København, 10. feb., 2017 – EIR stillede det første spørgsmål til den danske udenrigsminister Anders Samuelsen (Liberal Alliance) på en pressekonference i dag på det Internationale Pressecenter.

EIR (identificerer sig): Dette spørgsmål drejer sig om relationerne med Rusland og Kina.

Et nyt paradigme for en alliance for økonomisk udvikling definerer i stigende grad den økonomiske verdenspolitik. Det er blevet promoveret af vore redaktører, (Lyndon og Helga) LaRouche, og anføres nu af Kinas Bælt-og-Vej-initiativ i tæt samarbejde med Rusland, BRIKS og 70 andre lande.

Du har tidligere sagt, at Danmark bør følge USA’s politik. Der er nu en mulighed for, at USA vil tilslutte sig dette nye paradigme. Trump har, med begyndelse i sin telefonsamtale med Putin, lovet at normalisere relationerne med Rusland, at have økonomisk samarbejde og at bekæmpe Islamisk Stat. Vil du gøre det samme?   

Danmark har et strategisk partnerskab med Kina og er medlem af AIIB. Vi du arbejde for, at Danmark bringer den Nye Silkevej til de nordiske lande og Vesteuropa?

Udenrigsminister Anders Samuelsen svarede, at han engang har sagt, at Danmark kun skal følge USA, så længe, vi deler de samme værdier, og at det så er vigtigt at stå sammen, som han håber, vil ske, selv om der finder en diskussion sted om, hvor USA er på vej hen under den nye præsident.

Men ligesom i en familie, så er det vigtigt at påpege, hvis de anden part ikke går i den rigtige retning. Det var, hvad han gjorde, da han løftede pegefingeren i opposition til præsidentens visumpolitik (imod de syv lande).

Det er i alles interesse at have gode relationer med Rusland og Kina, og han mente, at det var en god ting, at den nye, amerikanske ambassadør til FN fortsatte linjen med krav om at opretholde sanktionerne mod Rusland og lægge pres på Rusland for at opfylde Minsk-aftalerne. Der bør være en dialog med Rusland, og de bør overholde international lov.

Med hensyn til Kina, så ser han frem til sit besøg dér i slutningen af marts.   

11. feb., 2017 – Kinas nyhedsbureau Xinhua publicerede det følgende interview, dateret Berlin, 10. feb., med Helga Zepp-LaRouche, med overskriften, »Interaktioner mellem kinesiske og amerikanske ledere ’viser tegn på meget positive bånd’, siger tysk ekspert«.

»De seneste interaktioner mellem den kinesiske præsident Xi Jinping og den amerikanske præsident Donald Trump, især deres seneste samtale over telefon, viser meget positive tegn på muligheden for at udvikle en ny type bilaterale relationer, sagde en tysk ekspert fredag.«

»’Præsident Trumps brev og efterfølgende opringning til præsident Xi Jinping er meget positive tegn på, at han virkelig ønsker at udvikle en konstruktiv relation med Kina’, sagde Helga Zepp-LaRouche, stifter af den tyskbaserede tænketank Schiller Instituttet, i et eksklusivt interview med Xinhua.«

»Eksperten sagde, at hun var overbevist om, at de positive tegn ville være med til at virkeliggøre Kinas forslag om at bygge en ny type af relationer mellem større lande, hvori optræder ikke-konflikt, ikke-konfrontation, gensidig respekt og win-win-samarbejde.«

»’Jeg mener, at vi står ved begyndelsen til helt nye regelsæt for relationer mellem verdens større nationer. Geopolitik vil snart være noget fra fortiden’, sagde Zepp-LaRouche som svar på et spørgsmål om udsigterne for de langsigtede bånd mellem Kina og USA.«

»Med en analyse af den nuværende dynamik i relationerne mellem stormagter, mente Zepp-LaRouche, at en ny platform for internationale relationer, baseret på win-win-samarbejde, kan opnås.«

»’Dette har potentiale til at skabe en ny æra for menneskeheden, virkeliggørelsen af præsident Xis vision’ om at bygge et fællesskab for menneskehedens fælles skæbne, sagde hun. ’Et nyt paradigme, noget, som jeg ville kalde for civilisationens modenhedsalder, er inden for rækkevidde.’«

»I deres telefonsamtale fredag, den første, siden Trump indtrådte i sit embede i januar måned, lovede Xi og Trump at styrke win-win-samarbejde inden for sådanne områder som økonomi, handel, investeringer og internationale anliggender, og at udvikle en konstruktiv relation mellem Kina og USA.«

Foto: Zepp-LaRouche præsenterer EIR’s rapport, »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, på et symposium i september, 2015, i Beijing, i anledning af udgivelsen af oversættelsen af rapporten til kinesisk

På det Internationale Pressecenter, København. 

EIR: Jeg har et spørgsmål angående forholdet til Rusland og Kina.

Et nyt paradigme for en alliance for økonomisk udvikling er i stigende grad i færd med at afgøre den økonomiske politik i verden. Dette paradigme har været promoveret af vore redaktører, (Lyndon og Helga) LaRouche, og anført af Kinas Bælt-og-Vej-Initiativ, i tæt samarbejde med Rusland, BRIKS-nationerne og 70 andre nationer.

Du har tidligere sagt, at Danmark burde følge USA’s politik.

Nu er der en mulighed for, at USA vil tilslutte sig dette nye paradigme.

Trump har, begyndende med sin telefonsamtale med Putin, lovet, at han vil normalisere forholdet til Rusland, for at opnå økonomisk samarbejde og for at bekæmpe IS. Vil du gøre det samme?

Danmark har et strategisk partnerskab med Kina og er medlem af AIIB (Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank).

Vil du arbejde for, at Danmark bringer Den Nye Silkevej til de nordiske lande og Vesteuropa?

Hør udenrigsministerens svar på videoen.

Leder fra LaRouchePAC, 9. februar, 2017 – I en ekstraordinær og inspirerende diskussion med LaRouchePAC’s Komite for Politisk Strategi den 6. feb., viste Lyndon LaRouche, at præsident Trumps topmøde med Japans premierminister Shinzo Abe den 10.-11. feb. åbner døren for USA til at tilslutte sig »det nye arrangement mellem nationer«, der inkluderer de igangværende russisk-japanske aftaler, Bælt-og-Vej-initiativet, som anføres af Kina, og de andre hermed relaterede, revolutionære nye funktioner af verden i det 21. århundrede. Den første artikel i det netop, den 10. februar, udkomne nummer af »Executive Intelligence Review«, EIR, med overskriften, »Vælg derfor livet«, opsummerer denne diskussion, som fandt sted den 6. feb., og vil ikke blive gengivet her. I stedet vil vi blot pointere nogle af de seneste hovedudviklinger, der markerer denne historiske mulighed, en mulighed, som, bemærkede hr. LaRouche, kun vil stå åben i et begrænset tidsrum – med mindre den gribes nu, gennem hans »Fire Nye, Økonomiske Love« fra juni 2014.

Som vi tidligere har fortalt, så forlyder det, at premierminister Abe kommer til Washington med et tilbud om investeringer i højteknologi, inkl. højhastighedstog, og som vil skabe 700.000 amerikanske jobs. Han forventes også at tilbyde samarbejde om forskning inden for højteknologiske områder, inkl. avanceret kernekraft. Derudover handler Abes mission til Washington, som i dag rapporteredes af Nikkei Asian Review, om, at Abe vil foreslå dannelsen af et permanent, amerikansk-japansk, økonomisk råd, der på den japanske side skal ledes af finansminister Taro Aso, der også er vicepremierminister, og på den amerikanske side af vicepræsident Mike Pence.

Samtidig med premierminister Abes ankomst til Andrews Air Force Base torsdag aften, rapporterede Mainichi, »vil Abe søge at diskutere måder med Trump, som kan  styrke bilateral handel og investering til gavn for det større, asiatiske Stillehavsområde … iflg. japanske myndigheder.«

I diskussionen den 6. februar havde Lyndon LaRouche indbefattet hele dette initiativ fra Abes side over for USA, i den sammenhæng, som er Japans nye aftaler med Rusland om betydeligt, økonomisk samarbejde, der fører frem til en fredsaftale. Med hensyn til dette japansk-russiske aspekt, rapporterede Mainichi i går, at datoen den 7. februar var »De Nordlige Territoriers Dag« i Japan, hvor, hvert år, de japanske indbyggere, der i 1945 blev udvist af disse øer af sovjet-russerne, samt deres efterkommere, samles omkring øernes tilbagevenden til Japan. Men denne gang talte premierminister om det i sin »fremgangsmåde«, der »tilsigter at styrke gensidig tillid gennem fælles projekter og at føre til indgåelse af en fredsaftale«. Meningsmålinger, der blev gennemført kort tid efter Abes topmøde med præsident Putin i Japan i december, viste, at omkring 60 % af den japanske befolkning støttede denne »nye fremgangsmåde«.

»Sputnik« rapporterede dette samme dag, som den japanske udenrigsminister Kishida indkaldte til det første møde i et interministerielt råd i den japanske regering, om samarbejde med Rusland om Kurillerne (eller de Nordlige Øer). »Jeg vil gerne bede alle interesserede ministerier om at begynde at overveje fælles økonomiske projekter med Rusland, inkl. inden for fiskeri, turisme, sundhedspleje og miljøbeskyttelse«, sagde Kishida. »Disse projekter bør være økonomisk fordelagtige for både Japan og Rusland.« Lyndon LaRouche understregede i særdeleshed denne sidste pointe, »økonomisk fordelagtig for begge parter«, tidligere på dagen.

Det rapporteres yderligere, at premierminister Abe vil besøge Rusland to gange i år og afholde topmøder med Vladimir Putin under begge besøg. Datoen for det første besøg vil blive fastsat til første halvdel af 2017, og det andet besøg bliver til Vladivostok Øst Økonomiske Forum i september.

På den amerikansk-kinesiske side har præsident Trump onsdag sendt et brev til Kinas præsident Xi Jinping. Teksten er ikke blevet offentliggjort, men begge parter sagde, at brevet takkede præsident Xi for hans lykønskningsbudskab i anledning af Donald Trumps indsættelse, overbragte ønsker for det kinesiske folk i anledning af Lanternefestivalen den 11. februar og ’Hanens År’, og sagde, at præsident Trump ser frem til at udvikle en »konstruktiv relation« med Kina. Som svar sagde talsmand for det Kinesiske Udenrigsministerium, Lu Kang, at, »Kina tilskriver udviklingen af relationen med USA stor betydning«. Kina og USA har begge et ansvar for at sikre fred og stabilitet i verden og fremme global udvikling og velstand. »Samarbejde er det eneste rette valg for Kina og USA.«

På den amerikansk-russiske side bekræftede talskvinde for det Russiske Udenrigsministerium, Maria Zakharova, i dag, at Rusland og USA i øjeblikket arbejder på muligheden for et møde mellem den hhv. russiske og amerikanske udenrigsminister, Sergei Lavrov og Rex Tillerson, på sidelinjen af G20-udenrigsministermødet i Bonn den 16.-17. februar.

I går kom udenrigsminister Lavrov med kommentarer i anledning af offentliggørelsen af dokumenter fra 1943, fra Sovjetunionens Udenrigsministerium. Under en meget bevægende genkaldelse af dette afgørende krigsår, sagde han:

»Til trods for, at de allierede forfulgte hver deres interesser, var de i stand til at hæve sig over splittelser og uoverensstemmelser og slå sig sammen for at besejre den nazistiske ideologi. Dette fremgår tydeligt af dokumenterne om Udenrigsministerkonferencen i Moskva i oktober 1943, og af De Tre Stores konference i Teheran, i november-december, 1943. Under disse begivenheder diskuterede deltagerne afgørende spørgsmål, som, blandt andre ting, havde relation til verdensordenen efter krigen og oprettelsen af De forenede Nationer. I dag, hvor det internationale samfund konfronteres med den internationale terrorismes og ekstremismes svøbe, der ikke har fortilfælde, er denne erfaring med alliance og samarbejde for at adressere fælles opgaver særlig vigtig.«

Foto: Japans premierminister ankom torsdag til Washington, til topmøde med præsident Trump den 10.-11. febr. Foto fra tidligere lejlighed. 

EIR, 7. februar, 2017; af Tony Papert – Præsident Trumps topmøde med Japans premierminister Shinzo Abe den 10.-11. februar, tilbyder USA muligheden for at slutte sig til det store, nye, eurasisk-centrerede system med samarbejde i det 21. århundrede – som inkluderer Japan, Kina, Rusland og de flere end 70 andre nationer, med en samlet befolkning på 4,4 mia., der har tilsluttet sig Kinas »Bælt-og-Vej-initiativ« (Belt and Road Initiative, BRI) med udviklingskorridorer i hele verden. Det er indikerende, at Abe til dette forestående topmøde har forberedt en mulig pakke, der omfatter japanske investeringer i højteknologi i USA, som kan skabe hundredetusinder af gode jobs.

Japanske medier rapporterer, at premierminister Abe har forberedt en plan, der inkluderer investeringer i stor skala i højhastighedstog i Texas og Californien, sammen med andre infrastrukturinvesteringer, så vel som også gensidigt samarbejde henimod opnåelse af avanceret kernekraft og andre, banebrydende teknologier.

Japans udarbejdelse af denne pakke til Washington må forstås som et biprodukt af de revolutionære aftaler, der er truffet mellem Japan og Rusland i løbet af de seneste måneder. De to lande har befundet sig i forhandlinger om en fredsaftale; de har officielt været i krig med hinanden i over 70 år. Men disse »fredsforhandlinger« tager en unik form: de ville aldrig have været mulige uden for sammenhængen med den nye, eurasisk-centrerede aftale mellem nationer – en aftale, som de fleste amerikanere stadig er fuldstændig ubevidste om.

Billede: Den russiske præsident Vladimir Putin (venstre) og Japans premierminister Shinzo Abe under en fælles pressekonference under Putins besøg i Japan i december, 2016.

Putins Rusland og Japan har besluttet at overvinde en umedgørlig territoriestrid ved, at de to nationer kommer til en forståelse og til at have tillid til hinanden gennem stadig tættere, massivt økonomisk samarbejde, der er i begges interesse. Da premierminister Abe mødtes med præsident Putin i Vladivostok på Ruslands Stillehavskyst i september sidste år, foreslog han otte punkter for økonomisk samarbejde, som omfattede store, japanske investeringer for at være med til at udvikle det Russiske Fjernøsten (eller det østlige Sibirien). Da Putin gengældte besøget i december, blev disse otte punkter bekræftet og udviklet mellem dem. Desuden aftalte de fælles, økonomisk udvikling af det omstridte område, Kurillerne. En endegyldig løsning af striden om statstilhørsforholdet vil følge den intensiverede tillid, som vil blive et resultat af dette samarbejde.

Billede: Verdenslandbroen, med hovedudviklingskorridorer (højhastighedsjernbaner, nye vandveje m.v.), der vil forbinde hele det eurasiske kontinent og, gennem Beringstrædetunnellen (øverst til højre), forbinde hele Eurasien til de amerikanske kontinenter. (Google Earth.)

Da præsident Putin foreslog denne enestående kurs i det 21. århundrede for forhandlinger med Japan, havde han naturligvis i tankerne den kinesiske præsident Xi Jinpings lancering i 2013 af Bælt-og-Vej-initiativet, en revolutionerende vision for infrastruktur-udviklings-korridorer, der forbinder hele Eurasien og spreder sig ind i Mellemøsten og Afrika og, via Beringstrædetunnellen, ligeledes ind i begge amerikanske kontinenter. Som vi har rapporteret, så er Bælt-og-Vej-initiativet en følge af de forslag til en politik, som Lyndon og Helga LaRouche uophørligt har kæmpet for siden 1988.

