Leder fra LaRouche PAC, 31. maj, 2017 – Præsident Donald Trump kan være tæt på endnu et betydningsfuldt skift, væk fra »globaliseringens« døde æra – denne gang er det et amerikansk exit fra Barack Obamas nulvækst »Paris-aftale« – og han er fortsat udsat for ubarmhjertige angreb fra efterretnings-staten. Med endnu et stort, tysk medie, der bringer mord på Trump på banen, denne gang Der Spiegel, raser ’globalisterne’ for at blive af med ham.

Men amerikanerne stemte for et fundamentalt skift i økonomisk politik for atter at gøre Amerika til en stor, industriel og teknologisk nation. Og nu bliver truslen mod Trump fra den såkaldte »deep state«, »staten i staten«, måske modsvaret af udfordringen med de dybe huller i vejene, og de dybe, økonomiske huller, som millioner af amerikanere er faldet ned i.

Det rapporteres, at Trump-administrationen midt i juni til Kongressen vil cirkulere et udkast til amerikanske investeringer i ny, økonomisk infrastruktur og anmode om, at der vedtages love om det hen over sommeren. Og endnu, mens den investering, Trump vil anmode om, synes at blive stadig mindre end de $1 billion, han talte om under sin valgkampagne, så bliver modforslag fra Demokraterne stadig større.

På vegne af den Demokratiske Progressive Gruppe og valgkreds og fagforeningsgrupper, der støtter dem, fremlagde henved et dusin Demokratiske kongresmedlemmer den 25. maj et krav – i form af en kongresresolution, ikke lovgivning – om mere end $2 billion i direkte, statslig infrastrukturinvestering hen over 10 år, med betragtelig fokus på højhastigheds-jernbaneprojekter og nye projekter for vandveje og vandkontrol. Dette fulgte i kølvandet på et lovforslag om $1,25 billion som statsbevillinger til ny infrastruktur over kun fem år, introduceret af kongresmedlem Brian Higgins (D-NY).

Der er to faktorer, der fremmer disse forslag: det alarmerende sammenbrud af offentlig infrastruktur i større byer og stater; og så entusiasmen hos dem, der kender til Kinas utrolige Bælt & Vej-infrastrukturplatforme og de offentlige tilbud fra Kina og Japan om at investere i en opbygning af infrastruktur i USA.

Beijings Bælt & Vej Forum den 14.-15. maj var en forbløffende succes. Schiller Instituttets stifter Helga Zepp-LaRouche, der gav en præsentation om »Verdenslandbroen« under topmødet og i årtier har arbejdet på spiren til dette Bælt & Vej-initiativ, beskrev forummet som at deltage i udformningen af verdenshistorien til det bedre. Lyndon LaRouche, ophavsmanden til ideen fra 1989 og fremefter, sagde i dag: »Vi har etableret noget på globalt plan, og det er godt.«

Kinas udstedelse af produktiv kredit for at styrke andre nationers økonomier så vel som sin egen, har været unik i verden i et årti, og en politik, der både er konfuciansk og i Hamiltons tradition. Politikken i traditionen efter Hamilton mærkes i Amerika som et potentiale.

En sigende artikel i Asia Times den 29. maj havde titlen, »OBOR: Hvordan infrastruktur overtrumfer politik«. Den lægger ud med at diskutere Japans »overraskende« vending mod Kinas initiativer, Bælt & Vej og Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). Men dernæst, efter en gennemgang af viften af projekter for jernbaner, havne, elektricitet osv. i mange asiatiske lande, vender artiklen sig mod USA.

»For USA er Kinas OBOR-initiativ blevet en multidimensional udfordring, der påvirker nationale anliggender, såvel som international politik. Kinas fokus på multilaterale udviklingsprojekter har fremhævet et ubehageligt, nationalt spørgsmål for Trump: den amerikanske, civile infrastrukturs affældige tilstand, og Kongressens modstand mod at bevilge de nødvendige midler til at gøre noget ved det … Amerikas næststørste by, Los Angeles, er indbegrebet af Amerikas smuldrende infrastruktur. På trods af, at byen håber at sikre sig rettighederne til at være vært for 2024-Olympiaden, holdes byen tilbage pga. dens gennemhullede veje med trafikpropper, et aldrende telekommunikationssystem og manglen på pålidelig, offentlig transport. Borgmester Eric Garcetti kom endda med en dybtfølt bøn til Trumps transportminister, Elaine Chao, om at forcere en pakke på $1,3 mia. til byens undergrundsbane – men det står ikke klart, om administrationen vil føje ham.

»Garcetti går måske til Kina for investering.«

Det viser sig, at Kinas største producent af togvogne, CRRC Corp., allerede bygger 64 nye togvogne til Los Angeles’ undergrundsbane, og også til andre byer. Dette er kontrakter, der er udbudt til selskaber: men Kinas præsident Xi og ledere af statsbanker har gjort det klart, at Kina selv kunne investere i kreditydelse til store, nye infrastrukturplatforme, såvel som at være med til at bygge dem; det samme gælder for Japan.

Dette fordrer en statslig, amerikansk kreditinstitution. Ved de Progressive Demokraters begivenhed, understregede EIR-repræsentanter over for de tilstedeværende behovet for en nationalbank i Hamiltons tradition, som den centrale kilde til kredit, der kan gøre disse projekter mulige.

Foto: Shenzhen-strækningen af Guangzhou-Hongkong Højhastigheds-jernbanen under konstruktion. Maj, 2011. (Foto: Alancrh / wikimedia commons / CC BY-SA 3.0)

Leder fra LaRouche PAC, 30. maj, 2017 – 1.-3. juni træder Skt. Petersborg Internationale Økonomiske Forum (SPIEF) sammen, under værtskab af den russiske præsident Vladimir Putin, der for to uger siden var æresgæst på Bælt & Vej Forum for Internationalt Samarbejde (BVF) i Beijing, og som netop i går i Paris førte strategiske forhandlinger med præsident Emmanuel Macron. I går gav TASS en forhåndsvisning af mødet i Skt. Petersborg, under titlen, »Fremtiden fødes i dag: Integration og infrastrukturprojekter i Eurasien«. Den rapporterer om den kendsgerning, at en opbygning af nationer nu er ved at komme sammen – EAEU (Eurasisk Økonomisk Union), SCO (Shanghai Samarbejdsorganisationen) og Bælt & Vej-initiativ (BVI), plus tre nationer i BRIKS – for at fremme storstilede projekter, der udføres ud fra et »globalt standpunkt«, til alles fordel. Der sættes fokus på specifikke projekter, såsom Vostochny Cosmodrome (Kosmodrom Øst), som Japan er interesseret i at deltage i; og den »Østlige Polygon« – det fjernøstlige program for forbundethed – konnektivitet – som involverer den Transsibiriske Jernbane, Baikal-Amur Hovedlinjen, regionale grænseovergange og havne.

Mødet i Skt. Petersborg er nu den optimistiske »nye norm« i Eurasien, ledet af Kina og Rusland; og billedet er ved at blive fyldt ud for andre dele af verden. I Afrika finder den storstilede åbning af Nairobi-Mombasa-jernbanen sted, hvis 480 km ses som den første strækning i den fremtidige, østafrikanske, længdegående jernbanekorridor. »At forbinde nationer og give mennesker fremgang«, lyder mottoet på den nye, kenyanske linjes lokomotiver.

Uvidende om denne kendsgerning om denne globale omgruppering for udvikling – eller værre endnu, med had til den – er de politiske kræfter, der er sat i gang imod dens succes, og som for størstedelens vedkommende kommer fra den depraverede, britiske imperieflok. Der er et grelt misforhold mellem virkeligheden og så atlanticisternes forslag. Fra Europa kommer der fortsatte angreb mod præsident Trump og mod de amerikanske vælgere, der indsatte ham i embedet, og mod Trumps modstand mod ’grønt’ folkemord og NATO-geopolitik. Mandag fortsatte kansler Angela Merkel i Berlin de bebrejdelser imod USA, som hun havde udtalt efter sidste uges G7-møde. I en tale på en konference for bæredygtig udvikling sagde hun, at hun fortsat er en »overbevist atlanticist«, og at man ikke kan stole på USA; »vi europæere må virkelig tage skæbnen i egne hænder«, især mht. klimapolitik. I dag krævede hun, at Europa er »pro-aktiv i internationale anliggender«. Den tyske udenrigsminister Sigmar Gabriel angreb Trumps »snæversynede« politikker, der har »svækket« Vesten og EU-interesser.

Her til morgen svarede Trump igen i et tweet, men sammenhængen går langt videre end til øje for øje. På spil står præsidentskabets eksistens, USA’s integritet som nation, og om USA – meget snart – vil stille sig på linje med det nye paradigme, med Verdenslandbroen/Ny Silkevej. Faren og bestikkeligheden ved angrebene på Trump fremgår af en artikel i Spiegel Online fra 20. maj, »Tiden er inde til at komme af med Donald Trump«. Med en hysterisk tirade imod Trump (ingen moral, ingen mål, ingen strategi, ingen hjerne, osv.), gennemgår artiklen, hvordan man kan afsætte ham, med reference til det uhyggelige »Game of Thrones«. Artiklen opfordrer medierne til at »fortsætte med at sige det, som det er: Trump må fjernes fra Det Hvide Hus. Hurtigt. Han er til fare for verden«. Oversat betyder det, at man erkender, at et partnerskab mellem USA, Rusland og Kina er en dødbringende trussel mod Det britiske Imperium.

Sandheden er, at mennesker kan formås til at tænke og overvinde disse beskidte operationer, uanset, hvor uophørlige og farlige, de måtte være. Vi har meget specialarbejde at udføre. En stor udfordring er sammenbruddet og nødsituationen i New York Citys transportsystem. Knap seks uger fra i dag truer massivt kaos, når nogle af toglinjerne mellem Manhattan og Long Island og New Jersey indskrænkes pga. hastereparationer. Dette sker i sammenhæng med, at hele metropolregionens infrastrukturbase er affældig. LaRouche Manhattan Projekt går frem på basis af en overordnet plan, sammenhæng og frem for alt et krav om national handling for en tilslutning til den globale omgruppering for en Ny Silkevej.

Diane Sare fra LaRouche PAC Politiske Komite har en artikel i det næste nummer af EIR (2. juni), der slutter således:

»New York City og de dermed sammenhængende områder har en høj tæthed af kapable mennesker, hvis der fandtes et forceret program for at uddanne dem. Det er de spørgsmål, som USA’s befolkning omgående må overveje, og ikke, om Jared Kushner havde et møde med den russiske ambassadør (hvilket under alle omstændigheder sikkert ville have været en god idé).

LaRouches Fire Love angiver det nødvendige, forcerede programs medvirkende faktorer. Vi må nu samle en komite af eksperter, der kan udfylde detaljerne, og hermed transformere den måde, New Yorkere tænker på, mht. den aktuelle katastrofe. Husk, at, på kinesisk, er symbolet for krise og muligheder det samme.«

Foto: Kenyas præsident Uhuru Kenyatta indviede i dag, den 31. maj, officielt den 472 km lange jernbanestrækning med standardspor mellem havnebyen Mombasa ved det Indiske Ocean og Nairobi, hvor han kørte med Madaraka Expressens første, regulære afgang. (foto: www.railwaygazette.com)

Med formand Tom Gillesberg:

Video 2. del:

»Velkommen til disse ufatteligt spændende tider, hvor verden i den grad flytter sig, og hvor centrum for den historiske proces i den grad er flyttet over til Kina. I betragtning af, at der er 1,4 mia. kinesere og den tusindårige, gamle kultur, man har dér, er det egentlig ikke så mærkeligt, fordi der er et fundament, specielt også med hele den konfucianske kultur, som midlertidigt, igennem et stykke tid, blev holdt nede pga., at udefra kommende, kolonialistiske kræfter kunne manipulere kineserne til at ødelægge sig selv, grundlæggende set – det var briterne meget gode til. Men, nu har Kina fundet sig selv, og dermed er Kina i gang med at indtage sin naturlige plads på verdensscenen. Det var, hvad vi så med dette verdenshistoriske topmøde, som fandt sted den 14.-15. maj, det såkaldte Bælt & Vej Forum, i Beijing, hvor 29 stats- og regeringschefer og 130 lande, 50 internationale organisationer med FN’s generalsekretær i spidsen, og omkring 1500 delegerede, diskuterede, hvordan – hvor går vi nu hen i næste fase af dette gigantiske projekt, Kina har sat i gang, som allerede nu, i de projekter, man er blevet enige om, er 30 gange større end Marshallplanen i sin tid var det … «    

Lyd:

København, 18. maj, 2017 – Følgende interview blev gennemført efter seminaret, »Kinas Ét Bælt, én Vej-initiativ og mulighederne for Norden«, der var arrangeret i fællesskab af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Kinas Ambassade i Danmark. Wang Yiwei er professor ved Skolen for Internationale Studier, direktør for Instituttet for Internationale Anliggender, og direktør for Centret for Europæiske Studier ved Renmin Universitet i Beijing. Han er forfatter til bogen: »The Belt and Road: What Will China Offer the World in Its Rise«, fra 2016 (Bælt & Vej: Hvad vil et fremvoksende Kina tilbyde verden). Han var til stede ved den officielle præsentation af den kinesiske udgave af EIR’s rapport, »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, af Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter, på et symposium, der var sponsoreret af Chongyang Institut for Finansielle Studier, den 29. september, 2015, på Renmin Universitet. Chongyang er også medsponsor af rapporten på kinesisk.

Schiller Instituttet (Michelle Rasmussen): Professor Wang, der har netop, i sidste weekend, fundet en meget historisk begivenhed sted i Beijing. Som Schiller Instituttets stifter og internationale leder, Helga Zepp-LaRouche, sagde, så er dette en historisk begivenhed; dette er et faseskifte for menneskeheden hen imod etableringen af en ny, økonomisk verdensorden. Hvilken betydning har denne konference i Beijing, efter Deres mening?

Dr. Wang Yiwei: Det er måske lidt hårdt at kalde det »den ny, økonomiske verdensorden«, for dette har været den økonomiske verdensorden i mange år, men den trængte til en reform, bestemt; men det er ikke at opbygge en ny orden, for omkostningerne forbundet med opbygning af en ny orden er meget høje, og der er måske ikke behov for at få en fuldstændig ny orden. Vi gør denne orden mere bæredygtig, mere inkluderende, mere afbalanceret og til større fordel for folkeslagene i Bælt & Vej-initiativet (BVI). Men, jeg mener ikke, det er for at bygge en ny orden.

SI: De fortalte mig før, at De var til stede under pressekonferencen på Renmin Universitet, da den kinesiske udgivelse af vores rapport, »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, blev udgivet, og som har cirkuleret. Hvad er, efter Deres mening, de grundlæggende ideer i BVI, og hvorfor er det vigtigt, at Europa og USA nu beslutter sig for at tilslutte sig, i stedet for at være imod det, af geopolitiske årsager?

Dr. Wang: Det drejer sig faktisk ikke om geopolitik. Det går videre end som så. Geopolitik gør verden splittet og splittet, adskilt og adskilt. Vi ønsker at gøre verden forbundet, gensidigt forbundet, hvilket er ånden i Ét Bælt, én Vej (OBOR). Verden lider meget, fordi der er for mange, separate organisationer, og så mange lande. Før Første Verdenskrig var der kun 40-50 lande i verden, og efter Anden Verdenskrig, 60 eller 70, og nu er der flere end 200 lande. Det enkelte land kan blive for småt, især i Europa. Så hvordan skaber man det større marked? Jeg mener, at gensidig forbundethed (konnektivitet) giver håbet om, at dette mål kan nås. Det er den grundlæggende [idé]. Og ikke kun inden for kontinentet, men også interkontinentalt. BVI er den mest ambitiøse plan for forbundethed under FN.

SI: Hvad ser De som principperne for økonomisk udvikling? De har talt om, at Kina lagde vægt på at løfte hundrede millioner af mennesker ud af fattigdom. Hvordan kan man gøre dette, under BVI?

