1

Tegn på handlekraft, tegn på, at vi gør det rigtige……

Ikke korrekturlæst

Den 21. april: Der viser sig afgørende muligheder for, at NATO’s krig mod Rusland måske ikke vil medføre, at mere end en milliard mennesker vil blive dræbt af sult, hungersnød og kulde i år, og at en optrapning til atomkrig kan forhindres. Disse opstår, bestemt ikke på baggrund af de globale finansfolks møde i Washington i denne uge; ej heller på baggrund af militære begivenheder eller forhandlinger i Ukraine.

Der foreligger erklæringer, og aktivt samarbejde fra nogle store nationer, om at øge fødevareproduktionen på trods af alt; og Schiller Instituttets verdensomspændende mobilisering bestræber sig på at inddrage i tusindvis af ledere rundt om i verden, for at skabe en ny strategisk og økonomisk udviklingsorden, før katastrofen rammer. Et direkte samarbejde mellem russiske gødningseksportører og Indiens landmænd, skaber på trods af krig og sanktioner der ødelægger russiske og ukrainske fødevarer til verden, udsigt til, at Indien i år kan øge hvede og ris eksporten betragteligt, selv om krig, gødnings inflation og mangel, truer med at udsætte en milliard mennesker for hungersnød. Indiens præsident Narendra Modi har erklæret, at hans land agter at gøre det.

Vores konference den 9. april, hvor 5.000 mennesker, rundt om i verden deltog  for at blive klogere på en ny arkitektur for strategisk stabilitet og respekt for alle nationer og en LaRouche-plan for en ny arkitektur for økonomisk udvikling, udløser nu noget mere omfattende. Hundredvis af de mest indflydelsesrige af disse deltagere, mobiliseres nu til at udbrede andragenet, som konferencen samledes om, til at nå ud i regeringerne verden over.

I dag talte Kinas præsident Xi Jinping personligt i et internationalt forum i Kina, indgående om en ny verdensomspændende strategisk arkitektur, hvis karakteristika er som dem, der blev præsenteret den 9. april,  dvs. uden kup, krige med regimeskift og ensidige sanktioner, baseret på FN’s charter om rettigheder.

Regeringen i NATO-medlemslandet Tyrkiet, udtalte for første gang sandheden om, at “nogle lande i NATO” ikke ønsker forhandlinger, men ønsker at se krigen mellem Rusland og Ukraine fortsætte i lang tid. Det var ikke nødvendigt at nævne briterne og Biden-administrationen.

Dette er tegn på, at vi gør det rigtige.

Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, erklærede i en webcast i går: “Min mand var i meget lang tid overbevist om, at dette ikke er en kamp mellem nationer. Denne kamp udspiller sig mellem oligarkiet, de finansielle magter i City of London og Wall Street … og folkets tarv. Så det er ikke en strid mellem USA og Rusland eller endog Europa – det er i virkeligheden et spørgsmål om oligarkiet mod almenvellet. Det er grunden til at han mente, at man havde brug for en magtfuld kombination af lande, der kunne modstå presset fra dette oligarki.”

Dette oligarki var i stand til at udnytte en russisk sårbarhed – at blive direkte, strategisk truet fra Ukraine – til at fremtvinge den krig og den pludselige, alvorlige globale økonomiske straf og smerte, som nu eksisterer. Det er præcis, hvad de ønskede af deres “Great Reset”, deres “Green New Deal”.

Lyndon LaRouche advarede om dette allerede i 2011, da han pegede på dette oligarkis enorme boble af ubetalbar gæld. “Det meste af denne bailout-gæld, Wall Street-gælden, London-gælden,” sagde LaRouche, “er absolut værdiløs. Den kan aldrig tilbagebetales. Den eneste løsning på denne sag var at føre denne krig. Hvis det Britiske Imperium kom ud som sejrherre i en sådan krig, med støtte fra USA, så ville de eftergive deres gæld, og de ville kunne fortsætte deres forretninger. Men verdens befolkning ville blive reduceret kraftigt på grund af sult, sygdom….” Han advarede om det igen i marts 2014, efter det anti-russiske kup i Ukraine, da han erklærede: “Ukraine er egentlig ikke den egentlige problemstilling. Det handler om at ødelægge, besejre Eurasien.” https://archive.schillerinstitute.com/news_briefs/2014/0317-lyn-russian_tv.html

På det årlige IMF/World Bank-møde for bankfolk og finansfolk i Washington i denne uge, drøftede de amerikanske og europæiske bankfolk, at påføre Rusland maksimal smerte; men de bruger den krig, som de provokerede Rusland ind i, til at påføre smerten til hele verden. Som selv oligarkiets egne publikationer må erkende, betragter de fleste nationer i verden NATO’s politik og krigen, som en katastrofe.

Vejen er åben for ethvert tænkende menneske, til at bidrage til at ophæve sanktionerne, afslutte krigen, skabe et nyt økonomisk udviklingsparadigme, som Lyndon LaRouche, utallige gange har formuleret det til så mange nationer, for at løse netop en sådan krise.




Der er en global nyorientering i gang:Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche
20 april. 2022

Den 20. april (EIRNS) – Verdens vigtigste finansministre, centralbankfolk og private finansfolk samledes i Washington, D.C. de første tre dage i denne uge til det årlige forårsmøde i Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken. De indrømmede offentligt, at op mod 1,7 milliarder mennesker står over for en alvorlig fødevarekrise og sultenød i år. De nikkede forstandigt til beretninger om, at en inflation på op til 50, 80 og sågar 120 % på fødevarer og energiprodukter var skudt i vejret i Tyskland og i hele Europa, for ikke at nævne et desperat Sydamerika. De var enige i, at lavindkomstlandenes gæld er blevet fuldstændig ubetalelig og vil komme til at detonere inden for kort tid. Og de lykønskede hinanden med deres »brændte jords«-sanktioner, hvormed de har til hensigt at udslette Rusland – og alle andre oprørske nationer – fra jordens overflade.

Og stadig forsøgte de at trøste hinanden med overbevisningen om, at meget få lande, trods alt det ovenstående, vil tilslutte sig Kina, Rusland og de omkring 150 nationer, der er en del af Bælte- og Vejinitiativet, som udgør et økonomisk alternativ til det døende og dødbringende, transatlantiske finanssystem. Som IMF’s nye cheføkonom, Pierre-Olivier Gourinchas, argumenterede, forventede han ikke på nuværende tidspunkt, at mange lande »vil træffe det valg, at deres fremtid består i at springe over på den anden side«.

I sit ugentlige webcast den 20. april pegede Helga Zepp-LaRouche på den tilspidsende konfrontation mellem oligarkiets krav og dem, der stræber efter menneskehedens fælles velfærd, som værende karakteren af den kommende konflikt. Hun understregede, at der er en global nyorientering i gang, som er ved at opstå omkring Rusland, Kina og Indien. Dette tager form ligesom hendes afdøde mand, Lyndon LaRouche, havde fremsat med sit Firemagtsforslag, der skulle forene Rusland, Kina, Indien og USA. For at skabe den nødvendige forandring, væk fra det kollapsende transatlantiske system, kræves der en koalition af nationer, stærke nok til at forsvare sig mod London, Wall Street og Silicon Valley. Dette sker nu – det vigtigste spørgsmål er, om vi kan mobilisere nok kræfter i USA og Europa til at støtte denne nye strategiske og finansielle arkitektur, inden de imperiale interesser, der forsvarer det nuværende bankerotte system, fremprovokerer 3. Verdenskrig.

»Konflikten er ikke mellem ’demokratier’ og ’autokratier’, men mellem det koloniale system og dem, der modsætter sig det«, udtalte Zepp-LaRouche, som dette blev præsenteret i dybden på Schiller Instituttets særdeles vellykkede konference den 9. april. Den nærmeste fremtid, sagde hun, vil blive stadigt mere turbulent og tilføjede, at hun er overbevist om, at »vi ikke vil komme igennem dette år uden store nyudviklinger«.

Den kommende opgave er at fortsætte og omgående udvide den proces, der blev indledt på Schiller Instituttets konference, for at bringe tiltagende, internationale kræfter ind i denne diskussion og organisere en tilstrækkelig stor styrke af nationer og politiske grupperinger til rent faktisk at indkalde til en international konference for at skabe en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som er menneskeheden værdig.




“Alt er afhængigt af menneskehedens velfærd”

Ikke korrekturlæst

Den 17. april (EIRNS) – Mens vi bevæger os fremad efter resultaterne af Schiller Instituttets konference den 9. april, ser vi med rette også tilbage for at få yderligere næring, klarhed og mod til de kampe, der ligger umiddelbart foran os i disse meget urolige tider.

I et interview den 8. marts i Pakistans TV “World Tonight”-program udtalte Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche: “Jeg tror, at det mest presserende spørgsmål er, at der internationalt finder en debat sted, med så mange kræfter som muligt om et nyt paradigme; at indføre en verdensorden baseret på FN-pagten, som bygger på de fem principper for fredelig sameksistens, hele den alliancefrie bevægelse, der lå til grund for Bandung-konferencen – disse ideer må genoplives hurtigst muligt. Jeg tror, at det især er de uafhængige lande som Pakistan og Indien – og på det punkt tror jeg, at de er meget sammenlignelige lige nu – som kan tage stilling til, at systemet skal ændres, for det minder om før Første Verdenskrig: Hvis I fortsætter på denne måde, vil der ske en katastrofe. Er vi nødsaget til at gentage historien? Det tror jeg ikke.”

Nitten år tidligere, i maj 2003, var Lyndon og Helga LaRouche vendt tilbage til Indien for anden gang det år,  for at deltage i en stor international konference, som Schiller Instituttet og “Center for Social Justice of India” var medarrangører af. I sin præsentation fremhævede Lyndon LaRouche temaet om den alliancefrie bevægelse og Bandung:

“Vi skal opnå det, som vi kæmpede for i Colombo, Sri Lanka, i august 1976. Vi skal genoplive ånden fra Bandung som en del af en international bevægelse. Vi må genoplive fællesskabet om en retfærdig, ny økonomisk verdensorden – Nu!

“Hvordan kan dette realiseres? Vi har brug for storskala-projekter, infrastrukturprojekter. Vi har brug for langsigtede aftaler mellem nationerne om handel. Vi har brug for faste vekselkurser i valutaerne. Vi har brug for renter på langfristede lån, som ikke er for høje: 1-2% simpel rente. Vi har brug for 25-50-årige aftaler og traktatmæssige aftaler mellem nationer om handel og udvikling. Vi behøver et valutasystem med mange af de gunstige aspekter fra Bretton Woods-systemet fra den umiddelbare efterkrigstid. Men denne gang kan USA ikke bestemme over det, som USA gjorde dengang…. Vi skal have en alliance af nationer, som gør det. Vi må have en samordning af nationer til at overtage de internationale finansielle institutioner og reformere dem. Vi skal anvende regeringens magt til at sætte konkursramte systemer under konkursrekonstruktion. Vi må bruge regeringens magt og traktataftaler, til at skabe kredit- og kreditsystemer i stor skala, så disse potentialer kan realiseres.”

Hvad er så den såkaldte Bandung-ånd, som Lyndon og Helga LaRouche talte om? Det følgende er et uddrag af den indonesiske præsident Sukarnos tale til Bandung-konferencen, som blev holdt den 18. april 1955 – i dag for 67 år siden.

“Måske er det nu mere end på noget andet tidspunkt i verdenshistorien nødvendigt, at samfundet, regeringen og statsmandskabet er baseret på det højeste moralkodeks og den højeste etik. Og i politiske termer, hvad er egentlig denne højeste moralske kodeks? Det er at underordne alting under menneskehedens velfærd. Men i dag står vi over for en situation, hvor menneskehedens velfærd ikke altid er det primære hensyn. Mange, der sidder på magtfulde positioner, tænker snarere på at kontrollere verden.

“Ja, vi lever i en verden af frygt. Menneskets liv i dag er gennemsyret og gjort bittert af frygt. Frygt for fremtiden, frygt for brintbomben, frygt for ideologier. Måske udgør denne frygt en større fare end selve faren, for det er frygten, der driver menneskene til at handle tåbeligt, tankeløst og risikabelt. Jeg beder Dem, søstre og brødre, om ikke at lade Dem styre af denne frygt i Deres overvejelser, for frygten er en syre, der ætser menneskets handlinger ind i besynderlige tendenser. Lad jer lede af håb og beslutsomhed, lad jer lede af idealer og ja, lad jer lede af drømme!…

“Kampen mod kolonialismen har været langvarig, og ved I, at der i dag er en berømt årsdag i denne kamp? På den attende april 1775, for blot 180 år siden, kom Paul Revere ved midnat ridende gennem New Englands landskab og advarede om de britiske troppers ankomst og om indledningen af den amerikanske uafhængighedskrig, den første vellykkede antikoloniale krig i historien….

“Ja, det skal give genlyd i al evighed, ligesom de andre antikoloniale ytringer, som gav os trøst og tryghed i de mørkeste dage af vores kamp, skal give genlyd i al evighed. Men husk, at den kamp, der begyndte for 180 år siden, endnu ikke er helt vundet, og den vil ikke være helt vundet, før vi kan betragte denne vores egen verden og fastslå, at kolonialismen er død….

“Krig ville ikke kun betyde en trussel mod vores uafhængighed: den kan betyde civilisationens og endog menneskelivets endeligt. Der er en kraft løs i verden, hvis potentiale med hensyn til ondskab intet menneske virkelig kender. Selv i øvelser og forberedelser til krig kan virkningerne meget vel være ved at udvikle sig til noget af en ukendt rædsel.

“Hvad kan vi gøre? Vi kan udrette meget! Vi kan indgyde fornuftens stemme i verdensanliggenderne. Vi kan mobilisere al Asiens og Afrikas åndelige, moralske og politiske styrke på fredens side. Ja, vi! Vi, Asiens og Afrikas befolkninger, 1.400.000.000 mennesker, langt mere end halvdelen af verdens befolkning – vi kan mobilisere det, jeg har kaldt nationernes moralske vold til fordel for fred….

“Vores opgave er først og fremmest at søge at forstå hinanden, og ud fra denne forståelse vil der komme en større påskønnelse af hinanden, og ud fra denne påskønnelse vil der komme en kollektiv handling. Husk på ordene fra en af Asiens største sønner [Sun Yat-sen]: ‘Det er let at tale. At handle er svært. At forstå er det sværeste. Når man først har forstået, er det let at handle.”




Behovet for et nyt paradigme. Åbningstale af Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger
og international præsident, ved Schiller Instituttets videokonfernece
For at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer den 9. april 2022

Kære konferencedeltagere fra hele verden! Det der bringer os sammen her i dag, med deltagere fra over 60 lande fra fire kontinenter, er vores dybeste bekymring over, at selve menneskehedens eksistens er i alvorlig fare. Formålet med vores konference er at gøre de stadig mere omfattende samfundsmæssige kræfter i verden opmærksom på, at der på grund af faren ved den nuværende eskalerende strategiske konfrontation snart kunne opstå en fuld militær konfrontation mellem NATO og Rusland, som kunne føre til en verdenskrig, der efter al sandsynlighed ville betyde menneskehedens udslettelse i en efterfølgende atomvinter. Formålet med vores konference er derfor at demonstrere på den mest kraftfulde måde, at der findes et umiddelbart tilgængeligt alternativ, et nyt paradigme, som kan lægge denne dødelige trussel bag os og indlede en ny æra i menneskehedens historie i overensstemmelse med menneskehedens sande natur som den eneste hidtil kendte art, der er i stand til at ræsonnere.

Denne fare for nævnte store krigsfare begyndte ikke den 24. februar i år. Som min afdøde mand Lyndon LaRouche forudsagde med forudseenhed i august 1971, efter at Nixon havde erstattet Bretton Woods-systemets faste valutakurser med flydende valutakurser, at en fortsættelse af denne pengepolitik – hvis den ikke korrigeres – uundgåeligt ville føre til en ny fascisme og en ny verdenskrig. Og 50 år senere er det præcis, hvor vi befinder os lige nu. Den akutte fare for krig, den større krig, skyldes at det transatlantiske neoliberale finanssystem allerede var på et fremskredent stadium af sammenbrud, meden hyperinflatorisk eksplosion af et håbløst bankerot system, før krigen i Ukraine begyndte.

For at forstå de virkelige årsager til krisen i Ukraine må man gå tilbage til årsagerne til, at den store historiske chance, der eksisterede efter Sovjetunionens opløsning for at etablere en ægte fredsordning, som vi foreslog med programmet for den eurasiske landbro dengang, blev forpasset. Et godt udgangspunkt, et vindue til at få et indblik, er et dokument, der oprindeligt blev lækket til New York Times af en whistleblower i marts 1992, og som blev kendt som Wolfowitz-doktrinen, der blev skrevet i ånden fra det tidligere Project for a New American Century. Dokumentet fastslog, at en del af den amerikanske mission ville være at sikre USA’s rolle som den eneste supermagt i den post-sovjetiske verden, der ville have tilstrækkelig militær magt til at afskrække enhver nation eller gruppe af nationer fra at udfordre USA’s forrang. Den 8. marts 1992 skrev New York Times: “[D]et er Pentagons hidtil klareste afvisning af kollektiv internationalisme, den strategi, der opstod efter Anden Verdenskrig, da de fem sejrsmagter søgte at danne et FN, der kunne mægle i konflikter og overvåge voldsudbrud.”

Wolfowitz-doktrinen var den egentlige årsag til, at det løfte, som udenrigsminister James Baker ved tre forskellige lejligheder i februar 1990 gav Gorbatjov om, at NATO ikke ville udvide “en tomme mod øst”, ikke blev holdt. Wolfowitz-doktrinen, der var baseret på det angloamerikanske særlige forhold, var det grundlæggende aksiom for en hel række politikker der fulgte, begyndende med den såkaldte “chokterapi” til de IMF-støttede liberale reformer i Rusland i 1990’erne, som i lyset af Ruslands rigdom på råstoffer og videnskabelige ekspertise udtrykkeligt havde til formål at eliminere en potentiel fremtidig konkurrent på verdensmarkedet, og som reducerede Ruslands industrielle kapacitet fra 1991-1994 til kun 30 %. Det var grundlaget for de forskellige interventionskrige i Irak, bombningerne mod Jugoslavien, krigene mod Afghanistan, Libyen og Syrien samt de fem NATO-ekspansioner mod øst.

Putins tale på sikkerhedskonferencen i München i 2007 var en dramatisk protest mod indførelsen af den unipolære verden, som i det væsentlige forblev lige så ubesvaret som de forskellige definitioner af “røde linjer” vedrørende Ruslands centrale sikkerhedsinteresser, indtil den seneste til USA og NATO, som Putin fremsatte den 17. december. Konflikten mellem påstanden om at opretholde en i det væsentlige unipolær verden og fremkomsten af en multipolær verden, som var det naturlige resultat af Kinas økonomiske fremgang, BRI’s tiltrækningskraft for over hundrede lande, det strategiske partnerskab mellem Rusland og Kina og senest mange lande, såsom Indien, Pakistan, Brasilien, Sydafrika og andre lande, der nægter at blive inddraget i den geopolitiske konfrontation mellem Vesten og Rusland og Kina. Denne konflikt er kernen i den nuværende fare.

Det er forfærdeligt, at vi har en krig midt i Europa, men det var krigene i Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Yemen osv. også, men de fandtes næsten ikke i nyhederne. Og var der nogen der troede, at det russiske militær kunne have draget andre konklusioner, da de så indførelsen af stadig hårdere sanktioner, gennemførelsen af diverse Rand-tænketanksscenarier og koret af vestlige politikere om at “knuse” den russiske økonomi, “knuse” Putin, “knuse” det russiske system, den største atommagt på planeten? Og nu, efter at forhandlingerne mellem de russiske og ukrainske delegationer i Tyrkiet havde nået et første håbefuldt skridt, bruges billeder af krigens grusomheder, uden blot et minut af princippet om uskyldsformodning indtil det modsatte er bevist, til at indføre yderligere sanktioner, udvisning af diplomater og en åbenlys trussel om at ruinere Rusland.

Politikken er åbent rettet mod et regimeskifte i et forsøg på at gøre ikke blot Putin, men også hele Rusland til en paria blandt nationerne i en ubestemt fremtid, udelukke landet fra FN’s Sikkerhedsråd, ja, endog FN og G20, hvilket vil ødelægge disse institutioner. Det vil medføre en fuldstændig politisk og økonomisk afkobling mellem Vesten og Rusland og Kina. Denne politik har allerede gjort og gør ødelæggende skade på den fysiske økonomi på verdensplan, de såkaldte forsyningskæder, og den bringer antallet af potentielle ofre for en global hungersnød op på 1 milliard mennesker, dvs. en ottendedel af hele menneskeheden! Der er allerede hungerprotester i mange lande i Mellemøsten, Afrika og Latinamerika! I mellemtiden truer inflationen i priserne på fødevarer, energi og råvarer med at halvere industriproduktionen i mange lande. Der truer massearbejdsløshed og et totalt sammenbrud i kaos.

Et nyt system er allerede ved at opstå, centreret omkring Kina og BRI, Rusland, Indien og andre. Der er mange nye strategiske tilpasninger på vej; SCO, BRICS, OIC, Kina-forbindelserne, de mange forbindelser mellem det globale syd. Men selv opfattelsen af en multipolær verden løser ikke problemet, fordi den stadig indebærer faren for en geopolitisk konfrontation: Vi har brug for en markant og pludselig ændring i den måde, vi organiserer vores anliggender på. Den må starte med en ærlig, entydig erkendelse af, at en fortsættelse af den nuværende politik risikerer en konflikt, hvor der ikke ville være nogen vinder. Derfor er der behov for en ny fredskonference i traditionen fra den Westfalske Fred.

Erkendelsen af at den eneste mulighed, der var tilbage, var at føre fredsforhandlinger, gik op for de stridende parter efter 150 års religionskrig i Europa, hvoraf Trediveårskrigen kun var kulminationen; da de indså, at ingen ville være tilbage i live til at nyde sejren, hvis krigen fortsatte. I dag, hvor mange byer i en atomkrig ville være døde i løbet af få timer, ville resten af menneskeheden lide og sygne hen i en atomforurenet verden, indtil enten alt liv ophører, eller de få ulykkelige overlevende ville overveje, hvorfor menneskeheden ikke var i stand til at forhindre sin egen ødelæggelse.

Derfor må der straks indkaldes til en krisekonference i den Westfalske Freds ånd, hvor “For fredens skyld skal alle forbrydelser begået af den ene eller den anden side tilgives og glemmes”, og “For fredens skyld skal al politik tage hensyn til den andens interesser”.

Der må være en hensigt om at skabe en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til sikkerhedsinteresserne for hvert enkelt land på planeten. Der skal øjeblikkeligt indføres en våbenhvile. Og der skal skabes et nyt kreditsystem til erstatning for det bankerotte finansielle system, som er den egentlige årsag til krigsfaren. Det skal være baseret på principperne i det oprindelige Bretton Woods-system, som det var tiltænkt af FDR, men som på grund af hans tidlige død aldrig blev gennemført.

Disse principper, som Lyndon LaRouche skitserede i et “Udkast til aftalememorandum mellem USA og U.S.S.R.”, der blev offentliggjort den 30. marts 1984, efter at Sovjetunionen havde afvist præsident Reagans tilbud om at samarbejde om at gøre atomvåben forældede ved hjælp af teknologiske midler, er stadig absolut gyldige i dag. I dette memorandum hedder det:

“Artikel 1: Generelle betingelser for fred

“Det politiske grundlag for varig fred må være: a) Den ubetingede suverænitet for hver enkelt og alle nationalstater, og b) Samarbejde mellem suveræne nationalstater med henblik på at fremme ubegrænsede muligheder for at deltage i fordelene ved teknologiske fremskridt til gensidig fordel for alle og enhver.

“Det mest afgørende træk ved den nuværende gennemførelse af en sådan politik for varig fred er en dybtgående ændring i de monetære, økonomiske og politiske relationer mellem de dominerende magter og de relativt underordnede nationer, der ofte klassificeres som “udviklingslande”. Medmindre de uretfærdigheder, der hænger tilbage i kølvandet på den moderne kolonialisme, gradvist afhjælpes, kan der ikke blive nogen varig fred på denne planet. For så vidt som USA og Sovjetunionen” – i dag Den Russiske Føderation og Folkerepublikken Kina – “anerkender, at fremskridt i den produktive arbejdskraft på hele planeten er i deres og begges vitale strategiske interesser, er de to magter i denne grad og på denne måde bundet af en fælles interesse. Dette er kernen i den politiske og økonomiske politik, som er uundværlig for at fremme en varig fred mellem disse to magter.”

Forpligtelsen til at engagere sig i et globalt program til udryddelse af fattigdom, som det f.eks. er skitseret i Schiller Instituttets rapport “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge” eller Kinas forslag om et samarbejde mellem Bælte- og Vej-Initiativet, USA’s Build Back Better-program og EU’s Global Gateway-program, kan blive det egentlige udviklingsmæssige grundlag for en global sikkerhedsarkitektur. Ukraine kan i stedet for at være kanonføde i en geopolitisk konfrontation udgøre en bro mellem Europa og de andre eurasiske nationer.

I lyset af den nuværende og den fremtidige fare for pandemier må der opbygges et moderne sundhedsvæsen i alle lande. I betragtning af den hungersnød, der truer 1 milliard mennesker på livet, og den forventede befolkningstilvækst skal regeringerne træffe hasteforanstaltninger for at fordoble verdens fødevareproduktion for at sikre en sund kost for alle mennesker.

Folkeretten, som den udviklede sig på baggrund af den Westfalske Fred og blev fastlagt i FN-pagten, skal genindføres uden begrænsninger. De fem principper for fredelig sameksistens skal være retningslinjerne for samarbejdet mellem alle nationer.

Den nuværende eksistentielle krise har vist, at menneskeheden har en fælles fremtid eller ingen, og at vi må sætte den fælles menneskeheds interesse før alle nationale interesser, og at alle nationale interesser fra nu af må være i samhørighed med hele menneskehedens interesse.

Det er et udtryk for vores menneskelige civilisations rigdom, at den har skabt forskellige kulturer. Vi må fremme dialogen mellem de bedste traditioner fra disse kulturer, de smukkeste frembringelser inden for videnskab og kunst, som et bevis på menneskets unikke kreativitet og på den måde skabe en ny renæssance, der vil indlede en ny æra for menneskeheden.

Vi vil erstatte had og fordomme mod andre kulturer, som kun eksisterer, hvis vi ikke kender dem, med en nænsom kærlighed til hele menneskeheden, fordi den er det mest værdifulde gode i det kendte univers.

 




Lyndon LaRouche: “Det afgørende på dette tidspunkt er ideer”

Den 30. marts (EIRNS) — Hvordan skal vi så organisere vores medborgere og andre nationers medborgere under forhold, hvor verden står over for den meget alvorlige mulighed for atomkrig; hvor vi allerede er på vej ned i en fysisk-økonomisk nedsmeltning, som ikke er set siden det 14. århundredes mørke tidsalder; og hvor de fleste af os er grebet af en pessimisme, som dulmer deres bekymring for menneskeheden – og for dem selv?

Et godt udgangspunkt er at lytte til – eller i det mindste læse – de kloge ord af Lyndon LaRouche.”Vi er nået til et afgørende punkt. Hvad er alternativet til at læne sig tilbage og enten lade som om det ikke sker, eller blot beklage sig over det, der sker, og protestere voldsomt?

“Nu er menneskeheden anderledes end dyrene. Dyrene ville under disse forhold simpelthen blive forrykte. Men … mennesker er ikke dyr. Mennesker er i stand til at erkende, og det karakteristiske ved historien er, at når menneskeheden bruger sin hjerne, sit sind, og udveksler begreber med andre, som definerer et alternativ til en umulig situation, vil menneskeheden vælge en {intention}, en styrende hensigt om handling, for at foretage en eller anden nyskabelse i institutionerne, for at forsøge at løse opgaven. Derfor er det vigtigste på dette tidspunkt {ideer}….

“Men det er ikke nok. Man skal også tilvejebringe et klart billede af det gennemførlige alternativ. Hvad gør vi i stedet?”