Som præsident Putin selv bemærkede, så var hans andet referencepunkt for denne nye kurs for forhandlinger med Japan, »Traktaten om Godt Naboskab og Venskabeligt Samarbejde mellem Folkerepublikken Kina og Den Russiske Føderation«, som, efter tredive års forhandlinger, blev underskrevet i 2001 – forhandlinger, der, med stadig større tillid mellem de to sider, stadig pågår i dag på en tættere og mere intensiv måde. Denne traktat fra 2001 var en forudsætning for BRI, alt imens forhandlingerne om denne traktat direkte affødte Shanghai Samaarbejdsorganisationen, et andet, betydningsfuldt element af konstellationen i den nye verden, som nu er åben for USA at tilslutte sig.

De eurasiske nationer, under anførsel af Rusland, Kina og nu Japan, siger til USA: »Vi har åbnet op for en ny måde at leve på. Vi I acceptere det og gå med?« Her vil præsident Trump ikke blive et problem, sagde Lyndon LaRouche den 6. feb. til medarbejdere. Snarere vil USA’s tilslutning til denne nye aftale mellem nationerne blive den måde, hvorigennem den nye, amerikanske præsident kan opfylde sit kampagneløfte om, at ingen amerikaner, der ønsker at arbejde, ikke vil være i stand til at finde et job.

Vi har kun en kort tidsperiode, i hvilken vi kan konsolidere dette, sagde LaRouche. Vi har en solid gruppe ledere, der har indgået en beslutsom aftale om principperne for handling; de må konsolideres som en enhed. Det, der kunne ødelægge dette, vil være, hvis en tredjepart fik mulighed for at bryde ind og forsøge at påtvinge sine egne, afvigende principper.

De principper, der behøves, udgøres af LaRouches »Fire Nye Love«. De oprindelige, ledende kræfter har udvalgt sig selv. Andre, der ønsker at komme med, må kvalificere sig; de kan ikke få lov til bare at gå ind. Vi må træffe denne beslutning.

Her kan man høre den hårdkogte læser spørge, »Jamen, hvad er chancerne for dette?« Dette spørgsmål afspejler fejlagtige læresætninger om såkaldt ’sandsynlighed’, imod hvilke Albert Einstein uophørligt kæmpede i årtier frem til sin død i 1955. Statistikere er mislykkede matematikere, lige såvel som, at matematikere er fejlslagne menneskelige væsener. Deres fejlagtige begreber om sandsynlighed er især åbenbare, når de anvendes på menneskelige anliggender, som her.

Forstil dig, at du er i færd med at gå over gaden, og et køretøj i høj fart kører over for rødt lys og har direkte kurs mod dig, med trussel om at køre dig ned. Vor ven statistikeren ville læne sig over og spørge dig i øret, »Hvad er de sandsynlige odds for, at du vil overleve dette?«

Ovenstående artikel publiceredes første gang i EIR, 10. februar, 2017. Artiklen har ikke tidligere været udgivet på dansk.  

Leder fra LaRouchePAC, 7. februar, 2017 – Den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, svarede en australsk journalist, der spurgte, hvor bekymret han var for, at der ville blive krig mellem USA og Kina, at præsident Trump og præsident Xi havde talt sammen, og at de begge var »100 % enige« om, at de amerikansk-kinesiske relationer ville være »meget positive«, og at »enhver nøgtern politiker« indser, at »der kan ikke være en konflikt mellem Kina og USA, fordi begge ville tabe, og det har ingen af siderne råd til«. Wang tilføjede, at Kina vurderer den officielle politik fra USA’s side, og ikke »kampagne-retorik«.

Der er liden nøgternhed i England i disse dage, og heller ikke i den hektiske, miskrediterede Obama-lejr i USA. The Economist, et hovedtalerør for City of London og Storbritanniens monarki, har en hovedhistorie i denne uge, der viser Donald Trump, som kaster en Molotovcocktail, med overskriften: »En oprører i Det Hvide Hus.« De understreger, at »USA’s allierede er bekymrede, og med rette«. Deres bekymring går på, at netværket af traktater og handelsaftaler, som Trump behandler med foragt, »udgør et system, der binder Amerika til sine allierede og projicerer dets magt ud i hele verden«.

Lige præcist. Her har vi Det britiske Imperium, som indrømmer, at de har brugt USA som den ’dumme kæmpe’ ved at bruge USA’s militære og økonomiske magt til at opretholde Det britiske Imperium, baseret på den geopolitiske forudsætning, at verden må forblive splittet, Øst vs. Vest. Se, ikke alene indgår Trump fred med den formodede »fjende«, Rusland og Kina, men kendsgerningen er også, at London er rædselsslagen over, at dette vil få indvirkning på alle andre lande, som hidtil er blevet tvunget til at følge Imperiets militære og økonomiske diktater. Som The Economist ligefremt skriver: »Lande, der er utilfredse med verden, kunne fristes til at ændre den.«

Det forbyde Gud!

Imperiet er tydeligvis ude efter mord, som de gentagne gange har gjort med amerikanske præsidenter, der forsvarede de principper, hvorpå Amerika blev grundlagt, imod den ondskab, som er Det britiske Imperium. Londons Obama og hans håndlangere har lanceret en række »farvede revolution«-operationer i hele USA, hvis mål er at bringe Trump til fald. Hvad Molotovcocktails angår, så var det ikke Trump, men sortklædte anarkister, der i sidste uge kastede dem mod politiet i Berkeley, Californien, for at splitte en pro-Trump-begivenhed. Tidligere højtplacerede Obama-regeringsfolk har mobiliseret to »Ven af Domstolen«-briefs (’amicus curiae’[1]) til støtte for den delstatsdommer i Washington, der nedkendte Trumps immigrationsordre og ganske åbenlyst indrømmede, at dette blot var en belejlig måde at aktivere en ’farvet revolution’ imod regeringen på. Trumps handlinger er »u-amerikanske«, skriger de, alt imens de intet siger om Obamas tusindvis af ulovlige dronedrab, ulovlige krige for »regimeskifte« i ledtog med terrorister og trusler om verdenskrig med Rusland og Kina. Faktisk var en af disse briefs skrevet af Harold Koh, berygtet som Obamas advokat, der udtalte den juridiske vurdering, at Obamas dronedrab var legale og således grundlæggende set spyttede på Forfatningen og international lov.

Alt imens Trump har fordømt mange af de mest ekstreme Obama-politikker, der har ødelagt nationens økonomi og efterladt landet forhadt i store dele af verden, så har Lyndon og Helga LaRouche krævet, at Trump også afslører en af de ondeste af Obamas onde gerninger: orkestreringen af et fascistisk kup imod Ukraines valgte regering i 2014, som dernæst blev brugt i Obamas bestræbelse på at fremprovokere en krig med Rusland. EIR har meget detaljeret dokumenteret den åbenlyse støtte fra Obama og hans agent, [tidligere amerikanske viceudenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender] Victoria Nuland, til de svastika-bærende neonazister, der anførte denne voldelige kamp. Selv Polens politiske leder, Jaroslaw Kaczynski, fordømte i dag den ukrainske regering for sin fortsatte støtte til dem, der bakkede op om Stepan Bandera – Hitlers kollaboratør i Ukraine – og som fortsat paraderer i gaderne med Banderas bannere og behandler enhver politisk opposition med brutalitet.[2]

Verden er gjort klar til, én gang for alle, at bortfeje Det britiske Imperium. Som Helga Zepp-LaRouche sagde i sidste uge, hvis præsident Trump bringer USA ind i et samarbejde med Rusland om nedkæmpelse af terrorisme, og bringer USA ind i et samarbejde med Kina omkring den Nye Silkevejsudvikling med nationsopbygning i alle hjørner af kloden, vil han blive husket som en af historiens største ledere. Vi må alle handle med al vor menneskelige kreativitet for at bringe dette skønne resultat til fuldførelse.

Foto: Den russiske præsident Putin med den kinesiske præsident Xi Jinping, maj, 2015. [kremlin.ru]

I stedet for at træne en meget mistænkelig og tvivlsom libysk kystvagt til at holde flygtningene tilbage i Afrika, ville det så ikke give bedre mening, hvis de europæiske nationer gik sammen med Kina og andre, som Japan og Indien, der allerede er involveret i Afrika, om udviklingen af det afrikanske kontinent?

Præsident Xi Jinpings formulering, at det, vi må bygge, er et fællesskab – et samfund – for menneskehedens fremtid, baseret på win-win-samarbejde, er præcis måden at se dette på. Dette er ikke et nulsumsspil, hvor én nation vinder, og de andre taber; men det er derimod et nyt perspektiv, hvor alle lande på denne planet kan arbejde sammen for alles fordel.

Download (PDF, Unknown)

Med formand Tom Gillesberg

Denne tradition i europæisk filosofi, som vi kalder humanisme, er fuldstædig i opposition til liberalisme, og den er langt, langt mere i overensstemmelse med konfucianisme, end det generelt antages.

Problemet med vestlige bøger og vestlig universitetsuddannelse er, at det i meget lang tid har været optaget af de mennesker, der vandt krigene, af oligarkiet; af de mennesker, der forsøger at undertrykke denne kreativitet i befolkningen. Jeg mener, vi ville gøre den Anden Renæssance en meget stor tjeneste ved at arrangere et symposium, der skulle udarbejde disse paralleller i langt højere grad. Jeg mener, at dette faktisk er afgørende for forståelsen af folk fra de forskellige kulturer.

(Her følger først en opsummering af dr. Patrick Hos præsentation på konferencen, som efterfølges af Helga Zepp-LaRouches respons, inkl. et spændende forslag.)

Patrick Ho er leder af China Energy Fund, der er anerkendt i FN, og han har været en fremtrædende person i at bringe Bælt-og-Vej-politikken til FN, men også til den amerikanske befolkning. Dette er anden gang, han taler for Schiller Instituttets i løbet af den seneste to en halv måned. Første gang pointerede han, at han var glad for at tale for et publikum med forskellige slags amerikanere. Denne gang fokuserede han mere på de kulturelle aspekter; han sagde, at han ønskede at kommunikere, hvad det vil sige at være kineser … »kinesisk-hed« …; dens mere end 5000 år gamle historie. Han mente, at det, der definerede landet, var folkets kulturelle sammenhæng; fælles sprog; civilisationens kontinuitet. Han dækkede en meget lang periode, men fokuserede især på de tre ’bank på døren’; da Kina bankede på Vestens dør, og de reaktioner, de fik, gode og knap så gode; de tre perioder med Silkevejen – den ene i det andet århundrede f. Kr., da Zhang Qian rejste til Vesten; dernæst foretog admiral Zheng He rejser, hvor han nåede østkysten af Afrika og den arabiske verden i det 14. århundrede og bragte aspekter af vestlig kultur med tilbage (inkl. giraffer, som gjorde et stort indtryk!). Dette blev lukket ned. Dernæst, efter Det britiske Imperiums angreb i det 19. århundrede med to opiumkrige, besluttede kineserne at gå i gang med en vis modernisering, så de kunne bevare en nation. Han gennemgik hurtigt Sun Yat-sen; revolutionen i 1911; Nixons møde med Mao i 1972; Deng Xiopings »Socialisme med kinesisk karakter« i 1979; og Xi Jinpings Ét Bælte, én vej-initiativ.

I en anden del diskuterede han især relationen til Vesten gennem nogle jesuitermissionærers forsøg på at bringe kristendommen til Kina; igen gik det godt på et bestemt tidspunkt, men brød så sammen. Disse missionærer var i kontakt med Leibniz. I Ching havde en stor virkning på Leibniz: det binære system, som er basis for computersystemerne i moderne tid, og også DNA-koden.

Han satte kinesiske værdier i disse perioder op i kontrast til vestlige synspunkter. For eksempel: vægt på det individuelle i Vesten som vigtige værdier, men som gav diverse problemer. Hvorimod vægten i Kina ligger på familie, sociale relationer, kultur.

Der var en hel del mere, det ikke giver mening at forsøge at opsummere, men det var del af en dialog mellem dr. Ho og Helga Zepp-LaRouche og publikum.

(Efter dr. Hos powerpoint-præsentation gav fr. Zepp-LaRouche et svar, der omfattede et vigtigt forslag.)

Helga Zepp-LaRouche: Dette er et meget spændende perspektiv, men jeg vil faktisk foreslå, Patrick, at vi arrangerer en stor begivenhed, måske en international konference, for jeg mener, at kendskab til kinesisk kultur, men også til vestlig kultur, faktisk ikke er tilstrækkelig kendt af den anden part.

Jeg var f.eks. en gang i Kina, og jeg søgte efter lærde (akademikere), der kendte Nicolaus Cusanus (Nikolaus von Kues), som er den vigtigste lærde person og store tænker fra det 15. århundredes Europa.[1] Jeg fandt en enkelt professor, der var bekendt med Nicolaus Cusanus. Dette er typisk, for det, du sagde om forskellen mellem vestlige værdier og kinesiske værdier, for jeg mener, at, på grund af den britiske indflydelse i universiteterne – i hele verden, men, mener jeg, også i Kina på et tidspunkt – så, mange gange, tager folk fejl af humanisme og liberalisme. Og det er virkelig ikke sandt.

Vi taler ikke om Aristoteles-traditionen. Vi taler ikke om visse traditioner i Europa, som dernæst førte til visse former for Oplysningstiden, den franske oplysningstid, den engelske oplysningstid, der, som du rigtigt sagde, er stærkt centreret om individets rolle og liberalisme og så fremdeles.

Men det er netop den tradition, der blev afvist af det, vi anser for at være den positive, præ-sokratiske tradition; Platon; Augustin; Cusanus; Kepler; Leibniz; Schiller; og inden for videnskab, Riemann; Einstein og ligesindede tænkere. Så der har foregået en langt større kamp i den europæiske traditions civilisation, end de fleste mennesker faktisk ved. Hele fremskridtet inden for videnskab, kultur og klassisk kultur kommer som følge af afvisningen af den liberalistiske tradition. Oligarkiet har benyttet sig af en bevidst krigsførelse i forsøg på at få folk væk fra ideen om menneskelig kreativitet.

Jeg og også nogle andre i Schiller Instituttet sammenlignede ideerne hos Konfucius og Mencius med visse ideer og filosoffer i vesten, og dér finder man langt større enhed. For eksempel har denne Nicolaus Cusanus, som jeg nævnte, ideer, der absolut stemmer overens med Li og ideen om Ren hos Confucius[2]; såsom, han har denne idé – hvis Li er »at gøre det rette på rette tid og rette sted [som dr. Ho tidligere havde nævnt], så har Nicolaus Cusanus denne idé om, at hvert mikrokosmiske element, hvert menneske, kun fuldt ud kan udvikles, hvis man bidrager til harmonien i det makrokosmiske element gennem at udvikle alle de andre mikrokosmiske elementer, og vice versa. Dette er præcis [ideen om] »win-win-samarbejde« blandt mennesker. Det er ideen, der lå til grund for den Westfalske Fred: denne fred er kun mulig, hvis man respekterer den andens interesse.

Og Leibniz var jo så lydhør over for kinesisk filosofi, fordi han selv var fortsættelsen af denne Nicolaus Cusanus, og Leibniz havde denne idé om, at hvert menneske er en monade (enhed); hvert menneske indeholder sit eget, skabende intellekt i universets helhed, og overensstemmelse er kun mulig, hvis der er en harmonisk udvikling af alle disse evner; og dette førte til [USA’s] Uafhængighedserklæringen og ’stræben efter lykke’, som ikke er »lykke« i betydningen held, men som netop er opfyldelsen, udviklingen, af alle potentialer, der er indlejret i det menneskelige væsen. Så dette er altså indlejret i mennesket.[3]

Denne tradition i europæisk filosofi, som vi kalder humanisme, er fuldstædig i opposition til liberalisme, og den er langt, langt mere i overensstemmelse med konfucianisme, end det generelt antages.

Problemet med vestlige bøger og vestlig universitetsuddannelse er, at det i meget lang tid har været optaget af de mennesker, der vandt krigene, af oligarkiet; af de mennesker, der forsøger at undertrykke denne kreativitet i befolkningen. Jeg mener, vi ville gøre den Anden Renæssance en meget stor tjeneste ved at arrangere et symposium, der skulle udarbejde disse paralleller i langt højere grad. Jeg mener, at dette faktisk er afgørende for forståelsen af folk fra de forskellige kulturer.

