29. december, 2015 – ”Det centrale formål med den amerikanske strategi er, med præsident Obamas egne ord, ’at undlade at gøre dumme ting.’ Men de forløbne 10 år har været fyldt med dumme beslutninger, foretaget af USA.”

Sådan siger Zhao Minghao, stipendiat ved Chongyang Instituttet for Finansielle Studier ved Kinas Renmin Universitet i en artikel i Global Times i dag. (Chongyang Instituttet var sammen med EIR medsponsor af den kinesiske version af EIR’s rapport, Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen.)

Zhao ser tilbage på den ødelæggelse, der blev fremkaldt af Bush’ og Obamas politik i Irak, Libyen og Syrien, og som igen har skabt ISIS-svøben. Dernæst skriver han: ”Men hvad der er mere bekymrende, er, at Washington, på katastrofal vis, sandsynligvis agter at gøre det Sydkinesiske Hav til orkanens øje i det asiatiske Stillehavsområde. USA’s hyppige såkaldte ’fri sejlads’-operationer nær kinesiske øer og rev, såvel som den nylige ’utilsigtede’ overflyvning af to B-52 bombefly, betragtes af Beijing som alvorlige militære provokationer. Til trods for, at de ikke er parthavere i tvisten om det Sydkinesiske Hav, prøver USA’s allierede, som f.eks. Australien og Japan, også at deltage i det farlige magtspil.

“Mange mennesker er bekymrede for, at det sandsynligvis vil komme til en militær konflikt mellem Kina og USA, idet USA intensiverer sine militære aktioner mod Kina i det Sydkinesiske Hav….Pentagon synes for indeværende at mene, at Beijing fortsat vil beherske sig, uanset, hvor provokerende USA optræder”.

“USA overvurderer sin chance for at vinde en mulig væbnet konflikt med Kina. Kina har meget præcise, langtrækkende anti-skibs missiler. Desuden har Kina fordelen af at kæmpe ud for sin egen dør, mens USA’s flåde skal sejle over lang afstand.”

Ben Deniston fra LPAC’s Videnskabsteam taler om den nye brochure, »USA tilslutter sig den Nye Silkevej«, og Kinas politik for den Nye Silkevej.

»Dette er en forståelse af, at udviklingen af fundamental videnskab, i samarbejde med forskellige nationer, skaber en nettoforøgelse af den mængde rigdom og ressourcer, der er til rådighed for alle. Og vi er nået til et punkt i menneskehedens udvikling, hvor, hvis vi ikke løfter os op på et niveau med internationale relationer og globalt samarbejde, der bygger på denne forståelse, vil vi ikke være i stand til at eksistere som art på denne planet. Hvis vi fortsætter denne fremgangsmåde, med geopolitiske konflikter, vil vi ødelægge os selv; sådan, som Obama netop nu truer med at gøre.«

Download (PDF, Unknown)

3. januar 2016 – I en tale, der citeres i det Kinesiske Kommunistiske Partis avis Qiushi i dag, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, at »Kina vil stå over for voksende udfordringer i de næste fem år, for hvilke en stærk stimulering for at styrke udvikling ikke længere vil være løsningen.« At sikre kvalitet i væksten var lige så vigtigt som at bevare vækstraten. Xi sagde: »Udvikling af innovation er en løsning på [at finde en ny, økonomisk] motor for vækst. Kinas innovation er ikke stærk nok, og det teknologiske udviklingsniveau er ikke højt nok.« Han tilføjede, at dette var en hindring for landets stærke behov for en økonomisk transition.

Qiushi rapporterer om Xis tale, som han holdt 29. okt. under et møde, der markerede afslutningen af den 18. partikongres’ femte plenum. I denne tale, bemærker Qiushi, påpegede Xi de globale økonomiske, politiske og militære spørgsmål, der udgjorde risici for landet og sagde: »Kina kan ikke forlade sig på vidstrakt udvikling og stærk stimulering for at opnå disse mål, for ellers vil landet gentage den gamle vej, og dernæst skabe nye modsætninger og problemer.« Xi tilføjede: »At udvide investeringer kunne være med til at fremme væksten, men ineffektive investeringer, der ikke gav nogen indtægter, ville sluttelig blive til dårlig gæld og udgøre finansielle risici for selskaber og budgetrisici for landet«, rapporterer Qiushi.

Fredag, 1. januar 2016 – Den kinesiske præsident Xi Jinping holdt en tale, der blev udsendt over nationalt fjernsyn, for at hilse Nytåret velkomment. I talen påpegede han det fremskridt, som landet havde skabt i løbet af det forgangne år, og den »fornemmelse af vinding«, som landet følte. Han påpegede styrkelsen af Folkets Befrielseshær, 70-års jubilæet for Anden Verdenskrig og den store parade, mødet med Taiwans leder, så vel som de forskellige landvindinger, landet havde skabt inden for videnskab, med Nobelprisen til Tu Youyou og lanceringen af en forskningssatellit for at udforske mørk materie. Han bemærkede også de tragedier, der har været, med turistskibet Eastern Star, der sank i Yangtze-floden, og jordskredet i Shenzhen. Der er fortsat vanskeligheder, indikerede han, og 2016 ville blive »en afgørende periode for Kinas udvikling«. Og dette ville kræve en indsats af alle. Han udtrykte det Kommunistiske Partis faste forpligtelse til at bevæge tingene fremad og til at »skabe et bedre liv for titals af millioner af mennesker«. »Lykke kommer ikke dumpende ned fra himlen«, sagde Xi, men han var overbevist om, at Kinas »kreds af venner ville blive større i årets løb«.

Han gentog nogle af disse temaer under et te-selskab med partimedlemmer og gæster lidt senere på dagen. Han indikerede, at 101 af de reformspørgsmål, der var blevet fremlagt under et tidligere, Tredje Plenum, var blevet fuldført, inklusive reformen og styrkelsen af Folkets Befrielseshær. Han indikerede også, at anti-korruptionskampagnen var gået fremad og fortsat ville fjerne alle korrupte elementer i partiet og regeringen. Han gentog Kinas forpligtelse over for politikken for Hongkong og Macao med »ét land, to systemer« og forsikrede dem om en vis autonomi, og han genbekræftede Kinas forpligtelse over for 1992-aftalen med Taiwan. Han sagde også, at partiet ville fortsætte med at bygge en Forenet Front fra blandt alle de demokratiske partier i landet og bruge deres patriotiske ånd til fordel for nationen, og at partiet ville fremme den rolle, der spilles af Det kinesiske folks Rådgivende Konference, der inkorporerer medlemmer fra alle partier i Kina, så vel som også personer, der ikke tilhører noget parti.

Et betydningsfuldt tegn var, at præsident Xi havde en telefonsamtale med den russiske præsident Vladimir Putin og ønskede ham alt godt i det Nye År.

Engelsk Udskrift. Vi står nu på tærsklen til året 2016, og hr. LaRouche advarer om, at dette er en af de farligste perioder i nyere historisk tid. Vi står over for en umiddelbart forestående nedsmeltning af det transatlantiske finanssystem, med mindre der tages skridt til de nødvendige og presserende forholdsregler for at forhindre dette. Vi står også over for en umiddelbart, overhængende konfrontation mellem USA under Obama, og bade Rusland og Kina, der, hvis den får lov til at udløses, ville føre til en global, atomar storbrand.

Engelsk udskrift.

SPECIAL International LaRouche PAC Webcast Wednesday December 30 2015

IT’S ONE MINUTE TO MIDNIGHT; WE MUST FORCE ACTION NOW!

MATTHEW OGDEN: Good evening. It’s December 30, 2015. My name
is Matthew Ogden and you’re watching an emergency New Year’s Eve
broadcast here from larouchepac.com. I’m joined in the studio
tonight by both Jeffrey Steinberg from {Executive Intelligence
Review}, and Benjamin Deniston from the LaRouche PAC Science
Team, and this broadcast is immediately following a meeting that
the three of us had earlier this morning with both Lyndon
LaRouche and Helga Zepp-LaRouche.
Now, right off the bat, I want to emphasize that immediately
following the conclusion of this broadcast here tonight, there
will be a live question and answer session with Mr. Lyndon
LaRouche personally, which is taking place as a broadcast of the
regular weekly LaRouche PAC Fireside Chat. Many of you may have
participated in this before. It’s a national telephone
discussion, which takes place at 9 o’clock Eastern Time. If you
do not yet have the information on that, please contact the
LaRouche PAC national office.
Again, let me just emphasize: Immediately upon the
conclusion of this broadcast, we encourage you to participate in
this live Fireside Chat with Mr. Lyndon LaRouche.
Now, to begin our broadcast tonight, let me just summarize
very quickly what you’re about to hear. Obviously, we’re on the
threshold of the end of 2015, and the beginning of 2016, and Mr.
Lyndon LaRouche is warning that this is among one of the most
dangerous periods in recently recorded history. We have the
impending blow-out of the trans-Atlantic financial system, if the
necessary urgent measures to prevent that are not taken. And we
also have the impending, looming confrontation between the United
States, under Obama, and both Russia and China, which, if it were
allowed to be unleashed, would lead to a global thermonuclear
conflagration.
Now 2015, I think, can best be summarized by a series of
failures that have been taken by those who should be the
responsible leadership of the United States. Number one — the
failure to have effectively opposed and defied Obama’s unlawful
violations of the United States Constitution, which are indeed
impeachable offenses. Number two — the failure, going all the
way back to 2007-2008, to restore the Glass-Steagall Act, and to
reorganize and shut down the entire Wall Street casino
speculative system. Number three — the failure, going all the
way back to 2000-2001, to dismantle and expose the Saudi-British
apparatus that was responsible for the terrorism of September 11,
2001, and continue to exist, and continue to plague the world
with the increasing threat of this kind of terror. And number
four — perhaps most fundamentally, the failure to fundamentally
reverse the 100-year trend toward scientific and cultural
degeneration, which has reigned increasingly since the turn of
the 20th Century. This has brought the entire trans-Atlantic,
extended European system to the point of an existential breakdown
crisis, and this will not be addressed unless we address the
fundamentally failed model which has reigned over the last 100 to
120 years.
Now, this will be the subject of a much broader discussion
later in the broadcast, but I think it sets us up directly for
our first question, which was the subject of a lot of discussion
earlier today with Mr. LaRouche.
The question is our institutional question for the evening,
which addressed exactly this coming, looming failure of the
extended European system. The question reads as follows:

“Mr. LaRouche. Columnist Leo McKinstrie in an article featured by the
{Daily Telegraph} predicted that 2016 could be the year that the
EU falls apart. What are your thoughts on the EU’s immigration
and economic challenges in 2016?”

So, in order to answer that question directly, and also to
give us a broader context from the discussion earlier today with
Mr. LaRouche, I’d like to ask Jeff Steinberg to come to the
podium.

