Onsdag, 1. juni 2016 – Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche, der i Kina har fået tilnavnet ”Silkevejsladyen”, og som, sammen med Lyndon LaRouche, er den fremmeste promoter af denne politik i Europa, blev interviewet af TASS den 31. maj 2016 om at træffe valget mellem enten en ny, global krig, eller økonomisk udvikling og samarbejde.

TASS: Hvordan vurderer De det aktuelle, internationale samarbejde?

Helga Zepp-LaRouche: Der er to radikalt modsatrettede bevægelser på planeten netop nu. På den ene side mødes kombinationen af præsident Putins meget succesrige militære flanker, såsom hans intervention i Syrien, der skabte potentialet for fred, og så hans forskellige diplomatiske interventioner i Asien, parallelt med Kinas initiativer for Den Nye Silkevej.

Disse indsatser repræsenterer allerede et win-win-perspektiv for flere end 70 lande.

På den anden side finder der en ekstremt farlig konfrontation sted fra USA’s, Storbritanniens, EU’s og NATO’s side imod Rusland og Kina, der har bragt verden ind i multiple kriser, der er farligere end på højden af den Kolde Krig.

TASS: På hvilke områder er dette mere aktivt, og hvor er det ikke?

Zepp-LaRouche: Med hensyn til Syrien, så er samarbejdet mellem [den russiske] udenrigsminister Lavrov og [den amerikanske] udenrigsminister Kerry, såvel som også Genève-samarbejdet mellem Rusland og USA, meget positivt. Men så længe USA imidlertid ikke opgiver sin politik for ’regimeskift’, er situationen fortsat farlig. Præsident Putin har vist sig at være en fremragende strateg.

Dette giver tiltro til, at det ikke vil lykkes krigshøgene i NATO at lokke Rusland ind i en fælde og give NATO et påskud til et lancere et førsteangreb.

TASS: Omkring hvilke spørgsmål må vi optrappe samarbejdet mellem Vesten og Rusland, og hvorfor?

Zepp-LaRouche: Kendsgerningen er den, at hele den transatlantiske sektor er bankerot og tæt på at eksplodere på en større måde end i 2008. Den japanske premierminister Abe understregede, efter et meget vigtigt besøg i Rusland, klart dette ved det nyligt afsluttede G7-møde, men blev afvist af præsident Obama, der hævdede, at ”den økonomiske genrejsning går fremad”, hvilket er absurd i lyset af centralbankernes negative rentesatser og debatten omkring ”helikopter-penge” (ubegrænset pengetrykning, -red.).

Vesten har derfor mere end Asien brug for den form for økonomisk samarbejde, som samarbejdet om Ét bælte, én vej/den Eurasiske Økonomiske Union byder på, og som integrerer Eurasien fra Vladivostok til Lissabon, men som også inviterer USA til at deltage i dette perspektiv. Vi kan kun undgå en katastrofe, hvis det lykkes os at overvinde geopolitik og nå frem til et nyt paradigme, baseret på et partnerskab for global udvikling og menneskehedens fælles mål.

TASS: Hvorfor forhindrer Vesten i den grad samarbejde med Rusland, på trods af den åbenlyse terrortrussel, cyberkriminalitet og andre internationale udfordringer?

Zepp-LaRouche: Næsten alle betydningsfulde konflikter stammer fra det anglo-amerikanske imperiums indsats for at bevare en unipolær verden, på et tidspunkt, hvor denne verden de facto allerede er ophørt med at eksistere. Flere og flere kræfter i verden indser, at de må træffe eksistentielle beslutninger, og at deres nationers interesser er meget bedre tjent med at standse sanktionerne og konfrontationen imod Rusland og Kina.

Den kendsgerning, at Rusland og Kina har skabt et meget stærkt, strategisk partnerskab, med Indien som en tredje partner, har flyttet den strategiske balance i verden. Flere og flere lande ser det som langt mere gavnligt at samarbejde om fælles udvikling end at befinde sig under åget af en militær konfrontation. Vi befinder os på et punkt i historien, hvor der må vælges, og det, der tæller, er lederskab af den art, som vi har set komme fra præsident Putin.

Det forestående NATO-topmøde i Warszawa den 8. – 9. juli forventes at blive endnu en provokation mod Rusland. Ved at underskrive denne appel siger vi ”stop” denne optrapning mod atomkrig, før det, der er uigenkaldeligt, indtræffer!

Download (PDF, Unknown)

30. maj 2016: Følgende appel cirkuleres internationalt, inklusive på den internationale LaRouche-bevægelses websider:

Det forestående NATO-topmøde i Warszawa den 8. – 9. juli forventes at blive endnu en provokation mod Rusland. Ved at underskrive denne appel siger vi ”stop” denne optrapning mod atomkrig, før det, der er uigenkaldeligt, indtræffer!

Dette er en alvorstung time. En ny missilkrise er under opbygning, som et spejlbillede af den, der i 1962 førte til, at Sovjetunionen deployerede atomsprænghoveder på Cuba, på USA’s dørtærskel. I dag er situationen omvendt. Dengang bekæmpede NATO Warszawa-pagten; i dag organiserer NATO et topmøde i Warszawa!

Vi, der underskriver dette, observerer, at NATO gennemfører en provokerende ”inddæmningspolitik”, som følger: (se pdf)

Korte artikler fra hele verden. Indeholder bl.a.:

 – Sverige og Tyskland tilslutter sig Kinas Chang’e-4 mission til Månens bagside

– Rumænsk kosmonaut roser samarbejdet med Kina

– Telemålingssatellitter er nøglen til ”Rum-Silkevejen”

Download (PDF, Unknown)

Helga Zepp-LaRouche besvarede den 6. maj spørgsmål fra det camerounske tidsskrift "Intégration’s” korrespondent i New York, Celestin Ngoa Balla, der havde deltaget i Schiller-instituttets konference i New York den 7. april.

Intégration: De har lige arrangeret en konference i New York. Hvad drejede den sig om? Hvad blev der sagt? Og hvad skal vi forvente som det næste?

Helga Zepp-LaRouche: I Midtpunktet for denne konference i New York stod krigsfaren, de fantastiske gennembrud under udbygningen af Den nye Silkevej i forskellige lande, fremtidens videnskab og dialog mellem kulturerne. Det bedste er at kikke ind på vore internetsider og selv se det. (www.schillerinstitute.org, newparadigm.schillerinstitute.com). Og vi vil fortsætte med at arrangere flere af den slags konferencer.

Intégration: De holder foredrag over hele verden, men ikke i Afrika eller Cameroun. Hvornår kommer de og besøger os?

Zepp-LaRouche: Jeg har allerede deltaget i konferencer i Khartoum (Sudan) og Abuja (Nigeria), og jeg har arbejdet siden begyndelsen af 1970erne på et udviklingsprogram for Afrika. Det skyldes altså ikke mangel på interesse, men på lejlighed.

Intégration: Hvorfor prøver De at fremme en ny økonomisk verdensorden?

Zepp-LaRouche: Fordi den nuværende verdensorden, der almindeligvis kaldes 'globalisering', er fuldstændigt bankerot – finansielt såvel som moralsk. Nødvendigheden af en ny, retfærdig økonomisk orden er endnu mere påtrængende i dag, end den var for 50 år siden, da den blokfrie bevægelse krævede en ny økonomisk verdensorden. Den store humanitære krise, der kommer til udtryk ved, at mange millioner mennesker nu om dage flygter fra krig, sult og fattigdom i Sydvestasien og Afrika og sætter deres liv på spil for at forsøge at komme til et Europa, der lukker sine grænser, er en sønderlemmende dom over alle dem, der prøver at opretholde et system, der kun gavner nogle få og skader milliarder af mennesker. Menneskeheden er ankommen til en skillevej, hvor vi enten finder et nyt mønster, der tager hensyn til alle de menneskers interesser, der lever på denne planet, eller hvor vi styrter endnu dybere ind i en mørk tidsalder eller sågar en tredje verdenskrig.

Intégration: Har den internationale konference om korruption ikke givet nogle retningslinjer for denne nye økonomiske verdensorden?

Zepp-LaRouche: Jeg kan ikke se, at denne konference har udrettet noget i praksis, der kan ændre noget ved det nuværende systems korruption. Tænk bare på den uhyre mængde af forbrydelser, som det transatlantiske finanssystem er delagtigt i, sådan som de såkaldte 'Panama Papers' afslører det, hvor bankerne systematisk har arrangeret skatteunddragelse og andre illegale aktiviteter, hvad der kun er toppen af isbjerget; eller manipulationerne med LIBOR-renten, hvor folk bedroges for trecifrede milliardbeløb; eller bankernes hvidvaskning af penge, som for eksempel HSBC. Så disse retningslinjer er indtil videre blot tomme ord.

Intégration: Tror De, at vi kan forvente regimeskift i flere lande, især i Afrika, hvor man har dette fænomen med 'præsidenter på livstid', der kan sno sig uden om ethvert tilløb til demokrati?

Zepp-LaRouche: Tragedien er, at mange statsmænd i Afrika, der har sloges for almenvellet, er blevet myrdede og erstattede af stikirenddrenge for det koloniale system, som stadig eksisterer, for eksempel i form af de økonomiske fondes kreditbetingelser. I sin bog 'Confessions of an economic hitman' beskriver John Perkins rigtigt godt, hvordan dette system arbejder helt op til i dag. Og man bør også huske på, at velklingende ord som 'demokrati' og 'menneskerettigheder' ofte bruges som synonymer for udenlandske indgreb for at bringe sådanne folk til magten, der tjener det transatlantiske finanssystem.

Intégration: Camerouns statschef Paul Biya har ofte krævet en marshallplan for Afrika. Tror De, at det er nødvendigt og muligt?

Zepp-LaRouche: Absolut! Det er mere end nødvendigt i betragtning af den ekstreme fattigdom i mange regioner og lande i Afrika. Og det er en realistisk mulighed for den nære fremtid. Kina er begyndt at bygge Den nye Silkevej og Den maritime Silkevej, som allerede mere end 60 lande arbejder med på. Min organisation, Schiller-instituttet, har udarbejdet et 370 sider langt studium over, hvordan Den nye Silkevej bliver til en verdenslandbro, og den indeholder et stort afsnit om afgørende udviklingsprojekter i Afrika, der vil forvandle situationen fuldstændigt. Det er først og fremmest store infrastrukturprojekter, som er en ufravigelig forudsætning for udvikling af landbruget og økonomien, men også vandprojekter, energiproduktion og -fordeling og nye byer.
Dog vil jeg ikke kalde dette for en 'marshallplan', for forlængelsen af De nye Silkevej til Afrika bør ikke have nogen bismag af Den kolde Krig, men udgøre et win-win-perspektiv for samtlige deltagere.

Intégration: Den internationale presse har givet Dem tilnavnet 'Silkevejskvinden'. Hvad er grunden for dette tilnavn, og nøjagtigt hvad er dette silkevejsinitiativ?

Zepp-LaRouche: Jeg tror, jeg har fået dette øgenavn, fordi jeg i 25 år har arbejdet for Den nye Silkevej. For det var det, min ægtemand og jeg foreslog, da Sovjetunionen brød sammen i 1991. Dengang kaldte vi det for Den eurasiske Landbro eller Den nye Silkevej, og det var et forslag, der skulle forbinde Europas og Asiens befolknings- og industricentre med hinanden gennem udviklingskorridorer og derved åbne det eurasiske kontinents indelukkede områder. Vi har siden da bogstaveligt talt arrangeret hundreder af konferencer og seminarer i hele verden om dette emne.
Den gode nyhed er, at Kinas præsident Xi Jinping i 2013 udnævnte Den nye Silkevej til Kinas officielle politik, der i den antikke silkevejs tradition skal forbinde folkene med hinanden gennem udveksling af varer, teknologi, kultur og ideer. I løbet af de to et halvt år siden da har projektet opnået et enormt tempo, og det er for tiden det eneste positive aspekt på planeten.

Intégration: Vi må spørge Dem: Hvad betyder initiativet med Den nye Silkevej for Afrika, eller hvilket bidrag kan Afrika yde til silkevejs-initiativet?

Zepp-LaRouche: Når man kikker på et kort over Afrika, kan man se, at den grundlæggende infrastruktur mangler. De få jernbanelinjer og veje er ikke meget bedre end i kolonitiden, hvor de kun tjente til udplyndring af råstoffer.
I det væsentlige vil det altså betyde opførsel af integrerede højhastighedsbaner, motorveje, vandkanaler, men også investeringer i fremskreden teknologi og uddannelse. Det vil ikke blot overvinde fattigdom, sult og sygdomme på meget kort tid, men også frembringe et spring til den mest moderne teknologi og gøre det muligt at lære af den kinesiske økonomiske model, der i de sidste 25 år har frembragt dette bemærkelsesværdige økonomiske mirakel.
Denne model hviler netop på den samme økonomiske model, der også var grundlaget for den tyske økonomiske model i efterkrigsårene. I princippet kan denne model anvendes overalt, når man fremmer den bedst mulige uddannelse af befolkningen og kreativiteten.
Afrika kan anvende sin enorme menneskelige kapital til gavn for hele menneskehedens udvikling. Jo flere mennesker, der studerer projekterne og tankegangen bag Den nye Silkevej, des hurtigere kan den sættes på programmet. I nogle lande er der allerede studiegrupper, der mødes én eller to gange om ugen for at studere teorien bag den fysiske økonomi, der går tilbage til Gottfried Wilhelm Leibniz og videreudvikledes af min mand Lyndon LaRouche.

Intégration: Hvorfor advarer de hele tiden om, at en tredje verdenskrig truer? Hvem ville have gavn af en sådan katastrofe?