Det var Lyndon LaRouches ord til en konference på Schiller Instituttet den 4.-6. maj 2001 i Bad Schwalbach, Tyskland, om emnet “Winning the Ecumenical Battle for the Common Good” (At vinde den økumeniske kamp for det fælles bedste). LaRouches fulde tale ved denne lejlighed kan findes i {EIR} af 25. marts 2022, se link  [bws_pd]

Disse ideer, denne hensigt og netop et sådant klart billede af det mulige alternativ, vil være i centrum for Schiller Instituttets kommende internationale konference den 9. april, om etablering af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer. Den netop udgivne “LaRouches planer for en ny international økonomisk arkitektur”, som nu er offentliggjort på Schiller Instituttets hjemmeside 

https://schillerinstitut.dk/si/2022/03/nu-er-det-tid-til-larouches-planer-for-en-ny-oekonomisk-arkitektur/

er et vigtigt diskussionsdokument for deltagerne i denne konference – faktisk for alle regeringer og politiske ledere rundt om i verden, som hver især står over for eksistentielle beslutninger, der vil afgøre deres nationers og hele menneskehedens skæbne.

Som man kan læse nedenfor, er der i Eurasien allerede sket fremskridt i retning af den påkrævede politik, med den dybtgående strategiske koordinering mellem Rusland og Kina, det voksende potentiale for inddragelse af Indien og Kinas ledende rolle i løsningen af den afghanske krise. Som Lyndon LaRouche forklarede i samme tale fra 2001: “Det var det, der kom til udtryk, da Primakov var premierminister [i Rusland], om det triangulære samarbejde mellem Kina, Rusland og Indien, som vi i høj grad støttede og pressede på for. Dét er en levedygtig idé. Den skal have flere ben at gå på og et sind til at retlede den, i den forstand.”

Som LaRouche derefter understregede, “Vesteuropa må påtage sig en mission, og Centraleuropa må påtage sig en mission, om at deltage i denne udvikling af Eurasien.” Desuden “ville formålet være at få USA til at samarbejde med dette store foretagende … og derefter se på Afrikas behov, for at skue menneskeheden i sin helhed.”

Denne overordnede strategiske orientering, som Lyndon LaRouche identificerede for 21 år siden, er fortsat vores mission i dag.




LaRouches plan for en ny international økonomisk arkitektur.
Inkl. Udkast til plan for genopbygning og udvikling af Ukraine

Den 28. marts 2022 – Det følgende er en foreløbig udgave af et politisk forslag fra Schiller Instituttet, som blev udarbejdet og skrevet af en arbejdsgruppe fra Executive Intelligence Review, bestående af Claudio Celani, Richard Freeman, Paul Gallagher, Marcia Merry-Baker, Dennis Small og Karel Vereycken.

Resumé af handlingsplanen

Udviklingen i 2022 til dato har gjort det helt klart, at Lyndon LaRouches forudsigelser i det sidste halve århundrede om det uundgåelige sammenbrud af det finansielle system med flydende valutakurser efter Bretton Woods var rystende præcise. Verdensproduktionen af fysiske økonomiske basale varer er styrtdykket; hyperinflation af finansielle aggregater har udløst kraftigt stigende priser på forbrugs- og produktionsvarer, hvilket har gjort dem utilgængelige for en stor del af menneskeheden; handelskrig under dække af sanktioner er brudt ud på verdensplan; og pandemier af gamle og nye sygdomme har allerede direkte og indirekte kostet omkring 18 millioner mennesker livet. En global hungersnød er nært forestående.

De politiske ledere og massemedierne i Vesten giver patetisk Vladimir Putin skylden for alt dette – og mere til. Men den egentlige, underliggende årsag er det årtier lange fald i menneskehedens “potentielle relative befolkningstæthed”, som helhed – LaRouches metode til at måle et samfunds evne til at reproducere sig selv på et stadigt stigende niveau af velfærd, videnskab og klassisk kultur for en voksende befolkning – et sammenbrud, der er resultatet af den nedskæringspolitik, som City of London og Wall Street gennem et halvt århundrede har påtvunget os.

Den mekanisme, gennem hvilken denne politik i dag føres til sin “endelige afvikling”, er en radikal afkobling af verdensøkonomien i to bittert modsætningsfyldte blokke – en militariseret NATO-dollarblok og Bælte- og Vejblokken – som begge er tiltænkt at blive kastet ud i et inferno af affolkning og krig, meget muligt inklusive termonuklear krig.

Det er særligt sigende og forfærdeligt, at de spirende Bælte- og Vejforbindelser via jernbane, der strakte sig fra Kina gennem Rusland og ind i Europa, er blevet næsten fuldstændig afbrudt af de igangværende sanktioner og krigen.

Det er nu også på tide, at Lyndon LaRouches programmatiske løsning på denne krise bliver helt og aldeles indlysende, og at der handles derefter, over hele jorden – mens der stadig er tid til at gøre det. I modsætning til Londons malthusianske afkobling af verdens fysiske økonomi, må verdens nationer i stedet kobles sammen igen omkring et program for økonomisk vækst og sikkerhed for alle og enhver, en ny international arkitektur for sikkerhed og udvikling.

Det væsentlige i denne programmatiske politik blev fastlagt af LaRouche i hans Fire Nye Love fra 2014, som er lige så gældende i dag, som da de blev udformet for otte år siden (se boks 1 nedenfor). Under de nuværende omstændigheder med den åbenlyse “totale krig”, som det finansielle etablissement fører mod Rusland (og snart Kina), og som omfatter alle de væsentlige kendetegn ved strategisk tæppebombning af fjendtligt territorium, er det nødvendigt med en omgående handlingsplan, der er centreret omkring disse Fire Love:

1.Fysisk økonomi: Rusland har allerede vedtaget krigsøkonomiske foranstaltninger for at forsvare sin grundlæggende nationale kapacitet og garantere selvforsyning med de vigtigste økonomiske livsfornødenheder. Den “strategiske trekant” bestående af Rusland, Indien og Kina vil imidlertid være endnu mere effektiv til at opfylde de væsentlige fysisk-økonomiske behov hos deres fælles befolkning, som udgør 38% af verdens samlede befolkning, hvis de arbejder sammen. Denne RIC-kombination – som var den oprindelige kerne i det, der senere blev til BRICS-landene – producerer 43 % af verdens hvede, 23 % af naturgassen, 66 % af stålet og enorme mængder af råstoffer af afgørende betydning. De har også kapaciteter i verdensklasse inden for kerneenergi, jernbaner og andre infrastrukturer, rumforskning og andre avancerede teknologier (se tabel 1).

Tabel 1: RIC’s fysiske økonomi, udvalgte parametre (kommer senere)

På trods af mangler i visse økonomiske sektorer (værktøjsmaskiner og andre kapitalgoder, lægemidler, fly osv.) er RIC’erne stærkt positioneret med hensyn til den fysiske økonomi til at etablere en “regional blok, der enten opererer uden for eller parallelt med det eksisterende IMF-system”, som Lyndon LaRouche anbefalede for år tilbage. Alliancen mellem Kinas Bælte- og Vej-Initiativ (BRI) og den russisk ledede Eurasiske Økonomiske Union (EAEU) er allerede en operationel hjørnesten i et sådant foreslået nyt arrangement.

2. Fast valutakurssystem: Handel og produktive investeringer inden for en sådan blok vil finde sted ved at etablere et fast valutakursforhold mellem deres valutaer med et lille spænd for midlertidige udsving. Denne ordning vil udelukke enhver indtrængen af spekulative finansieringsstrømme i dollar eller relaterede finansielle bevægelser. Pariteterne mellem deres respektive valutaer vil således ikke længere have noget forhold til det spekulative system med flydende dollarkurser, men vil blive fastlagt direkte af aftaler mellem regeringer og dermed ikke af det manipulerede spekulative “marked”.

Der vil også blive forhandlet om en regional fælles valuta for at lette international handel, investeringer og afvikling af konti – med en guldunderstøttet renminbi som en fremtrædende løsningsmodel. Dette vil gøre det muligt at “forhandle en række langfristede sæt af beskyttende traktat-aftaler på lang sigt om kredit, told og handel mellem en række førende nationer”, som LaRouche skrev i 2004 (se boks 2, vedlagt dette dokument).

3. Fuldstændig kapital- og valutakontrol og målrettet kredit: Hvert af landene vil også etablere en fuldstændig beskyttet national valuta og et nationalt banksystem, hvilket kræver: fuldstændig kapital- og valutakontrol; en fast valutakurs i forhold til andre valutaer (som angivet i punkt 2); og udstedelse af målrettet, produktiv kredit med lav rente til prioriterede projekter. I Ruslands tilfælde ville en guldunderstøttet rubel (eller en ny ” stærk rubel”) opfylde disse krav på en eksemplarisk måde; guldunderstøttede valutaer kunne også indføres i Kina og Indien, og dette kunne udvides til den fælles valuta.

Tiden med høje renter for at tiltrække “carry-trade”-spekulative finansielle strømme fra udlandet vil blive bragt til et brat ophør. I et land i udviklingssektoren har en sådan streng adskillelse mellem den beskyttede, produktionsbaserede nationale valuta og den spekulative London-orienterede internationale dollar den samme funktion som Glass/Steagall-bankadskillelsen i USA. Dette er en forudsætning for at etablere en Hamiltonisk nationalbank til at organisere udstedelsen af nye, lavt forrentede, produktive kreditstrømme til højteknologiske sektorer i nationens fysiske økonomi – “et massivt supplement af langfristet kredit til kapitaldannelse med indledende vægt på kapitaldannelse i den grundlæggende økonomiske infrastruktur”, med LaRouches ord.

4. RIC-plus: RIC-nationerne vil udgøre den grundlæggende kerne i en ny international arkitektur, som vil være åben for alle nationer, der er villige til at deltage på grundlag af sådanne sunde fysisk-økonomiske principper. Der er næppe tvivl om, at de fleste nationer i udviklingssektoren vil finde denne nye arkitektur langt mere fordelagtig for deres egne behov, end den ødelæggelse som det bankerotte transatlantiske finanssystem nu pålægger dem, og de vil hurtigt orientere sig mod en sådan foranstaltning. En mulig umiddelbar udviklingsblok er Shanghai-samarbejdsorganisationen eller SCO (Kasakhstan, Kirgisistan, Pakistan, Tadsjikistan og Usbekistan, ud over Rusland, Indien og Kina), som nogle førende eksperter har anset for at være tilstrækkelig bred til at fungere som en mulighed for at iværksætte et nyt guldbaseret monetært system uden dollar, baseret på en traktat mellem de lande, der har taget initiativ til det.

Den massive eksport af kapitalgoder til udviklingslandene vil være af central betydning for RIC-blokkens produktive ekspansion. Store infrastrukturprojekter i disse lande vil også være en integreret del af den økonomiske genopretning i verden. Langfristede, lavtforrentede kreditter til sådanne aktiviteter vil blive udstedt i den nye fælles RIC-valuta, på samme måde som renminbi allerede anvendes af BRI i dag, blot i langt større omfang. Kreditter til avancerede teknologiske produktive økonomiske aktiviteter – til forskel fra spekulative aktiviteter – er ikke inflationære og tilbagebetales bekvemt gennem den produktivitetsforøgelse, som sådanne investeringer vil medføre.

5. USA og Europa skal tilslutte sig Bælte & Vej: Det vil være af særlig betydning at få såvel USA som de europæiske nationer med i dette nye sæt af internationale aftaler. Det amerikanske og europæiske folk og deres økonomier vil klare sig langt bedre i forbindelse med RIC og Bælte- og Vej-Initiativet, end under det afindustrialiserings- og affolkningsregime, som de nu står overfor under det nuværende bankerotte britisk styrede system. Lyndon LaRouche omtalte denne politik som en alliance mellem fire magter (Rusland, Indien, Kina og USA), som alene ville have den nødvendige styrke til at gøre en ende på det Britiske Imperium en gang for alle. For at gøre dette kræver det udelukkende, at USA vender tilbage til sit forfatningsmæssige formål, herunder det amerikanske økonomiske system, som Alexander Hamilton var banebrydende for, og at suveræne nationer i Europa handler på samme måde.

6. Genopbyg Ukraine gennem øst-vestligt samarbejde: Det umiddelbare fokus for et sådant økonomisk samarbejde til gavn for alle vil være Ukraine. Det, der i dag er en blodig slagmark, ville blive en model for øst-vest-samarbejde. Den engang så magtfulde ukrainske økonomi – ødelagt af 20 års økonomisk liberalisme efter uafhængigheden; efterfulgt af endnu en forringelse efter det vestligt ledede Maidan-statskup i 2014; og nu hærget af krig – kan genopbygges og genoplives ved hjælp af fælles bestræbelser. Ukraine vil blive omdrejningspunktet for transit via Bælte & Vej fra Kina til hele Europa og genopbygge Ukraines engang så magtfulde videnskabelige, tunge industri- og landbrugssektorer til gavn for hele verden.

Ovennævnte seks foranstaltninger udgør ikke en langsigtet strategi, ej heller er de et forslag på mellemlang sigt. De er en kortsigtet handlingsplan, der er nødvendig for at standse den massive økonomiske ødelæggelse, der allerede er i gang, stoppe de geopolitisk drevne krige og skabe den nødvendige arkitektur for en fremskyndet vækst og udvikling af alle nationer.

Boks 1: LaRouches “Fire Nye Love”

Den 8. juni 2014 skrev Lyndon LaRouche et dokument med titlen “De fire nye Love til at redde USA nu! Ikke en mulighed: En omgående nødvendighed”, som understregede følgende fire politiske krav:

1. Den øjeblikkelige genindførelse af Glass/Steagall-loven, der blev indført af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, uden ændringer, hvad angår handlingsprincippet. Det betyder, at hele den spekulative finansboble skal gennem en konkursbehandling.

2. En tilbagevenden til et system med et topstyret og grundigt defineret nationalt banksystem, som specificeret af USA’s første finansminister, Alexander Hamilton.

3. Formålet med brugen af et sådant føderalt kreditsystem er at skabe en højproduktiv udvikling i forbedringer af beskæftigelsen; med den ledsagende hensigt at øge den fysisk-økonomiske produktivitet og levestandarden for personer og husholdninger.

4. Vedtage et fusionsdrevet “lynprogram” for at fremme de fundamentale gennembrud inden for videnskab, som ubegrænset økonomisk vækst og udvikling kræver.

LaRouche-planen fortsætter med følgende kapitler:

  1. Sanktioner afkobler verdensøkonomien og fører den ud mod afgrunden
  2. Sanktioner fremskynder det transatlantiske finansielle sammenbrud
  3. Udkast til plan for genopbygning og udvikling af Ukraine

En pdf af hele rapporten findes nedenunder.

Udkast til en plan for at genopbygge og udvikle Ukraine

Følgende er det sidste kapitel fra (Link:) LaRouches plan for en ny international økonomisk arkitektur

Fred gennem udvikling er kodeordet for politikken for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, og det skal anvendes umiddelbart i forbindelse med genopbygningen af et neutralt Ukraine efter krigen.

Selv om omfanget af ødelæggelserne som følge af den igangværende krig er ukendt på nuværende tidspunkt, er det en kendsgerning, at Ukraines økonomi kan og bør genopbygges og omdannes til en førende videnskabelig-teknologisk avanceret økonomi som et knudepunkt mellem den østlige og vestlige del af Eurasien. Det kan hæve sin levestandard og sin arbejdsstyrkes kognitive og kreative evner, samtidig med at det afviser City of London-IMF’s destruktive rådgivning, som har ført landet til tre årtiers økonomisk ødelæggelse. Det kan genopbygges ud af de murbrokker, som den nuværende krig efterlader i sit kølvand.

Ukraines iboende potentiale er stort. Landet har historisk set haft en kvalificeret og produktiv arbejdsstyrke med kvalifikationer i verdensklasse inden for en række områder. Det har et betydeligt industrielt bælte i regionen mellem og inklusive Dnipropetrovsk-regionen og Donetsk Folkerepublikken (tidligere Donetsk-regionen i Ukraine), som har produceret mere end en tredjedel af Ukraines samlede industrielle udbytte. (I denne undersøgelse betragter vi den omstridte Donetsk Folkerepublik [D.P.R.] og Luhansk Folkerepublik [L.P.R.], hvis nøjagtige status vil blive fastlagt ved fredsforhandlinger, og Ukraine som en del af den samordnede region, der skal udvikles). Ukraine har design- og maskinfabrikkerne Juzhmash og Juzhnoye, der er involveret i produktion af rumfartøjer, raketter og støbegods, og Antonov Aeronautics, der er specialiseret i fragtfly, som alle kunne udvides til at producere rumrelaterede køretøjer, men en del af dem kunne ombygges til at fremstille f.eks. laserværktøjsmaskiner.

Landet er udstyret med 20 % af jordens “sorte muld”, der kan producere rigeligt med hvede, korn og mange andre landbrugsafgrøder, både til eget brug og til eksport til hele verden. Landets jernbanenet er gammelt og nogle steder nedslidt, men det kunne opgraderes til at omfatte elektrificerede højhastighedstog eller magnetiske svævebaner, idet man udnytter dets privilegerede centrale geografiske beliggenhed til hurtigt at transportere varer og mennesker nord-syd og øst-vest gennem hjertet af Eurasien, et centralt led i Bælte- og Vej-Initiativet. Ukraine er faktisk det perfekte omdrejningspunkt for at erstatte det nuværende globale paradigme for økonomisk sammenbrud og krig, med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der er baseret på princippet om fred gennem udvikling.

Tredive års ødelæggelse

Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 erklærede Ukraine sig uafhængigt den 24. august 1991, men dets “uafhængighed” blev kortvarig. Med det samme kom en sværm af økonomer fra IMF, Wall Street og City of London og gennemtvang en politik med privatisering, lukning af fabrikker, fyring af arbejdere osv. Økonomen Dr. Natalia Vitrenko, formand for Ukraines progressive socialistiske parti (PSPU), dissekerede resultaterne af denne destruktive politik på en konference den 13.-14. april 2013, hvis tale blev gengivet i EIR-magasinet den 3. maj 2013. Vitrenko berettede: “Hvor Medens Ukraine tidligere havde 16 store værktøjsmaskinfabrikker, som producerede 37.000 værktøjsmaskiner i 1990, er der nu kun tre tilbage, som knap nok er på benene; de producerer kun 40 værktøjsmaskiner om året.”

Vitrenko bemærkede endvidere, at hvis man sammenligner niveauet i 2012 med 1990, så var Ukraines elproduktion efter 22 år faldet med 35 %, dets stålvalseproduktion var faldet med 57 %, og dets traktorproduktion var kollapset med 94,3 %. I løbet af disse år med pengepolitisk “uafhængighed” mistede Ukraine 12 millioner arbejdspladser, og befolkningen blev gradvist fattigere.

Et vendepunkt i Ukraines historie indtraf i slutningen af 2013: Den ukrainske præsident Viktor Janukovitj besluttede den 21. november at undlade at underskrive en associeringsaftale om frihandel med EU, og han overvejede andre alternativer for Ukraines udvikling. Den 3.-6. december aflagde Janukovitj et statsbesøg i Beijing. Her mødtes han med den kinesiske præsident Xi Jinping og forpligtede Ukraine til at tilslutte sig Bælte- og Vej-Initiativet, hvis oprettelse Xi havde annonceret blot tre måneder tidligere den 7. september i Kasakhstan. Den 5. december kommenterede det kinesiske udenrigsministerium mødet: “Ukraine har engang skabt vigtige forbindelser mellem de østlige og vestlige civilisationer, og ligger på den vej som den kontinentale bro over Eurasien skal passere. Ukraine er klar til at deltage i opbygningen af “Silkevejens Økonomiske Bælte”. Den kinesiske part udtrykker tilfredshed med dette og er parat til at drøfte relevant samarbejde med den ukrainske side.”

Kina og Ukraine underskrev en strategisk partnerskabsaftale, og Kina indvilligede i at investere 8 milliarder dollars i Ukraines økonomi, ifølge Ukraine Monitor fra 6. december 2013.

Samarbejde med Rusland var også på dagsordenen. Den daværende russiske vicepremierminister, Dmitrij Rogozin, havde etableret en arbejdsgruppe om russisk-ukrainsk industrisamarbejde, der involverede militær og fælles rumproduktion, som blev konsolideret med Rogozins rundrejse fra 1.-3. december til industrianlæg i industriområdet Dnepr-bugten, der kulminerede med et møde med Ukraines daværende premierminister Mykola Azarov.

Disse udviklingsperspektiver var mere, end det forfærdede britiske og amerikanske etablissement kunne tolerere, og de gik “live” med gamle kapaciteter i Ukraine, herunder Victoria Nuland, den daværende amerikanske vicestatssekretær for europæiske og eurasiske anliggender, og netværkene omkring tilhængere af den pro-nazistiske kollaboratør Stepan Bandera, som blev indsat for at optrappe vold og kaos for at vælte Janukovytj-regeringen – hvilket det lykkedes dem at gøre den 24. februar 2014. Den på forhånd udvalgte Arsenij Jatsenjuk blev indsat som premierminister den 27. februar 2014 på Victoria Nulands opfordring for at genindføre City of London-IMF-politikken, der havde anstiftet så megen ødelæggelse og lidelse i Ukraine i 21 år.

Mellem 2012 og 2019 faldt Ukraines samlede arbejdsstyrke med 3,96 mio. arbejdstagere eller med 18,6 %; arbejdsstyrken inden for landbruget faldt med 486.000 arbejdstagere (med 13,9 %); arbejdsstyrken inden for industrien faldt med 884.000 arbejdstagere (med 26,4 %); og arbejdsstyrken inden for fremstillingsindustrien (en del af industriarbejderne) faldt med 443.000 arbejdstagere (med 19,5 %).

I 1992 havde Ukraine en samlet befolkning på 51,9 mio. mennesker. I 2012 var den faldet til officielt 45,4 millioner, selv om økonomen Vitrenko oplyste, at det faktiske tal dengang var 39 millioner. I 2020 var det officielle befolkningstal 41,4 millioner, inklusive befolkningen i Donbas (men med Vitrenkos justering ville det være tættere på 35 millioner). Efter officielle standarder har Ukraine haft den største befolkningsnedgang af alle europæiske lande mellem 1992 og 2020, og alt dette skete før den russiske militæroperation i Ukraine den 24. februar 2022. Nu er der yderligere ca. 4 millioner ukrainere, som er emigreret til udlandet, og et ukendt antal, der er blevet internt fordrevet.

At vende processen, at genopbygge Ukraine

Ukraine kan tage nogle afgørende skridt som en del af en ny international økonomisk arkitektur, som præsenteret tidligere i dette dokument.

For det første bør Ukraine i første omgang lægge den største vægt på at genopbygge og udvikle sin produktive arbejdsstyrke. I en webcast den 7. december 2012 sagde økonomen Lyndon LaRouche følgende: “Vi har én befolkning på denne planet, og vi har brug for hvert eneste forbandede individ på denne planet: Vi har behov for dem! De har et formål med at eksistere, fordi de kan blive mere produktive, og når de bliver mere produktive, så bliver deres børn mere produktive og så fremdeles; menneskehedens evne til at håndtere disse problemer øges.”

I løbet af det næste årti bør Ukraine sigte mod at få 10 millioner arbejdere tilbage i arbejdsstyrken, herunder 4 millioner flere industriarbejdere, og af dem bør der være en stigning på 2 millioner arbejdere i fremstillingsindustrien.

I 2019 havde Ukraine 118.935 fremstillingsvirksomheder, nogle med så få som fem ansatte. I dag er det utvivlsomt langt færre, men Ukraine bør sigte mod at øge dette med ca. 50.000 nye fremstillingsvirksomheder inden 2032 og udvide størrelsen og arbejdsstyrken i eksisterende fremstillingsvirksomheder. Den førende sektor i denne forbindelse bør være maskinværktøjsindustrien, og der bør bringes mestermekanikere fra Kina, Tyskland, Italien og Schweiz til at arbejde sammen med ukrainske værktøjsmaskineksperter for at uddanne en ny generation af værktøjsmaskinarbejdere.

Ukraine har en officiel ungdomsarbejdsløshedsprocent, der svinger mellem 15 % og 22 %, selv om den reelle arbejdsløshedsprocent angiveligt er meget højere. Ukraine bør oprette et civilt bevarelseskorps efter samme model, som det USA’s præsident Franklin Roosevelt oprettede i USA i marts 1933 for at ansætte og uddanne arbejdsløse unge. Det ukrainske korps bør fokusere på lægeligt og hospitalsmæssigt hjælpearbejde og endog støttefunktioner i forbindelse med opbygning af hospitaler og anden infrastruktur, sammen med uddannelseskurser, der gives om aftenen, som en del af et verdenssundhedssystem efter de retningslinjer, som Schiller Instituttets stifter Helga Zepp-LaRouche har foreslået.

For det andet skal Ukraine genopbygge mange af sine byer og genopbygge og modernisere sit industribælte. En betydelig del af områdets industri er koncentreret i to store regioner: Dnipropetrovsk-regionen i den sydøstlige del af landet og D.P.R. i den østlige del, som hver især havde frembragt omkring 17 % af Ukraines industriproduktion før krigen.

D.P.R. koncentrerer sig overvejende om stålproduktion, kemisk industri og kulminedrift. Det har også videnskabelige centre. Det er vigtigt, at Donetsk by og Mariupol udgør to ender af en enkelt industrikorridor med industrivirksomheder. I Mariupol ejer selskabet Metinvest, der kontrolleres af milliardæren Rinat Akhmetov, to store stålværker samt andre anlæg, der tilsammen angiveligt beskæftiger 40.000 mennesker. Den demokratiske Folkerepublik er blevet negativt påvirket af faldet i kulproduktionen. I 2013 producerede Ukraine 84 mio. tons kul. Sidste år var tallet nede på 29 mio. tons, hvilket er et brat fald på to tredjedele. En stor del af områdets miner er placeret i Donbas-regionen. Flere af D.P.R.’s kulminer er blevet oversvømmet af voldsomme regnskyl i de sidste par år og gjort ubrugelige, og centralregeringen i Kyiv har ikke gjort meget for at hjælpe. Dette har skadet Ukraines stålproduktion. De britiske royales hellige “Great Reset”-korstog mod kul skader Ukraine yderligere.

Dnipropetrovsk-regionen, der er et center for sværindustri, er kendetegnet ved mange anlæg, der producerer en bred vifte af industri- og kapitalgoder, herunder støbejern, valset metal, rør, maskiner, maskiner, mineudstyr, landbrugsudstyr, traktorer, sporvogne, køleskabe og fødevareforarbejdning.

Flere store mineselskaber er beliggende i Kryvyi Rih, den længste by i Europa, som ligger i Dnipro-regionen. ArcelorMittal, den største stålproducent i Ukraine med en årlig produktion på mellem 4 og 6 millioner tons, er beliggende i Kryvyi Rih. Juzhmash og Juzanoye, to store statsejede virksomheder, som var kernen i Sovjetunionens forsvars- og rumfartsproduktion, ligger også i Dnipro-regionen.

I disse to industricentre, som tilsammen producerede mere end en tredjedel af Ukraines industriproduktion, er en del af fabriksudstyret nedslidt – nogle stammer fra den midterste del af Sovjettiden – og en del af infrastrukturen er utilstrækkelig. Deres opretholdelse vil kræve betydelige kapitalinvesteringer i teknologisk opgradering og modernisering af kapitalgoder og anlæg samt opførelse af mange nye fabrikker. Dette bør være en fælles indsats i form af en Marshallplan-lignende indsats fra industrinationerne i Vest og Øst, ikke ulig det der var nødvendigt for at hjælpe med at genopbygge Tyskland efter Anden Verdenskrig.

For det tredje, jernbaner. Den vedlagte figur med titlen “Railroad and Road Corridors Across Eurasia”, som først blev vist i Schiller Instituttets rapport “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge”, bind II, viser Ukraines fysiske centrale placering i forhold til World Land-Bridge. I øjeblikket går 80-90 % af den godstrafik, der transporteres fra Asien til Europa, gennem jernbanelinjerne i den nordlige korridor, som går gennem Rusland, og som er blevet bragt næsten til standsning på grund af sanktionerne.

