Hvorfor har vi alt for længe tilladt et Imperium at dominere vores eksistens?
LaRouchePAC Internationale fredags-webcast, 19. august 2016

Lad os sige, at, en skønne dag, f. eks. en søndag morgen, præsidenterne for hhv. USA og Kina og et par andre, efter et weekend-møde siger: »Vi har denne weekend besluttet, at vi, baseret på vore rådgivere samt den kendsgerning, at det internationale finansielle og monetære system er håbløst bankerot, som ansvarlige statsoverhoveder, af hensyn til almenvellet må erklære disse bankerotte institutioner konkurs og sætte dem under konkursbehandling. Og det er i vores interesse, at vi samarbejder om dette som nationer, for at undgå at skabe kaos på denne planet.«

Engelsk udskrift.

WHY HAVE WE ALLOWED AN EMPIRE TO DOMINATE OUR EXISTENCE FOR FAR TOO LONG?

International LaRouche PAC Webcast , Aug. 19, 2016

        MATTHEW OGDEN: Good evening! It's August 19th, 2016. My name
is Matthew Ogden. You're joining us for our weekly broadcast here
on Friday evenings of our LaRouche PAC webcast. I'll be your host
tonight. I'm joined in the studio by Jason Ross, from the
LaRouche PAC science team; and we're joined, via video, by Kesha
Rogers and Michael Steger, both leading members of the LaRouche
PAC Policy Committee.
        As we broadcast this show here tonight, the second edition
— newest copy — of the weekly publication, {The Hamiltonian} is
going to press. This is going to be flooding into the streets of
New York City close on the heels of the first edition, which came
out two weeks ago. Both Kesha Rogers and Michael Steger have
articles that are on the front page of this week's copy of {The
Hamiltonian}. Michael Steger wrote an article called "LaRouche
Was Right. End Wall Street, Now", and Kesha Rogers wrote a very
profound and beautiful article called "A Truly Human Culture —
an Expression of the Creative Human Mind."
        What Kesha addresses in this article is the inner
relationship between the minds of Lyndon LaRouche, Albert
Einstein, and Krafft Ehricke, and their conception of what a
truly human culture is.
        Joining us here today is Jason Ross, who has actually
prepared a condensed presentation on the subject of some of the
unique discoveries of Albert Einstein, which will add to our
discussion here today.
        But before we get to that, we've agreed to begin today's
broadcast with a sort of travel back into time. Now that we are
on the verge of a total consolidation of this new Eurasian
system, which is based around the original idea of the
Russia-India-China Strategic Triangle, which was championed by
Lyndon LaRouche and also championed by Prime Minister Yevgeny
Primakov of Russia in the 1990s, we are finding ourselves in a
completely unprecedented situation. It's, I think, very clear, as
we approach the G-20 Summit, the Vladivostok Economic Forum, and
also the United Nations General Assembly, that the entire
strategic geometry of the planet has shifted and has realigned.
        As is rightly pointed out in the lead of today's LaRouche
PAC website, this is not just a "practical" realignment of
nations, but, since we are talking about Einstein here today,
this is almost the "gravitational effect" of an idea which was
introduced almost 20 years ago by Lyndon and Helga LaRouche.
        The video that you're about to see is a very short excerpt
of a speech that Mr. LaRouche made at a forum in Washington, DC
in 1997 in conjunction with the release of the {Executive
Intelligence Review} {first} edition of the special report on the
subject of the Eurasian Land-Bridge. This was a presentation that
was made as part of a series of so-called "development
conferences" that were held in Washington during those couple of
years — 1996, 1997, 1998 — and I think what you'll see in this
video is the fact that it was Lyndon LaRouche's "marching
orders." It was sort of his creative vision of what the role that
China, with the New Silk Road, and also the role that Russia
would play in completely reshaping the strategic geometry of the
world.
        So, this is a short excerpt of that speech from 1997:
        LYNDON LAROUCHE: There are only two nations which are
respectable left on this planet, that is, nations of respectable
power: that is the United States, particularly the United States
not as represented by the Congress, but by the President. It is
the {identity} of the United States which is a political power,
not some concatenation of its parts. The United States is
represented today only by its President, as a political
institution. The Congress does not represent the United States;
they're not quite sure who they do represent, these days,
[laughter] since they haven't visited their voters recently.
        The President is, institutionally, the embodiment of the
United States in international relations. The State Department
can't do that; the Justice Department can't do it; no other
Department can do it; only the President of the United States,
under our Constitution, can represent the United States as an
entity — its entire personality, its true interest, its whole
people.
        Now, there's only one other power on this planet which can
be so insolent as that toward other powers, and that's the
Republic of China. China is engaged, presently, in a great
infrastructure-building project, in which my wife and others have
had an ongoing engagement over some years. There's a great reform
in China, which is a "trouble reform." They're trying to solve a
problem. That doesn't mean there is no problem. But they're
trying to solve it.
        Therefore, if the United States, or the President of the
United States, and China, participate in fostering {that}
project, sometimes called the Silk Road Project, sometimes the
Land-Bridge Project, if that project of developing development
corridors across Eurasia into Africa, into North America, is
extended, that project is enough work to put this whole planet
into an economic revival. I'll get into just a bit of that, to
make it more sensuously concrete.
        China has had cooperation with the government of Iran for
some time. Iran has actually been completing a number of rail
links which are an extension of China's Land-Bridge program (or
Silk Road project). More recently, we've had, on the side of
India, from Indian leadership which has met with the
representatives of China, to engage in an initial route, among
the land routes, for the Land-Bridge program. One goes into
Kunming in China. I was in that area, in Mishana, during part of
World War II. Out of Mishana we had planes flying into Kunming,
"over The Hump," as they used to say in those days. I'm quite
familiar with that area.
        But if you have water connections, canal connections, and
rail connections from Kunming through Mishana — that area —
across Bangladesh into India, through Pakistan into Iran, up to
the area just above Tehran, south of the Caspian — you have
linked to the Middle East; you have linked to Central Asia; you
have linked to Turkey; you have linked to Europe.
        Then you have a northern route, which is pretty much the
route of the Trans-Siberian Railroad, which was built under
American influence and American advice, by Russia. You have a
middle route, which is being developed, in Central Asia, with
China and Iran.
        India is working on a plan which involves only a few
hundreds of kilometers of rail to be added — there were a lot of
other improvements along the right-of-way — which would link the
area north of Tehran through Pakistan, through India, through
Bangladesh, through Myanmar, into Kunming, into Thailand, into
Vietnam, down through Malaysia and Singapore, across the Straits
by a great bridge, into Indonesia.
        There's a plan, also, for the development of a rail link
through what was northern Siberia, across the Bering Strait into
Alaska, and down into the United States. There's a Middle East
link — several links — from Europe, as well as from China, but
from China a Middle East link into Egypt, into all of Africa.
        So, what we have here, is a set of projects which are not
just transportation projects, like the trans-Continental
railroads in the United States, which was the precedent for this
idea, back in the late 1860s and 1870s. You have "development
corridors," where you develop, on an area of 50-70 km on either
side of your rail link, your pipeline, and so forth. You develop
this area with industry, with mining, with all these kinds of
things. Which is the way you {pay} for a transportation link.
Because of all the rich economic activity. Every few kilometers
of distance along this link, there's something going on, some
economic activity. People working, people building things, people
doing things.
        To transform this planet, in great projects of
infrastructure-building, which will give you the great
industries, the new industries, the new agriculture, and the
other things we desperately need. {There is no need for anybody
on this planet, who is able to work, to be out of work.} That
simple. And that project is the means.
        If the nations which agree with China — which now includes
Russia, Iran, India, other nations — if they engage in a
commitment to that project which they're building every day; if
the United States — that is, the President of the United States,
Clinton — continues to support that effort, as he's been doing,
at least politically, then what do you have? You have the United
States and China and a bunch of other countries ganged up
together, against the greatest power on this planet, which is the
British Empire, called the British Commonwealth. That's the
enemy!
        If on one bright day, say a Sunday morning, after a weekend
meeting, the President of the United States, the President of
China, and a few other people say, "We have determined this
weekend, that based on our advisors and the facts, that the
international financial and monetary system is hopelessly
bankrupt, and we in our responsibility as heads of state, must
put these bankrupt institutions into bankruptcy reorganization,
in the public interest. And it is in our interest to cooperate as
nations in doing this, to avoid creating chaos on this planet."
        The result, then, is that such an announcement, on a bright
Sunday morning, will certainly spin the "talking heads" on
Washington TV. [laughter] But otherwise it means that the entire
system, as of that moment, has been put through the guillotine,
and the head is rolling down the street. Alan Greenspan's head,
perhaps.
        That means we have at that point the impetus for building,
immediately, a new financial and monetary system. Now, in putting
a corporation which is bankrupt, into viable form, what do you
do? You've got to find the business that it's going to do, which
is the basis for creating the new credit to get that firm going
again.
        The Land-Bridge program, with its implications on a global
scale, is the great project which spins off directly and
indirectly enough business, so to speak, for every part of this
world, to get this world back on a sound basis again.

OGDEN: As you can see, this is a very prescient speech, and in
fact it was Lyndon LaRouche's active intervention, travelling to
Russia, his wife travelling to China in this period, the
publication of {EIR} Special Report about the Eurasian
Land-Bridge, which has shaped the current situation we find
ourselves in. One thing that's interesting to point out, is those
maps that you were seeing. At that time many of those rail routes
and other pipeline routes were merely proposals, but now many of
them are actually in the process of being built.
        I think it's clear, 20 years on, this is the emergent
dominant system on the planet. At the same time, the
trans-Atlantic system is in completely blowout mode. You have an
oncoming implosion of trillions of dollars of non-performing debt
and derivatives exposures, which are being projected into every
major bank across the trans-Atlantic system.
        In the meantime, in the build-up to the G-20 Summit and into
the United Nations General Assembly, you've got the role that
especially President Putin is playing, in consolidating a series
of alliances, mainly between Russia, China, and India; but also
this emerging alliance between Russia and Turkey; and, very
significantly, the very strengthened alliance between Russia and
Iran, where Russia is now using bases in Iran as a point of
departure for fighter jets to go in and fight against ISIS in
Syria.
        Putin, who is being honored as the Number One guest at the
upcoming G-20 Summit in China, is certainly at the center of all
of this. His career and Mr. LaRouche's career, over the past
twenty years since that speech was delivered in Washington, have
very closely paralleled each other.
        I think we can open up the discussion with that as a basis.

        KESHA ROGERS: Did you want to start, Jason?

        JASON ROSS: You can go ahead Kesha, or Michael.

        ROGERS: Okay. I think Michael might be having some technical
difficulties, so I will go ahead and get started.
        When we look at Mr. LaRouche has emphasized, first of all,
going back to this video that you just showed, it's extremely
important to look at this video as a characteristic of who Mr.
LaRouche is, and his 40- to 50-year track record in economic
development, and what he has been organizing around, from the
standpoint of the center of economics being based on the human
intervention, the human creative process.  And what actually
distinguishes him from all of the other so-called "economists"
out there, because as you just said Matt, what we're dealing with
right now is a breakdown crisis in the society that Mr. LaRouche
has recognized going back to his first forecast of the late
1960s, 1970s.  What were these forecasts based on?  They were
based on the fact that if you went along with a mathematical idea
about how society should function, then you were completely
misunderstanding — or should I say wrong in your understanding
of what actually fosters progress in society.  What fosters
progress in society is not money per se; and this has been Mr.
LaRouche's focus on the role of Alexander Hamilton. [That’s] why
right now as many people have seen, we've already put out one
edition of a new newsletter that you just showed Matt, called
{The Hamiltonian}.  This is extremely important because now we're
putting out the second edition of {The Hamiltonian}, which is
having reverberating effects, particularly throughout Manhattan;
which is the center of the fight for the nation.  That is the
fight where Alexander Hamilton led the fight for the development
of our US Constitution against the British criminals like Aaron
Burr, and against those who wanted to destroy what the United
States actually represented.
        But it goes deeper than that; because I think what we've
discussed a lot around Mr. LaRouche's current fight in Manhattan
and what we're doing with this {Hamiltonian} is what has defined
the mission for bringing about the new Presidency.  Michael wrote
an article last week on the question of the new Presidency
fostered by Mr. LaRouche's Four Laws and the bringing in of those
Four Laws.  The article that's in this week's {Hamiltonian} is by
Michael around LaRouche's track record in economics and why Wall
Street has to be brought down now.  It is followed by the article
that I wrote on the human creative process.  I think we'll get
more into that, but when we bring up this question of a New
Paradigm for mankind and the identity of a renaissance, some of
it becomes in most people's minds because of the society and
culture we live in, a little superficial.  It is based on this
idea that a renaissance has a different meaning to it.  When we
speak of the idea of creating a New Paradigm for mankind, first
and foremost, it is the idea of creating something that has not
yet existed; something that the human creative mind has to bring
into existence.  When you go back and you start to look at the
idea of what the conception of the Italian Renaissance was based
on historically, it was the idea of putting mankind and the human
creative process at the center of the Universe.
        I think it's important that we'll get into this; that this
is what has shaped the identity of Mr. LaRouche around his
emphasis on the unique creative role of Albert Einstein and the
unique creative of others such as was mentioned earlier — Krafft
Ehricke.  I think it's important for people to look at this,
because the question now is that with the collapse of the society
that we're seeing right now, the detrimental collapse of the
culture, what we're seeing in terms of what's taken over the
thinking of the population.  The population is not capable of
actually making decisions as human beings; they're making
decisions based on what somebody tells them is possible or is not
possible.  I think this is a problem we're running into.  How can
you actually say that you have the ability to make decisions as a
free citizen when you're making your decisions based on what you
think is already possible and has been determined as precedents
set and possibilities that are already a determining factor of
what can and cannot happen.
        So, I think that's important to look at as people are
thinking about this insane election process.  Instead of thinking
about what is going to shape your future; is it going to be
something that happens to you?  Or something that you actually
bring into existence?  That's what Mr. LaRouche has been
completely focussed on.  The population has to have a sense that
you're responsible for your future; you must bring that which
does not exist into existence, based on your understanding that
human beings are not animals.  We don't have to go along with the
insanity of what we're told we have to accept.
        So, I'll start with those remarks for now, and let you guys
go on with more.

        OGDEN:  Well, we just got Michael back, so maybe we should
hear him.

        MICHAEL STEGER:  Hi.

        OGDEN:  Great!  Welcome back.  We were just discussing some
of the implications of going back and looking back at that video
of Mr. LaRouche's speech in 1997.  I think you actually had
something to point out about the timing of that speech and what
happened just immediately afterwards.

