Leder fra LaRouchePAC, 10. november, 2016 – Donald Trumps valgsejr, og både Hillary Clintons og Baracks Obamas valgnederlag, betyder en kortvarig udsættelse af fremstødet for Tredje Verdenskrig imod Rusland, under forudsætning af, at Obama forhindres i at foretage en eller anden vanvittig handling i sine tilbageværende ’lame duck’-uger – overgangsperioden – i embedet. Det faktum, at en umiddelbar fare for atomkrig midlertidigt er taget af bordet, er vigtigt, men det løser ikke den anden, alvorlige krise, som verden konfronteres med.

Det transatlantiske finanssystem er stadig på randen af total disintegration, og med mindre man omgående håndterer dette problem, vil betingelserne for global krig snart vise sig igen. For at løse denne umiddelbare krise, må den amerikanske Kongres omgående vedtage de love, der er fremstillet i begge Huse, for en genindførelse af den oprindelige Glass/Steagall-lov fra 1933, og som bryder for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne op, i totalt adskilte kommercielle banker og investeringsbanker. Dette må være det første punkt på Kongressens dagsorden, når den vender tilbage til Washington i begyndelsen af næste uge.

Når denne presserende handling er vel overstået, må der træffes yderligere forholdsregler til en ny form for relationer mellem de ledende nationer på planeten. Der er udsigt til en snarlig genoprettelse af de amerikansk-russiske relationer, en mulighed, der blev hilst velkommen af den førende, russiske økonom og rådgiver til Putin, Sergej Glazjev, i et interview torsdag med Itar-Tass. Han advarede ligeledes om, at Obama-administrationens politikker har ødelagt relationen mellem USA og Kina, og at en afspænding mellem Washington og Moskva kan spille en vigtig rolle i at udbedre de skadede amerikansk-kinesiske bånd. Det, der behøves, er en række positivt bekræftende handlinger, der vil være med til at sikre et globalt system for fred og stabilitet. Kinas præsident Xi Jinping tilbød gentagne gange præsident Obama at samarbejde omkring netop disse mål, men Obama afviste alle disse tilbud. Som både ambassadør Chas Freeman (USA’s ambassadør til Saudi-Arabien, 1989-1992) og tidligere CIA-direktør (og Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver) James Woolsey understregede i udtalelser i denne uge, så må USA rette den tragiske bommert, hvor de har afvist tilbuddet om at deltage i Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og det overordnede initiativ for Bæltet-og-Vejen (OBOR). Verden må tage en række skridt hen imod et nyt, globalt samarbejdssystem. Lyndon LaRouche understregede torsdag, under drøftelser med medarbejdere, at dette kan gøres, især, hvis nøglenationer kan udvikle samarbejde. Et sådant globalt hovedeftersyn er ikke let, men, med de korrekte rettesnore for at gå fremefter, kan det gøres. Både Lyndon og Helga LaRouche understregede behovet for at skabe et Nyt Bretton Woods-system, der trækker på succeserne fra den oprindelige aftale fra 1944, som Franklin Roosevelt stod for.

Resultaterne af de amerikanske valg har dæmmet op for den umiddelbare fare for atomkrig, men det ville være en alvorlig fejl at sætte sin lid til, at den nu valgte præsident Donald Trump tager de nødvendige skridt. Der er nøglespillere, der kan bidrage til dette nye, presserende nødvendige arrangement, når man kaster et blik rundt på planeten. Tyskland kan spille en sund rolle. Rusland, under præsident Vladimir Putin, spiller allerede en fremragende rolle, og Kina, under præsident Xi Jinping, udgør en betydelig, positiv kraft.

Et område, der er af vital betydning for ethvert fremvoksende, nyt samarbejdsarrangement, er samarbejde om udforskning af rummet, der inkorporerer alle de afgørende elementer, der mangler i andre bestræbelser, der i øvrigt måtte være betydningsfulde.

Mange af de fremskridt, der er så presserende, vil finde sted på lokalt og regionalt niveau; men alle disse indsatser må være i overensstemmelse med en større, global vision. Hvis det mislykkes at gennemføre disse udfordrende, men afgørende handlinger, vil det føre til en endnu større katastrofe, inklusive, at en fare for atomkrig atter vil vise sig. Dette kræver seriøs tænkning fra et bredt udvalg af ledere fra hele verden.

Foto: Den russiske præsident Putin udtrykker Ruslands hensigt om at genoprette relationer i fuldt omfang med USA, under bemærkninger i sin tale i Kremls Store Palads den 9. november, 2016, efter Trumps valgsejr (Foto: kremlin.ru)         

7. nov., 2016 – Under et møde i dag i Skt. Petersborg til det 21. ordinære møde mellem russiske og kinesiske regeringsledere, fremlagde den kinesiske premierminister Li Keqiang og den russiske premierminister Dmitry Medvedev en vision for »win-win«-samarbejde omkring styrkelse af deres strategiske partnerskab, gennem en utrolig række bilaterale samarbejdsaftaler.

Efter indbyrdes, private drøftelser fik de to ledere tilslutning af regeringsministre og -viceministre, så vel som af administrerende direktører for betydningsfulde, russiske selskaber, der underskrev aftaler med kinesiske regeringsfolk. Energi (inklusive atomkraft), handel og investering, videnskab og teknologi, kultur, infrastrukturbyggeri og samarbejdsaftaler omkring sikkerhed/antiterror blev underskrevet.

»Vi har drøftet praktisk talt alle hovedspørgsmål inden for økonomi, investering og socialt samarbejde mellem vore lande«, sagde Medvedev i pressekonferencen, der fulgte efter det bilaterale møde. »Rusland og Kina er forbundet gennem strategisk partnerskab og samarbejde. Vi er virkeligt venner. Vi deler et fælles synspunkt på mange globale spørgsmål«, arbejder sammen i mange multilaterale organisationer – FN, G20, BRIKS og Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO), »og vi implementerer store projekter, inklusive at bringe den Eurasiske Økonomiske Union og det Nye Økonomiske Silkevejsbælte ind på linje med hinanden.«

De ordinære møder, der afholdes mellem de to regeringsledere, sagde Medvedev, »er virkelig helt originale, på den måde, at vi ikke har sådanne mekanismer på plads med noget andet land. De opfylder den meget vigtige funktion at give konkret substans til vore relationer, og tilbyder os muligheden for at drøfte lovende projekter som en del af vores omfattende partnerskab og strategiske samarbejde.«

I et interview med TASS, udgivet 6. nov., lå Li Keqiangs udtalelser på linje med Medvedevs, hvor han understregede, at Kinas og Ruslands samarbejde i organisationer som APEC (Økonomisk samarbejde mellem asiatiske lande og Stillehavslande), BRIKS og G-20, »er af stor betydning for promoveringen af den globale økonomis vedvarende, økonomiske genrejsning, forbedring af den globale, økonomiske styrelse og opbygning af en innovationsbaseret, dynamisk, gensidigt afhængig og inkluderende, global økonomi«. Som medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, tilføjede han, gør de begge en betydelig indsats for at sikre, at formålene og principperne i FN’s charter og »grundlæggende regler for internationale relationer« respekteres, »for at finde politiske løsninger til de presserende internationale og regionale problemer, og for at fremme en mere fair og afbalanceret verdensorden«.

Som tegn på dybden af deres samarbejde, annoncerede den russiske premierminister, at han og Li aftalte at oprette en femte, inter-guvernemental kommission, der vil tage sig af samarbejde mellem Ruslands Fjernøsten og Kinas nordøstlige regioner. I sine bemærkninger til TASS havde Li understreget betydningen af at gå videre end til regeringsniveauet og udvide samarbejdet til interregionalt niveau. Etableringen af denne nye kommission, sagde Medvedev, »er bevis på rækkevidden af vores praktiske samarbejde. Den globale, økonomiske situation er langt fra at være ligefrem i dag, og dette har også påvirket vores bilaterale balance. Vi har forberedt en stor pakke af dokumenter, der reflekterer den nuværende tistand i vores partnerskab og signalerer nye stadier i udviklingen af båndene mellem vore lande inden for handel, økonomi, samfundsmæssige og humanitære spørgsmål«.

