23. nov., 2016 – Den tidlige amerikanske ambassadør Chas Freeman kommer i dag med en analyse, der »rammer plet«, af Amerikas fejlagtige politik over for Kina i Del II af sit interview med The Nation »The Militarization of Diplomacy and Other Corruptions of U.S. Empire« (Diplomatiets militarisering og anden amerikansk imperiekorruption).

Efter at diskutere Amerikas enorme militære industrikompleks’ historie tilbage til præsident Eisenhowers tid, siger Freeman, at USA måtte »opfinde en ny fjende, eller finde én, for at retfærdiggøre de udgifter, man havde, og gøre det, man gjorde, med militæret«.

Freeman fortsætter, »Andy Marshall [der var leder af det amerikanske forsvarsministeriums Office of Net Assessment, Pentagons interne ’tænketank’, 1973-2015], opfandt et vidunderligt koncept kaldet ’peer competitor’ (ligeværdig konkurrent). Den ligeværdige konkurrent var en fiktiv, hypotetisk skabelse, der, uanset, hvad man gjorde i den militære sfære, ville gøre noget, der ville udkonkurrere én. Dette er en perfekt drivkraft for et program, fordi uanset, hvad man gør, så må man gøre mere, fordi der potentielt set er nogen derude, der med held kan konkurrere med det, man har gjort. Dette koncept blev sluttelig anvendt på Kina. Det har været drivkraft bag en masse afskrækkelse i de amerikansk-kinesiske relationer«.

Intervieweren Patrick Lawrence vender sig derefter mod Kina med reference til Chas Freemans bog fra 2013, Interesting Times: China, America and the Whifting Balance of Prestige (Kina, Amerika og antydningen af prestigebalance). Lawrence siger, »Jeg syntes, ordet »prestige« var besynderligt – det drejer sig om magt – men alene titlen siger en masse om ens syn på dynamikken i det fjerne stillehavsområde. Efter min mening har vi et meget godt greb i den gale ende. Vi bør samarbejde med Kina for at lette en overgang til det, jeg anser for at være en uundgåelig udvikling af relationerne i Stillehavet. I stedet synes vi at udkæmpe en krig, der ikke kan vindes, for at kæmpe mod Kinas fremvækst … «

Chas Freeman responderer, at Amerika blev den dominerende militærmagt i Stillehavet efter sejren over Japan og påpeger den efterfølgende, økonomiske vækst i Japan, Sydkorea og andre lande. Men, siger Freeman:

»Nu står vi over for realiteten med Kina, som er vokset frem i bemærkelsesværdigt tempo og grundlæggende set hævder sin historiske position i området, og som nu grundlæggende set er alles største handelspartner; alles største kilde til ny investering; alles største marked – ingens politiske model, for resten – og vi behandler det som en militær udfordring, fordi det er, hvad vi gør. Jeg vil tro, det først og fremmest er en økonomisk udfordring. Det er ikke en politisk udfordring, med mindre og indtil kineserne opfinder et attraktivt, politisk system, hvilket de ikke har gjort. Det er i færd med at blive en militær udfordring, og er nu en militær udfordring, primært, fordi vi valgte at gøre det til en sådan, siger Freeman. (fremhævelse tilføjet)        

Foto: Tidl. amerikansk ambassadør til Saudi-Arabien (1989-92) Chas Freeman.

Etablissementet i både USA og Europa er rystet over Donald Trumps valgsejr, men rystel­serne ender ikke der. I lighed med Reagan efter valget i 1980 vil han indtage Det Hvide Hus med sit helt eget team og egne nye rådgivere. Derfor er en helt ny politik mulig, hvor USA finder sin naturlige plads i et samarbejde med Rusland og Kina – og forhåbentlig dropper Bush/Cheneys og Obamas krigs- og konfrontationspolitik. Danmark og Europa skal dermed også finde en helt ny udenrigspolitik frem. Samtidig kommer Trump så til at skulle slås med et finanskrak større end i 2008, men hvis han lytter til Lyndon LaRouche, som Reagan del­vist gjorde det i 1981, så er der med LaRouches Fire Love en vej ud af moradset. Dette er en redigeret udgave af en tale, Tom Gillesberg, Schiller Instituttets formand, holdt den 21. november 2016, og som kan høres på www.schillerinstitut.dk.

Download (PDF, Unknown)

21. nov., 2016 – Impetu, »dekanen« for pressen i Pucallpa, hovedstaden i Ucayali-distriktet i det østlige Peru, erkendte, at Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche leverede en vidtrækkende vision for hele menneskehedens fremtid, i sin tale på åbningsdagen, den 17. nov.,[1] for Sammenslutningen af Økonomer i Perus XXIII Kongres, der blev afholdt i denne Amazon-by med 200.000 indbyggere. Impetu gav sin historie på kongressens første dag titlen, »Kongres for økonomer diskuterer fremtidsplan for en Måneøkonomi«.

Zepp-LaRouche, stifter af Schiller Instituttet og formand for det tyske, politiske parti BüSo, og hustru til den amerikanske politiker, Lyndon LaRouche, »fremførte, at, om mindre end ét år, er der skabt en alliance af nationer, der har opbygget en paralleløkonomi i halsbrækende tempo, og som udelukkende er helliget opbygning af realøkonomi, i modsætning til maksimering af spekulative monetære gevinster, og som nu omfatter mere end halvdelen af menneskeheden«, skrev Impetu.

»Dette nye fællesskab af nationer – fortsatte Zepp-LaRouche – repræsenterer et kraftcenter, baseret på økonomisk vækst og, frem for alt, baseret på avanceret teknologi, der hører fremtiden til, som man ser det i det succesfulde, kinesiske program for udforskning af Månen, der fokuserer på tanken om at bringe store mængder helium-3 fra Månen til Jorden til brug i en fremtidig, termonuklear fusionsøkonomi.[2] Hun fremførte, at denne kurs for en fremtidsøkonomi vil øge energigennemstrømningstætheden i en helt anden størrelsesorden, både i produktionsprocessen på Jorden, såvel som også mht. brændstof til rumrejser, og på denne måde introducere en helt ny fase i den menneskelige arts evolution.« 

Leder fra LaRouchePAC, 21. november, 2016 – Enhver oprigtig vurdering af den globale situation på nuværende tidspunkt må begynde med en klar erkendelse af, at hele det transatlantiske finanssystem er håbløst bankerot og må erstattes af en helt ny arkitektur. Alle for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne er døde, begyndende med Deutsche Bank, Royal Bank of Scotland, samt alle Wall Street TBTF-institutionerne. Wall Streets bankholdingselskaber sidder med $252 billion i eksponering til derivater, med kun $14 billion i tvivlsom kapital som opbakning til disse flygtige spilleindsatser. De italienske banker styres af et kriminelt oligarki, mens den italienske befolkning er hårdt ramt af morderiske nedskæringer. Det samme gælder for Frankrig og andre steder i hele Europa.

Det, der er brug for, er et helt nyt kreditsystem, der er baseret på de områder i verden – først og fremmest Eurasien – hvor regulær vækst i produktiviteten finder sted. En sådan global reorganisering er den eneste måde, hvorpå man kan redde hele nationer, der nu er ved at dø. Nøglespørgsmålet er: Hvordan vil betydningsfulde magter, især Kina, Rusland og USA, tilpasse sig til det, der nu er muligt med de omstændigheder, der vokser frem efter Obama? Se det i øjnene: Obama er politisk gift, og jo før, han forsvinder fra den politiske scene, desto tidligere kan de nødvendige ændringer lanceres.

Den umiddelbare genindførelse af Glass-Steagall er naturligvis det afgørende, første skridt, men man må indse, at, som et resultat af de seneste årtiers politik – især i de seneste 16 år med Bush og Obama – er der forrettet en hel del skade, og det bliver vanskeligt hurtigt at rette op på det.

Tyskland kan blive et centralt element i disse ændringer, men kansler Merkel må holde op med at beskytte den transatlantiske magts allerede døde system. Hun bør give den russiske præsident Vladimir Putin plads til at operere. Hvis Putin og Trump kan etablere direkte kontakt og udarbejde nogle løsninger, vil det fungere. Eurasien opererer allerede på en måde, der styrker reel produktivitet. En stor del af resten af verden lider imidlertid hungersnød. Putin forstår disse successer i Eurasien – han ved, Asien er langt bedre faren end Europa. Trump har instinktet til den samme forståelse.

Den model, der må vedtages, er de handlinger, som præsident Franklin Roosevelt gennemførte i sine første 100 dage i embedet.[1] Dette vil kræve en del hårde spark fra enige verdensledere. Der er intet alternativ.

Dette var ligeledes et fremtrædende emne under det netop afsluttede APEC-topmøde for statsoverhoveder i Lima, Peru, hvor den kinesiske præsident Xi Jinping også i sin rejse inkluderede statsbesøg i Ecuador, Peru og Chile, og hvor der er en mobilisering i gang for at bygge den trans-oceaniske jernbane, der forbinder Brasiliens atlanterhavskyst med Perus stillehavskyst.

(Fra Lyndon LaRouches medarbejderdiskussion, søndag, 20. nov. 2016)   

Foto: Præsident Franklin D. Roosevelt underskriver Bankloven af 1933, Glass/Steagall-bankopdelingsloven, 16. juni, 1933.    

Det følgende er uddrag af den kinesiske præsident Xi Jinpings hovedtale for Asien-Stillehavsområdets Økonomiske Samarbejde (APEC) ledertopmødet i Lima, Peru, 19. november, 2016. Hele talen kan læses her:
http://www.globaltimes.cn/content/1019023.shtml

I dag er vi kommet til Lima fra hele verden for at forfølge de samme mål om velstand for det asiatiske Stillehavsområde …

For to måneder siden afholdt vi et succesrigt G20-topmøde i Hangzhou, Kina, hvor jeg selv og andre ledere førte dybtgående diskussioner og nåede frem til en vigtig konsensus omkring betydningsfulde spørgsmål, som verdensøkonomien konfronteres med … Vi aftalte, at, stedt over for risici og udfordringer, må alle parter arbejde sammen i partnerskabets ånd om win-win-resultater, for at styrke koordineringen af makroøkonomisk politik og finde kreative måder til ansporing af vækst …

For at en regional handelsaftale skal vinde bred tilslutning, må den være åben, inkluderende og til alles fordel. Vi må etablere en ramme for regionalt samarbejde, der fremviser jævnbyrdig rådslagning, fælles medvirken og fælles fordele. Et lukket og ekskluderende arrangement er ikke det rette valg.

I denne sammenhæng er opbygningen af et Frihandelsområde for det asiatiske Stillehavsområde (FTAAP), som rammende af erhvervssamfundet anses for at være APEC’s drøm, et strategisk initiativ, der er afgørende for det asiatiske Stillehavsområdes velstand på længere sigt …

På et globalt plan er en ny runde af en revolution inden for videnskab, teknologi og industri og globale værdikæder i færd med at blive formet på ny. Alle disse udviklinger har føjet nye dimensioner til økonomisk globalisering …

For det andet, så bør vi styrke sammenhængskraften for at opnå sammenhængende udvikling. Sammenhængskraft udløser potentiale og understøtter sammenhængende udvikling. Vi må opbygge multidimensionalt netværk for sammenhængskraft, der dækker det asiatiske Stillehavsområde. Efter otte år stiller Latinamerika atter op som vært for APEC-mødet. Vi bør gribe denne anledning til at koordinere programmer, der fremmer sammenhængen mellem Stillehavets to kyster, for at støtte og styrke realøkonomien i hele området …

For tre år siden foreslog jeg initiativet for Bæltet-og-Vejen. Det har til formål at styrke sammenhængskraften for at fremme den frie strøm af produktionsfaktorer og skabe en platform for win-win-samarbejde og fælles fordele for alle. Flere end 100 lande og internationale organisationer har tilsluttet sig eller givet udtryk for støtte til dette initiativ og således skabt en stærk kreds af venner, der er kommet sammen omkring en fælles vision, gensidig tillid og venskab. Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) er nu i drift. Silkevejsfonden er på plads. Flere store projekter er blevet lanceret og genererer enorme økonomiske og samfundsmæssige fordele … Kina byder alle parter velkommen til at gå med i dette initiativ for at imødegå udfordringer, være fælles om mulighederne og søge fælles udvikling.

For det tredje, så bør vi styrke reform og innovation for at skabe mere intern drivkraft …

Vi bør skifte vækstmodel, resolut tilpasse økonomisk struktur gennem reform og hæve multi-faktor produktivitet. Vi bør fremskynde koordinering af makropolitik, med fast hånd fremme strukturreformer og forøge den positive afsmitning. Vi bør fremskynde indsatsen for at udforske en ny filosofi, model og kurs for udvikling, aktivere social kreativitet og på markedet flytte vore industrier og produkter op ad den globale værdikæde og udvide rummet for udvikling.

For det fjerde bør vi promovere win-win-samarbejde for at smede stærke partnerskaber … vi bør forpligte os til at opbygge et fællesskab for en fælles fremtid[,] … og ethvert forsøg på at underminere eller ekskludere hinanden må afvises …

I de seneste mange år efter udbruddet af den internationale finanskrise har Kina bidraget med næsten 40 % af den globale vækst og har spillet en nøglerolle i at være drivkraft i den globale, økonomiske genrejsning …

Vi vil promovere innovationsdrevet udvikling og erstatte gamle faktorer for drivkraft for vækst med nye. Vi vil fortsætte med at forfølge strategien med innovationsdrevet udvikling og intensivere strukturreformer inden for forskning og udvikling for at udskifte en forældet tankegang og fjerne institutionelle forhindringer, fuldt ud gøre indflydelsen af videnskabens og teknologiens rolle i økonomisk og social udvikling gældende og trække på alle kilder til innovation. Vi vil yderligere skabe en pulje af foretagenders, universiteters og forskningsinstitutters bestræbelser, for at aktivere erhvervsorganisationer, folk, markedet og kapitalen til at gøre innovationsbaseret udvikling til drivkraften. Vi vil stimulere nye teknologier, nye industrier og nye foretagender således, at fremskridt inden for innovation vil blive anvendt i økonomiske operationer og forvandlet til nye kræfter, der driver væksten frem.