        STEGER:  Yeah, and part of the dynamic in organizing some of
the layers of China at that time was that it was not clear to
many in China at that time, or in Asia, that the western
trans-Atlantic system had major failings and weaknesses.  It was
just two months after that speech was made that the Asian
financial crisis erupted; dominating Southeast Asia and Japan —
the so-called "Asian tigers".  It really made it very clear that
the entire financial system could go.  It was just a year later
that the whole LCTM crisis happened.  So when Mr. LaRouche is
referencing the bankruptcy of the financial system, that was very
apparent in just months to come to almost everyone on the planet;
as apparent as it was in 2008 when the financial system blew
again.  As we point out in the article in the new {Hamiltonian},
the level of insanity that now dominates 20 years later, creates
what is clearly the largest financial breakdown in modern
history.  This is a kind of financial bankruptcy only comparable
to perhaps the blow-out in Italy in the 1300s; which brought a
Dark Age to Europe.
        But what is remarkable is how much these nations like China
— it's just striking; and maybe this has already been stated —
but the context of China and India collaborating on major routes
is an ongoing diplomatic process today.  Far more engaged, far
more serious than anyone can probably imagine; let alone the
integrations of countries like Iran, Turkey.  Everything that Mr.
LaRouche laid out about 20 years ago, is now on a far greater
active collaborative effort among these nations.  It is somewhat
a testament to the power of ideas and how that can shape history
at crisis moments; as we saw in '97 and what we see today.

OGDEN:  I think one thing that is very clear from just looking at
Mr. LaRouche's role in the middle of this, is his emphasis on the
mission that has to bring nations together.  In other words, this
is not just geopolitics in a cynical sense.  This based around a
concept of what is the human species?  What is real profit?  How
do we create a future for a growing population; and how do we
establish the kind of optimism that mankind has a future towards
which the current generations can work?  It's pointed out, I
think a lot of what we're seeing right now is not just a
projection of the past into the present.  This is a reflection of
a future intention.  You can look at what China is doing, for
example, in terms of their space program.  The fact that two
years from now, you're going to have a Chinese probe going to
where no man has gone before; to the far side of the Moon, to
discover things that perhaps we don't even know are questions
yet, in terms of man's relationship to the Universe.
        When we were discussing some of these questions with Mr.
LaRouche yesterday, he had one thing to say which I just would
like to quote verbatim from him which I think can provide the
basis for a furthering of this discussion.  What Mr. LaRouche
said was the following:  "Mankind is not based on the limitations
of individual human behavior; but, in fact, man as a species is
based on the individual powers of the human mind to go beyond
what mankind had conceived of prior.  Giving mankind a power over
the Universe greater than anything achieved heretofore."  We've
been putting a lot of emphasis on the personality of Albert
Einstein, but for what reason?  For the very reason that Albert
Einstein is paradigmatic of exactly that sort of individual,
revolutionary characteristic of genius.  That the genius takes
what was believed prior to that point and calls it into question,
and overturns major aspects of what mankind had believed and had
put into practice up to that point; and revolutionizes mankind's
understanding of the Universe and of himself.  So, I think that's
sort of a window into why the emphasis on Albert Einstein right
now.

        JASON ROSS:  It's difficult to speak for LaRouche; and he's
got opportunities to speak for himself on this site, too, which
he'll continue doing.  But the example of Einstein as a real
{mensch} you might say, a real human being, what it is to be a
person is essential for a couple of reasons.  One, if you think
about the role of LaRouche in history and the economic
breakthroughs he made several decades ago now, you look at the
courage that he had to stick with what he knew was right despite
whatever opposition might come his way; despite what was
effectively a life sentence in prison, to not compromise in the
face of that.  An economic forecasting record that's unparalleled
and proposals for polices that are now — as you heard in that
video, and as is taking place right now with China's One Belt,
One Road taking the world.  So, in terms of how Einstein fits
into that, I want to take up something that Kesha had brought up
about popular opinion.  Because where do you get a freedom in
your thoughts from?  How are you able to be a free thinking
citizen; or how are you able to come to conclusions that are your
own, as opposed to having a basis in their popularity.  Or
whether you think other people might think them, or whether you
think you ought to look like you think them to get ahead somehow.
Is there an actual standard for whether something is true or not?
Yes, there is; and unfortunately and deliberately, that's really
not part of our culture or our education right now.
        So, LaRouche has emphasized that the general understanding
of Einstein is false; it's wrong.  Most people's images of who
Einstein is as a person, his work to some degree, it's just not
true.  And we've got to clean that up in order to make a case
about what his approach was to the Universe, to mankind, to life;
and how that was important, it made it possible for him to make
the scientific breakthroughs that he did.  But he was a whole
person; he was an entire human being, including the role of his
violin — something that LaRouche has referred to a number of
times.
        So today, I want to go through a few things — somewhat
briefly. We're going to have a "New Paradigm for Mankind"
Wednesday show this coming week on Wednesday after a hiatus of
some period.  So, we'll be able to get into this in a bit more
detail then, but I want to take up three things.  First is
briefly, some thoughts from Einstein; quotes from Einstein.  How
did he think about things beyond his scientific work also.
Second, I want to talk about his most famous discovery —
relativity; and what that implies.  And then third, talk about
quantum mechanics as an example of Einstein's courage against
popular opinion; which is something that he had from a very young
age.  Then we'll see how that plays into these other concepts.
        When he was 67, Einstein was asked to write down a sort of
an autobiography; which he felt was like writing an obituary
before he had passed.  He was a nice guy, so he still did it.
I'm going to read some quotes from this; it's called his
"Autobiographical Notes".  He starts off very early; he says,
"Even when I was a fairly precocious young man, the nothingness
of the hopes and strivings which chases most people restlessly
through life, came to my consciousness with considerable
vitality.  Moreover, I soon discovered the cruelty of that chase;
which in those years was much more carefully covered up by
hypocrisy and glittering words than is the case today."  So, the
vain chase for success, this isn't a real identity.  He says, "It
was possible to satisfy the stomach by such participation, but
not a human being insofar as he is a thinking and feeling being.
Thus, I came — despite the fact that I was the son of entirely
irreligious Jewish parents — to a deep religiosity; which,
however, found an abrupt ending at the age of 12.  Through the
reading of popular scientific books, I soon reached the
conviction that much of the stories in the Bible could not be
true.  The consequence was a positively fanatical free thinking,
coupled with the impression that youth is intentionally being
deceived by the state through lies.  It was a crushing
impression.  Suspicion of every kind of authority grew out of
this experience.  A skeptical attitude towards the convictions
which were alive in any specific social environment; an attitude
which has never left me."  It's not some popular opinion.
        He wrote that, "The contemplation of the huge world, the
vast riddle of the Universe around us," this to him was the
proper goal of life.  And that by considering it, you could be
really liberated from things that are merely personal or
insignificant.  He wrote: "Similarly motivated thinkers of the
present and the past, as well as the insights which they had
achieved, were friends that could not be lost.  The road to this
paradise of knowledge was not as comfortable and alluring as the
road to the religious paradise; but it has proved itself as
trustworthy, and I have never regretted having chosen it."
        In his thinking process, Einstein — who was a musician with
a deep love of Mozart in particular — didn't believe that
thinking required words.  He wrote: "For me, it is not dubious
that our thinking goes on for the most part without the use of
signs or words.  And beyond that, to a considerable degree, it
takes place unconsciously."  He writes that "Through our
experiences as we understand conflicts between our thought of how
the world works and experiences which counter that, we develop a
sense of wonder," which he says is the key to the development of
new thoughts.  So, how can that be developed?  How can that be
fostered?  Well, he complained about the school in his day; he
said there was too much testing and not enough freedom or actual
thought for the students.  I can hardly imagine what he would say
about schools now.  He wrote then that "It is, in fact, nothing
short of a miracle that the modern methods of instruction have
not yet entirely strangled the holy curiosity of inquiry.  For
this delicate little plant, aside from stimulation, stands mainly
in need of freedom.  It is a very grave mistake to think that the
enjoyment of seeing and of searching can be promoted by means of
coercion and a sense of duty."
        On the kinds of thoughts that make true discoveries, he said
that there are two requirements for such a theory.  One, it can't
be contradicted by observations; and second, he said it has to
have an inner perfection.  About that, he wrote — sounding very
much like Johannes Kepler, the first modern astronomer —
Einstein wrote:  "We prize a value more highly if it is not the
result of an arbitrary choice among theories which — among
themselves — are of equal value and analogously constructed."
That is, to be right, an idea also has to be necessary; not just
in keeping with observations.
        In his life, he was a courageous man; he stood up against
World War I; even when many great scientists like Max Planck had
written a letter supporting the war, supporting Germany's cause
in it.  Einstein didn't; he wrote a letter opposing it, and even
got Max Planck got rescind his support for the war.  He stood up
against racism in the US in many famous cases such as Marian
Anderson, who when she went to perform in Princeton, wasn't able
to actually spend the night anywhere; she was turned away by
hotels.  So, she stayed at Albert Einstein's house, which is
where she'd stay whenever she visited that town.  And his
opposition to the FBI and the thought policing it was doing.
When he was coming to the US, they had a list of questions for
him; they wanted to do an interview, find out what kind of
thoughts Einstein had.  He said, I'm not going to answer these.
If this is the condition for coming to the US, I'm not going to
come; forget it.  They gave in.  So, I'll let those brief words
from Einstein stand for themselves.
        Let's take a look at the second part, which is a few
thoughts about his famous discovery of relativity.  As far as the
context for this, ever since the general hegemony of Newton's
outlook — which didn't have to happen, but it did — according
to Newton, when we make observations, when we do science, things
take place in a space that is indifferent to those things; it's
just there.  It existed before anything was in the Universe.
According to Newton, space existed before God created everything;
it was just the primordial space.  Newton also believed that
there was a time; a single time, a universal time that flowed on
of its own accord, had no particular characteristics and was not
dependent on or related to anything that actually took place over
time.  So, according to Newton, there was an absolute space, an
absolute time; and objects in that space at various times.  Now,
this had already been shown to be wrong by Gottfried Leibniz, who
in a debate with Newton, demonstrated that requiring an absolute
space and then saying that God created everything somewhere in
that space, as opposed to somewhere else; would be a decision
without any good reason.  And that God couldn't do something like
that; everything in the Universe had a reason for it, and that
therefore there couldn't have been this space in the first place.
Newton used the same example to say that shows you how powerful
God is, because He could do whatever He felt like.  So, He put
the Universe somewhere.  Anyway, Leibniz had already shown that
this Newtonian idea was wrong; but Newton gained hegemony.  So,
it has the result that people think of facts, of things taking
place in locations at certain times.  But Einstein showed that
this actually isn't true; that there is no time that any event
takes place.  That the time an event occurs, depends on who is
looking at it.  Not in the way of uncertainties or anything like
that; but the time itself doesn't exist as one thing that's
independent of who's doing the looking, or of their location.
What he did was, he created a new concept that resolved the
contradiction between two concepts that were actually mutually
contradictory.  So, these two concepts were, first off,
relativity; which existed before Einstein as a concept or
equivalence.  Leibniz believed this, for example; which was that
no matter where you are, or how you're moving — any of those
kinds of particular conditions — mind is universal.  Mind is
everywhere; mind is everywhere in the Universe; mind doesn't have
a speed or motion or anything like that.  Concepts that govern
how the Universe unfolds — true physical principles — are
independent of how you look at any particular fact or observation
that's occurring.  So, you can't change mind by moving something
physically — more on that in a minute.
        The second concept was that the speed of light is the same
for any observer; and that's not something that was immediately
apparent.  This was definitely debated.  To contrast that,
imagine that you're driving on a road and there's a car next to
you that's moving at a similar speed.  To you, it looks like the
car isn't really moving; to a pedestrian, the car is moving at
whatever speed you're driving.  Light is different than a car
moving, where you can catch up with its speed and make it look
like it's still.  For light, no matter how you're moving, light
beams to you all appear to move at the speed of light.  So, you
can't put those two concepts together; you can't have relativity
and a constant speed of light if you have one time and one space.
Instead, what Einstein said was that the time between events or
the distance between locations can actually differ based on how
you're looking at them.  So that simply being in motion — it's
not perceptible except at very high speeds — but simply being in
motion changes the lengths of everything around you, the time
between events that take place.
        I'll just briefly outline one example of this — we can get
into it with some pictures and things on Wednesday.  He shows a
lot of examples of thought experiments using trains moving
through train stations or embankments.  He gives one example
which is, let's say that as a train is moving, someone on the
ground sees flashes of lightning hit both sides of the train at
the same time.  For them to say "at the same time", what it means
is if you're standing in the middle, the light from both of those
flashes reaches you at the same time.  You say, "I'm in the
middle between these two points, therefore they must have
happened at the same time and then it took the light a little bit
of time for me to see it."  But you'd also recognize that if
someone on the train was to see those same two lightning bolts,
which to you occur simultaneously, as the train is moving this
way and you picture light moving at a constant speed from your
viewpoint, the light that was at the front of the train is going
to be observed first by somebody standing in the middle of the
train.  Someone on that train would say that those lightning
flashes didn't occur at the same time; that one preceded the
other.  What that means is that there's no simultaneity; there's
no ability to say anything took place at a certain time.  Time
now depends on who's looking at it.  If there's no simultaneity,
then there's nothing instant that can take place in the Universe;
because there's no instant for anything to occur instantly in.
So, for example, gravitational pull can't occur instantly; there
can't be an instant action at a distance.  In fact, nothing, no
effect could go faster than light; including gravitational
changes.  It meant a couple of things.  One is that you can't
separate space and time; but the other thing is that it makes you
really have to reconsider what makes up reality.  The idea that
objects at places in times are facts; that's not reality.  The
thing that's most real is the principles that you're able to
discover that don't change based on how you look at them, or how
you're moving.  Something like the way that light moves — that's
a physical principle; no matter how you look at it, it's the same
thing.  It's a principle.  A distance between two things?  That's
not a principle; that's not invariant.  That can change,
depending on how you look at it.  So that the naïve sense that
we get of the world around us, of our very concept of space, is
just not right.  Even though it seems totally intuitive and very
popular, you have to force a different kind of understanding.
        Now, there's a lot more to relativity than that, that's just
a component of it.  But it's undergone many, many tests over the
decades.  Things like starlight being deflected as it passes
around the Sun; atomic clocks going in airplanes and rockets;
light made by stars being a different color by virtue of their
gravitation.  Gravity waves, recently discovered somewhat
directly by the SLIGO experiment, but a paper written about them
in the '70s; having discovered indirect evidence for them from a
pulsar.  So, his thoughts have definitely stood the test of time
on this.  Nothing shows that he was wrong.  So that says
something about how we think about the world.
        Just to say something about Einstein's courage, on the third
topic is the quantum world.  In 1900, Einstein later colleague,
Max Planck had made a discovery that he was able to explain the
kind of light that hot bodies emit.  Something that's hot and
glowing like the filament in a light bulb; Planck was able to
explain that based on an hypothesis that the way light was
emitted from and absorbed by that hot body took place in pieces.
That the light energy had to interact with that body in
individually in quanta, the plural of quantum.  A few years
later, in Einstein's so-called "miracle year" of 1905, he
generalized this and said that's just how light is; it comes in
pieces.  Light is not purely a wave; light is also somewhat of a
particle.  The field developed, and one of the things that came
out of it that Einstein had realized, was a phenomenon called
entanglement.  To say it very briefly, it's the characteristic
where you're able to make two particles, say two photons that
have characteristics that are shared.  In the case of photons,
they have opposite polarizations.  Or maybe you can make two
electrons that have opposite spins.  After you make them, here's
the thought experiment Einstein would say.  Let's say you make
two of them; you don't look at them, and they go to very
different places.  One's in Tokyo and one's in New York.
According to the theory, once you measure one in Tokyo and you
get some sort of number for whatever its spin is; the one in New
York automatically has the opposite spin.  So Einstein said, does
this mean that measuring something in New York changed something
in Tokyo, or vice versa?  Could it have an instant effect
somehow?  How did it change the other particle that's so far away
from it?  Nothing can occur instantly anyway, because there are
no instants.  What's going on?
        What it came to was a debate over decades, that was
unresolved.  Einstein believed that the way work in this field
was going, was that people were giving up on reality; that they
were saying that all we really ever know is an observation.  That
the world doesn't exist in a certain state independent of our
measuring it.  Not just because our measurements affect things —
especially when they're very small; but that even God himself, so
to speak, doesn't really know the state of say an atom.  It
simply doesn't have one; all that is really real is when you
observe it later.  So, Einstein made a lot of polemics against
this, a lot of pedagogies about it, a lot of demonstrations; and
although there have been experiments since the decades after his
life that shed new light on it, I think the key thing to take
from that is that Einstein recognized that there was something a
bit unsettling about the way science was going.  That people were
willing to give up on the idea that things occurred for a reason.
To Einstein, that was throwing away reality; bidding farewell to
the idea that there is a real world.  Some of his thoughts on
that, you might have heard him say he'd like to think that the
Moon is still there even when he doesn't look at it.  But I think
the thing to take from that is his courage; even when almost
everyone was against him, he stuck to his guns on that.
        So, in terms of concluding on that, or drawing a reflection
from it, it's a constantly under-appreciated miracle that our
minds are able to understand the Universe in a way that gives us
power over it.  That unlike a koala bear or a grasshopper, that
are unable to use their understanding of nature to change their
relationship to it to transform their species, we're able to do
that.  There's something coherent between the way our minds piece
together and understand the world around us through our thoughts,
through our concepts.  There is a harmony between those concepts
and the way the Universe actually operates that gives us access
to act on those principles to bring about new states of
existence; and is the basis of economics.  So, I think that in
addition to a radical transformation and improvement in culture
that's needed, people like to think that they've got a lot of
scientific knowledge these days; because you own a smart phone
and you think you know something about science.  Or you say that
everybody knows there's global warming and only anti-scientific
people disagree with that.  That's not a basis of knowing
anything; and there's a lot of room for a dramatic improvement.
A real renaissance of taking Einstein's identity as an example
and really developing a fresh and powerful view of science to
solve many of the problems that we're confronted with right now,
that without a different approach, might never be solved.
        So, that's a very inadequate beginning about Einstein; but
it's a job for all of us to do.  To figure out who is this man;
what can we learn from his approach?  I think we'll be hearing
more from LaRouche and his thoughts on how he views his
importance as an individual for us today.

