YouTube link til panel 1: Klik her. 

YouTube link til panel 2: Klik her.

YouTube link til panel 3: Klik her.

YouTube link til panel 4: Klik her.

12. juli 2025 (EIRNS) – Schiller Instituttet holdte en to dage lange internationale konference, »Mennesket er ikke en ulv for mennesket: Et nyt paradigme i internationale relationer!«

Panel 1: Samarbejde mellem BRIKS og Europa om at gennemføre Oase-planen for Sydvestasien og Agenda 2063 for Afrika

Panel 1 åbnede i Berlin i morges med en koropførelse af African National Congress’ hymne »N’kosi sikelei« i en firestemmig bearbejdelse af Benjamin Lyloff.Stephan Ossenkopp fra Schiller Instituttet introducerede derefter temaet for den nye dynamik for skabelsen af en ny global økonomisk og sikkerhedsmæssig arkitektur som vejen til at overvinde Vestens inkompetence og dets neokoloniale aggression, en aggression, der, hvis den ikke stoppes, vil eskalere til atomkrig.

Hovedtalen blev holdt af Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche, der fremhævede Friedrich Schillers begreb «punctum saliens», det historiske vendepunkt, der rummer potentialet for alle aktiviteter, der skaber betingelserne for et nyt paradigme. Dagens situation er resultatet af årtier med forværring af den strategiske situation siden 1971, fortsat med NATO’s udvidelse mod Sovjetunionens grænser, på trods af løfter fra vestlige politikere om ikke at gøre dette. Sovjetunionen stolede på disse løfter, men de blev forrådt. Jeltsin-æraen, hvor den russiske økonomi blev indskrænket af IMF’s »chokterapi«, Maidan-kuppet i Ukraine og dets udvikling til krig mod Rusland, i overensstemmelse med det vestlige dogme om, at Rusland skal ødelægges, at Rusland skal tabe krigen mod Ukraine, eller for at citere den daværende amerikanske formand for Joint Chiefs of Staff, general Mark Milley, der i slutningen af 2022 sagde, at der ville være krig i mange år fremover … Det tyske folk må indse, at deres egen overlevelse ikke er en prioritet, at den vil blive ofret, hvis denne politik ikke stoppes. Og ideen om en begrænset atomkrig fungerer ikke, som Theodore Postol har påpeget: Den vil straks blive til en generel krig – 80 år efter Anden Verdenskrig, hvor »Aldrig mere krig« blev proklameret. Tyskland er udsat for en eksistentiel trussel om at blive ofret af den anglo-amerikanske fraktion.

Aldrig før har det været så presserende at skabe en ny global arkitektur, og det, der blev erklæret på Bandung-konferencen i 1955 af Den Alliancefrie Bevægelse, nemlig afslutningen på 500 års kolonialisme og krige, må nu blive til virkelighed. Kina har givet et lovende eksempel på, at et nyt paradigme er muligt: Det har løftet 800 millioner kinesiske borgere ud af ekstrem fattigdom og har konsekvent udviklet sin økonomi, så det i dag ifølge en australsk undersøgelse er førende inden for 57 ud af 63 globale banebrydende teknologier. Bælte- og Vej-Initiativet, der blev søsat i 2013, samarbejder i dag med 150 nationer. Dets økonomiske aktivitet involverer mere end halvdelen af menneskeheden, og intet af dette er rettet mod Vesten; i stedet er det rettet mod at overvinde underudvikling – hvilket Vesten bør samarbejde om.

Schiller Instituttet er i gang med en rapport, der tager fat på potentialet i et euro-kinesisk-afrikansk samarbejde om store projekter for økonomisk udvikling, efter eksemplerne fra nogle projekter, der allerede er foreslået for Afrika: Grand Ethiopian Renaissance Dam, Transaqua-projektet og Grand Inga Hydroelectric Project. Europa har ekspertisen til sådanne projekter. Parallelt hermed skal Oase-planen realiseres for at give Sydvestasien en fredelig og produktiv fremtid. I modsætning til Vestens konfrontationsmetoder er det nye paradigme et tilbud til alle nationer om samarbejde.

Igen: Som Friedrich Schiller skrev i 1786, befinder verden sig ved et punctum saliens, der rummer potentialet for en overgang til frihed, hvor menneskets eksistens bliver større end omstændighederne. Dette er et revolutionært øjeblik i menneskehedens historie, hvor sværdet erstattes af ønsket om at forbedre tingene, ikke kun for sig selv, men tillige for andre.

Den anden taler var professor Zhang Weiwei (Fudan Universitet, Kina), der præsenterede aspekter af »Vestens relative tilbagegang og resten af verdens fremgang, især BRIKS-landene«, hvis BNP allerede overstiger G7-landenes. Hvad angår udviklingen i Afrika, handler Kina, mens Europa taler. Derfor er den kinesiske tilgang relevant for Afrika. Kinas projekt for at opdyrke Taklamakan-ørkenen er en model for Afrikas kamp mod ørkenerne. I modsætning til Vestens »hårde magt« er Kinas tilgang »at diskutere sammen, bygge sammen, drage fordel sammen«. I stedet for Vestens »del og hersk« tilbyder Kina »enhed og velstand«. En sådan tilgang giver mulighed for et optimistisk blik på fremtiden, og det er yderst gode nyheder for verden.

Dernæst var der en videopræsentation af Dr. Naledi Pandor, tidligere minister for internationale relationer og samarbejde i Sydafrika, der understregede, at denne konference i Berlin ville være begyndelsen på noget helt andet end Berlin-konferencen om Afrika i slutningen af det 19. århundrede. Det ville være begyndelsen på en bevægelse, der, mens verden står på randen af atomkrig og handelskrig, ville skabe et nyt system. Pandor henviste til Schiller Instituttet og dets aktiviteter i den Internationale Fredskoalition som vigtige bidrag til dette nye system. Afrika står over for betydelige problemer, men også betydelige fremskridt. For eksempel er Kenya, Nigeria, Rwanda og Sydafrika på vej til at realisere Agenda 2063 – udviklingspotentialer, som suppleres af Oase-planen. Efterhånden som den internationale diskurs bliver mere bekymrende, må disse planer blive fokus for den globale diskurs. Det er muligt, sagde Pandor, da der engang blev skabt en international solidaritet for at bringe apartheid til ophør, at en sådan ny solidaritet kan gøre disse planer til virkelighed.

På baggrund af sine 27 års tjeneste for FN, bl.a. som assistent for FN’s generalsekretær, talte Hans-Christoph von Sponeck fra Tyskland om »De strategiske udfordringer og den nye verdensorden, der er ved at opstå«. Nu, hvor vi befinder os i den største geopolitiske krise, bør man huske drømmen fra Jalta, drømmen om oprettelsen af FN, om at der efter afslutningen af Anden Verdenskrig ville begynde en æra med samarbejde. Denne drøm var meget kortvarig og blev afløst af et mareridt af frygt og konfrontation, men FN-pagten fra 1944 er stadig et tilbud til en menneskehed på 8 milliarder mennesker. FN har brug for reformer: FN’s Sikkerhedsråd er en fiasko, USA’s unilateralisme lammer FN, mindretallet i FN’s Sikkerhedsråd underminerer Generalforsamlingens flertals vilje, og FN’s institutioner skal gøres uafhængige af indblanding. Manglende respekt for folkeretten må have konsekvenser. Der må ikke længere være en vestlig centreret verden, men et system bygget på en multilateral holdånd, der afspejler viljen hos FN’s 193 medlemsstater, som det blev udtrykt på et særligt topmøde i september 2024 med en »pagt for fremtiden«. Den nuværende geopolitiske situation antyder, at vejen til en ny, retfærdig verdensorden er lang, med mange forhindringer, huller og landminer, men det er muligt at opnå noget i overensstemmelse med denne pagt. Alle nationer bør acceptere denne pagt, ikke af geopolitisk pragmatisme, men af humanitære årsager. »At skabe noget nyt betyder at yde modstand. At yde modstand er at skabe noget nyt,« citerede Von Sponeck den store franskmand Stéphane Hessel.

Den næste taler i panelet var Dmitri Trenin, akademisk leder af Institut for militær verdensøkonomi og Strategi, Higher School of Economics University, Moskva. Trenin gav en nøgtern vurdering af de dybtgående forandringer, som Europa og især Tyskland har gennemgået. Europa er fast besluttet på at blive frontlinjen i den militære kamp mod Rusland. Denne konfrontation tjener som en samlende faktor for Europa, der vil erstatte USA som strategisk aktør mod Rusland, mens USA fokuserer på Kina som sin næste fjende. Alt dette sker under den latterlige påstand, at Rusland planlægger at angribe NATO, en påstand, der skal retfærdiggøre militære forberedelser til et angreb på Rusland i løbet af de næste fem år. Fokus på langtrækkende systemer og planer om at sende tropper til den ukrainske front er baseret på illusionen om, at Rusland ikke vil gøre gengæld. Situationen er nu farligere end under Cuba-krisen i 1962, men der er stadig håb om, at det værste kan forhindres ved relevante handlinger i denne 11. time, sagde Trenin.

I en videooptagelse præsenterede Daqi Fan, vicepræsident for Academy of Contemporary China and World Studies, et uddrag af en rapport udarbejdet i samarbejde med Schiller Instituttet. Arbejdstitlen på rapporten, der udkommer i september, er: »Kina-EU’s økonomiske og handelsmæssige samarbejde«. Rapporten er baseret på vurderingen, at Kina og Europa, som er hinandens vigtigste handelspartnere, kan bidrage meget til skabelsen af en ny multipolær arkitektur og dermed yde et stort bidrag til verdensfreden og stabilitet, udvikling og velstand. Dette sker med henvisning til de nu 50 års diplomatiske forbindelser mellem EU og Kina. Partnerskabet mellem dem bør karakteriseres som et partnerskab, der har samarbejde som hovedtræk, uafhængighed som en nøgleværdi og win-win som retningslinje for de næste 50 år.

Den tidligere CIA-analytiker Ray McGovern (USA), medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), var den næste taler, som fortalte konferencen de »gode nyheder« om det personlige møde mellem den amerikanske udenrigsminister Rubio og den russiske udenrigsminister Lavrov, der drøftede en interessant køreplan for Ukraine. Selv om detaljerne fra mødet naturligvis ikke er blevet offentliggjort, må man gå ud fra, at fokus var på at forhindre en stor krig – og det er en god ting. USA må indse, at verden har ændret sig, at en unipolær verdensorden ikke længere er mulig, at der er to andre magter – Rusland og Kina – på scenen, hvor kineserne spiller en særlig rolle. Det står nu 1 mod 2, og kineserne ved, at hvis Rusland taber, bliver Kina Vestens næste mål.

Problemet er, og det indrømmer de russiske ledere, at Rusland stolede på de amerikanske løfter om, at NATO ikke ville udvide sig mod øst – et løfte, der blev givet mundtligt, men ikke skriftligt. Så NATO udvidede sig mod øst. Var sovjetrusserne naive, som Putin har sagt? I det mindste kan man stole på, at Trump ønsker at forhindre en stor krig. McGovern fortalte en anekdote om en kirke i Tyskland, der blev genopbygget efter 2. verdenskrig, men hvor Kristusstatuen ikke havde hænder. Statuen blev alligevel sat på sin plads, og præsten sagde: »Nu er der ingen andre hænder end dine …«

Denne præsentation blev efterfulgt af et indlæg af professor PLO Lumumba, tidligere direktør for Kenya School of Law, der påpegede, at Afrika består af 54 stater, der alle lider under kolonialisme og efter Anden Verdenskrig under USA’s overherredømme. Afrika er stadig en legeplads for andre magter; der er i bedste fald smukke ord, men virkeligheden er en anden. Afrikanerne må overvinde deres egne svagheder, som er udviklet i dette system; de må styrke deres svage institutioner, det er kampens realitet. Der findes løsninger, men diplomati består af høfligheder, som ikke svarer til virkeligheden, som f.eks. de sanktioner, USA netop har indført mod fem afrikanske stater. Afrikanerne har brug for regeringsførelse, ikke nogen urealistiske demokratiske ordninger, hvor andre bestemmer deres skæbne. De stærkeste må ikke få lov til at bestemme, og grusomheder som Tony Blairs ”numre” i Gaza må ikke accepteres. Afrika skal sidde med ved bordet, hvor beslutningerne træffes, og ikke acceptere at blive udelukket. Der skal træffes beslutninger i Afrikas interesse, herunder om gældsspørgsmålet. Vil BRIKS-landene arbejde sammen med en ny overherre, eller uden?

Den sydafrikanske journalist Abbey Makoe var næste taler, som berettede, at han havde lært meget af George Bizos, Mandelas juridiske forsvarer, der reddede Mandela fra at blive hængt under apartheid og i stedet fik ham og hans kammerater idømt livsvarigt fængsel. Journalistikken har gennemgået en dybtgående forandring siden tiden med den amerikanske præsident George W. Bush og den britiske premierminister Tony Blair, hvor »fastlåst« journalistik tjente invasionen af Irak og dens iscenesættelse gennem løgne. Tendientiøse journalister følger reglen: Hør intet ondt. Se intet ondt. Sig intet ondt. Derfor er der ingen rapporter om, at Netanyahu er ond, at Hamas er ond, men at selv efter Israels ødelæggelse af Hamas vil krigen fortsætte.

Ægte journalistik er forpligtet til at følge sandheden. Dette er også netop blevet italesat af Brasiliens præsident Lula på BRIKS-topmødet: »International lov eksisterer kun på papiret.« Hvad angår LaRouches »genopbygning af den globale økonomi« og de »næste 50 år«, synes det at være langt væk, på grund af det faktum at Europa ønsker krig, at det for NATO »er lettere at investere i krig end i udvikling«, som Lula netop har anklaget. Når Lyndon LaRouche (1922-2019) ser på tingene fra himlen, er han måske modløs, gættede Makoe.

Resten findes på engelsk her:

Download (PDF, Unknown)

Og her:
Panel 2: Voices of Sanity from the Western World

The second panel, moderated by Claudio Celani, editor of the {E.I.R. Strategic Alert Service}, began with a musical offering: Tenor John Sigerson, accompanied by pianist Martin Kaptein, presented two songs by Robert Schumann, {Belsazar} (to a text from Heinrich Heine), and {Der Himmel hat eine Träne geweint} (to a text from Friedrich Rückert).

Then, Jacques Cheminade from France, President of Solidarité et Progrès, discussed “A new beginning to avoid human annihilation”. He started out quoting Helga Zepp-LaRouche’s “tenth principle”, that man is fundamentally good. “This has to be the position, from which to meet the strategic challenge. No way to hide, no place for romantic despair. In such a world, to take refuge in the coward comfort of pessimism would amount to cooperate with the evil.” We have to confront the worst danger in human his tory, he said, because it is based on its control of the most ad vanced technology deployed worldwide, “to rule the world with digital weapons.” But, their policy is self-de structive, “like a casino player who continues betting against the reality principle.” Their system is “doomedtodrownfor lack of energy,” and the devel opment of the generative artifi cial intelligence (AI) has reached its limit: “To steal data from the web andonline human activity has reached its limit, and to face this scarcity in the real world, the tech masters are issuing artificially generated data by the algorithms from … AI itself!… Of course this creates the conditions of a model collapse: increase of biases, loss of diversity and amplification of mis takes and errors.”

“From Intel Officer to Peace Activist,” was the theme of Elizabeth Murray, former U.S. Deputy National Intelligence Officer for the Middle East. Since retiring, she has become an activist and taken part in several protests, including one at a Raytheon facility which manufactures nuclear weapons. She faces charges of criminal trespassing for entering this facility on Ash Wednesday with a sign that said “Raytheon nu clear weapons will turn all of us into ashes.” She organized at another military base, as part of an action that had been going on for 40 years, respectfully planting seeds of doubt. “Never underestimate who will be influenced with your actions,” she ended.

Ali Rastbeen, president of the Académie de Géopolitique de Paris, France, which co-sponsored the conference, described the frontlines of the conflicts in the Middle East, since 1970: “On the one hand, a pro-Western axis formed by Israel, Saudi Arabia, the United Arab Emirates and Egypt; on the other, an ‘Axis of the Resistance,’ composed of Iran, Syria, Hezbollah, the Houthis, and Hamas, often backed by Russia.” In this context, he raised the question, “What theoretical and practical perspectives allow us to think about peace in the Middle East today?” He answered: “Peace cannot be thought of without law, without justice, without the sovereignty of peoples. It can only exist if the balance of power is governed by common, universal rules that are applied fairly. It requires a rebuilding of trust, based not on domination, but on cooperation and mutual recognition.” He warned: “Multipolarity, if not accompanied by shared norms, will only result in disordered chaos. It will only become an opportunity for peace if it allows for the emergence of a cooperative, non-conflictual balance.”

Donald Ramotar, former President of Guyana (2011 2015), stated that U.S. and European policies “are based on wars and threats of wars,” including sanctions “against countries and international organizations, and even against individuals…. There is a genocide taking place, in the plain sight of the world, but no attempt to stop it is being done.” The United States and NATO members in particular, he said, “are not just complicit in this barbarism, they are participants and facilitators. They have even moved to destroy inter national law and international institutions.” But there is hope, he said, because of “the rise of the Global South,” as a result of the decisions taken by Brazil, Russia, India, China and South Africa, to come together, in order to create a more fair and more equitable system and prosperity. “This win-win philosophy of mutual benefit is what we have to look forward to. New institutions are being created, like the BRICS bank, and hopefully other institutions that look for justice and prevent wars, by creating development.” But: “We have to continue to be on guard against the machinations of the West.

Italian trade unionist Alessia Ruggeri, a representative of the Southern Italy Party, read a short message supporting the Schiller Institute’s call for a new international security and development architecture.

Diane Sare, president of The LaRouche Organization and former independent candidate for one of New York’s seats in the U.S. Senate, asked: “We have been accustomed to measure our success with arbitrary standards, like number of votes, numbers of social media likes.… But how does the universe measure ‘success’?” “Why does this matter?” she asked. “Because we are up against an enemy that believes it can disregard the principles of the creation of the universe, including the nature of man.” But “the controller of the narrative does not win the war. The Truth always has the final say, even if we can’t predict the precise moment that will occur.” Here lies the importance of what is happening in Gaza. “For the last year and a half, I have been saying that the children of Gaza will save the United States.… Because a mass strike isn’t just when people protest an injustice which has been done to them. The change occurs when people are moved to risk their own safety and security for another.… This is what is moving the young people who are protesting the murderous policies of their governments throughout the world. The power of the children of Gaza is located in their physical weakness.” She concluded: “So, speaking here as an American, I would like to propose that instead of emulating the barbarian hordes of the Crusaders, the Spanish Inquisition, the fascist scourge we defeated 80 years ago, or the Modern ‘Global Britain’ of King Charles III, that we … swallow our unjustifiable arrogance, and join forces with the Global Majority, whose dedication to the advancement of the human species is in perfect harmony with our true ideals.”

Dr. Jérôme Ravenet, professor of philosophy and sinologist from France, gave a very thought-provoking speech on “Lyndon LaRouche as a Precursor.” His basic thesis was LaRouche`s placing of human creativity at the heart of a productive physical economy. This is the way to overcome a concept of the economy where man becomes a wolf against man, while according to the logic of the dominant paradigm of economic “reason,” the possession of a good by some implies its deprivation for others. LaRouche, he stressed, opposes the paradigm of rivalry with the promise of creativity. He underpins his hope with a rereading of ancient, Re naissance and post-Renaissance authors ranging from Plato to Schiller and Nicholas of Cusa. LaRouche used the idea and concept of potency “to philosophically ground his approach, for example through the concept of ‘successful survival’ developed in his text In Defense of Common Sense [1989].… LaRouche never ceased to criticize empiricism and logical-deductive reason as inferior or limited modes of knowledge, to emphasize the superior fruitful ness of a ‘creative reason’ placed at the service of a ‘common sense’:he exalted this intelligence capable of seeing with the eyes of the future, of immediately grasping the arrangements or compositional relationships likely to help life prosper.”

He was followed by Achim Bonatz, vice president of the East German Board of Trustees of Associations (Ostdeutsches Kuratorium von Verbänden, OKV), which was a co-sponsor of the conference, speaking on “5% of GDP for the Defense Industry: A Redistribution of National Wealth—Too Great a Demand on Society.” He started his speech, quoting from Friedrich Schiller that “The best merchant is war. It turns iron into gold.” He referred to the latest June 25 NATO summit. This summit decided on bypassing national parliaments to spend 5% of NATO countries’ GDP on armaments. He stated that his math teacher often said that you cannot compare apples with oranges. “This is done deliberately here to deceive the population. Five percent of GDP can account for almost 50% of a country´s national budget. This puts massive pressure on all other budget items, especially social spending.” Five percent of Germany’s GDP is €215 billion. In 2024, the German national budget amounted to €476.8 billion. The calculation for the cost of the planned reintroduction of military service ended up at €500 billion, which is more than the entire budget of 2024. Mr. Bonatz went on to calculate the cost of rearma ment, with more and more shocking figures, showing that even with massivecuts, the state will still be unable to meet its obligations. The armaments and interest payments are eating up all other budgets.

Cornelia Pretorius, of the Mothers against War Berlin-Brandenburg, reported about their affiliated peace groups in different townships in Berlin. Some groups have as many as 30 youths participating. These youths are very well-informed when they join. That is a cause for optimism, she said.

Then, a number of former German and French military officers addressed the audience. Wolfgang Effenberger, a former officer of the German Bundeswehr, who has published books on the pax Americana, among others, discussed “International Law and the so-called ‘Values-Based Order’ of the U.S.A.” He started out presenting core concepts from Immanuel Kant’s Perpetual Peace: A Philosophical Sketch (1795): that no unjust peace should be concluded that contains the seeds of future conflicts (such as the Treaty of Versailles after the First World War); that national territories cannot be exchanged or ac quired; that standing armies must be disbanded; and that no state debts should be incurred in relation to external state affairs. Then, Effenberger listed the numerous wars the United States has begun, during the recent 30 years, in violation of international law, with the intent to gain perpetual advantage over Russia, China, and anyone else. “This is precisely why we should remember Kant’s principles,” Effenberger concluded. “A unipolar world will always end in des potism. Respect among states allows only a multipolar world order.”

Major (ret.) Florian D. Pfaff, a representative of the Darmstädter Signal, an association of active duty and former soldiers who are active in the peace movement, reported on how school administrations invite Bundeswehr recruiters to address school classes, but try to keep him and other opponents of war away from the students. 

Colonel (ret.) Jacques Hogard, a former officer of the French Foreign Legion and the French Special Forces, reported on how he, a career officer coming from a military family, resigned his commission when he recognized, during the Kosovo War, “that the U.S. were our ‘best enemy’.… We were in a false position since we were coming to help an Albanian rebellion … [that] was considered until 1997 as a terrorist movement, included on the list of terrorists by the United States of America, and strangely suddenly passed into the camp of our best allies.” He called for a return to General Charles de Gaulle’s concept of a “Europe from the Atlantic to the Urals.… That Europe would make sense. Because it would be a balanced Europe, between two poles. To the West, one pole would be France, and to the East, Russia.” He then quoted Chateaubriand: “When Russia and France are allies, are close, well, Europe does well. And when they are divided, Europe
does badly.”

The following has not been edited:

Concert: A Musical Dialogue of Classical Cultures

A highlight of the conference was the concert on Saturday night, titled „The Beauty of Cultural Diversity“. The performers were professional musicians, as well as members and friends of the Schiller Institute, from many countries and ages from 25 up to 90 years. The combination really radiated cultural diversity, with a Swedish-Finnish soprano, an Albanian-Danish-German soprano, an American tenor, a Chinese baritone, a young Dutch-Russian-German pianist and the Schiller-Institute chorus bringing together singers from Paris, Copenhagen, several German cities and the U.S., directed by a French as well as a German member. A professional conductor from Berlin who had years ago led one of our performances helped in the preparation and joined the chiors.

The concert was a little over an hour long, beginning and concluding with the chorus, whose members were excited to sing together again after a long pause.

We got many positive reactions from the audience. Two of the professionals praised the „profound sound“ of the chorus. Three contacts from France, with no acquaintance with Classical music ever before, were enthusiastic, and one of them expressed the wish to learn to sing.

There was an arc between the opening, with the 2nd movement of Haydn’s great work „The Creation“, ending on beautiful harmonies to the words „A New World Sprang Up“, and the end, with two songs about freedom, the spiritual „Oh, Freedom“ and the famous German song „Thoughts Are Free“ (Die Gedanken sind frei). The audience thanked with great applause.

—– Box —–

The program:

Joseph Haydn – From “The Creation”:

Nun schwanden vor dem heiligen Strahle … Und eine neue Welt

(Now vanish before the holy beams … A new created world)

Choir of the Schiller Institute, conducted by Werner Hartmann,

John Sigerson, tenor, Martin Kaptein, piano

Lola A. Gjoka – Eja Vashe (“Come, girl”), Albanian song

The Brocade Lute, Chinese song

Kanding Love Song, Chinese duet

Feride Gillesberg, soprano, Fan Xu, baritone, Martin Kaptein, piano

Robert Schumann – From the Heine Songs, Op. 24

Es treibt mich hin, es treibt mich her (“It drives me here, it drives me there“)

Schöne Wiege meiner Leiden (“Beautiful cradle of my sorrows“)

Anfangs wollt’ ich fast verzagen (“At first I almost despaired“)

Mit Myrten und Rosen (“With myrtle and roses“)

John Sigerson, tenor, Martin Kaptein, piano

Alexander Siloti – Prelude in B minor after J.S. Bach

Sergei Rachmaninoff – Prelude in G major, Op. 32,5

Martin Kaptein, piano

Franz Schubert – Die Götter Griechenlands (“The Gods of Greece“)

Peter I. Tchaikovsky – Adieux Forets (“Farewell, Mountains”), Aria of Johanna

Giuseppe Verdi – Ave Maria from “Othello”

Leena Malkki, soprano, Werner Hartmann, piano

Oh Freedom, Negro Spiritual

Die Gedanken sind frei (Thoughts Are Free), German folksong

Choir of the Schiller Institute, conducted by Johanna Clerc

—–

Panel 3: The Scientific Challenges in the New Paradigm

The third panel of the conference, on Sunday morning, began with a presentation of Franz Schubert’s song, {Ganymed}, by Leena Malkki (Soprano) and Werner Hartmann (pianist). Moderated by Michael Gründler of the Schiller Institute, the panel addressed Lyndon LaRouche’s conception of what a scientific method of inquiry should be. The panel also presented a challenging and humorous critique of current policies that are driven by false scientific dogma, especially in the field of energy.

Jason Ross, the keynote speaker, went through evidence of the uniqueness of the human species pathway of evolution compared to all other forms of known life. Humanity has been able to increase its demographic potential exponentially, through the use and development of fire, sciences such as chemistry, and the developing mastery of electricity and nuclear power. Ross outlined a few fields where the new frontiers of science are, such as fusion energy; a solution to the Plank-Einstein contradiction; understanding how galaxies move and the universe expands, etc. He then quoted from Lyndon LaRouche on how “information theory,” precursor to modern AI, has replaced scientific teaching in schools and destroyed education, and on the subject of “metaphor,” which LaRouche adopted from the field of poetry as a “crucial feature of those thought-processes bearing upon the geometrical fundamental of physical science.” Ross then announced a series of classes, starting next week, to learn how to think scientifically, going through the thought-process of Plato, Kepler, Fermat, Leibniz, Gauss and Riemann.

He was followed by Prof. Franco Battaglia, former professor of physical chemistry at the University of Modena, who was connected from Italy. Prof. Battaglia showed how “No energy transition is occurring, or is going to occur.” First, Battaglia showed that solar energy is the energy of the past, when, before fossil energy sources were discovered, humanity depended on the sun and most were slaves. He said that the dream of 100% non-fossil fuels, pursued by the EU, is a chimera. Battaglia showed a chart of daily energy demand in an Italian city, which is representative of all cities in the world. Energy demand peaks at 7 PM, when solar panels produce zero electricity. This peak demand must be satisfied with fossil and nuclear sources, and to some extent with hydroelectric. He then showed that the costs of solar energy per kWh produced, is much higher than nuclear power. Finally, he compared solar and fossil energies with the bicycle and the car. People like to use the bike, which consumes no gasoline, but it works only for short distances, with good weather and good physical condition. The car, in contrast, can always be used. Battaglia’s proposal was that governments should scrap all subsidies to solar plants.

Prof. Carl-Otto Weiss, speaking also in the name of his colleague Horst-Joachim Luedecke, demolished the fiction of climate emergency. He demonstrated that 1. Climate change depends on the activity of the sun, and 2. it is impossible to decrease CO₂ amounts in the atmosphere. He also warned against the “time-bomb” represented by CO₂ storage schemes.

Prof. Weiss contended that current climate emergency claims are supported by no scientific measurement. Out of 3000 papers based on measurement, zero of them have found any evidence of significant influence of CO₂ on climate. The atmosphere is a recipient that tends to constantly balance inflows and outflows. If CO₂ is taken away, it will be recovered from the oceans. As to CO₂ storage projects, called “carbon capture and storage,” the high pressure needed to store CO₂ is of 200-300 bar, such that no stone could resist. In case of a pipeline leak, CO₂ would come to the surface and build a 7 meter high layer which could kill every form of life. CO₂ storage is such a weird idea, that Prof. Weiss raised the suspicion that perhaps someone has pushed it as the best way to achieve population reduction.

From nuclear fission to nuclear fusion: Dr. Robert Lechner-Schobel, from Austria, ran a slide-show as a quick introduction to fusion power, the energy of the future that fulfills LaRouche’s concept of energy flux-density. He said there are two kinds of fusion energy: the “hot one’ and the ”cold one.” Whereas there are 45 projects worldwide on the former, the latter, also called Low Energy Nuclear Reactions, exists already, but must be further explored.

Lyndon LaRouche’s scientific discovery in economics was presented by Dennis Small of the Ibero-America desk of EIR. Dennis listed several of LaRouche’s major economic forecasts, starting from the one on August 15, 1971, to Lyn’s famous “Typical Collapse Function” curve, or “Triple Curve,” which prophetically forecast the collapse of the financial system in 2008. He then went on to compare Nicholas of Cusa’s demonstration of the “subjectivity” of science, and LaRouche’s correlation of applied creativity in scientific discoveries with the increase of relative potential population-density. LaRouche’s “Triple Curve” function is still useful today to explain why the system has taken a path of self-destruction recently, with the

decision to expand a bubble of privatized money into unprecedented dimensions. The system must be urgently put into bankruptcy reorganization, as LaRouche demanded.

The last speaker in the panel was a young farmer from Kenya, Jusper Machogu, who has founded an organization called Fossil Fuels For Africa. Jusper explained why Africa needs to use its fossil resources to develop agriculture, and won’t allow anyone to prevent that. African farmers need fertilizers, as they use them much less than their colleagues in Europe or in China. This is the key reason for the lower yield of African crops. Then, an increase in water use, mechanization, and industry is required in order to process their own food products. Finally, there is a need to produce cement, steel, etc. for other industrial activities required to support a self-sufficient agriculture. He praised the Schiller Institute for its fight in defense of African interests.

In the remaining short time for the discussion, the question on the safety of nuclear power was raised from the audience, to which both Weiss and Lechner-Schobel answered. Whereas the latter emphasized fusion as the solution to radioactive waste, Weiss pointed to advanced methods for significantly reducing the waste, mentioning as an example Bill Gates’ natrium reactor project.

Professor Battaglia was asked by the moderator to comment on the fact that, whereas Europe tries to reduce CO₂ emissions, in the rest of the world they grow. Battaglia exposed the insanity of the EU target for zero emissions, which will never be achieved.

Finally, Ross had a few words on the damage done to science by climate ideologues and activists, who claim they speak “in the name of science.” To remedy that, we should not be defensive and react by referring to “traditional” science, as tradition can be good or bad, but rather resume “classical” science, about which he will have more to say in the upcoming international seminar series that begins next week.

Panel 4: The Beauty of the Diversity of Cultures…

If humanity is to establish continuity, then it is crucial that its future be put up for serious consideration and deliberation. This has been the central theme to Lyndon and Helga LaRouche’s life work. This is why Helga Zepp-LaRouche, who moderated this panel, started off the fourth panel, by stressing the importance of the return to Classical European Culture, and the role of the youth in rediscovering the classical culture and developing the necessary milieu, a seed crystal of a dedicated youth cadre, to execute such a feat, which is admittedly very difficult in the present situation in the West. Helga posed this as a challenge and a necessity to escape the current crisis.

To that, the floor was passed off to Harley Schlanger, who noted that we are dealing with a British oligarchy that harbors a disdain toward humanity, promoting geopolitics and dividing humanity into warring nations and parties. The oligarchy also pushes pessimism onto populations to make them believe in the alleged futility to take on the oligarchy, despite the emergence of a global rebellion against the oligarchical establishment.

Humans are, Schlanger stressed, created with a unique quality of creativity, by being the image of that creator. However, because of the gross cultural decadence, many of us lost that knowledge of innate creativity and the universality of humanity.

Now it is the time to completely put aside and discard any laws or axioms that were arbitrarily formed from some “authority”. Instead, the State has to respect and follow provable universal laws that can be applied to humanity as a whole. Unless it follows that criteria, and serves the general welfare of the people, the state is illegitimate.

Therefore, we need a liberation struggle – a Third American Revolution – to liberate the American people from their status as herded cattle, who are slowly walking into butchery by the oligarchy. Harley posed the challenge for us, the harbingers of a new Renaissance, to revive humanity and move us away from mass slaughter.

He then showed a video of Lyndon LaRouche, on how he created the Youth Movements of the 1970s and the 2000s, and a caution on how cultures are destroyed by Dark Ages, and the necessity of creating a new Youth Movement.

In the era of the New Silk Road, which the Schiller Institute supports Western integration into, Helena Chang from SINOpress brought up a critical point of the Old Silk Road: The most important aspect of the Old Silk Road was not the fact that it facilitated trade of goods between civilizations, but its importance for the transfer of ideas and technologies. If the Old Silk Road proved to be a vector of ideas and technology from East to West, what could a New Silk Road with paved roads for motorized vehicles, rail lines, sea ports, new airports be like in that regard, at the current level of technology we enjoy today?

We have to break from the current lattice of endless wars and geopolitics to move to a new and less familiar system, where harmony between the Civilizations can easily be fostered. She brought up the problem of persisting Western bias towards the non-western parts of the World. But the natural inclination between human civilizations is to interact, rather than to clash. The insistence towards “The Clash of Civilizations” is artificial, and predicated on a top-down intellectual canonization of geopolitics.

Then, Maurizio Abbate, President of the National Institute for Cultural Activities (ENAC), Italy, brought to light, in passionate terms, the problem with the ubiquity of war on our planet, as well as the systemic economic and financial crisis that, to this day, has remained unresolved. Governments have cut funding to hospitals, schools and programs that are supposed to help people, instead have decided to commit more resources to war. The institutions established for the purpose of mediation, such as the United Nations, are now dead, and we must move beyond them and adopt alternatives to a dead, or necrotic system.

Jens Jorgen Nielsen, of the Russian-Danish Dialog organization talked about the importance of dialogue with Russia, with lines of dialogue between heads of state of the two nations. He also gave an overview of the religions of Russia, focusing on Orthodox Christianity and a view that is more critical of the Renaissance.

… and the Role of Young People in Shaping the Earth’s Next 50 Years

The final part of this panel brought a number of representatives of the youth to the podium, to add their take on what is needed to create a future for all of humanity.

Pianist Martin Kaptein gave a presentation on how the piano in particular plays a key role in uplifting the mind. He gave an interesting presentation on the melody and the harmony from the piano, and that a competently composed piano piece is like a well-designed architecture, and not merely a collection of notes. The piano is key in helping a free people find their balance and organize their thoughts.

Anastasia Battle, editor of the Leonore cultural magazine and co-initiator of the International Peace Coalition, gave a presentation on how to educate a moral citizenry. Starting out by a quote from Lyndon LaRouche’s article “The Death-Agony of Olympus”, she explained why an understanding of Classical tragedy is key to the transformation of the population, from a mere rough existence to being shaped into citizens that can contribute to republican society. Beethoven’s opera, Fidelio, was used as an example. At the end of the opera, Florestan, despite his hardships, found his strength and continued to persist.

Carolina Dominguez reported on her organizing with the LaRouche Youth Movement on University Campuses in Mexico, and their interventions and the proposals they have made at BRICS events. She ended her segment with the statement: “If we are part of something really big, DO THE WORK, become a magnet.”

Kynan Thistlethwaite posed the question: “Why do people get suckered into believing the lies that lead nations into catastrophes, such as wars based on lies?” As an answer, he pointed to the importance for the citizenry to improve their capacity of imagination, as opposed to acting upon sense perception. He used the example of the “Muse of Fire” prologue from the Life of King Henry the Fifth”, as well as excerp

the problem of Venetian Society in that play and how Portia demonstrated the principle negating sense perception through the lead casket, was able to bring to light the quality of mercy in the play to Shylock in the court scene.

Ashley Tran discussed the problems facing Germany: the lackluster, or even absence of recognition, toward Germany’s classical cultural heritage, particularly of Friedrich Schiller. She asked: “Where did Schiller’s Germany go?” She described how Schiller was forbidden, by the Duke of Württemberg, to write any more theater plays, and decided to rather leave Württemberg than his calling as an author. She then discussed Schiller’s famous “Ode to Joy”, which was was inspired by the inception of the American Republic after the Revolution and would later be used to invoke the same American revolutionary spirit in the European people.

Cherine Sultan from France then had an enticing segment titled “Schiller, a non-academic teacher”, where Cherine tears into the academia and reported how the obligation in French schools, to read Balzac, Moliere, and Madame de Lafayette, stymied free inquiry into books or authors that may be more interesting to a young mind. But with a little curiosity and patience, one can find non-academic teachers. As an example for that, she chose Friedrich Schiller, who at 30 gave his inaugural lecture as a professor of history. Schiller had a very unique style. He did not allow himself to be shackled by “facts” and the opinions of academia of his style. She then called on the youth who are to build the next 50 years, “to nourish themselves with the great authors, to pursue great historical and philosophical research. Like Schiller, as long as you draw on the impatient gaze of future generations, no academician or other expert will be able to tarnish your enthusiasm with their ‘benevolent’ corrections of your ‘errors’ and ‘ approximations’.

Daniel Burke gave the final speech, on where he identified Vox Populi, or “The Voice of the People”, or more accurately, manipulation of public opinion through mass psychology to control the population to achieve the oligarchs’ aims and desires. Daniel then posed the question: “Will we transform and uplift the world, or abandon our powers of discovery, thereby becoming a shrunken people, so easily devoured by the seemingly giant and mighty green oligarchs? Or as human cattle being led to genocidal slaughter through the designs the oligarchs have for us?

This will be an effort for all of humanity. Helga ended the conference with this statement. Germany alone will not solve the crisis, and I do not believe the U.S. alone will either. But they are centers of the crisis, and it will take an effort for all of humanity to avert it, and turn the crisis into opportunity.

(Contributions to this report came from Alexander Hartmann, Rainer Apel, Christine Bierre, Christine Schier, Ulf Sandmark, Claudio Celani and Harrison Elfrink.)

Schiller Instituttets grundlægger og leder Helga Zepp-LaRouche holdt åbningstalen ved instituttets to-dages internationale konference i Berlin, Tyskland, den 12.-13. juli 2025. Det første panel havde titlen »Samarbejdet mellem BRIKS og Europa om at gennemføre Oase-planen og Agenda 2063 for Afrika.«

Kære konferencedeltagere, kære venner af Schiller Instituttet, her på stedet og overalt i verden, hvor I end måtte se med, kære venner af menneskeheden!

Vi er samlet her, fordi vi ønsker at vise en vej ud af en meget truende strategisk situation og modvirke den udbredte pessimisme – ja, fatalisme. Det er faktisk muligt at gribe ind i historien, forudsat at man har en god plan og kan mobilisere tilstrækkelige kræfter til at gennemføre den! Jeg vil derfor gerne indlede vores konference med dette citat fra Friedrich Schillers værk om »Historien om det nederlandske oprør«:

“Stor og trøstende er tanken om, at der trods fyrsternes trodsige formodninger stadig findes et middel, at deres mest beregnede planer vil blive gjort til skamme af menneskets frihed, at hjertelig modstand kan bøje selv en despots udstrakte arm, at heroisk udholdenhed til sidst kan udtømme hans frygtelige ressourcer.” Lad os give et ”nyt og ubestrideligt eksempel på, hvad mennesker kan vove for en god sag, og hvad de kan opnå gennem enhed.”

For at gøre dette må vi imidlertid først vække vores samtidige fra deres tilsyneladende søvngang, som de synes at være faldet i, især her i Tyskland. Verden har aldrig været tættere på et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage, på et potentielt slutpunkt i historien, hvor den endelige katastrofe i form af en global atomkrig bliver uundgåelig.

I mange af sine værker brugte Friedrich Schiller udtrykket punctum saliens, som i drama og historie beskriver det øjeblik, hvor alt begynder at bevæge sig ubønhørligt. I sit »Fjerde brev om Don Carlos« skriver han: »Enhver handling har sit punctum saliens, hvor den springer fra mulighed til virkelighed.« I relation til historien kan vi udpege disse punkter, hvor der ikke er nogen vej tilbage – f.eks. da det var for sent at forhindre 1. og 2. verdenskrig. I relation til den nærmeste fremtid er denne indsigt imidlertid overskygget af mange usikkerhedsfaktorer – når det bliver sikkert, at en tredje og denne gang endelige verdenskrig, denne gang en atomkrig, vil bryde ud, vil det være for sent. Menneskeheden og dermed vores historie vil blive udslettet.

Sammenbruddet af verdensordenen

Vi er i øjeblikket vidne til sammenbruddet af den verdensorden, der opstod efter Anden Verdenskrig og derefter igen i en modificeret form efter afslutningen af Den kolde Krig. En af de mest betydningsfulde

milepæle i denne udvikling var den 15. august 1971, da den amerikanske præsident [Richard] Nixon indledte den fatale vej mod dereguleret monetarisme med indførelsen af fleksible valutakurser, hvis konsekvenser Lyndon LaRouche profetisk forudsagde ville føre til en ny depression, en ny fascisme og en ny verdenskrig, medmindre der i tide blev skabt et helt nyt verdensøkonomisk system. Det er præcis, hvor vi står i dag!

For at forstå, hvordan vi kunne nå hertil kun 35 år efter den tyske genforening, skal vi se tilbage! I en kort periode mellem Berlin-murens fald og genforeningen oplevede vi en guldalder for menneskeheden, et af de sjældne øjeblikke i historien, hvor kursen kan nulstilles fuldstændigt: Den tidligere amerikanske ambassadør i Moskva, Jack Matlock, understregede på en nylig konference i Schiller Instituttet, at Sovjetunionen allerede før sin opløsning i 1991 ikke længere udgjorde en trussel, så der var ikke længere nogen fjende. Det ville derfor have været fuldstændig muligt at etablere en ny fredsorden for det 21. århundrede med afslutningen af Den kolde Krig. Lyndon LaRouche foreslog oprindeligt det økonomiske grundlag for denne fredsorden med sit program: »Den produktive trekant Paris-Berlin-Wien« og derefter med Eurasian Land Bridge (den Eurasiske Landbro). Dengang kæmpede vi for vores ret til suverænitet, som også er nedfældet i To plus Fire-aftalen om [Tysklands genforening], men vi er blevet fuldstændig snydt for denne suverænitet, ikke kun i de nye delstater, men i hele Tyskland!

Amerikanske, russiske, tyske, britiske og franske dokumenter, der siden er blevet frigivet og nu er tilgængelige i de amerikanske nationalarkiver, i udenrigsministeriet, Pentagon, præsidentbiblioteker og forskellige nationale arkiver og universitetsbiblioteker, beviser ikke blot én, men en veritabel strøm af sikkerhedsløfter mod NATO’s udvidelse mod øst, som blev givet til [Sovjetunionens præsident Mikhail] Gorbatjov og [sovjetisk udenrigsminister Eduard] Shevardnadze af [amerikansk udenrigsminister James] Baker , [amerikansk præsident George H.W.] Bush, [tysk udenrigsminister Hans-Dietrich] Genscher, [tysk kansler Helmut] Kohl, [fransk præsident François] Mitterand, [den britiske premierminister Margaret] Thatcher, [den britiske udenrigsminister Douglas] Hurd, [den britiske premierminister John] Major og [NATO’s generalsekretær Manfred] Wörner.

Disse dokumenter viser klart, at løftet om ikke at udvide NATO en tomme mod øst var så centralt, at de russiske klager over at være blevet bedraget er helt berettigede.

Udenrigsminister Hans-Dietrich Genschers hovedtale på en konference i det protestantiske akademi i Tutzing den 31. januar 1990 spillede en afgørende rolle. Genscher understregede: “Vi ønsker ikke enhed på bekostning af tredjeparter … Det er NATO’s ansvar at gøre det klart: Uanset hvad der sker i Warszawa-pagten, vil der ikke ske nogen udvidelse af NATO’s territorium mod øst, dvs. tættere på Sovjetunionens grænser. Disse sikkerhedsgarantier er vigtige for Sovjetunionen og dets adfærd.” Det er bemærkelsesværdigt, at Genschers tale stort set er forsvundet fra internettet og kun kan findes med en vis teknisk indsats.

»Tutzing-formlen« udløste en storm af vigtige diplomatiske forhandlinger i de følgende ti dage, der kulminerede i det afgørende møde mellem Kohl og Gorbatjov den 10. februar, hvor Gorbatjov gav sin principielle tilslutning til den tyske genforening.

I betragtning af omfanget af disse løfter kan der ikke være tvivl om, at de spillede en afgørende rolle i at overbevise den russiske ledelse på det tidspunkt om at udvise enorm generøsitet i forbindelse med den tyske genforening – og det var kun 45 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig! Det gør det desto mere forståeligt, at Rusland betragtede Vestens efterfølgende politik som et enormt tillidsbrud.

Neokonservative sejrer

Motivet for denne kursændring lå i, at neokonservative og deres Wolfowitz-doktrin sejrede i USA, som havde til formål at konsolidere USA’s førende rolle i en ny unipolær verdensorden. Ifølge denne doktrin forbeholder USA sig retten til alene at beslutte, hvornår og hvor der skal interveneres militært, herunder forebyggende angreb mod opfattede trusler. På trods af skiftende regeringer fastlagde de politikken som et udtryk for et permanent bureaukrati. Det, der fulgte, var [den britiske premierminister Tony] Blairs afvisning af det westfalske fredssystem i sin tale i Chicago i 1999, erstattet af politikken om »ansvar for at beskytte«, de »humanitære interventionistiske krige«, der fandt sted efter 11. september 2001 – som LaRouche profetisk havde forudsagt som den kommende Rigsdagsbrand den 3. januar – der blev ført under banneret »krigen mod terror« i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien samt farverevolutioner og regimeskift sammen med NATO’s udvidelse mod øst, ledsaget af ensidig ophævelse af alle våbenkontrol- og nedrustningsaftaler: ABM, INF, Open Skies og KSE [traktaten om konventionelle væbnede styrker i Europa].

Mens de amerikanske regeringer ikke havde noget problem med [den russiske præsident Boris] Jeltsin, der villigt underkastede sig IMF’s chokterapi og dermed tillod, at Ruslands industrielle kapacitet blev reduceret til kun 30 % mellem 1991 og 1994, stod [den russiske præsident Vladimir] Putins bestræbelser på at genoprette Ruslands status som verdensmagt i vejen for visionen om en unipolær verdensorden. Maidan-kuppet i 2014 [i Ukraine], hvor [assisterende udenrigsminister] Victoria Nuland spillede en uforglemmelig rolle, markerede den alvorlige begyndelse på en stedfortræderkrig fra NATO mod Rusland. Tysklands forbundskansler Angela Merkel og den franske præsident François Hollandes indrømmelse af, at Minsk-aftalen kun havde tjent til at [give tid til] at træne ukrainske styrker efter NATO-standarder, har bidraget væsentligt til det nu totale tab af tillid.

Vestlige militæreksperter har påpeget, at den relativt lille russiske troppeudstationering i februar 2022 beviser, at Putin ikke havde til hensigt at angribe hele Ukraine, men ønskede at komme den russisktalende befolkning i det østlige Ukraine til undsætning. Den 31. marts i år offentliggjorde New York Times en 13.000 ord lang artikel, der præsenterede resultaterne af en etårig undersøgelse baseret på 300 interviews, som dokumenterede, at USA havde ledet krigen i Ukraine direkte fra Clay Barracks i Wiesbaden [Tyskland] siden mindst midten af april 2022 – praktisk talt samtidig med [den britiske premierminister] Boris Johnsons intervention i Kiev, der saboterede den diplomatiske løsning, der var nået i Istanbul mellem Rusland og Ukraine.

Mens den officielle fortælling om en »uprovokeret aggressionskrig« fortsat er det dogme, som selv NATO-kritiske politikere føler sig forpligtet til at indlede deres taler med, er NATO’s fulde involvering i denne konflikt overvældende dokumenteret. David Ignatius, det berygtede talerør for det permanente bureaukrati i USA, afslørede allerede i 2022 i en række artikler i Washington Post, hvor overbevisningen kommer fra hos politikere, der trods alle beviser på slagmarken og i økonomien uophørligt gentager, at »Rusland vil blive ødelagt« eller, som den tyske kansler [Friedrich] Merz siger, »Putin må tabe«. Bag dette ligger troen på, at den nye revolution inden for krigsførelse, der har fundet sted i Ukraine, hvor skyttegravskrigen fra 1. verdenskrig kombineres med »de mest moderne våben i det 21. århundrede«, nemlig brugen af AI til at spionere på fjenden, har sat Rusland skakmat.