JEFF STEINBERG:

Thanks, Matt. I would say that, barring a
dramatic change in policy, really a revolutionary change in
policy, the future of the European Union is absolutely doomed,
and that what we’re looking at is the fact, as of January 1,
under the diktats of the European Union, under agreements that
were reached at the very outset of the Obama Administration
during the very first meeting of the Group of 20, a system of
bail-in has been established. It goes into effect in Europe,
European-wide, as of the 1st of January of 2016. In the United
States it has already been policy, although the overwhelming
majority of Americans have no idea of this. In fact, most members
of Congress don’t even know that Section 2 of the Dodd-Frank bill
of 2010, which was written on Wall Street, and dictated through
the likes of the Obama White House and people like Barney Frank
on Capitol Hill, already provides for bail-in.
What this means is that, as financial institutions go
through a spiralling collapse, which is already underway —
you’ve had quite a number of hedge funds, a number of European
regional banks in Italy and elsewhere, have already collapsed in
recent weeks and months. Under bail-in, depositors’ funds,
bondholders’ money, shareholders’ funds in those banks will be
looted as the first step towards trying to salvage a system that
is already hopefully and irreversibly bankrupt. In other words,
the entire trans-Atlantic region is on the very edge of
extinction. The danger of a complete catastrophic financial
collapse is imminent, as of the beginning of next week. Friday
obviously, New Year’s Day, the banks are closed; the weekend
they’re closed. But as of January 4, Monday, this coming Monday,
anything goes; and there is an increasing likelihood that the
whole trans-Atlantic system will blow up in the early days, if
not the early weeks of 2016.
Now, those are knowable and virtually irrefutable facts.
It’s been widely discussed in the trans-Atlantic financial press.
The {Daily Telegraph} article referenced in the institutional
question is but one of the recent flurry of articles that have
basically said, 2015 was a nightmare, but 2016 will be radically
worse, and could be the end of the system, the European Union,
and most trans-Atlantic nation-states as we know them.
There’s a report today in the international edition of
{Handelsblatt}, the major German financial daily newspaper, which
talks about a proliferation of zombie banks in Europe, and says,
get on with the bail-in immediately. The whole system is coming
apart. Yes, it’s Mediterranean regional banks, but it’s German
banks as well, and therefore we’ve got to take advantage of these
new laws, and literally loot the population to the point that
there’s nothing left to loot. That’s the significance of policies
that go into effect as of the first of January.
Now, the discussion that we had with Mr. and Mrs. LaRouche
today took this question up from a very different standpoint.
Because the appropriate question that really must be asked right
now, well, if these facts are known, if the doom of the
trans-Atlantic financial system is widely known and understood,
then why is it that nothing is being done to stop it from
happening? Why is it that Congress did not stay in Washington to
enact Glass-Steagall, before they left for the Christmas recess?
That would have meant the doom of Wall Street. It would have
bankrupted the entire British system, and set forward at least an
initial framework for beginning an economic recovery, modelled on
the policies of Franklin Roosevelt.
Why in the case of Europe, is there toleration for the
continuing existence of a Eurozone which was bankrupt
conceptually from the day it was created? Why is there a
continuing toleration for a European Commission in Brussels, and
a European Union, that is a purely destructive, virtually a
Satanic institution? What is there toleration and a tip-toeing
around the fact that the Pope, in his encyclical on global
warming, embraced a British policy of population genocide?
Well, the simple answer comes down to the fact that the
population of the trans-Atlantic region has become generally
very, very stupid, very corrupt, very immoral, bordering on
Satanic. In fact, some leading political figures in the
trans-Atlantic — Schäuble in Germany, Blair in Britain and the
whole Blair tradition, the entire Bush-Obama succession of
presidential administrations over the last 15 years in the United
States — these could all very appropriately and scientifically
be defined as outright Satanic.
This was the point that Mr. LaRouche was making
emphatically.
But to understand why we have reached this point, you can’t
just look at explanations that date back a week, or a month, or
even a decade. You can’t look at 2008, or the end of
Glass-Steagall in 1999, and appreciate why these things happened,
unless you’re willing to take a much longer-term and deeper look
at the actual roots of this entire degeneration of the
trans-Atlantic region. It goes back to the transition from the
19th to the 20th Century.
Look at the 19th Century. You had enormous scientific
breakthroughs. You had the work of Gauss, you had the work of
Riemann. You had the revolution in Classical culture through the
likes of Beethoven, of Brahms, of Schubert, of Schumann. The 19th
Century was a period of a Renaissance in the trans-Atlantic
region. In the domain of politics, you had the emergence of
Germany as a modern and sovereign nation-state under American
System economic policies during the period of Bismarck. There was
a spreading, a proliferation, of the Hamiltonian concepts of how
to build a nation-state, and how to create truly cooperative
relationships among modern nations.
Today, most everyone alive is familiar with the fact that
China has initiated a “One Belt, One Road” policy, otherwise
known as the New Silk Road, as the Eurasian Land-Bridge, and that
this policy offers a tremendous opportunity for the integration
and economic development of not just the Eurasian region, but the
Eurasian region stretching into Africa. Through the prospect of
the Bering Straits tunnel program, which has been on the books
since the end of the 19th [Century], you could integrate the
entire Western Hemisphere into this Eurasian-African development
region.
Well, the fact of the matter is that these ideas were not
only prevalent, but were being fully implemented in the last
decades of the 19th Century. You had in 1869 the completion of
Lincoln’s great project to bind the nation together under the
Transcontinental Railroad. Although Lincoln was assassinated by
the British, precisely for those policies of saving the Union and
going on for this kind of economic development, those policies
nevertheless continued, and were realized.
President Ulysses S. Grant was the continuation in many
respects of the policies represented by President Lincoln. You
had leading American friends and advisers working closely with
Bismarck in Germany. Bismarck, in his office as Chancellor, had a
portrait of Ulysses S. Grant on the wall. They visited together
when Grant made his world tour following his Presidency. In
Russia, beginning in 1890, you had the construction of the
Trans-Siberian Railroad. Many of the American Army Corps of
Engineers participated in that project, which was completed by
the end of the 1890s. The original locomotive that was the first
to pass along the Trans-Siberian Railroad was built in
Philadelphia.
You had a flourishing of international collaboration for
great projects of development. Bismarck himself had the Berlin to
Baghdad rail project. In France, under Hanotaux and Carnot, you
had plans for a crisscrossing of the African continent with
railroads. You had the Paris to Vladivostok planned rail routes.
Czar Nicholas himself proposed in the 1890s that there should be
a bridge or tunnel across the Bering Straits, to establish the
obvious and natural links between the Western Hemisphere, and the
Eurasia. You had Sun Yat-sen in China, during the transition into
the 20th Century, and in the 1870s you had the Meiji Restoration
in Japan. Again, leading American advisers were involved in all
of these projects.
What was the response? There was a proliferation of
Classical culture, of great Classical musical composition. There
were scientific breakthroughs. The work of Riemann anticipated a
20th Century that should have been an era of man beginning to
venture out into the Solar System, and on into the Galaxy, to
make great discoveries about the nature of mankind in the
universe. Instead, the British Empire stepped in decisively.
You had the British manipulation of regional wars throughout
Eurasia. You had the Japanese wars against China, the Japanese
wars against Russia. You had wars in the Balkans. You had the
Crimean War, and ultimately the British strategy was to destroy
the American System expansion into Eurasia, by launching what
came to be known as World War I.
On a much more profound level, individuals like Lord
Bertrand Russell launched a vicious assault against the
foundations of science that had been established through people
like Kepler, like Gauss, like Riemann. Earlier, [people] like
Leibniz, and before that, Nicholas of Cusa, and back in the
Renaissance, Brunelleschi. This entire sweep of scientific
progress coming out the Renaissance was crushed and destroyed,
and a tyranny was established. Europe went through one of the
most hellacious wars in history in World War I. Atrocious crimes
were committed. Cities were destroyed. Populations were ruined.
At the end of that war, the Versailles Treaty imposed a
looting scheme on Germany that led inevitably to another world
war; in effect, the First World War never really ended. There was
an interwar period of preparation for the next phase of that war.
Science was destroyed. Education came under vicious attack
because the Classical culture tradition that had been alive in
the 19th Century, was destroyed in the sweep of cultural
pessimism that hit Europe and the United States throughout the
20th Century.
The British resorted frequently to political assassinations
of leading figures. You had the assassination of Sadi Carnot in
France; you had the assassination of William McKinley in the
United States, following off of the assassination earlier of
Abraham Lincoln and, in fact, going all the way back to Aaron
Burr’s assassination, for the British, of Alexander Hamilton.
You had the assault on science as I indicated, through the
work of Bertrand Russell and his cohorts in the Solvay
Conferences, to where you could say that the entire sweep of the
20th Century — now well into the 21st Century — the only truly
sovereign scientific genius of that entire period was Albert
Einstein.  There were engineering discoveries, but the general
course of science was a digression, not an advancement.  So, we
find ourselves today with a population in the trans-Atlantic
region that has been deprived of a competent education; with each
successive generation the degeneration has accelerated.  At one
point, it was something important to be a physicist or a
bio-chemist; now, if you study these areas, you’re told that it’s
a waste of time and that the only true science is computer
science.
So, we’ve got this process of cultural, educational,
scientific degeneration; and about the only point during the
entire 20th Century when you had any kind of significant pushback
against the trend line, was during the Presidency of Franklin
Roosevelt.  And if the truth be told, the assault against the
policies of Franklin Roosevelt had already reached the point
where his Presidency had been destroyed even before his untimely
death.  The Republican Party was used as one of the instruments
of that destruction; the FBI emerged as the literally blackmail
arm of Wall Street, deployed against Franklin Roosevelt.  So, you
had effectively only a brief period in the entire sweep of the
20th Century, where there were genuinely American System policies
being carried out here in the United States; the place of origin
of those concepts.  Now you look at the last 15 years, it makes
sense how it is that a degenerate population could vote in a
George W. Bush; could then follow that up by voting in a Barack
Obama.  And then tolerate the bail-out of Wall Street after the
2008 crash; could tolerate President Obama openly holding kill
meetings at the White House every Tuesday, to map out the latest
targets for assassination.  There is no accounting for how many
American citizens have been assassinated under Obama orders
without any due process, or without any even public
acknowledgment.
So, it’s very important today to realize that the current
generations are the fruits of 100 years or more of persistent,
cultural moral degeneration in which science has been destroyed.
Now, this is not irreversible, because human beings are
fundamentally creative; but it’s very important to recognize that
we are at a minute before midnight.  And the reality is, that we
have very few opportunities left to buy the time to turn this
situation around.  If President Obama remains in office as this
financial blow-out hits, then the prospects of being able to
avert a catastrophic destruction and a degeneration into chaos
across the entire trans-Atlantic region converge on zero.  And
that’s if we are lucky enough, through the strong leadership in
China and Russia, to avoid the kind of thermonuclear war that
Matt mentioned a few moments ago; because that is the policy of
the British Empire.  And President Obama is really not a
President of the United States; he’s a stooge of that British
Empire system.
Now, that system is, itself, bankrupt and doomed; but they
are more prepared to bring the entire population of mankind down
with them, if there’s a prospect of them genuinely losing power.
So, there are a few options:  The removal of President Obama is
absolutely existentially essential.  The immediate re-instatement
of Glass-Steagall as the concrete measure that wipes out Wall
Street’s existence; and along with it, wipes out the power of the
City of London and the power of the British Empire.  These are
the measures that have to be taken in the immediate days ahead.
As soon as the new year commences, we are already well into the
danger zone, where there is no alternative left to those critical
actions.  The question is whether or not there will be enough of
a return of reality to where the successive degeneration of
thinking among leading strata and the general population of the
trans-Atlantic region, reaches a point where the threat is so
immediate and existential that the right steps will be taken.  Up
until this moment, that has not happened; and therefore, we go
into the new year facing the greatest peril that mankind has
faced probably in history.

OGDEN:  Very quickly, I just want to address one thing, and
ask Jeff to comment on it briefly before we get to Ben Deniston.
But the bail-in law that is going into effect in Europe on
January 1st — just within a few hours — is something that as
Jeff said, is already written into the law in the United States;
in Dodd-Frank, Title II, where derivatives get priority and
people’s deposits are no longer protected as they formerly were.
Now the architect of this law is none other than Barney Frank;
who, despite the fact that he is no longer an active member of
Congress, is still playing a very active and destructive role
within the politics of the United States as an agent of the Wall
Street faction inside the Democrat Party.  And as one of the
leading proponents of the lies that are being told against
Glass-Steagall; for example, in an article which exposes the fact
that Barney Frank is one of the leading economic advisors of the
Hillary Clinton campaign.  Hillary Clinton being up to this
point, an opponent of the restoration of Glass-Steagall.  Barney
Frank says, “The Glass-Steagall debate is an artificial debate at
this point.  It’s 85 years old.  Most people can see if it had an
effect, it wouldn’t have stopped AIG; it wouldn’t have stopped
sub-prime mortgages that shouldn’t have been granted.  This is
the lie that has been used for the last five years or more
against the restoration of Glass-Steagall; and I think that I
would Jeff to address this just very quickly.  When Franklin
Roosevelt became President, he became President despite the fact
that most of the leadership of his own party were agents of the
Wall Street interests; and he had to, in order to both secure the
nomination and also in order to win the election as the United
States President, had to identify and root out exactly who were
serving the interests of Wall Street in the leadership of his own
party.
If we’re going to save the United States, Obama has to be
identified as an agent of those Wall Street interests; Barney
Frank as well, and others.  And I would just like Jeff to comment
very quickly what Mr. LaRouche’s remarks were concerning how we
can restore the Franklin Roosevelt precedent on an emergency
basis right now, in opposition to these agents of the Wall Street
interests who are dominating the Democratic Party as we see it
right now, as well as the Republican Party.

