Den 12. marts 2024 (EIRNS) – Kongresmedlem Benjamín Robles Montoya fra Mexico har udsendt følgende “Brev til nuværende og tidligere lovgivere i verden” på sit brevhoved fra Deputeretkammeret, LXV Lovgivende Forsamling. Det er dateret Mexico City, 13. marts 2024.

Det haster mere end nogensinde: Stop faren for atomkrig!

Kære kolleger fra hele verden:

For halvandet år siden afholdt en gruppe nuværende og tidligere lovgivere fra Mexico og andre lande rundt om i verden en række internationale seminarer om emnet: “Stop faren for atomkrig!” I november samme år udsendte vi en indtrængende opfordring til vores kolleger, nuværende og tidligere lovgivere i hele verden, “om at tilslutte sig denne indsats, som vi har iværksat, for at opfordre alle verdens borgere til også at stå sammen om at skabe en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som respekterer alle nationers sikkerhedsinteresser, og som garanterer retten til velfærd og økonomisk udvikling for alle mennesker på planeten.”

I dag, 18 måneder senere, er det mere påtrængende end nogensinde, at vi mobiliserer for at stoppe faren for en atomkrig, og at vi fordobler indsatsen, før det er for sent. Krigen i Ukraine er ved at udvikle sig til en direkte konfrontation mellem ikke bare våben, men NATO-tropper, der er direkte udstationeret på ukrainsk territorium, og Rusland. Og nu har Netanyahus folkemord mod det palæstinensiske folk udløst så store menneskelige lidelser, at hele planeten er rystet, et folkemord, som truer med at udvide krigen til hele regionen.

I en tale, jeg holdt ved mødet den 6. marts 2024 i Mexicos Deputeretkammer, anførte jeg:

“Magternes ekspansionstrang, uhyrlighederne i et glubsk økonomisk system, der har skabt ulighed og elendighed, er en grobund for konflikt.

“Økonomiske sanktioner har kun forværret konflikterne, skabt mere lidelse for befolkningerne, fremprovokeret mangel på medicin og energi og drevet global inflation i vejret.

“Hvor gyldig er ikke den berømte sætning fra Amerikas helt, præsident Benito Juárez, at ‘blandt individer som blandt nationer er respekt for andres rettigheder en forudsætning for fred’…

“I dag er truslen om atomkrig igen truende, med USA, der sender våben til Ukraine og Israel, hvor det der sker er et grusomt folkemord; med indblanding i konflikten mellem Kina og Taiwan; med Rusland, der trækker sig ud af de strategiske våbenreduktionsaftaler og forbuddet mod atomprøvesprængninger.

“Kolleger, vi er nået til selve afgrunden af atomkrig, og det er bydende nødvendigt, at alle nationer hæver deres stemmer – ikke én nations eller flere nationers stemme, men hele menneskehedens stemme – for fred og imod atomkrig.

“Lad også alle verdens borgere forene sig i bestræbelserne på at skabe en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der garanterer retten til velfærd og økonomisk udvikling for alle mennesker på planeten. At opnå fred gennem udvikling, dét er vejen.”

Af alle disse grunde gentager vi mere indtrængende end nogensinde vores opfordring til jer, nuværende og tidligere lovgivere i verden, om at forene kræfterne – på trods af vores forskellige politiske og ideologiske orienteringer – i de nødvendige overvejelser omkring en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur.

Med broderlige hilsner,

Benjamín Robles Montoya

Føderalt kongresmedlem

Kongressen for Mexicos Union

Foto: Congressman Benjamin Robles Montoya. CC/Dr.zeuz

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen, alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Tak, fordi I er kommet; det er dejligt at se en masse nye ansigter i dag. Mit navn er Anastasia Battle. Dette er vores 40. møde i træk, hvilket er ret fantastisk. Det er så vidunderligt, at vi har bragt så mange grupper og individer sammen fra hele verden for at koordinere vores ideologier til det fælles bedste, for at skabe ægte fred i verden. Vi ønskede at samle alle i dag til et særligt møde for at få et svar fra Vesten på især faren for atomkrig, som er det, der sker i Ukraine, og som også er meget forbundet med det, der sker med folkemordet i Gaza. Det er alt sammen en del af samme proces lige nu, som vi er nødt til at reagere beslutsomt på.

Jeg vil gerne give ordet til Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Lad mig hilse på jer alle og udtrykke min taknemmelighed over, at så mange eksperter er med i dette opkald. Jeg tror, at nogle få tænkende mennesker i forskellige dele af verden er ved at blive meget bekymrede over det faktum, at vi er tættere på en atomkrig end nogensinde før i historien. I betragtning af den utrolige irrationalitet hos mange vestlige ledere kræver det en ekstraordinær indsats fra Den Internationale Fredskoalition og andre fredsbevægelser, som vi er nødt til at forene for virkelig at få en ændring i situationen.

Først og fremmest har vi den igangværende NATO-manøvre, Steadfast Defender. Den involverer 90.000 NATO-tropper, der har været udstationeret siden februar og ind i maj, og som for første gang udøver idéen om et russisk angreb på et NATO-land, og et stort antal tropper bliver flyttet i denne manøvre. Der er en russisk publikation, der kommenterer det og siger, at sådanne manøvrer giver et meget godt dække og påskud for et faktisk angreb. Så i den forstand er vi i en situation med forhøjet alarmberedskab af den årsag.

Ellers er der flere og flere beviser på, at Ukraine ikke kan vinde krigen i Ukraine. Først og fremmest sagde Jacques Baud, en schweizisk analytiker, at forholdet mellem antallet af dræbte i Ukraine og Rusland er 1:10; 50.000 dræbte russere, 500.000 dræbte ukrainere. Og de mangler soldater lige nu, og Vesten mangler kapacitet til at levere ammunition, hvor også det russiske overlegenhedsforhold er 1:10 til fordel for den russiske side. Men på trods af det – og det er en analyse, som mange eksperter, der følger situationen, deler – gentager de vestlige mainstream-medier stadig fortællingen om, at hvis bare Vesten ville levere flere tunge og mere vidtrækkende våben, så ville Ukraine vinde. Når der i virkeligheden næppe er nogen tænkelig mulighed for, hvordan det kan gøres.

I stedet er det præcis, som general Harald Kujat (pensioneret) sagde i august sidste år, at NATO vil komme til det punkt, hvor man enten skal gå efter en diplomatisk løsning eller trappe op. Jeg kan kun sige, at den tyske situation er særligt vanvittig, fordi skandalen, der kom frem i sidste uge, handler om, at fire officerer fra luftvåbnet havde en samtale om, hvordan man planlægger et angreb med Taurus-missiler på Kertj-broen, der forbinder det russiske fastland med Krim, og hvordan man distribuerer dataene til ukrainerne på en sådan måde, at Tyskland ikke ville blive betragtet som en umiddelbar krigspart, men ikke desto mindre gør alle de nødvendige skridt, der de facto ville gøre Tyskland til en krigspart. Det blev lækket på en eller anden måde, og i stedet for at fokusere på, at det øger faren for, at Tyskland bliver trukket ind i krigen som en krigsførende part, og at det øger faren utroligt meget, diskuterer mainstreammedierne det slet ikke. I stedet diskuterer de kun, hvem der lækkede historien, og om det er russisk desinformation og så videre. Der er en tidligere tysk oberst Ralph Thiele, som har en artikel i flere aviser, hvor han peger på, at den egentlige skyldige eller mistænkte for at have lækket disse bånd er briterne, fordi briterne har været den vigtigste drivkraft i denne krigsindsats.

Så vi sidder på en krudttønde, for hvis denne krig fortsætter yderligere, og vi ikke vender tilbage til en diplomatisk løsning, som var meget tæt på i marts 2022, hvilket {Wall Street Journal} og mange andre aviser nu har rapporteret i detaljer, er der fare for, at det kommer helt ud af kontrol. Det faktum, at de vestlige ledere og de tilknyttede medier synes at være fuldstændig ude af stand til at diskutere denne sag, som den bør diskuteres – nemlig at vi er på randen af Tredje Verdenskrig, og vi er nødt til at tage presserende skridt til at ændre dagsordenen – er virkelig absolut skræmmende.

Som Anastasia allerede har sagt, kan situationen i Sydvestasien ikke betragtes separat, men den er en del af den overordnede strategiske situation, som udspilles af geopolitiske motiver snarere end fornuft. Den sydafrikanske regering har fremsat endnu en hasteanmodning til Den Internationale Domstol om at træffe yderligere foranstaltninger, fordi Israel ikke har overholdt de seks foranstaltninger, der blev foreskrevet den 26. januar, og flere af FN’s særlige rapportører, Volker Türk og også rapportøren for fødevaresikkerhed [Michael Fakhri], har begge været ude og sige, at det, der foregår, udgør folkedrab. Rapporterne om, at situationen er sådan, at folk sulter hvert minut, er gået fra en truende sultekrise til en fuldt igangværende sultekrise. Der er flere mennesker, der siger, at der ikke er nogen tvivl om, at det er med vilje.

USA har ifølge {Washington Post} leveret 100 gange uanmeldt våbensalg til Israel siden den 7. oktober, og USA og Tyskland er den dag i dag de største leverandører af våben til Israel. Uanset hvad der i sidste ende kommer ud af efterforskningen af folkedrab, vil det derfor rejse spørgsmålet om, hvilken rolle disse to regeringer spiller i det. Jeg er meget omhyggelig med at formulere mine ord i betragtning af, at der er en utrolig indsats for at undgå enhver form for diskussion, især i Tyskland lige nu.

Så jeg tror, vi befinder os i en helt ekstremt farlig situation. Jeg tror, vi er nødt til at fordoble vores indsats for at vække befolkningen, for der er mange mennesker, der er bange, men næsten ingen ser en udvej. Vi har hele tiden sagt, at den eneste udvej for Sydvestasien er, at vi må sætte Oaseplanen på den internationale dagsorden. For man er nødt til at give alle parter et perspektiv af håb, hvis man skal gøre sig håb om at nå frem til en fredsaftale. Der kan jeg fortælle, at vi har flere højtstående repræsentanter for regionen, som går ind for Oasis-planen og hjælper os med at opbygge en stor konference den 13. april. Jeg vil også opfordre alle deltagere i dag til at hjælpe med at opbygge denne konference for et gennembrud, fordi vi er nødt til at få en større diskussion om, at et sådant alternativ eksisterer for at skabe et gennembrud og ændre denne situation. Det samme gælder naturligvis for den overordnede strategiske situation, hvor ideen om at have en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur på den internationale dagsorden, som tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten, også kommer mere og mere ind i diskussionen, for som vi vil høre om et par minutter, har et kongresmedlem fra Mexico holdt en meget vigtig tale med præcis det krav.

Så jeg vil stoppe her, men jeg kan kun sige, at vi befinder os i en situation, hvor vi kan miste civilisationen når som helst: Det er så anspændt. Jeg tror ikke, at forskellen mellem det, vi ved, der foregår, og befolkningens bevidsthed kunne være større. Det er det, vi hurtigst muligt må rette op på og få folk mobiliseret til at ændre politikken til et nyt paradigme for et fælles samfund med én fremtid for menneskeheden. For det er, hvad vi har; vi er én menneskehed, der sidder i én båd, og hvis det går galt, er der ingen tilbage til at diskutere hvorfor. Det er derfor, vi er nødt til at øge vores indsats enormt. Tak for det.

{{Bemærkninger under diskussionen:}}

Netop denne gruppe her, International Peace Coalition, er faktisk vores forsøg på at gøre netop det, at skabe en international bevægelse. Kongresmedlem Robles fra Mexico, som vi hørte tidligere holde denne tale til den mexicanske kongres, var en af de tidlige medstiftere af denne idé. Vi havde oprindeligt den idé, at vi ville forsøge at få parlamentarikere fra hele verden til at gøre præcis, hvad han gjorde; nemlig at organisere deres respektive valgte parlamenter til at vedtage resolutioner og lovgivning for ideen om en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skulle tage hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten. Jeg må sige, at der er en vis grad af frustration, for jeg havde håbet, at dette ville udvikle sig meget hurtigere i betragtning af farens åbenlyse natur. Det er nu næsten to år siden, vi startede denne indsats. På den anden side voksede det også i forskellige retninger. Det er ikke længere kun parlamentarikere; vi har en gren, som er religiøse ledere, hvilket Anastasia beskrev et aspekt af. Og så har vi mange mennesker fra andre dele af verden.

Så jeg mener stadig, hvad jeg sagde helt i begyndelsen; at vi har brug for en bevægelse, der hedder “Verdensborgere fra alle lande foren jer!” De af jer, der kender en lille smule til historie og marxisme, ved, at det er en variation af det, Karl Marx sagde, nemlig “Proletarer fra alle lande foren jer!” Men da Karl Marx kun var manden fra Trier, og jeg er kvinden fra Trier, tog jeg mig det privilegium at ændre sloganet til “Verdensborgere fra alle lande foren jer!” (selvom vi ikke er marxister – red.) Jeg tror, det er præcis, hvad vi er nødt til at gøre, for atomkrig berører ethvert menneskes egeninteresse på planeten, fordi den truer med at fjerne eksistensgrundlaget for alle. Derfor er alle verdensborgere med det samme i den forstand.

Jeg tror, vi er nødt til virkelig at optrappe det på mange måder. Men jeg tror, at ud fra hvad alle de forskellige talere sagde, vil jeg bare kommentere, at jeg tror, at vi lige nu befinder os i de nok farligste 1-2 år i historien nogensinde. Det har ikke så meget at gøre med det amerikanske valg, selv om det er en faktor, men det har meget mere at gøre med det faktum – og jeg tror, at [navn redigeret] talte om det, også [navn redigeret]. Det har at gøre med det faktum, at dette nye paradigme er ved at opstå. Det Globale Syd, som er den Globale Majoritet, vil ikke længere være underlagt kolonialismens åg. Hvis man lytter til talerne fra afrikanske, asiatiske og latinamerikanske ledere, er der en helt anden ånd. De respekterer ikke længere europæernes og amerikanernes eurocentriske racisme. De ønsker ikke at høre søndagsprædikener. De insisterer på deres ret til udvikling. Det er præcis, hvad den unge amerikanske republik blev grundlagt på: retten til at have deres egen produktion, deres egen industrielle udvikling. Det, som disse lande i det Globale Syd forsøger at gennemføre, er ikke anderledes end det, som USA blev grundlagt på af de stiftende fædre. Jo hurtigere vi kan overbevise amerikanerne og europæerne, men især amerikanerne lige nu, om, at de bør alliere sig med det Globale Syd, de bør stoppe denne gudsforladte idé om, at man er nødt til at have en fjende for at retfærdiggøre sine militære udgifter, man er nødt til at have permanente krige.

Jeg tror, at den eneste måde, hvorpå vi som menneskehed kan komme ud af denne krise, er, at vi holder op med at tænke i geopolitiske termer. Wolfowitz-doktrinen skal i skraldespanden. Og så må vi begynde at forholde os til disse andre nationer i Brasilien, i Indonesien, i Indien, i Sydafrika, i Nigeria, i Egypten og alle disse andre lande som normale partnere på lige fod. Jeg tror, vi er nødt til at uddanne amerikanerne og europæerne, som har haft denne frygtelige arrogance, hvor de tror, at de er så meget bedre, at de er de gode, og at alle de andre er onde. Det er fuldstændig nonsens. Hvis man gør en ærlig indsats og prøver at forstå hver kultur ud fra deres egen tradition, som nogle gange er 5.000 eller 7.000 år gammel, og man prøver at forstå, hvordan den kultur, den nation, den civilisation voksede og udviklede sig og producerede smuk poesi og malerkunst og alle disse ting, så begynder man at se helt anderledes på det. Man ser det ikke som en konkurrence mellem imperiale konstruktioner, for de fleste af disse lande er ikke imperialistiske. Faktisk kender jeg ikke nogen af disse lande, der er imperialistiske. Kina er helt sikkert ikke imperialistisk. Rusland er ikke imperialistisk, og det er alle de andre lande naturligvis heller ikke.

Så jeg tror, at den virkelige opgave for at stoppe denne krig er at overbevise det såkaldte kollektive Vesten om, at vi bør være venner med Den Globale Majoritet. Og så ville alle problemerne være meget lette at løse. Jeg tror, vi er nødt til at opbygge en bevægelse baseret på den idé, for jeg tror ikke, at andet vil løse problemet.

{Afsluttende bemærkninger

Objektivt set tror jeg ikke, at faren for atomkrig er mindre, end da vi startede denne samtale. Men jeg er ikke desto mindre meget glad for diskussionen, for jeg synes, at der kom mange ekstremt vigtige bidrag, og jeg synes, at tegnene på håb er små, men nogle gange, når man er i en krise, kan selv små håb og ideer forårsage et skift.

Nu vil jeg gerne svare [navn redigeret] og også [navn redigeret] på en bestemt måde. Jeg tror, vi har anvist en vej. Jeg tror, at vi for to eller tre sessioner siden så Oasis-videoen, som er en 14 minutter lang programmatisk idé om, hvordan man kan forvandle Sydvestasien til en blomstrende region, hvor alle kan få fred og en fremtid. Den 13. april vil vi afholde en international fredskonference om Oasis-planen med lokale arrangementer i New York og Dresden. Men mest af alt bliver det en international internetkonference. Det vil være virkeliggørelsen af det, I så i videoen, for så vidt som vi er i gang med at rekruttere fremragende eksperter i vand, i atomenergi, i hvordan man rent faktisk opbygger Oasis-planen. Vi har også allerede fået fuld opbakning til denne plan fra førende organisationer i regionen. Jeg tror, det vil være et totalt tegn på håb om, at kræfterne i Sydvestasien ønsker denne plan, og jeg vil opfordre og bede jer om at gense videoen og tænke på, hvem I kan få den ud til – parlamentarikere, borgmestre, byråd, forretningsfolk, diplomater, andre organisationer. Lad os gøre det til et rigtigt, på tysk ville man sige, “{Paukenschlag}” [trommeslag]; dette er symfonien med braget! Hele verden vågner virkelig op til dette perspektiv. Jeg er en gammel politisk hest, og jeg har en god fornemmelse af, hvordan politik fungerer. Dette er en flanke, der kan fungere, fordi den adresserer så mange af palæstinensernes grundlæggende behov, og i virkeligheden også israelernes, og alle de andre lande i regionen, der ønsker stabilitet og fred. Så jeg tror, vi kan få det til at fungere.

Så det større billede, som Oasis-planen kun er en del af, er, hvad kongresmedlem Robles sagde i det mexicanske parlament, en tale om behovet for at have en international sikkerheds- og udviklingskonference. Jeg vil bede [navn redigeret] om at præsentere dette for Galloway, og hvis han vil gøre det samme, og holde en tale i det britiske parlament om denne idé. Jeg ved, at alle de andre parlamentarikere ville besvime, hvilket måske ikke ville være det værste, der kunne ske, men det ville helt sikkert være endnu et {Paukenschlag}. Så kunne vi tage disse to tiltag og gå til alle velmenende og fornuftige parlamentarikere og bede dem om at gøre det samme i det italienske parlament, i det slovakiske parlament, i det argentinske parlament, simpelthen alle steder. Og igen få en massebevægelse, hvad vi ønskede at gøre for to år siden, men det tog tydeligvis nogle skridt ind imellem, og få en parlamentarisk bevægelse for ideen om, at vi har brug for en anden sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Den Westfalske Fred, hvilket betyder, at man skal tage hensyn til alles interesser; for hvis man udelader en person eller en nation, er det kimen til den næste konflikt, som det blev demonstreret med Versailles-traktaten efter Første Verdenskrig.

Jeg tror, at det er den rigtige vej at gå. Vi er nødt til at få denne debat, vi er nødt til at give os selv en orden, der giver mulighed for velfærd og overlevelse og lykke for alle lande på planeten. Det lyder måske kompliceret, men jeg tror ikke, at noget mindre koncept vil løse de problemer, vi har i dag. Så hvis du er enig i det, vil jeg bede dig om at tage disse to initiativer: Det ene er Oasis-planen; og det andet er at få flere parlamentarikere eller universiteter eller tænketanke eller andre grupper af mennesker til at diskutere denne idé. NATO er forældet, og en multipolær verden er heller ikke god nok, for der er stadig geopolitik i det. Det, vi skal opnå, er at flytte menneskeheden til et højere plan, det vil sige et nyt paradigme, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som jeg har forsøgt at skitsere den i de ti principper. Du kan bruge disse ti principper til at give folk en idé om, hvad der kunne være en invitation til en sådan diskussion. Det er min appel til dig om at hjælpe os med at sprede disse ideer og gøre dem mere kraftfulde.

Den 7. marts 2024 (EIRNS) – Hvis du tror, at eliten i NATO har mistet forstanden, så har du ret! Men deres fantasier bringer hele verden i fare ved at bringe os på randen af en atomkonflikt og til civilisationens vanære.

Tyske generaler bliver afsløret i et telefonmøde, hvor de diskuterer leveringen af langtrækkende missiler til Ukraine og brugen af dem, i en stor salve, til at ødelægge Krim-broen, den længste i Europa. Der opstår en skandale omkring den manglende sikkerhed omkring opkaldet, mens konsekvenserne af et NATO-angreb på en vigtig del af den russiske infrastruktur bliver ignoreret, som om Rusland altid bluffer og ikke har nogen “røde linjer”.

En mere præcis præsentation af virkeligheden kom på russisk tv, hvor værten for et ugentligt nyhedsprogram stillede spørgsmålet: “Hvilken bro eller hvilke broer ville vi være nødt til at ødelægge i Tyskland for at kunne gøre tilstrækkelig gengæld for de skader, der ville blive forårsaget i tilfælde af et angreb med tyske Taurus-missiler på vores Krim-bro?” Ville det være Femern Sund-broen i Østersøen, den meget benyttede Hohenzollern jernbanebro i Köln eller Magdeburg-broen over Elben?

Wall Street Journal har fremlagt en ny bekræftelse af status for fredsforhandlingerne for Ukraine tilbage i april 2022: Begge sider havde givet betydelige indrømmelser, der var store områder, hvor der kunne forhandles om en løsning, og nogle af de sværere specifikke spørgsmål var blevet identificeret og var under diskussion. En mulighed for at afslutte konflikten næsten lige så hurtigt, som den begyndte, var inden for rækkevidde! Men den blev afvist – ikke af Ukraine, men af dets NATO-herrer, personificeret ved den tidligere britiske premierminister Boris Johnson, som ude af sig selv fløj til Ukraine for at forhindre en hurtig afslutning på NATO’s lange krig mod Rusland.

Sydafrika har fremsat en ny hasteanmodning til Den Internationale Domstol (ICJ) om at træffe yderligere foranstaltninger for at stoppe folkemordet i Gaza, hvor befolkningen er begyndt at sulte ihjel med en hastighed, der, hvis der ikke gøres noget, vil stige, ikke lineært, men eksponentielt. Israel udviser foragt for Verdensdomstolen og dens kendelse fra 26. januar 2024, og nye krav er nødvendige. “Alle deltagere i konflikten skal sikre, at alle kampe og fjendtligheder stopper øjeblikkeligt, og at alle gidsler og tilbageholdte løslades øjeblikkeligt,” lyder den første af de foranstaltninger, som Sydafrika beder ICJ om at pålægge. Israel vil blive opfordret til at afslutte de militære operationer i Gaza, ophæve blokaden og levere tilstrækkelig humanitær bistand, herunder mad, vand, brændstof, husly, tøj og sanitet samt medicinsk udstyr.

Tidligere på ugen skrev UNRWA, FN’s agentur for palæstinensiske flygtninge: “Forfærdelige rapporter bekræfter, at mindst 10 børn er døde af underernæring i Gaza bare i løbet af de sidste par dage. Disse dødsfald er menneskeskabte, forudsigelige og kunne helt have været undgået. Gaza er blevet helvede på jord. Hvornår vil verden sige ‘nok’?”

Ja, hvornår vil verden sige “nok”?

Og hvad vil den kræve i stedet?

En gruppe pensionerede franske militærofficerer har krævet våbenhvile, og det samme har den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi.

Med hensyn til krigen mod Rusland, som for det meste foregår på ukrainsk territorium, er man i de etablerede tidsskrifter tvunget til at komme med milde opfordringer til en forhandlingsløsning i Ukraine.

Men hvilket paradigme skal etableres for at gøre denne helt rimelige politik automatisk? Under hvilket begrebsmæssigt regime ville der ikke være behov for massive folkelige opstande for fred?

Et tidligere medlem af det danske og europæiske parlament har støttet Schiller Instituttets underskriftsindsamling for LaRouches Oase-plan, som, sammen med underskriftsindsamlingen for det Globale Nord til at diskutere Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur, anviser en vej frem, et nyt system til at erstatte det vanvid, der dominerer så mange magtfulde korridorer i “Vesten” i dag.

Schiller Instituttet afholder en online-konference om Oase-planen den 13. april, hvortil en invitation er på vej. Og International Peace Coalition afholder et arrangement den 8. marts, der har til formål at skabe et “tiltrængt svar fra Vesten” gennem en diskussion, der involverer et helt panel af eksperter og aktivister.

Mens NATO-eliterne måske er tilfredse med at lade verden glide ned i afgrunden – mens de forfølger deres fantasier om herredømme over Rusland, Kina og enhver anden voksende nation i verden – må vi udtænke og skabe den fremtid, som menneskehedens sande natur fortjener.

Foto: CC/Rosavtodor.ru

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 6. marts 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 6. marts 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende eventuelle spørgsmål eller kommentarer til questions@schillerinstitute.org.

Helga, det er tydeligt, at nationernes oprør mod den unipolære orden og dens såkaldte liberale demokratiske imperium uddybes, og det var tydeligt på mødet i FN’s Generalforsamling den 4. marts, hvor man tog spørgsmålet om USA’s veto op for at forhindre FN’s Sikkerhedsråd i at kræve en våbenhvile for Gaza. Jeg vil gerne begynde med at spørge om din analyse af dette oprør, som en del af det globale oprør i det Globale Syd, og om du forudser muligheden for, at dette kan tvinge et skift i USA’s og Storbritanniens holdning om at fortsætte deres medvirken til Netanyahus morderiske politik i Gaza.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Virkeligheden på jorden er så overvældende klar for hele verdenssamfundet, at det er helt forbløffende, hvordan de vestlige etablissementer forsøger at lade som om, at alt dette ikke finder sted. Men det minder mig virkelig om Schopenhauers “verden som vilje”: Som om en ren demonstration af viljestyrke ville få virkeligheden til at ændre sig. Men det kommer ikke til at ske.

Jeg ser USA’s og de europæiske nationers tøven med endelig at komme og hjælpe, sørge for at drabene stopper, sørge for at våbenleverancerne stopper, sørge for at den humanitære hjælp kan finde sted, og at der bliver fundet en løsning. Hver dag dette blokeres yderligere, gør det mere skade på omdømmet og opfattelsen af den såkaldte “værdibaserede” orden. Og jeg tror, vi er ved at nå til et punkt, og måske er vi allerede nået til det punkt, hvor dette ikke kan gøres ugjort. Og konsekvenserne af dette er yderst alvorlige, fordi hele verden virkelig er afhængig af at finde en løsning baseret på diplomati, baseret på forhandlinger. Og jo mere disse holdninger skærpes, jo sværere bliver det, for vi ser ikke kun på én krise, vi har at gøre med to regionale kriser, som potentielt kan føre til en verdenskrig.

Så jeg kan kun håbe, at det budskab, der kommer fra næsten alle nationer på planeten, til det såkaldte Globale Nord, eller det kollektive Vesten, eller hvad man nu vil kalde det, at det trænger ind i nogle hjerner og nogle ører, for medmindre Vesten ændrer sig og virkelig går i gang med at løse disse konflikter, før de kommer ud af kontrol, men jeg synes, at den mentale tilstand i det kollektive vestlige establishment virkelig rejser et stort spørgsmålstegn: Er disse mennesker stadig i den virkelige verden, eller er de ikke? Og jeg kan kun sige, at jo mere det budskab bliver formidlet, jo bedre.

SCHLANGER: Der er kommet flere spørgsmål ind om både Gaza og Ukraine. Lad mig starte med et fra Ukraine, som nok er af særlig interesse for dig, om den såkaldte lækage af [diskussionen mellem embedsmænd i det tyske luftvåben] (https://sputnikglobe.com/20240301/full-transcript-of-german-top-military-officials-leaked-plot-to-attack-crimean-bridge-1117078481.html) om brugen af Taurus-missilet mod Rusland, at ramme Kertj-strædebroen og så videre. Den tyske kansler Scholz har igen offentligt sagt, at han er imod at levere Taurus-missiler til Ukraine, men denne lækkede samtale rejser spørgsmålet om, hvem der egentlig har ansvaret for Tysklands politik? Og hvem kan have været ansvarlig for lækagen? Hvad er dine tanker om dette?

ZEPP-LAROUCHE: Det interessante ved denne debat i medierne er, at de alle forsøger at dække over virkeligheden i denne samtale, at det, disse fire officerer fra det tyske luftvåben diskuterede, var scenarier for, hvordan man kunne dække over tysk medvirken i leveringen af disse Taurus-krydsermissiler.

Så vidt jeg ved på nuværende tidspunkt, holder Scholz selvfølgelig fast og siger nej. Og han har sandsynligvis lyttet til [præsident Putins nylige tale] (http://en.kremlin.ru/events/president/news/73585), at hvis de går videre med det, er det helt sikkert den røde linje, som gør Tyskland til en krigsførende part, og som i bund og grund gør Tyskland til mål for russisk modreaktion og muligvis fører til en generel krig. Så jeg tror, Scholz på en måde holder ud. Men medierne gør en helt utrolig indsats for at aflede spørgsmålet om, at det faktisk er en del af det tyske militær, nemlig luftvåbnet, der er involveret, og forsøger at flytte det til diskussionen om, hvor skandaløst det var, hvem der lækkede oplysningerne, hvorvidt det var russerne; og det er så utroligt.

Jeg tror ikke, det vil holde, for der er intelligente mennesker, som for eksempel selv {Focus}, som er et mainstream-medie, havde en artikel med [Ralph Thiele] (https://www.focus.de/politik/ausland/ukraine-krise/analyse-zum-ukraine-krieg-der-verzweifelte-kampf-am-dnipro-birgt-zwei-bittere-erkenntnisse_id_259733657.html), som dybest set siger om spørgsmålet om, hvem der lækkede det, at det mest sandsynlige ville have været briterne. Og jeg synes, det er et frisk pust af rationel tænkning. Og han påpeger, at briterne ikke kun har stor erfaring med hybrid krigsførelse, men at de også har været synlige for enhver, der har lyst til at se det, som de kræfter, der pressede mest på for en udenlandsk optrapning af krigen. Så jeg tror bestemt, at det er noget, der skal overvejes, og de vil have en interesse i at miskreditere Scholz, som de sandsynligvis betragter som en hindring for optrapningen med Ukraine.

Situationen i Ukraine er de facto, som tidligere general Kujat allerede påpegede i august sidste år, nemlig at eftersom ukrainerne tydeligvis er ved at tabe krigen – og han så det tydeligvis komme allerede for et halvt år siden – så ville NATO stå over for spørgsmålet om enten at gå efter en diplomatisk løsning eller en optrapning, og vi så tydeligvis den ene optrapning efter den anden.

Så vi er lige på nippet til, at det kommer til at fortsætte hele vejen. Og jeg tror, at Putins budskab også var meget klart – han leverede det meget roligt – men han sagde meget klart, at hvis Vesten sender tropper ind i Ukraine eller foretager en anden optrapning, så er Rusland parat til at bruge sin doktrin: Og doktrinen foreskriver, at hvis Ruslands territorium er truet, vil de bruge atomvåben.

De vestlige medier forsøger naturligvis at ændre det til, at Putin truer Vesten med krig, men hvis man ser på den faktiske situation, er der intet, der understøtter det overhovedet. Jeg kan også råde folk til at lytte til et ekstremt interessant interview, som den schweiziske efterretningsekspert [Jacques Baud] (https://overton-magazin.de/dialog/die-deutsche-regierung-besteht-heute-aus-fanatikern/) gav til {Overton Magazin}, hvor han efter min mening giver en meget nøgtern vurdering, herunder udtrykker den største frustration over den tyske regering. Jeg vil ikke engang gentage, hvad han sagde: Du bør selv lytte til det.

SCHLANGER: Vi har også en kommentar fra Francis Boyle, den kendte menneskerettighedsadvokat, og han skriver om Benny Gantz, den israelske krigsminister, som kom til USA tidligere på ugen og mødtes med Kamala Harris og Lloyd Austin. Budskaberne var blandede: Harris opfordrede til en øjeblikkelig våbenhvile, men efter mødet med Gantz blev der givet grønt lys til, at Israel kunne gå i gang med at invadere Rafah. Boyle skriver, at Austin sagde, at der skal være en troværdig og gennemførlig plan for beskyttelse af civile og håndtering af den humanitære situation forud for enhver operation på landjorden i Rafah. Men det virker højst usandsynligt. Hvad mener du om dette frem og tilbage med Gantz-besøget, hvad Harris havde at sige, og det faktum, at Biden fortsætter med at tilkendegive sin fulde støtte til Israel?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at skylden for alt, hvad der sker lige nu, vil blive lagt tilbage på Biden-administrationen. For ikke alene afspejler Gantz-besøget det faktum, at Netanyahus politiske fremtid – alle ved, at i det øjeblik denne krig ville stoppe, ville Netanyahu ikke længere være i embedet, og han ville sandsynligvis blive anklaget for kriminalitet. Så Netanyahu ønsker tydeligvis at forlænge situationen for at undgå det, som alle forventer vil ske, når kampene stopper.

Jeg tror, at skylden for den utrolige tragedie, der udspiller sig for øjnene af hele verden, helt og holdent vil tilfalde USA, og jo hurtigere folk i USA kræver, at dette rædselsshow skal stoppe, desto bedre. Men jeg er meget bange for, at det kræver en helt anden tilgang, og det er derfor, vi presser på for en helt anden tilgang: Vi siger, at man naturligvis har brug for et øjeblikkeligt stop for våbensalg; man har brug for humanitær hjælp; man har brug for, at UNRWA kan fungere igen, fordi de er den eneste organisation på stedet, som hurtigt kan genoptage deres arbejde, fordi de er vant til det, og de har al den viden, de har på stedet osv. Så alle disse ting skal gøres meget hurtigt, men det kræver noget endnu større, og derfor foreslog vi [Oasis Planen] (https://laroucheorganization.com/larouche-plan-southwest-asia), som er ideen om en omfattende økonomisk udvikling, ikke kun for Gaza og Israel og de umiddelbare nabolande, men hele regionen i Sydvestasien, som en del af et enormt udviklings- og genopbygningsprogram, som ville omfatte alt fra Afghanistan, Irak, Syrien, Yemen og naturligvis Israel og Palæstina; og en tostatsløsning.

Alt dette skal samles som en pakke i en omfattende konference om Mellemøsten: Fordi man er nødt til at give folk håb. Og vores video, som jeg kun kan råde folk til at se, hvis de ikke allerede har gjort det, og hjælpe os med at distribuere den, fordi den viser, at hvis man sætter et økonomisk udviklingsperspektiv på dagsordenen til øjeblikkelig iværksættelse, så starter man med at producere masser af ferskvand ved afsaltning og på andre måder ved at bygge korridorer og kanaler fra Middelhavet til Det Døde Hav og Det Røde Hav, og på den måde har man ferskvand til rådighed til landbrug, til genplantning af skov, til at bygge nye byer, til infrastruktur, simpelthen et udviklingsperspektiv for hele den store region i Sydvestasien: Man er nødt til at have håb! Man er nødt til at give unge mennesker et perspektiv om en anstændig fremtid, hvor de kan stifte familie, hvor de kan få et normalt liv med studier, hvor de kan gøre nyttige ting med deres liv. For hvis du ikke sætter det på dagsordenen, vil der ske det, at selv hvis du får en delvis løsning eller en våbenhvile, men du ikke har et perspektiv om håb, vil du få nye bølger af konflikt, terrorisme og alle mulige former for krig. Så er vi den intelligente art eller ej? Dette er det egentlige spørgsmål.

Så jeg er ret håbefuld, for siden vi har cirkuleret denne video, har vi fået en masse respons. Det er endnu ikke nået ud til den store offentlighed, men jeg gav et interview til {Global Times}, som de offentliggjorde, og de nævnte, at Schiller Instituttet promoverer denne Oasis Plan, så alle læsere af {Global Times} er nu klar over dette, og forhåbentlig vil interessen for dette perspektiv vokse. Hvis I har et hjerte for det, der sker for befolkningen i Gaza lige nu, så hjælp os med at få Oasis Plan-perspektivet på bordet, for jeg tror, at det er den eneste faktor, som efter min mening virkelig kan ændre situationen.

SCHLANGER: Der er kommet en række spørgsmål om den seneste tids udvikling i Europa. En spørger, om udtalelserne fra Scholz og Borrell for nylig repræsenterer en forskel mellem dem og nogle af de mere høgeagtige neokonservative. Derefter sender RJ et spørgsmål: “Er der noget at sige til den voksende kløft mellem Macron og Scholz på grund af førstnævntes ønske om et uafhængigt europæisk forsvarssystem og Scholz’ tilsyneladende ønske om at forblive afhængig af amerikanske våben?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun sige, at ud fra de mange diskussioner, vi har haft med militærfolk i Frankrig, Tyskland, Schweiz, Italien og andre europæiske lande, udspiller der sig lige nu en absolut magtkamp bag dørene. I Frankrig er folk næsten i krigstilstand med Tyskland, fordi de betragter Tyskland som en komplet forræder. Det betyder ikke, at den franske position er bedre, for selv Macrons idé om at sende tropper til Ukraine bliver korrekt afvist af de fleste fornuftige kræfter i Tyskland. Men generelt er problemet, at i stedet for at have en holdning, som de Gaulle ville sige, om at Europa skal have en fælles mission og spille en positiv rolle, så betyder det ikke rigtig noget, hvis man holder sig inden for geopolitikken: Det vil sige, at det er legitimt at være med i denne kampagne af racistisk had mod Rusland, og jeg tror, det er et argument, som Jacques Baud fremfører i interviewet – som virkelig er meget interessant – han fremfører argumentet om, at den nuværende dæmonisering af Rusland er baseret på racisme; at europæerne ikke har noget klart mål, og det har USA heller ikke; de har ikke noget mål for, hvad de vil opnå i den ukrainske situation.

Da Austin bliver spurgt, hvad hans idé er, siger han: “At svække Rusland.” Baerbock siger det samme. De har ikke nogen idé – idéen om bare at svække en modstander og få soldater til at kæmpe for kampens skyld; de seneste rapporter siger, at der allerede er 500.000 døde i Ukraine, ifølge Jacques Baud og andre kilder, et forhold på 10:1 mellem døde ukrainere og døde russere. Der burde slet ikke være nogen døde mennesker, men ikke desto mindre, hvad skal perspektivet være for unge soldater, at gå ind i en krig, bare befinde sig i en kødhakkemaskine, indtil man er død? Jeg tror, at Bauds argument om, at denne idé om at “svække Rusland” er baseret på en dybt racistisk opfattelse, er helt sandt.

Det skal stoppes! Hvis vi ikke kommer væk fra denne geopolitiske idé om, at der er nogen legitim grund til denne konfrontation, vil vi ende i Tredje Verdenskrig på kortest mulig tid. Jo flere, der får øjnene op for dette faktum, jo bedre.

SCHLANGER: Jeg synes, det er værd at bemærke, når du taler om, hvad Jacques Baud sagde om denne racisme mod Rusland, at Keir Giles fra Chatham House har skrevet mindst tre bøger, som netop er fyldt med disse bagtalelser om, at man ikke kan stole på russerne, fordi de næsten er genetisk forpligtede til at lyve og være uærlige.

Nu, Helga, har vi nogle andre spørgsmål: Der er kommet et spørgsmål fra en tilhænger i staten Washington, som henviser til resultaterne af primærvalgene på Super Tuesday i går, hvor Trump vandt alle undtagen et, og Biden vandt alle primærvalgene, hvilket stort set afsluttede nomineringerne. Så det ser ud til, at det bliver et Trump vs. Biden-valg. Så fra staten Washington skrev nogen: “Jeg er ikke Trump-tilhænger, men sætter pris på hans modstand mod Bidens stedfortræderkrig mod Rusland i Ukraine. I et interview med Fox News i går sagde han, at han støtter Israel og sagde: ‘Man er nødt til at afslutte problemet,’ med henvisning til Hamas. Underminerer det ikke hans påstand om at være modstander af de neokonservative og deres krige?”

ZEPP-LAROUCHE: Jo, det tror jeg, det gør, for problemet er, at hvis man ikke stopper det nuværende geopolitiske spil, vil vi ende i Tredje Verdenskrig. Bare tag kombinationen af Taurus-krydsermissilet, der kan nå Moskva [fra Ukraine], det er det, disse mennesker presser på for, og muligheden for, at krisen i Mellemøsten kommer ud af kontrol: Vi er meget, meget tættere på faren for atomkrig, end de fleste mennesker tror. Problemet med Trumps holdning til Mellemøsten er dybest set, at jeg ikke har set nogen tegn på, at han virkelig tænker på et nyt paradigme, og jeg kan kun sige, at det i høj grad afhænger af andre kandidater, f.eks. de uafhængige kandidater, og forhåbentlig fornuftige folk i Trump-kampagnen, som reagerer på – jeg mener, det budskab, som Biden for eksempel fik, ikke kun i Michigan, men også i Minnesota, tror jeg (ret mig, hvis jeg tager fejl), hvor mange stemte blankt og dermed udtrykte total uenighed med Bidens politik i Mellemøsten.

Så jeg kan kun håbe, at Trumps analytiske kræfter, at folk rådgiver ham, eller at han selv får den idé, at en absolut forandring er nødvendig, og at den eneste måde for verden at overleve på er at stoppe denne geopolitiske tænkning! Verden er ikke et nulsumsspil, det er ikke et spil, hvor én vinder, og de andre taber. Hele det Globale Syd bevæger sig i retning af samarbejde, af en win-win-strategi, af en idé om at opbygge et helt nyt system, hvor alle kan trives og blive rigere. Hvis det kollektive Nord ikke får øjnene op for, at de er nødt til at tilslutte sig denne nye måde at tænke på, så tror jeg, at det bedste ville være, at Vesten ville kollapse, hvilket de vil, fordi vi allerede er meget hurtigt på det tog, og i værste fald ville vi ende med udslettelsen af hele civilisationen.