Zepp-LaRouche: Som enhver let kan erkende, bedriver De forenede stater og NATO for tiden en indkredsningspolitik over for Rusland og Kina, der har nået et meget farligt punkt. Grunden til det er, at det transatlantiske finanssystem er fuldkomment bankerot, og at nogle oligarkiske kredse ser deres magt truet af Kinas fremvækst.
Ingen vil få gavn af det. En tredje verdenskrig med termonukleare våben vil føre til menneskeartens udslettelse.

Intégration: Og som middel mod dette foreslår De det, som De kalder for en 'kulturel og videnskabelig renæssance'?

Zepp-LaRouche: Nuvel, man har også brug for et nyt finanssystem til at erstatte det nuværende, bankerotte system med et kreditsystem, med en Glass-Steagall-bankopdeling, sådan som Franklin Roosevelt indførte den.
Men den nye økonomiske orden vil kun virke, hvis det lykkes os at forandre den nuværende ondartede og hæslige kultur, der præger menneskenes tankegang i en meget destruktiv retning.
Vi må genoplive de bedste traditioner i alle kulturer og så føre en dialog mellem de bedste produkter fra alle civilisationer og kulturer. På den måde vil menneskene atter kunne begynde at lære af hinanden. Chauvinisme og fremmedhad vil forsvinde, og gennem denne genoplivning vil jorden så være gjort rede til skabelsen af en ny renæssance.

Intégration: Hvordan vil denne videnskabelige og kulturelle renæssance udtrykke sig? Hvilken rolle spiller Afrika her?

Zepp-LaRouche: Der er ganske tydelige pionerområder inden for videnskaben, der vil føre til en helt ny platform for den videnskabelige aktivitet. Et sådant felt er udforskningen af kernefusion. Der er gennembrud lige på trapperne, både hos Stellarator-modellen i Greifswald i Tyskland – hvor det i februar lykkedes for videnskabsmændene at opretholde et flere millioner grader varmt plasma i en tiendedel sekund. Og målet er inden 2020 at kunne opnå et stabilt plasma i 30 minutter, der er meget varmere end vor sol – og et nyt gennembrud er også på vej i en anden reaktortype i Kina, den eksperimentelt fremskredne superledende Tokamak (Experimental Advanced Superconducting Tokamak EAST) i instituttet for fysik i Hefei. En videnskab på fusionens grundlag vil betyde energi- og råstofsikkerhed for hele menneskeheden. Et andet område er udforskningen af verdensrummet og rumfarten.
En kulturel renæssance betyder, at samfundet endelig bliver menneskeligt igen, hvilket i fortiden kun har været tilfældet i korte perioder: Gupta-perioden i Indien, bestemte dynastier i Kina som Song-dynastiet, Abbasidernes tidsalder i Den arabiske Verden, den italienske renæssance, den gyldne tidsalder i Timbuktu eller den tyske klassiske tid. En ny renæssance vil betyde, at denne tænkemåde bliver målestokken og grundlaget for nye gennembrud af kreativitet inden for alle områder af videnskaben og kulturen.

Anmærkning

1. Interviewet gennemførtes på engelsk og udkom den 16. maj i fransk oversættelse i Intégration.
Se: http://www.journalintegration.com/index.php/dossier/item/477-helga-zepp-larouche-en-regardant-la-carte-de-l-afrique-on-observe-un-manque-flagrant-d-infrastructures-essentielles

Med formand Tom Gillesberg

Video 2. del: (5 min.)

Lyd:

Med formand Tom Gillesberg:

Uddrag fra LaRouchePAC fredags-webcast, den 29 april 2016

Senator Bob Graham fortsætter med at være meget kontant i sine beskyldninger omkring hvem der er ansvarlig for at dække over, det som han før har kaldt det "aggressive bedrag" af det amerikanske folk omkring spørgsmålet om, hvad der virkelig skete den 11 september 2001. I dette interview opfordrede Senator Graham ikke kun til frigivelsen af de 28 sider. Han opfordrede også til frigivelse af de titusinder af andre dokumentsider, der er blevet tilbageholdt fra det amerikanske folk og Kongressens efterforskere, og kaldte for en genåbning af 9/11 undersøgelsen. I dette interview gjorde Senator Graham som han har gjort før, men på en meget kontant og meget ærlig måde. Han placerede ansvaret lige uden for døren af FBI (Federal Bureau of Investigation), som han beskyldte, i utvetydige vendinger, for at lyve til Kongressen og engagere sig i dette "aggressive bedrag" af det amerikanske folk.

Lad mig indledningsvis læse nogle uddrag fra Senator Graham's interview. Senator Graham sagde:
”Grunden til at de 28 sider er så vigtige, er at de var konklusionen på Kongressens undersøgelse af hvordan 11te september operationen var finansieret. Hvem betalte for det? Og mens jeg ikke kan diskutere detaljerne i dette kapitel, peger det kraftigt på Saudi-Arabien.

"Hvad vi officielt ved er, at der var agenter for den saudiske regering, som støttede mindst to af de flykaprere der endte med at bo i San Diego. De blev hjulpet med økonomisk støtte, med anonymitet, med et sted at bo, med flylektioner og med beskyttelse. I et tilfælde, i over et år.

FBI har udleveret 80.000 sider [ærligt talt blev de tvunget til at udlevere MO*] til en føderal domstol, gennem en Freedom of Information Act (FoIA) sag, der involverer en undersøgelse der fandt sted i Sarasota, Florida af forholdet mellem Mohammed Atta, lederen af de 19 flykaprere og to af hans håndlangere og en fremtrædende Saudisk familie, som havde boet i Sarasota i seks år. De tog afsted to uger før 9/11 under betingelser, som blev beskrevet som presserende for at vende tilbage til Saudi-Arabien, hvilket skaber den logiske slutning, at de blev varskoet og besluttede at de ville være bedre stillede andetsteds end i Sarasota, når 9/11 indtraf."

Intervieweren spurgte da Senator Graham følgende. Hun sagde, "Tror du, at de på hinanden følgende administrationer har beskyttet den saudiske kongefamilie imod amerikanske statsborgeres interesser?”

Senator Graham svarede, "Ja. Og jeg tror, det har været mere end en tilsløring. Jeg tror, det har været det, jeg kalder aggressivt bedrag. Der er tilfælde, hvor FBI offentligt har publiceret udsagn, som jeg ved fra personlig erfaring var usande. De erklærede at de i forbindelse med Sarasota sagen havde afsluttet undersøgelsen, og at undersøgelsen havde fastslået at der ikke var nogen forbindelse mellem flykaprerne og den fremtrædende Saudiske familie, og at de havde overleveret alle disse oplysninger til både Kongressens undersøgelse og 9/11 Citizens Commissions. Jeg ved det som en kendsgerning, at ingen af disse tre udsagn er sande."

Så sagde intervieweren til ham: "Lad mig få dette på det rette, Sir. Du påstår at FBI bevidst løj om dette spørgsmål, og at der har været en tilsløring.".

Senator Graham afbrød hende, og sagde: ".. det er mere end en tilsløring. FBI misinformerede om hvad der er i deres egne registreringer i forhold til situationen i Sarasota"

Han blev spurgt: "Hvad tror du der skal gøres?"

Senator Graham svarede:. "Jeg tror, vi er nødt til at have en generel genåbning af efterforskningen af 9/11. Både Kongressens og 9/11 Kommissionens undersøgelse foregik under stramme tidsrammer, hvilket udelukkede den fuldstændige undersøgelse, der nødvendigvis må gøres, når 9/11 sagen er genåbnet."

Hr. LaRouche sagde, efter at have lyttet til dette interview, at dette er meget klart og tydeligt. Dette kan der ikke gøres indsigelser imod. Alt, hvad senator Graham sagde, var helt rigtigt.

Han sagde: "Retfærdighed skal endelig ske fyldest overfor de amerikanske borgere. Det kan ikke længere udskydes. Ingen kan sige, "Lad os bare udsætte dette, lad os udsætte dette, lad os udsætte det endnu en uge. Det skal ske nu.” Den sande historie er blevet tilsløret alt for længe”, sagde Hr. LaRouche, og han fortsatte:" Sen. Grahams udsagn om dette er klare og tydelige. Hans identifikation af FBI's aggressive bedrag er lige i øjet, og kan ikke diskuteres. Husk, at FBI juridisk er underlagt justitsministeriet, som er medlem af den udøvende magt, hvilket placerer hele denne operation lige på Obamas dørtrin. Den udøvende magt kan ikke handle uden præsidentens direkte ordrer.

Ethvert forsøg på varigt at fortsætte som nu," sagde Hr. LaRouche, "er en krænkelse af de amerikanske borgeres forfatningsmæssige rettigheder, og det i interessen af det der beviseligt er en fjendtlig fremmed magt, helt op til det punkt af hvad man kan sige nærmer sig forræderi. Faren er 3. verdenskrig, hvilket ville betyde ødelæggelse af ikke kun USA, men hele verden. Der går ikke en dag uden at der forekommer en provokation, et eller andet sted i verden af Obama mod både Rusland og Kina, der hver vil kunne tænde lunten til 3. verdenskrig. Vi kan ikke vente, vi kan ikke udsætte det. Vi kan ikke sige, 'Åh, bare et par uger mere, blot et par måneder mere.' 3. verdenskrig er på vores dørtrin, og 3. verdenskrig ville betyde ødelæggelsen af menneskeheden.

"Våbenhvilen i Syrien nærmer sig opløsningspunktet. Saudi-Arabien og Tyrkiets rolle i dette er klar og udgør en meget indlysende pointe, at det strategiske momentum, der er nødvendigt gennem de-klassificeringen af de 28 sider, ville forhindre denne krig. Dette viser dig blot et eksempel – et meget umiddelbart eksempel – men det er blot ét eksempel på den strategiske nødvendighed af at frigive de 28 sider og blotlægge saudierne og deres partnere i det britiske monarki for hvad de er og hvad de gjorde i tilfældet med 9/11 forbrydelsen"

* MO: Modus Operandi – måde at agere på

Ogden: Hr. LaRouche understregede i en samtale fra tidligere på dagen, at folk ofte stiller alle de forkerte spørgsmål, og så overbeviser de sig selv om, at de kan finde frem til svarene på disse spørgsmål, selvom de ikke engang ved, hvad de egentlig vil spørge om. Der er intet bedre eksempel på dette end vores tilgang til undersøgelsen af universets natur og udforskningen af rummet. Som folk nok er klar over, har Kesha Rogers i meget lang tid og meget højlydt bragt dette på banen. Denne uge har hun sammen med Benjamin Deniston sammensat et politisk program, som blev offentliggjort på hjemmesiden LaRouchePAC.com, under en ny kampagneside, som lige er blevet lagt op. Kesha kan selv sige mere om det, men et af omdrejningspunkterne på den nye kampagneside er Kinas igangværende arbejde med at søge efter de rigtige spørgsmål. Hr. LaRouche lagde stor vægt på, at de næste to år er af afgørende betydning, da Kina indenfor denne tidshorisont vil begynde at udforske månens bagside. Dette er en del af det fortsatte kinesiske Chang'e-program. Og forudsat at vi kan undgå en eller anden altødelæggende krise – hvis vi kan afværge, at tredje verdenskrig bryder ud, eller en lignende katastrofe – vil vi ifølge Hr. LaRouche gøre opdagelser som resultat af udforskningen af månens bagside, der vil bryde med alt det, vi troede, vi vidste om månen, universet og vores forhold til disse.
Altså vil jeg gerne, Kesha, invitere dig til at uddybe disse problemstillinger.

Kesha Rogers: Klart, mange tak, Matt. Først vil jeg gerne oplyse, at det politiske program, som Ben og jeg har skrevet, »Principper og grænsebetingelser for et nyt rumprogram (Principles and Boundary Conditions of a New Space Program)«, kan findes her på siden (LaRouchepac.com – red.). Og dernæst vil jeg gerne invitere folk til at deltage i en kommende dialog med Ben og mig omkring dette program. Men jeg vil gerne vende tilbage til den diskussion vi havde før denne udsendelse med Hr. LaRouche, der omhandlede det samme, som vi gerne ville vise med dette skrift, nemlig at der ikke findes en deduktiv eller praktisk metode til at finde ud af, hvad vores solsystem er, eller hvad vi mangler at opdage om det. Vi mangler stadig at opdage, hvilken orden der ligger bag vores solsystem. Og den orden kan vi kun forstå, hvis vi også forstår indbegrebet af menneskets sind, og hvem vi er som mennesker. Den udfordring, der har været, de fejl, der er sket, og den mangel på kompetence, der har rådet omkring udforskningen af rummet, hænger sammen med dette. En ting, vi diskuterede, og som jeg mener, er afgørende, er vores manglende forståelse af, hvad et rumprogram egentlig er; et veludformet rumprogram. Man havde tragiske ulykker i den tidlige del af rumprogrammet, f.eks. den, der skete i forbindelse med den planlagte opsendelse af Apollo 1 raketten, hvor Gus Grissom, Ed White og Roger Chaffee på tragisk vis omkom. Og i det lys må man reflektere over, hvordan mennesker som disse, da de indskrev sig i programmet, var parate til at ofre deres liv for at fremme menneskehedens forståelse af dens rolle i solsystemet. Det er samme form for offer man ser soldater gøre, når de går i felten; de ved, det er med livet som indsats. Men det leder tanken hen på, hvad vi endnu ikke forstår, og hvad det er, vi kommer til at opdage.

