Med formand Tom Gillesberg

Magasinet EIR vil 15. april udgive en helt nummer, dedikeret et gennembrud i forståelse og genvinding af jordklodens virkelige vandforsyning, som denne skabes af sol-, galakse- og biosfæreaktivitet. »Lad ikke Californien blive ’Brown’[1]: Vandet er der, udvikl det«, lyder titlen, og gennembruddet – som udtrykkes i rapporten den 27. marts af Ben Deniston fra LaRouchePAC Videnskabsteam – diskvalificerer pessimisme og anti-humane, tvungne nedskæringer i vandforbruget, konfronteret med tørken i de vestlige stater [i USA]. I stedet kræver den en mobilisering af videnskab og atomteknologi for at udvikle de virkelige forsyninger af vandtilførsel, og bruge dem. Denistons rapport lyder »Memo for den næste præsident: Nye perspektiver for ferskvandkrisen i det vestlige USA.«

Det blev uddybet i webcastet »Nyt paradigme for menneskeheden« den 1. april.

Dette giver os allerede ammunitionen til at mobilisere pro-progressive aktivister og eksperter over alt i USA til en kampagne for at udvikle vandforsyningerne – afsaltning af havvand med atomkraft, atmosfærisk ionisering og vejrmodificering; vandstyringsprojekter på kontinental skala – og redde Californien og de vestlige stater.

EIR’s grundlæggende redaktør, Lyndon LaRouche, bemærkede imidlertid i dag, at den nye EIR-specialrapport kan skabe et internationalt skift i principperne for vandforbrug – et skift, som især i Kina vil blive forstået og påskønnet. Kina har været førende inden for teknologi for vandstyring, udvikling af fissions- og fusionskraft, og videnskab om Solsystemet. Det har flyttet mere vand til produktive formål i løbet af to årtier, end USA gjorde i det 20. århundrede. Kinas Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) er blevet accepteret af 55 lande som den førende, internationale udviklingsbank for infrastruktur; hvis USA gik med nu [i AIIB], kunne nye, store projekter for vandinfrastruktur skabes, inklusive i Nordamerikas vestlige stater, hvor ørkendannelse er i tiltagende.

»Potentialet for vandforsyning på planeten Jord er blevet revideret, i opadgående retning, gennem det, som Ben Deniston har gjort med sit arbejde«, sagde LaRouche i dag. »Og det betyder, at hele ferskvandspolitikken for USA som nation er et spørgsmål, hvor alt, hvad man fortæller os fra officielt hold, er et eneste, stort bedrag …

Det er nu vist, at Kepler-systemet har potentiale for vandforsyning til menneskeheden på Jorden, som aldrig tidligere rigtigt er blevet fastslået som reelle forslag. For at virkeliggøre dette større potentiale må vi nu i gang med at arbejde for at forstå implikationerne af det, Ben har gjort, og omsætte det til praksis.«

Dette kræver virkelig som en forudsætning, »den næste præsident«, og det kræves nu: Barack Obama forsøgte uden held at ødelægge AIIB, forsøger at provokere Rusland og Kina ind i krigskonfrontationer og har ikke foretaget sig andet end ivrigt at tilslutte sig Wall Street, siden krakket i 2008. Han må smides ud. Blandt dem, der befinder sig ude i marken, har kun guvernør Martin O’Malley indtil videre vist kvalifikationerne og forpligtelsen til at bekæmpe Wall Street og genindføre Glass/Steagall.

Og en hvilken som helst kvalificeret kandidat vil, hvis han bliver præsident, få brug for et præsidentskab. Denne mobilisering har til formål at skabe et sådant præsidentskab. Det, der er nødvendigt som en betingelse, er skabelsen af et præsidentskab, ikke en »præsident, med sit følge«. Eftersom vi ganske bestemt ikke har en præsident, og for tiden ingen præsidentkandidat, der er kvalificeret til at imødegå de udfordringer, som denne krise stiller, må det være vores hensigt at sørge for, at der skabes et præsidentskab omkring en kandidat.

I denne forbindelse er O’Malley den eneste, vi har kendskab til, der er i besiddelse af kvalifikationer, der kan stå i spidsen for et nyt præsidentskab – ikke et politisk parti, men et præsidentskab, der adresserer spørgsmålene i forbindelse med en global krise i forsyning af ferskvand.

Dette må gøres sammen med Kina. Den idé, vi hidtil har haft om nationale regeringer i verden, må reformeres, for nu er Kina langt bedre kvalificeret end regeringerne i USA eller Europa til at håndtere spørgsmålene i denne krise.

Vi må derfor, med dette samarbejde for øje, skabe præsidentskabet under den Amerikanske Forfatnings betingelser for at håndtere truslen fra ferskvandskrisen, der i modsat fald ville føre til frygtelige ødelæggelser, både i USA og internationalt.

Løsningen eksisterer. Vi er kvalificeret til at opfylde den. Vores mission er at skabe et præsidentskab omkring denne løsning.

[1] Californiens guvernør Jerry Brown, hvis fantasi og problemløsningsforslag ikke rækker længere end til forslag om at ’spare på vandet’, eksempelvis ved, at man begynder at tage brusebad sammen! (-red.)

– For at opbygge et samfund baseret på vor fælles bestemmelse må vi sikre, at alle lande respekterer hinanden og behandler hinanden som ligeværdige. Lande kan have forskellig størrelse, styrke eller udviklingsniveau, men de er alle ligeværdige medlemmer af det internationale samfund, med ligeværdige rettigheder med hensyn til at deltage i regionale og internationale anliggender. Vi bør i fællesskab drøfte spørgsmål, der angår os alle, og sammen søge en løsning. At være et stort land betyder at bære et større ansvar for regional, og global, fred og udvikling, i modsætning til at søge et større monopol over regionale og globale anliggender.

29. mrs. 2015 – Følgende er uddrag af den hovedtale, som den kinesiske præsident Xi Jinping holdt den 28. marts på den årlige konference, Boao Forum for Asien. Hele talen kan læses på http://news.xinhuanet.com/english/2015-03/29/c_134106145.htm.

»Der er visse historiske anledninger, der er tilbøjelige til at minde folk om, hvad der skete i fortiden og få folk til at reflektere over dem. I år markerer 70-året for afslutningen af den Anti-fascistiske Verdenskrig, sejren for det kinesiske folks Modstandskrig mod japansk aggression, samt grundlæggelsen af De forende Nationer, FN. I år er også det 60. jubilæumsår for Bandung-konferencen, og i år vil fuldstændiggørelsen af ASEAN-fællesskabet finde sted. Som sådan er det et vigtigt år at mindes, så vel som også et afgørende tidspunkt til at reflektere over fortiden og se fremad mod fremtiden.

I løbet af de forgangne 70 år har verden som aldrig før gennemlevet dybtgående forandringer, som har ændret menneskehedens skæbne. Nu, hvor den globale kolonialismes og den kolde krigs dage for længst er forbi, er lande i stigende grad indbyrdes forbundet og afhængige. Fred, udvikling og win-win-samarbejde er blevet den herskende trend i vor tid.

Vi har kun den samme planet, og lande deler den samme verden. For at have det godt, kan Asien og verden ikke undvære hinanden. Konfronteret med de hastigt skiftende, internationale og regionale landskaber, må vi se hele billedet, følge vor tids trend og i fællesskab bygge en regional orden, der er mere favorabel for Asien og verden. Vi bør, gennem bestræbelser hen imod et sådant fællesskab for Asien, fremme et fællesskab baseret på fælles interesser for hele menneskeheden. Jeg ønsker at benytte denne lejlighed til at dele med jer min tanker om denne vision.

– For at opbygge et samfund baseret på vor fælles bestemmelse må vi sikre, at alle lande respekterer hinanden og behandler hinanden som ligeværdige. Lande kan have forskellig størrelse, styrke eller udviklingsniveau, men de er alle ligeværdige medlemmer af det internationale samfund, med ligeværdige rettigheder med hensyn til at deltage i regionale og internationale anliggender. Vi bør i fællesskab drøfte spørgsmål, der angår os alle, og sammen søge en løsning. At være et stort land betyder at bære et større ansvar for regional, og global, fred og udvikling, i modsætning til at søge et større monopol over regionale og globale anliggender.

– For at opbygge et samfund baseret på vor fælles bestemmelse må vi søge win-win-samarbejde og fælles udvikling … Den gamle nulsums-tankegang må vige for en ny fremgangsmåde med win-win samarbejde for alle. Andres interesser og fælles udvikling må fremmes, samtidig med, at man forfølger sine egne interesser, og fælles udvikling må fremmes samtidig med, at man søger sin egen udvikling. Visionen om win-win-samarbejde gælder ikke kun for det økonomiske område, men også for det politiske, sikkerhedsmæssige og kulturelle område, og mange andre områder. Det gælder ikke blot for lande inden for regionen, men også for samarbejde med lande uden for regionen …

Vi vil energisk fremme et system med regionalt, finansielt samarbejde, udforske en platform for udveksling og samarbejde mellem asiatiske finansinstitutioner, og fremme en komplementerende og koordineret udvikling mellem Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og sådanne multilaterale finansielle institutioner som Asiatisk Udviklingsbank og Verdensbanken …

Kina foreslår, at der udarbejdes planer med hensyn til at opbygge muligheden for forbindelser i Østasien og Asien som helhed for at fremme den fulde integration af infrastruktur, politik og institutioner og en fri bevægelighed af personalestaben …

– For at opbygge et samfund baseret på vor fælles bestemmelse må vi forfølge en fælles, omfattende, samarbejdende og bæredygtig sikkerhed. I verden af i dag betyder sikkerhed meget mere en tidligere, og dens implikationer går langt ud over en enkelt region eller tidsramme. Alle mulige faktorer kunne have indflydelse på et lands sikkerhed. I takt med, at alle lande deler en fælles bestemmelse og i stigende grad bliver gensidigt afhængige, kan intet land have garanti for sin egen sikkerhed uden de andre landes, eller den større verdens, sikkerhed. Den kolde krigs mentalitet bør virkelig kastes bort, og nye sikkerhedskoncepter næres i takt med, at vi udforsker en vej for Asien, der garanterer sikkerhed for alle, ved alle og af alle.

– For at opbygge et samfund baseret på vor fælles bestemmelse må vi sikre en inkluderende [politik] og gensidig læring mellem civilisationerne. Historien har i det forgangne årtusind været vidne til, at antikke civilisationer er dukket frem og trivedes langs Den gule Flod og Yangtze-floden, floderne Indus, Ganges, Eufrat og Tigris, såvel som i Sydøstasien, og de har hver især føjet deres egen pragt til den menneskelige civilisations fremskridt. I dag har Asien stolt bevaret sin distinkte forskelligartethed og nærer stadig alle civilisationerne, de etniske grupper og religionerne i denne store, asiatiske familie.

Mencius, den store filosof i det gamle Kina, sagde, »Ting fødtes til at være forskellige«. Civilisationer er blot unikke, og ingen er den anden overlegen. Der må være mere udveksling og dialog mellem civilisationer og udviklingsmodeller, så hver af dem kan trække på den andens styrke, og alle kan trives og få fremgang gennem gensidig læring og fælles udvikling. Lad os fremme udveksling mellem civilisationer for at bygge venskabsbroer for vore folk, fremme menneskelig udvikling og bevare fred i verden.

Kina foreslår, at der afholdes en konference for dialog mellem asiatiske civilisationer for at skabe en platform, på hvilken interaktion mellem de unge, folkegrupper, lokalsamfund og medierne kan fremmes, og for at danne et netværk af samarbejde mellem tænketanke, for således yderligere at bidrage til asiatiske folks rige, kulturelle liv og bidrage til et mere levende, regionalt samarbejde og en mere levende udvikling.

Den kinesiske økonomi er nu gået ind i en tilstand af ny normalitet. Den er i færd med at skifte gear, fra højhastigheds- til middel-til-højhastighedsvækst, fra en ekstensiv model, der lagde vægt på omfang og hastighed, til en mere intensiv model, der lægger vægt på kvalitet og effektivitet, og fra at være drevet af investering i produktionsfaktorer til at være drevet af innovation … Det er rimeligt at sige, at den kinesiske økonomi er højst spændstig og har stort potentiale, hvilket giver os plads til at bruge en række politiske redskaber til at øve indflydelse. Når dette er sagt, vil Kina fortsat respondere til den nye trend og tage initiativer til at forme den nye norm til vores fordel … Vi vil tage flere initiativer til at udløse folkets kreativitet og opfindsomhed, være mere effektive med hensyn til at bevare ligeværdighed og social retfærdighed, hæve folks levestandard og sikre, at Kinas økonomiske og sociale udvikling er både solid og stabil.