Nicolaus Cusanus sagde, at, den eneste grund til, at folk fra forskellige kulturer kan forstå hinanden, er, at de hver frembringer videnskabsfolk og kunstnere, der udvikler universelle principper, som man kan videreformidle. Det er grunden til, at musikere fra forskellige nationer kan være i samme orkester; eller grunden til, at videnskabsfolk kommer til de samme konklusioner i en videnskabelig opdagelse, præcis, som man udviklede det binære system. Jeg mener, at der er langt flere skatte at finde både for Vesten ved at lære fra Kina, så vel som også, at det kinesiske folk forstår, ikke den liberale undervisning af historie og idéfilosofi, men ved virkelig at gå til de originale kilder, som de var, og som de var drivkraften bag Vestens fokus. Så dette er meget spændende, og jeg håber, vi kan arrangere noget langs disse retningslinjer. [applaus]

​(Video og engelsk udskrift af Helgas hovedtale vil snarest blive udlagt her på hjemmesiden).

Foto: Helga Zepp-LaRouche på Kinas kyst, »Den Eurasiske Landbros Terminal Øst«, 1996. 

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:

29. januar, 2017 – Verden er så sandelig af lave. Men én ting er helt sikkert: Den aktuelle, mangesidige krise vil ikke blive overvundet efter gamle opskrifter, og slet ikke ved hjælp af geopolitiske skaktræk, ’farvede revolutioner’ à la George Soros eller den måske knap så liberale udgiver af Der Zeit, Josef Joffes gammeltestamentlige ’Øje for øje …’. I stedet har vi brug for et højere fornuftsplan, som definerer alle verdens nationers fælles interesse. Præcis dette plan er netop blevet demonstreret af den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov i hans seneste tale for den russiske Duma, hvor han foreslog en alliance mellem Washington, Moskva og Beijing for at finde løsninger på de globale udfordringer.

Med en modifikation af Schillers digt, »Ved det nye århundredes begyndelse« (Der Antritt des neuen Jahrhunderts) kunne man næsten sige: »To magtsystemer strides om eneherredømmet over verden«, nemlig det gamle, geopolitiske, krigsbefordrende system og så det nye, fremtidsorienterede paradigme for menneskehedens fælles skæbne. Repræsentanterne for den første, til undergang dømte, hidtidige, neoliberale globaliseringsorden reagerer på det opfattede tab af magt med verbale udbrud, der opfylder de kliniske betingelser for betegnelsen hysteri. Der er øjensynligt heller ikke megen ære blandt tyve i denne lejr, f.eks. de forskellige fraktioner. Det bedste eksempel: Theresa Mays besøg i Washington, som havde til formål at »indhegne« den nye, amerikanske administration i Det britiske Imperiums »fold«. I modsætning hertil er den nye orden orienteret mod ganske andre principper, en orden, som baserer sig på win-win-samarbejdet omkring Kinas Nye Silkevej, og som hastigt ekspanderer.

Den vigtigste intervention i denne henseende kom fra Sergei Lavrov: »Vi mener, at opbygningen af relationerne mellem Rusland, USA og Kina hverken er ekskluderende eller involverer projekter, som vækker bekymring for andre stater; disse relationer er åbne og fair. Jeg er overbevist om, at Ruslands, USA’s og Kinas økonomiske strukturer på mange måder komplementerer hinanden i materiel og økonomisk henseende.« Disse tre nationer kunne ligeledes med hensyn til internationale sikkerhedsspørgsmål spille en vigtig rolle. Rusland og Kina har allerede haft et godt samarbejde inden for dette område og forventer, at Donald Trump, der allerede har udtalt, at USA ikke længere vil blande sig i andre landes interne anliggender, ligeledes vil samarbejde.

Talskvinde for det Kinesiske Udenrigsministerium, Hua Chunying, støttede omgående det russiske forslag om et trilateralt samarbejde mellem disse tre nationer, som alle har global indflydelse og er permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd. De har et stort ansvar for stabilitet og udvikling, sagde hun.

Hvis Donald Trump skulle vælge et tæt samarbejde med Rusland, Kina og Indien, ville dette virkelig være enden på geopolitik. Frygten for noget sådant drev øjensynligt den britiske premierminister Theresa May til, som det første, udenlandske statsoverhoved, at opsøge Trump og dér uden pauser rave løs om den vidunderlige relation mellem Reagan og Thatcher, som har »eksistensen af den moderne verden« at takke for. Denne angloamerikanske særlige relation måtte nu atter overtage lederskabet for den nye tidsalder, iflg. May. London Times påpegede, at May på ingen måde undervurderede Trump, men derimod ville »tappe ind« i den stemning, der havde ført til Brexit, som vigtige, ideologiske broer til Trumps Hvide Hus. Financial Times fantaserede over en anden hensigt med Mays mission, nemlig at udnytte denne særlige relation til at splitte Rusland og Kina gennem alle mulige koncessioner og manipulationer. New York Times havde overskriften: »Britisk tilpasning til Trump sætter europæisk ordning på spil«, med en hentydning til Trumps negative holdning til EU.

Den totale virkelighedsfornægtelse hos tilhængerne i den geopolitiske fraktion fremavler sære blomster. Således skriver Joffe som argument imod Trumps protektionistiske forholdsregler, at globaliseringen havde »skabt en eventyrlig rigdom, som oppebar den storslåede socialstat og afbødede stødene for taberne. Protektionisme er til gavn for favoriserede industrier, men lader landet forarme – de svage først«.

Det er den klassiske, neoliberale »narrativ«; at det er fantastisk, at kasinoøkonomiens profitmagere er blevet eventyrligt rige og dernæst spiser taberne af med almisser, og herved fremstiller sig selv som ædle. Det er netop som en modstand imod dette snæversyn, at Brexit, valget af Trump og den italienske folkeafstemnings Nej til forfatningsændring var rettet. Joffes konklusion, nemlig, at Europa måtte overtage USA’s rolle, »for at redde den liberale verdensorden«, er lige så latterlig som avisen Die Welts spørgsmål: »Bliver kansler Merkel en modspiller til den amerikanske præsident Trump og leder af det frie Vesten?« Norbert Röttgen – fra partiet CDU – føler øjensynligt tilsvarende ambitioner for sig selv og overgår sig selv den ene gang efter den anden. Han vil gå i opposition til Trump med »nye selskabs-alliancer« og sætter i denne henseende øjensynligt sine forhåbninger til folk som McCain.

Der findes kun én sikker måde, hvorpå den her skitserede uorden kan overvindes: Et højere fornuftsplan for alle verdens nationers fælles interesser må etableres, og på hvilket plan de formentlige modsætninger forsvinder. Grundlaget for overvindelse af denne krise udgøres af de Fire, grundlæggende, økonomiske Love, som Lyndon LaRouche har defineret:

* Som den første, bydende nødvendige forholdsregel må det transatlantiske finanssystems truende sammenbrud, der vil blive langt værre end det i 2008, forhindres gennem genindførelsen af Glass/Steagall-bankopdelingsloven. Under anførsel af LaRouche Politiske Aktionskomite er mange organisationer i USA i øjeblikket mobiliseret for at forøge presset på Trump for at holde sine valgløfter og senest i sin Tale om Nationens Tilstand (den 28. februar) indføre Glass/Steagall-loven i dens oprindelige form fra 1933.

* For det andet, så må der skabes en Nationalbank i Alexander Hamiltons tradition, og hvis absolut eneste formål må være, strengt efter principperne for fysisk økonomi at finansiere investeringer i infrastruktur, industri og grundforskning, som øger arbejdskraftens og den industrielle kapacitets produktivitet, og således frembringer fuld, produktiv beskæftigelse.

* For det tredje må et internationalt kreditsystem efter de samme principper muliggøre et langfristet, internationalt samarbejde omkring genopbygningen af verdensøkonomien.

* For det fjerde må det fremtidsorienterede, højere plan etableres, som er nødvendigt for at skabe en virkelig fredsorden, gennem et internationalt samarbejde omkring et forceret program for at virkeliggøre kernefusionsteknologien, der vil give menneskeheden sikkerhed for forsyningen af energi og råstoffer, samt omkring udforskningen af rummet.

Hvis Trump tager imod Lavrovs tilbud, og der kommer et konstruktivt samarbejde mellem USA, Rusland og Kina, vil et sådant win-win-samarbejde også være inden for rækkevidde for alle andre nationer. De første kontakter mellem Trump og den indiske premierminister Modi har allerede ført til positive hensigtserklæringer.

Under disse omstændigheder må Tyskland tilslutte sig denne nye, strategiske alliance. Der er i vores egeninteresse at samarbejde med USA, Rusland, Kina, Indien og mange andre stater omkring den økonomiske opbygning af Mellemøsten og det øvrige Sydvestasien, såvel som også at gå i gang med den længe udsatte opgave med at industrialisere Afrika. Kun på denne måde vil flygtningekrisen blive løst på en human måde og til dels gøre godt for det faktum, at vi så længe har set passivt til, hhv. tilladt, at Bush’, Obamas, Blairs og Camerons angrebskrige i Sydvestasien fandt sted; at de europæiske regeringer indirekte eller delvist støttede disse krige.

Den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier har ret i sin iagttagelse, at, med valget af Trump, er det 20. århundredes gamle orden endegyldigt forbi. Og det er en meget god ting. Det påhviler os alle at bidrage til, at den nye orden vil retfærdiggøre menneskets sande identitet som kreativ skabning, hvor vi koncentrerer os om de store opgaver, som vi alene, blandt alle eksisterende, levende væsner, kan løse. Til dette hører sådanne spørgsmål som selve livets karakteristik, den menneskelige kreativitets rolle i universet og udviklingsprincippet i universet, som, ifølge vores nuværende erkendelsesniveau, består af henved to billioner galakser. Og ikke mindst, spørgsmålet om realiseringen af en skøn karakter ved hjælp af den æstetiske opdragelse.

30. jan., 2017 – I et interview til Xinhua sagde Peter Thomson, formand for FN’s Generalforsamling, at et fællesskab for en fælles skæbne er den eneste fremtid for menneskeheden. I kølvandet på den kinesiske præsident Xi Jinpings tale i Davos, aflagde både Thomson og FN’s generalsekretær Antonio Guterres det løfte, at FN ville tilslutte sig Kina i promovering af verdensfred og udvikling, og med at virkeliggøre målet med at opbygge et fællesskab for menneskehedens fælles fremtid.

Thomson roste ligeledes Bælt-og-Vej-initiativet og Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB.

»Der ligger et princip om godt naboskab indbygget i denne politik, som er til gensidig fordel for alle involverede lande«, sagde han. FN’s Generalforsamling har netop afholdt en diskussion på højt niveau om en ny fremgangsmåde for at danne synenergi mellem holdbar fred og en bæredygtig udvikling i verden. »En holdbar fred og bæredygtig udvikling er forskellige sider af samme sag, og som gensidigt forstærker hinanden«, sagde Thomson. »Man kan ikke få fred uden udvikling; man kan ikke få udvikling uden fred… det er ikke længere til diskussion«, sagde han.

Thomsen kommer fra Fiji-øerne.

Foto: Den kinesiske præsident Xi Jinping (midten) mødes med Peter Thomson (venstre), formand for FN’s Generalforsamlings 71. samling, og FN’s generalsekretær Antonio Guterres, i Genève, Schweiz, den 18. januar, 2017. (Xinhua)  

Med formand Tom Gillesberg

En kinesisk deltager, der optrådte på en rundbordsdiskussion på Kinas CGTN-Tv (tidligere CCTV) om økonomi for et par dage siden, påpegede, at, på trods af den svagt langsommere vækstrate i den kinesiske økonomi, så tegnede den kinesiske økonomi sig for næsten halvdelen af verdens økonomiske vækst sidste år. En anden deltager påpegede, at, for hver 100 personer, der kommer ind i arbejdsstyrken i Kina, er der 113 jobs.

(Gid det så lige så godt ud i Danmark!)

29. jan., 2017 – Økonomen Jean-Pierre Lehmann erkendte, selv om han er ’globalist’, realiteten med Kinas »win-win«-politik ved, på en konference i Bukarest den 27. jan., at udtale, at verden kunne drage stor fordel af Kinas Bælt-og-Vej-initiativ. »Kinas udenrigspolitik kunne omforme en stor del af verdensøkonomien«, sagde han, iflg. en artikel i Xinhua i går.

Han forudsagde, at Bælt-og-Vej-initiativet i betydelig grad »vil omforme den globale, økonomiske udvikling«.

Han bemærkede, at Kinas Bælt-og-Vej, som blev foreslået i 2013, har planer om at opbygge et udstrakt handels- og infrastrukturnetværk, der vil forbinde Asien med Afrika og Europa. Han påpegede, at dette initiativ allerede støttes af flere end 100 lande og internationale organisationer.

Lehmann sagde, at dette initiativ til $2,5 billion kunne skabe enorme økonomiske fordele for verdensøkonomien. Han påpegede, at den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB, havde tiltrukket selv USA’s allierede, på trods af Obamas bestræbelser på at forhindre dem i at tilslutte sig. Han tilføjede, at Kina har etableret 110 økonomiske zoner i 50 lande. Han sagde, at en Silkevejs-konference i Xi’an havde tiltrukket 500 deltagere fra 52 lande.

Han sagde også, at, frem til 2030, ville Kina blive en højindkomst-økonomi med stærke, harmoniske relationer, og som havde kreativitet og ideernes magt som sin drivkraft. »Den kinesiske økonomi skabtes med muskler, men nu er det mere med hjernen, men det er der mange, der ikke forstår!«

Han bemærkede: »I Kina sker tingene nu i et forbløffende hurtigt tempo.«

Den aktuelle frontlinje her i USA, langs med hvilken denne kamp om USA’s sjæl bliver udkæmpet, er kampen for at genindføre Glass-Steagall som landets lov i USA. Vi cirkulerer fortsat appellen, som kan ses på www.lpac.co/trumpsotu. (Appellen på dansk her). Denne appel kræver, at Donald Trump, senest ved sin Tale til Unionen den 28. februar, engagerer sig forpligtende over for den fulde, strengt originale Franklin Roosevelt bankopdeling, Glass/Steagall-loven – som han krævede under sin valgkamp. Det er om præcis én måned, og det er vores mål at få 10.000 underskrifter på denne appel. Vi vokser støt, men vi må vokse meget hurtigere.

Denne kamp finder sted parallelt med den aktuelle mobilisering, som blev igangsat af hr. LaRouche i mandags, for at afvise Steven Mnuchins nominering til USA’s finansminister. Steven Mnuchins udtrykkelige og åbne modstand mod genindførelsen af den fulde Franklin Roosevelt Glass-Steagall, som blev afsløret under senator Maria Cantwells spørgsmål torsdag i sidste uge under Senatshøringen for hans godkendelse, bør ikke komme som nogen overraskelse, hvis man tager i betragtning, at Steven Mnuchin var en direkte forretningspartner i mindst femten år, en medarbejder til ingen ringere end George Soros; den erklærede fjende af den tiltrædende Trump-administration.

Undertitel: Økonomisk værdi ligger i det, der skabes for fremtiden, og ikke i, hvad det måtte være værd i dag!

Matthew Ogden: Det er i dag den 27. januar, 2017, og dette er vores ugentlige fredags-webcast fra LaRouchePAC.com. Med mig i studiet i dag har jeg Jason Ross, en kollega; og via video har vi Bill Roberts fra Detroit, Michigan, som er medlem af LPAC Policy Committee.

Vi mødes i dag præcis en uge efter indsættelsen af Donald Trump som USA’s nye præsident. Vi befinder os en uge inde i den nye administration. Vi har i dag sammensat en udsendelse, som vi føler, er afgørende med hensyn til de nødvendige elementer i den aktuelle kamp her i USA. Jason Ross vil give os en præsentation af fremgangsmåden med national (statslig) bankpraksis efter Hamiltons principper, og hvordan, vi rent faktisk kan skabe en økonomisk genrejsning i USA efter hr. LaRouches Fire Love. Fra Bill Roberts vil vi høre om en plan for et beskæftigelsesprogram, for atter at få produktive arbejdere i job, og for at uddanne den opvoksende generation i de nødvendige, produktive færdigheder, og som til dels er modelleret efter Franklin Roosevelts Civilian Conservation Corps, CCC.