[[Indsæt MAP på s. 108 i SI specialrapport]]

En del af Ukraines jernbanenet er forældet og har et stort behov for genoplivning. Halvdelen af dets 21.640 kilometer (13.447 miles) er elektrificeret, men det kan ikke håndtere højhastighedstrafik undtagen på nogle få strækninger. I 2021 underskrev Krzaliznytsia, de ukrainske jernbaner, imidlertid en aftale med det italienske jernbaneselskab Ferrovie dello Stato Italiane om at gennemføre en forundersøgelse af muligheden for at indføre højhastighedstogtrafik i Ukraine. Centralt i forslaget er opførelsen af en højhastighedsjernbanelinje fra Odessa til Kyiv til Lviv, en afstand på 790 km (489 miles). Denne højhastighedsrute skal udvides til at forbinde det vestlige Ukraine (hvor Kyiv og Odessa ligger) med Dnipro og D.P.R. i øst. Systemet omfatter passagertransport, men det bør udvides til også at befordre gods. Kineserne, der er verdens førende aktør inden for jernbanebyggeri, er også interesseret i at bygge højhastighedstog i Ukraine.

En jernbanelinje med højhastighedstog til transport af passagerer og gods gennem Ukraine ville kræve ca. 10.000 km nye strækninger (6.200 miles).

For det fjerde har Ukraine en meget fremtrædende og kompetent rumfartsindustri, som er forankret i det Kyiv-baserede Antonov Aeronautics og virksomhederne Juzhmash og Juzhnoye. Både Juzhmash og Juzhnoye har hovedkvarter i den sydøstlige ukrainske by Dnipro i Dnipropetrovsk-regionen, der er døbt “Rocket City” efter sin rumindustri. I sovjettiden fungerede Dnipro som et af de vigtigste centre for rum-, atom- og militærindustrien og spillede en afgørende rolle i udviklingen og fremstillingen af ballistiske missiler til U.S.S.R. Et af de kraftigste interkontinentale ballistiske missiler (ICBM’er), der blev anvendt under Den kolde Krig, var R-36, som senere blev et forbillede for Tsyklon-familien af løfteraketter. Både R-36 og Tsyklon blev designet af Juzhnoye og fremstillet af Juzhmash.

Vejen ud af den militære produktion var rumfartsindustrien. Begge virksomheder blev rygraden i landets rumindustri og byggede over 100 løfteraketter om året. I Vesten fik de opmærksomhed for at designe og fremstille de første trin til Antares-raketten, som opsendte Northrop Grumman Cygnus-lastbilen til den internationale rumstation. Og Juzhnoye fremstiller også motorer til Europas Vega-raketter.

Ud over rumfartøjer og raketter fremstiller Juzhmash også landingsgear, støbegods, smedegods, traktorer, værktøj og industriprodukter. Disse virksomheder og andre af Ukraines forsknings- og produktionsfaciliteter råder over gigantiske hangarer og komplekse testsystemer, der repræsenterer investeringer i milliarder af dollars.

Antonov Aeronautics fremstiller især tunge militære og kommercielle transportkøretøjer samt passagerfly og er også førende på verdensplan inden for lufttransport af rumkomponenter og fragtrelaterede satellittransporter. I 2016 blev det lagt ind i det nyoprettede Ukrainian Aircraft Corporation.

Juzmash, Juzhnoye og Antonov beskæftiger tilsammen 40.000 medarbejdere, hvoraf mange er ingeniører, rumforskere osv. De og deres komplekse enheder, udgør en ægte perle, ikke kun for rumforskning, men for deres bredere kapacitet, hvoraf en del kunne producere nye produkter såsom laserværktøjsmaskiner og mange andre avancerede maskiner, som Ukraine og andre nationer vil få brug for.

For det femte er Ukraines rige sorte muld en velsignelse for menneskeheden. Ukraine er en af verdens største korneksportører og eksporterer ifølge USA’s landbrugsministeriums prognose fra marts 2022, for perioden 2021/22, 20 mio. tons hvede, 27 mio. tons majs og 6 mio. tons byg. Landet er verdens største producent af solsikkefrø og en af verdens syv største producenter af kartofler, tørrede ærter, gulerødder, agurker, græskar, kål, raps, sukkerroer osv. Med de rette internationale ordninger kunne det brødføde en del af Afrika.

For det sjette kræver alle disse projekter en enorm mængde støtte. Den økonomiske politik i Ukraine, der er dikteret af IMF, London og Wall Street, må ophæves fuldstændigt og omgående. Den har medført ødelæggelse, plyndring, sult og sygdom for det ukrainske folk fra 1991 til i dag.

Kreditbehovet for det ovenfor beskrevne program for Ukraines genopbygning vil med lethed beløbe sig til mellem en halv og en billion dollars. Det kan ikke opnås gennem IMF-City of Londons spekulative globale monetære kasino-system. Ukraine bør anvende Glass/Steagall-loven for at sætte sit finansielle system under øjeblikkelig konkursreorganisering og oprette en Hamiltonisk nationalbank som erstatning for centralbanken for at udstede de nødvendige mængder af målrettede kreditter til den produktive del af økonomien.

Alle disse foranstaltninger vil blive gennemført, som vi skitserede i det indledende afsnit af dette dokument, inden for rammerne af et nyt globalt kreditsystem, som sammen med Bælte- og Vej-Initiativet vil skabe en revolution i global udvikling.

The following excerpt is taken from Lyndon LaRouche’s January 12, 2004 essay, “On the Subject of Tariffs and Trade.”

Now, the world’s present, floating-exchange-rate monetary-financial system is hopelessly bankrupt. It must be placed into governments-controlled receivership for necessary forms of administration and reorganization. Virtually none of the leading banking institutions of western Europe and the Americas (among other cases) are not implicitly bankrupt presently. Therefore, the first, most immediate objective of intervention by sovereign governments must be stability of the normal functions of society; the second, short- to medium-term objective, must be an increase in productive employment to levels sufficient to bring current accounts of nations into balance; the third objective must be the negotiation of a nested array of long-term sets of protectionist treaty-agreements on credit, tariffs, and trade among a set of leading nations. The latter agreements should range from one to two generations: corresponding to capital cycles of from twenty-five to fifty years.

The possibility of a recovery from the condition presently bequeathed to us by the combination of the floating-exchange-rate IMF system and the wildly aberrant behavior of central banking systems of nations, depends upon a massive supplement of long-term credit for capital formation, with initial emphasis on capital formation in basic economic infrastructure. To sustain such a program of expansion over two generations, as we must, requires a system in which fundamental borrowing costs must be no higher than between 1-2% simple-interest rates. This can be achieved only under conditions defined by a fixed-exchange-rate monetary-financial system. Therefore, this means a ‘gold reserve system,’ but not a revival of a British-style (or looney Ezra Pound’s) ‘honest money’ sort of gold standard system. This also means a system of long-term trade and tariff agreements among nations, to an effect consistent with such goals as long-term growth of capital formation.

Download (PDF, Unknown)




NATO og EU er ved at “selv-sanktionere” et økonomisk sammenbrud

Den 21. marts (EIRNS)-Støttet af mange tusinder verden over, vil Schiller Instituttets opfordring til en konference for at designe en ny strategisk og økonomisk udviklingsarkitektur mod denne krise, sætte instituttet i stand til at organisere en international konference den 9. april på det fornødne niveau. Den alvorlige krise, åbner for første gang i årtier, øjnene hos mange mennesker i verden for principperne i Lyndon LaRouches “Fire økonomiske love” og hans design for et nyt Bretton Woods-kreditsystem; det er den eneste vej tilbage til varig fred gennem økonomisk udvikling af alle nationer.

NATO-landenes uhørte monstrøse økonomiske sanktioner og finansielle konfiskationer, tvinger forsætligt verden mod to blokke; medierne i de nævnte lande, fremstiller Rusland som værende økonomisk, permanent tilintetgjort, uden at Kina og Indien er i stand til at hjælpe det tilstrækkeligt. De hævder, at de eurasiske udviklingskorridorer i Bælte- og Vej-Initiativet er blevet undermineret.

Men det voksende antal tænkende mennesker, der har lært eller fulgt Lyndon LaRouches økonomiske principper, ved, at denne fjernelse fra dollar-euro-finansieringen kan katalysere et nyt kreditsystem baseret på guldreserver. Det vil, hvis det opstår, være centreret i disse eurasiske magter, men åbent for USA og Europa, ligesom Bælte- og Vej udviklingsprojekterne har været det. Det kunne anvende disse magters store produktive kræfter, som NATO-landene nu forsøger at ” afskærme” og ødelægge med sanktioner, til at lede et globalt økonomisk opsving. Fra denne frygtelige krig kunne der komme en fred, der er rodfæstet i de fremtidige fordele, som denne kredit- og valuta aftale, der vil bringe alle nationer økonomisk udvikling. Dette er formålet med Schiller Instituttets underskriftindsamling og konference.

En artikel fra i dag i “Markets Insider’s Oil & Commodities News”, rapporterer at den russiske olieeksport er faldet med ca. 1 mio. tønder pr. dag siden slutningen af februar, på grund af et større fald i eksporten til Europa på ca. 1,5 mio. tønder pr. dag. Det betyder, at omkring en tredjedel af den europæiske import fra Rusland er stoppet; situationen med Europas naturgas import er tilsvarende. “Oil & Commodities News” citerer en ” ledende råvarestrateg” fra Morgan Stanley for, at selv om olieeksport fra Rusland formelt set ikke er omfattet af NATO-landenes økonomiske krigssanktioner, så “selv-sanktionerer” et stort antal europæiske virksomheder og afstår fra at købe olie eller naturgas fra Rusland – da USA har udstedt et forbud mod det.

Denne ekspert forudser, at prisen pr. tønde olie vil forblive på 120 $ “eller den kan øges” i 12-18 måneder. Knap en måned med olie, gas, metaller, gødning og fødevarer, der er steget i pris, oven i den galopperende inflation, der var i gang forinden, har været tilstrækkeligt til at sænke transporten, presse landbrugets udbytter ned, udløse strejker, trække al likviditet ud af råvaremarkederne og udløse mangelsituationer af alle slags. Bloomberg News bragte overskriften den 18. marts: “Verdens største råvaremarkeder er begyndt at bryde sammen”.

Der findes endda en makaber Wall Street-eufemisme for denne dybe sparepolitik:  ”ødelæggelse af efterspørgsel”. Men det er millioner af menneskers arbejdsliv i Europa, USA og mange udviklingslande, der bliver ødelagt.

Et typisk eksempel: Det Internationale Energiagentur (IEA) udsendte et skøn den 18. marts, at olie markederne ville falde med 3 millioner tønder pr. dag i 2022, efter at de allerede har reduceret deres produktion med 9 millioner tønder pr. dag i de sidste to år. Men sammen med denne vurdering kom IEA’s liste over anbefalede nedskæringer i bilkørsel, opvarmning, flyvning, fortæring osv., som angiveligt kunne “spare” lige præcis 3 millioner tønder pr. dag året rundt, overvejende i USA og Europa. Denne dybe nedskæring – “selv-sanktionering” – er netop det, der hele tiden var hensigten med den grønne New Deal. Wall Street og City of Londons Great Reset /store nulstilling –  har altid anset det for nødvendigt at “knuse” modstandernationerne Rusland og Kina for at gennemtvinge denne nedskæringspolitik.

Det utilsigtede resultat kan blive, at de store eurasiske nationer, uanset de er blevet sat tilbage af krigen og NATO-landenes altomfattende finansielle krigsførelse, bliver enige om et nyt penge- og kreditsystem og restitueres markant – mens de transatlantiske nationers økonomier kollapser i hyperinflation og et finansielt krak, samtidig med at deres militærbudgetter vokser i vejret!

At undgå dette, er ligeledes opgaven for Schiller Instituttets unikke internationale andragende og dets kommende konference, som anviser en ny strategisk og økonomisk arkitektur til gavn for alle nationers strategiske interesser og økonomiske udvikling.

Indsat billede: Pexels




LaRouche-Organisationens pamflet: “Stop ’Globalbritanniens’ grønne krigsfremstød”

Den 3. marts 2022 (EIRNS) – LaRouche-Organisationen har i dag udgivet en 64-siders pamflet med titlen: “Stop ’Globalbritanniens’ grønne krigsfremstød”. Der er en ironi i titlen, som er væsentlig for alle borgere af alle nationer, at forstå, for at blive det som Friedrich Schiller kaldte en “patriot for sin nation og en verdensborger”.

Der er også en krig, der føres mod alle nationer. Beviserne er ikke skjulte – de bliver bogstaveligt talt proppet i ansigtet på dig hver dag, hver time, i form af økonomisk forfald og hyperinflation, drevet af kravet om at menneskeheden begår folkedrab mod sig selv, ved at lukke for fossile brændstoffer, lukke for atomkraftværker, nægte moderne teknologi til de allerede forarmede og sultende tidligere kolonilande – alt sammen for at “redde planeten” fra kulstof.

Uanset den let påviste videnskabelige kendsgerning, at kulstof stort set ikke har noget med klimaet at gøre, er den grønne New Deal den nye religion for de kongelige og milliardærernes bankfolk og spekulanter, der hvert år samles i Davos World Economic Forum, for at fejre deres djævelske magt til at påtvinge verdens befolkning malthusiansk folkedrab gennem kontrol med kreditgivningen. Mark Carney, den tidligere chef for både Bank of Canada og Bank of England, og en økonomisk lejemorder for prins Charles og de kongelige, beskrev stolt deres plan for folkedrab i en artikel i Guardian den 13. november 2021: “I april [2021] lancerede vi Glasgow Financial Alliance for Net Zero (GFANZ), som nu dækker hele finansverdenen: banker, forsikringsselskaber, pensionsfonde, eksportkreditagenturer og kapitalforvaltere.

Den omfatter mere end 450 førende finansielle institutioner fra 45 lande. Medlemmerne har forpligtet sig til at forvalte deres aktiver, som i alt udgør mere end 130 mia. dollars, i overensstemmelse med målet om at opnå 1,5 C (grader Celsius)…. Nye lån og investeringer fra GFANZ-medlemmer vil ikke kun finansiere grønne projekter som f.eks. vedvarende energi, men vil også søge derhen, hvor udledningerne er – i sektorer som bilindustrien, stålindustrien og cementindustrien – og støtte de virksomheder, der har planer om at nedbringe kulstofudledningerne, mens de trækker kapital tilbage fra de virksomheder, der ikke handler hurtigt nok.” [understregning tilføjet]

Denne plan om at ødelægge udviklingen internationalt blev afvist af bl.a. Rusland, Kina og Indien, der ved, at deres, såvel som alle udviklingslandenes økonomiske fremskridt, afhænger af fossile brændstoffer (og mere avancerede energiformer, såsom atomar fission og i sidste ende fusion). Dette var dråben, der fik Charles og herrerne i City of London til at slå til: “Af med deres hoveder!”

Det er tydeligvis det, som Lyndon H. LaRouche har advaret om i de sidste halvtreds år. Det finansielle oligarki styrer verdensøkonomien og regeringerne i den vestlige verden. Beslutningerne om krig og fred træffes af bankeliten, mens det militærindustrielle kompleks kun er en del af denne imperiale struktur.

Det er grunden til, at briterne og USA så hensynsløst drev NATO’s militære styrker op til Ruslands grænse, mens en lignende proces finder sted i Stillehavet mod Kina. De ville foretrække, at der ikke var nogen verdenskrig, som der ikke ville være nogen vinder af, og som meget sandsynligt kunne føre til menneskelig udslettelse (men hellere krig end bankerot!). Den økonomiske krigsførelse er ikke desto mindre krig, det som de besynderligt nok beskriver som “den finansielle nukleare løsningsmulighed” eller “alle sanktioners moder”. Helt åbenlyst har Det Hvide Hus og andre europæiske ledere erklæret deres hensigt om at ødelægge den russiske økonomi, mens de planlægger det samme for Kina….

 




Helga Zepp-LaRouches hovedtale: Den humanitære krise i Afghanistan:
På vej til en langsigtet løsning:
Rådet for internationale anliggender i Rusland og Schiller Instituttets videokonference

Den 10. februar 2022 — Goddag Harley; goddag Andrey.

Jeg har en lidt anderledes opfattelse: Jeg mener, at uanset hvem der er ansvarlig for gennemførelsen af sanktionerne rettet mod Afghanistan og for indefrysningen af afghanske aktiver i USA og i Europa efter Talebans magtovertagelse i august, også bærer ansvaret for følgende: Ifølge den tyske UNICEF-chef, Christian Schneider, er 1 million børn under fem år akut underernærede i Afghanistan, og deres tilstand er af en sådan beskaffenhed, at de i Tyskland ville skulle behandles på en intensivafdeling, hvilket betyder, at de under de nuværende omstændigheder sandsynligvis vil dø. Ifølge FN befinder 8,7 millioner mennesker sig i en fremskreden tilstand af sult; 24,4 millioner eller 55 % af befolkningen befinder sig i en nødsituation, hvilket betyder, at de mangler alle de basale livsfornødenheder, mens 98 % ikke har nok at spise. Flere og flere familier sælger nogle af deres børn i håb om, at de andre vil overleve, og folk sælger deres organer.

Også massemedierne i USA og Europa har efter en kortvarig medieomtale i august og begyndelsen af september, næsten intet rapporteret om denne værste humanitære krisesituation på kloden. Lederne af de NATO-lande, som trak sig så hastigt tilbage fra Afghanistan i august, vidste naturligvis, at 80 % af landets budget kom fra bistand fra donorlandene, og at kombinationen af annulleringen af disse midler, indefrysning af afghansk kapital og sanktionerne ville kvæle Afghanistans økonomi fra den ene dag til den anden.

Efter seks måneders tragedie og utallige forgæves appeller, bortset fra et par små indrømmelser for nylig, må man spørge sig selv, hvad hensigten med denne politik er? Argumentet om at Taleban først skal anerkende kvindernes rettigheder osv. synes at være absurd, når disse kvinder og deres børn er døde. Er det hensigten at sabotere Talebans evne til at opretholde en fungerende stat i et sådant omfang, at oppositionen, herunder ISIS, al-Qaeda, narkotikasmuglere, krigsherrer osv. får herredømmet?

Konsekvensen ville være en ny og blodig borgerkrig, et helvede, hvor civilbefolkningen – mellem sult, frostgrader, COVID, epidemier, osv. som polio, mæslinger, dengue-feber og diarré – vil blive knust, og millioner af flygtninge vil forsøge at søge sikkerhed i nabolandene og i Europa. Det ville være en fortsættelse af det britiske imperiums store spil af Bernard Lewis og Zbigniew Brzezinski, som har til formål at sikre den geopolitiske destabilisering af Rusland og Kina, og at forhindre den økonomiske integration af Eurasien gennem Bælte- og Vej-Initiativet ved hjælp af de gamle virkemidler som terrorisme, opiumskrige og etniske konflikter. Hvis denne politik “lykkes”, vil den blot være endnu et element i den store afsluttende akt i menneskehedens tragedie, som udspiller sig på verdenshistoriens scene, mellem Vestens modstandere og Rusland og Kina, og som nu har nået et punkt, der beskrives af {Bulletin of the Atomic Scientists} som 100 sekunder før midnat på dommedags-uret.

Der findes et modtræk til at redde Afghanistan, som jeg har kaldt “Operation Ibn Sina”. Ibn Sina, som levede for ca. 1.000 år siden, var en af de største læger i verdenshistorien, hvis {Canon of Medicine} forblev en delvis reference indtil det 18. århundrede. Ibn Sina blev født i det nuværende Usbekistan; hans far stammede fra Balkh i Afghanistan. I tider med corona-pandemien er det yderst vigtigt at huske, at det var ham, der bl.a. erkendte karantænens enorme betydning for bekæmpelsen af epidemier. Ud over at være et fremragende renæssancemenneske kan han udgøre en symbolsk figur for redningen af Afghanistan.

Operation Ibn Sina kan skabe en forandring til det bedre på to måder. For det første kan den blive et synonym for internationalt samarbejde om at opbygge et moderne sundhedsvæsen og tilvejebringelse af mad til det afghanske folk. Hvis alle nabolande, såvel som USA og de europæiske nationer, der kæmpede i Afghanistan i 20 år som en del af NATO, og som derfor har en himmelråbende moralsk forpligtelse, hjælper befolkningen ud af denne ufortjente akutte nød og samarbejder om et lynprogram for bistandshjælp, kan det værste stadig afværges.

Ud over det humanitære aspekt vil Operation Ibn Sina også have en militærstrategisk dimension. Hvis Rusland, Kina, USA og Indien, de fire nationer med den største militære og økonomiske betydning eller befolkningsstørrelse, kunne samarbejde, kunne det udvikle sig til en tillidsskabende foranstaltning til løsning af de store strategiske konflikter. Afghanistan er i modsætning til Ukraine eller Taiwan, der har strategisk betydning, ikke en af Ruslands og Kinas kerneinteresser. Det ligger mange tusinde kilometer væk fra USA, mens Indien på den anden side har en central interesse i stabiliteten i egne geografiske omgivelser. Samarbejdet mellem disse fire magter, foruden mobiliseringen af andre eksisterende formater, såsom “Troika-plus”, SCO og OIC [Organisationen for islamisk Samarbejde], med det formål at redde Afghanistan, kan være et skridt i retning af det nye paradigme i internationale relationer, uden hvilket det ikke vil være muligt at sikre menneskehedens fortsatte overlevelse.

Der er intet sted på denne jord – og det omfatter det strategisk eksplosive potentiale i de destabiliserende operationer omkring Ukraine og Taiwan – hvor menneskehedens moralske egnethed til at overleve, afprøves hårdere end i Afghanistan. Det er ikke vores sikkerhed, som vi skal forsvare i Hindu Kush, som den daværende tyske forsvarsminister Peter Struck havde hævdet den 11. marts 2004 for at motivere Tysklands deltagelse i krigen i Afghanistan, men det er vores medmenneskelighed.

Militære strateger, opfordres til at tage højde for et måske ukendt domæne for strategisk tænkning: Befolkningens moralske habitus – både deres egen befolkning og deres modstanders. Da den Franske Revolution mislykkedes på grund af den jakobinske terror, konstaterede Friedrich Schiller, at “et stort øjeblik havde fundet et lille folk”, at selv om den objektive mulighed var til stede, var den subjektive moralske kapacitet utilstrækkelig. Han skrev derefter {De æstetiske Breve} i den overbevisning, at fra nu af ville enhver forbedring på det politiske område, udelukkende være mulig gennem en forædling af den enkeltes karakter. Han mente, at “uddannelsen af evnen for ‘{Empfindungsvermögen}’, empati, er tidens mest presserende behov”, fordi det “vækker forbedringen af forståelsen”.

Ud fra dette perspektiv er overvindelsen af den “fordærvede ligegyldighed” hos dele af befolkningen, som gør dem lige så ufølsomme over for andre folks lidelser som for virkningerne af deres geopolitisk motiverede dæmonisering af den formodede fjende, en strategisk faktor af højeste betydning. “Operation Ibn Sina” bør derfor blive det flag, under hvilket alle kræfter, der ønsker at redde det afghanske folk, samles, af barmhjertighed, agapē, som ønsker at skabe et nyt paradigme i de strategiske relationer, som middel til endelig at overvinde truslen om krig, og som ønsker at forsvare vores arts menneskelighed.

 




Rusland og Kina udsender en fælles erklæring om en “ny æra” for udvikling

Den 4. februar (EIRNS)- I anledning af åbningen af de XXIV (24) olympiske vinterlege i Kina i dag, deltog præsident Xi Jinping og præsident Vladimir Putin i åbningsceremonien, afholdt omfattende drøftelser, offentliggjorde 15 økonomiske og politiske aftaler og udsendte en “fælles erklæring fra Den Russiske Føderation og Folkerepublikken Kina om de internationale forbindelser, der går ind i en ny æra og den globale, bæredygtige udvikling”. Læs dokumentet her.

Det 16 sider lange dokument indledes med en vurdering af verdenssituationen – kriser og potentialer – og fortsætter derefter med en gennemgang af fire områder af strategisk betydning med specifikke oplysninger. Erklæringen er en opfordring til lederskab, til at handle for menneskeheden, ikke en opfordring til at “tage parti” i dødsensfarlige geopolitiske spil. Det er først og fremmest baseret på et engagement i økonomisk fremgang, som grundlag for sikkerhed.

Det sted, hvor der er et akut behov for en øjeblikkelig, koordineret indsats fra verdens side, er Afghanistan. Dødstallet stiger time for time blandt børnene på grund af underernæring, kulde og sygdom, som alt sammen kan forebygges. Den 2. februar gjorde den afghanske ambassadør i Indien, Farid Mamunzay, opmærksom på, at mange nationer har “vendt Afghanistan ryggen” på et tidspunkt, hvor behovet er så desperat. Derudover fremhævede han Indien med stor anerkendelse, for at have sendt seks tons medicin og andre forsyninger og nye midler, samt for den indiske donation af hvede, som vil blive transporteret med lastbiler gennem Pakistan til Afghanistan fra den 10. til 12. februar. Hele 50.000 tons skulle blive leveret inden for en måned. Der kommer andre individuelle donationer ind, men der mangler udbygning og mobilisering.

Desuden er der et grundlæggende krav til USA og Europa om at frigøre den afghanske regerings 9,5 milliarder dollars i midler,- som de uretmæssigt har indefrosset,- så landet kan fungere. I går blev der i det amerikanske Repræsentanternes Hus, stillet et ændringsforslag om dette emne, men det blev ikke vedtaget. Som Schiller Instituttet tweetede på det tidspunkt, hvor ændringsforslaget blev behandlet: “Gør ikke med Afghanistan, hvad det Britiske Imperium gjorde med irerne, idet det lod dem sulte eller emigrere! BREAKING: Progressive [i Kongressen] vil fremtvinge afstemning om Bidens politik, om vilkårligt at udsulte Afghanistan til døde. MEN: Repræsentanternes Hus stemte det ned! Skam jer!”

I Kina-Rusland-dokumentets indledende afsnit noteres det – uden at nævne navne – at der er nationer og personer, der “anvender ensidige fremgangsmåder til at løse internationale problemer og griber til magt; de griber ind i andre staters interne anliggender, krænker deres rettigheder og interesser og fremkalder modsætninger, forskelle og konfrontationer, hvilket hæmmer menneskehedens udvikling og fremskridt…”

Det første af de fire områder, der drøftes indgående i erklæringen, er, at “demokrati er en universel menneskelig værdi og ikke et privilegium for et begrænset antal stater…” Det er forkert, at “visse stater” forsøger at påtvinge “deres egne ‘demokratiske standarder’ på andre lande” og handler for at “etablere blokke”, der går imod ægte demokrati.

For det andet er “udvikling den vigtigste drivkraft, for at sikre nationernes velstand” og dermed sikkerhed. “Det er afgørende at styrke partnerskab forbindelserne” for at fremme udviklingen. Kina og Rusland forpligter sig til yderligere samarbejde mellem Bælte- og Vej-Initiativet og EAEU (Eurasisk Økonomisk Union). Rusland vil deltage i “gruppen af venner af det globale udviklingssamarbejde (foreslået af Kina) under FN’s ledelse”.

For det tredje indeholder det længste afsnit, som omhandler “alvorlige internationale sikkerhedsudfordringer”, den eftertrykkelige erklæring, at “De to parter (den betegnelse, der i erklæringen anvendes for Rusland og Kina) er imod, yderligere udvidelse af NATO og opfordrer den Nordatlantiske Alliance, til at opgive sine ideologiserende koldkrigs tilgange…”. Desuden: “Den kinesiske side har sympati for, og støtter de forslag, som Den Russiske Føderation har fremsat, om at skabe langsigtede, juridisk bindende sikkerhedsgarantier i Europa.” De to parter “er også imod dannelsen af lukkede blokstrukturer og modsatrettede lejre i Asien-Stillehavsområdet …” Og: “Den russiske side bekræfter på ny sin støtte til princippet om ét Kina, og stadfæster, at Taiwan er en umistelig del af Kina, og er imod enhver form for uafhængighed af Taiwan.”

Det fjerde afsnit identificerer FN som havende en “central koordinerende rolle i internationale anliggender” og opfordrer til samarbejde, ikke konfrontation mellem verdensmagterne. G20, BRICS, APEC, ASEAN og WTO (der skal “reformeres”) diskuteres indgående. De to parter “går ind for en udvidet anvendelse af SCO’s regionale struktur for antiterrorisme “. Den nylige “fælles erklæring fra lederne af de fem atomvåben stater om forebyggelse af atomkrig og undgåelse af våbenkapløb” bekræftes, og der drøftes skridt til nedtrapning af atomvåben og risici.