Og derfor mener jeg, det er så vigtigt at se på det nye kapitel, som Kina er ved at skrive menneskeheden ind i, i forhold til solsystemet og galaksen. De er ved at bringe menneskeheden som art, der rejser i rummet, op på et helt nyt niveau gennem deres udforsknings- og udviklingsprogram i forhold til månen, specielt bagsiden af månen. Og når man ser på dette, kan man se, hvordan mange prøver at forstå den rolle, vi har i solsystemet, og den rolle, som rumfarten spiller for menneskeheden, gennem deduktive metoder. Og det fik mig til at tænke tilbage på Krafft Ehrickes ide om, hvorfor rumfart er så vigtig. Han var ophavsmanden til ideen om, at det er af eksistentiel betydning for menneskeheden at forstå sig selv som en interplanetarisk art, hvilket han kaldte menneskehedens »udenjordiske imperativ«. Følgende citat stammer fra ham: »Ideen om at rejse i rummet bærer en enorm betydning, fordi den udfordrer menneskeheden på så godt som alle områder, både i forhold til dens fysiske og åndelige eksistens. Ideen om at rejse til andre himmellegemer er et tegn på det menneskelige sinds højeste form for uafhængighed og livskraft.«

Og jeg mener, det er det, der overgår menneskeheden lige nu; at vi bliver udfordret på alle områder. Det er det, der sker i forbindelse med eksistensen af vores rumfartsprogram; at vi bliver udfordret på alle områder, fysisk og åndeligt og omkring vores løfte til fremtiden. Og det er derfor, vi taler så hårdt mod de ekstreme angreb på rumprogrammet og indgrebet mod alt, hvad folkene i det amerikanske rumprograms kontrolcenter stod for, f.eks. Gene Krantz, der sagde, at vi lover at være vedholdende og kompetente. For der er intet vedholdende eller kompetent ved at tillade Obama at træde frem og afmontere og ødelægge vores rumprogram og gøre det til grin. Han promoverer et program, der er fuldstændig afkoblet fra virkeligheden, ideen om, at vi bare skal fange en asteroide, eller at vi skal sende et menneske med en enkeltbillet til Mars. Vi skal udvikle et marsprogram uden først at have en forståelse af galaksen som helhed eller af solsystemet som et integreret system, et system vi først skal forstå og lære at kende.

Problemet er, at det program vi havde før, er blevet lukket ned af Obama. Det handlede om at vende tilbage til at fokusere på at udvikle månen. Tidligere havde vi et program, der handlede om at udvikle månen, fremsat af astronauter som f.eks. Harrison Smith, før Apolloprogrammet blev lukket ned. Ved afslutningen af Apollo 17 var Apollo 18, 19 og 20 allerede planlagt. Men de blev afskrevet, fordi vi forrådte vores løfte om et meningsfuldt rumfartsprogram og i stedet skiftede til et yderst uansvarligt program. Og derfor blev også risikoen for tab af liv forøget. Men vigtigere endnu – man kan sammenligne det med, hvad der skete i militæret – er spørgsmålet, hvad er det, vi giver vores liv til? Derfor må vi på ny vurdere, hvad meningen med vores rumfartsprogram skal være. Og den vurdering skal ske med udgangspunkt i at forsvare menneskehedens kreative identitet og menneskeheden som art. Og fokus må være, at vi skal ud og opdage, hvad det er, vi endnu ikke ved. Og kineserne udgør et fremragende forbillede for os, fordi de tager livet alvorligt. Og de er alvorligt engagerede i deres rumfartsprogram. Og så længe Obama er præsident – husk, at jeg har krævet hans afsættelse flere gange – men dette udgør denne præsidents største forbrydelse: hans nedlukning af rumfartsprogrammet.

Så jeg mener, det vigtigste spørgsmål er, hvad vi giver vores liv til. Denne nation har brug for et videnskabeligt spydspidsprojekt baseret på menneskehedens kreative udvikling. Og vi bliver nødt til at befri menneskeheden for den dumhed, som har overtaget befolkningens tankegang. Og rumfartsprogrammet er lige det, vi har brug for at befri menneskeheden. Vi har flere gange snakket om, hvordan den kreative kraft blev skænket til menneskeheden af Prometheus. Og det ser næsten ud som om, at Zeus har fået lov til at stjæle ilden tilbage fra menneskerne. Denne kreativitetens ild må gives tilbage til menneskerne igen, og hele befolkningen må opløftes til et niveau, der ikke er set før i historien. Vi må overveje, hvordan vi kan transformere den planet vi bor på, men det kan vi kun, hvis vi forstår, at jorden ikke er en isoleret planet. Som Krafft Ehricke siger, er den ikke et lukket system. Vi kan kun løse de problemer, vi står overfor: krig, hungersnød, sult osv. ved at vinde en dybere forståelse af det solsystem vi er en del af. Og det der blev snakket om tidligere i denne udsendelse peger på, hvad det er der udgør den grundlæggende forskel mellem Kinas og Ruslands tilgang til måden, hvorpå vi må organiserer os og samarbejder som menneskehed; og Obama-regeringens tilgang til politik; dens angreb på rumfartsprogrammet og dens march mod krig.
Det kommer vi til at diskutere yderligere i morgen, og jeg vil opfordre folk til at læse det politiske program, ikke som teknisk formidling, men fra et udgangspunkt omkring, hvad det er, der mangler i vores tænkning i dag. Hvad er det vi ikke ved, og hvad er det, vi bliver nødt til at opdage?

Den 14. maj 2016: For mange mennesker er det nye afgørende spørgsmål i Tyskland ikke: Hvad mener du om religionen, men hvad mener du om AfD, Alternative für Deutschland? Er det blot et "parti for dårligt humør", som man ikke må kalde for nazister, så længe AfD "blot er højrepopulistisk", sådan som SPD's viceformand Olaf Scholz mener? Hvordan kunne fru Merkel blot have set mennesker med "fråde om munden" under disses sammenstød med AfD? Udgør AfD virkeligt "lyset for enden af tunnelen", fordi de benægter CO2-udstødningens påvirkning af klimaet, sådan som vicepræsident for Europäisches Institut für Klima und Energie og AfD-medlem Michael Limburg mener? Eksistensen af forskellige strømninger og deres pludselige valgfremgang får AfD til at virke egnet som en projektionsflade for de forskelligste forventninger og ønsker.
Så hvad skal man mene om dette parti; hvor målrettet er dets program for de menneskers forhåbninger, der har stemt på dem? Er det farligt, eller kan det udvikle sig til noget farligt? Har det løsninger på tidens eksistentielle udfordringer såsom den eskalerende fare for en ny og denne gang termonuklear verdenskrig, eller den akutte fare for et nyt finanssammenbrud inden for den transatlantiske sektor, denne gang endnu mere dramatisk end 2008, eller for at nævne noget, som AfD allerede har udtalt sig om – har det en løsning på flygtningekrisen?
Da enhver ansats til strategisk tænkning er udelukket hos dette parti allerede ud fra dets selvforståelse, ligger det fuldkomment fjernt fra dets tænkning at kunne definere en løsning for at overvinde krigsfaren. Og da det selv er fuldstændigt fanget i en blanding af traditionel liberalisme og østrigsk skole, har det ingen analytiske forudsætninger for at erkende krisens omfang, for slet ikke at tale om noget begreb om, hvordan det transatlantiske finanssystems systemiske krise skal kunne overvindes. Og selv ved ét af de emner, hvor AfD mener at kunne score point, nemlig ved flygtningekrisen, er det himmelråbende inkompetent. Hvem mener og foregiver, at de kan løse den største humanitære katastrofe i efterkrigstiden ved at bruge pigtråd og anvendelse af skydevåben mod flygtninge ved grænserne, når der i de næste år vil flygte mange hundrede millioner mennesker for krig, hungersnød og epidemier, hvis årsagerne til flugten ikke fjernes? En sådan bilder sig selv og andre noget ind – helt bortset fra den hæslige tankegang, der gør sig gældende hos ophavsmændene til den slags forslag.

Enhver bedømmelse af dette parti må begynde med de årsager, der ligger til grund for dets pludselige fremmarch. Disse ligger i det så godt som fuldstændige svigt hos politikerne i EU, hos regeringen i Berlin og hos de etablerede partier, der i længere tid har bibragt stadig større dele af befolkningen det indtryk, at der i sidste ende ikke er nogen instans, der bekymrer sig om deres interesser, eller som de kan henvende sig til. Og så længe dette ikke indrømmes eller afbødes, vil de såkaldte folkepartier fortsætte med at skrumpe ind. Fru Merkel har godt nok nu og da sagt, at man bør beskæftige sig med årsagerne til flygtningekrisen, men hun har intet gjort, hverken angående Bush- og Obamaregeringernes på løgne baserede krige i Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien og Jemen – der er den ene årsag til flygtningekrisen – eller hvad angår den anden årsag: Den internationale Valutafonds, IMF’s, kreditpolitik over for Afrika, der forhindrer enhver økonomisk udvikling. Og som følge deraf forbliver både årsagerne såvel som ethvert tilløb til virkelige løsninger ubegribelige. Og derfor sympatiserer stadig flere borgere med AfD's forenklede, inkompetente og dybt umenneskelige forslag.
Jo flere kompetencer og dermed jo mere ansvar den tyske regering og forbundsdagen har overladt til et uigennemskueligt, sjælløst bureaukrati i Bruxelles gennem alle traktaterne fra Maastricht til Lissabon, des mere stiger følelsen af hjælpeløshed, hvilket giver sig udtryk i en yndlingssætning hos tyskerne: "Man kan jo så at sige ikke gøre noget som helst!" Og dertil kommer indtrykket af, at partisystemet ikke giver den enkelte nogen som helst indflydelse på politik i al almindelighed, fordi reglerne for opstilling af kandidater samt partidisciplinen underligger en total topstyring. Og at denne kontrol vedvarende udøves til gunst for de finansielle interesser og til skade for almenvellet, og at som følge deraf de rige bliver stadig rigere og de fattige stadig fattigere, det er en erfaring, man især har gjort efter 2008 og efter de gentagne redningspakker. Das Handelsblatt offentliggjorde for nylig dokumentation for, hvad man hele tiden har vidst: 95 % af redningspakkerne til Grækenland, tilgår de europæiske banker. Hartz 4, den kolde ekspropriation af uskyldigt arbejdsløse mennesker, floppet med Riester-renten, fattigdommen i alderdommen, stigende omkostninger og dårligere omsorg i sundhedssektoren, manglen på betalelige boliger, svindende sikkerhedsfølelse, ikke mindst på grund af personalenedskæringer hos politiet, følelsen af at være ladt alene ved mødet med andre, uforståede kulturer, følelsen af at blive manipuleret med af massemedierne, af at ens egen regering ikke gør noget for at beskytte mod ind- og udenlandske tjenesters totale overvågning, fornemmelsen af, at regeringen forfølger en konfrontationspolitik over for Rusland og Kina styret af USA og Storbritannien, hvad der fremmaner fare for en ny krig – denne liste kunne godt forlænges yderligere. Det samlede resultat af alt dette er, at flere og flere mennesker ikke længere føler sig repræsenterede af de etablerede partier. Og dette er ikke blot tilfældet i Tyskland, men i de fleste stater i Europa, ligesom i USA – tænk bare på Donald Trump.
I Tyskland viser udviklingen meget tydelige paralleller til situationen i 20erne og 30erne. Versaillestraktatens skylddiktat var principielt det samme som EU’s skyldkorset, der nu om dage sætter de profitgrådige kasinobankers interesser over almenvellet, hvad enten det drejer sig om Grækenland eller om Tyskland. Forskellen mellem Brüning og Schacht på den ene side og Schäuble og Draghi på den anden angår kun det ydre, ikke det indre. Det er næsten en lov, at der som følge af en meget lignende frustration og usikkerhed vil opstå tilsvarende politiske og sociale bevægelser, der kun er anderledes i deres ydre fremtoning.
Og ligesom dengang er det nu til dags tydeligt at se forskel på de mange mennesker, der rodløse og bedragne løb efter dem, der lovede enkle løsninger i ideologiske indpakninger, og så de geopolitiske interesser, der trak i trådene og forstod at udnytte den sociale gæring for deres egne formål.
Det grundlæggende begreb for den udvikling, der både karakteriserer udviklingen op mod første verdenskrig såvel som perioden mellem verdenskrigene, og som også i dag beskriver processerne i USA, i Europa og netop også i Tyskland, hvad AfD angår, er den fortsatte tradition for Den konservative Revolution. Det drejer sig her om den bevægelse, der er rettet mod "ideerne fra 1789", altså ideerne fra den franske revolution og endnu mere fra den mod Leibniz orienterede amerikanske revolution, de universelle menneskerettigheder og et menneskebillede, der opfatter mennesket som i stand til at udvikle sig frem mod grænseløs fuldkommenhed. Og dengang som nu er denne konservative revolution, som for eksempel sådanne "højreintellektuelle" som Götz Kubitschek udtrykkeligt beråber sig på, ikke nogen homogen verdensanskuelse, men udgøres af et bredt spektrum af "folkebevægelser", "nationalrevolutionære" og alle mulige beslægtede ideologier, der dog altid ser tilbage mod fortiden og forfægter en rent biologisk opfattelse af menneskeheden.
For at sige det med det samme: Hvis vi har lært noget som helst af historien, så bør vi betragte de forskellige måder, som USA og Europa brugte til at komme ud af 30ernes depression og økonomiske og finansielle krise. I Amerika satte Franklin D. Roosevelt en stopper for den kasinoøkonomi, der var ansvarlig for krisen, med Glass/Steagall-loven om adskillelse mellem bankerne, med genindførelse af det kreditsystem, der gik tilbage til Alexander Hamilton, Reconstruction Finance Corporation, med Tennessee-dals-programmet og senere med Bretton-Woods-systemet og dermed med en politik, der bragte Amerika ud af krisen og gjorde det til den stærkeste økonomiske magt. I Europa derimod slog forskellige former for fascisme sig igennem, lige fra Mussolini til Franco, Pétain og Hitler.
Det er en slags ironi fra historiens side, at det i dag er Kina, der virkeliggør Roosevelts tradition med sin politik for den nye silkevej, medens Amerika befinder sig i Wall Streets greb og er vendt tilbage til opskrifterne fra 30erne fra Europas pulterkammer. Tyskland befinder sig stadig på vippen, og det er endnu ikke afgjort, hvilken vej vi slår ind på.