Men før dette vil vi høre et uddrag af et interview med et italiensk parlamentsmedlem, Marco Zanni, som blev interviewet i går på larouchepac.com af Paul Gallagher, der vil præsentere interviewet om lidt.

Men lad mig begynde med at give en hurtig gennemgang af den situation, vi befinder os i, og trække frontlinjerne op i kampen om USA’s sjæl. Tidligere på dagen talte vi med Lyndon og Helga LaRouche. Helga LaRouches standpunkt var meget klart; hun sagde, at USA har et presserende valg at træffe. Valget er mellem at falde ind i det, som Theresa May, Storbritanniens premierminister – der i går kom til Philadelphia og i dag er i Washington for at fejre den såkaldte »særlige relation« mellem USA og UK – i går talte for, og som er at »forny den ’særlige relation’ for den Nye Tidsalder« mellem USA og det, hun kaldte et »fornyet, globalt Storbritannien«. Man kunne også sige, at hun holdt en tale om, hvordan man skulle gøre Det britiske Imperium stort igen. Så det er det ene valg.

Det andet valg er at følge op på det, som udenrigsminister Sergei Lavrov i går sagde i den russiske Statsduma, det russiske parlaments underhus, med hensyn til perspektivet for et nyt, internationalt paradigme, bygget op omkring det, han kaldte for »en trepartsrelation«, mellem USA, Rusland og Kina, og, som Helga LaRouche korrekt indføjede her, nemlig en firmagtsrelation, der også omfatter Indien.

Her er en idé om, hvad det var, Sergei Lavrov i går sagde om dette – det bliver selvfølgelig ikke rapporteret i de amerikanske medier. Han sagde det følgende:

»Vi mener, at, i takt med, at Rusland, USA og Kina opbygger deres relationer, bør denne trekant ikke være lukket eller rettet mod projekter, der kunne bekymre andre stater. [De bør være] åbne og retfærdige. Jeg er overbevist om, at Ruslands, USA’s og Kinas økonomiske struktur er af en sådan art, at de i væsentligt grad komplementerer hinanden i den materielle og fysiske sfære.

Med hensyn til internationale sikkerhedsproblemer, så spiller disse tre lande en meget vigtig rolle. Rusland og Kina har begrænset forsøg på at introducere konfronterende, magtbaserede løsninger i verdenspolitik. Vi forventer, at Donald Trump, der har bekræftet, at han er forpligtende engageret til primært at fokusere på amerikanske [nationale] problemer og opgive indgriben i andre staters interne anliggender, vil gøre det samme.«

I respons til Sergei Lavrovs udtalelser sagde en talsmand for det Kinesiske Udenrigsministerium følgende:

»Kina, Rusland og USA er de førende, globale magter, og de er permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd. Vi har et stort ansvar for global fred, stabilitet og udvikling. »Kina har derfor til hensigt at intensivere samarbejdet med USA og Rusland og bidrage i fællesskab til at løse opgaver og udfordringer i den moderne verden.«

Dette er præcis, hvad Lyndon og Helga LaRouche har krævet, med hensyn til, at USA opgiver 16 års Bush/Obama-politik og vedtager det nye paradigme og, omsider, går sammen med Rusland, Kina og Indien i denne stormagtsrelation for at gøre en ende på Det britiske Imperium én gang for alle. Vi er ikke interesseret i et nyt »globalt Storbritannien«. Vi er ikke interesseret i »atter at gøre Det britiske Imperium stort«. Vi er interesseret i at igangsætte et nyt paradigme for internationale relationer, med en økonomisk udvikling af hele planeten, til gode for hele den menneskelige race.

Den aktuelle frontlinje her i USA, langs med hvilken denne kamp om USA’s sjæl bliver udkæmpet, er kampen for at genindføre Glass-Steagall som landets lov i USA. Vi cirkulerer fortsat appellen, som kan ses på www.lpac.co/trumpsotu. (Appellen på dansk her🙂 Denne appel kræver, at Donald Trump, senest ved sin Tale til Unionen den 28. februar, engagerer sig forpligtende over for den fulde, strengt originale Franklin Roosevelt bankopdeling, Glass/Steagall-loven – som han krævede under sin valgkamp. Det er om præcis én måned, og det er vores mål at få 10.000 underskrifter på denne appel. Vi vokser støt, men vi må vokse meget hurtigere.

Denne kamp finder sted parallelt med den aktuelle mobilisering, som blev igangsat af hr. LaRouche i mandags, for at afvise Steven Mnuchins nominering til USA’s finansminister. Steven Mnuchins udtrykkelige og åbne modstand mod genindførelsen af den fulde Franklin Roosevelt Glass-Steagall, som blev afsløret under senator Maria Cantwells spørgsmål torsdag i sidste uge under Senatshøringen for hans godkendelse, bør ikke komme som nogen overraskelse, hvis man tager i betragtning, at Steven Mnuchin var en direkte forretningspartner i mindst femten år, en medarbejder til ingen ringere end George Soros; den erklærede fjende af den tiltrædende Trump-administration. George Soros, den førende finansielle støtte til Barack Obama, og som personligt i høj grad har været årsagen til, at Glass-Steagall ikke er blevet genindført i løbet af de seneste otte år. George Soros, der, under Davos Økonomiske Verdensforum, erklærede sin hensigt om at forårsage Trump-administrationens fiasko. Hvilken bedre måde at forårsage Trump-administrationens fiasko end ved at installere en muldvarp internt i Trump-administrationen på højeste niveau, i form af Steven Mnuchin?

Vi har Soros’ generalieblad. Det kan læses på larouchepac.com websiden, og det er en hovedartikel i den seneste udgave af vores avis, The Hamiltonian. (Se Leder, 26. jan: »Hold George Soros’ allierede Steven Mnuchin væk fra Trumps Finansministerium!«) Soros er et ledende værktøj for Det britiske Imperium, der anstifter »farvede revolutioner« og afsættelser af regeringer i hele verden – præcis det, nogle mennesker frygter, er ved at blive planlagt af Soros og andre at skulle finde sted her i USA, imod den nye administration.

Forbindelsen til Steven Mnuchin er meget klar. Efter at Mnuchin arbejdede for Goldman Sachs i 12 år, blev Mnuchin rekrutteret af George Soros til at arbejde for selveste Soros Fund Management. Han kørte SFM Capital, han stiftede Dune Capital Management og, i ledtog med George Soros og et slæng af andre hedgefund-operatører, købte de IndyMay ud [Independent National Mortgage Corp.] og forvandlede det til det, der fik navnet OneWest Bank. Dette er den berygtede maskine, der sætter folk ud af deres hjem. Dette vækker voldsom opmærksomhed blandt kredse i det Demokratiske Parti i Senatet.

Men den historie, man ikke fortæller, er netop forbindelsen til George Soros. Denne George Soros-historie er den sande historie, der må fortælles. Og dette er som sagt forsiden af den seneste udgave af The Hamiltonian. Hele Soros’ generalieblad kan ses på larouchepac.com websiden. Det må cirkuleres for at afsløre det faktum, at Steven Mnuchin er ved at blive kørt i stilling til at være muldvarp for Wall Street/London/Soros, og som er plantet på allerhøjeste niveau i den tiltrædende Trump-administration. Hvis hans rolle ikke afsløres, og hvis Mnuchins nominering til finansministerposten ikke bliver afvist, vil der ikke være nogen som helst måde, hvorpå vi kan lykkes med at skabe den form for økonomiske genrejsning efter LaRouches/Hamiltons principper, som vi har forklaret, og som begynder med en tilbagevenden til den originale Glass-Steagall.

Denne kamp for Glass-Steagall er, igen, kampfronten og kampens centrum. Det drejer sig ikke kun om vores nationalpolitik. Dette er en international kamp. Dette er en kamp om de transatlantiske nationers fremtid. Vil de fortsat være undersåtter i Det britiske Imperium og dets apparat, City of London/Wall Street, eller, vil disse nationer blive sat fri, befriet, fra dette apparat, så de kan tilslutte sig dette nye, internationale paradigme – Rusland, Kina og det, der må blive til en treparts-, eller firparts-relation, med USA og Indien.

Folk i hele verden følger med i denne kamp internt i USA, i takt med, at den udspiller sig, time for time, en kamp mand og mand imellem over genindførelsen af Glass-Steagall i disse første dage af det nye præsidentskab.

For at give et eksempel på dette, vil jeg afspille et par minutter fra interviewet med Marco Zanni, italiensk parlamentsmedlem i EU-parlamentet og en førende tilhænger af Glass-Steagall i Europa og en person, der har arbejdet med LaRouche-bevægelsen både i Europa og i USA i løbet af de seneste par år i denne kamp for at genindføre Glass-Steagall. Han blev interviewet af Paul Gallagher, Executive Intelligence Reviews redaktør for økonomi. Som man ser under Pauls introduktion af Zanni, så var han i Washington, D.C., for lidt over et år siden for en række møder om nødvendigheden af at vende tilbage til Glass-Steagall.

VIDEOINTERVIEW (Uddrag):

Paul Gallagher: Du var i USA i sommeren 2015 om disse spørgsmål, især om Glass/Steagall-loven i både USA og Europa. Du mødtes med medarbejdere i Kongressen og med nogle Kongresmedlemmer i begge Huse. Så du har nogen indsigt i dette. Hvad søger du i USA, nu?

Marco Zanni: Det er meget vanskeligt at se ret meget af, hvad den nye administration vil gøre mht. Glass-Steagall. Hvis man ser på, hvad hr. Trump har sagt, så støtter han sandsynligvis den form for bankregler, der også kunne omfatte en bankopdeling og genindførelse af Glass-Steagall. Men samtidig ser jeg også det faktum, at han, til en masse toppositioner, i højtplacerede stillinger, hyrer tidligere investeringsbankfolk, der kommer fra Goldman Sachs og andre investeringsbanker.

Og også, at flertallet af de Republikanske kongresmedlemmer sandsynligvis ikke støtter en genindførelse af Glass-Steagall. Men, hvis hr. Trump er overbevist om, at USA har brug for en ny bankreform, grundlæggende set en ny slags Glass-Steagall for USA, så tror jeg, han meget, meget hurtigt, og meget, meget let, kan gøre sin indflydelse gældende og få Kongressen, det Republikanske Parti og hele sit team til at arbejde for denne form for reform.

Da jeg sidste år var i D.C., var det meget vigtigt for mig at vise, hvordan indvirkningen af blot bankregler kunne være farligt for en økonomi. Jeg viste eksemplet med Italien og Den europæiske Union. Så jeg bad medlemmer af Kongressen, som jeg mødte i 2016, om at gennemgå Dodd/Frank-loven, jeres banklov, fordi den er meget farlig. Der er bestemmelser om en regel for bail-in (ekspropriering af visse typer af bankindskud) i jeres Dodd/Frank-banklovgivning. Virkningen af bail-in i det europæiske banksystem har været meget, meget farlig. Ser man på aktieprisen for Deutsche Bank, f.eks., eller for italienske banker, så er aktieprisen og aktiemarkederne for disse banker faldet med gennemsnitligt mere end 70 % fra det øjeblik – altså fra januar, 2016 – hvor reglen om bail-in trådte i kraft i EU.

Denne regel er meget farlig. I har denne regel i Dodd-Frank. Den er aldrig blevet anvendt, men det kunne den blive om kort tid; så jeg mener, at I må revidere Dodd/Frank-loven. Jeg mener, at, hvis Trump vil gå ind for dette, vil han få støtte fra en meget stor del af det Demokratiske Parti, fra Bernie Sanders, mange kongresmedlemmer, som jeg mødte under mit besøg i D.C.

Gallagher: Jeg skal sige her, at LaRouchePAC i øjeblikket befinder sig i en mobilisering omkring en national appel. Det forlyder, at den første tale, Trump vil holde til begge Kongreshuse, bliver den 28. februar: vi er i en national mobilisering omkring en appel, der kræver, at han lover og fremstiller Glass-Steagall til denne Kongressamling den 28. februar – om kun én måned. Lyndon LaRouche har også krævet en afvisning af Steven Mnuchins nominering, en af de personer, du refererer til, til finansminister. Under hans høring i Senatet udtalte han sig ligefremt imod Glass-Steagall; på trods af den kendsgerning, at spørgeren (senator Maria Cantwell) mindede ham om, at den præsident, der har nomineret ham, i sin kampagne havde lovet at genindføre Glass-Steagall. LaRouche har krævet, at Mnuchin afvises og holdes ude af Finansministeriet.

Hvis der er mere, du ønsker at få frem til folk, der ser denne kanal i særdeleshed, så vær så god.

Zanni: Blot en sidste ting: Det er virkeligt gode nyheder med denne appel, som I lancerer i USA; for borgernes støtte er meget vigtig mht. at få politikere til at vedtage den rette lovgivning omkring banker og bankregler. Hvad med Europa? Og hvad med den amerikanske administrations næste skridt? Jeg håber, at den holdning, som den amerikanske administration fremlægger i forhold til Europa og Den europæiske Union, vil blive meget positiv for Italien. For at kunne træde ud af euroen har vi brug for støtte fra USA, og også fra Rusland. Så det er meget vigtigt, at den nye, samarbejdende holdning, som hr. Trump indtager mht. hr. Putin, til Rusland og til andre, fremvoksende økonomier, har en positiv virkning mht. at ødelægge konstruktionen af Den europæiske Union og genopbygge Europa. Et Europa, der bygger på suverænitet og frihed for nationer, og et samarbejdende Europa, der kunne fungere godt og også kunne samarbejde med USA fra den ene side, og med Rusland og det asiatiske område fra den anden side. Så vi har altså brug for begge siderne, brug for USA og Rusland, for at blive af med dette imperie-projekt, som er Den europæiske Union. Jeg håber, at hr. Trump vil fastholde sin holdning, vil bevare denne meget kritiske holdning, han har til EU, til Tyskland og til Europa. Vi kunne have et Italien, der forlader euroen og [kan ikke høres, 19:12] Europa, der genopbygger en ny historie; en ny ramme, der bygger på mere samarbejde, mere økonomisk vækst og flere jobs og mere investering. Det er mit håb, og det er min appel til den nye, amerikanske regering.

Gallagher: Fantastisk. Vi har talt i en halv time med Marco Zanni, medlem af EU-parlamentet.

(Hele videoen med Marco Zanni kan ses her)

Leder fra LaRouchePAC, 26. januar, 2017 – Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov sagde følgende til det russiske parlaments, Dumaens, underhus:

»Vi mener, at, i takt med, at Rusland, USA og Kina opbygger deres relationer, bør denne trekant ikke være lukket eller rettet mod projekter, der kunne bekymre andre stater. [De bør være] åbne og retfærdige. Jeg er overbevist om, at Ruslands, USA’s og Kinas økonomiske struktur er af en sådan art, at de i væsentligt grad komplementerer hinanden i den materielle og fysiske sfære.

Med hensyn til internationale sikkerhedsproblemer, så spiller disse tre lande en meget vigtig rolle. Rusland og Kina har begrænset forsøg på at introducere konfronterende, magtbaserede løsninger i verdenspolitik. Vi forventer, at Donald Trump, der har bekræftet, at han er forpligtende engageret til primært at fokusere på amerikanske [nationale] problemer og opgive indgriben i andre staters interne anliggender, vil gøre det samme.«

Det Kinesiske Udenrigsministeriums talsmand, Hua Chunying, responderede i dag til Lavrovs udtalelse og sagde, iflg. TASS:

»Kina, Rusland og USA er de førende, globale magter, og de er permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd. Vi har et stort ansvar for global fred, stabilitet og udvikling.«

Beijing har intensiveret relationerne med strategisk partnerskab og samarbejde med Rusland, og har også bestræbt sig på at udvikle relationer, baseret på tillid, med USA, sagde hun.