Det, Kina behøver mest, er et harmonisk og stabilt nationalt miljø og et fredeligt og roligt internationalt miljø. Uroligheder eller krig er i modstrid med det kinesiske folks fundamentale interesser. Den kinesiske nation elsker fred og har, fra gammel tid, højagtet sådanne filosofier som »harmoni er det mest værdifulde«, »fred og harmoni bør herske« og »alle mennesker under himmelen er brødre«. Kina har lidt under uroligheder og krig i mere end et århundrede i moderne tider, og det kinesiske folk ville aldrig ønske at påføre andre lande eller folkeslag den samme tragedie …

Nære naboer er bedre end fjerne slægtninge. Dette er en enkel sandhed, som det kinesiske folk lærte at kende i gamle tider. Det forklarer Kinas faste forpligtelse til at bygge venskab og partnerskab med sine naboer for at nære et venligt, sikkert og fremgangsrigt nabolag …

I 2013 fremlagde jeg, under mit besøg i Kasakhstan og Indonesien, initiativet for opbygningen af et økonomisk Silkevejsbælte og det 21. århundredes Maritime Silkevej. Initiativet med »Bæltet og Vejen«, der imødekommer Kinas udviklingsmæssige behov og de udviklingsmæssige behov hos landene langs ruterne og i regionen som helhed, vil tjene de relevante parters fælles interesser og besvare vor tids krav om regionalt og globalt samarbejde.

Med promoveringen af dette initiativ vil Kina følge princippet om udstrakt konsultation, fælles bidrag og fælles gavn. Udviklingsprogrammerne vil blive åbne og inkluderende, ikke ekskluderende. Det vil blive et virkeligt kor, der omfatter alle lande langs ruterne, ikke en enegang kun for Kina. Udviklingen af Bæltet og Vejen skal ikke erstatte eksisterende mekanismer eller initiativer for regionalt samarbejde. Tværtimod, vi vil bygge på det eksisterende grundlag for at hjælpe lande til bringe deres udviklingsstrategier ind i gensidig overenskomst og skabe en komplementerende situation … Både »Bæltet og Vejen« og AIIB er åbne initiativer. Vi indbyder alle lande langs ruten og i Asien, såvel som også alle vore venner og partnere i hele verden, til at tage aktivt del i disse bestræbelser.

Initiativet til »Bæltet og Vejen« skal ikke opfattes som retorik. Det repræsenterer virkeligt arbejde, der kan ses og føles at bringe virkelig gavn til landene i regionen. Takket være relevante parters samlede indsats, er visionen og handleplanen for initiativet blevet udviklet. Betydeligt fremskridt er blevet gjort med etableringen af AIIB. Silkevejsfonden er blevet lanceret, og konstruktioner på flere af projekterne for infrastrukturforbindelser går fremad. Denne tidlige høst har virkelig peget fremad mod de brede udsigter, som initiativet med »Bæltet og Vejen« vil bringe.

Kære Venner,

Fredens sag og udviklingen af menneskedens sag er lige så ophøjet, som den er udfordrende. Farten, der ligger foran os, vil ikke blive sejlads i smult vande, og succes kommer måske ikke let. Uanset, hvor lang og vanskelig, rejsen måtte være, så vil de, der arbejder sammen og aldrig giver op, slutteligt sejre. Det er min overbevisning, at så længe, vi holder fast ved vore mål og gør en stor indsats, vil vi i fællesskab skabe et samfund baseret på vor fælles bestemmelse og indvarsle en ny fremtid for Asien.«

Hovedtale af Helga Zepp-LaRouche.

Lyder det ikke som sund fornuft? Giver det ikke mening, at alle disse lande slutter sig sammen, overvinder fattigdom, overvinder sygdom, har en fælles fremtid … at forsvare vores menneskehed imod alle farer og definere den næste fase og epoke i menneskets evolution …?

Download (PDF, Unknown)

4. april 2015 – Kina er på vej frem, og USA og EU bør arbejde på at bringe deres interesser på linje med Kina, inden Kina skal præsidere over G20 i 2016, skrev tidligere NATO-generalsekretær og EU-udenrigsminister Javier Solana i en klumme i Project Syndicate, der første gang blev publiceret på engelsk den 31. marts. Solana erkender, at Kina er blevet den ledende, globale financier af udviklingssektoren og er i færd med at oprette BRIKS’ Nye Udviklingsbank, Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank og den Nye Silkevejsfond for at finansiere eurasiske infrastrukturprojekter, der strækker sig over 60 lande og omfatter to tredjedele af verdens befolkning. USA må overvinde sin strategiske mistillid til Kina; »hvis nye magter ikke gives adgang til de eksisterende, globale styrelsesstrukturer, vil de skabe deres egne strukturer.«

Foto: G20-topmødet i 2014 blev afholdt i Brisbane, Australien, og skal i 2015 afholdes i Tyrkiet. I 2016 skal G20-topmødet afholdes i Kina, har Australiens Tony Abbott meddelt.

31. mrs. 2015 – Den tyske, internationale broadcastingsorganisation Deutsche Welle har endelig indset, at Grækenland arbejder på et økonomisk alternativ med Silkevejen. I en kommentar til vicepremierminister Yannis Dragasakis’ og udenrigsminister Nikos Kotzias’ nylige besøg i Kina, skriver DW’s kinakorrespondent Frank Sieren, der ikke kan lade være med at være kynisk, at mens »sloganet for besøget var ’året for maritimt samarbejde’ mellem Grækenland og Kina … kort sagt: Det handlede om penge«.

Efter at skrive en gang nonsens om hårde forhandlinger mellem Kina og Grækenland, fortsætter Sieren, »Grækenlands adgang til Middelhavet er en vigtig del af det Nye Silkevejsprojekt, initieret af Xi Jinping … da det frembyder et vigtigt omdrejningspunkt, der garanterer en kinesisk-europæisk forbindelse mellem land og vand.«

»Det drejer sig om mere end blot havnen: Det er et alternativ til Europas finansielle støtte – på bedre vilkår. For grækernes vedkommende er Kina nu mere med i spillet end nogen sinde før, og de spiller en større rolle i Europas fremtid end nogen sinde før. Heldigvis er Beijing interesseret i et stærkt Europa som en stærk modpart til USA.«

Foto: En græsk regeringsdelegation, ledet af vicepremierminister Yannis Dragasakis og udenrigsminister Nikos Kotzias, mødtes fredag med repræsentanter fra den kinesiske regering, ledet af en af Kinas vicepremierministre, Ma Kai.

31. mrs. 2015 – Taiwan vil anmode om medlemskab af Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank, sagde præsidentens kontor og tilføjede, at Taiwans regering internt har drøftet en tilslutning til AIIB siden januar måned.

Regeringsfolk, inklusive direktøren for centralbanken og finansministeren, har i de seneste uger støttet initiativet og sagt, at det ville fremme øens internationale profil og økonomiske udvikling i takt med, at Taiwans erhvervsliv drager fordel af en øget infrastrukturinvestering i regionen.

På sidelinjen af Boao Forum for Asien i Kinas Hainan-provins i sidste uge gav Vincent Siew, Taiwans tidligere vicepræsident, udtryk for øens intention om at tilslutte sig AIIB under et møde bag lukkede døre med den kinesiske præsident Xi Jinping, iflg. en rapport den 29. marts fra det officielle kinesiske nyhedsagentur. Chen Deming, Kinas topforhandler med Taiwan, sagde til reportere i Boao, at Beijing »ikke ser vanskeligheder« i Taiwans tilslutning til institutionen.

Taiwan deltager i internationale sportskonkurrencer som kinesisk »Taipei« og tilsluttede sig World Trade Organization, WTO, som, »det separate toldområde Taiwan, Penghu, Kinmen og Matsu«. Det præsidentielle kontor sagde, at Taiwans regering endnu ikke har besluttet, under hvilket navn Taiwan vil tilslutte sig den nye bank.

Onsdag, 1. april 2015 – Med Island har alle de nordiske lande nu besluttet at ansøge om optagelse i Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB, som grundlæggende medlemmer, rapporterer vores kontakt på Island. Beslutningen blev truffet på et møde i regeringen på den sidste dag, 31. marts, for ansøgning. Både regeringens pressemeddelelse og de tre artikler om beslutningen er på islandsk. Ifølge en google-oversættelse siger regeringens pressemeddelelse: »Regeringen mener, at et medlemskab af Banken yderlige vil styrke relationerne mellem Island og de asiatiske lande.«

Betydningen af beslutningen er, at Island, med sin dybtgående republikanske ånd mht. modstand mod de globale bankinteresser, er Kinas tætteste allierede blandt de nordiske lande. Samarbejde mellem Kina og Island er etableret inden for felter som handel, geotermisk energi, økonomi, samfundsudvikling, videnskab og teknologi, samt arktisk forskning. Det kinesiske statslige olieselskab, CNOOC, har fået licens til at foretage udforskning af olie og gas i Dreki-regionen, der ligger mellem den nordatlantiske nation og øen Jan Mayen (Norge). Både Island og Norge er dedikeret til udviklingen af den Nordlige Søvej til Stillehavet. Det betyder, at dette projekt, der har fået tilnavnet Den nordlige Silkevej, har mulighed for at blive inkluderet i AIIB’s agenda.

http://www.visir.is/rikisstjornin-vill-ad-island-verdi-stofnadili-ad-fjarfestingabanka-fyrir-asiu/article/2015150339774

http://www.dv.is/frettir/2015/3/31/island-oskar-eftir-adild-ad-nyjum-fjarfestingabanka-asiu/

http://www.mbl.is/frettir/innlent/2015/03/31/gerist_stofnadili_ad_nyjum_banka/

China Presents Action Plan for `One Belt, One Road’

