et atomkraftværk. Men hvis man ser på effektiviteten, indser man, at atomkraft er meget mere omkostningseffektivt end solenergi, fordi det har en meget højere energigennemstrømningstæthed. Og som min afdøde mand Lyndon LaRouche havde udviklet et meget vigtigt teoretisk grundlag for, er der en sammenhæng mellem energigennemstrømningstætheden i produktionsprocessen og antallet af mennesker, der kan opretholdes på det niveau. Da sol og vind har en ekstremt lav energigennemstrømningstæthed, har de en tilsvarende lav befolkningstæthed. Så jeg kunne bringe det ind i diskussionen, at hvis man vil opretholde de nuværende 8 milliarder mennesker og forhåbentlig snart flere, kan man ikke kun stole på vedvarende energi, fordi den ikke har tilstrækkelig kraft til det. Det fik faktisk nogle af de andre paneldeltagere til at tage spørgsmålet op, og naturligvis blev spørgsmålet om en retfærdig verdensøkonomisk orden også et stort emne i diskussionen. Så jeg synes, det havde en god effekt.

SARE: Med hensyn til spørgsmålet om energi har vi netop haft en massiv strømafbrydelse i Europa, hvor Spanien angiveligt er førende i verden eller på vej over til vedvarende energi, hvilket ikke synes at fungere særlig godt. Har du nogen tanker om det?

ZEPP-LAROUCHE: Det er virkelig ironisk, hvis jeg nogensinde har set noget ironisk. Jeg tror, det var den 16. april, at Spanien stolt proklamerede, at de nu har alt på vedvarende energi. Hele deres elnet forsynes af sol- og vindenergi og lidt vandkraft. Så bare få dage senere – bogstaveligt talt mindre end to uger senere – havde man denne strømafbrydelse i Spanien, Portugal og endda dele af Frankrig. I mange timer var hele Den Iberiske Halvø uden strøm. Jeg tror, at de minimale omkostninger er 5 milliarder dollars i skader bare fra den ene dag. Nu er der naturligvis en stor interesse for at finde ud af, hvad der var årsagen. De evige propagandister sagde straks, at det måtte være et cyberangreb; Rusland må stå bag. Intet af det er tilfældet, og det bliver også mere og mere klart, at det er den iboende fejl ved vedvarende energi. Hvis man har et helt net, der forsynes af vedvarende energi – sol og vind – produceres energien, når vinden blæser, og solen skinner. Den stopper, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Men i alle andre økonomier, hvor dette anvendes, er der en slags backup, hvor man har kraftværker, der forsynes med kul eller gas eller turbiner eller atomkraft. På den måde kan man kompensere for det pludselige overskud af energi eller den pludselige mangel på energi. De andre kraftværker kan træde til og sikre stabilitet i elnettet. Hvis man ikke har det og kun har sol og vind som i Spanien, kan man ikke kompensere, hvis der pludselig er for meget, og elnettet bryder sammen. Det er grundlæggende en overbelastning af elnettet. Og der er ingen inerti, og strømmen skal konstant være på mere eller mindre 50 hertz. I dette tilfælde faldt trykket kun til ca. 49,86, hvilket ser ud som en meget lille margin, men det var nok til at lægge hele det nationale elnet i Spanien og Portugal ned. Naturligvis er forbindelsen til Frankrig meget dårlig, hvilket også kunne have udlignet noget af det, fordi Pyrenæerne ligger imellem. Der er altså meget frie net, der går over denne bjergkæde, og derfor var der ingen udligning.

Jeg tror derfor, at denne hændelse kunne ske overalt, hvor man er stærkt afhængig af vedvarende energi. Eksperterne i Tyskland var naturligvis meget hurtige til at sige, at dette aldrig kunne ske her, men andre eksperter har længe advaret om, at nøjagtig det samme kunne ske i Tyskland og andre lande, der er i en lignende situation. Så jeg er temmelig sikker på, at dette vil blive revurderet, og når årsagerne bliver klar, er jeg helt sikker på, at der vil ske en omlægning. Hvad vil der ske, hvis hele europæiske lande pludselig rammes af strømsvigt? Det er en katastrofal situation, og jeg tror, det vil tage lidt tid, men det vil føre til en omlægning af dette område.

SARE: Det håber jeg. Vi havde denne oplevelse i Texas for blot få år siden. Det er den olieproducerende delstat i USA, og vi havde disse vanvittige strømafbrydelser, hvor hundredvis af mennesker døde, og energiselskaberne udnyttede det til at hæve priserne. Vi synes ikke at have lært meget, men jeg håber, at vi bliver klogere.

Jeg vil gerne skifte emne, for det er 80-årsdagen for sejrsdagen den 8. og 9. maj, hvor fascismen blev besejret i Europa. Den russiske udenrigsminister Lavrov har sagt, at der kan ses konkrete resultater af dialogen mellem USA og Rusland i den nærmeste fremtid. Han sagde: »Der er håb om, at den lovende udvikling i dialogen mellem Rusland og USA bliver til virkelighed. Jeg forventer en solid bekræftelse af de gensidige interesser mellem Moskva og Washington i den nærmeste fremtid.« Han sagde dette på konferencen for BRIKS-udenrigsministrene i Brasilien for nylig. Jeg vil gerne høre dine tanker om dette. Jeg tror, at dette måske er præsident Trumps vigtigste initiativ til at forsøge at genoprette normale relationer mellem USA og Rusland. Så hvad er dine tanker om denne dynamik?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber, at præsident Trumps impuls fører til et resultat, der gør netop det – at genoprette de strategisk vigtigste forbindelser, for når alt kommer til alt er Rusland og USA de to atommagter, der har det største kontingent af atomraketter, der kunne udslette menneskeheden 20 gange. Så hvis de vender tilbage til normale forbindelser, tror jeg, det er det vigtigste strategiske spørgsmål, for uden det er der intet. Derfor er jeg meget utilfreds med nogle af disse europæere anført af Keir Starmer fra Storbritannien og Macron fra Frankrig. Desværre findes der noget, der hedder Koalitionen af Villige, som meget åbent forsøger at sabotere enhver sådan indsats fra Trump og Putin for ikke kun at genoprette relationerne, men også for at bringe en fredelig afslutning på krigen i Ukraine, som de facto er slut på grund af mangel på soldater i Ukraine. Det er bare et kontinuerligt blodbad, der foregår, og enhver ved sine fulde fem, der forsøger at forlænge dette, er simpelthen en kynisk person, der ikke bekymrer sig det mindste om det ukrainske folk eller soldaterne på begge sider.

Så jeg synes, det er meget vigtigt. Den såkaldte koalition af villige er blot vanvittig; jeg mener, der absolut ikke er noget at vinde. Selve tanken om, at Europa kunne erstatte USA i krigen mod Rusland, er blot storhedsvanvid og dumhed. Jeg tror desværre, at befolkningen bliver bombarderet med en masse propaganda, så kun en vis del af befolkningen kan se, hvor farligt dette er.

Da du nævnte 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig, er der en sådan vending eller nærmest en revanchistisk omskrivning af historien. Den sandsynligvis nye tyske kansler, Friedrich Merz, tager ikke til Moskva [til årsdagen], men til Kiev. Og Kiev har allerede ændret datoen; de fejrer ikke længere afslutningen på Anden Verdenskrig. De fejrer nu på samme dag en eller anden ildevarslende Europadag eller et nyt navn, de har givet den. Oliver Stone kritiserede for eksempel med rette dette og sagde, at disse mennesker er revanchister, fordi de står på den forkerte side af historien.

SARE: Lad mig bare spørge, er det også tilfældet, at de ikke inviterer den russiske ledelse til fejringerne i Europa? Efter at Sovjetunionen mistede 27 millioner mennesker, ville denne krig ikke være blevet vundet uden deres indsats? Er det stadig tilfældet?

ZEPP-LAROUCHE: Det er værre end det, for den afgående regering under kansler Scholz og denne usigelige udenrigsminister, der heldigvis har aflagt sit sidste besøg i sin egenskab af udenrigsminister, fordi det var uudholdeligt, hvordan hun rejste rundt i verden og virkelig skadede Tysklands image, uanset hvor hun satte sine ben. Men sammen har de indført en lovgivning eller et dekret, hvorved ingen i en officiel stilling – dette gælder også for Den Europæiske Union – må deltage i fejringerne i Moskva, ellers vil de blive ramt af sanktioner. I Tysklands tilfælde tror jeg også, at det er strafbart, hvis man på den dag går til den russiske ambassade i Berlin for at udtrykke sin taknemmelighed for det, Sovjetunionen gjorde i Anden Verdenskrig. Så det er virkelig en skam; det er en absolut vederstyggelighed. Det kan naturligvis kun forklares med folks ekstreme evne til at glemme historien og bare leve i nuet. Det er en af de aktuelle kulturelle kampagner, at få folk til at glemme historien og kun tænke på fornøjelserne i nuet, alt andet tæller ikke. Hvis man ser på populærkulturen, er der mange popsange, hvor folk synger »drikke vin, have det godt, man lever kun én gang«. Den slags absolutte mentale lavpunkt bliver propaganderet fra alle kanaler – fra tv, fra film og hvad ved jeg. Jeg synes, det er en skam, for hvis man glemmer historien, er der et ordsprog, der siger, at man nogle gange bliver tvunget til at genopleve den, enten som en farce eller som en større tragedie. Jeg håber, at vi kan forhindre, at det sker, men jeg synes, det er en absolut vederstyggelighed, hvad der sker omkring denne årsdag i Europa.

SARE: Jeg vil sige, at vi i USA har en glædelig forandring, for i de sidste par år har der ikke været nogen march for det udødelige regiment, hvor folks forfædre, der var involveret i Anden Verdenskrig – amerikanere og russere – marcherede sammen og lagde blomster og sendte hvide balloner op og fejrede afslutningen på krigen i Europa. Vi var ikke i stand til at afholde sådanne fejringer. Men i år vil der endelig igen være en Immortal Regiment March i Washington, D.C. den 3. maj. Jeg synes, det er en virkelig velkommen ændring, og det er en tilkendegivelse af, at der er mulighed for en ny retning.

Jeg vil også gerne nævne – og De har allerede været inde på den amerikanske revolution – at den russiske efterretningstjenestes websted bragte en lang erklæring med en temmelig lidet flatterende tegning af Ursula von der Leyen, der promoverer denne fascisme. De talte om det historiske forhold mellem USA og Sovjetunionen eller Rusland, der går tilbage til den såkaldte borgerkrig – den britiske pro-slaveri-anstiftede krig – hvor russerne sendte den russiske flåde til New York og San Francisco på Lincolns side. De talte om Suez-krisen, hvor Sovjetunionen samarbejdede med Eisenhower om at sætte Israel på plads. Og de talte om denne form for dynamik. Det forekommer mig, at dette ville være et meget naturligt grundlag for relationer, ligesom Confucius giver os et grundlag for relationer mellem USA og Kina. Forholdet mellem USA og Rusland kunne også blive meget vigtigt, hvis vi genopliver denne tradition. Hvad er dine tanker om det?

ZEPP-LAROUCHE: Det er min filosofi og derfor også Schiller-Instituttets filosofi, at hvis man ønsker fredelige relationer mellem nationer, skal man altid fokusere på hinandens positive bidrag. Hvis man går hen og taler med nogen og kun fremhæver de negative punkter, kunne jeg starte 3. verdenskrig med Dem, hvis jeg sagde, at Deres næse er grim, Deres kjole er modbydelig, og Deres frisure er elendig. Hvis jeg fortsætter og optrapper, er jeg sikker på, at vi efter en halv time ville være fjender. På den anden side, hvis jeg siger: »Diane Sare, du er sådan en begavet musiker; du har sans for poesi. Du er en stor leder« – så ville du svare, og vi kunne finde ud af, hvad vi har af fælles interesser og så videre. Det samme princip bør gælde for nationer, for i enhver historie er der op- og nedture. Så længe man har oligarkiske politiske ledere, sker det desværre, at lande gør dårlige ting. Men hvis man ønsker at reparere et forhold, skal man fremhæve det, der bringer menneskeheden fremad. I den forstand synes jeg, at alt fra Neutralitetsligaen og andre samarbejdsområder er et meget godt tegn på, at Rusland fremhæver disse positive elementer. Jeg synes, det ville være meget godt, hvis den amerikanske side ville imødegå dette ved at fortælle deres side af historien så meget som muligt.

SARE: Jeg er enig! Nu, med netop det eksempel, du lige gav, må jeg bringe konflikten mellem Indien og Pakistan på banen. Det er to meget store nationer, hvor det Britiske Imperium har spillet en meget destruktiv rolle. Jeg frygter, at vi virkelig er på randen af krig. Jeg vil gerne læse de seneste udtalelser fra Modi og Pakistans informationsminister. Modi har nu sagt, at »de væbnede styrker har fuld operationel frihed til at vælge midler, mål og datoer for Indiens gengældelsesforanstaltninger.« Dette er i forbindelse med terrorangrebet den 22. april, hvor omkring 26 turister blev dræbt. Modi sagde videre – og det lyder lidt som visse af vores neokonservative krigsfolk – »Jeg siger til hele verden, at Indien vil identificere, opspore og straffe alle terrorister og deres bagmænd. Vi vil forfølge dem til verdens ende.«

Derefter skrev Pakistans informationsminister i går på X: »Pakistan har troværdige efterretninger om, at Indien har til hensigt at iværksætte et militært angreb inden for de næste 24-36 timer under påskud af Pahalgam-hændelsen. Enhver aggressiv handling vil blive mødt med en beslutsom reaktion. Indien vil være fuldt ansvarlig for alle alvorlige konsekvenser i regionen.«

Jeg ved, at du og din afdøde mand, Lyndon LaRouche, har besøgt Indien mange gange. Du havde et godt venskab med Indira Gandhi, og Executive Intelligence Review offentliggjorde brevene fra Zulfikar Ali Bhutto, den myrdede tidligere leder af Pakistan. Så jeg ville virkelig gerne høre dine tanker om denne nye indsats, som jeg tror er briternes. Åh, og jeg vil gerne tilføje noget: Kinesernes reaktion var at sige, at vi skulle undersøge, hvad der skete før reaktionen. Det er noget helt andet end den amerikanske reaktion på 9/11 – undersøgelser kan rende og hoppe, vi invaderer nu det ene land og det andet. Og det samme gælder terrorangrebet på Israel den 7. oktober; der blev aldrig foretaget en undersøgelse, der blev straks truffet foranstaltninger. Så jeg sætter på en måde pris på den radikale kinesiske tilgang, hvor man først vil finde ud af, hvad der foregår, men hvad er din holdning til dette?

ZEPP-LAROUCHE: Desværre tror jeg, at situationen er ekstremt farlig, fordi Pakistan og Indien begge er atommagter. Der var allerede en pakistansk minister, der havde nævnt, at alle Pakistans atomvåben er rettet mod Indien, hvilket er en meget krigerisk trussel om at bruge disse atomvåben. Modis reaktion er naturligvis også meget hård og stridbar. Jeg håber bare, at det, han sagde, ikke er sandt, for hvis det er, kan vi inden for en til tre dage befinde os i en atomkatastrofe. Jeg kan kun sige, at den tidligere internationale bekymring om ikke-spredning og om, at faren for atomkrig kan komme fra andre steder end de store atommagter, men fra nogle af de andre, er meget reel. Så jeg kan kun håbe, at Pakistans forsvarsminister også sagde noget andet, som jeg synes er ekstremt vigtigt. Han sagde, at al Pakistans involvering i de sidste årtier var et resultat af, at landet blev udnyttet af Storbritannien og USA, herunder støtten til terrorisme fra pakistansk jord efter 9/11. Det er man helt klart nødt til at være opmærksom på, for nu med Trump-administrationen er det ikke det apparat, der gjorde det. Det var Brzezinski og hans islamiske kort, som han havde givet som ordre til Den Trilaterale Kommission på deres berygtede møde i Tokyo i 1975, hvilket derefter førte til Vestens støtte til koranskolerne og opbygningen af den ekstremistiske islamiske jihad i Afghanistan, først i krigen mod Sovjetunionen. Men efter at den krig var tabt, forsvandt disse terrorstyrker ikke; de spredte sig gennem hele regionen, gennem dele af de sovjetiske republikker, til Tjetjenien, til uigurerne i Xinjiang og andre områder. Så de inficerede hele regionen, og som general Flynn påpegede og forsøgte at formidle til Obama i 2012, blev disse kræfter – al-Qaeda, al-Nusra, uanset hvordan de ændrede sig – instrumentaliseret af Vesten, af USA og andre vestlige kræfter. Så jeg synes, at den pakistanske forsvarsministers henvisning til denne historie er yderst vigtig. Kun hvis man har et klart syn på tingene og ikke tilskriver det nationer, men andre former for interesser, kan man udforme en politik, der kan afbøde faren.

Jeg kan kun sige, at håbet er, at der er flere naboer, der straks blev aktive og forsøgte at mægle mellem Pakistan og Indien, såsom Iran, som er meget vigtig, og også Kina. De taler sammen, og de har positive relationer til begge sider. Man kan kun håbe, at deres mægling vil sejre, og at vi ikke kommer til at se en atomkrig på grund af denne krise på kort sigt.

SARE: Tak, det er et meget vigtigt svar. Vi har mange spørgsmål, men meget lidt tid. Så jeg vil bare vælge to af dem. Det ene er fra en tysk forretningsmand, der skriver: »Jeg har lige læst om Deres industrielle trekantprogram fra 1989-90 for at forbedre relationerne mellem Tyskland og det post-sovjetiske Rusland, da muren faldt. Hvis man antager, at der opnås fred i Ukraine, ville noget lignende kunne fungere i dag? Har man udarbejdet et forslag til i dag, der ville fungere og tage hensyn til begge landes skiftende behov?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det bedste resultat under de nuværende omstændigheder, som er uheldige, fordi vi nu har været i krig i tre år, og den særlige militæroperation kunne have været afsluttet i marts 2022. På det tidspunkt ville tabene have været minimale sammenlignet med den forfærdelige ødelæggelse, der er sket i de mellemliggende tre år på grund af sabotage fra primært Boris Johnson, men også fra visse elementer i Biden-administrationen. Det bedste, der kan ske nu, er, at man først indgår en våbenhvile, derefter en våbenstilstand og derefter indleder reelle fredsforhandlinger, hvor genopbygningen af Ukraine vil være tilskyndelsen for ukrainerne til at acceptere en sådan politik. Her tror jeg, at hvis man vendte tilbage til den idé, der eksisterede før krigens udbrud, nemlig at Kinas Bælte- og Vej-Initiativ kunne udvides helt til Europa. Så ville Ukraine være en bro mellem de europæiske og de asiatiske dele af Eurasien. Jeg mener, at det absolut stadig er en mulighed, for jeg har længe ment, at man skal have konkrete løsninger på lokale problemer og regionale kriser, men at vi kun kan komme ud af denne geopolitiske konfrontation ved hjælp af en global løsning. Jeg har opfordret til en global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skal tage hensyn til alle landes interesser på kloden for at kunne fungere, en slags moderne Westfalske fred. Derefter kunne man virkelig tænke i samarbejde mellem landene i Eurasien og tage hånd om alle de problemer, der findes, herunder en Oase-plan for Sydvestasien, genopbygningen af Ukraine, men også opbygningen af moderne infrastruktur i hele Europa og forbindelsen til resten af Asien, så der på den måde bliver to fredelige kontinenter.

Jeg er helt sikker på, at kineserne allerede tænker i denne retning, og jeg kan kun håbe, at ukrainerne indser, at hvis de ønsker at have et land, og hvis de ønsker velstand og en fremtid, bør de absolut kræve, at en sådan løsning bliver lagt på bordet.

SARE: Så jeg vil ændre det sidste spørgsmål en smule, og du vil måske gerne kommentere de kommende konferencer i Schiller-instituttet i både USA og Europa. Du nævnte i går over for nogle af os noget, som jeg synes sætter tingene i et meget klart perspektiv, nemlig at du talte om den entropiske karakter af dette britiske liberalistiske imperium, som er konkurs, krigsmagerne, NATO’s krigsdrift osv. i modsætning til den nye dynamik, der er ved at opstå, som er vækstorienteret og faktisk bliver stærkere for hver dag, der går. Jeg tror naturligvis, at vi har en meget vigtig rolle at spille i den forbindelse, både her i USA og i Europa, fordi vi befinder os inden for det entropiske system, selv om der helt klart er en forandring i gang begge steder. Hvad vil du sige om konferencerne eller dine tanker om dette potentielle skillevej for menneskeheden?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det på en passende måde, men når jeg sammenligner stemningen, udsigterne og forståelsen hos folk i Tyskland med dem, jeg lige er kommet hjem fra på denne rejse i Kina, er det forbløffende. Det er som at være i to helt forskellige universer. Når man taler med folk i Tyskland, er de alle ulykkelige, bange, deprimerede, pessimistiske, simpelthen forfærdelige. I Kina er alting helt anderledes. Alle, både kineserne og de internationale gæster, har en helt anden tankegang. De tænker på at opbygge ting, løse problemer, lave positive planer for fremtiden; de har helt enkelt en enorm positiv og optimistisk indstilling. Jeg tror, det skyldes, at man efter min mening ikke kan opdele den nuværende politiske situation i de gamle kategorier af venstre og højre og efter pladsfordelingen i det franske parlament på tidspunktet for den franske revolution. Det passer ikke længere. Der er mennesker, der angiveligt er venstreorienterede, men de er progressive, og der er mennesker på højrefløjen, der også er progressive. Så hvordan forener man det synspunkt? Jeg tror, den bedste måde er at sige, at verden er opdelt mellem de kræfter, der er fast besluttet på at bevare nogle fås privilegier, og som for disse privilegiers skyld er villige til at gå i den mest destruktive retning. På den anden side har man mennesker, der er velmenende, godhjertede og opgavestyrede, og de forsøger at gøre alting bedre. At få lande til at fungere sammen, at få økonomier til at fungere, at have høje poetiske idealer. De er grundlæggende anti-entropiske i deres tankegang. Jeg tror, at den overvældende tendens i vores tid er den sidstnævnte. Langt størstedelen af mennesker – det Globale Syd, dem, der faktisk udgør den Globale Majoritet – er i en meget konstruktiv stemning. Derfor kunne vi i Vesten, hvis vi ville tage det til os og sige, at vi vil samarbejde og løse de vigtigste problemer i vores tid – fattigdom, underudvikling, migrationsspørgsmålet – ved at opbygge de lande, som folk flygter fra, løse alle problemerne så let.

Det vil faktisk være emnet for vores konferencer, hvor vi vil forsøge at få folk i Vesten til at forstå, at den krigslignende fortælling ikke er ønskværdig. Den vil føre til en katastrofe. På den anden side er den historiske tendens for menneskeheden i dette særlige historiske øjeblik at overvinde geopolitikken og finde en måde at samarbejde på.

Det vil kort sagt være emnet for begge konferencer. Jeg kan kun råde jer til at tilmelde jer enten personligt eller, hvis I ikke kan rejse, via Zoom. Men vær en del af det; det er her, historien bliver skabt på den mest avancerede måde lige nu. Så gå ikke glip af det.

SARE: Mange tak. Jeg sætter pris på denne mulighed for at tale med Dem og stille Dem spørgsmål. Jeg undskylder over for de personer, der har sendt spørgsmål, som vi ikke nåede at besvare, men jeg er sikker på, at der vil være flere muligheder. Tak igen, og vi tales ved snart.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det håber jeg. Vi tales ved snart.

Ikke korrekturlæst

Lige nu »er der en enorm kamp i gang i verden, hvor Kina er en af hovedkræfterne«, sagde Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche i en paneldiskussion den 25. april i Kina, arrangeret af China Media Group. »Dette er en indsats fra landene i den Globale Majoritet for at overvinde 500 års kolonialisme en gang for alle, ved ikke længere at eksportere råvarer, men i stedet udvikle produktionskæden i deres egne lande. Der er naturligvis nogle, der ikke bryder sig om det, og de vil gerne bevare de neokoloniale strukturer.

Mens Zepp-LaRouche talte, var »dem, der ikke kan lide det« – udøverne af britisk geopolitik – travlt optaget af at iværksætte dødbringende provokationer rundt om i verden for at sikre, at BRIKS-landene destabiliseres, og at USA og NATO fastholder kursen mod en endelig konfrontation med Rusland og Kina.

I området mellem Indien og Pakistan har terrorangrebet den 22. april, hvor 26 turister blev dræbt i det indisk kontrollerede del af Kashmir, ført til en hurtig optrapning på begge sider. Indien har meddelt, at det suspenderer den meget vigtige Indus-aftale fra 1960 mellem Indien og Pakistan, som regulerer vandtilførslen til de to lande – som begge har desperat brug for vand – mens højtstående pakistanske myndigheder har talt åbent om muligheden for at iværksætte et atomangreb mod Indien – som også er en atomvåbenmagt! Heldigvis har Pakistans forsvarsminister peget fingeren mod eksterne kræfter, der udøver terrorisme i regionen, og udpeget Storbritannien og USA som de skyldige i de sidste 30 år.