Dr. Wang: Præsident Xi holdt hovedtalen til Bælt & Vej Forum og sagde, at udvikling er nøglen til at løse alle former for vanskelige problemer. Ikke kun for udviklingslandene, men også for de udviklede lande. For eksempel, så rejser befolkningen i Europa sig nu, pga. de vanskeligheder, de lider under, pga. globalisering efter den globale finanskrise. At give flere jobmuligheder for ungdommen, at lukke svælget mellem rige og fattige, og svælget mellem Nord og Syd. Den europæiske stil fokuserede oprindelig på fordeling af rigdom i form af bistand til de afrikanske og andre lande, men den kinesiske fremgangsmåde fokuserer ikke kun på bistand, men på investering – industrialisering. Jeg mener, at BVI virkelig er den klogeste [kan ikke høres – måske »verdenskontakt«]. Som vi kinesere siger, »At give dig en fisk er ikke vigtigt. At lære dig at fiske er det vigtigste.«

SI: Fr. LaRouche sagde i sine bemærkninger på Bælt & Vej Forum i Beijing, at det er meget vigtigt nu at gå videre til det næste skridt, nemlig videnskabeligt samarbejde omkring ideen om rumrejser, om at udvikle kernefusion, om de banebrydende felter inden for videnskab og også inden for kultur, for at fremme menneskelig kreativitet som drivkraft for økonomisk udvikling, som Xi Jinping siger, »innovation«. Hvad mener De om det?

Dr. Wang: Det er meget vigtigt, for i dagens verden er der milliarder af mennesker, der går med i [organisationer?], industrialisering. Sanktionerne, som tilhørerne nævnte pga. universelle værdier, universalisme, faktisk baseret på millionerne, de titals af millioner – den europæiske erfaring i en kort periode, men Silkevejen er 2000 år gammel, og den europæiske verdensdominans er kun 500 år gammel, eller 200 eller 300 år gammel. Med et titals af millioner af menneskers erfaring, hvordan kan man arbejde for nutidens verden med flere end 7 mia. mennesker? Verden er så forskellig og kompleks. Vi har brug for ny tænkning, en ny arbejdsmodel, samarbejdsmodel for at matche den dynamiske, forskellige og udviklingsmæssige virkelighed. Som jeg sagde, så er den kinesiske erfaring den, at søge sandhed gennem kendsgerninger.

Kendsgerningerne er så komplekse, men med sandheden kan man også tilpasse sig den nye verden, ikke kun I [Europa] udgør standarden, de bedste. Det, der er godt i praksis, er det bedste.

SI: Hvad ville De sige til folk i Europa og USA om, hvilken fremgangsmåde, vi skal anvende for den fremtidige økonomiske udvikling, hvis vi ser på de næste 10, 50 eller 100 år. Hvilke er de principper, der kan gøre det muligt for os at få denne økonomiske vækst?

Dr. Wang: Gensidig forbundethed. [Mellem] udviklingslande, mindre udviklede lande, fremvoksende lande, fremvoksende markeder og de udviklede lande. Jeg mener, dette er, hvad vi behøver. Hvis vi bygger mere infrastruktur i Afrika, Bælt & Vej-landene, er det også godt for Europa og amerikanerne at investere i. Det vil være til gensidig fordel. Og Kina deler sine erfaringer om høj effektivitet, om infrastrukturbyggeri, der er til fordel for lokalbefolkningen, især de fattige, ikke lave [kan ikke høres], ikke længere skabe en [spekulations]boble, som jeg sagde.

SI: Mange tak.

Videoen med interviewet kan ses her:

29. maj, 2017 – Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov holdt velkomsttalen til den Første Kongres i De Eurasiske Folks Forsamling, hvor han understregede, at Ruslands udenrigspolitiske topprioritet er at udvikle eurasisk udvikling, især mellem Rusland og Kina, samt udenrigspolitiske relationer i den Eurasiske Økonomiske Union, ifølge TASS, den 28. maj.

»Præsident Vladimir Putins initiativ for at organisere et stort, eurasisk partnerskab har områdets velfærd og voksende, bæredygtige udvikling til formål«, sagde Lavrov. »Vi ser i dette en god anledning til at organisere et nyt, økonomisk rum fra Atlanterhavet til Stillehavet.« Han sagde, at »de kinesiske venner har aktivt støttet denne idé«, og at medlemmerne af Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN) også har vist interesse for det.

Faktisk blev præsident Putins forslag om et stort, eurasisk partnerskab specifikt nævnt af den kinesiske udenrigsminister Wang Yi under dennes besøg i Moskva i sidste uge, som en central idé, der fuldt ud støttes af Kina. Wang rapporterede også, at specifikke aftaler mellem de to lande i denne henseende vil blive underskrevet, når den kinesiske præsident Xi Jinping besøger Rusland i juli måned.

Foto: Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi (venstre) og den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov (højre) holdt en fælles pressekonference i Udenrigsministeriets gæstehus i Moskva, den 26. maj, 2017.  

Leder fra LaRouche PAC, 29. maj, 2017 – Verden ser meget anderledes ud, når den anskues fra Kina, end den gør fra USA eller Europa, lød Helga Zepp-LaRouches kommentar, da hun vendte hjem fra sin deltagelse i Bælt & Vej Forum i Beijing, der fandt sted 14.-15. maj. Kina befinder sig i en udvikling, der foregår i et forbløffende tempo, og deler nu denne succesfulde model med hele planeten, gennem Bælt & Vej-initiativet. Som en opstigende kraft i hele planetens økonomiske og kulturelle udvikling har Kina et optimistisk og forhåbningsfuldt syn – og ikke den pessimisme og fortvivlelse, der har hersket i det meste af Europa og USA, siden mordet på John F. Kennedy.

Der foregår nu en global omgruppering, bemærkede Helga Zepp-LaRouche, med fornuftige regeringer, der bringer deres nationer om bord i Bælt & Vej-initiativet. Kun de dumdristige vil blive stående udenfor og ’kigge ind’ sådan, som Angela Merkel nu gør med Tyskland.

Præsident Donald Trump må nu handle hurtigt for at sikre, at USA bliver en del af denne omgrupperede orientering. Han valgte klogt at sende en personlig toprådgiver, Matt Pottinger, som sin repræsentant til Bælt & Vej Forum. Nu må han forhandle Amerikas fulde deltagelse i alle aspekter af dette Nye Paradigme, inklusive investering af billioner af dollars i genopbygningen af Amerikas totalt ødelagte infrastruktur. Trump må handle hurtigt for at skabe reel, fysisk-økonomisk forandring – det er, hvad de millioner, der stemte på ham, venter på. Han må handle hurtigt, for at genindsætte FDR’s Glass/Steagall-lov fra 1933 for at skabe den nødvendige bank- og kreditramme for en sådan massiv indsats for genopbygning – dét er mandatet, han fik ved præsidentvalget i 2016. Den idémæssige køreplan for, hvordan disse politikker skal implementeres i USA, har Lyndon LaRouche gentagent leveret – senest i sine Fire Love (til USA’s – og verdens – omgående redning).

Præsident Trump bør ikke tillade, at han presses eller distraheres bort fra denne hastedagsorden, af disse tendentiøse og grundløse anklager, der slynges ud mod hans regering, den ene efter den anden. Det er netop formålet med disse, af briterne påbudte operationer, at de skal forhindre præsident Trump i at vedtage de nationale, og internationale, politikker, som Det britiske Imperium i den grad frygter. At fordømme og afsløre disse løgne er selvfølgelig nyttigt, og endda nødvendigt. Men, denne eneste måde, hvorpå disse beskidte operationer på afgørende vis kan begraves, er at gøre præcis dét, som briterne er mest bange for; og begynde at bygge infrastrukturen og andre store projekter, nu.

En mere passende hyldest til John F. Kennedy i hundredeåret for hans fødsel, end netop atter at hellige vor nation disse politikker, eksisterer ikke.

Foto: Helga Zepp-LaRouche på Bælt & Vej Forum i Beijing, den 14.-15. maj, 2017.

Bælt & Vej Forum i Beijing den 14.-15. maj, hvor 130 lande havde takket ja til præsident Xi Jinpings invitation, Ruslands Putin var æresgæst, men hvor også USA sendte en vigtig delegation, kan meget vel være starten på en sådan ny, retfærdig økonomisk verdensorden, hvor alle nationer får adgang til udvikling. Trump taler stadig godt med Xi Jinping og forbereder at løse krisen med Nordkorea. USA og Rusland samarbejder i Syrien. Krigsfraktionen i Vesten fortsætter heksejagten på Trump, og medierne skriger »Watergate« uden, at der er substans. Kan medierne sammen med efterretningstjenesterne få afsat Trump? Eller vil Trump rense op i overvågningssamfundet? Trump skal have gang i infrastrukturprojekter, men pengene vil ikke komme fra Wall Street. Vil vi se Glass/Steagall og LaRouches tre andre love blive gennemført, så USA kan overleve det bankerotte finanssystem og blive stort igen? Vil USA og Europa gå med i dette nye, globale paradigme? Præsident Trumps afvisning, ved NATO-topmødet i Bruxelles den 25. maj, og ved det efterfølgende G7-topmøde i Italien, af at lade USA under hans ledelse fortsætte den gamle, vestlige politik, kan være startskuddet til en helt ny verdensorden, hvor USA samarbejder tæt med de tidligere fjendebilleder Kina og Rusland.

Dette er en redigeret udgave af en tale, Tom Gillesberg, Schiller Instituttets formand i Danmark, holdt den 17. maj 2017. Se og hør talen inklusive den efterfølgende diskussion på www.schillerinstitut.dk.

Download (PDF, Unknown)

24. maj, 2017 – I en tale for et publikum på mellem 100 og 200 mennesker i forlaget Phoenix Press Publishing Groups hovedkvarter i Nanjing, Kina, gav Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets præsident, en tilbagemelding om sin deltagelse i Bælt & Vej Forum i Beijing.

»Bælt & Vej har indsprøjtet optimisme i mange lande«, sagde Zepp-LaRouche, »og dette momentum kan ikke standses«, men at bringe det til at bære den fulde frugt »bliver ikke let«. Umiddelbart efter topmødet, fortsatte hun, optrappedes angrebene mod Bælt & Vej, kombineret med angreb mod præsident Trump, der havde sendt en delegation på højt niveau til BV-topmødet. »Angrebene var baseret på de absurde anklager om aftalt spil med Rusland i valget«, sagde hun.

»Efter den Kolde Krig, ønskede briterne og deres amerikanske allierede at skabe en unipolær verden«, sagde hun. »Og i deres bestræbelser herpå, har de ødelagt Mellemøsten og efterladt det i ruiner.« Dette fremskyndede flygtningekrisen, den generelle reaktion imod »globalisering« og fremvæksten af højrefløjsbevægelser. »Bælt & Vej«, sagde hun, »vil virkeliggøre skabelsen af Verdenslandbroen, som vil forbinde alle kontinenter. Dette er noget, vi har kæmpet for i over 40 år«, sagde hun.

Dernæst beskrev hun den kamp, som hun og hendes mand, Lyndon H. LaRouche, jr., har ført for at bygge en ny, økonomisk verdensorden: LaRouches forslag om en International Udviklingsbank, kampen for den afrikanske udviklingsplan og det latinamerikanske initiativ med samme formål, med samarbejdet med den mexicanske præsident, José López Portillo [1976-82], samt de hundredevis af seminarer på fem kontinenter, som Schiller Instituttet har afholdt, med krav om en Bælt & Vej-udvikling.

»Transformeringen af Bælt & Vej til at blive til en Verdenslandbro vil for første gang rent politisk virkeliggøre en reel fremtid for alle mennesker, der lever på denne planet, og vil etablere former for regeringsførelse for verden.« Men, for fuldt ud at realisere dette, sagde hun, »må man også studere min mands ideer med hensyn til spørgsmålet om økonomi«.

Fr. Zepp-LaRouche gennemgik dernæst de altafgørende kulturelle aspekter af Bælt & Vej og behovet for, at alle de forskellige kulturer bringer alle deres bedste præstationer frem, med det formål at bruge disse til at skabe en dialog mellem kulturer blandt nationerne i Bælt & Vej. Dernæst gennemgik hun betydningen af Friedrich Schiller i tysk og vestlig kultur, og betydningen af Konfucius i kinesisk kultur, idet hun foretog en konkret sammenligning mellem Schillers og Konfucius’ værker, hvor hun viste den nære lighed i disse to, store tænkeres ideer, der var skilt af næsten 2000 år.

Efter fr. Zepp-LaRouche havde Bill Jones, chef for EIR’s Washington-kontor, en fremlæggelse, hvor han viste en power point-præsentation, der beskrev LaRouche-organisationens kamp fra tidspunktet for Nixons ophævelse af Bretton Woods-systemet. Han beskrev Romklubbens angreb i 1970’erne og udgivelsen af bogen »Grænser for vækst«, der havde til hensigt at transformere en fremskridtskultur til en dødskultur, med den internationale indsats for Økonomisk Nulvækst og Befolknings-nulvækst. Han skitserede Lyndon LaRouches og LaRouche-organisationens reaktion på Nulvækst-bevægelsen, LaRouches krav om den Internationale Udviklingsbank (IUB) og det efterfølgende krav om IUB og en Ny, økonomisk Verdensorden ved den Alliancefri Bevægelses Colombo-møde i 1976, og gennem Guyanas udenrigsminister, Fred Willis, i FN’s Generalforsamling.

Jones beskrev den kamp, som LaRouche førte for at bringe præsident Ronald Reagan, der havde vedtaget LaRouches idé om Strategic Defense Initiative, SDI (Det strategiske Forsvarsinitiativ) som et fredsforslag sammen med Sovjetunionen, ind i en arbejdsrelation med de progressive ledere i udviklingssektoren, såsom den mexicanske præsident López Portillo og den indiske premierminister Indira Gandhi. Disse bestræbelser førte dernæst til en reaktion fra vicepræsident George H.W. Bush, der intrigerede for at få LaRouche og flere af hans medarbejdere fængslet på falske anklager. Valget af præsident Bill Clinton bragte LaRouche ud af fængsel og tilbage i en rådgivende rolle, med præsident Clintons forsøg, om end mislykket, på at gå i retning af en ny finansarkitektur. Skabelsen af Bælt & Vej-initiativet (BVI) og Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) repræsenterer således den type strukturer, som LaRouche og hans bevægelse har forsøgt at frembringe i over fire årtier, forklarede Jones.

Dernæst fulgte professor Bao Shixiu, professor i militærvidenskab, der skitserede Bælt & Vejs strategiske betydning for Kina og viste, hvordan det vil gøre det muligt for landet at overvinde de traditionelle vanskeligheder, det har haft med andre lande, inklusive Indien og Japan. Professor Bao understregede LaRouche-parrets skelsættende rolle med at bringe dette initiativ frem i forreste front, og Lyndon og Helga LaRouches fortsatte kamp for at overvinde modstanden mod det, fra finanseliten i London og New York. Professor Bao fremlagde også både Bælt & Vejs økonomiske og strategiske implikationer for Kina, som ville være med til at sikre et harmonisk klima i området og i verden, der igen ville gøre det muligt for Kina og alle andre lande at fortsat udvikle sig.

Tilhørerne viste stor interesse, især for Helga Zepp-LaRouches forslag om en dialog mellem kulturer og en større grad af interesse i Friedrich Schillers værker blandt personalet i Phoenix-forlaget, af hvilke nogle syntes at have fået et ret stort kendskab til den tyske kulturs værker.

Foto: Som præsident for Schiller Instituttet var Helga Zepp-LaRouche inviteret til at deltage i det netop afsluttede Bælt & Vej Forum i Beijing, den 14.-15. maj, hvor hun deltog i rundbordsdiskussioner mellem tænketanke. Her ses hun som tilhører under forummet.

