Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen, tak fordi I er kommet i dag. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 68. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer i dag. Jeg har også Dennis Small og Dennis Speed med. Vi har et godt program til jer, som jeg lægger ud i chatten. Vi co-streamer dette på tværs af mange forskellige platforme. Hvis man gerne vil deltage i denne diskussion, er man nødt til at registrere sig og komme på Zoom.

Grunden til, at vi skabte dette forum for ægte fred, er at bringe folk med mange forskellige ideologier sammen, som faktisk ønsker at stoppe atomkrig; som ønsker at forhindre drab på mennesker over hele planeten, og at bringe alle disse forskellige organisationer sammen på trods af vores ideologiske forskelle, gennem vores mange forskellige kulturelle aspekter af vores nationer og sprogkulturer for at opnå det. Så vi har indtil videre haft en meget succesfuld periode på 68 uger. Forhåbentlig bliver vi ikke lukket ned – det er en meget vigtig dialog. I sidste uge havde vi 1000 deltagere, hvilket er et meget flot spring. Endnu engang tak til jer alle for at deltage i denne dialogproces.

Jeg vil give ordet til Dennis Small, som er fra Schiller Instituttet. Han er en af mine IPC-ordstyrere, og han vil holde åbningstalen.

DENNIS SMALL: Tak, Anastasia. Tak til alle for at deltage i denne diskussion. Jeg vil gerne begynde med at bemærke, at det er en klar mulighed, at på tidspunktet for den Internationale Fredskoalitions næste, 69. møde om en uge, er det faktisk muligt, at NATO’s langtrækkende præcisionsstyrede missiler allerede kan flyve fra ukrainsk territorium i retning af Rusland. Det er en meget klar mulighed. I sidste uge var der et møde i Det Hvide Hus mellem den britiske premierminister Keir Starmer og præsident Joe Biden (undertiden kendt som »kollektiv Biden«), hvor dette emne blev diskuteret. Aftalen på forhånd mellem USA og Storbritannien var, at de ønskede at bevæge sig i retning af at bruge disse NATO-missiler, men at det skulle organiseres yderligere, presses internationalt, og at de forventede at have nogle meddelelser i løbet af det kommende møde i FN’s Generalforsamling i næste uge. Der er især planlagt et møde torsdag den 26. september mellem præsident Biden og Ukraines præsident Zelenskyj. Zelenskyj skal efter planen præsentere sin »sejrsplan«, som eftertrykkeligt omfatter brugen af langtrækkende præcisionsstyrede missiler affyret fra ukrainsk territorium dybt ind på russisk territorium.

Til at begynde med vil jeg gerne understrege, og det er virkelig et af fire hovedpunkter, som jeg vil tage op i mine korte indledende bemærkninger, hvad vi taler om her med hensyn til faren for krig. Aspektet med missilernes lange rækkevidde, som er vigtigt, er ofte blevet fremhævet, mens man ikke har taget højde for, at præcisionsstyringen måske er den mest betydningsfulde funktion. Det vil sige, at disse tingester ikke kan flyve forbi, gennem, rundt om, under og over russiske luftforsvarssystemer uden realtids, meget raffineret vejledning, der kun er tilgængelig gennem USA og andre NATO-aktiver; især amerikanske satellitter. Når man taler om at »tillade« ukrainerne at skyde disse tingester af, taler man derfor om, at beslutningerne om vejledningen og om selve missionerne ikke træffes i Ukraine, men i London og Washington. Russerne er udmærket klar over dette; de har sagt det gentagne gange. Præsident Putin har sagt det i løbet af denne uge. Der har været gentagne udtalelser om det fra bl.a. lederen af Dumaen Vyacheslav Volodin, som har gjort det helt klart, at hvis dette sker, så taler vi om at gå ind i en atomar krigsførelse.

I løbet af de sidste par dage, hvor trommerne er begyndt at rulle og bevæge sig i retning af en sådan proces, kan man se forberedelserne til dette på forskellige måder. For det første angrebet på Toropets-depotet i Rusland. Uanset den faktiske militære betydning af dette – og jeg ved, at der er mange forskellige versioner af dette, der flyder rundt, og vi kender ikke de militære fakta. Men den egentlige hensigt var at skabe en hændelse, som kunne bruges til at opbygge idéen om, at dette skulle fortsætte og blive langt mere alvorligt; dybere ind på russisk territorium og så videre. Også aspektet med at tjekke, hvad det russiske luftforsvarssystem er; profilere det og forberede sig på, hvad der kommer bagefter. Det er en meget vigtig udvikling.

En anden meget vigtig udvikling er den hurtige optrapning af krigen på Libanon-fronten; Israels angreb på Libanon. Det er en del af den samme globale kamp. Vi kan komme nærmere ind på det i resten af diskussionen, men de samme mennesker, som står bag dem, der forsøger at provokere Rusland og fremprovokere en krig mellem NATO og Rusland ved hjælp af Ukraine, er de samme mennesker, som bruger Israel til at forsøge at udvide krigen der. De forsøger at få Iran og andre involveret, og ud fra det synspunkt også Rusland. Denne åbenlyse terrorhandling, som fandt sted med personsøgerne og de håndholdte radioer og så videre, er simpelthen en åbningssalve i den optrapning mod Hizbollah og ind i Libanon.

Et tredje punkt, som jeg gerne vil nævne, er en udtalelse fra Europa-Parlamentet i går, hvor de opfordrede alle medlemslande til at ophæve alle begrænsninger på de våben, som Ukraine har lov til at bruge. Det er en meget stærk erklæring; den siger også udtrykkeligt, at Tyskland skal tillade, at Taurus-missilerne bruges. Det er noget, som kansler Scholz har sagt gentagne gange – hvilket er ret utroligt for en person, der har udvist så lidt mod som ham – »Nej, nej, nej, vi ønsker ikke at bruge Taurus-missilerne.« Europa-Parlamentet opfordrede til det; det kan godt være, at Europa-Parlamentet ikke har beslutningskompetence. Men russerne ved præcis, hvad det betyder, og de har reageret på det. Volodin igen, som er leder af Dumaen, personligt meget tæt på Putin og desuden sidder i Ruslands nationale sikkerhedsråd, reagerede på Europa-Parlamentets afstemning ved at sige, at det, de gør, åbner vejen for en atomkrig i verden. Moskva har stærkere våben; ingen bør have nogen illusioner om dette; Statsdumaen insisterer på dette.

Timingen omkring dette og insisteren i den retning har alt at gøre med to relaterede udviklinger. Den ene er, hvad der sker omkring valget i USA; og den anden er, hvad der sker i den Globale Majoritet – især opbygningen af BRIKS.

Med hensyn til valget vil jeg gerne citere, hvad Jake Sullivan sagde tidligere på ugen i et budskab, som han leverede via videolink til en konference i Kiev, Yalta European Strategy Conference. Diskussionen handlede om, hvor meget hjælp USA kan og vil give Ukraine; det særlige spørgsmål var disse langtrækkende præcisionsstyrede missiler. Sullivan sagde, at de forstår, at der kun er fire måneder tilbage, før en ny amerikansk præsident tages i ed. »Vi vil behandle hver eneste af de dage kostbart, når det handler om at støtte Ukraine.« Han sagde: »Jeg tror, at vi befinder os i et afgørende øjeblik, ved en korsvej.« Det er sandt. Vi befinder os i et afgørende øjeblik; vi står ved en skillevej. Når du planlægger, hvad du skal lave i næste uge, bør du måske overveje det, jeg sagde i begyndelsen. Nemlig at vi om en uge kan befinde os i en varm krig, medmindre vi handler og mobiliserer for at sikre, at det ikke sker.

Den anden pointe, jeg gerne ville have frem, er, at der er en krigscensurproces, der breder sig over hele planeten, og som ville gøre Goebbels misundelig. Det er en del af krigsmobiliseringen; det er ikke adskilt fra den. Den er især rettet mod de områder, hvor der kunne være en vis modstand mod denne politik, og hvor de, der er imod den, bliver bragt til tavshed. Målet er at bringe dem til tavshed. Der er forskellige måder at bringe folk til tavshed på. En måde er at eliminere dem, og jeg mener, at de to mordforsøg på præsident Trump skal ses på præcis den måde af en grund, som jeg vil forklare om et øjeblik. Dette er ikke et spørgsmål om valgpolitik; dette er et spørgsmål om atomkrig. Begge angreb inden for en periode på to måneder peger i en bestemt retning. Begge viser stærke antydninger af sikkerhedsnedskæringer, og det er et meget alvorligt spørgsmål om, hvordan Secret Service fungerer. Routh, som er anklaget for mordforsøget, kan spores direkte til netværk i Ukraine og gennem Ukraine til London i Azov-bataljonen, CCD – Centers for Countering Disinformation – og folk, som har erklæret deres politik om, at de vil lukke munden på (eller, deres ord er »afslutte«) enhver, som er imod den ukrainske (dvs. den vestlige) fortælling, og enhver, som synes, at krig er en dårlig idé. Mange af jer, der deltager i dette opkald, er blevet sat på CCD-listen. Helga Zepp-LaRouche og Schiller Instituttet står øverst på den; den næste taler i dagens program, Scott Ritter, er en af de mest fremtrædende på CCD-listen. Der er en klar CCD-forbindelse til dette andet attentatforsøg gennem Routh.

Det skal også bemærkes, at CCD er direkte involveret – CCD, Myrotvorets, Molfar – det er alt sammen den samme udenrigsministerium-finansierede, britisk-finansierede hitliste-operation. Deres erklærede formål er, at alle, der er imod deres synspunkter, er informationsterrorister, som skal bringes til tavshed og udryddes. Men deres engagement er også tydeligt i forbindelse med mordforsøget på Fico [15. maj] i Slovakiet for nogle måneder siden, og den nye udvikling omkring præsident Lukashenko i Hviderusland peger i samme retning.

Som en del af denne tavshed om enhver modstand mod krigsmobiliseringen skal vi se på den åbenlyse censuroperation, der var i gang for en uge siden, fredag den 13. Udenrigsministeriet annoncerede de nye direktiver som en del af den eksisterende bekendtgørelse, der ikke kun sanktionerer RT og Sputnik og en masse andre russiske medier, men stort set alle, der har nogen som helst forbindelse med dem. Hvis du har læst det med småt – og det har vi – er det en blankocheck til McCarthy-lignende og andre former for censur. Der er et gammelt ordsprog i den juridiske verden, som siger, at man kan få en storjury til at anklage en skinkesandwich. I dette tilfælde har du en situation, hvor du med disse nye regler faktisk kan dømme en ingenting-burger. Og det er, hvad de er i færd med at gøre. Det er en del af krigsmobiliseringen, og sammen med det tager briterne med CCD direkte skridt til at udbrede mulighederne for at lukke munden på folk. Konkret rejste Ian Patterson, som er vicedirektør for Ruslandskontoret i det britiske udenrigsministerium, den 17. september til Kiev, hvor han mødtes med lederen af CCD, Andriy Kovalenko, og de kortlagde en fælles indsats for at lukke munden på enhver stemme, der er imod NATO’s krig mod Rusland. De sagde, at de var blevet enige om at intensivere koordineringen, og det var en udløber af den foregående uges tætte strategisk dialog mellem Storbritannien og USA i London. Det særlige forhold mellem briterne og USA står bag udvidelsen af krigene på forskellige fronter, herunder situationen i Sydvestasien.

Den tredje pointe, jeg gerne ville have frem, er, at det, der foregår i den amerikanske præsidentvalgproces nu, er nyt. Spørgsmålet om atomkrig er, takket være mange af jer i denne samtale og det arbejde, vi har gjort, samt situationens alvor, faktisk brudt ud i kampagneprocessen. Det er ikke et partipolitisk spørgsmål. Trump har tre gange i løbet af den sidste uge nævnt faren for atomkrig. Uanset hvad man mener om Trump, så nævner han faren for atomkrig alvorligt. Det var først i debatten med Kamala Harris, så ved et møde i Las Vegas og så i Flint, Michigan. Ved mødet i Las Vegas talte Tulsi Gabbard, og hun var veltalende i spørgsmålet om atomkrig. Bobby Kennedy har udtalt sig om atomkrig. Dennis Kucinich, som er demokrat – han stiller op som uafhængig kongreskandidat nu, men han var demokratisk kongresmedlem fra Ohio. Han har talt på IPC’s platform. Han kom med en meget stærk udtalelse om atomkrig. Så selv om der er mange bestræbelser i gang for at sikre, at dette ikke bryder ud i offentligheden, er det absolut derude og meget vigtigt for vores bestræbelser på at stoppe det.

Mit fjerde og sidste punkt har også alt at gøre med at stoppe dette. Det er den ekstraordinære udvikling på FN’s generalforsamling i denne uge med afstemningen om Palæstina-spørgsmålet. Det var en overvældende stemme for fornuft, en overvældende stemme for menneskelighed i lyset af et af de værste folkemord i vores liv – mit liv i hvert fald – som vi har været vidne til. Det var en afstemning med 124 stemmer for, 14 imod og 43 hverken for eller imod. {The Economist – jeg så lige en overskrift i morges – skrev: »En FN-afstemning om Palæstina understreger USA’s svækkede indflydelse.« Det er faktisk tilfældet. Det er den første direkte præsentation af den palæstinensiske ambassadør, repræsentanten der, af en resolution. ICJ’s 19. juli konklusioner var en del af denne resolution. Dette viser, at den Globale Majoritet faktisk har fået nok. Det er bare et mikrokosmos af det faktum, at den Globale Majoritet har fået nok af dette bankerotte, kollapsende system, og den er i oprør. Antydet af det samme erklærede Indien hurtigt, at de ikke ville have noget at gøre med udenrigsministeriets sanktioner mod RT; de er ikke interesserede. Medlem af BRIKS; stort land. Brasiliens præsident Lula svarede Zelenskyj, at nej, vi vil ikke støtte jer i denne krig med Rusland. Ligesom Brasilien ikke ville støtte krigen mod Irak på det tidspunkt, fordi vi vidste, at det var en falsk operation. Vi vil ikke være en del af det her.

Så med BRIKS-mødet den 22.-24. oktober er det et middel til at udtrykke modstand mod hele dette paradigme, som fører os til krig. Vi har udviklingen i den amerikanske præsidentvalgkamp, som åbner døre og muligheder.

Det sidste punkt, jeg vil nævne, er, at det krakkede finansielle system, som er det, der ligger bag krigsdriften i første omgang, er i meget dårlig form. Federal Reserves rentenedsættelse på 50 basispoint i denne uge er ikke et tegn på styrke; det er et tegn på systemets enorme svaghed. De forsøger desperat at pumpe likviditet ind i en derivatboble på 2 billioner dollars, og det kommer ikke til at virke. Det vil føre til yderligere massive strømme frem og tilbage i den ene og den anden retning, som med overførselshandel og omvendt overførselshandel i en situation, hvor der ikke er nogen måde at holde det finansielle system flydende på.

Alt dette sætter blot vores grundlæggende spørgsmål på dagsordenen, nemlig at vi må have en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for at trække os tilbage fra randen af krig og for at give menneskeheden retten til udvikling og sikkerhed tilbage til alle mennesker overalt. Jeg vil gerne takke jer.

{Afsluttende bemærkninger

Morgan spurgte, hvad forskellen er i dag, og hvad vi kan gøre; hvordan vi kan tackle disse forskelle? Vi befinder os i et systemisk sammenbrud af hele systemet. Det er meget forskelligt fra noget, som nogen af os har oplevet, medmindre du måske var med i 1454. Nogle af deltagerne i dette opkald lyder måske, som om de levede dengang, men det er ikke tilfældet, eller i perioden med den Westfalske Traktat. Dette er et system, som er ved at bryde helt sammen. Og det er både den store fare og den store fordel, vi har. Vi har nødvendigvis fået en krise af et sådant omfang, at den ikke kan løses med andet end fundamentale løsninger. Ideen om BDS – boykot, frasalg og sanktioner – er jeg enig i; men jeg mener, at den skal tages alvorligt. Vi er nødt til at boykotte, frasælge og sanktionere hele det kriminelle, kræftsyge, spekulative finanssystem, som har ødelagt planeten, ødelagt de fleste nationer på planeten, og som har skabt betingelser for krig. Vi kan ikke have, at menneskeheden fortsætter med at eksistere og dette nuværende system; de kan ikke sameksistere længere. Hvis vi skal tage tanken om at træffe foranstaltninger mod organiseret ondskab alvorligt – hvilket vi bør – så er vi nødt til at tage Lyndon LaRouches opfordring til os alle gennem 50 års organisering op, nemlig at vi skal tage fat på de underliggende problemer. Vi er nødt til at organisere en situation, hvor vi kommer ud af denne unipolære verden. Unipolær i forsvaret af en kræftsvulst; i forsvaret af 2,1 kvadrillioner dollars i spekulative interesser, og hvis man forsøger at forsvare dem – hvilket er det, der sker nu – vil man ødelægge alle. Og det er det, de gør. Vi har et massivt folkemord i gang i Afrika; vi har et massivt folkemord i gang i Iberoamerika. Vi har en anden form for massivt folkemord i gang i Gaza; det er bare mere synligt og forfærdeligt, men det er det samme. Dette er et system, hvis forsvarere siger, at jordens befolkning skal reduceres fra 8 milliarder mennesker til omkring 1 milliard mennesker.

Jeg spørger dig, hvad er det andet end folkedrab? Og de tilskriver det planetens såkaldte bæreevne. Planetens eneste bæreevne er grænserne for menneskets sind. Hvis vi rent faktisk er i stand til at udvikle nye teknologier og anvende dem gennem økonomisk udvikling, gennem videnskabelige fremskridt og ved at nå helt ud i solsystemet og videre endnu, så er der helt klart ingen grænser for de ressourcer, vi har til rådighed. Begrænsningerne er dem, der pålægges af dette bankerotte banksystem og de ideer, det pålægger os; hvilket igen er et menneskesyn, der benægter den grundlæggende eksistens af kreativitet og derfor af agape. De to ting er det samme.

Så den nuværende situation er anderledes, for i tidligere mobiliseringer, selv om krisen var meget stor, og faren for atomkrig bestemt var stor omkring Cubakrisen, er vi nu nået til vejs ende. Der er ingen mulighed for, at dette finansielle system, hvis centrum er London, og en af dets vigtige grene er Wall Street – og jeg vil gentage det for effektens skyld: Hvis centrum er London, og en af dets vigtige grene er Wall Street. Det er London, der er centrum for handelen med derivater; det er London, der er centrum for al hovedhandel med alle råvarer. Vigtigst af alt er det London, hvor de ideer, der lænker os til dette bestialske menneskebegreb, har deres oprindelse. Det er det, vi er nødt til at gøre noget ved.

Så da der ikke er nogen anden vej ud af dette end at skabe et helt nyt system, hvilket var spørgsmålet i forbindelse med den Westfalske Traktat, var det spørgsmålet omkring renæssancen. Den eneste vej ud af den sorte død var renæssancen. Og noget af det mest forfærdelige, jeg læste i dag, var nyheden om, at man i Ukraine planlagde at vælte statuer af store russiske kulturpersonligheder. Det er virkelig grundlæggende spørgsmål om, hvad der gør os i stand til at løse disse problemer.

Men jeg slutter med en opfordring til virkelig at gå i retning af LaRouches økonomiske og globale løsninger. Vi kan ikke tillade, at verden deler sig i to lejre. Vi er nødt til at finde et grundlag, hvor både Vesten og Østen, Nord og Syd, kan samles om et højere, anderledes menneskesyn. Måden at gøre det på er, at vi bliver nødt til at være aktive. Jeg synes, at Ann Reynolds’ forslag var i den rigtige ånd. Vi skal ud og gøre noget, så vi ikke, når vi mødes igen i næste uge, trækker os tilbage og siger: »Åh gud! Godt, at en anden trykkede på pauseknappen.« Vi er nødt til at trykke på pauseknappen; vi er nødt til at trykke på løsningsknappen. Hver eneste person her er nødt til at komme ud og være aktiv. Vi har meget lidt tid til rådighed, og det gælder især om at udvide omfanget og rækkevidden af dette opkald og de diskussioner, der præsenteres her, og hvad Helgas præsentation af de ti principper er, især som et løsningsforslag. Det er ikke det sidste ord. Der er ikke noget endeligt ord; der er kun en diskussionsproces.

Sandheden ligger ikke i påstande. Sandheden ligger i en diskussionsproces for at opdage menneskets evne til at finde stadig højere løsninger. Det er det, vi skal sørge for faktisk udvikler sig her.

Ikke korrekturlæst

Israel bomber Libanon med landstyrker klar til at invadere

[DMS]

19. september 2024 (EIRNS) – Israels militær (IDF) hamrede løs på det sydlige Libanon med luftangreb i dag omkring kl. 15.30 IST. The {Jerusalem Post} rapporterede fra »forskellige kilder«, at Israels militær er blevet instrueret om, at jordaktioner i Libanon afventer Israels nuværende provokationer, der opfordrer til et militært modsvar fra Hizbollah. I en erklæring om luftangrebene hævdede IDF, at Hizbollah har »forvandlet Sydlibanon til en krigszone« og skjult våben i civile hjem. Optagelser på de sociale medier viser, at mindst ét angreb så ud til at ramme et boligområde i Deir Qanoun al-Nahr, omkring 20 km nord for grænsen mellem Israel og Libanon.

I dag var der allerede annonceret en tale af lederen af det Libanon-baserede Hizbollah Hassan Nasrallah, som adresserede Israels sprængning af tusindvis af personsøgere over hele Libanon. Han kaldte det en »massakre« uden hensyn til civile og »en krigserklæring…. Dette er ren og skær terrorisme…. Det er krigsforbrydelser eller i det mindste en krigserklæring.« Han rapporterede, at nogle af anordningerne var detoneret i skoler, hospitaler og beboelsesejendomme og havde krydset »alle restriktioner og røde linjer«. Nasrallah tilføjede: »Der er ingen tvivl om, at vi har lidt et stort sikkerhedsmæssigt og humanitært slag, som er uden fortilfælde i vores modstands historie. Vi er blevet hårdt ramt, men sådan er krigstilstanden, og vi forstår, at fjenden har teknologisk overlegenhed.«

Ethvert forsøg fra Israels side på at invadere det sydlige Libanon vil give Hizbollah en »historisk mulighed« og få »frygtelige konsekvenser« for IDF, har Nasrallah sagt. Uanset om IDF sender tropper ind i Libanon, »vil der være en retfærdig straf« for Israels seneste angreb. »Jeg vil ikke sige hvornår, hvor eller hvordan. Det vil I få at vide, når tiden er inde.«

Mens Nasrallah talte fra Beirut, fløj israelske jagerfly ind over byen, kastede nødblus og skabte høje lydbrag i et forsøg på at forstyrre Nasrallahs tale. Libanons sundhedsministerium udtalte, at de sidste to dages angreb havde såret over 3.000 og forårsaget 37 dødsfald, herunder mindst 2 børn.

The {New York Times} rapporterede i dag med henvisning til anonyme kilder, at Israels Mossad producerede de fjernstyrede personsøgere i et falsk firma, som de oprettede i Ungarn, og at de indsatte PETN-sprængstoffer indeni. I 2022 blev personsøgerne så sendt til Libanon, hvor de ventede på at blive aktiveret af Israel.

Hvis Hizbollah ikke udfører gengældelsesaktioner mod Israel, bliver Libanon åbenbart kun bombet fra luften; men hvis de forsøger sig med modforanstaltninger, er det signalet til en israelsk landinvasion i Libanon.

Israel signalerer krigsforberedelser mod Libanon

[CJO]

19. september 2024 (EIRNS) – AP rapporterede i morges, at alt tyder på, at Israel forbereder sig på en optrapning til en større krig mod Hizbollah i Libanon. »Mens de daglige kampe mellem Israel og Hizbollah er blevet optrappet ved flere lejligheder, har de bitre fjender været omhyggelige med at undgå en total krig,« bemærker AP. »Det ser ud til at ændre sig – især efter at personsøgere, walkie-talkies, solcelleudstyr og andre enheder eksploderede i Libanon tirsdag og onsdag og dræbte mindst 20 og sårede tusindvis i et raffineret angreb, som Hizbollah gav Israel skylden for.«

»Man gør ikke sådan noget, rammer tusindvis af mennesker og tror, at der ikke kommer krig,« siger den pensionerede israelske brigadegeneral Amir Avivi, som leder Israel Defense and Security Forum, en gruppe af høgeagtige tidligere militære kommandanter, til AP. »Hvorfor gjorde vi det ikke i 11 måneder? Fordi vi ikke var villige til at gå i krig endnu. Hvad sker der nu? Israel er klar til krig.«

Ikke alene er IDF’s 98. division blevet flyttet mod nord, men militæret siger også, at det har afholdt en række øvelser langs grænsen i denne uge. »Missionen er klar,« sagde generalmajor Ori Gordin, som leder Israels Nordkommando. »Vi er fast besluttet på at ændre sikkerhedssituationen så hurtigt som muligt.« Den mission stammer fra premierminister Benjamin Netanyahus besked til sikkerhedsministerierne den 12. september om, at det nu var et krigsmål at få de omkring 60.000 israelere, der var blevet evakueret fra det nordlige Israel som reaktion på Hizbollahs raketangreb, til at vende tilbage til deres boliger.

Den israelske veteranjournalist Ronen Bergman, som skriver for både {New York Times} og {Yedioth Ahronoth}, fortalte i et interview med Channel 12 News, at den slags angreb som dem, der er rettet mod Hizbollahs kommunikationsudstyr, normalt er »sidste udvej«, af den slags, der ville blive brugt i forbindelse med et påbegyndt angreb eller for at forhindre et overraskelsesangreb fra Hizbollah, som ikke kan stoppes med andre midler, rapporterede Times of Israel. »Det faktum, at nogen trykkede på de knapper, viser, at den, der gjorde det, føler et stort behov for at bevise den dybe skade [som Hizbollah er blevet påført],« tilføjede han.

Han mindede også om, at han sent mandag havde skrevet en artikel i {Yedioth}, hvor han citerede højtstående israelske sikkerhedskilder, som advarede om et fejltrin, der kunne føre til en optrapning på den nordlige front. Når man lægger det hele sammen, sagde Bergman, kan det være, at højtstående israelske sikkerhedsfolk var bekymrede for, at et nært forestående planlagt angreb på Hizbollah ikke nødvendigvis ville tjene det nyligt udpegede formelle krigsmål om at muliggøre en sikker tilbagevenden for indbyggerne i nord.

Libanesiske og jordanske udenrigsministre taler imod Hizbollah-Israel-krig

[CJO]

19. september 2024 (EIRNS) – En omfattende israelsk krig mod Hizbollah ville være meget dårlig for både Libanon og Jordan, men især for Libanon. Libanons udenrigsminister Abdallah Bou Habib advarede om, at Hizbollah uundgåeligt vil reagere på de to bølger af angreb. I et interview med CNN’s Christiane Amanpour påpegede topdiplomaten, at »Hizbollah har fået et hårdt slag, og derfor er et svar uundgåeligt,« og tilføjede, at den libanesiske regering efter de seneste israelske angreb »ikke kan kommunikere med Hizbollah nu på samme måde, som vi gjorde tidligere,« rapporteret  i {Al Mayadeen}.

Bou Habib advarede om, at de dødbringende eksplosioner kunne være en advarsel om en bredere krig i den vestasiatiske region. Han understregede også hændelsens alvor, »fordi den kommer efter israelske trusler om at udvide fokus for krigen med Libanon, hvilket vil kaste regionen ud i en større voldscyklus og signalere en større krig.«

»Det er et skræmmende øjeblik, og vi er bange for at komme i krig, for vi ønsker ikke en krig,« understregede han.

Jordans udenrigsminister Ayman Safadi beskyldte Israel for at skubbe Mellemøsten »ud i afgrunden af en regional krig« på grund af dets farlige optrapning på flere fronter, rapporterede. I en tale efter et møde i den islamiske og arabiske ministerkontaktgruppe i Amman, som havde til formål at presse på for en våbenhvile i Gaza, understregede Safadi, at fred ikke ville være mulig uden en tostatsløsning. I et indlæg på X sagde han desuden: »Vi understregede behovet for, at det internationale samfund tager praktiske skridt til at bremse den israelske aggression, herunder indfører sanktioner mod den og stopper leveringen af våben til den.«

FN-embedsmand kalder hensynsløse personsøgerangreb i Libanon for krænkelse af menneskerettighederne

[CJO]

19. september 2024 (EIRNS) – FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk, fordømte den 17. september bølgen af eksplosioner af personsøgere i Libanon i en erklæring i går. »Samtidige angreb på tusindvis af personer, uanset om de er civile eller medlemmer af væbnede grupper, uden viden om, hvem der var i besiddelse af de målrettede enheder, deres placering og deres omgivelser på tidspunktet for angrebet, krænker den internationale menneskerettighedslovgivning og, i det omfang det er relevant, den humanitære folkeret,« sagde han. »Der skal være en uafhængig, grundig og gennemsigtig undersøgelse af omstændighederne ved disse masseeksplosioner, og de, der beordrede og udførte et sådant angreb, skal stilles til ansvar.«

Türk udsendte sin erklæring før runden af detonationer rettet mod kommunikationsradioer i går, men hans kritik gælder i lige så høj grad for den.

Foto: Wikimedia Commons

Deltag i Den internationale Fredskoalitions møde 
20. september 2024, kl. 17
Via Zoom

Tilmeld dig her for at modtage et Zoom link

Talerlisten:

Join us with former Scott Ritter, former UN Weapons Inspector; 
Jonathan Kuttab, Co-Founder of Non-violence International and Executive Director of the Palestinian Christian Friends of Sabeel North America; 
Mossi Raz, former Member of the Knesset, and former Director General of Peace Now; 
Fernando Garzon, writer, UN consultant, and professor at 5 universities in Ecuador. “From Hiroshima to Gaza.”

Invitation skrevet af DENNIS SMALL

Den 18 september 2024, EIRNS

I 67 uger i træk har Den Internationale Fredskoalition (IPC) advaret, organiseret og holdt møder om den altoverskyggende og umiddelbare fare for atomkrig, som hele planeten står over for – en fare, der er mest smerteligt åbenlys i områderne Ukraine og Sydvestasien. I 67 uger har IPC-initiativtager Helga Zepp-LaRouche peget på sammenbruddet af det »unipolære« system i City of London og Wall Street som den underliggende årsag til denne krigsfare og systematisk udarbejdet en løsning på den eksistentielle krise: en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur baseret på de principper, der ligger til grund for Den Westfalske Fred i 1648.

Det centrale spørgsmål om atomkrig eller fred, som med al tydelighed gør det klart, at vi er én menneskehed med fælles interesser, er endelig brudt markant ud på den amerikanske politiske scene i slutspurten af præsidentvalgkampen – og ikke et øjeblik for tidligt.

Tidligere præsident Donald Trump sagde ved et valgmøde i Flint, Michigan, den 17. september: »For mig har vi én stor trussel: den hedder atomvåben…. Det er den største enkeltstående trussel mod verden, ikke kun Michigan, [men] mod verden, og du vil ikke være så interesseret i at lave biler, hvis det begynder at ske.«

Det er tredje gang på en uge, at Trump har understreget faren for atomkrig. Den 10. september advarede Trump i sin debat med Kamala Harris om, at Rusland »har atomvåben, (men) det er der aldrig nogen, der tænker på.« Tre dage senere, den 13. september, ved et valgmøde i Las Vegas, advarede Trump igen publikum: »I kommer til at ende i tredje verdenskrig. I får et atomart Holocaust, hvis vi ikke er forsigtige.«
Prøv ikke at feje disse advarsler til side som parti- og valgpolitik.

Det er ikke kun Trump, der er begyndt at slå alarm. Den 13. september udtalte det tidligere demokratiske kongresmedlem og nuværende uafhængige kongreskandidat Dennis Kucinich:

Ingen regering, hverken demokratisk eller republikansk, har ret til at føre os ind i en krig, som har kapacitet til at ødelægge ikke bare vores land, men hele verden.«

Også den 13. september advarede det tidligere demokratiske kongresmedlem Tulsi Gabbard, da hun talte ved Trumps kampagnemøde i Las Vegas: »Vi er tættere på kanten af tredje verdenskrig og atomkrig i dag, end vi nogensinde har været før, og det skyldes direkte Harris-Biden-regeringens udenrigspolitik.«

Og den tidligere præsidentkandidat Robert F. Kennedy, Jr. udsendte en kort video den 13. september, hvor han var bekymret over »glidebanen mod atomkrig…. [De neokonservative] presser på for maksimal konfrontation med Rusland. Har du nogen idé om, hvor farligt det er? Rusland er verdens største atommagt…. Hvis Rusland bliver desperat, vil de bruge atomvåben.«

Hvorfor dækker de store medier ikke disse vigtige udsagn – med nogle få hæderlige undtagelser? Enten fordi de er direkte ejet af de samme globale finansielle interesser, som bevidst forsøger at provokere Rusland til en atomar udveksling; eller fordi de bliver terroriseret til tavshed og underdanighed af Gestapo-lignende censur og trusler om fængsling – eller det, der er værre – af enhver, der vover at sige sin mening.
Udenrigsministeriets meddelelse den 13. september om, at RT, Sputnik og andre russiske medier – og alle, der arbejder med dem – er underlagt nye sanktioner; efterfulgt af Meta og YouTubes udelukkelse af disse medier fra alle deres platforme internationalt, er kun toppen af isbjerget. Bagved ligger etablissementets politik om at lukke munden på alle afvigende stemmer, der protesterer mod atomkrigskampagnen – ved hjælp af alle metoder, uanset om de er retfærdige eller ej.

Nogle bliver udset til at blive myrdet, selv når de angiveligt har Secret Service-beskyttelse. Andre, som Scott Ritter, får deres hus ransaget af FBI under »mistanke« for at være agent for russisk misinformation. Atter andre, herunder Schiller Instituttet, bliver sat på den ukrainske CCD-Molfar-Myrotvorets-hitliste og udråbt som »informationsterrorister«, der burde »likvideres«.

Så sent som i denne uge rejste souschefen for Ruslandskontoret i det britiske udenrigsministerium til Kiev den 17. september og mødtes med lederen af CCD (Center for Countering Disinformation), Andriy Kovalenko, for at kortlægge en »fælles indsats« for at håndtere »informationsterrorister«. Og Hillary Clinton gik i æteren hos Rachel Maddow den 16. september for at argumentere for, at amerikanere, der »efterplaprer Kreml-propaganda«, ikke bare bør retsforfølges civilt, men »endda i nogle tilfælde anklages strafferetligt«, fordi »det ville være en bedre afskrækkelse«.

Hvor hurtigt skal vi handle for at stoppe galskaben og faren for atomkrig?