March 30 (EIRNS) — This year’s Boao Forum for Asia (BFA) became
a central focus for China’s mobilization around the “One Belt,
One Road” project for Asia and the world. In his speech on March
28th, President Xi Jinping had traced the development of the
Asia-Pacific region during the last 70 years from the end of the
Anti-Fascist War and the founding of the United Nations, to the
historic Bandung conference 60 years ago, where Chinese leader
Zhou Enlai and India’s Jawaharlal Nehru had laid out the Five
Principles of Peaceful Coexistence, including non-interference in
the internal affairs of other nations. “This year we will witness
the completion of the ASEAN Community,” Xi Said. With the
development of the two new Silk Road projects, China hopes to
create by 2020 an East Asian Economic Partnership.
Boao drew 48 nations this year with a much greater
participation of world leaders, attracted by the vision of the
New Silk Road. Most significantly, China used the opportunity to
present a broad and detailed program of how they envision the
development of their “One Belt, One Road.”
As they did so, the number of countries applying to be
founding members of the Asian Infrastructure Investment Bank
(AIIB) rose to 45, with Sweden and Egypt being among those
announcing themselves today. Among major economies remaining
outside, are {only} the United States, Canada, and Japan. One
investment group in China estimated that the AIIB’s $100 billion
capital, “properly borrowed against” with bond issuances, could
provide $1.3 trillion in financing.
“This is the development we have been pushing for,” Lyndon
LaRouche noted today, “which Helga and I have been pursuing for a
long time.” He characterized it as “far, far greater than a
Marshall Plan.”
The “Action Plan” is a grandiose vision of trade and
development which makes the stalemated PNAC imperial vision of
the Trans-Pacific Partnership (TPP) pale in comparison. And the
principles of the “One Belt, One Road” laid out in Xi’s speech —
where the underlying principle is the mutual respect shown to
each country’s core interests and choice of development paths —
contrast starkly with the imperial unipolar world that lies at
the basis of the TPP notion.
Entitled “Visions and Actions on Jointly Building Belt and
Road,” the document, issued on March 28, detailed the various
aspects of the envisioned process, involving economy, finance,
culture and security. The “framework” of the project includes
linking Asia, Europe and Africa by means of the Silk Road
Economic Belt through China, Central Asia, Russia and Europe, a
link through Central Asia and West Asia to the Persian Gulf and
the Mediterranean, and a sea-land corridor linking China with
Southeast Asia, South Asia and the Indian Ocean, and through the
South China Sea to the South Pacific. Further corridors will be
developed through China-Mongolia-Russia, China-Central Asia-West
Asia and China-Indochina Peninsula. There will also be a
China-Pakistan Economic Corridor and a
Bangladesh-China-India-Myanmar Economic Corridor.
Economic priorities involve coordinating, enhancing and
accelerating trade and transportation, eliminating obstacles on
the borders with regard to customs and multimodal transport,
promoting connectivity of energy infrastructure, enhancing
cooperation in oil and gas, in hydropower and in nuclear energy,
and collaboration among the nations in developing new industries,
setting up science centers and cross-border economic and
investment zones.
The “Road and Belt” will also be supported through a number
of new financial institutions, the action plan continues: the
AIIB, the BRICS Bank, the Silk Road Fund. A financial arm will be
established in the Shanghai Cooperation Organization (SCO) and
cooperation will be strengthened in the China-ASEAN Interbank
Association and SCO Interbank Association. China will also allow
companies and financial institutions with good credit ratings to
issue renminbi bonds in China for their financing needs. They
will also create a regional financial risk early-warning system,
and create an exchange and cooperation mechanism for addressing
cross-border risks and crisis.
The cultural exchanges are equally important with the
promotion of student exchanges between the “Belt and Road”
countries promoting tourism along the Belt and Road as well as
sports exchanges; cooperation in the area of medicine and in the
control of epidemics and other medical emergencies in the region
as well. Joint labs and research centers will be set up to
promote innovation in science.
The report goes on to indicate the effects this will have in
the continued “reform and opening up” policy in China, including
the development of the northwest region with Xian in the center
and the northeast region with a focal point in Harbin and
corridors going north into Russia and Mongolia.
In addition there will be a development of a western
corridor from the Yangtze Delta region along the Yangtze River to
Chongqing and to Chengdu, which has become a transportation hub
along the Central Asian Economic Belt. Such a Yangtze River
Corridor would also include such inland cities as Changsha,
Nanchang and Hefei, the site of the China Science and Technology
University and the Chinese fusion program. The action plan also
indicates accelerating cooperation between the upper and middle
reaches of the Yangtze and their counterparts along Russia’s
Volga River. [wcj]

29. mrs. 2015 – Der vises ingen nåde mod Barack Obama for hans afvisning af at acceptere Kinas invitation til at gå med i Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). »Klodset diplomati«, »forkvaklet nulsums-tænkning«, og »Washingtons stædighed, når den er værst«, er blot nogle af de favoritbetegnelser, der kastes mod den amerikanske præsident for hans galskab.

En artikel i dag i Japan Times af Jeff Kingston, direktør for Asiatiske Studier ved Temple Universitet, Japan, er brutal og siger, at, med sin afvisning af at gå med i AIIB har Washington opført sig »med en stædighed, når den er værst« med sine angreb på Storbritanniens »konstante forekommenhed« over for Kina, og med sin selv-isolering samtidig med, at vestlige europæiske nationer, Sydkorea, Australien og andre lader USA tilbage i støvet.

AIIB, siger Kingston, er kommet til at symbolisere »Amerikas mareridt: behovet for at samarbejde med – afgjort ikke imødekomme – Kina som ligeværdige partnere«. Kina er i færd med »at sy Asien sammen« med sin finansiering, handel og infrastrukturprojekter og efterlader USA uden magt til at stemme op imod den ubønhørlige kinesiske rambuk«. Han påpeger det hykleriske i USA’s argumenter om AIIB’s gennemskuelighed, styrelse, demokrati osv., i betragtning af USA’s egen »blakkede« fortid mht. disse spørgsmål, og USA’s støtte til »et slyngelgalleri af tyranner på hvert eneste kontinent«.

»Det var ikke det værd at begynde et slagsmål med AIIB«, slutter Kingston, »og det var slet ikke et slagsmål, man havde en chance for at vinde … Det ville være bedre for Washington at æde sin stolthed og springe om bord i AIIB og arbejde sammen med Kina. Det samme gælder Tokyo.«

I The Asia Times 28. marts med titlen »AIIB et moralsk skuespil for Indien« påpeger forfatteren M.K. Bhadrakumar den »vilde flugt af lande«, der ønsker at blive grundlæggende medlemmer af AIIB og erklærer, at »USA’s ’Omdrejningspunkt Asien’ (Asia Pivot) tydeligvis har problemer, store problemer, og uden dette ’omdrejningspunkt’ er der usikkerhed omkring spørgsmålet om, hvordan en stadig udhuling af Amerikas position i Asien kan undgås …« I, hvad han beskriver som den »nye støbeform«, der er opstået, er også Obamas anti-kinesiske handelsaftale, Trans Pacific Partnership (TPP), i store problemer, som, siger forfatteren, er en »stor politisk fiasko for Obamaregeringen«. Kina sigter efter noget »langt større, langt mere dybtgående i omfang og mål … Den kinesiske tænkning om AIIB har udviklet sig, og det er alt for simplistisk at anse det for at være en knibtang rettet mod hjertet af Bretton Woods-systemet eller være besjælet af en konkurrenceånd vendt mod Washington«. Kina ønsker ikke at ødelægge det eksisterende finanssystem, men ønsker snarere at have mere at skulle have sagt mht., hvordan det køres. Hvis det ikke sker, slutter forfatteren, »vil det gå sine egne veje«.

I Sunday Telegraph påpeger den faste klummeskriver Liam Halligan, at vestlige nationer ignorerede Obamas advarsler om, at den bedste måde at forme AIIB’s standarder var at »holde sig udenfor«. I stedet gik Storbritannien trodsigt med og fik en latterlig, »stikkende« respons fra Washington, men blev dernæst efterfulgt af Frankrig, Italien og Tyskland, og »lod USA fremstå som isoleret«. Omfanget af de finansieringsenheder, der skabes for at finansiere infrastruktur, jernbaner og havne for at koble Kina sammen med Centralasien – »BRIKS-banken«, valutareservefonden, Shanghai Samarbejdsorganisationens Udviklingsbank, Silkevejsfonden på 40 mia. dollar – tager vejret fra én, siger Halligan.

Foto: Obama i Det Hvide Hus

29. mrs. 2015 – Samtidig med, at det historiske Boao Forum for Asien fandt sted i den forløbne weekend, hilste den kinesiske regering Australiens og Danmarks ansøgning om tilslutning til AIIB »velkommen«, rapporterede Xinhua.

Med lovord til Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) som »en betydningsfuld og spændende udvikling i verdensordenen« meddelte den danske regering, gennem sit Udenrigsministerium, i en pressemeddelelse i går stolt: »Danmark ansøger om tilslutning til AIIB som det første, nordiske medlem«.

Samme dag meddelte den australske premierminister Tony Abbott, at Australien ville »indgå et aftalememorandum« om Australiens tilslutning som grundlæggende medlem, der af Sydney Morning Herald rapporteres som »Premierminister giver grønt lys til AIIB’s 100 mia. dollar«.

Alt imens Abbotts udtalelser til pressen om beslutningen rapporteres som reserverede, så var den australske finansministers bemærkninger entusiastiske, med udtalelser som »banken er det rigtige for Australien, og det er det rigtige for Australien at være en del af en multilateral bank, som kommer til at udstede lån til en pålydende værdi at et titals milliard dollar til vore naboer i regionen«. Hockey afviste også tanken om et brud med USA og forudsagde, at »sluttelig tror jeg, USA vil gå med« i AIIB.

Danmarks entusiasme var mærkbar i den erklæring, som Udenrigsministeriet udstedte.

»Det er en betydningsfuld og spændende udvikling i verdensordenen, at Kina nu etablerer Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). Eftersom mange danske handelsinteresser, såvel som også interesser mht. samarbejde om udvikling, står på spil i AIIB, er der mange grunde til lige fra begyndelsen at være engageret i og få indflydelse på AIIB’s investeringsbeslutninger«, sagde hr. Mogens Jensen, den danske minister for handel og udvikling.

Den danske ambassadør til Kina hr. Friis Arne Petersen blev også citeret for at sige: »Jeg er meget glad for, at vores regering har taget dette skridt. Jeg finder det både naturligt og logisk. I år fejrer Danmark og Kina vores 65. jubilæum for etableringen af diplomatiske forbindelser, og allerede i 2008 skrev de to lande under på et omfattende, strategisk partnerskab«.

Erklæringen sagde også, at den danske statsminister har besøgt Kina to gange i de forløbne to år og omtaler projekter, som de to lande har arbejdet på i fællesskab i Afrika.

Med formand Tom Gillesberg

Video udlægges senere i dag, mandag.

28. mrs. 2015 – I sin hovedtale på Boao Forum for Asien på øen Hainan opfordrede den kinesiske præsident Xi Jinping verdenssamfundet til at opbygge et samfund med en fælles bestemmelse. »Vi har kun én planet, og lande er fælles om én verden. Konfronteret med de hastigt skiftende internationale og regionale landskaber, må vi se hele billedet, følge vor tids tendenser og i fællesskab opbygge en regional orden, der er mere favorabel for Asien og for verden«, tilføjede Xi iflg. Xinhua.

I sin tale forelagde Xi et firepunktsforslag for opbygning af et sådant samfund. For det første opfordrede han alle lande til at respektere hinanden og behandle hinanden som ligeværdige og bemærkede, at den hårdt tilkæmpede fred og stabilitet i Asien og det solide momentum for udvikling bør opretholdes af alle. For det andet opfordrede han til win-win-samarbejde og fælles udvikling. »Vi bør forstærke koordineringen af den makro-økonomiske politik for at forhindre mulige negative smittevirkninger fra forandringer i den økonomiske politik i de individuelle økonomier«, sagde han.

For det tredje opfordrede Xi landene til at forfølge fælles, omfattende, samarbejdende og bæredygtig sikkerhed. »I vores håndtering af sikkerheden i Asien er det vigtigt at erindre sig både Asiens historie og virkelighed, indtage en flergrenet og holistisk holdning, forbedre koordineret regional sikkerhedsstyrelse og garantere sikkerheden inden for både de traditionelle og utraditionelle områder«, sagde han. For det fjerde understregede Xi behovet for at sikre, at der er et inkluderende forhold med gensidig læring mellem civilisationerne.

»Kina«, sagde han, »foreslår, at der afholdes en konference om dialog mellem asiatiske civilisationer for at skabe en platform for fremme af interaktioner blandt ungdommen, folkegrupper, lokalsamfund og medierne og danne et netværk af samarbejde mellem tænketanke.« »Det vil være en tilføjelse til de asiatiske folks rige kulturliv og være med til at nære et livligere, regionalt samarbejde og regional udvikling«, tilføjede Xi.

Den 28. marts bekræftede Danmark, at landet har til hensigt at tilslutte sig Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) som grundlæggende medlem og hermed blive det første, nordiske land i denne internationale finansinstitution.

»Det er en betydningsfuld og spændende udvikling i verdensordenen, at Kina nu etablerer Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). Eftersom mange danske handelsinteresser, såvel som også interesser mht. samarbejde om udvikling, står på spil i AIIB, er der mange grunde til lige fra begyndelsen at være engageret i og få indflydelse på AIIB’s investeringsbeslutninger«, sagde hr. Mogens Jensen, den danske minister for handel og udvikling.

»Den danske regering har derfor i dag adviseret den kinesiske regering om, at Danmark er parat til at sidde blandt de grundlæggende medlemmer af AIIB for yderligere at diskutere etableringen af banken. Det er vigtigt, at den nye finansinstitution bekender sig til den internationale standard for udviklingsbanker, og at den vil støtte vore prioriteter inden for udviklingspolitik. Den endelige beslutning om Danmarks medlemskab vil blive truffet på et senere stadium, sammen med den præcise, danske finansielle støtte til bankens aktiviteter«, tilføjede hr. Jensen.

»Jeg er meget glad for, at vores regering har taget dette skridt. Jeg finder det både naturligt og logisk. I år fejrer Danmark og Kina vores 65. jubilæum for etableringen af diplomatiske forbindelser, og allerede i 2008 skrev de to lande under på et omfattende, strategisk partnerskab«, sagde den danske ambassadør til Kina, hr. Arne Friis Petersen.