Alex Karp, administrerende direktør for Palantir, ser det sådan: “Kraften i de mest avancerede algoritmiske krigsføringssystemer er nu så stor, at det svarer til at have taktiske atomvåben mod en fjende, der kun har konventionelle våben. Den brede offentlighed undervurderer dette. Det gør vores fjender ikke længere.» Og den amerikanske general Mark Milley, formand for Joint Chiefs of Staff, sagde

i slutningen af 2022: «Vi er i øjeblikket vidne til, hvordan krige vil blive udkæmpet og vundet i mange år fremover.”

Er Tyskland undværlig?

Vi er en del af en militæralliance med NATO, hvor Tysklands overlevelse ikke er en prioritet. Den 20. november 2024 erklærede admiral Thomas Buchanan fra det amerikanske STRATCOM ved en begivenhed i Washington med titlen »Report Launch: Project Atom 2024«, arrangeret af Center for Strategic and International Studies (CSIS), at USA ville være parat til at indlede en atomkrig, hvis USA’s globale lederskab stod på spil. Hans eneste forbehold var, at USA skulle sikre, at det beholdt nok atomvåben til at opretholde USA’s overherredømme bagefter.

Admiral Buchanans bemærkninger var ikke en fejl i talen; de blev bakket op af »Nuclear Posture Review« (NPR) 2022, hvor præsident Biden (eller den, der havde ansvaret i de sidste år af Biden-administrationen) forbeholder sig retten til at bruge atomvåben præventivt, hvis USA’s eller dets allieredes »vitale interesser« trues, selv om anerkendte eksperter som Dr. Ted Postol [professor emeritus i videnskab, Teknologi og International Sikkerhed ved MIT], samt deltagere i NATO-manøvrer, påpeger, at Tysklands overlevelse ikke ville blive taget i betragtning i en nødsituation.

Ellers er Buchanans opfattelse om, at taktiske atomkrige kan finde sted og vindes, ren fantasi. Postol har overbevisende påvist, hvorfor en sådan »begrænset« brug ville føre til brug af alle atomvåben. I øvrigt, kun en dag efter Buchanans foredrag, demonstrerede Putin med opsendelsen af det første Oreshnik-hypersoniske missil i Dnipro [Ukraine], at Rusland nu har et ikke-atomart atomvåben – der udelukkende bruger kinetisk energi på grund af sin høje hastighed (op til Mach 10-11) – som der ikke findes noget forsvarssystem imod, mens Karp og Milleys forudsigelser på det tidspunkt ikke var blevet bekræftet på slagmarken.

Det er utænkeligt: Kun 80 år efter nationalsocialismens sammenbrud i Tyskland og afslutningen af Anden Verdenskrig, og under indtryk af ruinerne og det dengang ganske alvorlige slogan »Aldrig mere!«, skal dette land igen gøres »krigslignende« på alle niveauer i samfundet. Og det mest skræmmende ved dette er, at en stor del af det tyske samfund enten synes at have accepteret den fortælling, som mainstream-medierne har spredt om årsagerne til dette, eller føler sig lammet. Mellem EU’s »ReArm Europe«-program og den såkaldte »forsvars- og modstandsdygtighedsklausul« (også kendt som »sikkerheds- og forsvarsundtagelser«), som er en slags bemyndigelseslov, er vi nu på vej mod et våbenkapløb, der tillader ubegrænset låntagning til forsvarsudgifter.

Dermed ofres det tyske folks eksistensinteresser, som alle regeringsmedlemmer har svoret i embedsed at beskytte mod skade, fuldstændigt på alteret for transatlantisk underdanighed.

Formålet med vores konference er at vise en vej ud af denne blindgyde. Vi må i god tid sætte en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur på dagsordenen, som tager hensyn til alle staters sikkerheds- og økonomiske interesser på denne planet.

Og det er absolut muligt, for den geopolitiske opfattelse, at man absolut har brug for en fjende, har for længst fundet et alternativ. Forsøget på at etablere en unipolær verdensorden har i nogen tid lidt et alvorligt tilbageslag, fordi nationerne i det Globale Syd efter 500 års kolonialisme på ingen måde var parate til at underkaste sig en unipolær verdensorden. Erfaringerne med ensidige sanktioner mod mange stater, brugen af dollaren som våben, kredit- og handelsvilkår, der opfattes som uretfærdige, og meget mere har alt sammen bidraget til at aktivere Bandung-ånden, en milepæl i historien om Den Alliancefrie Bevægelse.

Kinas hidtil usete økonomiske fremgang, der har løftet 850 millioner af landets borgere ud af fattigdom på omkring 40 år og udryddet ekstrem fattigdom inden udgangen af 2021 – hvilket betragtes som uden fortilfælde i historien om global fattigdomsbekæmpelse – samt Kinas kometagtige fremgang inden for videnskab og teknologi – som ifølge den australske tænketank ASPI har gjort landet til verdens førende inden for 57 af 64 banebrydende teknologier – har gjort det til den største trussel i øjnene hos de angloamerikanske neokonservative, men har vist sig at være en sand velsignelse for landene i det Globale Syd.

Siden præsident Xi Jinping i 2013 erklærede Den Nye Silkevej for at være Kinas officielle politik, et program, der havde stor affinitet med vores Eurasiske Landbro fra 1991 og i stigende grad konvergerer med vores Verdenslandbro-program fra 2014, arbejder Kina nu sammen med næsten 150 nationer om Bælte- og Vej-Initiativet. Kina havde en samhandel med landene i det Globale Syd på ca. 2,5 billioner euro i 2023, og selv det er kun en brøkdel af potentialet i de projekter, der er iværksat.

BRIKS’ fremkomst

BRIKS, som nu omfatter ti medlemsstater og ti partnere, der repræsenterer mere end halvdelen af menneskeheden, har netop afsluttet [den 7. juli] sit årlige topmøde i Rio de Janeiro, Brasilien. Og alle talere, herunder mange fra gæstelande, udtrykte entusiastisk og fast deres intention om at opbygge et retfærdigt økonomisk system, der giver alle deltagende nationer udsigt til endelig at overvinde fattigdom, opbygge deres økonomier og udvikle sundheds- og uddannelsessystemer samt deltage i menneskehedens videnskabelige og teknologiske fremskridt på grundlag af arbejdsdeling og lighed. BRIKS-landene ser udtrykkeligt ikke sig selv som et alternativ til NATO og bestemt ikke som en blok; de er åbne for samarbejde med alle lande i verden. Præsident Trump tager derfor fejl, når han hævder, at BRIKS blev grundlagt for at skade USA; de blev grundlagt for at overvinde den Globale Majoritets underudvikling!

Tro ikke et ord af det man læser i de vestlige medier om BRIKS! Angiveligt er de splittede, fordi Xi og Putin ikke deltog i det seneste topmøde, og at momentum er gået tabt. Det modsatte er tilfældet: Selvom alle BRIKS-landene er under enormt pres og reagerer på dette pres på meget forskellige måder, er tendensen mod en ny æra for menneskeheden uafvendelig. Nationerne i det Globale Syd er fast besluttede på at realisere deres ret til lige økonomisk udvikling, ikke længere at være leverandører af råvarer, men at opbygge værdikæden i deres egne lande, udvikle industri og landbrug og blive mellemindkomstlande i den nærmeste fremtid.

Schiller Instituttet har udarbejdet en undersøgelse til denne konference, som er under udarbejdelse, om, hvordan Europa sammen med Kina og andre BRIKS-lande kan støtte landene i Afrika og Sydvestasien, især gennem joint ventures i denne udvikling. Vi har i første omgang fokuseret på de tre nøglelande, Tyskland, Frankrig og Italien, og de øvrige lande vil følge efter, for at vise, at et sådant samarbejde ikke kun hjælper Afrika og Mellemøsten, men at disse joint ventures også kan blive drivkraften til at overvinde den dybe økonomiske krise, som Europas økonomi i øjeblikket befinder sig i.

I stedet for at hælde billioner af euro i oprustning, som ødelægger produktionskapaciteten set ud fra realøkonomiens synspunkt, bør vi gå sammen med Kina om at investere i områder, der altid har været i front med en vellykket industrialisering: udbredt energiproduktion og -distribution, grundlæggende kontinental infrastruktur og derudover investeringer i nogle såkaldte »game changer«-projekter, såsom Grand Ethiopian Renaissance Dam, som er et udstillingsvindue for samarbejdet mellem Afrika, Europa og Kina, der tager fat på to af de mest presserende problemer – vand og elektricitet. Desuden er der Transaqua-projektet, der muliggør vandforvaltning, vandkraft, transport og agroindustrielle udviklingsprojekter for 12 lande i hjertet af Afrika, og endelig Grand Inga-vandkraftprojektet, der vil generere mere end en tredjedel af den elektricitet, der i øjeblikket produceres i hele Afrika.

Trods den økonomiske krise har de europæiske lande stadig den videnskabelige og teknologiske knowhow, som der er så stort behov for i Afrika. Europa vinder stadig flere markeder med stadig mere velhavende kunder og løser flygtningekrisen på den eneste humane måde, nemlig ved at skabe gode grunde til, at især unge mennesker bliver i deres egne lande i stedet for at drukne i Middelhavet eller vegetere i lejre, som pave Frans har beskrevet som koncentrationslejre. For Sydvestasien foreslår vi Oase-planen, der begynder med kanaler mellem Middelhavet, Det Røde Hav og Det Døde Hav, afsaltning af store mængder havvand til kunstvanding i ørkenen, og i sidste ende en grøn omstilling og økonomisk udvikling af hele Sydvestasien som centrum for den gamle Silkevej mellem Asien, Afrika og Europa. Også her kan samarbejde mellem Kina og andre BRIKS-lande med Europa og landene i regionen gennemføre pave Paul VI’s mandat: »Det nye navn for fred er udvikling.« Pave Leo taler også om »udvikling som et våben« for varig fred i regionen.

Dagens konference i Schiller Instituttet er starten på en kampagne i hele Europa, Afrika og Asien for at gennemføre dette program for joint ventures som en motor til at overvinde den økonomiske krise og som et perspektiv for fred. Og jeg er særlig glad for, at vi har fået samarbejde med det kinesiske akademi for studier af det moderne Kina og verden (ACCWS), hvis vicepræsident, Daqi Fan, vil tale til os i en videobesked.

Denne form for samarbejde om at løse de mest presserende problemer, som menneskeheden står over for, svarer også til den tankegang, vi er nødt til at lægge til grund for en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til alle landes interesser på Jorden. Kun ved at realisere et sådant nyt paradigme i de internationale relationer kan vi undslippe konsekvenserne af det vidtrækkende sammenbrud i folkeretten og de internationale relationer, som er resultatet af tolerancen over for folkedrab i Gaza og de nylige angreb på Iran, nemlig en generel nedsynken i anarki.

Et Punctum Saliens i historien

Vi er nået til et punctum saliens i historien, men intet kunne være længere fra Schillers tankegang end at forstå dette udtryk fatalistisk; tværtimod. Meget tidligt, i sine Filosofiske breve, »Julius til Raphael«, skrev han i 1786: »Der er et vist punctum saliens i fornuften, hvor alle planer vendes på hovedet, hvor sjælen flyver ud over sansernes data …« Det er overgangen fra frygt til frihed.

Jeg, og sikkert mange andre, har ofte spurgt mig selv, hvordan det tyske folk, der har frembragt så mange fremragende digtere, tænkere og opfindere, kunne tillade sig at blive frataget sin suverænitet på denne måde. Schiller viste vejen ud med sin plan om det »sublime«. I »Om det sublime« (1793) skriver han: »Der er et kritisk punkt, hvor naturens kraft undertrykker ånden lige netop nok til, at den redder sig selv med et pludseligt spring ind i frihedens sfære.« Dette øjeblik er punctum saliens, hvor mennesket kæmper sig ud af lammende frygt til moralsk selvhævdelse.

Gennem hele sit liv beskæftigede Schiller sig med dette spørgsmål om det sublime, om hvordan mennesket gennem æstetisk uddannelse lærer at agere større, end omstændighederne synes at tillade det. I et brev til Goethe den 7. januar 1795 skrev han: »Der er et punctum saliens i enhver kunst, hvor det mekaniske forvandles til det frie, og dette punkt skal findes af geniet«. Og i »Om nåde og værdighed« siger han, at mennesker viser værdighed, når de finder det afgørende øjeblik af selvkontrol i konflikten mellem pligt og tilbøjelighed. Punctum saliens er det revolutionære øjeblik i historien, hvor vi erkender vores menneskelighed.

Vi vil derfor gøre alt, hvad der står i vores magt, for at ære vores navnebror og vise os værdige til det smukke billede, han havde af menneskeheden: Jeg vil gerne afslutte med et par linjer fra hans fragment kaldet »Tysk storhed«:

Det er ikke den tyske storhed

At erobre med sværdet

At trænge ind i åndens rige

At kæmpe mandigt mod vildfarelse

Det er hans iver værdig.

…

Han har opnået en større sejr

Han, der svingede sandhedens lyn

Han, der befriede ånderne selv.

At kæmpe for fornuftens frihed

Betyder at kæmpe for alle folkeslag

Værdigt for evigheden.

De aktuelle begivenheder mellem Israel og Iran – endnu en destruktiv optrapning forklædt som “præventiv nødvendighed” – må ikke betragtes som en isoleret hændelse. Hverken ud fra et militærstrategisk, diplomatisk eller humanitært perspektiv er en sådan opfattelse holdbar. Det, vi er vidne til, er endnu en fase i en langt dybere, mere systemisk proces: sammenbruddet af det transatlantiske paradigme og dets imperiale infrastruktur, som siden opløsningen af Bretton Woods-systemet har erstattet produktiv fysisk udvikling med spekulativ, monetaristisk dominans.

Det, der udspiller sig i Mellemøsten – ligesom i Ukraine, i det Sydkinesiske Hav og i det destabiliserede Sahel-bælte – er blot overfladesymptomer på en langt dybere erkendelsesmæssig og systemisk fejltænkning: en verdensanskuelse, hvor mennesket ikke længere ses som skaber, men som forbruger; ikke som historiens suveræne subjekt, men som dets passive objekt; ikke som forvandlingens forfatter, men som den uundgåelige brik i kræfter uden for forståelsens eller handlingens rækkevidde.

Det bør stå klart for enhver seriøs strateg, at hvis det virkelige mål var at forhindre spredningen af atomvåben, ville løsningen ikke være bombefly og attentater, men suveræne aftaler baseret på gensidig udvikling og videnskabeligt samarbejde. Hvis målet var stabilitet, ville ingen intelligent politik bygge på målrettet eliminering af forskere og generaler – for sådanne metoder avler uforudsigelighed og kaos, som historien gang på gang har bevist.

Problemet er ikke Iran. Heller ikke Israel. Det er ikke Rusland, og det er ikke Kina. Problemet ligger i, at vi har ladet os hypnotisere af en doktrin, der påstår, at verden kun kan organiseres gennem “magtbalance”, afskrækkelse og såkaldt geopolitisk egeninteresse. Denne doktrin – imperial i sit udspring og britisk i sin metode – er ikke et nationalt særkende, men en kontrolmekanisme: fastholdelsen af global ustabilitet for at forhindre nationers suveræne udvikling.

Dette er grundigt beskrevet i analysen Stop the British Empire’s Push for World War, som dokumenterer imperiers langvarige brug af fremprovokerede konflikter som middel til at opretholde hegemoni.

Hvis man virkelig ønsker at forhindre krig – og ikke blot protestere mod dens symptomer – må man eliminere de betingelser, der frembringer krig. Dette kan kun opnås gennem opbygningen af en ny international økonomisk orden – én, hvor nationer ikke længere konkurrerer om knappe ressourcer, men samarbejder om at mangfoldiggøre dem gennem teknologisk fremskridt, energitæthed og videnskabelige gennembrud. Det bankerotte pengesystem må erstattes af et kreditsystem, hvor nationale regeringer styrer kreditten hen imod de fysiske økonomiske potentialer, der ligger i infrastruktur, energi, sundhed og uddannelse.

Lyndon LaRouche beskrev dette med fuld klarhed i sit dokument fra 2014, The Four New Laws to Save the USA Now!. Disse var ikke forslag, men aksiomatiske søjler, hvorpå enhver stabil global økonomi må hvile: bankopdeling via Glass-Steagall; et nationalt kreditsystem; store infrastrukturelle programmer, herunder kernekraft og fusionsenergi; og internationalt samarbejde funderet på suverænitet og fælles formål. Disse “love” må ikke ses som blot politik, men som en erkendelsesteoretisk og moralsk struktur – en ramme for menneskelig frihed.

Her ligger den afgørende forskel mellem en reel fredsstrategi og det, der i dag går under betegnelsen “diplomati” – hvilket alt for ofte blot er krigens fortsættelse med andre midler. En sand sikkerhedsarkitektur må bygges på princippet om gensidig fordel, hvilket forudsætter anerkendelsen af hver nations ret til udvikling. Uden dette findes intet reelt partnerskab – og uden partnerskab, ingen varig fred.

Det er netop dette princip, LaRouche indskrev i sit forslag til World Land-Bridge – en global infrastrukturvision, der forbinder kontinenter gennem højhastighedsjernbaner, energinetværk, vandprojekter og videnskabelige centre – ikke blot som tekniske systemer, men som kulturelle broer mellem civilisationer.

For at standse krig – den virkelige krig, som føres mellem menneskelig værdighed og imperial entropi – må vi tale og handle i den ånd, der bygger fremtiden, snarere end blot kommenterer forfaldet. LaRouche sagde ofte, at menneskehedens sande fjende ikke er “den anden side”, men vores egen villighed til at forblive fanget i en fejlslagen tankegang.

Dette er ikke tiden til resignation. Dette er tiden til arkitektonisk tænkning. Den nye verdensorden må ikke længere være en parole; den må blive en konstruktiv proces – forankret i suveræne stater, understøttet af et nyt kreditsystem, og inspireret af visionen om det Gode.

Det er derfor ikke blot ønskværdigt, men akut nødvendigt, at aktører over hele verden – fra det Globale Syd til borgerne i USA – træder ind i en seriøs dialog om fremtidens globale sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Denne mulighed åbner sig nu gennem Schiller Instituttets kommende konference den 12.–13. juli, både fysisk og online, hvor en ny ramme for strategisk fred gennem økonomisk samarbejde vil blive drøftet. Information og tilmelding findes her: Schiller Institute Conference – July 2025

LaRouche forstod, at fremtiden tilhører dem, der ikke blot analyserer sammenbruddet, men skaber fornyelsen. Vejen frem ligger ikke i små justeringer, ikke i reaktioner, men i modig, systemisk transformation – forankret i den klassiske tradition, næret af universel historie, og rettet mod stjernerne.

Vil vi gentage ødelæggelsens rytmer – eller begynde at komponere musikken til en ny civilisation?

Valget er vores – og det må træffes nu.

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Anastasia Battle, jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Small, og Dennis Speed vil være i baggrunden. Dette er vores 105. møde i træk. Det er et meget vigtigt tidspunkt for os at holde dette møde. Jeg vil gerne minde alle om, at vi startede denne koalition for at samle mennesker af alle ideologier. Hvis I er for ægte fred, er I velkomne her. Vi ønsker at koordinere vores aktiviteter rundt om i verden og få størst mulig indflydelse.

Det er derfor endnu mere vigtigt, at vi holder dette møde lige nu, i lyset af de angreb, der har fundet sted. Det, Ukraine har gjort med disse droneangreb på Rusland, har nået en nuklear tærskel, og jeg beder til Gud, at vi kan organisere os så hurtigt som muligt for at få en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur på plads meget hurtigt. Mirakler kan ske, og jeg tror på de mennesker, der har deltaget i denne dialogproces. Del dette møde med alle, du kender, så de også kan deltage i denne diskussion.

Vi har en tætpakket dagsorden i dag. For at starte dagens diskussion har vi Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Situationen er blevet væsentligt forværret siden vi mødtes for en uge siden, med angrebet af flere hundrede droner på fire eller måske fem militærbaser dybt inde på russisk territorium, hvor strategiske bombefly fra de russiske væbnede styrker blev angrebet. Det vil sige bombefly, der er i stand til at bære atomvåben. De første rapporter talte om, at 41 sådanne bombefly blev ødelagt. Det var sandsynligvis ikke tilfældet; det var snarere 7 eller 11 eller deromkring, men det er ikke det vigtige. Det er klart, at angreb dybt inde på russisk territorium – op til 4000 km – er en helt ny situation. Ifølge ukrainerne var angrebet blevet forberedt i 1,5 år, og det ser ud til, at bomberne blev smuglet ind i Ukraine, hvor de blev lastet på lastbiler og skjult. Derefter blev de alle detoneret samtidigt med forbløffende præcision. Det kræver enorme tekniske færdigheder at gøre det på en så koordineret måde.

Betydningen heraf er mangfoldig. Efter min opfattelse – og vi har andre, der kan udtale sig om det ud fra deres egen opfattelse – har det af flere årsager bragt verden meget tættere på en mulig atomkrig. Det ødelagde ikke Ruslands atomkapacitet i væsentlig grad – det forårsagede nogle skader, men det var på ingen måde et vendepunkt. Men det betyder nu, at Ruslands tilslutning til START-traktaten, som kræver, at begge parter holder deres strategiske atomstyrker åbne, så de kan overvåges af satellitter og dermed kontrolleres, så der ikke kan finde et overraskelsesangreb sted. Denne bestemmelse er nu åbenbart i fare, da det samme gælder, at hvis man lader disse strategiske våben være åbne og synlige for satellitter, er de også sårbare over for angreb fra droner. Så det er sandsynligvis den sidste rest af enhver form for våbenkontroltraktat, der ødelægges på denne måde.

Måske lige så vigtigt er det, at Rusland i krigen i Ukraine havde en plan om at oprette en bufferzone i Ukraine. Med dette angreb er denne opfattelse af en bufferzone ude af billedet, for hvad nytter det at oprette en buffer i et område i Ukraine, når fjenden er i ens eget hus? Med andre ord har dette angreb bevist, at det er muligt at gennemføre et snigende angreb inde på russisk territorium, langt inde i Fjernøsten, for at ramme disse mål. Det betyder, at planen om en bufferzone ikke længere er gyldig. Derudover er der en artikel i Washington Post, som jeg kan anbefale alle, der deltager i dette møde, at læse. Det er et scenario, hvor dette kun er begyndelsen på krigen; dette er begyndelsen på en meget beskidt og grim krig, fordi den slags angreb på allierede og sideemner vil blive udvidet. Herunder destabilisering i alle nabolandene og mord på allierede. Under alle omstændigheder vil det betyde en udvidelse af denne krig med alle mulige midler, netop beskidte metoder, som vi har set, med mord allerede i fortiden.

Det sætter efter min opfattelse hele situationen i et meget alvorligt lys. På grund af forhandlingerne i Istanbul mellem Rusland og Ukraine, hvor denne operation åbenbart havde til formål at afspore dem, lykkedes det ikke. De to hold mødtes og udvekslede memoranda, men disse memoranda gør det også klart, at der lige nu er mulighed for en fredelig forsoning. Den russiske holdning er, at Ukraine ikke skal være med i NATO, ikke have offensive våben og være neutral. Og ukrainerne er ikke villige til at indgå større kompromiser om territorium og så videre. Ifølge mange analytikere fra hele verden betyder alt dette, at alle roser præsident Putins enorme tålmodighed, fordi han endnu ikke har reageret med massive gengældelsesaktioner. Men det vil efter al sandsynlighed betyde, at russerne nu vil forfølge en militær afslutning på krigen med den største hårdhed, hvilket betyder, at de vil forsøge at besejre Ukraine på kort sigt ved en dramatisk optrapning af de militære midler.

Det er meget muligt, at det allerede begyndte i går aftes, da Rusland optrappede angrebene på militære installationer i Ukraine, herunder i Kiev, men også mange andre steder. Så vi må se, hvordan det udvikler sig. Et andet yderst ildevarslende element i dette er, at det absolut ser ud til, og jeg tror endda, at præsident Trump selv sagde det, at han ikke var blevet informeret. Der er mange artikler og eksperter, der siger, at operationens præcision var så stor, at det næsten med sikkerhed betyder, at MI6 og CIA har ydet bistand ved at koordinere den og så videre. Det er naturligvis en meget alvorlig anklage, og jeg er sikker på, at præsident Trump vil undersøge det, for hvis operationen startede for 1,5 år siden, falder det ind under Biden-administrationen. Jeg er sikker på, at han vil intensivere efterforskningen af det. Hvad angår den britiske MI6’s involvering, tror jeg, at det er meget sandsynligt, for som vi har set, er hele scenariet med koalitionen af villige – de dele af EU og NATO, der mener, at krigen skal fortsætte, indtil Rusland er besejret, briterne, franskmændene, tyskerne, Polen, de baltiske lande og de skandinaviske lande, eftertrykkeligt ikke syd- og østeuropæerne – i hele sin vorden sat på spil for at få USA til at støtte en militær intervention i Ukraine.

Den koalition satsede hele tiden på at få USA med på vognen, hvis de indsatte tropper på jorden i Ukraine. Det er tilsyneladende netop blevet afvist af USA, hvilket betyder, at det er de facto umuligt, fordi koalitionen af villige hverken har hæren eller det militære udstyr til at føre krig mod Rusland uden USA. Så det er i ruiner, men hensigten er meget klar, fordi kansler Merz netop har besøgt Trump i Det Hvide Hus, og alle fejrede, at der ikke var nogen skandale som med Zelenskyj og forsøget med Ramaphosa, som dog ikke lykkedes. Så måske er det en stor sejr, jeg ved det ikke; det kan være en meget lille sejr. Men det er også klart, at Merz applauderede sig selv bagefter og sagde, at han nu er sikker på, at han har et godt forhold til præsident Trump, og at der vil være samarbejde. Så forsøget på at trække Trump tilbage til den villige koalitions intentioner er helt klart til stede. Om det vil lykkes, er et tvivlsomt spørgsmål, for jeg tror, at Trump har sine egne tanker om, hvad der skete med ham, for hvis Trump ikke var informeret, og dette alligevel skete, spildte de britiske medier ikke et øjeblik på straks at sige, at Trump havde mistet autoritet, at han ikke har kontrol, og det minder naturligvis meget om den britiske operation under Trumps første embedsperiode.

Derefter havde den britiske ambassadør i Washington, Sir Kim Darroch, givet dette berømte interview, hvor han sagde, at hans job i Washington var at »oversvømme området« ved at tale med så mange mennesker som muligt i Trumps omgivelser, så alle, som Trump talte med, ville give ham den samme fortælling tilbage og på den måde kontrollere Trumps omgivelser og hans beslutninger. Det er åbenbart stadig briternes mål. Det betyder, at USA og præsident Trump nu står over for beslutningen om enten at gå efter det særlige forhold eller gå efter fred med Rusland. Det er åbenbart noget, som de amerikanske borgere bør have stor indflydelse på. Jeg tror dog, at situationen er eskaleret, og hvis {Washington Post}-scenariet er det, der er på dagsordenen, står vi over for ekstremt farlige tider.

Jeg vil bare nævne, at situationen med Iran heller ikke ser godt ud, fordi kræfterne i Trump-administrationen – Hegseth og måske Rubio – insisterer på en hård linje over for Iran, som ikke fungerer og ikke lover godt for en mulig kompromisløsning. Naturligvis fortsætter rædselsforestillingen i Gaza uformindsket. Det er fortsat en af de største pletter på verdensbefolkningens samvittighed, der skal løses.
Så når man ser på hele dette mønster, ser man igen og igen optrapning efter optrapning. Faren for, at dette meget hurtigt kan komme ud af kontrol, selv om det klart ikke er Ruslands hensigt at blive trukket ind i en overreaktion og på den måde blive udløseren til 3. verdenskrig, er ikke desto mindre til stede, for hvis man nu fører denne krig globalt, hvem ved så, hvad der vil ske. Det gør vores indsats, som vi har gjort siden begyndelsen af den særlige militære operation, endnu vigtigere, nemlig at vi skal ændre paradigmet.

Vi skal væk fra geopolitisk konfrontation og seriøst sætte en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur på dagsordenen. Jeg mener, at det rette sted ville være FN’s Generalforsamling, som skal afholde en sådan konference om en ny arkitektur i tråd med Westfalen-freden. Andre fora, hvis FN’s Generalforsamling af en eller anden grund ikke skulle fungere, kunne være BRIKS. Men det kunne også være Shanghai-samarbejdsorganisationen, ASEAN, CELAC, Den Afrikanske Union eller en kombination af disse organisationer. For jeg mener, at vi nu befinder os i et øjeblik, som allerede blev omtalt af premierminister Zhou Enlai, premierminister Nehru og præsident Sukarno på Bandung-konferencen i 1955, hvor de sagde, at hvis det kommer til en verdenskrig, vil udviklingslandene blive lige så hårdt ramt – om end de vil dø et par uger senere, men dø alligevel. Og derfor har de ret til at sige deres mening. Derfor bør vi opfordre landene i den Globale Majoritet til at træde frem og sige deres mening, for hvis det kommer til en verdenskrig, vil alle dø. Hvis landene i Vesten ikke er fornuftige, må verdenslederskabet gå til den Globale Majoritet.

Så det er min indledende udtalelse.

Bemærkninger under diskussionen:

Jeg vil også gerne være optimist, og det er jeg faktisk. Men jeg er nok optimist af en lidt anden grund end Ray. Jeg er optimist, fordi jeg tror på menneskehedens grundlæggende evne til altid at finde løsninger baseret på fornuft, som er bedre end alt, hvad der er tænkt før. Men det forhindrer mig ikke i at være ekstremt bekymret, ligesom Scott, vil jeg sige, og nogle andre, der talte om kort sigt. Det er sandt, at det kræver to til at danse tango, men da du taler så godt tysk, vil jeg fortælle dig et tysk ordsprog, der siger [taler tysk]: »Den bedste person kan ikke leve i fred, hvis den onde nabo ikke kan lide det.« Jeg tror, det er det, vi har med at gøre her, for jeg er enig i din vurdering af, at Rusland forsøger ikke at lade sig provokere, at være tålmodig, at omgå og stole på sine militære fremskridt. Det er alt sammen sandt. Men jeg tror, at de kræfter, der forsøger at ødelægge Rusland, er derude.

Viceminister Ryabkov kom netop med en meget alvorlig advarsel om, at der er alvorlige kræfter i USA – og han kunne have tilføjet Storbritannien og desværre også det europæiske kontinent – der ønsker at splitte Rusland i mange stykker. En af disse kræfter er Jamestown Foundation, som holder en konference i USA, hvor de diskuterer netop dette, nemlig at opdele Rusland i 40 eller flere dele. Det er et mønster, der går langt tilbage til det store spil. Den anden ting, man skal overveje, er, hvorfor denne konfrontation finder sted. Hvorfor er det, at kontinentaleuropæerne, eller i det mindste dem i koalitionen af villige, aldrig kom med et diplomatisk alternativ? Hvorfor var de fra begyndelsen, som Baerbock sagde, på vej til at ødelægge Rusland, svække Rusland, ødelægge Rusland, og aldrig engang overvejede, at diplomati er en måde at løse konflikter på, især når man har at gøre med den stærkeste atommagt på kloden? Hvad er motivet bag denne galskab, der driver noget, som i værste fald, som Ted Postol har vist os med alle diagrammer og så videre? Hvis det kommer til en krig, er der ikke en sten tilbage i Tyskland, endsige en menneskelig sjæl, der kunne overleve dette. Hvorfor tage den risiko? Hvad ligger bag denne galskab?

Jeg tror, det enkle svar er, at det er, og oberst Wilkerson var engang her i programmet og gav sin mening om imperiernes sammenbrud. Når de kollapser, har de en tendens til at slå ud. Jeg taler ikke om Trumps Amerika, men om det Britiske Imperium, som ikke eksisterer i form af nationer, men i form af en oligarkisk finansiel struktur, der sidder i City of London, Wall Street, og man kunne tilføje Silicon Valley og det berømte MICIMATT. Der er situationen forfærdelig. Det neoliberale systems finansielle system er ved at eksplodere. De har en uhåndterbar situation med et overgældsat USA med en gæld på 37 billioner dollars. Men langt vigtigere er det overudvidede derivatmarked på 2 billioner dollars, som er som en krudttønde. Da de ikke er villige til at ændre det, fordi det er baseret på maksimering af profit for en meget lille klasse af milliardærer og millionærer på bekostning af milliarder af mennesker over hele verden. Det er det drivende motiv for krigen. Så medmindre vi afhjælper den reelle årsag til krigen, vil disse mennesker – og nu har de erstattet Ursula von der Leyens Green Deal med Rearm Europe. Det er bare en ny form for en ny tulipanboble. Og så længe de bliver ved med at fodre dette system med den ene boble efter den anden, sidder vi i denne krigsfare.

Så jeg er helt for at have håb, og jeg er enig i den detaljerede analyse af, at den skade, der er sket, ikke var så stor. Det er ikke noget, der ændrer spillereglerne. Jeg er enig i alle disse detaljer, men jeg er mere enig i Scotts bekymring. For hvis man tænker på, hvor skrøbelig verdensfreden er, så tag bare et eller to mord, der lykkes. Der har allerede været to attentatforsøg på Trump. Tag et par ting, der kunne gå galt, og det kunne være slut med civilisationen. Den fare er efter min mening så stor, at vi ikke kun skal bekæmpe de nuværende farer, gå fra den ene brand til den næste og slukke dem. Men vi er nødt til at sætte menneskeheden på en helt anden platform, nemlig den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som er en form for sameksistens som menneskelig art og afskaffelse af krig som middel til konfliktløsning. For i en tid med atomvåben indebærer dette en fare for udslettelse, og derfor må vi stoppe dette. Vi er ikke dyr. Dyr stræber ikke efter verdensherredømme; de vil måske have en god middag og spise deres nabo. Men det er værre end dyr. Når mennesket har denne lyst til grådighed og magt og så videre, når det tager over, er det værre end dyr. Så medmindre vi har afhjulpet det og sat menneskeheden på en mere sikker kurs, bør vi ikke stoppe vores bestræbelser, men fordoble og tidoble niveauet og mere til.

senere i diskussionen

Spørgsmål 1: Putin ringede til Trump og paven for at meddele gengældelsesforanstaltninger, i det mindste ifølge den italienske presse. Hvilke foranstaltninger vil det være?

Spørgsmål 2: Kan du vurdere betydningen af det telefonopkald mellem Trump og Xi Jinping, der fandt sted i går?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun antage, at russerne absolut vil fortsætte med at løse konflikten i Ukraine med militære midler, samtidig med at de opretholder forhandlingerne i Istanbul, hvis det kan lade sig gøre. Der er planlagt endnu et møde i slutningen af juni. Men jeg tror, at vi vil se en gradvis udvikling, som det skete natten over med angrebet på militære installationer. Bare en sætning: Da Merz var i Det Hvide Hus, sagde han, at det er russerne, der angriber civile og børn og hvad ved jeg, mens ukrainerne kun angriber militære mål. Nu syntes jeg, det var helt utroligt, at en tysk kansler ville sige det i en pressekonference, der blev transmitteret på internettet og set af mennesker over hele verden. Han må antage, at de ikke læser nogen aviser, at de ikke har fulgt udviklingen. Jeg finder det ganske bemærkelsesværdigt, at Merz ville påtage sig at sige sådan noget. Det giver et indblik i denne persons tankegang.

Indtil videre har russerne absolut holdt krigen … grunden til, at de ikke har bombet de store byer, hvilket ville have været en hurtig måde at overtage Ukraine på, er, at de ønskede at minimere civile tab. Så jeg ved ikke, hvordan Merz kan leve med sig selv, når han siger dette.
Jeg tror, der vil være en begivenhed i Schrobenhausen i morgen, som jeg vil henlede hele verdens opmærksomhed på, fordi der er en tværpolitisk alliance af grupperinger og partier, der vil demonstrere kl. 14 i Schrobenhausen og opfordre Merz til at forpligte sig til ikke at levere Taurus-missiler til Ukraine. For hvis ukrainerne modtager Taurus-missilerne, og hvis de får tysk militær hjælp – hvilket de vil have brug for ifølge den lækkede optagelse af tre tyske officerer – og hvis ukrainerne derefter ville indsætte Taurus-missilerne i Rusland, som har en rækkevidde på 500 km og kan nå Moskva, ville det ikke overraske mig, hvis Rusland derefter ville sende Oreshniks til steder som Schrobenhausen, eller der er en svensk by, fordi Taurus er en tysk-svensk samproduktion. Og Oreshniks ville slå disse faciliteter ud. Så det er min bedste vurdering, og jeg tror, at demonstrationen i morgen sandsynligvis vil diskutere dette fra alle vinkler i et forsøg på at vække borgerne i Schrobenhausen, fordi de ville være det primære mål for sådan noget. Det er spørgsmålet om, hvordan man gør folk opmærksomme på faren, som ikke er abstrakt, men meget reel.

Hvad angår diskussionen mellem Trump og Xi Jinping, diskuterede de ifølge de kinesiske medier kun handelsbetingelser, ikke Ukraine og ikke Iran. Begge sagde, at diskussionen var produktiv. Ifølge Trump blev han inviteret af Xi Jinping til at komme til Kina, og han inviterede ligeledes Xi til at komme til USA. Så jeg tror, det var en begrænset diskussion, og forhåbentlig vil dette finde sted {subito} (med det samme), for jeg tror, jo hurtigere disse ledere taler med hinanden personligt, jo bedre.

Afsluttende bemærkninger:

Til den person, der spurgte om Gaza, vil jeg sige, at Schiller Instituttet og Den Internationale Fredskoalition er i gang med en international kampagne for at få Oase-planen på dagsordenen på den kommende FN-generalforsamling den 17. juni, der finder sted i New York. Vi har en international mobilisering, fordi dette møde vil handle om tostatsløsningen, hvor vi ønsker at samle Oase-planen. Fordi vi mener, at fred kun kan opnås gennem udvikling. Så kontakt Anastasia og slut dig til mobiliseringen. Det er ikke fordi, vi forsømmer Gaza, det er bare, at udviklingen omkring angrebene på de strategiske bombefly i Rusland skabte en pludselig ny udvikling, som måtte diskuteres grundigt. Men slut dig til vores mobilisering.

Hvad angår Jeanne d’Arc-spørgsmålet, synes jeg ikke, vi skal være praktiske. Min afdøde mand, Lyndon LaRouche, sagde det til os hver dag: »Vær ikke praktiske!« Han hadede praktisk tænkning. Hvorfor? Fordi hvis man vil ændre politik, skal man altid have en vision om en bedre verden, noget smukkere. Vi skal ikke gå til de nuværende politikere og spørge dem om deres billede af politikeren, men vi skal spørge digterne. For digterne er normalt i alle sprog de mennesker, der kommer med smukke planer, som kan informere os og forme fremtiden. I dette tilfælde ville jeg gå til Platon, som også er en slags digter. Hans idé var, at den eneste måde, hvorpå en god regering kan fungere, er, hvis man har filosofkonger som regeringschefer. Jeg tror, vi har – og jeg ved, at flere vil falde helt sammen, når jeg siger dette – men jeg kender én filosofkonge, og det er Xi Jinping. Hvis man ser på alle de taler, han har holdt, og den betydning, han tillægger poesi, æstetisk uddannelse osv., er han en overbevist konfucianer. Det er et diskutabelt punkt, men man har brug for mennesker, der i konfuciansk forstand er vismænd. Det kinesiske ord er noget i retning af {Zhìzhě}; det er tanken om, at de vise, de klogeste mennesker i hvert land, bør være herskere.Det er det modsatte af oligarki. Det nuværende system synes naturligvis ikke, at dette er realiserbart, men der har været perioder i historien, hvor man havde et ret stort antal filosofkonger i ledende stillinger, og disse perioder blev kaldt renæssancer. Det var perioder, hvor menneskeheden blomstrede, og som altid blev afløst af mørke tider. Vi befinder os nu i en mørk tid, delvis fordi vi styres af mennesker, der ikke er filosofkonger. Nogle er idioter, andre er lidt bedre, men alligevel … Hvis man stræber efter et sådant samfund, ville man kalde det et meritokrati og ikke et oligarki. Mennesker, der på grund af deres fortjenester bør være ledere på alle områder.

Jeg tror, vi er nødt til at have en vision for, hvor vi vil hen, og ikke bare tage udgangspunkt i, hvor vi er. Og det har alt at gøre med fremtiden, for medmindre vi vender tilbage til uddannelsessystemer som det, Wilhelm von Humboldt eller Confucius udviklede, eller for den sags skyld Benjamin Franklin, der udviklede et helt uddannelsessystem efter Confucius’ model. De fleste amerikanere ved det ikke, men jeg synes, det er et meget vigtigt punkt. Det er derfor, den amerikanske revolution var så oplyst og så succesrig.

Der er altså mange ideer, som man er nødt til at gennemføre, men det sidste ord er, at jeg virkelig tror, at tilstanden i verden – det er ikke kun Gaza, Ukraine, Sudan, Yemen, Haiti – man har så mange steder, hvor mennesker lider uden nogen god grund, bare fordi systemet er så fuldstændig på hovedet. På den anden side bliver farerne for menneskehedens eksistens også så tydelige for så mange mennesker, at jeg er helt sikker på, at vi vil være i stand til, hvis vi sætter os for det, at sætte dette punkt om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur på dagsordenen. Jeg siger det, fordi jeg er i dialog med mange vigtige mennesker i mange lande, og fordi jeg mener, at vi har brug for et paradigmeskifte for at skabe en arkitektur, der tager hensyn til alle landes sikkerhedsinteresser, økonomiske interesser og kulturelle interesser. Det hele kan være en harmonisk udvikling for alle. Hvis man ikke tror, at det er muligt, tror man ikke, at mennesker er mennesker. Da jeg er fuldstændig overbevist om, at mennesker er gode af natur, og at alt ondt er resultatet af manglende udvikling og derfor kan overvindes gennem udvikling, har jeg en meget optimistisk vision for, hvor menneskeheden kan bevæge sig hen. Og jeg mener, at beslutningen om, hvorvidt vi ender i atomkrig og selvudslettelse, eller om vi når en ny tidsalder, ligger i vores tid, lige nu.

Så kom med om bord! Vær ikke passiv! Jeg er enig med Scott og Ray og alle de andre: Lad os virkelig flytte himmel og jord for at få en bedre verden. Det vil i høj grad være op til os alle og de mange flere, vi bør få med i kampen.

Ikke korrekturlæst
af Jason Ross (EIRNS) — 5. juni 2025

Hvordan vil Rusland reagere på de seneste store angreb på sine strategiske styrker og civile infrastruktur? Det er her, den nærmeste fremtid står og falder. Vil Rusland trække sig tilbage og trække en ny rød linje? Vil det iværksætte en massiv gengældelse, der potentielt kan omfatte angreb på militære mål uden for Ukraines territorium, men som er afgørende for angreb på Rusland?

Vi nærmer os et punkt, hvor der ikke er vej tilbage, hvor en atomkrig kan udrydde den menneskelige civilisation, som vi kender den, og indlede en mørk tidsalder, der kan vare i århundreder.

Hvordan vil NATO reagere på sin ændrede status i en verden, hvor det ikke længere er den øverste hersker? Det er afgørende for Jordens næste halvtreds år.

Angrebet på russiske strategiske bombefly, der var parkeret udenfor i overensstemmelse med New START-traktaten, har effektivt sat en stopper for denne våbenkontroltraktat, efter at Rusland suspenderede traktaten i februar 2023. (Siden da har Rusland fortsat overholdt visse aspekter af traktaten.

Hvad bliver der af Ruslands politik om en bufferzone i det østlige Ukraine? Hvis Ukraine – eller britiske og amerikanske netværk, der opererer i Rusland – iværksætter langdistanceangreb dybt inde i Rusland, vil den nødvendige bufferzone omfatte hele NATO: en umulighed, der kun kan løses ved at tackle konfliktens grundlæggende årsager.

Uden en sådan løsning – eller en kursændring – vil risikoen for atomkrig fortsætte med at stige, indtil den bliver ustoppelig.

Et potentielt vigtigt skridt i retning af en sådan ændring fandt sted torsdag den 5. juni, da præsident Trump og Xi talte sammen i telefonen og bekræftede deres vilje til at udarbejde gensidigt fordelagtige handelsaftaler og forlænge gensidige tilbud om statsbesøg. Opfølgende møder mellem relevante økonomiske og handelsmæssige rådgivere er under forberedelse.

Som en påmindelse om den menneskelige kreativitetens ubegrænsede potentiale blev der opnået et gennembrud inden for personlig genetisk medicin ved at ændre et spædbarns leverceller in vivo for at reparere en mutation, der fratog barnet et afgørende enzym. Dette har betydning for behandlingen af kræft, hiv/aids og de millioner af mennesker, der har individuelle genetiske mutationer.

Gennembrud inden for biologi, gennembrud inden for kernefusion, gennembrud inden for rumfart – det bør være emnerne for den daglige diskussion, ikke om vi overlever den næste uge! Schiller Instituttets konference den 24.-25. maj viser vejen til en sådan fremtid.

Mens verden venter på at se, hvordan Putin vil reagere, ligger valget af fremtiden i høj grad i hænderne på befolkningerne i NATO-landene. Historien kræver, at de udstikker en ny kurs.

Deltag i fredagens møde i den Internationale Fredskoalition for at udstikke denne nye kurs.

Ikke korrekturlæst

Deltag i Den Internationale Fredskoalition denne fredag sammen med oberst Richard Black, Ray McGovern, Scott Ritter og andre i den hastemobilisering, der skal stoppe atomkrigen. Send rapporter og initiativer til dagsordenen hurtigst muligt.

Tilmeld dig på Zoom

Se på YouTube

Præsident Donald Trump og Vladimir Putin havde endelig en telefonsamtale i går, den 4. juni, tre lange dage efter at Kiev-regimet iværksatte et forbløffende provokerende droneangreb på fem russiske luftbaser samtidigt, hvor landets strategiske bombeflyflåde er stationeret. Om 40 % eller kun 10 % af Ruslands luftbårne atomkapacitet blev ødelagt i angrebet er irrelevant; faktum er, at hvem der end forberedte, trænede og gav den endelige grønt lys for Kievs droneoperation, var ivrig efter at udløse en atomstrategisk konflikt mellem verdens to største atomare supermagter.

Hidtil er det ikke lykkedes.

Trump og Putin talte i telefon i en time og 15 minutter i dag. »Vi drøftede Ukraines angreb på russiske fly, der var ved at blive tanket op,« skrev Trump på sin Truth Social-konto ved middagstid den 4. juni og tilføjede: »Det var en god samtale, men ikke en samtale, der vil føre til øjeblikkelig fred. Præsident Putin sagde meget klart, at han vil være nødt til at reagere på det nylige angreb på flyvepladserne.« Trump fortalte Putin, at amerikanerne ikke var blevet informeret før angrebet fra Kiev, ifølge et udskrift af samtalen fra Kreml-rådgiver Yuri Ushakov.

Men hvis Trump ikke gav ordren – og der er mange grunde til at tro, at han fortalte Putin sandheden om dette – hvem gjorde så? Hvem har den (tilranede) magt til at iværksætte et angreb rettet mod den atomare afskrækkelse fra planetens førende atommagt uden at informere præsidenten for De Forenede Stater?

Verden har måske undgået atomkrig – for øjeblikket. Men pistolen er stadig ladt, og den bliver stadig svunget af de britiske og amerikanske efterretningskredse, der er fast besluttet på at drive en permanent kile ind mellem Trump og Putin, og som er parate til at iscenesætte et statskup og endda myrde begge statschefer – samt iværksætte endnu en atomprovokation.

Parallellerne til terrorangrebet på USA den 11. september 2001 er ikke gået ubemærket hen hos indsigtsfulde analytikere. Midt under angrebet ringede den russiske præsident Putin til den amerikanske præsident George W. Bush og forsikrede ham om, at Rusland ikke havde noget med angrebet at gøre, og at Rusland ville trække sine egne atomare afskrækkelsesstyrker tilbage for at undgå misforståelser. Putin gik derefter på nationalt tv og sagde: »På Ruslands vegne vil jeg sige til det amerikanske folk: Vi er med jer.«

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, spurgte i dag: Hvor mange skridt i retning af atomkrig skal der til, før I vågner op og handler? Ét kvalitativt skridt mere, og vi har måske ikke flere muligheder, advarede hun.

Denne alarm og det håbefulde alternativ i form af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur er det fælles budskab, som alle repræsentanter og arrangører vil formidle gennem medieinterviews og andre aktiviteter over hele kloden i de kommende dage, bl.a. ved at udbrede erklæringen »Træd tilbage fra randen af 3. verdenskrig!!«.

Med det formål vil vi samle alle kræfter for fred og udvikling verden over på det kommende møde i Den Internationale Fredskoalition (IPC) fredag den 6. juni kl. 17.00 CET.

Deltag i Den Internationale Fredskoalition denne fredag sammen med oberst Richard Black, Ray McGovern, Scott Ritter og andre i den hastemobilisering, der skal stoppe atomkrigen. Send rapporter og initiativer til dagsordenen hurtigst muligt.

Tilmeld dig på Zoom

Se på YouTube

En omskrevet version af Schiller Instituttets flyveblad 

Mens disse ord læses, styrer magtfulde finansielle kræfter, centreret i City of London og Wall Street, verden mod en alvorlig dommens dag – en kurs, der, hvis den ikke ændres, kan føre menneskeheden ind i en uigenkaldelig katastrofe i form af atomkrig. Droneangrebene den 1. juni mod fire russiske flyvepladser – Olenya i Murmansk, Diaghilev i Ryazan, Belaya i Irkutsk og Ivanovo i Ivanovo – ødelagde mindst ni atomvåbenbærende bombefly, og ukrainske kilder hævder, at tallet er så højt som fyrre. I en verden bevæbnet med våben, der kan udslette civilisationen, kræver denne udvikling et enkelt, klart spørgsmål: Har vi nu overskredet den tærskel, hvor en atomkrig, der kan udrydde menneskeheden, bliver en umiddelbar mulighed? Selv Cuba-krisen i 1962, som med rette huskes for sin skræmmende spænding, nåede aldrig det niveau af konkret fare, vi står over for i dag.

