af Marcia Merry Baker (EIRNS) — 24. november 2025

Den kinesiske præsident Xi Jinping og den amerikanske præsident Donald Trump havde en telefonsamtale den 24. november, hvor en vigtig del af samtalen drejede sig om deres respektive nationers historiske samarbejde om bekæmpelse af fascisme. Dette blev bragt på bane af præsident Xi, der tog initiativ til samtalen, i forbindelse med at han ønskede at gøre Taiwans forhold til Kina klart. Ifølge Kinas rapport om samtalen »præciserede Xi Jinping Kinas principielle holdning til Taiwan-spørgsmålet, og understregede at Taiwans tilbagevenden til Kina er en vigtig del af den internationale orden efter krigen, idet han bemærkede, at Kina og USA kæmpede side om side mod fascisme og militarisme og nu bør arbejde sammen for at beskytte resultaterne af sejren i Anden Verdenskrig.« Som svar udtrykte præsident Trump anerkendelse af, at Kina spillede en »afgørende rolle« under Anden Verdenskrig, og sagde at USA forstår vigtigheden af Taiwan-spørgsmålet for Kina.

I Trumps senere indlæg den 24. november, efter at have gennemgået de emner, der blev drøftet, herunder handel, og fortsat venskab fra Busan, talte Trump om planer for 2026: »Nu kan vi rette blikket mod det store billede.« Med det formål inviterede præsident Xi mig til at besøge Beijing i april, hvilket jeg accepterede, og jeg gengældte invitationen, hvor han vil være min gæst på et statsbesøg i USA senere på året. Vi blev enige om, at det er vigtigt, at vi kommunikerer ofte, hvilket jeg ser frem til.”

Dette eksempel på ledersamarbejde mellem store nationer er velkomment og afgørende i en verdenssituation, der kan sammenlignes med en stor skov med flere brande, hvor den ene slukkes, og den næste bryder ud. Det var den analogi, som leder for Schiller Instituttet Helga Zepp-LaRouche brugte i dag om den strategiske krise, vi står over for. Hun fremførte dette mareridtsbillede for at understrege, at vi står over for en håbløs situation, medmindre vi bringer de geopolitiske kræfter, der stadig er i spil, til ophør, og i stedet skifter verden over til en ny arkitektur for økonomisk udvikling og sikkerhed. Dette er grundlaget for håb og for, at nationer og enkeltpersoner mobiliserer sig på alle mulige måder.

Især Schiller Instituttet, LaRouche-organisationen og internationale samarbejdspartnere iværksætter en kampagne til støtte for økonomisk udvikling gennem mobilisering for en »global Glass-Steagall«. Dette henviser til diskussion og handling for at yde kredit til udvikling og nødvendige økonomiske funktioner, for at begrænse spekulation og parasitisk finansiering og for at træffe foranstaltninger til konkursbehandling, reorganisering og udslettelse af de gigantiske bobler af ubetalelig, uværdig og ofte kriminel gæld. Den amerikanske banklov fra 1933, som gjorde det muligt for den nyvalgte præsident Franklin D. Roosevelt at gennemføre disse foranstaltninger – en model for i dag – blev opkaldt efter lovens sponsorer, senator Carter Glass (Virginia) og repræsentant Henry B. Steagall (Alabama).

Hvad angår Ukraine, er der grund til forsigtig optimisme, selvom krigshøgene i Europa fortsætter deres krav om militarisering for at forsvare sig mod Rusland, ellers… Genève-forhandlingerne den 23. november mellem Ukraine og USA, med nogle andre til stede, er i dag afsluttet med den amerikanske 28-punkts fredsplan. Amerikanske talsmænd beskriver resultaterne som positive indtil videre, med nogle »justeringer« af punkter under diskussion. Kremls talsmand Dmitry Peskov sagde den 24. november med velovervejede ord: »Vi har læst erklæringen efter drøftelserne i Genève. Der er foretaget nogle justeringer i forhold til den tekst, vi så tidligere. Vi vil afvente. Tilsyneladende fortsætter dialogen der, og nogle kontakter vil fortsætte. Indtil videre, gentager jeg, har vi ikke modtaget noget officielt.« Tyrkiets præsident Recip Erdogan ringede i dag til præsident Putin og gentog Istanbuls tilbud om potentielle internationale forhandlinger om Ukraine samt drøftede andre emner.

Trumps egen kommentar til Genève-forhandlingerne i morges var gådefuld, i hans typiske stil: »Er det virkelig muligt, at der gøres store fremskridt i fredsforhandlingerne mellem Rusland og Ukraine??? Tro det ikke, før du ser det, men der kan være noget godt på vej.«

Imidlertid er modstanderne i bevægelse. Den britiske premierminister Keir Starmer meddelte den 24. november, at den såkaldte Koalition af Villige … vil mødes virtuelt i morgen for at gennemgå status for forhandlingerne om Ukraine, og de giver udtryk for indvendinger. Der kommer advarsler fra ledere i Ungarn, Slovakiet og andre steder om, at denne … front vil forsøge at sabotere en løsning på krisen i Ukraine.

I mellemtiden kommer der dystre nyheder fra andre brande, der er ved at løbe løbsk. I Caribien er den amerikanske betegnelse nu trådt i kraft, hvor Cartel de los Soles betegnes som en »udenlandsk terrororganisation« med base i Venezuela og ledet af Venezuelas præsident Nicolás Maduro. Denne betegnelse af en enhed som en transnational narkotikahandelsgruppe, der blev bekendtgjort den 16. november af udenrigsminister Marco Rubio, er et legaliseret påskud, som Trump-administrationen anvender for at retfærdiggøre USA’s ensidige dødbringende angreb på land eller til søs uden rettergang. Krigsminister Pete Hegseth roste i sidste uge betegnelsen for at give »en hel række nye muligheder for USA« til at håndtere Maduro.

Det er ildevarslende, at den amerikanske generalstabschef, Dan Caine, i dag var i Puerto Rico for at orientere de amerikanske Southcom-tropper der og derefter fortsatte til Trinidad og Tobago, som har samarbejdet med det amerikanske krigsministerium. Den amerikanske ambassade i Port of Spain meddelte i dag, at Caine den 25. november vil mødes med »premierminister Kamla Persad-Bissessar … om den afgørende betydning af at bekæmpe ulovlig handel og transnationale kriminelle organisationer.«

Der er fortsat protester og indsigelser mod USA’s massive militære tilstedeværelse i Caribien og det formodede forestående angreb på Venezuela. For eksempel er et brev til præsident Trump blevet offentliggjort, som er sendt den 18. november af premierminister Gaston A. Browne fra Antigua og Barbuda. I brevet angives grundene til ikke at indlede angreb på Venezuela: ”Jeg opfordrer Dem til at følge Deres instinkter, som så vidt jeg har set, er forankret i dialog og forhandling. Præsident Nicolás Maduro har offentligt signaleret vilje til at forhandle. Dialog kan være langsom, ufuldkommen og frustrerende, men som De ved, medfører den færre lidelser end alternativet.”

Det er bydende nødvendigt at ændre situationen i Gaza, hvor den israelske hær, IDF, fortsætter med myrderierne, og israelske bosættere og myndigheder ligeledes forårsager død og ødelæggelse på Vestbredden. I Libanon bombede IDF i går mål og priste deres drab på Haytham Ali Tabataba, en leder af Hezbollah.

Den Internationale Fredskoalitions netværk er en vigtig global platform for drøftelse og mobilisering. Deltag i deres næste ugentlige møde denne fredag, den 28. november.

Prime Minister Gaston A. Browne of Antigua & Barbuda has appealed to Pres. Trump to negotiate with President Maduro, not attack Venezuela. Credit: Office of The Prime Minister Antigua and Barbud

ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Hej alle sammen! Velkommen til Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 129. møde i træk. Tak, fordi I er med. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg er jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed, mine medmoderatorer.

Jeg vil gerne minde folk om, hvorfor vi oprettede dette forum, som – som mange, der har været i fredsbevægelsen i lang tid, ved – har været ret dysfunktionelt, med mange interne stridigheder og folk, der kæmper indbyrdes. Men hvis vi virkelig vil forhindre en tredje atomkrig, hvis vi vil forhindre folkemord, er vi nødt til at samarbejde. Mennesker med mange forskellige filosofier, religioner, sprog og kulturer er samlet i dette forum for at nå det samme mål; det er vores mission for ægte fred på planeten. Så vi byder jer velkommen, hvis det er jeres mission. Vi vil opmuntre folk, især nye folk, til at deltage i diskussionen. Præsenter jer selv, fortæl os, hvor I kommer fra, om I er med i en organisation, og om I har nogle initiativer, I vil præsentere for alle. I er velkomne til at gøre det under diskussionsperioden. Tak til de erfarne deltagere, der har været en del af denne proces i over 129 uger. Det er vigtigt. Tag jer et øjeblik til at dele invitationen, uanset hvilken platform I er på; del linket til dette møde i dag. Det vil være meget vigtigt i forhold til de gennemgribende forandringer, der sker omkring Venezuela, sammenbruddet af det globale finansielle system og løsningerne på disse kriser for at stoppe drivkraften bag atomkrig på mange fronter.

For at komme i gang i dag har vi Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tak. Velkommen til jer alle. Den strategiske situation i verden er fortsat præget af mange modstridende udviklinger. På den ene side har vi den stadig truende fare for, at der sker noget med Venezuela. I går afholdt vi et meget vigtigt og vellykket nødseminar, hvor repræsentanter fra Venezuela, Brasilien, andre lande i Latinamerika og USA drøftede, hvad der kan gøres for at overbevise præsident Trump – »Gør det ikke, præsident Trump!« var titlen på seminaret. Det, der klart fremgik af diskussionen, var, at påskuddet om, at Venezuela er involveret i at smugle fentanyl eller store mængder kokain ind i USA, netop er det: et påskud. Det blev afsløret af magasinet Foreign Affairs, som klart siger, at det egentlige mål er et regimeskifte i Venezuela for at fjerne en forpost for indflydelsen fra Kina, Cuba, Iran og Rusland, nemlig BRIKS. Der blev også diskuteret løsninger, hvor det blev fastslået, at nøglen til at overvinde alle disse problemer som migranter, fattigdom og spændinger er samarbejde mellem USA og BRIKS. Vi får en rapport om denne session af Dennis Small lidt senere i diskussionen.

Det store emne, der samtidig kom på dagsordenen, er naturligvis den 28-punktsplan, der skal bringe en fredsløsning til at afslutte krigen i Ukraine. Følelserne løber højt omkring dette forslag, fordi det ser ud til, at det virkelig er det gamle forslag, som blev drøftet mellem Steve Witkoff og Kirill Dmitriev i Miami i slutningen af oktober. Det blev ikke bekræftet, at der var en konsultation med Rusland ud over det. Forslaget er dog åbenbart et, som nogle mener vil betyde en fuldstændig kapitulation af Ukraine. Jeg ser det ikke på den måde, for militært set rykker Rusland så massivt frem, at det er et spørgsmål om meget kort tid, før de ukrainske styrker ikke længere kan fortsætte med at kæmpe. Dette skyldes også den fuldstændige mangel på tropper, for slet ikke at tale om ammunition. Der er også en stemning i befolkningen, hvor kun 24 % af de adspurgte ønsker at fortsætte krigen, og 69 % ønsker at afslutte den så hurtigt som muligt, fordi det er en udmattelseskrig, og tabene er nået et niveau, der er absolut uacceptabelt.

Dette 28-punktsforslag indebærer, at Rusland vil få visse dele af Donetsk og Lugansk, som stadig kontrolleres af ukrainerne. Ukrainerne vil altså være nødt til at opgive en del af det territorium, som endnu ikke er erobret af Rusland. Men på den anden side vil dele af Kherson og Zaporozhye, som er besat af Rusland, blive givet tilbage til Ukraine. Andre punkter er, at Ukraine absolut ikke kan blive medlem af NATO; Rusland vil garantere, at det ikke planlægger at angribe andre lande; våbensystemer i Polen og Rumænien, der betragtes som en trussel mod Rusland, vil blive trukket tilbage; og Ukraine vil ikke have langtrækkende våben, der kan nå langt ind på russisk territorium; USA vil til gengæld give Ukraine sikkerhedsgarantier. Rusland vil kunne blive reintegreret i den globale økonomi, og alle sanktioner vil blive ophævet. Der er i hvert fald mange flere punkter.

Dette er naturligvis resultatet af næsten tre års krig. Zelenskyj er naturligvis ikke tilfreds med det, men i en diskussion med den amerikanske forsvarsminister Daniel Driscoll var han mere eller mindre enig i, at dette ville være et forhandlingspunkt. Naturligvis gik koalitionen af villige i Europa helt amok: Merz, Macron og Starmer ringede i dag til Zelenskyj. Der er blandede signaler, fordi flere af de europæiske ledere er på vej til Sydafrika for at deltage i G20-mødet, så det var lidt frem og tilbage. For eksempel sagde udenrigsminister Wadephul noget lidt andet, nemlig at alt, hvad der kan afslutte krigen, er velkomment. Under alle omstændigheder er det ikke klart, hvad resultatet af det hele vil blive. Den tidligere chef for de italienske specialstyrker i Afghanistan, Bertolini, sagde, at hvis Ukraine ikke accepterer en afslutning på krigen gennem sådanne forhandlinger, ønsker nogle europæere at gøre Ukraine til et nyt Afghanistan for Europa. Det var 20 år med meningsløs, meningsløs drab, og i slutningen af det var Afghanistan fuldstændig ødelagt. Så hvis det er det, der skal være Ukraines skæbne, er det bestemt ikke noget at se frem til.

Det er klart, at situationen i Mellemøsten fortsat er præget af drab. Mere end 30 mennesker er blevet dræbt og 600 såret; det er meget svært at vurdere. Under alle omstændigheder blev den amerikanske resolution i FN’s Sikkerhedsråd vedtaget, med Rusland og Kina som de eneste, der undlod at stemme. Men situationen er slet ikke afklaret, fordi massakren på palæstinensere fortsætter, ikke kun i Gaza, men også på Vestbredden. Vi vil høre en meget mere detaljeret rapport om dette fra professor Falk.

Det er klart, at når man blot berører disse forskellige krisesteder, er det tydeligt, at selv om katastrofen i Venezuela endnu ikke er indtruffet, og de forfærdelige resultater af næsten tre års krig i Ukraine, er vi endnu ikke ude af farezonen, fordi det endnu ikke er klart, hvad resultatet vil blive af reaktionen fra koalitionen af villige; Mellemøsten er fortsat et rædselsshow. Alt dette understreger blot vores vedvarende pointe om, at vi absolut er nødt til at flytte hele situationen over i et nyt paradigme. Det er ikke nok at forsøge at finde løsninger på regionale kriser. Vi er nødt til at bevæge os væk fra geopolitik; vi er nødt til at afskaffe et system, hvor et sammenbrudende neoliberalt system forsøger at forhindre Kinas fremgang, BRIKS-landenes fremgang og deres bestræbelser på at skabe et nyt økonomisk system. Vi er nødt til at overbevise de europæiske lande og USA om, at den eneste måde, vi kan afslutte tingene uden en katastrofe, er, at disse lande slutter sig til den Globale Majoritet og samarbejder om at løse alle problemerne med fattigdom, migranter og mange regionale spændinger gennem samarbejde. Det er den nye tendens i tiden.

Nu tror jeg, vi kan være optimistiske og sige, at det er den Globale Majoritet, der repræsenterer 85 % af verdens befolkning, der ønsker et nyt samarbejdssystem. Vi skal huske, at det også er præsident Trumps MAGA-base, der ønskede, at Trump skulle afslutte de endeløse krige, og som helt sikkert ikke vil støtte ham i at starte en ny krig i Venezuela. Så vi må forbinde Europas og Amerikas befolkninger med den Globale Majoritet, og så kan alle problemer løses.

Desværre kommer både forsvarschefen i Frankrig og generalinspektøren for Bundeswehr i Tyskland med absolut krigslignende udtalelser. Den franske Mandon sagde, at Frankrig må være parat til at ofre sine børn, ellers er vi i fare. Og den tyske generalinspektør sagde, at vi må være parate til at kæmpe i aften.

Så disse mennesker er stadig på en absolut uopnåelig, illusorisk krigssti, men man kan også berette, at en meget bred alliance af organisationer netop har formået at stoppe en præsentation af en repræsentant for Bundeswehr på Charité-hospitalet i Berlin, hvor han ville holde et foredrag om, hvordan hospitalerne skal være forberedt på den kommende krig. Og en meget bred koalition var i stand til at aflyse invitationen og stoppe dette. Det bør ses som et lille, men vigtigt tegn på, at folk kan lykkes med at nedkæmpe selv den stærkeste tyran, hvis de forener sig om en god plan. Dette er Friedrich Schillers ord i hans beretning om Nederlandenes fald fra Habsburg-imperiet. Han sagde: »Jeg fortæller jer denne historie, så folk kan få håb om, at man kan vinde over sådanne tyranner.«

Jeg vil stoppe her og sige, at vi absolut må øge vores indsats i Den Internationale Fredskoalition, for det varer ikke længe, før det finansielle system kollapser, og hvis vi ikke får reorganiseret det i tide, kan det også udløse en ukontrollabel situation. Det var mine indledende bemærkninger.

Bemærkninger under diskussionen

Kun kort sagt: Jeg tror, at hvis man spurgte flertallet af mennesker i Europa, om de er racister, kolonialister og imperialister, ville de sandsynligvis svare: »Åh nej, sådan er vi ikke.« Men hvis man ser på de faktiske underliggende aksiomer for adfærden, tror jeg, at folk endnu ikke rigtig har bearbejdet det faktum, at de er vant til et verdenssystem, der i 500 år har behandlet landene i det Globale Syd som kolonier, og at det var helt i orden, at der var fattigdom og ingen ferskvand; sådan er det bare. Og jeg tror, at en af de mest presserende ting, som folk i nord skal lære, er, at der er sket en dramatisk forandring; ånden er ude af flasken, og man kan ikke putte den tilbage. Man må acceptere, at det er alle nationers ret at udvikle deres fulde potentiale, og de insisterer nu på, at de vil gøre det. I betragtning af at Kina er det land, der har hjulpet dem og gjort noget, som Europa ikke gjorde, og som USA ikke gjorde. De kunne let have hjulpet med infrastrukturudviklingen i Afrika, Latinamerika og Asien, men det gjorde de ikke. Først efter Kinas spektakulære fremgang har disse lande nu en partner, som de kan samarbejde med om at overvinde deres egen manglende udvikling.

Jeg tror, at fredsbevægelsens centrale problem er, at den virkelig har et meget mere bevidst behov for – og det er derfor, vi har presset så meget på for en dialog mellem civilisationer og kulturer. For hvis man ikke gør en indsats for at lære om de andre kulturer, forstår man dem ikke. Derfor mener jeg, at vi bør overveje, hvordan vi kan inddrage denne idé om dialog mellem kulturer i Den Internationale Fredskoalition som et meget bevidst element i fremtiden på en markant måde …

om Storbritanniens rolle i krisen i Venezuela

Jeg var ved at sige noget lignende, for siden du nævnte olieprisen, var der en artikel i en af de britiske aviser – jeg tror, det var Daily Telegraph – der sagde, at den virkelige årsag er, at hvis man besætter den venezuelanske olie, så kan man, efter at man har gennemført et regimeskifte, oversvømme markederne med billig olie, og det vil ødelægge den russiske krigsøkonomi, og på den måde kan man slippe af med Putin; et af disse helt vanvittige scenarier. Men jeg tror, at det er briterne, der har opmuntret til hele denne indsats for at ødelægge BRIKS-landene.

Der er også det faktum, at da krigen i Afghanistan skammeligt blev tabt, fulgte vi dette meget nøje for at se, om det var et forsøg på at koncentrere sig om at løse de endeløse krige, som Trump havde lovet i valgkampen, eller om det bare var et forsøg på at omgruppere til Stillehavsområdet? I alt dette holder jeg altid øje, for der er disse mennesker i USA, som i de forskellige tænketanke – RAND Corporation for eksempel – der sagde: »Lad os føre krig mod Kina hellere før end senere, for jo længere vi venter, jo mere magtfuld bliver Kina, og jo sværere bliver krigen.«

Så der er disse mennesker, der er hardcore neokonservative, som ikke vil give op på idéen om, at USA’s unipolære position skal opretholdes. Ligesom Wolfowitz-doktrinen, der siger, at det aldrig vil blive tilladt, at noget land eller nogen gruppe af lande overgår USA militært, politisk eller økonomisk. Denne tendens er også forbundet med briterne, fordi de er dem, der mener, at verdensimperiet skal styres på basis af det anglo-amerikanske særlige forhold.

Der har været en hel indsats for at få præsident Trump involveret i det på en eller anden måde. Man har den britiske ambassadør i den første Trump-administration, der indrømmede, at hans job var at »oversvømme området« for at skabe et fuldstændigt kontrolleret miljø omkring Trump, så han ikke fik nogen information, der kunne føre ham på en anden vej. Desværre var det så forfærdeligt, da Trump besøgte det kongelige hushold, banketten med Charles, fordi det viser, at folk går til ekstreme længder for at udnytte Trumps svagheder.

Jeg tror, det virkelig er et spørgsmål om at mobilisere en masse mennesker med gode intentioner, og derfor er IPC så absolut nødvendigt. Vi bør virkelig gøre en indsats for at nå ud til MAGA-folkene, fordi de stemte på Trump for at få en ende på de endeløse krige. Hvis Trump nu bliver trukket ind i en krig i Venezuela, kan det ende med at blive et morads, der ikke kun involverer Venezuela, men hele Latinamerika. Så jeg synes, vi bør gøre en særlig indsats for at tale med nogle MAGA-folk og invitere dem til det næste IPC-møde, så de kan få indblik i vores diskussioner …

om spredning af Ted Postols resumé af faren ved atomkrig

Jeg vil gerne byde det, du siger, velkommen, Helmut, for jeg mener, at netop denne tale af Ted Postol er noget, som alle mennesker på kloden bør kende til. Vi har begrænset arbejdskraft, men hvis der er folk her, der kan hjælpe, så er det en fordel, for i dag kan man oversætte et sådant program til stort set alle sprog, der findes på kloden. Vi arbejder dog altid på grænsen af vores evner, men hvis der er mennesker som dig selv eller andre, der vil hjælpe os med at oversætte Postols video og også professor Starrs, som også er yderst værdifuld, til alle sprog og kan hjælpe os med at nå ud til så mange organisationer som muligt for at henlede deres opmærksomhed på den, så tror jeg, det ville være en vidunderlig og yderst vigtig opgave for alle deltagere i IPC. For jeg tror, vi altid har sagt, at uanset hvilke forskelle der er på alle mulige emner, er det eneste, vi absolut skal bekæmpe, faren for atomkrig, for det ville være slutningen for menneskeheden.

Så hvis nogen ønsker at reagere på dit forslag om at oversætte Postol, så kontakt os venligst. Det ville være mere end velkomment.

Afsluttende bemærkninger

Der er alle disse forskellige kriser. Man har Mellemøsten, man har Ukraine, og nu kommer der måske snart Venezuela eller andre krisesteder. Men der er en fællesnævner for alle disse ting, selvom de har historiske specifikke årsager. Man har Mellemøstens historie, man har Ukraines historie og så videre. Men den fællesnævner er noget andet, nemlig at da den kolde krig sluttede, var der et vendepunkt i historien. Vi kaldte det dengang for menneskehedens stjernestund – hvilket er en oversættelse fra tysk Sternstunde [øjeblik af herlighed; afgørende øjeblik]. Men det betød, at dette var et af de sjældne øjeblikke, hvor man kunne have skabt noget nyt. Det nye ville have været en fredsorden for det 21. århundrede.