ROGERS:  I think that's very important.  What I think is
important to go back to in terms of LaRouche's role and what he
said in the presentation that we showed earlier.  And going to
the understanding of what is actually happening with the role
that Russia, under President Putin, and the role that President
Xi Jinping is playing in relationship to what Mr. and Mrs.
LaRouche had set into motion several decades ago with the
development of the Productive Triangle, of the Eurasian
Land-Bridge, the Silk Road Development Plan.  This coming into
motion now, and at that very time, during that presentation that
we saw in the beginning of this program, made the point that
these nations would be brought together in collaboration and form
a coalition of nations representing nations such as Iran, China,
Russia, India, and so forth, to put an end — once and for all —
to the British Empire.  And the intentions of the British Empire
to destroy this very conception of what is the truly human
identity; the identity of the creative human process.  I think
it's very important to look at that from the standpoint of the
presentation you just gave, Jason.  Because that's what missing.
        What we're talking about is not a political fight from the
standpoint of how do you bring down one political candidate over
the other; but how do you destroy a system, particularly the
British Empire, in all of its facets and what it represents, that
denies this creative human process.  Right now, what we're
looking at from the United States is that as the rest of these
nations are moving in the direction of creating a New Paradigm
for mankind, moving with the Silk Road economic development plan;
where is the United States right now?  The United States is
continuing to go along with the evils and destructive policies of
the British Empire.  This has been the case for decades now; this
has been the case under the murderous, insane agenda of President
Obama, who should have been removed a long time ago.  Or the
policies of the Bush administration, and the lies and the
cover-up.  Now, we have an opportunity.  What we're discussing
here is not just some nice scientific ideas, and let's look at
Einstein and people think they have their different conceptions
and understanding and "Oh, I studied this in elementary school."
No; the idea is, what has been taken away from society?  Why have
we allowed an Empire to dominate our existence and our nation and
culture for far too long?
        So, I think it is the case that in 1997, when Mr. LaRouche
made the point that what we're dealing with is nations have to
come together to bring about that truly human identity to destroy
this empire once and for all; that's what we're going to use
Einstein to do.  I'll just make that point.

        STEGER:  Just to add, because I think it's worth
considering; there are so many developments that we're on the
verge of.  This coming six weeks have such a dramatic nature that
we've already seen a certain sense of in terms of a consolidated
effort to end this British Empire system; the very key emphasis
Lyn took up in 1997.  That there is now an orientation to resolve
the question of the Balkans, the Caucuses, Kashmir, the South
China Sea; even North Korea are essentially on the agenda of
these major nations.  To end the potential of world war, and to
really consolidate a new economic system.  So, it is kind of
striking that Lyn's emphasis is, as Matt you raised, on Einstein.
Why the emphasis now?  But it's clearly because in the minds of
this collaborative effort among these nations and among any
patriotic Americans, as we see in the performances we're
developing in New York around the 9/11 anniversary, the question
has to be the long-term development of mankind.  Not one's
children, not one generation ahead, but the actual ongoing
development that now is possible to embark upon as a human
species on this planet.  And I think Einstein craved and desired
no less.  His discoveries and passion unleashed that kind of
potential, which he probably saw as a young man himself, and that
quality.  It's not just simply a liberal emotion; it is of a
scientific endeavor which Einstein really captured.  I think
Lyn's comments then and today also do as well.

        OGDEN:  Well, I think it's with a full amount of confidence
that we can move forward and understand that the epic
era-changing kinds of developments that are occurring around us
right now, are things that Mr. and Mrs. LaRouche have been in the
middle of for decades, literally.  They've had their fingers on
the pulse of history right up to this point.  Helga LaRouche
pointed out yesterday that the speech that she gave at the Rasina
Dialogue in India just a couple of months ago, seems like it's
exactly what is now being undertaken by the Indian government in
terms of their collaboration with China and Russia to project the
Silk Road into the Middle East to resolve this terrible crisis
that exists there.  And Mr. LaRouche's continuing role in terms
of the intellectual sounding board around which the rest of
history is continuing to move.  It's with confidence that we can
look back at that speech and everything else that is on the
record in terms of their role.  It's an identity which we need to
maintain within ourselves and those who are collaborating with
us, that yes, your finger is on the pulse of history; the
imagination of what the future can become is what is continuing
to shape the actions in the present.  And it's a moment of
decision; it's the {punctum saliens} moment in terms of which
direction does mankind go right now.  We have a rich potential,
and I think it's extremely clear; but it's also extremely
dangerous.
        I'd really like to thank Jason for giving a little bit of a
foretaste of what's going to be elaborated much more, I'm sure,
on the show next Wednesday.  That's going to be broadcast, and we
would ask you to tune in to that.  I also want to encourage
people to continue to participate in the process of inundating
Manhattan with this new publication, {The Hamiltonian}.  This is
issue 2, and it continues to be the center of our intervention
into shaping the United States and answering the question that
Kesha asked:  Why is the United States not yet a part of this
emerging dynamic on the planet?  What must be done to cause that
to occur?
        So, I'd like to thank all of you for tuning in; and
encourage you to stay tuned to larouchepac.com.  And we'll see
you next week.




Nutiden har ingen præcedens

18. august 2016 (Leder) – Den nutidige historiske periode er fuldstændig ny i sine karakteristika; den kan ikke sammenlignes med noget andet i menneskehedens hidtidige historie. Af denne grund er det kun nogle få personer, der har været i stand til, i deres intellekt, at frembringe et begreb om, hvad karakteristika er for denne epoke, der intet fortilfælde har: personer som Albert Einstein, Krafft Ehricke og Lyndon og Helga LaRouche. Fordi det store flertal af almindelige dødelige mennesker ikke i deres erfaringsmateriale har noget sammenligneligt, og intet, som de har hørt eller læst om, har de ingen kriterier, ud fra hvilke de kan bedømme eller forstå det; de er på herrens mark. Af denne grund kan grupper, bestående af så få personer som i Lyndon LaRouches Manhattan-projekt, få en afgørende indflydelse netop på dette tidspunkt. Alene de kan se vejen frem, om end denne vej undertiden kan synes utydelig, og de må famle sig frem. De øvrige går i blinde, eller, som Helga Zepp-LaRouche ofte siger, »har ikke den fjerneste idé«.

I 2018 vil en kinesisk mission nå Månens bagside – under forudsætning af, at det inden da lykkes os at besejre Det britiske Imperiums kaosmagter. Denne mission vil blive en del af et helt, generelt program for at opdage og udforske de endnu ikke virkeliggjorte implikationer af Einsteins fundamentale opdagelser, som Lyndon LaRouche har påpeget. Og, som rumforskningsgeniet Krafft Ehricke – sammen med LaRouche – forudså, så vil den aktuelle energigennemstrømningstæthed, der for tiden står til menneskehedens disposition, være en forløber for fusionskraft, og herfra føre til stof-antistof-reaktioner, og herfra atter videre frem til niveauer, som vi i dag ikke engang kan give et navn.

Under forudsætning af, at vi overvinder de aktuelle forhindringer, som repræsenteres af Obama og det Britiske Imperium, så er vi i færd med at glide ind i det, Helga Zepp-LaRouche har kaldt »en æra, i hvilken vi bliver ægte menneskelige«.

På lignende måde er det, man måske kunne have kaldt det »system af alliancer«, der nu spænder over og gennemkrydser Eurasien og breder sig ud herfra, i realiteten slet ikke et »system af alliancer« i den betydning, vi har kendt til fra fortiden. Det er i realiteten snarere en projektion tilbage i tiden og ind i nutiden, fra det fremtidige univers, der inkorporerer de fremtidige opdagelser, der bringes tilbage fra Månens bagside. Putin har, sammen med Kina, inkorporeret principperne fra Den Westfalske Fred, men de er gået langt, langt videre end det. Begynd blot med den ekstraordinære relation, der er opnået mellem Rusland og Kina. Er man klar over, at vi taler om nationer, der så sent som i 1969 udkæmpede en syv måneder lang, ikke-erklæret krig over Ussuri-floden? Nu har de ikke alene regelmæssige topmøder mellem præsidenterne, og regelmæssige topmøder mellem premierministrene; det er det mindste af det. Der er ikke mindre end tretten mellemregerings-kommissioner, der hele tiden er i kontinuerlig kontakt med hinanden. Alle de mange meningsforskelle og uoverensstemmelser – og der er mange – bliver kontinuerligt løst på et både bredt og dybt plan i begge regeringer.

»Og vi finder altid frem til løsninger«, føjede Putin til denne beskrivelse.

Processen med at fuldbyrde denne ekstraordinære relation har været genstand for en dybtgående undersøgelse af Kinas dr. Ren Lin, der talte på Schiller Instituttets konference i Berlin i juni måned, og af mange andre kinesiske og russiske, akademiske lærde.

Fuldbyrdelsen af en sådan relation udgør hjertet af BRIKS-processen og udviklingen af Den nye Silkevej. Det var kernen i Putins forgænger, nu afdøde russiske premierminister Jevgenij Primakovs idé om Den russisk-indisk-kinesiske Strategiske Trekant. Skabelsen heraf går tilbage til ikke alene Lyndon og Helga LaRouches idé om Den produktive Trekant og Den eurasiske Landbro, men endnu længere tilbage, til LaRouches Strategiske Forsvarsinitiativ[1], der havde en formativ indflydelse på Rusland til trods for, at Ruslands daværende leder, Juri Andropov, havde afvist initiativet på vegne af sine britiske herrer.

Dette nye system med fremtidens relationer mellem nationalstater, der går ud over nationalstatsbegrebet, som LaRouche længe har forudsagt, går med syvmileskridt hastigt frem hen over hele det eurasiske kontinent og mere generelt på et tidspunkt, hvor vi nærmer os det Østlige Økonomiske Forum i Vladivostok den 2. – 3. september, FN’s Generalforsamling, der begynder den 13. september, og BRIKS-topmødet i Goa, Indien, den 15. – 16. oktober.

Foto: Portræt af Einstein i 1905, da han offentliggjorde sin opdagelse af den specielle relativitetsteori.[2].

[1] SE: LaRouches Strategiske Forsvarsinitiativ: En amerikansk-sovjetisk aftale for fred og udvikling, http://schillerinstitut.dk/si/?p=6976

[2] Den specielle relativitetsteori er en fysisk teori, publiceret af Albert Einstein. Den erstattede den Newtonske opfattelse af tid og rum ved at gøre brug af det faktum, at lystes hastighed er konstant (Teorien kaldes desuden for ’speciel’, fordi den er et specialtilfælde af den mere generelle relativitetsteori; således ses der bort fra tyngdekraften). Ti år senere publicerede Einstein den generelle relativitetsteori, som medinddrager tyngdekraften. (-red.)