Fortsættelse følger

Med formand Tom Gillesberg

Et uddrag:
Ogden: I løbet af en tidligere diskussion med Lyndon LaRouche snakkede vi også om dagens institutionelle spørgsmål, som lyder: »Hr. LaRouche, vær venlig at fremlægge dine anbefalinger om, hvordan man opbygger de institutioner og strukturer, der skal til, for at gennemføre en global indsats mod terrorisme, i et samarbejde mellem USA, Kina, Rusland og Europa. Hvilken form for organisering og politik kan du anbefale, og hvilken rolle tror du FN kan spille i en sådan indsats?«

Steinberg: Efter vores diskussion med Hr. LaRouche og Fru Zepp-LaRouche, som fandt sted for nogle få timer siden, vil jeg svare, at det første der må gøres, er at fremlægge en præcis redegørelse for, hvor den globale terrorisme har sin oprindelse. Og det har den i London – Londonistan – og i lande, der i stigende grad er blevet simple håndlangere for det Britiske Imperium og dets politik. Saudi-Arabien er en sådan håndlanger. Det har landet været i hundrede af år. Men i særdeleshed siden al-Yamamah aftalen fra 1985 har der været en britisk-saudisk organisation, der har ophobet store pengesummer, øremærket til at understøtte terrororganisationer som al-Qaeda og aflæggeren ISIS. Prøv engang at se på Sydamerika og Mexico, ødelagt af narko-terrorisme, og bemærk så, hvordan London har været centrum for den internationale narkohandel og de terrororganisationer, der er sprunget frem deraf. Hvis man ikke starter med at sige sandheden omkring terrorismens natur, omkring dens oprindelsessted; hvis man ikke våger at angribe det britiske og det saudiske monarki, så kan der ikke opstå et solidt grundlag for den form for samarbejde, der er nødvendig.

Det er klart at de fire ledende nationer, USA, Rusland, Kina og Indien alle er konfronteret med denne Angelsaudiske terrortrussel. Og for så vidt som disse nationer ikke samarbejder omkring udformningen af en entydig handlingsplan, der involverer nedlæggelsen af de britiske oversøiske finanscentre, der stiller finanserne til rådighed for terrororganisationerne, er der intet grundlag for sejr. Hvis disse lande går sammen – for hvilke FN's sikkerhedsråd ville udgøre den perfekte platform – kan der føres en succesfuld krig mod den form for terrorisme, der udfolder sig globalt i dag. Og det er en afgørende del af den krig, der allerede er undervejs.

Og så er der selvfølgelig det mere langsigtede spørgsmål omkring, hvordan man skaber en tilstand hvor mennesker ikke har noget incitament til at gå med i den slags terrororganisationer. Det spørgsmål ligger implicit i Kinas politiske projekt kaldet »Ét bælte, én vej«: Udviklingen af Asien gennem denne »Win-Win«-politik. Visse desperate politiske ledere i Europa – sågar i Tyskland – lufter ideen om en »Marshallplan«, der skal genopbygge Syrien og Irak. Det vil give flygtningene en mission, så de vil tage tilbage og hjælpe med at opbygge deres lande med en masse opbakning udefra. Og det er en del af den slags passende og holdbare antiterrorstrategi, der skal til for at skabe en langtidsholdbar løsning. Allerede tilbage i 1970'erne fremlagde Lyndon LaRouche en plan for at skabe fred og udvikling i Mellemøsten. Udgangspunktet var at en økonomisk udvikling af regionen var den mest effektive antiterrorstrategi. Ligeledes sagde LaRouche i kølvandet på Oslo-aftalen i 1993, at man blev nødt til med det samme at køre bulldozer og arbejdsmaskinerne i position og begynde at genopbygge Gazastriben og Vestbredden og skabe et velstående område, hvor mennesker har en fremtid at leve for og se frem til.

Men nu har vi i stedet Saudi-Arabiens tyranni. Hen over de seneste dage har vi set, hvordan Tyrkiets præsident Erdogan forsøger at etablere et brutalt diktatur i sit land og hvordan han afpresser Europa med truslen om at oversvømme Europa med endnu en omgang af flygtninge på flugt fra Syrien, Irak, Libyen og Afghanistan. Så der findes en holdbar og effektiv politik, men kun, hvis man tager tingene fra toppen og tager udgangspunkt i sandheden om, hvor terrorismen kommer fra. Således og kun således kan vi danne den rette form for sammenslutning af nationer, der samarbejder om et fælles mål. Og terrorismen kan overvindes, det er der ingen tvivl om, men ikke hvis udgangspunktet for processen er et svindelnummer.

Ogden: På den front så vi hvordan CIA-direktør, John Brennan, i TV-udsendelsen »Meet the Press« sidste søndag (1. maj) udtalte, at de 28 sider ikke vil blive offentliggjort af Obama-administrationen. Det viser med al tydelighed at USA ikke er klar til en alliance med Rusland, Kina og Indien, FN og Europa omkring en effektiv krig mod terror, men stadig bukker og skraber for den saudiske kongefamilie, som stod bag 11. september.

Putins afgørende intervention i Palmyra, foruden hvilken byen stadig ville være under ISIS' belejring, skaber en stærk kontrast og viser vejen for at overvinde terrorisme. Så måske kan du forklare, hvad dette viser om, hvor Obama-administrationens sande alliancer ligger.

Steinberg: Det er meget ligetil. Det Brennan sagde på nationalt TV i »Meet the Press« i søndags var præcist, hvad vi regnede med, at han ville sige. Og alt dette var forårsaget af den vedholdende mobilisering for at få offentliggjort de 28 sider, som LaRouches politiske aksionskomité (LaRouchePAC) har været hovedansvarlig for. Denne mobilisering har tvunget Obama-administrationen til at bekende kulør og sige at den på ingen måde har tænkt sig at bryde med den Angel-saudiske alliance. Så længe Obama er præsiden og Brennan er CIA-direktør vil der være en beskyttelsesmur mod enhver form for afsløring af det Britiske Imperiums og Saudi-Arabiens rolle i terrorangrebet d. 11. september. Og naturligvis har FBI's topledelse været dybt involveret i at mørklægge denne sag. Hvis nogen troede at FBI på en eller anden vis havde skiftet identitet siden de mørke dage under J. Edgar Hoover, får de sig noget af en overraskelse. Den eneste forskel er, at teknologierne og ressourcerne, der er tilgængelige i dag, er langt mere vidtrækkende. Og det var daværende FBI-chef Robert Mueller, der personligt satte en stopper for, at de 28 sider blev offentliggjort.

Og så udtalte pressesekretæren for det Hvide Hus, Josh Earnest, tirsdag – han har ellers under pres fra de pårørende til ofrene for 11. september flere gange udtalt, at en i det mindste delvis offentliggørelse af de 28 sider ville finde sted indenfor de næste måneder – at han bakkede fuldt op omkring Brennans udlægning af sagen i »Meet the Press« udsendelsen og at der ikke ville blive nogen offentliggørelse. Og han løj så det drev, idet han gentog Brennans løgn om, at de 28 sider indeholder ubegrundede foreløbige ledetråde. Og det på trods af, at der er snesevis af saudiarabiske embedsmænd og politiske figurer, der er dybt involveret i at samarbejde med flykaprerne før angrebet d. 11. september.

Så USA befinder sig på sin vis i sandhedens time. Hvis I, det amerikanske folk, ikke kan gennemtvinge denne sag, hvis ikke vi kan få offentliggjort de 28 sider, så er det muligvis et tegn på at denne nation ikke længere har den moralske integritet, der skal til, for at overleve. Tilbage i 70'erne, da Vietnamkrigen viste sig som et monster, der åd USA op indefra, havde Senator Mike Gravel modet til at offentliggøre de såkaldte »Pentagon Papers« (Pentagons hemmelige dokumentation af USA's Vietnam-politik – red.) ved at læse dem højt fra talerstolen i senatet, og det ændrede historien. Og det er den slags øjeblikke vi lige nu befinder os i. Vi har brug for at nogen udviser samme mod i dag, som Mike Gravel gjorde dengang. For hvis mørklægningen af den Angel-saudiske hånd bag 11. september bliver tilladt at fortsætte meget længere, vil denne nation have opgivet det, der retfærdiggør nationens eksistens.

Med formand Tom Gillesberg

Video:
2. del:

Lyd:

Af Alexander Hartmann, redaktør af "Neue Solidarität".

7. maj 2016 — Vil den amerikanske præsident Obama indlade sig på en militær kraftprøve med Rusland og Kina endnu før sin tilbagetræden? Den slutning må man drage, når man betragter de nyeste bestræbelser inden for amerikansk politik: Umiddelbart efter at det var lykkedes for USA's udenrigsminister John Kerry og Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov at forhandle sig frem til en udvidelse af våbenstilstanden i Syrien på grundlag af aftalen i Geneve, hvor der skulle oprettes et særligt, større kontor i Geneve med russiske og amerikanske militærpersoner og diplomater for at overvåge våbenstilstanden, blev Kerry – øjensynligt af Obama – foranlediget til offentligt at stille et ultimatum til den syriske præsident Bashar Assad: Dersom Assad ikke træder tilbage inden den 1. august, så vil USA ”inddrage andre sider”. I betragtning af, at USA allerede er ved at indsætte amerikanske soldater i Syrien uden den syriske præsidents godkendelse, må der øjensynligt være tale om en større militær indsats, der har det udtrykkelige formål at fremtvinge et regimeskift i Syrien. Og dermed står det klart, at Rusland og Kina, der begge modsætter sig et udefra påtvungent regimeskift i Syrien og selv er militært til stede der, skal stilles over for et valg om enten at lade Assad falde – eller at tage en direkte militær konfrontation med USA med i beregningerne. Og samtidigt fortsætter den militære opmarch og indkredsningen over for Rusland og Kina med at skride fremad ”som en damptromle”, sådan som BüSo’s forkvinde Helga Zepp-LaRouche understregede det den 4. maj på sit internetforum.

Afgørende er tiden frem til NATO-topmødet først i juli, hvor skabelsen af NATO's faste troppetilstedeværelse i Baltikum skal godkendes af NATO's medlemsstater.

Disse enheder skal ikke udstationeres permanent, men indsættes i skiftende hold – ligesom i krigsområder. UN News citerede en ubenævnt militær talsmand: ”Vi går fra gensidig hjælp over til afskrækning og fra gensidig hjælp over til opstilling til kamp.” Det samme gælder også for de amerikanske troppeoverførsler til Filippinerne. USA's regering har allerede anmodet kongressen om en firdobling af midlerne til den amerikanske troppeindsats i Østeuropa, og den har – både gennem forsvarsminister Ashton Carter såvel som gennem general Philip Breedlove, den hidtidige overkommandoindehaver over USA's tropper i Europa, og dennes efterfølger general Curtis Scaparrotti, som Carter overdrog kommandoen til den 3. maj i Stuttgart – også gjort det ganske klart, at den betragter Rusland og Kina som sine vigtigste fjender.

Øjensynligt er præsident Obama ude på at gennemtvinge en ”endegyldig løsning” af syriensproblemet efter sit eget sind, før han forlader embedet. Det er muligt, at dette set fra Obamas synsvinkel blot er ét stort blufnummer, hvormed han vil bevise over for sig selv og resten af verden, hvem der er ”herre i huset” – men hvis Obama skulle gå hen og forregne sig her, så kommer der til at blive en kernevåbenkrig mellem supermagterne. Det er på høje tid, at de fornuftige kræfter i de vestlige regeringer og parlamenter endelig tager sig sammen til at forhindre Obama i at udføre sådanne forrykte dumheder, for det farlige ved ultimatummer er, at de ofte frembringer en situation, hvor ingen af parterne længere kan trække sig tilbage.

Det er klart, at selvom Rusland og Kina samtidigt strækker hånden frem mod Vesten for en fornuftig samarbejdspolitik, kan de overhovedet ikke gøre andet end at reagere på den vestlige opmarch med selv at opruste og med forhøjet kampberedskab. Således meddelte Rusland for eksempel, at det som reaktion på NATO's oprustning i Østeuropa ville opstille tre nye divisioner, hver på 10.000 mand i løbet af året i sine vestlige og sydlige militærområder. Og det er ikke blot USA, der arbejder febrilsk på at modernisere sine atomvåben; Rusland og Kina gør nøjagtigt det samme.

Den nye Operation Barbarossa

Helga Zepp-LaRouche sammenligner NATO's opmarch i Østeuropa med ”Operation Barbarossa”, Det tredje Riges troppeopmarch for at overfalde Sovjetunionen, og begrundede denne påstand på sit internetforum. Efter Obamas besøg bekendtgjorde forbundskansler Merkel, at 250 tyske soldater straks skulle deltage i NATO's bataljoner i Baltikum. I Rusland genopvækkes erindringerne om Den store Fædrelandskrig kraftigt her for tiden, ”og når tyske soldater så her bare 71 efter afslutningen på anden verdenskrig udstationeres lige op til den russiske grænse i forholdsvis højt kampberedskab, så kan jeg meget vel forestille mig – ja, jeg føler mig fuldstændigt sikker på det – at det vil fremkalde virkeligt stærke følelser i Rusland. Hele NATO's politik er jo i grunden ikke andet end en indkredsning af Rusland og af Kina.”

Når man betragter den samlede strategi – lige fra sanktionerne mod Rusland over forsøgene på at iscenesætte farverevolutioner og til den oprustningsspiral, som Rusland og Kina er tvunget ind i – så bør det være klart, at dette sker med den hensigt at frembringe regimeskift. Det spørgsmål forbliver ubesvaret: ”Hvorfor skal atomvåbnene moderniseres? Alle amerikanske atomvåbenlagre skal moderniseres, de taktiske atomvåben B61-12 i Tyskland – det er angrebsvåben. Og hvad skal russerne mene om det?”

