Download (PDF, Unknown)

Titelbillede: Ud af fire prototyper for Leibniz’ »calculator machine« – en ’regnemaskine’ – er kun én tilbage: Han udviklede sin fjerde, såkaldte »machina arithmetica« i 1690. Efter hans død den 14. november 1716 forsvandt dette eksemplar ud i glemsel og blev først genopdaget i 1894 på Göttingen Universitetskirkens loft, og i dag udgør den én af de mest værdifulde kulturskatte fra det 17. århundrede. Den 14 kilo tunge original opbevares på Gottfried Wilhelm Leibniz-biblioteket – Niedersaxens Nationale Bibliotek i Hannover, og den kan ses på første sal ved siden af Leibniz’ private arbejdsbibliotek i et glasgalleri.

Korte artikler fra hele verden. I dette nummer bl. a.:

En bredere og dybere Panamakanal blev genåbnet under festligheder – 

Kina tilbyder udviklingslande at deltage i sin rumstation –

Rusland vil låne Bangladesh over $11 milliarder til deres første atomkraftværker –

o.m.a. 

Download (PDF, Unknown)

Det afgørende spørgsmål i dette præsidentvalg er, vil det amerikanske folk tolerere kandidater, der ønsker, at USA skal være på linje med et allerede dødt system? Eller, vil vi følge en anden kurs, hvor USA kommer på linje med dette nye, fremtidsorienterede alternativ? Rent historisk betragtet har Amerika altid befundet sig på denne fremtidsorienterings side; i det mindste, med udgangspunkt i USA’s grundlæggende principper – ideerne i Hamiltons tradition er i realiteten det, der ligger til grund for denne eurasiske udvikling. Vi må vinde kampen om at transformere USA tilbage til det, som det repræsenterede rent historisk, som byen, der ligger på et bjerg.

Uddrag af LPAC fredags-webcast, 12. august 2016. Se hele webcastet, med engelsk udskrift, her: http://schillerinstitut.dk/si/?p=14144

Matthew Ogden: En ting, jeg gerne vil sige i sammenhæng med den foreståede FN Generalforsamling; der foregår allerede en krig imod alt det, som BRIKS repræsenterer. Hvis man tænker ét eller to år tilbage i tiden, så blev aftalen i Fortaleza, Brasilien, indgået i sammenhæng med denne krig, som [dav. præsident] Cristina Fernandez de Kirchner førte i Argentina imod gribbefondene. Disse nationer kom sammen i solidaritet med Argentina og sagde, vi vil ikke tillade, at I dræber det argentinske folk for at få pengene til gribbefondene. Siden dette tidspunkt har vi set en samling omkring Putins, Xi Jinpings og Modis lederskab i BRIKS-strukturen; dette er det nye, fremvoksende paradigme. I den mellemliggende periode har der fundet en samlet indsats sted for at bryde BRIKS op; og lige nu befinder vi os midt i et sådant angreb. Vi så, hvad der skete med Cristina Kirchner i Argentina; nu sker det samme med Dilma Rousseff i Brasilien. Netop i denne uge har et flertal i det brasilianske parlament vedtaget at indlede afhøringer af Rousseff; hvilket vil sige, en rigsretssag mod Brasiliens præsident. Der har været en vis respons mod dette kup internt i USA; og dette er faktisk emnet for det spørgsmål fra institutionelt hold, vi har fået til i aften.

Jeg ved, at hr. LaRouche havde nogle detaljerede bemærkninger om dette. Jeg læser nu spørgsmålet op, og så kan Jeff måske træde ind og sige lidt om det. Spørgsmålet lyder:

»Hr. LaRouche: Kongresmedlem John Conyers, demokrat fra Michigan; Marcy Kaptur, demokrat fra Ohio; Keith Ellison, demokrat fra Minnesota, samt flere en 30 andre fra Repræsentanternes Hus sendte i denne uge et brev til udenrigsminister John Kerry, hvor de opfordrede ham til at afholde sig fra handlinger, der kunne fortolkes som støtte til Brasiliens midlertidige regering. Og til i stedet at »udtrykke sin stærke bekymring mht. rigsretssagen og angrebet på den brasilianske præsident Dilma Rousseff«; og til at »kræve beskyttelse af det forfatningsmæssige demokrati og regering ved lov i Brasilien«. Brevet er det første brev fra kongresmedlemmer, som udtrykker bekymring over Brasiliens demokrati, i mere end to årtier. Hvilke handlinger bør USA’s regering, efter Deres mening, gribe til, for at fremme retfærdighed og beskytte demokratiske institutioner i Brasilien på nuværende tidspunkt?«

Jeffrey Steinberg: Det første, han understregede, var, at vi ikke har med en »brasiliansk situation« at gøre, på samme måde, som vi heller ikke har med en »syrisk situation« at gøre.

Vi befinder os midt i en betydningsfuld, global, strategisk omorganisering. Som du sagde, så havde man, ved BRIKS-landenes møde i Fortaleza for to år siden, lanceringen af den Nye Udviklingsbank, efterfulgt af Kinas lancering af den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). Der er tydeligvis et politisk initiativ centreret omkring de store, eurasiske magter, men som også omfatter Brasilien og Sydamerika, Sydafrika og Afrika, med det formål at reorganisere verden omkring en radikalt anden fremgangsmåde; en fremgangsmåde, der er orienteret mod fremtiden, centreret omkring store projekter for økonomisk udvikling, der er ægte win-win-projekter. Der er intet geopolitisk nulsumsspil. Og så har vi et dødt system, som er det britiske imperiesystem, og som i de sidste 15 år er blevet repræsenteret gennem den kendsgerning, at briterne har haft kontrollen over det amerikanske præsidentskab; først under George W. Bush, og dernæst under Barack Obama.

Så det første, USA bør gøre, er at opgive sin egen, direkte rolle i promoveringen af dette kup. Dette er ikke noget, der finder sted, fordi en flok personer internt i Brasilien har besluttet at angribe Dilma Rousseff. Der er hedgefondenes internationale apparat; der er Adam Smith Institutes netværker i Storbritannien; der er Chicago Skolens apparat her i USA; de er alle virkemidler i dette fremstød – ikke for at skade Brasilien – men for at ødelægge Brasilien, fordi det er en del af denne nye BRIKS-organisering. Jeg forsikrer jer for, at, hvis USA offentligt gik ud – hvis Kerry offentligt fremkom med en erklæring, der sagde, at USA mener, at dette er et statskup, der ikke nødvendigvis anvender skydevåben, men som anvender handlinger fra købt-og betalte, korrupte regeringspersoner for at vælte en lovligt valgt regering, der forsøger at bringe Sydamerika på linje med dette nye paradigme for udvikling, centreret omkring Eurasien; så ville det her forsvinde. De brasilianske senatorer, der har stemt for det her, er absolut skamløse; de personer, der står bag dette kup, er alle sammen selv underkastet en lovlig undersøgelse for kriminelle handlinger, for massivt økonomiske bedrageri. Hvis man undersøger det brasilianske element af skandalen omkring Panama-papirerne[1], vil man finde disse topregeringsfolk – formanden for parlamentet, præsidenten for Senatet, den aktuelle præsident (idet Dilma Rousseff er suspenderet, -red.), den aktuelle udenrigsminister; alle de personer, der har allieret sig imod Dilma, er selv en del af det mest korrupte apparat. Men de er beskyttet, fordi de er en del af det Britiske Imperium og Obamaregeringens beskyttelsesapparat; og deres mål er at forsøge at ødelægge BRIKS.

Så dette er et globalt spil; dette er ikke en brasiliansk historie. Det er ikke noget, der er snævert forbundet med begivenheder i Sydamerika, eller med korruption, eller sådan noget. Dette er en langt større, værre og farligere ting; og det er en del af det overordnede billede. Vil verden gå i retning af at forsvare et system, der allerede er dødt? Fremtrædende økonomer beskrev i denne uge Deutsche Bank som »dead bank walking« (amr. udtryk, ’dead man walking’: når den dødsdømte går den sidste, korte strækning fra sin celle til henrettelsesstedet, –red.); og det er en passende beskrivelse. Så det er et spørgsmål, om et dødt, Britisk Imperium, der i det store og hele har kontrolleret det amerikanske præsidentskab i de sidste 15 – 16 år, grundlæggende set vil bringe resten af verden til fald med sig – for det vil aldrig kunne overleve. Eller, om det skal kastes bort, besejres og erstattes af et nyt system, der allerede er godt på vej.

Det afgørende spørgsmål i dette præsidentvalg er, vil det amerikanske folk tolerere kandidater, der ønsker, at USA skal være på linje med et allerede dødt system? Eller, vil vi følge en anden kurs, hvor USA kommer på linje med dette nye, fremtidsorienterede alternativ? Rent historisk betragtet har Amerika altid befundet sig på denne fremtidsorienterings side; i det mindste, med udgangspunkt i USA’s grundlæggende principper – ideerne i Hamiltons tradition er i realiteten det, der ligger til grund for denne eurasiske udvikling. Vi må vinde kampen om at transformere USA tilbage til det, som det repræsenterede rent historisk, som byen, der ligger på et bjerg.[2]

Matthew Ogden: Jeg mener, at det er signifikant, at de kongresmedlemmer, der underskrev dette brev, overlapper kernegruppen af ledere omkring Glass-Steagall.

Steinberg: Det er rigtigt.

Ogden: En anden ting, du netop nævnte: Hvad er ’ideerne efter Hamiltons tradition’? Det, der er kernen i det sammenhængende, forenende princip i disse, hr. LaRouches Fire Nye Love, er den idé, som han udtrykker mod slutningen af dokumentet: At der ikke findes nogen målestok for økonomi inden for pengenes domæne; penge er ikke repræsentant for værdi, når vi taler om økonomi. Det er beredvilligheden til at afvise monetarisme, der gør den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og den Nye Udviklingsbank – til banker af en totalt anden art. Det er ikke blot en anden version af IMF/Verdensbanksystemet. Der er en helligelse til at forøge produktiviteten hos massive mængder af planetens befolkning; milliarder af mennesker vil blive berørt af den Nye Silkevej, af disse udviklingsprojekter, der har været vedtaget i 40, 50 og 60 år. Nu bliver de faktisk bygget, takket være de investeringer, der kommer fra BRIKS-banken (Ny Udviklingsbank) og fra Kina (AIIB), osv. Men det er udtryk for en opfattelse af økonomi, som jeg mener, har været det enestående bidrag, som hr. LaRouche har ydet til verdenshistorien i løbet af de seneste 40-50 år; og som er hans enestående opfattelse af, hvad den sande målestok for økonomi virkelig er. Det er en konstant forøgelse af akkumuleringen af menneskehedens evne til at indsætte nye, fysiske principper, som mennesket har opdaget, for at forøge vores magt i og over Universet.

Jeg mener, at Albert Einsteins eksempel på to specifikke måder er meget vigtigt med hensyn til dette.

For det første, blot i form af en analogi: Albert Einsteins opfattelse af, at man ikke kan have en målestok, der kommer internt fra et system; men at der må være en målestok, der er ekstern, og som er et princip. Lige som absolut tid og absolut rum ikke eksisterede for Einstein, så er dette den form for opfattelse, for forståelse, som man må anvende på fysisk økonomi.

Og for det andet: Måske mere end nogen anden person er Albert Einstein paradigmatisk for den form for menneskelig, kreative tænkning, der gør det muligt for menneskeheden at gøre fremskridt; der, som Helen Keller så smukt beskrev, bringer os op fra jorden, som dyr, der kryber på vores bug og reagerer på omstændighederne omkring os, og til at blive Universets medskaber.

Jeg syntes, at du forklarede dette på en meget smuk måde i slutningen af din artikel i denne uges udgave af The Hamiltonian[3] (pilotudgaven), Michael [Steger]; du måtte gerne sige lidt mere om dette spørgsmål.

Michael Steger: Jeg synes, du netop har sagt det meget fint. Hvad der måske kunne være af værdi at komme tilbage til, mht. den kreative personligheds rolle, som Keisha (Rogers) talte om under mandags-showet; Einstein indså også, at det er individets enestående rolle at udforme og skabe grundlæggende set de nye love, som samfundet dernæst vedtager. At opdagelsen af disse højere principper, eller naturlig lov, dernæst gør det muligt for det samme samfund at gøre fremskridt. Vi ser i dag, at mange mennesker er på ferie; alt for mange mennesker, mener jeg, ser Olympiade. Jeg mener, at den virkelige doping-skandale er at finde internt i Det Hvide Hus. Men det, som Putin har gjort med sin diplomatiske indsats, er, at vi nu ser på den mulige løsning af den syriske krise i Aleppo. Der finder en form for proces sted, der kan løse disse ting i de kommende måneder.

Og så har man i september måned præsidenterne for Sydkorea, Japan og Kina, der vil møde Putin i Vladivostok. Så drager de sammen til G20-topmødet i Kina – hvor Putin vil være æresgæst – med de 20 største nationer; med Brasilien, Argentina, Mexico, Tyrkiet, nationer fra Afrika, fra hele Asien og Europa, der deltager. Dernæst vil mange af disse statsoverhoveder komme til New York City på samme tid som vore koncerter; men de kommer til FN’s Generalforsamling. Og så vil mange af disse statschefer fra BRIKS mødes i Indien i begyndelsen af oktober.

På dette tidspunkt, som Jeff sagde tidligere på ugen, kunne hele dette finanssystem – Deutsche Bank og de øvrige storbanker – hurtigt gå i opløsning, bryde sammen. Bankerotten kan blive en opsprætning af banksystemet, som grundlæggende set kommer i den nære fremtid. Så har vi præsidentvalget. Selv om Donald Trump er nok så meget en nar, så har han vist sig at være i stand til at slå en masse af de andre, inkompetente politikere i debatter; og jeg mener, at det bør bekymre Hillary Clinton en hel del, at hendes historie sammen med Obama er en absolut og alvorlig svaghed. En Akilleshæl pga. det nuværende klima i den politiske situation, som vi konfronteres med i dette land. Så vi befinder os altså virkelig på et bemærkelsesværdigt tidspunkt. Og så kollapset af det transatlantiske system; en konsolideret indsats, der er ved at udspille sig, i Eurasien under Putins lederskab, og så denne egenskab med kreativt geni, som du henviser til mht. Einsteins eksempel. Det er i realiteten den indflydelse, som Lyndon LaRouche har haft på planeten; og det er virkelig, hvad nu må få indflydelse på det præsidentielle system i USA. Lyn må blive en del af udformningen af den præsidentielle politik, nu. Det er vi grundlæggende set; men det må blive det amerikanske folks forpligtelse, og ikke at blive indfanget af alt muligt andet, for vi har i dag en særdeles sjælden mulighed.

[1] Panamapapirerne er 11,5 millioner lækkede dokumenter, der afslører finansiel information og advokat-klientinformation for mere end 214.488 offshore-enheder. De lækkede dokumenter blev udfærdiget af en Panama-advokatfirma og udbyder af tjenester for selskaber, Mossack Fonseca; nogle af dem går tilbage til 1970’erne. De lækkede dokumenter fortæller, hvordan rige personer og offentlige (regerings-) personer er i stand til at holde personlig, finansiel information privat. Alt imens offshore forretningsenheder ofte ikke er ulovlige, så fandt reportere, at nogle af Mossack Fonseca facadeselskaber blev brugt til ulovlige formål, inklusive bedrageri, kleptokrati, skatteunddragelse og omgåelse af internationale sanktioner.    

"I stedet for at krybe ved jorden som et dyr, svinger menneskets ånd sig op til højere regioner. Og fra dette nye udsigtspunkt ser det på det umulige med forstærket mod og drømmer om endnu mere vidunderlige initiativer."  – Helen Keller ved et besøg i Empire State Building.

Engelsk udskrift. 

"Instead of crouching close to Earth like a beast, the spirit of man soars to higher regions.  And from this new point of vantage, he looks upon the impossible with fortified courage, and dreams yet more magnificent enterprises."

Helen Keller, upon visiting the Empire State Building.

Creating the New Presdency: The Launch of the Hamiltonian
International LaRouche PAC Webcast August 12, 2016

        MATTHEW OGDEN: Good evening! My name is Matthew Ogden. You're joining us for our weekly broadcast here on Friday evening for the LaRouche PAC webcast. It's August 12th, 2016. I'm joined in the studio by Jeffrey Steinberg, from Executive Intelligence Review; and via video, by Diane Sare and Michael Steger, both
members of the LaRouche PAC Policy Committee.
        In the past week, as you heard in our discussion on Monday, here, LaRouche PAC has initiated a very significant escalation in terms of our intervention into crafting the new Presidency. This is vectored around the publication of a new LaRouche PAC publication, The Hamiltonian, which is a broadsheet which is
being distributed en masse in Manhattan, in the streets of New York City. Ten thousand copies of this have been printed and they are currently, as we speak, being distributed around New York. This is intended to be an escalation, one, right into the heart of the two nominal Presidential campaigns, both of which are headquartered in New York City; and number two, this has the express purpose of breaking open the controlled propaganda environment that the American people are being subjected to each and every day, and rather, providing a leadership voice for the sane and responsible citizens of this republic to rally around.
        As Mr. LaRouche stated a couple of weeks ago, "I am not running for President, but I am certainly intending to affect the shaping of the government of the United States in the coming period." This initiative around the publication of The
Hamiltonian is certainly intended to do just that — to affect the shaping of the government of the United States in the coming period.
        Joining us tonight we have Diane Sare and Michael Steger, both of whom authored articles in the new copy of The Hamiltonian. Diane Sare is, obviously, responsible for coordinating the distribution and deployment of this broadsheet,
and Michael Steger authored one of the main articles, which was titled "The New Presidency: It Begins with LaRouche's Four Laws." Jeffrey Steinberg authored the other of those main articles, this one called "Hillary is Obama's stooge for War and Wall Street."
        I want to ask Jeff to begin the discussion, with some of the content of what you wrote in that article, to kind of frame what we're going to discuss, and then we can have Michael and Diane join the discussion after that.

        JEFFREY STEINBERG: Well, I think it's essential to discuss the content of that article from the standpoint of another {major} development that has taken place this week, namely, a series of meetings involving Russia, Turkey, Azerbaijan, Iran, and now, today, Armenia. These represent major political interventions and initiatives by Russian President Putin. The most significant, clearly, was the meeting midweek in St. Petersburg between President Putin and President Erdogan of Turkey, in which Turkey has very clearly realigned itself with Russia on the issue of finally bringing an end to the five-and-a-half year Syria war.
        But, more broadly, Turkey is now positioning itself to be part of the whole Eurasian development framework which has been led by Putin and, of course, also by China's President, Xi Jinping. India's Prime Minister Modi is playing a major role in
this, and now we even see the Japanese Prime Minister Abe seeking to bring himself into this arrangement.
        The meeting that Putin had in Baku, just a day prior to his meeting with Erdogan, involved the Presidents of Azerbaijan and Iran. They resolved to rapidly accelerate the completion of the North-South Economic and Transportation Corridor, which is actually a new dimension, an added element within the overall
Chinese-initiated One Belt One Road program — what Lyndon and Helga LaRouche called for the last 20 years, the Eurasian Land-Bridge.
        The fact of the matter is, that this is the new emerging reality, that is dominating the global policy options. Anyone in their right mind will understand that the trans-Atlantic system is dead, and that this new system, which Putin has played a major
strategic role in engineering, in conjunction with China, is the future; it's the future of Eurasia, it's the future of Europe, it's really the future of the world as a whole. The big
policy issue for the United States in this Presidential election, is will the U.S. continue as it's been under Obama, and George Bush before that, to be a pawn of the British Empire — in which case the U.S. will pursue a policy of war, against Russia,
against China, and against the larger developments associated with the BRICS New Development Bank, the Chinese One Belt One Road policy, the AIIB, and all of that.
        The article that appears prominently in the first edition of The Hamiltonian warns about the fact that since the very day that she finalized her nomination by the Democratic Party, Hillary Clinton has been sending out clear signals, through a
number of well-known leading policy surrogate voices, that she's aligned with the war party. That's the party of Bush, it's the party of Obama. Hillary, of course, in her position inside the Obama administration, made herself a pawn of that whole process,
as we saw in Libya, as we saw in the Benghazi cover-up, as we've seen in this horrific five-and-a-half year Syria war.
        Basically, since that time, since just a little over a week ago, you've had Leon Panetta, who was CIA Director and Defense Secretary under Obama — close, close ally, strong endorser of Hillary — coming out, basically calling for a major military
escalation to "regime change" the Assad government in Syria.
Michele Flournoy, who is widely believed to be Hillary's choice as Secretary of Defense, if she's elected, has come out with a series of reports. The institute that she [co-]founded and [serves on the Board of Directors], which is called the Center
for a New American Security, is the kind of follow-on to the PNAC, the Project for a New American Century. In fact, the same person who authored PNAC's plan for unipolar American world empire, Robert Kegan, was the principle author of the Center for a New American Security's study, drafted for either the Clinton or Trump campaigns just a few months back. It's all the same thing. It's empire, it's war, it's confrontation with Russia and China.

        OGDEN: Not to mention, Kegan's wife is Victoria Nuland.

        STEINBERG: Exactly, who is one of the people on the short list for Secretary of State, or some other very high position, if Hillary is elected.  The problem is that you can't avoid the fact that an intervention around steering the United States in a sane
policy direction, demands that you put enormous pressure on both candidates; that they're going to have to abandon the policy direction — in this case, Hillary's clear embrace of the neo-con unipolar world agenda — and change drastically. Otherwise,
before or after the November elections, we're facing an immediate, urgent, prospect of war with Russia, war with China; and that war would go thermonuclear and very quickly become a war of extinction for mankind.

OGDEN: The other aspect of the broadsheet was an article by Michael Steger. I think this goes hand-in-hand with what you were saying, Jeff; also from the standpoint of what I think we'll get into with the institutional question. The other reality, besides
the proximity of war, is the fact that we are right on the verge of a total meltdown of the trans-Atlantic financial system. The numbers are clear, with the situation of Deutsche Bank, the counter-party exposure of every single major bank in the world;
the fact that you have now unprecedented calls for the nationalization of Deutsche Bank coming from inside of Germany, which has never happened before; the initiative that Mr. and Mrs. LaRouche have taken around Deutsche Bank, per se; but also the entire Four Laws — Glass-Steagall, where you've seen a resurgence of mobilization around this from inside the United States, layers that had been dormant for quite a while; and then the entire rest of the LaRouche program.
        I think, as you said, Michael, this is the beginning; this is how you craft a new Presidency. Maybe you can say a little bit more about the other subject of the broadsheet.