SCHLANGER: Du har ret, det var Minnesota, og det var en større uengageret stemme i det demokratiske primærvalg mod Biden, hvilket afspejler modstand mod hans krigspolitik, end selv ugen før i Michigan. Vi får se, om han forstår budskabet eller ej.
Jeg har fået et spørgsmål om FN’s generalforsamling i går, hvor Philippe Lazzarini, generalkommissær for FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA), som står for det meste af den humanitære hjælp i Gaza, sagde, at tilbageholdelsen af midler til UNRWA har bragt organisationen på randen af et nært forestående kollaps: Det vil sige, at det ene agentur, der yder hjælp, er ved at kollapse, og det bliver bevidst bragt til at kollapse af Netanyahus politik, mens Biden og en række andre lande tilbageholder midler. Men personen, der skrev spørgsmålet, sagde: “Som en selvbeskrevet FN-skeptiker, kan man så stole på FN’s Hjælpeorganisation i betragtning af anklagerne om, at mange af dens medlemmer var involveret i angrebet fra Gaza på Israel den 7. oktober?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det, vi ser lige nu, er, at omkring 1,5 millioner mennesker omkring Rafah, og nogle få mennesker tilbage i det nordlige Gaza, og de er alle akut ved at dø af sult. Hvis verden ser på det og ikke gør alt for at give disse mennesker midlerne til at overleve, tror jeg ikke, at denne plet på den menneskelige samvittighed nogensinde vil forsvinde! Uanset hvad. Så det eneste menneskelige ville være straks at geninstallere UNRWA-kapaciteten – jeg ved det ikke – verden reagerer ikke! Det er allerede en stor diskussion, hvorfor handler naboerne til Gaza ikke, hvorfor handler de andre arabiske lande ikke? Og det er helt sikkert en kritik, som vil blive mere højlydt, efterhånden som det her bryder ud.

Men jeg tror, at nøglespørgsmålet er – det kommer tilbage til USA og det kommer tilbage til Storbritannien, og desværre til Tyskland, som har en holdning, der mildest talt er utroligt umenneskelig. I Tyskland har man ikke engang lov til at nævne, hvad Den Internationale Domstol i Haag siger. Hvis man gentager, hvad ICJ-domstolen siger, kan man blive straffet! Det er utroligt, hvad der foregår i Tyskland!

Hvis du har 1,5 millioner mennesker, der sulter, og de tyske medier for eksempel ikke rapporterer det; de siger: “Åh, der er en trussel om en sult- og hungerkrise.” De er midt i det! Folk er allerede ved at dø! Og hvis der er nogen sans for proportionalitet, tror jeg, vi er nødt til at få en reel optrapning af mobiliseringen, og som jeg allerede har sagt, er du nødt til at gøre alt, hvad der er muligt for at redde de mennesker, der nu er i akut fare for at dø. Og mens vi taler her, dør de som fluer, efterhånden som minutterne løber ud.

Så der skal øjeblikkelig hjælp til. Men så har vi brug for et skift i retning af at sætte sig selv foran, på et højere niveau, og sige, “er vi mennesker eller er vi ikke?”

SCHLANGER: Der skete en interessant udvikling i går: USA’s udenrigsminister Antony Blinken sendte en besked ud om, at Victoria Nuland træder tilbage – eller går på pension. Det er tydeligvis for sent i betragtning af den skade, hun har forvoldt. Men der er sendt et spørgsmål ind: Tror du, hun gik af for at undgå skylden, når det kommer til spørgsmålet om, “hvem der tabte Ukraine?”

ZEPP-LAROUCHE: Der er folk, som faktisk har lavet noget mere research, og de hævder, at de penge, som hun og hendes apparat indsamlede, ikke var 5 milliarder dollars til NGO’er, der skulle lave en farverevolution i Ukraine, men nærmere 12 milliarder dollars. Ukraine-situationen er tydeligvis en total fiasko. Spørgsmålet vil komme: “Hvem tabte Ukraine?” For da USA og NATO forlod Afghanistan i al hast i 2021, og vi husker alle den ret skammelige afgang fra Kabuls lufthavn, som var fuldstændig ukoordineret og næsten som en flugt, var der allerede dengang en diskussion, hvor folk sagde: “Jamen, hvad gør USA og NATO for de mennesker, der arbejdede for dem – jeg kender ikke ordet på engelsk, {Ochskräfte} [ph], folkene fra Afghanistan?”. [ph], de mennesker fra Afghanistan, der samarbejdede med NATO i de 20 år, de blev stort set efterladt. I situationen med Ukraine er der allerede en stor debat i USA om ikke at give flere penge til Ukraine. Den store fare er naturligvis, og optrapningen truer med Taurus-missilet som et umiddelbart skridt, at hvis Ukraine tabes, vil det helt sikkert skade Vestens og USA’s omdømme. Så vil myten om den unipolære verdens uovervindelighed, eller den regelbaserede orden, gå fløjten.

Det er bedre end en optrapning, der fører til Tredje Verdenskrig. Så den eneste elegante vej ud af denne situation er virkelig at sige: “Okay, det her var en fejltagelse. Vi bør gå tilbage til, i det mindste, hvor vi var i marts 2022, hvor det nu bliver mere klart, at Zelenskyj var helt klar til at indgå et kompromis i Istanbul, at selv den tyske og franske regering gik med til afnazificeringen, hvilket selv Zelenskyj ville have været enig i. Så det var en umiddelbar mulighed for at stoppe krigen. Den daværende britiske premierminister Boris Johnsons rolle, som tog fra London til Kiev og sagde: “Nej, I er nødt til at kæmpe videre,” bør også undersøges. For det er ikke kun i strid med FN’s charter og de fleste forfatninger at føre en angrebskrig, man bør også overveje, om bestræbelserne på at stoppe muligheden for at afslutte en krig ikke bør underkastes den samme form for undersøgelse.

Så jeg tror, at den eneste effektive måde ville være at stoppe med det samme og sige, lad os forhandle. Den kinesiske udsending til Ukraine rejser tilsyneladende til flere lande i Europa lige nu, herunder Kiev og Moskva, og det [kinesiske 12-punktsprogram] (https://www.fmprc.gov.cn/eng/wjdt_665385/2649_665393/202302/t20230224_11030713.html) er stadig en meget fornuftig tilgang til at starte en diplomatisk løsning, og det bør sættes på dagsordenen med den største hast.

SCHLANGER: Jeg har et sidste spørgsmål, som jeg tror, du faktisk har besvaret flere gange i dag, men det faktum, at det bliver ved med at komme op, og med en vis hast – det er fra Angela i Italien: “Jeg værdsætter din indsats for at undgå en ny verdenskrig, men et spørgsmål trænger sig på igen og igen: Hvordan er det muligt, at verden kan tolerere, hvad der foregår i Gaza? Hvorfor er det ikke muligt at stoppe Netanyahu? Jeg spørger, fordi på trods af at jeg har gjort mit bedste for at forhindre disse forfærdelige forbrydelser i at blive begået, så har intet ændret sig efter alle disse måneder. Jeg føler mig håbløs og hjælpeløs. Kan du komme i tanke om en kollektiv handling, der kan udføres internationalt?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er nødt til at sige det samme, som jeg allerede har sagt: Hvis der var, lad os sige, en gruppe lande, der for alvor satte Oasis-planen på dagsordenen, holdt taler om den, lavede tv-programmer om den; eller havde en gruppe af, lad os sige, nobelprisvindere, der ville sige, at der faktisk er en plan for, hvordan interesserne for alle lande i regionen kan varetages. Eller enhver form for fremtrædende personer, lad os sige tidligere præsidenter, tidligere statsoverhoveder, alle religiøse ledere, paven, de forskellige religiøse ledere fra jødedommen, fra islam, hvis de ville mødes og sige, lad os sætte Oasis-planen for udvikling på dagsordenen – det kunne ændre det! Vi har brug for noget drastisk! Jeg ved godt, at det er meget svært; nogle gange har man en tendens til at sige, hvilket også er helt forfærdeligt, at jeg hellere må gå tilbage til mit privatliv og ikke lytte til nyhederne mere, jeg mener, der er mange mennesker, der siger sådan eller udtrykker sådan, men det hjælper ikke. Det hjælper bare krigsmagerne med at komme videre.

Men jeg tror, at hvis vi alle mobiliserer os, og Schiller Instituttet og Den Internationale Fredskoalition, det er det, vi virkelig prøver at opnå – hvis vi kunne få nogle lande, nogle statsoverhoveder, nogle tidligere statsoverhoveder, nogle nobelprisvindere eller en hvilken som helst kombination af religiøse topledere til at komme ud og sige: den eneste vej er fred gennem udvikling, det nye navn for fred er udvikling, og her er Oase-planen, som kan gøre det, så ville det inspirere alle. Det ville inspirere folk i regionen, det ville inspirere nabolandene, det ville virkelig – og jeg har tænkt meget over det, og det forslag, som min afdøde mand Lyndon LaRouche fremsatte allerede i 1975, det er stadig den eneste måde at få fred i Mellemøsten på! Så tilslut dig vores bestræbelser, kom til vores ugentlige International Peace Coalition-diskussion hver fredag, inklusive den 8. marts, og mobiliser alle dine venner til at tilslutte sig indsatsen.

SCHLANGER: Jeg synes, at folk bør gå ind på Schiller Instituttets hjemmeside og se [14 minutters video om Oasis-planen] (https://youtu.be/hjfFHIiXPmE). Og et forslag, se, vi er nu i begyndelsen af den varme fase af valget i 2024 i USA. Kandidaterne kommer til at føre valgkamp over hele landet. Og tag ved lære af [Diane Sare] (https://www.sareforsenate.com/), [Jose Vega] (https://votevega.nyc/) og andre medlemmer af LaRouche-organisationen, som tager til disse bymøder og præsenterer Oase-planen og sætter kandidaterne på plads i forhold til dette. Det er noget, folk kan gøre for at gøre offentligheden opmærksom på det.
Så Helga, tak fordi du kom i dag. Nogen afsluttende ord?

ZEPP-LAROUCHE: Bliv aktiv: Dette er ikke en periode, hvor man skal være en sofakartoffel eller en tilskuer, der ser til fra hegnet. For det er dig, der kan gøre forskellen, for hvis gode mennesker forener sig om en plan, kan de bøje armen på den værste tyran. Det er Friedrich Schillers ord, og jeg tror, han ramte plet.

SCHLANGER: OK, tak, og vi ses i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: På gensyn i næste uge.

Af Global Times

Udgivet: 5. marts, 2024
   
Redaktørens bemærkning:
I denne uge indledte Kina de to sessioner, en af de vigtigste politiske sammenkomster hvert år. Begivenheden er et vigtigt vindue for omverdenen til at forstå Kinas udvikling, og hvor verdens næststørste økonomi er på vej hen, samt de vigtigste politiske prioriteter i 2024.

Hvad er omverdenens generelle forventninger til de to møder? Og hvordan ser udenlandske økonomer og tænketanke på Kinas vækstpotentiale? For nylig interviewede Global Times’ reporter Li Xuanmin (GT) Helga Zepp-LaRouche (HZL), grundlægger af den tyskbaserede politiske og økonomiske tænketank Schiller Instituttet.

GT: Kina afholder de to årlige møder i denne uge. Hvad er dine forventninger til mødet?
HZL: Jeg forventer, at det vil tage fat på strategiske udfordringer, der udgør barrierer for global udvikling, baseret på Kinas vision om at opbygge et globalt samfund med en fælles fremtid. Af særlig interesse for mig vil også være at lære, hvad ideen om at opbygge “nye højkvalitative produktive kræfter” faktisk vil betyde, eftersom den kinesiske økonomi allerede er verdensøkonomiens lokomotiv.

Menneskeheden befinder sig tydeligvis ved en skillevej. Eftersom geopolitik er historiens forbandelse, håber jeg, at Kinas to møder vil vise en vej for verden og hjælpe verden med at forstå, hvordan man overvinder den fejlagtige opfattelse, at et land eller en gruppe af lande skal forsvare sine interesser mod en anden gruppe med alle midler. Det er meget muligt for Kina at etablere et nyt paradigme, hvor alles interesser kan blive varetaget. Det er et nyt system, som giver mulighed for udvikling for alle.

GT: Hvilken betydning har det politiske møde i en tid med stigende global modvind? Og fra dit perspektiv, hvilken rolle vil Kina og den kinesiske økonomi spille i verden i år?
HZL: Den kinesiske udenrigspolitik har vist sig at være et anker for stabilitet. Den største fare nu er de to regionale konflikter: Rusland-Ukraine-konflikten og Israel-Palæstina-konflikten. Og Kina har fremsat omfattende diplomatiske forslag til begge kriser, som viser vejen til en fredelig løsning.

Udvidelsen af det af Kina foreslåede Bælte- og Vej-Initiativ (BVI) kunne spille en afgørende rolle i genopbygningen af de konfliktramte lande i et regionalt udviklingsperspektiv. Schiller Instituttet har også foreslået en konkret økonomisk udviklingsplan, Oase-planen, som kunne skabe fred for alle de involverede lande.

GT: Fra dit perspektiv, hvad vil være omdrejningspunkterne for Kinas økonomiske arbejde i år? Hvad er dit skøn over de økonomiske nøgletal, der vil blive fastsat under de to sessioner?
HZL: Det økonomiske arbejde vil i år fokusere på at fremme højteknologi, høj effektivitet og høj kvalitet i produktionen. I betragtning af det store antal videnskabsfolk og ingeniører Kina har, og tilføjelsen af omkring 11 millioner universitetsuddannede om året, vil omdannelsen af grundlæggende videnskabelige og teknologiske gennembrud til reel produktion i den kinesiske økonomi være meget betydelig.

GT: Hvilken rolle forventer du, at den kinesiske økonomi vil spille i verden i år, midt i den komplekse geopolitiske situation?
HZL: Der har været stigende tendenser til afkobling og “de-risking”, som i virkeligheden er det samme. Når EU forbereder skatte-barrierer mod kinesisk import, isolerer de sig yderligere til skade for sig selv. Jeg forventer, at Kina vil være en stærk fortaler for multilateralisme og opbygge et samarbejde med det Globale Syd, hvor der har været en enorm indsats for at omstille sig fra eksport af råmaterialer til økonomiske modeller baseret på værditilvæksten.

Desuden vil BRIKS-Plus – som Kina er stiftende medlem af – naturligvis få stigende betydning i år og omfatte nye kreditmekanismer, der fremmer udviklingen for alle deltagere.

GT: BVI står også højt på dagsordenen for de to sessioner. Fra dit perspektiv, hvordan vil Kina udstikke en ny BVI-plan i det 11. år af dens udvikling?
HZL: Eftersom udviklingsbehovene i det Globale Syd er gigantiske, giver den af Kina foreslåede BVI i det næste årti masser af muligheder for, at alle nationer kan arbejde sammen til gensidig fordel. Og hvis alle lande kan huske på et sådant perspektiv, kan det næste årti med BVI frigøre det kreative potentiale hos milliarder af mennesker.

Med hensyn til de europæiske lande, især Tyskland og Frankrig, oplever de en dramatisk økonomisk afmatning. Så forhåbentlig vil der være en større åbenhed for at reagere på, hvad BVI har at tilbyde.

5. marts 2024 (EIRNS) – På FN’s Generalforsamlings plenarmøde den 4. marts blev USA, sammen med Israel, fordømt for at have fremmet masseudryddelsen i Gaza. Forsamlingen var indkaldt til et uformelt møde for at gennemgå “brugen af veto”, som det er set i FN’s Sikkerhedsråd i de seneste måneder. Fokus for opmærksomheden og kritikken var USA’s veto den 20. februar mod en resolution om våbenhvile i Gaza, hvilket var det tredje veto fra USA’s side. Da formanden for FN’s Generalforsamling, ambassadør Dennis Francis fra Trinidad og Tobago, indledte mødet, beskrev han med rette situationen i Gaza som “katastrofal, samvittighedsløs og skammelig”.

Mange ambassadører talte imod USA, ikke kun på vegne af deres nationer, men også på vegne af Organisationen for islamisk Samarbejde (OIC), Den Arabiske Gruppe, Golfens Samarbejdsråd eller Gruppen af venner til forsvar for FN’s Charter. Repræsentanten for Algeriet, som var ophavsmand til den resolution om våbenhvile, der blev nedlagt veto imod den 20. februar, advarede om, at hvis FN’s Sikkerhedsråd undlader at handle øjeblikkeligt, “vil der ikke være noget tilbage i Gaza, som er værd at leve for.”

USA’s svar, som blev givet af Robert Wood, vicehøjkommissær ved FN, var elitær retorik. Han erklærede, at vedtagelsen af en resolution om våbenhvile i FN’s Sikkerhedsråd ville være skadelig for de forhandlinger, som USA fremmer mellem Israel, Hamas, i samarbejde med Egypten og Qatar. Han fortalte, at USA i øjeblikket arbejder på en ny tekst til en FN-resolution, som de vil anse for acceptabelt.

Repræsentanten fra Malta talte imod USA på vegne af de “valgte 10” i FN’s Sikkerhedsråd, som er de roterende medlemmer af de 15 nationer i FN’s Sikkerhedsråd, bortset fra de fem permanente (USA, Kina, Rusland, Storbritannien og Frankrig). Hun udtrykte beklagelse over USA’s veto den 20. februar og sagde, at Sikkerhedsrådet må påtage sig sit ansvar.

Pakistans faste repræsentant ved FN, Munir Akram, en af de længst siddende og mest respekterede diplomater i FN, talte på vegne af OIC og opfordrede til en international fredskonference.

Efter morgenens plenarmøde i UNGA om ” revurdering af vetoretten” indkaldte UNGA-præsident Dennis Francis til en anden samling om krisen i Gaza og UNRWA. Påfaldende nok sad Philippe Lazzarini, generalkommissær for FN’s Hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA), forrest lige ved siden af Francis. Lazzarini fremlagde en sønderlemmende rapport om situationen i Gaza. Derefter fortsatte diskussionen.

På samme tid som disse UNGA-forhandlinger var i gang, meddelte Israel, at de havde anklaget yderligere 450 ansatte i UNRWA for at være involveret i Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober. Da UNGA-sessionen sluttede, holdt Lazzarini en pressekonference om aftenen. Han rapporterede, at UNRWA slet ikke havde modtaget nogen af de israelske anklager. Desuden har UNRWA-medarbejdere, der er blevet tilbageholdt sammen med andre, rapporteret, at de er blevet “traumatiseret” af deres “prøvelser”, da de blev løsladt. Han sagde, at de blev “systematisk ydmyget, tvunget til at være nøgne, udsat for verbale og psykologiske overgreb.”

Den samme tvangsprægede ondskab, som magthaverne i USA, Storbritannien, Israel og nogle få medløbere udviser i forbindelse med folkemordet i Gaza, kan ses i provokationerne og opbygningen til en atomar konfrontation, som nu udgør en umiddelbar trussel om en storkonflikt. Heldigvis er der dem, der ringer med alarmklokkerne, især efter tiltag som den franske præsident Emmanuel Macrons forslag den 26. februar om at sende NATO-styrker ind i Ukraine, og den lækkede lydfil den 1. marts, hvor embedsmænd fra det tyske luftvåben den 19. februar diskuterer de bedste måder at angribe Rusland fra Ukraine på.

En række pensionerede, erfarne diplomater og militære embedsmænd i det transatlantiske område taler imod det vanvittige i at spille bluff med præsident Putin. Den pensionerede indiske ambassadør M.K. Bhadrakumar advarede vestlige beslutningstagere om, at Putin ikke “råbte ulv”, da han udsendte en “advarsel til hele Vesten ved at lægge atomvåben på bordet” i sin tale til den føderale forsamling den 29. februar. Tag ikke fejl, sagde Bhadrakumar, “Moskva mener, hvad de har sagt, nemlig at de vil betragte enhver vestlig kampindsats i Ukraine fra NATO-landenes side som en krigshandling.” Kilden til den globale fare i dag er “tankegangen” hos “dumdristige, ubesindige vestlige statsmænd, som er desperate efter at afværge et forestående nederlag i krigen, som de startede i første omgang med den erklærede hensigt at ødelægge Ruslands økonomi, skabe social og politisk ustabilitet, som ville føre til et regimeskifte i Kreml.”

Der er visse enkeltstående handlinger, der finder sted med det formål at modvirke mobiliseringen af umoral, inkompetence og ondskab. En initiativgruppe bestående af 200 lovgivere fra 13 lande har udsendt en erklæring, der opfordrer til en øjeblikkelig våbenembargo mod Israel.

I USA blev en internet-diskussion, “NATO på vej mod atomkrig med Rusland?”, afholdt mandag den 4. marts i New York af de uafhængige kandidater Diane Sare til det amerikanske senat og Jose Vega til kongresdistrikt 15 i Bronx, med Scott Ritter, militærspecialist, og professor Steve Starr, specialist i atomkrig.

Deltag i mobiliseringen for at tvinge verden væk fra dødssporet og over på vejen til gensidig udvikling, gavn og fred. Det er den ånd, som Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets leder, beskriver i et interview, der blev offentliggjort i dag i Global Times, i anledning af denne uges opstart af de årlige regeringsmøder i Kina. Interviewet har titlen: “To møder for at vise en vej for verden til at overvinde det fejlagtige synspunkt om gruppekonfrontation” – Zepp-LaRouche, grundlægger af tysk tænketank,

sagde: “Menneskeheden befinder sig tydeligvis ved en skillevej. Eftersom geopolitik er historiens forbandelse, håber jeg, at Kinas to sessioner vil vise en vej for verden og hjælpe verden med at forstå, hvordan man overvinder den fejlagtige opfattelse, at et land eller en gruppe af lande skal forsvare sine interesser mod en anden gruppe med alle midler. Det er meget muligt for Kina at etablere et nyt paradigme, hvor alles interesser kan blive varetaget. Det er et nyt system, som giver mulighed for udvikling for alle.”

Credit: UN Photo Even Schneider

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen, alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Det er 39. uge i træk, at vi mødes. Tak til alle for at være med. Vi har mange nye folk med, så velkommen. Vi sætter stor pris på alt det samarbejde, vi har. Mange af os kommer fra hele verden og fra mange forskellige organisationer. Vi har arbejdet sammen i de sidste 39 uger for at skabe ægte fred i verden.

Jeg har lagt dagsordenen ud i chatten. Der vil være en række personer, som vi har udpeget til at holde oplæg, og derefter vil vi gå over til en rapport-session og en åben diskussion. Det vil være programmet for i dag. Med det vil jeg gerne give ordet til grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, Helga Zepp-LaRouche. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil gerne ønske jer alle sammen velkommen. Desværre tror jeg, at vi er nødt til at fordoble eller tidoble vores indsats, fordi situationen går fra at være forfærdelig til at blive værre og farligere. Man har indtryk af, at mange af etablissementets folk er fuldstændig gale. Hvorfor jeg siger dette, vil blive klart, når jeg gennemgår de forskellige krisesteder.

Jeg bør naturligvis starte med den seneste forfærdelige massakre, som angiveligt eller tilsyneladende fandt sted i Gaza City, hvor der for to dage siden udspillede sig en utrolig scene, hvor der endelig ankom nogle lastbiler med mad til de sultende mennesker. Da folk så løb hen til lastbilerne, opstod der tilsyneladende en situation, hvor IDF-styrkerne dræbte 120 mennesker og sårede 750. Israelerne hævder naturligvis, at de blev angrebet. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan sultende mennesker, som ifølge alle rapporter er ved at dø, kan udgøre en trussel mod en stærkt bevæbnet hær, som er udstyret med alle former for forsvarsværker. Men under alle omstændigheder skete denne massakre. Naturligvis er det bare det seneste kapitel i en forfærdelig situation. Og i FN’s Sikkerhedsråd var det igen USA, der ikke engang gik med til at udtale sig om det. Nu er situationen selvsagt, hvad der skal ske med disse mennesker. Råbet om en humanitær våbenhvile bliver højere og højere, selv regeringschefer som Macron fra Frankrig og mange andre kræver det. Men situationen er helt ubeskrivelig. Dette skete kun en eller to dage efter, at Aaron Bushnell fra det amerikanske luftvåben satte ild til sig selv foran den israelske ambassade i Washington, hvilket er en måde at udtrykke, hvad han følte, sig i stand til at gøre.

Nu er vi naturligvis nødt til at gøre meget mere for at vende og stoppe denne situation. Desværre vil Den Internationale Domstol, som hørte vidneudsagn fra 50 nationer fra 19.-26. februar, sandsynligvis først afsige en dom til sommer. Så det vil ikke være effektivt i den umiddelbare situation. Hvis muren til Egypten bliver åbnet, og palæstinenserne bliver drevet over grænsen, åbner det også et vindue for en større krig i Mellemøsten, for i Camp David-aftalerne blev det meget klart defineret i fire militære zoner, hvad Egypten og Israel kan gøre i hver af disse fire zoner. Og hvis der sker en overtrædelse af denne aftale, hvilket kan ske meget hurtigt nu, kan det ikke udelukkes, at Egypten vil bryde Camp David-aftalerne og åbne en situation, der meget hurtigt kan føre til en større krig.

Så dette er en af grundene til – og jeg håber, at vi kan diskutere dette i vores diskussionsperiode – hvorfor vores kampagne for at sætte Oasis-planen på den internationale dagsorden er mere presserende end nogensinde før. Situationen er så håbløs, at medmindre man indgyder håb og får alle kræfter i hele Sydvestasien til at arbejde for en sådan løsning med økonomisk udvikling for alle, er det næsten umuligt at se, hvordan nogen anden tilgang kan afhjælpe situationen.

Det er kun én af situationerne. Den anden store front omkring Ukraine eskalerer også massivt, og jeg ved ikke, hvilken situation der er værst. Måske bringer situationen i Ukraine os endnu hurtigere til en mulig global krig, for hvis man bare genfortæller de seneste dages begivenheder, så var der en konference om Ukraine i Frankrig, hvor præsident Macron foreslog at sende NATO-tropper ind i Ukraine. Det blev naturligvis afvist af den tyske kansler Scholz, som sagde, at der ikke ville blive sendt tyske tropper til Ukraine, og at ingen andre NATO-tropper skulle sendes af sted. Men han var under enormt pres for at give grønt lys til at sende det tyske Taurus-krydsermissil til ukrainerne. Det nægtede han med det argument, at krydsermissilet har en rækkevidde på mere end 500 km og derfor kan nå dybt ind på russisk territorium, hvilket ville udgøre en rød linje, som han mener, man ikke har råd til at overskride.

Den tidligere leder af NATO’s militærkomité og generalinspektør for den tyske hær, general Harald Kujat, gav et interview i Deutschlandfunk radio, hvor han sagde, at der allerede er tre lande, der har tropper på jorden i Ukraine. Han nævnte ikke navnene på landene, men vi formoder, at det er amerikanere, briter og franskmænd. Kujat sagde også, hvor farlig situationen er, hvilket man kan se ved, at hvis den drone, der for lidt siden nåede Engels-luftbasen i Rusland, blot havde ramt en meget kort afstand fra, hvor den gjorde, kunne den have ramt nogle af de atombevæbnede jagerfly. Det ville ifølge Kujat have betydet, at diskussionen mellem Kujat og intervieweren ikke ville have fundet sted; den indlysende implikation er, at vi alle ville være døde.

Det er klart, at Putin i sin årlige tale til den føderale forsamling sagde, at Vesten skal være klar over, at hvis de bliver ved med at presse på, kan det komme så vidt, at Rusland vil bruge atomvåben. De vestlige medier har som sædvanlig fuldstændig afvist det og sagt: “Tag det ikke alvorligt. Han snakker bare, han siger altid disse ting. Ingen skal tage det alvorligt.” Men det er fuldstændig vanvittigt, for hvis man bliver ved med at presse og skubbe, tror jeg, vi nærmer os den grænse, hvor det meget hurtigt vil være for sent.

Der er en ubekræftet rapport, hvilket jeg normalt ikke bruger, men den ser ret troværdig ud. Nemlig at chefredaktøren for RT, Margarita Simonyan, netop har offentliggjort en erklæring, hvor hun hævder, at hun fik fat i et bånd, som hun fik af en person i militæret, der optog en samtale mellem tyske officerer fra den 19. februar, hvor de diskuterede, hvad der skulle til, og hvordan Tyskland ville ødelægge Kertj-broen [der forbinder Krim med det russiske fastland]. At det ville kræve 10 eller måske 20 missiler at gøre det. Under alle omstændigheder er der ifølge denne rapport en officiel anmodning fra Maria Zakharova fra det russiske udenrigsministerium til den tyske regering, hvor hun kræver en forklaring på hele denne affære. Jeg ved ikke, om det er sandt; det kan være fake news. Men på den anden side har det et semi-officielt præg. Hvis det rent faktisk er sandt, at tyske officerer skulle være involveret i at diskutere dette i form af seriøs planlægning, ville vi være i en endnu mere forfærdelig katastrofe.

Jeg tror, at vi virkelig er nødt til at vække verden i endnu højere grad, end vi allerede gør nu, for vi er på randen af at glide ind i Tredje Verdenskrig. Jeg mener, at det skal være en offentlig diskussion, og der skal være flere mennesker, der giver udtryk for det, så vi ikke, som i 1914, går i søvne ind i Første Verdenskrig. Men vi skal i det mindste have en offentlig diskussion om, hvorfor det er fuldstændig vanvittigt, og hvorfor vi meget hurtigt skal bevæge os fra denne geopolitiske konfrontation til et samarbejde. Der skal være en bred opfordring til diplomatiske løsninger, både i Ukraine og med hensyn til Sydvestasien. Kina har lagt omfattende fredsplaner for begge situationer. For Ukraines vedkommende har de allerede for mange måneder siden fremlagt et 12-punkts program for, hvordan situationen kan afdramatiseres. General Kujat og Horst Teltschik, Peter Brandt og Hajo Funke har også fremsat et forslag om Ukraine. Med hensyn til Sydvestasien har Kina ligeledes fremsat et forslag om en omfattende fredskonference for Mellemøsten, som hurtigst muligt skal sættes på dagsordenen.

Jeg tror, det er det spændingsfelt, vi befinder os i, og forhåbentlig kan vi mobilisere denne gruppe til at formere sig og blive endnu mere aktiv, så vi får en absolut stærk fredsbevægelse internationalt.

Den eneste gode nyhed – jeg ved ikke, om jeg kan kalde det det, men jeg tror det – er, at George Galloway lige har vundet et sæde i det britiske parlament på Gazas liste. Han slog både Tory- og Labour-kandidaterne, og det tror jeg også er med til at bringe et nyt element ind i situationen, især i lyset af det nylige primærvalg i Michigan, hvor der var en betydelig andel af arabiske og muslimske mennesker, der stemte ” uengageret” for at give budskabet til Biden om at ændre politikken i forhold til regionen. Så det er ikke håbløst; man kan gøre noget. Men jeg tror, vi er nødt til virkelig at optrappe det, vi er i gang med, enormt.

Bemærkninger under diskussionen:

Hvad angår det første spørgsmål, tror jeg desværre ikke, at der er nogen anden vej end at forblive fredelig. For i det øjeblik vi begynder at blive voldelige, tror jeg, at vi mister den moralske autoritet til at være fredsbevægelsen. For hvis man begynder at bruge de samme midler som de mennesker, der begår disse grusomheder, så vil hele sagen være tabt. Jeg tror, det er det, Mahatma Gandhi og Martin Luther King lærte os, og jeg vil meget gerne understrege, at selvom man nogle gange har en tendens til at blive frustreret, så tror jeg, at vi hellere skal tænke på kreative måder at mangfoldiggøre os på og få flere og flere mennesker involveret i denne indsats.

Det andet spørgsmål: Jeg tror, at mange mennesker tror, at det er den zionistiske lobby, der kontrollerer USA. Men min afdøde mand, Lyndon LaRouche, hævdede altid meget eftertrykkeligt, at det er omvendt. At det er det anglo-amerikanske establishment, der bruger Israel som en håndgranat, de kan kaste ind i situationen, når de har brug for det. Og hvad er den overordnede situation? Alt dette hænger i virkeligheden sammen med, at det neoliberale finanssystem tydeligvis er ved at skrumpe. Det er ved at kollapse, økonomien er på vej ned – især i Europa – mens Asien er på vej op. Det er ikke kun Kina, men det er Kina, Indien, Indonesien og BRIKS-landene. Den egentlige årsag er, at Wolfowitz-doktrinen, projektet for et nyt amerikansk århundrede, som er det, de neokonservative i ledtog med det britiske establishment fremlagde som svar på Sovjetunionens sammenbrud i perioden 1988-91. Grundlæggende besluttede de at gå efter en unipolær verden baseret på ideen om at styre verden som et imperium baseret på det særlige anglo-amerikanske forhold, da der var mulighed for at skabe en fredsorden. Det er det, der er på spil her.

Vi har lige nu en situation, hvor hele EU, og desværre især Tyskland, har mistet al suverænitet. De er bare dette imperiums puddelhund, og de ser absolut på det voksende Asien, det voksende Globale Syd, den voksende Globale Majoritet som noget, der skal inddæmmes eller endda ødelægges. Det er virkelig det, der foregår der, så derfor – og man får virkelig skylden, hvis man siger det, men det er så langt ude, at hvis man ikke skaber klarhed, hvor skal det hele så ende? Situationen i Ukraine og også det, der sker i Sydvestasien, er blot afledninger af denne overordnede indsats. Hvad sker der med Sydvestasien? Hvad var situationen før den 7. oktober? Der var kun tre store lande, der sluttede sig til BRIKS+ – Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Iran. Der var udsigt til udvikling i regionen gennem BRIKS, Bælte & Vej Initiativet, og der var faktisk udsigt til fred på grund af den historiske tilnærmelse, som Kina havde forhandlet på plads mellem Iran og Saudi-Arabien. Det er alt sammen gået i vasken lige nu, medmindre vi sætter det på dagsordenen igen, og det er derfor, vi skubber så kraftigt på Oasis-planen. Fordi kræfterne for fred er nødt til at blive mere dominerende, og ideen om fred gennem udvikling er det eneste håb, jeg kan se for, hvordan vi kan påvirke situationen i Israel, fordi israelerne også burde have en interesse i at have en fredelig og fremgangsrig region i stedet for at have den ene bølge af terrorisme efter den anden. Så ideen om at bevæge sig tilbage til ideen om regional udvikling er det eneste håb.

Men jeg tror, man må erkende, at den egentlige årsag til alt dette er geopolitik; idéen om, at man for at forsvare anglosfæren, for at forsvare det såkaldte Vesten, er nødt til at dæmme op for Asiens fremgang, fremgangen for det globale flertal. Medmindre vi overvinder den tankegang og bevæger os over i et nyt paradigme, hvor vi etablerer et samarbejde mellem det Globale Nord, det kollektive Vesten så at sige, og den Globale Majoritet, så er det det store spring, vi er nødt til at gøre.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg tror, at jeg først og fremmest vil sige til [navn redigeret], at jeg studerer dit forslag, og jeg vil svare om en dag eller deromkring, og måske kan vi tage det op i næste uge. Jeg er ked af, at jeg ikke har indarbejdet det helt endnu.

Ellers kan jeg kun sige, at hvis alle de deltagere, der var med i denne diskussion i dag, ville gå ud og virkelig forsøge at gøre en kæmpe indsats. Jeg ved, at I alle har organiseret jer og forsøgt at kontakte folk, men mediekontrollen i Tyskland – og dette er et svar til [navn redigeret] – Tyskland er nu som et fuldstændig hermetisk lukket land, hvor man ikke kan udtale sig om noget som helst. Man kan ikke engang rapportere om, hvad der sker. Der er en fuldstændig mediekontrol. Hvis nogen siger noget, selv at der er sket en massakre, da Bushnell-selvbrændingen fandt sted, kiggede jeg i de tyske medier, og det tog næsten en dag, før den første lille nyhed dukkede op, og så blev den straks begravet et eller andet sted i de ikke-vigtige nyheder. Så jeg tror, vi er nødt til virkelig at bekæmpe krigsmaskinens forsøg på at bevare kontrollen over fortællingen. Jeg tror, at de etablerede figurer – i det mindste dem, der er de såkaldte atlantikere – er så fast besluttede på at optrappe dette. Jeg ved ikke, hvad der foregår i deres hoveder, for det er, som om de er fuldstændig uvidende om, at dette faktisk kan føre til atomkrig. Da Kujat sagde, at hvis denne drone havde ramt bare et par kilometer fra, hvor den ramte, ville vi alle være døde. Det var minutter, sekunder fra at være en atomulykke. Det er sådan, den krudttønde er, som vi sidder på. Hele mediekontrollen forsøger at få den almindelige befolkning til ikke at ane noget, de ved ikke, hvor farligt det er. Jeg tror, vi er nødt til at gøre en gigantisk indsats. Når de igen siger, at Putin siger, at vi ikke ønsker en krig mellem NATO og Rusland, men hvis I bliver ved med at presse på, så har vi disse våben, og vi vil bruge dem. De siger: “Det betyder ikke noget, han taler bare til et hjemligt publikum,” eller noget i den stil. Jeg tror, at vi på en eller anden måde må sørge for, at flere mennesker virkelig er opmærksomme på denne fare. Det kan kun lade sig gøre, hvis hver person i dette opkald forsøger at få gennembrud i forhold til at få stemmen hørt.

Hvad angår Oasis-planen, hvis vi kunne få et dusin nobelprisvindere til at komme ud og sige: “Dette drab må stoppe. Vi har brug for en plan for udvikling, og der findes en plan, som er Oasis-planen.” Eller få et par andre prominente personer til at sige det, så det kommer ud i nyhederne. Jeg tror, det ville gøre en forskel, for hvis folk begyndte at sige, at der faktisk er en måde at løse denne forfærdelige udvikling på, som kun kan føre til mere ødelæggelse. Jeg tror, at hvis vi ikke stopper drabene på palæstinenserne, og det fortsætter i Egypten, Jordan, Libanon og Iran, så er vi snart i Tredje Verdenskrig på grund af situationen i Sydvestasien. Og vi sidder allerede på krudttønden i forhold til Ukraine, så jeg tror, at hvis vi virkelig gør en gigantisk indsats og siger, at vi i næste uge skal have et mål om, at vi i løbet af de næste par dage hver især kontakter fem organisationer eller fremtrædende personer og bringer dem med i næste uge. Vi bør få folk til at udtale sig offentligt til fordel for Oasis-planen. Hvis vi får f.eks. en præsident eller fem statsministre eller et parlament til at stemme om Oasis-planen, eller som jeg sagde, en gruppe nobelprisvindere, parlamentarikere, så kan vi få det til at ske. Vi er nødt til på en eller anden måde at bryde igennem denne kontrol af fortællingen, og jeg vil virkelig opfordre alle i dette opkald til at forpligte sig til, at vi katalyserer hele denne IPC-organisering til en højere størrelsesorden, for det er det, der er brug for.

Ikke korrekturlæst

29. februar 2024. “Og alt det, de kommer med nu, hvordan de skræmmer hele verden, at alt dette virkelig truer med en konflikt ved anvendelse af atomvåben, og derfor ødelæggelsen af civilisationen…” Den russiske præsident Putin fortalte den russiske føderale forsamling. “Forstår de ikke det, eller hvad?”

“Eller hvad,” synes at være svaret, i hvert fald for mange NATO-lederes vedkommende. “Åh, Putin mener det ikke alvorligt,” insisterer de. “Han bluffer bare. Bare rolig, han skal nok give sig,” siger de og gør deres bedste for ikke at gøre status over de to års konflikt i Ukraine, hvor et uundgåeligt russisk nederlag ifølge dem altid har været lige om hjørnet.

Tænk bare på, hvad der kunne være sket, hvis droneangrebet på den russiske Engels-luftbase i slutningen af 2022 – et angreb affyret fra ukrainsk territorium – havde beskadiget eller sat en del af Ruslands strategiske atomvåben ud af drift. Det kunne have været begyndelsen på en atomudveksling, og vi har måske kun heldet at takke for, at det ikke blev sådan.

Vi har brug for mere end held! Vi har brug for en ny sikkerhedsarkitektur.

“Det er indlysende, at det er nødvendigt at arbejde på at danne en ny kontur af lige og udelelig sikkerhed i Eurasien inden for en overskuelig fremtid,” sagde Putin i den ovennævnte tale.

Og det angloamerikanske NATO-lands kollapsende formuer viser store dele af verden, inklusive og ud over det Globale Syd, at en ny verdensstrategisk og udviklingsarkitektur er afgørende for den globale menneskeheds fortsatte overlevelse og blomstring:

De tiltagende sanktioner, der er designet til at “tvinge Rusland i knæ” og undertrykke Kinas vækst, har i stedet haft den effekt, at de har drevet nationer væk fra anvendelsen af dollar og euro i deres handel. Selvom de store mængder dollar-denomineret gæld i verden udelukker en hurtig tilbagetrækning, er tendensen mod af-dollarisering klar. Som Putin udtrykte det i sin tale: “Desuden er Vesten selv ved at bringe sine egne valutaer og banksystemer i miskredit – de saver den gren over, som de har siddet på i årtier.”

Og den igangværende pulverisering af Gaza – eksemplificeret ved det seneste drab eller sårede af hundredvis af palæstinensere, der forsøgte at få mad udleveret i Gaza City – har udløst et internationalt ramaskrig. Halvtreds nationer og tre internationale organisationer talte under de mundtlige høringer, som Den Internationale Domstol afholdt den 19.-26. februar om den israelske besættelse af palæstinensisk land, og der blev indgivet 57 skriftlige erklæringer. Nogle eksempler:

– “Ingen stat begår ustraffet annektering og apartheid, undtagen – ser det ud til – Israel … Israel må tvinges til at opføre sig som alle civiliserede nationer. Stop med at overtræde international lov og FN’s resolutioner!” udtalte ambassadøren fra Belize.

– Israels “ulovlige besættelse og dens grusomheder skal stoppe og bør ikke normaliseres eller anerkendes,” sagde Indonesiens udenrigsminister.

– “Vi … fornemmer, ser, hører og føler det israelske regimes umenneskelige, diskriminerende politik og praksis som en endnu mere ekstrem form for apartheid, der blev institutionaliseret mod sorte mennesker i mit land,” sagde den sydafrikanske ambassadør.

– Rusland og Kina talte på vegne af den palæstinensiske sag.

Det var kun gennem samarbejde mellem, i det mindste, USA, Kina og Rusland, at rammerne for en succesfuld implementering af LaRouches “Oasis Plan” for fred og udvikling i Israel, Palæstina og hele regionen kunne realiseres.

Det er på tide, at der kommer flere gode nyheder fra nationerne i det anglo-amerikanske NATO! De forpinte budskaber fra dem, der ikke kan bære at være en del af den ødelæggelse, der finder sted i Gaza – i så ekstreme former som Aaron Bushnells – kan bringes til en højere enhed, som et kor for en ny vej frem, for en aktiv, bevidst fred.

LaRouche-bevægelsen og LaRouche-kandidaterne har gjort det til deres opgave at opbygge dette kor, at skabe gode nyheder. Hvad godt kan du gøre, som du kan dele med andre?

Foto: President Putin addresses the Federal Assembly. kremlin.ru

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 28. februar 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 28. februar 2024; jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til os via e-mail questions@schillerinstitute.org, eller du kan poste dem på chatsiden på YouTube.