Dette er kun udvalgte punkter i den fælles erklæring, men betydningen er tydelig. Dette er et velkomment initiativ, der sætter den farlige geopolitik, der er i spil i forbindelse med Ukraine, i skarp kontrast til USA’s, UK´s og NATO’s planer og deres fordærvede, forsætlige passivitet, som dræber mennesker i Afghanistan.

Schiller Instituttets rolle, som en aktiv platform, for at få sandheden frem og fremme dialogen om de nødvendige politikker er afgørende. En international konference er planlagt til senere i denne måned.

Fornemmelsen af, hvad der kan gøres, var indeholdt i en erklæring, som blev udsendt i dag af senator kandidaten for New York, Diane Sare, på førstedagen af gademøder den 5. februar i New York City og flere dusin andre byer rundt om i landet, for at protestere mod krigshandlingerne fra Washington/UK/NATO. Sare skrev: “Lyndon LaRouches enke og grundlægger af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, har fremlagt et alternativ til denne vej mod udslettelse, og omdrejningspunktet er det afghanske folks skæbne, som i øjeblikket er dømt til en pinefuld død af sult og sygdom, på grund af sanktioner og USA’s og de europæiske bankers beslutning om, at indefryse deres midler i kølvandet på USA’s pludselige exit. Lige nu sulter over 7 millioner børn, hvoraf en million er tæt på at dø.

“USA, Rusland og Kina kunne i fællesskab stå i spidsen for en indsats, der involverer de omkringliggende nationer,  ikke blot for at levere den desperat, fornødne humanitære bistand, men også for at opbygge et fuldt funktionsdygtigt, moderne sundhedssystem i dette krigshærgede land. Dette ville kræve en ny infrastruktur til at levere vand og elektricitet, samt moderne transportsystemer. Taliban skal naturligvis være i centrum for forhandlingerne, men de har allerede indledt forhandlinger med mange af disse nationer og har intet at vinde ved at lade deres folk lide.

“Dette initiativ, som Zepp-LaRouche kalder “Operation Ibn Sina (Avicenna)”, efter den geniale islamiske lærde og læge, der blev født i denne region for over 1200 år siden, er en mulighed for at opbygge tillid mellem stormagterne, der nu er faretruende tæt på krig, og samtidig forhindre den forestående sultedød for så mange som 23 millioner mennesker.

Ved at tilslutte sig “Operation Ibn Sina”, kan USA afværge en atomkrig og redde millioner af menneskers liv i Afghanistan. Der er et presserende behov for handling nu. Som digtere har forstået bedre end politikere, dikterer den universelle lov, at disse sultende børns skæbne sandsynligvis bliver din egen, hurtigere end du måske kan forestille dig.”

Udvalgt billede: Irina Iriser




Vi har nået et afgørende øjeblik – “tiden er ved at rinde ud”
Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche den 20. januar 2022

I de sidste, og i de kommende dage, bliver der truffet beslutninger som vil afgøre, om menneskeheden har den moralske evne til at overleve. I sin ugentlige dialog præsenterede Helga Zepp-LaRouche en dramatisk tour d’horizon (gennemgang), idet hun flettede en analyse af topmøder, troppebevægelser og positive økonomiske udviklinger omkring Bælte-ogVej-Initiativet sammen, og formidlede både den enorme fare i nutiden og, hvad der er vigtigt, en vej ud af denne fare.

Hun understregede, at Blinkens trusler i Ukraine ikke er helt i tråd med Bidens udtalelser. Hun understregede desuden, at Putin har været klar over, hvorfor Rusland har brug for strategiske garantier, og at nogle i Vesten, såsom David Pyne, Gilbert Doctorow og general Kujat, åbent diskuterer dette. Vi har en delegation bestående af syv tåbelige senatorer, der efter en tur til Kiev skrålede op og krævede, at Biden skulle stramme sig an, og en af dem – som hun omtalte som senator Wicked – sagde, at Putin skal have en blodtud. Samtidig var den iranske præsident i Moskva for at underskrive en 20-årig aftale, og kineserne og syrerne færdiggjorde et aftalememorandum om samarbejde i BVI.

Endelig talte hun bevægende om Schiller Instituttets konference den 15. januar om Afghanistan, hvor den nuværende trussel om millioner af sultende mennesker, blev sat i kontrast til Indiens banebrydende beslutning om at sende hvede til Afghanistan gennem Pakistan.

 




»Aldrig atomkrig«-erklæringen af fem stormagter begynder 2022, LaRouches år

Den 3. januar (EIRNS) — Imens året 2022 åbnede, der markerer økonomen og statsmanden Lyndon LaRouches 100-års fødselsdag, rådførte stats- og regeringscheferne for de fem atomvåbenstater, som også er de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd (P5), sig med hinanden, som Helga Zepp-LaRouche har insisteret på, at de må gøre, og udstedte for første gang en erklæring om, at »atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes« (se hele erklæringen nedenunder). Ordene blev brugt af præsidenterne Biden og Putin efter deres videokonference den 7. december 2021; og denne erklæring vil nu være in mente, når USA-Rusland-NATO-forhandlingerne om Ukraine-krisen finder sted den 10.-13. januar.

Men den grundlæggende årsag til optimisme her er ikke så meget ordene i denne erklæring, men at lederne af de fem magter handlede sammen mod global krig. Helga Zepp-LaRouche havde offentligt opfordret dem til at gøre dette for præcis to år siden – den 3. jan. 2020, i den farlige periode efter USA’s mord på den iranske general Qassem Soleimani – og har opfordret dem til det mange gange siden. Den 15. januar 2020, to uger efter Helga LaRouches første appel, opfordrede Ruslands præsident Putin til et P5-statsoverhoved-topmøde for at behandle problemerne med fred, sikkerhed og terrorisme – og han har også gentaget det forslag adskillige gange siden; og hans talsmand understregede i dag, at det stadig er nødvendigt efter denne »aldrig atomkrig«-erklæring.

Allerede i begyndelsen af marts 2020 havde Helga LaRouche identificeret COVID-pandemien – med krav om et moderne sundhedssystem opbygget i alle lande – som den nye betingelse for et sådant stormagtstopmøde. Dette må ske som en nødforanstaltning i Afghanistan sammen med fødevarehjælp og strømforsyningsgarantier for at redde millioner af liv. Det er starten på, gennem fysisk-økonomisk udvikling, det rigtige navn for fred; og det peger på et nyt internationalt kreditsystem, som Franklin Roosevelts Bretton Woods, i stedet for det krakkende kasino, vi har nu. Det er disse missioner, der er unikt tilgængelige gennem det Lyndon LaRouche kaldte »fire-magtsaftalen« mellem USA, Rusland, Kina og Indien. Det gør dagens »P5«-erklæring væsentlig ud over dets ordlyd.

Erklæringen blev offentliggjort samtidigt omkring kl. 11:00 amerikansk østlig tid på alle fem præsidenters/premierministres hjemmesider. »Vi bekræfter, at en atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes,« siger erklæringen. »Da brug af atomvåben ville have vidtrækkende konsekvenser, bekræfter vi også, at atomvåben – så længe de fortsætter med at eksistere – bør tjene defensive formål, afskrække aggression og forhindre krig. Vi er overbevist om, at yderligere spredning af sådanne våben må forhindres«. Dette irettesætter de gale krigshøge som USA’s senator Roger Wicker, der har rejst »muligheden« for et første atomangreb på Rusland i forbindelse med Ukraine.

De fem underskrivere bekræfter også vigtigheden af at imødegå atomare trusler, såvel som deres forpligtelser i forhold til traktaten om ikke-spredning af atomvåben (NPT) og dens forpligtelse til »at føre forhandlinger i god tro om effektive foranstaltninger vedrørende standsning af atomvåbenkapløbet snarligt«. De »bekræfter, at ingen af vores atomvåben er rettet mod hinanden eller mod nogen anden stat«.

De erklærede også: »Vi har til hensigt at fortsætte med at søge bilaterale og multilaterale diplomatiske tilgange for at undgå militære konfrontationer, styrke stabilitet og forudsigelighed, øge den gensidige forståelse og tillid og forhindre et våbenkapløb, der ikke ville gavne nogen og bringe alle i fare. Vi er fast besluttet på at føre en konstruktiv dialog med gensidig respekt og anerkendelse af hinandens sikkerhedsinteresser og bekymringer«.

Det russiske udenrigsministeriums talskvinde, Maria Zakharova, sagde: »Vi håber, at godkendelsen af en sådan politisk erklæring under de nuværende vanskelige forhold for international sikkerhed vil hjælpe med at reducere niveauet af internationale spændinger«. Kreml-talsmand Dmitry Peskov understregede, at Moskva stadig betragtede et topmøde mellem verdens store atommagter som »nødvendigt«. Kinas viceudenrigsminister, Ma Zhaoxu, blev citeret af det officielle nyhedsagentur, Xinhua, at løftet »vil hjælpe med at øge den gensidige tillid og erstatte konkurrence mellem stormagter med koordinering og samarbejde«.

Men det er kun et skridt, som disse nationers ledere skal holdes til. Det transatlantiske bank- og finanssystem er på vej mod hyperinflation og krak. Det, verden absolut har brug for, er en stormagtsforhandlingsproces, som i det mindste også involverer Indien, for at iværksætte et nyt internationalt kreditsystem, der er i stand til at finansiere reel økonomisk udvikling, »TVA-lignende«, gennemgribende udvikling af fattigere regioner (TVA var et statsligt udviklingsagentur i USA til udvikling af Tennessee-dalen under depressionen i 1930’erne –red.), avanceret udvikling af atomkraft, teknologiske fremskridt drevet frem af lynprogrammer inden for rumvidenskab og fusionskraft. Vejlederen og planlæggeren af denne proces, og verdens førende i kampen for den, var Lyndon LaRouche. Dette begynder LaRouches år.




Putin og Xi tager tyren ved hornene

Den 15. december (EIRNS) – Den russiske præsident, Vladimir Putin, og den kinesiske præsident, Xi Jinping, afholdt det som svarede til et hastetopmøde i dag i en videokonference. Topmødet, offentliggjort for kun to dage siden, tog fat om to forskellige slags »atomkrige«, som de to lande trues med gennem det krigsgale og bankerotte britisk-amerikanske finansetablissement:

 1) Opfordringen den 7. december fra senator Roger Wicker (republikaner fra Mississippi) om at overveje militære angreb baseret på »førstebrugen af atomvåben« (»first-use nuclear action«), og bruge krisen omkring Ukraine som retfærdiggørelsen. Wicker er den næsthøjest rangerende republikaner i Senatets Komité for væbnet Tjeneste. På trods af den storm af protester, fra venstre og højre side af det politiske spektrum, som hans udtalelse udløste, har senatoren stadig ikke trukket sin hovedløse provokation tilbage. Samtidig fortsætter NATO sin østlige udvidelse, samt at væbne Ukraine og andre nationer der ligger helt op til Ruslands grænse – en udvidelse, som ifølge Ruslands advarsler, krydser en rød streg og vil føre til et svar fra russisk side.

 2. Gentagne opfordringer til at aktivere den »atomare valgmulighed« i finansiel krigsførelse mod Rusland – at smide dem ud af det globale finansielle betalingssystem, SWIFT. Dette ville svare til en finansiel belejring af Rusland for at forsøge at sulte dem til at underkaste sig, som dette i øjeblikket gøres mod Afghanistan. Den amerikanske viceudenrigsminister, Victoria Nuland, arkitekten af det nazistiske kup i Ukraine i 2014, opfordrede blot forrige uge til denne »atomare valgmulighed«, og udenrigsminister Tony Blinken truede offentligt med dette lige efter topmødet mellem Biden og Putin den 7. december. Lignende trusler blev udtrykt af præsident Biden selv umiddelbart før sit møde med Putin i juni 2021.

 Hvad diskuterede Putin og Xi i dag, efter pressens kameraer var blevet slukket? De gennemgik naturligvis krigsfaren og deres fælles forpligtelse i at hjælpe med at styrke hinandens sikkerhed i lyset af truslerne omkring Ukraine og Taiwan. Dertil giver den offentlige gennemgang, leveret af Kreml-rådgiveren, Yuri Ushakov, yderligere indsigt: »Særlig opmærksomhed blev givet af de to ledere på nødvendigheden af at intensivere anstrengelserne for at skabe en uafhængig, finansiel infrastruktur for at muliggøre handelsoperationer mellem Rusland og Kina. Det vil sige at skabe en infrastruktur, som ikke kan påvirkes af tredje lande.«

 Betyder dette, at Rusland og Kina snart vil meddele, at de er i færd med at træde ud af dollarsystemet og afkoble deres økonomier fra Vesten? Sandsynligvis ikke. Betyder det, at de har forberedt defensive tiltag for at kunne håndtere en finansiel »atomar valgmulighed«, igangsat mod dem? Sandsynligvis.

 Helga Zepp-LaRouche kommenterede i dag, at hvis Rusland og Kina tvinges til at vedtage storstilede modforanstaltninger imod SWIFT-systemet, da kunne dette meget vel være dråben, der fik hele det transatlantiske finanssystems bære til at flyde over. Heldigvis eksisterer potentialet i forbindelse Kinas Bælte- og Vejinitiativ til at overtage dettes rolle, og at erstatte nutidens malthusianske afindustrialiserings- og affolkningspolitik med et nyt system, fokuseret på højteknologisk, fysisk-økonomisk vækst.

 Tag et skridt tilbage og overvej Putins nylige diplomatiske initiativer – den samme Putin, som Lyndon LaRouche ofte beskrev som et »strategisk geni«, der ikke burde undervurderes. Putin sørgede for at flankere sit kritiske topmøde den 7. december med præsident Biden: inden dette, med et topmøde den 6. december i New Delhi med Indiens premierminister Modi, og efter dette, med dagens hastetopmøde med præsident Xi. Et andet emne, diskuteret mellem Putin og Xi, ifølge Ushakov, var intentionen om at afholde et topmøde mellem Rusland, Indien og Kina i den nærmeste fremtid.

 Og USA? Præsident Biden, sammen med kredse, der måske kunne beskrives som »realisterne« i Washington, virker tilbøjelige til at søge en forhandlet løsning til krisen omkring Rusland og Ukraine. Men hans politiske paladsgarde – Blinken, Sullivan, Nuland, m.fl. – er ikke, og indtil videre er de de dominerende skikkelser i Washington. Ej heller er ejerne af det vestlige, spekulative finanssystem i forhandlingsstemning – det er ikke en mulighed for dem. Deres system er i gang med at bryde sammen, og deres eneste håb er at gennemtvinge en overgang til en fascistisk, malthusiansk verdensorden.

 For at Amerika skal kunne overleve og blomstre, må det vedtage retningen, længe foreslået af Lyndon LaRouche, der etablerer en firemagts-alliance med magten til at indlede et Nyt Paradigme i global udvikling – en alliance blandt USA, Rusland, Kina og Indien, som handler på vegne af hele menneskeheden.

Billede: www.kremlin.ru




Operation Ibn Sina: Det afgørende våben i den nuværende »krig om idéer«

Den 14. december (EIRNS) – De hurtige forandringer i den internationale, strategiske situation kræver, at vi retter vores opmærksomhed på at besvare dette afgørende spørgsmål: Hvordan kan idéer, såsom interventionen fra Komitéen for modsætningernes Sammenfald i verdens sundhedskrise, samt »Operation Ibn Sina«, et militært og strategisk, såvel som filosofisk, alternativ til den dødbringende geopolitik i Sydvestasien, omdanne den nuværende, tydeligvis fejlslagne liste af »troværdige politiske valgmuligheder« for at sikre, ikke blot fortsat menneskelig overlevelse, men sågar en økonomisk velstand uden sidestykke? Med andre ord, er det sandt, at en idé, under visse betingelser, som repræsenterer et dybere, uset, højere  »poetisk« princip, kan blive til en virkningsfuld politik, måske budt velkommen af store dele, eller sågar hele menneskeheden, således at ufuldkomne personer og ledere »selv imens de benægter og afsværger, alligevel formås til at tjene den magt, som sidder på tronen af deres egne sjæle«?

 Tre udviklinger i de sidste 48 timer antyder muligheden for en stor, dybdegående og vedvarende forandring. Disse udviklinger viser også, at dem, der handler fra den kreative fornufts »højere domæne«, ikke blot er klogere, men kan udmanøvrere dem, der ikke gør dette.

 Ét: Det russiske afslag, støttet af nationerne, Indien og Kina, hver med »én milliard plus« individer, af FN’s sikkerhedsråds resolution, som erklærer, at »klimaforandringer er en global sikkerhedstrussel«. Dette går imod det geopolitiske fremstød, der har været under opsejling i årevis for at sætte sloganet »klimaforandringer« i stedet for »ressourceknaphed« – det tidligere argument, der kan findes i dokumenter som »Det nationale Sikkerhedsstudie 200: Konsekvenser af verdensomspændende befolkningsvækst for USA’s sikkerhed og oversøiske Interesser« (»National Security Study Memorandum 200: Implications of Worldwide Population Growth for U.S. Security and Overseas Interests«). [I studiet stod der, at befolkningsvækst i udviklingslande var en trussel mod USA’s nationale sikkerhed, fordi disse lande dermed ville bruge deres egne, vigtigste naturressourcer, som USA havde brug for – red.] Disse tre nationer, som repræsenterer 40% af verdens befolkning, forsvarede dem der var for svage, for nedtrådte eller opdelte til at forsvare sig selv.

 Rusland og Kina i særdeleshed er klare over, at rapporten, »Den verdensomspændende trusselsvurdering udarbejdet af det amerikanske efterretningssamfund fra 2019«, blev skrevet efter sabotagen af det panel, som skulle have været ledt, efter Præsident Trumps anmodning, af fysikeren, William Happer, som fik en plads i Det nationale Sikkerhedsråd. Panelet havde til hensigt at undersøge den falske, (såkaldt) videnskabelige fortælling om ”forbindelsen” mellem CO2-udledninger og global opvarmning. Trump afviste Trusselvurderingen fra 2017, som oprindeligt havde påstået det samme, og han bragte Happer ind i administrationen i 2018. Men før Happers komité overhovedet kunne nå at mødes, blev den saboteret – sandsynligvis fra CIA’s side, ifølge én kilde – og gennemgangen blev aldrig foretaget.

 Rapporten fra 2019 konkluderede, at klimaforandringer er menneskeskabte og en betydelig trussel mod den nationale sikkerhed. På side 23 står der: »Global miljømæssig og økologisk nedbrydning, såvel som klimaforandringer, vil højst sandsynligt fremskynde konkurrencen om ressourcer, økonomisk nød og social utilfredshed gennem 2019 og derudover… Aftagende arktisk havis kunne forøge konkurrence – særligt med Rusland og Kina – i adgangen til søruter og naturlige ressourcer«. På side 24, en side senere, under titlen, »Regionale trusler: Kina og Rusland«, står der: »Kina og Rusland vil give udfordringer for USA og deres allierede indenfor en bred vifte af økonomi, politik, kontraspionage, militær og diplomati. Vi forventer, at de vil samarbejde for at modvirke amerikanske mål, og drage fordel af den stigende tvivl om den liberale, demokratiske model i nogle områder.« Det er det, som rent faktisk blev udmanøvreret af Rusland, Kina og, på en anderledes måde, Indien, gennem deres ageren i FN i mandags.

 To: Det atlantiske Råd (Atlantic Council) udgav i mandags et åbent brev til Præsident Biden under overskriften: »Afghanistan er ved at bryde sammen. Her er hvad USA bør gøre ved det«. Det var underskrevet af 13 amerikanske diplomater og militært personel, inklusive Ryan Crocker, James Cunningham, James Dobbins, David Petraeus og andre. Det indeholder følgende afsnit:

 »Udover fødevarer og medicin, har Afghanistan brug for en stabil valuta og et fungerende banksystem for at undgå et omsiggribende sammenbrud af økonomien og regeringen. Sundhedshjælpere, lærere og andre uundværlige arbejdere har brug for at blive betalt, hvis statens mest grundlæggende funktioner skal bevares. Almindelige afghanere fortjener adgang til deres egne penge, nu indefrosset i banker, som er bange for amerikanske og internationale sanktioner, samt det mulige sammenbrud af det afghanske finanssystem.«

 Lyder positivt, ikke sandt? Dernæst: »diskussioner er undervejs i Washington og andre steder for at udforske forskellige måder for at stabilisere den afghanske valuta og at undgå kollapset af banksystemet, uden at forsyne Taliban med ekstra ressourcer, som kunne bruges til ildesindede formål. Gode idéer til hvordan dette kan gøres er til stede, herunder forslag fra forhenværende ambassadører, USAID-direktører og embedsmænd fra Verdensbanken, blandt andre. Eftersom et hvilket som helst tiltag i denne retning vil være kontroversielt, og intet kontrolsystem er perfekt, kræver det mod at handle«.

 Når som helst man hører sætningen »mod til at handle« fra disse kredse, som »handler« overalt i verden, hele tiden, ofte i dit navn og uden din tilladelse, vær påpasselig og fortsæt med forsigtighed. Dem der har læst bogen: »En økonomisk lejemorders bekendelser« (»Confessions of An Economic Hit-Man«), af John Perkins, kan genkende tankegangen her. Der er rent faktisk intet om nødvendigheden af at stabilisere den afghanske nation her – men der er, på den anden side, en anden vigtig, bevægende faktor. »Jo længere beslutninger udskydes, desto sværere vil det blive at forhindre den overhængende humanitære katastrofe i landet og døden for mange afghanere« – dødsfald, hvis skyld vil ligge hos USA, NATO og dem der har afvist »Operation Ibn Sina«, eller noget som helst reelt nødsamarbejde med nationerne i området. Operation Ibn Sina er et sådant samarbejde, foreslået af Helga Zepp-LaRouche, og involverer Pakistan, USA, Kina og Rusland, såvel som Usbekistan og alle nationerne rundt om Afghanistan. Sådan et samarbejde, særligt i lyset af Putin-Biden-diskussionerne om spændingerne, der finder sted på grænsen mellem Ukraine og Rusland, både den russiske og amerikanske militære erfaring i Afghanistan og muligheden for et samarbejde mellem »modsætningerne« i det gode formåls tjeneste, samt medlemmer af andre religiøse overbevisninger, særligt til juletid, burde forfølges så meget desto mere. Operation Ibn Sina, så »usandsynlig« som den måske virker, er en krigsvindende strategi mod de reelle fjender – »fattigdom, sult, sygdom og krigen selv«.

 Tre: Bevismateriale, nøje sammenstillet i Danmark og Norge, med hensyn til coronavirussets omikron-variant, viser, at selv dem der har fået to vaccinestik har en meget høj smitterate [Danmarks myndigheder har igangsat en stor indsats for et tredje vaccine-boosterstik, hvilket de håber vil være meget effektivt, som et britisk studie viste – red.]. Dette rejser det åbenlyse spørgsmål: Hvad hvis omikron var ligeså dødelig som deltavirusset, hvilket den virker til ikke at være? Hvad ville vi gøre ved det? Selv uden dette, hvad er der ved at ske med hospitalsvæsenerne verden over, som er ved at blive oversvømmet af omikrontilfælde – og muligvis, hvert eneste dag det skulle være, en endnu mere dødbringende variant? Opråbet fra Dr. Jocelyn Elders til en global dialog og konference for at katalysere en verdensøkonomisk nødplatform, hvor upraktisk det end måtte lyde, er »sejrens hvælving« hvorunder verdens svageste og stærkeste, rigeste og fattigste, må mødes, hvis det skal lykkes at overleve.

 Lyndon LaRouche sagde følgende i december 1985: »I en sand republik, er sande borgere personligt ansvarlige overfor Skaberen, for virkeliggørelsen af denne republik; for virkeliggørelsen af det almene vel, da det påvirker alle personer i denne republik; for virkeliggørelsen, således, af hvert personligt liv i denne republik, samt virkeliggørelsen af denne republiks rolle i verden; for menneskehedens almene vel som helhed og hver eneste individuel personlighed, nutidig og fremtidig, af menneskeheden som en helhed. Den individuelle borger af en republik er personligt ansvarlig overfor Skaberen i den grad, at det individ enten har evnen til at påvirke tingenes gang, eller kan udvikle den nødvendige evne til at påvirke tingenes gang.« Måske benægter og afsværger vi, men vi kan også tjene fornuftens og skønhedens højere magt, hvilket, hvis vi er heldige, »selv i vores trods«, vil side og råde på tronen af vore egne sjæle.

Billede: Aga Khan Foundation: Sandra Calligaro




POLITISK ORIENTERING den 15. december 2021:
Kun samarbejde kan besejre pandemien og forhindre atomkrig
Se også 2. del: 3 min.

Med formand Tom Gillesberg

2. del: 3 min.

lyd:




At vinde kampen

Den 23. august (EIRNS) – Uden en vision at stræbe efter kan der ikke være nogen fremtid. Hvad er det for en vision, der opildner dem som skaber betingelserne for ekstremt kaos i verden?

 Mike Pompeos trick i FN torsdag den 20. august – hvor han forelagde breve til FN’s generalsekretær og den nuværende præsident for Sikkerhedsrådet med krav om en genoptagelse af sanktionerne mod Iran – var helt klart ikke beregnet på at opnå støtte for USA’s holdning, men at forårsage en krise i selve FN’s Sikkerhedsråd. Det totale fravær af opbakning sås i forbindelse med resolutionen, der af USA blev forelagt FN’s Sikkerhedsråd den 14. august, og hvori der blev opfordret til sanktioner mod Iran; [resolutionen] modtog en enkelt jastemme – fra Den Dominikanske Republik – veto fra Rusland og Kina, mens alle andre nationer afholdt sig fra at stemme. Iranske lovgivere har indført en lov om at trække sig ud af atom-aftalen i tilfælde af et sådant ‘snapback’ af sanktioner.

 Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov forklarede det på denne måde: at opfordringen til genoptagelse af sanktionerne ”vil ikke producere noget resultat alligevel, men det kunne muligvis føre til en meget alvorlig skandale og en splittelse i FN’s Sikkerhedsråd, og i sidste ende undergrave dets autoritet. ”Hvordan? Hvad sker om 30 dage, når sanktionerne mod Iran ifølge Pompeo skal genoptages, med fraværet af en modsatrettet FN-resolution (en beslutning, som USA ville nedlægge veto imod)? Hvem vil være i stand til at tage stilling til fordelene ved den amerikanske holdning? Dette er som en forfatningskrise uden en højesteret. Lavrov understregede, at dette er en del af en række handlinger, der erstatter “international lov” med den (britisk støttede) opfattelse af en “regelbaseret orden”.

 Husk at Trump afviste at iværksætte et luftangreb mod Iran med henvisning til antallet af dødsfald, som operationen ville forårsage. Dette behagede ikke Sir Kim Darroch – den britiske ambassadør i USA og koordinator for ‘Trump-hviskere’… Darroch skrev i et memo til London: “[Trumps] påstand om at han ombestemte sig på grund af forudsigelsen om 150 dræbte og sårede holder imidlertid ikke; han ville givetvis have hørt dette tal i hans indledende briefing. Det er mere sandsynligt, at han aldrig var fuldt ud indforstået, og at han var bekymret for, hvordan dette tilsyneladende omslag af hans kampagneløfter fra 2016 ville se ud i 2020 [ved det næste valg]”. Med sin tænkehat på gennemtænkte Sir Kim, hvad der kunne ændre resultatet: ”Blot et yderligere iransk angreb et sted i regionen kunne udløse endnu en kovending af Trump. Desuden vil tabet af et enkelt amerikansk liv sandsynligvis gøre en afgørende forskel. ”Et halvt år efter at Sir Kim forlod Washington, D.C. i skam, blev den iranske general Qassem Soleimani dræbt af en amerikansk drone, mens han foretog en diplomatisk mission i Irak. Grunden? Trump: “Soleimani planlagde forestående og uhyggelige angreb på amerikanske diplomater og militært personel.” Hans død var berettiget, da han angiveligt forhindrede netop det scenario, Sir Kim havde visualiseret.