Matthew Ogden: Vi befinder os nu lidt under to uger efter det verdenshistoriske Bælt & Vej Forum i Beijing, Kina. Som resultat af dette ekstraordinære topmøde har de forskellige dele af verden nu indledt processen med at konkretisere og konsolidere det, der blev diskuteret på dette forum; og de befinder sig i processen med at bygge det mest ambitiøse og langt det mest vidtrækkende infrastrukturprojekt i verdenshistorien – det såkaldte Ét Bælte, én Vej; det økonomiske bælte; den Maritime Silkevej. Dette nye paradigme, der repræsenteres af dette fredelige, samarbejdende win-win-udviklingsprogram med storstilede projekter og reel, eksponentielle eksplosioner i menneskelig produktivitet, er nu ved at blive den fremherskende dynamik på denne planet. Vi har en meget spændende rapport fra Helga Zepp-LaRouche, der, som det er vore seere bekendt, deltog personligt i dette Bælt & Vej Forum i Beijing; hvor hun deltog i flere plenarforsamlinger og rundbordsdiskussioner. Hun er fortsat med at holde private møder i Kina, siden topmødet sluttede. Så sent som i går holdt hun endnu en fremtrædende tale i Nanjing.

(Her følger engelsk udskrift af resten af webcastet. Hele Helgas tale vil kunne læses på dansk her på hjemmesiden i løbet af weekenden.)

So, let’s take a look here; this is what Helga LaRouche had
to say.  She was a featured speaker at a conference of several
hundred people at the Phoenix Press Publishing Group
headquarters, which published the Chinese version of the New Silk
Road Special Report.  It was a report-back from her attendance at
the May 14-15 Belt and Road summit.  So, here’s a view of
beautiful Nanjing; this is where she was speaking yesterday.  As
you can see, a very modern and high-tech Chinese city.  She said
the following:
“The Belt and Road has injected optimism into many
countries, and the momentum is unstoppable.  But bringing it
fully to fruition will not be easy,” she said.  Then she
elaborated a little bit on that; she said, “Immediately after the
Beijing summit, the attacks against the Belt and Road escalated;
combined with attacks against President Trump, who had sent a
high-level delegation.  The attacks were based on the absurd
charges of collusion with Russia in the election.”
“After the Cold War, the British and their American allies
wanted to create a unipolar world.  In doing so, they have
destroyed the Middle East and left it in a shambles”; which she
said contributed to the refugee crisis.  And she said, “The Belt
and Road will bring about the creation of the World Land-Bridge,
which will connect all continents.”  This is something that we,
the LaRouche movement, have been fighting for, for over 40 years.
She concluded saying, “Transforming the Belt and Road to a World
Land-Bridge will realize politically for the first time, a real
future for the people living on this planet; and will establish
forms of governance for the world.”  She made a very important
point, which we’ll take up. “But to fully realize this, you must
also study the ideas of my husband, Lyndon LaRouche, on the
question of economics.”
In addition to Helga, other speakers at this conference
were:  Bill Jones, the {EIR} bureau chief for Washington, DC; and
a very distinguished gentleman, Professor Bao Shixiu, who’s a
professor of military science.
That’s the kind of optimism, you get a sense of the real
optimism that’s being expressed by Helga LaRouche; and that’s
what the world looks like to the rest of the world for anyone who
is not reading the hysterical American and European press.  On
the other hand, for your average American citizen, the very words
“New Silk Road”, “One Belt, One Road”, “Belt and Road
Initiative”, these phrases are almost like a foreign language.
It’s practically unheard of, with hardly a mention of this
incredible development in world history that occurred over the
last two weeks.  Hardly a mention of this in the mainstream press
aside from propaganda about how this project is just some sort of
front for a so-called “new Chinese imperialism” or other lying
distortions of what the implications of this idea, of this
vision, is.
So instead, while your average American is sitting in the
sweltering heat in Penn Station, waiting for a train which has
been delayed for two hours because of some track derailment, or
literal disintegration of the track, while he’s sitting in his
car for hours in a traffic jam waiting to go through the Lincoln
Tunnel, or stuck in traffic on 495, or sitting at home looking
for a job to pay off hundreds of thousands of student debt that
he spent to get a degree that has earned him nothing.  What is
the average American forced to listen to on the radio, or on CNN,
or while he’s reading the esteemed headlines in the so-called
venerable press, the mainstream media, the {Washington Post} or
the {New York Times}?  Nary a mention of the new high-speed,
vacuum tube magnetic train that is being developed by China, or
the new rail routes that are being opened in Africa, or the
literally hundreds of great infrastructure projects that are
being built practically overnight along the routes of the New
Silk Road.  But rather, what are you reading?  Page after page
after story after article of McCarthy-ite scare stories about
evil Russian spies who have supposedly infiltrated and subverted
the entire Trump administration, lurking behind every desk in the
West Wing.  Literally smuggling hidden microphones into the Oval
Office itself; the inner sanctum of the Trump administration.
They’re reading John Brennan repeatedly tell a Congressional
hearing “I don’t do evidence”; as he increasingly begins to sound
like a character out of a “Doctor Strangelove” movie.
Here’s a quote from John Brennan:  “I know what the Russians
try to do.  They suborn individuals and they try to get
individuals, including US individuals, to act on their behalf;
wittingly or unwittingly.”  In other words, any American who has
some contact with Russia or Russians, may be a spy or a mole,
whether he or she knows it or not.  Subversion, or possible
subversion, is everywhere; trust no one.  There’s John Brennan
for you.
Now, Americans should ask themselves, why are we being
subjected to an endless, round-the-clock, literally nonstop
narrative of so-called collusion between Russian spies and the
Trump campaign, when even John Brennan himself was forced to
admit in that same hearing, under rigorous questioning from
members of Congress, that no, in fact, he has absolutely {no}
evidence of collusion, cooperation, or coordination.  Let’s take
a look:

ALICIA CERRETANI [on video]:  On Tuesday, Obama’s CIA
director, resident thug, and coup plotter John Brennan testified
in front of the House Intelligence Committee.  His testimony was
then used by the crazed media to flame the ongoing coup against
the President for yet another day.
Who is this guy? Well, after his stint as CIA station chief
in Riyadh, Brennan became George Tenetâs gopher at the CIA, and
then authored the intelligence assessment that claimed Saddam
Hussein had weapons of mass destruction. Credible guy, right? He
became Obamaâs CIA director in 2013, and regularly joined Obama
for the infamous Tuesday kill sessions. He helped overthrow the
duly-elected government of Ukraine using neo-Nazis, and helped
Obama encircle Russia and China with US military forces, setting
the stage for World War III.
On Tuesday, Brennan told Congress that based on his
intelligence experience (like the Iraq war intelligence
assessment), when he observed contacts between Trump campaign
personnel and Russian personnel he thought they might be
nefarious, even if the Trump campaign personnel were “unwitting”.
This has justified a full, unprecedented FBI investigation of a
Presidential campaign and all that has followed.
And just like the Iraq war, his “judgment” is not based on
“evidence”. As he explained, he “doesnât do evidence.” Listen to
these exchanges:

REP. TOM ROONEY:  But with regard to the main question at
hand, in your experience with the Russians trying to involve
themselves in our election, did you every find any evidence, as
the ranking member spoke of collusion, while you were the
Director, did you find direct evidence of collusion between the
Trump campaign and Putin in Moscow, while you were there?

JOHN BRENNAN:  Mr. Rooney, I never was an FBI agent, I never
was a prosecutor, so I really don’t do evidence.  I do
intelligence throughout the course of my careerâ¦.

REP. TREY GOWDY:  When you learned of Russian efforts, did
you have evidence of a connection between the Trump campaign and
Russian state actors?

BRENNAN:  As I said, Mr. Gowdy, I don’t do evidence.  We
were uncovering information and intelligence about interactions
and contacts between US persons and the Russians.  As we came
upon that, we would share it with the Bureau.

GOWDY:  So, was it contact that you saw, was it something
more than contact?  What is the nature of what you saw?

BRENNAN:  I saw interaction, and was aware of interaction.
But again, it raised questions in my mind about what was the true
nature of it; but I don’t know.  I don’t have sufficient
information to make a determination whether or not such
cooperation or complicity or collusion was taking place.

REP. MIKE TURNER:  But if someone left this hearing today,
and said that you had indicated that those contacts were evidence
of collusion or collaboration, they would be misrepresenting your
statements, correct?

BRENNAN:  They would have mis-heard my response to the very
good questions that were asked of me.  I’m trying to be as clear
as possible in terms of what I know, what I assess, and what I
can say.

TURNER:  So, you would say that’s a misrepresentation of
your statement, yes?

BRENNAN:  I would say that it was not an accurate portrayal
of my statement, absolutely; it was inconsistent with my remarks.

TURNER:  So, let me go to the next step.  If someone saw
what you saw, and only what you saw, with respect to those
contacts, if they looked at the intelligence that you saw, where
you said it might have been benign, might not have been benign,
and then they characterized what they saw as having been evidence
of collusion or collaboration, they’d be misrepresenting the
intelligence, would they not?

BRENNAN:  I don’t know what else they have seen that could
corroborate or —

TURNER:  If they saw only what you saw, they would be
misrepresenting the intelligence, correct?

BRENNAN:  I presume they would be misrepresenting what it is
that I saw.  Again, I don’t know —

TURNER:  Thank you.  I appreciate that, because I do believe
that there are members of this committee who deserve that
counsel.  Because your specificity gives us an understanding of
what we’re reviewing, and I do believe there are those who
reviewed some of the information that you have seen, and
represented to the public absolutely incorrectly and
misrepresented it.

CERRETANI:  Itâs time for Americans to see the world as
Brennan and his cohorts see it. Their establishment has their
panties in a bunch, not over Trump-Russian collusion, but because
Donald Trump said he is ready to work with Russia and China on
terrorism and economic development, ending the miserable years
under Bush and Obama which Brennan so faithfully served. Trump
needs to keep his promise; end the regime change wars and focus
on rebuilding the economy. And the same goes for our Senators and
Congressmen: Suck it up, move on, and back Trump up on rebuilding
the country.

OGDEN:  So, as you can see, we have a petition on that
subject which is available on the LaRouche PAC website.  It’s
called “It’s Time to Rebuild the Country”; the website is
lpac.co/rebuild.  This is a petition which you can sign and you
can circulate.
So, to take up that question — “It’s time to rebuild the
country” — I’m joined by Jason Ross as I mentioned earlier; who
spent the last week in New York City, conducting meetings with
some top engineers and discussing what must be done to form a
task force, a national action force, to address what is rightly
being called an infrastructure emergency.  It is expressing
itself very acutely in New York City, but it’s a general problem.
Before I bring Jason on, I want to show a couple of headlines to
give you a flavor of what New Yorkers are experiencing right now.
Here’s the first:  “Nothing Can Save New York City Commuters from
a Summer of Hell”; “Long Island Railroad Riders Could Be in for a
‘Summer of Agony’|”; “MTA Taking on ‘Crushing Debt’ for Expansion
Projects”; “New York Governor Urges Trump to Provide Emergency
Funds for Penn Station”; and “If You Want to Understand America’s
Infrastructure Problem, Just Look at New Jersey!”
So, Jason, why don’t you give us a flavor of what’s going on
up there in New York?

JASON ROSS:  Sure!  I can say a bit about what’s going on up
here, and then I think the really important aspect is about where
the solution can come from.  Some people like to look for local
solutions, which in the case of New York is simply not possible
here.  In terms of what the region is facing, I’ll just give a
couple of examples.  One is New York Penn Station, which is where
the New Jersey Transit trains come in from New Jersey, it’s where
the Long Island Railroad trains come in from the east, and also,
Amtrak trains use it.  It serves about 700,000 passengers every
day, busiest train station in the United States.  The tunnels
that go under the Hudson River from the west side of Manhattan,
are over 100 years old.  They received damage during super storm
Sandy, and without repair, they’re expected to potentially fail
anytime within a decade or so.  But it’s unpredictable; they
could fail sooner.  Basically, it’s a ticking time bomb.
Were one of these tunnels to fail, there would literally be
probably about 100,000 people unable to get to work in the
morning, or get home, or run their errands or do whatever they’re
doing.  100,000 people.  That’s an awfully large number of
people.  Also related to this, Matt, you had mentioned the
“Summer of Hell” for Long Island Railroad commuters.  Coming out
of Penn Station to the east, are tunnels that cross the East
River.  Of the four tunnels, there are two that are going to be
undergoing repair and maintenance.  During that time, the
availability of trains is going to be decreased; this is the
“Summer of Hell”.  This is going to be a major bottleneck for
commuters.  Then coming up in 2019, the L train, which crosses
the East River and heads to Williamsburg and Brooklyn, is going
to be closed down for over a year.  That tunnel needs such major
maintenance; again, an over 100-year old tunnel serving the
busiest metro system in our nation.  When that is closed for over
a year, that’s going to cause major disruptions.
The thing is, this is not an accident; it’s not as though
these things were unforeseen.  Due to decades of
under-investment, the infrastructure of New York City, the
largest, most important city in the United States, is really at
catastrophic levels.  Even the planned outages are going to be
very debilitating, and were something to occur to the Hudson
River crossing heading into Penn Station from the New Jersey
side, you would have an absolute disaster.  You’d have to change
the bridges and tunnels to be buses and carpools only, for
example.  Major disruption, very major disruption.
What I think this shows us, in addition to the $100 billion
to $1 trillion that would be required to really revamp the system
in New York, to standardize the types of sizes of the trains, or
have platforms that can operate on both New Jersey Transit and
Long Island Railroad trains; not to get into all the detail on
this.  Let’s talk about what would make it possible.
You opened up the show discussing Helga LaRouche’s visit to
the Nanjing, following her participation in the Belt and Road
Forum in Beijing two weeks ago.  This Belt and Road Initiative
outlook, the types of financing that are involved in this, the
funding, the way that this infrastructure is being conceived and
put together; this is something that’s absolutely essential in
the United States.  Infrastructure isn’t little bits and pieces
that get put together to make individual commuters or the
movement of goods easier.  What it is, is a platform as a whole,
required for a certain level of productivity.  So, we require
both an increase in the productivity of the United States,
productivity in the sense of producing things.  Producing
something for the future, as exemplified by scientific research
or high-technology manufacturing, by the space program.  These
are things that are incredibly productive in achieving a greater
potential for the future.  When you say what is the platform on
which a higher level of productivity can exist, then the answer
to that question is things like national rail upgrades; very
high-speed rail, for example, along the eastern coast of the
United States, throughout the country.  A large investment in
revamping in the New York City metro system, for example; but far
beyond that.  Nationally, rail; power plants.  Upgrading our very
old power plants to new, higher technology, more efficient and
safer nuclear power plants; fourth generation nuclear power
plants.
The kinds of upgrades that are needed are on a scale that is
so large, that it requires a commitment from the nation.  This, I
think, gets to the Four Laws of Lyndon LaRouche, the proposal
that he’s made for what’s necessary for real economic recovery in
the United States.  With Glass-Steagall in place and the
potential to actually direct the economy in a productive
direction, you’re going to need a national banking approach.
We’re going to need the ability to finance large investments in
infrastructure in projects that will not bring a return.  This is
the biggest problem people have in understanding this.  You’re
thinking about value in terms of money.  Does the New York subway
pay for itself?  Do people pay enough in fares to pay for the
system?  These kinds of things really miss the point, because
they ignore the qualitative incommensurable change in
productivity that’s made possible by an infrastructure platform
as a platform.
As Mr. LaRouche considers it, in creating a synthetic
environment, an artificial environment, a manmade, nurturing,
improved, better environment around us; where our surroundings,
the world that we live in, is, to an increasing degree, one of
our own creation.  The resources that are resources to us in our
daily life, or on a national economic scale, are not those of
2000 years ago.  They’re not the resources of good land for
agriculture — although of course, we use that; or of resources
that are sitting around.  Fish in the ocean or the river that you
can catch.  They’re resources that are underground; they’re
resources that are very hard to separate from each other.
Separating out rare Earth elements for their use; mining aluminum
ore and creating aluminum with a process that requires a great
deal of electricity.  The ability to use the resources of the
future to increase our power as a species; that’s the real key
direction that infrastructure must be approached from.
The way to avoid the bit by bit, piece by piece, piecemeal
user fee approach to infrastructure financing, is to acknowledge
its unique role in the economy as something that’s of
governmental responsibility and something whose returns are
inherently indirect and should not be looked for in terms of
direct money made by them via user fees.  It’s just a completely
wrong way to look at these things.
The way to make this possible is going to go far beyond
Donald Trump’s proposals for investing $1 trillion in
infrastructure over the next decade via a process that pulls in
private money via PPPs (public-private partnerships) and the
like.  What’s required is not annual appropriations, not private
financing, but an ability to have national credit over a longer
term loans via a national banking approach to make it possible to
build these 5-, 10-, 25-year programs at rates that are
affordable.  So we can put in place this necessary physical
environment; create the platform that we would want to live in,
where we’re able to move efficiently.  Where new areas for, for
example, affordable housing open up, when you’ve got a better
transportation system.  You don’t have to live quite so close to
an expensive city center to be able to get a job there.  You can
enjoy more of your time when you have an efficient and productive
infrastructure platform.
So I think overall, New York City is a case study.  You’d
say that if this can happen in New York, and you think about the
importance of New York City and the nation, the importance of the
businesses that are located there; you’d say that there is enough
of a pull that this should never have been possible for this to
occur in New York City.  But it has, and it’s just an
illustration of a dramatic underinvestment nationwide; and
something that has to be reversed in this way that Mr. LaRouche
has been very unique and very correct in proposing for the United
States.