Vi vil promovere tovejs-åbenhed af høj standard for at levere win-win-resultater …

Vi vil intensivere vores afgørende kamp mod fattigdom således, at, frem til 2020, alle de 55,75 mio. mennesker i Kinas landdistrikter, som lever under den nuværende fattigdomsgrænse, vil blive løftet ud af fattigdom …

Kina har engageret sig forpligtende til fredelig udvikling og en win-win-strategi med åbenhed. Samtidig med, at Kina stræber efter sin egen udvikling, vil Kina også arbejde for at fremme den fælles udvikling af alle lande i det asiatiske Stillehavsområde og skabe flere muligheder for mennesker i vores region.

Erhvervssamfundet, som den mest dynamiske kraft i den globale økonomi, spiller en afgørende rolle som drivkraft bag reform, udvikling og innovation. Jeg håber, I vil tage lederskab i forfølgelsen af win-win-samarbejde og yde nye bidrag til økonomisk vækst i både det asiatiske Stillehavsområde, og i hele verden.

Foto: Kinas præsident Xi Jinping holder sin hovedtale ved APEC-topmødet i Lima, Peru, 19. nov., 2016.       

Med formand Tom Gillesberg

Leder fra LaRouchePAC, 20. november, 2016 – Idet Lyndon LaRouche gjorde status over de betydningsfulde, strategiske fremskridt, der i den seneste periode er opnået over hele planeten, og over de fremskridt, der fortsat ikke er realiseret, sagde han i dag til sine medarbejdere, at »det, der finder sted nu, er i vid udstrækning fremskridt, men det er ikke endegyldigt … vi gør fremskridt, men denne form for fremskridt lever ikke op til menneskehedens behov … Spørgsmålet er, hvad menneskeheden kan gøre for at ændre universets adfærd som sådan«.

LaRouches dybtgående diskussion er afgørende for at imødegå de udfordringer, som menneskeheden nu konfronteres med.

Ugen sluttede med endnu et ødelæggende nederlag for Obama, denne gang et nederlag for hans frihandelspolitik ved APEC-topmødet i Lima, Peru, i takt med, at det globale tyngdepunkt skifter over til de succesrige initiativer, som Kina og Rusland tager. Dér, hvor vi nu står, sagde Helga Zepp-LaRouche til medarbejdere, er, at

»Jeg mener, vi nu er vidne til en fortsættelse af det meget høje tempo i den dynamik, der har været den fremherskende i de seneste to en halv måned, eller lidt længere, begyndende med Vladivostok-mødet; integrationen af den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU) og Ét bælte, én vej; fortsættelsen heraf ved G20-topmmødet i Hangzhou; og dernæst ved ASEAN-mødet i Laos; efterfulgt af BRIKS-konferencen i Goa, Indien, i oktober måned; og nu, under APEC-mødet i Lima, Peru.

Det, der står helt klart, er, at tyngdepunktet og magtcentret fuldstændigt er skiftet over til denne dynamik, især med integrationen af Kinas og Ruslands politik. Og hvad der hermed følger er en fortsættende eksplosion af infrastruktur og andre udviklingsprojekter, som, hvis man tager dem samlet set, virkelig er en bjergtagende dynamik, der i løbet af de seneste tre år har fundet sted i et stadigt stigende tempo.

Dette er ganske afgjort verdens kraftcenter i øjeblikket, for det står ganske klart, at de transatlantiske etablissementer er fuldstændigt ude af stand til at fatte, at deres model, med globalisering og neoliberal fordeling af rigdom, fra de fattige til de rige, har lidt totalt nederlag. Og de er hverken i stand til at forudsige udviklinger eller håndtere konsekvenserne af sådanne begivenheder som Brexit og valget af Trump.«

Men, den umiddelbart foreliggende udfordring – med at bruge den tidevandsbølge, der nu fejer ind over USA, som det kom til udtryk i præsidentvalget, til endelig at bringe USA med om bord i Verdenslandbroens Nye Paradigme – kræver, at vi erkender og vender vores opmærksomhed mod et langt dybere spørgsmål. I sin diskussion med medarbejdere udtalte LaRouche, i uddrag:

»Jeg ved, at det, vi nu gør, i virkeligheden ikke er så fremragende, selv om det ser strålende ud – For, hvis vi ikke ser disse overliggende overvejelser, som folk forsøger at overse – hvor de siger, ’det når vi til senere, det kommer vi til, lad være med at presse jer selv for meget’ – det er det, der bekymrer mig.

Vi er kommet til noget i denne forandring, der nu finder sted, hvor vi sandsynligvis har fået en misforstået selvtillid. Det betyder ikke, at vi som sådan gør noget, der er dårligt, men det betyder, at vi ikke rigtig har fået fat i, hvad det er for et princip, på hvilket menneskehedens fremtid beror …

Spørgsmålet drejer sig om menneskets iboende natur, som Einstein forstod i visse af sine videnskabelige arbejder. Det gjorde han! Og det er, hvad vi har mistet. Vi gik bort fra denne form for idé og besluttede at satse på en mere økonomisk fremgangsmåde …

Vi har gjort nogle gode ting. Vi har forbedret kvaliteten af menneskeheden generelt, menneskehedens kvaliteter generelt, på basis af visse projekter, visse ting. Men, vi har mistet spørgsmålet om, hvad meningen med menneskets eksistens er. Det vil sige, af hvilken art er selve eksistensen, selve arten af det mulige menneske?

Det, vi gør, er godt, i vid udstrækning; i visse dele af verden og inden for visse af livets aspekter. Men, det er ikke det, menneskeheden rent faktisk har behov for. Mennesket må vide, hvad begrundelsen for mennesker, for menneskelige væsner, er, noget, der aldrig bliver forstået af blot og bart dødelige mennesker, der ser på sig selv i en sådan kategori …

Hvad er betydningen, den iboende betydning, af et menneske? Af ethvert menneskes eksistens? Eller af alle mennesker?

Det, der nu finder sted, er i vid udstrækning fremskridt – men det er ikke endegyldigt …

Det vi har med at gøre, er spørgsmålet: Hvad er skabelsens natur? Spørgsmålet er, hvad er den fundamentale mening med mennesket? Hvad er menneskeslægtens natur, som en universel ting? Universet er organiseret, og man må derfor tænke på et univers, der er iboende organiseret. Ikke praktisk organiseret, men iboende organiseret …

Folk ved ikke, hvad det er, der får universet til at fungere. Hvad er det, der er karakteristisk for menneskeheden, og som gør den overlegen i forhold til alt, hvad vi ved om alle former for dyr …?

Vi gør fremskridt; men denne form for fremskridt er ikke tilstrækkelig til at opfylde det, der kræves af menneskeheden. Der er noget i universet, der kontrollerer og bestemmer universets betydning, som en mission.

Hvad er det, der får universet til at gøre, hvad det gør for menneskehedens funktion som sådan? Spørgsmålet er, hvad menneskeheden kan gøre for at ændre universets adfærd, som sådan?«

Foto: Mennesket og Universet – Universet, og mennesket.      

19. november, 2016 – De store bølger af hysteri i die-hard pro-atlantiske kredse og i massemedierne, som allerede kom rullende før det amerikanske valg, har nu nået hidtil usete højder, siden Donald Trump blev valgt, og giver os en klinisk indsigt i disse menneskers mentale tilstand og opfattelse af demokrati. De foretrækker tydeligvis en præsident Hillary Clinton og en Tredje Verdenskrig som følge af hendes erklærede politik for Syrien, end de vil have en potentiel forbedring af de russisk-amerikanske relationer, som er uundværlig for etableringen af verdensfred og for opnåelse af positive løsninger for Syrien og Ukraine.

Det er i sandhed bemærkelsesværdigt: Efter at det lykkedes den forstødte præsident Obama at finde tre dage til at bo på Berlins Hotel Adlon og dinere og tale med sin veninde Angela Merkel, og dernæst afholde et minitopmøde mellem de selvudnævnte europæiske »Seks«, besluttede de to af dem – sammen med de andre statsoverhoveder – at forlænge sanktionerne mod Rusland i endnu et år. Disse ikke-så-sikre andre var den franske præsident François Hollande (popularitetsscore 7 %), den italienske premierminister Matteo Renzi (den sandsynlige taber i den italienske folkeafstemning den 4. dec.), den spanske premierminister Mariano Rajoy (midlertidigt statsoverhoved for en minoritetsregering), samt den ulykkelige britiske premierminister Theresa May. Det er tvivlsomt, om de, med dette træk for at gøre sig selv til et bogstaveligt direktorat for Den europæiske Union, og dernæst dekretere en politik, som halvdelen af EU-medlemslandene er imod, vil bidrage til sammenhæng i EU.

Disse selvudnævnte »Seks« har tydeligvis endnu ikke fattet, at deres variant af neoliberal politik, baseret på konfrontation med Rusland og Kina, blev stemt ud i Brexit-afstemningen i juni og i det nylige, amerikanske præsidentvalg. De har ikke forstået, at en situation har udviklet sig i den transatlantiske verden, der påkaldes i den Amerikanske Uafhængighedserklæring: nemlig, at, hvis regeringerne er blevet »ødelæggere« »af formålet« med deres mandat – mere specifikt det, at garantere de umistelige rettigheder til liv, frihed og stræben efter lykke – da er det folkets ret, ja, faktisk »dets pligt«, at ændre eller ophæve en sådan regering. Det »lange tog af overgreb og ulovlige tilegnelser (af magt)«, som uddybende forklares i Uafhængighedserklæringen, svarer præcis til det, som de mennesker, Hillary Clinton så foragteligt har kaldt »kurven af ynkværdige«, har måttet udstå under Obamas politik – overgreb og ulovlig tilegnelse af magt, som de ikke ønskede, skulle fortsætte under en Hillary Clinton.

De selvudnævnte Seks, og frem for alt, de totalt gale medlemmer af medierne, der selv ikke viger tilbage for at udstede trusler mod Trump, forklædt som humor, er så fængslede i deres egen ideologi, at de ikke kan fatte denne revolutions dimension af naturlig lov.

Alligevel skriver New York Times den 18. nov. i en artikel på avisens forside med overskriften, »Idé i Trump-skala for en ny præsident: Byg noget inspirerende«. Times erklærer korrekt, at Trump kun kan forene landet, hvis han sætter gang i store infrastrukturprojekter, hvis lige er blevet totalt ignoreret i de seneste årtier. Han må bygge moderne versioner af Franklin D. Roosevelts Golden Gate Bro, Hoover-dæmning og Lincoln-tunnel. Dernæst opremsede »rekordernes avis« Roosevelts mest betydningsfulde projekter. Men artiklen er selvfølgelig langt bag efter Lyndon LaRouches program, hvor han i 2015 offentliggjorde et forslag om at bygge den Nye Silkevej i USA – et program for storstilet infrastrukturbyggeri og genindustrialisering – som ville integrere USA i Verdenslandbroen.

APEC-topmødet

I mellemtiden går »win-win-samarbejdet« for udviklingen af den Nye Silkevej fremad med syvmileskridt. Det er det fremherskende emne for topmødet i Asiatisk Stillehavsområdes Økonomiske Samarbejde (APEC) i Lima, Perus hovedstad, den 19.-20. nov., hvor den kinesiske præsident Xi Jinping og den russiske præsident Vladimir Putin, så vel som også den japanske premierminister Shinzo Abe, vil deltage, og hvor de også vil holde bilaterale møder. Abe havde på forhånd holdt et møde med nyvalgte præsident Trump og havde givet udtryk for dennes fremragende lederskabsevner.

Præsident Xi havde aflagt statsbesøg i Ecuador og Chile forud for APEC-topmødet, og har et statsbesøg i Peru på dagsordenen efter topmødet. Præsident Xi og Ecuadors præsident Rafael Correa aftalte et »Omfattende Strategisk Partnerskab« mellem deres to nationer, og som omfatter fast, vidtrækkende udveksling og samarbejde inden for en bred vifte af områder. Blandt disse er en styrkelse af produktiv investering, udviklingen af relationer inden for økonomi og handel, økonomisk samarbejde og samarbejde inden for videnskab og teknologi. Kina har allerede leveret generøs hjælp til genopbygning af bygninger og steder, der blev ødelagt i det alvorlige jordskælv i april i år.

Præsident Correa gav veltalende udtryk for sin tak til Kina, hvor han understregede, at de to lande tænkte ens. Kina ønsker at bygge sin økonomi på et fundament af innovation; Ecuador søger at gå frem fra at være eksportør af varer og til at blive en vidensbaseret økonomi. Uden kinesisk finansiering og overførsel af teknologi ville dette ikke være muligt. I en fælles erklæring aflagde de løfte om at samarbejde om virkeliggørelsen af store projekter inden for områderne olie, gas, minedrift, infrastruktur, vandforsyning, omdirigering af vand, kommunikation, finanssektoren, landbrug, petrokemisk produktion, skibsbyggeri, metallurgi, papirfremstilling og opførelse af en ny videnskabs-by. I sin tale understregede præsident Correa, at præsident Xis statsbesøg var den vigtigste begivenhed i Ecuadors historie. Kan man forestille sig kansler Merkel rejse på statsbesøg til Grækenland med et sådant program? Sandsynligvis ikke. Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble bliver rød i ansigtet, når en journalist spørger om delvis gældeftergivelse – som han gjorde det ved en konference for bankierer i Frankfurt – og dernæst dekreterer, at grækerne har levet over evne. Dette i lyset af den kendsgerning, at Trojkaens nedskæringspolitik har drevet 45 procent af grækerne ned under fattigdomsgrænsen. Den transatlantiske sektors politik er ikke »win-win«, men derimod »tab-tab« – med mindre, selvfølgelig, man er bankier eller selskabsdirektør. Nu, hvor Obamas frihandelsaftale for Asien, TPP, er lige så død som TTIP-aftalen for det atlantiske område, er det det kinesisk udarbejdede, inkluderende Frihandelsområde for det Asiatiske Stillehavsområde (FTAAP) og det Regionale Omfattende Partnerskab (RCEP), som er på dagsordenen.