Efter mordet på den russiske generalmajor Yaroslav Moskalik fra den russiske generalstab den 25. april mindede en tidligere direktør for det russiske institut for strategiske studier i nationalt fjernsyn om de »britiske specialtjenesters« rolle i sådanne terrorhandlinger. Og i Iran rystede en kæmpe eksplosion havnen i Bandar Abbas den 26. april, hvor mindst 25 mennesker blev dræbt og næsten 1.400 såret. Selvom årsagen endnu ikke er fastslået, skete det på det præcise tidspunkt, hvor den amerikanske og iranske regering er involveret i følsomme forhandlinger, der er afgørende for at skabe fred i den krigshærgede region i Sydvestasien.

Indien, Rusland og Iran er alle medlemmer af BRIKS, og Pakistan er kandidat til at blive medlem. Ikke desto mindre skrider den diplomatiske tilgang, som USA forfølger over for Rusland og Iran, fremad, om end langsomt, på trods af de forskellige destabiliseringsforsøg fra dem, der forsvarer en »unipolær verden«, og på trods af de provokerende tiltag fra Det Hvide Hus og splittelsen inden for Trump-administrationen. Det er endnu uvist, hvornår Donald Trump vil indse, at det er nødvendigt at genoprette de gode relationer til Kina.

Helga Zepp-LaRouche mindede i sine bemærkninger under paneldebatten i Kina om, at 70-årsdagen for Bandung-konferencen i 1955 netop er blevet fejret, og at de mål, der blev fastsat der, om at gennemføre en retfærdig verdensorden for alle lande, endnu ikke er blevet opfyldt.

Den 27. april 2025 (EIRNS) – »Der foregår lige nu en enorm kamp i verden, som jeg mener Kina er en af lederne af,« sagde Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, i en paneldebat den 25. april i Kina om »Innovationsveje i den globale grønne omstilling,« arrangeret af China Media Group med CGTN-værten Yang Zhao. Zepp-LaRouche talte sammen med ambassadører og mediespecialister og satte tonen for hele diskussionen:

»Dette er en bestræbelse fra landene i den Globale Majoritet for at overvinde 500 års kolonialisme for altid ved ikke længere at være eksportører af råvarer, men at udvikle produktionskæden i deres egne lande. Der er naturligvis nogle, der ikke kan lide dette, og de vil gerne bevare de neokoloniale former.«

Mens Zepp-LaRouche talte, var »dem der ikke kan lide dette« – udøverne af britisk geopolitik med base i City of London og Wall Street – travlt optaget af at iværksætte dødbringende provokationer rundt om i verden for at sikre, at BRIKS-landene destabiliseres, og at USA og NATO holder kursen mod en endelig konfrontation med Rusland og Kina.

I området omkring Indien og Pakistan har et terrorangreb den 22. april, hvor 26 turister blev dræbt i det indisk kontrollerede område Kashmir, ført til en hurtig optrapning på begge sider. Indien har meddelt, at det suspenderer den meget vigtige Indus-aftale fra 1960 mellem Indien og Pakistan, som regulerer vandforsyningen til de to lande, der begge har et desperat behov for vand, og har inddraget næsten alle visa for pakistanere, der bor i Indien. Højtstående pakistanske myndigheder taler åbent om muligheden for at iværksætte et atomangreb mod Indien, som også er en atommagt! Heldigvis har Pakistans forsvarsminister peget fingeren mod  kræfter udefra, der udøver terrorisme i regionen, og udpeget Storbritannien og USA som de skyldige i de sidste 30 år.

I Rusland har myndighederne pågrebet manden, der den 25. april myrdede generalmajor Jaroslav Moskalik fra den russiske generalstab, og identificeret ham som en agent, der var udsendt af Kiev. Førende russiske efterretningseksperter forklarede hurtigt i nationalt fjernsyn: »Vi skal huske på, at terrorhandlinger af denne art udføres under tilsyn og direkte vejledning af de britiske specialtjenester.«

Og i Iran rystede en kæmpe eksplosion havnen i Bandar Abbas den 26. april, hvor mindst 25 mennesker blev dræbt og næsten 1.400 såret. Selvom det endnu ikke er fastslået, om der var tale om en ulykke eller sabotage, skete det på det præcise tidspunkt, hvor den amerikanske og iranske regering er involveret i følsomme forhandlinger, der er afgørende for at skabe fred i den krigshærgede region i Sydvestasien – hvilket den israelske og britiske regering er fast besluttet på at forhindre.

Indien, Rusland og Iran er alle medlemmer af BRIKS, som fører an i kampen for at skabe en ny international udviklingsarkitektur, der skal erstatte det nuværende fallerede system.

Som Zepp-LaRouche sagde i sine bemærkninger under paneldebatten i Kina:

»Vi har nu 70-årsdagen for Bandung-konferencen, og dengang i 1955 advarede præsident Sukarno, Zhou Enlai og Nehru om, at kolonialismen stadig eksisterer i sin moderne form gennem handelsforbindelser, adgang til kredit og så videre. Så nu befinder vi os i denne historiske, epokegørende forandring, hvor landene i den Globale Majoritet ønsker at overvinde dette, i vid udstrækning muligvis gennem Kinas fremkomst og gennem udviklingen af BRIKS-landene.«

Den kommende konference den 24.-25. maj i Schiller Instituttet vil samle førende intellektuelle og statsmænd fra nationer i både Nord og Syd for at drøfte, hvordan man på bedst mulig vis kan bringe netop en sådan epokegørende forandring i stand.

Zepp-LaRouches bemærkninger i CGTN-paneldiskussion: ‘Innovationsveje i den globale grønne omstilling’

27. april 2025 (EIRNS) — Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, deltog i en paneldiskussion den 25. april om ‘Innovationsveje i den globale grønne omstilling’, arrangeret af China Media Group, med CGTN-værten Yang Zhao. Andre deltagere var H.E. Dr. Simisa Berjan, ambassadør for Bosnien-Hercegovina i Kina; H.E. Khalil Hashmi, ambassadør for Pakistan i Kina; Dr. Veysel Binbay, direktør for teknologi og innovation ved Asia-Pacific Broadcasting Union (ABU); og Abbey Makoe, grundlægger og administrerende direktør for Global South Media Network.

CGTN’s hovedtema var internationalt samarbejde for at sikre den grønne omstilling, og hvordan teknologisk innovation kan påvirke dette. Zepp-LaRouche var den tredje af de fem talere, der blev kaldt op, efter ambassadøren fra Bosnien-Hercegovina og fra Pakistan, som begge fokuserede på, hvordan de gennemfører »den grønne omstilling«. Den pakistanske ambassadør erkendte vanskeligheden ved at »balancere« mellem de grønne omstillingskrav og det presserende behov for at skabe arbejdspladser i Pakistan.

YANG ZHAO (CGTN-vært): Fru Zepp-LaRouche, verdens første CO2-toldpolitik, som er EU’s mekanisme for tilpasning af grænserne for CO2-emissioner, eller CBAM, skal officielt gennemføres i januar 2026. Dette er en specifik politik, men mange lande er bekymrede over denne toldpolitik. Og de er bekymrede for, at det kan påvirke en global grøn omstilling og sandsynligvis opnåelsen af de globale mål for CO2-neutralitet. Så hvad er din holdning til dette spørgsmål?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at mange landes bekymringer er meget berettigede, fordi jeg mener, at denne særlige mekanisme ikke er særlig fordelagtig for udviklingslandene. Faktisk er det Globale Syd bekymret for, at det sætter dem i en stor ulempe. Men ironisk nok er det heller ikke til fordel for industrierne i Tyskland og andre lande i Europa, fordi det i virkeligheden er et fupnummer. Det hjælper den finansielle sektor, men ikke den industrielle sektor. Der er mange mennesker, der er meget kritiske over for mekanismen, fordi Europa tidligere har gjort mange ting, der har begunstiget den spekulative sektor og ikke den industrielle sektor. Det er derfor, vi lige nu har en alvorlig økonomisk krise i Europa. Jeg tror, at det land, der er hårdest ramt, er Tyskland. Jeg mener der sandsynligvis vil komme en seriøs genovervejelse af disse spørgsmål.

ZHAO: Tror De, at dette er en anden form for protektionisme?

ZEPP-LAROUCHE: Ja, lige nu er Tyskland i frit fald. Økonomien er i frit fald. Det skyldes hovedsageligt tabet af billig gas fra Rusland, men jeg mener også, at Tyskland bør lære af Kina, fordi Kina har gjort det rigtigt ved at have en blanding. Man har vedvarende energi – sol, vind – men man investerer også i fjerde generation af fission, som er meget avanceret. Og Kina har som mål at have fusionskraft klar i 2034 eller ’35. Tyskland var engang et land med stor ekspertise inden for videnskab og teknologi, men jeg tror, vi er kommet lidt på afveje. Vi har forladt atomkraft uden at have en erstatning. Mange mennesker over hele verden har spurgt mig: »Hvad gør Tyskland? Har I et hemmeligt trick? Hvordan erstatter I det?« Men det har vi ikke, og jeg synes, vi skal se på Kina og se på blandingen af at gå tilbage til atomkraft og gøre en fornyet indsats inden for forskning og udvikling af fusionsenergi. Det ville være min vurdering …

Abbey Makoe fra Sydafrika talte senere lidenskabeligt om den dobbelte standard, der anvendes ved gennemførelsen af den »grønne omstilling« som en del af den generelle dobbelte standard i den globale styring. Han understregede i sin bredere behandling af spørgsmålet, at Afrikas problemer »ikke er selvforskyldte, men kommer fra andre steder«.

ZHAO: Fru Zepp-LaRouche, hvad er Deres synspunkt på denne afvejning [mellem omkostninger og langsigtede mål for den grønne omstilling]?

ZEPP-LAROUCHE: Det mest intelligente er naturligvis at investere i de ting, der er mest effektive. Selvom det ser ud til, at sol- og vindenergi er let tilgængelig og ikke så omkostningskrævende, er det ikke sådan i virkeligheden. For når det gælder energi, skal man tage højde for begrebet energigennemstrømningstæthed. Jo højere energigennemstrømningstætheden er, jo højere er produktiviteten i produktionsprocessen generelt i den samlede industri.

Tyskland er for eksempel en meget avanceret økonomi, og hvis man går over til meget lave energigennemstrømningstætheder, som kun findes i sol- og vindenergi, kan man ikke opretholde den høje produktivitet i økonomien. Derfor er der en omfattende genovervejelse i Tyskland blandt industrielle kredse om, at det var en stor fejltagelse at udfase atomkraft, for spørgsmålet er, hvordan man kan afstemme den mængde energi, der produceres på verdensplan, med befolkningens behov. Den lave energigennemstrømningstæthed ved sol- og vindenergi passer kun til en befolkningstæthed svarende til et område på ca. 1, måske 2 milliarder mennesker [på verdensplan]. Men hvis man vil opretholde en befolkning på 8 milliarder eller endog 10 milliarder eller 20 milliarder, hvilket sagtens ville være muligt, er man absolut nødt til at investere i områder med høj energigennemstrømningstæthed, som er fjerde generation, dvs. fissionsenergi, og der er ingen argumenter imod fjerde generation, fordi det f.eks. på thorium-siden er energikilder, der er helt sikre. De er miljøvenlige, de har ingen CO2-emissioner, der er værd at tale om. Derfor synes jeg, det er ekstremt godt.

Hvis man ser på Kinas eksport af energiprodukter til det Globale Syd, er Kina meget villig til at dele sine mest avancerede teknologier med Afrika. Derfor mener Afrika, at Kina er Afrikas ven. Churchill tog helt fejl, da han sagde, at de kun er interesseret [i at udvinde råstoffer]. Jeg mener, at forholdet mellem Kina og Afrika er beviset på, at der kan være ægte venskab mellem nationer, hvis man følger princippet om win-win-samarbejde, hvor begge sider vinder.

Hvis man ser på Kinas eksport til udviklingslandene i det Globale Syd, er det en blanding. Men der er også avancerede energikilder som fission, mens man i EU prædiker vand og drikker vin. De [henvendt til en anden paneldeltager – red) nævnte dette tidligere. De anvender kul, men de siger til afrikanerne, at de ikke skal anvende kul. Det viser hykleriet, at der i en vis forstand lige nu foregår en enorm kamp i verden, som jeg mener, at Kina er en af lederne af. Det er en bestræbelse fra landene i den Globale Majoritet for at overvinde 500 års kolonialisme for altid ved ikke længere at være eksportører af råstoffer, men ved at udvikle produktionskæden i deres egne lande. Der er naturligvis nogle, der ikke bryder sig om dette, og som gerne vil bevare de neokoloniale former.

Vi har nu 70-årsdagen for Bandung-konferencen, og dengang i 1955 advarede præsident Sukarno, Chou Enlai og Nehru om, at kolonialismen stadig eksisterer i sin moderne form gennem handelsforbindelser, adgang til kredit osv. Så nu befinder vi os i dette historiske skifte, hvor landene i den Globale Majoritet ønsker at overvinde dette, hvilket i høj grad er muligt gennem Kinas fremkomst og gennem udviklingen af BRIKS-landene.

Så hvis man sammenligner eksporten fra alle BRIKS-landene – Rusland eksporterer f.eks. også atomar teknologi, mens EU kun ønsker bæredygtig teknologi. Der er mange mennesker i det Globale Syd, der er kommet til den konklusion, at bæredygtig teknologi bare er et andet ord for ingen teknologi. Eller at man skal grave sin egen brønd og være tilfreds med det. Men jeg tror, at det Afrika har brug for – i Afrika er der 600 millioner mennesker, der ikke har elektricitet. Så hvordan gør man det i et lynprogram? Hvis europæerne er så bekymrede for migranterne fra Afrika, bør de hjælpe Afrika med at få adgang til elektricitet ved hjælp af turbiner og andre let tilgængelige midler, men samtidig begynde at bygge atomkraftværker nu. Jeg tror ikke, der er tale om en systemisk rivalisering – jeg vil ikke udtrykke det sådan, for jeg synes det er en tåbelig måde at se tingene på. Man bør se på relationerne mellem nationer på en helt anden måde. Men hvis der er en systemisk rivalisering, tror jeg, at det system, der er gavnligt for partnerne, vil sejre. Og det tror jeg vil være Kina.

Så Leibniz havde ret. Leibniz sagde allerede i det 17. århundrede, at hvis man skulle bedømme et folks visdom frem for kvinders skønhed, ville det gyldne æble gå til Kina. Og jeg tror, det er helt rigtigt.

Veysel Binbay vendte tilbage til diskussionen for at give udtryk for sin fulde enighed med Zepp-LaRouche: Mennesket kan ikke gå baglæns. Abbey Makoe blev spurgt, hvilken rolle medierne bør spille for at sikre, at svindel undersøges og afsløres i den »grønne omstilling«. Makoe svarede kontant, at der ikke vil være noget internationalt samarbejde, før medierne og det internationale diplomati igen er villige til at »kalde en spade for en spade«. Det bedste eksempel på de forværrede internationale relationer, der hersker i dag, er verdens tavshed over for det der sker i Palæstina.

Foto: CGTN

Ikke korrekturlæst

Helga Zepp-LaRouche var ikke til stede, så vi tager en anden vinkel på transskriptionen af mødet i Den Internationale Fredskoalition den 25. april 2025. Vi udvælger højdepunkterne fra diskussionen:

DENNIS KUCINICH: Først og fremmest vil jeg takke jer for invitationen til at deltage og takke hver enkelt af jer for jeres personlige engagement for fred og social og økonomisk retfærdighed. Den rejse, som hver enkelt af jer har taget for at nå frem til dette øjeblik, er beundringsværdig, og jeg er taknemmelig for at kunne deltage, om end kun i få minutter.

Jeg vender hele tiden tilbage til dette punkt – det er som om vi har brug for et nyt sprog for at beskrive den rædsel, der foregår – men de begrundelser og rationaliseringer, der er blevet fremført, skriger på vores reaktion. Det politiske system er desværre blevet købt, og der er ikke mange mennesker inden for regeringen, der kan gå til medierne for at protestere mod det, der særligt foregår i Gaza. Så vi har denne bedøvelse, en slags følelsesløshed, der har indfundet sig. Folk bryder stadig igennem, grupper af mennesker rundt om i landet og bestemt rundt om i verden går på gaden. Og jeg tror, at det i sidste ende er den slags ikke-voldelige handlinger, der vil være med til at tippe balancen. Det var, da især studerende gik på gaden under Vietnamkrigen, at Lyndon Johnson besluttede, at han ikke længere kunne forsvare den, og han trådte tilbage. Selvfølgelig fortsatte Nixon og Kissinger i endnu nogle år, men den uro, der var i landet, var med til at fremtvinge en genovervejelse af Amerikas rolle.

Men her er vi igen – med massevold. Man havde Vietnam, Irak, Gaza, og det er en bue af umenneskelighed i vores land. I USA – jeg ved, at der er folk på denne telefonkonference, der ikke er fra USA – men USA er en af hovedinitiativtagerne til dette. Så vi har meget at gøre i vores eget land. Det er ikke kun på det politiske plan; selv før vi når til det politiske plan, må vi tænke over den bevidsthed, som disse morderiske politikker udspringer af. Det er en forandring, der sker gennem vores egne handlinger, ved at vi siger fra og samler folk; og derfor siger jeg tak for det, IPC gør, og for alle jer, der gør dette arbejde. Hvis jeg på nogen måde kan hjælpe jer med det, I forsøger at gøre, så sig til.

ANASTASIA BATTLE: Mange tak for det, hr. Kucinich. Jeg ved, at Ray McGovern er meget glad for, at De er her; han ville virkelig gerne have Dem med i dag. Jeg ved, at De har begrænset tid…

KUCINICH: Ray er en af mine helte, så det er dejligt at være her.

BATTLE: Vidunderligt! Vi ville være sikre på, at De havde tid, så De kunne blive lidt og høre, hvad han havde at sige, og så kunne De to have en samtale.

KUCINICH: Jeg vil meget gerne høre, hvad Ray har at sige, og så kan jeg godt skubbe tingene lidt her, lad mig lige sende en sms. Jeg har tid indtil kl. 11.40 østkysttid, så ja, Ray, værsgo.

RAY MCGOVERN: Hvilken gave at have alle disse Denniser her; alle tre, især min ven Dennis Kucinich, som sandsynligvis er den direkte efterfølger til min virkelige helt, John F. Kennedy; en mand af fred, men også en mand af mod og retfærdighed. Og det er det, jeg vil tale om nu. Vi kommer fra samme trostradition, og det betyder også meget for mig. Jeg har bemærket, at fader Bury skal være med, og Jack Gilroy; min Gud, vi har en masse magtfulde personer her. En masse romersk-katolikker, der kommer fra en bredere økumenisk tradition, og det understreger jeg.

Francis er død. Hvad gjorde Francis ved Gaza? Francis kom med fromme udtalelser om Gaza. Hans mest »specifikke« udtalelse var: »Jeg har fået at vide af mine rådgivere, at mange mennesker mener, at der muligvis er tale om folkemord i Gaza, så jeg synes, vi bør iværksætte en undersøgelse.« Det er måneder efter, at verdensdomstolen allerede havde rejst tiltale mod Netanyahu og Gallant. Det minder mig om Anden Verdenskrig og Pius XII, der ikke kunne finde sin stemme. Der er strukturelle uretfærdigheder, uanset hvad Francis måtte have ønsket at gøre, han gjorde det ikke; det er min virkelighed. Han er en flink fyr; han er et menneske, OK? Men da min webmaster lagde min lille artikel om dette op, sagde han: »Flinke fyre vinder ikke boldspil, og flinke fyre stopper ikke folkemord.«

Hvad er konklusionen her? Tja, det er gode nyheder og dårlige nyheder. Det er op til os, og det er bare gode nyheder, for vi er klar til det.

Lad os gå lidt tilbage. Jahve siger til Kain, efter at han har myrdet sin bror: »Nå, Kain, hvor er din bror?« »Hvordan skulle jeg vide det? Det rager sgu ikke mig.« Eller, mere tro mod teksten: »Er jeg min brors vogter?« Jeg tror, at de mennesker, der deltager i dette opkald, er deres brødres og søstres vogtere, og at de mennesker i Gaza har meget brug for vores hjælp lige nu. Så vi har det vidnesbyrd fra Bibelen, og vi har også min yndlingsrabbiner, Rabbi Abraham Heschel, der sagde det berømte: »Når der sker uretfærdighed, er få skyldige, men alle er ansvarlige. Ligegyldighed over for det onde« – se for eksempel på Kain. Hvem bekymrer sig om mig? Hvem bekymrer sig om min bror? »Ligegyldighed over for det onde er mere snigende end det onde selv.« Abraham Heschel var meget aktiv under Vietnamkrigen og så videre.

Hvem ellers? Hvor slemt er det i Gaza? Der var en ærkebiskop Desmond Tutu, der faktisk var præst for Nelson Mandela og kendte apartheid i Sydafrika ind og ud, ikke? Hvad sagde Tutu, da han blev spurgt: »Kan du sammenligne apartheid i Sydafrika og apartheid i Palæstina?« Han sagde: »Ja, selvfølgelig kan jeg sammenligne det.« Her er, hvad han sagde: »Livet i Palæstina er langt mere brutalt og undertrykkende end i apartheid-Sydafrika.« Og mine venner, det var før folkemordet.

Nu citerer jeg ofte en mand ved navn Albert Camus, og I kender historien, hvis I har lyttet til disse ting om, hvordan han talte til dominikanerne om fraværet af en stemme fra Rom under Anden Verdenskrig. For mig, en agnostiker? En stemme fra Rom? Ja! Så fik jeg at vide, at der var en encyklika. Jeg sagde: »Hvad er en encyklika?« Så sagde han, at det, der skal ske, er, at stemmen skal komme højt og tydeligt, så den simpleste mand eller kvinde kan forstå den, og det er ikke nok. Han sagde også til en ven under krigens højdepunkt i 1943: »Det er tænkende menneskers opgave ikke at være på bøddernes side.« Han fik Nobelprisen i 1957, hvor han udtrykte »håbet om, at den nye generation vil være af en anden kvalitet og være mindre villig til at overtage slogans eller ideologier og vende tilbage til et mere håndgribeligt værdisystem. Vi har intet at miste,« siger Camus, »undtagen alt. Så lad os gå videre. Det er vores generations væddemål.« Vi kunne lade os lede af mennesker som Dennis Kucinich. »Hvis vi skal fejle, er det under alle omstændigheder bedre at have stået på siden af dem, der nægtede at være hunde, og er fast besluttet på at betale den pris, der skal betales, for at mænd og kvinder kan være mere end hunde.«

Til sidst fra Camus, i 1943, en brevveksling med en ung tysker, der var meget stolt. Han ville gøre Tyskland stort igen. Okay, sammenligninger er uretfærdige, men det er hans ord. »Du fortalte mig, at storheden af mit land, Tyskland, er ubetalelig,« skrev denne unge mand. »Alt, der bidrager til dets storhed, er godt. De, der som os unge tyskere er så heldige at finde en mening i vores nations skæbne, må ofre alt andet.« 1943; vi vidste allerede, at folkemordet var i gang. »Nej,« siger Camus, «jeg har sagt, at jeg ikke kan tro, at alt skal underordnes et enkelt mål. Der er midler, der ikke kan undskyldes, og jeg vil gerne kunne sige, at jeg elsker mit land og stadig elsker retfærdighed. Jeg ønsker ikke for mit land en storhed, der er født af blod og løgn. Jeg vil holde det i live og holde retfærdigheden i live.«

Jeg vil slutte hurtigt her ved blot at henvise til ting, der er sket for nylig. Lad mig tale om Heschel igen. Han var i Selma; han marcherede i alle mulige retfærdighedsoptog og demonstrationer. Dette er, hvad han sagde: »For mange af os handlede marchen fra Selma til Montgomery om protest og bøn. Søer er ikke læber, og at gå er ikke at knæle. Og alligevel sang vores ben. Selv uden ord var vores march tilbedelse. Jeg følte, at mine ben bad, eller at mine ben demonstrerede.«

Hvad med et mere nutidigt eksempel? En af mine yndlingsteologer er Annie Dillard. Hun sagde følgende: »Det er virkelig op til os. Der har aldrig været nogen andre, hverken paver eller moralske ledere, der kunne udøve lederskab … Der er nok af os, men det, vi er nødt til at gøre, er at samle os halvt klædt i lange rækker som stammefolk og ryste vores kalabasser mod hinanden for at vågne op. I stedet ser vi fjernsyn og går glip af showet.«

Okay, jeg vender tilbage til en bibelsk historie og vil tale om Esajas, noget de fleste ikke kender til. Vidste I, at han gik rundt nøgen i to år? Det står i Bibelen, folkens, slå det op. Hvad prøvede han at sige? Han prøvede at få opmærksomhed. Folk sagde: »Åh, det er forfærdeligt! Du er nøgen.« Og han sagde: »Jeg har taget mit tøj af. I er frataget de gaver, som Jahve har givet jer. Visionen om retfærdighed og shalom.« Shalom er i bibelsk forstand intet andet end eksistensen, tilstedeværelsen af retfærdighed. Så vi kan have fred, men vi skal have retfærdighed først.