Helga, vi befinder os nu i en periode med både dybtgående farer, men også enorme muligheder for at overvinde disse farer og begynde en ny æra med fredeligt samarbejde om økonomisk udvikling. Schiller Instituttet, din organisation er en ledende kraft i udformningen af et nyt paradigme, gennem den igangværende organisering af Den Internationale Fredskoalition, samt udbredelsen og diskussionen af dine ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som giver både et filosofisk og et praktisk grundlag for en overgang til et nyt paradigme.

Det første spørgsmål, jeg har, er fra en, der følger os meget tæt i USA, og som skriver: “Helga, i de seneste dage har vi set nye provokationer fra NATO’s side, såsom den franske præsident Macrons forslag om at overveje at udstationere NATO-tropper i Ukraine, og diskussionen i Tyskland om at forsyne Ukraine med langtrækkende missiler og endda udstationering af atomvåben i Tyskland og i Europa i det hele taget. Tror du, at der vil komme en modreaktion på disse og lignende provokerende forslag, eller vil de bare gå ubemærket hen?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det håber jeg, for hvis man lytter til, hvad de ledende politiske kredse siger i disse dage, er der kun én konklusion: at de kollektivt er blevet fuldstændig vanvittige, og at vi er nødt til at få dem væk fra denne kurs. For hvis dette fortsætter, vil det føre til en direkte konfrontation mellem NATO og Rusland i en meget nær fremtid.

Som du nævnte, var det seneste udbrud af en meget problematisk mental tilstand synlig hos præsident Macron, som organiserede et møde med omkring 20 lande om Ukraine, og på en midnatskonference meddelte han pludselig, at franske og andre NATO-tropper kunne sendes for at forstærke de ukrainske tropper inde i Ukraine, og at han ville lede en koalition af lande, som planlægger at gøre det muligt for Ukraine at sende mellem- og langdistancemissiler til Ukraine og bomber og så videre. Så dette var tydeligvis midt i et gigantisk pres på Tyskland, især på Scholz, for at sende Taurus-krydsermissilet, som kan flyve mere end 500 km og derfor teoretisk set kan nå Moskva og andre strategiske mål, såsom Kreml og andre ministerier. Og det fik naturligvis kansler Scholz til heldigvis at slå bremserne i, indtil videre, for han sagde, at han under ingen omstændigheder ville tillade, at Tyskland blev trukket ind i krigen som krigsførende part.

Samtidig var han uenig i at sende tyske tropper ind i Ukraine, og på den måde var der en åben splittelse mellem Macron og Scholz, og jeg kan kun sige, at de mennesker, der skubber på disse optrapninger, de udviser intet ansvar. Det er, som om deres hjerne er blevet fuldstændig slukket, og et ondt geni har overtaget deres hjerne og dikterer dem ting, som fører verden, hvis de ville følge det, direkte ind i Harmagedon og en atomar afslutning på civilisationen.

Så jeg kan kun sige, at det virkelig er på høje tid, at folk i Europa og andre steder vågner op og bremser det, og dybest set går på gaden – ikke som alle disse demonstrationer, der blev organiseret af disse såkaldte “undersøgende journalister” mod højrefløjen, som viser sig at være en orkestrering, hvor mistanken faktisk er, at regeringen organiserer det af deres egne politiske grunde. De samme mennesker burde gå ud på gaderne og i stedet demonstrere mod faren for en øjeblikkelig atomkrig! For det er det, der bliver resultatet af denne politik. I Tyskland ville det ikke være bedre, selv hvis man slap af med denne utroligt inkompetente såkaldte “street light”-koalition, og den blev erstattet af oppositionen, lad os sige CDU/CSU plus FDP eller De Grønne. Fordi der er politikere i oppositionspartiet, som Kiesewetter, der siger, at vi er nødt til at bringe krigen dybt ind på Ruslands territorium – jeg mener, disse mennesker leger med den stærkeste atommagt på planeten! Så er disse mennesker gået helt bananas? Det er den eneste forklaring, man kan have. Så hvor er de voksne i lokalet, der rejser sig og fortæller dem, at det her må stoppe, for det her er mere end at gå i søvne ind i Tredje Verdenskrig, det er at kaste sig ud i katastrofen med et ordentligt hurra.

Så jeg kan kun sige, at hvis du lytter eller ser denne webcast, så meld dig ind i vores internationale fredskoalition: Vi mødes hver fredag via Zoom, og vi diskuterer, hvad vi kan gøre. Og formålet med Den Internationale Fredskoalition er at forene den internationale fredsbevægelse, for der er mange mennesker, der kæmper for fred, men indtil videre er de ikke velorganiserede til at arbejde sammen, og vi er nødt til at få en stærkere fredsbevægelse internationalt, for det er meget tydeligt, at uoverensstemmelsen mellem det, regeringerne presser på for – uanset grundene, ethvert fornuftigt menneske kan ikke forstå det – at selv hvis man følger sin personlige grådighed og prestige og privilegier, kan man ikke risikere hele civilisationens eksistens ved at gøre, hvad de gør. Men der er en utrolig uoverensstemmelse mellem, hvad disse politikere presser på for, og hvad befolkningen oplever. For ud fra de mange diskussioner, jeg har haft i de seneste dage, er folk generelt skræmte, de er bange, de tror, at disse politikere er ved at blive vanvittige, og derfor er det eneste svar ikke bare at lade være med at sige det; mobiliser sammen med os, med Schiller Instituttet og Den Internationale Fredskoalition, som kan stoppe dette.

SCHLANGER: Ud fra de spørgsmål, jeg har modtaget, er det tydeligt, at folk nu virkelig er fokuseret på krigsfaren som aldrig før. Måske var det en masse ståhej omkring toårsdagen for den særlige militæroperation eller lignende. Men lad mig give dig nogle af disse spørgsmål: Vi har et fra Nigeria, hvor personen skriver: “Under Biden-administrationen synes USA at have forpligtet sig til at finansiere en permanent krig mod Rusland i Ukraine, i fuld støtte til den israelske premierminister Netanyahus mål om at drive den palæstinensiske befolkning ud af Gaza og Vestbredden. Som i tidligere tilfælde, i Irak, Afghanistan og så videre, har USA, i store dele af verdens øjne, været medskyldig i krigsforbrydelser. Er det muligt, at USA denne gang vil blive stillet til ansvar?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun sige, at der er visse juridiske tiltag. Der har været en sag i Californien, som dog blev afvist af domstolen, fordi de sagde, at der er en magtdeling, og at domstolene derfor ikke kan dømme den udøvende magt. Så jeg tror ikke, at den sag førte nogen steder hen.

Jeg tror, at resultaterne fra Den Internationale Domstol i Haag i mandags kom til en konklusion på deres krav fra 26. januar på baggrund af den sydafrikanske regerings klage. Men så vidt jeg ved, er dette endnu ikke blevet offentliggjort. Og den længere klage fra FN’s Generalforsamling fra 2022 er heller ikke offentliggjort, og det kan tage flere uger og måneder, måske endda år – under alle omstændigheder er den ikke afgørende, så vidt jeg ved.

Og så er der en ny sag i Holland, hvor en person har sagsøgt den hollandske regering for at forhindre den i at sende våben til Israel, fordi det muligvis ville være at se gennem fingre med folkedrab. Så jeg ved ikke, hvor denne sag ender, men der var en vis mængde afgørelser. Og på samme måde er der bestræbelser.

Men jeg tror ikke, at de juridiske sager er særlig lovende i forhold til, hvordan sagerne bør forløbe.

Men jeg tror, at der er brug for en generel diskussion, for jeg tror, at grunden til, at disse optrapninger finder sted, er, at etablissementerne i Nord indser, at deres system klart bliver afvist af det globale flertal. Det er et tilbageslag: I stedet for at undersøge sig selv og sige, hvorfor slår disse politikker fejl? Sanktioner, for eksempel de ensidige sanktioner uden godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd, som USA og EU meget generøst uddelte til mange lande, det har forårsaget et tilbageslag! Fordi det blev erkendt, at disse sanktioner, som Caesar-sanktionerne mod Syrien, eller sanktionerne mod Afghanistan, eller de mange andre lande, der er blevet sanktioneret, altid havde til formål at forårsage regimeskift, at vælte de fleste valgte regeringer. Og landene i det Globale Syd ser på det og siger: “Hvis det er det, vi får, så er det ikke det, vi ønsker.” De interventionistiske krige, de såkaldte “retten til at beskytte”-krige, er det samme: Disse krige resulterede i enorme tab, millioner og atter millioner af mennesker døde eller blev fordrevet. Det Globale Syd så på det og sagde: “Hvis det er, hvad vi får, når vi samarbejder med disse lande, vil vi hellere samarbejde med lande, hvor vi kan få en fordel, som Kina og BRIKS generelt.”

Så i stedet for at erkende, at det er dem selv, der er skyld i alt det her, bliver de ved med at insistere på, at de er de “gode”, og de andre er de onde.

Jeg tror, vi er nødt til at finde en måde at forene den formodede konflikt mellem det Globale Nord og det Globale Syd. For hvis man virkelig ser på det, sidder vi i samme båd, og faren for en termonuklear krig gør det mere klart end noget andet. Og vi er nødt til at stoppe geopolitikken og gå over til et samarbejde mellem Europa, USA, BRIKS-landene, BRIKS-Plus og det Globale Syd. I betragtning af, at etablissementerne er imod det, tror jeg, at det kræver en meget bredere diskussion: Måske er vi nødt til at bringe hele dette spørgsmål ind i FN’s Generalforsamling; måske er de nødt til at genskabe forskellige fora for at diskutere behovet for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, måske først på universitetsniveau eller i tænketanke eller andre praktiske fora, men jeg tror, at befolkningen virkelig bliver bedt om at involvere sig meget mere i at udtrykke deres vilje og deres retmæssige krav.

SCHLANGER: Som du nævnte, har Den Internationale Domstol netop afsluttet en uges høringer om et forslag til fremskyndelse af midlertidige foranstaltninger, hvilket ikke ser ud til at være sket endnu. Vi har et spørgsmål fra Sydafrika: “De vestlige regeringers manglende reaktion på de dystre prognoser om massesult og dødsfald på grund af sygdom er forbløffende. Hører de ikke børnenes skrig, eller ser de ikke fortvivlelsen i deres mødres øjne?”

ZEPP-LAROUCHE: Tilsyneladende ikke! Enhver, der ønsker at vide, hvad der sker i Gaza, har rig mulighed for at finde ud af det. Jeg læste lige her til morgen en rapport fra en mand, der beskriver, hvordan folk på grund af den totale mangel på mad bruger al deres energi på at finde et måltid til sig selv og deres familie; hvordan de har mindre og mindre at spise, selv om det måske kun er korn, men så er kornet ikke længere tilgængeligt. De har absolut ingenting. De går til deres familier, og de har den samme situation. Og hvordan folk, der var normalvægtige og sunde for bare et par måneder siden, nu er ved at dø af sult. Det er hjerteskærende!

Jeg mener, jeg kan ikke forstå, hvordan folk kan vide disse ting og så vende op og ned på det. I Berlin har der for eksempel lige været en filmfestival, den såkaldte Berlinale. Jeg har kun læst om den og ikke deltaget eller set nærmere på den, men det, der blev rapporteret, var, at nogle af kunstnerne begyndte at tage spørgsmålet om, hvad der sker i Palæstina, op. Derefter var der et kæmpe ramaskrig, hvor de dybest set sagde, at dette var en demonstration af had mod Israel! Det var ikke det, der skete! Absolut ikke! Hvordan kan man undgå at udtrykke et dybtfølt menneskeligt oprør over det, der sker med palæstinenserne i Rafah: 1,5 millioner mennesker i en utrolig situation! Hvis man ikke længere kan udtrykke en menneskelig følelse, føle med disse mennesker, så er vi ved at miste al menneskelighed.

Det er det, der virkelig er på spil her. Jeg vil gerne komplimentere den sydafrikanske regering: I, regeringen, har valgt en kurs, der er i overensstemmelse med menneskehedens moral, og det er et symbol på, hvor vi er, at det ikke var et af de smukke globale nordlande og den regelbaserede orden, der havde den moralske værdighed til at tage dette spørgsmål op. Det var den sydafrikanske regering. Jeg tror, at det er et tegn i tiden, at lederskabet, det moralske lederskab på dette tidspunkt kommer fra det Globale Syd. Sådan er virkeligheden, og hvis det Globale Nord ønsker at rette op på det, må de virkelig skynde sig og tage sig sammen, for historien er dommeren.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en fast seer, som skriver: “Viser EU’s og Storbritanniens krigsiver ikke, at eliterne og det militærindustrielle kompleks faktisk er bange for deres befolkninger, fordi de er nødt til at bruge frygt og krigsøkonomi til at dominere den politiske fortælling?”

ZEPP-LAROUCHE: Åh ja, absolut! Jeg tror, du rammer hovedet på sømmet. For hele spillet handler om at kontrollere fortællingen. Hvis du lytter til visse radioprogrammer eller tv-programmer, de har nu flyttet sig til selv såkaldt “underholdning”, nogle dumme programmer om religion eller børnespørgsmål, det hele bruges til at sikre, at fortællingen er den officielle NATO-fortælling. Hvis man har en anden opfattelse, for eksempel hvis man siger, at “krigen i Ukraine bør løses gennem dialog, fordi det ukrainske land er ved at blive ødelagt. Folk dør; mange mennesker er allerede døde, og der bør være et stop,” bliver vi kaldt en “Putin-sympatisør”! Enhver, der ikke er komplet idiot, kan lige nu se, at krig ikke kan være et middel til at løse politiske problemer. I atomvåbnenes tidsalder bør krig være udelukket, og vi befinder os lige nu i to situationer, Ukraine og Sydvestasien, hvor regionale konflikter umiddelbart indebærer en fare for, at de kan udvikle sig til større regionale konflikter eller endda en global konflikt, hvor ingen ville overleve!

Så jeg tror, vi er nødt til at bryde ud af denne bestræbelse på at sætte alle under pres ved simpelthen at sige: Vi har brug for et fuldstændigt skift. Kineserne har for eksempel allerede for et år siden, den 24. februar 2023, fremsat et meget omfattende 12-punkts forslag til en fredsløsning i Ukraine. Det er blevet blankt afvist af Vesten, men jeg synes, det er på høje tid at vende tilbage til det, for Kina har vist sig at være det eneste land i denne konflikt, som var meget afbalanceret, som var upartisk: De har også gode relationer til Ukraine, og de ville være nødt til at spille en stor rolle i genopbygningen af Ukraine, hvilket på bedste vis ville ske, hvis Den Nye Silkevej blev udvidet, hele Den Eurasiske Landbro som en del af Verdenslandbroen blev bygget, og så kunne Ukraine have en fremtid og en fremgangsrig idé om, hvordan de ville blive genopbygget efter denne forfærdelige krig.

Så jeg tror helt sikkert, at det er noget, som bestræbelserne på – det er næsten som 1984, man bliver mindet om George Orwell, og hvis man ikke behager Sandhedsministeriet, bliver man straks udset som mål for alle mulige operationer. Men jeg synes, at selv de mennesker, der gør det, bør tænke over, at de ikke kommer til at tjene på det, for vi vil alle dø som følge af denne politik.

SCHLANGER: Du nævnte kontrollen over narrativet og fremhævelsen af NATO’s synspunkt. Der var en absurd scene i dag i Europa-Parlamentet, hvor Alexei Navalnyjs enke kom ind og nærmest opfordrede Europa til at gå i krig mod Rusland. Og hun blev mødt af stor jubel fra de sindsforvirrede medlemmer af Europa-Parlamentet.

Vi har to spørgsmål fra Sydvestasien vedrørende Gaza. Det ene er fra Faisal, som skriver: “Hvorfor undervurderer Biden de arabiske landes magt i forhold til Gaza?” Og jeg vil gerne vide, om du tror, det er tilfældet. Men det andet spørgsmål, fra Algeriet, er: “Tror du, at Biden tager arabisk passivitet for givet? Kunne det ikke blive et stort problem for Vesten?”

ZEPP-LAROUCHE: Det tror jeg, det er. Og jeg tror, at det eneste middel er det, vi allerede har diskuteret i tidligere programmer. Hvis du endnu ikke har set vores 14 minutter lange video om ” Oase-planen for Sydvestasien”, bør du helt sikkert se den. Det, vi gør, er, at vi cirkulerer denne video globalt i håb om, at den vil blive et emne i pro-fredsdemonstrationerne: Fordi det ikke bare er nok at være for en afslutning på krigen, men den eneste måde, hvorpå man kan have et realistisk perspektiv, er, hvis man har en plan for økonomisk genopbygning efter krigens afslutning, og så håber man grundlæggende, at naboerne til Israel og Palæstina alle vil lægge deres vægt i det: Hvis de besluttede sig for det – de ville trods alt have en masse vægt – så er flere af de store olielande nu en del af BRIKS: Der er Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Iran, som nu er en del af BRIKS. Og de kunne lægge deres vægt sammen med de andre Golfstater og sørge for, at der er pres nok til at gennemføre Oase-planen.

Jeg tror, at hvis folk i gaderne ville kræve Oase-planen, så ville man skabe et miljø, hvor USA – som er i en valgkamp, og de er nødt til at tænke over, hvad de gør: I den sidste rapport fra primærvalget i Michigan var der mange, mange mennesker, der ikke havde besluttet sig, og det var på forhånd aftalt, at ” ikke besluttet sig” ville være en protest mod Bidens politik. Så der er midler, men jeg tror, det kræver mere handling fra alles side, for dette er menneskehedens prøve – alle – de arabiske nationer, de andre nationer i Sydvestasien som Tyrkiet; og der er mange mennesker, der handler, men de er alle nødt til at komme op på et meget højere niveau. Og i sidste ende er USA det eneste land, som alt afhænger af. For hvis USA i bund og grund siger, at I går efter en fredelig løsning, eller vi ikke vil sende våben og økonomisk hjælp, så vil det ske. Så den virkelige chance ligger hos USA.

Jeg kan kun bede folk om at se på denne ” Oase-plan”, for det er vejen ud. Hvis vi kan få alle deltagere til at blive enige om, at vi er nødt til at have et positivt, håbefuldt perspektiv, hvor alle kan leve, og alle deltager, så tror jeg, at det er den eneste vej ud af denne krise.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en blogger, som har en blog, der fokuserer på sikkerhedsstaten. Og han skriver: “New York Times’ artikel om CIA’s koordinering med Ukraines nynazister tilbage til 2014 burde ikke overraske nogen, især ikke folk i LaRouche-organisationen. Men hvorfor tror du, at den blev offentliggjort nu? Viser det, at nogle leder efter en vej ud af Ukraine-krigen?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at når New York Times offentliggør noget fra CIA, skal man ikke gå ud fra, at det er en lækage. Man bør antage, at det har et formål, og at det er designet til at fremme en bestemt politik. Jeg tror bestemt, at dette er mere som en meddelelse om politikken, og derfor er spørgsmålet virkelig, hvordan man får et skift i situationen, som kun kan komme gennem en koordinering af internationale kræfter, der handler sammen.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en seer i Pakistan. Han skriver: “Det er tydeligt, at USA var involveret i forsøget på at holde Imran Khan ude af regeringen, og at dette er en meget farlig operation, som får meget lidt opmærksomhed i Vesten. Har du nogen tanker om det?”

ZEPP-LAROUCHE: Der er rapporter, jeg tror fra en ambassadør, som rapporterede, at han blev presset af USA mod Imran Khan. Imran Khans parti fik flest stemmer ved det seneste valg, men der var tilsyneladende tale om indblanding, og stemmerne blev ikke talt korrekt op. Men det er en anden sag: Man kan ikke regere på ubestemt tid imod et folks vilje. Og i alle de tilfælde, hvor det er blevet forsøgt, har det ført til et forfærdeligt resultat, og jeg kan kun opfordre folk – det er meget svært; jeg er kun til en vis grad bekendt med Pakistans interne politik, og USA’s indflydelse der har historisk set været ret betydelig. På den anden side ligger Pakistan geografisk midt i den Nye Silkevej, og hvis der er noget håb for hele regionen, så er det en form for økonomisk “win-win-samarbejde”, som potentielt er muligt med den Nye Silkevej.

Så jeg kan kun sige, at folk i Pakistan må forsøge at overbevise flere mennesker om at være på samarbejdets side i stedet for konfrontationens. Men igen, hvis vi ikke får USA og Europa til at stoppe de geopolitiske spil, tror jeg ikke, at Vesten, som er ved at kollapse lige nu, vil kollapse lige så fredeligt, som Sovjetunionen gjorde. Og derfor er vi nødt til at få denne idé om, at konfrontation skal erstattes med samarbejde, og så kan vi løse enhver konflikt på planeten.

Men det skift – det skift, tror jeg, lige nu, hvis du siger til de fleste mennesker i Tyskland, for eksempel, eller i USA, til visse lag: “Lad os samarbejde med Rusland og Kina,” så ser de på dig, som om du kommer fra et andet univers eller en planet langt væk. Men hvad er det, der er så unormalt ved tanken om, at de største magter på denne planet ikke skal behandle sig selv som modstandere, men arbejde sammen for menneskehedens fælles bedste? Det er, efter min mening, det nødvendige evolutionære skridt: Hvis vi ikke er i stand til at tage det skridt, tror jeg, vi vil sprænge os selv i luften.

SCHLANGER: Helga, vi har en note om Aaron Bushnells selvafbrænding i protest mod folkemordet i Palæstina den 25. februar, som en mand med samvittighed, men et sørgeligt tab, og vi spørger, om du har nogen kommentarer til det, han gjorde.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg så denne video i går, og jeg må sige, at jeg virkelig fik ondt i maven, fordi det var så utroligt stærkt. Når han siger, at det er, hvad det palæstinensiske folk oplever hver dag, så synes jeg, at folk skal lytte til ham! Jeg ved, at der straks var en kampagne for at nedgøre ham og svine ham til og så videre; men jeg ved intet om Aaron Bushnell, men det, jeg så på denne slags video, var så hjerteskærende og så stærkt, at jeg kun kan ønske, at alle ville tage sig mod til at se det og ikke skubbe det til side: Tænk over det! For det er klart, at for en person, der er 25 år gammel, var han pilot, så han kan ikke være så sindsforvirret, som nogle mennesker forsøger at gøre det til, for han var tydeligvis midt i at være en aktiv amerikansk patriot.

Så, hvad er det? Tænk over det. Tænk over det. Og i en vis forstand tror jeg, at budskabet skal tages til hjertet.

SCHLANGER: Jeg har et sidste spørgsmål til dig fra en ung person, som gerne vil være aktivist, men som siger, at “når man vokser op i denne verden, er det meget svært at vide, hvad der virkelig sker”. Og hun spørger, om “du har nogle råd til, hvor man kan henvende sig for at blive mere kvalificeret til at tage lederskab i at flytte befolkningen ud af dette forfaldne system?”

ZEPP-LAROUCHE: Jamen, det er et meget godt spørgsmål. Jeg tror, at hvis jeg var et ungt menneske på dette tidspunkt og så på de tilbud, der er – krig i Ukraine, krig i Sydvestasien, et generelt dommedagsperspektiv – ville jeg virkelig være meget taknemmelig, hvis nogen ville svare på det spørgsmål.

Svaret er, at man er nødt til at kvalificere sig selv. Det er man nødt til i en verden, hvor desinformation og falske nyheder bliver brugt af alle, men det bliver helt sikkert brugt af Vesten til at kontrollere fortællingen, til aldrig mere at invitere russerne til konferencer; man hører ikke, hvad folk tænker i Kina; man hører ikke, hvad folk siger i Afrika og Latinamerika: Så du er nødt til at kvalificere dig selv, stille krav til dig selv om at kunne bedømme, om noget er sandt eller ej.

En god måde er, at vi i Schiller Instituttet udgiver en masse ting, som man kan kigge på i et stykke tid og så sammenligne med det, der står i mainstream-medierne, og så danne sig sin egen mening. Du kan også gå til andre aviser: Tag til den arabiske verden, Indien, til afrikanske lande; prøv at tale med folk fra andre lande. Prøv at være din egen, uafhængige dommer, også ved at lære ting, lær om filosofi, lær om Platon, Leibniz, Konfucius, mange andre.

Det, Schiller gjorde, har jeg for eksempel altid syntes var meget nyttigt: Han var ekstremt begavet, helt naturligt. Han havde en fremragende skolegang, på trods af at han syntes, at skolen var forfærdelig; men hvad han gjorde resten af sit liv, var altid at sige: “OK, jeg må tilegne mig et bestemt område af viden, som filosofi.” Når han så var blevet meget dygtig til det, sagde han: “Det næste emne er historie.” Og sådan bevægede han sig fra det ene område til det andet, altid med det mål i det mindste at kende emnet i dets essens, at kunne bedømme tingene. På den måde ophobede han, i løbet af sit desværre alt for korte liv, enorme mængder af det, man på tysk kalder Geistesmassen: tankeobjekter, ideer. Det smukke er, at hvis man indsamler flere og flere af den slags begreber og ideer, så giver de genlyd, og man begynder at se sammenhænge, og man får et holistisk syn, og man begynder at få et overblik, som man aldrig ville få, hvis man bare valgte det ene punkt her og det andet punkt der; men hvis man går systematisk til værks for at opbygge sin egen viden, kan man gøre enorme fremskridt på meget kort tid.

SCHLANGER: Nå, Helga, tak igen for at være med os i denne uge. Jeg vil også foreslå, at vores lyttere spørger de mennesker, de kender på Schiller Instituttet, eller skriver til Schiller Instituttet for at få oplysninger om de ugentlige møder i Den Internationale Fredskoalition hver fredag, og så kan man arbejde med det og blive en del af det, uanset hvor man er i verden.

Så, Helga, tak igen. Nogen afsluttende ord?

ZEPP-LAROUCHE: Det er et meget udfordrende øjeblik, ved du nok. Som gammel stridshest spørger jeg faktisk stadig: “Er det muligt, at disse såkaldte ledere skubber os ud på randen af Tredje Verdenskrig?”

Men det gør de.

Så jeg tror, at det eneste svar på det er at blive involveret. Bliv aktiv sammen med os. Lad være med at læne dig tilbage, for kun hvis vi har et stort antal mennesker, der er store nok til at flytte noget, kan vi stoppe det. Og det er helt afgørende, at du er en del af det.

SCHLANGER: OK, med det siger vi på gensyn i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Det håber jeg.

Ikke korrekturlæst

Verden står over for flere krisepunkter, der kræver en transformation i vores tilgang og principper. I tilfældet med NATO’s eskalering over for Rusland og bekymringen for russiske atomvåben i rummet, er der opstået spændinger mellem Rusland og Vesten. Den russiske viceudenrigsminister Sergei Ryabkov har kritiseret hysteriet omkring rumvåben som “absurd” og påpeget, at det er svært at kommunikere med USA på grund af deres åbenlyse løgne.

NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg har også bidraget til denne uvederhæftige adfærd. Han har udtalt, at NATO arbejder for at undgå krig med Rusland, samtidig med at han understreger, at Ukraine bør have ret til at bruge F-16-fly til angreb i Rusland. Disse udtalelser har gjort det svært for Rusland at have tillid til vestlige embedsmænd.

Denne irrationalitet har alvorlige konsekvenser for de vestlige lande selv. Europæiske lande oplever en økonomisk tilbagegang, der forværres af deres egne sanktioner mod Rusland. På et topmøde mellem EU’s finansministre blev der fremsat desperate forslag til finansiering af klimaomstilling, investering i kunstig intelligens og forberedelse af militært forsvar mod Rusland. Alt dette sker samtidig med budgetnedskæringer, stigende priser og folkelig utilfredshed.

I Gaza er situationen også kritisk. Der er øget bombardement af Gazas sidste “sikre zone” i Rafah, og der er trusler om en fuldskala landinvasion. Samtidig lider befolkningen under hungersnødslignende forhold på grund af manglende humanitær hjælp fra Israel. Israel har ikke kun udvist ligegyldighed, men har også annonceret nye ulovlige bosættelser på Vestbredden. USA’s begrænsede kritik af Israels handlinger virker meningsløs og ignorerer den fortsatte rædsel.

Der er rapporter om, at der forhandles om en gidselaftale mellem Israel, Egypten, Qatar og USA. Uanset udfaldet af disse forhandlinger og en eventuel våbenhvile, er spørgsmålet, hvad der vil ske derefter. Hvor længe kan en våbenhvile vare, og hvordan kan stabilitet og fred sikres på lang sigt i regionen?

LaRouches Oasis-plan præsenterer en mulighed for at ændre dynamikken i regionen fra konflikt til udvikling og stabilitet. Planen beskriver et økonomisk udviklingsperspektiv, der kan skabe en win-win-situation. Ved at omfavne Oasis-planen kan vi bringe diskussionen videre og finde fælles fodslag.

I baggrunden af alt dette er der dog en ændring i synspunktet, som i stigende grad fejer hen over verden. Kinas FN-ambassadør Zhang Jun pegede direkte på en sådan ændring under en høring i FN’s Sikkerhedsråd fredag den 23. februar, hvor han insisterede på, at den eneste måde at løse konflikten i Ukraine og i verden mere bredt på er at ændre sin tankegang:

“Den kolde krig sluttede for over 30 år siden. Siden da har det internationale landskab gennemgået dybtgående ændringer, og multipolariseringen af verden har taget fart. Dette er tidens trend og historiens tidevand. Menneskeheden udgør et fællesskab med en fælles fremtid. Alle lande, store og små, er lige medlemmer af det globale samfund, når det kommer til internationale relationer, og har ret til en plads på den internationale arena…. At verden glider tilbage til kolonitiden er ikke en mulighed…. [Lande] skal føre deres relationer ansvarligt og håndtere deres forskelle korrekt i stræben efter win-win-samarbejde.”

Det er den udfordring, vi står over for. Når vi ændrer vores perspektiv, kan selv de største problemer blive mindre. Lad os sprede Oase-planen og bidrage til en mere stabil og fredelig fremtid.

Foto: UN Photo/Nektarios Markogiannis, Flickr

Ikke korrekturlæst.

Helga Zepp-LaRouche ved Den Internationale Fredskoalitions møde nr. 38

23. februar 2024 (EIRNS)-{Transkribering af Helga Zepp-LaRouches bemærkninger ved mødet den 23. februar 2024 i Den Internationale Fredskoalition (IPC).}

ANASTASIA BATTLE: Hej og velkommen, alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition; det er det 38. møde i træk, vi har holdt. Tak, fordi I er med os i dag. Vi har en række initiativer; især Oase-planen, som fremlægges som et meget vigtigt tiltag for at gribe ind i den proces, der foregår i verden lige nu med Israel og Palæstina. Vi er nødt til at have et positivt udsyn og begynde at flytte tingene væk fra bare at sige, at vi skal stoppe volden, men hvordan skal vi afslutte krigen for stedse i denne region? Det er virkelig et vigtigt koncept for os at understrege her i dag.

Vi kommer til at have en række talere og rapporter i dag. Vi har et møde på vej i Detroit, som jeg skal deltage i. Den professor, jeg arbejder sammen med, vil være der i dag. Hun skal også give en præsentation af, hvad de laver på Wayne State University [i Detroit]. Der sker en hel del lige nu i Dearborn-Detroit-området, som det bliver sjovt at fortælle jer om, og som er meget vigtigt.

Med det vil jeg give ordet videre til Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til International Peace Coalition. Fortsæt venligst, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Mange tak. Først og fremmest vil jeg gerne hilse på jer alle og takke jer for jeres vedholdende indsats, som er meget vigtig og nødvendig. Vi ser stadig en dramatisk optrapning, faktisk til Tredje Verdenskrig, og en dramatisk optrapning af den forfærdelige situation i Gaza. Men man skal også være opmærksom på, at vi i øjeblikket oplever et meget dramatisk skift i den internationale situation, hvor det Globale Syd i stigende grad er i total opposition til et lille mindretal i det Globale Nord eller det kollektive Vesten. Et sted, hvor dette blev meget tydeligt, var på det nylige møde mellem G20-udenrigsministrene i Brasilien, hvor de ikke var i stand til at nå frem til en fælles erklæring af den meget enkle grund, at der var fuldstændig uenighed om de to spørgsmål om krig, både i Ukraine og i Gaza. For i tilfældet med Gaza var det især den sydafrikanske og brasilianske position, der ønskede at have en formulering i erklæringen om, at der foregik folkedrab i Gaza, hvilket USA, Storbritannien, Tyskland og andre naturligvis var voldsomt imod. Så i sidste ende var der ingen fælles erklæring, og det er typisk for den voksende splittelse i verdensopinionen om, hvordan man skal bedømme disse konflikter.

I mellemtiden har flere latinamerikanske ambassadører afbrudt de diplomatiske forbindelser med Israel, og i tirsdags [20. februar] blev den resolution om situationen i Gaza, som Algeriet havde fremlagt i FN’s Sikkerhedsråd, afvist med stemmerne 13 mod 2, hvor USA nedlagde veto, og Storbritannien undlod at stemme. Så dette er typisk for den aktuelle dysfunktion i FN’s Sikkerhedsråd som det sted, hvor orden skal genoprettes i verdenssituationen. Det skal også bemærkes, at mens den utrolige humanitære situation fortsætter, især i Rafah, har 18 store internationale hjælpeorganisationer udsendt en stærk advarsel om de alvorlige konsekvenser for folks liv i området. Tilsyneladende har den israelske regering udstedt et ultimatum til Hamas med en frist til den 10. marts til at frigive alle gidsler, ellers vil de indlede en fuld landoffensiv mod Rafah. Så vi er i tidsnød, for situationen forværres for hver dag, der går.

I mellemtiden har høringerne ved Den Internationale Domstol i Haag været i gang siden mandag [19. februar]. Jeg tror, det vil fortsætte indtil mandag i næste uge. Dette er ikke den nylige sag fra Sydafrika, men det er et forslag fra FN’s Generalforsamling fra 2022, som allerede angriber Israels besættelse af Palæstina, som de bekæmper som ulovlig. Der kunne man høre taler efter taler fra mange nationer fordømme, hvad de kaldte totalt ulovligt – jeg ved ikke, om ordet folkedrab blev brugt, for jeg havde ikke tid til at lytte til alle talerne. Men det er i søgelyset, og det var i forbindelse med den anden sag, som Sydafrika har anlagt.

Jeg vil især nævne, at den kinesiske repræsentant Ma Xinmin, som talte i Haag, og som er juridisk rådgiver for den kinesiske udenrigsminister, med rette sagde, at dette øjeblik er en lakmusprøve for hele menneskehedens samvittighed, og hvordan de vil reagere på denne forfærdelige situation i Gaza….Det er situationen i Gaza, som stadig er i fare for at eskalere til en regional krig, der kan blive en global krig.

Men måske lige så farlig – det er svært at måle – er situationen omkring Ukraine, fordi den ukrainske hær led et stort nederlag i Avdeyevka. De besluttede at trække sig tilbage, og det gjorde de, men de gjorde det alt for sent, så der var mange tab. Jeg tror, at 1.000 soldater blev dræbt, og yderligere omkring 1.000 blev taget til fange som krigsfanger. Så alle militæreksperter så dette som et stort nederlag og endnu et tegn på, at den ukrainske hær ikke vinder og ikke har nogen chance for at vinde. Af en eller anden mærkelig grund afholder det dog ikke det vestlige establishment fra hysterisk at kræve flere og farligere våben sendt til Ukraine. Det er næsten uforståeligt, at de ikke tænker et sekund over konsekvenserne af en optrapning i denne situation.

Den tyske forbundsdag har netop afvist leveringen af Taurus-krydsermissiler til Ukraine med en formulering om at sende langtrækkende våbensystemer, som med lidt snilde kan tolkes til at omfatte Taurus-missilerne, men ordet Taurus var ikke med i afstemningen. Afstemningen var 480-182 imod at inkludere Taurus. Men der er folk i oppositionen, der opfordrer til at sende dette våben, fordi man er nødt til at “bringe krigen til Ruslands territorium”, og de taler, som om der ikke vil være nogen konsekvenser. De lader ikke til at indse, at enhver optrapning med den stærkeste atommagt på planeten – som Rusland er lige nu – risikerer at blive den absolutte snubletråd for en optrapning, som ingen kan kontrollere i sidste ende.

Det er interessant, at Chongyang Institute for Financial Studies ved Renmin University i Beijing netop har lavet en undersøgelse, der konkluderer, at på trods af 20.000 sanktioner fra Vestens side mod Rusland, er den russiske økonomi ikke ved at kollapse. Tværtimod vokser den. Og modtageren af billig energi fra Rusland er ikke længere Tyskland, som er ved at kollapse på en utrolig måde og i frit fald – bunden er ved at falde helt ud. Men nu er det selvfølgelig Kina og Indien og andre asiatiske lande, der nyder godt af det. Her er endnu et eksempel på, hvordan Vestens politik er skadelig for deres egne interesser, men de bliver ved med at gøre det, som om de har mistet evnen til at tænke. Det er klart, at jo mere deres narrativ kollapser, jo mere hysteriske bliver de og presser på for at få krig. Så det betyder, at vi virkelig er nødt til at mobilisere endnu hårdere, ikke kun for at besejre det, der foregår lige nu, men for at gøre det, der er vores unikke mission og vores evne, og det er at tilbyde løsninger på en ellers tilsyneladende uløselig konflikt.

Sidste gang så vi alle Oase-plan-videoen, som var et forsøg på at demonstrere, i det mindste i elementær form, hvordan min afdøde mand Lyndon LaRouches Oase-plan ville se ud. Nemlig at producere en enorm mængde ferskvand gennem et kanalsystem, der forbinder Middelhavet med Det Døde Hav og Det Røde Hav i denne region, at producere en masse afsaltet ferskvand til landbrug, skovbrug, industri, infrastruktur og på denne måde i sidste ende omdanne hele Sydvestasien til et blomstrende knudepunkt mellem Asien, Europa og Afrika. Det er vores løsning, og vi er nødt til at få de mennesker, der kæmper for at redde Palæstina, til at acceptere ideen om, at vejen til et frit Palæstina går gennem Oase-planen. For man skal indføre en optimistisk løsning, hvor alle parter – Israel, palæstinenserne og alle naboerne – indser, at det er i deres bedste interesse at arbejde sammen om at opbygge hele regionen økonomisk og landbrugsmæssigt, – så skaber man en fremtid for alle.

Det samme gælder naturligvis for Ukraine, for kun hvis der findes en diplomatisk løsning nu, før det er for sent, kan genopbygningen af Ukraine i forbindelse med Den Eurasiske Landbro, Den Nye Silkevej og Bælte & Vej Initiativet rent faktisk blive gennemført. Under alle omstændigheder er vi nødt til at gå over til et nyt paradigme, hvor vi stopper den geopolitiske konfrontation og erstatter den med samarbejde mellem det såkaldte kollektive Vesten eller det globale Nord og landene i den Globale Majoritet. For kun når vi når frem til denne form for samarbejde, kan der findes en løsning på de forfærdelige kriser, vi befinder os i nu.

Jeg vil virkelig opfordre alle i demonstrationerne til at inkludere Oase-planen; det er vejen til et frit Palæstina. Vi må have en ende på voldscyklussen, som ellers truer med til sidst at sprænge hele menneskeheden i luften. I den forstand er jeg helt enig med den kinesiske juridiske rådgiver Ma Xinmin i, at dette er et øjeblik til at teste hele menneskehedens samvittighed. Vi må finde et positivt svar.

{Bemærkninger under diskussionen}

Jeg vil bare svare meget kort, at jeg er helt enig i, at manglen på empati er kilden til dette. Så jeg vil gerne byde professoren velkommen. Det var Schiller Instituttet, fordi Friedrich Schiller – og instituttet er opkaldt efter ham netop af den grund – var den person, der talte mest dybtgående om, hvordan manglen på empati faktisk var det mest påtrængende behov i hans tid. Han sagde det som en kommentar til den franske revolution, der netop var slået fejl i form af den jakobinske terror. Han sagde, at et stort øjeblik havde fundet et lille folk, og derfor var der et absolut behov for at udvikle en metode til at gøre folk til bedre mennesker. Svaret, han fandt, var, at det skulle ske gennem æstetisk uddannelse, hvilket kun kunne ske gennem mødet med og studiet af klassisk musik. Hvis man ser på, hvordan Johann Sebastian Bach for eksempel behandler det samme emne med sine store messer og andre kompositioner, eller hvordan Beethoven også nærmer sig det med en masse kirkemusik, som hans store messe, men også hans generelle klassiske musik, kan man faktisk se, at det er mødet med disse ædle begreber og sublime begreber, der forvandler mennesker fra kun at have sanseopfattelse, der udspiller deres følelser, i modsætning til mennesker, der udvikler deres følelser til et niveau, hvor følelsen aldrig fortæller dig andet end, hvad fornuften befaler. Så spørgsmålet er, ja, der er religion, men religion skal kombineres med klassisk uddannelse. For jeg tror, at de to er rettet mod det samme spørgsmål om at frigøre det, der gør mennesket til Skaberens billede.

{Afsluttende bemærkninger}

Det har faktisk været en meget rig diskussion, så jeg ville være fristet til at svare på alle pointerne, men jeg vil gerne vælge nogle få ud. For det første mener jeg, at kampen mod – og dette er til dels et svar til [redigeret] – dødens købmænd bestemt bør omfatte dem, der bidrager til denne forfærdelige udvikling. En kategori er de virksomheder, der arbejder med kunstig intelligens i privat regi. Nogle af dem er i USA, og de udpeger mål i Gaza, som israelerne så bruger til at bombe. Jeg mener bestemt, at det er noget, der hjælper og tilskynder til dette forfærdelige folkemord. Jeg synes, det er meget vigtigt, for som det er blevet nævnt, har krigsførelse bevæget sig ind på nye områder, hvor hele spørgsmålet om cyberkrigsførelse, der bliver mere og mere dominerende, skal tages i betragtning.

Men det mindsker ikke faren ved at bruge atomvåben, for der er faktisk folk, der taler om en begrænset atomkrig som en mulighed. Efter min mening, og efter mange eksperters mening, f.eks. folk fra Massachusetts Institute of Technology og andre steder, er det logikken i atomkrig, at når man først har brugt ét atomvåben, vil man bruge dem alle. Det vil være enden på civilisationen. I begyndelsen af denne diskussion havde vi en person på programmet adskillige gange, Steven Starr, som er en fremtrædende videnskabsmand fra USA. Han har lige sendt sin video ud igen, der viser, hvad en atomkrig ville gøre. Jeg vil foreslå, at vi lægger den ud, og måske kan du, Anastasia, sende den ud igen til alle deltagerne og lægge den på steder, hvor folk kan få adgang til den. Jeg kan kun tale om Europa og Tyskland – selvfølgelig er der folk andre steder – men de taler om at bruge disse våben, som om det var en picnic; som om det var et stykke kage. Jeg tror, at problemet er, og jeg tror, at nogen nævnte det tidligere, at vi har at gøre med psykopater; mennesker, der seriøst taler om masseødelæggelsesvåben, der kan eliminere og i sidste ende udslette den menneskelige race. De hører hjemme på et galehus; måske er det ikke den mest hensigtsmæssige måde at udtrykke det på, men det er det, det handler om. De bør spærres inde, fordi de ikke er rationelle.