OGDEN:  Well, Jason, you have unique perspective, because
not only have you spent the last week up in New York, but you’ve
had the opportunity to travel to China.  Maybe you could just
tell us a little bit; just a personal eyewitness view.  What’s
the difference between being an American walking around the
streets of New York City right now with crumbling infrastructure,
versus being in China, walking around Beijing with a blossoming
high technology commitment to modern infrastructure?

ROSS:  Well, some people might say it’s an unfair
comparison, because the metro system in Nanjing is basically
brand new; it’s a decade or two old.  And in Beijing, there’s
been significant expansion of the lines.  But the fact is, that
even older cities — take Seoul, South Korea; they’ve had major
upgrades to their subway system.  They put in the screen doors in
the stations so you don’t have trash or people falling on the
tracks; it makes it safer, it makes it possible to air condition
the stations.  These are the kinds of things that New York could
have retrofitted; but if you look at the situation today, you’ve
got the interesting aromas in New York subways.  You’ve got the
famously unreliable performance.  In contrast to that, the
Chinese, for example, high-speed rail network, where you’re able
to go an equivalent distance as that between here and Chicago —
meaning Beijing to Shanghai — you can go in five hours in China.
That same trip by rail here in the United States takes 19 hours.
Or, take New York to Washington.  It’s kind of insane for
somebody looking from the outside, to see these two major cities
of the United States separated by travel really takes hours.
It’s a little under three hours even with the “high-speed” Acela;
which is isn’t very high-speed.  By road, you’re looking at more
than five hours.  This would be a one, one and a half hour
travel.  It’s really a question of how we’re thinking about
ourselves; the fact that these kinds of terrible conditions are
being tolerated.  And the fact that of these stupid, stupid
economic policies that have made this possible, continue to be
tolerated.
Mr. LaRouche has pointed to the post-Kennedy shift in
orientation of the United States, away from a future orientation,
away from investments in the future, away from physical
productivity towards finance.  You can have all of the exotic
investment derivatives that you want, but that’s not going to get
you home any quicker if the train is late, or because a bunch of
trash on the tracks caught on fire and delayed the subway line.

OGDEN:  One thing about that.  First of all, infrastructure
goes far beyond just transport infrastructure.  Obviously there’s
the power production and what you can provide in terms of energy
density towards manufacturing and all of the agricultural
technology that is involved in a modern infrastructure platform
for a nation.  But one question I think is interesting, and we
discussed it a little bit.  We take for granted that the idea of
faster transport is just a modern idea and that we should have
faster transport between cities.  That sort of stands on its own,
it is true.  But what role does that play in terms of the science
of economics?  Productivity and what does that allow us to do
economically that we couldn’t do before without this kind of
high-speed transport?

ROSS:  Well, let’s also take it on the level of the Belt and
Road, where some of these areas, it’s not just going from
moderate to high speed transit; it’s going from a two-week voyage
through the mountains by road to one that only takes a few days
in the location I’m thinking of right now.  But think of the
value of land in a certain area.  What is the value of a piece of
land?  It depends on what the surroundings are, what is the
environment; including, very importantly, probably most important
these days, the created environment — the constructed
environment.  That nurturing, synthetic, artificial, manmade
human environment that we’ve created.  If you’ve got an area, and
now you’ve got access to high-speed rail, you’ve built several
fourth-generation, a very highly efficient nuclear power supply.
You know it’ll be on 24 hours a day; the rates are reasonable.
You’ve got a water supply system backed up by desalination to
ensure that it’s always available; and you’ve got an efficient to
get people, employees, and goods around.  The value of that area
has now just dramatically increased; not just in financial terms,
like the rent would be higher on a piece of land there, if you
owned a building.  But it actually is more productive.  You can
move things around more quickly; you can go from a prototype
design to creating goods more rapidly.  You’re able to waste less
time having whatever it is that you’re producing or working on
just being in transit going from place to place.
Think about it.  When you’re shipping things, say you’ve got
a type of production facility and you’re shipping things by ocean
and you’re counting on a certain number of car parts arriving
every week.  Well, there’s always a certain number that are just
sitting out in the ocean in transit; it’s just wasted inventory
basically.  So physically, those are maybe a small type of
improvement to look at, but the type of economy that’s made
possible as a whole.  You could do the best urban planning you
want, you could have a wonderful system in some area; but if that
area didn’t have electricity, it doesn’t matter how well things
are laid out.  It doesn’t matter how clean the water is around
it, how perfect the weather; you’re simply going to be limited in
terms of what processes you can engage in.  Transportation,
energy, access to resources.  I think the real way to look at it
right now is we have to keep in mind, whenever we’re talking
about infrastructure or platforms, we have to talk about nuclear
fusion.  Because that’s really the thing you’ve got to keep in
mind.  How will our relationship to other people, land area,
resources, how is that going to change with the development of
commercial nuclear fusion?  Where the price of energy will come
down dramatically; where our ability to process resources will be
dramatically eased.  How is that going to change the
productivity, the value of every person, the value of the
platform of constructed environment that we’ve got?  You have to
always keep that in mind.  What’s the next level going to be?
I’ll say one more thing.  You brought up agriculture.  Think
about the important role of space infrastructure in agriculture
today.  The ability of GPS positioning; the ability to get a very
good sense of conditions on the ground of agricultural
conditions, of weather, of location; and the way that changes the
way you approach to fertilizing, taking care, harvesting of the
field.  So, the space program, where our space infrastructure is
playing a major role here.
So, what are the next levels of infrastructure going to be?
Let’s keep that in mind.

OGDEN:  I think that’s the key.  It’s vision; it’s where are
we going next.  Where is the world in the next 50 years?  Can we
imagine a new platform of human existence which is incommensurate
with the one that we currently have?  It’s very important to look
backwards in history and say, prior to the discovery of nuclear
fission, what was possible and what was not possible?  Prior to
the development of widespread electricity?  So, if you look at
the incommensurate changes over time that the human species has
gone through, can you imagine what the next incommensurate leap
is going to be?  I really do think that that is the beauty of
this Belt and Road Initiative.  Go back 40 years, go back as I
think Helga mentioned in the remarks that I quoted in the
beginning; go back to when Helga LaRouche and Lyndon LaRouche
were first campaigning for this idea of a new international
economic order around the International Development Bank.  This
became this vision of this productive linkage between East and
West, uniting Eurasia; it was known as the Eurasian Land-Bridge.
This was the vision for the New Silk Road that now in 2013 was
adopted by the Chinese government and is now a reality.  Forty
years ago, would you have even imagined what has now become
possible because of what China has committed itself to?
It requires those types of visionaries at every stage of
history to say where do we go to next; what is the next leap that
mankind has to take?  I do think, as we’ve discussed, the next
leap is moving mankind into near-Earth space and then beyond.  We
have to become an extraterrestrial species; not just one that
makes expeditions with two-man, three-man capsules to the Moon
and back.  But actually building up an infrastructure as we have
here on Earth, to create these kinds of artificial environments
in space.  You project that vision of the future back onto what
we should be doing here on Earth, and a lot of these things just
become kind of obvious.  We shouldn’t have trains derailing
coming in and out of Penn Station, if we’re actually a species
worthy of colonizing Mars.

ROSS:  Right.  You’re talking about looking back to the past
to look at something having been a breakthrough originally.  Some
of the equipment that’s currently operating in the signalling in
the New York subway is from the 1930s, when those relay boxes and
things like this go back to the Roosevelt administration.  And
they’re still in use; thankfully, still working for the most
part.

OGDEN:  Do they use Morse Code to signal when the train’s
coming into the station?

ROSS:  There are rude levers and things like this.

OGDEN:  I thought it was unique that in this speech that
Helga made in Nanjing, as I mentioned, she was speaking to the
Phoenix Publishing House, which  published the Chinese version of
the “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge” special
report; which is the {EIR} Special Report from two years ago, and
now this is circulating in Chinese.  But she was sort of giving a
report back on what’s the progress that we’ve made; what are the
breakthroughs that we’ve made so far; what do we have to do next?
It was this remark that she made that to fully realize all of
this, you must study my husband’s science of economics.  It
really is true.  Beginning to understand these things not just
from the standpoint of transport corridors and train tracks and
highways and these types of very necessary projects; but to
understand it from above in terms of the science of human
productivity and how the human mind harnesses new technologies
and uses them to build these increasing platforms of human
existence.  You already have the world engaging in a process of
which they’re not even quite conscious of what they’re doing.
It’s necessary to become fully conscious of what this process
actually is, in order to carry it forward to the next level.
Let me ask you one more political question, Jason.  On the
ground there in New York, how are people responding to, on one
side this 24-hour nonstop news cycle barrage about Russian spies
and so on; and then on the other side, being told that there’s
this incredible process that’s underway, this breakthrough that
happened in China that they’re not even being told about?  What’s
people’s response to that?

ROSS:  I don’t know how different it is from other places,
but overall, people are getting really sick about hearing about
Trump-gate and Russia.  People are really sick of it.  Either
that, or they’re going along with it and they kind of listen to
it.  But what really gets through to people is when you’re
discussing thinking about the future.  This is what people really
do respond to.  They say, “OK, what are we going to do?  The
election happened.  What’s our future going to be?”  If your
favorite historical figure ever were the President of the United
States right now, what would be the policies you’d want to get
implemented?  OK, let’s start making those things happen.
The potential to do this in a very new way, both shocks some
people or seems impossible to others; but I attended a forum
about US-China economic relations the other day, and one of the
things that came up was one of the presenters was going through
various studies about the economy in China.  About how the middle
class is exploding, how poverty is diminishing very rapidly; the
percentage of the population that’s actually poor is going down
very quickly; and about the level of optimism.  There was a chart
of optimism among different nations; it measured as survey
questions.  “I think my children will have a better future than I
do.”  And in all segments of China, this was very positive in all
segments of China.  For the middle segments of China it’s 60-70%;
even a majority in the lower income segments as well.  There’s
just this tremendous sense that things are getting better, things
are moving forward; the next generation will have it better.
Then on this chart, you have the United States, way down here
almost at the very bottom, along with the Western European
nations.  So, I just think — I know this gets away from asking
how people respond here, but it’s a very important point, I
think.  In keeping with the shift of the center of gravity in the
world, the importance economically and politically, away from the
trans-Atlantic and towards Asia where everyone is expecting the
majority of the growth in the world economy in the next decades.
Along with that, you have this sense of happiness and optimism in
that part of the world.  In these old, sour nationsâ¦.  It’s also
changing in Europe, but in the trans-Atlantic, the government
leaders can say whatever they want, but if you actually ask
people what they think about what their future looks like, it’s
very grim.  The contrast between these two outlooks — you had
asked earlier about New York versus China — as a personal
anecdote, that was one of the huge differences that I saw; was
this overwhelming sense of optimism from people in China.  It’s
getting better.  We can absolutely have that sense here as well,
by making it a reality; by throwing off the stupid ideas that are
holding us back.  By throwing off this slavish adherence to Wall
Street and London; by tolerating the avowed supremacy of finance
over actual human contributions.  It’s a choice we have to make.

OGDEN:  Exactly!  That was exactly the point that Helga made
in her speech in Nanjing; she said “The Belt and Road has
injected optimism into many countries, and the momentum is
unstoppable.  But, to fully bring it into fruition, it will not
be easy.”  So, we have our work cut out for us here in the United
States.  I think this idea of a task force of engineers and real
qualified minds who are going to put their minds to work on how
to construct this vision for how the United States can join this
New Silk Road dynamic; it’s a very important one.
I’d like to put on the screen one more time the address to
the petition:  This is “Congress: Suck It Up and Move On!  It’s
Time to Rebuild the Country”; lpac.co/rebuild.  I encourage you
to sign that petition and to circulate it, and to become involved
in what you just heard from Jason.  Spread the news about this
dynamic of optimism that is sweeping the world, and the
possibility that this is something that could happen here in the
United States.
Thank you so much, Jason; it was a pleasure talking to you
from your remote location.  I’d like to thank everybody for
tuning into our webcast here today.  Please stay tuned for more
news from Helga Zepp-LaRouche; we’ll keep you updated as her
travels continue.  We’ve got some definite breakthroughs that we
can be expecting over the coming days.  So, thanks for joining
us, and please stay tuned to larouchepac.com.

23. maj, 2017 – Tehran Times udgav en artikel af Kinas ambassadør til Iran, Pang Sen, i går (»The Silk Road: Glorious Past and Even Brighter Future«) (Silkevejen: Strålende fortid og endnu lysere fremtid), som gennemgår de to nationers samarbejde i fortiden i den antikke Silkevej, og udtrykker smitsom optimisme for kinesisk-iransk samarbejde langs den Nye Silkevej i dag.

»I århundreder har Iran været et af de vigtigste trafikale knudepunkter og handelscentre langs Bælt & Vej«, skrev ambassadør Pang. »Med sin beliggenhed på et mødested for Bælt og Vej, har Iran en fremragende geostrategisk position. Siden gennemførelsen af den Fælles Omfattende Handlingsplan mellem P5+1 og Iran i 2015, er Irans interne og eksterne omstændigheder meget forbedret, hvilket giver bedre betingelser for samarbejdet mellem Kina og Iran.«

Han gennemgik de igangværende projekter, med kinesiske og iranske firmaer, der samarbejder »inden for mange felter såsom energi, transport, maskineri, metallurgi, vandkraft, elektricitet, telekommunikation, byggematerialer og biler. Byggeriet af Teheran-Qom-Isfahan-højhastigheds-jernbanen er i gang; projektet for moderniseringen af Teheran-Mashhad-jernbanestrækningen skal netop til at begynde; Teherans nye metrolinje kører glat; og det direkte godstog fra Yiwu, Kina, og til Teheran, har gennemført sin jomfrufærd. Sent sidste år blev to vigtige olieprojekter færdige, nemlig China National Petroleum Corp.’s (CNPC) Nordlige Azadegan Projekt, og China Petroleum and Chemical Co.’s (SINOPEC) Yadavaran Projekt«, og med CNPC og NIOC, der har »underskrevet en ny hovedaftale for udviklingen af South Pars gasfeltet. Nu for tiden åbner flere og flere kinesiske selskaber foretagender i Iran, og de kinesisk finansierede forsknings- og udviklingsparker og bilindustrizoner er i drift«.

Irans aktive deltagelse i udarbejdelsen af planen for fremtidigt samarbejde under det netop afsluttede »fantastiske« Bælt & Vej Forum i Beijing vil inspirere og fremme større samarbejde, sluttede ambassadøren.

Foto: I februar 2017 ankom det første direkte godstog fra Yiwu, Kina, til Iran. Den 10.400 km lange tur tog 14 dage.

23. maj, 2017 – »Beijings strategi standser ikke ved bæltet og vejen«, sagde professor ved Tsinghua Universitet, Li Xiguang, den 20. maj på et forum i Hongkong, rapporterer South China Morning Post den 21. maj. »Strategiens fulde navn bliver ’Ét Bælt, én Vej, én Cirkel’, og cirklen referer til den Arktiske Cirkel«, sagde Li. Selv om Kina ikke er en kyststat i Arktis, har de i de seneste år optrappet deres engagement i området, siger eksperter. Kina sikrede sig permanent observatørstatus i Arktisk Råd i 2013 og er allerede involveret i arktisk udvikling, med aktier i russiske naturgasprojekter i Arktis gennem Silkevejsfonden. Flere end et halvt dusin forskningsmissioner er også blevet gennemført under regi af den Kinesiske Administration for Arktis og Antarktis. Kina definerer sig selv som en »nær-arktisk stat« og anser sig selv for at holde »hele menneskehedens nedarvede rigdom«.

