2. okt., 2016 – I går interviewede Sputnik Willy Wimmer, tidligere CDU-medlem i 30 år i det tyske parlament og tidligere statssekretær for Forsvarsministeriet (som en viceforsvarsminister). Wimmer er også ven af tidligere tyske kansler Helmut Kohl.

Han sagde, »Vi ved, at lige i starten af den syriske tragedie blev britiske, franske og amerikanske specialstyrker involveret og gav denne krig, der dengang mere lignede en borgerkrig, global betydning.«

Nu, fremførte Wimmer, er det centrale spørgsmål, »om vi kan gøre en ende på denne katastrofe og forhindre spredningen af det syriske inferno til andre lande, hvilket ville betyde begyndelsen til en storkrig.«

»Amerikanernes og europæernes intervention i Syrien er en klar overtrædelse af international lov«, understregede Wimmer. »Dette er en militær operation på en anden stats territorium, en operation, der ikke er bemyndiget af FN eller under international lov.« Faktisk, sagde han, »så skete den syriske tragedie netop pga. disse styrker.«

I modsætning hertil »intervenerede Rusland i den syriske konflikt legalt, som respons på en anmodning fra landets regering og præsident Assad. Det er den store forskel mellem amerikanske og russiske aktioner: USA er ansvarlig for død og terror nær vore grænser, der resulterede i de massive flygtningestrømme, vi står overfor, alt imens Rusland er fortaler for en genoptagelse af forhandlingerne, for fornuftens sejr og en tilbagevenden til fredelig sameksistens.«

Mht. Tysklands rolle sagde han, »Da Kohl og Schröder var ved magten, så vi, at de havde tilstrækkelig styrke og muligheder for at forsvare tyske interesser inden for rammerne af NATO. De afstod fra at deltage i væbnede konflikter. Se så nu, hvordan vores forsvarsminister rejser til Irak og meddeleler, at yderligere tyske tropper snart vil blive sendt derhen. Jeg må med beklagelse sige, at regeringen i Berlin er langt dårligere til at beskytte tyske interesser, end den tidligere regering i Bonn.« 

Med formand Tom Gillesberg

29. sept., 2016 – To af verdens førende finansielle autoriteter – Mario Draghi fra Den europæiske Centralbank og Christine Lagarde fra IMF – gjorde sig selv totalt til grin i offentlige kommentarer i går, om den bankerotte Deutsche Banks forfatning.

Draghi afgav forklaring for den tyske Bundesbank og var fuld af utroværdige benægtelser af, at Deutsche Bank skulle have alvorlige problemer. Draghi var især omhyggelig med at få ført til bogs, at uanset, hvad der sker, så er det ikke hans skyld. »Hvis en bank repræsenterer en systemisk trussel, kan det ikke skyldes lave rentesatser [som dem, Draghi har gennemført i hele Europa, -red.]. Det må skyldes andre ting«, udtalte Draghi. Efter at have lyttet til hans forklaring, sagde parlamentsmedlemmet fra CDU, Hans Michelbach, til Financial Times, at Draghi »ikke var troværdig«.

I mellemtiden sagde IMF’s Lagarde til CNBC, at »Deutsche bank er en systemisk vigtig spiller i det globale finanssystem. Men banken befinder sig i øjeblikket på solid grund, og vi er ikke på et stadium, hvor jeg ser behovet for indgriben fra regeringens side.«

Den tyske regering fortsætter med højlydt at proklamere, at den ikke vil redde Deutsche Bank, men nu stirrer den ned i en flok spekulanters lange geværløb. Dagens New York Times rapporterer, at »Deutsche Bank er short-handlernes darling«, hvilket vil sige, at hedgefunds og andre internationale spekulanter spiller imod Deutsche Bank i overbevisningen om, at den tyske regering sluttelig vil blive nødt til at redde banken til tonen af milliarder af dollars. The Times skriver, at »Deutsche Bank er beroende af flygtige kortsigtede lån til finansiering af en risikabel portefølje af derivater, ejendomslån, der udgør sikkerhed for værdipapirer og andre aktiver, der er svære at sælge.« De tilføjer: »Handlere siger, at de mener, at George Soros, kendt for sin heldige spekulation imod det britiske pund i 1992, har flest penge på spil i væddemålet om, at Deutsche Banks aktier vil fortsætte med at falde.«

Hvis Deutsche Bank nedsmelter, vil det så blive ligesom Lehman Brothers’ bankerot, der udløste den globale finansnedsmeltning i 2008? – spurgte Russia Today den britiske markedsanalytiker for CMC Markets, Michael Hewson. Slet ikke, svarede Hewson. »Lehman Brothers var ikke tilnærmelsesvis så systemisk betydningsfuld, som Deutsche Bank er, hvilket vil sige, at der ikke findes nogen måde, hvorpå man præcist kan måle, hvad chokbølgeeffekten eventuelt vil blive, hvis investorer mister tilliden endnu mere, og Tyskland overlader banken til sin skæbne.«  

Foto: IMF's Christine Lagarde. 

30. sept., 2016 – Finanspressen er på randen af total panik over den overhængende nedsmeltning af Deutsche Bank og implikationerne for hele det transatlantiske banksystem.

Bloomberg News advarer i en stor analyse i dag om et zombie-banksystem, der bliver til et økonomisk zombiesystem. USA’s og Europas banksektor vil postere generelle tab på aktiemarkederne for anden måned i træk i takt med, at frygt for en nedsmeltning rækker ud over en nedsmeltning af kun Deutsche Bank. »Det drejer sig ikke kun om den potentielle risiko i Deutsche Bank; der er nu stor bekymring over det globale banksystem og over, at risikoen vil løbe over fra de europæiske banker«, citerede Bloomberg Michael Ingram fra BGC Partners i London. »Vi har et tæt forbundet finanssystem. På et tidspunkt vil et zombie-finanssystem blive til en zombie-økonomi.«

Ud over DB og Commerzbank AG vil også ING Groep NV annoncere massive afskedigelser i næste uge, og Wells Fargos CEO John Stumpf ser ud til at være på vej ud efter at være blevet grillet i Kongressen. Bloomberg bemærker, at flere Federal Bank-præsidenter kræver rentestigninger, og de nævner en tale i dag af Dallas Federal Banks præsident Robert Kaplan som et vigtigt signal.

Market Watch har som overskrift på sin dækning af den tyske bankkrise: »Mening: Angela Merkel har behandlet krisen i Deutsche Bank inkompetent, som alt andet«, af Darrell Delamaide. »Det ville være en sørgeligt passende topsten på Angela Merkels ternede embedstid som tysk kansler, hvis hendes mishåndtering af Deutsche Bank-krisen fører til en kaskade af bankfallitter i Europa og fuldfører hendes ødelæggelse af euroen.« Delamaide bemærkede en tidligere spalte i Market Watch af Matthew Lynn, med krav om, at Merkel omgående annoncerer en intervention for at redde Deutsche Bank. Han trak en parallel til kollapset i 1931 af tyske og østrigske banker, der førte til den Store Depression, lige så meget, som Wall Street-krakket i 1929 gjorde. Med en bemærkning om de valgnederlag, som CDU har indkasseret på det seneste, bemærker forfatteren Merkels nylige undskyldning for »ikke at have været tilstrækkelig opmærksom på den voksende krise i Mellemøsten og dennes potentielle indvirkning på Europa«. Og grunden til, at hun ikke var tilstrækkelig opmærksom, var, at hun var fikseret på sin skyklaps-politik med at banke Grækenland ned i jorden for at komme galt af sted mht. de strenge betingelser, som Tyskland har indført for euro-medlemskab. Under denne langvarige krise afviste Merkel ethvert kompromis eller enhver fornemmelse for europæisk solidaritet, mens hun drev Grækenland ud i en ødelæggende recession.« Efter at Delamaide har gennemgået det historiske forløb med Merkels svigefulde bagtalelse af Helmut Kohl, hendes mentor, og dernæst et afkortet historisk forløb af Deutsche Banks død efter Herrhausen-mordet, under en række udenlandske direktører i kølvandet på den ilde begrundede beslutning om at overtage Morgan Grenfel, konkluderer han: »Det er virkelig utænkeligt, at selv Merkel rent faktisk ville tillade Deutsche Bank at gå fallit, men hendes modus operandi med at vente for længe med at anerkende kriser, og dernæst sparke dåsen hen ad gaden (udsætte beslutningen), har måske allerede forvoldt uoprettelig skade.«

Wall Street Journals hovedhistorie i Penge & Investerings-sektionen er »Deutsches Lehman-Dilemma«, som bemærker, at Lehman faldt, fordi de manglede tilstrækkelig kapital, da investorerne flygtede, og DB anskues med en parallel hertil, idet hedgefunds trækker sig ud. »Lehman lærte alle, at der ikke er meget fordel i at bevare sin eksponering«, citeredes en hedgefund-manager. DB er dog sluttelig anderledes end Lehman, fordi, »Vigtigst, så har Deutsche adgang til den Europæiske Centralbank som sin sædvanlige pantelåner, hvilket betyder, at DB kan forvandle selv rimeligt vanskeligt salgbare værdipapirer til kontanter, hvis det behøves.« Men »Intet af dette gør Deutsche immun. Ingen mængde af likviditet vil nogensinde være tilstrækkelig, hvis klienter eller indskydere mister tilliden, fordi ikke alle værdipapirer kan omveksles til kontanter i ECB.« The Journals egen løsning er at røvrende de nuværende aktieindehavere ved at udstede nye aktier, og således yderligere udvande værdien. »Deutsche har modstået dette i takt med, at dets aktier falder yderligere. En lærestreg fra Lehman er, at de for stolt afviste redningskapital, fordi de ikke kunne lide prisen. Deutsche bør agte sig for at følge den samme logik.«

Fox News’ dækning bemærker, at Deutsche Bank CEO John Cryan udsendte et åbent brev til ansatte med forsikring om, at banken er tilstrækkeligt finansieret (med egenkapital) til at klare sig igennem krisen, som på det seneste blev udløst af, at 10 hedgefunds short-handlede DB. Han nævnte også Goldman Sachs-aftalen med Justitsministeriet til $5 milliard som et mere sandsynligt resultat for DB, og ikke den pris på $14 milliard, som Justitsministeriet lagde på bordet i starten af forhandlingerne med Deutsche Bank. Artiklen nævner muligheden af en fusion mellem DB og Commerzbank, som, bemærker Fox, har sine egne problemer.

Faktisk antyder andre nyhedsindslag, at Justitsministeriet arbejder som en rasende på en »bred aftale for alle« med DB, Barclays og Credit Suisse, som, iflg. en redegørelse i Financial Times, præsident Obama ønsker at afslutte, før han forlader embedet. DB har hensat 4,5 mia. euro til bøder og juridiske omkostninger i forventning om en sådan favorabel aftale (’sweetheart deal’). 