Det sidste, jeg vil sige, er, at vi skal holde hovedet koldt og se på fordelene ved at være solidariske med hinanden. Jeg plejede at sige, når jeg talte: »Se jer omkring, for Guds skyld! Hvordan kan I ikke være opmuntrede med så fine kammerater i denne kamp?« En af trøsterne for mig var, at jeg var sammen med Stone. Han advarer os og siger: »Hør her, de eneste kampe, der er værd at kæmpe, er dem, man kan tabe, for nogen skal jo kæmpe dem. Og nogen skal tabe og tabe og tabe, indtil en dag, hvor nogen, der tror det samme som dig, vinder.« I den proces må vi bevare vores sans for humor og have det lidt sjovt. En af mine venner var præst og havde en bror, der også var præst, og de kom begge tilbage til deres irske mor og fortalte om alle de dogmer, de havde lært. Hun sagde: »Sig mig, var der noget sjovt ved jeres møde?« De var lamslåede, for de indså, at uden lidt sjov sker der ingenting.

Så lad os være retfærdige mennesker, lad os have det sjovt, men lad os holde fast, som Dennis Kucinich og mange af jer allerede har gjort. Tak, fordi jeg måtte tale.

BATTLE: Tak, Ray! Hr. Kucinich, vil De sige noget?

KUCINICH: Jeg vil også gerne takke Ray for den lærde præsentation. Det er op til os. Det, jeg laver lige nu, er at skrive; jeg poster på substack, hvis I har mulighed for at gå ind på denniskucinich@substack, kan I få et gratis abonnement. Jeg skriver netop om de emner, vi er optaget af.

Tak for det arbejde, I alle sammen gør. Tak igen, Ray. Og jeg ser frem til at se jer og være sammen med jer igen. Fortsæt det gode arbejde! Tak.

MCGOVERN: Ønsk mig held og lykke, og dem af jer, der beder, så bed for mig. I eftermiddag tager jeg til Moskva sammen med Oliver Stone. Vi har flere møder og paneldiskussioner. Og det bedste af det hele er, at vi vil være der på 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig, hvor vi var allierede. Vi vil understrege, at vi var allierede dengang. John Kennedy sagde i sin vidunderlige fredstale, at USA og Rusland næsten som de eneste stormagter i verden aldrig har været i krig. Vi vil forsøge at tale om det og sprede budskabet. Måske vil noget af det også vende tilbage til USA. Men tanken er, at dette er noget, der skal fejres; det er muligheden for, at denne fyr, Steve Witkoff, der er i Moskva, mens vi taler, og netop har talt med Putin, vil have nogle gode nyheder til os. Jeg tror, det er der, spillet spilles. Så ønsk mig held og lykke, og jeg kan nok ikke være med i næste uge, men jeg vil være med i ånden.

DENNIS SMALL: Jeg har et godt råd til dig, Ray, til din rejse. Hav det sjovt!

MCGOVERN: Perfekt! OK, på den baggrund, mange tak, alle sammen.

Lidt senere:

FADER HARRY BURY: Det, der virkelig betyder noget for mig, er, at Helga har argumenteret for vigtigheden af at se alle mennesker som gode. Og den hellige fader, pave Frans, behandlede alle mennesker som gode. En af grundene til konflikten i verden er efter min mening, at vi misforstår, hvad retfærdighed handler om. Vi tror, at retfærdighed er hævn. Så vi tror, at den måde, man kan stoppe ondskab på, forhindre folk i at gøre dårlige ting, er ved at straffe dem. Og straf er vold, og når man bruger vold, fører det til hævn. Og det er det, vi oplever, og både Helga og pave Frans har argumenteret imod det.

Og Oase-planen opfordrer til retfærdighed, hvilket betyder at behandle alle lige. Så Schiller-instituttet og pave Frans talte med samme budskab. Og jeg håber, at folk er begyndt at forstå det, at grunden til, at folk over hele verden har holdt af pave Frans, er, at han tænker på mennesker i udkanten. Og der ville ikke være nogen mennesker i udkanten, hvis vi havde Oase-planen, hvor vi opnår fred gennem udvikling. Så det er i hvert fald vigtigt for mig at forstå og fremme Oase-planen, fordi den er i pave Frans’ ånd. Tak.

DENNIS SPEED: Tak, fader Bury. Lad mig lige sige noget, for mange af dem, der vil være med, ved ikke dette om Dem. Jeg vil bare læse noget fra hans biografi.

»Fader Burys aktivisme begyndte som ny præst, da han tjente ved University of Minnesota’s Newman Center i 1960’erne, hvor unge katolske mænd bad ham om at skrive breve for dem som samvittighedsnægtere mod Vietnamkrigen. I 1971, på anmodning af nogle vietnamesere, lænkede han og tre andre sig fast til den amerikanske ambassades port i Saigon for at protestere mod Vietnamkrigen.«

Det var altså ikke en protest her, som Anastasia henviste til. Det var en protest i Saigon i 1970’erne. Det er meget i tråd med Rabbi Heschels tankegang. I 2005 var han i Gaza, hvor han fungerede som menneskeskjold, da han midlertidigt blev bortført. Så dette er en mand, der helt klart har gjort præcis det, Ray McGovern talte om før. Vi er altid beærede over at have ham hos os, og vi er især beærede over hans klare idé om Oase-planen, der er blevet fremlagt og som i øvrigt vil blive drøftet på vores konference.

Så, fader Bury, jeg ville bare sikre mig, at du fik anerkendelse for det. Og endnu en gang mange tak for dine bemærkninger.

BATTLE: Næste taler er Carolina fra Mexico. Hun har en rapport om rekrutteringen af unge. Som det er blevet rapporteret i de sidste par uger, har vi gjort en stor indsats op til majkonferencen for at besøge universiteter og andre steder, hvor der er mange unge, for at få dem til at blive aktive. Især i Mexico har vi haft en del succes. Så vi er glade for at have Carolina Dominguez her til at give sin rapport.

CAROLINA DOMINGUEZ: Jeg vil gerne fortælle om de aktiviteter, vi har, ikke kun i Mexico, men i hele Latinamerika. Jeg vil gerne starte med at nævne noget, der har hjulpet os i arbejdet med de unge. Det dokument, jeg vil nævne, er en bog af Martin Luther King, der hedder Why We Can’t Wait. Det er en meget ekstraordinær bog, som jeg kan anbefale til alle. Han dedikerer den til sine børn, men i forordet skriver han, at han håber, at hans børn i fremtiden ikke vil blive bedømt på deres hudfarve, men på deres karakter og handlinger.

I bogen præsenterer han det berømte brev, han skrev i Birmingham-fængslet, hvor han svarer på kritikken fra sine samarbejdspartnere, der sagde, at hans handlinger ikke var korrekte, og at det var derfor, han sad i fængsel. Han siger noget meget morsomt. Han siger, at han ikke svarer sine kritikere, for hvis han gør det, vil han ikke kunne gøre noget. Det vigtige er handlingerne, og i den forstand svarer han på noget, der for os har været grundlæggende – arbejdet med unge. Det er opfattelsen af ikke-voldelig handling. Hans svar er, at selv om de skal demonstrere og lave aktiviteter, er den bedste måde at nå til enighed på gennem forhandlinger. Martin Luther King siger, at det er sandt, men når ledelsen ikke vil forhandle, fordi de ikke anser det, den anden side præsenterer, for vigtigt, er man nødt til at provokere forhandlingerne, provokere en spænding. Det er det, han taler om, når han taler om at skabe spænding gennem direkte handling. Den enkelte skal være klar over, at han ikke er enig i det, der foregår. Moralske skal den enkelte være meget klar over, at det, der sker, ikke er det, han tror på; han skal være meget klar over det, ikke kun i sit hjerte, men også i samfundet. Disse ikke-voldelige handlinger skaber en spænding, der gør det muligt for dem at blive hørt.

Det er meget vigtigt for os, fordi mange mennesker naturligvis mener, at vores mobilisering eller demonstration eller en eller anden handling, der er i uenighed med idéerne, skal være voldelig, men ikke idéen om, at dette vil bane vejen for et forslag. Det, vi gør med den internationale ungdomsbevægelse, ikke kun i Mexico og Iberoamerika, men internationalt før med ledelse af Lyndon LaRouche og nu med Helga Zepp-LaRouche, er netop det. Vi skaber den spænding, ikke for at bruge ungdommen som syndebukke, som det sker med krigene og de politiske partier, der bruger dem under valgkampagnerne, hvor de bagefter bare kastes væk.

I Schiller-instituttet har vi en konstant oplysningskampagne om dybe ideer, der giver ungdommen mulighed for at blive ledere. Disse ideer indebærer økonomiske forslag. I denne proces med at arbejde med de unge skal man først forstå, at de har brug for et niveau, der giver dem mulighed for at blive hørt. De unge har et stort potentiale, ikke kun på grund af deres alder, men fordi de træffer beslutninger om deres moralske kvalitet på lang sigt. Vi er nødt til at give dem de redskaber, så når de beslutter sig for den moralske kvalitet af den vej, de vælger, har de tilstrækkelig viden til at gøre det rigtige.

I dette arbejde med de unge afholder vi internationale møder og dialoger, hvor repræsentanter fra Colombia, Brasilien, Argentina, Mexico, Europa og USA deltager. De fremlægger deres bekymringer om den aktuelle situation. De ønsker naturligvis ikke krig, men de ser ingen muligheder for, hvad de kan bidrage med til samfundet. Vi havde netop en international ungdomsdialog i sidste uge, hvor de fremlagde flere forslag om energi, hvilke typer job de unge vil have, og hvad de kan gøre for at ændre situationen. De var meget åbne og havde grundlæggende spørgsmål, der bør besvares. Jeg vil sige, at når vi skaber denne spænding, når en kongresmedlem eller leder siger »OK, jeg vil lytte til jer«, hvad har man så at sige til dem? Vi er nødt til at være klar med, hvad vi vil sige, for der er en spænding. Vi skal have disse forslag, og de unge skal vide, hvordan man ændrer økonomien. Derfor har vi disse ungdomsdialoger. Derfor arbejder vi sammen med dem om, hvad en økonomi er, at den skal give værdi til mennesker, for det vigtigste produkt i en økonomi er mennesker. LaRouche sagde, at det vigtigste, der driver økonomien, er kreativitet, de ideer, der skabes af enkeltpersoner, der ønsker at gøre tingene bedre. Så når de taler med en leder og siger: »Hvad har du at sige til mig?«, skal de være meget klare over, at det, vi præsenterer, er det, der vil fungere for økonomien. Det er det, vi lærer de unge: hvad er produktivitet, hvad er en økonomi. Det har været meget polemisk. Vi har hørt om det på disse møder. Hvad er den bedste type energi, der kan fungere for deres lande, hvilke typer job? Vi synes, det har været meget optimistisk. Ungdomsmødet var meget godt, fordi folk kunne udtrykke, hvordan tingene gik, og komme med deres forslag.

Jeg syntes, det var meget morsomt at høre om de problemer, vi har med de unge. Der var en ung mand fra Brasilien, som skal til konferencen i New York i maj. Tolkene oversatte fra engelsk til spansk, men på et tidspunkt begyndte han at tale portugisisk. Det var meget morsomt, for vi sad alle stille, da det var umuligt at oversætte hans ord fra portugisisk til spansk eller engelsk. Det ændrede mødet; vi tænkte over, hvordan vi kan høre de unge fra Iberoamerika tale på deres eget sprog, og hvordan vi kan videreformidle deres ideer til andre unge i verden. Det er den slags emner, vi vil tage op i denne ungdomsdialog; hvordan vi kan svare på det, de præsenterer, og hvad vi gør.

Vi holder disse møder hele tiden, især med Helga. Denne gang deltog Megan Dobrodt og Jason Ross. Det var meget produktivt, og der var stor optimisme om, at vi gennem dette arbejde med de unge, som Martin Luther King sagde, gør det, fordi det er nødvendigt, og at de mennesker, der kritiserer ham for at skabe denne spænding, ikke forstår det.

Jeg vil slutte med endnu et citat fra samme brev af Martin Luther King. Ligesom Sokrates mente han, at det var nødvendigt at skabe en spænding i sindet for at mennesker kunne overvinde deres afhængighed og skabe en vej til at blive individer. [faktisk citat: »Ligesom Sokrates mente, at det var nødvendigt at skabe en spænding i sindet, så individer kunne hæve sig fra myternes og halve sandheders trældom til den uhindrede verden af kreativ analyse og objektiv vurdering, må vi også se behovet for ikke-voldelige gadflies, der skaber den slags spænding i samfundet, som vil hjælpe mennesker til at hæve sig fra fordomme og racisme til forståelse og broderskab. Formålet med vores direkte handlingsprogram er at skabe en situation, der er så kriseramt, at den uundgåeligt vil åbne døren for forhandlinger. Jeg er derfor enig med dig i din opfordring til forhandlinger. Alt for længe har vores elskede Southland været fastlåst i en tragisk indsats for at leve i monolog snarere end dialog.”]

Det er det, der sker med de unge. Vi opfordrer dem til at tilmelde sig og deltage i konferencen i maj. Det vil være meget vigtigt. Vi vil have et ungdomsudvalg, der vil præsentere disse forslag og det arbejde, vi gør med dem. Det var det, jeg ville præsentere. Mange tak. [dk/rm] [cd] [ssu]

af Dennis Speed (EIRNS) — 25. april 2025

Dette er et øjeblik, hvor sløret af illusionen om »aktuelle begivenheder« midlertidigt trækkes væk for pludselig og kortvarigt at afsløre historiens ansigt. Pave Frans’ bortgang i påsken i et øjeblik med særlig stor uro i verden har givet milliarder af mennesker – ikke kun verdens 1,4 milliarder katolikker, men også dem i de lande, hvor de bor, og andre – en unik mulighed for en form for refleksion over udødelighed, som normalt holdes utilgængelig for masserne, hovedsageligt af »populærkulturen«.

Det er helt passende og korrekt, at dem, hvis tro i det mindste strækker sig til overbevisningen om, at store ideer kombineret med kærlighed er den mest magtfulde kraft i verden, griber dette øjeblik til at indlede en samtale om, hvorfor menneskelivet har en hellig betydning for universet. Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur, som kan læses nu og inden Schiller Instituttets konference den 24.-25. maj: »En smuk vision for menneskeheden i tider med stor uro!«, kan forstås noget klarere og tages mere personligt netop nu end ellers. Uanset ens baggrund kan de ti principper placere enhver i verden, der studerer dem på dette tidspunkt, på det niveau, hvor overvejelserne finder sted, i det intellektuelle centrum af den dialog, der må og bør fortsætte i de kommende uger i præsidentembedet og pavestolen.

I de kommende uger, hvor kardinalerne i den romersk-katolske kirke vil mødes i et konklave for at vælge en ny pave, bør præsidenterne i Rusland, Kina og USA samt kompetente dele af deres respektive regeringer også indgå i et højere niveau af overvejelser om krig og fred, end det har været tilfældet siden 20. januar, da Trump genindtrådte som præsident for USA. Hvordan kan vi, der ikke er direkte involveret, sikre, at interesserne for verdens fattige og besiddelsesløse, de milliarder af mennesker i udkanten af samfundet, der udgør den største kilde til rigdom på planeten, ikke blot bliver repræsenteret, men også gennemgår en forandring i de kommende uger?

Et uddrag fra pave Johannes XXIII’s encyklika fra 1963, »Pacem In Terris/Fred på Jorden«, i afsnit 53, »Opnåelse af det fælles bedste er den offentlige myndigheds formål«, erklærer: »Mennesker, både som enkeltpersoner og som mellemliggende grupper, er forpligtet til at yde deres eget særlige bidrag til det almene vel. Hovedkonsekvensen heraf er, at de skal harmonisere deres egne interesser med andres behov og tilbyde deres varer og tjenester, som deres regenter foreskriver – forudsat naturligvis, at retfærdigheden opretholdes … De, der har myndighed i staten, skal udøve denne myndighed på en måde, der ikke kun er moralsk uantastelig, men også bedst egnet til at sikre eller fremme statens velfærd.« I afsnit 54 hedder det videre: »Opnåelse af det fælles bedste er den eneste grund til de civile myndigheders eksistens.«

Ideerne om den almene velfærd, harmoni mellem interesser og regeringens ansvar over for folket, er alle indeholdt her. Selvom disse idéer, der var centrale i pavens indgriben over for præsident John F. Kennedy og den sovjetiske premierminister Nikita Khrusjtjov for at stoppe atomkrig, nu synes at ligge langt over visse regeringers »intellektuelle niveau«, må det ikke være tilfældet. At mestre disse idéer for at forbedre verden i den korte tid, vi har foran os, er en opgave, som LaRouche-Organisationen har været viet til siden sin oprettelse.

Uanset om det drejer sig om arbejdsløse modtagere af sociale ydelser, bandemedlemmer, universitetsstuderende eller fabriksarbejdere, har LaRouche-Organisationen siden begyndelsen af 1970’erne, hvor den begyndte sin masseudbredelse til »almindelige mennesker på gaden«, i sine publikationer og handlinger krævet det højeste niveau af intellektuelt engagement fra alle sine læsere. Vi vidste, hvad Frederick Douglass insisterede på – uddannelse afskaffede slaveri. Borgerne forventedes at konfrontere og mestre hvad de burde vide, for at gøre det de ønskede at gøre, og dermed blive dem, de skulle være, for at kunne ændre verden.

Ud over at være sponsoreret af Schiller Instituttet er konferencen den 24.-25. maj medsponsoreret af International Caucus of Labor Committees, den organisatoriske »kim«, hvorfra alle andre af LaRouches bestræbelser udsprang. Den afdøde økonom og statsmand Lyndon LaRouche forklarede i sit dokument fra 1977 med titlen: »What Really Are the Labor Committees? —The Lessons of Erasmus and Franklin« (Hvad er arbejder-komiteerne egentlig? – Lærdommen fra Erasmus og Franklin): »Hvis man går ind for teknologisk fremskridt i udvidelsen af industrien og landbruget og definerer nationernes vitale interesser i disse termer, og hvis man betragter menneskets evne til at skabe og tilegne sig videnskabelig viden til forbedring af vores art som den ukrænkelige forskel mellem mennesket og de lavere dyr, så er Arbejder-komitéerne en uundværlig hjælp til den sag, man går ind for, uanset hvilket politisk tilhørsforhold man har.«

Hvad angår pave Frans, som mange med rette har kritiseret, så overvej dette uddrag fra hans påskeprædiken, hans sidste dag på jorden. »Kærligheden har sejret over hadet, lyset over mørket og sandheden over løgnen. Tilgivelsen har sejret over hævnen. Ondskaben er ikke forsvundet fra historien; den vil forblive indtil tidernes ende, men den har ikke længere overtaget; den har ikke længere magt over dem, der tager imod denne dags nåde …« På denne dag vil jeg gerne, at vi alle får nyt håb og genopvækker vores tillid til andre, også dem, der er anderledes end os selv, eller som kommer fra fjerne lande og medbringer uvante skikke, levemåder og ideer! For vi er alle Guds børn!« Se, hvordan han tilbragte sin sidste dag, herunder sin tur på Peterspladsen og hans hilsen til folket. Som søn af en jernbanearbejder talte han ofte om mennesker som ›knudepunkter‹. »Et jernbaneknudepunkt forbinder, muliggør passage fra … en skinne til en anden; dem, der fungerer som knudepunkter, tænker ikke kun på sig selv, men mangfoldiggør relationer og fælles projekter, velvidende at det gode for enkeltpersoner og samfund på alle niveauer udspringer af det gode for alle.«

Det enestående ved menneskets eksistens er, at en mand eller kvinde, ufuldkommen og svag, kan, »på et øjeblik, i et kort øjeblik«, røre ved udødelighedens ansigt. Det gjorde grundlæggerne af De Forenede Stater i deres Uafhængighedserklæring. At overskride knudepunktet mellem dødelighed og udødelighed i fremme af menneskehedens almene velfærd er opgaven og den »smukke vision for menneskeheden«, hvilket er det egentlige emne for konferencens drøftelser den 24.-25. maj og for de øvrige diskussioner, der vil præge vores verden i de kommende dage, hvis vi vælger at lade det ske.

Foto: Ashwin Vaswani / Unsplash

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 22. april 2025

Midt i den fortsatte mediedækning af pave Frans’ død er der fortsat mangel på opmærksomhed på hans klare ord om håb og fred og hans meget konkrete formaninger, som han gav med dyb generøsitet i sine sidste timer. Han sagde: »Jeg vil gerne have, at vi fornyer vores håb om, at fred er mulig.« Han erklærede: »… håbet skuffer ikke! Spes non confundit!« Dette er titlen på hans pavelige bulle, det brev, der blev udsendt den 9. maj 2024 som »det centrale budskab« for jubilæumsåret 2025.

Fra dette moralske udsigtspunkt gør vi opmærksom på faren ved at fortsætte den monetaristiske praksis, som nu fører verden mod et finansielt sammenbrud, ondskaben ved det fortsatte folkemord i Gaza og krigsførelse andre steder samt den stigende »oprustning« i retning af fascisme.

I dag var endnu en dramatisk dag i det uddøende finanssystem. Aktiemarkederne – som selv er en del af den store verdensboble af spekulation og ubetalelige gældskrav – styrtdykkede først og steg derefter. Hvorfor denne vending? Det kan som sædvanlig tilskrives magien ved at »tale det op igen«. I dette tilfælde blev der sat et rygte i omløb om, at den amerikanske finansminister Scott Bessent forventer, at handelskonflikten mellem USA og Kina snart vil »optrappes«. Derudover plaprede Det Hvide Hus’ pressesekretær Karoline Leavitt om, hvor godt USA’s genforhandling af handel går, og rapporterede, at der er kommet 18 »skriftlige forslag« fra de 100 nationer, der søger nye handelsbetingelser med USA. Husk på at vanviddet i hele Trump-administrationens toldproces eksemplificeres ved, at USA lægger en 10% » grundtold« på import fra det fattige Haiti med påstand om, at det har misbrugt USA.

I mellemtiden talte vicepræsident J.D. Vance i Indien i dag om at »genskabe balancen« i handelen mellem USA og Indien, f.eks. ved at lade Indien importere flere fødevarer fra USA – oversat: ved at lade de globalistiske monopoler underbyde det indiske landbrug ved at anvende amerikansk producerede varer. Indiske landmænd arrangerede masseprotester. På skiltene stod der bl.a.: »Indien er ikke til salg«. Det er måske bemærkelsesværdigt, at premierminister Narendra Modi efter at have budt Vance velkommen i mandags skyndte sig af sted til et besøg på højt niveau i Saudi-Arabien.

Og hvad har vi på den militære front? Udtalelser fra europæiske personligheder med krigsråb om oprustning, som f.eks. fra den kommende tyske kansler Friedrich Merz, der sagde: »Tyskland er tilbage!« Som Schiller Instituttets leder Helga Zepp-LaRouche sagde i dag, da hun gennemgik den europæiske situation, sker der ting, som ville have været »utænkelige« for bare få år siden. Der er tyske soldater i Baltikum; tyske våben i Ukraine. Hun sagde: »Fortidens sky er forårsaget af den nuværende politik.«

Schiller Instituttets erklæring, der blev offentliggjort den 8. marts, gør det klart, hvor umoralsk og inkompetent hele denne tilgang er, med titlen: »I stedet for at opruste til den store krig, er vi nødt til at skabe en global sikkerhedsarkitektur!« En pressemeddelelse er på vej med en liste over mange af de internationale underskrivere af denne politik, som er skrevet af Helga Zepp-LaRouche.

Der er bemærkelsesværdige skridt i den positive retning. Ved påskemarcherne i Tyskland i den forgangne weekend mødte titusinder op i 120 byer. For eksempel protesterede 6.000 i Dresden mod oprustning og krig.

Internationalt er der initiativer til at drøfte projekter og politik af fælles interesse med henblik på reel økonomisk udvikling. I sidste uge mødtes landbrugsministrene fra BRIKS-medlemslandene i Brasilien om foranstaltninger for fødevaresikkerhed i de kommende år, som skal bekræftes af BRIKS-ledernes topmøde i juli i Brasilien. Et af initiativerne er en ny BRIKS-kornbørs uden for spekulanternes og landbrugskartellernes greb i Chicago, London og Wall Street.