Li bekræftede, at samarbejde inden for handel og økonomi mellem de to lande vil blive »omfattende udviklet. Det er nødvendigt at træffe forholdsregler for at genoprette og udvide bilateral handel, og samtidig opmuntre gensidige investeringer og samarbejde om produktion«. Kina, sagde han, byder velkommen investeringer fra »stærke virksomheder fra Rusland … Det er vigtigt at etablere betydningsfulde strategiske projekters ledende rolle«, og samtidig støtte de små og mellemstore virksomheders deltagelse.

Foto: Den kinesiske premierminister Li Keqiang og den russiske premierminister Dmitry Medvedev møder pressen i fællesskab i Skt. Petersborg, Rusland, den 7. nov., 2016.

6. nov., 2016 – I kølvandet på sit møde med 16 central- og østeuropæiske (CEE) ledere i Riga, Letland, den 5. nov., annoncerede den kinesiske premierminister Li Keqiang, at »Kina vil oprette en investeringsfond på €10 mia., der skal administreres af Kinas Kommercielle Bank og skal finansiere projekter inden for sektorerne infrastruktur, hightech-varefremstilling og forbrugsgoder i Central- og Østeuropa«, rapporterer BRICS Post i dag. Fondens mål er at rejse €50 mia. til finansiering af projekter inden for ovennævnte sektorer, iflg. banken.

I sin rapport om begivenheden skrev Reuters: »Fonden vil blive støttet af regeringen, men vil operere under almindelige forretningsbetingelser og ledes af markedet. Central- og Østeuropa er en del af Kinas moderne Silkevej … Kinas vicehandelsminister Gao Yan sagde sidste år, at kinesiske selskaber allerede har investeret mere en $5 mia. i CEE-lande.«

BRICS Post rapporterede også, at Li sagde, han støttede væksten af et investeringsvenligt miljø mellem Kina og CEE-landene. Til dette formål sagde den kinesiske premierminister, at »Kina var klar til at påbegynde konstruktionen af industri- og teknologiparker i samarbejde med CEE-nationer.« Li har sagt, at hans land anser Letland, der var vært for topmødet, for at være en vigtig transitstation for handel mellem Kina og EU. 

Foto: Kinas premierminister Li Keqiang deltager i regeringsledermøde mellem central- og østeuropæiske lande og Kina i Riga, Letland, 5. nov., 2016.

5. november, 2016 – Ganske uanset, hvem, der vinder valget i USA, så må hvert eneste land i verden derefter revurdere sin egen, strategiske situation og sine egne, eksistentielle interesser, og give sin politik en ny retning. Ifald den høgeagtige Hillary Clinton vinder, bliver Tysklands udenrigspolitik umiddelbart stillet over for den udfordring, ikke at lade sig trække ind i en direkte militær konfrontation mellem USA og Rusland, som truer med at opstå ud fra Clintons erklærede Syrien-politik. Hvis Donald Trump vinder, vil terningerne atter blive kastet på ny.

Download (PDF, Unknown)

Foto: Den kinesiske premierminister Li Keqiang og hans lettiske modpart Maris Kucinskis overværer underskrivelsen af dokumenter om bilateralt samarbejde inden for handel, transport og kultur efter deres forhandlinger i Riga, Letland, 4. nov., 2016.

Med formand Tom Gillesberg

Men det andet område må komme fra en bevidst beslutning om, at verden behøver et nyt paradigme; at, hvis vi forbliver inden for rammerne af det nuværende paradigmes aksiomer, med geopolitik og globalisering, så mener jeg ikke, at vi kan løse det. Det, vi må gøre, er at skabe en renæssance, en kulturel renæssance, der udgår fra den idé, at mennesket ikke er et dyr, og at, selv om mange mennesker i øjeblikket opfører sig på en dyrisk måde, så er mennesket den eneste skabning, eller den eneste art, der er i stand til at overvinde enhver begrænsning af sit eget intellekt og af teknologiske vanskeligheder. Hvad som helst, menneskeheden ønsker at takle, kan den gøre.

Download (PDF, Unknown)

Tirsdag, 1. nov., 2016 – Kinas koncept med det Økonomiske Silkevejsbælte er i færd med at adaptere til Ruslands eurasiske integrationsprogram, sagde den russiske ambassadør til Kina, Andrej Denisov i et interview med TASS mandag.

»Der har været betydelige fremskridt i fastlæggelse af mekanismen for interaktion mellem det eurasiske integrationsprojekt og Silkevejskonceptet«, sagde ambassadøren. »Vi har mulighed for at styrke samarbejdet inden for alle områder«, understregede Denisov og bemærkede, »Der er meget arbejde, der skal gøres.«

Ambassadøren mente, at det kommende år vil blive »fuld af politiske kontakter, inklusive kontakter på højt niveau«.

Ifølge ambassadøren bærer optimeringen af bilateralt samarbejde frugt. For eksempel har Rusland signifikant øget eksporten af landbrugsprodukter til Kina. »Takket være vores præsident er den russiskfremstillede is blevet meget populær i Kina«, bemærkede Denisov. »Vi bevæger os fra handel til investeringsprojekter, der understreger langfristet samarbejde, udstyr og forsyning af råmaterialer«, sagde den russiske ambassadør. »Et samarbejdsprogram i Fjernøsten, som er meget stimulerende, er ved at blive implementeret.« Diplomaten sagde også, at han forventede, at tilstanden i det russisk-kinesiske samarbejde ville forbedres i fremtiden, sammenlignet med det indeværende år, der viste sig at være en »interim-periode« mellem en kortvarig sløvhed i handelen og den forventede forøgelse af bilaterale eksporter og importer.

Foto: Den russiske præsident Vladimir Putin (forrest) og Ruslands ambassadør til Kina, Andrej Denisov (højre) ankommer til Beijing i nov., 2014, for at deltage i et APEC-møde.  

Tirsdag, den 1. nov., 2016 – Den malaysiske premierminister Najib Razak har yderligere afsløret, at Obamas plan om at bruge sydøstasiatiske nationer som syndebukke for sin militære konfrontation med Kina er kollapset. På dag to af sit ugelange besøg i Kina underskrev Najib en toårig forsvarsaftale med Kina og økonomiske aftaler til $34,4 mia., inklusive byggeriet af en Øst-Vest jernbanelinje, og sandsynligvis også en højhastigheds-jernbanelinje fra Kuala Lumpur til Singapore.

Forsvarsaftalen er især et slag i ansigtet på de neokonservative i Washington. Malaysia vil købe fire skibe, der kan medføre missiler og har en landingsplatform til helikoptere, til kystvagtmission. To vil blive bygget i Kina, og to i Malaysia, hvilket også muliggør en overførsel af teknologi. »Jeg kalder denne beslutning for en milepæl, for før dette, havde vi ikke købt sådanne skibe fra Kina«, sagde Najib ved en pressekonference efter sine bilaterale drøftelser med den kinesiske premierminister Li Keqiang. Han behøvede ikke at nævne, at det meste militærudstyr er kommet fra USA.

Øst-Vest jernbanelinjen vil løbe fra Port Klang, nær Kuala Lumpur ved Malaccastrædet, over halvøen og dernæst mod nord langs østkysten til nær ved den thailandske grænse. Dette vil være til enorm fordel for udviklingen af østkysten, der er fattigere og mindre udviklet end vestkysten. Najib sagde, Kina havde indvilget i at bevilge bløde lån til Malaysia til byggeriet af østkystens jernbanelinje, der skønnes at ville koste omkring $13,2 mia.

