2. marts 2016 – Den franske senator, Jean-Pierre Raffarin, der var premierminister i Frankrig fra 2002-2005, roste Kinas Silkevej som »det eneste, betydelige, nye og globale projekt« og tilføjede, at dette var virkelige lederes rolle. I et skriftligt interview med avisen Xinhua sagde han, at Kinas projekt Ét bælte, én vej har gjort landet til en af verdens pionerer, der vil »spille dets rolle som forener og innovator«.

»Under et møde sidste år i Boao Forum for Asien[1] (BFA)«, sagde Raffarin, »fortalte den kinesiske præsident Xi Jinping mig følgende: ’Vær forvisset om, at, i det 21. århundrede, vil intet land kunne opnå succes solo.’ Hele verden har forstået hans budskab, med flere end 70 lande, der er engageret i Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). Et fællesskab baseret på gensidig interesse er blevet skabt«, sagde Raffarin.

Raffarin sagde også, at multinationale projekter blev undersøgt inden for alle områder, inklusive industrielle, finansielle, landbrugsmæssige og videnskabelige felter, på en måde, der skal støtte »mere relevante og betydningsfulde, multinationale investeringer … Kina kræver sine rettigheder, men påtager sig sine forpligtelser for verdensfred«. Han sagde, at Paris og Beijing havde den samme, fælles tilgang til global styring og win-win-løsninger på multilateralt, internationalt samarbejde.

»Vi har en fælles bestemmelse, fordi uordenen i verden svækker nationerne. Gennem en bedre indbyrdes forståelse, respekt for forskelligheder og analyse af alle truslerne vil en fælles bestemmelse blive dannet«, sagde Raffarin til Xinhua.

Raffarin roste de »fremragende relationer« mellem Kina og Europa og fremførte, at Kina havde hjulpet euro-området, da det stod over for finansielle vanskeligheder.

[1] En oversættelse af Xi Jinpings hovedtale på Boao Forum, ’Mod et samfund for vor fælles bestemmelse og en ny fremtid for Asien’, kan læses her.

København, 2. marts 2016 – På sin første udenlandsrejse efter sin udnævnelse til præsident for Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB, kom Jin Liqun til Danmark og Finland. I Danmark talte han ved et offentligt arrangement, der var arrangeret af Københavns Universitet og Copenhagen Business School. Medlemmer af Schiller Instituttet deltog, stillede et af de to spørgsmål, uddelte materiale om EIR’s Rapport om Den nye Silkevej og rapporten over Schiller Instituttets foretræde for Folketingets Udenrigspolitiske Komite i går, samt fik en del kontakter.

En video med Jin Liquns tale, samt engelsk rapport, kan ses her. 

Formålet med AIIB er at fremme en ’win-win’ økonomisk og samfundsmæssig udvikling gennem investering i infrastruktur. Jin sagde, at han ikke tror på reduktion af fattigdom i sig selv, og af sig selv. I 1980, da hovedlandet Kina erstattede Taiwan i Bretton Woods-institutionerne, havde Kina intet andet end en menneskebefolkning. Så begyndte Kina at låne for at bygge infrastruktur, og der var nogle, der var bekymrede for gældsskabelse. (Det var på det tidspunkt, hvor Mexico havde en stor gældskrise.) Men den gavnlige effekt af infrastruktur-investeringerne viste sig 25 år senere, da økonomien begyndte at komme i gang. Denne politik gjorde det muligt for Kina at løfte 600 millioner mennesker ud af fattigdom. Samtidig lånte andre lande for at opretholde forbrug.

I besvarelse af det spørgsmål, han selv stillede, om det var AIIB’s formål at finansiere projekter under programmet for Ét bælte, én vej (One Belt, One Road; OBOR), sagde Jin, at banken ejes af de 57 medlemslande, og endnu 50 andre ønsker at gå med, hvor 30 af disse har truffet beslutning om at tilslutte sig. Dette er ikke Kinas bank; OBOR vil blot udgøre en del af bankens engagement, og der må være en balance mellem finansiering af projekter i hele regionen.

Formålet er at finansiere varig, økonomisk udvikling, skabelse af rigdom, samt skabelse af infrastruktur i Asien, der bidrager til forbindelsesmuligheder i den vidtstrakte, eurasiske landmasse, og ikke kun i selve Asien, med f.eks. højhastighedstog, der nedbringer omkostningerne for transport mellem Europa og Asien. Det er nu blevet lettere at rejse fra Beijing til Europa, end det er at rejse mellem de asiatiske nationer. Der er behov for at harmonisere politikken til fordel for eksempelvis at krydse grænserne.

AIIB vil udrette ting, der ikke hidtil er blevet udrettet af Bretton Woods-finansinstitutionerne, inklusive Verdensbanken, fordi AIIB vil lære af disses plusser og minusser. Asien har likviditet i overflod, men i øjeblikket må disse penge først rundt om Europa og USA, før de kommer tilbage til Asien.

Investeringer i infrastruktur kan være pengespild, hvis der ikke foreligger gode, gennemtænkte projekter – som et kraftværk uden et moderne el-net. AIIB vil være med til at udtænke koordinerede projekter.

Vist er der uoverensstemmelser over det Sydkinesiske Hav, men de fælles infrastrukturprojekter mellem Kina og nationerne i ASEAN har opbygget en gensidig tillid og et win-win-samarbejde. Se på Syrien; vi ønsker ikke at se det ske andre steder; men vi må lære at mindske kaos og løse uoverensstemmelser.

Udvikling er også med til at forbedre miljøbeskyttelse. Man bekymrer sig jo ikke om miljøet, hvis ens bekymringer går på, hvordan man skal få morgenmad næste dag.

Tom Gillesberg fik lejlighed til at stille følgende spørgsmål:

»Mange tak for Deres fremlæggelse. Jeg synes, det er meget spændende, at Danmark er medlem af AIIB. Jeg er formand for det danske Schiller Institut. Mit spørgsmål lyder: Hvis I arbejder så tæt sammen med Verdensbanken og disse institutioner, hvordan vil I så forhindre dem i at bruge, som det sker i dag, spørgsmål som f.eks. miljøhensyn, klimaspørgsmål osv. til at forhindre udvikling? Der er et stort behov for udvikling, og mange penge i verden, der kunne investeres i udvikling, men de siger, ’Nej, det kan vi ikke gøre. Vi har en truet frø-art her, og derfor kan vi ikke bygge denne dæmning, og I kan ikke få elektricitet’. Så hvordan vil I sikre, at denne form for ideologisk korruption ikke kommer til at influere på AIIB således, at disse spørgsmål ikke anvendes til at forhindre udvikling?«

Som svar på spørgsmålet sagde Jin, at man undertiden må ofre noget i form af indvirkning på miljøet for at få udvikling, og at nettoeffekten vil være positiv. Udvikling er løsningen. »Vi er stadig ikke parat til at blive afvænnet fra fossile brændstoffer … Men pga. udvikling kan vi mennesker opfinde en teknologi, opnå teknologiske gennembrud. Vi vil sluttelig kunne tappe solenergi direkte, men man kan ikke med ét springe direkte til dette stadium … Folk er bange for atomkraft [fission], men hvis vi kunne opnå et gennembrud inden for fusionskraft, kan vi måske løse problemet én gang for alle. Hvordan skal vi kunne opnå dette? Gennem udvikling! Lad os samarbejde« for at opnå gennembrud.

Men den indiske ungdom kan også lade sig inspirere til at påtage sig, som deres egen mission, at deltage i den økonomiske transformering af Sydvestasien og Afrika, og på denne måde blive en del af skabelsen af en fremtid for hele menneskeheden.

Virkeliggørelsen af et sådant udviklingsperspektiv er den eneste måde, hvorpå flygtningekrisen kan afsluttes og Europas og USA’s økonomier kan genoplives, og hele Asien kan udvikles.    

Download (PDF, Unknown)

2. marts 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – I dag talte Helga Zepp-LaRouche ved en konference i New Delhi, hvor hun opfordrede til, at Indien, Kina og Rusland gik sammen, forhåbentlig sammen med endnu andre, om at forlænge Silkevejsprocessen ind i Sydvestasien og Nordafrika, som det eneste middel til at redde verden fra den overhængende trussel om en atomkrig.

»Den nye aftale mellem USA’s udenrigsminister Kerry og Ruslands udenrigsminister Lavrov«, sagde fr. LaRouche, »der omfatter en våbenstilstand for Syrien, har potentialet til at ændre spillet i hele den strategiske situation, under forudsætning af, at især Kina, Rusland og Indien omgående arbejder sammen med landene i Sydvestasien om at gennemføre et omfattende opbygningsprogram, ikke alene for de krigshærgede lande Syrien, Irak og Afghanistan, men for hele regionen, fra Afghanistan til Middelhavet, og fra Kaukasus til Den persiske Golf. Med præsident Xi Jinpings besøg i regionen – til Iran, Egypten og Saudi-Arabien – er denne forlængelse af Silkevejen nu på bordet.

Alligevel finder der en hastig eskalering mod global krig sted. Dette kunne ikke fastslås med større tydelighed end i den sindssyge erklæring, som general Philip Breedlove, kommandør over NATO og den amerikanske kommando i Europa, aflagde for den amerikanske senatskomite for væbnede styrker i tirsdags. Breedlove sagde, at det amerikanske militær i Europa må være forberedt til at »punktere« Ruslands regionale forsvar og til en »hurtig forstærkning« af tropper, der bevæger sig mod øst i tilfælde af en konflikt. »Rusland har skabt et meget fortættet mønster af ’A2-AD’, eller ’Anti-Adgang og Adgang Forbudt-område’ (Anti-Access, Area Denial) … Vi må investere i de evner og kapaciteter, der giver os mulighed for at gå ind i et A2-AD-område.«

Bemærk, at denne angivelige truende forsvarsevne, som russerne har, og som Breedlove ønsker at »punktere«, befinder sig inden for Ruslands egne grænser – dvs., at Breedlove åbenlyst taler om en invasion af Rusland. Lyndon LaRouche responderede, at der var noget alvorligt i gang, at de forsøger at fremprovokere en krig, »men de får måske ikke, hvad de forventer«.