Jeg synes, at faren for atomkrig skal gøres meget mere kendt, for generationen fra Anden Verdenskrig vidste, hvad krig var. Min generation, som havde den fordel at have forældre og bedsteforældre, der talte om Anden Verdenskrig, vi har stadig en følelse af det, i det mindste i Tyskland. Men jeg tror, at mange af de generationer, der kommer op efter det, ikke har nogen forbindelse; de kender kun videospil, hvor man, når man er færdig med et spil, starter et nyt, og det hele er, som om intet er sket. Så jeg vil opfordre denne koalition til virkelig at sikre, at alle ved, hvad konsekvenserne af en atomkrig er, nemlig atomvinter og enden på livet på planeten; det er det hele. Hvis man ikke starter med det, vil man altid komme til den forkerte konklusion i kampen for fred.

For det andet vil jeg virkelig gerne gentage dette spørgsmål – og jeg tror, Dennis allerede har nævnt det – at det modsatte af ødelæggelse er kærlighed. Hvad kan man gøre mere kærligt end at skabe betingelserne for, at hvert eneste menneske på planeten kan udfolde sit livspotentiale? Enhver baby, der bliver født, ethvert barn, der vokser op, som har adgang til uddannelse, som har adgang til tilstrækkelig mad, som har adgang til sundhedspleje, som har adgang til alle disse ting, kan blive et fuldt udviklet menneske. Hvis du er sulten, hvis du bare prøver at finde dit næste måltid, bliver du nægtet menneskelighed. Så fattigdom og alle disse ting er den største krænkelse af menneskerettighederne, man kan forestille sig.

Så jeg tror, at Oase-planen er nøglen. Jeg kan ikke komme i tanke om noget bedre, og den person, der stillede spørgsmålet, hvad kan vi gøre for at stoppe folkemordet. Det er klart, at hvis der var en nem måde at gøre det på, ville den allerede være blevet anvendt, når man tænker på magthaverne og konstellationen af kræfter. Så jeg kan kun forestille mig, at hvis alle mennesker rundt om i verden – de humanitære hjælpeorganisationer, de studerende, der demonstrerer, de mennesker, der er i forskellige grader af bevægelse – hvis de alle virkelig begyndte at kæmpe for Oase-planen som en vej ud af denne krise, ville der være et kor af stemmer, der forstår, at den eneste måde at befri Palæstina på er, hvis der er en bølge af krav om at gennemføre Oase-planen. Hvis dette kor bliver så højt, at landene i regionen – Saudi-Arabien, Golfstaterne, de umiddelbare naboer som Irak, Iran, Syrien, Tyrkiet, og så i et større område, Indien, Iran, Kina, Rusland, og til sidst europæerne. For hvis vi ikke løser disse to fundamentalt eksploderende kriser – Gaza og Ukraine – kan det ikke bare eksplodere i Tredje Verdenskrig, men hvis disse ting kollapser, vil vi få millioner af flygtninge. Hvis Ukraine kollapser uden en diplomatisk tilgang og en idé om økonomisk genopbygning, vil det kaste hele verden ud i kaos på en måde, som aldrig er set før.

Så den eneste måde, jeg kan komme i tanke om – og hvis folk har bedre ideer, så kom endelig frem – den eneste måde, jeg kan komme i tanke om at afslutte denne elendighed på, er at hæve hele diskussionen til et højere niveau, hvor folk begynder at tænke seriøst over løsninger, over hvordan man får en økonomi til at fungere. Palæstinenserne havde, tror jeg, 800 kalorier om dagen; det var omtrent koncentrationslejr niveau. Nu er det sandsynligvis meget mindre. Så hvad gør man? Man er nødt til at opbygge et landbrug. Hvordan får man landbrug? Man er nødt til at have ferskvand; hele denne region er en ørken. Så ideen er at skabe nyt ferskvand gennem dette kanalsystem, af-saltning, og så har man vand til rådighed til landbrug, skove. Man kan bygge nye byer, man kan bygge infrastruktur. Man er nødt til at have en vision om, at Sydvestasien skal se lige så udviklet ud, som Tyskland gjorde, da det stadig fungerede, hvilket var i 1970’erne og 1980’erne. De havde en udviklet infrastruktur, integrerede jernbaner, vandveje, motorveje som et miljø for industrialisering. De havde et højt udviklet landbrug og et højt udviklet skovbrug. Det burde være tilfældet for alle lande i regionen.

Hvorfor skulle Afghanistan og Irak og Syrien og Yemen ikke være lige så udviklede som Tyskland? Det er der ingen god grund til. Det kan lade sig gøre, og jeg tror, vi har brug for en gnist af inspiration fra en vision om, hvordan denne region kunne se ud. Det vil give håb til unge mennesker i Israel, i Palæstina, i Syrien, i Irak og i Afghanistan. Når man først har den vision om at gøre regionen beboelig for alle, kan den genoptage forbindelsen til sin store tradition, som den havde. Bagdad var engang den mest udviklede by i verden. Der var Afghanistan, som var de tusind byers land i den baktrisk-græske periode. Der var Syrien, som var en del af Silkevejen, eller Samarkand i Centralasien: Det var alle perler af højtudviklede byer. Hvis vi kombinerer denne store tradition fra fortiden med en vision for fremtiden, og hvis det bliver motivationen for alle de involverede mennesker, tror jeg, vi kan afslutte dette og bringe det til en meget smukkere epoke i regionens og verdens historie.

19. februar 2024
I går, på Præsidenternes Dag i USA (fejring af  George Washingtons og Abraham Lincolns fødselsdage), indledte Den Internationale Domstol en seks dage lang undersøgelse. De behandler en anmodning fra FN’s Generalforsamling om en rådgivende udtalelse fra domstolen vedrørende “israelsk praksis, der påvirker det palæstinensiske folks menneskerettigheder i det besatte område, herunder Østjerusalem.” Selvom dette adskiller sig fra og går forud for den sag, som Sydafrika anlagde mod Israel den 26. januar i forbindelse med Hamas-angrebet den 7. oktober sidste år, er hensigten med begge sager den samme. Begge har til formål at tvinge verden til at stoppe massakren og deportationen af 2 millioner mennesker fra Gaza, som Israel samtidig ulovligt annekterer (700.000 “bosættere” på Vestbredden) og affolker, i antikkens ”retssikkerheds” navn, der minder om den kejserlige lov, som blev håndhævet af Romerriget, som ødelagde Judæa og raserede templet i 70 e.Kr.

Et velovervejet telefonopkald fra den amerikanske præsident kunne, som det tidligere er blevet demonstreret af præsidenterne Eisenhower og Reagan, vende den forbrydelse mod menneskeheden, der nu er i gang i Sydvestasien. I stedet er den rolle, som USA’s præsidentskab, den mest magtfulde udøvende institution i verden, spiller, i dette tilfælde yderst skammelig. Præsidentskabet, som engang blev administreret af Washington, den øverstbefalende for Revolutionshæren; af Abraham Lincoln, den centrale øverstbefalende i Den amerikanske krig mod Løsrivelsen i 1861-65; og af Franklin Delano Roosevelt, leder af den mest magtfulde militær styrke i verdenshistorien fra 1941 til sin død i 1945, har undladt at handle retfærdigt over for befolkningen i Gaza, på Vestbredden, i USA og i hele verden.

Der var en amerikaner, der ville have handlet, hvis han var blevet valgt til præsident, for at udelukke muligheden for, at de omstændigheder, som verden står over for i Gaza nu, overhovedet kunne være opstået. Lyndon LaRouche, i sin allerførste af otte valgkampagner for USA’s præsidentskab, drejede hele sin kampagne over på ideen om at genoprette retfærdighed i verden gennem oprettelsen af en International Udviklingsbank, et forslag, som først var blevet præsenteret for forskellige ledere, herunder fra Israel, Irak, Iran, Saudi-Arabien og andre nationer i april 1975. En senere version af dette oprindelige forslag blev kaldt ” Oase-planen”. Nu er en ny video om LaRouches Oase-plan blevet udgivet, og der må findes en måde at sikre, at mere end en million mennesker ser denne video og overvejer dens betydning for at nå frem til både en øjeblikkelig, såvel som en holdbar langsigtet plan for en retfærdig og fremgangsrig fred, ikke kun mellem israelere og palæstinensere, men også en fred, der fremprovokerer afviklingen af de anglo-amerikanske drabelige operationer i Syrien, Libanon, Egypten, Libyen, Sudan, Irak, Iran, Pakistan og Afghanistan – Sydvestasien, operationsområdet for den britiske efterretningsagent Bernard Lewis og hans følgesvende, Henry Kissinger, Zbigniew Brzezinski og Samuel P. “Civilisationernes sammenstød” Huntington.

De sidstnævnte var alle fjender af præsidentkandidat LaRouche. Det var der en god grund til. Om dem sagde LaRouche i en webcast den 24. januar 2002: ” I USA har vi en gruppe, som har samlet sig omkring store institutioner, magtfulde finansielle institutioner … som har samlet sig omkring folk som Henry Kissinger, Zbigniew Brzezinski, Samuel P. Huntington og andre. Disse mennesker, med visse militære skikkelser inkluderet, fremlagde en politik i 1950’erne, som er, hvad Eisenhower og MacArthur advarede imod. Det blev dengang kaldt en “utopisk” militærpolitik. Ideen var at oprette et amerikansk-domineret, anglo-amerikansk verdensimperium, ligesom Romerriget, baseret på den såkaldte professionelle soldat.

“Hvis man læser de bøger og artikler og diskussioner, som disse slyngler (hvis man vil give dem det rigtige navn) har skrevet, er deres politik at eliminere nationalstaten, oprette et verdensimperium i romersk stil under deres styre og skabe en militær styrke, som faktisk er udformet direkte efter det nazistiske Waffen-SS fra slutningen af Anden Verdenskrig: det vil sige tropper rekrutteret fra alle slags nationer til en styrke, som en dræberstyrke, til at føre evig krig, ligesom Waffen-SS. Så disse fyre er rigtige nazister. Det er utopisterne. Disse mennesker er forbundet med H. Smith Richardson Foundation, Olin Institute og så videre, American Enterprise Institute og så videre og så videre – de er forbundet med velhavende finansinstitutioner af samme type, fra USA og fra London, som bragte Hitler til magten i Tyskland i 1933-1934, som gjorde Anden Verdenskrig uundgåelig. Dette er fjenden! Det er den indre fjende, og den ydre fjende er af mindre betydning sammenlignet med den indre fjende.” [Fremhævelse i original].

Bemærk den nylige alarmerende afsløring fra journalisten Tucker Carlson (hvis interview med Vladimir Putin kan vise sig at blive det mest sete interview i historien, med nu langt over en milliard visninger), at USA’s efterretningstjenester forhindrede og blokerede ham i at gennemføre dette interview i tre år. Overvej nu: Hvis Carlson rent faktisk havde gennemført det interview i 2021, og det amerikanske folk og andre ville have hørt direkte fra Putin, hvad han rent faktisk tænkte på det tidspunkt, ville det så stadig have været muligt at vildlede anglo-sfæren til at støtte “Rusland-Ukraine-krigen” og dens NATO-dækkende “finansielle atomkrig” – en krig, der nu kan omfatte tyveri fra Rusland af aktiver til en værdi af 300 milliarder dollars?

Naturligvis har det Globale Syd ikke den slags illusioner om “krigen mellem demokratierne og autokratierne”. Det har den brasilianske præsident Lula gjort klart så sent som på sin rejse til det afrikanske kontinent, sine konsultationer med Egypten og sine taler på Den Afrikanske Unions topmøde i Addis Ababa. Den lille nation Yemen er nu ved at blive konfronteret med en europæisk flådeaktion mod den – USA og Storbritannien var åbenbart ikke nok – og Afrika og Asien, Kina og Rusland bemærker, hvad der sker. Der er forskel på magt og styrke.

I New York City i søndags, den 18. februar, mødtes en international forsamling for at forsvare og aktivere det amerikanske præsidentskab for den generelle velfærd. New Yorks uafhængige kandidat til USA’s senat, Diane Sare, og den uafhængige kandidat til New Yorks 15. kongresdistrikt, José Vega, samlede knap 300 tilhængere af deres kampagner til et møde med talere og deltagere fra Europa, Afrika, Asien, Sydamerika og flere amerikanske stater. Dette var den faktiske sammensætning af det, der oprindeligt grundlagde USA, og på tærsklen til 250-året for dets revolutionære fødsel er det vigtigt at minde om dette.

USA er heller ikke i dag det, som landet kæmpede imod i sin egen revolution. Nationen lider imidlertid af et angstfremkaldt hukommelsestab om, hvad den enkelte borgers pligter – ikke rettigheder, men pligter – er. Når de selvstyrende institutioner og deres ledere svigter, kræver den amerikanske Uafhængighedserklæring, at den amerikanske borger griber ind for at “ændre eller afskaffe” sin regerings uretmæssige handlinger og den “lange række af misbrug”, der truer livet, friheden og lykken for borgerne i denne eller enhver anden nation. USA’s befolkning kan ikke nyde deres umistelige rettigheder, hvis deres regeringsinstitutioner forsætligt og med ond vilje enten begår, muliggør eller tillader massehenrettelse af medlemmer af en anden suveræn nation eller et andet folk. For at genvinde sine umistelige rettigheder er det nødvendigt at overholde sine umistelige pligter.

For at gøre en ende på den nuværende uretfærdighed kan vi begynde med at cirkulere det forslag, som den afdøde amerikanske præsidentkandidat Lyndon LaRouche har udformet, kaldet “Oase-planen”, til en holdbar løsning på den unødvendige brodermorderiske konflikt i Sydvestasien, eller hvis man foretrækker det britisk-koloniale “slavenavn”, “Mellemøsten”. Massecirkulationen af Oase-planen, især blandt unge, kan i dette øjeblik bogstaveligt talt redde liv i Gaza. Dette må ledsages af indgriben over for en amerikansk kongres, der er gidsel i sin egen spektakulære korruption gennem lobbyister og afpresning i “Anthony Weiner-stil”. Dette skal ledsages af gadeaktioner, “teach-ins”, der involverer fra 3-5 personer til en hel campus, og som bruger den 15 minutter lange video som katalysator for diskussion. Dette skal suppleres med resolutioner vedtaget af byråd og delstatsparlamenter og ved at “nævne navnene” på de personer, der er forbundet med de virksomheder, banker, karteller og militære institutioner, der fremmer og profiterer på krig. Dette inkluderer den “hemmelige regerings” mødding af tænketanke, fonde og internationale konferencer, “de klogeste fyre i rummet”, som i “Enron-stil” har bragt nationen til randen af ødelæggelse.

Mens USA befinder sig lidt over et år fra 250-årsdagen for sin revolutionære fødsel, er der ingen kandidater, bortset fra de uafhængige kandidater fra New York, senatskandidat Diane Sare og New Yorks kongreskandidat José Vega, der overhovedet diskuterer dette faktum. Årsagen er, at andre, uanset deres tilsyneladende position, vælger at undgå at gå i skyggen af det ansvar, som denne nations grundlæggere har kastet. Det ansvar er over for fremtiden som historie, den fremtid, der er udtrykt i “Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur”, udarbejdet af grundlæggeren af Det Internationale Schillerinstitut, Helga Zepp-LaRouche. Lad os derfor blive enige om at vandre i skyggen af vores glemte forfædre og udbedre og forløse os selv ved at vælge modigt at huske det virkelige amerikanske præsidentskab og den sag, som denne nation blev født for.

Foto: Norman Rockwell, an early version of his Freedom of Speech painting

Ikke korrekturlæst

Panel 2: Søndag den 18. februar 2024

DANIEL BURKE: Vi skal til at begynde på vores andet panel på Diane Sare for U.S. Senate Presidents’ Day Conference, “America’s Next Fifty Years”. Mit navn er Daniel Burke. Det er mig en stor ære at præsentere den første taler i eftermiddagens panel: Hendes navn er Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Først og fremmest en meget varm hilsen til jer. Jeg synes, vi befinder os i et utroligt spændende øjeblik, meget, meget farligt, men også meget lovende. Hvis du er en gennemsnitlig amerikaner, og jeg tror, at du falder i den kategori, er du sandsynligvis vant til at se dette fra det amerikanske synspunkt, fra de amerikanske medier. Måske har du nogle venner i andre verdensdele, som du kommunikerer med, men primært er du meget påvirket af det miljø, der er skabt i Washington Beltway, og af de sociale medier, du følger. Men generelt set er det et amerikansk miljø. Det betyder med al sandsynlighed – og jeg er glad, hvis du er uenig med mig i diskussionsperioden – at du tænker mere eller mindre som det, medierne portrætterer. Så er der alle problemerne i Amerika; jeg ved, at Diane har talt om nogle af dem, og José har talt om nogle af dem. Men jeg vil gerne fortælle jer, at der faktisk foregår en helt anden udvikling i verden og et tektonisk skift i historien, hvor der foregår en helt anden dynamik, som faktisk er meget lovende og meget mere optimistisk end noget, man kan konkludere ved bare at se på det fra USA eller endda fra Europa for den sags skyld. Og de fleste mennesker i Vesten har ingen idé om, hvor gigantisk dette tektoniske skift, der finder sted, faktisk er, og hvor langt det er nået.

Det er ikke bare et spørgsmål om at opbygge et nyt økonomisk system, for landene i det Globale Syd har gennemgået en hel serie af udviklinger, hvor de nu for alvor er ved at udvikle et helt nyt økonomisk system. Det indebærer også et helt andet livssyn, andre værdier, og ikke nødvendigvis dårligere værdier, men mere sandsynligt værdier, der var fælles for amerikanere, for dine bedsteforældre eller endnu længere tilbage, på tidspunktet for den amerikanske revolution, Lincoln og så videre. Jeg behøver ikke at uddybe, hvordan Amerika tænker om sig selv lige nu, for du sidder midt i det.

Lad mig give dig to forskellige perspektiver: For det første har der de sidste tre dage været sikkerhedskonference i München. Den kaldes generelt “det militære Davos”, hvor alle de vestlige topmilitærer, top-parlamentarikere, der beskæftiger sig med militære spørgsmål, topgeneraler, topforsvarsministre og så videre mødes. Det er dybest set den absolutte PR-begivenhed for hele det militærindustrielle kompleks på begge sider af Atlanten. Denne gang inviterede de nogle folk fra det Globale Syd, fordi de på en eller anden måde indså, at det Globale Syd bevæger sig i en helt anden retning. Det, de grundlæggende diskuterede på denne 60. sikkerhedskonference i München, var, hvor fantastisk det er, at alle NATO-landene nu har øget deres militærbudgetter. I USA er det næsten en billion dollars om året; alle de andre lande har øget deres budgetter til 2% af deres årlige budgetter, nogle af de baltiske lande endda til 3%.

I ugerne op til konferencen var der en voldsom optakt til den kommende krig med Rusland. Den eneste forskel var, at nogle sagde: “Nej, vi skal forberede os på krigen med Rusland om to år, tre år”; andre sagde: “Nej, vi har tid, fem år eller endda otte år”. Men der er enighed om, at denne krig med Rusland vil finde sted. Og selvfølgelig, hvilket er et tegn i tiden, når man har en konference, der startede meget positivt som en platform for dialog, så var Rusland selvfølgelig ikke inviteret. Der var absolut ingen plads til diplomati, bortset fra den kinesiske gæst, Wang Yi, som selvfølgelig talte om behovet for demokratiske tilgange, diplomati og dialog.

Dybest set var det postyr, flere våben til Ukraine, hvorfor sender Tyskland ikke Taurus-missiler, hvorfor ikke bringe våben, der går dybt ind på Ruslands territorium? Og selvfølgelig kom nyheden om Navalnyjs død som en bombe, der eksploderede et par minutter før konferencens åbning. Selvfølgelig var der en komplet virak: Nu kan NATO kun give ét svar: “Vi må sørge for, at Putin får regningen for det her”. Så atmosfæren var helt utrolig. Og fordi Trump formodes at vinde valget i USA, opstod der et hysteri om, at nu må Europa have sin egen atombombe, Tyskland må have bomben. Så det er et andet perspektiv.

For at bevæge os et helt andet sted hen, så var det i sidste uge kinesisk nytår, dragens år. Det kinesiske folk og mange kinesiske samfund rundt om i verden havde festligheder med helt spektakulære og unikke scener under disse forårsfestdage, smukke og farverige og fulde af fantasi, fuldstændig forbløffende for hele verden. Bare i løbet af weekenden rejste 2,3 milliarder mennesker fra den ene by til den anden i Kina for at besøge familie og venner på tværs af regionerne i Kina under denne forårsfestival. Der var også rekordmange til forårsfestivalen, til film og til seværdigheder mange steder. Det faktum, at denne festival også fejres i mange andre dele af verden, viser, at den globale betydning af denne festival virkelig spreder sig.

Et tredje perspektiv er, at der på samme tid er det årlige møde i Den Afrikanske Union i Addis Ababa. I betragtning af det absolut dominerende emne, folkemordet i Gaza, var dette et meget stort diskussionsemne. Og det andet store emne var afrikansk udvikling og springet ind i en helt ny fase af afrikansk historie. Formanden for Den Afrikanske Unions kommission, Moussa Faki Mahamat, beklagede den voksende uretfærdighed i verden i dag, det stigende overherredømme, som Gaza blot er det værste eksempel på. Han fik stort bifald, da han talte om Sydafrikas rolle i at bringe folkemordet i Gaza for Den Internationale Domstol i Haag. Han citerede Mandela for at sige, at Sydafrikas frihed er ufuldstændig, hvis Palæstina ikke er frit.

Derefter gav en anden taler, Etiopiens premierminister, Dr. Abiy Ahmed Ali, et meget smukt perspektiv på Afrikas fremtid og sagde, at afrikanske nationer burde blive nøglespillere i udformningen af den økonomiske fremtid for hele menneskeheden. Han fortalte den smukke historie om Afrika som menneskehedens hjem, oprindelsen til landbrug, arkitektur og medicin. Han gennemgik historien om, hvordan Afrikas udvikling blev holdt kunstigt tilbage af kolonialismen, fordi uddannelse blev undertrykt, kultur blev undertrykt og undermineret, og der var et gigantisk tyveri af ressourcer. Men så blev han optimistisk og sagde, hvilken utrolig fremtid Afrika vil få, fordi det er fuldt af rige ressourcer, men især fordi det har en meget ung befolkning, der vil være i stand til at gennemføre de meget dristige visioner i Agenda 2063, hvor Afrika vil være et fuldt moderne og udviklet kontinent.

Så hvis man ser på verden fra disse tre vinkler, hvilken tendens vil så være fremherskende? Vil det være kinesernes harmoniske syn? Bliver det den nordatlantiske regions krigeriske syn? Eller vil det være udviklingsperspektivet, som det kommer til udtryk i Addis Ababa?
For at nå frem til et positivt resultat, hvor der ikke er plads til diplomati eller samarbejde, men kun mere krig, flere våben, mere oprustning, hvis den atlantiske fraktions geopolitiske syn dominerer, så er der fare for, at vi ender i Tredje Verdenskrig. For at se, hvor den mulige udvej er, er vi nødt til at se tilbage på, hvordan vi kom til dette utroligt farlige og forfærdelige øjeblik.

Det er vigtigt at se på, hvad der gik galt undervejs, måske startende med den tabte mulighed i 1989. De fleste af jer var ikke født, eller måske knap nok født, da Berlinmuren faldt i Tyskland, og Sovjetunionen gik i opløsning. Men det var et utroligt øjeblik, hvor historien kunne have ændret sig til det bedre, fordi Lyndon LaRouche og vores bevægelse foreslog en fredsorden for det 21. århundrede, som var ideen om den eurasiske landbro, der forbinder Europa og Asien gennem udviklingskorridorer, som så ville have været den grundlæggende motor for genopbygningen af hele verdensøkonomien. Det var i høj grad muligt, men desværre var der på det tidspunkt allerede de neokonservative i Storbritannien og USA, som på trods af alle deres løfter til Gorbatjov om ikke at flytte NATO en tomme mod øst, allerede planlagde deres rolle som den dominerende kraft i en unipolær verden baseret på angloamerikanske relationer. Dette blev for eksempel udtrykt af Francis Fukuyama, som talte om [{End of History}] (https://www.simonandschuster.com/books/The-End-of-History-and-the-Last-Man/Francis-Fukuyama/9780743284554), og ideen om, at alle lande i verden ville indføre den demokratiske liberale model, og at historien derfor ville slutte, fordi alle ville være ens, og ingen større begivenheder ville finde sted på grund af denne dominans af den liberale orden.

Vi ved, hvad der skete i de følgende år, for ikke alle lande ønskede af egen fri vilje at underkaste sig denne idé om den neoliberale model. Så der var medicinen: regimeskift, farvede revolutioner, interventionskrige og seks NATO-udvidelser mod øst. En del af det var Ukraine, fordi de neokonservative var helt overbeviste om, at Rusland skulle reduceres til en regional magt, som Obama senere ville sige, eller endda skæres i stykker, så andre lande kunne få adgang til Ruslands enorme naturressourcer. I 1990’erne var det ikke noget problem, fordi Jeltsin-regeringen gik med til det, og Rusland blev plyndret. Men da Putin kom til, begyndte han at gøre op med det og arbejde på at genoprette Ruslands rolle som verdensleder – det er trods alt det største land, når det gælder territorial udstrækning, og det har 11 tidszoner. Så Rusland har en vis grund til at tro, at det har ret til at være en af de store spillere i verden. Men dette blev allerede forsøgt vendt med den orange revolution i Ukraine i 2004, fordi ideen fra et geopolitisk synspunkt var, at når man flytter NATO eller offensive amerikanske våbensystemer til Ruslands grænse ved at integrere Ukraine i den vestlige lejr, bliver Rusland ikke til at forsvare. Og det ved Rusland, og det er derfor, situationen er, som den er i dag med hensyn til krigen i Ukraine.

Victoria Nuland pralede med, at udenrigsministeriet alene har brugt 5 milliarder dollars på Ukraine. I mellemtiden er historien om, at krigen, der startede den 24. februar 2022, var “uprovokeret” og derfor kriminel og hvad ved jeg, blevet fuldstændig trukket tilbage af generalsekretær Stoltenberg, som sagde, at krigen faktisk startede i 2014.

Der er selvfølgelig to historier om, hvad der skete i 2014. Den ene er, at der var et demokratisk oprør på Maidan; og den knap så pæne historie er, at det var et fascistisk kup støttet af Vesten. Vi har dokumenteret i detaljer, hvilken af de to versioner der er sand. I mellemtiden har Merkel og Hollande indrømmet, at hele forhandlingen om Minsk-aftalen kun blev gennemført for at vinde tid. Dette var endnu en forspildt mulighed. Den første var i 1989, hvor fredsordren ikke blev accepteret. Denne, hvor man ikke fik fred med Minsk II-aftalerne, var den anden store forspildte chance. Og da Putin den 17. december 2021, efter at hele situationen allerede var blevet – undskyld, jeg bliver ved for længe, men det var allerede en forspildt mulighed.

Derefter fulgte en meget lang række sanktioner mod Rusland, hvor ideen var at ruinere Rusland, hvilket ikke virkede. Det er nu den største økonomi i Europa. Så blev dollaren gjort til et våben ved at konfiskere russiske aktiver for 300 milliarder dollars, afghanske aktiver for 9 milliarder dollars [i vestlige banker]. Alt det havde et gigantisk tilbageslag, en af-dollarisering. Lande sagde, at det ikke er sikkert at have sine aktiver i dollars, så de begyndte at handle i lokale valutaer. Og de er ved at opbygge deres egen valuta. Og BRICS har nu 9 medlemslande, 22 andre lande har ansøgt om medlemskab, 40 andre har udtrykt interesse for at blive medlemmer, muligvis allerede i år.

Det Globale Syd har aldrig købt NATO-fortællingen, fordi de bedømmer situationen ud fra erfaringerne fra kolonialismen, og når de ser effekten af USA’s interventionskrige, og de sammenligner det med det økonomiske win-win-samarbejde, de får, når de handler med kineserne, ser de meget klart, at deres eneste chance for at blive fuldt udviklede lande – ikke bare råvareeksportører – og for at få fuld industriproduktion i deres egne lande, med ideen om at blive mellemindkomstlande på kort sigt, ser de, at det er muligt med Kina. De er også meget taknemmelige over for Rusland, fordi de ved, hvad Sovjet gjorde under den anti-koloniale kamp. Det er derfor, at det Globale Syd ikke bevæger sig sammen med de atlantiske lande. Hvis USA og Europa ikke kommer ned fra eurocentrismens høje hest og retter op på de fejl, der har ført til den nuværende situation, vil vi se mere af det, vi har set i de seneste uger og måneder: Landmænd i gaderne i hundredtusindvis i Grækenland, Italien, Spanien, Frankrig, Portugal, Holland, Tyskland, Ungarn og andre lande.

Så vi har en situation, hvor alt er på spil. Jeg vil bare – det er for kort til at gå ind i det nu, men der er en gigantisk kamp om kontrollen over narrativet. Vesten forsøger desperat at kontrollere fortællingen om, at det liberale system, den “regelbaserede orden”, at vi er de gode, og at vi kæmper mod diktaturerne i Rusland, Kina og så nogle andre autokratiske diktatorer i det Globale Syd. Men jeg kan kun fortælle dig, at vi er på randen af krig. Det skyldes, at det vestlige system virkelig er i en form for totalt kollaps, og derfor er der en gigantisk indsats for at kontrollere denne fortælling med midler, der faktisk ikke er så demokratiske, men de er ret diktatoriske.

Der er et fascinerende interview, som Tucker Carlson lige har lavet med [Mike Benz] (https://www.youtube.com/watch?v=CRYSKaS-XtQ/), som tidligere var leder af cyberporteføljen i udenrigsministeriet. Han er nu administrerende direktør for Foundation for Freedom Online. I dette interview, som jeg varmt anbefaler, at du ser, går han i detaljer med, hvordan man forsøger at få total kontrol over NATO’s narrativ ved at bruge de værktøjer, der tidligere blev brugt mod russerne og andre eksterne fjender, men denne gang til total censur af den hjemlige befolkning. Det er ikke helt nyt, for det var metoder, der blev brugt i efterkrigstiden af Kongressen for Kulturel Frihed. Men med fremkomsten af internettet og kontrollen af de sociale medier er det nu langt mere effektivt. Det er utroligt. Enhver, der udfordrer NATO-fortællingen, ikke ved at gøre noget uanstændigt, men bare ved at forsøge at inddrage den større historiske kontekst og perspektiv, bliver enten stemplet som russisk agent, ligesom Russiagate mod Trump i 2016, eller bare som højreekstremist, antisemit eller noget andet. Der findes metoder til at skjule folk, til at bruge algoritmer til at få dig til at forsvinde på internettet. Så det gør det meget vanskeligt.

Jeg tror, at den eneste vej ud af denne krise er at sørge for, at den Globale Majoritets stemme bliver hørt i USA og også i Europa, fordi de repræsenterer 85% af verdens befolkning. Nu er jeg nødt til at slutte på grund af min tidsbegrænsning.

Hvis man ser på, hvad der foregår blandt BRIKS+, har de til hensigt at bygge infrastruktur på et helt moderne niveau. Der er allerede et bedre højhastighedstog mellem Bandung og Jakarta, Kunming og Laos, end der er noget sted i USA eller Europa, måske med undtagelse af Spanien. Landene i det Globale Syd ønsker at komme videre, de ønsker at have atomenergi, de ønsker at deltage i rumprojekterne i de store rumnationer som Rusland, Kina og Indien – eller USA, men ikke så meget.

Under alle omstændigheder er det, vi skal opnå, og jeg kan kun tilbyde dig mere diskussion i Q&A, at vi har brug for et nyt paradigme i USA. Vi er nødt til at overbevise store dele af befolkningen om at gå fra konfrontation til samarbejde, til partnerskab, til lighed, til respekt for det andet system. Vi er især nødt til at få unge mennesker til at blive begejstrede for at lære om, hvordan fremskridtets fakkel i den universelle historie er blevet givet videre fra et land og en kultur til en anden: Hvis man for eksempel ser på den gamle Silkevej, var det ikke kun udveksling af varer, men frem for alt udveksling af teknologier. Ikke bare silke, men hvordan man laver silke; ikke bare porcelæn, men hvordan man laver porcelæn. Hvis man ser på lægevidenskabens udvikling fra den græske læge Hippokrates til Galen og Ibn Sina, som levede i Usbekistan og Afghanistan omkring år 1000: Hvis de ikke havde gjort deres gennembrud, ville vi ikke have siddet her. Fordi de var der, kunne vores forfædre, vores tipoldeforældre leve og få børn, og vi er slutresultatet af det. Så vi er tæt forbundet med den universelle historie på samme måde, som det, vi gør, er at lægge fundamentet for bedre generationer i fremtiden.

Jeg tror, vi er nødt til at tage denne idé om et nyt paradigme, om at tænke på én menneskehed først, og have en dialog mellem kulturer og opdage, hvor smukke andre kulturer er, og hvor forskellige og hvor meget rigere vi bliver ved at kende dem. Jeg tror, at hvis vi griber ind i USA og Europa med dette perspektiv, er jeg absolut håbefuld og optimistisk med hensyn til, at vi kan vinde befolkningen for en idé om agape, om kærlighed til menneskeheden. Og den smukke tekst af Schiller i {Ode til glæden} i den niende symfoni, komponeret af Beethoven, om det – “Alle mennesker bliver brødre” og også søstre: at vi bliver den ene menneskehed.

Ikke korrekturlæst

Feb. 17, 2024 (EIRNS)- Mens sikkerhedskonferencen i München omfattede den sædvanlige krigsgale skare, der var meget oprørte over Ruslands forfærdelige krænkelser af international lov i Ukraine, mens de forblev bemærkelsesværdigt tvetydige om Israels ødelæggelse af Gaza, bød Den Afrikanske Unions møde for stats- og regeringschefer i Addis Ababa på et meget anderledes sæt stemmer, der fokuserede på samarbejde for fred og ægte udvikling.

NATO-ledere gjorde, hvad NATO-ledere gør: Den tyske kansler Olaf Scholz opfordrede de lande, der har forpligtet sig til at levere våben til Ukraine, til at indfri deres løfter. USA’s udenrigsminister Blinken proklamerede, at enhver våbenhvile kun ville gavne Rusland, og advarede Kina mod at hjælpe Rusland, da Washington “ville se enhver form for militær hjælp eller unddragelse af sanktioner som et meget alvorligt problem for os og for mange andre lande rundt om i verden.” Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba delte sin vrangforestilling om en ukrainsk sejr: genoprettelse af territorial integritet, kompensation for skader, ansvarlighed for krigsforbrydelser og garantier for, at Rusland ikke vil udgøre en trussel i fremtiden. Og USA’s vicepræsident Kamala Harris mødtes med Ukraines præsident Zelenskyy for at forsikre ham om, at de våben og penge, der kræves for at opretholde strømmen af ukrainere, der dør i kamp, ville blive opretholdt.

Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi var en fornuftens stemme i München. “Uanset hvordan verden ændrer sig, er Kina et ansvarligt stort land, som vil holde sine principper og politikker konsekvente og stabile,” sagde han. “I en turbulent verden vil Kina være en styrke for stabilitet.”

“De, der forsøger at lukke Kina ude under påskud af at mindske risikoen, begår en historisk fejltagelse,” tilføjede han. “Verdensøkonomien er som et stort hav, der ikke kan opdeles i isolerede søer. Tendensen mod økonomisk globalisering kan ikke vendes. Vi er nødt til at arbejde sammen for at gøre globaliseringen mere universelt gavnlig og inkluderende.”

De visioner, der blev præsenteret i Addis Ababa, stod i skarp kontrast til den overordnede tone i München.

Formanden for Den Afrikanske Unions kommission, Moussa Faki Mahamat, talte om den voksende uretfærdighed, overherredømme og “magt gør ret” mentaliteten. “Det mest åbenlyse tilfælde,” sagde han, “er Gaza i Palæstina.” Det er ved at blive ødelagt, dets folk “næsten udryddet” og berøvet deres menneskerettigheder og værdighed. “Internationale rettigheder, internationale menneskerettigheder, menneskets rettigheder, selve moralen” bliver ignoreret og trampet på. De forsamlede ledere og gæster klappede, da han udtrykte sin glæde over Sydafrikas handling ved Den Internationale Domstol. Den afrikanske stemme for retfærdighed, sagde han, minder om Nelson Mandelas ord, som sagde, at frihed var ufuldstændig uden palæstinensernes frihed. Domstolens afgørelse var en sejr, ikke kun for Sydafrika, ikke kun for Afrika, men for alle nationer, der står op for palæstinenserne.

Etiopiens premierminister, Dr. Abiy Ahmed, talte som den næste og fokuserede på, at afrikanske nationer bliver nøglespillere i udformningen af den økonomiske historie. Afrika var menneskehedens hjem, oprindelsen til landbrug, arkitektur og medicin. Kolonialismen holdt den afrikanske udvikling tilbage ved at undertrykke uddannelse, underminere kultur og begå økonomisk tyveri. Men kontinentet er velsignet med rigelige ressourcer, en ung befolkning og et stort potentiale. Han talte om Den Afrikanske Unions “Agenda 2063”-plan som den meningsfulde vision for fremtiden. Interkonnektivitet vil muliggøre større økonomisk integration og udvikling. Fred og stabilitet er grundlaget for udvikling, og det er gennem samarbejde, at dette vil være muligt.

Palæstinas premierminister Mohammad Shtayyeh bragte sine hilsner til Afrika fra det lidende folk i Palæstina, i Gaza. Israel lytter ikke til nogen, ikke engang USA, sagde han. Han bad om international handling for at stoppe drabene. Han talte om den igangværende aktivitet ved Den Internationale Domstol, både i spørgsmålet om folkedrab og i spørgsmålet om bosættelser som en form for kolonialisme. Hæv din stemme mod denne uretfærdighed og på vegne af det palæstinensiske folk, opfordrede han. Løft jeres stemme for at tvinge Israel til at tillade levering af varer, sundhedspleje, elektricitet og vand. Fred er mulig, men det kræver hjælp fra verdenssamfundet.

Sikkerhed og fred kan ikke opnås med magt alene. Man får ikke venner gennem magt. Det er kun gennem et perspektiv for fremtiden baseret på den fælles menneskelige stræben efter mening, efter vækst, efter at opdage og lære, efter at gøre godt, at fred er mulig.

Overvej situationen i Israel og Palæstina. I et halvt århundrede har Lyndon LaRouche og hans bevægelse organiseret for et udviklingsperspektiv som et fundament for fred.

“Det objektive grundlag for en løsning [i Mellemøsten] er den økonomiske udviklingspakke, vi har peget på,” skrev Lyndon LaRouche i 1977. “Enhver anden tilgang vil mislykkes, vil hurtigt blive nedbrudt til farce – og sandsynligvis krig. Men det er ikke blot materielle fordele i sig selv, der danner grundlag for fred. Det er det faktum, at regeringernes forpligtelse til at realisere en høj grad af videnskabelige og teknologiske fremskridt fremmer humanistiske holdninger.”

LaRouche-organisationens video om LaRouches “Oasis Plan” præsenterer et stærkt billede af den fremtid, der kan skabes.

Og en stor personlig begivenhed i retning af at realisere et humanistisk syn sker på søndag i form af Sare for Senate 2024 Presidents Day Conference.

Foto: Munich Security Conference. Credit: MSC

Ikke korrekturlæst

AB: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er det 37. møde i træk, vi har holdt. Tak til jer alle for at deltage. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg skal være ordstyrer i dag sammen med mine medordstyrere Dennis Small og Dennis Speed. Hvis du har lyst til at tale, stille et spørgsmål eller komme med et forslag, kan du vælge at række hånden op. Hvis du har rapporter om den mobilisering, du har været i gang med, nogle af de protester, du har organiseret, vil vi meget gerne høre om det. Jeg ved, at folk har haft meget travlt, og det er jeg glad for at høre; at ingen hviler på laurbærrene her.

I dag har vi en række præsentationer i begyndelsen. Især en kort dokumentarfilm kaldet ” Oase-planen”, som netop er blevet færdiggjort af LaRouche-organisationen. Min gode ven Jason Ross vil tale om den. Vi vil også have en række andre spændende rapporter efter det. Med det vil jeg give ordet til Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Mens vi taler her, finder der en anden begivenhed sted i München lige nu, hvor den årlige München Sikkerhedskonference finder sted. Det plejede at være et sted, hvor sikkerheds- og militæreksperter fra hele verden kom, og hvor man forsøgte at finde løsninger på problemer. Men de tider er for længst forbi. I mange årtier nu kan man sige, at denne sikkerhedskonference – eller faktisk siden Horst Teltschik blev erstattet af sine efterfølgere som formand – er blevet forvandlet til en PR-begivenhed for det militærindustrielle kompleks internationalt. Der er stadig mange taler, der skal holdes, men tonen af total konfrontation blev allerede slået an af nogle af de journalistiske kommentatorer. Naturligvis kom nyheden om, at Navalnyj tilsyneladende var død, og hans kone var der ved et uheld. Hun tog ordet og kom med en meget stærk anklage mod Rusland. Det satte tonen, og nogle af kommentatorerne sagde, at det var det mest bevægende øjeblik i denne konferences historie nogensinde. Så du kan forestille dig, at den generelle tone på denne konference vil være konfrontation og ingen diskussion – i hvert fald ikke fra de nordatlantiske lande – der går i retning af en diplomatisk løsning på alle de forskellige konflikter, vi har.

Naturligvis forholdt Guterres, FN’s generalsekretær, der holdt hovedtalen, sig anderledes. Han talte om lovløsheden i den internationale situation, hvor flere og flere lande forsømmer deres forpligtelser. Han fordømte også Hamas den 7. oktober, men også den kollektive afstraffelse af palæstinenserne i Gaza. Han beklagede meget det faktum, at 1,4 millioner mennesker nu sidder i en ufattelig skæbne i Rafah. Så det var en vigtig holdning. Også det faktum, at Ghanas præsident krævede en retfærdig ny økonomisk verdensorden og sagde, at det ikke kan fortsætte, at den ene del af verden lever i rigdom, og den anden del står over for sult hele tiden. Han krævede en ny retfærdig økonomisk verdensorden. Der var også annonceret en relativt stor tilstedeværelse fra medlemmer af det Globale Syd. I den seneste tid har nogle af NATO-landene åbenbart indset, at de allerede har mistet det Globale Syd. Der gøres en indsats for at rette op på det, men medmindre der er en reel vilje til at ændre aksiomerne, vil alle disse ting ikke være andet end en PR-indsats.

