6. oktober 2014 – Præcis, som Lyndon LaRouche og hans medarbejdere advarede om i deres offentliggørelse fra 22. august, har Argentina responderet til den vedholdende finansielle krig, som føres imod landet af gribbefondene og deres imperiestøtter, med tiltag for at nationalisere, eller strengt regulere, kornhandelen, til skade for Imperiets kornkarteller.

Nogle nyhedsmedier hævder, at disse initiativer er handlinger fra en »desperat« præsident Cristina Fenandez de Kirchner. Faktisk stemmer de overens med den nationalistiske politik, som Peron-regeringer historisk har vedtaget, stillet over for Imperiets forsøg på at ødelægge nationalstaten. Den Nationale Kornstyrelse blev etableret i 1933 for at beskytte landbrugspriser, men under sin regering 1946 – 55 moderniserede gen. Juan Peron styrelsen som Argentinas Institut for Promovering af Handel for at nationalisere og kontrollere kornhandelskæden, inklusive transport, udskibning, kornsiloer og havne, idet han tog dem ud af kartellernes hænder.

Nye lovforslag har været under udarbejdelse i nogen tid, men anses nu for at haste i betragtning af, at producenter nægter at frigive halvdelen af sojahøsten 2013 – 2014 til eksport for at fremtvinge en devaluering, og således fratage landet fremmed valuta til 10 mia. dollars. I henhold til MDZ den 4. okt. har regeringen mistanke om, at de store karteller – Cargill, ADM, Bunge og Dreyfus, blandt andre – står bag producenternes sabotage.

Et lovforslag, som allerede er blevet forelagt Landbrugskomiteens Deputeretkammer og forventes snarest at blive debatteret i Parlamentet, ville skabe Argentinas Institut for Marketing af Korn til at kontrollere alle aspekter af den hjemlige og udenlandske handel med korn og lignende produkter og tilsætninger (såsom energi og gødning, -red.), for at »garantere den hjemlige forsyning« og etablere en politik over en længere periode for sektoren for at forhindre producenter i at kunne tilbageholde eksport. Lovforslagets ophavsmand, parlamentsmedlem Adriana Puiggros, sagde til Noticias Argentinas, at selv om man har gennemført en hårdere kontrol i de seneste år, vil den statslige enhed, som hun foreslår, dæmme op for kartellernes magt, som nu fastsætter priser og kontrollerer tilgangen af fremmed valuta til landet.

Et yderligere lovforslag skal efter sigende ligge på Cristina Fernandez’ skrivebord, rapporterer MDZ, med Gran Makro-gruppen af unge økonomer, der er tilknyttet den regeringsvenlige La Campora-gruppe, som ophavsmænd. Lovforslaget opfordrer også til dannelsen af et statsligt selskab, som ville konkurrere med de nuværende kornopkøbere ved at tilbyde små og mellemstore producenter en mere konkurrencedygtig handelsvaluta end den aktuelle »sojadollar«, såvel som også en eksportskat, der er 5-10 points lavere end den aktuelle 35 % skat, og ville således give regeringen mulighed for direkte at kontrollere 40 % af høsten.

Foto: Den argentinske præsident Cristina Fernandez de Kirchner

Helga Zepp-LaRouche understregede i går, at alt afhænger af at få USA til at vende tilbage til det paradigme, som eksisterede, før John F. Kennedy blev myrdet; at USA vender tilbage til at være en republik. Vi befinder os i øjeblikket ved det, som Friedrich Schiller kaldte »et svangert øjeblik« i historien, hvor civilisationens fremtid afhænger af lederskab.

Kampen om et nyt, globalt system, som Lyndon LaRouche har været spydspids for i mere end 40 år, står nu for at bære frugt.

Helga understregede vigtigheden af den tidligere schweiziske parlamentariker Jean Zieglers udnævnelse til chef for FN’s Menneskerettighedskommission til undersøgelse af gribbefondenes rovgriske aktiviteter, som nu hærger Argentina og andre nationer. Ziegler har undersøgt kriminelle bankaktiviteter i årevis. Helga kaldte hans udnævnelse for »en bombe« og citerede fra en af hans bøger med titlen, »Vi lader dem dø«, en henvisning til finansoligarkiets overlagte politik, som har forårsaget massehungersnød.

Andre betydningsfulde udviklinger i kampen for udvikling inkluderer resultatet af det brasilianske præsidentvalg den 5. oktober. Den brasilianske præsident Dilma Rousseff vandt første valgrunde med 41 % af stemmerne. Aecio Neves blev nummer to med 35 %. Der bliver nu kampvalg mellem de to den 26. oktober. Det er meget bemærkelsesværdigt, at Marina Silva, Det britiske Imperiums miljøforkæmper, kom ind på en tredjeplads med kun 21 %. Disse valgresultater betyder, at Brasilien er sikkert placeret i BRIKS og det nye, globale system, baseret på udvikling, som nu er ved at vokse frem.

Ligeledes af stor betydning ifølge Lyndon LaRouche er forskellige udviklinger omkring Nord- og Sydkorea. Under FN’s nylige generalforsamling opfordrede Nordkoreas udenrigsminister til en genforening af Nord- og Sydkorea på basis af et forbund. Den 4. oktober var der et møde i Incheon mellem højtplacerede sydkoreanske og nordkoreanske regeringsembedsfolk, og et nyt møde er aftalt til slutningen af oktober eller begyndelsen af november.

Samtidig ankom den nordkoreanske udenrigsminister til Moskva den 30. september til et 10-dages besøg, hvor begge sider skal diskutere en forøgelse af handelen mellem Rusland og Nordkorea samt diverse udviklingsprojekter i forbindelse med BRIKS.

Lyndon LaRouche kommenterede, at

»der foregår noget meget interessant. Der er en sandsynlighed for, at de to Koreaer kommer frem til et fredsarrangement.«

I USA fortsætter en gruppe på 20 til 50 kongresmedlemmer med at organisere en bestræbelse, bag scenen, på at erstatte John Boehner som formand for Repræsentanternes Hus. Lyndon LaRouche sagde i går, at fjernelsen af Boehner er

»et hovedspørgsmål. Hvis Boehner bliver smidt ud, kan vi bringe en ny politik ind. Dette er meget vigtigt. Boehner fungerer blot som den, der ’holder salgstalen’, men han er meget aktiv.«

Billede: Jean Ziegler

3. oktober 2014 – På den indiske religiøse festdag for Dussehra, i dag, gik den indiske premierminister Narendra Modi på national radio for at fortælle 1,25 mia. indere sine mann ki baat-ord (»ord fra mit hjerte«). Radiofrekvensen, som iflg. All Radio India når ud til 99,19 % af landets befolkning, bliver hans måde at kommunikere på, sagde Modi. Han vil efterfølgende tale til nationen over radioen i ca. 15 min. hver søndag.