Denne optrapning er ikke opstået isoleret. Erfarne analytikere insisterer på, at et så koordineret og præcist angreb næppe kunne have været udført uden NATO’s tilsyn og aktiv deltagelse fra enten Storbritannien, USA eller begge lande. Den tidligere FN-våbeninspektør Scott Ritter udtrykte omfanget af denne provokation ved at sammenligne den med et hypotetisk droneangreb fra en fremmed fjende mod Amerikas egen atomvåben-triade – B-52H-bombefly stationeret på Minot Air Force Base i North Dakota og Barksdale Air Force Base i Louisiana eller B-2-bombefly i Whiteman i Missouri. Det er værd at stoppe op og overveje: Hvad ville USA gøre, hvis Mexico – udstyret med russiske og kinesiske våben, overvågningssystemer og endda militære rådgivere – i forbindelse med en grænsekonflikt med USA ødelagde blot et eneste fly på amerikansk jord?

Angrebet den 1. juni var ikke kun en militær begivenhed; det var et øjeblik, hvor chokket, koordineringen og kompleksiteten, der mindede lidt om angrebene den 11. september 2001, afslørede en dybere problemstilling: vidste præsident Donald Trump, at angrebet var under planlægning, eller vidste han det ikke? Hvis han ikke vidste det, er vi måske vidne til de første faser af et koordineret oprør fra dem, der stod bag angrebet. Den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn har antydet, at den ukrainske præsident Zelenskyj kan have godkendt angrebet uafhængigt uden at informere præsidenten. Hvis det er sandt, skrev han, »er det ikke blot et brud på protokollen. Det er en geopolitisk fornærmelse og et advarselssignal.« På den anden side, hvis Trump var klar over det og gav sin godkendelse, ville det betyde, at han har opgivet tanken om et diplomatisk forhold til Putin og Rusland, og at en verdenskrig ville være nært forestående. I begge tilfælde er kursen mod krig tydelig og farlig. Den moralske byrde påhviler derfor os – dem, der stadig tror på menneskets hellige værdighed – at gribe ind for at forhindre krig ved at handle som frie borgere i verdenshistorien.

Vi bør nu gøre en klar indsats for at stoppe udstationeringen af Taurus-krydsermissiler fra Tyskland til Ukraine. Hvis det, som nogle troværdige rapporter antyder, allerede er sket, må den tyske regering straks handle for at trække dem tilbage. Rusland, en nation, der mistede 27 millioner mennesker under Anden Verdenskrig – mange i kamp mod tyske styrker – har gjort det klart, at det vil opfatte en sådan udstationering som en alvorlig provokation, og at det ikke vil tøve med at angribe de industrielle produktionsanlæg, der er ansvarlige for missilerne, i selve Tyskland.

Men der findes en anden vej, smal og fuld af lys. Der kan stadig opbygges en ny international arkitektur, der bygger på sikkerhed og udvikling. Den kinesiske præsident Xi Jinping har foreslået en ramme baseret på gensidig fordel, hvad han kalder en »Win-Win«-tilgang – et princip, der er rodfæstet i at handle til »den andens fordel«. En af de klareste legemliggørelser af denne vision er LaRouches Oase-Plan for Gaza og Sydvestasien, som tilbyder reelle, konkrete udviklingsprojekter, til at erstatte fortvivlelse med økonomisk fremgang og genoprette muligheden for diplomati, hvor ødelæggelse engang herskede.

Hvis vi ikke handler klogt og beslutsomt, vil vi overlade magten til dem, der allerede har udvist blindhed over for fremtiden. Senatorerne Lindsey Graham og Richard Blumenthal står i spidsen for en tværpolitisk kampagne for at få vedtaget en sanktionslov, der vil pålægge lande, der fortsætter med at købe russisk olie, gas, uran og andre eksportvarer, told på 500 procent. Som rapporteret af Politico vil disse toldsatser primært ramme Kina og Indien, der tilsammen tegner sig for ca. 70 % af Ruslands energihandel – og dermed vil den globale handel blive brugt som våben til at kvæle de diplomatiske muligheder. Selv senator Graham har indrømmet, at det er det mest drakoniske lovforslag, han nogensinde har oplevet i sin tid i Senatet.

I en verden, hvor atomvåben eksisterer, kan krig ikke længere accepteres som et redskab til konfliktløsning. Det er ikke længere et middel – det er en afslutning. Den Globale Majoritet, der består af nationerne i Afrika, Asien og Latinamerika, søger ikke krig. Den søger udvikling. Den beder om værdighed gennem infrastruktur, videnskab, kultur og partnerskab. Det er stemmer, der ikke beder om overherredømme, men om retten til at opbygge. Civilisationen kan ikke overleve, hvis den bliver bedt om at kæmpe for sin egen udryddelse. Men i Londons finansielle tårne og Wall Streets kolde korridorer er der stadig dem, der ønsker evig krig – ikke af kærlighed til vold, men af frygt for en fremtid, de ikke kan kontrollere.

For at stoppe dem må vi ikke handle i hast, men tænke først. Det første skridt er ikke konfrontation, men refleksion. Hvad er så dit mest meningsfulde bidrag til at vende denne udvikling?

Der er utallige måder at deltage i dette vendepunkt for menneskeheden. Man kan stå frem offentligt og fordømme dem, der forlænger krigen og stadig kalder sig statsmænd. Man kan indgå i direkte dialog på gaden og sikre, at ingen bliver overset. Man kan appellere til pave Leo XIV [link til underskriftsindsamling], den første amerikanske pave, hvis første offentlige ord var: »Fred være med jer alle.« Man kan hjælpe med at udbrede, studere og udvikle LaRouches Oase-Plan for Gaza [link] og sikre, at den bliver forelagt FN inden den kommende særlige session om Palæstina den 17. juni. Man kan arbejde for at forhindre vedtagelsen af Blumenthal-Graham-sanktionsforslaget i Kongressen. Man kan hjælpe med at opbygge og styrke Den Internationale Fredskoalition, som i to år har mødtes hver uge for at bygge broer mellem nationerne. Vigtigst af alt kan man læse, dele og kommentere de Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur, forfattet af Helga Zepp-LaRouche, det visionære dokument, der har inspireret denne globale fredsbevægelse.

Den opgave, der nu påhviler vores generation, er ikke lille: Det er at afskaffe selve muligheden for atomkrig, og sikre at menneskeheden kan fortsætte med at leve, vokse og elske. Hvis vi fejler, vil vi måske blive husket som den sidste generation – dem der stod foran historiens spejl og fandt sig selv moralsk uegnede til at overleve.

Det spejl står foran os nu. Må vi reagere, ikke med fortvivlelse, men med lysende klarhed og vælge at handle – ikke som spredte individer, men som menneskehedens vågnende samvittighed.

Ikke korrekturlæst

DENNIS SMALL: Godmorgen, god eftermiddag alle sammen. Velkommen til det 104. møde i Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Dennis Small, og jeg vil være ordstyrer sammen med Dennis Speed. Vi vil gerne byde jer særligt velkommen til dette 104. møde i træk i IPC. 104 er 52 gange 2, så dette er vores andet år med uafbrudte ugentlige møder. Det er nødvendigt, da de mål, vi har sat os, er at opbygge en fredsbevægelse, der ikke kun kan gøre et godt forsøg, men faktisk lykkes med at skabe en ændring i det globale paradigme for at sikre en varig fred. Den opgave er ikke afsluttet; den er ikke fuldført.

Vi havde en meget vellykket konference i løbet af sidste weekend, som faldt sammen med vores 103. møde. Konferencen var arrangeret af Schiller-instituttet og havde titlen »En smuk vision for menneskeheden i tider med voldsom turbulens!« Det var både en smuk vision, og det er virkelig tider med stor uro.

Jeg vil gerne byde jer alle velkommen og give ordet til Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller-instituttet, initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition og hovedtaleren på disse ugentlige møder, som giver os et strategisk overblik. Helga, værsgo.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først byde Dem alle velkommen. Desværre kan jeg ikke melde om nogen lettelse i den strategiske situation. Alligevel udvikler forskellige fronter sig i forskellige retninger og med forskellig hastighed. Hvad angår den strategiske situation mellem USA og Rusland, er ikke alt tabt; alligevel så det sådan ud i et par timer eller dage på grund af en meget urovækkende situation, hvor præsident Trump på et tidspunkt brugte meget udipomatisk sprog om præsident Putin, for at sige det mildt. Han kom også med en meget vred kommentar i en lufthavn i en diskussion med en reporter, der spurgte ham, om han var klar over droneangrebet på præsident Putins helikopter. Forbløffende nok sagde han, at han ikke var klar over det. I mellemtiden kan der ikke være nogen tvivl om, at der var tale om et sådant angreb, selv om den nøjagtige karakter stadig skal afklares. Men der var helt sikkert et droneangreb på præsident Putins helikopter. Det er ikke klart, om Putin var i helikopteren eller ej, men det er naturligvis en meget alvorlig begivenhed, hvis der er tale om et potentielt attentatforsøg på præsidenten for den stærkeste atommagt, og at præsidenten for den anden atommagt ikke blev informeret om det. Jeg synes, det er et stort spørgsmålstegn, og måske har Graham Fuller nogle indsigter i det.

Under alle omstændigheder førte det til en indsigt i, at præsident Putins tålmodighed åbenbart har været ganske betydelig, men det er ikke så klart, at tålmodigheden hos alle militærfolk og andre omkring ham er lige så lang. Der var flere rapporter om, at stemningen i Rusland er ved at skifte på grund af de fortsatte spil fra forskellige personer i Vesten. De er mere og mere fast besluttede på, at de ikke kan give afkald på deres kerneinteresser. Der er nogle håbefulde tegn forud for det næste møde mellem Rusland og Ukraine i Istanbul den 2. juni i begyndelsen af næste uge. Det er klart, hvad Ruslands kerneinteresser er: ingen NATO-medlemskab for Ukraine og ingen offensive våben på ukrainsk territorium. Der vil naturligvis blive fastlagt nye grænser i lyset af den ændrede situation i de seneste tre år. Det er derfor endnu ikke klart, hvad det ukrainske memorandum vil indeholde, men hvis alt går godt, vil parterne mødes den 2. juni i Istanbul og udveksle og afstemme deres memoranda i håb om at nå frem til en løsning.

Desværre er det ikke den eneste udvikling. Der er en udvikling, der er yderst bekymrende, og det er, at den nye kansler i Tyskland, Friedrich Merz, der tidligere har udtalt, at han ønsker, at Taurus-missilet skal leveres til ukrainerne, og at dette missil kan ramme Kertj-broen, der fører til Krim. Det kan nå andre mål i Rusland. I mellemtiden har Socialdemokratiet, som er hans koalitionspartner, gentaget, at det ikke skal ske. Merz har således været mere uklar og sagt, at der under alle omstændigheder ikke vil blive offentliggjort nyheder om våbenleverancer. Han sagde også, at ukrainerne er nødt til at blive trænet i disse missiler lige nu, hvilket tager ca. 5-6 uger. Der er ubekræftede rygter om, at Taurus-missilerne allerede er blevet leveret. I går var præsident Zelenskyj i Berlin til møde med Merz, hvorefter det ikke kun blev meddelt, at Tyskland vil give yderligere 5 mia. EUR til Ukraine, men også at man planlægger en fælles ukrainsk-tysk produktion i Ukraine af langdistance-missiler. Alt dette læses med stor bekymring i Rusland. Der er højtstående russiske embedsmænd, der har sagt, at Rusland er parat til at træffe modforanstaltninger.

Så vi står potentielt om få uger over for et scenario, hvor en sådan indsættelse kan finde sted. Der har allerede været diskussioner i russisk tv i programmet »60 Minutes«, hvor det blev sagt, at hvis dette sker, kunne en russisk modforanstaltning være indsættelsen af Oreshnik-missilet, som, hvis De husker, er et hypersonisk missil med en hastighed på Mach 10, og som der ikke findes noget forsvar mod. De kunne indsætte sådanne Oreshnik-missiler for at ødelægge f.eks. den fabrik, hvor Taurus-missilet produceres i en lille by ved navn Schrobenhausen, ca. 40 km fra München. Det ville naturligvis være et meget stærkt signal. Men hvis noget andet bliver ramt, f.eks. Kertj-broen, kunne det også være en bro i Tyskland eller et andet militært mål eller noget helt andet.

Nu er der ingen i Tyskland, der er ved deres fulde fem, som forstår, hvad der foregår i Merz’ hoved. Den russiske reaktion på alt dette har været ekstremt hård. Lavrov, Maria Zakharova og andre har sagt, at dette er en politik fra Tyskland, der absolut minder verden om, hvad Tyskland gjorde for 80 år siden, hvor 27 millioner russere blev dræbt under Anden Verdenskrig, hovedsageligt på grund af det, som Wehrmacht gjorde. Tysklands rolle i det, russerne kalder Den Store Fædrelandskrig, er meget levende; den blev netop gjort endnu mere levende ved 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig, som blev markeret med store festligheder og mindesmærker i Moskva. Lavrov og andre sagde også, at dette minder dem nøjagtigt om, hvad Tyskland gjorde; det var kun en millimeter fra at sige, at Tyskland igen er ved at vende tilbage til fascismen, men det fremkaldte det billede.

Jeg har ingen anelse om, hvad der foregår i Merz’ hoved, at han ikke er klar over dette. Måske er han klar over det; det er utænkeligt, at hvis en sådan udstationering finder sted, gør det Tyskland til en direkte krigsførende part. I så fald, hvis Merz regner med, at artikel V i NATO vil blive påberåbt, er det et meget tvivlsomt forslag i betragtning af, at præsident Trump måske ikke ønsker at involvere USA’s tilintetgørelse i et sådant eventyr. Men samtidig forsøger han at opnå en fredsaftale med Rusland om Ukraine i Istanbul. Så hvad foregår der? Jeg har ingen anelse, men jeg kan kun sige, at det er yderst farligt. Man kan forvente, at stemningen i Rusland er sådan, at de sandsynligvis vil indkalde til et møde i FN’s Sikkerhedsråd og informere Rådet om deres planlagte handlinger og derefter indsætte en eller to Oreshnik-enheder mod udvalgte mål i Tyskland. Derefter er faren for, at en sådan militær handling kan udvides og blive mere omfattende og i sidste ende føre til en europæisk brand, der ikke kan stoppes, ekstremt stor. Derfor er mobiliseringen af den internationale fredskoalition mere presserende end nogensinde før.

For et par dage siden havde jeg en dialog med professor Ted Postol, en af verdens mest fremtrædende eksperter i atomkrig og atomvåben. De bør se denne dialog, for professor Postol advarede i de skarpeste vendinger om, hvilke konsekvenser det vil få for Tyskland og resten af verden, hvis dette fortsætter.

Jeg kan kun sige, at vi må mobilisere os for at stoppe det, og vi må absolut gå over til alternativet, som er den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skal tage hensyn til alle landes sikkerhedsinteresser på kloden og gå i retning af en udelelig sikkerhed. For tanken om, at én nation kan have sikkerhed på bekostning af andre, er optakten til 3. verdenskrig.

Den anden store front, tror jeg, vi hører mere om fra de andre talere. Jeg kan kun sige, at der i de seneste dage har været en markant ændring i holdningen hos alle de lande i Vesten, der indtil nu har støttet Netanyahus handlinger i Gaza praktisk talt uden nogen begrænsninger. Selv de begynder nu at sige, at det, der foregår, er for meget. Det er stadig for lidt og for sent, og faren for, at Gaza bliver affolket, at alle palæstinensere bliver dræbt, og at de overlevendes liv bliver så uudholdeligt, at det lykkes at få dem alle ud af Gaza, er stadig til stede. Der begås dagligt grusomheder, og drabene fortsætter stort set uformindsket. Det gør vores mobilisering for at påvirke det kommende møde i juni om tostatsløsningen i FN, hvor vi ønsker at indføre perspektivet om økonomisk udvikling med Oase-planen, mere presserende end nogensinde.
Så jeg vil slutte med disse indledende bemærkninger, men jeg kan kun sige, at Tysklands eksistens er på spil og truet som aldrig før siden 1945.

Bemærkninger under diskussionen.
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det nu er absolut nødvendigt at gøre alt det ovenstående, hvad end folk føler, de kan gøre, for folk dør hvert eneste minut, hvert eneste sekund. Presset skal øges til det maksimale. Ring til jeres parlamentsmedlemmer, jeres repræsentanter, jeres borgmestre, jeres kirkefolk. Vi har brevet til pave Leo XIV. Alt, hvad der kan hjælpe, for lige nu er der en omtanke i gang. Selv den tyske regering, som indtil for nylig leverede våben til Israel og ikke kritiserede dem. Merz ønskede at modtage Netanyahu i Tyskland på trods af sagen ved Den Internationale Domstol. Der er nu en ændring; selv Merz fordømte det, der foregår lige nu. Derfor er der allerede en svækkelse af denne fortælling. Så mobiliser jer selv lige nu for øjeblikkelig humanitær hjælp, for folk dør hvert sekund.

Jeg mener også, at vi absolut må have en ændring i den overordnede situation. Derfor er mobiliseringen af Oase-planen så vigtig for at komme ind i FN-diskussionen. Jeg hørte, hvad Ingrid sagde, men ikke desto mindre mener jeg, at vi bør fokusere på Oase-planen, for kun hvis man kombinerer perspektivet om en tostatsløsning med ideen om en økonomisk udvikling, ikke kun for genopbygningen af Gaza, men man skal have en tilskyndelse for alle naboerne. Alle Palæstinas og Israels naboer skal være enige om, at dette skal ændres, og at man skal have et program for at gøre ørkenen grøn og omdanne hele regionen i det sydvestlige Asien for at skabe et perspektiv for fred. Så nu gælder det om at mobilisere for at få det ind i FN på en eller anden måde.

[svar til Steve Starr om vestlig hjælp til at spore Putins helikopter] Jeg tror, vi må vente på en undersøgelse, for i en så højspændt strategisk situation som denne bør vi ikke give os af med spekulationer. Når vi har konkrete fakta, må vi advare folk, men der var hundredvis af droner, der kom fra Ukraine ind i Rusland, de fleste rettet mod Moskva. Det er ikke fastslået, om helikopteren var et mål for en enkelt handling, eller om det blot var en spærreild af droner, som helikopteren på en eller anden måde befandt sig midt i. Jeg kan ikke besvare det spørgsmål på nuværende tidspunkt. Jeg kan kun sige, at hvis den antagelse er korrekt, er vi virkelig et sekund fra midnat, og lad os bare håbe, at det ikke er tilfældet. Men lad os afvente undersøgelsen.

Jeg går ud fra, at RT heller ikke bringer useriøse rapporter, men jeg vil ikke udtale mig ud over det, jeg lige har sagt.
lidt senere i diskussionen om, at folk i Tyskland bliver modløse:

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det, du rejser, er ekstremt vigtigt. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan den tyske befolkning kan være så føjelig og følge en politik, der vil føre til Tysklands totale udslettelse? Hvis denne Taurus-udstationering går igennem, bliver Tyskland en direkte part i krigen. Jeg forsøgte at sige i begyndelsen, at jeg er overbevist om, at der allerede er planer klar, hvis dette fortsætter, om at Oreshnik vil blive indsat mod meget udvalgte mål som Schrobenhausen eller andre militære mål i Tyskland. Så problemet er præcis, som De siger. Hvis folk bare lytter til nyhederne og følger med i tingene, som de præsenteres i tysk tv og radio, så har man denne effekt, hvor vandet langsomt koger. Der er et meget godt middel mod det, og det er, at vi udgiver en daglig alarm, der ikke er som andre oplysninger. Det er resultatet af 50 års efterretningsarbejde, som blev indledt af min afdøde mand, Lyndon LaRouche, for mere end 50 år siden. Oprindeligt var det en måde at informere vores egne medlemmer ved at udvikle efterretninger og ekspertise inden for alle områder – økonomi, strategi, udenrigspolitik, Mellemøsten, Europa, USA, Rusland. Jeg kunne give dig en meget lang liste. Det har vi arbejdet på sammen med en række internationale undersøgende journalister, kan man sige, som udarbejder en daglig briefing, der er en sammenfattende analyse sat ind i en strategisk sammenhæng hver dag. Så når man læser denne Daily Alert, er det ikke bare en rapportering af nyheder som sådan eller fakta eller begivenheder. Den sætter hver af disse aktuelle udviklinger ind i deres historiske strategiske sammenhæng, så alle, der læser den, bliver briefet på samme måde som en præsident eller kansler.

Ray McGovern, der har været med i IPC flere gange og på Schiller-konferencen, sagde, at han mener, at dette er den bedste daglige efterretningsbriefing, han kender. Han var briefingsmedarbejder for tre amerikanske præsidenter, og han sagde, at han er kommet til den konklusion, at denne Daily Alert indeholder mange oplysninger, som han absolut er nødt til at kende. Det er det første, han gør om morgenen: at gå ind på vores Daily Alert og læse den, før han gør noget andet. Så mit forslag ville være, at alle, der ønsker at komme igennem denne jungle af informationskrigsførelse – det er virkelig informationskrigsførelse, fordi det hele er designet til at forme folks mening og skubbe dem i den ønskede retning. Jeg foreslår, at I begynder at læse vores Daily Alert; I kan læse det gratis i cirka to uger, og hvis I kan lide det, kan I abonnere til den meget lave månedlige pris på 10 dollars eller 10 euro. I betragtning af hvor meget arbejde der ligger i det, er det virkelig ikke så meget. Det hjælper også med at støtte det, vi gør. Så prøv venligst denne Daily Alert og sammenlign den med de nyhedsbreve, man ellers læser. Mange mennesker siger: »Jeg kan ikke læse mere, for jeg læser allerede så meget.« Prøv det bare, så vil man se, at det er af en helt anden kvalitet, og at Ray McGovern har helt ret i sin vurdering.

Man skal træne folk i at tænke strategisk. Hvis de ikke lærer at tænke strategisk, vil de altid drage de forkerte konklusioner.
GRAHAM FULLER: Jeg vil gerne tilslutte mig det, Helga sagde om EIR Daily Alert. Som I ved, arbejdede jeg i CIA i meget lang tid, og jeg plejede at læse mange af disse daglige briefinger. Det er efter min mening noget af det bedste, der findes, når det gælder om at forstå de dybere implikationer af vigtige begivenheder i verden. Jeg læser det også tidligt om morgenen. Det har alle kendetegnene for den slags højkvalitets efterretningsbriefinger, der blev udarbejdet til den amerikanske præsident, med den dybde og den kontekst, der er så vigtig for at forstå, hvor tingene er på vej hen.

Glem alt om New York Times. New York Times er et sjovt og interessant magasin, men EIR Daily Alert fra Schiller-instituttet er det rigtige, når det gælder dybdegående analyser af aktuelle internationale tendenser.

Senere, Helga Zepp-LaRouche, afsluttende bemærkninger:
ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det ville være godt, hvis verden gik over til et nyt paradigme, ikke kun hvad angår kommercielle interaktioner, men jeg synes, Graham, at du ikke skal have så lav en mening om menneskeheden. For i alle nationer har vi vidunderlige tænkere, filosoffer, digtere og komponister. Hvis man går tilbage til Amerikas oprindelse, har man 250-årsdagen næste år, og det er et meget godt tidspunkt at genoplive det, der kaldes de bedre engle i USA, eller USA’s karakter. Du nævnte selv John Quincy Adams’ tale fra 1821, som er en vidunderlig tale. Jeg synes, vi bør genudgive den i så mange webcasts og på så mange hjemmesider som muligt. Benjamin Franklin havde en vision; hele uafhængighedserklæringen er et udtryk for det høje niveau af statsmandskunst og tænkning i forhold til naturen, som var fremherskende blandt grundlovsfædrene. Der er meget at forholde sig til, og på samme måde har man i alle andre nationer højdepunkter, perioder, hvor nationen oplevede en renæssance eller en klassisk periode, en stor opdagelse eller en anden positiv udvikling.

Jeg tror, at vi er nødt til at indlede en reel dialog, hvor vi taler til hinanden ikke fra det for det meste lave niveau i vores nutidige politik, men går tilbage til de bedste traditioner inden for kultur, historie og videnskab og derefter kommunikerer disse idéer på en levende måde. Jeg er 100 % sikker på, at hvis vi gør det, kan vi skabe en renæssance. For hvis man ser tilbage på alle renæssancer, da mørke tider blev overvundet, som f.eks. i det 14. århundrede i Europa, der var en frygtelig mørk tid. Man havde den sorte død, der dræbte mennesker fra Indien til Island; en tredjedel af befolkningen døde. Folk var virkelig ulykkelige. Hvis man ser på (Decameron), får man beskrivelser af, hvad det gjorde ved folks mentale helbred. Vi har en mørk tid som den i dag i mange dele af verden. Men det, der fik os ud af den, var på den ene side den humanistiske bevægelse med Dante, Petrarca og tanken om, at man er nødt til at gå tilbage til kildematerialet. Det, de mente med det, var at gå tilbage til de bedste skrifter i hvert land, fra de græske klassikere til Augustin, alle dem, der tidligere havde været det højeste udtryk for tænkning. Det var i tillæg til, at Rådet i Firenze bragte hele Platons værker, som havde været glemt i Europa i 1700 år, til denne italienske ferment. Også naturligt inspireret af idéerne fra Nicholas af Cusa, som var en fuldstændig revolutionær tænker på det tidspunkt. Alt dette sammen førte til den italienske renæssance, som var det kulturelle højdepunkt på det tidspunkt. Det lagde grundlaget for 600 års europæisk civilisation.

Nu tror jeg, at hvis vi genopliver den italienske renæssance, den tyske klassiske periode, den konfucianske tradition i Kina, den vediske tradition i Indien, den amerikanske revolution i USA og meget mere, så er jeg helt sikker på, at hvis vi har en ærlig dialog om alle disse spørgsmål, vil vi få den smukkeste renæssance. Vi kan ikke engang forestille os det endnu, for jeg tror, at menneskeheden altid er i stand til at overgå det, vi har opnået i fortiden. Så jeg tror, vi har grund til at være optimistiske, forudsat at vi kan ryste vores samtidige borgere op og virkelig advare dem mod faren, især denne frygtelige Taurus-udvikling omkring Tyskland. Jeg opfordrer virkelig alle til at hjælpe os med at mobilisere parlamentarikere over hele verden til at føre en debat og stoppe dette og erstatte det med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Westfalen-freden. For hvis vi ikke løser dette, kan det føre til den totale udslettelse af menneskeheden. Hjælp os med at mobilisere alle vores medborgere.

Panel 3 på Schiller-instituttets konference præsenterede LaRouches Oase-plan: ›Videnskab som drivkraft‹ for 3 milliarder nye produktive arbejdspladser

Ikke korrekturlæst
25. maj 2025 (EIRNS) – Deltagerne i Schiller-instituttets tredje panel lørdag aften den 24. maj, fokuserede på videoer med udtalelser fra Lyndon LaRouche i 2007 og den russiske økonom Sergei Glazyev i 2001 om nødvendigheden af en kreditpolitik – ikke spekulative »pengepolitikker« – for at indføre en ny orden for økonomisk udvikling i alle nationer, straks efter udviklingen af Sydvestasien gennem Oase-planen, som LaRouche først foreslog i 1975.

Potentialet for hurtige ændringer i denne retning på grund af chok til det nuværende finansielle system og politiske omvæltninger i de »udviklede« lande muliggjorde en vis »effektens enhed«, der begyndte med John Sigerson og pianisten Dora Jun’s opførelse af tre kompositioner af Ludwig Uhlands digt fra 1812 »Fruhlingsglaube« (»Tro på foråret«) af Conradin Kreutzer, Franz Schubert og Josephine Lang.

Panelet drøftede LaRouches idé om værdi, ikke som penge, men som en forøgelse af menneskets magt over naturen; præsentation af hans Oase-plan som en del af et nyt økonomisk kreditsystem med hans forslag fra 1975 om en international udviklingsbank (IDB) for at standse oligarkiets politik med globalt folkemord; diskussion af brugen af atomkraft i Sydvestasien til at omdanne hele den fysiske økonomi og skaffe vand til liv; skitsering af behovet for et nyt kreditsystem i dag i lyset af nye finansielle chok og behovet for at genopbygge landbruget og opløse de globale oligarkiske fødevarekarteller med en alliance af nationer for et sådant nyt kreditsystem.

Deltagerne blev mindet om, at den massehungersnød, der nu finder sted i Gaza, er den globale oligarkis politik, der er forpligtet i traditionen fra Det Britiske Ostindiske Kompagni om at reducere verdens befolkning. Men spørgsmålet om kultur og optimisme i denne tid med økonomisk sammenbrud er den væsentlige ingrediens, der er nødvendig, understregede både Harley Schlanger og Bob Baker, for at aktivere den kreativitet, der er nødvendig for at gribe denne mulighed i dette øjeblik af sammenbrud, for endelig at realisere Helga Zepp-LaRouche’s insisteren på nødvendigheden af at erstatte geopolitik med et sådant nyt system for menneskeheden.

De forskellige scener i Uhlands digt »Tro på foråret«, skrevet i 1812 for at afspejle optimismen ved at skabe en ny verden med Napoleons forventede nederlag, udtrykker optimismen i et forår, hvor »alt står i blomst« og »alt skal forandres«. Ordstyrer Anastasia Battle, chefredaktør for Schiller-instituttets magasin Leonore og medinitiativtager sammen med Helga Zepp-LaRouche til Den Internationale Fredskoalition, kommenterede efter opførelsen af de forskellige arrangementer af digtet, at en sådan optimisme er nødvendig for, at vi kan gøre det, der skal gøres i dag for at genopbygge denne verden. Bob Baker kommenterede senere behovet for at genopbygge landbruget og henviste, som han ofte har gjort, til dette digt om behovet for at bringe »kulturen« tilbage i landbruget.

Der blev vist en kort video med Lyndon LaRouche, hvor han understregede, at penge ikke har nogen værdi, men at værdi kun er menneskehedens stigende produktivitet og evne til at ændre naturen. Spørgsmålet om værdi kan koges ned til: »Øger vi menneskets potentielle relative befolkningstæthed på denne planet, eller gør vi ikke?« LaRouche havde nævnt et eksempel på en sådan værdiændring: I stedet for at Kina blot lægger sine billioner af dollars i amerikanske statsobligationer i en bank, hvad hvis det brugte disse billioner af dollars til at investere som kredit i opbygning af infrastruktur sammen med andre nationer i Sydvestasien? Nu har pengene værdi!

Harley Schlanger, næstformand for Schiller-instituttet, sagde i begyndelsen af sin præsentation, at mens nogle havde håbet, at præsident Trump ville anerkende en palæstinensisk stat på sin nylige rejse til Mellemøsten, var spørgsmålet nu: Er der et alternativ til Netanyahus »endelige løsning« med at dræbe palæstinensere og tvinge de overlevende til at forlade landet for at skabe »Stor-Israel«? Lyndon LaRouche, insisterede han, skabte dette alternativ i sin Oase-plan fra 1975, som var kimen til en ny global økonomisk orden. Han foreslog denne plan i forbindelse med et forslag om etablering af en international udviklingsbank til finansiering af infrastruktur og øget produktivitet gennem værktøjsmaskinprincippet, mens Wall Street forsøgte at påtvinge verden et globalt folkemord gennem massive stigninger i oliepriserne, og Kissinger udløste borgerkrigen i Libanon.

LaRouches Oase-plan var baseret på “impulsen fra den arabiske renæssance og den 2000 år gamle historie om de europæiske jøders overlevelse ved at fremme økonomisk udvikling, der fremmede både jøders og arabers kreativitet. Det, der dræbte denne plan i alle disse år, var ifølge Schlanger, at de fleste insisterede på, at »man først måtte have fred«, og at man derefter »kunne tage sig af økonomien«, hvilket garanterede, at man aldrig kunne få fred, men blot blive spillet af briterne. Dagens politik med at sulte palæstinenserne er en del af oligarkiets politik for at reducere befolkningen, understregede Schlanger. For at besejre denne politik var det derfor nødvendigt med en ny kreditpolitik for udvikling.

Schlanger gik derefter ind på historien om israelernes »arvesynd«, siden Nakba i 1948, hvor de satte deres lid til den ›jernmur‹, som blev udviklet af den jødiske fascist Vladimir Jabotinsky og beskrevet i Schlangers EIR-artikel »Before the Iron Dome, There Was the Iron Wall« (Før jernkuplen var der jernmuren). Under denne fejlagtige militære doktrin, som blev accepteret af Jabotinskys modstander David Ben-Gurion og stort set alle israelere, satte de deres lid til at ødelægge ethvert håb hos palæstinenserne om at forhindre dem i at kontrollere landet til »Stor-Israel« med overvældende militær magt. LaRouche greb endnu en gang ind i 1990’erne med sin Oase-plan, da den daværende premierminister Yitzhak Rabin indså, at »man måtte ændre sine aksiomer«; og LaRouche uddybede med mange flere detaljer, hvad der faktisk stod i Oslo-planen i bilag 3 og 4 om økonomisk samarbejde om vand, elektricitet og regional udvikling. De finansielle magter sørgede for, at disse projekter aldrig blev finansieret, påpegede Schlanger, og Netanyahu ledte bestræbelserne på at få Rabin myrdet og dermed dræbte chancerne for fred. Schlanger afsluttede sine bemærkninger med at sige, at det er på tide at »rive den jernmur ned og lade vandet fra Oase-planen flyde«.

Jason Ross, Schiller-instituttets videnskabelige rådgiver, insisterede på, at Oase-planen afspejlede det dybere videnskabelige princip, at kreativitet er grundlaget for den fysiske økonomi, og at hver enkelt har evnen til at ændre naturen ved at bruge eksisterende og forbedrede ideer til at ændre universet, således at man afspejler evnen til at handle i »Guds billede«. Han citerede Albert Einstein for at illustrere dette princip: »Verdens evige mysterium er dens forståelighed.« Vi er bestemt til at forbedre universet og øge vores magt over naturen. LaRouches billede af fremtiden, som det afspejles i Oase-planen, er at øge vandgennemstrømningen pr. arealenhed og effekttætheden pr. arealenhed, således at mennesket øger sin produktive kraft og befolkningstæthed.

Ross pegede på en tidligere kreativ indgriben i historien, da menneskeheden stod over for ødelæggelse, som et eksempel på, hvad Oase-planen kunne gøre i dag, ved at citere Westfalen-traktaten fra 1648, som i sine to første artikler udtrykkeligt fastsatte »tilgivelse af alle forbrydelser begået mod hinanden« med bestemmelsen om at »tilgive og glemme« til fordel for en forpligtelse til at fremme »den andens interesser«. Dette westfalske princip har været under angreb, siden Tony Blair fra City of London i 1999 udtrykkeligt opfordrede til at vælte det. Men LaRouche insisterede over for alle dem, der døde i de iscenesatte krige i Sydvestasien, at det, der ville give mening til dem, der døde i disse krige, var at ændre regionens karakter med Oase-planens udviklingspolitik og endelig overvinde disse krige i »den andens interesse« gennem samarbejde om en produktiv fremtid. Han sluttede sin præsentation med at sige: »Spørgsmålet er, om vi kan give mening til livet for alle dem, der har lidt og omkommet?«

Derefter blev der vist en video fra en Schiller-instituttets konference i 2001 med den daværende formand for den russiske Duma’s økonomiske udvalg, økonom og russisk akademiker Dr. Sergei Glazyev, der nu er statssekretær i Den Hviderussisk-Russiske Føderationsstat og medlem af det russiske videnskabsakademi. På konferencen gjorde Glazyev det klart, at han var meget glad for at tale på Schiller-instituttets konference, fordi han var helt enig med Lyndon LaRouche i, at det vestlige finansielle system var klar til at kollapse, og at der måtte skabes et nyt finansielt system baseret på en styrkelse af den fysiske økonomi. Det, Glazyev dengang opfordrede til, nemlig at skabe nye kreditmekanismer, der giver landene mulighed for at investere i den fysiske økonomi ved hjælp af deres nationale valutaer, har i dag, 24 år senere, langt større chancer for at blive realiseret med Kinas fremkomst og Ruslands samarbejde med Kina samt den voksende udvikling i BRIKS-landene og Kinas Belt and Road-initiativ. Men Glazyev rejste dengang et spørgsmål, der er meget relevant i dag: Vil vi være i stand til at skabe et nyt system, eller vil den finansielle oligarki, når systemet bryder sammen, skabe et nyt system for sig selv gennem krig og terrorisme?

Paul Gallagher, økonomisk medredaktør af EIR, insisterede på, at vores organisation skal skabe det nødvendige nye kreditsystem til at genopbygge verdensøkonomien i lyset af den finansielle oligarkis stræben efter krig og folkemord. Genopbygningen af Palæstina, hvilket betyder en afslutning på den nuværende hungersnød, vil være den mest presserende effekt af vores indsats for at skabe denne nye orden.

Gallagher påpegede, at USA ikke har noget kreditinstrument, men i stedet har den Wall Street-kontrollerede Federal Reserve, som ikke låner penge ud til industri, landbrug eller infrastruktur, men kun har givet massive beløb til de store Wall Street-banker, som har øget deres indskud, men nægter at låne penge ud. Faktisk får disse banker 5 % i rente for at placere deres indskud i Fed. Forholdet mellem deres udlån og indskud i det første årti af dette århundrede var 85 %, påpegede han, men i det andet årti faldt dette forhold til under 60 %. Indskuddene i hedgefonde er nu på 3 billioner dollars, og de tre største Wall Street-banker alene har indskudt 2 billioner dollars i hedgefonde.

Så hvor skal kreditterne til investeringer i ny produktion eller infrastruktur komme fra? Den må komme fra en omstruktureret eller nationaliseret Federal Reserve, insisterede han, som må omdannes til en hamiltoniansk nationalbank, der kan yde lån til realøkonomien. Problemet med at genoplive produktionen skyldes ikke Kina, som bruger hamiltoniansk kredit til at finansiere sin massive vækst, men Fed, som har afskåret realøkonomien fra enhver kreditstrøm for at finansiere Wall Streets uholdbare spekulationsboble.

Nye fremtidige chok er på vej, sagde han senere i diskussionen, og spørgsmålet om at skabe en ny økonomisk orden, når det gamle system kollapser, vil afhænge af den kreativitet, vi så afspejlet i poesien i begyndelsen af sessionen. Som han og andre talere insisterede på, er spørgsmålet om et nyt kreditsystem og om at stoppe folkemordet i Palæstina og andre dele af verden som en oligarkisk politik til reduktion af befolkningen ikke separate spørgsmål, men det samme spørgsmål.

William DeOreo, civilingeniør med stor erfaring i at fremme en politik for afsaltning af vand i Jordan, demonstrerede, hvordan vandgennemstrømningen i Jordan og dermed i hele Sydvestasien kunne øges massivt gennem udvikling af atomkraftværker baseret på smeltet saltthorium, som naturligt producerer uran 233 som et biprodukt uden behov for berigelse. Jordan, som ikke har en sådan massiv stigning i vandmængden, er nået til et punkt, hvor vandkapaciteten pr. indbygger, der hovedsagelig består af palæstinensiske flygtninge, nu vil falde betydeligt, medmindre der straks gøres noget, insisterede han. Oak Ridge National Lab i Tennessee havde ifølge ham en fungerende thoriumreaktor i 1960’erne, men lukkede den ned, fordi den amerikanske regering ønskede at skabe reaktorer, der producerede atomkraft til våben, hvilket thorium ikke kan. Kina har derimod bygget en fungerende thoriumreaktor, sagde han. Implikationerne af denne teknologi for Oase-planen burde være indlysende. Men endnu en gang er spørgsmålet, om man vil forpligte sig til at øge den potentielle befolkningstæthed gennem menneskets evne til at ændre naturen, eller om man vil reducere befolkningen ved at nægte den denne teknologi, samt spørgsmålet om kredit til at opbygge denne nye teknologi.

Folkemord som en bevidst politik kom tydeligt til udtryk i den afsluttende diskussion om oligarkiske kartellers overtagelse af landbruget i Vesten og deres forsøg på at overtage verdens landbrug gennem en »skadelig politik« med »komparative fordele« hvor man forsøgte at tvinge alle nationer til at opgive fødevaresikkerheden ved at importere hinandens kød, frugt og grøntsager, hvilket førte til konkurs for de fleste landmænd og en fuldstændig overtagelse af landbruget af virksomheder, som de landbrugsledere, der talte i dette panel, gjorde det klart, at de var fast besluttede på at bekæmpe.

Bob Baker, landbrugskoordinator for Schiller-instituttet, gjorde det klart, at vi må bekæmpe denne kartellisering af landbruget, som er modelleret efter det britiske Ostindiske Kompagnis politik om at gå ind i nationer og ødelægge deres landbrug og produktion for at reducere deres befolkning. Han kontrasterede denne fascistiske politik med Kinas »amerikanske system«, som øger landbrugets produktivitet for landmændene ved at udvikle nye og forbedrede frø, øge vandforsyningen og øge strømforsyningen. Han pegede også på Ruslands arbejde med Afghanistan for at gøre landet selvforsynende med fødevarer og på Egyptens brug af vandprojekter i Nildeltaet til at omdanne dele af ørkenen til oaser, hvor der kan dyrkes fødevarer. Hvornår var sidste gang, USA byggede et vandprojekt, spurgte han?

I stedet for virksomhedsovertagelse af landbrug og reduktion af befolkningen fremsatte Baker en opildnende opfordring til 1 million nye familiebedrifter, hvilket mange mennesker ifølge ham synes er en »god idé«, men ikke rigtig tror vil ske. Men i denne krise, insisterede han, må vi få det til at ske! Dette vil kræve, at befolkningen kræver nye produktive kreditter, som Paul havde skitseret, og anvendelse af antitrustlovgivning til at opløse virksomhedskartellerne sammen med paritetskurser for at give landmændene dækket omkostningerne ved at dyrke fødevarer. Landmændenes priser ligger nu i gennemsnit på kun 30 % af paritet, hvilket garanterer, at de fleste familielandbrugere har brug for en anden og tredje indtægtskilde for at kunne fortsætte med at drive landbrug. Vi er også nødt til at vende tilbage til Glass-Steagall, insisterede han, og opløsningen af Wall Street-bankerne.

De landbrugsledere, der fulgte efter Bob Baker, fremlagde flere beviser på virksomheders overtagelse af familielandbrug og behovet for at mobilisere befolkningen til at ændre politikken, før de kommer til at sulte. Den mangeårige landbrugsaktivist Joe Maxwell fra Missouri, formand for Farm Action og tidligere viceguvernør i Missouri, der havde været statslovgiver i 14 år, gjorde det klart, at fire internationale kødkarteller kontrollerer 80 % af det oksekød, der forarbejdes i USA. Kartellerne kontrollerer også hvedemaling, kornforarbejdning og landbrugsprodukter.

Mike Callicrate, en kvægopdrætter fra Kansas og grundlægger af Ranch Foods Direct i Colorado, udtrykte, at virksomhedsovertagelsen af landbruget har gjort Amerika til en nettoimportør af fødevarer. Denne politik støttes af USDA, og Trump-administrationen har ikke gjort noget for at ændre den politik, sagde han. Vi har brug for en ændring af regeringens politik for at fremme lokale og regionale landmænd, for at bryde kartellerne op og for at fremme lokal regenerering af jorden gennem traditionelle familiebedrifter i stedet for virksomhedspolitikker, der ødelægger jorden, sagde han. Landmændene er også nødt til at opbygge deres egne fysiske lokale markeder for at afsætte deres produkter, hvilket bør modtage støtte fra regeringen, insisterede han.

Alberto Vizcarra talte fra Mexico; han er talsmand for Den Nationale Front til Redning af det Mexicanske Landdistrikt, der består af landmænd og ranchere fra fem mexicanske delstater. Han sagde, at da frihandelspolitikken mellem USA og Mexico nu er ved at blive revurderet, og NAFTA er gået i opløsning under Trump, er det nu tid for amerikanske og mexicanske landmænd at drøfte og udarbejde en fælles strategi for at bekæmpe kartellerne! »Det er på tide at erstatte den skadelige politik med komparative fordele,« sagde han dristigt, og i fællesskab udarbejde en fælles strategi for at forbedre vandinfrastrukturen, hvilket vil ændre landets økologi og »bringe liv til den store amerikanske ørken«!

Harley Schlanger mindede folk om, at Lyndon LaRouche længe havde insisteret på, at spørgsmålet om udvikling af vand, fødevarer og fred må gå hånd i hånd. »Hvordan kan man have fred, hvis man sulter befolkningen?« spurgte han og pegede på den massesult, der må bringes til ophør i Gaza, men gjorde det klart, at dette er et generelt princip, der må anvendes ved skabelsen af en ny økonomisk orden, som Helga Zepp-LaRouche har understreget skal være fri for alle geopolitiske principper. [gb_]

SØNDAG, 25. maj, kl. 15.00 dansk tid

15:00-18:00 – Panel fire: LaRouche Legacy Foundation om realiteterne i LaRouches ideer

Konferencepanel 5 med unge organisatører: ›At forme Jordens næste 50 år‹

Ikke korrekturlæst
25. maj 2025 (EIRNS) — Dette smukke panel begyndte med pianisten Martin Kaptein, der kunstfærdigt spillede Schuberts ømme stykke, Impromptu i G-dur. Med Daniel Burke som ordstyrer satte Megan Dobrodt som første taler tonen ved at lægge frem, at LaRouches intervention altid har været anført af en ungdomsbevægelse med den idé, at man er nødt til at udvikle en ny generation af ledere for at vende udviklingen. For at denne generation kan kvalificere sig til at lede, er man desuden nødt til at vide, hvordan man ved, at noget er sandt, hvilket er standarden for lederskab. Dette panel bestod af tredje generation af ungdomsbevægelsen. Megans præsentation blev efterfulgt af et klip fra Lyndon LaRouche om menneskets evne til at forstå den lovmæssige orden i universet. Det var meget udfordrende at sammenfatte dette panel, da hver sektion var dyb og indgående.

Mike Campbell gav en kort oversigt over, hvad det betyder at »forlade Platons hule«. Ved hjælp af et citat fra LaRouches »Politics as Art« (2000) stillede han spørgsmålet: Kan du bevise det, du tror, du ved, godt nok til at undervise andre i det? Opdagelsernes tilstand i Keplers tid var ligesom hulen, og i stedet for blot at justere deres tænkning blev modellerne fra Brahe, Ptolemæus og andre fra den tid mere komplekse, mens Kepler brød det kulturelle aksiom og søgte en årsag i bevægelserne, en fysisk årsag. Perspektivskiftet fra Cusa og renæssancen repræsenterede en kulturel optimisme, der førte til den amerikanske revolution. Efter Mike Campbell demonstrerede Adrian Pearl, med henvisning til Keplers New Astronomy og forskellige modeller, på dygtig vis forskellen mellem en fysisk hypotese og ren observation. Efter en stor diskussion, der demonstrerede fejlen i Ptolemæus’ og Brahe’s modeller, gentog han, at det var derfor, Lyn havde Kepler på »den smalle sti«. Det faktum, at dette univers har disse principper, er sandheden om, at universet har en form for intelligent design.

Dernæst præsenterede den mexicanske leder Carolina Dominguez »Why We Aren’t Beasts—What Nobody Told You« (Hvorfor vi ikke er dyr – hvad ingen har fortalt dig). Hun diskuterede Vernadsky og LaRouche som to søjler i den uddannelse, de bringer til universiteterne i Mexico. Vigtigheden af ideen om, at mennesket transformerer sit forhold til Jorden og kan skabe nye biogeokemiske processer, der aldrig har eksisteret før. Målet er at bringe disse ideer til udtryk og udvikle dem til politikker og ideer, der kan have en indflydelse. LaRouche anvender Vernadskys principper på en moderne økonomi. Denne idé om bevægelse fra et niveau til et andet er nøjagtig den samme proces som organisering.

Dernæst diskuterede Kynan Thistlethwaite tragedie kontra det sublime med fokus på spørgsmålet om lederskab gennem Shakespeare og Schiller. Han sagde, at Shakespeares tragedier giver dybe lærdomme om politisk lederskab. Han afspillede et lydklip af LaRouche, der reciterede monologen »At være eller ikke være«. Hamlet kan enten holde fast i et macho-verdenssyn eller transformere sig til et nyt verdenssyn. Derefter demonstrerede Anastasia Battle på smuk vis ved hjælp af citater fra Schillers The Maid of Orleans om Jeanne d’Arc, at tragedie kan afværges, fordi ledere handler på det sublime niveau. På trods af sit tab af selvtillid og beskyldninger om at være en heks, styrter Jeanne sig ud på slagmarken for at redde sin konge og var i stand til at handle på det sublime niveau. Anastasia Battle udfordrede alle til at træne sig selv i at reagere på en moralsk måde og handle på en kreativ og smuk måde.

Ashley Tran diskuterede Schillers forelæsning om universel historie og den historiske kontekst. Vores evne til at være i dialog med historien bestemmer vores skæbne. Hun diskuterede forskellen mellem den »brødfødte lærde« og det filosofiske sind. Hun demonstrerede, hvor stolt hun er af at være kinesisk-amerikansk og gennem sine studier af universel historie forstå den amerikanske ånd. Robert Castle: Gennem en diskussion af Edgar Allan Poe og med citater af Martin Luther King, Jr. udfordrede Castle publikum til at se ud over usikkerheden. Der har altid været patrioter med et moralsk ansvar over for det gode. Vi har brug for en voksende bevægelse af borgere, der tager idéen om, at den amerikanske revolution stadig er i gang, til sig.