 




Sergei Glazyev, rådgiver til Putin, taler om Ukraine
og Ruslands orientering mod øst i interview

17. august 2016 – Sergei Glazyev, en rådgiver til den russiske præsident Vladimir Putin, gav et interview til det russiske nyhedssite Russkaya Vesna, som blev udlagt i går.

Efter at have beskrevet, at Ukraine kontrolleres af nazisterne, der i realiteten agerer som en besættelsesmagt for USA, samt andre meget barske udtalelser om Ukraine, kommenterede Glazyev Ruslands ekspanderende samarbejde med Tyrkiet og Kina. Han blev spurgt, om de forbedrede relationer mellem Rusland og Tyrkiet »er et strategisk initiativ fra de to landes myndigheders side, og endnu et opportunistisk fænomen? Og hvor store var chancerne for en russisk-tyrkisk økonomisk union på længere sigt?« Glazyev svarede:

»Med hensyn til målene er vore økonomiske interesser i samklang, således, at udviklingen af det russisk-tyrkiske handels- og økonomisamarbejde går rigtig godt. Vore partnere fra Kasakhstan i EAEC (Eurasisk Økonomisk Fællesskab) har fremsat et initiativ om at indgå en præferencehandelsaftale med Tyrkiet. Dette er imidlertid uforeneligt med Tyrkiets aspirationer om optagelse i EU. Hvis Tyrkiet er ude af EU og NATO, kan samarbejdet vokse mange gange, og politiske uoverensstemmelser kan med lethed løses.« [Medlemmer af den Europæiske Union har ikke lov til uafhængigt at tilslutte sig en anden handelsblok. Tyrkiet er selvfølgelig endnu ikke i EU og kan meget let tilslutte sig en hvilken som helst handelsblok eller indgå handelsaftaler med andre lande, hvilket det da også allerede har gjort.]

Forespurgt om sin evaluering af de aktuelle kinesisk-russiske relationer, og om det repræsenterer politik for en total »orientering mod øst«, sagde han: »Dette er et gensidigt ligeværdigt, strategisk partnerskab, i hvilket vore lande har det samme mål. Der har fundet en orientering mod øst sted i den globale økonomi, og vi må aspirere til fuld deltagelse i denne nye orientering i verdensøkonomien, det fremvoksende Kina og andre lande i Sydøstasien.«

Russkaya Vesnas engelske site: http://rusvesna.su/english

Artiklen kan læses her: http://www.fort-russ.com/2016/08/glazyev-ukraine-under-us-occupation.html

Foto: Sergei Glazyev (venstre) med Vladimir Putin.




En orientering mod Stillehavsområdet:
Det Eurasiske System. Video

Alt imens de asiatiske Stillehavsnationer har brug for den videnskabelige viden, teknologi og fordele ved vores form for regering, såsom et statsligt kreditsystem efter Alexander Hamiltons principper, så står det klart, at, med hensyn til inspiration, så må vi nu se hen til Stillehavsområdet.   

Download (PDF, Unknown)

Titelfoto: Helga Zepp-LaRouche på Kinas kyst, »Den Eurasiske Landbros Terminal Øst«, 1996.

    




Med nedsmeltningen af derivater
under anmarch, må Vesten slutte sig
til Putins verden

16. august 2016 (Leder) – Den Internationale Betalingsbank (BIS) har forberedt et dokument til det forestående G20-topmøde for statsoverhoveder i Kina, med en advarsel om, at en nedsmeltning af derivatmarkedet kunne ske når som helst, og at clearinghouse-systemet (CHIPS) er totalt uforberedt til at håndtere et sådant chok. Husk på, at Deutsche Bank har den største eksponering til derivater af alle banker i verden, og den har modparts-kontrakter med næsten alle TBTF-banker i USA, Europa og Japan – og Deutsche bank er korrekt blevet beskrevet som en »dead bank walking« (en ’bank på dødsgangen’). De bedste estimater lyder, at den globale derivathandel stadig ligger på et godt stykke over en billiard dollar, selv efter tab i år, der allerede har hobet sig op.

På dette sene tidspunkt er der kun én mulighed tilbage for det gennemført bankerotte transatlantiske system: Genindfør Glass-Steagall, afskriv alle derivatkontrakterne, gå tilbage til et fastkurssystem à la Bretton Woods, og lancer en massiv anlægsinvestering i projekter, der understøtter reel produktivitet gennem statslige bankmetoder i traditionen efter Hamilton, inklusive en forceret indsats for at opnå fusionskraft. Dette er hjertet i Lyndon LaRouches Fire Kardinallove.

Det betyder, med hensyn til den virkelige verden, at Vesten må opgive det afdøde, britiske system og endelig tilslutte sig det nye, eurasisk-centrerede system, der hastigt er ved at manifestere sig, under Ruslands præsident Vladimir Putins overordnede lederskab og gennem virkeliggørelsen af Kinas program for ’Ét bælte, én vej’ (OBOR). I mandags startede det første kølegodstog ud fra den kinesiske havn Dailan, med destination Moskva, en rejse på 8.600 kilometer, som vil blive klaret på henved ti dage. Dette er den seneste gren af OBOR og sætter fokus på samarbejdet mellem Rusland og Kina.

Under diskussioner med europæiske kolleger den 15. august erklærede Lyndon LaRouche, at vi befinder os på randen af en stor sejr for menneskeheden. De eurasiske nationer, forklarede han, er i færd med at etablere en gruppering, centreret omkring ledende nationer i det asiatiske Stillehavsområde, nationer, som er i voldsom vækst, i skarp kontrast til andre områder af verden, der er syge og døende rent økonomisk. Sydamerika er blevet overtaget af voldtægtsforbrydere, Frankrig er en fiasko, Spanien er en katastrofe. Fokus må være på de ledende nationer, som har taget initiativet i denne udviklingsproces. Putin, fortsatte LaRouche, er trådt frem som en drivkraft i denne eurasiske alliance. Der er kræfter, der er i bevægelse internt i USA, især i Manhattan, og som kan tilslutte sig indsatsen under anførsel af Eurasien for at knuse det britiske system, der har været menneskehedens fjende i de forgangne århundreder. Tyskland må, hvis det ønsker at overleve, tilslutte sig denne eurasiske udvikling, hvilket betyder at dumpe enhver politik associeret med Merkel og Schäuble.

Den russiske præsident Putin har, i løbet af de seneste år, spillet en afgørende rolle i organiseringen af en magt, hovedsageligt bestående af nationer centreret i Eurasien, og som er i færd med at få karakter af en militærmagt, der kan ændre alt og kan vinde krigen for fred.

I de kommende uger vil denne fremvoksende alliance være i centrum for en række historiske møder: Det Østlige Økonomiske Forum i Vladivostok, Rusland; G20-mødet for statsoverhoveder i Kina; Kina-ASEAN-mødet for statsoverhoveder i Laos; FN’s Generalforsamling i New York City; og BRIKS-mødet for statsoverhoveder i Indien. Denne aktivitetstæthed fra nu og frem til midten af oktober byder på en enestående mulighed for, at dette nye, fremvoksende, globale lederskab kan fastlægge historiens kurs og gøre en ende på det bankerotte, britiske system.    

 

        




Video, 5 minutter:
Sidste chance for at stoppe europæisk bankkrak og krig

Den 28. juli 2016, v/næstformand Michelle Rasmussen.

»Jeg inviterer dig til at lære Schiller Instituttet at kende og til at kontakte os.

Verden er i en dyb krise, en civilisationskrise. Det er en brydningstid. Det kan blive meget værre, med et fuldt finanssammenbrud, måske sat i gang af de italienske banker, som er i krise, eller sågar af Deutsche Bank, som står øverst på listen over de store, systemiske krisebanker, og som teknisk set faktisk er bankerot.

Det kan også være krig med Rusland og Kina, ført af dem, som gerne vil forhindre, at disse nationer fører an i skabelsen af en alternativ økonomisk politik.

Vi oplever efterdønningerne efter Brexit-afstemningen i Storbritannien, og det har rystet hele EU. Men det giver os nogle muligheder. En ting, som Helga Zepp-LaRouche og Lyndon LaRouche har krævet, er en redningsplan for Deutsche Bank, men på betingelse af, at Deutsche Bank vender tilbage til den ånd, der var, da Alfred Herrhausen var chef i 1989, hvor han havde en produktionsbaseret politik for banken, og hvor han kom ud med et krav for gældssanering for de fattigste lande og for udvikling af Østeuropa. Dengang var Berlinmuren endnu ikke faldet.

Vi kan takke ja til samarbejde i stedet for krig med Rusland og Kina, om at bygge en Ny Silkevej hele vejen fra Asien til Europa. Vi kan udvide det til at blive en Verdenslandbro, en bro over land, gennem Sydvestasien og hele vejen ned til Afrika. Vi kan følge den tråd, der for nylig er kommet frem, med Saudi-Arabiens rolle bag angrebene den 11. september 2001, og følge denne tråd helt til det nuværende Britiske Imperiums fraktions rolle bag terrorisme; og så kan vi takke ja til samarbejde med Rusland om at bekæmpe terrorisme.«

Præcisering: Chefen for Deutsch Bank,  Alfred Herhausen, blev dræbt af terrorister den 30. november 1989. Berlinmuren faldt den 9. november 1989. Hvis han, som var en ledende rådgiver til den tyske kansler Helmut Kohl, havde levet, ville verden have set anderledes ud.

Denne video blev lavet i forbindelse med omdeling af Schiller Instituttets materiale i jyske og fynske byer.

Kontakter i Jylland:

Kolding: Preben Samsøe, 4146 4714

Aarhus: Hans Schultz, 4841 4096; 6016 4096

Randers: Poul Gundersen, 2082 0350

Her er nogle vigtige links:

NYHEDSORIENTERING JULI 2016: Sidste chance for at stoppe europæisk bankkrak og krig

Helga Zepp-LaRouche: Menneskehedens skønne fremtid – hvis vi undgår dinosaurernes skæbne.

Hovedtale på Schiller Instituttets internationale konference i Berlin, 25. – 26. juni, 2016

 

Baggrundsmateriale:

Lyndon LaRouches 3-punktsprogram for genopbygning af realøkonomien:

1. Hvorfor en Glass/Steagall-bankopdeling ville løse finanskrisen og ødelægge Wall Street

2. Hvordan man skaber ikke-inflationære kreditter gennem et nationalt kreditsystem

3. Infrastrukturprojekter og fusionsøkonomi

 

 




»Med Verdenslandbroen
vil alle have et job.«
Lyndon LaRouche

Det følgende videoklip er et meget kort uddrag af en tale, som hr. LaRouche holdt ved et forum i Washington i 1997 i sammenhæng med EIR’s førsteudgave af specialrapporten om den Eurasiske Landbro. Denne præsentation var en del af en række af såkaldte »udviklingskonferencer«, der blev afholdt i Washington i løbet af disse år – 1996, 1997 og 1998 – og jeg vil mene, at det, I får at se i denne video, er Lyndon LaRouches »marchordrer«. Det var på en måde hans kreative vision om, hvilken rolle, som Kina, med den Nye Silkevej, og ligeledes hvilken rolle Rusland ville komme til at spille i den totale omformning af den strategiske geometri i verden.

Her følger det korte uddrag: 

Lyndon Larouche: Der er kun to respektable nationer tilbage på planeten, dvs. nationer med en respektabel magt: det er USA, nærmere bestemt ikke det USA, der repræsenteres af Kongressen, men af præsidenten. Det er USA’s identitet, der udgør en politisk magt, ikke en eller anden sammenkædning af dens bestanddele. USA repræsenteres i dag udelukkende af dets præsident, som en politisk institution. Kongressen repræsenterer ikke USA; de er ikke helt sikre på, hvem, de repræsenterer nu om stunder, eftersom de ikke har besøgt deres vælgere for nylig.

Præsidenten som institution er legemliggørelsen af USA i internationale relationer. Det kan Udenrigsministeriet ikke gøre; Justitsministeriet kan ikke gøre det; intet andet ministerium kan gøre det; kun USA’s præsident kan, under vores forfatning, repræsentere USA som en enhed – hele dets personlighed, dets sande interesse, dets hele folk.

Der findes kun én anden magt på denne planet, der kan være ligeså respektløs (arrogant) over for andre magter, og det er Den kinesiske Folkerepublik. Kina er i øjeblikket engageret i et stort projekt for konstruktion af infrastruktur, i hvilket min hustru og andre i en årrække har haft et uophørligt engagement. Der finder en stor reform sted i Kina, som er en »reform af vanskeligheder«. De forsøger at løse et problem. Det betyder ikke, at der ikke er et problem. Men de forsøger at løse det.

Hvis derfor USA, eller USA’s præsident(skab), og Kina, deltager i at begunstige dette projekt, der undertiden kaldes Silkevejsprojektet, undertiden Landbro-projektet, som, hvis dette projekt med udviklingskorridorer over hele Eurasien og ind i Afrika, ind i Nordamerika, udvides, så er dette projekt tilstrækkeligt til at sætte hele denne planet på en kurs for økonomisk genrejsning. Jeg vil gå lidt i detaljer med dette for at gøre det mere konkret.

Kina har i nogen tid haft et samarbejde med Irans regering. Iran har faktisk været i gang med at fuldføre en række jernbaneforbindelser, der er en forlængelse af Kinas Landbro-program (eller Silkevejsprojekt). For nylig har vi fra Indien set, at det indiske lederskab er mødtes med repræsentanter for Kina for at påbegynde en indledningsvis rute, blandt landruterne, under Landbro-programmet. Én rute går ind i Kunming i Kina. Under Anden Verdenskrig, i dette område, Myitkyina (Burma/Myanmar), havde vi fly, der fløj ind i Kunming, »over Knolden«, som de plejede at sige dengang. Jeg er ganske godt bekendt med dette område.

Men, hvis man har vandvejsforbindelser, kanalforbindelser, og jernbaneforbindelser fra Kunming gennem Myitkyina – dette område – tværs over Bangladesh og ind i Indien, igennem Pakistan og ind i Iran, op til området lige over Teheran, syd for det Kaspiske Hav – så har man en forbindelse til Mellemøsten; man har forbindelse til Centralasien; man har forbindelse til Tyrkiet; man har forbindelse igennem til Europa.

Dernæst er der den nordlige rute, der stort set er den samme rute som den transsibiriske Jernbane, der blev bygget under amerikansk indflydelse og amerikansk rådgivning, af Rusland. Så har man en mellemliggende rute, der er i færd med at blive udviklet, i Centralasien, med Kina og Iran.