En offentlig debat savnes

Frem for alt kritiserede hun, at der hidtil ikke har fundet nogen offentlig debat sted omkring disse ting:

”Der er ikke engang nogen i Tyskland, der vover at udtale sig om sanktionerne – bortset fra med en tilbageholdende kritik. Men en debat om hele den militære dimension mangler egentlig fuldstændigt. Og det er virkeligt en skandale. Jeg mener, at vi virkeligt behøver en dramatisk ændring af vor politik, for vi skal selv bestemme over vore egne interesser i Tyskland og hele Europa. Bliver vi draget med ind i sådan en krig? … Skal vi virkeligt lade os drive ind i sådan en konfrontation, så at sige i ly af USA, der virkeligt sætter Tysklands eksistentielle interesser på spil? For hvis uheldet er ude, så ophører Tyskland med at eksistere.”

Det egentlige motiv

Det virkelige motiv bag konfrontationspolitikken over for Rusland og Kina, understregede hun, ligger i forhandlingerne om frihandelsaftalerne TPP (med de asiatiske nationer) og TTIP (med Europa), som USA's regering vil gennemtrumfe endnu før Obamas afgang. Dette demonstreredes af et indlæg fra præsident Obama i Washington Post med den megetsigende overskrift: ”Amerika – og ikke Kina – fastsætter reglerne.” ”Heri siger han, at Sydasien og Sydøstasien udvikler sig med rasende fart, og vi – USA – kan ikke tillade, at Kina fastlægger reglerne, for det gør vi! Og dermed har han egentlig lukket katten ud af sækken. For også ved den føromtalte militære oprustning og ved konfrontationsscenarierne drejer det sig egentlig kun om én ting. Såvel ved TPP, TTIP som ved NATO's oprustning over for Rusland og naturligvis også i Det sydkinesiske Hav, i Korea, i hele den militære dimension, drejer det sig kun om ét enkelt tema – og det er at forsvare USA's enevældige position med alle midler.”

I Det sydkinesiske Hav drejer det sig med sikkerhed ikke om et par klippeøer, og den frie sejlads er heller ikke krænket blot en eneste gang, det er alt sammen blot grov propaganda. Tværtimod ønsker Obama at konsolidere ”USA's krav om overherredømme over Stillehavet og sandsynligvis også snart over Det indiske Hav, det vil sige over alle verdenshavene… Det drejer sig om at opretholde den unipolære verden.” Men det er så at sige fortid nu, for den er holdt op med at eksistere. ”Asien stiger opad, Kina udvikler sig, andre asiatiske stater, Indien, det, som før kaldtes for tigerøkonomierne, udvikler sig med rasende fart.” Kinas regering har reageret meget køligt på Obamas artikel ved at slå fast, at handelsreglerne ikke skal fastsættes af ét land, men af alle de inddragne nationer. Og under et møde i Australien, hvor det drejede sig om den kinesiske handelsaftale, deltog 15 lande, ”der øjensynligt fandt de af Kina foreslåede betingelser for langt mere attraktive end TPP, der egentlig kun har til formål at holde Kina udenfor.”

Thukydid-fælden

Men det afgørende punkt er dog, ”at alle imperier i historien er gået under som følge af at have forstrakt sig… USA har forstrakt sig her for tiden, de økonomiske tal er katastrofale – både hvad angår tallene for arbejdspladserne og tallene for den produktionsstigning, der i de sidste fem år har været nul eller endnu lavere. Det vil sige, at USA's fysiske økonomi skrumper mere og mere ind, og banksektoren er naturligvis blot en kæmpeboble, der har det endnu værre end i 2008 og truer med at eksplodere – ligesom i Europa.”

Hun fortsatte: ”Med andre ord, så er dette en politik, der ikke er holdbar, og det gør den også så farlig.” For der er kræfter i den transatlantiske sektor, der reagerer således på denne udvikling i Asien, at de er ved at gå i den såkaldte Thukydid-fælde, som den tidligere amerikanske generalstabschef flere gange har advaret om, nemlig konflikten mellem Athen og Sparta i det klassiske Grækenland, som Thukydid beskrev, ”hvor den ene parts opstigning førte til den anden sides krigsførelse og dermed startede den peloponnesiske krig, der i sidste ende førte til det klassiske Grækenlands undergang.” Det er noget, der i dag i brintbombernes tidsalder, og hvor der er tale om overgang fra afskrækning til kampberedskab og mobilitetstilstand for tropperne, er ekstremt bekymrende. ”Jeg har sagt det så tit: Vi behøver en offentlig debat. Hvor er Tysklands interesser henne? Tysklands interesser er netop ikke fremmedfjendtlighed eller ”lukkede grænser”, for den eneste måde Tyskland kan sikre sin eksistens på længere sigt er ved at indlede et nyt paradigme og deltage i det med andre stater, frem for alt med hele Eurasien, der så i fællesskab kan løse de problemer, der berører os alle: Det nære og mellemste Østens fuldstændige ødelæggelse og den frygtelige situation i Afrika. Og den eneste mulighed, vi har for at slippe ud af alle de konflikter, er den, at vi sammen med Rusland og Kina udbygger Den nye Silkevej til en Verdenslandbro.”

Med formand Tom Gillesberg:

<iframe width=”100%” height=”450″ scrolling=”no” frameborder=”no” src=”https://w.soundcloud.com/player/?url=https%3A//api.soundcloud.com/tracks/263241683&amp;auto_play=false&amp;hide_related=false&amp;show_comments=true&amp;show_user=true&amp;show_reposts=false&amp;visual=true”></iframe>

Med formand Tom Gillesberg

30. april 2016 — Betragter man NATO’s forskellige aktiviteter over for Rusland såvel som de amerikanske styrkers over for Kina, så får man et billede af en politik, der er lagt an på indkredsning og provokation, og som i sidste ende egentlig kun kan munde ud i den store katastrofe. At lige netop den tyske regering nu vil udstationere tyske soldater som en del af NATO’s tusinde mand store bataljon i Litauen – 71 år efter Hitlers tilintetgørende nederlag under hans vanvittige felttog mod Sovjetunionen – det er en skandale.
Efter at præsident Obama allerede inden sit sidste besøg i Hannover havde tilkendegivet, at han ville kræve et større militært engagement og større økonomiske bidrag fra Tysklands side, havde forbundskansler Merkel intet bedre at tage sig til end »bag lukkede døre« at forsikre Storbritanniens, Frankrigs og Italiens regeringschefer på det såkaldte minitopmøde med præsident Obama i Hannover, at det tyske militær nok skulle bidrage til NATO’s fortsatte østekspansion. Endegyldigt skal denne mission med skiftende, kort udstationeret mandskab vedtages på det kommende NATO-topmøde i Warszawa i begyndelsen af juli, hvor en hel række yderligere offensive forholdsregler ligeledes skal sættes i gang mod Rusland.
På sikkerhedskonferencen i Moskva, der lige har fundet sted, advarede den russiske NATO-gesandt Alexander Grusjko om konsekvenserne af NATO’s konfrontationspolitik på dennes østflanke som for eksempel den såkaldte permanente tropperotation (hvoraf de tyske tropper kun skal udgøre en del), den fortsatte udstationering af tunge våbensystemer i forskellige østeuropæiske stater, uafbrudte manøvrer, vedvarende overvågning af luftrummet, og forstærkning af flådeenhederne i Østersøen og Sortehavet. Under den sidste episode i Østersøen, hvor russiske kampfly fløj hen mod amerikanske krigsskibe, der befandt sig godt 120 km fra den russiske enklave Kaliningrads kyst, påberåbte man sig fra amerikansk side den såkaldte »anti access/area denial« (A2AD) og hævdede, at Rusland forhindrer den frie adgang til militær hjælp til De baltiske Lande – hvor det i virkeligheden drejede sig om at stille spørgsmål ved Ruslands ret til at forsvare sig selv i umiddelbar nærhed af sine egne grænser.
Noget andet, der forberedes, er militære brigader, der skal sammensættes af tropper fra Bulgarien, Rumænien, Ukraine såvel som Litauen og Polen. Også udbygningen af det amerikanske raketforsvarssystem i Østeuropa fortsætter uforstyrret, selv om enhver begrundelse om, at dette forsvarssystem skal tjene som værn mod iranske raketter, er faldet bort med »P5+1«-aftalen med Iran. Det er nu helt klart, at det skal tjene til at udslette Ruslands mulighed for gengældelsesangreb.

Det kan kun forklares som et eksempel på kollektiv lammelse og hukommelsestab, at så godt som ingen i Tyskland stiller det spørgsmål, hvorfor Obamaadministrationen i de kommende år vil give en billion dollars (!) til at modernisere det samlede amerikanske kernevåbenarsenal – indbefattet de i Tyskland udstationerede taktiske kernevåben B61-12 – for (sammen med stealth-fly) at gøre det mere »indsatsegnet«, sådan som det for nylig fastsloges under en høring i det amerikanske senat af fru senator Feinstein. Alt dette finder stadig sted i et miljø, som militæranalytikere som Ted Postol eller Hans Kristensen betegner som farligere end højdepunktet af den kolde krig, altså Kubakrisen, hvilket fik personligheder som Mikhail Gorbatjov og den afdøde Helmut Schmidt til for ikke særligt lang tid siden til at advare mod en tredje verdenskrig.

Denne gang går fru Merkels og de karrieresyge militærpersoners imødekommende, vasalagtige troskab for vidt. Tysklands øgede deltagelse i NATO’s indkredsningsstrategi over for Rusland, hvor NATO rykker helt frem til Ruslands grænser, og ikke omvendt – den russiske udenrigsminister Lavrov talte om et »beskidt forsøg på at stille sandheden på hovedet« – , sætter selve Tysklands eksistens på spil, idet der intet vil blive tilbage af landet eller dets indbyggere, dersom en atomkrig virkeligt finder sted. Og ingen kan overbevise os om, at fru Merkel, fru von der Leyen (den tyske forssvarsminister) og forsvarsledelsen overhovedet intet skulle vide om dette.

Oven i NATO-operationerne mod Rusland kommer de amerikanske stridskræfters ligeledes eskalerende provokationer over for Kina – hvor USA slår på »den frie sejlret i havet« i Det sydkinesiske Hav, selv om Kina ikke en eneste gang har forhindret denne – de hermed begrundede krænkende overflyvninger af det kinesiske territorium, de omstridte øer og rev, forsøget på at udnytte krisen omkring Nordkorea til at udstationere det mod Kina og Rusland vendte THAAD-raketsystem i Sydkorea, og udsendelsen af yderligere 250 amerikanske specialtropper i Syrien uden tilladelse fra den syriske regering, uden mandat fra FNs sikkerhedsråd og uden den nødvendige bemyndigelse fra den amerikanske kongres, sådan som den amerikanske forfatning kræver det.

Alt dette er elementer af en yderst risikabel politik. Er den lagt an på at lokke Rusland og Kina i en fælde for at fremprovokere reaktioner, der så kan bruges som påskud for stort anlagte straffeaktioner? Drejer det sig om opmarch for et førsteangreb, der svarer til de forskellige doktriner såsom Prompt Global Strike eller Air-Sea Battle? Tror man virkeligt i fuldt alvor, at udgifterne til en ny oprustningsspiral i kombination med farverevolutioner vil fremkalde regimeskift i Moskva og Beijing, fordi landenes befolkninger vil rejse sig mod Putin og Xi Jinping? Alle disse varianter er vanvittige. I alle tilfælde risikerer man at udslette menneskeheden i en verdensomspændende, termonukleær krig.

Problemet er hveken Rusland eller Kina, men den neoliberale finanspolitik, der ligger til grund for en indbildt nødvendighed af at udvide den transatlantiske imperialistiske politik. Fastholdelsen af denne politik er i sidste ende grunden til, at der ikke er nogen, der taler om »årsager« til den flygtningekrise, der er resultatet af de på løgne begrundede krige i Sydvestasien, og af den politik, der har nægtet Afrika udvikling på grund af Den internationale Valutafonds berygtede kreditbetingelser. Det var denne politik, der åbnede en uudholdelig afgrund mellem rig og fattig i mange dele af verden, og som synes rede til at at ofre alt til gavn for få og på manges bekostning på højrisikospekulationens alter. Og netop denne politik er håbløst bankerot, sådan som de lige så afsindige debatter om »helikopter-penge« demonstrerer.

Bare tanken om, at vi her 71 år efter det fuldstændige nederlag for nationalsocialisterne, der bragte uendelige lidelser over den russiske befolkning såvel som mange andre lande – ikke mindst vort eget – atter kan deltage i en »Operation Barbarossa« mod Rusland, må tilbagevises med fuldt eftertryk, også i praksis. Når alle de for tiden planlagte optrapninger, indbefattet Ukraines og Georgiens tilbudte medlemskab som »associerede partnere« til NATO, hvilket Rusland for længst har betegnet som en rød linje – når det mulige NATO-medlemskab for Finland og Sverige og udsendelsen af enheder fra det tyske forsvar til Litauen besluttes på det kommende NATO-topmøde, så befinder vi os sandsynligvis på den direkte vej til Helvede.

Vi må benytte de to resterende måneder til at fremføre at alternativ, og et sådant er »Win-win«-sammenarbejdet med Rusland og Kina, uden hvilket intet af de problemer, der truer vor eksistens – krigsfaren, det truende finanskrak, flygtningekrisen eller terrorismen – vil kunne løses. Og vi kan ikke gøre det sande Amerika nogen større tjeneste end ved at stå fast på dette samarbejde.

Der er en udvej: Vi må sammen med Rusland, Kina og Indien udbygge Den nye Silkevej for at fremkalde en økonomisk opbygning af Sydvestasien og Afrika og for at genopbygge vor egen produktive økonomi; og vi må gøre det klart for Amerika, at vi ikke er rede til at begå selvmord for at opretholde et imperium, der for længst har forstrakt sig ved sin egen opførsel. Derimod indtager George Washingtons, Alexander Hamiltons, Abraham Lincolns, Franklin D. Roosevelts og John F. Kennedys Amerika en æresplads inden for den samlede menneskehed.