Jose Vega talte om bevarelsen af kunst og musik – hvordan har disse ting kunnet bevares så længe? Hvad med de mennesker, der skabte disse ting? Bach blev næsten bevidst glemt i Europa, men alligevel hylder alle Bach. Men det var først i 1829, at Bach blev mainstream. Beethoven var ikke slave af sit jordiske liv; Jose Vega citerede Beethoven, der sagde til en musiker: »Denne musik er ikke for dig, den er for fremtiden.« Vega diskuterede derefter Bronx og den lange historie om mennesker, der har formet Bronx til et sublimt og smukt billede. Hver stat er opkaldt efter en person, gamle græske digtere. Tak til de navnløse helte. Denne periode med fortvivlelse og fattigdom vil være en lille bump på vejen i vores historie.

Derefter var der en livlig spørgerunde i ca. 45 minutter. [jp_]

Panel 6: Fornuftens magt til at ændre universet

Ikke korrekturlæst
27. maj 2025 (EIRNS) – Panelet blev åbnet med en vidunderlig opførelse af Beethovens Trio nr. 4, Opus 11, for klaver, violin og cello, der satte tonen for diskussionen om glæden ved menneskehedens stigende beherskelse af universets love.

Ordstyrer Dennis Speed indledte sine bemærkninger med at vise et videoklip fra LaRouches film fra 1988, »The Woman on Mars«.

Han bemærkede, at de første fem toner, der høres i musikken, der ledsager klippet, er de intervaller, der repræsenteres af forholdet mellem planeternes baner i vores solsystem, som defineret af Johannes Kepler i hans Harmonice Mundi, og at skiftet mellem de indre planeter og de ydre planeter skabte en dissonans, som er asteroidebæltet.

Speed sagde, at det er gennem menneskets udvikling af fornuften, at det kan forstå strukturen og anomalierne i universet ud fra et højere ordensprincip. Dette gør det muligt for menneskeheden at nå ud over sine sanser og opfatte større og større organisationer af galakser i universet, hvilket afspejler St. Augustins opfattelse af, at selv om menneskeheden måske ikke forstår alt i universet, kan det menneskelige sind begribe ideen om universet og i den forstand er større end universet.

Dernæst talte Jacques Cheminade, formand for partiet Solidarité et Progrès i Frankrig, om, hvordan universet udfordrer menneskeheden til at øge arbejdskraftens styrke, og hvordan vi reagerer på denne udfordring er et spørgsmål om liv og død, både for os, de levende, og for fremtidige generationer. Vi bør finde inspiration i Lyndon LaRouches liv og hans arbejde på disse områder.

For at løse tilsyneladende paradokser, sagde Cheminade, især inden for området, hvordan man øger arbejdskraftens styrke, må vi nærme os det ovenfra. LaRouches opdagelser inden for økonomi og forøgelse af arbejdskraftens potentielle styrke var baseret på hans introduktion af et nyt tankesæt: Han hævdede, at menneskeheden står over og er adskilt fra dyrene, at det er gennem menneskehedens kreative opdagelser, at vi er i stand til bevidst at udvide vores evne til at foretage revolutionerende forbedringer, og at videnskabens historie er en proces af opdagelser, hver især gjort af en individuel opdager.

For at demonstrere AI’s manglende evne til at gøre opdagelser viste han en animation af en række polygoner indskrevet i en cirkel; visuelt udvider polygonerne sig med stigende antal sider og nærmer sig cirklen, men i virkeligheden er polygonen på grund af antallet af sider faktisk længere væk fra at være en cirkel.

Vi er nødt til at udvikle nye energiressourcer og nye økonomiske politikker baseret på sandhed og kreative opdagelser, uden hvilke en økonomi vil blive stadig mere orienteret mod krig, med mere avancerede våben som »opdagelser«.

Måske er det gennem musikken, at den hurtige vækst i den økonomiske produktivitet kan opnås. Han konkluderede, at der skal skabes »win-win«-løsninger, såsom oprettelsen af et palæstinensisk/israelsk orkester, som Daniel Barenboim og Edward Saids West-Eastern Divan Orchestra er et eksempel på.

Den næste taler var Dr. William Happer, professor emeritus i fysik ved Princeton University. Han tog fat på tanken om, at man for at være videnskabsmand skal elske fornuften, men at videnskaben har brug for mere end Immanuel Kants »rene fornuft«. Fornuften har brug for hjælp, som kan komme fra observation kombineret med inspiration, nysgerrighed og mod.

Han gav et overblik over oplysningstidens »fornuft« og opsummerede ideerne fra Newton og andre af hans slags, der hævdede, at energien er bevaret, og at universet er homogent og glat i alle retninger.

Men i virkeligheden er dette ifølge videnskabelige observationer ikke sandt; statistisk mekanik og entropi forklarer ikke alle de fænomener, vi observerer. Vi må fortsætte med at gøre nye opdagelser, og det kan kun ske med mod og udholdenhed.

En kort spørgerunde, på grund af tidsbegrænsninger for Dr. Happer, omfattede spørgsmål om, hvad han mente om behovet for en ny naturvidenskabelig læseplan, og også om den grønne dagsorden/klimaændringer. Han sagde, at det ikke er pensummet i sig selv, men at vi har brug for gode lærere, der vil lægge vægt på den klassiske tilgang til videnskab og det grundlæggende; hvis folk virkelig ønsker en »ren jord« og at »redde planeten«, bør de fremme udbredelsen af fossile brændstoffer og atomkraft for at løfte folk ud af fattigdom [ca. 40 % af verdens befolkning – jgw].

Dr. Kelvin Kemm, en atomfysiker fra Sydafrika, holdt en kraftfuld præsentation, der sprængte argumenterne i den grønne dagsorden i luften og påpegede, at der altid har været »klimaændringer« på Jorden, og nævnte den lille istid [ca. 1300-1850] og andre klimaændringer, som de grønne aldrig nævner – de bygger på overdrivelser og direkte løgne, hævdede han.

Han gav eksempler på grønne, der fremmer brugen af solceller eller vindmøller i ørken-/buskområder – som faktisk bruger enorme mængder ressourcer, såsom jern og beton, men skaber få arbejdspladser og lidt pålidelig energi – men som derefter vender om og forsøger at blokere atomkraftværker med næsten religiøs inderlighed.

Han viste, hvordan atomkraftværker kan udvides med nye modeller, såsom højtemperaturmodulreaktoren (HTMR), som kunne løse problemet med energiproduktion, især i lande uden vandkraft, samt pålidelig produktion af nuklearmedicin.

Han konkluderede, at de næste 50 år kunne bringe enorme fremskridt, især i Afrika, gennem udvidelse af brugen af atomkraft, og at den grønne dagsordens nonsens må stoppe.

Den næste taler holdt en videopræsentation – Steve Durst, direktør for International Lunar Observatory Association (ILOA) med base på Hawaii. Han gav et overblik over de planlagte rumforskningsprojekter for det næste århundrede og sagde, at menneskehedens tilbagevenden til Månen er det første store skridt i retning af at gøre menneskeheden til en »multiverden-art«.

ILOA har foretaget mange måneobservationer, og et af de mest spændende fokusområder er »Peaks of Eternal Light« på Månens sydpol. Det er de højeste bjergtoppe på Månen og også det område, hvor der er den højeste koncentration af vandis.

Foreningen håber også at kunne tage et billede af Mælkevejen fra Månen, hvilket ville være en verdenspremiere.

Cody Jones, en tidligere deltager i LaRouche Youth Movement og nu gymnasielærer, holdt en dynamisk præsentation, hvor han sammenfattede nogle af de reelle trusler, som menneskeheden står over for – ikke global opvarmning eller rumvæsener, men soludbrud, indkommende asteroider og kosmisk stråling fra vores galakse. Han forklarede derefter, hvordan fusionsenergi og dens afledte produkter kan bruges til at løse nogle af vores energi- og ressourceudviklingsproblemer og til at udvikle fusionsraketter, der kan fremskynde vores rejser til andre planeter.

Panelet blev afsluttet af Jason Ross, videnskabelig rådgiver for Schiller-instituttet, der opsummerede de videnskabelige resultater, som Lyndon LaRouche og hans organisation har opnået, såsom grundlæggelsen af Fusion Energy Foundation i 1974, præsident Ronald Reagans vedtagelse af SDI-konceptet i 1983 og oprettelsen af den anden LaRouche Youth Movement i 2000.

Ross annoncerede, at en ny række foredrag snart vil begynde, som er åbne for alle, for at forstå grundlæggende elementer i den videnskabelige opdagelsesmetode, herunder de revolutionerende ideer fra Platon, Kepler, Fermat, Leibniz og Gauss. Vi har brug for de metoder, som menneskeheden har brugt til at nå dertil, hvor vi er i dag, for at de kan blive almen viden. [jgw]

Ikke korrekturlæst

24. maj 2025 (EIRNS) – Følgende er en rapport om panel 2 på Schiller-instituttets konference med titlen »Skønheden i kulturernes mangfoldighed«.

Jen Pearl var ordstyrer for panelet, der blev indledt med en video fra 1995 med Lyndon LaRouche om motetten »Jesu, meine Freude« af J.S. Bach.

LaRouche beskrev sit besøg ved en prøve og senere ved en opførelse af Thomanercor (St. Thomas-koret i Leipzig), som har en historie på mere end 800 år, hvor disse elever i alderen 8 til 18 år blev trænet i at opføre denne meget vanskelige motet af Bach og derefter opførte den til perfektion.

Helga Zepp-LaRouche diskuterede derefter, hvorfor vi har brug for en ny international renæssance, begyndende med grundlæggelsen af Schiller-instituttet i 1984, et øjeblik med stor fare (med en missilkrise mellem NATO og USSR) for at opbygge en bevægelse om statsmandskunst med en vision om at gøre staten smuk, hvilket kræver en ny økonomisk orden og en ny renæssance for hele menneskeheden. I dag sker dette i Asien, men Vesten er i forfald med narkotika, perversitet og en kult af grimhed. Hun nævnte Sergej Lavrovs synspunkt, at den vestlige kultur afviser vores forfædres værdier, vedtager en »post-kristen« kultur, hvor »alt er tilladt«, og derefter forsøger at påtvinge resten af verden en sådan pervers kultur. Det var den kultur, hvor den unipolære verden, Fukayamas »historiens ende« … og »autokrati mod demokrati«-svindlen nedværdigede alle til den laveste fællesnævner.

Spørgsmålet om, hvordan man kan løfte mennesker i denne tilstand, er vores opgave, ligesom det var for historiens store tænkere, typificeret ved Konfucius og Friedrich Schiller, der hævdede, at en æstetisk uddannelse var grundlaget for denne nødvendige menneskelige proces, der løfter sindet til fornuftens niveau og hæver sanserne til det kreative sind. De vidste, at stor kunst løfter sjælen, ligesom fornedrende grimhed fornedrer sjælen. Hun bemærkede, at Cai Yuanpei havde studeret Schillers værker og bragte denne idé med tilbage til Kina som den første undervisningsminister under Sun Yat Sen.

Elvira Green, den tidligere sangerinde ved Metropolitan Opera, holdt en stærk præsentation om musikkens kraft, som hun indledte med ordene fra »Lift Every Voice and Sing«. Hun talte om at undervise børn med Mozarts Tryllefløjten (»Mozarts kærlighedsbrev til børn«), som beskriver musik (»tryllefløjten«) som havende kraften til at overvinde ild og is (had og ligegyldighed). Hun citerede JFK om kulturens kraft som det, der definerer og overlever en kultur, snarere end militære bedrifter. Hun beskrev, hvordan Roland Hayes vandt det hadefulde tyske publikum med sin personlige ro og skønheden i sin fremførelse af Schuberts »Du bist die Ruh«. Hun spurgte, om musik havde en farve, eller retfærdighed, eller sandhed. Det er ideer og skønhed, der bevæger sjæle, og hun opfordrede musikere til at blive lovgivere.

Megan Dobrodt, formand for Schiller-instituttet, påpegede, at en renæssance ikke bare sker, som fru Zepp-LaRouche havde sagt, men skabes af dem, der ser, at menneskeheden er bedre end den nuværende tilstand, og som skaber en ny kultur. Hun er overbevist om, at vi er i stand til at skabe en ny renæssance, som for første gang kan blive global. Hvad er »klassisk«, spurgte hun? Det er ikke en periode i historien, men et universelt princip i sindet. Sanserne kan indsamle indtryk, men det er sindet, der finder årsagerne, og det er videnskaben. Det er poesi, der formidler opfattelser, som ikke kan udtrykkes i prosa, som formidler en tanke til læseren, mens musikken gør det samme med større kraft. Hun citerede Wilhelm Furtwängler om J.S. Bach, der forbinder her og nu med evigheden og trækker sindet ind i kreativiteten for at skabe en dialog mellem civilisationer.

En række musikalske præsentationer fangede derefter disse principper gennem skønhed til publikums store glæde. Disse omfattede:

• Feride Istogu fra Danmark, der sang to albanske sange.

• To kinesiske sangere, en mezzosopran og en tenor, der sang både Mozart-arier (fra Bortførelsen fra seraljen og Clemenza di Tito) og flere sange på kinesisk, herunder en duet.

• Et duo på et klassisk iransk firestrenget instrument og en tromme, der spillede et stykke fra for 2.500 år siden.

• Everett Suttle, tenor og en af grundlæggerne af Schiller Institute-koret, sang et stykke af Rachmaninoff på russisk og en sang af en portugisisk komponist ved navn Jayme Rujas de Aragón y Ovalle, samt en Brahms-duet med Michelle Erin fra Schiller-instituttet med titlen »Schwesterlein«.

Panelet blev afsluttet af Schiller-dirigent John Sigerson, der diskuterede bevægelsens rolle i musikken, bevægelsen mellem intervaller snarere end selve tonerne, ved hjælp af Mozarts motet »Ave Verum Corpus«, hvorefter han bemærkede, at Lyndon LaRouche havde opfordret til et tusind mand stort kor, og at vi havde fået en god start på det med det fremmødte publikum. Han fortsatte med at opfordre alle til først at studere flere intervaller i »Ave Verum« og derefter rejse sig og selv synge den firestemmige »Ave Verum Corpus«: Et rørende øjeblik og en passende afslutning på panelet. Helga Zepp-LaRouche tilføjede, at den følelse, der blev fremkaldt i publikum, er den type reaktion, vi skal fremkalde i hele befolkningen. [mob]

24. maj 2025 (EIRNS) – Hovedtale til Schiller-konference, panel 1, af Helga Zepp-LaRouche

 Helga Zepp-LaRouche: Lad mig byde jer alle velkommen, både her til stede på Schiller Instituttets konference og online rundt om i verden, med dette optimistiske syn på menneskeartens natur: Vi er den kreative art – den eneste, der hidtil er kendt i universet – men det menneskelige sind som mikrokosmos i det store univers, makrokosmos, er påviseligt af en anti-entropisk natur. Vores kreative fornuft er i stand til altid at finde en løsning på ethvert problem på et højere plan, og derfor er jeg sikker på, at vi ved at mobilisere det bedste potentiale i hele menneskeheden vil være i stand til at nå frem til et nyt paradigme i vores internationale relationer, som vil kaste os ind i en ny æra i menneskehedens historie. Vi vil være i stand til at skabe et verdenssamfund, der vil være i overensstemmelse med menneskets værdighed og dets sjæls potentielle skønhed.

Man må sige nej til enhver »praktisk« tilgang til politik og tage udgangspunkt i denne vision!
 
Det er åbenlyst, at den nuværende verden befinder sig i en tilstand af næsten fuldstændig kaos. Vi er allerede kommet meget langt i barbariets tilbagegang, ved at tolerere det der i Gaza er blevet betegnet som »tæt på krigsforbrydelser« af selv den tidligere [israelske] premierminister Olmert, og et folkemord, der har stået på i lang tid ifølge Den Internationale Domstol og for nylig også ifølge Josep Borrell.

 En tolerance, der har sat et frygteligt præg på hele menneskeheden, og som på kort sigt kan føre til en altomfattende krig i Sydvestasien, der kan eskalere til en global atomkrig.

Den seneste udvikling omkring krigen i Ukraine har afsløret en forbløffende opstilling: De to største atommagter, præsidenterne i USA og Rusland, forsøger at finde en fredsaftale for at afslutte krigen, hvilket enhver fornuftig person bør være glad for, mens nogle europæere, den såkaldte »koalition af villige«, forsøger at sabotere disse bestræbelser for at forlænge krigen og ikke har opgivet målet om at gøre det muligt for Ukraine at »vinde krigen«, selv på et tidspunkt, hvor den ukrainske hær og befolkning ikke kan opretholde denne udmattelseskrig meget længere, med mere end en million døde.  Pålidelige militæreksperter advarer om, at de militære kapaciteter i landene i Koalitionen af Villige er langt fra at kunne konfrontere Rusland uden amerikansk støtte, og de europæiske økonomier er ved at kollapse som følge af en selvforskyldt krise, ublu energipriser og grøn ideologi. Alt, hvad der blev opbygget i Tyskland på ruinerne efter Anden Verdenskrig, bliver nu revet ned!

Journalister og analytikere over hele verden spørger med vantro: “Hvad sker der med Tyskland!  Og Europa generelt? Hvorfor ødelægger de sig selv? De lader deres Nord Stream-rørledning sprænge i luften, de indfører sanktioner mod Rusland, hvilket får den russiske økonomi til at vokse og ødelægger deres egen økonomi, Tyskland lukker sine atomkraftværker uden at have en alternativ energikilde, og kun 80 år efter Anden Verdenskrig militariserer Tyskland igen sin økonomi med en form for kreditskabelse, der minder om Hjalmar Schachts Mefo-veksler, blot for at placere den tyske hær tæt på den russiske grænse og sende tyske kampvogne mod Rusland, igen?

For 20, 30 år siden blev Europa betragtet som verdens bedste model med en førende position inden for videnskabelig og teknologisk innovation og en deraf følgende konkurrencedygtig økonomi, en høj livskvalitet, høje sociale standarder, sikre levevilkår osv. Og nu? Europa er ved at blive fuldstændig sat ud af spillet, de kan ikke reparere deres infrastruktur, togene kører aldrig til tiden, de lader deres skjulte flagskibe (virksomheder) gå konkurs eller investere i udlandet. De lader deres sociale systemer blive skåret i stykker.

Der er ikke noget let svar, for det er et lagdelt, mangesidigt problem med mange niveauer af det, man med rette kan kalde hjernevask eller »nudging«, som det kaldes i dag. Et af lagene starter med geopolitiske manøvrer, ligesom det, der med rette blev kaldt »den historiske chance for tysk genforening«, blev saboteret gennem de geopolitiske manøvrer fra neokonservative i den angelsaksiske verden, som fra begyndelsen ikke havde nogen intentioner om at indfri de løfter, der blev givet til Gorbatjov og den sovjetiske ledelse ved afslutningen af Den kolde Krig, nemlig at NATO ikke ville rykke en tomme mod øst, hvis Tyskland fik lov til at genforenes og tiltræde NATO. Neokonservative var overstadige i deres triumferen over, at de havde »vundet Den kolde Krig« og arrogant ignorerede de pave Johannes Paul II’s advarsel om, at »syndens strukturer« eksisterede i lige høj grad i Øst og Vest, og at man blot skulle se på den såkaldte Tredje Verdens underudvikling som følge af den fortsatte neokolonialisme for at finde beviset på, at »syndens strukturer« også eksisterede i Vesten.  Men de fortsatte med Wolfowitz-doktrinen, skitsen til en unipolær verden, og forestillede sig, at dette ville være »historiens ende«, sandsynligvis den kortest levende tusindårsdrøm nogensinde. Jeg advarede dengang om, at hvis de finansielle magter brugte Comecons bankerot til fuldstændigt at påtvinge verden det lige så fallerede neoliberale system, ville det måske udskyde et sammenbrud, men det ville helt sikkert komme med fornyet styrke i et meget større omfang end selv Sovjetunionens sammenbrud.

Der er for nylig blevet frigivet snesevis af dokumenter i amerikanske, tyske, britiske og franske arkiver og biblioteker om de utallige sikkerhedsgarantier mod en østlig udvidelse af NATO, som Baker, Bush Sr., Genscher, Kohl, Gates, Mitterrand, Thatcher, Hurd, Major og Wörner gav Gorbatjov og Sjevardnadze. De afslører også, at mange førende politikere afviste et NATO-medlemskab for de central- og østeuropæiske stater. Udenrigsminister Genschers grundlæggende tale i det protestantiske akademi i Tutzing den 31. januar 1990, den såkaldte »Tutzing-formel«, påvirkede en hel række topmøder i de følgende dage, hvor Gorbatjov gik med til den tyske genforening på betingelse af, at NATO ikke blev udvidet mod øst. Genscher erklærede: »Vi ønsker ikke enhed på bekostning af tredjeparter…. Det er op til NATO at erklære utvetydigt: Uanset hvad der sker i Warszawa-pagten, vil der ikke ske en udvidelse af NATO’s territorium mod øst, dvs. tættere på Sovjetunionens grænser.« Denne tale er forsvundet fra internettet og kan kun findes med xx-funktionen.

I et memorandum den 9. februar om drøftelserne mellem den amerikanske udenrigsminister James Baker og Eduard Sjevardnadze citeres Baker klart: »Der skal naturligvis være jernhårde garantier for, at NATO’s jurisdiktion eller styrker ikke vil bevæge sig mod øst.«

Chancerne for at etablere en ny international fredsorden eller et »fælles europæisk hus«, som Gorbatjov kaldte det – og som Lyndon LaRouche havde foreslået det økonomiske grundlag for – først med programmet »Den produktive trekant Paris-Berlin-Wien« og derefter, efter Sovjetunionens opløsning, »Den eurasiske Landbro« – blev forspildt. Dette var den oprindelige synd i den post-Kolde Krigs-orden, og George Kennan, mere end nogen anden, »faderen« til inddæmningspolitikken, kritiserede skarpt NATO’s udvidelse mod øst i et interview med New York Times den 5. februar 1997 og kaldte det en tragisk fejltagelse, som der ikke var nogen som helst grund til.

Hvis man tager i betragtning, at det på det tidspunkt kun var 45 år efter Anden Verdenskrig, hvor Sovjetunionen havde mistet 27 millioner borgere i krigen mod nationalsocialisterne, (video) udviste russerne en enorm generøsitet ved at tillade den tyske genforening og endda acceptere, at det forenede Tyskland skulle være en del af NATO. I lyset af alle disse løfter føltes tillidsbruddet endnu dybere. Hvis man så tager i betragtning, at der også var den ensidige opsigelse af alle våbenkontrolaftaler fra Vestens side, fra ABM-, INF-, Open Sky- og KSE-traktaterne, og Merkel og Hollandes indrømmelse af, at de kun havde indgået Minsk II-aftalen for at vinde tid til at træne Ukraine op til NATO-niveau, kan man tydeligt se, at forpligtelsen til at opfylde aftalerne ligger hos Vesten.

Man må tilføje artiklen i {New York Times} fra 29. marts i år, der er baseret på 300 interviews som led i en årelang undersøgelse, som afslørede, at det amerikanske hovedkvarter for den amerikanske hær i Wiesbaden fra foråret 2022 var kommandocentralen for krigen i Ukraine, på et tidspunkt, hvor Boris Johnson fløj til Kiev for at sabotere den såkaldte Istanbul-aftale mellem Putin og Zelenskyj, hvilket på denne måde gav det endelige bevis på, at denne krig ikke handlede om Ukraine, men var en stedfortræderkrig mellem USA og NATO på den ene side og Rusland på den anden.

Det er nu tid til en nøgtern vurdering af de sidste 35 år, hvis vi vil finde en vej ud. Vi husker tydeligt, at i begyndelsen af krigen i Ukraine var mantraet i Vesten, fra Biden, Scholz, Macron, von der Leyen: »Ukraine skal vinde«, »Rusland skal ødelægges« (Baerbock).  Nu, lidt mere end tre år senere, er det tydeligt, at Ukraine og dermed NATO har tabt krigen. Og dette tab er det seneste i en række af andre: Vietnam, Afghanistan, Irak, Libyen. (Skulle man tilføje Syrien, hvor en »reformeret« Al Qaida-leder nu er præsident?

Og det på trods af mere end 800 militærbaser, som USA opretholdt for at understøtte den unipolære orden og sin dominerende position i verden. Præsident Trump vandt valget for anden gang, fordi han lovede at afslutte disse krige og ikke starte nye. Man bør indse, at modellen med at understøtte den unipolære verden gennem et system med over 800 militærbaser har slået fuldstændig fejl.

Så hvorfor holder den europæiske koalition af villige fast i en mislykket politik? Det er indlysende, at de ikke føler, at de er i et værdifællesskab med USA som nation, men med et neoliberalt system, faktisk ikke Amerika som republik, men med et Amerika, der er undergravet af det Britiske Imperium, baseret på det anglo-amerikanske særlige forhold. Og nu, hvor Trump har forladt dette forhold, er det eneste, der er tilbage, loyaliteten over for det Britiske Imperium. Og det system viser sig slet ikke at være liberalt.

Da vicepræsident J.D. Vance på sikkerhedskonferencen i München beskyldte europæerne for at have en forfalden opfattelse af demokrati, og at man i EU brugte mange begreber, der mindede ham om Sovjetunionen, såsom »desinformation«, for at miskreditere alternative meninger, var protesterne øredøvende.  Men tilfældet Rumænien viser, at EU lader landene stemme så mange gange, det er nødvendigt, for at få det ønskede resultat. Der er flere og flere love i EU og på nationalt plan, der kriminaliserer »desinformation«, hvilket har fået mange til at tro, at der også i Europa er en »deep state« på spil, som går efter enhver mening, der afviger fra den officielle NATO-fortælling. Den nylige sag om, at to tyske journalister, Thomas Röper og Alina Lipp, der arbejder i Rusland, rent faktisk er blevet frataget deres statsborgerskab, er blevet sammenlignet med Worms-ediktet fra 1521 og forbuddet mod Martin Luther, der ligeledes blev frataget alle borgerrettigheder. Biblioteker i Tyskland kategoriserer nu bøger med en markering, der viser forfatterens filosofiske og politiske synspunkter, som om biblioteksbrugerne er for dumme til at bedømme det selv, og med en tilkendegivelse af, hvad der er politisk korrekt. Og mest bekymrende af alt er den nye kansler Friedrich Merz’ krigslystne russisk fjendtlige holdning og hans bestræbelser på at militarisere den tyske økonomi fuldstændigt, hvilket allerede vækker den gamle frygt for tysk militarisme blandt de europæiske naboer.
 
Men der er også den helt anderledes virkelighed i landene i det Globale Syd, som udgør langt den globale majoritet af menneskeheden. Ikke alene har de nægtet at acceptere NATO’s fortælling om årsagerne til krigen i Ukraine, men de er inspireret af det største økonomiske mirakel i historien, det som Kina har opnået i de sidste 40 år, hvor 850 millioner af landets egne borgere er blevet løftet ud af fattigdom, og hvor BVI (Bælte- og Vej-Initiativet –red.) er blevet et transmissionsbælte, der bringer Kinas resultater til landene i Afrika, Asien og Latinamerika.

Ifølge den australske tænketank Australian Strategic Policy Institute (ASPI) er Kina nu førende inden for 57 af 64 avancerede teknologier. Der er bogstaveligt talt hundredvis af kinesiske byer med flere millioner indbyggere hver, med enorme moderne bygninger, forbundet gennem et system på mere end 42.000 km hurtige togforbindelser (2024); et system, der er større end alle andre landes tilsammen. Og disse tog kører til tiden! Det ville kræve en hel præsentation i sig selv at yde den kinesiske økonomiske models betagende succes retfærdighed. Hvis USA og EU erklærer Kina for en »systemisk rival«, har det kollektive Vesten allerede tabt det kapløb. Men i stedet for at undersøge årsagerne til den kinesiske økonomiske models succes, der er baseret på en vedvarende tilførsel af innovation til økonomien og er en kinesisk version af det amerikanske økonomiske system, udviklet af Alexander Hamilton, synes både USA og EU indtil videre fast besluttet på at indlede et nyt våbenkapløb til lands, til vands og i luften.

Senest siden det historiske memorandum mellem præsident Xi og præsident Putin den 4. februar 2022, der konsoliderede et »strategisk partnerskab uden begrænsninger«, burde dette strategiske forhold mellem verdens stærkeste økonomi og den teknologisk mest avancerede atomare supermagt (med Kina i hælene) have gjort det klart for enhver strateg i ethvert land, at skiftet til en multipolær verden er konsolideret. En anden kraftig demonstration af dette partnerskab var Xi og Putins fælles deltagelse i militærparaden i Moskva den 9. maj til fejring af 80-årsdagen for nationalsocialismens fald i Moskva (to billeder).

Verdenssamfundet står nu i det væsentlige kun over for to valg. Enten fortsætter vi med geopolitisk konfrontation og risikerer i sidste ende en global atomkrig, der vil betyde civilisationens undergang, eller også kan vi mobilisere visdommen hos initiativtagerne til den Westfalske Fred, som erkendte, at der efter 150 års religionskrig i Europa ikke ville være nogen vindere, da en fortsættelse af krigen ville efterlade alle døde.

I det første tilfælde kunne vi se et hidtil uset våbenkapløb, herunder det såkaldte »Golden Dome«-missilforsvarssystem, som præsident Trump har planlagt, og som skal være klart om tre år. Det er et globalt, flerlags og multidomæne-missilforsvarssystem, der sigter mod en betydelig udvidelse af de rumbaserede kampkapaciteter, herunder udvikling og indsættelse af satellitbaserede afskæringssystemer. Det er i strid med princippet i Outer Space Treaty om fredelig brug af rummet, endnu en våbenkontroltraktat. Det vil helt sikkert blive besvaret af Rusland, Kina og alle andre store aktører.

I den geometri vil Europa ligeledes gå ind i en fuldstændig militarisering, forsøge at opbygge et europæisk atomskjold, Tyskland vil forsøge at opbygge den »stærkeste hær« i Europa, enorme fysiske kapaciteter vil blive spildt, mens realøkonomien og det sociale system bliver udslettet. Sandsynligvis vil ingen af disse planer blive realiseret, fordi der i mellemtiden vil ske, at det fuldstændig overbelastede finanssystem vil bryde sammen, den amerikanske gældskrise vil eksplodere, NATO og EU vil gå i opløsning, og hele Europa vil opleve en eksplosion af civile uroligheder.  Hvis Tyskland ikke inden da bliver et krigsområde, hvis Merz hemmeligt går videre og indsætter Taurus, og snart det nye tysk-britiske langdistance-missil med en rækkevidde på 2000 km, i Ukraine eller andre lande, vil Europa snart kun blive vist som fossiler af en civilisation der ikke klarede det i museerne rundt om i verden. Uanset hvad vil der ikke være noget godt resultat.

Vi foreslår en helt anden tilgang, og det er det, denne konference handler om. Vi erkender, at vi er nået til et punkt i verdenshistorien, hvor vi har brug for et paradigmeskifte, der er mere grundlæggende end overgangen fra middelalderens aksiomer i Europa til den moderne tidsalder, som erstattede menneskesynet og opfattelsen af det fysiske univers fra en mørk tidsalder præget af overtro til den moderne idé om videnskabens og teknologiens rolle og det enkelte menneskes perfektibilitet.

I dag må vi lægge de geopolitiske ambitioner bag os og først tage udgangspunkt i forestillingen om »én menneskehed«, og derefter bringe alle nationale interesser i overensstemmelse med denne overordnede opfattelse. Vi må anvende Nikolaus af Cusas idé om, at harmoni i makrokosmos kun er mulig, hvis alle mikrokosmos udvikler sig på den bedst mulige måde, og hvert mikrokosmos betragter udviklingen af alle andre mikrokosmos som sin grundlæggende interesse og omvendt. Det er ikke nogen tilfældighed, at den konfucianske idé om en harmonisk udvikling af alle medlemmer af en familie, en nation eller et samfund af nationer i det væsentlige er den samme som Nikolaus af Cusas idé, som tilfældigvis ligger til grund for Xi Jinpings opfattelse af menneskehedens fælles fremtid og hans tre principper, det globale sikkerhedsinitiativ, det globale udviklingsinitiativ og det globale civilisationsinitiativ. Vi må gøre NATO’s oprindelige synd, nemlig udvidelsen mod øst, ugjort og erstatte den med en opfattelse af »udelelig sikkerhed«, et system, der tager hensyn til sikkerhedsinteresserne i hvert eneste land på kloden.

Lad os derfor alle mobilisere os og sende en lidenskabelig appel om en fredelig overgang til en ny epoke i menneskehedens historie, hvor vi ser på vores menneskelige art fra et perspektiv hundrede år frem i tiden, når vi er holdt op med at være en flok skændende småbørn, der sparker hinanden over skinnebenet. Når vi er blevet en voksen menneskehed, hvor atomar fusionsenergi vil være kommercielt tilgængelig for alle nationer. Så ingen flere krige om energiressourcer!

Pyrolyse, kemisk genanvendelse, biotekniske metoder, forgasning, plasma-lysbue-processen eller i fremtiden fusionsflamme-processen vil give os adgang til ubegrænsede råstoffer, og der vil ikke længere være krige om kontrollen med dem!

Vi vil have bygget infrastruktur i det nære rum, landsbyer på Månen og byer på Mars, og vi vil have forbedret vores identitet som én menneskelig familie, som den tysk-amerikanske rumpioner Krafft Ehricke forudsagde i sin {Extraterrestrial Imperative}! (Det ydre rums Imperativ –red.)

AI og teknologier, som vi ikke engang har stillet de rigtige videnskabelige spørgsmål om, vil befri os fra byrden af gentagelsesarbejde og give hvert barn forudsætningerne for livslang læring, hvilket vil opfylde Confucius’ og Wilhelm von Humboldts ideal om en perfekt, harmonisk udviklet karakter, eller som Friedrich Schiller kaldte det, en smuk sjæl og et geni.

Lad os derfor indlede en dialogproces, hvor vi sætter ideen om en ny international sikkerhed og udvikling på dagsordenen – i traditionen fra den Westfalske Fred – hvor vi bliver enige om FN-pagten som udgangspunkt for international ret, først principielt, med hensyn til hvordan vi skal tackle de særlige udfordringer, problemer og opgaver, og derefter overlader det til velmenende forhandlere at udarbejde alle uoverensstemmelser konkret.

Vi har allerede planerne for at overvinde fattigdom og underudvikling med Verdenslandbro-programmet, vi har Oase-planen for at omdanne Sydvestasien og forvandle ørkenen til frodige marker, skove og frugtplantager! Vi har de økonomiske planer for at skabe 3 milliarder nye produktive arbejdspladser i Afrika, Asien og Latinamerika, for at overvinde migrationskrisen gennem økonomisk udvikling!

Lad amerikanerne vende tilbage til den smukke vision om det internationale projekt om at skabe en ny republik på amerikansk jord, som Lyndon LaRouche talte om i det korte videoklip i begyndelsen, et projekt, det første af sin art, om at etablere en republik viet til det fælles bedste, ikke kun for nutiden, men for alle fremtidige generationer, som det står i forfatningens indledning, en republik, som var den absolutte modsætning til alle former for oligarki, imperialisme og tyranni, og som kæmpede den første antikoloniale krig mod det Britiske Imperium for at opnå dette!

Lad Amerika vende tilbage til John Quincy Adams’ udenrigspolitiske tilgang fra 1821 og gøre {{Amerika til en forkæmper for frihed igen}} og ikke engagere sig i udenlandske krige for at fremme demokrati i udlandet.

»Amerika drager ikke til udlandet for at søge monstre at tilintetgøre. Det hilser alles frihed og uafhængighed velkommen. Det er kun en forkæmper for og forfægter af sin egen.«

Lad europæerne give afkald på alle former for neokolonialisme og arrogance, der behandler resten af verden som en »jungle«! Lad os genoplive de store renæssancers og klassiske perioders høje idealer, hvor menneskets ædle karakter blev hyldet i filosofi, poesi, malerkunst, billedhuggerkunst og musik, som berigede verdenshistorien for altid.

Lad os erstatte geopolitisk konfrontation med samarbejde, især med landene i den Globale Majoritet, så alle problemer kan løses let! Vi må straks tage meget konkrete skridt i FN’s Generalforsamling, BRIKS eller ethvert andet passende forum for at lægge den nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur på bordet og blive enige om projekter, der falder sammen med menneskehedens fælles mål!

Alt, hvad vi er nødt til for at opnå dette, er at blive virkelig menneskelige og fremkalde en næsten øm kærlighed til menneskeheden!

Ikke korrekturlæst

24. maj 2025 (EIRNS) — Den indledende session af Schiller Instituttets konference med titlen »En smuk vision for menneskeheden i en tid med stor uro!« begyndte med en opførelse af pianisten Dura Jun af Prelude og Fugue i C#-dur af J.S. Bach, efterfulgt af arkivoptagelser fra 3. juli 1982, hvor Lyndon LaRouche talte om betydningen af den amerikanske revolution. Han karakteriserede den som en afgørende kamp, ført af renæssancens tilhængere mod de oligarkiske anti-renæssance kræfter. Det var en »transatlantisk sammensværgelse« for at etablere en republik på amerikansk jord; »Vi besejrede briterne,« sagde han.

Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche erklærede sin hensigt om at præsentere »et optimistisk syn på menneskehedens natur« baseret på den anti-entropiske natur af menneskelig kreativitet, på trods af den dystre situation i verden i dag. Hun advarede om, at folkemordet i Gaza har sat »et frygteligt præg på hele menneskeheden«, og at krigen i Ukraine udgør en trussel om menneskehedens atomare udslettelse. Hun spurgte sit hjemland Tyskland og resten af Europa: »Hvorfor ødelægger de sig selv?« Rumæniens tilfælde viser, at J.D. Vance havde ret i sin vurdering af »demokratiets forfald i Europa«, hvor valg gentages så ofte som nødvendigt for at opnå det ønskede resultat. »Europa vil snart blive vist som et fossil af civilisationer, der ikke klarede det, i museer rundt om i verden,« sagde hun.

Hun hævdede, at den historiske mulighed ved afslutningen af den kolde krig blev »saboteret af de neokonservative i den angelsaksiske verden«, og gennemgik den historiske dokumentation for NATO-ledernes løfter om, at der ikke ville ske nogen udvidelse mod øst. Hun beskrev derefter, hvordan mange af de afgørende historiske dokumenter stort set er forsvundet fra internettet, og på samme måde har historiske revisionister forsøgt at undertrykke Sovjetunionens rolle i nazismens nederlag i Anden Verdenskrig. Rusland, sagde hun, udviste en enorm generøsitet ved at tillade Tysklands genforening.

Hun bemærkede, at nationerne i det Globale Syd er »inspireret af det største økonomiske mirakel i historien,« og gennemgik den »betagende succes« for Kinas økonomiske model, der er baseret på en kontinuerlig tilførsel af ny teknologi til økonomien. Vi er nødt til at »sætte menneskeheden først« for at skabe et nyt paradigme, hvor verdens nationer ikke længere opfører sig som »skændende småbørn,« sagde hun. »Lad os erstatte geopolitisk konfrontation med samarbejde … og fremmane en næsten øm kærlighed til menneskeheden.«

H.E. Naledi Pandor, tidligere minister for internationale relationer og samarbejde i Sydafrika, advarede om, at vi befinder os i et »meget vanskeligt, giftigt geopolitisk miljø«, hvor de tidligere fremskridt inden for civilisationen og menneskets rettigheder er truet. Hun advarede om faren for en alvorlig tilbagegang i kvinders ligestilling og truslen om et fornyet våbenkapløb. Tanken om, at »magt er ret, og magt er alt, hvad der betyder noget«, er blevet farligt dominerende i USA. Hun sagde især, at »det er tragisk, at vi har tilladt over 18 måneders nedslagtning af Palæstina«. Hun støttede Schiller-instituttets Oase-plan og andre initiativer, der har til formål at skabe et »omsorgsfuldt, rationelt globalt lederskab«, initiativer, der repræsenterer »en voksen i rummet«. Hun opfordrede BRIKS-landene til at træde frem som en gruppe af verdensledere, der repræsenterer dette synspunkt.

Zhang Weiwei, professor i internationale relationer ved Fudan-universitetet i Kina, insisterede på, at »den multipolære verden allerede er her«. BRIKS-landenes økonomier er nu større end G7-landenes, men vi har brug for en verdensorden, der afspejler dette. Kina og Rusland er enige om dette, men Donald Trump ser tilbage på det 19. århundrede og tilgangen »del og hersk«. De sidste fire årtier i Asien har været en »win-win«-succes baseret på:

1. Udvikling
2. Politisk sikkerhed og respekt for suverænitet
3. Civilisationsdialog
4. Fredelig løsning af tvister

Han gennemgik betydningen af Bælte- og Vej-Initiativet og sagde, at det nu omfatter en billion dollars og 5.000 projekter. Ingen nationer tvinges til at deltage, det er en win-win-situation for alle involverede.

Han tilføjede, at Kinas »grønne aftale« virker, i modsætning til de store planer i Europa og andre steder, hvor man taler meget om det, men ikke har opnået noget.

Kina har gjort teknologier til »fornyet energi« økonomisk levedygtige, og emissionerne er faldet. De har omgivet et ørkenområde på størrelse med Tyskland med et »grønt bælte«, der forhindrer ørkenen i at brede sig. Ørkenland bliver omdannet til landbrugsjord og solcelleparker. Kina har også lagt vægt på vandforvaltning, som er nøglen til løsning af konflikter. Zhang støttede Oase-planen som et eksempel på dette princip.

H.E. Donald Ramotar, tidligere præsident for Guyana, sagde, at »vi mødes i en tid, hvor verden oplever store omvæltninger.« Han sagde, at krigen i Ukraine havde til formål at modarbejde Ruslands legitime sikkerhedsinteresser og sabotere landets økonomi. Han nævnte krigene i Nord- og Sydsudan og Congo som lignende ulmende problemer. Han fordømte Israel som »et apartheid-fascistisk regime«, hvis forbrydelser muliggøres af Vesten. Ramotar anklagede NATO for at forsøge at fortsætte sin dominans og redde »et forældet socioøkonomisk system«, nemlig neokolonialismen. Uligheden i velstanden har aldrig været større. Institutioner som Verdensbanken er fuldt ud under kontrol af NATO-landene. Der er dobbeltmoral overalt; Kosovos uafhængighed anerkendes, mens den langt mere demokratiske folkeafstemning på Krim afvises. »Rentesatserne bruges som et middel til at pumpe ressourcer ud af den tredje verden,« sagde han.

Ramotar erklærede, at imperialismen ikke har været tilbageholdende med at bruge militær magt for at nå sine mål i det Globale Syd. Han læste omfattende citater fra den berømte amerikanske generalmajor Smedley Butler, der i 1935 beskrev sig selv som en »afpresser for kapitalismen«. »Fattigdommen blandt arbejdende mennesker« har også indfundet sig i det udviklede Nord, sagde Ramotar; »Denne proces er blevet fremskyndet, siden Sovjetunionen opløste sig selv.« Kinas »win-win«-tilgang står i skarp kontrast til dominans ved hjælp af magt. Medierne beskylder Kina for at have skabt en ›gældsfælde‹, men den gæld, som den tredje verden har til Kina, er kun en brøkdel af den gæld, den har til Vesten. FN er nødt til at blive reformeret, så det ikke lammes af et eller to landes interesser. Ramotar afsluttede med at sige: »Lad os være jordemødre for positive forandringer i vores verden.«

Jack Matlock er tidligere amerikansk ambassadør i Sovjetunionen. Han indledte sin tale med at sige, at vi altid kunne have en bedre regering, men at vi må nøjes med den, vi har. Han understregede, at vi i politik ikke bør give den ene eller den anden side skylden for alt.

Da vi afsluttede den kolde krig, var det resultatet af forhandlinger, ikke en sejr over Sovjetunionen. Den kolde krig sluttede før Sovjetunionens sammenbrud, som ikke skyldtes ydre pres, men interne problemer. Sovjetunionen dominerede Østeuropa og påtvang det regimer, der tilsyneladende var socialistiske, men i virkeligheden ikke var det. Disse lande bad USA om at spille en ledende rolle efter Sovjetunionens fald, men inden længe blev NATO omdannet fra en defensiv alliance til en potentielt offensiv styrke. Oprettelsen af udenlandske militærbaser med missiler i disse lande, begyndende med Rumænien og Polen, skabte en sikkerhedstrussel for Rusland.

Matlock hævdede, at USA nu gennemgår sin største forfatningsmæssige krise siden borgerkrigen. Trump vil gerne undgå at gennemføre så mange militære interventioner, men han »bruger meget grove metoder for at opnå dette«. Matlock fortsatte med at sige, at Trump er »autoritær i sine metoder«, at USA’s og Europas medvirken til folkemordet i Gaza er »en stor moralsk fiasko«, og at situationen i Ukraine ikke kan stabiliseres ved at forsøge at genoprette de grænser, der blev skabt af Adolf Hitler og Josef Stalin.

Ambassadør Chas Freeman, tidligere amerikansk viceminister for internationale sikkerhedsanliggender, sagde, at »i Vesten er dette en æra med fantasifuld udenrigspolitik.« »Evige krige« har ingen klart definerede mål og er drevet af fantasien om, at den anden side simpelthen vil kapitulere. I tilfældet med Ukraine er den tabende side ikke i stand til at stille ultimatummer. Vesten er nødt til at helbrede sig selv for frygten for russiske erobringsplaner, som der ikke er noget bevis for. Vestens afvisning af at tage Ruslands sikkerhedsinteresser alvorligt tvang Rusland til at gå i krig.

Scott Ritter, tidligere efterretningsofficer i det amerikanske marinekorps og tidligere FN-våbeninspektør, svarede præsident Ramotar ved at sige, at »Smedley Butler har 100 % ret … Vi [i USMC] var redskaber for storindustrien.« Han fortsatte med at sige, at »krig aldrig er ærefyldt, men giv ikke marinesoldaterne skylden … vi skulle nok have valgt bedre ledere.« Han tilsluttede sig Zepp-LaRouche’s opfordring til forhandlinger og nævnte forsvarsminister Paul Nitzes berømte »walk in the woods« med den sovjetiske ambassadør Yuli Kvitsinsky som et eksempel på dialog, der på kort sigt mislykkedes, men i sidste ende førte til frugtbare våbenkontrolaftaler.

Ritter gentog Matlocks formaning om, at vi ikke skal give den ene eller den anden side skylden for alt. Han kom med den provokerende udtalelse, at han selv holder sig ansvarlig for folkemordet i Gaza, selv for Hind Rajabs død, fordi han havde heppet på Hamas. Hamas gennemførte angrebene den 7. oktober 2023 for at vise verden Israels sande ansigt, som blev afsløret i deres folkemorderiske reaktion, men alligevel har det palæstinensiske folk betalt prisen – »Civile betaler altid prisen,« advarede han. Vi har brug for dialog, fordi det er den eneste reelle løsning.

Ray McGovern er tidligere senioranalytiker for Central Intelligence Agency og grundlægger af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS). Han indledte sin tale ved at tage en keffiyeh på, der ses som et symbol på solidaritet med den palæstinensiske sag. Han fortalte, at han var i live under nazisternes folkemord, men at han var for lille til at gøre noget ved det. Denne gang, under et nyt folkemord, er han voksen og planlægger at gøre alt, hvad han kan. Han sagde, at tyskerne reagerede med »fåreagtig underdanighed«, og at vi ikke må følge deres eksempel: »Vi er alle medskyldige, hvis vi ikke forsøger at ændre tingene.« Han mindede publikum om det, han kalder »Noah-princippet: ingen flere priser for at forudsige regn. Kun priser for at bygge arker.«

Dmitry Chumakov, Ruslands vice-faste repræsentant for økonomiske anliggender ved FN, sagde, at verden befinder sig i en alvorlig økonomisk krise. Vi ser en erosion af den systematiske orden, der tidligere eksisterede. I dag er der »vild kapitalisme«, monopolisering af produktionen, øgede uligheder mellem lande og inden for lande. »Antallet af konflikter vokser eksponentielt,« sagde han. De globale militærudgifter har nået 2,4 billioner dollars, hvilket skader den globale økonomiske vækst og udvikling. Sanktioner mod Rusland og Kina eller ødelæggelsen af Nord Stream-gasledningen rammer dem, der står bag dem – »Slangen bider sig selv i halen,« sagde han. Projekter som dem, Schiller-instituttet foreslår, eller BRIKS-modellen, udgør et alternativ. Han opfordrede til en ny finansiel ramme, herunder »ubetingede kreditaftaler« og finansielle procedurer, »der ikke kan bruges som våben.«

Xu Xixi fra Akademiet for Samtidsstudier i Kina og Verden optrådte via en forudindspillet video og præsenterede det, han kaldte de fire underskud: fred, udvikling, sikkerhed og regeringsførelse. Han sagde, at vi er nødt til at fremme multilateralisme: »Globale problemer kræver globale løsninger.« Vi har brug for et forbedret og inkluderende system for global regeringsførelse, en reform af de globale institutioner. Vi har brug for et globalt sikkerhedsinitiativ, der respekterer nationernes suverænitet i overensstemmelse med FN’s charter.