Indien arbejder på en plan, der blot involverer at tilføje nogle få hundrede kilometer jernbanelinje – der var mange andre forbedringer langs med den lige linje – og som ville forbinde området nord for Teheran, gennem Pakistan, gennem Indien, gennem Bangladesh, gennem Myanmar og ind i Kunming, ind i Thailand, ind i Vietnam, ned gennem Malaysia og Singapore, over stræderne via en stor bro og ind i Indonesien.

Der er ligeledes en plan for udviklingen af jernbanelinjen gennem det, der var det nordlige Sibirien, over Beringstrædet og ind i Alaska, og herfra ned og ind i USA. Der er en forbindelsen til Mellemøsten – flere forbindelser – fra Europa, og også fra Kina; men fra Kina en forbindelsen til Mellemøsten og ind i Egypten, ind i hele Afrika.

Så hvad vi har her er en række projekter, som ikke blot er transportprojekter, ligesom den transkontinentale jernbane i USA, der var forløberen for denne idé tilbage i slutningen af 1860’erne og 1870’erne. Man har »udviklingskorridorer«, hvor man i et område, der strækker sig 50-70 kilometer på hver side af jernbaneforbindelsen, har olie- og gasledninger, og så fremdeles. Man udvikler dette område med industri, minedrift, alle sådanne ting. Og det er sådan, man betaler for transportforbindelsen, pga. al den rige, økonomiske aktivitet, der skabes. Med en indbyrdes afstand på nogle kilometer langs hele denne forbindelse foregår der noget, en eller anden økonomisk aktivitet. Folk, der arbejder, folk, der bygger ting, folk, der gør ting. For at transformere denne planet ved hjælp af store projekter for byggeri af infrastruktur, som vil skabe store industrier, nye industrier, nyt landbrug og de andre ting, vi har så desperat brug for. Der er ingen som helst grund til, at noget menneske på denne planet, der kan arbejde, skulle være arbejdsløs. Så enkelt er det. Og dette projekt er midlet til dette mål.

Hvis nationerne – som nu omfatter Rusland, Iran, Indien og andre nationer – kommer overens med Kina, og engagerer sig i en forpligtelse til dette projekt, som de bygger hver dag; hvis USA – dvs. USA’s præsident, Clinton – forsætter med at støtte denne indsats, som han har gjort, i det mindste rent politik, hvad får man så? Man får USA og Kina og nogle andre lande, der går i samlet flok op imod den største magt på denne planet, som er Det britiske Imperium, kaldet det Britiske Commonwealth (statssamfund). Det er fjenden!

Lad os sige, at, en skønne dag, f. eks. en søndag morgen, præsidenterne for hhv. USA og Kina og et par andre, efter et weekend-møde siger: »Vi har denne weekend besluttet, at vi, baseret på vore rådgivere samt den kendsgerning, at det internationale finansielle og monetære system er håbløst bankerot, som ansvarlige statsoverhoveder, af hensyn til almenvellet må erklære disse bankerotte institutioner konkurs og sætte dem under konkursbehandling. Og det er i vores interesse, at vi samarbejder om dette som nationer, for at undgå at skabe kaos på denne planet.«             

Resultatet vil så være, at en sådan meddelelse en skønne søndag morgen med sikkerhed vil få »snakkehovederne« på Washington Tv til at ’spinne’. Men bortset fra det, så betyder det, at hele systemet, fra dette øjeblik, har været en tur i guillotinen, og at hovedet ruller hen ad gaden. Alan Greenspans hoved, måske.

Det betyder, at vi nu har tilskyndelsen til omgående at opbygge et nyt finansielt og monetært system. Når man skal genrejse et selskab, der er bankerot, til en levedygtig form, hvad gør man så? Man må finde de erhvervsaktiviteter, som selskabet skal gøre, hvilket danner grundlaget for at skabe den nye kredit, der skal få firmaet til at køre igen.

Programmet for Landbroen, med sine globale implikationer, er det store projekt, der direkte og indirekte vil afkaste tilstrækkelig med aktivitet, så at sige, i alle dele af verden til, at vi atter kan få denne verden tilbage på et sundt fundament.

Matthew Ogden: Som man kan høre, så afslører denne tale stor forudviden; og det er i realiteten Lyndon LaRouches aktive indgriben, med rejser til Rusland, med hans hustrus rejser til Kina i denne periode, og med udgivelsen af EIR’s specialrapport om den Eurasiske Landbro, der har formet den nuværende situation, vi befinder os i. En ting, der er interessant at fremhæve, er de kort, I så. Dengang var mange af disse jernbanelinjer og andre olie/gasledninger blot forslag; men nu er flere af dem faktisk under opførelse.

Jeg mener, at det, 20 år senere, står klart, at dette er det dominerende system, der er ved at vokse frem på denne planet. Samtidig står det transatlantiske system foran en umiddelbar nedsmeltning. En umiddelbart forestående implosion af gæld og eksponering til derivater i betalingsstandsning til billioner af dollars projiceres nu ind i alle storbanker i hele det transatlantiske system.

For et engelsk udskrift af hele fredags-webcastet, se http://schillerinstitut.dk/si/?p=14279

 




Europa er ude af trit med tidsånden:
Den nye Silkevej viser vejen!
Af Helga Zepp-LaRouche

Tyskland og de andre europæiske nationer må omorganisere deres rådne finans- og banksystem og derefter, med perspektiverne for den Nye Silkevej, samarbejde om at opbygge verden. For at dette kan lykkes, må vi alle se ud over vores egen, europæiske næsetip og ærligt med hinanden diskutere spørgsmålet om, hvorfor vi er havnet i denne krise, og åbne os for den vision, der ligger i samarbejdet med Den nye Silkevej.

I Friedrich Schillers ånd: Alle kan bidrage med noget!

Download (PDF, Unknown)

 




Det drejer sig om produktivitet; Vi skal op
på højde med Kina og den ’eurasiske magt’

15. august 2016 (Leder) – Vil USA genoplive videnskabelig kreativitet og økonomisk produktivitet for på lang sigt at samarbejde fredeligt med Kinas fremskridt?

Vil Europa beslutte at opgive det, som Helga Zepp-LaRouche kalder »selvmordspagten« med Obama og en NATO-ledelse, der planlægger krige med både Rusland og Kina? Hvornår vil Europa i stedet gå med i Eurasiens Nye Silkevej med store infrastrukturprojekter – for ikke at tale om udforskning af rummet og udvikling af fusionskraft?

Dette er de virkelige spørgsmål, som borgere bør engagere sig i – og ikke de katastrofer, der i USA p.t. stiller op til præsidentvalget.

Meddelelsen i dag om, at tyske fusionsforskere går sammen med et statsligt, russisk laboratorium om udvikling af et nyt »polariseret deuterium«-brændstof til fusionskraft viser f. eks. den kreative retning for Europas bedste kapaciteter. Resultatet kan overhale det nylige gennembrud i Tysklands fusionsprogram – men disse resultater er allerede langt overgået af Kinas resultater. Kina gør teknologisk innovation og vækst til temaet for G20-mødet, som det vil være formand for 4. – 5. september i Hangzhou. Det samme gælder for Putins Østlige Økonomiske Forum i Vladivostok 2. – 3. september.

De eurasiske nationer rykker sammen i en proces, der kan vinde freden så vel som udvikling; og det er lederskabsinitiativer, taget af Ruslands præsident Vladimir Putin, der i vid udstrækning har gjort denne proces mulig.

Det har placeret USA foran et valg – og det er ikke et valg til præsident mellem to Dick Cheney-imitatorer.

Den 12. august forudsagde IMF, at Kinas årlige økonomiske vækst ville falde til 6 % frem til 2020. Hvis dette skulle vise sig at være sandt, så kunne USA – dersom det blev ledet af et revolutionerende nyt præsidentskab, der udsteder statskredit til ny infrastruktur, rumforskning og fusionsteknologier – håbe på til den tid at nå op på siden af Kinas vækst!

Amerikanske regeringsfolk og folk fra Federal Reserve (centralbanken) har langt om længe for nylig indrømmet, at de er bekymret over den amerikanske økonomis meget lave produktivitet, såvel som over økonomiens meget lave vækst. Økonomien under Obama har vist en hidtil uhørt lav vækst i produktiviteten, uanset, hvordan man måler den.

En almindelig måde at måle »produktivitet« på er simpelt hen at dividere BNP med præsterede arbejdstimer. Målt således har væksten i arbejdskraftens produktivitet aldrig nået en årlig rate på blot 1 %, siden Obama i sit første år i embedet underskrev sin »stimuleringslov«. I de seneste 12 måneder har USA’s økonomiske vækst udgjort sølle 1,2 %.

Men reelle forøgelser af arbejdskraftens produktivitet kommer fra videnskabelige og teknologiske fremskridt, og fra uddannelse. Den rapport, som blev udgivet af Statskontoret for Forskning i Økonomi (NBER) over den meget store vækst i produktiviteten under Franklin Roosevelts præsidentskab, siger: »Dette skyldtes en meget stærk vækst i generering og distribuering af elektricitetskraft, transport, kommunikation, civilingeniørers og strukturingeniørers arbejde inden for broer, tunneller, dæmninger, hovedveje, jernbaner og systemer til transmission; samt privat forskning og udvikling.« Udfordringerne i al dette moderne infrastrukturbyggeri frembragte teknologiske fremskridt inden for et stort antal industrier, og forskning og udvikling blev stærkt forøget.

Økonomer rangerer 1930’erne, ’40’erne og ’60’ernes Apolloprojekt som toppunkterne for reel vækst i produktivitet i USA’s historie – med en forbedring i produktiviteten på næsten 3 % om året.

Ifølge San Francisco Federal Reserve og NBER var der under George W. Bush’ otte år en stigning i denne vækst på 1,0 % om året; og under Obamas snart otte år, 0,75 %.

Tiden er inde til et nyt præsidentskab, og til at indhente Kina.   

Foto: De kinesisk producerede højhastighedstog afventer afgang fra jernbanestationen i Hankow, 19. april 2016.

.




RADIO SCHILLER den 15. august 2016:
Det forestående G20-topmøde i Kina:
Mulighed for et faseskifte

Med formand Tom Gillesberg




BRIKS’ politik efter Hamiltons principper har
tvunget det Britiske Imperium ud i tovene

15. august 2016 (Leder) – »Putin er allerede den fungerende præsident for et nyt univers«, hævdede Lyndon LaRouche i sin ugentlige diskussion med Manhattan-projektet d. 13. august. »Putin har opbygget en meget respektabel organisation, som nu optager en stor del af hele planeten! … Putins indflydelsessfære er ikke kun Rusland; det er andre dele af hele det asiatiske område.«

LaRouche uddybede det med, at Putin, der arbejder i alliance med Kina, Indien og andre nationer, er i færd med at opbygge et alternativ til det rådnende transatlantiske system i form af en global fremgangsmåde efter Hamiltons økonomiske principper. »Man er ved at få noget, der er lig Alexander Hamilton, for Rusland; og ikke kun for Rusland, men for Asien! For hele Asien, praktisk talt. Det er en temmelig stor post.«

De næste 60 dage er fuld af farer, og også muligheder. Vi stirrer nu direkte ned i kanonløbet på en global finanskrise, understregede Helga Zepp-LaRouche i en diskussion med medarbejdere i dag, en krise, der meget vel kunne komme over os i løbet af september-oktober. Inden for samme tidsrum kommer der en række internationale konferencer – der kulminerer med det 8. BRIKS-topmøde i Indien i midten af oktober – som kan udgøre rammerne for en implementering af det påkrævede, politiske skifte, der er udtænkt af LaRouche, såfremt der mobiliseres tilstrækkelig international politisk vilje for at skabe dette revolutionerende Nye Paradigme.

Kina fortsætter med at udfolde den rigtige fremgangsmåde: »Tiden er inde til at uddanne videnskabelige og teknologiske hjerner,« udtalte Li Zhimin, direktør for Udviklingscenter for Videnskab og Teknologi ved Uddannelsesministeriet, i forbindelse med annonceringen af udgivelsen af Statsrådets plan om dramatisk at forøge proportionen af statsborgere i Kina med videnskabelige færdigheder ved år 2020.

Den kinesiske præsident Xi Jinping har ligeledes gjort det klart, at hans ven og strategiske allierede, den russiske præsident Putin, vil være æresgæst nummer ét ved det kommende G20-topmøde i Kina d. 4.-5. september – til det Britiske Imperiums og dets stikirenddreng Barack Obamas store rædsel. Kineserne er i færd med, i tæt samarbejde med både Rusland såvel som Indien, at koordinere strategien for G20-mødet og det efterfølgende BRIKS-topmøde i Indien d. 15.-16. oktober. Deres erklærede politik er at imødegå »de udfordringer, som den globale økonomi i øjeblikket står overfor« ved »at sikre en succesfuld organisering af G20- og BRIKS-topmøderne.«

Denne succes vil blive målt på, at man omgående begraver det nuværende dødbringende og bankerotte finanssystem og erstatter det med et system efter Hamiltons principper, der bygger på LaRouches design, som det specificeres i hans Fire Love

Det reelle spørgsmål, som USA og verden står overfor i dag, er en omskabelse af det amerikanske præsidentskab omkring denne politik – og ikke den galskab, der finder sted i den amerikanske valgkampagne. LaRouche udtalte:

Vores præsident er Satans stedfortræder. De ledende kandidater er frygteligt korrupte; så I vil bekymre jer om, hvilken kandidat, I skal vælge? Når I ved, at, i hovedsagen, alle de kandidater, der er på tale, er eksemplarer på ondskaben! At de, på den ene eller anden vis, forkaster deres ansvar som menneskelige væsener for denne proces. Så vi må komme ind til årsagen til problemet … og sørge for at fjerne denne årsag. 

 

 

 




Når mennesket konfronteres med et stort
onde, findes der en evne i det, som
kalder et endnu større gode frem
– Leibniz

Helga Zepp-LaRouche: »Jeg mener, at vi må mobilisere befolkningen til at blive aktiv; for tiden er ikke til at sidde på stakittet og blot kigge på, hvad disse såkaldte ’eliter’ foretager sig … befolkningerne har mistet tilliden til disse eliter, der repræsenterer dette globaliseringssystem. Ansvaret for at finde løsninger på situationen må derfor gå over til dem, der har ideer om, hvordan vi kommer ud af situationen. Hvilket er, hvad vi gør i New York med Manhattan-projektet; det, som det Internationale Schiller Institut gør; men jeg mener, at vi har brug for jeres støtte – I, som ser dette lige nu. Jeg vil gerne appellere til jer om at blive aktive sammen med os og være med til at gennemføre disse løsninger.«

Download (PDF, Unknown)

 




Putin skal være »Æresgæst« ved G20-topmøde i Kina

5. august 2016 – En regeringstalsmand fra Kinas Udenrigsministerium meddelte i går, at den russiske præsident Vladimir Putin vil være ’æresgæst’ ved G20-topmødet i september, som Kina er vært for i byen Hangzhou. Putin er blevet inviteret af præsident Xi Jinping, der vil afholde et fuldt bilateralt møde med Putin i løbet af den periode, hvor topmødet finder sted.