Som svar på uansvarlige medieartikler om disse handelsaftaler har officielle russiske og kinesiske talsmænd understreget, at de på ingen måde tilsigter at udelukke eller isolere USA. Xinhua citerede det Kinesiske Udenrigsministeriums talsmand, Geng Shuang, for at sige, at Kina ikke vil tage en ledende rolle i hverken FTAAP eller RCEP, og at handelsaftalerne er foreslået for samarbejde, og ikke for at modarbejde hinanden. Kontrasten til Obamas »USA sætter reglerne« kunne ikke være tydeligere.

Et andet vigtigt spørgsmål, som vil blive diskuteret på APEC-konferencen, er byggeriet af den bi-oceaniske jernbane fra Brasilien til Peru, fra Atlanterhavet til Stillehavet, som også vil blive bygget med hjælp fra Kina, og hvis opførelse er et vigtigt skridt i det latinamerikanske kontinents infrastrukturudvikling.

Kontrasten mellem de to paradigmer, mellem den Nye Silkevejs »win-win«-perspektiv versus Obamas og Merkels »vestlige værdi-fællesskab«, kunne ikke stå skarpere over for hinanden. Med førstnævnte paradigme arbejder nationer for deres fælles udviklings gensidige gavn. Med sidstnævnte er der megen snak om demokrati, frihed og menneskerettigheder, men en øredøvende tavshed omkring droneangreb, regimeskift mod legitime regeringer med hjælp fra terrorgrupper, total overvågning og livsforkortende nedskæringspolitik.

Som Abraham Lincoln engang sagde: »Man kan narre en del af folket hele tiden, og hele folket noget af tiden; men man kan ikke narre hele folket hele tiden.«

Det er på høje tid, at Tyskland befrier sig fra imperiedominansens fantasigreb, det være sig under diktat fra Washington og London, eller under afledningen med »mere Europa«. Menneskehedens fremtid kan udelukkende kun ligge i et totalt nyt paradigme, der tjener én menneskeheds interesser og respekterer international lov – et paradigme, med hvilket hvert eneste menneske på denne planet kan udvikle sit potentiale. Og dét er præcis grunden til, at vi må samarbejde omkring den Nye Silkevej.

To af 'de lamme, transatlantiske ænder', Obama og Merkel, under førstnævntes besøg i Berlin.

19. nov., 2016 – I en artikel den 16. nov. i Financial Times’ »efter BRIKS«-forum for gæsteskribenter om fremvoksende nationer, beskrev Kevin Gallagher, en universitetsprofessor fra Boston ved Pardee School for Globale Studier, hvordan Kina i stigende grad er i færd med at opbygge økonomiske relationer med latinamerikanske lande på et tidpunkt, hvor Obamas USA vender Latinamerika ryggen.

Gallagher skrev: »Fra 2003 til 2013 oplevede Latinamerika et ’kinesisk boom’ og registrerede en økonomisk vækst på 3,6 pr. år – højere end nogen anden periode siden 1970’erne. Området har sendt jernmalm, sojabønner, olie, kobber og andre råvarer til Kina i hidtil usete mængder. Nu, hvor Kinas økonomi er i en overgangsperiode, er efterspørgslen på disse råvarer imidlertid faldet, og det samme gælder de latinamerikanske økonomier … Snarere end en mur, har Kina bogstavelig talt bygget broer i området i mere end et årti. Ifølge research, vi har gennemført sammen med Inter-Amerikansk Dialog, forsyner Kinas to udviklingsbanker latinamerikanske regeringer med mere finansiering, end de Washington-kontrollerede Verdensbanken og Inter-Amerikansk Udviklingsbank tilsammen. Oven i denne bilaterale finansiering, har Kina etableret en familie af fonde til infrastruktur og industri i Latinamerika, svarende til $35 mia., inkl. en Kina-LAC Investeringsfond til Industrisamarbejde, til $20 mia., og en Kina-Latinamerika Infrastrukturfond til $10 mia. Desuden pumpede Kina yderligere $5 mia. i Kina-Latinamerika Samarbejdsfonden, der blev etableret i 2014.«

Den 18. nov. beskrev en lignende artikel for Associated Press, »Mens Trump taler om mur, bygger Kina broer til Latinamerika«, af Joseph Goodman, at, »i Ecuador, en dollar-økonomi, der kæmper med en dyb recession, indviede Xi den 18. nov. landets største vandkraftsdæmning, der blev bygget af et kinesisk selskab og betalt for med nogle af de næsten $8 mia. som er udlånt til landet siden 2007«. Og også, »i Venezuela underskrev chefen for det statsstyrede China National Petroleum Corp. den 17. nov. en aftale til $2,2 mia. om i fællesskab at styrke olieproduktionen, som er nødvendig for at løfte OPEC-nationen ud af en krise, der er mærket af en alvorlig fødevaremangel og en trecifret inflation«, skrev Goodman og citerede landets præsident: »’Vi overrækker al vor tak for al den støtte, I har givet Venezuela under de vanskelige år 2014, 2015 og især 2016’, sagde en tydeligt glad præsident Nicolas Maduro ved underskrivelsesceremonien. ’Vores storesøster Kina har ikke overladt Venezuela til sin egen skæbne i disse vanskelige tider.’«

En langt mere overbevisende analyse end disse her nævnte har den tyske statskvinde, Helga Zepp-LaRouche, leveret i sin analyse af den flok på seks ’lamme atlanterhavsænder’ – Obama og fem europæiske ledere – i sin seneste lederartikel til avisen Neue Solidarität, »De ’lamme ænders’ revolte i Berlin: Historiens musik spiller andetsteds« http://www.solidaritaet.com/neuesol/2016/47/hzl.htm (kommer på dansk her på hjemmesiden).

Foto: Kinas præsident Xi Jinping og hans hustru, Peng Liyuan, vinker farvel fra deres fly, da de forlader Quito, Ecuador, fredag, den 18. nov., 2016. Xi var i Ecuador i 2 dage før han rejste videre til Peru, for at deltage i APEC-topmødet.       

19. nov., 2016 – Kina har hilst den antydning, baseret på udtalelsen fra James Woolsey, der har rådgivet Donald Trump i udenrigspolitik, om, at den nye amerikanske administration kunne tænkes at tilslutte sig Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), velkommen. Woolsey har henvist til Obamas afvisning af at tilslutte sig AIIB fra starten, som en »strategisk fejltagelse«.

China Daily skriver i dag i en lederartikel, at amerikansk politik selv var skyld i, at Kina tog initiativ til AIIB, ved at »trække IMF’s kvote-reform ud, hvorved udviklingslandene ville få mere indflydelse i denne organisation«. Lederartiklen fastslår, at USA »tilskrev sin opposition mod at tilslutte sig den nyligt dannede investeringsbank bekymring for, at banken ikke ville leve op til eksisterende, internationale standarder, til trods for, at bankens medlemmer har forpligtet sig til at samarbejde for at sikre, at den følger de bedste ledelsesstandarder og -praksisser, gennemskuelighed og spørgsmål vedr. miljø og arbejdsmarked. Den holdning, som den afgående administration vedtog, afslører ganske enkelt dens sande bekymring for, at AIIB ville udfordre eller reducere de amerikansk dominerede Bretton Woods-institutioners, såsom Verdensbankens, indflydelse.

Artiklen fortsætter, »Fakta er, at den tilgængelige finansiering fra Verdensbanken og Asiatisk Udviklingsbank slet ikke er tilstrækkelig for det massive behov for infrastruktur i Asien. Snarere end at konkurrere med disse institutioner, er AIIB udtænkt til at kompensere for den utilstrækkelige, internationale, finansielle støtte til infrastrukturudvikling og regional sammenhængskraft i Asien. Den foreslåede investering i de asiatiske sektorer for transport, energi og telekommunikation tilbyder ligeledes enorme erhvervsmuligheder for selskaber fra medlemslandene – hvilket er én af grundene til, at mange af Washingtons allierede i Vesten, såsom Storbritannien, Italien og Tyskland, har tilsluttet sig AIIB, på trods af opposition fra USA.«

Artiklen konkluderer: »Men, som det kinesiske mundheld siger, så er det aldrig for sent til at udbedre folden, efter man har mistet et får.« USA har intet at tabe ved at blive medlem af AIIB, der bygger på præmisserne om åbenhed, inklusion og gennemskuelighed. USA kan også spille en mere konstruktiv rolle ved at blive medlem end ved at stå udenfor. At gå med i AIB ville være et godt signal fra den nye Trump-administration om, at USA er mere villig til at agere som en ansvarlig, global magt.«

Foto: Jin Liqun, AIIB’s første præsident, forlader talerstolen under åbningsceremonien for AIIB i Beijing den 16. januar, 2016.

18. november, 2016 – På den anden dag for den XXIII nationale konference for Sammenslutningen af Peruvianske Økonomer, hvor Schiller Instituttets stifter Helga Zepp-LaRouche holdt åbningstalen den 17. nov., blev der afholdt et parallelt møde for at presse på for den omgående vedtagelse af Kinas foreslåede bi-oceaniske jernbanekorridor, hvor en sydamerikansk, transkontinental jernbanelinje skal bygges fra Brasilien til Peru. Sammenkomsten af 400 personer i Pucallpa, i det østlige Peru, blev arrangeret som et offentligt møde i Perus nationale kongres’ transportkomite, af hvilken otte medlemmer var rejst fra Lima til Pucallpa for denne anledning. Flere regionale guvernører, inkl. fra værtsdistriktet Ucayali, samt borgmestre, var ligeledes til stede, sammen med flere folkelige organisationer og erhvervsgrupper, såvel som også en stor delegation fra Sammenslutningen af Økonomer (hvis nationale konference fortsatte i nærheden). Hundreder af DVD-kopier med Zepp-LaRouches præsentation dagen før blev uddelt til de tilstedeværende af Ucayalis Sammenslutning af Økonomer. Perus betydeligste, nationale presse og Tv-medier var også til stede.

Alle de tilstedeværende kongresmedlemmer talte meget stærkt til fordel for jernbaneprojektet, hvor flere af dem fordømte regeringen Pedro Pablo Kuczynski (PPK) for at blokere projektet og trække den detaljerede forundersøgelse ud, en forundersøgelse, der allerede var blevet udarbejdet og overgivet til den peruvianske regering af det kinesiske selskab CREEC. En af dem, kongresmedlem Carlos Tubino fra »Fujimorista« Fuerza Folkepartiet (der blev slået i det nylige præsidentvalg af Boston-bankierpartiet PPK), angreb aggressivt dem, der holdt CREEC-undersøgelsen tilbage og på anden vis saboterede jernbaneprojektet, for at gøre sig skyldige i forræderi og give efter for pres fra bankierer og andre udenlandske indflydelser. Han meddelte, at, umiddelbart efter sin tilbagekomst til Lima, ville han indkalde til en høring i den nationale Kongres om jernbaneprojektet og ville kræve PPK’s transportministers tilstedeværelse til besvarelse af spørgsmål.

Ucayali Udviklingsfront, en regional folkelig organisation, gik med i massemobiliseringen ved at true med en regional strejke, hvis jernbaneprojektet ikke omgående startes op. Også Ucayalis guvernør talte stærkt til projektets fordel. Den 400 personer store forsamling hørte også en detaljeret rapport om de tekniske detaljer og forundersøgelser af projektet fra Justo Vargas, en rådgiver til Ucayalis guvernør og en ledende arrangør af Økonomsammenslutningens konference, og som også har været i Kina tidligere på året for at mødes med CREEC og andre. Alt i alt talte henved 18 personer – inkl. EIR’s repræsentant i Peru, Luis Vasquez, – på det eksplosive møde, hvoraf 16 udtrykte absolut støtte til projekt; to rejste »miljø«-forbehold.

I løbet af mødet foreslog lederen af Ucayalis Økonom-sammenslutning at vise hele videoen med Helga Zepp-LaRouche fra dagen før, men fik at vide, at der ikke var tid, og at han i stedet kunne briefe forsamlingen. Det gjorde han og uddelte dernæst på stedet, og ligeledes blandt økonomerne, henved 200 DVD’er, som de havde produceret, med hendes tale. De cirkulerede også hundreder af kopier af den 60 sider lange pamflet med uddrag af EIR’s specialrapport, »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, og som også indeholdt et specialtillæg for lejligheden, af Lyndon LaRouches Fire Love.

Efter Zepp-LaRouches præsentation i går kom flere konferencedeltagere op til LaRouche-repræsentanter for at bede om kopier af hendes tale, gav udtryk for stærk interesse for de spørgsmål, hun har rejst, og bad om opfølgningsmøder, osv. En længere præsentation, der ligeledes blev givet i går af Luis Vasquez Medina, EIR’s hovedrepræsentant i Peru og mangeårig leder af LaRouche-bevægelsen, fokuserede på de programmatiske detaljer omkring de forskellige jernbane- og integrationsprojekter, der skal opkoble hele kontinentet til Verdenslandbroen, såvel som også de historiske rødder til denne fremgangsmåde i Hamiltons tradition, som går tilbage til det netværk fra det 19. århundrede i USA og Peru, der samarbejdede om netop sådanne projekter. En tredje præsentation af en LaRouche-repræsentant blev programsat til aftenen den 18. nov., af EIR’s David Ramonet, hvor emnet bliver Vernadskij, infrastruktur og biosfæren.

(Vi anbefaler læsning af EIR-artiklen: »The World Land Bridge: Rediscovering The Americas«, af Dennis Small, september, 2014, http://larouchepub.com/eiw/public/2014/eirv41n36-20140912/04-12_4136.pdf)

Foto: Peru Rail; strækningen, der kører til den arkæologiske by Macchu Picchu.

18. nov., 2016 – En aftale om den første, udenlandske, kommercielle bank, etableret under Kinas Ét bælte, én vej-initiativ (OBOR), blev underskrevet i Djibouti den 16. nov. Aftalen om samarbejde om den Internationale Silkevejs-Bank (SRIB) blev underskrevet af Djiboutis finansminister og repræsentanter fra det kinesiske handels- og IT-firma IZP Group og det statsejede China Merchants Group, og kommer efter den første aftale om foretagendet i Beijing i juli måned.

Denne aftale er den første, der bekræfter fordelingen af kapital internt i banken og den første afrikanske bank, som en kinesisk virksomhed har fået licens til. Djiboutis Finansministerium og IZP Group tager hhv. 25 %, mens Silkevejs e-købmænd – et fælles foretagende mellem China Merchant Group og IZP – vil få 20 % ’s kontrol.