Der blev sendt to spørgsmål til konferencen fra en gruppe unge fagfolk i Ækvatorialguinea. Det første spørgsmål var, hvad unge mennesker kan gøre for at løse de problemer, der blev drøftet. Pandor svarede, at unge mennesker har stor viden om sociale medier og bør blive aktivister. På det andet spørgsmål om at ændre Afrikas økonomiske kurs sagde hun, at vi er nødt til at tage fat på spørgsmålet om korruption. Biden ydede et nyttigt bidrag ved at forbyde bestikkelse fra amerikanske virksomheder, men dette forbud er nu ophævet. Afrika må også lære at handle med Afrika: Vi må styrke handelen mellem de afrikanske lande.

Zepp-LaRouche afsluttede med at udtrykke håb om, at denne konference vil udvikle konkrete planer for gennemførelsen af de opfattelser, der ligger i hendes ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som også afspejles i Xi Jinpings forslag til et globalt fællesskab med en fælles fremtid. Hun sagde, at vores kampråb må være det samme som pave Leo XIV’s, der for nylig sagde, at udvikling må være det nye våben for fred.

Ikke korrekturlæst

[MR_]

22. maj 2025 (EIRNS) – Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien, Hussein Askary, gav et 53 minutter langt interview (https://schillerinstitut.dk/si/?p=39246) med den danske vicepræsident for Schiller Instituttet og EIR-medarbejder Michelle Rasmussen efter sin hjemkomst fra en rejse til Sydvestasien.

Interviewet er en del af Schiller-instituttets bestræbelser på at stoppe folkemordet i Gaza og sætte Oase-planen for fred gennem økonomisk udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien på dagsordenen for FN’s internationale konference på højt plan om en fredelig løsning på Palæstina-spørgsmålet og gennemførelse af tostatsløsningen den 17.-20. juni, der er sponsoreret af Frankrig og Saudi-Arabien.

Askary fremsatte en indtrængende appel om at standse den israelske krig og understregede, at endnu flere palæstinensere kunne dø som følge af den humanitære blokade og ødelæggelsen af infrastrukturen end af bombningerne, som det skete i hans hjemland Irak. Han påpegede den centrale rolle, som USA og præsident Trump kunne spille for at standse Israel, men sagde, at de internationale fredelige protester burde fortsætte. Den voksende indenlandske opposition i Israel er meget vigtig, og europæerne kan træffe foranstaltninger, såsom sanktioner og ophør af deres egen militære og efterretningsmæssige støtte til Israel.

Askary opfordrede til en ændring af tankegangen, så israelerne forstår, at palæstinenserne også er mennesker skabt i Guds billede, hvilket er det filosofiske grundlag for Oase-planen og fred gennem økonomisk udvikling. Han knyttede planen til den egyptiske genopbygningsplan for Palæstina og Kinas Bælte- og Vej-Initiativ, herunder den kinesiske succes med at omdanne ørkenen i Xinjiang. Det er vigtigt, at Oase-planen bliver en del af diskussionen under den internationale konference på højt plan, sagde han. Problemet med Trumps besøg i Saudi-Arabien og Golfstaterne var, at han kun tænker på pengesager og ikke på økonomisk udvikling. Askary sagde, at selv om økonomisk udvikling var en del af Oslo-aftalerne fra 1990’erne, før de blev saboteret, er tiden nu inde til at anerkende en palæstinensisk stat, som blev udeladt i Oslo.

Askary gav også et indblik i den aktuelle situation i Iran og hvordan en aftale om atomkraft ville give landet mulighed for at blomstre.

Rasmussen opfordrede seerne til at gennemføre så mange fredelige protester som muligt, for at stoppe folkemordet i Gaza, sætte Schiller-instituttets Oase-plan på dagsordenen og se og dele Schiller-instituttets internationale konference (24.-25. maj) i USA, hvor Schiller-instituttets egen diskussion på højt plan vil finde sted.

På engelsk.
Hussein Askary is the Schiller Institute’s Southwest Asia coordinator, originally from Iraq, now living in Sweden. The interview was conducted on May 22, 2025 by Michelle Rasmussen, vice president of the Schiller Institute in Denmark and journalist for Executive Intelligence Review.

Link to the 14-minute video about Lyndon LaRouche’s Oasis Plan Solution for the Middle East: English:    • The Oasis Plan — LaRouche’s Solution for t…  
Dansk: 

Arabic:    • خطة الواحة للسلام والتنمية في غرب اسيا: طر…  

Link to the Schiller Institute’s international conference May 24-25, 2025 or afterwards “A Beautiful Vision for Humanity in Times of Great Turbulence”: 
English conference page click here.

Konference side på dansk klik her.
: Here are the topics of the interview:
Hussein Askary has just come back from a trip to Southwest Asia, also called the Middle East, and has many new insights.

The UN will be holding a High-level International Conference for the Peaceful Settlement of the Question of Palestine and the Implementation of the Two-State Solution on June 2-4, 2025, or some say June 17, sponsored by France and Saudi Arabia. The Schiller Institute and the International Peace Coalition are mobilizing to put our Oasis Plan for peace through economic development between Israel and Palestine, and for the whole of Southwest Asia, on the agenda. This interview, then, is part of that effort.

As we speak, massive numbers of Palestinians in Gaza are dying from the new Israeli military offensive, and from the blockade of humanitarian aid for the third month, with a drop of aid being let in during the past couple of days after international pressure.

What is the situation now in Gaza and what will it take to stop the killing, including the role of the U.S.?

There is growing opposition to the Israeli actions from within Israel, from a protest letter from 22 European countries, and an appeal from the new Pope Leo 14th, among other things. What else can the Europeans do?

What is the Schiller Institute’s Oasis Plan, originally proposed by Lyndon LaRouche in 1975? Can the Oasis Plan be integrated with the Egyptian plan for the reconstruction of Gaza after the end of the war, which has been backed by many countries, and China’s Belt and Road Initiative? And why is it important that it be part of the discussion during the High-level International Conference for the Peaceful Settlement of the Question of Palestine and the Implementation of the Two-State Solution in June?

What is your evaluation of the situation regarding Iran?

Concluding insights.

We urge you, our viewers, to do whatever you can to stop the genocide in Gaza and put the Schiller Institute’s Oasis Plan for peace through economic development on the agenda. A link to the Oasis Plan 14-minute video is above.

And we urge you to watch and share the Schiller Institute’s international conference entitled, A Beautiful Vision for Humanity in Times of Great Turbulence! to take place on Saturday May 24 and Sunday May 25 or afterwards, where our own high-level discussion will take place. There is a link above.

The Schiller Institute international homepage: ww.schillerinstitute.com Contact the Schiller Institute in Denmark: +45 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk Dansk: www.schillerinstitut.dk Other important homepages in English: www.schillerinstitute.com www.laroucheorganization.com www.larouchepub.com www.larouchepub.com/eiw https://eir.news/

af Dennis Speed
Den 20. maj 2025 (EIRNS) – Indenfor området af statsmandskunst er globale kriser ikke udgangspunktet for at bestemme menneskehedens varige overlevelse. Det er menneskehedens fremtid, der må bestemme nutiden. Statsmænd må have et syn på Jordens næste 50 år, de næste 100 år. Det er den metode, hvormed fremtiden skal skabes, der bestemmer udformningen af enhver varig politik.

Dokumentet Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur, skrevet af Helga Zepp-LaRouche for næsten tre år siden, danner grundlag for drøftelserne på Schiller Instituttets internationale konference den 24.-25. maj med titlen: »En smuk vision for menneskeheden i en tid med stor uro!« En anden konference er planlagt til juli i Berlin, Tyskland. Disse konferencer vil bidrage til at indføre ideen om, at fremtiden bestemmer nutiden, ved hjælp af de ti principper, i de globale beslutningsprocesser, som fejlagtigt antages udelukkende at være forbeholdt domænet for regeringer .

I de rapporterede og ikke-rapporterede udvekslinger, der nu finder sted mellem administrationerne under den russiske præsident Vladimir Putin, den amerikanske præsident Donald Trump og indirekte Kinas præsident Xi Jinping, og endnu vigtigere mellem disse ledere personligt, er det egentlige emne udformningen af en varig overlevelse, ikke blot for de kommende måneder, men for det næste århundrede og mere.

Præsident Putin understregede flere gange, da han personligt over for den internationale presse gav sin vurdering af den to timer lange drøftelse med Donald Trump, hvor nyttig han havde fundet den. Præsident Trump havde tidligere givet udtryk for en lignende vurdering. Den vigtigste rolle, som USA muligvis spiller i øjeblikket, er at forhindre britiske og centraleuropæiske kræfter i at blande sig i forhandlingerne. City of London ønsker helt klart en evig krig. Det bliver stadig tydeligere, at USA ikke ønsker det, Rusland ikke ønsker det, Kina ikke ønsker det, og Ukraine, trods hvad Zelenskyj siger, ikke ønsker det. Alligevel opfordrer Europa, fra EU og forskellige af dets medlemslande, der klart er imod USA, til en krig, som de ikke selv kan opretholde. Hvorfor?

De nylige udtalelser fra den amerikanske direktør for national efterretning, Tulsi Gabbard, og støttet af præsident Trump, om den tidligere FBI-direktør James Comeys mafia-lignende trusler mod præsidenten af USA – hun insisterede direkte på, at han skulle arresteres – bør ikke betragtes inden for USA, men fra det komplekse område af trepartsdiskussionerne mellem Rusland, Kina og USA. Betragt fra dette komplekse område, og ikke fra »inden for Mexico«, gårsdagens mord på chefsekretæren og en rådgiver for borgmesteren i Mexico City, på det nøjagtige tidspunkt, hvor den mexicanske præsident Sheinbaum holdt en pressekonference om morgenen. I diskussionen mellem Putin og Trump drøftede Rusland de 500 droner og andre potentielt dødelige handlinger, der blev iværksat mod verdensledere og andre, der deltog i fejringen af sejrsdagen den 9. maj i Moskva. Der var selvfølgelig to velkendte attentatforsøg mod præsident Trump sidste år. Findes der et »internationalt attentatbureau«, der i virkeligheden ikke kontrolleres af USA, men snarere af kræfter, der, selv om de formelt opererer gennem institutioner, der i vid udstrækning er bemandet, finansieret og endda udstationeret fra USA, aktivt modarbejder ikke kun USA’s og dets befolknings interesser, men selve menneskeheden?

Tænk på det nu ubestridelige tilfælde af det igangværende massemord i Gaza. Hvorfor fortsætter det, når så mange nationer og mennesker siger, at de er imod det? Der er brug for 500 til 1.000 lastbiler om dagen med mad, vand og medicin, ellers risikerer vi ifølge en rapport at se over 14.000 børn dø i løbet af de næste 48 timer. (Hvis det var 96 timer eller 168 timer, ville det så være mindre ondt?)

Det »åbne brev til pave Leo XIV«, udsendt den 17. maj af Helga Zepp-LaRouche, Liliana Gorini, formand for Movimento Solidarietà (Movisol) med base i Italien, og Ray McGovern fra Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), siger: “I betragtning af det forfærdelige, sataniske folkemord, der finder sted i Gaza, og den utilgivelige tavshed og passivitet fra regeringernes side over for dette, appellerer vi også til Dem om at tage afstand fra dette igangværende folkemord. Vi har brug for en moralsk autoritet til at fordømme dette folkemord, uden denne vil vi miste ethvert moralsk kompas.

»Vi støtter også fuldt ud Deres afvisning af de ›manikæiske forestillinger‹, der opdeler mennesker i ›gode og onde‹, fordi sådanne forestillinger nægter mennesker muligheden for at overvinde det onde gennem udvikling….« Dette er af allerstørste betydning. Vi har set stadig større modstand mod massemordet inde fra Israel, herunder fra tidligere israelske militærofficerer. Dette skal støttes, men på en meget præcis måde. Som Lyndon LaRouche sagde om Israel i 1981: “Israel har hovedsagelig eksisteret ved at fungere som en egentlig ›mangfoldig agent‹ for de vigtigste fraktioner af stormagterne i regionen og udnytte den ene eller den anden protektors dumheder … mod de andres.

Der kan ikke være nogen effektiv, ordentlig udenrigspolitik over for Mellemøsten, medmindre dette mønster i stormagternes og mindre magters adfærd over for Mellemøsten ændres. I det væsentlige må stormagterne give troværdig støtte til de politiske initiativer fra Israels førende politiske kredse, som styrker dem, ved at forstærke impulserne i Israel i retning af de mål, vi bredt har identificeret ovenfor. Når en Begin (læs: »Netanyahu«) forsøger at følge en kurs, der destabiliserer situationen i Mellemøsten, må der hurtigt iværksættes troværdige og effektive afskrækkende foranstaltninger, der blandt andet har til formål at miskreditere denne impuls inden for Israel.”

LaRouche foreslog også i sit dokument fra 1978, »En machiavellisk løsning for staten Israel«: “Når man betragter rædslerne i Libanon (læs: Gaza), må man tænke som en sand hyrde og hæve sig over de barbariske kodekser for gengældelsesret, kodekser, der foreslog at helbrede det onde ved at udvide dets anvendelse. Prøven på en hyrdes kvaliteter er evnen til at se direkte på det fulde omfang af det onde, som israelerne har begået i Libanon, israelernes vilje til at kaste verden ud i Harmagedon, ragnarok, frem for at blive ›tvunget‹ til at betragte en araber som et menneske, og når man først har set dette i al sin uformindskede gru, alligevel nikke og sige, at den løsning, vi foreslår for Israel, er endnu mere påkrævet.” Denne løsning, LaRouches Oase-plan, vil blive præsenteret i panel tre lørdag aften på weekendens »Beautiful Vision«-konference.

Ikke korrekturlæst

Webcast med Helga Zepp-LaRouche og vært Harley Schlanger

Onsdag, 21. maj 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller-instituttet. I dag er det onsdag den 21. maj 2025. Jeg hedder Harley Schlanger og er jeres vært. I kan sende jeres spørgsmål og kommentarer til fru Zepp-LaRouche via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Nu vil jeg gerne starte med at gøre opmærksom på en yderst vigtig konference, sponsoreret af Schiller-instituttet, der finder sted i weekenden, lørdag og søndag. Det har aldrig været mere nødvendigt, i lyset af de begivenheder, der finder sted i verden. Der er nogle potentielle skridt, meget vigtige skridt i retning af fred, men der foregår også nogle meget ubehagelige operationer, ikke kun mod fred, men også mod udvikling, som rejser hele spørgsmålet om, hvorvidt menneskeheden vil vise den moralske modenhed, der skal til for at overleve. Der er ingen bedre til at tale om det end Helga, så Helga, i lyset af disse sammenfaldende begivenheder og den kommende konference, hvor tror du, at vi står lige nu?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest er jeg glad for, at du er min dialogpartner, for professor Theodore Postol, som skulle have været her i dag, har fået en uforudset forpligtelse, men han vil være her i næste uge. Så hvis du leder efter professor Postol, må du være tålmodig: Han kommer i næste uge.

Konferencen finder sted på et tidspunkt, hvor den strategiske situation aldrig har været så turbulent: Der er ved at ske jordskælvende forandringer. Vi har en situation, hvor det er klart, at der mellem USA og Rusland er et meget seriøst forsøg på at bringe krigen i Ukraine til ophør. Der var en meget vigtig telefonsamtale mellem præsident Putin og præsident Trump. Disse to største atomvåbenmagter er på vej mod at afslutte krigen i Ukraine, som havde potentiale til at blive en global atomkrig, hvilket forhåbentlig snart ikke længere er tilfældet. Så man skulle tro, at folk er glade for det. Men man har europæerne og ukrainerne i den såkaldte »koalition af villige« – et meget mærkeligt navn, de har valgt, da det henviser til »koalitionen af villige« i krigen mod Saddam Hussein i 2003, som vi nu ved var baseret på løgne. Men de synes at forsøge at forlænge konflikten på en eller anden måde. Så det er den ene ting.

Så har vi ubekræftede, men alvorlige nyheder om, at amerikanske embedsmænd citeres for, at de har alle mulige tilkendegivelser fra efterretningsrapporter og observationer af, hvad den israelske hær foretager sig, at de har underskrevet, at Israel muligvis forbereder en krig, et angreb på Irans atomfaciliteter, også på et tidspunkt, hvor det ser ud til, at forhandlingerne med Trump-administrationen kunne føre til en fredelig løsning.

Så har vi en utrolig, næsten officiel afslutning på demokratiet, ser det ud til, hvor der afholdes valg i EU-medlemslande så ofte, indtil det ønskede resultat kommer frem, som i Rumænien: Vi har EU’s 17. sanktionspakke mod Rusland, som utroligt nok indebærer, at to tyske journalister, der arbejder i Rusland, fratages deres statsborgerskab uden retsmidler, blot ved at gennemføre det på grundlag af en administrativ afgørelse, hvilket de facto fratager dem enhver mulighed for at søge retsmidler. Det er altså alle sammen meget, meget utrolige begivenheder, og det viser, at man fra de fleste regeringer, i hvert fald i Europa, ikke kan forvente en konstruktiv tilgang til, hvordan man skal håndtere situationen i Ukraine, hvordan man skal håndtere det utrolige folkemord, der foregår i Gaza, hvor den seneste rapport allerede er mere end en dag gammel, og hvor FN advarer om, at 14.000 børn er i umiddelbar livsfare, hvis de ikke bliver reddet inden for de næste 48 timer. Så der er allerede gået mere end et døgn af disse 48 timer, så man kan kun forestille sig, hvad der foregår.

Disse udviklinger gør det meget klart, at hvis man forsøger at tackle disse problemer et for et – man er nødt til at tackle dem et for et – så er vi nødt til hurtigst muligt at gå over til et helt nyt paradigme, og det er netop det, konferencen i USA i den kommende weekend handler om. Og jeg tror, at dette vil være en af de vigtigste historiske interventioner for at forsøge at sætte en helt anden tilgang på dagsordenen, for hvordan kan vi bringe menneskeheden til et mere sikkert sted?

Så I bør absolut følge med og tilmelde jer, hvis I ønsker at deltage aktivt i diskussionen, eller i det mindste se det på YouTube: Det vil blive streamet af flere andre platforme, men fokuser på den. Gå til Schiller Institute’s hjemmeside, hvor vi har lagt en liste over de fantastiske talere og de emner, de har valgt, og jeg tror, at jeres nysgerrighed helt sikkert vil blive vakt.

SCHLANGER: Vi har lige gennemgået en hel masse ting, der foregår i verden. Lad os uddybe det lidt ved at tage et par af dem enkeltvis. Jeg vil starte med det, der sker i Mellemøsten, i Gaza, hvor Netanyahu, så snart Trump forlod regionen, iværksatte denne »Gideons vogn« operation, der dybest set går ud på at rense Gaza for palæstinensere, ødelægge det, der er tilbage af Gazastriben, og tvinge palæstinenserne til at evakuere. Nu er det interessant: Der kommer endelig flere kommentarer om folkemordet i Gaza – en af de mest interessante kom fra den tidligere vicestabschef for Israels forsvarsstyrker (IDF), Yair Golan, der sagde: »Israel er ikke længere et fornuftigt land. Og alligevel gøres der stadig ikke nok for at stoppe folkemordet.«

Jeg vil gerne høre dine tanker om det.

ZEPP-LAROUCHE: Der er en voksende opposition mod Netanyahu i Israel. Vi havde et møde i Den Internationale Fredskoalition, som er et ugentligt Zoom-møde hver fredag, hvor fredsaktivister fra alle sider deltager. Vi har haft mange israelere, der er for en løsning og fred i denne situation. Så der sker meget. Men jeg synes, at de vestlige medier var meget langsomme, næsten for langsomme, til at indse, at de ikke længere kunne dække over det, og regeringerne i Frankrig, Storbritannien og Canada udsendte også en fordømmelse og krævede øjeblikkelig nødhjælp. Der er mange stemmer fra det Globale Syd, der siger, at det kollektive Vestens omdømme har lidt uoprettelig skade, fordi de begyndte dækningen meget sent, for flere dage siden, hvor de viste, at folk er desperate og løber rundt i ruiner: Næsten hele Gaza er jævnet med jorden. Folk spørger: »Hvor skal jeg tage hen? Jeg kan ikke tage sydpå, jeg kan ikke tage vestpå.« Bombardementerne fortsætter. I 90 dage har der ikke været mad, medicin eller medicinsk udstyr; som jeg sagde, dør et stort antal børn, og nu dør babyer, mens vi taler. Det er også klart, at de såkaldte private humanitære hjælpeorganisationer, som nu skulle levere mad, er latterlige!

Før det hele startede med Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023, kom der 500 lastbiler om dagen med mad, medicin og så videre til Gaza hver eneste dag! Nu, efter 90 dages total sult, er den nye ordning, at der må komme fem lastbiler om dagen! Og de 400 uddelingssteder er blevet reduceret til 4. Så naturligvis har vi haft gentagne sultoptøjer: Hvis folk virkelig kæmper for deres liv, så er det naturligt, at når der er lidt mad for øjnene af dem, så forsøger de at få fat i det, og der opstår vold, og folk bliver dræbt som følge deraf.

Det er utroligt. Og det er helt klart, at den israelske regering ikke har nogen plan om at eksportere de resterende palæstinensere til 30, 40, 50 lande over hele verden og fordele dem: Det er altså de facto en etnisk udrensning.

Og jeg kan kun sige, at verdens regeringer har været ude af stand til at handle i tide for at forhindre dette, efter at nyheden har været ude praktisk talt fra begyndelsen, fordi Al Jazeera og andre kanaler har sendt det ind i stuerne hos millioner og atter millioner af mennesker over hele verden, og nu er vi i slutfasen af dette. Og jeg tror, at dette vil efterlade en plet på verdenssamfundets omdømme, fordi vi alle er en del af dette, hvilket jeg tror vil kræve en ekstraordinær handling på et helt andet plan for at forsøge at rette op på denne utrolige uretfærdighed, der finder sted lige nu.

SCHLANGER: Der er et par spørgsmål, der lige er kommet ind, og så har jeg et om situationen i Mellemøsten, som er en lidt længere udtalelse. Men først skriver nogen: »Tror du, at advarslerne om et angreb på Iran er noget, Netanyahu ville gøre for at aflede opmærksomheden fra folkemordet, i betragtning af at det nu får mere fokus?«

For det andet har nogen gjort opmærksom på, at Netanyahus forklaring på, at han tillader nogle fødevareforsendelser, er for at undgå anklager om krigsforbrydelser! Så jeg vil gerne høre, om du kan kommentere på disse to ting?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er meget klart, at Netanyahu vil prøve alle mulige tricks for at forlænge krigen, for når situationen i Gaza slutter, vil han stå over for utrolige juridiske problemer, og jeg tror, at det er en sandsynlig hypotese, at han forsøger at aflede opmærksomheden og fortsætte så længe som muligt.

Jeg kan kun sige, at den eneste tænkelige plan ville være, hvis verdens regeringer, herunder russerne, kineserne, inderne og især USA, alle ville arbejde sammen og gennemtvinge en fred. USA kunne gøre det! Hvis USA, hvis præsident Trump grundlæggende ville gå et skridt videre – jeg mener, han har jo allerede i et vist omfang talt med Netanyahu ved ikke at besøge Israel under sin Mellemøsten-turné den 13.-16. maj, f.eks. Det er blevet tolket af mange observatører som et klart tegn på, at han tager afstand, fordi der nu er stemmer, som den De citerede, der siger, at Israel er i fare for at blive en paria-stat, som Sydafrika var under apartheid. Og at der er en voksende bekymring for Trump, at det kan påvirke hans omdømme. Så han kunne gøre det, men jeg kan godt forstå, at Trump selv manøvrerer i et meget, meget vanskeligt minefelt i USA, fordi han på den ene side har den zionistiske lobby, store finansierere af hans kampagne, og på den anden side har han neokonservative, han har demokraterne, så det er en meget vanskelig situation, men det er ingen undskyldning, for det eneste land, der kan bringe det til ophør med det samme, er USA.

Men i betragtning af verdens kompleksitet tror jeg, at det bedste ville være, hvis USA blot ville række hånden ud til Rusland og Kina og sige: »Lad os arbejde sammen og kombinere afslutningen af krigen med en økonomisk udviklingspakke«, som vi har foreslået med Oase-planen. Og vi fra Schiller-instituttet og Den Internationale Fredskoalition er stadig i gang med at mobilisere for at få Oase-planen på dagsordenen. Oprindeligt var det meningen, at den skulle være rettet mod FN’s Sikkerhedsråds konference om tostatsløsningen, som Frankrigs Macron og Saudi-Arabien havde opfordret til, og som skulle have fundet sted i begyndelsen af juni. Nu ser det ud til, at den er blevet udsat til slutningen af juni, så vi har mere tid til at mobilisere, men tiden er virkelig afgørende: Hvert minut, hvert sekund tæller.

SCHLANGER: Især med de sultrapporter, vi har fået fra Gaza.

Helga, lige til spørgsmålet om, hvad man kan gøre som enkeltpersoner, har jeg en kommentar: »Udsagn som dem fra Macron og Starmer betyder intet. De vil ikke gøre noget.« Og så siger Omar: »USA kunne stoppe dette. Det er den eneste mulighed. Er der nogen indflydelse på det?«

Og jeg vil gerne bringe det op i denne sammenhæng, når du taler om international mobilisering, at du sammen med Ray McGovern tog initiativ til at sende et brev til paven. Kan du sige noget om det?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Pave Leo XIV, nyheden kom netop i dag, udsendte en meget, meget stærk besked om, at situationen i Gaza kræver øjeblikkelig handling, at den humanitære situation er ved at blive helt desperat.

Så jeg synes, det var et meget vigtigt skridt i den rigtige retning. Men vi har skrevet et brev til pave Leo XIV, et åbent brev, hvor vi giver vores fulde støtte til hans fredsbestræbelser: De første ord, han sagde, da han blev valgt til pave, var trods alt en opfordring til fred. Så jeg tror, at han i den forstand helt klart følger i pave Frans’ fodspor. Men selv om man har en kristen opfattelse af agapē og at være mægler, tror jeg alligevel, at verdens befolkning har brug for et moralsk kompas. For hvis regeringerne ikke længere følger deres egne forfatninger, ikke følger folkeretten, ikke følger Genève-konventionerne, FN-pagten og andre vigtige retsakter, har befolkningen en tendens til at miste orienteringen. Derfor har vi rettet denne meget, meget stærke appel til paven om, at han bør gribe endnu kraftigere ind. For pavestolen er en af de få institutioner i verden, der står over menneskets lov. Den er baseret på naturloven, den er baseret på skabelsesloven, og mange religioner ser på paven som en moralsk leder, selvom de tilhører en anden trosretning.

Så hvis De er enig i, at vi har brug for mere handling, så underskriv dette brev! Vi er lige nu i gang med en international mobilisering for at indsamle underskrifter, og vi ønsker at udsende brevet med underskrifter om et par dage, måske allerede i weekenden, når vi holder konferencen. Så vær venlig at distribuere dette brev i alle de netværk, man har, underskrive det og slutte sig til vores mobilisering. For jeg tror, at hvis paven ville tale endnu stærkere, ville det være absolut nødvendigt for regeringerne at følge hans befaling.

SCHLANGER: Og det brev er tilgængeligt på Schiller Instituttets hjemmeside. Man kan finde det, læse det, udskrive det, sende det rundt, indsamle underskrifter og sende dem til os osv.

For at vende tilbage til Trump-Putin-diskussionen den 19. maj, er der medieberetninger, der forsøger at sige, at den ikke var en succes, at der er en fastlåst situation mellem Europa og USA. Men her er et spørgsmål, som jeg synes er vigtigt. Nogen spørger, hvorfor Schiller-instituttet ikke støtter ideen om en øjeblikkelig våbenhvile? Og kan De forklare forskellen mellem det, europæerne kræver, og Zelenskyjs krav om en våbenhvile, og det, Putin kræver, nemlig at man tager fat på de underliggende årsager til konflikten?

ZEPP-LAROUCHE: Det er meget klart, at den russiske holdning er, at de har sat klare mål for det, de kalder den »særlige militæroperation«: Nemlig at beskytte det russisktalende folk i Ukraine. Det er de næsten lykkedes med ved at befri de fire oblasts og Krim. De kræver også, at de grundlæggende årsager, som ikke kun er de russisktalende, men også at Ukraine skal være neutralt, at Ukraine ikke kan tilslutte sig NATO, og at der ikke må være offensive våbensystemer – hvilket naturligvis er indeholdt i de to tidligere krav, men der må ikke være offensive våbensystemer stationeret i Ukraine. Og jeg tror ikke, der er noget i denne verden, der kan overbevise Putin og andre i den russiske regering om at give afkald på dette krav, fordi de betragter det som en absolut eksistentiel trussel mod Den Russiske Føderations eksistens, og det er derfor, det hele startede.

Og da dette var Putins krav den 17. december 2021, to eller tre måneder før operationen startede, var dette en appel til NATO og til Biden om at give juridisk bindende garantier for Ruslands sikkerhedskrav. Dette blev fuldstændig tilsidesat og ignoreret. Biden kom med et »blah-blah«-svar, hvor han sagde, ja, vi vil genoptage våbenforhandlingerne, men uden at adressere de såkaldte kerneinteresser i det mindste. NATO gav et lignende ikke-svar. Og det er derfor, hele konflikten gik over i denne særlige militære operation, som, som mange militæreksperter har sagt, aldrig var ment som en fuldgyldig krig, hvilket man kunne bedømme ud fra størrelsen af den russiske hær: Der var kun 190.000 soldater, der var samlet ved den ukrainske grænse, mod en ukrainsk hær på 400.000. Den tidligere tyske general Harald Kujat og mange andre militæreksperter har derfor udtalt, at man ud fra dette tal faktisk kunne udlede, at målet netop var at befri de russisktalende områder og ikke mere. Det var aldrig meningen, at det skulle være en fuldgyldig krig eller endda at overtage Ukraine.

Så jeg synes, at den russiske holdning er meget klar, og de har også givet udtryk for, at hvis der indføres våbenhvile, og de vestlige magter fortsætter med at sende våben til Ukraine under våbenhvilen, vil det blot forlænge krigen, det vil medføre flere – hver uge dør i gennemsnit 6.000 mennesker, både ukrainere og russere, på slagmarken, og situationen i Ukraine nærmer sig absolut desperation. De har ikke længere mandskab til at holde fronten dækket.

Så jeg tror, at den russiske holdning er, at de ønsker en våbenhvile, men kun efter at disse kerneinteresser er opfyldt. Derfor har de foreslået et memorandum, som angiveligt er under udarbejdelse.

SCHLANGER: Helga vil holde hovedtalen ved det første panel lørdag formiddag den 24. maj på Schiller Institute-konferencen. Det er et ganske ekstraordinært panel. Blandt talerne er Dmitry Trenin, en meget kendt russisk ekspert, Ray McGovern, Scott Ritter, Chas Freeman og mange andre, men jeg vil opfordre jer til at tilmelde jer konferencen og få andre til at se den online, så I kan høre meget mere indgående, end vi kan præsentere i dagens dialog.

Nu, Helga, vil jeg gerne vende tilbage til det europæiske spørgsmål, for det er klart, at europæerne ikke bare saboterer et fredsinitiativ, men at de presser på for en opløsning af Rusland, og det ville betyde krig. Og det er sandsynligvis en af grundene til, at den tyske kansler Merz er fremstået som en af talsmændene for det hårde krigsparti. De skulle diskutere dette med Dr. Postol i dag og hele spørgsmålet om Taurus-missilerne. Hvor står det? Er det virkelig stadig et sandsynligt scenario, at Merz vil presse på for at levere disse mellemdistancemissiler, der kan slå dybt ind i Rusland fra Ukraine, at han vil presse på for at give dem til ukrainerne?

ZEPP-LAROUCHE: Merz har for blot få dage siden udtalt, at Zelenskyj absolut kan stole på ham og Tyskland, da han blev stillet det spørgsmål. To dage senere sagde han: »Åh, det er ikke på bordet som et reelt problem, men under alle omstændigheder vil vi ikke gøre det offentligt, hvis vi gør det, for det er ikke klogt at informere sin modstander om sine planer.« Det betyder altså, at han måske allerede har forberedt det; det er måske allerede blevet leveret – hvem ved? Forbundsdagsmedlem Matthias Miersch, den nye generalsekretær for Socialdemokratiet, erklærede imidlertid, at Socialdemokraterne stadig er imod levering af Taurus, fordi det ville gøre Tyskland til en krigsparti med det samme. Så i CDU/SPD-koalitionsregeringen er der tydeligvis et andet synspunkt, men desværre blev der i mellemtiden indgået en tysk-britisk strategisk aftale, hvor man besluttede at konstruere nye langdistance-missiler, som har fire gange så lang rækkevidde som Taurus. Taurus har en rækkevidde på 500 km og kan derfor nå Moskva, Kreml, som naturligvis er den ultimative trussel. Men disse nye langdistance-missiler skal angiveligt have en rækkevidde på 2.000 km og nå frem til Ural!

At Tyskland og Storbritannien begynder at fremstille disse missiler på dette tidspunkt er et klart tegn på, at de ikke har nogen fredsplan. De har ingen plan for, hvordan konflikten skal bringes til ophør, og hvordan de normale forbindelser med Rusland skal genoprettes. Man hører ikke et ord om dette fra nogen!

Så jeg synes, at det er helt klart, at hvis man ser på, hvad der foregår i Europa, er det forbløffende, for som jeg sagde, at fratage tyske borgere deres statsborgerskab og gøre dem til en del af denne 17-sanktionspakke mod Rusland – jeg har de sidste par dage talt med flere mennesker, der alle var helt forbløffede over, hvordan man skal tolke det! For det betyder de facto, at disse to journalister, Thomas Röper og Alina Lipp, der arbejder fra Rusland, og som jeg kan se, er ganske anstændige journalister, der er meget grundige i deres kildearbejde og følger spor, verificerer og tjekker dem: De er journalister, ved du. I en tid, hvor journalistik stadig eksisterede som et erhverv, hvilket jeg nu tvivler meget på, fordi de fleste journalister er propagandainstrumenter for NATO’s fortælling, men under alle omstændigheder – uanset hvad, at sætte folk uden retsmidler, at fratage dem deres statsborgerskab, man må lade det synke ind, hvad det betyder. Dybest set, at enhver, der afviger fra denne fortælling, potentielt står over for en lignende skæbne. Og i en vis forstand betyder det, at deres bankkonti bliver indefrosset, så de ikke kan betale en advokat for at få retshjælp; advokaterne har under sanktionerne forbud mod at arbejde med dem, så det er de facto umuligt at gå til domstolen og forsøge at få retfærdighed. Det er bare en administrativ afgørelse, der fratager folk en af deres mest grundlæggende menneskerettigheder, som man kan forestille sig, nemlig deres statsborgerskab. Og hvad skal de nu være? Mennesker uden statsborgerskab eller statsborgerskab? Jeg synes, det er ekstremt alvorligt!

Og jeg har opfanget fra mange diskussioner, at folk virkelig, helt og holdent, er ved at blive meget bange for det.

SCHLANGER: Jeg har endnu et spørgsmål om situationen i Europa. Nogen skrev om den nye sanktionspakke, som EU netop har annonceret, og de siger: »Er de ikke klar over, at de tidligere sanktionspakker ikke har gjort noget for at stoppe Rusland, men har haft en negativ effekt, en modsat effekt, på Europa? For det andet, oprustning: Er det virkelig Europas fremtid?«

Og så er deres sidste pointe: »Ursula von der Leyen, Kaja Kallas og hele holdet af eurokrater, hvis interesser tjener de egentlig? Hvem trækker i trådene?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan allerede nu sige, at denne 17. sanktionspakke vil skade de europæiske økonomier meget mere end Rusland, fordi den definitivt forhindrer Europa, Tyskland og andre nationer i at samarbejde med Rusland og få adgang til billig gas og olie. Von der Leyen vil nu endda indføre en lovgivning, der forbyder genåbningen af Nord Stream-rørledningerne. Det er alt sammen en selvforskyldt katastrofe. Den tyske økonomi og den europæiske økonomi generelt er i frit fald! Der er bankerotter hver dag. De små og mellemstore virksomheder (SMV’er), hver dag må to eller tre af sådanne virksomheder i Tyskland erklære sig konkurs, og man kan regne ud, hvor længe det vil fortsætte. Vi i Tyskland står over for et potentielt fuldstændigt sammenbrud af vores model! For blot få år siden så folk i hele verden på Europa som en meget succesrig model med et godt socialt system, ikke den angloamerikanske frie markedsøkonomi, men det begyndte med kansler Ludwig Erhards »soziale Marktwirtschaft«, den »sociale markedsøkonomi«, men med vægt på »social« og et meget veletableret socialt system, sundhedssystem, uddannelsessystem – alt det ryger nu ud af vinduet. Og hvis vi ikke vender kursen meget hurtigt, vil hele den tyske model, som er en eksportorienteret model, kollapse! For hvor går alle disse kunstigt skabte penge hen, som man kan sammenligne med Hjalmar Schachts Mefo-veksler? De går til en vis grad til det tyske militærindustrielle kompleks, hvor Rheinmetall og andre opnår enorme fortjenester, og til krigsprofitører. Men krigsindsatsen er ikke hurtig nok, så mange penge går til andre lande, der producerer våben – til USA, til Storbritannien, til Israel, til alle mulige lande.

Så penge, der vil være gæld for kommende generationer, og som er fuldstændig spild, fordi enhver investering i militærproduktion, set ud fra et fysisk økonomisk synspunkt, er smidt ud af vinduet eller sunket i havet, eller hvad man nu vil kalde det. Det hjælper ikke befolkningens velfærd. Det er en pengemaskine for spekulanter og krigsmagere.

Så jeg kan kun sige, at den tyske situation fortjener den største opmærksomhed, og der er nu en hel række kommentatorer, Jeffrey Sachs, Patrick Lawrence og mange andre, der alle siger: “Hvad sker der med Tyskland? Hvordan kan vi forklare, at de ikke kan ændre kurs, når de ser, at den selvforskyldte undergang, de bringer over sig selv, ødelægger alt det, som alle generationer efter Anden Verdenskrig har arbejdet for at opbygge: Alt dette bliver ofret lige nu!” Og jeg kan kun sige, at det eneste håb er, at befolkningen vågner op og kræver, at dette stoppes! Så vær venlig at blive aktiv sammen med os, og vi vil helt sikkert diskutere flere aktiviteter for, hvad der skal gøres for at øge offentlighedens bevidsthed. Men vi befinder os i en eksistentiel krise lige nu, og den kan kun afhjælpes, hvis nok statsborgere – det vil sige jer – hjælper os med at mobilisere for at stoppe dette.

SCHLANGER: Det bringer mig til det sidste spørgsmål, som går tilbage til det, jeg rejste i begyndelsen: Din afdøde mand, Lyndon LaRouche, rejste for mange år siden spørgsmålet: »Har vi den moralske egnethed til at overleve?« Når man har en samling eller en sammenlægning af denne slags kriser, er det det spørgsmål, der stilles. Nu ved jeg, at han var optimist – han var hård, men han var optimist, der troede, at vi ville være i stand til at mobilisere den slags empati og menneskelig kreativitet for at overleve. Hvad synes du om det, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at det spørgsmål er noget, som alle, også jer, der ser og lytter til os lige nu, bør overveje alvorligt. For svaret er endnu ikke afgjort. Jeg tror, at der er håb, fordi verdens flertal, landene i det Globale Syd, som repræsenterer den Globale Majoritet, helt klart bevæger sig i en helt anden retning. Hvis man ser på de bestræbelser, de gør for at skabe et nyt økonomisk system, der ikke er baseret på geopolitisk konfrontation, men på et »win-win-samarbejde« og på at have de fem principper for fredelig sameksistens som retningslinjer for deres udenrigspolitik, tror jeg, at de har en helt anden tankegang, og at de er fredelige. Hvis man ser på BRIKS-landene, Afrika, Asien og Latinamerika, er der en helt anden stemning: Folk er meget mere optimistiske end i Europa og USA.

Men om det vestlige etablissements insisteren på at holde fast i sin tidligere privilegerede position vil fortsætte, indtil der er nået en fuldstændig katastrofe, må vi vente og se. Og det er meget farligt. Og jeg kan kun sige, at i et øjeblik som dette må man mobilisere det bedste i sig selv. Man må tænke over, hvad mit liv er værd. Hvorfor er jeg her? Hvad er formålet med menneskearten? Er menneskearten noget andet end dyrene?

Jeg kan fortælle jer, at intet dyr – hverken en bjørn, en løve, en slange eller noget andet såkaldt grimt dyr – nogensinde ville gøre det, som nogle mennesker, der har opgivet deres menneskelighed, er i stand til at gøre! For de dræber kun, når de er sultne, og når deres sult er stillet, holder de op. Men det, der foregår på denne planet lige nu, af grådighed og profetiske og privilegerede begær, går langt ud over, hvad noget dyr nogensinde ville gøre.

Så man må spørge sig selv i et øjeblik som dette: »Hvor kan jeg finde ressourcerne i min bedste sjæl til at stå op mod det onde omkring mig?« Og det er derfor, man skal se på mennesker som Friedrich Schiller, Ludwig van Beethoven, Confucius og mange af de andre store tænkere, fordi de har beskæftiget sig med disse spørgsmål på et meget avanceret niveau. Og naturligvis min afdøde mand, Lyndon LaRouche, som nu bliver rost af flere og flere mennesker, der siger: »Han havde så ret. Han forudsagde alt dette, der er på vej.« Hvis man ser på nogle af hans ældre taler, videoer og artikler, er det forbløffende: Mange af dem er så aktuelle, som om de var skrevet i dag.

Så det vil også være et emne på vores kommende konference, og jeg tror, der stadig er tid til at reflektere over alt det og grundlæggende sige: »Vi er i en situation, hvor vi absolut må sætte menneskeheden først – ikke et land først, men menneskeheden først – og så må man på en eller anden måde bringe sit eget lands interesser i overensstemmelse med menneskehedens større interesser som helhed. Og så kan alt falde på plads og blive løst.«

Men bliv aktive: Jeg tror, at ligegyldighed er den værste synd lige nu.

SCHLANGER: Så kom op af stolen og slut jer til os i weekenden, når vi mobiliserer for at bøje historiens bue mod retfærdighed. Jeg vil holde hovedtalen i det tredje panel om Oase-planen og LaRouche-planen for en milliard arbejdspladser. Helga vil holde hovedtalen i det første panel: Så, Helga, vi ses!

ZEPP-LAROUCHE: Ja, vi ses på lørdag! 

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen! Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 102. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være ordstyrer i dag sammen med Dennis Speed og Dennis Small.
Jeg vil gerne takke vores veteran-deltagere for 102 ugers organisering. Grunden til, at vi oprettede dette forum, er for at forene fredsbevægelsen rundt om i verden. Helt ærligt har det været meget dysfunktionelt, der er en masse interne stridigheder og en masse skænderier. Vi ønsker at samle folk i ét rum, være modne voksne, og vi vil koordinere vores aktiviteter, så vi kan opnå ægte fred.

Vi har naturligvis meget at se til i den kommende uge og de kommende uger. Vi har Schiller-instituttets konference i næste uge. Næste uges IPC-møde flyttes til lørdag, til konferencen, fordi mange IPC-medlemmer skal tale under konferencens første panel. Jeg vil også gerne sikre mig, at folk er klar over den massive organisering, der foregår i forbindelse med det palæstinensiske FN-topmøde den 2.-4. juni. Vi skal sørge for at lægge maksimalt pres på for at få Oase-planen igennem. Vi har haft mange mennesker, der vil organisere sig op til dette topmøde. Fortsæt venligst med at organisere og distribuere dette materiale.

Vi starter i dag med Helga Zepp-LaRouche, der er grundlægger af Schiller-instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig byde jer alle velkommen. Jeg tror, at hele verdens øjne er rettet mod Istanbul, hvor det i dag er anden dag af begivenhederne. Mødet mellem den ukrainske og russiske delegation fandt endelig sted; det blev ledet af den tyrkiske udenrigsminister. Mødet sluttede efter to timer; resultatet er endnu ikke kendt, i hvert fald ikke for mig. Måske vil vi finde ud af mere i løbet af denne diskussion.
Under alle omstændigheder var der en enorm international dramatik omkring mødet, hvor alle i Vesten sagde, at det var en fælde for Putin, og nu dukker Putin ikke op. Men når man ser bort fra al dramatikken, synes jeg, det er yderst vigtigt, at mødet fandt sted. Det var de første direkte drøftelser mellem ukrainere og russere siden marts 2022, hvor de også i Istanbul nåede frem til en aftale, der ville have afsluttet krigen efter kun en måned. Den aftale blev saboteret af Boris Johnson, der fløj til Kiev for at fortælle Zelenskyj, at han skulle fortsætte kampen, og at hele NATO ville bakke ham op. Når man tænker på det enorme antal mennesker, der har mistet livet, og den enorme ødelæggelse, der er sket i Ukraine, er det utroligt. Derfor er det meget vigtigt, at disse direkte forhandlinger fandt sted.

Den russiske delegation bestod af nøjagtig det samme team, der forhandlede i marts 2022, og de var derfor naturligvis meget godt bekendt med området. De kendte alle vanskelighederne og var derfor meget erfarne. Zelenskyj fordømte delegationen og sagde, at den var på et lavt niveau, og Putin dukkede ikke op. Men ifølge nogle rapporter fra russiske kilder var den ukrainske delegation ikke et erfarent team. Teamet var meget stort og bestod af 80 % sikkerhedsembedsmænd af forskellig art og kun 20 % politikere eller diplomater. Man kunne altså ud fra sammensætningen af teamet læse begge parters tankegang. Men det er naturligvis for tidligt at dømme. Under alle omstændigheder kan man forvente, at det reelle resultat først vil komme efter et direkte møde mellem præsident Trump og præsident Putin. I brevet står der blot, at han ønsker, at dette møde finder sted så hurtigt som muligt, og det kan være inden for få dage.

Så jeg tror, at dette er et vigtigt tegn på, at der er håb om en løsning. Jeg tror, at den overordnede dynamik faktisk går i retning af en løsning af konflikterne. Det gælder desværre ikke for alt. Det gælder helt sikkert situationen omkring Gaza, hvor folkemordet i øjeblikket er i fuld gang. Tom Fletcher, der er undersekretær for humanitære anliggender i FN, har netop udtalt, at Den Internationale Domstol er i gang med at undersøge, om der er tale om folkemord. Han sagde, at hvis de ikke skynder sig, vil det være for sent, fordi alle vil være døde. Faktisk betyder den mere end 60 dage lange fuldstændige afbrydelse af hjælpen til Gaza, at for to dage siden var 22 % af alle mennesker i Gaza i fase fem af sult, og fase fire – som er lige under umiddelbar sult, men stadig hungersnød – gjaldt for de resterende 80 %. Så der er grundlæggende en utrolig høj dødelighed som følge af sult, tørst og sygdom. Det, der sker lige nu, er nøjagtig det, som forsvarsministeren sagde den 9. oktober for 19 måneder siden, nemlig at der vil være en total belejring af Gaza, fordi det, Israel står over for, er »menneskelige dyr«, og det er åbenbart nok til at dehumanisere hele kampagnen.

Situationen er altså ubeskrivelig. Jeg tror, at Tom Fletchers ord om, at vores nuværende verden vil blive dømt af fremtidige generationer, og at ingen kan sige, at vi gjorde alt, hvad vi kunne, fordi det ville være nok med et enkelt telefonopkald fra USA for at stoppe det, er rigtige. Så byrden for at handle ligger på os, på verdenssamfundet, men især på de magter, der med en lille indsats kunne ændre situationen.
Situationen der er fortsat meget alvorlig. Nu har IDF udvidet sine aktioner i Gaza til Vestbredden. Der var en hændelse, hvor der blev begået et bombeangreb mod en bil med en gravid kvinde, som blev dræbt. Det var udgangspunktet for, at det israelske militær meddelte, at de ville jævne alle flygtningelejre og landsbyer, hvor mistænkte »terrorister« gemte sig, med jorden. Så nu har vi en udvidelse af folkedrabet i Gaza til Vestbredden. Det er naturligvis det brændende spørgsmål, som vi alle må ændre.

Ellers vil jeg sige, at præsident Trumps indsats kan virke vanskelig at forstå på grund af hans åbenlyse tendens til at sige det ene den ene dag og gøre det modsatte den næste. Men hvis der er noget håb, kan man konkludere det ud fra det faktum, at Genève-forhandlingerne mellem USA og Kina om tolden efter kun en meget kort forhandlingsperiode resulterede i et positivt resultat. Næsten alle toldsatser blev trukket tilbage til omkring 10 %, hvilket er et mindre beløb. Den kinesiske vurdering var, at det var »en overraskende succes, en forbløffende vending, der overgik de mest optimistiske prognoser. Et sjældent øjeblik af afspænding i et hav af spændinger og friktion.« De amerikanske toldsatser på kinesiske produkter, som i nogle kategorier var på op til 245 %, blev alle trukket tilbage.

Den kinesiske kommentar var naturligvis, at det efter forhandlingerne viste sig, at vanskelighederne ikke var så store som oprindeligt forventet. Man kan håbe, at det også er tilfældet for løsningen af det ukrainske spørgsmål, hvor ukrainerne, trods situationen på slagmarken, hvor de her og der iværksætter nye angreb, generelt allerede er klart besejret.

Alle bestræbelser fra den såkaldte koalition af villige på at styrke deres kampkapacitet vil ikke føre til en ændring af krigssituationen, som i grunden er tabt. Så nu er det eneste spørgsmål, om man kan få en ende på dødskampen, og om man kan forhindre, at dette stadig fører til en optrapning. Koalitionen af villige har tydeligvis endnu ikke kapituleret og indstillet deres bestræbelser på at sabotere denne indsats.