I dagens mann ki baat sagde Modi, at alle skulle vide, at Indien tilhører alle indere. Med henvisning til fysisk handicappede børn sagde han, at de burde være en del af rejsen mod udvikling, da nationen tilhører alle.

»De er ikke blot deres familiers, men hele samfundets ansvar«,

sagde han. Han støttede også en idé om, at han vil afholde sportsbegivenheder for disse børn og sørge for, at han personligt overværer dem.

Desuden sagde han til inderne, at de aldrig skulle tro på, at de var svage.

»1,25 mia. indere er velsignet med stor dygtighed og styrke. Alt, hvad vi behøver, er at forstå vores styrke. Vore videnskabsfolk har jo gennemført en succesrig Marsmission til de laveste omkostninger. Der er intet i vejen med vore evner. Vi har blot glemt vores styrke. Vi har glemt os selv, som om vi var blevet modløse. Mine brødre og søstre, det kan ikke være rigtigt«, sagde han. »Vi må have en bedre selvforståelse og integrere vore styrkeområder. Vi mangler ikke styrke. Vi må reorganisere vores interne styrkeområder«,

sagde premierministeren, mens han fortalte en historie i samme tradition som Æsop, om Swami Vivekananda om, hvordan en løve, der var opvokset hos får, genopdagede sin tapperhed, efter den kom i forbindelse med en anden løve.

Han meddelte ligeledes over radioen, at han har lanceret en »Rent Indien«-kampagne, et af Ghandis primære mål, og opfordrede dernæst indtrængende inderne til at købe mindst en khadi, den manuelt betjente væv, som en hyldest til Gandhiji, som under den britiske Raj organiserede boycott af klæde, importeret fra England, og begyndte at fremstille sit eget tøj ved at bruge en spinderok.

»Sådan tændes rigdommens lampe i fattigmands hus«, sagde Modi.

Billede: Folk der lytter til Premierminister Modis Baan-ki-baat

Økonomen Lyndon LaRouche har i de sidste 40 år beviseligt kæmpet for at frembringe et nyt paradigme for menneskeheden og genindføre de store idéer fra store, klassiske og kulturelle renæssancer, som har været rygraden i alle store kulturer. LaRouche og hans bevægelse anfører kampen i USA for at få USA til at tilslutte sig BRIKS-nationerne, for at knuse den onde politik, som Det britiske imperium står for, og som Gandhi søgte at gøre en ende på – det imperium, som stadig væk i dag er vores fjende. Obamas politik med krig og fascistiske nedskæringer dikteres af de finansielle kræfter, som kontrollerer dette imperium, kræfter, som arbejder på at ødelægge BRIKS.

________________________________

På LaRouchePAC’s Politiske Komites vegne udstedte Kesha Rogers følgende appel om at handle til det amerikanske folk i dag. Apellen gælder lige så godt for andre nationer i det transatlantiske område.

2. oktober 2014 – I Mahatma Gandhis ånd, lad os slutte os til premierminister Modi: »Lad os gøre udvikling til en massebevægelse.«

I sin tale i Madison Square Garden i New York videreformidler Indiens premierminister Narendra Modi ånden fra den store, indiske leder og frihedskæmper, Mahatma Gandhi. Modi erklærer,

»Mahatma Gandhi gjorde kampen for uafhængighed til en massebevægelse. Lad os gøre udvikling til en massebevægelse.« Han fortsætter, »I 2019 fejrer Indien Gandhis 150-års fødselsdag. Han skænkede os uafhængighed. Hvad skænkede vi ham?«

Det er den udfordring, som ikke blot indisk-amerikanere, men alle amerikanere må respondere til.

Denne mission for en massebevægelse for udvikling blev yderligere defineret i Modis tale til en forsamling af tusinder af unge mennesker, som repræsenterede forskellige nationaliteter og etniske tilhørsforhold, over for hvem Modi erklærede:

»Der er nogle, som mener, at verden forandres af de gamles visdom. Jeg mener, at ungdommens idealisme, nytænkning, energi og ’jeg kan’-holdning er endnu mere magtfuld.«

I beskrivelsen af sine håb for Indien forestiller Modi sig, at

»800 millioner unge mennesker, som tager hinanden i hånden for at transformere nationen … Løfte mennesker ud af fattigdommen; gøre rent vand og sanitære forhold tilgængelig for alle; gøre sundhedsydelser tilgængelig for alle. Og skaffe tag over alles hoved.«

Kampen for udvikling er blevet den mission, som karakteriserer fremtiden for unge mennesker, ikke blot i Indien, men også i alle de ledende nationer i BRIKS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika). De har, sammen med andre nationer i hele Sydamerika og Sydvestasien, gjort bygningen af store projekter, jobs til de unge og videnskabeligt fremskridt til nøglen til at løfte deres unge mennesker ud af håbløshed. USA og nationerne i hele det transatlantiske område har vedblivende nægtet ungdommen i deres nationer en fremtid, med en arbejdsløshedsprocent på nu over 50 % blandt de unge i Grækenland, Spanien og Italien, de såkaldte udviklede lande.

Økonomen Lyndon LaRouche har i de sidste 40 år beviseligt kæmpet for at frembringe et nyt paradigme for menneskeheden og genindføre de store idéer fra store, klassiske og kulturelle renæssancer, som har været rygraden i alle store kulturer. LaRouche og hans bevægelse anfører kampen i USA for at få USA til at tilslutte sig BRIKS-nationerne, for at knuse den onde politik, som Det britiske imperium står for, og som Gandhi søgte at gøre en ende på – det imperium, som stadig væk i dag er vores fjende. Obamas politik med krig og fascistiske nedskæringer dikteres af de finansielle kræfter, som kontrollerer dette imperium, kræfter, som arbejder på at ødelægge BRIKS.