Denne åbenlyse trussel om global krig står i skarp kontrast til aftalen om en våbenhvile i Syrien, der holder nu på femte dag – netop pga. direkte samarbejde mellem det amerikanske og det russiske militær! Og i dag vendte den amerikanske astronaut Scott Kelly tilbage til Jorden, efter 340 dage i rummet, som en af de få, tilbageværende helte fra resterne af det amerikanske, bemandede rumprogram – i et russisk rumfartøj!

Faktum er, at briterne er desperate. Hele den transatlantiske finansielle struktur er klar til at bryde sammen – den kan ikke overleve spekulationsboblens kollaps, som nu spreder sig i hele Europa og har kurs mod Wall Street. Og, bemærkede LaRouche, briterne ved, at, hvis Putin fortsætter, som han gør i dag, så er Det britiske Imperium færdigt.

Dette er en situation, hvor vi må være parat til at føre Amerika tilbage til mental tilregnelighed, baseret på de principper, som Helga fremlagde i dag i New Delhi.

Foto: USA’s udenrigsminister John Kerry taler med Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov den 11. februar, 2016, inden et bilateralt møde, med fokus på Syrien, forud for Sikkerhedskonferencen i München. 

Redrawing the Global Financial Map – Jin Liqun President of the Asian Infrastructure Investment Bank

“How Can the Asian Infrastructure Investment Bank Contribute to Economic Development and Integration in Asia? What is in it for Europe/Denmark?”

Meeting arranged by Copenhagen University’s Asian Dynamics Initiative, Asia Research Centre, and Copenhagen Business School.

Question by Tom Gillesberg, chairman of The Schiller Institute in Denmark at ??

Link til København Universitets side om mødet.

En delegation fra Schiller Instituttet, med formand Tom Gillesberg som ordførende, havde foretræde for Folketingets Udenrigsudvalg. Hør talen og se diasbilleder:

Vi står netop nu med en enestående mulighed for at sikre, at den langvarige mareridtsagtige proces med krig og ødelæggelse, der har præget Mellemøsten i årtier, og som har spredt sig til Europa og resten af verden i form af terror fra Islamisk Stat og en flygtningebølge, der er ved at løbe Europa over ende, kan bringes til ophør og erstattes af et nyt paradigme for fred gennem fælles økonomisk udvikling.

Dias til mødet:

LPAC fredags-webcast 26. februar 2016, dansk oversættelse.

Hvis man derfor sluttelig ønsker, at den syriske fredsaftale skal blive en succes, altså holde, så må man, ud over det presserende nødvendige behov for en Marshallplan/Landbro-hjørnesten for at sikre, at freden er varig, også fjerne Obama. Og man må bringe det britiske imperiesystem til fald.

Der findes muligheder for en erstatning, men disse erstatninger vil kun ske, når Obama er blevet fjernet af reelle forfatningsmæssige grunde, og på det tidspunkt, hvor Det britiske Imperium har fået en reglementeret begravelse.

Download (PDF, Unknown)

Med formand Tom Gillesberg

24. februar, 2016 – Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi, der talte ved en timelang pressekonference med den amerikanske udenrigsminister John Kerry i forlængelse af deres møde i Washington tirsdag, fremsatte flere afgørende forslag, der, såfremt de accepteres, kunne få USA væk fra den selvmorderiske kurs, som præsident Obama har sat, for krig med Kina.

Med hensyn til Koreakrisen sagde Wang Yi, at han og Kerry var enedes om en formulering af en FN-resolution, der fordømmer den nordkoreanske prøvesprængning af atomvåben og test af missilaffyring. Resolutionen skal frigives efter begge regeringers godkendelse. Men, tilføjede Yi, en sådan resolution ”kan ikke tilvejebringe en grundlæggende løsning på spørgsmålet om koreanske atomvåben. For virkeligt at gøre dette, er vi nødt til at vende tilbage til sporet med dialog og forhandling.”

Han sagde, at Kerry var enig i dette, men tilføjede, at den kinesiske side havde “fremsat et primært forslag: dvs., at vi ønsker at forfølge atomafrustningen af den koreanske halvø sideløbende med udskiftningen af den koreanske våbenhvile med en fredsaftale. Vi ved, at visse parter har et andet syn på dette forslag.”

Dette markerer en betydningsfuld intervention. Nordkorea vil kun diskutere fredsaftalen, og Obama vil kun diskutere atomprogrammet. Pyongyang hverken kan eller vil opgive sit atomvåbenprogram under trussel om krig fra Obamas side, vel vidende, hvad USA gjorde imod Irak og Libyen, da disse stoppede deres atomprogrammer. Hvis der kunne findes en fredsaftale, der garanterede deres sikkerhed, så kunne de overveje alternativer til atomprogrammet.

Kerry holdt sig til Obamas linje – opgiv atomprogrammet, og vi vil overveje en fredsplan – men Kina har derimod lagt en gennemførlig plan på bordet.

Wang Yi berørte også krisens aktualitet og sagde, at han og Kerry var enedes om, at “vi er nødt til at overvåge situationen på halvøen tæt i de kommende to måneder. Forskellige ustabile faktorer kunne overlappe hinanden og have en virkning, så under de omstændigheder er det meget vigtigt, at de forskellige parter fører mere dialog for at forhindre, at spændingen øges eller situationen optrappes. Vi må især forhindre situationen på halvøen i at spinde ud af kontrol.”

Om det Sydkinesiske Hav sagde Wang Yi, at regionen, til trods for Vestens hylen op, er fredeligere end andre dele af verden, og at intet handelsfartøj er stødt på nogen trussel mod den fri sejlads. Forsikringspræmier er ikke steget en øre, sagde han (det frie marked siger, at der ikke er noget problem!).

På den anden side, sagde han, “håber jeg, at venner inden for medierne ikke kun vil se radaren (Kinas radaranlæg på en af øerne), men måske snarere, og nok så vigtigt, at der for hver dag dukker avancerede våbensystemer og udstyr op i det Sydkinesiske Hav, inklusive de strategiske bombefly, krigsskibe med missilforsvarssystemer – hvorfor har folk har valgt at se bort fra dem eller ignorere dem?”

24. februar 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – Da Israel og den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) underskrev en aftale i 1993 om at afslutte drabene og oprette et selvstyre for palæstinenserne, sagde Lyndon LaRouche omgående, at traktorerne måtte køre, med det samme, hvis planen skulle lykkes. Den gensidige gavn, baseret på israelsk industrikapacitet og palæstinensisk faglært arbejdskraft, måtte lanceres uden tøven, insisterede han. Det skete ikke, eftersom IMF og Verdensbanken skulle lede processen. Treogtyve år senere …

Den dramatiske våbenhvile, som Ruslands og USA’s udenrigsministre, Sergei, Lavrov og John Kerry, hhv., aftalte den 22. februar i München, og som bekræftedes via en telefonsamtale fra præsident Vladimir Putin til præsident Barack Obama, har et umiddelbart potentiale til at transformere ikke alene Syrien, og ikke alene Mellemøsten, men hele verden. Den fremragende, strategiske intervention fra Putins side i Syrien sidste år i september demonstrerede, at terrorister kan nedkæmpes, men også, at USA under præsident Obama i realiteten havde allieret sig med terrorister for at opnå »regimeskift«, rettet mod ikke-samarbejdsvillige regeringer. Denne æra, med amerikansk underdanighed over for britisk imperietyranni, kan afsluttes – hvis våbenhvilen holder.

Ligesom med Oslo-aftalen vil våbenhvilen kun holde, hvis genopbygningen og udviklingen af Syrien (og regionen) omgående kommer i gang. Helga Zepp-LaRouche sagde den 23. feb., at den Silkevejsproces, som Xi Jinping har lanceret, kan og må bringes ind i regionen nu – ikke i næste måned, eller til næste år. Det udviklingsprogram for Sydvestasien, som EIR-rapporten ’Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen’ fremlægger, leverer fundamentet. Xi Jinping initierede projektet under sit besøg til Saudi Arabien, Iran og Egypten i januar. Der er ingen tid at spilde.

Titelfoto: USA’s udenrigsminister John Kerry i rådslagning med sin russiske modpart Sergei Lavrov og den russiske præsident Vladimir Putin. (en.kremlin.ru)  

Med næstformand Michelle Rasmussen

21. februar 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – Lyndon LaRouche gav søndag, den 21. februar en strategisk vurdering, der sagde, at verden nu har nået et øjeblik med et vendepunkt, hvor enten, det onde Britiske Imperium, med sit system for monetaristisk udplyndring, bliver knust, eller verden vil snart styrte ned i en atomkrigs rædsler. Alt imens der er legitim fokus på de sindssyge provokationer, som kommer fra Tyrkiet og Saudi Arabien, der forsøger at gøre alt, hvad de kan, for at starte Tredje Verdenskrig på den syrisk-tyrkiske grænse, så er virkeligheden den, at det virkelige magtsæde bag disse manøvrer er den britiske krone.

Det transatlantiske, britiske system er totalt bankerot, og det virkelige centrum for global magt og stabilitet er skiftet over til Asien, hvor samarbejde mellem Kina, Rusland og Indien har skabt en relativ stabilitet, efter transatlantiske standarder. Der er trusler i Asien, men disse trusler kan overvindes gennem den form for politik for fysisk, økonomisk udvikling, som Kina har fremmet gennem initiativet med ’Et bælte, én vej’. Asien er blevet centrum for menneskehedens fremtid, fordi briterne har ødelagt næsten hver eneste hvid af kreativitet i USA, Storbritannien og det meste af kontinental-Europa. Der er muligheder, men de begynder alle med udslettelsen af Det britiske Imperiums magt.