(Desværre kom videobilledet ikke frem p.g.a. en teknisk fejl, men der er lyd.)

Ambassadør Peter Taksøe-Jensen præsenterede sin udredning af dansk udenrigspolitik på Københavns Universitet den 2. maj 2016. Schiller Instituttet stillede et spørgsmål, om at i stedet for at betragte Rusland som værende på den anden side, at vi burde samarbejde med Rusland og Kina, om at forlænge Silkeven til Mellemøsten og Afrika, som en måde at forhindre terror, flygtninge, og en ustabil område. Ambassadør Taksøe-Jensen svarede således:

Jeg synes ikke — det er svært at ikke være glade for, at der er ført en fast politik overfor Rusland, når Rusland har besluttet sig for at ændre den europæiske sikkerhedsordning. Så at slå ind på et samarbejdspolitik nu, det vil ikke føre frem til, tror jeg, at vi vil få et mere sikkert eller stabil Europa end den politik vi har ført både i NATO og EU, og hvor Danmark har bakket fuldt op om det.

Men idéen om at prøve at udbrede vores samarbejde med Kina, og prøve at bygge økonomiske udvikling, og opbygge Silkevejen, det synes jeg bestemt giver mening, fordi hvis vi kikker på hvad der har bragt flest mennesker ud af fattigdommen, så har det været økonomisk vækst, og det synes jeg da er noget vi kan bidrage med, som en del af vores formål. Det har også den positive afledte effekt at det også er [på denne måde] at vi bekæmper fattigdom.

Video: 2. del:

Lyd:

Den 18. april 2016 afholdt Schiller Instituttet og Executive Intelligence Review et seminar på Frederiksberg med deltagelse af repræsentanter fra ambassader, institutioner, erhvervsliv og interesserede samfundsborgere. Seminaret blev indledt med musik … Derefter fremlagde Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og international præsident for Schiller Instituttet, et billede af den uhyggelige strategiske, finansielle og politiske krise verden befinder sig i, men præsenterede samtidigt det nye paradigme, der kan give menneskeheden en gylden fælles fremtid. Hussein Askary, Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien, præsenterede derefter en vision for de fantastiske muligheder, der er for at udvikle Sydvestasien og Afrika i forlængelse af Schiller Instituttets Verdenslandbro og Kinas program for Den Nye Silkevej. Sidste taler inden diskussionen var Hr. Abbas Rasouli fra Irans ambassade i Danmark, der i en tale om Silkevejen og Iran-faktoren fortalte om landets planer om at forbinde Europa og Asien. Videoer og lydfiler med musik, alle taler og dias findes på www.schillerinstitut.dk/si/?p=12525.

Download (PDF, Unknown)

Med formand Tom Gillesberg

Med formand Tom Gillesberg

Kommer senere på dansk.

Abbas Rasouli, the First Secretary at the Embassy of the Islamic
Republic of Iran in Denmark: Address to {EIR}-Schiller Institute
Seminar “Extend the New Silk Road to the Middle East and Africa”
April 18, 2016

THE SILK ROAD AND THE IRAN FACTOR

ABBAS RASOULI: In 2013 China proposed to build an “economic belt
along the Silk Road,” a trans-Eurasian project spanning from the
Pacific Ocean to the Central Asian countries all the way to
Europe.
The New Silk Road already have momentum. In early 2015 China
announced $62 billion of its foreign exchange reserves will be
made available to the three state-owned policy banks that will
finance the expansion of the new Silk Road.
Beyond Central Asia the economic belt along the Silk Road
can also provide the vehicle for China’s expansion of its trade
relations with both the Middle East and Europe. And here is when
the Iran link comes into the equation.
In February 2016 a freight train from Yiwu in China’s
eastern Zhejiang province arrived in Tehran. The China-Iran “Silk
Road train” is a part of the overland component of China’s One
Belt, One Road (OBOR) initiative.
The train used the existing rail links from China through
Kazakhstan and Turkmenistan before entering Iran. It took the
train just 14 days to cover the roughly 10,399 km long journey to
Tehran whereas ferrying cargo via the sea from Shanghai, which
lies 300 km north of Yiwu, to the Iranian port of Bandar Abbas
takes 45 days in comparison.
It is expected that construction of new high-speed rail
links through Central Asia will enable trains carrying goods to
run further on to European markets. Besides facilitating
Sino-Iran trade, these railway lines will contribute to Iran’s
emergence as an important Eurasian trade hub. Iran will thus be
integrated more into the economies of East and Central Asia as
well as Europe.
Bilateral trade between Iran and China grew from $4 billion
in 2003 to $53 billion in 2013. In January 2016, during the visit
of Chinese President Xi Jinping to Iran, the two sides agreed to
increase trade to $600 billion over the coming decade. So the
operation of this railway link will prove an important factor in
the development of trade between Iran and the countries along
this economic belt.
The important thing about the Iran corridor is that existing
road and rail links between China, Central Asia and Iran only
needs to be modernized whereas some parts or all of the other
corridors have to be constructed from scratch, each with their
own security and geographical challenges.
The Yiwu-Tehran railway is just one of the many projects
that enhance regional connectivity, bringing together China,
Central Asia, the Persian Gulf and West Asia.
India, has also been eyeing overland access via Iran to
Central Asian and European markets too. In this connection the
North-South Transport Corridor (NSTC), a multi-modal trade
transport network that includes sea and rail transport from India
via Iranian ports on the Persian Gulf to as far as the Baltic Sea
via Russia, was initiated by Russia, India and Iran in September
2000 to establish transportation networks among the member states
and to enhance connectivity with the land-locked region of
Central Asia. Among the few routes in this corridor the
Mumbai-Chahbahar or Bandar Abbas (Persian Gulf)-Anzali-Astara
(Iran Caspian Sea)-Astara (Azerbaijan)-Baku-Russia-Kazakhstan is
receiving much attention. With the completion of this route Iran
will emerge as another important transit hub in the Asia-Europe
trade giving India overland access to Europe as well.
Of the 1500 km Bandar Abbas-Bandar-Anzali railway link only
50 km remains to be completed, but the 164 km Anzali-Astara link
is still at negotiation stage. A working group made up of India,
Iran, Azerbaijan and Russia has been formed to look into raising
finance to construct the Anzali-Astara (Iran)-Astara (Azerbaijan)
railway connection. All parties appreciate the urgency of moving
this project forward and as recently as last week, Russia,
Azerbaijan and Iran agreed to speed up the project.
The North-South corridor, when completed, is expected to
significantly reduce the time of cargo transport from India to
Central Asia and Russia. At present, it takes about 40 days to
ship goods from Mumbai in India to Moscow. The new route will be
able to cut this time to 14 days.
The primary objective of the NSTC project is to reduce costs
in terms of time and money over the traditional route currently
being used between Russia, Central Asia, Iran and India. With
improved transport connectivity their respective bilateral trade
volumes are most likely to increase tremendously. According to
various studies the route, once fully operational, will be at
least 30% cheaper and 40% shorter than the current traditional
route.
Though every country is important in any transport chain,
Iran, neighbor with 15 countries, is not only a hub for
distribution to the neighboring countries of about 400 million
but has the added advantage of being a strong economy between
giants at each end of these corridors namely China, India, Russia
and Europe.
Some of the economic advantages of Iran are:
* The 18th largest economy in the world by purchasing power
parity (ppp);
* A diversified economy with a broad industrial base;
* Resource-rich economy;
* Labor-rich economy;
* Young and educated population;
* Large domestic market;
* An increasingly sophisticated infrastructure and human
capital base providing the foundation for an emerging
knowledge-based economy.
* A market of 80 million with easy access to another market
of 400 million.
In a global world where international trade is taking on
greater significance, transport costs and delivery time are two
of the most important factors in the choice of the mode and route
of transporting goods.
The completion and modernization of the North-South and
East-West Transport corridors will cut transport costs and
delivery time thereby enhancing trade between East Asia, South
Asia, Central Asia, Middle East and Europe.

Kommer senere på dansk.

Helga Zepp-LaRouche Addresses Seminar in Copenhagen,
April 18, 2016 [unproofed draft]