MICHAEL STEGER: Sure! I think it's worth stating, as Jeff laid out, in terms of the international picture, that over these last 15 years since the 9/11 attacks, which I think is pertinent to the discussion here today as well — every major political institution, whether it be a political party, a branch of government, or a grass-roots organization, has largely been discredited by the inability to either stand up to the Bush and Obama regimes, or to not be bought out and compromised by them; besides what our organization has largely done.
        That creates a real political vacuum in the United States. As we've seen with both of these candidates, they're despised by a majority of their parties, and an increasing majority of the American people. And so when you look at the new Presidency, the way Lyn's laid it out — he laid this out, this paper, "The Four New Laws to Save the United States Now," this was two years ago. The perspective was clear from Lyn's vantage point, that we're at a point where there is no institution in the United States — political body, think tank — that has any clue at all of how to
deal with the current unfolding crisis. On one side, there's the immediate war danger, and the political breakdown of the European Union, NATO trans-Atlantic system. At the same time, there's the breakdown of the financial system. But they're not separate. They are the same fundamental system that is now facing a kind of moral bankruptcy, a collapse of any real value to human society.
        That doesn't mean that those nations don't. Clearly, nations like Germany, Italy, the United States have a real role to play in the overall development perspectives. But you have to see things in the context of this breakdown. What Lyn put forward, we've see it, we've seen the resurgence of Glass-Steagall. Both parties' platforms now have it. There's a clear recognition, broadly, among the American people, for what would seem an arcane banking regulation policy. But, as many people have grown to recognize, it's really the major tool to dismantle this Wall Street apparatus, this kind of criminal financial fraud that's been perpetrated, recklessly, without any real control, for the last 15 years, and really much longer.
        The question, that Lyn raised, was what is a competent government at this point, especially in the United States – a real, competent form of policy? And there has to be a commitment towards the future of mankind, long term. He said this repeatedly
in the recent period. We cannot base these steps we're going to take, on the past. We have to base our solution on the future. This is where you see what Jeff laid out — what Russia, under Putin, and China are now doing, is consolidating a very bright
future for the majority of mankind, with the collaboration of nations which have huge geo-strategic past problems, but recognize now the economic question of collaboration between China and India, India and Pakistan, Iran with other nations in
the Caucuses, with Russia.
        This kind of collaboration and integration of Eurasia is really a remarkable question. And in that, you have a driving policy led by China regarding space exploration and fusion research. China is one of the world leaders today in fusion
research capabilities, as is South Korea. You have a capability there for the United States to orient, around the Four Laws, which is (1) Glass-Steagall. The second is a National Banking system. That means you have a banking system which now has the
capability regulated by the office of the Treasury under a kind of Greenback-like Lincoln policy. The Third Law is that we define what a federal credit system is for. It's not just a federal credit system. You don't just allow the federal government now to just print credit. We define it from a physical-economic standpoint of the future, what is necessary for mankind's long-term survival. And that's where the collaboration of nations like Russia, China, and India become so essential, because these questions of space exploration and fusion power really define that. And that really is the Fourth Law, which is collaboration with these nations, around this kind of scientific advancement of mankind.
        From our perspective, and I think what should be an increasing perspective of the American people, who tend to find themselves distraught by this Presidential election, is not to cower in fear, or hide somewhere in a hole, waiting for it to all
end; but to recognize there's a political vacuum, where our leadership is essential, and that these policies are the immediate steps that any President has to take.  If not, we're
not going to regain or reconstitute a Constitutional American Presidency.  But they're actually going to secure the physical livelihood of the United States for the generations to come; and that really is the intervention that has to be made on the new
Presidency.  There will be a series of articles.  Kesha Rogers' second article was released in EIR magazine yesterday; and there will be a follow-up article next week by Dave Christie, and there will be more to come.

        OGDEN:  Well, absolutely filling that political vacuum is what The Hamiltonian is serving to do; and I think it's already having a radiating effect.  Diane, if you want to just jump in and discuss a little bit of the effect in New York.

SARE:  Well, first I'll just start by saying that Manhattan is the political center of the United States; and it's certainly the political center of these two campaigns.  Both Hillary Clinton and Donald Trump are based in this area.  And I will also say the
population is clearly anguished.  We talked last week about Hillary's campaign, as Jeff just said, is providing cover for Obama to run his war and provocation policy.  And I think the weakness that we're filling in, which I experienced a bit on the call last night, is that Americans have been so bereft of a future, or thinking of a future, that they're not able to think strategically.  So, many people had questions about "Why is Putin working with Erdogan; isn't Erdogan horrible?  Didn't he do these horrible things?"  Well, he did do horrible things, but there is a strategic shift where it's become very clear that the interest of Turkey is tied up in the new BRICS dynamic.  That a New Paradigm has been created; and in a sense, that's what we are
creating here.
        I actually was sent something from one of our collaborators on the West Coast, which I think is really delightful in terms of an approach to how to think properly.  It's comments from Helen Keller when she got an opportunity to go up in the Empire State Building and "look" out at Manhattan.  I think everyone knows —
hopefully — that Helen Keller was both blind and deaf; but her insights into these matters are more striking and more profound. In fact, she speculates that she and her friend who was blind, had a much better view of Manhattan from the top of the Empire State Building than the people who had two good eyes.  Her description is somewhat delightful; she says that "It was a thrilling experience to be whizzed in a lift a quarter of a mile heavenward, and to see New York spread out like a marvelous
tapestry beneath us.  There was the Hudson, more like the flash of a sword blade than a noble river; the little island of Manhattan, set like a jewel in its nest of rainbow waters, stared up into my face.  And the Solar System circled about my head. Why, I thought, the Sun and the stars are suburbs of New York and I never knew it."  I think that makes her a New Yorker for sure. She said, "I have this sort of wild desire to invest in a bit of real estate on one of the planets.  All sense of depression and hard times vanished; I felt like being frivolous with the stars." Then, she talks about the construction of the Empire State Building as being poetical.  She says, "From everyone except my blind friend, I had received an impression of sordid materialism.
The piling up of one steel honeycomb upon another with no real purpose but to satisfy the American craving for the superlative in everything.  Well, I see in the Empire Building something else — passionate skill, arduous and fearless idealism.  The tallest building is a victory of imagination.  Instead of crouching close
to Earth like a beast, the spirit of man soars to higher regions. And from this new point of vantage, he looks upon the impossible with fortified courage, and dreams yet more magnificent enterprises."
        This reminds me so much of what President Kennedy about why we go to the Moon; or Krafft Ehricke's sense of the extraterrestrial imperative for mankind.  It's our job here — particularly in Manhattan, where I think people may be most
susceptible to it; because in Manhattan we are blessed with an extraordinarily diverse population from all over the world.  It's not simply that you have the headquarters of the United Nations; but if you think of what the population is in Queens and Brooklyn and New Jersey where I am and the surrounding areas, the Statue of Liberty and Ellis Island had something to do with this many years ago.  You have a population which actually is in touch with the rest of the world.  So, there are people in this area that have a sense that the whole world is not going to Hell; that in some places, having a pothole that could swallow up a double-decker bus is actually considered a sign of poverty, and you're supposed to repair it and do something about it – as opposed to what people have begun to take for granted here.  So, the idea is to rekindle a spark of a certain quality of American identity which is a love of the future; a love of the potential for what mankind can contribute to the future.  Which I think Helen Keller expresses so magnificently in that piece.
        I would just say — Mike alluded to this — the question of September 11th; one person who was on the call last night said her uncle had just passed away two days ago.  He was someone who had worked there and suffered from various kinds of lung disease and finally died.  The death toll from these attacks has not ended; and it's not only people in New York who were first responders.  It's people who were killed in these wars which I think we're going to take up a bit more; these wars that were
totally unjustified, that were based on lies and cover-ups from the Bush administration through the Obama administration.  If we can address that, at this 15 years, that we end this period of injustice and of criminal wars of aggression, I think you could see a real shift.  It's as if the American people have had a heavy manhole cover on top of their brains and on top of their identities, and they haven't even allowed themselves to think of what the potential is.  In those circumstances, I think all bets are off, even in terms of this ridiculous scenario that we're calling a Presidential election.  There's nothing to say that these two mentally unstable characters going for Presidential candidates, have to be the candidates by the time we get to November.  Or, as Jeff was saying, [it] would be caused to shift by a shift in the population.  So, it's a very, very rich moment; and it's just urgent that everybody who hears what we are saying and what the LaRouche Movement is doing, who gets our literature, moves to circulate it and mobilize as many people as you can.

        OGDEN:  I think both you, Diane and Michael, stated about how you have to understand, how did we get to this point from looking at the last 15 years?  We never would have had a situation like this in terms of two Presidential candidates such as what we have, if the injustices of Obama administration had not gone on unpunished; if the crimes of the Bush and Cheney administration had not gone unpunished.  If Bush and Cheney had been impeached, I guarantee you, we would not be at the point,
where we are right now.  I think this is a question which has been re-opened in a very dramatic way, with the victory that we've won in the last month; which was the declassification of the 28 pages.  Just this week — Jeff, I know you have a little bit of insight into this — but Larry Wilkerson, who was the former chief of staff of Colin Powell, gave a series of interviews in which he said effectively, that what Cheney did was not only convincing Colin Powell to put the lies about Saddam Hussein and al-Qaeda into his testimony; which were obvious lies, but they were the pretext for the war against Iraq.  But also, Cheney played the central role in making the decision to keep anything having to do with the role of Saudi Arabia in funding and financing 9/11 out of the public eye.
        So, Jeff, I know you were saying yesterday, this actually opens up Cheney to criminal prosecution, if the implications of that are followed through.

        STEINBERG:  I think that there's another dimension as well to this, and I'll say something about the Cheney issue in just a moment.  Who would have imagined that President Obama would be boxed into such a corner that he would have to release the 28 pages?  I can tell you that since he lied to the 9/11 families for 7.5 years, and was very much under the sway of John Brennan who adamantly opposed the release of those 28 pages because of his own extremely close relationship with the Saudis; it's a very important object lesson that Obama was forced to do it.  It took a continuing battle; LaRouche Political Action Committee is widely known on Capitol Hill and around the country to have played a pivotal role.  Senator Bob Graham, the 9/11 Families — the leading activists — both the survivors of 9/11 and those who lost loved ones in the 9/11 attacks, did not give up; they persisted.  This was a fight for 15 years.  I think there's a very important lesson to be drawn in the context of what we're
discussing about a critical policy moment, when neither party has been able to produce a Presidential candidate who's worth anything.  We've got to make sure that the fight over these issues is continuously put forward, continuously escalated.
We've forced the issue of the 28 pages.  I think that the July 6th press conference by Walter Jones, Steven Lynch, and Thomas Massie along with members of the 9/11 Families and Survivors was crucial; because they came out and said what we had been urging to be said.  These 28 pages must come out; it's in the vital interest of the American people and the world that they come out. They made clear that they will be made public; and they invoked the Mike Gravel heroic action of releasing the Pentagon Papers, which altered the whole course of the Vietnam War during Nixon.
        So, I think there's a very important lesson to be drawn: Persistently leading a fight; the commitment of the American people to the kind of change that they clearly demanded in the way that the primary votes happened.  The majority of voters were
voting for a revolutionary change in policy, not for a candidate. You had Bernie Sanders voters who abandoned him the instant he endorsed Hillary Clinton for President.  Trump was always seen as a kind of a loud mouth voice for something different.  People want that change; they've got to be organized around a policy
agenda.  LaRouche's Four Cardinal Laws define that better than anything else in terms of the economic crisis and how to address insolvency.
        Now you do have Colonel Wilkerson, who was with Colin Powell throughout the four years that Powell was Secretary of State; was with him in the preparation of that UN disastrous testimony leading to the vote for the Iraq War.  He has basically said that he is an eyewitness to severe crimes; fraudulent representations of vital intelligence and covering up the role of the Saudis in order to launch an illegal war against Iraq.  We see the consequences of that right now.  There are many options on the table.
        Just in terms of follow-up on the 28 pages:  You have the JASTA bill that should come up and be voted almost unanimously out of the House of Representatives, so Obama can't veto it, the very first days that Congress comes back in September.  There should be a series of public forums walking people through the
content of the 28 pages.  There are probably millions of documents that are still suppressed, that are still classified; that lead to other leads that we don't even yet imagine.  We know the British, we know the Saudis in principle were the architects
on behalf of Bush and Cheney; but there's a great deal of work to be done on that issue.  We're coming up in early September on the 15th anniversary of the 9/11 attacks; LPAC and the Schiller Institute have a series of major events taking place in New York, including three memorial concerts — performances of Mozart's Requiem — all over the New York area around that critical weekend.  So, I think that we've got to maintain a commitment to maintaining and building and escalating on the momentum.  If there's a lesson to be learned from the 28 pages, it's that
Glass-Steagall comes next; and it comes right away.

OGDEN:  Right; absolutely.  I thought one point you made which was just remarkable in the interview yesterday that you conducted with Virginia State Senator Dick Black, you said what Cheney did after 9/11 would be as if Roosevelt after Pearl Harbor said "We're not going to attack the Japanese; we're going to blame the
Chinese for Pearl Harbor."  It was so outrageous to say the Saudis didn't do it; it was Iraq, it was Saddam Hussein.  I think, when that sinks in for the American people, you're going to see even more of a response.  The fact that this has broken open in
the last few weeks with the victory around the 28 pages; and as you said, 28 pages means the next victory comes next — Glass-Steagall.
        But one thing that's the subject of this The Hamiltonian broadsheet this week, is the petition that Diane wrote and is now being circulated en masse in Manhattan. 

Point one is complete; but points two, three, and four still have to go.  We need to
open a Chilcot Commission-type of investigation into Bush, Cheney, the entire rest of that apparatus — Obama included. What was Obama's interest in keeping these covered up for 7.5 years?  The key, I think — and it ties into the discussion from
earlier — is you need to accept the offer that was made one year ago at the United Nations General Assembly by Russian President Vladimir Putin for an alliance of the type that we had in World War II to defeat fascism.  An alliance with Russia, with China, with other interested parties in the world, to defeat what this terrorist apparatus actually represents.  So, I think as we're on the verge of the opening of this year's UN General Assembly meeting, and also the series of concerts that Jeff mentioned, this petition needs to continue to have a widespread and radiating impact.
        Diane, maybe you want to say a little bit more about that.

        SARE:  I can just say that it's being circulated by our activists here in the streets; and they're reporting getting a very intense response to it — more intense than anything that we've circulated recently.  I think it's important, when the vote on JASTA was first in the press a couple of months ago, before the release of the 28 pages, there was finally an appropriate, fearless anger, or righteous indignation of people saying, "How dare you tell us not to pursue the Saudis? That's outrageous!  We don't care if they're going to sell their Treasury bonds; we are
going to demand justice in this case."  I think it's really important that we keep that sense alive; which is what the petition will do.  I would also say, just because you mentioned the United Nations here; it happened that we got not only the release of The Hamiltonian this past week, but we received off the press the proceedings of this extraordinary Berlin conference that Mr. and Mrs. LaRouche convened at the end of June.  Which had an incredible array of speakers, including Ambassador Chas
Freeman, including a woman from the Presidency of Assad in Syria, and many others; retired military from France, Germany, NATO, etc.  The thing taken as a whole, unfortunately there's not a way to put that incredible concert at the end of the program into a printed report; but nonetheless, we are also getting this out to each of the governments represented by their UN missions in this period going into the General Assembly in September.  So we are in a position to shape that discussion and to perhaps augment the kinds of things that surely are already being discussed; as we
see in the latest meeting, that Putin and Xi Jinping and others have been holding.

        OGDEN:  One thing I want to say in the context of the upcoming UN General Assembly; there is a war that is already happening against everything that the BRICS represents.  If you think back one year, two years, the Fortaleza Agreement was made
in the context really of this war that Cristina Fernando de Kirchner was leading in Argentina against the vulture funds. These nations came together in solidarity with Argentina and said we will not allow you to kill the Argentine people to get the
money for the vulture funds.  Since that time, you've had a coalescing around the leadership of Putin and Xi Jinping and Modi of the BRICS structure; this is the emerging New Paradigm.  Over the course of that time, you have had a concerted deployment to break the BRICS apart; and we're in the middle of one of those
major attacks right now.  We saw what happened to Cristina Kirchner in Argentina; now the same thing is happening to Dilma Rousseff in Brazil.  Just this week, you had the vote by the majority of the Brazilian Senate to open indictment hearings
against Rousseff; which means impeachment against the President of Brazil.  You do have the eruption of a certain response against that coup from inside the United States; and it's actually the subject of our institutional question we got for this week.
        I know Mr. LaRouche had some detailed remarks to say about
that.  I want to read this question, and then maybe Jeff, you can fill in a little bit about that.  It says: 

"Mr. LaRouche: US Representative John Conyers, Democrat from Michigan; Marcy
Kaptur, Democrat from Ohio; Keith Ellison, Democrat from Minnesota; and more than 30 other members from the House of Representatives, sent a letter this week to Secretary of State John Kerry; urging him to refrain from gestures that could be
interpreted as supportive of Brazil's interim government.  And to instead "express strong concern regarding the impeachment process a targeting of Brazilian President Dilma Rousseff; and to "call for the protection of constitutional democracy and the rule of law in Brazil."  The letter is the first Congressional letter expressing
concern over Brazil's democracy in over two decades.  In your view, with the impending impeachment trial, what actions should the United States government take to promote fairness and protect democratic institutions in Brazil at this time?" 

So, I know Lyn had some things to say about this.

        STEINBERG:  The first thing he emphasized is that you're not dealing with a "Brazil situation" in the same way that you're not dealing with a "Syria situation". 

We're in the midst of a major, global, strategic re-alignment.  As you said, at the Fortaleza meeting two years ago of the BRICS countries, you had the launching of the New Development Bank; followed by the launching of the Asia Infrastructure Investment Bank by China.  Clearly, there is a move centered among the major Eurasian powers, but also including Brazil and South America, South Africa, and
Africa, to re-align the world around a completely different approach; an approach that's oriented towards the future, that's centered on great projects of economic development that are truly win-win projects.  There's no geopolitical, zero-sum game.  And you've got a dead system, which is the British Empire system, which has been represented for the last 15 years by the fact that the British have controlled the US Presidency; under first George W Bush, and then after that, under Barack Obama.
        So, the first thing, the United States should do, is abandon its own direct role in promoting this coup.  This is not something that occurs because a bunch of figures inside Brazil have decided to go after Dilma Rousseff.  You've got the international apparatus of hedge funds; you've got the Adam Smith Institute networks in Britain; you've got the Chicago School apparatus here in the United States; that are all instrumental in this drive — not to damage Brazil — but to destroy Brazil because it's part of this BRICS new alignment.  I guarantee that if the United States were to publicly come out — if Kerry were to make a statement and say that the United States believes that this is a coup d'état; not necessarily using guns, but using actions by bought-and-paid-for corrupt officials to overthrow a legitimately elected government that is attempting to align South America with this new paradigm of development centered around Eurasia; this thing would go away.  The votes in the Senate are
absolutely shameless; the people who are behind this coup are themselves all legitimately under criminal investigation for massive financial fraud.  If you want to look at the Brazil element of the Panama Papers scandal, then you're going to find
the top officials — the Speaker of the House, the President of the Senate, the current President, the current Foreign Minister; all of the people who have been aligned against Dilma, are part of the most corrupt apparatus.  But they're protected because
they're part of the British Empire and the Obama administration protected apparatus; and their objective is to try to destroy the BRICS.
        So, this is a global play; this is not a Brazil story.  It's not something that is narrowly associated with events in South America, or corruption, or anything like that.  This is a much bigger, worse, and far more dangerous thing; and it's part of the
general picture.  Is the world going to go in the direction of defending a system that's already dead?  Major economists this week described Deutsche Bank as a "dead bank walking"; and it's an apt description.  So, it's the question of whether a dead British Empire, largely controlling the US Presidency for the last 15-16 years, is going to basically bring the rest of the world down with it — because it can never survive.  Or, whether or not it's going to be cast aside and defeated and replaced by a new system that's already well underway.        

The critical question in this Presidential election is, will the American people tolerate candidates that want to align the United States with an already dead system?  Or, are we going to go in the direction of aligning the United States with this new
future-oriented alternative?  Historically, America has always been on the side of this future orientation; at least from its founding principles — the Hamiltonian ideas are really, what's underlying this Eurasian development.  So, we've got to win the fight to transform the United States back into what it historically represented as the city on the hill.

OGDEN:  I do think it's significant that the members of Congress who signed this letter, directly overlaps with the core group of the leadership around Glass-Steagall.

        STEINBERG:  That's right.

        OGDEN:  One more thing you just brought up:  What is the Hamiltonian idea?  What's at the core as the coherent unifying principle of this Four New Laws of Mr. LaRouche is the idea, that he expresses at the end of that document.  That there are no measuring rods for economics, which can be found within the domain of money; money is not a representative of value when it comes to economics.  It's the willingness to reject monetarism, which is what is making the Asia Infrastructure Investment Bank, the New Development Bank — these are completely different species.  This is not just a different version of the IMF/World Bank system. You have a dedication to increasing the productivity of massive amounts of the population of the planet; billions of people will be affected by the New Silk Road, by these development projects which have been on the books for 40-50-60 years.  They are now actually being built, because of the investments, that are coming from the BRICS bank and China and so forth.  But it's an understanding of economics which I think has been the unique contribution that Mr. LaRouche has given to world history over the last 40-50 years; which is his unique understanding of what the true measuring rod of economics really is.  You have the constantly increasing of the accumulation of the ability of mankind to deploy new physical principles that have been discovered by man to increase our power over the Universe.
        In two very specific ways, I think the example of Albert Einstein is very important in this sense. Number one, just in the form of an analogy: The understanding of Albert Einstein, that you cannot have a measuring rod from inside of a system; but that there needs to be a measuring rod, which is external, which is a
principle.  Just as absolute time and absolute space did not exist for Albert Einstein, this is the kind of understanding that you need to bring to physical economics. And number two: Albert Einstein, perhaps more than anybody else, is paradigmatic of the
type of human creative thinking, which allows mankind to advance itself; which, as Helen Keller so beautifully described, brings us up from the ground like beasts crawling on our bellies and reacting to the circumstances around us, to becoming co-creators of this Universe.
        So, Michael, I thought you elaborated that in a very beautiful way at the end of your item in this week's Hamiltonian; and I wouldn't mind, if you had a little bit more
to say on that subject.

        STEGER:  I think you've said it well right now.  What I think is worth maybe coming back to, given the role of the creative personality, Kesha raised this on the show on Monday. Einstein also recognized that it is the unique role of the individual to shape and create essentially the new laws by which society then agrees to.  That, the discovery of those higher principles or natural law, then allows society itself to advance. Really, what you see today, many people are on vacation; too many
people, I think, are watching the Olympics.  I think the real doping scandal is inside the White House.  But what Putin has done with this diplomatic effort, is, that we are looking at the possible resolution of the Syrian crisis in Aleppo.  There is a kind of
process taking place that can resolve these things in the coming months.
        But then you have, in the course of just September, you have the Presidents of South Korea, Japan and China meeting Putin in Vladivostok.  Then they will all be going together down to the G-20 summit in China — where Putin will be the guest of honor — with the 20 largest nations; with Brazil, Argentina, Mexico, Turkey, nations from Africa, all over Asia and Europe participating.  Then you have many of those heads of state coming to New York City right around the time of our concerts; but for
the UN General Assembly.  Of course, then many of those heads of state from the BRICS will be meeting in India in early October.
        Then, at this point in time, as Jeff said earlier this week, this whole financial system – Deutsche Bank, and the rest of the larger banks – can be rapidly unfolding, unravelling.  The bankruptcy can be disembowelment of the banking system,

essentially coming up in the near period.  Then, the Presidential elections come.  As much of a buffoon as Donald Trump is, he's shown himself the ability to slay a lot of other incapable politicians in debates; and I think, Hillary Clinton should be fairly
concerned, that her record with Obama is an absolute and very severe weakness.  An Achilles heel, because of the current climate in the political situation we face in the country.  So we are really at a remarkable [point].  Then, a collapse of the
trans-Atlantic system; an unfolding, consolidated effort in Eurasia led by Putin, and this quality of creative genius, that you're referencing from Einstein.  This is really, what Lyn has brought to bear on the planet; and it's really, what must be brought to bear in the Presidential system now in the United States.  Lyn must be part of shaping Presidential policy now.  We essentially are; but that's got to be the commitment of the American people, and not getting caught up in anything else, because it's a very rare opportunity today.

        OGDEN:  Wonderful.  So, as I said at the beginning of the program, this week has really marked a significant escalation in terms of the LaRouche PAC intervention into New York City in particular and the United States in general, with the publication of The Hamiltonian Volume I, no. 1. There are still several thousand copies of the original printing, which are available and need to be distributed.  I know during the regular Saturday afternoon Manhattan dialogue, which takes place every week in downtown Manhattan, there will be copies available to you, if you are able to help distribute them, and you're able to attend that meeting.  If you've been to the meeting before, and maybe you haven't been going regularly; you should go tomorrow.  If you've never been before, please contact Diane; the contact information
for the New Jersey office is available on the LaRouche PAC website.  We really do have a limited opening or time, but a very rich potential, a very rich opportunity to completely transform the dialogue in the United States.  In very much the same way
that Alexander Hamilton's Federalist Papers were used to create the United States in the first place around the ratification of the US Constitution and to raise the level of intelligence of the American citizenry, the new broadsheet — The Hamiltonian —
can really be used in very much the same fashion.  I would implore everybody, who's watching this, to become involved in helping to distribute this; and make this something, which is widely available to the thinking portion of the American people.
        I'd like to thank both Diane and Michael for joining me here tonight; and thank you to Jeff.  And I'd like to thank all of you for tuning in.  Please stay tuned to larouchepac.com.  Good night.
 