Alt i alt blev 14 forståelsesmemoranda underskrevet i Folkets Store Hal, inkl. til byggeri af en ny havn ved Malaccastrædet.

»Lederne fra de to sider aftale at yderligere fremme den ordentlige bilæggelse af spørgsmålet om det Sydkinesiske Hav gennem dialog, gennem en bilateral kanal«, sagde den kinesiske viceudenrigsminister Liu Zhenmin til reportere. »Lanceringen af flådesamarbejde mellem de to sider er selvfølgelig signifikant for vore bilaterale bånd. Det er en afspejling af det meget høje niveau og den gensidige politiske tillid mellem vore to lande«, sagde Liu.

Det meste af den vestlige dækning af disse begivenheder siger, at Najib er i færd med at vende sig bort fra USA og hen imod Kina pga. FBI’s undersøgelse af One Malaysia-skandalen, der omfattede en pengehvidvask ind i USA af mulige penge fra den uafhængige rigdomsfond i en størrelsesorden af $1 mia. Alt imens denne skandale er signifikant, så har Najib aldrig ændret sin kurs for stærke bånd til Kina (dette er hans tredje besøg under sin administration), og han responderer i en vis udstrækning til de samme spørgsmål, som præsident Duterte i Filippinerne – han ønsker ikke en krig, og han ønsker at samarbejde med Kina.

Foto: Malaysias premierminister Najib Razak, venstre, med Kinas præsident Xi Jinping, i Kuala Lumpur, Malaysia, i 2013. 

31. okt., 2016 – Den kinesiske viceudenrigsminister Li Huilai udstedte en erklæring, der sagde, at det Kinesiske Statsråds premierminister Li Keqiangs besøg i Rusland er meget vigtigt. Li Keqiang vil besøge Rusland 6.-8. nov. og deltage i Ruslands og Kinas statslederes 21. regulære møde i Skt. Petersborg den 7. nov.

»Premierminister Li Keqiangs besøg i Rusland vil bidrage til yderligere udvikling af bilaterale relationer«, sagde Li Huilai og understregede, at besøget er »af afgørende betydning for at intensivere relationerne mellem de to lande og for at fremme samarbejde over grænsen.«

»Vi er overbevist om, at premierminister Li Keqiangs besøg i Rusland vil blive succesfuldt, takket være fælles indsats fra begge sider.« Li Keqiangs besøg i Rusland kommer på invitation fra premierminister Dmitry Medvedev. 

»I Moskva vil premierminister Li Keqiang mødes med [præsident] Putin«, sagde Li Huilai under en pressebriefing. I Skt. Petersborg vil han deltage i en middag med Medvedev før et lukket møde mellem de to regeringsledere, sagde han. Den russiske regering sagde, at Li og Medvedev på onsdag efter planen vil diskutere russisk-kinesisk handel, økonomi, investering, energi og humanitært samarbejde. De to sider vil udstede et fælleskommunike og underskrive flere samarbejdsdokumenter.

Lis besøg i Rusland er en del af en eurasisk turne i dagene 2.-9. nov., hvor han vil aflægge officielt besøg i Kirgisistan, Kasakhstan, Letland og Rusland. Han vil deltage i det 15. Shanghai Samarbejdsorganisations (SCO) premierministermøde i Kirgisistan den 3. nov.; det femte topmøde i de Kinesiske og Central- og Østeuropæiske Lande (CEEC) i Letland, samt regulære premierministermøder.

Foto: Ruslands premierminister Medvedev og Kinas premierminister Li Keqiang under sidstnævntes besøg i Moskva, okt., 2014.

31. okt., 2016 – Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche var en af de førende talere på et panel om de fremtidige relationer mellem Europa, USA og Rusland, der fandt sted den 30. okt. på konferencen, »Den store fred« i Auerstedt, Tyskland. Andre talere på panelet var professor Gerhard Schreiber (Dresden), en mangeårig ekspert i militærstrategi i flere topudnævnelser i østtyske militære institutter før 1989 og nuværende konsulent i sikkerhedspolitik; prof. Natalya Bubnova, ekspert i russiske relationer med Vesten, og som arbejder ved Primakov Nationale Forskningsinstitut for Verdensøkonomi og Internationale Relationer i Moskva; Klaus-Dieter Böhm, direktør for den private station Salve.TV i Erfurt (den eneste tyske Tv-station, der fast kører nyhedshistorier fra RT). Konference-stedet i byen Auerstedt, i nærheden af byen Jena i Thüringen, var scenen for et stort slag i 1806, hvor Napoleons hære slog de preussiske hære. »Den store Fred« afholdtes for fjerde gang dér.

Helga havde allerede præsenteret den Nye Silkevej og Verdenslandbroen, da flere initiativer blev introduceret lørdag eftermiddag, hvor der blev vist et kort klip om emnet, som blev vel modtaget af tilhørerne. Endnu engang, på panelet om søndagen, talte hun om betydningen af det nye paradigme til at gå i stedet for den akutte fare for atomkrig. Denne akutte trussel om atomkrig stammer fra det faktum, at det transatlantiske finanssystem er dømt til undergang, og at visse vestlige ledere nægter at indgå i samarbejde med kineserne og BRIKS. Hun advarede også om, at Hillary Clinton på det seneste er blevet en total krigshøg, og at hendes valg til præsident udgør en betydelig risiko for en verdenskrig. Professor Schreiber, der talte om NATO’s oprustning og ekspansion mod Rusland efter 1990, med særlig henvisning til EU’s skadelige rolle, inklusive udløsningen af Ukraine-krisen, støttede [det kinesiske] Ét bælte, én vej (OBOR) som et fredsopbyggende, nyt paradigme, som Europa bør tilslutte sig, og sagde på et tidspunkt, at »det er fordi, USA’s politik er imod den Nye silkevej, at amerikanerne hader Dem så meget, fr. Zepp-LaRouche«.

Prof. Bubnova, der talte om de falske billeder, som Vesten har opbygget om Rusland, men som også gav udtryk for bekymring over, at Rusland er i færd med at blive trukket ind i en strategisk konfrontation, sagde mht. USA’s drømme om fortsat verdensherredømme, at det ikke vil fungere, fordi store dele af verden er uenig og ikke ønsker at gå den vej, USA siger, de skal gå. Schreiber gjorde også meget ud af at påpege, at multi-polaritet er verdens fremtid, og at det vil erstatte den unipolære periode, som har eksisteret siden Sovjetblokkens opløsning for 25 år siden. Böhm talte om den amerikanske hånd bag bin Laden, al-Qaeda, al-Nusra og IS og sagde, at disse er blevet opbygget for at levere et nyt fjendebillede, efter at Sovjet-fjenden forsvandt efter 1990.

http://der-grosse-frieden.org/referenten-2016-helga-zepp-larouche/

Med formand Tom Gillesberg

Som patrioter og verdensborgere i traditionen efter de Gaulles og Adenauers Fædrelandenes og projekternes Europa, appellerer vi til vore regeringer om omgående at tilslutte sig disse fremvoksende magters indsats, og at kræve af USA og Storbritannien, at de begraver Imperiets stridsøkse.

Vi bør omgående positivt respondere til tre store projekter, der foreslås, og som alle befinder sig inden for vor rækkevidde og direkte vedrører vore nationale interesser:

 (På sidelinjen af Schiller Instituttets konference i Essen, Tyskland, den 21. oktober, 2016, om de fremtidsudsigter for Europa, som Kinas politik for den Nye Silkevej tilbyder, udstedte Helga Zepp-LaRouche, præsident for Schiller Instituttet, og Jacques Cheminade, fransk præsidentkandidat, følgende erklæring:)

På intet tidspunkt siden 1945 har verden været så tæt på en ny verdenskrig, der i dag ville blive en atomkrig. Men samtidig har mulighederne for at grundlægge en ny verdensorden for fred og udvikling imidlertid aldrig været så store.