For kontinental-Europa er den eneste, produktive løsning, at Tyskland, den sidste, tilbageværende økonomiske magt i Europa, allierer sig med Rusland omkring en plan for fysisk, økonomisk udvikling, tværs over hele korridoren mellem Tyskland og Rusland. En russisk-tysk koalition for en genoplivning af de produktive kræfter ville være den form for forandring, væk fra Det britiske Imperiums monetarisme, som der er et presserende behov for. Glem Det britiske Imperiums bankerotte pengesystem. Det er fuldstændig færdigt, og kan aldrig genoplives. En tysk alliance med Rusland om opbygning af de produktive forbindelser hen over Eurasien, i partnerskab med Kina og Indien, er skriften på væggen for en dødsdom over de imperiekræfter, der gør fremstød for krig ved hjælp af skakbrikker som Erdogan, Obama og Mohammed bin Salman.

Samme fremgangsmåde er presserende nødvendig i Nordøstasien, hvor Koreakrisen kun kan løses gennem en genoplivning af Kina-Korea-Rusland-jernbaneforbindelserne, der rent historisk har eksisteret, og som kan og må genoplives i dag. uden en fysisk-økonomisk dimension findes der ingen måde, hvorpå de britiske, geopolitiske svindelnumre kan overvindes. Afdøde general Douglas MacArthur forstod dette princip for asiatisk udvikling og stabilitet, som det ses af hans program for en genopbygning af Japan ved afslutningen af Anden Verdenskrig, og af hans fremragende lederskab i Korea. Genoplivningen af Kina-Korea-Rusland-jernbanekorridoren er afgørende for stabiliteten i Asien, og dette bliver forstået af det kinesiske lederskab som et nøgleelement i hele »win-win«-udviklingsstrategien i Eurasien.

Der er ingen levedygtige alternativer til denne totale sejr/totale fremgangsmåde med krig, til at overvinde briterne. En tysk-russisk alliance for en genoplivning af Eurasien fra den europæiske side, som det tidligere blev forudset af den franske præsident, general Charles de Gaulle, den sidste franske leder, der besad en vision om Eurasien, er den eneste, tilbageværende mulighed for Europa og hele det transatlantiske område. I USA betyder dette at dumpe Obama, der ikke er andet end en britisk brik, og at udslette Wall Street. I Asien er Kina-Korea-Rusland-jernbanekorridoren afgørende for en meningsfuld løsning til Det britiske Imperiums eskalerende krigsprovokationer, der i overvejende grad køres gennem Barack Obamas mund, og som er rettet, ikke mod Nordkorea, men mod Kina. Indien er en naturlig partner i denne asiatiske udviklingsbestræbelse, og er allerede med om bord og forlænger de eurasiske udviklingskorridorer ind i Det indiske Ocean.

Den russiske præsident Putin har gjort det godt med den russiske, strategiske intervention i Syrien, der har trukket tåberne i Tyrkiet og Saudi Arabien ind i en fælde, de selv har skylden for. Denne fælde har taget det britiske imperie-slæng på sengen, og øjeblikket til at knuse dem fuldstændigt er nu inde.

Dette er den presserende, globale politik, der må tages i betragtning, og vedtages. Tiden er ikke til endeløse debatter, og til at trække tiden ud. Denne politik må vedtages nu, og gennemføres i praksis. Det er den faktiske gennemførelse, der er underkastet seriøs planlægning blandt seriøse verdensledere, af hvilke flertallet er i Eurasien, som et resultat af generationers britiske brutalisering af befolkningerne i USA og kontinental-Europa.

Hvis du fanger dig selv i at tænke, »Ja, men det her er altså ikke praktisk«, er du allerede dømt til undergang.

Løsningen er enkel: Kasinoøkonomien må afsluttes gennem realiseringen af Glass/Steagall-loven; en international gældskonference må afskrive bankernes giftige værdipapirer, og et nyt kreditsystem må finansiere investeringer i den Nye Silkevejs projekter. Og hertil har vi ikke brug for et oppumpet, overnationalt bureaukrati i Bruxelles, men derimod en alliance af suveræne stater, som er forpligtet over for den fælles mission for udvikling af de områder i verden, der har et presserende behov for vores hjælp.

Kun, hvis Europa finder tilbage til sin humanistiske tradition, vil vi kunne bestå.     

Download (PDF, Unknown)

20. februar 2016 – »Beijing må fuldt ud forberede sig militært og diplomatisk til krig på den Koreanske Halvø. Vi bør tilpasse vores militære deployering langs den nordøstlige grænse og vore maritime sikkerhedsstrategier så snart som muligt«, skriver Wang Haiyun, den tidligere kinesiske militærattaché ved ambassaden i Rusland, og nuværende ekspert ved Kinas Internationale Institut for Strategisk Samfund.

Wang kritiserer skarpt Nordkorea for sin atomprøvesprængning og lancering af en rumraket og fremfører, at »For mellemstore og små lande vil ethvert forsøg på at udvikle atomvåben og strategiske bomber for at sikre den nationale sikkerhed ikke medføre andet end ulykke«.

Vi må imidlertid, siger han, »også få Seoul til at forstå, at introduktionen af udefrakommende styrker for at øge regionale spændinger vil være destruktiv … Sydkoreanerne må huske på, at deres land vil bære den fulde effekt af kaos på den Koreanske Halvø, hvis der udbryder krig«.

Men USA’s mål, siger han, er Kina. Kina må »mønstre de relevante modforholdsregler imod de amerikanske og japanske flåder, der omgiver vore vande, og Washingtons deployering af missilforsvarssystemet i Sydkorea« og tilføjer, at »USA og dets to, asiatiske allierede er i færd med at forstærke deres militære deployering i Nordøstasien under påskud af, at de håndterer truslen fra Nordkorea«.

Rettet mod Obama skriver han: »Washingtons plan om at inddæmme Beijing ved at øge den militære deployering og skabe vanskeligheder på halvøen vil blot lemlæste dets egen militærmagt, der gradvist er blevet svagt.«

Foto: THAAD missilforsvarssystemet, som USA vil deployere til Sydkorea.

Jeg vil begynde direkte med at diskutere den meget dystre trussel om en international konflikt, der nu er ved at rejse sig, især fra den krudttønde, der udgøres af Syrien, Nordafrika og Mellemøsten. Det syriske område, hvor, på trods af den fælles indsats fra udenrigsminister John Kerry og den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov for at finde fælles fodslag, så truer Obamas afvisning af at give Saudi Arabien og Tyrkiet besked på at trække sig med at få det hele til at eksplodere.

Download (PDF, Unknown)

Faren for en massiv, endnu større strøm af flygtninge, der kommer fra Afrika og ind i Europa, så vel som også den fortsatte krise centreret omkring Mellemøsten, betyder således, at Europa er absolut dømt til undergang, med mindre der finder et fundamentalt skifte i politikken sted. Og dette betyder, at USA og Europa indledningsvis må række hånden frem mod Rusland og Kina. 

Engelsk Udskrift.

US & EUROPE MUST REACH OUT TO RUSSIA & CHINA TO AVOID WAR

International LaRouche PAC Webcast
Friday, February 19, 2016

MATTHEW OGDEN: Good evening. It’s February 19, 2016. My name
is Matthew Ogden and you’re joining us for our weekly, Friday
evening broadcast here from larouchepac .com
I’m joined in the studio tonight by Jason Ross from the
LaRouche PAC science team, and we’re joined via video, from a
remote location, by Jeffrey Steinberg of Executive Intelligence
Review. The three of us, along with several others, had a chance
to have a discussion earlier today with both Lyndon and Helga
Zepp-LaRouche, so what you’re about to hear will be informed by
that discussion.
Now, I’m going to just start right off the bat with a
discussion of the very dire threat of an international conflict
arising, especially from the powderkeg of Syria, Northern Africa,
and the Middle East. The area of Syria, where, despite the
efforts of Secretary John Kerry to find common ground with
Russian Foreign Minister Sergey Lavrov, Obama’s refusal to tell
Saudi Arabia and Turkey to stand down is threatening to blow this
entire thing sky high. A very accurate discussion of this was
published earlier today in a piece on Consortium News by Robert
Parry, the editor of that publication, in which he says the risk
that the multi-sided Syrian war could spark World War III,
continues, as Turkey and U.S. neo-cons seek an invasion that
could kill Russian troops, and possibly escalate the Syrian
crisis into a nuclear showdown.
What Robert Parry says in this article is that Barack Obama
took questions from reporters on Tuesday, but he did not take the
one that needed to be asked: which was whether he had forbidden
Turkey and Saudi Arabia to invade Syria, because on that question
could hinge whether the ugly Syrian civil war could spin off into
World War III and possibly a nuclear showdown.
Now, this was part of our discussion earlier today with Mr.
LaRouche and what I know Jeff will elaborate much more on, was
LaRouche’s analysis. But in short, what Mr. LaRouche had to say
is that what Putin is doing in this situation, and overall in a
strategic manner, defines the point of action, defines the point
of reference, for action. Everything else is bluff.
So, let me hand it over to Jeff, and he’ll elaborate many
more of the details, and then we’ll come back to our
institutional question for this evening, which Jeff will also
answer. So, Jeff?