Amerika må tilslutte sig BRIKS og andre allierede nationer over hele verden for at knuse dette imperium, én gang for alle.

Mens det indiske samfund forbereder sin hyldest i anledning af den store, indiske leder og frihedskæmper Mahatma Gandhis 145-års fødselsdag, med en uges skønne og intense festligheder, fredsmarcher og lysceremonier over hele verden, kunne kraften og ånden fra Gandhis kamp ikke give en sandere genlyd en den, som nu reflekteres af BRIKS og dets allierede nationer i deres søgen efter fred gennem videnskabeligt fremskridt og økonomisk udvikling.

Vi må i dag respondere på den udfordring, som premierminister Modi har præsenteret os for. Hvad vil vi skænke Gandhi? Hvad vil vi skænke fremtiden? Lad os genkalde os den store, amerikanske frihedskæmper Martin Luther Kings ord, hvor han engang sagde:

»Hvis menneskeheden skal gøre fremskridt, kommer man ikke uden om Gandhi. Han levede, tænkte og handlede under inspiration fra visionen om en menneskehed, som udviklede sig hen imod en verden i fred og harmoni. Hvis vi ignorerer ham, gør vi det med fare for os selv.«

– I takt med, at den dødelige Ebola-epidemi i Vestafrika breder sig, har den fuldstændig overvældet og overhalet de humanitære hjælpegruppers, og regeringens allerede skrøbelige sundhedssystemers, kapacitet til at behandle de syge og begrænse spredningen. Faktisk er det modsatte tilfældet. Spredningen af sygdommen og de heraf følgende dødsfald vokser eksponentielt.

Download (PDF, Unknown)

Onsdag, den 1. oktober 2014 – I en række erklæringer den 30. september, efter at dommer Thomas Griesa fra New York på absurd vis havde afsagt dom over den argentinske nation for at vise foragt for retten (hans ret), kom Argentinas præsident Cristina Fernandez med spiddende fordømmelser af Obamaregeringen, dens allierede gribbefonde og disses lokale samarbejdspartnere i Argentina, for forsøg på at destabilisere eller vælte hendes regering. Hun spurgte, med hvilken ret en amerikansk domstol kan intervenere i Argentinas forfatningssystem, som er direkte modelleret efter det amerikanske, og diktere, hvad landets Kongres må og ikke må?

»Fremragende«, sagde Lyndon LaRouche. »Vi bør udbrede dette internationalt.«

Præsident Fernandez advarede, med rette, om, at disse imperiekræfter endda kunne gå så langt som til at arrestere eller myrde hende.

»Hvis de vil skabe et permanent, blodigt spørgsmål, er det sådan, de kan gøre det«, lød LaRouches respons. »Det er sådan, de vil tabe kampen. De vil gå ned; det kan ikke stoppes. Dommerne og de, som er involveret, vil blive hårdt straffet, fordi de begår en forbrydelse, et bedrageri. Og den kendsgerning, at de begår bedrageri i den amerikanske regerings navn, gør det ikke til et mindre bedrageri. Disse fjolser begår stadig denne løgn, dette bedrageri. Selve den påstand, at disse dommere skulle have nogen jurisdiktion [i denne sag], er i sig selv et bedrageri. Det ene bedrageri, som tager det næste med sig. Og det værste ved disse dommere er, at de er ’uspiselige’. Man ville ikke ønske at ’spise’ dem, selv om de var ’spiselige’!«

På en anden, relateret front er det blevet meget klart, at Obamas kampagne med luftkrig »mod ISIS« er fuldstændig mislykket. ISIS har igen jaget den irakiske hær på flugt vest for Bagdad to gange i den forløbne uge, på trods af bombningen, og står for at indtage den vigtige by Kobane i Syrien på grænsen til Tyrkiet, med tyrkisk meddelagtighed, på trods af, at de amerikanske og britiske bombetogter har sigte på angriberne. Nogle af årsagerne er helt åbenbare, andre mindre åbenbare, men denne skarpe fiasko, som kun vil blive værre, viser atter engang, at Bagdad ikke kan forsvares under den aktuelle politik, som seniorveteran-efterretningsmanden Pat Lang antydede på sin webside i dag.

»Dette flytter konflikten meget tæt på Rusland; det er implikationen heraf«, sagde LaRouche.

Og dernæst:

»Dette er Obama, uanset forklædningen«, fortsatte LaRouche. »Han er den, der har udtænkt det; han har ansvaret, uanset det lyssky dække, denne gang. Dette er hans plan; han var specifik, ligesom hans udenrigsminister. Takket være Obama er der INGEN effektiv styrke imod ISIS.«

Idet han gik over til et bredere fokus, sagde LaRouche,

»At bringe de nødvendige kræfter sammen her på Jorden, som Kepler gjorde det for Solsystemet: det er den nødvendige politik; det må den være. For USA er ingenting værd, hvis vi ikke gør dette.«

»Det må gøres. Et skridt ud fra ærligt mod af denne art fra USA – for hvis man ikke på et tidspunkt går op imod det, som er deciderede skurkestreger, hvor meget ære har vi så tilbage?«

»Vi må leve op til denne udfordring. Vi må imødegå den på en passende måde. Hvilket i virkeligheden vil sige: på en effektiv måde. Ikke på en skødesløs måde: at gøre sagen klar, punkt for punkt, og fordømme fiaskoerne og fejltagelserne punkt for punkt; og sørge for, at det holder.«

»Det, som [den indiske premierminister] Modi gjorde på Manhattan, er en stor præstation for hele menneskeheden. Der er ingen, der retmæssigt kan klandre ham for dette«, insisterede LaRouche.

Den amerikanske regering og de fleste europæiske regeringer, med samt deres lydige pressetjenester, har i løbet af de seneste uger fokuseret på, at præsident Obama hævder at være i besiddelse af kongelig magt til at føre krig i Irak, Syrien, Ukraine og hvor det i øvrigt passer ham, samt på NATO’s farlige, bombastiske deklamationer om en russisk »invasion« af Ukraine, kombineret med trusler om, at »det internationale samfund« vil svare igen med endnu flere, selvdestruktive sanktioner og en massiv, militær opbygning omkring Ruslands og Kinas grænser.