»Kina har derfor til hensigt at intensivere samarbejdet med USA og Rusland og bidrage i fællesskab til at løse opgaver og udfordringer i den moderne verden«, sagde hun.

Hun bemærkede ligeledes, at den russiske side gentagent har sagt, at de tillægger de russisk-kinesiske relationer stor betydning og vurderer dem højt. »Vi hilser dette velkommen«, sagde hun og tilføjede, at relationerne med strategisk partnerskab og samarbejde mellem de to lande har nået det højeste niveau, og begge sider har til hensigt i fællesskab at arbejde på spørgsmålene omkring regional og global fred, stabilitet og udvikling.

Den fjerde af de »fire magter«, som Lyndon LaRouche nævner, og som tidligere blev organiseret af Franklin Delano Roosevelt i hans egen kamp for at gøre en ende på Det britiske Imperiums verdensherredømme – er Indien. I dag, på Indiens ’Republikkens Dag’, sendte den russiske præsident Putin til Indiens præsident og premierminister hilsner, som sagde, at det specielle og privilegerede partnerskab med Indien er en ufravigelig prioritet i Ruslands udenrigspolitik.

Ingen af de udviklinger, der finder sted i verden i dag, kan forstås uden, at man først begriber den kendsgerning, at denne mulighed nu er virkelighed.

Som Lyndon LaRouche forudså, så, byggende på det fundament, som Franklin Roosevelt lagde, kan denne kraft fra disse fire magter, hvis den konsolideres, gøre en ende på Det britiske Imperium for altid, og på afgørende vis, og for altid, bevæge verden ind i det Nye Paradigme. Dette er den opgave, vi har for os.

Foto: De Fire Magter [Illustration af Chance McGee]  

22. jan., 2017 – China Xinhua News Network Corp., en engelsksproget Tv-nyhedskanal, der køres af Xinhua News Agency, gennemførte et 20 minutter langt interview med chef for EIR’s Washington-kontor, Bill Jones, om Trump-administrationen og kinesisk-amerikanske relationer under Trump. Jones blev spurgt, om Trump-administrationen ville »bryde« med den amerikansk-kinesiske politik under Obama (som de generelt anser for positiv). Jones forklarede, at relationen ikke havde været så positiv, og at lanceringen af »genbalanceringen« (’pivot’; USA’s doktrin om at ’genbalancere’ USA’s forhold til Asien) havde skabt temmelig mange spændinger i relationerne. Og alt imens Trump er kommet med henkastede bemærkninger, der har skabt stor bekymring i Kina, vil USA ikke være i stand til at gå fremad uden gode relationer til Kina.

»USA kan i realiteten ikke gå fremad i den retning, Trump har lovet, med hensyn til at udvikle økonomien, udvikle infrastrukturen, uden gode relationer til Kina«, sagde Jones. »Hvis Trump vil bygge højhastighedstog, udvikle byerne, bygge veje, kan Kina blive til stor hjælp. Jeg tror, han er i stand til, og er villig til, at indgå en aftale. Hvis han går i en anden retning og pålægger straffesanktioner mod kinesiske varer og forsøger at indlede en handelskrig, vil det være skadeligt rent globalt, men også for USA’s økonomi, fordi alting så vil blive meget dyrere. Og jeg tror, at når det går op for præsidentens team, vil ingen indlede en handelskrig.«

Hvad med Trumps tilbagekaldelse af investeringer fra Ford og GM i Mexico? Jones forklarede, at man må forstå, hvordan den amerikanske økonomi er blevet ødelagt, ikke af Kina, ikke af Mexico, men af Wall Street-slænget, der gik efter større profitter fra billig arbejdskraft. »USA kan producere ting, USA har en enorm arbejdskraftkapacitet – vore arbejdere er meget faglærte, også i andre industrier«, sagde Jones. »Men de behøver ikke fremstille biler. De kan fremstille andre ting. De kunne producere kernekraftværker. De kunne fremstille trykkamre for kernekraftværker. Vi kunne yde Kina, der er i færd med at lancere et betydeligt kernekraftprogram, noget af den teknologi, der kan produceres her – hvis vi var villige til at sælge det til dem. Og det ville forøge vores handel med dem. De begrænsninger, de problemer, vi har her, er alle selvforvoldte. Hvis USA ændrer sin politik og forsøger at opbygge sine industrielle muligheder, som jeg mener, ville være en god ting, behøver det ikke nødvendigvis være skadeligt for det, Kina gør, fordi man simpelt hen kan skifte over til et andet produktionsområde.«

Der var også spørgsmål om den amerikansk-russiske politik og om forslag, der nu kommer fra den kinesiske side, om at investere i amerikansk infrastruktur. Jones konkluderede med at sige: »Jeg tror, der måske kan blive lagt told på visse produkter, men jeg mener, at administrationen kan indgå en win-win-aftale. Det er adelsmærket i præsident Xis politik, denne win-win, ’Shuanying’ strategi, ikke sandt? Og det kan han finde i USA, fordi vi er afhængige af hinanden. Den amerikanske økonomi bør vokse, og den kinesiske økonomi bør vokse. Hvis de begge vokser, vil de sælge til hinanden. Jo mere, de vokser, desto mere vil de købe og sælge. Så denne mulighed eksisterer, og Trump er en intelligent forretningsmand og tager dette talent med sig ind i præsidentskabet. Jeg tror, han kan nå frem til en aftale med Kina om den økonomiske situation, der ikke vil føre til konflikt.

Hele den 20 minutter lange video samt et udskrift kan ses på følgende webside:

http://en.cncnews.cn/news/v_show/62286_Trump_presidency:_Expert_on_future_U.S._domestic,_foreign_policies.shtml?from=singlemessage&isappinstalled=0

24. jan., 2017 – Kina vil pumpe $88 mia. ind i sin landbrugssektor hen over de næste tre år, for at forøge produktiviteten af 40 millioner hektar landbrugsjord. Det meddelte centralregeringsmyndigheder i går, med den hensigt at opgradere kvaliteten af landbrugsjord og styrke afkastet for at forøge produktionen af korn. Man håber på en forøgelse på 10 til 20 procent i kornproduktionen fra programmet, der involverer anvendelsen af de mest moderne landbrugsmetoder.

Kina er i øjeblikket afhængig af import af korn og soja, men ingen af handelspartnere behøver blive skadet. Men målrettet handling for at fremme produktivitetsforøgelse er afgørende på globalt plan.

Kinas styrkelse af høsten er især vigtig i betragtning af tabet af dyrkningsjord til diverse nye bebyggelser i løbet af de seneste årtier – også et problem i mange andre dele af verden.

Det ambitiøse mål med 40 millioner ha udgør en væsentlig del af Kinas dyrkbare områder. For at sætte det i perspektiv, så ville dette nye tiltag for forbedring af landbrugsjordens afkast svare til, at USA gik i gang med at forbedre afkastet i mere end 25 procent af hele landets dyrkede korn- og sojaarealer.

Ligeledes i går udstedte det Kinesiske Kommunistparti en erklæring, der krævede mere planlægning for forbedring af Kinas landbrug for at være med til at imødekomme sikkerhed i fødevareforsyningen, samt gå frem mod målet for selvforsyning med korn.

Opgradering af landbrugsproduktiviteten er også en del af Kinas plan for at afhjælpe fattigdom i landdistrikterne. I de senere år har Kinas regering interveneret for at støtte landmændenes indtægter ved at implementere mindstepriser for deres produkter. Det princip, man anvender, er i overensstemmelse med »bundpriser« (mindstepriser) og potentielt set paritetspriser – ideen om, at man pålægger ved lov, at landmænd skal have en pris, der er tilstrækkelig til at dække deres omkostninger ved produktionen, pus en profit, der er nødvendig for at gøre fortsatte teknologiske forbedringer og fremtidig landbrugssikkerhed mulige.

I USA blev dette princip med paritetspriser implementeret under præsident Franklin Roosevelt og dernæst udfaset fra og med 1970’erne under afregulering.

I øjeblikket har USA et sagsanlæg mod Kina kørende i Verdenshandelsorganisationen og hævder, at det er forkert at fastsætte prisniveauet for at støtte sine landmænd. Men de amerikanske landmænd befinder sig i en krise som følge af tre år med faldende priser og manglen på intervention for at hjælpe fra regeringens side.

Foto: Lokalbefolkningen pløjer og sår deres marker ved hjælp af okser i Louping i Kinas Yunnan-provins. 

24. jan., 2017 – Efter at have bygget verdens højeste jernbanelinje, Qinghai-Tibet-jernbanen, der åbnede i 2006, er kineserne nu næsten færdige med verdens højeste ringvej omkring Lhasa, hovedstaden i den autonome region Tibet. China News Service rapporterer, at vejen, der har en totallængde på næsten 100 kilometer, vil have seks vejbaner, syv tunneller og 27 broer.

De bemærker, at vejen, der vil blive fuldt ud åbnet i juni, i høj grad vil lette trafikpropper og udvide byens udviklingsmulighed, iflg. Lin Sheng, Lhasas viceborgmester.

Smukke billeder af vejen og den nu moderne Lhasa by kan ses i Sputniks rapport her:

https://sputniknews.com/asia/201701241049954192-china-worlds-highest-ring-road/

Foto: En arbejder, der syner lille på baggrund af de enorme bjerge, maler rækværket på broen over Lhasa-floden i udkanten af Lhasa by. [Sputnik]

Alternativet til globalisering à la amerikansk, dvs. et system, der er til fordel for det internationale finansoligarki på bekostning af Det almene Vel, er ikke et tilbagefald til en ren nationalstatspolitik. Menneskehedens universalhistorie har for længst nået et punkt, hvor kun et helt nyt paradigme kan være vejen til det næste trin i evolutionen. Dette Nye Paradigme må prioritere menneskehedens fælles interesser og udgå fra ideen om Én Menneskehed med en fælles fremtid, som imidlertid aldrig må stå i modsætning til interesserne hos menneskeheden som helhed. Dette Nye Paradigme må adskille sig lige så tydeligt fra globaliseringens aksiom, som den moderne tid adskilte sig fra middelalderen.

Med formand Tom Gillesberg

Leder fra LaRouchePAC, 22. januar, 2017 – Fra Tysklands udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier lyder et klagende, men sandt råb, i en kronik i dag i Bild am Sonntag: »Der er meget, der står på spil i dag – med valget af Donald Trump er den gamle, 20. århundredes verden endegyldigt forbi.«

Og fra Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger, som i Kina bliver kaldt »Silkevejsladyen« på grund af, at hun i 30 har været forkæmper for projekter og institutioner i Verdenslandbroen, lyder det: »Steinmeier ved imidlertid ikke, hvad den nye orden er, men det gør vi. Han erkender, at en ny æra er indvarslet. Men formålet med denne nye æra er, kan vi etablere en ny orden for menneskedens almene vel?«

Uanset, hvor ofte præsident Donald Trump gentager, »Amerika først«, så er og bliver valget af ham et internationalt fænomen, som drejer sig om en igangværende, global bølge af mange forestående valg, hvor Wall Street/City of Londons orden, med »globalisering, afindustrialisering og imperiekrige«, bliver smidt på porten.

NATO er forældet, og det samme er Den europæiske Union; det samme gælder Obamas »vi fastsætter reglerne« og afsættelse af regimer, »vi« ikke kan lide, gennem krig.

Præsident Trump har erkendt, at Putins Rusland er ansvarlig for den mulige afslutning af 15 års uafbrudt krig i Mellemøsten og Nordafrika, og for et nyt sikkerhedskoncept, i fællesskab med Xi Jinpings Kina, som kan knække nakken på international terrorisme.

Han må komme til at erkende, at Xi er ansvarlig for at tilbyde »et fællesskab for en fælles skæbne« gennem Den Nye Silkevejs infrastruktur; gennem at anføre forskning og udvikling; og gennem at anføre udforskning af Månen.

Vil den amerikanske befolkning, der har stemt for en afvisning af det gamle paradigme med »globalisering og afindustrialisering«, få den nye administration og Kongressen til at gøre det, der er nødvendigt, for at gå med i de nye fremstød for og drivkraft bag vækst og videnskabeligt fremskridt?

Prøverne er allerede i gang. Kampen for at genindføre Glass/Steagall-loven kræver, at Trump formås til at handle, og at han adskilles fra sin udpegede finansminister, der offentligt er imod Glass-Steagall. En national, tværpolitisk appel er i gang – og er på denne webside.

Der er allerede lovforslag til diskussion og introduktion i Kongressen, for en »national infrastrukturbank«, men det må blive af en helt anden størrelsesorden, langt dristigere, og må omfatte fremskudte grænser såsom udvikling af fusion, udforskning af rummet og kontinentale højhastigheds-jernbaner. Og det må være en national kreditinstitution, der er forbundet med denne nye ordens internationale udviklingsbanker, for virkeligt store projekter, der spænder over lande og kontinenter.

I et heldigt øjeblik talte Trump om »ikke at dominere, men lede gennem et lysende eksempel«. Det findes allerede, for ham at gå med i. 

… med win-win-samarbejdet omkring den Nye Silkevej, så har man muligheden for at få en dialog mellem kulturer på højeste niveau. Dette er præcis, hvad Schiller Instituttet promoverer med konferencer som denne. Den grundlæggende idé er, at, hvis alle mennesker blot kendte de skønneste udtryk for den anden kulturs højkulturelle epoker, ville de elske denne anden kultur, fordi de ville føle sig så beriget og erkende, at det er en skønhed, at vi har så mange kulturer. Det ville være ekstremt kedeligt med kun én kultur; og især er den vestlige, liberale kultur ikke ligefrem attraktiv. Hvis man derfor ser på Konfucius-traditionen i Kina, på Mencius, på literati-maleri; eller man ser på de vediske skrifter, eller Gupta-periodens sanskrit-dramatradition i Indien. Den indiske renæssance med Tagore, Sri Aurobindo; eller man ser på den Italienske Renæssance, man ser på den Tyske Klassik inden for musik og litteratur – især med musik fra Bach til Beethoven og til Brahms. Dette er bidrag til universalhistorien, som, når alle nationer først kender de bedste udtryk for den anden kultur, jeg er helt sikker på, vil få alle konflikter til absolut at forsvinde; og vi vil få en rig, universel kultur, der består af mange, nationale udtryk og traditioner. Men som stadig er forenet af universelle principper for kunst og videnskab.

Download (PDF, Unknown)

Vi har et par emner, vi vil fremlægge her i dag, men vi lægger ud med en umiddelbar gennemgang fra både Lyndon og Helga LaRouche af de begivenheder, der fandt sted i dag, og vore marchordrer for de kommende par dage. Det er i dag naturligvis indsættelsesdag. Vi er nu officielt kommet til slutningen af 16 år med Bush/Obama-æraen. Vi står på tærsklen til noget nyt; vi har et nyt, officielt præsidentskab. Hvad dette nye præsidentskab vil blive, står endnu uklart; det er stadig udefineret, og det er Lyndon og Helga LaRouches vurdering, at vores job ikke har ændret sig. Det er stadig vores opgave at lægge Lyndon LaRouches Fire Love på bordet. Vi er, og må fortsætte med at være, dette lands intellektuelle lederskab, og det er vores ansvar nu at indvarsle et nyt, internationalt paradigme, som USA i høj grad må blive en del af – det, vi kan kalde for det »Nye Paradigme for Udvikling«.

Matthew Ogden: God aften; det er i dag 20. januar, 2017; indvielsesdag. Dette er vores special-webcast på indvielsesdagen fra LaRouchepac.com. Med mig i studiet i dag har jeg to kolleger – Benjamin Deniston her i studiet; og, via video, Michael Steger, som er med os i dag fra Houston, Texas, hvor han har tilbragt nogen tid sammen med Kesha Rogers.