I næste måned vil Russia-Islamic World KazanForum 2025 bringe tusinder sammen for at fremme gensidige økonomiske interesser. I går bekræftede russiske embedsmænd, at Afghanistan vil deltage med et forretningsmøde mellem Rusland og Afghanistan og en udstilling af afghanske eksportvarer.

I dag meddelte præsident Putin, at Rusland i år vil være vært for et russisk-arabisk topmøde. Han talte under statsbesøget i Moskva af sultanen af Oman, Haitham bin Taiq al Said, som har været en del af netværket af ledere, der støtter penduldiplomatiet mellem Iran og USA. Man håber, at al dette momentum vil fremme udsigterne til det planlagte møde i juni om genopbygningen af Gaza og den øjeblikkelige våbenhvile og bølge af hjælp, der er desperat brug for nu.

Som en tilføjelse til den positive baggrund for denne udvikling offentliggjorde Irans udenrigsminister Seyed Abbas Araghchi teksten til en tale i går, hvor han påpegede, hvor gavnligt det ville være for amerikanske virksomheder at gøre forretninger i Iran og hjælpe med at opbygge Irans civile, erhvervsmæssige atomkraftindustri. Araghchi fortalte, hvordan netop denne idé var blevet fremsat tidligere og nu er et godt perspektiv for fremtiden. (Se EIR‘s interview fra 1983 med [den tidligere Detroit Edison-præsident Walker Cisler], som i mange år arbejdede for udvikling af atomkraft i Iran).

Bemærk, at minister Araghchi besøger Beijing i morgen til dybdegående samtaler på invitation af den kinesiske udenrigsminister Wang Yi, hvilket blev annonceret i dag af det kinesiske udenrigsministerium.

Tilmeld dig nu for at deltage i Schiller Instituttets konference den 24.-25. maj i New York City: »En smuk vision for menneskeheden i en tid med stor turbulens!« Kom personligt, eller deltag online.

Ikke korrekturlæst

Torsdag den 17. april 2025

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen, god dag, lad mig byde jer velkommen, og især vores helt særlige gæst i dag, Chas Freeman. Nu er Chas Freeman ikke kun en højtstående diplomat i USA, men han har en ekstraordinær selvbiografi, og han var tolk for præsident Nixon i 1972, da Nixon åbnede op for forbindelserne med Kina. Og jeg tror, vi var der samme år i Kina, så jeg føler altid et vist bånd på grund af en fælles oplevelse, fordi man havde en fornemmelse af, hvordan Kina så ud på det tidspunkt, og hvad ændringerne har været indtil nu.

Men i dag vil jeg, ud over at byde dig velkommen, give dig ordet for at tale om den strategiske situation, som er i fuldstændig oprør – og det er nok årets underdrivelse, efter kun tre måneder med Trump i Det Hvide Hus: Vi har en toldkrig, vi har en uløst krise i Ukraine, vi har en utrolig farlig situation i Mellemøsten, og inden for alle disse emner er du en superekspert på grund af din rolle i diplomatiet og har kommenteret mange af disse spørgsmål i meget lang tid. Så fortæl mig, og fortæl vores seere, hvad din vurdering er af, hvor vi befinder os.

AMBASSADØR CHAS FREEMAN: Som diplomat og embedsmand i USA’s regering svor jeg en ed på at forsvare USA’s forfatning mod fjender i ind- og udland. Og i øjeblikket er fjenderne, både i udlandet og herhjemme, på fremmarch: Jeg vil først sige, at jeg er meget bekymret over det, der sker i mit eget land, og som ser ud til at have sin parallel i dit land, Tyskland – tabet af ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retten til at indgive andragender til regeringen for at få oprejsning for uretfærdigheder og medvirken til krigsforbrydelser i Mellemøsten samt trusler mod Rusland, som virkelig er meget farlige. Internationalt, den udenlandske dimension af dette, arbejder vi naturligvis hen imod en større militær konfrontation med Kina. Vi har allerede indledt økonomisk krigsførelse med Kina. Jeg mener, at kompasset her ikke stemmer. Jeg tror, at vi vil tabe den krig på afgørende vis, ligesom vi har tabt krigen i Ukraine og med Den Russiske Føderation. Jeg kan ikke sige noget positivt om vores politik i Vestasien, som fortsat forårsager enorme lidelser. Det vigtigste resultat af den er ødelæggelsen af alle rester af international lov. Vi har et folkemord, som er blevet bekræftet af Den Internationale Domstol, af Den Internationale Straffedomstol, af alle større ikke-statslige organisationer – Human Rights Watch, Amnesty International og så videre – og alligevel fortsætter vi med at benægte og støtte disse handlinger.

I Europa finder jeg tingene meget forvirrende og ironiske: Jeg troede oprindeligt, at europæerne var enige med USA i at nægte at engagere sig i diplomati med Rusland og dybest set tvinge Den Russiske Føderation til at vælge mellem at acceptere fjendtlige styrker på sin grænse eller bruge magt for at fjerne dem. Jeg troede, at europæerne gik med til det, lidt modvilligt. Vi har nu den ironiske situation, at Trump, selv om han ikke er særlig fokuseret og ikke velinformeret og tilsyneladende ikke særlig kompetent, forsøger at afslutte krigen i Ukraine på vilkår, der vil føre til en tilnærmelse mellem USA og Rusland, og europæerne derimod deltager i diskussioner, ikke om politiske løsninger på Europas sikkerhedsspørgsmål, men om militære løsninger, som er umulige og aldrig vil blive accepteret af russerne, og derfor er de farlige. Der er møder i gang i Paris mellem europæerne og de højtstående amerikanere, der er involveret i drøftelserne med Moskva, dvs. Trumps forretningsven og ven, ejendomsmilliardæren fra New York Steven Witkoff, og Marco Rubio, USA’s udenrigsminister. Men det ser ud til, at den europæiske dagsorden fortsat handler om krigsførelse snarere end om diplomati.

Så jeg stopper her. Men dette er en introduktion til, hvad der kun kan beskrives som et farligt rod, ikke bare for europæere, ikke kun for amerikanere, men for verden som helhed. Og jeg har ikke engang nævnt noget af handelskrigen, toldtumulten og den øvrige udvikling, som Trump har fremprovokeret.

ZEPP-LAROUCHE: Lad mig starte med at fokusere på Tyskland, for du har helt ret i, at alle eller de fleste indtil for nylig har troet, at europæerne er USA’s vasaller, det sagde Macron på et tidspunkt, og nu viser det sig, at med Trump i Det Hvide Hus er det ikke USA, men det er en anden mekanisme; det er tilsyneladende en loyalitet over for det, som nogle kalder »den dybe stat«. Det er helt sikkert mere britisk end amerikansk, for det er helt klart – så hvad er din kommentar til, hvad det er for dybere netværk, der er på spil? For det er tydeligvis ikke et spørgsmål om nationer mod nationer, men det er en slags netværk af mennesker, der er ideologisk bundet sammen. Hvad er dit syn på en sådan hypotese?

FREEMAN: Lad mig komme med endnu en kommentar: For det første er det rigtigt, at i de sidste otte år, perioden efter Anden Verdenskrig, både den kolde krig og den efterfølgende periode med amerikansk ensidig dominans, har europæerne fulgt det amerikanske lederskab til Europas fordel. Det vil sige, at: Hvis europæerne ikke selv gjorde en indsats for at definere en europæisk orden, overlod de det til USA at skabe og opretholde den.

Men det amerikanske lederskab er nu væk. Europæerne følger ikke længere USA’s ledelse. De er måske undskyldt for ikke at gøre det, fordi den ledelse, som USA tilbyder, er ret forvirrende i øjeblikket – kaotisk, uberegnelig og genstand for pludselige ændringer, tilsyneladende efter præsident Trumps forgodtbefindende. Men faktum er, at det amerikanske lederskab i Europa, som har været en grundpille for orden i Europa, nu er dødt.

Og så har vi det fænomen, at europæerne, som virkelig historisk set har en erfaring ved mange lejligheder – man har jo selv talt om den westfalske traktat, eller mere præcist den westfalske fred – og europæerne har en vigtig diplomatisk historie: Hvis du er europæer, bor du i et land ved siden af et, som kan gå til modangreb på dig, hvis du angriber dem. USA har derimod to brede oceaner; vi har gode naboer – desværre gør vi alt for at fremmedgøre dem nu i øjeblikket, selv canadierne, som bestemt ikke fortjener det, og det gør mexicanerne heller ikke – europæerne forstår, at diplomati er langt at foretrække frem for krigsførelse. Europæerne har historisk set praktiseret diplomati. Det moderne diplomati blev født i Italien og Frankrig. Og alligevel har vi nu USA, der forsøger at praktisere en slags diplomati, og europæere, der afstår fra diplomati til fordel for magtanvendelse. Det giver ingen mening.

Diskussionerne i Paris ser ud til at have sat de europæiske deltagere, Tyskland, Frankrig, England og andre, op mod amerikanerne og argumenteret for tilstedeværelsen af en NATO-styrke eller en styrke fra NATO’s europæiske medlemmer i Ukraine, som russerne helt fra begyndelsen har gjort det klart var casus belli, årsagen til den krig, der begyndte, eller den invasion, der begyndte i 2022. Krigen begyndte i 2014 med statskuppet i Kiev og den efterfølgende udvikling.

Så jeg synes, det er meget mærkeligt. Det er næsten uforklarligt: Dit eget land diskuterer tilsyneladende, som en del af den militære tilgang til at håndtere Rusland og situationen i Ukraine, at levere Taurus-missiler til Ukraine, som ville ramme dybt ind i Rusland, og som russerne har gjort det klart, at de ville føle sig forpligtet til at gengælde – forhåbentlig med konventionelle våben, men muligvis også med atomvåben.

Så Tyskland er ikke, i modsætning til andre europæere, i stand til at løbe enorme risici, som forekommer mig ret tåbelige, og som ikke er nødvendige. Ukraine har tabt krigen. Det er i øvrigt ikke overraskende, at en person, der har tabt en krig, beder om en våbenhvile, hvilket Zelenskyj ser ud til at gøre nu. Og det står ikke klart for mig, hvorfor dem, der vinder krigen, skulle gå med til en våbenhvile uden at nå krigens mål. Og målene for krigen har russerne meldt klart ud udefra. De er tre:

For det første begyndte det med et krav om sproglige og kulturelle rettigheder for de russisktalende i Ukraine, et mindretal på 29% af Ukraine, som det så ud dengang. Det andet og vigtigste mål var imidlertid Ukraines neutralitet: Ingen NATO-tilstedeværelse, ingen udenlandsk militær tilstedeværelse, der er fjendtlig over for Rusland, ved Ruslands grænser til Ukraine. Og det tredje og vigtigste krav var en dialog om den europæiske sikkerhedsarkitektur, som ville erstatte opdelingen af Europa mellem Vesten og Rusland og den militære konfrontation mellem de to med en ny orden, som ville aflaste russerne for den følelse af trussel, som de frygter fra NATO, og aflaste NATO, Vesten, for den trussel, som det opfatter fra Rusland: Så en generel afspænding, en tilnærmelse, en ny arkitektur, der ville sikre, at alle europæere, inklusive russerne, var en del af et samarbejdende sikkerhedssystem, som garanterede orden, sikkerhed og velstand i Europa.

Det bliver ikke engang diskuteret. Intellektuelt befinder vi os i en steril strategiperiode. Vi har et strategisk underskud. Jeg synes, det er vigtigere end det handelsunderskud, som mit land har, strategiunderskuddet.

Så det er mine kommentarer til det. Det er meget bekymrende.

ZEPP-LAROUCHE: Denne Friedrich Merz, som sandsynligvis er eller kunne blive Tysklands næste kansler, gentog for få dage siden, at han ville sende Taurus-missiler til ukrainerne, og det er et varmt emne, for alle ved, at det kun kan fungere med tyske teknikere på jorden, sandsynligvis også amerikansk efterretning, rumfart og lignende efterretninger. Så han siger, at han vil gøre det i samarbejde med de europæiske allierede. Nu er der ingen andre europæiske allierede, der har et tilsvarende våben som Taurus, så det er en lidt mærkelig formulering. Men [forsvarsminister] Pistorius, som efter min mening er en krigsmager, fordi han opfordrer Tyskland til at blive »krigsklar« – du ved, jeg tror, at tyskerne med vores historie ikke bør tænke på at være »krigsklar«; vi bør tænke på at være »fredsklar«, men Pistorius opfordrer folket til at være »krigsklar«, og der foregår en utrolig militarisering i hele landet. Ikke desto mindre var Pistorius, ligesom Scholz, den afgående kansler, imod Taurus, simpelthen fordi alle forstår, at dette er at krydse endnu en og måske den sidste røde linje for Rusland.

Så hvordan i alverden kan Merz sige sådan noget, og nu har selv ledelsen af socialdemokraterne, som er i gang med en diskussion om at danne en koalitionsregering lige nu, dybest set sagt, at når Merz har adgang til oplysninger fra efterretningstjenesterne, så vil han forstå, at det er et no go at levere denne Taurus. Nu er jeg ikke privilegeret til at få oplysninger fra tyske eller andre efterretningstjenester, men bare ved at studere sagen er det meget klart, at Taurus sandsynligvis er den sidste røde linje. Hvad er din forklaring? Hvordan kan en person, der ønsker at blive kansler, sige sådan noget? Jeg mener, sætte hele Tysklands velbefindende og muligvis eksistens på spil?

FREEMAN: Lad os dele det op i to spørgsmål. Det ene er spørgsmålet om, hvorvidt Tyskland og andre europæiske lande bør udvikle en selvstændig forsvarskapacitet? Jeg synes, at europæerne bør gøre det. Man nævnte, at Taurus sandsynligvis ikke er særlig nyttig uden amerikansk efterretningsstøtte; det har været mønsteret, at USA leverer den centrale logistiske og efterretningsmæssige støtte til de europæiske styrker. Så da nogle europæere – gudskelov ikke Tyskland – af meget mærkelige grunde greb ind i Libyen og skabte det anarki, der i øjeblikket hersker i Libyen, var det ikke muligt uden logistisk og efterretningsmæssig støtte fra USA.

Så jeg er enig i, at Europa er nødt til at udvikle en autonom forsvarskapacitet. Hvor store investeringer, der er nødvendige for at gøre det, er noget, som eksperter bør undersøge. Jeg tror ikke, at en fordobling af forsvarsbudgettet er en særlig videnskabelig måde at gribe sagen an på. Det er næsten som at behandle, hvis jeg må, det er som i 1930’erne, da nazisterne gennemførte, hvad man kan kalde »militær keynesianisme«, byggede Autobahnen og opbyggede en masse militærindustrier som en måde at undslippe depressionen på. Det virkede! Slutresultatet var dog ret grimt for alle, også for tyskerne. Så jeg tror, det er ét problem.

Spørgsmålet om Taurus er et andet: Det er en provokation, og man bør ikke deltage i provokationer, medmindre man er helt sikker på, at man vil sejre. Der er ikke noget match mellem Tyskland og Rusland under de nuværende omstændigheder, især hvad angår den nukleare dimension og hypersoniske missiler. Russerne har brugt de sidste tre år i Ukraine på at lære at klare alt, hvad NATO kunne finde på at kaste efter dem, og det er de blevet meget effektive til. Og i øjeblikket er der selvfølgelig en typisk stilstand i kampene i Ukraine, fordi det er muddersæson, men når mudderet tørrer ud, vil vi se et angreb fra russerne langs den Kreml-Ukrainske forsvarslinje.

Alt dette burde tale for en hurtig indsats for at redde Ukraine – det, der er tilbage af det – fra yderligere forringelse, yderligere erobring af russerne og drab. Og jeg synes, at Trump har helt ret i at understrege begge disse ting, selv om han måske ikke gør det på den mest intelligente måde. Vi ser en amatørtilgang til dette hos Witkoff. Witkoff er tilsyneladende en meget intelligent mand; han lærer, han lytter, han er en god forhandler, han har erfaring med ejendomstransaktioner; han har ingen diplomatisk baggrund; han har ingen ekspertise i Rusland eller i sikkerhedsspørgsmål. Alligevel er det i Vestasien, hvor han også har været engageret i at forhandle fejlslagne aftaler med israelerne og nu er i dialog med Iran. Jeg forventer, at han lærer en hel del af iranerne: Han lytter.

Men dette er ikke A-holdet, dette er ikke en gruppe professionelle, som kan håndtere russerne effektivt. Og den største tragedie er, som jeg sagde tidligere, at vi alle burde tale om fred, vi burde tale om, hvordan vi kan sikre vores fred. Det eksempel, du gav med Westfalen, forhandlingerne om Westfalen, er meget relevant. Vi har brug for en omstrukturering af sikkerhedssystemet i Europa. Europa er også nødt til at reformere sin økonomiske politik og samhørighed for at kunne støtte en mere uafhængig rolle, som det bliver nødt til at tage. Indtil nu har Europa, set fra mit perspektiv, været meget mindre end summen af delene. Det bør være mere end summen af delene. Det kræver dyb tænkning og en dialog mellem europæerne, som jeg ikke ser ske. Det, jeg ser, er i stedet mere af den samme, næsten hjernedød hengivenhed til militarisme i stedet for til diplomati.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er enig med dig i, at der ikke er nogen strategisk debat, ingen tænkning, ingen vision. Det er faktisk skræmmende: Man får indtryk af, at vi styres af en elite, eller af et etablissement, burde jeg sige, for de er ikke særlig elitære, men de er ikke en elite. Og de ser ud til at være mere optaget af at beholde deres privilegier og poster, indkomst og alt det her, end de tænker på, at de har et ansvar over for befolkningen i de europæiske nationer. Og jeg tror – og jeg vil gerne høre din kommentar til følgende tanke – jeg tror, at europæerne har været så anti-intellektuelle i meget lang tid, at de helt har overset en strategisk ændring af enorme dimensioner, nemlig det faktum, at magtens centrum i verden klart er flyttet i de sidste, jeg vil sige årtier, til Asien, til det Globale Syd, til det faktum, at landene i den Globale Majoritet endelig ønsker at overvinde kolonialismen, de ønsker endelig at blive middelklasse- eller mellemindkomstlande, hvor alle deres borgere har et anstændigt liv. Og i betragtning af, at Rusland og Kina og BRIKS bevæger sig i en lignende retning, er bestræbelserne på at udstøde Rusland fuldstændigt og gøre Kina til en fjende bare fuldstændig grotesk! Det kan ikke fungere.

Men hvad er det, efter din mening, i psykologien hos disse, lad os sige europæiske etablissementer, som gør dem blinde for overhovedet at undersøge fiaskoen i deres egen politik?

FREEMAN: Jeg tror, at Europa oplever mange af de samme vanskeligheder, som mit eget land, USA, oplever: Nemlig et etablissement, som er ude af trit med den folkelige opinion, og som af almindelige mennesker opfattes som uimodtageligt og ude af stand til at levere det, som regeringer skal levere. Med andre ord den slags, som Hillary Clinton beskrev, da hun kaldte almindelige mennesker for »deplorables«, mennesker, som hun ikke havde andet end foragt til overs for.

Så hvis man har et etablissement, der regerer på den måde, får man en reaktion. Vi ser en hel del reaktioner i europæisk politik såvel som her. I Europa, i dit land, har man Alternative für Deutschland, som er et svar på den slags situationer. Men derudover tror jeg, du har ret: Man har en flok karrierefolk i spidsen: De er professionelle politikere. Jeg beundrer Canada, som tilsyneladende lige har valgt en person, der ikke er karrierepolitiker, hr. Carney, som er en strålende mand, der forstår den globale økonomi og de ændringer i verdensordenen, som du lige har beskrevet. Det adskiller ham fra alle andre i Vesten på dette tidspunkt, tror jeg. Verdensordenen, der er en særlig ironi i, at europæiske nationer, som engang var de store magter på denne jord, imperiale, koloniale, dominerende med hensyn til at eksportere europæiske værdier gennem verden, det er en særlig ironi, at som verdensordenen skifter og dybest set styrker mellemliggende magter, giver dem mere manøvrefrihed, end de havde under eller efter den kolde krig, frigør dem fra stormagtsrivaliseringens begrænsninger og giver dem mulighed for at træffe beslutninger på egen hånd, at det viser sig, at europæerne ikke ser ud til at være i stand til at træffe beslutninger på egen hånd. Jeg tror, at jeres nabo mod øst, Polen, har udviklet sig til en stormagt. Jeg ville ønske, at det tænkte mere klart om fremtiden, end det gør, men det er et eksempel på en mellemstor magt, som har potentiale til at udrette store ting.

Den anden ironi i dette er selvfølgelig, at jeg nævnte Europas eksport af europæiske værdier, den europæiske oplysnings værdier, opfattelserne af menneskelig værdighed og menneskerettigheder og international lov og værdierne af demokrati eller samråd mellem herskere og regerede, disse ting, som gav Europa moralsk autoritet, gav USA moralsk autoritet globalt, er nu i bund og grund blevet afvist af os. Hvis man nu er imod folkedrab, bliver man stemplet som antisemit – en stor ironi! En stor, stor ironi! Og hvis du er åbenmundet imod krigen i Ukraine, bliver du stemplet som en håndlanger for Vladimir Putin. Men ytringsfrihed, respekt for den forfatningsmæssige orden, retsstatsprincippet, de ti ændringer i vores forfatning, som er Bill of Rights, alle disse ting er ved at forsvinde. Og man har helt ret, Vestens handlinger, ikke bare i Ukraine, men i Vestasien, i det palæstinensiske spørgsmål og det, der sker i Gaza og på Vestbredden, Israels angreb på Libanon og Syrien, det potentielle angreb på Iran, alle disse ting har tilsammen fået resten af verden til at ønske at have meget lidt med os at gøre og ikke længere følge Vesten. Vi har kæmpet for vores eget lederskab, og lederskabet fra det såkaldte Globale Syd eller den Globale Majoritet har endnu ikke formået at træde virkningsfuldt frem. Jeg tror, at kineserne har evnen til at lede, men de mangler viljen. Og andre i den konstellation er, som du foreslog, Rusland, der i bund og grund er udstødt af Vesten, ikke af resten af verden. Lande som Brasilien mangler den internationale magt til at lede.

Og så ser vi, igen for at vende tilbage til tesen om, at magter på mellemniveau udøver mere autoritet og har mere frihed til at handle, at Tyrkiet dukker op igen som en vigtig kraft i den eurasiske kontekst, dvs. at landet orienterer sig mod syd, mod Levanten i Golfen og mod Centralasien; det har gode relationer til både Rusland og Ukraine; og det er blevet langt vigtigere for EU, end det nogensinde var tidligere, på grund af USA’s tilbagetrækning fra en aktiv rolle i Europa.

Så det er alt sammen ændringer, som er nødt til at blive anerkendt, og jeg er ked af at sige, at jeg ikke ser politikere i mit land eller i jeres, der udøver analyseniveauet og forstår, hvad der sker, og justerer politikkerne i overensstemmelse hermed.

ZEPP-LAROUCHE: Den russiske udenrigsminister Lavrov sagde allerede for et par år siden, at han mener, at det, der er sket i Vesten, er, at vi kulturelt har bevæget os væk fra det kristne værdisæt, det vil sige, at alt er tilladt, alt foregår, liberalisme til det ekstreme, og at det dybest set har forårsaget det nuværende fald i værdier og så videre. Min afdøde mand, Lyndon LaRouche, sagde på et tidspunkt, at han tror, at hvis det finansielle system oplever en ny krise som i 1930’erne, så vil det gå hånd i hånd med faren for en ny fascisme, at den nye fascisme ikke vil have samme farver og udseende som den gamle, men alligevel være en ny fascisme. Og jeg tror, at man kan argumentere for, at mange af de symptomer, du beskriver, som tolerancen over for folkemord, den totale mangel på et positivt menneskebillede, er det en ny fascisme, vi ser?

FREEMAN: Det tror jeg helt klart, vi gør. Jeg tror, det er det, der sker i mit land. Det tog Adolf Hitler 53 dage at ødelægge Weimarrepublikken; det tager Trump lidt længere tid at ødelægge den amerikanske republik, men det sker, mens vi taler, og det smitter på den måde, som jeg nævnte i dit land.

Det er ikke fascistisk endnu: Det vil sige, at journalister for det meste ikke bliver arresteret, folk bliver ikke skubbet ud af vinduer, brunskjorter marcherer ikke i gaderne, men alle symptomerne er der.

Med hensyn til værdier vil jeg bare sige, at uanset hvilken holdning man har til traditionelle værdier i forhold til de såkaldte »woke værdier«, som har været ret store for den kulturelle elite i mange lande – uanset hvad man siger om det, er det meget tydeligt, at wokeness, afvisningen af traditionelle værdier, har været en mindretalsbevægelse, og det kan man se meget tydeligt i den politiske udvikling i mit land. Trump blev valgt – ja, 60 % af de voksne amerikanere stemte; kun 60 % ved valget i 2024; halvdelen af dem, 49,7 %, lidt mindre end halvdelen, stemte på Trump. Resten stemte på noget andet eller stemte slet ikke.