JEFFREY STEINBERG: Thank you, Matt. Well, as we were going
through the discussion with Mr. LaRouche earlier today, he
actually drew a distinction between the bluff, and what he said
much more accurately is the folly of what Turkey and Saudi Arabia
are up to. It’s folly because they are caught in their own
madness, and don’t even realize the consequences of what they’re
doing in the real world. They don’t have the capability to carry
out the kind of provocations that they are threatening, and the
danger, of course, is that that does not mean that they’re not
going to try to do it.
Putin stepped into the Syria situation at a critical moment
last September, and the entire situation has shifted radically
since that point. The Russian intention is {not} to simply
accomplish a military victory on behalf of the forces of
President Assad. They’re creating the conditions to force the
intransigents, in this case Turkey, Saudi Arabia, Qatar, some of
the other Gulf states, and always lurking in the background when
you’re dealing with Saudi Arabia and the Muslim Brotherhood is
the British. So, Putin has established a clear sense of control
over the situation. Undoubtedly part of Putin’s configuration is
that Obama has been greatly weakened by the actions of Russia; on
the economic sphere, the actions of China; and there are sane
military forces in the United States who recognize the folly of
what Turkey and Saudi Arabia are doing.
This has been described by Parry, whose article you
mentioned, and by others, as the danger of a Sarajevo 1914 flash
point, along the Syria-Turkey border, but what Mr. LaRouche
emphasized today is that Putin has a very clear sense of the
military correlation in this situation, and has also a very clear
sense that Turkey and Saudi Arabia are acting on the basis of
their own irrationality. And he is luring them in to the kind of
trap that could be basically enclosed on them at any moment. It’s
a gravely dangerous situation, but you have at least one key
player, namely Russian President Putin, who knows what he’s
doing, and who is steering these events in a way that conforms to
an appropriate strategic analysis, and to an understanding of how
to basically defeat these forces that have been trying to destroy
Syria for the last five years, and in so doing, to deprive Russia
of one of its own critical access points in the Mediterranean
region.
Now, what Mr. LaRouche really emphasized, and I think that
this is the crucial point to take away from this issue, is that
the center of gravity of world affairs has dramatically shifted
to where the Asia-Eurasia region, anchored in the cooperation
between China and Russia and India, with other countries grouping
around that, is really where the strategic center of the world
economy has now been shifted. And if you look at the situation in
Europe, in particular, from one end to the other you see nothing
but bankruptcy and political failure. The United States is on the
verge of the same kind of bankruptcy. And so the only place where
you have growth and stability by any measure, and of course Asia
and Russia and Eurasia are not devoid of problems, but relative
to the state of absolute bankruptcy that we see in Europe and in
the United States, we see a disintegration of the political and
economic conditions in much of South America, as well. Of course,
Africa has been on the target list of the British and other
European colonial, imperial powers for the longest time.
But in Asia, you not only have a much more stable and
growing situation, but you have a commitment to an abandonment of
geopolitics in favor of what Chinese President Xi Jinping has
called the ”win-win” strategy. And if you look at the crisis in
Europe right now, leaving aside the fact that the entire European
financial system is bankrupt — hopelessly, irreversibly bankrupt
under the present conditions and terms of thinking that dominate
Europe — if you look at the refugee crisis, you’re beginning to
see a glimmer of sanity, driven by desperation, by certain of the
people who are responsible for creating the European fiasco in
the first place.
So, you’ve got people like Wolfgang Schäuble, the finance
minister of Germany, who was one of the monsters behind the
destruction of Europe, including the German economy itself, now
saying there must be a Marshall Plan to rebuild Syria, to rebuild
other parts of the Middle East, and only on the basis of a
Marshall Plan, which gives people a clear incentive to go back to
their homes, to rebuild their country, only under those
circumstances, and those circumstances alone, can the refugee
crisis in Europe be remotely solved. And of course, what applies
to the Middle East applies doubly for Africa, where the
U.S.-British-French overthrow of Qaddafi unleashed absolute hell
throughout the African continent.
And so the danger of a massive, even larger flow of refugees
coming out of Africa into Europe, as well as the continuing
crisis centered in the Middle East, means that Europe is
absolutely doomed unless there is a fundamental change in policy.
And for starters, that change means that the United States and
Europe must reach out to Russia and China. You had the recent
visit by President Xi Jinping of China to Saudi Arabia, to Iran,
and to Egypt, and what Xi Jinping made very clear is that China
is prepared to move towards the building of the Silk Road
infrastructure, the New Silk Road land route, the Maritime Silk
Route, which will come up through the newly expanded Suez Canal
— China will do that. In fact, just this week, the first freight
train from Eastern China arrived in Iran, and this is part of the
entire European system of not just transportation corridors, but
development corridors that have been put forward by China as the
cornerstone of their foreign policy.
So, they’re presenting a win-win alternative. And in the
case of Europe, there is no alternative. Europe is so politically
and psychologically bankrupt — the leadership of Europe is so
bankrupt that China, through this Middle East development portion
of the One Belt, One Road policy, offers the only viable basis
for this Marshall Plan idea to actually be put into practice. And
were it not for the Putin intervention, beginning last September,
we couldn’t even be contemplating the possibility of that kind of
solution to this seemingly intractable problem in the Middle
East.
Now, Mr. LaRouche emphasized in this context that Europe is
completely gone; it’s completely bankrupt, and there are
solutions, but the present leadership is unprepared to consider
that kind of level of rethinking. In the United States, we’re
very close to the edge, but the United States {can} be saved and
the solution to the problems in the United States begins with
removing President Barack Obama from off ice immediately, and
moving to wipe out the thoroughly bankrupt Wall Street system.
Because until that system is put through basically a bankruptcy
shutdown, then none of the viable and available solutions are
going to be there. But, if you were to get rid of Obama, if you
were to wipe out Wall Street,–and, for example, immediately
passage of Glass-Steagall would be one critical element for that
process to happen almost overnight — then we have a history in
the United States. We had Alexander Hamilton. We had Franklin
Roosevelt. We had glimmers of the same policy with John F.
Kennedy. You go back to a credit system, a government credit
system that kick-starts production, that trains a young
generation that’s right now completely unqualified to serve in a
real economy.
All of that means the United States coming into alignment
with what we see going on with China, with Russia, with India,
with others. In other words, the United States becomes part of a
genuine trans-Pacific collaboration, and under those
circumstances, Europe itself would have no choice but to get on
with the program.
So, what we’re seeing from Turkey, from Saudi Arabia, and as
I said, always watch for the British lurking in the background
with those two countries — you have clinical insanity and folly,
which holds the danger of war. But Mr. LaRouche again emphasized,
Putin knows this. He sees all of this, and he is on top of the
situation, and is prepared to take the appropriate and necessary
actions. And there are some people who are not completely out of
their minds on the U.S. side, within the military-intelligence
community, who understand that partnering with Russia is the only
way to solve this problem.

OGDEN: Thank you, Jeff. Now, just really on the subject that
you ended on here, the bankruptcy of Wall Street and the extended
Wall Street system, and the relationship of that to the
conditions in Europe; that brings us to our institutional
question for this evening, which reads as follows: ”Mr.
LaRouche. The heat is turning up on British Prime Minister David
Cameron, who’s trying to get the upper hand over a referendum
that could result in the UK leaving the European Union. The
potential break-up of the European Union, which is called
‘Brexit’, has elicited warnings about the impact on the UK
economy should voters say that they want out of the EU. A recent
poll showed that 42% of UK voters would opt to leave the EU;
compared to 38% who say that they would vote to stay. This week
will be the first major test as to whether Cameron’s done enough
to secure an agreement to change some terms of the UK’s
relationship with the European bloc. Cameron says that he will
campaign to stick with the EU, if a deal can be reached. This
Thursday and Friday will be the first time that all 28 EU
countries will discuss a package of proposals recently released
by the EU, aimed at addressing the UK’s economic concerns.
Cameron negotiated the proposals with the EU leaders and Donald
Tusk, President of the European Council — the EU’s main
decision-making body. What is your view of a possible ‘Brexit’?”

STEINBERG: Well, you know, you’ve got ”Brexit” that was
preceded by ”Grexit”, and probably we’re going to have a much
larger lexicon; that all comes down to the fact that people have
the sense that the European Union, particularly the European
Monetary Union, is a sinking ship. And therefore, if the ship is
sinking, or the movie theatre is on fire, you get to the exit as
fast as possible. But the reality is, that the European Union —
and within that, the European Monetary Union — are the problem.
So, therefore, unless you address the more underlying issue,
which is that Europe is financially and economically bankrupt;
then it really is almost of secondary significance whether
Britain stays in or leaves. If Britain leaves the European Union,
then that’s virtually it for the European Union. Other officials
in Europe, even including Schäuble at the Davos Conference
earlier this month, said that if the Schengen agreement, the open
borders agreement in Europe is broken, then the European Union
will cease to exist. And already in Poland, in Hungary, in other
countries on the edge of Europe but within the European Union,
they’re already building those walls. So in effect, the European
Union, as it’s presently constituted, is a dead letter; it really
doesn’t exist. And the countries of Europe, either collectively
or individually, are going to have to come to face the reality
that their banking system is thoroughly bankrupt; they’ve lost so
much productive capacity that Europe from a physical standpoint
is no longer capable of self-reliance, self-preservation. So, the
whole thing is going under; and of course, there’s a certain
irony in the British threatening to leave the European Union,
since the bankruptcy of the entire trans-Atlantic system is
largely the result of policies that were created in London, and
were then spread about Europe and the United States. You could
almost say that Europe was doomed from the moment that Margaret
Thatcher launched the Big Bang in 1985, and turned London into a
safe haven for speculative gambling operations, drug-money
laundering, anything other than investment in the real economy.
So now, we’re 30 years into that process, and Europe is
finished. So, the issues that are being negotiated between
Cameron and Tusk and the others on the European Commission, are
tiddlywinks; they’re not the real issues. Unless Europe comes up
with its own version of shutting down the City of London and Wall
Street, a genuine full-scale Glass-Steagall separation of
legitimate commercial banking activity from all of the gambling,
then Europe is completely doomed. And the only hope that they
will have is that some sane future leaders, who emerge out of
this political rubble, recognize before it’s perhaps too late
that aligning with China and Russia — which is exactly the
opposite of the policies that are being pursued in Europe right
now — is the only answer. So, I think that that’s the context in
which the question can be answered; and so the issue is merely
that Europe in its present circumstance is doomed. And whether
Britain leaves the European Union or stays in, they are part of
that system of doom that’s going to have to be changed in a much
more fundamental — I’d say ”revolutionary” — way. And the
opportunities are there; they’re presented there because Europe
is at the western end of Eurasia; and the Chinese have already
established the rail links between central China and Germany.
There are opportunities galore under the umbrella of the ”One
Belt-One Road” policy; but the first step is that the European
leaders are going to have abandon their folly. And that’s a
difficult proposition to conceive of, given who the current
European leadership is.