Den nye tyske kansler Friedrich Merz havde oprindeligt sagt i et tv-interview, at Zelenskyj kan have fuld tillid til Merz med hensyn til Taurus. Derefter protesterede socialdemokraterne og sagde, at de ikke har ændret deres holdning og ikke vil gå med til levering af Taurus, fordi de ikke ønsker, at Tyskland bliver en krigspart. Derefter tonede Merz det lidt ned og sagde, at det ikke er et aktuelt spørgsmål nu. Men under alle omstændigheder vil vi ikke diskutere det offentligt, hvis det kommer op i fremtiden, fordi man ikke bør diskutere sådanne ting offentligt. Så vi må være på vagt, fordi det ville sætte Tyskland i en position, hvor det straks ville blive en part i krigen. Som flere russiske eksperter har sagt, ville russernes sikre reaktion være at ramme et tilsvarende mål i Tyskland. Måske broer, hvis Kerch-broen [til Krim] bliver ramt af Taurus-missilerne, eller måske fabrikken, hvor Taurus-missilerne produceres, og så ville man have en regulær krig midt i Europa mellem Tyskland og Rusland. Denne fare er endnu ikke afværget, før der er fundet en løsning på krisen i Ukraine, som – som russerne har sagt mange gange – tager fat på de grundlæggende årsager. Det er udvidelsen af NATO og offensive våben på Ukraines territorium, som truer Ruslands nationale sikkerhed.

Jeg tror, at dette er nogle af de udviklinger, der er i gang. Jeg vil blot nævne to ting, som man er nødt til at huske på. Vi er endnu ikke i sikkerhed. Der er noget meget forbløffende og chokerende, og jeg håber, at nogle af eksperterne fra VIPS kan kommentere det i løbet af denne diskussion. Der er en helt chokerende video med Tulsi Gabbard, direktøren for National Intelligence, der bliver spurgt af en reporter, om hun vil stå ved sine beskyldninger mod Comey, den tidligere FBI-direktør, om at han propaganderede for mordet på præsident Trump. Hun svarede, at hun ville, fordi Comey tilsyneladende havde promoveret eller distribueret et ildevarslende tegn, der bruges som symbol for mord – 8647. Tallet 86 er et tegn for mord [og Trump er den 47. præsident].

I går var der også en lignende ildevarslende artikel i den britiske presse, hvor der stod, at det kun er et spørgsmål om tid, før Putin falder, og at han under alle omstændigheder kan blive myrdet. Jeg nævner bare disse to ting, fordi vi endnu ikke er i sikker havn, selvom vi kan afværge de umiddelbare kriser i Ukraine og toldkrigen. Men vi skal naturligvis være absolut mobiliserede, som vi sagde før, og som Anastasia netop nævnte, om Oase-planen, der skal sættes på dagsordenen for konferencen den 2.-4. juni i FN. Og vi skal have den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der løfter hele de internationale relationer op i et helt andet paradigme, hvor vi erstatter konfrontation med samarbejde i traditionen fra Westfalske Fred. Så det var det, jeg ville sige i begyndelsen.

Bemærkninger under diskussionen:

Som svar til Maoz Inon:Jeg støtter naturligvis helhjertet det, De gør. Jeg tror, jeg kan forpligte de fleste kræfter i Den Internationale Fredskoalition til at gøre det samme. Jeg har en lidt anden ting, som jeg måske bør bringe på banen, inden De går. Jeg har skrevet et åbent brev til Hans Hellighed, pave Leo XIV. I betragtning af at Ray nævnte Putins generøsitet ved at nævne de allierede styrkers bidrag til sejren over nazisterne, kan De måske tilgive mig, at jeg ikke kritiserer pave Frans for det, han ikke gjorde, men at jeg bygger videre på det, han gjorde. Lad mig hurtigt læse det op; det er meget kort. Og jeg vil faktisk gerne have, at folk lytter til det og læser det, for hvis vi ud fra denne diskussion kan samle så mange underskrifter som muligt for at begynde at forene alle religioner og mennesker med god vilje omkring denne fredside, for at skabe en reel international fredsbevægelse, desto bedre.

Åbent brev til Hans Hellighed, pave Leo XIV

»Vi, de undertegnede, byder Deres Hellighed hjerteligt velkommen i Deres pontifikat i vores nuværende ekstremt turbulente tider og værdsætter, at Deres første ord var ›Fred være med jer alle‹.
«Ikke alene raser der regionale konflikter i mange dele af verden, flere af dem har potentiale til at eskalere til en atomkrig, der kunne betyde civilisationens undergang og dermed udgøre den ultimative synd mod Guds skaberværk.
“De tilbød at fremme fredsforhandlinger mellem lande i krig og dermed fortsætte mandatet fra pave Frans, der gjorde fred til et presserende krav i sit sidste Urbi et Orbi-budskab og som så mange gange har fordømt våbenhandel og dem, der tjener på krig.
“Vi ønsker at meddele Deres Hellighed, at vi er fast besluttet på at gøre alt, hvad der står i vores magt, for at nå ud til alle kristne såvel som troende af andre religioner og verdenssyn, for at forene os i bestræbelserne på at etablere en ægte fredsorden i verden, der fjerner de grundlæggende årsager til krig ved at tage hensyn til alle parters legitime sikkerhedsinteresser.

Vi støtter også fuldt ud Deres afvisning af de ›manikæiske forestillinger‹, der deler mennesker i ›gode og onde‹, fordi de nægter mennesker muligheden for at overvinde det onde gennem udvikling. Vi støtter denne idé om, at ›det nye navn for fred er udvikling‹.”

Hvis mange af jer, der deltager i denne diskussion, kunne underskrive dette, kunne vi måske virkelig starte en international mobilisering for at forsøge at få mange kræfter involveret i denne fredsindsats.

(Lidt senere i diskussionen:) Jeg synes også, man bør se det større billede, nemlig at der før krigen brød ud var potentiale for, at Ukraine kunne spille en rolle som bro mellem Asien og Europa gennem udvidelsen af Bælte- og Vej-Initiativets korridorer. EU-associeringsaftalen, som var udløseren for Maidan-kuppet, var designet til at afbryde dette og forhindre, at det skete. Så nu, efter tre års krig, er BRIKS-landene vokset enormt, og udviklingskorridorerne inden for BRIKS er vokset. I mellemtiden har Brasilien og Kina også fremsat et fredsforslag for Ukraine.
Det er ganske tænkeligt, at hvis vi bevæger os i den retning, som IPC og Schiller-instituttet har slået til lyd for siden begyndelsen af denne indsats, nemlig at få en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til alle landes interesser på kloden, så kunne man i den sammenhæng tænke sig en økonomisk integration af Eurasien. Præsident Putin har gentagne gange i den seneste tid sagt, at han som et resultat af den særlige militæroperation, som han kalder den, ser potentiale for et nyt eurasiatisk sikkerhedssystem. Den 14. juni 2024 sagde han endda, at der er potentiale for et nyt globalt sikkerhedssystem. I den sammenhæng er det ganske tænkeligt, at opfattelsen af at opbygge korridorer til genopbygning af Ukraine efter krigen i forbindelse med udviklingsprojekterne for den eurasiske landbro kan forene Europa og Asien som det økonomiske grundlag for dette nye eurasiske sikkerhedssystem. Jeg tror, at hele dynamikken vil skifte til det, jeg sagde var tilfældet for Gaza, nemlig at det nye navn for fred er udvikling. Jeg tror, at den samme idé om, at det nye navn for fred er udvikling, også gælder for løsningen af problemer som f.eks. hvad der vil ske med Odessa….

Svar til Scott Ritters kommentar til hendes kommentar: Bare en kort kommentar. Da hele formålet med Den Internationale Fredskoalition er at få verden til at indføre et nyt paradigme, den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Westfalen-freden, som afsluttede 150 års krig i Europa ved at skabe et system, der tog hensyn til de andres interesser, dvs. alle andre landes interesser. Jeg udelukker ikke muligheden – og det vil naturligvis kræve en større diskussion – at USA kunne skifte til at samarbejde med BRIKS, når de først indser, at de får langt større fordele ved at samarbejde med den globale majoritet i verden end ved at forblive i den geopolitiske tankegang.

Det lyder måske usandsynligt lige nu, men tendensen i verden går så kraftigt i den retning, at jeg håber, at det også vil være muligt at inddrage USA i en helt ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur.

Svar på spørgsmål om Afrika, Trump i Saudi-Arabien osv.: Jeg tror, at afrikanerne først og fremmest har brug for energi – 600 millioner afrikanere har ikke adgang til elektricitet. Så USA’s politik kunne være at opbygge energikilder, der er lette at realisere på kort sigt, såsom at udnytte gasfelter med turbiner og så videre, og oprette et elnet for hele Afrika. Man bør også straks påbegynde opførelsen af sikre atomkraftværker af fjerde generation, enten med thorium, pebble-bed eller hvad som helst, sikre reaktorer. Det tager lidt længere tid, men man er nødt til at gå i gang med det samme. Afrika har også et presserende behov for et internationalt infrastrukturnet – havne, jernbaner, højhastighedstog, motorveje, industriparker. Der er to banebrydende projekter, som kunne sættes i gang med det samme. Det ene er Inga-dæmningen i Congo, som ville forsyne hele regionen med elektricitet. Dernæst er der Transaqua-programmet, som vil tage 3 % til 5 % af vandet fra Congo-floden i en højde af ca. 500 meter og gennem et system af kanaler og floder man kunne transportere det til Tchad-søen, som er ved at udtørre – der er kun 10 % tilbage. På den måde kunne man få vandkraft langs kanalerne og floderne til at forsyne omkring 12 lande med elektricitet. Man kunne bruge det vand til at irrigere store dele af Sahel-zonen. Man kunne starte landbrug, skovbrug og orkideavl der. På den måde ville man få en fuldstændig game changer, fordi disse to projekter i hjertet af Afrika ville sætte gang i en reel industrialisering af kontinentet. Så det ville være mit forslag til at begynde med…

Svar på kommentar og spørgsmål vedrørende Afrika: Jeg tror, det er præcis tendensen i øjeblikket, fordi alle de [afrikanske] lande, du nævnte, for nylig har smidt de relevante ambassader ud, afbrudt de diplomatiske forbindelser eller ophørt med at bruge franc som valuta. Jeg tror, at de fleste mennesker i Vesten fuldstændig undervurderer Bandung-ånden, som er vendt tilbage med fuld styrke til det Globale Syd. I år er det 70-årsdagen for Bandung-konferencen, og det inspirerer mange lande i Afrika, Latinamerika og Asien – især Asien og Afrika – til grundlæggende at gøre en ende på kolonialismen for altid. For i Bandung advarede Jawaharlal Nehru, Zhou Enlai og Sukarno alle om, at selv om nogle af disse lande allerede havde overvundet kolonialismen ved at opnå en vis grad af uafhængighed, eksisterede den moderne form for neokolonialisme stadig. Det, der nu er sket, hovedsageligt gennem Kinas fremkomst og Bælte- og Vej-Initiativet og de mange samarbejdsaftaler i Afrika, Latinamerika og Asien, er, at disse lande har set muligheden for at overvinde denne neokoloniale tilstand ved at sige, at de ønsker at forarbejde de råvarer, de har i deres egne lande, udvikle den industrielle kæde i deres egne lande og på den måde skabe værdiforøgende produkter gennem en sådan industrialisering for at blive mellemindkomstlande på relativt kort sigt. Det er det, der motiverer disse lande, og de er ikke længere villige til at lytte til prædikener fra landene i det Globale Nord, fordi de tager deres skæbne i egne hænder. De gør dette gennem et voksende system af samarbejde baseret på win-win-samarbejde.

Jeg synes, at Vesten fuldstændig og aldeles arrogant ignorerer dette, men jeg tror, at det er tidens tendens. Størstedelen af menneskeheden bevæger sig kraftigt i den retning.

Svar på kommentar om Ray, der tager til Tyskland: Jeg er faktisk enig i det, der lige blev sagt. Jeg tror, vi kunne samle alle vores kræfter, og Ray McGovern kunne virkelig gøre en forskel. Jeg synes, vi skal hjælpe ham med at løse de problemer, han vil stå over for. Han har brug for en vis hjælp i sin situation. Jeg vil også gerne invitere Scott. Ville du også være villig til at komme? Jeg tror, at I to ville udgøre en magtfuldt duo, som ingen kunne modstå. Scott siger, at han meget gerne vil komme, hvis han kan få sit pas tilbage.

Afsluttende bemærkninger:
Jeg vil gerne opfordre alle, der lytter, til straks at blive aktive sammen med os. Det er yderst presserende. Situationen i Ukraine kan blive løst på den måde, Scott beskrev. Det, der er sikkert, er, at tiden er ved at løbe ud for befolkningen i Gaza. Sulten fortsætter. Du kan selv regne ud, hvor længe du kan overleve – vi taler ikke om at faste, vi taler om at sulte ihjel. Så måske højst fire uger, jeg ved det ikke.
Vær venlig at blive aktive sammen med os. Jeg siger dette især til folk i Tyskland, hvor der, som Ray korrekt nævnte, er en utrolig undertrykkende atmosfære. Mange mennesker trækker sig tilbage som i Biedermeier-tiden; de trækker gardinerne for og siger: »Lad os gøre vores hjem behageligt og ikke se på, hvad der foregår udenfor.« Jeg finder dette dobbelt og tredobbelt tragisk, for hvorfor eksisterer Israel overhovedet? På grund af Holocaust, og man kan ikke diskutere dette emne i Tyskland uden at fremkalde en øjeblikkelig reaktion – selv det kan jeg ikke diskutere. Men det er en tragedie, at Tyskland, som burde have lært, hvad en holocaust er, nu ikke gør noget for at stoppe en, der finder sted lige foran vores øjne i vores stuer gennem fjernsynet hver dag. Desuden overvejer Tyskland igen at sende kampvogne mod Rusland. Merz vil besøge denne bataljon i Litauen for at styrke den. Det er lige ved den russiske grænse. Graden af historisk glemsomhed – jeg ved ikke, om det er et ord, men på tysk findes der et ord, der hedder (Geschiestvergessenheit); glemsomhed over for historien. Det er noget, vi må ryste af os. Vi har haft to verdenskrige på vores jord. Det er sandt, at for russerne er verdenskrige – især Anden Verdenskrig – en del af deres daglige virkelighed. Amerikanerne har ikke haft krig på deres territorium i meget lang tid. Men vi i Europa har haft to forfærdelige verdenskrige. Hvorfor er det, at vi nu har en række politikere, der tramper på mindet om alle dem, der døde i disse krige, og forsøger at udrydde mindet om det? Lad os genoplive det.

Derfor vil jeg gerne opfordre Dem alle til at deltage i vores konference i næste weekend i USA. Vi vil også afholde en konference i Europa inden længe, sandsynligvis i begyndelsen af juli. Tilmeld Dem den; deltag i den. Alle Dem, der er enige i den tekst, jeg læste op i begyndelsen med Ray’s tilføjelser, vil forhåbentlig skrive det umiddelbart efter dette program er slut, med den specifikke tilføjelse, at folkedrabet skal tages op af pave Leo XIV. Send jeres underskrift med det samme til Anastasia, for vi vil gerne bruge denne kampagne til at nå ud til religiøse ledere og civile ledere over hele verden, så de vil slutte sig til denne indsats. Jeg tror, vi må styrke fredsbevægelsen, så den bliver den mest magtfulde kraft på kloden. Det var alt, jeg ville sige.

Se videoen her.

Ikke korrekturlæst

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Schiller Instituttets grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche. I dag er det onsdag den 14. maj 2025. Jeg hedder Harley Schlanger og er jeres vært. I kan sende jeres spørgsmål og kommentarer pr. e-mail til fru Zepp-LaRouche på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Helga, vi befinder os midt i en række meget højt profilerede diplomatiske initiativer med præsident Trump i Sydvestasien, et møde mellem repræsentanter for Ukraine og Rusland i morgen i Istanbul, igangværende forhandlinger mellem USA og Iran og mellem Indien og Pakistan, handelsforhandlinger mellem USA og Kina og så videre og så videre. Overgangen fra fysisk krigsførelse til diplomati ville være et velkomment skridt fremad, men der er stadig mange forhindringer, der skal overvindes. Inden vi går over til de konkrete sager, vil jeg gerne høre dine tanker om den overordnede dynamik, som du beskrev som en historisk bølge mod et nyt paradigme efter sejrsdagens fejring den 9. maj i Moskva og præsident Putins pressekonference den 11. maj.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg tror, at den overordnede dynamik er, at der er en ny verdensøkonomisk orden på vej. Men inden jeg kommer til det, tror jeg, at præsident Trump i de sidste par dage klart har ændret situationen ved at forsøge at afslutte krigen i Ukraine – som du sagde, er der i morgen møde i Istanbul, hvor det fra russisk side er uklart, hvem der vil være til stede. Måske Ushakov, en rådgiver for Putin; måske Lavrov; måske en overraskelse i form af Putin, hvilket jeg ikke tror vil ske, men det kan ikke udelukkes. Under alle omstændigheder blev det gentaget fra russisk side, at det, der er på bordet, er Putins tilbud om at vende tilbage til forhandlingerne, som de var i marts-april 2022, hvilket naturligvis ville være den rimelige vej at gå. Zelenskyj siger, at han vil være der, at han vil være der før russerne, uanset hvad. Hvis det kommer til et sådant møde, og der finder direkte drøftelser sted, ville det være en stor lykke.

Desværre kan man også se, at den såkaldte »koalition af villige« – briterne, franskmændene, tyskerne, polakkerne – stadig leger med at sende europæiske tropper til Ukraine som en såkaldt »fredsstyrke«, hvilket Rusland har afvist. Og der er også løbende snak fra den nye tyske regering under Merz om, at man fremover ikke længere vil oplyse, hvilke våben der vil blive leveret til Ukraine. Hvorfor er man nødt til at levere våben, selv implicit Taurus, når der er et klart perspektiv for fred? Merz har stort set sagt, at tiden, hvor det vil blive sagt meget klart, hvilke våben der vil blive sendt til Ukraine, er forbi; fra nu af vil dette ske i hemmelighed. Kiesewetter, Merz’ de facto forsvarsordfører, antydede, at hvis Rusland ikke indgår kompromiser, vil Taurus blive leveret. Dette er et klart brud på den absolut sidste røde linje, hvilket vil gøre Tyskland til en krigsparti.

Nu har forbundsdagsmedlem Miersch fra SPD sagt, at SPD vil holde fast i sin politik om ikke at levere Taurus-missiler til Ukraine, fordi det ville gøre Tyskland til en krigspart. Men jeg synes, at denne støj fra den nye regering er meget farlig, og jeg synes, at i betragtning af, at leveringen af Taurus-missilerne ville gøre Tyskland til en krigspart, og i betragtning af, at kun tyske soldater kan betjene disse krydsermissiler, er det en vis grad af uansvarlighed overhovedet at overveje det. Jeg har haft drøftelser med nogle kolleger og venner og kontakter i de sidste par dage, og vi var alle enige om, at det mest bemærkelsesværdige er det nuværende etablissements fuldstændige manglende evne til at overveje, hvad konsekvenserne af deres handlinger vil være. Det er, som om de bliver trukket af en eller anden intern eller ekstern mekanisme, der ikke har noget med virkeligheden at gøre, men er en slags drivkraft til at fortsætte med det, de har gjort for at bevare en position af overherredømme, af dominans.

Jeg synes, det er meget, meget vigtigt, at befolkningen bliver mere aktiv og vågner op, for jeg tror, at det største problem i Tyskland stadig er passiviteten. Når man tænker på, hvad der står på spil, at hvis Tyskland ender i en konflikt med Rusland, er sandsynligheden for, at der ikke vil være noget tilbage af Tyskland, næsten 100 %. Så har man disse politikeres handlinger, som jeg finder så uforenelige, at det er skræmmende. Jeg er glad for at kunne meddele, at den meget berømte og ekstraordinære raket- og atomekspert Ted Postol vil være med i programmet i næste uge i samme format. Han vil forberede et klart budskab, specielt til den tyske befolkning, om, hvad udstationeringen af Taurus-raketter i Ukraine vil betyde for Tyskland. Så det er den umiddelbare kommentar til det.

Det er naturligvis godt, at der synes at være en vis enighed mellem USA og Kina om handelsspørgsmål. Trumps rejse til Emiraterne og de arabiske stater synes hovedsagelig at være domineret af forretningsaftaler, våbensalg fra USA til Saudi-Arabien. Desværre ser det ikke ud til at have nogen indflydelse på den forfærdelige situation i Gaza, som har nået et punkt, der er ubeskriveligt.

SCHLANGER: Vi har en række spørgsmål, der går mere i dybden med disse særlige tilfælde: Først og fremmest om Ukraine og Rusland har flere skrevet, at de ikke har tillid til, at Zelenskyj mener det alvorligt med fred, især da de europæiske ledere – Starmer, Macron, Merz og Tusk, der af en seer er blevet døbt »De tre stooges plus én« – synes at være fast besluttet på permanent krig. Tror du, at Europas insisteren på først at opnå en våbenhvile i stedet for at forhandle om en afslutning på krigen er beregnet til at provokere Putin til at nægte at forhandle, så de kan lægge skylden på ham?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Det var et åbenlyst forsøg fra disse fire lande eller deres ledere på at skabe en fælde for Putin. Men Putin håndterede det meget hurtigt: Han har trods alt sort bælte i judo, så han har endnu en gang bevist, at han hurtigt kan lægge disse europæiske ledere i gulvet. Så jeg synes, det var håndteret med succes.

SCHLANGER: Og det så ud til, at Trump bakkede ham op ved at sige, at Zelenskyj skulle være til stede for at forhandle.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, ja. Det tror jeg. Jeg tror, det er meget klart, at med alle de hvis og måske, kan man sige, at der er en aftale mellem Washington og Moskva om at afslutte den krig, og forskellen mellem disse europæere bliver helt klar for hele verden.

SCHLANGER: Nu bragte du spørgsmålet om den forfærdelige situation i Gaza op, hvor israelerne har forpligtet sig til en politik om at sulte befolkningen og åbent antyder, at det er det, de har til hensigt at gøre. Men samtidig har man tidligere utænkelige udviklinger, såsom at USA går uden om Netanyahu for at forhandle med Hamas, med Yemen, med Iran. En journalist fra Iran stillede dette spørgsmål: »Tror du, at præsident Trump har en sammenhængende plan, eller improviserer han fra dag til dag?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, han har en langsigtet plan. Jeg tror, han har en impuls, og jeg tror, han sluttede krigen med Yemen, fordi selv New York Times havde en lang artikel, hvor de sagde, at den var en total fiasko, og flere kommentatorer har i den seneste tid påpeget, at det bliver mere og mere klart, at militære midler til at løse konflikter har slået fuldstændig fejl, alle sammen! Vietnam, en total fiasko! Afghanistan, en skammelig fiasko! Irak, en fiasko. Libyen, en katastrofe. Og nu Ukraine: Ukraine er tabt. Ungarns premierminister Orban sagde netop på det seneste møde i Budapest, at krigen i Ukraine er tabt, og at de vestlige ledere har enormt svært ved at indrømme det, fordi det ikke er så let at fordøje at tabe en sådan krig, og nu er krigen i Yemen tabt, fordi Trump blev præsenteret for tal, der viste, at Pentagon havde enorme tab, du ved, droner, jetfly, høje omkostninger, men ingen resultater. Så Trump besluttede også at afslutte den krig.

Og jeg kan kun sige, at Trumps holdning til Iran synes at være, at han faktisk siger, at så længe Iran går med til ikke at have atomvåben, kan også denne konflikt løses. Og i betragtning af, at der stadig er en fatwa i Iran, der siger, at det er i strid med den islamiske religion at gå efter atomvåben, tror jeg, at der er en god chance for, at også denne konflikt kan løses fredeligt.

SCHLANGER: Nu spørger den samme reporter: »Handler Trumps nuværende rejse kun om at sælge militært udstyr?« Men så var der også et spørgsmål fra Iran: »Har De noget at berette om fremskridtene omkring Oase-planen?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg tænker, at Trump, hvis man ser på, hvordan han opfører sig, mange har bemærket det, og jeg siger ikke noget særligt overraskende, men jeg tror, at hvis man vil forstå, hvordan Trump handler, så gør han de fleste ting, som andre gør med diplomati eller visioner eller lignende, som forretningsmand. Og han ser en måde at øge USA’s indflydelse i Sydvestasien på, grundlæggende gennem forretningsaftaler. Og det blev klart i den tale, han holdt i Saudi-Arabien, hvor han sagde, at han ønsker at se regionen bygge byer i stedet for at kaste bomber mod hinanden, indgå aftaler og skabe stabilitet gennem økonomisk samarbejde, så det passer selvfølgelig godt med, at Saudi-Arabien ser ud til at spille på begge sider. De ønsker på den ene side at have gode relationer til BRIKS-landene; de er på en måde med, men ikke rigtig. Men samtidig har de nu en plan, hvor de stort set baserer hele deres forsvarssystem på våben leveret af USA.

Så jeg synes, at så vidt det går, er det helt klart et skridt i den rigtige retning, men det løser ikke den forfærdelige situation i Gaza, og jeg vil ikke foregribe dine spørgsmål, Harley, men det er virkelig – det er nået til et punkt, og hvis vores seere ikke er helt med, vil jeg lige gentage, hvor vi står: I går var der et møde i FN’s Sikkerhedsråd, hvor den primært ansvarlige FN-repræsentant på den mest dramatiske måde sagde, at der er tale om et igangværende folkemord, som opfylder alle kriterierne for den juridiske definition af folkemord, og selv Josep Borrell, som folk måske husker, den såkaldte »EU-Kommissionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik«, den person, der sagde, at Europa er en have, og resten er en jungle. Nu sagde han, at det, der sker i Gaza, opfylder alle juridiske kriterier for et igangværende folkemord. FN’s repræsentant på dette møde i FN’s Sikkerhedsråd fremhævede det afgørende punkt, da han sagde: Vi må se i øjnene, at fremtidige generationer vil spørge os, hvad vi har gjort for at stoppe dette, i betragtning af at det var fuldt ud kendt, og hvad der foregår på stedet, hvor Netanyahu netop har meddelt, at IDF vil gå ind med endnu en intervention i de kommende dage. I 60 dage har der ikke været mad, medicin eller vand, så den officielle vurdering er, at der nu er officiel hungersnød. Hele Gaza er på niveau 4, og 22 % af befolkningen er på niveau 5, hvilket betyder, at de dør som fluer, mens vi taler her! Og de andre er ikke langt bagefter.

Nu har de israelske styrker stort set afviklet de tidligere 400 distributionssteder for mad, vand og medicinske forsyninger, så der kun er fire tilbage, og tjenesten, i betragtning af at der var en enorm kampagne for at fjerne UNRWA fra scenen, er nu overdraget til et privat firma, hvor Tony Blair af alle mennesker på en eller anden måde er involveret. Det betyder, at de sultende mennesker skal løbe gennem ruinerne for at komme til et af disse uddelingssteder, og så får de aldrig lov til at vende tilbage!

Så dette er en del af en indsats, som nu er almindeligt anerkendt, selv af mainstream-medierne, for at gennemføre en etnisk udrensning, drive palæstinenserne helt ud og i grunden give Israel kontrol over hele Gazastriben.

Nu er der en australsk journalist, Caitlin Johnstone, som har kommenteret det faktum, at nogle vestlige medier endelig, efter 19 måneder, er begyndt at rapportere om den forfærdelige sandhed om, hvad der foregår, ved at sige: »Nå, det er nu klart, vinden er ved at vende, og det kan ikke længere skjules, og derfor begynder nogle medier at rapportere i en CYA-tilstand (der betyder »cover your a-dot-dot«), så de bagefter kan sige: »Åh ja, vi rapporterede om det.«

Men det erkendes nu, selv af Borrell og andre, at dette er det værste folkemord siden afslutningen af Anden Verdenskrig. Og jeg kan kun sige, at enhver regering, der ikke gør noget for at stoppe dette, pådrager sig en enorm skyld! Og desværre kan jeg ikke frikende den tyske regering; deres argument er naturligvis altid, at vi har en forpligtelse over for Israel på grund af Holocaust, men betyder det, at man har en igangværende holocaust, og at man tolererer det? Og jeg tror, at bivirkningen af det er, at Vestens moralske fiasko hverken vil blive tilgivet eller glemt af det Globale Syd, af den Globale Majoritet af befolkningen. Og de mennesker i Vesten, der afviser det, må dræbe deres samvittighed, og jeg tror, at alle kan regne ud, hvad det vil betyde for Vestens moralske fremtid.

SCHLANGER: Som du ofte gør, forudså du mit næste spørgsmål – men der er faktisk flere spørgsmål fra folk, der har spurgt om dette, om hykleriet i »aldrig igen«, hvor folk, der siger, »vi skal bekæmpe antisemitisme for aldrig at tillade folkemord igen«, vender ryggen til det, der sker i Israel og Gaza.

Men en person skrev ind og sagde, at den israelske presse nu er begyndt at sige, at »det er hykleri.« Og de påpeger, at det er en forandring.

Nu har jeg et spørgsmål her fra en amerikaner, der har tilbragt det sidste år i Israel, og hun skriver, at »det forekommer hende, at Trump er åbenlyst bange for at bryde med den zionistiske lobby.« Hun fortsætter: »Han synes at jonglere mellem fire chefer: den zionistiske lobby i USA, Netanyahu, velhavende arabiske ledere og MAGA-tilhængerne – Make America Great Again – hans vælgerbase, som nu ønsker at afslutte USA’s engagement i udenlandske krige.« Hun skriver: »Jeg tror ikke, at hans jonglering vil føre til fred. Hvad anbefaler du, at han gør?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at han – alle tegn tyder på det, og jeg har ikke det privilegium at kunne tale direkte med ham, så jeg kan kun gå ud fra de tegn, der er i omgivelserne – forsøger at distancere sig fra Netanyahu, fordi Netanyahus omdømme i hele verden er blevet så forfærdeligt, at han må frygte for sin egen popularitet, hvis han ses i samme båd som Netanyahu, hvilket desværre stadig er en stor del af det.

Jeg tror, det bedste håb er MAGA-folkene, for der er nu mange mennesker, fra Marjorie Taylor Greene og mange andre, der grundlæggende kræver, at Trump skal holde sit valgløfte om at afslutte alle krige og ikke starte nye, og jeg tror, jo mere det amerikanske folk udtrykker sig på denne måde, jo bedre.

Jeg glemte at svare på et aspekt af det foregående spørgsmål om status for Oase-planen: Vi befinder os nu den 14. maj, og den 2.-4. juni vil der i New York, i FN, være en konference arrangeret af Macron fra Frankrig og den saudiarabiske regering om tostatsløsningen for Palæstina. Nu har Schiller-instituttet og også Den Internationale Fredskoalition opfordret til en international mobilisering af alle kræfter, der ønsker at finde en løsning på denne absolut forfærdelige tragedie, til at mobilisere sig for at få Oase-planen på dagsordenen for FN-konferencen, for man har den egyptiske genopbygningsplan for Gaza, som alle de arabiske stater har godkendt, og de vil helt sikkert godkende tostatsløsningen. Men vi må på en eller anden måde tale det op gennem artikler, taler og tilkendegivelser for at få Oase-planen med, ikke kun for genopbygningen af Gaza, men også for hele regionen, for hele regionen er en ørken, og Oase-planen skal ikke kun bringe vand til Israel og Palæstina, men også udvikle Jordan, udvikle Syrien, udvikle Yemen, Irak, ja hele regionen fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Golfstaterne og omdanne denne ørken til landbrugsjord, til skove, til frugtplantager, bygge infrastruktur, bygge nye byer, og der er ingen grund til, at man ikke skulle gøre det, så længe man samarbejder om udvidelsen af Bælte- og Vej-Initiativet, hvor alle store naboer bør samarbejde – herunder USA og europæerne – om at omdanne denne del af verden til igen at blive centrum for udviklingen mellem Asien, Afrika og Europa, som det var tilfældet med den gamle Silkevej.

En sådan vision, der ville ændre livet for alle nationer i regionen, ville være det nødvendige signal om håb, hvor fredens kræfter måske ville overvinde krigens kræfter i en sådan bevægelse. Så hvis man er enig med os i, at det nye ord for fred er udvikling: Dette går tilbage til pave Paul VI’s encyklika fra 1967, Populorum Progressio, som netop indeholdt denne idé, at »det nye navn for fred er udvikling«, og at I hjælper os med at sætte Oase-planen på dagsordenen i de næste tre uger.

Så jeg tror, at det er meget muligt: Trump, da han var i Saudi-Arabien, inviterede Syriens midlertidige præsident Ahmed al-Sharaa og meddelte, at USA vil ophæve sanktionerne mod Syrien, disse berygtede Cæsar-sanktioner, for at give Syrien en chance for at blive genopbygget økonomisk og så videre.

Så der er nogle tegn på, at det absolut er muligt, og jeg tror, at vi bare skal øge det internationale pres for Oase-planen enormt.

SCHLANGER: Og folk kan tilmelde sig Schiller Instituttets konference den 24.-25. maj på konferencesiden på Schiller Instituttets hjemmeside. Hvis du går ind på Schiller-instituttets hjemmeside, er der en konferenceside med et tilmeldingslink til konferencen »En smuk vision for menneskeheden i tider med stor uro!«

Nu har vi fået et spørgsmål om det, du sagde om kansler Merz og udstationeringen af Taurus-missiler i Ukraine. Spørgeren skriver: »Hvis Tyskland leverer våben, der truer Ruslands eksistens, vil Rusland slå tilbage på en måde, som de europæiske nationer aldrig har set før.« Og han spørger i grunden: »Er de ikke klar over, at USA ikke vil forsvare Europa under sådanne omstændigheder?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er klart, at de ikke er det, og det er klart, at planen er, at hvis man sender europæiske tropper, såkaldte »fredsbevarende tropper«, som helt klart ikke er fredsbevarende tropper, til Ukraine, og der så sker noget, vil NATO’s artikel 5 blive aktiveret, eller USA på en eller anden måde blive trukket ind i en sådan krig. Jeg tror ikke, det vil ske, men jeg tror, at hvis europæerne, og især tyskerne, virkelig går i denne retning med at sende Taurus til Ukraine, vil Rusland reagere. Efter at have studeret tankegangen og beslutsomheden vil jeg helt klart antage, at de enten vil – hvis de f.eks. vil ødelægge Kertj-broen, ja, der er mange broer i Tyskland, der let kan ødelægges, eller fabrikken, hvor Taurus produceres, kan ødelægges. Jeg er sikker på, at russerne absolut vil sende et signal, der ikke kan misforstås. Jeg synes, det er ekstremt farligt, for når man først er i en sådan situation, kan tingene komme ud af kontrol hurtigere, end man når at blinke med øjnene.

SCHLANGER: Helga, du var for nylig i Kina igen for at deltage i en konference. Vi har et spørgsmål fra en finansanalytiker fra USA, der også lige er kommet tilbage fra Kina. Han sagde: »Vi hører hele tiden i vestlige medier, at den kinesiske økonomi er svag, hvilket giver Trump en fordel i forhandlingerne.« Han sagde: »Jeg var lige der. Jeg så ikke en svag økonomi: Jeg så en robust, vital økonomisk udviklingsproces, der fortsatte.« Men han sagde: »Også den amerikanske økonomi er svag med en enorm gældsbyrde. Hvad ville være en win-win-strategi for USA i handelsforhandlingerne med Kina?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det bedste ville være, hvis de to lande grundlæggende blev enige om projekter, der udvikler tredjeparter: For der er jo åbenlyst en handelsubalance til ulempe for USA. Men ved at forsøge at bremse det med told, får vi kun de amerikanske forbrugere til at betale, og det vil i sidste ende svække begge sider. Så hvorfor ikke sige: OK, vi har en handelsubalance, det er legitimt, at USA ønsker at kompensere for det. Hvorfor bliver vi ikke enige om visse grundlæggende projekter i Latinamerika, Asien og Afrika, hvor der er mange lande, som er oprindelseslande for flygtninge. For enten er der krig, eller også har de, som i Mexico, en forfærdelig situation med narkolobbyen osv. Og der er mange andre lande, hvor folk simpelthen ikke er i stand til at overleve økonomisk, så de tager af sted og forsøger at komme til USA og risikerer livet osv.

Hvis USA og Kina imidlertid ville blive enige om at samarbejde om en massiv udbygning af infrastrukturen – Kina har netop haft et meget vellykket møde med CELAC-landene, dvs. de caribiske og latinamerikanske lande, som havde et topmøde med Kina i Beijing, hvor Brasiliens præsident Lula var til stede, og mellem Kina og Brasilien blev der opnået en grundlæggende forståelse om at øge samarbejdet på mange måder. Hvorfor siger USA ikke bare: »OK, de bygger den bioceaniske jernbane, de bygger en ny jernbane mellem Colombia og Chancay i Peru, og hvorfor begynder USA ikke bare at bygge nogle andre dele af dette transportnet, som allerede var planlagt eller foreslået af Alexander von Humboldt i det 19. århundrede og blev opdateret i det 20. århundrede af min afdøde mand, Lyndon LaRouche, med Operation Juárez, som var et integrationsprogram for hele Latinamerika? Mange af disse projekter er veldefinerede og kunne påbegyndes i morgen, og de ville være et vendepunkt ved at skabe tilskyndelse og mange nye produktive arbejdspladser inden for infrastruktur, industriparker og landbrug, så de unge og de arbejdsløse kunne blive i deres hjemland og opbygge deres eget land!

Det ville løse problemet. Det ville løse problemet med migranterne, fordi migranterne ville ønske at blive i deres hjemland. Hvem ville ikke ønske at blive i deres hjemland frem for at komme i en flygtningelejr i et fjendtligt miljø? Så hvis man giver folk en chance for at blive hjemme, vil de gøre det, og det ville ændre hele dynamikken.

Jeg er ikke helt håbefuld, men jeg har ikke helt opgivet håbet om, at præsident Trump i sidste ende vil se fordelene ved en sådan ændring af politikken. Det ville dog betyde, at man skulle tilsidesætte mange af de neokonservative i hans administration, som har deres faste fordomme mod Cuba, mod Venezuela og alle de ting, vi kender til. Men jeg tror, at hele verden er inde i en sådan forandring, at dynamikken går i retning af et system med samarbejde. Og jeg kan kun bekræfte din vurdering af den kinesiske økonomi: Den er i fuld blomstring! Der er så mange nye byggeprojekter! Hver gang man tager til Kina, bliver man forbløffet over, hvor hurtigt de kan bygge helt nye industriområder, digitalisere deres økonomi og deres landbrug og bygge topmoderne projekter inden for praktisk talt alle områder. Jeg har sagt det før, men ved Australian Strategic Institute har de en teknologitracker, og i deres seneste opdatering sagde de, at ud af 64 avancerede teknologiske områder er Kina førende inden for 57! Det bør man kunne matche, ikke? Og jeg synes, at den kinesiske økonomi klarer sig rigtig godt i forhold til de vestlige økonomier, så jeg tror, at hvis USA ville gå med til at gå i den retning, jeg har beskrevet, og skifte fra spekulation til produktion, ville det løse problemet på den bedste måde.

SCHLANGER: Helga, den Internationale Fredskoalition, som du har grundlagt, er fortsat, kan man sige, det sted, man går hen, hvis man seriøst ønsker at diskutere den slags ideer, som du har præsenteret i dag. I har nu haft 101 ugentlige møder i træk på Zoom. I har Zoom-møde nr. 102 på fredag morgen den 16. maj kl. 11.00 Eastern Time. Hvad kan folk forvente, hvis de deltager i mødet i denne uge?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror helt sikkert, at vi vil diskutere situationen i Gaza og forsøge at mobilisere folks samvittighed og også rette fokus mod mobiliseringen af Oase-planen, som jeg nævnte i forbindelse med konferencen i FN den 2.-4. juni. Jeg mener virkelig, at alle kræfter af god vilje må hjælpe med at sætte Oase-planen på dagsordenen for denne FN-konference. Det vil være et stort emne med talere fra regionen, det er jeg sikker på, både fra palæstinensisk og israelsk side. Og jeg er temmelig sikker på, at vi vil få en vurdering – naturligvis vil det være dagen efter den store dag i Istanbul. Vi vil se, hvor vi står i Ukraine-krisen. Og jeg tror også, at der vil blive foretaget en revurdering af, hvordan verden ser ud, for 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig og sejren over nazisterne har vist, at Rusland slet ikke er isoleret; der var 29 stats- og regeringschefer til stede, og der var mange bilaterale møder. Der vil altså blive taget et nyt kig på, hvor vi stadig står midt i Trumps Mellemøsten-turné, de nye udviklinger omkring Kina og den strategiske situation efter Istanbul. Så sørg for at være med og deltage.

SCHLANGER: Det er altså denne fredag kl. 11, Eastern Time. Og glem ikke at tilmelde jer Schiller Institute-konferencen den 24.-25. maj.

Helga, tak fordi du var med, og vi ses snart.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber på fredag!

af Stewart Battle (EIRNS) — 13. maj 2025

Rapporter fra de seneste dage har gjort det umiskendeligt klart, at det »internationale samfund« har svigtet befolkningen i Gaza. Ikke nok med at de har lidt under 19 måneders vilkårlige bombninger, tvangsflytning og mangel på selv de mest basale menneskelige behov; nu, efter 70 dages fuldstændig blokade fra Israels side, står de over for en regulær hungersnød. Den integrerede klassificering af Fødevaresikkerhed udsendte den 12. maj en rapport, der konkluderede, at hele Gaza nu har nået fase 4, »nødstilstand«, i fødevarekrisen, mens 22 % af befolkningen allerede befinder sig i den højeste fase, fase 5. Selv Josep Borrell, EU’s berygtede tidligere topdiplomat, måtte træde frem og sige: »Jeg har sjældent hørt en statsleder [Israels premierminister Netanyahu] så klart skitsere en plan, der passer til den juridiske definition af folkedrab.» Han tilføjede: ›Dette er den største etniske udrensning siden afslutningen af Anden Verdenskrig.‹

Påståede bestræbelser fra USA’s side og et nyt humanitært hjælpeagentur, »Gaza Humanitarian Foundation«, er i bedste fald mistænkelige og i værste fald katastrofale. Den tidligere britiske premierminister Tony Blair siges at spille en vigtig rolle i dens udformning og funktion – en situation, der må følges med forsigtighed.

En række redaktionelle udtalelser fra førende vestlige nyhedsmedier i de seneste uger, der advarer om et fuldstændigt folkemord i Gaza efter halvandet års næsten fuldstændig tavshed, fik Caitlin Johnstone til at skrive, at mange »kan lugte, hvad der er i luften… Noget er ved at ændre sig.«

Der må dog gøres en indsigelse. Denne moralske og politiske fiasko var ikke så meget »det internationale samfunds« som »den regelbaserede ordens«, der fremskyndede og undskyldte denne grusomhed, som udspillede sig foran hele verden – selv om mange af dem, der nu taler ud, ikke vil indrømme det. Dette må siges, for det er den samme »regelbaserede orden«, der er ansvarlig for, at mange hundrede tusinder flere er døde på markerne i Ukraine – endnu en unødvendig konflikt… [Mens fire europæiske ledere var samlet i Kiev, var Putin vært for 29 statschefer i Moskva i anledning af 80-årsdagen for fascismen nederlag i Europa. Verden afventer nu resultatet af fredsforhandlingerne den 15. maj i Istanbul mellem Ukraine og Rusland, trods de mislykkede europæiske lederes forsøg på at forstyrre dem.

Og det er den sande beskaffenhed af denne samme »regelbaserede orden«, der var med til at anspore de enormt succesrige topmøder den 13. maj i Beijing, hvor man ikke kun afviste de politiske og militære fiaskoer efter Bretton Woods-ordningen, men også de økonomiske. I kølvandet på fejringen den 9. maj i Moskva, hvor mange statschefer deltog, mødtes Kina og CELAC (Fællesskabet af Latinamerikanske og Caribiske Stater) i Kina for at definere en udviklingsvej, der tidligere var blevet afvist. Brasiliens præsident Lula forsvarede Kinas metode med at investere i storstilet infrastruktur og industriel udvikling og understregede: »Vi har ikke brug for eksportvektorer, men udviklingsveje.«

Præsident Trumps prangende besøg i Saudi-Arabien kan faktisk omdefinere visse processer i Sydvestasien, ikke mindst ved at sætte en stopper for Israels skamløse ødelæggelser. Hans besøg er imidlertid i sig selv et udtryk for denne større proces og vil aldrig kunne erstatte den. Som Xi Jinping udtrykte det meget højere og mere sandfærdige udsigtspunkt for forholdet mellem Kina og Brasilien under sit bilaterale topmøde med Lula: »Vi vil forblive tro mod vores oprindelige ambition om at påtage os ansvaret for menneskelig fremgang og global udvikling.«

Det er derfor nu mere end presserende, at folkemordet i Gaza stoppes, at der etableres en suveræn palæstinensisk stat, og at Gaza genopbygges. Men menneskeheden må spørge: Hvordan kan palæstinenserne sikre retfærdighed? Hvordan kan denne rædsel rettes op? Historien vil helt sikkert se tilbage og dømme dem, der har tilladt det at ske – herunder dem, der bevidst har vendt blikket væk. Men den sødeste retfærdighed kommer fra fremtiden. Oprettelsen af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur med udsigt til mindst de næste 500 års udvikling og velstand for menneskeheden er det eneste tilstrækkelige grundlag for at rette op på et folkemord – og for en værdig fremtid for regionen.

Det kommende FN-topmøde om Palæstina i New York den 2.-4. juni er en første mulighed for at gøre dette. LaRouche-Oase-planen for Sydvestasien og Helga Zepp-LaRouches ti principper er de nødvendige ingredienser til at omdanne dette usikre øjeblik i historien til en ny æra for verden.

Foto: CC/Jaber Jehad Badwan

Fra EIR Strategic Alert, Wiesbaden den 13. maj 2025

Det er for tidligt at sige med sikkerhed, at Trump-administrationen er ved at gå over til diplomati for at løse globale brændpunkter. Men begivenhederne i den sidste uge antyder, at den amerikanske præsident har afvist Bush-Obama-Biden-politikken for permanent krigsførelse, som er dikteret af det militærindustrielle etablissement i City of London/Wall Street, og er seriøs om at holde USA ude af krige. Der er sket en drejning mod diplomati med hensyn til krigen i Ukraine, folkedrabet i Gaza, forhandlingerne med Iran og Yemen og handelspolitikken over for Kina, til stor forfærdelse for de neokonservative, der styrer regeringerne i den transatlantiske region.

Efter at den russiske præsident Putin under en pressekonference efter midnat den 11. maj tilbød at genoptage fredsforhandlingerne med Ukraine, var Donald Trumps reaktion entydig. Putin erklærede, at »Rusland er klar til forhandlinger uden forhåndsbetingelser« og foreslog at »genoptage forhandlingerne [i Istanbul], som ikke blev afbrudt af os« (en henvisning til Boris Johnsons meddelelse til Kiev i april 2022 om ikke at acceptere den fredsaftale, der var forhandlet på plads mellem Rusland og Ukraine). Trump insisterede på, at »Ukraine bør acceptere dette, OMGÅENDE«, og lagde dermed pres på Zelenskyj for at bryde med de europæiske krigshøges krav, som ønsker at fortsætte konflikten (jf. nedenfor). Han øgede derefter presset ved at antyde, at han måske ville deltage personligt i forhandlingerne i Istanbul, hvis det kunne hjælpe.

Præsident Trumps besøg i Saudi-Arabien, Qatar og De forenede arabiske Emirater er en del af en kursændring imod Benjamin Netanyahus fornyede offensiv i Gaza, hvor han åbent har tilkendegivet, at han vil fjerne den palæstinensiske befolkning fra området. Det faktum, at han ikke vil rejse til Jerusalem, sendte et utvetydigt signal til Israel, som blev forstærket af kommentarer fra specialudsending Steve Witkoff, der beskyldte Israel for at »forlænge krigen« og ignorere gidslernes situation. Direkte forhandlinger med Hamas førte til frigivelsen den 12. maj af det sidste amerikanske gidsel, der tilbageholdtes i Gaza.

Tilsvarende førte drøftelser om handel i Genève mellem finansminister Bessent og Kinas vicepremierminister He Lifeng til en aftale om at nedsætte de toldsatser, som begge lande har indført på varer importeret fra det andet land, fra 145 % til 30 % i 90 dage. Bessent sagde, at forhandlingerne vil fortsætte, da »ingen af parterne ønsker en afkobling«.

Disse udviklinger vil møde hård modstand fra de etablerede kræfter, der har brugt farvede revolutioner, kup og krig til at bevare den unipolære orden, som gavner særinteresser. De har udpeget fremkomsten af en ny økonomisk arkitektur baseret på et multipolært eller multipunkt-system,  støttet af BRIKS-medlemmerne, Shanghai Cooperation Organization og det Globale Syd generelt, som en eksistentiel trussel.

Hvis præsident Trump virkelig har til hensigt at efterlade »et eftermæle som fredsmager«, må han erkende, at det kræver et program for samarbejde mellem suveræne nationer at besejre de krigsglade partier – et win-win-alternativ til det koloniale systems imperiale plyndring gennem de sidste fem hundrede år. Begivenhederne i de kommende uger vil vise, om det, der ser ud til at være en drejning mod diplomati fra Donald Trumps side, vil lykkes med at afslutte de krige, som blev startet og støttet af hans forgængere i Det Hvide Hus og nu fremmes af de vildledte ledere af NATO og Den Europæiske Union.