Download (PDF, Unknown)

30. september 2014 – Den bolivianske præsident Evo Morales talte, i sin tale til FN’s Generalforsamling den 24. september, med navns nævnelse om præsident Barack Obamas »fanatiske« krigsmageri og erklærede, at der må sættes en stopper for gribbefonde-kapitalismen og dennes politik med »krig som svar på krig«, hvis dette skal blive det Fredens Århundrede, som vi behøver.

»Løsningen af alvorlige, sociale uligheder og basale tjenesteydelser, så som vand, elektricitet, telekommunikation, basal sanitet i tillæg til uddannelse og sundhedsvæsen, må være en grundlæggende menneskeret«, erklærede Morales. »Den allestedsnærværende magt, som findes hos ågerkarlebankerne, der profiterer på forbrugerisme og sult, er de såkaldte ’gribbefonde’ udtryk for; de er agenter for finansiel udplyndring, som lever af spekulation og plyndrer udviklingslande ustraffet, stjæler brød fra de fattige, afpresser og svindler, med hjælp fra kapitalismens juridiske systemer.«

»Udryddelse af finansiel kolonialisme« hedder den nødvendige ændring af den internationale, finansielle arkitektur, sagde han. Uden at ændre denne arkitektur får vi hverken en afslutning på sult og fattigdom, eller på »den geopolitiske magt, som indehaves af de store magter og selskaber, som fremmer konflikter for at sikre deres imperiale eller neokoloniale interesser.«

USA’s invasion af Irak, baseret på en løgn, er det, der »førte til en terrorgruppe kaldet Islamisk Stat, som har bragt Irak ind i en ny krig, som er en trussel mod hele området«, anklagede han.

»Krig som svar på krig er ikke det samme som fred. Det er en korrupt formel. Det er en formel for død og endeløse konfrontationer. Vi må løse de strukturelle årsager til krig: marginalisering, fattigdom, manglen på muligheder, kulturelle, politiske og sociale deportationer, territoriel udnyttelse og udplyndring, nådesløs kapitalisme og overnationale interessers diktatur.«

»Hvert år hører vi fra hr. Obama den samme krigstale, den samme, arrogante tale og trusler mod verdens folkeslag. Dette er også en tale om fanatisk ekstremisme …«

»Dette er Fredens Århundrede, men en fred baseret på suverænitet, på folkenes frihed og ikke det frie markeds frihed. Dette er århundredet for enighed om frihed og liv og fred, ikke enighed om frihed til at handle med liv. Der bliver ingen harmoni, hvis imperiernes og deres fornyede kolonialismes arrogance forfølger, fængsler og myrder mennesker, kulturer og verdens befolkninger …«

»Finanssektorens imperium, markedernes imperium og våbenindustriens imperium må ophøre at eksistere for at bane vejen for Livets visdom og Livet i fred og harmoni.«

Billede: Evo Morales taler i FN

Den Nye Silkevej betyder et skift, væk fra nationers og grupper af nationers geopolitiske interesser, og fokuserer på menneskehedens fælles interesser. Det sætter fokus på spørgsmålet om, ikke, hvad der er min fordel i dette eller hint område, men derimod, hvor vil menneskeheden være om 100 år fra i dag, eller endda om 10.000 år fra i dag? Den Nye Silkevej vil blive til en Verdenslandbro, som vil forene og forbinde alle nationer og kulturer til ét, en menneskehed. Det vil, som præsident Xi Jinping sagde, inkludere hele menneskeheden og vil frembringe menneskehedens sande identitet som universets kreative art.

______________________________________________

Den Nye Silkevej, som den blev præsenteret af Xi Jinping for et år siden, og som den har udviklet et momentum gennem BRIKS-topmødet i juli måned i Brasilien, efterfulgt af topmødet mellem BRIKS og statsoverhovederne fra de sydamerikanske lande den næste dag, har allerede forandret verden. Som et resultat af denne Nye Silkevejs-dynamik er der indgået aftaler om flere store projekter i hele verden, for eksempel den anden Panamakanal igennem Nicaragua, en transkontinental jernbane fra Brasilien til Peru, og flere aftaler om samarbejde om atomkraft mellem forskellige nationer.

Der er en pludselig eksplosion af optimisme, hvor lande vover at hævde deres suverænitet og begynde at virkeliggøre projekter, som har ligget på hylden i årtier, men som har været modvirket som følge af de betingelser, som de internationale finansinstitutioner har stillet. Denne eksplosion kommer selv fra lande, som endnu ikke formelt er en del af BRIKS eller Silkevejen, som f.eks. Egypten, som har indledt et spektakulært program med national, økonomisk opbygning, eller Argentina, som modigt har modstået et forsøg på angreb fra gribbefondenes side.

Der er en ny, kulturelt set totalt optimistisk opfattelse af egen identitet hos en større del af menneskeheden, baseret på idéen om menneskeheden som den eneste kendte, kreative art, en art, som kan tænke og gøre ting, den aldrig før har gjort. Der er også begyndelsen til en ny finansiel arkitektur, såsom den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, den Nye Udviklingsbank, samt tilhørende valutareservefonde for at forsvare lande imod spekulative angreb. Kinesiske eksperter understreger, at disse nye banker ikke skal erstatte IMF, Verdensbanken eller den Asiatiske Udviklingsbank, men at de er et supplement til disse.

Hvis perspektivet om Den nye Silkevej skal lykkes, må flere udfordringer og lektioner fra de seneste 23 år behandles. Da Sovjetunionen gik i opløsning i 1991, og Jerntæppet mellem Øst og Vest faldt, foreslog Schiller Instituttet Den eurasiske Landbro som idéen om at forbinde Europas befolknings- og industricentre med Asiens gennem udviklingskorridorer, programmet for Den eurasiske Landbro/Den nye Silkevej. Vi foreslog dette program, som faktisk var tænkt at skulle være en fredsorden for det 21. århundrede, til flere regeringer i Eurasien. Men ulykkeligvis besluttede USA’s og Storbritanniens regering at gå ind for udvidelsen af NATO, som kulminerer i den aktuelle krise med Rusland over Ukraine.