Faren for krig kommer fra et forsøg fra de vestlige magters side på, for enhver pris at opretholde deres eneherredømme over verden, på trods af den kendsgerning, at de ikke har andet at tilbyde end krige og finansiel udplyndring. Det store håb kommer fra en fremvoksende gruppe af lande, Rusland, Kina, Indien og BRIKS, der kæmper for en verden, hvor alle har ret til fremskridt gennem udvikling inden for videnskab, avanceret teknologi og industri; en verden med fred og stabilitet, baseret på organisationen for international lov, der voksede frem af sejren over nazismen, og som er inkorporeret i FN’s Charter.

Det eneste alternativ til politikken med Washington-konsensus, der har ført os frem til den nuværende krise, er Kinas forslag om projektet for den Nye Silkevej, som en politik for fred og samarbejde i hele verden. Dette projekt, som allerede er en realitet for de 70 lande, der er med i det, er det største projekt for industriel, økonomisk genrejsning, der nogen har eksisteret på planeten, og som mobiliserer tæt ved $1 billion til videnskabelig forskning og store infrastrukturprojekter i Eurasien, Latinamerika og Afrika.

Som patrioter og verdensborgere i traditionen efter de Gaulles og Adenauers Fædrelandenes og projekternes Europa, appellerer vi til vore regeringer om omgående at tilslutte sig disse fremvoksende magters indsats, og at kræve af USA og Storbritannien, at de begraver Imperiets stridsøkse.

Vi bør omgående positivt respondere til tre store projekter, der foreslås, og som alle befinder sig inden for vor rækkevidde og direkte vedrører vore nationale interesser:

1. Frankrig og Tyskland må, sammen med Kina, påbegynde konstruktionen af Silkevejens godstog for fremtiden, der kommer fra Kina og forgrener sig ud til forskellige lande i Europa. Der eksisterer allerede konvojer, men de har store vanskeligheder med at krydse alle grænser. Vi må nu forudse et Silkevejstog, der kører i et eurasisk kontinent, der 30 år frem i tiden vil være lige så udviklet, som Kina er i dag. Denne jernbanelinje, der kører på enkeltstandard-enhedsspor, og som møder minimale grænsekontroller, må, i traditionen efter Lincolns Transkontinentale Jernbane og den Transsibiriske Jernbane, være en trans-eurasisk jernbane, bygget af Fædrelandenes og projekternes Europa. Det vil blive nødvendigt, at Kina, Rusland og alle de andre lande, som toget kører igennem, indgår en aftale.
2. Frankrig og Tyskland må respondere til Kinas og Ruslands indsats for at bringe de mellemøstlige ødelæggelseskrige, der er anstiftet af de vestlige magter, til en afslutning, og for at påbegynde genopbygningen. Denne politik er ikke alene den eneste, humane respons til ikke alene den forfatning, disse lande befinder sig i, men også til den stadigt voksende strøm af immigranter til vore lande.
3. Frankrig og Tyskland må arbejde hen imod store fællesprojekter med Kina og Afrika. En fælles rammeaftale til dette formål blev allerede underskrevet af Frankrig og Kina den 30. juni, 2015. Prioriteringen må være infrastrukturprojekter i stor skala: dæmninger, jernbaner og energi, inklusive kernekraft.

Når de vestlige eliter ikke har nogen anden politik end den, at gennemtvinge brutale nedskæringer over befolkninger for at redde en finansverden, der har været død siden krisen i 2008; når den eneste måde, hvorpå vesten kan opretholde sit eneherredømme, er gennem deployering eller tolerance af blodige nazister i Ukraine og grusomme jihadister i Mellemøsten, kan vi med Kina klart sige, at, dersom Vesten ønsker at bevare Himlens mandat til at regere, må den forandre sig.                 

Download (PDF, Unknown)

Foto: Tysklands Conrad Adenauer og Frankrigs Charles de Gaulle mødes i Paris i september, 1963. 

Kan menneskeheden, konfronteret med alle de kriser, vi ser for vore øjne, etablere et verdenssystem, i hvilket folkene kan leve sammen i fred? Er menneskeheden i stand til at definere et højere fornuftsniveau, eller er vi tvunget til – ved at holde os til de vante, og veltrampede, stier – at ramle ind i en stenmur og muligvis miste civilisationen for altid?

Jeg er overbevist om, at det er muligt at finde dette højere fornuftsniveau, og at gøre det til virkelighed. Ligesom den gamle Silkevej, under Han-dynastiet for hen ved 2.000 år siden, ikke blot var et middel til vareudveksling, men også til udveksling af teknologi, kultur og filosofi – og således førte til en enorm forbedring af levestandarden i alle de nationer og regioner, der deltog – således er jeg også overbevist om, at det er muligt at sætte en Ny Silkevej, en ny politik for at knytte nationer sammen, på dagsordenen i dag.

Download (PDF, Unknown)

29. okt., 2016 – Femten journalister fra ti ASEAN-lande deltog i ASEAN-Kina Centrets konference om det 21. Århundredes Maritime Silkevej i den vestlige Yunnan-provins den 27. okt., og besøgte flere byer, der ligger langs den gamle Silkevej i provinsen Jiangsu; disse områder har fælles grænser med ASEAN-lande i sydvest. Journalisterne fik et glimt af det 21. Århundredes Maritime Silkevej med besøg på flere industriparker; havne ved vandet og på land; industricentre, universiteter og lokaliteter for kinesisk kulturarv; såvel som de også lærte den lokale kultur og de lokale traditioner at kende, rapporterede Indonesiens Antara News Agency den 28. okt.

Antara rapporterede, at mediebesøget i 2016 til Kina er det andet år, hvor et sådant program er blevet arrangeret af ASEAN-Kinacentret. Sidste år var en gruppe ASEAN-journalister blevet inviteret til Kina, hvorefter flere end 50 artikler om Kinas initiativ for Ét bælte, én vej (OBOR) blev udgivet, bemærkede artiklen.

I kølvandet på journalisternes besøg i år rapporterede Antara om reaktionerne hos flere af dem: Anas Bin Abu Hassan fra Malaysia sagde, at den mest interessante del af besøget var muligheden for at lære det kinesiske folks kultur at kende. »Vi fik mulighed for at lære historiske værdier, bortset fra Kinas storhed.« En anden journalist, Stephen Joel Paredes fra Filippinerne, sagde: »Vi er blevet overbevist om Kinas hastige udvikling. Selv om Kina har været et udviklet land, udvikles det stadig lige som andre ASEAN-lande.« Keuthuanchai Malychansy fra Laos håbede, at Bælt-og-vej-initiativet vil bringe fælles fordele til alle ASEAN-lande, og især til hans land. »Jeg håber, det vil styrke turismen og infrastruktursektorerne i Laos«, sagde han.     