Den 14. september rapporterede Bloomberg, at Det Hvide Hus’ nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, via et videolink til den årlige Yalta European Strategy-konference i Kiev, sagde: »Jeg mener, at vi befinder os i et afgørende øjeblik, ved en korsvej.« Der er kun lidt mere end fire måneder til, at en ny amerikansk præsident bliver taget i ed. »Vi vil behandle hver eneste af disse dage med stor omhu, når det drejer sig om at støtte Ukraine,« svor Sullivan. Biden og Ukraines Zelenskyj skal mødes på FN’s generalforsamling i New York, som begynder den 22. september, og britiske diplomater har officielt udtalt, at de forventer, at USA og Storbritannien på generalforsamlingen vil bekendtgøre en beslutning om at begynde at affyre NATO’s langtrækkende præcisionsstyrede missiler fra Ukraine dybt ind på russisk territorium.
Det vil, har Ruslands Putin advaret om, » betyde, at NATO-landene – USA og de europæiske lande – er i krig med Rusland. Og hvis det er tilfældet, vil vi i betragtning af ændringen i konfliktens karakter træffe passende beslutninger som svar på de trusler, der vil blive fremsat mod os.”

Så uanset om du har deltaget i nogle eller alle de sidste 67 IPC-møder eller ej, må du være enig i, at det giver rigtig god mening for dig at deltage i IPC #68.

Foto: Former Congressman Dennis Kucinich said the Biden administration is using Ukraine for a WWIII proxy. Credit: Sare for Senate Campaign

The Schiller Institute NYC Chorus was back in the historic Little Italy district in the Bronx on September 15, 2024, to present the
9/11 Memorial Concert

Tragedy & Hope- Restoring the Classical Tradition in America. 

The inspiring commemoration of the tragedy of September 11, 2001, Tragedy & Hope, took place at Our Lady of Mt Carmel RC Church, and was addressed by FDNY Chaplain Msgr. Jamie Gigantiello with the FDNY Ceremonial Unit Color Guard. Please take a look at the concert program attached below as you watch this phenomenal event which presented the world dialogue of cultures that formed the American Classical Tradition.

Links: 
https://www.sinycchorus.com/past_events

YouTube

PROGRAM (PDF)

American music itself is very much what people brought to these shores from diverse circumstances around the world. Alongside native melodies, it was all brought together into a new classical school of music by the courageous efforts of Jeanette Thurber who created the National Conservatory of Music of America with the crucial role of Antonín Dvořák as director in the early 1890s and his collaboration with H.T. Burleigh. 

You’ll hear for the first time a new arrangement for America’s anthem, My Country ‘Tis of Thee, by Schiller Institute music historian Fred Haight, originally composed by Dvořák to replace the music for the American anthem from the British anthem, God Save the King.

You’ll also see the theme for another anthem, Battle Hymn of the Republic, which made its way from an early 19th century Slavonic church composition of the 26th Psalm by Ukrainian-Russian composer Dmitry Bortniansky, to the tune of abolitionist camp song, John Brown’s Body, and finally to the words of Julia Ward Howe during the Civil War.

The program includes the works of Brahms, Dvořák, H.T. Burleigh, Hall Johnson, Verdi & more.

Special guest artists: 

The NEO String Quartet, led by Jungwon Yoon
Elvira Green, soprano
Everett Suttle, tenor
Linda Childs, contralto
Michelle Erin, soprano
Dura Jun, pianist

Program

Greetings Jennifer Pearl, Chair, Schiller Institute NYC Chorus 

Opening narrative Dennis Speed, International Schiller Institute
FDNY Ceremonial Unit Color Guard Invocation and remarks:  
FDNY Chaplain Msgr. Gigantiello  
Litanei   Linda Childs, alto; Dura Jun, piano  Franz Schubert (1797-1828) 
Narrative: Elvira Green  
 African-American Spirituals ~  Schiller Institute Chorus, Diane Sare conducting
My Lord What a Mornin’
Lord, I Don’t Feel No-Ways Tired Everett Suttle, tenor arr. H. T. Burleigh (1866-1949)  
African American Spiritual,  arr. Hall Johnson (1888-1970)
Narrative: Elvira Green
Concerto No. 22, The Lord is my Light and my Savior  Dmitry Bortniansky (1751-1825) Schiller Institute Chorus; Megan Dobrodt conducting
Luleborë: Traditional Albanian Folk Song  Michelle Erin, soprano; Dura Jun, piano
Dem dunkeln Schoβ Simon Gjoni (1925-1991) Johannes Brahms (1833-1897) Schiller Institute Chorus; Megan Dobrodt conducting
Narrative: Elvira Green
Soon Ah Will Be Done arr. William L. Dawson (1899-1990) Schiller Institute Chorus; Diane Sare conducting
 —-   Intermission  —-
Part 2
Narrative: Dennis Speed String Quartet No. 12, “American”, Op. 96, B. 179: Antonín Dvořák (1841-1904) 1st movement: Allegro ma non troppo; 4th movement: Finale, Vivace ma non troppo NEO String Quartet ~
Traditional American Folk Songs ~
Poor Wayfarin’ Stranger: Traditional  Linda Childs, Alto;  
At the River: Aaron Copland (1900-1990): Old American Songs, Set II, No. 4 Everett Suttle, tenor
Long Time Ago: Aaron Copland: Old American Songs, Set I, No. 3 Everett Suttle, tenor
Narrative:  Elvira
Green Goin’ Home: arranged by William Arms Fisher (1861-1948), from Antonín Dvořák: Symphony No. 9, From the New World, Opus 95, B. 178 – Largo Schiller Institute Chorus; Dura Jun, piano; Megan Dobrodt conducting
Va, Pensiero: from the Opera Nabucco by Giuseppe Verdi (1813-1901) Schiller Institute Chorus; Megan Dobrodt conducting
Narrative:  Elvira Green
My Country ‘Tis of Thee: arranged by Schiller Institute music historian Frederick Haight from  Antonín Dvořák: String Quintet, Op. 97, Burghauser 180- Larghetto (A flat minor/B flat Major) NEO String Quartet; Schiller Institute Chorus, Nancy Guice conducting

Foto; SI

af Dennis Speed (EIRNS) – 17. september 2024

»Kaptajn Ahab! Det er den hvide hval! Moby Dick! Han har kurs direkte mod os!«

»Forkert, hr. Starbuck! Jeg er på vej lige mod ham – og det er De også, sir!«

Hverken styrmand Starbuck eller det skib af tåber, der havde påmønstret for at sejle ud på det, der skulle blive deres sidste rejse med kaptajn Ahab, var klar over, at et andet navn for Moby Dick var Helvede, og et andet navn for Ahab var Satan – tåbernes såvel som mørkets fyrste. I dag er den vildledte Starbucks åndelige efterkommere, hvoraf mange selvtilfredse nipper til specialfremstillede drikkevarer til fem dollars i de kirker, der i dag bærer hans navn, uvidende om, at de i dette øjeblik er på vej mod et atomart helvede som tilhængere af et fiktivt »kollektivt Biden«-præsidentskab, som Kaptajn Ahabs wanna-be, Dick Cheney, »vicepræsidenten for mørkets fyrste«, nu entusiastisk støtter.

Findes der noget sted en fornuftig stemme?

Den tidligere præsidentkandidat Robert F. Kennedy, Jr. har sammen med Donald Trump, Jr. skrevet en kronik: »Forhandl med Moskva for at afslutte Ukraine-krigen og forhindre atomar ødelæggelse.« Den begynder således: » New York Times rapporterede torsdag, at Biden-administrationen overvejer at tillade Ukraine at bruge NATO-leverede langtrækkende præcisionsvåben mod mål dybt inde i Rusland. En sådan beslutning vil udsætte verden for større risiko for atomar ødelæggelse end på noget tidspunkt siden Cuba-krisen.« Kronikken påpeger nyttigt, at: »Det er på høje tid at nedtrappe denne konflikt. Det er vigtigere end nogen af de politiske spørgsmål, som vores nation diskuterer. Atomkrig ville betyde enden på civilisationen, som vi kender den, måske endda enden på den menneskelige art.«

Et glimt af fornuft? Ja, men endnu ikke en ændring af politikken. Der også, lige på rette tidspunkt, dukket en Mefistofeles-lignende skabning op fra den sorte lagune i det perfide Albion (England –red.) ved navn Lord Ashcroft for at formane de amerikanske kolonister. Ashcroft, livslangt medlem af Overhuset, medlem af den fornemste orden af St. Michael og St. George, og med en personlig formue på 1,6 milliarder dollars, har som repræsentant for Hans Sataniske Majestæt og kongerigets interesser nedladt sig til at tale. Han har proklameret, at »Vesten endelig må finde modet til at stå fast over for tyranni«. Ukraine bliver »tragisk nok holdt tilbage af de selvsamme partnere, som erklærer deres støtte til landets sag. Det mest grelle eksempel på denne tilbageholdenhed kommer fra USA, et land, der kalder sig selv ‘de modiges hjemland’. Alligevel har Washington vedvarende tøvet, når det gælder om at give Ukraine lov til at angribe mål dybt inde i Rusland…. Putins regime kan affyre missiler, bombe byer og terrorisere ukrainske civile, men når Ukraine forsøger at gøre gengæld mod de ansvarlige, får det at vide, at det skal holde sig tilbage. Det er ikke sådan, man vinder krige, og det er ærligt talt skammeligt.«

»Hvide Hus, vis noget mod! Gå direkte mod den hvide hval!« Dette er det britisk-babylonske præsteskabs krav til sin nuværende politiske vasal, USA. Det kan være sandt, at der faktisk har været et midlertidigt stop for amerikansk udstationering af langtrækkende missiler på området mellem NATO og Rusland. Det kan også være sandt, at det vrag, der kaldes det »britiske militærindustrielle kompleks«, producerer missiler af tvivlsom effektivitet. Den større sandhed er imidlertid, at NATO’s verdenskrig mod »resten«, herunder det Globale Syd, BRIKS-Plus-nationerne, Bælte- og Vej-Initiativet, den Eurasiske Økonomiske Union osv. er en tvangsmæssig, malthusiansk befolkningskrig, som i Gaza, baseret på et håbløst selvdestruktivt menneskesyn. Den er drevet af en ubetalelig gæld med et uholdbart monetært system, som skulle have været afsluttet sammen med Den kolde Krig i 1989. I stedet overlevede det, ikke som et reelt økonomisk system, men som en fælles folkelig massevildfarelse, der stadig forekommer virkelig – som Moby Dick.

Hvad er »følgeskaderne« af NATO’s dødsmærkede bestræbelser? I en præsentation mandag aften for tilhængerne af de uafhængige kandidater til USA’s senat og kongres, Diane Sare og Jose Vega, beskrev Dr. Mark Perlmutter, tidligere præsident for International College of Surgeons(https://icsglobal.org/) og nuværende præsident for World Surgical Foundation(https://worldsurgicalfoundation.org/about-wsf/), sin nylige mission til Gaza, sponsoreret af Palestinian American Medical Association i samarbejde med Verdenssundhedsorganisationen. Dr. Perlmutter, som var på Manhattans Ground Zero i 2001, i Louisiana under orkanen Katrina i 2005 og i Haiti under jordskælvet i 2010, sagde, at ingen af disse oplevelser eller noget andet i hans mere end 36 år lange praksis forberedte ham på det, han mødte i de uger, han tog til Gaza. En kvart million døde, sagde han, vil være tættere på skønnet over, hvor mange mennesker der faktisk blev dræbt, når sandheden endelig bliver fortalt.

Hvorfor vil Linda Thomas-Greenfield, USA’s FN-ambassadør, ikke tale med ham? I dag skal »FN’s Generalforsamling efter planen debattere og stemme om en resolution om, at Israel skal afslutte ›sin ulovlige tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder‹ inden for seks måneder,« rapporterer medlem af Den Internationale Fredskoalition, forfatter og akademiker Oliver Boyd-Barrett. »Hvis vi antager, at Israel vil ignorere et sådant krav, og at USA nedlægger veto mod en resolution i Sikkerhedsrådet om at håndhæve ICJ’s (Den internationale Domstols) afgørelse af 19. juli, som fastslår, at israelske bosættelser opretholdes i strid med international lov, og at Israel skal betale erstatning til alle dem, som den ulovlige besættelse har skadet, kan Generalforsamlingen indkalde til et hastemøde for at tage en såkaldt Uniting for Peace-resolution op«, kendt som resolution 377, som Schiller Instituttet og IPC har ført kampagne for i nogen tid.

USA, den transatlantiske verden, har et stævnemøde med sandheden, som de ikke kan undgå længe. Det vil enten være vores utrættelige stræben efter en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der vil sejre, eller NATO’s utrættelige stræben efter selvdestruktion vil kaste menneskeheden ud i et utænkeligt hav af blodbad, som Gaza og Ukraine blot er optakten til.

Foto: Sgt. Bill Boecker/U.S. Army

af Jason Ross (EIRNS) – 16. september 2024

Hvorfor nøjes med én snigmorder, når man kan have snesevis eller hundredvis?

Det overdrevne, følelsesladede, dobbelttydige sprog, der angriber os fra regeringer, førende medier, tænketanke, den akademiske verden, NGO’er og andre kilder, skaber et miljø, der giver grobund for terrorister og nidkære særlinge, der er villige til at begå vold for at nå deres mål. Sagen om Ryan Routh – den besynderligt inkompetente, men berejste og bredt ambitiøse aktivist for Ukraine og andre sager, som lurede i buskene uden for Donald Trumps golfbane i 12 timer, før han blev fanget af en opmærksom Secret Service-agent – er kommet op til overfladen.

Hvor mange lurer stadig nedenunder?

Er han den eneste person, der er modtagelig for (eller fremmer) de fordærvede synspunkter hos … [dem], der er fast besluttet på at give det atombevæbnede Rusland et sviende nederlag?

Situationen er alvorlig og nærmer sig et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Det britiske etablissement fortsætter sin ledende rolle i at fremme en optrapning af direkte NATO-fjendtligheder mod Rusland, i form af et halvt dusin tidligere udenrigsministre og en tidligere premierminister der kræver, at premierminister Keir Starmer straks sender langtrækkende Storm Shadow-missiler mod Rusland. Selv hvis et sådant missil blev affyret fra Ukraines territorium, ville NATO helt klart selv være aggressoren, fordi våbnene ikke kan bruges uden satellit- og anden løbende teknisk støtte fra deres leverandører, hvilket den russiske ledelse har udtalt ganske klart. (Rusland har også meddelt, at de øger størrelsen på deres hær).

General Harald Kujat (»pensioneret«) fra Tyskland, tidligere stabschef for landets væbnede styrker og formand for NATO’s militærkomité, og nu en førende kritiker af vestlige strategier for optrapning, siger: »Hvis der leveres vidtrækkende våben nu, vil Ukraines evne til at angribe mål, der er af eksistentiel betydning for Rusland, øges – og dermed risikoen for, at denne krig vil sprede sig.« Angreb på militære anlæg dybt inde i Rusland kan ved at ramme russiske advarselsradarer og relaterede systemer udløse et ødelæggende atomart modsvar.

Hvordan får man støtte til en politik, der er så vanvittig som at lægge madding ud til den russiske bjørn? At terrorisere politiske og sociale modstandere er en teknik, som har været velkendt siden 1960’erne. At forbyde udbredelsen af alternative synspunkter er populært i dag, som det ses i den lovgivning, der nu foreslås i Australien. Det er også effektivt at drive folk til vanvid ved at ødelægge den klassiske kultur og fremme et »kritisk« syn, der vender op og ned på selve idéen om en erkendelig sandhed til fordel for alle mulige identiteter, ved at afskære tænkningen, mens man stimulerer følelserne. Vi bør ikke blive overraskede over at høre nærmere om, hvordan de mange undersøgelser i New York City mod borgmester Eric Adams og hans administration er et udtryk for en form for kontrol.

Men denne kontrol er ved at blive svækket. Indien, eksempelvis, ignorerer  de indtrængende krav fra USA og Storbritannien om sammen med dem at undertrykke rapporteringen fra Russia Today, sådan som disse såkaldte frihedsbastioner har gjort det. Og Chile har tilsluttet sig Sydafrikas sag mod Israel ved FN’s Internationale Domstol.

Det stærkeste redskab til at overvinde de angloamerikanske kræfter, der driver menneskeheden mod dens potentielle udslettelse, er skabelsen af et nyt paradigme for internationale og sociale relationer, baseret på vores smukke menneskearts unikke kreative evner.

Denne tilgang er blevet demonstreret i mange måneder på møderne i Den Internationale Fredskoalition. Den er blevet omsat til handling i koncentreret form i Schiller Instituttets NYC Community Chorus’ 9/11-mindekoncert »Restoring America’s Classical Tradition«.

Foto: Schiller Institute NYC Community Chorus 9/11 memorial concert “Restoring the Classical Tradition in American.”

London sætter alle sejl til for at lade langdistanceraketterne flyve ind i Rusland

DENNIS SMALL

Den 15. september 2024

Den britiske udenrigsminister David Lammy vendte tilbage fra sine møder med den amerikanske udenrigsminister Tony Blinken for at gå i æteren den 15. september og opfordre begge lande til at begynde at affyre NATO-våben dybt ind i Rusland fra ukrainsk territorium. Over for BBC nægtede Lammy »at bekræfte, om Storbritannien og dets allierede planlagde at tillade, at missiler blev brugt mod mål i Rusland. Men han tilføjede: »Dette er under nøje drøftelse med ukrainerne, da vi vurderer, hvad de har brug for, når de går vinteren i møde. Lammy sagde, at Storbritannien og andre allierede ville møde præsident Zelenskyj ved FN’s generalforsamling i New York om mindre end 12 dage, og foreslog at spørgsmålet ville blive diskuteret da.«

Lammy afviste også præsident Putins skarpe advarsel den 12. september om konsekvenserne af en direkte krig mellem NATO og Rusland. Han beskyldte Putin for at » kaste støv op i luften« og tilføjede: »Der er en masse brovten – det er hans modus operandi.«

Ifølge Londons Sunday Times opfordrede fem tidligere britiske konservative forsvarsministre – Grant Shapps, Ben Wallace, Gavin Williamson, Penny Mordaunt og Liam Fox – samt tidligere premierminister Boris Johnson alle premierminister Keir Starmer til at »tillade Ukraine at bruge langtrækkende missiler på russisk territorium, selv uden USA’s støtte«, ifølge en Reuters-tråd, og advarede Starmer om, at »enhver yderligere forsinkelse vil opmuntre præsident Putin. «

Den tidligere premierminister Boris Johnson rejste sågar til Kiev i weekenden for at sætte trumf på, mødtes med Zelenskyj og krævede, at Storbritannien og USA lod Ukraine bruge begge nationers langdistancemissiler, Storm Shadow, SCALP og ATACMS, mod mål på russisk territorium.

Tysklands Scholz om at sende Taurus-missiler til Ukraine: Nej, og »sådan vil det forblive

CARL OSGOOD

Den 15. september 2024 . Den tyske kansler Olaf Scholz, som næppe er kendt for sin politiske rygrad, nægter at rokke sig fra sin offentlige holdning om, at Tyskland ikke vil sende Taurus-missiler til Ukraine. I en tale til en forsamling den 14. september i byen Prenzlau i Brandenburg, gentog han sit afslag om at forsyne Ukraine med langtrækkende Taurus-missiler, på grund af bekymring for at det kunne føre til en alvorlig optrapning af situationen. »Det sagde jeg nej til,« sagde Scholz ifølge TASS, som citerer det tyske nyhedsbureau DPA. Brandenburg er den tredje østtyske delstat, der afholder lokalvalg i denne måned, og det sker den 22. september.

Ifølge kansleren ville det være et problem, hvis Ukraine fik tilladelse til at angribe dybt inde i Rusland, og det vil han ikke tillade. »Det gælder også andre våben, hvis vi skulle levere dem, som kunne ramme på så lang afstand,« sagde Scholz. »Sådan vil det blive ved med at være…. Derfor holder jeg fast i min holdning, selv om andre lande beslutter noget andet. Jeg vil ikke gøre det, fordi jeg anser det for at være et problem.«

Foto: Wikimedia Commons

NATO-vampyrerne hyler: Helga Zepp-LaRouche taler til Den Internationale Fredskoalitions møde

Ikke korrekturlæst

13. september 2024 (EIRNS) – Her er bemærkningerne fra Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche, der taler til det ugentlige fredagsmøde i Den Internationale Fredskoalition, nr. 67, den 13. september 2024:

ANASTASIA BATTLE: Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er vores 67. møde i træk. Vi bringer alle de forskellige fredsorganisationer sammen så meget som muligt fra hele verden for at opnå ægte fred; på tværs af vores ideologier, på tværs af vores forskellige kulturelle baggrunde. Vi bringer alle sammen om denne meget vigtige mission i dag.

Mit navn er Anastasia Battle, jeg har to medordstyrere i dag – Dennis Small og Dennis Speed. Vi har en redegørelse til jer i dag, fordi vi har nået et alvorligt niveau af stress og fare for atomkrig. Vi samler en række eksperter i dag for at gennemgå, hvordan den fare ser ud. Derefter vil vi have en dialog om, hvad vi kan gøre med alle vores forskellige fredsorganisationer; vi har en række demonstrationer på vej, som vi vil tale mere om. I chatten kan du se dagsordenen og de forskellige personer, som vi har samlet i dag. Vi byder velkommen til alle de nye mennesker, der er med for første gang. Du bedes præsentere dig selv i løbet af diskussionsperioden, hvilken organisation du tilhører, og hvor du kommer fra. Med det vil jeg gerne give ordet til Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Tak, fordi du kom, og værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tak. Velkommen til jer alle sammen. Det berømte dommedagsur tikker tydeligvis, og det er et godt spørgsmål, hvor mange sekunder der er tilbage til midnat. I dag, mens vi mødes her på IPC, mødes Storbritanniens premierminister Starmer med præsident Biden i Washington i løbet af dagen. Det formodes, at de måske eller måske ikke vil annoncere den »tilladelse«, som Ukraine vil få til at bruge amerikanske og britiske langdistancemissiler til angreb dybt inde på russisk territorium. Den beslutning kan allerede være truffet, den kan være annonceret eller ej; men under alle omstændigheder kom præsident Putin allerede med en ekstremt skarpt respons og sagde, at Vesten allerede bruger droner inde på russisk territorium og andre våben, men hvis denne beslutning træffes vedrørende langdistancemissiler, som har høj præcision og meget stor rækkevidde, vil det være en helt, helt anden sag. Han sagde, at fordi langdistancemissilerne ikke kan bruges af ukrainerne, fordi de ikke har den satellitrekognoscering, som kun USA og NATO-landene har, har de også brug for NATO-uddannede specialister til målretning, fordi ukrainerne ikke har den kapacitet, og derfor er det ikke et spørgsmål om, at NATO skal give Ukraine »tilladelse«, men at dette vil være en beslutning, hvis NATO direkte kommer i en militær konflikt åbent med Rusland. Putin sagde, at det ville betyde en ændring i selve konfliktens karakter, og at Rusland ville reagere på passende vis.

Det er klart, at det summer i alle verdens hovedstæder, og Sergey Karaganov, som ikke er den samme som Putin og ikke den samme som den russiske regering, men han er en talsmand, som nærmest er citeret som en slags advarsel om, hvad der kan komme til at ske. Han sagde, at Rusland nu helt sikkert skal signalere sin vilje til at bruge sine atomvåben meget tydeligt, for med den stadig eksisterende russiske atomdoktrin – nemlig at Rusland kun vil bruge atomvåben, hvis Den Russiske Føderations territorium er direkte truet – ville det tydeligvis ikke afskrække Ruslands fjender tilstrækkeligt, og derfor ville det være selvmorderisk at holde fast i det. Med andre ord, at Rusland skulle bruge et taktisk atomvåben mod et NATO-land som en besked til verden om, at de mener det alvorligt.

Den russiske senator Aleksej Pusjkov sagde, at han tror, at denne beslutning allerede er truffet; at der vil være for mange antydninger og for mange diskussioner, og derfor tror han, at det er et spørgsmål om dage, før det vil stå klart. At den offentlige mening er ved at blive forberedt på en sådan ændring.

Udenrigsminister Blinken holdt en pressekonference, hvor han blev spurgt af Michael Birnbaum fra Washington Post, om dette ikke repræsenterer en meget farlig optrapning. Blinken sagde i et helt uhørt ordvalg: Ja, men det er ikke en afgørende faktor. Bag denne mærkelige formulering er budskabet meget klart, at det er værd at tage risikoen for en generel atomkrig, hvis det forbedrer udsigten til at give Rusland et strategisk nederlag.

Nu sagde Karaganov også, at det er klart for alle, at USA aldrig ville risikere New York eller Washington for Paris eller Berlin. Tanken er, at hvis der bliver brugt atomvåben, vil det altid være begrænset til Europa. Udenrigsminister Lavrov sagde, at han er overbevist om, at beslutningen om at bruge disse langdistancemissiler blev truffet for længe siden, og at allerede ukrainernes nylige angreb på civile mål i Rusland, som Kursk og andre områder, var styret af vestlig militær assistance. Alexander Bartov fra Academy of Military Science sagde, at hvis de træffer en sådan beslutning om brug af langdistancemissiler, vil det ikke ændre begivenhedernes gang. De har allerede brugt ATACMS, og det har ikke givet dem nogen væsentlig fordel. Men han sagde også, at de har flere mål: For det første at studere det russiske luftforsvars funktion, hvilket giver dem mange data, som senere kan analyseres med henblik på et mere generelt angreb; og for det andet, at de forsøger at forårsage så meget skade som muligt, og det er meget tydeligt, at Moskva vil stoppe denne taktik.

Generalløjtnant Koshkin fra Plekhanov-universitetet latterliggjorde grundlæggende ideen om, at Storbritannien og USA skulle give Ukraine tilladelse til at gøre det. Det ville være som at lade halen logre med hunden. Den russiske FN-ambassadør Vassily Nebenzia talte til et møde i FN’s Sikkerhedsråd den 10. september, hvor han bekræftede, at angrebet på Poltava faktisk var rettet mod Ukraines kritiske infrastruktur i forbindelse med ukrainske militære kapaciteter, og at det ramte specialiserede folk inden for radar og elektronik, et træningssted for sådanne folk, et hotel i nærheden, hvor disse folk boede, brændstofdepoter, arsenaler med vestlige fly, lagerpladser osv. Og specialister fra det amerikanske, britiske, franske, polske og svenske militær blev også ramt. Det var alle mennesker, som den russiske analyse tidligere havde kvalificeret som legitime mål, da de er aktivt og direkte involveret i den militære konflikt.

Jeg synes desværre, at det er en ekstremt alarmerende situation. Jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Jeg synes, det er en helt anden sag end alt det, vi har set indtil nu. Det bringer faren for en atomar optrapning så tæt på som muligvis dage derfra. Det bekræfter, hvad vi sagde på tidligere IPC-møder, hvor vi på en eller anden måde fremsatte den påstand, at perioden mellem nu og det amerikanske valg i november, og i sidste ende, hvis den næste præsident tiltræder i januar, er den farligste periode i menneskehedens historie nogensinde: For det, der er på spil, er kampen mellem en unipolær verden eller foregivelsen af at opretholde den unipolære verden over for flere lande i det Globale Syd, som repræsenterer den Globale Majoritet, der forsøger at etablere et nyt system, som ikke er eksklusivt. Faktisk kunne Vesten meget nemt beslutte at slutte sig til den Globale Majoritet, men de ønsker tydeligvis at opretholde ordenen, som den har været indtil nu.

Det betyder, at vi er nødt til at mobilisere, advare folk, advare offentligheden. For problemet er, at den almindelige befolkning ikke har nogen anelse om, hvor tæt vi i værste fald er på at udrydde hele menneskeheden og alt liv på planeten. Så jeg synes, at det er noget, folk skal spørges om, for jeg finder, at den politiske ledelse slet ikke har ret til at foretage handlinger, som potentielt truer alt liv på jorden!

I det lys ligger selv kansler Scholz’ beslutning om at placere amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland fra 2026 og fremefter langt ude i fremtiden, men den skal også blokeres. Heldigvis er der nogle grupper af mennesker, fredsbevægelsesgrupper af forskellig art, der er ved at få øjnene op for denne fare i Tyskland. Det ville naturligvis skabe en permanent, akut fare, fordi advarselstiden ville være ekstremt kort, og det ville gøre Tyskland til et hovedmål i enhver konflikt, som Tyskland ikke kunne overleve som nation. Der er også en større diskussion i baggrunden om, at uanset hvem der bliver den næste præsident, vil USA trække sig ud af Europa, enten med et ordentligt brag, med en isolationistisk MAGA-politik, eller på en mere underfundig måde, hvor man trækker sig ud af Europa og lader Europa betale meget mere for deres forsvar. Vicepræsidentkandidat J.D. Vance har netop sagt i et interview, at Tyskland under alle omstændigheder skal betale for genopbygningen af Ukraine, efter at Trump angiveligt har opnået fred. Så det er en helt utrolig situation.

Hvad angår de langtrækkende missiler, tror jeg, at vi er nødt til at få folk, enkeltpersoner og grupper til at sige »Nej!« til det og gå på gaden. Der er planlagt flere demonstrationer den 28. og 29. september i USA og den 3. oktober i Tyskland, og den 21. september er det den internationale fredsdag. Alt dette skal absolut bruges til at mobilisere folk til at gå på gaden og gøre opmærksom på deres hensigt: at de fuldstændig afviser det, og dermed de regeringer, der presser sådanne beslutninger igennem. Men jeg tror, at vi har brug for noget meget mere påtrængende og endda grundlæggende, og det er, at vi er nødt til at komme med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som løser denne konflikt. Den geopolitiske konflikt mellem Vesten og Rusland og Kina skal overvindes ved at etablere en ny sikkerhedsarkitektur, som tager hensyn til hvert enkelt lands interesser, ellers vil den ikke fungere.

Jeg tror, at det er emnerne for i dag. Jeg har ikke nævnt krisen i Mellemøsten, men det er der en anden taler, der vil komme ind på. Det var, hvad jeg ville sige indledningsvis.

Ved afslutningen af præsentationerne:

Jeg vil gerne takke alle talerne for at have bidraget til denne diskussion. Jeg vil især gerne takke professor Postol for denne meget skræmmende, men ekstremt vigtige præsentation, som jeg lover, at vi med alle midler vil forsøge at få ud til så mange mennesker som muligt – især i Tyskland – så folk vågner op. Jeg takker dig mange gange. Hvis Tyskland skal overleve, vil du spille en stor rolle i at få det til at ske. Det vil jeg gerne takke jer for.

Under diskussionen:

Meget kort mener jeg, at der ikke må være en modsætning mellem fornuft og følelser; det er hele pointen med Schillers uddannelse af følelserne gennem æstetisk uddannelse; at man kan uddanne sine følelser til at være på niveau med fornuften. Jeg synes, at det, professor Postol gjorde i sin præsentation, var præcis det. For på den ene side var han meget rationel og på niveau med fornuften, men enhver, der ikke er en følelsesmæssig idiot, vil få en meget stærk følelsesmæssig reaktion på det, han skildrede. Så jeg er ikke enig i, at følelser alene vil virke, for det kan også meget hurtigt blive meget irrationelt.

Og med hensyn til spørgsmålet om krig vil jeg gerne sige, at det ikke er sociale spændinger, der opbygges og derefter fører til krig, som om det skulle være en slags historisk materialistisk automatisme. Det er altid oligarkiet, der skaber krige og får folk til at blive brugt som kanonføde, som det sker i Ukraine lige nu. Men det er aldrig folket; hvis man på noget tidspunkt i historien spurgte folket som folk: »Vil I i krig?«, ville de sige: »Nej.« Det er altid nogle oligarkiske interesser, som instrumentaliserer [manipulerer?] folket til at gøre det beskidte arbejde for dem. Og for det meste er soldaterne i alle krige, som de værnepligtige i Ukraine; folk, der er 18, 19 år gamle – eller andre krige – hvis du spørger dem: »Ved du, hvem der gør det, hvad er det strategiske formål? Hvorfor sker det her?« De fleste af dem ville være fuldstændig uvidende. For ikke så længe siden talte jeg med en ung soldat fra den tyske Bundeswehr-hær, som sad i toget, og jeg faldt i snak med ham. Jeg spurgte ham: »Hvilken slags uddannelse får du? Hvad er din udstationering?« Han var helt uforstående. Han sagde: »Jeg får bare en lille smule mere i løn, end jeg ellers ville få.« Det er derfor, han er i hæren. Jeg siger ikke, at det er sådan for alle soldater, men det er en god del af det.

Jeg vil gerne understrege, at krig kommer fra oligarki og ikke fra spændinger blandt soldaterne. Stop oligarkiet, hvis du vil stoppe krigen.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg tror, ligesom Anastasia Battle, at man heller ikke kan opfinde den dybe tallerken. »Nomen est omen.« [»Dit navn er din skæbne.«] Jeg vil gerne takke Ted Postol for, at du hjælper Tyskland. Jeg vil forsøge at sætte noget sammen så hurtigt som muligt, og jeg tror, vi har en chance for at vække folk. Især når amerikanerne taler ud, er tyskerne så vant til at lytte til mesteren, at de straks vil lytte. Og hvis de hører ægte amerikanske patrioter, vil det være ekstremt vigtigt. Så hold øje med alle jer, der ser med, for vi annoncerer det sandsynligvis ret snart – for tiden er afgørende. Og Ray, du har i meget lang tid sagt, at Tyskland kunne gøre en forskel. For hvis Tyskland sagde »nej«, ville det få det hele til at tippe. Så jeg er meget glad for, at du også allerede er gået med til at være en del af dette. Det går jeg ud fra.

Nu, hvor jeg har rost dig så meget, vil jeg bare være uenig med dig i din optimisme med hensyn til holdbarheden af den beslutning, du nævnte, og som blev annonceret af Reuters. For jeg tror, at de af tekniske årsager føler, at det ikke er det rigtige tidspunkt at gøre det på. Men årsagen til denne konflikt er den underliggende årsag, og det er forsøget på at bevare en unipolær verden, når den verden ikke længere eksisterer. Verden har allerede bevæget sig ind i multipolaritet, og jeg har altid sagt, at jeg heller ikke bryder mig om multipolaritet, fordi den stadig har kimen til geopolitik i sig. Men jeg tror, at de problemer, der er, stadig er bestræbelserne på at opbygge et Globalt Nord, at opbygge en blok mod Rusland og Kina, at have en ny ondskabens akse bestående af Rusland, Kina, Iran og Nordkorea. Og at bevæge sig meget hurtigt for at opdele verden i blokke, som bare vil tage en anden form.

Jeg tror ikke, at folkedrabet i Gaza vil blive påvirket en tøddel af udsættelsen af disse langtrækkende missiler, eller aflysningen, hvis du har ret; hvis jeg har ret, vil de forsøge at udsætte det. Jeg tror, det er derfor, vi virkelig skal arbejde på at overvinde den underliggende aksiomatiske modsigelse og bevæge os fra geopolitik til et nyt paradigme, hvor menneskeheden kommer først. Nationale interesser, civilisatoriske interesser er gode; de har en plads. Nationale kulturer er vidunderlige. Men jeg tror, vi er nødt til at flytte menneskeheden fra et historisk synspunkt til ideen om, at vi skal være én menneskehed. Jeg tror ikke, at det er en utopi. Hvis vi skal overleve som menneskeart på denne planet, bliver det nødt til at være sådan. Hvis man tænker på historiens lange bue, vil vi ikke engang nå dertil, hvis vi om 100 år er som små drenge, der sparker hinanden imod knæet.