Vi er stadig mobiliseret for et alternativ, som er ekstremt presserende. Jeg har allerede nævnt den ubeskriveligt forfærdelige situation, der foregår i Gaza og især i Rafah. Brasiliens præsident Lula har netop besøgt Egypten og har tydeligvis indtaget en holdning, der kræver en øjeblikkelig tostatsløsning. Så der er masser af bevægelse. Siden vi talte sammen sidst, har den sydafrikanske regering fremsat et yderligere forslag på grund af det igangværende folkedrab, som de mener, finder sted. Det bliver behandlet af Den Internationale Domstol. I næste uge sker der noget meget interessant; nemlig at fra den 19.-26. februar – en hel uge – vil næsten 20 lande vidne om ikke Sydafrikas nylige indgivelse, men om en klage fra FN’s Generalforsamling, som de allerede udstedte den 30. december 2022. Det vil sige længe før Hamas-angrebet. Her gjorde de opmærksom på Israels 55 år lange besættelse af palæstinenserne og de mange krænkelser i den forbindelse. Det vil selvfølgelig hænge sammen med den igangværende retssag, som er to separate ting. Men det er klart, at den nuværende situation påvirker, hvad der bliver sagt i næste uge, og det beviser også, at der er en historie før angrebet den 7. oktober; det modbeviser alle disse bestræbelser på at sige, at dette var et uventet og uprovokeret angreb, hvilket er det sprog, der normalt bliver brugt.

Alt dette er vigtigt, og det er meget prisværdigt og meget godt. Men jeg vil virkelig gerne understrege på det kraftigste, at der er brug for noget meget mere grundlæggende, for hvis vi ikke ændrer situationens håbløshed, tror jeg ikke, at der kan findes en løsning. Det er derfor, vi vil bruge diskussionen i dag til igen at pege på min afdøde mands, Lyndon LaRouches, forslag, som han fremsatte allerede i 1975 om at udvikle hele regionen gennem en Oaseplan; en grundlæggende økonomisk udviklingsplan. Det står mere og mere klart, at det er det eneste håb, medmindre man virkelig fuldstændig ændrer og vælter det geopolitiske bord og går helt over til et nyt paradigme med ideen om, at fredens nye navn er udvikling.

Som I kan se, viste vi dele af denne video for mange uger siden, men vi har forbedret den. Det er nu en fremragende video, og de første reaktioner, vi har fået fra vigtige mennesker rundt om i verden, er, at det absolut er et genialt forslag, at det skal lægges på bordet. Vi vil gerne gøre det til hovedemnet for diskussionen i dag, eller i det mindste et af hovedemnerne, fordi vi ønsker, at medlemmerne af denne diskussion virkelig bruger al den indflydelse, I har, til at få dette ud på den bredest mulige måde. Vi er nødt til at oversvømme zonen, så alle, der på nogen måde er relateret til krisen – og det er virkelig alle – kender til dette og begynder at kæmpe for det. Naturligvis er udviklingen af Sydvestasien kun en del af det absolut presserende behov for at få en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der giver mulighed for udvikling af alle lande på planeten. Men at starte med Oase-planen er en meget vigtig ting.

Så se venligst denne video. Den er kun 14 minutter lang, men den er meget vigtig som grundlag for diskussionen i denne dialog i dag. [Videoen vises].

{Bemærkninger under diskussionen}}

Jeg tror, at hvis man ser på situationen, som den er lige nu, kan man sige, at man har et argument. Alligevel tror jeg, at følelsen af uretfærdighed for palæstinenserne, så længe de ikke har deres egen stat, aldrig vil forsvinde. Min opfattelse fra diskussioner med palæstinensere er, at de er i stort flertal for deres egen stat, fordi de betragter hele denne region som deres oprindelige land. Men det er i virkeligheden ikke det vigtigste. Det vigtigste er i virkeligheden, at man ikke tænker Oase-planens indvirkning ind i denne ligning. Hvis man ser på landet, som det er, er det en ørken. Der er ingen vækst, ingen skovbrug, intet landbrug. Folk sidder dybest set i absolut tørt sand, og der er ingen udvikling. Men hvis man ser det fra en helt anden synsvinkel, at vi lige nu kun kommer derhen, hvor vi skal være, hvis der kommer en ny retfærdig økonomisk verdensorden. Den eneste måde, den kan komme i stand på, er, hvis det Globale Syd, som lige nu massivt kræver det – faktisk gjorde Ghanas præsident Nana Akufo-Addo det meget klart på sikkerhedskonferencen i München, at der skal være en retfærdig ny økonomisk verdensorden.

BRIKS vokser. BRIKS er nu BRIKS-9; der er 22 lande, der allerede har ansøgt om medlemskab; 40 mere har signaleret, at de ønsker at være en del af det. I 2024, når Rusland har ledelsen af BRIKS, vil der meget sandsynligt ske store fremskridt. På topmødet i oktober tror jeg, at det er meget sandsynligt, at vi vil se mange nye medlemmer, og endda en ny international reservevaluta baseret på en kurv af varer og ikke monetære værdier. Så det går i retning af, at denne bevægelse vil repræsentere 80% af menneskeheden, herunder nogle af de befolkningsrige lande som Kina, Indonesien, Indien, Nigeria og andre, der er på vej til at blive en del af dette nye økonomiske system.

Det er på den ene side det bedste, der er sket i meget lang tid, fordi det afslutter en 600 år lang periode med kolonialisme. Som svar på et spørgsmål, der blev rejst tidligere, er landene alle nået til et punkt, hvor de kræver, at de ikke længere er eksportører af råmaterialer, men at de forarbejder råmaterialerne i deres egne lande, tilføjer til værdikæden, går ind i produktion af halvfabrikata, færdigvarer, fuld landbrugs- og industricyklus med det klare mål at blive mellemindkomstlande på kort til mellemlangt sigt; men tættere på kort sigt end mellemlangt sigt. Det betyder, at hele verdens økonomiske system kommer til at ændre sig.

Problemet er, at vi er nødt til at få en dynamik, hvor europæerne og amerikanerne stopper den geopolitiske konfrontation med det, fordi det ville bringe dem i krig med det store flertal af menneskeheden. Vi er nødt til at overbevise folk i USA og Europa om, at vi er nødt til at samarbejde med dem, og så kan alle problemer ændres. Det er derfor, vi har skubbet på ideen om en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der ikke kun involverer en ny arkitektur for Europa, men faktisk en global arkitektur. For hvis man ikke tager hensyn til sikkerheds- og udviklingsinteresserne i hvert eneste land på planeten, vil det ikke fungere. Det var læren af den westfalske fred, og det var på en negativ måde læren af Versailles-traktaten, som kun var springbrættet til den næste verdenskrig.

Så selv om dette er et stort skridt, og de fleste ikke kan forestille sig, hvordan vi kan have et sikkerhedssystem, der involverer Rusland og Kina og Iran og alle disse lande, havde vi engang et system med traktater om atomnedrustning og forskellige andre nedrustningsaftaler, som allerede var et skridt i denne retning. USA har ensidigt annulleret alle disse traktater i løbet af de sidste 20 år. Så det er ikke umuligt at vende tilbage til et diplomatisk regime, hvor man opbygger et sikkerhedssystem, der er sikkert og garanterer sikkerheden for hvert enkelt medlem af en sådan alliance. Det er tidens dynamik, og det er ikke noget, der ligger langt ude i fremtiden. Vi er nødt til at opnå det i år.

Hvis vi går i denne retning, og de andre lande i Sydvestasien, såsom Golfstaterne, eller Irak, Syrien, Afghanistan, Iran – alle disse lande har en grundlæggende interesse i stabilitet i regionen. Mange mennesker anerkender, at den vedvarende voldscyklus, hvor man har et angreb fra den ene side, og så et andet fra en anden side, som man halshugger, så vokser folk, og man har en ny generation. Den cyklus er nødt til at stoppe. Den eneste måde at stoppe det på er ved at se på det fra oven; se på det ud fra synspunktet “Den Nye Silkevej bliver Verdenslandbroen”, hvor man siger: “OK, vi bliver enige om en plan for fælles udvikling for alle regioner i verden, for vi skal overvinde fattigdom, vi skal overvinde underudvikling, mangel på sundhedspleje, mangel på rent drikkevand. Og vi vil organisere vores anliggender på en rationel måde.” Til det har vi brug for konferencer, vi har brug for en diskussionsproces, hvor intelligente mennesker fra hele verden bliver enige om det af den simple grund, at vi er den kreative art. Hvis vi ikke kan løse disse problemer, vil vi sprænge os selv i luften i en atomkrig. Vi sidder under alle omstændigheder på sådan en krudttønde.

Jeg tror, at man er nødt til at starte med en vision for hele dette område, som er en komplet ørken. Hvis man ser på kortet, har man en ørken, der går fra Atlanterhavet i Afrika, en meget bred stribe, der udvider sig, Sahara, Sahel-zonen. Så fortsætter den ind i Saudi-Arabien, ind i hele Sydvestasien; den fortsætter gennem Iran ind i Kina og går hele vejen til det nordøstlige Kina. Kina er med stor succes begyndt at gøre noget ved det ved at gøre ørkenen grønnere. I det nordøstlige Kina har de faktisk etableret skovbrug og landbrug på størrelse med Tysklands territorium. Det er utroligt. Hvis den kinesiske metode kan anvendes i Sydvestasien, så kan folk se fordelene for alle. En retfærdig løsning kan kun være, at alle sider anerkender, at deres interesser også er den andens interesser og omvendt. På den måde forsvinder faren for krig og terrorisme og alle disse ting, fordi man udvikler en dynamik af fornuft. Hvis alle de lande, der er naboer til Israel og Palæstina, som Afghanistan, Iran, Indien (som ligger lidt længere væk), Syrien, Yemen; alle disse lande er en del af en udviklingsdynamik, hvor alle kan tro på, at deres liv vil blive bedre, at de vil have en fremtid for sig selv og deres børn. De kan studere, de kan blive normale mennesker, der lever et smukt liv. Det vil ændre dynamikken. Det er derfor, Oase-planen er så absolut vigtig.

Hvis folk sidder fast i deres pragmatisme og tæller: “Du har gjort dette mod mig, og jeg har gjort dette mod dig,” så har du en endeløs liste, og du vil aldrig kunne stoppe den. Men hvis du vender bordet helt om og siger: “Her er en smuk vision for, hvordan vi kan opnå det.” Oase-planen er yderst realiserbar, for med en meget umiddelbar forbedring, som du kan opnå på et år eller to, er det ligesom Nehru gjorde med den grønne revolution. Ikke alle var enige, så han startede med de landmænd, der var enige, og så så resten, at det gav fordele, og til sidst var alle enige.
Udviklingskraften er den eneste ting, vi er nødt til at kaste ind i situationen for at have noget håb om at ændre den.

(Spørgeren siger, at han støtter alt, hvad hun lige har sagt, men ikke forstår, hvordan fru Zepp-LaRouche kan støtte tostatsløsningen).
Jeg tror, det har noget at gøre med suverænitet. Hvis de to stater er adskilte, men forenede gennem udvikling, kan de løse alle problemer. Men i betragtning af hele regionens historie mener jeg, at hver af dem skal have en suveræn stat. Jeg synes, det er ekstremt vigtigt. Den suveræne stat skal være organiseret ud fra et repræsentativt system, hvor alle har lige stor medbestemmelse i regeringen.

Afsluttende bemærkninger
Jeg tror, at hvis man ser på historiens lange bue, kan man faktisk se, at der var flere perioder, som jeg vil kalde for højdepunkter i den menneskelige civilisation. Jeg vil sige, at dette helt sikkert var fremkomsten af konfucianismen efter meget turbulente perioder i Kina; det blev så afbrudt på et bestemt tidspunkt. I Indien havde man de vediske skrifter, man havde Gupta-perioden. I Kina havde man Song-perioden; i Egypten de forskellige perioder med pyramidebyggeri – nogle af dem var faktisk utrolige videnskabelige fremskridt. Og så havde man naturligvis den græske klassiske periode. Grækerne kollapsede, og Abbasid-dynastiet i den arabiske verden var en ægte renæssance, hvor Bagdad var verdens kulturcentrum. Så var der redningen af den europæiske kultur gennem samarbejdet mellem Haroun al-Rashid og Karl den Store. Der var en kort karolingisk renæssance, og det næste store skridt var den italienske renæssance, som forbandt alt tilbage til den antikke græske periode, men den blev formidlet gennem den arabiske renæssance i mellemtiden.

På samme måde kan man sige, at den antikke Silkevej ikke kun transporterede varer, men især teknologier, kulturer og filosofier fra Kina til Europa. Så havde vi den tyske klassiske periode, som var parallel med den amerikanske revolution. Og senere havde vi den indiske renæssance fra slutningen af det 19. århundrede til midten af det 20. århundrede. Så jeg har blot skitseret det meget groft, og jeg håber ikke, at jeg har glemt nogen periode, som ligger nogen af deltagerne på sinde. Men grunden til, at jeg siger det, er, at der i historiens lange bue har været relativt få perioder, hvor menneskeheden har gjort store fremskridt. Der var relativt lange perioder, hvor man faktisk kunne have en mørk tidsalder. For eksempel, da Romerriget kollapsede, på trods af at kristendommen begyndte at vokse, tog det fra et økonomisk synspunkt virkelig mange århundreder for menneskeheden at komme ud af denne mørke tidsalder. På andre kontinenter havde man lignende fænomener.

Jeg tror, vi har nået en virkelig forskel. Vi er nået til et punkt i historien, hvor jeg tror, der vil ske en fuldstændig ændring, af samme grund som da Romerriget kollapsede, ville folk i Indien eller Latinamerika ikke vide noget om det, fordi det ville tage flere år at rejse frem og tilbage. Og meget få mennesker rejste frem og tilbage; de rejste i ét område og i én retning og blev så boende. Så folk vidste ikke, at der rundt omkring på kloden var kulturer, der opstod, mens andre kollapsede. Vi befandt os i en meget lang afstandsseparation. Nu er det meget anderledes. Vi sidder i samme båd på mere end nogen anden måde. Vi har atomvåben; hvis vi bruger dem, ødelægger vi os alle sammen. Vi har internettet, hvilket betyder, at vi meget nemt kan afholde Zoom-konferencer som denne. Man sætter det bare til, og så kan man se hinanden i forskellige dele af verden. Og det er kun begyndelsen; tænk bare på, hvor denne teknologi vil føre os hen om nogle få år. Så har vi naturligvis pandemier. På grund af flyrejser har vi set i tilfældet med coronavirus, at en pandemi kan sprede sig ekstremt hurtigt over hele verden.

Jeg kunne give mange flere eksempler, men det, jeg prøver at sige, er, at jeg tror, vi er nået til et historisk punkt. Og det skal diskuteres, og jeg tror, at folk er nødt til at tænke over det, hvor vi, fordi vi alle sidder i samme båd, er nødt til at træde op på fornuftens niveau og finde en løsning for hele menneskearten. For jeg tror ikke på, at løsninger i sideområder, bare et lille område, mens andre stadig er i problemer, vil fungere. Det har været min dybeste overbevisning i meget lang tid – og jo længere jeg arbejder med disse spørgsmål, jo dybere bliver denne overbevisning – at vi er nødt til at få dette spring ind i et nyt paradigme, hvor nationer fortsat vil være vigtige, men vi kan ikke tillade, at en enkelt nations interesser bliver sat over menneskehedens interesser som helhed. På den anden side er vi nødt til at organisere vores nationale interesser i samhørighed med den samlede menneskeheds interesser. Jeg tror, at fælles udvikling gør netop det muligt.

Jeg tror, vi har hårdt brug for en diskussion om det, for det er den manglende diskussion om, hvordan vi som den eneste kendte intelligente art på planeten skal kunne give os selv en orden, der tillader vores udødelighed, ikke kun på Jorden, for om 1-2 milliarder år skal vi under alle omstændigheder have koloniseret det nære rum på grund af udviklingen i solsystemet. Men de fleste politikere tænker ikke på, hvad de vil gøre om 1 milliard år fra nu, men vi, der er den intelligente art, bør tænke på, hvilken retning vi skal tage for at have håbet om at være der om 1 milliard år.

Det eneste, jeg prøver at sige, er, at vi er nødt til at diskutere, hvordan vi kan organisere os for at skabe en orden, der repræsenterer hver enkelt nations interesser. Nogle mennesker på Wall Street eller i City of London mener måske ikke, at det er i USA’s eller Storbritanniens interesse at gå i retning af et sådant nyt paradigme, men hvis man spørger befolkningen – og hvis befolkningen havde et informeret valg, ville de være enige. At vi er nødt til at få et fredssystem i makrokosmos, som udelukkende er muligt gennem udvikling af alle mikrokosmosser. Det ene mikrokosmos’ interesse er udviklingen af det andet mikrokosmos og vice versa. Det hele skal arbejde sammen på en harmonisk måde. Det betyder, at vi er nødt til at have en arbejdsdeling, hvor nogle lande er store, andre er små; nogle har råmaterialer, andre ikke; nogle har geografiske fordele, andre ikke. Men hvis man tænker på en rationel arbejdsdeling, kan man organisere verden på en sådan måde, at alle får del i ikke bare en større kage, men en smukkere og mere retfærdig fordeling af de større stykker kage til alles fordel.

Jeg synes ikke, det er en utopi; jeg mener, det er en vision. Pointen med visioner er, at man er nødt til at bringe dem ind i en situation, hvor der er et vakuum. Lige nu ser jeg et gigantisk vakuum af lederskab, et gigantisk vakuum af diskussion. Ikke lederskab i det Globale Syd, men mere i den nordatlantiske region, hvor man har en regering, som jeg ikke engang vil begynde at kommentere manglerne ved; det ville tage mig hele dagen. Men jeg tror, vi er nødt til at have en smuk, glædelig debat om, hvordan vi organiserer os i denne verden for at leve. Og jeg tror, vi er nødt til at have unge mennesker, vi er nødt til at have studenterorganisationer, universiteter, tænketanke, alle mulige diskussionsgrupper til at begynde at diskutere dette. Jeg tror, vi allerede har gjort nogle fremskridt, men vi har brug for meget mere.

Så jeg vil gerne bede jer om at tænke over, hvordan vi kan bringe denne nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur ind i den offentlige debat. Det vigtigste er naturligvis at oversvømme zonen med Oasis-planen; for alt, hvad vi behøver for at opnå det – lad os sige, at det ville lykkes os at få tre eller fire ledere af nationer til at sige: “Ja, det er en smuk plan; lad os gøre det.” Det ville slå gnister – bare forestil dig, at du ville have store tv-stationer, der diskuterede Oase-planen; have eksperter, der diskuterede, hvordan man gør det. Og så spørger man folk, der beskriver, hvordan deres liv ville blive forandret; man kunne udløse en renæssance. Alt, hvad du behøver, er en håndfuld førende mennesker, eller førende universiteter, eller en eller anden form for gruppe, der rent faktisk bringer det ud i det offentlige rum, og så vil det brede sig som en steppebrand.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 14. februar 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og leder af Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 14. februar 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Du kan sende os dine spørgsmål og kommentarer til questions@schillerinstitute.org.

Helga, siden vi sidst talte sammen, er der sket to vigtige udviklinger, som former en global strategisk debat, selvom den debat bliver undertrykt i USA og Europa, men det er den umiddelbare trussel om en israelsk aggression, offensiv i Rafah; og så for det andet Tucker Carlsons interview med [den russiske præsident Vladimir Putin] (http://en.kremlin.ru/events/president/news/73411) Så lad os begynde med Gaza: Mens Netanyahu optrapper angrebet på Rafah, har Jason Ross fra LaRouche-organisationen produceret en dokumentarfilm om LaRouche-løsningen på trekvart århundredes krig mellem Israel og Palæstina, centreret om din afdøde mands strålende arbejde med [Oase-planen] (https://laroucheorganization.com/article/2024/02/10/oasis-plan-larouches-solution-middle-east). Lyndon LaRouches idé overskrider {realpolitik} og geopolitik og viser, at ægte varig fred kræver, at man handler ud fra dybe filosofiske principper, som dem du identificerede i dit vigtige notat om de [ti principper] (https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/). Da vi netop har anerkendt Lyns arv på femårsdagen for hans død den 12. februar 2019, tror jeg, det ville være meget nyttigt for opbygningen af en ægte fredsbevægelse at høre fra dig, dine tanker om LaRouche-løsningen.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at situationen i Gaza, især i Rafah, har nået et punkt af helt utrolige dimensioner og en potentiel menneskelig katastrofe: IDF har allerede indledt nogle militære aktioner i Rafah, som har ført til, at et stort antal mennesker er blevet dræbt, men Damoklessværdet, at der vil komme en virkelig massiv intervention, hænger over verdens skæbne, og derfor mener jeg, at det er ekstremt vigtigt, at den sydafrikanske regering så sent som i går kom med endnu en intervention, hvor den anmodede [Den Internationale Domstol] (https://www.thepresidency.gov.za/south-africa-makes-urgent-request-international-court-justice-rafah-offensive) om at handle på grundlag af artikel 75(1), som indeholder bestemmelsen om, at der kræves yderligere foranstaltninger for at intervenere.

I næste uge, den 19.-26. februar, vil der under alle omstændigheder være en gennemgang af kravene fra Den Internationale Domstol, og de vil stille spørgsmål om, hvad Israel og andre nationer har gjort for at forhindre folkedrab. Og desværre er det modsatte sket: Der var ingen forebyggelse, men faktisk en optrapning. Så lad os se, hvad der sker nu, for så vidt jeg ved, hvis Den Internationale Domstol træffer en afgørelse baseret på denne nyere anmodning fra den sydafrikanske regering, går bolden tilbage til FN’s Sikkerhedsråd, og de er nødt til at gøre noget, og hvis det ikke virker, går den til FN’s Generalforsamling (jeg tror, det er rigtigt).

Det er en utrolig situation, og derfor er det bedste, vi kunne gøre, og vi kan gøre, ud over at mobilisere folk og bede om en øjeblikkelig våbenhvile og gøre folk opmærksomme på behovet, for mainstream-medierne i Tyskland og de fleste politikere, de er bare absolut – de lader som om, at intet af dette er sket, de taler stadig om “Israels ret til at forsvare sig selv” og udelader fuldstændig den foreløbige afgørelse fra Den Internationale Domstol og den forfærdelige situation i Gaza, hvor mere end 30.000 palæstinensere er blevet dræbt og mange flere såret og ligger under murbrokkerne, og hvem ved hvad ellers. Så der er en fuldstændig disproportionalitet, selv hvis man siger, at Israel har ret til at forsvare sig, så er det gået langt, langt ud over noget sådant. Men politikerne og mainstream-medierne ignorerer det! Og hvis folk ikke vidste, hvad der sker, kunne man meget vel lytte til tv og læse aviser uden nogensinde at finde ud af, hvad der sker! Jeg mener, det er det virkelig chokerende ved det.

Men det kommer ikke til at vare ved, for den sydafrikanske regerings modige handling, som overvåges af den Globale Majoritet af Verdens befolkning, det er drivkraften lige nu. Så det bedste, vi kunne gøre under omstændighederne, var at genaktivere Lyndon LaRouches forslag, som han fremsatte allerede i 1975, nemlig at den eneste måde, hvorpå man kan bringe fred til den sydvestasiatiske region, er ved at have en massiv økonomisk udvikling. Og i betragtning af, at dette er et ørkenområde, skal det hele starte med massive mængder af nyt ferskvand, hvilket kræver, at man bygger kanaler fra Middelhavet til Det Døde Hav og til Det Røde Hav, og derefter anvender afsaltning af dette saltvand til udvikling af landbrug, infrastruktur og industri, og gør hele regionen til en blomstrende have af landbrug, skovbrug og derfor skaber betingelser for massiv forbedring for alle mennesker i regionen.

Jeg vil virkelig opfordre alle jer, der er bekymrede, til at hjælpe os med at distribuere denne [Oasis Plan-video] (https://laroucheorganization.com/article/2024/02/10/oasis-plan-larouches-solution-middle-east). Det er en video på 14 minutter, og den er allerede ved at blive oversat til mange sprog, på tysk, spansk, italiensk, fransk, svensk og mange andre sprog, og hjælp os med at distribuere den. For jeg tror, at hvis vi så at sige oversvømmer zonen, hvor alle, der er bekymrede, i alle nabolandene i Sydvestasien, hvis de alle ville vide, at dette er vejen til at bygge bro over situationen og skabe en reel fredsorden; baseret på ideen, og dette er ikke en ny ide: Allerede i 1967 skrev pave Paul VI en encyklika, der blev kaldt [{Populorum Progressio}] (https://www.vatican.va/content/paul-vi/en/encyclicals/documents/hf_p-vi_enc_26031967_populorum.html), hvor han siger: “Det nye navn for fred er udvikling.” Og det er ideen om, at ingen varig fred er mulig, medmindre man har en økonomisk udvikling, der gør levevilkårene for alle så meget bedre, at de har et incitament til at stoppe fjendtlighederne og gå over til en æra med samarbejde.

Så tag et kig på denne video, som er meget veludført, og den giver dig en reel vision af, hvordan denne region kunne se ud på meget kort tid, hvis nogle donorlande ville springe til og sige: “Vi har brug for en omfattende udviklingsplan for hele Sydvestasien.” Og det er det eneste håb, jeg kan se, for at stoppe denne situation i at udvikle sig til en større regional konflikt, som endda kunne udvikle sig til en global atomkrig. Så der er al mulig grund til at gribe ind og hjælpe os med at sprede denne video så langt, du kan; få den til dit parlamentsmedlem, kongresmedlem, valgte embedsmænd, byråd, borgmester, og lad os skabe en reel bevægelse for udvikling baseret på ideen om, at “det nye navn for fred er udvikling.”

SCHLANGER: En støtte fra Sverige skrev om sin støtte til det nye sydafrikanske initiativ, og hvor vigtigt det er. Men så påpegede han også, at du har sagt, at USA kunne forhindre yderligere drab, hvis bare Biden ville skære ned på midlerne til Israel og kræve våbenhvile. Og han spørger: “Hvad skal der til for at få det til at ske?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det kræver meget mere handling end det, der allerede foregår massivt i USA. Der er flere fredsorganisationer, der kræver netop det. Det seneste eksempel er, at [Veterans For Peace] (https://www.antiwar.com/blog/2024/02/13/veterans-demand-termination-of-weapons-to-israel/) netop har sendt en officiel anmodning til generalinspektøren for det amerikanske udenrigsministerium om, at han skal undersøge ulovligheden af våbensendingerne til Israel, grundlæggende ved at bruge Haag-domstolens argumentation om, at det naturligvis er fuldstændig ulovligt at sende våben til noget, som domstolen har erklæret for sandsynligt folkemord. Og i betragtning af, at USA ikke kun har en stor jødisk befolkning, men også en stor arabisk og islamisk befolkning, kunne det, hvis mange organisationer begyndte at støtte initiativet fra Veterans For Peace og naturligvis Oase-planen, skabe et miljø, hvor Biden, som må være bekymret for, hvilken indflydelse alt dette har på valgkampen, kan blive tilskyndet til at stoppe.

SCHLANGER: Nu, hvor vi taler mere om Gaza-situationen, har vi fra Svetlana: “Hvordan ville det være muligt at undgå interventioner fra London og Washington, som i de sidste årtier bogstaveligt talt har dræbt alt håb om udvikling i hele Mellemøsten? Hvordan kan det gøres?”

ZEPP-LAROUCHE: Jo flere mennesker, der diskuterer det, jo bedre. Jeg har lige set, at Jeffrey Sachs har lavet en ny liste, hvor han kræver oprettelsen af en ny “kirkekomité” på 50-årsdagen for kirkekomitéen i 1975, som undersøgte CIA’s ulovlige aktiviteter. Og jeg tror, at den slags ting, fordi der må være en løsning på den lovløshed, vi er ved at kaste os ud i.

Så jeg tror, at flere mennesker også skaber en offentlig debat, som det næsten er blevet farligt at have i det nuværende Vesten – men at have en debat om, at alle politikkerne fra det neoliberale etablissement i den transatlantiske region har slået fuldstændig fejl og har haft et enormt tilbageslag! Og det skal der være en debat om. For eksempel: Opnåede de interventionistiske krige i Mellemøsten noget som helst? Øgede de USA’s eller briternes interesser? Nej, de kostede millioner af mennesker livet, men USA’s indflydelse i Sydvestasien – og briternes for den sags skyld – er faldet drastisk. Så det var ikke i USA’s interesse at gøre dette. På samme måde, opnåede sanktionsregimet mod Rusland, hvad det var sat i verden for at gøre? “Ruinerede” det Rusland, som Baerbock altid krævede? Nej, det gjorde det ikke – det ruinerer Tyskland, og det på en massiv måde. Men den russiske økonomi er den stærkeste økonomi i Europa lige nu, så det virkede heller ikke. Og jeg kunne spørge dig, om brugen af dollaren som våben opnåede det, den skulle, nemlig at bidrage til Ruslands ruin? Nej, det førte til en af-dollarisering, hvor mange lande nu handler i deres egen nationale valuta.

Så jeg tror, at jo flere mennesker, der begynder at rejse disse spørgsmål, fordi etablissementet indtil videre tydeligvis ikke har vist tegn på at være i stand til at reflektere over fiaskoen i sin egen politik. Jeg tror, det er én ting. Og den anden ting, som jeg synes er lige så vigtig, eller måske endnu vigtigere, er at diskutere alternativet: Diskutere mulighederne for, at det ville være så nemt – og jeg mener virkelig meget nemt – at rette op på situationen, hvis vi kunne få de vestlige lande til at samarbejde med landene i den globale majoritet. Der er et tektonisk skift i gang, som allerede finder sted, og det er irreversibelt. Det er bare det, at nogle af de vestlige etablissementer har været fuldstændig uvidende og ligeglade, fordi de tror, at de er så smukke og så gode, og at der aldrig kunne ske noget med deres arrogance. Men virkeligheden er, at verden allerede har bevæget sig i en helt anden retning: Vi har BRIKS, vi har BRIKS-Plus, vi har 22 lande fra det Globale Syd, der har ansøgt om at blive BRIKS-medlemmer, og yderligere 40 har udtrykt deres interesse for at blive det. Så der er allerede en tendens, hvor det globale flertal bevæger sig i retning af at skabe et nyt økonomisk system.

Og den eneste måde, jeg kan se, at vi kan undgå en katastrofe på, er, at vi får de europæiske lande og endda USA til at stoppe den geopolitiske konfrontation og i stedet sige, “vi er nødt til at samarbejde”. Og jeg tror, at vi skal diskutere det og den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som vi har arbejdet på i næsten to år, for at udbrede den idé. Tag de [ti principper] (https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/), som jeg foreslog som grundlag for diskussionen, og få en diskussion blandt journalister, blandt tænketanke, blandt universiteter, for jeg tror, vi virkelig er udfordret: Er vi den kreative art, der kan undgå sin egen selvdestruktion, eller er vi dømt til at være som lemminger, der løber hen til klippen og hopper ud over den? Det tror jeg ikke. Men det kræver, at en masse mennesker virkelig tager mod til sig og engagerer sig i debatten, arbejder sammen med Schiller Instituttet, og der er meget, vi kan gøre.

SCHLANGER: Helga, jeg har endnu et spørgsmål til dig om Bidens politik over for Israel, og jeg må sige, at vi har fået en masse spørgsmål specifikt om dette. Charles skriver: “Det virker indlysende, at Joe Biden forsøger at vinde en Oscar-pris ved at foregive at have problemer med Netanyahu over aggressionen mod palæstinenserne i Gaza. Men det ser ud til at være et forsøg på at købe tid, ligesom Angela Merkel gjorde med Minsk-aftalerne. Tror han, at det vil få oppositionens flammer til at brænde ud?”

ZEPP-LAROUCHE: Hvis han tror det, hvilket jeg naturligvis ikke ved, så er det helt sikkert en fejltagelse. For denne situation i Gaza, og i Rafah i særdeleshed, disse mennesker har ingen steder at gå hen! Når Baerbock nu igen går til Israel for at sige: “Åh, der må være en sikker korridor” – ja, korridor til hvor? Der er intet tilbage! Egypten har nægtet at lade palæstinenserne blive drevet ind i Sinai, fordi de ikke vil have endnu en tikkende bombe, og de har endda truet med, at de vil annullere fredstraktaten med Israel, hvis der er et forsøg på at skubbe folk ind i Sinai. Så der er ikke noget sted, disse mennesker kan tage hen. Og de sidder der, og jeg vil ikke engang forestille mig, hvor bange og desperate næsten 1,5 millioner mennesker er, som er ved at sulte ihjel. Og forfattere som Chris Hedges, som har vundet Pulitzer-prisen, og før ham Jean Ziegler, som var FN’s første særlige rapportør om retten til mad, de har beskrevet i detaljer, hvordan folk dør af sult, og det er den værste form for død, fordi organerne begynder at fortære sig selv, og alle funktioner forsvinder, den ene efter den anden, og det er simpelthen en absolut katastrofe. Men den katastrofe er, hvad palæstinenserne lider under i Rafah lige nu.

Så der er ingen måde, hvorpå du kan gøre det ugjort! Det eneste, du kan gøre for at afhjælpe det, er at gå i gang med Oase-planen med det samme: Afhold en omfattende fredskonference i Mellemøsten, gå efter en tostatsløsning, og sørg så for økonomisk udvikling. Og hvis alle naboerne og andre lande fra det såkaldte Globale Nord, kunne man virkelig begynde at forbedre situationen meget, meget hurtigt. Men det kræver en massiv mobilisering af en masse mennesker, inklusive dig.

SCHLANGER: Lad os nu skifte retning og se på situationen i Europa, og især i Tyskland. Jeg har fået flere e-mails, der udtrykker vrede over diskussionen fra tyske regeringsembedsmænd om behovet for yderligere 100 eller 300 milliarder euro i forsvarsbudgettet for at (citat) “afskrække Putin.” I en af disse e-mails står der: “Disse embedsmænd må ikke have hørt Putins svar til Tucker Carlson om Polen, hvor han stillede spørgsmålet, hvorfor vi skulle invadere Polen?”
En anden person spørger: “Hvem er målgruppen for de neokonservative på den kommende sikkerhedskonference i München, hvor de vil fremføre den samme militære opbygningslinje.”
Og så endnu et direkte spørgsmål: “Er tyskerne virkelig så dumme?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, desværre kan jeg kun sige, at nutidens tyskere ser ud til at have mistet evnen fra tidligere generationer, som trods alt producerede en masse tænkere, digtere, opfindere, filosoffer – Tyskland blev engang kaldt tænkernes, filosoffernes og digternes folk. Der er næsten intet tilbage af det, og jeg tror, at i hvert fald en stor del af befolkningen på en eller anden måde har mistet forstanden. Jeg kan ikke sige det på nogen anden måde. Det er naturligvis ikke alle, for på samme tid er der massedemonstrationer af landmænd, lastbilchauffører, bagere og håndværkere, som alle kæmper for deres eksistens.

Men jeg tror, at der lige nu er brudt en psykose ud i Tyskland, som er helt utrolig. For eksempel er der nu denne nye gimmick, og jeg kan kun kalde det en meget farlig gimmick, som er ideen om at opfordre til atomvåben i Europa, måske endda i Tyskland, efter at tidligere præsident Trump kom med en bemærkning, jeg tror i lørdags, den 10. februar, hvor han sagde, at hvis han var præsident, og et NATO-land ikke ville betale den fulde andel af sine betalinger på 2% til NATO, så ville han dybest set ikke bare ikke komme til forsvar for et land, men han ville dybest set opmuntre Putin til at gøre, hvad han vil, eller en eller anden formulering i den retning.

Det har skabt et ramaskrig, og nu opfordrer flere til at bygge og etablere atomvåben i Europa, heriblandt socialdemokraternes spidskandidat til EU-parlamentet Katarina Barley. Selv den øverste repræsentant for det militærindustrielle kompleks i Tyskland, FDP’s medlem af Forbundsdagen Marie-Agnes Strack-Zimmermann, siger, at det ikke giver nogen mening, fordi hun tilsyneladende har en lille smule viden om området, i modsætning til Barley, og siger, at det vil tage lang tid, fordi man ikke bare kan placere nogle atomvåben langs grænsen. Man er nødt til at udvikle industrien, færdighederne, det kræver træning og 10 år eller deromkring. Og så er der nogle mennesker, og jeg vil ikke nævne deres navne, fordi det er så latterligt, der siger: “Hvem skal så kontrollere atomknappen?” Måske skulle vi have en kuffert, der rejser fra den ene hovedstad til den anden, så der er en rotation af ansvaret for, hvem der trykker på knappen.

Folk, der taler om dette emne på en så useriøs måde, synes jeg skulle gå til en psykiater og få en seriøs diagnose på, om de har et problem. For vi befinder os allerede på randen af Tredje Verdenskrig: Vi har to kriser, den ene omkring Ukraine og den anden i Sydvestasien, som kan gå galt når som helst! Og jeg tror, at enhver, der under disse omstændigheder forsøger at presse Tyskland til at støtte oprustningen af Europa med atomvåben, først og fremmest har glemt historien: Ønsker du virkelig, at tyskerne skal have atomvåben? Jeg tror, at hele verden hellere må lade sin stemme høre, at selvom Tyskland har opført sig relativt OK i de sidste årtier, så tror jeg, at Tysklands naboer og hele Europa ville blive oprørte over tanken, med den skyld, vi helt sikkert har som en historisk byrde, med det, der skete under Anden Verdenskrig i særdeleshed. Og jeg ville ikke engang bebrejde dem for at gøre det.

For det andet har Tyskland underskrevet traktaten om ikke-spredning af atomvåben (NPT) og om ikke-spredning af atomvåben, og det er en god ting! Atomvåben bør forbydes helt og holdent! At opgive atomnedrustning, som var en alvorlig sag, da det skete, er vanvittigt! Atomvåben, som kan føre til udslettelse af den menneskelige art, bør forbydes, og der er allerede mindst 50 lande, som har underskrevet en traktat, der forbyder atomvåben af en meget god grund. For hvis de nogensinde bliver brugt i noget omfang – og man behøver ikke at bruge dem alle; jeg tror, at hvis man bruger 10 % af dem, vil man få en atomvinter i 10 år, og det vil være enden på alt menneskeligt liv. Så de mennesker, der skubber på, i denne situation, mens de ikke har noget diplomatisk forslag, de har ingen vision om at afslutte krigen, de taler kun om “flere våben, flere våben”, hvorfor? Fordi det militærindustrielle kompleks har profitten. Og det skal bemærkes, at både Scholz og [De Grønnes økonomiminister Robert] Habeck lige nu er gået ud og har sagt, at de ønsker at gøre det tyske militærindustrielle kompleks konkurrencedygtigt i verden!

Det er virkelig forkerte ideer, og vi bør absolut modsætte os det og sige, at det, vi har brug for, ikke er en ny militarisering, men en diplomatisk løsning på alle problemerne. I en tid med atomvåben er krig ikke en mulighed, og det bør stå klart for alle. Og jeg tror, at behovet for at få en masse mennesker til at udtale sig om det er meget tydeligt.

SCHLANGER: Helga, vi har et svar på det, du nævnte tidligere, fra Harry Smith. Han sagde: “Bestemmelsen i FN’s Generalforsamling om at forene sig for fred giver med simpelt flertal den juridiske autoritet og pligt til at bruge militær intervention for at stoppe forbrydelser mod menneskeheden, hvis Sikkerhedsrådet svigter sin pligt.” Så jeg tror, han bekræfter, at du havde ret, da du sagde, at det ville gå til FN’s Generalforsamling.
Nu nævnte du Trumps udtalelse om NATO. Vi har et spørgsmål fra en amerikansk blogger, som spørger: Hvad mener du om den tidligere præsident Trumps kommentarer om NATO, at hvis NATO-landene ikke bruger flere penge på at forsvare sig, skal de ikke regne med USA’s støtte, hvis de bliver angrebet? Bloggeren skriver: “Selvom jeg er enig i hans foragt for NATO, blev jeg skuffet. Han sagde intet i udtalelsen om NATO’s provokationer mod Rusland.”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, at udtalelsen er særlig hjælpsom, for du så, hvad den udløste i form af virkelig vanvittige reaktioner. Problemet er, at der nu er folk, der taler om behovet for at have en ny europæisk sikkerhedsarkitektur, der inkluderer Rusland og Ukraine. Og jeg synes, det er et godt første skridt i den rigtige retning, men jeg tror ikke, det er nok, for konflikten er ikke europæisk. Konflikten er global: Vi har et globalt NATO; vi har Kinas fremgang, som nogle mennesker betragter som den absolutte trussel mod deres position i verden; og hvis vi ikke kommer ud af denne geopolitiske tankegang, tror jeg, at Tredje Verdenskrig vil være uundgåelig i en ikke alt for fjern fremtid. Europæerne overvejer nu – selv Tyskland – at sende en flådekonvoj, at sende en hel gruppe skibe til Stillehavet, tydeligvis med det formål at konfrontere Kina. Og det går i den helt forkerte retning, og derfor er jeg helt overbevist om, at vi er nødt til at få en diskussion om, hvordan vi kommer ud af dilemmaet, som fornuftige mennesker, som repræsentanter for den eneste art, der er begavet med fornuft, kendt i hele universet indtil videre, skulle vi ikke være i stand til at overvinde noget, der truer vores egen udryddelse?

Jeg mener, at den måde, vi skal se på det på, er med Den Westfalske Fred som model. For på det tidspunkt blev 150 års religionskrig bragt til ophør, fordi alle deltagerne indså, at de ville forårsage deres egen udslettelse, hvis de fortsatte krigen, og der ville absolut ikke være nogen tilbage til at nyde sejren. Det er en motivation, der burde få os til at sætte os til forhandlingsbordet, og hvorfor ikke have en undersøgelseskommission eller repræsentanter for de forskellige lande – måske pensionerede diplomater, måske folk, der har en fornemmelse af vigtigheden af dette spørgsmål – og begynde at diskutere, hvordan man rent faktisk kan afhjælpe situationen.

I Den Westfalske Fred i Münster tog det fire år at løse alle territoriale og andre spørgsmål. Måske tager det et stykke tid, før man har afklaret alle disse detaljerede spørgsmål og så videre. Men hvis den overordnede hensigt er at etablere et højere niveau af fornuft, af fælles udvikling, af – vi skrev allerede dette forslag i 2014, [“How the New Silk Road Became the World Land-Bridge”] (https://chinese.larouchepub.com/en/world-landbridge-en/), som er det detaljerede forslag til, hvordan man udvikler alle kontinenter gennem infrastruktur, hvordan man forbinder dem alle gennem tunneller og broer, og hvordan man bruger ideen om fælles økonomisk udvikling af hele verden som grundlag for fred. Hvis man starter med den hensigt, at man ønsker at finde en løsning, der er til gavn for {alle}, uden undtagelse, og så kan man begynde at diskutere detaljerne – sikkerhedsinteresserne for den ene og den anden – og man finder frem til en omfattende plan. Jeg er helt sikker på, at det kan lade sig gøre, men det kræver, at nogle modige mennesker træder frem, f.eks. pensionerede diplomater, der har erfaring med, hvordan man fører sådanne diskussioner, og så tror jeg, at vi kan finde en løsning. Så vær venlig at se på Oase-planen som en del, som en integreret del af dette Verdenslandbro-forslag, og så har du vejen til, hvordan du skal tænke på det.