Dette er ikke noget, der kun er vigtigt for den nationale scene; men dette er i færd med at udforme et paradigmeskifte, som i øjeblikket finder sted på den internationale scene. For to uger siden så vi det dramatiske skift, hvor Filippinerne, med præsident Dutertes besøg i Kina, ændrede sin kurs til at komme på linje med Kinas; hvor han siger, at han nu ændrer sit lands kurs i overensstemmelse med den ideologiske strømning i de eurasiske, allierede lande, der nu er i færd med at skabe et nyt, økonomisk paradigme. Vi så dette meget tydeligt i en tale, som den russiske præsident Vladimir Putin holdt ved Valdai-diskussionsklubbens årlige sammentræf 2016 i Sotji, Rusland. Vi vil gå nærmere i detaljer med dette, men Putins understregninger er meget klare, og jeg mener, at de omfatter nogle af de spørgsmål, vi vil diskutere i aften. For det første, faren ved NATO’s/Obamas holdning, der nu har bragt os i farlig nærhed af et udbrud af Tredje Verdenskrig; en krig, som ingen på den russiske side søger, som Putin gjorde det meget klart. Og ligeledes det presserende nødvendige, totalt nye, økonomiske paradigme for at slå bro over svælget mellem et lille antal meget rige Wall Street-spekulanter, og et meget stort antal fattigdomsramte, ikke alene mennesker, men hele nationer; og desuden, at bringe teknologisk fremskridt til alle og gøre dette til paradigmet for relationer nationerne imellem.

Matthew Ogden: Jeg tror, vi kan sige, at vi befinder os ved et meget dramatisk vendepunkt i verdenshistorien, og ved et meget dramatisk vendepunkt for vores nation. I løbet af de seneste uger har vi, som I har kunnet følge på LaRouchePAC’s webside, mobiliseret en national mobilisering for at sætte hr. Lyndon LaRouches økonomiske program på dagsordenen, under betegnelsen ’De Fire Hovedlove; de Fire Nye Love til USA’s økonomiske genrejsning’, og disse love er baseret på Alexander Hamiltons fundamentale principper og hans arbejde med at etablere en videnskab om økonomi, der opbyggede USA. Vi har lanceret en kampagneside for mobilisering, og jeg vil direkte fremhæve, at det er vores dagsorden at bringe det amerikanske folk ind i denne mobilisering for at gøre jeres forståelse af, hvad det er for økonomiske principper, som Hamilton skabte, dybere; og hvad det er, som hr. LaRouche har inkorporeret i disse Fire Love.

Dette er ikke noget, der kun er vigtigt for den nationale scene; men dette er i færd med at udforme et paradigmeskifte, som i øjeblikket finder sted på den internationale scene. For to uger siden så vi det dramatiske skift, hvor Filippinerne, med præsident Dutertes besøg i Kina, ændrede sin kurs til at komme på linje med Kinas; hvor han siger, at han nu ændrer sit lands kurs i overensstemmelse med den ideologiske strømning i de eurasiske, allierede lande, der nu er i færd med at skabe et nyt, økonomisk paradigme. Vi så dette meget tydeligt i en tale, som den russiske præsident Vladimir Putin holdt ved Valdai-diskussionsklubbens årlige sammentræf 2016 i Sotji, Rusland. Vi vil gå nærmere i detaljer med dette, men Putins understregninger er meget klare, og jeg mener, at de omfatter nogle af de spørgsmål, vi vil diskutere i aften. For det første, faren ved NATO’s/Obamas holdning, der nu har bragt os i farlig nærhed af et udbrud af Tredje Verdenskrig; en krig, som ingen på den russiske side søger, som Putin gjorde det meget klart. Og ligeledes det presserende nødvendige, totalt nye, økonomiske paradigme for at slå bro over svælget mellem et lille antal meget rige Wall Street-spekulanter, og et meget stort antal fattigdomsramte, ikke alene mennesker, men hele nationer; og desuden, at bringe teknologisk fremskridt til alle og gøre dette til paradigmet for relationer nationerne imellem.

Vi vil komme ind på disse spørgsmål, men først og fremmest spørgsmålet om Glass-Steagall; nødvendigheden af at nedlukke det, der nu tydeligvis er det bankerotte Wall Street-regime, og spørgsmålet om, hvad der nødvendigvis må efterfølge denne nedlukning. De Fire Love efter Hamiltons principper, som hr. LaRouche har udarbejdet, er nu helt klart på dagsordenen, mener jeg. Jeg vil bede Jeffrey Steinberg lægge ud med en kort briefing om nogle af de spørgsmål, som vi har drøftet med hr. LaRouche i løbet af de seneste 24 timer, og dernæst kan vi fortsætte med en diskussion over implikationerne af disse udviklinger.

Jeffrey Steinberg: Der er fire eller fem ting, som jeg gerne vil sætte fokus på mht. signifikante, nye udviklinger blot siden sidste fredags webcast. For det første, som Matt netop påpegede, så holdt præsident Putin en meget magtfuld tale under den afsluttende session af Valdai-konferencen, der fandt sted i denne uge i Sotji, Rusland. Tilstede var repræsentanter fra hele verden, inkl. i hvert fald flere folk fra Kina. Jeg mener, at det, som præsident Putin gjorde, ikke så meget var at bryde ny jord, som det var at gøre det meget klart, at Rusland, og han selv, fuldt ud har helliget sig til at gå fremefter med samarbejdet med Kina og de andre BRIKS-lande om at virkeliggøre et nyt paradigme for relationerne nationalstaterne imellem. Dette nye paradigme er baseret på en politik for klar forebyggelse af krig, opbygget omkring kooperative økonomiske investeringer i store projekter – inklusive betydelige fremskridt inden for videnskab, som inkluderer fremme af menneskets herredømme over rummet. På en vis måde forstærkede Putin det, vi så på BRIKS-topmødet for statsoverhoveder for nylig i Goa, Indien. Rusland er helt med her, og han pointerede meget klart, at det vestlige finanssystems kollaps er den hovedfaktor, der driver verden hen imod en ekstraordinært farlig situation, hvor der kunne komme et udbrud af en verdenskrig – endda en atomar verdenskrig – som følge af provokerende handlinger, der er affødt af desperation. Jeg mener, at dette er et af de elementer af det, der virkelig er forandret i løbet af denne seneste uge.

Jeg har tilbragt de seneste 48 timer – onsdag og torsdag i denne uge – med at deltage i en årlig konference i Washington, D.C., i det Nationale Råd for Amerikansk-arabiske Relationer. Der var omkring 1000 mennesker til stede dér, og der var stort fremmøde fra det diplomatiske samfund, især det arabiske, diplomatiske samfund; og fra den amerikanske erhvervssektor, der handler med Golfstaterne. Ved slutningen af konferencen, torsdag aften, var der en afsluttende hovedtale af general David Petraeus – tidligere chef for Centralkommandoen, og tidligere direktør for CIA. Han fremlagde en række meget dristige forslag, som desværre meget præcist faldt i tråd med den slags ting, vi har set komme fra Hillary Clinton og Clinton-kampagnen i hele denne præsidentvalgkamp. Det, som general Petraeus krævede, var både oprettelsen af sikkerhedszoner på suverænt, syrisk territorium, skabelsen af en flyveforbudszone over en stor del af syrisk territorium, og han opfordrede til, at USA skulle bruge både sø- og landbaserede krydsermissiler til at tilintetgøre det syriske luftvåben. Se, han sagde meget henkastet, at dette selvfølgelig fremkalder faren for en krig med Rusland; men det fejede han til side og sagde, at Vladimir Putin responderer til magt, og responderer til alvorlige trusler om magtanvendelse. Putin vil derfor, konfronteret med denne form for handlinger, trække sig, sagde Petraeus.

Vi taler her om, at amerikanske og russiske aktiver fra luftvåbnene, der engagerer sig på en meget afgrænset skueplads for handling, hvor vi hidtil har undgået en betydelig hændelse, der kunne have ført til generel krig, pga. en aftale om dekonfliktion (fælles forholdsregler, der skal sikre, at en optrapning pga. fejlberegninger eller misforståelser ikke finder sted, -red.), som heldigvis stadig er i kraft mellem den amerikanskledede koalition på den ene side, og Rusland på den anden. Men det, der her foreslås, er en total omstødelse af denne politik. Vi ved, at dette er præcis, hvad Hillary Clinton kræver i sine egne taler i præsidentkampagnen. Der har været nylige undersøgelser, fremlagt på vegne af Clinton-kampagnen af Centret for en Ny Amerikansk Sikkerhed og Centret for Amerikansk Fremgang, der udtrykker noget nær den samme ekstremistiske holdning, som general Petraeus udtrykker i sine udtalelser. Faren for krig kan slet ikke undervurderes; og faktum er, at præsident Putin – i sin Valdai-tale – var meget klar omkring denne fare.