Paris, 30. sept., 2016 (Nouvelle Solidarité) – En fransk analytiker siger, at, om Deutsche Bank bliver reddet eller ej, så er der ingen garanti for, at systemet ikke falder. Charles Sannat, en skarp, uortodoks finansanalytiker, der ikke mangler humor, analyserer i dag på sin blog, »Insolentiae«, hvad konsekvenserne af DB’s bankerot, og også af en eventuel bailout, vil være.

Sannat gennemgår markedernes og oligarkernes argumenter. Vil DB blive reddet? Ja, »Da Deutsche Bank stort set er i systemisk størrelsesorden, så vil, hvis den falder, hele verden falde med den, og derfor bliver den reddet.«

Har vi midlerne? »Ja, selvfølgelig … Det er nok bare at trykke penge, og Mario Draghi varmer allerede maskinerne op i kælderen.«

Hvad med derivaterne? »Jamen, det er kun på papiret (potentielle engagementer såsom f.eks. en garanti), i virkeligheden er det noget mindre problematisk. Hvor meget mindre? Svært at sige, men hvem bekymrer sig? … vi skaber de nødvendige penge.«

Hvad med inflation? »Frygt ikke. På kort sigt er det ikke penge, der vil cirkulere i systemet«, men blot for at fylde hullerne op, dvs., det er en »likviditetsfælde«.

Det virkelige problem er et »politisk problem« for Merkel, siger han. Det er umuligt for hende at gå tiggergang til ECB om en billion euro for at redde DB, hvilket vil smide hele det der med »germansk strenghed« ud af vinduet«!

Sannat spekulerer, at det, de vil gøre, er at gennemføre det alligevel, ved at gøre det til et europæisk problem og bringe andre insolvente europæiske banker ind, som Santander fra Spanien, de italienske banker osv., og så gøre det til en europæisk bailout.

Bør vi gå i panik? »Hverken mere eller mindre end sædvanligt«, siger Sannat. Dette er et godt eksempel, der viser, at »intet er blevet løst« og at gå bort fra banker og ind i håndgribelige aktiver: guld, jord, lidt kontanter – »og glem ikke et par poser ris og dåsemad …«

»Hvis DB kollapser, og hele systemet med det … så taler vi om intet mindre end overlevelse midt i ubeskriveligt kaos. Det er grunden til, at jeg tror, de vil redde bankerne én gang til, minimum, og så starter det hele forfra igen om to år.«

Billede: »Ligningen om de blinde, der fører de blinde« (hvorved de alle uvægerligt trimler ned i grøften). Pieter Bruegel den Ældre, 1568.

Leder fra LaRouchePAC, 27. sept. 2016 – En afgørende kamp mellem to, globale magtstrukturer – Det britiske Imperium og dets internationalt bankerotte finansoligarki på den ene hånd, og det nye paradigme for udvikling, centreret omkring Kina, Rusland og de kræfter, der er knyttet til LaRouche-bevægelsen i USA og Europa, på den anden – afgøres netop nu i USA. Det amerikanske Senat skal efter planen afholde en to timer lang debat onsdag morgen, og derefter stemme, for at tilsidesætte, og dermed ugyldiggøre, den britiske marionet Obamas forræderiske veto af Loven om Retsforfølgelse af Sponsorer af Terrorisme (JASTA), der ville gøre det muligt for amerikanske ofre for 11. september at anlægge sag imod de saudiske kongelige, der finansierede og dirigerede terrorangrebet mod USA den 11/9. Det er de samme sponsorer af grundlæggende set alle efterfølgende terrorbevægelser i hele verden, inklusive de terroriststyrker, der ødelagde Irak og Libyen, og som forsøger at gøre det samme i Syrien.

De, der forstår, at menneskehedens skæbne, selve civilisationens skæbne, er under trussel fra dette britisk/saudiske udyr, mobiliserer internationalt for at udøve pres og give opmuntring til medlemmer af USA’s Kongres, der tidligere enstemmigt vedtog JASTA-loven, for at de skal gå op imod præsidentens forræderiske veto, der placerer Obama solidt på terroristernes side, og ligeledes på deres Riyadh- og Londonbaserede sponsorers side.

En massiv mobilisering af Imperiets håndhævere er blevet indsat i kampen. Saudierne spenderer mere end $250.000 om måneden i kampen mod JASTA-loven og hyrer magtfulde lobbyister til at intimidere Kongressen. De har også truet store, amerikanske selskaber med at lukke deres enorme aktiver i det saudiske kongedømme og krævet, at de bruger deres indflydelse til at true kongresmedlemmer til at opretholde Obamas veto. Ifølge Politico har GE, Dow Chemical, Boeing og Chevron, og muligvis andre, allerede tilsluttet sig forsvaret af Imperiets terrorstyrker imod amerikanske ofre for denne terror, ved at lægge pres på kongresmedlemmer for at opretholde Obamas veto, med løgne om, at loven vil føre til en masseflugt af internationale virksomheder og til kapitalflugt fra USA, og til den amerikanske økonomis kollaps.

Realiteterne bag denne kamp er den umiddelbart forestående fare for en global krig og økonomisk kaos, hvis USA fortsætter sin geopolitiske konfrontation med Rusland og Kina. USA’s forsvarsminister Ash Carter – der fremover bør kendes som »Atom-Ash« Carter – optrådte i dag på Minot Flyvebase i North Dakota, en strategisk atomvåbenbase. Stående foran et B52-atombombefly erklærede Carter, at USA må udskifte og modernisere hele sit atomvåbenlager for at konfrontere det, han beskrev som en reel trussel om et angreb fra Rusland eller Nordkorea – selv, hvis det skulle være et konventionelt angreb uden atomvåben. Obama har tidligere annonceret et $1 billion stort program til modernisering af nogle af USA’s atomvåben. Nu har »Atom-Ash« udvidet dette yderligere for at imødegå en ikke eksisterende trussel, alt imens Obama og Carter deployerer amerikanske, strategiske styrker langs hele den russiske grænse i Europa og langs den kinesiske grænse i Asien, en trussel, der er uden fortilfælde, mod disse landes sikkerhed.

Det bør heller ikke overraske nogen, at Carter også lagde blæk til et brev til Kongressen med krav om, at de opretholdt Obamas veto af JASTA og hævdede, at loven ville udgøre en fare for vore militære udflugter i hele verden.

Samtidig rapporterer Reuters, at unavngivne embedsfolk fra Obamaadministrationen har informeret dem om, at USA overvejer at levere skulderbårne antiluftskytsmissiler (Manpads) til oppositionen i Syrien, og muligvis endda jord-til-luft-missiler (SAMs). Et sådant træk ville klart bringe verden nærmere til en verdenskrig.

Bag denne krigens og terrorens vanvid står Imperiets bankerotte banksystem. I takt med, at Deutsche Bank smuldrer, ryster truslen om smitte fra kollapset af deres derivatportefølje – den største i nogen bank i verden – allerede fundamentet for hele systemet.

Problemet i dag er, sagde Lyndon LaRouche, at USA som nation for det meste og i vid udstrækning kontrolleres af det britiske imperiesystem; massemordere, som vi hader. Vi er i færd med at mobilisere grupperinger af mennesker i USA, der er passende til at få jobbet gjort: vedtagelsen af den lov, der vil begrave briterne. Hvad er britisk? Obama! Vi må samle de kræfter, der vil få jobbet gjort, med at sikre, at Obama ikke vil stå i spidsen for USA’s politik, og med vedtagelsen af at tilsidesætte JASTA-vetoet, befinder vi os på randen af at opnå den nødvendige margin for en succes, for at få kræfterne til at ødelægge Det britiske Imperium, hvilket vil sige Obama, og, i de kommende dage, tage kontrollen over den politiske beslutningstagning i USA tilbage.

Spørgsmålet er det følgende: Kan vi, imellem os, med Kina og Rusland som allierede, samle de tilstrækkelige styrker til at overvinde dette onde?

Vi er i færd med at orkestrere en afgørelse, der vil bestemme verdens skæbne, sagde LaRouche. Vi må have førende kræfter med tilstrækkelig styrke til at bringe til fald briterne, saudierne: de onde mennesker. Vi er muligvis ikke de bedste mennesker, men vi er menneskelige!

Foto: Obama besøger sin herre umiddelbart efter sin indsættelse i embedet, for at påbegynde sit eftermæle som en britisk agent. (flickr/whitehouse, Pete Souza, 1. april, 2009.)

24. sept. 2016 – På den netop afsluttede, internationale transportudstilling i Berlin, »InnoTrans«, udstillede det kinesiske selskab CRRC en model af et nyt, interkontinentalt højhastighedstog, »Intercon«, designet til at gøre tjeneste på fremtidige landbro-jernbanestrækninger mellem Kina og Europa. Som International Railway Gazette rapporterer, har CRRC bygget på sin ekspertise fra forskellige transportudstyrsvirksomheder til passager- og godstransport, til at udvikle et dobbeltdækker-togsæt, der er indrettet til passagerer på øverste dæk og har plads til modulgodscontainere i stil med flytransport for neden.

Intercon-togsættet trækker på CRRC’s familie af højhastighedstog efter »kinesisk standard«, af hvilke varianten til 350 k/t opnåede en hastighed på 420 k/t i juli under en prøvekørsel på pilotstrækningen af højhastigheds-jernbanelinjen Zhengzhou-Xuzhou. Fem forløber-togsæt i serien er nu i kommerciel drift på ruten Harbin-Dalian, og CRRC forventer at påbegynde serieproduktion før årets afslutning. Udviklingen af en 250 k/t-variant er i øjeblikket i gang, og det første tog forventes at rulle ud til næste år. CRRC viser også modeller af sit 200 k/t elektriske passagerlokomotiv, såvel som mellemhastigheds-inter-city EMU (electric multiple unit), og et koncept til at operere China Railway’s planlagte regionale tognet.    

24. sept. 2016 – NATO afviste i denne uge et russisk forslag om at forbedre flysikkerheden over Østersøen ved at kræve, at alle fly flyver med tændte transponders.

NATO-embedsfolk hævdede, det »ikke ville øge sikkerheden«, men den virkelige årsag er denne: et sådant samarbejde ville »overtræde« NATO’s beslutning om at »suspendere samarbejde i praksis« med Rusland, rapporterer RT.

https://www.rt.com/op-edge/360393-russia-improve-baltic-air-nato/

Foto: Amerikanske F-22 Raptor kampfly.  