STEINBERG:  Well, I think that you’ve got to take the case
of Barney Frank as a perfect example of what I was discussing
just a few moments ago.  Long before the Glass-Steagall which
Barney Frank personally played a leading role in, and long before
the 2008 crisis, Barney Frank got in a whole lot of trouble
because his roommate, his lover was running a pedophile
prostitution ring out of his apartment.  And this was not
something that was a deep dark secret; it came out in all of the
major Washington DC and related newspapers at the time.  The fact
that there was a toleration for this kind of person, this kind of
behavior, is indicative of the deeper cultural issues that I
addressed earlier.  In effect, Barney Frank was the Roy Cohn of
the Democratic Party.
So, I think that the measures themselves are clear and
straightforward; there are bills in both houses of Congress to
re-instate Glass-Steagall.  The very first act of business when
Congress returns next week should be a debate and vote and
immediate passage of Glass-Steagall.  Time is running out; it may
even be that as of Monday of next week, we see the first
explosions, the detonations of this crash.  Glass-Steagall merely
clears the decks; it means that undercapitalized commercial banks
can be restored, and all of the zombie debt of Wall Street, all
of the derivatives, all of the other kinds of exotic financial
instruments that are un-payable and worthless, are going to be
written off the books.  And as a result of that, Wall Street will
disintegrate; the power of Wall Street to dictate terms to
Congress will disintegrate.  And I think along with the
disintegration of Wall Street, you will see an immediate meltdown
of the Obama Presidency.
But once you’ve re-instated Glass-Steagall, all you’ve done
is created a clean platform to begin a much more significant and
challenging process.  There has to be a massive emission of new
Federal credits into the commercial banking system, for
ear-marked projects of real economic development, job creation.
We’ve got to have a clear concept of reversing the last 100 years
of decline in productivity of labor power here in the United
States, in Europe.  So, we’ve got to develop, on the model of
Franklin Roosevelt, a series of initiatives that will create
jobs, that will rebuild infrastructure; but on a higher level.
We’ve got to do several other things as well.  Number one,
we’ve got to really launch a serious revival of science; we’ve
got to basically revive all of the NASA programs.  We’ve got to
conquer the final remaining steps towards having thermonuclear
fusion power.  These are big projects, and they’re more
challenging today than they were 20 or 30 years ago.  When
President Kennedy announced that we were going to put a man on
the Moon before the end of the decade, and launched the Apollo
project, there was a scientific capability still in place to have
done that.  That capability has been severely, severely eroded;
so we’re going to have to do an enormous amount of rebuilding.
In a sense, the productive powers of labor today are less than
they were on the day Franklin Roosevelt took office as President
in March of 1933.
We’ve got to launch a cultural revival.  We had a foretaste
of what can and must be done in the Handel’s {Messiah} concerts
that took place in Manhattan and Brooklyn one week ago.  They
were a shining example of how you can begin to draw out the
humanity in people, using Classical music as a medium to do that.
So, all of these things have to be done; but they will not happen
if the American people don’t immediately develop the moral
courage to face reality.  To face the fact that it’s a minute
before midnight; and take the necessary steps, starting with
removing this President from office, re-instating Glass-Steagall,
and going on from there.

OGDEN:  Now, let me just announce that, as many of the
viewers of this webcast may already know, the LaRouche Political
Action Committee has released a new very important Special
Report, which is entitled “The United States Joins the New Silk
Road; a Hamiltonian Vision for an Economic Renaissance”.  This is
a supplement to the much longer report that was published by
{Executive Intelligence Review} a number of months ago, called
“The New Silk Road Becomes the Eurasian Land-Bridge”.  And this
specifically addresses the role the United States must play in
this development perspective for the entire globe.  The
electronic version of this is available on the LaRouche PAC
website; however, we do intend to print a large number of
physical copies of this to get out across the United States,
particularly in Manhattan and elsewhere.
Now, I’m going to ask Benjamin Deniston to address some of
the crucial factors that are contained within this report, which
apply directly to what’s been discussed here tonight.  But let me
just put it into the context of the fact that if you look at over
just the last few days, there has been a concerted propaganda
effort in some of the leading United States media, in order to
slander China, and especially China’s President Xi Jinping; who
as you all probably know has made the Silk Road policy, the One
Belt-One Road policy as he calls it, the cornerstone policy of
the Chinese economic development perspective.  Now, the Chinese
Foreign Minister responded to these slanders that have been
appearing in the {New York Times} yesterday, and today in the
{Washington Post}; saying the One Belt-One Road policy, the Silk
Road policy, which was put forward two years ago, has now
attracted the interest of more than 60 countries and other
organizations along the One Belt-One Road corridor, who have
responded positively to participate in its initiative.  And he
stated, “Many countries have signed cooperation agreements or
reach consensus on aligning their strategies for development with
China.  These include multi-lateral and bilateral cooperation
projects.  Emphatically, the One Belt-One Road initiative is not
a tool for geopolitics,” the Foreign Ministry said.  “China has
not political motives to seek in so-called ‘spheres of
influence’.  The principle is that of jointly building the
initiative in order to meet the interests of all, and to deepen
cooperation in various fields of development along the One
Belt-One Road corridor in order to achieve win-win results.”
Now, it’s exactly this principle of the “win-win” policy
which serves as the principle behind the composition of this
Special Report; why the United States must join the New Silk
Road.  And if you just look over the last 8-16 years of the
United States, the period defined by the Obama Presidency, and
then preceding that, the Bush/Cheney Presidency, and compare it
to a similar period in China, you can see exactly what the effect
of these two opposite policies have been.  During Obama’s
Presidency, you’ve had a substantial increase in poverty in the
United States; where prior to Obama’s Presidency, 37 million
Americans were officially living in poverty.  Now, that’s risen
to 47 million Americans.  Prior to Obama’s Presidency, those
receiving food stamps were 28 million; now that has risen to 47
million.  And currently, one in every five children in the United
States, lives below the Federal poverty line.  And if you look at
blacks, African-Americans, that’s two out of every five children
live below the Federal poverty line.  Compare that to what
China’s done over the last decade, over the last several decades.
Over the last 30 years, China has lifted 600 million people out
of poverty; they have built 11,000 miles of high-speed rail in
scarcely a decade, and they have plans on the books to triple
that number of miles by the year 2020.  In comparison, the United
States has a grand total of just over 450 miles of so-called high
speed rail, and it barely fits the definition.
Now, as people might recall, during the APEC summit of 2014,
contrary to this being a geopolitical strategy on the part of Xi
Jinping for some sort of revival of Chinese imperialism — as is
being claimed by the {New York Times} and the {Washington Post}
— Xi Jinping actually offered to President Obama that the United
States could join this New Silk Road policy in addition to the
new Asian Infrastructure Development Bank policy.  This was an
offer to say you can participate in this win-win policy.  Now, of
course, Obama has not reciprocated that offer, but we can see the
foundations for a completely new vision of international economic
and strategic relationships among nations; based on this win-win
policy.  So, that is the substance of this new report from
LaRouche PAC, “The United States Joins the New Silk Road”; and
that’s what I want to ask Ben Deniston to elaborate on in a
little bit more depth in the conclusion of tonight’s broadcast.

BENJAMIN DENISTON:  Thanks, Matthew.  I think just picking
up off of what Matthew said, I think that’s the most —
obviously, if you believe the media today in the United States,
I’ve got some unfortunate news for you.  This is ridiculous
propaganda that’s been coming out, attacking China, attacking
Russia.  So, if you still believe that stuff, you’ve got to start
reading our website much more in depth and thoroughly.
This is ridiculous; this is an offer to the United States to
join in a new orientation for the planet.  And I think this
report we put out is — not only should you read this, you should
be circulating this to your friends, to your neighbors.  This is
a life or death issue for the United States right now; this is an
opportunity for us to actually save our nation by moving into a
new future of cooperation and development.  So, we have put out
now what’s on the site, and what we’re asking you to contribute
to support the printing of, is a life or death roadmap for the
United States to join into this new orientation led by China,
Russia and other nations.
I just want to take a couple of minutes just to emphasize
the importance of this offer.  Because as Matt said, this is
explicitly not a geopolitical move by China; this is not an
attempt to defeat the United States.  This is not an attempt by
China, or China in cooperation with Russia, to control resources
to the detriment of the United States; or to control regions of
the planet to the detriment of the United States.  This, as was
stated repeatedly, explicitly by China, is based on a conception
of win-win cooperation.  And understanding that the development
of fundamental science for mankind in cooperation with different
nations, creates a net increase in the amount of wealth and
resources available to everybody.  And we’re at the point in
mankind’s development that if we don’t rise to a level of
international relations and global cooperation premised on that
understanding, we’re not going to be able to exist as a species
on this planet.  If we continue this mode of geopolitical
conflict, we’ll destroy ourselves; as Obama is threatening to do
right now.
But as Mr. LaRouche was discussing on Monday earlier this
week, there is a true higher form of natural law that we have to
come to now organize ourselves around; to rise to.  And that is,
mankind’s fundamental nature is to progress, is to develop; this
idea of win-win cooperation.  I think you see maybe the most
stark difference between China’s orientation, the New Silk Road
orientation, premised on this idea of win-win cooperation and
development; and you compare that to what the Pope is now
supporting with this Green policy, with this British Malthusian,
global population reduction program.  Premised somehow on this
insane idea that the climate never changes unless mankind eats a
hamburger or drives his car around the corner or something
ridiculous like that.  You have this typification of the
genocidal, zero-growth imperial policy, with this Green movement,
with this climate change fraud.  And with the Pope now supporting
this entire fraud; on the one side typifying the evil of this
anti-human anti-mankind view, which needs to be eliminated,
versus this other direction that’s now available for us.
But the fundamental premise of the whole thing is that
mankind has to progress, that creative progress is not just nice;
it’s not just good, it is absolutely necessary for mankind to
exist.  If we ever stop progressing, society degenerates like
we’ve been discussing here; like the 20th Century typifies,
already shows us.  If you stop progressing, society destroys
itself.  But progress not in mathematical forms, not in logical
forms, but the type of unique, human, creative scientific
progress typified by Kepler, typified by Einstein.  That that’s
what’s been attacked by Russell; attacked by this British
imperial system, attacked throughout the 20th Century.  It’s this
understanding of human creativity as a unique principle in the
universe that is the only substance; the cause of what enables
mankind to act differently than animals, to fundamentally
increase his relationship to the universe.  As we’ve discussed,
to in effect, begin to separate himself from being just an
Earth-based species; and being able to exist in the universe by
mediating his existence through his relationship with the Solar
System as a whole.  That’s a creative act that doesn’t come from
the fraudulent type of science that Bertrand Russell had
attempted to impose on the world; that comes from a unique form
of human creative generation, unique acts of the human mind that
do not come from sense perception, do not come from your
empirical study of the world.  But come from human creativity per
se; the process of human creative development, which again, has
been attacked throughout the 20th Century.  So that I think is
the challenge we have; is not just to reverse the degeneration
that’s occurred.  But we need a new fundamental law of human
creative progress to rise as the guide stone for where mankind
must go.  Mr. LaRouche has been explicit on this; we’re not just
talking about reversing some policy.  Mankind’s survival today
depends upon a new Renaissance.  A new creation of a higher
understanding of mankind’s nature and unique purpose and mission
in this universe as a creative force going into the Solar System.
Going beyond the Solar System into the Galaxy; and understanding
that it is something unique about the human mind and its creative
potential that gives mankind the ability to do that.  So, this is
not just about reversing some bad policy; this is about
developing a positive conception, a new discovery of what it is
that enables mankind to progress.  What it is that enables
mankind to fulfill his true nature; what it is that makes mankind
a unique force on this planet.  A potential that no animal
species exhibits.  If we don’t understand that, it we don’t
premise the future on a new pursuit of those capabilities,
mankind is not going to make it.  Because that is what defines
our existence; that is what defines the future.  And if we don’t
rise to that level, as Mr. LaRouche has been warning, we’re not
going to make it through the current crisis.
So, I think that’s the challenge we have before us.  And I
would refer back to Mr. LaRouche’s remarks on Monday, in his
discussion with the Policy Committee on the LaRouche PAC website.
We have to come forward with this higher conception of the true
natural law that mankind must rise to; and I think we have to
come to it today.

OGDEN:  I would like to thank both Jeff Steinberg and Ben
Deniston very much for joining me here tonight.  Again, the full
contents of this “US Must Join the New Silk Road” report is
available on the LaRouche PAC website; but we would ask you to
donate and make sure that this can be spread as widely as
possible.  This is a crucial document for the future of the
United States.
Now, as I announced at the very beginning of this broadcast,
immediately following the conclusion of our broadcast tonight,
there will be a live question and answer session with Mr. Lyndon
LaRouche on the normal channels of the Fireside Chat.  This is a
telephone discussion; if you’ve not been a participant in these
before, please contact the LaRouche PAC office, and you can get
the information to become a participant.  And please ask Mr.
Lyndon LaRouche a question; these are crucial opportunities for
the American people to engage in a live question and answer
dialogue with Lyndon LaRouche.  So we would ask you to go
immediately from viewing this broadcast to participating in this
emergency Fireside Chat, which is taking place tonight, December
30, as part of our emergency initiatives on the threshold of the
new year.  So thank you, and please stay tuned to
larouchepac.com.