Se, med hensyn til det overordnede spørgsmål om, hvor umiddelbart forestående, nedsmeltningen af det transatlantiske finanssystem er, så sidder alle virkelig på kanten af deres stol over det faktum, at det amerikanske Justitsministerium og Deutsche Bank stadig befinder sig i en afparering frem og tilbage og endnu ikke er nået frem til en beslutning omkring den foreslåede bøde på 14 mia. euro for Deutsche Banks kriminelle aktivitet under krisen omkring værdipapirer med sikkerhed i ejendomspapirer, som var forløber for krisen med nedsmeltningen i 2008. Deutsche Bank befinder sig på randen af kollaps; dette anerkendes bredt. De førende, tyske finansmedier, med Handelsblatt i spidsen, skriver om dette stort set hver eneste dag. Vi ved, at det italienske banksystem også befinder sig på randen af nedsmeltning, med lån, der ikke giver afkast (insolvente lån), til nominelt 360 mia. euro på regnskaberne i de store, italienske banker. Så det er absolut sandt, at vi befinder os på den yderste kant af en potentiel finansiel nedsmeltning, der er langt værre end Lehman Brothers i 2008.

Det er i denne sammenhæng, at, mener jeg, det er meget vigtigt at mærke sig den kendsgerning, at Donald Trump tidligere på ugen holdt en tale i Charlotte, North Carolina, hvor han udtrykkeligt krævede, at man implementerede en Glass-Steagall for det 21. århundrede. Han advarede også om, at, hvis Hillary Clinton bliver valgt til præsident, vokser chancerne for, at vi meget snart vil stå over for Tredje Verdenskrig, enormt; og han nævnte begivenhederne i Syrien, som jeg allerede har omtalt, som en slags hovedelement i denne situation. Mange mennesker klør sig i hovedet og siger, hvor kom dette fra, mht., at Trump pludselig går ind for Glass-Steagall? Det er kun 12 dage før præsidentvalget, at han kommer med denne tale.

Jeg fik mulighed for at tale med nogen, der har været involveret i Washington-politik som en slags insider i meget lang tid; og det var hans anskuelse, at han havde forventet, at noget i denne retning ville komme fra Trump-kampagnen, fra Donald Trump. Det kunne have været mere effektivt, hvis det var sket i september, men hvad enten han er opportunistisk, eller han reelt mener det alvorligt, så er det en kendsgerning, at spørgsmålet om Glass-Steagall nu er blevet gen-indsprøjtet i præsidentvalget i en afgørende form for nedtælling til den 8. november. Og der er faktisk ingen ulemper forbundet med dette; uanset, hvad resultatet af valget bliver, så er Glass-Steagall et afgørende, politisk spørgsmål, der omgående må implementeres. Det er første skridt i hr. LaRouches Fire Hovedlove, udtrykkeligt baseret på de fire hovedrapporter til Kongressen, som Alexander Hamilton skrev, da han var finansminister. Vi søger altså tilbage til en politik, der har en mangeårig historie for beviselig succes. Donald Trump udbrød ikke bare lige pludselig, »Lad os få Glass-Steagall«. Ifølge beretninger fra mennesker, der fulgte denne tale på tæt hold nede i Charlotte, så var dette den mest gennemkomponerede og velorganiserede tale i hele hans præsidentkampagne. I et Tv-interview med Fox den næste morgen bekræftede Wilbur Ross, der tilhører en gruppe af »milliardærer«, som udgør Trumps økonomiske hovedrådgivere, den pointe, som Trump kom med dagen før i Charlotte. Her følger et kort uddrag af ordvekslingen mellem Fox News’ Maria Bartolino og Wilbur Ross:

Bartolino: I går krævede Donald Trump en version for det 21. århundrede af Glass/Steagall-loven fra 1933, der kræver en opdeling mellem kommerciel bankvirksomhed og investeringsbankvirksomhed. Fortæl os om dette, for vi ved alle, hvad Dodd/Frank-loven har gjort ved sektoren for finansielle tjenesteydelser; og det er blevet vanskeligere at låne penge. Det er blevet ét af spørgsmålene i denne økonomi. Fortæl mig om en Glass/Steagall-version for det 21. århundrede.

Ross var fuldstændig klar og på det rene med det, som Trump refererede til aftenen før. Han sagde:

Ross: Altså, bankerne. Det er ikke så meget det, at de er for store; det drejer sig om, at de er for komplekse. For komplekse, og for komplicerede internt. Tænk over, hvor meget storbankerne – man må kende alt til verdens geografi; man må kende hver eneste obskure form for produkt på derivatmarkedet. Det er en voldsomt stor menu for en person at absorbere. Vi mener, at det kunne være bedre for bankerne at holde sig til udlån, og, i stedet for at indføre flere restriktioner på pengeudlån, at gøre det lettere for dem at udstede lån. Tænk over det. Når man lægger sag an mod bankerne hver dag for de lån, de udstedte dagen før, så er det ikke måden at opmuntre dem til at udstede nye lån. De er i færd med at gøre bankerne pistol-sky.

Dernæst spørger hun, »Siger du, at der bør være mere opdeling?«

Ross: Jeg mener, at det, der er vigtigt, er fornuftig regulering frem for regulering for reguleringens skyld. Når man tænker efter, med alle disse bøder for subprime-udlån, kan du nævne en eneste person, der nogensinde er blevet sat ud af sit hus, som ikke rent faktisk havde et huslån, og som ikke var bagud med sine betalinger på lånet og fortjente at blive sat ud? Der er ikke et eneste tilfælde, hvor dette er blevet bevist, så det er altså strafferegulering, det er straffe-lovgivning snarere, end det er noget, der er fornuftigt.

Dette var helt klart ikke bare et slag ud i den tomme luft. Vi ved ikke, om dette er en seriøs forpligtelse til denne politik. Men vi ved, at der er massiv folkelig opbakning til Glass-Steagall. Det er derfor, det endte i både det Demokratiske og det Republikanske partiprogram. Vi ved, at der fandt en intern kamp sted i Hillary Clintons kampagne, hvor flere af hendes hovedrådgivere indtrængende opfordrede hende til også offentligt at støtte Glass-Steagall, hvilket hun nægtede at gøre. Bernie Sanders’ tilhængere, Elizabeth Warrens tilhængere, de, der er det Demokratiske Partis kernevælgere, er lige så ubøjelige mht. behovet for Glass-Steagall, som nogle på den Republikanske side.

Så spørgsmålet er, at dette nu er lagt direkte frem på bordet. Vi er i de sidste ti dage før præsidentvalget, og øjeblikket er derfor inde til at vinde dette spørgsmål, meget aggressivt, og til, at Kongressen tager dette spørgsmål op som sin første regulære forretningshandling, når den vender tilbage efter valget den 8. november, uanset udfaldet. Mandatet foreligger. Det er nu et fundamentalt spørgsmål i den præsidentielle debat i disse sidste dage. Igen, hvad enten Trump er seriøs om det her, eller det var et politisk stunt, så er spørgsmålet ikke desto mindre blevet særdeles markant indsprøjtet i denne præsidentkampagnes slutfase, og der er ingen bagside ved, at dette er sket.