En omfattende artikel i The Diplomat af Nangye Liu i Australien rapporterer om præsident Xis besøg i Finland i april, og om den kinesiske premierminister Wang Yangs deltagelse i det fjerde Internationale Arktiske Forum i slutningen af marts, som værende vejledende for Kinas interesse i arktisk udvikling. Præsident Xis besøg i Finland i sidste måned var en bestræbelse på at samle støtte til en større kinesisk rolle i Arktis, siger Li. Nangye Liu rapporterer, at Finland og Kina aftalte at samarbejde inden for arktisk marin industri, og selv om de nordiske lande (Danmark, Norge, Finland og Sverige) ikke er på Bælt & Vej, så er de medlemmer af Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). »Ved at tilslutte sig AIIB bliver de fleste arktiske stater i stand til at samarbejde med Kinas Bælt & Vej-initiativ via denne platform«, siger Liu.

Foto: Kinas præsident Xi Jinping (venstre) sammen med Finlands præsident, Sauli Niinistö, under førstnævntes besøg i Finland, den 5. april, på sin vej til det historiske topmøde med præsident Donald Trump i USA, der fandt sted 6.-7. april.

24. maj, 2017 – Under forløbet af sin rundrejse til fire afrikanske nationer – Mauretanien, Kap Verde, Mali og Elfenbenskysten – understregede Kinas udenrigsminister Wang Yi, at Kina søger at styrke samarbejdet med afrikanske nationer inden for rammerne af Bælt & Vej-initiativet, rapporterer Xinhua.

Under en pressekonference den 22. maj i Abidjan, Elfenbenskysten, understregede Wang, at Afrika og Kina »kan kombinere de 10 største planer for samarbejde mellem Kina og Afrika, foreslået af Xi Jinping, med Bælt & Vej-initiativet« og få dem til at komplementere hinanden. Xinhua understregede, at Afrika er ivrig efter at gå bort fra metoden med »ensidig metode til vækst« med eksport af råmaterialer og opnå økonomisk uafhængighed gennem industrialisering. Kina ses som den mest pålidelige partner til opnåelse af dette mål.

I sine bemærkninger understregede Wang, at Afrikas vækst også er afgørende for udviklingslandes overordnede styrke, og dette er i både Kinas og Afrikas interesse. Han påpegede det mangeårige venskab mellem Kina og Afrika og betydningen af infrastrukturprojekter, som Kina var med til at bygge for årtier siden – Mauretaniens »venskabshavn«, bygget i 1980’erne, er et eksempel – og som stadig er i fuld drift. Det, der plejede at være kendt som »fattigdommens trekant« i det sydlige Mauretanien, er nu kendt som »håbets trekant«, takket være veje og anden infrastruktur, som Kina var med til at bygge.

I går præsenterede den kinesiske generaldirektør for det Kinesiske Udenrigsministeriums departement for planlægning af politik, Wang Yajun, i Addis Abeba i den Afrikanske Unions hovedkvarter, en bog om byggeriet af Tanzania-Zambia-jernbanen (TAZARA), med titlen, »Et monument for kinesisk-afrikansk venskab«, som blev indviet i 1976. En rapport på Folkerepublikken Kinas Statsråds webside bemærker, at TAZARA-projektet dækker et område på 1860 kilometer fra Dar es Salaam i Tanzania i øst og til New Kapiri Mposhi i det centrale Zambia i vest. Det kendes som »Frihedens jernbane« og »Venskabets jernbane« – færdigbygget på fem år og otte måneder.

Foto: En jernbanebro på TAZARA-jernbanestrækningen mellem Tanzania og Zambia.    

København, 18. maj, 2017 – Efter seminaret »Kinas Ét Bælt, én Vej-initiativ og mulighederne for Norden«, der var arrangeret i fællesskab af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og den Kinesiske Ambassade i Danmark, gennemførte Schiller Instituttets Michelle Rasmussen et interview med Wang Yiwei, professor ved School og International Studies; direktør for Institute of International Affairs, samt direktør for Center for European Studies ved Renmin Universitet i Beijing. Han er forfatter af bogen, »The Belt and Road: What will China offer the World in its Rise?«, fra 2016 (Bælt og Vej: Hvad vil Kina tilbyde den fremvoksende verden?)

Wang Yiwei deltog ved præsentationen af den kinesiske udgave af EIR’s specialrapport, »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, som blev præsenteret af Schiller Instituttets stifter og præsident, Helga Zepp-LaRouche, ved et symposium, sponsoreret af Chongyang Institute for Financial Studies, der også er medsponsor af den kinesiske udgivelse, den 29. september, 2015, på Renmin Universitet.

Med formand Tom Gillesberg

Uddrag:

Aftenenes vært: Jason Ross.

I denne weekend fandt der et enormt skift sted i verdenshistorien; noget absolut fænomenalt enormt, med Bælt & Vej Forum, der fandt sted i Beijing, Kina. Det omfattede flere end 1000 deltagere fra over 100 lande, to til tre dusin statsoverhoveder; flere dusin internationale aftaler blev underskrevet under selve begivenheden. Der blev truffet bestemmelser om over $100 mia. i ekstra finansiering til infrastruktur i hele verden.

Jeg vil gerne gennemgå noget af det, der fandt sted under denne konference, og dernæst sætte det i kontrast til kvaliteten af politisk debat, vi har netop nu i USA.

Her ser vi et af åbningsbillederne fra begivenhederne, med statsoverhoveder og andre delegerede, der deltog i konferencen. En meget stor begivenhed. Hallen med over 1000 mennesker. Her ser vi præsident Putin, der taler for deltagerne – han var æresgæst; viser den virkelige forbindelse mellem Kina og Rusland omkring dette projekt; her bydes han velkommen af Xi Jinping. Blandt de øvrige deltagere ved denne begivenhed var – på en meget bemærkelsesværdig måde – Helga Zepp-LaRouche, »Silkevejsladyen«; præsident og stifter af Schiller Instituttet, og hustru til Lyndon LaRouche. Lyndon og Helga LaRouche har mobiliseret for et Nyt Økonomisk Paradigme i årtier.

Det, der fandt sted på konferencen i Beijing, inklusive Helga Zepp-LaRouches deltagelse som medlem af en tænketank i et forum for tænketanke, som fandt sted, hvor hun et par gange fik lejlighed til at tale og føre sine pointer frem, var, at et helt nyt paradigme virkelig er ved at tage form. Kinas Bælt & Vej-initiativ inkluderer foreløbig disse seks landruter, som man ser her på skærmen, sammen med den maritime rute, som man ser gå gennem oceanerne. Det kinesiske initiativ vil medføre investering af billioner af dollars; for $4-8 billion infrastrukturinvestering i veje, jernbaner, havne, kanaler og den slags ting. Det, som LaRouche-bevægelsen, som Schiller Instituttet, som EIR har foreslået gennem rapporter om dette, er et Verdenslandbro-koncept for konnektivitet, infrastruktur, udvikling og opbygning af en ny platform for at gøre den fremtidige, potentielle økonomiske vækst til virkelighed.

Mængden af programmer og projekter, der er planlagt, overstiger allerede mange gange selv Marshallplanen, der genopbyggede Europa efter Anden Verdenskrig. På denne graf – som I måske dårligt kan se – repræsenterer denne lille, blå søjle her til venstre den inflationstilpassede investering i Marshallplanen, som var USA’s finansiering til genopbygningen af det krigshærgede Europa efter Anden Verdenskrig; omkring $150 mia. Ved siden af er RFC – Reconstruction Finance Corporation, som var et af hovedinstrumenterne til finansiering af New Deals infrastrukturprogrammer (i USA); RFC byggede de store projekter i USA, der var motor for den daværende økonomiske vækst. Se dernæst på størrelsen investeringerne i Ét Bælt, én Vej; et sted mellem $4-8 billion er planlagt at blive investeret som en del af dette program. Mange, mange gange større end noget, der tidligere er gjort.

Det er vigtigt, mener jeg, at erkende, at i denne verden, der er ved at tage form, er den ene ting, at det repræsenterer et Nyt Paradigme i verden; og den anden ting er, at det repræsenterer årtiers arbejde, årtiers mobilisering. Kort tid efter forummet, en dag eller to efter, inviterede et af top-tv-programmerne i Kina, »Dialog«, Helga Zepp-LaRouche som gæst på programmet. Lad os se et kort klip:

Interviewer: Hvad synes De om Kinas globale ambition?

Helga Zepp-LaRouche: Jeg mener, at det er et meget vigtigt, strategisk initiativ, for det er den eneste måde, hvorpå man kan løse alle problemer, regionalt samarbejde, underudvikling, fattigdom; det er virkelig en historisk mission. Jeg ser intet andet. Bestemt ikke fra USA, og bestemt ikke fra Europa; så jeg er virkelig optimistisk. Jeg mener, i går var et fantastisk historisk øjeblik.

Ross: Jeg vil gerne læse en sætning ved dette interviews slutning, hvordan Helga afsluttede dette interview. Hun sagde: »Jeg er fuldstændig overbevist om, at, om et halvt år, så vil flertallet af de nationer, der stadig tøver, erkende, at det er i deres bedste interesse at tilslutte sig. Tyskland burde f.eks. have en fundamental interesse i at samarbejde. Tysk industri, Mittelstand, mellemstore virksomheder, er præcis den form for komplementær økonomisk styrke, der ville fungere perfekt med Kina; og jeg tror, det kommer, jeg lover det.«

(Her følger engelsk udskrift af resten af webcastet)

  So, this is reflected as well in the statements from the
many foreign leaders who attended the conference.  Let’s get a
sense of what the world thought about this event.  This is a
quote from Matthew Pottinger; he was sent by President Trump.
About a week before the forum, it was announced that Trump was
upgrading US involvement; and the National Security Council East
Asia head was sent.  He said, “You can really see that there is a
shared interest in expanding infrastructure connectivity through
high quality investment financing.  That’s why American companies
should really be involved in a lot of the projects that we’re
hearing about.”
President Putin talked about how it’s creating a new type of
world order.  He said, “We have exhausted many former models and
indicators of economic development.  Poverty, the lack of
financial security, and the massive gap in the level of
development between countries and regions; these all fuel
international terrorism, extremism, and illegal migration.  We
will not be able to tackle these challenges unless we overcome
this stagnation in global development.  None of the old
approaches to conflict resolution should be used to solve modern
problems.  We need fresh and stereotype-free ideas.
“By proposing China’s One Belt, One Road Initiative,
President Xi Jinping has demonstrated an example of a creative
approach towards fostering integration in energy, infrastructure,
transport, industry, and humanitarian collaboration.  We would
welcome the involvement of our European colleagues in this
partnership.” Putin was the guest of honor at the event.
President Xi Jinping himself said, “We should build the Belt
and Road into a road of prosperity.  Development holds the master
key to solving all problems.  In pursuing the Belt and Road
Initiative, we should focus on the fundamental issue of
development; release the growth potential of various countries,
and achieve economic integration and interconnected development,
and deliver benefits to all.”
Viktor Orban, the prime minister of Hungary, said that “the
trend of the Belt and Road Initiative, this trend is the exact
opposite of what we’re used to, and what we have been taught
about the workings of the global economy.”  More on that in a
moment.  President Erdogan of Turkey said, “This initiative,
particularly against rising terrorism in the world, will be an
initiative that will almost eradicate terrorism.  I believe this
cooperation, which will benefit everyone, will succeed as a
model.  We, as Turkey, are ready to give all kinds of support for
it.”
Jean-Pierre Raffarin, sent by new French President Macron,
said “The Belt and Road Initiative proposed by President Xi shows
that he attaches great importance to cooperation between Europe
and Asia.  It will inject vitality into global development, and
shows his global vision.”   Prime Minister of Greece, Alexis
Tsipras: “What is particularly positive for us is that the goals
of the Belt and Road Initiative are compatible with our own
regional economic goals.  And our dynamic, comprehensive,
strategic partnership with China sets a solid basis for working
in this direction.  Greece, after many years of severe crises, is
returning to a growth path which opens up remarkable
opportunities for investment and trade.”
And last, the Economics Minister of Slovakia, Peter Ziga,
said, “It’s an historic opportunity.  View it as the project of
the century.  Everything indicates that the Chinese side and
other important states such as Russia, have a strong interest in
launching a New Silk Road.  Even though the details still haven’t
been released, it’s seems that the question actually is only
whether the project will take place with us, or without us.”
And that’s exactly right.  As President Putin and Prime
Minister Orban had said, there is a New Paradigm that is taking
place in the world right now.  The past decades’ attempts to try
to control terrorism or extremism without having a real
development model simply will not be effective; they cannot be
effective.
I’d like to ask Kesha to address what Mr. LaRouche views as
one of the most important aspects of US cooperation, in terms of
what the US has to offer the world in a World Land-Bridge-type
perspective.  Kesha, what do you see as the opportunities that
the US has to provide leadership on this front?  What do we have
to offer?

KESHA ROGERS:  Well, Jason, Mr. and Mrs. LaRouche stressed
both that the next phase of cooperation has to be around the
offer of the United States to cooperate on the space program.  We
have to go beyond what most people have looked at as come to the
space program, even going back to President John F Kennedy, as
something of a competitive avenue.  But that this is to unite in
harmony, mankind; to bring cultures together in a vision for, as
Mrs. LaRouche said, what is the natural mission of mankind for
the next 10, 100, 1000 years.  As she stressed in her remarks at
the recent event, where do we want humanity as a whole to be in
100 or even 1000 years?  As she posed in her speech, is it not
the natural destiny of mankind as the only creative species known
in this universe so far, that he will build villages on the Moon,
develop a deeper understanding of trillions of dollars [inaud;
11:46] universe, solve the problems of — until now — incurable
disease, or solve the problem of energy and raw material security
through the development of thermonuclear fusion power.  She goes
on to say that by focussing on the common aims of humanity, we
will be able to overcome geopolitics and establish a higher level
of reason for the benefit of all mankind.
As Mrs. LaRouche made clear, and Mr. LaRouche, from their
decades-long work as we know, that Mr. and Mrs. LaRouche have
dedicated decades of their lives to the formation of what has
been brought about with what we’re seeing of the Belt and Road
Silk Road initiative; what they have called the Eurasian
Land-Bridge.  But we’re not just talking about development and
cooperation among nations in infrastructure development here on
Earth with these bridges and dams and roads, but as has been
reported coming out of the Belt and Road summit, this was
actually developed in the science magazine, China is also looking
at win-win cooperation in what is called space development or
science infrastructure or a science Belt and Road.  You see
already out of this conference, there were over 370+ agreements
which took place; but on science and technology, President Xi
Jinping of China said “Innovation is an important force of
powering development.”  With that, they developed — to kind of
highlight a few things here — a science and technology action
plan, calling for 25,000 foreign-born scientists, engineers, and
managers over the next five years.  They want to give 10,000
scholarships to students from developing countries to study in
China.  You have a set-up of about 50 joint laboratories that’s
being discussed; 40+ countries to cooperate in space-based Earth
observation; observatories which would be used to identify and
manage natural resources and to respond to natural disasters.
So, when people think about cooperation in space, before we
even talk about going to another planetary body, going to the
Moon, we can actually start to set up new technologies of the
shared interests for the development of mankind on this planet.
But that takes us into the next phase of mankind’s commitment; as
Mrs. LaRouche said, “Our destiny has to be building villages on
the Moon.”  This is something that’s not new to Lyndon and Helga
LaRouche.  Mr. LaRouche developed the concept really as finally
to restore and revive that which was destroyed by the British
Empire and those who thought to take out President John F
Kennedy.  Mr. LaRouche came in and restored that vision of
President Kennedy in the 1980s with the Woman on Mars mission.
But let me just say, the concept here is vision; vision for the
future.  What the United States has to restore itself to, is a
commitment to vision in space exploration as we had under
President John F Kennedy, and cooperation.  A lot of people don’t
know and I hear all the time that the purpose of going to the
Moon, the purpose of President John F Kennedy’s famous speech to
a joint session of Congress May 25, 1961, saying we’re going to
send a man to the Moon and return him safely to Earth before the
end of the decade; people see that as merely competition.  What a
lot of people don’t know and don’t recognize is that after
Kennedy made that very clear vision directed the nation toward a
national mission, it was two years later in September of 1963,
only two months before he was assassinated, that President John F
Kennedy offered cooperation for a joint mission with the Soviet
Union, at a time when tensions had started to fade out, that
there was a move toward mutual cooperation and development.
Those people in the United States who say that the United States
can’t work with Russia, or that Russia is the enemy, these are
the same people who were denying the vision of President John F
Kennedy; who didn’t want the cooperation that he had set forth.
We could have had a joint mission on the Moon with the Soviet
Union at the time that would have completely changed the concept
and the scope of the relationship with the United States and
Russia. Also today, it’s the same thing, because when we talk
about missions for developing the Solar System, developing the
Moon as the first step for developing the fusion technology and
energy for getting to Mars and developing colonies on Mars, as
Mr. LaRouche lays out in his “Woman on Mars” speech, which he
made over 30 years ago, that we would get there in 39 years and
have this woman speaking back to us on this great accomplishment
for the project and benefit of all mankind.  That’s what we have
to restore right now, and that is the next phase and mission of
cooperation as was clearly laid out by Mr. and Mrs. LaRouche, and
also is already being taken up by nations that have developed and
have joined the Belt and Road Initiative.  The question at hand
is the creative development of mankind and the best conception to
do that is through cooperation in space, cooperation in creating
new sciences, new technologies.  We very much understand how to
do that, and we can move forward with that initiative.