Jeg tror, vi er nødt til at have menneskehedens fælles mål; vi er nødt til at sætte vores identitet som den eneste art i universet, der indtil videre er kendt for at være i stand til at tænke – det må være det samlende element. Vi er nødt til at have et system, der er baseret på FN’s charter, de fem principper for fredelig sameksistens.

I næste måned afholder BRIKS deres årlige topmøde i Kazan. En masse nye medlemmer vil blive annonceret, og hvis vi tillader os selv at være modstandere af det nye økonomiske system, der er ved at opstå, så er krig uundgåelig. Derfor mener jeg, at vi skal gøre alt, hvad der er muligt, for at den idé om, at vi skal have fjender bare for at gøre det militærindustrielle kompleks og deres profitrater glade, skal forsvinde. Vi er nødt til at omstille den industrielle kapacitet, som lige nu går til spilde i den militære produktion, ellers overlever vi ikke. Jeg tror, det kræver et mentalt spring. Vi er nødt til at tænke på menneskeheden og menneskehedens historie i universet på en helt anden måde. Det er et emne, som vi sandsynligvis bør tage op på et af de næste IPC-møder på en meget mere dybtgående måde om, hvordan et sådant nyt økonomisk og verdenssystem kunne se ud, baseret på freden i Westfalen, alles sikkerhedsinteresser, behovet for udvikling for alle.

Så jeg takker jer alle sammen. Hold øje med det snart annoncerede arrangement om især den tyske situation. Hjælp os med at udbrede IPC hver uge. Vi har de vigtigste to måneder foran os i menneskehedens historie. Det er min dybeste overbevisning, så endnu en gang tak til jer alle for jeres deltagelse. [hzl/ssu]

Den Internationale Fredskoalition: Fornuften må sejre over krigsgalskaben

13. september 2024 (EIRNS) – På det 67. ugentlige møde i træk i Den Internationale Fredskoalition (IPC) var der i dag over 1.000 mennesker fra næsten 40 lande, som advarede om den alvorlige krise, menneskeheden står over for. Helga Zepp-LaRouche åbnede diskussionen med at sige, at vi er ved »et punkt uden tilbagevenden«, at beslutningen om at give Ukraine »tilladelse« til at bruge USA’s og NATO’s langtrækkende missiler til at ramme Rusland, og Putins klare erklæring om, at hvis dette gøres, vil Rusland vide, at det ikke er Ukraine, men USA og NATO, der angriber Rusland, og vil »reagere passende«, viser, at vi er i det farligste øjeblik i historien, muligvis dage eller uger væk fra atomar krigsførelse.

Dr. Ted Postol, MIT-professor emeritus og en af verdens førende eksperter i atomvåben, sagde, at det faktum, at udenrigsminister Antony Blinken overhovedet ville foreslå at overveje »brugen af taktiske atomvåben«, betyder, at han ikke ved, hvad det er. Blinkens »letsindige« holdning til den »overvældende sandsynlighed for ødelæggelse af den moderne civilisation, som vi kender den«, viser hans uvidenhed og næsten utrolige hensynsløshed. »Jeg er klar over, at det er et meget stærkt sprog, men det er bare svært at forstå, at nogen kan være så hensynsløs, især en person, der er i en position, hvor de beslutninger, han træffer, har alvorlige konsekvenser for sikkerheden i – faktisk i den moderne verden. Så slemt er det.«

Ukraines krig mod Rusland er tabt, sagde Postol, og invasionen af Kursk, som mislykkedes, har gjort det endnu værre for Ukraine. At trække deres elitetropper og luftforsvar væk fra frontlinjen i Donbas for at invadere Kursk har resulteret i, at de russiske styrker rykker frem efter forgodtbefindende, da de ukrainske styrker, der er tilbage, »for det meste er uvillige og utrænede«, og mange af dem »flygter eller overgiver sig og er tæt på at bryde sammen«.

Dr. Postol viste derefter en række kort og grafer, som han sagde, at han »havde udarbejdet på opfordring af Helga Zepp-LaRouche«, og som viste størrelsen på de radioaktive paddehatteskyer fra atomvåben, der bliver blæst af vinden og taber deres radioaktive affald undervejs. Han viste et kort over Tyskland, der viste virkningen af 10 (et tilfældigt valgt antal) russiske atomvåben på 75 kiloton og deres potentielle effekt, hvis Tyskland fortsætter med den vanvittige amerikanske politik om at opstille langtrækkende atommissiler i Tyskland i 2026, som det i øjeblikket er planlagt. Denne underkastelse af den amerikanske plan er en »bjørnetjeneste for det tyske folk og den tyske økonomi«, sagde Dr. Postol, som allerede er ved at kollapse, primært på grund af ødelæggelsen af Nord Stream-rørledningerne. Det tyske folk »har ret til at forhindre dette«, konkluderede han og opfordrede dem til at vise ledelsen, hvad de mener om denne vanvittige politik.

Larry Johnson, pensioneret CIA-agent og medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), sagde, at to positive skridt i denne ekstremt farlige tid for det første var, at Putins klare udtalelse havde fjernet enhver tvivl om den russiske holdning, og at den i det mindste var nået ud til nogle i Vesten. En anden udvikling var det falske opkald den 12. september fra to russiske spøgefugle, Vovan og Lexus, som udgav sig for at være den tidligere ukrainske præsident Petro Poroshenko i et opkald til den rabiate krigshøne Radoslaw Sikorski, Polens udenrigsminister, som indrømmede, at al hans bravado om at besejre Rusland og sabelraslen til krig var til pynt, at Europa ikke virkelig ønsker en krig med Rusland, og da slet ikke en atomkrig. Johnson tilføjede, at Vesten fejlberegner, når de »tolker Putins tålmodighed som svaghed.«

Dr. Mubarak Awad, grundlægger af Nonviolence International og adjungeret professor ved American University, sagde, at de mennesker, der taler afslappet om atomvåben, »ikke har nogen viden om virkningen af disse våben.« Han sagde, at mange mennesker hævder, at demokrati er en bedre styreform, men mindede om, at det var USA, der kastede atomvåben over civilbefolkningen i Japan, og som har undermineret enhver våbenkontrolaftale. Ud over de milliarder af dollars, der er spildt på at opbygge atomarsenalerne, bemærkede Dr. Awad de svagheder, der blev vist i vores sundhedssystemer under pandemien, og at verden ville være helt uforberedt på den sundhedskatastrofe, der ville blive resultatet af en atomar udveksling. Han fordømte USA’s afvisning af at overveje aftaler om våbenkontrol og opfordrede kirker og andre institutioner til ikke at tie stille, og til at folk mobiliserer sig og handler, så krigsgalskaben stoppes.

Ray McGovern, en tidligere CIA-embedsmand og medstifter af VIPS, var enig med Putin i, at USA’s »tilladelse« til Ukraine til at bruge amerikanske våben til at angribe Rusland er et bedrageri, da sådanne fremføringssystemer ville blive styret af NATO-styrker og i realiteten ville være en NATO-krig mod Rusland. På spørgsmålet om, hvorvidt Blinken og Sullivan rent faktisk ville bruge atomvåben, sagde han, at deres primære bekymring var at »ikke tabe« – ikke tabe krigen, ikke tabe valget og ikke miste deres egen frihed. De er helt klart skyldige i alvorlige forbrydelser, og hvis de taber krigen og valget, kan de meget vel også miste deres frihed. Han gennemgik USA’s og Storbritanniens løgne, som blev brugt til at starte krigen mod Irak i 2002, og advarede om muligheden for et »falsk flag«-angreb nu, selv før valget i november.

Tony Chaitkin, historiker og forfatter til bogen Who We Are: America’s Fight for Universal Progress, gennemgik den historiske kamp i USA mellem fortalere for industriel og videnskabelig udvikling på den ene side og de finansielle klasser på den anden, helt tilbage til de slavegængere og tory-bankierer, som forsøgte at knuse den amerikanske revolution. Han pegede på John F. Kennedy, som havde haft modet til at sætte sig op mod Wall Street og krigspartierne og forsvare udvikling og videnskab for USA og for verden. Han sagde, at »Wall Street ikke byggede nogen industrier« og stadig i dag modarbejder andre nationers fremgang, mens de forgifter vores egen udvikling. Det er USA’s ældgamle fjender, sagde han, som nu vil stoppe Ruslands, Kinas og den Globale Majoritets fremgang.

Carl Osgood, en EIR-analytiker og militærhistoriker, præsenterede historien og udviklingen af den militære forsvarsaftale (MDA) fra 1958 mellem USA og Storbritannien, som Biden og premierminister Starmer nu forsøger at ændre, så den ikke behøver at blive fornyet hvert tiende år. Osgood advarede om, at dette ville forhindre enhver fremtidig præsident eller politisk bevægelse i at ændre den – kendt som »Trump-sikring« af nogle i den britiske efterretningstjeneste, men mere præcist beskrevet som »nationalstatssikring«, der sætter alt under overnational kontrol.

Diskussionsperioden omfattede forskellige ideer om, hvordan FN’s Generalforsamling, som begynder sin debatperiode i 2024 i næste uge, kan gribe ind over for faren for atomkrig og over for folkemordet i Palæstina. En deltager sagde, at vi skal tage fat i følelserne, da mange mennesker ikke reagerer på fornuft, og advarede om, at social uro fører til krig. Zepp-LaRouche svarede, at der »ikke er nogen modsætning mellem fornuft og følelser«, og at Friedrich Schiller viste, at følelserne kan løftes op på niveau med fornuften. Hun bemærkede også, at krige skabes af oligarkiet, ikke af spændinger i befolkningen, som drives til at udkæmpe krige normalt mod deres egne bedste intentioner.

Zepp-LaRouche takkede alle talerne, »især Ted Postol«, og tilføjede, at hvis Tyskland overlever, vil det have stor indflydelse på den globale krise, og at Postols indgriben, med fornuft og følelser, vil fortjene betydelig kredit for det.

Foto: EIRNS

Ikke korrekturlæst

af Dennis Small (EIRNS) – 12. september 2024

Mens du læser disse ord, er pistolen ved at blive spændt for at starte en direkte atomkrig mellem NATO og Rusland før valget den 5. november i USA. Hvis det får lov til at ske, vil verden være et øjebliks afstand fra en global atomkrig.

Måske er tiden inde til endelig at lytte til LaRouche og handle nu, før missilerne begynder at flyve.

Tror du, at vi overdriver eller måske er lidt apokalyptiske? Tror du på mediernes vrøvl om, at LaRouche er en »ekstremist«, som trygt kan fejes til side, i hvert fald i øjeblikket? Så tænk dig om en ekstra gang og bliv aktiv – mens du stadig kan.

Læs venligst følgende rapporter fra de sidste 24 timer:

Den amerikanske udenrigsminister Blinken og den britiske udenrigsminister Lammy mødtes med Ukraines Zelenskyj i Kiev den 11. september og brugte derefter Londons The Guardian til at lække, at de havde fået USA’s »godkendelse« på plads til opstilling af langtrækkende NATO-missiler med høj præcision i Ukraine for at kunne ramme dybt ind på russisk territorium. Aftalen skal besegles, hvis ikke annonceres, på præsident Bidens møde med den britiske premierminister Starmer i Det Hvide Hus den 13. september. Blinken indrømmede, at dette indebar en risiko, men proklamerede, at risikoen – eksempelvis for en atomkrig – “ikke nødvendigvis er en dispositiv faktor”, et juristudtryk for udslagsgivende eller afgørende. Med andre ord: Fanden tage torpedoerne, vi fortsætter for fuld kraft.

Den russiske præsident Putin svarede, at det ukrainske militær hverken kan tildele missioner eller styre så raffinerede præcisionsvåben på egen hånd, og derfor, hvis det besluttes at bruge dem, “vil det betyde deres [USA’s og NATO’s] direkte involvering i konflikten, og det vil helt klart ændre selve kernen, selve karakteren af konflikten dramatisk. Det vil betyde, at NATO-landene – USA og de europæiske lande – er i krig med Rusland. Og hvis det er tilfældet, vil vi i betragtning af ændringen i konfliktens væsen træffe passende beslutninger som svar på de trusler, der vil blive stillet os.”

Samtidig med at den vanvittige London-Washington-akse forsøger at få Putin til at kaste sig ud i et nukleart skræmmespil, rejser der sig stemmer i Rusland, som kræver, at Putin bruger atomvåben som den eneste måde at overbevise Vesten om, at Rusland mener det alvorligt. »Det er på høje tid, at vi erklærer, at ethvert massivt angreb på vores territorium giver os ret til at svare igen med et angreb med atomvåben,« udtalte veteranstrategen Sergey Karaganov til bladet Kommersant. Den meget læste Karaganov er æresformand for Præsidiet for Rådet for Udenrigs- og Forsvarspolitik, og han har gentagne gange opfordret til at vende tilbage til den uansvarlige Kissingerske doktrin om Mutually Assured Destruction (MAD) ved at true med at anvende en atombombe og endda rent faktisk bruge den, hvis Vesten tror, at Rusland bluffer.

Modstanden mod den vanvittige London-Washington-krigspolitik vokser i både USA og Europa – som det fremgår af fremskridtene på de ugentlige møder i Den Internationale Fredskoalition (IPC), der organiseres af Schiller Instituttets Helga Zepp-LaRouche – men det er stadig for lidt og for langsomt. Rusland, Kina og den Globale Majoritet i almindelighed, herunder dem, der samles omkring BRIKS-processen på vej mod topmødet i Kazan den 22.-24. oktober, overvejer, hvordan de kan gribe ind for at stoppe marchen mod global krig. De kigger nøje på USA og Europa for at finde tegn på fornuft og vilje til at drøfte en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur med dem.

IPC holder sit 67. ugentlige møde fredag den 13. september kl. 17

Tilmeld dig her for at deltage.

Foto: Flickr/Kelly Michals

Deltage i Den Internationale Fredskoalitions Zoom-møde fredag den 13. september kl. 17-19

Talerlisten:
Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter og internationale formand
Larry C. Johnson – former CIA analyst,
Dr. Mubarak Awad, Co-Founder of Nonviolence International,
and others. 
Tilmeld dig her for at modtage et Zoom link.

af DENNIS SPEED

Den 10. september 2024 – EIRNS

Hvad har fået en obskur franskbaseret publikation, Intelligence Online, til pludselig ikke bare at angribe Schiller Instituttet, men også at opfordre det amerikanske justitsministerium til at »lukke munden på instituttet«? (Se nedenfor.) Var det noget, Schiller Instituttet sagde? Ikke helt, men tæt på.

Schiller Instituttets offentliggørelse den 3. september af ambassadør Jack Matlocks sandfærdige vurdering af det absurde i USA’s nuværende udenrigs- og (selvdestruktive) militærpolitik over for Rusland, Kina og Sydvestasien – som fra marts i år omfatter en forpligtelse til en atomkrig på tre fronter mod Rusland, Kina og Nordkorea – bliver nu taget op af andre nyhedsformidlere. Det har skabt et lille jordskælv blandt de engang så kompetente transatlantiske »eliter«, som i modsætning til »Madeleine Albrights børn« – Antony Blinken, Victoria Nuland, Samantha Power og andre – ved, at det, Jack Matlock har sagt, er sandt. Matlock var præsident Ronald Reagans ambassadør i Sovjetunionen fra 1987 til 1991 og et ægte vidne til, deltager i og formgiver af vores nuværende historie, en anden støbning end nutidens »førsteholdsstuderende« i udenrigsministeriet.

»Det forekommer mig, at det er ekstremt farligt at forsøge, hvad der i realiteten er en uerklæret krig mod en atomart bevæbnet magt, som med rette eller urette opfatter, at dens suverænitet og endda dens politiske eksistens er truet,« rapporterede Sputnik, at Matlock sagde fra sit interview den 3. september. Matlock bemærkede nogle dage senere, på Den Internationale Fredskoalitions møde den 6. september, at »jeg tror hvad vi er nødt til at forstå, er, at udvidelsen af NATO og især baserne – og i dette tilfælde var det baserne, der var planlagt i Polen og Rumænien til anti-ballistiske missiler –  viste sig, selv om det var defensive våben, let kunne  omstilles til offensive våben. Så det var forståeligt, at den russiske leder (Putin) ville være meget imod. Alligevel fortsatte vi, og efter gradvist at have trukket os fra stort set alle våbenkontrolaftaler, som vi havde forhandlet os frem til i 1980’erne og begyndelsen af 90’erne, begyndte vi at forsøge at påvirke den ukrainske regering og tilbyde NATO-medlemskab. Så jeg mener, at det var en fuldstændig omvending af det diplomati, vi brugte under Den kolde Krig….«

Hans Sataniske Majestæts NATO var dog ikke tilfreds, hverken med Matlocks oprigtighed eller hans timing. Hans bemærkninger kommer trods alt lige før den nyvalgte britiske premierminister Keir Starmer fra Labour-partiet ankommer til USA. Han kommer delvis for at bekræfte, at Joe »Being There« Biden gennem et brev sendt til Kongressen den 29. juli sørger for, at amerikanske atomvåben bliver fuldt tilgængelige gennem en ændring af den britisk-amerikanske gensidige forsvarsaftale fra 1958, så de rent faktisk kan anvendes af »britiske hjerner«. Hverken en fremtidig præsident eller Kongressen vil, i åbenlys strid med USA’s forfatning, være i stand til at udfordre dette arrangement. Nogle kalder det »det særlige forhold«. Andre siger sandheden og kalder det forræderi mod USA’s forfatning.

I London i går sagde Tony Blinken sammen med den britiske udenrigsminister David Lammy: »Vi taler om det særlige forhold. Jeg vil gerne kalde det essentielt – essentielt for vores nationer, essentielt for vores folk, essentielt for folk langt ud over vores kyster.« Ligesom det babylonske præsteskabs overvågende »rådgivende« rolle over for den persiske militærstat, er det i City of London og Wall Street at beslutningerne nu centraliseres. Washington D.C. og dets præsidentskab bliver blot et gennemgangssted. Vil atomkrig, enten på grund af fejlberegning eller planlægning, blive resultatet?

Men, hvad nu hvis hele skakbrættet simpelthen bliver vendt om? Hvad nu, hvis fornuftige stemmer som Jack Matlocks, eller Veterans Intelligence Professionals for Sanitys medstifter Ray McGovern, eller oberst Larry Wilkerson fra Eisenhower Media Network, bliver forstærket og hørt i USA og gentaget af lignende stemmer i Tyskland, Frankrig, Italien, Sverige og mange andre lande? Det er den proces, der nu sker gennem Den Internationale Fredskoalition. Det er forudsætningen for en ægte sokratisk dialog om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur.
Det er der hårdt brug for, fordi den nuværende diplomatiske situation er i et dødvande. Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov gjorde det i går klart, at efter hans mening »handler problemet endnu en gang ikke om territorier, men om folks rettigheder, som er blevet tilsidesat – og alle de politiske initiativer, der florerer, nævner dem ikke.«

Det er Helga Zepp-LaRouche og Schiller Instituttets forslag om Ti principper for en ny international strategisk og udviklingsmæssig Arkitektur, der faktisk tager hensyn til alles interesser. Muligheden for, at instituttets forslag med succes kan katalysere et »Fornuftens Råd« blandt de transatlantiske nationer, som vil vælte de »gale hunde og englændere«, der fremprovokerer atomkrig, har skræmt NATO’s tankepoliti. De har gennem det, der hedder Intelligence Online, udgivet en historie, »USA’s Washington-baserede non-profit-organisation fortsætter med at sprede Kremls budskab«, som begynder med: »Schiller Instituttet har vedvarende samarbejdet med russiske medier, selv mens USA slår ned på udenlandsk indflydelse.« Selv om det er den samme taktik, der blev brugt i 1982, da Præsidentens Rådgivende Udvalg for Udenlandske Efterretninger (PFIAB) blev aktiveret mod økonomen, statsmanden og Schiller Instituttets medstifter Lyndon LaRouche, er der en forskel.

Nu, i 2024, 42 år senere, er dette »beskidte trick« dømt til at mislykkes – ligesom forsøgene på at splitte Rusland ad, inddæmme Kina eller udrydde palæstinenserne. Dengang eksisterede BRIKS-Plus ikke, Kinas Bælte- og Vej-Initiativ eksisterede ikke; Indiens, Kinas og selv USA’s avancerede rumprogrammer eksisterede ikke. Den voksende bølge af regeringsbaseret censur af journalister er et forgæves forsøg på at skabe en kølende effekt mod en vulkan af utilfredshed, en utilfredshed, som vokser med hvert forsøg på at mindske dens stemme og magt. Tulsi Gabbard, som engang var næstformand for Demokraternes Nationale Komité, er (med hendes egne ord) »på en hemmelig terrorliste….«. Nu kalder regeringen mig en terrortrussel.« Er det et fantastisk udtryk for magt – eller for svaghed?

I et overmættet miljø kan et enkelt molekyle, en »svag kraft«, fremkalde krystallisering, den pludselige fremkomst af en veldefineret, ordnet struktur, »som ud af ingenting«. På samme måde kan en idé, der er baseret på et princip, som kun få måneder tidligere blev afvist som »upraktisk«, blive den dominerende intellektuelle valuta i en krisetid. Den idé, som repræsenterer et dybere, usynligt, højere, »poetisk« princip, kan tage form af en effektiv politik, som omfavnes af en stor del af, ja hele menneskeheden, så ufuldkomne mennesker og ledere, »selv om de fornægter og afsværger, alligevel tvinges til at tjene den magt, som sidder på tronen i deres egen sjæl.« Det er derfor, at Percy Shelleys ofte citerede bemærkning om, at »digtere er verdens uerkendte lovgivere«, på trods af alle vores fejl og mangler fortæller os, hvilken metode vi og menneskeheden kan håbe på at sejre med. Det er i lyset af denne sandhed, udtrykt af ambassadør Matlock og andre, at den falske autoritet, som i øjeblikket udøves af den totale og evige krigs vampyrer, fordamper, ligesom en vampyr selvdestruerer i sollys.

Foto: Ambassador Jack Matlock during a Sep. 3 interview with EIR‘s Mike Billington

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 11. september 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. I dag er det den 11. september 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål til Helga via e-mail til questions@schillerinstitute.org, eller du kan skrive dem på chat-siden.

Helga, vi har mange spørgsmål, hvoraf flere handler om de igangværende krige og militariseringen af verden. Men jeg vil gerne begynde med et spørgsmål om, hvordan det går med at opbygge en alternativ arkitektur. Shirley skriver: »Tak til Helga og Harley for jeres indsats for at genoplive den Alliancefrie Bevægelses antikoloniale program. Jeg voksede op i Indonesien, og min familie var stolt af den rolle, vores ledere spillede i kampen for at gøre en ende på den koloniale udnyttelse. Overgangen til et nyt system har taget mange år, men ser ud til at være tilbage på dagsordenen, især med de seneste konferencer som Eurasian Economic Forum (EAEU) og Forum on Africa-China Cooperation (FOCAC). Kan du opdatere om fremskridtene med disse to begivenheder for at erstatte det imperiale system med et retfærdigt, fredeligt og fremgangsrigt system?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det går godt, for situationen har ændret sig dramatisk i forhold til dengang, den Alliancefrie Bevægelse startede i 1950’erne og 60’erne. På det tidspunkt var de alle sammen stadig udviklingslande, og de kræfter, der forsøgte at forhindre det, var stærke. Nu har vi praktisk talt, især på grund af Kinas fremgang, en meget stærk økonomi, som i mange henseender allerede er den stærkeste økonomi i verden. Der er faktisk en motor i udviklingen, og mange udviklingslande som Indonesien er inde i en god udvikling. Indonesien vil sandsynligvis overhale Tyskland som den tredjestørste økonomi i løbet af meget kort tid. Jeg tænker på FOCAC-mødet i Beijing den 4.-6. september, hvor mere end 50 statsoverhoveder fra de 54 afrikanske nationer var til stede. Mange af dem havde bilaterale møder med præsident Xi Jinping. Jeg synes, der var en meget klar idé om, at fremtiden tilhører det Globale Syd, og at der vil blive gennemført mange udviklingsprojekter.

Jeg siger ikke, at det bliver en let vej, for vi kan også se, at kampen for at forhindre det er meget hård. Der er bestræbelser på at destabilisere flere lande, både af objektive grunde, men også ved at bruge indenlandske sårbarheder. Så det er ikke en let kamp, men jeg synes, at den overordnede tendens er meget lovende. Jeg tror, vi vil se en betydelig konsolidering af bestræbelserne på at opbygge et nyt system på BRIKS-topmødet den 22.-24. oktober i Kazan i Rusland i næste måned, hvor flere nye medlemmer sandsynligvis vil slutte sig til, og flere andre lande er blevet inviteret som særlige gæster. Jeg tror generelt, at det er en tendens, som ikke kan vendes, medmindre der kommer en tredje verdenskrig. Så stopper alt naturligvis, men jeg tror, at hvis man ikke får tredje verdenskrig – hvilket lige nu er et meget usikkert spørgsmål – så tror jeg, at det Globale Syd; det er lande, som allerede repræsenterer 85 % af verdens befolkning og omkring 70 % af BNP. Jeg tror, det er ustoppeligt, så med al forsigtighed er jeg meget optimistisk.

SCHLANGER: Vi har nogle spørgsmål om FN’s rolle. Vi begynder med et fra Harry i Colombia, som skrev: »Helga, verdens borgere kræver, at magthaverne stopper aktionerne mod deres borgere. Men FN er en forældet organisation til fordel for den højestbydende, som finansierer dem. Hvorfor sendte FN ikke Blåhjelme som en barriere til Palæstina, hvilket kunne have undgået det nuværende kolossale folkemord?”

Det andet spørgsmål om FN er et spørgsmål om, hvorvidt du forventer, at der vil blive gjort noget ved opfordringen fra Den Arabiske Liga, Organisationen for Islamisk Samarbejde og Den Alliancefrie Bevægelse, som opfordrer formanden for FN’s Generalforsamling til at handle inden for rammerne af Enhed for Fred for at imødegå Israels manglende opfyldelse af mandaterne mod folkedrab fra Den Internationale Domstol? Personen bemærker, at de hørte dig tale om dette forslag i sidste uge ved IPC-opkaldet.

ZEPP-LAROUCHE: Problemet er, at FN stadig afspejler efterkrigstidens situation med de fem permanente medlemmer i FN’s Sikkerhedsråd. Det er et meget vanskeligt spørgsmål at løse, fordi man ikke ønsker at opgive en vis grad af intervention. Det er klart, at de nuværende fem permanente medlemmer ikke er repræsentative for det Globale Syd. Afrika er ikke repræsenteret; Asien undtagen i form af Rusland og Kina, men ikke set fra den udviklende del af det Globale Syds synspunkt. Så det er et problem, og jeg tror, at grunden til, at blåhjelme ikke engang blev taget i betragtning, er, at USA’s permanente veto, som nogle gange blev støttet af briterne, eller at briterne undlod at stemme, grundlæggende blokerede for enhver handling. Det er præcis derfor, at denne »uniting for peace«-resolution nu bliver aktiveret. Det er den klausul, der siger, at hvis FN’s Sikkerhedsråd ikke er i stand til – af en eller anden grund som et permanent veto fra et af medlemmerne – at handle, så er der mulighed for at bringe hele spørgsmålet op i FN’s Generalforsamling. Det vil ske i næste uge, jeg tror den 17. og 18., hvor forslaget vil blive diskuteret. Jeg kan kun håbe, at dynamikken bliver sådan – og det er der en god chance for, at den bliver – og at uretfærdigheden kan blive taget op og afhjulpet. Jeg tror, at den første dag er en diskussion, og så er det meningen, at den anden dag skal være en beslutning om en eller anden handling.

Jeg synes, det understreger behovet for en seriøs reform af FN. Jeg tror, at minimumskravet vil være, at det Globale Syd er repræsenteret i forhold til deres antal og betydning. Det vil naturligvis møde hård modstand fra de mennesker, som troede, at de var de dominerende indtil nu. Men jeg tror, det er en proces, der er i gang, og som skal være i gang. Jeg tror, at hovedproblemet er, at den eneste måde, man kan få en reel forbedring af FN på, så man forhindrer, at den, der har den største pengesæk, udnytter den, er at gøre præcis det, jeg foreslog i Ti principper for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Det ville i bund og grund betyde, at man skulle give det lovgrundlag, som er fremragende; hvis man ser på FN’s charter, bør det ikke ændres. Hele ideen med de fem principper for fredelig sameksistens bør aldrig ændres. Men jeg tror, at det stadig ville kræve noget, jeg ville kalde en metafysisk understøttelse; noget, der placerer disse love eller principper mere i det fysiske univers’ evige love. Det er naturligvis noget, der skal diskuteres, så mange repræsentanter for de forskellige kulturer og civilisationer kan finde et fælles sprog; for sådanne principper findes i alle kulturer og på alle sprog, det er bare sådan, at folk giver dem forskellige navne. Men mange gange betyder de præcis det samme; nogle gange kalder man det »naturlov« som i Europa eller »kosmisk orden« som i Indien. Men ideen om, at vi skal bringe forholdene på Jorden i overensstemmelse med de evige love i universet, tror jeg er noget, der helt sikkert ville forbedre FN’s situation enormt.

SCHLANGER: OK, for at blive ved Gaza, så har vi dette fra Patricia i Vancouver, Canada. Hun siger »Jeg så med raseri på, at udenrigsminister Blinken gav en forsinket {proforma} fordømmelse af IDF [Israels forsvarsstyrker], efter at de havde indrømmet, at de havde dræbt Aysenur Eygi, en 26-årig amerikansk statsborger, under en protest på Vestbredden. Jeg råbte til fjernsynet: “Dit hjerteløse skarn, hvornår vil du stoppe de våben, du sender, og som bruges til at dræbe i Palæstina?” Så spørger hun dig, Helga: »Hvornår vågner amerikanerne op til den umoral, der foregår i deres navn?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror helt sikkert, at der kommer bevægelse fra de unge mennesker, de studerende, som lige er vendt tilbage til universiteterne. Jeg synes, jeg har hørt mange rapporter om, at spørgsmålet om folkedrabet er mere varmt i debatterne end nogensinde før. Men jeg vil gerne give folk i almindelighed noget at tænke over, for taberne er helt klart først og fremmest det palæstinensiske folk, som udsættes for dette rædselsfulde show, der foregår i Gaza og i stigende grad på Vestbredden. Der er en anden taber, og det er Vesten, eller de lande, der ser gennem fingre med det, der foregår, og lader, som om de er på Israels side, eller er på den israelske regerings side, som ikke er identisk med Israel som sådan. Jeg tror, at tabet af omdømme og følelsen af integritet er så enormt. Den første forsmag på det får man, når man ser på den nylige pressekonference mellem den jordanske udenrigsminister Ayman Safadi og Annalena Baerbock, den tyske udenrigsminister. Hun stod der som en lille pige, der får skældud i skolen for at have dummet sig totalt. Den jordanske udenrigsminister sagde, at man begår den fejl, at man ikke skelner mellem at forsvare Israels interesser og den nuværende israelske regeringsleders interesser, og at man peger på Vestens tab af omdømme, men også på hele systemets integritet. Verdenssystemet er ved at gå i opløsning som følge af dette tab af moral hos dem, der tolererer dette. Og jeg tror ikke, at det kan repareres hurtigt; det ville virkelig kræve en fuldstændig omvending på 100 %. For eksempel hvis landene i Vesteuropa eller Europa nu ville sige, at vi fortryder, hvad vi gjorde, dette skulle ikke være sket, og vi forpligter os nu fuldstændigt til at genopbygge ikke bare Palæstina, men hele den krigshærgede region, herunder Syrien, Yemen, Irak, Afghanistan. Og vi vil hjælpe med at realisere Oase-planen ved at foretage investeringer i infrastruktur, kunstvanding, bygge byer, opbygge skovbrug, skabe nyt, ferskvand med Oase-planen. Hvis det kom som et budskab fra FN’s generalforsamling, tror jeg, at verden ville være villig til at tilgive. Men jeg tror ikke, at chancen for, at det sker, er særlig stor.

Jeg forudser, at Vesten vil – hvis vi ikke tager os sammen i Europa og USA i verdensoffentlighedens og historiens øjne, har vi på ingen måde gjort os selv en tjeneste ved at lade dette ske. Der er stadig tid til at ændre det; derfor bør vi mobilisere for Oase-planen og et nyt paradigme og ideen om, at det nye navn for fred er udvikling. Det ville afhjælpe situationen. Hvis vi nu opbygger en ny økonomisk verdensorden og begynder at samarbejde med det Globale Syd i forsøget på at overvinde fattigdom og underudvikling, ville det være grundlaget for sjælens forløsning og også en vis orden i verden.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche. Hun er drivkraften bag Den Internationale Fredskoalition, som mødes via Zoom hver fredag. Du kan deltage i det, hvis du vil; bare gå til schillerinstitute.com for at finde ud af, hvordan du logger på for at se det. Der er endnu et møde på fredag kl. 11 østlig tid.

Her er et spørgsmål fra Ali i London, som er meget aktiv i fredsbevægelsen der, »Nej til NATO«-bevægelsen. Han skriver: »Blinken er her; Starmer tager til Washington for at mødes med Biden. Jeg frygter, at de vil offentliggøre en beslutning om at give Ukraine grønt lys til at bruge langtrækkende missiler til at ramme Rusland. Hvad tror du, de vil gøre?«

ZEPP-LAROUCHE: Præcis det, du lige sagde. Alt er parat til at kunne gøre det. Starmer vil tale med Biden på fredag, og Blinken vil være i London i flere dage og tale med Lammy, hans håndlanger, og så vil de sammen tage til Kiev og give Ukraine tilladelse til at bruge ATACMS til dybe angreb ind på russisk territorium. Dette bringer os skridt for skridt tættere på tredje verdenskrig; ideen om, at der ikke er nogen røde linjer, er tåbelig. Disse mennesker spiller hasard med verdens skæbne. På en måde er jeg overrasket over, hvor tålmodig Rusland har været, men jeg er bange for, at den tålmodighed er ved at slippe op. Jeg tror, vi er nødt til at øge fredsbevægelsens aktiviteter. På kort sigt tror jeg, at det er en helt uundværlig ingrediens, for problemet er, at vi stadig har en situation, hvor der i alle lande er et mindretal af mennesker, som er – jeg vil sige – virkelig bange. Hvis man tænker over, hvad der er på spil, så er det eksistensen af alt, hvad vi kender til, af millioner af år på jorden. Titusinder af år med registreret civilisation, alt, hvad der nogensinde er blevet produceret af mennesker med hensyn til videnskab, teknologi, kultur, kunst; alt det vil forsvinde. Ingen vil have en erindring om det. Der vil ikke være noget efter en atomkrig. Det er det, der står på spil, og jeg tror, at den bedste eller en af de absolut nødvendige forudsætninger er, at vi har demonstrationer den 21. september, hvor der er international fredsdag. Jeg tror, der vil være mange aktiviteter i mange lande; hjælp med at opbygge dem. Den 28. og 29. september er der begivenheder i USA, som Scott Ritter og Rage against the War Machine har opfordret til. Og den 3. oktober vil der forhåbentlig være store demonstrationer i Tyskland, især i Berlin. Jeg mener, at det skal manifesteres på samme måde, som fredsbevægelsen gik på gaden i begyndelsen af 1980’erne, hvor hundredtusinder og til sidst en million mennesker gik på gaden. Det skabte et miljø, hvor INF-traktaten måske ikke blev opfundet og udformet, men den var med til at skabe det miljø. Det er det, vi er nødt til at gøre mere påtrængende end nogensinde.

