HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til den ugentlige Zoom-konference i den Internationale Fredskoalition, som har fundet sted hver uge i 137 uger i træk. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Det er den 21. januar 2026.

Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Helga, der sker meget i verden, og vi går lige til sagen. Din afdøde mand, Lyndon LaRouche, en amerikansk økonom og statsmand, var den første til at identificere den række af faseændringer, der begyndte med nedbrydningen af efterkrigstidens Bretton Woods-system i 1971. Siden da har vi set hans analyse bekræftet: at imperiesystemet i sidste ende var dømt til undergang, men at dets sponsorer i City of London ville kæmpe for at bevare den globale imperiemagt, de havde.

Han leverede ikke kun den mest præcise analyse af deres hensigter, men også af deres sårbarheder og af, hvordan det geopolitiske paradigme, de havde opbygget, skulle lukkes ned og erstattes. Den nuværende globale ustabilitet – som omfatter muligheden for en tredje verdenskrig, der kan føre til et nukleart Armageddon – er et resultat af den overgangsperiode, vi befinder os i.

Helga, du har fortsat din mands arbejde med at skabe et nyt paradigme, der anerkender alle nationers behov og håb. Nu hvor globalisterne samles til deres årlige konference i Davos, hvor står vi så nu? Og hvis du fik lov til at adressere dem, hvad ville du så sige?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg må indrømme, at jeg stadig er lidt i chok efter at have lyttet til den tale, præsident Trump holdt i Davos. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har haft en sådan reaktion, for det var sandsynligvis den mest utrolige tale, der nogensinde er holdt af en amerikansk præsident eller statschef.

Han formåede at fornærme en hel gruppe mennesker – præsidenter, statschefer – og han var urokkelig i sin erklæring om, at han vil have Grønland. Panoramaet var ret imponerende; man kunne ikke se publikums ansigter, men man kunne se, at det var folkene på de forreste rækker i publikum, der faktisk rejste sig efter denne tale for at give stående bifald.

Så her er en person, der giver dem en lussing, sparker dem i røven, og så siger de: »Åh ja, hr. præsident, det var så vidunderligt.« Jeg laver sjov, men jeg tror, man skal fordøje alle elementerne i det, han sagde.

Jeg må indrømme, at jeg ikke syntes, det var helt sammenhængende. Men der var nogle elementer, der var ret hårrejsende. Jeg tror, at det emne, der vil give anledning til flest debatter, er hans absolutte insisteren på, at han vil have Grønland.

Han forklarede, at USA havde befriet Grønland efter Anden Verdenskrig, og at det derfor var en fejl at give det tilbage til Danmark. Nu vil de eje det og afviser enhver antagelse om, at det måske skyldes råstoffer eller sjældne jordarters mineraler; han siger, at intet af den slags er tilfældet. Det er, fordi han ønsker at bygge Den Gyldne Kuppel, og det vil være vigtigt for forsvaret af ikke kun USA, men af Vesten generelt.

Dette er et emne, som jeg tror, vi vil bruge lidt mere tid på i den kommende periode, fordi jeg mener, at det skal evalueres. Hvis han siger, at han vil have Grønland for at bygge Golden Dome, rejser det alle mulige spørgsmålstegn.

Et af dem er naturligvis, om Golden Dome er et realistisk begreb. Jeg tror, der er nogle militæreksperter, der har tvivlet på det, og vi vil forsøge at undersøge det i de næste dage, nu hvor det er på bordet. Jeg er ret sikker på, at vi på det kommende IPC-møde på fredag vil have en topekspert, der allerede har forpligtet sig til at tale der – Ted Postol.

Jeg vil virkelig opfordre jer alle til at komme og lytte til ham, for han er uden tvivl en af de mest erfarne og kyndige personer inden for emnet atomraketter og missilforsvar, hvis ikke den mest erfarne og kyndige.

Der er folk, der tvivler på begrebet Golden Dome, ikke mindst fordi det ville være ekstremt dyrt. Det ville koste billioner af dollars, det ville tage lang tid, før det kunne træde i kraft, og der er en diskussion både i Rusland og Kina om, hvad den egentlige intention bag det er. For der er lige nu en revolutionær forandring i det strategiske våbenarsenal.

For eksempel har Rusland ikke kun Oreshnik, men også det atomdrevne Burevestnik. Dette er et krydsermissil, der har praktisk talt ubegrænset rækkevidde, fordi det er atomdrevet, og det kan styres, hvor det er nødvendigt. Det kunne, som Putin sagde, da han annoncerede dette, blive affyret over Sydpolen.

Derfor giver Grønland ingen beskyttelse mod det. Så spørgsmålet er: Hvorfor er Trump så insisterende på, at Golden Dome kræver Grønland?

Nogle russiske og kinesiske militæreksperter argumenterer for, at den eneste konklusion er, at det ville være til offensiv brug mod Rusland og muligvis også Kina, fordi de to åbenbart hænger sammen.

Så dette er en alvorlig sag. Og i betragtning af, at hele menneskehedens eksistens afhænger af vores evne til at forhindre en optrapning til brug af atomvåben og en tredje verdenskrig, er jeg temmelig sikker på, at hele dette spørgsmål nu vil blive taget op til diskussion i alle de fora, hvor eksperter diskuterer dette.

Jeg tror også, at europæerne vil være nødt til at overveje, hvordan de vil reagere på dette, for Trump var temmelig klar. Han sagde, at enten må danskerne give os lov til at få Grønland – han specificerede ikke, om han ønsker at købe det eller ej – eller også kom han med en bemærkning om, at »vi vil være opmærksomme på det«; dvs. en ikke så skjult trussel, der antyder, at USA bare kunne besætte det militært. Og hvad kunne de europæiske chihuahuaer gøre imod det?

Det er naturligvis et faktum, at hvis USA insisterer på at eje det, er der en stor debat, hvor folk siger, at USA allerede har en base i Grønland. De kunne øge antallet af tropper, der er stationeret der, så hvorfor insisterer han på at eje det? Jeg er ret sikker på, at der vil være en stor diskussion.

Der er så mange faktorer, der er i total uorden lige nu. For eksempel har man i den seneste tid haft en meget vigtig ændring i holdningen, hvor den såkaldte koalition af villige – i det mindste nogle af dem – pludselig begyndte at sige, at de ønsker at tale og genoptage drøftelserne med Putin.

Den første var Macron, derefter premierminister Meloni og til sidst kansler Merz, som alle sagde, at vi måske er nødt til at have en mere afbalanceret tilgang og genoptage drøftelserne med russerne.

Derefter sagde Macron kort før Davos-mødet, at han ønskede at afholde et ekstraordinært G7-møde i Paris i denne uge, hvor de ønskede at invitere Putin. Derefter var det tilsyneladende Trump, der sagde, at han ikke ønskede at deltage i sådan noget. I stedet vil der blive afholdt et EU-møde.

Trump ønskede altså ikke at deltage i et sådant G7-møde. Det er meget uklart, hvad der motiverer ham på hvert givet tidspunkt.

Under alle omstændigheder tror jeg, at efter denne tale i Davos vil alle regeringer og alle politiske personer og kredse i hele verden se på denne tale og forsøge at revurdere, hvad den betyder, i betragtning af at præsident Trump i et interview med New York Times den 7. januar – efter invasionen af Venezuela og bortførelsen af Maduro – blev spurgt, hvilken international lov han respekterer. Han svarede: »Jeg har kun min egen fornuft, min egen moral; jeg har ikke brug for international lovgivning.«

Det var en utrolig udtalelse, og jeg tror, at verden klart er trådt ind i en ny fase, som du nævnte i din indledning. Verden må samles for at vurdere præcis, hvad det betyder, og hvilke handlemuligheder der stadig findes.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra et tidligere medlem af parlamentet i Østrig, der spørger: »Vil NATO og Den Europæiske Union overleve, hvis Trump lykkes med at erobre Grønland?«

ZEPP-LAROUCHE: Der er en god chance for, at det ikke vil ske, for hvis europæerne kapitulerer – hvilket kunne ske – og Danmark »sælger« Grønland til USA, kan der blive indgået et kompromis, og det kan ske.

Men hvis man af en eller anden grund for en gangs skyld ville få rygrad, ville det være en ny udvikling, og så ville man faktisk have en militær aktion mellem to NATO-medlemmer.

I betragtning af, at NATO i virkeligheden er USA – hvis USA trækker sig ud af NATO, er der ikke rigtig noget væsentligt tilbage – mener jeg, at fremmedgørelsen og de øgede spændinger mellem USA og Europa, som afspejles i Den Europæiske Union, kan føre til, at skadelige centrifugalkræfter får overtaget, og at disse institutioner vil opløses, hvilket efter min mening ikke ville være det værste.

Faktisk mener jeg, at begge strukturer giver verden så mange problemer, at jeg siden begyndelsen af 2022 har argumenteret for, at vi er nødt til at erstatte NATO med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur ved grundlæggende at vende tilbage til det punkt, hvor Den Kolde Krig sluttede i 1991, hvor der var mulighed for, at Rusland kunne blive inkluderet i det europæiske fælles hus og i en eurasisk sikkerhedsarkitektur fra Vladivostok til Lissabon.

Denne diskussion var allerede der. Putin selv argumenterede både over for præsident Clinton og George W. Bush for, at Rusland var klar til at tiltræde NATO, hvilket blev blankt afvist.

Derfor mener jeg, at jo hurtigere der kommer en seriøs diskussion om etableringen af en sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der genskaber styringen i verden, jo bedre. Det er det mest presserende spørgsmål, for et sammenbrud i kaos ville helt sikkert have forfærdelige konsekvenser.

SCHLANGER: Vi har en besked fra Harrison, der siger: »Vi bør gå tilbage til den gyldne regel i stedet for at bygge den gyldne kuppel.« Der er et par andre spørgsmål om Davos.

En person skrev, at fortællingen i medierne er, at der vil være mere diskussion end normalt i Davos. Han skriver:
»Ja, de vil tilbyde falske valg baseret på deres begreb om mennesket som hobbesiansk. Uanset om det skal være magt eller aftaler, vil der ikke være nogen bedre løsning.«

En af vores venner fra Ghana spurgte: »Tror du, at den transatlantiske sektor vil acceptere fremkomsten af en multipolær verden, da det er et af de emner, der angiveligt vil blive taget op?«

Og en seer fra Australien spurgte om rygterne om, at Donald Trump har indgået en aftale med Putin og Xi Jinping om at opdele verden i tre indflydelsessfærer.

Så du kan tage disse spørgsmål:
Vil de acceptere en multipolær verden, eller går de efter en tredeling i indflydelsessfærer?

ZEPP-LAROUCHE: Med hensyn til det sidste spørgsmål cirkulerer den teori overalt, men jeg tror ikke, det er en holdbar idé, fordi den ville forudsætte, at kinesernes, russernes og amerikanernes opfattelse af regeringsførelse er den samme – og de er meget forskellige.

Jeg vil sige, at hvis man ser på Xi Jinpings begreb, har han lanceret fire initiativer i løbet af de sidste par år. Sidste år var der Global Governance Initiative, som er idéen om en multipolær verden baseret på principperne i FN-pagten og de fem principper for fredelig sameksistens: suverænitet, ikke-indblanding, accept af forskellige sociale systemer samt fredeligt samarbejde til gavn for alle parter. Dette er et meget harmonisk begreb baseret på konfuciansk filosofi.

Jeg synes, det er absolut gennemførligt; det ville være et stort skridt fremad med hensyn til international ret. Det ville bygge på begreber, der blev udviklet ved Den Westfalske Fred, men anvendt på den moderne verden, herunder eksistensen af den Globale Majoritet, som er flertallet af verden, og som er nødt til at blive repræsenteret. Naturligvis var Den Westfalske Fred en helt europæisk affære. Så jeg tror, det er et levedygtigt begreb.

På den anden side har man et verdenssyn, der afspejles i den nye idé om et fredsråd, som præsident Trump har foreslået. Først så det ud til, at det kun gjaldt Gaza, men nu ser det ud til at vokse. Det inviterer alle til at deltage.

For at give jer en idé om, hvor langt verden er begyndt at gå i opløsning, ville jeg aldrig i hele mit liv have troet, at jeg ville være enig med Annalena Baerbock i noget som helst. Men nu er det øjeblik kommet, og jeg synes faktisk, hun har sagt noget fornuftigt, nemlig at dette fredsråd er overflødigt, fordi der allerede findes en institution, der repræsenterer alle lande: De Forenede Nationer – FN’s Sikkerhedsråd og FN’s Generalforsamling. Det er åbenbart tilfældet.

Så i betragtning af, at medlemskab af Fredsrådet vil koste 1 milliard dollar blot for at være medlem, synes jeg, det afslører, hvad dette egentlig er: nemlig en klub for multimilliardærer, der alle sigter mod at blive trillionærer. Det er desværre meget af det, der ligger bag præsident Trump.

Silicon Valley-milliardærerne – hvor syv personer ejer halvdelen af USA eller en eller anden vanvittig andel – er centrale her. Under alle omstændigheder er det ideen om, at de rige har ret til at være rige. Jeg tror, Peter Thiel skrev en artikel, hvor han sagde, at vi ikke skal skamme os over at samle så meget rigdom som muligt. Det er en blanding af Caligula og Közos[ph], der styrer verden. Jeg synes, man skal se nøje på, hvad der er sket med dette begreb.

SCHLANGER: Hvad angår Fredsrådets idé om at betale 1 milliard dollar for at blive medlem, sagde Benjamin Netanyahu tilsyneladende, at han ville være villig til det. Men en af mine kontakter sagde, at han var sikker på, at Netanyahu ville bede om rabat.

Et par spørgsmål mere. Nogen skrev tilbage og spurgte, om du var i stand til at tale i Davos, og gentog spørgsmålet: Hvad ville du fremhæve som det vigtigste udbytte af Davos?

ZEPP-LAROUCHE: I betragtning af at alle disse mennesker, der kommer dertil med deres private jetfly eller på anden måde bor på luksushoteller for at vise deres rigdom, er verdens største milliardærer, millionærer og multimillionærer, kan de virke så fantastiske og udsøgte.

Trump sagde: »I her i salen,« sagde han til publikum, »man har de bedste hjerner i verden.« Jeg er meget i tvivl om det. Det er mennesker, der foregiver at være verdens ledere, men de er skrækkede – undskyld mit sprog – de er fuldstændig paniske.

De ved, at det finansielle system er konkurs. Meget af det vanvid – det absolut sindssyge vanvid – der udspiller sig i international politik i dag, kommer af det faktum, at denne såkaldte magt- eller finansielle elite er ude af sig selv, fordi de ved, at systemet er ubetaleligt, selv om de skaber nye bobler. Trump vil også være krypto-kongen i verden.

Den udestående gæld kan ikke betales, og hele systemet kan sprænge i luften når som helst. Det er dét, der driver det hele.

Så i betragtning af, at dette er virkeligheden – som man ikke taler om, men som ligger til grund for det hele – vil jeg sige, at vi er nødt til at gennemføre en ordnet reorganisering af det finansielle system.

Vi er nødt til at gøre, hvad Franklin D. Roosevelt gjorde med Glass-Steagall-loven om adskillelse af bankvirksomhed. Lad os få en global Glass-Steagall og skifte hele politikken væk fra den afgørende kurs, som præsident Nixon indførte i 1971 ved at indføre flydende valutakurser og alle de mange dereguleringer af markederne, der er sket siden.

Hvert skridt på vejen blev påpeget af Lyndon LaRouche. Han sagde altid, at dette ville få bestemte konsekvenser, og han havde fuldstændig ret. Nu er vi nået til vejs ende, og det eneste, der er tilbage at gøre, er at indføre en bankferie, reorganisere hele systemet, fjerne megaspekulation, sætte de kommercielle banker under statslig beskyttelse og holde økonomien i gang, mens denne reorganisering finder sted.

Derefter skal man oprette en nationalbank i hvert land og gå over til et hamiltoniansk kreditsystem, hvor produktiv kredit udstedes for at genstarte økonomien. Det ville være en enorm forandring.

Man ville grundlæggende sige, at der ikke er nogen fjende, der truer os; russerne og kineserne har ingen interesse i at starte en tredje verdenskrig. Derfor skal vi have en rationel reorganisering og skifte fra militær produktion til den civile sektor, i stedet for at spilde alle disse milliarder af dollars, yen, euro og hvad ved jeg i destruktiv militær produktion, som ikke giver mad, tøj eller tag over hovedet.

Lad os flytte disse produktive aktiviteter tilbage til investeringer i transportsystemer, infrastruktur, boliger – overkommelige boliger til alle – og et velfungerende sundhedssystem. Hvis denne omlægning fandt sted, kunne verden bringes i orden på meget kort tid.

Jeg tvivler dog på, at den nuværende ledelse er i stand til at gennemføre denne omlægning.

Alligevel må jeg sige, at der var en bemærkelsesværdig tale af Mark Carney, Canadas premierminister og tidligere chef for Bank of England, som i sin tale i Davos i går sagde, at nu, hvor det internationale regelbaserede system er dødt, må man indrømme, at det aldrig var virkeligt. Det var altid en fortælling, der ikke var sand.

Det er en bemærkelsesværdig indrømmelse, for det er præcis det, vi har sagt hele tiden. Jeg har altid undret mig over, at hele verden går i opløsning, uden at nogen af disse personer fra etablissementet begynder at stille spørgsmålstegn ved, hvad årsagen til denne fiasko er – nemlig deres egne politikker.

Jeg finder det ganske bemærkelsesværdigt, at Mark Carney åbenbart er en af de første til at sige det. Jeg synes, det bør tages op, og folk bør diskutere det, for den regelbaserede orden var altid et bedrageri. Og det sagde han.

Han sagde, at de mægtige ville bøje fortællingen, som de ønskede – og det er præcis, hvad vi har set. Disse utrolige dobbeltstandarder i alt.

Jeg synes, det er et vigtigt punkt for alle virkelig at begynde at diskutere det svindelnummer, der kaldes den regelbaserede orden, og hvorfor den bør kasseres som argument og erstattes af et styringssystem baseret på naturlov.

Så jeg tror, vi befinder os i et meget afgørende øjeblik, og al denne diskussion er mere presserende end nogensinde.

SCHLANGER: Det er især interessant, at Carney bragte det på banen, i betragtning af at det var ham, der i 2019 på Jackson Hole-konferencen i Wyoming var den, der fremlagde det seneste begreb om den store nulstilling og det globale bankdiktatur.

Du nævnte tidligere spørgsmålet om Venezuela, Rusland og Kina. Her er et spørgsmål, der er kommet ind:
»Hvis Trumps handlinger i Venezuela havde til formål at modvirke Ruslands og Kinas indflydelse i Sydamerika, hvorfor gjorde de så ikke mere for at modsætte sig kidnapningen af præsident Maduro og USA’s oprustning i Caribien?«

Han besvarer på en måde selv spørgsmålet ved at sige:
»Hvad kunne de realistisk set have gjort?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er let at sige, hvorfor Rusland og Kina ikke forsvarede Maduro. Men hvis man tænker over, hvad de burde have gjort – skulle de have grebet militært ind?

Jeg tror, at den strategiske situation allerede er så spændt. Hvis man tænker på den forestående trussel om et nyt angreb på Iran og krigen i Ukraine, som endnu ikke er afsluttet, såussia tror jeg ikke, at hverken Xi Jinping ville risikere en optrapning til en direkte militær konfrontation med USA, eller at Rusland ønsker at gøre det.

Hvis man ser på Xi Jinping, er han en inkarnation af tålmodighed, diplomati og harmoniske forhandlinger. Og Putin er også bemærkelsesværdigt rolig. Jeg er altid chokeret over de mange forfærdelige russofobiske udtalelser, der kommer fra Vesten, og alligevel har Putin – i hvert fald indtil videre – været bemærkelsesværdigt fattet. Han reagerer ikke på provokationer, men handler på en strategisk og gennemtænkt måde.

Så jeg tror desværre, at det er et symptom på tiden, at selv sådanne handlinger ikke kan afhjælpes, fordi der er så meget på spil i en langt større sammenhæng.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en pensioneret juraprofessor:
»Hvordan kan det være, at sanktioner er tilladt i henhold til international lov, når der er sanktioner, der ender med at dræbe flere mennesker end krige?«

Han fortsætter:
»Er dette ikke et bevis på, at ‘magt giver ret’?«

Han nævnte eksemplet med Madeleine Albrights og præsident Clintons sanktioner mod Irak, som dræbte en halv million børn.

ZEPP-LAROUCHE:
Det er ikke tilladt i henhold til international lov; det er hele pointen. Bare fordi massemedierne og regeringerne ikke anerkender det, er ensidige sanktioner ulovlige. Kun sanktioner, der pålægges af FN’s Sikkerhedsråd, er legitime. Ingen af sanktionerne – for eksempel mod Iran, Venezuela, Cuba og mange andre lande – er blevet godkendt af De Forenede Nationer.

Målet med dem er, som du korrekt siger, ikke at ramme regeringen, men befolkningen. Sanktioner øger normalt leveomkostningerne, får inflationen til at stige, gør visse vigtige teknologier utilgængelige, svækker økonomien og truer hele befolkningens levebrød. De forsøger ved at stramme skruerne at fremprovokere, at befolkningen går på gaden og protesterer mod regeringens foranstaltninger – uden altid at se på, hvor disse vanskeligheder kommer fra.

Idéen med ensidige sanktioner er at fremprovokere et oprør, som også hovedsageligt styres udefra af NGO’er med det formål at få befolkningen til at vælte regeringen og skabe et regimeskifte.

Disse sanktioner er ulovlige, og det faktum, at de ikke omtales som sådan, har at gøre med undertrykkelsen af den frie meningsudveksling og ytringsfriheden. Vi er allerede meget tæt på et diktatur, for hvis der var en fri debat, ville disse spørgsmål blive diskuteret.

SCHLANGER: Her er en kommentar fra en person, der har bemærket din noget vulgære karakteristik. Han sagde: »Rædselsslagen? Problemet er, at de bliver ved med at finde på mere lort.«

Jeg har endnu et spørgsmål til dig. Det er fra en person, der skrev ind i sidste uge, og vi nåede ikke at behandle det. Han sagde, at han havde hørt ambassadør Chas Freeman i EIR Roundtable-diskussionen sige, at han mener, at USA er i en prærevolutionær stemning. Han sagde: »Det ville jeg gerne se, men jeg tror, amerikanerne er for selvtilfredse. Hvad tror du, der skal til for at ændre den selvtilfredshed?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at tale med Chas om, hvad han præcist mente med det.

Han mener naturligvis ikke – og jeg går ud fra, at han ikke mener – at der skal være nogen form for bande-kontrabande-kamp i gaderne. Der er nogle mennesker, der gerne vil se det, og som i lang tid har forudsagt, at der vil bryde borgerkrig ud i USA, hvilket naturligvis ville være den værste løsning.

Hvis han derimod mener – og jeg har ikke haft lejlighed til at diskutere det med ham – at folket erkender, at USA har fjernet sig så langt fra idéerne i Den amerikanske Frihedskrig, hvis 250-års jubilæum vi fejrer i år, og at man er nødt til at vende tilbage til den ånd, der prægede Den amerikanske Frihedskrig; hvis han mener dét med prærevolutionær, så vil jeg hilse det velkommen.

Jeg tror, at LaRouche-organisationen og Diane Sare med hendes kampagne vil gøre alt for at fejre 250-året på en sådan måde, at folk bliver mindet om det.

I dag har befolkningen glemt, hvad Den amerikanske Uafhængighedskrig gik ud på. Det var den første antikoloniale krig mod det Britiske Imperium. Den amerikanske forfatning var en af de første – hvis ikke den første – virkelig republikanske forfatninger, dedikeret til befolkningens fælles bedste. Det amerikanske økonomiske system var en klar modsætning til det britiske system med frihandel.

Benjamin Franklin havde et stort netværk af internationale venner og samarbejdspartnere. Da han var involveret i projektet omkring Den amerikanske Frihedskrig, propaganderede han konfucianismen som et moralsk fundament for De Forenede Stater. Alle disse ting er ikke længere kendt.

Vi planlægger at offentliggøre dette bredt, gøre det kendt og fejret. Vi vil afholde mange musikalske begivenheder. Så hvis du vil være en del af dette, så kontakt os og bliv en del af det.

SCHLANGER: Nogen har netop sendt et spørgsmål om dit tidligere svar om, hvad du ville sige. Du gav en sammenfatning af Lyndon LaRouches fire love. De foreslog, at man går ind på Executive Intelligence Review’s hjemmeside og studerer LaRouches fire love, fordi det er grundlaget for den forandring, der er nødvendig.

Der sker stadig meget, Helga, men vi har Den Internationale Fredskoalition på konferenceopkald denne fredag kl. 11 østamerikansk tid. Du nævnte det tidligere, men hvem vil være der, og hvad vil være det vigtigste emne for diskussionen?

ZEPP-LAROUCHE: Som jeg sagde, i betragtning af de markante udviklinger omkring Grønland og diskussionen om Golden Dome, vil Ted Postol være med. Han har foretaget enormt dybtgående undersøgelser af Golden Dome, så hvis du ønsker at få en ekspertudtalelse, er det her, du skal henvende dig.

Derefter vil vi naturligvis også fortsætte den diskussion, vi startede med EIR Emergency Roundtable: sammenbruddet af international lov og hvordan vi kan genskabe internationale relationer mellem nationer, hvor international lov genoprettes.

Vi vil helt sikkert have eksperter på det emne og diskutere konkrete handlinger. Så hvis du vil gøre noget ved situationen i stedet for bare at bekymre dig ihjel, er det her, du skal henvende dig.

SCHLANGER: Afsluttende kommentar. Nogen skrev og sagde, at du nævnte, at både Xi Jinping og Putin er meget rolige. Kvinden spørger: »Hvordan forbliver du rolig i denne situation? Og hvordan kan du have alt dette i hovedet og stadig forblive rolig?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er, fordi jeg tror, jeg har en velbegrundet identitet i tysk idealisme. Det er ikke utopisme. Mange mennesker tror, at idealisme er utopisme, men det er det ikke. Det kommer fra idéen om humanisme, som i Europa også betyder noget andet end i USA, sådan som ordet ofte bruges dér.

Det er idéerne fra mennesker som Nikolaus af Cusa, Gottfried Wilhelm Leibniz og Friedrich Schiller. Det er forbundet med en enorm optimisme omkring menneskets karakter og en tro på, at mennesker trods alt har potentialet til at blive bedre.

Jeg er grundlæggende enig med Leibniz, der mente, at alt ondt fremkalder et endnu bedre og stærkere gode, fordi universets love er sådan, at det er sådan, det fungerer. Det er et anti-entropisk begreb.

Derfor mister jeg næsten aldrig idéen om, at der kan gøres noget ved situationen, selv om man nogle gange virkelig får kuldegysninger over det, der sker.

Der er altid en udvej for ethvert problem, hvis man sætter sig for det, og hvis man finder gode kammerater, kolleger, venner og medarbejdere, der arbejder sammen. På den måde mister man ikke sin optimisme.

SCHLANGER: Tak for det svar, Helga. Tak, fordi du var med i dag. Forhåbentlig vil folk deltage i Zoom-opkaldet på fredag, og vi ses senere.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, helt sikkert.

af Stewart Battle (EIRNS) — 20. januar 2026

Der er megen tøven og vaklen, når verdens ledere mødes i Davos, Schweiz, i denne uge til World Economic Forum. Det nye år har indtil videre budt på en overraskende række begivenheder, der truer med at ødelægge den smule, der er tilbage af international lov og normer. På tærsklen til de planlagte forhandlinger mellem amerikanske og europæiske embedsmænd om, hvorvidt USA vil bruge magt for at besætte Grønland, som er planlagt til den 21. januar i Davos, sendte NORAD en eskadrille kampfly til øen — hvilket yderligere øgede spændingerne. Dette kommer i kølvandet på den amerikanske præsident Donald Trumps trusler om at indføre told på europæiske lande, der ikke accepterer hans krav i denne sag. Især Den Europæiske Union og NATO er under så stort pres, at deres fortsatte eksistens i stigende grad er i tvivl.

Der er også stigende bekymring for, hvad besættelsen af Grønland vil betyde, og hvad den amerikanske præsident Trump har til hensigt med den. Et tegn herpå er Trumps indlæg på sociale medier den 17. januar, hvor han bemærkede, at det nu er »særligt vigtigt« for USA at erhverve Grønland for at kunne opbygge våbensystemet Golden Dome. »Dette særdeles strålende, men yderst komplekse system kan, på grund af vinkler, mål og grænser, kun fungere med sit maksimale potentiale og effektivitet, hvis dette land er inkluderet i det,« skrev Trump og bemærkede, at han mener »både offensive og defensive« funktioner. Det oplagte spørgsmål er, om et sådant skridt bringer USA tilbage til en holdning om præventiv atomar konfrontation med Rusland og Kina som en del af dets »nye« strategiske syn. Den tidligere chef for det russiske rumagentur og nuværende senator for Zaporozhye-regionen, Dmitry Rogozin, antydede, at dette skridt er en del af »en strategi for at neutralisere Ruslands strategiske atomare potentiale«, en udvikling der ville betyde »en afvikling af hele systemet for strategisk stabilitet i verden«.

Lige så bekymrende er Trumps forslag om et fredsråd, en institution, der synes at have til formål at erstatte selve FN. Da Trump den 20. januar blev spurgt af en journalist, om han ønsker, at det skal ske, svarede han blot: »Det kan godt være«, inden han fortsatte med at angribe FN. »FN har bare ikke været særlig nyttigt. Jeg er stor tilhænger af FN’s potentiale, men det har aldrig levet op til sit potentiale,« sagde Trump. Ifølge forlydender er snesevis af statschefer fra hele verden blevet inviteret til at deltage, herunder Rusland og Kina, men det er endnu uvist, hvor mange der rent faktisk vil beslutte sig for at gøre det.

Mange spørger, om disse og andre udviklinger betyder slutningen på den »regelbaserede orden« og selve det internationale retssystem, der blev etableret efter Anden Verdenskrig. Svaret er selvfølgelig ja – men man skal ikke se Donald Trump som den eneste ansvarlige. Faktisk har international ret været i færd med at blive ødelagt i årevis, hvilket fremgår af tolerancen over for folkedrab i Gaza, årtier med åbenlys dobbeltmoral mellem »Vesten og resten«, påtvunget underudvikling i store dele af det globale Syd og forsøget på at opnå et »strategisk nederlag« for verdens største atommagt gennem krigen i Ukraine – for blot at nævne nogle få eksempler. Mens mange måske er ved at vågne op til den virkelighed, at det nuværende system er brudt sammen, er det kun en tilbagevenden til reelle principper for statsmandskunst, der kan bane vejen for en varig fremtid….

Så hvad er de principper, der skal danne grundlaget for et nyt system af international ret? Se mod Arktis. I løbet af de sidste 24 timer har en kraftig geomagnetisk storm omsluttet den nordlige halvdel af planeten og sat menneskehedens fælles fysiske eksistens og fælles udfordringer i perspektiv. Som det mest umiddelbare kontaktpunkt til det store kosmos er det kun naturligt, at menneskeheden behandler Arktis som en zone for fred og fælles samarbejde – herunder udviklingen af en avanceret transportkorridor over Berings Strædet og videnskabsbyer for at fremme vores forståelse og beherskelse af naturen. Vil vi vælge denne vej eller vejen til konfrontation, militarisering og forberedelser til et førsteslag med atomvåben? Valget er vores, og beslutningstidspunktet nærmer sig med hastige skridt.

……

NORAD indsætter kampfly i Grønland

CARL OSGOOD

20. januar 2026 – eir.news

NORAD, den amerikansk-canadiske nordamerikanske luftforsvarskommando, meddelte den 19. januar, at det vil indsætte kampfly i Grønland. “Fly fra den nordamerikanske luftforsvarskommando (NORAD) ankommer snart til Pituffik Space Base i Grønland. Sammen med fly, der opererer fra baser i det kontinentale USA og Canada, vil de støtte forskellige længe planlagte NORAD-aktiviteter, der bygger på det varige forsvarssamarbejde mellem USA og Canada samt Kongeriget Danmark», hedder det på X. «Denne aktivitet er blevet koordineret med Kongeriget Danmark, og alle støttende styrker opererer med de nødvendige diplomatiske tilladelser. Grønlands regering er også informeret om de planlagte aktiviteter.”

2026 World Economic Forum in Davos, Switzerland. Credit: CC/©2026 World Economic Forum / Thibaut Bouvier

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, blev interviewet i det pakistanske tv-program »UNFOLD« den 17. januar 2026 og blev bedt om at gennemgå konfrontationen i Grønland og splittelsen inden for NATO. Zepp-LaRouche konkluderede blandt andet: »Jeg mener, at alt dette kræver en hurtig diskussion i det internationale samfund for at finde måder at vende tilbage til international ret.«

Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, blev interviewet på Al Mayadeen TV fra Beirut, Libanon, om Grønlandskrisen.

Ikke korrekturlæst

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tak. Jeg vil gerne hilse på jer alle. Naturligvis har situationen endnu ikke ændret sig væsentligt efter vores meget vigtige diskussion i mandags, hvor vi holdt et ekstraordinært møde i EIR for at reflektere over, at verden er gået ind i en ny fase, hvor det nu åbent er »magt giver ret«, og international ret er begravet. Det er fortsat den grundlæggende trussel og dimension i den strategiske situation.

I de sidste par dage har verden imidlertid været meget usikker med hensyn til udsigten til et nyt amerikansk-israelsk fælles eller separat angreb på Iran. For omkring to dage siden så det ud til, at denne mulighed var ved at blive en realitet. Det ville naturligvis have haft uforudsigelige konsekvenser. Hele situationen var blevet forberedt; først var der angiveligt demonstrationer i Iran mod de økonomiske forhold, for på grund af sanktionerne er inflationen naturligvis et stort problem. Den generelle økonomiske situation er meget dårlig. Der var en hel række modstridende rapporter. Nogle sagde: »Nej, hele situationen er rolig.« Nogle medier sagde: »Nej, det er masserne på gaden.« Derefter blev internettet lukket ned. Under alle omstændigheder ser situationen nu ud til at have stilnet sig lidt, og det fremgår, at den iranske regering tilsyneladende var i stand til at afværge en overhængende fare. Af en eller anden grund, som vi også må undersøge nærmere, var der både en indrømmelse fra den tidligere chef for CIA, Pompeo, samt en artikel i Jerusalem Post, om at demonstrationerne var massivt infiltreret af CIA og Mossad. Det hjalp på en eller anden måde den anden side med at samle iranerne om flaget til fordel for regeringen. På et tidspunkt erklærede præsident Trump, at drabene var stoppet, eller at regeringen havde forsikret, at der ikke ville være flere drab, og at der derfor ikke var behov for at gribe ind.

Dette er en utrolig historie, for hvis der igen fremlægges beviser for, at der var tale om en udenlandsk efterretningstjeneste-støttet indsats for at ændre regimet eller skabe så megen uro, at det amerikanske militærangreb i den afsluttende fase ikke kun ville have halshugget den iranske regering, men muligvis også have ført til en fuldstændig opsplitning af Iran i forskellige stykker, som det skete i Syrien. Men så kom der en intervention fra flere lande i regionen, der tilsyneladende også appellerede til USA om ikke at gøre det, fordi de tydeligvis frygtede, at en opsplitning af Iran ville være skadelig for deres egen sikkerhed i hele regionen. Desuden var det klart, at Iran ville være i stand til at afskære Hormuz-strædet og dermed blokere en meget vigtig procentdel af den olie, der passerer gennem Golfen via Hormuz-strædet, hvilket ville skabe et absolut forfærdeligt chok i verdensøkonomien.

På nuværende tidspunkt ser det ud til, at hele operationen er blevet afblæst. Jeg mener dog ikke, at det er berettiget at slukke for alarmen endnu, for samtidig kom der oplysninger om, at USS Abraham Lincoln var blevet sendt fra Det Sydkinesiske Hav i retning af Sydvestasien. Den militære løsning er altså stadig en mulighed. Men det var en ekstremt farlig situation, som forhåbentlig er blevet undgået.

De andre vigtige situationer er stadig aktuelle, såsom præsident Trumps påstand om, at han ønsker at »eje« Grønland, ikke blot militært eller ved at købe det, men at eje det, hvilket er en utrolig formulering. Dette har dog allerede haft absolut ødelæggende konsekvenser, således at selv lederen af Chatham House, direktøren for Royal Institute for International Affairs, Bronwen Maddox, har udtalt, at Trump har iværksat det, hun kalder en revolution. Jeg vil hellere kalde det en kontrarevolution, fordi hun sagde, at Trump i anledning af 250-årsdagen for den amerikanske revolution har opgivet princippet om, at regeringen skal være ansvarlig over for borgerne, og at han grundlæggende har afvist dette princip fuldstændigt. Desuden sidestiller hun Kina og USA som Europas fjender, hvilket jeg også synes er et novum [ph], og der er naturligvis mange andre stemmer, herunder Mette Frederiksen, Danmarks statsminister, og den polske premierminister Tusk, der advarer om, at en militær operation i Grønland vil betyde NATO’s undergang. Det er klart, at NATO’s undergang allerede er ved at indtræde, for hvis der seriøst overvejes, at nogle NATO-medlemmer skal forsvare sig mod en militær trussel fra et andet NATO-medlem – i dette tilfælde det mest magtfulde – er det et tegn på tiden. Dette understreges af, at europæerne netop har sendt 40 soldater, hvilket ikke er mange, men omkring 15 franskmænd, 13 tyskere, 1 nordmand, 1 dansker og en kombination af sådanne personer, der angiveligt skal undersøge truslerne mod Grønland fra Kina og Rusland, som før hele denne konflikt brød ud på denne måde for nylig, ikke udgjorde nogen som helst trussel. Hvis Rusland og Kina forfølger deres interesser i den arktiske rute, er det ikke en trussel mod Grønland. Det er deres fulde ret at befinde sig i internationale farvande.

Situationen er imidlertid meget alvorlig, og det blev også udtrykt ganske eksplicit af præsident Putin, der modtog 30 nye ambassadører, som fik deres nye akkreditering. Han sagde, at den strategiske situation er blevet alvorligt forværret, og han henviste også til det samme emne, som vi havde diskuteret mandag, nemlig at hvis folkerettens principper erstattes af tanken om, at »magt giver ret«, så befinder vi os i en situation med jungleloven.

Jeg vil også nævne, at der er sket nogle ændringer i Ukraine. Det er nok for tidligt at karakterisere dem fuldstændigt, men det er bemærkelsesværdigt, at netop kansler Merz, der har været meget klar i mælet om, at Rusland skal lide et strategisk nederlag, nu siger, at man måske bør tale med Rusland. Måske bør EU’s politik over for Rusland være mere afbalanceret. Det er tidligere blevet sagt af Macron og også af premierminister Meloni, så der synes at være en diskussion i disse kredse om, at det måske er uundgåeligt at føre en dialog med Rusland. Situationen på stedet er sådan, at Ruslands nylige militære angreb på Ukraine, herunder på våbenfabrikken og flyfabrikken nær Lviv i det vestlige Ukraine, hvor også F-16- og MiG-29-fly repareres. Der var en langdistance-dronfabrik, som blev stort set ødelagt. Men også Ukraines energinet er alvorligt beskadiget. Zelenskyy erklærede en energikrise for Ukraine, men især for Kiev, og dette ved temperaturer på −20 °C. Situationen er altså ret alvorlig, og det er tydeligt, at Den Europæiske Union eller koalitionen af villige ikke er i stand til eller villige til eller hvad det nu er at afhjælpe det. Så måske er der en nytænkning om, at krigen ikke kan vindes. Hvad det vil føre til, må vi se. Men under alle omstændigheder tog Merz også endnu et, forhåbentlig ikke det sidste, men et første skridt i retning af at erkende tidligere fejltagelser, og det er, at han både i Indien og ved en begivenhed i Tyskland sagde, at det var en alvorlig fejltagelse for Tyskland at udfase atomkraft. Det har endnu ikke ført til, at han har afhjulpet det ved at genindføre atomkraft, men det er i det mindste en indrømmelse af en fejltagelse i fortiden.

Det er også bemærkelsesværdigt, at den tyske højesteret i Karlsruhe har afsagt en dom, hvor de nu har »en høj sandsynlighed, meget sandsynligt, meget stærke beviser« for, at Nord Stream [eksplosionen] blev begået af en fremmed magt med hjælp fra deres efterretningstjenester. De nævner ikke navne, men omstændighederne gør det meget klart, hvad det henviser til. Det ville også være en del af en diskussion om, at der måske er behov for en politikændring, fordi den tyske økonomi, ligesom de andre europæiske økonomier, er i frit fald. Der er ødelæggende konsekvenser for det sociale system i Tyskland, Frankrig og andre steder.

Situationen i Venezuela, bare for kort at nævne det, ser det foreløbig ud til, at Trump-administrationen er tilfreds med at forsøge at tvinge den stadig siddende regering i Venezuela under Delcy Rodríguez til at samarbejde om olieudvindingen. Men selv de amerikanske olieselskaber siger, at det ikke er så let bare at gå ind og investere og derefter udvinde olie, fordi forholdene er ekstremt vanskelige. Så det er en komplikation, men det ser ud til, at CIA-chefen Ratcliffe i øjeblikket er i Caracas for at tale med regeringen. Så det er stadig et åbent spørgsmål, hvor det vil føre hen.

Jeg synes, vi skal se på, hvad vi opnåede i mandags, som jeg synes var en meget rettidig og presserende intervention, hvor vi var i stand til at samle meget højtstående talere fra USA, Kina, Rusland, Guyana, Tyskland, Frankrig, Schweiz, Mexico og Sydafrika. Disse personer besluttede grundlæggende at udarbejde noget, der kaldes Erklæringen af 12. januar, som er blevet skrevet og nu er ude til endelige ændringer af paneldeltagerne, og vi håber, at svarene kommer i dag eller i morgen, så vi derefter kan tage forhandlingerne fra denne diskussion med videre til en forhåbentlig hidtil uset mobilisering. Ideen var, at vi dannede en politisk aktionsgruppe, hvilket skete mandag. Vi ønsker på den ene side at kræve, at regeringerne straks vender tilbage til folkeretten. Vi vil henvende os til alle regeringer på kloden med dette krav. Vi ønsker også at opbygge en international civilsamfundsorganisation, for det er helt klart, at når man har en strategisk krise, hvor institutionerne har svigtet, er regeringerne ikke i stand til at stoppe folkemordet, de er ikke i stand til at få disse kriser under kontrol. Det er helt klart, at vi har brug for noget nyt. Vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, og det kan kun blive en realitet, hvis vi får en meget højere grad af mobilisering af verdensborgere, for republikker fungerer kun, hvis man har statsborgere, der kræver, at regeringerne overholder deres ansvar. Vi står over for opgaven at skabe en sådan international bevægelse af statsborgere med sloganet »Verdensborgere i verden, foren jer!« Det er noget, vi bør diskutere i dag; hvordan vi skal gå videre, og alle forslag fra deltagerne i dag er meget velkomne. Og det er det, vi bør diskutere.

Bemærkninger under diskussionen:

Først og fremmest er jeg meget glad for de mange konkrete forslag, som paneldeltagerne kom med i dag, og som jeg mener bør overvejes nøje. Til at begynde med præsident Ramotar, hvis hovedpointe var, at vi bør fokusere på at bekæmpe krig og fredsspørgsmålet og ikke så meget på økonomien. Jeg synes, det kræver en diskussion, for vi har sagt i Schiller-instituttet, men også i IPC, at vi ikke kun vil diskutere, hvordan vi kan undgå faren ved at gøre flere mennesker opmærksomme på det Damoklessværd, der hænger over hele civilisationen, men at vi også vil diskutere løsninger som Oasis-planen, Beringstrædet Tunnelen og World Land-Bridge. Med andre ord at give folk en fornemmelse af, at … for en tid siden var der i Europa ordet »TINA«, og TINA blev brugt meget af Merkel; det betyder »der er ingen alternativer« til den nuværende politik. Det skulle få folk til at føle sig magtesløse og tænke, at der ikke er noget, man kan gøre, fordi det kun er folk i regeringen, der fortæller, hvilke muligheder der findes. Vi har hele tiden sagt med eftertryk: »Nej, hvis der er en systemisk fejl i systemet, så skal man være i stand til at udvikle et alternativ.« Og alternativet er helt klart, at man kunne vende tilbage til forslagene fra Franklin D. Roosevelt, der ønskede at skabe et nyt Bretton Woods-system, som eftertrykkeligt skulle skabe en kreditmekanisme til investering i den industrielle udvikling i det globale Syd og dermed overvinde kolonialismen. Som vi ved, skete dette ikke, fordi Roosevelt døde på et uheldigt tidspunkt, og Truman og Churchill sørgede for, at den del af Bretton Woods-systemet blev fjernet. Derfor siger mange mennesker i det globale Syd, når man nævner Bretton Woods: »Åh nej, det vil vi ikke have, for det var en fortsættelse af kolonialismen.« Og det var det også.

Men jeg tror, at den analyse, vi har fremført hele tiden, er, at årsagen til krigen er det nuværende finansielle systems sammenbrud, og man kan se, at jo tættere vi kommer på en ny eksplosion af den globale boble på 2 billioner dollars i ubetalelig gæld, jo mere desperate bliver tiltagene for at knuse alle alternative ideer. Så jeg vil foreslå, præsident Ramotar, at vi måske kan diskutere dette lidt i denne diskussion eller en anden, at for at undgå krig er det efter min mening meget vigtigt, at ideen om et alternativ lægges på bordet. Kongresmedlem Huerta fremsatte i sin præsentation mandag flere konkrete forslag, der falder sammen med Schiller Instituttets politikker, såsom korridorer, der forbinder alle kontinenter for at bringe infrastruktur til de fjerneste hjørner af verden.

Så jeg vil argumentere for, at vi inkluderer det økonomiske spørgsmål, men du er velkommen til at modsige mit argument.

Jeg mener også, at det praktiske spørgsmål, som jeg ser, er, at når vi først har procedurerne, erklæringen med de endelige aftaler fra alle paneldeltagere – som ikke vil være en bibel, som I ved. Det vil blot være et udgangspunkt for at komme i gang, for vi vil forhåbentlig udarbejde mange andre erklæringer, mange programmatiske løsninger. Men jeg mener, at denne erklæring var ment som udgangspunkt for at komme i gang med at opbygge dette internationale civilsamfund.