ROSS:  Right; and I think in terms of way that this is
really being moved on right now, you brought this up in science
and in projects that clearly demonstrate common aims and have a
universal character in that way.  I’d just like to bring up one
of the developments that came out of this forum on the strategic
or the geopolitical front; which was the cooperation that was
announced by President Duterte from the Philippines.  President
Duterte has been under attack for a variety of reasons.  People
say he’s too tough on the drug dealers in the Philippines, etc.
What he announced, in collaboration with Vietnam and China, was
that they would work out a way to collaboratively use the
resources of the South China Sea; essentially eliminating that as
a geopolitical factor, if the parties involved can agree to
common development.  This is very much like the détente and the
agreement reached between Japan and Russia, which have not fully
in a formal way worked out the ownership of some of the contested
islands — the Kurile Islands — between Russia and Japan; but
agreed as two countries working together, to exploit the
resources together in a common way.  So that the hang-ups that
allowed conflict to fester are being overcome by looking at ways
of working together in a collaborative way.
While all of this is happening — and this is something that
the US most certainly ought to join, because we have a tremendous
need for infrastructure here; we’re in desperate need of an
economic recovery.  President Trump has called for the spending
of $1 trillion on infrastructure; which is nowhere what’s fully
required in the United States, although it’s certainly moving in
the right direction.  When you would think that patriotic
Americans would all be saying, “Look at these opportunities
around the world.  An opportunity to overcome the Wall
Street-type of finance that’s characterized our economy and move
towards real physical building of things and cooperating on
projects that undoubtedly improve people’s lives; like having
high-speed rail, like creating jobs and business in this way.”
Instead, there is a total tempest-in-a-teapot going on in the
United States around President Trump and all things related to
Russia.
Diane, I was hoping that you could share with us your views
on what this means about our ability to act politically in the
United States as a nation in its own interests.

DIANE SARE:  Sure.  I think first of all, I’ll share the views of
Lyndon LaRouche, who was briefed this morning on some comments
from the British intelligence operative, Ambrose Evans-Pritchard,
who we remember from his efforts to get President Bill Clinton
thrown out of office.  He’s basically saying that they’re not
going to be able to impeach President Trump; which is true.
First of all, because Trump has not committed any impeachable
offenses.  He didn’t say that, of course, but he said that with a
Republican Congress and so on.  So, let’s just harass him; let’s
tie his hands, let’s prevent him from doing anything that he
wants to do.  When Mr. LaRouche was presented with this, he said,
“It won’t work.  The transformation of the world is too large.
It’s bigger than the British Empire.”  If you think about the
size of the investments that you showed on that chart, think
about the size of China — 1.4 billion or so people.  There are
already 61 or more nations involved in the Belt and Road, who
have experienced a massive increase in trade and prosperity as a
result of this collaboration.  Even in the United States, while
the media is doing their very best job to prevent Americans from
getting the faintest whiff of the potential in the world, the
{Wall Street Journal} two days ago was forced to admit that the
China Investment Corporation was planning to move their offices
from Toronto into Manhattan; and that they wished to change $50
billion of their holdings in US Treasuries into investment of new
infrastructure in the United States.  I think you can ask
yourself from the Chinese perspective, they’re holding $1.4
trillion of US Treasuries; if the United States is a collapsing
giant with water crises, roads and bridges collapsing, heroin
overdoses, that’s not really a viable investment.  If they’re
holding, or invested, as Mrs. LaRouche pointed out in her speech
in Beijing, that President Trump is calling for a return to the
American System which would create a pathway using Hamiltonian
credit; he’s referred to Henry Clay and others — Hamilton, we
are referring to; this creates the means for China to actually
make this kind of investment in the United States which
transforms everything.  I think you can ask anybody if they would
prefer to be stuck in traffic for five hours, risking losing
their entire car in a giant pothole, when they could be riding a
train that goes 300mph and getting to their destination in 15
minutes, what they would prefer; I think the choice is obvious.
So, what has occurred is just a spectacular witch-hunt;
President Trump is 100% correct when he refers to this as a
witch-hunt.  He has no intention of giving it up.  I’d like to go
right now to a video clip of him speaking to the commencement
ceremony of the Coast Guard so that people have a sense of that.
And then I have a few more things to say about who is behind this
attack and why.

TRUMP

:  Now, I want to take this opportunity to give
you some advice. Over the course of your life, you will find that
things are not always fair. You will find that things happen to
you that you do not deserve and that are not always warranted.
But you have to put your head down and fight, fight, fight.
Never, ever, ever give up. Things will work out just fine.
Look at the way Iâve been treated lately â (laughter) â
especially by the media. No politician in history â and I say
this with great surety â has been treated worse or more unfairly.
You canât let them get you down. You canât let the critics and
the naysayers get in the way of your dreams. (Applause.) I guess
thatâs why I â thank you. I guess thatâs why we won.
Adversity makes you stronger. Donât give in. Donât back
down. And never stop doing what you know is right. Nothing worth
doing ever, ever, ever came easy. And the more righteous your
fight, the more opposition that you will face.

SARE:  So, as I think you can see, this is not a President
who is going to turn tail or run, or cower.  Happily, he’s a New
Yorker who enjoys fighting.  I just want to remind people,
because those of you who have been following LaRouche and been
familiar with LaRouche, there was an earlier witch-hunt in this
country, which was the witch-hunt against Lyndon LaRouche; with
the result that shortly after he collaborated with President
Reagan and the Strategic Defense Initiative came into being, at
the time that the Berlin Wall — which Mr. LaRouche had forecast
would come down — came down, LaRouche was being carted off to
prison.  This witch-hunt was orchestrated not only by the same
apparatus, but in many cases, the exact same individuals that are
targetting President Trump now.
One of the key players in the early, initial trial against
Mr. LaRouche in Boston — which fell apart — was none other than
Robert Mueller.  He did such a brilliant job of covering up the
evidence of the Saudi royal family role in 9/11, he’s now been
assigned to investigate President Trump’s alleged ties to Russia,
etc.  As was pointed out by Veteran Intelligence Professionals
for Sanity (VIPS) Bill Binney and Ray McGovern in an article that
appeared a couple of days ago in the {Baltimore Sun}, Comey
absolutely was legitimately fired; it was the right thing for
President Trump to do.  Comey had refused to investigate the
actual serious crime which was committed, which was the unmasking
of Michael Flynn; who had a telephone conversation with the
Russian ambassador and, according to US law, the American end of
that conversation should never have been recorded.  That was
illegal.  The fact that that not only was recorded, but then was
leaked to the press, is two crimes committed for which people
could and should be prosecuted; and it would be relatively easy
to discover who did it.  That actual crime was not investigated.
Instead, we are supposed to believe that somehow Russian
hacking changed the vote of the American people; which no one has
yet explained even how that would work even if they could prove
that the Russians hacked into the DNC computers — which they
can’t even prove.  Especially since it’s been revealed now that
you can change the IP address; you can make it look like Russians
hacked into a computer, when in fact the hacking was done right
from someplace in Iowa.  So, this whole thing is completely a
fraud; and Julian Assange has made the point that there was no
hacking, as Binney and Ray McGovern said.  Assange explicitly it
was a leak; McGovern and Binney also said that this absolutely
could have been a leak.
There’s another breaking story — which we have not
confirmed independently — of interest, of Seth Rich, the 27-year
old DNC staffer who turned up dead.  There’s now some question as
to whether or not he was sending tens of thousands of emails to
Wikileaks.  As I said, that has not been yet confirmed by other
sources, but it just underscores that there was no crime
committed in terms of collusion between Trump and Russia.  The
Russians did not determine the outcome of this election.  I think
every sane American knows this; and frankly, most of the
Democratic Party knows this, they’re just completely gutless in
the face of this McCarthy-ite kind of witch-hunt against the
President, to tell the truth about what they know.  Which is that
the Democratic Party abandoned its traditional base; the
forgotten men and women who voted in large numbers for President
Trump.  The people who have skills who are currently unemployed;
who should be working for $50, $60, $70 an hour producing things
for the nation and the world; who are now either working at
McDonald’s or Walmart or are unemployed.  These are the people
that Trump’s campaign inspired to turn out in large numbers; that
was simply not being offered by the Democratic Party.
I will say that if you think about two times in history
which Mr. LaRouche talks about frequently: one is 1945, where the
British — through certain military tactics or failures —
delayed the end of World War II; they delayed the victory because
they were hoping that Franklin Roosevelt would be dead by the
time the war ended.  Because what FDR envisioned was a world
without a colonial empire; where the British, the French, the
Dutch, the Portuguese would give up their colonies, and nations
would have the right to develop.  Very much like what President
Xi Jinping is talking about at this time.  Mr. LaRouche was a
veteran of World War II; he was in the Pacific theatre at that
time — I believe in Burma — when Franklin Roosevelt died.  He
often describes his fellow troops coming to him and saying, “What
do you think is the meaning of this?”  And he said, “A very great
man” — FDR — “has been replaced by a very little man.”  That is
Truman, who was a complete lackey of the British; who presided
over the only use of nuclear bombs so far, which was done by the
United States on Hiroshima and Nagasaki.  This was completely
unnecessary, because Japan was already preparing to surrender.
He also presided over the new Cold War; the division of the world
between these spheres of influence — geopolitics, which has so
much colored the way people think about things.
So LaRouche determined that, in a sense, his life’s work
would be to bring into existence a higher ordering state of
mankind; governments worthy of what it means to be truly human.
That has been his life’s mission.  And to that end, he
collaborated with others to create the conditions for the Reagan
Presidency, where with the Strategic Defense Initiative and
LaRouche’s forecast that the Soviet Union was going to
disintegrate economically, you had the collapse of the Berlin
Wall.  Now that was 28 years ago.  That changed the world; and
yet, you have people today — 28 years later — trying to act
like Russia is our enemy.  The British, who truly are the enemy
of the United States, are allies.  This is completely backwards.
Happily, the British Empire is right now operating from the
standpoint of complete strategic weakness.  The trans-Atlantic
financial system is totally bankrupt; they have shut down their
ability to produce.  They have tried to squash and stifle every
scientist in the trans-Atlantic world with this Green agenda,
this fear of global warming and climate change and all of this
baloney; which happily hasn’t worked.  We still have a lot of
creative people in the United States.  I think Kesha knows many
of them in the space program in Texas.  And what you have is that
China, with this Beijing conference, has consolidated a process
that has been underway and coming together for a very long time.
So, I would like to just urge everybody who is viewing this,
to take advantage of the material on the website.  I think Jason
was involved in producing a short video and a petition basically
saying let’s suck it up and tell the Congress to suck it up and
move on; that no one is interested in this witch-hunt against
President Trump.  What people {are} interested in, is organizing
an economic recovery, and we are very much on the brink of
success.  So, I would urge everyone to not be demoralized or
fearful.  We have to take the same approach as Lyndon LaRouche,
as President Trump has said now, to absolutely not give up; and
insure the United States joins this potential which has been
opened up.

ROSS:  Absolutely!  Part of the irony of this idea of a
Russian takeover of United States policy, is that if Russia took
over US policy, what are the policies that Russia is forcing
through?  Russia is not opposing Glass-Steagall.  The reason we
don’t have Glass-Steagall right now is because of Wall Street and
because of Presidents who capitulated to it; it’s not because of
Russia.  Joining the Belt and Road Initiative would make the most
possible sense for the United States right now.  Offering what we
have to offer to that; being part of an international development
program of infrastructure, that’s clearly in America’s best
interests.  Would that be some sort of a Russian plot?  The whole
thing just doesn’t make any sense.  The idea that people are
debating this and arguing whether or not Trump said something
inappropriate to Comey, while people are dying of opioids, while
communities are being devastated by unemployment and by a
collapsing economy in many parts of the country.  The idea of
worrying about this stuff, or making it an issue, makes it very
clear that these “facts” aren’t driving an investigation. What it
is, is an attempt to prevent a shift in policy in the United
States, and the fear that Trump would, indeed, play a role in
making that happen, is what has these people completely unhinged
and making up all sorts of complete nonsense and conspiracy
theorizing in order to throw him out.
I think if we look at what is being offered right now with
the initiative from the Belt and Road Forum, and you contrast
that with some empty platitudes about human rights and rights for
all coming from the West, you can’t protest unemployment; you
have to create development.  You need policies that are going to
make it happen; you need projects that are going to make it
happen.  You need a path towards a better future.  For us, this
requires overthrowing a concept of economics that we have had for
decades now, and replacing it with LaRouche’s concept of wealth
— not as money, but as the creation of an increased power of the
human species around its surroundings.
So, let me just wrap up by quoting the end of Helga
Zepp-LaRouche’s presentation at the Belt and Road Forum.  She
said: “When we organize our societies around scientific and
artistic discovery, we will perfect our knowledge on how we can
continuously advance the process of self-development of mankind;
intellectually, morally, and aesthetically.  And we will find our
freedom in necessity — doing our duty with passion!”
As Diane had mentioned, we have a petition; I’ll put it up
on the screen here.  The webpage that we’d like you to go to;
it’s lpac.co/rebuild.  It is a petition; it begins with the video
that Diane had referred to, and then a call on the Congress to
focus on making this country a better place, revitalizing our
manufacturing and infrastructure, exploring space, working on
science, and ending the concept of regime change warfare.  That’s
something that should be our policy.  So, please go to
lpac.co/rebuild.  Sign and circulate the petition.  Our goal is
to get 100,000 signatures on this to force a response from the
White House, among other effects.  The primary effect, of course,
being Congress to whom the petition is directed.
Go there; do that; and let’s get to work!

16. maj, 2016 – I et seks minutter langt interview (på tysk) i går til People Television, på sidelinjen af Bælt & Vej Forum i Beijing, sagde Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets præsident, at, efter hendes mening, er Bælt & Vej-strategien »det vigtigste strategiske initiativ på planeten«, og at det også ses som sådan af folk i Afrika, Asien og Latinamerika. Kun de europæiske tænketanke maler et andet billede. Hun sagde, at hun havde erfaring for, at, når som helst, hun briefer folk om Bælt & Vej-initiativet, er de chokerede og vrede over, at de intet har hørt om det i medierne; men de er også fascinerede, når de først hører om det.

Informationen om denne politik til den europæiske befolkning må forbedres således, at de får et objektivt billede af Bælt & Vej-strategien, som hidtil er blevet dem forholdt, sagde Zepp-LaRouche.