Men det er ikke nok; vi er også nødt til at have en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser. For jeg tror ikke, at hvis man udelader det ene eller det andet land, fordi man har overbevist sig selv om, at det er et diktatur eller et autokrati eller et dårligt land, så tror jeg ikke, at det vil fungere. Vi sidder alle i samme båd på grund af atomvåben, på grund af internettet, på grund af pandemier. Du kan udløse en pandemi på én dag ved at rejse med et fly, og du kan inficere næsten et helt kontinent. Vi er forbundet; vi sidder i samme båd. Hvis det går galt, går det galt for alle. Derfor mener jeg, at vi er nødt til at have et nyt system, hvor man siger, at sikkerheden er udelelig; at det bedste princip, der kom ud af den Westfalske Fred, var, at man skal tage hensyn til den andens interesser, ellers skaber man kimen til den næste krig.

Jeg tror, vi er nødt til påtrængende at diskutere, hvad der er hvert lands sikkerhedsdoktrin; er det i det lands interesse at have en sådan doktrin? For det, der er sket nu, er, at der træffes vidtrækkende beslutninger hen over hovedet på de mennesker, der ikke engang ved, hvad der foregår; som opstillingen, den amerikanske regerings beslutning – hvem det så end er på dette tidspunkt – om at placere langtrækkende missiler i Tyskland. Som Scholz så fåret sagde, at USA traf beslutningen, og at det er en god beslutning. Denne fyr er virkelig – jeg vil ikke gå ind i en lang beskrivelse af, hvad jeg synes, men du kan forestille dig det. Vi er nødt til at have folkets deltagelse i sådanne beslutninger. Regeringens legitimitet kommer fra de regeredes samtykke; det er et af de principper, som bør være normale. Det blev opdaget af Nicolaus af Cusa i det 15. århundrede, og det indgik i selve ideen om forfatninger og regeringens legitimitet. Lige nu er vi meget langt fra det, hvilket kommer til udtryk ved, at folk ikke længere stemmer på disse regeringer. Nu har Scholz opdaget, at han pludselig gerne vil have fred, fordi SPD lige har tabt to valg i Østtyskland. Man kan kun håbe, at den anerkendelse holder lidt længere end til næste valg, som er om en uges tid.

SCHLANGER: Med hensyn til Europas forhold til USA har vi et spørgsmål fra professor Larafi. Han spørger: »Tror du, at en afkobling af forholdet mellem USA og NATO kan bidrage positivt til en ændring af den europæiske sikkerhedsarkitektur og dermed til båndene mellem Rusland og EU?« Jeg tror, at dette til dels afspejler diskussionen om at »Trump-sikre« NATO af frygt for, at Trump vil tilbageholde midler fra NATO, hvis han bliver valgt. Men det har også noget at gøre med hele spørgsmålet om Europa og Rusland. Ville en afkobling fra USA gøre en forskel?

ZEPP-LAROUCHE: Lige nu er der et stort pres på alle for at gøre Europa »Trump-sikkert«, for hvis Trump vinder valget, forventes det, at han vil kræve flere betalinger fra europæerne til deres eget forsvar og muligvis ikke bakke op om NATO på samme måde. Men problemet er, at jeg går ind for mere suverænitet til nationalstaterne i Europa, og sammen kan de arbejde som en enhed, ligesom de Gaulle foreslog ideen om en alliance af suveræne fædrelande. Man er ikke nødt til at have en overnational struktur som EU-Kommissionen til det. Men det ville kræve en fuldstændig holdningsændring; den ændring er synlig blandt nogle kræfter i Europa. Viktor Orbán har bevist, at selv et lille land kan handle på en suveræn måde. Da han overtog EU-formandskabet, tog han straks til Kiev, til Moskva, til Beijing, til Washington, til Mar-a-Lago og foreslog en anden tilgang til Ukraine-krisen. Det blev fuldstændig afvist af EU-Kommissionen, og det er de ikke kommet sig over endnu.

Det ville kræve en anden måde at tænke på. Lige nu er der en enorm debat, hvor parlamentsmedlem Sahra Wagenknecht i det seneste tv-talkshow kaldte Scholz for en vasalkansler. Der er en enorm debat om, hvorvidt man kan bruge sådan et ord om kansler Scholz? Alle europæiske nationer, med få undtagelser, opfører sig som komplette vasaller for USA og briterne. Så det skal brydes, og jeg tror, at hvis de europæiske nationer ville tage en uafhængig tilgang og sige, at vi ønsker at samarbejde med BRIKS, med det Globale Syd, med Rusland, med Kina, med de andre lande i det Globale Syd, så tror jeg, at det sandsynligvis ville være et sundt chok for USA. På den anden side er jeg ikke sikker på, at idéen om at gå i en uafhængig retning uden at forsøge at få USA med om bord ville løse problemet. For hvis verden deler sig i to blokke, er der stadig en absolut fare for, at det kan gå grueligt galt. Man er nødt til at bryde med den nuværende vilje til at bevare NATO’s, Vestens og briternes hegemoni, som i virkeligheden ikke længere eksisterer. Jeg tror, at vi befinder os i det farligste øjeblik, for hvis vi ikke finder en fredelig tilgang, en bevidst beslutning om at stoppe konfrontationen og gå i retning af samarbejde, tror jeg, at vi er i fare for at miste hele civilisationen. Det er derfor, jeg skubber på denne idé om en sikkerhedsarkitektur, som tager hensyn til alle nationers interesser. Det inkluderer naturligvis alle nationer; det inkluderer Rusland, Kina, Nordkorea, Iran, USA og mange andre nationer. Jeg tror, det kræver en anden tilgang, men jeg er af den dybeste overbevisning, at hvis man ikke løser det problem, vil det ikke ende fredeligt.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra Hendrik fra Tyskland. Han siger »Når jeg hører dig tale om den forfærdelige koalitionsregering i Tyskland, er jeg enig med dig i, at det er den værste regering i efterkrigstiden. Men jeg vil gerne vide, hvad du mener, der bør gøres. Er der mulighed for et tidligt valg? En mistillidsafstemning? Eller skal vi holde ud indtil det næste planlagte nationale valg i september 2025?«

ZEPP-LAROUCHE: Lad os se, hvad der sker med lokalvalget i Brandenburg den 22. september. Hvis disse mennesker ville bekymre sig om landets udvikling, ville de allerede have trukket sig tilbage. De får den ene afvisning af vælgerne efter den anden. Koalitionen har mindre end 30 % på nuværende tidspunkt. De er den mest upopulære, forhadte og afviste regering, den tyske forbundsrepublik nogensinde har haft siden Anden Verdenskrig. Jeg tror, de forsøger at blive siddende uanset hvad. Lige nu havde de f.eks. et topmøde om migration; koalitionsregeringen og CDU, CSU-oppositionen. Det eksploderede, fordi de ikke kunne nå frem til en aftale; ingen, nul. De kan heller ikke blive enige om budgettet for næste år. Det er uhåndterligt.

Jeg tror, de vil undgå et mistillidsvotum, for de kan bedre lide deres position og de privilegier, der følger med den, end noget andet. Derfor tror jeg, at de vil forsøge at holde fast i den til den bitre ende, uanset hvad der sker strategisk i mellemtiden. Jeg tror, at det eneste, man kan gøre under disse omstændigheder, er at organisere befolkningen, så de begynder at tage ansvar for, hvad der sker med Tyskland. Tyskland er lige nu et skrækscenarie; økonomien er i frit fald. Nu, endelig, efter lang tid, begynder selv brancheforeningerne at advare om, at det er ved at ske. Men de foreslår ikke en ændring, for de foreslår ikke et brud på den grønne aftale; de taler stadig om overgangen til den grønne økonomi, som er en af hovedårsagerne til, at vi er ved at tabe Tyskland på så mange måder. Se på, hvad der sker i sundhedssektoren; den utrolige nedskæring af – Lauterbach har netop foreslået en reform, som vil lukke mange små hospitaler rundt omkring på landet – er allerede forsvundet. I visse områder er forsyningen af mennesker ikke længere sikret; man skal vente otte til ni måneder på at komme til en specialist, selv hvis man har akutte problemer. Det tyske sundhedssystem er ved at falde fra hinanden, bunden er ved at gå ud. Jeg kan kun forestille mig, hvad der vil ske, hvis det bliver værre. De værste ting kan gentage sig med hensyn til vold; det er allerede ret slemt, men den måde, regeringen forsøger at orkestrere det på, er at skyde skylden på alt andet end deres forkerte politik.

Jeg tror, at det eneste middel er at uddanne borgerne. Se på, hvad vi gør – Schiller Instituttet og vores internationale bevægelse, IPC. Der er andre kræfter i Tyskland, som er ved at vågne op, men jeg tror, vi er nødt til at forene os, for jeg kan kun sige, at krisen er ved at nå et kogepunkt, og vi har ikke nok borgere, som har modet under disse omstændigheder, eller forpligtelsen til at kvalificere sig til at finde en bedre løsning end den nuværende regering. Jeg kan kun bede jer om at slutte jer til os, og lad os gøre det bedste, vi kan.

SCHLANGER: Her er et sidste spørgsmål til dig fra en mangeårig tilhænger, som sagde, at han var meget taknemmelig for markeringen forleden af Lyndon LaRouches 102-års fødselsdag. Han sagde, at han i den forbindelse gerne ville komme med et forslag. »Det er i dag 23 år siden, den 11. september 2001, at operationen med at fremme den nationale sikkerhedsstat blev fremmet af de såkaldte ‘terroristers’ angreb på New York City og Washington. Lyndon LaRouche forudsagde i januar samme år, at der ville komme en rigsdagsbrand, som ville give de neokonservative en begrundelse for at gå videre med den nationale sikkerhedsstat til dataindsamling, overvågning, censur og så videre. Nu ser vi, at dette angreb på det første forfatningstillæg er ved at tage fart, så det truer forfatningens beskyttelse af ytringsfriheden. Kunne du udgive en pamflet om LaRouches advarsel i januar 2001 om truslen om rigsdagsbrand og spore konsolideringen af en fascistisk stat fra dengang til i dag for at give folk en mulighed for at kæmpe tilbage?«

ZEPP-LAROUCHE: Tak for dette forslag; jeg synes, det er et fremragende forslag. Det gør mig meget glad, for du har lige svaret på det, jeg sagde før, nemlig at vi er nødt til at lade borgerne tage ansvar for tingenes tilstand. Det, du lige har foreslået, synes jeg er et glimrende eksempel på netop det. Jeg vil stadig i dag diskutere det med mine kolleger, for det er helt på sin plads. Da min afdøde mand Lyndon LaRouchelavede denne video, og du kan se den på internettet. Jeg tror, det var den 3. januar 2001, tre uger før Bush-regeringen tiltrådte. Han sagde, at denne regering vil stå over for så enorme finansielle vanskeligheder i det finansielle system, som de ikke er forberedt på at håndtere. Derfor vil de have en tendens til at gå efter et påskud med en ny rigsdagsbrand for derefter at gennemføre præcis det, som rigsdagsbranden gjorde i første omgang; nemlig at gå over til fascistisk politik. Det var det, der skete præcis ni måneder senere den 11. september. En del af den dokumentation, du henviser til, er, at han ved et rent tilfælde gav et live-interview til radioen i Salt Lake City, Utah. Han havde ingen andre oplysninger; han tænkte bare på det. Det var omkring kl. 9, da de første fly ramte World Trade Center. Han sagde, at det kun kunne være sket i samarbejde med korrupte kræfter i det amerikanske sikkerhedsapparat. Han havde viden om, hvordan flyforholdene var, og om sikkerheden under flyvningerne. Så det er præcis det, der stadig er spørgsmålet. Der var en indsats fra 9/11-kommissionen, men den blev undertrykt. Jeg tror, det ville være meget nyttigt, for under påskud af terrortrusler blev krigen mod terror, hele interventionskrigen, startende med Afghanistan og Irak og Libyen, resultatet af alt dette. Vi nåede frem til den nuværende katastrofe; i en vis forstand kan man sige, at det var Maidan-kuppet for USA. Jeg vil helt sikkert foreslå mine kolleger, hvad du lige har sagt.

SCHLANGER: Vi er nået til slutningen af spørgsmålene. Helga, kan du give os et hurtigt overblik over, hvad der vil blive diskuteret på Den Internationale Fredskoalitions møde på fredag?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg vil bede folk om at se på referatet af IPC-mødet fra sidste fredag, den 6. september, som var et absolut gennembrud. Vi havde ekstraordinære patrioter fra flere lande, men især fra USA. Ambassadør Jack Matlock; Ted Postol; oberst Larry Wilkerson; så havde vi en meget vigtig tysk professor, Wilfried Schreiber; vi havde oberst Ralph Bosshard fra Schweiz; tidligere præsident Donald Ramotar fra Guyana. Den diskussion er allerede et absolut must for alle, der ønsker at finde ud af, hvorfor vi befinder os i en så farlig situation, for det, som ambassadør Matlock sagde, var, at de løfter, der blev givet til Gorbatjov i 1990 – han er en autoritet; han var et tidsvidne. Det, han siger, er i skarp modstrid med mange af de fortællinger, der kommer ud i dag. Så gik professor Postol, en førende atomekspert, naturligvis ind i forfærdende detaljer om, hvorfor den nuværende situation med atomvåben er så farlig, og mange andre ekstremt vigtige bidrag. Så se venligst på det.

Jeg tror endda, der er en kort version af det nu som en teaser, så du kan få en fornemmelse af, hvad du kan forvente. Og vi har et separat interview med ambassadør Matlock, som han gav til Schiller Instituttet og {EIR}, som også kan findes på Schiller-siden, og som er et absolut must-foredrag om de sidste 30 års historie. Det har skabt en del røre; det er blevet genudgivet eller refereret til i interviews og artikler om det flere gange.

Så vi vil have en fortsættelse af diskussionen; jeg tror, at professor Postol er en af talerne igen. For folk er nødt til at vågne op og indse, hvilken fare vi befinder os i. Så vær med; hjælp os med at forene fredsbevægelsen internationalt. Kun hvis vi står sammen, vil vi forhåbentlig være stærke nok til at få vores stemme hørt.

SCHLANGER: Helga, tak fordi du er med os igen i dag, og vi ses fredag morgen.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, til fredag.

JASON ROSS

Den 9. september 2024 – EIRNS

Er de igangværende, meningsfulde diplomatiske fremskridt mod fred tilstrækkelige til at ændre regeringerne i de angloamerikanske NATO-lande?

Der er store diplomatiske bestræbelser i gang i forbindelse med Israels overtrædelse af folkeretten i dets angreb på det palæstinensiske folk. For det første har Den Arabiske Liga, Organisationen for islamisk Samarbejde og Den Alliancefrie Bevægelse skrevet et fælles brev til den nuværende formand for FN’s Generalforsamling og bedt ham om at genindkalde forsamlingen i næste uge inden for rammerne af Uniting for Peace, som blev etableret ved UNGA Resolution 377, for at tage fat på Israels manglende overholdelse af Den Internationale Domstols (ICJ) udtalelser. De kræver handling i næste uge med et hastemøde, der begynder tirsdag den 17. september, og handling onsdag den 18. september.

En rapporteret resolution, som Det Palæstinensiske Selvstyre har sendt i omløb, viser, hvordan denne handling kan udformes. Den minder om vigtigheden af international lov, Israels afvisning af at overholde ICJ, kræver, at Israel »straks afslutter sin ulovlige tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder«, kræver ret til at vende tilbage for alle dem, der er blevet fordrevet siden grænserne i 1967, og opfordrer blandt andet FN’s medlemslande til at ophøre med at støtte Israels militære aktiviteter i disse områder.

Som svar på dette initiativ har Israels udenrigsminister, Israel Katz, truet med at »knække og opløse« Det Palæstinensiske Selvstyre, hvis det ikke ophører med sine bestræbelser på at holde Israel ansvarlig over for international lov.

Hvad angår ICJ, har Sydafrika en deadline den 28. oktober til at indsende yderligere materiale for at opretholde sin sag mod Israel, hvis diplomater arbejder på overtid for at få USA til at lægge pres på Sydafrika for at få landet til at droppe sagen.

Det virker ikke sandsynligt, at det vil lykkes for Israels diplomater. I dagene op til Forum on China-Africa Cooperation mødtes Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa og Kinas præsident Xi Jinping og udsendte en fælles erklæring, som indeholdt nedenstående:

“De to parter er dybt bekymrede over den alvorlige humanitære katastrofe i Gazastriben, der er forårsaget af den israelsk-palæstinensiske konflikt og dens afsmittende følgevirkninger. … Kina roste den positive rolle, som Sydafrika har spillet i at aktivere det internationale samfunds rolle i konflikten i Gaza, og er villig til at arbejde sammen mod en omfattende, retfærdig og varig løsning på et tidligt tidspunkt. Sydafrika udtrykte sin påskønnelse af Kina for med succes at have inviteret forskellige palæstinensiske fraktioner til at holde en forsoningsdialog i Kina og for at have underskrevet Beijing-erklæringen.«

(De roste også Kinas og Brasiliens samt Den Afrikanske Unions indsats for at afslutte konflikten i Ukraine).

I mellemtiden gav Jordans udenrigsminister sin tyske kollega en alvorlig opsang om, at ofrene for den nuværende israelske regering ikke kun er det palæstinensiske folk, men også selve folkeretten og anseelsen af nationer som Tyskland, der præsenterer sig selv som menneskerettighedsforkæmpere. »Hvornår vil Tyskland indføre sanktioner mod dem, der klart overtræder folkeretten og den humanitære folkeret?« spurgte han hende under deres fælles pressekonference.

Den tyske kansler Olaf Scholz, som gentagne gange har understreget sit ukuelige engagement i Ukraine, har måttet indrømme, at fremtidige fredsdiskussioner i Ukraine må omfatte Rusland, noget som han sagde, at selv Zelenskyj anerkender.

Selv CNN har ikke været i stand til at fremstille Ukraines militær i et positivt lys. Tv-stationen har måttet indrømme, at moralen er lav, mens antallet af deserteringer og ulydighed er højt.

Så langt, så godt, men tro ikke et øjeblik, at nogen af disse udviklinger vil forhindre det angloamerikanske herredømme  i at risikere alt, selv atomkrig, for at opretholde dets ubestridte forrang i verden!  

Der er rapporter om endnu et kommende forsøg fra de ukrainske styrker i Kursk på at angribe atomkraftværket, hvilket ville være blandt de mest optrappende tiltag, man kunne forestille sig.

Den anden side af krigsførelsen er mental – herunder krigen mod tanke- og ytringsfrihed. Mens de fleste europæiske lande aldrig har nydt godt af den stærke beskyttelse, der er nedfældet i det første tillæg til den amerikanske forfatning og i flere højesteretssager, går situationen fra slemt til værre. I Storbritannien har ingen ringere end den tidligere ambassadør Craig Murray f.eks. besluttet at flygte fra sit hjemland på grund af risikoen for, at han (igen) bliver fængslet for sin politiske aktivitet. Den seneste, meget mærkelige rapport i USA om russiske agenter, der angiveligt betaler absurd store beløb til influencere på de sociale medier, peger på de igangværende og kommende forsøg på at kontrollere alle politiske budskaber under »Russiagate«-lignende undskyldninger. Betænk også anholdelsen af Pavel Durov fra Telegram i Paris, Frankrig.
Selv de gensidigt fordelagtige projekter, der vil bringe verden ud af fattigdom og menneskeheden til stjernerne, har deres modstandere. Energiprojekter i Afrika angribes som bekendt for deres angiveligt forfærdelige miljøeffekter, mens hundredtusinder af mennesker på hele kontinentet hvert år dør af indendørs luftforurening forårsaget af madlavning med træ, møg eller anden biomasse i stedet for elektricitet eller gas.

Hvor mange mennesker, som burde arbejde for at stoppe den kommende verdenskrig, bruger i stedet deres tid på at fokusere på klimaforandringer? Hvilke andre undskyldninger – hvilke andre »problemer« – søger folk for at undgå at se det store billede?

LaRouche-bevægelsen har i årtier beskæftiget sig med verdens historiske retning fra højeste niveau, herunder den højere vision om udvikling, der gør det muligt at løse kriserne i Sydvestasien. Den Internationale Fredskoalition, indkaldt af Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, påtager sig opgaven med at forstærke indsatsen for at stoppe krig, samtidig med at den præsenterer parametrene for en aktiv, energisk fred, der sømmer sig for vores menneskelige arts iboende værdighed.

Foto: GovernmentZA

STEWART BATTLE

Den 8. september 2024, EIRNS

Den 8. september markerede Lyndon LaRouches (1922 – 2019), 102-års fødselsdag – den verdenshistoriske statsmand og sin tids mest præcise økonomiske prognosemager. Der er ingen, hvis liv og bidrag står mere i centrum af den aktuelle verdenshistorie end LaRouche, og samtidig hvis fjender hårdere forsøgte at lukke munden på, bagtale og eliminere. Da det nuværende verdenssystem er i færd med at bryde sammen og skifte fra efterkrigstidens orden til en ny, post-kolonial arkitektur (hvis vi overlever en sådan overgang), er der ingen, hvis arbejde vil spille en mere afgørende rolle for et nyt systems succes end Lyndon LaRouche – hvis arv i øjeblikket bæres videre af hans kone, Helga Zepp-LaRouche.

I et interview i 1976 insisterede LaRouche på, at »efterkrigstidens internationale monetære system er i færd med at kollapse«, og advarede om at hvis det ikke blev erstattet, var verden på vej mod en depression værre end i 1930’erne, og en atomkrig mellem supermagterne. Men han opstillede også forudsætningerne for en løsning på denne krise:

»Det er klart, at der ikke er noget problem mellem Sovjetblokken og NATO-landene som nationer, der ville berettige en atomkrig. Det er udelukkende den monetære krise, som har bragt os i denne situation. Så derfor, hvis vi får et nyt valutasystem, fjerner vi ikke kun faren for en generel depression – der behøver ikke at opstå en depression – men vi fjerner også den verdenssituation, der ville føre til atomkrig.”
Derfor, sagde LaRouche, »er den grundlæggende form for løsning i det væsentlige denne: OECD-landene er bankerotte, udviklingssektoren er bankerot. Men det behøver ikke at være en katastrofe…. Man tager simpelthen denne masse af ubetalelige papirer, skubber dem til side til fremtidig genforhandling, opretter et nyt pengesystem for at skabe kredit til at holde basisproduktionen og landbruget og industrien i gang. På nuværende tidspunkt kan vi få, dvs. enhver i Det Hvide Hus, der ønsker det, kan få et nyt internationalt pengesystem, som ville formidle ca. 300 mia. dollars om året i langsigtet kredit, primært til eksport af industrivarer fra den avancerede sektor til udviklingssektoren, hvoraf USA’s andel ville udgøre ca. 100 mia. dollars om året. Det ville få os ud af depressionen; det ville få verden ud af depressionen, og det ville tilvejebringe et stabilt pengesystem og et langsigtet perspektiv for vækst. Uden en sådan foranstaltning er der intet håb om at undgå depressionen, og jeg tror, der er meget lidt håb om at undgå krig.«

I et senere spørgsmål uddybede LaRouche, hvordan dette ville fungere, herunder de vigtigste investeringsområder for global økonomisk vækst: »Vi har i udviklingssektoren en kapacitet i form af veldefinerede projekter … landbrugsudvikling, udvikling af industricentre, byudvikling og udvikling af infrastruktur. Vi er i stand til at investere op mod en halv billion dollars om året i udviklingssektoren – det er verdens kapacitet. Det indebærer massiv landbrugsudvikling på det asiatiske subkontinent, vi kan gøre Rio de la Plata-regionen i Sydamerika, det vil sige det nordlige Argentina, det sydlige Brasilien og Uruguay, til et af verdens store landbrugs- og industriområder med hensyn til produktion; alt der kræves er traktorer, gødning og så videre. Sahel, som nu er et hjemsted for pest, sult og sygdom, kan i løbet af 15-20 år ikke kun på kort sigt bringes ud af sin nuværende elendighed, men kan blive den store brødkurv for hele Afrika. Derudover har Indien … selv om det på den ene side er et fattigt land med hensyn til landbrug, har Indien den tredjestørste befolkning af videnskabsfolk og ingeniører i verden – et stort industrielt potentiale samt midlerne til at udvikle sit landbrug….
»Biproduktet af at øge verdens eksport til udviklingssektoren med 300 milliarder dollars til denne type arbejde ville betyde, at man ville opnå en yderligere vækst i de industrielle behov, en vækst i verdenshandlen, hvilket ville betyde, at vi ville være i gang med det største industrielle opsving i moderne historie.«

Med andre ord opfordrede LaRouche til at skabe en ny, win-win finansiel arkitektur, som ville fremme global økonomisk vækst. Det ironiske ved den nuværende situation, især i anledning af LaRouches 102-års fødselsdag i september, er, at LaRouches prognose fra 1976 på en måde er sammentrængt til den nuværende situation i verden i dag. Overvej følgende:

Det vestligt dominerede finanssystem er overbelånt og balancerer på randen af kollaps, kun holdt flydende af enorme mængder af dollars, som er blevet pumpet ind i systemet i løbet af de seneste år på bekostning af drastisk faldende levestandarder for amerikanere og borgere over hele verden. Samtidig kaster nationerne i Vesten sig hovedkulds ud i en potentiel atomkrig mod Rusland, med Kina inden for rækkevidde, som følge af de to sidstnævntes afvisning af at indføre det stadigt mere bankerotte og dysfunktionelle system, som LaRouche beskrev for næsten 50 år siden. Det er også ironisk, at både Rusland og Kina i sidste uge var værter for deres egne respektive topmøder, Eastern Economic Forum (EEF) i Vladivostok og Forum on China-Africa Cooperation (FOCAC), hvilket er et udtryk for, at voksende dele af verden netop tager spørgsmålet om fysisk økonomisk udvikling op som hjørnestenen i en ny win-win økonomisk arkitektur til at erstatte det uddøende transatlantiske.

Det er netop et sådant truet nyt system, som angloamerikanerne har erklæret, at de vil gå til atomar verdenskrig for at stoppe.
Lørdag den 7. september blev cheferne for de amerikanske og britiske efterretningstjenester kørt i stilling foran et publikum i London for at advare verden om den »fare«, som Rusland og Kina udgør, og samtidig insistere på, at det »særlige forhold« mellem USA og Storbritannien vil understøtte verden »ind i det næste århundrede«. De undlod at nævne, at USA i øjeblikket er ved at revidere sin atomdoktrin, mens USA og Storbritannien er ved at afskaffe kravene om fornyelse af deres atomdelingsdoktrin som forberedelse til en potentiel forebyggende atomkrig mod Rusland. De undlod også at nævne, at der er en stadig større indsats i gang for at konfrontere Kina, herunder den potentielle udstationering af Tomahawk-missiler med mellemlang rækkevidde i Indo-Stillehavet.

Mens mange måske lader sig narre af den slags tegneserieagtige fortællinger, er sandhedens magt – som LaRouche udøvede den – langt stærkere. Historien kan ændres gennem en fælles indsats fra små, men intellektuelt overlegne grupper af organisatorer, som er i stand til at formidle ovennævnte sandhed til andre – især i krisetider, hvor tidligere accepterede fortællinger bryder sammen. Sådan er det med den Internationale Fredskoalition, som netop har holdt et banebrydende møde i sidste uge. Fat mod i denne proces, og udbyg koalitionen i de kommende dage og uger.

Foto: EIRNS/Stuart Lewis

Indhold:

Opfordring til at skabe et Fornuftens Råd, 1

Sidste udkald før tredje verdenskrig – eller første skridt mod et nyt fredsparadigme? Den Internationale Fredskoalitions møde nr. 62 den 9. august 2024, 2

Helga Zepp-LaRouche interview med Dialogue Works:
Er NATO blevet fuldstændig vanvittigt?
Israels satsning, der kan udløse kaos!, 4

Deltag i Den Internationale Fredskoalitions Zoom-møder hver fredag kl. 17-19, bagsiden

Download (PDF, Unknown)

Ikke korrekturlæst

USA’s nye atomare doktrin: Grund til at verden bekymrer sig: Møde i Den Internationale Fredskoalition, nr. 66, 6. september 2024

ANASTASIA BATTLE: Mit navn er Anastasia Battle. Tak, fordi I er kommet. Jeg vil være jeres ordstyrer. Dette er Den Internationale Fredskoalition, vi har folk fra over 50 lande, som er kommet til disse møder i løbet af de sidste 66 uger, som vi har gjort i træk for at koordinere alle vores bestræbelser som fredsbevægelse rundt om i verden. Jeg har mine to medordstyrere, Dennis Speed og Dennis Small. Bare for at give jer en fornemmelse af, hvordan dette forum fungerer, så har vi en overordnet åbning med talere, relevante eksperter, embedsmænd, som vil holde en præsentation i dag, og så har vi en fælles diskussion.

Grunden til, at vi oprettede dette forum for 66 uger siden, var at forene den internationale fredsbevægelse; at bringe folk sammen over deres ideologier, over deres forskelle, og at sige, at vi er nødt til at skabe ægte fred nu, ellers står vi over for en atomar tredje verdenskrig. For et år siden troede jeg, at det var så tæt på, som vi overhovedet kunne være; jeg havde aldrig forestillet mig, hvor vi er i dag. Jeg giver ordet til Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest vil jeg gerne byde jer alle velkommen. Jeg er meget taknemmelig for, at vi i dag har en lang række ekstremt vigtige eksperter, fordi det er så påtrængende at bringe videnskabelig klarhed ind i den strategiske debat. Vi befinder os tydeligvis ikke kun midt i to egentlige regionale krige, men i en førkrigssituation, som er domineret af informationskrigsførelse i forsøget på at kontrollere fortællingen. Vi ser mange ekstremt bekymrende eksempler på, at ytringsfriheden og pressefriheden bliver undertrykt. Resultatet af alt dette er, at befolkningen for størstedelens vedkommende befinder sig i en tilstand af forvirring.

Vi er alle ekstremt bekymrede for, at situationen i Ukraine er ved at komme ud af kontrol. I dag er der møde i kontaktgruppen Ramstein-Ukraine. Præsident Zelenskyj er der, og han kræver, at Ukraine får flere langtrækkende missiler med tilladelse til at ramme dybt inde på Ruslands territorium, fordi målet angiveligt stadig er at »påføre Rusland et strategisk nederlag«, hvilket i betragtning af, at det er den største atommagt, er praktisk talt umuligt uden at forårsage ødelæggelse af hele verden. Forsvarsminister Austin svarede straks Zelenskyj og sagde: “Jeg forstår, at det haster. Vi vil gøre alt, hvad vi kan.«

Mens situationen i Donbass ser ret dyster ud for ukrainerne – russerne vinder hurtigt kontrol – er situationen i Kursk heller ikke holdbar. Flere og flere droner og missiler bliver sendt ind i Rusland. I går kom det russiske udenrigsministeriums talskvinde Zakharova med et meget stærkt angreb og sagde, at London står bag droneangrebene inde i Rusland; og at det er London, der ubarmhjertigt stræber efter at optrappe konflikten. Derefter gav hun en lang liste med eksempler på, at det har været tilfældet i de sidste mange år. Hun mindede også om, at det russiske udenrigsministerium den 6. maj i år havde udsendt en advarsel om, at alle britiske militære anlæg og udstyr på ukrainsk territorium og udenfor vil blive ramt, hvis dette ikke stoppes. På sidelinjen af Eastern Economic Forum sagde Zakharova også, at europæerne ikke forstår, hvad de bliver trukket ind i af USA, af angelsakserne.

Den 29. juli underskrev Biden en ændring af den amerikansk-britiske gensidige forsvarsaftale fra 1958. Denne nye aftale fjerner udløbsdatoen, fordi der var en bestemmelse om, at denne aftale skulle fornyes hvert tiende år. Malcolm Chalmers, vicegeneraldirektør i den britiske tænketank RUSI, sagde, at det er meget godt, for nu behøver man ikke længere at bekymre sig om skiftende regeringer, for på denne måde er det åbenbart tanken at gøre aftalen permanent eller »Trump-sikker«.

Hvad er det, europæerne bliver trukket ind i? At finde sandheden er lidt som at skrælle et løg. Lad mig skrælle et lag: I slutningen af august rapporterede {New York Times}, at Biden allerede i marts havde underskrevet en ny amerikansk atomar doktrin, som er aldeles hemmelig og angiveligt ikke engang findes i elektronisk form; der er kun udleveret en håndfuld trykte eksemplarer til meget udsøgte personer. Ifølge {New York Times} står der, at USA skal forberede sig på en trefrontskonfrontation mod Rusland, Kina og Nordkorea. Et par måneder senere, efter marts, i juli på NATO-topmødet, meddelte den tyske kansler Scholz bare nonchalant, at USA havde besluttet at placere amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland fra 2026, og at det var en god beslutning. Ingen debat i Forbundsdagen, ingen offentlig debat i Tyskland, ingen diskussion med europæiske allierede, i modsætning til i 1979, da beslutningen om at omstille NATO blev truffet, og der var en bred offentlig diskussion blandt de allierede. Fire allierede delte beslutningen sammen med Tyskland. Det er klart, at hvis USA placerer missiler i Tyskland, påvirker det alle de allieredes sikkerhedsinteresser.

I en diskussion med militære eksperter fandt jeg ud af, at beslutningen om at placere disse missiler i Tyskland i 2026 ikke blev truffet på sidelinjen af NATO-topmødet eller endda i bilaterale diskussioner før. Beslutningen blev allerede truffet i 2021, nemlig at det er en del af USA’s avancerede nationale system, og derfor er der ikke behov for nogen diskussion med de allierede. Hvad dette gør, er meget indlysende: Det gør Tyskland til den strategiske scene for en konfrontation mellem de to mest magtfulde atommagter og nu for et potentielt sammenstød mellem det Globale Nord og Rusland, Kina og Nordkorea.