Så Trump repræsenterede højst 30 % af vores befolkning, da han var på sit højeste, og alligevel er de 30 % og den personkult, der omgiver dem, nok til at ødelægge vores forfatningsmæssige orden, retsstatsprincippet og så videre. Og vi har en præsident, som ikke er lige så klog som Adolf Hitler, når det gælder om at eliminere domstolenes magt, noget som Netanyahu også gør med en anden metode i Israel. Men målet er det samme: En ensidig, samlet udøvende magt, en enkelt personlighed med ansvar for alt, spytslikkere omkring denne personlighed, så sandheden forvises fra regeringens indre arbejde og erstattes med smiger og så videre.

Vi har set det før! Denne gang kommer det i en anden form – men ikke så anderledes. Og det er meget skræmmende, synes jeg. Det er især skræmmende, fordi det, alle siger om fascisterne i 1930’erne, er, at de havde en vis grad af intelligent plan. Jeg kan ikke se en intelligent plan nogen steder! Uanset om det drejer sig om vores indenlandske økonomi – »toldtvangen« er fuldstændig irrationel! Det vil ikke opnå de erklærede mål; det vil opnå det modsatte. Angreb på universiteter er angreb på den ting, den store fordel, som vores land og Tyskland har haft i løbet af det sidste århundrede, nemlig en intellektuel etablering, der er åben for ideer, og som fungerer som en magnet for talent. Det er vi ved at ødelægge! Så dette er ikke andet end fascisme.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at vi går en meget hård tid i møde, eftersom toldkrigen mellem USA og Kina ser ud til at nå nye højder næsten dag for dag. Kina har svaret ganske hårdt igen. De har praktisk talt forbudt eksport af sjældne jordarter og magneter, og det er nødvendigt for næsten alle elektriske apparater, der bliver produceret. Så jeg tror, at Kina, og da du er en af de vigtigste eksperter i Kina, vil jeg gerne høre, hvad dit syn er.

Lad mig først fortælle dig, hvad mit synspunkt er: Jeg mener personligt, at kineserne med succes har udviklet en helt anden model, med det de kalder »win-win-samarbejde«. Selvfølgelig får de fordele, men de gør også noget for det land, de samarbejder med, og det har ført til en situation, hvor mange lande i verden, i Afrika og andre steder, virkelig tror, at Kina er deres ven, i modsætning til hvad Churchill insisterede på, nemlig at lande ikke har venner. Men de siger, at Kina er deres ven.

Hvis man rejser rundt i Kina, og det har jeg gjort mange gange, også for nylig, så er det fantastisk! Byerne er pæne, hovedbanegårdene er rene, togene kører til tiden. Man har et togsystem med hurtige tog med en længde på, tror jeg, i mellemtiden, 40.000 km, eller 45.000 km-35.000 miles.

USA har ingen! Ikke 1 km hurtigtog! Når man ser på infrastrukturen, kører man på motorvejen i New Jersey, og man forsvinder ned i huller i gaderne. Broer går i opløsning, som de gør i Tyskland; de kollapser på månedsbasis nu. Så hvorfor siger USA – hvis Trump vil gøre Amerika stort igen, hvorfor siger han så ikke: Lad os stoppe dette utrolige spild på at fodre det militærindustrielle kompleks, som ikke producerer noget af værdi, ikke set ud fra den almindelige befolknings levestandard, kun til spekulanternes lommer, og hvorfor gør vi ikke, som kineserne gjorde, ved at opbygge vores egen, indenlandske økonomi: Lad os bygge nye byer, du ved, USA er stærkt underbefolket i store områder i de centrale dele. Hvorfor ikke bygge hurtige togsystemer, som man har i Kina? Hvorfor ikke bygge nye byer, nye videnskabsbyer, og gøre USA stort igen ved at tiltrække de bedste hjerner i verden til at indgå i en dialog med os om videnskab, rumfart og andre intellektuelle ting.

For kineserne er lige nu langt foran! Det har man på 44 områder inden for avanceret teknologi, og kineserne er førende på 37 af disse 44: Så er det ikke et bedre forslag for USA at ændre kurs og sige: Lad os arbejde sammen med kineserne, og sammen kan vi løse næsten alle problemer på planeten?

FREEMAN: Jeg skal faktisk holde et foredrag i morgen aften i Boston Community Church om netop dette emne: Hvor konkurrencedygtige er USA i forhold til Kina? Min konklusion er, at vi ikke er konkurrencedygtige af mange grunde. I øvrigt er de 44 teknologiområder, du nævner, ironisk nok finansieret af det amerikanske udenrigsministerium til et institut i Australien, der hedder Australian Strategic Policy Institute, som har lavet den undersøgelse. Man har nu udvidet det til 64 teknologiområder, og Kina er foran på 57, siger man. Sydkorea er foran på 2, og på de resterende 5 er USA fortsat førende.

Så vi ser på et land, der har løftet sig selv op og opnået store ting! Kina gennemgik i 1950’erne og 60’erne to vanvittige forsøg på at »gøre Kina stort igen«. Formand Mao Zedong lancerede Det Store Spring Fremad, som var en katastrofe, der førte til massesult, og så fulgte han op med Den Store Proletariske Kulturrevolution, som var noget i retning af det, Elon Musk nu gør ved den amerikanske regering.

Og så blev disse fiaskoer erstattet i december 1978 af Deng Xiaoping med en mere vidtspændende, intelligent og sund indsats, som har været en succes.

Så du nævnte højhastighedstog i Kina, og det findes faktisk ikke i USA. Der er nogle højhastighedstog i Europa, men de blegner i sammenligning med dem i Kina. TGV’en [i Frankrig] er ikke i samme klasse. Jeg tror, at din afdøde mand havde helt ret, da han understregede behovet for investeringer i infrastruktur. Den manglende investering i infrastruktur har ført til forarmelse af mit og dit land. Så i den henseende havde han fuldstændig ret. Og det er ikke for sent at rette op på det, men vi går i den modsatte retning: Med vores nedskæring af statens indtægter. Præsident Trump lader til at tro, at udlændinge betaler vigtige skatter. Nej, nej, det er skatter på den amerikanske forbruger. Vi bliver ikke rige af dem, vi bliver fattige.

Og jeg vil gerne vende tilbage til sammenligningen med Kina: Den kinesiske eksport til USA er cirka tre gange så stor som den amerikanske eksport til Kina. På kinesisk er der en meget enkel definition af handel: »oufeng do« [ph], at udveksle det, man har, med det, man ikke har. I denne udveksling får vi meget mere fra Kina, end vi giver – jeg taler kun om varer her, ikke tjenesteydelser. Vi har en positiv handelsbalance på tjenesteydelser med Kina, hvilket kineserne vil gøre gengæld for. De har tilsyneladende lige forbudt Boeing-fly at blive solgt i Kina, og de forsøger at flytte al deres landbrugsimport, som har en lav værdi, stor volumen, men lav værdi; de sender alt dette til lande som Brasilien og potentielt til steder som Angola, som har et enormt potentiale for landbrugseksport. Og taberne her bliver landmændene i USA. Og vi ser faktisk i USA, at landmænd går konkurs, fordi bankerne ejer deres udstyr; landbrug i USA er ekstremt kapitalintensivt; meget få mennesker arbejder i sektoren, mindre end 1 %.

Det samme er i øvrigt sket i fremstillingsindustrien. Det vil sige, at i 1900 arbejdede 80 % af den amerikanske arbejdsstyrke i landbruget, 15 % arbejdede i industrien, og 5 % var i den såkaldte servicesektor. I dag er andelen mindre end 1 % i landbruget, 8 % i industrien og 91 % i servicesektoren. Så vi giver Kina skylden for tabet af produktionsjob, men det er stigninger i produktivitet, automatisering, manglende omskoling af arbejdere til at bruge denne automatisering og virksomheders grådighed, som outsourcer produktionen til udlandet med billig arbejdskraft i stedet for at forsøge at øge amerikanske arbejderes produktivitet, der har ført til situationen. Det er ikke kinesernes skyld!

Og der er mange myter i vores politik, for eksempel: Da Kina blev medlem af Verdenshandelsorganisationen, WTO, sagde alle: »Jamen, det er enden på den amerikanske industribase.« Men nej! Faktisk fortsatte USA’s eksport med at stige med præcis samme tendenslinje, som man havde før! Og antallet af industriarbejdspladser fortsatte med at falde på nøjagtig samme niveau og i samme tempo som før. Så vi har mange politiske myter, hvis nettoeffekt er at sætte os i stand til at give andre skylden for vores egne fejl. Jeg tror ikke, at USA er ene om at gøre det.

ZEPP-LAROUCHE: Min bekymring er, at i betragtning af at det transatlantiske finansielle system allerede er i en meget prekær situation, i betragtning af at USA har 37 billioner dollars i statsgæld; man har en udestående derivatboble, der nærmer sig 2 billiarder dollars; og nu, hvor man har disse pludselige afbrydelser i handelsmønstrene, kan der pludselig ske bankerot i vækstlandene, men også i overgældsatte virksomheder, og det kan faktisk udløse et kædereaktionskollaps, der efter min mening er større end det i 2008, og alle centralbankernes såkaldte »værktøjer« er opbrugt: man har foretaget kvalitative lempelser; man har anvendt negative renter.

Så det, der i værste fald kan ske, er en pludselig, kaotisk opløsning af verdens finansielle institutioner. Og min afdøde mand – han forudsagde det allerede første gang i 1971, da Nixon gik væk fra de faste valutakurser til systemet med flydende valutakurser, men især advarede han mod dette i mange, mange videoer og taler. Men han foreskrev også en løsning, som var ideen om, at man er nødt til at have en præsident, der gør præcis, hvad Franklin D. Roosevelt gjorde i 1933: Gennemfører Glass-Steagall-bankopdelingen, man beskytter de kommercielle banker, så produktionen i industri, landbrug og handel kan fortsætte, men man har brug for at eliminere den spekulative del. Og samtidig er man nødt til at gå i retning af et nyt internationalt kreditsystem, for verdenshandelen må fortsætte; og den eneste måde, hvorpå man kan overvinde problemerne med sult, underudvikling og så videre, ville være ved hjælp af en ny kreditinstitution.

Lige siden krigen i Ukraine startede, er jeg begyndt at opfordre til en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som efter min mening skal tage hensyn til hvert enkelt lands interesser, for ellers fungerer den ikke.

Hvad en sådan ny arkitekturdiskussion skal gøre, er ikke kun at diskutere alle de presserende spørgsmål, som at stoppe våbenkapløbet, vende tilbage til våbenkontrolaftaler, konvertere meget af den industrielle kapacitet i det militærindustrielle kompleks til nyttig civil økonomi, hvilket kunne gøres. Og så er man også nødt til grundlæggende at indsprøjte den slags videnskabelige og teknologiske fremskridt, som investering i fusionsteknologi og rumsamarbejde – og kineserne er langt foran på alle disse områder. De er den eneste rumfartsnation, som har været på den anden side af Månen. Så hvad ville efter din mening være nødvendigt for at opnå, at vi får kloge mennesker fra alle lande til at sige, at det nuværende system er ved at løbe panden mod en mur. Hvis vi fortsætter på den nuværende kurs længere, kan vi faktisk risikere den menneskelige arts eksistens, så kan kloge mennesker ikke mødes, sætte sig ved et bord og begynde at forhandle om principper for, hvordan vi kommer ud af det her rod? Det er det, vi kæmper for, og jeg vil virkelig gerne høre, hvad du synes?

FREEMAN: Jeg er enig med dig i, at vi befinder os i en meget usikker økonomisk situation i øjeblikket, og det kan man se med den kamp, der lige er brudt ud mellem formanden for Federal Reserve Jerome Powell og præsident Trump; man kan se det i guldprisen; man kan se det i handelskrigen; man kan se det i forstyrrelsen af de finansielle markeder. Og jeg tror faktisk ikke, at finanskapitalisme er en overlevelsesteknik.

Men hvad angår spørgsmålet om, hvorfor man ikke har kloge mennesker, der mødes for at tale om dette, så er faktum, at du er en af de få, der taler om det. Måske skulle vi bare klone dig og blive færdige med det, ikke? [griner] For der er en hel del diskussion på sidelinjen i intellektuelle kredse om mange af de spørgsmål, du rejser. De kommer ikke ind i regeringen. Og jeg er enig med dig i, at der er forsvarsmekanismer, som bør indføres med det samme. Genoprettelsen af Glass-Steagall ville være en af dem, men der er ikke noget pres for det! Og i mit land kunne den amerikanske kongres faktisk lige så godt afskaffe sig selv, fordi den ikke gør noget nyttigt. Den vedtager ikke engang budgetter, og når den store leder beder om støtte, gør den honnør, uanset hvor dumt hans forslag er.

Så jeg er ikke sikker på, hvor de kloge mennesker skal komme fra. Men jeg ved ikke, om jeg vil være her, når de dukker op. De vil dukke op.

ZEPP-LAROUCHE: Nå, men jeg regner med, at du bliver der, mere fordi verden har meget brug for dig! Og jeg synes, vi skal optrappe denne indsats for at finde sådanne kloge mennesker, for jeg ved, at mange såkaldt »normale«, enkle mennesker er ekstremt grebet af angst og bekymringer for fremtiden, men jeg tror, at det efterlader de mennesker, som har lidt mere tid og fritid i deres liv til at tænke disse ting igennem, til at træde frem og tage ansvar i sådan et kriseøjeblik. Og et sted, hvor det kommer til at ske, er vores kommende konference på Schiller Instituttet i maj, den 24.-25. maj, i nærheden af New York, så jeg håber, at vi vil høre fra jer der. Og at mange mennesker vil begynde at tilmelde sig og komme til denne konference, som vil være en personlig konference, men jeg tror også, at nogle sessioner vil være på Zoom. For vi har helt sikkert brug for en intervention, og det er det sted, hvor mange mennesker, der tænker som du og jeg, kommer sammen

Så mange tak skal du have. Det er altid en total fornøjelse at tale med dig, for fornuften er ikke gået tabt. Så mange tak, og lad os tale sammen snart!

FREEMAN: Tak, Helga.

af Jason Ross (EIRNS) – 21. april 2025

I det der skulle blive hans sidste »Urbi et Orbi«-tale i påsken, gav pave Frans en konkret og aktuel anvendelse af sit religiøse budskab om, at »Kærlighed har sejret over had, lys over mørke og sandhed over løgn. Tilgivelse har sejret over hævn. Ondskaben er ikke forsvundet fra historien; den vil være der til det sidste, men den har ikke længere overtaget.”

Han beklagede den »store tørst efter død og drab«, der ses i de konflikter, der raser rundt om i verden, men insisterede på, at vi alle skal »håbe på ny og genoplive vores tillid til andre…. for vi er alle Guds børn!«.

»Jeg vil gerne have, at vi fornyer vores håb om, at fred er mulig!« sagde han.

»Jeg vil gerne have, at vi fornyer vores håb om, at fred er mulig! Må fredens lys stråle ud over hele Det Hellige Land og hele verden fra Den Hellige Grav, Opstandelseskirken, hvor påsken i år fejres af katolikker og ortodokse på samme dag. Jeg udtrykker min nærhed til de kristnes lidelser i Palæstina og Israel og til hele det israelske folk og det palæstinensiske folk,« fortsatte han.

»Jeg tænker på befolkningen i Gaza og især det kristne samfund, hvor den forfærdelige konflikt fortsat forårsager død og ødelæggelse og skaber en dramatisk og beklagelig humanitær situation. Jeg appellerer til de stridende parter: Indgå våbenhvile, frigiv gidslerne og kom det sultende folk til undsætning….”

Han talte om Libanon, Syrien, hele det »elskede Mellemøsten«, Yemen, Ukraine, Sydkaukasus, Balkan, Den Demokratiske Republik Congo og Sudan.

»Jeg appellerer til alle dem, der har politisk ansvar i vores verden, om ikke at give efter for frygtens logik, som kun fører til isolation fra andre, men i stedet bruge de tilgængelige ressourcer til at hjælpe de nødlidende, til at bekæmpe sult og til at opmuntre initiativer, der fremmer udvikling. Det er fredens »våben«: våben, der bygger fremtiden i stedet for at så dødens frø!

“Måtte princippet om medmenneskelighed altid være ledetråden i vores daglige handlinger. I lyset af grusomheden i konflikter, der involverer forsvarsløse civile og angriber skoler, hospitaler og humanitære arbejdere, kan vi ikke tillade os at glemme, at det ikke er mål, der rammes, men personer, som hver især har en sjæl og menneskelig værdighed.« (Understregning tilføjet.)

Paven, som havde en særlig forbindelse til Palæstina, vil blive savnet af mange over hele verden. »Menneskeheden mistede en særlig sjæl i dag,« sagde pastor Munther Isaac, protestantisk præst i Betlehem, som tilføjede, at pavens hyppige opkald til de kristne i Gaza og en højtidelig bøn, som han bad ved adskillelsesmuren i Betlehem, der er bygget af Israel, vidner om hans bekymring for palæstinenserne.

Nøglen til at bruge »fredens våben« er etableringen af en sikkerheds- og udviklingsramme, der svarer til den menneskelige identitet. Tre specifikke skridt i retning af at opnå dette bør nævnes: Den Internationale Fredskoalition, etableret af Helga Zepp-LaRouche, det Globale Sikkerhedsinitiativ, iværksat af den kinesiske præsident Xi Jinping for tre år siden, og Ruslands bestræbelser på at genetablere de amerikansk-russiske relationer på grundlag af en fælles antikolonial forpligtelse.

Foto: CC/© Mazur/catholicnews.org.uk

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er vores 98. møde i træk. Tak, fordi I er kommet. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Small og Dennis Speed. Grunden til, at vi dannede dette forum for 98 uger siden, er fredsbevægelsens generelle dysfunktionalitet. Jeg er sikker på, at mange af jer er klar over de forskellige interne stridigheder og forskellige former for operationer, der skal forhindre folk i at samarbejde. Det, vi ønsker at gøre her, er at bringe alle disse forskellige grupper og organisationer, forskellige ideologier, forskellige nationer og sprog sammen på ét sted og tale om, hvordan vi kan skabe ægte fred. Det er det, vi har arbejdet på i de sidste 98 uger.

Til at starte med i dag har vi en vidunderlig samling mennesker, der gennemgår den politiske situation. Men man kan heller ikke adskille det finansielle systems kollaps fra det, der foregår politisk. Alt dette hænger sammen, og vi bør ikke forsøge at skille det hele ad. Vi har en række eksperter til at gennemgå det i dag. Til at starte med vil jeg gerne have Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, til at gennemgå sin analyse af, hvad der sker indtil videre. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først velkommen til jer alle sammen. Bare to dage før påske er verden i oprør, kaos; det er helt umuligt at sige, hvor det vil ende. Jeg kan kun sige, at meget vil afhænge af modige handlinger fra mennesker, der slutter sig sammen for fred. Forhåbentlig vil der være store fredsmarcher i mange dele af Europa fra i morgen. Gå venligst til dem alle.

Som jeg sagde, er situationen i høj grad i bevægelse; intet er afgjort. Situationen i Ukraine, for at starte med det, er fortsat yderst ustabil, på trods af at der afholdes det ene møde efter det andet. Der var et i går i Paris, og i dag tror jeg, at det er i enten London eller Bruxelles. Der er ikke kommet noget konkret ud af det. Det ene store emne, som jeg tror ikke kun bekymrer folk, der er bekymrede for Tysklands fremtidige eksistens – men som burde bekymre hele verden – er det faktum, at den kommende sandsynlige eller ikke sandsynlige kansler, Friedrich Merz, for en uge siden i et tv-interview udtalte, at han ville opstille Taurus-missilerne, hvis det var i overensstemmelse med de europæiske allierede. Den britiske regering gik straks ud og sagde, at de støtter det fuldt ud. Der er dog et spørgsmål i betragtning af, at Taurus-missilerne er afhængige af efterretninger fra USA. Det store spørgsmålstegn er, om Trump vil gå videre og tillade, at amerikanske efterretninger bliver leveret til en potentiel udstationering af Taurus-missiler i Ukraine? Dette missil, som har en længere rækkevidde end tilsvarende missiler fra Frankrig og Storbritannien – det går mere end 500 km og kan derfor nå dybt ind på Ruslands territorium. Det kræver dog, at det betjenes af tyske soldater. Så hvis disse Taurus-missiler opstilles, gør det Tyskland til en direkte part i krigen. Dette er på det kraftigste blevet understreget af Maria Zakharova, som sagde, at dette er fuldstændig vanvittigt. Hun sagde, at det er terrorlogik; det er et udtryk for ekstremisme. Den tidligere russiske præsident [Dmitrij] Medvedev var endnu stærkere; han sagde, at hvis det fransk-britiske forslag om at sende såkaldte »fredsbevarende« tropper til Ukraine, som ville være kamptropper, blev gennemført, ville de komme tilbage i kister. Medvedev har i den seneste tid kommet med meget skarpe bemærkninger.

Den russiske efterretningstjeneste kommenterede konferencen i Paris med tegninger, som er inspireret af tegninger fra sovjettiden, og som viser NATO-generalerne med åben mund og blod, der drypper fra deres tænder. De siger dybest set, at eurofascismen kommer 80 år senere, som den kom for 80 år siden, som den fælles fjende for både Moskva og Washington. Jeg tror, at enhver, der ikke er fuldstændig historieløs, når han hører det sprog, først og fremmest må erkende, hvorfor det er, at der fra Tyskland igen kommer denne trussel om en optrapning af krigen? Hvad er det, der får denne fyr Merz til at være sådan en absolut russofob, som ikke kender til en diplomatisk løsning og forsøger at optrappe krigen i et øjeblik, hvor USA og Rusland forsøger at finde en ny aftale indbyrdes? Og i den forbindelse forhåbentlig også løse Ukraine-krisen? Så denne idé om, at der er noget, der vågner op i Tyskland, som har en tradition fra 80 til 90 år siden – som man kan høre, er jeg tysker, og jeg er virkelig ekstremt bekymret, fordi det ser ud til, at offentligheden, som trods alt stemte på Merz, i det mindste går i søvne. CDU-CSU blev det stærkeste parti ved det seneste valg. Men så, en dag efter at han var blevet valgt, vendte Merz fuldstændig rundt; han brød sit valgløfte om, at han ikke ville løsne gældsbremsen for oprustning, og han gjorde præcis det og frigav denne potentielt ubegrænsede finansiering af en oprustning af ikke bare Tyskland, men sammen med [Ursula] von der Leyen, af Europa. Så der er en militarisering i Europa, som jeg synes er meget bekymrende.

Situationen på landjorden i Ukraine er fortsat ekstremt ustabil, og på trods af den såkaldte våbenhvile har der været massive droneangreb fra Ukraine ind i Rusland og efterfølgende russiske angreb mod ukrainske mål. En ukrainsk drone blev netop skudt ned 300 meter fra atomkraftværket Zaporozhye, hvilket ville have skabt en nuklear hændelse af en vis alvor. Generelt er situationen i Ukraine helt desperat, for nu hvor vinteren er ved at være forbi, kan man forvente, at Rusland genstarter en forårs- og sommerkampagne. De kommenterer, at det på ingen måde bliver en gentagelse af det, der skete i 2024. Krigens afslutning er tydeligt synlig, da Ukraine er blevet mobiliseret med al mulig kapacitet; mens Rusland ikke har en sådan generel mobilisering. Ruslands økonomi klarer sig relativt godt på grund af maksimal olieeksport og den relativt svage rubel. Generelt har den russiske økonomi det ret godt. Den vigtigste flaskehals for Ukraine er både arbejdskraft – de har forsøgt at sænke rekrutteringsalderen nu til 18 år; folk ønsker ikke at gå til fronten af indlysende grunde. De siger officielt, at de har brug for 30.000 nye rekrutter hver måned, men i de sidste to måneder har kun 500 mennesker meldt sig. Ukraines frontlinjer opererer med en kapacitet på 40-50 %; de russiske styrker er til sammenligning på 80-90 %. Hele den ukrainske strategi er nu baseret på droner. Hvis Rusland er i stand til at skyde de fleste af disse droner ned, kan det hele gå i opløsning. Situationen er stadig ekstremt varm, og den fortsatte indsats fra den såkaldte »Coalition of the Willing« – Storbritannien, Frankrig, Tyskland og nogle andre som Baltikum, Polen og Skandinavien omkring dem – er fortsat spydspidsen i optrapningen af denne krig.