Ogden: Hr. LaRouches ideer er meget magtfulde, og de står for sig selv. Hr. LaRouche responderede ikke på tidernes skiften. Han har i årevis været meget, meget klar mht. den presserende nødvendighed af Glass-Steagall og har forudsagt, at vi faktisk igen ville komme til dette punkt. Deutsche Bank er ved at nedsmelte. Det er værre end Lehman Brothers i 2008. Det faktum, at Glass-Steagall ikke blev genindført, som hr. LaRouche krævede, umiddelbart efter sammenbruddet i 2008, er det, der har bragt os til dette punkt. Kesha [Rogers] var involveret i en højt profileret kampagne til Senatet og flere højt profilerede kampagner til Repræsentanternes Hus. Andre medlemmer af LaRouchePAC Policy Committee stillede også op til valg til Kongressen for fire og seks år siden, på et Glass/Steagall-valgprogram, og gjorde dette til det afgørende, nationale spørgsmål. I det omfang, hvor der har været nogen seriøse diskussioner i denne præsidentkampagne, så har det været omkring spørgsmålet om Glass-Steagall. Det blev bragt på bane i den Demokratiske debat af to kandidater – Martin O’Malley, og også Bernie Sanders; Hillary Clinton sagde »Nej!«.

Dette er nu det afgørende spørgsmål. Og som du sagde, Jeff, så viser det, at der er en overvældende folkelig opbakning: og begge partiprogrammer. Vi har nu en situation, hvor genindførelsen af Glass-Steagall i bogstavelig forstand er fremherskende i hele verden. Det ville være tragisk, hvis Kongressen ikke omgående griber til handling for at genindføre loven – vent ikke på den officielle indsættelse [af den nye præsident] – omgående, ved Kongressens tilbagevenden til Washington. Glass-Steagall må ubetinget genindføres, for, hvis vi venter, og Deutsche Bank eller én af disse andre banker nedsmelter, så kan jeg garantere jer for, at vi befinder os i en langt værre situation end den, vi befandt os i, i sammenbruddet i 2008.

Så jeg mener, at det afgørende spørgsmål er lagt frem. Nødvendigheden af de dybtgående principper efter Hamilton – som hr. LaRouche har gjort meget klart – står for sig selv. Det er ikke et spørgsmål om, at nogen har erklæret Lyndon LaRouches [love for] gyldige; spørgsmålet er, at Lyndon LaRouches ideer står for sig selv, og har udgjort de afgørende spørgsmål, og nu har nået et punkt, hvor det er et indiskutabelt verdensledende spørgsmål – og det punkt, hvorfra det ikke er muligt at vende tilbage, kommer meget snart, med mindre man handler på disse ideer.

Hele webcastet, med engelsk udskrift, kan høres/læses her: http://schillerinstitut.dk/si/?p=15628

Leder fra LaRouchePAC, 27. oktober, 2016 – Den russiske præsident Vladimir Putin leverede i dag afslutningstalen ved Valdai Internationale Diskussionsklub i Sotji, Rusland, hvor han præsenterede både en indsigtsfuld fordømmelse af den kollapsende, transatlantiske orden, og også en bevægende vision om den fremtid, som det er presserende, at hele menneskeheden opbygger. Hans bemærkninger tog udgangspunkt i – og videreudviklede – de centrale ideer fra topmødet for G20-nationer den 4. – 5. september, 2016, i Hangzhou, Kina; de gav, sine steder, udtryk for de samme ideer, som den mexicanske præsident José López Portillo præsenterede i sin historiske tale til FN’s generalforsamling i 1982 (der var meget stærkt influeret af hans udvekslinger med Lyndon LaRouche); og de gjorde det i øvrigt klart, hvorfor temaet på dette års møde i Valdai-klubben, med rette, lød, »Udviklingen af fremtiden: At udforme morgendagens verden«.

I sin tale forklarede Putin, at den transatlantiske økonomi befinder sig i en »systemisk krises« kvælergreb, der driver verden til krig, og at en totalt ny fremgangsmåde kræves for at redde menneskeheden:

»Ødelæggelserne, i mammut-skala, kræver, at der udarbejdes et langfristet, omfattende program, en slags Marshallplan, for at genoplive det krigs- og konflikthærgede område. Rusland er helt bestemt villig til aktivt at gå med i disse team-indsatser.«

»Vi kan ikke sikre global stabilitet, med mindre vi sikrer globalt, økonomisk fremskridt. Det er af afgørende betydning at skabe betingelser for kreativt arbejde og økonomisk vækst i et tempo, der ville gøre en ende på opsplitningen af verden i permanente vindere og permanente tabere. Spillets regler bør i det mindste give udviklingslandene en chance for at indhente de lande, vi kender som udviklede økonomier (lande) … [og] gøre frugterne af økonomisk vækst og teknologisk fremskridt tilgængelige for alle. Dette ville især gøre end ende på fattigdom, ét af nutidens værste problemer.«

Putin understregede Ruslands alliance med Kina for at bygge en sådan ny verdensorden: »Det er sådan, vi arrangerer den Eurasiske Økonomiske Unions arbejde og fører forhandlinger med vore partnere, især mht. koordination med projektet for det Nye Økonomiske Silkevejsbælte, som Kina er i færd med at gennemføre. Vi forventer, at det fremmer et vidtrækkende, eurasisk partnerskab, der er løfterigt mht. at udvikle sig til ét af de formative centre i et udstrakt, eurasisk integrationsområde … Én af vore vigtige opgaver er at udvikle det menneskelige potentiale. Kun en verden, hvor der er rigelige muligheder for alle, med højtuddannede arbejdere, adgang til viden og en stort udbud af måder til at realisere deres potentiale, kan anses at være virkeligt fri.«

Putin erklærede, at manglen på en sådan politik for fremtiden er i færd med at ødelægge selve sjælen i den transatlantiske verden. »Der er en mangel på strategi og ideer for fremtiden … Fremtiden er ikke fristende for dem [folket], men er skræmmende for dem … Folk stemmer slet ikke sådan, som de officielle og respektable medier råder dem til, og heller ikke, som mainstream-partierne råder dem til.« Han fordømte en amerikansk præsidentvalgkamp, der »simpelt hen overskrider alle grænser« mht. at diskutere substantielle, politiske spørgsmål.

Et potentielt nyttigt afbræk i denne triste affære kom i går i en tale af den republikanske kandidat Donald Trump i Charlotte, North Carolina, hvor han gav »ophævelsen af Glass-Steagall« skylden for finanskrisen i 2008, og dernæst erklærede, at »tiden er kommet til at indføre en Glass-Steagall for det 21. århundrede«. Lyndon LaRouche kommenterede, at vi på nuværende tidspunkt ikke kender arten af seriøsitet eller hensigt bag Trumps bemærkninger, men de har i det mindste lagt spørgsmålet frem på bordet, så man ikke kan undvige det. Hvorom alting er, så er det centrale, at den eneste, faktiske løsning på den systemiske krise, som Putin identificerede, er LaRouches Fire Love, inklusive Glass-Steagall. Og vi ved helt præcist, hvad vore intentioner er, og hvad, der må gøres – inklusive den omgående fjernelse af Obama fra embedet, som den eneste, effektive måde at stoppe Obama-Clinton-fremstødet for atomkrig med Rusland og Kina.

Foto: Vladimir Putin tog del i den afsluttende session på Valdai Internationale Diskussionsklubs 13. årlige møde, som i år valgte temaet ’Udviklingen af fremtiden: At udforme morgendagens verden’. 27. okt., 2016 [kremlin.ru]

Med formand Tom Gillesberg.

N.B.: Pga. en teknisk fejl er der ingen video denne gang.

Lyd:

»Hvad skulle således holde Europa tilbage fra fuldt ud at tage imod Kinas tilbud om »win-win-samarbejde« om at forlænge den Nye Silkevej til Øst- og Centraleuropa, Balkanlandene, Sydeuropa og, frem for alt, om at genopbygge det krigshærgede Mellemøsten og om at påbegynde den presserende nødvendige industrialisering af Afrika, og således virkeliggøre den eneste politik, der kan forhindre et endnu mere rædselsfuldt forløb af flygtningekrisen? 