Men så, i 1996, arrangerede den kinesiske regering en meget stor konference i Beijing med titlen, »Den eurasiske Landbro og udviklingen af områderne langs med Den eurasiske Landbro«, med deltagelse af 34 lande, og jeg var en af talerne ved denne konference. Kina erklærede på dette tidspunkt Den eurasiske Landbro som sit strategiske, langfristede perspektiv frem til år 2010, men i stedet for at gå frem ad denne vej, kom forskellige kriser i vejen: Der var Asien-krisen i 1997, for en stor dels vedkommende resultatet af spekulative angreb fra folk som George Soros, og som forårsagede flere asiatiske valutaers sammenbrud. Som en konsekvens var der den russiske GKO-statsbankerot (GKO: russiske kortfristede statsobligationer), såvel som også krisen med LTCM, Long Term Capital Management, i 1998, som midlertidigt blokerede for Silkevejspolitikken.

I 2007 begyndte den globale finanskrise for alvor med nedsmeltningen af det amerikanske, sekundære ejendomsmarked, og dernæst sammenbruddet af Lehman Brothers og AIG i september 2008. Nu er den transatlantiske finanssektor håbløst bankerot og står over for en ny nedsmeltning, som er meget værre end den i 2008. Kendsgerningen er, at for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne er håbløst bankerot. Som topinsidere privat hævder, så er elefanten i værelset den moralske fare; regeringens bail-out (redningspakker) transformerede simpelt hen privat spillegæld til offentlig statsgæld og opmuntrede til dårlig opførsel fra bankernes side og gjorde således alt, for at gøre en fremtidig krise mere sandsynlig og mere alvorlig.

Dette førte til en markant opgivelse af sund og fornuftig bankpraksis. Tidligere ville centralbanker ikke have stillet penge til rådighed for bailouts. Hvis banker ikke kunne inddrive deres lån, måtte de afskrive dem. Nu er skellet mellem forventede og uventede tab forsvundet, banker holder fast i deres dårlige lån, og, hvad værre er, de fortsætter med at handle med dem! Man bekymrer sig ikke om de fremtidige konsekvenser af denne praksis, undtagen forventningen om, at indkomsterne fra handelen fortsat vil vokse.

Under normale omstændigheder ville man sælge dårlige papirer til et reduceret beløb, eller, hvis de bevares i regnskabet, ville de blive regnet for et passiv for banken. Alt dette blev tilsløret af de såkaldte instrumenter fra værktøjskassen, som førte til massive bailouts og kvantitative lempelser fra Federal Reserve, og nu selv Den europæiske Centralbank (ECB), som sænkede deres rentesats, til den i dag er næsten nul, for at gøre det samme. Og som et resultat heraf er boblen vokset, og for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne er vokset med 40 %, og de har flere tvivlsomme aktiver i deres portefølje, eksponeringsrisikoen vokser, og de foregiver alle sammen ikke at se det.

Eksperter i institutionerne, som vicepræsidenten for det amerikanske FDIC (Statens Indskudsgarantifond), Thomas Hoenig, har advaret om, at hvis én af for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne går ned, krakker hele systemet. De udestående derivatkontrakter beløber sig på nuværende tidspunkt til 2 billiarder dollars: Dette beløb kan aldrig blive betalt.

Den eneste måde, hvorpå man kan håndtere dette problem, er på nøjagtig samme måde, som Franklin D. Roosevelt gjorde det i 1933 som svar på den daværende finanskrise: Glass/Steagall-bankopdelingsloven. I den amerikanske Kongres og i Senatet har man fremstillet lovforslag, som i øjeblikket støttes af flere end 80 kongresmedlemmer og 11 senatorer, samt flere end 200 nationale organisationer, og som vil genindføre Glass/Steagall-loven. Min mand, hr. LaRouche, som er den eneste økonom, der har forudsagt denne krise ved hvert eneste relevante skæringspunkt, foreslog fire love, som tilsammen kunne ændre situationen.

For det første må Glass/Steagall-loven, adskillelsen af kommercielle banker og investeringsbanker, omgående genindføres.

For det andet må man vende tilbage til Det amerikanske, økonomiske System, som etableredes af den første finansminister, Alexander Hamilton, som skabte en Nationalbank, hvor den eneste ret til at skabe kredit ligger hos den suveræne regering, og ikke hos private banker.

For det tredje skabelsen af et kreditsystem, hvis kredit udelukkende kun genereres til realøkonomiens fremtidige produktion, men denne realøkonomi må baseres på videnskabelige principper om fysisk økonomi, og ikke til noget andet formål. Og dette må ske i hvert eneste land: Ethvert land må have en Nationalbank, der har suverænitet til at skabe kredit, og som skal finansiere den Nye Silkevejs projekter, og til dette formål må vi have langfristede kreditaftaler blandt de lande, som deltager i den Nye Silkevej, over 20, 30, 40 og 50 år.

Og for det fjerde må der introduceres en videnskabelig drivkraft i økonomien, som fører til højere energigennemstrømningstætheder i produktionsprocessen. I dag vil det sige, at der må være et forceret program for virkeliggørelsen af termonuklear fusionskraft som det næste, absolut nødvendige, højere niveau af energigennemstrømningstæthed.

Det er derfor, at den kinesiske månemission Chang’e-3, Chang’e-4 og Chang’e-5 er af absolut afgørende betydning for menneskehedens fremtidige eksistens; hvorfor gennembruddet med Yutu-robotten, som førte til landingen på Månen sidste december med den hensigt at minere helium-3 på Månen til brug for en fremtidig fusionsøkonomi på Jorden er absolut afgørende for at finde en løsning på den aktuelle krise. For termonuklear fusionskraft, baseret på helium-3, vil ikke alene give menneskeheden energisikkerhed i millioner af år, men Månens helium-3 som basis for brændstof betyder også råmaterialesikkerhed. Fusionsfakkel-teknologien vil forvandle affald til alle slags nye råmaterialer gennem isotop-udskillelse, men også anvendelsen af helium-3 repræsenterer en ny, videnskabelig revolution, eftersom produktet fra fusionsreaktionen ikke er en neutron, som er meget skadelig for reaktormaterialet, men en proton, hvilket betyder, at det kan kontrolleres og styres ved at bruge magnetiske felter, og på denne måde kan det bruges til direkte energikonvertering, som er 70 % effektivt.

Dette vil skabe en fuldstændig ny, økonomisk platform på Jorden, og for propulsiv fremdrift i rummet, som vil muliggøre en konstant acceleration på 1 g og muliggøre rumrejser til Mars og andre himmellegemer. Beherskelsen af fusionskraft baseret på helium-3 vil muliggøre forsvar af planeten imod asteroider, meteoritter, kometer, håndtere Solstorme og lignende ting.