Jeg er også meget glad for det, professor Bissio sagde om Bandung-ånden, for det er noget, vi har levet med i et halvt århundrede, virkelig. Hele min afdøde mands, Lyndon LaRouche, indsats gik ud på at samarbejde med Den Uafhængige Bevægelse om at foreslå en international udviklingsbank, der skulle erstatte IMF allerede i 1975, i tråd med ånden fra Bandung-konferencen. I betragtning af at der med BRICS-landene og SCO og mange andre organisationer er et miljø. Hvis I husker det, var det især Dr. Pandor, der mandag sagde, at vi virkelig bør henvende os især til organisationerne i det globale Syd for at være en stemme i det. Jeg har i lang tid argumenteret for, at hvis man ser på den nuværende strategiske konstellation af kræfter, er den eneste faktor, der efter min mening kan gøre en forskel, hvis vi er i stand til at give landene i det globale Syd og det globale flertal en meget stærkere stemme, der kan høres, også i Nord, hvis vi har en chance for at vippe balancen i retning af ideen om én menneskehed. Så jeg mener, at samarbejdet med Den Uafhængige Bevægelse og de forskellige organisationer i det globale Syd er en absolut prioritet. Jeg kan sige, at de to ungdomskonferencer, vi havde i november og december, viste et stort potentiale for, at hvis man får unge mennesker og ungdomsorganisationer fra det globale Syd involveret, kan det være den absolut afgørende forandring. Så dette er mine indledende svar på det, der er blevet sagt indtil nu.

[senere i diskussionen] Da vi sandsynligvis går over til diskussionen med deltagerne, vil jeg gerne sige, at mit forslag er, at vi meget hurtigt går i gang med at oprette en ny international hjemmeside, der kan fungere som platform. Sandsynligvis bør alle deltagere i denne proces indtil videre komme med forslag til udbredelse, så vi kan få sat gang i næste trin i diskussionen så hurtigt som muligt og forhåbentlig meget hurtigt nå frem til nogle konkrete forslag, både til at henvende os til regeringerne og til at opbygge civilsamfundet. Jeg synes, at disse to ting bør foregå parallelt. Det er mit forslag. Måske kan vi have det klar til brug allerede næste fredag.

[igen senere i diskussionen] Jeg vil gerne svare John. Tanken om, at en global atomkrig ikke er mulig på grund af eksistensen af atomvåben, ville, hvis det var tilfældet, få mig til at sove meget bedre, end jeg nogle gange gør. For den ensartede holdning, som både politikere og militæret har til en taktisk atomkrig, der kan vindes, bør virkelig vække bekymring hos alle. Der var en udtalelse fra den tidligere admiral Thomas Buchanan i slutningen af 1994 på et møde i CSIS i Washington, hvor han holdt en lang tale, som vi angreb på det tidspunkt. Han sagde, at en taktisk atomkrig helt sikkert kan vindes af USA, så længe de sikrer sig, at de efterfølgende har nok atomvåben til at bevare en dominerende position i verden. Det er aldrig blevet kritiseret af nogen af de officielle militære ledere siden da, siden Trump-administrationen. Så jeg er meget nervøs for, om den opfattelse har ændret sig. Er tanken om, at man kan føre en atomkrig, stadig en del af billedet? Præsident Biden indfriede ikke sit valgløfte om, at USA ville indgå en aftale om ikke at være den første til at bruge atomvåben, så muligheden for, at USA vil være den første til at bruge atomvåben, er stadig i luften. Så vidt jeg ved, har præsident Trump heller ikke afvist det.

I betragtning af at der er mange af disse situationer, udløber ikke kun den nye START-traktat, men vi har også truslen om, at der i år vil blive installeret amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland. Det kan ske når som helst; i denne måned, næste måned eller flere måneder senere. Men det vil være missiler med nuklear kapacitet, der har en rækkevidde på op til 2700 km ind på russisk territorium. Der har været mange udtalelser fra Rusland om, at Tyskland vil blive et mål, så snart disse våben ankommer. Det er Damokles’ sværd, der også hænger over os, og som offentligheden i Tyskland ikke reagerer på som en umiddelbar fare for Tysklands eksistens. Jeg vil bare sige det, og jeg kan kun igen citere, hvad professor Ted Postol og Steven Starr har sagt mange gange i vores programmer. Når man først har brugt ét atomvåben, er det næsten 100 % sikkert, at alle våben vil blive brugt. Det betyder slutningen på den menneskelige civilisations eksistens. Så jeg ville bare understrege det, fordi faren er meget større, end man skulle tro.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg kan virkelig mærke energien i dette møde. Så mange mennesker har forslag og ønsker at gøre noget. Jeg tror, vi vil kanalisere alt det – kongresmedlem Huerta har foreslået at oprette teams, der skal tage sig af de forskellige emner. Jeg tror, at den formodede eller tilsyneladende konflikt om, hvorvidt vi kun skal fokusere på fred, eller om vi også skal fokusere på at afhjælpe krigsfaren i form af udvikling, slet ikke er en modsætning. Jeg tror, der vil være mennesker, der helt naturligt vil sige, at vi ønsker at fokusere på spørgsmålet om at undgå krig, nedrustning, FN-pagten, alt hvad der har at gøre med spørgsmålet om at opretholde eller genindføre spørgsmålet om international ret, FN-pagten, de fem principper for fredelig sameksistens og så videre. Og andre mennesker vil føle, at deres nytte ligger i de andre teams, herunder at hjælpe med at samle alt dette. Jeg tror, vi har forpligtet os til at oprette denne hjemmeside. Jeg må først tale med vores tekniske folk for at se, hvor hurtigt de tror, det kan gøres. Jeg har endnu ikke konsulteret dem; jeg ved ikke, hvor svært det er at oprette den på en sådan måde, at den kan bruges til de mange opgaver, vi planlægger at udføre. Men jeg tror, vi vil gøre det så hurtigt som muligt.

Derefter vil vi allerede have organiseret materiale til alle, der ønsker at komme i gang. Vi vil have alle talerne fra mandagens nødseminar trykt i næste uges udgave af Executive Intelligence Review, altså de elleve taler. Jeg har genlæst dem alle, og de udgør en ekstraordinær vurdering af den nuværende strategiske situation, som bør uddeles som en manual til alle. For den viser, at der er en lignende bekymring hos forskellige mennesker fra hele verden. Så der vil være EIR-listen over taler; så vil vi have erklæringen klar; jeg tror, at vi sandsynligvis kan færdiggøre den i løbet af weekenden. Vi har en pressemeddelelse om det hele, hvilket er den korteste måde at nå ud på. Vi har allerede den tre timer lange video fra mandag, og vi er i gang med at producere en kortere version, fordi ikke alle ønsker at se tre timer i starten. Det skal være en slags teaser for folk, men måske en halv times eller en times video.

For at svare personen fra Nigeria vil jeg også gerne understrege, at vi virkelig bør fokusere meget på at få unge mennesker over hele verden til at være en del af dette initiativ fra starten. Årsagen er, at det, der står på spil, er menneskehedens fremtid. Ifølge universets love er det de unge, der vil arve fremtiden, og hvis vi ikke sikrer, at de får en fremtid, vil de blive snydt for alt. Derfor har de en grundlæggende interesse i at være interesserede i, hvad vi laver her.

Jeg tror, det er alt, hvad jeg kan sige, så hvis du vil være frivillig i dette arbejde, skal du straks kontakte Anastasia. Vi har brug for hjælp; mennesker, der har kompetencer inden for sociale medier, hjemmesider, distribution af materiale eller enhver form for opsøgende arbejde eller organisering. Mennesker, der kan hjælpe med at sikre, at vi når ud til alle organisationer på kloden, som vi bør kontakte. Det kræver mere energi og kapacitet, end vi hver især har, så send os jeres frivillige forslag til, hvor mange timer om ugen I kan hjælpe, eller hvad I specifikt kan hjælpe med. Jeg tror, at hvis vi gør alt det, kan vi få en eksplosion af internationale organisationer, for behovet for, at vi handler nu, er blevet helt klart i denne diskussion. Så det var mine ord til sidst.

16. januar 2026 (EIRNS) – Det 137. online-møde i træk i International Peace Coalition (IPC) fredag den 16. januar var en kraftig opfordring til handling, hvor deltagerne fra det historiske krisemøde den 12. januar indgik i en intens dialog om de næste skridt, der skal tages. Mødet begyndte med en opdatering fra Schiller-instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche, der beklagede den nuværende situation, hvor »magt giver ret, og international lovgivning er begravet«.

Heldigvis ser det ud til, at den iranske regering har været i stand til at afværge den forestående fare. Den tidligere CIA-direktør Mike Pompeo og Jerusalem Post har afsløret CIA/Mossads involvering i de anti regerings demonstrationer. Flere lande i regionen har grebet ind og bedt USA om ikke at angribe.

Situationen i Europa er spændt. Trump har erklæret, at han vil »ejer« Grønland, og europæiske ledere advarer om, at en amerikansk militæroperation der vil betyde slutningen på NATO. En tysk domstol har uden at nævne navne fastslået, at sabotagen af Nord Stream i september 2022 blev udført af en fremmed stat og dens efterretningstjeneste.

Zepp-LaRouche understregede vigtigheden af den ekstraordinære rundbords dialog mandag den 12. januar, som havde titlen »Det er værre, end du tror: Konsekvenserne af angrebet på Venezuela og hvordan man kan bringe verden tilbage fra afgrunden«. Mødet resulterede i et udkast til et dokument med titlen »Erklæring af 12. januar«, som i øjeblikket gennemgås af deltagerne i rundbords dialogen og snart vil blive rundsendt. Hun sagde, at vi må kræve, at regeringerne straks vender tilbage til folkeretten, og at vi må opbygge en international civilsamfundsorganisation, der kan træde til, når regeringerne svigter.

Fred og udvikling

H.E. Donald Ramotar, tidligere præsident for Guyana (2011-2015), var en af deltagerne i rundbords dialogen, og han kom med nogle betragtninger om erklæringen. Han sagde, at de økonomiske forslag efter hans mening er vigtige, men at der skal lægges vægt på fred og på at standse faren for atomkrig. Zepp-LaRouche svarede, at årtier med organisering har fået Schiller-instituttet til at tro, at den eneste måde at mobilisere mod krig på er ved at tilbyde et alternativ i form af økonomisk udvikling. For at forhindre endnu en verdenskrig havde præsident Franklin Delano Roosevelt til hensigt at gøre Bretton Woods-systemet til en motor for udvikling, men disse institutioner blev undergravet efter hans død. Hendes afdøde mand, Lyndon LaRouche, havde forfattet vigtige økonomiske forslag, der skulle supplere ånden i den antikoloniale Bandung-konference. Ramotar svarede, at han ikke er uenig i, at fred og udvikling hører sammen, og at hans kommentarer var mere af taktisk karakter; vi må uddanne verdens befolkning i hele spektret af disse ideer, men når vi henvender os til regeringer, er et mere snævert fokus undertiden mere effektivt.

En opfordring til aktivisme

María de los Ángeles Huerta er en tidligere kongresmedlem fra Mexico, der også deltog i rundbords diskussioner. Hun sagde, at tilbagevenden til kanonbådsdiplomati signalerer sammenbruddet af det gamle paradigme og potentialet for et nyt, der skal være kendetegnet ved suverænitet og indbyrdes afhængighed. Schiller-instituttets World Land-Bridge-forslag er et eksempel på, hvad der kan gøres.

Huerta foreslog, at vi ikke kun fokuserer på, hvad staterne kan gøre, men også på, hvad vi, folket, organiseret internationalt, kan gøre. Hun opfordrede til oprettelsen af komitéer, der kan bryde mediekontrollen og fremme planer som Schiller-instituttets. Komitéerne kan fungere som vagthunde og whistleblowere, skabe en modfortælling og gå fra at være tilskuere til sammenbruddet til at være bygherrer af den nye orden. Hun foreslog, at der blev produceret et grundlæggende videomanifest og en hjemmeside med et interaktivt kort over udvalgene. Udvalgene kan godkende og fremme erklæringen fra 12. januar.

Dr. Beatriz Bissio, lektor ved Institut for Statskundskab og Postgraduate Program i Komparativ Historie ved Federal University of Rio de Janeiro (UFRJ) i Brasilien, sagde: »Vi lever i et historisk øjeblik, hvor vi kan mærke, at store forandringer er undervejs.« Vi forstår alle, at USA er en hegemoni i tilbagegang, som trækker sig ud af vigtige våbenkontrolaftaler og gør det klart, at det er parat til at gennemtvinge sine synspunkter med magt. Hun var enig med Ramotar i, at dette er en »mafia-lignende stat«. Vi kan ikke stole på staternes reaktioner, sagde Bissio, så vi må organisere civilsamfundet, som kongresmedlem Huerta foreslår.

Hvad angår Venezuela, sagde hun, at den fungerende præsident Delcy Rodríguez giver et intelligent svar inden for de begrænsninger, der er mulige, når man konfronterer en hegemoni. Trump-administrationen søger at udvise Kina fra denne halvkugle, men næsten alle lande i Latinamerika har et yderst vigtigt forhold til Kina, hvad angår handel og infrastrukturudbygning. De røde linjer, som Trump-administrationen har overskredet, er ikke noget nyt, men en fortsættelse af en langvarig politik.

Venstrefløjen har ikke været i stand til at udøve så stor indflydelse som i befrielsesbevægelsernes storhedstid; socialismen må genvinde sin tiltrækningskraft som et alternativ til kapitalismen. Ifølge Dr. Bissio tilbyder IPC ideer, der kan hjælpe med at overvinde »fragmenteringen af progressive bevægelser«. Hun arbejder sammen med en række venstreorienterede/progressive koalitioner samt med organisationen »Bandung Spirit«, der i dag fremmer Sukarnos ideer, herunder hans opfordring til en reform af FN. Hun foreslog, at FN skulle have hjemsted i et land, måske i Afrika, som »ikke er forurenet af den kolde krig«.

Hendes bemærkninger blev støttet af moderator Anastasia Battle, der foreslog, at IPC begynder at samarbejde med de organisationer, hun repræsenterer, og søger andre lignende organisationer, som vi kan samarbejde med. Bissio bemærkede »denne lykkelige tilfældighed« mellem hendes organisationers mål og IPC’s mål og sagde, at vi har brug for et fælles arbejde for at imødekomme »kravene i dette historiske øjeblik«.

Tilbage til spørgsmålet om økonomi

IPC’s medmoderator Dennis Small indskød, at »dette spørgsmål om økonomi bliver afgjort for os af virkeligheden selv… Et af de mest ødelæggende våben, der allerede er blevet taget i brug, er finansiel krigsførelse.« Sanktioner mod Iran og Venezuela har skabt grobund for ustabilitet i disse lande. Milei vandt præsidentvalget i Argentina på grund af »total finansiel krigsførelse« fra IMF og andre, hvilket skabte et de facto statskup, sagde Small. Det største problem, som Brasiliens præsident Lula står over for, er Brasiliens centralbank, som styres af Wall Street og City of London, har meget høje renter og ikke vil yde kredit til udvikling. Brasilien er oligarkernes vigtigste regionale mål.

Bissio var helt enig, især med hensyn til spørgsmålet om Brasiliens centralbank. Et af imperialisternes redskaber er, at medierne systematisk angriber Lulas initiativer ved at bruge »såkaldte specialister på det økonomiske område« for at undgå at afsløre sig selv som oligarkiske agenter.

Diskussion

En deltager fremsatte et humoristisk forslag til en roman, hvor USA styres af en galning, Storbritannien af en zombie og Tyskland af en varulv, der forvandler sig ved hver fuldmåne. Han sagde, at det kunne blive en bestseller. IPC besluttede, at det var en fantastisk idé, og den vil blive forelagt et par forfattere til overvejelse.

En fast deltager sendte et spørgsmål om, at Peru er blevet et mål på grund af Chancay-havnens betydning for handelen med Kina. Dr. Bissio kommenterede, at Brasiliens overraskende veto mod Venezuelas optagelse i BRICS må forstås som en konsekvens af de interne konflikter i Brasilien. Denne fejl blev delvist rettet ved en erklæring, der kaldte beslaglæggelsen af Maduro for en kidnapning. Dennis Small bemærkede, at briterne stoler på taktikken »del og hersk«, og derfor må vi svare med Cusas »sammenfald af modsætninger«. Peru, sagde han, bør være på vagt over for Nord Stream-lignende sabotage af Chancay-havnen. Brasilien og Peru må arbejde sammen, selvom de har forskellige politiske ideologier.

Kongresmedlem Huerta og Zepp-LaRouche opfordrede begge til en øjeblikkelig indsats for at oprette en hjemmeside og aktivere de foreslåede udvalg. Ramotar var enig og tilføjede, at vi på grund af USA’s strategiske betydning må støtte og fremme Diane Sares præsidentkampagne i USA. Mamdanis valgsejr i New York City viser, hvad der er muligt.

Afslutningsvis var Zepp-LaRouche og de øvrige deltagere i IPC klar til at lancere en opfordring til frivillige om at melde sig, oprette forskellige udvalg og etablere en central hjemmeside til organisatoriske formål. [eir]

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger af Schiller Instituttet og indkalder til den Internationale Fredskoalition, som hver uge afholder et Zoom-møde for at mobilisere borgerne til at deltage i kampagnen for at opbygge en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. I dag er det den 14. januar 2026. Jeg hedder Harley Schlanger og er jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til Helga på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Helga, på mandag sponsorerede {EIR} et nødmøde for at diskutere den accelererende nedbrydning af international lovgivning, som eksemplificeres af den provokerende udtalelse fra præsident Trump, efter at han havde beordret bortførelsen af præsident Maduro i Venezuela, at han »ikke har brug for international lovgivning«.
Med titlen “Det er værre, end du tror: angrebet på Venezuela og hvordan man kan redde verden fra afgrundens rand” omfattede deltagerne eksperter, folkevalgte politikere og aktivister fra Amerika, Europa, Asien og Afrika.
Vi vil i dag høre videoklip fra nogle af dem, men lad os begynde med en rapport fra dig om betydningen af denne nøddiskussion, som du har organiseret.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Verdenssituationen er tydeligvis ved at løbe løbsk. Man har en eskalerende krise. Man har det, du nævnte: den ulovlige intervention i Venezuela, bortførelsen af præsidenten; man har trusler mod Mexico, Cuba og Danmark; man har den uafklarede situation i Ukraine; man har den truende fare for en optrapning og muligheden for en ny krig mod Iran; og mange andre kriser i verden.
Det er meget tydeligt, at der ikke er nogen, der tager sig af det. Ikke at der var noget helt nyt i Trumps udtalelse, men forskellen er, at han sagde det meget direkte. Grundlæggende har tidligere regeringer, som Biden- og Obama-administrationerne, og andre regeringer gjort dette før, men han sagde udtrykkeligt, at international lov ikke er nødvendig.

Jeg tror, at den kvalitative ændring, der ligger i det, ikke er, som jeg sagde, at noget kvalitativt er blevet gjort anderledes end mange andre ulovlige interventioner rundt om i verden før, men at vi nu er i en situation, hvor den mest magtfulde mand på planeten åbent erklærer, at international lov ikke eksisterer – magt giver ret.
Han roste effektiviteten af den amerikanske militæroperation i Venezuela og sagde, at det er det, man får, hvis man ikke følger programmet, hvilket dybest set betyder, at USA får fuldstændig ejerskab over alt i verden, som USA ønsker at have.

Så jeg besluttede at indkalde til et ekstraordinært møde og opfordrede nogle af de fremragende personer, vi kender fra vores årelange arbejde, og som jeg ved er lige så bekymrede over tilstanden i international ret og funktionen af verdens styringssystem.
Så vi var i stand til på meget kort varsel at samle et ganske ekstraordinært panel bestående af næsten et dusin personer, herunder en tidligere vicegeneralsekretær for FN fra Tyskland, en tidligere udenrigsminister fra Sydafrika, en tidligere viceminister for forsvar fra USA, en tidligere præsident for Guyana, et tidligere kongresmedlem fra Mexico og mange andre, som I vil høre om i dette program.

Det udviklede sig til en meget seriøs diskussion med den idé, at hvis regeringerne åbenbart ikke fungerer til at afhjælpe dette, hvis hverken FN’s Sikkerhedsråd eller FN’s Generalforsamling har fungeret, så må man erkende, at verden befinder sig i en tilstand af kaos og lovløshed, hvor den stærkeste overlever, og jungleloven hersker.
I en tid med atomvåben er dette en yderst farlig situation.

Så vi besluttede at afholde dette panel; det varede næsten tre timer, og vi besluttede, at der skal iværksættes visse foranstaltninger. Der skal dannes en aktionsgruppe, og en erklæring er under udarbejdelse.
Vi vil opfordre verdens befolkning til at handle. Vi er naturligvis nødt til at finde frem til et nyt styringssystem, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal baseres på principper, der garanterer alle landes interesser på planeten.

Men for at opnå det er man nødt til at skabe et nyt struktureret internationalt civilsamfund, der samler de forskellige elementer af mennesker og organisationer, der er berørt; en slags »Verdensborgere, foren jer!«-international bevægelse.

Det var i store træk, hvad det hele handlede om, og jeg tror, at vi nu kan diskutere nogle af de mere konkrete aspekter, der blev bragt på bane.

SCHLANGER: Det første klip, vi har, er fra præsentationen af den tidligere udenrigsminister for Republikken Sydafrika, Naledi Pandor, der talte om foranstaltninger, der kan overvinde undermineringen af folkerettens autoritet.

H.E. NALEDI PANDOR: Det globale samfund, især de magtfulde medlemsstater i FN fra Vesten, har vist sig ude af stand til eller uinteresseret i at genoprette respekten for loven, når de bliver opfordret til at handle i forbindelse med de aktuelle overtrædelser.
Deres utilstrækkelighed tyder på, at man er nødt til at se andre steder hen for at styrke internationale institutioner, der har vist sig i stand til at gøre en forskel og har interesse i at gøre en forskel.

Organisationer som BRIKS, G20 – især med sine udviklingslande som medlemmer – den nyligt etablerede Haag-gruppe med 30 lande, som har forpligtet sig til at respektere international ret, Den Afrikanske Union og andre regionale organer bør overtales til at gøre mere for at bringe verden tilbage til multilateralt engagement.
Den nuværende halvhjertede reaktion på den amerikanske regerings overtrædelser har skabt et gabende hul for yderligere overtrædelser, og der er behov for hurtig handling.

Dette kan være et øjeblik, hvor civilsamfundsorganisationer, der er engageret i menneskerettigheder, kan spille en globalt ledende rolle. Religiøse organisationer er nødt til at forene sig med ikke-statslige menneskerettighedsorganisationer og hævde det vitale behov for globalt samarbejde samt blive enige om praksis og partnerskaber, der vil støtte et forbedret multilateralt samarbejde.
Vi bør inddrage FN som en central partner i et sådant initiativ, og det skal støttes med ressourcer, hvis det er nødvendigt.

Ved at udnytte de vigtige forpligtelser fra den nu 30 medlemmer store Haag-gruppe kunne denne koalition for multilateralisme understrege den afgørende betydning af overholdelse af FN-aftalte traktater og konventioner.

SCHLANGER: Helga, vi har et spørgsmål fra en aktivist i Ghana, der har skrevet og sagt:
»Helga, du er fortaler for, at de vestlige nationer, herunder USA og Europa, samarbejder med BRIKS og andre, i stedet for at se dem som en trussel og forsøge at stoppe dem.«
I betragtning af at Dr. Pandor talte om BRIKS, synes jeg, det ville være godt, hvis du besvarede dette spørgsmål:
»Hvorfor er de bange for BRIKS, og hvorfor kan de ikke give slip på deres tankegang som kolonimagt?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har tænkt meget over problemet i den seneste tid, nemlig at når verden så tydeligt er i uorden og så tydeligt ikke fungerer, som den var tiltænkt, hvorfor er det så, at de etablerede etablissementer i Europa og USA – eller for den sags skyld Japan – så åbenlyst er ude af stand til at reflektere over det faktum, at verdens tilstand for det meste er et resultat af deres politik?
Hvis de fører til et sådant resultat, hvorfor er de så ikke i stand til at sige: »Okay, måske har vi begået en fejl, måske bør vi rette op på noget.«

Vi har ikke gjort det, og det resulterer i en voksende desillusionering, en voksende kløft mellem befolkningen og regeringerne.Det kan man for eksempel se i den såkaldte Koalition af de Villige i Europa. Godkendelsesprocenten for statscheferne i disse regeringer er i bedste fald 20 %. Det er ynkeligt. Og princippet om, at en regering kun er legitim, når den har de regeredes samtykke, er en meget vigtig idé, der først opstod med udviklingen af den suveræne nationalstat i det 15. århundrede, især gennem skrifterne af Nicolaus af Cusa, som var den første, der formulerede dette princip om de regeredes samtykke.

Derfor mener jeg, at det, vi forsøger at gøre med dette nye initiativ – ved at forsøge at katalysere et nyt internationalt koordineret, struktureret civilsamfund – er nødvendigt. Det vil have mange dele og organisationer, men hvor alle mener, at de tilhører den ene bevægelse af verdensborgere, som søger at rette op på den nuværende udvikling.

For når der ikke er nogen institution, man kan henvende sig til, kan man ikke gå til FN’s Sikkerhedsråd, fordi der altid vil være veto; man kan ikke gå til FN’s Generalforsamling under de nuværende forhold, fordi der vil være en masse bestikkelse, pres og tvang. Man har ingen steder at gå hen. Man går til Den Internationale Domstol eller Den Internationale Straffedomstol, men deres afgørelser bliver ikke håndhævet.

Så dette er en lovløs situation, og det er derfor, vi forsøger at finde ud af, hvordan vi kan genindføre international ret, så den hersker over verden i overensstemmelse med international ret. International ret er ikke positiv ret; det er ikke en vilkårlig lovgivning eller en kombination af love. International lovgivning var den proces, der opstod ud af Den Westfalske Fred, og den afspejler en mere grundlæggende lovmæssighed – som naturloven i Europa, som kosmologiens princip i Indien eller som idéen om Himlens Mandat.

Med andre ord kan vi ikke uendeligt overtræde universets love uden, at disse love reagerer og viser, at vi ikke opfører os på den rigtige måde.

Dette er altså en meget vigtig indsats, for den eneste måde, vi kan afhjælpe situationen på, er ved at få en stærkere stemme fra befolkningerne i alle lande. Jeg har sagt mange gange tidligere, at jeg meget gerne ville ønske, at landene i det Globale Syd gjorde sig mere gældende, så befolkningen i de vestlige lande kunne høre dem. Der er i øjeblikket en sådan kontrol med massemedierne, en sådan indsats for at kontrollere fortællingen, at jeg tror, jo mere landene i det Globale Syd taler ud og siger præcis det, du lige har sagt, jo bedre.

SCHLANGER: Vores næste videoklip fra {EIR}-roundtable er fra ambassadør Chas Freeman, der har en lang karriere inden for diplomati, efterretningstjeneste og regering. Han taler om, hvad der kunne gøres som et alternativ for at omgå de blokeringer, der er oprettet i FN.

AMBASSADØR CHAS FREEMAN: Fred i Ukraine ville være til gavn for hele verden, men det alene ville ikke kurere de åbenlyse svagheder i vores gamle globale institutioner. Hvis FN’s Sikkerhedsråd ikke kan regulere verdensfreden og udviklingen eller håndhæve Den Internationale Domstols afgørelser, må vi undersøge løsninger og alternativer til det.

Intet forhindrer lande i at samles til ad hoc-konferencer for at blive enige om anvendelsen af kollektive regler og tiltag for at adressere deres fælles bekymringer. Intet forhindrer medlemmerne af den lammede Verdenshandelsorganisation i at genskabe dens funktioner på regionalt niveau. Der er ingen grund til at lade idealet om universalitet udelukke handling på mindre end universelle niveauer for at adressere og løse problemer, som de fleste medlemmer af det internationale samfund betragter som presserende.

Hvis FN-systemet, ligesom Folkeforbundet, har svigtet, er det på tide at diskutere, hvordan det kan repareres eller erstattes. Det sammenbrud i værdier, som den tyske præsident Steinmeier henviste til, har ført til et katastrofalt sammenbrud af international ret og internationale institutioner. Det krævede en ødelæggende opløsning af den globale orden i to verdenskrige at give anledning til henholdsvis Folkeforbundet og De Forenede Nationer.

Den nuværende uorden i verden kunne godt føre til endnu en global krig – denne gang en atomkrig, der muligvis vil være fatal for vores art. Det er helt sikkert i vores fælles interesse at forhindre dette ved at tage skridt til at omforme det døende system fra det 20. århundrede for at skabe noget bedre.

Jeg fornemmer, at vores regeringer endelig er begyndt at forstå, at de under de nye anarkistiske omstændigheder ikke kan fortsætte som hidtil. Vi må kræve, at de tager de aktuelle udfordringer op og ikke længere tillader dem at bringe dem, der insisterer på, at de gør det, til tavshed.

SCHLANGER: I en senere kommentar sagde han, at han mener, at befolkningen i USA nu befinder sig i en slags prærevolutionær situation, som muligvis vil få dem til at acceptere dette og samle sig bag hans forslag. Hvad mener du om det, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at hele verden diskuterer den ekstreme grad af polarisering i USA, som kan føre til en ny amerikansk frihedskrig, men som også kan føre til borgerkrig. Lige nu har man en situation, hvor de forskellige sider af den politiske kløft er så ude af stand til at kommunikere med hinanden, at det udgør en reel fare.

Der blev også fremsat et andet forslag – jeg ved ikke, om det var Chas Freeman eller nogle af de andre deltagere – om at der skulle foretages en form for gennemgang af, hvad der gik galt med amerikansk politik; måske kan Harley hjælpe mig med det ord, der blev brugt i diskussionen.

Jeg synes også, det er et meget nyttigt forslag, for jeg tror, at den gennemsnitlige amerikanske borger ikke er klar over – og det er min personlige erfaring fra mange diskussioner – hvor meget USA har fjernet sig fra den ædle idé om Den Amerikanske Revolution.

Jeg synes, at i betragtning af at vi i år fejrer 250-året for Den Amerikanske Frihedskrig, og at det, der indtil videre er blevet annonceret som fejringer, er en brydekamp på græsplænen foran Det Hvide Hus og andre ikke særligt ophøjede idéer, er det slet ikke tilstrækkeligt.

Den Amerikanske Frihedskrig var ikke bare en vild-vest-affære, som den ofte portrætteres i Hollywood-film. Den Amerikanske Frihedskrig var et projekt, der involverede de bedste hjerner fra hele verden, men især fra Europa. Benjamin Franklin havde et stort netværk i Europa, som alle bidrog til at udvikle idéen om, hvad der udgør en republik, hvad der udgør en forfatning, der er dedikeret til det fælles bedste – ikke kun for den nuværende generation, men for alle fremtidige generationer.

Uafhængighedserklæringen er ikke bare et vilkårligt dokument; den er meget reel. Den siger, at hvis der begås uretfærdighed i lang tid, kan folk måske udholde det i en periode, fordi man ikke ønsker – jeg omskriver nu – let at nedbryde institutioner, som er grundlaget for, at tingene fungerer. Men hvis en uretfærdighed fortsætter i meget lang tid og bliver ubærlig, har folket pligt til at afhjælpe og rette op på situationen.

Det, der giver dem ret til at gøre det, er de umistelige rettigheder: retten til liv, frihed og lykke. Livet er indlysende, frihed bør hyldes, og lykke betyder i Gottfried Wilhelm Leibniz’ forstand retten til at fuldføre et tilfredsstillende liv for alle borgere i det pågældende land. Det er en meget dybere forestilling end blot »vær lykkelig« eller »vær heldig«. Det betyder at fuldføre et tilfredsstillende liv som et kreativt menneske.

Jeg tror, at denne opfordring i Uafhængighedserklæringen på 250-årsdagen er noget, alle amerikanere bør studere og overveje, hvordan de kan anvende den på den nuværende situation.

Den Amerikanske Frihedskrig var den første antikoloniale krig mod Det Britiske Imperium. Princippet om suverænitet opstod ud af den. Princippet om retten til at vælge sin egen vej til økonomisk udvikling førte til Alexander Hamiltons amerikanske system – et økonomisk system, hvor den enkeltes kreativitet værdsættes, fordi den betragtes som kilden til samfundets rigdom som helhed – i modsætning til det britiske system, hvor kontrol med handel og udnyttelse har til formål at gøre handelsmanden rig ved at købe billigt og sælge dyrt. Det var det stik modsatte af det system, som Den Amerikanske Frihedskrig blev ført imod.

Så jeg synes, at årsdagen for Den Amerikanske Frihedskrig er det helt rigtige tidspunkt at vende tilbage til principperne fra Den Amerikanske Frihedskrig. Og jeg er overbevist om, at verden kun kan komme ud af sin nuværende krise, hvis vi internationalt kan fremmane den idé, som Den Amerikanske Frihedskrig handlede om – og hvordan Amerika har afveget fra den store idé, og hvordan det kan vende tilbage til en nutidig form af det samme begreb.

SCHLANGER: Jeg vil nu afspille endnu et klip fra mødet på mandag. Det er professor Zhang Weiwei fra Fudan-universitetet i Shanghai, der talte om faren ved krig. Han kom med en meget alvorlig advarsel om udbredelsen af militarisme og et våbenkapløb, hvis diplomatiet ikke virker.

PROF. ZHANG WEIWEI: Det internationale retssystem, der er forankret i FN-pagten, er en historisk milepæl i beskyttelsen af global fred og udvikling, skabt på baggrund af de bitre erfaringer fra de to verdenskrige, der kostede titusindvis af mennesker livet. Det påhviler alle nationer kollektivt at stræbe efter at opretholde den internationale efterkrigsorden, der er understøttet af FN-pagten, og resolut afvise ethvert forsøg på at undergrave dens grundlæggende fundament – hvad enten det er Trump-agtige, frække handlinger, den såkaldte vestlige liberale model for militære interventioner under forskellige påskud eller den farlige genopblussen af japansk militarisme, en kraft, der påførte Kina og mange andre asiatiske lande usigelige ødelæggelser.

Den 6. januar annoncerede den kinesiske regering et omfattende forbud mod eksport af alle varer med dobbelt anvendelse til Japan, en vigtig allieret for USA i Asien. Dette omfatter alle varer, teknikker, teknologier og tjenester, der kan omdirigeres til militære formål. Kina vil aldrig tolerere en genopblussen af japansk militarisme, uanset hvilke undskyldninger der bruges, eller hvilken ekstern støtte der sikres. Vores holdning er forankret i en urokkelig forpligtelse til at forsvare FN-pagten og den pagtbaserede internationale orden efter krigen.

Dette omfattende forbud kan også være en advarsel til USA om, at ethvert skridt, der skader Kinas legitime interesser – hvad enten det er i Venezuela eller andre dele af verden – vil udløse en kraftig reaktion fra Kina.
Lad alle fredselskende lande over hele kloden forene sig i vores fælles bestræbelser og kamp mod alle handlinger, der tramper på den internationale efterkrigsorden, som er forankret i FN-pagten.

Lad os tage alle mulige midler i brug for at dæmme op for sådanne handlinger og forsvare de grundlæggende principper om retfærdighed og lighed, der understøtter vores fælles globale styringsramme.

SCHLANGER: Nogle har sagt, at de har set Kina reagere noget afdæmpet på krigsfaren. Det tror jeg ikke er tilfældet med professor Zhang. Hvad mener du, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at Kina er en fredselskende nation, i modsætning til hvad nogle mennesker siger. Hvis man ser på Kinas tusindårige historie, finder man ikke noget bevis for, at det er en aggressiv nation. Det har meget at gøre med, at grundlaget for kinesisk statsmandskunst er Konfucius’ filosofi, som havde en meget klar idé om harmonisk udvikling af familien, nationen og relationen mellem nationer.

Selv længe før den nuværende regering har dette altid været et ledende træk ved kinesisk politik. Derfor reagerer de på den nuværende situation. De har ret til at rejse sig. Det kinesiske økonomiske mirakel i de sidste 40 år er det mest hidtil usete historiske eksempel på, hvad menneskelig kreativitet kan opnå, når man sætter sig for det.

Kina gik på 40 år fra at være et fattigt land til at være et af de mest udviklede lande i verden. Måske er USA stadig stærkere med hensyn til konventionelt militær og militært udstyr samt sine omkring 800 baser rundt om i verden, men Kina har helt sikkert allerede overhalet USA med hensyn til de mest avancerede teknologier.

De har et hurtigt jernbanenet på 50.000 km; det er betagende. Jeg kunne gå ind i en lang beskrivelse af, hvordan Kina virkelig har skabt et utroligt økonomisk mirakel. Og de har ret til at gøre det. De udøver ikke tvang med denne økonomiske magt og bruger den ikke til at tvinge andre lande, men de deler den.

En win-win-tilgang; et globalt sikkerheds- og udviklingsinitiativ, Global Development Initiative, Bælte- og Vej-Initiativet – alle disse programmer har været et forsøg på at dele eksemplet på kinesisk økonomisk velstand med andre nationer, især i det Globale Syd.

Så de er ikke engang begyndt at reagere på udviklingen, men jeg tror, at Vesten – eller mere specifikt USA – fik en antydning af, hvad Kina kunne gøre, da den amerikanske toldpolitik truede Kina med ublu høje toldsatser. På et bestemt tidspunkt gjorde Kina stille, men effektivt klart, at de har kontrol over de sjældne jordartsmetaller og mange andre kritiske ressourcer, og at de kunne lukke den vestlige militære produktion ned fra den ene dag til den anden. Det stoppede toldkrigen.

Så jeg synes ikke, folk skal fortolke den relativt bløde reaktion fra kineserne som en vilje til at kapitulere, for det er de ikke. Jeg synes, at Zhang Weiwei måske er lidt mere åbenmundet end de fleste regeringsrepræsentanter eller diplomater, men jeg synes, han taler meget sandt om, hvad den kinesiske politik går ud på.

SCHLANGER: Jeg har et par spørgsmål mere til dig. De næste spørgsmål er fra folk, der tydeligvis er vrede over det, der foregår i Vesten.
Fra en aktivist i Storbritannien, der taler om de destabiliserende trusler mod Grønland, Iran, Colombia, Cuba, Mexico osv., siger hun: »Jeg håber, at budskabet fra jeres rundbordsdiskussion kommer frem. Efter min mening er Starmer endnu en krigsforbryder i stil med Tony Blair.«
Og fra John Northram [ph] – jeg tror fra USA – siger han: »Hvordan kan man vende tilbage til loven, når et land føler, at det står over loven og kan gøre, hvad det mener er mest gavnligt for sig selv?«
Så tag disse spørgsmål.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det er netop pointen. Det er faktisk præcis derfor, vi har taget dette initiativ. Hvis disse regeringers etablissementer mener, at de står over loven, hvorfor er det så muligt?

Ifølge den amerikanske forfatning – men faktisk alle forfatninger – hvem er så suveræn i et land? Det er ikke præsidenten, det er ikke Kongressen, det er ikke parlamentet; det er folket. Folket er suverænt.

Grunden til, at det nuværende system ikke har fungeret, er, at borgerne er blevet for selvtilfredse. De har glemt, at en republik kun fungerer, når man har statsborgere. Jeg tror, det var Benjamin Franklin, der sagde: »Jeg gav jer en republik, men det er op til jer at bevare den.« Jeg tror også, det var George Washington, der advarede mod de politiske partier. Han sagde, at politiske partier er en trussel mod en republiks funktion, fordi partier har tendens til at være partiske og lobbye for den ene eller den anden interessegruppe.

Derfor er man nødt til at have suveræne statsborgere.

Vi har brug for en tilbagevenden til statsmandskunst, som er en idé, der slet ikke diskuteres længere i den nuværende debat. Statsmandskunst er ideen om, at man er nødt til at have samarbejde mellem regeringen og de regerede, og at man er nødt til at have et gensidigt forhold gennem et repræsentativt system, hvor repræsentanten repræsenterer både regeringens interesser – fordi det er det fælles bedste – men også borgernes og de regeredes interesser, som har ret til at blive hørt og integreret i selvstyret. Det er en meget vigtig struktur.

Det er ikke noget, man får ved at tænde for sit videospil eller tv eller ved at spille på internettet eller hvad som helst. Det er noget, man skal handle på; man skal lære, man skal være kvalificeret.

Vi er næsten kollapset ind i en mørk tidsalder. Folk har givet afkald på deres ret som suveræne borgere, fordi de siger: »Åh, der er alligevel ikke noget, man kan gøre. De mennesker deroppe er så magtfulde.« Men det er netop den tankegang, der gør det muligt for os at ende i denne krise.

Det, vi forsøger at gøre ved at genopbygge en civilsamfundsbevægelse internationalt – verdensborgere i verden, foren jer – er at samle de mange gode mennesker og organisationer, som i dag er splittede, adskilte og ikke fokuserede på de primære spørgsmål. Det er derfor, verden er i uorden.

Men jeg tror – og det er en grundlæggende overbevisning – at mennesker er kreative, at de er gode af natur, og at hvis man giver dem en chance med tilstrækkelig økonomisk udvikling, tilstrækkelig adgang til viden og reel studium af visdom, så kan vi finde tilbage.

Lige nu har vi mistet vejen som menneskeart. Men jeg er helt overbevist om, at vi kan vende tilbage til den rette vej til selvforbedring – begyndende med hver enkelt af os individuelt, men også ved at forbedre samfundet ved at handle sammen i solidaritet, baseret på kærlighed til menneskeheden.

Jeg synes, at den nuværende kynisme, der har grebet mange mennesker, er virkelig forræderisk. For kynisme bør ikke accepteres; det er en sygdom. Hvis man har den mindste antydning af kynisme i sin egen tankegang, så rens computeren, udryd den, start forfra, genstart, og begynd med et positivt billede af mennesket – og så tror jeg, at mirakler kan ske.

SCHLANGER: Et sidste spørgsmål, som jeg tror kommer fra en person, der vil sætte pris på det, du lige har sagt. Det er en blogger, der svinger frem og tilbage mellem depression – det ene øjeblik kritiserer han Trump, det næste øjeblik lider han af Trump-forstyrrelsessyndrom. Han stiller dette spørgsmål:
»Ser du Trumps kamp med Federal Reserve-formand Jerome Powell, mens han er på vej til Davos til et møde med globalisternes elite, som en mulighed for at fremme Glass-Steagall, som Trump engang støttede, og et muligt skridt mod afvisning af finansialisering og mod LaRouches idé om det amerikanske politiske økonomisystem?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, for jeg mener, at – jeg er ikke tilhænger af centralbankernes uafhængighed. Men jeg tror, at grunden til, at præsident Trump ønsker, at Powell sænker renten, i dette tilfælde er, at han tænker på mellemvalget. Han har ikke råd til en stor bølge af bankerotter eller andre finansielle eller økonomiske katastrofer.

Se på, hvad der sker i Tyskland lige nu, hvor man oplever en kaskade af bankerotter, virksomheder der lukker, massefyringer og en nedbrydning af hele det økonomiske system. I betragtning af at kansler Merz hidtil har været fuldstændig ude af stand til at gøre noget ved det, fordi han ikke formår at adressere de rigtige problemer, er hans popularitet styrtdykket. Han ligger omkring nummer 19 i popularitet blandt tyske politikere.

Trump ved naturligvis, at gældsboblen i USA – 37 billioner dollars i statsgæld – kombineret med virksomhedsgæld, den udestående derivatboble, AI-boblen og stablecoin-kryptoboblen kan eksplodere når som helst. Den eneste måde, man kan udsætte denne eksplosion på, er ved at sænke renten og bevæge sig i en hyperinflatorisk retning. Jeg synes, det er ret åbenlyst, hvad der ligger bag det.

Så jeg tror faktisk, at hvis flere borgere, delstatslovgivere, borgmestre og almindelige mennesker kræver, at Lyndon LaRouches fire love gennemføres – hvoraf den første er Glass-Steagall, som Franklin D. Roosevelt gennemførte i 1933; oprettelsen af en nationalbank; nationalisering af Federal Reserve; og derefter udstedelse af billige kreditter til produktive investeringer, men ikke til det militærindustrielle kompleks – så kunne kursen ændres.

Trump ønsker i øjeblikket at øge militærbudgettet fra 900 milliarder dollar til 1,5 billioner dollar. Det er en forøgelse på to tredjedele af militærbudgettet, som han i sin valgkampagne havde lovet at halvere. Det er den forkerte vej at gå.

USA bør investere i genopbygningen af den amerikanske økonomis grundlæggende infrastruktur: reparere de mange huller i motorvejene, bygge et nyt højhastighedstogsystem, der forbinder alle amerikanske borgere, og genoprette det forfaldne lufttransportsystem i USA, som ikke længere er særligt sikkert. Der er så mange ting, der kan gøres: bygge videnskabsbyer, bygge nye projekter, der kan opmuntre hele den amerikanske befolkning – især de unge.

Det kunne ændres. Men det vil kun ske, hvis der er modige borgere, der kræver det. Du bør være en af dem og slutte dig til vores indsats.SCHLANGER: Nå, vi har brugt lidt længere tid end normalt. Jeg vil bare afslutte med at fortælle folk, at videoerne fra {Executive Intelligence Review} Emergency Roundtable vil blive lagt ud på vores hjemmeside meget snart.

Helga, du har endnu et møde i den Internationale Fredskoalition på fredag. Er der noget, du vil fortælle os om det?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er sikker på, at en stor del af diskussionen vil dreje sig om, hvordan man kan gennemføre denne idé om en international civilsamfundsbevægelse, fordi IPC allerede repræsenterer en spire til det. Vi har haft deltagere fra 30, 40, 50 lande i den tid, det har eksisteret. Vi vil opfordre folk til faktisk at begynde at opbygge en sådan bevægelse. Så det vil være en vigtig del.

Forhåbentlig vil Grønland også blive diskuteret – det er et andet emne, vi helt sikkert skal tage op. Præsident Trump sagde, at Grønlands eneste forsvar er to slædehunde. Grønlænderne har imidlertid en forsvarsbestemmelse, der betyder, at hvis de bliver angrebet, skal de automatisk gå til modangreb.

I betragtning af at dette er blevet sagt af både den danske statsminister, Mette Frederiksen, og den polske premierminister Tusk, ville det betyde slutningen på NATO, fordi der ville opstå en krig mellem to NATO-lande. Der står meget på spil.

Vi har den forestående fare for, at der sker noget i Iran. Vi har faren for, at der udbryder borgerkrig i Venezuela. Der er en trussel mod Cuba og Mexico. Så vi har masser af ting at diskutere, og du bør deltage og være en aktiv del af det.