Præsidenten for SRIB og finansminister for Djibouti, Ilyas Moussa Dawaleh, sagde, at SRIB vil yde favorable finansprodukter [sic] og tjenesteydelser til foretagender i Djibouti og i udlandet, især dem i Kina, og tilføjede, at han håber at »gøre banken til den største bank for udstedelse af kort i Østafrika i løbet af fem år«.

Leder fra LaRouchePAC, 16. november, 2016 – I kølvandet på Trumps produktive diskussioner over telefon med Vladimir Putin og Xi Jinping i denne uge, og den politiske bortgang af Obamas (og Hillarys) krigsplaner, er der intet til hinder for, at disse tre, store nationer kan samarbejde om at knuse den britisk/saudisk-sponsorerede terrormaskine internationalt, med begyndelse i ISIS og al-Nusra i Syrien. »Der er ingen anden måde at gøre det på«, sagde Lyndon LaRouche i dag. »Putin står i centrum for dette. Enhver hæmning af dette må forhindres.«

Den amerikanske befolkning er hastigt i færd med at indse, at det lange mareridt med økonomisk forfald, epidemien med narkotika og selvmord, evindelige krige og den ærefrygtindgydende trussel om atomkrig, endelig kunne være forbi. Otte år med Bush og Obama er ved at være slut. Det er stadig uklart, om Donald Trump vil lægge sin populisme til side til fordel for at gennemføre Glas-Steagall og knuse Wall Streets magt over USA’s regering og økonomi – som han har lovet, han ville gøre. Det vil afhænge af, om det amerikanske folk mobiliserer sig selv til støtte for en løsning – og ikke blot en afvisning af de seneste otte års ondskab. Denne løsning ligger nu foran dem, i form af LaRouches Fire Love: Glass-Steagall; en genindførelse af nationalbankvirksomhed; en afslutning af monetarisme til fordel for et kreditsystem i Hamiltons tradition, til finansiering af infrastruktur inden for landbrug og industri, uddannelse og sundhedssektoren; og en genindførelse af videnskabelig udvikling, begyndende med et genoplivet NASA-rumprogram og stærkt udvidet forskning inden for fusionskraft.

I dag ankom hold af aktivister fra New York, Baltimore og Virginia til Kongressen med krav om ikke at vente til Trumps indsættelse, men derimod handle i denne ’lame duck’-overgangsperiode for at gennemføre Glass-Steagall og de Fire Love. Det Demokratiske Parti er i oprør efter de tæsk, de fik i valgene til præsidentskabet og Kongressen, men meldinger fra LaRouche-aktivister i hele landet lyder på, at mange demokrater langt om længe ser den kendsgerning i øjnene, at Obama og Hillary Clinton havde tilsluttet sig de republikanske neokonservative, der ikke tjener den amerikanske befolkning, men Wall Street og krigsmaskinen. Trumps afvisning af både Obama og de republikanske neokonservative, med samt deres krigsplaner, under sin kampagne, skabte et tilflugtssted for demokrater, der så ondskaben med Obamas drabsmaskine.

De neokonservatives »unipolære« verden – med Obamas udtryk, »vi sætter reglerne« – har beviseligt skabt USA’s og dets EU-allieredes totale isolation internationalt. I Europa går valgene, efter Brexit, imod EU-diktaturet og for en genopretning af bånd til Rusland, som det ses i Bulgarien og Moldova.  Tyrkiets udenrigsminister sagde i dag, at hans land føler en sådan lede over de europæiske ledere, der truer med at smide det ud af NATO eller afslår dets anmodning om optagelse i EU, at de planlægger en folkeafstemning om nationens forhold til EU – en »Tyrkxit«.

Et alternativ viser sig klart. Med sit »Nye Paradigme« centreret omkring politikken for den Nye Silkevej, rejste Xi Jinping i dag til Sydamerika, hvor Ecuador, Peru og Chile vil være vært for statsbesøg, og hvor han også vil deltage i APEC-topmødet i Peru. Ecuadors præsident Correa lovpriste Kinas rolle i at transformere hans lands fysiske økonomi i løbet af det seneste årti og beskrev det aktuelle besøg som »det vigtigste besøg af noget statsoverhoved i Ecuadors historie«.

Den samme entusiasme for et nyt paradigme ses i hele Afrika og Asien, og i stigende grad også i Øst- og Vesteuropa. Overalt grunder folk på en fremtid, hvor USA ikke længere truer med krige og undergravning gennem »farvede revolutioner«, men som i stedet går med i BRIKS, AIIB og den Nye Silkevej om opbygning af en fremtid for hele menneskeheden. Dette potentiale må realiseres, især i selve USA. Et vindue mod muligheder åbner sig for os, men det kunne være kortvarigt, og med utænkelige konsekvenser, hvis vi mislykkes.

Foto: Gipsmodellen af Frihedsstatuen (Statue of Freedom), bronzestatuen på toppen af Capitols kuppel, står i Capitols Emancipation Hall.

15. nov., 2016 – Idet de citerede en nyhedsrapport i Xinhua i dag, rapporterer Sputnik, at kinesiske og peruvianske virksomheder har underskrevet aftaler til en værdi af $2 mia. inden for landbrug, tekstil, medicin, metaller, mineraler og andre industrier, på sidelinjerne af denne uges APEC Forum, der begyndte den 14. nov. I underskriftsceremonien skal der have deltaget flere end 100 regeringsfolk og folk fra virksomhederne.

Aftalerne er en del af en relation mellem Kina og Peru, der er under udvikling. Kinas præsident Xi Jinping, der vil være i Peru til både et statsbesøg og for samtidig at deltage i APEC-topmødet den 19.-20. nov., før han fortsætter til Chile til et statsbesøg, vil fremme de kinesisk-peruvianske relationer, sagde den kinesiske ambassadør til Peru, Jia Guide.

»Med en investering i Peru på mere end $14 mia., er Kina ligeledes landets største handelspartner, eksportdestination og kilde til importerede varer«, skrev Jia i en artikel, der blev udgivet i Peoples Daily i dag, og han tilføjede, at »flere end 170 kinesiske virksomheder har investeret og udviklet virksomheder på peruviansk jord«. Han tilføjede, at Peru er det eneste latinamerikanske land, der har etableret et omfattende, strategisk partnerskab, så vel som også en omfattende frihandelsaftale, med Kina. Fra Chile sagde udenrigsminister Heraldo Muñoz til Peoples Daily, at hans land forventer mere kinesisk investering og bilateralt samarbejde inden for sådanne områder som uddannelse af personel, udvikling af teknologi, rumforskning, fornybar energi og modernisering af landbrug og minedrift, blandt andre områder. Han sagde også, at Chile ser frem til, at kinesiske selskaber deltager i byggeriet af den bi-nationale Agua Negra-tunnel, også kendt som »de to oceaners tunnel«, der vil forbinde Chile med det nordlige Argentina og derfra videre frem til Atlanterhavet.

I et interview i dag med Kinas CCTV, hvor han blev spurgt om Kinas initiativ for Bæltet-og-Vejen (OBOR), understregede den chilenske ambassadør til Kina, Jorge Heine, at Latinamerika må blive en del af dette kinesiske initiativ for »yderligere at forbinde landene i det globale Syden indbyrdes« – den sydlige halvkugle. At bygge bi-oceaniske korridorer er én måde at styrke denne indbyrdes forbundenhed, sagde han. 

Leder fra LaRouchePAC, 15. november, 2016 – I kølvandet på diskussionerne om fundamentalt nye amerikansk-russiske og amerikansk-kinesiske relationer mellem valgte præsident Donald Trump og den russiske og kinesiske præsident, hhv., vil vi, på Asia-Pacific Economic Conference (APEC) i Peru i denne uge, muligvis få en erstatning for Obamas fejlslagne TPP »handelsaftale« at se, og i stedet få en ny handelsaftale, der er initieret af Kina, med 19 andre lande, inkl. Trumps USA. Den støtte opbygning af et nyt, økonomisk paradigme omkring den Nye Silkevejs store, »win-win« infrastrukturprojekter, vil tage endnu et stort skridt fremad. Dette er, hvad USA må tilslutte sig, med en ny, statslig kreditinstitution, og med en ny Glass/Steagall-lov, der vil nedkæmpe Wall Street.

Helga Zepp-LaRouche, som vil tale for Sammenslutningen af Peruvianske Økonomers nationale konference aftenen før APEC-konferencen, sendte dette budskab til aktivister fra New York State, der har kurs mod Washington, D.C., for at kræve Glass-Steagall:

»Først og fremmest vil jeg gerne sige hej til jer. Dette er selvfølgelig en meget vigtig intervention, for valgresultatet i USA, som mange mennesker ikke så komme, er i realiteten en del af en global udvikling. Alle forklaringerne, som de amerikanske medier kommer med, er for det meste røgslør, eller en eller anden forloren forklaring, som f.eks., at det var FBI, der kostede Hillary valget, osv., osv.

Det, der i virkeligheden finder sted rent strategisk, er, at befolkningsmasserne i den transatlantiske sektor – i Europa, og i USA i særdeleshed – nu virkelig har fået nok af et Establishment, der vedvarende har handlet imod deres interesser. Det, de kalder »overløberstaterne« – menneskene i disse stater er ikke repræsenteret af det transatlantiske etablissement. Dette ved de, fordi, for dem, er livs- og arbejdsvilkårene i løbet af det seneste årti, kan man sige, men i realiteten i løbet af de seneste 50 år, kun blevet værre og værre. Folk er nødt til at have flere jobs samtidig for at få økonomien til at hænge sammen. Der har været mange tilfælde, hvor deres sønner, og undertiden endda deres døtre, er blevet udsendt til Irak fem gange i træk og er kommet hjem, totalt nedbrudte. Så folk har oplevet, at livet bare bliver værre for dem, og at de med Washington/New York-etablissementet intet håb har.

Man så det samme fænomen med Brexit-folkeafstemningen i Storbritannien i juni måned; som også her ikke bare handlede om flygtningene, og ikke bare handlede om de mere åbenlyse spørgsmål, selv om disse spiller en vis katalyserende rolle; men, det var den samme, fundamentale følelse af uretfærdighed, og at der simpelt hen ikke længere findes en regering, der tager sig af det almene vel. Og uanset, hvilke forklaringer, de hoster op med, så vil dette ikke forsvinde, før situationen er forbedret, og god regering er genetableret i USA og Europa, og i andre dele af verden.

Det umiddelbart næste punkt, hvor den samme vrede med al sandsynlighed vil vise sig, er ved den forestående folkeafstemning i Italien – hvor man den 4. december vil have en folkeafstemning om en forfatningsændring og, som stemningen i øjeblikket er, som også vil blive en afstemning imod Renzi-regeringen. Renzi lovede først at træde tilbage; nu siger han, at han ikke vil træde tilbage: Under alle omstændigheder, så vil denne udvikling fortsætte, indtil man indsætter en forbedring.

Trumps valgsejr er selvsagt et åbent spørgsmål, for det står endnu ikke klart, hvad hans præsidentskab vil blive for ét; men, som Lyndon LaRouche har understreget næsten hver dag siden valget, så er dette ikke et lokalt, amerikansk anliggende. Dette er et globalt anliggende; det er et internationalt spørgsmål.

En af de væsentligste grunde til, at Trump vandt valget, er, at han, især i den seneste fase, havde understreget, at Hillary Clinton ville betyde Tredje Verdenskrig pga. hendes politik for Syrien, fordi hun … foreslog en frontal konfrontation med Rusland. Det var præcist at ramme hovedet på sømmet, for vi befinder os på en meget, meget farlig kurs for konfrontation med Rusland og Kina.

Under valgkampagnen har Trump gentagne gange sagt, at han ville have en anden holdning over for Rusland. Og siden han blev valgt, har han talt i telefon med både Putin og Xi Jinping og i begge tilfælde sagt, at han vil arbejde for at forbedre relationerne mellem USA og så Rusland og Kina, hhv. Dette er selvsagt ekstremt vigtigt; og det andet, ekstremt vigtige spørgsmål er: Vil han følge op på sit løfte om Glass-Steagall, hvor han især i byen Charlotte atter sagde, at han ville gennemføre Glass-Steagall?

Dette er virkelig hovedspørgsmålet. For kun, hvis man gør en ende på kasinoøkonomien, som er den virkelige årsag til krig, kan situationen i realiteten bringes tilbage på ret køl. Alle de progressive – Bernie Sanders, Elizabeth Warren og selv [Nancy] Pelosi – har allerede sagt, at de vil samarbejde med Trump, hvis han vil satse på dette økonomiske program med infrastruktur/jobskabelse/Glass-Steagall.

Vi bør lade tvivlen komme ham til gode; men, vi bør også være klar over, at hele Wall Street-slænget og de neokonservative i det Republikanske Parti vil gøre alt for ikke at få dette. Derfor må vi have denne intervention for virkelig at opdrage Kongressen og Senatet mht. det, der virkelig står på spil. Hele verden holder nu øje med – holder så at sige vejret – spørgsmålet, om der kommer en ændring til det bedre i amerikansk politik?

Det gør der forhåbentligt. Men det vil kræve alle forholdsreglerne. Glass-Steagall som den absolutte forudsætning, uden hvilken intet andet vil fungere; men det er ikke nok. For, vi taler ikke bare om en bankreform. Vi taler om et totalt nyt paradigme i det økonomiske system. Og dette nye paradigme må defineres af LaRouches Fire Love, som alle må sikre sig, at de forstår, når de skal udføre denne form for lobbyvirksomhed.

For, Lyndon LaRouche har understreget, at nøglen er at øge arbejdskraftens produktivitet. Som følge af de seneste årtiers neoliberale, eller monetaristiske, politik, er denne produktivitet i den transatlantiske sektor faldet under punktet for break-even, hvor det går lige op. Dette er grunden til, at vi må have en nationalbank i traditionen efter Alexander Hamilton; vi må have en politik for statskredit; vi må have et internationalt kreditsystem, et nyt Bretton Woods-system; og vi må selvsagt have et ’win-win’-samarbejde mellem alle nationer omkring opbygningen af den Nye Silkevej – også internt i USA – så den bliver til en verdenslandbro.