Den fordel, som dette initiativ udgør for verden, forklarede hun, er, at, »for første gang i menneskehedens historie er det nu muligt at overvinde geopolitik; gennem reelt samarbejde at overvinde forsøget fra visse sider på at dominere alle de andre. I særdeleshed er den storstilede plan for Afrikas udvikling nødvendig for at fjerne rødderne til flygtningeproblemet. Dernæst vil det blive muligt at fjerne sygdomme, ekspandere ud i rummet og forsvare planeten fra f.eks. farlige asteroider, sagde hun.

Fordelene for Tyskland ligger i, at den tyske ’Mittelstand’ (små og mellemstore virksomheder) besidder al den knowhow, der skal til for at gøre Bælt & Vej-initiativet en succes, og hvis den tyske regering omsider ville opgive sin modstand mod at tilslutte sig, ville joint ventures mellem Kina og Tyskland på alle lokaliteter i verden være mulige. Den tyske regering bør følge den tidligere franske premierminister Raffarins eksempel. Raffarin talte på topmødet for Frankrig.

»I dag er der skrevet historie«, sagde Zepp LaRouche til slut. »Et nyt kapitel for menneskeheden er blevet åbnet.«

Det tyske interview kan ses her: http://tv.people.com.cn/n1/2017/0516/c177969-29278601.html

Leder fra LaRouche PAC, 17. maj, 2017 – Verdens ledere, der vender hjem til deres lande fra det historiske Bælt & Vej Forum i Beijing, udtaler vidt og bredt, at et nyt paradigme for verdens anliggender er blevet etableret, både økonomisk og kulturelt. Titlen på EIR’s Specialrapport fra 2014, »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, er på en meget realistisk måde blevet til virkelighed.

I Europa er italienerne, med hjælp fra kineserne, i færd med at sammensætte en ny Nordlig Adriaterhavs-Havnesammenslutning, sammen med Slovenien og Kroatien, som vil opgradere havne og bygge jernbaneforbindelser igennem til Øst- og Vesteuropa. Med kinesisk hjælp er grækerne i færd med at planlægge endnu en jernbanelinje fra den nyligt udvidede havn i Piræus (opgraderet af Kina), og som løber op langs vestkysten og ind i Balkanlandene. Tjekkiets præsident Milos Zeman hånede dem, der klager over, at Bælt & Vej splitter Europa og sagde, at Europa allerede er forfærdelig splittet, men kan forenes gennem den fælles Silkevejsmission. Ungarns premierminister Viktor Orbán sagde, at mange lande var lede og kede af at høre på formaninger om menneskerettigheder og foredrag om frie markeder, og at den »gamle model for globalisering er død« med den Nye Silkevej, der skaber et udviklingsbaseret, globalt paradigme.

I Asien diskuterer Japan nu en tilslutning til Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og gensidige besøg mellem Kinas præsident Xi Jinping og Japans premierminister Shinzo Abe, som den amerikanske præsident Donald Trump har tilskyndet til. Filippinernes præsident Rodrigo Duterte planlægger at genoplive fælles udvikling af de rige resurser i det Sydkinesiske Hav sammen med Kina og Vietnam, nu, hvor Obamas plan for krig i det Sydkinesiske Hav er blevet afvist i hele Asien, og af Trump-administrationen.

I Latinamerika roste generalsekretæren for FN-kontoret for den Økonomiske Kommission for Latinamerika og Caribien (ECLAC), Alicia Bárcena, Bælt & Vej som »en fornyelse af den dybe forpligtelse over for de værdier, som er fundamentale for vores globale, økonomiske og sociale velfærd« og opfordrede alle medlemslandene til at »opsamle det potentiale, som dette Ét bælt, én vej-program har for at omdefinere kapitalisme gennem folks ligeværd og værdighed«.

I Afrika sagde den etiopiske premierminister Hailemariam Desalegn, at Bælt & Vej »åbner døren for udviklingslande og fremvoksende nationaløkonomier til at bidrage til global, økonomisk vækst«. Kenyas præsident Uhuru Kenyatta sagde, at »Bælt & Vej-initiativet giver vort kontinent muligheden for at gennemføre et paradigmeskift. Post-koloniale Afrika har siddet fast i en trummerum. At blive en del af Ét bælt gør det muligt for kontinentet at gå videre til en ny platform, ved hvilken globalt samarbejde vil muliggøre merværdi, innovation og øget fremgang«.

Lignende entusiastiske responser fylde pressen i nationer i hele udviklingssektoren.

Og i USA etablerede Trump-administrationens repræsentant, Matthew Pottinger, en »Amerikansk Bælt & Vej Arbejdsgruppe« som et partnerskab mellem den Amerikanske Ambassade i Beijing og amerikanske selskaber, for at bringe amerikanske selskaber ind i Silkevejsprocessen. Desuden inviterede han Kina til at deltage i det »Særlige Amerikanske Investeringstopmøde« den 18.-20. juni i området omkring Washington, D.C., med det formål at bringe Kina ind i investeringsmuligheder i USA.

Ikke desto mindre ville en person, der var afhængig af den amerikanske presse eller rapporter fra den amerikanske Kongres, ikke vide noget som helst om alt dette. I stedet består næsten alt i USA’s 24-timers nyhedscyklus af hysteriske tirader om præsident Trump. Hvis man troede på noget af det, skulle man tro, præsidenten var en marionet for onde Rusland og onde Kina, at han skulle være skyldig i forræderi for at gøre sit arbejde og gøre det, han lovede i sin valgkampagne – nemlig, at afslutte Bush’ og Obamas politik for »krige for regimeskifte« og at genoprette Amerikas industri-infrastruktur, samt de hertil hørende arbejdspladser.

Tro ikke på den løgn, at Trump skulle være tvunget i forsvarsposition; at hans handlinger skulle have undermineret hans troværdighed, som medierne bringer til torvs ad nauseam. For kendsgerningen er den, at Trump er i offensiven for at afslutte den britiske imperieæra i historien. Briterne, med samt deres aktiver i USA – de neokonservative i begge politiske partier og på Wall Street, og de korrupte elementer i efterretningssamfundet, især i FBI – er totalt hysteriske over, at deres geopolitiske opsplitning af verden og deres evne til at få den amerikanske befolkning til passivt at acceptere nedskæringer og krig, er i færd med at blive ødelagt af Trumps tiltag for at bringe USA ind i den Nye Silkevej og for at samarbejde med Rusland om at knuse terroristsvøben. Hans erklærede hensigt om at genindføre Glass-Steagall driver simpelt hen de britiske aktiver yderligere ind i en panikreaktion.

Som Helga Zepp-LaRouche gentog i sine mange taler og interviews i Kina i forgangne weekend, hvor hun optrådte som taler på det Globale Topmøde for Tænketanke under Bælt & Vej Forum: Hvis Donald Trump lykkes med at bringe USA in i det nye paradigme med den globale Silkevej, vil han huskes som én de store præsidenter i amerikansk historie.

Foto: Præsident Trump og præsident Erdogan udsteder en fælles erklæring i Roosevelt Room i Det Hvide Hus, tirsdag, den 16. maj, 2017, i Washington, D.C. (Whitehouse Instagram)

Politisk orientering med sidste nyt v/ Tom Gillesberg

Video 2. del:

https://soundcloud.com/si_dk/baelt-og-vej-forum-i-beijing-et-historisk-skift-til-en-ny-okonomisk-verdensorden

15. maj, 2017 – Ovenstående citat – der er inkluderet i det sidste punkt af slutkommunikeet med 17 punkter, som blev udstedt af de statsoverhoveder, der den 15. maj deltog i Ledernes Rundbordsdiskussion på Bælt & Vej Forum for Internationalt Samarbejde – indfanger bedst ånden i denne begivenhed og disse deltageres entusiastiske forpligtelse til »at fremme internationalt samarbejde, inklusive Bælt & Vej-initiativet og diverse udviklingsstrategier, gennem opbygning af tættere samarbejdspartnerskaber, som inkluderer fremme af nord-syd, syd-syd og trekantssamarbejde. Punkt 17 understreger, at »fremme af fred, samarbejde til gensidig fordel og honorering af formålene og principperne i FN’s charter og naturloven, er ansvar, vi deler«.

»Vi indser de udfordringer, som verdensøkonomien står overfor«, erklærer kommunikeet og bemærker, at, til trods for »en beskeden, økonomisk genrejsning«, så er der stadig »risici for ulemper«, især for udviklingslande, der konfronteres med udfordringer om at afskaffe fattigdom og »fremme inkluderende og bæredygtig, økonomisk vækst«. Kommunikeet tilføjer, at Bælt & Vej-initiativet »kan skabe muligheder midt i udfordringer og forandringer. Vi hilser Bælt & Vej-initiativet velkommen og støtter det, for at fremme konnektivitet mellem Asien og Europa, der også er åben over for andre områder såsom Afrika og Sydamerika. Ved at give betydningsfulde muligheder for, at lande kan intensivere samarbejde, har initiativet opnået positive resultater og har et fremtidigt potentiale til at yde flere fordele som et betydningsfuldt, internationalt initiativ«.

Kommunikeet understreger behovet for koordinering og samarbejde mellem Bælt & Vej-initiativet og flere, allerede eksisterende, globale, regionale og nationale udviklingsstrategier, såvel som andre initiativer til »fremme af samarbejde om konnektivitet og bæredygtig udvikling«. Udvidelsen af økonomisk vækst er afgørende, erklærer det og understreger, at »vi hilser promoveringen af industrielt samarbejde, videnskabelig og teknologisk innovation og regionalt, økonomisk samarbejde og integration«, der er rettet mod dette mål, velkommen.

Som ét af dets fundamentale samarbejdsprincipper understreger kommunikeet betydningen af »konsultation på lige fod« og »honorering af formålene og principperne i FN’s charter og naturloven, og respekt for landes suverænitet og territoriale integritet«. Ligeledes omfattet af dette afsnit er betydningen af en dialog mellem civilisationer: »Harmoni og inklusion, med anerkendelse af den naturlige og kulturelle diversitet i verden og en anerkendelse af, at alle kulturer og civilisationer kan bidrage til bæredygtig udvikling«. Alt imens kommunikeet anerkender markedets rolle, understreger det, at regering også må »udføre sin retmæssige rolle«.

Blandt de fremgangsmåder til samarbejde, som kommunikeet skitserer, opfordrer det til fremme af »praktisk samarbejde om veje, jernbaner, havne, transport via vandveje, både maritimt og over landområder, flyvning, energi-pipelines, elektricitet, fiberoptik, inklusive trans-oceaniske kabler, telekommunikationer og informations- og kommunikationsteknologi, og hilser udviklingen af indbyrdes forbundne, multimodale korridorer velkommen, såsom en ny Eurasiske Landbro, Nordlig Søfartsrute, Øst-Vest Mellemkorridor, osv. … «

Ligeledes adresseret er behovet for »at arbejde i fællesskab på et langfristet, stabilt og bæredygtigt finanssystem … at fremme finansiel infrastruktur-konnektivitet … og at opmuntre udviklingsorienterede finansinstitutioner til at spille en aktiv rolle og styrke samarbejde med multilaterale udviklingsinstitutioner«.

Kommunikeet i sin helhed kan læses her: http://news.xinhuanet.com/english/2017-05/15/c_136286378.htm

Foto: Stats- og regeringsledere stiller op til gruppefotografering efter den første rundbordsdiskussion under Bælt & Vej Forum i Kina.

Leder fra LaRouche PAC, 16. maj, 2017 – Med ekstraordinært, globalt, politisk mod, indkaldte til og organiserede Kinas præsident Xi, som i begyndelsen handlede alene, den forgangne weekends topmøde med deltagelse af 29 statsoverhoveder og repræsentanter for 130 nationer: »Bælt & Vej Forum for Internationalt Samarbejde«. Med denne handling har Xi skabt en ny, international, økonomisk og monetær orden – der ikke er dømt til at krakke og blive reddet gennem ’redningspakker’ (bailout), men derimod er bestemt til at opbygge og udvikle. Foreløbig er den hovedsagligt baseret på Kinas egen forpligtelse til et beløb af $1 billion til andre nationer i investeringer i afgørende infrastrukturprojekter; og på den kendsgerning, at Bælt & Vej-initiativet er åbent for alle nationer.

Med Ruslands aktive støtte er dette ligeledes »det vigtigste, strategiske initiativ på denne planet«, som det vurderedes af Helga Zepp-LaRouche, der deltog i topmødet som stifter og præsident for Schiller Instituttet. Et statsoverhoved på topmødet sagde korrekt, »Dette er den form for initiativ, der kan afslutte terrorisme«.

I fald USA nu fuldt ud samarbejder i dette initiativ, er der intet problem, der ikke kan tackles med held, gennem disse tre nationers samarbejde.

Dette spørgsmål, og hvilken politik, præsident Donald Trump vil føre hen imod dette potentielle samarbejde, er vigtigere for amerikaneres fremtid end al den mediesladder, de læser.

Hvis de fleste amerikanere ikke er klar over dette, skyldes det, at britiske og amerikanske efterretningstjenester er fast besluttet på at isolere USA fra Rusland og Kina og gennemtvinge en ny, Kold Krig, med disse nationer som Amerikas fjender. De hjælpes frem af en ny McCarthy-isme i amerikanske og europæiske medier, og en genoplivelse af forrige århundredes »sensationsjournalistik«. De lancerer flere og flere angreb mod præsident Donald Trump i et forsøg på at tvinge ham til at føre en fjendtlig politik over for Rusland og Kina – og, hvis de kan, tvinge ham ud af embedet.

De fleste amerikanere er ganske enkelt ikke bevidste om, at et nyt paradigme er i færd med at skabes, som vil genoplive den kollapsede økonomi, den udforskning af rummet, som USA opgav, og de fremskudte, videnskabelige grænser, som det ophørte med at finansiere. Årsagen er, at medierne og efterretningskræfterne forsøger at tvinge Amerika ind i en Ny Kold Krig i stedet. De fleste Demokratiske ledere er fuldstændig faldet for det.

Vågn op; afvis det. Kræv fornuftigt samarbejde med Kina og Rusland om dette fremvoksende, nye, økonomiske og strategiske initiativ.

LaRouche PAC cirkulerer appeller og kæmper i Kongressen for fire politiske punkter af afgørende betydning:

Lad os genindføre Glass/Steagall-loven og bryde Wall Streets storbanker op.

Lad Amerika investere billioner af dollars i sin egen, ny infrastruktur, med samarbejde med andre verdensmestre i højhastighedsjernbaner, osv., og lade indehavere af amerikanske statsobligationer investere i ny, amerikansk infrastruktur.

Lad os bygge næste generation rumfartsmissioner og gøre opdagelser for fremtiden, såsom fusionskraft.

USA har ligeledes behov for samarbejde inden for bekæmpelse af international terrorisme og den hermed relaterede narkotikasvøbe.

Og, hvilke af disse ting er det, Rusland og Kina forhindrer USA i at gennemføre? Eller, er det tværtimod præcis disse mål, som det internationale Bælt & Vej-topmøde drejede sig om?

Foto: 15. maj, 2017: Rundbordsdiskussion mellem ledere på Bælt & Vej Internationale Forum [en.kremlin.ru]

Leder fra LaRouche PAC, 15. maj, 2017 – I dag sluttede »Bælt & Vej Forum for Internationalt Samarbejde« i Beijing, efter to dage med overvejelser og med repræsentation fra 130 nationer, i en proces, som værten, præsident Xi Jinping, beskrev som at arbejde sammen for en »fælles fremtid for menneskeheden«. Et fælles kommunike blev udstedt her til eftermiddag, efter Ledernes Rundbordssamtale ved Bælt & Vej Forum, hvor 29 statsoverhoveder deltog. Præsident Xi, såvel som også præsident Putin, æresgæsten, holdt bagefter en pressekonference. Xi meddelte, at det andet internationale forum bliver i 2019 i Kina.