28. december 2015 – Lyndon og Helga LaRouche blev den 27. december interviewet af China Radio International i anledning af lanceringen af Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB. Som svar på et spørgsmål om AIIB og beslutningen om at anvende dollaren til bankens første lån, sagde LaRouche, at dollaren befandt sig i en tilstand af hastigt sammenbrud pga. sammenbruddet i den amerikanske økonomi, alt imens Kina og renminbi (RMB) var på vej op. Med alle sine problemer går den kinesiske økonomi frem, sagde han, mens den amerikanske økonomi er ved at kollapse. Faren, bemærkede han, består i, at USA, under den britisk dominerede Obamaregering, måske vil forsøge at lancere en atomkrig for at forhindre disse positive udviklinger i at skride frem.

Helga LaRouche bemærkede, at den kurs, som USA tager i det kommende år, vil være af absolut afgørende betydning. »Præsident Xi Jinping har lige fra begyndelsen indbudt USA til at samarbejde om dette projekt, og det står fortsat åbent for alle«, sagde hun. USA kunne respondere på imperie-maner og forsøge at sabotere disse positive udviklinger og den nye orientering i økonomisk tankegang, som AIIB og den Nye Udviklingsbank repræsenterer, sagde hun. Eller USA kunne også tage det amerikanske folks virkelige interesser til sig og respondere positivt til denne nye, økonomiske orden ved at tilslutte sig AIIB og samarbejde med Kina og dets partnere om udviklingen af verdensøkonomien.

Med formand Tom Gillesberg

17. december, 2015 – Det var oprindeligt planlagt til dagen før Obamas ankomst til Manila for at deltage i APEC-mødet den 18. november, at den Filippinske Højesteret skulle træffe en afgørelse om at opretholde den ulovlige og forfatningsstridige aftale mellem præsidenterne Obama og Aquino om at overdrage alle de filippinske militærbaser til amerikansk besættelse. Dette skete imidlertid ikke, fordi en kombination af kræfter, inklusiv den tidligere amerikanske senator Mike Gravel, lederen af den filippinske LaRouche-bevægelse Butch Valdes, nogle venstreorienterede organisationer i Filippinerne samt den filippinske senator Miriam Defensor Santiago, med succes overtalte Senatet til at afgøre, at præsident Aquino og Højesteret ikke på egen hånd kunne gennemtvinge det kolonialistiske kup, men at der er tale om en traktat, der således skal godkendes i Senatet.

På det tidspunkt udsatte Højesteret afgørelsen indtil 16. december – måske i håb om, at det forfatningsmæssige spørgsmål om magtens deling på en eller anden måde ville forsvinde. Men 16. december kom og gik, og der kom ingen beslutning. Faktisk lod flere dommere det vide anonymt, at de var meget bekymrede med hensyn til Senatets forfatningsmæssige ret til at træffe beslutninger vedrørende traktater.

Dette er en delvis sejr, ikke kun for Filippinerne, men for verden, i forsøget på at standse Obamas vanvittige stormløb hen imod krig med Kina, med benyttelse af Filippinerne som en afgørende base i krigen.

Kilder på Filippinerne er bekymrede for, at dræberen Obama måske vil tage skridt til at støtte en særlig forrykt kandidat, Rodrigo Duterte, til det filippinske præsidentvalg, der er berammet til maj 2016, og påvirke ham til enten at orkestrere en ”revolutionær regering” eller, hvis han vinder valget, at erklære militær undtagelsestilstand, med henblik på effektivt at sætte både Retten og Senatet ud af spillet og gennemtvinge Obamas militære besættelse – som grundlæggende set ville udgøre en gen-kolonisering af Filippinerne. Duterte kontrolleres af general Fidel Ramos, der var hitmand for George Schultz i det amerikansk orkestrerede kup imod den nationalistiske præsident Ferdinand Marcos i 1986.

Foto: Præsidenterne Aquino og Obama ved APEC 2015 i Manila, Filippinerne.

I denne nyhedsorientering har vi valgt at bringe en række uvurdelige, strategiske vurderinger vedrørende kampen imod Islamisk Stat, flygtningekrisen i Europa og det igangværende finanskollaps, som er fremkommet i løbet af december måned på de ugentlige webcast, der finder sted hver fredag aften amerikansk tid på www.larouchepac.com. LaRouchePAC er en amerikansk politisk aktionskomité, grundlagt og vedvarende inspireret af den amerikanske økonom og statsmand, Lyndon LaRouche. Jeffrey Steinberg (t.v.) er en ledende medarbejder til Lyndon LaRouche og er også efterretningsredaktør for tidsskriftet Executive Intelligence Review. Ben Deniston er leder af LaRouchePAC’s Videnskabsteam.

Download (PDF, Unknown)

Under diskussioner med sine kolleger søndag aften opsummerede Lyndon LaRouche den globale, strategiske krise i præcise vendinger: Londons og Det britiske Imperiums magt må omgående elimineres, eller også vil hele det transatlantiske område, med start i USA, hastigt styrtdykke ud i et ukontrollerbart kaos. Forholdsregler til kontrol må indføres, og dette betyder, at Det britiske Imperiums magt, der kontrollerer Obama, må fjernes.

Problemet er, at ledende personer i regeringsinstitutionerne i Washington, med start i den amerikanske Kongres, der allerede burde være trådt i aktion imod Obama, ikke har handlet. Obama leder stadig sine tirsdagsmøder for (drone-)drab, på trods af den kendsgerning, at hans tilstand er under hastig degeneration, i accelererende tempo. Det britiske monarki er fortsat den institution, der regerer over det transatlantiske område.

LaRouche bemærkede, at Rusland er anderledes, og Kina er også anderledes. Det er nationer, der samarbejder, og ser hen til en udvidelse af deres samarbejde. Men der er alvorlige problemer, med at skaffe tilstrækkeligt med vand og mad til en begyndelse. Rusland og Kina er i dag de eneste, virkelige magter, der potentielt set handler imod Det britiske Imperiums stadigt eksisterende magt, og imod deres redskab, præsident Obama.

I realiteten, erklærede LaRouche, så har kræfterne bag 11. september (2001) magten over USA. Der har været et utilstrækkeligt angreb imod det anglo-saudiske apparat, der stod bag 11. september. Som følge heraf har de kræfter, der repræsenteres af Bush og Obama, fået fribillet til at handle. Hvis arven efter det britiske monarki og dets Bush- og Obama-operationer kan knuses, kan USA og store dele af den øvrige verden reddes.

LaRouche understregede, at centrum for kampen imod det britiske tyranni, der repræsenteres af Bush og Obama, skal findes på Manhattan og nærmeste omgivelser. Denne pointe blev tydelig i denne weekend gennem to koncerter, der blev afholdt af Schiller Instituttet, der præsenterede Händels Messias i Brooklyn og Manhattan. Alt i alt blev de to forestillinger besøgt af flere end 1.000 mennesker, med kun ståpladser til begge forestillinger. Den strøm af støtte til forestillingerne og til ideen om forbindelsen mellem klassisk kultur, videnskab og den politiske kamp for en genoplivning af Det amerikanske System, illustrerer den kendsgerning, at der i den amerikanske befolkning er en kerne, centreret omkring Manhattan og dele af det nordlige Californien især, der kan redde nationen. Disse områders førende borgeres særlige egenskaber kan spredes i hele landet, men kun med fokus på ånden og aktiveringen fra Manhattan.

Nedsmeltningen af hele systemet er i fuld gang. Det globale blodbad kan udelukkende standses af et gennembrud i USA, med start i fjernelsen af Wall Street og genindførelsen af Glass-Steagall. Dette må ske inden krakket finder sted, og det kunne ske, hvornår det skal være, fra nu af og fremefter. Dette er ikke et ’hype’ eller et slogan. Den 1. januar 2016 træder reglerne for bail-out i kraft i Europa. Samme dag vil Puerto Rico gå i betalingsstandsning med de første 1,4 mia. dollar i gæld til gribbefondene.

Enten får man Glass-Steagall vedtaget nu, eller også vil følgen blive kaos i hele det transatlantiske område, og under disse omstændigheder er det næsten sikkert, at kræfterne i Det britiske Imperium vil satse på krig med Rusland og Kina.

En fjerde New York-hedgefond lukkede i dag for udtræk, som følge af, at hele junk- og højrente-obligationsmarkedet er i færd med at nedsmelte. I takt med, at de raketstore spekulative lån i olie, gas og mineraler løber ind i kollapsende priser under en sløv økonomi, er flere »markedseksperter« (gribbeinvestorer) såsom Wilbur Ross og Carl Icahn kommet med erklæringer, hvor de siger, at de ser en trussel om, at kollapset i junkkredit kan sprede sig til det langt større kreditmarked for kreditvurderings-selskaber – hvilket muligvis kunne få hele det vestlige finanssystem til at krakke.

Under alle omstændigheder står systemet ikke til at redde. Lyndon LaRouche sagde i dag, at alle pengene på Wall Street er nominelle, spekulative værdipapirer, der ikke er en rød øre værd og må afskrives på samme måde, som Franklin Roosevelt gjorde det, da han tiltrådte sit embede i 1933.  FDR kunne dernæst sætte folk i arbejde og atter give en befolkning, der nær var blevet drevet ud i døden, sin værdighed tilbage. Men situationen i dag er langt værre. LaRouche påpegede de tusinder, måske millioner, af midaldrende, aktive mennesker, der er drevet ud af arbejdsstyrken, og som kommer ud i stofmisbrug, hvilket er, hvad der ligger bag den seneste tids voldsomme stigning i selvmord. Han påpegede den italienske borger, hvis livsopsparing blev stjålet under en bank »bail-in« (dvs. ekspropriering af kundernes indeståender) i sidste uge – »et signal om, at gribbene er gået for vidt».

Obama står i vejen for den eneste løsning på katastrofen, som er en gennemførelse af Glass-Steagall og en lukning af »for store til at lade gå ned«-bankerne og den efterfølgende opbygning af et nyt system. Det, der mangler, er lederskab – der kan fjerne Obama, gennemføre Glass-Steagall og skabe en genrejsning af USA’s og verdens økonomi gennem store infrastrukturprojekter sammen med BRIKS og Kinas programmer under den Nye Silkevej. »Det kræver ikke et stort antal mennesker«, sagde LaRouche i dag, »men et antal store mennesker«.

Hvis den rablende fascist Donald Trump og Obama-marionetten Hillary Clinton blev fjernet som kandidater, så kunne de anstændige kandidater og andre fra både det demokratiske og republikanske parti komme sammen for at udføre jobbet, nu, før finanssystemet imploderer, og før Obama kan begynde sin krig med Rusland og Kina.

I dag meddelte (udenrigsminister) John Kerry, efter et møde med Sergei Lavrov og Vladimir Putin i Moskva, at USA ikke længere stillede krav om, at Assad skulle afsættes, før en koalition imod terroristerne kan lanceres og en overgangsproces til en ny regering initieres i Syrien. Som Putin gentagne gange har sagt, så er det kun det syriske folk, der kan beslutte, hvem, der skal regere Syrien, på trods af Obamas kriminelle regimeskift-galskab. John Kerry har nu brudt med denne Obama-politik – men, så længe, Obama forbliver ved magten, så længe eskalerer faren for krig ganske enkelt, alt imens finanssystemets krak kommer stadig nærmere – måske i de næste par dage.

Men hverken menneskehedens udslettelse i et termonukleart Armageddon eller ofringen af menneskeliv til fordel for finansoligarkiet er uundgåelig. At forhindre dette kræver først og fremmest, at man overvinder partianskuelser eller geopolitiske anskuelser og i stedet erstatter dem med et upartisk samarbejde på alle niveauer, for menneskehedens fælles interesser. Ikke overraskende viser EU, der siden Maastrichttraktaten har udviklet sig til et monstrum, i lyset af flygtningekrisen og det forestående finanskrak, sig ikke alene at være en mislykket model, men EU er yderligere nu ved at gennemføre en åbenlyst fascistisk politik. Det seneste fremstød i denne retning er Bruxelles meddelelse om, at den under alle omstændigheder allerede afskyelige EU-grænsekontrol-organisation Frontex skal erstattes af en ny organisation, der kontrolleres fra Bruxelles, og som deporterer flygtninge med egne grænsevagter, opererer i ikke-EU-medlemsstater og kan sætte sig ud over indvendinger fra medlemsstater. Dermed ville det i flygtningespørgsmålet komme til den største overførsel af suverænitet til Bruxelles, siden euroens indførelse.