Europas regeringer og betydningsfulde kræfter i USA må tilslutte sig det koncept, som Kina og BRIKS-landene fremlagde i forbindelse med det nylige G20-topmøde i Hangzhou: et »win-win«-samarbejde mellem alle verdens nationer, for at løse menneskehedens fælles problemer og omgående realisere en ny finansarkitektur og skabe en ny orientering for verdensøkonomien, der er baseret på videnskabelig og teknologisk innovation. Kort sagt: de gamle præmisser med geopolitik må smides over bord, og hele menneskehedens almene vel må udgøre udgangspunktet for løsningen af alle disse kriser.

Download (PDF, Unknown)

23. sept. 2016 – De, der følger med i talerne i FN, må være blevet slået af en streng, dyster tone i dag hos både den russiske udenrigsminister Lavrov og den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier under deres taler for FN’s Generalforsamling, der fandt sted inden for samme time.

De havde selvfølgelig begge deltaget i gårsdagens intense, katastrofale møde i den Internationale Syriske Støttegruppe.

Steinmeier dvælede ved to ting: kaosset og flygtningekrisen i Mellemøsten og Nordafrika pga. ødelæggelsen af Syrien, Irak og Libyen, og den »nye splittelse« i Europa efter Ruslands »krænkelse af international lov« og annektering af Krim. Han nævnte imidlertid, som også Lavrov havde gjort 30 minutter tidligere, »nogen fremskridt« i at få en våbenhvile i Ukraine, forhandlet gennem en indsats fra Normandiet Kontaktgruppen (Tyskland, Rusland, Frankrig, Ukraine) for at implementere Minskaftalen.

Han understregede, at hans forslag om mere opmærksomhed til våbenkontrol har til hensigt at styrke ikke alene FN’s rolle, men også regionale grupper som OSCE, som vil have tysk formandskab til næste år. Tyskland rolle i OSCE, og dets ansøgning om medlemskab i FN’s Sikkerhedsråd, er baseret på troen på »fred, retfærdighed, innovation og partnerskab«, sagde han. »Vi har valget, men vi må beslutte os«, sluttede han.    

Wiesbaden, 22. sept. 2016 – General Harald Kujat (pensioneret), tidligere formand for NATO’s Militærkomite (2002-05), sagde i går til Bild Zeitung: »I øjeblikket foregår der ikke alene en krig med våben, men også med ord. Det aftalte samarbejde med Rusland i Syrien, som udenrigsminister Kerry har arrangeret, er tydeligvis ikke blevet mødt med enstemmig støtte i Washington. Det fremstår derfor, som om Kreml gøres ansvarlig for angrebet på nødhjælpskonvojen, til trods for, at der hidtil ikke findes noget konkret bevis.«

»Begge de seneste dages tragiske begivenheder udgør således et stærkt argument for, at aftalen mellem USA og Rusland bliver gennemført – og ikke imod.« Bild fortsatte: »Det er Kujats vurdering, at et tættere, militært samarbejde mellem begge lande ville gøre det muligt at gå fremefter med kampen mod de islamistiske terrorgrupper i Syrien og genoptage fredsforhandlingerne.«

TASS rapporterede den 21. sept. om general Kujats kommentarer til en tysk tv-kanal: »Angrebet mod en humanitær nødhjælpskonvoj nær Aleppo, Syrien, kunne virke til terroristernes fordel, sagde tidligere formand for NATO’s Militærkomite til Tysklands N-TV-kanal onsdag. ’Jeg kan ikke forestille mig, at Rusland skulle ønske at torpedere sine aftaler med USA gennem dette angreb’, sagde Kujat og tilføjede, at han ikke mente, at ’Syriens myndigheder ville bombe en konvoj fra den syriske humanitære organisation, den Syriske Røde Halvmåne’.« General Kujat fortsatte: »Så der er altså kun terroristerne, der absolut ikke ønsker, at USA og Rusland skal forene deres militære indsats på linje med aftalerne og handle sammen imod dem. Men der foreligger hidtil ingen beviser; hertil behøves en undersøgelse af scenen.«

General Kujats kommentarer, især om kampen internt i Washington, er uden fortilfælde og peger på, at det haster med, at mentalt sunde kræfter i USA rydder ud i Obama-administrationen, før det er for sent.     

21. sept. 2016 – Grækenlands relation til Kina er det eneste positive, der sker i den græske økonomi. Ifølge informerede kilder står Grækenland på tærsklen til at blive optaget som nyt medlem af Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). Dette følger i kølvandet på underskrivelsen af en aftale, hvor Kina skal finansiere og bygge et EU700 mio. dyrt kraftværk, der skal anvende Grækenlands lokalt udvundne brunkul. Desuden købte Kina tidligere på året majoritetsaktier i Piræus Havnestyrelse.

I modsætning hertil søger Grækenlands kreditorer, den Europæiske Centralbank, EU-kommissionen og den Internationale Valutafond, samt deres agenter i Grækenland, at sabotere enhver indsats fra Athen for at støtte landets realøkonomi. Der finder nu en kamp sted om kontrollen over den lille Attica Bank, i hvilken Ingeniørernes Pensionsfond havde en flertalsaktiepost. Regeringen, der nu ejer et flertal i banken gennem bank-bailout-fonden, ønsker at reorganisere Attica Bank med en hensigt om at åbne kreditlinjer til små og mellemstore virksomheder, som de store, systemiske banker ikke udsteder kredit til.

Det bør bemærkes, at, under Den Fælles Tilsynsmekanisme, euro-regulatoren, er det chefen for centralbanken, der, som agent for den Europæiske Centralbank, bestemmer, hvor meget, en bank kan låne ud. Chefen for Bank of Greece, Yannis Stournaras, der nu, som finansminister i en tidligere regering, underskrev den katastrofale anden græske bailout (bankredning), er i færd med at intervenere for at stoppe regeringen i at føre sin plan ud i livet. Samtidig forsøger de neoliberale medier at skandalisere banken.

Med en understregning af denne pointe skrev den populære, græske nyheds-site Defencenet: »Långivere og nationale, økonomiske interesser ønsker ikke at have en bank i Grækenland, som de ikke kontrollerer. De fire største banker i Grækenland kontrolleres totalt af långivere, og således er det meste af den græske økonomi det også. Derfor ødelægger Attica Bank deres planer.«

Regeringen har udnævnt prof. Panagiotis Roumeliotis som ikke-eksekutiv formand for Attica Bank. Roumeliotis var Grækenlands officielle forhandler for dets medlemskab i AIIB. Han var Grækenlands repræsentant til IMF under den første bailout, men så snart, hans periode udløb i 2012, afslørede han, at der havde været udbredt opposition til denne bailout i IMF’s bestyrelse, hvilket forskaffede ham Grækenlands kreditorers had.

I en erklæring, der støtter regeringens handling, påpegede vicepremierminister Yannis Dragasakis, der er leder af regeringens økonomiske team, at Attica Banks egenkapitalniveau var signifikant højere end minimumsgrænsen og likviditetsbetingelserne, der kræves af eurosystemet.

Det står altså klart, at chef for centralbanken Stournaras ønsker at kollapse Attica. Desuden står Stournaras i skyggen af sin egen skandale, siden finanspolitiet for blot en uge siden gennemførte en razzia i hans hjem og ligeledes i hans hustrus pr-selskabs kontorer, i en anti-korruptionsundersøgelse.

Transportminister Christos Spirtzis påpegede, at, siden 2011, har der været to aktiekapitalforøgelser i Attica Bank, og hvor Bank of Greece har fået opgaven med at overvåge procedurer og lån. Ifølge Spirtzis, »hvis Attica Bank ikke gjorde sit arbejde ordentligt, så betyder det selvfølgelig, at Bank of Greece, der stod for inspektionen, heller ikke gjorde sit arbejde ordentligt«. Som sådan må Bank of Greece også undersøges, forklarede ministeren endvidere.

I en tale ved en generalforsamling for Attica Banks aktionærer i går erklærede den nye formand, Roumeliotis, at »absolut ingen kan, med kommentarer og offentlig konfrontation, underminere en bank som Attica Bank, der har en historisk rolle og samtidigt kan spille en signifikant rolle i udviklingen«. Med henvisning til de ubegrundede anklager, der slynges mod banken, sagde han, »Jeg er ikke villig til at spille noget politisk spil. Som teknokrat og professionel er mit mål en glat forsættelse af Attica Banks operation. Forvent ingen discounts eller kompromisser; vi er ikke under nogens indflydelse. Jeg er vis på, at vi vil vinde en kamp for landets og bankens bedste.«  

19. sept., 2016 – Med et kombineret tab på mere end 11 %, har SPD (-6) og CDU (-5) ikke længere tilstrækkelige stemmer til at have flertal efter Landdagsvalget i bystaten Berlin den 18. september, og de kan derfor ikke fortsætte med deres storkoalition, der har regeret hovedstaden i den seneste valgperiode. Henved 60 % af vælgerne stemte imod CDU og SPD, som er en tendens, som de to traditionelt store partier også står over for mht. de næste nationalvalg, der er planlagt til at finde sted et år fra i dag. Berlin kan nu kun styres af en treparti-kombination, der sandsynligvis bliver SPD, Linke og Grønne.

Mønstret fra de andre, nylige valg til Landdagen (delstatsparlamenter) med at afkaste en massemigration af vælgere, og især ikke-vælgere, til Alternativ for Tyskland (AfD), blev gentaget i Berlin, men partiet kom kun ind på en femteplads efter SPD, CDU, Linke og Grønne. De Frie Demokrater (FDP) fik stemmer nok til at komme ind i Berlins nye bystatsparlament som det sjette parti. Stemmeresultatet for de seks partier er: SPD 21,6 %; CDU 17,6 %; Linke 15,6 %; Grønne 15,2 %; AfD 14,1 %; FDR 6,7 %.

Se også: »NYT PARTI I TYSKLAND: AfD-partiet – Gammel vin på nye lædersække?«, Hovedartikel, del I-III, af Helga Zepp-LaRouche: 

Flodbølgen af flygtninge, der kommer ind i Europa fra Mellemøsten og Afrika – som et resultat af Obamas destruktive krige på vegne af britisk politik – i sammenhæng med Europas økonomiske kollaps som et resultat af bankernes krav, har gjort det muligt for et nyt ’protestparti’ at opstå i Tyskland, Alternative für Deutschland (AfD). Zepp-LaRouche spørger, Hvad er det, og hvorfor? 

Download (PDF, Unknown)

Titelfoto: Pegida-demonstration i Dresden den 12. januar 2015 efter terrorangrebet mod det satiriske blad Charlie Hebdos redaktion i Paris.

14. september 2016 – Romklubben præsenterede sin nye rapport i boglængde, Én procent er nok, i Berlin i går, hvor de kræver en drastisk ændring af den økonomiske politik og beskatningspolitikken, og hvor hovedmålet er en maksimal, økonomisk vækstrate på 1 %. (Den tyske titel er Ein Prozent ist Genug, eller »One Percent is Enough«; men den engelske titel lyder meget behændigt, Reinventing Prosperity! (At genopfinde rigdom!))