OGDEN: Absolutely. And, let me just elaborate a little bit
what Mrs. Helga Zepp-LaRouche emphasized, which is that if you
just look at the refugee crisis, for example, and the absolute
breakdown of Europe to even absorb and handle this under the
current economic conditions. This has pushed people to begin to
discuss the possibility of what the LaRouche movement has been
advocating for quite a long time; which is a new Marshall Plan, a
new program of economic development for the Middle East and North
Africa. It is what was published by the Schiller Institute and
{Executive Intelligence Review} in a major book-length
publication a number of years back, called ”A New Marshall Plan
for Southern Europe and the Mediterranean”. What Helga LaRouche
emphasized is that at the point that the EU is really detonating
underneath people’s noses, there is no solution within the
current geometry.
The only solution is to go with this kind of Marshall Plan,
and to work with China and the BRICS and other countries, to
extend the Silk Road project into this region and to develop the
Middle East and North Africa in order to have an incentive for
millions and tens of millions of refugees not to leave to seek a
better condition. And Helga LaRouche’s emphasis was that this is
a very substantial example of what Xi Jinping has called the
”win-win” paradigm; the ”win-win” system. It is a win for
everybody, for Europe and the United States to work with China
and Russia to develop the Middle East and North Africa along the
Silk Road routes. This kind of cooperation between China and the
rest of the world is what China is seeking in inviting the rest
of the world to engage in; and this is the only way to solve the
crises and shift the geometry overall which is creating the
existential threat which is now being faced by Europe.
Now, this new paradigm; this is exactly what we have been
talking about for quite a while, but I think the foundation for a
new paradigm cannot be seen as merely some sort of extension of
former or present geopolitical ideas about how the world works.
This is not merely a rearrangement of political and economic and
strategic alliances between countries that would still be
dominated by the same axiomatic world view which is what has
brought us to this crisis point to begin with. Rather, there
needs to be a true renaissance; a new calibration, a
re-examination of what our view of mankind is. What our view of
man as a species is, and what mankind’s role within this galaxy
and his relationship to the entire universe; and indeed, what his
responsibility is as a uniquely creative species in this universe
must be.
So, on that subject, Jason Ross is joining us from the
LaRouche PAC Science Team, and I think we’re going to have a
somewhat exciting discussion of what are the implications of the
really profound work that Albert Einstein engaged in over a
century ago; and which is now grabbing the headlines again in the
form of this experiment that has revealed the affirmation of
Einstein’s hypothesis concerning the shape of space-time.

JASON ROSS: Thanks. As I imagine everyone has heard by now,
on September 14th of last year, a gravitational wave was detected
by the interferometer experiments that we had set up in
Washington state and in Louisiana. Over a few months, that signal
was studied to make sure that that really was what had occurred;
and a paper was submitted in January and published in February
announcing the news that a gravitational wave phenomenon
representing the merging of two black holes had been detected.
This meant that a change in space-time had been experienced in
that detector; where maybe we don’t know how the experiment
worked.
Very briefly, two tracks at right angles to each other,
allowed light to move up and down those tracks. Those tracks
reach 4 kilometers long. Due to some very clever engineering, the
effect of length was 100 times that; and by the motion of these
gravity waves — meaning a change in the shape of space due to a
varying intensity of gravity due to these two black holes
spinning around each other — the length of the two tracks varied
by an amount that was about 1/10 the diameter of a proton over a
track length of 4 kilometers. This is equivalent to the star
nearest to us getting closer and further away by the width of a
hair. It’s amazing that was actually able to be measured; that’s
an astonishingly tiny change.
And it says something about the difficulties and why it’s
been — as Matt said — it’s been a century since Einstein had
proposed the existence of these gravity waves; and now they’ve
been detected. So, the recent upgrades to these detectors here in
the US made this possible; there are other detectors around the
world. Some of them are being upgraded; new ones are being
brought on line. There is a proposal for a space-based
interferometry experiment — the Lisa experiment; which NASA had
been a part of, and has now left it to the European Space Agency,
currently scheduled to launch in 2034. Perhaps it’ll be sent
sooner than that, based on this news.
But what does all of this mean? What does it tell us about
— what are the implications? Well for one thing, this means we
really have an entirely new tool for looking at the universe that
we live in. All of our knowledge about the heavens beyond us,
comes from sight, or various forms of sight. You can’t smell a
star, you can’t taste it; you can’t hear it, you can’t fell it.
You can see it. So various forms of seeing are the way we learn
more about our surroundings. From simple observations with the
eyes here on Earth, which were all that were available to Kepler
when he determined how the planets moved; the use of telescopes
in the optical range — simple telescopes that could be seen with
the eye — into more complex telescopes, including ones that see
what we wouldn’t typically call light; radio telescopes.
Telescopes in Earth orbit, looking in other wavelengths of the
electromagnetic spectrum; infrared telescopes, ultra-violet
telescopes, x-ray telescopes. We’ve got a lot of ways of