11. august 2016 (Leder) – Dette er på ingen måde spontane udviklinger. De er resultatet af intervention, foretaget af menneskets kreative intellekt – Vladimir Putins.

Præsidenterne fra Rusland, Iran og Aserbajdsjan mødtes den 8. august, i et møde, der især drejede sig om den Nye Silkevejs internationale nord-sydgående transportkorridor. Herefter vil disse tre landes transport-, energi- og udenrigsministre mødes i Teheran for at forberede endnu et trilateralt topmøde, denne gang i Iran.

Efter mødet den 8. august fulgte også Putins topmøde med den armenske præsident Serzh Sargsyan i Kreml i går. De diskuterede Armeniens integration i den Eurasiske Økonomiske Union, og hvordan en løsning på striden om Nagorno-Karabakh mellem Armenien og Aserbajdsjan kunne opnås, i lyset af Putins nylige topmøde med Aserbajdsjans præsident Aliyev i Baku og hans øvrige diplomati.

Putins historiske topmøde den 9. august i Skt. Petersborg med den tyrkiske præsident Erdogan – hvor de indgik aftaler om kernekraft, øget handel og gasledningen Turkish Stream – efterfulgtes af et møde i dag mellem de to landes udenrigs- og forsvarsministre, samt landenes efterretningschefer. Forventningerne var, at de ville forsøge at koordinere deres handlinger i Syrien, inklusive i den igangværende kamp om Aleppo, nær den tyrkiske grænse.

Det er ingen tilfældighed, at Obama netop nu, med hjælp fra sin medhjælper, Hillary Clinton, pludselig har gjort truslen om krig i Europa større. I går afslørede Ruslands Statslige Sikkerhedstjeneste (FSB), at den havde opsnappet to ukrainske rekognoscerings- og sabotagegrupper i Krim i dagene 7. og 8. august, hvor de arresterede syv personer, med to russeres liv som indsats (en FSB-officer og en soldat). En af arrestanterne har på russisk fjernsyn tilstået, at de blev sendt af den ukrainske militære efterretningstjeneste for at sabotere infrastruktur.

Putin sagde i går aftes, at den planlagte sabotage havde til formål at destabilisere Krim, der forbereder sig til valg. Han afviste forslaget om at mødes i regi af Normandiet-firkløveret (Rusland, Frankrig, Tyskland, Ukraine) over Ukraine, på sidelinjerne af G20-topmødet i Kina til september, og sagde, at det ikke længere giver nogen mening, når Kiev afviser kompromis til fordel for terror. Og Putin ved, hvad den krimske premierminister sagde højt: at Kiev ikke ville have gjort dette, uden at have fået grønt lys fra Washington – dvs. fra Obama. Og Obama støttes højlydt i sit fremstød for krig af Hillary Clinton.

»Putin har pludselig fået kontrollen med store udviklinger i verden, og disse karle er gået amok«, sagde Lyndon LaRouche i dag. »Det betyder ikke, at han er perfekt, men han har kontrollen, og de andre flipper ud, og de ved ikke, hvad de skal gøre ved, at de flipper ud. Putin vil gøre, hvad han er nødt til at gøre – forvent, at der viser sig alle mulige former for ondskab. Nu har endnu et angreb vist sig – ikke fra Ukraine, men andetsteds fra, gennem Ukraine.«

Foto: Den russiske præsident Putin med Irans præsident Hassan Rouhani, 8. august 2016. [kremlin.ru]

10. august 2016 – I de tidlige timer af denne onsdag, efter 16 timers debat, hvor mange senatorer havde mere travlt med at se Olympiade på deres smartphones, end de havde med at høre efter, stemte det brasilianske Senat med 59 stemmer mod 21 for at gå frem med rigsretssagen mod præsident Dilma Rousseff, som forventes at blive afsluttet mod slutningen af august. Tronranerne skræpper allerede op om sejr, for selv om der kun kræves simpelt flertal for at indlede retssagen, så stemte flere end de to tredjedele af senatorerne, der kræves for at fjerne hende fra embedet, i går for at indlede retssagen.

I et memorandum fra 4. april 2016, »Hvordan man vinder over bankernes forsøg på et statskup mod Brasiliens Rousseff-regering«, som blev cirkuleret på portugisisk, engelsk og spansk, identificerede EIR angrebet med rigsretssagen som indledningen til en »farvet revolution« imod »B« i BRIKS, med det britiske monarkis operation mod Italien, »Mani Pulite« (Rene Hænder)[1], som forbillede.

»Dette er ikke en krig, der kan vindes internt i Brasilien. Men den kan vindes«, advarede EIR; »den kan kun besejres ved at forstå de internationale, strategiske spørgsmål, som her står på spil, og ved at besejre denne politik internationalt«, og ved at implementere LaRouches ’Fire Love’.

Denne lektie er endnu ikke lært af alle, med undtagelse af nogle få, brasilianske patrioter. Forestillingen med debatten den 9. august beviste atter engang, at en hævdelse af, at kuppet skal bekæmpes gennem interne manøvrer og imødegåelse af anklagerne punkt for punkt, er en garanti for nederlag.

Dilma anklages for fire tilfælde af overtrædelse af ’Lov om Budgetansvarlighed’ i statens regnskab; det tre mand store, uafhængige panel af ekspertvidner, som undersøgte anklagerne, havde indgivet sine konklusioner for en måned siden, som sagde, at der ikke fandtes bevis for, at præsidenten var ansvarlig for tre af anklagerne om overtrædelse, og at den fjerde »overtrædelse« slet ingen virkning havde på budgettet.

Det var lige meget. Advokaten, som fremlagde sagen om rigsretssagen i går, Miguel Reale Junior, opfordrede senatorerne til at ratificere det »vidunderlige« sagsanlæg for en rigsretssag, som senator Anastasia havde udarbejdet; han nævnte ikke, at Anastasia tre dage før selv var blevet nævnt for at have taget imod bestikkelse i Lava Jato-korruptionssagen[2] – sammen med »fungerende« præsident Temer, Temers udenrigsminister og hans stabschef. Reale argumenterede med, at: Præsident Rousseff i realiteten burde være blevet anklaget under »Lava Jato; hun fortjener ikke længere at regere Brasilien; og hun måtte nødvendigvis være ansvarlig for de påståede overtrædelser af budgetloven – de faktiske anklager, for hvilke hun stilles for en rigsret – fordi hun er en »dominerende« personlighed, hvis regering i det skjulte »brugte penge, penge og atter penge«! 

[1] En landsdækkende juridisk undersøgelse af politisk korruption i Italien i 1990’erne, som førte til den såkaldte ’Første Republiks’ afgang.

10. august, 2016 (Leder) – I forlængelse af mødet i Sankt Petersborg den 9. august mellem den russiske præsident Vladimir Putin og den tyrkiske præsident Recep Erdogan, vil delegationer af højtplacerede regeringsfolk fra begge lande den 11. august mødes til et trilateralt (dvs. med udenrigs-, forsvars- og sikkerhedsministre) arbejdsmøde, for at udarbejde en samarbejdskurs for en afslutning af krigen i Syrien. Rusland og Tyrkiet planlægger at udvide den bilaterale samhandel til $100 milliarder om året, en trefoldig forøgelse over tidligere topniveauer. Nord-Syd-korridoren vil nu indbefatte Rusland, Aserbajdsjan, Tyrkiet og Iran, og vil indlejre sig i Kinas projekt for ’Ét Bælte, Én vej’ (OBOR). Det russisk-tyrkiske partnerskab vil bringe større stabilitet til hele området, omfattende det Kaspiske Hav, Balkan og Kaukasus, med en udvidelse mod vest af zonen for eurasisk sikkerhed og velstand.  

Lyndon LaRouche understregede onsdag, at disse udviklinger ikke skal ses som enkeltstående handlinger. De er del af en ny, global dynamik, der ledes af Ruslands Putin og kineserne. I de kommende uger vil Putin lægge værtsskab til Vladivostok Østlige Økonomiske Forum, som nu vil have deltagelse af både den japanske premierminister Abe og den sydkoreanske præsident Park. I forlængelse af G20-topmødet i Kina, vil Kina være vært for det årlige BRIKS-ledertopmøde, som finder sted i begyndelsen af oktober. Kinas udenrigsminister Wang Yi er i Indien i denne uge for yderligere at fremme disse afgørende, bilaterale relationer, og den indiske premierminister Modi talte onsdag ved en videokonference med den russiske præsident Putin, ved en højtidelighed i anledning af åbningen af den første af 5 russisk-byggede kernekraftværker under konstruktion i Indien, og et bilateralt møde på sidelinjen af G20 blev arrangeret.

LaRouche sagde, at Putins lederskab definerer en ny retning for globalt fremskridt. »Dette er en global proces, der styres af Putin og Kina. De har de facto taget ansvaret for en ny retning inden for politik og erstattet rivalisering med samarbejde.« LaRouche anførte, at denne proces allerede i midten af 2015 var i fuld gang, da Putin overværede de kinesiske festligheder i anledning af 70-års jubilæet for afslutningen af Anden Verdenskrig i Asien. Det er nu i færd med at blomstre og lægge Barack Obamas, briternes og NATO’s ynkelige, gamle geopolitiske spil bag sig.

Udviklingen i Sankt Petersborg i denne uge vil få stærk indvirkning i Tyskland, som står over for økonomisk undergang, med mindre Merkels og Schäubles politik omgående opgives. Hold øje med dramatiske forandringer i Tyskland, som det nu haster med. Flere nylige undersøgelser, som er udgivet efter de svindelagtige, såkaldte »stresstests« af ECB/EU-bankerne, konkluderede, at Deutsche Bank er dømt ude, allerede er en »dead bank walking,« – en bank ’på dødsgangen’ – og at alene den form for reorganisering, som Lyndon og Helga LaRouche igennem flere uger har promoveret, nu kan redde den tyske økonomi fra ruin. LaRouche har gentagne gange advaret om, at et kollaps af Deutsche Bank og destruktionen af den tyske økonomi for enhver pris må undgås, fordi et sådant kollaps i enorm grad vil forøge faren for verdenskrig.

Udviklingerne initieret af Putin/Erdogan, inklusive udvidelsen af Kinas OBOR-program ind i Nord-Syd-korridoren, der løber fra den Persiske Golf og opad, ind i Europa, byder Tyskland på en perfekt mulighed for at ændre politik.

Det samme gælder for USA, hvor en enorm, politisk kamp udspiller sig under overfladen af den præsidentielle valgkatastrofe. Den politiske promovering af Glass-Steagall i begge partiers valgplatforme, samt den kendsgerning, at flere progressive demokrater i Kongressen og AFL-CIO (USA’s største fagforening, -red.), i et åbent brev til udenrigsminister John Kerry har fordømt statskuppet imod Dilma Rousseff i Brasilien, er tegn på, at også USA er moden for en politisk revolution.

Schiller Instituttet har nu udgivet en rapport over forløbet af den historiske Berlin-konference[1], der præciserede den overhængende fare for verdenskrig, men samtidig foreskrev vejen til en ny fremtid med fred og velstand. Denne rapport, der definerer de politiske retningslinjer for det næste amerikanske præsidentskab og for en ny regeringskoalition i Tyskland, bliver allerede cirkuleret og er en perspektivplan for den form for nye, politiske paradigme, som Putin og kineserne promoverer.

Foto: Den russiske præsident Putin deltager i et trilateralt møde med lederne af Aserbajdsjan, Iran og Rusland. [kremlin.ru]

Denne systemiske krise kræver ikke blot en række politiske beslutninger, men et Nyt Præsidentskab, der er baseret på et borgersamfund, som er helliget en højere bestemmelse … til skabelsen af en ny nation, af et nyt USA, og af en verden, der hidtil ikke har eksisteret – en verden, der nu som aldrig før er mulig, og en verden, der nu ligger i vore hænder. Vil det blive virkeliggjort, eller vil vi fejle? 

Af Michael Steger, medlem af LaRouche Politiske Aktions-komite (LPAC).

Denne artikel er den første i en række skrifter, som præsenteres af LaRouchePAC Nationale Politiske Komite, i direkte samarbejde med Lyndon LaRouche, som en del af hans kampagne for skabelse af et Nyt Præsidentskab i løbet af de kommende 100 dage.

2. august 2016 – Verden har ændret sig i løbet af de seneste fem uger. Begivenhederne, sammen med bevidste interventioner, især fra Vladimir Putins side, har skabt en ny, global dynamik og transformeret potentialet for reel og total sejr i den umiddelbart forestående periode. Sejren vil i første omgang afhænge af vedtagelsen af LaRouches »Fire Nye Love«, en politik, han fremsatte i juni 2014 med sit skrift, »Fire Nye Love til USA’s omgående redning!«[1]; men et succesfuldt udfald på længere sigt kræver mere end simpelt hen at vedtage den nødvendige politik, selv en politik så presserende nødvendig som Glass-Steagall og statslig kredit til videnskabelige fremskridt.

Som LaRouche siger i »Fire Nye Love«: 

»Uden et præsidentskab, der er tilpasset til at fjerne og dumpe de værste virkninger, vi i øjeblikket lider under, og som er de virkninger, der blev skabt af Bush-Cheney- og Obama-præsidentskaberne, ville De Forenede Stater snart være færdig, begyndende med den amerikanske befolknings massedød under Obamaregeringens nylige og nu optrappede, praktiserede politik.«

Og senere:

»Et kædereaktionslignende kollaps med denne virkning accelererer allerede med en indvirkning på pengesystemerne i dette områdes nationer. Den nuværende accelerering af en ’Bail-in’-politik i hele det transatlantiske område, sådan, som det nu er i gang, betyder, at massedød pludselig vil ramme befolkningerne i alle nationerne i det transatlantiske område: enten direkte, eller i kraft af ’overløbseffekt’.«

Denne systemiske krise kræver ikke blot en række politiske beslutninger, men et Nyt Præsidentskab, der er baseret på et borgersamfund, som er helliget en højere bestemmelse, der går ud over elementær valgpolitik; en bestemmelse lig den, som Benjamin Franklin, George Washington og Alexander Hamilton var besjælet af. Det kræver en forpligtelse til skabelsen af en ny nation, af et nyt USA, og af en verden, der hidtil ikke har eksisteret – en verden, der nu som aldrig før er mulig, og en verden, der nu ligger i vore hænder. Vil det blive virkeliggjort, eller vil vi fejle?

De fem uger

Tag nu de hurtige udviklinger i løbet af de seneste fem uger i betragtning: Den britiske afstemning til fordel for at forlade den Europæiske Union (Brexit) den 24. juni, som pludselig, for åbent tæppe, afslørede den rådne kerne i det transatlantiske system. Dette oprør blandt de britiske vælgere var en direkte optakt til Schiller Instituttets konference i Berlin, med Helga Zepp-LaRouche som vært, den selvsamme weekend, en begivenhed, der udelukkende havde fokus på fuldbyrdelsen af det nye verdenssystem, der nu er i færd med at blive virkeliggjort i hele Eurasien, og som er inspireret af Lyndon LaRouches ideer.

I løbet af de følgende dage væltede det frem med successive oprør. NATO-topmødet i Warszawa, der håbede at gøre Rusland til målskive for en storkrig, afslørede i stedet blot voksende uenighed blandt de europæiske nationer. Japan afviste enhver yderligere forpligtelse over for britisk finansielt vanvid og nærmede sig faktisk Rusland og Kina i stedet; det samme gjorde Filippinerne, idet de ignorerede Obamas kommando om konflikt i det Sydkinesiske Hav. Terroristangreb, hvis grobund og udklækningssted har været de igangværende, ulovlige krige, ført af USA og briterne, i Irak, Libyen, Syrien og Yemen, har ramt byer i Frankrig og Tyskland på ugentlig, hvis ikke daglig, basis, uden nogen udsigt til at stoppe under den nuværende politik. Underliggende hele dette politiske oprør finder vi den igangværende panik over bankkollapset i Italien, Tyskland og London, som truer med at virkeliggøre den pludselige udslettelse af den transatlantiske verdens nationer, som Lyndon LaRouche i 2014 advarede om.

I sammenhæng med dette politiske og kulturelle sammenbrud i det transatlantiske område har der været en sand fremstormende bølge af LaRouche-organisationens politik og initiativer. Chilcot-undersøgelsesrapporten blev omsider udgivet i London, efter syv lange års undersøgelse; den erklærede, at Dronningens krig i Irak – en krig, der blev gennemtrumfet af Tony Blair og George W. Bush – var ulovlig og et direkte anslag imod De Forende Nationer og international lov, hvilket udgør forbrydelser i lighed med nazisternes. I USA blev de »28 sider« af Den Fælles Kongres-undersøgelsesrapport om 11. september efter 14 år udgivet. De afslørede det bedrageri, som både Bush- og Obamaregeringen havde begået, med deres overlagte mørklægning af, at det var briterne og deres allierede saudierne, der dirigerede angrebene den 11. september, og de afslørede ligeledes disses efterfølgende fremstød for verdenskrig gennem en kriminel, geopolitisk plan.

Glass/Steagall-loven, indbegrebet af dødstødet mod Wall Streets og City of Londons kriminelle bedrageri, fandt dernæst vej ind i både det Republikanske og Demokratiske Partis valgplatforme, ikke som følge af narre-kandidaternes klovneoptræden, men som følge af den, i det brede flertal af den amerikanske befolkning, dybt rodfæstede erkendelse af, at de seneste femten års politik i USA, med massedød til følge, indiskutabelt er knyttet til Wall Streets politik. Og nu, blot fem uger senere, med en beslutningsproces, der ligesom vokser og har mere i vente, truer kupforsøget i Tyrkiet og de deraf følgende ændringer i politikken med at gøre en ende på de seneste to århundreders geopolitiske forsøg på at kontrollere Asien, med et Tyrkiet, der nu nærmer sig til både Putins Rusland og Kinas politik for den Nye Silkevej, og vender sig bort fra den transatlantiske verdens forpligtelse til verdenskrig.

Dernæst kommer nyheden om omringningen af Aleppo, igen udført af russiske styrker sammen med syriske styrker, og som indikerer en mulig snarlig afslutning på ikke alene den syriske konflikt, som fra det britisk-støttede Obamaregimes side var planlagt til at være optakten til atomkrig mod Rusland og Kina, men som nu, hvor krisen næsten er løst, er et forvarsel om afslutningen af selve den britiske, geopolitiske æra.

Vladimir Putin og Kinas Nye Silkevej står til at vinde; Obama og briterne står til at tabe.

Men der er mere endnu, og mere er måske i vente, at begynde med Helga Zepp-LaRouches deltagelse i det internationale T20-topmøde i Beijing i slutningen af juli måned; en indledende drøftelse blandt ledende personer til det kommende G20-topmøde for statsledere i september. FN’s Generalforsamling vil ligeledes mødes i september, blot et år efter Vladimir Putins opfordring til at skabe en ny alliance af magter mod terrorisme, og begge disse begivenheder vil blive internationale fora af afgørende betydning for opbygning af det nye paradigme, inspireret af LaRouche.

Som Helga Zepp-LaRouche for nylig sagde, »Erinyernes frygtelige dans er blevet udløst!«, og man kan næsten høre de panikslagne hyl og skrig i magtens korridorer på Wall Street og i London, endda fra selve den gale Dronning.

De Fire Love

Den 8. juni 2014 udstedte Lyndon LaRouche en erklæring med titlen »De Fire Nye Love til USA’s omgående redning! Ikke en valgmulighed, men en uopsættelig nødvendighed.« I denne erklæring definerer hr. LaRouche en løsning på den nuværende, globale og generelle sammenbrudskrise, men han definerer mere end det. Han fremlægger en økonomisk og videnskabelig politik, der er i overensstemmelse med den menneskelige arts faktiske, skabende natur, og en politik, der, hvis den bliver vedtaget, vil udløse en renæssance i menneskeligt fremskridt for det kommende århundrede, og længere endnu.

Der findes intet, der kan erstatte læsning, og gen-læsning, at hele hr. LaRouches erklæring, men vi vil her præsentere en kortfattet, forkortet synopsis af de umiddelbare skridt, der skal tages, for at tage den igangværende generelle sammenbrudskrise i det transatlantiske område under behandling. Dette er udgangspunktet for et succesfuldt, Nyt Præsidentskab:

1. Den omgående genindførelse af Glass/ Steagall-loven, uden ændringer, som blev sat i kraft af præsident Franklin D. Roosevelt, som princip for handling.
2. En tilbagevenden til et Nationalbanksystem, der styres fra oven (fra regeringen), og som er defineret som sådan. Præcedens herfor skal tages fra det bank- og kreditsystem, som Alexander Hamilton etablerede, såvel som også fra Abraham Lincolns udstedelse af en statslig valuta (»greenbacks«), under præsidentiel myndighed.
3. Udstedelsen af ny statskredit til skabelse af et højproduktivt, generelt forløb med forbedret beskæftigelse, med den ledsagende plan om at øge den fysisk-økonomiske produktivitet, samt forbedre levestandarden for personer og husstande i USA. En forøgelse af den produktive beskæftigelse, sådan, som man præsterede det under Franklin Roosevelt, må reflektere en forøgelse af den reelle produktivitet, der er i overensstemmelse med en forøgelse af energi-gennemstrømnings-tætheden[2] i nationens økonomiske praksis.
4. Vedtagelsen af et »’Forceret program’ for fusionsenergi som drivkraft«. Ægte økonomiske principper er funderet på den afgørende forskel mellem mennesket og alle andre lavere livsformer. Et forceret program for fusionsenergi, som i dag omfatter en tilbagevenden til Krafft Ehrickes vision for USA’s rumprogram, er en forpligtelse over for menneskehedens fremtid.

Det dybereliggende spørgsmål

Det er imidlertid kun en tænkning af samme høje kvalitet som tænkningen hos en skabende forsker, såsom Einstein eller dirigenten Wilhelm Furtwängler, der vil besidde de nødvendige evner til at fatte de seneste internationale udviklingers underliggende årsagsskabende magt, såvel som også den nødvendige kvalitet af respons, der findes i selve essensen af LaRouches Fire Nye Love. Denne videnskabelige evne kan bedst udtrykkes som ens egen forpligtelse over for den menneskelige arts grænseløse fremtid.

Ikke reduktionismens fremtid i rum og tid, eller endda rum-tid, men snarere en fremtid, der ledes af musikalsk geni, som i tilhørernes intellekt, eller sind, søger at skabe de nødvendige og netop tilstrækkelige intellektuelle evner, der tilnærmer sig menneskehedens ubegrænsede fremtid, og således udfolder en klarhed i resolut handling, som en handling tilbage til den nuværende krise fra den levende fremtid. Shakespeares Hamlet giver os et relevant, negativt bevis for sådanne evner i det menneskelige intellekt. Ethvert redeligt menneske må stille sig selv det spørgsmål, ikke, »Hvem skal jeg stemme på«, men snarere, »Vil min eksistens være af en sådan art, at jeg bliver en aktør, der udvirker noget, på historiens scene?« Som Lyndon LaRouche erklærede den 31. juli 2016: »Jeg stiller ikke op som præsident, men jeg har sandelig til hensigt at indvirke på dannelsen af USA’s regering i den kommende periode.«

Overvej nu det følgende aspekt af hans tankegang i det afsluttende afsnit af denne rapport fra juni 2014:

»For eksempel: ’tid’ og ’rum’ eksisterer i realiteten ikke som metriske principper i Solsystemet; deres eneste acceptable anvendelse til kommunikationsformål er grundlæggende set nominel antagelse. Eftersom kompetent videnskab i dag kun kan udtrykkes mht. den unikke, menneskelige karakteristiks rolle inden for de kendte aspekter af Universet, er det menneskelige princip det eneste, sande princip, som vi kender og kan udøve. Begreberne om rum og tid er blot nyttige forestillinger.«

Og senere:

»Mennesket er menneskehedens eneste, sande målestok for vort Solsystems historie og det, som det indbefatter. Det er det samme som, at den menneskelige arts mest ærefulde mening og uendelige præstation, nu i det nære rum i vort Solsystem, stiler opad for at kunne beherske Solen og dens Solsystem, som (faktisk unikt) blev opdaget af Johannes Kepler.«

Faren ligger således ikke i det, som synes at være de kaotiske begivenheder i verden, sådan, som den almene »manden på gaden« opfatter den krise, der udspiller sig, men derimod i den utilstrækkelige forpligtelse over for menneskehedens opadstigende natur, som det fremlægges i LaRouches Fire Nye Love. For, på et sådant tidspunkt, hvor LaRouches ideer nu er mere indflydelsesrige inden for den menneskelige arts mere udbredte kultur, og alt imens de modsatrettede usande forestillinger, med imperiale Zeus-diktater for befolkningsreduktion, krig og økonomisk bedrageri, står over for deres farefulde sammenbrud, så udgør selveste det menneskelige intellekts natur i sig selv den højere, kompositionsmæssige modalitet, gennem hvilken vi udøver handling over for universet som helhed, med revolutionerende virkning.