Af ekstraordinær betydning er den fjerde af de Fire Love, der siger, at man ikke kan få en forøgelse af økonomiens produktivitet, med mindre man satser på et forceret program for at opnå fusionskraft; samt et internationalt program for udforskning af rummet. For kun, hvis man foretager denne form for avantgarde-spring i produktiviteten – fusionsteknologi vil bringe os en helt anden, økonomisk platform. Med fusionsfaklen vil vi blive i stand til at få sikkerhed i energiforsyningen til hele planeten; man vil få nye råmaterialer, fordi man vil blive i stand til at bruge ethvert affaldsprodukt, hvor man udskiller diverse isotoper og genskaber nye råmaterialer ved at sammensplejse isotoperne, som det skal gøres.

Så det repræsenterer et gigantisk, teknologisk spring. Det samme gælder for rumfartsteknologi, for det vil få samme virkning som under Apolloprogrammet, hvor hver investering i rumteknologi, i raketter, i andre nye materialer, gav 14 cents tilbage for hver cent, der blev investeret. Og alt fra computerchips til Teflon-køkkengrej, og alle mulige gavnlige resultater, opstod som biprodukter af rumforskning.

Og for at få verdensøkonomien ud af den nuværende tilstand, især i den transatlantiske sektor, må man have denne form for kursomlægning i retning af videnskabeligt og teknologisk fremskridt og en forøgelse af energigennemstrømningstætheden. Og hele denne Grønne ideologi – som i virkeligheden er en ikke-udviklingsideologi – må erstattes; og verden må komme tilbage til den kurs, hvor det fysiske univers’ virkelige, fysiske love er kriteriet for sandheden, og ikke en eller anden ideologi.«

Foto: USA’s Capitol-bygning efter den første, omfattende restaurering i mere end et halvt århundrede. (Foto: USCapitol Flickr)    

Den »Marshallplan« på en milliard euro, som udviklingsminister Gerd Müller har foreslået, er et skridt i den rigtige retning, men slår langtfra til. Tyskland kan nu yde et enestående bidrag til det nødvendige epokeskift ved officielt at erklære, at det samarbejder med Kinas Nye Silkevej, frem for alt i genopbygningen af Mellemøsten og Afrikas industrialisering.

Download (PDF, Unknown)

Med formand Tom Gillesberg

Det andet punkt, som står meget klart, er, at LaRouche Political Action Committee (LPAC) har sat dagsordenen; … Glass-Steagall; den omgående nødvendighed af at nedlukke Wall Street; og det faktum, at det amerikanske folk ikke var villigt til at acceptere Obama-Clinton-dagsordenen om at bringe USA ind i Tredje Verdenskrig med en konfrontation med Rusland. Men vi må fortsætte med at sætte dagsordenen. Der er intet alternativ, ingen erstatning for en fortsat mobilisering og en fortsat klarhed i lederskab, som kommer fra LaRouche Politiske Aktions-komite og vore allierede.

Studievært, Matthew Ogden: Jeg håber, alle har haft mulighed for at se specialudsendelsen efter valget, som vi udlagde på denne webside onsdag; med direkte udtalelser fra både Lyndon og Helga LaRouche. Vi har haft mulighed for at tale med hr. LaRouche flere gange siden, inkl. for blot en time siden; og hr. LaRouche fastslår fortsat den pointe, at dette er en højst uafgjort situation; meget udefineret. Vi har endnu ikke fået de fulde fakta om, hvad implikationerne af den tiltrædende administration vil blive, men to punkter står klart. Og jeg tror, at folk meget klart har set, at dette har været en total afvisning af hele Obama-Clinton-Wall Street-apparatet, der havde overtaget det Demokratiske Parti; men også, på samme tid, det Republikanske Partis Bush-Cheney-apparat. Begge partier er nu ophørt med at eksistere i deres tidligere form, og vi befinder os i en situation internt i USA, der ikke har fortilfælde.

Det andet punkt, som står meget klart, er, at LaRouche Political Action Committee (LPAC) har sat dagsordenen; og dette punkt burde stå klart med de foregående år, der har ført frem til i dag, inklusive med Kesha Rogers’ succesfulde kampagner med stor indvirkning, hvor hun har stillet op til valg til offentligt embede. Men vi har på dagsordenen sat: Glass-Steagall; den omgående nødvendighed af at nedlukke Wall Street; og det faktum, at det amerikanske folk ikke var villigt til at acceptere Obama-Clinton-dagsordenen om at bringe USA ind i Tredje Verdenskrig med en konfrontation med Rusland. Men vi må fortsætte med at sætte dagsordenen. Der er intet alternativ, ingen erstatning for en fortsat mobilisering og en fortsat klarhed i lederskab, som kommer fra LaRouche Politiske Aktions-komite og vore allierede.

Jeg vil gerne oplæse et kort uddrag af lederartiklen, der blev udlagt på LPAC’s webside i dag, for jeg mener, at det meget klart definerer, hvad hr. LaRouches aktuelle analyse af denne situation er. Derfra går vi over til diskussionen. Overskriften lyder: »Trumps sejr betyder kun en udsættelse af krigsfaren – med mindre der vedtages en langt mere fundamental forandring«.Den indledes med følgende erklæring:

»Donald Trumps valgsejr, og både Hillary Clintons og Barack Obamas valgnederlag, betyder en kortvarig udsættelse af fremstødet for Tredje Verdenskrig imod Rusland, under forudsætning af, at Obama forhindres i at foretage en eller anden vanvittig handling i sine tilbageværende ’lame duck’-uger – overgangsperioden – i embedet. Det faktum, at en umiddelbar fare for atomkrig midlertidigt er taget af bordet, er vigtigt, men det løser ikke den anden, alvorlige krise, som verden konfronteres med.

Det transatlantiske finanssystem er stadig på randen af total disintegration, og med mindre man omgående håndterer dette problem, vil betingelserne for global krig snart vise sig igen. For at løse denne umiddelbare krise, må den amerikanske Kongres omgående vedtage de love, der er fremstillet i begge Huse, for en genindførelse af den oprindelige Glass/Steagall-lov fra 1933, og som bryder for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne op, i totalt adskilte kommercielle banker og investeringsbanker. Dette må være det første punkt på Kongressens dagsorden, når den vender tilbage til Washington i begyndelsen af næste uge.«

Det fortsætter således:

»Når denne presserende handling er vel overstået, må der træffes yderligere forholdsregler til en ny form for relationer mellem de ledende nationer på planeten.«

Dette vil vi gå meget mere i dybden med i udsendelsens løb, men denne udtalelse fortsætter med at citere nogle udtalelser af Sergej Glazjev, præsident Putins førende rådgiver; og af Chas Freeman, fremragende topdiplomat i USA’s diplomati; og på anden vis, og som nu fastslår den meget klare og korrekte pointe, at tiden nu er inde til at indse, at verden er på vej ind i et totalt nyt paradigme. Og ud over blot en detente mellem USA og Rusland, hvilket er en potentiel meget positiv udvikling, så må USA også gengælde tilbuddene fra Kina om at gå med i dette program med den Nye Silkevej, det Nye Paradigme; med at gå med i AIIB og på en meget konkret og afgørende måde gå med i den Nye Silkevej.

Vi kan meget klart definere, at hr. LaRouche er den førende statsmand på scenen i USA lige nu. De Fire nye Love, som vi gentagent har understreget i løbet af de seneste mange måneder før dette valg, er fortsat øverste punkt på dagsordenen. Denne dagsorden begynder selvfølgelig med Glass-Steagall, men programmet er i sin helhed en renæssance for USA, i traditionen efter Hamilton.

Under en tidligere diskussion i dag, understregede Helga Zepp-Larouche dette brochuretillæg, der blev udgivet af LPAC for næsten et år siden – »The United States joins the New Silk Road« (Se også dansk introduktion ved samme navn). Heri fremlægges det meget klart, hvordan USA kan tilslutte sig dette nye paradigme.

Jeg vil gerne indlede med et par uddrag af disse udtalelser, som Sergej Glazjev og Chas Freeman er kommet med, og som tydeligt taler om netop denne pointe; men der kan siges meget mere. Dette er fra et interview med Glazjev til Itar-Tass umiddelbart efter præsidentvalget: Artiklen siger:

»Ifølge Glazjev viser de amerikanske valg, at ’det amerikanske folk ikke ønsker krig. For første gang i verdenshistorien har vi chancen for at få en ny økonomisk verdensorden, uden at føre en verdenskrig.’«

En tale, som Chas Freeman holdt i Hawaii nogle få dage før valget, med titlen, »Ét bælte, én vej«, slutter med den pointe, at

»USA må nu indse, at det nye paradigme, defineret af AIIB og den Nye Silkevej og alle de andre initiativer, som Kina har taget, er det nye spil i byen«.

Og Chas Freemans pointe er, at amerikanerne ikke er med i spillet. Tiden er nu inde til, at amerikanerne går med i dette og indser, at det er i vores egen interesse at gå med i initiativet for Ét bælte, én vej (OBOR). Chas Freeman siger:

»Kinas voksende indflydelse er en meget god grund til at søge at få en plads ved siden af det, både i de nye og gamle råd i den fremvoksende, multipolære verden, snarere end forgæves at søge at ekskludere det. USA må være konstruktivt og hjælpsomt, ikke negativt og kritisk – stadig mindre obstruktivt – i takt med, at alt dette udfolder sig. Amerikanere har meget på spil mht., hvordan Eurasien bliver integreret, og mht., hvordan dets relationer med andre kontinenter og regioner bliver. Tiden er inde til at komme med i spillet«, konkluderer han; »tiden er inde til at deltage i udarbejdelsen af ordenen efter Pax Americana. Tiden er inde til at bruge Kinas initiativ til amerikansk fordel.«

Jeg kunne sige mere endnu, men jeg vil blot fastslå den pointe, at tiden nu er inde til at anerkende det fulde ansvar af det intellektuelle lederskab, som LaRouchePAC har defineret og fortsat leverer. Og, med de Fire Nye Økonomiske Love, med implikationerne af Alexander Hamiltons økonomiske rapporter, der oprindeligt definerede og skabte USA, og med anerkendelse af, hvad klokken er slået; og med skiftet til en totalt ny, international, økonomisk og strategisk orden, er det vores ansvar at mobilisere USA og bringe det ind i denne nye orden.

(Herefter følger aftenens diskussion; se video/engelsk udskrift.)  

WE MUST SET THE AGENDA!
THE UNITED STATES MUST JOIN THE NEW SILK ROAD.

International Webcast, Nov. 11, 2016

        MATTHEW OGDEN:  Good evening, it's November 11, 2016.  Happy
Veterans' Day!  My name is Matthew Ogden, and I would like to
welcome you to our regular weekly Friday evening broadcast here
from larouchepac.com.  I'm joined in the studio today by Ben
Deniston, my colleague, as well as Kesha Rogers, member of the
LaRouche PAC Policy Committee and former candidate for Federal
office — United States Congress and US Senate — joining us from
Houston, Texas; and Michael Steger, joining us from San
Francisco, California, also a leading member of the LaRouche PAC
Policy Committee.
        I hope everybody had a chance to see the post-election
broadcast special that we posted on this website on Wednesday;
which included some direct video statements from both Lyndon and
Helga LaRouche.  We've had a chance to speak with Mr. LaRouche
several times since then, including just about an hour ago; and
Mr. LaRouche continues to make the point that this is a highly
inconclusive situation; very undefined.  We have yet to get the
full facts on what the implications of the incoming
administration will be, but two points are very clear.  And I
think as people have observed very clearly, this has been a total
repudiation of the entire Obama-Clinton-Wall Street apparatus
that had taken over the Democratic Party; but also, at the same
time, the Bush-Cheney Republican Party apparatus.  Both parties
have now ceased to exist in their previous form, and we are in an
unprecedented situation inside the United States.  The other
point which is very clear is that the LaRouche Political Action
Committee has set the agenda; and this point should have been
clear for years leading into this, including from Kesha Rogers'
successful, highly impactful campaigns for Federal office.  But
we've put on the agenda: Glass-Steagall; the immediate necessity
to shut down Wall Street; and the fact that the American people
were not willing to accept the Obama-Clinton agenda to bring the
United States into World War III with a confrontation with
Russia.  But we must continue to do so, and we must continue to
set this agenda.  There can be no alternative, no replacement for
a continued mobilization and a continued clarity of leadership
coming from the LaRouche Political Action Committee and our
allies.
        Now, I would like to read a short portion of the lead item
which was posted on the LaRouche PAC website today, because I
think it very clearly defines what Mr. LaRouche's current
analysis of this situation is.  And then we can open up the
discussion from there.  But the title is, "Trump Victory Is Only
a Reprieve from War Danger Unless a Much More Fundamental Change
Can Be Enacted".  It begins by stating the following:
        "The election of Donald Trump and the defeat of both Hillary
Clinton and Barack Obama has provided a short reprieve in a drive
for World War III against Russia, so long as Obama is prevented
from taking some kind of insane action in his remaining lame duck
weeks in office. The fact that an immediate danger of nuclear war
is off the table for the time being is important; but it does not
address the other grave crises that the world is facing.
        "The trans-Atlantic financial system is still on the edge of
total disintegration, and unless that problem is immediately
addressed, the conditions will soon re-emerge for global war. To
solve that imminent crisis, the US Congress must immediately pass
the pending legislation in both Houses, to reinstate the original
Glass-Steagall Act of 1933, breaking up the too-big-to-fail banks
into totally separated commercial and investment banks. This must
be the first order of business when Congress returns to
Washington early next week."
        This continues by saying:  "Well beyond that urgently
required action, other measures must be taken to forge a new kind
of relations among the leading nations of the planet."  This is
something we will elaborate much more during the course of this
broadcast, but this statement goes on to cite some statements
that were made by Sergei Glazyev, a leading advisor of President
Putin; Chas Freeman, a top and very distinguished diplomat in the
United States diplomatic community; and otherwise, that make the
very clear and correct point that now is the time to realize that
the world is moving into an entirely new paradigm.  And beyond
just a détente between the United States and Russia, which is a
potentially very positive development, the United States must
also reciprocate the offers from China to enter into this New
Silk Road, New Paradigm program; entering into the AIIB, joining
the New Silk Road in a very concrete and definitive way.
        Now, what can be very clearly defined, is that Mr. LaRouche
is the leading statesman on the scene right now in the United
States.  The Four New Laws that we have been repeatedly
emphasizing over the course of the recent several months leading
into this election, continue to be the number one agenda item.
Of course, that begins with Glass-Steagall, but the entirety of
the program is a Hamiltonian renaissance for the United States.
        Now, during a discussion we had earlier today, Helga
Zepp-LaRouche emphasized this supplementary pamphlet which was
issued by the LaRouche Political Action Committee almost a year
ago — "The United States Must Join the New Silk Road; a
Hamiltonian Vision for an Economic Renaissance".  And this very
concretely lays out how the United States can join this New
Paradigm.
        Now, I'd like to just begin with a few excerpts from these
statements that were made by Sergei Glazyev and Chas Freeman,
which I think clearly get to this point; but I think a lot more
can be said.  This is an interview with Sergei Glazyev from {Itar
Tass} in the aftermath of the Presidential elections:  "According
to Glazyev," this article says, "the result of the US elections
show that 'The American people don't want war. For the first time
in the world's history, there is a chance to a new global
economic order without waging a world war.'|"
        And then Chas Freeman, in a speech called "One Belt, One
Road" which was delivered in Hawaii a few days before the
election, end with the point that "The United States must now
realize that the new paradigm defined by the AIIB and the New
Silk Road, and all of the other initiatives that have been taken
by China, is the new game in town."  And Chas Freeman's point is
that Americans are not in the game.  Now's the time for us to
enter into this and to realize that it's in our interest to join
the One Belt, One Road initiative.  Chas Freeman says, "China's
growing influence is very good reason to seek a seat alongside
it, both in the new and old councils of the emerging multi-polar
world, rather than continuing to futilely try to exclude it. The
United States needs to be constructive and helpful, not negative
and critical — still less obstructive — as all this unfolds.
Americans have a big stake in how Eurasia integrates, and in what
its relationships with other continents and regions become.  Time
to get in the game," he concludes; "time to participate in
crafting the post-Pax Americana order.  Time to leverage China's
initiative to American advantage."
        And I could go on, but I want to just make the point that
now is the time to recognize the full responsibility of the
intellectual leadership that LaRouche PAC has defined and
continues to deliver.  And taking the Four New Economic Laws,
taking the implications of Alexander Hamilton's economic reports,
which defined and created the United States in the first place,
and recognizing what time it is; with the shift to an entirely
new international economic and strategic order, it's our
responsibility to mobilize and bring the United States into that
new order.
        So, I'll just leave it at that; and I think we can explore
some of the implications of this in discussion with Kesha and
Michael.