Gorbatsjov sagde dengang, at vi skulle bygge et fælles europæisk hus; andre talte om en sikkerhedsorden fra Vladivostok til Lissabon. Der var en periode, hvor det ville have været absolut muligt. Hvis det var blevet gjort, ville vi ikke have alle disse kriser, vi taler om nu. Men fordi nogle mennesker blev overmodige og troede, at de havde vundet den kolde krig, at kommunismen var blevet besejret – John Paul II, den daværende pave, advarede om, at det var en fuldstændig fejltagelse at tro, at Vesten havde vundet, fordi begge sider havde syndens strukturer. Og hvis nogen ikke troede, at syndens strukturer eksisterede i Vesten, behøvede man blot at se på forholdene i udviklingslandene for at se den forarmelse, der var resultatet af disse syndens strukturer – med henvisning til kolonialismen.

Derefter forsøgte nogle mennesker naturligvis at udnytte det øjeblik og etablere en unipolær verden baseret på begrebet et imperium og forsøge at eliminere alle regeringer, der var imod det. Bush kaldte det »ondskabens akse« og pegede på en række lande, der skulle elimineres gennem regimeskift. Det mislykkedes fuldstændigt, som vi ved, og generelt havde man en enorm modreaktion mod alle de politikker, der blev forsøgt – mod regimeskift, mod farverevolutioner, mod interventionistiske krige, mod ensidige sanktioner, mod våbenisering af valutaer som dollar og euro. Som følge heraf forsøger flertallet af lande og folk nu at etablere et fredeligt nyt verdensøkonomisk system.

Da Sovjetunionen kollapsede, gjorde de det på en forbløffende fredelig måde. De brugte ikke kampvogne; de forsøgte ikke at reparere et system, der tydeligvis ikke længere fungerede. De var mere eller mindre enige om en transformation.

Det problem, vi ser lige nu, er, at Vesten, der står over for et lignende problem – nemlig at deres system ikke fungerer – ikke forsøger at transformere det, som Sovjetunionen gjorde. De forsøger at hævde deres magt med militære midler. Neokonservative i den engelsktalende verden gør det på deres måde; Koalitionen af Villige gør det på deres måde. Jeg tror, vi har brug for en reel fredsstyrke – ikke kun mennesker, der er imod krigen, men som, som Dennis lige sagde, vil fjerne de grundlæggende årsager til dette problem. De grundlæggende årsager er imperium og oligarki kontra landenes ret til at udvikle deres land og deres befolkning og realisere deres fulde potentiale.

Jeg tror, det er det, vi absolut skal medtage i diskussionen, for problemet med narkotika i Venezuela eller Colombia eller hvor som helst kunne let løses, hvis USA ville blive enige med Kina og andre lande om at gå sammen om økonomisk udvikling som Lyndon LaRouches »Operation Juárez«-plan fra 1982. Det var en fuldt udarbejdet plan for, hvordan man kunne bringe infrastrukturudvikling som grundlag for fred til hele det latinamerikanske kontinent. På samme måde er vi nødt til at genopbygge Mellemøsten, og vi er nødt til at opbygge Afrika gennem industrialisering. Jeg tror ikke, vi kan overvinde den grundlæggende årsag til krigsfaren, før vi har bragt verden i en situation, hvor et nyt paradigme kan etableres – hvor landene arbejder sammen for det fælles bedste, den ene menneskehed.

Jeg accepterer ikke modargumentet fra nogle, der siger: »Åh, det er en utopisk drøm; det vil aldrig ske. Der vil altid være krig.« For hvis vi er enige i det, er civilisationens undergang helt sikker, fordi den næste krig, i modsætning til hvad nogle af disse tåbelige krigsmagere i Europa tror, ikke vil være en konventionel krig. Den næste krig vil være en atomkrig, og som Ted Postol klart har påvist, er sandsynligheden for, at brugen af atomvåben vil føre til en fuldgyldig global atomkrig inden for fem dage, ekstremt høj.

Derfor kan jeg kun appellere til jer: Lad ikke jeres indsats slække. Vi bør virkelig overveje, om vi ikke kan inddrage nogle af kulturbegreberne i vores diskussioner, måske ikke hver gang, men i hvert fald nogle gange. En diskussion om æstetisk uddannelse – hvordan vi får folk til at overvinde barbari, og hvad vi må skynde os at gøre, for man er nødt til at forædle folks sjæle og sind. For jeg tror ikke, at vi uden det kan vende den nuværende tendens.

Måske kan vi tænke lidt over det og inddrage nogle elementer i diskussionen, der vedrører dialogen mellem civilisationer og det smukke, som mennesket kan opnå, når det sætter sig for det på den rigtige måde.

Ikke korrekturlæst

HARLEY SCHLANGER:
Hej, og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger af Schiller-instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Jeg hedder Harley Schlanger, og i dag er det den 19. november 2025. Hvis du vil deltage i diskussionen, kan du sende spørgsmål eller kommentarer på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem i chatten.

Der er en række aktuelle nyheder, vi skal ind på – blandt andet præsidentens kovending i spørgsmålet om, hvorvidt de såkaldte Epstein-filer skal offentliggøres. Men lad os begynde med risikoen for krig i den vestlige halvkugle, iscenesat af City of London i samarbejde med amerikanske neokonservative. En stor amerikansk flådestyrke er blevet udstationeret i Caribien. Russerne og kineserne har begge tydeligt markeret deres modstand mod ethvert forsøg på regimeskifte dér. De pensionerede amerikanske efterretningsspecialister i VIPS har udsendt en advarsel og opfordrer præsidenten til at lære af tidligere regimeskiftpolitikker.

Jeg har et spørgsmål til dig fra en fremtrædende senioranalytiker, der spørger, om du er bekendt med rapporterne om udstationering af russiske S-400-missiler i Venezuela, og om du mener, at dette – hvis det er sandt – er en besked til USA?

HELGA ZEPP-LAROUCHE:
Jeg har hørt og læst sådanne rapporter, men jeg mener ikke, at det er 100 % bekræftet. I betragtning af at Rusland tidligere har forsøgt at holde sig ude af konflikter som Iran og lignende situationer, vil jeg gerne have solid bekræftelse, før jeg fælder en endelig dom.

SCHLANGER:
Vi holder en Executive Intelligence Review-rundbordsdiskussion om Venezuela i morgen kl. 11.00 østlig tid. Hvad kan du fortælle os om denne begivenhed?

ZEPP-LAROUCHE:
Det bliver et ekstremt vigtigt møde, fordi vi har eksperter fra hele regionen – fra Venezuela, Guyana, Brasilien og Mexico. Det er selvfølgelig utænkeligt, at dette skulle udvikle sig til en egentlig militær operation. Der ligger et meget stort amerikansk flådekontingent dér: USS Ford, det største amerikanske hangarskib, ledsaget af en hel armada af krigsskibe, og omkring 15.000 soldater i alt. Det er svært at forestille sig en landinvasion, i betragtning af at Venezuela har en stor hær, et omfattende forsvarssystem, mange militser og guerillagrupper. Det kan ikke ende godt.

Det memorandum fra VIPS, som du nævnte, siger netop dette: Der er ingen gode løsninger. Og i kombination med en mulig politisk operation – måske et kup – ser vi nu denne såkaldte Nobel-fredsprisvinder Machado, som direkte opfordrer USA til at gribe ind. Det er spørgsmål om decideret samarbejde med et fremmed lands interesser, og det vender vi tilbage til.

Vi vil i morgen diskutere konsekvenserne for hele Latinamerika, for det her vil være en massiv polariseringsfaktor. Rubio og andre forsøger allerede at skabe en højrefløjsalliance i hele regionen, og det varsler forfærdelige udviklinger og en forværring af migrationskrisen.

Eksperterne vil uden tvivl advare meget kraftigt imod dette og samtidig analysere de dybere geopolitiske årsager. USA’s nye doktrin for den vestlige halvkugle udpeger Kina som det største problem, og operationen mod Venezuela – og andre lande – har tydelig karakter af en anti-Kina-operation.

Virkeligheden er, at hvis USA valgte at samarbejde med Kina om infrastrukturprojekter som den bi-oceaniske jernbane og Chancay-dybvandshavnen i Peru, kunne hele kontinentet åbnes for udvikling. Det har været et centralt spørgsmål siden Alexander von Humboldts tid i det 19. århundrede, og det er endnu mere presserende i dag. Det kunne løse en lang række problemer, herunder migration.

Rundbordet vil derfor ikke kun give en skarp analyse, men også vise, hvilke enorme fordele der ville være ved, at USA samarbejdede med BRICS i Latinamerika – i stedet for at betragte regionen som deres såkaldte “baghave”, som skal domineres militært.

SCHLANGER:
Vi taler med Helga Zepp-LaRouche fra Schiller-instituttet. Der er lige kommet et spørgsmål:
“Tror du, at Venezuela-spørgsmålet bliver brugt til at fjerne fokus fra Ukraine, som nu er på randen af sammenbrud?”

ZEPP-LAROUCHE:
Det kunne meget vel være et element, for situationen i Ukraine er tydelig. Russerne gør store fremskridt og erobrer flere landsbyer og byer om ugen. Situationen i Ukraine er desuden undermineret af korruptionsskandalen, hvilket kan være et tegn på, at nogle kræfter ønsker at erstatte præsident Zelenskyy. Det er ikke holdbart, og i sådanne situationer forsøger man ofte at aflede opmærksomheden. Så ja, det er en mulighed.

SCHLANGER:
Det er på mange måder naturen ved permanent krig. Lad os blive ved Ukraine et øjeblik – der er et par spørgsmål. Ét af dem, tror jeg, er sarkastisk formuleret:
“Nå, der er korruption i Ukraine? Virkelig? Hvem kunne have forestillet sig det?”
Det er en reference til den aktuelle skandale.

ZEPP-LAROUCHE:
Det har i årevis været almindelig viden i det internationale samfund, at en stor del af de penge, som blev trukket ud af skatteyderne i USA, Tyskland og andre lande, endte i lommerne på ukrainske oligarker. Det gælder også store mængder våben, der siden dukkede op vidt omkring i verden. Det er et sort hul – og har været det i meget lang tid.

SCHLANGER:
Når vi taler om korruption, spørger en anden:
“Hvad med Ursula von der Leyen og Kaia Kallas, der forsøger at beslaglægge russiske aktiver i Europa eller optage lån med dem som sikkerhed? Er der nogen måde at stoppe det på?”

ZEPP-LAROUCHE:
Nogle – blandt andre den belgiske regering – advarer kraftigt imod det. Hvis man gør det, undermineres hele legitimiteten for de europæiske finansielle institutioner. Hvem ville herefter turde investere dér? Rusland har også allerede sagt, at de vil svare igen med hårde modforanstaltninger. Der findes mange vestlige aktiver i Rusland, som de kunne konfiskere i gengældelse.

I en periode med ekstrem skrøbelighed på de finansielle markeder, hvor kryptovalutaer som Bitcoin og diverse “stablecoins” er faldet betydeligt, og hvor man diskuterer, om AI-boblen kan udløse et systemisk chok, er dette et skridt, der i værste fald kunne bringe hele systemet ned. Det er nok derfor, visse aktører tøver. Men von der Leyen og Kallas virker også meget desperate – deres politikker fungerer ikke.

SCHLANGER:
Vi får mange spørgsmål om situationen i USA, især om konflikten mellem Donald Trump og Marjorie Taylor Greene samt Tucker Carlson i forbindelse med Epstein-filerne. Flere har skrevet om det. En skriver: “Jeg respekterer virkelig Marjorie Taylor Greene og Tucker Carlson.”
En anden skriver: “Helga, du fortjener ros for din insisteren på, at borgerne skal engagere sig. Er det her et tegn på, at amerikanerne begynder at forstå, at de har magt og kan påvirke både Kongressen og præsidenten?”

ZEPP-LAROUCHE:
Jeg mener, der er tydelige tegn på netop det. At Greene står fast – og hun repræsenterer en stor del af Trumps MAGA-base – er et vigtigt signal.

Jeg er virkelig chokeret over Trumps opførsel i denne sag. Marjorie Taylor Greene – som jeg måske ikke har været enig med politisk – stod last og brast med ham i perioder, hvor han var under ekstremt pres. Hun gjorde en betydelig indsats for at støtte ham, ligesom kongresmedlem Massie.

Og alligevel vender han sig mod hende. Hun fortalte, at efter han kaldte hende “forræder”, modtog hun adskillige dødstrusler, og private sikkerhedsfirmaer tilbød beskyttelse. Trump kommenterede bagefter kynisk, at “ingen bryder sig om Marjorie Taylor Greene”, og at hun “ikke er vigtig”.

Det er grimt. Han virker helt blind for, hvad han gør. Han er omgivet af folk, der trækker ham i en anden retning, og han udviser ingen empati over for sine mest loyale støtter. Jeg tror, han er ved at miste en del af sin base.

SCHLANGER:
En anden skriver netop: “Ved Gud, hvis du havde noget med det her at gøre, så virkede det – folk engagerede sig. Bliv ved!”

Vi har også et spørgsmål fra Nigeria:
“Jeg har fulgt Epstein-sagen. Epstein var tydeligvis korrupt, men mange andre ser ud til at være involveret. Forsøger de at dække over det? Tror du, filerne bliver frigivet?”

ZEPP-LAROUCHE:
Det er det helt store spørgsmål. Trump skiftede fuldstændig holdning, da han indså, at han mister grebet om Det Republikanske Parti. Han instruerede derefter alle om at stemme for udleveringen af filerne. Spørgsmålet er nu, om de mest belastende dele – om ham selv eller andre i de republikanske kredse – bliver redigeret væk. Vi har set FBI-dokumenter før, hvor halvdelen af teksten var sorte bjælker. Inden for omkring 30 dage ved vi mere.

Men denne sag kræver langt dybere undersøgelse. Så modbydelig som handlen med mindreårige piger og unge kvinder er – og det afslører en fuldstændig moralsk råddenskab blandt disse rige mænd – så er det kun toppen af isbjerget.

Man må spørge: Hvem var Epstein? Hans karriere forbinder ham med de kredse, der stod bag dereguleringen af finansmarkederne og udviklingen af “kreative finansinstrumenter”. Mange af hans samarbejdspartnere er endt i fængsel for kriminelle aktiviteter.

Den virkelige skandale er, at sexdelen kun er den sociale overflade. Den dybe forbrydelse handler om ulovlig hvidvaskning, “kreative” finansoperationer, våbenhandel og aktiviteter, der trækker tråde ind i centrale dele af det nuværende finansielle system. Hvis man graver seriøst i dette, kan det føre til en omfattende renselse af praksisser, der burde have været stoppet for længe siden.

Harley, du har forsket i disse kredse – måske kan du supplere.

SCHLANGER:
Jeg har lige skrevet en rapport, som jeg forventer snart bliver offentliggjort i Executive Intelligence Review, hvor jeg gennemgår præcis det, du taler om. Det var netværket bag Michael Milkens junk bond-operation, der finansierede Epstein fra begyndelsen og helt frem til hans endelige anholdelse i 2018–2019.

Det vigtige her er, at der er tale om en organiseret kriminel bande, som blev beskyttet af den amerikanske regering på grund af deres såkaldte “finansielle innovation”. De nedbrød det gamle banksystem, det gamle finansielle system, og erstattede det med et spekulativt system, der i høj grad var drevet af hvidvaskning af narkopenge og midler fra våbenhandel.

Epstein var ikke kun involveret i seksualforbrydelser og økonomisk kriminalitet. Han var også involveret sammen med Adnan Khashoggi, en af hovedpersonerne i Iran–Contra-affæren, i al-Yamamah-våbenhandlen – BAE-aftalen med Saudi-Arabien. Han har desuden meget tætte forbindelser til den israelske efterretningstjeneste via sit partnerskab med Ehud Barak, den tidligere premierminister.

Der er meget mere at sige om dette, og der kommer nyt frem næsten hver dag. Folk bør se frem til, at mere bliver offentliggjort – for nu indrømmer man endelig, at det ikke kun handler om sex, men man fortæller stadig ikke hele historien. Hele historien handler om overgangen til en kunstig intelligens-økonomi. Det var præcis dét, din mand advarede om for mange år siden.

Det er også ironisk, at mange af dem, der støtter eller dækkede over Epstein, er knyttet til Anti-Defamation League – den samme organisation, som bagvaskede din mand. Det er efter min mening ganske betydningsfuldt.

Her er et spørgsmål til dig. En skriver:
“Jeg ser dig hver uge. Hvordan kan det være, at du altid er et skridt foran den næste operation? Hvad ved du, som andre ikke ved?”

ZEPP-LAROUCHE:
Jeg har studeret Nicolaus af Kues, en tænker fra det 15. århundrede, som sagde, at man altid må nærme sig ny viden ud fra det synspunkt, at man på forhånd må have en forestilling om, hvad man leder efter. Ellers finder man nok noget – men man ved ikke, om det faktisk er det, man burde lede efter.

Det er en meget vigtig idé: at have en form for forudgående viden, en forudseenhed. Den kan man udvikle ved hele tiden at holde sig ajour med de vigtigste udviklinger og så være opmærksom på de forskellige former for forandring, der opstår.

Den konceptuelle forståelse af sådanne forandringer kommer ikke fra matematik eller statistik, og den kommer heller ikke bare fra enkeltstående begivenheder. Den kommer fra en forståelse af processer – og af, hvor disse processer nødvendigvis er på vej hen. Det er en bestemt måde at tænke på, og den kan læres.

Derfor fører vi netop nu en kampagne for at gøre Nicolaus af Kues’ livsværk mere kendt, også fordi paven henviste til ham i sin jubilæumstale. Han fremhævede især Nicolaus af Kues’ værker og hans begreb om modsætningernes sammenfald. Sammen med Leibniz, Schiller og selvfølgelig Lyndon LaRouche, der genoplivede 2500 års europæisk filosofihistorie, giver det – når man først har tilegnet sig noget af denne tankegang – en ganske god evne til at forudskue, hvad den næste udvikling vil være.

Det er så meget, jeg kan sige som svar på spørgsmålet.

SCHLANGER:
Vi vil udgive nogle flere af dine skrifter – blandt andet nogle af dine ældre tekster om Nicolaus af Kues. Når vi taler om forudseenhed, var du også dér foran mange andre.

Her er et spørgsmål fra en tilhænger i Storbritannien. Han skriver:
“Vi hører ikke så meget om Gaza i disse dage, men en pro-palæstinensisk gruppe i Storbritannien siger, at IDF stadig dræber palæstinensere, herunder børn.”

En anden skriver:
“Det ser ud til, at Netanyahu mener det alvorligt med en total annektering af Vestbredden.”

Og spørgsmålet lyder:
“Tror du, at våbenhvilen er seriøs, eller spiller Netanyahu bare et ventespil?”

ZEPP-LAROUCHE:
Desværre giver fakta på jorden ikke meget grund til håb, hvis man blot lader tingene fortsætte som nu. Drabene i Gaza fortsætter ufortrødent, og der kommer langt mindre humanitær hjælp ind, end Israel har lovet.

At den amerikanske resolution netop er blevet vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd, med Rusland og Kina som undtagende (blanke) stemmer, er ærligt talt ikke helt forståeligt for mig. Alle de formuleringer, jeg anser for afgørende – herunder en tostatsløsning og palæstinensernes rolle i en fremtidig regering – er helt udefinerede. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt ved, hvorfor Rusland og Kina undlod at stemme. De har givetvis deres grunde og større strategiske hensyn, men det er ikke desto mindre uklart.

Hvad angår Vestbredden, har du helt ret: Annekteringen er i fuld gang. Tanken om en reel tostatsløsning er i praksis gjort umulig, simpelthen fordi der er så mange bosættelser overalt, at der ikke længere er sammenhængende land tilbage til en palæstinensisk stat.

Jeg mener dog ikke, at det sidste ord er sagt. Vi presser på for Oasis-planen. Israel kan ikke blive ved med at skabe nye fjender i al evighed; mange advarer allerede om, at det på mellemlang sigt er ekstremt risikabelt for Israel selv.

Vi arbejder for ideen om, at der er behov for et nyt paradigme. Som du måske lagde mærke til på det seneste møde i International Peace Coalition, havde vi Gershon Baskin med – han har været officiel forhandler mellem israelske og palæstinensiske parter, herunder Hamas. Han støttede ikke alene Oasis-planen fuldt ud, men sagde også, at det er nødvendigt, at USA og Kina samarbejder om at gennemføre den.

Dertil kommer, at vi havde flere palæstinensiske repræsentanter, herunder den palæstinensiske ambassadør i København, Hassassian, samt andre, der også gav deres fulde støtte til Oasis-planen. Vi har ingen planer om at give op, men vil forsøge at overbevise regeringerne i regionen om at tage initiativet op. Før eller siden vil det gå op for folk, at det faktisk er i alles interesse.

SCHLANGER:
Vi har også fået en besked fra en kontakt i Iran, der skriver:
“Iran står nu over for alvorlig vandmangel i vigtige områder. Er det muligt, at Iran kan blive inkluderet i Oasis-planen eller få sin egen version? Og gøres der noget for at forhindre Netanyahu i at iværksætte nye angreb mod Iran? Hvis han gør det, vil USA så fortsat støtte ham?”

ZEPP-LAROUCHE:
Oasis-planen er naturligvis ikke begrænset til Israel og Gaza. Hvis man ser på kortet, ser man en enorm ørkenstrækning fra Atlanterhavskysten i Afrika gennem Sahara, Sahel-zonen, videre til Yemen, Saudi-Arabien, Irak, Iran og helt op til det nordøstlige Kina. Det er i realiteten én sammenhængende ørken, som ovenikøbet er ved at udvide sig.

Hvis man vil vende denne udvikling, må man tænke i et helt nyt, sammenhængende vandsystem – inklusive kunstige floder. Der findes flere metoder: ionisering af atmosfæren; udnyttelse af grundvandsmagasiner som midlertidig løsning; og opbygning af kanalsystemer baseret på afsaltning af store mængder havvand.

Det giver derfor fuldstændig mening at overveje en omfattende “genvinding” af denne ørkenzone, så mennesker kan bosætte sig dér, med byer, industri, landbrug osv. Og ja, i den sammenhæng ville det være naturligt at inkludere Iran.

Hvad angår faren for nye israelske angreb mod Iran, støttet af USA, afhænger det i høj grad af, hvordan magtkampen i USA udvikler sig. Hvis den neokonservative fraktion i Trump-administrationen får overtaget, stiger risikoen. Men situationen i USA er så kaotisk, at jeg ikke vil foregive at kunne forudsige udfaldet.

Der er en voldsom intern strid, alt er i opbrud, og jeg kan kun håbe, at fornuftens kræfter sejrer. Men jeg udelukker på ingen måde faren. Man må samtidig huske, at Iran har fået massiv støtte, især fra Rusland, men også fra Kina. Det gør det langt vanskeligere for nogen at angribe Iran ustraffet.

SCHLANGER:
Her er et spørgsmål om Tyskland. Der er en rapport om, at flere medlemmer af Forbundsdagen, det tyske parlament, fra Alternative für Deutschland, befinder sig i Sochi, Rusland, som led i en diskussion om at forbedre Tysklands relationer til Rusland og om deltagelse i Belt and Road Initiative. Personen skriver:
“Vil de tyske sikkerhedsmyndigheder arrestere dem, når de vender tilbage? Gør dette det mere sandsynligt, at der vil blive gjort forsøg på at forbyde AfD? Hvad er der blevet af fredsfløjen i SPD?”

ZEPP-LAROUCHE:
Det er et godt spørgsmål. Den er forsvundet.

Jeg mener, at situationen i Tyskland er temmelig uholdbar. Hvis AfD deltager i drøftelser i forbindelse med en Europa–BRICS-konference, er det efter min mening prisværdigt. Det er netop dér, vejen ud af denne krise ligger. De europæiske nationer burde samarbejde med BRICS om at løse de helt presserende problemer: fattigdom, krisen i Mellemøsten og mange andre brændende spørgsmål i verden. Enhver, der angriber dette, er geopolitisk set fuldstændig blind.