PÅMINDELSE: Schiller Instituttets konference, 24.-25. maj online og fysisk. Et foreløbigt program findes i denne uges tillæg. Tilmeld dig på https://schillerinstitute.com/blog/2025/03/01

Ikke korrekturlæst

12. maj 2025 (EIRNS) — Vi er nu i en kortvarig nedtælling til mødet torsdag den 15. maj i Tyrkiet, hvor forhandlingerne mellem Moskva og Kiev om en løsning på krisen i Ukraine skal genoptages efter at være blevet afbrudt i april 2022 på grund af britisk indblanding. Med den hurtige udvikling, som begivenhederne tager, kan denne positive vending i sig selv blive afbøjet. Ikke desto mindre er der grund til håbefulde forventninger med hensyn til denne og andre vigtige muligheder.

Schiller-instituttets leder Helga Zepp-LaRouche gennemgik i dag verdenssituationen og understregede, at dette ikke er tiden til at være låst fast i ewig gestrigen, i en »gårsdagens« tankegang, hvor man mener, at der ikke kan ske nogen grundlæggende forandring. Nu er det tid til at gribe ind. Se på de kræfter, der er i bevægelse, med de dramatiske begivenheder i de seneste dage, der involverer præsident Xi Jinping, præsident Vladimir Putin og præsident Lula da Silva. Eufori ville være forkert. Men Zepp-LaRouche sagde, at det er korrekt, at der er en »historisk bølge mod et nyt paradigme«.

Det, der gav anledning til mødet den 15. maj, som præsident Erdoğan skal være vært for i Istanbul, er, at præsident Putin greb ind med sin erklæring til medierne natten mellem den 10. og 11. maj, efter mange møder (omkring 23 bilaterale samtaler) med verdensledere i Moskva den 7.-10. maj i forbindelse med fejringen af sejrsdagen den 9. maj, og han opfordrede til en ubetinget genoptagelse af forhandlingerne mellem Rusland og Ukraine i denne uge. Han ringede til præsident Erdoğan, som indvilligede i at være vært. Datoen blev fastsat til den 15. maj. Dette initiativ overskyggede den store opvisning i Kiev den 10.-11. maj, hvor lederne af Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Polen sammen med den fungerende præsident Zelenskyj hånligt krævede, at der skulle indføres en 30-dages våbenhvile fra den 12. maj, ellers ville der være konsekvenser. I dag blev flere detaljer om mødet den 15. maj drøftet mellem den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov og hans tyrkiske kollega Hakan Fidan.

Putin forklarede i sin erklæring fra 11. maj, som nu er tilgængelig i sin helhed: »Kolleger, jeg tror, det er indlysende for alle, at forhandlingerne og møderne i Moskva også berørte spørgsmålet om løsningen af konflikten i Ukraine. Vi er taknemmelige over for alle vores gæster, vores venner, for den opmærksomhed, de viser denne konflikt, og for de bestræbelser, de gør for at bringe denne konflikt til ophør….

»Jeg vil gerne endnu en gang udtrykke min taknemmelighed for de mæglingsbestræbelser og indsats, der er gjort for at finde en fredelig løsning på krisen i Ukraine af vores udenlandske partnere, herunder Kina, Brasilien, afrikanske lande, Mellemøsten og for nylig den nye regering i USA….«

Det forventes, at sammensætningen af den russiske delegation til Istanbul vil blive offentliggjort inden længe, og at der vil komme mere at vide om Ukraines reaktion efter den første reaktion fra Zelenskyj, der søndag aften udtalte: »Jeg vil være i Tyrkiet på torsdag den 15. maj, og jeg forventer, at Putin også kommer til Tyrkiet. Personligt. Og jeg håber, at Putin denne gang ikke vil finde på undskyldninger for, hvorfor han ›ikke kan‹ komme.« Præsident Trump udtalte sig i morges fra Det Hvide Hus positivt om, at hvis forhandlingerne i Tyrkiet går godt, »vil jeg flyve dertil, hvis jeg mener, det kan være nyttigt«.

Præsident Putins initiativ til at genoptage forhandlingerne er i tråd med det udtrykkelige tilsagn, som han og præsident Xi gav på deres møde i Moskva i sidste uge. Deres to lande har et særligt »ansvar i verden«. Dette kommer til udtryk i to verdenskonferencer, der finder sted i Eurasien i denne uge. Den 13. maj afholdes konferencen mellem Kina og CELAC (Fællesskabet af Latinamerikanske og Caribiske Stater, med 33 medlemslande) i Beijing. Den 13.-18. maj afholdes det internationale økonomiske forum KazanForum 2025 mellem Rusland og den islamiske verden i Tatarstan. KazanForum blev indledt i 2009, og i 2024 var 84 lande repræsenteret med 20.500 deltagere.

I Gaza fortsætter Netanyahu-styrkerne i mellemtiden med drab og indførelse af betingelser, der vil føre til massedød. Hverken humanitær hjælp eller kommercielle forsyninger har fået adgang til Gazastriben i 72 dage. Der er sporadiske forlydender om ny, privat velgørenhedshjælp, hvor logistikken skal varetages af private entreprenører og den schweizisk registrerede Gaza Humanitarian Foundation, som Tony Blair efter sigende er i forhandlinger med – altid et dårligt tegn. Dette må stoppe.

Der er behov for øjeblikkelig nødhjælp, indledning af genopbygningen i Gaza og fremme af en palæstinensisk stat. LaRouche-tilgangen »Oase-planen« har været på bordet i årtier og er nu en aktiv del af processen frem mod mødet den 2.-4. juni i FN i New York.

Præsident Trumps første udenlandsrejse i sin anden embedsperiode er nu i gang til tre nationer i Gaza- og den Persiske Golf-region, men ikke til Israel. I dag frigav Hamas den unge israelske-amerikanske soldat Edan Alexander, der blev taget til fange den 7. oktober, og hvis frigivelse blev gennemført uden om Netanyahu-regimet. Egypten og Qatar har i de seneste dage ført forhandlinger. Præsident Trumps særlige udsending Steve Witkoff fløj i dag til Israel for at være til stede ved Alexanders frigivelse. Witkoff mødtes derefter med Netanyahu.

I denne sammenhæng gik Israel i dag gennem de nødvendige skridt for at meddele, at det vil genoptage afsendelsen af en delegation til Doha til forhandlinger i denne uge, selv om det gentog, at det gør dette »under beskydning« og ikke under våbenhvile. Desuden har Netanyahu sin plan, som blev annonceret i sidste uge, om at Israel, når Trumps rejse til Sydvestasien er overstået, agter at gennemføre sin militære »erobring og besættelse« af Gaza.

Sloganet er igen, at krigsmagerne er på den forkerte side af historien. Handl nu. Mobiliser med den Internationale Fredskoalition, næste fredag den 16. maj, og tilmeld dig den internationale 24.-25. maj Schiller Institut-konference.

Foto: Lulaofficial on X

Ikke korrekturlæst

[HZL] [AMB] [ssu]
ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen til Den Internationale Fredskoalition. Dette er det 101. møde i træk. Tak, fordi I er kommet. Jeg vil gerne minde folk om, at grunden til, at vi har oprettet dette forum, er at samle mennesker fra hele verden i ét rum. Uanset hvilken ideologi I har, er I velkomne her, hvis I ønsker ægte fred og forsøger at skabe den. Der har været mange dysfunktioner i fredsbevægelsen i mange år, men vi ønsker at overvinde disse forskelle og finde ud af, hvor vi faktisk kan opnå ægte fred og søge sandheden i verden. Tak, fordi I er kommet, og tak til de veteraner, der har været en del af denne proces i de sidste 101 uger.

Vi har en fremragende række mennesker her i dag. Jeg vil opfordre alle, der er nye, til at præsentere sig selv i den generelle diskussionsrunde – hvor I kommer fra, hvem I arbejder med, og hvilke aktiviteter I er involveret i. Så for at komme i gang har vi Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller-instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tak. Lad mig byde jer alle velkommen. I dag er naturligvis en meget skæbnesvanger dag. Det er den 9. maj, og i Moskva er der store festligheder i anledning af sejren over nationalsocialismen, hvor den sovjetiske hær naturligvis spillede en afgørende rolle. Der er derfor en enorm forsamling, der omfatter 29 statschefer – især naturligvis Xi Jinping, Lula da Silva fra Brasilien og mange andre ledere. Der var en meget imponerende militærparade, hvor alle heltene fra Den Store Fædrelandskrig blev nævnt og hædret. Der blev indgået mange aftaler mellem præsident Putin og præsident Xi, som begge understregede, at partnerskabet og venskabet mellem Rusland og Kina aldrig har været på et højere niveau end nu. De underskrev også omkring 20 forskellige aftaler om intensiveret samarbejde.

For at give jer en fornemmelse af stemningen vil jeg læse et par afsnit fra den fælles erklæring, de afgav. De bekræftede, at:
»Parterne vil resolut forsvare resultaterne af sejren i Anden Verdenskrig, undertrykke forsøg på at forfalske dens historie, forklejne og benægte Ruslands og Kinas historiske bidrag til sejren i Anden Verdenskrig, nedgøre befrielsesheltene og skarpt fordømme handlinger, der har til formål at vanhellige eller ødelægge mindesmærker for dem, der døde under Anden Verdenskrig….
»Moskva og Beijing vil gøre alt for at modvirke de tiltagende forsøg på at rehabilitere nazismens menneskefjendske ideologi og raceoverlegenhed og vil fortsat i fællesskab modsætte sig glorificering af nazister og deres medskyldige, fremkomsten af nynazisme, militaristisk revanchisme og praksis, der bidrager til optrapning af forskellige former for racediskrimination, racisme, fremmedhad og dermed forbundet intolerance.

»Parterne erklærer deres faste støtte til hinanden med henblik på at sikre suverænitet, territorial integritet, sikkerhed og stabilitet, forhindre ethvert forsøg fra eksterne kræfter på at hindre den normale udvikling af relationerne mellem de to stater og blande sig i deres indre anliggender, retten til uafhængigt at vælge en udviklingsvej og bevarelsen af kulturel og historisk identitet og traditionelle moralske værdier.«
At disse advarsler ikke er forgæves, kan man se af de mange bestræbelser på at udviske virkeligheden af, hvad der skete under Anden Verdenskrig, og omskrive historien. Andrey Kortunov, der indtil udgangen af 2024 var direktør for det russiske internationale institut for strategiske anliggender (RIAC), understregede dette forsøg på at omskrive historien ved at erklære USA som den største sejrherre og nedtone Kinas rolle og de ikke-europæiske landes lidelser under Anden Verdenskrig. At dette ikke er en tom antagelse, kan man se af begivenhederne i går i Berlin. Europæerne fejrer naturligvis den 8. maj som afslutningen på Anden Verdenskrig. Regeringen havde strengt forbudt at vise sovjetiske eller russiske flag, så resultatet var, at man så mange ukrainske flag ved de forskellige historiske steder og NATO-flag. Begrundelsen er, at Rusland angiveligt har ført en aggressionskrig mod Ukraine.

Jeg skal bemærke, at der er udkommet en bog skrevet af Scott Horton, et 900-siders værk, der i detaljer dokumenterer de 30 års forberedelser fra USA, Storbritannien og NATO til det, der senere blev krigen i Ukraine, herunder NATO’s meget aggressive ekspansion mod øst. Det er meget forfærdeligt. EU-Kommissionen forbød også europæiske ledere at deltage i fejringerne i Moskva. Dette blev ignoreret af premierminister Robert Fico fra Slovakiet og den serbiske præsident Aleksandar Vučić, som dog måtte nødlande i Baku i Aserbajdsjan på grund af droneangreb på Moskva lufthavn, hvilket forhindrede 60 000 mennesker i at nå deres fly i tide. Muligheden blev åbenbart fuldstændig forspildt, for hvis de europæiske ledere havde vist nogen form for storhed, ville de have deltaget i 80-årsfejringen i Moskva. De ville have inviteret Rusland og Hviderusland til at deltage i begivenhederne i Berlin. Men i stedet forhindrede de dem i at komme og gav ordre til, at de skulle jages væk, hvis de dukkede op. Det var en utrolig, helt forfærdelig fornægtelse af historien.

Det er faktisk en meget bekymrende begivenhed, især fordi den nye regeringschef i Tyskland, Friedrich Merz, den nye kansler, der blev valgt i anden valgrunde, i et interview med den tyske tv-kanal ZDF blev spurgt, om han stadig planlægger at sende Taurus-missiler til Ukraine. Han svarede på en helt nonchalant måde, som om han sagde: »Ja, jeg børster tænder hver morgen«, og sagde: »Selvfølgelig ved Zelenskyj, at han kan stole på mig og på Tyskland«, hvilket betyder, at han har til hensigt at give Taurus-missilerne til ukrainerne. Bare for at minde folk om det, har det tyske Taurus-krydsermissil en rækkevidde på 500 km. Det kan nå Kertj-broen til Krim, som Merz allerede havde udpeget som et mål for Taurus, og også Moskva. Det kunne endda være blevet aktiveret, mens disse festligheder fandt sted. Eksperter antager nemlig, at da de geografiske data for de potentielle mål i Rusland alle er kendte, er man ikke nødt til at få data fra USA via GPS eller andre rumfartøjer, fordi man allerede har mulighed for at programmere Taurus til et sådant mål på forhånd. Det indebærer en fare for, at hvis denne Taurus faktisk bliver indsat og brugt af ukrainerne, vil det på få minutter gøre Tyskland til en krigsførende part og et mål for russiske modangreb.
Merz ringede som en af sine første handlinger i embedet til Netanyahu og forsikrede ham om, at Israels sikkerhed er Tysklands {raison d’être}; en uheldig formulering, som Merkel fandt på for nogle år siden. Han udtrykte dog »bekymring« over gidslernes skæbne og palæstinensernes situation i Gaza. Han sagde, at der bør ydes humanitær hjælp, hvilket er fuldstændig kynisk, når man tænker på, at det, der foregår i Gaza lige nu, kun kan sammenlignes med det, som Wehrmacht gjorde med blokaden af Leningrad dengang, hvor man brugte sult som et middel til etnisk udrensning, hvor folk ikke havde andet valg end at flygte eller dø.

Dette er den skæbnesvangre situation på 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig. Hvis vi ikke vender denne kurs, står vi over for faren for en ny verdenskrig, der enten kommer fra situationen i Ukraine eller situationen i Sydvestasien eller endda Indien og Pakistan. Selv om det er en fjern mulighed lige nu, har spændingerne i Stillehavet i øjeblikket også teoretisk potentiale til at føre til en verdenskrig. Derfor er vi nødt til at fordoble, tredoble og mangedoble vores indsats. Vi har nu for situationen i Gaza en fire ugers mobilisering af Den Internationale Fredskoalition, hvor vi ønsker, at alle mulige tiltag bliver taget for at sætte Oase-planen på dagsordenen på den kommende konference i New York om Gaza og Palæstina. Under protektion af præsident Macron og Saudi-Arabien vil der fra den 2. til den 4. juni være en konference om tostatsløsningen for Palæstina, og vi argumenterer for, at vi absolut må kombinere dette med et udviklingsperspektiv for hele regionen i Sydvestasien fra Indien til Mellemøsten, fra Kaukasus til Golfen, for at udvide Bælte- og Vej-Initiativet til det såkaldte Mellemøsten for at skabe et helt andet miljø.

Det er det, vi bør diskutere igen i dag. Også behovet for absolut at komme væk fra den nuværende geopolitiske konfrontation mellem et kollapsende system af den vestlige neoliberale orden, som stadig insisterer på sin dominans i stedet for at foretage paradigmeskiftet til et nyt paradigme med samarbejde med det Globale Syd for at løse alle problemerne i verden. Derfor er behovet for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur fortsat helt øverst på vores dagsorden. Det var det, jeg ville sige i begyndelsen.

Bemærkninger under diskussionen:
Jeg kan kun sige, at så smertefuldt det end er, og jeg deler Dr. Ritchies forfærdelse over at se disse billeder hver dag, så er det en kendsgerning, at netop det tyske folk, 80 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig, ikke er mere bevidst om den pligt, vi har som en lære af den rædsel, der fandt sted i nazitiden, nemlig at træde frem og gøre noget. Denne forkerte opfattelse af, at Israels sikkerhed er vores stats {raison d’être}, som Merkel har formuleret så idiotisk, er simpelthen en tragedie, fordi vi i bund og grund også sender våben til Israel, ikke kun USA.
Vi må dog nå frem til et realistisk perspektiv på, hvordan vi kan stoppe dette. Jeg vil gerne bringe det, jeg sagde i mine indledende bemærkninger, op til diskussion igen. Hvordan tror man, at dette kan stoppes? Det kunne stoppes af det israelske folk; det er klart, at de må sørge for, at der snart sker en ændring. Men vi ved, at den israelske regering støttes af den amerikanske regering. Derfor føler de, at de kan fortsætte med at gøre, hvad de gør? Så hvordan griber man ind? Den eneste mulige idé, vi er kommet frem til, er, at vi må ændre hele dynamikken i regionen, ikke kun i Israel og Palæstina, for den synes at være fuldstændig fastlåst. Men hvis vi ville inddrage alle de store naboer i Sydvestasien – Rusland, Kina, Indien, Iran, Egypten og andre – og inddrage dem i at fremlægge dette perspektiv på en generel økonomisk udviklingsplan, Oase-planen, på bordet og invitere præsident Trump til at deltage. Den kinesiske regering har bevist, at de kan genvinde ørkenen; de har generobret et område på størrelse med Tyskland i det nordøstlige Kina, som tidligere var fuldstændig ørken. Nu er der landbrug, skovbrug og orkideer. Hvis der blev skabt nyt vand gennem afsaltning og anlæg af kanaler og spredning af grønne områder i ørkenen. Derefter kunne man bygge infrastruktur, bygge nye byer og til sidst gøre hele regionen, som nu er ørken, beboelig for alle. Man ville ændre miljøet og give en vision for fremtiden, især for de unge fra alle sider, så de ville forstå, at dette er noget, der er værd at kæmpe for, for at bryde voldsspiralen. Hvis de store magter, BRIKS-landene, måske USA, så ville træde til og sige, at vi tilføjer det til den egyptiske plan, og vi tilføjer det til to-statsdiskussionen i begyndelsen af juni i FN, så kunne man ændre miljøet. Jeg tror, det er det eneste, jeg kan komme i tanke om, der kan stoppe dette på kort til mellemlang sigt …

DONALD RAMOTAR: Jeg tror, at et af de vigtigste punkter er hele spørgsmålet om udvikling, og det bringer os tilbage til spørgsmålet om den Oase-plan, man har. Jeg tror, det sandsynligvis er et af de vigtigste punkter for at nå målet. For at nå målet må vi håndtere mange af de konflikter, der eksisterer i dag. Men når vi taler om en varig fred og en mere holdbar fred i verden, kan vi ikke adskille det fra spørgsmålet om udvikling. Jeg tror, at vi for at opnå varig fred er nødt til at have socioøkonomisk udvikling sammen med social retfærdighed for alle mennesker.

Så jeg vil sige, at det, der er meget vigtigt på dette tidspunkt, er Oase-planen. Heldigvis er der andre planer, der ligner Oase-planen: Den kinesiske plan, Bælte- og Vej-Initiativet, har mange ligheder med Oase-planen. Selv den plan – som jeg aldrig har set i detaljer, men den plan, som Biden ønskede at skabe for at besejre Bælte- og Vej-Initiativet – talte på forskellig vis også om at bygge infrastruktur. Men desværre er det meste forkert, da det meste går ud på at komme til Kina i stedet for at hjælpe udviklingslandene og så videre. Så for ham var nogle af de planer, som G7-landene talte om, mere taktiske og ikke så strategiske, noget der skulle sikre varig fred. Måske er det derfor, vi ikke har set den uddybet, alt hvad vi har hørt ham tale om, er noget infrastrukturarbejde uden at de har uddybet det nærmere.

Men jeg vil sige, at Schiller-instituttets Oase-plan er meget vigtig på dette tidspunkt, at fremme, når vi skal tale om behovet for en varig fred i verden. Det ville være mit bidrag foreløbig.

Senere i diskussionen:
ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil gerne udvide emnet lidt, for jeg har lige set, at der i invitationen til dagens møde stod: »Hvorfor blev fascismen besejret, men ikke tilintetgjort?« Jeg tror, det har meget at gøre med migranterne. Vi har et utroligt migrationsproblem og alle de andre problemer, der er blevet nævnt. Det, vi ser lige nu, er, at grunden til, at man har denne utrolige glemsomhed over for historien, er, at den struktur, der understøtter fascismen, aldrig blev ødelagt. Det er tanken, at hvis man har en krise, så lader man befolkningen betale: Man giver ikke dem, der har skabt gælden eller problemet, skylden – som f.eks. bankerne. I stedet indfører man et spareprogram, hvor menneskeliv ofres for at maksimere profitten. Man kunne argumentere for, at det endelige stadium af dette er krig og krigsmaskinen.

Jeg synes, at det, professor Diesen bragte på bane, fortjener at blive integreret i denne diskussion, fordi jeg synes, det er meget vigtigt. Det amerikanske økonomiske system i modsætning til det britiske økonomiske system vedrører netop det. Det amerikanske økonomiske system, som det blev udviklet af Leibniz, Alexander Hamilton, Friedrich List, Carey og andre, der arbejdede på det grundlag, som f.eks. Lyndon LaRouche, har at gøre med menneskesynet. Enten siger man, at den eneste kilde til samfundets rigdom er menneskets kreative kræfter og evnen til – i modsætning til alt andet liv på planeten – igen og igen at gøre videnskabelige opdagelser, omdanne dem til teknologier, anvende dem i produktionsprocessen og på den måde øge produktiviteten. Og det øger igen levestandarden, levetiden og folks velbefindende. Hvis man forstår og accepterer denne opfattelse af økonomi og af rigdommens kilde, vil man gøre alt for at fremme folks udvikling. Man vil sikre, at børn får en god uddannelse, man vil sikre, at der ikke er sult, som distraherer folk, og at der er tilstrækkelig uddannelse, så intellektet kan udvikle sig. Med andre ord har man en fuldstændig menneskeorienteret opfattelse. Man forsøger at gøre det fælles bedste bedre og bedre. Sammenlign det med det britiske system, som blandt andre Friedrich List gav dette navn, og som han skrev meget om.Han sagde, at for det britiske frihandelssystem er kilden til rigdom udelukkende at købe billigt og sælge dyrt og kontrollere alle mekanismerne imellem, handelsmekanismerne, adgangen til kredit og så videre. Det britiske system respekterer derfor ikke menneskers kreativitet, fordi briterne har en interesse i at købe så billigt som muligt. Det betyder slavearbejde, ingen adgang til kredit, at tvinge folk til at arbejde til mindsteløn.

Jeg synes, at dette menneskesyn er så vigtigt i hele debatten, også i Gaza. Vi må ikke glemme, at det var den israelske forsvarsminister Gallant, der motiverede IDF-soldaterne ved at sige, at palæstinenserne bare er menneskelige dyr, og at man ikke skal holde sig tilbage i kampen mod dem. Hvis man mener, at mennesker er dyr – jeg mener ikke, at man skal behandle dyr på den måde, men det er noget andet end mennesker. Derfor mener jeg, at hvis vi ønsker at afhjælpe smerten i det nuværende verdenssystem, som har mange problemer, må vi absolut inddrage en diskussion om menneskesynet. Er mennesket godt af natur, eller er mennesket et dyr? Jeg mener, at det er skillelinjen mellem mennesker, der forsøger at forbedre verden, og dem, der forsøger at skabe kaos. Og i relation til det, spørgsmålet om, hvad der er kilden til rigdom: Er det magten til at kontrollere handelen ved at købe billigt og sælge dyrt, med alt hvad det indebærer, eller er det at nære menneskets kreativitet, fordi det er kilden til rigdom? Jeg synes, det er meget vigtige filosofiske spørgsmål, for hvis man ikke tager fat på dem, er jeg bange for, at vores diskussion ikke vil føre til den rigtige konklusion…

Lidt senere om de europæiske ledere, der fører planeten mod selvdestruktion:
Jeg vil sige, at der er flere processer, der har bidraget til det. Den ene kaldes synarki. Synarki er en slags sammensværgelse blandt den finansielle oligarki for at sikre, at der især i krisetider ikke er nogen i ledende stillinger, der forsvarer det fælles bedste mod finanskapitalens interesser. Dette var en meget stærk bevægelse i 1920’erne og 1930’erne. Hvis man vil studere det, findes der mange bøger på fransk. Hvis man prøver at studere det på tysk, finder man ikke en eneste bog. De tyske biblioteker er blevet grundigt renset for adgang til enhver form for litteratur om emnet. Det siger jeg, fordi jeg har forsøgt at undersøge emnet.

I synarkiet er de finansielle interesser stærkest, men der var også mange kulturelle interesser. For eksempel var Frankfurterskolen, som havde været i eksil i USA under Anden Verdenskrig, i efterkrigstiden næsten fuldstændig overtaget af CIA. Så da de vendte tilbage til Europa og invaderede universiteterne, begyndte de at nedbryde de jødisk-kristne værdier med deres såkaldte kritiske teori. De avlede naturligvis SDS og lignende bevægelser. Og så var der også, og det er meget vigtigt, Kongressen for Kulturfrihed, en gigantisk operation, der startede umiddelbart efter krigen og overtog alle kulturinstitutionerne – teatre, musik, koncerter, malerkunst, alt. De havde bevidst til hensigt at fratage folket adgangen til deres klassiske kultur og erstatte den med alle former for modernisme.

Hvis man ser på indflydelsen fra den finansielle oligarki, den akademiske verden og den kulturelle verden, var dette en kæmpe CIA-operation. Skandalen brød ud i 1967, da det kom frem, at det hele var finansieret af CIA. Formelt stoppede de det. Men det var enormt: Der var 120 kulturmagasiner over hele verden. De havde operationer i hele Europa, i Asien, i Afrika. Overalt havde de samme tilgang: At fjerne folk fra deres traditioner og erstatte dem med neoliberale værdier. Det stoppede ikke i 1967; det stoppede formelt, fordi det var en stor skandale. Men hvis man ser på fortsættelsen af denne type såkaldte kulturprojekter, er jeg helt sikker på, at de fortsatte under et andet navn og med en anden organisationsstruktur. Men i det væsentlige forblev de det samme.

Jeg ved, at der ikke tales meget om det, men man kan faktisk undersøge det. For kun to år siden var der en stor udstilling i Berlin i anledning af 40-årsdagen for afslutningen af Kongressen for Kulturfrihed. De producerede en ret interessant dokumentarfilm med mange dokumenter. Man bliver chokeret over at se omfanget af denne operation. Jeg vil sige, at dette ikke er en naturlig udvikling, men resultatet af social engineering og manipulation…

Lidt senere:
Jeg er også meget håbefuld og optimistisk, når jeg ser på den nye pave. Fordi han understregede fred som det vigtigste spørgsmål for alle mennesker, tror jeg, at det vil give alle andre katolikker eller mennesker med god vilje et incitament til at minde folk om, at de skal følge pavens ord. Især i Tyskland, hvor man har disse såkaldte kristne partier, der har ordet kristen i deres navn – CDU, CSU – og som har gjort det stik modsatte. Ellers kan jeg kun sige, at vægten på (Rerum Novarum) også er yderst vigtig. I fraktionerne i Kirken er der nogle mennesker, herunder en kardinal i Tyskland, der har kritiseret Frans med det argument, at han var for optaget af sociale spørgsmål, og at det ikke var Kirkens opgave at udføre caritas-arbejde. Hvis man nu har Leo XIV, der tydeligt henviser til traditionen fra Rerum Novarum, som var tanken om, at kirken har en opgave i at gøre gode gerninger, ikke bare at bede i kirken, men at gøre gode gerninger, hvilket er en del af det, kristendommen handler om. Jeg synes, det sætter gang i debatten; jeg synes, det er utroligt godt, og derfor er det meget håbefuldt, både hvad angår fred og sociale spørgsmål, at denne pave … og som du ved, udnævnte Frans godt over 100 kardinaler, så han har sandsynligvis gjort noget for at sikre, at valget af denne pave ikke var en tilfældighed.

Som svar på Jose Vega om mulighederne omkring Gaza, refleksioner over VE-dagen og den nye pave:
Jeg synes, at den nuværende situation i Gaza er så utrolig dødbringende, at Israels hensigt er meget klar. De vil af med alle palæstinensere i Gaza. Det vil lykkes for dem, for der har været sult i to måneder. Hver dag dør der mennesker. Jeg tror ikke, vi har uendelig tid til at løse det. Der kommer et tidspunkt, hvor alle vil være døde. Så jeg tror, at det, vi diskuterede i sidste uge, nemlig at vi har konferencen den 2.-4. juni i FN om tostatsløsningen, er meget vigtigt. Da vi startede Oase-planen for 1,5 år siden, havde vi mange ambassadører fra Palæstina, Iran og andre lande, som alle var for Oase-planen. Vi har en side på Schiller-webstedet, hvor folk har givet deres tilslutning til den. Jeg ved, at der har været mange baggrundsdrøftelser, diplomatiske drøftelser, avisartikler i Mellemøsten, så der er en enorm uro. Alle kom til det punkt, hvor de sagde: »Nu har vi brug for en regering, en regering, der tager ansvaret og organiserer en konference i et af Mellemøstens lande, så det bliver så kendt for alle studerende, for unge mennesker, for gamle mennesker, at det bliver noget, man ikke længere kan ignorere.

Jeg tror, at denne mulighed har brug for meget mere opbakning, meget mere bevægelse, vi har potentielt den franske regering, og jeg er ikke ligefrem en fan af Macron, men uanset hvad hans grunde er til, at han nu går sammen med Saudi-Arabien om at sætte tostatsløsningen på dagsordenen, har det en enorm mulighed for at katapultere den egyptiske plan plus Oase-planen, som er en meget bredere plan for udviklingen af hele Mellemøsten. Lad os mobilisere, så vi får det med på konferencen i juni om tostatsløsningen. For der har man mange lande fra det Globale Syd, og de er alle på Gazas side. Hvis man ser på afstemningerne om Den Internationale Domstol og Den Internationale Straffedomstols afgørelser, var alle landene i det Globale Syd for det. Så der er momentum.

Hvis vi i de næste fire uger mobiliserer os for at få flere til at støtte os, så vi får meget mere bevægelse i FN, så vi kan få Oase-planen på dagsordenen i begyndelsen af juni, kan det virkelig vende udviklingen, før alle er døde i Gaza, og før Vestbredden bliver annekteret. Hvis det falder sammen med det, Larry siger om Trump, så meget desto bedre. Men jeg synes, vi absolut bør gøre alt, hvad vi kan, for at få denne udviklingsplan på dagsordenen i de kommende uger, så den får indflydelse på konferencen i New York i juni.

Afsluttende bemærkninger:
Jeg vil gerne virkelig fokusere på denne mobilisering for Gaza, selv om jeg allerede har talt for den. Pave Frans talte med det katolske samfund i Gaza hver uge, og det lå ham meget på sinde. Jeg synes bare, vi virkelig bør forsøge at få dette Oasis-perspektiv på banen i stor stil, for hvis vi kunne få den katolske kirke med – jeg ved, at Pax Christi i USA har været meget aktiv i spørgsmålet om krig og fred. Jeg ville ønske, at Pax Christi havde en tilsvarende aktiv holdning i Europa, hvilket jeg ikke synes, der har været tilfældet. I det mindste var de lidt mere forvirrede med hensyn til, hvem de skulle støtte, og hvem de ikke skulle støtte. Men lige nu med den nye pave, hvis alle menneskers velfærd bliver et spørgsmål, hvor man har en genopblussen i hele den katolske kirke i denne retning, der fører til Oase-planen og den store plan, de 1,5 milliarder nye arbejdspladser for at løse migrationsspørgsmålene ved at udvikle afrikanske, asiatiske og latinamerikanske nationer, så migranterne ikke har nogen grund til at forlade deres land, men bliver hjemme for at hjælpe med at opbygge deres egne økonomier. Det er den eneste menneskelige måde at løse migrationsspørgsmålet på.

Hvis hele denne bevægelse ville føre til, at folk kæmpede for det fælles bedste og i en vis forstand mindede sig selv om, at vi er her på Jorden for at gøre godt og ikke bare spise burgere og køre i Porsche, og at det hele til sidst er forbi, og det var det. Vi har et job; Nicolaus af Kues – en af mine yndlingsrådgivere – sagde, at vi har en vis creativa, en kreativ kraft til at være Guds levende billede. Han sagde på et tidspunkt, at Gud fortsætter skabelsen gennem os. Hvis vi ville påtage os den mission, er der så mange gode ting, der ville føre til en afslutning på fascismen, som den forstås som et økonomisk system. Der er mange aspekter ved det, men grundlaget er det, jeg sagde tidligere: Hjalmar Schacht fik folket til at betale for oligarkiets tab.

Jeg tror, vi befinder os i en konjunktur. Hvis vi kunne få den katolske kirke til at bevæge sig og inspirere de andre religioner. Jeg ved, at vi havde denne mobilisering for to år siden; vi bør nok genoptage den. Og forsøge at få BRIKS-landene til også at kæmpe for Oase-planen. Hvis vi gør det, kan vi få et gennembrud. Hvis Trump virkelig bryder med Netanyahu, kan han bringes med om bord. Jeg tror, vi skal have den idé, at hvis USA slutter sig til alle de religiøse ledere og slutter sig til BRIKS-landene, og alle arbejder sammen om en fred i Mellemøsten baseret på udvikling, kan det lade sig gøre.

Så uanset hvor lille en rolle I alle kan spille, så gør jeres del.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 7. maj 2025 

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Schiller Instituttets grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche. I dag er det onsdag den 7. maj 2025. Jeg hedder Harley Schlanger og er jeres vært. I kan sende jeres spørgsmål eller kommentarer til Helga på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.

Vi har meget at komme igennem i dag, men inden vi begynder, vil jeg gerne minde vores seere om, at Schiller-instituttet om mindre end tre uger, den 24.-25. maj, afholder en særlig konference, og I kan tilmelde jer. Hvis I går ind på Schiller-instituttets konferenceside, kan I se et meget stærkt talerpanel, og det er netop det, der er brug for i denne tid, hvor der ellers hersker kaos og nedgang i malstrømmen.

Lad os begynde med faren for, at der udvikler sig en krig på det indiske subkontinent: Den indiske regering sagde i dag, at den angreb terrorinfrastrukturen som gengældelse for terrorangrebet den 22. april i Kashmir, hvor mindst 26 mennesker blev dræbt. Pakistan har lovet at reagere på Indiens angreb.

Så vi har et par spørgsmål, der er dukket op: For det første: »Hvorfor skete det nu? Hvem har gavn af denne slags optrapning?« Jeg vil sige, at jeg har talt med flere velinformerede pakistanere, der peger på briterne, og især MI6, som en tredje kraft bag terrorangrebet og siger, at det egentlige mål er BRIKS. Hvad mener du om det, Helga?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Vi ser over hele verden et mønster af angreb mod alle BRIKS-landene. Og den pakistanske forsvarsminister Asif kom med en meget vigtig udtalelse, som jeg mener har en vis vægt, i betragtning af at han er fungerende forsvarsminister. Han påpegede nemlig, at Pakistan i de sidste årtier er blevet brugt som et redskab mod Rusland, først mod Sovjetunionen i den sidste fase af krigen i Afghanistan mod Sovjetunionen, hvor Brzezinski og briterne indsatte jihadisterne og faktisk udviklede det, der er blevet kendt som »radikal islam«, ved at støtte mujahedinerne; og da krigen mod Sovjetunionen sluttede, hvilket i høj grad bidrog til Sovjetunionens sammenbrud, spredte disse mujahedin-netværk sig over hele regionen, til Tjetjenien, Xinxiang, Pakistan, og hvad denne forsvarsminister indrømmede, er, at Pakistan lod sig udnytte ved at samarbejde med disse netværk.

Så jeg synes, det er ganske betydningsfuldt. Og jeg tror, at det faktum, at general Flynn, da han forsøgte at orientere Obama i 2012 om, at USA brugte disse netværk, og at han mente, at det var en grundlæggende fejl, faktisk blev sparket ud af Obama på det tidspunkt, og jeg tror, at det var denne udtalelse, der også var årsagen til, at den såkaldte Deep State gjorde det praktisk talt umuligt for Trump i hans første embedsperiode at gøre brug af general Flynns ekspertise. Så jeg tror, der er en erettiget mistanke om dette; det hele er banen for det store spil i området. Så jeg mener, at enhver, der forsøger at dæmpe konflikten – og heldigvis fører både Rusland og Kina samtaler med Indien og Pakistan for at nedtrappe situationen – gør klogt i at undersøge oprindelsen til denne terrorisme, for at undgå, at to atommagter ender i en militær optrapning. Selv om jeg ikke tror, nogen har til hensigt at anvende atomvåben, er det stadig bekymrende, at Pakistans informationsminister har antydet, at alle landets atomvåben er rettet mod potentiel anvendelse mod Indien. Jeg tror ikke, at det er en umiddelbar fare, men man kan ikke udelukke det. Så jeg synes, det er ekstremt vigtigt at berolige situationen, hvilket Rusland og Kina forsøger at gøre, men også at undersøge, virkelig seriøst, hvad der i første omgang lå bag dette angreb.

SCHLANGER: En pakistansk journalist har sendt dette spørgsmål til Dem: »De nævnte, at Rusland og Kina har tilbudt at mægle, muligvis også Iran. Hvilke skridt vil De foreslå, at de tager for at dæmpe gemytterne?«

ZEPP-LAROUCHE: Det første er at genindføre vandbehandlingsaftalen mellem Indien og Pakistan, for det er et meget alvorligt spørgsmål. Så det første skridt ville være at genindføre den. Og ellers virkelig engagere sig i det nye paradigme, for jeg tror, der er plads til at løse alle disse spørgsmål, hvis man bliver enige om principperne for samarbejde. Og i betragtning af, at BRIKS-landene har til hensigt at anvende de fem principper for fredelig sameksistens samt FN-pagten, er der allerede en ramme: Så hvis man er enige om, at det er det, man ønsker at opretholde som sine grundlæggende principper, kan man sætte sig ned og diskutere alle de vanskelige spørgsmål separat, som det blev gjort i Westfalske Fred.

Så jeg mener, at man bør følge en sådan tilgang. Og jeg tror, at Rusland og Kina og andre lande som Indonesien, Brasilien, Nigeria, Sydafrika – der er mange lande, der kunne være en del af en sådan tilgang.

SCHLANGER: Der er et spørgsmål fra en journalist fra Israel, der spurgte om Netanyahus meddelelse søndag den 4. maj om, at Israel i realiteten vil overtage hele Gaza. Han påpegede parallellen mellem krisen i Sydvestasien og konflikten mellem Indien og Pakistan, og her er, hvad han skrev. Han sagde: »Begge tilfælde finder sted, hvor den regionale dynamik er formet af det Britiske Imperium som en del af et udvidet Great Game. Det burde være indlysende, men få synes at være klar over det. De har korrekt identificeret dette som en fortsættelse af britisk geopolitik. Hvad kan der gøres for at befri menneskeheden fra denne imperiale forbandelse?« Han sagde: «Jeg tror ikke, at en win-win-tilgang har meget appel til en fanatiker som Netanyahu.«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det, der sker i Gaza lige nu, er så fuldstændig ubeskriveligt, fordi selv de liberale medier, der har tolereret det, der sker der, i nu halvandet år, begynder nu at vise billeder af Gaza som en komplet ruin, børn, der bliver tortureret, og udmagrede, kort før de dør. Det er utroligt. Og jeg tror, at dette virkelig er en krise for menneskeheden. Det er en tragedie, en frygtelig tragedie mod palæstinenserne og for det palæstinensiske folk, men jeg tror, at det er noget meget mere grundlæggende: For hvis verdenssamfundet ikke kan stoppe dette, når alle kan se det i deres stuer på tv hver dag, så står vi over for en meget mere grundlæggende krise for menneskeheden og en prøve på vores moralske egnethed til at overleve. Og hvis vi ikke består den prøve, overlever vi måske ikke som menneskeart, hvilket betyder, at det kan ende i en atomkrig på grund af en af disse kriser!

Så jeg tror, at vi har brug for en forandring, og nogle af stormagterne må træde til og stoppe dette. Derfor har vi fra Den Internationale Fredskoalition opfordret til en fem ugers mobilisering: I begyndelsen af juni vil der være en meget vigtig konference i FN i New York, som vil blive medsponsoreret af Frankrigs præsident Macron og kronprins Mohammad bin Salman. Og vi har opfordret til en optrapning med henblik på ikke kun at lægge en tostatsløsning på bordet, som er emnet for konferencen, men også at kombinere den med Oase-planen, som er den eneste måde, jeg kan se, at dette kan stoppes på.

Det er klart, at USA kunne stoppe det med det samme: Hvis præsident Trump ville sige til den israelske regering, at de skal stoppe det, ellers vil vi fjerne alle våbenleverancer, og håndhæve det – for det kan USA gøre – så ville det stoppe. Men hvis USA ikke stopper det, fritager det ikke resten af det internationale samfund for dets ansvar. Og jeg tror, at verdenssamfundet må forene sig og skabe betingelser, hvor der sker en ændring i politikken, og det er derfor, vi har foreslået at tilføje Oase-planen til tostatsløsningen, som oprindeligt blev foreslået af min afdøde mand, Lyndon LaRouche, i 1975, for at udvikle store mængder ferskvand ved afsaltning af havvand med hjælp fra atomkraftværker, ved at bygge nye kanaler ved simpelthen at tage en helhedsorienteret tilgang til kunstvanding af store ørkenområder: Men i sidste ende er det nødvendigt at tage hele regionen fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf, og udvikle den med vand, infrastruktur, skovrejsning, landbrug, infrastruktur, nye byer – der er ingen grund til, at man ikke kan udvikle dette område, som Kina har gjort med store dele af sin ørken, hvis man udvider Bælte- og Vej-Initiativet til hele Sydvestasien. Og det må være den positive mulighed for alle lande at arbejde i denne retning. Men jeg mener, at verdenssamfundet har et ansvar for at gribe ind og forhindre, at dette sker. For hvis vi ikke gør det, kan vi glemme alle kriterier for moral, for regler, vi kan glemme demokrati, vi kan glemme menneskerettigheder: Alt dette vil være tomme ord uden betydning, hvis vi ikke stopper dette.

Derfor foreslår vi lige nu, at alle, der er enige i Oase-planens tilgang til tostatsløsningen, går aktivt ind i vores arbejde i de næste fire til fem uger, så vi kan få indflydelse på den store konference i juni i New York.

SCHLANGER: Nu har jeg et spørgsmål her fra en kontakt i London, der sagde, at han var begejstret, da konferencen fandt sted i Kairo for at tale om genopbygningen af Gaza. Og han spurgte bare: »Er der nogen måde, hvorpå egypterne eller saudierne kan bringes ind i diskussionen om Oase-planen?«

ZEPP-LAROUCHE: Der er meget bevægelse i Oase-planen i baggrunden. Der har været flere artikler i forskellige aviser i Egypten og andre lande; der er blevet givet interviews af medlemmer af IPC eller af Schiller-instituttet i Algeriet og Libanon – så budskabet spredes. Og grunden til, at vi nu har brug for denne mobilisering, er, at en af fredsaktivisterne, hr. Ofer Bronchtein, der er rådgiver for Macron, deltog i det sidste IPC-møde og også støttede Oase-planen.

Så jeg tror ikke, vi er helt i startfasen. Vi havde en række ambassadører, der repræsenterede mange forskellige lande, som allerede talte for og støttede Oase-planen, men jeg tror, vi nu virkelig skal tale om den for at give den to-statsløsning en økonomisk dimension, uden hvilken jeg ikke tror, den vil fungere: Så jeg beder Dem virkelig og gentager til Dem, alle, der er forfærdet over det, der sker i Gaza, kom og slut Dem til vores bestræbelser på at bruge de resterende uger frem til begyndelsen af juni til grundlæggende at tvinge en situation frem, hvor denne plan bliver en del af diskussionen i juni i New York.

SCHLANGER: Her er noget, der er sendt ind fra Leider Horn [ph], der sagde: »Vi har brug for historisk intelligens, ikke bare horisontale synspunkter. Hvad tror du, der er sket med efterretningstjenesterne i Vesten? Man ser på folk som Waltz, man ser på den manglende evne til at fremlægge nogen form for alternativ.« Så for at tage hans pointe, hvorfor griber de ikke dette an fra det synspunkt, som din mand gjorde, at vi befinder os i den aktuelle historie, og at det er sådan, man forstår, hvad der sker?

ZEPP-LAROUCHE: Det er en erosionsproces, der har stået på i meget lang tid. Hvis jeg ser på CIA’s rolle i den umiddelbare efterkrigstid i Tyskland, var den ikke særlig stor. Kongressen for kulturel frihed var en ond operation, der havde til formål at udrydde Tysklands kultur og gøre den til et redskab. Tyskland er blevet fuldstændig underlagt den ene operation efter den anden, og præsident Eisenhowers advarsel ved afslutningen af sin embedsperiode om at passe på det militærindustrielle kompleks, tror jeg, at det militærindustrielle kompleks, eller som Ray McGovern kalder det MICIMATT, hvilket betyder Military-Industrial-Congressional-Intelligence-Media-Academia-Think-Tank, at dette konglomerat i løbet af årtierne i stigende grad er blevet en slags hemmelig magt – folk kalder det Deep State. Og dette er ikke et nyt fænomen, for i Tyskland, da Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV), der svarer til FBI, blev oprettet i 1950’erne, talte Kurt Schumacher, der naturligvis var en af de førende socialdemokrater, meget kraftigt imod det og advarede om, at det ville indebære en fare for at skabe en ny Gestapo, en ny hemmelig statspoliti, der spionerer på sine egne borgere. Hvad ser vi nu? Det samme Bundesamt für Verfassungsschutz i Tyskland har udarbejdet en 1.000-siders rapport, hvor det konkluderes, at partiet Alternative für Deutschland (AfD) er juridisk bindende, klart højreekstremistisk. Det skaber potentielt grundlag for at forbyde dette parti, som er det stærkeste parti i meningsmålingerne lige nu. Og det, der er så bekymrende ved det, er, at de siger: »Åh, vi kan ikke offentliggøre denne rapport. I den har vi alle beviser for, at AfD er et højreekstremistisk parti, men vi kan ikke fortælle jer det.« Det minder mig om en meget vigtig artikel, som min afdøde mand engang skrev, der hed »Han er en dårlig fyr, men vi kan ikke sige hvorfor«.

Det er altså den insinuation, at nogen er ekstremt farlig, at de har de værste hensigter, men man kan ikke tale om det. Det er et ret tyndt argument, og jeg tror, at når J.D. Vance advarede om demokratiets tilstand i Europa, så ved jeg, at europæerne er ekstremt vrede på nogle medlemmer af Trump-administrationen, fordi de hele tiden bringer spørgsmålet op, at demokratiet er i stor fare i Europa, og det kan de ikke lide, men hvis man ser på mønstret, ser man faktisk, at ngo’er, privatfinansierede borgerrettighedsgrupper og hvad ved jeg, er ved at undergrave den forfatningsmæssige proces i mange lande i Europa og desværre også i USA, trods hvad Trump siger. Så jeg synes, at efterretningstjenesternes rolle er blevet meget, meget tvivlsom, og jeg synes, vi har brug for nye Church-kommissioner i alle lande! For det var i min erindring sidste gang, at parlamentet eller Kongressen begyndte at undersøge disse hemmelige tjenesters ulovlige aktiviteter.

Så måske er det det, man skal gøre, at have kirkelige kommissioner i alle lande.

SCHLANGER: Det ser ud til, at din polemik om at gøre en ende på geopolitik vinder gehør hos mange af vores seere. Her er et spørgsmål fra en korrespondent i Storbritannien, der taler om de langsigtede virkninger af geopolitisk manipulation, og han spørger: »Er du overrasket over, at Vesten har nedtonet sejren over fascismen for 80 år siden?« Han siger: »For mig taler det for Putin, at folk som von der Leyen, Kallas og Keir Starmer er så russofobiske, at de ville have foretrukket en sejr til Hitler i Anden Verdenskrig, og at det er derfor, de er fast besluttet på at støtte en fortsættelse af krigen mod Rusland under Zelenskyj og NATO.« Og han spørger: »Hvad er jeres tanker om dette?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg synes, det er meget bekymrende, fordi denne udebatterede russofobi fra folk som von der Leyen, Merz, nu den nye udenrigsminister Wadephul og for den sags skyld Macron, er meget farlig. For der var en artikel for nogle dage siden af et tidligere medlem af Linkspartei, der på en nyttig måde henviste til de forskellige teorier om fascisme. Og i betragtning af, at alle nu kalder det fascisme, især AfD bliver sat i forbindelse med fascisme, citerede denne mand, hvis navn jeg tror er Dieter Dehn [ph], tre etablerede historikere og påpegede, at russofobi, hadet og hensigten om at ødelægge Rusland altid har været et kendetegn ved fascisme. Og jeg finder det ganske bekymrende for Tysklands og andre europæiske landes fremtidige sikkerhed, at der som følge af alt dette nu kommer en linje fra Moskva, fra Maria Zakharova, fra andre ledere, jeg tror Sergej Lavrov, Dmitrij Medvedev, der grundlæggende siger, at det, EU gør med sin militarisering og krigsførelse, minder om det, Nazi-Tyskland gjorde mod Sovjetunionen.