Hvad har alt dette med den Nye Silkevej at gøre? Den Nye Silkevej betyder et skift, væk fra nationers og grupper af nationers geopolitiske interesser, og fokuserer på menneskehedens fælles interesser. Det sætter fokus på spørgsmålet om, ikke, hvad der er min fordel i dette eller hint område, men derimod, hvor vil menneskeheden være om 100 år fra i dag, eller endda om 10.000 år fra i dag? Den Nye Silkevej vil blive til en Verdenslandbro, som vil forene og forbinde alle nationer og kulturer til ét, en menneskehed. Det vil, som præsident Xi Jinping sagde, inkludere hele menneskeheden og vil frembringe menneskehedens sande identitet som universets kreative art.

Foto: Helga Zepp-LaRouche under et besøg i Kina i februar 2014

Den indiske premierminister Narendra Modi udsendte ved afslutningen af sit triumferende besøg i USA et budskab via twitter i denne uge, som ganske enkelt gav udtryk for det hovedbudskab, han bragte til amerikanerne: »Lad os gøre udvikling til en massebevægelse, ligesom Mahatma Gandhi gjorde frihedsbevægelsen til en massebevægelse.« I både sin tale til FN’s Generalforsamling og til 20.000 indisk-amerikanere i Madison Square Garden demonstrerede Modi lederskabsegenskaber, som ikke er set hos valgte, amerikanske, politiske ledere, siden Franklin Roosevelts og John Kennedys død. Modi fortalte stolt tilhørerne, at han er den første, indiske premierminister, som er født efter den britiske kolonitid, og at han »indåndede frihedens luft« fra sit allerførste åndedrag.

Kinas præsident Xi Jinping demonstrerer de samme lederskabsegenskaber, og det er med Kina og Indien alene en tredjedel af menneskeheden, som er på vej fremad. Den russiske præsident Vladimir Putin forbereder sit eget besøg til Indien i december måned, hvor han vil intensivere det trilaterale samarbejde i hjertet af BRIKS-alliancen og sammensmede et nyt paradigme med samarbejde blandt suveræne nationalstater.

Under sit møde med præsident Obama i torsdags gjorde den indiske leder det klart, at han ikke har tænkt sig at give køb på spørgsmålet om fødevaresikkerhed for alle indere. Han er under pres fra folkedrabstilhængerne under anførsel af briterne for at droppe sin afvisning af Verdenshandelsorganisationens (WTO’s) landbrugspolitik, med ukontrolleret frihandel og globaliserede, spekulative markeder. På samme måde går han op imod den farmaceutiske lobby med sin afvisning af at forlade Indiens enestående rolle med fremstilling af generelle medikamenter af høj kvalitet til verdens mest forarmede nationer.

Endnu mens den fulde virkning af premierminister Modis besøg i USA stadig er mærkbar og bliver vurderet, indgav aktivister fra LaRouchePAC i New York City og omkringliggende områder miljøet en yderligere følelse af optimisme og begejstring, et punkt, som Lyndon LaRouche kraftigt understregede under drøftelser med kolleger tirsdag, idet han trak nogle afgørende, universelle principper frem:

»Det er den naturlige samfundsform at skabe en højere tilværelsesform, et højere menneskesamfund, og jeg mener den fulde, eksplosive virkning af dette; og det, vi ser nu i tilfældet med premierminister Modi, vi ser, at det, han gjorde i Manhattan osv., er lige præcis det! Men han var ikke en isoleret skikkelse. Det er pointen – han er ikke bare en mand, der har været heldig og har gjort dette og opnået hint. Nej, det var fuldt ud bevidst! Det finder sted i Kina, fuldt bevidst! Det, der foregår i Rusland, er fuldt bevidst – og prøv ikke at fjerne Rusland fra det her!

»Og derfor er det, vi er i færd med at gøre, at vi tager dele af verden, dele af verdens regeringer, og stykker dem sammen som samarbejdsenheder med det formål at opnå et globalt formål, en virkeliggørelse på globalt plan … Det, vi derfor har gjort generelt, gennem videnskab, som jeg definerer det, principperne for videnskabelig udvikling, som jeg definerer det, er det, som er afgørende. Og det er evnen til at bringe elementerne for udvikling i Solsystemet sammen og gøre det til en sammenhængende enhed. Og dette er, hvad der definerer menneskehedens natur.«

»Det drejer sig ikke om, hvad nogen ved, ikke om noget, nogen har gjort; det drejer sig om at bringe elementer i Solsystemet sammen, elementer, som er afgørende, elementer, som gør det muligt at skabe et system inden for Solsystemet, som hidtil ikke har været muligt. Og det er altså grundlaget.«

»Vi er faktisk trællebundet, i princippet, for nu at bruge det korrekte ord, ’trællebundet’. Vi er trællebundet for, i os selv, at give udtryk for de evner, som er givet os i kraft af denne slags mennesker, i kraft af denne form for videnskab. Og det er aldrig tidligere sket på denne måde. Der har før været forsøg på dette, men vi har aldrig virkeliggjort det. Vi er nu i stand til at virkeliggøre det, og vi må komme dertil, hvor vi erkender, at vi vil virkeliggøre det. Vi vil skabe forandringer i Solsystemet, i den måde, hvorpå Solsystemet fungerer, som aldrig tidligere har været mulig.«

»Og det er, hvad det her betyder: Det er, hvad der skete i Manhattan, det er, hvad dette vil sige! Det vil sige at bringe elementer i verden, elementer af menneskelige samfund, sammen, som man aldrig tidligere har været i stand til at bringe sammen.«

Foto: Narendra Modi taler i Madison Square Garden, New York

Download (PDF, Unknown)

– Egypten har bevæget sig afgørende i retning af at tilslutte sig det nye økonomiske paradigme, som er i færd med at fremkomme under BRIKS’ lederskab: Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Valgt sidste juni træder den egyptiske præsident og tidligere øverstbefalende for hæren, Abdel Fattah el-Sisi, nu i sin berømte forgængers, den egyptiske præsident Abdel Gamal Nassers, fodspor, som også var en af grundlæggerne af Den alliancefri Bevægelse, NAM.