 Det var i umiddelbar forlængelse af Soleimanis drab, at Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche opfordrede til et hastetopmøde mellem USA, Rusland, Kina og Indien for at forhindre optrapning af konflikten og for at tackle årsagerne til den strategiske ustabilitet i verden – britiske finanskredse og geopolitik. Den russiske præsident Vladimir Putin har siden opfordret til et topmøde mellem lederne af de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, netop det ledelsesorgan i verden, der i øjeblikket trues af Pompeos destruktive handlinger. Alle fem ledere er principielt enige om et sådant topmøde, og FN’s Generalforsamling i september giver en fremragende, gunstig og nu rettidig mulighed.

 Et blik på den amerikanske indenlandske situation afslører et igangværende kup udført af efterretningstjenester (udenlandske og indenlandske) mod den valgte præsident, en senil opponent, hvis takketale indeholdt gentagne, uhyggelige henvisninger til en kamp mellem “lys” og “mørke”, krigslignende situationer i Portland og andre områder, der i al væsentlighed er terrortræning, samt en udenrigsminister, Pompeo, der kører sit eget kup mod Trump: både ved at blokere tidligere teknisk direktør for NSA, Bill Binneys, bevis for, at den grundlæggende præmis for Russiagate var en komplet and, og ved at agere i opposition til Trumps kampagneløfter om at opbygge gode forhold til andre lande, som USA med fordel kunne indgå i produktivt økonomisk samarbejde med – et kup rettet imod Trumps potentiale og hans udtrykkelige intentioner.

 En omfattende diskussion af de ekstreme farer som verden i øjeblikket står overfor, og den smukke fremtid, der kunne blive vores – en fremtid for økonomisk udvikling, videnskabelige gennembrud og rumforskning – vil udfolde sig i weekenden 5.-6. september, sponsoreret af Schiller Instituttet.

 




”Russiagate”-kuppets endeligt og genåbningen af sagen om Lyndon LaRouche

Den 3. august (EIRNS) – Det britiske imperium samt allierede amerikanske efterretningsagenturer bag ”overvågningsstaten” er blevet fanget på det forkerte ben, pga. LaRouches politiske Aktionskomités (LaRouchePAC’s) gennembrud, opnået lørdag eftermiddag. I et webcast fra d. 1. august, som blev dækket både af prominente, såvel som mindre prominente, medier og genudgivet på hundredvis af hjemmesider og blogs siden den eftermiddag, deltog Roger Stone, den velkendte politiske konsulent og skydeskive for Robert Mueller, sammen med den højt respekterede ”whistleblower” fra USA’s Nationale Sikkerhedsagentur (NSA), Bill Binney, og talspersoner fra LaRouchePAC, Harley Schlanger og Barbara Boyd. De viste, hvordan anklagerne, samt de offentlige bagvaskelser af Stone, Binney og Lyndon LaRouche alle havde én kilde og én årsag: Beslutningen fra magthaverne i City of London og Wall Street om ikke at tillade, at modstandere af globaliseringen og de ”permanente krige” vil blive hørt.

Roger Stone gjorde det klart, ud fra sin personlige viden efter at have ledt Ronald Reagans præsidentkampagne i New Hampshires primærvalg i 1980, at LaRouche blev retsforfulgt fordi, han ”irriterede Bush-familien” – en veletableret magt i det finansielle etablissement – og fordi han arbejdede med og parallelt til Præsident Ronald Reagan. Yderligere beviste Stone, at både han selv og Præsident Donald Trump er blevet et mål for disse magter på samme måde. Effekten var, at Stone på udførlig manér ødelagde grundlaget for Robert Muellers anklager rettet mod præsidenten; og i processen ”genåbnede sagen om Lyndon LaRouche”, hvis retsforfølgelse i 1980’erne blev iværksat af Mueller og William Weld. Hans afsløringer er yderligere uddybet på LaRouchePAC’s daglige opdatering, ”Morning Briefing”, her til morgen.

Bill Binneys kriminaltekniske bevis på at der ikke fandtes noget ”hack” af den Demokratiske Nationale Komités (DNC’s) computere i 2016, og specielt ikke et af Rusland – kernegrundlaget for ”Russiagate”-angrebene mod Trumps præsidentskab – er ikke blevet tilbagevist, efter at det blev præsenteret i oktober 2017 til daværende CIA-chef, Mike Pompeo, som begravede det fuldstændig i tre år. Men med LaRouchePAC’s aktiviteter i de seneste uger cirkulerer disse beviser nu vidt og bredt. Det er nu vore læseres ansvar at hjælpe med at udbrede disse yderligere.

Dette gennembrud i kampen mod globaliseringens overvågningsstat – som Helga Zepp-LaRouche kaldte ”systemet for permanent uretfærdighed” – er en sejr på et tidspunkt, hvor de transatlantiske finanssystemer, kræfterne bag globaliseringen, er bankerotte. De overlever via centralbankernes massive ”kunstige åndedræt” gennem et årti. Lyndon LaRouches politisk økonomiske nødforanstaltninger, som han kaldte sine ”fire økonomiske love” for at rede nationer, er den eneste vej til økonomisk genrejsning fra sammenbruddet. Megabankerne, centrede i City of London og Wall Street, må opdeles gennem en Glass/Steagall-lovgivning; centralbankerne nationaliseres eller erstattes af hamiltoniske nationale bank- og kreditinstitutter; og de førende nationers bestræbelser indenfor rumfart og fusionsenergiforskning må øges til lynprogrammer for at kolonisere Månen og Mars, således at teknologi og produktivitet kan nå nye højder her på Jorden.

Det var således, at LaRouche definerede ”genrejsning”, og det begynder i denne dybe krise med at ”genåbne hans sag”, og derfra fremlægge hans politik.

Pga. af deres finanssystemers desperate tilstand drives finanseliten, centreret i City of London, til en stadig mere anspændt ”førkrigs”-konfrontation med Kina – og også Rusland. LaRouchePAC og Schiller Instituttet forsøger at befri Præsident Donald Trump fra denne konfrontation i tide til et topmøde for samarbejde blandt FN’s sikkerhedsråds fem permanente medlemmer, som sandsynligvis vil finde sted i begyndelsen af september. For blot et par dage siden pegede en prominent økonom, den nylige chef for Indiens Centralbank, underforstået på den første opgave for et sådant topmøde. USA og Kina er i en enestående position, og må, ifølge Raguram Rajan, ”tage ansvaret og sammen forsyne de underudviklede nationer med ressourcerne til at bekæmpe pandemien”. Denne mission – et nyt verdensomspændende sundhedssystem mod pandemien – har, siden februar, været spydspidsen af Helga Zepp-LaRouches initiativ for disse topmøder.


Målet med denne proces er et Nyt Bretton Woods, internationalt kreditsystem, for at realisere Præsident Franklin Roosevelts udviklingsperspektiv i forbindelse med organiseringen af den oprindelige Bretton Woods-konference. Siden de sene 1980’ere gjorde Lyndon LaRouche, på trods af uretfærdige retsforfølgelser, denne mission for et Nyt Bretton Woods til sin egen. Hvis den seneste uges gennembrud mod det britiske imperium og Wall Street udbredes og opfølges fuldstændigt, kan vi virkeliggøre denne mission.

 




Pompeos elskede amerikansk-britiske ‘særlige forhold’ ligger bag kuppet mod Trump
– Bill Binney afslører det den 23. juli

Den 21. juli (EIRNS) – Pressekonferencen med William Binney, tidligere teknisk direktør i NSA, planlagt til den 23. juli, fik en forøget betydning i dag, som nøglen til bestræbelserne på at afsløre og afbryde det igangværende britisk-amerikanske kup-apparat, der agerer imod præsident Donald Trump for at forhindre enhver realisering af hans præsidentskabs initiativer til venskabsdiplomati med Rusland og Kina. Der er især en afgørende gunstig lejlighed for, at Trump og lederne af Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien kan drøfte vigtige emner på et topmøde mellem FN’s permanente fem nationer, et møde som præsident Vladimir Putin har taget initiativ til.

Emnet for pressekonference den 23. juli er, “William Binney fremfører sin sag for Verden: Der var intet Russisk hack”. Den særlige betydning kommer ind i billedet, fordi Trumps udenrigsminister Mike Pompeo er i London i dag – hvor han kvidrer over det “særlige forhold” mellem Storbritannien og USA, når det samtidig står klart, at Russiagate, det “uredelige dossier” og alle andre beskidte operationer mod Trump har en britisk oprindelse. Trump sagde endda 11. juli, at “den forhenværende britiske agent, Christopher Steele, skulle bringes til USA for hans forbrydelser – udleveres, retsforfølges og puttes i fængsel”.

Ironisk nok udgav det britiske parlament i dag en sindssyg rapport om, at russere skulle have stjålet Brexit-valget og adskillige andre påståede forbrydelser, samtidig med at man takkede samme miskrediterede Christopher Steele (og andre højtstående britiske efterretningsfolk), som Trump korrekt identificerer som en kriminel løgner for hans bidrag til deres rapport. Det ser ud til, at det samme britiske hold, der kørte Russiagate mod Trump, nu også har vendt deres kanoner imod premierminister Boris Johnson, især efter at han den 30. juni opfordrede til en “New Deal” i stil med Franklin D. Roosevelt.

Pompeo ved alt dette. Han er selve manden, der fik sandheden at høre af hr. Binney i oktober 2017; at der ikke var noget russisk hack i 2016 af det Demokratiske partis nationale Komité, løgnens kerne, der blev brugt til at rulle Russiagate ud imod Trump, hele vejen frem til rigsretssagen. Allerede i 2017 havde præsident Trump bedt Pompeo, daværende CIA-direktør fra januar 2017 til april 2018, om at få historien fra Binney. Binney orienterede ham. Men det stoppede med Pompeo. Ikke alene blev der ikke fulgt op, men der blev efterfølgende dækket over det. Binney blev aldrig bedt om at vidne for Kongressen. Hans edsvorne erklæringer blev ikke tilladt af dommerne i de fabrikerede retssager mod Trumps medarbejdere Roger Stone og Michael Flynn.

Nu, efter at hans dom den 10. juli blev ændret af præsident Trump, har Roger Stone udtalt sig. Han sagde den 13. juli på Fox News, “Der var ingen russisk indblanding”. Han citerede de tilgængelige ekspertudsagn fra Bill Binney og Ray McGovern, tidligere CIA-analytikere. Denne uges pressekonference vil sige alt.

Hvad med Pompeo? Under sit besøg i London, hvor han i dag mødtes med premierminister Boris Johnson og udenrigsminister Dominic Raab og andre, kunne Pompeo ikke nok rose det “særlige forhold”, Storbritannien og USA imellem, og kunne ikke nok fordømme Rusland og Kina. Pompeo tweetede i går: “Dejligt at være tilbage i London for at bekræfte #SpecialRelationship, som vi deler med vores nærmeste allierede ….” Den 23. juli, når han er tilbage i USA, vil Pompeo fortsætte sin anti-Kina-kampagne med en tale i ‘Nixons præsidentielle Bibliotek’ om “Det kommunistiske Kina og den frie verdens fremtid”.

Ligeledes talte forsvarsminister Mark Esper i dag via video fra Pentagon til det Internationale Institut for Strategiske Studier i London, der hylder den amerikanske rolle i Det indiske Ocean/ Stillehavet for at imødegå “Kinas dårlige opførsel”.

I en gennemgang af denne udvikling sagde Schiller Instituttets formand, Helga Zepp-LaRouche, i dag, at “afsløringen af det britiske kup er ekstremt vigtigt … Netop i dag mødtes Pompeo med de kræfter, som muligvis ikke har igangsat kuppet, men som kunne have stoppet det… Dette ‘særlige forhold’ er det centrale problem i konfrontationen og den potentielle krig med Rusland og Kina. ”Problemet er risikoen for krig”.

På økonomiens område samt bekæmpelsen af pandemikrisen og fødevarekriserne, er et topmøde mellem P5-statsoverhovedene presserende med henblik på at indlede samarbejde om prioriterede økonomiske foranstaltninger. Regeringspakkerne med sikkerhedsnet og finansielle ‘julegaver’ har med få undtagelser indtil videre ikke bragt løsninger. I morges ved daggry godkendte Det europæiske Råd efter 4 døgns tovtrækkeri et ”Næste Generation EU”-program, som en ekspert på stedet kalder ”Den økofascistiske europæiske Føderalstat”. Planen med de økonomiske lettelser omfatter 750 milliarder euro i tilskud og lån over fem år, med start 2021, og indebærer beskatning over hele EU’s område, budgetkontrol, og erklærer at “klimatiltag vil blive integreret i politikken”. Dette er fra en uvirkelig verden

I USA begyndte Det hvide Hus og Kongressen i denne uge at drøfte den næste anti-COVID-19 økonomiske pakke, med tovtrækkeri om hvad der skal gøres. I Japan forhandles der om den tredje nødpakke, der skal vedtages i efteråret, efter at der blev brugt 2,2 billioner dollars i forbindelse med de to første planer siden marts måned. I det globale syd er der ikke engang spillerum for foregivelse af hjælpeprogrammer. Der er behov for et nyt verdensomspændende system.

Zepp-LaRouche understregede både de økonomiske behov og behovet for at afslutte krigstruslerne. “Et topmøde er den nødvendige ramme for at afbryde den voksende kolde krig med Kina …. [verdens] økonomien er i en så forfærdelig tilstand, at vi har brug for den industrielle produktion fra alle lande, der arbejder sammen “imod hungersnød, pandemien, og med at afhjælpe andre behov, herunder truslen fra andre vira”.

”Vi er nødt til at opbygge økonomierne i hvert eneste land på planeten”, var hendes opfordring. Spred ordet om pressekonferencen med Bill Binney den 23. juli.

Link til konferencen afholdt 23 juni 2020 https://www.youtube.com/watch?v=-t4m7VZOFMc




Sammendrag af panelerne fra konferencen (video)

1. Hvorfor et topmøde mellem USA, Kina, Rusland og Indien er så presserende netop nu

Helga Zepp-LaRouche leder en international dialog angående den øjeblikkelige nødvendighed af at bringe lederne af de ”fire stormagter” (USA, Rusland, Kina og Indien) sammen til et topmøde, for at håndtere pandemien, den finansielle nedsmeltning og økonomisk underudvikling. Udklippene er taget fra Schiller Instituttets internationale konference, d. 27. juni, 2020, med titlen: ”Vil menneskeheden blomstre eller gå til grunde? Fremtiden kræver et firemagts-topmøde nu”.

https://youtu.be/thQuRg-rzwE

 

2. Lad os gøre en ende på krig, hungersnød, fattigdom og sygdom

Ledere indenfor landbrug, økonomi og videnskab fører en diskussion angående den skrækindjagende fare, som konfronterer verden, i form af hungersnød, krig og sygdom, pga. ødelæggelsen af produktivt arbejde, over de seneste 50 år. Dette efterfølges af en diskussion om perspektivet for at implementere LaRouche-planen; en økonomisk strategi for at skabe 1,5 milliarder produktive arbejdspladser verden over. Talerne deltog i det andet panel af Schiller Instituttets online konference, d. 27. juni.

https://youtu.be/J_jKCa6GkW0

 

3. LaRouches internationale ungdomsbevægelse opfordrer til frikendelsen af Lyndon LaRouche

Skriv under på begæringen for at frikende Lyndon LaRouche: Frikend Lyndon LaRouche. Et kor af stemmer svarede på forslagene fra Theo Mitchell, tidligere statssenator fra South Carolina, angående hvad der kan gøres for at frikende Lyndon LaRouche og rette op på den uretfærdighed som er ude af kontrol i mange dele af verden. Lederne fra LaRouches internationale ungdomsbevægelse adresserede Schiller Instituttets konference, d. 27. juni, angående det presserende behov for at rekruttere den næste generation af ledere, der kan tænke på samme niveau som Lyndon og Helga LaRouche.

https://youtu.be/AUnaUpA2ylg




NYHEDSORIENTERING JUNI-JULI 2020: Et 4-magts-topmøde
for global genopbygning nu!

Download (PDF, Unknown)




Alternativet til en mørk tidsalder og tredje verdenskrig

Introduktion til Helgas tale:

DENNIS SPEED: Mit navn er Dennis Speed, og jeg vil byde jer velkommen til dagens internationale konference og webcast.

Vi vil begynde dagen med et videoudklip med den afdøde økonom og statsmand, Lyndon LaRouche, fra 2011. Han var hovedtaler på et panel ved en konference i Schiller Instituttet – det var i Tyskland – og navnet på panelet ved denne lejlighed var: ”At redde vores civilisation fra afgrunden: Klassisk kulturs rolle. En nødvendighed for menneskeheden.”

LYNDON LAROUCHE (uddrag): Hvad er det ved mennesker som gør, at de ikke bare er endnu en dyreart, klar til at blive slagtet (at uddø) når deres tid er kommet?

Svaret er et lidet kendt spørgsmål. De fleste mennesker har ikke den fjerneste idé om hvad svaret er! Rent faktisk er vores samfund styret af folk, der ikke har nogen som helst idé om hvad menneskeheden er! Det eneste de kan finde på, er en eller anden beskrivelse af et slags dyr, med dyriske karaktertræk af nydelse og smerte og lignende, som måske kontrollerer dette dyrs adfærd…

Navnet for den specifikke kvalitet, som vi kender fra mennesket, og som ikke eksisterer i nogen anden kendt levende art: Det er en egenskab af kreativitet, der er absolut enestående i menneskeheden. Og hvis man ikke er kreativ, og hvis ikke man forstår kreativitet, så har man endnu ingen billet til overlevelse! Fordi kreativitet vil ikke redde dig, medmindre du bruger den.

DENNIS SPEED: Lad mig sige noget om Schiller Instituttet, og hvad vi har gjort med denne række af tre konferencer, som begyndte i april dette år. Disse konferencer var viet til idéen om at skabe et firemagts-topmøde – Rusland, Kina, Indien og USA. Der er forskellige processer, der allerede har været i stand til at bevæge sig i denne retning. Faktisk er der, blandt de mange ting som vi vil snakke om i dag, et nyt forslag, som blev fremsat af Præsident Vladimir Putin fra Rusland, i denne retning [for et topmøde med de 5 permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd: USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig –red.]… Idéen om et firemagts-topmøde er ikke eksklusiv. Det betyder ikke at andre ikke kan involvere sig…

Lad mig også sige, for især folk i USA, at krisen, der har påkaldt sig folks opmærksomhed, som udstillet i den sociale og politiske krise i Amerikas gader, er blot ét udtryk for en bredere, international proces. Og det er grunden til, at vi i dag begynder med det første panel for at give dette bredere overblik, og tillade dig og andre at blive en del af en international operation for at forandre denne situation…

Helga Zepp-LaRouche er grundlæggeren af Schiller Instituttet – det var tilbage i 1984. Hun er selvfølgelig også hustru til den afdøde økonom og statsmand, Lyndon LaRouche, som døde i februar 2019. Hun spillede en vigtig, afgørende rolle i en række samtaler og dialoger med den kinesiske regering i perioden fra 1993 til 1996; som påbegyndte den proces, der blev til det vi nu kalder den Nye Silkevej. Og vi er glade for og stolte over at præsentere hende til jer nu, for at tage denne dialog op igen. Panelet som helhed har titlen: ”I stedet for geopolitik, en ny form for statsmandskunst”. Så, det er altid en ære at præsentere Helga Zepp-LaRouche.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Efter denne svære start er jeg så meget desto gladere for endelig at have forbindelse til jer. Og jeg vil tale om alternativet til en mørk tidsalder eller faren for en ny verdenskrig. Og selvom det for de fleste på dette tidspunkt er utænkeligt, så…[manglende lyd] ….medmindre vi på relativt kort sigt lykkes med at erstatte det håbløst bankerotte finanssystem med et New Bretton Woods-system, nøjagtigt som oprindeligt tilsigtet af Franklin D. Roosevelt, det vil sige skabe et kraftigt instrument til at overvinde underudviklingen i den såkaldte udviklingssektor.

 Jeg ved ikke, om I hørte, hvad jeg sagde før, fordi der var nogle tekniske problemer, men jeg sagde, at selvom de fleste ikke kan forestille sig at det kan forekomme, så truer verdens nuværende orientering mod stadig flere konflikter, både internt i mange stater i verden, men også på et strategisk niveau, med at eskalere til en stor ny verdenskrig, en tredje verdenskrig, som på grund af eksistensen af termonukleare våben ville betyde udryddelse af den menneskelige art; det ”store drab”, omend det er ment på en lidt anden måde end vi netop hørte Lyn på dette videoklip.

 Selvom det er helt forbløffende, hvor mange vildledte mennesker der stadig mener, at COVID-19-pandemien enten ikke er værre end influenza, eller blot er en konspirationsteori af Bill Gates, er det langt mere sandsynlige perspektiv desværre, hvad epidemiolog Dr. Michael Osterholm har sagt: at vi stadig har en utrolig lang vej foran os. Indtil nu er 10 millioner mennesker blevet inficeret, en halv million er døde af COVID-19, og vi har stadig ikke nået toppen af den første bølge. De så godt som ikke-eksisterende sundhedssystemer i mange udviklingslande er allerede håbløst overbelastede. Pandemien har hensynsløst afsløret det faktum, at det neoliberale økonomiske system ikke kun afhænger af billig produktion i den såkaldte Tredje Verden, men har skabt slavelignende arbejdsbetingelser selv i USA og Europa, som det kan ses af udbruddet af virusset på de mange slagterier i Europa og USA.

 Den økonomiske nedlukning har sat fokus på skrøbeligheden i det der kaldes ”globalisering”. I USA forsvandt ca. 40 millioner job på tre måneder; på utrolig vis pumpede centralbankerne over 20 billioner dollars ind i det finansielle system, og forskellige regeringsstøtteprogrammer kunne dårligt nok dække de tidsindstillede bomber, der stadig tikker indtil udløbet af de kortvarige arbejdsprogrammer. IMF forventer i øjeblikket, at den globale produktion vil falde med 4,9% i år, og kun Kina forventes at have en stigning i produktionen på 2%, hvilket naturligvis er meget mindre end det plejer at være, men ikke desto mindre er voksende. Sektorer som flytrafik, forplejning, turisme, bilindustrien, har lidt store fald, nogle af dem på lang sigt, men også et stort antal mellemstore virksomheder frygter, at de ikke vil overleve en anden bølge og en anden økonomisk nedlukning. Resultatet ville være en enorm stigning i arbejdsløshed, fattigdom og prisdeflation, mens centralbankernes likviditetspumpe samtidig skaber hyperinflationsbobler. Redninger af store systemiske virksomheder og banker såvel som politisk eksplosive redningspakker vil være yderligere desperate muligheder for regeringer at gennemføre, men vil ikke kunne forhindre et sammenbrud af det globale finanssystem. Et styrt ned i kaos og anarki ville følge.

 I mellemtiden ville en fortsættelse af den nuværende politik ikke alene føre til øgede dødsfald som følge af pandemien, men vil absolut ikke gøre noget for at imødegå sultkatastrofen, som David Beasley fra Verdens Fødevareprogram advarer om snart vil tage livet af 300.000 mennesker om dagen.

 Dem der muligvis mente, at en mørk tidsalder kunne udelukkes i vores moderne tid, befinder sig i et realitetschok. Og sidst, men ikke mindst, den hedonisme, der udøves af demonstranter, der forveksler frihedsprivilegier med frihed, minder om flagellanterne og beskrivelserne fra det 14. århundrede, som de er fremstillet i Boccaccios skrifter og Brueghels malerier.

 På denne baggrund kan det forventes, at forsøgene – der oprindeligt blev anstiftet af de britiske hemmelige tjenester – på at fjerne præsident Donald Trump fra embedet ved et kup, rigsretssag eller mord – sådan var overskriften på den britiske publikation The Spectator, den 21. januar 2017 – eller ved et ”Maidan”-kup, som præsident Putin advarede om i 2016 – disse vil blive intensiveret. Iscenesættelsen af forargelsen som følge af mordet på George Floyd, foretaget af voldelige grupper finansieret af George Soros, er en del af denne kampagne. Årsagen til den ubarmhjertige fjendtlighed fra det neoliberale etablissement og de etablerede medier på begge sider af Atlanterhavet mod Trumps efter hans, for dem, uventede valgsejr, var, og er stadig, den intention han udtrykte i begyndelsen af sin valgperiode om at etablere gode forbindelser med Rusland og et godt forhold til Kina. Og selvfølgelig Trumps løfter om at afslutte sin forgængeres ”uendelige krige” og at bringe amerikanske tropper hjem.

 Hvad der derefter fulgte, var en tre og et halvt års heksejagt mod Trump. Krigsråbet “Rusland, Rusland, Rusland”, baseret på årsager, for hvilke der ikke eksisterer skyggen af bevis, blev efterfulgt af et forsøg på en rigsretssag, atter efterfulgt af det ikke mindre ondsindede krigsråb “Kina, Kina, Kina”, skønt der er lige så lidt hold i anklagerne mod Kina, som der var i Russiagate.

 I løbet af alt dette var repræsentanterne for det neoliberale system ikke så meget som et øjeblik parate til at overveje, at det var de brutale konsekvenser af deres egen politik for størstedelen af befolkningen på verdensplan, der udløste den globale bølge af social protest, der inkluderer Brexit og Trumps sejr, såvel som masseprotester over hele verden fra Chile til de ‘gule veste’ i Frankrig. Men denne elite er aldrig interesseret i at opdage sandheden, kun i at kontrollere den officielle politiske fortælling i overensstemmelse med Pompeos princip, som han forklarede i sin tale i Texas: ”Jeg var CIA-direktør. Vi løj, snød, stjal … vi havde hele uddannelsesforløb i det”.

 NATO’s officielle fortælling om Ruslands angiveligt stigende aggressivitet, beskyldningerne om “med magt at drage grænser i Europa igen”, nævner naturligvis ikke de brudte løfter, der blev givet til Gorbatjov, om at NATO aldrig ville udvide sine grænser helt til Ruslands grænser, og den forudgående farve-revolution, der kan beskrives som en krigshandling, og til sidst kuppet i Kiev med den åbne støtte fra Victoria Nuland, der udløste folkeafstemningen på Krim som reaktion.

 Kinas ”forbrydelse” er ikke kun, at man har løftet 850 millioner af sine egne borgere ud af fattigdom, og ved hjælp af en økonomisk politik, der er baseret på videnskabelige og teknologiske fremskridt og en befolkning på 1,4 milliarder mennesker, er blevet den næst mægtigste økonomiske nation, og på visse teknologiske områder, såsom højhastigheds-jernbanesystemer, nuklear fusion, aspekter af rumforskning og 5G-telekommunikation, allerede den førende. Derudover er Kinas tilbud om samarbejde omkring Den nye Silkevej og Bælte- og Vejinitiativet den første reelle mulighed for udviklingslandene siden kolonialismens tid for at overvinde fattigdom og underudvikling ved at bygge infrastruktur.

 NATO’s reaktion på, at Kina genvinder sin rolle som en førende nation i verden, en rolle den spillede i mange århundreder af sin 5.000-årige historie, har været global ekspansion til Indo-Stillehavsregionen. Dette er det stof, som verdenskrige er gjort af. Og alligevel er det nøjagtigt den retning, som NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, har angivet i sin oversigt for “NATO 2030”, som han netop præsenterede på en videokonference med Atlanterhavsrådet og den tyske Marshall-fond. Den tyske forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer, deltog i et andet webinar sidste onsdag sammen med Anna Wieslander, direktør for Atlanterhavsrådet for Nordeuropa; Wieslander citerede under åbningen af begivenheden Lord Ismay, NATO’s første generalsekretær, der sagde, at formålet med NATO er “at holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede”. Men AKK (som hun kaldes) forstod tilsyneladende ikke engang fornærmelsen i disse bemærkninger. Det geopolitiske scenarie for et globaliseret NATO, der åbent er designet til at orkestrere NATO til det britiske imperiums formål, baseret på Det britiske Statssamfund, Commonwealth, og som også ville indfange EU til at spille denne rolle, og endelig ville spille Indien ud mod Kina, må afvises totalt af alle, der har interesse i at opretholde verdensfreden.