Download (PDF, Unknown)

9. december 2015 – Videnskab og naturlig lov, hvis vi må personificere dem i en god sags tjeneste, fik sig et godt grin i dag, da det Globale Kulstofprojekt udgav en undersøgelse på COP21-konferencen i Paris i Le Bourget, Frankrig, der erklærede, at de globale CO2-udledninger har været konstante eller endda er gået lidt ned siden 2013, med en afgørende nedgang i 2013-14. Denne undersøgelse blev også udgivet i magasinet Nature Climate Change.

Hvorfor mødes de så i Paris under afsindige krav fra den britiske kongefamilie, Paven og miljølobbyen om at standse væksten af CO2-udledninger?

En artikel i New York Times af Justin Gillis og Chris Buckley rapporterer, at en nedgang på 0,6 % er projekteret for i år og kommer med spekulationer, der siger, at de globale kulstofudledninger allerede er toppet. Forfatterne sætter denne projekterede nedgang med vækst i udledninger, der i gennemsnit lå på 2,4 % om året i det seneste årti, og undertiden toppede på 3 %.

På inkompetent vis erklærer de, at dette ville være »højst usædvanligt på et tidspunkt, hvor den globale økonomi vokser«; faktisk kan den lille smule økonomisk vækst, der kan stampes op, uden for Kina, Indien og nogle enkelte andre nationer, ikke optage meget plads i produktive afdelinger, der kræver kraftigt input af fossilt brændstof.

Både USA og Kina har faldende CO2-udledningsniveau, fandt forskerne. I USA synes faldet at ligge på 1,4 % for i år; efterspørgslen efter fossilt brændstof har været støt faldende pga. reduceret bilkørsel og reduceret forbrug af fossilt brændstof til varefremstilling, osv. I Kina, der stadig har et stort årligt, økonomisk vækstvolumen, synes CO2-udledninger at være faldende med 2 % i 2015; en overflødig kulkraftsektor er så hurtigt som muligt ved at blive erstattet med sol-, vind- og kerneenergi.

New York Times hævder, at nedgangen i kulstofudledninger viser, at Kina er i færd med at foretage en overgang til en serviceøkonomi. Tværtimod, så er Kina ved at gå over til en mere avanceret økonomi, der bruger atomkraft, og fusionskraft, der virkeliggøres gennem Kinas plan om at udvinde helium-3 på Månen; en økonomi, der forlader sig på højhastighedstog og maglev-teknologi (magnetisk levitation) til massetransport.

Anti-videnskabsflokken er nede og bide i gulvtæppet og kan ikke beslutte sig til, om de skal komme med anklager om, at Kinas statistikker over sin reduktion af kulstofudledninger er forkerte, eller om de skal narre sig selv med, at reduktionen af kulstofudledninger har fundet sted, fordi lande har ageret på deres mål for reduktion af kulstofudledning.

7. december 2015 – Avisen Xinhuas dækning af Xi Jinpings historiske Afrikaturne i denne måned inkluderer nogle ting, som den vestlige dækning har udeladt – nemlig, at afrikanske ledere, ud over at være taknemlige for Kinas løfte om en 60 mia. dollar stor investering hen over de næste tre år, også understregede, at Kina, ulig de vestlige kolonimagter, ikke opstiller betingelser og politiske begrænsninger over for de afrikanske nationer, men seriøst har opbygning af nationer til formål.

Xi sagde i sin hovedtale på Forum for Samarbejde mellem Kina og Afrika (FOCAC) i Sydafrika i sidste uge: »Kina er af den stærke overbevisning, at Afrika tilhører det afrikanske folk, og at afrikanske anliggender bør besluttes af det afrikanske folk.«

Adji Ayassor, statslig minister i det Togos Ministerium for Planlægning af Økonomi, Finans og Udvikling, sagde fredag til Xinhua, at den kinesiske præsidents hovedtale sagde »sandheden om samarbejdet mellem Kina og Afrika«. I modstrid med det, som nogle i Vesten hævder, så er Kina »ikke i færd med at kolonisere Afrika«, sagde han. »Vi mener, det er den bedste måde at udvikle Afrika på … Det (Kina) følger en ægte kurs for udvikling i Afrika. Det er et ægte samarbejde.«

Zimbabwes præsident Robert Mugabe, der i øjeblikket også indtager formandsposten, der går på omgang, for Den afrikanske Union (AU), takkede i sin tale ved åbningsceremonien Kina for sin »betingelsesløse støtte« til Afrika og angreb aktioner fra vestens side, der har kørt fremskridt i Afrika af sporet. »Kina har aldrig forsøgt at kolonisere os, og alt imens visse med henblik på at forringe har fremført, at vores samarbejde med Beijing kun skulle være drevet af handelsinteresser, så stemmer kendsgerningerne på jorden ikke overens med en så forvrænget anskuelse«, sagde Mugabe.

Kenyas præsident Uhuru Kenyatta sagde til reportere den 5. dec., at »den opfattelse, at Kina er den nye koloniherre, er en total misrepræsentation af Beijings aktiviteter her i Afrika … Opnåelse af gensidig gavn er grundlaget for samarbejdet mellem Kina og Afrika. Jeg tror ikke, man kan kalde en partner, der hjælper os med at bekæmpe fattigdom og andre udviklingsmæssige udfordringer, for en kolonimagt.« Kenyatta sagde, at det, Kina gør i Afrika, er det, som koloniherrerne ikke gjorde i fortiden, nemlig at hjælpe Afrika ud af fattigdom. »Kina er parat til at med vores udvikling og imødekomme vore socioøkonomiske mål, uden at påtvinge os sin egen dagsorden. Dette er et fremragende aspekt ved vores samarbejde med Kina.«

Foto: Kenyas præsident Uhuru Kenyatta.  

5. december, 2015 – Den kinesiske præsident Xi Jinping, der nu afslutter sit højt priste Afrika-besøg, har i betydelig grad opgraderet det kinesisk-afrikanske forhold til at være ”en vidtgående strategisk forbindelse” og fremlagt en omfattende strategi for afrikansk industrialisering. ’Hvirvelvinden’ af en rundrejse, som den kinesiske præsident har foretaget – hans andet præsidentbesøg i Afrika – huer næppe iagttagerne i det Hvide Hus’ Afrikakontor. I sin tale til det Kinesisk-Afrikanske Samarbejdsforum (FOCAC) d. 4. december understregede Xi den fundamentale betydning af at reducere fattigdom. ”Fattigdom er den underliggende årsag til kaos”, sagde han.

“Og udvikling er nøglen til at løse alle problemer.” Han bemærkede, at den nuværende situation åbner for enorme muligheder for udvikling, men også farer, der må konfronteres, inklusiv terrorisme, miljøforringelser og hegemonisme.

Besøget har skabt en kolossal følelse af optimisme blandt afrikaeksperter. ”Kinas strategier for udvikling og samarbejde har hjulpet det afrikanske kontinent med at skabe en ganske hurtig, synlig og betydelig økonomisk og social omstilling”, sagde professor Gerishon Ikiara, meddirektør ved Nairobi Universitetets Institut for Diplomati og Internationale Studier i Kenya. ”For tyve år siden indgik Kinas samarbejde med Afrika om industriel kapacitet dårligt nok i internationale diskussioner. I og med, at afrikanske lande nu betragter Kina som den mest velegnede partner i deres nationale industrialisering og andre udviklingsprogrammer, har denne situation imidlertid ændret sig radikalt”, sagde Ikiara.

“Det er mislykkedes for Afrika opnå en meningsfuld udvikling inden for vareproduktion i de seneste årtier”, sagde Fay Chung, en afrikansk lærd i Zimbabwe af kinesisk herkomst”, men nu er der kæmpestore muligheder for et industrielt samarbejde mellem de to parter, såvel som tilstrækkeligt rum for yderligere udvikling.”

Da Forum for Kinesisk-Afrikansk Samarbejde blev etableret i år 2000, var handelsvolumenet mellem Kina og Afrika $10 mia. Nu er Kina blevet kontinentets største handelspartner, med et tovejs handelsvolumen, der i henhold til Kinas Handelsministerium forventes at nå $300 mia. i 2015. Men kursen fokuserer nu klart på infrastruktur, i særdeleshed transport og ”kapacitetsopbygning”. Kina vil uddanne 200.000 afrikanere til kvalificeret teknisk personale i Afrika og vil give teknisk uddannelse til 40.000 afrikanere, der bringes til Kina for oplæring.

Alt imens præsident Xi, og senest udenrigsminister Wang Yi, har fremhævet behovet for skabelsen af et stærkt grundlag for Afrikas industrialisering, så vil kinesiske investeringer også blive rettet mod en stigende landbrugsproduktion og -produktivitet, med fokus på storlandbrug, oplagring og forarbejdning af korn og dyrehold. Kina vil starte landbrugsprojekter i 100 afrikanske landsbyer og vil sende 30 hold kinesiske landbrugseksperter til at hjælpe med programmerne.

For at fremme den kulturelle udveksling – en af de fem vigtige ”grundpiller”, som den kinesiske præsident har anført som grundlæggende for det forstærkede forhold – vil Kina bygge fem kulturcentre, introducere TV-udsendelser via satellit i landsbyer og bringe 900 afrikanske, akademiske lærde til Kina. Kina vil også udvide antallet af direkte flyforbindelser mellem Kina og afrikanske byer, for at forøge kulturel udveksling og turisme.

Spørgsmålet om Frankrigs overlevelse efter det andet terrormassemord i Paris på et år blev udtrykt, da den franske præsident Hollande omgående og tvingende nødvendigt gik i aktion for at fremtvinge en alliance mellem Rusland, Frankrig og USA for at knuse ISIS og al-Qaeda.

Spørgsmålet om Ruslands overlevelse efter Tyrkiets bombning af det russiske fly over Syrien blev udtrykt, da præsident Putin holdt sin magtfulde tale til parlamentet i militærets hal, og påkaldte Ruslands 15 år lange kamp for at bekæmpe terror i Rusland, og nu, international terror, og indkaldte hver eneste russiske borger til at se sig selv som en »soldat« i denne krig.

Spørgsmålet om Amerikas overlevelse nu har intet at gøre med valggøglet efter terrorangrebet i San Bernardino. Spørgsmålet handler om den præsident Obama, der insisterer på at angribe og konfrontere Rusland og Kina som fjender, og som skjuler og benægter beviser for, at Saudi Arabien, Tyrkiet, Qatar og London støtter radikal jihadisme. Den præsident, der beordrede den amerikanske »åbning« til det Muslimske Broderskab siden 2011; som, siden afsættelsen og mordet på Gaddafi, har ført en bevidst kurs mod et endeligt opgør med Rusland og Kina, og i hvilket selvmorderisk opgør han tror, at de vil kapitulere til regimeskift, hvor som helst, han måtte ønske det.

Stiftende redaktør for Executive Intelligence Review Lyndon LaRouche har krævet, at Obama fjernes fra embedet, siden 2009, hvor han, med det samme, Obama indtog Det Hvide Hus, identificerede hans fatale »Nero-kompleks«.

LaRouche fremlagde det i dag: »Putin udøver en kvalitet af lederskab, der er de fleste amerikanske præsidenter i vores historie overlegent – men Obama! Obama begik et bevidst bedrageri, to gange på nationalt TV, hvor han dækkede over terroroperationen i Californien. Han støttede denne operation ved at forsøge at skjule dens karakter, og dernæst skjule dens sponsorer. Obama er en faktor for terrorisme og krig, en potentiel atomkrig.«

Obama driver nu nationen og planeten hen mod en atomar konfrontation, som den menneskelige civilisation ikke kan overleve. Atomvåbeneksperter kan se det og kommer med offentlige advarsler. Mindst ét kongresmedlem kan se det; kongresmedlem Tulsi Gabbard fra Hawaii udfordrede forsvarsminister Carter med denne Obamas trussel om atomkrig i Husets Komite for de Bevæbnede Styrker. Præsident Putin og det kinesiske lederskab ser det helt bestemt og træffer enhver foranstaltning til at forberede sig, så vel som til at undgå krig.