»Det er derfor også naturligt, at vi fortsætter denne linje med anmodningen om tilslutning til AIIB, så den økonomiske udvikling i Asien kan oppebæres, og vi kan hjælpe med fjernelse af fattigdom i området.«

»Der har været to statsbesøg mellem Danmark og Kina i løbet af de seneste to år, med tidligere præsident Hu Jintaos besøg i Danmark i 2012 og Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s besøg i Kina i april 2014 efter invitation fra præsident Xi Jinping. Hertil kommer den danske statsministers besøg to gange i løbet af de seneste to år, og utallige kinesiske lederes besøg i Danmark«, tilføjede hr. Petersen.

Danmark har i mange år været en verdensleder med sin forpligtelse over for udviklingshjælp og -samarbejde. Forskellige danske regeringer har været dedikeret mht. udvikling af en win-win-relation med udviklingslande. Dette har resulteret i succesfulde udviklingsprojekter i Afrika, Asien og Sydamerika.

Danmark og Kina har tidligere arbejdet sammen om en række udviklingsprojekter, inklusive en aftale om et udviklingsprogram i FN-regi om fremme af overførsel af teknologi for vedvarende energi, der blev underskrevet i august 2014 mellem Kina, Ghana og Zambia. Projektet blev hovedsageligt finansieret af Danmark.

(Oversat fra pressemeddelelse fra Den danske Ambassade i Beijing, på hjemmesiden ‘Danmark i Kina’)

http://kina.um.dk/en/about-us/press/press-releases/newsdisplaypage/?newsID=CE41C85C-8E7D-46A4-8743-D6CA6D507E8F

Se også: Schiller Instituttet sender åbent brev til regering og Folketing: Danmark skal gå med i Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank 

Foto: Den kinesiske præsident Xi Jingping og statsminister Helle Thorning-Schmidt, fra dennes besøg i Kina i september 2014.

Lydfil:

Video 1. del (Tom Gillesbergs tale begynder 55 min. inde i optagelsen.)

2. del:

Omdel gerne invitationen.

Farvet version:

Download (PDF, Unknown)

Sort/hvid version:

Download (PDF, Unknown)

Russisk Samfund i Danmark – www.russam.dk
Schiller Instituttet – www.schillerintitut.dk – 35 43 00 33, 53 57 00 51

Russisk Samfund i Danmark og Schiller Instituttet inviterer til debatmøde:

På vej mod atomkrig med Rusland?
Eller samarbejde med BRIKS-landene om økonomisk udvikling?

Fredag den 27. marts kl. 19:00

Salen, Medborgerhuset på Biblioteket, Danasvej 30 B, Frederiksberg

Talere:
Jens Jørgen Nielsen, journalist, ruslandsekspert, underviser og forfatter. Tidligere journalist for Politiken i Rusland og forfatter til bogen ”På egne præmisser, Putin og det nye Rusland”.

Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet og LaRouche-bevægelsen i Danmark, og kandidat uden for partierne til Folketinget.

Gratis adgang

For 25 år siden var verden i en tilstand af eufori. Den kolde Krig var slut, og russerne ønskede at opbygge et fælles europæisk hus sammen med vesteuropæerne. I dag er vi måske tættere på en atomkrig end under Den kolde Krig. Hvordan og hvorfor er vi endt der? Og hvilken rolle har både NATO’s og EU’s udvidelse spillet i den udvikling? Jens Jørgen Nielsen kommer med sin vurdering af baggrunden for den eskalerende og farlige udvikling.

Drivkraften i den strategiske krise er spændingen mellem det voksende kollaps af det vestlige, transatlantiske finanssystem og fremvæksten af en ny global magtfaktor i form af BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), som er blevet omdrejningspunktet for etableringen af en ny retfærdig økonomisk verdensorden. Tom Gillesberg vil fremlægge et alternativ til konfrontation og krig. Danmark, Europa og USA bør samarbejde med BRIKS, der allerede er i færd med at etablere en Ny Udviklingsbank og en monetær fond.
Kina er med sin politik for Den nye Silkevej i gang med at bygge infrastrukturprojekter og etablere nye kreditinstitutioner, som Danmark og resten af verdens nationer er blevet inviteret til at deltage i, og som vil muliggøre økonomisk udvikling og samarbejde mellem alle verdens lande.

Kom til mødet og vær med i netop den diskussion, der vil afgøre vores fremtid.

Invitér venligst andre og videresend denne invitation til dine kontakter.

Det globale skift hen imod en ny, økonomisk verdensorden baseret på opbygning af fysisk økonomi, ikke finansbobler, gjorde slående fremskridt i sidste uge, da først Storbritannien og dernæst fem andre europæiske nationer anmodede om at blive grundlæggende medlemmer af Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), som Kina har taget initiativ til. I skrivende stund har 34 nationer anmodet om at blive en del af institutionen, som kineserne har erklæret vil blive kapitaliseret på et niveau, der ligger på 100 mia. dollar, og er helliget finansiering af store infrastrukturprojekter i Asien og andetsteds. Sidste frist for at søge optagelse som grundlæggende medlem er 31. marts. (Se brev til regering og Folketing)

Disse dramatiske skridt blev taget i sammenhæng med LaRouche-bevægelsens globale mobilisering omkring en appel, der opfordrer de transatlantiske lande til at gå med i BRIKS-AIIB-processen, og konfronteret med sabotage fra Obamaregeringen.

Download (PDF, Unknown)

Paris, Nouvelle Solidarité, 25. mrs. 2015 – Le Figaro bragte en højst interessant leder, dateret 20. mrs., om implikationerne af, at fire store europæiske nationer tilslutter sig den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB, på trods af USA’s forsøg på at standse dem. Alt imens visse elementer i artiklen ikke er korrekte mht. de kinesiske hensigter, så rammer artiklen plet mht. det jordskælv, det repræsenterer over for Obamas politik.

»Aldrig er forræderiet så stort, som når det begås af ens venner. Med beslutningen om at tilslutte sig AIIB, kastede Storbritannien en sten i dammen, der lavede krusninger … For præsident Obama, der gjorde Det asiatiske Stillehavsområde til omdrejningspunktet for sin politik, svarer dette til en krigserklæring. Set fra Det Hvide Hus er AIIB en Beijing-manøvre for at svække amerikansk indflydelse og forstærke sin egen, regionale overhøjhed.  Den kendsgerning, at en historisk, amerikansk allieret, medlem af G7 og NATO-grundpille har besluttet at tilslutte sig denne rivaliserende klub, er et slag i ansigtet … først og fremmest, fordi det understreger fremvæksten af yuan som en reserve- og vekselvaluta. Og også, fordi det forårsagede en implosion af den vestlige blok: Opmuntret af briternes frimodighed var Australien og Sydkorea, der oprindeligt var de første til at misbillige initiativet, de første til at erklære deres potentielle interesse, der i denne uge blev efterfulgt af Italien, Tyskland og Frankrig! Endnu andre har stillet sig op i køen. Et lille Pearl Harbor for Washington.«

Den 24. marts blev den samme diskussion ført i bedste morgensendetid på BFM Radio, Frankrigs førende business-kanal, på en meget fremtrædende måde. BFM Radio rapporterede om spørgsmålene, og bemærkede så USA’s modstand mod de allieredes tilslutning. »Og hvad så«, sagde hovedkommentatoren Stéphane Soumier. »Frankrig har, med sine svage, finansielle kapaciteter, ikke råd til at afvise sådanne muligheder.« Dækningen inkluderede et interview med en indisk ekspert, der sagde, at problemet med Verdensbanken og den Asiatiske Udviklingsbank (ADB) er, at de kun finansierer små og bæredygtige vækstprojekter. Vi har store infrastrukturprojekter og atomkraft, der skal udvikles, sagde han og tilføjede, at Indien er lykkelig over at have en bank, der kan betjene landets behov.

Den anden begivenhed, der skaber krusninger på vandet her i Frankrig, er de fremskredne forhandlinger mellem det franske oliekompagni Total, det russiske Novatek og CNPC [China National Petroleum Corporation] om en 15 mia. dollar stor investering i Yamal LNG [Liquified Natural Gas]-projektet i Sibirien. Målet er at have investeringen på plads inden årets udgang.

Wall Street er urolig over projektet iflg. dækningen i Wall Street Journal, der bemærker, at Totals direktør Patrick Pouyanné tog jobbet efter at »Totals forrige chef, Christophe de Margerie, blev dræbt i et flystyrt i Rusland. Ligesom hr. de Margerie byder hr. Pouyanné investeringer inden for politisk risikable områder velkommen«, skriver Wall Street Journal ildevarslende, »for mange af hans konkurrenter har også satset stort på Rusland og befinder sig nu i en knibe.«    

23. mrs. 2015 – Jin Liqun, generalsekretær for AIIB’s midlertidige sekretariat, sagde i går, at så mange som 35 nationer kunne blive stiftende medlemmer af AIIB pr. 31. marts, og at den nye bank vil få aktieindehavernes godkendelse til at fordoble sin kapitalisering til 100 bia. dollar. Samtidig forsøger Obamaregeringen febrilsk at komme ovenpå efter fordømmelsen og latterliggørelsen over hele verden for sit forsøg på at standse udbredelsen af støtte til Kinas AIIB-initiativ.

Wall Street Journal bragte i dag en hysterisk artikel af avisens internationale finansskribent, Ian Talley, der citerede navngivne og unavngivne kilder fra Obamaregeringen, der »foreslog, at banken skulle arbejde i fællesskab med Washington-støttede udviklingsinstitutioner, såsom Verdensbanken«. Fordi Obama er »konfronteret med modstand fra allierede«, der tilslutter sig AIIB i stimer på trods af trusler og armvridning fra Det Hvide Hus, foreslår Obama nu »fælles finansiering« mellem AIIB og IMF/Verdensbanken/Asiatisk Udviklingsbank (ADB)-apparatet.

Hvad dette betyder skæres ud i pap af avisens kilde i regeringen: »Fremgangsmåden med samarbejde er designet til at dirigere den nye bank hen imod de økonomiske mål for verdens ledende økonomier, og tilsvarende væk fra at blive et instrument for Beijings udenrigspolitik.« Han citerer Nathan Sheets, underminister i Finansministeriets afdeling for udenrigsanliggender: »En fælles finansiering af projekter med eksisterende institutioner som Verdensbanken eller ADB vil være med til at sikre, at man bevarer en standard af høj kvalitet, der har bestået tidens test.«

Og hvis det ikke er tydeligt nok, skærer Talley ud i pap, hvad disse »standarder af høj kvalitet« går ud på: »At sikre den nye institutions standarder er designet til at forhindre usund opbygning af gæld, overtrædelser af menneskerettigheder og miljøbelastninger … Kinas nye bank risikerer at fremkalde mistillid i USA og skabe en række sociale og økonomiske spørgsmål. Den kunne også være med til at understøtte kinesiske virksomheders interesser. Mangel på gennemskuelighed i den nye banks styrelse kunne nære mistanke, f.eks., om, hvorvidt Beijing ville bruge sin finansiering til at udvikle dybvandshavne i strategiske havne, som kunne modtage Kinas voksende flåde [!]. At udlåne penge til lande uden hensyn til, om regeringerne kan tilbagebetale lånene, kunne så sæden til fremtidige kriser [!]. Investering i bygning af dæmninger, der kræver massive folkeforflytninger, kunne, uden passende beskyttelsesforanstaltninger, bære ved til overtrædelser af menneskerettigheder. I takt med, at Kinas økonomi sagtner farten hurtigere end forventet, konfronteres landet med en voksende kapacitet for overskudsproduktion. Infrastrukturinvesteringer kunne være med til at opsuge noget af denne overskydende kapacitet, og også tilbyde højere renter på Kinas billion-dollar store beholdning af amerikanske statsobligationer til lave renter.«

Obamas Wall Street-drenge er tydeligvis i panik – men dragen er sluppet ud af sækken.