Lad mig hurtigt se på, hvordan vi er nået dertil. I december 2017 udgav USA den nationale sikkerhedsstrategi (NSS) under ledelse af H.R. McMaster, som på det tidspunkt var national sikkerhedsrådgiver. I dette dokument blev Rusland og Kina for første gang nævnt som geopolitiske rivaler. Det skete præcis fire år efter, at Xi Jinping i 2013 havde annonceret Den Nye Silkevej, som var begyndt at tage sig af udviklingsprojekter i mange udviklingslande. Dette dokument siger det ikke udtrykkeligt, men kræver en gentænkning af politikken og siger, at integrationen af Kina i WTO var en fejl, og at det var nødvendigt for USA at hævde sin militære dominans. Kort tid efter, den 19. januar 2018, udsendte Pentagon den nationale forsvarsstrategi (NDS), som jeg tror stadig er klassificeret den dag i dag. Den kræver, at afskrækkelse opgraderes i tre regioner – Indo-Stillehavet, Europa og Nærøsten – og at alle våbensystemer, inklusive atomvåben, moderniseres. En måned senere, den 3. februar 2018, offentliggjorde de Nuclear Posture Review (NPR), som opfordrede til modernisering af triaden, herunder udstationering af atombomber med lavt energiindhold på Trident-ubåde og andre steder.

Nu, en måned senere, den 1. marts 2018, annoncerede præsident Putin de nye atomvåben, som Rusland havde udviklet – de hypersoniske missiler, Avangard, det hypersoniske krydsermissil Kinzhal, som kan gå Mach-20 og har meget høj manøvredygtighed, og forskellige andre undervandsdroner og laservåben. Kort tid efter annoncerede USA den opdaterede amerikanske rumdoktrin, og den daværende chef for den amerikanske rumkommando, James Dickinson [faktisk først chef for den amerikanske rumkommando i 2020], sagde: »Vi vil forsøge at undgå konflikt, men hvis det mislykkes, vil vi vinde krigsførelse i rummet.«

Alt dette var tæt koordineret med briterne. Den britiske forsvarsminister Mark Lancaster sagde: »Politikken for NSS, NDS og NPR er også den britiske regerings politik.« Det omfattede Obamas drejning mod Asien, og for omkring tre år siden blev hele denne politik opgraderet ved at opfordre til et netværk af regionale partnere og allierede. AUKUS blev oprettet, som først kun var USA, Storbritannien og Australien, derefter Quad-systemet med Japan, Sydkorea og Indien, og nu tales der om, at New Zealand skal være med. Ideen om et globalt NATO kom mere og mere i forgrunden. Der var et møde mellem von der Leyen og Stoltenberg, hvor de sagde, at EU og NATO nu er fuldt integreret og vil arbejde sammen.

Så NATO er helt klart broen til, hvordan Europa bliver trukket ind i den kommende konflikt mellem USA og Kina – eller det skulle være planen. Og Tyskland deltog i en typisk forventningsfuld lydighed for flere uger siden i en Stillehavsmanøvre. Den tyske forsvarsminister Pistorius løb rundt på Hawaii og proklamerede stolt, at Tyskland havde bidraget med to små skibe til disse krigsmanøvrer. Så dette er fuldt ud under forberedelse. For to dage siden besøgte kansler Scholz Todendorf, hvor luftforsvarssystemet IRIS-T blev vist frem; og han sagde offentligt – og det blev transmitteret af tysk tv – »Rusland har opsagt INF-traktaten.« Det er en del af fortællingen; det er absolut ikke sandt. INF-traktaten, som for en stor dels vedkommende var resultatet af de store demonstrationer i begyndelsen af 1980’erne, hvor en million mennesker til sidst gik på gaden for at protestere mod de mellemdistancemissiler, der blev udstationeret – SS-20 og Pershing II. Dette var effektivt, indtil INF-traktaten den 5. februar 2005 ødelagde alle amerikanske og russiske systemer, der tilhørte denne kategori. Det, der var nyttigt, var et unikt kontrolsystem, som ikke kun kunne kontrollere systemernes eksistens, men også deres konstruktion og endda designet på de kontorer, hvor ingeniørerne udarbejdede disse planer. Den traktat udløb i 2015. USA ventede fire år mere, og i februar 2019, med seks måneders varsel, opsagde USA INF-traktaten pr. 1. august 2019. En dag senere, den 2. august 2019, sagde Rusland, at hvis en traktat, som kun har to partnere, bliver opsagt af den ene part, er der ingen grund til at beholde den, men vi opretholder et moratorium, som jeg tror, de stadig holder den dag i dag, om ikke at opstille sådanne missiler lige siden.

Den anden fejltagelse eller løgn, som Scholz udtalte i Todendorf, var, at sådanne missiler også ville blive opstillet i Kaliningrad. Da Berlin kun ligger 530 km væk, kunne de ramme Berlin. Han talte tydeligvis om Iskander-missilerne, som har en rækkevidde på under 500 km. Hvordan de kunne ramme Berlin 530 km væk, skal man have et særligt regnestykke for at komme frem til. Det sker hele tiden.

Der er en meget enkel måde at løse det på. Begge sider bør genindføre det kontrolsystem, som fungerede så godt i hele INF-traktatens løbetid.
Jeg vil gerne stoppe her, for jeg vil bare sige, at dette ikke er noget, der er sket på grund af krigen i Ukraine eller noget andet i den seneste tid. Planen om at dæmme op for Kinas fremgang tror jeg har været synlig i hvert fald siden 2017. Derfor tror jeg, at vi er nødt til at have en påtrængende strategisk debat; en inkluderende debat om, hvilken slags sikkerhedssystem vi virkelig er nødt til at have for at bevare eksistensen af alle vores nationer. Tak for det.

{{Under diskussionen:}}

DENNIS SPEED: Vi har haft en omfattende diskussion om spørgsmålet om den nuværende fare, og hvordan vi er havnet her. Der har været mange forskellige præsentationer, forskellige aspekter. Og især vores europæiske gæster, professor Dr. Wilfried Schreiber fra Tyskland og oberstløjtnant Ralph Bosshard fra Schweiz, har givet et godt indblik i, hvordan det ser ud fra folk uden for USA’s synspunkt, hvilket er et ekstremt vigtigt element. Jeg vil bare spørge dig, for at få os i gang, for vi havde en video fra dig, som vi ikke viste; vi ville vente og se, om vi fik fat i dig. Kan du ud fra din erfaring – for du var der; du var med, da muren faldt, og kom så ind under Reagan-administrationen og forhandlede om den situation. Hvorfor er det, at vi har forrådt den forståelse, og hvad har det betydet for verden, at USA ikke gjorde det, som du og andre forsøgte at gøre på det tidspunkt?

AMBASSADØR JACK MATLOCK: Hvis du taler om løftet om ikke at udvide NATO mod øst, ja, så vil jeg sige, at min udenrigsminister, Baker, den tyske udenrigsminister og den britiske premierminister alle forsikrede Gorbatjov om, at hvis han godkendte sammenlægningen af de to tyske stater – dvs. sammenlægningen af Den Tyske Demokratiske Republik og Vesttyskland – så ville der ikke ske nogen udvidelse af NATO. På et tidspunkt sagde udenrigsminister Baker faktisk, at hvis der ikke sker nogen udvidelse af NATO, ikke en tomme, ville det så ikke være bedre at have et forenet Tyskland i NATO? Og Gorbatjov svarede, at enhver udvidelse naturligvis ikke er tilladt. Men han fortsatte med at sige, at han godt kunne forstå, hvorfor vi måske ville beholde NATO, selv med et forenet Tyskland.

Da traktaterne skulle skrives, kom det ikke med i de formelle traktater. Det var, vil jeg sige, diplomatiske løfter. Jeg vil sige, at dette løfte blev givet på baggrund af en tidligere erklæring fra den første præsident Bush, som på sit møde med Gorbatjov på Malta aftalte, at hvis Sovjetunionen lovede ikke at bruge magt i Østeuropa for at forhindre politiske forandringer – det vil sige demokratisering – og præsident Bush lovede, at vi ikke ville drage fordel af demokratiseringen. Så baggrunden var ret klar: Gorbatjov følte, at han havde sikkerhed for, at der ikke ville ske flere udvidelser af NATO.

Da den formelle aftale blev indgået, blev der gjort en undtagelse for det tidligere Østtysklands territorium, idet det ganske vist fik lov til at være en del af NATO, men der måtte ikke være udenlandske tropper eller atomvåben stationeret der. Det stod formelt i traktaten.
Lad mig lige tilføje, at for Rusland har problemet ikke så meget været udvidelsen af NATO. Det vil sige det faktum, at USA i realiteten ville garantere sikkerheden. Det, de har været mest imod – og det blev påpeget over for os i 1990’erne – var udstationeringen af amerikanske eller andre vestlige baser i disse lande. Så vi skal huske, at præsident Putin faktisk ikke havde noget imod den første udvidelse af NATO – han var ikke premierminister dengang – men den yderligere udvidelse til de tre baltiske lande, da den blev foreslået, var han i New York til et møde i Council on Foreign Relations, tror jeg, det var. Jeg spurgte ham direkte, hvad han mente om udvidelsen af NATO til de tre baltiske lande. Han sagde, at han mente, det var unødvendigt, men så længe der ikke var nogen baser, havde han ingen indvendinger.

Så problemet har været kombinationen. Samtidig var det meget klart, at der ville være en forskel i Moskvas holdning til NATO; man kunne sige landene i Østeuropa og de baltiske stater og dem, der var tidligere sovjetrepublikker og anerkendt som sovjetrepublikker af USA og andre. Så tanken om at udvide NATO til for eksempel Georgien, Ukraine eller Hviderusland ville have været en rød linje for enhver russisk præsident, tror jeg. Og jeg må sige, at den russiske regering respekterede de grænser, der var aftalt, indtil spørgsmålet om NATO-udvidelse begyndte, og visse vestlige magters forsøg på at blande sig i Ukraines politik. Det var noget, som enhver, der forstår historien om dette, som er meget kompleks, ville forstå, at russerne ville modsætte sig.

Intet af dette betyder, at det, der er sket, har været godt, eller at jeg er enig i, at det burde være sket. Men jeg tror, at det, vi er nødt til at forstå, er, at udvidelsen af NATO og især baserne – og i dette tilfælde var det baserne, der var planlagt i Polen og Rumænien til antiballistiske missiler. Det viste sig, at selv om det var defensive våben, kunne de let omdannes til offensive våben. Så det var forståeligt, at den russiske leder var meget imod. Alligevel gik vi videre, og efter gradvist at have trukket os fra stort set alle våbenkontrolaftaler, som vi havde forhandlet i 1980’erne og begyndelsen af 90’erne, begyndte vi at forsøge at påvirke den ukrainske regering og tilbyde NATO-medlemskab. Så jeg mener, at dette var en fuldstændig omvending af det diplomati, vi brugte under den kolde krig, og for at afslutte atomtruslerne mod Europa….

JOSE VEGA: Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til professor Postol og oberst Wilkerson. Jeg vil gerne takke jer begge for jeres præsentationer samt resten af panelet. Jeg vil også gerne anerkende, at mange af deltagerne i dette opkald ikke bare er tilskuere og lyttere, men aktivister og organisatorer. Jeg har selv gjort dette i ti år; jeg har været tilknyttet Schiller Instituttet i ti år, og nu er jeg kandidat til Kongressen her i Bronx. Jeg er stolt over at kunne sige, at jeg ser mange navne på deltagerlisten, som jeg ved også er organisatorer og aktivister. Jeg beder til, at folk, der lytter til disse præsentationer, vil bevæge sig og handle på dette.

Jeg vil gerne bede panelet om at kommentere noget, men jeg vil især gerne høre fra professor Postol og oberst Wilkerson og selvfølgelig Helga. Da Daniel Ellsberg så, at USA truede med krig mod Kina over Taiwan i 2021, lagde han klassificerede dokumenter online, som oprindeligt var kopieret i 1970’erne, og som viste, at de amerikanske militærplanlæggere pressede på for atomkrig mod det kinesiske fastland så tidligt som i 1958. Det var planer, som Ellsberg selv var en del af, som han indrømmede i et interview med CBS]. Det skulle ikke kun gå ud over Kina; de ville ramme hver eneste by i Sovjetunionen og hver eneste by i Kina. Der var ingen plan, som ikke også indebar udslettelse af den kinesiske befolkning. De var klar til at begå 100 holocausts og slippe af med de dengang 600 millioner kinesere. Jeg vil gerne sætte det i kontrast til det, vi for nylig har fundet ud af, nemlig at Biden tilbage i marts havde beordret eller havde planer om at være klar til en atomar konfrontation mellem Kina og Rusland.

Men endnu vigtigere vil jeg gerne spørge, hvorfor vi kender til den slags planer, og hvorfor de bliver frigivet eller lækket til offentligheden? Er der nogen i udenrigsministeriet med samvittighed, som trygler den amerikanske befolkning om at gribe ind på en eller anden måde? Er der overhovedet nogen, der træffer den slags beslutninger om at gå i krig med en samvittighed? Og hvis vi antager, at der er nogen i Repræsentanternes Hus eller i Udenrigsministeriet med en samvittighed, hvad er det så, de forventer, at den amerikanske befolkning skal gøre?

COL. LARRY WILKERSON: I slutningen af Dans liv – og lad mig i parentes tilføje, at jeg synes, Dan var en af de største helte i anden del af det 20. århundrede og første del af det 21. århundrede. Dan og jeg havde mange samtaler. Jeg var faktisk med til at arbejde sammen med Paul Jay i Canada, som er ved at lave den, tror jeg, definitive dokumentarfilm om Dan og atomvåben. Forhåbentlig udkommer den snart; den koster meget mere, end Paul havde forestillet sig. Men jeg tror, at den bliver ekstremt stærk, når den kommer ud.

Dan og jeg havde nogle samtaler om nogle af de afsløringer, du lige har nævnt. En af de ting, jeg forsøgte at dæmpe – hvis det er det rigtige ord – hans bekymringer med, var, at det amerikanske militær i sine krigsplanlægningsafdelinger planlægger for alle mulige eventualiteter. Det planlægger for ting, som du nok ikke ville tro på. For eksempel planlægger det krig med Storbritannien; det planlægger krig med Tyskland; det planlægger krig med næsten alle lande i verden, som har kapacitet til at gøre skade på USA. Disse planer er ikke faste planer, der – som vi siger i dag i moderne terminologi – er tip-fitted (data om tid, fase, styrke og indsættelse); med andre ord klar til udførelse. Det er bare de planer, som militær over hele verden formentlig har, men som USA helt sikkert har. Vi er det eneste land i verden, der deler verden op i territorier og sætter en firestjernet general eller admiral i spidsen for hvert territorium. Jeg tror ikke, der er noget imperium i menneskehedens historie, der har gjort det. Vi er også det eneste land i verden, der har 800 oversøiske baser. Kina og Rusland har f.eks. ikke engang 80 tilsammen.
Al denne planlægning bliver nogle gange lækket, og det bliver lækket på forskellige måder. Det kan være en Julian Assange, det kan være en anden journalist. Og når det kommer ud, ser det dramatisk farligt ud. Det ser endda vanvittigt ud i forhold til imperiet. Og nogle gange vil jeg være den første til at indrømme, at det nok er sindssygt. Men mange af de ting, der sker med hensyn til krigsplanlægning i Kina og Rusland, som på en eller anden måde er sluppet ud bagefter, og som Dan henviste til, var ting, som ledelsen ikke overvejede at udføre. De blev simpelthen overvejet af de militære planlæggere til den eventualitet, at en af lederne forhåbentlig begge ledere på det tidspunkt, for vi har to – forsvarsministeren og præsidenten – i den civile kommandokæde ville bede om at blive gennemført eller ville bede om at blive taget ned fra hylden og støvet af og muligvis gennemført.

Mange af de ting, som Dan kiggede på, og mange af de ting, som andre har kigget på siden, var af den karakter. Jeg tror ikke, der var andre end måske en general Curtis LeMay eller en anden fuldstændig sindssyg militærofficer, der overvejede at gennemføre dem; de gjorde bare deres arbejde. For eksempel var der en plan – og Dan og jeg har talt om det – der var en plan om at smide atomvåben over Korea, lige efter at kineserne havde grebet ind. Der var 400.000 frivillige, og vi blev kørt grundigt i sænk. Folk i Washington talte om at opgive halvøen; de talte seriøst om det. General MacArthur foreslog at smide atomvåben på tværs af hovedaksen fra øst til vest i Nordkorea, og derfor kunne der ikke komme flere styrker ned, fordi det ville være for radioaktivt. Det var en plan, det var et forslag fra den øverstbefalende for hele området. Det blev ikke engang taget alvorligt af de civile, i hvert fald fremgår det ikke af referatet, at de civile tog det alvorligt. Så det er noget af det, der kendetegner militær planlægning, især når man har et militær, der er så stort og dygtigt som imperiets. De civile, som senere opdager, hvad de »planlagde«. Det er ikke nødvendigvis så slemt, som det kan se ud, selv om man samlet set kan sige: »Jeg ville ønske, at jeg ikke var et imperium.« For det er det, imperier gør; de planlægger at bekæmpe alle i verden på et eller andet tidspunkt, eller alle med kapacitet og mulige intentioner om at gøre skade på dem hele tiden.

Det får sit eget liv. Og jeg tør godt sige, at folk som general Wes Clark, der fortalte mig – og jeg så selv nogle af tegnene på dette, før jeg fik forbud mod at tage til Pentagon af Donald Rumsfeld, den daværende forsvarsminister. Vi havde planer om at gå efter Syrien; vi havde planer om at gå efter Iran; vi havde planer om at gå ind i Libanon; vi havde planer for hele Levanten. Jeg tror, og jeg tror, at general Clark ville bakke mig op i dette – tidligere NATO-kommandør – at vi ville gennemføre disse planer, hvis Irak gik virkelig let i 2003. Vi ville indtage Syrien, vi ville indtage Iran, vi ville indtage Libanon; vi ville indtage hele Levanten. Udførte vi de planer? Nej, for i dette tilfælde tror jeg, at den primære grund var, at Irak ikke var et let mål, og det er stadig fyldt med problemer på grund af det, vi gjorde. Som jeg tror, du sagde, var det en ulovlig krig. En af de første ting, Kofi Annan sagde, var, at det var en ulovlig krig. Det gør de kommentarer, som Tony Blinken kom med forleden om grænsers ukrænkelighed og alt muligt andet, til det rene hykleri. For vi startede krænkelsen af grænsernes ukrænkelighed i den moderne tidsalder med Irak i 2003.

Nå, men Dan var en fantastisk fyr: Han var en helt. Nogle af de historier, Dan fortalte mig om, hvad han gjorde, da situationen med atomvåben var på sit højeste, var, at han kørte en jeep ud gennem pigtråden i Nevada med en anden mand i jeepen sammen med ham. Han kørte en jeep gennem pigtråden og ud til Ground Zero for at forhindre Ronald Reagan i at foretage en atomprøvesprængning den dag. Han tog ud til testområdet i en jeep sammen med en anden person – det var alt, hvad der var. Og han stoppede demonstrationen: Han stoppede den atomare detonation. Han var en amerikansk helt {par excellence}.

PROF. TED POSTOL: Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg er enig i alt, hvad oberst Wilkerson sagde. Men jeg har et lidt andet syn på det, fordi jeg ikke har fordelen af at være soldat. Men jeg har fordelen af at være uddannet som videnskabsmand. Jeg havde også det store privilegium at arbejde tæt sammen med en masse dygtige soldater, da jeg var i Pentagon, så jeg har et glimt af den verden, selv om jeg ikke vil påstå, at jeg har den samme ekspertise som de meget dygtige og kompetente soldater, jeg arbejdede sammen med.

Men en af de ting, jeg vil sige, der er anderledes ved atomvåben og planlægning af atomvåben, er, at der er problemer med begrebsliggørelsen af disse våbens sande kapacitet og virkninger, hvis man ikke har en særlig uddannelse, og hvis man ikke gør en særlig indsats for at forstå, hvad der faktisk foregår; med andre ord de fysiske virkninger. Så jeg vil gerne gøre det klart, at der er mange mennesker, der siger: »Jeg er videnskabsmand, jeg ved det.« Det er noget vrøvl; de ved det ikke. Men hvis du er videnskabsmand, og du er uddannet som sådan, og du arbejder seriøst med det, bør du have en rimelig forståelse af virkningerne af disse våben. Jeg var involveret i planlægningen af atomart arbejde; jeg havde tilsynsansvar, så jeg kunne se, hvordan tingene blev gjort. Og det, der slog mig, var, at planlægningsprocessen var en meget ritualiseret proces. Folk havde de her små cirkulære nøgler, som man satte over et mål og flyttede lidt rundt på, og så kunne man måske justere punktet, hvor atombomben skulle detonere. Men de vidste virkelig ikke, hvad våbnenes sande effekt var, for de var ikke uddannet til at kende disse effekter. De var soldater; de blev hentet ind fra at være højt kvalificerede kampvognsoperatører, piloter, navigatører, skibsførere. Men deres træning omfattede virkelig ikke nogen detaljer om atomvåben.

Jeg plejede at holde et foredrag, jeg plejede at joke, jeg vil give folk en fornemmelse af min sorte humor. Jeg plejede at holde et foredrag, jeg kaldte mit »Shake and Bake«-foredrag, som var en meget nøgtern, detaljeret beskrivelse af virkningerne af atomvåben. Jeg holdt det, da jeg var på Stanford. Det var en stor klasse, hvor jeg holdt nogle af forelæsningerne. Jeg fik studerende til at skrive til mig efter undervisningen, at de havde mareridt efter den time. Og for at være helt ærlig, så var jeg selvfølgelig glad for det. Jeg forsøgte ikke at overdrive, jeg forsøgte meget ærligt og på en måde, der var let at forstå, at vise folk, hvad virkningerne af atomvåben ville være, hvis de blev brugt. Det var et foredrag, jeg gjorde en stor indsats for. Men et af de fænomener, jeg oplevede flere gange, var, at unge soldater, som tilfældigvis var blandt publikum – de var sandsynligvis på besøg i disse militære udvekslingsprogrammer – kom op efter foredraget og sagde til mig: »Jeg ville ikke gøre sådan noget. Det er kriminelt. Det er imod min ed som officer om ikke at myrde folk vilkårligt. Jeg er forfærdet over det, du viser. Jeg vil bare have, at du skal vide, at jeg aldrig bevidst ville være involveret i det her.« Og det var en interessant oplevelse for mig, for på dette tidspunkt var jeg allerede på Stanford, men jeg havde været involveret i planlægningen af atomkrigen og havde observeret, hvordan det blev gjort på denne rutineprægede måde, denne ritualiserede måde, det blev gjort på. Og jeg indså, at det var soldater, som bare gjorde, hvad de fik besked på, uden tilstrækkelig teknisk baggrund til at forklare dem de fulde konsekvenser af det, de gjorde. De var bare blevet sat til at gøre det. Og de havde meget stærke moralske og etiske standarder, som mange af de soldater, jeg har været så heldig at arbejde sammen med, havde. Men de havde ingen anelse om, hvad der virkelig foregik.

Og jeg tror, det er tilfældet med planlægning af atomkrig generelt. Jeg synes, at det var modigt af Dan at offentliggøre disse planer. Og jeg tror, at disse planer ville være blevet udført, som de var planlagt, hvis en række begivenheder skabte en situation, hvor der blev truffet en beslutning om at bruge atomvåben. Jeg skrev en artikel, som skabte en masse problemer – heldigvis – og det var det, jeg håbede på. Den blev holdt på et symposium på National Academy of Medicine i Washington, hvilket var et godt forum, fordi det blev dækket af den internationale presse. Jeg kaldte det ” Ofre fra superbrande fra atomare angreb på byer”. Hvad artiklen gjorde – den er stadig tilgængelig fra National Academy of Sciences for dem, der vil have den, eller jeg kan gøre den tilgængelig for jeres folk. Den viste, at brande, der opstår som følge af et atomvåben – atomvåben er ikke store eksplosive enheder. En eksplosion når aldrig en temperatur over ca. 5.000° Kelvin. Et atomvåben har oprindeligt en temperatur på 100 millioner grader Kelvin, og det skaber denne ildkugle, der er så varm, at den er varmere end solens overflade i brøkdele af et sekund, og sætter ild til en enorm rækkevidde. Hvis du har en by på 200, 400 eller 500 kvadratkilometer, der brænder samtidig, vil du se et miljø som Dresden, men mere intenst. For al denne varme fra forbrændingen skaber en opadgående luftstrøm og en indadgående strøm af kølig luft fra omgivelserne. Og du har vindstød af orkanstyrke på gaden, som er over temperaturen på kogende vand. Ingen overlever det; intet overlever det. Så du ville have bybrande på hundredvis af kvadratkilometer ad gangen; og det er ikke inkluderet i krigsplanlægningen. Jeg havde en lang diskussion med Dan om dette engang, da jeg var i Tyskland, hvor dette fænomen ikke engang var inkluderet. Han var ikke klar over det, før jeg skrev denne artikel.

Det er stadig ikke inkluderet i amerikansk krigsplanlægning, så fire eller fem gange flere mennesker ville blive dræbt med det samme af disse atomvåben – ikke at det ville betyde noget, for der ville være sekundære effekter, som ville være enorme. Men de får ikke engang de grundlæggende fysiske virkninger med i planlægningen. Så det er en meget farlig situation. Og selvfølgelig er planlægningen af atomkrig meget hemmelig. Det er meget svært at få adgang til denne planlægningsproces. Civile får ikke rigtig noget af det. De civile, som har ansvaret i Pentagon, og som jeg mødte, var for det meste, hvad jeg vil kalde, ikke særligt raffinerede politologer, som var optaget af at gentage argumenter på en abelignende måde, som ikke gav nogen mening; som ikke havde noget at gøre med, hvad der rent faktisk ville ske, hvis man brugte atomvåben. Det er en skræmmende situation, i hvert fald set fra mit perspektiv, fordi de mennesker, der har ansvaret for hele denne planlægningsproces, ikke har nogen idé – slet ingen – om, hvad de laver.

Så der er denne ekstra funktion, som Lawrence ikke tog med i sin diskussion, fordi soldaterne ikke er klar over det, fordi systemet ikke er klar over det. Så det uddanner ikke soldaterne i disse virkninger. Du tager en soldat og giver ham en ammunition. Den soldat ved, hvad ammunitionen vil og ikke vil gøre; de er trænet meget godt. De har en ekstraordinær raffineret forståelse af, hvad de gør. Med atomvåben kan man ikke gå ud fra noget som helst; så der er et lag af, jeg vil kalde det illusion, som er forbundet med hele planlægningsprocessen, og som er ekstraordinært farligt.

WILKERSON: Jeg vil bare sige én ting. Så vidt jeg ved, opererer vi stadig med princippet om civil kontrol med militæret. For det andet, og det siger jeg med en vis forsigtig kynisme, fordi jeg har set tingene anderledes i de sidste par år. Men min erfaring efter 31 år i militæret var, at jeg var mere bange for de civile ledere, end jeg var for mine militære chefer.

POSTOL: Det var jeg også. Jeg var aldrig bange for de soldater, jeg arbejdede sammen med.

WILKERSON: Og Joe Biden giver mig helt ærligt kuldegysninger.

POSTOL: Ja, jeg synes, han er en forbryder.

WILKERSON: Det er helt utroligt, at han gik fra den atomare position, der var, til det, der sker nu.

POSTOL: Den krig, han startede i Ukraine? Han startede den. Vi prøvede og dømte folk ved Nürnberg-processerne for bevidst at starte en krig efter eget valg; det var en del af anklagerne mod dem. Hvad er anderledes her?

WILKERSON: Jeg er enig.

ZEPP-LAROUCHE: Meget kort. Så vidt jeg ved, havde Daniel Ellsberg i et af de sidste interviews, han gav, før han døde, opfordret folk i Pentagon til at rapportere om, hvad den faktiske diskussion er om brugen af atomvåben. Jeg synes måske, vi skal gentage hans anmodning.

{{Slutbemærkning:}}

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun håbe, at det program, vi producerer i dag, vil blive distribueret bredt over hele verden. Jeg vil gerne appellere til jer alle om at hjælpe med at gøre det ved at bruge alle de lister, kanaler og platforme, I har. For jeg tror, at hvis vi kunne få et publikum på lad os sige ti millioner mennesker, så ville det gøre en forskel. Så jeg beder jer om at hjælpe med at gøre det.

Jeg tror også, at behovet for at gå hurtigt på gaden er vigtigt. Vi har den 26. september, som du sagde Anastasia, den 28. september Scott Ritter-rally, Rage Against the War-rally, den 3. oktober er der planlagt en stor demonstration i Berlin – det er den nationale genforeningsdag – og en masse grupper opfordrer til det. Men jeg tror bare, at vi virkelig er nødt til at organisere alle for at få regeringerne til at forstå, at de ikke kan gøre, hvad de vil hen over hovedet på folket. I 1980’erne bidrog dette i høj grad til et miljø, hvor INF-traktaten blev muliggjort.

Men jeg mener ikke, at det er godt nok. For den underliggende årsag til konflikten er på den ene side det truende sammenbrud af det transatlantiske system, der hviler på USA’s gæld på 33 billioner dollars, men derudover er der 2 billioner dollars i udestående derivater, som kan detonere når som helst. For det andet, at den virkelige årsag og ændringen i de strategiske doktriner i USA, som derefter blev ledsaget af en ensartet beskydning af Rusland og Kina fra alle de transatlantiske tænketanke, som virkelig startede i 2017. Årsagen var Kinas fremgang og fremkomsten af BRI, hvor Kina udvidede den kinesiske økonomiske model til andre udviklingslande. I fire år lagde Vesten ikke mærke til det; vi fulgte det meget tydeligt. Som nogle af jer måske ved, var Den Eurasiske Landbro vores bud på en fredsorden i 1991, da Sovjetunionen brød sammen. Meget af det, Kina gør nu, er i familie med det, min afdøde mand og vores bevægelse gjorde i et halvt århundrede.

Derfor løser man ikke problemet ved bare at lave en ny forsvarstraktat eller nedrustningstraktat eller noget lignende. Man er nødt til at tage fat på de grundlæggende årsager, hvilket betyder, at man er nødt til at ændre paradigmet. Jeg tror, vi kan blive venner igen med ikke bare russerne, men også alle andre lande eller mennesker i verden, hvis vi tænker på, at vi er én menneskehed. Uanset hvilke historiske, etniske og andre skel, der måtte adskille os, må vi tage springet og først tænke på menneskehedens interesser som helhed og derefter på vores nationale interesser. I en vis forstand er det det modsatte af America First. America second, eller American in line with humanity first. Jeg tror, at det mentale spring skal foretages.

Jeg tror, vi er nødt til at tage fat på den konflikt, som præsident Ramotar sagde, at verden er ved at falde i to blokke. Det bør ikke ske. Vi er nødt til at have en situation, hvor USA og de europæiske nationer stopper dette geopolitiske nonsens og siger, at vi samarbejder med den Globale Majoritet. Hvis landene i det Globale Syd nu endelig efter 600 års kolonialisme har tænkt sig at opbygge deres eget system, som giver mulighed for deres økonomiske udvikling, skal vi ikke bekæmpe det, vi skal støtte det. Hvis du vil håndtere migrantkrisen ved grænsen mellem Mexico og USA, eller hvis du ikke ønsker, at Middelhavet skal blive til en massegrav, så hjælp med at skabe 2-3 milliarder produktive jobs i Afrika, Latinamerika og Asien. Alle mennesker vil med glæde opbygge deres egen økonomi og overvinde fattigdommen, som er en krænkelse af menneskerettighederne, hvis jeg nogensinde har set en. Hvis man er fattig, hvis man forsøger at få et måltid om dagen, og man ikke ved, om man har et til i morgen, så er ens menneskerettigheder krænket, fordi man bliver frataget det vigtigste, der gør os til mennesker, nemlig vores kreative potentiale, som vi kun kan udfolde og udvikle, hvis vi har de grundlæggende materielle behov til at gøre det.

Derfor har jeg foreslået, at vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som varetager interesserne for alle mennesker på planeten, alle nationer. Og jeg har foreslået ti principper, som kunne være udgangspunktet for en diskussion af, hvordan en sådan arkitektur kunne se ud. Det, Suzanne Schwartz sagde, passer perfekt ind her, og jeg synes virkelig, vi skal bevæge os i retning af løsninger. For hvis vi kun protesterer mod det negative, er det ikke nok. Vi er nødt til at komme med konstruktive løsninger. Hjælp os derfor med at opbygge IPC; kom med tre eller ti gange så mange mennesker i næste uge; og bliv ved med at organisere med dette program.

Mange tak.

Mød os sammen med:

• –Ted Postol, professor emeritus ved MIT og en af verdens førende eksperter i atomvåben.
• –Ambassadør Jack Matlock, en forsker i russisk historie og kultur, som var præsident Reagans valg til den vigtige post som ambassadør i Sovjetunionen.
• –Oberst (ret.) Prof. Dr. Wilfried Schreiber, seniorforsker ved WeltTrends Institute for International Politics i Potsdam, Tyskland.
• –Oberst a.D. Ralph Bosshard fra de schweiziske væbnede styrker, konsulent i militærstrategiske anliggender
• –Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet
• –Præsident Donald Ramotar, tidligere præsident i Guyana

RSVP til zoom-linket

Tysk, spansk og fransk tolkning tilgængelig

Den 20. august rapporterede New York Times, at Biden-administrationen i marts sidste år i al stilhed havde godkendt en ny » vejledning i brug af atomvåben«, som gik ud på at forberede sig på at udkæmpe og »vinde« en tre-fronts atomkrig mod Rusland, Kina og Nordkorea.

Der er flere antydninger af, at en sådan krig skal omfatte forebyggende amerikanske atomare førsteangreb: den amerikanske beslutning om at placere langtrækkende missiler med atomkapacitet på tysk territorium; den NATO-støttede invasion af Ruslands Kursk-region for at skabe præcedens for direkte angreb på russisk territorium; den forestående tilladelse til at levere JASSM og andre raffinerede langtrækkende missiler til Ukraine for at udføre sådanne angreb; »super-sikring« og andre tekniske tilpasninger af amerikanske atomsprænghoveder, hvis eneste formål er at øge » drabsraten« ved et forebyggende atomangreb.

Læg dertil rapporten fra 2. september i Londons Financial Times om, at den amerikanske Biden-administration og Storbritannien er ved at revidere deres eksisterende aftale om gensidigt forsvar (MDA) – som forbinder de to landes programmer for atomvåben på kryds og tværs – for at forlænge den på ubestemt tid uden at kræve fornyelse. Med andre ord vil MDA de facto blive en amerikansk traktat – uden besværet med at skulle have den godkendt af Senatet, som forfatningen kræver.

Malcolm Chalmers, vicedirektør for Royal United Services Institute (RUSI, det Britiske Imperiums ældste og mest prestigefyldte tænketank), som i 2022 havde opfordret til at spille en atomart hvem-tør-blive-spil med Rusland over Krim, fejrede MDA-sejren: »Det er gode nyheder for Storbritannien, at det ikke behøver at bekymre sig om, at en fremtidig amerikansk regering bruger en fremtidig fornyelse som pressionsmiddel.«

Ligesom de aftaler, der blev indgået på NATO-topmødet i Washington den 9.-11. juli, er det, der præsenteres som en »Trump-sikring« af NATO’s krigsstrategi mod Rusland, i virkeligheden beregnet på at »nationssikre« denne vanvittige politik og placere den uden for enhver regerings rækkevidde i ethvert land til enhver tid.