 Præsident Putin har netop i anledning af 75-årsdagen for afslutningen af 2. Verdenskrig skrevet en slående artikel om forhistorien til Anden Verdenskrig samt forløbet af denne krig, og opfordret alle nationer til at offentliggøre alle de indtil nu hemmeligholdte historiske dokumenter fra den tid, således at menneskeheden, ved at studere årsagerne til den hidtil største katastrofe i menneskehedens historie, kan lære lektien for at undgå en endnu større katastrofe i dag. Putin skriver i en meget personlig tone; han taler om lidelsen i sin egen familie, om den enorme betydning som den 22. juni har for den russiske befolkning, dagen hvor ”livet næsten går i stå”, og hvorfor den 9. maj, årsdagen for sejren i Den store patriotiske Krig, hvor 27 millioner russere mistede deres liv, er Ruslands vigtigste mærkedag. Men den indirekte besked er også, at lige som Sovjetunionen besejrede Hitlers Tyskland med en gigantisk indsats, vil det russiske folk aldrig overgive sig til fornyede trusler. Ligesom Napoleon gennem en lang forsvarslinje blev ført ind i den ugæstfri russiske vinter, og hans hær til sidst blev så godt som udslettet, muliggjorde evakueringen i 1941 af befolkningen og industrikapaciteten mod øst, at Sovjetunionen kunne overgå nazisternes militære produktion på kun halvandet år.

 Men også Versailles-diktatets kortsynethed, støtten til Hitler fra medlemmer af aristokratiet og etablissementet på begge sider af Atlanterhavet, og frem for alt München-aftalen, der i Rusland simpelthen kaldes ”München-forræderiet” eller ”München-sammensværgelsen”, betragtes som den egentlige udløser af Anden Verdenskrig. Fordi det var ved den lejlighed, at ikke alene eftergivenhedspolitikken for Hitler, men hvor også den fælles opdeling af byttet fandt sted, såvel som den iskolde geopolitiske beregning, at fokuseringen af Hitlers Tyskland mod øst uundgåeligt ville føre til at Tyskland og Sovjetunionen ville sønderrive hinanden.

 Hvad er ifølge Putin det vigtigste budskab til nutiden ved studiet af Anden Verdenskrig? At det vigtigste var undladelsen af at påtage sig opgaven med at skabe et kollektivt sikkerhedssystem, der kunne have forhindret denne krig! Putins artikel slutter med en presserende påmindelse om topmødet for statsoverhovederne for de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, som han har foreslået siden januar, og som netop skulle tage fat på disse principper for, hvordan man opretholder verdensfred og overvinder den verdensomspændende økonomiske krise.

 Det vigtigste aspekt i denne forbindelse er, at dette format vil sætte USA, Rusland og Kina omkring samme bord for at forhandle de principper, der skal danne grundlaget for international politik, hvis menneskeheden skal undgå at udslette sig selv! Og i går sagde Emmanuel Macron efter en lang telefonsamtale mellem Putin og den franske præsident, at han går ind for et Europa fra Lissabon til Vladivostok, hvilket ikke alene åbner perspektivet for en integration af Den europæiske Union, Den eurasiske økonomiske Union, Bælte- og Vejinitiativet, men også etablering af en fælles sikkerhedsarkitektur baseret på fælles økonomiske interesser.

 Hvis vi imidlertid skal imødegå de enorme udfordringer fra pandemien, den globale økonomiske krise og de dybe sociale chok, der i mange af verdens lande har ødelagt store dele af befolkningernes tillid til deres institutioner, er yderligere skridt nødvendige. Det er klart, at samarbejde mellem USA og Kina, som de to største økonomier, er uundværligt. Selv hvis dette i øjeblikket ser ud til at være en uovervindelig hindring, må det ekstremt anspændte forhold mellem USA og Kina erstattes af et samarbejde om menneskehedens fælles mål.

 Hvem, om ikke regeringerne i de stærkeste økonomier, de lande med den største befolkning og det største militære potentiale, skulle løse problemerne? Denne verdens ‘Boltons’ må fjernes fra disse regeringer og erstattes af ansvarlige mennesker, der er i stand til, i de kulturelle faser i deres respektive kulturer, at finde udgangspunkterne for samarbejde på et højere niveau. Benjamin Franklins beundring for den konfutsianske filosofi og Sun Yat-sens orientering imod den amerikanske republiks idealer er bedre rettesnore end Gene Sharps “Hvordan man starter en Revolution” eller Samuel Huntingtons forskellige skriblerier.

 Man skal definere et plan, hvorpå løsningerne på disse ganske forskellige problemer bliver synlige. Der er en filosof, født i det 15. århundrede, kendt i Rusland som Nikolai Kusansky, Nicolaus Cusanus, der udviklede netop denne tænkemåde: modsætningernes sammenfald, ‘coincidentia oppositorum’. Dette begreb udtrykker den grundlæggende kvalitet af menneskelig kreativitet, der gang på gang, og på stadig mere udviklede niveauer, er i stand til at finde løsninger på et højere plan, hvorved de konflikter, der er opstået på de lavere niveauer, opløses.

 Dette kan kun være den umiddelbare iværksættelse af et kreditsystem, der tilvejebringer den globale økonomi kredit til industrialisering, og dermed reel udvikling af alle nationer på denne planet. Hele min afdøde mand, Lyndon LaRouches, livsværk, blev primært viet til at nå dette mål; han udarbejdede sin første plan for industrialiseringen af Afrika i 1976, Oase-planen for industrialiseringen af Mellemøsten i 1975; derefter fulgte den 40-årige plan for Indien i samarbejde med Indira Gandhi, Operation Juárez, med den daværende mexicanske præsident, José López Portillo, for Latinamerika; en 50-årig udviklingsplan for Stillehavsområdet og derefter til sidst, efter Sovjetunionens sammenbrud, den ‘Eurasiske Landbro’, som en fredsplan for det 21. århundrede. Mange af disse projekter gennemføres i dag takket være Kinas nye Silkevej, og alle nationer i verden opfordres til at bidrage til denne ‘Verdens Landbro’! Dette er planen for oprettelsen af de 1,5 milliarder job, der er nødvendige i dag for at overvinde krisen! Det bør begynde med oprettelsen af et moderne sundhedssystem i hvert enkelt land for at bekæmpe de nuværende og fremtidige pandemier, hvilket ikke kun vil gavne fattige lande, men også de såkaldte udviklede lande, der kun kan undgå nye bølger af infektioner på den måde. De fleste lande har et stort antal arbejdsløse eller dårligt beskæftigede unge, der kan uddannes som medicinsk personale og indsættes til at opbygge sådanne sundhedscentre.

 Når millioner af mennesker er truet af sult, som Verdensfødevareprogrammet advarer om, hvorfor kan landmændene så ikke fordoble deres fødevareproduktion og få en ‘paritetspris’ (produktionspris –red.), der garanterer deres eksistens, tillige med hensyn til den forventede stigning i verdens befolkning til over 9 milliarder i 2050? Kan vi ikke betragte os selv som en enkelt menneskelig art og hjælpe med at opbygge menneskehedens fælles byggepladser med den samme solidaritet, som hele den kinesiske befolkning hjalp folket i Wuhan og provinsen Hubei? Er det ikke på tide, at vi stopper med at spilde billioner på militær oprustning, hvilket præsident Trump sagde, at han snart ville drøfte sammen med Putin og Xi Jinping, når vi kunne bruge disse ressourcer til at overvinde sult, sygdom og fattigdom og til at udvikle det kreative potentiale hos de nuværende og kommende generationer?

 Jeg tror det er på tide, at vi som en menneskehed, der står over for en hidtil uset katastrofe, tager det kvalitative skridt til at gøre det 21. århundrede til det første virkeligt menneskelige århundrede!

 Mange tak.

 




Schiller Institute International Conference, June 27, 2020
-Will Humanity Prosper, or Perish? –
The Future Demands a ‘Four-Power’ Summit Now
Panel 2: “Why a 1.5 Billion Productive Jobs Program Can End War, Famine, Poverty, and Disease”

Panel 2: “Why a 1.5 Billion Productive Jobs Program Can End War, Famine, Poverty, and Disease”

DENNIS SPEED: Good afternoon. Welcome to the second panel of the Schiller Institute’s June 27th conference “Will Humanity Prosper or Perish? The Future Demands a ‘Four Power’ Summit Now!” This is the second panel of our conference and it is entitled “The World Needs 1.5 Billion New Productive Jobs To End War, Famine, Poverty and Disease.”

Our first panelist is Jacques Cheminade, President of Solidarité et Progrès in France. He’s speaking on “How Food Production Can Unite the World.”

JACQUES CHEMINADE: Good day. I’m very honored to be with you today, because of all you have done until now, and mainly because of what we all are going to do after this Schiller conference.

Food production unites the world: We are all conscious of the fact that the two first human rights to be upheld, are to be fed and to be kept in a good healthy condition, in order to contribute to the common good and the future of our societies. If we look at the world as it is we cannot but recognize that these two human rights are continuously and constantly violated and that the present policies of the main states and institutions, with a few remarkable exceptions, are leading us towards a world which is going to be much worse, if we allow it. We are set to become inhuman.

The question is therefore not to comment any more about what is happening or to complain, but to do something about it. That’s why we are here, to mobilize the best of our cultures and our nations to generate a world where the true creative powers of humanity will prosper, against all odds. It starts by food production which unites all people beyond and above cultural and language barriers. It seems commonplace to say such things, but the fact that we are morally and economically compelled to do so is precisely the sign of the inhuman condition in which we have been plunged, with the immediate threat that 100 million of our fellow human beings could die from hunger — 300,000 a day — while the farmers are trapped into a Malthusian world where they literally can’t breathe.

If we start from what humanity needs, taking into account the requirements for an adequate quantity and quality diet, sufficiency for everyone and the indispensable need to create food reserves, we must first double our food production. To produce 5 billion tons of grain, for example, means to more than double the present world harvest.

We hear in the Unites States “We American farmers can feed the world” and it’s true. We hear in Europe, “We European farmers can feed the world,” and it’s true. And we hear in the rest of the world, “We also can secure our food security and sovereignty,” and it’s true.

So what is happening? What’s happening, which makes this potential to not be actualized.

First, the whole world is ruled by the financial dictatorship of Wall Street and the City of London, which cannot care less for people and, in fact, openly promote world depopulation. Unable, in their own terms, to keep their power and to feed the world at the same time, they prefer to keep their power and envisage a world populated with less than 2 billion human beings. Their policy is to kill, either by murderous action, or by voluntary neglect. They let their ideologues openly front for it, under black or green colors.

Second, the outgrowths of this financial dictatorship, i.e., the food and farming cartels, dominate or control all the chains of transportation, distribution and sales in foodstuffs, including the property of vast domains of land.

Third, an anti-productivist ideology is promoted among the urban sectors of the service economy, dominant in numbers among Western countries, betting on both their ignorance of what a productive life is (they don’t even know what a productive life is!), and on their cultural pessimism, induced by the media and the entertainment sectors. There were no stocks of masks or tests in our Western states to deal with the coronavirus pandemic, just as there are almost no grain reserves today to deal with food shortages: the World Trade Organization and the cartels left it up to the marketplace. As a result, China has one-year grain stocks for its needs, Russia six months, the United States much less, and the European Union at best 45 days! Under its Green Deal, the European Commission has decided to cut by 50% the use of pesticides, by 20% the use of fertilizers and by 50% the use of anti-microbials for livestock and aquaculture. It expects to transform 25% of the land into organic bioproduction against 7.5% today. The point here is that, under the guise of caring for us, they obey their real financial masters and cut the means of production without providing any alternative to feed us and feed the world.

It’s criminal not to maintain food reserves. It is criminal to have brought farming prices below the cost of production. It is criminal to have pitted the producers of the world against each other, to lower the prices paid to them for the benefit of the worldwide cartels in grains, meat, seeds, seafood…. It is criminal, that in the poorest countries of the world, 70% of the production is allowed to be lost because there are no cold chains and too many rodents. It is criminal to compel those countries to pay more for the debt service to financial agencies than for building and maintaining hospitals or schools . It is, as Lyndon LaRouche repeatedly said, the model of the private British East India Company spread all over the world, controlling the chains of production, transportation and trade.

So this crisis should be the opportunity to recognize the absolute right to produce food and to get rid of the cartel monopoly system. This, of course, cannot be done as a thing in itself. It demands the shutdown of their source of money supply: the Wall Street and City of London rule, the British Empire. The criminal policies in the area of food and health, are, in that sense, for the people of the world the visible side of the oligarchy’s iceberg and our main weapon to fight the oligarchy. To show the peoples of the world that to fight for a new Glass-Steagall Act, a public credit policy, a National Bank, is not a technical question but a very concrete matter of life or death. The present financial system cannot be maintained through the rule of an unjust law and order, which has mutated into a system of chaos and disorder, based on an “everything bubble” which kills all the more as it inflates.

Therefore we have to come back and rethink about how we can inspire a strategy based on the Four Laws of Lyndon LaRouche, because they represent the architectural, unifying body for a change. To put it more concretely, the only possible exit door from the present fire.

As I am in Western Europe, I feel obliged to tell you how something which had a good start, failed because its environment was not shaped by a coherent principle corresponding to the Four Laws of Lyndon LaRouche: I am talking about the European Common Agricultural Policy, launched on July 30, 1962. It was based on four goals: increasing productivity; securing a fair living standard for food producers; establishing a sort of parity price including reinvestment; securing the food supplies and a reasonable price for consumers. It worked for about 30 years, based on a self-sufficient single market, with a productive priority connected to industrial progress (modern tractors, fertilizers, pesticides…), plus financial solidarity and a European preference. The financial aid and support were given in the form of a minimum price guaranteed to the producer, called “indirect aid.” As a result, the Common Market members, as it was called in those days, became self-sufficient and Western Europe grew to be the second world exporter of foodstuffs. The farms grew moderately in size, and the whole agricultural sector underwent a period of relative prosperity, despite its in depth and fast transformation.

Today, we have all the European farmers desperately protesting, hostages to the banks and living on subsidies, having become indebted, working hard and gaining very little, with their sons and daughters abandoning their farms to go to the cities. What happened?

First, under the pressure of the global financial deregulation, the Common Agricultural Policy was changed in the 1990s, the same period characterized by de-industrialization, banking rule and deregulation, mainly in France, but also in all Western Europe. The indirect aid based on price guarantees disappeared and were replaced by so-called direct aid, proportional to the surface of the farms. This was done under the pressure of the World Trade Organization with the pretext of avoiding “price distortions.” As a result, within a context of falling purchasing power of foodstuffs, the aid, decoupled from production, went mainly to the big landowners such as the Queen of England, the Prince of Monaco and the Duke of Kent. The small and medium-sized farmers were strangled through price decreases and the fall of aid. Their only option was either to leave or to be further strangled by the banks, including the farmers’ bank, the Crédit Agricole, which became a bank like all the others and even worse to its old clients! The European Union budget for agriculture was reduced in purchasing power and has decreased in percentage of the total EU budget. Add to that the vulnerability of all producers to the system of floating exchange rates, the middle-sized or small ones sinking and the big ones becoming more like “experts” of the Chicago market than real farmers!

Today, the main talk is to replace the “direct” aid based on farm surfaces, by “environment and climate aid,” of which only the very big ones can benefit. This is a policy of desertification and agricultural depopulation within a context of a green world depopulation. Within this system, there are a few Scotch tape measures proposed, which are maybe relatively helpful but not of a nature to change the situation. For example, it is proposed that the distribution of aid be based not on the surface of farms, but on the number of persons active in them. Others call for stocks of food security against the instability of the markets, fair prices and measures to fight against world hunger. Good intentions, but nothing tackling the depth of the challenge.

Our commitment is precisely to do that, to go to the roots of the problem. The Common Agricultural Policy failed because it did not deal with its global environment. Same thing for parity prices in the United States. You cannot do it within a system which creates all the conditions to go in the opposite direction. Besides, even in its best years, the Common Agricultural Policy was mainly defensive, in French terms, a kind of a Maginot Line doomed to fail under flanking attacks or attacks from above. And whereas it temporarily solved the food crisis within Western Europe, it did nothing to organize markets and food stocks at the needed level of an alliance of world nations of world population.

Clearly, we have now with the Four Laws of Lyndon LaRouche, not as mantra, but as a roadmap for the fight, the means to break with the existing rules of the game, which was not done under the Common Agricultural Policy. But for that we need to inspire and put pressure on the peoples of the world so that they pressure their governments, as was said in the preceding panel. That is for each of us an issue of life or death. And it can only win with a winner mind, with a tenacious commitment renewed every morning.

For that reason, let me tell you about two things, as a conclusion.

First on the way through which we can inspire. There are LaRouche’s Four Laws as a reference to explore, facing their numerous challenges for real, in the existing world. There is their application in our recent two programs: Build a global health system now! LaRouche’s “Apollo mission” to defeat the global pandemic crisis, and I would add “and beyond” the global pandemic crisis, and LaRouche’s Plan to reopen the U.S. economy: the world needs 1.5 billion new, productive jobs. It is only through this anti-parochial organizing, based on a dynamic development, that we can inspire people who are today so submerged by information and permanently thrown into situations leading them to emotional cop-outs as we see on both sides of the Atlantic. It is through our personal example, based on a tenacious directionality every single day of our lives, that we can lead them to become free organizers.

Second, I would like to give you an example of that, directly linked to our subject matter: It is that of the Maisons Familiales Rurales (Rural Family Houses), a project created by Abbot Granereau, a French countryside priest who introduced a new way of learning in the rural areas of France and beyond. There are now 432 of these MFR rural houses in Europe, 112 in Latin America, 118 in Africa (Mauritania, Democratic Republic of Congo, Guinea…) and in the Indian Ocean and a few in Asia. In France this education is run in association with the state and the local governments, but with absolute emphasis put on the involvement of the families.

Abbot Granereau was the son of a peasant family, who at a very early age questioned both the Napoleonic, pyramidal organizing of the French education system and the fact that the public education system led the best sons of the farmers to quit farming, leave the countryside and often break with their traditionally-oriented families. He decided to solve the problem by launching a new system of his own, that the families could afford and that he called on “Our Lady of the Social Revolution” for inspiration. His idea was to have the high-school age students reside one week every month at an educational home for professional training, which he provided; he went around, buying places to have the students spend a week there, which he provided, not far from their homes and run jointly with the families and later with the teachers. The program ran from November to April, so that the parents could have their children the rest of the time to work at the farm. The education was to be paid by the parents and the status of the students was one of apprenticeship. During the three other weeks of the month, the students were provided with two hours of homework every day. The key to its success was the associative responsibility of the families family integration, and also the students educating their families; this concept of family integration which would be very useful today; the respect of the individual personality of every student, not as units but as persons; and the promotion of actions of social development: visits to farms, producing modern tools, tractors or fertilizers.

Granereau started in 1935 with three farmers, committed to support his project and four apprentices. And he managed in about 30 years to change the fate of the rural world and avoid, at the time, its debasement.

The secret behind his method was to be very rigorous and at the same time to make the students responsible. For every activity one of them was appointed to be responsible for all the others. His commitment was to give to all a good level of education, giving back their dignity to his brother farmers, a knowledge of the new methods of production within an education for their souls. For him, a good farmer had to be what he called “a scientist of the land.” When enough pupils and students came, he separated the functions of teaching, under a good and committed teacher from the Purpan high-level school of agriculture in Toulouse, from those of guidance, which was his full-time responsibility. Granereau wanted to create “peasant leaders” to enter the coming new world with Christian principles. He invented “in his way,” an active method based on exploration, cooperation, participation and mutual trust. He himself did change during all his life: he created a section for young women and girls, then organized a mixed-gender school, carefully promoting a mutual respect of the two sexes; and finally opened up his schools to all families, understanding that the notion of family and mutual respect was key and above religious affiliations. A lot of people were shocked, but he was delighted.

I am convinced that such an approach, based on the respect of every individual mind and the service to the other, should be thoughtfully considered as an inspiration to our methods of teaching today, those against which Lyndon LaRouche has so often polemicized. Not to copy it as such, of course, but to follow its spirit of exploration and creativity. In the countries with a longstanding family farming culture, like in Africa, it would be a model to ensure the transition of agricultural labor, as it has been in France.

The case of Granereau is also a good reference for how to change things. We should ourselves think much more about what Lyndon LaRouche did at the beginning: gathering a few persons in a pilot project addressing not academic questions but, from top down, the key challenges of our times, and sending memos and launching debates all the time. Then you have the best kind of excitement of actually discussing and enriching a program, all the time, and even the higher excitement to make it exist. Let’s do it.

Thank you.

SPEED: Thank you, Jacques.

We’re now going to hear from Diogène Senny, the founder of the Pan-African League — UMOJA. He is a Professor of International Intercultural Management, specialist in economic intelligence and international economic relations, Founder of the African School of Management (EAM) in Congo.

He’s speaking on the topic, “Prosper or Perish: An Introduction to the Geopolitics of Hunger and Poverty”

DIOGÈNE SENNY: Dear Speakers, Dear Participants, Dear Guests, First of all, I would like to express my gratitude to the Schiller Institute for having associated me with this discussion at this very special time.

I. Introduction

Ladies and Gentlemen, far from the one-off event, the circumstances in which this conference takes place make of it an Historical Moment, because the enormous health, economic and social consequences connected to COVID-19, are like “Challenges” and “Confrontations” launched against societies and men in the sense of the British historian, Arnold Toynbee.

For once, we are going to connect the issues of Hunger, Poverty and Health with History; not only in a memorial function, but also and above all to view history as the most powerful manifestation of social energy and the will of man to survive.

STORICISMO, in other words Historicism, as the Italians would say, is the act by which one creates one’s own action, one’s own thought, one’s own poetry by moving from the present consciousness of the past. We know that at least 13 billion people, twice the world’s population today, could be fed by the world’s agriculture. Therefore, the destruction of tens of millions of women, men and children by hunger is unworthy of such a rich century! Can we seriously consider alternatives to Hunger, Poverty and Health while maintaining a historical amnesia on matters of the economic and social rights of peoples?

II. Fight against Amnesia

Ladies and Gentlemen, who remembers that a third of the civilian and military deaths of the Second World War were due to malnutrition, tuberculosis and anemia? Who remembers the heaps of coffins have piled up in the churches of Amsterdam, Rotterdam, The Hague because of hunger? And especially in Poland and Norway, the fact that some families survived by eating rats and bark of trees? 1947, two years after this appalling reality, who recalls still this attack by the ambassador of Great Britain, while working with the Commission responsible for drawing up the Universal Declaration of Human Rights, I quote: “We want free men, not well-fed slaves!” End of quote. Who recalls the direct response of his Ukrainian counterpart, I quote: “Even free men can starve to death,” end of quote? This exchange illustrates the beginning of a new geopolitical order, that is to say, the Cold War, and the defeat of the recognition of economic and social rights in the Universal Declaration of Human Rights of December 10, 1948.

However, how to believe that the civil and political rights can be effective, without the economic and social rights? It took 45 years, almost half a century, in June 1993 for the UN to adopt a new Declaration in Vienna, making all rights (civic, political, economic, social and cultural) indivisible and interdependent. Alas, what wasted time !

III. The Disappointments of the End of the Cold War

Ladies and Gentlemen, The hope raised by the end of the cold war in terms of economic and social rights was very quickly lost because of the fact that the planetary power of transcontinental agro-industrial companies and Hedge Funds, these funds that speculate on food prices, arable land, seeds, fertilizers, credits, etc., is significantly higher than that of states. Hunger is not inevitable, it comes from organized crime. 90% of peasants in the south, in the 21st century, only have the following working tools: hoe, machete and scythe. FAO reports in the 2010s indicate that 500 million farmers in the South have no access to selected seeds, mineral fertilizers, or manure, and do not own animals. The overwhelming majority of farmers in India, Peru, Burkina Faso, Niger, Ecuador, etc. have no irrigation system. How can you be surprised then that 1 hectare of cereals gives about 700 kilograms to Africans, against 10,000 kilograms for the same space for their colleagues from the Gironde in France. As we have already said, Hunger is not inevitable. It is the result of the will of a few. And it is by the determination of men that she will be defeated.

Some examples to illustrate predation situations by multinationals of the agro-industry in Africa:

In Cameroon: In 2006, we remember the admirable struggle lead by the Development Committee of the N’do region, which brought together farmers’ unions and civil society in the fight against the grabbing of 11,000 arable lands by SOSUCAM (Société Sucrière du Cameroun) , authorized by the Cameroonian government. It should be noted that SOSUCAM is the property of Alexandre Vilgrain, a French industrialist and that this company had already acquired 10,000 hectares in Cameroon in 1965. Here, the colonial continuum is still in full swing in the economic field.

In Senegal: Here it was the Great Senegalese estates (GDS), belonging to French, Spanish, Moroccan, etc. financial groups which acquired tens of thousands of arable land in Saint-Louis, depriving the peasants of necessary spaces for basic crops. As in Cameroon, the farmers of Walo reduced to modest harvests on only 1 hectare of rice, organize themselves to resist with much dignity. In Nigeria, Benin and Mali: International hedge funds also rely on local oligarchs to organize land grabs.

This is how the wealthy merchants of Sokoto and Kano got hold of tens of thousands of hectares of food land.

In Benin, it is the political and economic barons who accumulate hectares, voluntarily left fallow, while waiting to resell them for a higher price instead of investing in the region of Zou, the former breadbasket of Benin’s Wheat.

Finally, we note the same trading mechanism in Mali where wealthy businessmen from Bamako are used to acquire arable land at low prices for resale at gold prices to Saudi princes or Hedge New York Funds.

In Conclusion

Ladies and Gentlemen, The ruin of the economy and the disasters that are looming following the coronavirus pandemic are part of what is known as Cyclical Hunger. Its peculiarity lies in the suddenness and unpredictability of the highly visible damage generated. Its spectacular nature should not blind us to these real causes. However, what has been described throughout this intervention is structural hunger. Structural hunger has root causes. It is permanent and unspectacular, psychically and physically destroying millions of human beings. Structural Hunger exposes millions of malnourished mothers to give birth to deficient children.

Ladies and Gentlemen, We will precede the alternative presented by this conference “Prosper or Perish,” by the word Unity. Because, for us pan-Africanists, the question of Hunger is less about Food Security than Food Sovereignty. Only Political Unity will give us the weapons necessary to protect the immense resource of arable land all over the African continent. It is at this price that Food Sovereignty will be guaranteed to all Africans!

Umoja Ni Nguvu, Thank you.

SPEED: Thank you very much, particularly for that idea about food sovereignty. So people just know, we were listening to a translation from French.

We’re going next to Walter Formento, Director, Center for Political and Economic Research, Argentina. His topic is, “South America on the New Multipolar Road.”

WALTER FORMENTO: Good Afternoon: My name is Walter Formento. I’m the director of the Center for Political and Economic Research (CIEPE), and also a member of the Latin American Social Sciences Network, which is involved in all five continents.

It means a lot to us to be part of this conference, and we hope we can contribute to the dialogue that is beginning here.

In terms of the development and contributions of the New Silk Road and the World Land-Bridge which connects us all, we believe that South America—extending from Mexico to Argentina-Brazil, going through Colombia-Venezuela, Peru-Bolivia and Paraguay—has in its Hispano-American and South American history, a real and concrete accumulation of capabilities for building sovereignty, strategic industries, science and technology—both to contribute and to receive. This stems from each one of these nations individually and then, from an organized pluri-national, South American community, based on their common Hispano-American origins, but even more specifically, on the 2001-2015 period based on UNASUR (the Union of South American Nations), and CELAC (the Community of Latin American and Caribbean States).

Looking first from Argentina: This South American nation launched the development of its strategic industries from the very moment of its battle against the British invasions of 1805-1807. At the beginning of the 20th century, the process continued with the development of its oil-related energy industries and hydroelectric projects, always interacting with the international context and receiving feedback from that framework.

From the Great Depression which was caused by the systemic crisis of 1929-1944, Argentina, together with Chile and Brazil—the ABC Alliance—deepened the process of sovereign development, strengthening their rail, maritime and river transportation as well as automobile and aircraft industries, which then became the basis for the development of their aerospace and submarine industries. While these industries maintained international ties, they always collaborated with each other, which allowed for their own joint scientific and technological development, This was once again a function of an international context favorable to South America, and particularly to Argentina, Brazil and Chile.

In the Argentine case, beginning in 1946, this positive process led to the creation, between 1963 and 1991, of a state-run, public-private industrial, technological and scientific matrix, in which 80% of the goods and services and parts required for national development were produced in our internal market. This also consolidated a social reality in which 90% of the labor forcé was formally employed, with a strong university-educated, technical-professional component, and in which the unemployed labor force was also formally recognized as well. So, from the standpoint of values, this was an integrated and committed social reality.