Foto: Jin Liqun sludrer med udenlandske underskrivere ved en AIIB-underskriftsceremoni i Beijing, okt. 2014  

Den udvikling, der blev udløst for ti dage siden af interventionerne den 12. marts fra Tysklands Frank-Walter Steinmeier og Helmut Schmidt, samt den tidligere guvernør for Maryland, USA, Martin O’Malley, har frembragt en dramatisk ny, global strategisk situation. Nu har fire ledende, europæiske nationers beslutning tidligere på ugen om at gå med i den kinesisk ledede Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), og således totalt ignorere præsident Obamas trusler og advarsler om ikke at gøre det, yderligere væltet hele skakbrættet. Der er intet, der fungerer, som det plejede, for blot to uger siden.

»Ånden er sluppet ud af lampen«, erklærede Helga Zepp-LaRouche i søndags, og AIIB vil kun vinde mere vind i sejlene for hver dag, der går. Vi befinder os nu, pga. de gennembrud, vi indtil dato har opnået, i en position, hvor vi rent faktisk kan få USA og Europa til at gå med i BRIKS i en fuldstændig ny verdensorden, baseret på den tilsyneladende »upraktiske« idé om ’win-win’-samarbejde mellem nationer. Hvis USA og Kina samarbejder, sammen med andre BRIKS-nationer, »kan vi redde civilisationen fra afgrunden«, erklærede hun. Hun opfordrede LaRouche-bevægelsen (i USA) i hele landet til at bevare et »laser-agtigt fokus« på at mobilisere for den kommende Schiller Institut begivenhed på Manhattan den 28. marts, som den væsentligste aktion, der skal gennemføres i øjeblikket, for at opnå dette strategiske mål.

Kina på sin side arbejder hurtigt for at maksimere fremskridtet i dette nye miljø. Viceudenrigsminister Zhang Yesui gentog og udvidede, i en tale til Kina Forum for Udvikling i Beijing, præsident Xi Jinpings tilbud til USA fra november 2014 om, at de skulle gå med i Den nye Silkevej og relaterede AIIB-projekter:

Zhang sagde (parafrase i Global Times):

»Kina og USA har mange fælles interesser og samarbejdsmuligheder i Det asiatiske Stillehavsområde, der bør blive et prioriteret område for opbygning af en ny model for stormagtsrelationer mellem de to lande.«

Han tilføjede, at det kinesiske koncept ikke går ud på at bruge disse initiativer som

»et geostrategisk redskab«, men de vil »følge principperne om fælles rådslagning, opbygning og fællesskab«.

Lyndon LaRouche karakteriserede det seneste, kinesiske initiativ som »snu«, eftersom de ved, at Obama er rystet, og at dette tilbud vil ryste ham yderligere. Vores opgave, forklarede LaRouche, er at få Obama sparket helt ud af Det Hvide Hus. Han er en agent for Det britiske Imperium, en galning, der skal sparkes ud, og vores eneste chance for at undgå en global atomkrig er at droppe Obama.

Under diskussioner med sine medarbejdere søndag gik LaRouche i dybden med de involverede overvejelser:

»Hovedtingen er: Hvad er princippet for menneskelig eksistens? Vi har defineret princippet for menneskelig eksistens som værende stedfæstet med Kepler som referencepunkt. Der er andre ting, der skete før det, som førte til det, Kepler gjorde, og der er konsekvenser af, hvad Kepler gjorde, som stadig udstråler i dag, og udvikler sig i dag. Men spørgsmålet er altid: Lad være med at være praktisk! Vær ikke praktisk! Og vær ikke dum, hvilket så nogenlunde er det samme som at være praktisk.

Det, man må gøre, er at forstå de processer, der ligger uden for menneskets simple forestillingsevne, i menneskets højere niveauer af forestillingsevne om fremtiden. Menneskeheden må altid placere hensigten med os inden for rammerne af fremtiden, ikke inden for rammerne af en nutid. Så den praktiske fortolkning af tingene er fejlagtig.

For eksempel, hvad skete der med de tre personer, der implicit blev trukket fra Tyskland [Steinmeier og Schmidt] og fra USA, O’Malley: at de gjorde noget. Men det er i og for sig ikke løsningen; det er simpelt hen noget, der fremprovokerer, eller burde fremprovokere, vores fornemmelse for, hvad den fremtidige løsning er, ikke, hvad praksis er i dag.

Det, jeg bander ad, er, at jeg bander ad folk, der prøver på at være praktiske, som tror, de kan gå ud fra erfaring, og bruge tidligere erfaringer som en standard for, hvordan fremtiden skal behandles. Det er en fejltagelse. Hvis man ikke kan tænke ud over nutiden, hvis man ikke kan tænke på lovene for fremtiden snarere end for nutiden, vil man fejle.

For eksempel: Hvordan slipper vi af med Obama? Ja, man kan jo ikke bare sige, ’Nu vil vi af med Obama’. Man må have et princip, der siger, hvordan vi skal komme af med ham. Dette er ting, vi har diskuteret. Men problemet er, at folk siger, ’Lad os være praktiske’. Eller også siger de på samme måde:’Jamen, det vil folk ikke forstå. Vi må forklare det, så de forstår det’. Og det er den store fejltagelse: når de bliver praktiske og tror, de kan gå med til konklusioner, som i virkeligheden er konklusioner, trukket op af den gamle hat, ting, vi troede ville virke i fortiden, men det vil de ikke.

Alle tingene fra fortiden vil ikke virke i nutiden, især ikke under de nuværende betingelser. Det er sådan, vi må tænke om det her. Vær ikke praktisk! Men man kan heller ikke være upraktisk, dvs., man kan ikke være en fiasko, man kan ikke være en tåbe. Man må altid respondere, som Kepler ville have gjort, til fremtiden. For, når menneskeheden er menneskelig, er menneskeheden ikke praktisk. Menneskeheden er ikke et praktisk væsen, når menneskeheden fungerer. Vi gør hele tiden opdagelser i form af principper for praksis, som var ukendte i forrige uge, forrige år. Og hvis vi ikke baserer os på at bortkaste det, der har været sædvane, der skønnedes praktisk, så spilder man sin tid.

For vi befinder os nu i en krise, hvor det gælder, at kun, hvis man forstår fremtiden, og kan forme fremtiden, er man kompetent til at hjælpe menneskeheden med at arbejde sig ud af den kamp, vi nu gennemgår.«

Foto: Fra den fælles Xi-Obama pressekonference under APEC-topmødet i Beijing, nov. 2014 

Med formand Tom Gillesberg

22. marts 2015 – Der er et voksende kor af røster, der hober sig op mod Obama for dennes selvmorderiske politik med at nægte at gå med i AIIB. Selv om kritikken er noget simpel i sin evaluering, så reflekterer den den kendsgerning, at de fleste nationer i Europa og Asien simpelt hen ikke har til hensigt at dø for at støtte Obamas og Det britiske Imperiums vanvittige politik.

To skribenter, der skriver for Tysklands Deutsche Presse-Agentur – Lars Nicolaysen og Andreas Landwehr – giver deres artikel den 21. marts overskriften »Europæerne satser nu på Kina som den næste verdensledernation«. (Denne artikel bringes i den thailandske avis, The Nation, 21. marts). Artikler fremfører, »Beijing har triumferet over Washington: EU’s fire største økonomier bakker nu op om etableringen af en Kina-sponsoreret udviklingsbank. USA synes at have manøvreret sig selv ind i et isoleret hjørne ved at modsætte sig en kinesisk-støttet udviklingsbank, der nu ikke blot støttes af Frankrig, Tyskland og Italien, men også af USA’s mangeårige allierede, Storbritannien. De fire største medlemmer af EU har gjort det klart, at de agter at blive stiftende medlemmer af den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), hvilket markerer et betydningsfuldt, diplomatisk kup for Beijing, der tog initiativ til idéen … Europæerne så en klar fordel i at være med fra begyndelsen, snarere end at være i den ekskluderede og isolerede position, som USA nu befinder sig i.«

Artiklen erklærer: »Der er ingen tvivl om behovet for investering i infrastruktur i Asien«, og bemærker Kinas store reserver af fremmedvaluta.

I en artikel den 20. marts, ligeledes bragt i Thailands The Nation, med overskriften »USA’s allierede hopper af i takt med, at den Nye Verdensorden hælder over mod Kina«, erklærer Thanong Khanthong, »Washington er ved at miste sin magt. Dets allierede i Europa – Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Italien – har anmodet om at blive medlemmer af den Kina-ledede Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og trodser således USA’s krav om, at de udviser tilbageholdenhed.« Khanthong skriver, at »vi er kommet til et punkt, hvor USA ikke længere kan diktere de globale begivenheder helt på sine egne betingelser. Det faktum, at dets allierede deserterer for at tilslutte sig AIIB, reflekterer det faktum, at Washingtons indflydelse er ved at svinde. Dets allierede indser, at de kommer for sent til båden, hvis de ikke går med i AIIB, fordi vækstmulighederne ligger i Asien – ikke i Europa eller USA.« Han fremfører den valgmulighed, at USA enten kan stå uden for AIIB, eller »anmode om medlemsskab«.

23. marts 2015 – Kinas viceudenrigsminister Zhang Yesui har endnu engang inviteret USA til at være med i Silkevejen og AIIB, idet han således går i fodsporene på præsident Xi Jinping, der den 12. nov. 2014 gav en kraftfuld invitation til USA under den fælles pressekonference med præsident Obama under APEC-topmødet i Beijing, hvor han indtrængende opfordrede USA til at tilslutte sig udvikling i Det asiatiske Stillehavsområde.

Avisen Global Times rapporterer den 23. marts, at den kinesiske viceudenrigsminister Zhang Yesui til Kina Forum for Udvikling i Beijing sagde, med en parafrase i Global Times, at »Kina og USA deler mange fælles interesser og samarbejdsmuligheder i Det asiatiske Stillehavsområde, der bør blive et prioriteret område for opbygning af en ny model for stormagtsrelationer mellem de to lande.«

Dette var et ekko af præsident Xis forslag under en fælles Xi-Obama pressekonference – under APEC-topmødet i november 2014 – om kinesisk-amerikansk kapitalintensivt samarbejde i Asien og i hele verden. Præsident Xi sagde: »Jeg introducerede Kinas initiativer om etablering af den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank og Silkevejen for præsident Obama. En underudviklet infrastruktur er den væsentligste flaskehals, der hindrer den økonomiske udvikling i Asien … Vi byder USA’s og andre relevante landes aktive deltagelse velkommen, så vi sammen kan fremme og være fælles om velstand og fred i Det asiatiske Stillehavsområde.«

Nu, da Obama over hele verden får lussinger for at nægte at give USA lov til at gå med i AIIB, udstrækker Kina atter sin invitation. Desuden sagde viceudenrigsmin. Zhang: »Kinas ’Bælt-og-Vej’-initiativer vil fremme økonomisk samarbejde og vil ikke optræde som et geostrategisk redskab … Initiativerne angriber ikke særlige lande eller internationale organisationer. Det økonomiske Silkevejsbælte og Det 21. århundredes Maritime Silkevej, som Kina foreslog i 2013, følger principperne for fælles rådslagning, opbygning og fællesskab. Det vil blive en åben og inkluderende platform for regionalt samarbejde, der fuldt tager højde for alle parters position, interesser og nytte.« »Den planlagte Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) vil finansiere opbygning af infrastruktur langs med bæltet og vejen«, bemærkede Zhang.

Foto: 2010: Kinas daværende nyudnævnte ambassadør til USA, Zhang Yesui, modtages i Det Hvide Hus af præsident Barack Obama.

21. marts 2015 – Det er kun logisk, at i en verden, der i de sidste 25 år systematisk har været underkastet globaliseringen, også gennem rent overfladiske, forskellige processer spiller ekstremt tæt sammen og forstærker hinanden – og det så meget desto mere, som den transatlantiske verden har kurs mod et nyt kæmpekrak, og store dele af verden er styrtet ud i oprør gennem geopolitiske manøvrer.

Denne indre sammenhæng eksisterer f.eks. i øjeblikket mellem det verdensomspændende sejrstog, som virkeliggøres gennem Kinas nye økonomiske Silkevejsmodel og den hermed forbundne Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), og så det voksende momentum for genindførelsen af Glass/Steagall-bankopdelingen. I USA fører det demokratiske præsidentkandidatemne, Martin O’Malley, an i denne kampagne.