We Need a New Paradigm for Humanity

HELGA ZEPP-LAROUCHE:  Well, thank you very much for this
kind introduction.
Dear Excellencies, Ladies and Gentlemen: I would like to
start my presentation with showing you a point of view which may
be unusual to discuss the strategic situation, but I think it is
quite adequate.
This is a time-lapse video where you can actually have a view
from space. This is the kind of view normally only astronauts,
cosmonauts, taikonauts have. They all come back from their space
travel with the idea that there is only one humanity, and that
our planet, which is very beautiful and blue; however, it is very
small in a very large solar system and an even larger galaxy, not
to mention the billion galaxies out there in our universe.
With that view comes, naturally, the question of the future.
Where should mankind be in 100 years from now, in a 1000 years,
in 10,000 years? Well, you have to exercise your power of
imagination. In 10,000 years, we probably are well beyond having
colonized the Moon, we have completed very successful Mars
missions, we will have a much, much better understanding about
our solar system, our galaxy, and we will have gotten a much
deeper understanding about the principle of our universe.
Just think, that it took 100 years before modern science
could confirm that Einstein's conception about gravitational
waves was correct. Ten thousand years of the past human history
has brought tremendous progress. But just think that this growth
can go on, exponentially. And since there is no limit to the
creativity and perfectibility of the human species, in 10,000
years we can have a wonderful world.
So, let's look from that view, into the future, to the
present, to have the right perspective.
Yesterday, the {New York Times}, in the Sunday edition, had
an article saying "The Race Escalates for the Latest Class of
Nuclear Arms," portraying in detail that the United States, and
Russia, and China are developing new generations of smaller and
less destructive nuclear weapons, which would make them more
useable. They quote in the article James Clapper, the Director of
the National Intelligence of the United States, that the world
has now entered a new Cold War spiral, where, basically, totally
different laws and rules govern, than it used to be the case with
Mutual Assured Destruction.
The previous NATO doctrine of Mutual Assured Destruction
proceeded from the assumption that the destructive power of
nuclear weapons is so horrible, because it will lead to the
annihilation of the human race, that nobody in their right mind
would ever use it. And therefore, it was a deterrence that these
weapons would never be used.
This is now no longer valid. What they are now discussing,
openly, on the front page of the {New York Times}, is that what
we, for a very long time, only we and a few of military experts,
have said, namely, that these modernized tactical nuclear
weapons, like the B12-61, in combination with stealth bombers,
with hypersonic missiles, can actually lead to the winning of a
nuclear war.
Ted Postol and Hans Kristensen, very respected military
analysts, have detailed at great lengths, why the idea of a
limited nuclear war is completely ludicrous, and it is the nature
of the difference between thermonuclear weapons and conventional
weapons, that once you enter a nuclear exchange, that it is the
logic of such a war that all weapons will be used, and that will
be the end of mankind. We are closer to that possibility than
most people dare to even consider, because if they would, they
would not remain so passive as they are now.
This is why I want to make emphatically the point–and this
is the purpose of conducting meetings like this seminar and many
other conferences we are engaged in–that we have reached a point
in human history where geopolitics must be superseded with a
completely new paradigm. And that is why I started with the view
from space. We need a new paradigm, basically saying goodbye to
the very idea of geopolitics, which has caused two world wars in
the 20th century. That new paradigm must be completely different
than that which is governing the world today.
We have, right now, rising tensions in the South China Sea.
Policymakers and the neighboring countries are extremely worried
about what will happen in the period between now and the trial in
The Hague. You have the largest maneuver around North and South
Korea right now, where people in the region are extremely worried
that the slightest provocation could lead to an exchange of
nuclear weapons.
You have the NATO expansion up to the Russian border.
Countries like Poland and Lithuania are asking to have these
modernized nuclear weapons located on their territory, even that
makes them prime targets.
The United States is continuing to build the anti-ballistic
missile system which, supposedly, was against Iranian missiles,
but after the P5+1 agreement has been reached, it is obvious this
was always a pretext and the aim was always to take out the
second strike capability of Russia.
Then you have the entire region of Southwest Asia, still
being a terrible destruction and consequence of failed wars.
North Africa is exploding. You have new incidents between NATO
and Russia, all of a sudden in the Baltic Sea, which was, up to
now, a calm region where there are no conflicts, or, there have
been no conflicts.
In the Middle East briefing, discussing President Obama's
trip to Riyadh on the 21st of this month, they say that this trip
will open up a new page of NATO in the relationship to the Middle
East, that what Obama will try to establish is a new relationship
between NATO and the Gulf Cooperation Council countries.
So, we have a situation where the {New York Times}, also
yesterday, and I'm quoting these papers to say that these are not
some opinions of us, but this is now the public discussion, that
what is really at stake in the South China Sea is not so much the
fight around some uninhabited reefs and cliffs, or some tiny
islands, but it is the American effort to halt China's rise. And
not only China's rise, but that of Asia. China, Asia arising; the
trans-Atlantic region is in decline.
Just now, we are heading towards a new financial crisis, and
all signs are, that we are going into the same kind of crash like
2008. Already since the beginning of this year, $50 billion
corporate defaults were taking place, which is on the same level
like what happened in 2009.
What the United States is trying to assert under this
conditions, where the trans-Atlantic world is in decline or
marching towards collapse, to insist that nevertheless a unipolar
world must be maintained. The problem is, that unipolar world,
effectively, no longer exists. But still, what carries American
policy to the present day, is the Project for the New American
Century, the so-called Wolfowitz Doctrine, which is a neocon idea
which says that no country and no group of countries should ever
be allowed to challenge the power position of the United States.
In the age of thermonuclear weapons, the insistence to maintain a
non-tenable world order could very quickly lead to the
annihilation of civilization.
It is a fact: China has made an economic miracle in the last
30 years which is absolutely breathtaking. And it is continuing,
despite all the media rumors about China's economic collapse.
India has by now the largest growth rate in the world; it's above
7%. Many other Asian countries have explicitly formulated the
goal for themselves to be developed countries in a few years. The
Chinese economy right now is rebounding. They just announced that
in the next five years China is going to import $10 trillion
worth of imports. They will invest $600 billion worth of
investments abroad. Every day 10,000 new firms are being created
in China.
So, if you look at the development, especially since
President Xi Jinping announced in September, 2013 in Kazakhstan,
that the New Silk Road, the One Belt One Road, is put on the
agenda. In the Two and a half years since that time, more than
sixty nations have joined with China in this development. They
have created the New Silk Road, the Maritime Silk Road; these
nations have created a whole set of alternative
economic-financial institutions, such as the AIIB, which, despite
massive pressure from the United States not to do so, immediately
was joined by sixty founding members. The New Development Bank
also started just now its functioning. The New Silk Road Fund,
the Maritime Silk Road Fund, the Shanghai Cooperation Bank, and
many more. All of these were created because the IMF and the
World Bank had not invested in the urgently required
infrastructure.
These banks are now engaged in very, very impressive, large
projects. For example: China invested $46 billion in the
China-Pakistan corridor. When President Xi Jinping recently went
to Saudi Arabia, Egypt, and Iran, consequently Iran,
fool-heartedly, declared that they are now part of the One Belt
One Road, New Silk Road development. Greece is now talking about
that after China is investing in the Port of Piraeus, that Greece
will be the bridge between China and Europe. The 16+1, that is
the East and Central European countries, just declared that they
absolutely want to participate in China helping to build a fast
train system in these countries. Those projects which the EU has
not bid, China is now building. Part of it is, for example, the
Elbe-Oder-Danube Canal, which will connect the waterways of these
countries. When President Xi recently was in the Czech Republic,
President Zeman announced that the "Golden City" of Prague will
be the gateway between the Silk Road and Europe. Also, Austria
and Switzerland are now fully on board and see the benefits of
their country's joining with the New Silk Road.
When President Xi Jinping at the APEC meeting in October
2014 offered to President Obama to cooperate in all of these
projects in a "win-win" perspective, he not only proposed
economic cooperation, but he put on the agenda a completely new
model of international relations exactly designed to overcome
geopolitics. The new model is supposed to be based on the respect
for sovereignty, non-interference into the internal affairs of
the other country, respect for the different social system the
other country chooses to adopt. It would really be, in a certain
sense, a fulfillment of the principles which are laid out in the
UN Charter anyway.
How was the Western response?  Very, very ambiguous.  The
United States in spite of this, never really responded to
President Xi's offer.  They keep insisting on an unipolar world.
For example, in the TPP, like in the TTIP for Europe, it is said
very, very clearly, the U.S. sets the rules of trade for Asia and
not China.  Recently, the American Defense Secretary Ash Carter,
and also NATO commander General Breedlove, declared the enemies
#1 of the United States are, first, Russia, second, China, third,
Iran, fourth North Korea, and only fifth terrorism.
Now that is in spite of the fact that many other statesmen,
such as United States Secretary of State John Kerry and Foreign
Minister Steinmeier, and many others, have recently also stated,
that all crucial problems of the world cannot be solved without
the cooperation of Russia, and China.  For example, the P5+1
agreement with Iran, would never have come into being without a
constructive role of {both} Russia and China . Without Putin's
very intelligent intervention in the military situation in Syria,
this situation could not have come to the potential of a
political solution.
Also, apart from the military pressure, there is massive
pressure on the new institutions such as the AIIB and the New
Development Bank, to {not}  be outside of the casino economy but
to follow the "international standards."
Now, in these times of the Panama Papers, of the various
LIBOR scandals, of the money laundering of many of these banks,
it is a sort of laughable thing, what should be these
"international standards" of the Western financial system.
Now, let's be realistic.  At the IMF/ World Bank meeting
which just concluded in Washington over the weekend,  behind the
scenes there was complete panic, but nobody dared to speak about
it openly,  behind the scenes people were talking, what former
IMF boss Strauss-Kahn has said repeatedly, publicly, that we are
heading towards the "perfect political storm."  That if one of
the too-big-to-fail banks collapses, it will lead to a crisis
much, much worse than 2008.
At the recent Davos Economic Forum, the former chief
economist of the BIS William White said that the world system is
so utterly overindebted, that there are two roads only possible:
Either you have an orderly writeoff of the debt, like in the
religious Jubilee, so that you just say "these debts are not
payable," and you write them off, or it will come to a disorderly
collapse.
Now, the situation is all the more urgent, because unlike
2008 when everyone was talking about the "tools" of the central
bank, like interest rate reduction, rescue packages, bailouts,
all of these tools don't function any more. As a matter of fact,
when the competition for more zero interest rate, or even
negative interest rate, when into high gear in the last month,
when, for example, the Bank of Japan or the central bank of
Norway, or the ECB declared a zero interest rate policy, or even
a negative interest rate policy, it boomeranged!  It had the
opposite effect:   Rather than leading to more investment, in the
real economy, it led to a deflationary escalation of the
collapse.
When Mario Draghi, the chief of the ECB, recently announced,
"yeah, yeah, we have a discussion about helicopter money."  And
Ben Bernanke echoed it and said, "yes, now we need helicopter
money," meaning electronic printing of {endless} amounts of
worthless money, virtual money, they de facto announced that the
trans-Atlantic financial system is absolutely in the last phase.
Because after helicopter money comes only evaporation.
But this is only the most obvious of the crises.  Another
one, which is in a different domain, but equally systemic is the
refugee crisis in Europe.  Now,  I supported Chancellor Merkel
when she initially said, we can manage that,  we can give refuge
to these people, and for the first time, I was  saying "this
woman is doing the right thing."  I know there was a lot of
international criticism, but she acted on the basis of the Geneva
Convention on refugees, but it was the right thing to do.  But
the reactions from the other European countries, revealed an
underlying, basic flaw of the EU, a flaw which was not caused by
the refugees, but it was revealed by the first serious challenge,
that in the EU, as it has been conceptualized in the Maastricht
Treaty going up to the Lisbon Treaty, there is no unity, there is
no solidarity; and with the collapse of the Schengen agreement
which allows free travel within the internal borders of the EU,
the closing of the so-called Balkan routes, to prevent refugees
from coming, the basis for the European common currency is also
gone, because without the Schengen agreement, the possibility to
have the euro last is extremely dubious.
Now, with the recent response by the EU to basically have a
deal with Turkey, I mean, this is beyond the bankruptcy of the
whole EU  policy if you can top it.  At a point when the Russian
UN Ambassador Vitaly Churkin, presented the UN Security Council
with evidence that the Turkish government, is continuing up to
the present day to supply ISIS with weapons and other logistical
means, to then say, we pay Turkey EU6 billion, for what?  To have
them receive refugees; and Amnesty International has already
said, there is no guarantee that these people will be protected,
but rather that Turkey is sending them back to the war zones,
like Syria, Afghanistan, and elsewhere.
So, if you look at the pictures of Idomeni, where the
Macedonian police are using tear gas against refugees who are
absolutely desperate; if you look at the fact that Greece is now,
rather than having refugee camps which would somehow process
these unfortunate human beings, they have, on pressure of the EU,
been turned into detention centers.  Pope Francis was just in
Lesvos, together with the Greek Patriarch Bartholomew, and this
Patriarch said, the present EU policy on the refugee crisis, is
the completely bankruptcy of Europe.  The Doctors Without Borders
left their job in Greece, because they said they cannot be
accomplices to the murderous policy of detention, where the
police decide who is a patient and not doctors.  Instead of
protecting the people running away from wars and persecution,
they are now being treated as criminals.
Immediately, days after this disgusting EU-Turkey deal, it
turned out that it's a complete failure, the so-called "European
values," human rights, humanism, well–they're all in the
trashcan, because now the refugees, obviously still fleeing for
their lives, go to Libya trying to get into small boats to Italy.
And just yesterday the news came that another 400 people drowned
in the Mediterranean.  And this will keep going on.  And it will
haunt the people who are refusing to change their ways.
Now, there is a new element in the situation which may cause
sudden surprises, and that is a program which was presented by
CBS, a week ago Sunday, in the so-called "60 Minutes" program
portraying the coverup, of the U.S. governments from Bush to
Obama, of the famous 28 pages omitted in the publication of the
official Joint Congressional Inquiry into 9/11 by the U.S.
Congress; and as many people have said, and was said in this
program, this pertains to the role of Saudi Arabia in 9/11.
Yesterday, {all} the U.S. talk shows, and all the U.S. media,
pointed their finger to the coverup of the Bush administration
and even to the present day of the present government, that there
is a coverup of criminal activity.
Now, the Saudi Arabian government reacted very unnerved, and
this was again reported in the {New York Times}, that they would
sell off $750 billion in U.S. Treasuries, if the U.S. would allow
a bill that would allow Saudi Arabia to be held responsible in
court, for their role in 9/11.  Now, that's not exactly a sign of
sovereignty, but of despair.  There are several U.S. Senators,
among them Mrs. Gillibrand from New York, who demand that this
whole question of the Saudi Arabian role in 9/11 must be on the
agenda when President Obama goes to Riyadh this week.  Which in
any case, may not happen, but it will not be the end of the story
because the genie is now out of the bottle.
OK:  How do we respond to these many, many crises? Well,
there is a solution to all of these problems.  The trans-Atlantic
should just do exactly what Franklin D. Roosevelt did in 1933, in
reaction to the  world financial crisis at the time.  Implement
the full banking separation — Glass-Steagall — and the whole
offshore nightmare which is being revealed in the Panama Papers,
and remember, that this firm Mossack Fonseca is only the fourth
largest of such firms, and 11 million documents still need to be
read through, and processed.  But we have to go back to the kind
of international credit system, as it existed in the Bretton
Woods system, before Nixon ended the fixed exchange rate in 1971,
opening the gate for  floating exchange rates and especially the
creation of offshore money markets for the unlimited creation of
money and other illegal operations as it now is coming out.
Then we need a writeoff of the absolutely unpayable state
debt, which has accumulated and ballooned after the bailouts of
2008 and afterwards. And we have to basically get rid of the
toxic paper of the whole derivatives markets, because they are
the burden which is eating up the chance for the investment in
the real economy.
Then, we need a Marshall Plan Silk Road; and the only reason
I'm  talking about a Marshall Plan, despite the fact that China
is {emphatic} that they do not want a Cold War connotation to the
New Silk Road, it gives people in the United States and Europe a
memory, that it is very possible to rebuild war-torn economies,
as it happened in Europe after the Second World War.
Now, with the ceasefire which was negotiated between Foreign
Ministers Kerry and Lavrov, you have now a still-fragile, but you
have the potential for a peace development in Syria, and soon
other countries in the region.  But it is extremely urgent, that
the peace dividend of this ceasefire is becoming visible for the
people of the region, immediately.  That is, there has to be a
reconstruction and economic buildup, not only of the territory
and the destroyed cities, but the entire region, has to be looked
at as one:  From Afghanistan to the Mediterranean, from the North
Caucasus to the Persian Gulf.  Because you cannot build
infrastructure by building a bridge in one country.  You have to
have a complete plan for the transformation of this region, which
mainly consists of desert.
Now, the idea is to have a comprehensive plan, greening the
deserts, building infrastructure, creating new, fresh water from
desalination of ocean water, of tapping into the water of the
atmosphere through ionization, and various other means. And then
build infrastructure corridors, new cities, and give hope to,
especially, the young people of the region, so they have a reason
not to join the jihad, but to become doctors, to become
engineers, to care for their family and their future.
Now this is not just a program any more, because  when
President Xi Jinping visited Iran about two months ago, he put
the Silk Road development on the agenda for this region.  So, all
you need to do, is extend the Silk Road, and the first train has
already arrived in Tehran; you have to continue to build that
road, from Iran, to Iraq, to Syria all the way to Egypt.  Other
routes should go from Afghanistan, to Pakistan, to India. From
Central Asia to Turkey to Europe, and this obviously can only
work because the problem is so big, that all the neighbors of the
region, Russia, China, India, Iran, Egypt, but also the countries
which are now torn apart by the refugee crisis such as Germany,
Italy, Greece, France, and all other European countries must all
commit themselves to work on such a Silk Road Marshall Plan for
the reconstruction and economic buildup of the Middle
East/Southwest Asia, {and} all of Africa, because the economic
situation is equally dire in that continent.
The United States must be convinced that it is in their best
interest to cooperate in such a development, and stop thinking in
terms of geopolitics.  Now, the United States should only be
encouraged to cooperate in the development of these regions, but
the United States needs {urgently} a New Silk Road itself.
Because if you look at the condition, not only of the financial
sector in the United States, but especially the physical economy;
if you look at the social effects of the  economic collapse, like
the rising suicide rates, in all age brackets of the {white}
population, and especially rural women in the age between 20 and
40, the suicide rate is quadrupling and even beyond.  This is a
sign of a collapsing society.
Now, China has built as of last year, 20,000 km of fast
train systems.  Excellent, top-level technology fast-train
systems;  it wants to have 50,000 km by I think the year 2025.
How many miles of  fast train as the U.S. built?  I don't any.
But if the United States would join the New Silk Road and
participate  in the economic reconstruction, as Franklin D.
Roosevelt did it with the Tennessee Valley Authority plan, with
the Reconstruction Finance Corp. in the '30s, the United States
could very, very quickly be a prosperous country, and could again
be regarded by the whole world as "a beacon of liberty and a
temple of freedom," which was the idea of America when it was
founded.
So, the whole fate of the whole world will depend if we all
succeed to get the United States to go back to its proud
tradition of a republic, and stop thinking like an empire,
because that cannot be maintained in any case;  because all
empires in the whole history of mankind always disintegrated when
they became overstretched and collapsed.  There is not one
exception to this idea.
Now, therefore, let's go back to the idea from the
beginning:  Let's approach all problems in the present from the
idea, where is the future of mankind?  Where should mankind be?
Do we exist, or will we destroy ourselves.  And that requires a
change in paradigm, which must be as fundamental and thorough,
like the paradigm shift from the European Middle Ages to the
modern times.  And what caused that shift was such great figures
as Nikolaus of Cusa, but also Brunelleschi, Jeanne d'Arc, and
many others; but what they introduced was a rejection of the old
paradigm–scholasticism, Aristotelianism, all the wrong ideas
which  led to the destruction of the 14th century, and they
replaced with a  completely {new} image of man, man as an {imago
viva Dei}, which was a synonym for the unlimited creative
potential and perfectability of the human being.  It led to a new
image of man which created a blossoming of science, of modern
science, of the modern sovereign nation-state;  it made possible
the emergence of Classical arts.
And that is what we have  to do today:   We have to stop
thinking in terms of geopolitics, and we have to focus on the
common aims of mankind.  Now, what are these "common aims of
mankind"?  It is, first of all scientific cooperation to
eradicate hunger, poverty, to develop more and more cures for
diseases, to increase the longevity of all people.  We have to
study much more fundamentally, what is the principle of life?
Why does life exist?  How does it function?  What, really, is the
deeper lawfulness of our universe?  And that must define the
identity of human beings, which is unique to the human species.
And I have an idea of the future, which will be full of joy.
Because we will discover new principles in science and in
classical art, and we will create a new Renaissance.  As the
Italian Renaissance superseded the Dark Age of the 14th century,
what we have to do today, is we have to revive the best
traditions of all great nations and cultures of the world; and
make them known to the other one.  Have a dialogue of the most
advanced periods of Chinese, of European, Indian, African, other
cultures, and revive–and that is being done in China,
already–the great Confucian tradition, which is in absolute
correspondence with the best neo-Platonic humanist ideas of
Europe.  We must revive the great Vedic tradition in India, the
Gupta period; the Indian Renaissance of the late 19th to the 20th
century.  We must revive the Abbasid Dynasty of the Arab world;
the Italian Renaissance; the Andalusian Spanish Renaissance, the
Ecole Polytechnique in France, the great German Classical period.
The great Italian method of singing in Verdi tuning and the bel
canto method.  And if all of these riches of all the different
countries become the common good of all children of this planet,
and everyone can learn universal history, other cultures as if it
would be their own, I can already see how humanity can make a
jump, and how we can create the most beautiful Renaissance of
human history so far.
I think everybody who is thinking about these questions, has
a deep understanding, that we are at the most important crossroad
in human history. And it is not yet clear which way we will go,
but it is clear to me, that we will {only} come out of this
crisis if we mobilize the subjective emotional quality, which in
the Chinese is called {ren}; and the European equivalent, you
would call {agapë}, love.  And we will only solve this problem if
we are able to mobilize a tender, maybe even {passionate} love,
for the human species.  [applause]