Klubbens generalsekretær og bogens medforfatter, Graeme Maxton (U.K.), angreb ideen om vækst som »neoliberalistisk hjernevask«, der ville ødelægge Jorden. Jørgen Randers (Norge), den anden medforfatter, erklærede: »Min datter er verdens farligste dyr [sic], eftersom hun forbruger 30 gange så mange ressourcer, som en pige i udviklingssektoren.« Et hovedkrav i rapporten er at beskatte forbrug af ressourcer, hvilket opfordrer til en afslutning af at koble beskatning til indtægter, snarere end til forbrug, med det formål at gøre energiintensive ting, som opvarmning og kommerciel flyvning, langt dyrere og således tvinge folk til at søge at forbruge et minimum af ressourcer.

Andre krav lyder: finansiering af grønne kriseprogrammer, statsstøtte til alternative energikilder, løntilskud til arbejdere, der skifter fra et job i traditionelle industrier til ét i en grøn sektor; en forøgelse af pensionsalderen til 70 år; skattenedsættelse og en bonus til kvinder, der enten slet ingen børn får, eller kun får ét barn. Højindkomstgrupper bliver beskattet, arveafgifter sat i vejret i stadier op til 100 %. Bonussen vil først blive udbetalt, når modtageren er fyldt 70.

Med hensyn til aspektet for 1 % ’s vækst, så er det et klart aspekt for folkemord, eftersom selv FN har erklæret, at Afrika vil behøve en årlig vækstrate på 7-8 % for at opnå en minimumsevne til at håndtere sin fattigdom, sygdom og andre problemer. Og den Nye Silkevej vil kun arbejde med en årlig minimumsvækstrate på 7-10 %.

Rapporten fik en delvis kritik fra selv nogle miljøfolk: Kerstin Andreae, viceformand for den politiske gruppering i den tyske Forbundsdag, De Grønne, sagde mht. nul-barns-politikken: »Vore handlinger kan ikke følge sloganet: opgiv mennesket, så vil det gavne miljøet.«

Redaktionen anbefaler desuden:

Baggrundsanalyse af Helga Zepp-LaRouche: »Klimaforandring som middel til oprettelse af et globalt miljødiktatur«. 

Se alle vore uddybende artikler på Hovedkategorien: Stop den Grønne Kult 

11. september 2016 (Wiesbaden) – Femten år efter terrorangrebene den 11. september, 2001, siger den tidligere formand for NATO’s militærkomite (2002-05), general Harald Kujat (Bundeswehr, pens.), at Vesten for længe siden i det store og hele var »mislykkedes politisk« i Afghanistan efter den indledningsvise militære succes, og den nylige Lavrov-Kerry-aftale om at bekæmpe terror i Syrien, som han anskuer med nødvendig optimisme, viser, at kun, når Rusland og USA samarbejder, kan problemerne løses. »Man burde have fundet en regional løsning i Afghanistan«, især med Pakistan, sagde general Kujat til Deutschlandrundfunk radio i et interview den 10. september. Som svar på et spørgsmål om invasionen af Irak i 2003, for at finde ikkeeksisterende masseødelæggelsesvåben, roste general Kujat Tysklands afvisning mht. at deltage i denne krig og nævnte de kaotiske begivenheder bagefter, inklusive fremkomsten af Islamisk Stat som konsekvens af invasionen, der viser, hvor korrekt den tyske beslutning var.

Med hensyn til potentialet for aftalen om Syrien fra 9. september mellem den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov og den amerikanske udenrigsminister John Kerry, sagde general Kujat, »man må være optimistisk« og understregede især, at USA og Rusland ikke bare koordinerer skridt til en politisk løsning, men også til de fælles, og parallelle, militære operationer. Forespurgt, om det amerikansk-russiske samarbejde faktisk kan overvinde den komplekse situation, sagde general Kujat ligefremt, »hvis der overhovedet er en chance for at bringe situationen dér under kontrol, kan det kun ske gennem tæt samarbejde mellem Rusland og USA … hvilket også er modellen for at afslutte krisen i Ukraine«.     

Leder fra LaRouchePAC, 11. sept. 2016 – På 15-års dagen for terrorangrebet mod New York City og Washington D.C., intervenerede Schiller Instituttet, stiftet af Lyndon og Helga LaRouche, i fem bydistrikter i New York for at løfte mindedagen for denne tragiske dag til et højere niveau, et »levende mindesmærke«, ved at bruge stor kunst til at opløfte sindet og sjælen hos alle mænd og kvinder, bort fra frygt og tanker om hævn og til tanker om kreativitet og menneskehedens fremtid.

Tre fremførelser af den storslåede Rekviemmesse af Amadeus Mozart blev opført i New York City af Schiller Instituttets New York borgerkor, med fuldt orkester, sponsoreret af Fonden for Genoplivelse af Klassisk Kultur, på datoerne 9., 10. og 11., i bydelene Bronx, Manhattan og Brooklyn. En fjerde opførelse vil finde sted mandag aften i Morristown, New Jersey, hjemsted for mange af de familier, der mistede deres kære den 11. september.

Invitationen til koncerterne, og til en konference om eftermiddagen den 10. september i Manhattan, sponsoreret af Schiller Instituttet, lød: »Denne september måned, hvor De Forenede Nationer åbner, lad da alle, der afskyr vold og krig, droppe deres uoverensstemmelser og komme sammen i højtidelig erkendelse af det, der er menneskeligt i os alle. Lad Wolfgang Amadeus Mozart tale til vore hjerter på musikkens sprog, og til det, Abraham Lincoln kaldte ’den bedre side af vores natur’.

Påtrykt invitationen var et billede af »Tåremonumentet«, en magtfuld, 10 etager høj skulptur i Bayonne, New Jersey, der skuer over Ground Zero på den anden side af Hudsonfloden. Dedikeret »Til kampen mod terrorisme i hele verden« var monumentet en gave fra Rusland efter 11. september. Ved ceremonien for monumentets afsløring, 11. september 2006, deltog præsident Vladimir Putin,

Selve begivenheden den 11. september vil leve videre i historien. Hvert år siden 11. september har det fælles bispesæde i St. Joseph i Brooklyn sponsoreret en march fra Ground Zero, over Brooklynbroen og til deres smukke katedral til en messe til ære for dem, der døde, og for dem, der på anden vis blev berørt. Mange af de hundreder af brandfolk, der gav deres liv for at redde andre som de første på stedet ved World Trade Center, kom fra Brooklyn. I år inviterede biskoppen, for første gang, Schiller Instituttet til at deltage direkte i selve messen, ved at opføre Rekviem. Den magtfulde og bevægende opførelse blev udsendt live over bispesædets TV-netværk.

Slående er det, at, blot få dage før denne historiske begivenhed, fredag, den 9. september, vedtog Repræsentanternes Hus enstemmigt et lovforslag, der har været genstand for en lang kamp, anført af mange af de samme familier til ofre for 11. september, LaRouche-bevægelsen og nogle få, modige kongresmedlemmer – Lov om juridisk retsforfølgelse af sponsorer af terrorisme (Justice Against Sponsors of Terrorism Act (JASTA). Denne lov vil nu gøre det muligt for familierne til ofrene for 11. september at lægge sag an mod Saudi-Arabien for dets rolle i angrebet 11. september. Den saudiske kongefamilies finansiering og støtte til 11. september-terroristerne blev offentligt afsløret, da regeringen blev tvunget til at frigive de »28 sider« af Den fælles Kongresundersøgelsesrapport over 11. september, om finansieringen af angrebet, der i 13 år havde været hemmeligstemplet af præsidenterne Bush og Obama, på trods af, at Obama, da han førte valgkamp, havde afgivet løfte til familierne om at frigive dem.

Obamas rolle, såvel som Bush’, i at støtte terrororganisationerne, der var skabt og finansieret af saudierne, og som havde til formål at opnå regimeskift mod lande, der ansås for at befinde sig uden for amerikansk og britisk kontrol, står nu afsløret. Hans støtte til Wall Streets og City of Londons udplyndring af realøkonomien står ligeledes afsløret, men Kongressen har endnu ikke udvist samme mod mht. det presserede behov for at vedtage den Glass/Steagall-lovgivning, der er fremsat i begge Kongressens huse.

De verdensforandrende begivenheder i Kina i sidste uge, ved G20-topmødet, skabte kernen i en ny verdensorden, bestående af næsten alle verdens nationer bortset fra USA og Europa, og baseret på udvikling for alle gennem den Ny Silkevejsproces, og et nyt, globalt finanssystem til erstatning for det bankerotte kasinosystem i Vesten. Den inspiration, der kommer fra New York i dag, angiver retningen – at mobilisere befolkningen gennem skønhed og fornuft for at bringe Amerika og Europa ind i et samarbejde med Kina, Rusland og menneskehedens fælles mål.        

»Og vi må få USA til at opgive geopolitik; vi må få EU, der alligevel er ved at disintegrere efter Brexit, vi må få disse lande til at opgive geopolitik og mobilisere USA’s og Europas befolkning til at tilslutte sig et nyt paradigme, der begynder med den idé, at menneskeheden er forenet, og at folk kan og bør være patrioter, men de bør også samtidig være verdensborgere. Og, som den store digter Friedrich Schiller sagde, »Der ligger ingen modsætning i at være en patriot og en verdensborger«.

10. september 2016 – Dennis Speed: På vegne af Schiller Instituttet vil jeg gerne byde jer velkommen til dagens konference, »Vi kan sikre verdensfreden ved at omfavne menneskehedens fælles mål«.

Schiller Instituttet blev stiftet i 1984, og forud for dette, den 27. september 1976, talte en af Schiller Instituttets medstiftere og samarbejdspartnere, nu afdøde Fred Wills, der dengang var Guyanas udenrigsminister, til FN’s Generalforsamling som repræsentant for FN’s Sikkerhedsråd, for 40 år siden, hvor han fremlagde et af de tidligste udtryk for økonomen og statsmanden Lyndon LaRouches politik for udvikling. LaRouches hustru, Helga, grundlagde Schiller Instituttet i 1984, og vi er alle lykkelige og stolte over at have været tilknyttet disse årtier lange bestræbelser.

Vi vil indlede konferencen med et videoindlæg fra Helga LaRouche, stifter og forkvinde for Schiller instituttet:

Helga Zepp-LaRouche: God eftermiddag. Kære deltagere på konferencen: Hr. LaRouche og jeg ville selvfølgelig meget have foretrukket at være personligt til stede på jeres konference, men vi overbringer vore hilsener på denne måde, for vi er i øjeblikket i Europa, hvor vi har meget vigtige ting at gøre.