Det, som er presserende nødvendigt, er den uundværlige, skabende forhånds-handling for at skabe en hel dynamik, snarere end gentagelser af de fiaskoer, som stammer fra Newtons systemiske bedrageri med aktion-reaktion – et bedrageri, der er fremherskende i den nuværende, transatlantiske verdens politiske og finansielle klasses neurotiske tilskyndelser, og et bedrageri, som Einstein på så fremragende vis afslørede. En sådan forhånds-handling, som LaRouches Fire Love fordrer, udgør selve fundamentet for de indledende skridt, gennem hvilke vi eliminerer dette fejlslagne systems unødvendige byrder og gæld.

Men mon man kan høre det nye tema, måske, som om det kom fra den forventede indtrængen af en himmelstræbende sektion af træblæsere i det højeste toneleje, højt over orkestret? For en sådan forventningens tilstand er ligesom en gave, der overraskende overbringes af en for længst afdød, kær ven fra det, som endnu er den ikke-afgjorte fremtid, som dernæst gives på vegne af vores nutids passage, for blot at blive vores fremtids mest fundamentale nutid.

Dantes Guddommelige Komedie og Brunelleschis skabelse af den italienske renæssance stod ikke tilbage i denne henseende.

Og sådan må det Nye Præsidentskab, og dets borgersamfund, blive.

9. august 2016 – LaRouche Politiske Aktions-komite (LPAC) har den store glæde at annoncere udgivelsen af vores nye avis i stort format, The Hamiltonian, med base i Manhattan, New York City! De første 10.000 eksemplarer af The Hamiltonian kom på gaden i Manhattan i dag, med Jeffrey Steinbergs isnende indlæg om Obama-Hillary-terrorarven, der er i færd med at marchere hele planeten lige ind i Tredje Verdenskrig. Denne hovedartikel følges af vores appel om at afsløre det anglo-saudiske terrorapparat og omsider stille dem, der udførte terror-ugerningen den 11. september, 2001, for retten. 

Ligeledes i dette pilotnummer af The Hamiltonian finder vi medlem af LPAC Michael Stegers artikel, »Det nye præsidentskab: Det begynder med LaRouches ’Fire Love’«, den første i en række artikler fra LPAC i direkte samarbejde med Lyndon LaRouche, som en del af hans kampagne for skabelsen af et Nyt Præsidentskab i løbet af de kommende 100 dage. (Se dansk: ’Fire Nye Love til USA’s omgående redning’) 

Nedenfor genoptrykker vi Jeffrey Steinbergs artikel:

Præsidentvalg i USA: Lyndon LaRouche: 

Hillary Clinton er Obamas medhjælper, for krige og for Wall Street

Af Jeffrey Steinberg, EIR-efterretningsredaktør

6. august 2016 (Leder) – Inden for 24 timer efter Hillary Clintons formelle nominering som det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget 2016, kom nogle af Clintons top-kampagnerådgivere for udenrigspolitik og national sikkerhed ud med angreb, der fik blodet til at fryse, mod Rusland og mod den syriske præsident Bashar Assad.

Selv under det Demokratiske Konvent sagde den tidligere CIA-direktør og forsvarsminister under Barack Obama, Leon Panetta, den 27. juli til konventet, at nøglen til at afslutte krigen i Syrien er at vælte præsident Assad. To dage senere sagde Jeremy Bash, Panettas tidligere stabschef i CIA og Pentagon, og nu toprådgiver til Clinton, til Daily Telegraph, at én af Clintons første handlinger som præsident ville blive at beordre en gennemgribende revision af politikken for Syrien, med målet om at afsætte Assad med magt som førsteprioritet. Han fremførte, at der ikke er nogen udsigt til at nedkæmpe Islamisk Stat og Jabhat al Nusra uden at fjerne Assad.

Michelle Flournoy, der anses for at være Hillary Clintons første valg til at blive forsvarsminister, sagde til Defense One, at en ny regering må skabe en »bombnings-forbudszone« i det nordlige Syrien, med det formål at skabe et sikkert opholdssted for oprørskæmpere og uddanne og bevæbne dem til at vælte Assad, såvel som også til at bekæmpe ISIS og Nusra. Hun talte for anvendelse af stand-off-våben (våben, der kan lanceres på en sådan afstand, at personellet kan nå at komme uden for rækkevidde af gengældelsesbeskydning, -red.) mod den syriske hær, som en yderligere eskalering af den krig for regimeskift, som præsident Obama og (daværende) udenrigsminister Clinton lancerede i begyndelsen af 2011.

Flournoy er adm. dir. for Center for Ny Amerikansk Sikkerhed (CNAS), en tænketank, der domineres af Clinton-rådgivere og andre neokonservative. Flournoys interview med Defense One var en kondenseret version af en rapport, som CNAS netop er fremkommet med fra en ISIS-undersøgelsesgruppe, der omfattede en samling krigshøge og neokonservative, som alle er en del af Clintons stald: Ryan Crocker, Kimberley Kagan, Joseph Lieberman, gen. David Petraeus, Kenneth Pollack, Andrew Tabler og Frances Townsend.

I maj måned udgav CNAS et udkast til global konfrontation, ved navn »Udvidelse af amerikansk magt: Strategier til at udvide amerikansk engagement i en kompetitiv verdensorden«, der som medforfatter havde Robert Kagan, en ledende neokonservativ, der udarbejdede en lignende undersøgelse for den tiltrædende Bush-Cheney-regering i 2000, kaldet »Projekt for et Nyt Amerikansk Århundrede« (PNAC). Begge disse dokumenter promoverer en unipolær verden baseret på en permanent udvidelse af USA’s militære magt. Rapporten fra PNAC blev i vid udstrækning set som den spilleplan, som Bush og Cheney brugte til at lancere et årti med permanente krige i Afghanistan og Irak, en spilleplan, der af Obama og Clinton blev udvidet ind i Syrien og Libyen.

I kølvandet på Panettas, Bush’ og Flournoys heftige udfald konkluderede mange skarpe iagttagere, at angrebene på Syrien, Rusland og Kina, som var omfattet af de kombinerede bemærkninger, ikke kunne have været udstedt uden forudgående godkendelse af Hillary Clinton selv.

Kort sagt, så har Hillary Clinton erklæret sig selv som kandidaten for »kontinuitet« af den næsten to årtier lange permanente krigsførelse, der blev lanceret af Bush og Obama. Disse krige har nu ført verden til randen af atomkrig med Rusland og Kina, en krig, der vil udslette menneskeheden.

Om noget, så var Hillary Clinton, mens hun var udenrigsminister, en af Obamaregeringens mest skingre fortalere for krig og atter krig. Clinton var og er en stærk promoter for behovet for at vælte Assad-regeringen i Damaskus, om nødvendigt gennem direkte amerikansk militær involvering. Kravet om at skabe en flyveforbudszone over syrisk territorium er en åbenlys overtrædelse af alle principper for national suverænitet, og hendes rolle i lanceringen af den katastrofale krig i Libyen – som bredt er blevet beskrevet som den afgørende stemme i fremstødet for et hurtigt regimeskifte – har skabt en permanent krise, der har ført til massedød og socialt kaos, i hele det afrikanske kontinent.

Det var Hillary Clinton, sammen med Susan Rice og Samantha Power, der promoverede den voldelige afsættelse af Libyens leder Gaddafi, på trods af, at dette betød en alliance med hardcore al-Qaeda- og relaterede jihadist-terrorgrupper. Afsættelsen og mordet på Gaddafi forvandlede Libyen til et ingenmandsland, der ikke kunne regeres, og som styredes af krigsførende kliker bestående af tungt bevæbnede militser, mange domineret af al-Qaeda i det islamiske Magreb (AQIM), og følgelig af Islamisk Stat.

De våben, der blev »befriet« fra libyske regeringsdepoter, har båret ved til krige i hele det afrikanske kontinent, og store mængder af disse »frigivne våben« blev smuglet ind i Syrien, gennem amerikanske, britiske, saudiarabiske, qatarske og tyrkiske kanaler, og ind i hænderne på jihadisterne, der har forvandlet Syrien og Irak til et Helvede på Jord. Millioner af flygtninge fra de nordafrikanske, syriske, irakiske og afghanske konflikter, der alle er blevet støttet af Obama og Clinton, er strømmet ind i Vesteuropa i desperat flugt for deres liv og har skabt den største flygtningekrise i hele efterkrigstidens periode.

Disse handlinger, der blev udført under Clintons fire år som udenrigsminister under Barack Obama, førte direkte til begivenhederne den 11. september 2012, hvor jihadister fra Ansar al-Sharia gennemførte et stærkt bevæbnet angreb på USA’s diplomatiske kompleks i Benghazi, Libyen, der resulterede i mordet på USA’s ambassadør Christopher Stevens og tre andre amerikanske embedsmænd.

Som det tydeligt fremgår af dokumenter i Udenrigsministeriet, så havde ambassadør Stevens og andre amerikanske diplomater i Libyen tigget om yderligere sikkerhedspersonel. Udenrigsministeriet have sammensat en oversigt over angreb på udenlandske diplomater og endda det Internationale Røde Kors, men faktisk blev sikkerheden barberet ned i stedet for forøget. Alt imens Patrick Kennedy fra udenrigsministeriet angiveligt skulle have ansvaret for sikkerhedsarrangementer ved USA’s diplomatiske mission i Libyen, så lå ansvaret til syvende og sidst hos udenrigsministeren – Hillary Clinton.

Mens angrebet i Benghazi 11. september 2012 var i gang, gjorde live-rapporter fra Benghazi og fra ambassaden i Tripoli det klart, at angrebet på missionen var overlagt, velplanlagt, tungt bevæbnet og dødbringende. En vurdering fra forsvarets efterretningsdepartement, som blev udgivet internt i regeringen få dage efter angrebet, forklarede i detaljer, hvordan angrebet var blevet udført.

Alligevel valgte præsident Obama og udenrigsminister Clinton, der var mere optaget af det forestående præsidentvalg i november 2012, at lyve for det amerikanske folk og hævdede, at angrebet i Benghazi var en »spontan« protest imod en lidet kendt video, der bagvaskede profeten Mohammed – en lodret løgn.

Denne løgn, der blev flikket sammen under en telefonsamtale sent om aftenen af præsident Obama og udenrigsminister Clinton, og som første gang blev udgivet til offentligheden i en pressemeddelelse i Clintons navn, blev opretholdt i dagevis. Om søndagen efter angrebet deltog den nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice i en stribe interview-shows for at faldbyde løgnen om »spontan protest løbet af sporet«, som først blev udstedt af Clinton.

Hillary Clinton prioriterede Barack Obamas genvalg frem for sandheden og frem for USA’s vitale, nationale sikkerhedsinteresser. Hun beregnede, at, hvis hun havde fortalt sandheden og taget sin afsked fra regeringen, ville Obama have tabt genvalget, hun ville have fået skylden, og hendes egne fremtidige perspektiver for at blive det Demokratiske Partis nominelle kandidat til præsident ville være slut.

Lyndon LaRouche fremlagde sagen imod Hillary Clinton og Barack Obama ved en historisk pressekonference i National Press Club i Washington, D.C., i ugerne, der fulgte tragedien i Benghazi. LaRouche identificerede Clinton som en medhjælper, en håndlanger, til Obama, og som et ledende medlem af krigspartiet, der har givet USA og verden en evindelig krig af den længste varighed, har skabt betingelserne for opkomsten af Islamisk Stat, og har drevet USA’s økonomi bankerot.

Ikke alene præsiderede Hillary Clinton over opkomsten af ISIS og den totale destabilisering af hele Mellemøsten/Nordafrika. Sammen med sin betroede allierede i Udenrigsministeriet, Victoria Nuland[1], skabte hun en total konfrontation med Rusland, som, på afgørende tidspunkter, gjorde hende til de rene nazisters sengekammerat.

Clinton forfremmede Nuland, hustru til den neokonservative ideolog Robert Kagan, til topposter i Udenrigsministeriet, fra talsmand for udenrigsminister Clinton og Udenrigsministeriet, til viceudenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender, en stilling, ud fra hvilken Nuland præsiderede over den »farvede revolution« og den voldelige afsættelse af Janukovitj-regeringen i Ukraine med hjælp fra organisationen af Bandera-nazister, der kæmpede side om side med Hitlers hære under Anden Verdenskrig og skabte flere generationer af erklærede neo-nazister, såsom det ukrainske Sektor Højre og Azov-brigaderne.

På et afgørende tidspunkt under afsættelsen af Janukovitj pralede Nuland over for et publikum ved National Press Club i Washington med, at USA havde brugt $5 mia. på kampagnen for »demokrati« i Ukraine, siden Sovjetunionens opløsning.

Dette statskup i Kiev i 2013-14 markerede en dramatisk optrapning af Obamaregeringens allerede igangværende provokationer imod den russiske præsident Vladimir Putin, handlinger, der nu omfatter deployeringen af NATO-styrker på Ruslands grænser for første gang, siden nazi-invasionen af Sovjetunionen under Anden Verdenskrig.

Det var Obama og Clinton, der, som to alen ud af ét stykke, ødelagde relationen mellem USA og Rusland, og som nu har sat verden på en farlig kurs mod generel krig, og endda en potentiel atomar udslettelseskrig.

Dette er den sande arv af Obama-Clinton.

Hillary Clinton afskyr den kendsgerning, at dette er hendes sande generalieblad, og at Lyndon LaRouche frygtløst har gjort denne sandhed tilgængelig for det amerikanske folk, og for verden.

8. august 2016 (Leder) – Med ikrafttræden i dag fjernede det europæiske aktiemarkedsindeks, Stoxx Europa 50, simpelt hen Deutsche Bank og Credit Suisse fra sine målinger, for at dets indeksniveau ikke ville blive trukket ned af disse bankers styrtdykkende aktiekurser. Dette er det seneste udtryk for den kendsgerning, at, ikke alene hænger det transatlantiske finanssystem på den yderste rand, men også, at faren kommer fra det faktum, at man fortsætter med at lyve og ikke griber til handling. I løbet af de seneste 48 timer har mange af de større medier i Tyskland og andre steder rapporteret om historien om Deutsche Banks nedtur, og om tilfælde af insolvens, men de undgår fuldstændigt det afgørende spørgsmål: Hvad skal man gøre? For, de har intet svar.

Lyndon LaRouche bemærkede, at de »ser hen til fortiden«. Men for en løsning må vi »se hen til fremtiden«. Han understregede, at sammenbruddet af finanssystemet er hovedspørgsmålet i dag. I juli måned foreslog han, at der må iværksættes en redning af Deutsche Bank, af hensyn til almenvellet, på basis af et nyt mandat for bankpraksis og for kredit til finansiering af produktiv aktivitet, således, som det var tilfældet under den tidligere formand for Deutsche Bank, Alfred Herrhausen. Den 12. juli udstedte Helga Zepp-LaRouche en erklæring om denne redning, »Red Deutsche Bank, for verdensfredens skyld«. 

Med mindre, dette bliver gennemført, er det slut med at prætendere, at den transatlantiske banksektor stadig er intakt og kan flikkes sammen igen, så den fungerer.

Fremstødet for konfrontation og krig er direkte forbundet med finanssystemets sammenbrud. Der kommer uophørlige krigsråb fra USA’s krigshøge, på signal fra den britisk/saudiske akse. Sekretær for USA’s Luftvåben[1], Deborah Lee James, sagde til Fox News den 6. august, at Rusland er »en eksistentiel trussel« mod USA. Desuden er »Krigshøge for Hillary«-fænomenet i realiteten et dække for Obama, til at føre krig mod Rusland.

Kendsgerningen er, at den russiske præsident Vladimir Putin aktivt udøver et lederskab for en vej væk fra den nuværende kurs mod garanteret undergang. Se på Sydvestasien. I dag mødtes Putin i Baku med den iranske præsident Hassan Rouhani og den aserbajdsjanske præsident Ilham Aliyev, til drøftelser, der omfattede den »Nord-sydgående transportkorridor« – den 7.300 km lange korridor, der løber fra Det arabiske Hav til Skandinavien; de drøftede et udkast til en erklæring om et fælles anti-terrorsamarbejde. I morgen skal Putin i Skt. Petersborg mødes med den tyrkiske præsident Recep Erdogan, der i går sagde til TASS, at der ikke findes nogen løsning på krigen i Syrien uden om Rusland. I søndags deltog flere end tre millioner mennesker i en massedemonstration i Istanbul til støtte for Tyrkiet.

Disse udviklinger i Sydvestasien kan ses som en del af en bredere omgrupperingsproces. I det asiatiske Stillehavsområde vil Japan og Sydkorea sende betydelige delegationer til det Østlige Økonomiske Forum, som hr. Putin er vært for, i Vladivostok den 2. – 3. sept. Kina vil være vært for G20-topmødet den 4. – 5. sept., inklusive inviterede gæstenationer – Egypten, Pakistan, Thailand og andre.

Det er USA, som indtager pladsen som det stillestående punkt; og det er vores historiske udfordring at ændre dette. I dag begynder der en afgørende intervention, med førsteudgaven af The Hamiltonian i 10.000 eksemplarer.

Foto: 8. aug. – Vladimir Putin, Aserbajdsjans præsident Ilham Aliyev og præsident for den Islamiske Republik Iran, Hassan Rouhani, holdt et trilateralt møde. Præsidenterne underskrev en erklæring, der bekræfter deres forpligtelse til at fremme samarbejde. [kremlin.ru]

9. august 2016 (Leder) – Topmødet i dag, i Skt. Petersborg, Rusland, mellem den russiske præsident Putin og den tyrkiske præsident Erdogan, indikerede aftaler om handel og konstruktion af gensidig infrastruktur; om gasledningen »Turkish Stream« for russisk gas; og, af afgørende betydning, om bekæmpelse af terrorisme i Syrien. Her »har Rusland en særdeles fundamental rolle«, sagde den tyrkiske præsident; og om nødvendigt kunne et Rusland og et Tyrkiet, hvis de arbejdede sammen, alene løse krigsspørgsmålet, ifølge Erdogans erklærede synspunkt.

Tyrkiets politik er tydeligvis ændret; Tyrkiet kan spille en afgørende rolle i opbygningen af den nord-sydgående handel og økonomiske korridor fra Indien til Europa, som er i færd med at blive udviklet af Indien, Iran, Rusland, Kina og centralasiatiske lande.

Men der er meget mere end det, der er ændret. Putin har skabt historie. Den umiddelbare reaktion fra EIR’s stiftende redaktør, Lyndon LaRouche, var, at denne udvikling – i hælene på Putins topmøde med Adsjerbadjan og Iran i går – skaber en betydningsfuld forandring i hele den politiske geometri i området. Det svækker på afgørende vis både Obamas og krigskandidat Hillary Clintons positioner.

»En ny, eurasisk gruppering er nu ved at gå frem, og uanset, hvilken indsats, Obama og NATO måtte sætte ind for at standse det, vil det være for lidt, og for sent«, var LaRouches kommentar.

En blok af eurasiske nationer, der er langt større, vil være motiveret af Kinas »Nye Silkevej«, med dens politik for kredit og opbygning af infrastruktur. Dette økonomiske program kan forlænges til en Marshallplan for hele Mellemøsten og Nordafrika, der hidtil blot har været udsat for ødelæggelse gennem de krige, som Bush, Obama og Clinton har ført.

Tyskland vil komme under et enormt pres for at ændre den af kansler Merkel og finansminister Schäuble førte politik, som beviseligt er en fiasko. Vesteuropa har i realiteten ikke noget valg, nu, da Putin har ændret geometrien i Sydvestasien, sådan, som LaRouche, tilbage den 30. september sidste år, da det russiske militær først kom til stede i Syrien, forudsagde, at han ville.

Obama må stå til regnskab for det amerikanske folk. Han støtter en bogstavelig talt 100 % ’s al-Qaeda-terroriststyrke i det nordlige Syrien, som den »foretrukne platform« for at erstatte Assad-regeringen; han har myrdet Libyens præsident, og dernæst støttet en i hast omdøbt al-Qaeda-afdeling i Libyen, som deltog i mordet på amerikanere i angrebet på ambassaden i Benghazi; han støtter Saudi-Arabien i bombningen og ødelæggelsen af Yemen, efter saudiernes involvering i angrebene i USA den 11. september, 2001, som dræbte 3.000 amerikanere, var blevet afsløret.

Denne krigspolitik for regimeskifte er det, som endelig kan blive fejet til side af det, som Putins diplomati og handlinger er i færd med at afstedkomme. En Hillary Clinton-krigspræsident in spe kan ikke tolereres i yderligere fire år med Obamas miskrediterede krigspolitik, ganske uanset, hvor mange Cheney- og neokonservativ-galninge, der støtter hende.

Kendsgerningen er, at intet er fastlagt på forhånd i det amerikanske præsidentvalg; de to hovedkandidater er en katastrofe i deres egne partiers vælgeres øjne. Wall Street/London-finanssystemet og de transatlantiske landes nationale økonomier er ved at krakke, og det rette svar på dette er ikke at fremprovokere en krig med Rusland og/eller Kina.

Vi har brug for et »nyt præsidentskab«, der forpligter sig til et nyt paradigme. Dette nye præsidentskab må genoprette produktivitet og produktiv beskæftigelse i den amerikanske økonomi, og det må samarbejde med Kina og Rusland om videnskabeligt fremskridt, om rummet, og om freden.

Baggrundsanalyse, fra Lyndon LaRouche:

Lyndon LaRouche: Putin skaber atter historie.

I dag sagde Lyndon LaRouche, »Historiens gang er blevet ændret!« af de aftaler, der er indgået, og de aftaler, der vil komme som en følge af Putin-Erdogan-topmødet. Tyrkiet kan spile en afgørende rolle i denne nord-sydgående korridor, og mødet mellem Putin og Erdogan vil fremme dette mere dybtgående samarbejde.

Det, jeg så som en mulighed, er nu blevet virkeliggjort. En ny, eurasisk gruppering går nu frem, og uanset, hvilken indsats Obama og NATO måtte sætte ind for at standse det, så vil det være for lidt, og for sent«, sagde han.

LaRouche sagde, at der nu er åbnet udsigt til, at man kan knuse hele det tjetjenske terrorapparat, der i juni måned udførte selvmordsangrebet i Istanbul Lufthavn, og som har erklæret jihad-krig mod Rusland og præsident Putin. Det åbner op for, at hele det eurasiske kontinent kan blive en blok for økonomisk udvikling og sikkerhed. Dette er et alvorlig slag mod præsident Barack Obama og hans britiske støtter. Og det betyder, at Tyskland nu må ændre sin politik, på dramatisk vis.  

Foto: Den russiske præsident Putin byder den tyrkiske præsident Erdogan velkommen i Katarinapaladset i Skt. Petersborg, til topmødet den 9. aug.

8. august 2016 – På trods af flere rapporter, der siger, at jihadi-oprørerne er ved at genvinde terræn omkring Aleppo, så er den virkelige pointe, at skiftet i den strategiske geometri på lang sigt går i den syriske præsident Bashar al-Assads favør, som flere større vestlige medier for nylig har bemærket.

»Vladimir Putin står måske ved dæmringspunktet for en sejr i den syriske borgerkrig af afgørende betydning, og som ville gøre det langt vanskeligere for USA at opnå sit erklærede mål om at afsætte Bashar al-Assad uden en betydelig militær optrapning«, rapporterede Bloomberg News i går.