That is why South America (or Hispano-America), based on its own experience, recognizes the importance of developing a national strategic-industrial-technological complex, but also a South American community of nations as well.

The war and defeat which the London and New York-based Anglo-Dutch oligarchy imposed on Argentina and on South America, and did so with a vengeance, beginning with the 1976 coup d’état in Argentina, followed by the 1982-1991 Malvinas War period, put an end to this virtuous cycle and launched a cycle of decadence enforced by global financial neoliberalism.

Thus today, when we reflect on the New Silk Road and new multipolar financial system, and in that context the World Land-Bridge and its empowering the productive abilities of humanity and nature, including the Dialogue of Civilizations, we see this as auspicious and hopeful. We are called on to commit ourselves, to contribute to and transmit those initiatives promoting aerospace, transportation and new energy technologies.

In some ways, we’re already part of this. There’s the [bioceanic] rail transportation corridor from Brazil, traversing Bolivia and ending in Peru. We’re also involved in the modernization of a rail line, which extends from Buenos Aires (with its factories and workshops for maintenance of machinery and railroad cars), from the province of Santa Fe to Córdoba, Chaco, Salta and Jujuy in the north, then connecting to the main trunk line. In a joint effort, with Russia supplying components and new technologies together with Argentina, we are building a modern new railroad system capable of developing this area even further. We are also developing nuclear reactors, using Chinese and Argentine technology, as well as new hydroelectric projects in the southern Patagonia, close to Antarctica and the islands of the South Atlantic, with their natural interoceanic route that connects the three great oceans: the Indian, Pacific and Atlantic.

After 2008-2010, into 2014, the financial crisis of 2008-2009 again paralyzed the world, which revolved around speculative financial earnings.

But today there is another world, the multipolar world seen in the World Land-Bridge, the world of the New Silk Road, committed to interacting with all continents, and with all nations for a peaceful, harmonious development integrated into a new reality for all humanity—and for nature. We are a committed part of this process; we see ourselves as committed—in thought, in practice and in action—committed through our entire history.

This is our first contribution to these conferences you have been holding, and connecting us to the five continents and with the actors who are the great historical power— in this new commitment to humanity and nature in terms of social and integral inclusion.

I send you a warm abrazo and hope to be able to contribute further to answer any questions you may have. Thank you.

SPEED: Thank you very much, Dr. Formento.

We have gone from Europe, to Africa, to South America, and now we go to the Caribbean. Dr. Kirk Meighoo, political economist, broadcaster, and former Senator, Trinidad and Tobago: “The Caribbean’s True Importance in the Making and Re-Making of the Modern Global Economy”

KIRK MEIGHOO: Hi. My name is Dr. Kirk Meighoo, I’m a political economist, broadcaster, and former Senator from Trinidad and Tobago in the Caribbean. It’s a real pleasure to be here, to be part of this conference, with the Schiller Institute and I thank the organizers for inviting me.

I’ve been friendly with the LaRouche movement and the Schiller Institute for a number of years now. There are so many things that we share in common, and there’s a lot of projects that I want us to collaborate on, and this certainly is one them.

Now, I’m also a member of the official opposition party. We do have an election coming up this year, and we hope to take government. The platform, the manifesto of our party — and this is from before the COVID crisis — was to create 50,000 new jobs in the economy. And in our small economy, we have 1.3 million people in our island, and the labor force is about 650,000, so 50,000 was a big number. However, with the COVID-19 lockdowns and what it’s done to our economies and the whole global economy, we need to increase that number, at least to 150,000 and by combining it with this program from the LaRouche movement for 1.5 billion productive jobs around the world, there is an incredible synergy that we must take advantage of.

Now, one of the things that I’m always concerned about, is that we small states in the Caribbean, we are actually one of the bigger islands, with over a million population; like Jamaica has 2 million, a little over 2; many of the other islands are much, much smaller; there’s a tendency for us to be overlooked, for us to be forgotten in such schemes, and that is part of our lack of development here. But it is not just a matter of a lack of development, it’s also the type of development we’ve been undergoing.

I’m also part of a tradition of intellectuals here, started in the 1960s, soon after our formal independence, called the “New World Group.” And it’s incredible, the overlap with the LaRouche movement in terms of our analysis and our goals and our solutions. I have always found that to be an amazing thing, and it’s just another illustration on how the truth is one, and we can all arrive at the same truth from our very different points in time, space, and circumstance, and this is certainly one of those instances.

For the Caribbean, the point I’m making about the inclusion of the Caribbean in this global program that the Schiller Institute and the LaRouche movement is proposing, is not just a matter of charity. Because what the LaRouche movement is proposing is an end to the trans-Atlantic system, what might traditionally be called “imperialism,” to the imperial system, to the post-Columbus system, if you want to put it in those terms, and that is precisely what we have been calling for, for decades ourselves. Because, you see, the Caribbean has a special place in this 500-year modern world economic system, that we need to understand, because our participation in it was central. The Caribbean was where the modern world began: It’s where Columbus came in this voyage, it’s where the first global production of sugar, rum, alcohol, etc., which enriched New York, Boston, the East Coast of the United States, fed into the industrial revolution. The organizing of these huge plantations in the Caribbean was a forerunner to industrial capitalism in Europe, and our great intellectuals, such as Dr. Eric Williams, our first Prime Minister spoke about that in his seminal book from 1944, Capitalism and Slavery.

So, we’ve had a long experience, analyzing this, our own experiences. Because we represent the dark side of this modernity. Of course, modernity has brought a lot of good to the world. But in the Caribbean, this type of economy now has become, let’s say since the 1980s and ’90s, the neo-liberal system, but it really starts from the system of slavery in the Caribbean. Because, think about it: These economies were founded on slave labor, which is imported farm labor at cheap or free cost. It decimated local economies. We made nothing for ourselves here. Everything was around sugar production, mainly; sometimes some other people had other crops, but whatever the early English colonists had here for their own self-development — tobacco, food crops, etc.—local settlements, colonies in the true sense of the word, where you’re making your own settlement elsewhere — part of this imperial system that the Caribbean was central to, and this global sugar production, the triangular trade where we were central — this is actually what’s going on in the rest of the world. Because when they established it here, they had to gut out the independent farmers; they had to buy out all the independent landowners, so that the big sugar interests could own all the land, control all the production, in a global system of raw-materials export, where the value added would be done elsewhere, and you break up the whole chain of production.

What did that mean? That meant no manufacturing here. What did that mean? That meant that we were connected to the metropole, rather than to ourselves. So, for example, it’s easier for us in Trinidad to go to New York, and it’s cheaper for us to fly there, than it is to a neighboring island, like Curaçao, or even Antigua, or St. Kitts. Because our communications and infrastructure were always to the metropole. We did not have an internal economy with manufacturing: We did not make our own clothes, we did not make our own food, we did not make our own basic commodities and services for survival. They were all imported. We were a pure import/export economy and we remain so, whether it be in tourism or offshore banking, or oil and gas, like we have in Trinidad and Tobago.

So we’re been struggling with this issue and problem for a very long time. We have some great insight into it, which we can offer the world. And what we see is that this same process is happening around the world, to other countries. So it’s as if they took this early model, pioneered in the Caribbean, which produced tremendous inequality, tremendous misery, tremendous underdevelopment, this is what the trans-Atlantic system is projecting to every country in the world.

Now, solving the problems here will help us solve the problems for the rest of the world. This is where it started. We pose some challenges because of our size, but there are also some opportunities. Our small societies in the Caribbean are like the small city-states of ancient Greece, where Plato and Aristotle and the great philosophers flourished. It’s like the Florentine city-states: These places were 40,000 people at their maximum population. We live in human-scale societies, and these massive, mega-cities which are part of the whole trans-Atlantic system, mainly financial centers processing these huge, global, faceless corporations, those are inhuman environments. And I think it is not coincidental, that much of the violence that we’re seeing in the world is happening in these big cities, where there’s so much anomy, so much alienation, and a lack of humanity, of the face-to-face societies that we have here in the Caribbean, that have produced such amazing creativity, such amazing thinkers, like V.S. Naipaul, like Sir Arthur Lewis, like Derek Walcott, like C.L.R. James, from such tiny, tiny, small islands.

So, this is a plea, a reminder, to think of how we can take our outlying territories, which seem like outliers are the world system, but were essential for the development of the modern world system, and I daresay, we can play an essential part in the remaking of that world system to a more humane, global system.

I want to thank you for the opportunity to make our presentation. I look forward to questions and to interacting with you and also partnering in the future.

Thanks very much.

[Editor’s note: For time reasons, the prerecorded remarks of Mark Sweazy, former UAW trade union leader, were unable to be aired in the panel. We include here his complete remarks, on “Returning the U.S. Work Force to a Culture of Scientific Progress.”]

MARK SWEAZY: Hello, and welcome! My name is Mark Sweazy. I’m the Past President of Local 969 in Columbus, Ohio of the United Auto Workers’ Union. I learned a lot about the Labor Department and how labor works in the United States. With the international union, I chaired for six years the meeting of the 21 Delphi [auto parts] plants in Detroit. When we come together obviously we discussed our problems and the future. What we saw was, the door was shut on our future. 17 of those 21 plants closed. It changed people’s lives forever and ever. I also learned that our history, that you’ve heard some about, teaches us that the struggles and the conflicts and the wars have consequences that become a negative and seldom produce a positive or good result. So, we faced these things over a period of time.

What we face today is the need to put people back to work, regardless of where you live or what you do. We need to get people gainfully employed in the workforce so that we can make better lives for the people themselves, better lives for their families, and better lives for the area in which they live. So, this is a worldwide situation; it’s not just one locale, or one area of a country. This is worldwide. I hope you understand that little bit of an entry, because it’s important. This affects each and every one of us. If we have pride, we want to restore — let’s say we want to restore a great workforce as infrastructure projects have produced in the past. We’re looking to put people back to work regardless of occupation. You can start one place, and transfer to another. There’s nothing that says in the workforce that you have to continue to do something that you’re not fond of, or you just don’t like that job. You can always retrain and become trained to do another job. So, keep that in mind also.

What rewards do we expect? Our rewards in life are in direct proportion as to what we contribute. So, if we contribute something to life itself, we’re going to see the rewards. That’s important to me, because there’s nothing more rewarding than seeing a person who enjoys what they’re doing, and the fact that what they’re doing is productive to our culture. There’s nothing worse than seeing people that don’t have opportunities. As I visited Mexico, Mexico City, Monterrey, what have you, 9 cities in Mexico, I saw people who were educated, become college graduates. But the opportunity to work was not there, and it broke my heart because I’d look into the eyes of these graduating classes, and I’m saying to them, “Are you happy?” And they’d look at me, and they’re questioning — why would I ask them are they happy? Well, there’s no opportunities to work in Mexico; it’s a darn shame. Very few. They’ve got taxicab drivers that should be an attorney. You’ve got taxicab drivers who could have been an engineer. You’ve got taxicab drivers that could’ve been a doctor. I can’t imagine that. In the country I come from, the United States obviously, I can’t imagine somebody going to school and having that type of training, but not having the opportunity to use that training.

So, this is an opportunity to get worldwide training. Not just in the labor fields, but completely through skilled trades, machine tool trades, tech center trades, the building trades — of course, that’s plumbing, pipe-fitting, welding. There’s no end to what this can offer. And how the unions will actually gain, and all the independents who work without unions will gain as well. But who will gain in the end? The communities and the families. The opportunity is there; we just got to look for it. We’ve got to honestly make it happen. This is not a project that’s going to last one year, six months, one or two years. We’re talking 10-20-year projects.

So, LaRouche organization has lined up projects all over the world. And of course, now Helga’s at the helm, and we have a good leader. We want to continue to carry on with that leadership and get people to work so we have viable jobs. People doing what they can for their own families, and possibly in a few years we’ll see these results. And everybody will benefit. The unions will benefit, the independents will benefit, everybody will benefit on that spectrum. It’s a great opportunity for those that need to be employed, and that’s anybody that’s graduating from a high school or tech school or what-have-you. But take it from there. We’ve got people 30, 40, 50 years old looking for jobs. Everybody knows that; it’s not a secret. And not only in this country. So, the benefits are greater than we’ll ever imagine, and what an opportunity we’ve got today to do it in.

Our world deserves today, tomorrow, and in the future, an immediate effort to develop this program, or this type of program. So, the opportunity is ours; the hard work is yet to happen, but it can be done. And that’s what I want everybody to understand. The work can be done. The infrastructure projects are in front of us. So, let’s pick up our shovels, push out our chairs, let’s get up and go back to work. I think we’ll not only enjoy a better life, but I think we’ll enjoy a better future for our nations, as we work together to solve some of these worldwide problems that can be solved through cooperation. To me, I think that’s the real answer that I would have, is worldwide cooperation. We need that today, more than ever. Working together, forming solidarity, and hoping that we can stay employed because of what took place. This program was the beginning. As we look back, we’ll say, “Well, I was part of that in the beginning.” That’s to me the most rewarding aspect that we could ever say for each of our nations today.

So, with that, I’m not going to hold you to your chairs and hope that you take heed to this, but I pray you will. Because it’s necessary and needed. I want to thank you, take care, and remember, the LaRouche organization is there for you. All you have to do is ask the question; they’ll get you an answer. Thank you. Mark Sweazy over and out.

SPEED: Thank you, also.

Now, we’re going to hear from Bob Baker, who’s the agricultural desk for Schiller Institute, and he’s going to be introducing the next video which is by Mike Callicrate.

BOB BAKER: Thank you, Dennis, and thank you Schiller Institute, Mrs. LaRouche, panelists and participants throughout the world.

Image 1. Coronavirus

Look at the state of farming and food in the world, and you see huge disruptions. Just one little microbe—the new corona virus, coming on top of the system already in breakdown, has led to terrible things.

There is a disaster in the meat industry. The mega-global, cartelized packing houses from Australia to Germany to the Americas, are in a breakdown crisis, as workers are sick and living in poor conditions. Masses of meat animals are stranded. And the farmers were hit hard as they’re forced to kill their own livestock.

IMAGE: 2, 3, 4 Doctors Without Borders, or a migrant worker

There is a disaster in fruits and vegetables. Thousands of workers, who travel between countries, and work in hard and poor conditions in fields and orchards, are sick, from California, to Spain and the Middle East. It’s so bad, Doctors Without Borders (Médecins Sans Frontières) went into Florida last month, to care for thousands of poor farmworkers who had nowhere to turn. In Canada, 60,000 such workers—one-half of them from Mexico—are getting hit, and with the sickness hitting so many Mexican workers in Canada, Mexico’s government suspended travel this week, until something can be worked out.

There is a disaster in the staff of life—wheat, corn, rice. It is—fortunately—not because of a bad crop failure somewhere, except for the locusts in Africa and South Asia, but because we are growing far too little grain. Period.

Lyndon LaRouche would say that the way to think of how much food the world needs, is to start from 24 bushels of total grains per person a year. What that would mean is, we should be having a world harvest of 5 billion tons of all kinds of grains together. Currently, the world is growing less than 3 billion tons. And that would mean enough for direct eating as bread, noodles, tortillas—whatever you like, and milk, meat, eggs and so on. Plus, another 25% for reserves, which now, because of the World Trade Organization, does not exist.

In Biblical terms, it’s seven lean years and seven fat years. We should have strategic storage reserves, we should have silos and warehouses all over the world, of grain, cheese, butter, sugar and other basics. Stockpiles in case of storms, epidemics, fires, locusts. We must double food production.

IMAGE 5: World Map of Hunger

Instead, we’ve had decades of what should be called a “famine policy.” The City of London/Wall Street circles have cartelized the farm-food chain so extremely, so they can “harvest money.” Yes: harvest money. They decide where and how anything is produced, and who gets to eat or not. They ripped off the farmers with below-cost of production prices and make record profits from the consumer by jacking up the retail price. And that is how you cause hunger for millions throughout the world.

IMAGE 6 & 7: June map of locust spread

No wonder we are vulnerable to locusts, and diseases. The locusts in South Asia and East Africa are now heading westward. By August they may reach Mauritania. This must be stopped. A fellow speaker today, from Kansas-Colorado area, will be talking more about the physical conditions connected with just “harvesting money” instead of food. And we will soon hear from the Mexican grain belt.

IMAGE 8, 9, 10: Astronaut farmer

How did we get this way? It is not because we had no alternatives.. We are in the age of the astronaut farmer. We can produce food for all. And it wasn’t like we were all given a pill to make us dumb—except that comes from the entertainment and news media: communication monopolies.

We are all played off against each other, and that must stop. Farmer vs. city people. Nation vs. nation. There is all the talk about “competition” in world food trade. And about having a “level playing field.” It’s all Bunk! It’s not a game. It’s not a playing field. It’s food. It’s the means to life! And farmers are on the streets again in Germany with tractorcades for the right to grow food!

In conclusion, I think of President Abraham Lincoln in the 1860s, when the whole United States nation was played off against each other. In fact, the British sent in forces to help bust up the new nation. Still, during Civil War and a great depression, in only a year, Lincoln and others implemented measures for science and hope. They created science-based farm colleges (the Land-Grant system), settle the entire Midwest with the Homestead Act, crossed the country with a new railroad and corridors of development, and issued a new credit called the Greenbacks.

In this same tradition, a hundred years later, with the help of the two fathers of the scientific Green Revolution, Henry Wallace and Norman Borlaug, a scientific Green Revolution spread from Mexico and the U.S. among international scientists, to make India food self-sufficient in 1974, and China self-sufficient in 1984. Let’s make the whole world self-sufficient in food! Let us begin with Africa right now on an emergency basis; and then, open up the universe!

Thank You.

I’d like to now take this opportunity to introduce Mike Callicrate, who is a board member of the Organization for Competitive Markets, a rancher, and a meat producer from the Kansas-Colorado area. His topic is “Food Unites People Around the Planet.”

MICHAEL CALLICRATE: I’m Mike Callicrate, I’m in Colorado Springs, Colorado. I have a company called Ranch Foods Direct. I also produce livestock on my operation in northwest Kansas, which I’ve done for the last 45 years. But my focus has really been to try to build an alternative food system to the industrial one that we have now.

When I’m asked the question, “Prosper or perish?” it makes me think of David Montgomery’s book Dirt. In his book, David Montgomery talks about the erosion of civilizations and the importance of soil. Without soil, we basically don’t have life. So, I’m going to kind of come at this question of “Will humanity prosperity or perish?” from that perspective, because I think soil is critical to our survival as human beings. The impoverishment and nourishment of a civilization is directly with the consolidation and industrialization of the food supply. Concentration of power and wealth is the greatest threat to any free society. Rather than creating new wealth from healthy soil, the current system is mining and destroying our land for the short-term benefit of a few global corporations. This is a photograph from northwest Kansas where I live. This photograph was taken in December 24, 2013, Christmas Eve. The dirt cloud extended 200 miles from Colorado Springs to the Kansas border. It was 12,500 feet high above sea level to the top; 4 miles across, moving at 50 miles per hour. This is soil; this is the blowing away, the destruction of civilization currently. Much of eastern Colorado’s topsoil is already gone. I fly back and forth between my rural community of St. Francis, Kansas and the urban center of Colorado Springs, where we market our meats that we produce. This is what you see across the eastern plains of Colorado, is the mining of these soils. The withering away of that topsoil. Previously, when it had fertility, it grew healthy plants that fed livestock, which in turn became food for human consumption.

We’re mining our water resources. HBO’s “Vice” did a documentary called “Meat Hook; End of Water” that talked about the global water supply being consumed and used up. This is another indication that humanity is going to perish if we don’t change our ways. We’re pumping the precious fossil water from the Ogallala Aquifer, just to name one of many around the world that is being pumped dry for the benefit of industrial agriculture. Again, an example of a mining operation.

We’re ravaging the environment; we’re building factory farms in low-lying areas. These low-lying areas on the East Coast of North Carolina, South Carolina, places where there’s a lot of rainfall. We’re locating these facilities in low-lying areas because it’s the cheap land. It’s also the place where the cheapest workforce resides. So, this is exploitation of the environment, of the workers. Think about being an animal in one of these facilities, inside one of these barns. Again, in Hurricane Florence, we flooded the factory farm facilities, and rather than let these animals out, they sort of learned their lesson. They kept the animals in the barn, where they starved and consumed one another before they died. This is the earlier Hurricane Floyd, where they let the animals out, and so we’ve got a total disregard of animals, which is another indication of a failing system in a failing society. St. Francis of Assisi said, “If you have men who will exclude any of God’s creatures from the shelter of compassion and pity, you will have men who will deal likewise with their fellow men.” Which is certainly what we’re seeing today.

“This global cartel, controlled food system rather than nourish the people who sustain it, consumes them. The result is a food system that concentrates money and power at the top, and poverty at the bottom, while compromising food access, quality, and safety in the process.” That’s a quote from Albert Krebs, Agribusiness Examiner.

With the help of the U.S. government, global gangsters have turned our agriculture into a massive agribusiness mining operation. Meet felons Wesley and Joesely Batista of JBS, who have been in prison, and have recently because they’re considered essential, been invited back to run the biggest meat company in the world — JBS. JBS is headquartered in Greeley, Colorado, and has been part of the four big meatpackers now under investigation for lowering prices to livestock producers at the same time they’re raising prices to consumers. These men should not be involved in anything to do with a critical industry, especially food; but our government allows them to operate.

Allan Savory I thought put it well. He said, “We have more to fear from USDA than any foreign power.” USDA refuses to enforce the Packers and Stockyard Act, which would have prevented the shared monopoly that the Batista brothers hold with Tyson, Cargill, and Marfrig (another Brazilian company). USDA makes life for small plants extremely difficult; making it impossible for them to operate, and giving the advantage to the biggest meat plants who have now failed us in this COVID-19 outbreak.

The industrial food system did fail the COVID-19 test. It has no resiliency. It has extracted, it does not create and build well, it extracts well. It destroys our very mechanisms that we create wealth from; that is, the soil. On the left, you see my store in Colorado Springs, on the same day — March 13, 2020 — on the right is the big box stores in Colorado Springs. Shelves were completely empty; no meat was available. Yet in my store on the left, which is about a 200-mile supply chain from St. Francis, Kansas to Colorado Springs, Colorado, you see full shelves. So far, our supply chain has held up well. We don’t stack employees on top of each other; we remain healthy in our operation.

So, let’s look at what I think we ought to be doing. I think we ought to be returning to a regenerative farming and ranching operation. One that’s made sustainable because it’s supported by consumers who care about the soil, who care about communities and people and the environment in general. So, I’ve set up what I call the Callicrate Cattle Company Regenerative Farming and Ranching concept, where basically it’s a circular economy, not a linear economy that extracts. It’s a circular economy that puts back into the soil, into the community, into the people. So, we start with the soil, and we return to the soil. Critical to this concept working is our ability to access a marketplace that demands what we produce.

“The soil is the great connector of lives; the source and destination of all. It is the healer and restorer and resurrector by which disease passes into health, age into youth, death into life. Without proper care for it, we can have no community, because without proper care for it, we can have no life” (Wendell Berry, The Unsettling of America: Culture and Agriculture).

Creating community around local food will be essential in supporting this new regenerative approach to agriculture and food systems, where family farmers, ranchers, and small businesses can prosper, and consumers can have access to safe, dependable, and healthy food. Thank you.

SPEED: Thank you. Our final presentation today is by Alicia Díaz Brown, of the Citizens Movement for Water, Sonora, Mexico. We’re going to play an excerpt of this, because of time constraints. Her presentation is,

“Let Us Return to the Best Moments of the U.S.-Mexico Relationship.”

ALICIA DÍAZ BROWN: Let’s turn to the best moments in the U.S.-Mexico relationship. We thank the Schiller Institute and its President Helga Zepp-LaRouche for kindly giving us the opportunity to participate in this international gathering, in which special importance is given to the problem of food production. In every civilizational crisis the threat of hunger, epidemics and war appears. That is why we agree with the title which headlines this meeting: Will humanity prosper, or perish?

My name is Alicia Díaz Brown and I live in the Yaqui Valley in the south of the state of Sonora in Mexico. I belong to a family of agricultural producers, pioneers in this valley, and I am a member of the Yaqui Agricultural Credit Union and of the Citizens Movement for Water.

For many years, I have been involved in the discussion of problems related to the production of basic grains; but in the last decade I’ve been more intensely involved, because the public policies in Mexico have grown in their disregard of the countryside, to the point of proposing to take water from this region to divert it towards activities which they consider more profitable monetarily, even though that means reducing the land under cultivation and with it the production of food. They don’t care about harming a region that produces 50% of the nation’s wheat production, as well as a significant percentage of its corn production.

I recently saw a photograph that captures a very evocative moment of historical intimacy and common purposes that Mexico and the United States shared in the noble task of producing food to relieve hunger in the world. The picture takes us back to the decade of the 1940s, and the photo shows the then Vice President of the United States Henry Wallace touring a wheat crop in the Texcoco region of Mexico, and receiving a technical explanation from Dr. Norman Borlaug. accompanied by Mexico’s Secretary of Agriculture and ex-President Lázaro Cárdenas. The government of President Ávila Camacho was just underway.

That was a time in which Mexico and the United States enjoyed governments with sufficient social strength to enforce the principle of the general welfare. Those efforts culminated with the Green Revolution, whose improvements in seed genetics made it possible for there to be substantial increases in yields per acre, principally of wheat and corn. The entire world benefited from this; the hunger of hundreds of millions of human beings was relieved for a time, and it turned out to be a fundamental experiment which demolished the Malthusian and anti-population theories which accept hunger and its aftermath of death as a matter of fate.

The Yaqui Valley in Sonora and the Texcoco region in the State of Mexico were experimental centers, in which Borlaug shared with Mexican researchers and producers his own research, his discoveries, but above all his human conviction that, with the systematic use of science, you can constantly maintain growth of production and combat the blights and fungus that damages plants. They proved that hunger is not an inexorable evil, but rather the result of twisted practices in economic and marketing criteria.

So Mexico and the United States share the prize that, at one point in history, we were able to relieve hunger in the world, because this knowledge was taken to India and to the countries most affected by hunger on the African continent.

But we lost that mission, and the production of food, as with other strategic areas of our economies, was trapped by the corporatization of the economy and by monetarist criteria, in which monetary profits comes first and foremost, and physical production is no longer a moral imperative, and instead becomes an optional element dominated by financial speculation. These policies took over at the beginning of the 1990s and they govern the free trade agreements among the United States, Canada and Mexico.

During the last 30 years, national grain production in Mexico has lacked a price policy which would guarantee the producer his capitalization. Parity prices were eliminated—they had been the cornerstone for the country to be able to achieve an important degree of self-sufficiency in wheat, corn, beans and rice. The state withdrew from the marketing process; the domestic market was abandoned; and national production passed into the hands of international corporations which monopolize world trade and speculate on grain prices on the Chicago Board of Trade

The result of all this is that Mexico has become an importer of basic grains. The current government talks about food self-sufficiency, but they confuse it with self-consumption, and they disperse resources to regions of the country that only consume what they produce, but which lack the ability to produce the food that the country needs. The regions with the greatest productive capabilities in wheat and corn have been left to the mercy of the big corporations that control the international markets, and they withdrew the compensatory support that allowed them to survive.

They try to make Mexican producers believe that these policies benefit North American producers. But at this meeting we see that authentic American producers are complaining about the same problems. If these policies are harming the producers of both countries, we should ask ourselves: Who are the big winners and predators under these rules of the game?

The big winners and predators are not engaged in producing food; they speculate with existing production. They control the prices on the Chicago Board of Trade, and they have turned the market into a dictatorial instrument. They are not interested in producing. Their preferred world is one of shortages and hunger. And what is sorrier still is that our governments have given in to those interests. In that way, the U.S. loses, Mexico loses, and the world loses.

When governments give in, we citizens have the moral and political duty to enforce the principle of the general welfare. At the beginning of my remarks, I referred to a photograph which bears witness to a historical moment of excellent relations between Mexico and the United States. For now, we do not have in our governments people of the moral stature and courage of those who were shown in that photograph.