KESHA ROGERS:  OK, I will start in response by saying that what
has to be recognized is that the fight has never been a matter of
party politics, one party over the other; because as President
George Washington said, "Party politics is the bane of our
nation's existence."  What we saw during my campaigns for US
Congress, was very instrumental in that; because the people I was
able to pull together were people from all different types of
backgrounds.  It was a question not of just what party you
belonged to, or what your race was, or any of that; but this
question of what do we want to see for our nation and for the
future of our nation?  Reviving the vision and the ideas of
President John F Kennedy, President Franklin Roosevelt; people of
all different types of backgrounds — as has been stated — came
together around Glass-Steagall to defy Wall Street, and they
continue to do so.  The Republican Party, the Democratic Party,
and so forth.  So, I think it's important to note that what we
have identified is a question of the direction that mankind has
to take; that the people of this nation have come together on a
few accounts that have been completely against what the
establishment had thought would happen.  During my campaigns, the
victories around the two nominations despite the fact that the
party establishment did everything in their power to create a
divide against the truth that myself, Mr. LaRouche, and our slate
were saying; that Obama represented a threat to this nation.  The
cancelling of the NASA Constellation program, the continued
policies for backing Wall Street against the interests of the
population.  The second time that we saw the population come
together in a real way — as has been said on a number of
occasions here — is the JASTA vote.  The JASTA vote was not a —
Justice Against Sponsors of Terrorism Act — was not a Republican
or a Democratic issue; so I think we are now eliminating the
party system.  This has been a big part of what I have been
advocating, what Mr. LaRouche has been advocating is that we have
to have a new conception of mankind brought forward.  I think
it's been very clearly stated in the discussions that we've had
with him, that are really continuing and hopefully we can get
that developed in this discussion today.  The idea that this is
not just a US issue; now we're talking about how do we improve
and develop new conceptions of international relations.  New
conceptions of relations among human beings.
        Just a couple of things I want to start off with to develop
that.  First of all, just in the discussion we had with Mr.
LaRouche yesterday, in response to the election and where we must
go from here, he said we will get a unity among human beings as
human beings.  The US and Russia can work together as human
beings; and we are looking at mankind in a universal way.  We are
going to learn how to apply our minds.  People have to see the
meaning of their existence in a way that most people have not.
If we're really going to conceptualize that idea, I think what
we're going to discuss here today is:  1. The concrete policies
that are needed to bring together the type of collaboration as
we're seeing develop from the development of the BRICS nations —
Brazil, Russia, India, China, South Africa — and their
cooperation.  The development of the AIIB, and the offer of
cooperation through the Silk Road, by President Xi Jinping to the
United States.  People probably remember that Obama rejected it.
Now, the mission is, we have to reverse the rejection.  We have
to work with Russia; we have to take up China's offer.  But we
have to take it up in a bigger way than just around treaty
agreements or working together on international cooperation of
projects.  Those things will be essential, but the essential is
going to be the development of a new, unified, international
mission of a new direction for mankind in space collaboration.  I
want to develop that a little bit more, but I will stop right
there, because I think we need to pull a few more things together
to come back to that point.

        MICHAEL STEGER:  The underlying ability for the LaRouche
organization and LaRouche PAC to operate as a leading force on
the planet has been something that eludes most people.  It's not
something that's in the predicates of the policies we've been
fighting for directly; there's something philosophically more
profound.  It does stand out, the fact that this election, where
vote came from, what people voted for — whether it be in the
Democratic primary, where we saw Glass-Steagall both by Martin
O'Malley and Bernie Sanders, and again even by Trump at the end
of the general election campaign; where Glass-Steagall came up
again. {We} were the leading factor and force of a political
fight, won in the opposition of Bush and Cheney and the clear
tyranny that they represented, but even more distinctly, because
of the nature of Obama in this last years–which is important
just to take a few seconds, not long, but just to recognize: the
Republican Party for the last eight years worked with Obama.
There was no real opposition to it. That's why the Republican
Party is really in as much of a shambles as the Democratic Party
is.
        The Party system, as Kesha said, is gone, because there was
no legitimate opposition to Obama, except for what we did. And it
started on the Obamacare question. We led the fight entirely. We
defined it as a Nazi program, while the Republican Party was
likely going to adopt it and support it, the same way Mitt Romney
had pushed in Massachusetts. It was generally a kind of Heritage
Foundation, right-wing, healthcare reform. We recognized it to
be, underlying, a fascist program of population reduction, and
we've been relentless with Obama, unrelenting, on the question
that this Presidency was a failure and a very danger to mankind.
        But then you had Lyn's intervention following the invasion
of Libya, and the killing of Muammar Gaddafi, and Lyn's precise
insight that this represented a very accelerated drive for
nuclear war. There was immediate resonance, immediate response
from the leadership in Russia. Like Dmitry Medvedev, [then
President, now Prime Minister]. And we saw an increasing level of
recognition, somewhat slowly, but from key figures, who began to
identify the fact that Lyn was absolutely right. And that again
became a center of the discussion of the U.S. Presidential
election over the last few months.
        So, you have the immediate collapse of the financial system
— which is there, we're on the precipice, this has been in the
financial media now practically for a year, going back to last
December, when the financial markets collapsed then. There's a
very, very imminent breakdown of the trans-Atlantic financial
system. It's an underlying bankruptcy, a deep bankruptcy. Then
you also have the immediate drive for war. Both of those issues
have now been on the table. That's what the American people voted
for. It was a mandate for the LaRouche policy. And for the very
reason that the political establishment in this country
compromised on Lyn, going back to the 1980s, shut down his
efforts for space exploration, for collaboration among nations,
and instead put an FBI attack on him and our organization, they
got this kind of revolt. Had they adopted Lyn's policies then,
you wouldn't see neither the breakdown of our economy and our
society, the threat of nuclear war, or the collapse of a
revolutionary type situation in the United States.
        The only way to really address this problem is to address it
quickly. We are talking about a timeframe where if the new
Administration coming in does not fulfill what the LaRouche PAC
has defined as the "New Presidency," then it will fail, and fail
quickly. There is a quality of crisis in the country, and so
there is a level of urgency that Mr. LaRouche expressed today in
our discussions. We need to get a handle on this. The policy
orientation needs to be very clear. And it needs to be a
comprehensive program. You can't just implement Glass-Steagall,
though that's exactly where you have to start. You've got to go
with the full Hamilton perspective. You've got to look at a full
development of the country. And you can't go with this Wall
Street garbage. It's not going to function.
        A point that Kesha really made an emphasis of, and that Lyn
emphasized on Wednesday following this election, stands out,
because there is clearly — as Matt, you read from the Chas
Freeman quote — at the highest institutional level of
recognition, that this New Silk Road orientation is in depth; it
is not weak; it is not superficial. As someone from the Chinese
Consulate in San Francisco recently said, "This is not on paper.
This is on the ground. This is a real project. This is not the
TPP." The question though, is how is this approached? The
approach of the political establishment may be best indicated by
Henry Kissinger and these types: is to approach it from the
Hobbesian view — an animalistic view of man, where you're
looking for advantages. How do we take advantage of this? How do
we work with this? China is looking to their advantage. How do we
look to our advantage?
        It doesn't mean that one disregards one's own benefit. But
the emphasis that Lyn made, and I think what Kesha was
developing, is that you have to look at the universal nature of
mankind. You have to look at what policies, what approach towards
the relationship among nations is of benefit to mankind as a
whole, or as Helga said on Wednesday in a discussion, what used
to be referenced as the "common aims of mankind." That has to be
then the basis, the philosophical basis for a scientific
foundation, for a new relationship among nations. And that really
then defines how this can be very much a new paradigm or a new
era for mankind. Not only is an immediate action required, but
the potential of action is perhaps greater than it's ever been.

OGDEN: Just to continue to emphasize the point that you, Kesha,
brought up, the first indications, I think very clearly, of what
hit with full force with this election, was what you were able to
generate around your campaigns for federal office.

        BEN DENISTON: Over and over again.

        OGDEN: Three times in a row. Twice the Democratic nominee
for Congress, and then you forced the Senate campaign into a
run-off, in Texas, on precisely this LaRouche PAC program. Every
time that people say, "Oh, we are so surprised, we are so
shocked, none of the polls saw this coming," whether it was in
this general election campaign for President, whether it was in
the Brexit vote — every time somebody tells you that, you say,
"No, that's actually not true."

        DENISTON: Most people probably know, but it's worth
emphasizing: Kesha led with "Impeach Obama." You had a Democrat
leading the Democratic ticket on impeaching Obama, and that was
what shocked. It was national news. It's kind of amazing that the
Democrats are so far behind, so much in this crazy bubble, that
they can't see where the ferment is in the population. Just to
add that in there.

        OGDEN: Absolutely!

        DENISTON: It shocked the country, it shocked the world.
There was international recognition when Kesha won [the
Democratic Party primaries for U.S. House in 2010 and again in
2012; and came in second in a field of five candidates for U.S.
Senate in 2013, but lost in the run-off]. These guys are now
years and years behind the ball on this thing.

        OGDEN: The other element of your campaigns, Kesha, was a
clear vision for the country. This is an element of inspiration
that a population which was, yes, legitimately angry and enraged
against the policies of the last not 8 years, but the last 15, 16
years of both the Obama and Bush administrations, and had been
ground into the dust and left behind, and were literally
suffering from an increase in mortality, and so forth, as we've
spoken about.
        It was not only a rage factor, in terms of that, but it was
also, and it continues to be — and this must be recognized — a
deep desire for purpose, for meaning, for inspiration, and for a
vision of what the future actually can be. And, Michael, as you
were saying, it's a philosophical question: What is the meaning
of mankind? What is this really all about? Why am I struggling,
day in and day out? What's the meaning behind "what it means to
be human?"
        And so, the Number One point of emphasis in your campaigns,
Kesha, and the Number One point of emphasis continues to be, what
is the role that mankind is going to play over the next 100 years
in this solar system and in the universe? It was clear when John
F. Kennedy committed the United States to having a man on the
Moon before the end of the 1960s, that this was the defining
moment in the entire generation at that point. The United States
rose to the challenge because it was a truthful challenge.
        We applied the Hamiltonian principles to make that happen.
You stood up and you said "We're going back to space. China is
doing it." In the years since your campaigns, Kesha, China has
achieved unbelievable feats. There will be a robotic lander on
the far side of the Moon. If we put this on the agenda, and we
say, "We are no longer going to succumb to the backwards agenda.
We're going to join hands, not only on the New Silk Road here on
Earth, but we're going to join hands with China to go back to the
Moon. We're going to go to Mars. We are going in a way which
affirms the true, creative nature of the human species. We're
going into space." That's the other element of this.