Det er derfor ikke underligt, at Kremls talsmand Dmitry Peskov den 4. september sammen med præsident Putin, udenrigsminister Lavrov, viceudenrigsminister Ryabkov og andre højtstående russiske talsmænd meddelte, at deres regering var i færd med at revidere deres egen doktrin om ikke-førsteangreb på atomart materiale »på baggrund af udfordringer og trusler fra lande i det såkaldte kollektive Vesten«.

Nogle af de mest respekterede statsmænd og eksperter i Vesten hæver stemmen mod det politiske vanvid, der nu præger Washington og de europæiske hovedstæder, og de vil tale på den 66. ugentlige konference i træk i Den Internationale Fredskoalition (IPC) på fredag den 6. september. De omfatter Dr. Ted Postol, MIT-professor emeritus og en af verdens førende eksperter i atomvåben; ambassadør Jack Matlock, en forsker i russisk historie og kultur, som var præsident Reagans valg til den vigtige post som ambassadør i Sovjetunionen; og Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche.

I et interview den 29. august med den tyrkiske professor Dr. Hasan Ünal til Haricis YouTube-kanal, som blev vist under titlen »Risikoen for en tredje verdenskrig vokser! Vi står over for en atomar trussel, der kan ødelægge menneskeheden«, sagde Zepp-LaRouche:

»Jeg tror, at vi virkelig befinder os i et ekstremt farligt øjeblik i historien. For der findes et mindretal i alle lande, som er ekstremt bekymrede for, at vi kan ende i en atomkrig, hvilket ville være udslettelsen af hele menneskeheden…

»Problemet er, at det vestlige samfund er gået i den modsatte retning og ikke tænker på den fysiske økonomi, men tænker på penge. Det var en ændring, som faktisk fandt sted den 15. august 1971, så for bare et par dage siden var det 53 år siden, at præsident Nixon traf den skæbnesvangre beslutning, da han afkoblede dollaren fra guldstandarden og erstattede faste valutakurser med flydende valutakurser. Og min mand Lyndon LaRouche var den eneste økonom, der på det tidspunkt profetisk sagde: Hvis I fortsætter på den monetaristiske vej, vil vi ende i en ny depression, i en ny fare for fascisme, en ny fare for en ny verden, medmindre vi går i retning af et helt andet økonomisk system.

»Og vi oplever lige nu præcis realiseringen af hans prognose: Vi er i en ny depression; vi er i fare for en ny fascisme; og vi er truet af en ny verdenskrig.«

Stop galskaben, mens vi stadig kan. Deltag i IPC’s kommende 66. møde den 6. september.

Deltag i mødet på Zoom kl. 17

Ikke korrekturlæst

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det den 4. september 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende os dine kommentarer og spørgsmål via e-mail til questions@schillerinstitute.org, eller du kan skrive dem på chatten.

Under sidste fredags Zoom-opkald fra Den Internationale Fredskoalition talte du om den påtrængende nødvendighed af, at borgerne handler, så de kan få deres stemme hørt for at stoppe NATO’s etablissements stadige march mod en atomkrig. To bestanddele af denne march var NATO’s indtrængen i det russiske Kursk-territorium og for det andet offentliggørelsen af det, der blev beskrevet som en ny, hemmelig atomdoktrin fra Biden-administrationen for at forberede USA på at udkæmpe en atomkrig på tre fronter. Men midt i denne NATO-optrapning var der tegn fra valgresultaterne i to tyske delstater på, at vælgerne afviser denne march mod Tredje Verdenskrig, da partierne i den regerende koalition i Tyskland blev kraftigt svækket af vælgerne. Der er tegn på en genoplivning af fredsbevægelsen i Tyskland.

Vores første spørgsmål til dig kommer fra en tysk seer, som spørger: »Hvad er betydningen af afstemningen i Tyskland, og vil den ændre noget?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er ret betydningsfuldt, for først og fremmest har Berlin-regeringens evne til vedvarende at ignorere alt, hvad der foregår i folks hoveder, lidt et alvorligt slag. Jeg så valgprogrammet på de forskellige programmer søndag aften [1. september], og selv ordstyrerne var ret målløse. Det var ikke en uventet afstemning, meningsmålingerne havde stort set forudsagt et sådant resultat. Ikke desto mindre synker det ind, at vælgerne i sidste ende vil tage legitimiteten fra regeringen, hvis regeringen vedvarende krænker landets og folkets grundlæggende interesser. Så jeg tror, at dette er et klart advarselstegn; ikke kun i de to delstater – Sachsen og Thüringen – men også for regeringen i Berlin. Der kommer en anden afstemning i Brandenburg, som jeg tror vil gå i samme retning. Men jeg tror, det kræver meget mere, for vi har aldrig været i så stor risiko som lige nu.

Jeg er enig med dig, Harley, i, at fredsbevægelsen er ved at vågne op igen, og der er tegn på, at folk forbereder sig på demonstrationer, men den strategiske fare er så enorm. Og jeg kan ikke se en reel afspejling af det i debattens karakter. Det, du henviste til, denne opgradering af USA’s atomare doktrin, skete ifølge New York Times allerede i marts. Biden skrev under på det i marts, og først i slutningen af august fandt vi ud af det fra New York Times. Det er helt utroligt. Jeg var ikke klar over, at det var et stort emne i det offentlige rum, i hvert fald ikke i forbindelse med NATO-topmødet. Og efter NATO-topmødet meddelte kansler Scholz, at USA havde besluttet at placere langdistancemissiler i Tyskland fra 2026. Scholz sagde: »Jeg synes, det var en god beslutning.« Hvad er det for noget? Det blev ikke diskuteret i parlamentet; det blev ikke diskuteret blandt offentligheden i aviserne eller i noget andet forum, som ville betyde, at befolkningen kender til det. Hvis man tænker over det, hvis Biden underskrev denne opdaterede atomdoktrin i marts og forpligtede USA til at forberede sig på en atomkrig på tre fronter mod Rusland, Kina og Nordkorea, så overskyggede det helt sikkert og var årsag til rammerne for NATO-topmødet. Det betyder også, at »USA’s beslutning« om at placere langtrækkende missiler i Tyskland fra 2026 – hvilket i øvrigt er præcis det samme tidspunkt, hvor den nye START-traktat [New Strategic Arms Reduction Treaty] udløber, og der er i øjeblikket ingen tegn på, at den vil blive opdateret – så det betyder, at beslutningen om at placere langtrækkende missiler i Tyskland er en del af denne opgraderede atomare doktrin. For når man forbereder sig på en potentiel krig mod Rusland, Kina og Nordkorea, betyder det Atlanterhavet og Indo-Stillehavet, og de amerikanske missiler i Tyskland er naturligvis en integreret del af en sådan opstilling. Men det var der ingen diskussion om.

Jeg tror derfor, at dette er et meget mere alvorligt problem, end de fleste mennesker har en anelse om, for jeg tror, at valget i Sachsen og Thüringen – jeg ved fra vores egen organisering i disse to delstater, at folk er meget bekymrede over krigen i Ukraine, forholdet til Rusland, den tyske økonomis kollaps som følge af sanktionerne og alle spørgsmålene omkring sabotagen af Nord Stream-rørledningen og så videre. Men jeg tror ikke, at befolkningen har en klar fornemmelse af, hvor stor faren egentlig er. Jeg tror, det kræver meget mere diskussion og meget mere klarhed. Jeg synes, vi skal kræve en debat i Bundestag, det tyske parlament, om konsekvenserne af dette. For ideen om at placere langtrækkende missiler i Tyskland gør Tyskland til et hovedmål. Hvis det nogensinde kommer til krig, vil Tyskland være det første sted, det går ud over. Sidste gang, der opstod en lignende situation, var i begyndelsen af 1980’erne med Pershing II og SS-20, som blev affyret med kun få minutters mellemrum. Der var hundredtusindvis af mennesker på gaden og til sidst 1 million mennesker, som troede, at vi var på randen af tredje verdenskrig – og det var vi. Men denne mobilisering og demonstration skabte et miljø, som var med til at skabe INF-traktaten [Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty], der begrænsede udstationeringen af sådanne missiler. Men den blev opgivet af Trump-administrationen, så nu har vi et åbent felt for en ny atomart våbenkapløb. Jeg synes, at situationen er superfarlig, og derfor har vi brug for meget mere diskussion og meget mere debat og demonstrationer.

SCHLANGER: Hvad har reaktionen været fra Rusland? For tilsyneladende var russerne klar over denne ændring, før den blev offentliggjort af New York Times.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, russerne har udsendt både viceudenrigsminister Sergey Ryabkov og Kremls talsmand Dmitry Peskov. De meddelte alle, at Rusland, som Peskov udtrykte det, på grund af Vestens kollektive destruktive handlinger føler sig tvunget til at opgradere sin egen atomare doktrin som svar på det. Jeg tror, at betydningen af dette er gigantisk. Der var en meget interessant artikel af Ted Postol, som nok er en af, hvis ikke den vigtigste ekspert på det atomare område. Han er tidligere MIT-professor; nu er han pensioneret. Han skrev en artikel i Responsible Statecraft, hvor han – ikke overraskende for alle, der studerer disse spørgsmål – sagde, at denne idé om et forebyggende atomart angreb de facto har eksisteret i over to årtier. Derfor er denne nuværende afsløring – ganske vist er Nordkorea et nyt fænomen – men dybest set er den eneste forskel, at den blev offentliggjort. Fordi Biden i valgkampen, da han stillede op som præsident, havde lovet, at han ville afskaffe ideen om et potentielt amerikansk forebyggende angreb, eller at han ville sørge for, at USA ville have en politik om ikke at angribe først, men det kom han aldrig igennem med.

Så Rusland havde indtil nu den doktrin, at de kun ville bruge atomvåben, hvis Ruslands eksistens og Den Russiske Føderations territoriale integritet var på spil. Det er det, de nu tilsyneladende er i færd med at ændre. Kina har en politik om ikke at bruge dem først under nogen omstændigheder. Men det skaber en utrolig ubalance i den strategiske situation, og jeg tror, at hvis folk bare ville tænke over, hvor tæt vi er på en potentiel fejltagelse, en eller anden hændelse, som på meget kort tid kunne føre til en global atomkrig, hvorefter der absolut intet ville være: en atomvinter og afslutningen på alt liv på planeten.

Jeg tror, vi har påtrængende brug for at tænke over det, og vi er nødt til at ændre det, for det er tydeligt, at nogle magter har til hensigt at bevare dette regime af de facto atomterror. De forsøger at ændre den gensidigt garanterede ødelæggelse, men ikke i retning af at slippe af med atomvåben, men i retning af at gøre atomkrig tænkelig igen. Det er noget, som offentligheden slet ikke er tilstrækkeligt opmærksom på.

SCHLANGER: Helga, vi har et par spørgsmål mere om denne såkaldte nye strategiske doktrin. Fra Martin, som er fra Virginia: »Jeg så en omtale på jeres hjemmeside af den nye atomare doktrin i USA, og jeg hørte også dommer Napolitano tale om det. Er der nogen i Kongressen, der har reageret på det? Har du forsøgt at få Robert F. Kennedy Jr. til at tale om det, eller Trump? De advarer om muligheden for atomkrig. Burde de ikke tage det op?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, helt sikkert. Jeg tror, at mine amerikanske venner helt sikkert vil gøre alt, hvad de kan, for at få fat i både Robert Kennedy Jr. og Tulsi Gabbard, Donald Trump og alle de andre. Jeg tror, at de allerede har talt om faren for atomkrig, og det betyder, at der er en vis opfattelse af det. Men jeg kan kun sige, at vi meget hurtigt har brug for en bred inkluderende debat; især også om konsekvenserne af, hvad det vil sige at bevæge sig i retning af en tænkelig atomkrig, der skal udkæmpes. For nylig har flere russere gjort det meget klart, at ideen om, at en sådan krig ville være begrænset til Europa, og at man kunne have en regional atomkrig, som derefter ville stoppe, at det er en fuldstændig illusion, og at en sådan krig ville nå amerikanske byer. Tulsi Gabbard nævnte allerede for nogle år siden alle de forskellige amerikanske byer, som ville blive ramt. Der er så mange faktorer. For eksempel den russiske dommedagsforsikring, hvor de har Poseidon-ubåde, der ville befinde sig ud for nogle af USA’s byer. Jeg husker en præsentation af en af de atomare eksperter, som sagde, at disse missiler ville nå Washington hurtigere, end præsidenten ville have tid til at nå Air Force One. Jeg tror, det er det, folk skal vide, når de leger med tanken om en atomkrig, der kan vindes og udkæmpes.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål om dette generelle emne fra en aktivist i antikrigsbevægelsen fra London. Hun skriver: »Den britiske presse bliver ved med at skrive, at NATO bør levere de våben, som Zelenskyj beder om« – han har i øvrigt bedt om flere og flere våben – »uden at bekymre sig om et russisk svar, da Putins røde linjer er blevet overskredet gentagne gange, og hans manglende svar viser, at han bluffer.« Hun siger, at det er, hvad den britiske presse siger. »Er det meningen, at sådanne historier skal provokere Putin? Eller er det britiske etablissement så skørt, at de tror på, hvad de siger?«

Og om samme emne har vi et spørgsmål fra Charles: »Tror du, at USA vil give Zelenskyj de langdistancemissiler, han beder om?«

ZEPP-LAROUCHE: Mange af spørgsmålene indebærer desværre, at svaret er ja. Det kollektive Vesten, etablissementet, fremfører igen og igen, at eftersom Putin endnu ikke har reageret, da Vesten overskred de røde linjer, betyder det, at han bluffer. Det er efter min mening den farligste løgn, eller fake news, eller hvad man nu skal kalde det, for det er meget hurtigt ved at nå et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Jeg vil sige, at folk i hele verden kan være taknemmelige for Putins tålmodighed, for han kunne have reageret meget kraftigere, meget tidligere. Folk glemmer, at den helt særlige militære operation i Ukraine var en reaktion på, at Vesten havde overskredet en rød linje, ikke mindst Putins krav fra december 2021, hvor han havde krævet ultimative sikkerhedsgarantier fra USA og NATO, juridisk bindende sikkerhedsgarantier for, at Ukraine ikke ville blive en del af NATO, og at der ikke ville være nogen offensive våben ved den russiske grænse. Og disse krav blev ignoreret.

Så den særlige militæroperation var helt klart en reaktion fra Putin på, at de røde linjer blev overskredet. Og hele denne snak om, at formålet med det er, at folk bare skal blive enige, det er ligesom det, briterne har sagt: Malcolm Chalmers, vicechef for Royal United Services Institute (RUSI), havde for et par år siden i maj 2022 sagt, at man skulle »koge den russiske frø« ved at øge niveauet af flere våben, flere langdistancevåben. Og nu har ukrainerne præsenteret en liste over mål, over byer i Rusland, som de mener bør rammes. Og lige nu er USA meget tæt på at godkende udstationeringen og afsendelsen af langtrækkende missiler til Ukraine: AGM-158 Joint Air to Surface Standoff Missiles, de såkaldte JASSM’er. Det er missiler, som kan nå meget dybt ind på russisk territorium, og det ville betyde, at Ruslands opmarchområde ville blive skubbet flere hundrede kilometer tilbage. Det ville gøre det meget vanskeligt for Rusland at opretholde offensive operationer. Det kunne potentielt give ukrainerne en strategisk fordel, især fordi der er snak om, at USA ønsker at producere et stort lager af sådanne missiler og give Ukraine hundredvis af dem. Der tales endda om, at der er en lagerordre på 12.000 sådanne missiler. Det er ret massivt. Jeg tror ikke, at ukrainerne har piloter nok – i hvert fald ikke på kort sigt, medmindre man leverer NATO-piloter. Men det er klart, at vi kommer tættere og tættere på point of no return, for der vil komme et endeligt svar fra Rusland: Det er der ingen tvivl om.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål, som handler om den anden aktive krigszone, som lige nu er i Sydvestasien, fra en person i Bristol, Storbritannien, som skriver som svar på de titusinder, måske hundredtusinder af israelere, som har demonstreret mod Netanyahu de sidste par dage, at Histadrut [den overordnede organisation for arbejdere i Israel] opfordrede til en generalstrejke, som var delvist vellykket. Denne person skriver: »Jeg er ikke så imponeret over de israelske borgere, der marcherer mod Netanyahu, for de siger ikke noget om at stoppe folkemordet eller afslutte besættelsen. Og selv hvis Den Internationale Straffedomstol rejser tiltale mod Netanyahu, hvem skal så sørge for, at han kommer for retten?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, spørgsmålet er helt rigtigt, for de seneste rapporter om det folkemord, der foregår i Gaza, er ubeskrivelige! Mere end 20 % af befolkningen dør af sult og lignende. Det samlede antal ofre er sandsynligvis allerede langt over 200.000, ifølge tal fra det britiske lægetidsskrift The Lancet, og så tæller man sandsynligvis ikke alle de mennesker, der ligger under murbrokkerne i forskellige udbombede områder.

Så situationen er helt utrolig. Jeg har ikke noget klart billede af, hvad der vil ske, men der er forskellige forslag om at bringe hele sagen op i FN’s Generalforsamling, og der er faktisk en bestemmelse om, at hvis FN’s Sikkerhedsråd bliver blokeret af den ene eller den anden grund, og det er USA’s vedvarende veto, der blokerer for enhver handling fra FN’s Sikkerhedsråds side.

Jeg tror ikke, at folk overvejer den langsigtede erosion, det har. Vestens samlede troværdighed er på et nulpunkt! Jeg tror, at hvis man ser på situationen, så bevæger det Globale Syd sig i en helt anden retning. Der er Eastern Economic Forum i gang i Vladivostok med 6.000 deltagere. Der bliver indgået masser af økonomiske aftaler. Der bliver indgået rigtig mange udviklingsprojekter i det store område i Fjernøsten i Rusland, som mange udviklingslande eller lande i det Globale Syd deltager i. Rusland er fuldstændig orienteret mod øst, de har forladt Vesten.

Så er der topmødet i Forum for Kina-Afrika-samarbejde, FOCAC, i Beijing, hvor 50 ud af 54 afrikanske statsoverhoveder er til stede. Xi Jinping havde flere bilaterale møder. Der bliver indgået meget vigtige bilaterale og multilaterale traktater om atomart samarbejde og om alle mulige udviklingsplaner.

Så hvis man ser på verden, har man langt størstedelen af menneskeheden, der bevæger sig i en anden retning og forsøger at skabe et økonomisk system til gensidig fordel for alle. Du kan være sikker på, at der er masser af diskussioner blandt alle disse mennesker. Og så ser de på Vesten, og de ser, at Vesten ikke gør noget for at stoppe dette! Tværtimod fortsætter man med at sende våben, uden at gøre noget som helst for at bremse folkedrabet. Bortset fra den tragedie, det betyder for det palæstinensiske folk, som bliver slagtet, har det en nedbrydende effekt på Vestens troværdighed og moralske status, som jeg ikke tror, der kan rådes bod på i meget lang tid. Hvad det gør ved den globale orden, ved hele verdens sikkerhed, tror jeg er noget, som de vestlige etablissementer fuldstændig overser, fordi de er så optaget af at holde fast i deres særlige privilegier og magt, at jeg tror, de er fuldstændig blinde og tragisk nok ude af stand til at forstå konsekvenserne af det, de gør.

Så jeg har ikke nogen god prognose for, hvordan det her vil udvikle sig. Men jeg tror, at der kan ske et skred i FN’s Generalforsamling, hvor emnet kommer på bordet på en måde, som ikke kan undertrykkes. Så derfor tror jeg, at alle, der er bekymrede for verdensfreden og verdens tilstand, kun kan bede jer om at slutte jer til vores bestræbelser på at få en bred diskussion om behovet for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for hele verden . For jeg tror, at menneskeheden sidder i samme båd på grund af atomvåben, på grund af pandemier og på grund af internettet: Man kan ikke lade dele af verden gå under, mens andre dele af verden trives og lever i fred. Derfor har min tilgang i flere år været, at vi absolut er nødt til at bevæge os i retning af en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Jeg tror, det er i de fleste menneskers interesse, og jeg er ikke helt afvisende over for, at det kan lade sig gøre.

SCHLANGER: Jeg synes, det er en vigtig pointe at understrege, som du har gjort fra begyndelsen: Ideen om, at fred afhænger af en gensidig fordelagtig økonomisk aftale, en ny arkitektur. Jeg vil opfordre folk til at afsætte tid på fredag kl. 11 østlig tid til at deltage i den Internationale Fredskoalitions Zoom-opkald for at høre den diskussion, der er blevet fremprovokeret af det arbejde, som især Helga har udført.

Jeg har et spørgsmål. Du nævnte Eastern Economic Forum for et minut siden. Vi har et spørgsmål fra en pensioneret FN-medarbejder, menneskerettighedsaktivist, som nu bor i Australien. Han skriver: »Der er så mange møder i gang om et nyt økonomisk system, Eastern Economic Forum, Forum of China-Africa Cooperation, BRIKS og så videre. Alt dette er godt, men burde der ikke være en fælles indsats bag en opfordring til en global forsamling for at etablere et nyt system, ligesom den oprindelige Bretton Woods-konference i 1944?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja! Helt klart ja! For på den ene side har du bestræbelserne på at opbygge et nyt økonomisk system, en ny kreditfacilitet – især med den nye udviklingsbank. Du har forsøget på at give kredit til udvikling, så hvis du ser på det i sig selv, kan du sige, at det er godt og fint. Det eneste problem er, at det neoliberale, transatlantiske system er i en ekstremt skrøbelig situation. Hvis man fik en gentagelse af 2008 og Lehman Brothers-krisen på steroider, fordi alle centralbankernes såkaldte værktøjer er blevet brugt op i mellemtiden, kunne man få et sammenbrud, der fik en masse strukturer til at bryde sammen. Hvis man ser på verdenshandlen, er den stadig meget blandet; en stor del af den er i dollars, så enhver bankkrise i Vesten, som kan påvirke de nye markeder, kan skabe kaos og få mange mennesker til at dø som følge heraf.

Så jeg synes, at ideen om en ny Bretton Woods-konference er ekstremt vigtig. Jeg synes, det er ret interessant, at Robert Kennedy Jr. bragte det på bane den 15. august, jeg tror, det var for to uger siden. Det var før, han trak sig fra præsidentvalget. Han sagde, at han ville tage behovet for en sådan Ny Bretton Woods-konference op, med den absolut vigtige forskel, at denne gang skulle behovet for at overvinde underudviklingen i det Globale Syd være et centralt element i et sådant Nyt Bretton Woods-system. Det kan jeg kun være helt enig i.

Ideen om et nyt Bretton Woods-system var et af Lyndon LaRouches hovedkrav, da han udformede de fire love, som er ideen om at genindføre Glass-Steagall for at håndtere den udestående derivatboble på 2 billioner dollars, som er et utroligt damoklessværd, der hænger over verden. Men så skal vi have nationalbanker og give kredit til et nødprogram for fusionskraft, rumsamarbejde og øge produktiviteten i verdensøkonomien: Alt det skal være en del af en sådan tilgang. Jeg indarbejdede denne idé om et nyt Bretton Woods-system i mine ti principper, som var og er tænkt som inspiration til en sådan ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur: Fordi man er nødt til at tage sig af alle aspekter. Man er nødt til at gå til absolut suverænitet for alle nationer, til at få udryddet fattigdom, til at give universel sundhedspleje til alle på planeten, til at have universel uddannelse, til at have et sikkerhedssystem. Alt dette er elementer, som jeg mener virkelig er nødt til at blive gennemført som en helhed. Jeg tror, at modellen efter min mening kan være freden i Westfalen, hvor folk i løbet af fire år sad sammen og udarbejdede ikke bare grundlæggende principper for fred – nemlig at man skal forfølge den andens interesser, og at man for fredens skyld skal tilgive alle forbrydelser begået på begge sider; og at staten skal spille en vigtig rolle i genopbygningen af den ødelagte økonomi, hvilket var begyndelsen på kameralismen. Men ud over disse principper diskuterede konferencedeltagerne også en masse detaljerede spørgsmål, som f.eks. territoriale udfordringer og alle mulige andre spørgsmål.

Så jeg tror, at når man først har forpligtet sig til at have sådan en ny sikkerhedsarkitektur, kan man sætte sig ned på en konference og løse alle disse problemer, men som en helhed med den idé, at slutresultatet skal være at skabe et økonomisk system, som er i den menneskelige arts interesse som helhed og i overensstemmelse med universets love.

Så alle, der er bekymrede, bør hjælpe. Kom i kontakt med os; hjælp os med at mobilisere og kontakte alle relevante grupper. Vi forsøger at forene fredsbevægelsen internationalt, for der er mange mennesker, der nu er ved at vågne op til faren, men jeg tror, at hvis man sammenligner katastrofens nærhed med graden af mobilisering, så er der en enorm kløft. Så kontakt os, eller hvis du allerede har gjort det, så arbejd sammen med os om at gennemføre disse tiltag for at finde en løsning.

SCHLANGER: Mens du talte, fik vi lige et andet spørgsmål. Nogen skriver: »Jeg har haft svært ved at se sammenhængen mellem den økonomiske krise og krigsfaren. Kan du tale om forholdet mellem den økonomiske krise, afindustrialiseringen, den knusende gæld, infrastrukturens sammenbrud og så videre: Forholdet mellem det og det vestlige etablissements lancering af disse permanente krige?«

ZEPP-LAROUCHE: Se på det militær-industrielle kompleks, eller som Ray McGovern kalder det, MICIMATT, det militær-industrielle-kongres-intelligens-medie-akademi-tænketank-kompleks. Problemet er, at med det skift, som Nixon startede i 1971, og som min afdøde mand profetisk erkendte som startskuddet til en vej, der ville ende med krigsfaren – det er nu mere end 50 år siden – er vi nået til det punkt. Det, man ser, er, at udskiftningen af produktionskapaciteten, den økonomiske kapacitet, som var helliget befolkningens velfærd, er blevet erstattet mere og mere til fordel for den militære sektor, mens en stor del af produktionen – især i USA – er blevet outsourcet til såkaldte billige arbejdsmarkeder. Den industrielle produktionskæde er ikke komplet i USA. Den er komplet med hensyn til den militære kapacitet, og det bliver en selvforstærkende proces. Du ser helt sikkert den samme tendens i Storbritannien.

Man ser EU’s bestræbelser på at militarisere den europæiske økonomi. Det er vanvittigt! Tyskland er lige nu ved at kollapse – økonomien er ved at falde gennem gulvet. VW, den mest berømte bilproducent i Tyskland, meddeler, at de vil lukke fabrikker; de vil afskedige et stort antal arbejdere. Alt sammen på grund af en idiotisk kombination af en grøn politik, Green Deal og sanktioner. Men det er ved at kollapse, og det eneste, der bliver skubbet på, er militariseringen af økonomien. Man producerer ikke våben til at pynte sit hus med, man producerer våben til at blive brugt, og det er derfor, vi har haft den ene såkaldte interventionskrig efter den anden: Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien, og jeg tror, at det samlede antal krige ligger et sted omkring 50 mindre eller større krige, og det er en selvfodrende maskine. En af vores venner sagde, at hvis USA alene havde brugt 2.000 milliarder dollars i de 20 år, NATO var i Afghanistan: Hvis bare 3 % af de penge var blevet brugt til at opbygge Afghanistans økonomi, ville det være et blomstrende land lige nu. Det blev naturligvis ikke gjort, og en lignende ligning kan opstilles hvor som helst: Militærproduktion, krige, er ødelæggelse af faktisk fysisk kapacitet! Ting, som kunne bruges til sundhedspleje, til skoler, til udforskning af nye teknologier og videnskaber.

Jeg tror, vi er nødt til at have en generel forståelse af, at dette er en afvigelse. Det er en forkert måde at være menneske på. Jeg tror, vi er nødt til at gå i den anden retning og få folkelig opbakning til at omstille disse militærindustrielle kapaciteter til at genopbygge økonomien. USA har brug for en masse infrastruktur. USA har nul hurtige tog! Nul. Kina har mere end 40.000 km hurtigtogsystemer, som kører 350 km/t. De bygger nu testbaner til 600 mph og maglev-tog, som kører endnu hurtigere, og også andre teknologier. USA har brug for at reparere sine broer, veje og nye byer. Og ellers, sikke et spild! Men så længe befolkningen går med til det og ikke kræver en sådan ændring, vil det ikke ske. Så derfor har vi brug for en uddannet befolkning, der kræver, at en sådan ændring sker, før det er for sent.

SCHLANGER: Jeg har et sidste spørgsmål til dig, Helga. Nogen skriver: »Vil du sige noget om betydningen af, at Tyrkiet, som er medlem af NATO, ansøger om BRIKS-medlemskab?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er meget interessant, for det er klart, at Tyrkiet i mange år var frustreret over EU. De havde ansøgt om EU-medlemskab. Tanken i de interne EU-kredse var aldrig rigtig seriøst at tage Tyrkiet ind, bare at holde dem i snor, fordi de har en vis nytteværdi for NATO. Men nu, hvor BRIKS, Den Eurasiske Økonomiske Union, ASEAN [Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer] og SCO [Shanghai Cooperation Organization] er opstået, er der naturligvis meget mere interessante muligheder.

I den erklæring, som Tyrkiet udsendte for at annoncere deres hensigt om at blive en del af BRIKS, sagde de, at vi vil forblive i NATO, men vi kan også være en bro mellem BRIKS og den asiatiske udvikling og Europa. Det vil naturligvis ikke fungere, for så længe NATO forbliver i det Globale Nord og kæmper en trefrontskrig mod Rusland, Kina og Nordkorea – for ikke at glemme Iran – hvordan kan man så være med i både BRIKS og NATO? Men jeg tror, at Tyrkiet tilbyder en måde, hvorpå Vesten kan se anderledes på det, for hvis de ville gå med til at opgive denne konfrontation og forsøge at bevare en dominerende position i verden, som under alle omstændigheder ikke længere er mulig, fordi magtcentret allerede er flyttet. Det er bare det, at de vestlige eliter ikke har forliget sig med den kendsgerning. Det kunne være en model til at ændre hele verden og gå fra konfrontation til samarbejde. Det er den absolutte forudsætning for, at menneskeheden kan overleve. Så jeg tror, vi er nødt til at få det skift. Hvis USA og de europæiske nationer ville sige: »Vi vil gerne være en del af det; vi insisterer ikke på at dominere det længere, for det er alligevel væk, men vi vil gerne samarbejde,« ville det være så absolut nemt at nå frem til en aftale. Jeg giver dig mit ord, og jeg tror på, at det med al min viden ville være virkelig nemt. Så lad os gøre det.

SCHLANGER: Helga, hvorfor fortæller du os ikke lidt om, hvad du forventer af den Internationale Fredskoalitions Zoom-opkald på fredag?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan fortælle dig, at det nok bliver det vigtigste opkald, vi nogensinde har haft, fordi emnet er den ændrede atomare doktrin; Ruslands ændrede atomare doktrin, og hvad det betyder for alle nationers sikkerhed. Vi får meget vigtige talere. En af dem bliver professor Ted Postol, som er – og jeg har studeret dette emne en hel del – jeg tror, han er den bedste ekspert i atomvåben og atomkrig. Så han vil ud fra sin ekspertise give en baggrundsdiskussion om det. Du bør få alle, der er bekymrede for verdens tilstand med hensyn til krig og fred, til at deltage. Gør dette kommende opkald til det punkt, hvor du inddrager alle dine naboer, dine kolleger. Lad os virkelig få gang i en mobilisering, der gør det klart, at verden ønsker fred og ikke at blive ødelagt af krig.

SCHLANGER: Du kan finde mere information om det på schillerinstitute.com. Helga, tak fordi du kom, og forhåbentlig er der mange af os, der ser dig på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, indtil fredag.

Politisk orientering den 4. september 2024 med formand Tom Gillesberg
Vær med til Den Internationale Fredskoalitions Zoom møde hver fredag kl. 17 dansk tid.
Ring venligst 53 57 00 51 for at modtage et link

STEWART BATTLE EIRNS

Den 3. september 2024

Det årlige Eastern Economic Forum (EEF) åbnede i Vladivostok i Rusland tirsdag den 3. september med den passende titel: »Fjernøsten 2030. At kombinere styrker for at skabe nyt potentiale.” Det forventes, at så mange som 6.000 deltagere fra 76 lande vil være til stede….

Onsdag den 4. september åbner Samarbejdsforummet mellem Kina og Afrika (FOCAC) i Beijing, hvor anslået 50 statsoverhoveder fra de 54 afrikanske lande vil deltage. Topmødet er et vigtigt omdrejningspunkt for de afrikanske lande, som ikke kun ser Kina som en uvurderlig partner, men også som en potentiel vej til deres fremtidige økonomiske velstand. Det er derfor ikke overraskende, at den afrikanske eksport til Kina er femdoblet i løbet af de forgangne 18 år.

Tilsammen illustrerer disse to begivenheder det dramatiske skift, der finder sted i verden – skiftet mod øst og den økonomiske fremkomst af det Globale Syd. Mens der stadig er en håndfuld fanatikere i det vestlige politiske etablissement, som insisterer på, at enten »Rusland er isoleret« eller »Kina er ved at kollapse«, så tror størstedelen af verden ikke på det. Faktisk antyder nyheden i denne uge om Tyrkiets beslutning om formelt at ansøge om at blive medlem af BRIKS – det første NATO-medlem, der gør det – yderligere den virkelighed. I en relateret udvikling fra Afrika meddelte industrimanden Aliko Dangote Nigerias første indenlandsk producerede benzin nogensinde – en bedrift, som vil tjene til at frigøre Nigeria fra lænkerne af international finanskontrol over landets ressourcer.

På den anden side afslører de barnagtige handlinger fra USA og andre i det globale NATO, hvor fordærvede de formodede »forsvarere af demokratiet« faktisk er. Den 2. september beslaglagde USA et venezuelansk præsidentfly, som var i Den Dominikanske Republik for at blive repareret, og begrundede det med Venezuelas overtrædelse af sanktioner. Ingen advarsel, intet diplomati; bare simpelt tyveri var den metode, de amerikanske myndigheder valgte. Kombineret med indefrysningen af Ruslands og Afghanistans finansielle aktiver, hvilket land vil føle sig sikker på at opbevare noget i USA nogensinde i fremtiden?

Selvom denne vending mod øst er et eksempel på den historiske transformation, der finder sted i verden, og som afslutter de sidste 600 års kolonialisme, er der dog ingen garanti for, at verden vil overleve den. Så længe det angloamerikanske imperium beslutter sig for at møde denne forandring med magt og forsøger at undertrykke den, er verden på et ensrettet tog mod en global atomkrig.