»Rusland vil fastholde sin plan og vise hele verden, at vi har ret«, sagde Frants Klintsevich, vicechef for det russiske parlaments underhus’ forsvarskomite, i kommentarer, afgivet til Bloomberg pr. telefon. Det er nu »helt realistisk«, at vi kan fordrive de sidste oprørsgrupper fra Aleppo inden for få måneder, sagde han.

Kampen om Aleppo er nu kogt ned til en kamp om forsyningslinjer, siger rapporter fra de seneste 24-48 timer på stedet. Der er generel enighed i rapporterne – selv fra kilder, der generelt støtter Assad-regimet – om, at bevæbnede oppositionsgrupper efter flere dages voldsomme kampe har afskåret regeringens forsyningslinjer, der passerer igennem det sydlige Aleppo og ind i den vestlige halvdel af byen, som er besat af regeringsstyrker. Den syriske hær synes i øjeblikket ikke at have tilstrækkeligt med mandskab til at generobre disse distrikter. På den anden side, rapporterer Al Masdar i dag, så har regeringsstyrker udvidet den korridor på byens nordside, som de erobrede for to uger siden, så meget, at de kan få forsyninger igennem. Samtidig rapporteres syriske hærenheder at være i bevægelse i den nordlige Latakia-provins, og de truer den bevæbnede oppositions bageste områder i byen Idlib, som er udgangspunktet for angrebet på selve Aleppo.

Bloomberg bemærker, at Syriske Observatører for Menneskerettigheder hævdede, at oprørerne havde gennembrudt belejringen af det østlige Aleppo, men ikke havde været i stand til at sikre ruten. Analytikere med base i lande, der er medlemmer af Golfrådet (GCC), såsom Riad Kahwaji, chef for Institut for Militæranalyser i Mellemøsten og Golfen, hævder, at oprørernes gennembrydning af belejringen af Aleppo er »bevis for, at dette er en kamp, der er meget vanskeligere at vinde, end russerne og iranerne troede«.

Men, som medlem af det russiske parlaments overhus Klintsevich’ erklæring klart indikerer, så forventede hverken russerne eller deres allierede i Syrien at afslutte dette hurtigt.

Den anden faktor, der nu kommer i spil, er den russisk-tyrkiske rapprochement, som vil blive yderligere konsolideret af mødet mellem den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan og den russiske præsident Vladimir Putin i Skt. Petersborg den 9. august.

»Det syriske regime ville ikke have været i stand til at belejre Aleppo, havde det ikke været for den tyrkisk-russiske rapprochement«, sagde Rami Abdel Abdurrahman fra de syriske observatører til Bloomberg. »Den militære støtte er ikke, hvad den plejede at være«, sagde han med reference til rapporter om, at strømmen af våben til oprørsgrupper, især de amerikansk fremstillede TOW-anti-tankraketter, er stilnet betydeligt i de seneste uger.          

Uddrag af diskussion mellem LaRouche-bevægelsens medlemmer af ’Policy Committee’, komiteen for politisk strategi, der sendes som webcast hver mandag. Hele diskussionen, der bl.a. omhandler det amerikanske præsidentvalg, kan følges her: https://larouchepac.com/20160808/lpac-policy-committee-show

Ben Deniston: Jeg mener, at det er af afgørende betydning, at folk tænker i de baner, at dette er et historisk øjeblik. Det går i realiteten ud over noget som helst, som de fleste mennesker, der lever i dag, har oplevet i deres livstid.

Folk må erkende, at noget af alt det her, uanset, hvad disse tåber gør, Wall Street, Hillary [Clinton], Obama; at deres system er i færd med at gå ned. De vil ikke være i stand til at redde det her. Denne idé med at fortsætte med at føre disse stedfortræderkrige, og bluff og intimidering mod dette fremvoksende system, der er på vej op, med Kina og Rusland; det er bogstavelig talt menneskehedens udslettelse.

Det, vi taler om – hvis vi ser på det rent historisk, så fandt disse ting sted for århundreder siden; man havde sammenbrud, og samfund kom op igen. Nu spiller man det samme spil, det samme gamle, geopolitiske imperiespil om, hvem, der skal være den dominerende magt i verden; vil Wall Street tillade, at deres opfattede dominans kollapser? Vil London tillade deres opfattede dominans at kollapse? Vil de holde fast, og forsøge at destruere enhver trussel mod deres magt? Hvad betyder det i dag, på dette tidspunkt af menneskehedens [udvikling]: Det betyder tilintetgørelse! Vi taler om atomvåben; vi taler om en grad af destruktion, der aldrig før er forekommet, og som ville udslette menneskeheden. Men det er ikke uundgåeligt; det er en konsekvens af denne vrangforestilling om, at de på en eller anden måde kan stive det af og holde det nuværende system gående.

Men jeg mener, at det, vi taler om her, mht. at definere et nyt system, går til hjertet af det, hr. LaRouche understreger: Hvad er menneskets natur? Hvis vi taler om at skabe noget nyt, og det er, hvad vi taler om; ikke at fikse dette system; ikke komme med en ny aftale om det, der foregår, og som vil fikse det; tja, hvad ser man hen til? Man ser hen til videnskab, man ser hen til, hvad er vores opfattelse af: Hvad er menneskeheden? Hvad er menneskehedens mission? Hvad er menneskehedens potentiale? Hvad er menneskehedens natur, som art?

Vi har et meget stærkt udtryk for dette princip, en genklang af dette princip, omkring det, som Kina foretager sig med sin »win-win«-politik. Vi har ikke brug for geopolitik! Vi har ikke længere brug for dette møg. Der findes ikke noget sådant som en endegyldig forsyning af rigdom på denne planet! Hvis man ønsker at agere som en tåbelig levning fra imperietiden, en mennesketype, der burde være forsvundet for århundreder siden, så ja, så vil man agere på den måde, men det vil, i nutiden, føre til destruktion af menneskeheden. Menneskeheden kan uophørligt skabe mange gange mere rigdom, mere værdi og højere samfundsniveauer, hvis vi agerer som menneskelige væsner. Det, som de [kineserne] gør med deres måneprogram, med at tage til Månen. Vi taler om en total fusionsøkonomi, som er en menneskehed på et helt andet niveau.

Folk må anbringe sig selv på dette niveau; det er et sådant historisk skifte, vi står ved. Vi må skabe dette skifte, i modsat fald vil vi ikke fortsat eksistere. Til trods for det, man lærer os i uddannelsessystemet i dag, så findes der ingen tilstand af stilstand, af balance, i universet. Universet er i færd med at sige til menneskeheden, »Hør her, du har nået til et punkt. Vil du gøre fremskridt og tage det næste skridt, eller vil du gå samme vej som dinosaurerne? Samme vej, som denne verdens Obama’er og Clinton’er på dette tidspunkt går?« [latter]

At komme frem til denne grad af refleksion over, hvad det er for en form for kvalitativ udfordring, vi har foran os, mener jeg, er af afgørende betydning for at trække folk op af den rendesten, som man får serveret i medierne i dag, og som bare er altdominerende; folk oversvømmes med det her omkring [præsident]valget, og med grov smædekampagne mod Rusland, og det hele er sindssygt. Og folk må få et virkeligt perspektiv udefra, om det faktiske, historiske øjeblik foran os. Jeg mener, dette system er forbi. Dette system var forbi i 2008; systemet var forbi, da Lyndon LaRouche udgav Trippel-kurven i ’90’erne. Det tog lidt tid at udspille sig. Hvis man ikke troede på, at det var forbi med nedsmeltningen i 2008; hvis man troede på, at bail-out (redningen af bankerne gennem offentlige midler) fiksede noget som helst – min Gud! Det er simpelt hen det rene vanvid.

Folk må komme til erkendelse af, at det her er forbi, og det påhviler os at agere, i overensstemmelse med dette historiske øjebliks virkelighed, og at handle for skabelsen af denne nye orientering.

Billede: Dinosaur, åh, så død!

7. august 2016 – Ifølge EIR’s nye estimater har verdens fire største centralbanker fjernet værdipapirer for lidt under $16 billioner fra private bankers regnskaber og over til deres egne, siden USA’s centralbank, Federal Reserve, indledte det store pengetrykningsspil, kendt som »kvantitativ lempelse« (Quantitative Easing, QE) i 2009. Fed, den Europæiske Centralbank (ECB), Bank of England (BOE) og Bank of Japan (BOJ) ejer nu omkring en fjerdedel af al statsgæld i verden og har slæbt en tredjedel af al statsgæld i Europa, Japan og USA ind i de negative rentesatsers territorium, hvilket er uden fortilfælde.

Disse centralbanker fortsætter desuden med at forøge den »kvantitative lempelse« med en rate af omkring $2,4 billion om året, en rate, der er højere end på noget forudgående tidspunkt efter bankpanikken og det økonomiske krak i 2008. Og til trods for, at Fed ikke længere udfører disse »lempelser«, så fortsætter amerikanske banker og store selskaber med at opsuge nye centralbank-penge gennem deres afdelinger i London, Europa og Japan.

Dagens artikel i Financial Times, »Enden på verden, som vi kender den?«, af Michael Power, siger, at centralbankerne »har vendt de finansielle normer på hovedet«. Artiklen bemærker, at en meget alvorlig virkning af dette er, at kapitalinvesteringer fra erhvervslivet har nået, eller nærmer sig, rekordlave niveauer i hele den transatlantiske verden.

»Henved 30 % af udstedte statsobligationer på globalt plan har negative afkast«, rapporterer Power. Og, »Som Morgan Stanley har bemærket, ’I løbet af de seneste 17 år har statslån med en løbetid på 10 år i USA, Tyskland, UK og Japan givet et bedre afkast end det lokale marked for værdipapirer, og med lavere flygtighed.’« Dette skyldes, at, i takt med, at renter på obligationer sikkert og støt er faldet i et årti, ned til nul og derunder, og til næsten nul selv for store selskabers obligationers vedkommende, så er markeds-’prisen’ på disse obligationer lige så sikkert og støt steget, og skaber således et perfekt, spekulativt marked »uden for økonomierne«.

Denne fatale virkning på banksystemet er blevet tydelig efter krakket i 2008. Store banker, der er centreret på Wall Street og i City of London, har reduceret deres kommercielle udlån til økonomien, koncentreret sig om investeringsbank-spekulation i obligations- og værdipapirsmarkederne, og lagt sig i slipstrømmen af centralbankerne i markederne for statsobligationer, for at tjene en pålidelig »profit« – og dernæst deponere den som overskudsreserver i de samme centralbanker. Og deres spekulation i statslånspapirer har tilvejebragt den sikkerhedsstillelse, som de har brugt og /eller udlånt til finansielle indsatser i derivater og de såkaldte tredjeparts-genopkøbs-, eller »repo«-markeder. De store bankholdingselskaber har alle bevæget sig i retning af modellen hos Deutsche Bank, for hvem udlån blot udgør 15 % af bankens »aktiver« for i alt 1,6 billion euro – og som nu de facto er bankerot.   

7. august 2016 – For fjerde søndag i træk har Tysklands førende finansavis, Frankfurter Allgemeine Zeitung, kørt en analyse af den farlige og forfaldne tilstand af landets største bank, Deutsche Bank. I søndags interviewede FAZ en meget fremtrædende, tysk økonom, der siger: »Nationaliser Deutsche Bank som en nødforanstaltning! Banken er i en krise, værre end 2008« i den globale bankpanik.

At Martin Hellwig fra Max Planck Institut i Bonn kommer med dette krav – i et land, hvor nationaliseringer aldrig har været diskuteret, selv da panikken og kollapset i 2007-09 var på sit højeste – indikerer, at Deutsche Bank nærmer sig en reel implosion, med mindre banken »reddes«. Og IMF har allerede formelt erklæret banken for at være den ene, enkeltstående gigantbank, der »udstråler større risiko« for andre banker og banksystemer, end nogen anden bank i verden. Dens implosion vil være signal til et generelt, økonomisk krak, der vil forværre de konfrontationer imod Rusland og Kina, som promoveres af Obamaregeringen og NATO.

Schiller Instituttets stifter og forkvinde for det tyske, politiske parti Bürgerrechtsbewegung Solidarität (BüSo), Helga Zepp-LaRouche, udstedte for blot et par uger siden en appel, »Red Deutsche Bank, for verdensfredens skyld«. 

Hun og Lyndon LaRouche sagde, at bankens investeringspolitik i denne proces fuldstændig må omdirigeres til udvikling af industri og infrastruktur, ligesom det var bankens formand, Alfred Herrhausens politik. Herrhausen blev myrdet den 30. november 1989.

Hellwig erklærer til FAZ, at »investeringsbanker har udsuget Deutsche Bank« i mere end et årti således, at bankens terminale krise ikke engang stammer fra den globale panik i 2008. Banken må nationaliseres, siger Hellwig, fordi ethvert forsøg på at »dæmpe det ned« – dvs., at »opløse« storbanken ved at gennemføre bail-in (ekspropriering) af obligationsindehavere, osv. – ville sende denne risiko ud til hele banksystemet. Det samme, bemærker han, gør sig gældende for Frankrigs BNP Paribas. Adspurgt, om Deutsche Bank har en intern plan for at afværge implosion, siger Hellwig, at bankens planer består i insiderhandel, spekulation, fusioner og erhvervelser, osv.

Og sluttelig, da Hellwig blev spurgt, om han selv kunne træde til og køre en nationaliseret Deutsche Bank, protesterer Hellwig med den udtalelse, at han ikke er i stand til at udføre jobbet, fordi han tager sig tid til at gennemtænke løsninger, og det har Deutsche Bank ikke tid til.

Zepp-LaRouche understregede, hvor sjældne forslag til nationaliseringer er i Tyskland, og at det signalerer, at der virkelig ikke er tid tilbage; hendes forslag om at redde storbanken, men vel at mærke i processen gøre den til i praksis at være en udviklingsbank, må gennemføres.

»Dette system går sin undergang i møde. Stik ikke jer selv blår i øjnene, og lad være med at være selvtilfredse; banken kunne nedsmelte, hvad øjeblik, det skal være«, sagde hun.                

7. august, 2016 (Leder) – I den afgørende kamp om Aleppo er det blevet klart og offentligt, at Barack Obamas Hvide Hus, Forsvarsministerium og Udenrigsministerium – og FN ambassadør – støtter al-Qaedas overtagelse af Syriens største by, den sandsynlige »platform« for, at al-Qaeda kan ødelægge Syriens regering og overtage magten. Obama kræver, at den syriske regering ophæver belejringen af al-Nusra/al-Qaeda i det østlige Aleppo, en belejring, der ellers rent faktisk kunne gøre en ende på truslen om et »terrorist-Kalifat« i hele Mellemøsten. Obama og Hillary Clintons støtter i pressekorpset kalder regeringens omringning af al-Qaeda for et angreb på Aleppos civilbefolkning og opmuntrer til, at jihadisterne bryder den. Obamas FN-ambassadør Samantha Power forlanger offentligt, at civile ikke benytter lejligheden til at forlade det østlige Aleppo, men i stedet bliver der med deres »forsvarere« al-Qaeda, mens USA kræver, at Rusland indvilger i at få belejringen ophævet.

Endnu engang er Obama og Hillarys »anti-terror«-politik et bedrageri med henblik på at skabe mere krig. Deres krigspolitik udklækker og støtter endog mere terrorisme, og bakker deres »allierede« Saudi-Arabien og »Londonistan« op i sponsorering af terrorisme. FN-ambassadør Power er en fuldstændig miskrediteret fortaler for Obamas ret til at vælte enhver regering i verden gennem krig, for hans egne »humanitære« formåls skyld.

Obamas egentlige »humanitære formål« er, at konfrontere og provokere Putins Rusland, og Kina, endog så langt som til global krig. Hele Obamas præsidentskab er et bedrageri. Og Hillary Clinton burde skamme sig over, hvad hun er blevet til, mens hun har arbejdet for Obama.

Obamas Hvide Hus tager dette seneste, totalt foragtelige og potentielt fatale skridt, mens det transatlantiske finansielle system endnu engang er ved at krakke. Tysklands enorme Deutsche Bank er blot den bank, der er nærmest bunden i en malstrøm af kollapsende spekulativ gæld, der trækker alle Europas og USA’s store banker ned. Mere pengetrykning og »lempelser« fra centralbankernes side på dette tidspunkt, vil blot accelerere malstrømmen.

Det må ikke ske, at den eneste »løsning« er at lade Eurasiens magter idømmes global krig som straf for fortsat at vokse og øge deres produktivitet.

Vi behøver et nyt paradigme, gennem hvilket nationer samarbejder om vækst, arbejdsstyrkens produktivitet og videnskabeligt fremskridt for menneskeheden. Vi behøver et nyt præsidentskab i USA, der forpligter sig til et sådant paradigme.

Helga Zepp-LaRouches Schiller Institut, der har arrangeret snesevis af konferencer i hele verden for dette nye paradigme, udgiver i dag som brochure, sin »Nyt Paradigme«-konference fra 25. – 26. juni i Berlin.

Cirkulér omgående denne brochure i bredest muligt omfang. Som Zepp-LaRouche bemærkede søndag, i forbindelse med en førende, tysk økonoms opfordring til nød-nationalisering af Deutsche Bank: »Dette system går sin undergang i møde. Lad være med at føle selvtilfredshed over det. For tidsrammen er virkelig ’hvad øjeblik, det skal være’.«

Foto: Før-og-efter-fotos af den Store Moske i Aleppo, Syrien. Foto venligst tilladt af Olympia Restaurants Før-og-Efter-fotoalbum. [facebook.com/Olympia.Rest/photos/?tab=album&album_id=770898579647858]

Om noget, så var Hillary Clinton, mens hun var udenrigsminister, en af Obama-regeringens mest skingre fortalere for krig og atter krig. Clinton var og er en stærk promoter for behovet for at vælte Assad-regeringen i Damaskus, om nødvendigt gennem direkte amerikansk militær involvering. Kravet om at skabe en flyveforbudszone over syrisk territorium er en åbenlys overtrædelse af alle principper for national suverænitet, og hendes rolle i lanceringen af den katastrofale krig i Libyen – som bredt er blevet beskrevet som den afgørende stemme i fremstødet for et hurtigt regimeskifte – har skabt en permanent krise, der har ført til massedød og socialt kaos, i hele det afrikanske kontinent.

Af Jeffrey Steinberg, EIR-efterretningsredaktør

6. august 2016 (Leder) – Inden for 24 timer efter Hillary Clintons formelle nominering som det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget 2016, kom nogle af Clintons top-kampagnerådgivere for udenrigspolitik og national sikkerhed ud med angreb, der fik blodet til at fryse, mod Rusland og mod den syriske præsident Bashar Assad.

Selv under det Demokratiske Konvent sagde den tidligere CIA-direktør og forsvarsminister under Barack Obama, Leon Panetta, den 27. juli til konventet, at nøglen til at afslutte krigen i Syrien er at vælte præsident Assad. To dage senere sagde Jeremy Bash, Panettas tidligere stabschef i CIA og Pentagon, og nu toprådgiver til Clinton, til Daily Telegraph, at én af Clintons første handlinger som præsident ville blive at beordre en gennemgribende revision af politikken for Syrien, med målet om at afsætte Assad med magt som førsteprioritet. Han fremførte, at der ikke er nogen udsigt til at nedkæmpe Islamisk Stat og Jabhat al Nusra uden at fjerne Assad.

Michelle Flournoy, der anses for at være Hillary Clintons første valg til at blive forsvarsminister, sagde til Defense One, at en ny regering må skabe en »bombnings-forbudszone« i det nordlige Syrien, med det formål at skabe et sikkert opholdssted for oprørskæmpere og uddanne og bevæbne dem til at vælte Assad, såvel som også til at bekæmpe ISIS og Nusra. Hun talte for anvendelse af stand-off-våben (våben, der kan lanceres på en sådan afstand, at personellet kan nå at komme uden for rækkevidde af gengældelsesbeskydning, -red.) mod den syriske hær, som en yderligere eskalering af den krig for regimeskift, som præsident Obama og (daværende) udenrigsminister Clinton lancerede i begyndelsen af 2011.

Flournoy er adm. dir. for Center for Ny Amerikansk Sikkerhed (CNAS), en tænketank, der domineres af Clinton-rådgivere og andre neokonservative. Flournoys interview med Defense One var en kondenseret version af en rapport, som CNAS netop er fremkommet med fra en ISIS-undersøgelsesgruppe, der omfattede en samling krigshøge og neokonservative, som alle er en del af Clintons stald: Ryan Crocker, Kimberley Kagan, Joseph Lieberman, gen. David Petraeus, Kenneth Pollack, Andrew Tabler og Frances Townsend.

I maj måned udgav CNAS et udkast til global konfrontation, ved navn »Udvidelse af amerikansk magt: Strategier til at udvide amerikansk engagement i en kompetitiv verdensorden«, der som medforfatter havde Robert Kagan, en ledende neokonservativ, der udarbejdede en lignende undersøgelse for den tiltrædende Bush-Cheney-regering i 2000, kaldet »Projekt for et Nyt Amerikansk Århundrede« (PNAC). Begge disse dokumenter promoverer en unipolær verden baseret på en permanent udvidelse af USA’s militære magt. Rapporten fra PNAC blev i vid udstrækning set som den spilleplan, som Bush og Cheney brugte til at lancere et årti med permanente krige i Afghanistan og Irak, en spilleplan, der af Obama og Clinton blev udvidet ind i Syrien og Libyen.

I kølvandet på Panettas, Bush’ og Flournoys heftige udfald konkluderede mange skarpe iagttagere, at angrebene på Syrien, Rusland og Kina, som var omfattet af de kombinerede bemærkninger, ikke kunne have været udstedt uden forudgående godkendelse af Hillary Clinton selv.

Kort sagt, så har Hillary Clinton erklæret sig selv som kandidaten for »kontinuitet« af den næsten to årtier lange permanente krigsførelse, der blev lanceret af Bush og Obama. Disse krige har nu ført verden til randen af atomkrig med Rusland og Kina, en krig, der vil udslette menneskeheden.

Om noget, så var Hillary Clinton, mens hun var udenrigsminister, en af Obamaregeringens mest skingre fortalere for krig og atter krig. Clinton var og er en stærk promoter for behovet for at vælte Assad-regeringen i Damaskus, om nødvendigt gennem direkte amerikansk militær involvering. Kravet om at skabe en flyveforbudszone over syrisk territorium er en åbenlys overtrædelse af alle principper for national suverænitet, og hendes rolle i lanceringen af den katastrofale krig i Libyen – som bredt er blevet beskrevet som den afgørende stemme i fremstødet for et hurtigt regimeskifte – har skabt en permanent krise, der har ført til massedød og socialt kaos, i hele det afrikanske kontinent.

Det var Hillary Clinton, sammen med Susan Rice og Samantha Power, der promoverede den voldelige afsættelse af Libyens leder Gaddafi, på trods af, at dette betød en alliance med hardcore al-Qaeda- og relaterede jihadist-terrorgrupper. Afsættelsen og mordet på Gaddafi forvandlede Libyen til et ingenmandsland, der ikke kunne regeres, og som styredes af krigsførende kliker bestående af tungt bevæbnede militser, mange domineret af al-Qaeda i det islamiske Magreb (AQIM), og følgelig af Islamisk Stat.

De våben, der blev »befriet« fra libyske regeringsdepoter, har båret ved til krige i hele det afrikanske kontinent, og store mængder af disse »frigivne våben« blev smuglet ind i Syrien, gennem amerikanske, britiske, saudiarabiske, qatarske og tyrkiske kanaler, og ind i hænderne på jihadisterne, der har forvandlet Syrien og Irak til et Helvede på Jord. Millioner af flygtninge fra de nordafrikanske, syriske, irakiske og afghanske konflikter, der alle er blevet støttet af Obama og Clinton, er strømmet ind i Vesteuropa i desperat flugt for deres liv og har skabt den største flygtningekrise i hele efterkrigstidens periode.

Disse handlinger, der blev udført under Clintons fire år som udenrigsminister under Barack Obama, førte direkte til begivenhederne den 11. september 2012, hvor jihadister fra Ansar al-Sharia gennemførte et stærkt bevæbnet angreb på USA’s diplomatiske kompleks i Benghazi, Libyen, der resulterede i mordet på USA’s ambassadør Christopher Stevens og tre andre amerikanske embedsmænd.