På det andet store område blev det værste heldigvis undgået, fordi forskellige medier, herunder New York Times, rapporterer, at præsident Trump nægtede at give USA’s opbakning til et planlagt israelsk angreb på atomanlæggene i Iran. Det er naturligvis ekstremt vigtigt, for det var det ene damoklessværd, der hang over verden, og som potentielt kunne føre til endnu en optrapning til en atomkrig. Men situationen i Gaza er fortsat helt forfærdelig. Den israelske topledelse blokerer for, at humanitær hjælp kan komme ind i Gaza. Folk bliver igen drevet fra det ene sted til det andet. Der dræbes og dør fortsat. Forsvarsminister Katz sagde, at de ikke giver humanitær hjælp, fordi den ville blive brugt af Hamas som et redskab. Itamar Ben-Gvir, sikkerhedsministeren, sagde: »Ikke ét gram mad eller hjælp vil blive tilladt,« fordi det bare vil blive brugt til at fortsætte Hamas’ terrorisme. Kultur- og sportsminister Miki Zohar sagde: »Det eneste, vi vil bringe ind i Gaza, er helvedesild.« Det er naturligvis en fuldstændig overtrædelse af Den Internationale Domstol, som har krævet, at der skal leveres humanitær hjælp til Gaza.

Det er også et lille lovende tegn, at den saudiske forsvarsminister lige har været i Iran, og at drøftelserne i Oman mellem USA og Iran – direkte/indirekte drøftelser – tilsyneladende også gik ret godt.

Jeg synes, der er et par lovende tegn. Det ene er, at kineserne og brasilianerne er blevet enige om, at de vil bygge den bi-oceaniske jernbane i Latinamerika fra Brasilien til Peru til havnen i Chancay. Det er et stort gennembrud for hele Latinamerika. Jeg tror, der er klare bestræbelser på at udnytte 70-årsdagen for Bandung-konferencen på et møde i Valdai-klubben, hvor en vigtig gruppe mennesker diskuterer muligheden for et Bandung 2.0. Så der er tegn på fornuft, i hvert fald i landene i den Globale Majoritet, men desværre er sådanne tegn ingen steder at se i det Globale Vesten eller Globale Nord. For eksempel forbød EU-Kommissionen EU’s medlemslande eller deres ledende personer at deltage i 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig i Moskva den 9. maj. Fico fra Slovakiet og Vučić fra Serbien trodser det og siger, at de vil tage af sted, uanset hvad EU siger. Den tyske forbundsdag har udsendt et officielt brev til alle mulige institutioner om, at Ruslands og Hvideruslands ambassadører ikke er velkomne den 8. maj, som fejres i forbundsdagen, hvilket er en absolut skam. Det, der fejres, er nazisternes nederlag, så hvad siger det, hvis det største land, som var medvirkende til at forårsage det nederlag – nemlig Sovjetunionen eller deres efterfølger Rusland – bliver udelukket? Det er at skamme sig over de mennesker i Tyskland, som gør det her. Jeg kan kun sige, at det er en katastrofe, for det er som en boble. Det afspejler, at jeg lige nu ikke kan se noget kompetent lederskab dukke op i Europa, som kan sætte en stopper for hele dette horrorshow. Jeg tror, at i betragtning af den toldkrig, som Trump udløste, hvor han nu har lavet en 90-dages pause for alle lande undtagen Kina, hvor handelskrigen er ved at blive optrappet. USA har 145 % told på kinesisk import; Kina svarer meget kraftigt igen med 125 % told på al amerikansk import til Kina. Og så indførte Kina en fuldstændig blokering af leveringen af sjældne jordarter og magneter, hvilket påvirker hele produktionen af elektriske instrumenter i USA.

Det vil som minimum medføre en massiv stigning i inflationen i USA og muligvis stor arbejdsløshed og afskedigelser i Kina, hvis det ikke kan undgås. Så jeg tror, vi har en samlet set ekstremt farlig og dramatisk situation. Det, vi hele tiden har presset på for – en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som lægger et helt andet paradigme ind i hele den strategiske diskussion – er efter min mening den eneste måde, vi kan komme ud af denne situation på.

Men det kræver, at flere træder frem og giver udtryk for deres fornuft. Et af formålene med dette IPC-møde hver uge er at prøve at lodde stemningen for, om der er fornuftige mennesker, der kan træde ud over geopolitiske gnidninger og dumme argumenter om ideologiske fordomme og danne et Fornuftens Råd af mennesker, der er klar til den næste fase af den menneskelige art og den historiske udvikling, som vi skal opnå som menneskelig art, hvilket er et nyt paradigme, og at geopolitik overvindes. Det var min første kommentar.

Bemærkninger under diskussionen:

Ved afslutningen af åbningspræsentationerne: Jeg vil bare henvise til det, Alex sagde om den nemme forsendelse fra Kina og Indien. Der er lige nu en erklæring fra Merz, som måske snart bliver Tysklands kansler, som siger, at det er en fuldstændig skandale, at der hver dag ankommer 400.000 pakker fra Kina med tvivlsomt indhold. Han vil straks gøre noget for at sætte en stopper for det, når han kommer til magten. Bare for at fortælle jer, at der er nogle mennesker, der forsøger at stoppe det.

Ellers kan jeg kun sige, at Bandung-konferencen, som fandt sted for 70 år siden, og ånden fra Bandung har fanget mange mennesker i mange lande i det såkaldte Globale Syd. Jeg tror, at i betragtning af at mainstream-medierne absolut ikke rapporterer i nogen form, hvad der er hensigten med disse lande, tror jeg, det er vigtigt, at du går til de forskellige tv-stationer. Nima er en af dem, som Alex nævnte. Nima Alkhorshid, som har et fantastisk program med dialogarbejde. Han er fra det Globale Syd; han bor i Brasilien lige nu. Jeg tror, der er mange andre talere, som har brug for at blive hørt. Og vi vil sørge for, at den nye ånd fra Bandung-konferencen, som dengang lovede gennem præsident Sukarno og præsident Nehru at gøre en ende på kolonialismen i dens nye form, som var kontrol med handels- og kreditbetingelserne. Men det fortsatte, og nu føler landene i det Globale Syd, især på grund af Kinas fremgang, at de er stærke nok til at gennemføre deres drøm om at afslutte kolonialismen og starte en ny æra for menneskeheden, hvor hvert land på planeten har ret til og mulighed for at udvikle potentialet hos alle sine borgere. Hvis Vesten ikke var så fuldstændig arrogant og dets såkaldte etablissementer så degenererede, ville folk være lykkelige. Hvilket bedre håb er der for menneskeheden end det faktum, at 2 milliarder mennesker, der ikke har adgang til rent vand hver dag, har udsigt til at ændre det på kort sigt og stoppe denne kværnende fattigdom? Det er den største krænkelse af menneskerettighederne, du kan forestille dig, for hvis man prøver at finde det ene måltid om dagen, har man ikke tid til at gå i skole eller studere eller udvikle sine talenter. Så vi skal være glade for, at det perspektiv findes. Jeg kan kun sige til folk i den såkaldt avancerede sektor, som stort set ser ud til at være bagud lige nu, at de har brug for at gentænke tingene og ikke tro, at det Globale Syd bare er migration og rædsler og fattigdom. Nej, det er et potentiale. Hvis vi stopper vores dumhed og hjælper disse lande, kan vi alle være velstående og leve som en menneskelig familie i den nærmeste fremtid. Men det kræver en dramatisk nytænkning af, hvordan vi ser på tingene.

Svar på spørgsmålet om, hvad der gik galt med våbenhvilen mellem Israel og Hamas. Jeg tror, at svaret på det desværre er meget enkelt. Der var flere medlemmer af Netanyahu-regeringen, som helt klart udtrykte, at de aldrig havde haft til hensigt at gå til fase 2 i våbenhvileaftalen. Så da det blev klart, at nogle gidsler var blevet returneret, brød det hele sammen. Det er klart, at USA’s regering, som kunne have sat foden ned, ikke gjorde det. Så du ser den nuværende forværring. Jeg tror, det er derfor, Dennis sagde, at det ikke kun er et spørgsmål om regeringen; det er et spørgsmål om alle amerikanere. Og naturligvis er de europæiske lande ikke en tøddel bedre; for våbenleverancerne til Israel fortsatte på trods af det, som to internationale domstole har betegnet som folkedrab. Så jeg tror, at det er derfor, vores mobilisering er ekstremt vigtig, og at vi virkelig ikke et øjeblik må acceptere det, der foregår.

Svar på spørgsmål om geopolitiske spændinger mellem Iran og USA. Er der en løsning på vej for atomprogrammet, eller vil de blive sprængt i luften? Jeg tror, at tilgangen til det emne kræver et overordnet strategisk forlig mellem de store atommagter – især USA, Rusland og Kina, muligvis Indien for den sags skyld. For hvis man ser på Mellemøsten som sådan, tror jeg, at det er en kendt sag, at Israel sandsynligvis har 200 atommissiler. Hele politikken i Sydvestasien er primært blevet formet af Israel. Jeg tror ikke, at USA har en ægte forudindtagethed over for Iran, selv om det går tilbage til Mossadegh, og der er en lang historie i det. Men jeg tror, at det virkelige problem er fælles sikkerhed, og det inkluderer i høj grad sikkerhed for Iran. Jeg er ret sikker på, at en af hovedårsagerne til, at Iran tidligere har overvejet at udvikle atomvåben, er, at Israel har atomvåben. Da dette faktum ikke engang er offentligt indrømmet, efterlader det Iran i en permanent angst for, at de kan blive konfronteret med en ny krig med Israel.

Men jeg tror, at det er realistisk, at regionen i betragtning af den historie, den har, kræver en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som eftertrykkeligt skal tage hensyn til sikkerhedsinteresserne for hver eneste nation på planeten. Det er derfor, jeg har understreget dette lige fra begyndelsen af den særlige militære operation i Ukraine. Vi har brug for at flytte hele diskussionen til en anden arkitektur. Man kan ikke lade noget land stå uden for et sådant sikkerhedsarrangement, for det vil uundgåeligt være kimen til nye krige.

Ellers kan jeg kun sige, at det bedste perspektiv er at gå efter at gennemføre Oase-planen. Og selv om det ikke ser ud til at være realistisk lige nu, kan jeg kun rapportere, hvad jeg allerede har sagt; at der i baggrunden er en masse aktiviteter fra ledende kræfter i regionen – diplomater, eksperter, tidligere regeringsembedsmænd og endda nogle nuværende – som tænker på at kombinere Oase-planen med den egyptiske plan for genopbygningen af Gaza, men udvide den til hele regionen. Så jeg kan kun sige, at håbet er, at den indflydelse på USA, som kommer fra Israel, og som presser på for en sådan støtte til en israelsk krig mod Iran, bliver dæmpet. Jeg synes, det er ekstremt lovende, at Trump afviste Israels seneste forsøg på at gå i den retning. Men det er en kamp, for Trump-administrationen er tydeligvis ikke særlig kohærent.

Lidt senere i diskussionen: Jeg havde i går en meget vigtig og behagelig diskussion med Chas Freeman, som er en af USA’s absolut højest rangerende diplomater. Han ledsagede Nixon på hans rejse til Kina i 1972, da USA indledte forbindelser med Kina. Han var Nixons tolk til kinesisk. Jeg havde denne meget vidtrækkende og brede diskussion med ham, og på et tidspunkt nævnte jeg, at meget af det, vi ser lige nu, inddragelsen af borgerlige frihedsrettigheder, elimineringen af ytrings- og meningsfrihed i mange lande, alt sammen er tegn, der er ekstremt bekymrende, hvis man kender det 20. århundredes historie. Min afdøde mand Lyndon LaRouche advarede altid om en ny fascisme, som ville antage en anden form end den gamle; det ville ikke være folk, der marcherede i uniformer og ting, som vi kender fra 80 eller 90 år siden. Men den ville tage en ny form. Jeg tror, vi ser en ny fascisme; jeg er ikke en af dem, der hvert femte minut kalder nogen for Hitler eller fordømmer folk for det, de siger. Men jeg synes, der er visse karakteristika ved fascismen, og det er et billede af mennesket. Hvis man har en idé om, at der kun er nogle udvalgte mennesker, og at andre er mindreværdige, så er det helt sikkert et tegn på den nye fascisme. Ideen om, at det er legitimt at pålægge dele af befolkningen hensynsløse besparelser på livsforkortende måder for at opnå sine magtplaner, er helt sikkert et andet tegn. Schachtiansk økonomi, som vi ser dukke op igen lige nu.

Så jeg synes, det ville være interessant, og jeg vil gerne sætte det på dagsordenen for fremtidige IPC-diskussioner, at opfordre intellektuelle, som kender historien, som kender forskellen på, hvad der skete i Italien og Spanien og Tyskland i det 20. århundrede, til at blive mere bevidste om, hvilken ny form denne nye fascisme truer verden med i dag. Som svar på disse utroligt idiotiske ideer fra Merz med Tyren kom der flere meget skarpe udtalelser fra russiske embedsmænd; fra Zakharova, men også, tror jeg, fra Lavrov og andre, der pegede på kontinuiteten i det, Merz’ familie gjorde – hans bedstefar, hans far og nu ham selv. Nu tror jeg ikke på, at familieklaner er ansvarlige for det, der sker, men jeg synes, det er ekstremt alarmerende, at vi igen er nået til det punkt. Jeg opfordrer virkelig folk til at dele deres synspunkter om den sag, for jeg tror, at jo mere sådanne ting bliver diskuteret og begrebsliggjort, så folk klart har redskaber og instrumenter til at forstå, hvad der foregår i nutiden, jo vigtigere synes jeg, det er.

Som svar på spørgsmålet om, hvorvidt Rusland anerkender Taleban i Afghanistan: Da NATO og USA forlod Afghanistan i august 2021, var det et utroligt billede, som I sikkert alle husker. De såkaldte lokale samarbejdspartnere, de afghanere, der havde arbejdet sammen med NATO, hang på flyet og forsøgte at komme ind i det; i panik over, at deres liv var i fare, og at de på en eller anden måde måtte komme ud. Naturligvis hjalp USA og NATO dem ikke ret meget, for mange af dem blev efterladt. Men det, der så skete, var, at de lukkede for alle penge til Afghanistan fra de såkaldte »donorlande«, som udgjorde 85 % af hele Afghanistans budget. Så den nye regering var en kaotisk situation, folk var ikke uddannet til at være regeringsembedsmænd, de havde bare vundet den militære sejr over NATO. Man skal tænke på, at 65.000 Taliban-krigere var i stand til at besejre NATO. Det var en af de mest skammelige tilbagetrækninger – som i øvrigt er ved at ske i Ukraine igen, hvilket er grunden til, at nogle mennesker flipper så meget ud over det. Under alle omstændigheder stod landet tilbage uden et budget og med en humanitær krise, som Verdenssundhedsorganisationen på det tidspunkt kaldte den værste humanitære krise på jorden.

Så på det tidspunkt havde vi flere Zoom-konferencer med afghanere i eksil og andre. Ud af dette kom idéen om Ibn Sinas økonomiske plan om at integrere Afghanistan i Verdenslandbroen, i Den Eurasiske Landbro og alle de forskellige BRI-projekter, der bygges i denne region – hvilket er det eneste håb for, at Afghanistan nogensinde kan udvikle sig. Nu er der gået meget tid, og desværre er Taleban meget splittet i spørgsmålet om kvinder. Skal kvinder have lov til at studere efter en vis alder eller ej? Der er nogle religiøse hardlinere i Kandahar, som har en hård linje, men mange eksilafghanere fortæller mig, at det ikke er repræsentativt for den nuværende Taleban-ledelse, som har erkendt, at hvis man vil genopbygge Afghanistans økonomi, kan man ikke fordømme mere end 50 % af befolkningen – kvinder – til ikke at deltage aktivt i den økonomiske genopbygning af landet. Så der er en masse bevægelse i gang, og jeg tror, at den meget vigtige idé er, at vi først skal sikre, at kvinderne og børnene og babyerne overlever. Hvis man har 97% fødevareusikkerhed – hvilket det var i 2021, og det er stadig en høj procentdel. Jeg siger ikke, at man skal stemme på Taleban; jeg er selvfølgelig kvinde, og jeg er ikke for Taleban. Men jeg må give dem kredit for at have udryddet hele opiumsproduktionen, hvilket de allerede gjorde i 2000; og da NATO-krigen startede, kom opiumsproduktionen tilbage, især i Helmand, den sydlige provins i Afghanistan under de britiske NATO-styrkers kontrol. Vi har skrevet meget om stoffets rolle i det monetære system. En af FN’s tidligere narkozarer, Antonio Maria Costa, havde faktisk i perioden med den finansielle nedsmeltningskrise i 2008 som FN-embedsmand sagt meget klart, at uden tilstrømningen af narkopenge ville hele det finansielle system kollapse. Derfor var der nogle magtfulde interesser, som sørgede for, at tilstrømningen af narkopenge til systemet fortsatte.

Da Taleban kom tilbage efter et år eller to, begyndte de at udrydde narkoproduktionen igen. Der var en anmodning fra Pino Arlacchi, som var FN’s vicegeneralsekretær i 2000, og som på det tidspunkt samarbejdede med Taleban om at eliminere narkotrafikken. Han ville sætte gang i et program for at få FN-penge og andre penge til at kompensere bønderne i Afghanistan. For det er ikke nok bare at bede dem om at producere noget andet. Det er meget nemt at producere opium, for man fylder det på lastbiler, kører det over en udefineret grusvej i nabolandet, og så er det klaret. Men hvis man vil producere landbrugsprodukter – og det er det, de vil – så har man brug for fødevareforarbejdning, man har brug for infrastruktur, man har brug for en måde at forarbejde fødevarerne på, så de kan nå frem til de markeder, hvor der er brug for dem. Det kræver grundlæggende infrastruktur. At give bønderne i Afghanistan den form for finansiel kredit blev nægtet af FN indtil i dag. De nægtede også Pino Arlacchi den slags akkreditiver, som ville have gjort det muligt for ham at indkalde til og gennemføre de nødvendige forhandlinger.

Så selv om dette ikke står øverst på vores liste over kriser i verden lige nu, er det et spørgsmål om stor bekymring, fordi det eneste håb for befolkningen i Afghanistan, herunder i høj grad pigerne og kvinderne, er, at der endelig kan ske en reel økonomisk udvikling. Derfor er den nuværende udvikling, at den russiske regering har fjernet Taleban fra terrorlisten, og at der nu er mange diplomatiske udvekslinger mellem Afghanistan og Kina, Iran og Afghanistan, Indien og Afghanistan. Det er en meget positiv udvikling. Det er kun de første spæde skridt, og der skal gøres meget mere, men der gennemføres seriøse projekter lige nu, hvor afghanske korridorer integreres med resten af udviklingen i Centralasien; og det er meget godt.

Svar på spørgsmål om, at Merz løj om våben i Ukraine, og hvorfor AfD ikke har mere at sige om det, da de har lige så meget støtte som Merz i koalitionen. Det tyske folk ønsker ikke krig med Rusland, så hvordan kan vi ændre det? Merz løj ikke om våben til Ukraine; han sagde klart og tydeligt i valgkampen, at han ville sende Taurus dertil [til Ukraine]. Det, han løj om, var gældsbremsen. Gældsbremsen er ikke noget, vi går ind for, for den var en del af indførelsen af euroen og Maastricht-traktaten og hele den schachtianske økonomi. Men Merz lovede, at han ikke ville løsne gældsbremsen for noget som helst. Efter min mening skulle gældsbremsen have været løsnet for længe siden for at investere i produktive aktiviteter som infrastruktur. I Tyskland kollapser broerne. Man har en stor bro over Elben i Dresden. Man har et perspektiv på ti år, før den skal repareres. En af de store broer i Berlin over bymotorvejen, som går gennem midten af Berlin, er lige kollapset; og alt måtte lukkes ned. Der er mange sådanne eksempler. Det ville være meget smart at investere i disse ting og ophæve gældsbremsen for det.

Men Merz lovede at sende våben, men han lovede ikke at hæve gældsbremsen. Nu ophæves gældsbremsen for at producere våben. Det er schachtiansk økonomi; man skaber penge uden for budgettet. Det plejede at hedde Mefo-sedler. Nu vil de gå efter folks opsparinger. Ursula von der Leyen, som også vil have skabt 800 milliarder euro til oprustning; de vil gå efter opsparingen. De kom frem til, at Tyskland har 24 billioner euro i sparekasserne; halvdelen af dem er relativt tilgængelige på daglig basis – 12 billioner euro er mange penge. Ursula von der Leyen er nu i gang med at udtænke planer for at få folk til at investere i statsobligationer til en eller anden form for oprustning. Jeg håber bare ikke, at nogen er så dumme at gøre det, for de forsøger nu også at få en masse nye investeringer i våben. De siger, at Rheinmetall har haft så stort et overskud alene i de sidste tre måneder, at du kan blive millionær, hvis du bare investerer i det. Forhåbentlig kan folk gennemskue det.

Så det, Merz løj om, var ophævelsen af gældsbremsen, ikke våbnene til Ukraine; bare for at rette op på det.

Jeg tror, at AfD allerede gør meget, fordi de er steget i meningsmålingerne. Jeg tror, at den seneste måling har dem på 25,5 %; de er steget 5,5 % siden valget. Merz og CSU-CDU faldt fra 32% til 24%. CDU falder hurtigere, end AfD stiger, og de stiger hurtigt. Så Merz bliver måske ikke engang kansler, fordi der nu er en masse modstand i den socialdemokratiske base, især hos de unge socialister [Jusos]. Jeg tror, at mange mennesker virkelig kan gennemskue, hvad Merz står for. Forhåbentlig skete det hurtigt nok til, at han måske ikke engang bliver forfremmet til kansler. For når man først har Merz som kansler, har han meget magt, og han kan gøre utrolig meget skade, som truer, hvis man ser på hele billedet. Hvis han sender Taurus til Ukraine, kan Tyskland blive det umiddelbare mål for et massivt russisk budskab. Jeg tror ikke, det bliver tredje verdenskrig lige med det samme, men jeg vil ikke udelukke, at Rusland vil angribe en amerikansk base i Tyskland for at sende et budskab eller noget i den stil. Men det har naturligvis altid faren for en øjeblikkelig optrapning.

Så jeg kan kun sige til alle, der lytter til denne diskussion, at de skal arbejde sammen med os; få flere mennesker til at blive alarmerede og aktive. Der er stadig tid, men vi har måske ikke så meget tid.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg tror, vi befinder os på et forgreningspunkt i historien som aldrig før. Der var vigtige forandringer i fortiden; imperier opstod og kollapsede. Man havde nye retninger, man havde renæssancer, man havde den mørke middelalder. Men aldrig i historien – og man kan udfordre mig ved at fortælle mig det modsatte – aldrig i historien har der været en situation, hvor vi var så indbyrdes forbundne med hensyn til vores skæbne i fremtiden. Xi Jinping kalder altid dette for det fælles fællesskab for menneskehedens fremtid og peger på, at vi har én fremtid, uanset om vi kan lide det eller ej. Det er helt forskelligt fra, om man tror på kristendom, kommunisme, marxisme, kinesisk socialisme med kinesiske karakteristika, eller om man er liberal eller hvad ved jeg. Vi har kun én fremtid! Og hvis dette nuværende kapitel af historien går galt, har man ingen. Man behøver ikke at være enig i noget som helst, men hvis man intellektuelt kan indse, at resultatet af denne nuværende strategiske situation, hvis den går galt, er en generel atomkrig, som med 99,99 % sandsynlighed vil eliminere alt liv på planeten, fordi der vil være en atomvinter. Efterfølgende vil der ikke være en eneste historiker eller journalist eller lignende til at undersøge, hvordan det kunne ske. Det er det, man har at starte med; det er det, jeg starter med. Det er derfor, jeg siger, at jeg er villig til at tale med folk, selvom de har skøre ideer om et eller andet emne, men hvis vi kan blive enige om, at vi først skal sørge for, at den menneskelige art bliver bevaret og har en fremtid; så kan vi gå hen og sige, at vi er uenige om atomkraft, vi er uenige om detaljerne i, hvordan økonomien skal fungere, eller kulturelle spørgsmål. Vi kan ordne det hele, men man må gå ud fra, at hvis folk ville vide – nu har vi fundet ud af det, vi kan stadig ikke bekræfte det 100 %, men Tucker Carlson havde sagt, at Pentagon i slutningen af Biden-administrationen var overbevist om, at vi var 50 % tættere på en atomkrig, hvis disse langdistancemissiler blev udstationeret i Ukraine. De accepterede det! En 50 % chance for, at atomvåben ville blive brugt, og når man først har brugt ét atomvåben, er der en chance for, at man vil bruge alle, blev accepteret af Pentagon med en 50 % sandsynlighed for, at det ville ske.