        ROGERS: Yeah, that was already defined by Krafft Ehricke. It
was defined by Lyndon LaRouche. It was exemplified, as has
already been stated, in a conception of mankind and the
relationships among human beings, that most people, through the
degenerate culture that we have been immersed in, has yet to
actually, truly experience. It's not just a question of "Well, I
like this policy of going to the Moon," or "Yes, we should do
that," or "Kennedy's idea of going to the Moon was for economic
profits or to put feet on the Moon and then it was going to be
over." We were talking about policy for a 50-year-plus plan, or
should we say, a generational.
        Right now, the problem is that we have lost the conception
of acting for the next generations. Most people say, especially
with space policy, "Well, we'll see what this next President's
going to do, but then after that we have to follow whatever the
next President wants to do, and it's just going to be an
up-and-down cycle. Maybe we'll have a good one who wants a good
policy, and maybe we'll have a bad one." But that's not how the
process works. As I said, this is a question of international
relations, but also, as Krafft Ehricke said, the question of
development of space, and what that represents for understanding
our relationships right here on Earth is a Universal, an
Extraterritorial Imperative.
        I think these conceptions are not just things that are to be
thrown around, but they really have to be conceptualized,
understood, and mastered, just as Lyn's emphasis and very
important call, that the only thing that can save the United
States right now, and for that matter save the entire world
against this economic collapse, is the return to those
Hamiltonian principles — the recognition that we have to restore
an understanding of what Hamilton was developing in his four
reports: "Report on Public Credit;" "Report on a National Bank;"
"Report on the Subject of Manufactures;" and "On the
Constitutionality of the Bank of the United States."
        We've done a number of very thorough presentations on those
points, because that's not just something of the past, or just
"policy issues," but it is the necessary direction that has to be
re-established right now: how are we going to build up our
capabilities on this planet to provide for the needs of every
single human being? We're talking about development around food,
most importantly around fusion resources–LaRouche's Fourth Law.
We have to have a science-driver fusion program. This is the key
aspect of China's policy for their Moon mission, and their space
program — the mining of Helium-3, the development of the far
side of the Moon.
        This is the policy that the United States has gone far away
from. We just have to just put the United States back on course
again, and that the course of action has been clearly stated by
the direction that China's taking with their space program. It's
interesting to note: that was the direction we were going in, or
slated to go in, with the development of the Moon, under not just
President John F. Kennedy, but this was the policy that was being
put forth prior to President Obama cancelling it.

OGDEN: I want to pick up on what you said, Michael. What the
LaRouche Movement — both in the United States, but also
internationally — has clearly been at the forefront of for
decades, is the agenda. The intelligentsia of the planet has
concentrated itself, at key moments of history, around what the
conceptions for the future must be that have been laid forward by
the LaRouche Movement. I just want to bring up one point which
was contained in this report. This is the transcript of an
international conference that took place in June of this year.
Coincidentally, it was literally the day after the Brexit vote
occurred; which had the entire trans-Atlantic expert
establishment on their heels.  Nobody supposedly saw this coming.
But the keynote speaker at this event was Helga Zepp-LaRouche;
one of the other keynote speakers was Ambassador Chas Freeman.
At that point, the point of the One Belt, One Road policy, the
New Silk Road policy was put clearly on the agenda.  The other
major agenda item of this conference was the necessity to work
with Russia to resolve and rebuild the situation inside Syria.
This conference was called in order to discuss the contents of
this massive special report, which was published by {Executive
Intelligence Review}.  This is "The New Silk Road Becomes the
World Land-Bridge"; and with the publication of this, the entire
nitty-gritty aspect of what this New Paradigm really means on the
ground — not on paper, as you said, Michael — was put into
writing.
        At that point, Helga Zepp-LaRouche called for the
publication of a supplementary pamphlet which would concretely
elaborate exactly how the United States would join that New Silk
Road.  And with all of the discussion now in the last few days of
infrastructure and big projects and how to create millions of new
jobs inside the United States, this is clearly the number one
item of relevance.  Now, we're going to play a short excerpt from
a video which was put out by LaRouche PAC about two months ago.
The full video is called "The New Silk Road Becomes the World
Land-Bridge", but this short excerpt from the concluding portion
of that video elaborates exactly how the United States could work
with China and work with these Eurasian countries to build itself
into this New Silk Road.  So, I'd like to play that excerpt for
you right now.

        "As part of the trans-Atlantic, the United States is also
associated with a high standard of living.  However, the Wall
Street-dominated, post-World War II paradigm has taken its toll
on the US economy and its people.  Scrapping its agro-industrial
sector for financial and services industries, with the promise
that it would make for a more competitive economy, high-earning
skilled work was out-sourced to cheaper markets abroad which
provide a living wage for their workers.  This flawed version of
globalization lowered the productivity of the Americas as a
whole, increased the rate of poverty throughout the hemisphere,
and invited billions of dollars of illicit money flows from the
global drug trade, which to this day represent a significant
portion of the cash on hand in the Western banking sector.
        "However, even after the 2007-2008 crisis, when the
bankruptcy of the trans-Atlantic financial system could no longer
be covered up and needed an emergency bail-out —
        "|'This is not just about Lehman Brothers; these problems
are not limited to Wall Street or even Main Street.  This is a
crisis for the global economy.'
        "– no serious structural reforms have been made to the
Western financial establishment; putting the West and the rest of
the world at risk of an even greater crisis.
        "No wonder that in recent years, China, Russia, and other
emerging economies have begun to create new international
financial institutions, based on a concept of 'win-win' relations
among nations and created to facilitate economic development and
trade for all participants instead of preserving the hegemony of
some.  Instead of the exclusivity of US trade agreements like the
Trans-Pacific Partnership, China has extended an invitation to
the US and the rest of the Americas to join them in establishing
a new era of global economic development.
        "'I state this very clearly to President Obama that China
will be firmly committed to the part of peaceful development; and
China will be firm in deepening reform and opening up the country
….¦'
        "But can the US envision a world where it is no longer the
sole superpower; and instead shares that responsibility with
other nations?
        "'|..¦.and will work hard to push forward the noble cause of
peace and development for all mankind.' [Chinese President Xi
Jinping]
        "The potential for US participation in the New Silk Road
program is immense.  One key project in EIR's New Silk Road
report is finally connecting the Eurasian continent with North
America at the Bering Strait.  A Bering Strait provides the
needed symmetry to make the One Belt, One Road strategy a global
one; and would transform the two continents the same way the
ancient Silk Road opened up Europe to Asia.
        "Imagine boarding a magnetically-levitated train in downtown
Paris or Berlin, travelling 250 miles per hour across the steppes
of Siberia, through a tunnel below the Bering Strait, emerging on
the other side in Alaska on your way to Manhattan.  Layered with
a freight and passenger rail line running north-south from Alaska
to the lower 48 states from Eurasia, is the construction of the
long-awaited North American Water and Power Alliance [NAWAPA]; an
Apollo-era continental water management system that takes
freshwater run-off from Alaska and Canada, and diverts it
southward for use in the arid southwest United States.
        "And while the average American will tell you these projects
are impossible, the average Chinese today is building them.  In
the last decade, China — comparable in size to the United States
— constructed over 11,000 miles of high-speed rail; and seeks to
triple that number by 2020.  Similarly, China's Three Gorges Dam
and South Water North projects are some of the greatest water
infrastructure projects ever undertaken.  In the new 'win-win'
paradigm, big infrastructure investment is the new normal
everywhere."

        That video is available on the LaRouche PAC YouTube channel
and the LaRouche PAC website.  But I'd like to ask Ben to just
follow that up.

BEN DENISTON:  Off of the discussions that Matt referenced with
Lyndon and Helga LaRouche in the last couple of days, we wanted
to redirect people's attention to this supplementary pamphlet.
Obviously the full report is a little bit hefty for your average
American, we did want to produce this shorter, condensed kind of
organizing report to really grip people and give people a sense
of what it means for the United States to join this New Silk Road
program, this New Paradigm.  We want to make sure people know —
we can bring up on the screen share here — that this full report
is also available on our website.  If you go under "our
policies", "US Joins the New Silk Road" it's available right
there; and the entirety of the report is available here.  As
Matthew said, this was published almost one year ago, so maybe
some of the introduction might be a little bit dated to the
context of the time when we put this out; but the substance, the
content, is still very relevant, very crucial, and integrates
together with the more recent focus Mr. LaRouche has put on his
Four Laws program.
        But just to give people a very quick overview of the report,
we can see here in the table of contents, it's broken into a
series of chapters following the introduction.  The first chapter
really provides somewhat of a sketch, but a real presentation of
what can be done in the United States in the context of joining
this New Paradigm.  So, passing Glass-Steagall; engaging in an
international credit/finance system to facilitate growth,
development.  What does that mean?  Well, as was referenced in
the video, one of the mega-projects that's been on the table for
a century now quite frankly, if not longer, is this Bering Strait
connection; literally connecting, via high-speed rail, North
America into this entire World Land-Bridge perspective.  So,
that's been long recognized as a keystone project.  That can come
together with — as was also discussed in the video — high-speed
rail across the United States.  As Mr. LaRouche, in his work on
the Eurasian Land-Bridge and World Land-Bridge, had developed,
these are more than just rail corridors; this mankind developing
the interior regions of continents.  Moving from a coastal
dominated civilization to one that actually master the interior
landmass of regions.  A lot can be said, but this really goes to
the heart of his science of economics, his insight, his metric of
potential relative population density; how mankind can transform
the so-called "carrying capacity" of a piece of land of society
with this kind of development.  So, bringing in high-speed rail
and all the associated infrastructure to make vastly larger
regions of the territory of the United States inhabitable and
developable.  We have huge amounts of unused land waiting to be
developed.
        In the development of this report, Helga LaRouche also
placed a large emphasis on the development of new cities; new
renaissance cities as she called for as part of the whole
development program.  Bringing rail, water, power to these new
regions of the country to develop new, highly-organized cities;
not just urban sprawl, not just endless unorganized development.
But actual cultural city centers organized around a central
region, focussed on an educational, artistic focus of society;
and you center your activity around that.  That's also discussed
in some detail in this report.
        This is obviously going to create major spin-off effects in
terms of job requirements; rebuilding US industry.  All kinds of
connected jobs required to support that kind of activity.  So,
this talk about creating millions of jobs, this can be done very
easily in the context of this New Paradigm system.  One thing we
fought with in producing this report was actually gripping people
with what this means.  It's easy to go through the figures —
this many miles of rail, this many cities, etc. — but the
American people have suffered so long under a lack of this kind
of development, that it's important to really grip people and
give them a sense that these are not just projects; this is your
future.  This is a return to the idea that every generation is
going to be fundamentally better off than the generation before
them.  That you live your life with the recognition that your
children are going to have a fundamentally better life than you
were able to live; and it was because you and your generation
contributed to creating that.
        It's been recognized — LaRouche PAC may have been the first
to point this out — but it's now generally recognized, the
current youth generation does not have that.  You have the first
situation potentially in American history where the younger
generation is worse off than their parents' generation.  If you
want to talk about the death rates, the drug epidemic, all these
things, that's the substance of what's driving that process.  Not
just poverty per se, but poverty in the context of no future;
complete degeneracy of society.
        So, returning to this idea that there is
to your job, to your employment, to your activity, to your
family's activity, to your neighborhood, your city, your town.
There's a purpose in investing and creating a new, higher state
of living for the nation as a whole; and that's what this really
means.  That's driving inspiration in China, in nations working
with China; in this whole One Belt, One Road program.  That's
what we can revive and return to in the United States; that's
what these infrastructure projects really mean.  It's about
mankind participating in the truly immortal nature of mankind's
creative development.
        And what we also address in this report, just to point this
out to people directly, is an added integral element of that is a
real science driver program.  So, we have on the one hand — it's
not separated, but together with the idea of joining the New Silk
Road, rebuilding the United States on a higher level with new
infrastructure, a new standard of living; also engaging in the
science driver programs and technology driver programs that push
to new frontiers.  Fusion power.  With fusion power, you can
completely transform mankind's capabilities; you can blast
mankind up to a higher level of potential existence.  Both in
making power available, but also completely revolutionizing all
kinds of production, industry, technologies; it's a totally new
stage for mankind.
        This goes directly together with space; the development of
the Moon, the development of helium-3 resources on the Moon as a
key fusion fuel.  So, bringing mankind really into a level of a
Solar System species, a Solar System existence; and learning —
we had some discussion with Mr. LaRouche earlier today —
learning what the Solar System is really all about.  There are
some of the most basic things we still don't understand about how
the Solar System works; even how the Moon works.  Our knowledge
is still extremely limited in terms of what mankind is existing
in here in this Solar System; let alone what the Solar System is
doing in the galaxy, and how to understand these kinds of things.
Recognizing that that is kind of the first of the substance of
these kinds of revolutions of mankind's ability to exist.  If we
discover these higher levels of the principles organizing the
fundamental nature of the universe, we can uniquely utilize that
understanding to transform how we act.
        So, it's this intimate connection that Mr. LaRouche, I
believe, is the first to really define scientifically between
fundamental scientific discovery and the crucial rile of real
scientific method in that context, and what people call economic
progress and economic growth.  That's the integrated central
picture that we have to present and break through on; and we have
presented it in a somewhat short but moving and condensed and
illustrated way in this report.  So, Helga had specifically
requested that we draw people's attention again to this important
piece of organizing ammunition that we have; to move people in
this time of ferment, in this time of potential, to not sit back
and wait for something to happen, but to take action.  Realize
this is the future we can create.  We've just had an opening
created that gives us the potential to act; it's not here yet,
but now we have a potential that we have not had for four terms
of the Presidency.  So, I think this is critical that we get all
this on the table and move immediately with the recognition that
this is the true mission of mankind.

STEGER:  I would just like to say, on the Four Laws, which
captured this policy direction, the subtitle is that this is not
an option, but an immediate necessity.  And I think it's worth
making it clear that these are not policy options from the
standpoint of government.  These Four Laws and this orientation
that Ben just laid out, is actually a necessary and integral
functioning of any competent form of government.  Hamilton
uniquely understood that at his time; there was resistance from
the slave-based oligarchy at that time which opposed the
recognition that the economic power to unleash mankind's
advancement, to orient mankind towards this level through
manufacturing, through industry, and especially through the
scientific process.  But that was an integral part of what
government required to fulfill its obligation to the well-being
of its population and its posterity.  So, these Four Laws are a
necessity not simply because of the economic crisis; they must be
adopted by government as laws.  Our government today, to secure
for the first time as Glazyev said, for the first time, world war
is no longer a danger; and for the first time the United States
will set the leading example of a form of self-government based
on the highest scientific conception of mankind based on these
Four Laws; and have the economic power and potential to unleash
that unique characteristic of mankind.  These Four Laws are of
that quality of significance.