SCHLANGER: Det opkald fra den Internationale Fredskoalition via Zoom er kl. 11 østkysttid fredag.
Helga, vi ses der. Tak, fordi du var med i dag

10. januar 2026 (EIRNS) – Diane Sare indledte sin præsidentkampagne med et arrangement i New York City, som blev transmitteret over hele verden via Zoom den 10. januar. Som man kunne forvente af ethvert arrangement med Sare, startede mødet med kormusik. Elliot Greenspan bød publikum velkommen og talte om øjeblikkets historiske karakter. Greenspan promoverede avisen New Federalist som et redskab til at redde nationen med en revolutionær vision. Nu mere end nogensinde er man nødt til at kende den sande historie om den første succesrige revolution, der skabte en republik. Rødderne til denne revolution stammer fra den europæiske renæssance, herunder Nicholas af Cusa, Gottfried Leibniz og Benjamin Franklin. Det var en international sammensværgelse, der skabte nye muligheder for hele menneskeheden i den nye verden. I dag er der en ny revolutionær bevægelse i det Globale Syd og i BRIKS-landene, hvor økonomisk fremgang ses som vejen til fred. USA må slutte sig til denne indsats og fjerne den oligarkiske finansielle kontrol over verden. Der blev læst en erklæring op fra Dennis Speed, der understregede behovet for, at Amerika vender tilbage til en fremtidsorientering og tager regeringen tilbage fra »slaveri under permanent krig«, som kun vil føre verden mod atomkrig.

Jose Vega, kandidat til Kongressen fra det 15. distrikt i New York, talte om udtrykket »den frie verden«, som han sagde stammede fra den kolde krigs periode og blev brugt til at opdele verden. Men for Vega er en fri verden et sted, hvor ideer kan flyde frit, og mennesker kan føre dialog med hinanden. I en fri verden kunne man rejse med højhastighedstog fra den sydlige spids af Sydamerika til den sydlige spids af Sydafrika. Vega sagde, at amerikanerne er nødt til at stifte bekendtskab med nationens grundlæggere for virkelig at forstå vores rolle i verden. Vega støtter Diane Sare, fordi da Lyndon LaRouche blev forfulgt, løb Sare ind i kampen i stedet for at løbe væk fra den.

Diane Sare holdt hovedtalen ved arrangementet (den fulde tekst af hendes tale findes i denne briefing) og sagde, at når vi vågner hver morgen, ved vi aldrig, hvilken ny krise der vil opstå den dag – Venezuela, Iran, Grønland eller flere skyderier i forbindelse med immigrationsoperationer. Hun talte om faren ved, at Ukraine lancerede 91 droner for at dræbe Putin, lederen af verdens største atomarsenal. Først sagde Trump, at han ikke kendte til hændelsen, og CIA sagde, at den aldrig havde fundet sted. Men snart fremlagde russerne beviser for, at det forsøgte angreb faktisk fandt sted, og at CIA havde givet efterretningerne for at muliggøre processen. Sare spurgte, hvad vores reaktion ville være, hvis 91 droner blev affyret mod Camp David? Men Trump reagerede ved at angribe Venezuela, beslaglægge olietankere og true Grønland. Sare sagde, at verden er heldig, at Rusland var i stand til at skyde alle de 91 droner ned.

Sare for at adressere uretfærdigheden i Amerika talte om fængslet i Brooklyn, hvor Venezuelas Nicolás Maduro sidder fængslet. Sare påpegede, at Lyndon LaRouche kortvarigt blev fængslet i det samme fængsel, da han blev bragt dertil for at vidne i en retssag. Renee Good blev myrdet i Minneapolis uden megen interesse for retfærdighed, fordi Trump er låst fast i en »dyre-mand«-tankegang. Vi har »Rambo«-agtige agenter i masker, der snapper folk på gaden for at opfylde en kvote. Men de virkelige forbrydere findes ikke på daglejearbejdspladserne hos Home Depot, de findes i Washington og Wall Streets indre cirkler. Stephen Miller siger, at vi gør disse ting, fordi vi kan. Magt giver ret.

Sare understregede vigtigheden af bogen Children of Satan, som blev bestilt af Lyndon LaRouche. Denne bog handlede om den onde Leo Strauss, der brugte løgne ikke for at narre folk, men for at terrorisere dem. Sare efterlignede Strauss og sagde: »Jeg lyver, og der er intet, I kan gøre ved det!« Dette er Israels Netanyahus synspunkt. Sare påpegede, at ideer er mere magtfulde end ren styrke. Store dele af verden har netop fejret Kristi fødsel, men ingen ved, hvornår Djengis Khan blev født, på trods af at han havde mere magt. Der er modstand mod Trump, men det er værre, når man siger slogans som »Hands Off NATO« (Hænderne væk fra NATO), men ikke siger noget om folkemordet i Gaza. Amerikanerne får valget mellem to robotkandidater, der er håndplukket af Miriam Adelson.

Diane Sare fortalte publikum, at man er nødt til at have hende med, når man taler om Lyndon LaRouche. Hun sagde, at LaRouche mestrer Leibniz’ værker som 14-årig; han var kvæker, men meldte sig frivilligt til hæren under Anden Verdenskrig. I 1971 underviste LaRouche i økonomi og advarede om, at Nixon ville forsøge at ødelægge Bretton Woods-systemet, hvilket ville resultere i økonomisk sammenbrud, fascisme og permanent krig. I 1975 foreslog Lyndon LaRouche oprettelsen af Den Internationale Udviklingsbank, mødtes med Indira Gandhi og mødtes med Mexicos José López Portillo i 1982. Det var omkring denne tid, at Kissinger sendte sit »Kære Bill«-brev til William Webster hos FBI for at stoppe LaRouche. I 1980 mødte LaRouche Ronald Reagan ved en debat og begyndte at arbejde på det strategiske forsvarsinitiativ mod ønsker fra folk som James Baker III. Da flere af LaRouches kandidater begyndte at vinde valg i 1986, ransagede FBI LaRouches politiske kontorer og arresterede LaRouche og seks andre personer. De fik fængselsstraffe på mellem 15 og 77 år. Ramsey Clark sluttede sig til forsvarsteamet i bevidstheden om, at hvis en præsidentkandidat ikke er sikker, så er ingen sikre. Sare påpegede, at flere personer i publikum var politiske fanger, og at Scott Ritters hjem også var blevet ransaget af FBI. Sare sagde, at hun aldrig ville kapitulere over for disse netværk. Sare fortsatte med LaRouches »Triple Curve« fra 1995, som kunne forklare finanskrisen i 2008. Men amerikanerne lærte ikke noget af denne krise og fortsætter med at redde banker, fordi vi tjener systemet i stedet for at få systemet til at arbejde for os. Hun opfordrede til en tilbagevenden til Glass-Steagall-loven fra 1933 for at omorganisere det konkursramte system, nationalisere Federal Reserve og styre kreditten som Hamilton.

Sare opfordrede til store projekter såsom Berings Strædet for at orientere sig mod Asien, hvor der er økonomisk vækst. For at starte disse store projekter har vi brug for lærere, sygeplejersker og nye byer til videnskab og kultur. Vi har brug for de 3 millioner veteraner til at hjælpe med at uddanne de unge til at genopbygge den industrielle kapacitet. Hver gang det regner i New York, er der oversvømmelser, men ingeniørkorpset har kortlagt hele landet. Vi bør arbejde på NAWAPA-vandforvaltningsprojektet og bygge 150 atomkraftværker. Vi har brug for grænseprojekter som fusionsenergi, der vil gøre det muligt for os at gøre ørkenerne grønne.

Amerikansk historie undervises som venstre- eller højreorienterede fortællinger, men den sande historie er en international sammensværgelse for at skabe et nyt potentiale for menneskeheden, altid for at skabe en mere perfekt union. Ideer er virkelige, og vi er ikke dyr. Vi kan forstå universets love, og det er derfor, regeringer er etableret, ikke for at efterligne det Britiske Imperium. Verden har brug for, at USA er en stemme for fred og sætter en stopper for det britiske geopolitiske liberale system. Vi har ikke noget andet valg.

Mange andre talere afgav derefter korte erklæringer, begyndende med oberst Douglas Macgregor, der støttede Sare-kampagnen og advarede om, at Washingtons grådighed og egeninteresse har ført til en voksende finansiel og politisk storm. Helga Zepp-LaRouche byde på alle sine »amerikanske venner« og advarede om, at verden er i choktilstand. Amerika kan og skal vende tilbage til sin Leibniz-tradition og følge eksemplet fra den amerikanske pave Leo XIV, der opfordrer til at behandle alle, inklusive migranter, med agapē i den kristne tradition. Zepp-LaRouche sagde, at Sare-kampagnen minder hende om hendes mands kampagner, og at Sare er den bedste kvinde til denne krisetid. Den franske politiske leder Jacques Cheminade sagde, at Diane Sare er kendt for ikke at kapitulere. Hun siger, hvad hun mener, og gør, hvad hun siger.

Flere amerikanske landbrugsledere sendte videobeskeder, hvor de udtrykte deres påskønnelse af, at Sare er en stemme for uafhængigt familiebaseret landbrug, herunder Mike Calicrate, kvægopdrætter og direkte fødevareforhandler fra Kansas og Colorado; James Moore, leder af trollfiskerne i Alaska; og Jim Benham, tidligere præsident for Indiana Farmers Union, der understregede vigtigheden af Glass-Steagall-bankpraksis og paritetskurser for landbrugsråvarer. Den tidligere borgmester i Muscatine, Iowa, DeWayne Hopkins, sendte også en besked, der blev læst op af Robert Baker, hvor han understregede vigtigheden af internationalt samarbejde. Kinas præsident Xi Jinping har to gange besøgt Muscatine, Iowa, først som provinsembedsmand (1985) og derefter som præsident (2012).

Harley Schlanger, præsident for LaRouche Organization, takkede Sare for at stille op, så folk ikke behøver at stemme på det mindste af to onder. Han sagde, at Sare aldrig vil vende ryggen til de fattige eller magtesløse og vil arbejde for at skabe en renæssance af harmoni for alle mennesker. Dennis Fritz gav sin støtte til Sare, fordi vi har brug for nogen, der kan redde os fra os selv. Han talte om sin bekymring for, at permanent krig vil føre til atomkrig. Han citerede general Smedley Butler, der sagde, at »krig er en svindel.«

Flere internationale forskere gav deres støtte til Sare. Scott Ritter talte om en krigsfare, der er værre end Cubakrisen i 1962. Ritter sagde, at vi ikke længere lever i en forfatningsmæssig republik, hvis præsidenten siger, at vi ikke har brug for international lov, fordi præsidenten erklærer, at han er loven. Gerald Clemente gav sin støtte til Sare og opfordrede til »fred på jorden og god vilje over for alle«. Han beklagede, at Trump den 13. februar opfordrede til at halvere Pentagons budget, men nu opfordrer til at bruge 1,5 billioner dollars på militæret. Steve Starr opfordrede alle til at støtte Sare og sagde, at embedsmænd i Washington og NATO har mistet al frygt for atomkrig. Dr. Franco Battaglia forklarede behovet for mere energiforbrug i verden. John Shanahan gav sin støtte til Sare-kampagnen og opfordrede til store infrastrukturprojekter for USA og verden. Den unge ingeniør Carla Thomas talte om Berings Strædet-tunnelen og hvordan den kunne forandre verden. Thomas talte om Lyndon LaRouches drøm om, at Oase-planen kunne bringe jøder, muslimer og kristne sammen med rigeligt vand i ørkenen. Garland Nixon støttede Sare og sagde, at hun har det rigtige budskab til denne farlige tid. Fader Harry Bury sagde, at han bor fire mil fra det sted, hvor Renee Good blev myrdet. Han er imod idéen om, at vi gennem vold kan opnå fred. Han sagde, at et eksempel på ægte fred er Oase-planen for fred gennem udvikling. Det formelle møde sluttede, da de fleste deltagere var ivrige efter at komme i gang med at opbygge Sare-kampagnen.

12. januar 2026 (EIRNS) – {Følgende er udskriften af åbningen af EIR’s nødmøde den 12. januar.}
 
DENNIS SPEED: Vi byder alle velkommen til dagens internationale nødforum, »Det er værre, end du tror: Angrebet på Venezuela og hvordan man kan redde verden fra afgrundens rand.« Dagens forum er sponsoreret af {Executive Intelligence Review}, og som vi har sagt, er vores møde et internationalt møde. Vi transmitterer dette møde på spansk, fransk og tysk. Det internationale samfund er nødt til at høre fornuftige og klare stemmer. Derfor har {Executive Intelligence Review} samlet dagens panel af fremtrædende personer fra hele verden. Vi vil bede disse personer om at respektere, at der er mennesker fra mange forskellige tidszoner, herunder 11 og 12 timer væk, så vær opmærksom på dette, når I giver jeres kommentarer, og vær så kortfattede som muligt. Vi vil gerne have, at alle fra hele verden ved, at vi har dyb respekt for, at vi er her i dag for at drøfte noget, som generelt ikke er tilgængeligt for det internationale samfund.
Vi begynder i dag med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Hun er også chefredaktør for {Executive Intelligence Review}. Helga, velkommen.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Mine damer og herrer, kære venner af Schiller Instituttet, jeg byder jer velkommen. Vi er samlet her i dag, ikke for at beklage den hidtil usete situation, der kun kan beskrives som en trussel mod hele den menneskelige civilisations eksistens, men for at diskutere, analysere og fremskynde en international reaktion for at genoprette folkeretten.
I et interview med New York Times den 7. januar svarede præsident Trump på spørgsmålet om, hvorvidt der var noget, der kunne begrænse udøvelsen af hans globale magt, med at sige: “Ja, der er én ting. Min egen moral, min egen fornuft; det er det eneste, der kan stoppe mig. Jeg har ikke brug for international lovgivning.» Det synes faktisk at være sandt. International lovgivning er officielt ophævet og erstattet af princippet om «magt giver ret”. I de første ti dage af 2026 har USA ensidigt angrebet Venezuela, Syrien, Somalia og Nigeria og truet med at angribe Cuba, Colombia, Iran og Grønland. På alt dette har NATO – hvor USA er den ledende part – stort set ikke reageret eller kaldt det »for komplekst« at kommentere.
Samtidig bliver grundlæggende forfatningsmæssige rettigheder fjernet. Første forfatningstillæg i USA, ytringsfriheden og pressefriheden i Den Europæiske Union – som tilfældet med Jacques Baud og 58 andre personer, der er blevet sanktioneret af EU, viser. Der vedtages love om total overvågning af uskyldige borgere under alle mulige påskud. Præsident Trump har meddelt, at han ønsker at øge det amerikanske militærs budget fra 900 milliarder dollar i 2026 til 1,5 billioner dollar i 2027, hvilket er en stigning på to tredjedele. Der er en militær oprustning i Europa, som ikke er set siden for cirka 90 år siden, under påskud af, at Rusland forbereder et angreb på et andet NATO-land, hvilket der ikke er noget bevis for, men mange modargumenter. Denne hidtil usete militære oprustning kan kun have én forklaring: nemlig at den er en forberedelse til en kommende verdenskrig. Der foregår automatiserede drab baseret på algoritmer og AI-software. Dette sker uden nogen offentlig debat. Og naturligvis det folkemord, der er officielt registreret af de højeste domstole på denne planet, men uden nogen konsekvenser. Af alle de mange overgreb, der finder sted, er den sandsynligvis farligste begivenhed, der næsten ikke får nogen offentlig anerkendelse og i bedste fald bliver miskrediteret som værende falske nyheder, forsøget på at myrde præsidenten for den teknologisk mest avancerede atommagt i verden med et angreb med 91 droner, som blev afværget.
      Det bør være klart for enhver tænkende person, at hvis dette angreb havde været vellykket, ville vi ikke være samlet her, men civilisationen ville sandsynligvis allerede være gået under. Svaret på dette forsøg var et angreb på det næststørste gasdepot i Europa i det vestlige Ukraine. Det blev udført med et Oreshnik-missil, der nåede en hastighed på Mach 10, som sammen med andre systemer ødelagde 10 % af hele Europas gasreserver. Hverken forsøget på at angribe præsident Putins bolig eller anvendelsen af Oreshnik-missilet er blevet nævnt i de vestlige medier.
      I dag har vi fået at vide, at Justitsministeriet i fredags truede chefen for Federal Reserve, Jerome Powell, med strafferetlige anklager. Powell fordømte dette som et forsøg på at blande sig i centralbankens ret til at fastsætte rentesatser ud fra deres økonomiske overvejelser, hvilket i den seneste periode var Fed’s afvisning af at imødekomme Trumps krav om at sænke rentesatserne. Hvad nu, hvis det truende sammenbrud af det transatlantiske finansielle system, der hviler på en finansiel boble på 2 kvadrillioner dollars i form af finansiel gæld, der i det væsentlige er umulig at betale, herunder en amerikansk gæld på 37 billioner dollars og et lige så umuligt at betale derivatpakke, er den vigtigste drivkraft bag alle deres desperate aktiviteter, herunder forsøget på at oprette en de facto verdensdiktatur?
      Det mest presserende spørgsmål er, om menneskeheden kan handle i tide for at undgå den truende civilisationskatastrofe? I betragtning af at vi er den eneste art, der er begavet med kreativ fornuft, som vi kender til i universet indtil videre, kan vi så ændre kursen og skabe midler til selvstyre, som ikke kun gør det muligt at overvinde den aktuelle strategiske krise, men også skabe betingelser for menneskehedens varige overlevelse? Vi har indkaldt til dette nødseminar for at formulere en handlingsplan til overvejelse for regeringerne, som jeg har bidraget til med mine ti principper, og som andre talere på denne konference vil bidrage til med deres ideer.
          De ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur er, meget kortfattet, og jeg har forkortet dem her af hensyn til tiden: For det første partnerskab mellem fuldstændigt suveræne nationalstater; for det andet lindring af fattigdom i alle nationer på kloden; For det tredje: forlængelse af den forventede levetid ved at skabe et moderne sundhedssystem i alle lande. For det fjerde: fremme af kreativitet og adgang til universel uddannelse for alle børn og voksne. For det femte: produktive kreditter – at gennemføre Lyndon LaRouches fire love for et reorganiseret internationalt finansielt system. For det sjette: skabelse af en ny økonomisk orden – opførelse af Verdenslandbroen, en infrastruktur bestående af tunneler og broer, der forbinder alle kontinenter. For det syvende: suveræne nationer skal afskaffe geopolitik.
      Vores mål er at henvende os til alle regeringer, der er medlemmer af De Forenede Nationer, og foreslå dem, at de indkalder til en ekstraordinær konference i FN’s Generalforsamling eller en tilsvarende passende institution med det formål at genoprette folkeretten baseret på FN-pagten og i overensstemmelse med de fem principper for fredelig sameksistens; vi hilser diskussionerne om individuelle regeringers bidrag velkommen, såsom de fire globale initiativer, som Kina har introduceret i de senere år.
      En sådan international konference skal fastlægge rammerne for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som for at lykkes skal tage hensyn til alle landes interesser på kloden. I tråd med traditionen fra den konference, der skabte Westfalske fred, skal de nationale repræsentanter først blive enige om de principper, som denne arkitektur skal baseres på, og først derefter gå videre til at drøfte alle de forskellige regionale, historiske, etniske, territoriale, økonomiske, finansielle osv. konflikter og deres løsninger. Den eneste måde, hvorpå det vil være muligt at løse den ekstremt komplicerede vifte af konflikter i verden i dag, er ved først at udføre et etablissement af et helt nyt paradigme i internationale relationer. Dette må være den aftale, at vi er nået til et punkt i menneskehedens universelle historie, hvor vi må blive enige om altid at sætte menneskehedens interesser som helhed først, før vi definerer nationale eller andre særlige interesser. Dette er for at anerkende det faktum, at vi for første gang i historien alle sidder i samme båd; at vi på grund af eksistensen af atomvåben, hvis brug ville ødelægge civilisationen, eksistensen af pandemier, der kan sprede sig over hele verden på få dage, eksistensen af internettet osv. er forbundet som én menneskelig art og må handle i overensstemmelse hermed.
      Det nye paradigme kræver en ny tankegang. Vi må absolut opgive at tænke i geopolitiske termer eller andre former for tænkning baseret på aristoteliske modsætninger og i stedet anvende den store tænker fra det 15. århundrede, Nicolaus af Cusa, tankegang. Cusa udviklede metoden {coincidentia oppositorum}, modsætningernes sammenfald. Den indebærer ideen om, at det menneskelige sind altid er i stand til at tænke på niveauet af det højere En, som er af en højere magtorden end de Mange, og hvor alle modsætninger på det lavere niveau erstattes. Det er faktisk denne metode, der lå til grund for Westfalske Fredstraktat, som fastlagde de principper, der med succes afsluttede 150 års religiøse krige i Europa. Denne metode med sammenfaldet af modsætninger svarer til den største kraft i det menneskelige sind som den mest udviklede geologiske kraft i universet, som Vladimir Vernadsky kaldte det. Det er drivkraften bag videnskabelige opdagelser, kvantitativt nye principper for det fysiske univers og som sådan motoren bag innovation og den dermed forbundne stigning i den relative potentielle befolkningstæthed på Jorden og uden for Jorden på et tidspunkt i fremtiden samt stigningen i alle menneskers levestandard.
      Det er derfor af største strategiske betydning, at pave Leo XIV for nylig i sin jubilæumstale netop fremhævede Nicolaus af Cusas metode med modsætningernes sammenfald som en måde at overvinde modsætninger, der skal holdes sammen som en metode til konfliktløsning for aktuelle politiske problemer i verden i dag. Han kontrasterer Nicolaus med dem af hans samtid, der rustede sig til korstogene, fordi »han forstod, at der findes modsætninger, der skal holdes sammen, og at Gud er hemmeligheden, hvor alt, hvad der eksisterer i spænding, finder sin enhed.« Det er indlysende, at vi i denne hidtil usete civilisatoriske krise for menneskeheden må fremhæve de bedste begreber fra alle fortidens store tænkere, såsom Konfucius, Platon og Leibniz, samt de begreber i nutiden, der kan danne grundlag for denne højere enhed for menneskeheden. Eksempler herpå er ikke kun pave Leo XIV’s henvisning til modsætningernes sammenfald, men også begreber som præsident Xi Jinpings Global Governance Initiative.
      Lad os derfor fremmane det bedste, som menneskeheden har frembragt gennem tiden og i alle civilisationer, i os selv og bringe det til udtryk. Vi bliver virkelig sat på prøve med hensyn til vores evne til at overleve moralsk, og om vi kan realisere det smukke potentiale, der kun er karakteristisk for vores menneskelige art. For det må vi realisere en øm kærlighed til menneskeheden – apapē. Tak.

af Mike Billington (EIRNS) — 12. januar 2026

Executive Intelligence Review var vært for et nødmøde den 12. januar med førende politiske personligheder fra hele verden, der mødtes online under temaet »Det er værre, end du tror: De strategiske implikationer af angrebet på Venezuela, og hvordan man kan bringe verden tilbage fra afgrundens rand.« Ti eksperter fra Amerika, Eurasien og Afrika, der repræsenterer lang erfaring og velafprøvet dømmekraft i internationale anliggender, mødtes i næsten tre timer med et live-stream-publikum på gennemsnitligt 1.200 deltagere og oversættelse til engelsk, fransk, tysk og spansk.

Helga Zepp-LaRouche, chefredaktør for EIR og grundlægger og leder af Schiller Instituttet, bød sine 10 medpaneldeltagere velkommen med ordene: »Vi er samlet her i dag, ikke for at beklage den hidtil usete situation, der kun kan beskrives som en trussel mod hele den menneskelige civilisations eksistens, men for at diskutere, analysere og fremskynde en international reaktion, der kan genoprette folkeretten.«

De strenge rapporter og evalueringer, der fulgte, var et magtfuldt udtryk for den chok og afsky, der hersker rundt om i verden over de voldelige handlinger i de seneste uger og den rolle, den amerikanske regering har spillet ved at handle hensynsløst og tilsidesætte folkeretten.

Som en taler sagde: »Vi er ikke her for at blive mere vidende« om kriserne, men for at drøfte, hvordan vi kan sætte skub i handlinger, der kan ændre situationen. Forslagene varierede fra en ›erklæring‹, der skal udstedes, til enighed om, at det er en prioritet at mobilisere kræfterne i den Globale Majoritet for at drøfte nye »konfigurationer«, der skal støttes for at genoprette folkeretten og moral. Mange bekræftede, at FN’s Generalforsamling stadig er en formation med potentiel positiv international indflydelse. Der blev fremsat en idé om at oprette en »struktureret international civil organisation«.

Flere talere påpegede, at den kulturelle og politiske situation i USA er en prioritet, der skal transformeres og forbedres. Der er en sammenhæng mellem den vold, der finder sted i USA, og den internationale lovløshed fra Washington. Som en højtstående amerikansk diplomat udtalte, er det nu tid til, at »Amerika må se indad«.

Zepp-LaRouche opsummerede ved afslutningen af diskussionen, at der vil blive dannet en organiserende gruppe, der skal formulere prioriteter og iværksætte opfølgende handlinger.

Diskussionsperioden gav mulighed for flere udvekslinger om, hvordan denne rundbordsdiskussion mellem førende personligheder kan danne grundlag for en global bevægelse. De forslag, der blev drøftet, var en FN-generalforsamlingsaktion for at stoppe den amerikanske politik, oprettelse af en bevægelse af civilsamfundsorganisationer, der kan gribe ind globalt, aktivering af massebevægelser efter modellen fra Mohandas Gandhi, Nelson Mandela og Martin Luther King, Jr., start af en bevægelse for eftergivelse af den ubetalelige gæld og en påmindelse til Trump om, at han førte valgkamp mod »Deep State«, men nu ser ud til at blive styret af netop denne Deep State.

Zepp-LaRouche kaldte begivenheden »yderst produktiv« og opfordrede alle til at række ud til gode institutioner og individer. Hun bemærkede – ikke på en religiøs, men på en humanitær måde – at pave Leo XIV har opfordret til et jubilæum (eftergivelse af gæld) og opfordret til en tankegang baseret på Nicholas af Cusa (15. århundrede), der giver en mulighed for at organisere sig. Den nødvendige eliminering af gældsboblen skal kontrolleres – et ukontrolleret sammenbrud kan forårsage kaos. Vi bør bringe denne diskussion videre til verdens ledere og institutioner.

Ekstraordinært panel

Diskussionsdeltagerne var virkelig en ekstraordinær samling af ekspertise og moral, der svarede til et ældsteråd. Ordstyrer var Dennis Speed fra Schiller Instituttet. Præsentationerne blev holdt af følgende talere i den angivne rækkefølge efter fru Zepp-LaRouches indledning: 1) Naledi Pandor, tidligere sydafrikansk minister for internationale relationer og samarbejde; 2) Zhang Weiwei, professor i internationale relationer ved Fudan-universitetet i Shanghai; 3) Chas Freeman, tidligere amerikansk ambassadør; 4) Dmitri Trenin, direktør og akademisk vejleder ved Institut for Verdens Militærøkonomi og Strategi ved HSE-universitetet i Moskva; 5) Donald Ramotar, tidligere præsident for Guyana; 6) Graf Hans-Christof von Sponeck, tidligere assisterende generalsekretær for FN; 7) María de los Ángeles Huerta, tidligere mexicansk kongresmedlem; 6) Namit Verma, indisk forfatter og sikkerhedsanalytiker; 9) Dennis Small, redaktør for EIR Ibero-America; og 10) oberstløjtnant Ralph Bosshard (pensioneret, schweizisk hær), tidligere militærrådgiver for OSCE’s generalsekretær.

Der vil være adgang til et videoarkiv af rundbordsdiskussionen, og udvalgte udskrifter vil blive offentliggjort i kommende udgaver af det ugentlige EIR. Følgende er udvalgte højdepunkter.

Zepp-LaRouche henviste til den amerikanske præsident Donald Trumps nylige erklæring om, at han ikke er bundet af international lov, men kun af sin egen vilje, hvilket giver ham mulighed for at handle efter princippet om »magt giver ret«. Trumps opfordring til at øge det amerikanske forsvarsbudget fra 1 billion til 1,5 billioner dollar sammen med den militære oprustning i hele Europa viser, at vi er på vej mod en global atomkrig. Hun insisterede på, at vi er den eneste art, der er i stand til at tænke rationelt, og derfor kan og skal handle for at ændre denne katastrofale kurs. Hun gennemgik sit eget forslag til »Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur« og bemærkede, at disse ideer også var indeholdt i de fire globale initiativer fra den kinesiske præsident Xi Jinping (https://scsp222.substack.com/p/xis-four-global-initiatives-chinas).

Hun opfordrede til en tilbagevenden til principperne i Westfalske fred fra 1648, hvor begrebet »én menneskehed« sættes over alt andet, ligesom i begrebet »sammenfald af modsætninger«, som Nicholas af Cusa præsenterede i det 15. århundrede, som et middel til at løse uenigheder ved at nå frem til en højere, samlet vision. Vi må vende tilbage til alle de store tænkere i vores forskellige kulturer, såsom Konfucius, Platon og Leibniz, for at genoprette en ægte kærlighed til menneskeheden gennem agape.

Hon. Naledi Pandor adresserede den forfærdelse, der er udtrykt over hele verden over de ulovlige handlinger mod Venezuela, og hun advarede om, at et angreb på Cuba ville være »en katastrofe«. Hun er tidligere sydafrikansk minister for internationale relationer og samarbejde og formand for Nelson Mandela-fonden, der tog initiativ til Sydafrikas begæring til Den Internationale Domstol (ICJ) om at undersøge Israels folkemord i Gaza. Pandor påpegede, at de fleste vestlige nationer accepterer, at Vesten kan tilsidesætte Ruslands interesser. Udviklingslandene har lidt under kolonialstyre, som FN-pagten havde til formål at afskaffe, for at sikre beskyttelsen af de svage mod de stærke. Det, der sker nu, er »det farligste misbrug af folkeretten siden 1948«, sagde hun. BRIKS, Haag-gruppen (dannet af nationer i det Globale Syd i januar 2025 for at forsvare ICJ’s undersøgelse af folkemord i Palæstina), Den Afrikanske Union og andre internationale organisationer »må gøre mere for at genoprette folkeretten«, mens civilsamfundsorganisationer også må sige fra. FN må reformeres, så de, der bryder charterets regler, stilles for en domstol. Og også enkeltpersoner må skabe »god uro«.

Prof. Zhang Weiwei udtrykte sin forargelse over Trumps handlinger i Venezuela og kaldte det en »farlig præcedens« for fremtiden. Han bemærkede, at USA har en »lang historie med hensynsløse invasioner« og tilføjede, at den nye amerikanske nationale sikkerhedsstrategi, der giver USA magt over hele den vestlige halvkugle, er »kortsigtet og selvdestruktiv«, da den ødelægger landets »bløde magt« ved at gennemføre militære regimeændringsoperationer under påskud af »værdibaseret humanitær hjælp«. USA’s handling ødelægger FN-pagten, som blev »smiddet sammen af to verdenskrige«.

Han opfordrede alle nationer til at »forene sig for at redde FN-pagten.« Han fordømte de seneste tiltag i Japan for at genindføre den militaristiske politik, der havde forårsaget så megen ødelæggelse under Anden Verdenskrig, og insisterede på, at Kina »ikke vil acceptere en genindførelse af japansk militarisme,« og advarede USA og andre om, at verden ikke vil acceptere en afskaffelse af FN-pagten.

Chas Freeman, tidligere amerikansk ambassadør i Saudi-Arabien, udtrykte støtte til den tyske præsident Frank-Walter Steinmeiers nylige fordømmelse af USA for at være ansvarlige for et »sammenbrud af værdier« og for at lade verden blive et ›røverrede‹. »Mit land,« sagde han, »har fulgt Israel i jungleloven« og opført sig som en mafia i beskyttelsesracket. »Vi er på vej ind i en ny mørk tidsalder,« advarede han. Folkemordet i Gaza, sagde han, viser, at »ord ikke kan løse problemet«, når der begås så åbenlyse forbrydelser mod menneskeheden. Forbuddet mod ytringsfrihed er en »katastrofal fejlvurdering«, mens medierne nægter at rapportere, at Rusland havde grunde til at invadere Ukraine, eller den åbenlyse pirateri af et russisk skib, eller at USA har gjort Venezuela til en koloni. Nu truer USA endda sine allierede og peger på Grønland. Om Trumps »brutale genbekræftelse« af Monroe-doktrinen advarer han om, at »Venezuela kun er et indledende træk.« I lyset af en sådan »afgrund af tyranni« sagde Freeman: »Retorik er ikke nok – hvis vi ikke kan overbevise vores regeringer om at respektere Westfalske fred, vil vi gå under.« Vores regler har svigtet, og hvis FN ikke kan håndhæve freden, må vi »finde en løsning« for enten at »reparere eller erstatte den.« Ambassadøren konkluderede, at »vi helt sikkert kan stoppe denne udvikling mod en atomkrig.«

Dmitri Trenin, russisk militær- og økonomistrateg, gav et »mere dystert billede af vejen frem« og advarede mod brug af magt. Han sagde især, at Trump »ikke vil stoppe, før nogen slår igen.« Han sagde, at dette forum var provokeret af angrebet på Venezuela, men han spurgte sig selv, om dette var årsagen. Han sagde, at man snarere skulle se på Iran, på Israels og USA’s krig mod Iran, som viser det værste, dette kan føre til. Trenin sagde, at Trumps tiltrædelse ændrede USA’s prioriteter, men at det stadig er den samme politik, som USA har ført siden Anden Verdenskrig. Men det »globalistiske kollektive Vesten« findes ikke længere, nu er det Trumps personlige magt, mens USA’s overherredømme stadig er i kraft. Med hensyn til Venezuela mener han, at det var et »inside job«, ligesom det også var tilfældet med Irak-krigen. Hvad kan man gøre? Trenin foreslog, at Kina og Rusland skal samarbejde mere, og at Iran skal gøre mere for at forsvare sig selv. Trenin er bekymret for, at den eneste beskyttelse, stater har haft i de seneste årtier, var besiddelsen af atomvåben.

Donald Ramotar, den tidligere præsident for Guyana, en nabo til Venezuela, som er blevet truet af Venezuela over omstridt territorium, hævdede ikke desto mindre, at bortførelsen af præsident Nicolás Maduro var et »kæmpe skridt tilbage for menneskeheden«. USA hævder sig som en »superkolonimagt, selv over for sine allierede i Europa«. Han mener, at dette er MAGA, mafia-stil. Der er ingen respekt for suverænitet eller international ret – hvilket allerede er set i Gaza. Det umiddelbare mål er Kina og BRIKS-landene for at »skubbe Kina ud af Sydamerika og Caribien«. Målet mod BRIKS skyldes, at sanktionerne ikke lykkedes at ødelægge Rusland som tilsigtet, og USA frygter at miste sin position som den eneste supermagt. De, der støtter demokrati i USA, er magtesløse, og nu bryder der kaos ud i de store amerikanske byer. Det militærindustrielle kompleks, som Eisenhower advarede om, har overtaget udenrigspolitikken og er nu på vej ind i indenrigspolitikken. Politikken vil udløse en ny global kamp for befrielse eller atomkrig. USA må mobilisere sig mod denne galskab. Ramotar roste Diane Sare for at have annonceret sin kampagne til det amerikanske præsidentvalg.

Graf Hans-Christof von Sponeck fra Tyskland, tidligere assisterende generalsekretær i FN, sagde, at han havde studeret og arbejdet i USA, men at det, han ser nu, ikke er det »gode« USA, han plejede at værdsætte. Han foreslår, at FN aktiverer artikel 6 i FN-pagten, som giver mulighed for at ekskludere et land, der konsekvent overtræder FN-pagten, men tilføjede, at USA måske først bør få sit medlemskab »frosset«. Han opfordrede også til et integreret socialt forum på internationalt plan, en civilsamfundsinstitution, der kan handle på globalt plan.

Maria de los Angeles Huerta, tidligere medlem af den mexicanske kongres, advarede om en »uovervindelig brutalitet, der truer 2026«, hvor Mexico helt klart er truet. Hun beskrev dette som »det konkursramte finansielle systems dødsrallen«. I overensstemmelse med Helga Zepp-LaRouches ti principper foreslog hun: udvikling af en transoceanisk jernbaneforbindelse mellem Stillehavet og Atlanterhavet og en energi- og monetær fond til beskyttelse af alle lande i Latinamerika samt en sikkerhedspagt som afskrækkende middel mod »Donald Trumps nye fascistiske politik«. Hun opfordrede til støtte for en »aktionsgruppe«, der er udformet til at finde nye veje. Hun anbefalede at deltage i internationale aktioner den 17. januar, hvor gruppen World Without War demonstrerer.

Namit Verma, en sikkerhedsekspert fra New Delhi, Indien, sagde, at Trumps handlinger er »så vilde, at det chokerede verden til at se den tilstand, vi befinder os i.« Verden er selv ansvarlig, da der efter Anden Verdenskrig var en aftale om at binde dollaren til guld og holde valutakurserne stabile, men den 15. august 1971 fremsatte Nixon en »ensidig erklæring, der afsluttede denne politik, og vi accepterede den.« Han sagde, at der har været mange flere forræderier. Nu er Amerika konkurs. »Man er nødt til at redde et konkursramt imperium?« Han sagde, at »pragmatisme er blevet opportunisme.« Det er på tide at afsløre bluffen fra USA og Trump.

Dennis Small, redaktør for EIR Ibero America, præsenterede omfanget af det vestlige systems gæld og finansielle aggregater, der beløber sig til 2,4 billioner dollars. Systemet er konkurs og forværres endda gennem kryptoboblen og redningspakker. Dette er »Schachtian« økonomi, som Hitlers centralbankchef Hjalmar Schacht udtænkte den – at trykke penge til massiv militær oprustning for at redde boblen og imperiet. En tredjedel af det amerikanske budget vil gå til Wall Street gennem militærudgifter og gældsbetjening. Verdensøkonomien styres således af de vestlige lederes militære ambitioner om at forberede en krig mod Rusland. Small henviste til LaRouches »Fire love« som det afgørende alternativ, herunder en global Glass-Steagall-lov og nye nationale banker, der skal yde kredit, samt valutakontrol for alle nationer for at muliggøre en økonomisk udvikling med en kraftig stigning i beskæftigelsen inden for produktive job. Tænk på Verdenslandbroen, der spænder over hele verden.

Oberstløjtnant Ralph Bosshard, der var militærrådgiver for OSCE’s generalsekretær, sagde, at det ensidige angreb på Venezuela sendte et signal til verden om, at universel lovgivning er slut. Dette er ikke nyt, sagde han, da bombningen af Jugoslavien i 1999 uden FN’s godkendelse allerede var en omgåelse af international lovgivning. Nu har vi nationer, der opbygger militære koalitioner blandt de 150 lande, der ikke allerede er en del af militære alliancer. Taler om en ny Monroe-doktrin er absurd, da den oprindelige doktrin var at forhindre de spanske og portugisiske kolonimagter i at gennemføre operationer i Sydamerika, ikke at gøre USA til en kolonimagt, som det sker nu.

Dennis Small Eirns

11. januar 2026

EIRNS rapporterer regelmæssigt om Trumps helt forkerte forsøg på at overtage Grønland. Her er den seneste artikel.

Under sit møde med oliechefer i Det Hvide Hus den 9. januar spurgte de tilstedeværende journalister den amerikanske præsident Donald Trump om hans planer for Grønland. »Jeg taler ikke om penge til Grønland,« sagde Trump. »Men jeg vil måske tale om det, men lige nu vil vi gøre noget ved Grønland, uanset om de kan lide det eller ej, for hvis vi ikke gør det, vil Rusland eller Kina overtage Grønland, og vi vil ikke have Rusland eller Kina som nabo.« Han tilføjede: »Jeg vil gerne indgå en aftale på den nemme måde, men hvis vi ikke gør det på den nemme måde, gør vi det på den hårde måde.«

Da han blev spurgt, hvorfor man skulle ty til magt, når USA allerede har fuld militær og anden adgang til Grønland, anvendte Trump sin omfattende viden om forhandlinger om fast ejendom i New York på de mere vanskelige opgaver inden for statsmandskunst: “Fordi når vi ejer det, forsvarer vi det.

Man forsvarer ikke lejemål på samme måde, man skal eje det. Det britiske formiddagsblad Daily Mail, som ikke altid er den mest pålidelige kilde til strategisk efterretning, rapporterede den 10. januar, at kilder havde informeret dem om, at »Trump har beordret sine højtstående kommandører til at udarbejde en plan for en potentiel invasion af Grønland – et skridt, der potentielt kunne føre til et fuldstændigt sammenbrud af NATO.« RT opsummerer yderligere:

»Ifølge rapporten blev presset for at erobre Grønland ledet af flere af Trumps rådgivere, herunder den politiske rådgiver Stephen Miller, som blev opmuntret af det nylige amerikanske angreb på Venezuela og nu ønsker at handle hurtigt for at sikre øen, inden Rusland eller Kina kan gøre noget.«

Billede: Wikimedia Commons 

Dennis Small Eirns

7. januar 2026

Følgende begivenhed finder sted mandag den 12. januar kl. 10 (ET) og vil blive livestreamet på YouTube på engelsk. Der vil være simultantolkning til spansk, fransk og tysk tilgængelig via Zoom.

Hvad verden var vidne til den 3. januar 2026 – det amerikanske militærs angreb på Venezuela og bortførelsen af præsident Nicolás Maduro og hans kone Cilia Flores for at blive stillet for retten i USA – er ikke blot en tilbagevenden til Teddy Roosevelts »kanonbådsdiplomati« og »big stick«-politik. Det er ikke kun tyveri af Venezuelas olie. Det involverer endog mere end den udtrykkelige trussel om at give Mexico, Colombia, Cuba, Brasilien, Iran [Grønland] – og mange andre nationer – den samme blodige behandling, medmindre de underkaster sig Wall Street og City of London som vasaller….

Disse begivenheder markerer tilsammen en dramatisk faseændring i den globale strategiske situation: planen om øjeblikkeligt at afslutte æraen med international ret, respekt for national suverænitet og ikke-indblanding i andre staters indre anliggender, samt de principper der er fastlagt i FN-pagten, og som har været med til at styre de internationale relationer siden fascismens nederlag i Anden Verdenskrig. Nu står vi til at synke helt ned i en æra af bestialitet, i Thomas Hobbes’ »krig mellem alle mod alle«, hvor en global »Leviathan« påtvinger sin vilje – til den større ære for at opretholde det fallerede transatlantiske system under betingelser, hvor dets spekulative boble på 2 billiarder dollars er brudt sammen.

Stephen Miller, vicestabschef for politik i Det Hvide Hus, var veltalende i sit voldsomme forsvar for dette begreb om mennesket og samfundet i et interview med CNN den 5. januar: Efter at have hævdet, at »De Forenede Stater styrer Venezuela«, proklamerede Miller: »Vi lever i en verden, der styres af styrke, der styres af kraft, der styres af magt. Dette er de jernhårde love i verden, der har eksisteret siden tidernes morgen.«

En lederartikel den 6. januar i Kinas halvofficielle dagblad Global Times svarede klart: »Det overvældende flertal af lande er ikke villige til at vende tilbage til en hobbesiansk international jungle styret af loven om, at de stærke udnytter de svage.«

Det var den britiske efterretningsagent og til tider filosof Thomas Hobbes, der i sin berømte bog Leviathan fra 1651 skrev: »Heraf fremgår det tydeligt, at når mennesker lever uden en fælles magt [Leviathan], der holder dem alle i ærefrygt, befinder de sig i en tilstand, der kaldes krig; og en sådan krig er en krig, hvor alle kæmper mod alle… Denne krig, hvor alle kæmper mod alle, har også den konsekvens, at intet kan være uretfærdigt. Begreberne rigtigt og forkert, retfærdighed og uretfærdighed har ingen plads her.«

Er det dette begreb om mennesket og samfundet, der nu vil vinde frem? Har den amerikanske præsident Donald Trump med sit skamløse angreb på Venezuela samtidig ødelagt ethvert håb om et samarbejde med Rusland og Kina? Det ville være Londons hensigt, og det er det afgørende strategiske spørgsmål, der stilles i dag.

Eller er menneskeheden ikke den eneste kreative art, den hidtil eneste kendte eksisterende, som kan forvalte sine anliggender i henhold til fornuft, som kan blomstre på grundlag af fremme af den almene velfærd og andres vel? Kan vi ikke udvikle en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, et nyt paradigme, der er menneskets værdighed værdigt?

Deltag i drøftelsen af disse spørgsmål ved EIR’s Emergency Roundtable Dialogue mandag den 12. januar fra kl. 10 til 12 (ET – 16-18 dansk tid) med simultantolkning på engelsk, spansk, fransk og tysk.

Engelsk: YouTube https://www.youtube.com/live/nj1xmBNdrIs

Spansk, tysk og fransk er tilgængeligt på Zoom: https://us02web.zoom.us/j/89446605109

Paneldeltagere vil blandt andet omfatte:

Helga Zepp-LaRouche (Tyskland): grundlægger, Schiller Instituttet

Hon. Naledi Pandor (Sydafrika): tidligere minister for internationale relationer og samarbejde; formand for Nelson Mandela Foundation; kansler for Nelson Mandela University

Prof. Zhang Weiwei (Kina): professor i internationale relationer ved Fudan University, Shanghai

Amb. Chas Freeman (USA): tidligere ambassadør i Saudi-Arabien, tidligere assisterende forsvarsminister for internationale sikkerhedsanliggender, Kina-ekspert

Dmitri Trenin (Rusland): direktør og akademisk vejleder ved Institut for Verdens Militærøkonomi og Strategi ved HSE University (Moskva)

H.E. Donald Ramotar (Guyana): tidligere præsident for Guyana (2011-2015)

H.C. von Sponeck (Tyskland): tidligere assisterende generalsekretær for FN

María de los Ángeles Huerta (Mexico): tidligere kongresmedlem

Namit Verma (Indien): forfatter, sikkerhedsekspert

Dennis Small (USA): redaktør for EIR Ibero-America

Kommentator: Oberstløjtnant Ralph Bosshard (Schweiz): tidligere militærrådgiver for OSCE’s generalsekretær

Dennis Small Eirns

10. januar 2026

City of Londons førende dagblad, Financial Times, opsummerede verdenssituationen ti dage inde i det nye år med følgende overskrift: »Trump tager kampen op mod verden i en uge præget af chok og ærefrygt.«

Artiklen startede med at gøre status: »En skydeglad, ekspansionistisk Trump iværksatte en militæroperation for at fange Venezuelas stærke leder Nicolás Maduro og lovede at styre landet i den nærmeste fremtid, samtidig med at han fremsatte nye trusler om at overtage Grønland fra Danmark, en NATO-allieret, og advarede om at Cuba og Colombia kunne være de næste i Amerikas sigtekorn.« Efter at »USA fordoblede indsatsen for at gennemføre en fuldstændig søblokade« af Venezuela, forfulgte den amerikanske kystvagt »et russisk olietankskib over det nordlige Atlanterhav« og bordede det senere med magt. FT mindede læserne om, at Trump for få dage siden havde fortalt New York Times, at kun »min egen moral [og] min egen fornuft« kunne stoppe ham. »Jeg har ikke brug for international lovgivning.«

Derefter kom FT til det centrale punkt: »På Truth Social meddelte han [Trump] nonchalant, at han ville kræve en forhøjelse af forsvarsudgifterne med 50 procent inden 2027, en kæmpe stigning fra 1 billion dollar til 1,5 billioner dollar.«

Vi minder læserne om, at det nuværende amerikanske forsvarsbudget på 1 billion dollar – som i vid udstrækning suges op af Wall Street og City of London gennem deres kontrollerede mellemhandlere såsom Lockheed Martin, Raytheon og Northrop Grumman – udgør omkring 14 % af det samlede føderale budget for 2025 på 7 billioner dollar. De nuværende rentebetalinger på den føderale regerings gæld på 38 billioner dollar (og stigende) udgør yderligere 1 billion dollar (dvs. yderligere 14 %), hvoraf mindst halvdelen også går til vestlige banker.