Her kort før udgangen af marts måned – som er deadline for staters anmodning om optagelse som stiftende medlem af den kinesisk-initierede Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB – er antallet af stater i Asien allerede steget til 27, og ud over disse asiatiske stater kommer, efter Storbritannien, nu også Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg, Schweiz, Ny Zealand og Australien til, og Sydkorea og selv Japan kunne også komme med. Det attraktive ved AIIB ligger i, at banken, i modsætning til den transatlantiske banksektor, som, på trods af ECB’s pengestrøm, knap nok udsteder kredit til middelstanden, udelukkende finansierer realøkonomiske projekter og indbefatter alle lande, der samarbejder inden for det ekspanderende område for det kinesiske perspektiv om »Et bælte, En vej«.

Ved hjælp af brutalt pres havde Obamaregeringen forgæves forsøgt at afholde andre stater fra at deltage i AIIB, og de får nu massiv kritik fra alle sider over, at det var en fejltagelse af format at gøre spørgsmålet om en bank, hvis formål er den regionale finasiering af infrastruktur, til en konkurrencekonfrontation mellem USA og Kina, og så dernæst så åbenlyst tabe denne kamp. Årsagen til denne fejlvurdering, at man mener at kunne standse noget, der allerede skrider fremad, hvad enten man støtter det eller ej – således formuleredes det af Paul Haenle, direktør for Carnegie-Tsinghua-Centret i Beijing – ligger naturligvis i den amerikanske fordring på at ville være den eneste, tilbageværende supermagt i verden. De neokonservatives præmisse om doktrinen om »New American Century«, der går ud på, at man ikke må tillade, at nogen stat eller gruppe af stater nogensinde vil overhale USA i politik eller økonomisk magt, var under tre Bush-regeringer, og i de seneste mere end seks år også under Obamaregeringen, hovedlinjen. Da Kina efter Lehman Brothers-krisen i 2008 krævede at få mere indflydelse i IMF og Verdensbanken, blev dette afvist gennem en afstemning i den amerikanske Kongres. Som konsekvens af denne afvisning tænkte Kina sig om og kom frem til, at de, med deres tre billioner i valutareserve, rådede over tilstrækkelig likviditet til ganske enkelt selv at kunne indlede oprettelsen af en ny finansinstitution, der dækker de fremvoksende landes og udviklingslandenes behov for kredit til finansiering af infrastruktur og realøkonomiske projekter. Og eftersom samarbejdet med AIIB, såvel som også den fælles opbygning af den Nye Silkevej, skal give alle deltagere ligeværdige fordele, altså en »win-win«-strategi, som præsident Xi Jinping hele tiden understreger, viser dette perspektiv sig at være den overlegne model.

Det samme er tilfældet med meddelelsen om det demokratiske præsidentkandidatemne Martin O’Malley, der som den eneste demokrat allerede klart har tilkendegivet, at han har til hensigt at deltage i primærvalgene til næste år. Med sine klare krigserklæringer mod Wall Streets kriminelle politik fører han i øjeblikket valgkamp i staten Iowa og lagde i et interview med avisen Des Moines Register ikke fingrene imellem: De officielle statistikker over det angivelige opsving i den amerikanske økonomi tilslørede blot den kendsgerning, at millioner af familier stadig må lide under følgerne af Wall Streets hensynsløse politik, der førte til krakket i 2008, og som iflg. en undersøgelse har kostet hver amerikansk husstand 120.000 dollar. Hvis Glass/Steagall-loven, der i 70 år beskyttede Amerika mod en større finanskrise, ikke var blevet ophævet i 1999, ville det aldrig være kommet til dette krak. Derfor er, iflg. O’Malley, genindførelsen af Glass/Steagall den alvorligste strukturreform, som i dag er en nødvendighed.

I dag skulle USA’s fem største banker kontrollere 15 billioner dollar. Disse banker, der angiveligt skulle være for store til, at man kan lade dem gå ned, er i virkeligheden for store til at have succes, og de må, som en presserende nødvendighed, opdeles i kommercielle banker og investeringsbanker. En fundamental ændring i Wall Street-kulturen var nødvendig, der må atter indføres ansvarlighed, kriminelle banker må retsforfølges, fjernes fra deres position og forhindres i at betale deres bøder med aktieindehavernes penge eller trække dem fra i skat. I tilfælde af en gentagelse skal bankernes licens inddrages.

Det var på højeste tid, sagde O’Malley, at nationale interesser gik forud for Wall Street.

O’Malley får i hemmelighed eller åbenlyst støtte fra mange tidligere Hillary Clinton-tilhængere, som er skuffede over hendes mange udsalg over for Obama. O’Malley er netop den kat i den amerikanske valgkamp, der kan sætte musene en skræk i livet.

AIIB har principielt den samme betydning for kampen for atter at gøre banksektoren til realøkonomiens tjener, som O’Malleys kamp imod Wall Streets kasinoøkonomi har for atter at sætte menneskers almene vel i centrum for økonomien. I Europa udkæmpes den samme krig mellem den nye, græske regering og Trojkaen. Italiens tidligere økonomiminister og nuværende senator, Giulio Tremonti, karakteriserede den aktuelle situation i en tale til det italienske Senats plenarforsamling: ikke engang Margaret Thatcher ville have vovet at gennemtvinge det nuværende EU’s reformer; problemet var ikke, at Grækenland var kommet ind i Europa, men at Europa var kommet ind i Grækenland. Han sammenlignede EU med den romerske Kejser Elagabal, der anses for at være en af de mest degenererede i den lange række af degenererede romerske kejsere. Hvorfor ECB, Dijsselbloem og Schäuble, på trods af, at deres politik, der har styrtet den græske befolkning ud i elendighed og iflg. FN er en overtrædelse af menneskerettighederne, er en åbenlys fiasko, alligevel holder fast på deres hårde linje, gør de såkaldte økonomiske vismænds chef Christoph Schmidts mening klart: De politiske virkninger ville være endnu farligere end de økonomiske følger af en græxit, hvis Grækenland fik lov til ensidigt at opsige de traktatmæssige betingelser for redningspakkerne. I så fald kunne politiske strømninger i Europa, der lovede angiveligt lette løsninger på krisen, få et opsving og mere tilslutning, sagde Schmidt i Neuen Osnabrücker Zeitung.

Det er karakteristisk for bureaukrater, at de ikke føler sig ansvarlige for konsekvenserne af deres underskrift. At ikke blot Grækenland, men hele Sydeuropa er i oprør imod Trojkaens system, der som følge af en gigantisk svindel til gavn for bankerne forkorter menneskers liv og styrter mennesker ud i fortvivlelse, betyder intet for denne verdens mennesker af typen Schäuble, Draghis, Dijsselbloem og C. Schmidt. Heller ikke den bekymrende situation i Tyskland, som blev belyst i en udsendelse i Deutschlandfunk den 18. marts med overskriften, »Ubehaget over for politik og medier«, bekymrer dem.

I øjeblikket er tre græske ministre i Kina for at forberede premierminister Tsipras’ besøg i maj, og yderligere to andre er i Moskva for at forberede Tsipras’ rejse dertil i april. Hvis EU holder fast ved sin konfrontationspolitik, er det kun et spørgsmål om meget kort tid, før Grækenland tilslutter sig BRIKS.

Hvad enten det er vanskeligt at fatte for de mennesker, der er ofre for massemediernes sorte propaganda eller ej: BRIKS-staterne er i færd med at sætte en helt anden standard for samarbejde mellem suveræne nationer, hvor målet er gensidig fordel til gavn for hele menneskehedens almene vel, og derfor er det den mere attraktive model af de to, som flere og flere nationer vil tilslutte sig.

Vi er, som menneskehed betragtet, kommet til et punkt i vores arts evolution, hvor vi kun vil overleve, hvis vi gør det, der adskiller os fra alle andre levende væsener, til vores almene identitet: nemlig, at vi til stadighed kan opnå nye erkendelser om den fysiske skabelsesorden og ved hjælp af disse kan videreudvikle denne orden. Vi er den eneste art, der kan gøre sig forestillinger om en fremtid for menneskeheden og en bedre, skønnere orden for nationernes sameksistens på denne planet, der i tiltagende grad modsvarer den kosmiske orden.

I denne ånd, og i overensstemmelse med den konfucianske filosofi, har den kinesiske regering nu gentaget sin invitation til USA om at være med i AIIB og opbygningen af Den nye Silkevej. Og listen af underskrivere af en resolution/appel, som Schiller Instituttet cirkulerer over hele verden med denne opfordring (se http://schillerinstitut.dk/si/?p=2702), vokser og vokser.

Hjælp også du os med at føre menneskeheden ind i en ny, bedre epoke!

Billede: Power point, som blev brugt til at oplyse danske politikere om dannelsen af BRIKS og AIIB og nødvendigheden af, at Danmark går med i dette samarbejde, ved Schiller Instituttets foretræde for Folketingets udenrigsudvalg den 2. dec., 2014.  

Følgende er en dansk oversættelse af E.I.R. STRATEGIC ALERT fra den 11. marts 2015.

E.I.R. Strategic Alert er udgivet hver uge af EIR’s europæiske hovedkontor i Wiesbaden, Tyskland på engelsk, tysk, fransk, og italiensk. Ring venligst til EIR’s kontor i København for information om abonnementspriser på +45 35 43 60 40. 

NATO eskalerer provokationerne rettet direkte mod Rusland

Medens våbenhvilen í Ukraine stort set ser ud til at holde, bestræber Obama Administrationen, fulgt af et antal ”allierede” regeringer, sig straks på med endnu en ”sag”, mordet på oppositionspolitikeren Boris Nemtsov, at ramme Rusland og Præsident Putin, som for at bekræfte at orkestreringen af krisen i Ukraine bare var et muligt middel at benytte.

Samtidig eskalerer den militære aktivitet. Den 4. marts sejlede fire NATO-skibe ind i Sortehavet for at gennemføre anti-lufts- og anti-ubådskrigsøvelser. Rusland holder øvelser i samme region, idet de tester kampfly tilhørende Sortehavsflåden for deres evner til at udføre forsvarsoperationer.

Desuden meddelte det russiske forsvarsministerium den 4. marts, at der også ville blive afholdt luftforsvarsøvelser i det ”Sydlige Militære Distrikt”, som grænser op til både Ukraine og Sortehavet, der ville omfatte 2000 tropper.

Medens sådanne militære øvelser ikke er usædvanlige, udgør det forhold, at Nato’s og de russiske tropper er så tæt på hinanden dog en alvorlig fare for en direkte konfrontation. Især på et tidspunkt, hvor Obama-regeringen og Nato-ledelsen dramatisk optrapper deres retoriske krig mod Præsident Putin.

Den retorik kom til fuld udfoldelse på Capitol Hill (den amerikanske kongres) i sidste uge, med erklæringer fra udenrigsministerens sekretær, Victoria Nuland, Georgiens tidligere præsident Mikheil Saakashvili (nu rådgiver til Ukraines præsident Poroshenko) samt anti-Putin fanatiker Garry Kasparov. Nuland pressede på for flere sanktioner mod Rusland, og især flere våben til Ukraine.

Hun fik begrænset modstand, bortset fra Repræsentant Dana Rohrabacher, en demokrat fra Californien, som beskyldte hende for at ville sabotere Minsk-aftalerne. Det amerikanske diplomatis opgave er at opnå fred i Ukraine, sagde han, ”ikke at modarbejde og ydmyge Rusland igen og igen”. Nulands fremtræden for Kongres-komiteen skete samtidig med en aktion på Capitol Hill af aktivister fra den ukrainske Congress Committee of America, en Bandarist-frontgruppe, som pressede på for at starte krig mod Rusland.

Allerede før de farlige krumspring på Capitol Hill og på Sortehavet havde højtstående russiske embedsmænd gentaget advarsler om, at Rusland har udbygget kapaciteten til at besvare enhver militær provokation strategisk. Den 1. marts gav generalmajor Andrei Burbin, chef for den Centrale Kommandopost for Ruslands Strategiske Missilstyrker (SMF), en usædvanlig briefing, der understregede, at Rusland er klar til at anvende deres strategiske atomvåben, hvis landet bliver angrebet. Medens USA moderniserer deres atomvåben i Europa under den vildfarelse, at de ville være i stand til at gennemføre en ”begrænset” atomkrig mod Rusland og eventuelt Kina (Prompt Global Strike), er Ruslands svar at understrege meget klart, at Rusland vil gengælde ved at bruge den fulde kraft fra deres interkontinentale ballistiske missiler, SMF.