Jeg tror ikke, at de tyske myndigheder vil gå så langt som til at arrestere dem. Men for eksempel var der også repræsentanter fra Wagenknecht-partiet i Moskva, og nu kører der en voldsom pressekampagne, hvor man insinuerer, at de har modtaget ulovlige penge osv. Det er efter min vurdering en ren smædekampagne uden reelt grundlag.

Hvis man forsøger at gå i dialog med det fremvoksende globale flertal – det flertal i verden, som allerede eksisterer, og hvor BRICS og SCO blot er nogle af de organisationer, det har skabt – og man så bliver dæmoniseret for det, viser det blot en form for vanvittig geopolitisk tænkning. Det afspejler en vis desperation i det etablerede system, fordi man er nødt til at erkende, at forsøget på at skabe en unipolær verden er slået fuldstændig fejl.

Vi har nu en multipolær verden, og mere end det: et spirende nyt økonomisk system baseret på suverænitet og samarbejde. BRICS-landene udvikler sig langt hurtigere end G7. At forsøge at stoppe den udvikling er efter min mening et desperat træk – toget er kørt.

Hvis der så både fra venstre- og højrefløjen er kræfter, der forsøger at afhjælpe situationen ved at tale med Kina, er det i sig selv positivt. Klingbeil, formand for SPD, rejste netop til Kina for at forsøge at rette op på den skade, som udenrigsminister Wadephul havde forvoldt. Han blev angrebet, selv om han er en ivrig atlantist. Han forsøger endda at omskrive socialdemokratiets historie ved grundlæggende at give Willy Brandt skylden for Putins angreb på Ukraine. Det viser, hvor absurd fortællingen er blevet.

For at redde sin egen politiske position tog han til Kina med en delegation af bankfolk og forsikringsselskaber. Han gentager, at det er bedre at tale med Kina end at tale om Kina. Men jeg tror ikke, han kunne lade være med at bringe de sædvanlige kontroversielle emner op, som kineserne efterhånden roligt ignorerer, fordi Kina gør mange ting rigtigt – herunder at have verdens stærkeste økonomi. Jeg mener, at tyskerne har mere brug for Kina, end Kina har brug for Tyskland.

Så jeg tror, at mange stadig sidder fast i deres gamle ideologiske fordomme og slet ikke ser potentialet i, hvad der kunne ske, hvis de simpelthen valgte samarbejde frem for konfrontation. Det globale flertal bevæger sig netop i retning af samarbejde og lægger den geopolitiske blindhed bag sig – en blindhed, som nogle europæere og visse kredse i USA stadig mener, de skal holde fast i. Men på længere sigt er det en tabt sag.

SCHLANGER:
Jeg har en sidste e-mail til dig, som jeg tror, du vil finde underholdende. Den er fra en tilhænger i Storbritannien, der skriver, at hun arbejder på et kontor i Liverpool og forsøger at finde ud af, hvordan hun kan få flere af sine kolleger til at se den ugentlige opdatering.

Hun skriver:
“Jeg ser den hver uge. Jeg fik den idé, at vi på arbejdet skulle lave et væddemål: Hvem af E3-lederne bliver den første til at forlade scenen – Macron, Starmer eller Merz? Da vi er briter, mener vi naturligvis, at Starmer bør være den første, fordi han er så dårlig. Men vi vil gerne have dig med i vores væddemål, og vi tror, at du sandsynligvis vil vælge Merz. Vi synes, det er en sjov måde at få folk til at følge den ugentlige dialog.”

Hun ville gerne fortælle dig det.

ZEPP-LAROUCHE:
Det er en virkelig sød idé, og jeg vil meget gerne være med i jeres pool. Du har helt ret – jeg sætter mine penge på Merz.

SCHLANGER:
OK, Helga, vi har været omkring meget. Jeg vil gerne slutte af med at pege på nogle kommende begivenheder, først og fremmest rundbordsdiskussionen om Venezuela i morgen – dit sidste ord om den?

ZEPP-LAROUCHE:
Du bør absolut tune ind – og tage så mange kolleger og venner med som muligt. Beslutningen om, hvorvidt USA vil gennemføre en form for dekapiteringsoperation, landinvasion eller noget i den retning, vil sandsynligvis blive truffet snart.

Vi organiserer netop sådanne paneler for at bringe alternative politiske muligheder på banen, så fornuften forhåbentlig kan få overtaget. Så deltag endelig i diskussionen i morgen.

Og naturligvis har vi, som hver uge gennem mere end to år, IPC-mødet på fredag. Jeg er ret sikker på, at vi får nogen fra VIPS med til at diskutere den overordnede strategiske situation omkring Epstein og Trump. Jeg forventer også, at professor Falk deltager og rapporterer fra det tribunal, han var med i i Tyrkiet – sammen med flere andre førende eksperter.

Så vær venlig at slutte dig til fredsbevægelsen og hjælp os med at udvide den ved at bringe flere mennesker med hver uge.

SCHLANGER:
IPC har mødtes hver eneste fredag i over to år. Som du nævnte før, talte Gershon Baskin – en fremtrædende skikkelse i den israelske fredsbevægelse – på det seneste møde. Det er reelt det eneste sted, hvor mennesker fra hele verden kan samles og føre en fornuftig dialog.

Så gå ikke glip af det. Du kan finde linket via Schiller Instituttets hjemmeside; mødet finder sted fredag kl. 11.

Med det, Helga, tak fordi du talte med os. Vi ses i morgen, på fredag – og igen i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE:
Tre gange – indtil da.

Af Stephen Brawer, formand for Belt and Road Institute i Sverige
W.E.Talk på chinanews.com

Her er linket til artiklen.

Ikke korrekturlæst

14. november 2025 — På det kinesisk-europæiske seminar om menneskerettigheder i 2025, afholdt i Madrid, Spanien, under temaet »Menneskerettigheder i den digitale intelligens’ æra«, holdt jeg en tale, hvor jeg understregede behovet for at overvinde magtbaseret geopolitik og bekræfte menneskehedens guddommelige godhed og kreative natur. For at genoprette menneskehedens værdighed og etablere et nyt grundlag for internationale relationer mellem nationer og folk er det nødvendigt at løfte dialogen over de praktiske politiske forhandlinger og hen til en dialog, hvor menneskets tankekraft, i relation til universets ordnende principper, står i centrum. Dette er uden tvivl en stor historisk udfordring, men i betragtning af at menneskehedens fremtid står på spil, er det en nødvendig og uundgåelig udfordring.

Er »jungleloven« uundgåelig i realpolitik?

Det mest almindelige argument imod at definere internationale relationer på et så højt niveau som »naturloven«, herunder menneskets godhed i kraft af dets unikke kreative tankekraft, er en direkte afvisning baseret på Aristoteles’ og Hobbes’ tankegang, der sidestiller mennesker med dyr. Denne »junglelov«-mentalitet tager udgangspunkt i antagelsen om, at mennesker ikke er gode, men derimod egoistiske og selvoptagede af natur. Derfor bliver det nødvendigt, hævdes det, at lade de stærkeste påtvinge deres magt for at opretholde orden og undgå kaos. Endnu vigtigere er det, at både Aristoteles og Hobbes benægter menneskets iboende kreative og unikke tankekraft og i stedet fastholder, at menneskelig viden er begrænset til det empirisk sanselige.

Denne nedværdigende opfattelse af mennesket er kernen i geopolitikken. De magtbalanceteorier, der historisk blev fremført af Metternich og Castlereagh, og i moderne tid af Henry Kissinger, hævder, at stabilitet i internationale relationer kun kan opretholdes gennem påberåbelse og udøvelse af overlegen magt. Imperial magt bestemmer, hvad politik skal være, og dermed reduceres retfærdighed og moral til den stærkestes vilje. Ifølge denne tankegang har moral og retfærdighed ingen plads i politik.

Den endeløse kamp om rå magt og egeninteresse eliminerer enhver mulighed for internationale relationer baseret på »menneskehedens fælles mål«. »Realpolitik« bliver grundlaget for diplomati og forhandlinger, og pragmatisme erstatter sandhed. Faktisk mødes enhver henvisning til sandhed som politisk kriterium med anklager om »fanatisme« eller »autoritarisme«. Når verdens befolkning er vidne til den igangværende debat om told, handelsbalancer, finanspolitik og valutaspørgsmål, er det naturligvis nyttigt at forhandle og opretholde diplomatiske relationer frem for at ty til våbenmagt, konflikter, regimeskift eller andre former for brutal magt. Problemet med pragmatisme er imidlertid, at den opgiver sandhedens og retfærdighedens kriterier – endda videnskabeligt gyldige principper for økonomisk politik – som uopnåelige idealer uden relevans for løsning af internationale politiske spørgsmål.

»De vises velgørenhed« i naturloven

Hvad er så dette kriterium, der går på tværs af alle civilisationer? Det underminerer ikke mangfoldigheden, men fremhæver de universelle egenskaber, der kendetegner alle mennesker og alle civilisationer, uanset oprindelse.

For at løse dette paradoks i internationale relationer på fredelig vis og undgå konflikter og krig er det nødvendigt at forstå og fremhæve princippet om »naturloven«. Naturloven er et europæisk renæssancebegreb, mest tydeligt defineret af det universelle geni Gottfried Wilhelm Leibniz. Hans politiske tænkning stod i direkte modsætning til Hobbes’ »jungleloven«. I en række essays udvikler Leibniz et retfærdighedsbegreb baseret på »de vises næstekærlighed«. Det er forbundet med et spirituelt og filosofisk begreb om menneskeheden, der fungerer i det, han kalder en »forudbestemt harmoni«, hvor menneskehedens kreative tænkning virker sammen med universets harmoniske orden.

Dette er naturloven – alternativet til »jungleloven«. Det er klart, at multipolaritet er langt at foretrække frem for en unipolær verden præget af imperialisme og dominans. Men multipolaritet, med respekt for mangfoldigheden af kulturer og nationer, må styres af evige principper, som er afgørende for en vellykket global udvikling. Naturloven er et sådant princip. Den er ikke tilfældig eller vilkårlig, men skrevet i universets udfoldende virkelighed og i menneskets relation til denne virkelighed. Historien er kompleks, men ikke uden orden og forståelighed.

Lighederne mellem Leibniz og Confucius

Leibniz’ europæiske renæssancetænkning var påfaldende lig den kinesiske tænkning hos Confucius og den endnu ældre Yi Ching (Forandringernes bog), som udtrykker harmonien mellem menneskets tænkning og naturens orden. Leibniz skrev i slutningen af sit liv dokumentet »Om kinesernes naturlige teologi«. Netop sådanne berøringsflader mellem europæisk renæssancetænkning og kinesisk kultur udgør fundamentet for at bygge bro mellem europæiske og asiatiske civilisationer i dag.

Hans skrifter om Kina, især »Afhandlingen om kinesernes naturlige teologi«, udgør stadig det bedste fundament for en dybere og mere meningsfuld bro mellem europæisk og kinesisk tankegang. På grund af sin filosofiske indstilling var han i stand til at se de ligheder, der kan forene mennesker frem for at adskille dem. Hans indsigt i lov og virkelighedens natur gav ham en unik evne til at se, hvordan civilisationer med forskellige sprog kunne forenes i skabelsens guddommelige orden og menneskehedens rolle heri. Han kaldte dette »de vises næstekærlighed« – i dag forstået som kærlighed til menneskeheden. Denne naturretslige idé er af langt højere orden end almindelig lov eller bilæggelse af tvister og handler om at definere menneskehedens fælles interesser gennem positive, fredsfremmende principper.

Vejen til forståelse og venskab i internationale relationer

At udvide denne forståelse af menneskets natur til en bredere social kontekst af civilisationer og nationer er en enorm udfordring. I øjeblikket er verden dybt splittet. Dette fører til en farlig »kold krig«-lignende situation eller i værste fald til en ny verdenskrig. På den ene side den unipolære verden, hvor Europa og USA håber at fastholde global dominans baseret på liberal ideologi og fri markedsøkonomi – den gamle verden med kolonialisme, kulturel arrogance og etnisk overlegenhed, drevet af Hobbes’ »jungleloven«. Den er ved at bryde sammen, men vestlige ledere klamrer sig stadig til den som »et skib af tåber«. På den anden side opstår nye alliancer som BRIKS og SCO. Sammen med Kinas Bælte og Vej Initiativ, Globale Udviklings Initiativ, Globale Sikkerheds Initiativ, Globale Civilisations Initiativ og senest Globale Governance Initiative former de en ny retning for internationale relationer – baseret på fred, udvikling og respekt for national suverænitet. Disse to retninger er i deres natur uforenelige.

Dette er den rette ramme for at forstå naturloven. Problemet i dag er, at den europæiske tankegang i vid udstrækning har forladt og endda afvist Leibniz’ idéverden og i stedet følger Hobbes’ »jungleloven«. For at overvinde de farer, verden står overfor, må vi genindføre Leibniz’ tankegang. Heri ligger muligheden for forståelse – og venskab – i internationale relationer. I denne sammenhæng kan ideen om naturlov få nyt liv og lede verden mod »et fællesskab for en fælles fremtid for menneskeheden«. Global Governance Initiative kan bidrage til at skabe frugtbar dialog og dybere forståelse mellem kulturer.

Menneskeheden står i dag ikke blot over for udfordringen med at undgå krig og konflikt, men i endnu højere grad over for behovet for at forstå den højere orden, hvori virkeligheden udfolder sig – den kausalitet, der former begivenhedernes forløb. Det er ikke blot mekaniske tilfældigheder, der skaber fremtiden. Det vil kræve hårdt arbejde og dyb refleksion at omdefinere menneskelige relationer i dette lys. Men det er vejen til ægte lykke, succes og friheden til endelig at undslippe geopolitisk og pragmatisk slaveri.

Stephen Brawers profil:
Stephen Brawer er formand for Belt and Road Institute i Sverige og Distinguished Research Fellow ved Guangdong Institute for International Strategies.

Redaktør: Xue Lingqiao

KØBENHAVN — Ahmed Abu Amsha, koordinator for Gaza-afdelingen i Edward Said National Institute of Music, opfordrede alle musikere til at stemme kammertonen til A=432 Hz for at støtte Palæstina i en Facebook-video med 102.000 visninger [dato ukendt]. Dette er universets og naturens stemning, sagde han, som er nødvendig for at genvinde vores menneskelighed. I den skriftlige tekst, der ledsager videoen, skrev han: “Jeg bærer fred på strengene på mit instrument [guitaren], jeg underviser i musik midt i ødelæggelsen, fordi jeg tror, at kunst er liv, og det er vores stemme i denne ødelæggelse. På dette tidspunkt besluttede vi at stemme et dusin af vores instrumenter til 432 Hz som et symbolsk tegn … sammen med befolkningen i Gaza og alle musikere, der lever under bombardementer … Stå sammen med os. Lad os holde musikken i live, trods alle odds.” Han opfordrede musikere til ikke kun at stemme til 432 Hz, men også at bekendtgøre, at de gjorde det for at stå sammen med Palæstina. Se Facebook-reelen her: https://www.facebook.com/reel/694700270274568

Schiller Instituttet indledte for årtier siden kampagnen for »Verdis kammertone« på A=432, som fik støtte fra mange sangere og instrumentalister over hele verden, herunder Danmark. Guiseppi Verdi var drivkraften bag et lovforslag, der blev vedtaget i det italienske parlament, om at stemme orkestret til A=432, som er det naturlige niveau for stemmerne, i modsætning til den højere og højere stemning i nyere tid. Et lydeksperiment, som Schiller Instituttet iværksatte med violinisten Norbert Brainins Stradivarius-violin, viste, at A=432 også er det mest klangfulde niveau for de gamle instrumenter.

EIR News‘ interview med Dr. Gershon Baskin om våbenhvilen i Gaza og vejen til varig fred, som først blev bragt den 14. november 2025 på IPC, er nu lagt ud på EIR‘s YouTube-platform. I denne dybdegående 28 minutter lange samtale, ledet af Gerald Belsky fra EIR, diskuterer den berømte israelske fredsforkæmper og forhandler Dr. Gershon Baskin, meddirektør for Alliance for Two States; Mellemøsten-direktør for International Communities Organization – arkitekten bag Gilad Shalit-udvekslingen i 2011 og en central figur bag kulisserne, der forbinder Trumps forhandler Steve Witkoff med Hamas-repræsentanter – hvordan den nuværende våbenhvile i Gaza blev opnået, og hvad der skal ske herefter for at den kan vare ved. Nøglepunkterne omfatter:

• Præsident Trumps afgørende indgriben, der blev muliggjort af regionalt samarbejde og USA’s lederskab inden for humanitær koordinering og multinational fredsbevaring;
• Den absolutte nødvendighed af storstilet økonomisk udvikling og genopbygning i Gaza – i overensstemmelse med principperne i Oase-planen – for at skabe håb og overvinde årtiers gensidig mistillid.
• Hvorfor fælles infrastrukturprojekter, der involverer Israel, Den Palæstinensiske Myndighed, arabiske stater, USA og Kina, udgør den mest realistiske vej frem.
• Den rolle, Qatar kan spille i at bygge bro mellem USA og Kina, og hvorfor udelukkelse af BRIKS-landene ville underminere Abraham-aftalerne og den regionale velstand.
• Marwan Barghoutis mulige løsladelse: Baskins langvarige støtte til dette, bekymringer om Barghoutis tilstand efter år med hård behandling og vigtigheden af frie palæstinensiske valg.
• En-stats- vs. to-stats-realiteter: Hvorfor kun gensidig anerkendelse af hvert folks ret til national selvbestemmelse kan fungere.
• Baskins positive reaktion på det westfalske princip om »den andens fordel« og Nicolaus af Cusas tilgang til at løse modsætninger på et højere plan.

Her udtrykker en af Israels mest erfarne forhandlere stærk tilslutning til den udviklingsorienterede ramme for samarbejde mellem stormagter, som EIR og LaRouche-bevægelsen har kæmpet for i årtier.

Abonner på EIR News for strategisk efterretning og løsningsorienteret analyse.

af Marcia Merry Baker

17. november 2025 (EIRNS) – I går, den 16. november, ankom {USS Gerald R. Ford}, Amerikas største hangarskib, til Caribien. Samme dag udsendte den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio en erklæring, hvori han erklærede Venezuelas præsident Nicolás Maduro for at være leder af en udenlandsk terrororganisation, Cartel de los Soles. Dette sætter to ting på plads for et forestående angreb. Amerikanske militære aktiver er nu i fuld beredskab i regionen, herunder 15.000 soldater, 12 destroyere og flere kampfly. Den amerikanske legalitet er nu på plads, så hvis USA angriber Venezuela til søs eller på land under påskud af at angribe en udenlandsk terrorist eller gruppe, vil Washington erklære sine handlinger for lovlige. Dette er især baseret på de lovbestemmelser og praksis, som Washington ensidigt har hævdet siden 9/11.

Det er sandt, at præsident Trump i går fortalte journalister, at USA »muligvis vil have nogle drøftelser« med Maduro, og at »Venezuela gerne vil tale… Jeg vil tale med hvem som helst. Vi får se, hvad der sker.« Hvad skal det betyde?

Faren for en optrapning til militær handling mod Venezuela er en umiddelbar bekymring blandt en række konfliktområder og heftige konflikter i verden, hvor den dybeste kløft er skellet mellem de lande i den Globale Majoritet med deres stræben efter infrastruktur og økonomisk udvikling og de alliancer i det Globale Nord af »gamle imperier« med deres krav om dominans og undertrykkelse af udvikling.

EIR er vært for et hastemøde torsdag den 20. november om den farlige situation i Caribien med ekspertdiskussioner om de strategiske og regionale situationer, herunder foreslåede løsninger for området og halvkuglen. Som det fremgår af invitationen, »har USA ingen grund til at frygte BVI [Bælte- og Vej-Initiativet] og BRIKS, men bør i stedet samarbejde med dem om at opbygge disse store projekter. Denne tilgang kunne hurtigt udvikle hele den caribiske region og stoppe den reelle narkohandel og de dermed forbundne migrationsproblemer, som kun vil blive forværret af et angreb på Venezuela.«

Lederen af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, opfordrede i dag, i sin gennemgang af krisen i Caribien og andre kriser, alle til at mobilisere sig for at forstå, hvad der foregår, og at der findes løsninger. »Resultatet af alt dette afhænger ikke mindst af vores energiske indgriben for at skabe et niveau af fornuft, som i det store og hele synes at mangle, i hvert fald hvad angår vestlig politik.«

Baggrunden, hvori konfrontationen i Caribien er blevet pisket op, er, at både under Trump- og Biden-administrationerne og før dem har amerikanske styrker og hemmelige aktioner bevæget sig gennem land efter land på den vestlige halvkugle for at blokere økonomisk uafhængighed og udvikling, især når disse lande samarbejdede med Kina og også Rusland om økonomiske og videnskabelige projekter.

I Mexico blev der for eksempel den 15. november iscenesat en operation mod regeringen i Mexico City, hvor internationale medier brugte voldelige handlinger, der blev iværksat af en mindre gruppe maskerede unge mod slutningen af en »march«, der blev præsenteret som en anti-regeringsprotest fra »Gen Z«, til at fremstille videoer og medieberetninger over hele verden, hvor de proklamerede, at de unge i Mexico protesterede mod regeringens manglende indsats mod narkohandlere. Hvad  der skete var ikke som beskrevet i pressen, men snarere en klassisk taktik, der i vid udstrækning var organiseret af udenlandske interesser med det formål at destabilisere Mexico.

Den mexicanske præsident Claudia Sheinbaum frembragte imidlertid på sin morgenpressekonference to dage før marchen en ekspert, der gav pressen detaljer om de ansvarlige netværk. I ugevis blev sociale medier og andre midler, hovedsageligt fra udlandet, sat ind, centreret omkring Atlas Foundation og andre radikale netværk med tilknytning til London, der er dokumenteret som værende bag andre beskidte operationer i Central- og Sydamerika. De stod for eksempel bag Dilma Rousseffs afsættelse og indsættelsen af Jair Bolsonaro som præsident i Brasilien. I Venezuela støtter de samme netværk i øjeblikket Nobelprisvinderen Maria Corina Machado som den kommende leder af den forventede amerikansk militærinstallerede regering.

Et eksempel på, at disse mørke operationer i går fik et tilbageslag, er valget i Ecuador. I flere måneder har amerikanske embedsmænd besøgt landet, herunder indenrigsminister Kristi Noem og højtstående amerikanske militærkommandører, for at fremme idéen om, at USA bør få lov til at åbne en militærbase i Ecuador – hvilket i øjeblikket er forbudt ifølge den ecuadorianske forfatning – og ellers påtvinge landet handelsbetingelser, der svarer til plyndring af nationen. Præsident Daniel Noboa hilste den amerikanske indblanding i Ecuadors suverænitet velkommen, i overensstemmelse med sin personlige oligarkiske baggrund. Men Ecuadors vælgere nedstemte i går med over 60 % et forslag, der ville have ændret gældende lovgivning for at tillade en udenlandsk militærbase, og de nedstemte også andre nationstruende forslag.

På den globale dagsorden er genopbygningen af Gaza, med henblik på fuld udvikling i hele det sydvestlige Asien, en prioritet. I aften blev den af USA fremsatte resolution om Washingtons plan for fortsat administration og genopbygning vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd med 13 stemmer for og 0 imod, mens Rusland og Kina undlod at stemme. I taler efter afstemningen udtrykte Kinas repræsentant dyb skuffelse over, at der hidtil ikke har været samarbejde mellem nationerne, især i FN’s Sikkerhedsråd, men Kina undlod at stemme af hensyn til den skrøbelige situation i Gaza og nødvendigheden af at opretholde en våbenhvile.