Schiller Instituttet og Executive Intelligence Review holdt et seminar mandag den 18. april 2016 på Frederiksberg på engelsk.

Inkl. en diskussion om EIR’s specialrapport Den Nye Silkevej Bliver til Verdenslandbroen

Introduktion:Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark

Musik:
Fischerweise af Schubert
Ritorna Vincitor! fra Aida af Verdi
Leena Malkki, soprano fra Sverige
Dominik Wijzan, pianist fra Poland

Teksterne på originalsprogene med engelsk oversættelse 

Video: Introduktion og musik

Talere: Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets internationale præsident, kendt som “Silkevejsdamen” (via Skype video)

Video: Helga Zepp-LaRouche

Audio: Introduktion, musik og Helga Zepp-LaRouche

Afskrift: Et nyt paradigme for menneskeheden: Afskrift af Helga Zepp-LaRouches tale 

Forlæng Verdenslandbroen ind i Mellemøsten og Afrika: Hussein Askary, EIR’s Mellemøstredaktør, som lige har oversat den arabiske version af rapporten.

Den Nye Silkevej og den iranske rolle; Hr. Abbas Rasouli, først sekretær på Irans ambassade i Danmark.

Video: Hussein Askary og Hr. Abbas Rasouli.

Audio: Hussein Askary og Hr. Abbas Rasouli

Afskrift: Forlæng Verdenslandbroen ind i Sydvestasien og Afrika: Afskrift af Hussein Askarys tale 

Afskrift: Den Nye Silkevej og Irans rolle: Afskrift af Hr. Abbas Rasoulis tale

Mere om Den Nye Silkevej og Verdenslandbroen på dansk:

Specialrapport: Helga Zepp-LaRouche: Den Nye Silkevej fører til menneskehedens fremtid! Oktober 2014
Den kommende fusionsøkonomi baseret på helium-3. En introduktion til en kommende EIR-rapport om Verdenslandbroen.

Nyhedsorientering december 2014: Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen; Introduktion v/Helga Zepp-LaRouche

BYG VERDENSLANDBROEN FOR VERDENSFRED
Helga Zepp-LaRouche var taler ved et seminar for diplomater, der blev afholdt i Det russiske Kulturcenter i København den 30. januar 2015, med titlen: »Økonomisk udvikling og samarbejde mellem nationer, eller økonomisk kollaps, krig og terror? Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«. Nyhedsorientering febr. 2015.

Nyhedsorientering maj 2015 – Helga Zepp-LaRouche: Tale ved seminar i København: Den Nye Silkevej Kan Forhindre Krig

Tema: Den Islamiske Renæssance var en Dialog mellem Civilisationer, af Hussein Askary

Genopbygningsplan for Syrien: Projekt Fønix: Diskussionspunkter om Syriens genopbygning

Link: Homepage about the EIR report The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge
The English, Arabic and Chinese versions of EIR's report are available from EIR and The Schiller Institute in Denmark.
Prices for the 400-page report:
English: printed 500 kr.; pdf. 300 kr.; Arabic: printed 500 kr.; Chinese: pdf. 300 kr.
Please contact tel. 53 57 00 51 or 35 43 00 33, or si@schillerinstitut.dk

Invitation:
Terror in Europe, and elsewhere. Waves of refugees leaving countries racked by war and economic ruin, from Afghanistan to Africa. Threats of financial crash in the trans-Atlantic region. Dangers of escalating confrontation and war against Russia and China.  Is there any hope for the future?

The Schiller Institute and Executive Intelligence Review, led by the ideas and efforts of Lyndon LaRouche and Helga Zepp-LaRouche, have been working for decades to create a paradigm shift, away from "geopolitics," to a new era of cooperation between sovereign nations, based on an ambitious infrastructure-driven economic development strategy — a plan for lasting peace through economic development.

In 2013, this New Silk Road and Eurasian Land-Bridge strategy was adopted by Chinese President Xi Jinping, who called it the “One Belt, One Road” policy, which now includes agreements with 60 countries. In addition, the economic development alliance among the BRICS countries, and the establishment of new credit institutions, constitute an alternative in the making.

In December 2014, EIR published a ground-breaking special report in English, The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge, the sequel to its 1996 report, which elaborates the new set of economic principles needed for world economic development. The Chinese version was issued in 2015.

Now, if there is to be a solution to the heart-wrenching suffering of the people of the Middle East and Africa, and the effects of the crisis in Europe, the New Silk Road must be extended to those regions, on its way to becoming the World Land-Bridge. The recent negotiations led by U.S. Secretary of State Kerry (despite opposition from other factions in the Obama administration), and Russian Foreign Minister Lavrov, regarding Iran and Syria, have also helped to create the political preconditions for such a new “Marshall Plan” to immediately come into effect.

There are already moves in that direction. An example of “win-win” cooperation was demonstrated during Chinese President Xi Jinping’s recent visit to Egypt, Saudi Arabia and Iran, where he confirmed China’s support for real economic development in the region, backed up by $55 billion in loans and investments.

And on March 17, the Arabic version of EIR's report was presented in Cairo by Egyptian Transportation Minister Dr. Saad El Geyoushi, and EIR Arabic desk chief Hussein Askary, who translated the report, at a well-attended launching at the Ministry. An expanded chapter on proposals to rebuild Southwest Asia is included.

The Copenhagen seminar will present the vision of a new paradigm, instead of geopolitics, terror, war and economic collapse.  Mustering the creative efforts of populations collaborating to rebuild their nations, is the only way forward.

We hope that you will be able to attend this important seminar, and join in the discussion about how this alternative can be brought about.

Links:

Introduction to the arabic-version of EIR's report by Helga Zepp-LaRouche (in English, Arabic and Danish)

Here are links to information about EIR's March 24, 2016 Frankfurt seminar, co-sponsored by the Ethiopian consulate, including the speeches of Helga Zepp-LaRouche and Hussein Askary.

Report about the Frankfurt seminar 

Helga Zepp-LaRouche's speech

Hussein Askary's speech 

Homepages:
Danish: www.schillerinstitut.dk
English: www.newparadigm.schillerinstitute.com
www.schillerinstitute.org
www.larouchepub.com/eiw
Arabic:  www.arabic.larouchepub.com/
Other languages: Click here

Schiller Instituttets konference i torsdags i New York City, “At bygge en Verdenslandbro – og realisere en ægte menneskelig menneskehed”, markerede en succes for Lyndon LaRouches idé. Selvom flere og mere fyldige rapporter vil følge, så kan så meget allerede nu siges med sikkerhed; nærværende rapport reflekterer kun en del af begivenhedsforløbet.
Helga Zepp-LaRouche åbnede konferencen med en omfattende og inspirerende tale med titlen, ”Hinsides geopolitik og polaritet: En fremtid for den menneskelige art”, i hvilken hun blotlagde den umiddelbare trussel om en udslettelseskrig og viste, at alene idéen om Verdenslandbroen, som hun sammen med sin mand udviklede i perioden under Warszawapagtens sammenbrud, kan tilvejebringe en varig garanti for fred. Hun gik videre med at skitsere en dialog mellem civilisationerne, hvor alle civilisationer i verden vil blive repræsenteret ved deres historiske, kulturelle højdepunkter, så som Weimar-klassikken for Tysklands vedkommende og et USA, som det først blev udtænkt til at være af Benjamin Franklin og Alexander Hamilton.
Helga efterfulgtes som taler af den tidligere amerikanske justitsminister Ramsey Clark (1966-67), der sammenvævede sin egen mangeårige erfaring til en redegørelse om den nyere verdenshistorie, og som understregede et alternativ til den krigspolitik, som de fleste amerikanske regeringer efter Kennedy-tiden har ført.
Den næste taler var en aldeles enestående person fra Kina, nemlig landets ledende professor i journalistik og tilligemed leder af meget andet, Li Xiguang. Professor Li har anført en pilgrimsfærd, der har varet i årtier, for Silkevejen – tværs over Centralasien og ned langs hver af de tre nord-syd ruter, og tilbage igen. Ikke færre end 500 af sine studerende har han siden 1990 ført med sig på denne pilgrimsrejse, og han har skrevet et tobindsværk om den Nye Silkevej. Skønt hans mål med Silkevejen ikke er af religiøs karakter – hans mål er de samme som LaRouche-bevægelsens – så modellerer professor Li sig selv efter de store kulturelle, kinesiske helte, buddhistmunkene Xuanzang (602-664) og dennes forgænger Faxian (337-422). Begge foretog vidstrakte og anstrengende rejser langs Silkevejen og bragte den første, reelle viden om meget af verdenscivilisationen, der især omfattede sanskrit-sproget og kulturen, samt originale, buddhistiske skrifter, med tilbage til Kina.
Xuanzang tilbragte intet mindre end 16 år på denne rejse og vendte tilbage med 600 indiske tekster. Efter ønske fra Tangdynastiets kejser, færdiggjorde han i 646 sit 12-binds værk, ”Krøniken om det store Tangdynastis vestlige områder” der er blevet en af hovedkilderne til studiet af Centralasien og Indien i middelalderen, og som danner grundlag for romanen fra det 17. århundrede, ”Rejsen til Vesten”, en af de fire store, klassiske, kinesiske romaner.
Der vil senere komme rapporter fra eftermiddagens session, der satte fokus på rumprogrammet, og som blev indledt af Kesha Rogers med en levende præsentation. Sessionens højdepunkt var en spørgsmål-svar-session over Skype med Lyndon LaRouche. LaRouche førte de fleste af spørgsmålene tilbage til kardinalspørgsmålet, nemlig, at forandringer i det fysiske system, og i menneskehedens fremtid, skabes af selve det tænkende menneskelige intellekt; det er der intet dyr, der er i stand til. Menneskeheden organiseres gennem sine egne handlinger af denne art; det er disse, der leder til enten succes eller fiasko. Dette er kendetegnende for den sande videnskabsmands intellekt, som Einstein eksemplificerer. Men denne redegørelse er blot en karakteristik; de faktiske svar bør studeres i detaljer.
Flere end 200 mennesker var mødt frem, kernemedlemmer ikke medregnet. Omkring et dusin fremmede lande fra Europa, Asien og Afrika var repræsenteret, enten ved diplomater, kulturelle forbindelser eller på anden vis. Mange musikere deltog, og mindst fem mennesker fra Brooklyn kirken, hvor vi opførte Messias i påsken. Dette er muligvis den største konference, vi nogensinde har holdt.
Som konklusion skal det siges, at denne konference markerer en sejr for en af Lyndon LaRouches ideer: nemlig Manhattan-projektet, som han præsenterede tilbage i oktober 2014. Og dog blev han dengang, i lighed med Einsteins berømte udtalelse om Kepler i 1930 på 300 års dagen for dennes død, ”ikke støttet af nogen og kun forstået af ganske få”. Lyndon LaRouche, der skabte det Strategiske Forsvarsinitiativ og senere sammen med sin kone skabte den Eurasiske Landbro, har endnu engang skabt en ny og fuldstændig anderledes original idé. En idé, som atter har vist sig at være gyldig.

Klik her for videoerne og afskrifterne på engelsk.