Onsdag ringede en af LaRouchePAC’s samarbejdspartnere i Midtvesten til sit kongresmedlem, briefede ham og sagde til ham, at Obama måtte fjernes ved hjælp af det 25. forfatningstillæg, omgående. Kongresmedlemmet sagde, at han ikke havde hørt nogen diskussion om dette. Vælgeren svarede magtfuldt, »Så kan du begynde diskussionen!« Det gjorde kongresmedlemmet, usandsynligt nok, og ringede tilbage til sin vælger to gange til for at rapportere, hvordan de andre i Kongressen havde reageret.

Det er blot én borger. Gang det op. Ændr hvad du tænker mht. din mulighed for at være med til at gøre, hvad der i virkeligheden er ret og nødvendigt.

7. december 2015 – Veterandiplomat Paul Craig Roberts rejser netop denne frygtindgydende kendsgerning i en artikel i dag med overskriften: »Der er krig i horisonten: Er det for sent at standse det?« På trods af al Ruslands tilbageholdenhed og fornuft – først i Ukraine og nu i Syrien – bemærker Roberts, så er deres tilbageholdenhed blevet behandlet som svaghed, og ved hver begivenhed, især efter Tyrkiets angreb på russernes Su-24 bombefly, har Washington blot øget provokationsniveauet. Dette kan skyldes, som han ildevarslende bemærker i begyndelsen, at, »når mobilisering for krig først begynder, følger det sin egen dynamik og er ukontrollerbart.«

Alt imens han aldrig bruger termen »atomar«, fremlægger Roberts tydeligt kendsgerningen om den globale trussel. »Det er ikke klart, i hvilken udstrækning de russiske og kinesiske regeringer forstår, at deres uafhængige politik, som blev bekræftet af den russiske og den kinesiske præsident den 28. september [på FN’s Generalforsamling], af Washington anses for at være ’eksistentielle trusler’ mod USA’s eneherredømme. Grundlaget for USA’s udenrigspolitik er det forpligtende engagement over for at forhindre andre magter i at rejse sig til en status, hvor de vil være i stand til at begrænse Washingtons ensidige handling. Ruslands og Kinas evne til at gøre dette gør dem begge til mål.«

»Den russiske regering har forladt sig på ansvarlig, ikke-provokerende respons«, siger han. »Rusland har antaget en diplomatisk fremgangsmåde og forladt sig på, at europæiske regeringer kommer til fornuft og erkender, at deres nationale interesser afviger fra Washingtons, og ophører med at gøre Washingtons politik for eneherredømme mulig. Denne russiske politik er slået fejl. Gentagne gange er Ruslands ansvarlige responser med lav profil blevet brugt at Washington til at afbilde Rusland som en papirtiger, som ingen behøver være ræd for. Vi står tilbage med det paradoks, at Ruslands faste beslutning om at undgå krig, er i færd med at føre direkte til krig.«

»Hvad enten de russiske medier, det russiske folk og hele den russiske regering forstår dette eller ej«, siger Roberts som afslutning, »så må det være indlysende for det russiske militær. Det eneste, de russiske militærledere behøver gøre, er at se på sammensætningen af de styrker, der er sendt af NATO for at ’bekæmpe ISIS’. Som George Abert bemærker, så er de amerikanske, franske og britiske fly, der er blevet deployeret, kampfly, hvis formål er luft-til-luft-kampe, ikke angreb på jorden. Kampflyene er ikke deployeret for at angribe ISIS på jorden, men for at true de russiske bombefly, der angriber ISIS-mål på jorden.«

»Der er ingen tvivl om, at Washington driver verden hen imod et Armageddon, og Europa er den, der gør det muligt. Washingtons købte og betalte marionetter i Tyskland, Frankrig og Storbritannien (Det forenede Kongerige) er enten dumme, ligeglade eller magtesløse over for at undfly Washingtons greb. Med mindre Rusland kan vække Europa, er krig uundgåelig.«

3. december, 2015 – Xi Jinping er i Sydafrika, hvor han og hans stab har underskrevet 26 aftaler til en samlet værdi af $6.5 mia. med præsident Jacob Zuma og afrikanske virksomheder. BD-Live rapporterer fra Sydafrika, at handelsaftalerne omfatter:

China Industrial Development Corporation og Beijing Auto Works underskrev en kontrakt til $835 mio., den største af aftalerne, om at bygge en bilfabrik i Sydafrika, hvis produkter skal sælges til andre afrikanske lande. Den forventes at skabe 2.500 direkte og 7.500 indirekte jobs.

• China Development Bank tilvejebringer en lånefacilitet på $500 mio. til det sydafrikanske elektricitetsselskab, Eskom, til understøttelse af forsyningsselskabets infrastrukturplan.
• Transnet sikrede en $2.5mia. finansieringsgaranti fra China Export Credit Insurance Corporation, oven i et tidligere $2.5mia. bilateralt lån fra China Development Bank, til finansiering af jernbane-, havne- og pipeline-projekter. China North Rail og China South Rail vandt sidste år en kontrakt om at bygge mere end halvdelen af 1064 lokomotiver på Transnets anskaffelsesprogram.

I morgen holder Xi åbningstalen ved det andet topmøde i Forum for Kina-Afrika Samarbejde (FOCAC), der finder sted 4.-5. december i Johannesburg, Sydafrika. Den forudgående FOCAC konference fandt sted i Beijing i 2006. Efter den første fandt sted i år 2000 i Beijing med præsident Jiang Zemin, har der siden været afholdt en FOCAC ministeriel konference hvert tredje år. FOCAC-topmøderne og -konferencerne har fokuseret på fortsat forbedring af samarbejdet mellem Kina og Afrika, et samarbejde, der i mellemtiden er vokset hurtigt.

Efter at have tilbragt en dag ved COP21 konferencen, blev Xi hilst varmt velkommen i Zimbabwe, hvor han mødtes med præsident Mugabe, og underskrev flere aftaler om infrastruktur, finansiering og kultur. I en artikel af Xi publiceret i Zimbabwe Herald, stod der, at de tætte bånd mellem Kina og Zimbabwe er en hjørnesten i Kinas udenrigspolitik. Kinesiske investeringer i Zimbabwe er steget hurtigt, fra $600 mio. i 2013 til bilateral handel for $1.24 mia. i 2014.

Det kinesiske engagement i afrikansk udvikling, som demonstreredes ved Xis besøg i Zimbabwe og Sydafrika, viser, at historierne i den vestlige presse om en forestående negativ indvirkning på Kinesisk udviklingsbistand grundet en afmatning i Kinas vækstrater, endnu ikke har berørt Kinas engagement i Afrika.

Foto: Zimbabwes Robert Mugabe hilser Kinas Xi Jinping velkommen.

4. december 2015 – I sin åbningstale til topmødet for statsoverhoveder ved det andet Kinesisk-Afrikanske Samarbejdsforum (FOCAC), der begyndte i dag i Johannesburg, Sydafrika, annoncerede præsident Xi Jinping en pakke til $60 mia. i udviklingsbistand og hjælp til Afrika fordelt på ti forskellige programmer over de næste tre år. Topmødets tema, der på forhånd var godkendt af Xi og værten, den sydafrikanske præsident Jacob Zuma, er opbygning af relationer mellem Afrika og Kina, baseret på win-win samarbejde om fælles udvikling. Formålet for topmødet er at uddybe og opgradere det kinesisk-afrikanske samarbejde.

Xi sagde, at fremdriften i Afrikas rivende vækst ”ikke er til at stoppe.” I løbet af de sidste 15 år er omfanget af den afrikansk-kinesiske handel vokset fra $10 mia. til $220 mia., og de direkte kinesiske investeringer i Afrika er steget fra $500 mio. til $30 mia. Det kraftigt stigende antal infrastrukturprojekter, som Kina sammen med afrikanske lande engagerer sig i, eksemplificerer det win-win samarbejde, som Xi i dag baserede sine forslag på. Zuma bifaldt den hastigt voksende fællesindsats, der nu gør Kina til Afrikas største handelspartner.

Xi er på sin syvende rejse til Afrika. Dette er hans anden rejse, siden han blev statsoverhoved. Han annoncerede Kinas planer om et win-win samarbejde med Afrika på et tidspunkt, hvor afrikanske lande kæmper med et fald i indtægter, der skyldes prisfaldet på de råvarer, de sælger. På grund af manglende industrialisering er Afrika i stor udstrækning afhængig af at sælge disse råvarer.

Xis engagement i udvikling og samarbejde knuser de nedslående påstande fra de førhen industrialiserede, vestlige lande, som hævder, at den ubetydelige nedgang i den kinesiske økonomis vækstrate vil resultere i en katastrofe for Afrika.

Xis tilbud inkluderer rentefrie lån til $5 mia., og $35 mia. i lån med favorabel rentesats. Det kinesiske samarbejde vil omfatte programmer for landbrug, industrialisering, sundhed, kultur, sikkerhed og reduktion af fattigdom. Der er afsat nødhjælp til EUR143 mio. til lande, der har haft en dårlig høst som følge af El Niño. Xi sagde også, at ikke-rentebærende gæld for de fattigste lande vil blive eftergivet ved udgangen af året.

Xi sagde, at Kina vil give $60mio. til den Afrikanske Union til finansiering af fredsbevarende operationer. Zimbabwes præsident Robert Mugabe, præsident for den Afrikanske Union, karakteriserede Xis forslagspakke som ”historisk”. Afrikanske iagttagere anser Kina for at være Afrikas mest velegnede partner, fordi de ved, at den kinesiske udviklingsstrategi ikke vil ofre Afrikas langsigtede interesser.

Foto: Reception i FOCAC. Xi Jinping til venstre i billedet, Jacob Zuma ses til højre.

6. december 2015 – Talsperson fra det kinesiske Udenrigsministerium Hua Chunying responderede den 4. dec. på spørgsmål om den russiske præsident Putins bemærkninger dagen før i sin tale til nationen, og til Ruslands rolle i Syrien:

»Kinas holdning er konsekvent og klar. Vi er modstandere af alle former for terrorisme og anvendelse af dobbelte standarder i spørgsmålet om kontra-terrorisme. Vi mener, at det internationale samfund bør gennemføre samarbejde omkring kontra-terrorisme efter formålene og principperne i FN’s Charter, så vel som efter andre anerkendte grundlæggende normer, der styrer internationale relationer. Alle parter bør opgradere samarbejde og kommunikation, indsnævre uoverensstemmelser og vedtage omfattende forholdsregler for således at skabe synergi i kampen mod terrorisme. Det internationale samfund bør seriøst gennemføre FN’s Sikkerhedsråds relevante resolutioner for kontra-terrorisme og gennemføre mere effektivt samarbejde i felter, såsom at afskære terroristernes finansiering.

Lederne af Kina og Rusland er nået frem til en stor konsensus omkring en gensidig tilpasning af det Økonomiske Silkevejsbælte og den Eurasiske Økonomiske Union«, tilføjede hun.

Hua Chunying var udtrykkelig med hensyn til et andet spørgsmål, om, hvorvidt Kina var modstander af Ruslands rolle i Syrien, eftersom det ikke skete via FN:

»Med hensyn til Ruslands kontra-terrorisme-kampagne i Syrien har Kina bemærket, at den blev lanceret efter anmodning fra den syriske regering og havde til hensigt at bekæmpe terroristernes styrker i selve Syrien. Den kinesiske side forstår og støtter altid handlinger for kontra-terrorisme, der er på linje med international lov og sker med godkendelse fra den berørte regering … Samtidig mener Kina, at de relevante parter seriøst bør gennemføre FN’s Sikkerhedsråds relevante resolutioner for kontra-terrorisme og fuldt og helt lade FN spille en førende rolle. Præsident Putin opfordrede faktisk også i sin tale til nationen til oprettelsen af en forenet front imod terrorisme i FN’s regi.«

4. december 2015 – Stifter af og international præsident for Schiller Instituttet Helga Zepp-LaRouche talte ved to arrangementer i Tokyo den 2. december, hvor hun leverede et klart budslab til 400 japanske erhvervsledere om, at Verdenslandbroen er den eneste måde, hvorpå krigens og geopolitikkens tyranni, og den igangværende krise i Mellemøsten, kan afsluttes. Om morgenen talte fr. Zepp-LaRouche til Asia Innovation Forums syvende årsmøde, med 300 unge, japanske igangsættere og med Noboyuki Idei, fhv. formand og leder af Sony Corporation og nuværende stifter og leder af Quantum Leaps, såvel som også stifter af Asia Innovators’ Initiative, som vært.