Vi har et par emner, vi vil fremlægge her i dag, men vi lægger ud med en umiddelbar gennemgang fra både Lyndon og Helga LaRouche af de begivenheder, der fandt sted i dag, og vore marchordrer for de kommende par dage. Det er i dag naturligvis indsættelsesdag. Vi er nu officielt kommet til slutningen af 16 år med Bush/Obama-æraen. Vi står på tærsklen til noget nyt; vi har et nyt, officielt præsidentskab. Hvad dette nye præsidentskab vil blive, står endnu uklart; det er stadig udefineret, og det er Lyndon og Helga LaRouches vurdering, at vores job ikke har ændret sig. Det er stadig vores opgave at lægge Lyndon LaRouches Fire Love på bordet. Vi er, og må fortsætte med at være, dette lands intellektuelle lederskab, og det er vores ansvar nu at indvarsle et nyt, internationalt paradigme, som USA i høj grad må blive en del af – det, vi kan kalde for det »Nye Paradigme for Udvikling«.

Dette er nogle af de emner, vi vil diskutere i dybden senere i programmet, med vægt på to, store projekter, der er eksempler på, og paradigmatiske for, dette Nye Paradigme for Udvikling: Kra-kanalprojektet i Thailand og Transaqua-projektet i Afrika – to projekter, som hr. og fr. LaRouche i årtiernes løb har været meget involveret i, og som blot eksemplificerer den form for store projekter for menneskelig udvikling, som må forfølges i de kommende måneder og uger, både internationalt, men også store projekter af den art, som vi må gennemføre herhjemme i USA.

Lad mig begynde med en næsten ordret gennemgang af nogle kommentarer, som både Lyndon og Helga LaRouche kom med umiddelbart efter præsident Donald Trumps indsættelsestale her i eftermiddag, og vi vil så diskutere dette lidt mere i detaljer, før vi går videre med en gennemgang af disse store, internationale udviklingsprojekter.

LaRouche sagde omgående, at det er meget uklart, mht. principper, hvad præsident Donald Trump har i sinde ud fra det, han fremlagde i sin indsættelsestale i dag. Lyndon LaRouche sagde, »De er meget forvirret på overfladen, og vi må vente og se, hvad der ligger under denne overflade. På baggrund af det, der blev fremlagt i denne tale, er der ingen klarhed over principper i det.«

Helga LaRouche sagde: »Det vigtigste på hjemmefronten er, hvordan Donald Trump vil honorere de løfter, han har afgivet. Hvilke handlinger vil han faktisk tage?« spurgte hun. Med hensyn til den internationale front, var Helga LaRouches vurdering, »Trump burde vide, at det ikke fungerer sådan; blot at sige ’Amerika først’. Spørgsmålet er: Hvordan finder man fælles interesser, som er fælles for mange nationer, og ikke kun ’Amerika først’? Hvad er de fælles mål for mange nationer, og hvordan handler man for at forfølge disse mål?«

Dernæst sagde Lyndon LaRouche: »Problemet er, at princippet endnu ikke er klart. Det kunne gå i retning af et forenende princip; men, ud fra det, der blev fremlagt, står det endnu ikke klart, at det nødvendigvis vil blive det, eller præcis, hvad dette princip vil være.« Helga LaRouche gentog, »Generelt set var talen en meget blandet pose. Der er bestemt løfter om, at dette kunne gå i den rigtige retning, men vi må se konkrete planer for handling. Vi, LaRouche-bevægelsen, LaRouche Political Action Committee, må forstærke vores mobilisering for Lyndon LaRouches Fire Love. Det er godt, at Obama er ude. Vi vil få en frisk vind, en frisk brise, men der er brug for langt mere klarhed.«

Sluttelig sagde Lyndon LaRouche: »Vi vil ikke gå for meget ind på deres argumenter. Lad dem selv forklare deres egne argumenter.« Helga LaRouche sagde: »Vi behøver ikke nødvendigvis støtte ethvert aspekt af, hvad præsident Trump siger. Vi behøver heller ikke være overdrevent kritiske, men vi bør fokusere på vore egne principper og vore egne mål.«

Først og fremmest: Hvad er disse mål?

Nummer 1 – og det er stadig dagsordenen – må Glass-Steagall omgående genindføres som landets lov. I løbet af de seneste 24 timer har vi atter set et udbrud, i vid udstrækning pga. den mobilisering, som I, dette webcasts seere, og medlemmer af LaRouche-bevægelsen i USA har været engageret i; Glass-Steagall er nu tilbage i forreste front, tilbage på dagsordenen. Dette sås tydeligst af de spørgsmål, der blev stillet under høringen for godkendelsen af den udpegede finansminister, Steven Mnuchin, og som rejstes af senator Maria Cantwell. Hun har, som folk ved, længe været en støtte af en tilbagevenden til Glass-Steagall, i mange år. Hendes første, og eneste spørgsmål til Steven Mnuchin, var, »Støtter De Glass-Steagall?«

Steven Mnuchins svar – og dette er Helga LaRouches analyse – var, »ægte sofisteri«. »Lyndon LaRouche har været meget klar omkring, at dét, vi har brug for, er den originale Glass-Steagall, uden ændringer. Så kommer denne Mnuchin-fyr og taler om en modificeret Glass-Steagall og blander det med Volcker-reglen«, sagde hun. »Dette er ægte sofisteri. Det er virkelig godt, at Maria Cantwell har meldt klart ud om dette spørgsmål, og nu må vi lægge meget pres på hende og andre, inklusive på præsident Donald Trump, for at få den ægte Glass-Steagall vedtaget. Som Maria Cantwell sagde, så kræver det en klar, skarp linje mellem investeringsbankaktivitet og kommerciel bankaktivitet sådan, som Glass-Steagall oprindeligt blev udarbejdet af Franklin Roosevelt.«

Men Glass-Steagall er blot det første skridt til det fulde program for de Fire Love; og jeg mener, vi vil diskutere dette, ikke nødvendigvis stykke for stykke, men som en generel gennemgang, det princip, der forener Lyndon LaRouches program. Og vi må, som Helga LaRouches analyse siger, tænke på det som blot Dag Ét af de første 100 dage.

Hvad vi omgående må få at se, fra dette øjeblik, er en omgående forbedring i de amerikansk-russiske relationer. Det er der allerede positive indikationer på. Der er en invitation til præsident Donald Trump til at deltage, eller sende en delegation til at deltage, i Astana Fredsforhandlingerne i Kasakhstan; fredsforhandlingerne om Syrien. Det kunne ikke være mere presserende, end det er nu, med nyhederne her til morgen om, at ISIS på tragisk vis nu har ødelagt de storslåede, romerske ruiner i Palmyra, det smukke amfiteater og de andre ruiner. Så det er presserende vigtigt.

Men samtidig må der blive et seriøst partnerskab mellem USA og Kina. Den store mulighed for dette – i kølvandet på præsident Xi Jinpings tale om en fremtid for en fælles og almen skæbne, som var temaet i hans tale for Davos Økonomiske Verdensforum under sit nylige besøg i Schweiz – er en konference, der kommer til maj i Kina, om Bælt-og-Vej-initiativet, og som mange statsoverhoveder vil deltage i. En eksplicit invitation er blevet overgivet til Donald Trump personligt for hans personlige deltagelse i denne konference.

Det, der står klart, er, at vi befinder os midt i en global proces for dramatisk og radikal forandring. Der kommer et betydningsfuldt skifte i dynamikken, som allerede finder sted, men som vil fortsætte med at udkrystallisere sig i de kommende måneder. De franske valg er i horisonten. Ifølge nogle beregninger er 75 % af vælgerne nu for at reducere sanktionerne mod Rusland. Dernæst er der de tyske valg, der kommer lidt senere efter de franske. I løbet af disse måneder kunne vi få at se en meget anderledes verden komme til syne. Det står klart, at det ikke længere er »business as usual«. Bush/Obama-æraen er forbi, og vi står nu på tærsklen til noget helt nyt.

Jeg vil gerne invitere Michael [Steger] og Ben [Deniston] til at sige lidt mere om dette, før vi går over til disse projekter, men, lad mig blot sige, om denne nye æra, som Helga LaRouche refererer til som nødvendigheden af at definere fælles interesser blandt mange nationer, og dernæst at samarbejde om at opnå disse interesser, eller, som præsident Xi Jinping udtrykker det, en fremtid for en fælles skæbne.

To store projekter, som jeg nævnte det, og som eksemplificerer mulighederne for at engagere sig på et sådant niveau og indvarsle dette Nye Paradigme for Udvikling, er Kra-kanalen i Thailand, der nu er meget konkret tilbage på dagsordenen – jeg kommer med flere detaljer senere – og Transaqua-projektet i Afrika. Det, vi ser, er, at den Nye Silkevej, Bælt-og-Vej-initiativet, går støt fremad og nu bærer frugt efter årtiers arbejde fra LaRouche-bevægelsens side internationalt. Senere i aftenens udsendelse vil vi vise et kort klip af en video, vi har lavet, og som belyser Kra-kanalens historie, og som i de kommende dage vil blive ledsaget af et interview med en af hovedarrangørerne af dette projekt, Pakdee Tanapura. Og så får vi en slags generel præsentation af dette Transaqua-projekt i Afrika.

Men dette er store projekter, der blot eksemplificerer det, der, kan man sige, må blive det »nye normale« i dette Nye Paradigme for Udvikling, og for det, som USA som en presserende sag må deltage i.   

Engelsk udskrift af hele webcastet:

LET'S MAKE THIS DAY ONE — INAUGURATION DAY —
OF A NEW ERA FOR DEVELOPMENT FOR MANKIND AS A WHOLE!

LaRouche PAC International Webcast, January 20, 2017

        MATTHEW OGDEN: Good evening! It's January 20th, 2017. Today
is Inauguration Day, and this is our Inauguration Day Special
Webcast from Larouchepac.com. I'm pleased to be joined today by
two of my colleagues — Benjamin Deniston, here in the studio;
and, via video, Michael Steger, who is joining us today from
Houston, Texas, where he's been spending some time with Kesha
Rogers.
        We have a few items that we're going to present to you
today, but we're going to begin with an immediate overview from
both Lyndon and Helga LaRouche of the events that occurred today,
and our marching orders for the days to come. Obviously, today is
Inauguration Day. We've come now, officially, to the end of 16
years of the Bush/Obama era. We're on the verge of something new;
we have a new Presidency, officially. What that new Presidency
will be, is unclear; it is very much still undefined, and Lyndon
and Helga LaRouche's assessment is, our job has not changed. We
still have the task of putting Lyndon LaRouche's Four Laws on the
table. We are, and must continue to be, the intellectual
leadership in this country, and we are having the responsibility
now of ushering in a new international paradigm of which the
United States must very much indeed be a part — what we can call
the "New Development Paradigm."
        That will be some of what we will discuss in substance later
in this broadcast with an emphasis on two major projects which
are exemplary and paradigmatic of that New Development Paradigm:
the Kra Canal Project in Thailand, and the Transaqua Project in
Africa — two projects with which the LaRouches have been very
much involved over decades and which are merely exemplary of the
kinds of great projects for {human} development that must be
pursued in the coming months, in the coming weeks, both
internationally, but also great projects of that type which we
must carry out here at home in the United States.
        Let me begin with an almost verbatim overview of some
comments that both Lyndon and Helga LaRouche had, immediately
following President Donald Trump's inaugural speech this
afternoon, and then we will discuss that in a little bit more
detail before we get to the overview of these great international
development projects.
        What Mr. LaRouche said, right off the bat, is that it's very
unclear, in terms of principle, what President Donald Trump has
in mind, just based on what he presented in his inaugural speech
today. Lyndon LaRouche said, "It's very confused on the surface,
and we will have to wait and see what is underneath that surface.
On the basis of what was presented in that speech, there is no
clarity of principle there."
        Helga LaRouche said, "The most important thing on the
domestic front is how Donald Trump will deliver on the promises
that he's made. What are the actions that he will actually take?"
she asked. Regarding the international front, Helga LaRouche's
assessment was, "Trump should know it doesn't work that way;
merely saying 'America First.' The issue is: how do you find
{common} interests, shared among {many} nations, not just
'America First'? What are the common objectives of multiple
nations, and how do you act in pursuit of those objectives?"
        Lyndon LaRouche then said, "The problem is that the
principle is not clear yet. It could go in the direction of a
unifying principle; but from what was presented, it's not yet
clear that it necessarily will, or exactly what that principle
will be." Helga LaRouche's reiterating remarks were: "Overall,
the address was a very mixed bag. There are certainly promises
that this could go in the right direction, but we need to see
concrete plans of action. We, the LaRouche Movement, the LaRouche
Political Action Committee, must increase our mobilization on
Lyndon LaRouche's Four Laws program. It is good," she said, "that
Obama is out. We will get a fresh wind, a fresh breeze, but a lot
more clarity is still needed."
        And then, finally, Lyndon LaRouche said, "We don't want to
get too close to their arguments. Let them clarify their own
arguments." And Helga LaRouche said, "We don't necessarily need
to support every aspect of what President Trump says. We also
don't need to be overly critical either, but we should be
focusing on our own principles and our own objectives."
        Now, first and foremost, what are those objectives?
        No. 1 — and the agenda still stands — Glass-Steagall must
be immediately reinstated as the law of the land. We saw, over
the last 24 hours, an eruption again, largely due to the
mobilization that you, the viewers of this webcast and members of
the LaRouche Movement in the United States have been engaged in;
Glass-Steagall is now back in the forefront, back on the agenda.
This could be seen most clearly by questions that were raised
during the confirmation hearing of Treasury designate-Secretary,
Steven Mnuchin, that were raised by Senator Maria Cantwell. Maria
Cantwell, as people know, has been a long-standing supporter of a
return to Glass-Steagall for many years now. Her very first
question and her {only} question of Steven Mnuchin was, "Do you
support Glass-Steagall?"

Steven Mnuchin's answer — and this is Helga LaRouche's analysis
— was "real sophistry." "Lyndon LaRouche has been very clear
that what we need is the {original Glass-Steagall, without
modification}. And here comes this Mnuchin guy, going on about a
{modified} Glass-Steagall, mixing it in with the Volcker Rule,"
she said. "This is real sophistry. It is very good that Maria
Cantwell has now put herself on the spot on this issue, and now
{we} have to put real pressure on her and on others, including on
President Donald Trump, to get the real Glass-Steagall in place.
As Maria Cantwell said, that requires a clear bright line between
investment banking and commercial banking in the way that
Glass-Steagall was originally designed by Franklin Roosevelt."
        But Glass-Steagall is merely the first step in the full Four
Laws program; and I think we're going to discuss that, not
necessarily piecemeal, but in terms of the broad overview, the
principle which unifies Lyndon LaRouche's program. And the way to
think about that is what Helga LaRouche's analysis was, that this
is merely Day One out of what must be the First 100 Days.
        What we have to see, immediately, from this moment on, is an
immediate improvement in U.S.-Russian relations. There are
already positive indications of that. You have the official
invitation of now-President Donald Trump to attend, or to send a
delegation to attend, the Astana Peace Talks in Astana,
Kazakhstan; the peace talks for Syria. This could not be more
urgent than it is right now, with the news that we received this
morning, that ISIS has, tragically, now destroyed the grand Roman
ruins of Palmyra, the beautiful amphitheater, and the other ruins
there. So, this is of urgent importance.
        But, simultaneously, there must be a serious partnership
between the United States and China. The grand opportunity for
that, following President Xi Jinping's keynote speech on the
future of shared and common destiny — that was his theme at the
Davos World Economic Forum during his recent trip to Switzerland.
[http://america.cgtn.com/2017/01/17/full-text-of-xi-jinping-
keynote-at-the-world-economic-forum] The most immediate
opportunity is a conference that's coming up in May, in China, on
the subject of the Belt and Road Initiative, which many head of
state will be attending. There has been an explicit invitation
extended, for Donald Trump, himself, to attend this conference.
        What is clear, is that we are in the midst of a global
process of dramatic and radical change. There will be a major
shift of dynamic which is already ongoing, but which will
continue to crystallize in the coming months. The French
elections are on the horizon. According to some calculations, 75%
of the electorate are now in favor of rolling back the sanctions
against Russia. Then you have the German elections coming later
after that. Over the course of these months, we could see a very
different world emerging. What is very clear is that this is no
longer "business as usual." The Bush/Obama era is over, and now
we're on the verge of something completely new.
        Now, I would like to invite Michael and Ben to say a little
bit more about this, before we get into these projects, but let
me just say, this new era, what Helga LaRouche is referring to as
the necessity of defining common interests among multiple
nations, and then working together to achieve those interests,
or, as President Xi Jinping put it, a future of shared destiny.
        Two great projects, as I mentioned, which exemplify the
opportunities to engage on that kind of level and to usher in
this New Development Paradigm, are the Kra Canal in Thailand,
which is now back on the agenda in a very real way — and I'll
get into some of the details on that later — and the Transaqua
Project in Africa. What we see is that the New Silk Road, the
Belt and Road Initiative, is steadily moving forward, and it's
coming to fruition after decades of work by the LaRouche Movement
internationally. Later in this show, we will be playing a brief
clip of a video that we made highlighting the history of the Kra
Canal, which also will be accompanied in the coming days by an
interview with one of the key organizers of that project, Pakdee
Tanapura. And then we will have sort of an overview presentation
of this Transaqua Project in Africa.
        But what these are, are great projects which are merely
exemplary of what must become, you could say, the "new normal" in
this New Development Paradigm, and what the United States must
{urgently} become a participant in.
        Let me leave it at that. We can have a little bit more
discussion and then get into some of the bulk of those projects.