Lad mig ikke desto mindre overbringe jer et budskab med meget gode nyheder. For, hvad der stort set er gået upåagtet hen i massemedierne i USA og Europa, så har verden ændret sig i løbet af de seneste dage, og til det bedre. Der har været et par internationale konferencer i Asien. Den første var i Vladivostok med meget prominent deltagelse af præsident Putin, premierminister Abe fra Japan, præsident Park fra Sydkorea; og fokus for mødet var at indgå aftale om meget, meget store, økonomiske projekter og en økonomisk integration af den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU) og initiativet for Silkevejen/Bæltet-og-Vejen. Det betyder en enorm udvikling af Fjernøsten og en økonomisk integration af alle disse asiatiske lande for et fredeligt samarbejde. Der var endda drøftelser om en mulig fredstraktat mellem Rusland og Japan, hvilket ikke er sket i 70 år, så dette er meget, meget vigtigt.

Men hvad der er endnu vigtigere, så var der G20-topmødet, der netop har fundet sted i Hangzhou, Kina. Se, Kina havde en meget, meget ambitiøs plan for G20-topmødet. De havde forberedt det intenst i over et år, gennem mange konferencer på ministerplan, og med tænketanke og diverse grupperinger, og planen var at transformere G20 fra at være en alliance af lande, der blot ville tale om kriser, som finanskrisen i 2008, og til at være en alliance af lande, der vil danne en organisation for den globale styrelse, for i fællesskab at tage sig af spørgsmålene omkring denne Jord. Og dette lykkedes de med.

I har måske ikke hørt om det i medierne, eller, hvis I har, så er det med en ondskabsfuld drejning, men det, der virkelig skete, er, at Xi Jinping allerede i et møde for erhvervsledere, det såkaldte B20, og også ved det egentlige G20-møde, fremlagde en plan for at sætte innovation i centrum for den globale økonomi; og allervigtigst, at invitere især udviklingslande og fremvoksende lande til fuldt ud at få del i frugterne af videnskab og teknologi, af innovation, med det formål, ikke at forhale disse landes udvikling.

Dette har fuldstændig ændret dynamikken i verden, for nu har man en situation, hvor en stor del af Asien – og dette fortsattes ved det efterfølgende ASEAN-topmøde – arbejder sammen for fredeligt samarbejde om et »win-win«-perspektiv, gennem grundlæggende set at vedtage den kinesiske model for økonomi.

Alle de af jer, der nogensinde har været i Kina, vil bekræfte, at Kina har undergået den mest utrolige, økonomiske transformation i noget land på denne planet. For 40 eller 45 år siden var Kina, under kulturrevolutionen, fuldstændigt tilbagestående og fattigt, og folk havde det elendigt, og så, med begyndelse i Deng Xiaopings reformer, begyndte Kina at lægge meget vægt på sin egen arbejdsstyrkes intellektuelle udvikling, på innovation, på at foretage syvmileskridt; og der var en lang periode, hvor Kina blot kopierede teknologier fra andre lande; den periode er nu ophørt, og Kina er nu spydspidsen inden for rumteknologi, højhastighedstog, elektronik og inden for diverse andre områder med avanceret videnskab og teknologi.

Kina har nu tilbudt resten af verden at blive en del af dette kinesiske, økonomiske mirakel, i et »win-win-samarbejde« gennem udviklingen af initiativet for den Nye Silkevej/Bæltet-og-Vejen, som et globalt udviklingsperspektiv til hele verden.

Denne idé har en sådan tiltrækningskraft, at, f.eks. alle ASEAN-landene, på ASEAN-konferencen i kølvandet på G20-mødet, grundlæggende set vedtog den kinesiske dagsorden om at gøre en ende på konflikten over det Sydkinesiske Hav og sagde, at, i fremtiden vil alle territoriale og andre konflikter blive løst gennem forhandling og dialog. Der vil blive samarbejde mht. at bekæmpe spørgsmål, der vedrører sikkerhed, såsom bekæmpelse af terrorisme, og mht. at udvikle andre midler til hinandens gensidige udvikling. Og derfor er hele denne truende konflikt over det Sydkinesiske Hav faktisk afsluttet.

Dette er vidunderligt nyt! Og det demonstrerer, at, hvis man sætter et udviklingsperspektiv »i den andens interesse« på dagsordenen, så er der intet problem på denne planet, der ikke kan løses. Dette betyder, at vi nu, for første gang, har mulighed for virkelig at gå over til et nyt paradigme. Udviklingssektorens, USA’s og Europas problemer er selvfølgelig stadig gigantiske, og der har hidtil ikke rigtig været en løsning på den kendsgerning, at banksystemet i øjeblikket er lige så truet, som det var i 2008 med Lehman Brothers’ kollaps. For eksempel har Deutsche Bank nu de samme omkostninger for CDS, credit default swaps, til sikkerhedsstillelse for derivater, som Lehman Brothers havde i 2008; hvilket betyder, at spekulanter spekulerer, vædder på muligheden for, at Deutsche Bank krakker. Rentepolitikken, nulrenten, negative renter i alle centralbankerne, som har anvendt det, har nu fået en ende. Mulighederne er opbrugt; hvad vil man mere gøre, end have negative renter? Hvor banker og kunder må betale penge for at indsætte deres penge i banken, i stedet for at få renter? Hele politikken med kvantitativ lempelse har i virkeligheden skabt en skjult hyperinflation, og »helikopterpenge« er virkelig vejs ende.

Den indsats for at gennemføre Glass-Steagall, der i øjeblikket gøres i USA og Europa, må blive gennemført, og vi må mobilisere Europa og USA til simpelt hen at tilslutte sig dette perspektiv med fælles udvikling. USA må vende tilbage til Franklin D. Roosevelts reformer; Europa må vende tilbage til den politik, der, f.eks., eksisterede med Adenauer og de Gaulle; og så kan alle problemerne blive løst, for den Nye Silkevej skaber ikke alene et perspektiv for økonomisk udvikling, men har også allerede skabt et alternativt banksystem: Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), den Ny Udviklingsbank (’BRIKS-banken’), den Nye Silkevejsfond, den Maritime Silkevejsfond, Shanghai Samarbejdsbanken og mange flere sådanne institutioner, der virkelig applikerer økonomisk politik i traditionen efter [Alexander] Hamilton, ved at have en kreditpolitik i stedet for en pengepolitik.

Dette er særdeles gode nyheder. For dette er noget, som hr. LaRouche og hans bevægelse har kæmpet for i over 40 år. Dette er præcis, hvad hr. LaRouche foreslog i 1975 med den Internationale Udviklingsbank. Det var ideen om, at IMF skulle erstattes af en international udviklingsbank, der skulle organisere en overførsel af teknologi til omkring $400 mia. om året, for at overvinde udviklingslandenes underudvikling.

Dette blev fuldstændig vedtaget af den Alliancefri Bevægelse i 1976 på den berømte Colombo-konference i Sri Lanka. Dengang led indsatsen for at skabe en retfærdig, økonomisk verdensorden et enormt tilbageslag: Man fik en destabilisering af de ledere, der have påtaget sig denne sag som deres. For eksempel blev fr. Indira Gandhi destabiliseret; fr. Sirimavo Bandaranaike fra Sri Lanka blev fordrevet fra embedet; den pakistanske premierminister Zulfikar Ali Bhutto blev væltet og sluttelig myrdet.

LaRouche-bevægelsen fortsatte imidlertid sin kamp for dette, med ideen om at udvikle de underudviklede lande i verden; for, vi kan ikke bare leve med en sådan uretfærdighed, som vi i øjeblikket ser i Afrika. Hr. LaRouche foreslog således i 1982 det berømte Strategiske Forsvarsinitiativ, der blev vedtaget af præsident Reagan i 1983, og som var officiel amerikansk politik i omkring otte måneder. Kernen i denne politik var præcis samme idé, der lidt senere blev formuleret af hr. LaRouche som supermagternes protokol, og som grundlæggende set var ideen om at nedlægge de militære blokke, opgive NATO, opgive Warszawa-pagten, og så dernæst, gennem et program med videnskab som drivkraft, udvikle den yderligere produktivitet, bestående i at gennemføre en gigantisk teknologioverførsel til udviklingslandene, med det formål for altid at overvinde deres underudvikling.

Hold op med at behandle den Tredje Verden som stedfortræderlande for krige, og få i stedet et fælles udviklingsperspektiv. Dette var naturligvis også ideen, da vi i 1991, med Sovjetunionens kollaps, foreslog den Eurasiske Landbro/Silkevejen, der var ideen om at forbinde industri- og befolkningscentrene i Europa med dem i Asien gennem udviklingskorridorer. Dette førte vi kampagne for i 25 år, hvor vi afholdt hundreder af konferencer.

Vi var derfor ekstremt glade, da Xi Jinping i 2013, i Kasakhstan, satte den Nye Silkevej tilbage på dagsordenen. Og det er nu, efter tre år, eksploderet mht. at skabe et helt nyt paradigme for udvikling, for en reel indsats for at overvinde fattigdommen i store dele af verden.

Tag for eksempel Afrika: Afrika er i øjeblikket i en forfærdelig forfatning, hvilket er grunden til, at folk i tusindvis drukner i Middelhavet i forsøg på at nå til Europa, eller de dør af tørst i Sahara, når de forsøger at krydse ørkenen.

Den tyske udviklingsminister Gerd Müller har netop holdt en lidenskabelig tale i den tyske Forbundsdag, hvor han sagde, at det, der foregår i Afrika og andre udviklingslande, er, at de er ved at blive flået i stykker at noget, som han sammenlignede med tidlige former for kapitalisme, hvor de rige bliver rigere; hvor 10 % ejer og forbruger 90 % af alle ressourcer, og hvor 80 % af alle afrikanere ikke har adgang til elektricitet; og dette har skabt en utålelig situation. Gerd Müller krævede dernæst en Ny Marshallplan for udvikling i Afrika og andre udviklingslande. Og den rette måde at forfølge dette på er selvfølgelig en forlængelse af den Nye Silkevej ind i Afrika, ind i Mellemøsten, for at genopbygge de krigshærgede lande Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen og Yemen, og de tilstødende områder.

Dette kan gøres med det samme, og det forudsætter blot, at vi får USA til at opgive den idé, at de må insistere på en unipolær verden, for denne unipolære verden eksisterer ikke længere: Efter G20-topmødet kan alle i hele verden se, at »omdrejningspunkt« Asien (doktrinen Asia Pivot), som Obama forsøgte at gennemføre for at udøve amerikansk indflydelse i Sydøstasien og disse områder, ikke fungerede. ASEAN stillede sig på Kinas side. TPP-handelsaftalen, om hvilken Obama i Washington Post sagde, at USA »laver reglerne« for handlen, ikke Kina.