I sin omfattende fremlæggelse advarede fr. Zepp-LaRouche om det globale mønster med regionale krige, det let kan føre til en global katastrofe, inklusive en ny konflikt mellem supermagter, og hun understregede, at den eneste måde, hvorpå begivenhedsforløbet kunne ændres, var gennem fundamentalt at ændre paradigmerne for tankegangen. Hun gennemgik i detaljer Verdenslandbroen og identificerede de store, globale projekter, der kan transformere verden, og nævnte den kinesiske præsident Xi Jinpings »Ét bælte, én vej« som frøet til en global renæssance. Efter en detaljeret gennemgang af de umiddelbart gennemførlige, store projekter, udlagde hun idéen om menneskeheden som en enestående art, der har evnen til at skabe en fremtid gennem skabende opdagelser. Hun forklarede konceptet i Alexander Hamiltons og Henry og Mathew Careys Amerikanske, økonomiske System, og hun forklarede, hvordan disse ideer bredte sig i hele verden i det 19. århundrede og skabte de moderne nationer Tyskland under kansler Otto von Bismarck og Japan under Meiji-restorationen.

Sammen med fr. Zepp-LaRouche bestod ekspertpanelet desuden af fhv. IMF-direktør, Dominique Strauss-Kahn; fhv. chef for det statslige russiske jernbaneselskab, og medstifter af Rhodos Dialog mellem Civilisationer, Vladimir Yakunin; og Paolo Nogueira Batista jr., den tidligere brasilianske direktør for IMF, som nu er vicepræsident for den Nye Udviklingsbank, der er grundlagt af BRIKS og har hovedkvarter i Shanghai. Panelets ordstyrer var Daisuke Kotegawa, en fhv. topembedsmand i det japanske Finansministerium, der også var Japans direktør for IMF på tidspunktet for finanskrisen i 2007-2009.

Under sin fremlæggelse støttede dr. Yakunin kraftigt fr. Zepp-LaRouches forslag til Verdenslandbroen, og han bemærkede, at Ruslands politik for Eurasiske Udviklingskorridorer og Kinas politik for ’Ét bælte, én vej’ var helt igennem forenelige og repræsenterede det »ny paradigme« i tankegang, som der er så hårdt og presserende brug for, for at forhindre krige, der skabes af det døende, neo-liberalistiske system. Han understregede, at præsidenterne Putin og Xi havde forpligtet sig engagerende til russisk-kinesisk samarbejde for at virkeliggøre disse eurasiske infrastruktur-forbindelser.

Under sine indledende bemærkninger gik Strauss-Kahn i detaljer med den igangværende krise i det globale finanssystem og erkendte, at nedskæringspolitikken (’nøjsomhedspolitikken’) var en fiasko og måtte erstattes af en model for vækst, alt imens han medgav, at der ikke er nogen reel støtte til en levedygtig ændring af politikken internt i de globale, dominerende finansinstitutioner i dag.

Om eftermiddagen talte fr. Zepp-LaRouche ved en separat begivenhed, der var sponsoreret af Canon Institute for Globale Studier og havde deltagelse af 100 topledere fra de største, japanske industriselskaber og finansinstitutioner, såvel som fra den japanske regerings oversøiske investeringsagenturer og -fonde. EIR-redaktør Jeffrey Steinberg talte ligeledes til Canon Institute-forsamlingen, hvor han fremlagde et detaljeret billede af den reelle proces med økonomisk og samfundsmæssigt sammenbrud i USA.

Fr. Zepp-LaRouche fremlagde sin præsentation af Verdenslandbroen[1] som den eneste måde, hvorpå det geopolitiske fremstød for verdenskrig kan besejres.

Nogueira Batista fremlagde en dybdegående rapport om den Nye Udviklingsbanks fremskridt og planerne om at begynde at udstede udviklingslån i april 2016. Han gennemgik historien om BRIKS-landenes lancering af den Nye Udviklingsbank som respons på »Washington-institutionernes« – IMF’s og Verdensbankens – ynkelige fiasko mht. at gennemføre reformer i kølvandet på det finansielle kollaps i 2008.

[1] Se Helga Zepp-LaRouches tale her på hjemmesiden, senere.

Tirsdag, 1. december 2015 – En fascinerende artikel af Andrew Browne fra Wall Street Journal i dag, med titlen, »Can Beijing Sell Silk Road as a Marshall Plan against terror?« (Kan Beijing sælge Silkevejen som en Marshallplan imod terror?), opfordrer USA til at slutte sig til Kinas Silkevej som et nødvendigt middel til at bringe udvikling til den islamiske verden, og som det eneste middel, der kan bringe fred til regionen.

»I kølvandet på massakren i Paris«, skriver Browne, »er det værd at stille det spørgsmål, om Kina kan få Vesten til at samarbejde med Kina om netværket af hovedveje, jernbaner, kraftværker og industriparker, der strækker sig hele vejen til Europa. Det økonomiske Silkevejsbælte repræsenterer det mest signifikante økonomiske forslag, noget land har fremlagt, der kan være med til at stabilisere kaotiske dele af verden. Desuden bakkes forslaget op af hård valuta: Kina sætter sine valutareserver på i alt 3,5 billion dollar bag indsatsen for at kickstarte vækst og skabe jobs i de muslimske områder …«

Kinas umådeligt ambitiøse initiativ står på spil, et initiativ, der er af afgørende betydning for Beijings indsats for at sikre sin sårbare, vestlige flanke. Projektet har sin tvilling i det ligeledes fejende koncept med den Maritime Silkevej, hvis formål er at få en lignende, transformerende, økonomisk virkning langs sejlruter fra Kina til Europa via Sydøstasien, Mellemøsten og Afrika …«

Stort set alle er enige i, at bombning af Islamisk Stat ikke vil løse de underliggende problemer, der avler morderiske fanatikere. Her kommer så Kina, med et afgørende, manglende element, en plan, som nogle sammenligner med USA’s indsats efter Anden Verdenskrig for at opbygge de skamskudte økonomier i Europa og Japan. William H. Overholt, seniorunderviser ved Harvard Universitetets Asiencenter, skriver, at, ligesom Amerikas visionære program, er Kinas Silkevejsinitiativ imponerende, ikke alene pga. dets geografiske rækkevidde, men også pga. dets integration af økonomiske, politiske og nationale sikkerhedsmæssige betragtninger …«

»At fjerne den økonomiske fortvivlelse, der opretholder den muslimske ekstremisme, er en vision, der naturligt bør bringe Kina og USA sammen; terrorisme udfordrer dem begge ligeligt, ligesom klimaforandringer eller pandemier, hvor landende har gode erfaringer fra samarbejde. Og ulig Østasien, hvor amerikanske og kinesiske strategiske interesser støder sammen, så er de i det store og hele sammenfaldende i den muslimske verden.

Xinjiang-provinsen kunne blive det sted, hvor Kinas interne sikkerhed bliver optrævlet. Eller det kunne blive springbrættet for en global indsats for at imødegå appellen fra muslimske dødskulter.

Men Kina må overbevise Vesten om værdien af sine planer om Silkevejen.«[1]

[1] Schiller Instituttets Seminar i København 27. apr. 2015: »Kinas politik for ’Ét bælte, én vej’«

30. november 2015 – Kinas øverste lederskab mødtes i Beijing den 27.-28. nov. for at udarbejde konkrete planer for sit mål om at udrydde fattigdom i år 2020. Med Kinas indsats over de seneste 30 år, hvor de har løftet 700 millioner mennesker ud af fattigdom (det er det tal, som Xinhua giver den 29. nov. – en stigning fra de 600 mio., der ofte nævnes), så er der stadig70 mio. kinesere, der lever i fattigdom.

Xi Jinping understregede, at det ikke blot er indkomsten, men den generelle levestandard, der må adresseres. Dette omfatter tilstrækkelig mad og beklædning, tvungen skolegang, sundhedsydelser og husly.

Xi sagde til konferencen, at, alt imens det er »en krævende opgave«, så vil »ingen enkeltstående, fattig region eller noget individ, der lever i fattigdom, blive ladt tilbage«, når landet opnår sit mål med »at bygge et moderat fremgangsrigt samfund« i 2020. Han sagde, at den disponible indkomst pr. person hos landmænd i fattige områder bør vokse med en hurtigere rate end det nationale gennemsnit, og basale offentlige tjenesteydelser for områderne bør være næsten oppe på niveauet for det gennemsnitlige nationale kriterium, iflg. Xinhua.

»Industriel udvikling er afgørende for at lette fattigdom«, sagde Xi og opfordrede til, at lokale ressourcer skulle anvendes godt for at udvikle industrier og sikre beskæftigelse til de arbejdsløse bønder.

Premierminister Li Keqiang talte også ved konferencen og sagde, forbedringen af infrastrukturen på landet må have prioritet, inklusive veje, adgang til ferskvand, elektricitet og Internet. Han sagde, at omkring 10 mio. mennesker vil blive løftet ud af fattigdom gennem flytning.

30. november 2015 – Zhang Baohui, en professor i statskundskab og direktør for Centret for Studier af det Asiatiske Stillehavsområde ved Lingnan Universitet i Hongkong, og som i omfattende mål har skrevet om Kinas atomkapaciteter, udstedte en kraftig advarsel til Obama om, at denne fremprovokerer en konflikt, der hurtigt kunne blive til en atomkrig.

I en artikel i RSIS Commentary South China Sea Series Nov. 12, skriver Zhang, at, da Obama sendte et amerikansk krigsskib inden for 12-milegrænsen omkring Kinas nyligt konstruerede øer i det Sydkinesiske Hav den 27. okt., »tog Kina denne gang ikke skridt til konkret handling for at konfrontere det amerikanske krigsskib, men sådanne fremtidige operationer kunne alvorligt destabilisere situationen i det Sydkinesiske Hav og endda freden og stabiliteten i hele regionen. De kunne igangsætte en utilsigtet optrapning og forcere de to lande hen imod en militær konflikt. Tankegangen er ganske indlysende.

»Yderligere handlinger fra den amerikanske flådes side vil trænge det kinesiske lederskab op i en krig og tvinge det til at respondere på opfattede provokationer mod landets nationale interesser og magtanseelse. Til syvende og sidst udgør det Sydkinesiske Hav en væsentlig del af Kinas geostrategiske interesser … Desuden kunne Kina føle, at det var nødvendigt at stå fast for at afskrække en fremtidig optrapning af de amerikanske udfordringer over for landets interesser og anseelse.«

Zhang citerer både viceadmiral Yi Xiaoguang, der er vicestabschef i Folkets Befrielseshær (PLA), og som sagde, at Kina »vil tage alle nødvendige midler i anvendelse for at forsvare sin suverænitet«, hvis USA udfører lignende handlinger, og også general Fan Changlong, vicepræsident for Kinas kommunistiske partis (CCP) Centrale Militærkommission, der til kommandør for USA’s Stillehavskommando (PACOM), admiral Harry Harris, sagde, at alle fremtidige aktioner fra den amerikanske flådes side kunne udløse utilsigtede optrapninger, der skader begge landes interesser.

Kineserne har sidenhen udvidet sine militærøvelser i regionen og offentliggjort fotos af søbaserede strategiske missiler, der bæres på deres atomubåde, og som »har til hensigt at afskrække USA«, siger Zhang.

Under kapiteltitlen »Defekt amerikansk opfattelse« advarer Zhang: »Diverse kinesisk retorik og forholdsregler indikerer, at Kina kunne ty til mere konkrete og magtfulde forholdsregler for at konfrontere den amerikanske flåde. I så tilfælde vil en konfrontation mellem de to flåder blive uundgåelig. Hvad der er endnu værre, så kunne konfrontationen udløse en optrapning mod militære konflikter.