Jeg vil sige, at disse mennesker er klinisk sindssyge, for hvis man spiller hasard med den menneskelige arts eksistens, kan man ikke være et mentalt sundt menneske. Jeg tror i øvrigt ikke, at det har ændret sig i forbindelse med leveringen af Taurus-missilerne. Hvis man ser på de meget skarpe reaktioner fra forskellige russiske embedsmænd på udsigten til, at Taurus bliver leveret til Ukraine, sætter det os så ikke igen på 50 % sandsynlighed for, at atomvåben vil blive brugt? Jeg kender ikke svaret på det spørgsmål, men man kan ikke udelukke det. Det er det, vi skal koncentrere os om først.

Lad os sørge for, at der er nok internationalt pres på Tyskland og EU. Trump bør forlade NATO; det ville være det bedste, der kunne ske. Europæerne har måske alle deres krigsråb, men heldigvis er de ikke i stand til at erstatte USA på det militære område lige nu, fordi det tager år at opbygge den slags våben, som de ønsker at opbygge. Så hvis Trump forlader NATO, har han min fulde støtte. Og jeg synes, at vi alle bør forlade NATO, fordi NATO har forvandlet sig fra en angiveligt defensiv alliance til en ekstremt aggressiv organisme, der spreder sig over hele verden til Indo-Stillehavet og alle mulige andre steder. Så den har virkelig mistet sin eksistensberettigelse, og den bør erstattes af en ny sikkerhedsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser, for ellers ender vi i Tredje Verdenskrig.

Så med disse tanker vil jeg gerne opfordre jer til at blive aktive, især med IPC, med Schiller Instituttet; for vi har meget at gøre. [hzl/amb] [ssu]

Ikke korrekturlæst

af Jason Ross (EIRNS) – 17. april 2025

Det ser ud til, at USA’s præsident Trump igen har trukket sig tilbage fra kanten af, hvad der helt sikkert ville have været en global brand – hanafviste de israelske planer om at iværksætte et massivt angreb på Irans atomanlæg, et angreb, der skulle have været gennemført så tidligt som i næste måned.

Men dette øjebliks tilbageholdenhed sker på en ustabil baggrund.

I Ukraine vil konflikten mellem NATO og Rusland fortsætte, hvis Zelenskyj og NATO-eliten får deres vilje. Provokationerne fortsætter: En ukrainsk drone blev skudt ned i nærheden af Europas største atomkraftværk, som er under russisk kontrol, og Kiev fremsætter påstande om russisk kemisk krigsførelse i håb om at katalysere en nyhedscyklus om Putin, den barbariske dræber af kemiske våben.

Dette er en krig, som NATO har tabt, og fornuftige europæiske ledere ønsker fred. Ledere fra Slovakiet og Serbien planlægger at deltage i sejrsdagsparaden i Moskva den 9. maj, hvor man fejrer aksemagternes nederlag i Europa under ledelse af Nazityskland.

Trumps voldsomme toldangreb, primært mod Kina på nuværende tidspunkt, har nået et ejendommeligt stadie. USA overvejer told på sjældne jordarters metaller og magneter, som Kina ikke vil sælge til USA. I stedet for at målrette tolden for at hjælpe væksten i specifikke industrier på hjemmemarkedet, er det færdigvarer fra Kina (tænk mobiltelefoner og computere), der får en toldpause, mens halvfabrikata (den slags ting, en amerikansk producent ville importere) har ekstraordinært høje toldsatser.

Selv om Trumps voldsomme toldudbrud bringer lande til forhandlingsbordet og resulterer i nogle aftaler, der tilsyneladende kan virke fordelagtige for USA ud fra et økonomisk synspunkt, er denne barnlige, uberegnelige tilgang til diplomatisk adfærd ikke grundlaget for at skabe en harmonisk, menneskelig fremtid for de kommende generationer.

Når Trump siger, at han vil bruge toldsatser til at bringe beskæftigelsen tilbage, må man spørge: »Hvor langt tilbage?«

Sammen med det, der ville være et stort tilbageskridt for økonomien, er der et forsøg på en kulturrevolution, der søger at erstatte DEI (med overdrevne påstande om racisme og transfobi) med … en anden DEI (overdrevne og uærlige påstande om antisemitisme). Harvard University har afvist forsøget på overgreb fra Det Hvide Hus, som havde krævet adskillige ændringer af Harvards politikker med den begrundelse, at de er nødvendige for at beskytte borgerrettigheder og straffe den slags adfærd, som de inkluderer i deres omfattende definition af »antisemitisme«.

Men ud over denne uro er der tegn på en anden fremtid:

– I Sydamerika arbejder kinesiske ingeniører sammen med brasilianske kolleger om at planlægge en bioceanisk transportkorridor, der strækker sig fra Brasilien til den peruvianske havn i Chancay, forbinder Atlanterhavet med Stillehavet og opgraderer det økonomiske potentiale i det store indre af kontinentet.

– Lysår væk har forskere, der analyserer atmosfæriske data fra en fjern planet, måske fundet tegn på liv ved at opdage molekyler, der – på jorden – kun produceres af levende ting.

I en dialog den 17. april reflekterede Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche og den tidligere amerikanske ambassadør Chas Freeman over, hvordan et virkelig samarbejdsorienteret internationalt paradigme kunne se ud – et, der er forankret i gensidig udvikling, videnskabeligt fremskridt og fælles sikkerhed.

Det valg, vi står over for, er mellem tilbagegang og opdagelse, mellem cyklusser af kriser og skabelsen af en varig fred. Menneskehedens langsigtede overlevelse vil ikke blive sikret af sanktioner eller militære angreb, men ved at genopdage sin mission: at opdage, at skabe og at udvikle.

Foto: Præsident Donald Trump siger nej til Israels premierminister Benjamin Netanyahu. Kredit: Det Hvide Hus

Ikke korrekturlæst

Klik på linket nedenfor, og brug dit fulde navn, når du deltager i mødet:

https://us02web.zoom.us/j/83288789255

Mobiliser venligst dine organisationer.

Vi kan ikke adskille sammenbruddet i det finansielle system fra faren for krig. Deltag i Den Internationale Fredskoalition denne fredag med ekspert Alex Krainer, rapporter om ungdomsrekruttering og andet, der vil blive annonceret.

Venner af Den Internationale Fredskoalition,

Mens den nye Trump-administration bumler ind i sin fjerde måned i embedet, hvor den på buldrende vis vælter alle de traditionelle tilgange, kæmper verden med at finde orden i den nye præsidents handlinger. De meget forskellige udtalelser om Iran vækker f.eks. forståeligt nok bekymring. Mellemøstudsendingen Steve Witkoff antydede mandag, at et iransk atomberigelsesprogram på op til 3,6 % var acceptabelt for et civilt atomprogram – en udtalelse, som han chokerende nok modsagde kun en dag senere, da han sagde, at “Iran skal stoppe og afvikle sit atomberigelses- og atomvåbenprogram.” En lignende situation er ved at opstå med hensyn til toldpolitikken, hvor virksomheder og hele nationer bliver rystet af den usikkerhed, det medfører.

Kaos er ikke en forbundsfælle for velstand – hverken i økonomier eller i internationale relationer. Og det er klart, at præsident Trump ikke gør sig selv nogen tjeneste ved at fremme en så selvmodsigende og uforudsigelig politik. Men selv om disse overvejelser er vigtige og bør tages op, skal vi passe på ikke at miste fokus på de underliggende problemer midt i begivenhedernes svimlende tempo.

Fra dette synspunkt kan man se på den aktuelle debat i Tyskland om at sende langtrækkende Taurus-missiler til Ukraine, som den kommende kansler Friedrich Merz har foreslået. Netop som situationen mellem USA og Rusland ser mere lovende ud, og verden er på vej tilbage fra randen af tredje verdenskrig, hvad så hvis Tyskland pludselig hjælper Ukraine med at affyre missiler dybt ind i Rusland? Chefen for Ruslands udenlandske efterretningstjeneste bemærkede netop den 15. april: “I tilfælde af aggression fra Den Nordatlantiske Alliance mod unionsstaten [Rusland og Hviderusland] vil der helt sikkert blive påført skade på hele NATO-blokken …” Er Trump klar over denne fare?

Eller tag sagen om Kina og den voksende toldstrid. Hvad er egentlig USA’s fysisk-økonomiske kapacitet til at modstå en regulær handelskrig med verdens største produktionsøkonomi? Kinas beslutning om at begrænse sjældne jordarters metaller og magneter er måske kun toppen af isbjerget og kan betyde et meget større problem for en amerikansk økonomi, der er stærkt afhængig af import. Vietnams erklærede interesse i at tage imod tilbuddet om at blive medlem af BRIKS og udvide samarbejdet med Kina kan også blot være en begyndende tilkendegivelse af den form for massiv modreaktion, som Trumps politik vil medføre rundt om i verden. Forsøget på at afkoble sig fra Kina vil sandsynligvis fungere omtrent lige så godt som bestræbelserne på at isolere Rusland, og »af-dollarisering« kan snart blive det mindste af USA’s problemer. Hvilke slags økonomiske kvaksalvere råder Trump til at løbe denne risiko?

Og sidst, men bestemt ikke mindst, hvilken effekt vil dette kaos have på det oppustede og overbelånte finansielle system, som er blevet holdt flydende af Federal Reserves likviditet siden 2008? Som man for nylig så med en hurtig stigning i amerikanske statsobligationers basispoint, er dette system meget ustabilt og vil hurtigt støde ind i derivatboblen på 2 billiarder dollars, som venter på at sprænge. Hvor meget uro kan dette finansielle system tåle, før det går ind i et uigenkaldeligt kollaps?

Det er på faktorer som disse, at den virkelige verden bestemmes, ikke på de daglige begivenheder, der præsenteres som nyheder i medierne. Og tag ikke fejl – disse faktorer er klart forstået af dem, der gerne vil udsætte Trump for en »Liz Truss-behandling« og føre USA tilbage til dets status som en dum gigant, der håndhæver det vestlige imperiale system. Ingen form for klogskab eller “3d-skak” vil kunne undgå de underliggende realiteter, som USA og verden står over for – og ethvert forsøg på at ignorere dette vil blot gøre situationen værre.

Patrioten og verdensborgeren i dag vil handle for at skabe en ny serie af aftaler mellem stormagterne for at udvikle deres nationer og øge arbejdskraftens produktive kræfter i verden som helhed. Det er ikke kun sådan, man retter op på handelsmæssige ubalancer, men også sådan, man skaber en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur – samtidig med at man undgår en britisk geopolitisk fælde i samme omgang.

Deltag i Den Internationale Fredskoalition med ekspert Alex Krainer, rapporter om ungdomsrekruttering og lignende, som vil blive annonceret.

Dennis Speed

Den 14. april 2025 – Søndag formiddags panel på Schiller Instituttets konference den 24.-25. maj, »En smuk vision for menneskeheden i tider med stor turbulens!«, vil fokusere på »Lyndon LaRouche, amerikansk patriot og verdensborger«. Den fortsatte vellykkede undertrykkelse af LaRouches ideer, økonomen og statsmanden – som ved ni lejligheder med succes forudsagde udviklingen af den fysiske sammenbrudskrise i det transatlantiske post-Bretton Woods-system – må ophøre.

Dette er ikke blot en moralsk nødvendighed, selv om der er et spørgsmål om simpel retfærdighed involveret, både for LaRouche og for dem, der er blevet forfulgt og fængslet sammen med ham. Hans løsningspolitik, såsom LaRouches Oase-plan for Sydvestasien, stammer fra hans avancerede forståelse og forbedring af den disciplin, der er kendt som det amerikanske system for fysisk økonomi. At studere, anvende og anfægte, endog bestride, LaRouches forslag, herunder hans unikke »udviklingskorridor«-revolution inden for fysisk økonomi, er nøglen til, at især USA kan erkende, at det problem, de oplever med Kina og Rusland, ikke er »kommunisme« eller »socialisme«.

Problemet er, at USA selv ikke længere forstår, accepterer eller støtter det amerikanske system for fysisk økonomi. Det er den lære, man kan drage af den tragikomedie, der udspiller sig i øjeblikket, og som kaldes »told- og handelsproblemet«. Selv om det på ingen måde er årsag til det nuværende finansielle kaos, medvirker det til det, netop fordi det nuværende gældssystem, i sin nuværende form, ikke kan reddes. Der er ingen tænkelig finansiel løsning, der kan løse dette problem. Systemet må føres gennem en regulær konkursbehandling , mens billioner af dollars i kreditter skal stilles til rådighed globalt til fysisk produktion, hvoraf en stor del ganske vist er koncentreret i USA, men som involverer samtlige nationer. Det forhold vil blive behandlet i panel tre på Schiller Instituttets konference, »LaRouche-programmet til at skabe 3 milliarder nye produktive jobs i løbet af en generation«, lørdag den 24. maj.

Der er også nogle gode nyheder. Det ser ud til, at selv om man ikke har set nogen i USA, især blandt økonomer, som endnu har samlet mod til at diskutere LaRouches økonomiske forslag ved navn, så er den offentlige genindførelse af Alexander Hamiltons antikoloniale amerikanske systemøkonomi i de politiske overvejelser i det mindste begyndt i dele af de sociale medier. I løbet af en udveksling fredag den 14. april mellem analytikerne Alexander Mercouris, Glenn Diesen og Alastair Crooke forsøgte kommentatorerne at forstå de nuværende motiver hos den tidligere »elite« i den transatlantiske verden. De havde diskuteret toldkonflikten, udsigterne til krig mod Iran og Kina, masseødelæggelsen af Gaza og tilmed den mulige fornyelse af krigen mod Rusland.

Crooke spurgte Diesen, som Crooke beskrev som »en økonom«, om hans tanker. »Det er værd at bemærke, at disse økonomiske ideer, som russerne spiller med nu, meget af det havde en stærk tilknytning til USA,« sagde Diesen. »For hvis man går tilbage til Alexander Hamiltons tid, var deres største bekymring den britiske økonomiske dominans, at dette var en form for frihandelsimperialisme, som ville forhindre udviklingen af deres samfund og mange andre problemer. Så hele grundlaget for, at Alexander Hamilton og Henry Clay udviklede dette amerikanske system, hvor de ville have større industriel autonomi, deres eget finansielle system, det vil sige med deres egen nationalbank, kontrol over deres egne transportkorridorer, meget af dette spredte sig over hele verden, selv Japan. Friedrich List kopierede, som du nævnte, effektivt det amerikanske system. Han ville bringe det til Tyskland med jernbaner, (en) nationalbank, … derefter havde man Sergei Witte fra Rusland, finansministeren, som oversatte Lists ideer til pjecer og delte dem ud i Rusland.

»Og det var af afgørende betydning for Rusland. De kiggede altid på Sergei Witte, også da de vendte sig mod Asien, hvor de samme ideer blev anvendt. Transportkorridorerne, den industrielle autonomi, den finansielle autonomi. Så meget af dette gik tilbage til Alexander Hamiltons befrielse af Amerika fra briterne. Men efter de sovjetiske erfaringer flirtede de igen med liberalismen under Jeltsin, men nu er de virkelig tilbage til List. Så hvis man vil forstå den retning, som både russerne og kineserne går i, så har den en meget stærk amerikansk oprindelse.«

Diesen har ret. Hvilken amerikansk økonom vil deltage i denne diskussion med ham? Vil nogen turde nævne navnet Lyndon LaRouche? Hvem i nærheden af Det Hvide Hus er parat til at handle for at genskabe »det amerikanske system, hele det amerikanske system og intet andet end det amerikanske system«, i modsætning til det gældsplagede kasino plus våbenforretning, som er den amerikanske økonomi i dag?

Der var engang, hvor Amerika, med alle sine fejl og mangler, var synonymt med produktivitet og produktionsorientering. At vende tilbage til det kræver et kulturelt skift, ikke en monetær eller finanspolitisk fidus. USA kan ikke gøre det nu uden at være en del af et internationalt samarbejde, der koncentrerer sig om, hvordan man skaber en retfærdig sikkerheds- og udviklingsarkitektur mellem USA og Rusland, USA og Kina, og mellem disse tre nationer og Indien, og så andre. Aftaler om told, handel, kredit til fysisk produktion og ikke spekulation, minedrift, produktion, landbrug, avancerede energisystemer med høj tæthed og rumfart samt sundheds- og uddannelsesinfrastruktur bør vedtages på verdensplan nu. De fire love, hvormed dette kan opnås, blev skitseret af Lyndon LaRouche for et årti siden. De vil blive diskuteret på Schiller-konferencen og er indlejret i Helga Zepp-LaRouches »Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur« .

Følgende artikel af Helga Zepp-LaRouche vil blive bragt i den kommende udgave af den tyske ugeavis Neues Solidarität nr. 16-17, 17.april 2025. Den er oversat af EIR.

Af Helga Zepp-LaRouche

Ved ensidigt at indføre told over for hele verden, derefter »sætte dem på pause« og så hæve toldsatserne over for Kina til 145 %, har USA’s præsident Donald Trump ikke forårsaget, men han har udløst en proces, der på relativt kort sigt kan føre til opløsningen af det globale finansielle system, som allerede befinder sig på randen af et kollaps. Denne optrapning bevæger sig mod »ukendt farvand« og risikerer at føre til en »direkte finanskrig«, ifølge den globale chef for valutaforskning i Deutsche Bank, George Saravelos. Som følge heraf truer en systemisk krise i det globale finansielle system med den akutte fare for, at de eksisterende brændpunkter for krig kan optrappes til en tredje verdenskrig!

Men selv før denne seneste forværring af den strategiske situation var vi her i Tyskland i gang med at forberede os på krig. Vi får at vide, at vi på grund af den »uprovokerede russiske aggressionskrig« skal blive »klar til krig«, at Rusland vil angribe Tyskland og andre europæiske nationer militært senest i 2029, så vi er nødsaget til at investere hundredvis af milliarder euro i oprustning, den tyske hær går ud i skolerne for at rekruttere, og indenrigsministeriet siger, at skolebørn skal forberedes på krig. En vis generalløjtnant Andre Bodemann forklarer i forbindelse med »Operation Plan Deutschland«, at folk snart må vænne sig til at se transporten af mange døde og sårede i gaderne igen, Volkswagen bygger endnu en gang kampvogne, som for 80 år siden, der vil blive brugt mod Rusland igen. Hele verden ser med rædsel på Tyskland og undrer sig over, hvordan dette er muligt med tanke på vores lands historie. Hvordan i alverden kom vi til dette punkt blot 35 år efter den fredelige revolution i Østtyskland og den tyske genforening?

Tysklands og verdens store historiske mulighed for at drage nytte af Berlin-murens fald i 1989 og den efterfølgende afslutning på Den kolde Krig til at etablere en fredsorden for det 21. århundrede blev forpasset. Mens den russiske ledelse gik med til Tysklands genforening og medlemskab af NATO, meget generøst set i lyset af den tyske historie, var de neokonservative i Washington og London allerede i færd med at planlægge etableringen af en unipolær verden.

Frigivne amerikanske, russiske, tyske, britiske og franske dokumenter, som nu er tilgængelige i USA’s National Archives, udenrigsministeriet, Pentagon, præsidentbibliotekerne og forskellige nationale arkiver og universitetsbiblioteker, beviser, at en syndflod af løfter om ingen NATO-udvidelse mod øst blev givet til den sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov og udenrigsminister Eduard Sjevardnadse af Baker, Bush, Genscher, Kohl, Gates, Mitterrand, Thatcher, Hurd, Major og Woerner. Disse dokumenter viser tydeligt, at de russiske klager over at være blevet bedraget er helt berettigede. Den tidligere CIA-direktør Robert Gates indrømmer utvetydigt, at Gorbatjov og andre bevidst blev forledt til at tro, at NATO ikke ville udvide mod øst.

Var den seksdobbelte udvidelse af NATO mod øst og opstillingen af offensive våbensystemer ved Ruslands grænse, som de facto betyder en omvendt Cuba-krise for Rusland, ikke en provokation? Og nu, den 31. marts, offentliggjorde New York Times en artikel på 13.000 ord om resultaterne af en årelang undersøgelse baseret på 300 interviews, som dokumenterer, at USA har styret krigen i Ukraine fra Clay Barracks i Wiesbaden siden senest midten af april 2022. Bekræfter det ikke til fulde, at der er tale om en klassisk stedfortræderkrig mellem USA og Rusland? Militæreksperter fra mange lande har overbevisende påvist, at Rusland hverken har intentioner eller personel og militær kapacitet til en angrebskrig mod Europa.

Hvis Trump, uanset hans toldpolitik, nu forsøger at afslutte denne krig og dermed dødsfaldene i Ukraine, burde Tyskland og Europa så ikke støtte dette 100 % i stedet for at ville fortsætte krigen i en »koalition af de villige«?

Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen ønsker et EU-militærbudget på 800 milliarder euro. Den kommende tyske kansler Friedrich Merz brød sit valgløfte umiddelbart efter sit valg, pressede en ændring af grundloven igennem og vil gennemføre et militærbudget på 400 milliarder euro til at begynde med, men potentielt uden nogen øvre grænse. Denne gigantiske militarisering vil også resultere i enorme nedskæringer i de sociale udgifter. Til det formål skal tyske indskydere overtales til at investere deres opsparing i oprustningsobligationer – en form for moderne Mefo-veksler. I betragtning af Trumps toldpolitik, som truer med ufrivilligt at »afvikle« hele det finansielle system med dets boble på 2 biliarder dollars i udestående derivatkontrakter, vil selv en sådan udplyndring være som blade, der fejes væk i vinden. Hvis der er én ting, vi kan lære af historien, så er det visheden om, at der i slutningen af sådanne oprustningsvanvid kommer krig, altid efter mottoet: Først vil de have dine penge, så vil de have dine børn.

På kort sigt, hvis Trump holder fast i sin toldkrig, vil der komme en bølge af bankerotter i landene i det Globale Syd og blandt amerikanske virksomheder og landmænd samt en stigning i inflationen og de deraf følgende private konkurser, mens ejere af amerikanske statsobligationer kan blive tvunget til at konvertere dem til hundredårige obligationer, som Trumps økonomiske rådgiver Steve Miran foreslår. Det kunne også kaldes ekspropriation.

Så hvad kan der gøres? I en sådan dobbelt eksistentiel krise – truslen om et finansielt kollaps og faren for krig – hjælper lappeløsninger ikke. Vi har brug for et helt nyt paradigme i internationale relationer, en tilbagevenden til diplomati som middel til konfliktløsning og en overvindelse af geopolitik ved at fokusere på menneskehedens fælles interesser.

1. Tyskland og de andre europæiske nationer må organisere en international konference, som straks skal sættes på dagsordenen for at skabe en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Denne konference skal først blive enig om fælles principper som beskrevet i de fem principper for fredelig sameksistens og FN-pagten. I denne ånd må der derefter skabes et nyt Bretton Woods-system, som frem for alt overvinder underudviklingen af landene i det Globale Syd gennem et retfærdigt kreditsystem.
2. Et banksystem i traditionen fra Glass/Steagall-loven, som blev indført af USA’s præsident Franklin D. Roosevelt i 1933, skal garantere den vedvarende betjening af industri, landbrug og handel. Kreditskabelse skal bringes under kontrol af suveræne regeringer gennem oprettelsen af nationalbanker. I Tyskland kan Kreditanstalt für Wiederaufbau efter Anden Verdenskrig være et referencepunkt.
3. Denne konference må derefter sætte en stopper for alle krige i verden i overensstemmelse med principperne i Den Westfalske Fred og iværksætte genopbygningen af de tidligere krigszoner gennem en retfærdig efterkrigsorden.
4. Nye våbenkontrolaftaler skal straks forhandles på plads, og en omfattende omlægning af det militærindustrielle kompleks’ industrielle kapacitet til nyttig industriproduktion må påbegyndes.
5. De fælles udfordringer for menneskeheden, såsom at overvinde sult og fattigdom, skabe et moderne sundhedssystem for alle nationer, universel uddannelse for alle mennesker og andre eksistentielle spørgsmål, skal løses i samarbejde med BRIKS-staterne og nationerne i det Globale Syd.
6. Denne konference har som mål at fremme en dialog mellem kulturer baseret på det faktum, at menneskehedens identitet er vores fælles evne til at ræsonnere, hvilket gør os i stand til altid at finde en løsning på alle problemer på et højere niveau end det, hvorfra de opstod.

Følg derfor disse opfordringer til handling:

Deltag i Den Internationale Fredskoalition, som har holdt en Zoom-konference hver fredag kl. 17.00 dansk tid i 97 uger!

Deltag i alle påskemarcher og fredsdemonstrationer!

Overlad ikke vores fremtid i hænderne på krigsmagerne!

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 97. møde i træk. Tak, fordi I er med, både dem, der har deltaget i 97 uger, og dem, der er med i dag. Vi har skabt dette forum for at samle mennesker fra hele verden for at diskutere, hvordan vi kan skabe ægte fred. Det er ligegyldigt, hvilken ideologi man har, hvis man ønsker at skabe ægte fred, er man velkommen her. Vi har haft folk fra 95 nationer, som vi kender til, til at deltage, og mindst 1.000 mennesker deltager hver uge i disse diskussioner. Så del dette med dine venner og organisationer, og få dem til også at deltage. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg er ordstyrer sammen med Dennis Small og Dennis Speed.