side of the Moon, where China is going to be within just a
few years sending a lander. The potential to do long wavelength
radio telescope work from that location; this represents
something new.
But what we’ve got with this successful detection based on
the change in space-time with the LIGO [Laser Interferometer
Gravitational-Wave Observatory] experiments, this is something
totally different. This is like bringing in a new sense all
together. We’ve been seeing the universe; now we can probably
hear it would be the best analogy. It represents a vibration,
like the sound vibrations our ears are able to pick up. Only this
time, it’s incredibly faint, and it’s about space itself
vibrating; that really is what it is. So, that’s tremendously
important.
On the history of this, it’s important to keep in mind
people are very excited about this; there’s good reason to be,
it’s quite a development. But this can only indirectly be called
a scientific breakthrough; the science behind this — Einstein
proposed this in 1916. He had some more thoughts and wrote
another paper in 1918; some more discussion about it. Hypotheses
about black holes, breakthroughs in computing ability to try to
model these types of things; all of that took place. But what
could be called the fundamentally scientific change occurred 100
years ago with Einstein’s theory of relativity; with gravity
waves being one of the implications. Being able to detect them is
wonderful; it’s an amazing technological advancement. It shows
that we are capable of precision that was totally undreamed of in
Einstein’s time, certainly, or even a few decades ago. The
development that we’ve made has been tremendous.
But I think it’s fair to say this was not a scientific
breakthrough in the real sense of science. It is a new sensation;
it is a new technology. It is a whole new way of looking at
things; and that is tremendously important. I think that if we
look back at what Einstein did that made his hypothesis possible,
we can compare it to the really awful influence of Bertrand
Russell.
So, first on Einstein. We’ve got to recall that what
Einstein did in laying out his revolutionary theories was not
something that he derived; it wasn’t something that he proved. It
wasn’t something that he showed was true based on what was
already known. What Einstein said about the universe contradicted
the Newtonian view of space and time that had become dominant.
Einstein said that that simplistic view of space and time, which
went along somewhat intuitively with our senses, was in fact
untrue; and that basic concepts like simultaneity, or knowing
that two events happen at the same time, such a basic concept as
that. That there’s one time that applies everywhere; Einstein
showed that was untrue. That’s a very unintuitive thought. The
idea that space could have a shape to it; that’s a very
unintuitive thought. It’s not suggested by appearances.
But what Einstein was doing was implementing a world outlook
that goes back to Cusa — although I’m not going to talk about
him right now — but to Leibniz and to Bernhard Riemann. If we
consider the work of Leibniz, 1646-1716, the founder of physical
economy; there’s plenty to say about him, and plenty will be said
on this website. One of the specific things that he looked at was
in the world of physics, Leibniz’s demonstration that there was
no absolute space; that there was no absolute time. This was
contrary to Descartes, Newton, and others. Leibniz said there’s
no distinction between rest and motion, for example. If there’s
no absolute space, you can’t say that anything is at absolute
rest; that was a concept used by Descartes. Absolute space was a
concept used by Newton. But Leibniz was in a fight about this,
saying that space was a relation between concurrently existing
things; but it didn’t exist on its own. In a debate that he had
with a top Newtonian — Samuel Clarke — this seemingly physical
discrepancy about is space absolute or not, turned into very
directly a political one. That, both of these two — Leibniz and
Clarke — used their concept of space to make a point about God,
and implicitly also about government; about the basis of the
legitimacy of a ruler.
Clarke, the Newtonian, said that because everything could
have been created anywhere in space once God decided to do the
Creation, that showed that God made a choice without any
necessity; that it was just because God felt like doing then and
felt like doing it where he did, because he felt like doing that.
Sort of like a dog deciding to his business wherever he feels
like it. Leibniz said that if God had to do something without a
good reason, that God would be only all-powerful, but not good or
wise. And Leibniz said that that conception of God has to include
those perfections as well; goodness, wisdom, and power.
Now between the lines, what these two were also saying was a
view of government and a view of society. Implicit in this is
Leibniz’s view that the legitimacy of a ruler or of government is
not simply from having gathered power; but from using it in a
wise way to achieve good ends. That may seem a little bit far
afield, but it’s true; and this is part of the background on this
concept. That from the necessity for goodness came the
nonexistence of absolute space; that’s how Leibniz showed that.
He was right.
Bernhard Riemann, in 1854, delivered a presentation, wrote a
paper on the shape of space. And Riemann said that since the time
of Euclid up to his time, no one had ever really taken on in a
realistic way, what the basis of the shape of space is. That
Euclid said things like the sum of the angles in a triangle are
180; Riemann said that may or may not be true. On a curved space,
for example, it’s not true. The most important aspect is that
Riemann didn’t propose replacing Euclid with a similar geometry;
it’s that he said that the basis of our understanding of space
has to be the physical causes that make things occur within
space. He was right; that was Einstein’s approach. With
relativity, he said that our understanding of space can’t start
from a box; it has to start from physical principles that give
rise to the effects in space, and to the relationship of objects
in space. So light, gravitation, these became the basis of space
for Einstein; and those concepts lie outside of space. They
aren’t geometrical concepts in the way Euclid’s concepts were
geometrical. Light is a real thing; gravity is a real principle.
So, Einstein, in following on this and implementing it, and
developing his theories, developing his breakthroughs of
relativity, created something that contradicted; he made a new
hypothesis. To contrast that, let’s look at the past 100 years.
We’ve now affirmed something that Einstein had proposed 100 years
ago; but where are the new Einsteins? Where are the new theories
that contradict? Where are the new concepts that don’t follow
from what we already know, but introduce fundamentally new
principles? And more importantly, why is that not understood as
what science really is?
To say just a little bit about Bertrand Russell’s role in
all of that, LaRouche has called Russell the most evil man of the
20th Century; and we have given ample demonstrations of that.
Some of the more straightforward evidence of it is his views
about keeping the world population down; especially dark-skinned
races, who Russell particularly was upset about there being more
of. Proposing a scientific dictatorship, using murder to
eliminate people who became intelligent and opposed the ruling
class, keeping science secret from the majority of people; this
is some of the nice outlook that Russell had on things. He also,
in his own work as a ”professional” you might say, worked on
destroying the concept of science and turning it into
mathematics. He did this before and after the year 1900; this is
somewhat earlier in his life, where he wanted to throw away what
Einstein ended up doing, which was creating a new concept that
contradicted the past. And say instead, that every thought in the
future, will have to derive from thoughts in the past; that we
can replace creativity with logic.
Russell really put that into practice. Many people who are
familiar with Russell might think of him as being an anti-war
demonstrator, as being a peace-loving activist. Somebody who was
opposed to war, to conflict; especially to nuclear weapons. And,
included in that, technology itself; the concept that science is
dangerous, that perhaps science should be held back, because
these technologies allow us to exterminate ourselves. The idea
that the appropriate response to that would be to eliminate
technologies, rather than to have a productive, future-oriented
basis for relations among nations. This really sprung up in a
major way around anti-nuclear activism, of which Russell was a
major proponent.
So, I think what we can reflect on, what we can take from
the excitement around these gravitational findings, is that: 1)
it’s an opportunity to really go back and really develop and
understanding of who Einstein was. How did he think? Who was this
man, who a century ago, put forth the hypothesis that was
detected in this way only this year. Who was Riemann? How did he
actually think? We can reflect on the opportunities that we have
for the use of these kinds of instruments to provide us an
entirely new window to understanding the universe around us. Not
only are we seeing things in a different band, we’re using a
different sense all together. We’re hearing the universe; we’re
able to listen in on a completely different kind of physical
process than the electromagnetic ones that are the basis of all
astronomy otherwise. Using light, radio waves, x-rays and that
sort of thing. And I think it also demonstrates that the ability
to develop new technologies, to rise to a challenge, certainly
exists. And we saw this in the Apollo program, which similarly,
going to the Moon itself did not involve as much new science as
it did new technologies, new social organizations to implement
those technologies. Which we saw with some of the breakthroughs
of the truly amazing apparatus used to detect these gravitational
waves. But we have to have grand objectives. I mentioned the LISA
experiment; a space-based interferometry experiment, similar to
ones which did this recent detection, which NASA had been a major
player in and then pulled back on, as part of the Obama
destruction of a national mission, a natural future. NASA, as the
leading representative of that future orientation of the nation.
So, we have to have human objectives for the nation, for
ourselves. We have to, as a nation, have objectives like what
China’s doing now; as represented by China’s moves towards the
Moon from the Helium-3 standpoint. From the sheer excitement of
the population of China being asked to put forward proposals for
experiments to take up to the Moon. This is something that people
are actually thinking about as citizens of this nation. ”Wow!
What are we going to send up there?” ”What are we going to take
to the Moon for the next trip?”
We’ve got a lot of objectives that have been defined that we
have just been sitting on for decades. And if we eliminate the
source of this culturally, the frankly unscientific view of
science, this anti-human view of humanity, we can do great
things. And we can do it by removing Obama and giving this nation
a future-oriented mission again.

OGDEN: Well thank you very much, Jason. I think that’s
certainly exciting; the idea to be able to directly perceive
changes in space-time itself. So, I’d like to thank Jason for his
presentation, and I’d like to thank Jeff for joining us remotely
today. And I’d like to thank all of you for joining us; and
please stay tuned to larouchepac.com. Good night.

17. februar 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – Efter endnu et fejlslagent »topmøde«-forsøg på at vende ASEAN-landene imod Kina, brugte Barack Obama sin pressekonference den 16. februar på at fordømme og forsøge at nedgøre Rusland, og i særdeleshed den russiske præsident Putins succesrige forandring af situationen i Mellemøsten.

Obamaregeringen forsøger, gennem medierne, at hævde, at våbenhvilen i Syrien, som den amerikanske udenrigsminister John Kerry forhandlede igennem med den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov, vil mislykkes! Dette, fordi Obama ikke kan tolerere de succesrige økonomiske og politiske roller, som Rusland og Kina nu spiller i verden, og sine egne fiaskoer.

Det, som Putins succesrige rolle repræsenterer, er overførslen af indflydelse over menneskelige anliggender fra det britiske imperiesystem – for hvilket Obama har været en villig faktor – og over til de fremvoksende eurasiske nationer.

Det repræsenterer også en næsten 20 år lang succesrig kamp imod al jihadistisk terrorisme, både i Rusland og internationalt – et samarbejde, der uafbrudt er blevet tilbudt USA siden 11. september [2001], og som altid er blevet afvist af Bush og Obama.

Kina og Rusland og Indien er blevet de primære agenter for en ændring af civilisationens fremtid. De europæiske nationer og USA er for en nedadgående kurs, og de vil gå ned, med mindre de radikalt ændrer deres politik for den krise, der omslutter deres banksystemer.

Siden præsident Franklin Roosevelts død har USA befundet sig i en lang nedgangsperiode for økonomisk produktivitet; og siden mordene på JFK og RFK, for et accelererende tab af videnskabeligt og teknologisk fremskridt, og for de fleste af sine borgeres livsbetingelser.

Spørgsmålet drejer sig ikke om, hvad Obama siger; det drejer sig om, hvad man skal gøre med ham. Vil USA være intelligent nok til at gå sammen med Rusland og Kina om samarbejde om rumprogrammer, i internationale kreditbanker, i store infrastrukturprojekter, i overvindelsen af terrorisme, der er fostret af briterne og saudierne? Hvis ikke, vil USA blive ødelagt som magt.

Præsident Putin udøver ikke stor magt, men effektiv magt, og han udøver den med intelligens. Rusland, Kina og Indien styrer i stigende grad planetens fremtidige historie.

Og USA har – Obama! Hvis han blev dumpet nu, så har USA en historisk afprøvet politik for økonomisk genrejsning, der kunne genoprette dets fremtid: FDR’s politik. Luk Wall Streets kasino-banksystem, der er ved at få fallit, ned, og skab dernæst statslig kredit til genindførelse af produktivitet og produktiv beskæftigelse. Det er det eneste alternativ, og det vil ikke ske med Obama i embedet.

Foto: Præsidenterne Xi Jinping og Vladimir Putin mødes under G20-mødet i Tyrkiet i 2015.

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:

Kinesisk general kræver krigsberedskab over krisen i Korea

16. februar 2016 – I en meget tankevækkende artikel i den kinesiske udgave af Global Times, advarer general Wang Haiyan, seniorrådgiver ved Kinesisk Selskab for International Strategi, en tænketank, der ledes af Sun Jianguo, vicechef for den Centrale Militærkommissions Fællesstab, om faren for en krig på den Koreanske Halvø. General Wang advarer om, at, i betragtning af denne eventualitet, må Kina være forberedt og bør omgående tage forholdsregler i denne henseende, inklusive at forøge troppestyrkerne på grænsen, så vel som også at deployere en forøget flådetilstedeværelse i området. Kina bør også overveje, hvordan det skal håndtere et eventuelt radioaktivt nedfald, stammende fra en udveksling af atombomber på halvøen, samt håndtere en situation, hvor nordkoreanske soldater flygter fra krigsskuepladsen.

General Wang fremlægger situationen. På den ene side giver han den nordkoreanske regerings handlinger skylden for krisen, med den nordkoreanske regerings seneste atombombeprøvesprængning og dens raketaffyring. Dette har givet Japan og USA et påskud til at øge deres militære stilling på halvøen, som samtidig er et yderligere skridt i deres forsøg på at inddæmme Kina, siger han. Han kræver klar tale med det nordkoreanske lederskab for at advare dem om, at ethvert forsøg på at gøre fremstød for en militær konflikt vil gøre dem stor fortræd. Han siger også, at det bør siges tydeligt, at Kina ikke er indstillet på at yde de ofre, landet ydede under Koreakrigen, og han indikerede således, at en krig, fremprovokeret af Nordkorea, ikke ville blive støttet af Kina, der ville handle for at forsvare sine egne, nationale interesser.