SCHLANGER: Den anden ting er, at folk bør downloade dine [Ti principper] (https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/), som er et eksempel på, hvordan dette fungerer som et reelt princip for statskunst. Det er tilgængeligt på Schiller Instituttets hjemmeside.

Helga, jeg har et sidste spørgsmål til dig fra Jeremiah, som spørger: “Kan vi ikke bare afsløre krigsmagerne som tilhængere af kolonialisme? Hvad skete der med den amerikanske forpligtelse til at fremme den almene velfærd?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, du besvarede selv dit spørgsmål: Vi bør afsløre dem. Der er nogle mennesker i USA fra Pax Christi og andre organisationer, som allerede laver aktioner, fredelige direkte civile aktioner, ikke-voldelige aktioner, mod “dødens købmænd”, det militær-industrielle kompleks; landmændene demonstrerer mod kartellerne. Og hvis man ser på de finansielle strukturer, finder man ud af, at det militær-industrielle kompleks, de finansielle institutioner, der kontrollerer Wall Street og City of London, og kartellerne, de er alle den samme ting! Så det, de tidligere kolonilande forsøger at slippe af med for altid, nemlig de strukturer, der forhindrede dem i at blive udviklede, hvilket i høj grad er de internationale finansinstitutioner, kartellerne og det militærindustrielle kompleks, er det samme fænomen. Det er ikke nationer; det er oligarkiske strukturer, som kun tillader profitmaksimering for nogle få, mens de gør det store, store flertal i verden fattigere og fattigere og fattigere, og det er den struktur, vi er nødt til at ændre.

SCHLANGER: Helga, vi har været igennem de fleste af de spørgsmål, jeg har. Der er et par stykker, som er meget længere, og måske kan vi besvare dem via e-mail. Men jeg vil gerne takke dig for at være med os i dag og for din klarhed og ånd, når du påtager dig dette. Og vi ses i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, og bliv aktiv sammen med os i mellemtiden.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 7. februar 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og præsident for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 7. februar 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Hvis du har kommentarer eller spørgsmål, kan du sende dem til questions@schillerinstitute.org.

Helga, det ser ud til, at hver uge vi mødes, uddybes spændingerne mellem den døende unipolære orden og det nye paradigme, og behovet for borgermobilisering i det Globale Nord bliver mere påtrængende, efterhånden som etablissementet fortsætter med at optrappe krige og provokationer. For at adressere dette har LaRouche-organisationen udsendt en erklæring, der er tilgængelig til distribution, og jeg opfordrer folk til at downloade og cirkulere den: “Vidste eller burde have vidst: Regeringer, der er medskyldige i folkedrab, vil ikke kunne påberåbe sig uvidenhed ved det kommende Nürnberg-tribunal.”

Eftersom så mange af vores spørgsmål, ligesom vores ven Munashes, handler om, hvad der kan gøres for at erstatte det døende system, så lad os starte der: Hvad kan folk gøre for at gøre en forskel?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det første, vi skal gøre, er at gøre alt, hvad vi kan, for at redde palæstinenserne, som kæmper for deres liv time for time. Samme dag som Den Internationale Domstol i Haag afgjorde, at der var en plausibel sag om folkedrab, og afgjorde, at den israelske regering skal gøre alt for at forhindre folkedrabet, og at de vil blive bedt om at rapportere om deres fremskridt om fire uger. Den samme dag, opdagede de det såkaldte samarbejde mellem 12 personer ud af 13.000 UNRWA-medarbejdere – UNRWA er den eneste nødhjælpsorganisation, der er fuldstændig ansvarlig for forsørgelsen af de palæstinensiske flygtninge, ikke kun i Palæstina, i Gaza og på Vestbredden, men også i Jordan, hvor der er 6 millioner palæstinensere, der er afhængige af UNRWA; så da de opdagede det, var ideen, at dette er et terroristsamarbejde, og derfor skal al finansiering afbrydes. Og i betragtning af, at det er den eneste organisation, der leverer mad og medicin og andre vigtige ting til de mennesker, der er fanget i Gaza, er det dybest set som en dødsdom. De forskellige regeringer, jeg tror, der var 18 i alt, sagde straks, at de ville skære al støtte til UNRWA væk. Et par dage senere meddelte IDF så, at de ville oversvømme Hamas’ tunneler: Så nu har du næsten 2 millioner palæstinensere, som befinder sig i et meget lille område nær eller i byen Rafah, ved den egyptiske grænse, og Egypten gør det meget klart, at de ikke vil tillade overførsel af palæstinensere til Sinai; og IDF har sagt, at de vil bringe den militære indsats ind i dette lille område. Desuden har Netanyahu nægtet at stoppe kampene.

Så i betragtning af, at dette er et folkemord, der finder sted for øjnene af os, mener jeg, at enhver person, der ikke er en komplet barbar og en komplet tåbe og faktisk en Nürnberg-forbryder, er nødt til at hjælpe med at stoppe denne død. Der skal være en absolut optrapning af det internationale pres for at genoptage finansieringen af UNRWA, selv hvis disse 12 personer havde samarbejdet med Hamas, er det ude af proportioner med effekten af at afskære al finansiering til organisationen, fordi det er en dødsdom for hele den palæstinensiske befolkning.

Vi har foreslået forskellige midler, som I er velkomne til at bruge, og jeg beder jer faktisk om at downloade og afholde demonstrationer foran ambassaderne eller konsulaterne i disse 18 lande, for at de skal genoptage finansieringen. Selvfølgelig skal vi have en øjeblikkelig våbenhvile og en tostatsløsning. Og det er faktisk den overvældende holdning hos Den Arabiske Liga, hos alle naboerne i regionen og endda et sted, hvor der lige nu forhandles mellem Egypten, Hamas og en række andre.

Så slut dig til denne mobilisering, for det er det første, der skal gøres. Og for det andet mener jeg selvfølgelig, at man skal slutte sig til de kræfter, der mobiliserer. Der er mange, mange internationale fredsorganisationer. På Schiller Instituttet har vi en Zoom-konference for International Peace Coalition hver fredag. Du bør helt sikkert deltage i den, og der bliver marchordrerne diskuteret hver uge.

På en større skala har vi brug for et nyt samarbejdsparadigme, for kun hvis vi stopper denne geopolitiske konfrontation mellem det såkaldte Vesten og det såkaldte Globale Syd, for det er det, det hele handler om, kan vi stoppe faren for optrapning til krig. Så eftersom én person ikke kan gøre det alene, kan jeg kun helhjertet invitere dig til at deltage i vores bestræbelser, for når du først er en del af denne større mobilisering, kan du være ekstremt vigtig, fordi det er på et tidspunkt i historien som dette, hvor modet og beslutsomheden hos blot nogle få individer, der skal være tusinder og atter tusinder, men aldrig mere end nogle få, kan gøre en forskel.

SCHLANGER: Nu har vi et par spørgsmål om Den Internationale Domstols foreløbige afgørelser og Israels ignorering af disse afgørelser. Lad mig stille de to spørgsmål.

Det første er kort: Hvad har Den Internationale Domstol tænkt sig at gøre efter 30 dage? For de gav Israel 30 dage til at reagere.

Det andet er fra Angelis G. fra Italien, som påpeger, at mens domstolen sagde, at beskyldningerne om folkedrab er “plausible”, kan lande, der hjælper Israel ved at sende våben og penge, derfor blive anklaget for medvirken, og hun nævner nedskæringen af midler til UNRWA som et eksempel på dette. Og hun siger: “I betragtning af antallet af involverede lande siger professor Francis Boyle, at det er lykkedes Israel at gøre anklagen næsten umulig at håndhæve. Er det virkelig sandt?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er selvfølgelig ikke i dommernes position, men Israel, og også de andre lande, der støtter Israel ved at sende våben og penge, har så vidt jeg ved absolut intet gjort for at stoppe folkemordet. Det er et faktum, og på en måde er det modsatte sket: De har fordoblet indsatsen ved at lancere denne historie om UNRWA’s samarbejde med Hamas, hvilket jeg som sagt ikke kan bedømme, men der er spørgsmålet om proportionalitet: Hvis 13.000 UNRWA-medarbejdere er ansvarlige for at opretholde disse menneskers levebrød, betyder 12 sammenlignet med 13.000 – dybest set, hvad det vil betyde, hvis finansieringen afbrydes, og de har allerede sagt, at den vil blive afbrudt i slutningen af februar, at intet vil fungere længere! Det er ikke kun i Gaza: Der er i årenes løb 6 millioner palæstinensere, der har slået sig ned i Jordan, og de er fuldt ud støttet af UNRWA.

Så der er den ekstra faktor, at hvis finansieringen stoppede, hvad ville der så ske med disse 6 millioner mennesker i Jordan? I øjeblikket er der en klausul, der undtager dem på grund af UNRWA-aftalen, men hvis UNRWA-aftalen ophører, vil alle disse mennesker være dækket af Genève-konventionen, hvilket betyder, at de vil have ret til asyl i Europa. Så du kan forestille dig, at et meget stort antal af dem vil forsøge at undslippe den visse død fra sult og andre farer, og du vil få en flygtningekrise, der vil oversvømme Europa på en måde, som disse mennesker, der absolut ikke tænker på det og tydeligvis ikke har nogen empati for det, men det er noget, der skal gøres opmærksom på. Det eneste, jeg kan sige, er, at vi må lægge maksimalt pres på disse regeringer for at få dem til at omgøre deres beslutning om at tilbageholde midler.

I betragtning af den konstante påvirkning af foruroligende nyheder, der når vores stuer dagligt, er det tydeligt, at disse begivenheder ikke er skjult bag lukkede døre, men snarere er en fremtrædende del af vores hverdag. I betragtning af dette har jeg svært ved at tro, at Domstolen, når den gennemfører sin foreløbige undersøgelse, ikke vil fastslå, at det, der sker, udgør et igangværende folkedrab.

SCHLANGER: Vi har nogle spørgsmål nu, et fra en kontakt i Fort Worth, Texas, som skriver: “Jeg kan huske, hvor foragtelig din mand opfattede Henry Kissinger og hans penduldiplomati i Mellemøsten, som så ud til at gøre krig mere sandsynlig. Nu er Blinken naturligvis ikke nogen Kissinger, men hvad i alverden forsøger han at gøre med sit penduldiplomati i Mellemøsten?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er et spørgsmål til 64 millioner dollars! Hvis USA ville gøre en forskel, skulle de simpelthen stoppe med at levere våben og penge til Israel og fortælle dem, at de er nødt til at stoppe. Det er ikke det – min mand var meget eftertrykkelig på dette punkt, når folk begyndte at tale om, at “den zionistiske lobby kontrollerer USA”, sagde han altid: “Nej, I har misforstået det fuldstændigt: Det er USA og briterne, det er anglosfæren, der kontrollerer Israel, og når de har geopolitiske hensigter, bruger de hver gang Israel som en håndgranat, de kan kaste ind i situationen. Og jeg tror, at i betragtning af, at Israel kun er et lille land, og USA stadig er den største økonomiske og også militære magt. Man kan diskutere, om Rusland eller USA er størst; jeg tror, at de seneste våbengennembrud i Rusland faktisk gør Rusland til nummer et, men ikke desto mindre, hvis man ser på alle disse hangarskibe og andre krigsskibe, der er udstationeret i Middelhavet, og jeg tror også, at der er nogle i Golfen, så er USA’s militære magt betydelig. Og jeg mener, at ansvaret primært ligger hos Washington og London for at stoppe dette.

SCHLANGER: Vi havde et par spørgsmål om ansvarlighed, for en ting, der står klart, er, at Den Internationale Domstols midlertidige foranstaltninger etablerer et princip om ansvarlighed. Så vi har to spørgsmål, et fra Philip B., som spørger: “Kan du forklare, hvorfor amerikanske skatteydere betaler for at bevæbne regeringen mod dens egne borgere og dens allierede?” Og han peger på Rand Institute-undersøgelsen, som blev bestilt før Ukraine-krigen, og som retfærdiggjorde USA’s ødelæggelse af Nord Stream-rørledningerne for at afskære de russiske gasmarkeder, ødelægge den tyske økonomi og optrappe en ukrainsk borgerkrig, som USA havde været involveret i siden 2014. Og han siger: “Hvor er ansvarligheden for Nuland, Blinken, Sullivan, Pyatt, Harris og Biden?”

Og så siger Michelle R. fra Belfast: “I betragtning af at gangsterne, og det er præcis, hvad de er, ignorerer folkets vilje, hvem vil så tage de nødvendige skridt for at sikre, at de straks bliver arresteret og stillet for retten for deres forbrydelser?”

Så to spørgsmål om ansvarlighed.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at dette spørgsmål er ved at spidse til, for det første har republikanerne i USA gjort det meget klart, at de vil blokere enhver form for finansiering til Ukraine. Og Biden beskyldte Trump for at gøre arbejdet for Putin. Det betyder, at i betragtning af at den militære situation i Ukraine ser meget desperat ud for ukrainerne, og hvis der ikke kommer flere midler fra USA, vil presset være enormt på europæerne, især på Tyskland, men det løber også ind i enorme problemer, fordi den tyske økonomi kollapser i et frit fald lige nu på en måde, der ikke engang er sunket ind i verdensbefolkningens bevidsthed endnu. Det skyldes i høj grad USA’s sabotage af Nord Stream-rørledningerne, som den svenske regering ildevarslende nok netop har besluttet at afslutte efterforskningen af uden at have fundet noget.

Så dette er ved at nå et krisepunkt, og det eneste fornuftige at gøre ville være at mobilisere befolkningen til at kræve, igen, en diplomatisk løsning: For hvis I ikke gør det, sagde en russisk general, hvis navn jeg har glemt: Hvis også i forbindelse med den ekstremt store NATO-manøvre, Steadfast Defender, hvor 90.000 mennesker er udstationeret indtil maj, og hvor scenariet for første gang nævner Rusland i manøvren som den mulige angriber af et NATO-land – dét er manøvren… Men du har 90.000 tropper i en udstationeringsøvelse, og det er altid en ekstrem farezone, hvor du, hvis tingene virkelig går galt, kan gå fra en manøvre til en rigtig kamp på et øjeblik, fordi du allerede er i bevægelse. Så det er altid en tid med ekstrem spænding og fare, og især nu med situationen på jorden i Ukraine.

Denne russiske general advarede dybest set om, at hvis NATO under disse forhold sendte nogen form for hjælp til Ukraine, kunne situationen øjeblikkeligt eskalere til atomniveau. Så vi sidder på en komplet krudttønde: situationen i Sydvestasien, hvis krigen der spreder sig til Libanon og andre såkaldte “iranske stedfortrædere”, og i sidste ende vil involvere Iran, kan man komme ud i en atomar eskalering dér. Og hvis noget af det, jeg lige har nævnt, skulle ske i Ukraine, ville det være det samme.

Så jeg tror, vi befinder os på et ekstremt farligt tidspunkt i historien, og alt dette bliver selvfølgelig forstærket af, at USA har en valgkamp. Trump har tilsyneladende – jeg har ikke selv set det – men ifølge Fox News har han i en tale i Laconia, New Hampshire, sagt, at han tror, at der kan komme en atomkrig, selv før det amerikanske valg finder sted. Jeg ved ikke, hvad Trump baserer det på, om han rent faktisk har sagt det, men jeg kan kun være enig i den generelle situation, at vi befinder os i en absolut – jeg tror aldrig, det har været så farligt, som det er lige nu, og derfor må alle, der har nogen fornuft, mobilisere sig og lægge pres på politikerne for at finde diplomatiske løsninger, både i Ukraine og også i Sydvestasien.

SCHLANGER: Helga, vi får en række spørgsmål, der er parallelle, og det er derfor, jeg giver to ad gangen, men jeg synes, det er interessant, at folk har en tendens til at tænke i løsninger. Vi har et spørgsmål fra en seer i Serbien, som spørger: “Hvorfor er de vestlige neokonservative så fjendtlige over for Iran? Iran har faktisk spillet en vigtig rolle i kampen mod ISIS og de såkaldte ‘islamiske terrorister’. Er det, fordi de tror på teorien om ‘civilisationernes sammenstød’, eller er der en anden grund?”

Og vi har et spørgsmål fra Anthony, som spørger: “Hvis flere mennesker kendte til NATO’s alliance med den internationale terroristhjerne Abdul Rasul Sayyaf, som er Khalid Sheikh Muhammads chef, tror du så, at den viden ville ændre noget?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det har at gøre med, at den geopolitiske idé stadig er det, der dominerer folks tænkning. Hvis man tror, at verden er et nulsumsspil, at hvis den ene vinder, taber den anden, og hvis man har den idé, at kontrol over råstoffer er det, der skaber ens magt, og alle disse ting, så ender man i en situation som i det 20. århundrede, hvor geopolitik var den grundlæggende årsag til to verdenskrige. Det er klart, at det, der ligger til grund for alle disse konflikter lige nu, er det faktum, at i de sidste 30 år, 20 år, især de sidste 10 år, er Asien vokset – ikke kun Kina; Kina har haft det mest spektakulære økonomiske mirakel i historien nogensinde og har løftet 850 millioner af sine egne folk ud af fattigdom; Og i de sidste 10 år har det tilbudt andre lande i det Globale Syd at deltage i en sådan økonomisk udvikling, som for første gang har givet disse lande chancen for ikke at være eksportører af råmaterialer, men at begynde at tilføre værdi i deres eget land, med udsigt til at blive mellemindkomstlande i den nærmeste fremtid, hvilket har skabt en enorm optimisme i det Globale Syd, fordi Kina nu er en meget stærk økonomisk partner, og derfor ser disse lande i Afrika, Latinamerika og Asien chancen for at rejse sig.

Men andre lande i Asien har også oplevet økonomisk fremgang og boom, mens de såkaldte vestlige lande generelt er gået tilbage. Europa har ikke gjort fremskridt. USA, ikke rigtig: Jeg taler ikke om papirværdi, jeg taler om reel økonomisk vækst. Der var det hele Asien, der voksede. Derfor tror jeg, at Iran kun er en brik i et større puslespil; selvfølgelig har landet store olie- og gasreserver, det er et stort og magtfuldt land med en masse kontrol i Sydvestasien, men det er også allieret med Kina og Rusland.

Jeg mener, at det er denne form for geopolitisk tænkning, og jeg kan kun sige, at hvis man fortsætter ad denne vej, vil det føre til atomkrig! Jeg tror, det er så indlysende for enhver, der ser på dynamikken, ikke bare fra den ene dag til den anden, men hvis man ser på, hvordan denne maskine vokser og vokser. Og den eneste løsning er, hvad jeg har sagt, siden krigen i Ukraine startede, at vi er nødt til at komme ud af denne geopolitiske geometri ved at etablere et nyt paradigme. Læren af det er selvfølgelig den Westfalske Fred.

Den Westfalske Fred afsluttede 150 års religionskrige i Europa, hvor krigen bølgede frem og tilbage, frem og tilbage. I Trediveårskrigen, som var kulminationen på den periode, blev en tredjedel af alt ødelagt! En tredjedel af kvæget, af landsbyerne, af husene, af menneskene! Det var kun, fordi der var nogle intelligente mennesker, der sagde: “Hvis vi fortsætter dette spil, vil vi alle være døde, og der vil absolut ikke være nogen til at nyde sejren,” og er det ikke den situation, vi står over for i dag? Hvis dette eskalerer til en krig et sted, lad os sige i Europa, hvor nogle mennesker tror, at en taktisk atomkrig ville være mulig, uden at det ville udvide sig til en global krig, hvilket jeg synes er fuldstændig tåbeligt, så ser vi på “historiens afslutning”, men på en meget anderledes måde, end Fukuyama beskrev det for 30 år siden.

Så vi er nødt til at tage ved lære af den Westfalske Fred: Vi er nødt til at skabe en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten. Og det er ikke så umuligt, for hvis du tænker over det, så var der på tidspunktet for den tyske genforening i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 tale om at skabe et europæisk hus og en fredsorden fra Vladivostok til Lissabon. Da præsident Clinton besøgte Moskva i år 2000, mente Putin endda, at Rusland kunne blive medlem af NATO! Det var i år 2000: Så det er ikke så længe siden, og måske er NATO ikke det rette redskab nu, men jeg tror, at hvis man virkelig ønsker at løse dette, ville man sige: “Hvordan kan vi skabe en sikkerhedsorden, der tager hensyn til alle landes behov og sikkerhedsønsker?” Det var det, Putin spurgte USA og NATO om den 17. december 2021, to måneder før krigen i Ukraine brød ud, og USA og NATO svarede ikke. Og derfor blev denne sidste chance for at forhindre krigen forpasset.

Men du kan kun have en sikkerhedsinteresse for hvert enkelt land, hvis du har økonomisk udvikling for alle. Det er derfor, vi ikke taler om en sikkerhedsarkitektur, men vi siger, at det nye navn for fred er udvikling. Det betyder, at man er nødt til at reorganisere den nuværende situation i den finansielle arkitektur, så den giver mulighed for det. Og hvis det kræver fire års forhandlinger, ligesom den westfalske fred, så må det være sådan. Jeg tror, det kan gøres meget hurtigere. Men jeg tror, at set fra de fleste aktørers synspunkt i den nuværende strategiske situation, er det muligt. Jeg ved, at Kina har fremsat alle disse forslag om en “fælles fremtid for menneskeheden”, det globale sikkerhedsinitiativ, det globale udviklingsinitiativ og et globalt civilisatorisk dialoginitiativ, som går i samme retning. Og det kommer af, at Kina har en idé om harmonisk udvikling af alle nationer. Jeg tror, at det Globale Syd ville byde det helhjertet velkommen, hvis det Globale Nord ville gå med til det.

Men den eneste kraft, der ikke ville gå med til det, eller som ikke ville mene, at det ville gavne den, er det militærindustrielle kompleks, for der er tydeligvis en masse profit i evig krig: Men er det menneskehedens undergang værd? Er det ikke mere fornuftigt at omstille disse industrier og få dem til at producere infrastruktur, højhastighedstog, rumteknologi, samarbejde om hasteprogrammer for kernefusionskraft, fjerde generation af iboende sikre kernekraftværker? Alle disse ting kan gøres, og hvis vi ønsker at komme ud af denne situation, skal de gøres.

Så hvis du er enig med os, bør du helt sikkert blive aktiv sammen med os, for vi har brug for mange kræfter for at ændre denne dagsorden.

SCHLANGER: OK, Helga, jeg har to spørgsmål mere til dig. Det ene er fra en seer i Nigeria, som sagde: “Tak for din ekspertise og dit utrættelige arbejde. Mit spørgsmål er: Hvad er der galt med Ursula von der Leyen og Den Europæiske Union? Nu hører jeg, at hun giver klimaforandringerne og Putin skylden for, at landmændene marcherer i Tyskland? Hvordan kan hun forblive så indflydelsesrig og tage så meget fejl om alting?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er et godt spørgsmål, for at tage så meget fejl for én person, skal man have en hær for at tage så meget fejl!

Men denne kvinde, jeg tror, at hendes selvforståelse er – virkeligheden er, og mange, mange mennesker i Europa ved det – at EU virkelig er degenereret til en kolonial guvernør for Anglosfærens imperium. Europa har degenereret til at tillade sig selv at blive en koloni for Anglosfæren, og jeg tror, det føler sig ret godt tilpas i den position. Jeg synes, at ideen om, at klimaforandringerne og Putin er ansvarlige for de tyske landmænds situation, er latterlig. Hvis man ser på de optøjer, der finder sted lige nu, er der landmænd i Grækenland, Italien, Spanien, Frankrig, Holland og Tyskland, som alle demonstrerer med hundredtusindvis af traktorer. I Rom er der lige nu 2.000 traktorer, der blokerer de store motorveje. Alle disse mennesker er i en absolut kamp for overlevelse. De ved godt, at grunden til, at de har dette problem, ikke kun er de høje energipriser, nedskæringerne i subsidier, EU’s vanvittige politik, som er en del af den grønne nulstilling, at de skal udlægge 30% af landbrugsjorden; eller 4% i Frankrigs tilfælde; at de ikke længere må bruge pesticider og kunstgødning; alle disse regler, som er resultatet af en ideologi. Dertil kommer de høje energipriser: De kommer ikke fra Putin, de kommer fra sanktionerne mod Rusland, de kommer fra afskæringen af russisk energi, hvilket ikke var Ruslands beslutning, det var resultatet af udviklingen omkring Nord Stream-rørledningerne.

Landmændene hævder nu med rette, at de kæmper for deres eksistens, og at de producerer de fødevarer, som vi alle er afhængige af, så de vil på ingen måde stoppe. Jeg ved ikke, hvor det ender, men det bliver mere og mere radikalt. De seneste rapporter er, at landmænd i Holland er begyndt at sætte ild til halm og træ, og de lægger gødning foran byrådsmedlemmers og borgmestres huse. Jeg mener, det er lidt vildt, men jeg er der ikke for at bedømme, hvilke midler de bruger. Pointen er, at vi har brug for en reform af hele dette system, hvor den fysiske økonomi og økonomien i folkets tjeneste igen kommer på dagsordenen, og ikke ved at skære i alle budgetområderne for det fælles bedste til fordel for nogle få menneskers profit! Milliardærerne bliver rigere, og den brede befolkning bliver fattigere og fattigere; middelklassen forsvinder, og det er et system, der tydeligvis ikke kan fortsætte. Vi er ved at se det gå til grunde!

Det er derfor, de forslag, vi har fremsat i de ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, skal sættes på dagsordenen. Og jeg vil virkelig opfordre jer til at læse disse ti principper, for I har brug for en omfattende tilgang. Vi er langt forbi den tid, hvor man bare kan løse et lille problem på lokalt plan: Man har virkelig brug for en omfattende tilgang for at rette op på hele systemet.

SCHLANGER: Helga, et sidste spørgsmål her, hvor jeg bruger din ekspertise i tysk politik: Det er fra en tysk tilhænger, som spørger: “Kan de, der angiveligt marcherer mod fascisme i Tyskland, se ironien i, at deres regering støtter folkemord i Sydvestasien?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er meget morsomt, for denne “Correctiv”-gruppe af såkaldte undersøgende journalister, som i øvrigt er finansieret af meget højreorienterede amerikanske kilder, og delstatsregeringen i Nordrhein-Westfalen er den næststørste kilde til deres finansiering. Vi undersøger dette lige nu, fordi det er en reel orkestrering: Det, de hævder, at fascisterne (i Potsdam) diskuterede, var præcis det samme, som den tyske regering havde opfordret til dagen før, nemlig en offensiv for at flytte mange af migranterne. Så der er ingen forskel på, hvad den tyske regering faktisk foreslår og delvist gør, og hvad disse såkaldte “nazister” eller fascister har foreslået. Det hele er en komplet iscenesættelse.

Vi diskuterede netop med flere mennesker i dag, at jeg tror, det er ved at vende, for mens folk oprindeligt var meget oprørte over AfD og såkaldte “højreorienterede”, viser det sig nu, at mange af disse faktisk millioner af mennesker i gaderne demonstrerer mod regeringen! Så de bruger det faktum, at folk er på gaden og bare går ud, fordi de er ved at koge over, fordi de ser, at Tyskland er ved at blive ødelagt; alt det, der blev bygget op i generationerne efter Anden Verdenskrig, er ved at ryge ud af vinduet; folk mister deres levebrød, deres eksistens.

Så jeg tror, at sandheden om orkestreringen af hele denne demonstration er, at folk langsomt, men sikkert indser, at når de store medier annoncerer tid og sted for disse demonstrationer i detaljer, så begynder alle at indse, at det er regeringsorkestrerede demonstrationer, der kun har ét mål, og det er at ændre dagsordenen.

Folk burde være ude i gaderne og demonstrere mod faren for atomkrig, som der bliver slået på tromme for – hver dag taler forsvarsministre og andre om den kommende krig med Rusland. I Finland, i Sverige; admiral Rob Bauer, formanden for NATO’s militærkomité, og andre siger næsten hver dag: “I er nødt til at forberede jer på krig”; I er nødt til at have flasker med vand til de første 36 timer for at overleve efter et sådant angreb fra Rusland. Det er jo vanvittigt! Det har en tendens til at blive en selvopfyldende profeti, hvis vi ikke ændrer kurs! Det er det, folk burde demonstrere imod, ikke en eller anden fabrikeret grund, som bare er et forsøg på at aflede opmærksomheden fra det virkelige problem.

SCHLANGER: Tak, Helga, fordi du er med os som altid, og fordi du deler din meget værdsatte ekspertise. Jeg vil gerne opfordre folk igen: Gå ind på LaRouche-organisationens hjemmeside og download den erklæring, som vi har udgivet: “Vidste eller burde have vidst: Regeringer, der er medskyldige i folkedrab, vil ikke kunne påberåbe sig uvidenhed ved det kommende Nürnberg-tribunal”. Tag handling sammen med os. Det, du lige har hørt fra Helga, er et perfekt eksempel på, hvorfor du ikke kan stole på politikere og regeringer, men at de skal være lydhøre over for folkets interesser – og det betyder dig.

Så, Helga, nogle sidste ord for i dag?

ZEPP-LAROUCHE: Nej, men jeg tror, at dette er et øjeblik, hvor moralen hos hver enkelt af os bliver testet, og jeg kan kun citere den palæstinensiske protestantiske pastor Munther Isaac fra Betlehem, som i en nylig webcast mindede folk om situationen i Gaza, at Bibelen siger: “Hvad I gør mod de mindste af disse, det gør I mod mig. Så vi bør virkelig tage meget mere ansvar for, hvad der sker, for hvis det går galt, vil det være vores allesammens skyld, selv om der ikke vil være nogen tilbage til at græde over det.

SCHLANGER: Okay, vi ses i næste uge. Forhåbentlig klarer vi os igennem ugen og får endnu en mulighed for at besvare spørgsmål og give folk retning for deres aktiviteter.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, vi ses i næste uge.

(EIRNS) – 6. februar 2024

Verden er under forvandling og oplever spændinger og omvæltninger på et niveau uden sidestykke i mange generationer. Fortidens verden vender aldrig tilbage; der vil ikke være nogen tilbagevenden til en behagelig (eller ikke så behagelig) tid fra før i tiden. Om menneskehedens fremtidige vej er en vej til helvede eller til fornuft, er op til os at afgøre.

Tænk på den enorme uro i EU: Vi ser det i de fortsatte og voksende protester mod den anti-vækst, anti-menneskelige “grønne” politik, der ødelægger landbrug og kvægavl. Vi ser det i Ungarns fortsatte afvisning af at optage Sverige i NATO. Vi ser det i de forskellige tilgange, udtalelser og holdninger til staten Israels ødelæggelse af Gaza og dens indbyggere: Da den franske udenrigsminister, Stéphane Séjourné, besøgte Israel, fordømte han “bosættervold” og opfordringer til at begå krigsforbrydelser og insisterede på, at “der under ingen omstændigheder kan ske tvangsforflyttelse af palæstinensere, hverken ud af Gaza eller ud af Vestbredden.”

I USA er der en dybtgående forskel mellem det etablerede samfunds synspunkter og de fleste normale amerikaneres. De ser i økonomien ikke Bidens strålende økonomiske opsving, men en voldsom prisinflation på mad, husleje og andre fornødenheder. Mens anglofile “ledere” anser det for en høj prioritet at “støtte” Ukraine (ved kynisk at bruge dets befolkning og territorium til at skade Rusland), er dette af faldende betydning for almindelige mennesker. Den uforbeholdne støtte til Netanyahus afskyelige politik over for Gaza, som man finder på højeste niveau i Washington, afspejles ikke på lokalt plan. Mange byer og amter har vedtaget erklæringer, der opfordrer til våbenhvile, og den blæsende by, Chicago, er indtil videre den største. Selv medarbejdere, der arbejder i maskinrummet i Washington, væmmes ved den afstumpede ligegyldighed over for menneskeliv, som knusningen af palæstinenserne er udtryk for….

Og i FN lagde Kinas permanente repræsentant ved FN, ambassadør Zhang Jun, ikke fingrene imellem: “Det skal påpeges, at den grundlæggende årsag til de stigende spændinger i Mellemøsten i løbet af de sidste par måneder er den manglende gennemførelse af en våbenhvile i Gaza,” sagde Zhang. “Alle parter bør følge den stærke opfordring og den overvældende tilslutning fra det internationale samfund og støtte Sikkerhedsrådet i at tage drastiske skridt for at fremme en øjeblikkelig våbenhvile.”

Han stillede et krav til USA: “Vi opfordrer det pågældende land [dvs. USA] til at udvise politisk vilje og beslutsomhed, træffe mere praktiske foranstaltninger for at sikre regional fred og stabilitet, foretage mindre egoistiske geopolitiske afvejninger og spille den konstruktive rolle, der forventes af det.”

De fleste mennesker i Gaza er fordrevet fra deres hjem, som måske ikke engang eksisterer længere. Næsten alle kender nogen, der er blevet dræbt eller såret af israelske militæraktioner. Trængt sammen i et skrumpende område omkring Rafah er befolkningen et let bytte, da en ny, massiv israelsk operation for at rydde en “bufferzone” langs grænsen til Egypten ser ud til at være nært forestående.

I mellemtiden hævder USA og Storbritannien, at de ikke ønsker at udvide kampene, samtidig med at de samarbejder om angreb på Yemen, Irak og Syrien, og Israel engagerer sig i militære aktioner, der krydser grænsen til Libanon. Hvor meget længere vil verden tolerere påstande om “selvforsvar”, når de mennesker, der forsvares, er en besættelsesmagt?

Situationen er uudholdelig!

Den gamle politiske orden falder fra hinanden; de gamle magtcentre kan ikke holde. Hvilken fremtid vil der blive skabt for verden? Et styrtdyk ned i helvede eller et nyt paradigme for fred og udvikling; et paradigme, der tilsidesætter barnlige ting?

Valget ligger i de gerninger, vi udfører. Skab stigende engagement omkring de tre handlinger, der opfordres til her i denne erklæring.

Foto: wantedinrome Xpage

Feb. 1, 2024 (EIRNS) – Den modbydelige beslutning fra USA, Storbritannien, Tyskland, Italien, Holland og Schweiz om at suspendere deres finansiering af FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA), som er den vigtigste leverandør af hjælp til den belejrede befolkning i Gazastriben, og bekræftelsen fra IDF-kilder om, at Hamas’ tunneler bliver oversvømmet med vand, tegner tilsammen et billede af mord og tvangsforflytning.

“Domicilet” i Gaza – ødelæggelsen af steder at bo – som The Guardian på slående vis har dokumenteret i visuel form, fortæller om en vision for Gaza, som kun omfatter få palæstinensere, hvis overhovedet nogen.

Den verdensomspændende vrede og fordømmelse af Israels militære politik, som Den Internationale Domstol med overvældende flertal kendte skyldig i et sandsynligt folkedrab, vil ikke aftage.

Det er ikke et problem, der vil forsvinde, som kan skubbes ind under gulvtæppet, som kan udskydes.

En føderal dommer i Californien, som blev tvunget til at afvise en sag mod Biden og to af hans embedsmænd på grund af inhabilitet, beklagede: “Der er sjældne tilfælde, hvor det foretrukne resultat er utilgængeligt for domstolen. Dette er en af disse sager.” Dommeren konkluderer: “Domstolen er begrænset af tidligere sager og opdelingen af vores koordinerede regeringsgrene til at afholde sig fra at udøve myndighed i denne sag. Men som ICJ afgav kendelse om, er det sandsynligt, at Israels adfærd kan sidestilles med folkedrab. Denne domstol bønfalder de sagsøgte om at undersøge resultaterne af deres uforbeholdne støtte til den militære belejring af palæstinenserne i Gaza.”

Tidligere står der i kendelsen: “Både sagsøgernes ubestridte vidneudsagn og den ekspertudtalelse, der blev fremlagt under høringen om disse begæringer, samt udtalelser fra forskellige embedsmænd i den israelske regering tyder på, at den igangværende militære belejring i Gaza har til formål at udrydde et helt folk og derfor sandsynligvis falder ind under det internationale forbud mod folkedrab.” Dommeren erkendte, at “denne domstol er forpligtet til at holde sig inden for grænserne af sin retslige kompetence,” men insisterede på, at “det er ethvert individs forpligtelse at konfrontere den nuværende belejring af Gaza.”

Den regionale presse, herunder i Saudi-Arabien, spreder budskabet om handlinger i USA, Israels største støtte, der går ind for våbenhvile. Rapportering om den afgørende stemme fra Chicagos borgmester til fordel for en opfordring til våbenhvile hjælper verden med bedre at forstå meningsforskellene i USA og isolationen af synspunktet fra Washingtons såkaldte Beltway.

I mellemtiden er hele verden under forandring. Kina er blevet den første nation, der har accepteret en ambassadør fra Taliban-regeringen i Afghanistan. De Forenede Arabiske Emirater har netop indviet en ny dollarfri finansiel platform ved at betale Kina med en digital version af de Forenede Arabiske Emiraters dirham.

NATO’s nationer kan og skal deltage i den forandring, der fejer hen over verden, hvor et nyt paradigme for politik og økonomi giver mulighed for at undslippe imperiernes og oligarkiernes verden og gøre op med sådanne barnlige ting for altid.

En meget synlig demonstration af dette potentiale ses i de enorme forsamlinger af landmænd over hele Europa, herunder omkring 1.300 i Bruxelles for at udfordre EU-bureaukraterne, som støt har øget anti-landmands- og anti-fødevarepolitikken. Der er allerede opnået nogle indrømmelser, men landmændene, der lever af at producere og skabe mad, der kan brødføde mennesker, er ikke tilfredse med halvhjertede tiltag.

Intet mindre end en afvisning af malthusiansk anti-vækst “grøn” politik vil være nok!

Vil den indsigt i fysisk økonomi, som landmændene giver befolkningerne i deres nationer gennem deres handlinger, spille en rolle som drivkraft for en økonomisk renæssance med stigende produktivitet? En renæssance med voksende niveauer af stadig mere koncentreret energi, som gennem det syntetiske miljø, der skabes af avanceret infrastruktur, bringes i anvendelse på den potentielle arbejdskraft?

En sådan mission kan forene nationerne i det såkaldte Globale Nord og Globale Syd, nationerne i de “udviklede” og “udviklende” sektorer.

Betingelserne er til stede for at opgive fejlslagne aksiomer. Hvordan vil du agere for at fremme udviklingen af en metode til at erstatte dem?

Foto: UNRWA Facebook page

Ikke korrekturlæst

Fredag den 2. februar 2024.

ANASTASIA BATTLE: Velkommen, alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition; det er vores 35. møde i træk, vi har ikke misset en uge. Mange af os her er virkelig dedikerede til at skabe ægte fred i verden. Jeg vil gerne byde jer alle velkommen, især dem, der er nye. Jeg vil bestemt opfordre nye mennesker til at springe ind i dag og introducere sig selv, og hvilken organisation de er med i. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være mødeleder. Med mig er også mine medmoderatorer, Dennis Small og Dennis Speed.

Vi kommer til at have omkring en times forberedte rapporter og præsentationer fra forskellige mennesker rundt om i verden. Derefter har vi en åben diskussion. Jeg vil gerne indlede den med min kære ven, Helga Zepp-LaRouche, som er initiativtager til Den Internationale Fredskoalition og grundlægger af Schiller Instituttet. Vi har gang i en masse lige nu; mange af jer har sikkert fået den e-mail, jeg sendte ud om, hvad der foregår med hensyn til folkemordet i Gaza. Helga indleder samtalen her.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig byde jer alle velkommen. Jeg tror, alle er klar over den ekstraordinære, hidtil usete optrapning af situationen i Gaza, hvor vi havde den historiske afgørelse fra Den Internationale Domstol den 26. januar, hvor domstolen i en foreløbig afgørelse fastslog, at der er sandsynlige grunde til at antage, at folkedrab finder sted. De definerede en hel række foranstaltninger, som Israel skulle gennemføre for at afhjælpe situationen og forhindre folkedrab, herunder en massiv forøgelse af den humanitære bistand, forhindre yderligere forværring af situationen gennem udveksling og lignende ting. Derefter gav domstolen Israel fire uger til at rapportere tilbage til domstolen om succesen med gennemførelsen af disse foranstaltninger. Det var klart; det var en historisk beslutning; det var virkelig en lettelse, at retfærdighed var mulig gennem den højeste domstol i verden.

Men samme aften anklagede den israelske regering 12 medlemmer af UNRWA, FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge, for at samarbejde med Hamas om terrorangrebet den 7. oktober. Uden at vente på nogen uafhængig bekræftelse af denne rapport afbrød flere regeringer, herunder USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig og nogle andre, straks al finansiering til UNRWA. Det betyder, at den eneste organisation, der har været ansvarlig for at levere mad, medicin og andre forsyninger, har fået stoppet sin finansiering; disse penge vil slippe op senest ved udgangen af denne måned.

Umiddelbart efter blev det forstærket ved at beskylde 10% af alle UNRWA-medlemmer for at have bånd til Hamas. Det er at spille på folks uvidenhed, for Hamas er den valgte regering i Gaza, og hvis UNRWA eller en anden nødhjælpsorganisation vil gøre noget, er de den eneste eksisterende partner, som man kan indgå sådanne aftaler med. Men det blev selvfølgelig ikke rapporteret af de etablerede medier. Der var flere lande, som ikke skar i hjælpen; det var Norge, Irland og Spanien. Det tyske udenrigsministerium sagde, at mens de skar ned på den økonomiske støtte til UNRWA, ville de fortsætte den humanitære støtte gennem organisationer som UNICEF og nogle andre. Men det er fuldstændig bedragerisk, for hvis du ikke har nogen til at levere mad og medicin, så er det en total nedskæring.

Fire dage senere, den 30. januar, meddelte IDF så, at de ville oversvømme Hamas’ tunneler [med havvand]. Dette var allerede blevet diskuteret som en mulighed i avisartikler, og flere hydrologer havde tydeligt advaret om, hvad virkningerne ville være. Hvis man oversvømmer Hamas’ meget lange og talrige tunneler med saltvand, ødelægger det fuldstændig akviferen, grundvandet, i hundrede år eller mere. Det gør vandet udrikkeligt for omkring 85% af befolkningen. Under alle omstændigheder har hele IDF’s politik resulteret i, at mere end 1,5 millioner palæstinensere er blevet drevet ind i et meget lille område nær Rafah. Det gør dem helt afhængige af enhver form for hjælp, som nu er afskåret. Effekten af dette er, at det, der truede med at blive en hungersnød, hvor folk ville dø af sult og tørst, nu faktisk sker i disse timer og dage.

Det er en optrapning, der er så utrolig, at det overgår fantasien. De etablerede medier i Tyskland, for eksempel, er stort set mørklagte og har i stedet historier om årsdagen for Holocaust, om den stigende antisemitisme i Tyskland. Alle disse ting kan have en vis berettigelse, men på dette tidspunkt tjener de som en stor distraktion fra beslutningen i Haag, som aldrig rigtig blev diskuteret, eller konsekvenserne af at skære i finansieringen til UNRWA eller oversvømme tunnellerne. Der er næsten total mørklægning i pressen. Måske er der en lille smule nyheder her og der, men det kommer ikke ud i den offentlige bevidsthed.