        OGDEN:  This is the immediate action agenda.  And as Lyndon
and Helga LaRouche said earlier, there's a lot that's undefined;
there's very inconclusive facts available right now.  But the one
thing that is clear, is that we need a full-scale mobilization
from the people who are involved in the activities of LaRouche
PAC, to immediately force the Glass-Steagall agenda.  Congress is
coming back into session at the very beginning of next week —
Monday and Tuesday.  They need to be confronted with an absolute
torrent, a flood of calls and activity from around the country to
say "There is nothing else; this is agenda point one."  And to
pull out all the stops on this entire program.  We've emphasized
we have the ability to pull together the entire country on the
Four Laws action page; this is action.larouchepac.com/fourlaws.
If you haven't signed up there yet, that's available.  There's
also a place where you can submit your reports.  All of the
material that you need is on that website, including the
Alexander Hamilton four reports and Mr. LaRouche's original
document, "LaRouche's Four Laws".  Then as Ben just showed you,
we also have this supplementary page, a digital pamphlet that we
produced; "The United States Joins the New Silk Road".  This is
also available on the LaRouche PAC website.
        So, we are in undefined and uncharted territory right now; I
think people are recognizing that at the point that the United
States, for example in the 1930s, faced similar situations, it
was only because of the immediate leadership that Franklin
Roosevelt provided with the entire program — this was the
initial Glass-Steagall, this was a reorganization of the entire
bankrupt financial system, this was immediately getting people
back to work — that is the agenda.  At that point, it was
undefined what was going to happen; it was because Franklin
Roosevelt provided the kind of leadership that he did, that
prevented what could have been a very dangerous situation from
degenerating into that.  It's our responsibility to place that
onto the agenda now.  Nobody else is going to do that.  We have a
short reprieve, a short window of reprieve from the danger of
World War III.  You have qualified leadership from around the
world tentatively reaching out and saying we are ready for an
entirely new paradigm of relations with the United States.
Russia, China, other countries around the world.  But the United
States that they want, is LaRouche's United States.
        So, thank you very much for joining us.  I'd like to
especially thank Michael and Kesha.  Kesha, thank you; and I'm
sure we will be looking to you for some more in the near future.
And I'd like to thank Ben for joining me here in the studio.
Please stay tuned to larouchepac.com.  If you haven't subscribed
to our YouTube channel yet, do so immediately.  And subscribe to
our weekly and daily emails as well.  Thank you and good night.

Med formand Tom Gillesberg

Video 2. del:

Lyd:

Leder fra LaRouchePAC, 10. november, 2016 – Donald Trumps valgsejr, og både Hillary Clintons og Baracks Obamas valgnederlag, betyder en kortvarig udsættelse af fremstødet for Tredje Verdenskrig imod Rusland, under forudsætning af, at Obama forhindres i at foretage en eller anden vanvittig handling i sine tilbageværende ’lame duck’-uger – overgangsperioden – i embedet. Det faktum, at en umiddelbar fare for atomkrig midlertidigt er taget af bordet, er vigtigt, men det løser ikke den anden, alvorlige krise, som verden konfronteres med.

Det transatlantiske finanssystem er stadig på randen af total disintegration, og med mindre man omgående håndterer dette problem, vil betingelserne for global krig snart vise sig igen. For at løse denne umiddelbare krise, må den amerikanske Kongres omgående vedtage de love, der er fremstillet i begge Huse, for en genindførelse af den oprindelige Glass/Steagall-lov fra 1933, og som bryder for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne op, i totalt adskilte kommercielle banker og investeringsbanker. Dette må være det første punkt på Kongressens dagsorden, når den vender tilbage til Washington i begyndelsen af næste uge.

Når denne presserende handling er vel overstået, må der træffes yderligere forholdsregler til en ny form for relationer mellem de ledende nationer på planeten. Der er udsigt til en snarlig genoprettelse af de amerikansk-russiske relationer, en mulighed, der blev hilst velkommen af den førende, russiske økonom og rådgiver til Putin, Sergej Glazjev, i et interview torsdag med Itar-Tass. Han advarede ligeledes om, at Obama-administrationens politikker har ødelagt relationen mellem USA og Kina, og at en afspænding mellem Washington og Moskva kan spille en vigtig rolle i at udbedre de skadede amerikansk-kinesiske bånd. Det, der behøves, er en række positivt bekræftende handlinger, der vil være med til at sikre et globalt system for fred og stabilitet. Kinas præsident Xi Jinping tilbød gentagne gange præsident Obama at samarbejde omkring netop disse mål, men Obama afviste alle disse tilbud. Som både ambassadør Chas Freeman (USA’s ambassadør til Saudi-Arabien, 1989-1992) og tidligere CIA-direktør (og Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver) James Woolsey understregede i udtalelser i denne uge, så må USA rette den tragiske bommert, hvor de har afvist tilbuddet om at deltage i Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og det overordnede initiativ for Bæltet-og-Vejen (OBOR). Verden må tage en række skridt hen imod et nyt, globalt samarbejdssystem. Lyndon LaRouche understregede torsdag, under drøftelser med medarbejdere, at dette kan gøres, især, hvis nøglenationer kan udvikle samarbejde. Et sådant globalt hovedeftersyn er ikke let, men, med de korrekte rettesnore for at gå fremefter, kan det gøres. Både Lyndon og Helga LaRouche understregede behovet for at skabe et Nyt Bretton Woods-system, der trækker på succeserne fra den oprindelige aftale fra 1944, som Franklin Roosevelt stod for.

Resultaterne af de amerikanske valg har dæmmet op for den umiddelbare fare for atomkrig, men det ville være en alvorlig fejl at sætte sin lid til, at den nu valgte præsident Donald Trump tager de nødvendige skridt. Der er nøglespillere, der kan bidrage til dette nye, presserende nødvendige arrangement, når man kaster et blik rundt på planeten. Tyskland kan spille en sund rolle. Rusland, under præsident Vladimir Putin, spiller allerede en fremragende rolle, og Kina, under præsident Xi Jinping, udgør en betydelig, positiv kraft.

Et område, der er af vital betydning for ethvert fremvoksende, nyt samarbejdsarrangement, er samarbejde om udforskning af rummet, der inkorporerer alle de afgørende elementer, der mangler i andre bestræbelser, der i øvrigt måtte være betydningsfulde.

Mange af de fremskridt, der er så presserende, vil finde sted på lokalt og regionalt niveau; men alle disse indsatser må være i overensstemmelse med en større, global vision. Hvis det mislykkes at gennemføre disse udfordrende, men afgørende handlinger, vil det føre til en endnu større katastrofe, inklusive, at en fare for atomkrig atter vil vise sig. Dette kræver seriøs tænkning fra et bredt udvalg af ledere fra hele verden.

Foto: Den russiske præsident Putin udtrykker Ruslands hensigt om at genoprette relationer i fuldt omfang med USA, under bemærkninger i sin tale i Kremls Store Palads den 9. november, 2016, efter Trumps valgsejr (Foto: kremlin.ru)         

7. nov., 2016 – Under et møde i dag i Skt. Petersborg til det 21. ordinære møde mellem russiske og kinesiske regeringsledere, fremlagde den kinesiske premierminister Li Keqiang og den russiske premierminister Dmitry Medvedev en vision for »win-win«-samarbejde omkring styrkelse af deres strategiske partnerskab, gennem en utrolig række bilaterale samarbejdsaftaler.

Efter indbyrdes, private drøftelser fik de to ledere tilslutning af regeringsministre og -viceministre, så vel som af administrerende direktører for betydningsfulde, russiske selskaber, der underskrev aftaler med kinesiske regeringsfolk. Energi (inklusive atomkraft), handel og investering, videnskab og teknologi, kultur, infrastrukturbyggeri og samarbejdsaftaler omkring sikkerhed/antiterror blev underskrevet.

»Vi har drøftet praktisk talt alle hovedspørgsmål inden for økonomi, investering og socialt samarbejde mellem vore lande«, sagde Medvedev i pressekonferencen, der fulgte efter det bilaterale møde. »Rusland og Kina er forbundet gennem strategisk partnerskab og samarbejde. Vi er virkeligt venner. Vi deler et fælles synspunkt på mange globale spørgsmål«, arbejder sammen i mange multilaterale organisationer – FN, G20, BRIKS og Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO), »og vi implementerer store projekter, inklusive at bringe den Eurasiske Økonomiske Union og det Nye Økonomiske Silkevejsbælte ind på linje med hinanden.«

De ordinære møder, der afholdes mellem de to regeringsledere, sagde Medvedev, »er virkelig helt originale, på den måde, at vi ikke har sådanne mekanismer på plads med noget andet land. De opfylder den meget vigtige funktion at give konkret substans til vore relationer, og tilbyder os muligheden for at drøfte lovende projekter som en del af vores omfattende partnerskab og strategiske samarbejde.«

I et interview med TASS, udgivet 6. nov., lå Li Keqiangs udtalelser på linje med Medvedevs, hvor han understregede, at Kinas og Ruslands samarbejde i organisationer som APEC (Økonomisk samarbejde mellem asiatiske lande og Stillehavslande), BRIKS og G-20, »er af stor betydning for promoveringen af den globale økonomis vedvarende, økonomiske genrejsning, forbedring af den globale, økonomiske styrelse og opbygning af en innovationsbaseret, dynamisk, gensidigt afhængig og inkluderende, global økonomi«. Som medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, tilføjede han, gør de begge en betydelig indsats for at sikre, at formålene og principperne i FN’s charter og »grundlæggende regler for internationale relationer« respekteres, »for at finde politiske løsninger til de presserende internationale og regionale problemer, og for at fremme en mere fair og afbalanceret verdensorden«.

Som tegn på dybden af deres samarbejde, annoncerede den russiske premierminister, at han og Li aftalte at oprette en femte, inter-guvernemental kommission, der vil tage sig af samarbejde mellem Ruslands Fjernøsten og Kinas nordøstlige regioner. I sine bemærkninger til TASS havde Li understreget betydningen af at gå videre end til regeringsniveauet og udvide samarbejdet til interregionalt niveau. Etableringen af denne nye kommission, sagde Medvedev, »er bevis på rækkevidden af vores praktiske samarbejde. Den globale, økonomiske situation er langt fra at være ligefrem i dag, og dette har også påvirket vores bilaterale balance. Vi har forberedt en stor pakke af dokumenter, der reflekterer den nuværende tistand i vores partnerskab og signalerer nye stadier i udviklingen af båndene mellem vore lande inden for handel, økonomi, samfundsmæssige og humanitære spørgsmål«.

Li bekræftede, at samarbejde inden for handel og økonomi mellem de to lande vil blive »omfattende udviklet. Det er nødvendigt at træffe forholdsregler for at genoprette og udvide bilateral handel, og samtidig opmuntre gensidige investeringer og samarbejde om produktion«. Kina, sagde han, byder velkommen investeringer fra »stærke virksomheder fra Rusland … Det er vigtigt at etablere betydningsfulde strategiske projekters ledende rolle«, og samtidig støtte de små og mellemstore virksomheders deltagelse.

Foto: Den kinesiske premierminister Li Keqiang og den russiske premierminister Dmitry Medvedev møder pressen i fællesskab i Skt. Petersborg, Rusland, den 7. nov., 2016.

6. nov., 2016 – I kølvandet på sit møde med 16 central- og østeuropæiske (CEE) ledere i Riga, Letland, den 5. nov., annoncerede den kinesiske premierminister Li Keqiang, at »Kina vil oprette en investeringsfond på €10 mia., der skal administreres af Kinas Kommercielle Bank og skal finansiere projekter inden for sektorerne infrastruktur, hightech-varefremstilling og forbrugsgoder i Central- og Østeuropa«, rapporterer BRICS Post i dag. Fondens mål er at rejse €50 mia. til finansiering af projekter inden for ovennævnte sektorer, iflg. banken.

I sin rapport om begivenheden skrev Reuters: »Fonden vil blive støttet af regeringen, men vil operere under almindelige forretningsbetingelser og ledes af markedet. Central- og Østeuropa er en del af Kinas moderne Silkevej … Kinas vicehandelsminister Gao Yan sagde sidste år, at kinesiske selskaber allerede har investeret mere en $5 mia. i CEE-lande.«

BRICS Post rapporterede også, at Li sagde, han støttede væksten af et investeringsvenligt miljø mellem Kina og CEE-landene. Til dette formål sagde den kinesiske premierminister, at »Kina var klar til at påbegynde konstruktionen af industri- og teknologiparker i samarbejde med CEE-nationer.« Li har sagt, at hans land anser Letland, der var vært for topmødet, for at være en vigtig transitstation for handel mellem Kina og EU. 

Foto: Kinas premierminister Li Keqiang deltager i regeringsledermøde mellem central- og østeuropæiske lande og Kina i Riga, Letland, 5. nov., 2016.

5. november, 2016 – Ganske uanset, hvem, der vinder valget i USA, så må hvert eneste land i verden derefter revurdere sin egen, strategiske situation og sine egne, eksistentielle interesser, og give sin politik en ny retning. Ifald den høgeagtige Hillary Clinton vinder, bliver Tysklands udenrigspolitik umiddelbart stillet over for den udfordring, ikke at lade sig trække ind i en direkte militær konfrontation mellem USA og Rusland, som truer med at opstå ud fra Clintons erklærede Syrien-politik. Hvis Donald Trump vinder, vil terningerne atter blive kastet på ny.

Download (PDF, Unknown)

Foto: Den kinesiske premierminister Li Keqiang og hans lettiske modpart Maris Kucinskis overværer underskrivelsen af dokumenter om bilateralt samarbejde inden for handel, transport og kultur efter deres forhandlinger i Riga, Letland, 4. nov., 2016.

Med formand Tom Gillesberg

Men det andet område må komme fra en bevidst beslutning om, at verden behøver et nyt paradigme; at, hvis vi forbliver inden for rammerne af det nuværende paradigmes aksiomer, med geopolitik og globalisering, så mener jeg ikke, at vi kan løse det. Det, vi må gøre, er at skabe en renæssance, en kulturel renæssance, der udgår fra den idé, at mennesket ikke er et dyr, og at, selv om mange mennesker i øjeblikket opfører sig på en dyrisk måde, så er mennesket den eneste skabning, eller den eneste art, der er i stand til at overvinde enhver begrænsning af sit eget intellekt og af teknologiske vanskeligheder. Hvad som helst, menneskeheden ønsker at takle, kan den gøre.

Download (PDF, Unknown)