General Wang giver også udtryk for bekymring over de forøgede militære deployeringer i området og over verserende rygter om, at et angreb på Nordkorea måske er undervejs, ved månedens afslutning. Han siger, at der bør udøves pres på »fornuftens stemmer« i de vestlige lande for at forhindre dem i at begynde en krig på halvøen. Han appellerer også til FN om ikke at yde støtte til NOGEN SOM HELST nation, der har planer om at indlede en krig på halvøen, og at indkalde til en genetablering af Sekspartsforhandlingerne. Han appellerer til Rusland, som medlem af FN’s Sikkerhedsråd, om også at spille sin rolle i at effektuere dette.

General Wang gentager opfordringen til USA fra tidligere på ugen fra Fu Ying, viceminister i Udenrigsministeriet, om, at USA må gøre mere på det diplomatiske plan for at bringe spørgsmålet om Nordkorea tilbage til forhandlingsbordet, inklusive en villighed til at påbegynde forhandlinger om en permanent fredsaftale med Nordkorea.

Sydkoreas præsident Park kapitulerer yderligere til Obamas krigsplaner

16. februar 2016 – Den sydkoreanske præsident Park Geun Hye, der har forladt sin tidligere, forsigtige balancegang mellem USA på den ene hånd og Kina og Rusland på den anden, har nu yderligere undermineret Sydkorea ved åbenlyst at true med regimeskift i Nordkorea – Obamas og hans ligesindede neokonservatives drøm om at levere gnisten til en krig med Kina. Park befinder sig i et humør for selvdestruktion over Nordkoreas prøvesprængning af en hybridbrintbombe i januar og en succesfuld lancering ud i rummet i denne måned, som Obama, i et nyt udtryk for teknologisk apartheid, fejlagtigt kalder en ballistisk missiltest.

Udover at gå med til opstilling af THAAD-missiler i sit land – en alvorlig, strategisk trussel mod Kina og Rusland – lukkede hun også ned for den i fællesskab udviklede Kaesong industripark i Nordkorea i sidste uge, der nedlukkede 124 sydkoreanske selskaber, og som rammer den sydkoreanske økonomi på et farligt tidspunkt, med kollapsende handel og investering.

I dag holdt hun i parlamentet en tale, der blev udsendt over nationalt fjernsyn, og hvor hun forsvarede sin beslutning om at nedlukke Kaesong, imod stærk opposition fra oppositionspartiet og fra kræfter i sit eget parti, og Park sagde, iflg. Korean Herald: »Fra nu af vil regeringen gennemføre en række magtfulde og effektive forholdsregler for at få det nordkoreanske regime til at indse, at udvikling af atomvåben ikke vil sikre overlevelse, men kun fremme systemets ødelæggelse.« At referere til »regimeskift« på denne måde har været tabu i Seoul, eftersom planer om regimeskift netop udgør Nordkoreas retfærdiggørelse af at opbygge en atomvåbenkapacitet.

Park er tydeligvis bekymret for, at hendes handlinger skal splitte hendes land, og siger, »At pege sværdspidsen tilbage på os og splitte os er noget, der ikke må finde sted«, iflg. AP.

Situationens farlighed blev også demonstreret i mandags, da Nationalforsamlingens formand, fra Parks regeringsparti, åbenlyst krævede, at Sydkorea skulle udvikle atomvåben. Parlamentsmedlem Won Yoo-chul sagde: »I betragtning af Nordkoreas atomvåben- og missilkapaciteter, må vi tænke over vores egen overlevelsesstrategi og modforholdsregler, der inkluderer fredelige [sic] atomvåben- og missilprogrammer til brug for vores selvforsvar.«

Kolossal stor deployering af amerikanske, strategiske styrker til Sydkorea

16. februar 2016 – Yonhap rapporterer i dag, at USA vil sende fire F-22 Raptor stealth kampfly til Sydkorea, iflg. officielle forsvarsfolk, der beskriver flyet som »et amerikansk, strategisk hovedvåben«. Pentagon udsendte et B-25 bombefly til Sydkorea kort efter Nordkoreas atomvåbenprøvesprængning i sidste måned. For nylig ankom angrebs-ubåden USS North Carolina til Sydkorea til fælles træning, og det atombevæbnede hangarskib USS John C. Stennis skal efter planen tilslutte sig de årlige, fælles sydkoreansk-amerikanske forsvarsøvelser, der begynder i marts måned.

I mellemtiden gentog det Sydkoreanske Forsvarsministerium, at det ville prioritere »militær effektivitet« ved valg af lokalitet for opstillingen af det amerikanske THAAD-missilforsvarsbatteri, sagde Yonhap. THAAD X-Band radarsystemet vil give USA radardækning over næsten hele Kina og en stor del af det russiske Fjernøsten, sammen med THAAD missilkapaciteten, der tilsigter at ødelægge Kinas gengældelses-angrebsstyrke.

Kina forbereder sig til krig over Korea

17. februar 2016 – En usigneret lederartikel i Kinas Kommunistiske Partis officielle avis Global Times i dag, med overskriften, »Kina må forberede sig på det værste på den Koreanske Halvø«, advarer om, at USA’s politik i Nord- og Sydkorea i høj grad øger chancen for krig. Med en påpegning af den massive opbygning af luftvåben- og flådekampstyrker i Sydkorea, og planerne om at opstille THAAD-missiler der, advarer lederartiklen: »Hvis Washington og Seoul overskrider den 38. nordlige breddegrad (der efter Anden Verdenskrig opdelte i Nord- og Sydkorea, –red.) og skrider til omfattende militær handling, bør de tage risikoen for Kinas militære intervention med i betragtning. Vi støtter denne analyse.«

Artiklen kommer kun en dag efter en artikel i den samme avis, Global Times, hvor general Wang Haiyan krævede krigsberedskab som respons til den eskalerende Koreakrise, og dagens leder bemærker skiftet i tone og handling hos den sydkoreanske præsident Park Geun-Hye, inklusive hendes advarsel fra i går til Nordkorea om, at en fortsættelse af deres atomvåbenprogram vil føre til »regimets sammenbrud«. Artiklen siger: »Ud fra det store perspektiv om det asiatiske Stillehavsområde er fraværet af en løsning på den nordkoreanske atomvåbenkrise resultatet af USA’s planer om at kontrollere det Nordøstlige Asien og blande sig i Kinas opkomst … Hvis en krig finder sted, vil den offentlige, kinesiske mening støtte landets handlinger i betragtning af, hvordan Kinas sikkerhed er truet.«

I en anden lederartikel, der blev udgivet i går, fordømmer Global Times Nordkoreas »hensynsløse træk«, men advarer dernæst Seoul: »Når THAAD-systemet først er opstillet i Sydkorea, vil det kinesiske samfund være nødt til at støtte Folkets Befrielseshær i at respondere via en stærk, militær deployering i nordøst. I så tilfælde kunne Sydkorea forvandles til et særdeles følsomt område i spillet om militære deployeringer mellem Kina og USA. Det vil få det Blå Hus (officiel residens for det sydkoreanske statsoverhoved, -red.) til yderligere at miste sin nationale uafhængighed og blive en skakbrik i spillet mellem stormagter.«

Kina har gentagne gange advaret Filippinerne på en lignende måde med, at det at agere skakbrik for Obama kunne forvandle deres land til murbrokker, når USA aktiverer Prompt Global Strike-doktrinen imod Kina.

Foto: Sydkoreas præsident Park Guen-Hye og USA’s præsident Barack Obama på vej ud af det Blå Hus. Foto fra april 2014.

17. februar 2016 – USA’s forsvarsminister Ashton Carters foreløbige fremlæggelse af Obamas forsvarsbudget for 2017, der blev givet til Washington Economic Club den 2. feb., samt en lederartikel i Washington Post i dag, »En ny tids afskrækkelse«, indikerer begge Obamas plan om at starte en krig imod Rusland og Kina.

Obama præsenterer et budget for Tredje Verdenskrig for Kongressen. I 2013 blev Rusland knapt nævnt i Obamas budget, indrømmer WP. I sit budget for 2017 foreslår Obama udgifter til 3,4 mia. dollar til »Det europæiske forsikringsinitiativ«, en stigning fra 789 mio. dollar i 2013, og som skal finansiere flere roterende styrker i Europa; mere uddannelse og flere øvelser; mere udstyr, der forhåndsdeployeres; alt dette »vil ved slutningen af 2017 lade os hurtigt danne en særdeles kapabel styrke på jorden med kombinationen af våben, og som kan respondere over hele skuepladsen, om nødvendigt«.

»Skiftet kommer sent«, klager WP, »og er kun en udbetaling. Men erkendelsen af, at Rusland har udviklet sig fra at være en partner in spe og til seriøs trussel, hilses velkommen«.

Hensigten med de forøgede udgifter er at forsikre allierede, der er blevet nervøse over Ruslands nye aggressivitet, og »sende et stærkt budskab om afskrækkelse. Rusland og dets stedfortrædende militser besætter dele af tre tidligere sovjetrepublikker – Moldova, Georgien og Ukraine – og dets militær har taget initiativet i Syrien … I hele Europa fører russerne en ubehagelig informationskrig og bruger åbenlyse og fordækte metoder til at underminere NATO og den Europæiske Union«. WP kommer med den vilde påstand, at mange vestlige regeringsfolk mener, at Putin »med overlæg forværrer flygtningekrisen, der truer europæisk enhed, en taktik, som de refererer til som »at gøre migration til et våben«.