Så jeg tror, at Israels handlinger, beskyldningerne mod UNRWA og oversvømmelsen af tunnellerne helt sikkert vil blive nævnt om mindre end tre uger, når domstolen mødes igen i Haag. De vil helt sikkert bemærke, at Israel ikke blot undlod at træffe alle de foranstaltninger, det burde have truffet for at forhindre folkedrab, som domstolen udtrykte det, men at det modsatte skete.

Nu skal vi virkelig være opmærksomme på, at eftersom de fleste af de involverede lande har underskrevet folkedrabskonventionen, er de faktisk forpligtede til at forhindre dette folkedrab, men de gør det modsatte. Hvad det vil betyde, vil jeg ikke spå om, men det kan meget vel være, at alle de regeringer, der gør disse ting lige nu, vil blive fundet medskyldige i folkedrab. Hvad det vil gøre ved den internationale orden, er igen hinsides enhver fantasi. Der er allerede mange tegn på, at Tyskland er ved at blive fuldstændig isoleret; kulturelt set trækker kunstnere sig ud af ethvert samarbejde med Tyskland. I det Globale Syd er folk forfærdede, men det vil betyde, at Vesten vil miste, eller allerede har mistet, sin moralske status, og det vil eskalere voldsomt.

Så det gør hele den strategiske situation værre, for samtidig har vi nu næsten alle forsvarsministrene i alle NATO-landene, der kommer med helt hysteriske advarsler om, at der vil være krig i Rusland om 18 måneder, om to år, tre år, fem år; det varierer fra land til land. Men de advarer alle – og selvfølgelig NATO selv; admiral Bauer, som er leder af militærkomiteen, advarer om, at folk skal gøre sig klar til at overleve de første 36 timer af et russisk angreb ved at hamstre batterier og vand og alt muligt andet. Så en vis mængde frygt bliver indpodet. Hele denne formodede trussel om en kommende krig med Rusland kan blive, og vil sandsynligvis blive, en selvopfyldende profeti, hvis vi ikke ændrer kurs.
Jeg tror, at situationen i Ukraine set fra NATO’s synspunkt er, at krigen kommer til at fortsætte i mange år, fordi EU netop her til morgen er blevet enige om et budget, der giver yderligere 50 milliarder euro til Ukraine over de næste fire år. Det ignorerer fuldstændig det faktum, at det ukrainske folk ikke er i stand til at udkæmpe en sådan krig. De har en enorm mangel på soldater, en enorm mangel på arbejdere, fordi de enten er døde eller i udlandet. Så det er en fuldstændig kynisk tilgang. Der er ingen diskussion om en diplomatisk løsning fra disse kredse.
Jeg tror, faren er, at hvis vi fortsætter med denne geopolitiske konfrontation mod Rusland og Kina, er det næsten sikkert, at situationen vil ende i en tredje verdenskrig. Jeg bør nævne, at situationen i Mellemøsten er gearet op til en mulig krig med Iran, som, hvis det kommer dertil, også kan eskalere krigen til en global krig meget hurtigere.

Jeg bør nævne, at {New York Times} i dag rapporterer, at over 800 embedsmænd, offentligt ansatte, har udsendt en erklæring, hvor de protesterer mod deres regeringers handlinger. Dette inkluderer embedsmænd fra USA, Storbritannien og flere europæiske lande, hvor disse 800 embedsmænd siger, at de er forpligtet til deres lands forfatning, og at de ser den nuværende regeringspolitik som skadelig for deres landes interesser og meget farlig. De kommer ud i en bølge af protester. Så der er en vis opposition under udvikling, men jeg tror, vi virkelig er nødt til at komme til den konklusion, at vi på den ene side absolut er nødt til at gøre noget for at stoppe det, der sker i Gaza, for i de tre uger, der er tilbage, før Haag-domstolen mødes igen, er der ikke mange palæstinensere, der kan forvente at overleve, hvis det her ikke bliver ændret. Vi har brug for en øjeblikkelig, absolut akut mobilisering gennem alle mulige kanaler, hvor vi kontakter religiøse ledere, forskellige civile organisationer, folkevalgte. Der skal ske en indgriben for at stoppe dette og genåbne situationen ved at gennemføre alle de foranstaltninger, som Den Internationale Domstol har fastsat, at Israel skal gøre for at forhindre folkedrab. Det skal gøres med det samme.

Men generelt mener jeg, at vi er nødt til at ændre hele situationens retning, for hvis du vil skabe en fjende, skal du bare blive ved med at gentage, at du er en fjende, så skaber du en fjende. Jeg tror, vi har brug for en fuldstændig forandring. Vejen ud ville være meget nem, hvis Europas og USA’s befolkninger klart erklærede, at vi ønsker at samarbejde med det Globale Syd, med den Globale Majoritet, og at vi i dette samarbejde meget nemt kan finde en løsning. Det kunne ske: Det kunne ske i morgen, for jeg er 100 % sikker på, at BRIKS plus, landene i det Globale Syd, absolut ville byde en sådan gestus fra det Globale Nord velkommen. Jeg tror også, vi er nødt til at tænke alvorligt over, hvordan vi kan sætte den internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur på dagsordenen som den eneste vej ud. Men jeg vil mene, at den umiddelbare situation nu handler om at redde det palæstinensiske folk.

Afsluttende bemærkninger
Jeg vil også lige påpege, at Hamas er den valgte regering i Gaza. Hvis en hjælpeorganisation – uanset om det er Caritas eller UNRWA – opererer i et land med internationale folk, skal man altid koordinere med den regering, der har ansvaret for det pågældende sted. Så argumentet om, at 10% af UNRWA-folkene har forbindelser til Hamas, er helt forkert. Hvis man siger: “Jeg har en lastbil med mælkepulver, og jeg vil gerne køre ad den følgende vej,” så skal man kontakte det embedsværk, der har ansvaret for den pågældende vej. Jeg siger bare, at man kan fordreje ethvert udsagn til at betyde det modsatte. Desuden må vi ikke glemme, at der i mellemtiden, i de sidste tre måneder efter Hamas-angrebet i Israel, har været rapporter, selv i de israelske medier, om, at det var Netanyahu selv, der finansierede Hamas og hjalp med at opbygge det som en modvægt til Det Palæstinensiske Selvstyre, med den specifikke hensigt at gøre Hamas stærkere, så det ville umuliggøre ideen om en palæstinensisk stat.

Folk i dag tror, at man skal glemme historien i enhver konflikt og bare tro på den fortælling, der bliver lagt frem på dagen. Det er tilfældet med Gaza, og det er tilfældet med Ukraine og alle andre konflikter. Men vi har en hukommelse, for vi er ikke dumme. Det er én ting, man kan sige.
Jeg synes virkelig, vi skal tage det til os, for hvert minut, hver time – jeg så nogle af optagelserne fra andre lande, fra Kina, fra Al-Jazeera – når man ser nogle af interviewene, så er der mennesker, der sidder på jorden og løber fra sted til sted. De får at vide: “Tag mod syd, der er sikkert. Så bliver de bombet dér, jaget væk. Det er helt utroligt, hvad der sker. Så jeg synes, vi alle bør føle et personligt ansvar for at gøre dette til et bedre sted. På en måde, når man ved, hvad der foregår, er vi alle en del af en menneskelig familie, og man kan altid sige: “Hvad har jeg at gøre med Palæstina?” Men det er vores menneskelighed, vi står over for verdensdomstolen, som repræsenterer historien. Vi er alle ansvarlige for udfaldet af det, der sker. Jeg synes, at man skal tænke over det, for i dag tænker folk ikke som verdenshistoriske borgere: De har en tendens til at tænke: “Jeg har mit privatliv, og det er godt nok for mig”. Men ud fra et universalhistorisk synspunkt er vi verdensborgere, og det, vi gør eller ikke gør, skaber vores historie. Det er vores ene menneskelighed og én menneskelighed.

Så jeg vil virkelig opfordre jer til at tage dette til jer. Tag disse retningslinjer, som vi måske udsender senere i dag eller i morgen, og spred dem til andre organisationer. Du kender måske andre organisationer, der er involveret i fredsarbejde. Jeg tror, de alle har brug for denne form for fælles handling. Hvis alle de andre organisationer, som vi endnu ikke har været i stand til at få med i International Peace Coalition, også alle ville lave aktioner som denne, med det formål at lægge pres på regeringerne for at vende denne nedskæring af finansieringen til UNRWA – du kender alle navnene, jeg behøver ikke at nævne dem alle – tror jeg, vi kan gøre dette til en meget stærk kraft, og jeg tror, det er den bedste ting, jeg kan komme i tanke om i øjeblikket for at gribe ind.

Så gør venligst det allerbedste, i kan.

Ikke korrekturlæst

2. februar 2024

Mens du læser dette, er den uerkendte krig mod Iran, “fase tre” i Global NATO’s krig med Rusland og Kina – først Ukraine, så Gaza – ved at blive lanceret af Biden-administrationen. Tre steder i Irak og fire i Syrien blev angrebet og bombet med 125 stykker “præcisionsammunition”. Samtidig med disse angreb dukkede Biden op på Dover Air Force Base i Delaware sammen med forsvarsminister Lloyd Austin og general Charles Q. Brown, formand for generalstabscheferne, for at udtrykke respekt for de jordiske rester af sergent William Jerome Rivers, 46, fra Carrollton i Georgia, specialist Kennedy Ladon Sanders, 24, fra Waycross i Georgia, og specialist Breonna Alexsondria Moffett, 23, fra Savannah i Georgia.

Regeringen forsøgte således kynisk at udnytte den utrøstelige sorg hos familierne til de tre amerikanske soldater, som “døde patriotisk” ved at blive dræbt unødvendigt i det nordøstlige Jordan på militærbasen “Tower 22″ – præcis den slags sted, som senator Rand Paul beskrev som udelukkende egnet til at gøre amerikanske soldater til ” skydeskiver”, der venter på at blive angrebet. Biden og Pentagon var i stand til at misbruge de døde soldater, som allerede var forrådt af deres udsendelse i fare, en sidste gang, selv i døden. Så “Biden og de høje herrer” dukkede op i Dover, lige længe nok til at vifte med deres blodige skjorter, for at indlede endnu en fase i den globale “Great Game”-konflikt.

Man kan stoppe op og overveje, hvordan en sådan “Biden-adfærd” ser ud for den russiske præsident Vladimir Putin. Putin var ved magten på tidspunktet for USA’s 11. september 2001. Tror han, den tidligere leder af den føderale sikkerhedstjeneste (FSB), på den officielle fortælling om den dag? Hvad mener Putin i kølvandet på den stadig uforklarlige 7. oktober 2023 “total fiasko for den israelske efterretningstjeneste” – en fiasko, der ikke resulterede i afskedigelse af nogen, næsten fire måneder efter angrebet? Hvad mener han om USA’s, briternes og israelernes fælles indsats for at affolke Gaza? Hvad tænker Kinas Xi Jinping, mens USA annoncerer sin hensigt om at gå i krig mod “den virkelige trussel, Kina?”

Da Putin og det russiske folk for nylig fejrede 80-årsdagen for sejren ved belejringen af Leningrad den 27. januar 1944 og den sovjetiske triumf ved Stalingrad i 1943 (hvis 2,2 millioner ofre markerer det som det blodigste slag i hele menneskehedens historie), hvad må de så have konkluderet om englændernes forsætlige hukommelsestab over for disse begivenheder? “Sovjetunionen betalte den hårdeste pris: Selvom tallene ikke er præcise, anslås det, at 26 millioner sovjetiske borgere døde under Anden Verdenskrig, herunder så mange som 11 millioner soldater. På samme tid led tyskerne tre fjerdedele af deres krigstab i kampen mod Den Røde Hær,” skrev Ishaan Tharoor i Washington Post i maj 2015. “Det var de vestlige allieredes ekstreme held, at russerne, og ikke de selv, betalte næsten hele ‘slagterregningen’ … og accepterede 95% af de militære tab for de tre stormagter i den store alliance,” skrev den britiske historiker Max Hastings i bogen Inferno: En verden i krig, 1939-1945. Hvilke konklusioner ville du drage i lyset af den nuværende NATO/Rusland-“Ukraine”-krig, praktisk talt det samme militære område som for 80 år siden, hvis du var det russiske militær, hvis du var præsident Vladimir Putin, hvis du så Gaza, i kølvandet på Den Internationale Domstols afgørelse og den engelske verdens reaktion på den, som Rusland eller Kina ville se det?

“Holocaust overskygger … planer, der omfattede endnu flere drab. Hitler ønskede ikke kun at udrydde jøderne; han ønskede også at ødelægge Polen og Sovjetunionen som stater, udrydde deres herskende klasser og dræbe titusindvis af slaviske folkeslag,” bemærker den amerikanske historiker Timothy Snyder i sin bog Bloodlands: Europa mellem Hitler og Stalin. Kan den kendsgerning glemmes i nutidens Rusland?

Sidste lørdag reflekterede Vladimir Putin over, at “27. januar er en af de vigtigste datoer i vores fælles nationale historie. På denne dag i 1944 ophævede soldater fra Den Røde Hær fuldstændig belejringen af Leningrad. Et år efter, i 1945, befriede de Auschwitz.” I går, på 81-årsdagen for sejren ved Stalingrad, talte Putin i Tula, lige syd for Moskva, til 600 videnskabelige arbejdere, ingeniører, journalister, læger og andre og sagde: “I dag er dagen for Ruslands militære ære. Vi markerer 81-årsdagen for nazisternes nederlag i slaget om Stalingrad. Heltene i dette slag ved Volga-floden omfattede ingeniører og arbejdere…. Du ved, jeg er kommet til at tænke på noget, der ligger mig meget på sinde, eftersom jeg er født i Leningrad. På nogle af vores fabrikker, som Putilovsky-fabrikken, når fjenden nærmede sig værkstederne, greb arbejderne rifler eller stormgeværer og gik ud for at afværge angrebene. Når fjenden var slået tilbage, gik de tilbage til deres maskiner og genoptog arbejdet. Det var sådan, de arbejdede. Kan nogen besejre en nation som denne? Aldrig.”

Det må koldt og nøgternt erkendes, at befolkningen i USA i særdeleshed, såvel som i den transatlantiske verden, for at overleve den overhængende fare for atomkrig, en fare, som ikke vil blive erkendt af dens vrangforestillede politiske ledere i tide, må tilslutte sig den internationale offentligheds utvetydige afvisning af folkedrab, som det “sandsynlige folkedrab” i Gaza nu utvetydigt er blevet belyst af Den Internationale Domstols afgørelse den 26. januar. En måde at gøre det på er at omgøre 18 nationers nedskæring af støtten til FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge (UNRWA) gennem øjeblikkelige demonstrationer og andre offentlige aktioner, uanset størrelse, i alle disse nationer. Indtil videre er der ikke påvist nogen gyldighed i anklagerne mod UNRWA, som har fungeret siden 1949, som ville kræve tilbagetrækning af dets livsvigtige midler, selv hvis der var en gyldig grund til at mistænke enkeltpersoner for noget – hvilket i øvrigt endnu ikke er bevist. UNRWA-personales kontakt med Hamas er ikke bevis for noget som helst. Eftersom Hamas har været den juridisk anerkendte regering i Gaza siden 2005, ville det være teknisk såvel som fysisk umuligt for nogen administration eller udbetaling af hjælp i Gaza at være blevet udført, uden at UNRWA havde været i kontakt med Hamas, som er regeringen i det besatte Gaza-område.

I USA skal de 200 kongresmedlemmer, der har fordømt Sydafrika for overhovedet at anlægge sag mod Israel, ud over at gribe ind for straks at genoprette UNRWA’s finansiering, anklages for deres medvirken til at fremme de forhold, der f.eks. kan muliggøre den umiddelbart forestående død af måske så mange som 50.000 palæstinensiske børn, der er ved at komme til verden. Titusinder af disse børn og deres mødre kan dø i de kommende dage og uger, berøvet mad og andre fornødenheder, direkte som følge af den “beklagelige nødvendighed”, at de ifølge Netanyahu-regimet skal henrettes i “den israelske ret til selvforsvars navn.” Sejren i denne uge for en resolution om våbenhvile i Chicagos byråd, selvom den er lille, viser også amerikanerne, hvordan en demokratisk proces kan og bør fungere i en suveræn republik.

Wall Street Journals overskrift som svar – “Chicago stemmer på Hamas” – viser ikke blot galskaben, men også panikken hos en engang så intelligent elite. Er de ikke klar over, at der bliver nødt til at være et forlig, der involverer Hamas – medmindre der sker en masseudryddelse? Som rapporteret nedenfor: “Hamas studerer stadig den Qatari-mæglede gidselaftale, men … Hamas insisterer på en permanent våbenhvile for gidselaftalen, og blandt de tusindvis af palæstinensiske fanger, der skal løslades, er Marwan Barghouti og lederen af PFLP, Ahmad Saadat.” Netanyahu, som er modstander af en palæstinensisk stat, vil gøre alt for at forhindre det.

For to dage siden sagde den sydafrikanske udenrigsminister Naledi Pandor til journalister: “Vi mener, at afgørelsen (fra Den Internationale Domstol) gør det klart, at det er sandsynliggjort, at der finder folkedrab sted mod det palæstinensiske folk i Gaza. Dette pålægger nødvendigvis alle stater en forpligtelse til at ophøre med at finansiere og lette Israels militære handlinger, der, som domstolen har påpeget, sandsynligvis er folkedrab.” Hun sagde også: “Jeg kan ikke være uærlig. Jeg mener, at domstolens afgørelser er blevet ignoreret. Hundredvis af mennesker er blevet dræbt i de sidste tre eller fire dage. Og Israel mener tydeligvis, at de har ret til at gøre, som de vil.”

Om tre uger vil Israel, og verden, have et historisk møde. De 30 dage vil være gået, og Israel vil enten have efterkommet IJC eller højst sandsynligt ikke have gjort det. Hvad vil verden så gøre? Det vil ikke være muligt at gå tilbage fra sandhedens øjeblik. Men mens det øjeblik nærmer sig, dør palæstinenserne; spædbørn, inklusive de ufødte, sulter ihjel. Det har ikke forhindret malthusianerne i NATO i at forsøge at slå dem ihjel. Individuelle byrådsmedlemmer, individuelle lovgivere, individuelle advokater, individuelle uafhængige kandidater til embeder som New Yorks LaRouche uafhængige amerikanske senatskandidat Diane Sare er trådt frem. Men nu er det tid, og det er alle de folkevalgtes pligt, at handle. På hvilken side af historien vil du stå?

Foto: EIR

Den 30. januar 2024 (EIRNS) – Når nationen Algeriet i dag opfordrer FN’s Sikkerhedsråd til at give de netop offentliggjorte mandater fra Den Internationale Domstol ”bindende virkning”, vedrørende det “sandsynliggjorte tilfælde” af folkedrab begået af det israelske militær i Gaza, vil USA og Storbritannien så nedværdige borgerne i deres respektive nationer og verden ved deres forventede veto? Det ville i realiteten være at nedlægge veto mod den næsten enstemmige afstemning i verdens højeste domstol. Vil USA og Storbritannien gøre det denne gang med henvisning til “forsvaret af retsstatsprincippet”?

Vil USA og Storbritannien, som de og andre nationer gjorde med den omhyggeligt undersøgte og detaljerede begæring fra Sydafrika, afvise de juridiske konklusioner og mandater fra panelet af dommere fra Rusland, Slovakiet, Frankrig, Marokko, Somalia, Kina, Indien, Jamaica, Libanon, Japan, Tyskland, Australien, Brasilien, Sydafrika – og USA selv – som “uden belæg”? Ud over Palæstinas sjæle vil spøgelserne fra FN’s personale, der allerede har givet deres liv i dette vanvittige virvar, holde øje, og det samme vil verdens øjne.

Nu, hvor Den Internationale Domstol (ICJ) utvetydigt har givet nationen Israel, der har underskrevet folkedrabskonventionen fra 1948, et mandat, som regeringen skal overholde inden for 30 dage efter afgørelsen den 26. januar, er det klart for ethvert fornuftigt menneske, at det udelukkende kan ske på betingelse af en permanent våbenhvile. De tarvelige forsøg fra {Wall Street Journal}, {Jerusalem Post} og andre publikationer på at hævde, at domstolen ikke udtrykkeligt foreslog nogen våbenhvile, siger mere om den nu udbredte analfabetisme i det 21. århundredes presse, end det gør om, hvad indholdet af afgørelsen klart fastslår. For eksempel, hvis selv de to første af ICJ-mandaternes seks bestemmelser tages i betragtning:

“1.) Staten Israel skal, i overensstemmelse med sine forpligtelser i henhold til konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab, i forhold til palæstinenserne i Gaza, træffe alle de foranstaltninger, der står i dens magt, for at forhindre udførelsen af alle handlinger, der er omfattet af artikel II i denne konvention, især:

“(a) drab på medlemmer af gruppen;
“(b) at forårsage alvorlig legemlig eller psykisk skade på medlemmer af gruppen;
“(c) forsætligt at påføre gruppen levevilkår, beregnet på at medføre dens fysiske ødelæggelse helt eller delvist; og
“(d) at indføre foranstaltninger, der har til formål at forhindre fødsler inden for gruppen;” og

“2.)Staten Israel skal med øjeblikkelig virkning sikre, at dens militær ikke begår nogen af de handlinger, der er beskrevet i punkt 1 ovenfor,”

– Det burde være klart for enhver ærlig person, at disse foranstaltninger kun kan gennemføres ved en øjeblikkelig indstilling af konflikten i Gaza.

Derudover er det ikke længere til at komme uden om, at en betydelig del af de valgte repræsentanter for regeringerne i de transatlantiske lande og NATO offentligt har erklæret, at de støtter folkedrab, som det nu er blevet identificeret. Center for Constitutional Rights, National Lawyers Guild og Palestine Legal advarede i et brev den 3. november 2023 den amerikanske kongres mod at stemme for militærhjælp til Israel: “Vær opmærksom på, at hvis du stemmer for denne pakke, risikerer du at blive stillet til ansvar for at have hjulpet og tilskyndet til folkedrab, krigs forbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i henhold til international lov, og du kan blive efterforsket og retsforfulgt ved Den Internationale Straffedomstol og i tredjelande i henhold til princippet om universel domsmyndighed.” De tilføjede også følgende fodnote: “Federal Criminal Law. I henhold til 18 U.S.C. § 1091 – som blev vedtaget for at overholde USA’s forpligtelse i henhold til folkedrabskonventionen – er enhver, der begår, tilskynder til, forsøger eller konspirerer om folkedrab i eller uden for USA, berettiget til straf. Se War Crimes Act, 18 U.S.C. § 2441 (a) og (b).”

Ja, USA’s kongres og andre amerikanske enkeltpersoner {kan} holdes ansvarlige. Det er naturligvis det amerikanske folks opgave, ligesom det vil være opgaven for folk i alle de lande i verden, hvor regeringer forsøger at tvinge deres befolkninger til at acceptere folkedrab, som det skete for kun 80 år siden. Nelson Mandelas Sydafrikas modige holdning på vegne af menneskeheden, og derfor på vegne af palæstinenserne, må nu overtages af os alle, mens vi får det anglo-amerikanske etablissement og dets medskyldige til at afsløre sig selv over for verden. Og mens det er dem, der begår krig og folkedrab, er det os, der forhindrer det – hvis vi vælger at gøre det. Ingen såkaldt “business as usual”! Våbenhvile nu! Bring alle Nürnberg-forbrydere for retten! Husk: “Buen i det moralske univers er lang, men den bøjer sig mod retfærdighed.”

Foto: United Nations Photo | Frank van Beek

24. januar 2024 (EIRNS) – Lørdag den 20. januar 2024 var Schiller Instituttet vært for en international ungdomsdialog for at diskutere “[Ti principper for en ny udviklings- og Sikkerhedsarkitektur](https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/),” foreslået af Schiller Instituttets grundlægger og præsident, Helga Zepp-LaRouche. I løbet af dialogen diskuterede ungdomsledere fra nationer over hele kloden de historiske og erkendelsesmæssige fortilfælde for – såvel som de nødvendige løsninger på – den nuværende, voksende militære og økonomiske verdenskrise, som nu truer med at blive en global, potentielt atomar, katastrofe.

Deltagerne i denne ungdomsdialog offentliggør nu denne erklæring om utvetydig solidaritet med Sydafrikas sagsanlæg ved Den Internationale Domstol, som umiskendeligt har bidraget til at dreje den universelle verdenshistories kurs i retning af retfærdighed.

Helga Zepp-LaRouche bemærkede, at “ifølge Friedrich Schiller, den store tyske frihedens digter, som Schiller Instituttet er opkaldt efter, er der ingen modsætning mellem at være patriot for sit eget land og at tænke og agere som en verdensborger.”

Vi unge kvinder og mænd – fra Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika, Yemen, Afghanistan, Syrien, Den demokratiske republik Congo, Uganda, Kenya, Nigeria, Togo, Tanzania, Tyskland, Frankrig, Nicaragua, Canada, Mexico, Venezuela, Argentina, El Salvador, Bangladesh, USA og adskillige andre lande – bekræfter denne ophøjede opfattelse af patriotisme, og anerkender at den må være kernen i enhver væsentlig udvikling for international fred i Sydvestasien og i resten af verden.

Patriotisme og verdensborgerskab kombineres i den fælles påberåbelse af både Nelson Mandela og Dr. Martin Luther King, Jr. i Sydafrikas ansøgning. Sydafrika tog ikke sin sag op som blot et “enestående” land, der er klar til at bruge sine “styrker” for at “overvåge” sin fætter Israel. I ånden fra 1776 hævede Sydafrika snarere sin stemme som én suveræn nation blandt mange. I den forsonende udgave af sin særlige historie repræsenterer Sydafrika den for hele menneskeheden karakteristiske evne : evnen til progressiv perfektion gennem moralsk, kulturel og økonomisk udvikling.

Sydafrika har haft det ædle mod til ikke at benægte sin egen historie med legaliseret uretfærdighed, og har accepteret det tunge ansvar det er at tiltræde folkedrabskonventionen fra 1948, og har hurtigt demonstreret for verden, gennem universaliteten i sin individuelle intention, hvordan Én kan blive til Mange og Mange blive til Én; på den måde har Sydafrika sejret over den permanente krigs “logik” gennem fornuftens kraft og ”agapisk”, barmhjertig, kærlighed.

I 1963 advarede King USA om en forestående “åndelig død”, som følge af ” dette foretagende med at brænde mennesker med napalm, at fylde vores nations hjem med forældreløse og enker, at sprøjte hadets giftige stoffer ind i årerne på mennesker, der normalt er humane.” Kings advarsel fik ny form af pave Johannes Paul II i 1987, da han skrev om “en verden, der er opdelt i blokke, opretholdt af stive ideologier, og hvor forskellige former for imperialisme hersker i stedet for gensidig afhængighed og solidaritet.” Pave Johannes Paul II kaldte dette [“en verden underlagt syndens strukturer.”] (https://www.vatican.va/content/john-paul-ii/en/encyclicals/documents/hf_jp-ii_enc_30121987_sollicitudo-rei-socialis.html)

Den bedrageriske magt i disse “syndens strukturer” er blevet radikalt udfordret af den moralske autoritet i Sydafrikas sag, der bekræfter Mandelas udtalelse om, at [“marchen mod frihed og retfærdighed er uigenkaldelig.”](http://www.mandela.gov.za/mandela_speeches/1990/900213_soweto.htm)

Ved hjælp af Sydafrikas moralske vejledning nægter vi – som King nægtede – at lade os “hypnotisere af usikkerhed”.

Vi bekræfter nøgternt Mandelas opfordring:

“Lad ikke hver enkelt af jer og alle vores folk give fredens og frihedens fjender plads til at føre os tilbage til apartheids mørke helvede. Det er kun disciplineret masseaktion, der sikrer os den sejr, vi søger. Gå tilbage til jeres fabrikker, skoler, miner og lokalsamfund; byg videre på den massive energi, som de seneste begivenheder i vores land har frigivet, ved at styrke disciplineret masseorganisering. Vi fortsætter fremad.”

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 24. januar 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og præsident for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 24. januar 2024, og jeg er din vært, Harley Schlanger. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til questions@schillerinstitute.org.

Beklager, at vi starter lidt sent, men vi havde et teknisk problem at løse, så lad os komme direkte til spørgsmålene.

Helga, titlen på dagens webcast er ” Døende tricks i et døende system”, og det gav anledning til vores første spørgsmål fra en seer i Texas. Han skriver: “Hvad gør dig så sikker på, at systemet er døende? Det virker, som om de kan blive ved med holde det kørende. Jeg er enig i, hvad Lyndon LaRouche sagde for mange år siden, at de efter 1971 vil gå efter en global fascistisk orden, men vil det holde deres system i live, og hvis ja, hvordan?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det vestlige oligarkis flip er gigantisk, fordi de for ganske nylig har indset, at der er en enorm modreaktion mod deres politik, fra alt til sanktionerne mod Rusland, til bevæbningen af dollaren, til de fortsatte kolonialistiske mekanismer i form af restriktioner og forskellige andre faktorer, Så lige nu er der en klar fremkomst af et nyt system, og bortset fra det, vi har diskuteret i tidligere udsendelser, er den nye udvikling, at der var et meget stort møde i Kampala, Uganda, hvor 3.000 delegerede fra 120 lande mødtes, først fra den Alliancefri Bevægelse og derefter fra G77. Og de vedtog en Kampala-erklæring, hvor de erklærede, hvordan de ønskede at organisere verdensordenen.

Det er en virkelig betydningsfuld udvikling: Det betyder, at landene i det Globale Syd, som for længst er blevet den Globale Majoritet, har til hensigt at afslutte et system af 600 års kolonialisme. Og jeg tror, at effekten af det vil være, at enten det vestlige oligarki, som har en utrolig boble af ubetalelige derivater, som de sidder på, og det er bare et spørgsmål om tid – du har ret, de har altid en måde at arbejde nogle tricks ind i systemet på – men der er en ende på vejen i sigte, og det eneste spørgsmål, der burde bekymre nogen ved deres fulde fem, er, om vi kan overbevise nok dele af det såkaldte Nord eller Vest i tide til at indse, at det ville være i deres bedste interesse at samarbejde med dette store flertal af menneskeheden? Ugandas præsident Yoweri Museveni sagde det meget godt. Han sagde: “Hvorfor skulle de globale aktører ikke indse, at det ville være i alles interesse at arbejde sammen med det Globale Syd, og at alle ville få velstand og alle ville få meget mere ud af det, end hvis det store flertal af verdens befolkning blev holdt i fattigdom?”

Tja, der er to muligheder: Enten sker denne transformation til en sådan ny orden, hvor landene i det Globale Syd accepteres som ligeværdige partnere i et nyt system af fælles samarbejde, af win-win-respekt for hinanden – enten sker denne transformation fredeligt og snart; eller også er der en absolut fare for, at den geopolitiske konfrontation, der eksisterer lige nu mellem NATO på den ene side og hovedsageligt Rusland og Kina på den anden, vil føre til en global katastrofe. Personligt kan jeg ikke se en tredje vej, for enten kan vi handle som en menneskelig art baseret på fornuft, eller også vil de fås interesser ødelægge verden for alle.

Så på den ene eller anden måde vil systemet få en ende, ikke kun af økonomiske årsager, men simpelthen fordi den dynamik, der nu er i gang, betyder, at en beslutning på den ene eller anden måde vil komme på bordet ret snart.

SCHLANGER: Vi har nu et spørgsmål fra Spanien, fra Manuel Miguel Enrique, som siger: “Godmorgen fra Spanien. Jeg vil gerne spørge, om en tredje verdenskrig er uundgåelig, eftersom alle broer af forståelse synes at være blevet brudt?”

ZEPP-LAROUCHE: Nej, det er den ikke. Hvis den var det, ville jeg ikke sidde her i et relativt optimistisk humør. Hvis det var uundgåeligt, tror jeg ikke, at universet ville være, som det er: Der er fri vilje i universet. Den er indbygget i universets lovmæssighed, og der er ingen, der har sagt det mere præcist end Gottfried Wilhelm Leibniz, der, som du måske ved, talte om den “bedste af alle mulige verdener”, som vi lever i. Og det var ikke det, Voltaire forsøgte at gøre som et sarkastisk angreb. Det, han mente, var simpelthen, at universet er indrettet på en sådan måde, at enhver ond kraft udløser potentialet for en endnu større god kraft. Man kan udtrykke det på en anden måde: Man kan sige, at universet er organiseret på en anti-entropisk måde, at udviklingen fra biosfæren til noosfæren, som Vladimir Vernadsky ville have udtrykt det, at denne tendens er stigende, og at jo mere det kognitive element i verden vinder dominans over de rent biologiske processer, jo større er chancen for, at vi faktisk når en ny æra af civilisation.

Dette spørgsmål om fri vilje betyder ikke, at det er determinisme. Det er ikke noget “histomat” eller “diamat” – en forkortelse for “historisk materialisme” eller “dialektisk materialisme”. Det betyder blot, at hvis nok mennesker af god vilje mobiliserer sig omkring en positiv vision om, hvor menneskeheden skal hen, er sandsynligheden for, at vi vil være i stand til at opnå det, ekstremt høj. Så det er i høj grad en subjektiv faktor, det er ikke en objektiv betingelse, og det er derfor, vi har brug for, at du er aktiv sammen med os, så vi kan lægge løsningerne på bordet, og løsningerne er primært behovet for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til interesserne i alle lande på planeten.

Så det er ikke uundgåeligt, men det vil kræve en masse arbejde og mobilisering af en masse gode mennesker.

SCHLANGER: Der er mange spørgsmål af lignende karakter, på den ene side den positive udvikling, de tyske landmænd, den sydafrikanske retssag, men på den anden side det vanvittige Ramstein-møde for nylig. Så lad mig starte med et spørgsmål om den sydafrikanske udvikling, Den Internationale Domstol (apropos fri vilje). “Har du nogen idé om, hvordan og hvornår ICJ vil træffe en afgørelse?” Og den samme person spørger: “Hvad er det for en forskruet logik, der ligger bag Tysklands forslag om at støtte Israel ved ICJ?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber, at beslutningen om en midlertidig foranstaltning kommer snart, for hver dag er naturligvis af ekstrem betydning for de mennesker, der befinder sig i denne ufattelige situation i Gaza.

Men jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad der er galt med Tyskland. Der er så mange åbne breve nu fra bekymrede jødiske mennesker til den tyske regering, fra parlamentarikere, fra alle mulige mennesker. Det er en uheldig udvikling, at Tyskland tydeligvis har taget skylden for Holocaust, der skete for 80 år siden, hvilket naturligvis er en god ting, fordi nogle andre lande, der har begået forbrydelser, måske ikke præcis de samme, men også ganske utrolige, ikke har taget ansvar for disse forbrydelser. Så jeg synes, det er prisværdigt, at Tyskland i meget høj grad har gjort op med, hvad nazisterne gjorde. Men hvis man er blind for, hvad der foregår omkring en, er det helt sikkert tragisk, og jeg er bange for, at Tyskland vil blive isoleret internationalt som følge heraf. Du har allerede set, at Namibias præsident, Hage Geingob, er gået ud og har sagt, at dette er det tredje folkedrab, som Tyskland ser igennem fingre med i dette tilfælde, efter folkedrabet på hereroerne i Namibia i begyndelsen af det 20. århundrede; det andet folkedrab var Holocaust. Og nu vender Tyskland det blinde øje til, hvad der sker i Gaza.

Jeg synes, det skal vendes om. Jeg mener, at alle juridiske eksperter i Tyskland bør gribe ind, for hvis man studerer argumenterne i Haag, hvis man er objektiv, kan man kun komme til den konklusion, at Sydafrikas argument er meget veldokumenteret, og Israels modargument er meget dårligt.

Nu vil effekten være, hvad vi allerede ser: Kunstnere fra det Globale Syd er allerede ved at trække sig. Nogen har fjernet en film fra Berlinalen [Berlins internationale filmfestival]. Der har været andre kulturelle begivenheder, der er blevet aflyst, og jeg er meget bekymret for, at dette kun er begyndelsen, hvor det meget gode omdømme, som Tyskland plejede at have på grund af dets innovationskraft, på grund af dets mange opdagelser, på grund af dets økonomiske magt, på grund af det image, der var forbundet med “Made in Germany” i årtier i efterkrigstiden, og især på grund af dets store kulturelle bidrag til verdenshistorien. Tyskland havde et ekstremt positivt image i mange, mange lande i verden, og det ved jeg fra mange personlige samtaler: Alt dette er ved at gå tabt! Og hvis Tyskland ikke ændrer sig, vil det blive en paria blandt stater, sammen med USA og Storbritannien, og det vil være meget svært at vende en sådan udvikling.

Jeg synes, det er en tragedie, og jeg kan kun sige, at der stadig er tid til at rette op på det, men det skal gøres meget hurtigt.

SCHLANGER: Vi har to spørgsmål mere om Tyskland. Det er klart, Helga, at folk gerne vil vide, hvad du tænker om det. Det ene er fra en tysker, der bor i Thailand, som spørger: “Med hvilken autoritet kan den tyske regering acceptere at sende militærhelikoptere, som rapporteret fra det nylige Ramstein-møde, og muligvis langtrækkende missiler til Ukraine? Skal der ikke være en afstemning i Forbundsdagen? Har der været en afstemning?”

Og så er det andet spørgsmål fra Ohio, hvor nogen skriver: “Tillykke til de tyske landmænd. Er der nogen chance for, at amerikanske landmænd kunne slutte sig til dem og køre traktorer til Washington for at protestere mod USA’s politik, som de gjorde i slutningen af 1970’erne?”

ZEPP-LAROUCHE: Hvad angår det første spørgsmål, tror jeg, at det, der altid sker, er, at Austin ringer til sin ukrainske gruppe i Ramstein, som om Ramstein var en del af USA. Så vidt jeg ved, har han aldrig spurgt nogen, om han måtte gøre det; han gør det bare. Jeg mener, det er simpelthen et symptom på, at Tyskland i øjeblikket desværre er en 100% koloni af Anglosfæren – jeg vil ikke sige USA, men jeg vil sige Anglosfæren, fordi det er den angloamerikanske fremdrift, som den tyske regering netop er – jeg tror, det er NATO’s gamle princip, som Lord Ismay, NATO’s første generalsekretær, så berømt sagde: At formålet med NATO var “at holde russerne ude, at holde amerikanerne inde og at holde tyskerne nede”. Og desværre har det nuværende hold af såkaldte ledere i Tyskland ikke rygrad til at forsvare tyske interesser!

Så det eneste håb, jeg ser, og det fører til det andet spørgsmål, er det faktum, at store dele af den tyske befolkning for første gang i meget lang tid går på gaden, og i dette tilfælde, når det gælder landmændene, lastbilchaufførerne, håndværkerne, bagerne og mange andre grupper, der nu går sammen, kæmper de for selve landbrugets eksistens! For transporten, for store dele af middelklassen, som forhåbentlig vil slutte sig til dem på et tidspunkt.

For Tyskland er i frit fald lige nu, ikke mindst på grund af sabotagen af Nord Stream-gasrørledningerne, de høje energipriser, og man har en situation, hvor folk i Tyskland kæmper for deres eksistens, ikke bare materielt, men folk er virkelig oprørte. Og jeg synes simpelthen, det er utroligt, hvad der er sket, for de store landbrugsdemonstrationer startede den 8. januar: Mandag den 8. januar havde de en utrolig demonstration med 100.000 traktorer! Hele landet var praktisk talt lammet, men det var fredeligt, det var godt koordineret.

Og hvad skete der så? To dage senere, den 10. januar, kommer der pludselig en pressehistorie om en såkaldt “korrigerende gruppe af journalister”, såkaldte undersøgende journalister, som er finansieret af alle mulige hedgefonde og fonde og hvad ved jeg – de kommer ud med en fuldstændig opdigtet historie om, at en gruppe højreorienterede mødtes den 25. november 2023, i Potsdam, nær det hotel, hvor Wannsee-konferencen [20. januar 1942] fandt sted, underforstået at dette er i samme tradition, og at de havde besluttet sig for en plan om at ” hjemsende” en masse mennesker, der søger asyl i Tyskland, og at dette ville være det store hemmelige plot, som de opdagede.

Nu benyttede jeg lejligheden til at sammenligne, hvad der blev rapporteret af denne “korrigerende” gruppe, af noget pressedækning, og alt, hvad jeg kunne finde, var, at nogle af disse mennesker tilsyneladende citerede fra en bog af en østrigsk forfatter, der er en del af identitetsbevægelsen. Hans bog er i sin fjerde udgave, og han foreslår, at mange udlændinge hjemsendes til deres hjemlande. Hvis man sammenligner den tekst, der blev brugt, er den identisk med, hvad kansler Olaf Scholz sagde i en forsidehistorie i {Der Spiegel}, om en “stor offensiv for hjemsendelse af asylansøgere” – det samme ordvalg! Det hele var en forfalskning, men fordi det blev offentliggjort som et så stort drama, opfordrede kirkerne, fagforeningerne og partierne selvfølgelig folk til store demonstrationer, og der var hundredtusinder af mennesker på gaden sidste weekend, og det overskyggede fuldstændig, eller skulle overskygge, landmændenes demonstration!

Det er virkelig en meget mærkelig historie. For det første, hvis det var sådan en stor skandale, hvorfor blev den så syltet og ikke udgivet i seks uger? Hvorfor blev den først udgivet to dage efter, at bønderne havde 100.000 traktorer på gaden? Og desuden, hvorfor er de samme mennesker ikke ude på gaderne og demonstrere mod krigsfremstødet? Formanden for NATO’s militærkomité, admiral Rob Bauer, kom ud med de store overskrifter i tabloidavisen {Bildzeitung}: “Vi har 36 timer til at forberede os. Alle bør skaffe sig batterier og vand, for hvis der kommer et russisk angreb i Europa, er de første 36 timer afgørende.” Folk bliver drevet ind i en frygtreaktion; overalt taler de om den kommende krig med Rusland om to år eller 18 måneder, om fem år, men under alle omstændigheder, som om det er sikkert, at den kommer.

Det skaber en fare for en “selvopfyldende profeti” – hvis man bliver ved med at gøre det, er jeg bange for, at konflikten vil finde sted. Men det er en komplet orkestrering, og jeg må virkelig sige, til befolkningen: Der er så mange grunde til at demonstrere, til at støtte landmændene, fordi de producerer den mad, der er eksistensen for alle. Folk bør støtte landmændene! Der er grund til at demonstrere mod nedskæringen af alle sociale programmer, mod manglen på infrastruktur, mod manglen på reparationer af skoler; der er mange, mange grunde til at demonstrere.