For at begynde i dag vil jeg gerne invitere Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, til at tale til os. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig sige velkommen til jer alle sammen. Jeg tror, at alle er meget bevidste om, at verden befinder sig i en hidtil uset tumult. Til de mange kriser, vi har diskuteret i de sidste 97 uger, kommer nu et nyt stort chok. Det er, at præsident Trump først erklærede høje toldsatser mod praktisk talt hele verden; så kom der gengældelse, især fra Kina. Så accelererede Trump mod Kina igen, og nu har USA importtariffer mod Kina på 145%; og Kina har tariffer mod USA på 125%. I løbet af få dage blev billioner af dollars udraderet på de finansielle markeder. Og det var sandsynligvis på grund af det, at nogle af præsident Trumps milliardærvenner overbeviste ham om at indføre en 90-dages pause for resten af verden undtagen Kina.

Man kan selvfølgelig diskutere, hvad præsident Trumps hensigt er; han siger, at USA blev plyndret af hele verden, at alle udnyttede USA, og at han ønsker at genindustrialisere USA. Det er måske hans ærlige hensigt, men hvis man spørger rundt omkring i verden, tror jeg, at næsten ingen ville være enige i den fortolkning, fordi vi ved, at IMF/Verdensbank-systemet skabte handelsbetingelser til fordel for især USA, men også Europa, og til ulempe for udviklingslandene. IMF’s betingelser forhindrede faktisk den industrielle udvikling i det Globale Syd, og det er derfor, vi har dette oprør, som det kommer til udtryk i dannelsen af BRIKS og andre tilsvarende udviklinger.

Hvad bliver resultatet nu? Vi vil se, hvad der potentielt sker med denne optrapning af handelskrigen mellem USA og Kina, men det er ikke årsagen til finanskrisen. Den forårsager ikke den systematiske krise i det finansielle system. Men det kan udløse det endelige kollaps af hele systemet, fordi det system har været bankerot i meget lang tid. Vi cirkulerer lige nu internationalt på Schiller Instituttets hjemmeside og andre steder en erklæring, som jeg vil bede alle deltagere i denne opfordring om at hjælpe os med at distribuere. Overskriften er »[Hvad hver eneste nation må gøre nu: Wall Street gav os denne krise; LaRouche har svaret].« I papiret er der lange citater fra min afdøde mand, Lyndon LaRouche, som profetisk havde forudsagt det nuværende systemkollaps. Den foreslår meget klare foranstaltninger, som skal træffes, og som han havde døbt »[The Four Laws of Lyndon LaRouche].« Det starter med en Glass-Steagall-bankopdelingslov, præcis som Franklin D. Roosevelt indførte den i 1933. Det omfatter at bringe kreditgivningen tilbage under regeringers og parlamenters suveræne kontrol – i USA er det Kongressen. Det vil kræve oprettelsen af et nyt internationalt kreditsystem som et nyt Bretton Woods-system, der skal afhjælpe underudviklingen i det Globale Syd ved at give langfristet kredit til lav rente. Og det skal indføre en massiv forøgelse af produktiviteten i verdens økonomiske system ved at fokusere på rumteknologi, fusionsenergi og lignende ting. I kan se det hele skrevet i denne erklæring, og jeg vil opfordre jer alle til at tænke over, hvilke institutioner i jeres land, der skal gøres opmærksom på dette dokument.

Det er naturligvis et åbent spørgsmål, hvad der vil komme ud af denne konfrontation mellem USA og Kina. Jeg vil gerne citere en artikel, som netop er udgivet af Wang Wen, der er dekan for Chongyang Financial Institute ved Renmin University i Beijing. Han skriver en artikel med overskriften [»Bliver der krig mellem USA og Kina?«] . Han siger, at dette spørgsmål pludselig er blevet populært på de sociale medier efter denne handelskrig, og han slår først fast, at det aldrig har været Kinas hensigt at betragte USA som en fjende. Der er heller ikke kommet nogen udtalelse fra nogen højtstående kinesisk embedsmand om denne handelskrig. Han nævner dette som et punkt for at sige, at Kina ikke ønsker en optrapning. Og den 17. januar, tre dage før Trump tiltrådte, var der en telefonsamtale mellem Trump og Xi Jinping, hvor de begge udtrykte et ønske om at samarbejde og håb om, at det ville være muligt, forudsat at de hver især respekterer hinandens kerneinteresser. Derefter fortsatte han med at pege på Kinas øgede militære styrke; at det har tre hangarskibe langs kysten, at det har mange langtrækkende missiler, at det har 70 % af verdens droneproduktion, og at USA ikke kunne besejre Kina i en militær konflikt. Han henviste til nylige krigsscenarier fra RAND Corporation og tænketanken CSIS, som kom til den konklusion, at USA ikke kan vinde, men kan lide et katastrofalt nederlag. Til sidst citerer han en tegneserie, der gik viralt i Kina for nylig, og som viser Trump klædt ud som enkekejserinde Cixi, Qing-dynastiets sidste herskerinde, som i 1900 »erklærede krig mod de otte mest magtfulde lande på det tidspunkt«. Få år senere kollapsede Qing-dynastiet.« Dette er en åbenlys henvisning til det faktum, at USA er involveret i mange krige rundt om i verden. Han slutter artiklen med at sige, at hvis det kom til en krig mellem USA og Kina, ville det ende meget værre for USA end Koreakrigen. Jeg vil tro, at det bare er en udtalelse fra en ledende tænketanksperson fra Kina, men det peger på den faktiske situation.

Meget mere bekymrende er en [lækage, som netop er blevet offentliggjort af Tucker Carlson], som vi forsøgte at få bekræftet til dette møde; det har vi endnu ikke været i stand til. Men Carlson citerede en nylig Pentagon-vurdering, som siger, at Pentagon har dokumenter, der viser, at hvis de tillod Ukraine at affyre missiler dybt ind på Ruslands territorium, ville det medføre en 50% risiko for en optrapning til atomkrig. Og alligevel fik Ukraine den tilladelse. Tucker Carlson siger, at politikere, der føler sig trygge ved et sådant resultat, hører hjemme i et fængsel for kriminelle sindssyge. Vi vil naturligvis forsøge at få bekræftet, om der findes et sådant Pentagon-dokument, men jeg udelukker det slet ikke, for det var vores uafhængige vurdering af situationen mod slutningen af Biden-administrationen. Denne Pentagon-erklæring ville bare bekræfte det.

Ellers finder jeg situationen meget dramatisk. IDF i Gaza bombarderer flere steder i Gaza. Den humanitære situation er katastrofal. Smotrich sagde, at de ikke længere ville tillade, at der kom majskorn ind i Gaza, hvilket naturligvis betyder total hungersnød. Selv pensionerede IDF-soldater protesterede tilsyneladende mod Netanyahu, og FN’s Sikkerhedsråd udsendte en erklæring, der fordømte den nuværende israelske politik. Det er lige til at gå til, og optrapningen med Iran står naturligvis stadig højt på dagsordenen. Det har potentialet til virkelig at bringe verden på kanten af en global konfrontation. Og på den anden store front, Ukraine, bliver situationen på landjorden i Ukraine mere desperat for hver time, der går. Der er fuldstændig ødelæggelse; hæren er ikke længere i stand til at genopbygge sine rækker, og der var nogle højtstående kommandanter, der sagde, at de ikke kunne fortælle den ukrainske befolkning sandheden, fordi de ikke kunne klare det. Ukraine-kontaktgruppen mødes igen i Bruxelles lige nu, og Witkoff er i Sankt Petersborg.

Så det er nogle af parametrene i den ekstremt dramatiske situation. I mellemtiden bør jeg nævne denne meget vigtige afsløring fra New York Times, som den 31. januar offentliggjorde en artikel på 13.000 ord, der dybest set indrømmer, at fra midten af april 2022 og frem blev hele kommandoen over Ukraine-krigen ført fra Wiesbaden, Clay Barracks, hvor USA gav ordrerne, leverede den tekniske assistance, al sikkerhed og efterretning. Derfor er argumentet om, at krigen var uprovokeret, og at det var en krig mellem Rusland og Ukraine – som vi altid har sagt var en krig mellem USA og NATO og Rusland; det er nu blevet fuldstændig bekræftet. Jeg synes, at det anstændige ville være, at alle de mennesker, der gentog fortællingen om den uprovokerede angrebskrig, kom ud og anerkendte, at New York Times blandt andre har bevist, at det var en forkert fortælling.

Nu vi taler om en forkert fortælling, så er den nye tyske regering – den er ikke helt dannet endnu, men den har indgået en koalitionsaftale mellem CDU, CSU og socialdemokraterne. Den traktat indeholder den utrolige paragraf, at de fra nu af, mens denne regering sidder ved magten, vil forsøge at gennemføre en krig, der forbyder hvad? At lyve! Simpelthen at lyve! Det vil blive sat under straf, hvis nogen bevidst spreder misinformation. Selv Bildzeitung, den største tabloidavis i Tyskland, har i dag en leder, der kommenterer denne nyhed og siger, at de bør stoppe dette; det er meget farligt. Mange forfatningsmæssige og juridiske eksperter er citeret for at sige, at dette er på vej mod et diktatur, for hvem skal afgøre, hvad der er løgn, og hvad der ikke er? Og mange ting, som man troede var løgn, viste sig at være sande kort tid efter, så de advarer mod det og siger, at det er vejen til et diktatur. Jeg tror desværre, at det er en stor fare i betragtning af, at redaktøren af et magasin i Tyskland allerede er blevet dømt til fængsel – ikke med det samme, men som en ventende straf, fordi han lavede et billede af indenrigsminister Nancy Faeser, der viste en plakat, hvor der stod, at hun er imod ytringsfrihed. En satirisk kommentar, som tydeligvis ikke er tilladt i Tyskland længere.

Jeg synes, vi er i en utrolig situation, som virkelig kræver mobilisering af den internationale fredsbevægelse og Den Internationale Fredskoalition, men også enhver anden gruppe, som er bekymret for verdensfreden. Jeg har nu i flere år sagt, at jeg ikke tror, at denne situation kan afhjælpes ved at klistre kosmetiske plastre på problemerne; men at vi er nødt til at have en grundlæggende korrektion af det fejlbehæftede system ved at skabe en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal tage hensyn til hvert enkelt lands interesser i traditionen fra Den Westfalske Fred. Så vi bør diskutere dette i diskussionsperioden, og jeg giver ordet tilbage til dig, Anastasia.

Bemærkninger under diskussionen:

Jeg vil bare gerne takke Fuller for hans optimisme, som giver os et håbefuldt perspektiv. Jeg har mine tvivl, om det kan gå igennem, men jeg er glad for at høre det fra dig. Og jeg vil gerne takke professor Roberts for faktisk at tage spørgsmålet om en ny sikkerhedsarkitektur op, for jeg synes, at diskussionen om, hvordan vi kommer dertil, og hvad principperne for en sådan ny arkitektur skal være, er ekstremt vigtig. Men jeg vil sige, at vi har brug for noget bedre end både Jalta og de 100 års fred mellem Wienerkongressen og Første Verdenskrig. Det var en slags fred, men bestræbelserne på at udvikle republikanske principper i Tyskland mislykkedes f.eks. i 1848. Man havde dybest set stadig forskellige former for oligarkiske systemer. Jeg tror, vi er nødt til at finde på noget bedre, og jeg mener, at vi virkelig må starte en diskussion om, hvad principperne for denne nye arkitektur skal være. Jeg har skrevet ti principper, som forsøger at berøre det, jeg mener er helt afgørende at tilføje til ideer som de fem principper for fredelig sameksistens eller FN’s charter, som jeg mener skal spille en rolle i den nye arkitektur.

Men jeg tror, at den er nødt til at have noget, man næsten kan kalde et metafysisk grundlag; eller hvis man ikke vil kalde det metafysisk, vedrørende den faktiske lovmæssighed i det fysiske univers, for at give en slags forankring i noget, der ikke er en mening, men baseret på videnskab og principper for stor kunst. Men jeg tror, det ville være vigtigt virkelig at overveje, at det nye element i situationen er det faktum, at landene i det Globale Syd ønsker at have en ligeværdig stemme. På den ene side er man nødt til at have stormagterne til at garantere med al deres magt og militære styrke, men jeg tror, at det, der er brug for, er en orden, som giver alle lande en ligeværdig stemme, uanset om de er små eller store. Jeg tror, at BRIKS-landene har bevæget sig i denne retning og forsøgt at anvende disse principper. Men som sagt vil jeg bare gerne udtrykke min glæde over, at denne diskussion er blevet bragt til bordet igen af jer. Så måske kunne vi opmuntre nogle unge mennesker, nogle studerende, til at begynde at tænke over, hvad principperne for den nye økonomiske verdensarkitektur skal være. For den verden, vi forsøger at forme for at sikre menneskehedens overlevelse, vil i høj grad være den verden, I kommer til at leve i de næste 75 år eller mere. Så jeg synes, man skal have en stemme i det. Det ville også være min appel til yngre mennesker.

Senere i diskussionen:

Vi har fulgt perspektivet om, at vi ville komme til dette punkt i 54 år. For i 1971, da Nixon gik fra faste valutakurser til flydende valutakurser, erkendte min afdøde mand, Lyndon LaRouche, straks, at det ville betyde, at Bretton Woods-systemet var dødt. Bretton Woods-systemet var tiltænkt Franklin D. Roosevelt, men det blev aldrig helt gennemført, som han havde tænkt sig, fordi han døde på det forkerte tidspunkt, og så blev det faktiske Bretton Woods i høj grad påvirket af Churchill og Truman. Derfor gjorde det en masse godt for den såkaldt avancerede sektor, men det forsømte fuldstændig ideen om, at Bretton Woods-systemet – ifølge Roosevelts hensigt – skulle overvinde fattigdom i udviklingslandene som en absolut prioritet. Ikke desto mindre betød Bretton Woods-systemet en meget stabil udvikling i to årtier, og det var ved at være slut. Lyndon LaRouche sagde på det tidspunkt, at hvis de vestlige lande holder fast i politikken med at lægge vægt på spekulationsgevinster og profitmaksimering, vil det absolut og nødvendigvis ende med en ny depression, en ny fare for verdenskrig og endda fare for en ny fascisme.

I hele sit liv fra det øjeblik analyserede han altid enhver væsentlig vending til det værre; han kom med ni grundlæggende forudsigelser i denne periode. Han tilbød altid, hvad der burde være alternativet. Det alternativ har udviklet sig fra forslaget om en ny international udviklingsbank, som han fremsatte i 1975, til det nuværende system med Lyndon LaRouches fire love. Der er blevet skrevet mange artikler om det af ham, og jeg mener, at den store tragedie for USA og verden er, at etablissementerne på Wall Street, City of London og magthaverne frygtede, at Lyndon LaRouches ideer ville begrænse deres privilegier så meget, og at det ville fjerne deres magt til at skabe absolut profit; at de gik efter LaRouche på måder, som kun nogle gange er blevet nået af chikanen og forfølgelsen af Trump i hans første administration. Men den store tragedie er, at folk er blevet nægtet uhæmmet adgang til disse ideer. Så jeg vil faktisk foreslå dig og andre, der lytter til dette, at Anastasia måske kan lave en læseliste med mindst to, tre eller fire store artikler, som du absolut bør læse som følge af denne diskussion. Læg den i chatten eller i en e-mail efter denne diskussion.

For lige nu tror jeg, at det, verden har mest brug for, er de rigtige økonomiske principper for fysisk økonomi. Der er en masse forvirring; folk tror på kryptovalutaer og Bitcoin og alle mulige charlataner og fupmagere. Jeg tror, at det, der er brug for lige nu, er en massemobilisering af mennesker, som kræver de rigtige løsninger.

Til professor Roberts vil jeg bare sige, at selvom jeg er enig i, at en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur er et spørgsmål om stater, kan det kun være stater, der gennemfører det. Men hvad gør man, når i hvert fald nogle stater – dem i Vesten – har vist sig at være helt ude af stand til at rette op på de fejl, der førte til den nuværende situation? Man har BRIKS-processen, som er den Globale Majoritet, der forsøger at sammensætte et nyt system baseret på gyldige principper om et win-win-samarbejde, der giver alle lande mulighed for at udvikle sig. Men landene i Vesten, som har holdt fast i den neoliberale politik både med hensyn til økonomi og finans, men også den såkaldte regelbaserede orden, som har været en fuldstændig fiasko, der har ført til den nuværende verdenskrise. Etablissementerne har ikke været villige til at indrømme, at det er resultatet af deres politik. Derfor er vi nødt til at få folk udefra til at gribe ind; folk med god vilje, eksperter som dig selv, historikere, akademikere, folk, der seriøst har studeret forskellige vidensområder; til at danne et Fornuftens Råd, for hvis de nuværende regeringer ikke er i stand til at løse problemet, må rådet komme fra et velinformeret flertal af befolkningen. Vi forsøger at inspirere til netop det.

Lidt senere:
Jeg vil bare tilføje, at opmærksomheden ikke kun går til selve problemet, men også til en hidtil uset militarisering. I Europa vil EU bruge 800 milliarder euro på at opruste Europa; Tyskland vil bruge 400 milliarder euro eller mere uden et loft. Og desværre har Trump netop annonceret et militærprogram på 1 billion dollars. Den nye rumkommando sigter mod dominans i rummet. Der er mange aspekter, som viser, at vi er meget langt fra den form for økonomisk system, som ville bringe det tilbage til at tjene det fælles bedste. Jeg tror, at militærudgifterne er de mest kontraproduktive; det er det militærindustrielle kompleks, som er en slags sidste fase af denne profitmaksimering. Det er en lov, som kan bevises i historien; først bruger man pengene på våben, så kalder man de unge til fronten, og til sidst kalder man børnene til fronten, som det er sket i alle større krige. Vi er meget tæt på det i Ukraine, og i Tyskland går Bundeswehr-officerer ud på skolerne og forsøger at rekruttere 17-årige til at slutte sig til Bundeswehr. Så jeg vil eftertrykkeligt sige, at hele dette fremstød for militarisering af økonomien skal opgives, fordi det er en selvopfyldende profeti, der fører til en katastrofe. Det har ikke noget som helst at gøre med Hamiltons økonomi.

Med hensyn til Balfour-aftalen og Sykes-Picot-traktaten:
Jeg tror, det var aftalen om opdeling af Mellemøsten i 1916. Det var grundlæggende mellem franskmændene og briterne. Den trak grænserne op på en sådan måde, at den ville give plads til fremtidig manipulation. Jeg tror, at det er det korte af det lange. Alle disse traktater mellem begyndelsen af Første Verdenskrig og afslutningen af Første Verdenskrig – Versailles var en af dem; Trianon-traktaten var en anden. Der var en række af sådanne aftaler, som opretholdt det Britiske Imperiums og det Franske Imperiums evne til hele tiden at bruge Mellemøsten som et cockpit for det store spil. Jeg tror, at det stadig er problemet i dag, fordi briternes indflydelse i Israel eller i den nuværende syriske regering er levn fra det. Hele historien om de såkaldte befrielsesbevægelser, der blev til officielle regeringer, udviklingen af al-Qaeda, til ISIS, til al-Nusra; alt dette var en del af den indflydelse, der kom ud af sådanne manipulationer. Det er det korte af det lange.

Afsluttende bemærkninger

Jeg vil gerne bringe det tilbage til det, jeg sagde i begyndelsen, for vi har en verden i hidtil uset uro. Jeg tror ikke, at nogen lige nu kan forudsige, hvor denne nuværende optrapning mellem USA og Kina vil føre hen. Den kan på kort sigt udløse den form for kollaps, som i sidste ende vil finde sted, medmindre man foretager en reorganisering af et nyt Bretton Woods i forbindelse med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Så vi sidder på en komplet krudttønde. Jeg kan kun bede alle deltagere om at tage dette dokument, som I så på skærmen, som vil være i chatten, og som I kan finde på Schiller Instituttets webside, og bruge det. Alle kan tage denne erklæring og kontakte deres parlamentariker, kongresmedlem, senator, delstatssenator, folkevalgte, borgmester, andre råd af forskellig art og kræve, at de handler. Vi er nødt til at sætte denne løsningsmodel ind i denne debat meget hurtigt. Tidligere har vi haft mobiliseringer, hvor delstatslovgivere overvejede at gennemføre og foreslå love til Kongressen som Glass-Steagall. Denne gang har vi brug for hele pakken. Hvis vi gør det i alle lande samtidig, tror jeg, vi kan få stor indflydelse. Den anden ting er, at jeg gerne vil pege på, at vi i det mindste i Europa har påskeperioden med de berømte påskemarcher. Der vil være fredsdemonstrationer, hovedsageligt arrangeret af fagforeningerne. Jeg ved ikke, om der er sådanne ting i USA, men uanset hvor man har disse påskemarcher, bør man absolut printe et stort antal af dette dokument ud, tage derhen og distribuere det bredt.

Vi er nået til et punkt, hvor menneskehedens håb afhænger af enkeltpersoners mod og af mennesker, der træder ud af deres almindelige livsstil og adfærd og tager ansvar for udfaldet af denne historiske periode. Det er, hvad denne IPC handler om, og det er, hvad jeg beder jer om at gøre. Hjælp os med virkelig at udvide denne indsats. I næste uge vil vi gerne have mindst dobbelt så mange mennesker med. Vi er nødt til at gribe ind i denne periode med den viden, at vi har vejen ud af disse problemer. Det giver os et enormt historisk ansvar.

Fredag den 11. april kl 17

BEMÆRK TIDSÆNDRINGEN FOR EUROPA

Se de indledende præsentationer ovenover via YouTube.

For at være med til diskussionen klik på linket her, og brug dit fulde navn, når du deltager i mødet:

Mobiliser venligst dine organisationer.

Ikke korrekturlæst
Verden har holdt en døende finansiel boble oppe, som er ved at udløse et generelt sammenbrud og en verdenskrig. Deltag i Den Internationale Fredskoalition på fredag kl. 17 med den tidligere amerikanske diplomat, CIA-embedsmand og islamforsker Graham Fuller, historikeren Geoffrey Roberts og andre, der snart vil blive annonceret.

Venner af Den Internationale Fredskoalition,

Den 9. april, samme dag som Trumps nationalt tilpassede toldsatser trådte i kraft, annoncerede Trump en 90-dages pause i disse toldsatser for de fleste nationer – de velopdragne – med den bemærkelsesværdige undtagelse af Kina, over for hvem Trump skamløst annoncerede en toldsats på 125 % på grund af den “manglende respekt, som Kina har vist over for verdens markeder”, og som gengældelse for Kinas annoncerede gensidige 84 % told på amerikansk import.

I baggrunden for alle de store armbevægelser og nyhedsoverskrifter er der et finansielt system, som er klar til at eksplodere, måske med udgangspunkt i obligationsmarkedet, og som i sin terminale tilstand ikke kan reddes af nogen form for økonomisk indsprøjtning eller undsætning.

Føj til dette billede – for det er en del af samme system – de mange krigshændelser, der stadig truer. I øjeblikket er der planlagt et møde, eller måske indirekte forhandlinger, mellem amerikanske og iranske repræsentanter den 12. april i Oman – et håbefuldt skridt i retning af at afværge en krig, der hurtigt kan blive atomkrig – samtidig med at USA opbygger sit våbenarsenal i regionen og annoncerer nye sanktioner rettet mod Irans atomprogram. Man er endnu ikke blevet enige om betingelserne for en afslutning på krigen i Ukraine, og Israel fortsætter sin folkemorderiske likvidering af Gaza.

Øjeblikke som dette må få os til at tænke, ligesom Dr. Martin Luther King, at »kun når det er mørkt nok, kan du se stjernerne.« Det faktum, at der ikke er nogen løsning inden for det døende geopolitiske system med imperium, krig og Wall Street, betyder, at den eneste udvej er at skabe et nyt system, et nyt paradigme, baseret på helt andre aksiomer end det nuværende.

I sin webcast-diskussion med ambassadør Jack Matlock den 9. april fremlagde Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche en fornuftig tilgang til at håndtere den forestående sprængning af det finansielle system: »Den rigtige måde at gøre det på ville have været at indkalde til en stor international økonomisk konference, som en ny Bretton Woods-konference, og så diskutere principperne for, hvordan denne reorganisering skal ske. Og derefter overlade detaljerne til en taskforce og ekspertgrupper og finde ud af resten i et velvilligt samarbejde.”

Verden har holdt en døende finansboble oppe, som er ved at udløse et generelt sammenbrud og en verdenskrig. Deltag i Den Internationale Fredskoalition på fredag kl. 11.00 ET/5.00 CET med den tidligere amerikanske diplomat, CIA-embedsmand og islamforsker Graham Fuller, historikeren Geoffrey Roberts og andre, der snart bliver annonceret.