Som det tydeligt fremgår af dokumenter i Udenrigsministeriet, så havde ambassadør Stevens og andre amerikanske diplomater i Libyen tigget om yderligere sikkerhedspersonel. Udenrigsministeriet have sammensat en oversigt over angreb på udenlandske diplomater og endda det Internationale Røde Kors, men faktisk blev sikkerheden barberet ned i stedet for forøget. Alt imens Patrick Kennedy fra udenrigsministeriet angiveligt skulle have ansvaret for sikkerhedsarrangementer ved USA’s diplomatiske mission i Libyen, så lå ansvaret til syvende og sidst hos udenrigsministeren – Hillary Clinton.

Mens angrebet i Benghazi 11. september 2012 var i gang, gjorde live-rapporter fra Benghazi og fra ambassaden i Tripoli det klart, at angrebet på missionen var overlagt, velplanlagt, tungt bevæbnet og dødbringende. En vurdering fra forsvarets efterretningsdepartement, som blev udgivet internt i regeringen få dage efter angrebet, forklarede i detaljer, hvordan angrebet var blevet udført.

Alligevel valgte præsident Obama og udenrigsminister Clinton, der var mere optaget af det forestående præsidentvalg i november 2012, at lyve for det amerikanske folk og hævdede, at angrebet i Benghazi var en »spontan« protest imod en lidet kendt video, der bagvaskede profeten Mohammed – en lodret løgn.

Denne løgn, der blev flikket sammen under en telefonsamtale sent om aftenen af præsident Obama og udenrigsminister Clinton, og som første gang blev udgivet til offentligheden i en pressemeddelelse i Clintons navn, blev opretholdt i dagevis. Om søndagen efter angrebet deltog den nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice i en stribe interview-shows for at faldbyde løgnen om »spontan protest løbet af sporet«, som først blev udstedt af Clinton.

Hillary Clinton prioriterede Barack Obamas genvalg frem for sandheden og frem for USA’s vitale, nationale sikkerhedsinteresser. Hun beregnede, at, hvis hun havde fortalt sandheden og taget sin afsked fra regeringen, ville Obama have tabt genvalget, hun ville have fået skylden, og hendes egne fremtidige perspektiver for at blive det Demokratiske Partis nominelle kandidat til præsident ville være slut.

Lyndon LaRouche fremlagde sagen imod Hillary Clinton og Barack Obama ved en historisk pressekonference i National Press Club i Washington, D.C., i ugerne, der fulgte tragedien i Benghazi. LaRouche identificerede Clinton som en medhjælper, en håndlanger, til Obama, og som et ledende medlem af krigspartiet, der har givet USA og verden en evindelig krig af den længste varighed, har skabt betingelserne for opkomsten af Islamisk Stat, og har drevet USA’s økonomi bankerot.

Ikke alene præsiderede Hillary Clinton over opkomsten af ISIS og den totale destabilisering af hele Mellemøsten/Nordafrika. Sammen med sin betroede allierede i Udenrigsministeriet, Victoria Nuland[1], skabte hun en total konfrontation med Rusland, som, på afgørende tidspunkter, gjorde hende til de rene nazisters sengekammerat.

Clinton forfremmede Nuland, hustru til den neokonservative ideolog Robert Kagan, til topposter i Udenrigsministeriet, fra talsmand for udenrigsminister Clinton og Udenrigsministeriet, til viceudenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender, en stilling, ud fra hvilken Nuland præsiderede over den »farvede revolution« og den voldelige afsættelse af Janukovitj-regeringen i Ukraine med hjælp fra organisationen af Bandera-nazister, der kæmpede side om side med Hitlers hære under Anden Verdenskrig og skabte flere generationer af erklærede neo-nazister, såsom det ukrainske Sektor Højre og Azov-brigaderne.

På et afgørende tidspunkt under afsættelsen af Janukovitj pralede Nuland over for et publikum ved National Press Club i Washington med, at USA havde brugt $5 mia. på kampagnen for »demokrati« i Ukraine, siden Sovjetunionens opløsning.

Dette statskup i Kiev i 2013-14 markerede en dramatisk optrapning af Obamaregeringens allerede igangværende provokationer imod den russiske præsident Vladimir Putin, handlinger, der nu omfatter deployeringen af NATO-styrker på Ruslands grænser for første gang, siden nazi-invasionen af Sovjetunionen under Anden Verdenskrig.

Det var Obama og Clinton, der, som to alen ud af ét stykke, ødelagde relationen mellem USA og Rusland, og som nu har sat verden på en farlig kurs mod generel krig, og endda en potentiel atomar udslettelseskrig.

Dette er den sande arv af Obama-Clinton.

Hillary Clinton afskyr den kendsgerning, at dette er hendes sande generalieblad, og at Lyndon LaRouche frygtløst har gjort denne sandhed tilgængelig for det amerikanske folk, og for verden.

Foto: Præsident Obama og daværende udenrigsminister Hillary Clinton på Andrews Luftbasen under en ceremoni til ære for det amerikanske regeringspersonel, der blev dræbt den 11. september 2012 i Benghazi, Libyen. (Foto: USA’s Udenrigsministerium)    

Helga Zepp-LaRouche: »Jeg mener, at vi må mobilisere befolkningen til at blive aktiv; for tiden er ikke til at sidde på stakittet og blot kigge på, hvad disse såkaldte ’eliter’ foretager sig … befolkningerne har mistet tilliden til disse eliter, der repræsenterer dette globaliseringssystem. Ansvaret for at finde løsninger på situationen må derfor gå over til dem, der har ideer om, hvordan vi kommer ud af situationen. Hvilket er, hvad vi gør i New York med Manhattan-projektet; det, som det Internationale Schiller Institut gør; men jeg mener, at vi har brug for jeres støtte – I, som ser dette lige nu. Jeg vil gerne appellere til jer om at blive aktive sammen med os og være med til at gennemføre disse løsninger.«

Download (PDF, Unknown)

Zepp-LaRouche: »Men hvorvidt de eksisterende løsninger i tide bliver gennemført, afhænger i realiteten af befolkningens moralske kvalitet; især i USA og Europa. Og da jeg er overbevist om, at der findes en evne til det gode i mennesker, appellerer jeg til jer; påkald dette i jer selv. Sid ikke som tilskuere på sidelinjen og betragt historiens gang. Vi befinder os i en brydningstid af apokalyptiske dimensioner, der formentlig er lige så betydningsfuld, som overgangen fra Middelalderen til Moderne Tid var. Vi må lade denne aktuelle, kollapsende epoke bag os og erstatte den med et Nyt Paradigme, der er mennesket værdigt, og som manifesterer menneskets sande karakter som værende potentielt skønne, kreative; som næstekærlige væsener. Mennesket har potentiale til at blive genial; mennesket er af natur godt, og den blotte kendsgerning, at så mange mennesker ikke er gode, siger intet om menneskets natur. Det siger noget om omstændigheder, der har kaldt det onde frem i mennesket, snarere end at fremme det gode.«   

WHEN MAN IS CONFRONTED WITH A GREAT EVIL,

THERE IS A CAPACITY IN HIM THAT BRINGS FORTH AN EVEN GREATER GOOD — LEIBNIZ

International LaRouche PAC Webcast, August 5, 2016

        JASON ROSS: Hello! Thank you for joining us. This is our
regular Friday webcast at LaRouchePAC.com. A special welcome to
our new viewers! This is our weekly roundup, where we discuss the
state of the world and our best options for changing it. I'm your
host this week, Jason Ross. We'll be joined in this episode by
two special guests, two leaders of the LaRouche movement. We'll
be hearing from Mrs. Helga Zepp-LaRouche, the President of the
Schiller Institute, wife of Lyndon LaRouche, joining us from
Germany; and by Diane Sare, who is a leader of the LaRouche PAC
Policy Committee, joining us from the greater New York area. Mrs.
LaRouche has recently returned from a successful trip to China,
about which we will hear more very soon.
        To situate today's discussion, let me briefly discuss some
of the major developments on the subject of warfare and on
economy. On the war front, Obama is now engaged in a second war
in Libya, again without Congressional authorization or a UN
mandate. He is saying that he's attacking ISIS, which was not a
problem in Libya, prior to his disastrous war there earlier and
his attacks in Syria, creating an unlivable situation in the
entire region.
        Meanwhile, as Russia is collaborating with Syrian Armed
Forces for retaking Aleppo from precisely such types of
terrorists, this is being denounced by the media in the West as
"Russian meddling to prop up," as they always put it, "the Assad
regime," as they say "in Syria." It's part of a broader
orientation towards warfare with Russia, to prevent a new
paradigm from taking the world.
        As we've seen with the recent release of the 28 pages of the
Joint Congressional Inquiry into 9/11, the Bush and Obama
administrations have been covering up for almost a decade and a
half now, Saudi Arabia involvement in 9/11, Saudi support for
that attack. In light of this being known now, the wars in Iraq
and other places, seem even more cynical and more oriented
towards geo-politics, since we know what the real situation was,
regarding 9/11.
        And briefly on the economy: As a recent series of "stress
tests," as they call them in Europe, have shown, leading European
banks are ready to collapse. This was not really a secret before
the stress tests, but now it's being discussed more openly,
leading to a growing chorus of economists and others, calling for
precisely the kinds of measures that the LaRouches have been
advocating, namely, an end of the universal banking model, and a
return to a Glass-Steagall type separation between commercial and
investment banking. This is not to be seen as a banking reform in
itself, but to make it possible to use the banking sector for
real economic recovery.
        Briefly on the U.S. election: I can say that Lyndon
LaRouche's assessment, in the past couple of days, is that the
system is finished; that there is no solution in the game that
the American and European elites are trying to play; that the
financial sector has to be cancelled in large part, cleaned up,
as Roosevelt did. Neither of these two candidates are winning in
the United States. At most, the only success they can achieve,
would be to cause doom. Hillary Clinton? A stooge for Obama; is
going to push for increasing warfare, as expressed by her policy
of her campaign team right now. What's needed instead, is a
bulwark of positive ideas of what we ought to do.
        Let's bring in our special guest Helga Zepp-LaRouche. Thank
you for joining us tonight, Helga!

        HELGA ZEPP-LAROUCHE: Yes. Hello!

        ROSS: As we can see in some pictures to display for you now,
Helga has just returned from a trip to China, where she was a
participant in this year's G-20 process, specifically with her
participation in the T-20 Summit, the "Think 20" Summit, which
was being held as a prelude to the Heads of State G-20 Summit
coming up in early September. As you can see, Helga was one of
the panelists at this discussion forum.
        In your speech there, Helga, you pointed out that the G-20
is the most powerful combination of nations on the planet, having
a unique and appropriate forum to discuss the existential
challenges facing civilization. You called upon the world "to
take up a new paradigm that can lay the basis for the next 100
years of the human species and beyond," and pointed to the New
Silk Road being led by China, as an "expression of that vision."
You called for that to be coupled with projects "to have the
optimal impact on the cognitive powers of the populations of the
respective countries, to facilitate the best possible increase in
the productivity of the world economy," such as through "crash
programs for the development of thermonuclear fusion power."
        So, Helga, could you please tell us about your participation
in the T-20 forum, about the responses of others to your
initiatives and discussions?

        ZEPP-LAROUCHE: This coming G-20 meeting, beginning of
September, which will be sponsored by China, will take place in
Hangzhou, is coming at an extremely important moment. That was
also expressed by many of the participants, representatives of
different think-tanks from mainly Asia, Europe, Australia, Japan,
South Africa, other places, India. People were expressing, to
different degrees, an awareness of the fact that you have an
absolute coincidence of many crises, and that therefore the fact
that China is the one which is designing this G-20 meeting, if
there's anybody who can come up with a positive approach, it is
China. At least that's what I would also say was confirmed by the
different speeches.
        One goal the Chinese expressed, for example, was to move the
G-20 process away from crisis-reaction, to a more doable global
governance structure. In other words, bring the world in such a
shape that you're not just running away from one crisis to the
next, like the response to 2008 — the financial crisis — or
other crises. I think that this will be very difficult to
accomplish, because to move away from crisis-reaction, to a more
global governance, a new relation among nations in the world,
would require that the trans-Atlantic countries — the Europeans
and the United States — would be willing to look at why is the
world so much in disorder.
        There was actually quite upsetness [sic] and heated
presentations by some of the participants, pointing to the fact
that you have an unprecedented coincidence of crises. The
Eurozone, after the Brexit, is on the way of disintegration.
Other countries may follow the example of Great Britain, leaving
the EU. There was much awareness of the fact that the 2008
financial crisis was never really remedied, and that we are now
in front of a new crisis, which some participants, more
privately, said they fear would be much, much worse than that of
2008.
        Then, terrorism out of control, especially in France, in
Germany, in Belgium; the whole refugee crisis; the coup [attempt]
in Turkey, which had just taken place shortly before. Generally,
there were many people expressing complete outrage, or dismay,
about the fact that there is such a strong
anti-globalist/globalization movement, the rise of populist
movements. They were really upset. They said this is bringing
everything in[to] question, what we've been working for.
        But what I thought was the most striking, is that these same
speakers who were expressing quite an outrage about all of this,
{totally} lacked the ability to make the right analysis and
diagnosis of why is the world order so completely out of whack
and out of order. While people were reacting to all of these
phenomena, there was a complete lack, at least on the side of
most Europeans and most Asians other than, let's say, the
Chinese, to investigate what are the wrong beliefs, what are the
wrong assumptions. If there's not even a question of asking why
we have this accumulation of crises, then, naturally, they can't
come to decisions, and they can't come to the correct perspective
of remedy.
        The Chinese said many things which were very useful. For
example, they put a lot of emphasis on that we have to bring the
world economy on an innovation basis; that everybody must join in
the fruits of innovation, as the only basis for "sustainable"
development. But the Chinese gave this word a new meaning, and
that no one must be left behind; that also the developing
countries should have immediate access to the fruits of
innovation. That is, naturally, a very good approach, which
however I don't think will be shared by all the participants from
Europe, or, potentially, even the United States.
        I think it was a very important meeting. There is some hope,
because I think China has a clear sense that you need a new
paradigm. But everything will really depend on will the
Europeans, in time, be able to reflect on why is the EU
disintegrating; why do [we have] all of these problems, including
the non-performing debt? There was a lot of talk about the
Italian financial crisis. Will the Europeans be willing to
correct their erroneous views? I did not see much [of this]
demonstrated at this meeting, but we will see. It's less than
four weeks until this Summit will take place. One thing is for
sure: the crises will get more acute as the days pass.

        ROSS: It seems that there was, from what you're saying, an
understanding among the people, that there is a serious financial
crisis in the works. Could you say more about the contrast
between the view of China, and the view of other leaders, that
you saw at this Summit? What more does the world need to learn
from China? What are some of the blocks that you're seeing, in
terms of people's abilities to understand things?

        ZEPP-LAROUCHE: Well, I think the Chinese approach is the
only one on the table to overcome geo-politics. The Chinese new
model of relations among nations, is reflected in many different
aspects. One of them being what they call the "One Road, One
Belt" initiative, which, for Western ears sounds a little bit
funny, but that's how they call the New Silk Road perspective,
domestically in China. That has, very clearly, the idea of a
"win-win" cooperation. They are inviting every country on the
planet to cooperate in these projects. They want to work with the
European nations. They want to work with the United States. They
want to invite all developing countries. And they explicitly do
not have a geo-political confrontation [policy] of "China vs. the
United States," or "China vs. the West," but they want to be
{inclusive}.
        It's very interesting, that one of the speakers — actually
the professor who gave the final speech — explicitly said that
this is a Confucian idea; that if you want to have benefit, you
have to make sure that the other one has a benefit as well. That
is actually what {can} constitute a harmonious development among
different nations of the world.
        I think that the idea of inclusiveness, of overcoming
geo-politics with a win-win cooperation for the extension of the
New Silk Road to every corner of the world; the idea of having an
innovation-based approach, where everybody can share the
benefits, especially developing countries, so that their
development is not being held off — I think these are all
extremely useful conceptions, which I think are in real stark
contrast to the kind of United States being the only one setting
the rules; sticking to the unipolar world, which, obviously,
means confrontation in many parts of the world.
        I must say that, unfortunately, some of the Europeans,
especially the Germans, were all on this green-economy
perspective, which really is a British policy, because it goes
back to a paper which was published by Hans Joachim Schellnhuber,
who is a leading energy advisor of the Merkel government, who
published in 2011 this paper about the great transformation of
the world economy; requesting the de-carbonization of the world
economy.  And Schellnhuber had said that the carrying capacity of
the world would only be 1 billion.  Now, what to do with the
other 6 billion people living on the planet is obviously a
question he didn't want to answer; but there is such a thing as
the correlation between the energy flux density used in the
production process and the number of people which can be
maintained.  This is one of the key principles of the physical
economy as it was developed by my husband, Mr. Lyndon LaRouche.
Therefore, if you want to go to only very low energy flux
densities like solar and wind — renewable energies — but
without nuclear, which is what the German government has decided
to do; that is terrible.  So, I think that the conflict between
ideology and reality clearly was visible in this conference as
well.

        ROSS:  You're mentioning the economic conceptions of your
husband, Lyndon LaRouche, whose ideas are becoming increasingly
well known in China.  You're also quite well known in China, and
I know that while you were at the conference, there were some
interviews that took place; I think we can show on the screen one
of these interviews that was with the {Beijing Review} which was
just published in yesterday's edition.  Could you tell us, what
is the interest in China in your activities, in the LaRouche
outlook?

        ZEPP-LAROUCHE:  Well, first of all, the ideas of my husband,
Lyndon LaRouche, have been studied by many scholars since at
least the '90s; maybe even earlier.  There are quite a number of
scholars who have gone in depth into the question of physical
economy, of studying the whole question of physical economy going
back to Leibniz, going back to Friedrich List, Henry C Carey.
Friedrich List is one of, if not the most known economist in
China.  I think these scholars have recognized from a very early
time, the affinity between what they call the Chinese economic
model and the ideas of Mr. LaRouche.  I personally was in China
many times since the '90s; because we had promoted at that time
the question of the Eurasian Land-Bridge, the New Silk Road.
Which at that time was declared to be a long-term strategy of
China until the year 2010; but then the Asia crisis intervened.
George Soros speculated against the currencies of the Asian
nations, bringing them down by 80% in one week in the cases of
Malaysia and Indonesia and so forth.
        So this whole process was interrupted; but now, it's fully
back on the agenda in the form of the New Silk Road/Maritime Silk
Road initiative which was announced by Xi Jinping in 2013.  This
initiative is now the most dynamic policy on the whole planet;
because more than 70 countries have joined already in different
infrastructure projects, high-tech cooperation.  It is expected
that by the end of the year, about 100 nations will cooperate
with this new economic model, which is not only infrastructure,
R&D, high-tech projects; but also has developed an entire
parallel banking system in the form of the AIIB, the Asia
Infrastructure Investment Bank, the New Development Bank of the
BRICS, the Silk Road Fund, the Maritime Silk Road Fund.  And all
of these banking institutions obviously function completely
differently; they're not oriented towards a casino economy, but
they're oriented towards infrastructure financing, and therefore
are really the kind of industrial banking, or financing of
agriculture and other projects of the real economy, which
unfortunately the trans-Atlantic sector has completely abandoned
— especially since the repeal of Glass-Steagall.  Therefore,
it's now a very important lifeboat in case of the collapse of the
financial system of the trans-Atlantic sector; which may happen
sooner than most people think is possible.
        The good news is you have this parallel, or as the Chinese
would say, this complementary banking system; so it's not
completely without hope that the Europeans and the United States
could associate with this system, if the non-sustainability of
the present system becomes obvious — which could happen at any
moment.

        ROSS:  It's interesting, while the Germans are bringing this
deadly Green ideology to China, at the same time you were in
China there was a conference in Hannover marking the 300th
anniversary of the passing of the great German thinker Gottfried
Leibniz.  And a number of Chinese scholars participated, and some
of their themes were on the relationship between Confucianism and
Leibniz's outlook on world affairs.  The theme of the overall
conference, as stated by one of the Chinese-born main speakers,
was about how concern for others is the necessary outlook to have
in life.
        Let me ask just one more question about the G-20; and then I
want to ask you about Deutsche Bank.  Do you see that this is the
kind of forum that can be effective in making these sorts of
policies a reality?  In other words, is the G-20 a sort of
discussion group that can make headway on getting these policies
implemented?

        ZEPP-LAROUCHE:  Well, I don't know.  As I said, it is the
present organization of the most powerful nations.  Naturally,
there were also some representatives from some smaller countries
who were expressing that they did not feel totally represented by
this combination of the G-20; and it remains a big question.  I
think the Chinese will have the best intentions to bring in a New
Paradigm; to address the questions from the standpoint of moving
mankind into a new era at a point of utmost peril.  But I don't
know if this format will be suitable to accomplish that, given
the fact that it's one thing to have nice summits and obviously
it is important to have them; but the real questions are decided
in what will happen to the financial crisis.  As I said, to turn
the G-20 process from crisis reaction to a more stable
perspective for the entire human species would require that the
Europeans and the Americans are willing to address the fact that
their financial system is bankrupt; and implement Glass-Steagall.
Get rid of the non-performing debt; stop the casino economy —
what we have proposed.  Fortunately, there is some motion for
Glass-Steagall in the United States and also in some European
countries; but presently the G-7 governments are not expressing a
willingness to do so, so that will create a real conflict.
Naturally, on other issues which you mentioned in your
introduction, the conflict between the United States and Russia
in Syria and over the question of who is a terrorist and who not;
these are question which will be decided outside of the framework
of the G-20 summit, which only deals with economics and financial
matters.  Even if these other issues naturally impact the
financial system.
        I think it will be very important to mobilize the
populations of Europe and the United States to recognize that we
have to move into a New Paradigm of international cooperation.
Because the problems which are facing mankind right now are so
big, that I don't think — if you don't come to a solution which
is inclusive — we have to move from geopolitical confrontation
to the common aims of mankind; such as fighting  I think the G-20
probably will say something useful in terms of addressing
overcoming hunger and poverty.  From various discussions I had, I
think there will be such an agenda; but will it be realized?
Because it means to get rid of $2 quadrillion in outstanding
derivatives.  So, will these nice words be accompanied by the
actions which will make it possible?  Which is ending this
present system of globalization based on high-risk speculation;
that is the crucial question.  So, therefore, I think we should
not sit there and wait to see what happens, but we have to
mobilize the populations in the respective countries in the
United States and European nations to make sure that the existing
solutions are being implemented.  Such as the Four Laws defined
by Mr. LaRouche.
        Immediately, Glass-Steagall is the first step; then move to
a credit system in the tradition of Alexander Hamilton; then go
to a science driver based on space cooperation and colonization;
and create a new international credit system to facilitate the
kinds of projects defined in the New Silk Road.  I think we have
to mobilize the population to get active; because this is not a
moment to sit on the fence and just watch what these so-called
"elites" do, because this was another thing that came up in
various forms.  That the populations have lost trust in these
elites representing this globalization system.  Therefore, the
responsibility to remedy the situation must shift to those who
have concepts of how to get out of the situation.  Which is what
we are doing in New York with the Manhattan Project, what the
international Schiller Institute is doing; but I think we need
your support — you, who are watching us right now.  I want to
appeal to you, to get active with us to help to implement these
solutions.

        ROSS:  Good!  Thank you very much for joining us, Helga. I
really appreciate your time.
        Now, we're going to be hearing from Diane Sare, a leader of
the LaRouche PAC Policy Committee and the founding director of
the Schiller Institute New York City Community Chorus.  So,
thanks for being with us, Diane.  Hello.
        Let me start by asking you to help our viewers understand
how to approach the context of the election; how we can shape
what the United States does, which in many ways, many people
think that the election is the most important way to shape that.
But in reflecting on what Helga had discussed about the potential
for the G-20 to have ideas about eliminating hunger, poverty; but
where will the ability to take on the derivatives bubble come
from?  And where will the ability to stop the push of geopolitics
and war come from?  The US is really essential to change that.
Let me ask you if you could share with us what is your
assessment, what is Mr. LaRouche's assessment about the
selection, about Hillary Clinton, about the threat of war in
particular?