Hvis Trumps nye forsvarsbudget bliver vedtaget, vil det æde mere end 20 % af det nationale budget!

Dette er Schachtiansk økonomi, opkaldt efter den politik, der blev gennemført af Hitlers centralbankchef Hjalmar Schacht, hvor man bruger en monumental militær oprustning til at gennemføre folkemordslignende plyndringer gennem krig for at opretholde en falleret spekulativ finansboble.

Hvis man lægger det hele sammen, inklusive den tiltagende drift mod atomkrig med Rusland, kan det vi er vidne til i dag bedst beskrives som en politik med »Schacht og ærefrygt« – brugen af ren terror og rå magt til at påtvinge planeten et kollapsende imperiums vilje.

Men reagerer det fysiske, økonomiske og politiske univers på chok og ærefrygt? Heldigvis gør det ikke det.

Langt størstedelen af verdens befolkning har ingen intentioner om at fortsætte som vasaler for Wall Streets dollar. De er fast besluttede på at gøre en ende på fattigdom og bringe højteknologisk udvikling til alle nationer. De kæmper med at finde måder at organisere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer, ikke kun de rige eller magtfulde.

Og, hvad der er afgørende, de retter deres blik mod USA i håb om, at der vil opstå et lederskab i det land, der kan standse fremstødet mod krig, respektere andre nationers suverænitet og vende tilbage til dets grundlæggende principper om at samarbejde med andre suveræne nationer for at opnå fremskridt for alle.

Den 10. januar afholdt Diane Sare et kampagnemøde i New York City for at bekendtgøre sit kandidatur til præsidentposten i USA. Da Sare var ved at afslutte sin tale, sendte en politisk leder i Venezuela – et land der den 3. januar blev angrebet militært af USA, og hvis præsident blev kidnappet med vold af USA – en presserende besked til denne nyhedstjeneste: »Tillykke! Hvis jeg var amerikaner, ville jeg stemme på Diane Sare.«

Bag denne enkle erklæring ligger den dybere årsag til, at »Schacht og ærefrygt« kan besejres. Den viser, at der ikke er nogen permanent grund til, at USA skal frygtes og betragtes som en farlig fjende af folk og nationer over hele kloden. Og at der er al mulig grund til, at USA igen bliver et håb og en leder for hele menneskeheden. Det var Lyndon LaRouches løfte, og det er i dag Sare-kampagnens løfte.

af Stewart Battle (EIRNS) – 9. januar 2026

I løbet af den sidste uge er det nye ansigt af overherredømme begyndt at vise sig. Mens de dårligdommene i verden efter Kennedy-mordet fortjener at blive forkastet – især efter Den kolde Krig og indførelsen af en politik for »endeløse krige« i kølvandet på 9/11 (11. sept.) – kan den helhjertede afvisning af international ret i sig selv kun beskrives som en gal mands handlinger. Desværre ser det ud til at være tilfældet efter de seneste dages begivenheder, da Trump-administrationen har taget skridt til at indføre en global politik med chok og rædsel for at gennemtvinge sin vilje.

Katastrofen ved USA’s skamløse intervention i Venezuela fortsætter med at forværres, idet præsident Trump nu truer med angreb på mexicansk territorium og antyder en lignende skæbne for Cuba. Alle påskud om at »stoppe narkotika« er i mellemtiden ophørt, da Trump ruller planer ud for en ubestemt besættelse af Venezuela og et fuldstændigt kolonialt tyveri af landets olie. Med hensyn til Iran er der yderligere tegn på, at USA har til hensigt at optrappe sine interventioner der og bruge de stærkt overdrevne rapporter om gadedemonstrationer til at opfinde en ny begrundelse for et regimeskifte i landet. Den 9. januar blev endnu et olietankskib ulovligt beslaglagt på åbent hav, hvilket yderligere øgede spændingerne med nationer som Rusland, hvis skibe er mål for denne form for pirateri.

I virkeligheden er det Rusland, Kina og den bredere BRIKS-Plus-proces, der er det tilsigtede mål for denne politik. Venezuelas forbrydelse var ikke, at det var »socialistisk« eller at det havde for meget olie til sit eget bedste. Venezuela blev snarere sat i skudlinjen, fordi det »var vært for udenlandske fjender i vores region«, som Trump sagde efter operationen der den 3. januar. Eller, som den tidligere chef for den amerikanske sydlige kommando, general Laura Richardson, sagde i et onlineforum i denne uge, falder Venezuela inden for den »1. og 2. ø-kæde« af amerikanske sikkerhedsinteresser og havde tilladt »aggressorernes akse«, Rusland, Kina og Iran, at finde tilflugt der. De amerikanske handlinger i dagene siden da tyder på, at dette er begyndelsen på en ny politisk doktrin fra administrationen. Præsidenten har for nylig meddelt en forhøjelse af Pentagons budget med 500 milliarder dollar til 1,5 billioner dollar med henvisning til trusler fra Amerikas fjender, og gik endda så langt som til at fortælle New York Times, at det eneste, der vil holde ham tilbage på det internationale retsområde, er »min egen moral. Min egen fornuft.«

I en næsten endnu mere skræmmende manifestation signalerer mordet på en anti-ICE-demonstrant i Minnesota og Trump-administrationens embedsmænds skamløse forsvar af det, at denne politik vendes mod det amerikanske folk selv. Overvej dette sammen med politikken for massiv censur og sanktioner, som i tilfældene med Ukraine-krigsmodstanderen Jacques Baud og Gaza-folkemordsmodstanderen Francesca Albanese, og det bliver klart, at den samme chok-og-rædsel-taktik, som anvendes mod Vestens »fjender« i udlandet, også er kommet hjem.

Men vil denne politik virke? Kan mennesker og nationer intimideres til underkastelse, selv af verdens stærkeste nation og største militær? Det kan man ikke regne med. Ruslands reaktion, hvor det affyrede et Oreshnik-hypersonisk missil for at ødelægge Europas største gaslager i det vestlige Ukraine, giver et svar på det spørgsmål. Hvis en sådan politik føres, vil det føre verden til termonuklear krig. Det er dog kun et niveau af reaktion, og der er klart behov for en løsning på et højere niveau, hvis menneskeheden skal overleve.

Under mødet i Den Internationale Fredskoalition den 9. januar gav Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche et andet svar på dette spørgsmål. Efter at have gennemgået udviklingen omkring Venezuela og videre, hvor nogle forsøger at »gøre verden til en røverrede, hvor alle kan angribe alle andre«, vendte hun sig mod mordet på Renee Nicole Good i Minneapolis. Denne situation er ved at blive »ekstremt alvorlig«, sagde hun og bemærkede, at der allerede er tegn på, at det amerikanske folk er begyndt at gå på gaden. Derfor:

»Vi må gøre en reel indsats for at mobilisere alle mulige kræfter for fred og for genindførelsen af lovlighed og legitimitet i politik, en tilbagevenden til folkeretten. Jeg kan kun sige, at paven, der er amerikaner, klart modsiger det, præsident Trump gør. Han kom frem og forsvarede Venezuelas suverænitet og krævede, at migranterne skal behandles humant og med værdighed; han afviste meget klart Trump-administrationens politik over for migranterne.«

Tidligere på dagen kritiserede pave Leo XIV i en tale til ambassadører akkrediteret ved Den Hellige Stol dem, der søger fred gennem våben, og sagde at det princip, der blev fastlagt efter Anden Verdenskrig [gennem De Forenede Nationer], som forbød nationer at bruge magt til at krænke andres grænser, »er blevet fuldstændig undermineret.« Leo sagde også, at humanitær lovgivning »ikke kan afhænge af blotte omstændigheder og militære eller strategiske interesser,« og forsvarede forestillingen om, at »enhver migrant er et menneske« og som sådan »har umistelige rettigheder, der skal respekteres i enhver situation.«

Vores opgave er at genindføre dette princip i dagens verden, før det går tabt, og civilisationen synker ned i en ny barbarisk tidsalder – eller udryddelse. Et vigtigt skridt i denne retning vil blive taget med EIR’s Emergency Roundtable om krisen i Venezuela mandag den 12. januar. Det er nu blevet meddelt, at den tidligere sydafrikanske udenrigsminister Naledi Pandor vil tale og deltage i et panel af eksperter for at hæve niveauet for den nødvendige intervention. Tilmeld dig nu og send det videre til så mange som muligt.

ANASTASIA BATTLE: Velkommen, alle sammen. Dette er den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 136. møde i træk. Tak, fordi I alle er kommet. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Small.

Som mange sikkert er klar over, er vi i dag på vej mod en fuldstændig atomkrig. Vi er nødt til at koordinere vores aktiviteter så godt som muligt mellem alle vores forskellige organisationer. Som altid vil jeg gerne minde folk om, hvorfor vi oprettede denne Internationale Fredskoalition for 136 uger siden, nemlig for at forene fredsbevægelsen. Uanset om du er fra venstrefløjen, højrefløjen, hvilken filosofi du tror på, hvilken religion du tilhører, hvilket land du kommer fra, eller hvilket sprog du taler, så er du velkommen her, hvis du går ind for ægte fred og samarbejder med andre mennesker for at opnå det.

For at komme i gang i dag vil vi gøre tingene lidt anderledes, fordi vi har en meget speciel gæst med os. Vi har Dennis Kucinich, så vi vil lade Helga åbne lidt, og så gå videre til hr. Kucinich. Helga Zepp-LaRouche er grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til den Internationale Fredskoalition. Vil du ikke starte med et par minutter?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle, og for kort at introducere emnet, tror jeg, at hele verden stadig er i chok efter den amerikanske specialstyrkes intervention i Venezuela, hvor de kidnappede præsident Maduro og bragte ham til USA til et – ifølge kilder – ekstremt forfærdeligt fængsel i New York. Dette kom i en vis forstand som et chok; ikke så meget fordi det er første gang, at USA har besat andre lande eller ført interventionistiske krige. Jeg tror, at det, der chokerede verden denne gang, var den helt åbenlyse karakter af hele operationen. Det, der følger efter, gør det også klart, at den internationale lovgivning, som den har udviklet sig med FN-pagten og ud af processen med Westfalske fred, som var en meget vigtig proces for at etablere international lovgivning, nu er forbi; der er ikke længere nogen international lovgivning. Den er blevet erstattet af magtens ret og jungleloven. Det åbner naturligvis op for og udløser alle mulige ting, lige fra forsøget på muligvis at annektere Grønland i en eller anden form, hvilket nu er på dagsordenen. Men naturligvis er der mange andre ustabiliteter i verden, der følger af dette, og vi er fast besluttede på – og det er formålet med både IPC og et særligt program, vi laver på mandag med EIR – at organisere en modstand mod dette for at sige, at vi skal have international lovgivning, ellers er faren, at disse tendenser vil udvikle en dynamik, der kan føre til en potentiel global atomkrig i en ikke fjern fremtid.

Efter at have introduceret dette vil jeg give ordet til hr. Kucinich…

[fortsætter efter Kucinich] Så efter interventionen i Venezuela har præsident Trump nu meddelt, at han ønsker at øge det amerikanske militærbudget fra 1 billion dollar – hvilket allerede er et forbløffende tal – til 1,5 billioner dollar; det er en stigning på 50 %. Det, der angiveligt retfærdiggør dette, er, at Trump ønsker at have en drømmehær, der kan forsvare landet mod alle mulige fjender. Mange mennesker, herunder Tucker Carlson, har kommenteret dette og sagt, at det betyder, at vi forbereder os på en stor global krig. Det giver faktisk ingen mening ellers. Hvis man ser på det foreslåede amerikanske militærbudget på 1,5 billioner dollar – som i øvrigt har fået aktierne i de militærindustrielle virksomheder til at skyde i vejret: For eksempel er det svenske firma Saab steget med 25 %, Rheinmetall med 20 %, og andre er også steget markant. Det skal naturligvis ses i sammenhæng med den militarisering, der foregår i Den Europæiske Union; Tyskland ønsker at blive Europas stærkeste hær, hvilket endda har fået Putin til at udtale, at Rusland noterer sig dette og er parat til at reagere passende på eventuelle angreb. Og naturligvis militariseringen i Japan, hvor Japan ifølge forskellige kilder nu forsøger at anskaffe atomvåben. Det har fået kineserne til at udarbejde en rapport, hvor de udtrykker stor utilfredshed med Japans fortsatte bestræbelser på enten at anskaffe atomvåben eller deltage i USA’s våbenprogram – det er den ordning, der allerede eksisterer med Tyskland og nogle andre europæiske lande.

Så er der naturligvis den anden absolut hårrejsende udvikling, der viser, at der ikke er nogen ende på dette, nemlig det faktum, at både præsident Trump og [vicepræsident] JD Vance gentagne gange har udtalt, at de ønsker at overtage Grønland. Grønland har en vis autonom status, men tilhører ellers Kongeriget Danmark. Ifølge mange udtalelser ønsker grønlænderne, hvis de ønsker en ændring i status, uafhængighed og ikke at være en del af USA. Da talskvinden for Det Hvide Hus blev spurgt, om militære midler ville være en mulighed, svarede hun ja, alle muligheder er på bordet for præsidenten. Derefter blev der fremsat nogle udtalelser om, at vi måske kun vil forsøge at købe Grønland – det er blevet diskuteret mange gange før. Der har været forsøg på at beregne, hvor meget det ville koste at bestikke grønlænderne ved at købe hver enkelt ud. Under alle omstændigheder er argumentet, at Grønland angiveligt ville være en stor trussel mod USA på grund af russiske og kinesiske missiler. Dette er fuldstændig latterligt; der har ikke været noget som helst tegn på, at hverken Rusland eller Kina ville ønske at gøre det. Så det er bare helt åbenlyst.

Selv den polske premierminister Tusk, der før var mere eller mindre med i krigspartiet i Koalitionen af Villige, har nu ligesom den danske statsminister Mette Frederiksen sagt, at hvis dette sker, gør det NATO meningsløst, for hvis man har spændinger, stridigheder eller krigslignende handlinger inden for NATO, vil NATO falde fra hinanden.

Den anden ting, vi ikke må glemme, fordi den måske var endnu vigtigere, selvom den ikke blev fremhævet i medierne, var det faktum, at der var et droneangreb med 91 droner på præsident Putins residens i Novgorod, Valdai, hvor der også er et nukleart kommandocenter. Ifølge udsagn fra det russiske forsvarsministerium var de i stand til at neutralisere alle disse droner. Men implikationerne var utrolige, for hvis det havde været en succes, og Putin var blevet dræbt, ville vi ikke sidde her længere. Vi ville allerede være i en optrapning langt ud over en tabt spiral af konfrontation. Trump sagde oprindeligt, at han havde fået et telefonopkald fra Putin, og at han var meget vred over det. Lidt senere sagde han nej, han ændrede sin holdning. Han sagde, at det hele var en løgn, at det ikke var sket, at det hele var opdigtet af Putin.

I mellemtiden er forholdet mellem USA og Rusland tydeligvis blevet forværret. Witkoff og Kushner var til stede ved et efterfølgende møde i Koalitionen af Villige i Paris, hvor der blev indgået en slags fredsaftale eller en aftale, hvor Frankrig og Storbritannien sagde, at de ønskede at etablere en slags militære knudepunkter efter en fredsaftale. Det er fuldstændig latterligt, fordi Rusland mange gange har gjort det klart, at de ikke vil acceptere europæiske tropper efter en aftale i Ukraine, fordi det er NATO-tropper, og det er derfor, hele konflikten startede i første omgang. For disse europæere – især briterne og franskmændene – er det bare en provokation at gentage det. Man skal også bemærke, at den russiske mediedækning af USA efter angrebet på Venezuela klart har ændret sig. Mens de havde en meget positiv dækning af Trump og andre udviklinger, er de nu vendt tilbage til at fordømme interventionen i Venezuela og er ellers meget kritiske.

Så er det store spørgsmål, hvordan dette kunne ske? Vidste Trump om droneangrebet? Blev han misinformeret af sit eget sikkerhedsteam, CIA? Nogle analytikere har antydet, at CIA muligvis har givet ukrainerne oplysninger om det sted, hvor Putin angiveligt ville befinde sig. Under alle omstændigheder havde det russiske forsvarsministerium givet den amerikanske militærattache i Moskva beviser for, at det var et droneangreb, hvor dronerne kom fra, hvad målet var, og hvem der muligvis havde programmeret disse droner. Der kom ingen reaktion fra Vesten. Efter min mening bør man virkelig forstå, at hvis lederen af den stærkeste atommagt på kloden var blevet dræbt i et decapitation strike, ville vi være nået til et punkt, hvor der ikke var vej tilbage. Man skal huske på, at vi oplever en klart forværret situation overalt.

Den Europæiske Union overvejer en eller anden reaktion på truslen mod Grønland, men har endnu ikke sagt hvad. Selv [den tyske præsident] Steinmeier, der er en af dem, der ønsker en stærk europæisk hær i Tyskland, synes at være chokeret. Ved en begivenhed i anledning af hans 70-års fødselsdag arrangeret af Körber-stiftelsen sagde Steinmeier, at han er meget oprørt over en dobbelt epokegørende brud. Den første var Ruslands militære angreb på Ukraine, men den anden var det, der skete med Venezuela. Han sætter dem altså på samme niveau og siger, at dette nu er et forsøg på at skubbe de små og mellemstore lande til side. Vi er truet af en situation, hvor de, der har færrest skrupler, forsøger at gøre verden til en røverhule, hvor alle kan angribe alle andre.

Som I kan se, er situationen ved at blive ekstremt spændt. Det, som hr. Kucinich nævnte, var ICE’s drab på denne 37-årige kvinde, Renee Nicole Good, mor til tre børn, som tydeligvis forsøgte at køre væk fra disse ICE-agenter. Det fremgår klart af videooptagelser. Hun blev skudt i hovedet af en af disse agenter, hvilket i sig selv er forfærdeligt nok, men endnu mere forfærdeligt er det, at både præsident Trump og JD Vance klart tog disse ICE-agenters parti. JD Vance sagde, at dette var en tragedie, hun selv havde skabt. Dette skete naturligvis i Minneapolis, hvor George Floyd blev dræbt for fem år siden. Der er allerede tegn på, at den amerikanske befolkning går på gaden, som de gjorde for et par år siden.

Jeg synes, situationen er ekstremt alvorlig. Vi må gøre en reel indsats for at mobilisere alle mulige kræfter for fred og for genindførelsen af lovlighed og legitimitet i politikken, en tilbagevenden til folkeretten. Jeg kan kun sige, at paven, der er amerikaner, klart modsiger det, præsident Trump gør. Han kom frem og forsvarede Venezuelas suverænitet og krævede, at migranterne skal behandles humant og med værdighed, hvilket er en meget klar misbilligelse af Trump-administrationens politik over for migranterne.

Det eneste lille positive element, jeg kan tilføje, er, at ytringsfriheden, pressefriheden og meningsfriheden i Den Europæiske Union undertrykkes på en måde, der virkelig nærmer sig en diktatur, hvilket kom tydeligst til udtryk i sanktionerne mod den tidligere schweiziske oberst Jacques Baud, der blev sanktioneret og frataget alt. Hans konti, hans ret til at rejse, han kan ikke engang købe mad længere, og andre kan heller ikke købe mad til ham. Denne fuldstændig skandaløse udvikling, som mange mennesker forstod, er ikke kun rettet mod oberst Baud, men har til formål at skabe frygt og terror hos alle, der vover at udtrykke en mening, der ikke er i overensstemmelse med NATO’s fortælling. Det er virkelig en trussel mod de mest grundlæggende rettigheder for verdens borgere, især i Europa. Den positive nyhed om dette er, at der er en hidtil uset reaktion. Mange mennesker udtrykker deres solidaritet med Jacques Baud. Man kan kun håbe, at det samme sker med alle de andre ting, jeg har nævnt, og at det vil være sådan, at handlingerne mod Venezuela – selv om det bestemt ikke var den første – men den åbenlyse måde, hvorpå det blev retfærdiggjort, vil få hele verden til at samles og kræve, at vi ikke kun vender tilbage til folkeretten, men også giver os selv et styresystem, der gør det muligt for menneskeheden at overleve. Derfor opfordrer vi til, at der hurtigst muligt etableres en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som denne gang helt sikkert skal tage hensyn til alle landes interesser på kloden, ellers vil den ikke fungere.

Det er det, vi vil rette vores indsats mod, og det var det, jeg ville sige i begyndelsen.

Bemærkninger under diskussionen:

Professor Falk, jeg takker Dem mange gange for Deres præsentation, fordi man har kastet nyt lys over et problem, som jeg har for at adressere i lang tid. I årevis har jeg sagt, at vi er nødt til at overvinde geopolitikken, fordi geopolitikken er årsagen til to verdenskrige i det 20. århundrede. Hvis vi ikke overvinder den, risikerer vi i høj grad at gå ind i en tredje, som ville være den sidste. Men jeg synes, at det, De sagde om manglerne i rammerne for FN’s Sikkerhedsråds struktur, hvor De tilskriver netop dette organ ansvaret for geopolitikken, giver god mening. Jeg synes, det giver mere næring til bestræbelserne på virkelig at gennemføre en reform, der giver landene i det Globale Syd en meget mere passende stemme i forhold til deres størrelse. Det synes jeg bestemt er meget vigtigt.

Jeg vil virkelig gerne, igen, selvom jeg har sagt det mange gange, jeg mener virkelig, at vi absolut haster med at diskutere, hvorfor vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som i tråd med Westfalske fredstraktatens tradition skal være baseret på principper, der tager højde for alle landes interesser på kloden, ellers vil den ikke fungere. Hvis man har en såkaldt fredstraktat, hvor man ikke tager hensyn til alle, som i Versailles-traktaten, der ikke var en fredstraktat, men blot et springbræt til Anden Verdenskrig. Jeg mener, at hvis vi har lært noget af den sekvens, så må vi finde en løsning, der tager hensyn til alle.

Jeg glemte tidligere at nævne, at russerne i mellemtiden har reageret på angrebet på præsident Putins residens i Novgorod ved i går at indsætte flere Oreshnik-systemer sammen med nogle andre langdistance-missiler og droner. De angreb dronefabrikkerne i Ukraine og den energiforsyning, der får disse fabrikker til at fungere. Dette er helt klart en besked, og jeg tror, at hvis Vesten ikke vågner op, vil Oreshnik-missilet, som kun er konventionelt bevæbnet, men har en kinetisk kraft, der nærmer sig et atomraketmissils ødelæggende potentiale. Der er ingen forsvar mod det, og derfor kan Oreshnik ramme hvert eneste mål i hele Europa. Jeg tror, at hvis denne besked ikke forstås, og politikken ikke ændres, risikerer vi en optrapning af potentielt helt fatale forhold.

Men jeg ville bare gentage dette behov. Kan vi ikke på internationalt plan indlede en diskussion mellem landene? For eksempel hvis de globale sydlige nationer, den Alliancefrie Bevægelse, Gruppen af Venner af FN-pagten og lignende organer bare ville indkalde til en international konference som reaktion på det, der er sket i de sidste par dage, om at der skal være en ny tilgang til at etablere en ny sikkerhedsarkitektur. Jeg tror, at hvis et sådant initiativ ikke tages, vil tingene bare fortsætte med at løbe løbsk.

[lidt senere i diskussionen] Jeg vil gerne understrege det, som hr. Garzón sagde om, at AI-modeller i stigende grad bliver en faktor i denne form for krigsførelse. Jeg synes, det er en meget forfærdelig idé. Hvis man tænker på, at drabene vil blive ultimative ved hjælp af AI, som vi har set det i Gaza, og hvis det var modellen for Venezuela, er det endnu mere hårrejsende, at det skulle blive anvendt. Jeg tror, at det i forbindelse med angrebene på Iran i juni var Palantir-softwaren, der blev brugt, hvor fremskridtene i det iranske atomprogram angiveligt blev beregnet på basis af en sådan Palantir-model. Den blev brugt af Den Internationale Atomenergiorganisation til at udsende erklæringer, der skabte et pressemiljø for angrebet fra USA og Israel. Fem dage senere sagde Den Internationale Atomenergiorganisation: ” Åh, undskyld, det var en fejl. Dette var ikke Irans reelle atomprogram. Det var bare en model, og vi begik nogle fejl.” Men da var det naturligvis for sent. Det viser, hvor farlige disse ting er, når man først har gjort disse processer til et ultimatum. Jeg tror, det gør det endnu mere presserende at overveje, hvordan vi kan vende tilbage til et system, hvor AI og brugen af AI i militære anliggender ville være en del af en ny aftale om nedrustning og våbenkontrol.

Hvad angår udløbet af den nye START-traktat, burde jeg også have nævnt den truede og nuværende udstationering af amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland når som helst i 2026. Dette vil gøre Tyskland til et primært mål for enhver form for optrapning. Dette vil ske i 2026, ikke i februar, jeg ved det ikke, men det kan ske når som helst. Jeg tror, vi har meget kort tid til at ændre situationen, ellers løber det helt ud af kontrol.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg synes, professor Falk har ret i, at vi har en krise i verdensordenen. Det fremgår ret tydeligt af alle de forskellige ting, der er blevet sagt, at vi ikke længere har en orden: Vi har en fuldstændig kaotisk situation, hvor det tidligere forsøg på at etablere en unipolær verdensorden efter afslutningen af den kolde krig fik en utrolig modreaktion, da de fleste lande i verden ikke var enige om at underkaste sig en sådan unipolær verdensorden. Nu har vi en kaotisk udvikling, og jeg tror – selvom jeg gentager mig selv – at vi seriøst må overveje at samle dette på et højere niveau. Så vidt jeg ved, er der meget få forslag på bordet. Et af dem er ikke populært i øjeblikket, men det kommer fra præsident Putin, der allerede i 2024 begyndte at tale om behovet for en ny eurasiatisk sikkerhedsarkitektur. Han har gentaget det mange gange i forskellige fora, på mødet i Den Eurasiske Økonomiske Union og lignende begivenheder. Det appellerer til en meget stor del af det eurasiske kontinent.

Jeg har altid sagt, at hvis man har en orden, der ikke omfatter alle – herunder eftertrykkeligt USA. For hvis man ikke integrerer USA på en eller anden måde, tror jeg ikke, at USA – som har Damokles’ sværd i form af en finansiel kollaps hængende over sig – vil blive et fredeligt land, som Sovjetunionen blev ved afslutningen af den kolde krig. Jeg tror, det vil blive besvaret med en verdenskrig, hvis vi ikke ændrer det. Så vi har brug for at inkludere alle; vi har brug for at inkludere alle lande – Rusland, Kina, Nordkorea, Iran, Cuba og alle de andre lande, der altid bliver udpeget som syndere.

Det eneste forslag, som vi har fremmet med IPC og Schiller Instituttet, så vidt jeg ved, kommer fra præsident Xi Jinping. I de sidste par år har han fremsat flere initiativer – Globale Sikkerhedsinitiativ, Globalt Udviklingsinitiativ, Globalt Civilisationsinitiativ og for nylig, i anledning af det årlige topmøde i Shanghai Cooperation Organization i Tianjin, Kina, Globalt Styringsinitiativ. Jeg har set nærmere på dette globale styringsinitiativ, og det er et meget praktisk forslag til, hvordan man kan omorganisere relationerne mellem nationerne på basis af alles suverænitet, ikke-indblanding i hinandens interne anliggender, og hvordan små landes stemme kan blive lige så vigtig som de store landes. Det har mange sådanne træk, som jeg mener alle er nyttige som udgangspunkt for en diskussion. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis vil være det sidste ord i sagen, men jeg mener, at vores forslag til en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur og præsident Xi Jinpings Global Governance Initiative er de eneste to forslag, som jeg kender til, der har denne universelle tilgang.

Jeg mener, det bør være klart for alle, at vi som menneskehed for første gang i historien befinder os i samme båd.

Tidligere kollapsede det romerske imperium, og man har en smuk Gupta-periode i Indien, men folk vidste ikke noget om det, fordi det tog måneder, hvis ikke år, at rejse. På samme måde var der nogle kulturer, der kollapsede, og andre, der blomstrede, og det påvirkede ikke hele verden. Denne gang sidder vi i samme båd på grund af atomvåben, internettet, pandemier og, hvis man vil, kunstig intelligens og lignende ting. Derfor mener jeg eftertrykkeligt, at tilgangen skal være at etablere et højere niveau af fornuft. Nicholas af Cusas ideer om at tale om coincidentia oppositorum; det menneskelige sinds evne til altid at udføre en begrebsliggørelse af det højere En, som giver en løsning for at adressere de problemer, der opstår på det lavere niveau, ud fra et højere princip. Det er den eneste måde, vi kan gøre det på. Jeg mener, at vi som menneskehed er nået til et punkt, hvor vi først er nødt til at lære at tænke på den ene menneskehed og derefter tilpasse de nationale interesser og andre civilisatoriske interesser til denne højere Enhed. Derfor taler vi altid om »sikkerheds- og udviklingsarkitektur«. Hvis man ikke samtidig løser de presserende problemer med fattigdom, sult, mangel på ferskvand, mangel på sundhedssystemer og alle disse ting, kan det ikke fungere.

Så vi har virkelig brug for et meget omfattende forslag, der kan lægges på bordet, og så skal vi organisere de lande og kræfter, der er for det. Da det, jeg siger, efter min mening er i overensstemmelse med interesserne for den Globale Majoritet, tror jeg ikke, det er umuligt at begynde at diskutere det på en seriøs måde. Jeg tror, at situationens alvor, som jeg mener blev udtrykt af alle deltagerne i dag, bør motivere os til virkelig seriøst at gå ind i den form for organisering, jeg foreslår. Et sted, hvor dette vil blive diskuteret, er det kommende nødseminar i EIR på mandag [12. januar]. Jeg vil opfordre jer alle til at organisere alle, I kan komme i tanke om, til at deltage i det mellem nu og mandag. Jeg tror, vi har et meget kort vindue for at vende denne situation, og det vil ikke vare evigt.

På den anden side tror jeg, at det menneskelige sind og den menneskelige art er i stand til at tænke rationelt, og derfor er det ikke umuligt, at vi kan realisere denne vision.

Moderator Tom Gillesberg, President, the Schiller Institute in Denmark: Helga Zepp-LaRouche over the last half decade has been engaged in so many projects of peace and development and creating prosperity for the world. But as she also said, as of late, she has also been the initiator and the driving force in the International Peace Coalition, which for more than two years, has been bringing together peace movements, and and other persons and groups from around the world to bring them into a discussion by saying, if you want to create peace, no matter where you are right now, we all have to work together because the challenges that stand in front of us right now are of a scale that we actually need to get everybody to collaborate. Very important for the discussions we just had is that she has been proposing ten points for a new security and development architecture for the world. How do you get this shared security for the world? You are not going to get it by leaving it to the European leadership right now, or leaving it to Donald Trump right now. You really need a leap in, what Ambassador Hassassian would say, powers of imaginations. And Helga definitely has that, and has put forward her points. So we are very, very happy that [you will speak to us.]

Helga Zepp-LaRouche: Let me ask a question. Who knows about the Oasis Plan? Are you familiar with it, or should I go through the basics?

Gillesberg: Maybe the basics.

Zepp-LaRouche: Okay, so I will. Given the fact that my presentation would be longer, I have to cut it now to a certain size [because of time constraints].

So as the ambassador said, the plight of the Palestinians right now is enormous. The ceasefire is not holding. Gaza is practically divided into three zones, a green zone, which is Israeli occupied, a yellow zone, which is where the border, so-called division line goes, and the red zone, which is supposed to be permanently rubble. It’s being dismissed as — because there are altogether, I think, 68 million tons of debris. This debris is, you know, many, bombs which did not explode, other missiles, things which are still war material and about 10,000 dead bodies under this debris. So it’s a unbelievable. And people are living in tents now. The winter is coming. The rain has been very heavy. So people are wet, have nothing to eat. They have no perspective. So I just think it’s very important that we in discussing all of that, do not forget that every day still children are dying. The malnutrition of children is enormous. Babies are born weighing less than a kilogram. Their life expectancy looks very bad as a result. So, you know, I just wanted to reemphasize – – I cannot go through a lengthy description of it – – but I think it is important, because it is completely intolerable that this situation continues despite the fact that there is a so-called peace plan. Just yesterday, Hassan Badran, who is Hamas official, basically said that there is no progress in the peace plan. I spare you the details of that.

Let me go through what our proposal is. When when I’m now talking about it, you have to have in mind where we are now, which is genocide, which is unbelievable humanitarian catastrophe. But if you don’t start with a vision, as the ambassador was, was saying, there is no way how you will get from that horrible condition to a better future. And therefore, let me start with the first picture.  This is the the basic project. This is the idea – – This region actually, it’s not exactly visible here, but it’s all desert. I don’t know you. You all are from that region. But I have flown once from Khartoum to Jordan, to Jordan. And this is a 3.5 hour flight, three half hours over desert, desert, desert. So the idea basically is that, we have to create plenty new fresh water. So the idea is to make a canal. To take the second picture to create two canals, one to connect the Red sea and the Dead Sea, and another one to connect to the Mediterranean.

Now, because the the Dead Sea is 400 meter below sea. So therefore you can basically use the ocean water being pumped into this region or flowing into this region also for hydropower. Basically the the idea is to not only use existing fuel capacities like the oil and similar gas which is available in front of Gaza, but to build as quickly as possible small nuclear power plants. The fourth generation is inherently safe. You can use the the pebble bed reactor, the high temperature gas cooled reactor. These are all being in process already in China. Some of them were originally developed in Germany, but because Germany is so green, they were never put in there. But now China is having all of these reactors. Russia is building these reactors, as a mass production. That’s the idea for export to the countries of the global South, and then use this electricity to have large quantities of desalination of ocean water. And through some man made rivers, you can then distribute this water throughout the whole region, connecting it with other water resources like aquifers, like ionization of the atmosphere, which creates new rain patterns. I mean, this is a whole project which eventually should encompass the entire region from India to the Mediterranean, from the Caucasus to the Gulf.

So, this region, in the past, was a hub, in the times of the ancient Silk Road. This was a flourishing region. Damascus, for example, was a marvelous cultural high point. Baghdad, at a certain point, was the most developed city in the world. They had the most librarians, the most books of anybody in the Abbasid dynasty. Europe recaptured its own roots through the collaboration between Harun al-Rashid and Charlemagne. So this is a very rich history.  We are not starting from scratch. The possibility to build that, it would be very easy to do. Technologically it’s a piece of cake. We had conferences on the Oasis plan with participation of Chinese scholars, among others, Professor Zhang Weiwei, who said, ‘yeah, China could do that. We have greened the desert in Xinjiang.’ And also in the northeast of China, there was a huge desert, which has been completely changed — it’s the size of a territory of Germany — where there is now forests, orchids, tourism. So the Chinese have the technological ability to do that. And as you know, the Chinese are doing everything very fast. If you go to the Germans these days, it takes a long time. But if you go to the Chinese, they build everything in half a year and it’s ready to go.

[Next slide] This is the nuclear power plants along the canals. [Next] This is how it will look like later on with the new man made rivers, which you can direct then in many directions. [Next] The reason why this is now eminently possible is because there is a huge change going on in the world. That is a plan we have developed, in 2014, when XI Jinping put the New Silk Road on the table in Kazakhstan. We published all our development studies, all over the world. We had worked on Africa plan, 40 year plan with India. Plan with Lopez Portillo for the integration of Latin America. A plan for the Pacific Basin. The next 50 years. When the wall came down [in Germany – edit], we developed the Eurasian Land Bridge as a proposal, as the economic basis for a peace order for the 21st century. So when XI Jinping announced the Silk Road as a Chinese policy, we updated all our plans. We put it in one book. You can find it at the book table. And this book was published immediately into Chinese, Arab, French, German and Korean. And it has been sent to 1000 universities and think tanks in China from the Zhongyang Finance Institute. They said this is the standard book for every scholar who wants to deal with the Silk Road, because it’s the most developed conception.

So many parts of this are being built already through the Belt and Road Initiative. China has made many projects. For example, the China-Pakistan Economic Corridor or the railroad from Kunming to Laos, the fast train from Jakarta to Bandung, many projects in Africa. The Great Ethiopia Renaissance Dam (GERD) has just been opened in September. This is now producing electricity for all of Ethiopia. But also a neighbor countries. So anyway, so this is the context.

Now on the political side, we are experiencing right now, a complete earthquake. Because with the publication of the new security strategy paper of the United States, there is a revolution. You know, this paper has interesting parts, bad parts, good parts, but it has completely upturned the apple cart, so to speak. The bad part is for sure that they are now putting a lot of emphasis on the Western Hemisphere. There is a threat of an invasion in Venezuela going on right now as we speak. But the good part for sure is that Trump wants to normalize relations with Russia, and the Russians are taking this very serious. They’re not naive, but they say that they have, basically very good discussions between Witkoff and Kirill Dmitriev. They just published the recent round went very well. So this is hopefully getting the Ukraine crisis under control. Naturally, I mentioned already that the Middle East is supposed to have less emphasis. The relationship with China is moved away from the coming war with China to more, the fight with the competitor, economic competitor, China.

How that plays out in the Indo-Pacific is not yet completely clear, but it is definitely a complete change to all previous security doctrines of the previous administrations, Biden and Obama and Clinton and so forth. So this has caused a complete upset in Europe because in the paper, it’s very harsh on criticism of Europe. It says that if Europe does not change, it will face civilizational erasure. Now that is a pretty strong language. It says Europe should watch out that in 20 years it’s still there, more or less. The reason given is implied that it’s the migration. Now, I have said similar things that if Europe doesn’t change, we will basically become marginal in history, but not because of migration, because of wrong economic policies and wrong cultural policies. But I have said something going in a similar direction. So now there is a huge freakout in Europe. Some of the strongest pro-Atlanticist politicians, they say we no longer can talk about the United States as an ally. There are even people who say that the United States is now becoming an enemy. I mean, it’s a complete freak out. I mean, I can only emphasize I have never seen something like that. So obviously this means a lot of changes.

The coalition of the willing, that is Germany, France, Great Britain and Poland and, you know, Baltic Chihuahuas, as Pepe Escobar always says. They want to continue the war in Ukraine. But everybody knows the Europeans without the United States don’t have the military means to do that. And they don’t have the economic means either. So how that plays out remains to be seen.

But, if you look at the world as a whole, you have the Middle East horror show, you know, with Gaza, what I just said, you have the Ukraine war, which means in any case, you know, the country is destroyed, the population is halved. It’s a terrible situation. You have now the danger of an escalation between Japan and China because of the new prime Minister Takaichi, making these provocative remarks on Taiwan. You have a pending invasion in Venezuela. So looking at this picture as a whole, and you have right now elements who want to increase the offensive mode of NATO. In the first week of December, the present head of the military commission of NATO, Italian Admiral Tarragona [UNCLEAR],  he said that NATO should make a preventive attack against Russia. And, it turns out this interview was given already in mid November but published only beginning of December. And the spokeswoman of the Russian government, Maria Zakharova, in my view, correctly said this was an attempt to sabotage the negotiations around Ukraine by just creating another havoc.

So I, I at that point said, look, since the beginning of the special military operation in February 2022, I already had called for a new security and development architecture, which must put the whole world on a completely different basis, because it’s very clear the neoliberal order is not functioning. The effort to establish an unipolar world after the end of the Cold War did not function. It caused a tremendous blowback because it caused the countries of the global South to basically say, now they have to end colonialism and become the producer of their own value chain in their own country. So they have formed the BRICs with Russia, China, Brazil, India, South Africa, which is now 20 countries, and many more want to be part. There is the Shanghai Cooperation Organization, and these organizations want to build a new economic system with an own credit system, their own investment possibilities for development.

So the world is breaking apart. And that is why I say we need a new security and development architecture, which this time must take into account the interests of every single country on the planet, or it will not work. So therefore, you know, I basically issued a statement, three or four days ago calling for the exit from NATO because, you know, Germany is in a NATO alliance, which if it ever comes to war, there will be nothing left of Germany.  Germany will be erased. We had a conference with Ted Postol, who is an eminent rocket and nuclear scientist who produced maps of where the nuclear bombs would fall in Germany if it comes to war. And it makes very clear that there would be nobody left, not one living person in Germany. So if Germany is in a military alliance, which in the worst case does not allow the survival of this country, obviously we are in the wrong military alliance. And, the character of NATO has clearly changed. You know, I mean, one can argue all kinds of things about NATO in the time of the Cold War. But,  from NATO, which was relatively defensive in the 80s, it has transformed into an organization whose function obviously is to protect the progress of the unipolar world. It has expansion plans for the Pacific, global NATO, which is only aimed to contain Russia and China, and therefore, it’s not a North Atlantic alliance, but it has other ambitions. So therefore I said, why don’t we dissolve NATO? It should have been dissolved in ’91 when the Warsaw Pact was dissolved. And let’s replace it with a new security and development architecture, which, you know, must really be global because otherwise it does not function. The Peace of Westphalia worked because it recognized the interest of the other, of every other. And it led to peace.

When the Versailles Conference took place, or the Paris Peace Conference of 1919, they did not invite Russia, the Soviet Union. They did not invite China. And therefore, you know, it was the stepping stone to the Second World War. So what I have proposed is, from a European standpoint, you know, based on the tradition of the Peace of Westphalia, which ended 150 years of religious war, because people realized that if they would continue the war, nobody would be left alive to survive and enjoy the victory. Now, a very similar proposal has been made by President XI Jinping, who has in the recent years made four global initiatives: the global Security, global development, Global civilizational and global governance initiative, where the last one, the Global Governance Initiative, is exactly the same idea that you need a new security architecture where every country participates in. And every country, if it’s big or small, powerful or not, have one voice, that there is no right to interfere in the affairs, in the internal affairs of the other country. There is no way how you can force a country to adopt a different social system than that, based on its own choice and tradition. So it ends the idea of export, of human rights, democracy, and all of this, which has been the trademark of the European policy.

So therefore, you know, President XI Jinping has proposed the Global Governance Initiative. President Putin several times proposed a Eurasian new security architecture. They just two days ago had in the Valdai Club conference on that topic. So they mean it very serious to have a new security architecture. He has not spoken what should happen with the United States or other parts of the world. And I think it has to include everybody because otherwise it does not function.

Now, obviously, this is also urgently needed for another reason, and that is that we are sitting on a time bomb. The time bomb being the threat of a new systemic financial collapse, much worse than that of 2008, because in 2008 we already had a systemic collapse. At that time, the root causes were not eliminated, but it was just, quantitative easing by the central banks flooding the problem just by, you know, inventing liquidity without any limitation. And that naturally comes to an end because it borders hyperinflation if you do that. And now the central banks are practically left without any remedy, and the amount of money in the system has increased by a factor of magnitude of several magnitudes. So we are sitting on a unpayable bubble of 2 quadrillion outstanding derivatives and other speculative assets,  cryptocurrencies, stablecoins, things which have no value and are just added bubbles to this gigantic everything bubble. And if this bubble collapses and it could collapse through a whole variety of reasons, it could be a bankruptcy, a chain reaction. It could be the insolvency of emerging markets. It could be when the Europeans are stealing the Russian assets in Belgium and other countries of several hundred billion dollars, where Russia already has announced that they would answer that with equal countermeasures. This could blow up the whole system. So we are sitting on a powder keg of landmines, you know, where there are thousands of such mines and one doesn’t know which one will be the one which will explode. But if this would happen, it would lead to a total, total collapse of the financial system and the economy, industry, agriculture.

So the only way to approach that would be to do what my late husband, Lyndon LaRouche, already anticipated, which would happen in 1971, where he predicted that the replacement of fixed exchange rates through floating exchange rates by President Nixon would lead to a systemic collapse. And that’s exactly where we are at. And what one would need to do is what Franklin D Roosevelt did with the Glass-Steagall Banking Separation Act in 1933. That is that you have to take control over the financial system through government actions. You have to protect the commercial banks, because these are the banks who give credit to industry, to agriculture, to trade. However, the investment banks and everything which has to do with speculation has to be separated out. They have to see if they can bring their books in order without government money, without taxpayer money. And if they don’t are not able to do that, they have to close down and declare insolvency.

But this system where you permanently take money from the taxpayers to finance the speculative gains of the billionaires, that has to stop, because this system has led to a situation where the class of billionaires is growing. You know, you have now thousands of billionaires, and you have some of them who want to become trillionaires like Elon Musk, Bill gates, they all want to now reach trillions. I think this is actually obscene. That one person should have a trillion or several trillion dollars or euros, while the majority of the people are getting poorer and poorer and poorer. So we need to have a global Glass-Steagall. That is, every country has to do that, and preferably they should do it in consultation and coordination. Because if only one country does it and the other ones are sitting there with their positions not covered, it could have an incredible disruptive effect. So therefore, you know, there must be a recognition that this is a problem we only can solve together. And for that, a Peace of Westphalia kind of approach where you first agree on principle; to move away from confrontation to cooperation, to use diplomacy and negotiations to resolve all conflicts and to respect the interest of the other. So if you agree on these principles, then you can do exactly what they did in the Peace of Westphalia negotiations, where in Münster and Osnabrück they were sitting for years on tables discussing every detail, territorial disputes, you know, ethnic religious questions. And once you agree on principle that you want to solve something together, then you can find the atmosphere and the approach to solve any problem because they are all man made. They’re not, you know, not natural catastrophes. They are man made problems so men can solve it.