Svaret er indlysende. Den amerikanske administration og Storbritannien insisterer på ideen om en unipolær verden, som i denne form allerede er ophørt med at eksistere. Den transatlantiske verden står umiddelbart for, med fuld kraft at brase lige lukt ind i Thukydid-fælden[1], som den tidligere, amerikanske formand for generalstabscheferne, Martin Dempsey, gentagne gange har advaret om. Og Europa har hidtil været fanget i det gamle paradigme, hvor det tilpasser sig et Washington-konsensus uden at stille mange spørgsmål.«

Download (PDF, Unknown)

23. okt., 2016 – People’s Daily, det kinesiske kommunistpartis officielle avis, bragte en lederartikel i dag med ovenstående konklusion, som respons på Obama-administrationens overlagte provokation fredag, den 21. okt., hvor de sejlede krigsskibet USS Decatur, der medfører styrede missiler, igennem vandene ved Kinas Xisha-øer (Paraceløerne). Lederartiklen protesterede stærkt mod provokationen og sagde, at Kina »vil tage en række effektive modforholdsregler«. De bemærker, at mantraet om, at sådanne provokationer tester »sejladsfriheden«, er et falskneri, eftersom der ikke er nogen begrænsning af sejladsfriheden ud over, at kinesisk og international lov kræver, at udenlandske krigsskibe skal have godkendelse fra den kinesiske regering, før de sejler ind i kinesiske vande. »Amerikanske krigsskibes ulovlige indsejling i kinesiske vande uden tilladelse er en alvorlig krænkelse af Kinas suverænitet og sikkerhedsinteresser, bryder både kinesiske og også internationale love og udgør en trussel mod fred og sikkerhed så vil som orden i de relevante vande«, siger erklæringen.

Men lederen går videre og fastslår den fare, at Obama, der nu har mistet sit »omdrejningspunkt Asien«-doktrins udspil for at inddæmme Kina militært, som et resultat af Filippinernes afvisning af Obamas krigsplan, nu hektisk handler alene og kunne komme ud af kontrol.

De fortsætter: »Washington må indse, at det retmæssigt er denne eneherskermentalitet, der har resulteret i dets faldende, globale indflydelse og manglende evne til at levere offentlige tjenesteydelser med positiv energi. Washington må ligeledes indrømme, at æraen, hvor ét land kan dominere et alliancenetværk ved at skabe spændinger med løgne, aldrig kommer tilbage. Der er ingen, der ønsker at svække USA’s indflydelse i det asiatiske Stillehavsområde, men en sådan indflydelse må baseres på en positiv helligelse til en fælles udvikling af hele området. Dets forældede eneherskermentalitet bliver på ingen måde accepteret af regionale lande, der aspirer til fred, samarbejde og fælles fremskridt.« 

Foto: Krigsskibet USS Decatur, der er bevæbnet med styrede missiler, sejlede tæt på en række øer, som Kina gør krav på, i det Sydkinesiske Hav den 21. okt., 2016, hvilket fremprovokerede en voldsom protest fra Beijing.  

Leder fra LaRouchePAC, 23. oktober, 2016 – Søndag fremkom Kina med den samme mening, som LaRouche i månedsvis har fremført – nemlig, at Obama er så afsløret og isoleret internationalt, at han er færdig politisk, men derfor også endnu mere farlig, idet hans eneste valgmulighed (bortset fra at træde tilbage) er at lancere en krig mod Rusland og Kina, en krig, som med sikkerhed ville betyde en atomar udslettelse af en stor del af menneskeslægten.

China Daily, som er det kinesiske lederskabs hovedmedie, havde søndag en leder om »sejladsfriheds«-provokationen fredag, hvor Obama og forsvarsminister Ash Carter sendte et krigsskib med styrede missiler gennem kinesiske vande, uden forudgående advis, i nærheden af Kinas Xisha-øer (Paraceløer) i det Sydkinesiske Hav. Lederartiklen bemærker, at Filippinerne, under deres modige nye præsident Duterte, har afvist Obamas krigspolitik til fordel for samarbejde om udvikling med Kina. Ved at deployere krigsskibet, fortsætter lederartiklen, og hermed overtræde både kinesisk og international lov, »siger Obama til verden, at USA hverken kan tolerere et fredfyldt Sydkinesisk Hav, eller et fredeligt og stabilt asiatisk Stillehavsområde. Da USA ikke længere kan finde en marionet-ballademager, er det rasende Washington nødsaget til selv at skabe en forstyrrelse.«

Alt imens Kina fokuserer på de strategiske fiaskoer af Obamas krigspolitik, så udgør det økonomiske kollaps, skabt af Obamas mislykkede politik med at yde Wall Street kunstig støtte, i stedet for at opbygge realøkonomien, den anden gren af Obamas, samt af hans klon Hillarys Clintons, uafvendelige politiske undergang. Administrationen forsøger hektisk at udsætte det vestlige finanssystems krak til efter valget, ved at ignorere Deutsche Banks død, opløsningen af det italienske banksystem, virkningen af Brexit-valget og den »smitteeffekt«, som disse og andre krisepunkter har på Wall Street- og Londonbankerne. Men, hvad der er mere ildevarslende, så arbejder Obama på at starte en krig, før han forlader embedet, eller endda før valgdagen den 9. november – en krig over Syrien, Ukraine eller muligvis Korea; og en hvilken som helst af disse muligheder vil betyde krig med Rusland og Kina.

Krigens mål er ikke Ruslands eller Kinas mytiske »aggression«, men derimod det stik modsatte – nemlig den udviklingsproces, som allerede er sat i gang af Kina og Rusland, og som direkte bringer nationer i hele udviklingssektoren ind i et samarbejde omkring Kinas win-win Silkevejsudvikling, og som endda når helt ind i Europa, hvor det tilbyder de europiske nationer et alternativ til NATO’s krige og deres økonomiers disintegration. For at fremme denne samarbejdsproces afholdt Schiller Instituttet i sidste weekend to konferencer, én i Essen, Tyskland, og én i Lyon, Frankrig. Formålet med de to konferencer, der begge adresseredes af Schiller Instituttets stifter, Helga Zepp-LaRouche, er at bringe Tyskland og Frankrig tilbage til de Gaulle/Adenauer-traditionen, gennem samarbejde med Rusland og Kina. Essen og Lyon er europæiske hovedpunkter på Kinas Silkevejs-jernbanelinjer, som nu tjener til at udvide øst-vest handel og samarbejde. Konferencen bød på talere fra Kina, Mellemøsten og Europa, inklusive repræsentanter for institutioner fra industri, videnskab og ingeniørvidenskab, omhandlende det presserende behov for globalt samarbejde for at genrejse Europas og verdens økonomi. Kinesiske sange og Schuberts Lieder, der begge blev sunget at en kinesisk bel canto-sanger, og begge akkompagneret af klassiske, kinesiske instrumenter, anslog tonen for udveksling af kultur gennem Silkevejsprocessen.

Den samme proces finder sted i Manhattan, gennem Lyndon LaRouches Manhattan-projekt, som bringer nationer sammen for sammen at konfrontere den verdenshistoriske opgave, som menneskeheden i dag står overfor – enten et samarbejde om at opbygge verden og knuse terroristsvøben, eller også et fald ned i global krig under Jordens aspirerende, nye imperieherrer. Obama og hans controllers er svage og afslørede – tiden er inde til at skubbe dem ud.  

Foto: Krigsskibet USS Momsen, med styrede missiler, på afstand, det Sydkinesiske Hav, juli 2016. (Foto: Den amerikanske Flåde.)