For that very reason, I believe that now is the time for citizens to make their governments rise to the challenge. Let these meetings serve to begin to weave an alliance of Mexican and North American producers with the ability to exercise the required political and moral pressure on our governments, and in that way establish common goals in terms of how to increase food production; how to reestablish parity prices; how to increase yields per acre; how to build great infrastructure projects of a bi-national nature to manage increased quantities of water and power, which will allow us to significantly increase land under cultivation.

These are some of the tasks we have before us; but what is most urgent is to tell the world that we have initiated this relationship, that we are going to maintain it, and that we are going to resume the historical impetus of the best moments of the Mexico-U.S. relationship, to demand the required agreements among the world’s powers that are morally obligated to lift humanity out of the uncertainty in which the shocking economic crisis has placed us, with its inherent threats of pandemics, hunger and war.

Thank you very much.

Questions & Answers

SPEED: What we’re going to do now is bring our entire panel — everybody that’s live with us — up on screen. We’ve got one or two pieces of business from the first panel that we have to conclude. One question in particular which we are going to direct to Jacques Cheminade, which will get us started. Then Diane has two questions which will be addressed to the entire panel.

So, this question is from Ambassador Dr. A. Rohan Perera, former Permanent Representative of the Republic of Sri Lanka to the United Nations. I’m going to direct this to Jacques. He says:

“The biggest foreign exchange earner for Sri Lanka has been the tourism sector, which had been dependent on tourist arrivals from Europe, and on the garment export sector, mainly to the U.S. market. The total estimated loss as a consequence of the coronavirus lockdown is in the region of $10 billion. In the garment sector, recovery efforts will require liberal access to the U.S. markets.

“Overall, Sri Lanka will require debt restructuring arrangements with lending agencies like the World Bank and with the developed countries who determine their policies. It may be recalled that the Non-Aligned Movement (NAM) Summit Declaration — adopted in Colombo at the Fifth Summit in 1976 — cited the New International Economic Order which referred to, among other things, debt restructuring, debt moratoria, and the restructuring of multilateral financial institutions like the World Bank. The idea of BRICS — Brazil, Russia, India, China, and South Africa — is a step in that direction.

“Please comment on the vital question of debt restructuring, amidst this coronavirus crisis, and new institutions that may be required. Thank you.”

JACQUES CHEMINADE: First, on this tourist issue. Very different countries, like Sri Lanka, Cuba, or France, had, because they were not able to develop industrially or to really have a fair development of agriculture, have to make money on tourism; on their beautiful things to see in Sri Lanka, in Cuba, or in France. But this tourism was of a kind not of an educational treatment of the culture of the country, but to a kind of servant economy transformation of the country where there was a service economy based on let’s say arranging things for people who wanted to have fun. This has been a complete disaster. This is because of a lack of a commitment to an economic physical development, like Lyndon LaRouche developed during all his life, and industrial development connected to, as part of representing this in-depth economic development. Therefore, what happened is that progressively, despite the benefits of tourism — I would say because of the type of economy what was created — the countries were trapped into a debt system. This affected first the countries of the Southern Hemisphere. It affected countries of Ibero-America, countries of Asia, and in particular Africa. Through a system of accumulation of interest over interest, this is what our friend Dennis Small calls the banker’s economy or free market. The free market becomes sort of a flee market where they rob you; it has become that. So, it has become debt that accumulates over debt, and you have normally, or if you follow this accumulation of debt because in an unfair economy, you have to pay two, three, four times more debt that what you got from the loans. This is what was imposed on the countries of the South. It is coming inside countries like Spain, Italy, or France at this point.

So, you have the whole world trapped into this debt system. And the whole economy now is an economy which is no more, I would say, a free market economy. It is a controlled free market economy by the laws of the British Empire imposed by central banks. So, this is only maintained through fake money. You have flows and flows of fake money dumped on the markets, which don’t go to the producers, don’t go even to the consumers. This fake money goes into the whole financial secrets of the oligarchy. So, this is what has to be forever eliminated. It’s the British system of Anglo-ization of Anglo-Dutch system of an economy which is not based on a human level and human development, but it’s based on financial dictatorship. Which I call now the system under which we are; a market economy without a market; a dictatorship of these financial interests in all sectors, including culture.

So, we have to free ourselves from that. All the life of Lyndon LaRouche in particular as a point of reference historically, was in 1982 with Lopez Portillo, and in 1976 with our friend Fred Wills in Colombo, was to say we need to be freed from the debt. And we need a bank organized for the development of whole countries of the world. This is what the World Bank was intended to be after World War II. But then, as the Bretton Woods system, it was miscarried by all the Western leaders. What we need now, is what the Chinese with the New Silk Road are doing by let’s say directing economies. It’s an economy based on real physical development, and a growth based on the development of the creative potential of the human being, including in culture. There are efforts in China for Classical culture, for Classical Chinese poetry. And all of this is connected to the whole — which the West would never tell about that — to the whole development of the New Silk Road concept of the Belt and Road Initiative.

So you have that as a reference. And you have the whole fight of our lives which comes into this direction. And now we have a big chance that this becomes for us a real point existing in reality and accomplished. So, we have to go much further, and we speak about the World Land-Bridge. There has been a World Land-Bridge, as we said it with the United States, China, Russia, India, and all other countries that would be connected to this system. So, it demands a mobilization of the leaders of the world, but also the populations everywhere to put pressure on the leaders of the world and the economic system. It’s very interesting from that standpoint that the Yellow Vests in France are calling some of us to be experts in this debt moratorium or debt amelioration, which would get rid of this debt system and see what’s fair and unfair debt.

So, the Glass-Steagall proposal is absolutely a part of that. It means that banks which are involved in giving credit or organizing deposit accounts would be separated from banks which are involved in the markets and which are becoming elements or scions of this whole British system. So, the separation would clean the system.

We need much more, that’s why we need a credit system for the future, developing this type of physical economy with increasing productivity per unit of surface per human being and per matter brought into it. So, this is a sense of a high flux density economy; high energy-flux density should be the choice of this economy.

Among the Four Laws of Lyndon LaRouche, this is the fourth law. What you should choose once you clean the system, and once you get rid of this debt system. That’s the key, because it’s there that you have to invest human creativity in things that put human beings at the border of this capacity to create. And it will connect the space programs — the astronaut, after all, has to work both with his brains and his hands; exactly like farmers have to work with their brains and their hands. The more advanced farmers in the United States or in Europe are, in their tractors, real astronauts on Earth. I liked a lot this presentation of our American farmer, Mike Callicrate, who said that the soil itself has to be seen as a living matter. It is something that is alive, and it has to be enriched and developed. It has not to be seen as a support or something that you take advantage of; it is something that you feed into for the future. I think that this concept is what links the astronaut and the farmer and which links all of us in this society. I raise this issue of farmer’s education, because I think, what we always discussed with Lyndon LaRouche, that the type of education that this requires is an education which creates or generates in human beings this constantly increasing capacity and this joy to create when you do something socially good for the others. It’s a big issue today, as Helga said before, is public health, because it’s a matter that involves the whole world. It demands world cooperation. And what I keep repeating is that instead of organizing hospitals through financial management, we should organize states as hospitals for the care and development of the people.

SPEED: Thank you, Jacques. Now, Diane, who is an orchestral conductor, has the following task. We have approximately 15 minutes all together. It means that what we have here is very little time for discussion. In fact, what’s going to happen is, she’s going to pose something that came from a couple of countries, and each of you is going to have approximately two minutes to say whatever you have to say, both to one another, you can choose to respond to the question or not, but that’s what you’re going to have. Diane will now take the floor, and if necessary, I will intervene.

DIANE SARE: OK. This question is from Ambassador Mauricio Ortiz, who is the Ambassador of Costa Rica to Canada. He says:

“In your proposal you mention ‘an emergency mission to build a fully functional health infrastructure for the world particularly in South America, Africa, and parts of Asia.’ This proposal is very much needed in those regions.

“Are the international financial institutions willing to invest in that proposal, and what will be the arguments from the Schiller Institute to these institutions to make it real?

“If your proposal is realized, you might note that our country, Costa Rica, has an efficient primary health system with more than 1,000 rural health posts and, along with Chile and Cuba, one of the best health programs in Latin America. This is a system that can be replicated in other countries, including developed countries.”

I’m going to ask the other question here as well. This one comes from the Mission from Colombia to the United Nations:

“Dear all, on behalf of the Permanent Mission of Colombia to the United Nations I would like to pose the following question: How can Latin America play a determining role in the consolidation of this new global configuration?”

“Best regards, Carolina Gutiérrez Bacci; Third Secretary”

SPEED: OK, so what we’re going to do is this. You can choose to address either of the questions or neither of the questions, because you only have, as I said, a couple of minutes. I’m going to start quickly with Bob Baker.

BOB BAKER: Thank you, Dennis. In terms of the health infrastructure and my particular focus on agriculture, I think it’s an absolutely vital situation to develop a food system where everybody can get a proper diet of nutritional food. That is the basis on which to build the argument why every community should have access to the most advanced healthcare that science has brought us to this day. But the driver in that obstacle behind the scenes is an international financial cartel that’s building world global monopolies to stop that. To the extent the nations of the world can expose that and unite the people to take a stand against it, that’s going to be a very important aspect of getting a healthcare system internationally. But this is also why this type of conference we’re having becomes very instrumental if not a key element of getting that done.

SPEED: Thank you. Now I want to go to Kirk Meighoo, whose presentation I particularly appreciated.

KIRK MEIGHOO: Thank you very much. I’ll quickly address the problem. We’re close neighbors of Costa Rica, and we have some links with them that we’ve established recently. This problem of self-sufficiency is something, especially for a small society, and all these small little islands, the question of self-sufficiency in everything is just simply not there.

So, people have even asked questions whether we deserve to be independent, or should we be permanent colonies? These are questions that stay with us, even after independence. It’s something we struggle with. We do have to have a system where we do access, just as the last speaker said, the best healthcare possible for all humanity. But we cannot simply be recipients, receivers of these things; dependents, colonial dependents as we have been for 500 years. We have to have a system where we are also producers.

So, what is the system of trading a local economy, of local production where we are contributing to our own development, as well as participating with others? That is the type of system that the global financial system has been against, and has never been for. It is the old imperial system, and they are just merely modern continuations of that. What we have to do, what our task is, is to create this new system. Not just money from the old system to create this, but how do we make the system where not only do we each benefit from the best the world has to offer, but that we are also contributors, as full human beings to it, as well. That is where I would like to leave it.

SPEED: OK, thank you. Walter Formento, you’re up.

WALTER FORMENTO: [as translated] All of the contributions that are made are very significant. It’s clear that for South America the call for the five nations that Putin made, which Helga also referred to, is a matter of great hope, because this would allow us to ensure that we could achieve peace. Therefore, it will be international politics that will allow us to decide things based on a dialogue of civilizations, a dialogue of peoples, of nations, what the future of mankind and nature will be. In Argentina in particular, the production of food — Argentina is a great producer of food, along with South America, along with Brazil, Paraguay, Bolivia, Uruguay as well. The great multinational conglomerates involved in the food sector have taken control as of 30 years ago in Argentina, both in terms of our ability to produce as well as export.

Therefore, at this moment in Argentina and in South America, governments have changed, and with the backing of such an international conference that President Putin has called for, we can move forward in providing sovereign channels for both producing and exporting. The policies that can be carried out inside Argentina in the food sector have to do with allowing producers’ cooperatives to be a part of the great conglomerates that engage in production. We shouldn’t dissolve large-scale production and technology, but rather introduce the nations and all society through such cooperatives so that they participate in the solution, and to be part of the solution. Therefore, there is a way to democratize production.

SPEED: We’re going to have to stop. Thank you. Sorry, we’re going to have to move on. Mike Callicrate?

CALLICRATE: I was really moved by Dr. Meighoo’s comments about islands and the small economies on those islands. I can really get somebody pretty seriously depressed when we talk about the state of the world. But, I can also lift them and get them more excited when I talk about the possibility of going home. Going home to our communities and making them as good as we possibly can. Become wealth creators, grow things, make things, restore the primary wealth trading enterprises to societies around the world. Like with Kirk, if you can just stop the predators, the economic, financial, big food monopoly predators from extracting the wealth and leaving nothing but poverty behind, I think we can begin to repair this damage. Because we do control, as farmers and ranchers and citizens, we do to a large extent control our ability to create the wealth. It’s what happens to it after we create it. The last speaker talked about we shouldn’t dissolve the big corporations. I would argue yes, we should dissolve them. The big corporations should be broken up; not completely eliminate their facilities, but at least put them to where they have to perform in line with the public good. So, I love that analogy of those small islands of Trinidad and Tobago, and islands all across the Caribbean and how that is very much like the islands in rural America, in rural communities around the world. I’m saying let’s go back to making things and growing things, and teach that and kill this model of industrialization of these critical industries, like food.

SPEED: Thank you, very good. We’re trying to get Diogène Senny’s audio up. I don’t think we have it yet. So, let’s go to Jacques.

CHEMINADE: Just one word about Cuban doctors, to speak about that island. It’s proof that you can have the most advanced medicine, interferon, where French doctors have to go there to learn from them. Then you have the best doctors, because they stay and live where the patients stay and live. And third, they are involved in cooperation with other countries in the whole world. They send them, and they do a very good job. In particular, they are now in Doha, in Europe in Italy, and now in French Martinique, so the French have to recognize — and sometimes it’s difficult for them — that these were the best; a team of 15 Cuban doctors in Martinique now. So that’s proof that an island can do an excellent job in a very advanced field, and at the same time they are most human.

SPEED: Thank you. I hope that we have the audio for the Pan-African Congress representative. We are not going off until I hear that. We’re going to do a sit-in until we hear from him!

SENNY: [as translated] The global question of poverty is just a part of the world situation and the African situation. We all know that when we present the situation of the continent, we are more interested in the question of the debt, money, slavery, and we forget that, for example, monoculture which has been imposed by the international cartels have destroyed agriculture with the hedge funds that I denounce, because they want to make money with our land. They buy what we have in our continent, in our countries, to generate profit for them, for a small group of people. But not allow millions of lives of people to develop their land.

That’s why this question of agriculture and self-sufficiency in Africa is one of the most important problems. It’s not an agriculture, it’s a money culture; that’s the agriculture we have. If we want to have modern rice, we have to have modern developments. It’s very important for us, this agricultural question. We see that it is a world problem. What was used before by the African farmers are not in their own hands, because it is in the hands of the hedge funds, the speculative hedge funds.

It is very important to understand, and it is not very well known in the international debate now. That’s what I wanted to add. Thank you very much.

SPEED: Thank you very much. So, now Diane, you have 45 seconds, and I have 45 seconds. Do your postlude.

SARE: OK. I’ll be very brief. I think we should all remember that we have been blessed to have inhabit a beautiful, fertile planet which is very conducive to sustaining life, and in particular human life, if we are sane. But there are 2 trillion galaxies or more in the universe, and each of these many have many other planets. So, contrary to the views of the Malthusians and the money-changers, the creativity of each and every human being on this planet is urgently needed; because we are not capable of making too many discoveries to develop the universe as a whole. Therefore, we have to grow into a new era of mankind.

SPEED: Thank you. So, I will now conclude this panel — largely due to time — by just pointing out that we’ve had Europe, Africa, South America, the Caribbean, and the United States all on this panel in the form of discussion. This is the process that must be correlative to whatever happens among heads of state. And this process which the Schiller Institute is initiating, which is also bringing up various forms of important ideas and painful truths as well, is crucial to the actual success of the global Four-Power and related summit that we’ve been talking about. Finally, in the era of coronavirus, this is the only means by which people will be able to prosper and not perish; is this people-to-people dialogue we’ve conducted here.

I want to thank all of the panelists who were with us today. I think there’s a lot that can be done also in additional presentations that we may find in the future, pairing some of you together. I’d certainly like to see the Pan-African Congress together with Mr. Mike Callicrate. I’d like to see Kirk Meighoo involved in some discussions like that. Jacques is always welcome, and he’s always teaching us things. He had something new for us today; go back and take a look at his presentation afterwards, because he has some very interesting ideas that he put forward there.

So, we’re going to conclude now…




Putin giver værdifulde historiske lektioner
til at imødegå det transatlantiske etablissements geopolitiske dårskab
Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche d. 25. juni 2020

Ved en gennemgang af den dybe civilisationskrise, der konfronterer menneskeheden, fortsatte Helga Zepp-LaRouche i sin ugentlige webcast med at vende tilbage til den centrale årsag til det systemiske sammenbrud: dumheden hos dem der fortsætter med at presse på med en geopolitisk og neoliberal politik, længe efter at den er slået fuldstændigt fejl. Tag f.eks. coronavirus-pandemien. Vi har lagt vægt på, at det der kræves er en verdensomspændende “Silkevej”, da årsagen til pandemien har været den økonomiske politik i de sidste fyrre år, som har ødelagt sundhedsvæsenet i store dele af den avancerede sektor, og aldrig har tilladt at det udvikles i de tidligere koloniale nationer.

 Det er det samme problem med det globale økonomiske sammenbrud. Ifølge IMF og adskillige rapporter fra økonomiske tænketanke er vi på vej mod det man kalder en “økonomisk apokalypse”. Den eneste måde at tackle dette på, er sådan som Schiller Instituttet vil gøre det på sin konference på lørdag, med en mobilisering for at bringe de fire mest magtfulde nationer sammen med henblik på at oprette en Ny Bretton Woods-aftale. Anti-Kina-hysteriet, der kommer fra førende regeringer, går i den modsatte retning, symboliseret ved det antikinesiske foto-stunt af den amerikanske forhandler Billingslea – om end selve topmødet mellem Rusland og USA om våbenkontrol var konstruktivt.

 Den sidste tredjedel af hendes diskussion var en grundig rapport om den russiske præsident Putins artikel om erfaringerne fra 2. Verdenskrig. Alle burde læse dette, tilrådede hun, især dem der vil deltage i SI-konferencen 27. juni, eftersom Putin gjorde det klart, at der er en måde at undgå en endnu større katastrofe end 2. Verdenskrig; og det er ved at erkende, at når man befinder sig i en geopolitisk geometri, vil det føre til krig – derfor må nationer mødes for at samarbejde for at løse de udestående problemer iblandt dem.

 




Putins vægtige intervention er mere end blot en historie om 2. Verdenskrig

Den 22. juni (EIRNS) – Vi er i en dyb, voksende krise, som truer moderne nationers eksistens, og burde derfor hæfte os ved den lange artikel: ”75-året for den Store Sejr: Fælles Ansvar for Historien og vores Fremtid”, udgivet d. 19. juni i magasinet The National Interest af den russiske præsident, Vladimir Putin. Den russiske præsident minder os om, gennem sin egen families erindringer, hvordan det måtte have været at se en styrke af millioner af fuldt udrustede, mekaniserede og veltrænede tyske soldater storme hen over hver eneste grænse i juni 1940, og hurtigt begynde at løbe Rusland over ende – og derefter, gennem år med ubegribelig frihedsberøvelse og død og beslutsomhed, at finde en vej ud af den nationale, eksistentielle krise, for til sidst at møde de amerikanske tropper ved Elben og afslutte krigen.

Putin skriver først og fremmest som en leder, hvis land er blevet ”behandlet ondskabsfuldt” af nylige, uhyrlige forsøg på, selv fra den Europæiske Unions side, at beskylde Sovjetunionen, i samme grad som Hitlers nazister og deres bagmænd i Europa, for at have forårsaget 2. Verdenskrig. Han sætter begivenhederne i det rette lys. Dækningen af Putins arbejde i amerikanske, europæiske og australske medier er begyndt at dukke op, med rapporter om hvad han fremviser fra de omfangsrige arkiver, som Rusland har om de diplomatiske begivenheder, der førte til krigen og kostede Sovjetunionen mere en 25 millioner døde.

I Forbes skrev den højtstående korrespondent, James Rodgers, den 21. juni: ”Hvorfor, 75 år efter afslutningen på den konflikt, og i en meget anderledes verden, er disse begivenheder så vigtige?”

Det første svar er størrelsesordenen af Ruslands offer. Antallet af sovjetiske militære og civile dødsofre bliver generelt antaget til at være over 20 millioner. I sin artikel skriver Putin ’næsten 27 millioner’, og tilføjer som sammenligning, at i 2. Verdenskrig ”mistede Sovjetunionen hver syvende af dens borgere, Storbritannien hver 127. og USA hver 320”. På hjemmesiden ”Moon of Alabama”, som hovedsageligt omhandler militære og efterretningsrelaterede emner, skrev en skribent: ”Som tysker og tidligere officer der har læst en hel del om krigen, er jeg enig med det russiske synspunkt. Det var den lidet anerkendte industrielle magt, Sovjetunionen, og den Røde Hærs soldaters bemærkelsesværdige pligttroskab, der besejrede den tyske Wehrmacht… Jeg har ikke fundet nogle større fejl med de historiske fakta i essayet, og anbefaler at læse det i fuld længde.”

Nyhedsbureauet Associated Press’ rapport om Putins artikel citerede hans hovedkonklusion: ”Han udtrykte håb om, at et russisk foreslået topmøde mellem lederne af landene med vetoret i FN’s Sikkerhedsråd snart ville finde sted, for at diskutere den globale sikkerhed, corona-pandemiens økonomiske konsekvenser m.m.’ Der kan ikke være nogen tvivl om, at topmødet mellem Rusland, Kina, Frankrig, USA og Storbritannien kan spille en vigtig rolle i at finde fælles svar på moderne udfordringer’.” Putins andet, underliggende tema: Rusland er en nation, som er utrolig svær at besejre, når den forsvarer sig selv; men ønsker ikke at føre en aggressiv krig, og endnu mindre en krig mod Europa eller en supermagt som USA.

Præsident Putins artikel tager direkte fat på denne krise, bestående af en finansiel krise og økonomisk forfald, en pandemi, hungersnød, socialt kaos og jacobinisme (efter den jacobinske terror under Den franske Revolution –red.), og den tydelige forøgede krigstrussel blandt atommagterne. Han foreslår, at lederne af disse supermagter nu mødes, med en dagsorden for global økonomisk genrejsning og en global tilrettelagt offensiv mod pandemi, i særdeleshed nu i udviklingslandene. Og, med en forståelse af hvad menneskehedens egentlige historie – ikke politiske partier – kræver af dem.


Vi tilføjer: Udelad Londons imperialister, hvis man ønsker at diskutere enten økonomisk udvikling af underudviklede nationer, at redde liv fra sygdom, eller at undgå krig – de er de værste i alle disse tilfælde. Endnu bedre ville være det firemagts-topmøde, som Helga Zepp-LaRouche opfordrer til – med ledere fra mindst USA, Kina, Rusland og Indien – for at igangsætte et Nyt Bretton Woods-kreditsystem.

 




Vladimir Putin: For at undgå 2. verdenskrigs skæbne må P5-lederne mødes

Den 19. juni (EIRNS) – Som Præsident Putin lovede sidste år, har Rusland offentliggjort alle Sovjetunionens dokumenter i forbindelse med 2. verdenskrig, og han har præsenteret sin egen analyse af årsagerne bag denne skrækindjagende katastrofe for menneskeheden, med sin egen opfordring til øjeblikkelige tiltag i dag for at forhindre den nuværende krise fra at ende i en lignende katastrofe – hvilket, i atomvåbnenes tidsalder, kunne gøre en ende på vores civilisation, som vi kender den. Hans essay, ”Den egentlige lære fra 75-årsdagen for 2. verdenskrig”, blev udgivet på engelsk i torsdags i det amerikanske tidsskrift The National Interest, lige inden paraden på Den røde Plads, som mindes 75-årsdagen for sejren i Europa den 24. juni.

Præsident Putin blev delvist drevet til at tage disse skridt af genoplivningen af utilslørede fascistiske organisationer i Europa – specielt de voldelige ”Maidan-revolutionærer”, som styrtede Ukraines valgte regering i 2014 (med skamløs støtte fra George Soros og USA’s Obama-administration), som åbent udstillede deres hagekors og bar portrætter af Hitlers kumpan, Stepan Bandera. Sammen med denne fascistiske genoplivning i Ukraine og andre østeuropæiske stater, fulgte et forsøg på at omskrive historien om krigen mod fascismen og nazisterne, af dem i Polen og andre steder, som hævdede, at krigen blev startet af både Tyskland og Sovjetunionen, gennem opdelingen af Polen i 1939. München-aftalen i 1938, da Storbritanniens Lord Chamberlain gav sin velsignelse til nazisternes overtagelse af Sudeterland, der viste, at ingen anti-nazistisk koalition ville blive skabt, ignoreres af sådanne revisionister, samtidig med at nogle folk i Vesten går så langt som at postulere, at USA og Storbritannien alene besejrede Hitler, og ignorerer de 27 millioner mennesker fra Sovjetunionen, der omkom på østfronten.

Putin skriver: ”Skylden for den tragedie, som Polen dengang led under, ligger helt og holdent ved det polske lederskab, der havde hindret en alliance mellem Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen, og sat sin lid til sine vestlige partnere, og smed dermed sin egen befolkning ind under Hitlers frembrusende ødelæggelsesmaskine. Sovjetunion gjorde alt i sin magt for at bruge enhver chance på at skabe en anti-Hitler-koalition. På trods af – lad mig sige det igen – dobbeltmoralen fra vores vestlige allierede.”

Putins bekymring er, at der er tegn på at verden kunne rode sig ind i krig endnu engang. ”Skabelsen af det moderne system for internationale relationer er et af de vigtige udfald af 2. verdenskrig. Selv de mest uoverkommelige uoverensstemmelser – geopolitiske, ideologiske, økonomiske – forhindrer os ikke i at finde former for fredelig sameksistens og interaktion, hvis ønsket og viljen er til stede.

I dag går verden igennem en temmelig turbulent tid. Alting forandrer sig, fra den globale magtbalance og indflydelse til samfunds, nationers og selv kontinenters sociale, økonomiske og teknologiske fundament. I de tidligere epoker har forandringer af denne størrelsesorden næsten aldrig fundet sted uden militære konflikter. Uden en magtkamp om at bygge et nyt globalt hierarki. Takket være de Allierede lederes visdom og fremsynethed var det muligt at skabe et system, som har afholdt sig fra ekstreme manifesteringer af sådan objektiv kappestrid, historisk iboende i verdens udvikling.

”Det er vores pligt – alle dem som tager politisk ansvar, og hovedsageligt repræsentanterne for de sejrende magter i 2. verdenskrig – at garantere, at dette system bliver opretholdt og forbedret. I dag, som i 1945, er det vigtigt at vise den politiske vilje og diskutere fremtiden sammen. Vore kolleger – hr. Xi Jinping, hr. Macron, hr. Trump og hr. Johnson – støttede det russiske initiativ til at afholde et møde mellem lederne af de fem atombevæbnede stater, de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. Vi takker dem for dette og håber, at sådanne møder, ansigt-til-ansigt, kan finde sted snarligst muligt.

Hvad er vores vision for dagsordenen på dette kommende topmøde? Først og fremmest ville det, i vores mening, være gavnligt at diskutere tiltag for at udvikle kollektive principper i verdens affærer. At tale ærligt om spørgsmål angående bevarelsen af fred, styrkelsen af global og regional sikkerhed, strategisk våbenkontrol, såvel som anstrengelser for at imødegå terrorisme, ekstremisme og andre store udfordringer og trusler.

Et særligt punkt på mødets dagsorden er situationen omkring den globale økonomi. Og over alt andet står det at overvinde den økonomiske krise forårsaget af corona-pandemien. Vore lande træffer uhørte foranstaltninger for at beskytte folks helbred og liv, og for at støtte borgere der har befundet sig i svære livssituationer. Vores evne til at arbejde sammen i fællesskab, som ægte partnere, vil vise hvor dybe pandemiens spor vil blive, og hvor hurtigt den globale økonomi vil genrejses fra recessionen.”

Det er værd at bide mærke i, at et sådant møde mellem P5-lederne ingen konkret dato har endnu. Hvad end forskellene er, som findes mellem disse nationer, kan en sådan dialog meget vel bestemme vores civilisations skæbne. Schiller Instituttet, der i kølvandet på finanskrisen i 2008 har mobiliseret for Lyndon LaRouches appel for at verdens største magter skulle mødes, herunder især Rusland, Kina, Indien og USA, afholder en international konference den 27. juni, kl. 16:00, dansk tid, netop fokuseret på at indkalde til et sådant topmøde. Vi opfordrer alle, fra enhver nation, til at deltage.

 

Hér kan man registrere sig.