So that is our approach and that is why we have issued the Schiller Institute has issued this call. It’s called, stop NATO or, Withdraw from NATO. The new security strategy requires a new security and development architecture. Now, we are circulating that proposal, and I think you have it here. Oh, it’s in the package. I would like you to read it, if you agree, if you are a diplomat, you may not want to sign it, but you may know somebody who would sign it, like a professor or a government official or some other person. Because we want that proposal to be earnestly on the table. It includes such questions like the Oasis Plan. It includes, for example, when President Trump and President Putin met in Anchorage, Alaska, they met. And in the aftermath, it became very clear that one of the projects – – maybe you can show the other map where one can see the Bering Strait. This is the tunnel planned between Alaska and eastern Russia. This is only 100km, and you can build a tunnel, which then would connect the Americas through infrastructure with the Eurasian continent. It would mean that not only you could open up the far east of Siberia, where you have enormous, raw material riches which are not developed because large part of it is permafrost. 

So, for the last several years, the economic forum in Vladivostok was always featuring the idea of developing the far east of Siberia, because here you find all the elements of the Mendeleev table, periodic table. So it is all the raw materials in the world where, for example, countries who have not a lot of raw materials, like Germany, like Japan, many others could be part of this investment and be part of an enormous economic boom in both Russia and China has expressed great interest as well. So if that happens, you can make back the landbridge. You can soon travel from the southern tip of Chile and Argentina with a fast train all the way up in North Latin America, Central America, United States, Canada, Alaska. Then you go through the Bering Strait tunnel. You travel through the Trans-Siberian railway. You connect to the European transport network. The Spanish government has just made a feasibility study, I think, with the German tunnel builder Herrenknecht to build the Tunnel of Gibraltar. This is also a very small strait where if you would build this tunnel, which has to be very deep, but it’s technologically not a big problem. You could then continue to travel with the same train, which you started in Chile, all the way through Africa to the Cape of Good Hope. Now go back to the Eurasian, to the world. Land-bridge.

So soon, if we come to this agreement of a new security and development architecture and development architecture, emphatically saying, these kinds of projects will be all agreed upon because it is in the mutual interest of of all sides. And you will connect all continents through either tunnels or bridges, so that basically the whole world will be infrastructurally connected. And that is, if you think about it, that is the normal path of events. Because, I mean, if you think 10,000, 20,000 years ago the only civilization was on rivers, on the ocean, and people did not go inward. Why? Because it was very difficult. You could not just go into the inner parts of the continents. Only when the railway was developed, you had transcontinental railways in the United States, in trans-Siberia. And slowly but steadily, the inner parts of the continents were opened up for development. And when we built this world system, it will connect the whole world. It will be the basis for peace. And the German economist Friedrich List, already had the vision that this would happen sometime in the future. And he said, you know, there will come a time where space and time will be shortened in such a way that the whole world will be understanding itself as a one.

And that will have an incredible impact on the identity of how people think. They will no longer think, these other people and these people, but they will understand that we are all part of the one human species where it is in our interest to work together. So I think that as a peace vision, this concept is absolutely, important. Actually Africa is right now, the most interesting continent because, you know, all the other continents have demographic negative curves. The United States, China, Latin America, they all go down. Africa is the only continent which has population growth. And by the year 2050, they will have 2.5 billion people. That means 1 billion more in 25 years. Naturally, they will all be under 25. Logically. And that means, you know, we have to build 1 billion new productive jobs in Africa to accommodate these people.

So, we have proposed, therefore, joint ventures between Africa, China and European nations. Naturally, other countries are as well. And that way we could think of transforming the African continent in a few years. If you go in basic infrastructure, ports, railways, waterways, highways, integrated energy production, communication, industrial hubs and certain game changer projects like for example, I mentioned already the GERD, the Grand Ethiopian Renaissance Dam, as a perfect example because there China, Ethiopia, Italy and France were working together and this is a perfect project of what kinds of things can be done. There is now the plan we are working right now on the development plan for the Inga Dam in Congo. This will be a is actually several dams, and it will give electricity to all the countries around. Then another project is the Trans-Aqua project, which will basically industrialize 12 countries from the Congo to Lake Chad, because it’s the idea of taking 3% of the water which flows into the Atlantic and bring them from 500 kilometer heights through a system of canals to Lake Chad, where it will be used for irrigation. And you know that you can green the desert there as well. So that will be a game changer project. So that is basically how I think we should think about it, to intervene through peaceful development. So if you agree with that, then help us to distribute this call.

Moderator: We are running a little late, but maybe 1 or 2 quick questions if somebody has something.

Question: What one aspect that you have spoken about is the question of the culture and what what needs to be done to create a new renaissance of culture and how that would affect the rest of society.

Zepp-LaRouche: Well, the good news is that the renaissance of classical culture is already taking place in Asia, not in Europe, but in Asia, because the Asian countries, who all have a history, many of them 5000 years old, and they have, made a big effort. All of them. I mean, India, China, Persia, Vietnam, Thailand to actualize the knowledge about the ancient tradition in their populations, by making restoration, by digitalizing a lot of the cultural goods. So they understand that to be rooted in the best tradition of your own culture is the precondition to be oriented towards the future. Europe, unfortunately, has not done that yet. I hope that we can encourage them to do that. But I think the dialogue of cultures where every country and every civilization goes to their best tradition, and then that way you learn about the other one and vice versa. It will open people’s eyes. You know, it will be the best medicine against chauvinism, racism in all of these evils by simply showing people how beautiful the world is. Because I think the multiplicity of the different cultures is an enormous wealth, you know? And once you start knowing in depth the other culture, it opens your eyes about the limitless creativity of the human species. So I’m absolutely convinced that the cultural dialogue is an absolute important ingredient for our plan to work.

Question: And a related question. Recently you have been, expressing how important the statement by the Pope Leo the 14th about, referring to Nicholas of Cusa, of about –because the ambassador spoke about conflict resolution. Can you just say shortly, about the importance of of these ideas for the question of conflict resolution?

Zepp-LaRouche: Yes, because Nicholas of Cusa, who was an important, the most important thinker of the 15th century, at least in Europe, developed a new method of thinking, which he called the Coincidentia oppositorum, the coincidence of opposites. And that was, you know, he said that he had, when he travelled from Byzantium to Florence, in traveling over the ocean, he had a divine inspiration and all of a sudden thought, something which he recognized no human being had ever thought before. And it was a method, namely the idea that the human mind can always find the higher One, where all the contradictions on the level of the many is overcome. He discussed it from a theological standpoint that the One is naturally God, in which all contradictions are folded in which are then, let’s say, emanated through the creation, in the physical universe and on Earth. But the ability of the human mind to think that One which is of a higher magnitude and of a higher quality than the many, is a perfect conflict resolution. I have developed a habit to think that way a long time ago, because I come from Trier. And Nicholas, of course, naturally was called the [Treverensa], the person from Trier which comes from Bernkastel-Kues, which is half an hour away from Trier. And you know, I recognized something in his thinking, which, you know, you do not get stuck in contradictions. You don’t think that the progress comes from the conflict between A and B? And because A can never be B, and B never be A, and that contradiction moves things forward? No.

Nicholas of Cusa says that – – he was attacked for his writings, the Docta Ignorantia.  I — the scholastic of his time, Johannes Wenck, who said Cusa is a heretic, he’s a pantheist. Cusa later discovered this writings, which he was not aware of for several years, and he wrote a little, counter paper called, In defensa Docta Ignoratiae [Apologia Doctae Ignorantiae]. And I can only advise you if you want to have a quick entry point in what he means, read that short document, because it says the Aristotelian is like the hunter and the hunted, and they’re running around and they’re searching. They don’t find each other. And while the person who looks at the world from the standpoint of the coincidentia oppositorum is like somebody who stands on a high tower and he sees from that height the search, the who searches and the process of searching. Or the hunter, the hunted, and the process of hunting. So it’s a completely different conceptualization of how you perceive what is going on around you. And I’m absolutely certain, even if it’s not easily provable, because Nicholas of Cusa was attacked by a certain faction in the church, for example, his books were put on the Index in the Council of Trent, so he was not very known for many centuries. So I cannot prove it through sources.

But from the idea content, I’m absolutely convinced that the Peace of Westphalia would not have been possible without the influence of Cusa’s thinking. And that method of the thinking, the One first, and then proceeding to look at the details, which are more tricky is a method of thinking you can apply for everything. I have done that effectively many times consciously where I said, no, I will not go that road. I will look at it from above and find a way how to solve something. I can only say I’m personally — and it’s very important. The Pope mentioned this in his sermon for the Jubilee Year, and he applied it for the present time, you know. He didn’t say – – He could have said it’s an important writings of a Cardinal of the 15th century. No, he said, he’s a very important thinker who is not yet very known, but he has found a way of bounding things together, which is very important in our troubled times. So he applied that same method of thinking to the present world situation, which is why – – We had a beautiful zoom meeting with Father Bury, who is a legendary priest. He was a he was part of the beatification of Mother Teresa. And he said that Nicholas of Cusa should be Canonized, and Lyndon LaRouche, who would have the same method of thinking, should be exonerated. So I think that is a very important idea.

See and read the first seminar speech by H.E. Ambassador Prof. Dr. Manuel Hassassian, who was the Palestinian ambassador to Denmark here: https://schillerinstitute.com/blog/2025/12/21/palestinian-ambassador-hassassian-prospects-and-obstacles-for-peace-support-for-oasis-plan/

H.E. Ambassador Prof. Dr. Manuel Hassassian, the recently retired Palestinian Authority ambassador to Denmark, has “a Ph.D. in comparative politics and has over 25 years of academic experience, including as executive vice president at Bethlehem University. Prior to his [recent diplomatic role in Denmark], he served as the Palestinian Ambassador to the United Kingdom from 2005 to 2018. Prof. Hassassian is a dedicated advocate for Palestinian rights and has been actively involved in international dialogues promoting peace in the Middle East.” (Quoted from the Palestinian Mission in Denmark’s homepage.)

Moderator Tom Gillesberg, President, the Schiller Institute in Denmark:

I am happy to welcome you all to this seminar arranged by the Schiller Institute. I want to thank you all very much for coming. The title is: Can there finally be peaceful development between an independent Palestine and Israel and the region. Build the Oasis plan now!

And this is a very special occasion because His Excellency Ambassador Prof. Dr. Manuel Hassassian, who has been the ambassador of Palestine to Denmark since 2019, has chosen to honor us, speaking with us here today as one of the last things that he ends up doing here in Denmark before he goes into retirement, retiring to to East Jerusalem, where I’m sure you will be involved in many different things. We have been very grateful for his collaboration on the issue of how to stop the atrocities in Palestine, but also with what we have been moving forward, which is the idea of an Oasis Plan, not just saying the bad stuff has to end somehow, but also what should take over. How can we have a development perspective for a coming, independent Palestine, but also for the whole region? The only way we can see that you really can move this whole thing forward.

And then we also have Helga Zepp-LaRouche who has come up from Germany, to afterwards speak on these matters. The ambassador has only an hour slot for us, so he will speak first, and then afterwards we will take questions. Then we will give the word to Helga who is the president and founder of the Schiller Institute.

—

H.E. Ambassador Prof. Dr. Manuel Hassassian:

Thank you very much for the introduction, I’m always pleased to share ideas with you. I have been engaged with the Schiller Institute for 2 or 3 years now, and I have become one of their champions. Every time I’m invited to a seminar or to an interview, I never say no. It’s not that they have an influence on me, it’s because of my deep conviction in the Oasis Plan which prompts me to talk about it, and how it relates to development in the Middle East, and in particular to Palestine.

There is always an end to everything. Maybe I will finish my tenureship as an Ambassador, but rest assured, I have many other positions that I will be practicing when I go back home. Professors never retire, and if they do retire, they end up writing books and articles and giving interviews. So my brain will be always alert to also see the Schiller Institute developing its ideas, and especially a plan that has existed for the last 3 or 4 decades. It is a sound plan, which I will try my best to summarize in the second part of my discussion today, and to relate it to the Middle East, because I think it’s worthwhile. When you are invited by the Schiller Institute, you have to talk about this plan, because this plan is considered to be their basic objective when it comes to development.

There is often a debate; which comes first, politics or business? Are economic relations between two adversaries more important than solving the political issues, or is this cataclysmic, to the effect that without having a political agreement, there will never be economic cooperation? It’s like the chicken and the egg; philosophically, we cannot determine (the answer). But I have come to a conclusion that both can go in parallel. We don’t need to solve our differences politically in order to start trying to cooperate economically for development purposes. Abject poverty is always the essence of conflict. When there is an economic boom, we don’t have conflict. Always, conflict is a result emanating from two parties that are not in parity with each other, and that’s why there is an imbalance when we talk about negotiations or conflict resolution. This is a very classic case when it comes to the Palestinians. The Palestinians have embarked on a process of negotiations since 1988. It was crowned by the Oslo agreement with all its loopholes. We ended up having a more complicated situation where Gaza is suffering from a war of genocide; let alone the West Bank, which is not spared by the attacks of the settlers and the expansion, like creeping annexation into the West Bank, where it is now rendered, as I always say, an island archipelago, like a Swiss cheese with no geographic contiguity whatsoever. And we talk about the West Bank, Gaza and East Jerusalem which only comprise 22% of historic Palestine.

And we always say that we made our painful concession back in 1988, when we accepted the State of Israel and declared our unilateral independence on historic Palestine, which are the borders of 1967, meaning the West Bank, Gaza and Jerusalem. But eventually, what we have witnessed for the last 30 years is that this process is completely dead now, and talking about a two state solution is like being in the desert pretending that there is water like a mirage. Although it is the talk of the town, although there is no other solution, practically, pragmatically, except the two state solution, although we have accepted the State of Israel on 78% of Palestine, yet that is also slipping from our hands. So what does Israel want? Israel wants to maintain the status quo, which is ‘occupation plus’. They need to take half of the West Bank under the rubric of biblical prophecy; this is Eretz Israel, part of what God, the real estate agent, has offered them. We look now at the situation in Palestine, and we see it’s impossible, even through choosing between constraints, which is the pragmatic approach, it is still impossible to see an independent Palestinian State on the territories of 1967. I always say there (needs to be) a divine intervention to solve this problem, or a miraculous solution to this problem. It seems as though we have lost the human touch in getting a certain solution to this conflict, and we are resorting to international and divine intervention.

It is so unfortunate that we have a weak international community. And it is so unfortunate that we have a broker of peace that proved to be dismal in its policies, because of its unwavering support to that of the peace process, which is the United States of America, which has proved to be a total failure. And that’s why what we witness today in Palestine, Israel and its cataclysmic effect, as a result of such a policy by the United States, we have reached to a point of nowhere. So either we need a magic wand to come up with a solution, or the international community, and especially Europe, will shoulder the responsibility and show its political teeth, that you, the United States of America, you cannot be the only monopoly, unipolar power, trying more or less to control the Middle East and the rest of the world. In the 1990s, we referred to the Americans, with the crumbling of the Soviet Union, as the unipolar power. And you were so hopeful you called it the Pax Americana. And this Pax Americana came out to be one of the greatest disasters to the people in the Middle East. Now, all Presidents of the United States have showed empathy and sympathy to the Palestinian people, but they have never shown political teeth to solve this problem, because they are always subdued by AIPAC and by the Zionist lobby, not only in the United States, but all over the world.

And there is an organic relationship between the vested interests of AIPAC and that of the Congress, which I consider to be our enemy. Now, the White House is quite friendly, sometimes Presidents are very supportive. They empathize and they sympathize with the Palestinians. But Congress has been our basic enemy. Because Congress drafts the laws. Congress sends aid to Israel, Congress allows arms deals with Israel, and Congress imposes embargos on any nation that is against Israel. So our enemy is Congress, and actually 80% of the decision-making process in the United States is made by Congress. It’s not by the chief executive, which is the United States President. So it is a very hard task for us to penetrate or to permeate, as we say, the lobby in Washington. Now, whether I want to call it fortunate or unfortunate, the war on Gaza, which is a genocide by all definitions, even by Raphael Lemkin, and he is a Jew himself, who coined the word genocide. It is a genocide that is going on in Gaza. And this genocide brought out the public outcry and the support, which we have never seen on American campuses, except for when the war in Vietnam took place, and (the students) marched in the streets and made history by stopping the war. We have seen it only recently in the United States of America. And that was, for me, what we call in physics, a quantum leap in public opinion and in support of the Palestinian people.

Regardless of the machine that the United States Israel have in terms of controlling and guiding what we call the public media, we managed to penetrate that as Palestinians, because the international community cannot turn a blind eye on what is happening on the ground in Gaza and in the West Bank. So as we say in French, it’s a ‘coup de grace’ that such an unfortunate event led to the recognition of the Palestinians, and led some European states to recognize the State of Palestine. But it is so unfortunate that still today, the Kingdom of Denmark did not make the effort to recognize the State of Palestine. And I’m talking Great Britain, Spain, all of these big powers in Europe, had already recognized the state of Palestine. Now, the recognition of the State of Palestine

 in itself does not preempt the negotiations of trying to put on the contours of that state, which we call Palestine, because that will be based on parity negotiations between two states, and not between an occupier and an occupied. Because in a situation where there is occupier and occupied, there is a total asymmetry. And that’s why we call it the influence of the top dog, Israel, over the underdog. And in this case, the top dog is totally supported by those who are considered to be the honest brokers of peace, i.e. The United States. With all my experience in negotiations, we have never negotiated with Israelis. We used to sit in a table like this, L-shaped. And political leaders of Israel would not come and sit to negotiate with us, but military leaders, top brass. They would come with maps and with sticks: This is for us, this is for us, this is this, this is this. So it was what we call the ‘diktat of power politics’. So we never had negotiations. Negotiations are when there is symmetry, when there is parity. When we look into each other’s eyes and try basically to negotiate, believing that you go to the negotiating setup, with the maximalist position. But through the process of what we call an “aria”, which is a theory in conflict management, you end up fulfilling the optimum, and not the maximum, and both parties will be at the same level. And that’s why we have a breakthrough, and we have a deal. But you can never have ‘top dog’ dictating the political situation and the negotiations, and believe that there is an agreement. There will never be an agreement. Agreement is based on concessions. You have to make concessions in order to reach the optimum. And just to give you an example, when this model of conflict management was developed, I was one of the participants in this model, as far as a practitioner in conflict management. Although my area was the Middle East, through experience and teaching for 26 years, I developed my skills in conflict management.

That’s why I’m a cool professor, where I don’t antagonize my audience, but I try to find solutions. It’s not enough to sit here and try to describe the ugly occupation of Israel. Everybody knows what occupation is. Europe has passed through occupation. Many countries have passed through occupation and racism, South Africa and what have you. So there are plenty of examples. But the effort and the boldness is how to circumvent the process from a zero sum conflict into a win win situation. This is the real effort of people who have in mind the mindset of accepting the other, while not trying to underestimate their acquiescence of their political aspirations. So this synchronized effort is extremely important because if you don’t make this balance, you end up losing. And we call this theory ‘aria’, the musical aria in opera, where A stands for the adversarial position. You come into negotiations with the idea of a zero sum conflict; your gains are my losses. And you debate. Let’s take the question of right of return in the United Nations. And there is an open floor between the Palestinian ambassador and the Israeli ambassador, to put their own rationale as to why the ‘right of return’ should be possible for the Palestinians. Now this situation ends up in a total adversarial position. You see the negotiators scream “body language”. They want to control the other members of the United Nations through the body language and through the tone to win the battle.

And that’s why they don’t make sense. They start resorting to all kinds of stupid examples just to score a point. So we call this adversarial position where you reach a point; it’s point blank. There is nothing much you could do anymore. So we take a break session and we go into separate rooms, and we try to rationalize the stupid talk that we had introduced. Does this make sense? Does that make sense? Poor fools. That’s stupid. So what we call the soul-searching, the process of trying to factor in the psychological pressure through taking a rational decision-making process, (is what) makes you become more pragmatic, choosing between constraints, and more practical, in finding plausible solutions. This is what we call the stage ‘reflexive’. You reflect on both sides’ arguments, and you come up with a third stage, which is the integrative stage. Now this is all empty. We look at the glass as half empty when we are in an adversarial stage. Now we look at it as half full. What can we accomplish together by prioritizing our national interests, which could be a common ground to start building the momentum of accepting each other and finding a solution? This in itself is called the integrative, or what we call ‘search for common ground’.

The last part is when you agree, you try to prioritize both sides. Which ideas are more plausible? You start with the easiest ones, and I give you an example. I was engaged in 52 second-track negotiations with Israelis, and the third party was Europeans and Americans. And every time we brought the six intractable issues. And when it came to Jerusalem, the first thing – a collision – on the question of sovereignty in Jerusalem. Sovereignty is nonstarter. You don’t start with sovereignty because each will claim that sovereignty belongs to them. And that’s why we say, let’s start from the bottom up. What do you mean by the bottom up? Let’s say that we have two independent municipalities, Palestinian and Israeli, and there is an upper municipality like the Vatican, hmm? trying to be the last resort if there is a conflict. You refer to this, what we call the umbrella municipality, that will deal with solving the conflicting issues. And that in itself will pave the way, basically, to understand infrastructural development. And here comes the economic part. Security, security arrangements, mobility – crossing from East and West Jerusalem with clear surveillance to make sure that there are no spoilers; these are the details that you start with in building the momentum. Then the question of sovereignty becomes an important issue, but yet we come up with different kinds of sovereignty. And I’ve written on this issue a long time ago where I devised 15 models of sovereignty in Jerusalem.

And as I said, one of them is shared sovereignty. Another one is joint sovereignty. A third one is God’s sovereignty. A fourth one is scattered sovereignty. A fifth one is un-sovereign sovereignty, and the saga continues. And I described each one with its pros and cons. Don’t tell me that everything is absolute in this world, for everything there is a solution. It depends on the mindsets. In all second-track negotiations, we managed to find common ground on the six intractable issues that comprise the essence of conflict between Palestine and Israel. But in what we call the first-hand negotiations, between the politicians on the government level, that has always been a non-starter. Although everybody knows the solutions to all these issues, we have to be prepared psychologically for what we call the painful concession. You have to be prepared psychologically for the painful concession. And that’s why if you go there with an attitude of maximalism, you cannot achieve peace. Conflict will resume.

Ladies and gentlemen, wars are quick fixes, but peace is a tormented path. It is a process that is very painful. It needs tolerance, it needs political vision, it needs to think outside of the box. But if you have the upper hand, like Israel, war is easier for them than negotiations. But also, we say war is not a solution. The Ottoman Empire ruled the entire Middle East for four centuries. Eventually there came a time when it totally crumbled, and all of the countries in the Middle East and Africa, and what have you, became independent.

But then we had a different form of colonialism, European colonialism, which also did not last long in the Middle East. So once you know the solution, all you need to do is find a process. And one of the processes of having a breakthrough is something called economic development. And here comes the Oasis Plan. Look, I have so many things written here, but I always want to speak from my heart, and this is what I do. I cannot but prepare myself, but I don’t read what I write because when I start speaking, I try to be more pragmatic, closer to your hearts and to your brains than just reading a document where it goes from here and goes up from there.

Now the two state solution. I just published an article, maybe a month ago, I called it “From Reality to Illusion”. If you look at the ground today, there is no two state solution, nothing left from the West Bank to be independent and to be contiguous geographically with what we call Gaza and that of East Jerusalem. And it’s not only Gaza that is suffering and in war, but also the West Bank and the East Jerusalemites. So we have a total onslaught on the Palestinian people. Israel wants the geography and not the demography of the Palestinians.

Israel, once the historical land of Israel, they allege, through their biblical prophecy, that God gave it to them 2000 years ago. Are we still in the age of religion, with God being a part and parcel of preferring one people against another? Where is the justice? If God is our reference of justice, fairness, then there is something wrong with our God. What is this chosen people? Blacks. Asiatic, Arabs, Europeans, Hispanics – we are all equal. We are all human beings. And that’s why we always resort to the international humanitarian law. We resort to human rights because everybody is equal. No preferences for God! So please, never factor in the religious dimension in this conflict, because our conflict with Israel is not based on religion. This is Islamophobia – it’s wrong. Our struggle is a national struggle. We are struggling to gain our independence, to fulfill our inalienable right to self-determination,

 which has been given to every single nation in the world except us. Today, our conflict is considered the longest modern occupation in history. When is it going to end? Why? We had the civilization, we had history, we have geography, we have demography. Why are we denied our right to self-determination? Sometimes they say ‘Hamas, and this and that’. What’s Hamas? Hamas is an integral part of Palestinian society. Yes, we don’t approve of their methods, but they are considered to be opposition to the Palestinian Authority.

And in a democratic entity, we have the right to have opposition. You want to tell me that Israel is a democracy only, and nobody attacks the settlers who are considered to be the counterpart of Hamas? And why do they accept them as part and parcel of their society? And they never criticize them, but they want the Palestinian Authority to criticize Hamas. Where is the fairness in this? Now, as I said, I don’t approve of Hamas’ ideology, but I cannot deny that they are part and parcel of a resistance movement, that they believe in armed struggle. Before them, we, the PLO, believed in armed struggle for 25 years. Then we realized that armed struggle is not a solution. We were terrorists, now we are not terrorists. Tomorrow, Hamas, when it is engaged in negotiations, and once we solve the issue of Gaza and what have you, believe me, the United States will remove Hamas from its terrorist list. So this is a process. We cannot deny what is on the ground, we have to deal with it. Regardless of whether you approve or disapprove of their policies, you cannot negate them. They are a power to reckon with, they are still there. They have their arms and they are still resisting the occupation. I believe that at this stage, intellectuals and academics have reached a certain kind of a conviction that there is no two-state solution anymore.

We have to struggle for a one-state solution like South Africa’s, where democracy will be the rule of the game, and the talk of the town. By elections, (we will have) majority rule and minority rights. Of course, Israel’s one-state solution is ‘occupation plus’. They don’t believe in the electoral process, neither in accepting the one-state solution as a permanent solution to sustain the longevity of peace in the future. So this mentality of occupation and control, and destruction and displacement, and the forceful diasporaization and the constant killings – they believe that these are the mechanisms of creating havoc, and making people voluntarily leave. Ladies and gentlemen, the Palestinians left in 1948, but they’re not going to repeat the same Nakba, as we say, the debacle. Today, the (number of) Palestinians inside Israel proper and that of the West Bank, Gaza and East Jerusalem are almost equal to that of the Israeli population. How could they control 7 to 8 million Palestinians, living basically in the West Bank and in the adjacent countries like Jordan? How can they? They have to find a plausible solution to coexist, and to live in conviviality, because this is the essence of security for the State of Israel. Israel, with all its war machines, have never secured its borders, have never secured its internal conditions. As long as there is conflict, Israel is insecure. And that’s why the psychological dimension of fear and distrust reigns supreme in the lexicon of Israel.

So they have to shift from this part to another part, which is the acceptance of the other and finding a common ground. Security is an obsession for Israel. It’s like in mathematics when you say ten over zero is undefined. Everything is explained and rationalized through the security modus operandi. And that’s why they are totally obsessed. And I believe that every Israeli needs a shrink to overcome this obsession of security. And of course, this has something to do with history, with the Holocaust, with the pogroms and what have you. It’s not something that is of our creation. What is Hamas compared to Nazi Germany and what happened there? And it’s so unfortunate that Israel does not believe that what it’s doing as genocide, while we believe in the Holocaust and we support the Holocaust in terms of being sympathetic to the Jewish people and what they have suffered. And you were amongst the first to receive the Jewish survivors in Palestine, where 99% of the population were Palestinians. All these ships that came to Palestine, we opened our hands and we received them as refugees. But it turned out that these refugees came with a project called Zionism, which is the creation of colonies and displacing the indigenous population. This was shown to us in the last seven decades. Now, I think I spoke a lot on the conflict, but I hope that I will always bring up cheerful aspirations, because if we don’t have hope, there will never be a solution.

And I always quote the Italian philosopher in all my speeches, because I totally believe in him and in his philosophy. Antonio Gramsci, when he says there is always pessimism of the intellect, but always optimism of the goodwill. So as a politician, as an ambassador, as an academic, I have to be hopeful so that I can be creative. And there is no solution without creativity and innovation. We need to be creative, we need to think outside of the box, and we need to exert strenuous efforts in finding what I call Aristotle’s golden mean. You don’t go to the extreme to solve it, you go to the middle. And that’s why we also have in Islam (ARABIC WORD HERE) which is Aristotle’s golden mean. Aristotle took it from Islam, It was not his invention. The question of social equity, social justice was in Islam before being part and parcel of the French Revolution in the 19th century, where all the philosophers, all the poems, all the poets came out from Europe. And it’s the same Europe that is now totally impotent in trying to find solutions to big problems where they are considered to be stakeholders. And I was the first to invent, and I take credit for myself, (sometimes I like self-indulgence when I see people repeating my slogans). In my first speech to the British Parliament, going back to 2005, and of course Britain was part of the EU, I said “we don’t want Europe to be a payer because paying is sustaining occupation, but we want them to be players”. And players need to have political teeth in order to make changes, and to not be totally subservient to the diktat of American foreign policy in the region. And I tell you, between Democrats and Republicans for the last six, seven decades, we never had any substantial change in foreign policy when it comes to the Middle East. Whether the Republicans are in power, or the Democrats – we call them Tweedledum and Tweedledee. And they have been based on four important pillars: One, the unequivocal support of the State of Israel as a proxy regime; Two, trying to control the oil and the oil prices in the Middle East; Three, trying to contain communism which was then substituted by the creating of Islamic fundamentalism. Ladies and gentlemen, Islamic fundamentalism was always supported, and it was created in 1928 by Hassan al-Banna in London, and Daesh was created by Hillary Clinton, just for your information. Because imperialism cannot nourish and flourish (unless it creates) an enemy. The hocus-pocus of communism faded, crumbled, so they created another enemy, which is Islamic fundamentalism. And Fourth; try to curb any kind of national liberation movements, which they then dub as being “terrorists”. These are the four cornerstones. Study them and go through history telegraphically and see to what extent my analysis is absolutely right.

There is no change, no change. The change should come from Europe because it is the only power [it consists of 44 countries per UN – mbg] that could stand in front of the United States, although there is some tension between Europe and the United States in terms of policies and economic interests. But eventually Europe’s interest lies much more with the Middle East – with the oil, with the silk road, with the trade. But with America, it is like a strategic ally when it comes to NATO and when it comes to military cooperation. Americans don’t care about Europe. They want them to be subdued under their flank and do their business. Americans only care about their own national interests. And believe me, once Israel becomes a strategic liability, they will stop helping Israel. And that’s why I always say: Israel, you should make your concessions when you are at the crescendo of power. You don’t make concessions when you are weak. And if you want to be a legitimate Middle East country accepted by the Arab and Islamic world, 59 countries, you should give the Palestinians their right to a state and to their self-determination. And we, the Palestinians, will give them the legitimate birth certificate in the Middle East to be part and parcel of one of us, like the 60th state in the Middle East. So Israel has to make its choices.

Prolonging procrastination, creating conflicts, objective conditions – this is not going to bring peace to the Israeli people. And today, the Israeli people are living in a garrison state, in a fortress. They are totally psychologically constrained. And they cannot really find their freedom by being at war with all these Islamic and Arab countries. Now 20 years down the pipeline, are the Palestinians going to still be factionalized and atomized? Are the Arab and Muslim states also going to be divided? Is the United States of America going to continue 20 years from now as the unipolar power, controlling through monopoly, world politics? Are the 2 billion Muslims going to sit idly and watch the desecration of Al-Aqsa mosque? Things are going to change because we believe in the dynamism of history, and history is based on contradictions. And this is where I believe in the dialectical

 materialism which Marx has taken from Hegel. That an idea creates in itself an anti-idea. And the synthesis of the idea and its opposition creates a synthesis in an idea which is a combination of both, which in itself becomes the idea, where its contradiction comes. And this is the process of development, it is based on contradictions. So there is nothing constant in history. History as we say, is past politics and politics is present history. So we can see a Catholic marriage there.

There was no politics. It used to be the history of diplomacy, how countries used to relate with each other. I don’t believe political science is a science, because science is based on behaviorism and statistics, but you cannot control the emotions and the psyche of a human being to factor it in numbers. So I don’t believe in political science. I believe in political diplomacy. I am a traditionalist, and I claim to be a traditionalist. I cannot try to quantify human behavior.

Now, let me finish by just saying, the situation in Gaza today is precarious at best. The ceasefire is fragile. Skirmishes are still continuing. Bombing is still continuing. Since the ceasefire until today, almost 500 people have been killed. The agreement said 600 trucks should go in. We are getting much less than that today. Gaza is suffering from heavy rains, and all these tents are in the air now. And these dire conditions are making life impossible, with scarcity of water, with scarcity of food. The Gazans are still suffering in a very painful way. Trump’s 20-point plan, which people refer to it as ‘peace’ – it’s not a peace plan, there is no vision there. It’s a ceasefire with certain conditions, but not a peace plan. Now we are waiting for Trump’s second stage of implementing his 20-point peace plan. And this is what we call the transitional period, where Gaza eventually will be reconstructed. And then the Palestinian Authority will be involved, along with the first Governor to Gaza, a new form of colonialism, championed by Tony Blair. But I don’t know now if Tony Blair is still on the agenda, because he is considered persona non grata. When he was Prime Minister I had the experience, as the Ambassador in London, to learn what I call the “sleeky” diplomacy from the Brits. I stayed there 13 years, so I understand their psyche and how they think. Of course, he has been discredited since 2006 when he, with President Bush, invaded Iraq on the pretext of weapons of mass destruction and everybody knows around the table there were no weapons of mass destruction. And he was the head of the quartet, and he achieved nothing as far as we are concerned. And now he is being imposed to become the Governor of Gaza, not running it from Gaza, but from Egypt.

So we don’t know where that stands, and, there are many, many international countries that don’t want to be involved with ‘boots on the ground’ in Gaza. They don’t want to be part of what he calls this peace initiative, because they don’t trust the United States and they don’t trust Israel. Israel now controls more than half of Gaza. (Right, doctor Hassona?) More than what they call the yellow line, and they think that this is their security arrangement, it’s like their buffer zone. So what are we talking about – where is the two-state solution? Where is the international community that shouldered the two-state solution as the only solution to this conflict? So for me it is enigmatic. Either I’m stupid and naive in not understanding world politics, or I am blunt enough to expose what Israel and the United States are considering creating a new Middle East, that is based on their own national interests.

Now, here I have to not improvise, because I want to be accurate when I talk about the Oasis Peace Plan. So allow me, and I need Helga and our colleagues to tell me whether I am right in describing fully what the Oasis Plan is. I tell you, I’m not here to market the Oasis Plan, and I’m not part of the Schiller Institute, but I’m a supporter of the Schiller Institute because I believe in their plan.

So I will do it at any time, even if I’m retired! Helga picks up the phone, she tells me, “We want you to come and speak about the Oasis Plan”. I’m always ready, whenever you want. So that’s my commitment to the Oasis Plan. And I did not decline coming here, although my time is so precious – I’m leaving next Thursday, I have so many commitments. But I said, this is the speech of The Last of the Mohicans. And let me just outline to you in a nutshell, because the Oasis Peace Plan is a big document and it has to be read meticulously. It needs an economic background to understand the complexity, yet it has as an objective, the subtle solution, which is so crystal clear.

When I looked at the Oasis Plan, I said that there is a great benefit for the Middle East region and for Gaza. The Oasis Plan presents a transformative vision for the Middle East built on regional economic integration, water security and sustainable development. It aims to replace cycles of conflict with shared prosperity.

The plan connects regional economies through energy grids, water networks, transportation corridors and industrial hubs. This interdependence generates collective incentives for stability, investment, and long-term cooperation. As water is a scarcity in the Middle East, it prioritizes water security and climate resilience on a large scale, with desalination, and water-sharing mechanisms, combined with renewable energy. It strengthens agriculture, reduces migration pressures, and supports sustainable urban development.

It reduces drivers of instability. Regional connectivity lowers the costs associated with conflicts and raises the value of peace. The Oasis Plan creates practical avenues of collaboration among the Arab states, Israel, and international partners. By focusing on mutual economic gains, it shifts the political dynamics from confrontation toward problem solving and constructive, ambiguous diplomacy.

Specifically, Gaza stands to gain immediate improvements from the Oasis Plan through, first, desalination plants, stable power generation, upgraded sanitation and restored infrastructure. It is a path to economic recovery, linking Gaza to regional markets, and to the West Bank, through energy, trade, transport corridors, for a sustainable economy. Industrial zones, agricultural revitalization and job-creating infrastructure projects provide a foundation for long-term stability.

It reduces tensions and supports political stabilization, establishing a basis for future political settlement. The Oasis Plan provides the material infrastructure necessary for governance, mobility, and regional cooperation.

To summarize, the Oasis Plan is a regional development plan, which offers a shared vision of a solution to the chronic scarcity of water and electricity. It is a stabilizing framework that reduces tension by creating a partnership based on shared economic interest and practical cooperation, which will bring tangible benefits of peace. It is a lifeline for Gaza providing water, power, reconstruction, job opportunities, and connection to regional markets; a foundation for future peace by improving living conditions and regional interdependence.

I believe that today it is high time that this plan should be taken seriously by the international community. Let’s not invent new plans, because we already have a plan that has been practiced and implemented in China and other parts of the world. It has been a success story. Why can’t it be a success story for Gaza and for the Middle East? We don’t need to improvise and to reinvent the wheel, while we have a solid plan that really caters to the needs of all the peoples in the region. That’s why I recommend the Oasis Plan.

When I go back, I hope that I will have a meeting with the advisors to the President [Palestinian Authority President Mahmoud Abbas], to introduce this plan to him, because whether Israel likes it or not, whether the Americans like it or not, the Palestinian Authority is going to be part of the reconstruction process. We have a plan in the Palestinian Authority that was put together with that of Egypt, and presented to the international community.

And as I said in the beginning, we have to be hopeful, because this is the nature of human beings. We ought to find better conditions. Peace is difficult to attain. War is easy to wage. But if we have the stamina, creativity, incentives, the innovation, power, and skills to implement the ideas of our ingenious minds, I think we can find a solution.

God gave us this gift of choosing the right things in our lives. And if we believe in the values of humanity, and that I am a Palestinian with human values, and trust that humanity will never let the Palestinian people continue to suffer and to live under occupation, then I plead with the international conscience, not only as an emotional request, but as a rational request. There is always a solution to every conflict. Maybe that solution does not please you 100 percent, but it is the way to start, and there is always one step towards heaven. Thank you very much.

—

QUESTIONS AND ANSWERS

Tom Gillesberg: Thank you very much.

Hassassian: Thanks.

Tom Gillesberg: My pleasure and I hope you have a few minutes for questions.

Hassassian: Yes, of course. And, difficult questions. Helga.

Tom Gillesberg: You can have the honor of asking the first one.

Helga Zepp-LaRouche: Your Excellency, I’m very happy about your speech because I think it is that attitude of optimism which will make the Oasis Plan become a reality. My immediate question to you is, you said Pax Americana did not bring good things to the Middle East. Now, there is a new National Security Strategy just published by

 the Trump administration, which breaks with previous priorities. This de-emphasizes Europe, it puts the primary emphasis on the Western Hemisphere, and it also decreases the emphasis on the Middle East. So given the changes inside the United States, because of the protests by a lot of young people to what is happening in Gaza, which has also influenced the MAGA movement, there is a certain amount of tension between certain MAGA politicians and President Trump, which are quite intense inside the United States. So what do you think will be the effect in practical terms of the new security strategy for the Oasis home?

Ambassador Hassassian: Well, I have to admit to you, I didn’t read the document yet, but I can try to improvise as much as I can. There is a big contradiction today in the United States between public opinion and that of President Trump’s administration. President Trump, unfortunately, is turning out to [believe in] racial supremacy. He doesn’t believe in the migration, he doesn’t believe in the immigrants. He is slurring everything that is anti-WASP, which is White, Anglo-Saxon, Protestant. And you have seen his campaign against the Somalian Congresswoman. The United States is what we call a mélange of ethnicities, it is considered to be the melting pot. And now it is turning out to be a government that is based on religion, color and race. I don’t believe in what the security of the United States in the past has really achieved, because we have seen that the security of the world is controlled by the United States through NATO. We don’t see any independence of NATO from that of the United States. And we see today an opposing power, which is Russia, Iran, South Korea, and to a certain extent now India is moving in that direction as the counterpart to the hegemony of the United States in the world. So now we are witnessing a rise of multipolarity and not a unipolar power. And this has been a total defiance for America’s hegemony, not only militarily but also economically. If you go to China today and look at their national treasure, they have trillions of dollars more than the United States of America. So the economy is not controlled by the United States anymore, and the dollar is not going to be the international currency. So it’s a matter of time. And I tell you, security is totally tied to economic interests. And that’s why I believe that no matter what the Americans do, they have to understand that a balance of power is the only way towards security and peace.

Resumé of question 2 from a diplomat: A diplomat thanked the Ambassador for his towering intellectual presence in Denmark, and extended best wishes for the future. Besides state-to-state political and diplomatic efforts, are there people on both sides of this unresolved conflict who are willing to talk to each other in the spirit of peace, to find a solution?

Ambassador Hassassian: I think that’s a very, very good question. I will start by saying there is a big difference between peace building and peacemaking. Signing a peace treaty does not give you peace and tranquility, It’s signing a document and it’s done between governments. But peace building is when you prepare your civil society to connect with the other civil society, where people-to-people interaction creates a modus operandi of conviviality and coexistence. This sustains the peace process. So peace building comes before peacemaking, because when you build peace, then the sustainability and the longevity of that peace will be based on the mutual interaction, the mutual trust, the mutual non-fear of each other, which makes it plausible and practical. Now before the second Intifada, which was in 2002, we had, through what we call the Oslo peace process, total communication, on people to people and on the grassroots levels, between Israeli society and that of Palestinian society. It’s only in the second Intifada, when the Intifada became militarized that we lost our connection, that the Israeli society began leaning towards the right. And that’s why we have Netanyahu being elected time and again, because that society lost the power of what we call “peace now”. And that organization has dwindled; all the liberal parties in Israel have lost. And today, what we have is an extreme right-wing public that supports Netanyahu with all his, let’s say, faults and deficiencies, because Israelis always (support) their leadership during war. During peace, they could be very vociferous in opposing, through a democratic electoral process.

But during war, they stick to their leadership. And that’s why Netanyahu is trying to linger the situation in Gaza, to secure another election next year. And once that is done, I will say the Palestinian issue will be gone in the sky, because Netanyahu believes in not relinquishing one inch from the occupied territories. His revisionist father, who was a professor at Hebrew University, taught him this: never give one inch of the land of Israel. So he is not a peacemaker. He is a warmonger who believes like a vulture. Nurturing himself with conflict and trying to always expose the Israeli public through the fear of Iran’s atomic bombs, through the fear of Hamas and other Islamophobic ideas, to make them cling to him as the only savior for the land of Israel. So he uses this psychological approach to retain his power. But I totally believe in what you have said, Mr. Ambassador. I think peace cannot be just signing a document. Peace should be based on reciprocity, on mutual respect of each other and trying to put a common ground of interest that sustains and makes that peace, the longevity of which will bring security, and security cannot be achieved in the Middle East without resolving the Palestinian-Israeli conflict.

Resumé of question 3 from a diplomat: Regarding the Oasis peace plan, do you think that agreements on the technical level will bring peace on the political level, or vice versa? Is it like the chicken and the egg? Or will normalizing relations, as was starting before the war in Gaza, lead to peace, or the other way around?

Ambassador Hassassian: Maybe this part that I referred to, you were not still here. But I will reiterate again, I always say, and I debated a famous professor, Gideon Fishelson, back in 1990. We had a debate at the Notre Dame Center in Jerusalem, where the moderator was the Consul General of America, Philip Wilcox. And I’m here on record in what I’m saying. His approach was, Gideon, which later was adopted and plagiarized by Shimon Peres, that economic development leads to peace, that economics comes first before any political resolution of conflict. I say, there is no harm in having political negotiations, with the innovation of economic development in principle, without one prioritized over the other. We could have negotiations, and if you have negotiations, what do you have? Ceasefire. Right? Peace. And how could you nourish peace and try to encourage people to accept the negotiations with all its ups and downs, by improving their economic conditions. When do you have conflict? When there is abject poverty, when there is no symmetry, with one society controlling and the other being totally subdued. My argument back in 1990, which is almost 35 years ago, and I was a handsome young chap at that time, I said, politics comes first, then economics. But today I think I am a little bit more mature, to say that one does not precede the other, but they can go in parallel. And this is what we are hoping with the ceasefire, which will lead to the national reconstruction and the physical reconstruction of Gaza, where economic development takes place, where job opportunities are created; then this will also pave the way for political resolution.

It does not complicate it, but it will pave the way for a subtle resolution in the final analysis. So here I cannot be philosophical by saying, which comes first, the Big Bang theory or the absolute God, like what Hegel taught us. We cannot say that the chicken comes before the egg, or the egg comes before the chicken. So I would say that these questions are like a Catholic marriage; they are intertwined, organically intertwined, to the point one complements the other and vice versa. And that’s why when I talk about the Oasis Plan, it’s a plan that is complete. There are no loopholes, maybe there are loopholes in the practical implementation of it in certain cases. But as a plan in itself, I think it is worthwhile studying, and it is worthwhile considering. And I’m sure I’m not just talking about Gaza. I’m talking about India in its development, Pakistan in its development, Bangladesh and all third world countries. You are not third world, but you are big countries, vast countries that you have so many problems in agriculture, in trade, in water, salination, in physical development and what have you. So why not take this plan as a pilot? Try it. If it works, it works. If it doesn’t work, (inaudible) we say in French, to hell with it. But I think it is worthwhile.

We cannot always say no, no, no. Israel has been saying no, no, no. One day they have to say yes. We, the PLO said no, no, no. Whoever thought that after 25 years of armed struggle, we start believing that pragmatism and political accommodation is the only way out? And we embarked on this almost 37 years ago, and still we are hopeful. With all the ups and downs, with all the complexities of the situation, we are still in a process where we believe eventually peace will prevail and reign supreme. Your question is very important, extremely important. I was one of those who opposed the Abrahamic Accords. I said, this is premature. Giving the Israelis the privilege of cooperation with the Arab world, while they had been boycotted by the Arab world for so many years, this was given to the Israeli’s on a golden platter, while they were subduing the Palestinians

 and killing us in Gaza. This is wrong. I will believe in the Abrahamic Accords when we achieve a ceasefire and we achieve peace; when we go back to the 2002 Arab Peace Initiative, which was initiated by Saudi Arabia, and the Beirut summit conference, where 59 countries had agreed to that. Then we can talk about cooperation. Right?