The USS Gerald R. Ford Carrier Strike Group. Credit: U.S. Navy photo by Mass Communication Specialist 3rd Class Jacob Mattingly

af Dennis Small

16. november 2025 (EIRNS) —EIR afholder en hasterundbordsdialog torsdag den 20. november fra kl. 11 til 13 (ET) om emnet ‘Præsident Trump: Gør det ikke! En alternativ amerikansk politik for Caribien.»

Mens en magtfuld amerikansk militærstyrke samles i Caribien — herunder hangarskibsgruppen USS Gerald R. Ford samt fælles militærmanøvrer med Trinidad og Tobago fra 16. til 21. november — meddelte den amerikanske krigsminister, Pete Hegseth, i et indlæg på sociale medier den 13. november, at Trump-administrationen ikke kun søger et regimeskifte mod Nicolás Maduros regering i Venezuela, men at hele »den vestlige halvkugle er Amerikas nabolag – og vi vil beskytte det.« Den falske begrundelse for denne farlige overtrædelse af international ret er angiveligt at »stoppe narkohandlen.«

Præsident Donald Trump har modtaget skarpe advarsler fra USA’s venner om, at hvis han godkender militær handling mod Venezuela, som udenrigsminister Marco Rubio og andre højlydt foreslår, vil han blive trukket ind i endnu en »evig« krig, ligesom i Afghanistan, men i større skala. Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS) udsendte den 5. november en erklæring, der advarede:

“Vi er dybt bekymrede over, hvor USA synes at være på vej hen i sin Venezuela-politik, og opfordrer Dem til at kræve, at efterretningstjenesten giver Dem en klar, ufiltreret ›sandhed til magten‹-analyse….

»At flyve blindt ind i en uprovokeret krig mod en latinamerikansk regering, selv en der er svækket af år med amerikanske ›maksimale pres‹-sanktioner, risikerer en brand, der kan trække Rusland ind i konflikten og giver nul sandsynlighed for etablering af en legitim, pro-amerikansk efterfølgerregering…

«Vi har set dette før – under adskillige efterretnings- og udenrigspolitiske fiaskoer, herunder de falske beskyldninger om masseødelæggelsesvåben i Irak. Og vi husker de katastrofale konsekvenser for landet og dets ledere.

Den 25. oktober udsendte ti tidligere stats- og regeringschefer fra de caribiske nationer Antigua og Barbuda, Belize, Barbados, Dominica, Grenada, Guyana, Jamaica, St. Lucia og Trinidad og Tobago en fælles erklæring med titlen “Our Caribbean space: A Zone of Peace on Land, Sea & Airspace Where the Rule of Law Prevails” (Vores caribiske rum: En zone med fred på land, til søs og i luften, hvor retsstatsprincippet hersker).

I erklæringen »føler de sig forpligtet til at opfordre til en tilbagetrækning af militær oprustning for at undgå enhver forringelse af freden, stabiliteten og udviklingen i vores regionale område, som kan trække regionen ind i konflikter, som vi ikke selv har skabt.« De tilføjede, at »CARICOM-regeringerne gennem lang tid har søgt og reageret positivt på samarbejdsaftaler om bekæmpelse af disse skadelige aktiviteter [f.eks. narkohandel], men i overensstemmelse med vores suverænitet, international ret og iboende rettigheder.«

Der er også bredere globale implikationer af denne krise, der rækker langt ud over Caribien. Vi er ved at glide ned i en international junglelov. Washington har erklæret, at det modsætter sig Kinas Bælte- og Vej-Initiativet (BVI) og BRIKS, som nationerne i det Globale Syd finder attraktive, fordi Kina faktisk hjælper dem med at opbygge infrastruktur – hvilket Wall Street, City of London og IMF ikke gør. Men USA har ingen grund til at frygte BVI og BRIKS og bør i stedet samarbejde med dem om at opbygge disse store projekter. Denne tilgang kunne hurtigt udvikle hele det caribiske område og stoppe den reelle narkohandel og de dermed forbundne migrationsproblemer, som kun vil blive forværret af et angreb på Venezuela.

Executive Intelligence Review (EIR) afholder en hasterundbordsdiskussion om denne krise og foreslåede løsninger med fremtrædende internationale eksperter, herunder:

Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), chefredaktør for EIR

Diego Sequera (Venezuela), forsker og klummeskribent for misionverdad.com

Donald Ramotar (Guyana), tidligere præsident for Guyana

Ray McGovern (USA), tidligere CIA-analytiker, medstifter af Veteran Intelligence Professions for Sanity (VIPS)

Beto Almeida (Brasilien), direktør for Telesur; rådgivende udvalg, Brazilian Press Association

Dennis Small (USA), EIR iberoamerikansk redaktør

Kommentatorer: Morella Barreto López (Venezuela), historiker og venezuelansk diplomat; Diane Sare (USA), tidligere kandidat til det amerikanske senat fra New York

Rundbordsdiskussionen afholdes torsdag den 20. november kl. 11.00 ET. Der vil være simultantolkning til spansk, fransk og tysk på Zoom, og det vil blive streamet live på YouTube. Zoom-link for alle sprog: https://us02web.zoom.us/j/83970099378?pwd=gnkehtnTURSZS4A0Y2T4DeWaIRDwfI.1

Credit: Wikimedia Commons | Licensoplysninger

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Hej alle sammen! Velkommen til den Internationale Fredskoalition, og tak fordi I er her. Dette er vores 128. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres moderator sammen med Dennis Speed. Vi kommer direkte fra en meget inspirerende og stærk konference i Paris, som vi vil høre mere om i dag. Men der sker også dramatiske forandringer i verden – udviklinger, der bringer os helt tæt på en potentiel atomkonflikt, herunder et næsten-kapringsforsøg på et kampfly udført af ukrainere for at provokere en krig. Situationen er intens, og vi dykker ned i den senere.

Tag gerne et øjeblik til at dele invitationen eller linket med venner, familie og organisationer for at hjælpe med at udvide denne proces. Dette forum samler mennesker fra hele verden, fra mange forskellige filosofier, religioner, sprog og nationer. Uanset forskelle er vi forenet i én mission: at skabe ægte fred og kæmpe for sandheden. Tak til alle, der har været med længe – og velkommen til de nye. Præsenter jer gerne i diskussionen; vi vil meget gerne høre fra jer.

Lad os begynde med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tak, og hej til jer alle. Dagens rapport er, som så ofte, blandet. På den ene side bevæger verden sig hurtigt i retning af fred, et nyt paradigme og mere samarbejde. Du nævnte allerede den fantastiske konference i Paris i weekenden – en dybt optimistisk begivenhed med mange unge mennesker fra hele verden, fast besluttede på at sikre, at menneskehedens fremtid bygger på fred. Samtidig ser vi en massiv bevægelse for at fremskynde opbygningen af det nye paradigme, bl.a. med Shanghai Cooperation Organization, som har flere vigtige møder på vej. Der er ingen grund til fortvivlelse.

Men vi må heller ikke blive selvtilfredse, for vanviddet i dele af det etablerede system eskalerer. Et af de mest presserende områder er udviklingen i Caribien. Den amerikanske forsvarsminister Hegseth sagde, at militæret nu udfører ordrer, som præsident Trump har givet. Trump mødtes for nylig med de øverste militærledere, som præsenterede ham for forskellige “muligheder”. Jeg vil ikke gå i detaljer nu – vi har to personer her, der er langt bedre kvalificerede: præsident Ramotar og Ray McGovern, en af grundlæggerne af VIPS (Veteran Intelligence Professionals for Sanity), som netop har skrevet et vigtigt memorandum til præsident Trump og advarer ham om, at der ikke findes nogen gode muligheder. De vil gennemgå det, så jeg går videre.

Situationen i Ukraine fortsætter med at være alvorlig. Anastasia nævnte anklagen fra den russiske udenrigsefterretningstjeneste om, at Ukraine havde forsøgt at kapre et russisk fly som led i en provokation, der kunne være endt katastrofalt. Heldigvis skete det ikke. Det er også værd at notere udenrigsminister Rubios bemærkning om, at de vestlige våben, der sendes til Ukraine, “normalt destrueres efter en uge”. Man kaster altså enorme mængder dollars, euro og andre valutaer ned i et bundløst hul. Dette kan ikke fortsætte længe, især i lyset af Ruslands fortsatte fremrykninger. Antallet af desertører stiger til et niveau, hvor det er tydeligt, at dette ikke kan fortsætte meget længere.

Der er flere andre bekymrende udviklinger. Den russiske repræsentant i Wien, Mikhail Ulyanov, klagede for nylig over, at selv om der netop har været et møde om traktaten om det omfattende atomprøvestop, har man ikke sagt ét ord om præsident Trumps meget vage og let misforståelige udtalelser om, at USA vil genoptage atomprøvesprængninger. Det er uklart, om han mener atomvåbenprøvesprængninger, raketprøver eller noget andet.

I Tyskland fortsætter krigshysteriet desværre ufortrødent. Koalitionsregeringen har netop fremlagt planer om værnepligt for mænd, hvis antallet af frivillige ikke er tilstrækkeligt, og man arbejder på en endnu ikke defineret procedure for at “fylde op”. Kvinder vil indtil videre være frivillige, men det er et ekstremt skridt i retning af krigsforberedelse. En ny meningsmåling viser, at 80 % af de unge er imod værnepligt. På fredsrådets møde samme weekend som vores konference i Paris var der stor bekymring for, hvordan man mobiliserer unge og gør dem opmærksomme på, at planen reelt er at gøre dem til kanonføde i en umulig krig mod Rusland.

Man forsøger at tiltrække unge med en løn på 2.390 euro om måneden samt diverse privilegier såsom gratis kørekort. Dette skaber forståeligt nok utilfredshed blandt professionelle soldater, som kun tjener 50 % mere for et helt år i tjeneste.

En særligt bekymrende udvikling, som jeg vil trække frem her i IPC, er den protestantiske kirkes synode i Dresden. De har netop udsendt et memorandum, hvor de fuldt ud støtter Koalitionen af Villiges militære linje, bakker op om brug af vold som sidste udvej, støtter værnepligt for begge køn og endda brugen af atomvåben, hvis det anses for “politisk nødvendigt”. De taler om en “retfærdig fred”, som i en atomalder har en helt anden betydning end hos Augustin.

Dette står i skarp kontrast til erklæringen fra dele af den katolske kirke, Justitia et Pax, fra 2019, som utvetydigt fordømmer selv besiddelsen af atomvåben – for slet ikke at tale om atomafskrækkelse – samt pave Frans’ stærke fordømmelse i Hiroshima. Dette kræver efter min mening en klar intervention. Vi bør også evaluere, hvor vi står med vores mobilisering omkring fader Burys brev og appellen om at kanonisere og frikende Nikolaus af Cusa.

Der foregår desuden en intens hjernevask af den tyske befolkning gennem diskussioner om en såkaldt Spannungspfeil – en “spændingstilstand” som et forberedende skridt til krigserklæring. Alt dette fremstår skræddersyet til at piske befolkningen op i hysteri over en forestående krig med Rusland.

Jeg bør også nævne en temmelig ildevarslende begivenhed: Udenrigsministeriet har slettet et tillæg i en bog om NATO-øvelsen Able Archer fra 1983, hvor 50 sider er blevet fjernet. Den nye udgave udkom først i begyndelsen af dette år. Det drejer sig om et afsnit, hvor det diskuteres, at den daværende Sovjetunionen under Able Archer-manøvren tilsyneladende udviklede den opfattelse, at USA ikke blot stræbte efter militær overlegenhed, men potentielt kunne gennemføre et atomangreb under dække af en rutinemæssig øvelse. Hvorfor skulle Udenrigsministeriet gøre sig den ulejlighed at fjerne dette fra en officiel publikation? Det kræver uden tvivl nærmere undersøgelser.

Situationen i Mellemøsten er fortsat fuldstændig katastrofal – en rædsel uden ophør. I Gaza fortsætter drabene, og kun en brøkdel af den humanitære hjælp, Israel officielt har accepteret, når faktisk frem. Egypten forsøger at etablere en større konference, som endnu ikke er annonceret, men situationen er fortsat akut og livstruende. På Vestbredden rapporteres der om vold og drab begået af israelske bosættere mod palæstinensere, herunder mange børn. Selv præsident Herzog og IDF’s øverstbefalende har udtrykt dyb bekymring over udviklingen. Situationen er ekstremt spændt, og alt for mange liv går tabt. Det er en gennemgribende tragedie.

Vi bør også holde nøje øje med Stillehavsområdet. Den nye japanske premierminister, Takaichi, kom – på trods af nogle tidlige tegn på en mulig mere balanceret kurs – med stærkt provokerende udtalelser om Taiwan, som blev meget dårligt modtaget i Kina. Det kinesiske udenrigsministerium indkaldte den japanske ambassadør og kaldte udtalelserne en åbenlys indblanding i Kinas indre anliggender. Dette sker i en tid, hvor enkelte amerikanske tænketanke åbent drøfter idéen om en krig mellem USA og Kina “hellere før end senere”, under henvisning til Kinas fortsatte fremgang. Det er ikke noget, præsident Trump selv har sagt, men ideerne cirkulerer – og de bør tages alvorligt som indikatorer på det strategiske klima.

For at opsummere: Vi må intensivere vores mobilisering. Lige nu hænger Damokles’ sværd over hele verden. De vestlige økonomier er i elendig forfatning – de europæiske nærmer sig kollaps. Frankrig er i en tilstand af opløsning, og Tyskland er i frit fald. Endnu værre: “alting-boblen” fungerer som en heliosfære, hvor kombinationen af AI-boblen og dens militære dimension til sammen kan detonere hele situationen når som helst. Vi er nødt til aktivt at trække verden ind i et nyt paradigme. Det er netop derfor, vi nu skal høre de øvrige rapporter. Det var, hvad jeg ønskede at sige indledningsvis.

[Re Q fra Carolina om, hvordan man inspirerer befolkningen i Latinamerika til et højere niveau]
Jeg tror, nøglen er at hjælpe mennesker til at forstå, hvad det vil sige at være statsborger. I mange lande, som ikke er republikker, har befolkningen en oplevelse af, at de ikke kan ændre noget; at beslutningerne træffes af regeringen og andre magtcentre, og at de selv står uden indflydelse. Det kan være sandt, hvis man bliver i den mentale position – men hvis man begynder at alliere sig med ligesindede og samtidig udvikler sig til mere end en undersåt, som i det britiske imperium (hvor alle er “subjects”), og i stedet stræber efter at blive en kompetent statsborger, forandres alt. Derfor er Daily Alert så afgørende. Som Dennis sagde, var Lyndon LaRouches hensigt med EIR netop at gøre det muligt for mennesker overalt i verden at blive statsborgere i denne dybere forstand.

Hvorfor er det vigtigt? I har alle oplevet det: En begivenhed finder sted, og forskellige mennesker tolker den fuldstændigt forskelligt. For nogle er det positivt; for andre katastrofalt. Hvorfor? Fordi man bedømmer ud fra forskellige aksiomatiske antagelser. Det er kernen i god efterretningsanalyse. LaRouche demonstrerede dette igen og igen. Hvis man ser gamle videoer, vil man bemærke, at han næsten aldrig svarede direkte på et spørgsmål. Spurgte nogen om vejret i morgen, gav han et foredrag om vejrsystemer, klima-cykler og galaktiske bevægelsers indflydelse. Pointen er, at han lærte en metode: at forstå forudsætningerne bag enhver vurdering.

Et simpelt eksempel: et aksiom om menneskets natur. Hvis du mener, mennesket er godt af natur, drager du bestemte konklusioner; mener du, at mennesket er ondt af natur, drager du helt andre – ud fra den samme begivenhed. Derfor er målet at blive en uafhængig tænker, som ser igennem fortællingerne og ned til det aksiomatiske grundlag, de hviler på. Man skal lære at være bevidst om, hvordan man læser, hvordan man absorberer information, og hvordan man identificerer de processer, der genererer de såkaldte begivenheder – i stedet for at tage dem for givet.

Til syvende og sidst bør man stræbe efter at være som Ray McGovern: en analytiker, der ser noget nyt og omgående placerer det i en større historisk, strategisk, kulturel og politisk ramme. Sådan får man en helt anden forståelse.

Kort sagt: Vi kommer kun ud af dette, hvis et stort antal mennesker beslutter sig for ikke at forblive magtesløse, men siger: “Jeg vil blive statsborger. Jeg vil lære at tænke som en præsident, som en minister, som en kompetent ekspert. Jeg vil engagere mig i livslang læring.” Oligarkier fungerer kun, hvis store masser tror, de ikke kan gøre noget. Når store masser bliver kvalificerede, forsvinder oligarkiet – og republikanske strukturer tager dets plads. Der er ingen genvej. Man må engagere sig i livslang læring – og det er, i sig selv, en glædelig proces.

[Afsluttende bemærkninger]

Jeg vil gerne understrege to initiativer, vi har i fokus:

1. Nicholas of Cusa-initiativet:
   Tag denne pakke, som lægges i chatten, og send den til så mange kirker, moskeer, synagoger, præster, imamer, rabbinere og andre religiøse repræsentanter som muligt. Religion bør i sagens natur være en fredskraft. Når institutioner som EKD glider ind i krigslejren, er det dybt bekymrende, fordi det kan påvirke millioner og sprede en farlig multiplikatoreffekt. Del pakken, vend tilbage med reaktioner, og arranger flere møder, diskussioner og interreligiøse dialoger. Sæt gang i samtalen.

2. Den internationale ungdomsdag 14. december:
   Det er præcis én måned fra i dag. Gør det til jeres mission at få mindst én, to eller flere unge mennesker til at deltage. Der er ingen aldersgrænse – selv hvis du var 110, kunne du stadig bringe unge med ind i processen.

DENNIS SPEED: Ja, ligesom Amelia Boynton Robinson, der sandsynligvis var så gammel!

11. november 2025 (EIRNS) 

I en udvikling, der understreger potentialet for en betydelig intellektuel forandring inden for Den Europæiske Union, bragte Rådet for Den Europæiske Unions bibliotek et essay af den tidligere italienske generalmajor og politiske analytiker Giorgio Spagnol med titlen »A Brave New World: United States, Russia, China, India … and Europe« i sin officielle Think Tank Review fra oktober 2025. Artiklen blev offentliggjort den 17. september 2025 på Det Europæiske Institut for Internationale Relationers hjemmeside i Bruxelles (), afspejler mange af Schiller-Instituttets idéer og er værd at læse. EU’s Think Tank Review er en månedlig udvælgelse af analyser, der er udformet til at forme EU-politikeres tankegang og tydeliggøre, hvilke idéer der anses for vigtige.

Spagnols hovedtese er, at vi er ved afslutningen af det vestlige overherredømme. Efter fem århundreders vestlig dominans går verden ind i en ny æra, hvor Asien, anført af Kina og Indien, genvinder sin historiske centralitet med henvisning til den gamle Silkevej. Det unipolære øjeblik efter 1991 var en strategisk fejlberegning fra USA’s (og dermed også Europas) side, hvor stræben efter kontrol gennem NATO-udvidelse, sanktioner og militære interventioner har undergravet Vestens legitimitet i det globale Syds øjne.

Spagnol fremhæver BRICS-udvidelsen, det uddybede samarbejde inden for Shanghai Cooperation Organization (SCO) og den symbolske betydning af Putin-Xi-Modi-topmødet den 31. august–1. september på SCO-topmødet i Tianjin, Kina. Der er en grundlæggende omlægning af den globale magt, hvor afdollarisering og nye handelsnetværk omformer det internationale system. Europa må genoverveje sin orientering eller risikere at blive marginaliseret.

Offentliggørelsen af Spagnols essay i et officielt EU-forum er et tegn på, at nogle europæiske politikere er begyndt at erkende behovet for en strategisk drejning mod det globale Syd, som Schiller-Instituttet har opfordret til. Giorgio Spagnol er også medlem af Det Internationale Institut for Humanitær Ret (IIHL), tidligere direktør for operationer i Den Europæiske Union (EUDO) og tidligere direktør for Post Conflict Operations Study Center (PCOSC). [mr_]

af Marcia Merry Baker (EIRNS) — 13. november 2025

Eksperter fra ti lande, der repræsenterer 40 % af verdens befolkning, blev den 12. november enige om teksten til et »udkast til handlingsplan for multilateralt handels- og økonomisk samarbejde« for femårsperioden 2026-2030. Repræsentanterne for medlemslandene i Shanghai Cooperation Organization (SCO) mødtes via videokonference i tre dage i denne uge, ledet af Rusland, som er vært for SCO Heads of Government Council i Moskva i næste uge, den 17.-18. november, hvor aftalen om at gennemføre aftalerne vil blive underskrevet. Dette møde følger SCO’s standardprotokol fra de seneste år, hvor en »vurdering af gennemførelsen« følger efter det årlige SCO-topmøde for statschefer, som i år fandt sted i Tianjin, Kina, den 31. august til 1. september, som begyndelsen på en ekstraordinær uge med en række møder mellem nationale ledere, der søger fælles interesser inden for udvikling.

Derfor er næste uges møde i Moskva, som vil blive beværtet af den russiske premierminister Mikhail Mishustin, det seneste udtryk for dynamikken i at iværksætte fælles gavnlige tiltag, som kan føre menneskeheden fremad til hidtil usete områder af fremskridt. SCO, der har base i Eurasien, har relationer til nationer på alle kontinenter gennem bilaterale bånd, gennem BRIKS og andre konstellationer. De ti SCO-medlemslande er Kina, Indien, Rusland, Hviderusland, Iran, Usbekistan, Tadsjikistan, Kirgisistan, Kasakhstan og Pakistan. SCO-sekretariatet, der har base i Kina, bekræftede den 12. november sine forberedelser til fælles SCO-opfølgning.

Et andet bemærkelsesværdigt initiativ er, at det fælles kommuniké, der i dag er udsendt af udenrigsministrene i Egypten og Tyrkiet efter deres møde i Ankara, indeholder en fælles opfordring til internationalt samarbejde om genopbygningen af Gaza, hvorom Kairo vil være vært for en konference i de kommende uger.

Den umiddelbare og alvorlige trussel mod disse positive initiativer og det vigtige økonomiske diplomati, der er forbundet hermed, kommer fra de transatlantiske netværk, især fra London, der diskuterer brugen af atomvåben som »en mulighed« og ellers presser på for militarisering – via Ukraine mod Rusland, ved at støtte Netanyahu i Sydvestasien og nu af USA i den vestlige halvkugle.

Den fælles erklæring fra G7-udenrigsministrene efter deres møde i Canada den 12. november var en liste over aggressive geopolitiske punkter. Et eksempel: De lovede at holde Indo-Stillehavsområdet »frit« med hensyn til Taiwan-strædet, Det Østkinesiske Hav osv. Den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio fremsatte ligeledes den ene aggressive påstand efter den anden i sin lange udveksling med journalister, da han forlod Hamilton, Ontario. Han forsvarede for eksempel den amerikanske militære oprustning i Caribien som USA’s ret til at træffe de foranstaltninger, landet anser for nødvendige for USA’s sikkerhed, herunder at bombe skibe på havet. Han fordømte især den venezuelanske regering under præsident Nicolás Maduro som »ulovlig« og en »narkotikahandelsorganisation«. Selvom det ikke er bekræftet, forlyder det, at præsident Donald Trump den 12. november fik forelagt muligheder for et direkte angreb på Venezuela af sine militære rådgivere.

I mellemtiden fortsætter spændingerne og faren på grund af Trump-administrationens lakoniske udtalelser om, at USA vil genoptage »test af vores atomare kapacitet«, som Rubio udtrykte det den 12. november.