        DIANE SARE:  Well, the so-called election is really a fraud.
I think what Helga Zepp-LaRouche has just outlined is the major
"game in town" to put it in American lingo; and the truth of the
matter is that the major player in world politics today is
Vladimir Putin.  It is not Obama; it is not the United States,
although we are, I'm afraid, a deadly menace because we have the
wrong policies.  What we've been discussing recently here in
Manhattan, because Manhattan in a sense is the center of this
electoral process; both Hillary Clinton and Donald Trump are
based in this area.  Both of them are highly destructive
individuals; and Americans should simply not fall into the trap
that they somehow have to choose between one or the other.  In
fact, we heard recently that only 9% of the American population
have indeed voted for one of them; so you have 91% of the
population whose "vote" is for neither.  That in and of itself is
not sufficient; we have to actually identify the root of this
evil, and we have to put the solutions on the table.

        ROSS:  Well, the Four Laws is something we've been
discussing in this broadcast today; that history isn't made only
through opposing things.  In mid-2014, LaRouche had issued this
policy document on "The Four Laws to Save the USA Now".  Let me
read a concluding section of this, and then ask you to comment on
this.  LaRouche ends:  "Mankind's progress, as measured rather
simply as a species, is expressed typically in the rising power
of the principle of human life over the abilities of animal life
generally; and relatively absolute superiority over the powers of
non-living processes to achieve within mankind's willful
intervention that intended effect."  He says, "Progress exists so
only under a continuing progressive increase of the productive
and related powers of the human species.  That progress defines
the absolute distinction of the human species from all others
presently known to us.  A government of people based on a policy
of zero population growth and per capita standard of human life,
is a moral and practical abomination."  He concludes saying a
fusion economy is "the presently urgent next step and standard
for man's gains of power within the Solar System and later,
beyond."  That's how he concludes this document that opens with
some of the necessary steps:  Glass-Steagall; national banking;
Federal credit; a commitment to a fusion driver.  And he puts
this all in the context of what economic value means to the human
species.
        So, I was wondering, Diane, could you say more?  How do you
see the purpose, the nature of the human individual and the
relation of that to economy?

        SARE:  Well, I think the key is as Alexander Hamilton, his
understanding; and Lyndon LaRouche — I do think our viewers
should really be aware — is a great scientific thinker and has
made great unique contributions in this field.  Specifically, the
relationship of human creativity to generating the conditions
where a growing population can have a higher standard of living
from one generation to the next.  What they understood is that
the source of wealth is not money; it's not property; it's not
even labor — we are not animals.  The source of wealth is the
potential to make a creative discovery which exists in the mind
of each human individual; which transforms our relationship to
the Universe and our power over the Universe.  For any society to
be just — and that I think is the importance of Leibniz and the
relationship of Leibniz to the framers of our Constitution; for a
nation to be just, it has to embody a commitment to that
principle of creativity in the individual citizen.

        ROSS:  You know, maybe Helga might actually like to speak on
this, too.  When these proposals get made, for example the
proposal by Mr. and Mrs. LaRouche on having an emergency
recapitalization of Deutsche Bank on condition that the role of
that bank would change in a different context of economic
activity.  Sometimes, some of our supporters have a very
difficult time believing Mr. LaRouche would ever call for the
helping of a bank as it seems.  Would either of you like to say
more about that proposal and about what is the true role of the
banking sector in a productive economy?  Why would we need say,
for example, Deutsche Bank?  What role can banking play usefully?

        ZEPP-LAROUCHE:  I think we were all very surprised at the
waves of almost hatred came out when we made this proposal.
People reacted in the strongest terms, saying "Let them go
bankrupt!  Why should we save this bank?  Or, why should we save
any bank, for that matter?"  Which naturally has to do with the
fact that the populations who have been victimized by these
policies for the last really decades, but especially after the
2008 crisis; experience that the rich becomes more rich, and that
the middle class vanishes — becomes poor; and that the number of
poor becomes bigger and bigger, and their livelihood is being
eaten away.  People just have a sense to just get rid of these
banks.  But naturally, the question is, what happens if you have
an uncontrolled collapse?  That is what we are looking at right
now; where it's staring at us that you could have right now a
collapse of the system which would create instant chaos.  And
that chaos is probably as dangerous as the danger of
thermonuclear war; because once you have a collapse of
production, supply, there is no food anymore in the store.  Which
could happen if one of the "too big to fail" banks would go
bankrupt.  You have now so many mines, it's like a minefield with
a thousand possibilities to blow up.
        The idea to have an orderly process of unwinding these very
complicated instruments — the derivatives have so many
counterparties that you need an approach.  You need to have an
approach to bring some kind of orderly reorganization in this to
prevent a chaotic collapse.  We are not proposing to save
Deutsche Bank or any other bank for that matter, as they are; but
the idea is to put a control commission or insolvency commission
or some kind of administration in there which does an orderly
unwinding of these outstanding debts and their complicated
involvements with many international contracts.  Nobody has an
overview anymore about these matters, not even the central banks
have an overview.  Then put a different business plan in such a
bank; the reason why we were referring to Alfred Herrhausen, who
was the last decent industrial banker of Deutsche Bank, is
because you need to get people an idea of what we are talking
about.  There was once a different kind of banking philosophy,
namely that banks are not a thing in themselves, but they should
be the servants of industry, and agriculture and trade.  Right
now what you have is, the bankers think they are the kings of
Olympus; that they should have bonuses of two to three digit
million sums every year.  For what?  I cannot see that they do
any work which is productive; but they somehow have developed
that they should have all of this wealth and bonuses and
millions.  And that the effects of their policies should be
discounted.  But there was once an idea of banking — in Germany
it was such bankers as Herman Abs; the postwar reconstruction
period which contributed to the economic miracle of Germany in
the postwar period.  Or Alfred Herrhausen, who had the idea that
banking must provide for the well being of the people; that the
idea of giving credit is to promote the productive part of the
economy and to further productive relations among different
nations.  That is what we have to get back to; but people have
such a short memory that nowadays people have no memory of how it
was.  How was the Franklin D Roosevelt Reconstruction Finance
Corporation, which was exactly such a mechanism, that you have a
certain state role in providing for the productive capacities of
labor.
        That was also the philosophy in the reconstruction of
Germany after the Second World War; and Herman Abs and Alfred
Herrhausen are the kinds of bankers who should be a role model,
because banking is necessary.  You have to have some kind of
distribution of credit lines, because we have to reconstruct the
real economy; so the idea to just close down the banks is an
impulse which is understandable, but it does not address the
problem.  Because we have to rebuild the economy, we have to have
a banking system where credit lines are given for those kinds of
things for which you would invest if the economy would be in good
shape.  You have to have physical principles, you have to have
the idea that these credit lines should increase the productivity
of the industrial capacities and the labor power.
        We have a gigantic job of education to do, because the
dumbing down of the labor force as part of the general population
has become such a crucial factor.  That you have many people, who
maybe they can write and read comics, but they are functionally
illiterate from the standpoint of comprehending difficult texts
or difficult physical conceptions of the economy.  There are many
people in the youth age who, from the standpoint of industry, are
completely unemployable.  What you need is a kind of approach
like the CCC program of FDR; where you have training programs.
You have to increase that creativity in the population which
makes them want to know new things; to be part of an
innovation-based economy.  Which is why I was emphasizing the
Chinese; fortunately, they have this idea.  They put an enormous
amount on the best qualification of their youth, their students.
They have the idea of not using up old industries from the
so-called West; but they want to leap frog always to most
advanced technology.  They have an enormous emphasis on the
development of thermonuclear fusion power of other advanced
scientists.  And among the scientist community, there is a
general understanding; if you want to get something done in
science, go to China.  It's no longer go the United States or go
to Europe; and that has everything to do with the Green policies
and these ideological policies, which have more to do with
control rather than promoting excellence or scientific progress.
        So, I think that the idea of going back to the paradigm of
Alfred Herrhausen is much more a pedagogical device; because you
have to get people to understand that banking is necessary, but
it must be based on completely different principles.

        SARE:  I'd just like to follow up with what Helga said in
terms of the US elections and people's hatred for Hillary
Clinton; which is similar to their hatred for bailing out banks,
although in the case of Hillary, they're more correct than they
might realize.  We just had here, as people know, the Democratic
Party convention; where even in the somewhat scrubbed coverage
that you saw, you could see huge numbers of people who were
frowning, scowling, who had signs up about not having a war —
"Walk the Walk".  There's a great deal of anger at Hillary
Clinton.  People perceive her correctly as a stooge of Wall
Street; as she identified herself last year, when one of my
associates — Daniel Burke — asked her at a meeting whether she
would support the reinstatement of Glass-Steagall.  She refused
to answer.  Mr. LaRouche said that was the beginning of her
disintegration; although it was not the beginning of her becoming
a stooge, of selling her soul to the Devil, so to speak, and her
decision to work with Obama.  I just want to fill this out,
because there's not a difference between someone who would
support these criminal bail-outs and bonuses that Helga was
talking about for these bankers, these speculators who have
destroyed the entire trans-Atlantic economy and the living
standards of all the people here; but also those who are pushing
war.  In the recent days, several of Hillary's spokespeople have
come out calling for the overthrow of Assad explicitly.  She
herself has commented that she knows for a fact that Vladimir
Putin is somehow behind the hacking of the emails among the
Democratic National Committee.  How she knows that, what her
evidence is, I have no idea.  She has not been forthcoming on it.
        There's an op-ed in the {New York Times} today titled
"Spooks for Hillary", written by Michael Morell, who describes
himself as a 33-year career CIA operative.  In fact, he was the
Deputy Director during the September 11th attacks.  First of all,
that in and of itself I would say, is a complete indictment of
his own powers of morality and judgment; because as we know from
the 28 pages that were just recently released, both the CIA and
FBI had quite intimate knowledge of the activities of the people
who became the hijackers on that day.  They were tracking many of
them two and three years before the September 11th attacks; and
they decided not to pursue these leads, because Saudi Arabia was
an ally of the United States.  So, first of all, who would want
to be publicly associated with such criminal agencies and brag
about that as if that gives them any kind of authority?  Then, he
goes on to say that the reason he's endorsing Hillary is because
"Mrs. Clinton was an early advocate of the raid that brought bin
Laden to justice, in opposition to some of her most important
colleagues on the National Security Council.  During the early
debates about how we should respond to the Syrian civil war, she
was a strong proponent of a more aggressive approach.  When some
wanted to delay the bin Laden raid by one day because of the
White House Correspondents' Dinner, she said 'Screw the White
House Correspondents' Dinner!'|"
        So according to this CIA careerist, who presumably was
involved in the cover-up of the Saudi role in 9/11 and the
activities of the hijackers going into this, Hillary Clinton is
the qualified candidate.  Then he goes on to attack Vladimir
Putin and says Putin is manipulating Donald Trump.  It's
outrageous.  Seymour Hersh has exposed the Osama bin Laden
[inaud; 47:36] as a complete media-video-public relations stunt
done by Barack Obama; where the location of Osama bin Laden was
revealed by a Pakistani physician who wanted to get the reward
that was being offered by the US State Department.  So, they had
all of the details of his whereabouts; the security was taken
down so we could march in and film the capture and killing of
Osama bin Laden.  And Barack Obama could take credit for it.
        So, you have Hillary Clinton on record as backing that
premeditated assassination of Osama bin Laden; you have her on
record giggling after Qaddafi was killed, saying "We came; we
saw; he died" or whatever it was.  This is a form of pure evil;
it's a terrible sell-out of the American people.  And it is
actually a cover for Obama continuing his war policy now; which
you referenced at the beginning of this discussion — the new war
in Libya.  Where apparently, Obama gave a speech yesterday,
claiming that the United States is conducting the most precise
air campaign ever waged.  We're invited by a Libyan government
that has not even been officially confirmed by its own
parliamentary rules.  This is a war that has not been approved by
Congress; and Obama is engaging in this against our Constitution.
You then had the questions of who we're supporting in Syria; the
alleged "moderate" Syrian rebels, one group of which that we are
claiming to be an ally — this al-Zenki group, who just
decapitated a 12-year old and filmed it.  And now it's been found
that they used poison gas in an area; and when our State
Department spokesman, Mark Toner was asked about this and whether
we would continue to provide funds to what I would class a
terrorist organization, he said well, one incident here and there
doesn't necessarily make you a terrorist group.  So, if you're
using chemicals to exterminate groups of people, or beheading
children, don't worry; you most like will not lose your funding
from the US State Department.
        This is what Hillary Clinton actually represents.  What Mr.
LaRouche further stressed — which I think is the important
question for Americans and the viewers — is we have to look at
what action created Obama.  How do we get the Obama Presidency?
What was the role of the British monarchy, through certain of Her
Majesty's creatures like George Soros; the Jew who claimed that
the high point of his life was working for the Nazis in Hungary,
taking all of people's possessions as they got herded off to the
boxcars for the concentration camps?  People know that Soros
played a major role in funding the Obama campaign; he has given
Hillary Clinton's campaign millions of dollars, and that would
imply ownership of this.
        I would just say that it is really high time for the
American people to stop going along with these kinds of criminal
policies.  There is an entirely New Paradigm out there which is
largely the creation, the work of Mr. and Mrs. LaRouche has been
the inspiration of this.  The United States could choose to leave
the insanity of — frankly, the way the United States is
functioning, it's almost like we're in a real live Pokemon Go
game, which they're calling an election.  We could actually step
out of that and into reality.  I would say that people should
know that within the next couple of days, we're going to be
launching a campaign here in Manhattan, producing several
thousand copies of a broadsheet which will have the documentation
on Hillary Clinton's criminal background and her commitment to a
war drive against Russia and China; which I think will have quite
an impact here.  The material in that will be available on the
LaRouche PAC website very soon.

        ROSS:  I'd like to just ask Helga if you have any other
remarks you'd like to add?

        ZEPP-LAROUCHE:  Well, I think most people have a sense that
things are really getting out of control.  That the coincidence
of all these things happening at the same time gives many people
the feeling that there's nothing one can do; that there's an
unbelievable process of disintegration going on.  Naturally, if
you look at the two candidates of the United States, there is a
rather perplexed reaction in the rest of the world that the
United States should not have come up with some better
candidates.  The rest of the world looks at the European Union
and says the European Union is no longer a model; it used to be a
model of integration for ASEAN, for Latin America, for the
African Union.  But no longer; the elites obviously can't handle
the situation that is credited by the people and so forth.  So,
while I could describe these symptoms more, I would like actually
to say that we are in a moment which is really an extraordinary
moment in history.  At this T-20 conference, one Chinese speaker
said this is moment like 1989; referring to the point when the
Berlin Wall came down, which was the prelude to the German
reunification and the collapse of the Soviet Union.  So, it's one
of these monumental, apocryphal moments in history, where it is
impossible to make a prediction.  We cannot responsibly tell you
this will be the outcome of this period of history.  All I can
say is — and Jason, since you mentioned Leibniz, who was an
important influence in the American Revolution, the Declaration
of Independence, the whole idea of the pursuit of happiness goes
back to Leibniz.  He said something which I think we should think
about, and that is that the nature of human beings is such, and
the nature of creation is such, that when man is confronted with
a great evil, there is a capacity in him that brings forth an
even greater good.  I think it is very important that each of
becomes conscious about that; and you consciously actualize that
greater sense of good in yourself, each of us in ourselves.
        Because I am absolutely certain that the solutions are at
hand; it's not a reason to be desperate.  Because it would be
relatively easy to implement Glass-Steagall; you just have to
move it from the Glass-Steagall formulation in the platforms of
the Democratic and Republican Parties, to move it into actuality.
And do a similar reform in Europe and then have the United States
and Europe join with this parallel economic system which I
described before with the AIIB, the New Development Bank, and so
forth.  Then move to a New Paradigm; do what Franklin D Roosevelt
did with the New Deal, with the Reconstruction Finance
Corporation, with the rebuilding of the economy in the '30s.
This can all be done today.  So, it's not that we are without
solutions; we have a clear perspective, because you have all of
these nations working together already in different degrees on
this "win-win" perspective for a New Silk Road.
        So, a lot depends upon the subjective; because it's not that
we have an objective breakdown crisis, we have that.  But if the
solutions which exist can be implemented in time, really depends
upon the moral quality of the population; especially in the
United States and in Europe.  And since I believe there is this
capacity for the good in human beings, I appeal to you; invoke
that inside yourself.  Don't sit on the fence and watch history.
We are in an apocryphal change, which is probably at least as big
as the transformation from the Middle Ages period to the new
modern times.  We have to leave this present collapsing epoch
behind us and replace it with a New Paradigm which is worthy of
the dignity of man and is the true character of human beings as
being beautiful potentially, as being creative, as being loving.
The human being is potentially a genius; human beings are good by
nature, and just the fact that today so many people are not good
doesn't say anything about the nature of man.  It says something
about conditions which have evoked the evil in people rather than
promoting the good.  I think history is not determined by
objective factors; we don't have what the Communists used to call
a "histo-mat" — historical materialism — or "dia-mat" —
dialectical materialism.  I think that the subjective factor in
history is much more important, and many times really decides it.
I want to say that both to give you confidence about the nature
of man; but also to appeal to you to get active with us.  So,
contact us and we will move mountains.

        ROSS:  Many opportunities to do good right now.  Thank you
both for joining us; and thank you, viewers.  To find out more
about these things, "The Four Laws to Save the USA Now" — the
document by LaRouche as displayed during this webcast — is
available through a link in the video description, and at
lpac.co/four-laws.  Please subscribe to this channel if you
haven't already; "like" this video.  If you have questions or
comments, leave them; and {donate} to LaRouche PAC.  We rely
entirely on the support of individuals like you to finance our
operations and to achieve this victory.  So, help; let's win this
one.  Thank you for joining us.
 

5. august 2016 – En regeringstalsmand fra Kinas Udenrigsministerium meddelte i går, at den russiske præsident Vladimir Putin vil være ’æresgæst’ ved G20-topmødet i september, som Kina er vært for i byen Hangzhou. Putin er blevet inviteret af præsident Xi Jinping, der vil afholde et fuldt bilateralt møde med Putin i løbet af den periode, hvor topmødet finder sted.

Gui Congyou, direktør for Ministeriets Departement for Europæisk-Centralasiatiske Anliggender, sagde til reportere, at »Ruslands tilstedeværelse ved topmødet er meget vigtigt for Kina, og også for hele verden. Uden Rusland er det umuligt at genrejse verdensøkonomien«. Med en rapport herom den 4. august kommenterede pravdareport.com, at Gui »fremhævede, at Kina og Rusland er de betydeligste magter i Eurasien, og deres strategiske alliance sikrer tryghed og afbalanceret udvikling på hele kontinentet«.

Udover medlemslandene fra G20 har Kina inviteret flere deltagere fra gæstelande. Disse omfatter foreløbig, fra Afrika: Egypten, Senegal og Tchad; fra Sydasien: Pakistan; og fra Sydøstasien: Thailand og Laos.

Den 3. august talte den kinesiske udenrigsminister Wang Yi om det, han kaldte for en 30 dages »nedtælling til G20-topmødet, der vil finde sted den 4. – 5. september«. Han sagde, at topmødets tema vil blive »Mod en innovativ, stærk, forbundet og inklusiv verdensøkonomi«. Ved en fælles pressekonference med udenrigsminister Saleumxay Kommasith i Laos, nævnte Wang de dusinvis af formøder, der har fundet sted som optakt til topmødet. Han sagde, at mødet i september vil blive meget produktivt, i modsætning til det foregående møde. Han forudser, at henved 30 betydningsfulde resultater vil blive opnået ved begivenheden.

(Info: G20 er en forkortelse af Group of Twenty Finance Ministers and Central Bank Governors, og består af en gruppe af finansministre og centralbankledere fra 20 væsentlige økonomier: 19 lande samt den Europæiske Union, der repræsenteres af præsidenten for EU-rådet og den Europæiske Centralbank. Landenes regeringsledere eller statsledere har også periodevis deltaget i G20-topmøder siden første møde i 2008. Samlet udgør G20-økonomierne mere end 80 % af det globale BNP, 80 % af verdens handel (inklusive intern EU-handel) og 2/3 af verdens befolkning. De udgør 82,2 % af verdens økonomiske vækst, målt i forhold til bruttonationalprodukt (BNP) og bruttonationalindkomst (BNI) i årene 2010 til 2016, ifølge IMF.) 

5. august 2016 – Bank of Englands rentesænkning betyder kollaps for pensionssystemet i Storbritannien. Selskaber, der stadig tilbyder aftaler om pensionsopsparinger, vil se omkostningerne ved disse stige til uholdbare niveauer. Hyman Robertson, en pensionsrådgiver, sagde til The Guardian, at rentesænkningen betyder en stigning på £70 milliarder i det beløb, som selskabsaftalerne har behov for, for at imødegå deres forpligtelser over for medlemmerne af pensionsaftalerne. Dette bringer de totale omkostninger op på £2,4 billion.

»For at sætte det ind i en sammenhæng, så er BNP i Det forenede Kongerige (UK) p.t. £1,8 billion. Dette har skubbet det samlede underskud i UK’s selskabs-pensionsaftaler op på £945 milliard – det værste nogensinde«, lød det.

Mange selskaber har allerede lukket deres pensionsaftaler for nye medlemmer; andre afslutter dem totalt.

Tom McPhail fra finansrådgiverne Hargreaves Lansdown sagde, at monetær politik »havde vist sig at være en temmelig ubehagelig medicin for pensionsaftaler«.

»Den støtter muligvis værdipapirer og holder økonomien i omdrejninger, men den (monetære politik) driver også udbetalinger på annuitetsopsparinger ned og driver de finansielle forpligtelser for pensionsaftalerne op«, sagde han. »Det betyder, at arbejdsgivere må pumpe flere og flere penge ind i pensionsaftaler, og den enkelte person må indbetale mere og mere til sin personlige pension, hvis de vil købe en annuitet.

For meget af denne medicin er ikke sundt for nogens finanser, og især ikke sundt for pensionsaftaler med faste udbetalinger; der er fare for, at det faktisk kan slå patienten ihjel. Regeringen bliver snart nødt til at gribe ind.«

For at give håb om en bedre fremtid for hele menneskeheden, et håb, der er gået tabt i mange dele af verden, må G20-topmødet fremkomme med en vision, der kan tilbyde en løsning, en vej til at overvinde de nævnte kriser, og en etablering af et højere niveau af fornuft for at realisere menneskehedens fælles mål.

4. august, 2016 (Leder) – Følgende tale blev holdt af Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og forkvinde for Schiller Instituttet, den 29. juli ved »Tænk 20 Forum« i Beijing. Forummet var arrangeret af tre kinesiske tænketanke: Instituttet for Verdensøkonomi og Verdenspolitik (IWEP) ved det Kinesiske Akademi for Samfundsvidenskaber (CASS), Shanghai Instituttet for Internationale Studier (SIIS) og Chongyang Instituttet for Finansielle Studier ved Kinas Renmin Universitet (RCDY), med deltagelse af 500 eksperter fra tænketanke og politikere og repræsentanter for internationale organisationer fra 25 lande, med det formål at formulere forslag til statsoverhoveder og regeringsledere i G20-medlemslandene. Fr. Zepp-LaRouche talte på det første panel under den to dage lange konference, dedikeret til »Global Ledelse: Systemforbedring og opbygning af Kapacitet«.

Eftersom G20 repræsenterer den mest magtfulde kombination af industrilande og fremvoksende lande på planeten, er der i øjeblikket ingen anden organisation, der kan adressere de eksistentielle udfordringer, som civilisationen står overfor, og i tide gennemføre løsninger på disse. De fleste landes befolkninger har den meget reelle oplevelse af at være opslugt af frygtindgydende kriser – en international terroristtrussel, der er ude af kontrol, en folkevandring af millioner af mennesker, der prøver på at undslippe krig, sult og død; den resulterende flygtningekrise, der ryster EU i sit fundament; fremgang for anti-etablissement-partier i mange lande: Brexit, som et advarselsskud for den potentielle disintegration af EU; det voksende gab mellem de rige og de stadigt flere lag af samfundet, der har mistet deres velfortjente status som middelklasse, eller som lever i fattigdom; oplevelsen af virkningerne af »uortodokse monetære foranstaltninger« på livsopsparinger og forventninger til fremtiden; grænserne for samfundets acceptabilitet af bailout og bail-in; samt den voksende frygt for, at verden nu er gået ind i en ny kold krig og en atomoprustnings-spiral. Kort sagt, et voksende tab af tillid til etablissementet, i det mindste i den transatlantiske sektor.