MICHAEL STEGER: Well, I think everyone's fairly happy watching
this broadcast, given the fact that especially the last eight
years under Obama were a kind of psychological terror. There's
definitely a relief. The one thing that's clear, is that it's a
moment of action. Perhaps President Trump understands that. As,
Matt, you indicated, as Lyn said, himself, we have to see what
this actually means. But we, the LaRouche PAC and the LaRouche
Association internationally know very well what this means. It's
largely determined by the actions that both Russia and China have
taken over the last three years around the New Silk Road
initiative and a real collaboration, as Vladimir Putin himself
called for in the 2015 United Nations General Assembly — an
anti-Nazi coalition, like you saw in World War II — has to be
brought together, a collaboration of nations.
        And what that means — I think President Putin understands
this — and I think it's very important that the American people
grasp this. The eradication of this kind of terrorism, is the
elimination of the British Empire, in the essence of a
construction orientation; that you're actually building up the
civilizations again, you're building up the populations. You're
taking the areas of Southwest Asia, North Africa; the project of
the Transaqua is in a key area to begin to develop many parts of
Africa that are right now threatened by this terrorist scourge.
The same is true from India through Pakistan, the Kra Canal. The
areas of Myanmar and Thailand and into Malaysia are also
threatened. The Philippines.
        So these questions of development are really the means by
which an international coalition eradicates the terrorism;
eradicates the drug trade; and begins to collaborate on mankind's
true destiny, which is really much greater than simply solving
some of these basic problems.
        I'll say that for now. I think Ben might have more to say.

        BEN DENISTON: That's exactly the issue. Maybe we can get it
to it a little bit more, but you look at the United States, you
look at the issue of Mexico and our relation to Mexico, for
example, which has been a big subject of discussion. But what
hasn't been put on the table, is, again, the kind of campaign and
the programs that the LaRouche Movement has led up for major
development projects. Mr. LaRouche, again, has a very rich and
high-level history of relations with top Mexican officials,
including one-time President José López Portillo of Mexico,
with whom he had a direct personal relationship around this idea
of common development.
        This can be directly taken to one of the key issues we'll
get into — the issue of water development, as we'll discuss in
the case of Africa; but that can serve as a model for the kind of
projects that we could bring back to the United States. What
Michael is saying here is critical: development is the key;
development is the future; development is what's needed to
actually {solve} these problems, not just address immediate
crises, not just deal with catastrophes as they occur. But
actually how do you move the world in many of these regions that
have been plunged into years if not decades of horrific
activities led by the Saudis, Obama, Bush — all of these
factions? How do you actually bring that into some real solutions
and resolutions that will create a long-term substantial change?
        I think what Mrs. LaRouche said was very right on, in terms
of her response to the inauguration speech; is that it's a new
world.  We can no longer be thinking about individual nations
alone; that's just part of the natural state that mankind is at,
at this point.  Mankind has developed to the point where we're a
global force; the level of development and growth needed is
something that goes beyond individual national boundaries.  You
have to do it with respect to nations and their interests and
their boundaries and their cultures; but it's also undeniable
that we're at a point where we have to think as a global species
— and really, an interplanetary species.
        That's the basis for the future of mankind now.  Where do
you define these common areas of mutual benefit, mutual interest
that nations can participate in; which creates a net higher
amount of wealth and growth for all participants involved?
There's a principle!  Mr. LaRouche was raising the issue of
where's the principle; that's an actual scientific principle
rooted in the scientific nature of mankind as a creative species,
and rooted in the very historical view of the point of human
development that we're currently at.  That is a principle; that
is something which you can continue to come to as the defining
point for policy and what's needed now.

        OGDEN:  Absolutely!  There is obviously a sense of dramatic
change which is sweeping the country; and I think that President
Trump addressed what is a reality.  That there is a desperation
among the American people; and that is obviously what rendered
this election.  The forgotten men, the forgotten women who feel a
desperation and a despair as they look at these old abandoned
factories, as he said, standing like tombstones scattered across
the territory of this country.  People who feel like they have no
voice; and the sense that they now have the opportunity to
participate once again in the policies of the United States.  But
participating in the policies of this country means a necessity
for a deeply held education and profound understanding of
principle, not just policies but a principle around which those
actions can be taken.  The sentiment of saying we're going to
look at ourselves as standing on the threshold of a new
millennium and unlocking the mysteries of space; and using
American labor to build infrastructure across the United States,
and roads and railroads and tunnels and bridges, is a positive
one.  But the understanding of where mankind is at in our history
as a species right now, and what are the true scientific
challenges that are facing us that require our creativity [in
order] to be solved.  That is where the real questions lie in
terms of clarity of principle.  And great leaders of the United
States always had an understanding of what the principles were
that mankind as a whole must resolve; the principled questions
which are there to be solved.
        So, we're going to take a look at these two case studies
which we're selecting because of, first of all, their magnitude
in terms of the importance of their role in this interconnection
of a World Land-Bridge or a new land-based and maritime Silk
Road, as it's being called with the initiative from Xi Jinping;
but also because of the role that Lyndon and Helga LaRouche have
played in these two projects over a number of decades, and the
fact that their progress at this point does actually represent a
milestone in terms of the coming to fruition of a campaign of
inaugurating this new era of development for mankind.
        So, we're going to start with a short excerpt from a video
that LaRouche PAC made a number of years ago on the Kra Canal;
the Thailand canal which has a long history going back over a
century in terms of people looking at the different possible
routes of cutting a canal through the isthmus of Thailand.  But
it's also something that Mr. Lyndon LaRouche personally was
involved in, in the 1980s.  There are a lot of new developments
and hopeful developments around this, including a new book that
just was published called {Kra Canal: The Strategic History of
Thailand}, which Pakdee Tanapura, who is an associate of the
LaRouche Movement in Thailand and who was one of the prime
organizers in the 1980s, is a contributor to this book; but also
a number of generals and admirals and other high-ranking and
leading figures inside Thailand.  This book is now being printed
in 10,000 copies and is being circulated among some of the
leading government institutions.  With the passage of the
previous king and the new king coming to power in Thailand, there
is a strong openness; not to mention that there is a strategic
shift now underway in Asia as a whole.  The abandonment of the
Obama Asia Pivot, the crumbling of the TPP; there's a strong
potential in terms of the possibility of this project moving
forward.
        So, I'll have a little bit more to say about this after we
play this clip; but again, this project — taken together with
the other project we're going to talk about today — are merely
exemplary of the type of new era of development that we must
inaugurate today.

VIDEO voice [begins mid-sentence]:  century, the concept of the
preferred location for the canal route generally shifted towards
southern Thailand, as compared to the earliest proposed routes.
        We can compare the dimensions of a proposed Kra Canal with
other well-known canals.  The width of the Kra isthmus at its
narrowest point is around 27 miles.  Compare this to the width of
the Panama Canal — about 48 miles.  The length of the various
Kra Canal proposals range from between 30 and 60 miles.  The Suez
Canal, for comparison, has a length of 119 miles.  The height of
the interior mountain chain where the Kra Canal would be
constructed is about 246 feet.  Compare this to the height of the
Gaillard Cut of the Panama Canal, which is slightly lower at 210
feet.
        The Straits of Malacca are not sufficiently deep for many
large ships to pass through; the straits are 620 miles long, but
very narrow — less than 1.6 miles at the narrowest, and only 82
feet deep at the shallowest point.  Currently, large ships are
required to travel much further south to the Lombok Straits near
Java; which have a depth of 820 feet.

        OGDEN:  This is the beginning of the clip that we're going
to play for you.  We're going to explore a little bit more of the
advantages of cutting this Kra Canal through the Thailand
isthmus.  What Mr. LaRouche has emphasized, is that you're
linking together two very crucial oceans in the world — the
Pacific Ocean and the Indian Ocean; this is a key connection in
terms of this new Maritime Silk Road, and will completely
transform the potential relationships between the countries in
the Asia-Pacific region as a whole.  So, we'll continue playing
this clip for you right now.

        VIDEO voice:  Clearly, a Kra Canal poses a more reasonable
option than travelling so much further south for larger ships; or
for any ship taking the 620-mile detour through the congested and
pirate-infested Straits of Malacca.
        The 600-plus-mile Malacca Straits are by far the most
heavily travelled of the world's canals, with more than twice the
traffic of the Suez and Panama Canals combined.  By a recent
estimate, one-fifth of world trade goes through the Malacca
Straits; congestion or obstruction of the straits would
dramatically increase the cost of trade.  The maximum capacity of
the Singapore-Malacca Straits being 200,000 ships annually.  A
more recent assessment estimates that the traffic of the straits
has been increasing at an annual rate of 20%.
        In 1973, Tams Engineering had conducted a study of choices
of Kra Canal routes, and suggested that route 5-A was the most
suitable for the construction of a Kra Canal.  At either end of
the canal would be located industrial zones estimated to span
collectively about 100,000 acres.  A decade later, in 1983-84,
the Fusion Energy Foundation and {Executive Intelligence Review},
together with the Thai Ministry of Communication, held two
successful conferences on the Kra Canal project.  FEF updated the
earlier feasibility study done by Tams, and developed further on
the project's economic and industrial benefits.  The Fall 1984
conference entitled "Industrialization of Thailand and the Kra
Canal" took place in Bangkok, Thailand.  The conference brought
together businessmen, engineers, and government officials from
all of the ASEAN countries, to hash out the feasibility of
building the canal.
        PAKDEE TANAPURA:  The idea of building the canal, of course,
was picked up again in 1983 when Lyndon LaRouche travelled to
Thailand and organized an international conference on the Kra
Canal.  The participation was very good; we had representatives
from India, representatives from Indonesia, representatives from
Malaysia, representatives from Japan.  In 1983, we didn't have a
representative from China, but the Chinese are very observant
about what we were doing.  We had participation of the Ministry
of Transport and Communications of Thailand, the Minister, Mr.
Samatzu Tamaraif [ph] himself came to deliver a speech at the
conference along with Lyndon LaRouche.  Also, we had the
participation of the GIF, the Global Infrastructure Fund group;
from Japan, we had Dr. Yamamoto from the GIF group, as well as
participation from Japan; a very prominent figure, Mr. Nakajima
of the Mitsubishi Research Institute — a very prominent figure
from the Mitsubishi Group.  We had Mr. Saito also from the
Toshiba Group, and we had lots of participation from [inaud;
28:55].  So, that was back in 1983.
        VIDEO voice:  The four panels covered all aspects, including
a presentation by EIR/FEF researchers on the use of PNEs — or
peaceful nuclear explosions — as the fastest, most efficient and
cost effective method of construction.

        OGDEN:  So, the full video that that was just an excerpt
from, is available on YouTube — "The Kra Canal; The Development
of Southeast Asia"; and the link to that video is available in
the description of this YouTube video.  But as you heard Mr.
Pakdee Tanapura mention, Lyndon LaRouche was a keynote speaker at
both the 1983 conference and the 1984 conference that were
organized there in Bangkok, Thailand with very high-level
representation from almost every Asian country and from the Thai
government itself.
        What Lyndon LaRouche said in a recent interview, and he
continues to emphasize, is the absolute critical nature of the
Kra Canal.  But he delivered an interview in 2014 to the {Fortune
Times} of Singapore, on the Kra Canal project.  I'm just going to
read a short excerpt of what Mr. LaRouche said, which will
clarify, I think, why this is such a key project in the overall
global development perspective that we're talking about.  Mr.
LaRouche said the following:
        "Divide the maritime region of East and South Asia into
three principal categories: China — a giant; India — a giant;
and the maritime connection throughout Southeast Asia's maritime
regions.  Add the impact of such a triadic maritime and related
connection to the physical economic relations to the Americas to
the east, and the Middle East's underbelly and Africa.  Then, the
potency of a Kra Canal development appears not only as an
eminently feasible feature, but as a strategic, political,
economic force for the planet."  He went on to say, "The sheer
volume of maritime trade between the two great nations of Asia —
China and India — and their connections through the South Asia
maritime regions make the canal probably the most potentially
beneficial and also efficient project for the entire region of
the Pacific and Indian Oceans regions; and the co-development of
the major regions of planet Earth as a whole."
        Then, later, the following year, in 2015, some comments in
an informal discussion, but here's quote from those comments:
"With the completion of the Kra Canal, on top of the Suez Canal
expansion which is ongoing in Egypt, there will be no longer a
separation between the Atlantic and Pacific economies.  China and
India will greatly benefit from those two canal projects, along
with the smaller nations along the Southeast Asian Rim.  This
must be pushed, hard.  This will end the British geo-political
games in the Eurasian region; it will change the economic
character of the entire world."
        So, I think that's the key here.  What we're looking at;
{this} is what Helga LaRouche was referring to when you identify
a vision of common destiny or principles which are shared for the
mutual benefit of many nations, of an entire region, or
potentially even, the entire globe; and then work together to
achieve those benefits.  That's the era of development; that's
the new era of development which we have to inaugurate here.  And
I think that's exemplary — as Mr. LaRouche was just saying — of
these kinds of global visions of how we can bring mankind to the
next platform in terms of our development of the planet for the
mutual benefit of all nations.
        So, let's take that as one project; and then, shift over to
Africa and look at what is now progressing around this really
unprecedented project in terms of water transfer in terms of the
magnitude and the potential benefits for that continent also.