Hvor er verdens protester? Det rapporteres, at der var en højlydt tavshed om dette emne på denne uges møde i den 65. session af Forberedelseskommissionen for Organisationen for traktaten om  omfattende forbud mod Atomprøvesprængninger (CTBTO). CTBTO’s Forberedelseskommission blev grundlagt i 1996 og har til opgave at fremme overholdelsen af verdensomspændende kontrol med atomvåben, selv før de træder i kraft. Men ingen på denne uges møde nævnte overhovedet Washingtons holdning ved navn! …

Mobiliser for at slå alarm om den atomare trussel og bane vejen for fred. Deltag i den Internationale Fredskoalition, hvis næste møde på Zoom er fredag den 14. november kl. 17

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition. I dag er det den 12. november 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Helga, i løbet af den sidste uge har der været en bemærkelsesværdig stigning i idéer, der tidligere er blevet introduceret af Lyndon LaRouche, dig selv og LaRouche-bevægelsen. Vi talte i sidste uge om pave Leo XIV’s diskussion af kardinal Nicholas af Cusa og hans videnskabelige, filosofiske udvikling af metoden med modsætningernes sammenfald, som blev introduceret af Nicholas i midten af det 15. århundrede og genoplivet af dig seks århundreder senere. Også bemærkelsesværdigt er interessen for Beringsstrædet-tunnelen, som blev et diskussionspunkt omkring mødet mellem Putin og Trump. Dette er selvfølgelig den type store projekt, som Lyndon LaRouche og man længe har været tilhængere af som grundlag for fredeligt samarbejde.

I sidste weekend var der en konference i Paris, der tog fat på nødvendigheden af at skabe en international ungdomsbevægelse med hovedfokus på udviklingen i Afrika. Kan du give os din vurdering af, hvorfor det var nødvendigt at afholde denne konference, og hvordan den forløb?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det var nødvendigt, fordi jeg mener, at verden skal gå i en anden retning – eller i det mindste skal dele af verden gå i en anden retning. Modsætningernes sammenfald som et nyt paradigme for internationale relationer er på bordet, men desværre modsætter de vestlige lande sig samarbejde med den Globale Majoritet og forhindrer på den måde fremkomsten af et nyt system. Så hele idéen er, at verdens unge – de unge i det Globale Syd, men også de unge i Europa og USA – skal tage en meget stærkere rolle i lederskabet, fordi det er deres fremtid. Jeg mener, at de såkaldte »eliter« i den vestlige verden, der nu er i en krigsglad tilstand, som vi ikke har set siden 1930’erne, ikke har ret til at ødelægge de unges fremtid.

Så vi havde denne fantastiske konference i Paris, og jeg kan kun opfordre alle vores lyttere og seere til at tage sig tid til at besøge Schiller Instituttets hjemmeside:
https://schillerinstitute.com/blog/2025/11/07/live-nov-8-9-international-conference-the-emancipation-of-africa-and-the-world-majority-a-challenge-for-europe/

Der vil du finde – måske ikke umiddelbart på alle sprog, men helt sikkert på engelsk og snart også på tysk, fransk og spansk – denne konference, som var en ekstraordinær begivenhed. Der var talere fra bogstaveligt talt alle kontinenter undtagen Australien, og mange unge mennesker. Vi havde to dage med meget intensive præsentationer om strategisk tænkning, dialog, og især de unge gik på gaden i Paris for at organisere flere unge mennesker. Alle kom tilbage fuldstændig begejstrede; der var mange beretninger om kammeratskab og følelser af broderskab, bare total glæde over, at de unge ikke er så tynget af alle deres forfædres fordomme og forbrydelser fra fortiden, så de kan kommunikere på en helt anden måde.

Denne konference var den tredje af Schiller Instituttets internationale konferencer i år. Den første fandt sted i New Jersey i USA, den anden i Berlin, Tyskland, og nu den tredje i Paris, Frankrig. Hvis man ser på forløbet af disse konferencer, vil jeg sige, at det er en virkelig sjælden, hvis ikke hidtil uset, tæthed af begreber og dialog på et meget højt niveau. Jeg synes, folk bør gå ind på Schillers hjemmeside og bruge lidt tid der. Alle har lidt fritid om aftenen eller i weekenden. Eller læs artiklerne, læs talerne, for de præsenterede ikke kun en strategisk vurdering fra forskellige landes perspektiver, men indeholdt også dybdegående forskning om idéernes historie i hele verden – i Europa, men også i Kina, Latinamerika og Afrika. Det var simpelthen en rigdom af idéer. Naturligvis havde vi smuk musik; vi havde to koncerter og mange andre forestillinger. Det var simpelthen meget rigt.

SCHLANGER: Fra hvad jeg har set på videoerne, er de meget gode og meget provokerende.
Vi har det første spørgsmål fra en person i Cameroun om konferencen. Hun skrev: »Jeg kunne ikke komme til konferencen, men blev inspireret af at se videoerne og se noget af det på YouTube. Hvilke planer har man for at følge op på dette? Og kan man stille nogle talere til rådighed, hvis vi arrangerer denne type begivenhed i mit land?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, vi kan; ikke én taler, men mange. Man kan have talere fra hele vores internationale bevægelse og vores kontakter, som jeg tror bliver mere og mere begejstrede for denne mulighed for at opbygge et internationalt partnerskab mellem verdensborgere – mennesker, der betragter det som deres første identitet at være verdensborgere. Derfor skal man ikke være chauvinist, ikke være nationalist og sige »Mit land først«, men først og fremmest være verdensborger. Men det må ikke være i modstrid med at være patriot i dit eget land, forudsat at man definerer sin nationale interesse i sammenhæng med den ene menneskeheds interesser.

Vores næste planer er, at vi gerne vil have en international Zoom-konference for unge, sandsynligvis i december. Derefter forhåbentlig snart igen fysiske konferencer, men grundlaget for dette vil være online. Så hvis man har konkrete forslag, så kontakt vores arrangører, og vi vil hjælpe med at arrangere en konference. Uanset hvilket emne du ønsker at diskutere, er jeg helt sikker på, at vi kan hjælpe dig.

SCHLANGER: Hun skrev også: »Jeg ved fra din hjemmeside, at man har planer for det meste af verden, så jeg er sikker på, at der er noget, der er relevant for mennesker i mit land.«

Det næste spørgsmål kommer fra en langvarig kontakt, der siger: »Harley, jeg hørte dig sige i går, at lederne i Europa har til hensigt at fortsætte krigen mod Rusland og Ukraine. Kan du spørge Madame LaRouche for mig, hvad de håber at opnå ved at fortsætte dette meningsløse blodbad?«

Der var et andet lignende spørgsmål fra en person, der identificerer sig som en ukrainer i eksil. Han spørger: »Ved hjælp af hvilken trolddom forbliver V. Zelenskyj ved magten?«

ZEPP-LAROUCHE: Tja, hvis man leder efter den britiske rolle i enhver form for spionage eller trolddom, vil man finde noget. Men jeg og mange andre mennesker, også fra andre lande, har virkelig svært ved at forstå, hvad der foregår i hovedet på de mennesker, der presser på for denne militarisering og konfrontation. De tyske medier for eksempel; hvis man læser nogle af overskrifterne fra de sidste par dage: »Rusland kan angribe i morgen!« »Rusland vil angribe med det samme!« De mere moderate siger, at det vil ske om tre år. Men det er helt vanvittigt: Der er ingen som helst beviser for, at Rusland har til hensigt at gøre dette.

Mange militæreksperter med de højeste kvalifikationer har påpeget, at Rusland hverken har en grund til det – for hvorfor skulle de angribe, når de allerede har det største land i verden? De har 11 tidszoner; de har 150 millioner indbyggere, hvilket er meget tyndt befolket. Hvis man har 11 tidszoner og kun 150 millioner indbyggere, har man ikke brug for nyt territorium. De har alle råstoffer på planeten; de har brug for udenlandske investeringer, men de har ikke brug for mere territorium. Hvorfor skulle de erobre Tyskland, som slet ikke har nogen råstoffer? Jeg siger bare, at det ikke giver mening.

Jeg tror, det har noget at gøre med et helt andet motiv, nemlig at de etablissementer i de lande, der presser på for at fortsætte krigen, har investeret så meget i NATO’s fortælling, at de ikke kan tænke længere. De kan ikke tænke, og de kan ikke se de forandringer, der er sket. Virkeligheden er, at Rusland ikke kan besejres militært. Glem det! Det er en atommagt, og de har det teknologiske forspring inden for våben, atomvåben, hypersoniske våben og ubådsvåben som Poseidon. De har Oreshnik, de har Burevestnik; det er hypersoniske våben, som ikke kan besejres, fordi de er atomdrevne, manøvredygtige og ikke har en ballistisk bane. Så idéen om, at man kan besejre den stærkeste atommagt på planeten, er bare vanvid.

Se så på den tyske økonomi. Man har hr. Merz, der er medlem af den såkaldte Koalition af Villige. Hvad kan den tyske økonomi gøre, når den skal håndtere denne regerings totalt dumme og inkompetente økonomiske politik? IFO-instituttet, et førende økonomisk institut med base i München, har netop udgivet en rapport, der siger, at den tyske industri er i krise, at repræsentanterne for de forskellige brancher er så desperate og demoraliserede, at de bare ser deres land og deres industri falde fra hinanden uden at gøre noget, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Hele den tyske økonomi er ved at bryde sammen. Der vil ikke ske nogen militarisering, for man kan ikke få en militarisering til at bringe en krympende, sammenbrudt økonomi op på niveau med økonomier som Kinas; glem det!

Europa er allerede isoleret. Det er meget farligt, fordi de sammen med krigshøgene i Trump-administrationen, som desværre også er ret aktive, kan skabe en global katastrofe, men de kan ikke vinde. Så jeg tror, det er en form for vanvid, der har grebet disse mennesker. De skylder åbenbart deres karrierer, deres privilegier, hele deres position til en fortælling, der var forkert. Det var idéen om, at man efter afslutningen af den kolde krig kunne have en unipolær verden domineret af NATO-landene. Det er klart ikke tilfældet, for NATO er også ved at bryde sammen. Det ser måske ikke sådan ud, men hvis økonomierne i NATO-landene bryder sammen, hvad kan man så gøre? På samme måde er EU i færd med at gå i opløsning. Så det er fuldstændig vanvid; det bedste, der kan ske, er, at mange borgere i disse lande slutter sig til os og foreslår, at vi ændrer retning og tilpasser os den ændrede strategiske situation, som er, at vi i stedet for konfrontation samarbejder med landene i den Globale Majoritet.

SCHLANGER: Man kan se vanviddet og desperationen i nogle af de forslag, der kommer fra Storbritannien. Det ene er en artikel, der taler om vigtigheden af at gå i krig mod Venezuela, så USA kan pumpe enorme mængder olie fra Venezuela for at få prisen ned og skade Rusland. Det andet forslag var idéen om grundlæggende at indhegne Rusland ved at lukke Østersøen. Der var britiske soldater, der faktisk øvede sig i at borde skibe i Estland. Så spørgsmålet, der kom ind om dette, var: »Hvordan kan briterne stadig fremstå som førende, når deres økonomi er i ruiner?« Denne person skrev, at han vil vædde på, at den britiske økonomi er værre end den tyske økonomi. Jeg ved ikke, om du vil diskutere det, men der er helt klart tale om en fejlberegning på alle fronter her.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at briternes rolle er ved at blive krystalklar. Ikke nok med at man hele tiden har disse scenarier, enten i form af nuklear risikovillighed over Krim eller nu en landinvasion i Venezuela for at begynde at eksportere Venezuelas olie for at ødelægge Rusland. Folk husker måske filmen »Dr. Strangelove«; det er den slags tankegang, hvor folk sidder i en bunker og finder på skøre idéer til, hvordan man kan herske over verden. Jeg tror, at briternes rolle er blevet så åbenlys, at jeg ikke forudser en god fremtid.

Når folk først begynder at samle historien om det Britiske Imperium, ser det måske ikke så godt ud for dem. Jeg tror, at stemningen er ved at ændre sig, fordi briterne – som ikke længere har noget imperium – stadig foregiver at herske over verden gennem Commonwealth, gennem IMF, Verdensbanken og nu i stigende grad gennem AI og det militærindustrielle kompleks. Det er en boble, og der er ingen reel fysisk økonomi til at bakke den op. Så jeg tror, at jo mere disse desperado-scenarier bliver fremmet, jo mere inviterer briterne resten af verden til at fortælle historien om kolonialismen i Afrika, i Indien, opiumskrigene mod Kina. Desværre går det helt frem til i dag, så måske er det det, der forårsager en sådan reaktion.

SCHLANGER: Vi fik en besked fra vores ven Helen i Smolensk, der sagde, at hun ikke så konferencen lørdag aften, fordi de ikke havde internet på grund af Ukraines droneangreb mod Rusland. Så det er værd at bemærke. Smolensk ligger tæt på grænsen til Hviderusland.

Der er mange spørgsmål om økonomien, men der er et spørgsmål fra en tilhænger i Schweiz, der deltog i et møde, jeg holdt lørdag. Han siger: »Tidligere var Lyndon LaRouche fortaler for gældsbomben, annullering af gæld, frem for sparepolitik eller redningspakker. Hvorfor opfordrer du ikke til dette igen som en måde at fjerne de korrupte centralbankchefer?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, Lyndon LaRouche nogensinde har opfordret til gældsbomben. Faktisk har han altid foreslået en ordnet reorganisering, og så fortolkede Wall Street nogle af forslagene i denne retning som gældsbomben, men sådan var det ikke. Da præsident López Portillo i Mexico i 1982 bad min mand om at komme til Mexico for at hjælpe ham med at forsvare den mexicanske økonomi mod kapitalflugten fra pesoen, tog vi faktisk til Mexico. Lyndon LaRouche skrev ikke kun et program til forsvar for Mexico, men for hele Latinamerika, som blev kaldt Operation Juárez. Derefter begyndte López Portillo at gennemføre dette program.

Den 1. september 1982 begyndte han at indføre kapitalkontrol for at forhindre kapitalflugten. Jeg husker det meget godt, for samme dag havde min mand og vi et møde i Frankfurt med ledelsen i en førende bank. Mens vi stod der og bød hinanden velkommen, stormede den vigtigste valutahandler ind i lokalet og sagde: »Åh, gældsbomben! Gældsbomben! Vi er færdige! Vi er færdige!« Vi smilede og sagde: »Nej, bare rolig. Det er ikke gældsbomben, det er et forslag om en ordnet omlægning af gælden.«

Hvis du husker, havde de latinamerikanske lande på det tidspunkt en udenlandsk gæld på omkring 200 milliarder dollars, hvilket er peanuts sammenlignet med i dag, men på det tidspunkt var det meget. Det, min mand foreslog, var at omlægge gælden, omdanne kortfristet højrentegæld til langfristet kredit med lav rente og bruge den kredit til investeringer i realøkonomien og på den måde skabe en reel økonomisk motor, der kunne løfte økonomierne og dermed gøre det muligt at afbetale gælden over en længere periode. Så det ville have æret gælden, bortset fra at det ville have gjort det muligt for økonomierne at gøre det ved at opbygge den fysiske økonomi.

Naturligvis frygtede Wall Street, at de ville miste deres højtforrentede, hurtige pengemaskine, og derfor kaldte de det en »gældsbombe«. Men vi har aldrig foreslået en gældsbombe; det vil vi gerne gøre klart, for hvis man erklærer en gældsbombe uden en positiv idé om, hvordan man omlægger den, kan man skabe totalt kaos. Hvad ville man vinde ved det? Man har et sammenbrud af alting. Jeg tror ikke, det ville være en god idé.

Jeg tror, det ville være en god idé, at man har en diskussion om de fire love fra Lyndon LaRouche. Den første er at genindføre Glass-Steagall på globalt plan og nationalisere bankerne i alle lande; oprette en nationalbank som sted for udstedelse af nye kreditter; derefter skabe samarbejde mellem disse nationalbanker, der udgør et nyt kreditsystem. Det er i det væsentlige, hvad BRIKS-landene og SCO gør i øjeblikket. Og Vesten ville gøre klogt i blot at antyde, at de ønsker at samarbejde og omorganisere den altomfattende boble, der er ved at blive fuldstændig uhåndterlig.

Hvis man ikke gør det, jeg taler om nu, er der fare for en ukontrolleret eksplosion, der vil vælte hele verdensøkonomien og meget andet med den.

SCHLANGER: Jeg er meget tilfreds med dit svar, for det er stort set det, jeg sagde til ham – at medmindre man har et alternativt system, skal man ikke bare sprænge ting i luften.

Her er et spørgsmål til dig fra en tilflyttet newyorker – jeg gætter på, at det er en person, der tidligere boede i New York. Hun siger: »Helga, hvad er dine tanker om vores nyvalgte borgmester Mamdani? Er han en Obama-type, eller kan han være en reel forandringsagent?«

ZEPP-LAROUCHE: Det ved jeg ikke endnu. Det ser meget lovende ud, men det gjorde Obama også, og Bernie Sanders så lovende ud i begyndelsen. Så jeg ved det ikke. Det afhænger af mange faktorer, men jeg tror også, det afhænger af, at borgerne holder ham i skak, så at sige. For det, han siger, lyder meget godt; jeg synes også, det er meget interessant, at han fik mange jødiske stemmer. New York har mange jødiske vælgere. Man kan allerede se, at ADL er gået i panik. De har opfordret til et blokvagtsystem for at rapportere om Mamdani, hvilket er utroligt.

Så jeg tror, der er gode udsigter til håb, men han bliver selvfølgelig borgmester i New York fra 1. januar, og hvis han vil gennemføre det, han har lovet, vil han få en stor kamp med Wall Street – som jo ligger i New York. Det er en stor opgave, og det kræver meget støtte, hvis han mener det alvorligt, og det vil kræve en stor mobilisering af borgere over hele verden for at sikre, at det er den forandring, som folk ønsker. Så når der er en ny kandidat, som man har grund til at håbe på, vil jeg altid give ham fordelen af tvivlen, men det bliver ikke let.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål, som jeg fandt ganske interessant, fra en podcaster i Storbritannien. Han siger: »Jeg har svært ved at placere jer [LaRouche-bevægelsen] på venstre-højre-skalaen. Jeg ved, at det ikke er sådan, tingene fungerer, men her er mit problem. Hvor passer Kina ind? Er det stadig kommunistisk? Du siger, at det er et eksempel for udviklingslande, og det har bestemt været en succes. Men hvordan vil du beskrive deres økonomiske system? Det er vigtigt, fordi det virker, og folk vil gerne vide det.«

ZEPP-LAROUCHE: Deres system består af meget forskellige elementer, som repræsenterer den kinesiske civilisation. Det ligner ikke Sovjetunionen; det er baseret på Konfucius og lægger vægt på at forbedre befolkningens moralske kapacitet og deres evne til at leve et godt liv gennem dygd. Deres økonomi er meget kreditbaseret og fokuseret på innovation og teknologiske fremskridt. Det ligner Alexander Hamiltons økonomiske system for USA, senere uddybet af Henry C. Carey og Friedrich List, som fremhævede forskellen mellem det amerikanske økonomiske system og det britiske. Det amerikanske system var dedikeret til borgernes udvikling og kreativitet, den eneste egentlige kilde til rigdom. Det britiske system derimod fokuserer på frihandel og kontrol over handel, ikke på befolkningens udvikling. Det er den gamle Margaret Thatcher-formel: »Køb billigt, sælg dyrt«, og profitten ligger på marginen, suppleret med derivater og spekulation.

Set på denne måde går Kina absolut i retning af Hamilton, Carey og List. Jeg mener, at opdelingen i højre og venstre altid har været meningsløs. Det er meget mere hensigtsmæssigt at skelne mellem kræfter, der arbejder for udvikling og det fælles bedste, og kræfter, der er oligarkiske. Ud fra dette synspunkt er Kina progressivt og orienteret mod det fælles gode. Folk i Kina er meget lykkeligere end folk i Europa og sandsynligvis også end folk i USA. For mig er det afgørende, om et land styres godt eller dårligt, og befolkningens lykke er målestokken.

SCHLANGER: Der er endnu et spørgsmål, som jeg også fandt interessant. Det er lige kommet ind. Det er fra en person, der identificerer sig som ung. Han siger: »Jeg har hørt fru LaRouche tale en del om Konfucius. Jeg har ingen idé om, hvor jeg skal begynde at studere Confucius. Kan hun give mig nogle råd?«

ZEPP-LAROUCHE: Der findes flere bøger af Confucius; de er svære at læse, fordi de ikke er rigtig udviklede – hvordan skal jeg sige det? Bare læs dem; det er mere som kortere beskrivelser af etisk adfærd. Men du får en god indgang. Så er der nogle meget gode biografier og historiske studier og naturligvis mange akademiske artikler. Jeg tror, det bedste er at gå til EIR-arkivet, skrive »Confucius« i søgemaskinen og tage udgangspunkt i det. Det er altid en god måde at starte på.

SCHLANGER: Jeg synes, det er vigtigt, for hvis man taler med amerikanere og spørger dem, om de har læst Hamilton, vil de sige, at de heller ikke forstår sproget. Det kræver bare, at man kaster sig ud i det.

Der vil være endnu et møde i Den Internationale Fredskoalition på fredag. Dette er blevet en stadig vigtigere institution for reel dialog. Hvad er planerne for denne uge, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er sikker på, at der vil være rapportering fra konferencen i Paris, for det var et klart forsøg på at imødegå krigsfaren med en udvidet fredsbevægelse ved at skabe et nyt paradigme baseret på Cusa-idéen om modsætningernes sammenfald, som har mange ekkoer i disse fredsforslag, såsom Xi Jinpings Global Governance Initiative, den westfalske fred og så videre.

Jeg er sikker på, at der også vil være en rapport om den forfærdelige situation i Mellemøsten, fordi der er en anneksion af Vestbredden i gang. Naturligvis er den humanitære hjælp, der kommer ind i Gaza, minimal; der er fare for en opdeling af Gaza. Det seneste, som jeg skal verificere, er, at jeg så en fotokopi af et brev underskrevet af Donald Trump fra Det Hvide Hus til den israelske præsident Herzog, hvor han kræver frifindelse af Netanyahu – med officielle stempler og alting. Nogle gange er man målløs over den slags ting. Det vil helt sikkert være et stort emne.

Jeg tror også, at vi vil diskutere situationen i og omkring Venezuela og de neokonservative bestræbelser i Trump-administrationen på at danne en anti-BRIKS, anti-Lula, anti-Kina-alliance i Latinamerika omkring udviklingen i Venezuela. Og jeg kan allerede nu meddele, at vi på vores EIR-platform, som vi er i gang med at udvide og som vil indeholde mange live-interviews, planlægger et særligt seminar om situationen i Venezuela. Gå ind på vores hjemmeside og hold øje med det, for vi har samlet nogle af de bedste eksperter. VIPS – Veteran Intelligence Professionals for Sanity – har skrevet et presserende notat til præsident Trump om ikke at gå ind i denne invasion af Venezuela, fordi der ikke er nogen god mulighed for USA at komme ud af det. Så det vil også være et stort emne.

SCHLANGER: Der er et andet spørgsmål, der kom ind, da du først begyndte at diskutere dette om Gaza. Trump lovede, at der ville ske en anneksion af Vestbredden. Spørgsmålet er: »Tror du, at Trump vil gøre noget for at stoppe det, når bosættelsesbevægelsen omkring Netanyahu allerede tager mere og mere land?«

ZEPP-LAROUCHE: Hvis det brev, jeg nævnte, er sandt, har han måske indgået en aftale, hvor han gør noget, men jeg er ikke særlig håbefuld. Jeg tror, at Trump i øjeblikket er omgivet af mange elementer i sin administration, der er mere på linje med den tidligere Biden-administration end med Trumps intentioner, da han begyndte sin anden periode. Jeg kan kun håbe, at de bedre elementer i hans administration går i offensiven og sikrer, at han kan fuldføre det, han ønskede at gøre, da han tiltrådte i januar. Lige nu ser det meget farligt ud.

SCHLANGER: Tak, Helga, fordi du var med i dag. Vi ses på fredag. I mellemtiden synes jeg, folk bør gå ind på hjemmesiden schillerinstitute.com og se nogle af reportagerne fra konferencen i Paris. Jeg tror, det vil være meget inspirerende for folk.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, gør det og vær med!