LaRouche udfordrer Obamas falske anklager mod Putin.

Lyndon LaRouche fordømte den falske anklage mod Putin for mordet på politikeren Boris Nemtsov nær Kreml om natten den 27. februar. Ikke uventet hoppede de fleste vestlige medier straks på chancen til at anklage Kreml for at fjerne oppositionen.

Præsident Obama tilsluttede sig anklagen mod den russiske præsident i et Reuter-interview den 2. marts, og alene det bør medføre hans afgang fra posten, sagde LaRouche. Og i og med at Obama indrømmede at han ikke vidste, hvem der havde beordret drabet, tilføjede han. at Nemtsovs mord var en ”indikation på et klima, i det mindste internt i Rusland, hvor det civile samfund, uafhængige journalister, folk der prøvede at kommunikere på Internet, følte sig truet, var indskrænket”. Den amerikanske præsident fortsatte med at påstå, at den russiske stat kontrollerer alle medier i landet.

(Idet man nok skal undlade billige sammenligninger, er det dog værd at bemærke, at disse betragtninger kommer fra en leder af et land, hvis egne borgere er underlagt betydelig mega-overvågning, og endog tortur og drab med droner, hvor grundlæggende civile rettigheder undertrykkes betydeligt under Patriot Act, siden angrebet den 11. september, og hvor journalister såvel som wistleblowers er blevet mere chikaneret af den amerikanske regering under Barack Obama end på noget andet tidspunkt i nyere tid).

”Det betyder, at Obama må gå af,” sagde LaRouche. Verden står nu overfor en trussel om en global atomkrig, og det er total uansvarligt af præsidenten for De Forenede Stater at tillade udbredelsen af en rapport af denne karakter og at nægte at kommunikere civiliseret med en anden statsleder.

Efter Hollande bryder Renzi også med ”Isoler Putin”-fronten

Den 4. marts blev Italiens Premiere Minister Matteo Renzi den anden leder fra et Nato-land til at besøge Moskva siden udbruddet af krisen i Ukraine, efter den franske præsident Francois Hollande.

Tre emner dominerede Renzis samtaler med Vladimir Putin: Ukraine-spørgsmålet, Libyen-krisen og bilaterale økonomiske forhold.

Før mødet havde Renzi mødt 130 italienske forretningsfolk i den italienske ambassade, der havde tegnet et dramatisk billede af de økonomiske skader, som sanktionerne havde forvoldt.

Om Ukraine gentog Renzi sit forslag om at anvende Sydtyrol-modellen, til at løse problemet. Sydtyrol (Alto Adige) er en italiensk region med en ”speciel status”, som tillader brede regnskabsmæssige privilegier og et tosproget styre.

Det Libyske forhold er særlig presserende for Italien. Libyen hærges af en borgerkrig, som kunne føre til en udbredelse af ISIS dertil. Hvis Libyen lander i totalt kaos, kunne Italien miste en vigtig olieleverandør og blive oversvømmet af tusinder, hvis ikke millioner af flygtninge. Dertil kommer truslen om terrorisme. På det seneste har Italien nærmet sig Egypten, der får hjælp fra Rusland, som nu støtter den internationalt accepterede regering i Tobruk politisk og militært imod den fraktion i Tripoli, der domineres af det Muslimske Broderskab.

Hvis de aktuelle forhandlinger om at forene regeringerne i Tobruk og Tripoli, som ledes af FN’s specielle udsendinge, Bernardino Leon, mislykkes, vil Renzi-regeringen være parat til at gå videre med en plan B ved FN’s sikkerhedsråd. Plan B inkluderer opbakning til den militære løsning, som ledes af Egypten, med støtte og leverancer og en ”koalition af villige” til at opbygge en flådebaseret blokade. Renzi har inviteret Rusland til at deltage i en sådan blokade.

Vil Grækenland afsløre Draghis bluf.

Som forventet bekendtgjorde Den Europæiske Centralbanks ledende bestyrelse den 5. marts udstedelsen af En billion Euro som ”Kvantitative Lettelser”, i et program som kaldes Public Sector Purchase Program (”PSPP”), i endnu et desperat forsøg på at redde finanssystemet med en flodbølge af likviditet.

Desværre, med mere end 2 billioner Euro- lån på bankernes bøger, som intet producerer, vil denne indsprøjtning ikke stoppe marchen mod katastrofen.

Samtidig meddelte ECB præsident Mario Draghi, at hans bank vil fortsætte med at straffe ikke bare Grækenland, men også Cypern. Han sagde, at ECB ikke vil genoprette muligheden for at grækerne kan anvende deres obligationer som sikkerhed, med den begrundelse at grækerne ikke har en aftale med Eurogroup. Cypern var udelukket, fordi de ikke fik etableret den lov om tvangsauktion, som deres kreditorer forlangte, hvilket ville have tvunget husejerne på gaden.

Om klagen mod Grækenland erklærer visestatsminister Yiannis Dragasakis, at det er løgn, idet han henviser til aftalen af 20. februar, som forlængede Grækenlands beføjelser med grundplanen for finansfacilitetsmekanismen. Den aftale blev oven i købet bekræftet med stort flertal i den tyske Bundestag.

ECB ’s påstand er endnu et blufnummer, med dets krav om at den græske regering komplet

underkaster sig det europæiske finansielle oligarki eller forlader Eurozonen. Medens Grækenland uden tvivl ville klare sig bedre i sidste tilfælde, ville deres afgang signalere forspillet til euroens kollaps, som Cypern, Portugal, Spanien, Italien og Irland snarest ville følge.

Athen har en plan B

Bare få timer før ECB’s vedtagelse sagde Grækenlands finansminister Yanis Varoufakis ved en sammenkomst organiseret af Græsk-Fransk Handels- og Industrikammer, at der er en plan B, hvis landet ikke kan få finansiering. Selvom han ikke gav nogen detaljer, står ”B” i plan B i virkeligheden for BRICS. I virkeligheden, bare en dag senere, blev det meddelt, at visestatsminister Dragasakis og udenrigsminister Nikos Kotzias snart vil besøge Kina for at forberede et officielt besøg af statsminister Alexis Tsipras i maj. Ligeledes i maj vil Tsipras aflægge sit første officielle besøg i Rusland for at møde Vladimir Putin.

Den 2. marts, i et interview med Sputnik News, gentog Udenrigsminister Kotzias, at Grækenland kunne agere som brobygger mellem Europa og Rusland. Om Grækenland og Rusland sagde han: ”Der har aldrig været krig imellem os; der har aldrig været modsatrettede kræfter, vi har aldrig haft nogen negative modsætninger, som der eksisterer mellem EU’s medlemsstater. Det betyder, at vi er det land, der kunne spille rollen som brobygger”. Kotzias talte også imod sanktioner, idet han sagde, at Rusland burde integreres i den europæiske sikkerhedsarkitektur.

Om de andre lande i BRICS noterede Kotzias, at Grækenland er ”specielt forbundet med lande som Indien (i oldtiden), Kina (da vi var to store civilisationer og kulturer – Kina i Asien og Grækenland i Europa gennem tre–fire tusinde år) og Rusland, med hvem vi altid har haft dybe historiske, kulturelle og religiøse bånd”.

Syrizas parlamentsmedlem Kostas Lapavitsas går helt ind for at forlade Eurozonen. Han skrev i The Guardian, at han opfordrer til en total afmontering af Eurozonen for at redde både Grækenland og Europa.

”Eurozonen kan ikke reformeres, og den kan ikke blive en ”venlig” monetær union, som støtter arbejdende mennesker. Grækenland må lægge en hel række muligheder på bordet, og man må være forberedt på at tage helt ekstraordinære likviditetstiltag for at være sikker på at kunne løse

alle eventualiteter, hvis befolkningen var klar. EU har i realiteten allerede påtvunget landet en katastrofe….”

Labavitas, en økonom, håber, at Syriza ”endelig vil medvirke til at redde Europa til afskaffelse af den absurditet fællesmønten er blevet”. Så ville stramningspolitikken kunne ophæves ” på hele kontinentet”.

”Bail-In” i Østrig viser ECB-politikkens tåbelighed

Med ECB’s introduktion af ”kvantitative lettelser” på 1 billion Euro, og med gennemførslen af den første ”bail-in” i sagen om den østrigske ”dårlige bank” HETA har vi påbegyndt en ny fase i EU-politikken. Begge tiltag, beregnet til at redde systemet, har en destruktiv karakter. Hvis ECB-politikken gennemføres, vil den ødelægge værdien af penge, medens ”bail-in”-metoden er et dobbeltægget sværd, som mange analytikere, der er bekymrede for tilbageslag på obligationsmarkedet, har advaret om.

Ironisk er det, at de samme værdier som ECB støtter, som f. eks. ”Asset Backed Securities” og ”Covered Bonds”, kommer i fare på grund af ”bail-in”-mekanismen.

Den 1. marts blev likvidationen og misligholdelsen af den 9 milliarder euro store gæld bekendtgjort. Eftersom disse giftige værdier i denne dårlige bank — resterne af sidste års Hypo Alpe Altria Banks konkurs — var garanteret af regeringen og Kärnten-provinsen, mistede regeringen i virkeligheden de 9 milliarder euro, fordi de nægtede at forlænge garantien for yderligere tab. Regeringen brugte den nye Eurozone ”bail-in” lov til at påføre tab for bankkunders indestående.  det er første gang det er sket (ikke engang på Cypern).

Den østrigske beslutning har fremkaldt ildevarslende ligheder med kollapsen af Creditanstalt i 1931, som startede den store depression. Denne nye konkurs vil helt sikkert få international opmærksomhed. Den bayerske delstats regering har meddelt, at den vil udfordre beslutningen om denne ”bail-in”, fordi den står til at miste 800 millioner euro.

Hypo Alpe Adria var ikke en indskyderbank, og derfor blev ingen indskydere ramt af denne ”bail-in”. Alligevel kan tabet skabe panik på obligationsmarkedet, hvis der spredes en opfattelse om at obligationsinvesteringer ikke længere er sikre i Eurozonen. EU’s ”bail-in”-regulering er som et vandfald, der starter med aktier og usikrede obligationer, men kan også involvere sikrede værdier, som f.eks. dækkede obligationer, hvis ”bail-in-massen ikke er tilstrækkelig. Det er lige netop det der diskuteres i forbindelse med den dårlige Heta bank.

Den eneste løsning vil være en europæisk gældskonference, der også skal omfatte en bankopdeling, som foreslået af EIR.

Elizabeth Warren: Frihandelsaftalerne er en stor gave til de multinationale.

Den amerikanske demokratiske senator Elizabeth Warren er i stigende grad talsmand for det voksende antal amerikanere, som ønsker en Glass/Steagall-bankopdeling, og som ønsker at straffe Wall Streets forbrydelser. Den 25. februar kom hun ud med en fordømmelse af et andet projekt, som Obama-administrationen energisk skubber på, Trans-Pacific Partnership (TPP).

Det er en søster-aftale til Trans-Atlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), omfattende EU og USA, og som energisk bekæmpes i Europa.

Det primære mål med Senator Elizabeth Warrens leder-kommentar i Washington Post – bortset fra de hemmelighedsfulde forhold forhandlingerne føres under – er tilliden til den overnationale

juridiske kommission kendt som ”Investor-State Dispute Settlement,” eller ISDS. Det er et fælles forhold i begge traktater og et af de mest kontroversielle i EU.

Warren skrev, at ikke alene ville ISDS ”ødelægge spillebanen” i de multinationales favør, men endnu værre, underminere national suverænitet. I det tilfælde at et multinationalt selskab er utilfreds med den eksisterende lovgivning i det land hvor de opererer — det kunne være om bankseparation, lov om minimumsløn, forbud mod kemiske gifte — vil selskabet kunne tage uoverensstemmelsen, ikke til det relevante lands retssale, men til en international voldgiftsafgørelse, hvis afgørelse ikke kan appelleres, og hvis afgørelse træffes af erhvervsadvokater.

Som Senator Bernie Sanders har påpeget, skrives disse frihandelsaftaler i virkeligheden af ”lederne af de multinationale selskaber, som står til at profitere enorme summer” på aftalerne, medens de amerikanske lovgivere, som repræsenterer det amerikanske folk, bliver holdt udenfor.