»Dette er en vidunderlig ændring i historien«,

erklærede Lyndon LaRouche om konferencen. Han sagde, at

»Kina gør et godt stykke arbejde. Kina stiller sig selv i front for dynamikken for verdens udvikling.«

Han sagde, at

»vi er parat til at satse på den totale sejr i USA og andre steder«. Lad være med at »forklare« det. »Acceptér processen og aktualisér potentialet. Få hele verden indkapslet i denne proces. Kampen går ud på at arbejde på dens virkeliggørelse.«

Lyndon LaRouches hustru, Helga Zepp-LaRouche, befinder sig lige midt i handlingens centrum i Beijing. Dette kommer efter årtiers lederskab fra LaRouche-parret, for netop denne form for mobilisering for verdensomspændende udvikling. Siden 1990’erne og Helga Zepp-LaRouches første deltagelse i en international konference i Kina, hvor hun opfordrede til en »Eurasisk Landbro«, er hun i Kina blevet vidt kendt som ’Silkevejsladyen’.

Repræsenterende Schiller Instituttet, som hun stiftede og er præsident for, talte Helga Zepp-LaRouche søndag, den 14. maj, på konferencens første dag, på panelet, »Bælt & Vej for fremme af en stærk, afbalanceret, inkluderende og bæredygtig, global økonomi«. Hun sagde:

»Bælt & Vej-initiativet har det indlysende potentiale til hurtigt at blive til en Verdenslandbro, der forbinder alle kontinenter gennem infrastruktur, såsom tunneller og broer, og som forstærkes gennem den Maritime Silkevej. Som sådan repræsenterer initiativet en ny form for globalisering, der ikke bestemmes af kriteriet for profitmaksimering for finanssektoren, men derimod af kriteriet for den harmoniske udvikling af alle deltagende lande på basis af win-win-samarbejde.

Det er derfor vigtigt, at man ikke ser på Bælt & Vej-initiativet ud fra en bogholders synspunkt, som fremskriver sit statistiske cost-benefit-synspunkt ind i fremtiden, men at vi derimod tænker på det som en vision om et fællesskab for en fælles fremtid. Hvor ønsker vi, menneskeheden som helhed skal være om 10, 100 eller endda 1000 år? Er det ikke menneskehedens naturlige skæbne, som den hidtil eneste kendte, kreative art i universet, at vi i fremtiden vil bygge landbyer på Månen, udvikle en dybere forståelse af de billioner af galakser i vort univers, løse spørgsmålet om sygdomme, der hidtil ikke har kunnet kureres, eller løse spørgsmålet om sikkerhed for forsyning af energi og råmaterialer gennem udvikling af termonuklear fusionskraft? Ved at fokusere på menneskehedens fælles mål, vil vi blive i stand til at overvinde geopolitik og etablere et højere fornuftsgrundlag, til fordel for alle.«

Helga Zepp-LaRouche adresserede især spørgsmålet om USA’s rolle – USA’s delegation i Beijing blev ledet af en særlig rådgiver til præsident Trump. Med en fremstilling af det mest positive, ’store billede’, forklarede Zepp-LaRouche:

»Når man ser på et verdenskort, så er USA ikke kun et land, der er omgivet af to oceaner og to naboer, men at det kan blive en central del af en infrastrukturkorridor, der, via Central- og Sydamerika, forbinder Ibero-Amerika med det eurasiske transportsystem, via en tunnel under Beringstrædet … «

Som det kunne forudsiges, så er geopolitik-flokken, med centrum i London, ved at få et anfald. Londons The Economist kørte i dag en strøm af modvægt, med overskriften, »”The Economist explains, “What Is China’s Belt and Road Initiative?” (The Economist forklarer: Hvad er Bælt & Vej-initiativet?) De skriver, at forretningsfolk i Centralasien kalder det for »En vej, en fælde«, fordi B&V-projekter er upålidelige. Og »Bælt & Vej Forum har en uheldig forkortelse, opkast (BARF)«, osv.

Men tilbage i virkeligheden markerer Bælt & Vej Forum ikke alene udviklingen af et potentielt verdensøkonomisk og videnskabeligt lift-off, men der er også en proces i gang med overvejelser over spørgsmål om nuværende lidelse og mulig generel krig. Præsident Trumps udsending til Beijing, Matthew Pottinger, er nu i Sydkorea til konsultationer om spørgsmål i regionen. Med hensyn til Syrien, hvor fredsforhandlinger, under navnet »Genève 6«, begynder i morgen, er flere møder planlagt til denne uge med mellemøstlige ledere, der mødtes i Beijing med både Xi og Putin. I Washington, D.C., vil den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan mødes med præsident Trump den 16. maj. Den 17. maj vil den italienske premierminister Paolo Gentiloni mødes med præsident Putin i Sotji. Den græske premierminister Alexis Tsipras mødtes ligeledes med Xi og Putin i Beijing, og også med den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov.

I dag opsummerede Helga Zepp-LaRouche det store potentiale – vores store udfordring – ved at beskrive åbningen af Bælt & Vej Forum den 14. maj:

»I går var et fantastisk, historisk øjeblik!«

Hun talte på China Global Television Network’s program, »Dialog med Yang Rui«, udsendt live, prime time.

Hun udbrød: »Vi befinder os i et faseskifte for menneskeheden!«

Foto: Slutscene fra Aftengallashow på forummet, med en smuk præsentation af kinesisk kultur. Videoen kan ses her. 

Redaktør for LPAC TV Matthew Ogden præsenterer her Helga Zepp-LaRouches smukke tale på Bælt & Vej Forum i Beijing, 14. maj. Fr. Zepp-LaRouche taler om implikationerne af at udvide rækkevidden af Bælt & Vej-initiativet til hele verden, hvor de amerikanske kontinenter inkorporeres i en win-win-relation med Eurasiens nationer, som nu har fordel af Kinas Bælt & Vej-initiativ.

Helgas fulde tale kan læses i dagens leder. 

“Hvor ønsker vi, menneskeheden som helhed skal være om 10, 100 eller endda
1000 år? Er det ikke menneskehedens naturlige skæbne, som den hidtil eneste
kendte, kreative art i universet, at vi i fremtiden vil bygge landsbyer på Månen,
udvikle en dybere forståelse af de billioner af galakser i vort univers, løse spørgsmålet
om sygdomme, der hidtil ikke har kunnet kureres, eller løse spørgsmålet om
sikkerhed for forsyning af energi og råmaterialer gennem udvikling af
termonuklear fusionskraft?
Ved at fokusere på menneskehedens fælles mål, vil vi blive i stand til at overvinde
geopolitik og etablere et højere fornuftsgrundlag, til fordel for alle.”

Leder fra LaRouche PAC, 15. maj, 2017 – Helga Zepp-LaRouche, stifter og præsident for Schiller Instituttet, deltog i går, på åbningsdagen af Bælt & Vej Forum for Internationalt Samarbejde i Beijing, Kina, i »Tematisk session om udvekslinger mellem tænketanke«, på panelet med titlen, »Bælt & Vej for fremme af stærk, afbalanceret, inkluderende og bæredygtig, global økonomi«. Her følger hendes indlæg:

Bælt & Vej byder Verdenslandbroen velkommen

I de tre et halvt år, der er gået, siden præsident Xi Jinping annoncerede initiativet i 2013, har der været en åndeløs dynamik i den Nye Silkevej. Bælt & Vej-initiativet har det indlysende potentiale til hurtigt at blive til en Verdenslandbro, der forbinder alle kontinenter gennem infrastruktur, såsom tunneller og broer, og som forstærkes gennem den Maritime Silkevej. Som sådan repræsenterer initiativet en ny form for globalisering, der ikke bestemmes af kriteriet for profitmaksimering for finanssektoren, men derimod af kriteriet for den harmoniske udvikling af alle deltagende lande på basis af win-win-samarbejde.

Det er derfor vigtigt, at man ikke ser på Bælt & Vej-initiativet ud fra en bogholders synspunkt, som fremskriver sit statistiske cost-benefit-synspunkt ind i fremtiden, men at vi derimod tænker på det som en vision om et fællesskab for en fælles fremtid. Hvor ønsker vi, menneskeheden som helhed skal være om 10, 100 eller endda 1000 år? Er det ikke menneskehedens naturlige skæbne, som den hidtil eneste kendte, kreative art i universet, at vi i fremtiden vil bygge landsbyer på Månen, udvikle en dybere forståelse af de billioner af galakser i vort univers, løse spørgsmålet om sygdomme, der hidtil ikke har kunnet kureres, eller løse spørgsmålet om sikkerhed for forsyning af energi og råmaterialer gennem udvikling af termonuklear fusionskraft? Ved at fokusere på menneskehedens fælles mål, vil vi blive i stand til at overvinde geopolitik og etablere et højere fornuftsgrundlag, til fordel for alle.

Det er åbenlyst, at Verdenslandbroen er ideel for at fuldføre udviklingen af vor planets indlandsområder. Koloniseringen af det nære rum bliver den indlysende, næste fase af den infrastrukturelle åbning af menneskets naturlige levested.

Når man ser på et verdenskort, så er USA ikke kun et land, der er omgivet af to oceaner og to naboer, men at det kan blive en central del af en infrastrukturkorridor, der, via Central- og Sydamerika, forbinder Ibero-Amerika med det eurasiske transportsystem, via en tunnel under Beringstrædet. Siden præsident Xi Jinping tilbød præsident Trump, at USA kunne tilslutte sig Bælt & Vej-initiativet, er der nu et praktisk forslag på bordet, hvor USA kan blive en integreret del af Verdenslandbroen. USA’s infrastrukturbehov, der er enorme, kunne være en perfekt anledning til at konvertere alle eller en del af de $1,4 billion, som udgør Kinas beholdning af amerikanske statsobligationer, til sådanne investeringer via en infrastrukturbank. For eksempel har USA virkelig brug for ca. 40.000 mil hurtige jernbaner, hvis de ønsker at være på lige fod med de kinesiske planer om frem til år 2020 at forbinde alle de større byer i Kina via hurtigtog.

Den amerikanske økonomi ville opleve en enorm styrkelse gennem en sådan storstilet infrastrukturinvestering og kunne igen eksportere til det hastigt voksende, kinesiske marked, og når konkurrence først er udskiftet med samarbejde, er mulighederne for joint ventures mellem USA og Kina i tredjelande enorme.

Siden præsident Trump har erklæret, at det er hans plan at genintroducere det Amerikanske Økonomiske System, opfundet og praktiseret af Alexander Hamilton, Henry C. Clay og Abraham Lincoln, og ligeledes genintroducere Franklin D. Roosevelts Glass/Steagall-lov, er muligheden for en snarlig etablering af en Nationalbank og et statsligt kreditsystem, med det formål at kanalisere kinesiske beholdninger (af amerikanske statsobligationer) over i infrastrukturinvesteringer, nærmere en realitet.

Alt imens flere og flere europæiske nationer, både i og uden for EU, er ved at anerkende BVI’s enorme potentiale og giver udtryk for planer om at blive et omdrejningspunkt for eurasisk samarbejde, så har selve EU været reserveret, for at sige det diplomatisk.

Der er imidlertid en enorm udfordring, som gør, at EU-staterne kunne overbevises om at samarbejde med BVI: Det er flygtningekrisen. Den eneste måde, hvorpå dette Europas moralske sår kan heles, er den aktive integration af de europæiske nationer i en storstilet udviklingsplan for hele Afrika, under BVI.

Den nye, positive udsigt til samarbejde mellem USA og Rusland i Syrien om deeskalering og samarbejde mellem de to landes militære styrker, sammen med Astana-processen, stiller nu en stabilisering af hele regionen i sigte. Der eksisterer allerede tilbud fra Kina om at forlænge den Nye Silkevej ind i Sydvestasien.

Den Nye Silkevej må – som oldtidens Silkevej gjorde det – føre til en udveksling af de skønneste udtryk for alle de deltagende landes kultur, hvis den skal lykkes. Den sande betydning af win-win-samarbejde er mere end blot den materielle fordel af infrastruktur- og industriudvikling, men er også den frydefulde opdagelse af andre kulturer og skønheden i deres klassiske musik, poesi og malerkunst og hermed, gennem at lære dem at kende, at styrke vores kærlighed til menneskeheden som helhed.

I opbygningen af Verdenslandbroen vil alle nationer samarbejde om at undersøge, hvordan man anvender lovene for noosfæren med det formål at etablere levedygtige former for regeringen af os selv. Udvikling af de skabende, intellektuelle evner hos alle mennesker i alle nationer vil give hele menneskeheden en fornemmelse af enhed og formål, som vil gøre vores art virkeligt menneskelig. Når vi organiserer vore samfund omkring videnskabelig og kunstnerisk opdagelse, vil vi fuldende vores viden om, hvordan vi uophørligt kan fremme menneskehedens selvudviklingsproces, intellektuelt, moralsk og æstetisk, og vi vil finde vores frihed i nødvendighed – hvor vi gør vores pligt, med lidenskab!

14. maj, 2017 – Den russiske præsident Vladimir Putins tale i dag ved åbningen af Bælt & Vej Forum for Internationalt Samarbejde i Beijing, begyndte med en henvisning til den historiske Silkevej, der forbandt »store civilisationer i området … der i århundreder var engageret i handel«, og han sluttede med en opfordring til en ny alliance, der skulle blive til »et projekt, der omfatter hele civilisationen for menneskehedens fremtid«.

»De historiske erfaringer om samarbejde og gensidig forståelse igennem århundreder« er »lige så vigtig for os her i det 21. århundrede, hvor verden konfronteres med meget alvorlige udfordringer og trusler«, sagde Putin. »Vi har udmattet mange tidligere modeller og indikatorer for økonomisk udvikling. I mange lande er konceptet med socialstaten, der blev opfundet i det 20. århundrede, nu i krise.« Det er »ikke alene ikke i stand til at sikre den støtte vækst af folks rigdom, men kan knap nok fastholde de nuværende niveauer for vækst«, udtalte Ruslands Putin.

Putin angreb »protektionisme og illegitime restriktioner, inklusive mht. forsyningen og distribueringen af teknologi … « Han sagde, »Fattigdom, fravær af finansiel tryghed og det massive svælg i udviklingsniveauet mellem lande og regioner bærer alle sammen ved til bålet for terrorisme, ekstremisme og illegal migration. Vi vil ikke kunne tackle disse udfordringer, med mindre vi overvinder denne stagnation i den globale udvikling … Ingen af de gamle fremgangsmåder til løsning af konflikter bør anvendes til at løse moderne problemer. Vi har brug for nye ideer, der er fri for stereotyper.«

Putin fortsatte: »Ved at foreslå Kinas initiativ for Ét bælt, én Vej har præsident Xi vist et eksempel på en kreativ fremgangsmåde henimod skabelsen af integration inden for energi, infrastruktur, transport, industri og humanitært samarbejde … Vi ville byde vore europæiske kollegers involvering i dette partnerskab velkommen.« Putin uddybede: »Det er nødvendigt for integration at eliminere infrastrukturbegrænsning – hovedsagligt gennem at skabe et system med moderne transportkorridorer, der er vel forbundne«, og han understregede behovet for, at alle de regionale blokke – EAEU, Bælt & Vej-initiativ (BVI), ASEAN, SCO – arbejder sammen om at bygge disse forbindelser.

»Vi forventer, at de nyligt etablerede finansinstitutioner, som den Nye Udviklingsbank og AIIB, tilbyder en hjælpende hånd til private investorer, og interaktionen mellem universiteter og erhvervsskoler må styrkes. Min invitation er fortsat åben over for fælles arbejde mellem store videnskabscentre og forskningsprojekter, inklusive udviklingen af store, internationale forskningsfaciliteter og laboratorier til kollektivt brug.«

»Jeg vil gerne understrege«, sluttede Putin, »at Rusland ikke kun ser fremtiden for det eurasiske partnerskab som en blot og bar etablering af nye bånd mellem stater og nationaløkonomier. Dette partnerskab må ændre kontinentets politiske og økonomiske landskab og bringe fred, stabilitet, fremgang og en ny livskvalitet til Eurasien … Storeurasien er ikke et abstrakt, geopolitisk arrangement, men, uden at overdrive, et projekt, der virkelig omfatter hele civilisationen, og som mod fremtiden.«

(Hele Putins tale kan læses på engelsk her: http://rusemb.org.uk/fnapr/6086)