Ordstyrer:

• Sébastien PERIMONY

Talere:

• Jacques CHEMINADE – formand for Solidarité et Progrès (Frankrig)
• Vores kandidater til lovgivende forsamlinger med Solidarité et Progrès (Frankrig)
• Diane SARE – aktivist i LaRouche-organisationen. Tidligere kandidat til det amerikanske senat i staten New York (USA)

Jacques Cheminade vil opfordre til mobilisering mod den militær-finansielle besættelse af Frankrig sammen med vores kandidater til lovgivende forsamlinger og Diane Sare, tidligere kandidat til det amerikanske senat. I deres taler og under en spørgerunde med publikum vil de tage fat på dette væsentlige spørgsmål: Hvordan kan vi »reagere på folkets opråb« og den uro, der i dag er ved at opstå i form af massestrejker i Frankrig og andre steder?

Jacques Cheminade har fornylig udgivet sin selvbiografi med titlen, Svar på folkets opråb.

Dennis Speed EIRNS

11. november 2025

»Politikkens indhold er den metode, hvormed den udformes.« Det var ideen om statsmandskunst, som Lyndon LaRouche, grundlægger af Executive Intelligence Review og medstifter af Schiller Instituttet, forfægtede. Spørgsmålet om metode i statsmandskunst var emnet for en to-dages konference, som Schiller Instituttet netop har afholdt i Paris. Konferencen, ledet af Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, og Jacques Cheminade, tidligere fransk præsidentkandidat og formand for Solidarité et Progrès (Solidaritet og Fremskridt), havde titlen: »Afrikas og den Globale Majoritet frigørelse, en udfordring for Europa.« (Konferencen kan ses på Schiller Instituttets hjemmeside: 

Hvorfor blev det afrikanske kontinents selvudvikling valgt som fokus for drøftelserne i Paris for de internationale deltagere, hvoraf mange var unge mennesker, herunder fra flere afrikanske nationer, på trods af det stigende potentiale for atomkrig mellem NATO og Rusland, på trods af den voksende panik over det truende finansielle sammenbrud i det håbløst bankerotte transatlantiske system, på trods af affolkningen af Gaza og den fortsatte ødelæggelse i Sudan og flere andre steder?

For at forstå dette må man sammenligne to taler, holdt den 9. november. Den ene var af Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier. Den anden var af Schiller Instituttets grundlægger og formand, Helga Zepp-LaRouche. Under påskud af at mindes »betydningen af datoen 9. november i tysk historie – i 1918 (den tyske kejsers abdikation og proklamationen af Weimar-republikken), 1938 (begyndelsen på Krystalnatten/« Natten med de knuste ruder” mod Tysklands jødiske befolkning og deres forskellige etablissementer) og 1989 (Berlinmurens fald) – valgte den tyske præsident Steinmeier at puste til frygten ved at hævde, at der havde været en stigning i antisemitismen siden Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023. Hans udtalelser førte til opfordringer til forfatningsmæssige forbud mod nye tyske politiske partier og andre former for censur – frygtens politik.

Heldigvis for den aktuelle historie er der mennesker som faktisk forstår den klassiske kunstners rolle i den universelle historie og dermed digteren Friedrich Schillers rolle i Tyskland – herunder i begivenhederne den 9. november 1989. I stedet for frygtens politik fremmanede Helga Zepp-LaRouche i en tale til et publikum i Paris til digteren Friedrich Schillers liv, værk og levende tilstedeværelse.

Jeg kan kun råde jer til at læse Schiller. Schiller er, bortset fra LaRouche og Cusa og Platon og nogle andre, en af de vigtigste, fordi han kom til den konklusion, at mennesker i hans tid allerede var barbariske. Han sagde: Hvorfor er vi stadig barbarer? Han sagde, at den vigtigste opgave i vores tid – altså hans tid – er at udvikle Empfindungsvermögen. Jeg har aldrig fundet en god engelsk oversættelse, for hvis man bare siger ›medfølelse‹ eller ›empati‹, fanger det ikke helt betydningen. Hvad Schiller mente med Empfindungsvermögen, er, at man har mulighed for at uddanne sin sjæl og sit sind på en sådan måde, at man er i stand til at absorbere verden på en altomfattende måde og føle medfølelse for hele verden; hvilket betyder alt. Det betyder ikke kun medfølelse eller empati for mennesker, der lider; det betyder også at være i stand til altid at tage imod alt, hvad der sker i verden, i dit hjerte og dit sind. Det fanger stadig ikke helt betydningen, men det er mere end ordet empati. …”

Dette er idéen, der straks må blive grundlaget og metoden for international politik. Dette er sjælen i ideen om at »fremme den almene velfærd«, som er indeholdt i præamblen til den amerikanske forfatning.

Schiller, født den 10. november 1759, var ud over at være en stor historiker og dramatiker også Tysklands største digter. Komponisten Ludwig van Beethovens Niende symfoni er en bearbejdelse af ånden og en del af teksten i Schillers digt, An Die Freude (Ode til glæden). Under den store forandring i 1989, der kulminerede i det pludselige, mirakuløse fald af Berlinmuren den 9. november, »med de regeredes samtykke«, som havde stået i mere end 27 år ved verdens farligste grænsekontrol, var den niende symfoni ikke »revolutionens soundtrack«. Den niende symfoni – hele kompositionen, ikke kun fjerde sats – var legemliggørelsen af idéen om håb, håb om en bedre menneskehed, der vælger, som dem der væltede Berlinmuren, at fortjene den frihed, der ifølge den Amerikanske Uafhængighedserklæring er »begavet af deres Skaber med visse umistelige rettigheder«.

Retten til selvudvikling, især for unge, såsom de stadig levende børn i Gaza, de 600 millioner afrikanske unge under 19 år i dag og de 1,2 milliarder afrikanske unge under 25 år, der vil være her om 25 år, er politikken. Schillers mission, at menneskeheden udvikler den Empfindungsvermögen, der er nødvendig for en sådan selvudvikling, er den metode, hvormed denne politik ville blive gennemført. At garantere denne ret gennem oprettelsen af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som Zepp-LaRouche diskuterer i sine Ti Principper, og en ihærdig kampagne på verdensplan blandt unge for dette formål, herunder arbejde i nationale valgkampagner og andre processer, hvor det er relevant, er den umiddelbare opgave, der ligger foran os.

Credit: Author of the Thirty Years’ War, Fredrich Schiller, painting by Wilhelm von Kaulbach.

Dennis Small EIRNS

 9. november 2025

Oprettelsen af en international ungdomsbevægelse organiseret omkring Lyndon H. LaRouches banebrydende idé var det centrale emne på den anden dag af konferencen i Paris den 8.-9. november, som blev arrangeret i samarbejde mellem Schiller Instituttet og det franske parti Solidaritet og Fremskridt. Som det fremgik af invitationen til arrangementet, var den intensive, heldags kadreskole udformet »til de unge og mest motiverede blandt jer«. Hvad er den fysiske økonomi, og hvorfor skal vi studere og undervise i den? Hvad betyder en kultur med liv og opdagelse? Hvordan kan vi gøre det muligt for alle at udvikle deres kreativitet og bruge den som et redskab til det fælles bedste? Hvad kunne en kultur af skønhed og sandhed være?”

Grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, havde stillet udfordringen i sin tale dagen før, den 8. november, ved begyndelsen af dagens tredje panel, hvis tema var: »Unge fra hele verden for fred og gensidig udvikling.«

”Så jeg tror, at behovet for at skabe en ny international ungdomsbevægelse er mere påkrævet end nogensinde før,” begyndte Zepp-LaRouche, ”for det er meget klart, at vi, set i et historisk perspektiv, er nået til et punkt, hvor historikere, hvis vi overlever denne periode, vil se tilbage og sige, at det var netop nu, at beslutningen om at ændre systemet eller ikke overleve skulle træffes. For aldrig før i historien har der været en situation, hvor hele civilisationen stod på spil”.

Hun understregede det centrale strategiske spørgsmål: ”Så længe vi opretholder denne geopolitiske konfrontation mellem NATO på den ene side og Rusland, Kina og muligvis andre lande, såsom Iran og Nordkorea, sidder vi på en komplet krudttønde”, som endda kunne bringe verden på randen af en atomkrig.

”Men hvis man ser på verden som helhed, ønsker man ikke en geopolitisk konkurrence om indflydelse i Afrika mellem Vesten og Kina. Det er netop det, man ikke ønsker. Hvad man ønsker er en samarbejdsbaseret tilgang, der inkluderer ligeværdige partnere fra afrikanske nationer.”

For at italesætte denne krise forklarede Zepp-LaRouche: “Det vi tilbyder er en plan om at opbygge en international ungdomsbevægelse i Afrika og i så mange lande som muligt. At vi vil opbygge ungdomsbevægelser overalt, hvor vi kan, i Asien, i Latinamerika… At vi derefter vil perfektionere denne plan for industrialiseringen af Afrika og naturligvis også i Latinamerika. Og så går vi til industrierne [i Vesten] og fortæller dem, at dette er de muligheder, de bør investere i.”

Zepp-LaRouche forklarede, at en sådan tilgang er i både det såkaldte Vestens og den Globale Majoritets interesse. »Hvis Europa besluttede at industrialisere Afrika sammen med Kina og måske Rusland, Indien, Indonesien, Japan og Brasilien, kunne det lade sig gøre. Vi kunne hurtigt ændre retningen.«

Hun konkluderede: »Så det er virkelig min udfordring til jer, at I alle slutter jer til denne bevægelse, nu, på stedet, og forpligter jer til at være en del af den.«

Helga Zepp-LaRouche addresses the Nov. 8-9 Paris conference. Credit: Schiller Institute.

Ikke korrekturlæst

8. november 2025 (EIRNS) – Her er talen, som Schiller-Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, holdt ved konferencen i Paris den 8. november:

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil gerne tale til jer om den nye verdensøkonomiske orden baseret på princippet coincidentia oppositorum – modsætningernes sammenfald. Jeg må begynde med følgende: En institution ved navn Economic Society for Westphalia and Lippe har sammen med en jury bestående af personligheder fra politik og erhvervsliv – herunder Sigmar Gabriel, Cem Özdemir, Friedrich Merz og Frank-Walter Steinmeier – besluttet at tildele NATO den Westfalske Fredspris for 2026. Begrundelsen er NATOs vedvarende fredsarbejde. Prisen er på 100.000 euro og skal deles med en ungdomsorganisation ved navn socioMovens, som har til opgave at bringe en vestligt orienteret ungdomskultur til Østeuropa. Det er altså en af de typiske NGO’er, der forsøger at forberede farverevolutioner og lignende. Hvis man vil være sarkastisk, kunne man sige, at NATO har akut brug for pengene for at blive klar til krig – for det er de åbenbart ikke.

Næste år skal der være en stor fest i rådhuset i Münster for at fejre den Westfalske Fred. Jeg ved ikke, om man forstår, hvor perverteret og fuldstændig på hovedet denne tilgang er. Derfor foreslår jeg, at Westfalens og Lippes økonomiske selskab tildeles George Orwell-prisen i 2026. Mange af jer kender George Orwell. Han skrev flere bøger, hvoraf den mest berømte nok er 1984, der beskriver den absolutte dobbelttale og Newspeak, hvorfra man har skabt begrebet dobbelttænkning som et nyt ord for løgn og manipulation gennem sproget. Så hedder for eksempel i 1984 Ministeriet for Tortur »Ministeriet for Kærlighed«. Ministeriet for Løgne og Propaganda hedder »Ministeriet for Sandhed«. Ministeriet for Sultstyring kaldes »Ministeriet for Overflod«. Og så videre. Den åbenlyse overtrumfning af Goebbels, som en sådan tilgang frembringer, kan man se i argumenterne for beslutningen om at give denne pris til NATO: den ansvarlige støtte til Ukraine, at NATO koordinerer hjælpen i overensstemmelse med international lovgivning i solidaritet, men uden selv at blive en del af konflikten.

Dette er helt utroligt, fordi det strider mod den officielle NATO-fortælling, der insisterer på, at alle, der taler om Ukraine, skal indlede deres tale med sætningen: »Ruslands uprovokerede, ulovlige angrebskrig.« Dette er åbenbart et af de absolutte dobbelttydige udtryk, som vi ikke længere bør tolerere. Enhver med historisk hukommelse vil huske de løfter, der blev givet i forbindelse med den tyske genforening og afslutningen på den kolde krig, da udenrigsminister James Baker og Hans-Dietrich Genscher lovede Gorbatjov og Sjevardnadze, at NATO ikke ville rykke »en tomme mod øst«. Det, der fulgte, var fem udvidelser af NATO mod øst – nu seks, efter at Sverige og Finland er tiltrådt – uden at spørge befolkningerne, om de var enige. Så nu er det 1.000 km mod øst plus det løse. Vi har altså en fuldgyldig Cubakrise i omvendt retning.

Hvis man har fulgt begivenhederne i de sidste årtier, har NATO også været et instrument til etablering af en unipolær verdensorden baseret på det anglo-amerikanske særlige forhold. Under NATOs auspicier har man haft regimeskift, farverevolutioner og interventionistiske krige i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien osv.

Når prisen skal uddeles næste år, er der ingen tvivl om, at krigen i Ukraine vil være tabt – for den er allerede tabt nu. Hvis denne dynamik ikke skal føre til en optrapning, der ender i en global atomkrig, må vi fuldstændig afvise enhver form for dobbelttydighed og radikalt ændre den vestlige tilgang til international politik. Vi er nødt til at erstatte politikken om at påføre Rusland et strategisk nederlag, for et sådant nederlag er fuldstændig umuligt. Rusland er allerede nu den stærkeste atommagt. Med deres nyeste våben – Oresjnik, Burevestnik og Poseidon – har Rusland udviklet en teknologisk militær fordel. Derfor kan det ikke besejres; men hvad der kan ske, er, at hele menneskeheden udryddes.

Ser vi på situationen i Sydvestasien, er der – trods den våbenhvile, der angiveligt trådte i kraft den 11. oktober – blevet dræbt mere end 200 mennesker og såret over 600. På blot én nat blev over 100 mennesker dræbt, heraf 46 børn. I alt er 10 % af hele den palæstinensiske befolkning blevet udryddet.

Nu skal det næste kapitel – den uprovokerede krig mod Venezuela – angiveligt begynde. Ifølge et nyt memorandum fra Veteran Intelligence Professionals for Sanity kan dette føre til forskellige grader af blodsudgydelse og potentielt et fuldstændigt oprør i hele Latinamerika mod USA – i værste fald med en konflikt med Rusland og Kina. For ikke at nævne den kommende krig med Kina, som krigsmagerne længe har drømt om.

Tager man et skridt tilbage og ser på den nuværende verden, som om man betragtede den fra Den Internationale Rumstation – eller fra et endnu højere synspunkt, hvor man kunne se verden ovenfra, hævet over rum og tid – hvilket billede af menneskeheden ville man så se? Er vi en art af uopdragne, ubehagelige småbørn – ikke alle småbørn er grimme, men nogle sparker ret godt til ens ben – som efter at have spillet Pokémon og voldelige videospil nu leger med atomraketter, indtil vi alle er døde? Eller er vi den kreative art, begavet med fornuft? Det store spørgsmål, som hele menneskeheden står overfor, er: Kan vi give os selv en international orden, der etablerer varig fred og en harmonisk udvikling af alle nationer og civilisationer på Jorden? For det er netop det, der er brug for.

Vi har – meget realistisk og praktisk – brug for en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager højde for sikkerheds- og udviklingsinteresserne for hvert eneste land på kloden. Der er en stor præcedens for det. Jacques [Cheminade] henviste til den i morges: den Westfalske Fred. I 1648 afsluttede den de 150 års religionskrige i Europa og indledte etableringen af folkeretten. Det vigtigste princip, der kom ud af den, var, at enhver fred kræver, at man altid tager hensyn til den andens legitime interesser; at man for fredens skyld erstatter had med kærlighed og tilgiver og glemmer alle de forbrydelser, den ene side har begået mod den anden – og omvendt. Den fastslog naturligvis princippet om udelelig fred. Alle disse principper er blevet overtrådt af NATO. Den fastslog princippet om suverænitet og ikke-indblanding – at hver stat har eksklusiv suverænitet over sit territorium og sine indenrigsanliggender. NATO har klart overtrådt dette, om ikke i ord, så i praksis, hvis man husker Victoria Nulands ord om, at det amerikanske udenrigsministerium alene brugte 5 milliarder dollar på NGO’er i Ukraine, hvilket banede vejen for den Orange Revolution og siden Maidan.

Den Westfalske Fred fastslog også princippet om ikke-indblanding i andre landes interne anliggender. I 20 år i Afghanistan forsøgte NATO at påtvinge vestlige værdier. I husker alle, hvad resultatet blev – mennesker, der hang ud af fly, da man forlod Kabul. NATO er identisk med princippet om interventionistiske krige; »retten til at beskytte« blev til opgivelsen af den Westfalske Fred. Kender man denne historie, er det en alvorlig fornærmelse mod europæiske og andre borgeres intelligens at give fredsprisen til NATO. Den Westfalske Fred fastslog også princippet cuius regio, eius religio, hvilket betyder, at uanset hvilket land man befinder sig i, har man ret til sin egen religion. Den garanterede for eksempel kristnes ret til at udøve deres tro offentligt i fastsatte tidsrum. Dette er også blevet krænket kontinuerligt – gennem dæmonisering af islam og af den russisk-ortodokse kirke.

Den Westfalske Fred fastslog ydermere, at alle stater – uanset størrelse eller magt – er lige under international lov. Den skabte et system af sameksisterende stater og fastsatte som præcedens princippet om diplomati til konfliktløsning, ikke krig. Den afsluttede krigen, omdefinerede de territoriale grænser i hele Europa, fjernede krigstidens handelsbarrierer, garanterede en vis grad af fri sejlads på Rhinen og skabte en ny politisk orden baseret på suveræne stater. Men vigtigst af alt: Den etablerede diplomati som vejen til at løse konflikter. Intet af det, NATO har gjort, afspejler ånden i den Westfalske Fred.

De forskellige krigsførende parter kom dengang sammen, fordi de indså, at hvis krigen fortsatte, ville der ikke være nogen tilbage til at nyde sejren, i betragtning af at allerede en tredjedel af befolkningen, husdyrene og landsbyerne var blevet ødelagt. Er det ikke endnu mere tilfældet nu end nogensinde, at hvis krigen fortsætter, vil ingen kunne nyde resultatet, fordi ingen vil overleve en global atomkrig?

For nylig ændrede den amerikanske tænketank RAND Corporation en tidligere vurdering om, at det ville være bedre at gå i krig med Kina tidligere. På grund af Kinas spektakulære fremgang måtte man forvente, at jo længere man ventede, desto større fordel ville Kina have. Den politik er nu blevet erstattet af noget, de kalder »kontrolleret rivalisering«, åbenbart fordi de indser, at toget er kørt, og at USA ikke kan vinde en krig mod Kina på dette tidspunkt. Men så konkluderer papiret, at en samarbejdende sameksistens ikke er mulig, fordi de to lande ikke har nogen fælles interesser. Det er en meget vigtig aksiomatisk antagelse, som vi må angribe. For hvis menneskeheden ikke kan komme videre end idéen om, at to lande ikke har nogen fælles interesser – at intet forener dem – så vil det logiske resultat være en tredje verdenskrig.

Derfor lægger vi så stor vægt på pave Leo XIV’s indgriben, da han i sin jubilæumstale den 25. oktober påkaldte Nikolaus af Cusa og idéen om modsætningernes sammenfald. Jeg citerer Leo XIV, der sagde:

»I en anden urolig tid, det 15. århundrede, havde Kirken en kardinal, der stadig er lidt kendt i dag. Han var en stor tænker og en tjener for enhed. Hans navn var Nikolaus, og han kom fra Kues i Tyskland, og han er kendt som Nikolaus af Cusa…«

»Mange af hans samtidige levede i frygt; andre greb til våben og forberedte nye korstog. Nicolaus valgte imidlertid fra ung alder at omgås dem, der nærede håb. [Og sammen med dem] udviklede han nye discipliner, genlæste klassikerne og vendte tilbage til kilderne. Han troede på menneskeheden. Han forstod, at der findes modsætninger, som må holdes sammen; at Gud er et mysterium, og at det, der står i spænding, finder enhed. Nicolaus vidste, at han ikke vidste, og kom dermed til stadig dybere forståelse af virkeligheden.«

For dem, der kender kirkens historie, er dette en absolut revolutionerende udtalelse, for der findes to traditioner i den katolske kirke. Den ene kan kaldes den fundamentalistiske fraktion: dem, der hævder, at alene Bibelen giver viden om, hvad Jesus Kristus og kristendommen handler om. Den anden, den augustinske tradition, hævder, at der ikke er nogen modsætning mellem tro og videnskab. Jeg hævder, at al fremgang i Europas historie inden for videnskab og kunst stammer fra den sidstnævnte traditions indflydelse, mens den første har virket som en hindring; det er disse mennesker, der har ført os ud i korstog, religionskrige og nogle af menneskehedens mørkeste kapitler. Nicolaus af Kues blev sat på indeks efter Tridentinerkoncilet: Man måtte ikke læse hans skrifter eller rose hans arbejde. Det varede længe, og som følge heraf blev Nicolaus af Cusa, trods sin helt fremtrædende rolle i skabelsen af den italienske højrenæssance, i praksis sat ud af spillet. Nogle kendte hans bøger – i enkelte klostre havde man manuskripter – men det var ikke et almindeligt diskussionsemne.

Så sent som i begyndelsen af 1990’erne rejste jeg til Brasilien, til en by i det sydvestlige Brasilien – Anápolis. Der mødte jeg en hel dominikanerorden. Det blev til en stor session om Cusa, fordi de vidste, at jeg gjorde mig til talskvinde for ham. De medbragte bøger og sagde: »Nej, det er kætteri! Han hører ikke til i Kirken.« Vi havde en lang diskussion på flere timer, hvor de gjorde meget for at overbevise mig og få mig til at opgive dette »kætteri«. Det lykkedes dem naturligvis ikke.

At paven nu indtager denne holdning, har ikke blot den betydning, jeg netop har nævnt; det angår også Kirkens interne hygiejne. Kirken har altid ønsket at sætte alle paver og kardinaler på linje: man siger ikke, at denne var en god pave, og den anden en dårlig. For dem er det én kirkehistorie. Men når paven i en tale siger, at »andre greb til våben og forberedte nye korstog«, er det en meget klar fraktionserklæring imod dem, der stod bag korstogene. Leo XIV’s uddybende henvisning til Nicolaus af Kues – som jeg kun har citeret kort – er derfor af største strategiske betydning, fordi den repræsenterer en tankegang, der gør det muligt at løse tilsyneladende umulige problemer. Han introducerer en helt anden tilgang. For at forstå metoden må man fuldstændig afvise den aristoteliske tænkemåde i modsætninger. For eksempel udsagnet om, at A aldrig kan være B, hvilket i den traditionelle logik betragtes som et ontologisk princip.

Aristoteles skriver i sin Metafysik: »Men det sikreste princip af alle, hvor fejl er absolut umulig … hvad det er, vil vi nu angive; for det er umuligt, at det samme i samme henseende og på samme tid både tilkommer og ikke tilkommer det samme. … Man har netop antaget, at det er umuligt, at noget både er og ikke er på samme tid.« Det giver i en nøddeskal logikskolens trosbekendelse.