Det virkede ikke: Formændene for begge Kongressens huse, Repræsentanternes Hus og Senatet, sagde, at TPP ikke kommer på dagsordenen i år; og de to præsidentkandidater har allerede sagt, at de er imod TPP. Så den er død. Og TTIP, den tilsvarende frihandelsaftale for Europa, er ligeledes allerede erklæret død af den franske regering og den tyske økonomiminister.

Så der er i øjeblikket en ny mulighed for at bruge G20-topmødet til at fastsætte et nyt regelsæt for handel, for samarbejde, for et »win-win«-perspektiv mellem landene. Og jeg mener, at, hvis vi på kort sigt kan få USA til at gå med i dette kor af nationer for skønhed, for samarbejde, så kan verden virkelig i løbet af meget kort tid opleve et nyt paradigme. Grunden til, at jeg siger »skønhed«, er den, at gallaaftenen inden åbningen af G20-topmødet var en vidunderlig dialog mellem kulturer, meget lig det, vi forsøger at gøre med rækken af koncerter i denne weekend i anledning af 11. september; denne gallaaften begyndte med meget smukke, kinesiske folkesange; der var en smuk scene fra balletten Svanesøen af Tjajkovskij; og sluttelig kulminerede forestillingen med en meget smuk opførelse af dele af Ode til Glæden, baseret på Friedrich Schillers digt til Ludwig van Beethovens musik. Jeg mener, at det var klogt af den kinesiske regering at vælge Ode til Glæden, hvor teksten på et sted proklamerer, »Alle mennesker forbrødres« (»Alle Menschen werden Brüder«), som et kulturelt udtryk for denne idé om et »win-win-samarbejde« mellem alle civilisationer.

Så mit fundamentale budskab til jer er et budskab om absolut optimisme. Jeg siger ikke, at alle problemer er blevet løst. Vi har stadig eksistentielle problemer; vi har stadig faren for krig; vi har stadig faren for en finansiel nedsmeltning, muligvis i dette efterår. Men alternativet er allerede etableret af en magtfuld gruppe nationer, der tilsammen repræsenterer flertallet af menneskeheden, flere end 4 mia. mennesker.

Og vi må få USA til at opgive geopolitik; vi må få EU, der alligevel er ved at disintegrere efter Brexit, vi må få disse lande til at opgive geopolitik og mobilisere USA’s og Europas befolkning til at tilslutte sig et nyt paradigme, der begynder med den idé, at menneskeheden er forenet, og at folk kan og bør være patrioter, men de bør også samtidig være verdensborgere. Og, som den store digter Friedrich Schiller sagde, »Der ligger ingen modsætning i at være patriot og verdensborger«.

Tiden er virkelig inde til, at vi forstår, at løsningen for menneskeheden kun kan findes på det højeste fornuftsplan, og ikke i en eller anden sideorden eller en eller anden angivelig interesse hos én nation imod en anden nation, eller gruppe af nationer.

Jeg føler mig fuldstændig overbevist om, at vi kan foretage dette spring og skabe et nyt paradigme; og alt imens I senere på dagen vil lytte til Mozarts skønne musik (Rekviem), til minde om dem, der døde under angrebet 11. september, mener jeg, at vi kan gengive dem liv og gøre dem udødelige ved at sige, at vi højtideligt vil forpligte os til at bringe USA ind i dette nye paradigme, og så vil deres liv have bidraget til noget udødeligt, og de vil forblive i vort minde for altid.       

9. september 2016 – Stefan Tolksdorf, der er spidskandidat på en liste med otte kandidater til valget til delstatsparlamentet (Landdagen) i Berlin, der finder sted den 18. september, introducerede i går de optimistiske perspektiver med den Nye Silkevej i den traditionelle, halvanden time lange udsendelse, der dækker de »mindre partier«. (Stefan Tolksdorf repræsenterer det tyske parti, Bürgerrechtsbewegung Solidarität (BüSo), Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet, med Helga Zepp-LaRouche som stifter og forkvinde, -red.). Denne gang blev 15 præsenteret, og de fik hver fem minutter til at besvare ordstyrerens spørgsmål. Før spørgerunden blev der spillet et fem minutter langt videoklip for hver enkelt. Partierne blev præsenteret i alfabetisk orden, så BüSo’s Tolksdorf var heldigvis nummer 4 i rækken, midt imellem for det meste esoteriske eller ligefrem vanvittige partier.

I modsætning til alle de andre partier, hvis websider blev kritisk inspiceret, valgte udsendelsens ordstyrere at sætte fokus på vore valgplakater med hovedsloganet, »Vi tyskere kan forhindre Verdenskrigen« og »Berlin må blive indfaldsporten for den Nye Silkevej«, samt de afgørende pointer: »Genopbygning i stedet for Krig – Dialog mellem kulturer i stedet for Barbari«, og ligeledes vore kampagneflyvesedler med hovedkrav om at integrere Berlin i det Ny Silkevejsperspektiv. Det lykkedes Tolksdorf at forklare om Silkevejen, efter at ordstyreren spurgte, hvordan kan dette have nogen relevans for Berlin, der ikke er en industriby (!) og ikke har nogen havn?

Tolksdorf forklarede, at Xi Jinping i 2013 kom for at udstrække en invitation til Tyskland om at gå med i dette strategiske perspektiv, og at Berlin selvfølgelig atter må blive en industriby, og han nævnte, at han havde været i Kina tre gange i løbet af de seneste par år, og at optimismen dér er noget, der fuldstændigt mangler i Tyskland, og at dette må ændres. Han påpegede også, at BüSo har kæmpet for dette koncept siden 1990’erne, og at, med G20-topmødet i Hangzhou, med Tyskland, der er gået med i AIIB-banken, og med den Eurasiske Økonomiske Union og Silkevejsprojektet, der samarbejder med hinanden, så giver dette os en perfekt anledning til at gå med i denne kurs for udvikling. Ordstyreren forsøgte at sige, at de store, tyske selskaber i forvejen gør mange forretninger med Kina, men dette afbøjede ikke virkningen af Tolksdorfs bemærkninger.

Ordstyreren påpegede desuden, at BüSo har en innovativ løsning på det store problem med den stadigt ufærdige Berlin Brandenburg Lufthavn (BER), eftersom BüSo siger, at BER bør blive en regional lufthavn, og at Sperenberg (syd for Berlin) i stedet bør blive den internationale hovedlufthavn, der er forbundet til byen Berlin via magnettog.

Slutteligt nævnte ordstyreren, at BüSo ikke alene har store planer for Jorden, men også foreslår en kolonisering af rummet, og han ønskede at vide, hvad det har med Berlin at gøre! Tolksdorf lo næste ad ham og sagde, at uden sådanne rumpionerer som den indfødte berliner Krafft Ehricke, hvis 100-års fødselsdag vi fejrer til næste år, ville rumrejser have været umuligt, institutioner som ESA og NASA ville ikke eksistere, og at dette er, hvad ungdommen behøver – et sådant optimistisk og spændende verdenssyn for fremtiden. Den store Adlershof teknologipark er allerede en fremragende base for dette, og dette bør udvides.

Hele interviewet kan ses her, med Tolksdorf fra 18:48 – 24:38 minutter.

http://www.rbb-online.de/politik/wahl/berlin/hintergrund/
wahlhearing-rbb-fernsehen-kleine-parteien.html

6. september 2016 – Til forskel fra resten af de tyske mainstreammedier, har den førende tyske erhvervsavis Handelsblatt en noget mere fornuftig kommentar til G20-topmødet og bemærker, at, parallelt med dette topmøde, er »en ny magtkonstellation i verden« [sic], der vil afgøre fremtiden, kommet til syne i Hangzhou, nemlig med BRIKS, der holdt et separat, uformelt topmøde i Hangzhou.

Xi Jinpings prominente, bilaterale møder med ledere af afrikanske organisationer, med præsidenterne for Tchad, Egypten og Kasakhstan umiddelbart før G20-møderne, demonstrerer, at hans bemærkninger om ’nationer på tærsklen’, der bliver vigtigere, skal tages alvorligt. Kina og Indien er hoveddrivkraften bag den nye vækst på globalt plan, selvom Kinas 19 G20-partneres samlede andel af det globale, økonomiske resultat rent nominelt udgør 80 % og således stadig er langt højere end disse to staters, bemærker Handelsblatt og tilføjer, at tysk industri er opmærksom på denne nye trend.

Foto: Præsidenterne for 2 af de 5 BRIKS-nationer, Indien og Kina, hhv. Narendra Modi og Xi Jinping, mødtes på sidelinjen af G20-topmødet i Hangzhou, Kina.

5. september 2016 – Det er ingen overraskelse, at alle, og især mainstream-medierne, har givet kansler Angela Merkel skylden for Kristendemokraternes (CDU) valgkatastrofe i søndags i delstaten Mecklenburg-Vorpommern (»Meck-Pomm«), og at de også siger, hun har fortjent det, fordi det var i hendes hjemstat. CDU fik kun 19 %, mindre end det racistiske Alternativ for Tyskland (AfD), der stillede op for første gang og fik 20,8 %. Socialdemokraterne (SPD) var heldige at få 30,6 %. Det dominerende tema i medierne er, at »dette er enden for Merkel-æraen«.

Men Wolfgang Schäuble bør også have skylden, Schäuble (Tysklands finansminister), der – mht. finanspolitik og ikke-investeringspolitik – er den virkelige tyske kansler. Meck-Pomm er en af de østtyske stater, der har en kronisk høj arbejdsløshedsrate på over 20 %, og den unge generation dér var, allerede flere år før den græske krise med sin overvældende ungdomsarbejdsløshed på over 50 %, i samme situation som grækerne. Mange unge fra Meck-Pomm har forladt delstaten for at søge jobs andetsteds.

Meck-Pomm var imidlertid, før 1990, en stat med en betydelig industri: skibsbyggeri, fiskeri, et atomkraftværk i Lubmin, og en jernbanefærgeforbindelse i transportsektoren til Sovjetunionen. Det meste af dette blev elimineret under Birgit Breuel-regimet under Treuhand, efter mordet på Detlev Rohwedder, og blev kun delvist erstattet af turisme – hvor unge mennesker arbejder om sommeren, men om vinteren må søge jobs andre steder, eller blive arbejdsløse i disse måneder. Bemærk, at næsten en tredjedel af AfD-vælgerne i søndags kom fra arbejderklasse-vælgere – vælgere, der har opgivet SPD og endda Die Linke. AfD fik også mange stemmer fra vælgere, der kom tilbage til stemmeurnerne efter at have været sofavælgere. Vælgere, der for længst havde vendt ryggen til de andre partier, udgør nu en tredjedel af AfD’s vælgere ved valget. AfD kom endda ind på en førsteplads i tre valgdistrikter – alle i Griefswald.