Hvis det forestående G20-topmøde afviser at anerkende denne situation; hvis man forsøger at skjule den fremherskende politiks fiasko, i særdeleshed siden 2008, bag retorikken i den offentlige propaganda; samt hvis man ikke bruger det forestående topmøde som en anledning til at fremlægge reelle løsninger på disse kriser, vil det ikke få nogen indvirkning i en virtuel reality, men det vil derimod få en indvirkning på det reelle historiske forløb og milliarder af menneskers liv og lykke.                                                                                                                   

Umiddelbare løsninger er forhånden, men de kræver, at de ledende institutioner er villige til at revidere den nuværende politiks aksiomer og vende tilbage til en politik, der ikke alene har vist sig at være effektive i tidligere situationer, men som også repræsenterer et nyt paradigme, der kan udgøre grundlaget for den menneskelige art i de næste hundrede år, og længere.

For at give håb om en bedre fremtid for hele menneskeheden, et håb, der er gået tabt i mange dele af verden, må G20-topmødet fremkomme med en vision, der kan tilbyde en løsning, en vej til at overvinde de nævnte kriser, og en etablering af et højere niveau af fornuft for at realisere menneskehedens fælles mål.

1. Det eneste »praktiske« udtryk for denne vision – og dette er ikke en selvmodsigelse – perspektivet for den Nye Silkevej, som den kinesiske regering nu i tre år har fremlagt og ført ud i livet. Foreløbig deltager over 70 lande i forskellige aspekter af dette program, samt i programmets infrastruktur- og udviklingsprojekter. Det, som Kina kalder for et »win-win« -samarbejde om sådanne fællesprojekter er ikke alene den eneste effektive måde, på hvilken geopolitiske konfrontationer kan overvindes, der har været roden til to verdenskrige i det 20. århundrede, og ligeledes den underliggende fare for en tredje global krig i dag, som, givet eksistensen af kernevåben, ville blive en tilintetgørelseskrig. »Win-win«-perspektivet er også i overensstemmelse med principperne for den Westfalske Fred, ifølge hvilken enhver succesfuld fredsorden må baseres på »den anden parts interesse«. Konceptet for den Nye Silkevej må derfor udstrækkes til alle verdens områder, som en »Verdens-Silkevej«, som et konkret tilbud om at overvinde underudvikling. Hvis G20-medlemmerne ville afgive et sådant løfte, med en højtidelig forpligtelse til at overvinde sult og fattigdom og tilvejebringe rent vand til alle inden for få år, hvilket rent teknologisk kan gennemføres – så ville det skabe en revolution af håb og optimisme i verden.
2. For at eliminere både årsagerne til massemigrationen fra Sydvestasien og Afrika og grobunden for rekruttering af terrorister, må der i begge disse områder iværksættes en omfattende industriel udvikling, som ikke blot genopbygger de krigshærgede områder, men som også fremlægger en integreret plan for infrastruktur, industri, landbrug og uddannelse, for at transformere disse dele af verden til at blive områder med høj produktivitet af arbejdskraft og fremstillingskapaciteter. Generelt må Verdens-Silkevejens projekter defineres således, at de får optimal indvirkning på befolkningens kognitive evner i de respektive lande, for derved at muliggøre den bedst mulige forøgelse af verdensøkonomiens produktivitet. Fokus må derfor ikke alene ligge på innovation, men på kvalitative gennembrud i forståelsen af kvalitative, nye fysiske principper i vort univers. Eksempler herpå er forcerede programmer for udvikling af termonuklear fusionskraft, der vil tilvejebringe forsyningssikkerhed for energi og råmaterialesikkerhed for menneskeheden, såvel som også udvikling af nye vandressourcer gennem den fredelige udnyttelse af kernekraft til afsaltning af store mængder havvand, ionisering af fugtighed i atmosfæren og andre former for innovativ teknologi. Internationalt samarbejde om rummet, mht. forskning, rumfart og kolonisering, definerer vejen for de kommende, nødvendige gennembrud inden for videnskab og teknologi. Det repræsenterer også en fremtidsorienterede platform for en fredsorden for det 21. århundrede. Og vigtigst af alt, så markerer det transformationen af den menneskelige art hen imod en større bevidsthed om dets egen identitet som den eneste, hidtil kendte, kreative art i universet.
3. Et ukontrolleret kollaps af den transatlantiske sektors finansielle system ville true med at kaste store dele af verden ud i kaos, med uforudsigelige konsekvenser. Den såkaldte »værktøjskasse« med finansielle instrumenter, som man besluttede at bruge efter krisen i 2008 fremfor at gennemføre reelle reformer, er nu opbrugt. De efterfølgende »uortodokse monetære instrumenter,« såsom kvantitativ lempelse (’pengetrykning’), negative rentesatser, og ’helikopterpenge’, har for en stor dels vedkommende produceret det modsatte af de ønskede virkninger. Den kendsgerning, at genindførelsen af Franklin D. Roosevelts Glass/Steagall-bankopdelingslov er blevet vedtaget i både det Demokratiske og Republikanske partis valgplatform i USA, samt den kendsgerning, at der er en voksende diskussion i flere europæiske lande om at reducere de fremtidige risici i det finansielle system ved at indføre Glass/Steagall-kriterier også i Europa, skaber en meget favorabel forudsætning for at indgå aftale om en global Glass/Steagall-lovgivning ved det kommende G20-topmøde. Hvis G20-topmødet sætter Verdens-Silkevejen på dagsordenen, ville den kinesiske drøm blive til en verdensdrøm.

Men, som hr. LaRouche har understreget, især i de seneste par år, så er Glass-Steagall det nødvendige, absolut uundværlige første skridt: Den udsletter kasinoerne. Den udsletter gearede derivatkontrakter til anslået 2 billiarder (2, med femten nuller!) dollars, der som en cancer rider på toppen af verdens banksystem og på toppen af verdens reelle, fysiske økonomi.

Men, Glass-Steagall som sådan genstarter ikke realøkonomien. Den skaber ikke som sådan jobs. Det er her, man behøver de andre elementer af disse fire kardinallove: Man må skabe en statslig bankmekanisme, gennem hvilken man, som Hamilton gjorde det, som Lincoln gjorde det med ’greenback’-dollaren, udsteder kredit til realøkonomien til den form for projekter, der genopbygger vores infrastruktur, og som vil skabe meningsfulde og produktive jobs i sektorerne for varefremstilling og landbrugsprodukter.

Uddrag af ‘Fireside Chat’ (28. juli) med Jeffrey Steinberg:

Spørgsmål 3: Jeg undrer på, hvem, der skal køre dette nye system, for jeg tror ikke, nogen af vore to kandidater ønsker at køre det. Og vi kan med garanti ikke få nogen hjælp fra Kongressen, så hvem skal gøre alt dette?

Jeffrey Steinberg: Vi har et lederskab, der er i færd med at vokse frem i andre dele af verden, i Kina, i Rusland, i Indien; vi har den japanske regering, der nu ser hen til at komme på linje med en hel ny række af arrangementer, som er ved at blive den dominerende faktor i store dele af Eurasien. Kinas politik for ’Ét bælte, én vej’ er ikke en eller anden abstrakt idé. Der er jernbaneforbindelser, der allerede er fuldt ud operationelle, og som løber fra dele af Kina og til havne i Tyskland og Frankrig. Grækenlands Piræushavn, nær Athen, er ved at blive opbygget som et hovednav for handel mellem Asien og Sydøsteuropa, og som når hele vejen til Donau-flodbækkenet.

Forslag er blevet diskuteret på konferencer i Moskva, med deltagelse af nogle ledende amerikanske personer, inklusive vore egne repræsentanter, og som opfordrer til en forlængelse af den Eurasiske Landbro ind i den vestlige verdensdel gennem konstruktion af bro og tunnel over Beringstrædet, og med opkobling til jernbanelinjer og vandsystemer, der løber fra Alaska og Canada, ned ad hele USA’s vestlige rygrad.

Der er således grundlæggende set en opfattelse af, at disse ideer findes, og det vil ikke nødvendigvis komme fra oven og ned, fra de såkaldte ’præsidentkandidater’; men det vil komme fra den kendsgerning, at der er meget begrænsede muligheder for en politik, og at det amerikanske folk kræver forandringer. Og jeg siger jer, at vi befinder os på et tidspunkt, hvor ideernes magt er meget, meget betydelig, og meget magtfuld. Hvordan kan det være, at begge partier har Glass-Steagall på deres valgplatforme? Fordi der har været en politisk kamp, en mobilisering, som denne politiske bevægelse i årtier har anført i dette land, og fordi det har været et element i hr. LaRouches revision af hele USA’s finansielle og økonomiske system. Da disse dokumenter blev inkluderet i begge partier, altså genindførelsen af Glass-Steagall, så var der ingen tvivl i mange af de førende kongresmedlemmers sind, mange folk i begge politiske partier, om, at det var et resultat af vores arbejde. Det væltede ind med enestående lykønskninger til os; og lykønskningerne væltede endnu mere ind, da de 28 sider fra den oprindelige Fælles Kongresundersøgelses-rapport af begivenhederne den 11. september, 2001, blev frigivet og offentliggjort den 15. juli. Der var ingen, der var i tvivl!

Så jeg mener altså, at vi må have en totalt anden tilgang til dette spørgsmål: Snarere end at se hen til andre, om hvem vi ved, at de ikke er kvalificeret til at give os et lederskab, så lad os overveje de midler, ved hvilke vi kan tage lederskabsansvar og virkelig følge det helt frem til det punkt, hvor vi fremtvinger disse forandringer i politikken. Der er nu mange mennesker, som indser, at de må tænke over en helt anden økonomisk model for USA, for vi har nu sådan omtrent nået bunden af spanden mht. realøkonomien, og mange mennesker, der for blot nogle få uger siden var afvisende, higer nu efter diskussioner med os om, hvordan den proces skal være, hvorigennem vi kan genskabe et statsligt banksystem (hermed menes et banksystem, der styres af USA’s regeringsinstitutioner, og som har USA’s udvikling, og ikke enkeltpersoners berigelse på samfundets bekostning, til opgave, -red.), som har været hjørnestenen i alle store præsidenters succesfulde politik, i dette lands historie – fra George Washington, hvis finansminister var Alexander Hamilton; til John Quincy Adams; til Abraham Lincoln med sin politik for ’greenback’-dollaren; til Franklin Roosevelt med Reconstruction Finance Corporation (svarer til Kreditanstalt for Genopbygning, -red.). Dette er en politik, vi har forstand på!

Det rette svar på dit spørgsmål er derfor, at vi befinder os i en position, hvor vi kan tilvejebringe et sådant lederskab, og det er allerede en fastslået kendsgerning. Det er ikke noget, vi siger for at prale, eller som er en misrepræsentation. Se ikke hen til de personer, som du ser på CNN eller Fox, for at tilvejebringe lederskab, når alle og enhver ved, at de ikke har nogen lederskabsegenskaber. Vi kan gennemtvinge disse spørgsmål om den rette politik; i et valgår responderer folk til vælgernes krav på en måde, der ellers ikke har sin lige. Der ville ikke have været nogen Glass/Steagall-platform i begge partier, havde det ikke været for vores arbejde. Vi ville, uden vores indgriben, stadig gå rundt og beklage os over, at de 28 sider, der grundlæggende set anklager saudierne, og gennem forlængelse, Bush og Cheney, for 11. september, ikke var blevet offentliggjort. De er nu offentliggjort, takket være vores indsats. Ellers ville det ikke være sket.

Under andre omstændigheder kunne jeg bruge timer på at gennemgå i detaljer, præcis hvordan, det skete. Men pointen er, at det skete, fordi vi tog ansvaret for at gennemtvinge en forandring i tankegangen, og for at udvikle den form for politik, der vil virke. Og lige nu står vi et sted, hvor forhindringerne til at gennemtvinge denne politiks vedtagelse, er stærkt begrænsede.

Tænk over udsigten til, at du kunne vågne i morgen, eller i næste uge, eller på et hvilket som helst tidspunkt fra nu af og til valget i november, og finde ud af, at der er et finansielt sammenbrud i gang, som er mange gange mere alvorligt og udbredt end sammenbruddet i september 2008. Og denne gang er folk ikke til sinds ganske enkelt at lægge sig ned og acceptere en bail-out eller en bail-in, hvor deres egne opsparinger (pensioner, bankindskud osv.), eller hvad der måtte være tilbage af dem, plyndres.

Så vi må være parat til at tage den form for lederskab, som andre ikke vil tilvejebringe, især ikke de andre, som vi allerede ved, er afgrundsdybe fiaskoer, fordi de har fået chancen for at lede, og de har ledt os til dette totale krisepunkt.

Spørgsmål 4: God aften, jeg er J fra Fredericksburg, Virginia. Jeg ville stille tre spørgsmål, men eftersom tid betyder alt, vil jeg stille ét spørgsmål i aften. Og, mht. Glass/Steagall-loven, så er begge partiers platform Glass-Steagall; men når man læser erklæringerne fra f.eks. Bernie Sanders og det Demokratiske Parti, så refererer de til »det 21. århundredes Glass/Steagall-lov«. Mit spørgsmål lyder, hvilken type Glass-Steagall vil det blive?

Jeff Steinberg: Den særlige formulering refererer til et lovforslag, der blev fremstillet i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Det er det navn, som blev givet til det lovforslag, som blev fremstillet af Elizabeth Warren, Maria Cantwell, John McCain og Angus King fra New England. Og vi læste dette lovforslag meget omhyggeligt: Det afviger ikke på mindste måde fra den oprindelige Glass/Steagall-lov. Dette er ikke lovforslag, der kræver et helt hold jurister for at granske og regne ud, hvad de siger. Den oprindelige Glass/Steagall-lov var på 37 sider med tre spalter. Og disse lovforslag til genindførelse af Glass-Steagall er endnu kortere. Der er fremstillet to lovforslag i Huset og ét i Senatet.

Grundlæggende set, så gør loven det, at den bryder bankerne op, den adskiller fuldstændigt kommercielle bankaktiviteter (dvs. almindelige bankindskud, långivning til lokale aktiviteter o. lign., -red.) fra investeringsbankaktiviteter, hedgefunds, forsikringsaktiviteter. Og hvad loven med størst tydelighed ville betyde, er, at der ikke kommer flere statslige bankredninger til de kriminelle hasardspils- og spekulationsaktiviteter, som disse finansinstitutioner er engageret i. Det, som bliver tilbage, vil være udrensede, men underkapitaliserede, kommercielle bankoperationer, og på den anden side, investeringsbanker og forsikringsoperationer, der næsten omgående vil nedsmelte. I selv samme sekund, der ikke længere forefindes nogen lovlig udsigt til at blive ’reddet’ ved hjælp af skatteborgerpenge, og det ud over skalaen fra 2008,vil historiens hurtigste og største margin calls komme (hvor kreditor kan forlange en omgående merindbetaling som sikkerhed for det nu usikre lån, -red.). Og alle disse ting vil ganske enkelt nedsmelte.

Og hr. LaRouches holdning til det, er »godt, de skred; vi har ikke brug for dem!« Vi behøver en statslig kreditpolitik; vi behøver kommercielle banker som de instrumenter, gennem hvilke man udbetaler kredit til realøkonomien, til investeringer i infrastruktur, til research og udvikling, til jobskabelse, og til alle ting, der knytter sig til arbejdskraftens produktive evne i en virkelig økonomi (realøkonomi).

Og det andet; alle de der hasardspilsoperationer er totalt unødvendige. Så vi har altså disse lovforslag, det 21. århundredes Glass-Steagall, og de forsøger grundlæggende set at sige, »man må gøre det udtrykkeligt, at der ikke mere kan komme bailouts af derivater og sådanne ting.« Det er, hvad vi har med at gøre.

Vi skabte momentum for dette spørgsmål. Igen, jeg kan ikke gennemgå det hele her; men jeg kender personligt bogstavelig talt hver eneste begivenhed, hvor kongresmedlemmer enten fremstillede disse lovforslag, eller også skrev under på dem, og det var, ved hver eneste begivenhed, uden undtagelse, en refleksion af det arbejde, vi har gjort. I hele landet står Manhattan-projektet som et flagskib for denne indsats, fordi Manhattan, New York City, er et verdenscenter, og den indvirkning af det, vi har gjort, og som udstråler til hele landet, efterhånden som det har indvirkning i New York, i Washington, har skabt en situation, som ellers ikke ville have eksisteret.

Så de Glass/Steagall-lovforslag er fine, som de er. Men, som hr. LaRouche har understreget, især i de seneste par år, så er Glass-Steagall det nødvendige, absolut uundværlige første skridt: Den udsletter kasinoerne. Den udsletter gearede derivatkontrakter til anslået 2 billiarder (2, med femten nuller!) dollars, der som en cancer rider på toppen af verdens banksystem og på toppen af verdens reelle, fysiske økonomi.

Men, Glass-Steagall som sådan genstarter ikke realøkonomien. Den skaber ikke som sådan jobs. Det er her, man behøver de andre elementer af disse fire kardinallove: Man må skabe en statslig bankmekanisme, gennem hvilken man, som Hamilton gjorde det, som Lincoln gjorde det med ’greenback’-dollaren, udsteder kredit til realøkonomien til den form for projekter, der genopbygger vores infrastruktur, og som vil skabe meningsfulde og produktive jobs i sektorerne for varefremstilling og landbrugsprodukter.

Vi har det værste infrastrukturunderskud i noget land i den avancerede sektor. Vi har ingen højhastighedsjernbaner: Der er bogstavelig talt nul miles med højhastighedsjernbaner i USA. Der skal angiveligt være en Acela-linje, der løber mellem Washington og New York City, og som skal forestille at være et højhastighedstog, men det kan ikke køre med høj hastighed, fordi man ikke engang har vedligeholdt sporene, så man kan køre i høj hastighed. Husk den togulykke, der fandt sted lige uden for Philadelphia, da et af disse tog forsøgte at køre tilnærmelsesvist stærkt.

I Kina er der 18.000 km med højhastighedsjernbaner, og kineserne har planlagt, at der om få år skal være 30.000 km. Jeg har kørt med et af disse højhastighedstog fra Shanghai til Nanjing; det svarer til lidt længere end afstanden mellem Washington og New York. Og i Kina, med eksprestoget, hvor billetten på første klasse kostede omkring 25 dollars, tog det 55 minutter; toget kørte med over 300 km/t, gennemsnitligt, og der findes intet blot tilnærmelsesvis lig dette nogen steder i hele USA. Vi er i en situation, hvor vores fysiske økonomi er forfalden og kun bliver værre, og vi har virkelig brug for denne form for gennemgribende udbedring.

Så uanset, hvilke snurrefinurlige titler, folk ønsker at give det, så betyder Glass-Steagall kun ét: Bryd de store banker op; udskil de kommercielle bankfunktioner; sørg for, at disse kommercielle banker er sikrede (gennem en statslig indskudsgarantifond), og at de udsteder lån til reel, produktiv aktivitet, der støtter økonomiens produktive evner. Hvis vi gør disse basale ting, vil vi meget, meget hurtigt se, at økonomien vender, især, fordi vi kan slutte os til andre i hele verden, der allerede følger denne kurs. USA er ikke blot en atlantisk nation; det er også en Stillehavsnation. Og hele det asiatiske Stillehavsområde gennemgår i øjeblikket en videnskabelig, kulturel og økonomisk renæssance. Og vi må sikre, at USA, der faktisk er kildevældet til de fleste af disse ideer, kommer med ind igen.

(Hele ’Fireside Chat’ fra 28/7 med Jeffrey Steinberg, med engelsk udskrift, kan høres/læses her: https://larouchepac.com/20160727/fireside-chat-jeff-steinberg-july-28-2016)

(Se også LPAC-video: De 7 nødvendige trin, herunder projekter som NAWAPA og en forbindelse over Beringstrædet.)

https://www.youtube.com/watch?v=7pJLF3UBHHk

3. august 2016 (Leder) – Et hemmeligt kort blev i denne uge forelagt Det Hvide Hus og dernæst lækket til NBC, som udlagde det på deres webside, og som viste »fremskridtet« i Obamas krig mod ISIS i løbet af de seneste to år. ISIS og hermed tilknyttede organisationer er, viser kortet, nu aktive i 18 lande, hvor det i 2015 drejede sig om 13 lande og kun 7 i 2014. Mon det overbeviste kriger-præsidenten om, at hans politik var en fiasko, og at han burde acceptere præsident Putins gentagne forslag om at bringe verdens nationer sammen for at bekæmpe den fælles terroristfjende?

Selvfølgelig ikke. I stedet lancerede Obama endnu en krig mod Libyen og bombede byen Sirte (Gaddafis hjemby) i mandags og tirsdags, angiveligt for at forhindre ISIS i at konsolidere en base i landet. Obama gik på Tv tirsdag for at sige, at krigen var »afgørende« for at hjælpe Libyens nationale samlingsregering med at bekæmpe ISIS, og at krigen ville fortsætte så længe, det måtte være nødvendigt.

Der er, som sædvanligt, flere løgne involveret. Den nationale samlingsregering er ikke en national samlingsregering, men en pseudo-regering, der er håndplukket i FN og udskibet til Tripoli med den opgave at »invitere« USA til at påbegynde en bombekampagne ved hjælp af amerikanske specialstyrker på jorden som spejdere. Obama hverken bad om eller fik beføjelse fra FN, og heller ikke fra USA’s Kongres, til at lancere endnu en krig og beviste endnu engang ægtheden af sine akkreditiver som krigsforbryder. Og så er der lige det, at ISIS selvfølgelig slet ikke ville have været der, hvis Obama ikke havde bombet landet tilbage til stenalderen og dræbt dets anti-terrorist-leder i 2011, som, sammen med G.W. Bush’ lignende behandling af Irak i 2003, udgør vor tids største krigsforbrydelser, som er ansvarlige for det internationale terroristkaos og den uhyrlige flygtningekrise i hele Sydvestasien og Europa.

Førende bankierer, inklusive investeringsbankierer, advarer nu om, at intet, undtagen en omgående afslutning af »universalbankmodellen« (dvs., en genindførelse af,  eller en indledende, Glass/Steagall-bankopdeling i hele det transatlantiske område) vil standse det fremstormende kollaps af det vestlige banksystem. En tidligere højtplaceret direktør i Goldman Sachs og embedsmand i EU-kommissionen, Paul Goldschmidt, skrev, at enhver fremgangsmåde, med undtagelse af en »afskaffelse af universalbankpraksissen«, ville forårsage ikke alene en sammenbrud af det finansielle system, men også en »destabilisering af fundamentet for europæisk demokrati« – dvs., ville føre til fascisme.

Helga Zepp-LaRouche, der netop er hjemvendt fra Kina, bemærkede i dag, at kineserne faktisk er klar over faren for et kollaps af det vestlige finanssystem og de følgevirkninger, det ville få for Vesten og for verden. Det er dette finansielle sammenbrud, der er drivkraften bag Obamas gale fremstød for en militær konfrontation med Rusland og Kina, og som sætter verden på randen af en atomkrig.

Løsningen er klar og kan omgående iværksættes. Det kan ikke overdrives, hvor meget det haster med omgående at gennemføre Glass-Steagall i USA og Europa. LaRouche-bevægelsen, der har hovedansvaret for at få Glass/Steagall-lovforslagene fremstillet og støttet i den amerikanske Kongres, samt indføjet i begge partiers valgplatform ved de nylige partikonventer, har mobiliseret sin bevægelse til at inspirere den amerikanske befolkning til, på dette historiske tidspunkt for transformation, at række ud efter stjernerne, at genetablere den engang almene tiltro til videnskab, fremskridt og nationens opbygning, og til at bringe Wall Street-herrerne og krigsherrerne, med samt disses redskab, Obama, til fald, før det er for sent.

Kina, Rusland og næsten hele verden er parat til at handle sammen med et rekonstrueret USA for at opnå en ny tingenes tilstand, på vegne af hele menneskeheden.