Som denne publikation og Den Internationale Fredskoalition har diskuteret, er USA begyndt at ændre sin atomdoktrin og atommissilteknologi, i det der kun kan forstås som en forberedelse til et forebyggende atomart angreb på Rusland. Det er vanvid, og det kræver den størst mulige mobilisering imod det fra amerikanske og europæiske borgere i de kommende dage. Den tidligere FN-våbeninspektør Scott Ritter gjorde det usædvanligt klart i et interview den 2. september, hvor han påpegede, hvordan disse trusler nu har fået Rusland til at overveje at ændre sin atomvåben-doktrin som reaktion:

“Når man forsyner Ukraine med langtrækkende præcisionsstyrede missiler, der kan ramme Moskva og andre steder; når man har atomvåben i NATO i alarmberedskab; når man har hangarskibe udstationeret … så er det ikke paranoia fra Ruslands side at sige ”1+1+1+1=potentiale for et forebyggende angreb”. Derfor har Rusland ændret sin atomare doktrin, mens vi taler. Viceudenrigsministeren [Sergej Ryabkov] har meddelt dette…. Russerne har ændret deres holdning til atomkrig og deres atomare stillingtagen. Rusland hælder til egen forebyggelse – de vil ikke vente på at blive ramt. Hvis det ser ud til, at NATO, USA, enten direkte eller gennem stedfortræder, vil angribe Rusland på en måde, der truer dets nationale kommando- og kontrolkapacitet, vil Rusland ikke vente på at blive angrebet. Når Rusland tror, at det er ved at blive angrebet, vil det imødegå det, og det vil imødegå det med atomvåben.”

Ritter sluttede af med at opfordre sine medborgere: »Vi er så tæt på. Så tæt på! Og hvis folk ikke vågner op og begynder at stille spørgsmål og kræve svar fra deres regeringer – så er vi så tæt på….«

Et nyt globalt paradigme kan skabes med samarbejde – størstedelen af verden ønsker det. Det er et valg mellem dette og en civilisationsødelæggende krig.

Foto: kremlin.ru

CARL OSGOOD

Den 2. september 2024, EIRNS

En israelsk domstol beordrede i dag en tidlig afslutning på en generalstrejke, som fagforbundet Histadrut havde indkaldt til, men ikke før fagforeningen havde lukket lokale myndigheder, skoler og virksomheder i hele Israel og forstyrret flytrafikken til og fra Ben Gurion International Airport i nogle timer, skriver Times of Israel. Strejken var blevet iværksat af Histadrut-leder Arnon Bar-David for at støtte hundredtusinder af israelere, som samledes dusinvis af steder, blokerede motorveje og vejkryds, og krævede at premierminister Benjamin Netanyahus regering gik med til en våbenhvile, der ville befri de resterende gidsler, som Hamas stadig holder fanget i Gaza. Retten mente, at strejken var »politisk« og beordrede den lukket ned.

Bar-David sagde, at han ville respektere afgørelsen, men understregede at »solidaritetsstrejken var et vigtigt skridt, og jeg står bag den.« Han fastholdt, at strejken ikke kun var blevet støttet af en enkelt politisk lejr, og hævdede at massedemonstrationernes brede appel den 2. september var sket på tværs af politiske skel. »Hundredtusinder af borgere stemte med fødderne,« sagde han. »Vi beviste, at der med hensyn til gidslernes skæbne ikke er noget højre eller venstre, kun liv eller død.«

Retten blev anmodet af medlemmer af regeringen og grupper af gidselfamilier, som hævdede, at fagforeningsmedlemmerne ikke havde ret til at strejke i et politisk spørgsmål, og som havde anklaget Histadrut for at støtte Hamas.

Generalstrejken er muligvis ophørt som beordret af retten, men protesterne mod Netanyahu fortsatte. Ifølge Times of Israel samledes hundredvis af demonstranter uden for Netanyahus hjem i Jerusalem og lavede »enorme mængder støj med hundredvis af horn«, selv da familiemedlemmer til gidslerne talte til mængden. »Dine beslutninger fører til deres død,« sagde Nissan Calderon, bror til gidslet Ofer Calderon, henvendt til Netanyahu.

Antallet af demonstranter den 1. september blev anslået til 300-500.000. Søndag aften den 1. september blokerede demonstranterne Ayalon-motorvejen, en stor gennemfartsvej, der løber langs kysten og gennem Tel Aviv, i tre en halv time, før de til sidst blev fjernet af politiet

Foto: Histadrut Facebook page

Marcia Merry Baker

2. september 2024 (EIRNS) – Resultaterne af valget den 1. september i Thüringen og Sachsen antyder, at der igen er opstået en fredsbevægelse i Tyskland, selv om den ikke er hverken afgørende eller udbredt. De punkter, der var fælles for de vindende partier i det østlige Tyskland i går, var: Nej, til vedvarende levering af våben til Ukraine; og Ja, til at genoprette diplomatiet for at løse krisen.

Helga Zepp-LaRouche, leder af Schiller Instituttet, sagde i dag: »Valgresultaterne i to af de østtyske delstater er en overvældende demonstration af, at krigspartiet kan lide et tilbageslag, og det bør være et opmuntrende tegn for alle, der ønsker at modsætte sig den direkte vej til Tredje Verdenskrig, som vi allerede er meget langt henne på. Jeg tror, at det helt sikkert er den vigtigste begivenhed i weekenden, og jeg vil også sige, at det er fredsbevægelsens genopståen i Tyskland, hvilket jeg også synes er ret lovende.”

I sin rapportering om gårsdagens tyske valg beskrev Zepp-LaRouche også, hvor rystede de kontrollerede transatlantiske medier var, da valgresultatet kom i går aftes, selv om det var forventet. En nyhedsoplæser på tv søndag aften var »synligt rystet«, da han rapporterede om afstemningen. Inden for få timer var den transatlantiske fortællingsmaskine i gang med at producere »historier« for at dække over sandheden om antikrigsafstemningen. (Selv om det indvandrerkritiske spørgsmål desværre var en faktor i AfD-afstemningen -red.] [t]he {New York Times} sammenfattede valgresultaterne til anklagen om, at det er første gang i 80 år, at højreekstremister har vundet et valg. Den anden tv-kanal i Tyskland sidestillede direkte afstemningen med Anden Verdenskrig.

I korte træk: I de to østtyske delstater Sachsen og Thüringen var de partier, der fik flest stemmer ved valget til delstatsparlamentet, Alternativ for Tyskland (AfD) og Sahra Wagenknecht Alliance (BSW) – et parti, der først blev etableret i februar. I Thüringen røg to af de nationale trepartikoalitioner – de krigeriske Grønne og de »liberale« Frie Demokrater – helt ud af delstatsparlamentet med for få stemmer. I Sachsen blev de Frie Demokrater ligeledes smidt ud, og De Grønne kom kun med nød og næppe i delstatsparlamentet.

Disse og andre faktorer i situationen i Tyskland bidrager til øget “ustabilitet og manglende regeringsførelse” i Tyskland, i betragtning af den nuværende koalitionsregerings skammelige underdanighed over for USA og NATO, påpegede Helga Zepp-LaRouche, leder af Schiller Instituttet, i dag. I Frankrig er der ligeledes kaos og en regering uden mandat.

Men styrkelsen af den dybe forståelse og arbejdet for en ny sikkerhedsarkitektur og sammenkoblingen af kræfter, der er positive over for at afslutte krigsparadigmet, kan gøre hele forskellen i verden.

I Israel var hundredtusinder af israelere på gaden i weekenden for at protestere mod Netanyahu-regimets dødbringende ubarmhjertighed. Efter gårsdagens demonstrationer, de hidtil største siden 7. oktober 2023, organiserede Histadrut – den ældste og største fagforening i Israel – bred støtte til en generalstrejke i dag, i det der skulle være en dagslang aktion. Den blev lukket ned tidligt efter ordre fra en højesteret med det juridiske argument, at strejken var “politisk”. Men Histadrut-leder Arnon Bar-David, leder af fagforeningen med 750.000 medlemmer, sagde, at selv om de respekterede rettens kendelse denne gang, »var solidaritetsstrejken et vigtigt skridt, og jeg står bag den.« Det var ikke en enkelt »politisk« lejr eller fraktion, men »hundredtusinder af borgere stemte med fødderne. Vi beviste, at der med hensyn til gidslernes skæbne ikke er noget højre eller venstre, kun liv eller død.«

I USA demonstrerer de studerende igen mod folkedrabet i Gaza, nu hvor universiteterne har genoptaget skoleåret. I sidste uge var der aktioner på University of Michigan, Cornell og i det sydlige Californien.

I går var der demonstrationer i hele Tyskland på »Antikrigsdagen« den 1. september, som markerer den dato i 1939, hvor Hitler invaderede Polen. De fleste antikrigsaktioner omfattede et par hundrede mennesker, med et par tusinde i nogle byer, herunder Berlin og München.

En særlig tværgående aktion mellem USA og Europa fremgår af den videobesked til det tyske folk, som blev afspillet ved demonstrationen i München, fra Scott Ritter, tidligere amerikansk marinesoldat og FN-våbeninspektør. Den blev meget vel modtaget blandt de omkring 3.500 fremmødte. Ritter sagde: »Se tilbage på jeres historie«, og fortalte detaljeret om de store demonstrationer i Tyskland i 1980’erne mod placeringen af amerikanske missiler i Tyskland, og hvad der førte til INF-traktaten (Intermediate-Range Nuclear Forces) fra 1987. Han sluttede af med at tale om den ekstreme fare, der i dag er ved at tillade amerikanske missiler i Tyskland i 2026. Han fik spontane klapsalver. »Tillad ikke disse missiler på tysk jord! Gør det rigtige. Gå på gaden! Det virkede dengang. Det vil virke i dag!«

Ritter organiserer en demonstration den 28. september med centrum i Kingston, New York, og andre byer. Han er engageret i at gøre det amerikanske valg til et ” tema” for at stoppe faren for atomkrig. Andre sponsorer har planlagt nationale demonstrationer den 28. og 29. september i Washington, D.C. Den 3. oktober vil omkring 1.500 grupper og enkeltpersoner sponsorere demonstrationer i Tyskland i anledning af landets genforening i 1990.

Både nødvendigheden af og muligheden for at ændre verdens gang kan ses i de multinationale begivenheder, der alle finder sted i denne uge. På siden af økonomisk sikkerhed og udvikling mødes det Kinesisk-afrikanske Samarbejdsforum (FOCAC) i Beijing den 4.-6. september, og det Østlige økonomiske Forum mødes i Vladivostok den 4.-6. september.

På siden af det vestlige krigsparadigme mødes Ukraine Defense Contract Group den 6. september i Ramstein, Tyskland, hvor den amerikanske forsvarsminister, general Lloyd Austin, er vært, for at drøfte, hvordan man kan fremstille flere våben, dræbe flere ukrainere og angribe Rusland. Vi er i farezonen for at fremprovokere en atomkrig.

Det må stoppes. Den Internationale Fredskoalition har med sine ugentlige verdenskonferencer en platform til rådighed for at skabe den styrke, der er nødvendig for at trække os tilbage fra truslen om atomar udslettelse; ind i en fremtid med smuk vækst.

Foto: Wikimedia Commons

Ikke korrekturlæst

af Stewart Battle (EIRNS) – 31. august 2024

Ekstremt bekymrende udviklinger fortsætter med at dukke op fra Ukraine og dets stadig mere åbenlyse angreb på russisk territorium. Sent fredag den 30. august beskød Ukraine en række civile mål i den russiske Belgorod-region og dræbte 5 og sårede mindst 50. Ruslands udenrigsministerium kaldte angrebene for en »forud planlagt og nøje forberedt intimiderende terrorhandling«. Denne handling kommer umiddelbart efter Ukraines invasion i Ruslands Kursk-region, som allerede har fjernet enhver udsigt til en forhandlet fredsløsning, og den er kun med til at optrappe situationen yderligere.

Men den fare, du og alle, du kender, står over for i dag, kommer ikke fra noget, der sker i Ukraine, men fra en politik om forebyggende atomkrig, som udvikles af angloamerikanerne med det formål at forhindre enhver modstand mod deres »regelbaserede orden«. Dette blev afsløret i en artikel i New York Times den 20. august og bekræftet den 29. august af Theodore Postol. Som Postol udtrykte det: Den nye amerikanske atomdoktrin og nu beslutningen om at opgradere visse tekniske funktioner på sine atomsprænghoveder som »teknologier til forebyggende angreb« er »et dramatisk skridt i retning af evnen til at udkæmpe og vinde atomkrige med både Kina og Rusland.«
Det er i denne sammenhæng, at den ukrainske forsvarsminister Rustem Umarov besøgte Washington i fredags og drøftede en »liste over mål«, som Ukraine foreslår at angribe inde i Rusland, med højtstående amerikanske embedsmænd. Der er endnu ikke kommet noget officielt svar fra amerikanske embedsmænd, men vi er allerede kun en hårsbredde fra en atomar konflikt, og man må forestille sig, hvilke konsekvenser det ville få, hvis USA giver sin godkendelse. Kun en tåbe vil stadig tro, at USA og NATO ikke er i direkte konflikt med Rusland.
Mødet i den 65. Internationale Fredskoalition den 29. august var en ren mesterklasse i at forstå dagens globale strategiske situation. Den norske kommentator, professor og forfatter Glenn Diesen kastede lys over, hvorfor de begivenheder, der udspiller sig i dag, og som tilsyneladende trodser al fornuft og rationalitet, finder sted. Vi lever i øjeblikket i »den farligste tid i verdenshistorien«, sagde Diesen, »fordi vi er midt i et sammenbrud af den unipolære verdensorden, der blev etableret efter den kolde krig, og stormagterne er derfor villige til at tage ekstraordinære risici og endda ty til krig, da der står så meget på spil.« Diesen fortsatte med at sige om målene om at besejre Rusland militært og slå Kinas økonomiske vækst tilbage for at opretholde Vestens unipolære orden: »Ingen af disse mål vil faktisk fungere, og problemet er, at vi heller ikke rigtig har en plan B. Så vi opgiver gradvist fornuften og forfølger denne hensynsløse optrapning.«
Det skal dog påpeges, at der aldrig før har været et tidspunkt, hvor sammenbruddet af en verdensorden eller det imperium, der har opbygget den, er sket, samtidig med at der har eksisteret atomvåben. Så hvad skal man gøre som klog eller passioneret person, når man står i en situation uden fortilfælde at trække på? Næsten hver eneste gang i historien, hvor et imperium er brudt sammen, har det trukket mange andre med sig – en umulighed i atombombens tidsalder.
Derfor må enhver løsning på dagens krise komme fra idéernes domæne – fra den kreative menneskelige fornuft. Ved afslutningen af fredagens møde i Den Internationale Fredskoalition tog Helga Zepp-LaRouche dette spørgsmål op og var uenig i forestillingen om, at folk først vil lære, når »det bliver slemt nok«, fordi folk skal »lære af erfaring«. Zepp-LaRouche sagde: »Jeg er uenig i, at mennesket kun kan lære af dets sanser. Jeg tror, det er den helt grundlæggende konflikt mellem den engelske empirisme og oplysning fra Locke, Hobbes og hele den skole og den platoniske tradition: Hvis mennesket ikke var i stand til at få ideer, ideer, der giver kaos en struktur, forudse udviklingen ved at foretage den rigtige analyse og prognose og komme med løsninger på forhånd, ville vi være i en forfærdelig tilstand og dømt til at gentage og gentage vores fejltagelser for evigt.
»Jeg tror, at hvis man har en god plan – Schiller sagde i The History of the Revolt of the United Netherlands against Spanish Rule i indledningen– at hvis folk forener sig om en god plan, kan de bøje selv tyrannens værste arm, hvis de arbejder sammen om at gennemføre den plan. Jeg tror på den sidstnævnte teori. Den Westfalske Fred – den startede med, at folk indså, at hvis de ville fortsætte kampene, ville der ikke være nogen overlevende tilbage. Men de kom frem til principper på det højeste niveau af menneskelighed: Nemlig ideen om, at fred kun er mulig, hvis man respekterer den andens interesser, og at man for fredens skyld er nødsaget til at tilgive alle forbrydelser begået af den ene eller den anden part og erstatte hævn og had med kærlighed. Det var begyndelsen på international lov.
»Så jeg vil helt klart sige, at vi bør være mere optimistiske med hensyn til menneskets evne til at være kreativ og formulere idéer, som er løsninger. Derfor tror jeg, at det, der sker i Kazan [ved BRIKS-topmødet i oktober], kun er en del af, vil jeg sige, en tendens i universet til at skabe orden ud af kaos. Vi er nødt til at være de bevidste instrumenter i universets love ved at sørge for, at det fører til den nødvendige, retfærdige økonomiske verdensorden.”

ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er vores 65. møde i træk i løbet af det sidste år. Vi skabte dette forum for at bringe alle medlemmer af fredsbevægelsen sammen, på trods af folks ideologier, på trods af deres sprog og kulturer og forskelle og meninger, men for at skabe ægte fred i verden og bringe hele menneskeheden sammen til denne dialog. Vi vil høre indledende udtalelser fra forskellige talere, forskellige ledere og arrangører fra hele verden, og derefter vil vi have en generel diskussion med alle mødedeltagerne.

Mit navn er Anastasia Battle. Dennis Speed og Dennis Small er mine medværter. Vi starter med Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig ønske jer alle velkommen. Det emne, jeg vil fokusere på, er ekstremt foruroligende. I husker alle, at de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd gentagne gange har gentaget deres beslutning om, at atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes. Men det er tydeligvis ikke tilfældet, for Ted Postol har lige skrevet en artikel, hvor han kommenterer den debat, der kom ud i offentligheden med en artikel i New York Times den 20. august, hvor de skrev, at præsident Biden allerede i marts skrev under på en ændring af USA’s atomare doktrin. Selv om det er en tophemmelig doktrin, der angiveligt ikke findes nogen elektroniske kopier, kun meget få trykte til meget klassificerede personer, taler den ikke desto mindre om, at USA forbereder sig på at udkæmpe en atomkrig på tre fronter mod Rusland, Kina og Nordkorea. Det, Ted Postol skrev i denne artikel i Responsible Statecraft, er, at der slet ikke er tale om en såkaldt »lille modernisering«, men en dramatisk optrapning af kapaciteten til at udkæmpe og vinde en atomkrig med både Kina og Rusland. Men der er absolut intet nyt i det: Det eneste nye er, at det nu er kommet til offentlighedens kendskab. Det giver de russiske og kinesiske ledere intet andet valg end at træffe modforanstaltninger, som yderligere vil øge det allerede faretruende høje beredskab i deres atomare styrker, og det vil tvinge dem til at øge deres planlægning af de værst tænkelige tilfælde og på den måde øge chancen for en atomar reaktion på en falsk advarsel om angreb.

Denne nye »supersikring«, som tilsyneladende er indeholdt i disse bestræbelser, gør det muligt for Trident II-ubådsaffyrede ballistiske missiler at ødelægge russiske og kinesiske ICBM’er i hærdede siloer, før de bliver affyret. Og nøjagtigheden og udbyttet af disse våben er sådan, at de ødelægger de russiske og kinesiske silobaserede ICBM’er, som jeg sagde, før de bliver affyret. USA har 1600 såkaldte W-76 sprænghoveder, og disse supersikringer øger drastisk den dræbende kraft i de sprænghoveder, der leveres af ballistiske missiler. Det ville have store konsekvenser for USA’s evne til at føre krig.

Så siger Postol desuden, at også »›at vinde‹ en atomkrig har ingen betydning« for det indlysende resultat, men hele udviklingen af disse programmer »kan kun give mening, hvis deres formål er at udkæmpe og vinde atomkrige.« Det har russerne vidst i lang tid, så de har udviklet det ultimative dommedagsvåben, robotubåden Poseidon, som kan bære 100 megaton sprænghoveder ind i havnene i USA, Europa og østasiatiske byer med en radius på 80 km fra de undersøiske sprængningssteder.

Jeg kan kun opfordre alle til at læse denne artikel af Ted Postol, og jeg ville være meget interesseret i, at han deltog i et af vores næste møder for at uddybe dette, fordi denne idé – og vi har kæmpet for at forstå dette i lang tid – denne idé om at vinde en atomkrig er kommet ind i den strategiske tænkning. USA har stadig en forebyggende førsteangrebsdoktrin, i modsætning til Rusland, som har den doktrin, at de kun vil bruge atomvåben, hvis Ruslands territoriale integritet er i fare. Men for nylig sagde de, at de måske bliver nødt til at ændre denne doktrin på grund af den seneste udvikling. Kina har udtrykkeligt en doktrin om ikke-førstebrug. Men vi befinder os i et område, hvor mange former for adfærd tydeligvis ikke giver mening, medmindre man tror, at det hele er en forberedelse til at vinde en atomkrig.

Denne doktrin, som blev underskrevet af Biden i marts, har haft betydning for en masse udviklinger siden. For eksempel meddelte den tyske kansler Scholz efter NATO-topmødet, at USA har truffet beslutning om at placere amerikanske mellem- og langdistancemissiler i Tyskland fra 2026. Han sagde, at USA havde truffet den beslutning. Han sagde ikke »vi tog den beslutning«, han sagde, at USA tog den.

Der er en meget interessant kommentar fra Wolfgang Richter, som er en anerkendt militæranalytiker, der også kaster lidt mere lys over det. Han sagde, at der var nogle bilaterale regeringsforhandlinger før NATO-topmødet, men der var ingen diskussion på NATO-topmødet om dette, og der er ingen omtale af det i sluterklæringen fra NATO-topmødet. Desuden var der i modsætning til beslutningerne om NATO’s dobbeltbeslutning i 1979 ingen konsultation med de europæiske allierede. I 1979 var der fire andre europæiske lande, som tilsluttede sig sammen med Tyskland. Denne gang er det Tyskland alene. Der var ingen debat i det tyske parlament, ingen debat i den tyske offentlighed. I lyset af det, der nu kommer frem om Bidens underskrivelse af USA’s såkaldte nye atomare doktrin, er det det parameter, man skal se beslutningen om at placere disse mellem- og langdistancemissiler i Tyskland ud fra, for det er en del af den. Og alt dette skete uden debat.

Wolfgang Richters artikel siger, at eftersom det påvirker sikkerhedsinteresserne for alle de små lande i Europa, de allierede, fordi deres sikkerhed vil blive negativt påvirket af det, selvom de absolut ikke havde noget at skulle have sagt i beslutningen, så vil det have en meget nedbrydende effekt på NATO-alliancen og sandsynligvis også på EU. Richter konkluderer – og jeg er helt enig – at dette kræver en påtrængende debat om, hvem der har den afgørende magt til at affyre disse missiler i Tyskland? Er det kun USA? Har Tyskland opgivet nogen form for suverænitet ved at overlade en så vidtrækkende beslutning, som vil påvirke Tysklands eksistens, til USA alene? Det er nødvendigt at få det afklaret. Og Richter opfordrer til en meget bred debat om sikkerhedsdoktrinen i almindelighed. Jeg tror, at i lyset af disse ekstremt foruroligende elementer, ideen om at udkæmpe og vinde en atomkrig, i lyset af den nuværende situation, hvor invasionen af Kursk-regionen i Rusland tydeligvis betyder, at NATO – og det bliver nu krystalklart – denne ukrainske invasion i Kursk-regionen ikke kunne have fundet sted uden total støtte fra USA og NATO, satellit- og anden information, teknologisk støtte. Så vi er allerede på tærsklen, hvis ikke længere, til en fuld begyndelse af en NATO-krig mod Rusland.

Jeg kan kun nævne, at situationen i Mellemøsten fortsat er lige så anspændt. Jeg vil bare gentage, at 20 % af befolkningen i Gaza er i en akut tilstand af sult – det er sandsynligvis 400.000 mennesker. Verden ser på det og griber ikke effektivt ind. Den israelske oppositionsleder Yair Lapid har nu udtalt, at Netanyahu og flere ministre mange måneder før den 7. oktober vidste, at et sådant angreb var på vej med alle de konsekvenser, det måtte have. Og vi har optrapningen af et israelsk angreb på Vestbredden, så den situation er fortsat en absolut krudttønde, som igen kan gå over i en større regional krig og endda videre til en global krig.

Jeg kan kun sige, at vi aldrig har været i så akut fare. Vi har påtrængende brug for på den ene side at opfordre folk til at gå på gaden. Den 1. september er den internationale fredsdag i Tyskland og andre steder; den 28. september er der demonstration med Scott Ritter og Rage against the War Machine; og den 3. oktober er der landsdækkende demonstrationer i Tyskland. Så det skal absolut opbygges, for vi kan ikke have en situation, hvor den menneskelige art uddør, uden at langt de fleste mennesker ved det.

Derudover mener jeg, at vi absolut er nødt til at have en reel debat om, hvilken sikkerhedsdoktrin der giver mening for os at have. Vi har siden begyndelsen af den særlige militæroperation arbejdet for at løfte og flytte situationen til et helt nyt paradigme ved at have en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser. Jeg tror, at den idé er mere påtrængende end nogensinde før. Det var det, jeg ville sige.

Under diskussionen:

ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest er der valg i de to østtyske delstater [Thüringen og Sachsen] allerede på søndag [1. september]. Jeg forventer, at det bliver et jordskælv, som også vil få indflydelse på den nationale politik i Tyskland. Jeg tror, at denne beslutning om at acceptere USA’s ordre om at placere disse våben i Tyskland igen er den tyske Sonderweg, og jeg ved, Ray, at du taler tysk. Det er denne »Tysklands særlige vej«, som bekymrede hele verden allerede i tiden op til nazi-diktaturet. Jeg mener igen, at når Tyskland gør noget unilateralt, er det ikke suverænt – det er at give suveræniteten til USA. Så jeg tror, at deutscher Sonderweg er et problem igen.

Jeg vil bare gerne gentage, at grunden til, at vi forsøger at samle den Internationale Fredskoalition og få den til at udvide sig, er, at målet er at inkludere alle fredsgrupper internationalt i én stærk bevægelse: For jeg tror, vi er nødt til at være som en laserstråle og fokusere vores kræfter, så de er stærke nok til at besejre denne fare. Så folkeoplysning er én ting, men det andet vigtige punkt er, at vi ønsker at fokusere på løsninger. At øge den offentlige bevidsthed er kun det første skridt; det næste skridt er, at vi skal komme med forslag, der kan afhjælpe problemet. Og der vil jeg med eftertryk sige til hr. R, før han går, at på grund af den ekstremt farlige situation i Mellemøsten er vi nødt til at finde måder at lægge oase-planen på bordet på. Vi har haft flere konferencer om den med diplomatisk deltagelse; ambassadører fra Palæstina, fra andre lande. Jeg tror virkelig, at vi er nødt til at lægge denne idé om, at der er en helt anden verden, der er mulig, hvis vi lægger økonomisk udvikling baseret på udvikling af nye ferskvandskilder for hele regionen fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Golfen, på bordet. Og jeg vil virkelig sige, at dette er mere påtrængende end nogensinde før, for når man først lægger dette forslag på bordet med deltagelse af folk fra regionen – palæstinenserne er der allerede. Måske kan vi finde folk fra Israel, som vil støtte dette forslag, finde regeringer fra Golfstaterne, fra andre lande i Sydvestasien. For jeg tror, vi er nødt til at indgyde håb.

Diesen har sagt, for jeg tror, at den egentlige årsag til, at krisen er accelereret – den egentlige årsag er naturligvis Vestens hybris, som er arrogant overbevist om, at de vandt den kolde krig. Det advarede Johannes Paul II allerede imod i 1989-90, hvor han sagde, at der findes onde strukturer i Øst og Vest, og hvis du ikke tror på det, så se på udviklingslandenes tilstand. Så ved du, at syndens strukturer findes i Vesten. I 1990 kom jeg med en prognose om, at hvis vi tvinger den russiske økonomi til at indføre den neoliberale model – hvilket skete med Jeltsin-regimet – så vil vi se et økonomisk kollaps, der er meget, meget større end selv Sovjetunionens kollaps i fremtiden. Ikke alene blev Rusland tvunget til at indføre den neoliberale model med chokterapi og en frygtelig reduktion af den industrielle kapacitet, men de forsøgte også at påtvinge hele det Globale Syd denne model, den såkaldte » historiens afslutning«, som Fukuyama talte om.

Mod det har du nu et tilbageslag, som tager form af landene i det Globale Syd, som er blevet den Globale Majoritet gennem længere tid, at de ønsker at opbygge deres eget økonomiske system. Jeg er helt overbevist om, at vi må få det Globale Syds stemme til at lyde højere, også med hensyn til faren for krig, fordi atomkrig også ville eliminere deres eksistens. Men jeg tror også, at vi er nødt til at overbevise folk i Vesten – i USA, i Europa – om at gå sammen med det Globale Syd om et nyt økonomisk system. Et win-win-samarbejde, som naturligvis ville betyde, at især USA ville acceptere, at den unipolære verden ikke kan genvindes, for den er allerede væk: Men den eneste måde, jeg tror, vi kan komme ud af denne fare på, er det nye paradigme, den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur med stor vægt på udvikling, for kun hvis vi designer et nyt system, som overvinder faren for et blow-out af det finansielle system, og skaber et nyt system, kan vi fjerne krigsfaren. I det perspektiv passer Oase-planen fuldstændig ind, fordi vi taler om det udvidede Bælte- og Vej-Initiativ til Sydvestasien. Så løsningen er så let med hensyn til den faktiske gennemførlighed: Det eneste, vi skal mobilisere, er den politiske vilje til at gennemføre den i tide.

ZEPP-LAROUCHE: Igen kort: Jeg tror, at dette nye system allerede er ved at blive skabt: Det er BRIKS, BRIKS+, det er genoplivningen af den Alliancefrie Bevægelse, som eftertrykkeligt startede i Bandung i 1955. Der er en ny Bandung-ånd, som inspirerer landene i det Globale Syd til at gøre op med 500 års kolonialisme og opbygge et nyt system. Det er ikke så let, for vi har set det på en negativ måde, da euroen blev pålagt europæiske nationer, der forsøgte at slippe af med den suverænitet, der var tilbage, og man skal være forsigtig. Når man samler lande med forskellige niveauer af økonomisk udvikling – nogle er mere landbrugsprægede, andre er mere industrielle – skal man være meget videnskabelig, når man fjerner overgangene derimellem. Det nye system omkring BRIKS og nu omkring den nye reservevaluta, en ny udviklingsbank, med den nye udviklingsbank i Shanghai, som Lula sagde ville blive det Globale Syds store bank, alt dette er ved at ske. Og jeg forventer, at et stort skridt fremad vil blive set af hele verden på det kommende BRIKS-topmøde i Kazan i oktober, hvor nye medlemmer vil slutte sig til BRIKS. Men også andre organisationer som Shanghai Cooperation Organization, ASEAN, Den Eurasiske Økonomiske Union, Mercosur, Den Afrikanske Union – der er forskellige former for, hvordan dette nye system allerede er ved at blive opbygget. Det involverer 85 % af menneskearten, så det Globale Syd er allerede langt hen ad vejen den Globale Majoritet. Derfor tror jeg virkelig, at den eneste realistiske måde at opbygge dette nye system på er at få flere og flere mennesker – enkeltpersoner, institutioner – i europæiske nationer, i USA og andre steder til at opgive tanken om konfrontation og erstatte den med samarbejde med denne nye fremvoksende orden.

Det er grundlæggende i Europas interesse. Der er mange mennesker lige nu, som er helt ude af den på grund af migrantspørgsmålet, også i USA. Men hvis man kunne blive enige om, at det Globale Nord eller det kollektive Vesten skal hjælpe disse lande med at opbygge 2, 3 eller endda 4 milliarder nye produktive jobs, ville migrantspørgsmålet være løst! Folk ville blive hjemme og forsøge at opbygge deres eget land, og jeg tror, at den egeninteresse er noget, vi skal formidle til industrien, til fagforeningerne og til befolkningen som helhed. Pave Frans er lige kommet med et indlæg: Han sagde, at det er en meget alvorlig synd at skubbe migranter tilbage. Så de kristne blandt jer og vores seere bør lytte til det, for jeg tror ikke, at man løser problemet ved enten at skabe frygtelige dødsfælder ved de mexicansk-amerikanske grænser eller ved at gøre Middelhavet til en massegrav for folk fra Afrika og Sydvestasien osv.

Jeg tror, vi er nødt til at sætte mine ti principper på dagsordenen for alvor, for det er et meget gennemtænkt forslag til, hvordan vi kan katapultere verden ind i en løsningsorientering og samarbejde med denne nye orden i stedet for at forsøge at undertrykke den.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at vi virkelig er nødt til at koncentrere os om løsningerne. Det ville være meget nemt at afhjælpe alle disse ting, hvis den politiske vilje kan mobiliseres. Jeg tror, at en stor del af den forvirring, der opstår, skyldes, at folk generelt er ekstremt pessimistiske. Tyskland er blevet – igen må jeg sige – et land, hvor pessimismen i det mindste i den vestlige del er meget, meget dominerende, og folk føler sig magtesløse: De føler, at de ikke kan gøre noget ved det.

Så jeg vil gerne lægge vægt på disse ti principper, ikke fordi jeg mener, at de er det sidste ord om emnet, men jeg skrev dem i november 2022 til en konference, som stof til eftertanke. For jeg tror, at hvis folk meget tydeligt kunne se, hvor let det ville være at komme ud af denne krise, så ville de opføre sig mere handlekraftigt, mere magtfuldt og kræve forandring. Så jeg tror, at det er meget vigtigt.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, man skal se forsøget på at kontrollere fortællingen i sammenhæng med førkrigssituationen: Det er som et førkrigsforsøg på at undertrykke alle afvigende synspunkter. Jeg tror, det er et tegn på, hvor tæt vi er på krig: For i den umiddelbare efterkrigstid efter Anden Verdenskrig så briterne på Goebbels og hans evne til at kontrollere opinionen, og de besluttede, at de var nødt til at udkonkurrere Goebbels. Og jeg tror, at de skal gøre et ret godt stykke arbejde, for jeg tror, at Goebbels ville vende sig i sin grav og være bleg af misundelse, hvis han så, hvordan denne kontrol af NATO-fortællingen faktisk fungerer.

Der er ikke noget kort svar. En af grundene til, at der er så stor modvilje mod Kina og 5G og deres kontrol med disse nye teknologier – de arbejder nu på G6 – er, at ikke alle sociale medier er under kontrol, og selve eksistensen af den kinesiske kapacitet er en torn i øjet på dem, der forsøger at kontrollere NATO’s fortælling.

Jeg kan kun sige, at vi er nødt til at få flere mennesker til at have modet til at danne deres egen mening. Jeg ved, at det er meget sværere at få folk til at tænke selv end at få dem til at acceptere en fælles linje. Det er meget nemmere, fordi man kan sætte ind på meget mere etablerede følsomme punkter og den slags. Men jeg mener personligt, at der ikke er nogen genvej til at få en humanistisk renæssance. At få folk til at tænke igen, at se på de store hjerner i hele den universelle historie, fra Konfucius til Platon til Cusanus, Leibniz, Dante – jeg kunne lave en meget lang liste. Men jeg tror, vi er nødt til at få folk til at læse igen, til at tænke igen og danne deres egen mening: Det er der ingen genvej til.