En genindustrialisering af Meck-Pomm ville have været muligt, som det demonstreres af den ene undtagelse efter 1990, nemlig opbygningen af Griefswald termonukleare fusionsforskningsprojekt Wendelstein x; og den anden undtagelse, den kendsgerning, at Nord Stream gasledningen, der kommer fra Skt. Petersborg, kommer ind i det europæiske hovedland ved Griefswald. Merkel var én af de mest indædte modstandere af gasledningsprojektet pga. sin anti-russiske holdning, men hun måtte nedtone det, efter hun blev kansler i 2005, fordi industrien sagde, hun skulle klappe i. Merkels anti-russiske anskuelser, der ikke deles af flertallet af vælgere, bidrog således til CDU’s stemmetab i Meck-Pomm.

Finansminister Schäuble på sin side tvang den Store Koalition, der har styret Meck-Pomm i de sidste otte år, til strengt at overholde budgetbalancen, og endda til at blive den nationale stjerneelev blandt de 16 delstatsregeringer mht. tilbagebetaling af gammel gæld. Der var ingen penge tilbage til nogen reel og meningsfuld investering i højtkvalificerede og velaflønnede jobs i denne stat – med undtagelse måske af turistsektoren og dens dårligt betalte sæsonjobs. Understregningen af ikke-investering i jobs og af budgetter, der ikke måtte overskrides (pga. investeringer), åbnede en kæmpeflanke for AfD’s anti-flygtninge-polemik (»flygtninge får alt, tyskere intet«). Dette vil måske ikke fungere helt så godt i Berlin, hvor der er valg den 18. september, men anti-flygtninge-følelser eksisterer også i den tyske hovedstad.     

Uddrag af LaRouchePAC Fredags-webcast 2. sept. 2016.

Matthew Ogden: … På hjemmefronten har vi en meget intens kampagne, der nu optrappes, for at genindføre Glass-Steagall; og for at styre kræfterne til at gennemtvinge en vedtagelse af dette lovforslag, før præsidentvalget finder sted (8. nov.). Dernæst har vi indsatsen for at genåbne en fuld undersøgelse af terrorangrebene den 11. september (2001); med frigivelsen af de 28 sider må dette nu fortsætte med at forfølge de ti tusinder af andre sider, der fortsat tilbageholdes. På denne front befinder vi os én uge fra 15-års dagen for disse forfærdelige angreb den 11. september; og vi vil se en række koncerter, der vil finde sted i New York City – det kan Diane (Sare) fortælle os mere om – med en opførelse af Mozarts Rekviem, der vil blive opført i katedralen i Brooklyn, en stor kirke i Manhattan og andre steder, for at mindes ofrene for disse angreb, og for at bringe retfærdighed …

Ogden: Diane, du er lige nu selvfølgelig midt i at arrangere 15-års mindehøjtideligheden og seminaret, og med at lede aktivistbegivenhederne i New York City. Så, kan du tage den herfra?

Diane Sare: Jeg vil faktisk gerne lige træde et skridt tilbage; for én af de ting, som senator Graham sagde om, hvorfor, det var så vigtigt (for senator Grahams indlæg om retfærdighed for ofrene for 11. september, se fredags-webcast, med engelsk udskrift, her: http://schillerinstitut.dk/si/?p=14486).

Han sagde, at der var tre grunde: én var spørgsmålet om juridisk retfærdighed for familierne til de mennesker, der blev dræbt; To, et temmeligt indlysende spørgsmål, som er spørgsmålet om sikkerhed. Hvis vi ikke udrydder disse netværk, er de der, for at blive brugt igen. Og tre, som jeg mener, er virkelig vigtigt og ikke kan overdrives, og det er spørgsmålet, om folk stoler på deres regering. For, når USA’s befolkning først kommer dertil, hvor de ikke længere stoler på regeringen, hvilket er, hvor vi næsten er nu, så mister man republikken. Vores republik, der går helt tilbage til Nicolaus Cusanus’ ideer og Concordantia Catholica[1], hviler på dette spørgsmål om de regeredes tilsagn (konsensus). Hvis man ikke stoler på sin regering, vil man ikke give sit tilsagn til, at den repræsenterer én. Det, som hr. LaRouche har sagt de seneste dage, er, hvad vi har set mellem det gennembrud, der fandt sted med vores arbejde som drivkraft, og så kongresmedlemmerne Jones og Lynch, der bogstavelig talt truede – ikke helt med disse ord – men som sagde, vi ved, at vi er immune, hvis vi læser dette (de 28, hemmeligholdte sider) ind i Kongressens protokol; og så det, der sker med Glass-Steagall mht. partiernes valgplatforme, er, at disse kongresmedlemmer begynder at blive tvunget til at repræsentere deres befolkning.

Jeg sætter dette i en international sammenhæng, med det, der nu er forestående med møderne i Vladivostok, der finder sted netop nu (2. – 3. september), og G20-topmødet (3. – 4. september); og det transatlantiske system er totalt bankerot. Der er intet, som Obama og den nuværende opstilling, den Europæiske Centralbank; hvad har de at tilbyde verden? Negative rentesatser? Lad dine penge står hos os, og vi vil få dig til at betale for det! Med andre ord, de kan intet gøre; men hvad har vi med Rusland og Kina? Kinas arbejde – som folk, der følger os på vores hjemmeside, vil have set på vores onsdags-udsendelse; det Nye Paradigme-show om spørgsmålet om Månens bagside, eller udsendelsen torsdag aften (Manhattan-projektet). Der er et helt univers, der åbner sig for os – vi begynder med Solsystemet – med dette samarbejde, som Asien kan tilbyde. Kineserne er vært for G20, og de har gjort præsident Putin til æresgæst. Dernæst er [den egyptiske] præsident al-Sisi endnu en æresperson ved dette møde. Hvad er Obamas respons? Han tror, at han dér vil gennemtvinge [handelsaftalen] Trans Pacific Partnerskab, som er dømt til at blive et totalt flop, en fuser. Russerne gjorde, i et interview i Xinhua før dette møde, det ganske klart, at Moskva og Beijing behøver Washington som partner. Det gjorde mig glad som amerikaner, for jeg mener, at USA bør være en partner i dette her. Og, paradoksalt nok, sagde den person, der blev interviewet, at Washington kan være en kompleks og uforudsigelig partner.

Så jeg vil sige, at vores job som amerikanere er – vi har på en måde fået en mission, at andre, meget betydningsfulde ledere siger, at USA ønskes som en skattet partner i dette Nye Paradigme. Det er vores opgave at yde dette partnerskab, ved at stille dette kriminelle [amerikanske] regime, vi har, stolen for døren. Noget af det, vi så med 11. september, er, at mørklægningen er fortsat igennem to regeringer; at Obama har været ikke alene medskyldig i dette, men med sin politik i regionen har bidraget til ISIS’ vækst, al-Qaedas vækst, og deres mulighed for at rekruttere. Vi har i løbet af disse seneste år mistet næsten 4500 soldater i Irak, som man nu ved, var en total løgn og et bedrageri; det var konklusionen af Chilcot-undersøgelsen. Med hensyn til spørgsmålet om 11. september, så er spørgsmålet: Vil vi se retfærdigheden ske fyldest? Og retfærdighed betyder ikke hævn eller gengældelse; det betyder, vil vi genrejse vores nation til at blive til noget, hvor folk vil ønske at give deres tilsagn til at blive regeret af denne regering?

Når man ser på spørgsmålet om Mozart, og hans Rekviem, som vil blive opført, og som vores (Schiller Instituttets) kor vil deltage i og arbejder med; Mozarts engagement var dette. Han var en tilhænger af den Amerikanske Revolution; han var tilhænger af ideerne om at skabe en republik, og han blev myrdet. Hans arbejde blev fjernet; hans bidrag; det, han kunne have gjort, hvis han havde levet længere. Dette musikstykke har levet videre, fordi det har en udødelig egenskab; som faktisk legemliggør spørgsmålet om menneskelig kreativitet. Vi ser her en respons fra de mennesker, der er engageret i denne opførelse, med, at de udvikler en form for lidenskab, der nok altid fandtes i dem. Men, fordi de har mulighed for at deltage i noget, der vil blive så intenst og så smukt, og som har en mission i den virkelige verden, så bliver de igen lidenskabelige; hvilket er noget, jeg mener, har manglet. Alle kan komme i tanke om samtaler, de har haft med venner og naboer, om det forestående valg, eller noget andet; og befolkningen er blevet lidenskabsløs, hvilket er grunden til, at folk ikke handler, når de burde, eller når de kan.

Jeg har en fornemmelse af, at vi virkelig står over for et betydningsfuldt gennembrud, som USA vil blive en del af; selv om mange mennesker i USA ikke fuldt ud forstår, hvorfor det er her, og hvordan de blev engageret i det.

Ogden: Absolut! Jeg vil blot følge dig i det, du netop sagde, Diane. I sin tale i Press Club citerede senator Graham den ofte citerede anekdote af Benjamin Franklin under Forfatningskonventet i Philadelphia; da en kvinde spurgte, »Hvad har De givet os?«, svarede han, »En republik, hvis De kan bevare den«. Den lidenskab, som senator Graham har udvist omkring dette, hvor han har bevaret sin rolle og sin kamp igennem 15 år for frigivelsen af disse dokumenter; hvor kommer denne lidenskab fra? Selv om FBI forsøgte at intimidere ham personligt og gav ham besked på at trække sig, fordi han ser dette – som det også skal ses – som et eksistentielt spørgsmål for den Amerikanske Republik. Ikke kun ud fra et juridisk standpunkt og et standpunkt om national sikkerhed, men som selve vores nations overlevelse som en republikansk form for regering. Jeg vil hævde, at vi ser på præcis den samme form for eksistentielt spørgsmål, når det kommer til genindførelsen af Glass-Steagall. Selve omfanget af det transatlantiske systems implosion, som vi står overfor – hvis dette her kom ned over os, uden det nødvendige lederskab på plads omkring genindførelsen af Glass-Steagall og lignende, for at beskytte det amerikanske folk fra konsekvenserne af denne form for finanskrise – så ville denne republik ikke overleve.

Muligheden er umiddelbart forhånden, for at gå med i den nye, finansielle arkitektur, og for at skabe de produktive vækstbølger, som denne nation aldrig før har set; som ville overgå selv det, vi så under FDR’s New Deal, hvis vi tilsluttede os den Nye Silkevej, der netop nu ledes af Kina og andre. Så det er den samme form for lidenskab, der også må anvendes til dette spørgsmål.