Download (PDF, Unknown)

Fysisk økonomi er noget helt unikt for mennesker. Intet dyr har fysisk økonomi som egenskab. Men økonomi har eksisteret lige så længe, som der har været mennesker til, da fysisk økonomi i hovedsagen er forholdet mellem mennesket og naturen, baseret på det, som udelukkende kun mennesket, og intet dyr, har: Evnen til at gøre opdagelser. Eksempelvis opdagelser af grundlæggende principper inden for videnskab.

– I midten af juli måned, mens planeten var ved at blive slået til vrag af de voksende krigsrædsler i det østlige Ukraine, Irak og Gaza, og som følge af en økonomisk depression, forårsaget af det transatlantiske finanssystems dødskramper, samledes statsoverhoveder, repræsenterende halvdelen af menneskeheden, i Brasilien, hvor de tog de første skridt henimod skabelsen af en Ny økonomisk Verdensorden.

Download (PDF, Unknown)

Den amerikanske økonom og statsmand, Lyndon LaRouche, startede en diskussion med LaRouchePAC’s Politiske Komite i dag (29. september) ved at rejse spørgsmålet om den indiske premierminister Narendra Modis afgørende betydning, som nu er i færd med at få en afgørende virkning i USA, og ikke kun blandt indisk-amerikanere. LaRouches emne var lederskab i en periode med økonomisk kollaps, umiddelbart overhængende finanskrise og krig, men hvor en fuldstændig ny og lysende, potentiel fremtid for menneskeheden er blevet skabt i lande i den voksende gruppering omkring BRIKS-nationerne.

»En ny skikkelse på international skala fremstår som en vigtig faktor: Narendra Modi«, sagde LaRouche. »Denne mand har krav på særbehandling, fordi hans rolle, mht. hans rolle i historien, ikke blot Indiens historie, men også den verdensdels historie generelt, som sådan er enestående. Hvis man havde set selv dele af den modtagelse, han har fået, ville man sige, ’Dette er en af de mest bemærkelsesværdige personligheder i moderne politiks historie.’ Han vandt alle mulige former for lovprisning og bifald fra folket, og det var alt sammen meget, meget seriøst, og meget entusiastisk. Men ser man lidt tilbage i tiden, til tidligere perioder i hans nylige historie, ser man, at han var sådan: Han var en skabning, der var skabt til en lederskabsperiode.«

»Og der er andre i samme kategori, som han er relateret til. Der er folk i Rusland … Og i Kina, f.eks.; vi har store ledere i Kina. I nogle af BRIKS-nationerne har vi ligeledes store ledere, som vokser frem …«

»Vi må derfor virkelig forstå, hvad denne mand, Modi, har betydet for os, pga. den rolle, han nu har, og dette er en af de store præstationer … «

Det er især værd at bemærke, at tidl. præsident Bill Clinton har givet udtryk for den samme vurdering af premierminister Modi, i juli måned i Indien, lige efter Modi blev valgt, og igen her ved et møde den 29. sept. mellem Bill og Hillary Clinton og Modi i New York.

»Jeg er henrykt«, sagde tidl. præsident Clinton, »ingen andre en De var i besiddelse af den nødvendige viden og de nødvendige stemmer for at opbygge nationen.«

Henved 40 kongresmedlemmer fra hele USA var til stede under Modis tale i Madison Square Garden, og de udtrykte bagefter en meget stærk lovprisning og støtte til Modi. Bemærkelsesværdigt er også, at den dag, hvor Modi skal mødes med præsident Barack Obama (den 30. sept.), havde en af Indiens store, engelsksprogede aviser, The Hindu, som avisens redaktionelle »leder« en skarp fordømmelse af Obamas politik med permanente krige og »utilsigtet« spredning af terrorisme over hele planeten. Det lederskab, som LaRouche lovpriser, er et lederskab for en ny, global, strategisk politik for fred gennem nationernes forcerede, økonomiske og videnskabelige udvikling.

LaRouche fortsatte, på det »nationale medborgerhus«-møde, som LaRouchePAC’s Politiske Komite havde arrangeret den samme weekend, hvor Modi talte:

»Vi har haft en begivenhed i weekenden, hvor vi fremlagde en beskrivelse af, hvad mulighederne er for Det amerikanske System. Det fremlagde vi. Og jeg tror, at vi i disse weekendbegivenheder satte en milepæl i historien i vores egen ret. Vel ikke helt så imponerende som noget af det, jeg netop har fremstillet, men de var imponerende, fordi vi har sat en historisk faktor på platformen for de største, hidtidige ledere her i USA, nu, som er værd at bemærke … «

»Vi havde den samme form for passion, beslutsomhed, for at skabe en succes … Og derfor tror jeg, det her vil blive – det behøver jeg ikke at fortælle jer, fortælle tilhørerne – men det, der kommer til at ske, er, at vi, ligesom i Madison Square Garden, vil blive præsenteret for … vi vil opleve, at der ud af dette kommer en af de mest mindeværdige oplevelser for det amerikanske folk generelt. Virkningerne bliver vidunderlige.«

Foto: Indiens premierminister Narendra Modi

28. september 2014 – Der findes i øjeblikket to fuldstændig forskellige grupperinger af stater i verden, som på et ganske afgørende punkt adskiller sig fra hinanden: Deres statslederes moralske kvalitet. På BRIKS-landenes og en hel række andre udviklingslandes eller såkaldte fremvoksende landes side finder vi statsoverhoveder, som modigt forsvarer deres befolknings almene vel og derudover forsøger at bringe hele verden ind i en harmonisk, ensartet dynamik. På den anden side præsenterer lederne af det såkaldte »frie Vesten« sig som nådesløse statholdere for bankerne, kasinoøkonomien og en arrogant politik, som ud over at forsvare deres egen magtposition næppe anerkender nogen etisk norm. Hvis den atlantiske verdens borgere ikke af de ensrettede medier blev afskåret fra at danne sig et billede af den parallelverden af stater, som siden BRIKS-staternes topmøde i Brasilien i juli måned har været motiveret af en ligefrem betagende stemning for opbygning, ville en begejstret kulturoptimisme for længst have grebet om sig i Europa og USA. Men det er kun et spørgsmål om ganske kort tid, før disse nyheder fra den Nye Verden ikke mere kan undertrykkes.