Gui Congyou, direktør for Ministeriets Departement for Europæisk-Centralasiatiske Anliggender, sagde til reportere, at »Ruslands tilstedeværelse ved topmødet er meget vigtigt for Kina, og også for hele verden. Uden Rusland er det umuligt at genrejse verdensøkonomien«. Med en rapport herom den 4. august kommenterede pravdareport.com, at Gui »fremhævede, at Kina og Rusland er de betydeligste magter i Eurasien, og deres strategiske alliance sikrer tryghed og afbalanceret udvikling på hele kontinentet«.

Udover medlemslandene fra G20 har Kina inviteret flere deltagere fra gæstelande. Disse omfatter foreløbig, fra Afrika: Egypten, Senegal og Tchad; fra Sydasien: Pakistan; og fra Sydøstasien: Thailand og Laos.

Den 3. august talte den kinesiske udenrigsminister Wang Yi om det, han kaldte for en 30 dages »nedtælling til G20-topmødet, der vil finde sted den 4. – 5. september«. Han sagde, at topmødets tema vil blive »Mod en innovativ, stærk, forbundet og inklusiv verdensøkonomi«. Ved en fælles pressekonference med udenrigsminister Saleumxay Kommasith i Laos, nævnte Wang de dusinvis af formøder, der har fundet sted som optakt til topmødet. Han sagde, at mødet i september vil blive meget produktivt, i modsætning til det foregående møde. Han forudser, at henved 30 betydningsfulde resultater vil blive opnået ved begivenheden.

(Info: G20 er en forkortelse af Group of Twenty Finance Ministers and Central Bank Governors, og består af en gruppe af finansministre og centralbankledere fra 20 væsentlige økonomier: 19 lande samt den Europæiske Union, der repræsenteres af præsidenten for EU-rådet og den Europæiske Centralbank. Landenes regeringsledere eller statsledere har også periodevis deltaget i G20-topmøder siden første møde i 2008. Samlet udgør G20-økonomierne mere end 80 % af det globale BNP, 80 % af verdens handel (inklusive intern EU-handel) og 2/3 af verdens befolkning. De udgør 82,2 % af verdens økonomiske vækst, målt i forhold til bruttonationalprodukt (BNP) og bruttonationalindkomst (BNI) i årene 2010 til 2016, ifølge IMF.) 

 

 




Helga Zepp-LaRouche i Kina:
»Den Nye Silkevej bliver til
Verdens-Silkevejen«

For at give håb om en bedre fremtid for hele menneskeheden, et håb, der er gået tabt i mange dele af verden, må G20-topmødet fremkomme med en vision, der kan tilbyde en løsning, en vej til at overvinde de nævnte kriser, og en etablering af et højere niveau af fornuft for at realisere menneskehedens fælles mål.

4. august, 2016 (Leder)Følgende tale blev holdt af Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og forkvinde for Schiller Instituttet, den 29. juli ved »Tænk 20 Forum« i Beijing. Forummet var arrangeret af tre kinesiske tænketanke: Instituttet for Verdensøkonomi og Verdenspolitik (IWEP) ved det Kinesiske Akademi for Samfundsvidenskaber (CASS), Shanghai Instituttet for Internationale Studier (SIIS) og Chongyang Instituttet for Finansielle Studier ved Kinas Renmin Universitet (RCDY), med deltagelse af 500 eksperter fra tænketanke og politikere og repræsentanter for internationale organisationer fra 25 lande, med det formål at formulere forslag til statsoverhoveder og regeringsledere i G20-medlemslandene. Fr. Zepp-LaRouche talte på det første panel under den to dage lange konference, dedikeret til »Global Ledelse: Systemforbedring og opbygning af Kapacitet«.

Eftersom G20 repræsenterer den mest magtfulde kombination af industrilande og fremvoksende lande på planeten, er der i øjeblikket ingen anden organisation, der kan adressere de eksistentielle udfordringer, som civilisationen står overfor, og i tide gennemføre løsninger på disse. De fleste landes befolkninger har den meget reelle oplevelse af at være opslugt af frygtindgydende kriser – en international terroristtrussel, der er ude af kontrol, en folkevandring af millioner af mennesker, der prøver på at undslippe krig, sult og død; den resulterende flygtningekrise, der ryster EU i sit fundament; fremgang for anti-etablissement-partier i mange lande: Brexit, som et advarselsskud for den potentielle disintegration af EU; det voksende gab mellem de rige og de stadigt flere lag af samfundet, der har mistet deres velfortjente status som middelklasse, eller som lever i fattigdom; oplevelsen af virkningerne af »uortodokse monetære foranstaltninger« på livsopsparinger og forventninger til fremtiden; grænserne for samfundets acceptabilitet af bailout og bail-in; samt den voksende frygt for, at verden nu er gået ind i en ny kold krig og en atomoprustnings-spiral. Kort sagt, et voksende tab af tillid til etablissementet, i det mindste i den transatlantiske sektor.

Hvis det forestående G20-topmøde afviser at anerkende denne situation; hvis man forsøger at skjule den fremherskende politiks fiasko, i særdeleshed siden 2008, bag retorikken i den offentlige propaganda; samt hvis man ikke bruger det forestående topmøde som en anledning til at fremlægge reelle løsninger på disse kriser, vil det ikke få nogen indvirkning i en virtuel reality, men det vil derimod få en indvirkning på det reelle historiske forløb og milliarder af menneskers liv og lykke.                                                                                                                   

Umiddelbare løsninger er forhånden, men de kræver, at de ledende institutioner er villige til at revidere den nuværende politiks aksiomer og vende tilbage til en politik, der ikke alene har vist sig at være effektive i tidligere situationer, men som også repræsenterer et nyt paradigme, der kan udgøre grundlaget for den menneskelige art i de næste hundrede år, og længere.

For at give håb om en bedre fremtid for hele menneskeheden, et håb, der er gået tabt i mange dele af verden, må G20-topmødet fremkomme med en vision, der kan tilbyde en løsning, en vej til at overvinde de nævnte kriser, og en etablering af et højere niveau af fornuft for at realisere menneskehedens fælles mål.

  1. Det eneste »praktiske« udtryk for denne vision – og dette er ikke en selvmodsigelse – perspektivet for den Nye Silkevej, som den kinesiske regering nu i tre år har fremlagt og ført ud i livet. Foreløbig deltager over 70 lande i forskellige aspekter af dette program, samt i programmets infrastruktur- og udviklingsprojekter. Det, som Kina kalder for et »win-win« -samarbejde om sådanne fællesprojekter er ikke alene den eneste effektive måde, på hvilken geopolitiske konfrontationer kan overvindes, der har været roden til to verdenskrige i det 20. århundrede, og ligeledes den underliggende fare for en tredje global krig i dag, som, givet eksistensen af kernevåben, ville blive en tilintetgørelseskrig. »Win-win«-perspektivet er også i overensstemmelse med principperne for den Westfalske Fred, ifølge hvilken enhver succesfuld fredsorden må baseres på »den anden parts interesse«. Konceptet for den Nye Silkevej må derfor udstrækkes til alle verdens områder, som en »Verdens-Silkevej«, som et konkret tilbud om at overvinde underudvikling. Hvis G20-medlemmerne ville afgive et sådant løfte, med en højtidelig forpligtelse til at overvinde sult og fattigdom og tilvejebringe rent vand til alle inden for få år, hvilket rent teknologisk kan gennemføres – så ville det skabe en revolution af håb og optimisme i verden.
  2. For at eliminere både årsagerne til massemigrationen fra Sydvestasien og Afrika og grobunden for rekruttering af terrorister, må der i begge disse områder iværksættes en omfattende industriel udvikling, som ikke blot genopbygger de krigshærgede områder, men som også fremlægger en integreret plan for infrastruktur, industri, landbrug og uddannelse, for at transformere disse dele af verden til at blive områder med høj produktivitet af arbejdskraft og fremstillingskapaciteter. Generelt må Verdens-Silkevejens projekter defineres således, at de får optimal indvirkning på befolkningens kognitive evner i de respektive lande, for derved at muliggøre den bedst mulige forøgelse af verdensøkonomiens produktivitet. Fokus må derfor ikke alene ligge på innovation, men på kvalitative gennembrud i forståelsen af kvalitative, nye fysiske principper i vort univers. Eksempler herpå er forcerede programmer for udvikling af termonuklear fusionskraft, der vil tilvejebringe forsyningssikkerhed for energi og råmaterialesikkerhed for menneskeheden, såvel som også udvikling af nye vandressourcer gennem den fredelige udnyttelse af kernekraft til afsaltning af store mængder havvand, ionisering af fugtighed i atmosfæren og andre former for innovativ teknologi. Internationalt samarbejde om rummet, mht. forskning, rumfart og kolonisering, definerer vejen for de kommende, nødvendige gennembrud inden for videnskab og teknologi. Det repræsenterer også en fremtidsorienterede platform for en fredsorden for det 21. århundrede. Og vigtigst af alt, så markerer det transformationen af den menneskelige art hen imod en større bevidsthed om dets egen identitet som den eneste, hidtil kendte, kreative art i universet.
  3. Et ukontrolleret kollaps af den transatlantiske sektors finansielle system ville true med at kaste store dele af verden ud i kaos, med uforudsigelige konsekvenser. Den såkaldte »værktøjskasse« med finansielle instrumenter, som man besluttede at bruge efter krisen i 2008 fremfor at gennemføre reelle reformer, er nu opbrugt. De efterfølgende »uortodokse monetære instrumenter,« såsom kvantitativ lempelse (’pengetrykning’), negative rentesatser, og ’helikopterpenge’, har for en stor dels vedkommende produceret det modsatte af de ønskede virkninger. Den kendsgerning, at genindførelsen af Franklin D. Roosevelts Glass/Steagall-bankopdelingslov er blevet vedtaget i både det Demokratiske og Republikanske partis valgplatform i USA, samt den kendsgerning, at der er en voksende diskussion i flere europæiske lande om at reducere de fremtidige risici i det finansielle system ved at indføre Glass/Steagall-kriterier også i Europa, skaber en meget favorabel forudsætning for at indgå aftale om en global Glass/Steagall-lovgivning ved det kommende G20-topmøde. Hvis G20-topmødet sætter Verdens-Silkevejen på dagsordenen, ville den kinesiske drøm blive til en verdensdrøm.

 

wlb-trio1

 




POLITISK ORIENTERING den 4. august 2016:
Bankkriser kan ikke længere forhindres med QE.
Rand Corporation foreslår krig mod Kina nu.




Indsats for at redde eurobanker slår fejl
– det er Herrhausen, eller fallit

2. august 2016 (Leder) – Den europæiske Banktilsynsmyndighed (EBM) offentliggjorde de seneste stresstests af eurobankerne kl. 22 sidste fredag aften med håbet om at kunne dulme nerverne hen over weekenden, men indsatsen slog fejl, med bankaktier, der styrtdykkede mandag. Den enorme skala af hele banksystemets bankerot bliver i stigende grad åbenlys for alle, undtagen de blinde. Stresstestene var i realiteten et totalt svindelnummer – EBM droppede sin tidligere politik med at uddele karakterer for ’bestået’ eller ’dumpet’ og tog ikke engang storbankernes astronomiske eksponering til derivater i betragtning. Det stod ikke desto mindre klart, at der næppe er én eneste bank, der klarer sig.

Den kendsgerning, at én (og kun én) bank fik en bail-out – Italiens Banca Monte dei Paschi (verdens ældste bank) – demonstrerer simplet hen, at »bail-in«-reglerne i USA og Europa, der skulle forestille at redde skatteborgerne fra flere bail-outs (ved at stjæle bankindskydernes penge), som i USA’s Dodd/Frank-lov, lige fra begyndelsen har været et svindelnummer.

Den mest hysteriske respons kom fra Deutsche Banks risikochef, Stuart Lewis, der af Frankfurter Allgemeine Zeitung blev spurgt om IMF’s rapport, der sagde, at Deutsche Bank var »verdens farligste bank«. Lewis svarede: »Nej, slet ikke. Kun én rapport fra IMF har på det seneste forkludret situationen. Vi er ikke farlige. Vi er meget relevante. Deutsche Bank er indvævet i hele den finansielle sektor. Vi er en af de største universalbanker i verden. Men for nu at gøre det helt klart: Vores hus er stabilt. Regnskabet er sundt.«

Så meget for sandheden i dagens Kasino Mondial.

Den eneste måde ud af det her er den måde, som Lyndon og Helga LaRouche har foreslået (se: »Red Deutsche Bank, for verdensfredens skyld«

at genkapitalisere Deutsche Bank samtidig med, at man genindfører den politik, der blev ført af Alfred Herrhausen, Deutsche Banks chef, der i 1989 blev myrdet blot to uger efter Berlinmurens fald, og genindføre hans politik med samarbejde med den daværende Sovjetblok og udviklingslandene om global udvikling.

Galninge i Obamas lejr promoverer krig med Kina og Rusland. En rapport, der blev offentliggjort den 28. juli af RAND Corporation, der finansieres af den amerikanske regering og hæren, bærer titlen, »Krig med Kina – at tænke det utænkelige«, fremkommer med det argument, at, hvis der blev en krig mellem USA og Kina: »De kinesiske militære tab ville i betydelig grad overstige de amerikanske under en krig. Den uophørlige forbedring af kinesiske anti-adgangskapaciteter kunne imidlertid øge de amerikanske tab og, i takt med, at USA’s angrebskapacitet udtømmes, reducere kinesiske tab.« Hellere før end senere, er det budskab, der ikke siges. Med en demonstration af det, som LaRouche har beskrevet som et utroligt niveau af »luftkasteller«, siger rapporten, at Rusland »ikke ville have nogen betydningsfuld indflydelse på kampene« og råder os til at »sove trygt«, eftersom forfatterne »anser en atomkrig for at være højst usandsynlig«. Man fremstiller flere scenarier, som kunne udløse en sådan eksistentiel trussel mod menneskeheden, og hvor skylden for en sådan trussel totalt lægges på Kinas »aggression« eller »fejlbedømmelse« af USA’s villighed til at gå i krig over omstridte øer i det Østkinesiske Hav eller det Sydkinesiske Hav.