DENISTON:  Regular viewers of our website might have seen this,
but it was just this past December that there was a new
Memorandum of Understanding signed between the Lake Chad Basin
Commission, the Nigerian government, and also a major company out
of China, called China Power.  This is now a new, formal, serious
step towards a feasibility study, a detailed engineering study of
what it would take to actualize this Transaqua project, as it has
been called in its earlier designs.  As it now stands, as the
designs stand and even a slightly smaller version which was cited
in this new Memorandum of Understanding would be the single
largest water transfer project ever created on the planet Earth;
being brought right into Central Africa to address some of major
needs of that region.  This has been on the table for decades —
we'll get into that in a second — but what stands out now,
again?  We're in a new global paradigm, and what appears to be
the key change that's now bringing this out of design and
discussion and general acknowledgement of it being important; but
into actual realization?  Again, we have China's role.  China
Power is the company that led the construction of the Three
Gorges Dam in China.
        So again, we're seeing China playing a key role in bringing
these much-needed, much-discussed mega-projects of development
into fruition.  While it might not technically be included as
part of the whole New Silk Road or what they are now calling the
Belt and Road initiative; it is intimately part of that entire
perspective, that entire program.  This design to bring water
from the Congo River Basin, not necessarily the end of the Congo
River where all the tributaries become the Congo River itself,
but many of the upper tributaries that are at higher elevations
further inland; to bring a fraction — 5%, 8% of this water flow
— divert it to the north and to the west into Lake Chad to begin
refilling Lake Chad.  This was designed in the early 1980s by
certain Italian engineers; in particular, Dr. Marcello Vichi, who
has worked with the Bonifica Engineering Consulting Firm, who has
been very happy to collaborate with the Schiller Institute and
Lyndon and Helga LaRouche in the past and recently in his
promotion of this project.
        But again, this would be an incredibly amazing contribution
to this entire region.  Just compare it to the level of
discussion you still get in the West around poverty in Africa;
you still just get disgusting discussions of how we need to
provide them with gravity-powered light bulbs because they don't
have electricity, so you can create a mechanism to provide light
by a certain gravity-powered mechanism.  And that's some kind of
amazing contribution to the people of Africa who need
electricity.  That's just such a disgusting low level of thought
from this whole anti-development, Green perspective.  And you
look what China is saying:  Let's bring the most modern, the most
advanced, the largest water infrastructure project ever built on
the planet Earth; and let's engage Africa in building it there.
Just to clarify, despite some of the lies that are put out, this
would not be China coming in and building the entire project with
their own people and their own labor force.  That's often stated,
but it's not the case, and it's being demonstrated that it's not
the case.  Just look at what's already happened and what's
ongoing with the rail projects that China is working with various
African nations in developing.  New standard rail lines in Kenya,
for example; just look at the figures on that.  About 3000
Chinese are employed on that project there; 30,000 Kenyans are
employed, and Kenyans are being trained to run these rail systems
in addition to the skill sets being developed to construct these
things.  It's similar with other rail lines in other African
nations.  So, just to clarify that, this is not China coming in
and employing their own people and exploiting these African
nations.  This is coming in with this "win-win" perspective of an
investment; engaging with the populations there and developing
the region for the benefit of all parties involved.
        Just to emphasize, we have a first slide here [Fig. 1] just
to show a couple of examples; but this is a project and a general
idea that Mr. LaRouche and his associates have been advocating
for decades.  Prior to the design of the Transaqua itself, which
is the name given by this Italian engineer who did a more
detailed initial engineering study for this project, the general
idea was recognized as feasible and made sense if you just look
at the region — which we'll look at in a second — you can see
where there's an abundance of water; you can see where there
might regions where you can transfer it.  It was recognized,
going back to Mr. LaRouche's famous 1975 International
Development Bank, that these kinds of investments into
large-scale water transfer is exactly typical of the kinds of
projects we need for Africa, for example; for nations in Africa.
Similar ideas were featured in the Fusion Energy Foundation
report, "The Industrialization of Africa", just to cite another
example.  This has been often discussed and developed and
proposed in various other publications by {Executive Intelligence
Review}, by LaRouche PAC, by the Schiller Institute.
        But it's probably also worth just highlighting that in March
2016, {Executive Intelligence Review} held a seminar in
Frankfurt, Germany to discuss the development perspective needed
to solve the refugee crisis in northern Africa and stretching
into the Middle East; which has been something that Mrs. LaRouche
has campaigned on for well over year now.  That the solution to
this refugee crisis is to reverse the destruction that's been
caused by Bush's wars, Obama's wars in that region, the support
of terrorism through support of Saudi Arabia and more directly.
But do the complete opposite and engage in large-scale
development of this region to ensure that there's a future for
people; especially for the younger generation.  That's the only
way you're going to fundamentally get rid of terrorism; the exact
opposite of Obama's drone strike policy, where every wedding
party he drones, he creates ten times more future terrorists —
because their lives have been destroyed — than he killed with
his drone strikes.  So, this was a very high-level seminar on
that topic; and one of major projects that was featured, was this
Transaqua project.  It featured two of the leading engineers;
again this Dr. Marcello Vichi — and one of his associates who's
also involved and is an expert on the project — as well as a
representative of the Lake Chad Basin Commission.  This is the
level of promotion and discussion that our organization
{Executive Intelligence Review}, Mrs. LaRouche, also our friend
over in France, Jacques Cheminade who's currently running a
campaign for the Presidency in France, has been a major supporter
of this project.  So, we have a very close history with this
entire thing.  Now again, with China actually taking the lead,
this is becoming a reality.
        Just to put that in a little bit of context, I want to
briefly look at this map; because it's well known that water is a
major issue for many parts of the world.  And it's expected to
become a growing issue for many regions as water use increases,
population grows; and under the assumption that we're not going
to have the level of water infrastructure that we need.  If you
just look at this map, put out by a United Nations report on
global water issues, you can see in the lighter blues, you see
regions where there is water scarcity due to the physical
availability of water; and that's probably not a surprise in the
regions you see.  In the west and southwestern United States, we
see physical water scarcity.  But you see much of Africa is not
light blue, it's dark blue, which indicates economic water
scarcity; meaning the water is there, but the infrastructure
hasn't been developed to utilize the water supplies that are
there.  So, I think that's an immediate reference point that's
worth making.  You have major water supplies available throughout
the African continent; what's been lacking is the ability to
facilitate the kind of projects needed to develop and take
advantage of those.
        Here [Fig. 2] is just a global depiction of river run-off
globally for all the major coastal watersheds combined that run
into different oceans and basins.  Here, you can see where I'm
indicating, the Congo Basin has a very large and significant
water flow out into the South Atlantic Ocean there.  So, it's a
major — maybe not the largest — but a major region of water
flow that's available; the vast majority of which is not being
used for any economic purposes.  The Congo River itself, if
people don't know, is the second largest river on the planet in
terms of discharge into the ocean.  It's kind of hard to compete
with the Amazon itself, but the Congo is the second globally
largest river; running at 1300 cubic kilometers per year of
outflow.  For a comparative reference for Americans, the
Mississippi is 500 [cubic km].  So this is over 2.5 times the
size of the Mississippi River.  The Nile River, another major
river in Africa, that obviously supports a very large population
and development, is more in the range of 80-90 cubic km per year.
So, we're talking about an order of magnitude plus larger than
the Nile River.

Here [Fig. 3] we have a quick breakdown of the different water
basins in Africa.  This graphic is actually labelled in German,
so my German-speaking friends can read this just fine. But the
entire Congo River Basin, as I'm indicating here, so you can get
a sense of the size; all funneling down into the Congo River out
into the Atlantic again.  Then, just bordering it to the north
and to the west, is the Lake Chad Basin.  So this entire region,
all water deposited in here filters into Lake Chad itself.
Currently, this basin and the water in this basin, the water in
the Lake Chad system supports somewhere in the range of 30-40
million people.  Over the past 40-45 years, Lake Chad — in terms
of total surface area — is now only one-tenth of its former
size.  So, if you compare 1972 to today, it's one-tenth of the
size it was then.  There have also been issues of rainfall
decreasing in the past 20 years or so on the order of 15% to 20%.
        So, none of these figures are new or a surprise; this has
been known since our organization has been campaigning for the
development of this project.  But it is a very real and
developing crisis in the region, and it can be alleviated. Here's
a depiction [Fig. 4] of the actual change in the size of the
lake; it's rather dramatic.  The total outlying area here is the
1972 level; it had a low record in 1987, and it's recovered just
a little bit.  But it's still a tenth of its original, expected
size.
        So this rather brilliant, beautiful proposal is to create a
canal — again, that would not connect all the way down to the
headwaters of the Congo River itself; but it would feed off many
of the tributaries up in the highland regions and collect the
water through a series of dams and reservoirs and canals in that
region in the Democratic Republic of Congo and in the Central
African Republic.  You can see here an indication of the Congo
River Basin as a whole, and the catchment region, and this is the
canal that would be developed.  Once it captures the water in
that region, it could then be funneled into canals and existing
rivers crossing the Congo River divide into the Lake Chad Basin,
and then funneled directly into Lake Chad.  What is being
proposed here is something in the range of 50-100 cubic
kilometers per year for the diversion.  The original designs by
the Italian leaders who originally did the engineering studies on
this project, were looking at 100 cubic kilometers per year.
Again, that's something on the order of 8% of the total water
flow of the basin.
        It's also worth noting that this would also provide flood
control for the Congo Basin itself; so you could alleviate some
of the periodic flooding which itself can be very problematic
with the lack of infrastructure in the region.
        So, the original designs are looking on the order of 100
cubic kilometers a year; this new Memorandum of Understanding
threw out the figure of half of that — 50 cubic kilometers per
year.  Both of which are massive figures.  You're talking about
on the order of a Nile River of flow, created by man, refilling
Lake Chad over some number of years.  Again, just to help to get
a sense of some of these figures and what they mean, if you take
all of the western water projects in the United States:  the
Central Valley Project; the Franklin Roosevelt projects of the
'30s; the Pat Brown projects of the '60s; the projects to divert
from the Colorado River into various regions.  You combine all of
that, and you look at what is the total functional capacity of
all these projects; you're talking about a maximum of 20 cubic
kilometers per year.  So, this is already 2.5 if not 5 times
larger than all of California's water projects combined.
        You take China's beautiful brand new South Water North
project; they've completed two of the three routes for that
project; the so-called eastern route, and the so-called central
route.  Those combined are going to be transferring about 30
cubic kilometers a year.  When the western route is added on,
that'll be closer to 45.  But again, even the lower estimate of
the Lake Chad Transaqua diversion project is 50 — is larger than
the South Water North project in its entirety; and it could be
even twice that if the full extent is developed.
        Hydropower will be developed along this region to provide
much-needed electricity; and obviously the water will be used not
just for refilling the lake, but an entire development of this
region.  If the full design is developed in its entirety, you can
have a navigable canal that will be part of that; along with
which, you can have inland ports, new industrial development, all
kinds of economic activity along the canal itself.  The level of
land irrigation for farming that's being discussed — even with
the current proposal of 50 cubic km per year — is equivalent to
the entire California Central Valley.
        If you know what the California Central Valley means for
food production for the United States, this should tell you
something.  You're going to have a California Central Valley
potential of food production right in the central heart of
Africa.  So this is an amazing project that will not just benefit
the immediate nations touching the project; it will have
spreading effects throughout [Africa], and is typical of the type
of principle of development that is needed in this current
period.  You look for these large-scale actions that can benefit
all the partners involved.  China is making an investment;
they're going to benefit from the project by being able to
participate in its construction, but also getting new markets to
work with as these African nations are able to grow and develop.
All these African nations are going to get power, water, skilled
training to construct and operate these projects, the related
industry that can go along with these development corridors.
        This is exemplary of the type of programs that are needed
today.  I think it deserves a very high level of support and
praise for the potential of this thing becoming a reality. Again,
it should serve as a reference point for the level of discussion
needed for the United States.  Much could be said — we've
already taken up a fair amount of time with this, but the United
States' relation to Mexico; you have the entire NAWAPA design in
principle of managing the entire — and then potentials to add in
southern contributions from Mexico itself.  So, you have similar
ideas of joint development that can not only alleviate current
drought conditions that are ravaging California, the southwest
United States, and much of northern Mexico; you can actually
create a qualitatively higher level of ability to support
completely new levels of agriculture development.  You turn
entire territories that are now uninhabitable into potentially
some of the best land that you're going to want to get your hands
on.
        It's this future-oriented level of development on this
scale, rooted in these types of principles, that I think is only
reference point and the only standard that we should really be
holding ourselves to at this point.  So, you take, this is
exemplary; what we just discussed with the Kra Canal.  These are
just a few keystone projects that really signify a new era for
mankind, and define the level of discussion that we need to rise
to in the United States.

OGDEN:  So again, this is the paradigm which we wish to
inaugurate today.  This is something that the United States must
be a part of, when we talk about a vision of common destiny for
mankind; which was the way that Xi Jinping put it in his speech
at Davos.  When we talk about the mutual benefit among nations,
it's defining these sorts of principles of the future and
scientific challenges that can be overcome; and doing that
together among nations, which is the paradigm of the 21st
Century.  We cannot retreat from that.
        I think it's very clear, as President Trump said in his
inaugural address, the time for empty talk is over; now is the
hour of action.  True!  But the question is, what form will that
action take?  And according to what principle will that action be
conceived?  We go back to the Four Laws document of Lyndon
LaRouche.  The principle is very clear in that document; this is
not just a policy paper.  This is document which is formed around
the principle that makes mankind different from animals; that we
can master nature and improve it for the benefit of all mankind.
Increasing the productive powers of the labor force through new
technologies and new principles that are discovered; that's the
core principle of Mr. LaRouche's Four Laws document.  But I think
that's what defines this hour of action which must be taken.
        I'd like to put up on the screen right now the link to our
petition — which we are still circulating — this is
lpac.co/trumpsotu.  Again, this is a petition demanding that
Trump act on his words promising Glass-Steagall, which he said in
his campaign; and it must be a strict Glass-Steagall as LaRouche
has defined it.  This is between now and the State of the Union
address.  So again, if you haven't signed that petition, this is
still the active, leading campaign from LaRouche PAC here in the
United States.
        But let me let Michael say a little bit — if you wish to.

        MICHAEL STEGER:  I think what Ben indicated is that what are
possible today are platform-like projects; and that's sort of the
question for this new administration.  Are we going to take
actions which don't simply address the problems which we
currently face?  But as President Trump said, are we going to
move into the future?  That's not characterized by some linear
notions of time; that requires a physical leap in mankind's sense
of productivity and mankind himself as a species.  The kind of
projects that need to be taken up in the United States, being
here in Houston with Kesha Rogers, we had a chance to meet with
about 25 former rocket scientists from NASA.  Leading figures,
some of whom worked their entire careers in the manned space
program.  They are ready to move forward; they see the potential,
but I think what defines the Apollo-like project today is to
conquer the fusion energy program.  That's something mankind has
yet to do; we've clearly got a capability internationally with
robotics, and combined with the manned space program to begin to
really advance our abilities of exploration on the Moon and Mars.
        But the real question for mankind on Earth, and for mankind
throughout the Solar System, is going to be this fusion platform.
That's the kind of clear and distinct action that, if this
administration takes, we will certainly move into the future in
an un paralleled way.

        OGDEN:  We do see some references in this inaugural speech.
As President Trump said, we're standing on the verge of a new
millennium; and it's one in which we can unlock the mysteries of
space, free Earth from the miseries of disease, and harness the
energies, industries, and technologies of tomorrow.  Fusion power
as my example of what that could be.  But, it's not enough to say
those words; there has to be a clear pathway to achieve that, and
the clear intention from the leadership of the United States to
make that happen.  But it requires an entirely new paradigm of
thinking among the American people and among the nations of the
planet generally.
        We must maintain a sense of common destiny, a shared future
of common benefit; and I think if we take this as an Inauguration
Day, but in a much broader sense of the word.  Not just the
inauguration of a new President in the United States; but
potentially the inauguration of a new era of development for the
planet.  One which is already in motion; that paradigm is already
underway, but it's waiting for the United States to become an
active and willing participant in that new economic and strategic
paradigm.
        So, let me go back to the remarks that Lyndon and Helga
LaRouche made earlier today which I cited in the beginning. Helga
LaRouche was very clear; we must be focussed on our own
principles and our own objectives, and proceed as we have been
proceeding.  We are very clear in terms of the fact that yes, the
Bush and Obama era is over; a fresh breeze could be blowing
through.  A lot can change; this could potentially be the end of
business as usual, but more clarity is still needed.  And that
clarity can only come from the leadership exemplified by the
LaRouche Movement, defined and informed by clear scientific
principle.
        So, let's take these two great projects that we discussed
here today — the Kra Canal and the Transaqua project in Africa
— as paradigmatic of what the new era of development can be.
Let's make the decision that this is not just Day One of the
First 100 Days of new Presidency of the United States.  It's not
just Day One of a new administration, but let's make this Day
One, Inauguration Day, of a new era for development for mankind
as a whole.
        Thank you very much for joining us here today.  Please be
sure to watch the video of the Kra Canal project in full; the
link is available in the description.  And watch out for an
interview with Pakdee Tanapura that will be coming very soon. And
also hopefully, we will have more elaboration of the great and
optimistic vision that Ben laid out in terms of this potential to
develop the African continent as a whole.
        Thank you very much for joining us here today, and please
stay tuned.  We're in for, I think, a wild ride; and we have a
lot of work to do.  Sign up to our email list if you haven't yet;
subscribe to the LaRouche PAC YouTube channel; and stay tuned to
larouchepac.com.