Nicolaus udviklede et andet princip i De Docta Ignorantia. Nogle år senere erfarede han, at en af tidens mest fremtrædende tyske aristoteliske skolastikere, Johannes Wenck, havde angrebet skriftet i De Ignota Litteratura og kaldt det kætteri. Cusa svarede i Apologia Doctae Ignorantiae, et kort skrift. Ønsker man at begive sig ind på dette svære område – alt er jo skrevet på 1400-tals latin – kan man med fordel begynde med Apologia, der giver et umiddelbart indblik i kontroversens kerne. Her skriver han, at den aristoteliske sekt, som i dag dominerer Kirken, desværre ikke tænker på et højere niveau end ratio – dyrenes rationelle tænken, som Philo allerede havde understreget. Ethvert dyr kan slutte ud fra sansede ting; det er ingen stor bedrift. Det ville derfor næsten være et mirakel, om de (den aristoteliske sekt) ville opgive Aristoteles og formå at tænke på et højere niveau.

I modsætning til den aristoteliske metode, der vikler sig ind i kampen mellem modsætninger, svarer synspunktet i »sammenfaldet« (coincidentia) til at betragte udviklingen fra et højt tårn: Står man der, ser man ovenfra den søgende (subjektet), det søgte (objektet) og selve søgeprocessen. Med andre ord får man et helt andet, dynamisk blik.

Nicolaus udviklede også begrebet forudviden – en forudgående viden om, hvad der skal søges. Uden en sådan forudviden står man blot med et resultat, uden at vide om det fundne faktisk er det søgte, fordi man mangler kriterier for metoden. Det er åbenlyst skæbnen for mange, der søger på internettet hele dagen: de finder ting, men ved ikke, om det er det, de søgte efter.

I skriftet De Visione Dei – et smukt lille værk skrevet til munkene i Tegernsee – forsøger han at beskrive, hvordan man kan blive bevidst om dette princip. Han bruger et ikon og lader munkene stå i en halvcirkel omkring det. Når man bevæger sig fra den ene munk til den anden, oplever hver enkelt, at Kristus-ikonets blik hviler direkte på ham. Det er en manuductio (pædagogisk ledetråd) til, hvordan man når frem til »modsætningsvæggen«, hvor man i det sidste skridt mentalt må springe over muren, fordi adgangen til denne grænse ikke kan opnås uden et fuldstændigt perspektivskifte.

Cusa anvendte denne metode på et problem, som alle tænkere før ham var strandet på – cirklens kvadratur. Han afviste Archimedes’ fejlagtige antagelse, der benyttede udtømningsmetoden: at man, ved at føje stadig flere hjørner til en polygon inden for og uden for cirkelomkredsen, til sidst ville nå frem til kommensurabilitet mellem de to geometriske former – at den mangesidede polygon og cirklen ville blive ét. Cusa afviste dette og insisterede på, at jo flere hjørner man føjer til polygonen, desto længere fjerner man sig fra cirklen, fordi de to er uforenelige.

Nicolaus udviklede også det, som professor Haubst – en af grundlæggerne af Cusanus-Gesellschaft, der fortjenstfuldt genoplivede interessen for Nicolaus af Kues, fordi han vidste, hvor Cusas forskellige skrifter befandt sig – kaldte »den biogene lov om evolution«. Haubst sagde ofte til sine elever: »Gå til dette britiske museum eller bibliotek – så finder I manuskriptet dér.« Det gjorde de som regel, og han blev derfor helt central for indsamlingen af prædikenerne og andre skrifter, hvilket skabte international begejstring i det intellektuelle akademiske miljø omkring Cusa.

»Den biogene lov om evolution« er idéen om, at ingen art i artshierarkiet udvikler sit fulde potentiale, medmindre den deltager i mindst ét punkt i den næste højere art. Dette går ikke fra det lavere til det højere, men omvendt – fra det højeste til det laveste. I Gud, den Ene, eksisterer alle tilsyneladende modstridende væsentlige årsager i en grundlæggende sammenhæng, før de adskilles i differentieringer. Mennesket hæves til sin fulde accentuering ved at deltage i Gud gennem sin vis creativa, sin skabende kraft. Mennesket er kun fuldt menneske, når det deltager i Guds kreativitet og bliver »en anden Gud«. Dyret udfolder tilsvarende sit fulde potentiale ved at deltage i mennesket – hvilket enhver kender forskellen på et husdyr og et vildt dyr som konkret eksempel på.

Metoden til at tænke i modsætningernes sammenfald gør det dermed muligt først at tænke den ene menneskehed i al dens kompleksitet og udvikling – ikke statisk, men sådan at den kontinuerlige udvikling er en ontologisk primær virkelighed. Derfor løses konflikter ikke ud fra den aristoteliske metode, hvor modsætninger kædes til kompromiser på laveste fællesnævner eller til en aritmetisk mellemløsning. Man må i stedet finde det iboende princip, der udgår fra den højere enhed og løfter alle parter – således at alle konfliktparters orientering hæves, så de kan se deres fælles interesse og enheden i deres mål. Denne enhed er ikke ensartethed, men tværtimod et gensidigt fordelagtigt samarbejde mellem suveræne stater, der respekterer forskellige samfundssystemer og arbejder sammen som i en kontrapunktisk fuga, hvor hver stemmes fuldendelse interagerer med og optimerer den næste, og hvor systemets energi øges for alle deltagere. Harmoni i makrokosmos – fred på Jorden – kan kun eksistere, hvis alle mikrokosmos, alle nationer, udvikler deres fulde potentiale og ser det som i deres egen interesse at støtte alle andres udvikling, og omvendt. Jo mere dette sker, desto flere frihedsgrader opstår – og desto rigere bliver menneskehedens samlede komposition.

Er princippet om modsætningernes sammenfald blot en teori? Nej. Det er faktisk det filosofiske ståsted i politikken hos ledere i den Globale Majoritet, der søger at etablere et nyt økonomisk og politisk system. Præsident Xi Jinping har udviklet idéen om »menneskehedens fælles fremtid«, den ene menneskehed, og fremlagt fire initiativer: det Globale Sikkerhedsinitiativ, det Globale Udviklingsinitiativ, det Globale Civilisationsinitiativ og det Globale Governance-initiativ. Især det sidstnævnte er en konkret uddybning af principperne fra den Westfalske Fred: nationer forholder sig til hinanden som ligeværdige – store som små; ingen kan overstemmes af andres rå magt; og ikke-indblanding skal respekteres, selv for de mindste stater. Det er et meget gennemtænkt begreb.

Også præsident Putin har opfordret til en ny eurasiatisk sikkerhedsarkitektur, hvor nationer samarbejder som instrumenter i en symfonisk komposition. På det seneste Valdai-årsmøde sagde han: »Dagens verden er et usædvanligt komplekst, mangesidigt system. For at beskrive og forstå det korrekt er simple logiske love, årsag-virkningsforhold og de mønstre, der opstår ud fra dem, ikke tilstrækkelige. Hvad der er brug for her, er en filosofi om kompleksitet – noget, der ligner kvantemekanik, som er klogere og på nogle måder mere kompleks end klassisk fysik.« Her ser vi to ledere fra store lande i det Globale Syd, der klart afviser en snæver aristotelisk metode.

Lad os derfor tage Nicolaus af Kues’ begreb om modsætningernes sammenfald til os som rettesnor for politikken over for alle nationer. Det betyder, at vi har en forpligtelse til at få Europa og USA til at samarbejde med BRIKS, SCO, ASEAN, CELAC, Den Eurasiske Økonomiske Union, Den Afrikanske Union, OIC, Golfens Samarbejdsråd m.fl. om at industrialisere Afrika.

I 2050 vil Afrika have ca. 2,5 mia. indbyggere – 1 mia. flere end i dag – som det eneste kontinent med vedvarende demografisk vækst. Vi skal derfor skabe 1 mia. nye produktive arbejdspladser over de næste 25 år. Et smukt eksempel på, hvordan det kan ske, er GERD – Grand Ethiopian Renaissance Dam – der blev opført på få år (angiveligt fem) gennem samarbejde mellem kinesiske, etiopiske, italienske og franske virksomheder. Anlægget kostede omkring 5 mia. dollar, som i dette tilfælde blev rejst via obligationer udelukkende købt af etiopiske borgere. De 5 mia. dollar afskrives over fem år ved, at værket genererer ca. 1 mia. dollar årligt; derefter bliver det rentabelt. Etiopien er allerede begyndt at eksportere elektricitet til nabolande efter at have dækket eget behov. Dette kan gentages: med Inga-dæmningen i DR Congo; med Transaqua-projektet, der vil lede 3–5 % af Congo-flodens vand i ca. 500 meters højde gennem et system af kanaler og floder til Tchadsøen. Det vil industrialisere 12 lande undervejs og skabe kunstvanding i Sahelzonen, hvilket muliggør landbrug og bidrager til at bekæmpe ustabilitet i regionen.

Dette må naturligvis forbindes med Beringstrædet, som kan bygges – et projekt, der ifølge tidligere drøftelser mellem USA og Rusland under Trump og Putin kunne igangsættes på kort tid. Dermed åbnes infrastrukturforbindelsen mellem Amerika og Asien, så man med højhastighedstog i princippet kan rejse fra Sydchile og Argentina gennem Latinamerika, Mellemamerika, Nordamerika, Canada, Alaska, via Beringstrædet til Eurasien og videre til Spanien – derfra gennem en kommende tunnel under Gibraltarstrædet – og videre med tog hele vejen til Kap det Gode Håb. Man vil praktisk talt kunne rejse jorden rundt på få dage. Andre forgreninger vil naturligvis gå fra Kina, Iran, Indien og Sydøstasien til Filippinerne med færger og andre transportmidler. Et globalt net af infrastruktur, der muliggør rejser på få dage og forbinder hele menneskeheden, vil ændre mentaliteter radikalt. Infrastruktur ændrer, hvordan mennesker tænker; historien bekræfter det hver gang. Dette er også en af kerneidéerne hos Krafft Ehricke, den berømte tyske raketforsker, der udviklede begrebet »det udenjordiske imperativ«. Han sagde, at menneskets identitet vil ændre sig fundamentalt, når vi først begynder at rejse sammen i rummet, fordi relationerne mennesker imellem da forandres. Det ser vi allerede hos astronauterne på ISS: De tænker ikke »det er en russer, det er en amerikaner«, men: »Vi er astronauter, der ser på den lille, skrøbelige blå planet i et enormt univers med billioner af galakser.« At tænke i sådanne størrelser gør det klart, hvorfor vi må løfte blikket fra jorden og se mod stjernerne.

Vi er den kreative art; derfor kan vi skabe en ny æra for menneskeheden. I stedet for at give NATO den Westfalske Fredspris, lad os opbygge en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur – og opløse NATO. Følg Leo XIV’s råd: Det særlige ved Nicolaus af Kues var, at han genlæste klassikerne. Som alle humanister, dengang som nu, anbefaler han, at man ikke nøjes med professorers fodnoter, men går tilbage til kilderne – til Platon, til Augustin. Det er den bedste medicin mod »Sandhedsministeriet«: Det lærer os at tænke selv, søge sandheden og blive immune over for manipulation.

Lad os derfor gå til opgaven med glæde og optimisme!

6. november 2025 af Stewart Battle, EIRNS

Selvom Donald Trump ikke helt lykkes med sit forsøg på at blive »fredspræsidenten«, kan han meget vel lykkes med at forene store dele af verden omkring et fælles krav om fred. Desværre er det en samling mod hans egen politik. Der er ved at opstå en international protest i denne henseende med opfordringer fra hele verden – herunder fra alle sider af det politiske spektrum i selve USA. Kun få dage efter den ultrakonservative Dick Cheneys død, hvis vrede Donald Trump hilste velkommen under sin valgkampagne, risikerer den amerikanske regering at blive lokket ind i en ny umulig krig i Caribien.

En vigtig advarsel om dette blev udsendt af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), som udsendte et nyt memorandum til præsident Trump den 5. november. »Vi er dybt bekymrede over, hvor USA synes at være på vej hen i sin Venezuela-politik, og opfordrer Dem til at kræve, at efterretningstjenesten giver Dem en klar, ufiltreret ›sandhed til magten‹-analyse,« skriver de. De ser »en klassisk storm af politisering brygge i efterretningstjenesten« og tilføjer, at »vi har set dette før … herunder de falske beskyldninger om masseødelæggelsesvåben i Irak.« En lignende advarsel blev udsendt af Henry Stimson Center i Washington, D.C., som konkluderede, at enhver kombination af fortsat militær magtanvendelse mod Venezuela »ville efterlade USA i en værre position … med risiko for øget regional ustabilitet og fjendtlighed over for USA uden påviselige fordele.«

Hvilken bedre tid end nu til at indse, at en løsning på et problem af denne type ikke kommer gennem bomber og magt, men kun gennem opbygningen af en bedre fremtid for befolkningerne i regionen? De nylige mord i Mexico og den fortsatte kontrol, der udøves af narkokarteller, viser, at den virkelige årsag til migration og ustabilitet ikke er »autoritære regimer«, men snarere fraværet af stabile og velstående levevilkår. For at håndtere dette problem kræver det kvalitativt anderledes og konkrete handlinger, især anvendelse af Vestens økonomiske kapacitet til at bistå udviklingen i det Globale Syd og dermed ændre denne dynamik. Derudover er den tilgang, som Brasiliens Lula-regering har valgt i bekæmpelsen af sine egne narkokarteller, bemærkelsesværdig. Vi må slå til fra »toppen og kvæle finansieringen af organiseret kriminalitet«, sagde Brasiliens finansminister Fernando Haddad i sidste uge.

En rapport fra 14. oktober fra RAND Corporation opfordrer til at »moderere rivaliseringen« mellem USA og Kina. Selvom rapporten kommer med nogle vigtige pointer om behovet for at »afvise absolutte versioner af sejr« over Kina og i stedet »søge beskedne samarbejdsprojekter om spørgsmål af fælles interesse eller humanitær betydning«, opretholder rapporten den centrale mentale sygdom, der plager den vestlige verden i dag. Den insisterer nemlig på: »Vi tror ikke, at samarbejdende sameksistens er mulig«, men kun et forhold, hvor »man reducerer risikoen for kriser, forhindrer en unødvendig strøm af konkurrencemæssige tiltag og bevarer begrænsede områder for koordinering, kan være til gavn for begge sider«.

Men hvor naturligt ville det være for USA og Kina at finde en fælles interesse i at samarbejde om at udvikle Latinamerika, øge den gensidige handel og økonomiske aktivitet, samtidig med at man tager fat på de grundlæggende årsager til migration og ustabilitet, som omvendt giver narkokartellerne mulighed for at brede sig? Dette spørgsmål bliver i stigende grad et fokuspunkt globalt og peger på en oplagt vej ud af det vanvid, der så tydeligt har grebet verden.

Ikke uden forbindelse hertil er den fortsatte kamp for at opnå et gennembrud i fredelige anliggender med Rusland. Præsident Donald Trumps kommentarer om atomvåbenforsøg har sendt kuldegysninger ned ad ryggen på mange verdensledere; et emne, der blev behandlet på et møde i det russiske sikkerhedsråd den 5. november. Der beordrede den russiske præsident Vladimir Putin sine medarbejdere til at undersøge muligheden for også at genoptage atomprøvesprængninger for Rusland, en udtalelse, som blev bekræftet af Kremls talsmand Dmitry Peskov den 6. november. »Præsident Putins holdning er krystalklar. Den kan ikke fortolkes på nogen anden måde. Vi forbliver forpligtet til vores forpligtelser i henhold til det omfattende atomvåbenforbud. Og vi vil ikke foretage os noget, før den anden side gør noget,« sagde Peskov.

Verden står ved en vigtig skillevej, og der er behov for en samlet indsats fra borgere på internationalt plan for at hæve det nuværende niveau af protester mod dette til det nødvendige niveau for løsninger. Den kommende internationale konference, Solidarité & Progrès den 8.-9. november, »Afrikas og den Globale Majoritets frigørelse, en udfordring for Europa«, vil give vigtig inspiration i denne henseende. Gå ikke glip af den!

U.S Marines in the Carribean. Credit: U.S. Marine Corps photo by Sgt. Nathan Mitchell

5. november 2025 (EIRNS) – Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche interviewede Ruslands første vice-faste repræsentant ved FN den 5. november:

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag, ambassadør Polyanskiy. Det er en fornøjelse at tale med Dem. Jeg sætter stor pris på muligheden for at stille Dem et par spørgsmål, da man i Tyskland, hvor jeg befinder mig lige nu, aldrig hører den russiske holdning. Man hører altid NATO’s synspunkt, så jeg glæder mig over at høre Deres perspektiv, da De taler fra FN og har et internationalt udsyn på højeste niveau.
Hvad er Deres holdning til, at den tyske regering tilsyneladende forsøger at “vise lederskab” ved at gå i spidsen for Koalitionen af Villige, der har erklæret, at deres mål er at besejre Rusland strategisk? Hvad mener De om det?

AMBASSADØR DMITRY POLYANSKIY: Mange tak, fru LaRouche, for denne mulighed. Jeg mener faktisk, at der er et stort underskud af fri information fra mit land – af synspunkter fra mit land. Lige nu, især fordi Den Europæiske Union, Tyskland og nogle andre EU- og NATO-lande har indført meget streng censur af alle synspunkter, der ikke stemmer overens med de holdninger, der gives udtryk for i Vesten. Hvis noget, der bliver sagt, ikke passer ind i den officielle fortælling, bliver det straks stemplet som russisk propaganda eller lignende. Det er altså en meget dårlig tid for ytringsfriheden, så tak for denne mulighed.

Vi er meget kede af det, der er sket i Tyskland og i Europa som sådan. Det er svært at forstå fra russisk side, for det, der gøres – især på det geostrategiske område i forhold til Rusland – er meget skadeligt for den aktuelle situation i Europa, for Europas fremtid og for dets geopolitiske position. Jeg tror, at alle europæiske borgere, først og fremmest dem i Tyskland, allerede har været vidner til de direkte konsekvenser af de foranstaltninger, som EU ensidigt har indført mod Rusland siden mindst 2022.

Dette korstog mod russisk kultur, mod russisk identitet og sprog – samt beslutningen om at afskaffe billige russiske energikilder, som var rygraden i den økonomiske vækst i mange europæiske lande, først og fremmest Tyskland – vil naturligvis få og har allerede haft meget ødelæggende konsekvenser for de europæiske og tyske borgeres velfærd. Det er et klart valg om konfrontation, og det er Europas valg; vi kan kun beklage det, men vi kan naturligvis ikke redde Europa fra bevidst at skyde sig selv i begge fødder. Det er meget trist, men vi kan kun observere det.

Hvad der er endnu mere foruroligende, er, at den officielle propaganda i Tyskland, i Europa og i alle disse lande nu er travlt optaget af at fremstille Rusland som en fjende – og af at hjernevaske især unge europæiske borgere, der ikke har noget historisk minde og kun en vag viden om fortiden – til at tro, at Rusland er en fjende, og at den eneste måde, Europa kan komme videre på, er ved at besejre Rusland, helst på slagmarken. Der er altså en tydelig vision om, at Europa forbereder sig på krig med Rusland. Man ser det i medierne og i politikernes udtalelser; der er mange eksempler på disse meget farlige overvejelser, som De sikkert allerede kender.

Hvad økonomien angår, behøver man ikke være ekspert for at se, at sanktionerne – som skader Europa langt mere, end de påvirker Rusland, hvis overhovedet synligt – i virkeligheden fratager Europa dets rolle som international aktør. Jeg tror, at Europa er den eneste klare taber i denne situation, på grund af sin voksende afhængighed af USA og sin beslutning om at stoppe importen af gas og olie fra Rusland. Alt dette vil få alvorlige konsekvenser for fremtidige generationer og for de europæiske borgeres velfærd. Jeg tror, De tydeligt kan se det, når De bor i Tyskland.

ZEPP-LAROUCHE: Den tyske økonomi er i frit fald som følge af afskæringen af billig energi fra Rusland; det er der ingen tvivl om.
Men én ting, der generer mig meget – og som mange har spurgt sig selv om – er, hvordan det var muligt, at Rusland spillede en ekstremt, ja faktisk generøs rolle i forbindelse med den tyske genforening, kun 40 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor Rusland mistede 27 millioner mennesker – i høj grad på grund af Tysklands handlinger. Det faktum, at denne historie synes glemt … Hvordan ser folk i Rusland på denne tyske adfærd i dag?

POLYANSKIY: Det knuser, helt ærligt, vores hjerter. Vi var meget begejstrede for, at Tyskland havde ændret sig – at det ikke længere var det land, hvor hadet blomstrede, men hvor det tyske sprog var populært i Rusland, og hvor tyske virksomheder var meget velkomne. Jeg tror, Tyskland var et af de mest besøgte europæiske lande for russiske borgere. Vi troede, at vi endelig havde vendt denne smertefulde side i historien, og at der ikke længere var nogen grund til at vende tilbage til den.

Men det, vi ser nu, er nedslående og skuffende, fordi denne russofobi, som vi troede var overvundet – især i Tyskland – nu vender tilbage. Dette had til alt russisk, denne nedladende holdning til russiske eller slaviske nationer, kommer nogle gange tydeligt til udtryk. Vi ser politikere og analytikere fremsætte denne slags farlige idéer, som om intet var hændt.

For flere år siden stemte Tyskland sammen med hele EU imod et udkast til resolution – det udkast, der hvert år fremsættes mod glorificering af nazismen. Det var et hårdt slag for alle, der hævdede, at Tyskland havde ændret sig, og at nazismens fortid kunne lægges bag os. Vi får mange foruroligende rapporter om, at tyskerne ser gennem fingre med brugen af nazistiske symboler i Ukraine. Jeg husker selv, hvordan nogle vestlige journalister åbent erkendte, at når ukrainske soldater kom til Tyskland for at blive behandlet og havde hagekors-tatoveringer, sagde tyskerne blot, at de ikke skulle vise dem frem. For dem var det normalt. Det er virkelig utroligt – svært at tro, at der kan være så farlig en dobbeltmoral, og at det land, der selv har lidt generationer igennem for sin fortid, nu vælger at se bort fra, hvad der sker i Ukraine og andre steder.

I stedet for at forsøge at finde en løsning eller en sikkerhedsformel, der inkluderer Rusland, forsøger man nu at skabe noget, der udelukker Rusland fra sikkerhedsligningen. Vi ved af erfaring, at sådanne konstruktioner fra europæiske politikere aldrig før har ført noget godt med sig.

ZEPP-LAROUCHE: Hvis man sammenligner Putins tale i den tyske forbundsdag i 2001, hvor han for det meste talte på tysk og nævnte mange tyske digtere – en tale, der var yderst positiv – med den tale, han holdt i München i 2007, som var en skarp advarsel til verden, hvor finder man så skiftet? Hvad skete der i de år, som førte til denne totale vending?

POLYANSKIY: Svaret er meget klart: udvidelsen af NATO.
Talen i 2001 blev holdt på tærsklen til de begivenheder, der ændrede alt. Vi troede, at der ville ske en transformation af sikkerhedsarkitekturen i Europa, i tråd med det, vi havde diskuteret ved afslutningen af den kolde krig, da Tyskland blev genforenet. Der var store forhåbninger om, at NATO ville vige pladsen for noget mere universelt, som også omfattede Rusland og andre aktører – en form for fusion mellem NATO og OSCE.

Men i 2007 stod det helt klart, at ingen sådan ændring ville ske. Vesten havde erklæret sig selv som vinder af den kolde krig og besluttet at tage hele byttet, hvis jeg må bruge det udtryk. Det var et stort skift i vores forståelse af virkeligheden. Præsident Putins tale i München i 2007 var derfor en klar advarsel om, hvor vi var på vej hen, og hvilke problemer vi kunne forvente, hvis der ikke blev foretaget de nødvendige korrektioner – hvis vi ikke begyndte at forstå hinanden bedre og tage hensyn til hinandens vitale interesser.

Jeg synes, det var en tale, der forudså det hele. Alt, hvad han nævnte, er siden blevet til virkelighed: krisen i Georgien, og senere forberedelserne i Ukraine, som kulminerede i 2014. Allerede i 2004 så vi den første “Orange Revolution” – et forsøg på at bringe Ukraine ind i det mønster, vi ser i dag: ultranationalisme og fjendtlighed mod Rusland. Præsident Putin havde helt ret i at advare så skarpt. Desværre blev alt, hvad han sagde, til virkelighed – for os og for alle andre.