Amerikas »kogepunkt« er nu nået, som det demonstreres af begge de politiske partiers kaotiske sammenbrud. På et sådant historisk tidspunkt kan mennesker blive drevet til vanvid; til fascistiske former for racisme og krigshysteri. Men det er ligeledes under sådanne historiske tidspunkter, at mennesker bliver i stand til at række indad i sig selv for dér at finde den egenskab i deres intellekt, eller sind, som definerer deres sande natur som skabende væsener, der kan skabe fremtiden til gavn for hele menneskeheden.

Digteren Percy Shelley sagde om sådanne tider: »Under sådanne perioder finder der en akkumulering af evnen til at kommunikere og modtage intense og passionerede ideer, med hensyn til menneske og natur (univers), sted«, når mennesker, der træffer dette valg, kan række ind i »denne evne, der har sæde på deres egen sjæls trone«.

Det er det valg, vi alle sammen har.

Foto: Politiet forbereder sig på en demonstration uden for den Europæiske Centralbank. 31. maj, 2013.




China Daily bemærker EIR’s rolle ved Beijing T20-konference

30. juli 2016China Daily, den største udgivelse på engelsk i Kina, havde i dag en artikel med overskriften, »Guruer inden for politisk strategi søger løsning for verden«, og som rapporterer om den internationale konference den 29. – 30. juli, hvor også Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche og EIR’s William Jones deltager. Selv om artiklen ikke omtaler talerne af disse to, så viser artiklens fremtrædende foto Jones og Cai Fang med følgende undertekst:

»Cai fang, vicepræsident for det Kinesiske Akademi for Samfundsvidenskaber, og William Jones, chef for Executive Intelligence Reviews Washington-bureau, i samtale ved T20-topmødet i Beijing den 29. juli 2016.«

Artiklen fortæller, at Cai Fang holdt hovedtalen ved begivenheden, der var arrangeret af tre betydningsfulde, kinesiske tænketanke: Instituttet for Verdensøkonomi og Verdenspolitik ved CASS, Shanghai-institutterne for Internationale Studier og Chongyang Instituttet for Finansielle Studier ved Kinas Renmin Universitet.«    

[Photo/China Daily]

Redaktionen: Uddrag af artiklen i China Daily: 

Kinesiske rådgivere indtager førende rolle i fremstød for nye relationer

Omkring 500 tænketanks-eksperter, politikere og repræsentanter for internationale organisationer fra 25 lande i hele verden er i Beijing for Tænk 20 (T20)-topmødet, der finder sted fra den 29. til den 30. juli, for at bidrage med deres visdom til G20 Hangzhou-topmødet for opbygning af nye, globale relationer.

Som en af de vigtige G20-grupper orienteret mod kontakt med omverden er T20 en betydningsfuld platform for globale tænketankes forskere til tilvejebringelse af ideer og forslag, der kan skabe en politik, for G20, sagde den kineske viceudenrigsminister og regeringens særlige medansvarlige ved G20, Li Baodong.

Læs artiklen her

   

 




De vestlige samfund er i færd med
at kollapse – et Nyt Paradigme, eller
en Ny Mørk Tidsalder

Det eneste, der stadig står, er kravet om Glass-Steagall, som i Kongressen og internationalt anerkendes som resultatet af Lyndon LaRouches ubøjelige kampagne hen over de seneste årtier, for at opdrage og mobilisere befolkningen og de politiske institutioner til at forstå, at udelukkende kun en tilbagevenden til den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts krig mod Wall Street kan omstøde det igangværende kollaps af de vestlige økonomier.

26. juli 2016 (Leder) – Blodige massedrab fylder nu hver dag medieoverskrifterne i alle den »avancerede sektors« nationer:

* En afsindig, tidligere ansat på en japansk institution for mentalt handikappede angreb og skar halsen over på 19 beboere og sårede yderligere 26 alvorligt, efter at han havde skrevet et brev til parlamentet, hvor han forklarede, hvad han havde til hensigt at gøre, som et udslag af »velgørende« medlidenhedsdrab;

* To terrorister angreb en kirke i Frankrig, hvor de skar halsen over på en præst og en nonne, før de selv blev dræbt af politiet. IS tog ansvaret for angrebet og bar således ved til det opildnede anti-muslimske bål i pressen.

* To selvmordsbombemænd fra al-Shabab sprængte deres køretøj i luften uden for en FN-fredsbevarende base i Somalias hovedstad, hvorved de dræbte 12 personer;

* To teenagere blev dræbt og 16 andre såret i Ft. Myers Florida, USA, da tre andre teenagere åbnede ild mod en gruppe mennesker uden for en natklub;

* Og i Tyskland fandt den femte drabsepisode på en uge sted, da en mand dræbte sin læge og sig selv på et hospital.

Dette er blot dagens tabstal. De er ikke alle terrorangreb, da nogle af dem er udført af mennesker, der er drevet til vanvid af deres håbløse situation i samfundet, eller voldskulturen, eller af de psykose-inducerende videospil og »populærunderholdningen«, eller af narkotika, eller af alle disse ting.

Det er et symptom på en døende kultur. Alt imens millioner drives fra deres hjem i Sydvestasien af Obamas politik for evindelige krige for »regimeskift«, og alt imens medierne i Vesten hyper Obamas løgn om, at Rusland og Kina er »aggressorstater«, der styres af diktatorer, som må konfronteres militært, så får befolkningen besked på at slutte sig til de politiske konventioners Romerske Cirkus og samle sig til støtte for ledere, der kun har mere økonomisk ødelæggelse og global krig at tilbyde dem.

Men, hjernevasken er ved at falde fra hinanden. I USA har begge de politiske partiers konventioner været fiaskoer, der har frembragt kandidater, som et flertal af befolkningen hader, og som efterlader deres partistruktur i total forvirring. Det eneste, der stadig står, er kravet om Glass-Steagall, som i Kongressen og internationalt anerkendes som resultatet af Lyndon LaRouches ubøjelige kampagne hen over de seneste årtier, for at opdrage og mobilisere befolkningen og de politiske institutioner til at forstå, at udelukkende kun en tilbagevenden til den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts krig mod Wall Street kan omstøde det igangværende kollaps af de vestlige økonomier.

Roosevelts berømte udtalelse, »det eneste, vi har at frygte, er selve frygten« er arbejdsprincippet i mobiliseringen af befolkningen til at gøre en ende på denne galskab – sammen med LaRouches advarsel imod enhver form for pragmatisme. Ingen delvise forholdsregler er mulige i en verden, der står ansigt til ansigt med termonuklear krig. Lederne af Det forenede Kongerige (UK) og De forenede Stater (USA) er, af deres egen regering, blevet bevist at være krigsforbrydere, gennem udgivelsen af Chilcot-rapporten i England og de hidtil hemmeligholdte 28 sider af Den Fælles Kongresundersøgelsesrapport om 11. september, 2001, i USA. Blair, Bush og Obama er blevet bevist skyldige i at lancere illegale aggressionskrige og i samarbejde med (eller kontrol over) terrorister, der skulle forfølge disse krige. Og alligevel er de fortsat på fri fod, og Obama sidder stadig i Det Hvide Hus, med fingeren på atomknappen.

Obamas fremstød for krig med Rusland og Kina er også i fare. Putin og Lavrov har trukket Tyrkiet ud af mobiliseringen for krig med Syrien og Rusland, mens Kina har trukket hele Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN) ud af mobiliseringen for krig med Kina. Verden ser hen til Rusland og Kina for lederskab og udvikling, i stedet for Vestens nedskæringspolitik og krig. Selv de europæiske nationer begynder at se vanviddet i fremstødet for krig med Rusland, og i stedet se det gavnlige i fred og udvikling gennem samarbejde.

Det Nye Paradigme, som Lyndon og Helga LaRouche har foreslået, baseret på menneskehedens fælles mål, er inden for rækkevidde, hvis Vestens borgere har modet til at følge Schiller Instituttets lederskab med »Den Nye Silkevejs« udvikling for hele verden, og med Friedrich Schillers vise ord om, at vi både må være patrioter i vore nationer, og samtidigt være verdensborgere.

Foto: Den amerikanske udenrigsminister John Kerry og den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov den 26. juli 2016, før en bilateral samtale på sidelinjen af ASEAN. (Foto: USA’s Udenrigsministerium)

 




Lyndon LaRouche:
Produktivitetsraterne skal i vejret – i modsat
fald overlever hverken USA eller Europa

25. juli, 2016 (Leder) – London/Wall Street-banksystemet har kurs mod et krak, og den grundlæggende årsag er den fuldstændige stagnation af den økonomiske vækst, men navnlig stagnationen i produktiviteten i de europæiske og amerikanske økonomier.

Den amerikanske finansminister Jack Lew bragte sit embede i miskredit ved det nyligt afsluttede G20-møde i Kina, da han opfordrede de andre lande til at gøre alt, hvad der stod i deres magt, for at øge deres økonomiske vækst, men sagde, at den amerikanske økonomi ikke behøver nye forholdsregler til kreditudstedelse eller investering. Den økonomiske vækst i USA er så lav, at Lew har behov for at bruge europæisk nulvækst til at puste sig selv op. Kina – hvis økonomiske fremgang og kredit har holdt verden oppe i et årti, og hvis økonomiske vækst er fire gange den amerikanske – sagde sandheden ved dette møde: »Situationen i den globale økonomi er dyster«, som Kinas handelsminister sagde.

Kina fortsætter med at skabe store mængder kombineret offentlig og privat kreditudstedelse (estimeret til $240 milliarder alene i juni) til investeringer såvel i Kina, langs med det Økonomiske Silkevejsbælte og den Maritime Silkevej, samt i Afrika, Mellemøsten og Sydamerika – såvel som også til sit rumforsknings- og teknologiprogram, det mest dynamiske i verden i dag. Men de finansielle kræfter i London og på Wall Street, der gør verdensøkonomien »dyster«, skramler fortsat henimod et nyt finansielt krak med en økonomi, der ikke har nogen kapitalinvestering, er uden produktivitet og uden profit.

EIR’s stiftende redaktør, Lyndon LaRouche, lagde ikke i fingrene imellem i sin kommentar til Lews forsvar for en død økonomi. »At sætte den form for standard betyder i virkeligheden fallit«, sagde LaRouche.

Den politik må lukkes ned. Produktivitetsraterne for de realøkonomiske aktiviteter skal i vejret igen – ellers vil det hele eksplodere. USA og Europa vil ikke overleve. De kan overleve, hvis man gør, hvad der skal gøres. Og det er at sørge for, at videnskab bliver motoren for økonomiens reelle produktivitet.

Det er ligeledes videnskab, der vil være motor for menneskers og husstandes reelle indkomststigninger.

Studier af USA’s økonomiske historie kalder perioden 1935-1970 for »amerikansk produktivitets guldalder« på grund af den totale produktivitets vedvarende vækstfaktor – en vækst i produktiviteten, der kan tilskrives teknologiske fremskridt snarere end blot anvendelse af flere arbejdstimer og mere kapital. Væksten kulminerede under Franklin Roosevelts New Deal og de store infrastrukturprojekter med benævnelsen »De Fire Hjørner«, der voksede med 3,3 % om året. Det voksede stadig med lige under 3 % om året i 1960’erne under JFK, med det måske vigtigste infrastrukturprojekt af dem alle, nemlig NASA’s Apolloprogram, der bragte mennesket til Månen med et potentiale til at nå endnu længere ud.

IMF, den Europæiske Centralbank og USA’s Nationale Kontor for Økonomisk Forskning taler konstant om den totale produktivitets vækstfaktor og følger den nøje, alt imens de overhovedet ikke er i stand til at frembringe en sådan vækstfaktor. IMF har netop rapporteret, at, i årtierne under Bush og Obama var denne vækstfaktor i USA var 0,5 % om året, og at nu, i 2016, er den omkring nul. I »højproduktive« Tyskland, har den også været på 0,5 % om året.

Kina, som sagde sandheden ved G20 om den globale økonomis »dystre tilstand«, har haft en vækstfaktor i den totale produktivitet på 3,1 % om året siden 2004, ifølge den seneste undersøgelse, der er foretaget ved Harvard. Det er, hvad den Nye Silkevej og det kinesiske måneprogram skaber.

LaRouche har siden 2013 udtrykt dette behov som »de fire love«: Genindfør Glass/Steagall-bankregulering (begge de politiske partier er nu, på papiret, enige med ham). Skab statslige institutioner til udstedelse af ny kredit, der er rettet mod vækst i produktiviteten. Invester i de mest højteknologiske infrastrukturprojekter, med rumforskning i spidsen. Fokusér på at skabe gennembrud i videnskabens fremskudte grænse, som er videnskab og teknologi inden for termonuklear fusion, inklusive fusionskraft og fissions/fusions-fremdrift til rejser i rummet.

»I modsat fald vil det hele eksplodere. USA og Europa vil ikke overleve.«

Kinas forpligtende engagement mht. at forøge hele befolkningens arbejdskrafts produktive evne, som eksemplificeres i bygningen af De Tre Slugters dæmning, som ses afbildet her, har resulteret i en vækstrate fire gange så stor, som den aktuelle vækstrate i USA.




Modstanden mod THAAD vokser i Sydkorea

21. juli 2016 – Den sydkoreanske præsident Park Geun-hyes kapitulation over for Obamas krigsoprustning i Asien møder voksende modstand internt i selve Sydkorea. Park godkendte det amerikanske krav om at deployere THAAD-missilsystemet (Terminal High Altitude Area Defense), med dets X-bånd-radar med en rækkevide på 2000 mil, i Sydkorea, til trods for, at hendes regering tidligere havde indrømmet, at det var ubrugeligt over for Nordkorea, men en reel trussel over for Kina og Rusland.

Kilder i Seoul sagde til EIR, at demonstrationerne imod THAAD-deployeringen ikke blot er et udslag af »ikke i min baghave«, men at de er landsdækkende og fokuserer på den ekstreme fare for at gøre Sydkorea til et mål i en udvidet krig.

Xinhua rapporterede i dag om førende sydkoreanske fredsfortalere og lærde, der fordømmer Parks farlige træk:

* »THAAD er et spørgsmål, der har en stor, negativ indvirkning på den Koreanske Halvø, Nordøstasien og ligeledes verdensfreden, såvel som også Sydkorea«, sagde Cheong Wook-sik, direktør for Fredsnetværket og medformand af bestyrelseskomiteen for det Civile Fredsforum, under en pressekonference med udenlandske korrespondenter i Seoul.«

* THAAD’s X-bånds-radar vil blive opereret af de Amerikanske Styrker i Korea (USFK), og ikke af koreanske tropper. Der er ikke plads til, at vore tropper kan intervenere i operationen. Det er et spørgsmål om Sydkoreas suverænitet«, sagde Park Jung-eun, vicegeneralsekretær for Folkets Solidaritet for Deltagelse i Demokratiet (PSPD).