I løbet af det seneste årti »har Rusland gjort imponerende fremskridt inden for elektronisk krigsførelse og andre militære teknologier. Ligesom Kina har Rusland et lavere forsvarsbudget end USA, men de har hældt ressourcer ind i våbensystemer, der er ’asymmetriske’, hvilket vil sige, at en relativ lille investering kan underminere en formidabel, konventionel amerikansk kapacitet … Rusland har angiveligt udviklet en ny, ubemandet undervandsdrone, der kan medføre atomvåben, alt imens Kina forbedrer sin anti-satellit kapacitet. De har begge foretaget kæmpespring over teknologiske hurdler … Hvordan skal man respondere?«

Opgradering af atomvåben, som Carter og WP ikke nævner, er afgørende for atomar aktivitet. Planen kræver 13 mia. dollar til en ny ubåd med ballistiske missiler over de næste fem år, til erstatning af den nuværende flåde af ubåde i Ohio-klassen. Af dette beløb vil 4 mia. dollar blive brugt til forskning og udvikling, og resten på anskaffelse af elementer, som har lang leveringstid, således, at konstruktion af de første nye både kan begynde i 2021.

Pentagons plan vil også understrege behovet for at finansiere alle tre ben af USA’s afskrækkelses-»triade« – ikke blot de nye ubåde, men også nye, atombevæbnede interkontinentale ballistiske missiler og et nyt bombefly til luftvåbnet, sagde en unavngiven kilde til Reuters.

Med formand Tom Gillesberg

11. februar 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – De store strateger, såsom William Shakespeare, om hvem Lyndon LaRouche gennemførte skelsættende studier i januar 2014, forstod, at det nye gennembrud, der var nødvendigt for menneskehedens overlevelse, krævede, og man begav sig ud på veje, hvor intet menneske før havde gået; ja, på veje, hvis blotte eksistens ingen hidtil havde anet. Det var, hvad Douglas MacArthur gjorde i Stillehavskrigen under Anden Verdenskrig: han udtænkte en helt ny dimension for handling, ingen før havde forestillet sig, og som hidtil ikke havde været mulig, og som gav hans underlegne styrker mulighed for hele tiden at overvinde overlegne styrker.

Dette ændrede historien for altid, men det var kun et enkelt af flere sådanne gennembrud, som MacArthur skabte. Det samme er sandt for Lyndon LaRouche.

I hvert enkelt tilfælde gjaldt de beslutninger, de traf, ikke kun for en dag eller et år, men for hele fremtiden. I denne henseende var de alle et ekko af Prometheus’ skæbnesvangre beslutning, der blev taget én gang for alle tider, længe før historisk tid. Den gik ud på, at han ville skærme menneskeheden mod at lide udslettelsens skæbne, som Zeus havde dekreteret for vores art. Lige som præsident John F. Kennedys beslutning, der blev annonceret for Kongressen den 25. maj 1961:

»Det er min overbevisning, at denne nation bør forpligte sig til, før dette årti rinder ud, at opfylde det mål at landsætte en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage til Jorden.«

I dag må vi atter træffe en sådan beslutning; det er denne kamp, som anføres af LaRouchePAC-leder Kesha Rogers fra Houston, Texas.

I sit webcast mandag, den 8. februar med LaRouchePAC Policy Committee sammenlignede LaRouche USA’s intellektuelle anskuelse i dag med Det romerske Imperiums nedgang og fald og omtalte Det britiske Imperiums indtrængen lige fra USA’s første begyndelse:

»Det skete omgående, i og med USA’s begyndelse som en nation. Ødelæggelsen var massiv: de fleste af USA’s præsidenter var i realiteten fjender af USA; det var de fleste af dem! Og det er derfor, problemet bliver ved med at dukke op. Og fortsat gør det: Dette er Det romerske Imperium, modellen for Det romerske Imperium.

Nu har man den eurasiske model, Kinas genoplivning; og det, som Putin på sin side har gjort. Denne ting inspirerede ham. Husk, som jeg har nævnt ved et par lejligheder, så kom Putins familie fra et område, der var en koncentration af død, på grund af de kampe, der fandt sted dér. Og Putin er lykkedes med at være en faktor, der har skabt en styrkelse af både Kina og Rusland, for at redde Rusland. Og hvad implikationerne er; det, jeg har set i de områder, hvor jeg tidligere har befundet mig, I ved, Indien osv., områder, hvor jeg arbejdede.

Det, vi ser, er, at dette område, dette eurasiske område i sig har elementer, der danner grundlag for at skabe eller genskabe et nyt system for menneskeheden. Og hvad resultatet vil blive, de karakteristika, der er indbygget i denne ting, denne karakteristik er rumprogrammet.

Hvad mener vi med rumprogrammet? Jamen, det er ikke rumprogrammet sådan, som tåben tænker på rumprogrammet, men det er derimod rumprogrammet som en refleksion af, at menneskeheden er ved at opnå forstand på den virkelighed, at menneskeheden på Jorden ikke er den magt, der hersker over Jorden; men snarere, at der findes en magt ud over dette, der kontrollerer realiseringen af rummet, og det betyder, at mennesket er et væsen, der lever i rummet. Og det er i dette område, dette domæne, og dette domænes aktiviteter og udvikling, at menneskehedens fremtid ligger.

Det vigtige her er lige at tage et lille, kort trip og tænke over det. Hvad betyder dette? Og det her med Månen lige nu, det nye Måneprojekt, er sandsynligvis nøglen til at bringe denne idé til ikke alene det, der foregår i Kina netop nu, men hvad det betyder for hele den menneskelige art. Men vi har kurs mod en ændring af, hvad der har været karakteristisk for vores art, fra det, der har været traditionelt og til det, der nu vil vokse frem, fra denne nye forandring.

Ideen er derfor, hvis man vil gøre noget godt, så se på dette. Spørg ikke, hvad en eller anden siger, ’jamen, jeg tror, det er dette; jeg tror, det er hint ’. Det duer ikke! Problemet er, at menneskeheden har været en fiasko, men hvorfor har menneskeheden været en fiasko? Ikke på grund af menneskehedens iboende natur, men på grund af dens fordærvelse.«

I andre diskussioner i løbet af de seneste dage har LaRouche påpeget sine kontroversielle studier af Shakespeare i 2014, som der netop henvistes til, hvor han fastslog den pointe, blandt andre, at den stort set universelle opfattelse af menneskets historie er et falsum. At historien i realiteten består af disse former for dristige, hidtil ukendte opdagelser, som vi netop har diskuteret ovenfor. Disse opdagelser udgør menneskets natur. Se på den fremragende og radikale opfindelse af fysisk rum-tid, der går i en bue fra Kepler til Leibniz, via Gauss og dernæst til Planck og Einstein.

LaRouches webcast fra 8. februar indeholdt flere forskellige, konvergerende tankerækker, der alle lå på linje med det presserende behov for handling. Her følger konklusionen på en af disse tankerækker:

»Så spørgsmålet om kreativitet betyder, at hele systemet med Solsystemet og videre endnu grundlæggende set beherskes af disse begivenheder, de samme begivenheder, som er de begivenheder, der karakteriseres af systemet som helhed. Det er der! Spørgsmålet er, hvad ønsker man? Man ønsker at skabe mennesker, der er kreative, skabende. Man ønsker at kunne skabe spædbørn, der selv er skabende på en original måde. Man ser dette: Einstein var f.eks. et godt eksempel på dette. Hvis man tager det, vi ved om hans historie, at menneskelig kreativitet er en enestående ting; det er det, der i realiteten bør dominere og kontrollere menneskehedens historie.«   

Titelbillede: Prometheus bringer ilden til menneskene, oliemaleri af Heinrich von Füger, 1817. 

12. februar 2016 – I dag åbnede den årlige Sikkerhedskonference i München, informeret gennem en foreløbig rapport, der blev udgivet for omkring tre uger siden, og som udtrykker beklagelse over den kendsgerning, at en stor del af verden er steget ned i en tilstand af kaos, og at det er mislykkedes Vesten at forhindre det.

»Verden, især fra et vestligt standpunkt, kan meget vel være i den værste tilstand, siden afslutningen af den Kolde Krig«, siges det i begyndelsen af rapporten, der har titlen »Grænseløse kriser, hensynsløse krigsmagere, hjælpeløse værger«. »Overvældede, undertiden hjælpeløse værger konfronteres med græseløse kriser og magtfulde, hensynsløse krigsmagere.« Rapporten identificerer krigsmagerne som Rusland, Kina, Iran og ISIS, men tager aldrig USA, EU og NATO med i betragtning som faktorer i denne 15 år lange proces, der har omsluttet Europa med et bælte af kaos og krig snarere end den fremgang, som EU’s strategi fra 2003, der citeres i rapporten, hævdede, skulle være EU’s mål. »Vores opgave er at fremme en ring af velregerede lande øst for den Europæiske Union på grænserne til Middelhavet«, sagde denne EU-strategi fra 2003. »Dette har i stedet forvandlet sig til en ’ildring’«, klager München-rapporten. Men dette er alt sammen andres skyld, ikke Vestens, der bevarede strukturerne fra den Kolde Krig og sine britiskinspirerede geopolitiske metoder, selv efter Berlinmurens fald.

En faktor, som rapportens forfattere fandt klart bekymrende, er udviklingen af strukturer, med Kina i førertrøjen, og som udgør en parallel til det internationale system, som Vesten har opbygget. For blot at nævne nogle få, så udgøres disse strukturer af BRIKS, AIIB og det Økonomiske Silkevejsbælte, blandt mange andre.

Med formand Tom Gillesberg

Det tilkommer jer, det amerikanske folk, at forstå og handle på den moralske fordel, der nu er blevet fremlagt gennem Kinas og Ruslands handlinger, især Kinas, og som repræsenterer en ny fremtid for menneskehedens fremskridt i rummet og gennem en »win-win«-strategi om samarbejde mellem alle nationer. Den vision, som Kina og dets rumprogram har fremlagt, om at udforske Månens bagside, blive de første til at lande der og gøre, hvad ingen nation hidtil har gjort, vil ikke alene være en stor sejr for Kina, men for hele menneskeheden.

Det var den samme vision, som USA repræsenterede gennem præsident John F. Kennedys vision og lederskab, da han i 1961 for nationen og hele verden fremlagde forpligtelsen til at landsætte en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage til Jorden.

Download (PDF, Unknown)