Resumé: Ambassador Hassassian said that the normalization agreements that have been signed are not peace, but long-term truce arrangements — non-war existence, but not genuine peace.

Ambassador Hassassian: The same goes for the (Wadi Araba) peace initiative between Jordan and Israel. Do you think there is peace? Do you think the Israelis now roam in the streets of Amman safely? No. It’s only a peace agreement and not peace building. The peoples of the Middle East will accept Israel as a full fledged, legitimate member of the Middle East nation states, when they recognize the inalienable rights of the Palestinians to self-determination and to their statehood. Read my lips and I am a peacenik. And my peace is totally circumvented by the fact that I cannot accept peace while there is occupation. Resistance, not necessarily physical, nonviolent resistance, peaceful resistance, crying out for our inalienable rights in the international arena, in the human rights organizations, in the ICC, ICJ; that is our strategy of fighting Israel and its racist policy in the West Bank, Gaza and Jerusalem. So we cannot have peace without the deep conviction that peace will come only through concessions on both sides. We made our concessions. We gave Israel 78% of Palestine. What else do they want? We did our share. Israel has to make its choice, and there is no other choice for the existence of Israel. Read my lips, 30 years down the pipeline, if they continue with this hegemonic attitude of controlling and subduing the Palestinians. I always say you make peace, you agree to peace, you make concessions, when you are at the crescendo of power. And how do we define power? I came up with a definition of power. Power is the capacity to elicit desired responses, the capacity to elicit desired responses. So diplomacy is the safest way to gain your national objectives rather than going to war. From the ancient civilizations, from the Sumerian civilization, up until now, how many civilizations came to the world and crumbled by creating a prime culture and another civilization? Do you think America will be forever the power that controls the world? We thought at one time that Islam would be prevalent as a leading civilization for so many centuries. But in the 19th century, we saw the emergence of what we call material civilization, coming up from Europe and becoming the leading civilization of today. The same contradiction within this civilization will lead to another one. And this is the process of history and change in history. So let us not be object of history. Let us be the subject of history and try to be active players in history making. I hope this didn’t lecture you and I apologize, since I’m a professor, I sometimes don’t know when to stop.

Tom Gillesberg: I think of what you said, of Europe and the present circumstances of the political leadership of Europe, and the total absence of diplomacy and the seeming total absence of capacity, of empathy, of thinking through, of reflecting, of putting yourself in the other’s shoes. I think probably we will have to not send you back to Jerusalem, but make a European Academy of Diplomacy and then having European leaders coming to school again. Because this idea that you need shared security – security can only be shared, you can never have it for yourself. And if you see the Europeans right now, they’re bumbling around, they don’t know what to do. Now, we can’t even just do what the US is saying – what are we supposed to do? Well, maybe you should listen to these wise words. Maybe you have to take them to school and teach them how diplomacy works? And the beauty is, you can actually do this while Europe still has a capacity. Right now the European economy is tumbling down the hills. But still, if Europe would find its way, you would be able to salvage something, I think. But not if it’s just left to itself because then there’s no vision, there’s no hope, there’s no future. But if Europe would actually be engaged in building up Gaza, building up Africa, building up the world, then maybe Europe would also be able to find its identity again, not as a war maker, but as a peacemaker. Helga, you have the floor.

Helga Zepp-LaRouche: I would like to thank you very much for almost two years of your cooperation with the Schiller Institute, with this project. And I think you are aware of the fact that there are many people in the world who have already expressed their endorsement for the Oasis Plan. So we plan to continue this campaign. As a matter of fact, I also want to invite all of you to attend every week or at least one day if you have time, every Friday at 5:00, we have a meeting of the International Peace Coalition, and one topic we always discuss there is the issue of peace in the Middle East and Gaza. Since the question was asked before, we had a lot of pro-peace speakers from Israel, also naturally from Palestine and other Arab countries. So I think that strengthening this dialogue is a very important question. So please come to this meeting because it’s a very important way to be in tune with this effort. Otherwise, I just want to say that we have excellent people endorsing the Oasis plan, like Doctor Naledi Pandor, the former Foreign Minister from South Africa, and various other leading individuals. At this point, it is clear that the next step in making the Oasis plan a reality, will be to have a physical conference, not just online and not just in private circles like here. We have to find a government, preferably of the Middle East, which would sponsor a conference on the project, because I’m quite certain that if, for example, we could bring together young people from Palestine, Israel, Syria, Lebanon, Yemen, Iraq, Afghanistan, these are all countries who have had enormous sufferings from interventionist wars.

And in many situations, the humanitarian situation is equally precarious. Maybe not as bad as Gaza, but Syria is a catastrophe, Yemen is a catastrophe, Afghanistan is still suffering enormously. So if there would be a conference, let’s say organized by Jordan, by Egypt or the Emirates, or any country which is in a position to do that, and you would invite students, you would have animations with AI, and you can make the Oasis Plan real. You could have a vision of how the deserts would be green, how where there is nothing right now, there would be highways and railways, forestry, agriculture, plantations, orchards. Because that all would be possible through the Oasis Plan. And then young people would get an idea that this vision is something to fight for, for their own future, and they could become a leverage on their government to actually move in the direction of supporting it. So I’m actually convinced that the next step has to be such a conference, because just imagine if we would have scholars speaking about it, showing animations, how the entire region from India to the Mediterranean, from the Caucasus to the Gulf states, this would all be green. It would all be like it used to be in the ancient Silk Road. It was a hub between Asia, Africa and Europe. And that way one could then use these videos for education afterwards in universities. So you could really make a total change through having such a conference. And I just want to put this idea in your head before you’re leaving it!

Ambassador Hassassian: Well taken. Let me just (clench/finish?) by saying a few words. Thank you for inviting me, thank you always for inviting me to speak. I think this has been a good forum for an Ambassador to speak about his country and about the suffering of his people, yet with a hopeful note that there is always a peaceful solution, and there is no other solution except through peace and through political accommodation. We hope for success, and as I told you, I will be one of your soldiers in terms of supporting the Oasis Plan. And all I can say, is that a vision is the motor of development. Without a vision, there is no development. And without taking risks there is no profit. So we have to be wise, vociferous, deeply convinced in our ideas, open for criticism, open for improvement, because there is no absolute idea. The absolute idea goes to God only and not to human beings. So there are always certain niches, as we say, for developing. Maybe, I don’t promise, I have two books to finish, but maybe I will write an article, and send it to you telling you where the gaps are that we have to fulfill in the Oasis plan. And I promise you that. Thank you very much, ladies and gentlemen.

Michelle Rasmussen: We have a couple of gifts for you. This is a Schiller Institute certificate of appreciation to the ambassador in appreciation of your cooperation with the Schiller Institute, and for promoting the Oasis plan for peace through development.

Ambassador Hassassian: Thank you so much.

I would like just to say one word, if you allow me to do so. I think that this forum should be open to all Ambassadors, to come and give the experiences of their countries in the process of development, so we can learn from each other. Regardless of the Oasis Plan, just to share their history and their experience in developing their land, and how they can learn from the Oasis Plan to improve their plans of development. I think this should be a good forum for them. That’s my recommendation.

Helga Zepp-LaRouche: Yes, we will do that. And I think we are already in the process of doing it with some African nations because, as you know, Doctor Pandor said that Oasis Plan and the Africa 2063 Plan are identical in outlook and

 they should be looked at together. So maybe that would also be a topic for one of the future meetings.

Ambassador Hassassian: I wish you all the success. I wish my colleagues, Ambassadors all the success. Denmark is not a la la land. It has been very difficult for me to deal with such a conservative government, but I’m sure that you can improve your bilateral relations. And please, always in your speeches, in your deliberations with the Foreign Ministry, don’t forget Palestine. Thank you. I will cherish this (the Schiller Institute Certificate of Appreciation).

See also Helga Zepp-LaRouche’s speech at the diplomatic seminar here. (link to come.)

Hej og velkommen til denne uges dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition.
I dag er det den 7. januar 2026.

Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål til Helga via e-mail på questions@SchillerInstitute.org eller skrive dem på chatsiden.

Helga, der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om, hvad der skete sidste weekend, og årsagen til bortførelsen af Nicolas Maduro og hans kone af amerikanske styrker. Det ses af mange som en ny fase i de internationale relationer. En almindelig formulering er, at det repræsenterer den endelige afslutning på en æra præget af retsstatsprincippet og dets afløsning af jungleloven.

Men for at være mere præcis har vi set dette før med regimeskifte-kup sponsoreret af transatlantiske regeringer, mord og så videre. Hvad er din nuværende vurdering af, hvad der var hensigten med operationen og de bredere implikationer af handlingen?

Jeg tror, det repræsenterer en reel faseændring – ikke fordi sådanne interventioner fra USA mod lande i Latinamerika eller andre dele af verden er noget nyt.
Men jeg tror, det nye ved det er den åbenlyse, skamløse holdning fra præsident Trump, der synes at have glemt sine tidligere valgløfter om, at han ikke længere ville involvere USA i endeløse krige, og at han ville forsøge at stoppe alle de igangværende – han synes at have mistet hukommelsen fuldstændigt.

Men jeg synes, det nye ved det er den åbenlyse ærlighed, hvormed nogle af medlemmerne af Trumps kabinet og Trump selv siger det. Det mest utrolige i mine øjne er Stephen Miller, vice-stabschef i Det Hvide Hus, der åbenlyst siger, at dette bare er magt, og at der ikke er noget nyt i det, da det siden oldtiden har været sådan, at den stærkeste vinder.

Jeg synes, det eneste, det fortæller os, er, hvor brutal hr. Miller er, fordi han fuldstændig tilsidesætter alle civilisationens landvindinger. I alle civilisationer var der en debat om, at der findes noget, der hedder international lov. Og selv før international lov blev opfundet, efter Den Westfalske Fred, med FN-pagten, havde man idéen om, at der findes en højere lovmæssighed, som er højere end menneskets.

I Kina blev det kaldt Himmelens Mandat.
I Indien kaldes det kosmologi.
I europæisk historie blev det kaldt – og kaldes stadig – naturlov.

Bare for at komme til idéen om, at jungleloven hersker: Jungleloven betyder, at det stærkeste dyr æder det svageste dyr. Men vi er ikke dyr. Og hvis hr. Miller tilhører dyreriget, så er det hans valg. Men jeg nægter bestemt at være en del af det, og jeg tror, at der findes noget, der hedder international lov.

Det er indlysende, hvad de nu har meddelt. Jeg tror, det var Petraeus og andre, der sagde, at Cuba skulle passe på. Andre talte om – jeg tror endda præsident Trump – at der vil blive sendt militære operationer til Mexico og Colombia. Han vil nu have Grønland, og der er en debat om, hvorvidt USA vil intervenere militært, hvilket ikke er noget stort; alt hvad man har at gøre er at sende et par soldater og et par helikoptere og så besætte stedet. Hvem ville ønske at komme i en militær konflikt med USA? Naturligvis ingen.

Det kunne også være, som Wall Street Journal siger, at de forsøger at købe Grønland, hvilket er lige så modbydeligt.

Så jeg tror, det eneste nye er den åbenlyshed, hvormed alle disse ting annonceres, i henhold til princippet om Schrecklichkeit, det vil sige: Vi gør det med en sådan chok og ærefrygt og demonstrerer en så præcis militær magt. Hvem ville ønske at modsætte sig os?

Jeg synes, det er meget kortsigtet. Det er endnu et endeligt slag mod den allerede ikke-eksisterende unipolære verden, den regelbaserede orden. Selv påskuddet om lovlighed og legitimitet er væk.

Men i betragtning af, at dette kun kommer fra USA, som ganske vist er den stærkeste militærmagt på planeten, hvad angår konventionelle styrker – hvor længe det varer, tror jeg ikke, det vil vare særlig længe, fordi størstedelen af verden helt sikkert er interesseret i et globalt styresystem, der er underlagt international lovgivning. Så jeg kan forestille mig, at der vil komme en enorm modreaktion.

Det går måske ikke let, og vi vil måske se et par flere forfærdelige udviklinger. Men jeg tror, at historiens udvikling i sidste ende går i retning af civilisation og ikke barbari.

Nu, i betragtning af situationens alvor og at den stadig er under udvikling – hvad sker der der – så vil vi holde os til emnet militær fare. Nogle siger, at dette repræsenterer ændringen i den amerikanske strategiske doktrin, der blev skrevet ind i National Security Strategy-dokumentet fra 2025. Hvad synes du?

Ja, det er helt klart det, der sker: at den vestlige halvkugle er baghaven til USA. Mange siger, at dette er Monroe-doktrinen, men det er helt forkert. Det er Teddy Roosevelts tillæg til Monroe-doktrinen, som var en imperial ændring af den oprindelige Monroe-doktrin.

Den oprindelige Monroe-doktrin var i perioden efter Wienerkongressen, hvor forskellige europæiske kolonimagter havde deres tentakler rundt om i verden, og James Monroe og John Quincy Adams ønskede ikke, at de europæiske kolonimagter skulle blande sig i Amerika. Men idéen var ikke, at USA skulle have imperialistisk besiddelse af Amerika. Det blev tilføjet senere af Teddy Roosevelt, og jeg synes, at denne skelnen er ekstremt vigtig.

Ellers synes jeg, at det helt klart udtrykker og gennemfører idéen om, at USA kan gøre, hvad det vil i den vestlige halvkugle. Men hvis man læser sikkerhedsdokumentet mere omhyggeligt, kan man faktisk se, at det også indeholder elementer af kontrol over Stillehavet. Det begrænser ikke USA til den vestlige halvkugle alene. Og som vi kan se, er Grønland bestemt en del af Europa. Så jeg synes, det helt klart har et overordnet imperialistisk formål.

Du lytter til Helga Zepp-LaRouche. Dette er vores ugentlige webcast. Og Helga, der er meget mere om dette. Lad mig gå videre til det næste spørgsmål.

Man har sagt, at en af hensigterne var at underminere bestræbelserne på at opnå en normalisering af forholdet mellem USA og Rusland, som har været præget af op- og nedture i de seneste dage og uger, især efter topmødet i Anchorage. Så hvem er det, der ønsker at forhindre normalisering, og hvorfor?

Jeg tror, det er de væsentlige magter, der ønsker at holde fast i geopolitikken. Hvis man har en aftale mellem de to største atommagter, så er det alle, der er bekymrede for faren for en atomkrig – hvilket Pentagon ved afslutningen af Biden-administrationen ifølge nogle rapporter mente; hvor 50 % af Pentagon vurderede, at en atomkrig ville være resultatet af Bidens politik.

For mig er det et tegn på fuldstændig vanvid, for det ville betyde at risikere hele den menneskelige civilisations eksistens.

Det, som admiral Thomas Buchanan gav udtryk for på et møde i CSIS i slutningen af 2024, var, at USA skulle være i stand til at vinde en taktisk atomkrig, hvis de bare sørgede for at have nok atomvåben tilbage, så man har mulighed for at dominere verden bagefter. Det er fuldstændig vanvid og galskab, for der findes ikke noget sådant som en taktisk atomkrig, der kan vindes.

Jeg tror, Ted Postol har påvist uden tvivl, at enhver brug af atomvåben har den egenskab, at den fører til en global atomkrig, hvilket resulterer i civilisationens udslettelse.

Så jeg tror, at de mennesker, der ønsker at holde fast i geopolitikken – hvem er de? Det er Koalitionen af Villige. De ønsker ikke en aftale mellem USA og Rusland, som ville eliminere geopolitik. Det er helt sikkert den britiske regering, hr. Starmer, Macron, Merz.

Koalitionen af Villige har netop haft et møde i Paris, hvor de blev enige om at oprette såkaldte europæiske fredstropper efter en våbenhvile i Ukraine. Merz var lidt mere forsigtig; han sagde, at man ikke kan forvente, at Tyskland ikke bliver involveret, men at vi vil sende tropper til nabolandene, der er en del af NATO. Det vil sige Polen eller hvad det nu bliver.

Det ville betyde, at europæiske tropper er NATO-tropper, fordi de alle kommer fra NATO-lande, hvilket Rusland har udelukket som et absolut ikke-forhandlingsbart punkt, fordi det var årsagen til, at krigen brød ud i første omgang. Så idéen om at sende fredstropper til Ukraine under dække af fred vil ikke blive accepteret af Rusland. Det er jeg ret sikker på.

Så det er dybest set et establishment af lande, der ikke er villige til at reflektere over det faktum, at alle de problemer, vi har i verden, ikke er reelle problemer, men at de er resultatet af forkerte politikker, der er påtvunget af Vesten.

Især efter afslutningen af den kolde krig var der et forsøg på at etablere en unipolær verden, et forsøg på at slippe af med den såkaldte akse af ondskab, som er alle lande, der ikke er enige i det, og som er mål for regimeskift eller farverevolution. Det hele havde et enormt tilbageslag.

Derfor forsøger landene i det Globale Syd nu at danne et nyt økonomisk system, fordi de er blevet ramt af ensidige sanktioner. Jeg er fortsat forbløffet over det vestlige establishments manglende evne til at reflektere over, at de nuværende forhold i verden er et resultat af deres egen politik og ikke af onde intriger fra Rusland eller Kina eller andre steder.

Og jeg synes, at de mere fornuftige kræfter bør gøre deres stemmer mere hørbare.

Nu er der nogle kommentatorer, der siger, at reaktionen fra Rusland og Kina har været noget afdæmpet – jeg ved ikke, hvad de forventer, som om de ville hoppe rundt og rasle med sablerne. Men de siger, at det antyder, hvad de mener kunne have været en aftale mellem Trump og Putin. Hvad man har om det

Ja, jeg har også hørt mange af den slags teorier. Der foregår åbenbart visse forhandlinger bag lukkede døre, som ikke kommer frem i offentligheden. Jeg tror, at de russiske udtalelser antyder, at deres absolutte kerneinteresser ligger i Ukraine. Jeg tror, det er det, man skal tage udgangspunkt i, nemlig at Ukraines medlemskab af NATO er uacceptabelt, og at stationering af offensive våben ved grænsen til Rusland er uacceptabelt.

Så er der nogen form for aftaler? Jeg er lidt bekymret, fordi der i slutningen af året var et sandsynligt angreb på Putins residens i Valdai i Novgorod. Ifølge rapporterne ringede Putin til Trump og fortalte ham om det. Trumps første reaktion var at sige, at han var vred, at han syntes, det var forfærdeligt. Men et par dage senere ændrede han holdning og sagde, at der ikke havde været noget angreb fra ukrainske droner, at det hele var opdigtet.

I mellemtiden havde det russiske forsvarsministerium givet den amerikanske militærattaché i Moskva bevis for, at de havde fundet nogle nedskudte droner. De havde flyveretningen, de havde oprindelsesstedet for dronen, og de havde også dokumentation for, at alt dette kun kunne være sket med en vis hjælp i form af vejledning og dataudforskning. Det fik nogle til at sige, at CIA var involveret.

Så spørger nogle naturligvis, om præsident Trump var involveret i det. Jeg ved det ikke.

Det er meget svært at bedømme, men resultatet er, at Trump nu siger, at der ikke var noget sådant angreb. Og det er virkelig meget bekymrende, for hvis russerne fremlægger beviser for, at der var et sådant angreb, så skulle det have været et halshugningsangreb mod lederen af regeringen i en af verdens mest magtfulde atommagter. Og hvis det angreb var lykkedes, og Putin var blevet dræbt, ville vi ikke sidde her og tale sammen længere. Det ville straks have ført til en global strategisk konfrontation.

Så det er ikke nogen let sag. Og hvis man nu siger, at det ikke skete …

Og Witkoff og Jared Kushner deltog i mødet i Koalitionen af Villige i Paris i går. Det er klart, at europæerne ønsker at beholde USA i forsvaret af Europa, fordi de udmærket ved, at uden USA’s militære magt er Europa på dette tidspunkt – og i meget lang tid fremover – ikke forsvarligt.

Alligevel er spørgsmålet om, hvorvidt Rusland planlægger et angreb på et europæisk NATO-land, blevet afvist af alle kompetente militæreksperter, jeg kender. Argumentet er, at hvis man ser på de vanskeligheder, Rusland i årevis har haft med at erobre bestemte områder i Ukraine, så har de åbenbart hverken den militære kapacitet eller det nødvendige mandskab til at besætte yderligere europæiske NATO-lande.

Hvis man stiller et sådant spørgsmål, må man altid spørge: Hvad er motivet? Hvad er kapaciteten? Kapaciteten er helt sikkert ikke til stede, og motivet er heller ikke til stede, fordi Rusland har hænderne fulde med at udvikle sit utroligt store territorium – elleve tidszoner – hvor man har alle de råstoffer, man kan ønske sig i verden, repræsenteret i periodesystemet, og hvor meget få af dem er fuldt udviklet.

Så Rusland har intet motiv. Hvorfor skulle et land, der allerede har et enormt territorium og en relativt lille befolkning i forhold til territoriets størrelse, belaste sig selv ved at forsøge at undertrykke befolkninger, som helt sikkert ville være fjendtlige over for dem? Det giver simpelthen ikke mening.

Det er en fortælling, der forsøger at motivere befolkningerne i Europa til de enorme udgifter til militarisering. Det risikerer faktisk at blive en selvopfyldende profeti, for hvis man opruster og opruster og forbereder sig mere og mere, kan det i sidste ende ende præcis som det, man siger, vil ske. Men så er det dig selv, der har forårsaget det – ikke din formodede modstander.

For at blive ved Europa, bare for at stille endnu et spørgsmål: Der var nogen, der bragte spørgsmålet op om Trump, der siger, at Grønland er den næste, og at dette skaber uro blandt de europæiske ledere. Ville de ty til fælles sikkerhed, hvis der var en militær aktion fra USA mod Grønland? Men europæerne synes ikke længere at være på samme side. Du nævnte Merz’ svar, som virkede noget ambivalent. Hvad kan du sige om Europas reaktion på udfordringen til Danmark omkring Grønland?

Jeg tror, der er en meget interessant splittelse mellem dem, der mener, at international lov eksisterer og skal forsvares, hvis menneskeheden skal forhindres i at falde tilbage i barbari, og dem, der ikke mener det. Og jeg tror, dette vil hænge ved dem.

For folk, der nu siger, at den kommunistiske Maduro – eller narkohandleren Maduro – selv om alle fakta peger i retning af, at Maduro ikke har været ansvarlig for narkoepidemien i USA, fordi de fleste stoffer kommer fra Stillehavet. Så har man nu alle disse mennesker, der ellers er imod interventionistiske krige, men som pludselig siger, at det er okay, fordi Maduro er kommunist.

Men mere grundlæggende tror jeg, at man lige nu ser en splittelse i Europa mellem dem, der mener, at international ret skal overholdes, og dem, der er opportunister – eller værre.

Jeg tror, Den Europæiske Union er meget splittet. Mette Frederiksen, Danmarks statsminister, sagde, at hvis der kommer et militært angreb på Grønland, vil det være slutningen på NATO…. 

Jeg tror, det er farligere, at de vil forsøge at bestikke folk i Danmark, måske i Grønland selv. Nogle af Trumps team havde tidligere besøgt Grønland, hvor de talte med borgerne og tilbød dem forskellige former for bestikkelse. Så jeg tror, der er en reel fare for, at det kan komme så vidt.

Men bortset fra det støttede syv stater Danmark – interessant nok også Storbritannien og Starmer, hvilket er typisk for briterne, som altid forsøger at dække over deres rolle i at anstifte ting.

Under alle omstændigheder er Den Europæiske Union totalt splittet. Jeg tror, den kunne splittes yderligere. Jeg tror, NATO kunne splittes. Hvis der er en fortsættelse af det, Trump og nogle af hans team har sagt – militær handling i Mexico, på Cuba, i Colombia, Grønland – så naturligvis næste skridt: et angreb mod Iran.

Jeg tror, verden vil styrte ud i et sådant kaos, at nye muligheder samtidig vil opstå. Og jeg tror ikke, at denne idé om, at magt er ret, er det sidste ord.

Flertallet af verdens befolkning – omkring 85 %, i det Globale Syd og den Globale Majoritet – ønsker et styresystem baseret på lovlighed og legitimitet. Shanghai-samarbejdsorganisationen, BRIKS-landene, andre organisationer som ASEAN og Den Eurasiske Økonomiske Union – alle disse organisationer arbejder på at etablere et globalt styresystem baseret på suverænitet, respekt for hvert enkelt lands suverænitet, ikke-indblanding i interne anliggender, respekt for forskellige sociale systemer og retten til selv at vælge sin udviklingsvej.

Det er det, som flertallet af verdens lande arbejder hen imod.

Jeg tror, at USA måske ser ud som den store, magtfulde bølle lige nu. De gennemførte faktisk denne operation med stor præcision, hvilket de roser sig selv for. Men er det nok til at herske over verden? Det tror jeg ikke.

Om dette spørgsmål om det Globale Syd spørger Bogdan (?), fra Storbritannien, hvad BRIKS-landene gør for at støtte Venezuela ud over erklæringer og ord. Og hvordan FN’s Sikkerhedsråd kan håndhæve retsstatsprincippet.

Jeg tror, at USA tilsyneladende har stillet som første krav til BRIKS-landene, at Venezuela skal afbryde alle økonomiske og andre forbindelser med Rusland, Kina, Iran og andre lande, som jeg ikke kender. Det skaber problemer for alle, der ikke ønsker at komme i militær konflikt med USA.

Jeg tror heller ikke, at hele operationen med at stjæle Venezuelas olie er så enkel. Ifølge Wall Street Journal planlægger direktørerne for de store amerikanske olieselskaber – Chevron, Exxon, Aramco og andre – at tage til Venezuela i marts for at etablere operationer der.

Præsident Trump sagde, at denne olie er min, og at han vil forvalte den som præsident for USA. Jeg mener – giv mig en pause. Jeg tror ikke, han kan gøre det. Hvis han gør det, vil han ikke længere kunne fungere i Det Hvide Hus.

Jeg tror, at de præcise reaktioner fra BRIKS-landene er langsomme. De er ikke alle på samme side. Men hvis man for eksempel ser på, hvordan kampen mellem USA og Kina endte i en toldkrig: Trump gik ind med enorme toldsatser – først 50 %, så 100 %, så 200 %. Helt utrolige satser.

Og Kina gik meget forsigtigt frem og eskalerede ikke. De er kloge. Der var en gammel filosof, som sagde, at lande burde kæmpe som bambus: Man følger bevægelsen, man bøjer sig, men man knækker ikke.

Jeg tror, Kina har anvendt denne tilgang med succes. Først svarede de med told, men derefter langt mere effektivt ved at bruge deres kontrol over sjældne jordarter og andre strategiske mineraler. Og så var historien slut.

Så jeg tror, der er lande, som har en helt anden tilgang. De går ikke ind i mobning, men de opgiver heller ikke deres kerneinteresser. Det kan tage lidt tid, før dette udspiller sig, men jeg tror, der vil komme en modreaktion, som vil sætte international ret tilbage på dagsordenen. For verden kan ikke overleve uden den.

Og jeg tror, det er klart for langt de fleste nationer, såsom den Alliancefrie Bevægelse. 120 nationer fordømte interventionen i Venezuela. Gruppen af Venner af FN-pagten, som består af 80 nationer, kom også med en meget kraftig udtalelse. Så der er allerede et flertal af verdens nationer, der har udtalt sig meget tydeligt og fordømt dette. Og jeg tror, denne tendens vil fortsætte.

Der er et spørgsmål fra en person, der identificerer sig som en langvarig tilhænger af Make America Great Again-bevægelsen, America First. Han sagde, at dette måske er et skridt for langt for ham.

Han nævnte Helsinki-konferencen i 2018 mellem Trump og Putin, hvor Trump sagde på pressekonferencen, at han stolede mere på Putin end på sine egne efterretningsofficerer i CIA. I dette tilfælde sagde Trump, efter at være blevet briefet af CIA-direktør Ratcliffe, at CIA talte sandt, og at han ikke troede på Putin.

Hvad siger dette om Trumps holdningsskifte i forhold til MAGA-støtten, som også er ved at bryde sammen på grund af forsvaret af Netanyahu og folkemordet i Gaza?

Tulsi Gabbard, som havde ansvaret for at rydde op i den såkaldte deep state, og som i begyndelsen tog nogle skridt med succes, er i den seneste periode stort set blevet sat ud af spillet. Efter at have været tavs i tre-fire dage udsendte hun en erklæring, hvor hun roste de soldater, der gennemførte denne operation, men det var langt fra at råbe »hurra« over det hele.

Det ser altså ud til, at hun ikke var involveret i den indre kreds, der planlagde dette. Og det, man kunne kalde de neokonservative i Trump-administrationen, har for øjeblikket fået overtaget: Marco Rubio, Hegseth, viceadministrationschefen i Det Hvide Hus (Stephen Miller) og måske Ratcliffe.

Der er nogle, der er meget kritiske over for Ratcliffe, og nogle amerikanske kolumnister har udtrykt stor mistillid til ham. Men det ser ud til, at præsident Trump igen er under de neokonservatives kontrol.

Om det vil vare ved? Man kan håbe, at det – med de mange ændringer i Trumps holdninger – kan være forbi igen i morgen. Men lige nu ser det sådan ud.

Nogen har lige sendt en kommentar om Rubio, som de nu kalder vicekongen af Venezuela, og som siger, at man bør se på den rolle, den zionistiske milliardær Paul Singer spillede. Han var en stor tilhænger af Rubio som præsident i 2015. Så det vil vi se nærmere på.

Der er endnu et spørgsmål til dig, Helga. Den Internationale Fredskoalition udsendte for to dage siden en erklæring, hvor de opfordrede til en mobilisering for at kræve, at de amerikanske mellemdistancemissiler ikke placeres i Tyskland til sommer. Spørgsmålet er, hvorfor denne udstationering er så vigtig. Det var Biden, der pressede på for det. Vil Trump gå med til det, eller hvad kan man gøre for at ændre politikken?

Som du siger, blev dette gennemført af Biden, og Scholz, den tidligere kansler i Tyskland, deltog i NATO-topmødet i Washington uden nogen diskussion med det tyske parlament, den tyske offentlighed, de tyske kommentatorer – ingenting. Scholz var bare enig med Biden om at placere disse missiler i Tyskland.

Husk, at dette var det store spørgsmål i begyndelsen af 1980’erne med Pershing II’erne og SS-20’erne, hvor alle disse våbensystemer – fra Warszawa-pagten og fra NATO – hele tiden var på launch on warning. Det vil sige, at advarselstiden ville have været omkring tre, fire, fem, seks minutter, hvilket naturligvis er alt for kort. Derfor var faren for en utilsigtet atomkrig tydelig i mange menneskers bevidsthed.

Helmut Schmidt, der var kansler på det tidspunkt, kom gentagne gange ud og sagde, at vi var på randen af Tredje Verdenskrig. Der var hundredtusinder af mennesker i gaderne. Og det var en medvirkende årsag til, at man dengang blev enige om INF-traktaten, der forbød stationering af mellemdistancemissiler – en traktat, som desværre blev ophævet i 2019 af præsident Trump.

Men allerede i 2021 blev 56th Artillery Command genoprettet i Wiesbaden. Denne kommando skal angiveligt stå for installationen af disse missiler. Og disse missiler er af forskellige typer. Den værste, efter min mening, er Dark Eagle, som i sidste ende vil kunne flyve 2.700 kilometer, hvilket betyder langt, langt ud over Moskva, dybt ind i Ruslands territorium.

Og i betragtning af, at alle disse våbensystemer er atomvåbenkompatible – de siges at være konventionelle, men de er atomvåbenkompatible – må Rusland antage, at de er atombevæbnede. De kan ikke løbe risikoen ved at antage, at de er konventionelle, for hvad hvis de i virkeligheden er atomvåben?

Dette ville gøre faren for en optrapning til en absolut topprioritet. I det øjeblik disse missiler bliver installeret i Tyskland, vil Tyskland være et primært mål for et angreb. Tyskland ville være det første mål. Og hvis det kommer til en optrapning, ville Tyskland forsvinde fra kortet.

Jeg tror, det er derfor, IPC diskuterede dette på det seneste møde. Der var en meget vigtig forfatter, som har skrevet mange bøger om emnet, Wolfgang Effenberger. Ud af dette møde kom der enighed om, at vi – i denne nuværende, ekstremt spændte strategiske kontekst, som er meget værre end i begyndelsen af 1980’erne – vil iværksætte en kampagne for at indsamle underskrifter.

Så hvis I, vores seere, er enige i, at disse missiler ikke bør placeres, så skriv venligst under og send appellen videre. Appellen er i øvrigt rettet til det amerikanske folk. Oprindeligt skulle den sendes til præsident Trump, men efter hans angreb på Venezuela virkede det ikke, som om han var den rette adressat.

Derfor er appellen rettet til det amerikanske folk, som er suverænt i henhold til forfatningen, samt til Trump og Kongressen. Jeg tror, det er et spørgsmål for det amerikanske folk generelt, som trods alt i år fejrer 250-året for Den Amerikanske Frihedskrig.

Dette er forhåbentlig en anledning for folk til at minde sig selv om, hvad målet var for den unge amerikanske republik. Den amerikanske uafhængighedskrig var den første antikoloniale krig i historien. Hvis Amerika vendte tilbage til denne tradition og indså, at den blev ført mod Det Britiske Imperium, kunne det være meget frugtbart med hensyn til at afklare, hvilke principper der gælder for en republik, der er dedikeret til det fælles gode – som det fremgår af forfatningen, og af forfatningens præambel.

Og naturligvis må John Quincy Adams’ udenrigspolitik ses som en del af dette: at det ikke er USA’s formål at rejse til udlandet og jage udenlandske monstre, men at varetage det fælles bedste for sit eget folk.

Jeg synes derfor, at dette er en meget vigtig lejlighed til at fejre 250-årsdagen ved at omstøde denne beslutning. Forhåbentlig får vi mange underskrifter, og forhåbentlig kan denne beslutning blive omstødt.

Du kan finde erklæringen fra Den Internationale Fredskoalition på SchillerInstitute.com. Læs den, underskriv den og send den videre.

Nu vi taler om det, så er der på fredag endnu et møde i Den Internationale Fredskoalition. Hvad er dagsordenen for det møde?

Jeg tror, vi helt sikkert vil diskutere implikationerne af det, der sker omkring Venezuela, faren for flere angreb i Mexico, Cuba og Colombia, Grønlandsspørgsmålet og hvordan Europa ser ud. Vi vil som sædvanlig invitere førende eksperter til mødet.

Men jeg kan allerede nu meddele, at EIR – Executive Intelligence Review – sandsynligvis i begyndelsen af ugen, måske allerede på mandag, vil afholde et ekstraordinært krisemøde på grund af sammenbruddet af folkeretten. Her vil man diskutere behovet for at afhjælpe situationen og vende tilbage til et styresystem baseret på folkeretten, sammen med højtstående repræsentanter fra forskellige lande.

Dette møde vil være et krisemøde og vil resultere i en erklæring, som derefter kan bruges til yderligere organisering. Jeg kan allerede fortælle jer, at sammensætningen af deltagere vil være top, top.

Vi har afholdt lignende krisemøder om Beringsstrædet i forbindelse med Anchorage-mødet. Vi havde også et sådant møde for et par uger siden om Venezuela, da det blev klart, at det kom på dagsordenen.

Så gå ikke glip af at kigge på vores hjemmeside. Deltag i disse møder, for det er her, modstanden mod unilateralisme og forsvaret for international lov vil blive organiseret.

Denne uges IPC-møde vil finde sted fredag kl. 11.00 østkysttid.

Nå, Helga, mange tak. Vi har været igennem en masse, og jeg håber, at dette har skabt lidt klarhed. Jeg tror, der vil komme flere overraskelser i løbet af de næste dage, og folk bør henvende sig til Executive Intelligence Review og Schiller Instituttet for at holde sig ajour.

Så vi ses senere. Indtil fredag, håber jeg.

af Marcia Merry Baker (EIRNS) — 5. januar 2026

Opfølgningen fortsætter efter det amerikanske angreb på Venezuela den 3. januar og bortførelsen af præsident Nicolas Maduro og hans kone fra Caracas. De to blev i dag stillet for en føderal dommer i New York City på 12 anklagepunkter, hvor de begge erklærede sig uskyldige; næste retsmøde er den 17. marts. Maduros vicepræsident Delcy Rodriguez blev i dag taget i ed som fungerende præsident og har fremsat milde udtalelser om »samarbejde« i forbindelse med terroren i hendes land og i Caribien. Antallet af døde som følge af USA’s luftangreb og aktion i Venezuela den 3. januar er angivet til 80, hvoraf 32 er afdøde cubanske statsborgere.

Boring og transport af olie i landet er nu næsten standset, fordi tanklagrene og tankskibene ved anker har nået deres grænse for, hvor meget de kan lagre, i betragtning af USA’s blokade af skibsfarten. Senere på ugen har Det Hvide Hus til hensigt at være vært for amerikanske oliechefer i Miami, Florida, for at tage over under parolen »genopbygning« i Venezuela.

Præsident Donald Trump antydede i går aftes, at Colombia og Mexico er i kø til amerikansk intervention, hvis Washington beslutter det, sammen med nedlukningen af Cuba. Udenrigsminister Marco Rubio sagde det samme. I aften erklærede vicestabschef for politik Stephen Miller ligeledes på CNN, at »USA bør have Grønland.«

Trump sagde, at Colombia »styres af en syg mand, der kan lide at fremstille kokain og sælge det til USA. Og han kommer ikke til at gøre det meget længere, kan jeg godt fortælle dig.« Om Mexico sagde han, at »i hvert eneste opkald har jeg tilbudt tropper« til præsident Claudia Sheinbaum.

Hele denne situation viser, som beskrevet den 5. januar af Helga Zepp-LaRouche, leder af Schiller Instituttet, at verden befinder sig i en ny, »anderledes fase« af sammenbrud. Hun henviste også til den fortsatte rædsel, der påføres Gaza, undertrykkelsen af ytringsfriheden i Europa, operationerne mod Iran og mere, samt USA’s hærgen på den vestlige halvkugle.

Med hensyn til den særlige fare der truer, når USA i år placerer langdistance-missiler med atomkapacitet i Tyskland, udsendte Den Internationale Fredskoalition, iværksat af Zepp-LaRouche, den 5. januar en erklæring til bred distribution og godkendelse. Erklæringen har overskriften »Erklæring fra Den Internationale Fredskoalition: Appel til det amerikanske folk, til præsident Trump og til Kongressen!« Den fulde tekst findes nedenfor.

Det ekstraordinære møde i FN’s Sikkerhedsråd den 5. januar, der varede over tre timer, var en platform for snesevis af nationer til at udtrykke deres fordømmelse af USA’s ensidige invasion og overtagelse af Venezuela. Professor Jeffrey Sachs, en inviteret oplægsholder, skitserede USA’s uretmæssige aktioner for regimeændringer gennem de seneste årtier. Repræsentanter for flere nationer talte på vegne af større sammenslutninger. For eksempel talte Uganda på vegne af den 120 nationer store Bevægelse af alliancefrie Nationer. Den 4. januar udsendte den 18 nationer store »Gruppe af venner til forsvar for FN-pagten«, der blev grundlagt i forbindelse med et FN-møde i 2021, en kraftig erklæring, der fordømte USA’s handling, og påpegede at præsident Trump den 3. januar, da han hævdede at ville »besætte og regere« Venezuela, erkendte »en klar plan om annektering, der blandt andet forudser en fuldstændig udslettelse af den venezuelanske stats ukrænkelige rettigheder som helhed«. Blandt medlemmerne af denne sammenslutning er Rusland, Kina, Hviderusland, Iran, Mali og Venezuela.

Samtidig med FN’s Sikkerhedsråds møde fremsatte den kinesiske præsident Xi Jinping sine første personlige kommentarer om situationen i Venezuela under et møde med den irske premierminister Micheál Martin, der var på besøg. »Verden gennemgår i dag forandringer og uro, som ikke er set i et århundrede, med ensidige handlinger for overherredømme, der alvorligt underminerer den internationale orden,« sagde Xi. »Alle lande skal respektere de udviklingsveje, som andre nationers befolkninger uafhængigt har valgt, overholde folkeretten og formålene og principperne i FN-pagten, og især stormagterne må være et forbillede i denne henseende,« understregede han, ifølge RT.

På tidspunktet for udarbejdelsen af denne bulletin afholdes der for første gang en fortrolig briefing om USA’s handlinger i Venezuela af Trump-administrationen for de otte plus kongresledere fra de to kamre, især væbnede styrker og efterretningstjenester. Mange lovgivere er meget kritiske over for Trumps intervention, men desværre kun fordi Kongressen ikke blev orienteret på forhånd og heller ikke havde givet tilladelse til den amerikanske militære opbygning, og ikke fordi lovgiverne er imod overtagelsen af Venezuela og andre nationer.

I skarp kontrast hertil holder Diane Sare, der to gange har været kandidat til det amerikanske senat fra New York, møder i denne uge i forbindelse med organiseringen af sin kampagnestart den 10. januar i New York City, hvor hun stiller op som præsidentkandidat for LaRouche Independent.

I Garland Nixon-podcasten i dag sagde Sare, at det amerikanske angreb på Venezuela »er en fornærmelse mod verdens domstol«, og forklarede hvorfor, og hvad verdens ansvar er for at afværge faren. Hun sagde: “Jeg kan ikke tro, at der er kongresmedlemmer, såsom mit tidligere kongresmedlem Mike Lawler, der siger: ‘Dette var absolut nødvendigt, og selvfølgelig skulle præsidenten ikke have fortalt det til Kongressen. Det er så langt fra vores forfatning, at jeg finder det helt forbløffende.”

Den Internationale Fredskoalition afholder sit 136. møde i træk denne fredag, den 9. januar.

USS Iwo Jima, an amphibious assault ship, was used in the process of getting Venezuela President Nicolas Maduro to New York City, after his Jan. 3 abduction. Credit: U.S. Navy photo by Mass Communication Specialist Seaman Andrew Eggert

Carl Osgood og Dennis Small Eirns

 3. januar 2026

Den seneste nyhed i morges var, at det amerikanske militær på ordre fra præsident Donald Trump havde angrebet Venezuela og kidnappet præsident Nicolás Maduro og hans kone. »De Forenede Stater har med succes gennemført et storstilet angreb mod Venezuela og dets leder, præsident Nicolás Maduro, som sammen med sin kone er blevet fanget og fløjet ud af landet,« sagde Trump på Truth Social tidligt om morgenen den 3. januar. »Denne operation blev udført i samarbejde med amerikanske retshåndhævende myndigheder. Detaljer følger.«

Trump hævdede, at formålet med razziaen var at bringe Maduro og hans kone for retten i det sydlige distrikt af New York, anklaget for narkosmugling. I sin timelange pressekonference senere på dagen fra Mar-a-Lago meddelte Trump, at USA fremover ville styre Venezuela, at olieindustrien også ville blive beslaglagt, og at der ville blive krævet betaling for nationaliseringen af oliesektoren i 1976, og at USA advarede alle lande om, at de kunne blive udsat for samme behandling, hvis de ikke opfyldte USA’s krav fuldt ud.

Trump gik så langt som til at advare om, at »Venezuela i stigende grad var vært for udenlandske fjender i vores region« – åbenbart en henvisning til Kina, Rusland og andre nationer. Det er meget betydningsfuldt, at præsident Maduro havde mødt en højtstående kinesisk delegation, herunder en personlig udsending fra den kinesiske præsident Xi Jinping, knap fem timer før han blev bortført. (Se rapporten om Trumps pressekonference nedenfor.)

Trump meddelte også, at hans udenrigsminister, Marco Rubio, havde talt i telefon med den venezuelanske vicepræsident, Delcy Rodríguez, efter overfaldet, og at hun havde overtaget præsidentposten og var imødekommende og havde lovet at gøre alt, hvad USA bad hende om. Virkeligheden var imidlertid, at vicepræsident Rodríguez senere på dagen indkaldte til et møde i Det Nationale Forsvarsråd og i en landsdækkende tv-udsendelse i nærværelse af de øverste ledere af landets lovgivende, dømmende og militære organer fordømte den amerikanske regimskifteoperation, der havde til formål at beslaglægge Venezuelas ressourcer, og erklærede at man som institution “kræver øjeblikkelig løsladelse af præsident Nicolás Maduro, den eneste præsident i Venezuela, og hans kone, Cilia Flor. “

Den skamløse tilbagevenden til Teddy Roosevelt-agtig kanonbådsdiplomati blev også mødt med en storm af internationale protester fra Rusland, Kina, Brasilien, Mexico og andre lande. Der er også indkaldt til et ekstraordinært møde i FN’s Sikkerhedsråd for at drøfte krisen.

»De nærmere detaljer« om selve militæroperationen omfattede en ti minutters briefing fra formanden for den amerikanske forsvarsstab, general Dan Caine, under Trumps pressekonference ved middagstid. Caine gav et overblik over planlægningen, forberedelsen og gennemførelsen af det, militæret kalder »Operation Absolute Resolve«. Han understregede, at missionen ikke kunne være gennemført »uden det utrolige arbejde, der er udført af forskellige efterretningsagenturer, herunder CIA, NSA og NGA (National Geospatial Intelligence Agency)«.

»Efter måneder af arbejde fra vores efterretningskolleger for at finde Maduro, og forstå hvordan han bevægede sig, hvor han boede, hvor han rejste hen, hvad han spiste, hvad han havde på, hvad hans kæledyr var, var vores styrke i begyndelsen af december klar til en række koordinerede begivenheder,« sagde Caine. Styrken omfattede over 150 fly, der blev sendt ud fra 20 forskellige baser på den vestlige halvkugle, herunder angrebsskibet USS Iwo Jima ud for kysten. Flyene omfattede helikoptere med amerikanske specialstyrker ledsaget af FBI-personale, amerikanske luftvåben- og flådefly, overvågnings- og rekognosceringsfly og B-1-bombefly samt droner. Luftangreb ødelagde luftforsvaret i Caracas for at beskytte helikopterne. Efter at Maduro og hans kone overgav sig, blev de fløjet med helikopter til USS Iwo Jima og transporteres nu til New York-området.