I EU har nogle europæiske parlamentarikere, efter svære bestræbelser, opnået begrænset adgang til dokumenterne, imod at de måtte sværge på aldrig at videregive et ord af hvad de har læst.

Som svar på Warrens kronik svarede Det hvide Hus straks, at ”ISDS vil ikke og kommer ikke til at kræve ændringer i noget lands love eller regulativer”. Men senatorens påstand var ikke, at der blev pålagt ændringer af nogen love, men at en stor bank eller et stort multinationalt selskab ville kunne påstå, at disse love uretfærdigt havde skadet deres interesser, og at de hindrer frihandel, og som følge af det ville de blive belønnet med ”millioner – og måske endda milliarder af dollars som erstatning”, hvilket skatteyderne kommer til at betale.

Senator Warren nævnte nogle få sager som var kommet under ISDS’ behandling. Et fransk firma havde stævnet et egyptisk firma for at have hævet minimumslønnen, et svensk firma havde stævnet Tyskland for at ville udfase atomkraft, et hollandsk firma havde sagsøgt den tjekkiske stat for at undlade ”bail-out” af en bank som var delvis eget af firmaet. Philip Morris forsøger lige nu at bruge ISDS til at forhindre Uruguay i at indføre nye regler, med det formål at reducere rygning.

Det kan evt. ende med at ISDS bliver taget ud af TTIP, men et andet meget kontroversielt aspekt af det er forslaget om at harmonisere regulativerne for forskellige produkter, hvilket i virkeligheden ville kunne forhindre noget europæiske land i at indføre standarder, som var uacceptable for en anden enhed (jfr. følgende artikel).

TTPI: En perfid ”variabel aftale”

Det råd, sammensat af repræsentanter fra EU og USA, som skal regulere aftalen, skal beslutte hvilke fremtidige lovændringer, fra begge sider, der er i overensstemmelse med traktaten. Det gør den til en ”variabel aftale”, som Giorgio Garbasso fra Delors Foundation har afsløret:

”TTIP vil højest sandsynligt involvere en institutionel udvikling med skabelse af et transatlantisk laboratorium. Sådanne transnationale enheder er hvor og hvornår man sammen kan udarbejde og diskutere om reguleringen løser det samme problem, og om de besluttede forholdsregler er i overensstemmelse med reglerne.

Men der er en risiko. Den transnationale platform af reguleringsenheder tillader ikke længere kun at vælge de løsninger eller politikker, som deres befolkninger foretrækker, men også i overensstemmelse med de amerikanske modparters ønsker (og visa versa). Denne risiko for usikkerhed i reglerne rejser straks spørgsmålet om demokratisk legitimitet og respekt for vore politiske valg.

Derfor er det vigtigt at være opmærksom på denne risiko ved et teknokratisk system af transnationalt samarbejde. TTIP er en ”variabel aftale” og ender ikke med en underskrift. Når de

første parametre er fastlagt, begynder den at leve sit eget liv…. Det er en nøgle, der vil åbne flere døre end vi er i stand til at forudse”.

Medens den ukrainske økonomi kollapser – planlægger oligarkerne deres ”genrejsning”

Den 2. marts blev der i Wien præsenteret et ”Nyt Agentur til Modernisering af Ukraine” (AMU) for offentligheden, med det formål at rekonstruere Ukraines finans- og økonomiske politik indenfor de næste 200 dage. Initiativet lyder rigtig godt i betragtning af Ukraines forfaldne økonomi, indtil man forstår, at den 500 millioner euro store finansiering bliver leveret af tre berygtede ukrainske oligarker: Dmitri Firtash, Rinat Akhmetov og Viktor Pinchuk. De er blandt de oligarker der har profiteret mest på de økonomiske og sociale ulykker gennem de seneste 20 år.

AMU, som skal ledes af Østrigs tidligere finansminister, kommer til at nyde samarbejde med prominente vesteuropæere: tre tidligere EU-kommissærer: Peter Mandelsohn, Guenter Verheugen og Stefan Füle, tidligere tysk finansminister Peer Steinbrueck, tidligere tysk forsvarsminister Rupert Scholz, tidligere fransk udenrigsminister Bernard Kouchner, tidligere leder af fransk industri Laurence Parisot og tidligere polsk statsminister Wlodzimierz Cimozewicz.

Den kendsgerning at en af grundlæggerne er den franske ”intellektuelle” Bernard Henri-Levy, en ledende kupmagere på Maidan for et år siden, er nok til at diskreditere dette initiativ.

Meget interessant at det blev bekendtgjort bare to dage før Victoria Nuland, USA’s vice udenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender, fremlagde de angiveligt lyse udsigter der er for Ukrainskøkonomi i Komiteen for Udenrigsaffærer.

Nuland, som dirigerede kuppet i Ukraine, hævdede, at det nye parlament har vedtaget ”vigtige, men besværlige, reformer” for at stabilisere økonomien og derfor fortjener mere hjælp fra IMF og andre internationale donorer.

Men realiteten i Ukraine er anderledes. Økonomien kollapser med stigende hastighed, med inflation som forventes at blive mere end 25 %, og så knappe forsyninger af grundlæggende behov, at regeringen fra 25. februar har indført rationering i forretningerne på madolie, mel og sukker. Man må ikke købe mere end 2 flasker solsikkeolie og 2 pakker boghvede per kunde, og afhængig af forretningen, fra 2 til 5 kilo mel og sukker.

Endvidere kommer de nye lån fra IMF med strenge betingelser: med nedskæringer i sociale ydelser og stigning i forbrugernes energipriser, som steg næsten 300 % i februar. Den nationale mønt, Hryvnia, er faldet i værdi, hvilket får folk til at hamstre fødevarer og købe elektronik som en modforanstaltning.

Ukrainerne vil sikkert snart bede Victoria Nuland, som blev filmet sidste år, da hun gik rundt på Maidan og uddelte småkager, om nu at bringe noget med mere substans til at dæmpe sulten.

”Et bælte, En rute”

er vigtigst på kinesernes dagsorden, siger udenrigsministeren

Ved en diskussion med journalister den 8. marts blev den kinesiske udenrigsminister Wang Yi meget konkret spurgt om, hvad det vigtigste fokus for den kinesiske udenrigspolitik i 2015 ville være. ”Der vil være et fokus og to hovedtemaer”, svarede han. Det primære fokus vil være en meget omfattende udvikling af ”Et Bælte, En Rute”-politikken for at ”fremme infrastruktur og samspil” langs det Økonomiske Bælte og Silkevejen og dermed tjene til ”at genoplive det eurasiske kontinent som helhed”.

De to temaer, forklarede Wang, vil blive ”fred og udvikling”. I den forbindelse noterede han, at mødet i Konferencen om Samspil og Tillidsskabende Forhold i Asien (CICA) og APEC-mødet sidste år fik ”meget støtte fra mange lande” og havde gjort et ”dybt indtryk”.

Da han blev spurgt om ”Et bælte, En Rute”-programmet kunne sammenlignes med Marshall-planen, indikerede Wang, at der var behov for et nyt paradigme. Det er både meget ældre og meget yngre end Marshall-planen, sagde han. Skønt født i ånden af den urgamle ”Silkevej” var det også født i den aktuelle tid med globalisering, forklarede han. ”Det kan ikke betragtes som en kold krigsmentalitet. Det vil skabe synergi for andre udviklingsinstitutioner. For at bruge en musikalsk analogi skal ”Et Bælte, En Rute” ses som en symfoni med delene fremført af alle relevante lande, sagde han.

Om effekterne af sanktionerne mod Rusland sagde udenrigsministeren, at ”det kinesisk-russiske forhold ikke var dikteret af internationale omskiftelser”. I år vil bilateral handel komme op på 100 milliarder dollars. Der vil blive påbegyndt en østlig rute for en olieledning, og der vil blive underskrevet en aftale om en vestlig rute. Det er begge landes plan at samarbejde om olie og gas og atomkraft-energiproduktion, såvel som højhastighedsjernbaner.

Idet han noterede, at både Kina og Rusland var permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd, sagde Wang, at de ville fortsætte samarbejdet med at ”sikre fred”, og begge vil ”holde mindehøjtideligheder for at fejre sejren over fascismen”.

Han noterede senere, at ”Kina er altid en konstruktiv enhed til at udvikle en verdensorden” og ”de første til at underskrive FN’s charter. Idet han sammenlignede FN med et skib, sagde han, at Kina ”ønskede at samarbejde med andre passagerer for at sikre, at skibet er stabilt og bevæger sig i den rigtige retning”.

Baggrund: Årsagen til at Amerika har behov for en ny renæssance.

I sin vurdering af udsigten til at USA under Præsident Obama styrer mod selvdestruktion, har Lyndon LaRouche gentagne gange insisteret på, at der ikke er nogen ”praktisk løsning” på problemet. Det må løses ud fra det højeste udgangspunkt for menneskets egentlige rolle i samfundet.

Problemet er ikke bare, at Barack Obama er en marionetdukke, som styres af finanskartellet i City of London og Wall Street, der er håbløst bankerot; eller at disse kræfter er engageret i en vanvittig leg om atomkrig mod Rusland; eller at de tror de kunne vinde en ”begrænset” atomkrig – skønt disse tre faktorer alle er rigtige.

Men det reelle problem, insisterer LaRouche, er næsten alle amerikaneres underdanighed overfor ”populære meninger”, ”den offentlige mening”, som medfører at de accepterer sådanne ledere. Endvidere, at denne underkastelse stammer fra en afvisning af at mennesket har en højere og bredere funktion i hele solsystemet, hvilket tillader mennesker at tro, at de kan finde et ”hyggeområde”, hvor de kan overleve, indenfor et samfund som er dumt nok til at lade depraverede oligarkiske eliter regere.

Resultatet af dette er, at politiske debatter i USA kontrolleres af tankedræbende sociale ”meninger”, domineret af populistiske emner som f.eks. homoseksuelles rettigheder, abort, ”statens rettigheder” o.s.v. Debatniveauet i Kongressen og i valgkampagner er barnligt, omhyggeligt skabt til at dække over den realitet, at de bliver kontrolleret af toppen af finanseliten, som ikke tillader en reel debat om løsninger, afledt af Amerikas egentlige, originale formål.

Det var ikke altid sådan.

I det lys insisterer LaRouche på, at Amerika må gå tilbage til sine originale rødder som en republik. Selv om vi ikke her kan dække dette emne fyldestgørende, noterer vi, at LaRouche især har understreget kardinal Nicholas af Cusas virke (1401-1464) for at iværksætte Renæssancens kulturelle og videnskabelige revolution i, som bygger på den historiske mission, som tidligere blev defineret af Jeanne d’Arc, så vel som udviklingen af disse ideer af Johannes Kepler (1571-1630). Alle tre bidrog til at omdanne den statiske økonomi og sociale organisation i Europas feudale imperier. Grundlæggerne af den Amerikanske Republik, især Benjamin Franklin og Alexander Hamilton, som var ansvarlige for udformningen af USA’s konstitution, og de økonomiske principper der var indarbejdet heri, kom direkte fra denne tradition.

De handlede på højere principper end ”praktisk politik”, fordi de forstod, at menneskets sande identitet ” er baseret på det han eller hun bidrager til menneskehedens fremtid”, og intet mindre, sagde LaRouche. En nation som ikke indarbejder dette koncept i dens ledelsessprincipper er dømt til at reducere en stor del af sine borgere til at blive slaviske ofre for sanseindtryk, der altid vil underkaste sig de regerende magter for at overleve. Intet mindre end en sådan kamp vil lykkes i dag, siger LaRouche.

15. marts 2014 – En dokumentarfilm, der blev vist over russisk statsligt fjernsyn i weekenden den 14.-15. marts, bekræftede, at den russiske præsident Vladimir Putin var parat til at sætte sin nations strategiske atomstyrker i alarmberedskab i kølvandet på det neonazistiske statskup, udtænkt af Vesten, som væltede den ukrainske præsident, Viktor Janukovitj i februar, 2014. Putin blev interviewet til dokumentarfilmen, der har været under forberedelse i otte måneder. Han sagde til intervieweren, at han advarede amerikanske og europæiske ledere om at holde sig fra Krim i kølvandet på kuppet mod Janukovitj, og hans konklusion var, at hans advarsler afparerede en global krig.

Download (PDF, Unknown)