ZEPP-LAROUCHE: I Tyskland skal man, når man nævner Rusland, indlede sætningen med “uprovokeret, ulovlig aggressionskrig”. Hvis man ikke siger det, er man allerede ude.
Hvordan kan det være, at hele det Globale Syd ikke købte NATO’s fortælling om årsagerne til krigen i Ukraine?

POLYANSKIY: Vi forklarede konsekvent, hvordan vi var kommet dertil, og hvad de grundlæggende årsager til krisen i Ukraine var. I Sikkerhedsrådet gjorde vi i mange år før starten på vores særlige militæroperation i 2022 opmærksom på, at Minsk-aftalerne ikke blev gennemført. Der var tydelige tegn på, at Ukraine forberedte sig på krig.

Efter starten på vores særlige militæroperation brugte vi mange kræfter på at forklare vores holdning. Fra dag ét sagde vi, at Rusland foretrak en diplomatisk løsning – en gennemførelse af målene for operationen ad forhandlingens vej. Vi havde endda denne mulighed i marts og april 2022, efter at der var udarbejdet et udkast til traktat, som ukrainerne havde paraferet i Istanbul.

Jeg kan fortælle Dem, at I måske i Tyskland er nødt til at bruge udtrykket “uprovokeret aggression”, men det hører man ikke længere i FN. Efter præsident Trumps tid begyndte de vestlige lande – ikke kun USA, men også Frankrig, Storbritannien og andre – at opgive denne formulering, fordi den virker urealistisk i lyset af, hvad der nu vides om begivenhederne forud for krigen. Kun Ukraine, Polen og de baltiske stater gentager stadig denne retorik, men det lyder efterhånden mærkeligt, når alle andre taler anderledes.

Der er sket et markant skift i, hvordan det internationale samfund ser på krisen i Ukraine. Jeg kan give et eksempel: Rusland havde formandskabet for Sikkerhedsrådet i oktober, og vi afholdt et møde den 24. oktober – på 80-årsdagen for underskrivelsen af FN-pagten – om FN’s fremtid. Det var en højtidelig begivenhed, og mange medlemslande deltog.

Men Ukraine og dets støtter ønskede at ødelægge vores fest og arrangerede derfor en pressekonference for journalister før mødet, hvor de påstod, at Rusland ikke havde ret til at tale om charterets fremtid, fordi vi angiveligt overtræder det.
Kan De forestille Dem, hvor mange lande der støttede dette ukrainske initiativ? Kun 45 ud af 193 FN-medlemmer – inklusive Ukraine. Hvis man tæller EU- og NATO-medlemmerne, passer det næsten præcist med det antal. USA deltog ikke, Ungarn deltog ikke; flere NATO-lande holdt sig væk.

Hvis man sammenligner det med antallet af lande, der støttede Ukraine i begyndelsen af vores særlige militæroperation i 2022, ser man tydeligt, hvordan støtten til den ukrainske sag er svundet ind i løbet af disse år, efterhånden som flere lande har fået øjnene op for de faktiske omstændigheder bag konflikten.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved, at Europa i virkeligheden har isoleret sig selv utroligt meget, men folk ved det ikke. Det er mærkeligt – som om man lever i et andet univers. Men landene i det Globale Syd forsøger at skabe et nyt økonomisk system. De har organisationer som BRIKS, Shanghai Cooperation Organization, Eurasian Economic Union, ASEAN og mange andre.

Nogle mennesker tror, at dette er rettet mod Vesten og dollaren, men mange ledere i disse lande har erklæret, at de ikke danner en blok imod en anden blok. Disse organisationer er faktisk åbne for samarbejde med Vesten. Så ville hele det strategiske problem ikke kunne løses, hvis de europæiske nationer og USA blot indtog en anden holdning og sagde: “Lad os ændre konfrontation til samarbejde.” Ville det ikke fungere?

POLYANSKIY: Det ville virke, men desværre er der ingen tegn på, at USA og Europa er parate til at indtage rimelige holdninger i denne henseende.

De nævnte spørgsmålet om dollaren, og De har helt ret. Alle de økonomiske konstellationer, som De ser blomstre i dag – såsom BRIKS – er ikke rettet mod nogen. Deres kerneprincip er gensidigt fordelagtigt samarbejde. Men de må naturligvis reagere på den virkelighed, der omgiver dem.

Jeg kan fortælle Dem – jeg kan afsløre en lille hemmelighed – at der kun findes ét land i verden, der virkelig skader dollaren. Det land er USA, fordi alle USA’s politikker viser, at USA ønsker at bruge dollaren som et redskab, som et våben. Hvad ville De forvente af andre lande, når de indser, at det er risikabelt at investere i dollaren? At dollaren kan bruges som straf, hvis et land ønsker at føre en uafhængig politik?

Alle de sekundære sanktioner, som USA forsøger at pålægge andre lande, er også baseret på brugen af dollaren. Så naturligvis vil den logiske reaktion fra mange lande i det Globale Syd være at mindske deres afhængighed af dollaren – at lægge nogle af deres æg i en anden kurv, ikke kun i dollarkurven. Det er en naturlig reaktion fra de kredse i udviklingslandene, der står for den strategiske økonomiske planlægning.

Det eneste land, der kan bebrejdes for dette, er USA; det er USA’s politik. Vi har sagt det tydeligt. Der har aldrig været nogen opgave i Rusland – eller andre steder – om at afskaffe dollaren som reservevaluta eller som et vigtigt globalt redskab. Men USA har, gennem sin egen aggressive adfærd, presset hele verden til at forstå, at dollaren ikke længere er sikker.

Det samme gælder for euroen. Der er mange tiltag i EU, som endnu ikke har ført til noget praktisk, men som er yderst provokerende – f.eks. forslagene om at konfiskere russiske aktiver. Det er noget, som folk i udviklingslandene følger nøje. Hvis disse tiltag nogensinde blev gennemført, ville det være et ødelæggende slag for EU’s omdømme og finansielle troværdighed.

Hvis man konfiskerer suveræne fonde – hvilket burde være helt utænkeligt, da de udgør rygraden i Europas økonomiske og finansielle stabilitet – ville det udløse en kædereaktion. Jeg tror, det er den eneste faktor, der forhindrer mange politikere i medlemslandene i at give grønt lys til sådanne politikker. Men blot diskussionen om dette emne er allerede meget skadelig; den viser, at euroen ikke længere opfattes som et særligt pålideligt økonomisk instrument.

Mange lande forsøger derfor at diversificere deres økonomiske forbindelser og de valutaer, de bruger. For eksempel har Rusland i de senere år reduceret sin brug af dollar og euro i international handel betydeligt. Kinas tal viser, at omkring 86 % af handelen mellem Rusland og Kina nu afvikles i rubler eller yuan. Vi er altså ikke længere afhængige af dollar eller euro i vores bilaterale samhandel. Det samme gælder i stigende grad for vores øvrige handel; derfor er sanktionernes virkning meget begrænset.

ZEPP-LAROUCHE: Umiddelbart efter, at den særlige militæroperation begyndte i februar 2022, opfordrede jeg til etableringen af en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skal tage hensyn til alle landes interesser på kloden.

I mellemtiden har præsident Putin opfordret til en international orden, hvor landene samarbejder som instrumenter i en polyfon symfoni. Han sagde derefter i Valdai Club – og jeg vil gerne læse dette citat for Dem:

“Dagens verden er et usædvanligt komplekst, mangesidigt system. For at beskrive og forstå det korrekt er simple logiske love, årsag-virkningsforhold og de mønstre, der opstår ud fra dem, ikke tilstrækkelige. Hvad der er brug for her, er en filosofi om kompleksitet – noget, der ligner kvantemekanik, som er klogere og på nogle måder mere kompleks end klassisk fysik.”

Vil De kommentere det?

POLYANSKIY: Ja, jeg synes, det er indlysende. Det er en meget rationel analyse; det er svært at kommentere, fordi den ganske enkelt er sand.

ZEPP-LAROUCHE: Så lad mig stille endnu et spørgsmål i samme retning. For nylig talte pave Leo XIV i sin jubilæumsprediken den 25. oktober foran tusindvis af pilgrimme på Peterspladsen. Han nævnte den store tænker Nicolaus af Kues, som i Rusland er kendt som Nikolai Kusansky. Han havde for eksempel stor indflydelse på Vernadsky.

Paven genoplivede mindet om ham og sagde, at selv om han måske ikke er kendt af mange, var han vigtig, fordi han formulerede begrebet coincidentia oppositorum – modsætningernes sammenfald – som en metode til at løse problemer, hvor løsningen endnu ikke er klar, men hvor menneskets kreative evne (vis creative) gør det muligt at begribe en løsning på et højere plan end det niveau, hvor problemet opstod.

Jeg har selv talt om dette i årtier som en metode til altid at tænke på det højere først; på den måde kan man finde løsninger på tilsyneladende uløselige problemer. Hvordan passer dette med præsident Putins symfonibegreb?

POLYANSKIY: Jeg tror, at præsident Putins begreb og taler, især rettet mod Vesten, i høj grad understreger, at vi er åbne. Vi har ikke lukket døren for dialog. Den blev lukket udefra – af Europa og de europæiske politikere, der ikke ønskede at tale med os.

Men når de ønsker at tale med os, ved de, hvor de kan finde os. Da præsident Macron ønskede at ringe til præsident Putin, tog han telefonen. Det er det bedste bevis på, at vi fortsat er åbne for enhver dialog.

Det, der virkelig mangler i europæisk politik i dag, er sund fornuft og åbenhed i sindet – evnen til at tænke ud af boksen. Desværre eksisterer der mange ideologiske dogmer, som politikerne ikke kan eller vil lægge fra sig; måske fordi de føler sig trygge i denne boble af løgne og russofobi. Men den virkelige verden fungerer ikke sådan.

Dette er skadeligt for Europas egne interesser – for ikke at nævne den mærkelige rolle, som Europa-Kommissionen og de personer, der skulle styre Europa gennem disse turbulente farvande, spiller. I virkeligheden gør de deres bedste for at sænke det europæiske skib, mens det sejler.

Der er dog grund til forsigtig optimisme. Flere og flere mennesker i Europa stiller nu legitime spørgsmål til deres regeringer og afviser den uansvarlige politik, som de europæiske magthavere fører over for Rusland, Ukraine og den europæiske sikkerhedsarkitektur. Disse mennesker kræver forandring, og det er et godt tegn.

Jeg håber, at denne stemning vil sejre, så vi kan overvinde vores forskelle og sammen opbygge en fælles fremtid. Rusland og Europa, som naboer, har meget til fælles – ikke kun kulturelt, men også økonomisk. Hvis vi formår at lægge uoverensstemmelserne til side, kan vi skabe en lys fremtid for kommende generationer, i stedet for endnu et militært problem i Europa, som desværre er den kurs, vi bevæger os i nu.

ZEPP-LAROUCHE: Det skal undgås, for jeg er overbevist om, at hvis det kommer så vidt, vil det ende i en katastrofe for hele menneskeheden.

Måske kan De sige noget til de europæiske og amerikanske unge. Det er jo deres fremtid, der står på spil. De ældre generationer har ingen ret til at efterlade dem en verden i ruiner. Hvad kan De sige, der giver håb – eller hvordan vil De henvende Dem til verdens unge om, hvad de bør gøre for at skabe en bedre verden?

POLYANSKIY: Jeg har indtryk af, at mange unge i Europa – og i Vesten generelt – i dag lever bag et jerntæppe, hvilket minder mig om den måde, vi levede på i Sovjetunionen, da jeg var ung. Vi hørte mange ting om Vesten, men vidste meget lidt, og det var skadeligt for os.

I dag er situationen omvendt. Der er ingen censur i Rusland af informationer fra Vesten; vi er ikke bange for at diskutere eller forsvare vores synspunkter. Det er Vesten, der er bange – som foretrækker at lukke dørene, forsegle vinduerne og undgå enhver sand information om den virkelige situation i Rusland, især over for unge europæere.

Det er meget farligt. Jeg vil appellere til dem – åbne øjnene, se, hvad der virkelig foregår, og stille legitime spørgsmål: Hvorfor planlægges der en krig med Rusland lige nu i Europa? Hvad er årsagerne? Hvad vil konsekvenserne være?

Desværre er det her, mange af de krigsglade herskende klasser presser deres lande hen. Jeg råder unge mennesker til at bruge forskellige informationskilder – ikke kun russiske, men også alternative kilder – og danne deres mening ud fra fakta, ikke propaganda.

Jeg vil også opfordre alle til at komme til Rusland. Der er intet at frygte. Den russiske økonomi er i øjeblikket i rivende udvikling. Moskva og Sankt Petersborg er fantastiske byer, og der findes mange blomstrende byer i hele landet. Kom og se forskellen; De vil forstå, at meget af det, den vestlige propaganda siger om Rusland, ganske enkelt ikke er sandt.

Jeg håber også, at der snart findes en løsning på krisen i Ukraine – en løsning, der er tilfredsstillende og retfærdig for alle, og som tager fat på de grundlæggende årsager. En løsning, der udrydder bestræbelserne på at genoplive nazismen og nationalismen, og som sikrer lige rettigheder for nationale minoriteter, uden diskrimination af russisktalende, blot fordi de ønsker at bevare deres identitet.

Det er en fair aftale – og i Europas egen interesse, ikke kun Ruslands eller Ukraines. Europa bør leve op til sine egne værdier og anvende dem ensartet, også i Ukraine. Det, der sker dér, underminerer i høj grad de vestlige værdier og Europas påstande om at forsvare demokrati og menneskerettigheder.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ville gerne tale med Dem meget længere, for der er mange flere spørgsmål. Men De fortalte mig på forhånd, at Deres tid er begrænset. Jeg vil derfor gerne takke Dem mange gange for denne diskussion. Forhåbentlig kan vi fortsætte den en anden gang i fremtiden. Mange tak.

POLYANSKIY: Tak, og alt godt til alle dem, der stadig elsker Rusland og tror på Rusland, Europa og Tyskland. Mange tak.

Den 4. november 2025 (EIRNS) — {Schiller Instituttet grundlægger Helga Zepp-LaRouche udsendte følgende åbne brev, hvor hun opfordrede repræsentanter for alle religioner og kulturer rundt om i verden til at indlede en dialog for at løse de strategiske kriser, som menneskeheden står over for, inspireret af Nicolaus af Cusas metodiske tænkegang om »modsætningernes sammenfald«, som pave Leo XIV for nylig fremhævede i sin prædiken ved jubilæumsaudiencen den 25. oktober. En pakke med relevant dokumentationsmateriale kan findes på Schiller Instituttets hjemmeside.}

Den 5. november 2025

Kære ven

I dagens verden, der er udfordret af farerne ved krige, geopolitiske spændinger, massesult, fattigdom og kulturel krise, kom en af de vigtigste og mest opløftende interventioner fra pave Leo XIV i hans jubilæumsprædiken den 25. oktober 2025 på Peterspladsen foran titusinder af pilgrimme. Den Hellige Fader introducerede i sin prædiken Nicolaus af Cusa, kardinalen og den fremragende tænker fra det 15. århundrede, som en person, hvis tankegang gør det muligt for mennesket at se håbet om en bedre fremtid og en måde at finde løsninger på selv de sværeste problemer.

Pavens uddybende henvisning til Nicolaus af Cusa og dette begreb om »coincidentia oppositorum«, modsætningernes sammenfald, er af største strategiske betydning, fordi den giver nøglen til altid at finde en løsning på ethvert problem på et højere niveau end det, hvor problemet opstod. Cusa udviklede i sin »Docta Ignorantia« og andre skrifter argumentet om, at mennesket som »imago viva dei«, Guds levende billede, altid kan bruge sine kreative kræfter (»vis creativa«) til at finde det højere ›Ene‹, som har en højere magt og betydning end »Mange«. Denne tankegang gør det muligt for det menneskelige sind at tænke på den ene menneskehed først, før man tænker på mangfoldigheden, og på denne måde overvinde ellers tilsyneladende uløselige konflikter.

Paven forklarede, at Nicolaus i det urolige 15. århundrede ikke kunne se Kirkens enhed eller udsigten til fred i en tid, hvor kristendommen var truet af ydre kræfter. Men Nicolaus forstod, at »der er modsætninger, der må sammenholdes, at Gud er et mysterium, hvor det, der er i modstrid, finder enhed… Hvilken stor gave for kirken!« sagde paven. »Hvilken opfordring til fornyelse af hjertet!« Fra Nicolaus, fortsatte han, kan kirken lære at skabe plads, at holde modsætninger sammen, at håbe på det, der endnu ikke ses.

Vi ønsker at gøre opmærksom på denne yderst vigtige indgriben fra pave Leo XIV, fordi den giver en ny tilgang til de ovennævnte udfordringer. For årtier siden anbefalede min afdøde mand, Lyndon LaRouche, Schiller Instituttet og jeg altid denne tilgang fra Cusa, et synspunkt, som den amerikanske præst, fader Harry Bury, fremhævede i nylige bemærkninger af stor betydning.

Schiller Instituttet vil gerne invitere dig til at indlede en dialog mellem repræsentanter for de forskellige religioner, men også akademikere, tænketanke og generelt mennesker med gode intentioner, for at anvende Cusas metode for modsætningernes sammenfald på de presserende problemer i den nuværende situation. Ligesom Nicolaus af Cusa var den vigtigste intellektuelle indflydelse for den gyldne renæssance i det 15. århundrede, kan vi gentage hans tankegang og indlede en ny renæssance for vores verden i dag.

Helga Zepp-LaRouche

Grundlægger, Schiller Instituttet

Læs en samling med trykte og videodokumenter om Nikolaus fra Kues her: Replicate-Cusas-Thinking-revised.pdf

Download (PDF, Unknown)

Billede: Geschichte des Armen-Hospitals zum h. Nikolaus zu Cuesby Marx, J. (Jakob), 1855-1924, CC0, via Wikimedia Commons

af Stewart Battle (EIRNS) — 4. november 2025

I løbet af de seneste dage har vigtige personer i den vestlige finansverden advaret om, at der er chok på vej i det globale finansielle system, og at visse af de mest succesrige aktier er overvurderede. Det skete kun få dage efter, at centralbanken, Federal Reserve, begyndte at tilføre det finansielle system ekstra likviditet i det største tiltag af sin art siden 2019-2020. Som i historien om Belshazzar er skriften på væggen synlig for alle – spørgsmålet er, om nogen af festdeltagerne vil lytte til advarslen.

Disse chok peger imidlertid på noget langt større end en simpel »tilbagegang«, som CEO’erne for Goldman Sachs og Morgan Stanley advarede om i denne uge. For dem, der ikke fløjter på vej forbi kirkegården, er bekymringen råddenskaben i det vestlige finanssystem som helhed. Siden dets næsten sammenbrud i 2008 er dette system kun blevet holdt oven vande ved at kaste det fra boble til boble. Som Lyndon LaRouche længe insisterede på, kommer reel økonomisk vækst ikke fra oppustede finansielle værdier, men snarere fra fysisk økonomiske handlinger, der transformerer en nations produktivitet og hæver levestandarden for alle. I stedet for at tech-virksomheder opkøber hele kraftværker for at drive deres spekulative AI-boble, hvor meget mere kunne man for eksempel opnå, hvis vestlige produktionsfaciliteter blev sat i arbejde med at bygge ny, moderne infrastruktur? Eller ved at projektere en tunnel, der forbinder Europa og Afrika under Gibraltar Strædet, et projekt, der ifølge en nylig undersøgelse bestilt af den spanske regering er fundet gennemførligt?

… [Efter den russiske premierminister Mishustins rejse til Kina fortsætter Kina og Rusland] med at tage skridt til at integrere deres økonomier og udviklingsmodeller yderligere….

Den rettidige død af en af de førende fortalere for politikken for regimeskiftekrige, Dick Cheney, udgør et nyttigt vendepunkt for Vesten mellem en mislykket politik, der selv bør dø, og en endnu ubestemt ny retning. I stedet for geopolitisk konfrontation og oppustede militærbudgetter kunne Vesten efterstræbe en politik for win-win-samarbejde med nationerne i det Globale Syd og resten af verden. En sådan ændring er faktisk hvad der er nødvendigt for at håndtere det forestående sammenbrud i det spekulative finanssystem og i stedet omlægge økonomien til produktiv fysisk vækst.

Dette vil være emnet for denne weekends konference den 8. november, der afholdes i samarbejde mellem Solidarité & Progrès og Schiller Instituttet i Paris. Sørg for at følge med og deltage.

Credit: PICRYL | Offentlig domæne

af Richard A. Black EIRNS

 3. november 2025 (EIRNS) – Kina offentliggjorde den 28. oktober de omfattende »Anbefalinger fra CPC’s Centralkomité« til femårsplanen for 2026-2030.

Hvad der er bemærkelsesværdigt er fokus på en national mission om at forbedre grundlæggende arbejde inden for videnskabens grænseområder og den nationale integration af uddannelse, industri, forskning og udvikling samt udvikling af nye teknologier og kvalificeret arbejdskraft. Disse anbefalinger er i tråd med præsident Xi Jinpings opfordring i løbet af det sidste år til udvikling af »en ny teori om produktive kræfter«. Den nye femårsplan forventes at blive offentliggjort i januar 2026. Det skal bemærkes, at femårsplanen har samme gyldighed som et nationalpolitisk direktiv.

I afsnittet med titlen: »Vejledende principper og hovedmål for økonomisk og social udvikling…« opfordrer forfatterne til “væsentlige forbedringer af den videnskabelige og teknologiske selvstændighed og styrke. Vi bør markant øge den samlede ydeevne af Kinas innovationssystem og etablere en grundlæggende ramme for integreret udvikling af uddannelse, videnskab og teknologi samt menneskelige ressourcer. Vi bør styrke vores kapacitet inden for grundforskning og original innovation betydeligt, opnå hurtigere fremskridt med hensyn til at sikre gennembrud inden for kerneteknologier på nøgleområder, og sikre at Kina holder trit eller endda går foran på mange flere områder. Der bør opnås fuld integration mellem teknologisk og industriel innovation, og innovation bør spille en mere fremtrædende rolle i at drive udviklingen fremad.»

I afsnittet med titlen: «Opnåelse af større selvstændighed og styrke inden for videnskab og teknologi og styring af udviklingen af nye produktive kræfter af høj kvalitet» opfordrer forfatterne til «Fremme af fremskridt inden for original innovation og gennembrud inden for kerneteknologier på centrale områder: Vi bør forbedre det nye system til mobilisering af ressourcer på landsplan og indføre utraditionelle foranstaltninger for at skabe afgørende gennembrud inden for kerneteknologier på tværs af hele kæder inden for nøgleområder som integrerede kredsløb, industrielle værktøjsmaskiner, avanceret udstyr, grundlæggende software, avancerede materialer og biomedicinsk produktion. Der bør iværksættes en række store nationale videnskabs- og teknologiprogrammer med fokus på at imødekomme vores lands strategiske behov.

»Vi bør styrke den strategiske, fremadrettede og systematiske planlægning af grundforskning, rette en større andel af de samlede udgifter til forskning og udvikling mod dette område og øge den langsigtede, stabile støtte. Man er nødt til at lægge større vægt på original innovation inden for videnskabelig forskning og teknologisk udvikling og skabe et optimalt miljø for original og banebrydende innovation i et forsøg på at skabe et stort antal originale, skelsættende fremskridt …«

Kinas lederskab på disse områder [sammen med russisk eksport af atomkraft til Afrika osv. –red.] markerer en afslutning på neokolonialismen og en renæssance i det Globale Syd. Det er på tide, at det stagnerende Vesten slutter sig til denne proces og opgiver vejen mod 3. verdenskrig.

Press Conference for the CCP’s Central Committee about it’s latest five-year plan. Credit: CGTN