Det amerikanske militær synes imidlertid at være intetanende om dette scenario … Det er i høj grad sandsynligt, at amerikanske beslutningstagere antager, at Kina ville indtage en politik for ikke-handling, når konfronteret med indtrængende amerikanske flådefartøjer. Denne amerikanske forventning er defekt, eftersom Kina er en atomstormagt. Når de trænges op i en krog, kan stater med atomvåben true med en asymmetrisk optrapning for at afskrække en modstander fra at skade deres nøgleinteresser. Militærparaden i Beijing den 3. september afslørede, at Kinas nye generation af taktiske missiler, såsom DF-26, kan armeres med atomsprænghoveder. Nylig information indikerer også, at Kinas luftlancerede langtrækkende krydsermissiler ligeledes kan armeres med taktiske atomsprænghoveder. Faktisk kunne de seneste fotos af JL-2 søbaserede atommissiler, der affyres fra havet, være et gedulgt atomsignal, som Kina sender for at afskrække USA.«

Zhang bemærker, at, alt imens det Sydkinesiske Hav tydeligvis er en del af Kinas kerneinteresser, så gælder dette ikke for USA. »Når en krisesituation eskalerer og begynder at involvere potentielle atomare scenarier«, skriver han, »står USA over for det barske valg, at de enten er de første til at trække sig tilbage, eller også står over for at kæmpe mod et atombevæbnet Kina. Ingen af disse muligheder er attraktiv, og begge kræver høje omkostninger, enten for anseelse eller i menneskeliv, for USA.«

»Det vil derfor være uklogt af USA at udfordre Kina. Ved at undervurdere Beijings faste forsæt om at forsvare sine interesser, omdømme og evne til at afskrække, kunne denne plan igangsætte en eskalerende spiral, der sluttelig ville skade amerikanske interesser.«

Han konkluderer, at begge sider må overveje ’worst case scenarios’ – de værst tænkelige scenarier.[1] »Det er bydende nødvendigt, at både Kina og USA overvejer, hvordan deres handlinger kunne medføre utilsigtede konsekvenser, isæt en utilsigtet optrapning mod en militær konflikt … Der er ingen, især ikke lande i regionen, der ønsker dette scenarie.«

Lyndon LaRouche bemærkede, at denne analyse er »fuldstændig korrekt«, bortset fra, at en sådan konsekvens ikke ville være »utilsigtet« fra Obamas side; det er hans plan at tvinge Kina og Rusland til et tilbagetog, eller også gå i krig.

[1] Se video fra LaRouchePAC: »Ingen overlevende«, danske undertekster.

En mørk, grusom, men helt igennem sandfærdig afbildning af truslen om en termonuklear krig og konsekvenserne, og Obamas deployering af hovedparten af USA’s termonukleare kapacitet i flere områder, som truer både Rusland og Kina.

Nødvendigheden af at fjerne Barack Obama fra præsidentmyndigheden for at forhindre en ellers forestående atomar konfrontation mellem USA og Rusland og Kina blev på dramatisk vis tydeliggjort af begivenheder og advarsler i dag.

Efter Obamas (og NATO’s) aggressive, offentlige støtte til Tyrkiets provokerende krigshandling imod Rusland, var Obamas møde med Putin i dag på konferencen i Paris en eskalering. Ifølge rapporteringer fra både Det Hvide Hus og Kreml om mødet, gentog Obama, at han insisterede på, at den syriske præsident Assad »skal gå« som en forudsætning for noget som helst samarbejde imod terrorbander i Syrien; at Rusland må slutte sig til den »amerikanskledede koalition« og må ophøre med at bombe i områder, der er bastioner for al-Nusra og andre jihadist-grupper, der bevæbnes af Saudi Arabien, Tyrkiet og USA og Storbritannien. Obama ignorerer de vurderinger og rapporter, der kommer fra militær-til-militær-efterretninger, for i stedet at fortsætte sin optrapning af konfrontationen med Vladimir Putin.

En russisk, strategisk analytiker advarer i Sputnik i dag om, at den tyrkiske provokation, bakket op af NATO og Obama, skubber verden frem mod en konfrontation som den i 1962 med Cubakrisen – denne gang uden en John F. Kennedy til at løse situationen, men tværtimod med hans modsætning, den arrogante dronedræber, Obama.

Og en kinesisk seniorekspert i eurasiske anliggender med hjemsted i Hongkong kom med en endnu mere dramatisk advarsel: Hvis Obama fortsætter med at udføre provokationer i det Sydkinesiske Hav, kunne Kina meget vel respondere »asymmetrisk«, med atomkrig.

Stiftende redaktør for Executive Intelligence Review (EIR) Lyndon LaRouche insisterer på, at der ikke er anden udvej en hurtigt at fjerne Obama fra embedet og sagde i dag: »Putin havde ret i sin vurdering af sin position vis-a-vis Obama. Der bliver ingen kursændring eller tilbagetog fra Putins side; og han forstår fuldt ud, at intet samarbejde med Obama er muligt. Putin eksperimenterer ikke. Han er fast besluttet og anskuer konfrontationen fra et globalt standpunkt. Det er Obamas Hvide Hus, der laver alvorlige fejl, men alt, hvad det gør, er med fuldt overlæg.«

Dette var LaRouches udtrykkelige pointe om den kinesiske professor Zhang Baohuis advarsel om en amerikansk-kinesisk krig udløst af Obamas provokationer. Denne analyse af situationen er »fuldstændig korrekt«, bemærkede Larouche, for nær én ting – atomkonfrontationen er ikke »utilsigtet« eller »en fejl« fra Obamas side.

»Obama VED, hvad han gør«, sagde LaRouche. »Han er en dræber, og britisk kontrolleret.«

Obama truer med atomkrig og tror arrogant på et russisk eller kinesisk »tilbagetog«, der ikke eksisterer.

»Men han kan miste grebet om situationen, hvis han konfronteres af personer og kræfter, der rykker ud for at få ham fjernet fra embedet. Det er missionen – hvis vi kan gøre det i tide.«

Supplerende materiale:

Hongkong-professor: Obama truer Kina med atomkrig

30. november 2015 – Zhang Baohui, en professor i statskundskab og direktør for Centret for Studier af det Asiatiske Stillehavsområde ved Lingnan Universitet i Hongkong, og som i omfattende mål har skrevet om Kinas atomkapaciteter, udstedte en kraftig advarsel til Obama om, at denne fremprovokerer en konflikt, der hurtigt kunne blive til en atomkrig.

I en artikel i RSIS Commentary South China Sea Series Nov. 12, skriver Zhang, at, da Obama sendte et amerikansk krigsskib inden for 12-milegrænsen omkring Kinas nyligt konstruerede øer i det Sydkinesiske Hav den 27. okt., »tog Kina denne gang ikke skridt til konkret handling for at konfrontere det amerikanske krigsskib, men sådanne fremtidige operationer kunne alvorligt destabilisere situationen i det Sydkinesiske Hav og endda freden og stabiliteten i hele regionen. De kunne igangsætte en utilsigtet optrapning og forcere de to lande hen imod en militær konflikt. Tankegangen er ganske indlysende.

»Yderligere handlinger fra den amerikanske flådes side vil trænge det kinesiske lederskab op i en krig og tvinge det til at respondere på opfattede provokationer mod landets nationale interesser og magtanseelse. Til syvende og sidst udgør det Sydkinesiske Hav en væsentlig del af Kinas geostrategiske interesser … Desuden kunne Kina føle, at det var nødvendigt at stå fast for at afskrække en fremtidig optrapning af de amerikanske udfordringer over for landets interesser og anseelse.«

Zhang citerer både viceadmiral Yi Xiaoguang, der er vicestabschef i Folkets Befrielseshær (PLA), og som sagde, at Kina »vil tage alle nødvendige midler i anvendelse for at forsvare sin suverænitet«, hvis USA udfører lignende handlinger, og også general Fan Changlong, vicepræsident for Kinas kommunistiske partis (CCP) Centrale Militærkommission, der til kommandør for USA’s Stillehavskommando (PACOM), admiral Harry Harris, sagde, at alle fremtidige aktioner fra den amerikanske flådes side kunne udløse utilsigtede optrapninger, der skader begge landes interesser.

Kineserne har sidenhen udvidet sine militærøvelser i regionen og offentliggjort fotos af søbaserede strategiske missiler, der bæres på deres atomubåde, og som »har til hensigt at afskrække USA«, siger Zhang.

Under kapiteltitlen »Defekt amerikansk opfattelse« advarer Zhang: »Diverse kinesisk retorik og forholdsregler indikerer, at Kina kunne ty til mere konkrete og magtfulde forholdsregler for at konfrontere den amerikanske flåde. I så tilfælde vil en konfrontation mellem de to flåder blive uundgåelig. Hvad der er endnu værre, så kunne konfrontationen udløse en optrapning mod militære konflikter.

Det amerikanske militær synes imidlertid at være intetanende om dette scenario … Det er i høj grad sandsynligt, at amerikanske beslutningstagere antager, at Kina ville indtage en politik for ikke-handling, når konfronteret med indtrængende amerikanske flådefartøjer. Denne amerikanske forventning er defekt, eftersom Kina er en atomstormagt. Når de trænges op i en krog, kan stater med atomvåben true med en asymmetrisk optrapning for at afskrække en modstander fra at skade deres nøgleinteresser. Militærparaden i Beijing den 3. september afslørede, at Kinas nye generation af taktiske missiler, såsom DF-26, kan armeres med atomsprænghoveder. Nylig information indikerer også, at Kinas luftlancerede langtrækkende krydsermissiler ligeledes kan armeres med taktiske atomsprænghoveder. Faktisk kunne de seneste fotos af JL-2 søbaserede atommissiler, der affyres fra havet, være et gedulgt atomsignal, som Kina sender for at afskrække USA.«

Zhang bemærker, at, alt imens det Sydkinesiske Hav tydeligvis er en del af Kinas kerneinteresser, så gælder dette ikke for USA. »Når en krisesituation eskalerer og begynder at involvere potentielle atomare scenarier«, skriver han, »står USA over for det barske valg, at de enten er de første til at trække sig tilbage, eller også står over for at kæmpe mod et atombevæbnet Kina. Ingen af disse muligheder er attraktiv, og begge kræver høje omkostninger, enten for anseelse eller i menneskeliv, for USA.«

»Det vil derfor være uklogt af USA at udfordre Kina. Ved at undervurdere Beijings faste forsæt om at forsvare sine interesser, omdømme og evne til at afskrække, kunne denne plan igangsætte en eskalerende spiral, der sluttelig ville skade amerikanske interesser.«

Han konkluderer, at begge sider må overveje ’worst case scenarios’ – de værst tænkelige scenarier.[1] »Det er bydende nødvendigt, at både Kina og USA overvejer, hvordan deres handlinger kunne medføre utilsigtede konsekvenser, isæt en utilsigtet optrapning mod en militær konflikt … Der er ingen, især ikke lande i regionen, der ønsker dette scenarie.«

Lyndon LaRouche bemærkede, at denne analyse er »fuldstændig korrekt«, bortset fra, at en sådan konsekvens ikke ville være »utilsigtet« fra Obamas side; det er hans plan at tvinge Kina og Rusland til et tilbagetog, eller også gå i krig.

[1] Se video fra LaRouchePAC: »Ingen overlevende«, danske undertekster.

En mørk, grusom, men helt igennem sandfærdig afbildning af truslen om en termonuklear krig og konsekvenserne, og Obamas deployering af hovedparten af USA’s termonukleare kapacitet i flere områder, som truer både Rusland og Kina.

Advarsel om en Ny Cubakrise

30. november 2015 – »Tyrkiet baner vejen for en Ny Cubakrise«, lyder den barske, advarende titel på en artikel i Sputnik den 29. nov., skrevet af den politiske analytiker Pyotr Iskenderov fra Ruslands Strategiske Kulturstiftelse, med undertitlen, »Invitation til ballade: Trækker Erdogan Europa ind i en Ny ’Cubakrise’?«

Iskenderovs advarsel påpeger først det, der skete den 24. nov.: »Tyrkiets uhørte provokation kunne meget vel føre til en konfrontation, der minder os om den Kolde Krigs mørkeste dage«; uhørt, fordi intet russisk militærfly er blevet skudt ned af et NATO-medlemsland i Alliancens historie. Artiklen advarer også imod den umiddelbare fremtid og Obamas rolle i opbakningen til Tyrkiet. »Tyrkiet besluttede at nedskyde det russiske bombefly, fordi præsident Recep Tayyip Erdogan føler sig overbevist om, at NATO og især USA vil bakke ham op, uanset, hvad der sker. Ønsket om at udnytte modsigelserne mellem stormagter har altid været et redskab i det (Neo)-ottomanske Imperiums politik.«

Der er nogen, der bringer en diskussion på bane om, hvorvidt Tyrkiet skal spærre Bosporusstrædet for russiske skibe, der supplerer Ruslands styrker, som bekæmper terrorister i Syrien. Dette ville imidlertid ikke blive tolereret af Rusland; og Erdogans stilling over for sin egen kommando kunne vise sig temmelig svag.

En webside, der sporer skibsruter, atmarinetraffic.com, rapporterede mandag, at fartøjer under russisk flag nu forsinkes af Tyrkiet, når de søger at passere gennem Bosporus. Det Kiev-baserede Center for Transportstrategier rapporterede dette offentligt: »Søndag sejlede russiske fartøjer i zig-zag-kurs og i buede linjer, mens de i timevis ventede på tilladelse til at krydse strædet. Fartøjer fra andre lande blev ikke opholdt.«