* »(Sydkoreas THAAD-deployering) var en beslutning om at opgive militær suverænitet til fordel for USA samtidig med, at man hævdede suverænitet over for Kina og Rusland«, sagde Lee Hae-jeong, professor ved Chung-Ang Universitetet. Seouls omstødelse af sin tidligere holdning ville betyde, at man måtte skrotte Park Geun-hyes regerings storstilede diplomatiske politik og sikkerhedspolitik, inklusive det Nordøstasiatiske Samarbejdes Fredsinitiativ og det Eurasiske Initiativ, der behøver samarbejde fra Kina og Rusland, sagde professor Lee og tilføjede, at beslutningen om at deployere THAAD blæste den strategiske tillid bort, som Sydkorea har etableret med Kina og Rusland.

Foto: Flere end 2000 sydkoreanske borgere demonstrerede den 21. juli i Seoul, imod opstillingen af THAAD-missilsystemet (Xinhua).




Russiske medier siger ’Det Sydkinesiske Hav er nu en krudttønde’

17. juli 2016 – Det russiske, multimedie-nyhedsagentur Sputnik offentliggjorde i dag en analyse, der slår alarm omkring faren for konfrontation i det Sydkinesiske Hav, i kølvandet på den Permanente Voldgiftsret i Haags (PCA) afgørelser imod Kina.

 »Med en kendelse fra PCA, der går imod Kina, er regionen omkring det Sydkinesiske Hav nu en krudttønde, der venter på at eksplodere i takt med, at USA forsat forsøger overflyvninger i regionen, og Beijing kunne meget vel snart beslutte, at provokationerne er for store til at ignorere.«

Sputnik bemærkede også de kommentarer, som den japanske premierminister Abe kom med på topmødet den 16. juli for Asien-Europa-Mødet (ASEM), hvor han til de forsamlede ledere sagde: »Jeg håber meget stærkt, at parterne i tvisten retter sig efter voldgiftsrettens kendelse og tager initiativ til en fredelig løsning af tvisten i det Sydkinesiske Hav.« Sputnik karakteriserede dette som en »provokation« imod Kina, sammen med det faktum, at »Tokyo har indledt stigende febrilske runder med provokation langs Kinas østlige flanke.«




RADIO SCHILLER den 18. juli 2016:
Deutsche Bank handlingsplan//
Offentliggørelsen af de 28-sider om Saudi-arabiens rolle bag terror//
Terror i Nice//
Kupforsøget i Tyrkiet

Med formand Tom Gillesberg




Stop 3. Verdenskrig:
EIR nagler amerikanske krigshøge
som fortsættelsen af Det britiske Imperium

12. juli 2016 – På den selvsamme dag, hvor Voldgiftsretten i Haag afsagde kendelse imod Kina i sagen om Filippinernes krav i det Sydkinesiske Hav, afholdt CSIS, det neokonservative center i Washington D.C., et heldagsforum om det Sydkinesiske Hav, der indledtes med en hovedtale af senator Dan Sullivan (R-AK.). Sullivan, senator John McCains kohorte på Senatskomiteen for Bevæbnede Tjenester, holdt en tale, der ville have passet godt på et nazistisk Nürnberg-stævne, for dernæst blot at blive afsløret af EIR’s Bill Jones som værende talsmand og hitman for Det britiske Imperium i dets moderne forklædning, hvor de optræder som partiske krigshøge, der støtter op om Obamas krigsmobilisering imod Rusland og Kina.

Sullivan gentog, ligesom mange andre ved CSIS-konklaven, forsvarsminister Ash Carters linje, der siger, at USA’s militær »kan og vil flyve, sejle og operere overalt, hvor international lov tillader det«. Han havde den uforskammethed at sige, at USA ønsker at bruge sin militærmagt således, at »aggressionskrige vil blive forvist til fortiden«. Han sagde, at de Grundlæggende Fædre skrev »sejladsfriheden« ind i vores Uafhængighedserklæring imod en tyran, der begrænsede denne frihed, og at vi viderefører dette forsvar for sejladsfrihed i dag med vores militær i det Sydkinesiske Hav.

Lederen af EIR’s Washington-kontor Bill Jones sagde, at, for ham var historie vigtigt, idet én af hans forfædre var blevet dræbt i samme Amerikanske Revolution, og han havde en korrektion at komme med i forhold til Sullivans historielektion. »Vore grundlæggende fædre havde gjort oprør imod et Britisk Imperium«, sagde Jones, »datidens hersker over verdenshavene, der ligeledes hævdede, at de repræsenterede »regering ved lov«, DERES lov, og at vi (USA) havde hævdet, at vi havde ret til at afgøre vores egen skæbne.« »Vi synes nu at have vedtaget Det britiske Imperiums rolle og insisterer på, at Kina gør det samme. Tænk engang over, hvordan Kina anskuer dette ud fra deres egen histories standpunkt. Hvis vi gennemfører Deres forslag om at opbygge vore militære styrker i regionen på vegne af »sejladsfriheden«, eller et andet påskud, vil dette føre til krig«, sagde Jones.

Sullivan var fuldstændig destabiliseret, med et publikum, der tav og tydeligvis var nervøs.

»Det er ikke os, der bestemmer reglerne«, fik han endelig fremstammet.

»Nok er vi lederne, men dette er en orden, baseret på regler. At sige, at vi skulle være en slags diktatorer, er forkert. Det er vi ikke enige i. Vi ønsker sejlads- og handelsfrihed. Flere og flere lande tilskynder os til at hjælpe, fordi man stoler på os. Se på NATO-mødet i sidste uge[!]. De stoler på, at vi ikke har territoriale krav, og de har brug for vores hjælp til at kæmpe tilbage imod nationer, der benytter sig af tvang, som Rusland og nu Kina.«

Det efterfølgende spørgsmål blev stillet af Defense News, hvis reporter sagde:

»For at følge op på det sidste spørgsmål, så sagde De, at vi nu bør sende to hangarskibs-grupper til permanent udstationering i regionen. Vil dette ikke udgøre en optrapning, der fører til yderligere spænding?«

Atter stod Sullivan afsløret og svarede defensivt:

»Det er ikke min anskuelse, at det, at vores land militært står sammen med vore allierede til forsvar for handel og udveksling, skulle udgøre en form for trussel.«

Ikke desto mindre forløb Nürnberg-stævnet i række og geled.

[Alle ovenstående citater er parafraser, der ligger meget tæt op ad de respektive bemærkninger.]

Se også: Kinas ambassadør til USA giver USA’s doktrin »omdrejningspunkt Asien« skylden for uroen omkring det Sydkinesiske Hav. 

Se også: Afgørelsen fra Voldgiftsretten i Haag bærer ved til det krigsbål i det Sydkinesiske Hav, som Obama ønsker. 

Se også: EIR indtager prominent rolle ved pressekonference i Washington om det Sydkinesiske Hav. 

 




Kinas ambassadør til USA giver USA’s doktrin »omdrejningspunkt Asien«
skylden for uroen omkring det Sydkinesiske Hav

12. juli 2016 – I en tale til Center for Strategic and International Studies, CSIS, ved afslutningen af CSIS’ heldags-krigstrommer, leverede Cui Tiankai, den kinesiske ambassadør til USA, en temmelig grundig respons til tirsdagens afgørelse fra Voldgiftsretten i Haag.

»Kina afviser rettens afgørelse«, sagde Cui, fordi

»sagen krænker den almene praksis, hvor staterne selv giver tilsagn til at indlede en voldgiftssag.«

For det andet, bemærkede han, »har retten overgået sine beføjelser, eftersom territoriale spørgsmål ikke er underkastet UNCLOS (FN’s Havretskommission)«. Beslutningen om at acceptere sagen var et tilfælde af »professional inkompetence« og »tvivlsom fortolkning«. Hertil kommer, tilføjede han, at »det ikke skete i god forståelse«. »UNCLOS«, sagde han,

»opfordrer til gensidigt samarbejde og forståelse. Men dette var et forsøg på at bruge det juridiske system til et uvedkommende formål. Det vil også underminere nationers villighed til at gå ind i forhandlinger for at løse territoriale tvister«.

»At misbruge voldgiftsprocedurerne på denne måde vil svække staternes motivering for at forhandle. Det vil intensivere konflikter og endda forårsage konfrontation. Det vil virke underminerende af international lov«, sagde han.

Og problemet begyndte ikke med Kina, sagde han. Kina og andre lande har været godt på vej til at overvinde deres vanskeligheder.

»Spændingerne begyndte at stige for fem eller seks år siden, da vi begyndte at høre om ’omdrejningspunktet’«,

Sagde Cui.  

»Og er der nogen, der har haft fordel af dette? Det tror jeg ikke. Hvis den økonomiske vækst svækkes, vil alle lide under det«, advarede han. »Og mht. dem, der herved mener, at de kan kræve ’fribillet’ pga. dette, så vil jeg tilskynde dem til at tage til Irak og Syrien og se, hvordan tingene udviklede sig der. Pas på, hvad du ønsker dig«, sagde han.

Cui bemærkede også, at Kina ikke var det første, men snarere det sidste land, der byggede strukturer på øerne og revene, der befandt sig inden for dets territoriale krav, og de faciliteter, som Kina byggede, såsom fyrtårne, var til gavn for alle. Mht. sejladsfriheden skelnede han mellem sejladsfrihed for handelsskibe, der aldrig er blevet truet af Kina, og militære fartøjer.

»Kina understøtter sejladsfriheden for handelsskibe, eftersom handel er ekstremt vigtigt for Kina. Men deployeringen af flådekrigsskibe kunne på den anden side faktisk true sejladsfriheden for handelsskibe.« »Forhandling og rådslagning tilbyder den mest succesfulde måde til løsning af spørgsmålene«,

Sagde Cui.

»Man kan ikke bringe fred ved hjælp af en flåde af hangarskibe«,

Sagde han.  

Foto: USA deployerer hangarskibe af klassen USS John C. Stennis til det Sydkinesiske Hav.

 

 




Afgørelse fra Voldgiftsretten i Haag bærer ved til
det krigsbål i det Sydkinesiske Hav, som Obama ønsker

12. juli 2016 – Den permanente Voldgiftsret i Haag udstedte tirsdag en enstemmig og provokerende afgørelse, der skyder langt over målet, i voldgiftssagen om det Sydkinesiske Hav på alle væsentlige punkter, der overrasker selv dem, der støttede den oprindelige filippinske klage. Dette er den afgørelse, som Obama og hans hold i månedsvis har krævet, at Kina skal rette sig efter, eller også vil USA »håndhæve« den gennem militære midler, hvad enten nogen af nationerne omkring det Sydkinesiske Hav ønsker det eller ej.

Retten erkendte, at den ikke har mandat til at træffe afgørelse om suverænitet over landterritorier og afgrænser ikke en skillelinje mellem parterne, men fortsætter derefter med de facto at komme med en afgørelse vedr. suverænitet. Domstolen

»konkluderede, at der ikke fandtes noget legalt grundlag for Kinas krav om historiske rettigheder i vandene, der falder inden for »ni-punkts-linjen«,

som Kina rent historisk har anset for at være sit suveræne territorium. Domstolen afgjorde ligeledes, at

»Den – uden at afgrænse en skillelinje – kunne erklære, at visse vande befinder sig inden for Filippinernes eksklusive økonomiske zone, fordi disse områder ikke overlappes af nogen mulighed for, at Kina har et berettiget krav.«

Denne afgørelse hvilede på den utrolige afgørelse, at den 110 acre store Taiping Island, der er besat af Taiwan, og som huser en militær garnison, et hospital og en farm, slet ikke er en ø, men blot en klippe, og derfor ikke tildeles den 200-mile Eksklusive Økonomiske Zone, som en ø har ret til. Denne 200-mile zone overlapper de andre Spratly-øer og rev. Således fremkommer den »upartiske domstols« magi.

Kina har aldrig anerkendt Voldgiftsrettens ret til i det hele taget at dømme i sagen, og tirsdag gentog det kinesiske Udenrigsministerium det, som regeringen i månedsvis har erklæret: Kina

»erklærer højtideligt, at kendelsen er ugyldig og ikke har nogen bindende effekt. Kina hverken accepterer eller anerkender den.«

Præsident Rodrigo Dutertes regering i Filippinerne, der, siden den blev taget i ed i slutningen af juni, har fremlagt en politik for at løse uoverensstemmelser med Kina på basis af en dialog om gensidig økonomisk udvikling, responderede til kendelsen uden forsigtighed. Præsidentens kommunikationssekretær Martin Andanar udtalte, at justitsministeren ville undersøge afgørelsen og forsyne præsidenten med »en komplet og gennemgribende fortolkning om fem dage«, og præsidentens talsperson Ernesto Abella specificerede, at ingen offentlige udtalelser ville blive udstedt, indtil sagen var blevet grundigt diskuteret.

Wall Street Journal offentliggjorde hurtigt et perspektiv for, hvordan kendelsen kan bruges til at vælte Dutertes politik med at samarbejde med Kina og alliere hele Sydøstasien imod Kina. Med citater fra »eksperter« hævdede Wall Streets las, at Duterte ikke kan fremstå som svag i forsvaret af Filippinernes suverænitet nu, hvor Voldgiftsretten har afgivet kendelse (især fordi kendelsen gav Filippinerne suverænitet over en af de kunstige øer, som Kina har bygget), og derfor må bøje sig for den angivelige »overvældende offentlige mening« imod Kina i landet.

Den amerikanske advokat, der repræsenterede den foregående filippinske regerings klage til Haag, Paul Reichler, fra det amerikanske advokatfirma Foley Hoag LLP, sagde til journalister efter kendelsen, at den ville tilskynde andre lande i regionen til at gå op imod Kina. Som det rapporteres i Journal, fastholder Reichler

»Voldgiftsrettens kendelse er ikke alene til gavn for Filippinerne, men tilgodeser også andre stater, der grænser op til det Sydkinesiske Hav, som Indonesien, Malaysia og Vietnam. Hvis Kinas ni-punkts-linje er ugyldig i forhold til Filippinerne, er den ligeledes ugyldig i forhold til disse stater og også til resten af det internationale samfund.«

Se også: ’EIR indtager prominent rolle ved pressekonference i Washington om det Sydkinesiske Hav’

Foto: Præsident Barack Obama og tidligere præsident Benigno S. Aquino III i Filippinerne, april 2014.