Hele fredags-webcastet, med engelsk udskrift, kan ses her: http://schillerinstitut.dk/si/?p=14486

Et dansk uddrag af webcastet, omhandlende spørgsmålet om Glass-Steagalls betydning, kan ses her: http://schillerinstitut.dk/si/?p=14506  

Med formand Tom Gillesberg:

4. september 2016 – Med Angela Merkels CDU, der har lidt et svidende nederlag i hendes egen hjemstat Mecklenburg-Vorpommern, hvor CDU fik færre stemmer end det fremmedfjendske parti AfD (Alternativ for Tyskland), der kom ind på en andenplads efter SPD, er knivene nu fremme om, hvem, der skal efterfølge Merkel som partileder og kanslerkandidat. Dårlig, som Merkel har været, så kunne nogle kandidater gøre CDU efter Merkel endnu værre. En mediekampagne promoverer ’beastman’ Jens Spahn, der profilerer sig med både en anti-islamisk kampagne, så vel som også som en fortaler for nedskæringspolitik.

Forrige søndag, den 28. august, støttede The Guardian Spahn som kansler. (https://www.theguardian.com/world/2016/aug/28/jens-spahn-man-who-could-replace-merkel-interview-germany "Meet Jens Spahn, the MP for Steinfurt and Borken, deputy finance minister and, if some commentators are to be believed, Germany's chancellor-in-waiting.")

Guardian roser Spahn, der i øjeblikket er vicefinansminister, for at være en ven af Storbritannien. Spahn er tilhænger af frihandelsaftalen mellem Storbritannien og EU: »Begge sider, og især Tyskland, har stor interesse i stærke, økonomiske bånd. Hvis man kan have en frihandelsaftale med USA, med Canada og endda med det kommunistiske Vietnam, så kan vi også få en fornuftig handelsaftale med Storbritannien, hvis viljen er til stede.«

The Guardian siger, at Spahn afviste EU’s udsættelse mht. at ratificere en frihandelsaftale med Amerika og Canada, som udelukkende grundet i tyske reservationer med rødder i anti-amerikanske fordomme. At indgå en aftale med Storbritannien, sagde han, ville blive lettere at kommunikere rent politisk. »De fleste tyskere har et positivt billede af Storbritannien, og jeg tror, ikke, at de fleste tyskere er imod frihandel i sig selv.«

Spahn selv gjorde sin dræber-mission klart mandag, den 29. august, da han krævede, at penge fra pensionsfonde skulle investeres i aktier. I et interview med Süddeutsche Zeitung sagde han: »Overalt, hvor det er muligt, må vi skære ned på garantier til fordel for flere chancer for at opnå vinding«, og »vi bør investere på en smartere måde de penge, der ikke skal bruges i de næste 12 måneder«.        

Hr. LaRouche …»Hvis man ikke gennemtvinger Glass-Steagall, som udgangspunkt for en sådan total omstrukturering af hele USA’s finansielle og monetære system«, og selvfølgelig også udstrækker det til Europa; »så vil et enormt antal mennesker dø. Det er den enkle kendsgerning.«

Uddrag af LaRouchePAC Fredags-webcast, den 2. september 2016. Hele webcastet inkl. engelsk udskrift kan ses her: http://schillerinstitut.dk/si/?p=14486

Matthew Ogden: God aften. Det er den 2. september 2016, og dette er vores ugentlige fredags-webcast på larouchepac.com. Med mig i studiet i aften har jeg Jeffrey Steinberg fra EIR, og via video to medlemmer af LaRouchePAC Politiske Komite: Dave Christie fra Seattle, Washington, og Diane Sare fra New York City-området. Velkommen til jer begge to.

Vi havde en diskussion med Lyndon og Helga LaRouche for et par timer siden. Det er helt klart, at vi står ved et punkt, hvor tre, meget afgørende initiativer, som LaRouche-bevægelsen har stået i centrum for i flere år, nu kulminerer. For det første står vi umiddelbart foran G20-topmødet; topmødet i Vladivostok er i gang; og to uger efter disse begivenheder træder FN’s Generalforsamling sammen. Det er helt åbenlyst, at man tager initiativerne til at skabe en ny, finansiel arkitektur for planeten omkring udviklingen af den Nye Silkevej. Jeg vil blot ganske kort nævne, at, hvis man ikke har set den endnu, så har vi en fremragende, ny, 20 minutter lang video (på larouchepac.com – se den danske hjemmeside, inkl. udskrift: http://schillerinstitut.dk/si/?p=14429) »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«. Den går i dybden med meget af indholdet i EIR’s rapport af samme navn. Den må I bestemt se, hvis I ikke allerede har.

På hjemmefronten har vi en meget intens kampagne, der nu optrappes, for at genindføre Glass-Steagall; og for at styre kræfterne til at gennemtvinge denne vedtagelse, før præsidentvalget finder sted. Dernæst har vi kampagnen for at genåbne en fuld undersøgelse af angrebene den 11. september (2001); med frigivelsen af de 28 sider må man nu gå videre med at forfølge [frigivelsen] af de ti tusinder af sider, der fortsat tilbageholdes. På denne front befinder vi os nu én uge fra 15-års dagen for disse forfærdelige angreb den 11. september, og vi vil se en række koncerter, der vil finde sted i New York City – det kan Diane fortælle meget mere om – med en opførelse af Mozarts Rekviem, som vil blive opført i Brooklyns katedral, i en stor kirke i Manhattan og andre steder, for at holde en mindehøjtid for ofrene for disse angreb, og for at bringe retfærdighed [for dem]. Dette vil finde sted samtidig med et strategisk seminar, der sponsoreres i New York City om samme emne. Og samtidig foregår der et kraftigt initiativ for at gennemtvinge en afstemning i Repræsentanternes Hus – forhåbentlig i næste uge, før mindedagen – om JASTA-lovforslaget (Justice against State Sponsors of Terrorism Act; Loven om Retsforfølgelse af statslige sponsorer af Terrorhandlinger). Kongressen vender tilbage fra ferie i næste uge.

Som en del af dette fremstød var tidligere senator Bob Graham i Washington D.C. i forgårs, hvor han deltog i en betydningsfuld pressekonference, som han holdt i National Press Club. Både Jeff Steinberg og jeg selv havde mulighed for at deltage i konferencen, og vi vil fremlægge nogle uddrag af denne pressekonference som en del af vores udsendelse i aften.

Men før vi kommer til det, vil jeg gerne begynde med den diskussion, vi havde med hr. LaRouche for blot et par timer siden; især om nødvendigheden af at lancere en omgående mobilisering omkring genindførelsen af Glass-Steagall. Så for at introducere dette spørgsmål, vil jeg læse det spørgsmål, vi har fået fra institutionelt hold til i dag, og som blev forelagt hr. LaRouche. Jeg vil bede Jeff Steinberg om at uddybe det, som hr. LaRouche sagde som respons til dette spørgsmål. Det lyder:

»Hr. LaRouche, De har advaret om, at, med mindre USA’s Kongres handler – og handler her i september – for at genindføre Glass-Steagall som det første skridt i en langt større omskabelse af den økonomiske og monetære politik, så har hele det transatlantiske system kurs mod en nedsmeltning. Vil De venligst uddybe vigtigheden af at vedtage Glass-Steagall under den næste Kongressamling, umiddelbart efter Labor Day (mandag, den 5. september)?«

Jeffrey Steinberg: Hr. LaRouche var meget ligefrem; han sagde: »Hvis man ikke gennemtvinger Glass-Steagall, som udgangspunkt for en sådan total omstrukturering af hele USA’s finansielle og monetære system«, og selvfølgelig også udstrækker det til Europa; »så vil et enormt antal mennesker dø. Det er den enkle kendsgerning.« De europæiske storbanker, der er fuldstændig viklet ind i de store Wall Street-banker, har en beholdning til nominelt billioner, hvis ikke hundreder af billioner af dollars, af derivater og insolvente lån og anden hasardspilsgæld, så vil man ikke have nogen som helst mulighed for på nogen som helst måde at omstøde den situation, vi har i USA’s økonomi lige nu; og det samme er tilfældet for Europa. Nemlig [den situation], at der er et sammenbrud i produktiviteten; tro ikke på tallene for jobskabelse, for virkeligheden er den, at 93,5 millioner jobkvalificerede amerikanere i den arbejdsføre alder står uden arbejde. For de har opgivet at finde et job; og de er derfor aldrig blevet talt med i arbejdsstyrken i det hele taget. Hertil kommer, at et voksende antal mennesker nu finder, at de er henvist til at arbejde deltids; undertiden et par timer om dagen i flere forskellige jobs, fordi der ikke er nogen fuldtidsjobs inden for produktion til rådighed i økonomien. Der er en masse parasit-jobs; der er en masse andre jobs, der, i en sund, voksende økonomi, ville være nødvendige og nyttige. Men, når man har et sammenbrud i produktion, som vi har i USA og Europa, og når man oven i dette lægger denne form for massive bankkrise – en finansboble, der overgår den i 2008; så har man en perfekt storm for noget, der vil resultere i massedødsfald.

Glass-Steagall er det første skridt; det er på ingen måde totaliteten af det, der må gøres. Hr. LaRouche har fremlagt de Fire Nødvendige Love, fire hovedinitiativer, der må tages for at genrejse produktiviteten; for at skabe ægte, produktive jobs. Men udgangspunktet må være at opbryde og udskille de legitime, kommercielle bankfunktioner fra de spekulative aktiviteter, der fuldstændigt har plyndret de kommercielle bankers indskyder-grundlag, siden Glass-Steagall blev ophævet (1999). Begge de politiske partier (Demokrater og Republikanere) har i deres valgplatforme støttet en genindførelse af Glass-Steagall; dette var ikke bare en rutineting. Der var en kamp under Republikanernes konvent mellem folkene i Platform-komiteen; der var et aggressivt fremstød for at gennemtvinge en vedtagelse af Glass-Steagall. Så begge partier har taget stilling. Der er lovforslag fremsat i begge Kongreshuse, og man skal og må vedtage det; ikke efter præsidentvalget, og ikke under ’lame duck’-sessionen, men i løbet af den kommende 2-3 uger lange periode, der starter på tirsdag, den 6. september, den aften, hvor Kongressen vender tilbage. Onsdag bliver den første, hele dag, hvor Kongressen har sammentræde. Dette må være én af denne Kongressamlings allerførste handlinger i løbet af denne overgangs-samling; og det vil ikke ske, med mindre der finder en total mobilisering af det amerikanske folk sted. Der er betydningsfulde institutioner, fra AFL-CIO (USA’s største fagforening) og til diverse borgerrettighedsgrupper, der er med os i dette spørgsmål om Glass-Steagall. Men det kræver en absolut fokuseret og hård og laserlignende intervention. Og der er nok ikke noget, der opsummerer dette mere klart end det, som hr. LaRouche gentagne gange har sagt i løbet af de seneste dage: Nemlig, at, hvis man ikke vedtager Glass-Steagall; hvis man ikke intervenerer for at sikre, at Kongressen gør det, så kan man dø som følge af det.