Billede: Deed – Attribution-ShareAlike 4.0 International – Creative Commons

Af Diane Sare

 3. januar 2026 – I de tidlige morgentimer den 3. januar 2026 iværksatte min regering, Amerikas Forenede Staters regering, en invasion af en suveræn nation for med magt at bortføre dens leder. Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, og hans kone blev fanget af amerikanske soldater i et tidligt morgenangreb og bragt om bord på et skib, der angiveligt er på vej til det sydlige distrikt i New York, hvor parret ifølge den amerikanske justitsminister Pam Bondi er “sigtet for narkoterrorisme, konspiration om import af kokain, besiddelse af maskingeværer [sic] og ødelæggende anordninger samt konspiration om besiddelse af maskingeværer [sic] og ødelæggende anordninger mod USA.”

Lad mig klart sige, at alt ved denne handling er i strid med folkeretten, FN-pagten og, hvad der er afgørende for det amerikanske folk, i strid med vores egen amerikanske forfatning. Den er også i strid med principperne i den Amerikanske Uafhængighedserklæring, der opregner en »lang række overgreb« begået mod kolonierne i New England af det britiske imperium – overgreb, som vi selv netop har begået med denne ulovlige handling mod det venezuelanske folk og den venezuelanske nation.

Medmindre vores nation drastisk ændrer kurs og vender tilbage til de principper, som John Quincy Adams gav udtryk for i sin tale til Kongressen den 4. juli 1821, vil vi og vores republik ophøre med at eksistere i genkendelig form længe før den 4. juli 2026, 250-årsdagen for vores uafhængighedserklæring. De Forenede Stater er en magtfuld nation. Hvis denne magt udøves i henhold til den lovløse doktrin, der er udtrykt i den nyligt offentliggjorte nationale sikkerhedsstrategi, vil vores nation ikke blot skade sig selv, men ligesom den selvmorderiske morder på taget kan vores nation blive en trussel mod milliarder af uskyldige mennesker over hele kloden.

Hvorfor jeg er kvalificeret

Inden jeg redegør for, hvad jeg mener ligger bag denne vanvittige »sikkerhedsstrategi«, og hvad vi skal gøre ved den, vil jeg besvare det spørgsmål, som mange af jer sandsynligvis stiller: »Hvad gør dig mere kvalificeret til at lede denne nation end de forfærdelige præsidenter og kandidater, vi har haft i de sidste årtier, og hvorfor skulle nogen stole på dig?«

Min kvalifikation til at beklæde landets højeste embede kommer ikke fra et værdiløst stykke papir fra en -institution i »elfenbenstårnet«, men fra min egen moral og mod, som det fremgår af mit årtier lange samarbejde med Amerikas største statsmand og præsidentielle person, Lyndon H. LaRouche, Jr.

Det var LaRouches dybe forståelse af betydningen af det Britiske Imperiums nederlag til De Forenede Stater og hans strålende succes som økonomisk prognosemager, baseret på hans forståelse af principperne i det amerikanske økonomisystem, der fik mig til at støtte hans politik og studere vores grundlæggende fædres banebrydende skrifter, især vores første finansminister Alexander Hamiltons politiske erklæringer, der omhandlede emner som offentlig kredit, national bankvirksomhed og produktion.

Da LaRouche blev sendt i fængsel som følge af en årtier lang politisk heksejagt koordineret af Wall Street og City of London, der samarbejdede med skrupelløse elementer i amerikanske efterretningstjenester, nyhedsmedierne og undergravende organisationer som Anti-Defamation League of B’nai B’rith, nægtede jeg at lade mig kue. Jeg valgte at vie mit liv til at besejre de sidste rester af det koloniale imperium og genoprette min nation, USA, til sin tilsigtede rolle som forsvarer af suveræne rettigheder for mennesker og nationer over hele kloden, ikke gennem militær magt, men gennem økonomisk partnerskab og gensidigt fordelagtig økonomisk udvikling.

Jeg vil aldrig forråde jer.

Problemet vi står over for

Den uomtalte krise bag Vestens militære dagsorden er, at det transatlantiske finansielle og monetære system er håbløst fortabt. Det er ikke kun, at den amerikanske regering har en gæld på cirka 40 billioner dollars, og at det amerikanske folk bærer en uholdbar personlig gældsbyrde, men at London og Wall Street er ejere af en multi-billiard-dollar boble af derivater, der ikke kan opretholdes. I løbet af de sidste uger af 2025 pumpede Federal Reserve over 74 milliarder dollar ind i det finansielle system. NATO-landene sælger våben til Ukraine og Israel, som først vil blive produceret om fem år eller mere, hvilket nødvendiggør en fortsættelse af folkemorderiske konflikter set fra interessenternes og spekulanternes synspunkt.

Hertil kommer, at den nuværende beboer i Det Hvide Hus, præsident Donald Trump, er blevet dårligt betjent af ambitiøse, løgnagtige kabinetsmedlemmer som udenrigsminister »Narco« Rubio og Soros-mand finansminister Scott Bessent, blandt andre, og synes at være uvillig eller ude af stand til at opretholde sit erklærede tilsagn om at afslutte endeløse krige.

Mens præsident Trump fejler, kan hans politiserede »Rusland-Rusland-Rusland«-neokonservative og neoliberale modstandere fra Det Demokratiske og Det Republikanske Parti udnytte de ulovlige handlinger i Venezuela til at indlede en rigsretssag, hvilket i en fornuftig Kongres måske ville bringe lindring, men i hænderne på den nuværende Kongres snarere ville tjene til at kaste os ud i en ødelæggende krig med Rusland eller Kina eller begge.

Derfor appellerer jeg til jer, det amerikanske folk, om at slutte jer til min kampagne for at finde en vej ud af denne potentielle katastrofe.

Vi har intet at frygte undtagen frygten selv

På 250-årsdagen for vores uafhængighedserklæring må vi kræve, at alle embedsmænd overholder de principper, der er nedfældet i vores uafhængighedserklæring og forfatning: nemlig at alle mennesker er skabt lige – og alle betyder alle, ikke kun dem, der er født inden for vores grænser eller født ind i en bestemt tro eller sprogkultur, at ALLE mennesker er udstyret med »umistelige rettigheder«, og at regeringer er oprettet for at »sikre disse rettigheder«, herunder vores egen regering.

Sikring af rettighederne til »liv, frihed og stræben efter lykke« sker ikke i det abstrakte, men skal også eksistere i den fysiske verden. Børn, der lever under konstante bombardementer, trusler om vold, sult, sygdom og politisk undertrykkelse, bliver frataget deres gudgivne rettigheder. Frihed er ikke frihed, hvis den påtvinges med magt. John Quincy Adams sagde, at grundlæggelsen af Amerikas Forenede Stater, baseret på de principper, der er udtrykt i vores uafhængighedserklæring, »med et slag ødelagde lovligheden af alle regeringer, der var baseret på erobring.« Lad det synke ind. Regeringer baseret på erobring (magt) er ulovlige.

Den daværende udenrigsminister John Quincy Adams erklærede i samme tale den 4. juli, at hvis Amerika skulle engagere sig i udenlandske erobringer, »kunne det blive verdens diktator. Det ville ikke længere være hersker over sin egen ånd.«

Lad os tage vores ånd tilbage, ikke ved at rejse »til udlandet på jagt efter monstre, der skal tilintetgøres«, men ved at tilintetgøre monstrene iblandt os, begyndende med det bankerotte finansielle system.

Hvis vi ønsker at sikre »frihedens velsignelser« for os selv og alle andre, må vi erklære, at det transatlantiske system er bankerot! Ikke flere redningsaktioner med blod og skattepenge. Lad hele rodet gennemgå en ordnet konkursbehandling/reorganisering, inklusive den forfatningsstridige Federal Reserve, og opret en tredje nationalbank i USA.

Ikke flere flydende valutakurser! Bind dollaren til guld eller en kurv af reelle råvarer i samarbejde med de mest magtfulde nationer på kloden, nemlig Rusland, Kina og Indien. Indfør en global »Glass/Steagall«-bankadskillelse med en uigennemtrængelig mur mellem spekulation og kommercielle opsparings- og låneaktiviteter.

Under disse betingelser vil USA være i stand til at afskrive store gældsbeløb og i stedet udstede kredit til at opbygge nationale infrastrukturprojekter inden for transport, vandforvaltning og energi (især kernefusion), hvilket vil øge den amerikanske arbejdsstyrkes produktivitet drastisk og hæve levestandarden for det amerikanske folk.

I stedet for at erklære velstående nationer for vores konkurrenter eller endog vores modstandere, lad os arbejde sammen med dem til gavn for hele menneskeheden, herunder det amerikanske folk, som er belastet snarere end begunstiget af vores forgæves forsøg på at forhindre andre nationers fremskridt.

Det er med dette formål for øje, at jeg erklærer mit uafhængige kandidatur til præsidentposten i USA, ikke for at udøve lederskab i en fjern fremtid i januar 2029, men for at give det amerikanske folk en stemme og en vej til at sikre den politik, der er så presserende nødvendige nu.

Jeg inviterer jer til at slutte jer til mig.

Tilmeld jer her til mit borgermøde den 10. januar om The Spirit of America 250.

31. december 2025 (EIRNS) – Dennis Speed interviewede Helga Zepp-LaRouche i over en time den 31. december til hendes onsdags-årlige dialog:

DENNIS SPEED: Helga, dette er det sidste program i 2025. Det er slutningen af året og midtvejs i 2020’erne. Hvor tror du, vi står samlet set i kampen for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur og for en reel positiv løsning på den komplekse række konflikter, der plager verden i dag?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest vil jeg ønske alle vores seere et godt nytår! For jeg synes, vi skal ønske alle ikke kun et godt nytår, men et helt nyt år, hvilket ikke nødvendigvis er garanteret i betragtning af situationen. Jeg mener, det forgangne år 2025 har, som mange har givet udtryk for, været så tumultarisk, at man næsten hver dag kunne få fornemmelsen af, at der ville ske en strategisk, dramatisk forandring. Folk var fuldstændig chokerede, og så skete det næste. Året begyndte med Donald Trumps overraskende sejr, og han flyttede ind i Det Hvide Hus i slutningen af januar. Og vi skal huske, at det senere blev kendt, at Pentagon ved udgangen af Biden-administrationen havde en vurdering af, at sandsynligheden for, at det ville ende i en atomkrig, var 50 % som følge af den amerikanske og europæiske politik over for Ukraine. Og det faktum, at det bare blev accepteret, giver en fornemmelse af, hvor absolut uforsigtige nogle af eliterne har været. Og hvad der derefter udspillede sig, var et år fuld af strategiske modsætninger.

På den ene side foretog præsident Trump et par væsentlige ændringer, hvoraf den vigtigste efter min mening var mødet i Anchorage, hvor han på troværdig vis gav udtryk for sit ønske om at normalisere forholdet til Rusland. Han tog klart afstand fra Wolfowitz-doktrinen, som havde været gældende under hele Biden-administrationen, nemlig at USA ville insistere på global dominans, herunder muligheden for at foretage et førsteslag og evnen til at vinde en taktisk atomkrig.

Det var i hvert fald, hvad admiral Thomas Buchanan gav udtryk for på et møde i CSIS i november 2024. Da Trump-administrationen senere offentliggjorde sin nationale sikkerhedsstrategi, viste den et klart brud med denne tankegang ved ikke længere at insistere på USA’s dominans. Men hvis man ser på de faktiske konsekvenser, har der ikke været så store ændringer, selv om hovedvægten nu ligger på den vestlige halvkugle.

Hvis man ser på de forskellige kriser, såsom Mellemøsten, hvor der er fare for en ny krig mod Iran, har man nu den nye krise mellem Japan og Kina, der reelt blev udløst af premierminister Takaichis bemærkning om, at militær intervention fra Kina i Taiwan ville udgøre en eksistentiel sikkerhedsinteresse for Japan. Og man har fortsættelsen af krigen i Ukraine af Koalitionen af Villige, etablissement, der klart ikke har bånd til USA. Og folk i Europa har i lang tid troet, at Europa var blevet en koloni under USA. Med præsident Trumps ankomst til Det Hvide Hus blev det klart, at det ikke er en koloni under USA som stat, men under det permanente bureaukrati, eller mere korrekt, de finansielle eliter i Wall Street, Silicon Valley og City of London.

Så den anden store udvikling i 2025, som de vestlige eliter, hvis man kan kalde dem det, slet ikke anerkender, er det faktum, at vi oplever en epokegørende forandring, hvor 500 års kolonialisme klart er kommet til en ende. Dette blev tydeligt demonstreret af en række begivenheder i BRIKS, men især også af mødet i Shanghai Cooperation Organization i slutningen af august og begyndelsen af september, herunder den utroligt imponerende militærparade i anledning af 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig i Stillehavet, der blev fejret med en stor, stor militærparade i Beijing, hvor mange ledere fra det Globale Syd deltog. Og det viste bare, at verden har ændret sig fuldstændigt.

Nu har verden også ændret sig på grund af Kinas fremgang. Og jeg vil gerne vise jer et kort klip, som er et meget lille uddrag af nytårstalen fra præsident Xi Jinping. Og virkeligheden bag dette er blevet fuldstændig ignoreret af det vestlige etablissement. Lad os se denne video:

XI JINPING: Tianwen-2-sonden begyndte sin stjernejagende rejse for at udforske asteroider og kometer. Byggeriet af vandkraftprojektet ved den nedre del af Yarlung Zangbo-floden er påbegyndt. Kinas første hangarskib udstyret med et elektromagnetisk katapultsystem er officielt taget i brug. Humanoide robotter udførte kung fu-spark, og droner udførte spektakulære lysshows. Opfindelser og innovationer har boostet nye produktive kræfter af høj kvalitet og tilføjet farverige dimensioner til vores liv. … Alt dette har gjort Kina til en af de økonomier med de hurtigst voksende innovationskapaciteter.
[slut på video]

Dette giver jer et indblik, og jeg kan kun opfordre jer til at se hele talen, ikke kun for at høre, hvad Xi Jinping siger, men også for at se de optagelser, som tv-teamet har vedlagt hans tale, som giver jer et indblik i den absolutte transformation, Kina har gennemgået i de sidste 40 år, hvor det har forvandlet sig fra et fattigt land til klart den mest moderne og mest magtfulde fysiske økonomi i verden i dag. Og det viser, at Kinas politik med at opbygge sin egen fysiske økonomi, løfte 850 millioner mennesker ud af fattigdom og derefter udvide denne model gennem Bælte- og Vej-Initiativet som en måde for landene i det Globale Syd at påbegynde deres egen udvikling, overvinde den koloniale status og udvikle sig fra råvareeksporterende lande til lande med mellemindkomst, at denne model for samarbejde og hjælp til lande med at overvinde deres underudvikling har åbenbart vist sig at være langt mere succesfuld end den vestlige model med det liberale system, der forsøger at opretholde overlegenhed og kontrol over institutionerne, hvilket helt klart ikke fungerer.

Så nu står vi over for en situation, hvor Asien som helhed er i fremgang. Det er ikke kun Kina. Der er andre lande som Indien, hvor bestræbelserne på at trække Indien ind i lejren af de såkaldte demokratier mod autokratierne heller ikke har fungeret. Man har nu et tæt samarbejde mellem Rusland, Kina, Indien, men også Brasilien, Indonesien og mange andre lande i den Globale Majoritet. I 2026 tror jeg, at det centrale spørgsmål vil være, om vi kan få de vestlige lande til at forstå, at den kinesiske model åbenbart er mere succesrig. Hvorfor? Fordi de har tyet til det amerikanske system med fysisk økonomi af Alexander Hamilton, den første og anden nationalbank, af Friedrich List og Henry C. Carey. Og de har anvendt en økonomisk teori, som tidligere var gældende i alle lande, der havde gennemført en vellykket industrialisering, begyndende med den unge amerikanske republik, der fejrer sit 250-års jubilæum i det kommende år.

Og det bør alle med god vilje tage til sig som en påmindelse, ikke kun i USA selv, men over hele verden, om at vende tilbage til oprindelsen af Den amerikanske Frihedskrig, som var den første antikoloniale uafhængighedskrig mod det Britiske Imperium. Hvorfor Amerika var et fyrtårn af håb og et tempel for frihed for hele verden, og hvordan USA muligvis kunne vende tilbage til en udenrigspolitik, som den blev ført af John Quincy Adams, hvis meget berømte idé var, at det ikke er USA’s formål at »rejse til udlandet og jage monstre«, men at arbejde i alliance med republikker for alles fælles bedste, som det kommer til udtryk i den amerikanske forfatning og præamblen til denne forfatning. Så mennesker med gode intentioner opfordres i 2026 til at tænke over, hvordan vi kan få menneskeheden væk fra afgrundens rand, for vi befinder os stadig på afgrundens rand.

Det seneste nummer af Foreign Affairs indeholder en anden artikel, der minder folk om en tidligere artikel fra 2024 om tilbagevenden til begrebet total krig. Og man kan se, at hvis man ser på genoprustningen af Europa, militariseringen af Japan, bestræbelserne på at få Kina, Rusland, Cuba og Iran ud af Latinamerika med den nye NSS-doktrin fra USA, situationen i Mellemøsten, så er vi ikke langt fra, at et hvilket som helst af disse krisepunkter kan udvikle sig til en global atomkrig, som vil føre til menneskehedens udryddelse.

Og derfor mener jeg, at den største opgave for alle, der ønsker fred – og pave Leo XIV har gjort nogle meget, meget vigtige indgreb i denne henseende ved at sige, at kun fred er hellig, og han angreb fuldstændigt idéen om konfliktløsning med krig. Og meget vigtigt introducerede han Nikolaus af Cusas metode og hans sammenfald af modsætninger som en måde at løse konflikter på, hvilket jeg mener er af største strategiske betydning. For han anvendte den på den nuværende situation ved at sige, at Nikolaus af Cusas tankegang er en måde at samle ting, som ellers ikke ville blive forenet på en sammenhængende måde.

Derfor mener jeg, at det, vi virkelig skal sætte som en udfordring for 2026, er: Mennesker med god vilje bør gøre alt, hvad der er muligt, for at undgå faren for civilisationens udslettelse, hvilket er det vigtigste spørgsmål, for hvis det sker, vil alt andet være irrelevant. Og at vi går over til en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som denne gang skal tage hensyn til alle landes interesser på kloden, for at arbejde i traditionen fra den Westfalske Fred og i overensstemmelse med det, som præsident Xi Jinping har opfordret til med Global Governance Initiative. Så jeg tror, at det er vores opgave, og jeg opfordrer jer alle til at samarbejde med Schiller Instituttet for at hjælpe os med at nå dette mål.

SPEED: Helga, i dag fremlægger forskellige medier og andre deres syn på, hvad der var de vigtigste begivenheder i 2025, og jeg har bemærket to modstridende lister. Den første er fra Council on Foreign Relations. Jeg vil ikke tilkendegive alle deres ti vigtigste begivenheder, som de har antydet, men jeg vil sammenligne denne liste med en anden liste, som er udgivet af det kinesiske nyhedsbureau Xinhua. Council on Foreign Relations siger – jeg vil bare læse de fem vigtigste begivenheder på deres liste over ti: 1) Donald Trump forstyrrer USA’s udenrigspolitik. Vi vil lidt senere sige lidt om, hvad man har at sige om det. 2) Kina bruger sjældne jordarters mineraler som våben. 3) Israel og USA angriber Irans atomfaciliteter. 4) Krigen i Ukraine fortsætter, og 5) USA mægler en fredsaftale for Gaza. Som I kan se her, handler alle deres top fem om krig, med en ejendommelig nummer et, der fordømmer Donald Trump for at forstyrre USA’s udenrigspolitik.

Xinhua har følgende: 1) Kinas statschefs diplomati fremmer fred og udvikling, og derefter beskriver de blot nogle af de ting, Xi Jinping har gjort, de forskellige møder, han har deltaget i, og rejser til Rusland, Sydkorea og andre møder. 2) USA indledte en toldkrig, der har alvorlige konsekvenser for det multilaterale handelssystem. 3) Det internationale samfund markerer 80-årsdagen for sejren i Anden Verdenskrig. 4) Den eksplosive udvikling inden for kunstig intelligens kræver styrket regulering. Og så 5) intensiverer uroen på det globale marked de økonomiske risici.

Så jeg vil gerne spørge dig: Hvad synes du? De er så forskellige, det er som to forskellige verdener. Hvad er din kommentar til dette?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at disse to forskellige lister afspejler en helt anderledes idé om mennesket, som ligger til grund for, hvad de mener er vigtigt. Folk har sikkert bemærket, at det nogle gange er forvirrende, hvordan to eller flere mennesker fortolker den samme begivenhed helt forskelligt, så man ender med et resultat, hvor man tror, det er to forskellige universer. Og når man skraber lidt på overfladen og ser på de aksiomer, som deres tænkning er baseret på, kan det altid reduceres til det menneskebillede, man har. I tilfældet med Council on Foreign Relations er det meget tydeligt, at man har et billede af det, jeg sagde før, nemlig at bevare kontrollen og holde verden i tråd med de oprindelige aksiomer i Wolfowitz-doktrinen. Nu er den ændret en smule, men den antager bare andre former. Men at bevare kontrollen, bevare den førende klasses privilegier, hvilket man kan sige meget om, fordi det er ved at opstå og gennemgå en transformation lige nu – men det er én ting, et oligarkisk synspunkt.

Den kinesiske måde, på den anden side, og man kan se på hvert punkt, hvert af disse punkter er motiveret af et billede af mennesket, hvor man ikke har denne overdrevne liberalisme, som vi finder i Vesten, men man har prioriteringen af det fælles bedste for folket, ikke kun for staten Kina selv, men også for fællesskabet af lande. Og derfor ville de have helt andre prioriteter.

Folk taler altid om den systemiske trussel, der kommer fra Kina. Man kan sige, at den systemiske trussel er, at det kan vise sig, at den model, der sætter menneskebilledet som det vigtigste formål med politik – forbedring af levestandarden, folks lykke – hvis man sætter det først, så kan det naturligvis være mere tiltalende for folk. Og så kommer truslen ikke fra en krigstrussel, den kommer fra truslen om at være god! Og det kan være, at dette perspektiv, der appellerer til forbedring af levestandarden og folks velbefindende, bliver mere attraktivt, og at den systemiske trussel netop er det.

Så hvis folk begynder at tænke over det, vil de måske føle sig tilbøjelige til at vende tilbage til de bedre traditioner i Vesten, som man for eksempel ikke kun havde med de grundlæggende fædre i USA. Man har det med Lincoln, man har det med FDR, man har det med Kennedy. I Europa har man det med Charles de Gaulle, man har det med forskellige personer i efterkrigstiden i Tyskland – Enrico Mattei, Konrad Adenauer, Helmut Schmidt – ikke altid perfekte, men i en positiv retning.

Så jeg tror, vi virkelig må reflektere over, at vi befinder os i en hidtil uset krise. Men indtil videre har de vestlige eliter været fuldstændig uvillige til at undersøge årsagerne til dette, og at den nuværende konstellation i verden udelukkende er deres eget værk. Det er et tilbageslag af deres egen politik, og hvis vi ønsker at afhjælpe det, må vi alle gå tilbage til de bedste traditioner i vores historie i Europa og i USA og derefter søge samarbejde i stedet for konfrontation med landene i den Globale Majoritet. Så jeg synes, at folk bør reflektere over det, for de to lister, du henviser til, giver et indblik i tankegangen hos dem, der har udarbejdet disse lister.

SPEED: Ja, jeg vil bare tilkendegive, at jeg vil læse de andre fra Council on Foreign Relations, for de har kun én, som jeg ikke synes handler om krig. 6) Sudans udmattende borgerkrig fortsætter. 7) AI-kapløbet intensiveres, hvilket faktisk også er en del af krigsideen. 8) Indien og Pakistan kolliderer. Og så er nummer 10 Cambodja og Thailand, der kolliderer. Så det eneste, man har, der ikke er krig, er, at kardinal Robert Prevost bliver pave Leo XIV. Så måske kan vi kommentere det faktum, at paven formåede at komme med på listen. Dette er selvfølgelig den første amerikanske pave i historien, men paven gjorde også noget vigtigt i år den 25. oktober, da han bragte en person op, som du er meget glad for, og som er meget vigtig for din idé om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur: Nikolaus af Cusa. Kan du sige noget om, hvad du mener er vigtigheden af det, denne pave repræsenterer, hvad han har gjort, og hvordan den forandring, der skete i år, påvirker verdenssamfundet på dette tidspunkt?

ZEPP-LAROUCHE: Det, jeg kan se, er, at pave Leo XIV’s tankegang er meget i tråd med Nikolaus af Cusa. Selvom jeg endnu ikke har lyttet til så mange prædikener og taler af ham, tror jeg, at han har appelleret til enhed i kurien, hvilket er meget vigtigt. Han har igen og igen understreget behovet for fredeligt samarbejde. Det har tidligere paver også gjort, men jeg tror især, at den tale, han holdt i anledning af jubilæumsåret, hvor han fremhævede Nikolaus af Cusa og hans metode med modsætningernes sammenfald, anvendt på nutiden, er yderst vigtig. Det er yderst vigtigt, fordi Nikolaus af Cusa, der blev sat på Index af Tridentinerkonciliet, har haft stor betydning gennem en lang historie og derfor ikke har været kendt i mange århundreder i den akademiske verden og blandt klostre og så videre. Nu har der været en renæssance i de senere år, og folk har erkendt den enestående betydning af Cusa, som helt sikkert var den vigtigste tænker i det 15. århundrede, i hvert fald i den vestlige verden.

Han har leveret en metode, som er en afvisning af Aristoteles og den aristoteliske metode, der altid går ud fra modsætninger, modsætninger, der aldrig kan overvindes. Og det er naturligvis den aristoteliske tankegang, der får folk til at tro, at der findes geopolitik, at man altid har en fjende, at man aldrig kan nå frem til en løsning. Og Nikolaus af Cusa afviste det og udviklede denne idé, interessant nok i en periode, hvor der var et sammenstød mellem civilisationer. Konstantinopel blev erobret lidt senere. Men han skrev også De Pace Fidei (»Om troens fred«), som handler om troen på religion, om fred i religion, i tankegangen om modsætningernes sammenfald, hvor han afviser idéen om religiøs krig, afviser idéen om voldelig løsning af konflikter ved at appellere til det menneskelige sinds evne til altid at tænke det højere, som overvinder modsætningerne på det lavere niveau.

Nu er det sådan, at Albert Einstein senere sagde det samme. Han sagde, at man aldrig kan finde en løsning på et problem på det niveau, hvor problemet opstod, men at man altid må tænke på den højere enhed. Og det er netop den metode, der skal anvendes i dag. For hvis vi ikke overvinder geopolitikken, som, som jeg sagde, er baseret på en aristotelisk tilgang, og omdanner vores tænkning til idéen om først at tænke på den ene menneskehed, vil vi ikke overleve, for i en tid med atomvåben vil idéen om krig som et middel til konfliktløsning være vores undergang som civilisation.

Og det stiller os alle over for den civilisatoriske udfordring, at vi må begynde at tænke på den ene menneskehed først. Og så har man en legitim interesse for sit land, men den interesse for sit land må aldrig være i modstrid med interessen for den ene menneskehed. Hvis man tænker i langsigtede historiske termer, er vi nået til et punkt, hvor vi er nødt til at tage et spring i vores tankegang og tænke på den ene menneskehed, og det spring skal være lige så dramatisk som overgangen fra middelalderen og skolastikken, heksekunst og alle former for overtro til den moderne tidsalder, som blev gennemført gennem Nikolaus af Cusas tankegang og den italienske renæssance.

Og nu, næsten 600 år senere, er vi nået til et punkt, hvor vi er nødt til at tage det intellektuelle spring til en ny civilisationstid som en forudsætning for vores egen overlevelse. Og jeg finder det yderst interessant, at paven på denne måde lægger sin intellektuelle og moralske vægt i denne debat. Og man kan kun håbe, at det, i betragtning af at han er amerikaner, vil få stor indflydelse blandt katolikker og andre religiøse ledere, men også på den amerikanske præsident.

SPEED: I de sidste tre eller fire dage har der været en dramatisk begivenhed – angrebet på præsident Putins residens – selv om fredsforhandlingerne var i gang i Mar-a-Lago, og der var telefonsamtaler mellem Donald Trump og Vladimir Putin og forskellige diskussioner i Florida. Udenrigsminister Sergej Lavrov udsendte en erklæring, hvor han sagde følgende: »Hændelsen har bekræftet den terroristiske karakter af den gruppe af individer, der ulovligt holder magten i Kiev.« Han kritiserede dem i EU og NATO, »der højlydt kræver ufravigelige garantier for Ukraines sikkerhed som en del af den forhandlede fredsproces ledet af Rusland og USA.« Han sagde: »Der er ingen tvivl om, at det vigtigste mål for Bruxelles, Berlin, Paris og London er at bevare det regime, der drømmer om at få hjælp til at overleve.« Og så kom han med en ret skarp udtalelse. Han sagde: »Jeg er overbevist om, at den racistiske karakter af Kiev-regimet og kynismen hos dets internationale sponsorer kan ses tydeligt af samvittighedsfulde medlemmer af det internationale samfund, som ikke kan undgå at forstå, at uden en afslutning på denne kriminelle politik vil forhandlinger, der sigter mod at opnå en pålidelig og varig løsning på krisen i Ukraine, ikke lykkes.«

Jeg synes, det har været bemærkelsesværdigt, og vi har ofte talt om i din webcast, hvordan man på den ene side har den proces, der fandt sted i Anchorage, Alaska, den 15. august mellem Donald Trump og Vladimir Putin. Og så har man denne proces, der foregår omkring ting som denne Mar-a-Lago-hændelse, og hvordan Rusland er blevet tvunget til at reagere. Og jeg spekulerer på, i betragtning af at man ofte har talt om modsætningernes sammenfald, har man forsøgt at understrege over for folk, at der ofte er disse situationer, som er komplekse og meget vanskelige. Og så når jeg ser på denne nylige udveksling og denne nylige hændelse, ville jeg gerne høre din mening om, hvad det betyder, hvad det indebærer, og hvad der skal gøres fremadrettet.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er ret forbløffende, fordi russerne udsendte en erklæring om, at der var sket et angreb på Putins residens, hvor 91 droner blev ødelagt, så de ikke forårsagede nogen skade, men det var et attentatforsøg på Putins liv. Trump blev spurgt om det, og han sagde: Ja, jeg har fået nyheden fra præsident Putin, og jeg kan ikke lide det, og så videre. Men næsten alle vestlige medier og mange vestlige politikere sagde stort set med det samme: Åh, det er bare russisk propaganda, det skete ikke, hvor er beviset? Det er jo vanvittigt. For det første er et attentatforsøg på den stærkeste atommagt i verden en ekstrem krigshandling. Det er en casus belli. Tænk lige over det et øjeblik. Hvor ville verden være, hvis de faktisk havde dræbt Putin? Vi ville være i en superkrise. Og måske ikke længere, for det kunne have udviklet sig til en stor atomkrig.

Zelenskyjs tidligere rådgiver Oleksii Arestovych sagde, at han mener, at grunden til, at netop den bolig i Novgorod, i Valdai, blev angrebet, er, at der også er et atomkommandocenter, og at der måske var en dimension i det, hvor Putin ville have været i det kommandocenter, og at det var målet, hvilket ville gøre det endnu værre. Men det faktum, at de vestlige medier afviser det på den måde og åbenbart tolererer, hvad der er en handling af statsterrorisme, som indebærer faren for en fuldstændig optrapning, det viser bare, at de vestlige mediers realitetssans, som naturligvis kontrolleres af deres eliter, er fuldstændig løsrevet fra virkeligheden.

Først og fremmest tror jeg, at russerne i mellemtiden har leveret en video, hvor de viser alle former for skader, der er forårsaget af disse droner. De viser dronernes flyveruter og lokaliserer, hvorfra de blev sendt. Og jeg er sikker på, at der vil blive fremlagt flere såkaldte beviser. Men jeg synes, det gør det meget, meget klart, at befolkningerne i de vestlige lande må gøre det klart for deres ledere, at dette ikke længere kan tolereres, og at der må ske en kursændring i retning af samarbejde. Så kan alle problemer i verden løses.

Nu tror jeg, at det er noget, som befolkningen må tage op i 2026. USA vil sandsynligvis installere amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland. Det er systemer, hvor nogle af dem har en rækkevidde på mere end 2.000 km og når langt ind på russisk territorium. Det betyder, at vi befinder os i en situation som under mellemdistancemissilkrisen i begyndelsen af 1980’erne. Den eneste forskel var, at dengang havde man hundredtusinder af mennesker på gaden, fordi de vidste, at vi var på randen af 3. verdenskrig. Og denne gang er folk passive, folk er selvtilfredse. Folk er så påvirket af NATO’s fortælling, at de ikke engang længere er klar over den fare, de befinder sig i. Og vi må virkelig gøre alt, hvad vi kan, for at styrke folks mod til at sige deres mening. For hvis dette ikke stoppes, har vi måske snart ikke længere nogen civilisation.

SPEED: Helga, det var også bemærkelsesværdigt, at præsident Vladimir Putin på forskellige tidspunkter i år introducerede en idé, som han talte om som værende hverken unipolaritet eller multipolaritet, men polyfoni, og idéen om, at hvis der skulle være en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, ville man være nødt til at have meget mere af, om man vil, en orkester- eller kor-tilgang frem for solister. Han brugte denne musikalske analogi om dem, der spiller solo, og som ikke er med i partituret, og at de bliver nødt til at lære, at det ikke er sådan, man skaber harmoni i verdenssamfundet. Og jeg ville gerne vide, om man havde nogen kommentarer til hans introduktion af det, fordi det også blev taget op af andre. Xi Jinping havde en anden version af det, og jeg tror, at andre, herunder dig, havde nogle kommentarer til det.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg brugte faktisk et lignende begreb for mange år siden, da jeg arbejdede med Nikolaus af Cusa. Nikolaus af Cusa havde denne idé om, at harmoni i makrokosmos kun kan eksistere, hvis man har den bedst mulige udvikling af alle mikrokosmos, og man kan erstatte mikrokosmos med nationer og makrokosmos med hele verden. Cusa argumenterede altså for, at kun hvis man udvikler hvert mikrokosmos, og hvert mikrokosmos betragter det som sin egen interesse at få de andre mikrokosmos til at udvikle sig på den bedst mulige måde, og vice versa, så er denne fælles udvikling som en kontrapunktisk fuga, hvor udviklingen af én nation fremmer og forbedrer udviklingen af den anden, og at det hele fungerer sammen som en polyfon symfoni; at idéen om en arbejdsdeling i verden er den eneste måde, man kan forestille sig en fredelig fremtid på.

Det er så godt, at vi er forskellige nationer. Vi har forskellige kulturer, forskellige civilisationer, forskellige sprog, forskellige former for poesi, forskellige traditioner, herunder vores forskellige økonomiske forhold. Nogle lande er store, andre er små, nogle har særlige råstoffer, andre har ikke. Men alt i alt er vi en familie af nationer, og det fungerer kun, hvis der er en arbejdsdeling, hvor hver nations potentiale fremmes på den bedst mulige måde, og hvor hver af dem bidrager, ligesom i polyfoni, hvor hvert instrument bidrager til det større begreb i kompositionen. Og det er et smukt billede på, hvordan jeg forestiller mig menneskehedens fremtid. Det er så meget bedre at have den slags harmonisk udvikling baseret på lighed mellem alle, end at der kun er én, der angiver tonen, og alle andre skal marchere i takt. Jeg tror, det er en model, der helt sikkert ikke har fungeret så godt.

SPEED: Helga, vi har fået et spørgsmål fra Kynan, der spurgte om følgende: Hvad vil du sige var de mest betydningsfulde resultater af de tre konferencer, som Schiller Instituttet afholdt i USA, Berlin og Paris? Jeg blev personligt inspireret af det ensemble af talere, der var samlet, såsom Naledi Pandor, Zhang Weiwei og mange andre, som repræsenterer det, han kalder »Vestens bedre natur«. Hvad bør folk tage med sig fra denne proces?

ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest udformer vi altid vores konferencer som en helhed. Det handler ikke om specifikke akademiske emner, men vi forsøger at tegne et strategisk billede for at placere os i verden. Derefter har man altid noget om økonomiske løsninger, hvordan man overvinder problemer. Man har altid et stort panel om de seneste udviklinger og gennembrud inden for de mest avancerede videnskaber. Og meget vigtigt: dialogen mellem civilisationer, der fremhæver de bedste traditioner. Men det hele er sammensat som en helhed.

Og vi forsøger at få talere fra fem kontinenter til at repræsentere, hvordan et sådant samarbejde ville fungere. Og på den måde, hvis man tager de tre konferencer – New Jersey, Berlin og Paris – viser det dig den absolutte model for, hvor let det ville være, virkelig en smal sag, at bringe orden i verden. Og det er den metode, vi har lært af min afdøde mand, Lyndon LaRouche.

De af os – og jeg ved, Dennis, at du er et af de tidligste medlemmer af denne bevægelse – når du mødtes med Lyn, talte du altid med ham, og man kunne komme ind til mødet i den mest utilfredse sindstilstand, og så havde man en samtale med Lyndon LaRouche, og man gik ud af dette møde og sagde, at han havde bragt verden i orden igen, og at alting var sammenhængende igen, og at man faktisk kunne give det mening!

Og jeg tror, det er det, vi forsøger at gøre med disse konferencer. For effekten er, at folk møder andre mennesker fra Afrika, fra Kina, fra Rusland, fra USA – førende eksperter inden for deres felt. Og de kommer ud af dette møde og siger altid: Se, det ville være så let at få rimelige relationer mellem alle disse nationer, for vi har netop demonstreret det. Og jeg tror, prikken over i’et denne gang var konferencen i Paris, hvor vi havde en masse unge mennesker, der demonstrerede dette princip på den mest glædelige måde, fordi de er fulde af energi og ønsker at skabe en bedre verden.

Og det er derfor, vi er i gang med at opbygge en international ungdomsbevægelse. Hvis du lytter til denne diskussion lige nu og finder denne idé tiltalende, så kontakt os, for jeg er helt sikker på, at hvis vi i 2026 formår at skabe en magtfuld international ungdomsbevægelse, kan den blive den vigtigste faktor i at redde verden fra afgrunden, fra den fare, vi befinder os i nu. For unge mennesker har ret til at bestemme fremtiden, fordi det er deres.

SPEED: Helga, nu hvor vi nærmer os afslutningen, vil jeg selvfølgelig også nævne, at briterne ville komme med deres egen liste over ting. Men der er især én artikel, jeg gerne vil have din kommentar til. Den hedder »Et splittet Amerika fejrer sin 250-års fødselsdag.« Jeg vil læse en del af den, fordi jeg tror, at den vil gøre mange af vores amerikanske seere passende vrede. Men det giver dig også en chance for at adressere spørgsmålet om, at det er 250-året for landets fødsel.

Her er, hvad Londons The Economist havde at sige:
“Donald Trump er måske ikke den mest litterære af mænd, men han fandt den perfekte metafor, da han proklamerede, at han ville markere Amerikas 250-års fødselsdag ved at afholde et slagsmål på græsplænen foran Det Hvide Hus. Det kommende år vil byde på masser af parader, fyrværkeri og erindringsmønter. Men det ottekantede bur, der skal opstilles på den sydlige græsplæne inden 4. juli, og Ultimate Fighting Championship (dette er faktisk sandt), de bøller, der vil kæmpe i den, vil bedst repræsentere tilstanden i det amerikanske samfund, i det mindste som det kommer til udtryk gennem dets politik…”

»To rivaliserende nationale kommissioner planlægger begivenheder. I 2016 oprettede Kongressen America250 Commission…« gennemgår, hvad det er, siger, at det er demokrater og republikanere, og »dens æresformænd er Obamas og Bushes.«

»Da Trump vendte tilbage til embedet, udstedte han imidlertid en bekendtgørelse, der etablerede hans egen ›Task Force 250‹…« Og så fortsætter den med at forklare, hvad det er.
“Det er stadig uklart, hvordan de to kommissioner vil koordinere deres arbejde. Vil Trumps taskforce promovere udstillingen om George Washingtons slaveri, som er planlagt på hans Mount Vernon-gods? Vil den omfavne de ›dekoloniserings‹- og ›LGBTQ+-inkluderende‹ retningslinjer, som den anden taskforce har foreslået?

»Fortiden er blevet en partipolitisk kampplads i Amerika.«

Der er mere, men jeg vil spare os alle for at høre det. Men der er noget meget alvorligt ved det, der sker i Amerika omkring 250-årsdagen. Jeg ved, man har nogle idéer om det, og jeg vil gerne have dig til at dele dem med os.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg tror, at den nuværende verden og det, du rapporterer om disse to tilgange – eller faktisk tre tilgange – afspejler det faktum, at billedet af mennesket er blevet glemt. Jeg tror, der er fare for en ny fascisme i verden. Den har nogle elementer fra den gamle fascisme: militarisering, økonomisk stramning for befolkningen. Men der er et nyt element i den. Og det afspejles i nogle menneskers skrifter, der skamløst reklamerer for, at det ikke er en dårlig ting at akkumulere så meget rigdom som muligt. Og jeg tilføjer, at man kan gå fra at være milliardær til at være trillionær, og det giver en ret til at gøre, hvad man vil.

Og jeg tror, det er denne skamløse idé om, at nogle fås privilegier skal bestemme menneskehedens skæbne. Det er som kræft; det vokser og erstatter til sidst de sunde celler i kroppen. Men når kræften overtager, er patienten død. Og det er denne slags idéer, der er så absolut umenneskelige. Hvis vi ikke erstatter dem, tror jeg, det betyder slutningen for Amerika som republik, som desværre allerede ikke længere er en ægte republik. Og jeg tror, dette er chancen for at bruge 250-årsdagen til at vende tilbage til den oprindelige idé om, hvad Amerika skulle være.

Man har tilbage til Toscanelli, der opfandt kortene til Columbus. Man har rekonstrueret hele indsatsen, som i en vis forstand er smukt udtrykt i Dvořáks symfoni nr. 9, Fra den nye verden. Jeg synes, vi skal spille netop denne komposition hele året, for når man lytter til denne musik, løfter den én, uanset hvor man er, og giver én et håbefuldt billede af, hvad den amerikanske drøm skulle være. Så min umiddelbare anmodning til jer alle er at lytte til Dvořáks symfoni Fra den nye verden for at få en metafor for det, jeg taler om.

For hvis man ser på, hvad Amerika skulle være, er det en afvisning af oligarkiet i Europa på tidspunktet for den amerikanske uafhængighedskrig. Og det er en fuldstændig afvisning af det Britiske Imperium.

Og tragedien for USA har været, at Amerika i de følgende århundreder blev undergravet af netop den samme ideologi som det Britiske Imperium. De forsøgte det først i 1812 militært, og de forsøgte det igen. Det Britiske Imperium forsøgte at omstøde Den amerikanske Frihedskrig og gøre Amerika til en koloni igen. De forsøgte det helt sikkert i borgerkrigen, hvor det Britiske Imperium allierede sig med Konføderationen. De indså, at det militært ikke kunne vindes. Og efter det forsøgte forskellige britiske institutioner som Fabian Society, Milner’s Kindergarten og forskellige andre lignende tiltag at undergrave det amerikanske establishment ved at overbevise dem om, at de skulle adoptere det Britiske Imperiums model for at styre verden, baseret på en unipolær opfattelse, baseret på det anglo-amerikanske særlige forhold.

Og det har været grundlaget for Wolfowitz-doktrinen. Det har været årsagen til, at den store chance ved afslutningen af den kolde krig ikke blev udnyttet. For i stedet for at opbygge en ny fredsorden for det 21. århundrede begyndte neokonservative at gennemføre netop den idé om en unipolær kontrol af verden, som helt klart ikke fungerede. Det gav bagslag. Francis Fukuyama vil gå over i historien som den, der lavede den mest kortlivede forkerte analyse, da han proklamerede historiens afslutning. For det var idéen om, at hele verden ville blive overtaget af det britiske liberale økonomiske system, hvilket forårsagede et utrolig tilbageslag, som vi har set med oprøret i det Globale Syd.

Så nu har vi en situation, hvor præsident Trump reagerer på en impuls i den amerikanske befolkning med MAGA-bevægelsen og så videre, men jeg synes, det falder helt kort i forhold til det smukke, som de amerikanske grundlovsfædre diskuterede. George Washington, Benjamin Franklin – Benjamin Franklin, der baserede hele sin etik på konfuciansk filosofi. Det er noget, der er meget lidt kendt, men det ville være en måde at nå ud til Kina og erkende, at Benjamin Franklins idéer og den kinesiske model er så ens, og at dialog er mulig.

Så jeg kan kun sige, at disse to tilgange er som – for eksempel for mange år siden havde man Marian Anderson, der sang nationalsangen smukt – jeg mener smukt. Lyt til det. Gå ind på YouTube og lyt til Marian Anderson synge nationalsangen. Og så fik Obama Beyoncé til at synge det samme, Hollywood-stil, naturligvis prangende og så videre. Men sammenlign disse to fremførelser af nationalsangen af Beyoncé og Marian Anderson, og så får man en fornemmelse af, hvor Amerikas sande sjæl er, og hvor vi har at bringe Amerika tilbage. Så det er min kommentar.

SPEED: Helga, da vi begyndte at sammensætte dagens program, fik vi den tragiske nyhed, at et af de stiftende medlemmer af LaRouche-organisationen, Anita Gallagher, var gået bort. For dem, der ikke ved det, var hun og hendes mand, Paul Gallagher, to af de personer – blandt flere andre – der blev udsat for den mest brutale behandling fra statens væbnede magt, som de kalder det, og kom i fængsel sammen med Lyndon LaRouche, din mand, i 1989. Anita og Paul er begge stiftende medlemmer af Lyns forening.

Men ved afslutningen af et år som dette, og for mange mennesker over hele verden, i alle lande, der har mistet mennesker, mistet kære på mange forskellige måder, hvad enten det er på en slagmark eller på grund af sygdom og så videre, er det ofte svært – eller i det mindste vigtigt – at henvise til, hvad er betydningen af menneskelivet? Din mand, Lyndon LaRouche, skrev en artikel kaldet »Det historiske individ«, hvor han talte en del om dette. Og jeg ved, at vi alle tænker på ham og mange andre i denne tid. Og jeg tænker bare, at det er årets sidste dag og en slags afslutning, hvor folk reflekterer over meningen med menneskelivet.