Nu tror jeg, at vi stadig er i en tidlig fase af denne diskussion, men hvis denne opfattelse holder, og hvis Merz for eksempel går videre med sin meddelelse om at levere Taurus-missiler til Ukraine, tror jeg, at vi kan komme i en situation, hvor Tyskland ikke kun optræder som en krigsførende part i konflikten med Ukraine, men også fremprovokerer russiske reaktioner, der vil gøre Tyskland til stedet for en egentlig krig i Europa; og jeg er meget bange for, at hvis dette starter, vil det ikke stoppe, og det vil være slutningen på Tyskland i enhver form. For vi havde for flere måneder siden en diskussion med Ted Postol, og han gjorde os den tjeneste at udarbejde konkrete kort, der viser de hundredvis af atombomber, der vil falde på Tyskland, hvis det kommer til en sådan konflikt. Og jeg synes, at den nuværende flok politikere er så tåbelige og så uvidende om historien og om de farer, som alt dette indebærer, at jeg mener, vi virkelig har brug for en ændring i politikken. Og folk må vågne op, for jeg tror, det er det største problem, at befolkningen er blevet så påvirket af NATO’s fortælling om et forestående angreb fra Putin på et eller andet europæisk land. Og alle de militære eksperter, som jeg mener har kompetence, som f.eks. den tidligere general Harald Kujat, der ikke kun var den højeste officer i Bundeswehr, men også den højeste officer i NATO, og den tidligere general Vad og forskellige amerikanske militærfolk, har udtalt, at der absolut ikke er tegn på, at Putin har planer om at angribe Europa eller overtage hele Ukraine, hvilket desværre også er blevet udtalt af præsident Trump for nylig. Og jeg synes, det er det farligste, og denne snak bør stoppe! Der er ingen beviser. Og der er mange argumenter for, at Putin absolut ikke har nogen interesse i at overtage hele Ukraine og helt sikkert ingen interesse i at udvide krigen til resten af Europa.

Så jeg synes, det er ren dumhed. Og jo flere mennesker der bliver aktive sammen med os eller parallelt med os for at aflive sådanne fortællinger, jo bedre.

SCHLANGER: Nu er der et spørgsmål om Friedrich Merz, der ikke blev valgt i første valgrunde i går. Jeg tror ikke, det er sket før, i hvert fald ikke siden Anden Verdenskrig. Så spørgsmålet er: »Hvad tror du, der gjorde det muligt for ham at vinde i anden valgrunde? Hvilke løfter måtte han give, og hvilken indflydelse vil det have på hans evne til at udøve lederskab i Tyskland og i EU?«

ZEPP-LAROUCHE: Tja, jeg tror ikke, man ved, hvem der stemte imod ham i første runde. Der var folk i Socialdemokratiet, der virkelig ikke brød sig om, at han stemte sammen med AfD om en lov til at bremse den store tilstrømning af migranter, og han samarbejdede med AfD, så det kunne SPD ikke lide. I hans eget parti, CDU, og i CSU var der mange, der var meget vrede over, at han brød sit valgløfte om ikke at øge gælden. En dag efter han blev valgt, handlede han for at lempe gældsbremsen for dette utrolige militære oprustningsprogram, så der er medlemmer i CDU/CSU, der ikke bryder sig om det. Og jeg tror også, at der er mange i CDU i Øst, der ikke bryder sig om, at de ikke er repræsenteret i hans nye kabinet. Så der var nag fra alle sider; det er selvfølgelig en hemmelig afstemning, så vi kan ikke vide, hvem der stemte imod ham – 18 stemte imod ham i første runde. Og efter at den første afstemning mislykkedes, mødtes alle fraktionerne i hemmelighed, og til sidst stemte de alle for ham. Så jeg kan kun forestille mig, at der foregik enorme magtkampe, og hvem ved hvad ellers. Men det er sandsynligvis heller ikke en hemmelighed for de partier, der var imod, for de har sikkert sagt deres mening ved en eller anden lejlighed før. Så jeg kan kun forestille mig, at de virkelig fik en skrap reprimande og kapitulerede. Men det betyder bare, at de samme konflikter, der førte til fiaskoen i den første afstemning, kan blusse op når som helst. Derfor er der mange kommentatorer, der mener, at Merz’ regering sandsynligvis ikke vil vare et år og helt sikkert ikke hele valgperioden. Jeg er enig i det. Jeg tror, det vil eksplodere i betragtning af de enorme spændinger i verdenssituationen, og hvis Merz gør noget med Taurus, tror jeg, hele landet vil eksplodere.

Så jeg tror, at Merz nu må beslutte sig. Der er mange, der mener, at den eneste måde, hvorpå Tyskland kan stabiliseres, er, hvis de to største partier, som ikke er socialdemokratiet, men CDU og AfD, samarbejder, hvilket vil kræve, at Merz fjerner den såkaldte »firewall«, som hidtil har forhindret nogen i at samarbejde med AfD, eller at han går i den modsatte retning og bruger rapporten fra Bundesamt für Verfassungsschutz til at forbyde AfD, og hvis det sker, er jeg sikker på, at landet vil eksplodere endnu mere, for hvis man ikke kan fratage 10 eller 15 millioner vælgere deres ret, og en sådan adfærd – for jeg mener også, at selv om der er nogle meget tvivlsomme personer i AfD, folk, der har fortjent tilnavnet »nazi« eller noget i den retning, kan jeg ikke være enig i, at det gælder hele partiet, for jeg ved, at der er mange, også folkevalgte, der har en meget fornuftig politik, hvad angår udenrigspolitik og energipolitik, og som efter min mening kun er i AfD af opportunistiske grunde, men som slet ikke er nazister.

Så jeg tror, at en anden tilgang – jeg tror, at AfD bør smide disse elementer ud og derefter blive et normalt parti, der repræsenterer en bestemt del af befolkningen. Og så kunne man danne en alliance, og stabiliteten ville vende tilbage.

Men vi befinder os i en krise, så det er umuligt at forudsige noget på nuværende tidspunkt.

SCHLANGER: Nu har jeg et par spørgsmål eller kommentarer fra de Bachis [ph], som er en fast læser. Han kommenterer: Er det ikke positivt, at Iran og Kina forsøger at skabe fred mellem Indien og Pakistan? Det er han glad for. Men så spørger han, hvordan vi kan finde effektive måder at stoppe folkemordet i Gaza og mindske hadet og øge ønsket om fred? Hvad kan der gøres? Og det er klart, at jeres grundlæggende principper er et skridt i den retning, at gøre det til et diskussionspunkt, men fortsæt, Helga. Hvad mener du?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved, at det er svært for de fleste at forstå. Men hvis man ser på verdenssituationen som en helhed, hvad ser man så? Man ser et USA i uorden, polariseret; jeg tror, Trump har nogle reelle problemer, som er forårsaget af hans egen politik, så hans støtte er ved at forsvinde. Man ser faren for en konflikt med Kina, som ville være katastrofal for verden. Man ser den igangværende krig i Ukraine, Mellemøsten, nu Indien-Pakistan, spændinger i Stillehavet og den forestående fare for et sammenbrud af et konkursramt transatlantisk finansielt system. Og jeg har længe sagt, at hvis man har en sådan systemisk krise, fordi alle disse konflikter, selv om de har historisk specifikke årsager og historier, også er et udtryk for et sammenbrud af det neoliberale system og bestræbelserne fra kræfter inden for dette system på at opretholde en dominerende position i verden, som ikke længere accepteres af den Globale Majoritet, og som helt sikkert ikke kan opretholdes militært, medmindre man går efter en total ødelæggelse af hele menneskeheden.

Så hvordan tackler man sådan en kompleks situation? Jeg kan kun nævne nogle aspekter af den – jeg kunne uddybe det meget mere. Hvordan tackler man et sådant problem? Og det er min faste overbevisning, at man ikke kan løse alle disse problemer én efter én. Man skal først samles som verdenssamfund ved et forhandlingsbord og derefter blive enige om principper for, hvordan menneskeheden kan bringes ind i en højere samarbejdsorden, som det skete med Westfalske Fred, hvor 150 års religionskrig også sluttede, fordi de forskellige krigsførende parter erkendte, at hvis man fortsatte krigen, ville alle være døde, og der ville ikke være nogen tilbage til at nyde sejren. Og vi befinder os i en langt mere alvorlig situation i dag på grund af atomvåben og overkill i så mange størrelsesordener, at vi kunne dræbe menneskeheden 10 gange, 100 gange, og der ville absolut intet være tilbage.

Så i lyset af en sådan fare er det da ikke mere rimeligt at sige, at vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som først skal være enig om princippet om, at der skal tages hensyn til alle enkeltlandes interesser, og den eneste måde, man kan gøre det på, er gennem et fælles udviklingsprogram, hvor fredens navn er udvikling. For kun hvis man gør kagen større, hvis man gør de tilgængelige fordele ved videnskab og teknologi tilgængelige for alle, så folk kan overvinde fattigdom, underudvikling, pandemier og sygdomme ved at udvikle et moderne sundhedssystem i alle lande og ved at have et universelt uddannelsessystem, hvilket alt sammen er muligt! Forestil jer, hvis al den utrolige energi, der nu spildes på militærudgifter, der løber op i billioner, og en mani for at øge det, hvis al den energi blev brugt til produktive formål, til uddannelse, til at øge de kreative kræfter hos alle indbyggere i alle lande, så kunne man løse alle disse problemer. Og selvom nogle måske siger: »Det er en utopi, det vil aldrig ske«, så tror jeg, det kan ske: fordi mennesker er mennesker! Vi er ikke grizzlybjørne, der – selv den mest ondskabsfulde grizzlybjørn er ikke så ond som nogle mennesker, der forsøger at gøre krig til en kommunikationsform i stedet for diplomati.

Så jeg tror, at eftersom vi er den kreative art, tror jeg grundlæggende på, at vi kan bruge fornuften som en måde at løse konflikter på, og der er flere og flere kræfter, der erkender, at vi er nødt til at overvinde geopolitikken, ellers overlever vi måske ikke alle sammen. Præsident Xi Jinping foreslår derfor et fælles samfund for hele menneskeheden, og det er, hvad vi er. Og hvis det går galt med atomvåben ét sted, tror jeg ikke, det kan holdes i skak, for som Ted Postol har skrevet i mange bøger og artikler, er det atomvåbens natur, at når man først begynder at bruge dem, vil de alle blive brugt. Og jeg synes, at det bør være en tilskyndelse til at vælge den vej, der kan overvinde dette og udvikle et nyt paradigme for samarbejde.

SCHLANGER: Jeg har et hurtigt spørgsmål til Dem fra en tidligere folkevalgt fra et land på Balkan, der spørger: »Hvad vil EU’s diktatorer gøre nu efter Simions overvældende sejr i første valgrunde i Rumænien?«

ZEPP-LAROUCHE: Øh, ja, der var en EU-kommissær ved navn Thierry Breton, og han sagde i det første forsøg på at fjerne Georgescu, at hvis noget lignende sker i Tyskland, vil de bruge samme metode. Og man kan faktisk sige, at forsøget på at kalde AfD »højreekstremistisk«, hvilket er legitimt, er en anvendelse af Bretons doktrin. Og der er en vittighed, som ikke er en vittighed, om at de lader folket stemme, indtil de har den regering, de ønsker. Jeg tror, de vil fortsætte med det, men det vil ikke virke, for jeg tror, at en sådan udemokratisk adfærd er ved at blive så åbenlys, at disse mennesker snart vil blive stemt ud! Jeg er helt sikker på, at EU er ved at splittes. Derfor taler de ikke længere om enstemmighed i EU, men om en »koalition af villige«, og hvem er denne »koalition af villige«? Det er briterne, franskmændene, tyskerne, polakkerne, balterne og skandinaverne, men alle de andre, de sydeuropæiske lande, Balkanlandene og de østeuropæiske lande bevæger sig i en anden retning, og jeg tror, at EU’s politik vil ødelægge EU, og jeg tror, at det samme potentielt gælder for NATO.

SCHLANGER: Nå, Helga, vi får flere og flere spørgsmål. Det er tydeligvis et øjeblik, hvor folk gerne vil vide noget – det er derfor, at en af de ting, de bør gøre, er at tilmelde sig vores konference den 24.-25. maj. Men der er en bemærkning her, som jeg gerne vil læse: »Tillykke med 100 uger i træk med Zoom-opkald til Den Internationale Fredskoalition. Hvad er der på programmet til fredag?«

ZEPP-LAROUCHE: Vi vil helt sikkert diskutere den aktuelle situation i Gaza. Vi vil forsøge at få flere top-talere fra regionen, fra alle sider, fordi vi tager denne fem ugers mobilisering alvorligt for at forsøge at påvirke konferencen i FN i juni. Så vær med af den grund. Jeg tror, der naturligvis også vil være en del diskussion om demokratiets tilstand i Europa, i Tyskland og andre steder. Og naturligvis situationen i Ukraine-krigen, hvor præsident Trump desværre nu har sagt, at Rusland vil have hele Ukraine! Det er en ændring i hans holdning: Han sagde – for kun få år siden – at denne krig var helt unødvendig og ikke burde have fundet sted. Hvis han havde været i Det Hvide Hus på det tidspunkt, ville alle disse ting ikke være sket. Og jeg tror, at der helt sikkert vil være bekymring blandt patrioter fra forskellige lande, der vil forsøge at vende den retning, som Trump har slået an på dette punkt.

Så det er, som hver uge, stedet, hvor man kan høre førende eksperter og aktivister diskutere live i dialogform, hvad der skal gøres. Så gør alt, hvad I kan, for at være med.

SCHLANGER: OK, det er et godt råd. Og Helga, tak fordi du var med i dag, og forhåbentlig ses vi alle på fredag!

ZEPP-LAROUCHE: Ja! Og glem ikke den kommende Schiller-konference den 24.-25. maj. 

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 5. maj 2025

Dagens forskellige strategiske kriser befinder sig i forskellige faser af optrapning eller midlertidig afspænding i Ukraine, i konflikten mellem Pakistan og Indien og i Sydvestasien, hvor krigsførelsen og rædslerne i Gaza er mest presserende at få stoppet.

Denne verdenssituation understreger betydningen af Schiller Instituttets konference om tre uger med titlen »En smuk vision for menneskeheden i tider med stor uro«, og den vitale proces i Den Internationale Fredskoalition, som nu har holdt møde i 100 uger i træk.

I Ukraine fortsætter støtten til den uendelige krig fra førende europæiske personligheder, der simpelthen er imod fred, især dem fra den såkaldte Koalition af Villige. De ønsker ikke fred. Nogle af dem vil fremme deres tema om evig krig på mødet den 7. maj i Warszawa mellem EU’s udenrigsministre i »uformelt format« sammen med Kaja Kallas, EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender. I dag i London, ved militærparaden med 1300 deltagere til minde om VE-dagen, i nærværelse af de kongelige, deltog 11 ukrainske soldater og NATO-styrker, hvilket symboliserer den fortsatte krig. Der er stadig trusler mod alle europæiske ledere, der har til hensigt at være i Moskva den 9. maj for at mindes sejren over nazismen.

Hvad angår friktionen mellem Pakistan og Indien, er situationen fortsat spændt, men uden alvorlige episoder, siden 26 indiske turister blev myrdet den 22. april i det omstridte område i Kashmir. I dag var den iranske udenrigsminister Abbas Araghchi i Islamabad til møder. Pakistanske embedsmænd har indledt en appel til FN’s Sikkerhedsråd om et ekstraordinært møde. Efter hjemkomsten vil Araghchi rejse til Delhi den 7. maj for at deltage i planlagte møder. Hans besøg kan forventes at støtte en afspænding, da Iran har tilbudt at mægle i bestræbelserne på at normalisere relationerne, hvis der er ønske herom. Den russiske præsident Putin og Indiens premierminister Narendra Modi talte i dag i telefon om mange emner, og Kreml oplyste, at de bekræftede deres landes gensidige støtte og interesse i stabilitet i Eurasien.

Situationen i Sydvestasien er i en akut krise. Israels premierminister Netanyahu gik i går til angreb i alle retninger med voldsomme udtalelser og initiativer. Efter at Houthi-missiler i weekenden ramte lufthavnsområdet i Tel Aviv, meddelte Netanyahu, at Israel anser Iran for ansvarlig, og at der vil komme gengældelse fra Israel – og fra USA, tilføjede han. I nat bombede 20 israelske kampfly flere steder i Yemen, herunder lige øst for havnen i Hodeida. De israelske luftangreb var de første i flere måneder.

Med hensyn til Gaza godkendte Netanyahus sikkerhedskabinet sent i går aftes planer om at »erobre og besætte« Gazastriben. »Ikke mere ind og ud«, erklærede Netanyahu. Der skal ske en fuldstændig overtagelse. Indkaldelsen af israelske reservister er i gang. Kabinettet ratificerede også IDF-kontrolleret logistik for fødevarekontrol i fremtiden, i en endnu ikke nærmere angivet periode. Kun israelske godkendte kommercielle eller andre fødevareforhandlere vil kunne operere inden for IDF-kontrollerede centre. I mellemtiden er det over 60 dage siden, at de sidste fødevarer og humanitære forsyninger fra udlandet er blevet tilladt adgang til Gazastriben. Der er 3000 FN-lastbiler uden for grænserne, der venter på tilladelse til at komme ind, hvilket nu ser ud til at blive afvist permanent.

Et makabert aspekt af Netanyahus plan, som fremgår af israelske medier, er, at den først vil træde i kraft, når præsident Trump har afsluttet sit besøg i regionen, der nu er planlagt til 13.-17. maj og omfatter Qatar, De forenede arabiske Emirater og Saudi-Arabien, hvor formålet angiveligt er at drøfte forretningsaftaler. Netanyahu slog i dag tonen an for rosenrøde forretningsaftaler i den større region gennem IMEC – Indien-Mellemøsten-Europa-korridoren. Netanyahu mødtes i dag med Cyperns præsident Nikos Christodoulides. De talte om aftaler om at lægge et elkabel mellem Cypern og Israel og om at blive enige om grænserne for offshore gasrettigheder i det østlige Middelhav. Netanyahu roste sig af at have talt med premierminister Modi om IMEC.

Protesten og de modsatrettede udtalelser i Israel er betydningsfulde. Det rapporteres, at mange reservister nægter at møde op. Forummet for gidsler og savnede Familier udsendte i dag en erklæring, hvor det fordømmer den nye plan om at erobre Gaza og kalder den »Smotrich-Netanyahu-planen« for at opgive gidslerne og signalere »opgivelse af national sikkerhed og modstandsdygtighed«.

Ami Ayalon, tidligere chef for Israels sikkerhedstjeneste Shin Bet, fremsatte i sidste uge en offentlig beskyldning mod Netanyahu. »Sandheden er, at vores gidsler i Gaza er blevet opgivet til fordel for regeringens messianske ideologi og af en premierminister, Benjamin Netanyahu, der er desperat efter at klamre sig til magten for egen vindings skyld.« I en kronik i Guardian den 29. april rapporterede Ayalon, at 70 procent af den israelske befolkning støtter »en omfattende afslutning på krigen til gengæld for at få vores gidsler hjem og et valg så hurtigt som muligt, så denne regering kan blive erstattet.« Han pegede på omkring 150.000 israelere, der har underskrevet underskriftsindsamlinger og breve, der kræver en afslutning på den israelske krig, herunder tusinder af militær- og efterretningspersonale. Ayalon er tidligere øverstbefalende for den israelske flåde.

Denne gennemgang af de seneste vendinger i konfliktområderne og rædslerne ved folkemordet i Gaza gør det smerteligt klart, at kampen for et nyt paradigme i de internationale relationer er en nødvendighed. Intet mindre vil gøre det: Ingen interessebalance, ingen forsøg på tilpasning, ingen ideologiske standpunkter.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og leder af Schiller-instituttet, har insisteret på, at alle kriser skal tackles på højeste plan. Hun sagde i dag, at vi er nødt til at »skabe en verden, hvor problemer løses gennem udvikling«. Dynamikken er i gang og vinder styrke. BRIKS-topmødet finder sted i juli i Brasilien.

Zepp-LaRouche stillede den opgave, at vi i de næste fem uger skal mobilisere for Oase-planen i nedtællingen til FN-mødet den 2.-4. juni i New York City om en to-statsløsning for Gaza og en genopbygningsplan. I løbet af denne mobilisering er Schiller-instituttets to-dages konference den 24.-25. maj i New York-området det rette sted at drøfte de principper, der er på spil. [Tilmeld dig nu] (https://schillerinstitute.com/blog/2025/03/01/conference-invitation/). Deltag i Den Internationale Fredskoalition, [der starter denne fredag]( https://schillerinstitute.nationbuilder.com/ipc_meeting).

Foto: Israel Defense Forces

Den 2. maj 2025 (EIRNS) – I næsten to år har Den Internationale Fredskoalition, der blev oprettet for at forene fredsbevægelser fra hele verden uanset ideologi, afholdt ugentlige onlinekonferencer med over 55 repræsenterede nationer og tusindvis af deltagere. Den 2. maj fejrede koalitionen en milepæl med sit 100. møde i træk.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, fremlagde en nøgtern statusrapport. Trods koalitionens voksende indflydelse »ser vi en meget foruroligende stigning i konflikter«. Selvom der kan være regionale årsager til disse konflikter, er den underliggende årsag den spænding, der er skabt af det gamle, koloniale systems forfald og fremkomsten af det nye. Hun tog fat på det nye udbrud af fjendtligheder mellem Indien og Pakistan og opfordrede til en uafhængig undersøgelse af den terrorhandling, der udløste konflikten. Situationen i området er ved at blive optrappet. Begge sider diskuterer brugen af atomvåben.

Der er blevet bekendtgjort en ny aftale i Ukraine, hvor USA kan udvinde råstoffer, hvilket muligvis inkluderer, at nogle amerikanske tropper vil forblive i Ukraine, hvilket måske »ikke er efter russernes smag«. Desværre er »nogle vanvittige europæere fast besluttet på at fortsætte denne krig«.

På handelskrigsfronten advarede hun om, at told kan udløse en statsbankerot i udviklingslandene og/eller et sammenbrud af det finansielle system. Præsident Trump har ikke tænkt dette igennem.

Siden 2. marts har Israel blokeret Gaza, og det er en krigsforbrydelse at bruge mad som et krigsvåben. Vi har opfordret til en international mobilisering for at sætte LaRouches Oase-plan på dagsordenen for en konference på et højt niveau, som FN har planlagt om to-statsløsningen, der skal finde sted den 2.-4. juni 2025 i New York. Den afdøde pave Frans kaldte udvikling for »fredens våben«, hvilket gjorde ham til en stiltiende tilhænger af Oase-planen.

Hvor vigtige regionale foranstaltninger end måtte være, er vi nødt til at gøre en ende på geopolitikken for at finde en varig løsning. Vi har brug for et nyt paradigme, der sætter menneskeheden først. Vi opfordrer fortsat til, at de Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur bliver ført ud i livet.

Oberst Richard H. Black (pensioneret), tidligere chef for den amerikanske hærs afdeling for strafferet i Pentagon og tidligere senator for delstaten Virginia, advarede om, at »under Biden-administrationen blev USA voldsomt provokerende over for Kina«. Han fremlagde en tidslinje over provokerende handlinger, såsom kongresmedlem Nancy Pelosis og andres besøg i Taiwan med det udtrykkelige formål at provokere Kina. »Tænk på omfanget af en mulig krig med Kina, og sammenlign det med Vietnam,« sagde Black. Vietnam-krigen var kostbar for USA og endte med et nederlag. Kina er 29 gange større end Vietnam, har en langt større befolkning og langt mere avanceret teknologi.

Ambassadør Hossein Mousavian, tidligere ambassadør fra Iran i Tyskland, beskrev, hvordan Iran havde forsøgt at indgå et kompromis med Vesten; de gik med til at samarbejde med IAEA og eksportere uran beriget til 60 % til Rusland for at dæmpe frygten for, at de havde til hensigt at udvikle atomvåben. Trump-administrationen havde gjort nogle fremskridt med forhandlingerne, men så blev det tekniske team, der skulle sendes til Oman, aflyst, tilsyneladende på grund af en indblanding fra Netanyahu, der sagde, at Israel kun ville acceptere »Libyen-modellen« (som kulminerede i Libyens totale ødelæggelse). Den amerikanske udenrigsminister Rubio hævder, at uranberigelse kun kan bruges til bomber, hvilket er en absurd usandhed. Mousavian fremlagde en lang liste over stater, der har berigelsesprogrammer, men ingen atomvåben.

Ofer Bronchtein, tidligere rådgiver for den israelske premierminister Yitzhak Rabin og præsident for det Paris-baserede Internationale Fredsforum, er i øjeblikket rådgiver for den franske præsident Emmanuel Macron om situationen i Israel. Han mener, at det fransk-saudiske initiativ til en to-statsløsning kan lykkes, og forsøger at opbygge en koalition til støtte for det. Zepp-LaRouche bad ham om at deltage i mobiliseringen for Oase-planen. Han svarede, at Rabin forstod vigtigheden af vand: »Uden vand vil der ikke være fred.«

International ret under trussel

Jonathan Kuttab, international menneskerettighedsadvokat, administrerende direktør for Friends of Sabeel North America og medstifter af Nonviolence International, talte om problemet med Israels »totale straffrihed for at ignorere international ret« og ikke længere engang gider at komme med »undskyldningen om militære mål«. Mere end 230 journalister er blevet dræbt af IDF, flere end i nogen tidligere konflikt. »Vi ser nu et bevidst angreb på internationale institutioner, på internationale domstole og på selve den internationale lovgivning.« Dette har konsekvenser, der rækker langt ud over den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Der blev vist uddrag af et videointerview af EIR‘s Gerald Belsky med Maoz Inon, en israelsk fredsaktivist og leder af fredsdemonstrationen i Jerusalem den 8.-9. maj, People’s Peace Summit. Han sagde, at »den eneste måde at ændre virkeligheden på er i drømmeverdenen.« Vi er nødt til at råbe det, danse det, synge om det for at legitimere drømmen. Vi har brug for diplomati, dialog og forhandlinger. De nuværende skovbrande i Israel er en konsekvens af, at investeringer, der burde være gået til vandforvaltning, er blevet omdirigeret til militære formål.

LaRouche-aktivisten Robert Castle gav en rapport om arbejdet med at nå ud til unge. Han har arbejdet med Jose Vegas kongreskampagne i Bronx, hvor han har mødt studerende på vej til undervisning og »udfordret de unge borgere i vores republik til at spørge sig selv, om de har et moralsk ansvar for at gribe ind i denne krise.«

Zepp-LaRouche var helt enig med Kutab: Det handler ikke kun om Gaza, det større problem er verdenssamfundets manglende reaktion på folkemordet i Gaza, som kan føre til et fuldstændigt sammenbrud af folkeretten og forfald til barbari. Folkeretten eksisterede ikke før den Westfalske Fred, som gjorde den nødvendig.

Diskussion

Zepp-LaRouche besvarede et spørgsmål om konflikten mellem Indien og Pakistan med at spørge: cui bono? Mange nationer, der ønsker at blive medlem af BRIKS, er blevet udsat for økonomisk/finansiel krigsførelse eller voldelig destabilisering.

Kutab blev spurgt, hvad civilsamfundet kan gøre, når regeringerne ikke handler. Han støttede BDS og sagde, at vi bør organisere fodbold- og kulturorganisationer (som spillede en stor rolle i afskaffelsen af apartheid i Sydafrika).

En tysk deltager gentog sin opfordring til, at solenergi anvendes i stedet for atomkraft i Oase-planen. Han blev inviteret til at deltage i den kommende konference, hvor dette emne vil blive drøftet. Medordstyrer Dennis Small mindede ham om, at energigennemstrømningstæthed er måleenheden for evaluering af energikilder. Da Den Iberiske Halvø udelukkende satsede på sol- og vindenergi, brød deres energiforsyning fuldstændig sammen i sidste uge.

Der blev stillet et spørgsmål: Var mordet på Rabin i november 1995 vendepunktet for den nuværende krise? Kutab svarede: »Der er ingen tvivl om, at Rabin selv forsøgte at håndtere situationen på en ny måde.« Men der var problemer både før og efter Rabin.

Ordstyrer Anastasia Battle rapporterede, at der har været et angreb på Freedom Flotilla i internationalt farvand, hvor nogle IPC-deltagere har været om bord på flåden. Vi håber, at de er i sikkerhed og har det godt.

Som svar på et spørgsmål fra den kinesiske mediegruppe om handelskrigen, sagde Zepp-LaRouche: »Præsident Trump vakler i øjeblikket og reagerer på pres.« Hun citerede Nicholas af Cusa, der sagde, at hvis man har et systemisk problem, kan man ikke løse det ved at tage fat på perifere problemer. Det menneskelige kreative sind har altid evnen til at løse problemet på et højere niveau end det niveau, hvor problemet opstod. Afslutningsvis gentog hun sin opfordring til folk om at slutte sig til os i arbejdet med at sætte Oase-planen og de ti principper på dagsordenen for den kommende konference i juni.

Ikke korrekturlæst

Fredag den 2. maj 2025

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg er ordstyrer i dag ved det 100. møde i Den Internationale Fredskoalition. Mange tak til alle for jeres deltagelse, både de erfarne deltagere og de nye deltagere. Vi har et fantastisk program, der virkelig viser den styrke, som denne koalition har opbygget gennem disse 100 ugers dialogprocesser.

Vi skabte dette forum for at bringe mennesker fra alle forskellige ideologier sammen for at skabe ægte fred. Vi har haft en vis succes med det, som I vil se i dag. Vi vil åbne diskussionen med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller-instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først byde jer alle velkommen. Vi mødes nu for 100. gang i træk. Jeg må desværre sige, at freden ikke er kommet nærmere. Faktisk ser vi en meget foruroligende stigning i konflikter. Mens situationen i Ukraine langt fra er afklaret, er der dog en vis bevægelse. Situationen i Gaza er helt forfærdelig og ubeskrivelig. Men vi har nu set en ny konflikt opstå, som understreger vores pointe om, at konflikterne har regionalt historiske årsager, men at årsagen til, at vi har dem, er, at hele dynamikken er forårsaget af en geopolitisk konfrontation mellem det, man kunne kalde et gammelt system, som er tydeligt på vej ned, og et nyt system, som er systemet for den Globale Majoritet, som er på vej op. Vi har altid haft en tendens til at placere de regionale konflikter i sammenhæng med den større strategiske kamp.

Der er stadig behov for en specifik undersøgelse for at finde ud af, hvad der forårsagede den seneste optrapning mellem Indien og Pakistan med terrorangrebet, hvor 26 mennesker blev dræbt i Kashmir. Det må vi vente på at se resultatet af en sådan uafhængig undersøgelse, som vil afsløre, hvad de reelle årsager er. Men hvis jeg fortæller jer nogle af de omstændigheder, der har ført til situationen, tror jeg, der er nogle spor at gå efter. For det første er situationen ved at blive optrappet. Premierminister Modi har forbudt alle pakistanske fly i indisk luftrum. Han har også givet militæret frie hænder til at vælge de foranstaltninger, de finder nødvendige. Den pakistanske hærchef, general Syed Asim Munir, har svaret, at enhver indisk militær handling vil blive mødt med en hurtig og kraftig reaktion fra Pakistans side.

Det er klart, at dette kan føre til en militær krig, som kan bryde ud, mens vi taler. Pakistans informationsminister talte endda om atomvåben og sagde, at alle Pakistans atomvåben er rettet mod Indien. Nogle hårde linjer på indisk side nævnte også atomvåben. Hvis dette skulle ske, ville det naturligvis være en total katastrofe med uforudsigelige konsekvenser i betragtning af Indiens og Pakistans strategiske placering. Heldigvis har Iran og Kina forsøgt at mægle og tale med begge sider for at dæmpe situationen. Men man skal også huske på, at Pakistans forsvarsminister sagde, at Pakistan mange gange tidligere er blevet brugt som redskab af angloamerikanerne – det sagde han ikke direkte, men vi ved, at Zbigniew Brzezinski i 1975 på et møde i Den Trilaterale Kommission i Tokyo sagde, at Vesten ville spille det »islamiske kort« mod Sovjetunionen. Faktisk blev opbygningen af mujahideen og de radikale islamister fremmet i 1980’erne i krigen mod Sovjetunionen i Afghanistan. Og naturligvis spredte disse radikaliserede jihadister sig efter krigen til hele regionen, til Tjetjenien, Xinjiang, Pakistan og mange andre lande i regionen. Som general Flynn allerede sagde i 2012, blev disse elementer naturligvis udnyttet af USA; dette var en indrømmelse fra en amerikansk general. Det er en meget alvorlig situation, hvor vi kun kan håbe, at fornuften vil sejre. Det er krigens natur, og jeg bagatelliserer det ikke det mindste.

I situationen i Ukraine er det nye element, at der er blevet annonceret en ny aftale mellem USA og Ukraine, hvor USA får ret til at udnytte nogle af råstofferne i Ukraine, sjældne jordarters metaller og lignende. Præsident Trump sagde, at der er militærudgifter for 350 mia. dollar fra de seneste tre år, som man er nødt til at få balance i. Præsident Zelenskyj talte kun om 100 milliarder dollar. Det ser ud til, at der er en komponent, hvor det amerikanske militær vil blive i Ukraine. Hvordan russerne vil se på det, har jeg ikke været i stand til at bekræfte på tidspunktet for denne drøftelse, men jeg kan forestille mig, at det ikke behager russerne. Men den russiske viceambassadør ved FN i New York, Dmitry Polyanskiy, understregede i et nyt interview det positive og bemærkede på russisk side, at præsident Trump indrømmer, at NATO’s udvidelse mod øst har været den vigtigste dynamik bag krigen i Ukraine. Jeg synes, det er et vigtigt punkt.

Desværre er det ikke kun USA og Rusland, der er interesseret i at normalisere forholdet mellem de to største atomare supermagter i verden. Desværre er nogle vanvittige europæere fast besluttet på at fortsætte denne krig. Den såkaldte koalition af villige er blevet dannet mellem Storbritannien, Frankrig, Tyskland, de baltiske lande og de skandinaviske lande. De er fast besluttet på at fortsætte med at levere våben til Ukraine og holde krigen i gang. Jeg synes, det er meget sigende, at Ambrose Evans-Pritchard, en meget kendt og tvetydig journalist, hvis man kan kalde ham det – han er måske en efterretningsagent – sagde, at han var fuld af ros for aftalen, råvareaftalen mellem USA og Ukraine. Han sagde, at det var fantastisk. Hvis krigen i Ukraine fortsætter i endnu et år, vil den russiske økonomi helt sikkert kollapse. Så man kan se, hvad det er, de mennesker i denne koalition af villige har i sinde. De ønsker ikke fred, de ønsker at fortsætte krigen. De har ikke opgivet deres mål om at ødelægge Rusland og muligvis endda splitte det i mange stykker, hvilket ville bringe os til den absolutte røde linje for atomkrig.

Vi har den igangværende toldkrig, hvor Trump går frem og tilbage, den ene dag i den ene retning, den næste dag i en anden. Men dette har på kort sigt potentiale til at udløse en fuldstændig sammenbrud af det finansielle system. Det er klart, at Trump ønsker at reindustrialisere USA; han ønsker at gøre op med de sidste årtier af den neoliberale model. Men når han siger, at told vil beskytte den amerikanske økonomi, var det tilfældet i Alexander Hamiltons tid, da han beskyttede den unge økonomi i USA med told. Men det gælder tydeligvis ikke for en meget sammenkoblet verdensøkonomi, hvor mange produkter produceres i flere lande. Reservedele produceres i Canada, Mexico og Afrika, alle mulige steder. Det kan derfor ikke kun føre til en stigning i forbrugerpriserne i USA, men også til, at nye markeder og gældstyngede amerikanske virksomheder går konkurs, hvilket kan udløse et sammenbrud i det finansielle system. Jeg tror ikke, at Trump har tænkt den del igennem.

Der er et andet element, som det amerikanske militærmagasin Defense One rapporterer om. De siger, at i betragtning af, at de fleste sjældne jordarters metaller findes i Kina, men endnu vigtigere, at noget af det industrielle udstyr til raffinering af disse råmaterialer findes i Kina, kan de ikke erstattes på kort sigt af nogen anden. Og se, over 78 % af alle amerikanske våben har brug for disse sjældne jordarters metaller fra Kina. Så måske har USA skudt sin forsvarsindustri i foden ved at indføre disse toldafgifter.

Den anden helt forfærdelige situation er naturligvis det igangværende folkemord i Gaza. Siden 2. marts har den israelske regering og IDF indført en fuldstændig blokade af Gaza. Ingen mad, ingen lægehjælp, igangværende kampe, hvor folk skubbes frem og tilbage. I alle konventioner står der, at det at bruge sult som et krigsvåben er i det mindste en krigsforbrydelse og muligvis en del af et generelt folkemord.

Hvis man ser på disse tre krisesteder – og jeg kunne tilføje Congo, Sudan og Haiti – er der mange områder i verden, der skriger på oprejsning og hjælp. Dynamikken går i retning af forværring, ikke forbedring. Derfor har vi besluttet at opfordre til en international mobilisering. Vi må få et gennembrud! Vi kan ikke bare være passive tilskuere til denne forfærdelige fare, der potentielt kan føre til 3. verdenskrig, og bare sidde og se til. Derfor har vi fremmet Oase-planen, især siden angrebet den 7. oktober 2023, og mange kræfter har tilsluttet sig den og sagt, at økonomisk udvikling er det nye navn for fred. I betragtning af at der i begyndelsen af juni er en stor FN-konference i New York, der er helliget tostatsløsningen i Mellemøsten. I mellemtiden har den egyptiske regering fremsat en genopbygningsplan for Gaza, som er blevet støttet af Den Arabiske Liga og andre arabiske lande. Vi vil opfordre Den Internationale Fredskoalition til at gå ind i en fem ugers accelereret mobilisering for at sætte Oase-planen på dagsordenen sammen med tostatsløsningen, når denne FN-konference finder sted i juni. At tilføje en økonomisk udviklingsplan for hele regionen er efter vores opfattelse en absolut nødvendig ingrediens, ikke kun for at løse situationen i Gaza, men også for at skabe betingelser for fred. På en måde er vi blevet bekræftet i denne indsats af pave Frans’ sidste »Urbi et Orbi«-budskab, som han fremsatte dagen før sin død. Han mindede om alle de lidelser, der findes i verden, og alle de mennesker, der er ofre for krig i Palæstina, Israel, Libanon, Den Demokratiske Republik Congo, Sudan og mange andre steder. Han sagde til alle disse mennesker, at han beder for dem. Men så advarede han om faren ved et atomvåbenkapløb og opfordrede folk til at afvise frygtens og krigens logik. Han sagde, at folk i stedet skal fremme udvikling, som han kaldte fredens våben. Jeg tror ikke, vi er langt fra at tage det som en tilslutning til Oase-planen, for det er et fredens våben, som vi absolut må bringe til fuldførelse i denne femugersperiode.

Når det er sagt, gentager vi stadig, at selv om en regional løsning som Oase-planen for Mellemøsten er vigtig, mener jeg, at vi kun kan nå frem til en løsning, hvis vi overvinder geopolitikken, hvis vi overvinder tanken om, at man altid har brug for en fjende, at man altid skal have et nulsumsspil, hvor den ene vinder og den anden taber, eller for den sags skyld, at det er et lands eller en gruppe af landes ret at holde et andet land i skak. Realistisk set tror jeg, at tanken om at holde Kinas fremgang i skak er fuldstændig umulig. Kina er i øjeblikket langt foran Vesten. Det australske strategiske politikinstitut har netop i sin kritiske teknologicheck oplyst, at Kina er førende inden for 57 af 64 avancerede teknologier, og at Kina er førende inden for 9 af 10 områder inden for avanceret teknologi. Hvis man nogensinde tager til Kina – hvilket man bør gøre – vil man se, at de er så langt foran på så mange områder, at det er absurd. De har 1,4 milliarder indbyggere, USA har lidt over 300 millioner, EU har 500 millioner. Så det er umuligt at afhjælpe på den måde, som folk tror.

Jeg tror, det er derfor, vi er nødt til at finde frem til et nyt paradigme, hvor alle sætter menneskeheden først. Det er i orden at være patriot, men det er ikke i orden at være patriot mod andre dele af verden. Man skal være en patriot, der kæmper for sin nation i overensstemmelse med menneskehedens velfærd, som altid skal komme i første række. Derfor opfordrer vi til en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skal tage hensyn til alle landes interesser i tråd med Westfalske Fred, som er præcedens for en sådan tilgang. Det var det, jeg ville sige indledningsvis.

Bemærkninger til Ofer Bronchtein, tidligere rådgiver for den israelske premierminister Yitzhak Rabin:

ZEPP-LAROUCHE: Hr. Bronchtein, jeg er meget glad for, at De er her. I begyndelsen af denne session opfordrede jeg alle deltagere i IPC til at deltage i en fem ugers mobilisering for at afbryde konferencen i juni om tostatsløsningen. Jeg ved, at De havde en meget god diskussion med vores Schiller Instituts repræsentant i Frankrig, hr. Karel Vereycken. Så jeg ved, at De er orienteret om Oase-planen. Jeg tror virkelig, at Oase-planen sammen med tostatsløsningen og den egyptiske plan for genopbygningen af Gaza vil udgøre en pakke, der ikke kun vil give Gaza et perspektiv, men også vil gå ud over status quo og i retning af en reel fredsplan for Mellemøsten. Jeg er meget glad for, at De er i kontakt og mægler med præsident Macron og Saudi-Arabien, for vi har haft mange konferencer, herunder med palæstinensiske ambassadører og andre embedsmænd, som alle sagde, at vi har brug for regeringer. Vi kan mobilisere meget, men vi har i sidste ende brug for, at regeringerne handler og gennemfører det. Det vil jeg bare gerne sige til Dem, så hvis De har yderligere kontakt, kan vi diskutere det nærmere.

Jeg ville bare sige, at vi i de næste fem uger vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at støtte denne proces.

OFER BRONCHTEIN: En ting om vand: Da premierminister Rabin i 1993 underskrev det, vi kalder Oslo-aftalen med Yasser Arafat, sagde han i sin tale, at hvis vi ikke kan nå til enighed om vandspørgsmålet, vil der ikke være fred. Vand er afgørende i regionen; det er afgørende i verden. Der er helt sikkert mange andre planer på bordet, og jeg tror, at Oase-planen er en af dem. Jeg tror, at vi på et tidspunkt bliver nødt til at samle dem alle for at fremme noget vigtigt for vandet. Det er afgørende for freden. Uden en vandaftale bliver der ikke fred. Så mange tak.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at en vision om, hvordan Mellemøsten kan forvandles, og ørkenen kan gøres grøn, er noget, der vil give håb, især til de unge. Aførkendelse er noget, der er fuldt ud muligt med moderne teknologi. Så i stedet for at se på ørkenen, lad os se på en fremtid, hvor alle har mulighed for at leve et meningsfuldt liv. Tak igen for at være med os.

Bemærkninger under diskussionen:

Spørgsmål: Jeg er Dr. Yasir Masood, senior international opinionsredaktør fra China Global Television Network (CGTN). Mit spørgsmål er rettet til Helga Zepp LaRouche om spændingerne mellem Indien og Pakistan, hvilket, som hun nævnte i sin oplysende tale, kan udvikle sig til en atomkrig. I en så dramatisk situation, hvorfor forsøger det internationale samfund, især USA, ikke virkelig at afbøde spændingerne?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det har at gøre med en generel selvtilfredshed over for mange problemer, som i virkeligheden er skabt af det Britiske Imperium. Hvis man ser på konflikten mellem Indien og Pakistan, må man gå tilbage til delingen, som åbenbart lagde grunden, ligesom Sykes-Picot-traktaten gjorde for Mellemøsten. Der er visse territorier mellem Pakistan og Indien og også mellem Indien og Kina, som er blevet opdelt og er omstridte med henblik på fremtidig kontrol i henhold til imperiets princip om del og hersk. Jeg håber virkelig, at der meget hurtigt kommer en uafhængig undersøgelse af, hvordan denne terrorhandling fandt sted. Jeg har allerede nævnt den pakistanske forsvarsministers udtalelse om, at Pakistan eller tidligere pakistanske regeringer af den ene eller anden grund var tvunget til at gå med på nogle af de fælder, som angloamerikanerne havde lagt med hensyn til støtte til ekstremistiske elementer i regionen. Jeg har ingen konkrete beviser, men vi har også undersøgt dette tidligere. Vi har set på mordet på Indira Gandhi og Rajiv Gandhi, hvor man altid har haft en officiel forklaring, men hvor situationen i virkeligheden var meget mere kompleks. Med alle disse spørgsmål er det klogt at spørge, hvem der har cui bono. Cui bono er helt sikkert ikke mellem Pakistan og Indien, fordi de begge er medlemmer af BRIKS. BRIKS forsøger i øjeblikket at etablere et nyt økonomisk system, der muliggør økonomisk udvikling i landene i det Globale Syd. Vi ser, at mange af de lande, der er en del af BRIKS, er blevet udsat for angreb. Nogle så meget, at de ikke engang er blevet medlem, som f.eks. Argentina. Andre som Brasilien og Egypten og nu Etiopien og Nigeria, Sydafrika; alle disse lande er blevet udsat for den ene eller anden form for økonomisk finansiel krigsførelse eller anden form for destabilisering.

Så jeg vil altid råde til at se på disse regionale situationer ud fra den større strategiske sammenhæng. Så finder man måske et svar. Men jeg håber, at en sådan international uafhængig undersøgelse kan kaste lys over denne konflikt.

Spørgsmål: Hej, det er Ying fra China Media Group. Jeg har et hurtigt spørgsmål til fru LaRouche og de ærede gæster. Der findes forskellige former for usynlighed, f.eks. handelskrig. Denne enorme usikkerhed for verdensøkonomien er en stor risiko. Hvordan kan man mindske denne risiko? Og hvad er Deres kommentar til handelskrigen og verdensfreden?

ZEPP-LAROUCHE: Præsident Trump vakler tydeligvis og reagerer på pres. Det faktum, at Kina indtog en meget hård holdning, havde helt sikkert en indvirkning. Jeg er sikker på, at nogle af hans forretningskolleger også fortæller ham, at tolden har et utroligt potentiale for at slå tilbage mod amerikanske interesser.

Jeg hader at gentage mig selv, men jeg tror, vi er nødt til at gøre det igen og igen: Hvis man tager alle disse spørgsmål op et for et, vil man måske ikke lykkes, simpelthen fordi det hele er en del af et gigantisk geopolitisk spil. Jeg har virkelig troet det længe før disse krige begyndte, fordi jeg er elev af Nicolaus af Kues, som var en filosof fra det 15. århundrede, der var meget indflydelsesrig i den europæiske videnskab efterfølgende. Han påpegede, at hvis man har et systemisk problem, kan man ikke løse det ved at løse sekundære problemer.

Så jeg mener seriøst, at hvis man ser på alle de forskellige aspekter af den strategiske situation, er kompleksiteten så stor, at hvis man prøver at løse dem en efter en, en efter en, er det, hvad man i matematikken kalder en dårlig uendelighed. Man skal tackle det på en helt anden måde, hvilket også er en idé fra Nicolaus af Kues, der kaldes modsætningernes sammenfald. Det er en idé, der i høj grad giver genklang i den konfucianske idé om en harmonisk udvikling, og at man kun kan løse problemer ved en harmonisk udvikling af alle dele. Idéen om modsætningernes sammenfald, som Cusa, som han kaldes på latin, også kalder det, betyder også, at det menneskelige kreative sind altid har evnen til at formulere en opfattelse på et højere niveau, et højere niveau end det, hvor alle problemerne opstod. Det var en tanke, der blev taget op af Albert Einstein, der sagde, at man aldrig skal forsøge at løse et problem på det samme niveau, hvor det opstod, men altid forsøge at finde den højere idé. Det er i en vis forstand denne nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som igen er meget i tråd med det, Xi Jinping har sagt om menneskehedens fælles fremtid eller de tre initiativer – det globale sikkerhedsinitiativ, det globale udviklingsinitiativ og det globale civilisationsinitiativ. Det er den samme idé, men formuleret som min globale sikkerheds- og udviklingsarkitektur. For man skal indføre princippet om enhed – først og fremmest den ene menneskeheds interesse. Hvis man tager det som et ordnende princip, kan man løse alle problemerne på de lavere niveauer.

Uanset hvad vi gør for at komme ud af denne handelskrig, tror jeg, at svaret er meget enkelt. Den kinesiske økonomiske model har vist vejen. Ved at basere den økonomiske idé fuldstændig på innovation, ved hele tiden at indføre videnskabelige og teknologiske principper, ved at lægge vægt på uddannelse af høj kvalitet og ved at uddanne mange videnskabsfolk og ingeniører. Nogen kom for nylig med en lille vittighed: Han sagde: »Hvis man i dag forsøger at samle et rum fuldt af designingeniører i Europa eller USA, vil man have svært ved at fylde rummet. Hvis du prøver at gøre det samme i Kina, kan du nemt fylde flere fodboldstadioner, fordi der hvert år uddannes så mange millioner af sådanne studerende.« Jeg tror, det er den rigtige tilgang. Gør kagen større; kæmp ikke om de forskellige stykker af kagen, som handelskrigsprincippet på en måde gør. Bare slå kræfterne sammen og bag en større kage, så alle har nok at spise, alle har nok energi, og alle har nok af de ting, der er nødvendige for at leve.

Jeg vil gerne spørge, hvorfor China Media Group ikke kan organisere en international konference om denne idé om at lægge Xi Jinpings tre initiativer på bordet og reagere på mit forslag om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skal tage hensyn til alle landes interesser på kloden, for at den kan fungere? Jeg tror, at vi lige nu er nødt til at ændre hele debatten. Hvis man f.eks. ser på de offentlige debatter, i det mindste hvad angår vestlige politikere i Europa, mangler de enhver idé. Jeg tror, at de er blevet så intellektuelt forældede, at man ikke kan forvente, at de løser problemerne. Så andre kredse som oplyste medier, universiteter eller tænketanke må tage den fakkel op. [hzl/amb] [ssu]