Men at falde for denne falske operation viser virkelig, at befolkningen skal være en lille smule klogere, og jeg tror, at den tyske befolkning lige nu – jeg talte med nogle mennesker, der deltog i den falske demonstration, og de sagde, at de virkelig ikke var der for at protestere mod AfD, fordi AfD ikke siger meget andet end Scholz og CDU, så det er et komplet luftkastel! Men folk var der, fordi de er vrede, og de ville vide, hvad de andre folk er vrede over.

Det ville jeg bare sige, og jeg synes, det er rigtig godt, at mange amerikanske landmænd i dette tilfælde allerede har sendt støttetelegrammer til de tyske landmænd, og jeg håber, at det vil blive flere og flere. Nu er der også annonceret landsdækkende demonstrationer i Italien, Spanien, Frankrig, Holland, så det spreder sig helt sikkert, og landmændene i Tyskland har sagt, at de ikke vil stoppe, før regeringen går med til deres krav.

SCHLANGER: Helga, vi har et par spørgsmål om konfrontationen, eller den forestående konfrontation, om man vil, med Rusland. Fra London har vi et spørgsmål: “Med det kommende valg i Rusland i marts, er det så ikke sandsynligt, at Vesten vil lancere en slags falsk flag-provokation for at destabilisere Rusland som en del af en Maidan-agtig farverevolution for at lave et regimeskifte mod Putin?” Og vi har et spørgsmål fra Beograd, hvor personen skriver, at “der er bevægelser i retning af en farvet revolution mod Vučić-regeringen i Serbien. Er det sandsynligt, at noget lignende vil blive lanceret mod Putin?”

ZEPP-LAROUCHE: Der er grund til at være bekymret for det, for der er en organisation, der hedder “Free Nations of Post-Russia Forum”, og de har allerede arrangeret en masse konferencer i USA, i Philadelphia, i Washington og andre steder. Og de promoverer opdelingen af Rusland i 40 forskellige enheder. De har tilsyneladende også nogle folk på jorden i Rusland, som har udført sabotage, som de kalder “frihedskæmpere” eller noget i den stil. Så der er grund til at være bekymret, men jeg tror ikke, det vil lykkes, for jeg tror, at størstedelen af den russiske befolkning støtter det, Putin gør, og den nuværende regering.

Desuden er det altid meget svært at få et fuldstændigt indblik i et andet land; man kan kun gå ud fra visse forudsætninger. Og når jeg ser på det store billede, den strategiske situation, og hvordan for eksempel landene i det Globale Syd forholder sig ikke bare til Kina, men også til Rusland, så tror jeg, at de har valgt den side, hvor de tror, at de kan få en bedre aftale, et bedre venskab og et bedre samarbejde. Jeg tror, at det virkelige spil er det store spil, du ved, det er ikke kun i Rusland og det kommende valg, men jeg tænker, at det er spørgsmålet om, hvorvidt kræfterne i verden kan arbejde sammen hurtigt nok til at bringe os fredeligt ind i en ny æra? For vi sidder på en komplet krudttønde. {Bulletin of the Atomic Scientists} har lige nulstillet dommedagsuret igen, hvilket de gør hvert år i januar, og de lod det stå på 90 sekunder i midnat. Faren er virkelig stor, så jeg kan ikke helt udelukke muligheden for, at noget sådant kan ske, men jeg tvivler meget på, at det vil lykkes.

SCHLANGER: Helga, vi har et par spørgsmål mere. Der er et fra Dalia i Storbritannien, som spørger: “Mens USA og Storbritannien optrapper krigene i Ukraine, Gaza og nu ved Det Røde Hav, ser det ud til, at de forventer, at EU bakker dem op, samler stumperne op og betaler regningen. Er du enig? Hvad er EU’s politik på disse områder?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er overbevist om, at EU ikke repræsenterer sine medlemslandes interesser, det er helt sikkert. Jeg tror, at nu hvor Trump har vundet primærvalget i New Hampshire, er han foran Nikki Haley. Hun har ikke givet op endnu, men det er meget sandsynligt, at donorerne, pengemændene bag Nikki Haley, vil stoppe med at investere i et fejlslagent projekt, så Trump kan meget vel blive den næste præsident. Der er udbredt panik blandt den vestlige elite i Europa over, at USA vil stoppe med at støtte Ukraine – det kan ske længe før valgdagen – og så vil Europa komme til at betale for alle de skader, der er sket. Dette er en stor, stor, stor byrde, og det samme gælder selvfølgelig, hvis Europa bliver involveret i konflikten i Sydvestasien. Det kan kun forværre problemet.

Problemet er, at vi kun har begyndelsen på bevægelser i Europa, der kæmper for medlemslandenes interesser. Det er klart, at jo mere folk begynder at tænke over, at det vigtigste spørgsmål lige nu er, at vi gør noget for at bevare verdensfreden: For hvis der kommer en atomkrig, vil alt være tabt! Du ved, hvis der er en atomkrig, vil der være en atomvinter bagefter, der vil ikke være noget liv tilbage på planeten, og der vil ikke være nogen historikere tilbage til at undersøge, hvem der var skyldig i det, der skete. Og det er min største frygt, for jeg tror, vi er meget tæt på det.

Enhver ekspert, der tænker klart og ser, at den nuværende generation af politikere leger med ting, som tidligere generationer var ekstremt opmærksomme på faren ved; de udarbejdede alle mulige traktater, nedrustningsforhandlinger – de var opmærksomme. Men den nuværende generation af politikere, når de går ud og brøler ind i et rum: “Ruiner Rusland! De har ingen viden om historien, om den strategiske situation, og de bekymrer sig heller ikke om andet end deres små egoer. Og det er efter min mening den største fare. Så vi har brug for en masse veluddannede, tænkende borgere, der begynder at blive aktive. For hvis vi havde et stort antal mennesker, der var uddannede, som var uddannede inden for militær, økonomi, kultur og diplomati, ville dette ikke kunne ske.

SCHLANGER: Helga, jeg har et sidste spørgsmål til dig, fra David, som går tilbage til det, du sagde tidligere om Leibniz. Og han spørger: “Var Leibniz ansvarlig for sproget i forfatningen og uafhængighedserklæringen i USA?” og han sagde: “Der henvises ofte til John Locke. Hvad er Leibniz’ rolle?”

ZEPP-LAROUCHE: Det var helt klart Leibniz, ikke Locke, der havde indflydelse på Uafhængighedserklæringen og selvfølgelig forfatningen, fordi Benjamin Franklin for eksempel havde omfattende netværk i Europa, som formidlede denne indflydelse. Og selve sproget i Uafhængighedserklæringen om “umistelige rettigheder til liv, frihed og stræben efter lykke” er Leibniz! Det er ikke “ejendom”, det er Locke.

Leibniz var en smuk sjæl, som var dybt kultiveret. Han havde en vision om, hvordan nationer på forskellige kontinenter kunne leve fredeligt sammen, og Leibniz’ indflydelse bør genoplives: Både i USA og i Eurasien, fordi han havde en meget, meget avanceret opfattelse af, hvordan lande kunne arbejde sammen til gavn for alle.

SCHLANGER: Og selvfølgelig John Locke, som var interesseret i fordelene for købmændene i City of London, som lige var begyndt at [lydtab]…

Tak, fordi du deltog. Vi er tilbage i næste uge. Har du nogle afskedsord til folk?

ZEPP-LAROUCHE: Gør noget sammen med os! Det er ikke tid til at sidde på sidelinjen, for det er en tid, hvor modige handlinger fra enkeltpersoner, der arbejder sammen om en god plan, faktisk kan ændre historien til det bedre.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag, lad mig byde jer alle velkommen. Det er virkelig en stor glæde at tale med unge mennesker fra over 20 lande, fordi vi befinder os i det mest utrolige øjeblik i historien. Jeg ved, at man kan sige det om mange øjeblikke i historien, men jeg tror aldrig, vi har været i en tid, hvor farerne for menneskehedens eksistens på den ene side aldrig har været så store; men samtidig er det også et meget glædeligt og håbefuldt øjeblik, fordi vi befinder os i en transformation, hvor ét system – den gamle neoliberale orden, den såkaldte “regelbaserede orden” – tydeligvis fejler, og vi ser fremkomsten af et helt nyt paradigme, der lover at blive et meget, meget bedre grundlag for relationer mellem lande internationalt, mellem hinanden.

Lad mig indlede med at tale lidt om, hvad vi skal gøre ved denne krigstrussel: Faktum er, at fordi den neoliberale orden er brudt sammen, så fungerer de kræfter, der ønsker at opretholde en unipolær verden, eller i det mindste en verden, hvor det gamle system med den regelbaserede orden opretholder dominansen over resten af verden, tydeligvis ikke. Faktisk er der fare for, at de aktuelle kriser, som vi ser i Ukraine og meget tydeligt i Sydvestasien, begge desværre har potentiale til at komme ud af kontrol og i værste fald blive til en global atomkrig, som, hvis det kom dertil – og vi må gøre alt for at forhindre det – ville betyde civilisationens udslettelse. For når man først har udvekslet atomvåben – og jeg afviser fuldstændig tanken om, at noget som en taktisk, regional atomkrig er mulig, for det er atomkrigens logik, at når først et atomvåben er brugt, er sandsynligheden for, at hele arsenalet af alle atomstyrker vil blive sluppet løs, ekstremt høj. Det ville betyde, at der efter en sådan atomudveksling ville være en atomvinter på mindst ti år, hvor alt liv på Jorden ville dø på grund af mangel på sol og føde. Så jeg tror, at unge mennesker, jer, der forhåbentlig har hele livet foran jer, er nødt til at have en stærkere stemme for at gøre det klart, at magthaverne skal stoppe en kurs, der er så truende for selve menneskehedens eksistens.

Det er derfor, hvad Schiller Instituttet har forsøgt at gøre, siden faren for krig er blevet så absolut akut – især siden krigen i Ukraine begyndte – vi har understreget meget kraftigt, at vi er nødt til at lære folk i alle lande på denne planet at tænke på den ene menneskehed først, før de tænker på nogen bestemt national interesse. At tænke på den ene menneskehed er ikke i modstrid med at være en god patriot, for ifølge Friedrich Schiller, som Schiller Instituttet er opkaldt efter, den store tyske frihedsdigter, er der ingen modsætning mellem at være patriot for sit eget land og at tænke og handle som en verdensborger.

Nu har jeg udformet et slogan: “Verdensborgere fra alle lande, foren jer! Nogle af jer, der kender Karl Marx, husker måske, at han opfandt sætningen “Proletarer i alle lande, foren jer!”. Da jeg har det privilegium at være født i den samme by som Karl Marx, den ældste by i Tyskland, Trier, ændrede jeg det bare til “Verdensborgere i alle lande, foren jer!”. Og det er ikke blot et slogan, for jeg tror, at efterhånden som vi ser tendensen til, at den Globale Majoritet bliver mere og mere fremtrædende, så befinder vi os også i en æra, hvor suverænitet er ekstremt vigtigt og vil være vigtigt i lang tid fremover, men vi er allerede i en periode, hvor man kan se, at der vil komme et tidspunkt i historien, hvor nationer vil være mindre vigtige. De vil ikke forsvinde, for kultur, sprog, tradition og kunst vil altid spille en meget vigtig rolle. Men vi vil helt sikkert, som en menneskelig art, til sidst nå en identitet, hvor vi er meget mere bevidste om at være den ene menneskehed, og det vil jeg vende tilbage til senere.

Der er også et filosofisk grundlag for, hvorfor man kan tænke på den ene menneskehed: Det er en filosofisk metode udviklet af en af mine yndlingsfilosoffer, Nicolaus af Cusa, som var grundlæggeren af den moderne videnskab i Europa og grundlæggeren af den suveræne nationalstat. Han levede i det 15. århundrede. Han udviklede en måde at tænke på, som han kaldte Coincidentia Oppositorum, Modsætningernes Sammenfald. Den grundlæggende idé er, at det menneskelige sind, udstyret med kreativ fornuft, altid kan tænke på det større end det mange. Nicolaus af Cusa var naturligvis kardinal i den katolske kirke og Vatikanets udenrigsminister på det tidspunkt. Han kom med denne idé på grund af teologiske overvejelser om, at den ene Gud har mere magt end alle de mange, som han har skabt. Men det er noget, man kan få adgang til, selv om man ikke er religiøs, for i matematikken har man også den idé, at der altid kan være en matematisk kraft, der har mere magt end de mange. Jeg synes, det er meget nyttigt – og måske skulle vi diskutere det i diskussionsperioden – det er et meget nyttigt redskab, især i en verden, hvor der er nogle som siger: “Amerika først!”, og andre der siger: “Mit land først!”. Andre siger: “Mit land er det udvalgte land.” Og jeg, der kommer fra Tyskland, er nu ekstremt tilbageholdende ved at høre nogen sige: “Mit land er det bedste”, for i Tyskland har vi ikke haft så gode erfaringer med det.

Men det er af eksistentiel betydning at komme til denne form for tænkning, at tænke på menneskehedens interesser først, når det drejer sig om faren for atomkrig.

Lige nu er vi i en situation, hvor mange mennesker i Vesten taler om den kommende uundgåelige krig med Rusland, med Kina. Der er folk i Sverige, Finland og Tyskland, som siger, at krigen med Rusland vil komme om to år, om tre år, på svensk territorium. Så sent som i går sagde lederen af NATO’s militærkomité, admiral Rob Bauer, at vi i NATO skal være i rødt alarmberedskab på grund af den uundgåelige kommende krig med Rusland. Jeg mener, at det tydeligvis er propaganda, det er et narrativ, for der er ingen uundgåelig fare for krig med Rusland. Hvis man ser på årsagen til, at folk siger dette, har det intet at gøre med Ruslands eller Kinas faktiske adfærd. Det har i høj grad noget at gøre med geopolitik.

Hvis du spørger dig selv: “Hvordan er vi kommet i en situation, hvor faren for atomkrig bliver diskuteret seriøst, hvor chefen for NATO siger dette, eller en af cheferne for NATO siger sådan. Man er nødt til at gå tilbage – og man kunne gå meget længere tilbage – men jeg vil gerne gå tilbage til slutningen af den såkaldte kolde krig – det var 1989-91 – den periode med tysk genforening, hvor Sovjetunionen kollapsede. På det tidspunkt var vi allerede ekstremt aktive som LaRouche-bevægelsen, Schiller Instituttet, fordi vi havde et klart koncept om, at når Sovjetunionen gik i opløsning, foreslog vi den Eurasiske Landbro som grundlag for en fredsorden, der forenede Europa og Asien gennem udviklingskorridorer, som vi allerede kaldte den Nye Silkevej på det tidspunkt. Dette ville have været et absolut gennemførligt koncept, fordi der ikke længere var nogen “fjende”; Sovjetunionens kommunisme var netop blevet afskaffet. Det ville i det mindste have været muligt at skitsere et fælles europæisk hus, som Gorbatjov talte om på det tidspunkt. Jeg vil spare jer for de mange aspekter af det, men virkeligheden var, at vores forslag blev afvist, fordi der i USA og Storbritannien var de neokonservative, som sagde: “Åh, vidunderligt! Sovjetunionen er væk, nu har vi vundet Den kolde Krig, og vi kan skabe en unipolær verden, hvor kun vi er den dominerende magt.” Der var især én fyr, der udarbejdede dette, Paul Wolfowitz, en af USA’s forsvarseksperter. Han opfandt Wolfowitz-doktrinen, som var ideen om, at nu hvor Vesten angiveligt havde vundet Den kolde Krig, ville USA ikke tillade noget andet land eller gruppe af lande nogensinde at overgå USA økonomisk, socialt, militært eller på anden måde. Desværre blev denne politik ført ud i livet. På det tidspunkt var der en amerikansk historiker ved navn Francis Fukuyama, som sagde, at dette var “historiens afslutning”. Det de mente med det var, at eftersom kommunismen angiveligt havde fejlet, ville hele verden indføre den neoliberale økonomiske model og den liberale model for socialpolitik. De påstod dybest set, at det ville betyde, at der ikke længere ville være krig, at det ville være historiens afslutning.

Den katolske pave på det tidspunkt, Johannes Paul II, advarede og sagde: “Nej! Det er ikke sådan, at Vesten har vundet, for hele verden er stadig under dominans af syndens strukturer”. At syndens strukturer ikke kun eksisterede i Sovjetunionen, men også i Vesten. Paven sagde, at hvis man ikke tror på det, så se på forholdene i Den tredje Verden for at se underudviklingen, fattigdommen, at disse syndens strukturer stadig hersker.

I begyndelsen af 1990’erne var Rusland ikke en fjende, fordi præsident Jeltsin, som fuldt ud gennemførte den neoliberale politik, de liberale økonomiske reformer; han gjorde præcis, hvad det vestlige oligarki ønskede, at han skulle gøre, så fra deres synspunkt var der ikke noget problem med Rusland. Bortset fra at den demografiske kurve i Rusland kollapsede med 1 million om året, og den russiske økonom Sergei Glazyev kaldte det folkemord, fordi hensigten var at reducere den russiske befolkning, at ruinere Rusland allerede dengang, under dække af liberal politik. Og Kina var heller ikke en fjende, for Kina var stadig under udvikling; det havde allerede gjort utrolige fremskridt, men det var ikke engang i nærheden af at udfordre USA. Men så, efter at Kina blev medlem af WTO, inviterede de vestlige magter Kina til at blive medlem af Verdenshandelsorganisationen, fordi de troede, at når Kina først var en del af vores WTO, ville det også indføre den liberale model og blive en del af os.

Det hele begyndte at ændre sig, da Putin kom og erstattede Jeltsin, fordi Putin var fast besluttet på at omgøre de liberale reformer og genetablere Rusland som en global magt, der dybest set var kollapset under Jeltsin, og så begyndte de at sige, at Putin faktisk er en fjende.

Og da Kina blev medlem af WTO, betød det selvfølgelig, at Kina pludselig havde adgang til alle de avancerede teknologier, og det blev starten på et stort produktivitetsspring, der løftede i alt 850 millioner mennesker i Kina ud af fattigdom, hvilket var et utroligt civilisatorisk bidrag. Men i sidste ende indførte Kina ikke Vestens liberale model; tværtimod gik Kina tilbage til sin 5.000 år gamle kulturelle tradition. De kaldte det ”kinesisk socialisme med kinesiske karakteristika”. Derefter gjorde Kina utrolige fremskridt. Endelig, i 2013, følte Kina sig økonomisk stærkt nok – det havde forsøgt før, men uden held – til at tilbyde resten af verden at deltage i den kinesiske model. Det var dengang, præsident Xi Jinping annoncerede Bælte- og Vej-Initiativet i Kasakhstan. Så begyndte den økonomiske udvikling at sprede sig fra Kina. De tilbød mange økonomiske samarbejdsaftaler med lande i Afrika, Latinamerika og Asien.

Og omkring 2017 begyndte Vesten for alvor at behandle Kina som en modstander. Vi fulgte det meget nøje, fordi vi havde vores egen plan for en verdenslandbro, for en eurasisk landbro, der ville strække sig til alle kontinenter, som vi udgav tilbage i 2014 som en bog med titlen: Den nye silkevej bliver Verdenslandbroen. Vi var ret overraskede over, at der i de første fire år næsten ikke var nogen dækning af Den nye Silkevej i de vestlige medier. Men så, i slutningen af 2017, begyndte alle sikkerhedsdokumenter, først USA’s og derefter alle de europæiske allierede, at behandle Kina som en modstander, som en konkurrent, men også mere og mere som en trussel.

Bestræbelserne på at opretholde den unipolære verden kom blandt andet til udtryk i de første fem udvidelser af NATO mod øst. Efter Sovjetunionens sammenbrud havde NATO lovet ikke at bevæge sig en tomme mod øst, men de rykkede 1000 km mod øst, tættere og tættere på Ruslands grænser. I 2014 lavede de vestlige magterne Maidan-kuppet, som var et fascistisk kup finansieret af bl.a. det amerikanske udenrigsministerium med 5 milliarder dollars (det indrømmede Victoria Nuland), og tanken var, at NATO skulle ekspandere ind i Ukraine. Set ud fra Ruslands sikkerhedsinteresser var dette uacceptabelt, fordi det ville være ligesom Cuba-krisen, hvor Sovjetunionen bragte sine atombevæbnede missiler til Cuba, og der opstod en Cuba-krise. Nu burde det være indlysende for enhver, at hvis NATO forsøger at gøre det samme den anden vej rundt, ved at bringe offensive våbensystemer til Ruslands grænse, ville det være en omvendt Cuba-krise. Det var der, krigen i Ukraine virkelig startede: Den startede for alvor i 2014.

Derefter blev sanktionsregimet mod Rusland mere og mere brutalt. Til sidst førte det endda til en bevæbning af dollaren, efter at den særlige militære operation blev søsat den 24. februar 2022. På dette tidspunkt gik vi ind i den nuværende situations konfrontatoriske fase. For de vestlige demokratier – og jeg er næsten nødt til at sætte ordet “demokratier” i anførselstegn – forsøgte hele tiden at trække størstedelen af landene i det Globale Syd, i Afrika, Latinamerika og Asien, over i de såkaldte “demokratiers” lejr. Men landene i det Globale Syd så på hele denne situation, og da de havde været ofre for kolonialisme i næsten 600 år, købte de ikke den fortælling, som de amerikanske og europæiske medier bragte, og de nægtede at tage Vestens parti og insisterede dybest set på at forblive neutrale. Fra det tidspunkt skete der en fuldstændig eksplosiv udvikling af traditionen og erindringen om den Alliancefri Bevægelse: Ånden fra Bandung, den første afro-asiatiske konference i 1955, som kom gevaldigt tilbage kan man sige, og landene i det Globale Syd, der blev mere og mere opmuntret af Kina, fordi de for første gang havde et alternativ for udvikling, mens Vesten i alle årene før ikke havde givet dem kredit for at opbygge infrastruktur. Hvorfor gav europæerne dem ikke langsigtede, lavtforrentede lån til at opbygge infrastruktur – havne, jernbaner, industriparker – i årene efter Anden Verdenskrig? Det gjorde de ikke. I stedet havde de IMF’s betingelser, som betød, at de såkaldte tredjeverdenslande skulle bruge de penge, de tjente på at eksportere råmaterialer, ikke til at investere i sundhedsvæsener, ikke til at investere i infrastruktur, men først til at betale deres gæld til bankerne i Paris-klubben.

Så det der skete var, at det Globale Syd blev stærkere og stærkere. BRIKS-landene – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – blev mere aktive. I slutningen af sidste år, på BRIKS-topmødet i Johannesburg, besluttede de at blive til BRIKS Plus. Fra 1. januar i år er det BRIKS-10: Etiopien, Egypten, Saudi-Arabien (som er i færd med at blive medlem), Emiraterne og Iran er alle medlemmer af BRIKS. Og omkring 30-40 andre lande har allerede ansøgt om at blive en del af det nye økonomiske system, som også har til hensigt at skabe en ny reservevaluta, så de kan få deres eget økonomiske system. Efter at dollaren blev gjort til et våben, da de amerikanske og europæiske banker konfiskerede russiske aktiver for omkring 300 milliarder dollars og afghanske aktiver for 9,5 milliarder dollars, begyndte disse lande at sige: “Måske er det ikke så sikkert at have sine aktiver i dollars. Måske skulle vi handle i vores egne valutaer – reais, rubler, rupees, renminbi og rand, blandt andre.

Det er dybest set der, vi er lige nu, for i år har Rusland formandskabet for BRIKS Plus. Og jeg forventer absolut, at BRIKS i den nuværende situation vil tage et kæmpe skridt fremad og blive et nyt økonomisk system. Det er et system, der er meget forskelligt fra den såkaldte regelbaserede orden, fordi de ikke har et sekretariat, de har ikke en fælles politik, som de ønsker at påtvinge resten af verden. Men blandt dem respekterer de hinandens suverænitet, forskellige sociale systemer, og at hvert land kan vælge sin egen udviklingsvej.

Jeg mener, at der må være et andet punkt i billedet. Sydafrikas nylige sagsanlæg mod Israel for folkedrab i Gaza er en verdenshistorisk begivenhed, for som mange har sagt, hvordan kan man benægte, at der foregår folkedrab i Gaza, når tv-stationer i hele verden sender live om hvad der foregår i Gaza hver dag? Når man afspærrer en lillebitte stribe land og sørger for, at der ikke kommer mad, elektricitet, medicin eller vand ind i tre måneder eller mere, og når selv FN siger, at antallet af mennesker, der forventes at dø af sygdom som følge af dette, vil være meget højere end antallet af mennesker, der er døde af bombardementerne, så er hensigten meget, meget klar.

Så ved Den Internationale Domstol i Haag præsenterede den sydafrikanske regering denne sag med 84 siders dokumentation af, hvad der foregår i Gaza. Jeg så de første tre timer af præsentationen og en del af de sidste tre timer. Jeg har aldrig set et så vandtæt juridisk argument, der ikke kun viser omfanget af den humanitære krise, men også den klare hensigt. Når du har alle de øverste embedsmænd i Israel, der taler om Amalek, taler om dyr, at ingen skal overleve, og så ser du [IDF]-soldaterne danse, i en vanvittig tilstand.

Under alle omstændigheder mener jeg, at betydningen af dette er historisk, fordi det beviser, at landet Sydafrika, som gennemgik apartheid og overvandt et system med racisme af den værste slags, har taget føringen for hele verden. Når Vesten, disse lande med de såkaldte høje moralske standarder, taler om demokrati og menneskerettigheder, når de konfronteres med denne utrolige situation i Gaza, dækker de over det og bringer det ikke for Verdensdomstolen. Det var Sydafrika, der reddede menneskehedens ære. Det er symptomatisk for den slags forandring, vi ser i verden lige nu. Jeg tror, det vil give genlyd, fordi hele den Globale Majoritet er på Sydafrikas side. Og jeg er meget ked af at sige det, men Tyskland har valgt den forkerte side i denne kamp ved at stille sig på USA’s og Israels side med det falske argument, at fordi Tyskland begik folkemord for mere end 80 år siden, er vi nødt til at holde med Israel, uanset hvad de gør. Det er en forkert idé, og jeg er meget ked af det, og forhåbentlig kan vi rette op på det.

Jeg håber, at vi kan rette op på det, for der er noget positivt at rapportere fra Tyskland: For et par uger siden begyndte tyske landmænd næsten uventet at gå på gaden for at protestere mod nedskæringer i deres forskellige budgetter og brændstoftilskud, som truer med at få dem til at gå fallit. De er på gaden nu: De samlede mere end 100.000 traktorer på én dag. De har stort set blokeret alle de store motorveje. De har demonstreret i en hel uge, og de stopper ikke. De forener sig nu med lastbilchaufførerne, som også protesterer, og mange andre dele af befolkningen støtter dem, fordi deres eget levebrød er på spil: Bagerne, restauratørerne, andre faggrupper. Forhåbentlig vil industrialisterne indse, at de er i en lignende situation, for det nuværende neoliberale system truer med at køre Tyskland helt i sænk.

Lad mig nu komme med en anden pointe, og det er: Jeg tror, at det vi ser lige nu med de tyske landmænds kamp og kampen i det Globale Syd, faktisk er den samme kamp! Det er måske ikke indlysende for folk i Bayern eller i Somalia – de ser det måske ikke på den måde. Men hvis man virkelig forstår, hvad der foregår, er det faktisk den samme kamp. For hvad er det, landene i det Globale Syd kæmper imod? De kæmper mod et system, der kontrollerer handelsbetingelserne. De kræver nu, at alle lande i udviklingssektoren ikke kun har ret til at udvikle deres egne ressourcer, men også til at øge produktionskæden, værdikæden i deres eget land, ved at udvikle industri, landbrug, infrastruktur, bygge nye byer, gå ind i nye områder inden for videnskab og teknologi; med andre ord at blive et mellemindkomstland i den nærmeste fremtid. Hvem forsøger at blokere for det? Det er de finansielle institutioner, Wall Street, City of London, det er det militærindustrielle kompleks i Nord, NATO og fødevarekartellerne! Hvis man ser på oversigterne over, hvem der sidder på magten i Wall Street, i City of London og andre finanscentre, så er disse komplekser, det finansielle, det militær-industrielle, fødevarekartellerne, genforsikringsselskaberne, så sammenflettede, at man ikke kan adskille dem en tøddel.

Så bønderne, der kæmper mod de samme karteller, og udviklingslandene, der kæmper mod det samme, har meget mere til fælles, end man skulle tro. En af de ting, vi ønsker at gøre, er at bringe disse to stærke bevægelser sammen, så de bliver til én, for jeg tror, at den eneste måde at komme ud af denne krise på er at forene Europas og USA’s befolkninger med befolkningerne i det Globale Syd. Jeg kan ikke se nogen anden løsning, for det er det eneste nye paradigme, vi kan opnå. Vi skal opnå dette nye paradigme ved at gøre en ende på 600 års kolonistyre af det Globale Syd.

Lad mig kort introducere mine ti principper, eftersom jeg for omkring to år siden begyndte at foreslå en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal erstatte den nuværende geopolitiske orden. Hvis nogle af jer allerede har tænkt over det, vil jeg gerne have, at vi diskuterer, hvordan vi rent faktisk får en sådan ny sikkerhedsorden på bordet. De ti principper, som jeg har foreslået: For det første skal hvert lands absolutte suverænitet respekteres. Der skal være en absolut afskaffelse af fattigdom på hele planeten. Universel sundhedspleje i alle lande; universel uddannelse for alle nyfødte børn og voksne. Et kreditsystem, der kan finansiere dette. En verdenslandbro til at bringe infrastruktur til alle hjørner af planeten. Og så tre filosofiske ideer – denne metode med sammenfald af modsætninger som en metode til at løse problemer, og diskussionen om, hvordan man finder frem til sandheden. Hvordan skelner man mellem meninger og fortællinger og den egentlige sandhed? Og der er en metode, som naturvidenskaben giver os lige nu som en måde til faktisk at finde sandheden og effekten af ideer i det fysiske univers. Og endelig diskussionen om billedet af mennesket, at mennesket i sig selv er godt. Det er ikke en alt for lang diskussion, men vi kan vende tilbage til den i spørgsmål og svar.

Jeg vil gerne introducere en anden tankegang. Det vil sige, at jeg gerne vil opmuntre jer alle sammen og faktisk gøre jer interesserede i at studere min afdøde mands, Lyndon LaRouches, ideer. For det faktum, at vores bevægelse overhovedet eksisterer, er et mirakel. Vi burde være knust og ikke eksistere, udslettet fra jordens overflade. Hvorfor? Fordi Lyndon LaRouche har udviklet en metodisk tankegang, der er vejen til at sætte folk fri, hvordan man frigør sin egen kreativitet og giver en nøglen til, at næsten alle faktisk kan blive et geni – men det kræver en vis mængde flid, det falder ikke ned som manna fra himlen, men det kræver arbejde.

Lad mig give jer nogle ideer om, hvorfor jeg siger dette. Vores bevægelse er baseret på Lyndon LaRouches ideer, som udviklede en tænkemåde, der er baseret på fysisk økonomi; den er baseret på en metode til at identificere tænkningens aksiomer, ikke bare gå ud fra hvad folk siger, men straks se analytisk på det, identificere de aksiomer og antagelser, der ligger til grund for visse udsagn, og på den måde finder man en umiskendelig nøgle til ethvert vidensområde. Denne måde at tænke på gjorde det muligt for ham at lave en prognose om den nuværende situation, hvor vi har et systemisk sammenbrud af den neoliberale orden. Han erkendte dette allerede i 1971, da præsident Nixon fjernede dollaren fra guldreservestandarden og indførte flydende valutakurser. Fordi han erkendte, at afviklingen af det gamle Bretton Woods-system – efterkrigstidens kreditsystem – og dets erstatning med et system, der er fuldstændig gearet til at maksimere profit og derfor tilsidesætter befolkningens fælles interesser, uundgåeligt ville føre til en ny depression, en ny fascisme og faren for en ny atomkrig, medmindre man erstatter dette system med en helt anden økonomisk orden.

Jeg kan kun opfordre jer til at kigge på de skrifter, vi har udgivet i løbet af de sidste 50 år, for at se hvor absolut præcis han var i at forudsige hver eneste vending til det værre i det nuværende finansielle system. Mange aviser og liberale økonomer har i dag insisteret på, at ingen økonom nogensinde kunne vide, at verdens finanssystem ville komme ud i den nuværende krise. Vi kan bevise, at det ikke er sandt, fordi han identificerede alle de trin, der skete, med absolut præcision: Grunden til, at USA’s økonomi er i så dårlig stand, bortset fra det militær-industrielle kompleks, er, at de har outsourcet deres produktion til billige arbejdsmarkeder; de har skiftet fra en orientering mod det fælles bedste til et samfund, hvor aktionærernes værdi er i højsædet; de har skiftet fra at have fuld kædeproduktion i deres eget land; De gik over til just-in-time; de gik mere og mere over til ideen om, at penge skaber penge, hvilket endte i derivathandelen, som nu beløber sig til 2 billiarder dollars i udestående derivatkontrakter, der ikke kan betales, og det er derfor, vi lige nu er i fare for et totalt sammenbrud af det finansielle system.

Denne måde at tænke på er i høj grad relateret til at forstå, hvad det er, der bevæger samfundet fremad; hvad er kilden til rigdom? Det er nemlig udelukkende individets kreative kræfter, der er i stand til at blive ved med at komme med nye ideer, at blive ved med at identificere kvalitative gennembrud i videnskab, i stor kunst; at identificere principper, der giver os ny indsigt i, hvordan det fysiske univers fungerer. Når vi anvender disse principper i produktionsprocessen, fører det til en stigning i menneskelig produktivitet, industriel kapacitet og produktivitet generelt, hvilket fører til en stigning i fysisk velstand, igen og igen og igen. Så det er ikke besiddelsen af råmaterialer. Det er ikke kontrollen over handelsbetingelserne – hvad markedsøkonomerne siger: Det er udelukkende det menneskelige sinds evne til at bruge sine kreative åndsevner til at opdage fysiske principper, kvalitativt nye principper. Og derefter at anvende dem i produktionen og på den måde øge menneskets magt over naturen og over universet. Og det er den ret, som udviklingslandene er blevet nægtet indtil den seneste strid, hvor det Globale Syd insisterer på, at man skal anvende sin medfødte ret til at tillempe dette princip på sine egne økonomier.

Dette er dybest set relateret til billedet af mennesket. Økologerne forsøger at overbevise folk om, at mennesket er en parasit, at mennesket er en byrde for naturen. Nogle går endda så langt som til at sige, at kvinder ikke bør få børn mere, fordi hvert nyfødt barn er en byrde for naturen – der er bøger af den slags i Tyskland og USA. Nogle andre siger, at mennesket kun er naturens forvalter, og at det ikke bør være anderledes end de andre arter; at selv planter har de samme rettigheder som mennesket. Jeg mener, at det er et fundamentalt forkert begreb, og Lyndon LaRouche erkendte det meget tidligt i sit kreative arbejde, som faktisk varede, vil jeg sige, otte årtier (ja, det er stort set rigtigt). Meget tidligt erkendte han vigtigheden af rumrejser. Det er meget, meget vigtigt for unge mennesker i dag, for vi har en enorm kulturel krise. Der er undersøgelser overalt, der konkluderer, at unge mennesker har en koncentrationsevne som en græshoppe; de er gift med deres elektroniske apparater; og de er i stigende grad ude af stand til at indgå i socialt samspil og tænke på en verden og deres eget liv, der ikke er her og nu.

Lyndon LaRouche har holdt mange taler om, hvorfor det er så vigtigt at løfte øjnene og sindet mod stjernerne og begynde at tænke på rumvidenskab og rumrejser. Det indlysende faktum, som alle, der begynder at undersøge det, er klar over, er, at vores planet, Jorden, ikke vil være beboelig for evigt, men at vores planet på grund af visse processer i galaksen og Mælkevejens cyklus engang om cirka 2 milliarder år ikke vil være så beboelig længere. Vi er nødt til at tænke på at udbrede os i universet i almindelighed.

Det bringer alle de rigtige udfordringer med sig. Og så sent som i går landede japanerne et objekt på månen – det fungerer måske ikke perfekt, men de er nu den femte nation, der har gjort det. Det er meget tydeligt, at vores nuværende fase af rumforskning er i begynderstadiet. Og hvis man tænker på to, tre, fire generationer frem i tiden, så vil tanken om, at når vi først har mestret forskellige brændstoffer til rumfart, som for eksempel fusion, så vil rejsetiden til Mars og andre planeter blive meget kortere, og derfor vil det blive meget mere realistisk, at vi udforsker det nære rum. I det øjeblik vi forlader Jorden, forlader vi Jordens gravitationszone, og derfor træder vi ind i et relativistisk rum og en relativistisk tid. Det ændrer fuldstændigt den type fysiske love, vi skal forholde os til, og som Einstein gjorde det muligt for os overhovedet at tænke på. Og selv før det havde Ibn Sina lignende ideer, men det er en anden diskussion.

Hvis man tænker på, at vi med vores liv ikke kun skal løse problemerne med den nuværende omstilling af en gammel orden, som stadig er kolonial, til et nyt paradigme, hvor den ene menneskehed vil være den første overvejelse. Især når vi tænker på rumfart, vil begrebet én menneskehed blive meget mere indlysende. Vi skal ikke tænke på, hvem der kontrollerer månen, eller andre fjollede overskrifter, man kan læse i disse dage, eller hvem der vil gøre rummet til genstand for våben for bedre at kunne føre krig mod Jorden fra rummet. Nej, det handler om selve identiteten af, hvem vi er i universet. Hvis man f.eks. ser på, hvad Hubble-teleskopet eller nu James Webb-teleskopet har fundet, er der mindst 2 billioner galakser. Det er for mig en af de mest overvældende ideer: Når man kigger op på stjernerne, tænker man, at der er så mange stjerner. Men det er kun toppen af isbjerget. To billioner galakser – vi er kun i begyndelsen af udforskningen af, hvad universet handler om, hvordan det fungerer, og hvordan vi kan opretholde den menneskelige arts eksistens på en udødelig måde.

Det er klart, at vi alle er dødelige. Vi bliver født, og vi dør. Og det korte tidsrum mellem disse to begivenheder bliver spildt af de fleste mennesker, for før de overhovedet får tanken om, at de kunne bidrage med noget varigt med deres liv, er de blevet gamle og senile og har forpasset muligheden for at gøre det. Men virkeligheden er, at når man først forstår, at vores identitet som mennesker ikke er begrænset til vores biologiske eksistens, men at hvis vi virkelig udvikler vores kreative potentiale og bidrager med noget viden til den eksisterende viden om menneskeheden som helhed, og på den måde øger menneskehedens evne til en varig eksistens, så vil dette eksistere, selv efter at vi er gået bort. Og på denne måde, ligesom vi skaber udødelige ideer inden for videnskab og kunst, bidrager vi til den menneskelige arts udødelighed som helhed, men deltager også i denne udødelighed, når vi skaber sådanne værdifulde ideer.

Jeg har et absolut optimistisk syn på menneskehedens fremtid, for jeg tror, at når først vi skaber en verden, hvor geopolitisk konfrontation overvindes af ideen om, at vi har nye relationer mellem nationer, hvor vi respekterer hinanden og bringer de bedste traditioner frem; at vi har en dialog mellem civilisationer og kulturer, hvor hver nation og hver civilisation virkeliggører det bedste, den nogensinde har produceret i form af kultur, poesi, videnskab; alle de smukke ting, som folk har produceret i tidligere generationer, og vi går i dialog med andre nationer og bringer det bedste frem, de nogensinde har produceret, så vil vi virkelig vokse op. Jeg tror, at den nuværende situation i verden, som jeg altid sammenligner med fireårige drenge – jeg har en skræk for disse fireårige drenge, fordi de har en tendens til at sparke hinanden – og vi som nationer bør ikke opføre os som fireårige drenge. Men hvis vi udvikler vores kreativitet på den måde, jeg prøvede at beskrive tidligere, i forhold til det kreative potentiale hos den anden person, den anden nation, og omvendt, så vil vi træde ind i den menneskelige voksenalder. Der er absolut ingen grænser for, hvad vi kan udrette som den eneste kreative art, der er kendt i universet indtil videre.

Jeg tror, at vi er ved at være der. Det er derfor, jeg siger, at dette er det mest spændende øjeblik i historien, for mens truslen om total udslettelse i en atomkrig aldrig har været så stor, som den er nu, på samme tid, hvis vi kan overvinde denne nuværende vanskelighed – for i historiens lange bue er det ikke mere end en vanskelighed – og faktisk virkelig indse, hvem vi er som en kreativ art, tror jeg, at vi går ind i en periode, en ny renæssance, der vil være meget mere human og meget smukkere end noget, vi har oplevet før. Og jeg vil gerne invitere jer til at være en del af det og se jer selv som en skaber af det, ikke bare sidde der og se det udfolde sig, men at blive en aktiv del af at gøre vores verden mere menneskelig, mere beboelig og smukkere. Tak skal I have.

Afsluttende bemærkninger

Jeg synes, vi skal finde en måde at holde kontakten med alle de mennesker, der har deltaget i denne dialog, og forhåbentlig mange flere, der vil deltage i fremtiden. Måske kan vi overveje en WhatsApp-gruppe eller en anden gruppe, så alle kan kommunikere med hinanden, så vi kan holde kontakten.

Så vil jeg gerne spørge deltagerne, om det er okay med jer, at jeg føler, at vi er nødt til at gøre noget for at støtte den sydafrikanske regering. Jeg vil gerne foreslå, hvis vi kan blive enige, at vi sender et budskab om støtte til den sydafrikanske regering – ikke for at gøre noget konkret, men bare som en erklæring fra de unge, der er repræsenteret i dette panel, om at vi støtter dem, og at vi ønsker at fortsætte med at opmuntre deres kamp.

Og jeg vil foreslå alle deltagerne, hvis I har sociale netværk eller venner eller grupper, at dele den sydafrikanske regerings argumenter ved domstolen i Haag. For jeg har ikke set en mere kortfattet og absolut lufttæt præsentation af sagen, der opsummerer alt det, jeg selv har set i de sidste tre måneder. Jeg tror, det er vigtigt, især i lyset af kontrollen med medierne, at hvis hele verden ved, hvad der blev sagt der, tror jeg, det vil have en meget stor indflydelse.

Så jeg vil gerne foreslå disse tre konkrete handlinger og takke jer for jeres deltagelse. Lad os forsøge at opbygge denne proces, for jeg tror virkelig, at kun hvis “verdens borgere forener sig”, har vi mulighed for at skabe en verden, som den burde være. Jeg ved, at BRIKS forsøger at gøre det, men jeg tror, at det virkelige problem vil være at få en form for samarbejde mellem velmenende mennesker i Nord, i Europa, i USA og menneskerne i det Globale Syd, og det er en bro, som kun vi kan bygge. Jeg er helt sikker på, at uden dette er faren for, at det ikke bliver løst fredeligt, fortsat meget, meget stor. Så jeg mener, at vores indsats, og jeres indsats for at slutte jer til os, er af verdenshistorisk betydning.