Jeg ved, at du også kendte Anita, og nogle gange hjælper det folk, der ser programmer som dette, bare at høre, hvorfor det er, at individer gennemgår alle mulige lidelser for højere formål. Hvorfor er det aldrig forgæves? Hvad er det, der gør dem dyrebare? Og hvad er det, der gør disse bestræbelser så vigtige for menneskeheden som helhed?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kendte Anita, og jeg besøgte faktisk Anita og Paul, da de sad i fængsel. Og på en umenneskelig måde sad de der i meget lang tid på forskellige steder, og for et kærligt par at være adskilt i fængsel i mange år er en form for tortur, som er virkelig utrolig brutal og foragtelig. For de var uskyldige, fuldstændig. De gjorde ikke andet end at modsætte sig oligarkiet i USA og være fuldstændig enige med min afdøde mands idé.

Anita var en ægte, smuk sjæl og en krigerengel og en sand vittighedsmager; hun havde en utrolig sans for humor. Og ved at være en smuk sjæl påvirkede hun mange, mange mennesker omkring sig. Og det er sådan, menneskeheden lever videre.

Jeg er helt enig med Moses Mendelssohn og Nikolaus af Cusa, der især sagde, at det faktum, at sjælen skaber ting, der er udødelige, betyder, at den menneskelige sjæl, som er af en højere orden end det, den skaber, også er udødelig. Så det er bidraget fra livet af sådanne ekstraordinære individer som Anita, der bringer menneskeheden fremad. Og jeg tror, at det vigtigste, man kan gøre med sit liv, er at forpligte sig til at bringe menneskeheden et skridt videre, for det er det, der lever videre i os alle.

Og jeg vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse til Paul.

SPEED: Tak, Helga. Jeg synes, det er en smuk måde at afslutte dagens webcast og afslutte dette år på. Og jeg vil gerne byde dig og alle et godt nytår. Jeg synes, vi lader det være ved det. Tak, fordi I har set med. Tak, fordi I har støttet os gennem hele året. Vi ses næste år. Og lad os gøre det til menneskehedens succes i 2026.

ikke Korrekturlæst

ANASTASIA MARES: Hej og velkommen til Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 134. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Small, min medmoderator.

Jeg vil gerne minde alle om, hvorfor vi oprettede dette forum for 134 uger siden, nemlig for at forene hele fredsbevægelsen rundt om i verden. Som mange ved, har der været mange forsøg på at forhindre os i at kommunikere med hinanden. På trods af alle de forskelle, vi har indbyrdes, er vi nødt til at samarbejde, hvis vi ønsker at se menneskeheden komme igennem denne tumultariske periode og faren for atomkrig. Det omfatter mennesker med mange forskellige filosofier, religioner og sprog. Det er vidunderligt, at vi alle er samlet her for at gøre dette.

Tak til alle veteranerne, der har været en del af denne proces, og velkommen til alle nye deltagere. Spred venligst denne invitation til jeres netværk – organisationer, venner, fjender; vi bør alle være en del af denne diskussionsproces sammen.

For at komme i gang i dag har vi Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Velkommen, Helga – værsgo.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først byde jer alle en glædelig jul, for som nogle af jer her i denne diskussion ved, har vi i Europa stadig anden juledag, så jeg er stadig i julestemning, så at sige. Nogle af jer er allerede kommet videre.

Ikke desto mindre synes jeg, at det er et tidspunkt på året, hvor man bør reflektere over det store billede. Jeg har på en eller anden måde en fornemmelse af, at det kommende år, 2026, sandsynligvis vil ændre hele situationen – til det gode eller det dårlige. Mange processer er så spændte, at det næsten er umuligt at forestille sig, at tingene vil fortsætte på samme niveau i længere tid.

Det, vi oplever lige nu, er ikke kun de mange regionale kriser, som vi vil komme ind på i dag, men også denne utrolige, epokegørende forandring, hvor 500 års kolonialisme definitivt er ved at ende. En ny orden er under udvikling, men endnu ikke helt udformet, og en gammel orden er ved at gå i opløsning.

Problemet er, at disse etablissementer, som i lang tid var domineret af europæisk politik, af kolonimagter og af en angloamerikansk dominans af verden i forskellige faser, endnu ikke har indset, at denne orden – efter min mening – er uigenkaldeligt forsvundet. De vestlige eliter har endnu ikke tilpasset sig det faktum, at hvis Vesten ønsker at spille en rolle i den fremtidige verdensorden, må de ændre sig. De er endnu ikke villige til at ændre sig, så de holder fast i den gamle fortælling.

For eksempel fortællingen om, at krisen i Ukraine er resultatet af en uprovokeret aggressionskrig fra Ruslands side, hvor man fuldstændig forsøger at påtvinge folk den opfattelse, at der ikke var nogen forhistorie før februar 2022 – nemlig NATO’s udvidelser – som alle militæreksperter af betydning i USA, Frankrig, Tyskland og Italien er enige om var den virkelige årsag til, at denne krig opstod.

For eksempel har professor Jeffrey Sachs, professor John Mearsheimer, hele VIPS-gruppen i USA, oberst Douglas Macgregor, Jimmy Dore, dommer Napolitano og mange talere i deres programmer sagt dette mange gange. Det er næsten utroligt at forestille sig, hvordan eliten tror, at de kan kontrollere fortællingen, når den helt klart er usand.

Men denne insisteren på, at det er en uprovokeret aggressionskrig fra Ruslands side, og at Rusland skal besejres strategisk, har bragt os faretruende tæt på krig. Viktor Orbán, Ungarns premierminister, advarede om, at han er bekymret for, at den store krig vil finde sted i 2026 – potentielt om få dage. Ikke med det samme, men i det kommende år.

Der har naturligvis været trommevirvler for krig, som for eksempel NATO’s generalsekretær Mark Rutte, der i december i en tale i Berlin sagde, at vi skal forberede os på den store krig, og at vi skal vænne os til, at vi bliver nødt til at gøre ting, som vores bedsteforældre og oldeforældre gjorde – hvilket naturligvis henviser til Første og Anden Verdenskrig.

Det er fuldstændig nonsens, for hvis det kommer til krig, vil det ikke være en konventionel krig. Alle fornuftige militæreksperter er enige om, at Rusland hverken har den militære kapacitet eller det mandskab, der skal til for at besætte et europæisk NATO-land. I betragtning af, at de havde et meget langsomt tempo i deres territoriale fremskridt selv i Ukraine, hvor de åbenbart respekterede visse regler, kunne de have taget en langt større bazooka i brug. Men ikke desto mindre viser det, at de russiske konventionelle styrker ikke er så store, at de kan gøre dette, og derfor er denne slags snak latterlig.

For hvis man fortsætter med disse provokationer, som Rearm Europe og Operation Plan Germany – som er massive oprustningsprogrammer – og man tilføjer nogle hændelser i Østersøen eller omkring Kaliningrad, som der tales meget om, eller Sortehavet eller andre potentielle krisesteder, så står man straks over for Armageddon og muligheden for brug af atomvåben.

Der er tyske journalister som Eva Paley, der har interviewet Sergej Karaganov i Moskva, som meget direkte sagde, at hvis det nogensinde kommer til en sådan hændelse, vil Europa – og især Tyskland – forsvinde fra Jordens overflade. De vil ophøre med at eksistere. De vestlige eliter siger: »Åh, det er bare russisk propaganda.«

Men hvis det kommer til en optrapning, vil det ikke blive en konventionel krig. Den gode nyhed ville være, at det ville være Oresjniks; den dårlige nyhed ville være brugen af et atomvåben – med flere i følge – som Ted Postol altid insisterer på.

Det er det, vi står over for. Og idéen om, at man kan komme ud af det nuværende enorme økonomiske sammenbrud i Europa via genoprustning, er økonomisk dumhed. Den tidligere militære rådgiver for kansler Merkel, brigadegeneral (pensioneret) Erich Vad, sagde netop eftertrykkeligt, at selve idéen om, at man kan genstarte økonomien med et militariseringsprogram, er fuldstændig fejlagtig.

Jeg er glad for, at en militærperson bekræftede det, for det er klart, at det kun absorberer kapital, som ellers kunne være blevet investeret i infrastruktur, industri og landbrug – i skoler, der er ved at falde sammen, og alle disse ting. Med sundhedssystemet, for eksempel, går man efter massive besparelser i Europa. Jeg er ikke sikker på, at det er bedre i USA, hvor folk i disse dage falder af forsikringslisten. Så det går ud over befolkningens levestandard.

Vi har brug for at se på, hvordan det hele er sket. Jeg synes, det er ret heldigt, at Nationalarkivet i USA netop har frigivet dokumenterne fra de direkte drøftelser mellem præsident George W. Bush og Vladimir Putin i 2001, 2005 og 2008 på baggrund af en FOIA-anmodning. Det er ikke noget nyt, men det bekræfter, at Putins holdning i 2001 var fuldstændig åben.

Han ønskede at samarbejde med NATO og spurgte endda, om Rusland kunne blive medlem af NATO – hvilket han også havde anmodet præsident Clinton om og gentog over for præsident Bush. Han sagde, at Rusland er en europæisk nation; vi er en smeltedigel ligesom USA. Vi ønsker at være en del af den nye sikkerhedsstruktur i Europa.

Vi ved, at det blev afvist. Fra russisk side var det første gang, de virkelig indså, at dette var et absolut nej, under den orange revolution i Ukraine i 2004 – men især i 2008, da den samme Bush insisterede på, at Ukraine og Georgien skulle blive en del af NATO. Det var faktisk på grund af modstand fra kansler Merkel, at det blev undgået. Men siden da var løftet om, at Ukraine og Georgien på sigt skulle blive medlem af NATO, det, der drev hele optrapningen fremad.

Jeg synes, det er meget vigtigt at se på dette, for de historiske fakta taler et meget klart sprog om, at Vesten vidste, at den røde linje var at placere offensive ABM-systemer i Tjekkiet og Polen – og derefter Rumænien. Der har været mange sikkerhedskonferencer i Moskva gennem årene, hvor det klart blev fastslået, hvor de røde linjer gik.

Hvis man ser på kortet, blev løftet om ikke at udvide NATO en tomme mod øst ikke blot brudt, og NATO blev udvidet med 1.000 kilometer mod øst; der blev også skabt en omvendt Cubakrise ved at placere potentielt offensive systemer tæt på Ruslands grænse, så advarselstiden til Moskva blev reduceret til fem til seks minutter.

Dette var klart uacceptabelt, men alle disse berettigede krav fra Rusland blev fuldstændig ignoreret.

Nu har man en situation, hvor faren for en optrapning er større end nogensinde før. Vi bør absolut tage fat i det, paven sagde i julen, da han igen fremsatte en meget kraftig appel om fred. Han havde tidligere sagt, at kun fred er hellig, og at krig absolut skal forbydes. Jeg synes, vi fra IPC bør opfordre til at forbyde og udstøde krig, for i en tid med atomvåben kan krig ikke være et middel til konfliktløsning; det kan kun dialog og diplomati. Det er det spørgsmål, som civilisationens overlevelse afhænger af.

Samtidig med hele denne våbenoprustning sker der en anden udvikling i Europa, som er yderst bekymrende, nemlig at ytringsfriheden, meningsfriheden og endda tankefriheden bliver angrebet. Der var den absolutte skandale, da EU sanktionerede Jacques Baud, et tidligere medlem af den schweiziske strategiske efterretningstjeneste – en absolut respekteret, moderat eller højreorienteret analytiker; slet ikke en venstreorienteret eller radikal person, men blot en meget objektiv, fremragende analytiker, der har skrevet mange bøger og er respekteret i hele verden.

Han blev angiveligt sanktioneret, fordi han gentog den russiske fortælling, på trods af at han hævder, at han for at undgå en sådan beskyldning kun bruger ukrainske, amerikanske, franske og tyske kilder og aldrig bruger russiske kilder til at lave sine analyser. Dette er, hvad nogle juridiske eksperter kalder en persons »civile død«, for hvis man fryser en persons konti og forbyder dem at rejse, kan de ikke rejse tilbage til deres hjem i Schweiz, fordi de er forbudt at rejse inden for Den Europæiske Union. Det gør dem dybest set til ikke-personer med et snuptag.

Der er flere andre – i alt 59 – som er blevet sanktioneret af EU. Den tyske regering støtter dette fuldt ud og truer endda med, at andre også vil blive sanktioneret. USA har nu indført et rejseforbud mod den tidligere EU-kommissær Thierry Breton på grund af den europæiske digitale lov, der går imod de amerikanske big tech-virksomheder. Men også visse ICC-dommere – én fra Slovenien og én fra Frankrig – samt Francesca Albanese er blevet sanktioneret.

Det er næsten, som om man har USA og Europa hver i sit glashus og kaster sten efter hinanden og beskylder hinanden for at gøre ulovlige ting. Imens går retten til ytringsfrihed, meningsfrihed og udtryksfrihed tabt.

Hvor skal det ende? Den russiske regering har nu udsendt en advarsel til russiske borgere om ikke at rejse til Tyskland, fordi det ikke længere er et sikkert sted for russere. Russiske privatpersoner har fået deres ejendele konfiskeret i lufthavne. Dette er en optrapning, der er yderst bekymrende.

Hvad vi gør med Den Europæiske Union, er et stort spørgsmål. Orbán advarer om, at EU allerede er i en opløsningsproces, fordi Bruxelles giver ordrer, og flere og flere lande ikke udfører dem. Det er naturligvis en anden proces med reel optrapning.

Hvad angår USA, har præsident Trump udnævnt en særlig udsending til Grønland, hvilket har forværret forholdet til Danmark til et krisepunkt. Det danske folk er yderst bekymret, fordi USA ønsker at annektere Grønland. Trump har tidligere sagt, at han ønsker at annektere Canada, fordi han ønsker, at USA skal være verdens største territorium – og ikke Rusland. Dette er også ekstremt dårlige udviklinger.

Det er ganske ildevarslende, at USA bombede nogle ISIS-lokationer i Nigeria, angiveligt på anmodning fra den nigerianske regering. Der var frem-og-tilbage-udtalelser fra den nigerianske regering, så det er ikke helt klart, om de var fuldstændig enige i det eller ej. Under alle omstændigheder sagde de, at det ikke havde noget med religion at gøre, og at de kristne i Nigeria ville være i sikkerhed. Dette er endnu en ekstremt ildevarslende udvikling.

Der er naturligvis også i den israelske presse og andre steder store advarsler om, hvad resultatet vil blive, når Netanyahu besøger Trump den 29. december. Det forventes, at Israel vil gennemføre angreb i Libanon for at tvinge den libanesiske regering til at afvæbne Hizbollah. Ligeledes vil der komme flere angreb i Gaza for at forsøge at afvæbne Hamas, hvilket de hidtil ikke har været i stand til.

Der er flere bosættelser, fordi finansminister Bezalel Smotrich har tilladt mange flere bosættelser. Det store spørgsmål er naturligvis, om Netanyahu vil forsøge at få godkendelse til – eller samarbejde om – nye angreb mod Iran. Trump vil sandsynligvis ikke gøre det, fordi der er en voksende modstand mod dette i den amerikanske befolkning; især er der en meningsmåling, der viser, at unge republikanere er fuldstændig imod yderligere samarbejde med Israel.

Så hvad fører det os hen? Jeg tror, at det, vi har sagt på IPC-møderne i et stykke tid nu, er, at vi skal overbevise de vestlige regeringer om at opgive deres arrogante idé om, at de vil være verdens herskere for evigt – på et tidspunkt, hvor det ikke længere er tæt på at være en realitet.

Den Globale Majoritet har længe bevæget sig i retning af at skabe et nyt system, hvor de kan overvinde den underudvikling, der var kendetegnende for kolonitiden, og ikke længere være råvareeksportører, men udvikle den industrielle kæde i deres egne lande for at opnå en mellemindkomst for deres egen befolkning i den nærmeste fremtid.

Hvis Vesten var rimelig, ville vi støtte dette. Vi ville sige: Lad os hjælpe disse lande med at overvinde fattigdom og underudvikling; lad os blive venner, så vi alle kan løse vores problemer gennem dialog og forhandling. Det er efter min mening den eneste måde, vi kan komme ud af denne krise på.

Vi må overbevise de europæiske nationer og USA om, at de bør samarbejde i stedet for at gå efter konfrontation. På den måde kan alle problemer på kloden løses. Det var det, jeg ville sige i begyndelsen, og vi bør have ideen om, at 2026 efter al sandsynlighed vil blive et år, hvor historien vil gå i den ene eller den anden retning. Derfor er vi alle opfordret til at blive langt mere aktive og langt mere beslutsomme for at bringe verden ud af denne farezone.

Bemærkninger under diskussionen:

Jeg synes, at det billede, Rachel gav af Japans remilitarisering, har utrolige paralleller til det, der foregår i Europa. Russerne og kineserne er yderst bekymrede over denne genopblussen af militarisme, der går hånd i hånd med en revanchistisk omskrivning af historien, hvor man regner med, at den unge generation ikke længere har nogen historisk bevidsthed på grund af de sociale medier.

Jeg tror, at det, vi på en eller anden måde skal løse, er at sikre, at den virkelige historie om, hvad der skete under Anden Verdenskrig – i relation til det, der sker nu – på en eller anden måde formidles til de unge. Det er forbløffende.

I Tyskland er der for eksempel ældre mennesker, der stadig er bevidste om, hvad Anden Verdenskrig gjorde i form af ruiner, og hvordan tyske byer så ud ved afslutningen af krigen. Men der er to eller tre generationer efter dem, som er helt afskåret fra denne viden. Og som du sagde: Den japanske befolkning ved ikke engang, hvor mange militære faciliteter der er i Japan.

Jeg tror, at hvis man spurgte tyskerne: »Ved I, hvor mange amerikanske baser der er i Tyskland?«, ville de fleste heller ikke vide det. Jeg tror, der er omkring 32. Vi har en enorm opgave foran os med at formidle denne historie, og jeg er meget glad – ikke for indholdet af din rapport, men for at du gav os den. Jeg synes, den supplerer billedet, fordi den gør det klart, at vi ikke ser på regionale kriser, men på en potentiel verdenskrig.

Den pacifiske side af Anden Verdenskrig er heller ikke til stede i bevidstheden hos mange mennesker i Europa. Jeg takker dig mange gange.

Til Larry vil jeg blot sige, at jeg sætter pris på din hårde tone, fordi den afspejler situationens alvor. Jeg kan kun håbe, at nogle europæiske ledere lytter til det, du siger. Men jeg mener stadig, at vi på en eller anden måde må finde en måde at få folk til at tænke anderledes.

For mig er forholdet mellem atlantisterne – som er blevet taget på sengen af nogle af Trumps handlinger og føler sig fuldstændig ladt i stikken – næsten en krig mellem atlantisterne i Europa og Trump-administrationen, og tonen mellem Europa og USA afspejler dette. Der er folk som Röttgen, der siger, at USA ikke længere kan betragtes som en allieret. Det næste skridt er, at det bliver betragtet som en fjende.

Jeg tror, vi er nødt til virkelig at tænke over, hvordan vi kommer frem til et nyt paradigme i 2026; ellers tror jeg, vi risikerer civilisationens undergang. Jeg tror virkelig ikke, at dette er en overdrevet frygt.

Jeg må sige, at da jeg er verdensborger, men også tysk patriot, kan jeg naturligvis ikke bare stå og se på, at mit land bliver ødelagt på den måde, det bliver. Det er virkelig ved at bryde sammen. Tyskland, der engang var landet for digtere, tænkere og opfindere, er nu hele verdens latter.

Især i det Globale Syd siger alle, man taler med i Afrika og Asien: »Hvad sker der i Tyskland?« Hvordan kan du forklare, at der ikke er nogen modstand, ingen indsats for at redde landet?

Jeg kan kun sige, at mine bestræbelser også går i retning af at forsøge at forhindre Europas totale ødelæggelse. Jeg kan ikke læne mig tilbage og nyde det faktum, at kontinentet ikke længere betragtes som noget at være stolt af.

Jeg tror, det er indlysende, at vi har mistet vores forspring inden for videnskab og teknologi, fordi vi for længe siden lod toget køre fra stationen på grund af den grønne sygdom. Men jeg tror stadig, at hvis Europa bliver en mislykket stat, hvor det eneste, der er tilbage, er fossiler i et museum i Mongoliet eller Mali – relikvier, som turister besøger og siger: »Åh, det var Tyskland for 20 år siden; de klarede det bare ikke, ligesom inkaerne eller mayaerne« – så kan jeg ikke acceptere det.

Europa har måske gjort mange forfærdelige ting, men for 200 år siden repræsenterede Europa den bedste kultur, man kunne forestille sig. Man havde klassisk musik; i Italien for 500–600 år siden havde man den gyldne renæssance. Alt dette har frembragt idéer, der er yderst værdifulde.

Derfor er min idé: Hvad kan vi gøre for at forhindre et ødelæggende sammenbrud? Jeg ønsker ikke at se en situation, hvor alle løsninger er på det militære område – ikke kun i Ukraine, men også i Tyskland og andre steder.

Jeg er enig med Ted Postol i, at når først et atomvåben er blevet brugt, er faren, at hele arsenalet vil blive affyret. Postol holdt for nylig en tale i Berlin, hvor han sagde, at inden for fem dage vil man have global atomkrig. Tænk blot på provokationerne omkring Kaliningrad, som flere amerikanske militærchefer har talt om; man kan være i en atomkrig på ingen tid.

Derfor mener jeg, at vi seriøst må gøre en indsats for at finde en måde at få denne idé om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur – der inkluderer alle landes interesser på kloden – seriøst på bordet. Putin taler nu om en eurasiatisk sikkerhedsarkitektur; Xi Jinping taler om et globalt styringsinitiativ, som også er et globalt initiativ, der forsøger at basere alle internationale relationer på de fem principper for fredelig sameksistens.

Der er altså bevægelser, men jeg vil virkelig stille det som en udfordring: Hvad kan vi gøre for at engagere seriøse intellektuelle fra USA, Europa, Japan og andre steder i en diskussion om behovet for at gå over til en ny arkitektur? Det er meget klart, at den gamle er ved at gå i opløsning.

[Om hvordan man når ud til mennesker, der er udsat for frygt, sanktioner og krigsretorik i et samfund, der belønner konformitet mere end mod]

Jeg tror, vi først og fremmest skal forene os. Jeg tror, vi skal formidle en vision for, hvordan verden kunne se anderledes ud. Jeg kan kun sige, at min drøm for verden er, at alle nationer får mulighed for at udvikle deres borgeres fulde potentiale; at alle børn får nok mad, nok uddannelse og sundhedspleje, så de alle kan udvikle deres potentiale.

Jeg er helt sikker på, at flertallet af børnene så ville udvikle en vis grad af genialitet, for det er menneskets sande natur. Schillers idé om, at alle mennesker har potentiale til at blive en smuk sjæl, er opnåelig. Lige nu ser det ud som en fata morgana og en utopi, men jeg tror, at vi allerede lever i en mørk tidsalder – med en åbenlys afhængighed af medier, uden at tænke længere, uden at læse bøger, uden at lære poesi.

Det er alt sammen en enorm udfordring, men det er derfor, vi lægger så stor vægt på verdens ungdom. Jeg er helt overbevist om, at hvis vi kunne opbygge en international ungdomsbevægelse, hvor især unge fra det Globale Syd kræver den vision, at alle lande har ret til at udvikle sig, og at alle børn har ret til at udvikle deres fulde potentiale som kreative mennesker, så kunne noget forandre sig.

Jeg har tænkt meget over dette, og jeg tror, at det eneste element, der kan bringe en virkelig forandring, er stemmen fra den Globale Majoritet – og i særdeleshed de unge mennesker. For hvordan når man ud til de unge mennesker i USA og Vesteuropa? Hvis de meget tydeligt og kraftfuldt hørte, at unge mennesker fra 54 afrikanske nationer, fra Latinamerika og fra Asien kræver dette, kunne det ændre balancen. Jeg er helt sikker på, at vi virkelig må tænke over, hvordan vi kan gøre den Globale Syds stemmer mere hørbare.

[Om sanktioner svarende til folkemord og hvordan man kan stoppe fattigdom under kapitalismen]

Jeg tror, at regeringers moralske kvalitet bør bedømmes ud fra deres forhold til de mindre privilegerede, de fattige. Man har ikke fundet noget program til udryddelse eller reel lindring af fattigdom i USA eller i Den Europæiske Union. Jeg tror, at det officielle antal mennesker ikke er klassificeret som fattige, men som værende i risiko for at blive fattige – hvilket i praksis er næsten det samme.

Jeg tror, at det er omkring 90 millioner mennesker i Europa, der falder ind under denne kategori. I USA viste den seneste rapport, at der er 53 millioner mennesker, som er kategoriseret som fattige, og der findes heller ikke dér noget program til udryddelse af fattigdom.

På den anden side har vi for eksempel Kina, og jeg kan absolut bekræfte det, du sagde, Rachel, om, at folk er meget glade i Kina. Holdningen og tankegangen hos folk i Kina er så forskellig fra den i USA eller Europa. Det har meget at gøre med, at folk i Kina har en oplevelse af, at regeringen tager sig af dem.

De havde et program til udryddelse af fattigdom, der skulle afhjælpe alvorlig fattigdom inden udgangen af 2020 – ud fra en situation i 1971, hvor Kina var på samme niveau som Sudan er i dag. Kinas succeshistorie er utrolig. Man har netop færdiggjort et 50.000 kilometer langt højhastighedstogsystem og forbundet alle større byer med hinanden.

USA har intet tilsvarende, og den tyske Bundesbahn har netop opgivet overhovedet at udarbejde en køreplan for, hvornår togene ankommer; de giver blot et skøn over, hvornår de forventes at ankomme. Det hele er en total bankerot.

Jeg tror, at jo mere vi gør disse fakta kendte – og jo mere folk lærer at stå op for sig selv – desto bedre. Der er ingen anden udvej. Man kan ikke forvente, at tingene på mirakuløs vis vil løse sig i den nuværende strategiske situation.

Vi er nødt til at vække folks statsborgerskab; folk må genvinde idéen om, at de har et ansvar for, hvad der sker i deres land og i denne periode af historien. Det værste, der kan ske, er, hvis alle tænker: »Åh, jeg er så lille, der er intet, jeg kan gøre. Disse mennesker er så magtfulde.« Det er det, man hører på gaden, når man taler med folk i Tyskland. Det er en sikker opskrift på nederlag.

På den anden side tror jeg, at hvis folk forener sig om en god plan – som Schiller sagde i indledningen til The History of the Revolt of the United Netherlands Against Spanish Rule – så skriver han, at han nedskrev denne historie, for at almindelige borgere kunne udvikle modet til at indse, at det er muligt at besejre selv den stærkeste tyran, hvis de forener sig om en god plan.

Jeg tror, at den gode plan netop er denne vision om en verden, hvor alle lande kan samarbejde og blomstre sammen. Hvis folk forener sig om denne plan, er de flere. Det er som historien om en af kejserne i det kejserlige Rom, hvor nogen foreslog, at alle slaver skulle have et bånd om armen. En anden sagde: »Er du gal? Når de ser, hvor mange de er, er vi færdige.« Det er præcis det.

Vi skal opmuntre folk til at stå op og forene sig om en plan, der er en retfærdig, ny verdensøkonomisk orden.

Afsluttende bemærkninger:

En kommentar til det, du sagde om arkiverne: Uanset hvad Bush sagde på disse møder, må man ikke glemme, at det var USA i Bukarest i 2008, der udøvede det største pres for, at Ukraine og Georgien skulle optages i NATO. Det var det eneste tilfælde, hvor Merkel gjorde noget heroisk ved at modsætte sig dette. Jeg siger det, fordi man er nødt til at se disse ting i deres helhed.

Dette bringer mig til det punkt, jeg ville fremhæve, nemlig at historieundervisningen er så forfærdelig. Faktisk havde jeg tre gange historie i skolen – fra stenalderen til Første Verdenskrig – og vi nåede aldrig frem til hverken Første eller Anden Verdenskrig. Jeg begyndte først at interessere mig for historie efter skolen.

Da jeg kom til USA for første gang, fik jeg et kulturchok. For første gang så jeg Hogan’s Heroes og lignende film, og jeg sagde: »Hvad fanden er det her?« Jeg var fuldstændig chokeret over det billede, amerikanerne havde af tyskerne i filmene på det tidspunkt. Det fik mig til at grave i Nationalarkivets afsløringer fra den periode.

Jeg synes, vi bør opfordre unge mennesker til at gå til kildematerialet. Ikke nødvendigvis til bøger med utallige fodnoter, men til at forsøge at rekonstruere historien, som den faktisk var. Der findes nationale arkiver overalt. For eksempel findes der hundredvis af dokumenter om, hvad der skete ved afslutningen af den kolde krig. Folk kan selv læse disse dokumenter og ikke blot stole på den historie, som de sejrende magter ønskede at skrive.

Jeg vil foreslå, at vi tager dette op i diskussionen med de unge. Der er måske nogle, der er interesserede, og som kunne spille en ledende rolle i at skabe en ny renæssance inden for historieforskning blandt unge mennesker.

Ellers vil jeg igen bringe spørgsmålet om fattigdomsbekæmpelse på banen. Verdensbanken indrømmer i sine rapporter, at Kina var ansvarlig for omkring 60 % af den globale fattigdomsreduktion på verdensplan. Det betyder ikke blot, at de løftede deres egen befolkning, men også at de bidrog afgørende internationalt – hvilket jeg mener er værd at fremhæve.

Til sidst vil jeg virkelig sige, at vi bør komme med et konkret forslag om at forbyde krig. Jeg tror, tiden er inde nu. Enhver fortsættelse af forsøget på at løse konflikter med militære midler kan kun føre til den mulige udryddelse af hele menneskeheden.

Militarisering er en selvforstærkende dynamik. Når man først er kommet ind i den, bliver den næsten uundgåelig – en selvopfyldende profeti. Hvis man gør nogen til fjende og opbygger sit militær, fører det til optrapning, som derefter præsenteres som en nødvendighed.

Så lad os gå ind i det nye år med idéen om fuldstændigt at udstøde krig og i stedet virkelig skabe en kultur af fred – en kultur af kærlighed. Vi er nødt til at fremmane det bedste i mennesker. Kun hvis menneskeheden bliver mindet om, at vi er den kreative art – den eneste kendte i universet indtil videre – og at vi er begavet med smukke evner, som kan vokse, hvis vi tillader dem og respekterer dem i andre, kan der være håb om en menneskelig verden.

Jeg tror absolut, at det kommende år vil byde på enorme udfordringer, men også muligheder. Så lad os gå ind i dette år med den beslutsomhed, at menneskeheden skal komme ud som vinder.

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE:
Velkommen, alle sammen! Velkommen til Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 133. møde i træk. Mange tak til jer alle for at deltage i denne proces. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Small.

En særlig tak til de mennesker, der har været en del af dette i alle 133 uger, og en særlig velkomst til nye deltagere, som er med for første gang. I er meget velkomne til at deltage i diskussionen og præsentere jer selv.

Jeg vil gerne hver uge minde om, hvorfor vi startede dette forum. Vi oprettede det for at forene den internationale fredsbevægelse: mennesker med forskellige filosofier, religioner, sprog og kulturer. Vi ønsker at bringe mennesker sammen i dialog, så vi kan koordinere vores aktiviteter for at opnå ægte fred i verden.

Som det er blevet tydeligt – og som vi vil høre mere om i dag – befinder vi os på en ekstremt farlig kant af atomkrig på flere fronter. En udslettelse af menneskeheden er ikke noget, vi ønsker at se ske. Hvis I støtter missionen om at skabe ægte fred på planeten, er I velkomne her.

Tag jer et øjeblik til at dele invitationen med venner, familie, jeres organisationer – og jeres rimelige fjender. Få alle med i dagens diskussion.

Vi vil have en række indledende talere i den første del af mødet, hvorefter vi åbner for en generel diskussion med publikum. Til at begynde med har vi i dag Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE:
Tak, og velkommen til jer alle. Det er tumultariske tider. Det såkaldte EU-topmøde, som skulle træffe beslutning om beslaglæggelse af russiske aktiver for fortsat at finansiere krigen i Ukraine, har netop fundet sted. På trods af at kansler Merz efterfølgende erklærede sejr, er dette langt fra tilfældet – på grund af massiv modstand internt i Den Europæiske Union og tydelige advarselssignaler udefra.

Det lykkedes ikke at gennemføre planen. I stedet blev man enige om at låne 90 milliarder euro til Ukraine, som skal betales af europæiske skatteydere. Modstanden kom fra Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet, men også det østrigske parlament stemte kraftigt imod. Samtidig advarede kreditvurderingsbureauet Fitch Euroclear Bank om risikoen for nedgradering, hvis man gik videre.

Som følge heraf kunne man ikke samle stemmerne. Det er et klart tegn på, at hvis man alligevel forsøger – hvilket Merz stadig antyder som en mulighed i kulissen, hvad jeg ikke tror er realistisk – kan det ikke blot udløse massiv russisk gengældelse, men også underminere troværdigheden af EU’s banksystem i en grad, der kan blive det sidste skridt mod et systemisk sammenbrud.

Dette er et meget typisk eksempel på den tvangspolitik, EU i øjeblikket fører. Ursula von der Leyen informerede medlemslandene om, at de ikke kunne forlade forhandlingerne, før der var truffet en beslutning. Det førte til 16 timers forhandlinger natten igennem – frem til kl. 3 om morgenen – før man nåede frem til en såkaldt aftale.

Berliner Zeitung rapporterede, at en del af midlerne reelt skal bruges til at tilbagebetale 45 milliarder euro fra et G7-lån fra sidste år. Man optager altså lån for at betale lån – noget der normalt betegnes som et Ponzi-svindelnummer og som i det mindste burde give anledning til strafferetlig efterforskning.

Dette er ingen sejr for EU. Samtidig hænger hele situationen i Ukraine fortsat i luften. Rusland gør betydelige fremskridt langs frontlinjerne, og præsident Zelenskyj satser åbenlyst på, at europæerne vil fortsætte med at forlænge krigen – på trods af at stort set alle militæreksperter er enige om, at dette er urealistisk, især på grund af manglen på mandskab.

I forhold til den ofte gentagne påstand om, at dette var en uprovokeret russisk aggressionskrig, er der også sket noget bemærkelsesværdigt. Amanda Sloat, tidligere særlig rådgiver for præsident Biden og medarbejder i det Nationale Sikkerhedsråd, troede, at hun talte med to rådgivere for Zelenskyj. I samtalen indrømmede hun, at det allerede før krigen var klart for hende og Biden, at hvis Ukraine i januar 2020 havde accepteret at opgive NATO-medlemskab, ville krigen aldrig være brudt ud.

Hun indrømmede også, at hvis Ukraine havde accepteret den fredsaftale, der blev forhandlet i Istanbul i marts–april 2022, kunne krigen være afsluttet dengang. Det viste sig senere, at de personer, hun talte med, ikke var Zelenskyjs rådgivere, men de russiske pranksters Vovan og Lexus, som tidligere har narret flere politikere.

At denne indrømmelse ikke er “russisk propaganda”, men afspejler Bidens faktiske overvejelser før krigen, vil uden tvivl være yderst interessant for fremtidige historikere – om end tilsyneladende ikke for nutidens politikere.

Den anden store krise er den fortsat truende amerikanske intervention i Venezuela. Onsdag den 17. december skabte Tucker Carlson stor alarm ved at hævde, at præsidenten ville holde en national tale kl. 21 om en forestående invasion. Hele verden holdt vejret. Det viste sig dog, at præsident Trump slet ikke nævnte Venezuela, men holdt en 20 minutter lang tale, hvor han roste sin egen administration og kritiserede Biden-administrationens resultater.

Alarmen er dog ikke helt afblæst. Der er massiv modstand blandt MAGA-tilhængere mod en invasion, og betydeligt internationalt pres fra Rusland, Kina, Brasiliens præsident Lula og Mexicos præsident Sheinbaum. En fuld landinvasion er usandsynlig, men en begrænset operation – muligvis rettet mod præsident Maduro – kan ikke udelukkes.

En anden dybt foruroligende udvikling er EU’s sanktionering af den schweiziske analytiker Jacques Baud, en internationalt respekteret militær- og sikkerhedsanalytiker. Anklagen? At han videreformidlede “den russiske fortælling”.

Jeg har set adskillige analyser med Baud og kan sige, at han hverken er pro-russisk eller partisk. Han nægtede blot at gentage en fortælling, han vidste var falsk – nemlig at Ukraine ville vinde krigen, og at Rusland ville lide et strategisk nederlag. Han analyserede fakta på jorden.

Hans bankkonti er blevet indefrosset, han kan ikke længere rejse inden for EU og er reelt fanget i Belgien, hvor han bor. Dette er en skandale. Hans eneste “forbrydelse” er at have udtrykt en afvigende analyse.

Det samme gælder sanktioner mod tyske journalister som Alina Rupp og Thomas Röper – og mange mindre kendte journalister. Der er en tydelig indsats for at forbyde afvigende meninger.

Da den undersøgende journalist Zoe Angravic spurgte den tyske regering, om de støttede EU’s beslutning, svarede de: “Ja. Og alle, der gør lignende, bør vide, at det samme kan ske for dem.”

Dette er et direkte angreb på ytringsfriheden og strider mod EU-chartret, FN-chartret, den tyske Grundgesetz og det første tillæg til den amerikanske forfatning. Hvis dette fortsætter, vil man måske næste gang sanktionere pave Leo XIV, fordi han har sagt, at kun fred er hellig.

Vi må fortsætte bestræbelserne på at forene den internationale fredsbevægelse. Oprustningen fortsætter, og alarmen må slås på højeste niveau. Geopolitik har allerede ført til to verdenskrige. Hvis vi ikke stopper dette vanvid, risikerer vi at miste selve menneskeheden.

Ungdomskonferencen den 14. december var ekstremt vigtig. Unge mennesker må tage ansvar. Hvis etablissementerne fører verden mod krig, har de ingen ret til at stjæle de unges fremtid.

Bemærkninger under diskussionen:
Jeg vil kort takke dig, Jack, for din medfølende – ja, agapiske – opfordring til forandring. Din livshistorie rørte mig dybt. At du, trods årtiers kamp, fastholder ønsket om en kultur af kærlighed frem for had, af liv frem for død, er præcis det, unge mennesker har brug for at høre.

Om USA: Lyndon LaRouche var en dybt patriotisk amerikaner, men først og fremmest verdensborger. For ham var det ingen modsætning. Uanset om han talte med fiskere i Peru, skomagere i Italien eller landmænd andre steder, tog han deres bekymringer ind i sit hjerte. Den agapiske kærlighed til menneskeheden er afgørende.

Jeg tror, at USA nu er truet af at blive et chauvinistisk sted, fordi præsident Trump har sat 39 lande på en liste over mennesker, der ikke længere må komme ind i USA – eller som, hvis de allerede befinder sig dér, risikerer at blive deporteret af ICE-politiet med yderst brutale metoder. Jeg mener, at dette må blive et emne for international diskussion, fordi USA altid med stolthed har beskrevet sig selv som en smeltedigel, baseret på fuldstændig integration af alle kulturer.

Der findes afrikanere, asiater, latinamerikanere og europæere. Jeg har altid betragtet New York som et næsten perfekt eksempel: 195 sprog, mennesker, der arbejdede sammen og faktisk nød rigdommen i hinandens kulturelle erfaringer. De perioder, hvor det var anderledes – som under Anden Verdenskrig, hvor udlændinge blev interneret i lejre og lignende – er mørke kapitler i amerikansk historie.

Jeg tror, vi er nødt til at intensivere den internationale diskussion om, hvad menneskeheden er. Vi er nødt til at diskutere menneskets billede af sig selv. Grunden til, at denne NATO-PR-video, “From Foresight to War Fight”, er så dybt frastødende, er, at den bygger på et menneskesyn, der ganske enkelt ikke er sandt.

Vi har en grundlæggende debat: Hvad er mennesket? Er vi blot dyr? Er vi manikæere, hvor godt og ondt altid eksisterer side om side? Nej – det siger jeg eftertrykkeligt nej til. Som jeg skrev i det tiende princip, er mennesket godt af natur. Det faktum, at ondskab eksisterer – hvilket naturligvis er ubestrideligt – skyldes efter min overbevisning 100 % manglende udvikling.

Hvis man gav alle mennesker, inklusive alle nyfødte børn, mulighed for at udvikle ikke blot deres intellekt, men også deres karakter og deres sjæl, så de kunne blive smukke mennesker, ville oligarkiet forsvinde.

Derfor vil jeg også knytte an til det, Dennis sagde tidligere i sit svar, og til din kritik af denne læseliste. Det er naturligvis vigtigt at læse meget litteratur og mange forfattere, som giver et forsvar mod imperialisme, kolonialisme og lignende fænomener.

Men det er min faste overbevisning – og også min erfaring – at det er langt mere effektivt at begynde med en smuk idé. Man må begynde med et begreb om, at mennesket er noget helt særligt.

Man kan elske sit kæledyr – sin hund, sin kat eller hvilket dyr man end har – og det er vidunderligt; det er sundt, og man bør have dyr omkring sig. Men mennesket er noget helt særligt. Af alle levende væsener, vi indtil videre kender i universet, er vi de eneste, der kan foretage kreative opdagelser inden for videnskab og kunst.

Vi kan skrive smuk musik. Vi kan skrive digte. Vi kan opdage universelle principper i fysikken, som fører til teknologiske fremskridt, der hæver hele menneskehedens levestandard. Alt dette er unikt menneskeligt.

Når man gennemgår en dyb uddannelse af sig selv ved at studere de største tænkere, der nogensinde har levet – på tværs af alle kulturer – kan man begynde med Confucius, Platon, Beethoven. Tag de største først. Når man forstår, hvilket smukt menneskebillede de har formidlet, og at dette har været menneskehedens ledestjerne for udvikling, så bliver man vaccineret mod ondskab.

Efter min opfattelse – og erfaring – er dette et langt stærkere udgangspunkt for at kritisere det, der er forkert. Når man først har en klar idé om det menneskebillede, man kæmper for, falder alt andet på plads.

Jeg kan kun sige, at vi må udvide vores kendskab til disse tænkere og derefter forsøge at løfte alle mennesker omkring os.

[Med henvisning til en linje fra NSS: “Gennem historien har suveræne nationer forbudt ukontrolleret migration og kun sjældent givet statsborgerskab til udlændinge” – og at dette er en direkte forfalskning af USA’s historie.]

Jeg glemte at nævne, at en meget konkret mulighed for at forandre USA er det kommende 250-års jubilæum for Den Amerikanske Uafhængighedskrig. Denne revolution faldt ikke ned fra himlen. Den var et projekt, hvor mange europæere, der var utilfredse med oligarkiske og monarkiske systemer, sluttede sig sammen med de amerikanske grundlæggere.

Mange af Europas bedste traditioner strømmede ind i Den Amerikanske Uafhængighedskrig – helt tilbage til Toscanelli, som udviklede kortene til Columbus, der senere blev udbredt af Nicolaus Cusanus. Der findes en meget rig forhistorie.

I betragtning af at USA i dag desværre synes at være blevet det system, som revolutionen gjorde oprør imod – nemlig idéen om at styre verden ud fra en unipolær forestilling om et særligt forhold mellem USA og Storbritannien, med det Britiske Imperium som forbillede – er vi nødt til at undervise mennesker i USA’s virkelige historie.

Når man ser på Benjamin Franklin, var han et af de mest begavede genier, der har levet. Han baserede sin moralske og etiske tænkning på Confucius. John Quincy Adams var fuldstændig gennemsyret af den dybeste republikanisme, hvilket fremgår af hans berømte udsagn om, at USA ikke skal drage ud i verden for at bekæmpe udenlandske monstre.

Alt dette er i dag glemt af mange amerikanere.

Jeg vil derfor opfordre alle til at hjælpe os med at fejre 250-året. Vi har allerede planlagt et omfattende program med musik, studiegrupper og konferencer. Alle amerikanere med bindestregsidentiteter bør spore deres respektive nationers bedste bidrag til Den Amerikanske Uafhængighedskrig og deltage aktivt.

Vi kan ligeledes opfordre mennesker i Afrika, Europa, Latinamerika og Asien til at fejre jubilæet, for revolutionen tilhørte ikke kun USA. Grundlovsfædrene betragtede USA som et “fyrtårn for håb og et frihedens tempel” for hele verden.

Ved at føre en sådan diskussion globalt kan vi give feedback til USA og minde amerikanerne om deres egen historie. De vil forhåbentlig afvise den britiske indflydelse, som har overtaget – præcist som H.G. Wells beskrev i The Open Conspiracy fra 1929.

Når amerikanerne studerer denne historie, vil det – som man siger på tysk – falde dem som skæl fra øjnene.

Også i Europa må vi alvorligt studere, hvad der gik galt. Hvordan kan det være, at vi blot 80 år efter Anden Verdenskrig – hvor vores bedsteforældre lovede “aldrig mere krig” – igen står på randen af Tredje Verdenskrig?

Hvis vi studerede historien samtidig, globalt, med 250-året som anledning, kunne det påvirke den offentlige mening i USA og måske få dem til at kaste det britiske åg af sig.

Afsluttende bemærkninger:
Jeg vil gerne opfordre jer alle til at hjælpe med at udbrede opfordringen til at opløse NATO og erstatte det med en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Opfordringen er allerede blevet genudgivet i Mexico, andre latinamerikanske lande og i Sydafrika.

Vi befinder os i en tektonisk overgang: det gamle liberale system er ved at gå i opløsning, og et nyt er under dannelse. Dets endelige form er endnu ikke fastlagt, og netop derfor er diskussionen afgørende.

Hjælp venligst med at få opfordringen genudgivet eller kommenteret af medier verden over. Det vil bringe sagen et stort skridt fremad.

Til sidst vil jeg foreslå to længere artikler af Lyndon LaRouche som læsning i juledagene. Den ene hedder noget i retning af “What Is the Purpose of the Universal Individual?” Den anden er “The Secrets Known Only to the Inner Elites”. Sammen forklarer de både fjendens natur og de egenskaber, man må udvikle for at overvinde den.

Det leder mig til Jacks opfordring om at lære unge mennesker medfølelse. Det var Friedrich Schillers centrale krav. Han talte om udviklingen af Empfindungsvermögen – et langt rigere begreb end empati, fordi det forener intellekt, ånd og sjæl i en aktiv ansvarlighed over for verden.

Man kan uddanne sine følelser. Schillers idé om den æstetiske opdragelse viser, at følelser kan hæves til fornuftens niveau. Man kan lære at gøre det gode bevidst. Det forandrer mennesket.

Jeg er dybt overbevist om, at vi ikke kan forbedre verden, hvis vi ikke forbedrer os selv.

Det er en god tanke til jul.
Jeg ønsker jer alle en glædelig jul.