Afsluttende bemærkninger

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er forsigtigt og venligt uenig i det, som den forrige taler Larry sagde, nemlig at mennesket kun kan lære af sanserne. Jeg tror, det er den helt grundlæggende konflikt mellem den engelske empirisme og oplysningstiden med Locke, Hobbes og hele den tankegang og den platoniske tradition: Hvis mennesket ikke var i stand til at få ideer, ideer, der giver kaos en struktur, forudse udviklingen ved at lave den rigtige analyse og prognose og komme med løsninger på forhånd, ville vi være i en forfærdelig tilstand og dømt til at gentage og gentage vores fejltagelser for evigt.

Jeg tror, at hvis man har en god plan – Schiller sagde i The Fall of the Netherlands i indledningen, at hvis folk forener sig om en god plan, kan de bøje selv tyrannens værste arm, hvis de arbejder sammen om at gennemføre den plan. Jeg tror på sidstnævnte teori. Den Westfalske Fred – som jeg i øvrigt er enig i – startede med, at folk indså, at hvis de ville fortsætte kampene, ville der ikke være nogen overlevende tilbage. Men de kom op med principper på det højeste niveau af menneskelighed: Nemlig ideen om, at fred kun er mulig, hvis man respekterer den andens interesser, og at man for fredens skyld er nødt til at tilgive alle forbrydelser begået af den ene eller den anden part og erstatte hævn og had med kærlighed. Det var begyndelsen på international lov.

Så jeg vil helt klart sige, at vi bør være mere optimistiske med hensyn til menneskets evne til at være kreativ og formulere ideer, som er løsninger. Derfor tror jeg, at det, der sker i Kazan [på BRIKS-topmødet], kun er en del af, vil jeg sige, en tendens i universet til at skabe orden ud af kaos. Vi er nødt til at være de bevidste instrumenter i den universets lov ved at sikre, at det fører til den nødvendige, retfærdige økonomiske verdensorden. Så jeg håber ikke, du har noget imod det, Larry, men jeg var nødt til at sige det, fordi det er et meget grundlæggende spørgsmål. Men jeg synes, vi er glade for dialog.

Jeg er helt enig i, at vi er nødt til at gå på gaden med massedemonstrationer fra nu af og indtil denne krigsfare er overstået. Jeg tror, vi er nødt til at ruske op i de mennesker, der stadig går i søvne. Men vi bør også have et optimistisk syn på, at mennesket er i stand til at tænke fornuftigt.

DENNIS SPEED

Ikke korrekturlæst

30. august 2024, EIRNS

Næsten hver time dukker der flere beviser op for NATO’s ikke længere hemmelige involvering i invasionen af Rusland. I mellemtiden har Kinas præsident Xi Jinping lige forsøgt at levere et vigtigt budskab personligt til den hjernedøde Jake Sullivan – men det så ikke ud til at virke. Og i Israel har oppositionsfiguren Yair Lapid netop gjort det helt klart, at »I månederne op til katastrofen (den 7. oktober) modtog premierministeren og ministrene en række alvorlige, hidtil usete advarsler. Fra midten af 2023 var der flere og flere stemmer inden for terrororganisationerne, som sagde, at det øjeblik, de havde ventet på, var kommet.« Fik angrebet den 7. oktober lov til at ske, så det massemord, vi nu ser, kunne begynde?

Selv hvis det lykkes os at overleve de næste par måneder, uden at genierne i NATO fremprovokerer en verdensomspændende atomkrig mod enten Rusland, Kina eller begge, eller uden at Netanyahu en morgen sender et eller flere atomsprænghoveder mod Iran – eller måske Budapest eller Rom – hvad skal vi så egentlig gøre for at stoppe impulsen til krig fra et døende anglo-imperialt system? Menneskeheden kan ikke være sikker, medmindre en højere idé om menneskelighed sejrer, og det på kort sigt. Kardinal Nicholas af Cusa, hovedarrangør af koncilet i Firenze i 1439, uden tvivl den mest succesfulde diplomat i historien, bliver påkaldt af Helga Zepp-LaRouche i princip nummer otte af hendes ti principper for en ny strategisk og udviklingsmæssig arkitektur, som lyder: »Før i tiden kunne en civilisation i et hjørne af verden gå under, og resten af verden ville først finde ud af det år senere på grund af de lange afstande og den tid, det tog at rejse. Nu sidder menneskeheden for første gang i samme båd på grund af atomvåben, pandemier, internettet og andre globale påvirkninger. Derfor kan en løsning på den eksistentielle trussel mod menneskeheden ikke findes ved hjælp af midlertidige eller delvise ordninger, men løsningen skal findes på niveauet for den højere, ene, som er mere magtfuld end de mange. Det kræver, at man tænker på niveauet Coincidentia Oppositorum, Cusas »modsætningernes sammenfald«. «

Som en diplomatisk metode, der er løsningen på den ellers uundgåelige »udryddelseskrig«, er modsætningernes sammenfald ikke beregnet til at gå på kompromis, ikke til at »finde middelvejen«, som ofte skifter, men til intellektuelt at hæve sig over eksterne og selvpålagte begrænsninger, ideologiske og lignende, for at skabe en win-win-løsning, som alle sider oplever som et fremskridt og en sejr over andre lavere ordens arrangementer af midlertidig bekvemmelighed.

Modsætningernes sammenfald afslører pludselig, at der er en vej frem, hvor man ikke troede, det var muligt. Tag det nuværende dødvande mellem Washington og Beijing og mellem Washington og Moskva. Der findes to problemer, hvis løsning begge kan give mulighed for at illustrere eksistensen af et domæne, langt over den nuværende fastlåste atomare geopolitik, som man kan få adgang til, før det er for sent. Begge har deres oprindelse i astrofysikken.

For det første »kan der være en betydelig kløft mellem antallet af asteroider nær jorden, der er blevet opdaget, og det faktiske antal, der findes«, ifølge et kinesisk forskerhold under ledelse af professor Zhang He fra Beijing Institute of Spacecraft System Engineering. Atomvåben er i øjeblikket menneskehedens bedste bud på den mest effektive måde at ændre en asteroides bane på. Således kan et planetdræbende våben omdannes til et redskab til overlevelse på hele planeten. Vi ville således slå vores atomare sværd til plovfurer. Men at arbejde sammen med Kina ville kræve, at USA af hensyn til menneskets overlevelse omgjorde Wolf-tillægget, som forbyder samarbejde med Kina i deres bemandede og ubemandede rumprogrammer.

For det andet er der sagen om de to strandede amerikanske astronauter, som brugte Boeing Starliner-rumfartøjet, der fløj sin første rummission, og som havde en funktionsfejl og har efterladt to amerikanske astronauter, Barry »Butch« Wilmore, 61, og Sunita »Suni« Williams, 58, midlertidigt strandet i rummet. Yuri Borisov, leder af Roscosmos, det russiske rumagentur, sagde den 15. august: »Amerikanske kolleger har problemer med Starliner-rumskibet, de ved ikke, hvordan de skal lande deres besætning, så vi er i konstant dialog.« Det amerikanske folk og folk over hele verden bør tvinge Biden-administrationen til at gøre det, som John F. Kennedys rumprogram havde til hensigt at gøre. »Vi bør helt sikkert undersøge, om forskerne og astronauterne i vores to lande – ja, i hele verden – ikke kan arbejde sammen om at erobre rummet.« Som princip syv i »Ti principper for en ny strategisk og udviklingsmæssig arkitektur« udtrykker det.

»Den nye globale sikkerhedsarkitektur skal eliminere begrebet geopolitik ved at gøre en ende på opdelingen af verden i blokke. Alle suveræne nationers sikkerhedsproblemer skal tages i betragtning. Gennem internationalt samarbejde skal der udvikles midler til at gøre atomvåben teknologisk forældede, som det oprindeligt var hensigten med det forslag, der blev kendt som SDI, foreslået af LaRouche og fremsat som et tilbud til Sovjetunionen af præsident Reagan.«

Foto: Wikimedia Commons

Ikke korrekturlæst

Onsdag, 28. august 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til denne uges webcast med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er onsdag, den 28. august 2024. Jeg er Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært i dag. I kan sende jeres spørgsmål og kommentarer til questions@schillerinstitute.org eller poste dem på chat-siden.
Helga, du har understreget i den sidste uge eller deromkring, at de næste tre til seks måneder vil være den farligste periode i menneskets historie, og Den Internationale Fredskoalition har netop udsendt en erklæring om, hvad der skal gøres for at undgå tragedie, med titlen “Council of Reason, Not Council of War!” tilgængelig på Schiller Instituttets hjemmeside.

Interessant nok, mens NATO har kørt hårdt over røde linjer, opfordrede den russiske generalmajor Apty Alaudinov borgere i Vesten til at “vågne op” og gå ud i gaderne og demonstrere. I denne sammenhæng har vi vores første spørgsmål fra en amerikansk podcaster med militære bånd. Han skriver: “Det er klart, at det vestlige etablissement har besluttet at bruge krig og krigstidsmetoder, såsom kup, attentater og censur for at beskytte deres imperium. Hvad tror du, der skal til for at få flere fremtrædende personer til at bakke op om dine bestræbelser på at få vestlige nationer til at opgive deres imperialistiske drømme og i stedet samarbejde med BRICS og det Globale Syd?” Og han henviser til udtalelser fra Robert F. Kennedy, Jr. og Tulsi Gabbard, da de støttede Donald Trump, hvor de advarede om faren for atomkrig. Er dette de slags udtalelser, der kan hjælpe os væk fra Tredje Verdenskrig?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er bestemt nyttigt og ekstremt presserende. Jeg tror, det første skridt for at undgå en katastrofe er, at befolkningerne over hele verden, ikke kun på begge sider af Atlanten, men også med vægt på det Globale Syd, vågner op til det absolut presserende faktum, at vi står på randen af atomkrig. Og dette er ikke generelt forstået i dybden og alvoren af situationen. Fordi i de seneste dage har mange eksperter og analytikere, også på begge sider af Atlanten, argumenteret for, at Ukraines invasion af Kursk-regionen i Rusland ikke er, hvad nogle medier oprindeligt portrætterede det som, nemlig at Ukraine ville lave et overraskelsesangreb på russisk territorium, erobre noget russisk territorium som et forhandlingskort til forhandlinger, når der er fredsaftaler, så Ukraine ville have noget at forhandle med i form af territorium besat af Rusland inde i Ukraine.

Nu viser der sig i stedet et billede, som jeg mener, ikke længere er i tvivl om, at grunden til, at ukrainerne satte deres bedst udstyrede og bedst trænede bataljon ind i Kursk, har en helt anden karakter: Det er uden tvivl en brigade, ikke som folkene i Donbass, der dør i høje tal hver dag, men en brigade trænet på det højeste niveau af NATO-træning, NATO-udstyr og NATO-forsyninger fra satellitter; dette er NATO’s top, top, top standard. Så spørgsmålet, jeg stillede mig selv oprindeligt, var, hvorfor skulle Ukraine, eller hvem der end støtter Ukraine, gøre dette, hvorfor ikke forstærke tropperne i selve Ukraine, som tydeligvis taber territorium hele tiden; er det bare for PR-effekt, er det for at bevise, at ukrainere stadig er i stand til at levere og dermed fremme at få vestligt udstyr kontinuerligt sendt? Det var en hypotese, men nu, som flere rapporter kommer ind, og flere eksperter udtaler sig, er det mere klart, at grunden er, at det faktisk er en del af et NATO-angreb mod Rusland, med det formål at fortsætte uden at stoppe; og jeg tror, det når meget definitivt det punkt, eller måske allerede har nået det punkt, at truslen mod Ruslands territorium og integritet bliver så stor, at Ruslands atomdoktrin ville træde i kraft. Udenrigsminister Sergey Lavrov gentog det så sent som i går og sagde, at de mænd og kvinder, der kontrollerer atomvåbnene i Vesten, leger med ild: De leger med tændstikker, som om de aldrig var vokset op. Og andre, som Gilbert Doctorow, en velkendt ekspert, hævder grundlæggende, at det allerede har nået det punkt, hvor atommuligheden er det eneste, der er tilbage for Rusland.

Det er klart, at den russiske militære generalstab og ledelse ved, at en del af spillet er at lokke Rusland til at bruge atomvåben, hvilket naturligvis, hvis det skulle ske, ville sigte mod at miskreditere Rusland, især i resten af verdens øjne, det Globale Syd, Kina, og mange andre kræfter; alle rundt omkring i verden ville distancere sig fra Rusland.

Jeg ved ikke: Dette bliver latterligt. Dette bliver et spil og beregninger med den nukleare Armageddon, med muligheden for udryddelse af menneskelig civilisation. Og givet det faktum, at hele kontrollen af militær-industrielle kompleks, at NATO er af vital interesse for dem, der er ved magten lige nu, tror jeg, der vil blive gjort en hvilken som helst indsats for at forhindre Trump i at vinde præsidentposten igen. Farezonen er nu. Vi når afslutningen på visse processer på én gang lige nu. Så jeg holder fast i min bekymring om, at perioden mellem nu og valget og derefter det næste punkt, når den nye præsident træder ind i Det Hvide Hus, er den periode med den højeste, mest farlige ustabilitet indtil videre. Det betyder ikke, at afhængigt af hvordan tingene går, at den fare ikke vil mindskes efterfølgende, men jeg tror, vi skal være absolut på vagt, og jeg tror, situationen er meget, meget farligere end under Cubakrisen i 1962; det er helt sikkert farligere end under mellemafstandsmissilkrisen i 1980’erne, og på det tidspunkt var der hundredtusindvis af mennesker på gaderne for at protestere mod det. Og jeg tror, hvad der kræves nu, er ikke hundredtusindvis, men millioner af mennesker på gaderne overalt.

SCHLANGER: En del af det spørgsmål om at vågne op er for alle vores seere at sende ind jeres spørgsmål og kommentarer, deltage i dialogen, og så tage det ud til alle, I kender: Fordi vi skal have den slags mobilisering, der har foregået med Den Internationale Fredskoalition.
Helga, i betragtning af hvad du lige har sagt, er der et spørgsmål, der lige er kommet ind: “Tror du, NATO er vanvittig nok til at angribe russiske atomkraftværker?”

ZEPP-LAROUCHE: Nå, selvfølgelig, i mange af de ting, der sker, gøres de på en sådan måde, at de altid involverer muligheden for “plausibel benægtelse.” Jeg tror ikke, vi vil se en situation, hvor NATO åbent ville angribe et russisk atomkraftværk, medmindre du allerede er midt i egentlig krigsførelse. Men jeg tror, faren for, at det ville ske, er enorm, og der var tre droneangreb på atomkraftværker—et på Zaporozhye og to mod Kursk NPP—som det russiske luftforsvarssystem besejrede, så de var ude af stand til at forårsage nogen skade.
Men om det vil jeg virkelig sige, at flere atomforskere har kommenteret, at i mellemtiden, og hvad jeg finder mest bemærkelsesværdigt er, at De Grønne internationalt, især De Grønne i Tyskland, som i årtier har sagt, “vi er imod civil brug af atomenergi, fordi hvad hvis der ville være et militært angreb på et atomkraftværk, det kunne forårsage utrolige stråling og frygtelige skader.” Nå, jeg har ikke hørt en lyd fra De Grønne i Tyskland, ej heller nogen andre Grønne, der fordømmer de tre ukrainske droneangreb på de to atomkraftværker! Og det faktum, at Rusland var i stand til at skyde dem ned, mindsker ikke intentionen hos dem, der affyrede dronerne. Så De Grønne, efter min mening, har fuldstændig miskrediteret sig selv igen som komplette svindlere, totalt ideologiske, ikke på nogen måde bekymret om nukleart nedfald, ligesom de er ubekymrede om enhver anden skade, såsom CO2-udledninger fra krigsudsendelser, såsom krigsskibe og fly. Efter min mening burde De Grønnes manglende handling virkelig give De Grønne vælgere noget at tænke over.

SCHLANGER: Det leder ind i det næste spørgsmål, der kommer fra en russisk tv-nyhedsproducer, som spurgte om den 1. september statens parlamentsvalg i Thüringen og Sachsen, og muligheden for et stort opgør—et stort nederlag—for regeringskoalitionerne, herunder De Grønne. Han spørger: “Vil dette ændre tingene i Tyskland? Vil dette ændre Scholz-regeringens position med at være totalt underordnet den anglo-amerikanske politik?”

ZEPP-LAROUCHE: Det vil helt sikkert være et stort slag. Hvis det er nok til virkelig at ændre denne regering, må man se. Som det er nu, viser meningsmålingerne i både Thüringen og Sachsen, at AfD vil komme ind som nummer et, CDU i Sachsen vil miste sit embede som ministerpræsident; og Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW) vil komme stærkt ind som nummer to eller tre. Lad mig nu påpege noget ekstremt vigtigt i denne sammenhæng: Sachsens ministerpræsident Michael Kretschmer (CDU) førte i meningsmålingerne indtil for nylig. Derefter udtalte han, at mens han er for forhandlinger og dialog med Rusland, støtter han ikke desto mindre stationeringen af amerikanske langdistancemissiler i Tyskland fra 2026 og frem, hvorpå hans meningsmålinger faldt under nummer et, og det kan meget vel være, at AfD vil være det stærkeste parti ved valget den 1. september.

Nu, lad mig sige et par ord om denne langdistancemissilstationering, fordi det er meget vigtigere, end folk tror. For det første var dette tilsyneladende en beslutning truffet af USA; det var, hvad Scholz sagde efter NATO-topmødet sidste måned, og han sagde, det var en god beslutning. Han indrømmede derfor, at der ikke var nogen tysk deltagelse i det. Det ser nu ud til, at der var drøftelser før NATO-topmødet mellem Tyskland og USA om dette emne. Man skal først og fremmest se det i lyset af ændringen af USA’s nukleare doktrin i marts, som var hemmelig; den er ikke engang elektronisk tilgængelig, fordi den er så tophemmelig, og den ændrer USA’s nukleare holdning til en forventet trefrontskrig mod Rusland, Kina og Nordkorea. Det var i marts. Så tilsyneladende, da NATO-topmødet fandt sted i juli, var det selvfølgelig allerede under rubrikken af den ændrede amerikanske nukleare doktrin, og derfor også beslutningen om at indsætte langdistancemissiler i Tyskland.

Der var ingen bred diskussion i NATO om denne bilaterale aftale mellem Tyskland og USA. Der er ingen omtale af det i NATO-erklæringen i juli, og hvad det betyder er, at en beslutning, der klart ændrer den strategiske balance mellem Rusland og USA, og alvorligt truer og forværrer Tysklands sikkerhedsinteresser, hvilket gør det til et atomart mål, fordi Rusland vil helt sikkert modvirke det med symmetriske eller asymmetriske, men mere sandsynligt symmetriske modforanstaltninger, betyder der var ingen debat, åbenbart ikke i Tyskland; ikke i Forbundsdagen, ikke i offentligheden, ikke i medierne, men heller ikke generelt blandt de europæiske allierede!

Nu, i modsætning til NATO Nachustungsverschluss [ph]—jeg ved ikke, hvad ordet er på engelsk—beslutningen i 1979, som førte til Pershing II/SS-20 mellemniveaumissiludsendelserne i begyndelsen af 1980’erne, var der på det tidspunkt fire yderligere allierede, en del af det, og de blev naturligvis konsulteret, på dette tidspunkt, ikke. Dette er første gang i hele efterkrigstidens historie, at Tyskland igen gør noget enkeltstående; det bringer frem spøgelset af den {deutsche Sonderweg}, Tysklands særlige vej, som historikere holder ansvarlig for at være vejen, der endte i nationalsocialismen og nazisterne i 1930’erne. Så for Tyskland at igen gå på en enkel vej uden konsultation med de allierede, når den beslutning tydeligt berører sikkerhedsinteresserne hos alle allierede i Europa, fordi konsekvenserne vil blive mærket ikke kun af Tyskland, men også af hele Europa, jeg kan kun forudsige, at mange af de mindre lande vil føle, at deres sikkerhedsinteresser igen er blevet trådt under fode af denne tyske unilaterale beslutning. Og jeg tror, givet spændingen i EU allerede, at det vil have en meget eroderende effekt på NATO’s enhed, på EU’s enhed, fordi det ikke er noget bygget på tillid, på selvtillid eller pålidelighed; og jeg tror, det mærkes af folk.

Jeg tror, diskussionen om det er lige begyndt, fordi det er ret lang tid indtil 2026, men februar 2026 er også det tidspunkt, hvor New START-traktaten udløber, og på det tidspunkt vil du slet ikke have nogen enkelt nedrustningsaftale mere, og det er det tidspunkt, hvor USA planlægger at indsætte deres langdistancemissiler i Tyskland. Så hvis der ikke er en super-eskalation i den umiddelbare periode, hvilket jeg tror, der vil være, tror jeg senest på det tidspunkt, vil du have en større krise i Europa. Og folk fornemmer det: De mere intelligente og mere opmærksomme dele af befolkningen er allerede bekymrede, og det er derfor de politiske partier, der støtter dette, falder i meningsmålingerne som en varm kartoffel. Og jeg tror, konsekvenserne af det er absolut alvorlige. Under alle omstændigheder ville jeg sige det, fordi der sker meget mere end det, der umiddelbart møder øjet, men jeg tror, man kan være sikker på, at Tyskland vil ændre sig nationalt, fordi disse to statsvalg i september og et andet senere på året, har nationale implikationer.

SCHLANGER: På det, du lige talte om, har vi et spørgsmål fra en af vores regelmæssige korrespondenter, D—. “Hvad med forskelle mellem NATO-generalernes, som vi ikke ser? Er der splittelser? Er der forskelle?”

ZEPP-LAROUCHE: For sikker, fordi hvad jeg lige henviste til før. Hvis disse missiler, som skal være amerikanske missiler på tysk jord, var der tidligere en diskussion om, at der eventuelt skulle være et fælles italiensk-fransk-tysk missilsystem, der tilsyneladende er berørt af dette, og jeg tror, bag kulisserne, er jeg ret sikker på, at der er en masse uenighed; og hvis du ser på det politiske landskab i Europa lige nu, er det et af kaos. Det er ikke overdrevet. Frankrig har endnu ikke nogen regering; Macron afviser visse muligheder. Frankrig er i kaos. Koalitionsregeringen i Berlin er den mest upopulære regering i Tysklands efterkrigstidshistorie; jeg tror, andre, mindre lande, såsom Ungarn, Slovakiet, men også andre lande i Østeuropa er virkelig ikke enige med den nuværende kurs, så vi sidder på et krudttønde. Og hvad jeg sagde er, at denne unilaterale beslutning fra USA, der kraftigt tvinger den ned i halsen på Tyskland, om at indsætte disse missiler i Tyskland, vil have en meget eroderende effekt.

SCHLANGER: Vi har nogle spørgsmål, der vedrører ideen om krigsforberedelser, såsom censur osv. Diana fra Canada siger: “Jeg er sikker på, at de fleste canadiere ikke har nogen idé om, hvad der sker uden for landet. Nationalt medier vil ikke dække det, og nedtoner alvoren.” Hun sagde, “Jeg tror, det vil tage en forfærdelig begivenhed som 9/11 for at vække dem.”
Vi har også fra en australier, der er aktiv i Assange-kampagnen, kampagnen for at frigøre Julian Assange—som sagde, “Efter al afsløringen af bestræbelserne i Assange-sagen for at undertrykke ytringsfrihed, er de i gang igen på en større måde, målrettet Scott Ritter, anholdelsen af Telegrams administrerende direktør, Pavel Durov; jagten på Rumbles administrerende direktør ud af Europa—han sagde, han måtte forlade Europa af sikkerhedsmæssige årsager; anholdelsen af Richard Medhurst.” Og hun siger, “hvor er de ærlige journalister, der burde rapportere dette? Hvor er de borgerlige frihedsrettighedsforkæmpere? Hvor er statsmændene?”

ZEPP-LAROUCHE: [griner] Nå! Det er et meget passende spørgsmål, “Hvor er de?” Jeg tror, der er lige nu en retssag—jeg har glemt, hvor den kom fra, men den kom måske fra Sydafrika eller fra et andet Globalt Syd-land—mod mainstream medierne for at have været medvirkende til folkedrabet i Gaza. Og mens det måske ikke ser ud som det mest presserende spørgsmål, i lyset af hvad der sker der, tror jeg, det er den absolut utrolige rædsel: 20% af folkene i Gaza rapporteres akut døende af sult og sult, og verden gør intet tilstrækkeligt for at stoppe det! hvilket jeg tror vil være en plet på mindet og samvittigheden hos alle dem, der har været stille om det.
Men endnu værre, mainstream medierne for det meste, er en del af fortællingen, der altid siger, efter aggressionen fra Hamas den 7. oktober 2023, og så siger de, hvad der ellers sker, men altid skal man give det udseende, at hvad der sker nu, er resultatet af, hvad der skete den 7. oktober, og dækker i høj grad over omfanget af, hvad der sker i Gaza. Så disse medier bliver sagsøgt for at blive holdt medskyldige for at være medansvarlige. Og måske vil dette ikke påvirke begivenhederne i dag og i morgen, fordi, også udsendelsen af de to amerikanske hangarskibe i regionen har rejst spørgsmål, hvad er de der for? Mulig regional krig i Mellemøsten, eller er de en del af en større udsendelse i NATO-konfrontationen mod Rusland? Men uanset hvad der sker på kort sigt, hvis vi kommer ud af denne krise i live, hvilket ikke er sikkert på nogen måde, fordi vi er tættere på Tredje Verdenskrig end på noget andet tidspunkt før—hvis vi kommer ud af dette, opførslen fra Vesten, medierne, fra de såkaldte højtstående politikere, det vil ikke forsvinde. Det vil være en plet på samvittigheden, en plet i historien, fordi, folk, der var ved magten, kan tænke, vi er i en førkrigs situation, og derfor kan vi bestille, at der kun er én synsvinkel tilladt, men hvis man ser tilbage i historien, vil historikerne (forudsat at der vil være nogen, hvilket ikke er sikkert), der vil blive skrevet en historie, og den historie vil ikke blive skrevet denne gang af de sejrende magter, ligesom i den anden verdenskrigs efterkrigsperiode, for nylig er Sovjetunionens rolle blevet skrevet ud af den historie i de vestlige lærebøger. Men givet den dramatiske ændring, der foregår lige nu, hvor det Globale Syd allerede spiller en meget større rolle i udviklingen, er jeg virkelig bekymret for, at hvis vi ikke finder vej tilbage i Europa, i USA, vil vi blive miskrediteret i en meget, meget lang tid. Hvis du tænker på, hvor lang tid det tog Tyskland at komme sig efter at have været på lavpunktet i perioden af det nazistiske diktatur, tror jeg, vi er virkelig akut forpligtet til at ændre vores kurs og gå tilbage til dialog. Vi er måske allerede forbi det punkt, fordi vi har spillet mange muligheder væk allerede.

Men det skal nu være en bred diskussion blandt folk, i parlamenterne, men hele offentligheden er kaldet til at debattere dette! Vi kan ikke gå som får til slagteriet: Vi skal have en åben diskussion, hvad er i vores landes interesse? og menneskeheden som helhed?

SCHLANGER: Vi har en rapport her, Helga, at dette er det største antal mennesker, der ser live, som vi nogensinde har haft. Det er et godt tegn, men vi skal blive ved med at bygge det.
Emmanuel sendte en note, der sagde, at hans synspunkt er, at formålet med Kursk-kampagnen af Ukraine og NATO, er at give politisk dækning for de siddende håbefulde til genvalg, og som faktisk vil fortsætte krigen.
Nu, på det notat, havde vi et tidligere spørgsmål: “Er der noget i rapporten om, at Den Internationale Straffedomstol vil gå videre med anklager mod Netanyahu og Gallant, og de palæstinensiske ledere, og selvfølgelig, to af dem, der var en del af anklagen, er nu døde. Men personen spørger, “Hvorfor vil Harris ikke støtte ICC-rapporten, hvis hun virkelig bekymrer sig om palæstinenserne?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, folk burde spørge hende om det ved enhver rally, ved enhver bymøde og valgarrangement muligt. Fordi realiteten af situationen vedrørende folkedrabet i Gaza, er, at der kun er ét sted, der kunne stoppe det, og det er den amerikanske regering. Og selvfølgelig, Biden støttede Netanyahu til det punkt, hvor vi er nu, og Kamala Harris foregiver at være mere sympatisk, men jeg tror, der er kun én måde at stoppe det, og det ville være, at USA skulle bringe deres fulde magt ind, for at læne sig på Israel på en sådan måde, at de skal gøre det. Og de er de eneste.
Så jeg tror, det faktum, at det ikke kommer, burde—det beviser bare, at Kamala Harris ikke har ændret sig fra en politik til den modsatte. Hun har ikke gennemgået den transformation, hun er tydeligvis bare i en valgkampagne, mange ord bruges til at skabe et positivt billede. Men jeg venter stadig på noget substantielt, der kommer fra Kamala Harris. Jeg har ikke set noget tegn på det.

SCHLANGER: Jeg tror ikke, du er den eneste, der venter. Jeg tror hele pressekorpset hævder at vente, men de har ikke presset hende endnu.
Igen vil jeg opfordre folk til at gå til Schiller Instituttets hjemmeside og downloade 26. august erklæringen fra International Peace Coalition, “A Council of Reason, Not a Council of War!” Der er et par spørgsmål om dette, som jeg tror, vi kan afslutte med. Fra en regelmæssig, Gerry, han spørger om en Westphalian-aftale med Storbritannien: Bør det ikke være vægten, at forsøge at få en aftale med Storbritannien, da de er så meget involveret i ting?” Og han siger også, “Jeg tror, den konstante retorik om atomkrig faktisk anstifter det. Hvad tænker du om det?”

ZEPP-LAROUCHE: Der er et nyligt interview af en italiensk general, der var chef for den Internationale Sikkerhedshjælpsstyrke (ISAF) i Afghanistan. Og han sagde grundlæggende, at anstifteren af denne nuværende Ukraine-krise er briterne. Og jeg tror, det er absolut tilfældet, og derfor sætter jeg slet ikke mine håb på briterne, simpelthen fordi deres imperium er det, der er på spil.
Nu, folk tror, det Britiske Imperium ikke længere eksisterer: Jeg tror, det bestemt eksisterer i form af Anglosfæren, ideen om neokonservative at herske over verden baseret på det særlige anglo-amerikanske forhold. Og det er derfor, vi er i det rod, vi er i. Så jeg tror, grunden til, at vi er i sådan en krise, er fordi vi oplever slutfasen af et imperium, og jeg kan kun sige, jeg tror ikke, at de ledende institutioner vil ændre sig. Det kræver den absolutte mobilisering af masserne af folket, at gå på gaderne: Jeg tror ikke, der er nogen måde at løse det uden det. Jeg tror ikke, det er det eneste, der kræves, hvilket er grunden til, at jeg har kaldt til oprettelsen af dette Råd for Fornuft, som langsomt bevæger sig, men det bevæger sig. Der er en seriøs diskussion om at se efter de individer med fremragende karakter og bidrag til menneskehedens velvære, og det kommer sammen. Det sker ikke så hurtigt, som jeg ville ønske, men det bliver seriøst diskuteret, fordi mange mennesker er på et punkt af fortvivlelse, for hvad der kan gøres for at forhindre menneskeheden fra at gå ind i en katastrofe, som ingen ville være tilbage til endda at kommentere på.

SCHLANGER: Lad mig afslutte med at minde folk om, at Den Internationale Fredskoalition vil mødes igen, som den har gjort hver fredag i nu 65 uger. Og måske kunne du sige noget afslutningsvis for at inspirere folk til at deltage i det, fordi det er blevet et ekstremt vigtigt forum for den slags mennesker, der burde være i Rådet for Fornuft, for at diskutere, hvordan man vækker befolkningen. Så Helga, hvorfor siger du ikke noget om dette uges kommende møde?

ZEPP-LAROUCHE: Bare for at kommentere på aspektet af det tidligere spørgsmål, at retorikken om Tredje Verdenskrig er anstiftende, det er det modsatte. Se, jeg diskuterer med vigtige figurer i forskellige lande, og der er kun få mennesker, en lille procentdel af mennesker, der er klar over, hvor langt fremskreden denne trussel er. Idéen om, at du kan ignorere alle Ruslands røde linjer, og så sige, “Nu ser du, Putin reagerede ikke med atomvåben. Det betyder, der er ingen røde linjer endnu: Det betyder, vi kan fortsætte, fortsætte, fortsætte,” det er den mest tåbelige, den mest kriminelle og mest idiotiske politik, du overhovedet kan have!
Virkeligheden er, at vi lige nu allerede næsten er ved point of no return, med hensyn til at true med at komme til det punkt, hvor Rusland ikke vil have nogen anden måde end at ty til sin egen nukleare doktrin.

Så, jeg tror, at den fare er meget umiddelbar. Det faktum, at Kursk-udsendelsen ikke er til forhandling om en fredsforhandling for Ukraine, men hvis du tænker det igennem, er det en del af en generel udsendelse af NATO ind i Ruslands territorium med tyske kampvogne, med amerikanske soldater, med hele spektret, der allerede er ind i Rusland. Og det bringer os ekstremt tæt på faren for, virkelig, et point of no return.

Det vil være emnet på det kommende møde i Den Internationale Fredskoalition fredag den 30. august: Vi har allerede meget vigtige talere på programmet. Jeg tror, vi vil have listen over talere på Schiller Instituttets hjemmeside i dag eller i morgen—formentlig i dag. Og vores antal deltagere vokser. I de sidste flere uger har vi haft omkring 550-600 deltagere, og bagefter mange flere. Og mere end 50 lande er repræsenteret. Jeg tror, næste gang vil vi høre fra Larry Johnson, Ray McGovern og flere andre. Du bør deltage: Det vigtigste er at internationalisere fredsbevægelsen, fordi vi skal være forenede for at være stærke nok, så vi kan få den slags effekt, vi havde med mellemafstandsmissilkrisen i 1980’erne, som bidrog til indgåelsen af INF-traktaten (Intermediate-Range Nuclear Forces). Og lige nu har vi brug for meget mere.
Og så kan jeg kun sige den 1. september vil vi have demonstrationer i mange dele af verden, med International Fredsdag. Hold øje med hvor disse demonstrationer vil finde sted. Den 28. september har du både Scott Ritters rally og også Rage Against the War Machine. Derefter den 3. oktober er der landsdækkende demonstrationer i Tyskland. Og du bør holde øje med dem og bygge dem: Fortæl alle dine naboer og kolleger om at gå på gaderne og demonstrere for fred! Og alt det vil blive diskuteret på fredag.

SCHLANGER: Nå, Helga, tak fordi du deltog i dag, og forhåbentlig vil alle, der er på nu, være med igen på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses på fredag.