Men før dette sker, trues netop denne vestlige verden ikke blot af terrorangreb, som udgår fra IS-grupperingen, Al-Nusra og andre Al-Qaeda-aflæggere, men også af en skærpelse af politistatsmetoder, som faren for terror faktisk er en lejlighed til og et påskud for at indføre. Lyndon LaRouche har netop, i forbindelse med den skandaleombruste, amerikanske justitsminister Eric Holders tilbagetræden, advaret om, at, i USA tyder alt på, at en yderligere skærpelse af politistatsmetoder truer i den nærmeste fremtid, metoder, som allerede blev etableret efter angrebene den 11. september – og at denne skærpelse kan gå så vidt som til etableringen af et fascistisk diktatur, og det ikke alene i USA. Dette må for enhver pris forhindres, og det findes der absolut muligheder for, ikke mindst gennem offentliggørelsen af de 28 sider af den oprindelige rapport fra Kongressens kommission til undersøgelse af 11. september 2001, og som omhandler finansieringen af terroristerne og Saudi Arabiens rolle. Frem for alt må den amerikanske befolkning og verdensoffentligheden blive sig denne fare bevidst.

Den irakiske ministerpræsident Al-Abadi har advaret om, at man, ud fra forhør af tilfangetagne IS-terrorister, som stammer fra USA og Frankrig, kan slutte, at der er planlagt terrorangreb i amerikanske og franske undergrundsbaner.

Udenrigsministeriet i Berlin udstedte på sin side en advarsel om, at der er en forhøjet risiko for tyske borgere i forbindelse med 24 afrikanske, arabiske og asiatiske stater, nemlig de stater, hvor islamiske terrorgrupper er aktive.

Hvor rejsen skal gå hen bliver tydelig i de nye antiterrorlove, som det australske Senat netop har vedtaget, og som gør det praktisk muligt for efterretningstjenesten totalt at udspionere enhver borger og overvåge hele det australske internet, såvel som straffe »ansvarsløse« journalister eller »whistleblowers« med ti års fængsel. Kritikere af denne lov henviser til, at personer under disse omstændigheder aldrig vil få at vide, i forbindelse med hvilke operationer, de skulle have forholdt sig »ansvarsløse«, da disse jo er hemmelige.

I Europa, hvor en opklaring og korrektion af NSA’s, GCHQ’s og formodentlig også BND’s, og andres, totale udspionering af borgerne, under alle omstændigheder stadig lader vente på sig, truer denne nye advarsel om terror med hurtigt at kvæle de skrøbelige små stemmer, som kommer fra oppositionen mod dette Orwellske diktatur. Faren for et fascistisk diktatur under påskud af terrorbekæmpelse er ligeså reel, som faren for, at situationen i Mellemøsten eller situationen omkring NATO’s konfrontation over for Rusland skal føre til Tredje Verdenskrig. Men chancen for, at denne mislykkede politik snart vil blive erstattet af en ny politik, er kæmpestor.

Den bedste indikator for en ny, verdenspolitisk geometri var begivenhederne inden for rammerne af årets FN-Generalforsamling i New York. Alt imens præsident Obama forsøgte at demonstrere »lederskab« med tre, maniske taler – om kampen mod den menneskeskabte klimaforandring, om krigen mod ISIS-terrorismen og om en særdeles forsinket mobilisering imod Ebolakrisen – så demonstrerede statslederne for den nye, økonomiske verdensorden med deres taler, at den intimiderende atmosfære fra den såkaldte Washington-konsensus – ifølge hvilken kun det eksisterer, som behager Wall Street og City of London – er noget, som hører fortiden til. Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi bekendtgjorde efter et separat møde mellem de fem BRIKS-staters udenrigsministre, at deres nationer ville udbygge processen med et forstærket samarbejde inden for politiske, økonomiske og videnskabelige områder, som var blevet aftalt i Fortaleza i Brasilien, og desuden ville udvikle fælles strategier og løsninger for de farligste konflikter i verden.

Den brasilianske præsident Dilma Rousseff gjorde det, i sin åbningstale til Generalforsamlingen, meget klart, hvor rødderne til disse farlige konflikter skal findes, nemlig i Blairs og Obamas totalt mislykkede politik, den såkaldte »Responsibility to Protect«-doktrin (R2P) – ansvar for at beskytte – som har leveret påskuddet til fuldstændigt at tilsidesætte staternes suverænitet, som er forankret i folkeretten. Man havde, sagde hun, i Syriens, Iraks, Libyens, Nordafrikas og Ukraines tilfælde set, at magtanvendelse er fuldstændig uegnet til at fjerne de dybereliggende årsager til konflikterne. Hver ny militærintervention havde, i stedet for at bringe fred, kun forstærket disse konflikter.

Dilma Rousseff sagde endvidere, at NATO i Libyens tilfælde havde misbrugt R2P-konceptet til at gå langt ud over mandatet fra FN’s Sikkerhedsråd og bombardere landet, bevæbne militser og sætte et regimeskift i gang. Dette havde imidlertid kun forstærket terrorismen, styrtet befolkningen ud i et kaos af et utroligt omfang og ført til tortur, kidnapning, voldtægt og ulovlig fængsling og henrettelser. BRIKS-staterne opfatter sig selv som en modpol til den gamle struktur (globaliseringspolitikken), som ikke er i stand til at fjerne de risici, som udgør en fare for hele planeten, sagde hun.

Lige så klar var Argentinas præsident Cristina Fernández de Kirchner i sin tale til FN’s Sikkerhedsråd den 24. september, hvor hun sad kun to pladser fra præsident Obama. Hun henviste til Pave Frans, som har sagt, at Tredje Verdenskrig allerede var begyndt, og at den nuværende politik kun havde haft permanente blodudgydelser til følge. Hun fremhævede den omstændighed, at ligesom Osama Bin Laden, som oprindeligt var uddannet af USA til krigen mod Sovjetunionen, vendte sig mod USA, så snart denne krig var forbi, så slutter de personer, som endnu for et år siden blev fejret og bevæbnet som »frihedskæmpere« i Libyen og Syrien, med det formål at styrte Assadregeringen, sig nu til ISIS-terroristerne som USA’s svorne fjende.

Repræsentanter for BRIKS-staterne fremhævede Egyptens rolle med hensyn til dets succesrige politik for konfliktløsning og præsident al-Sisis lederskab, som på afgørende vis har fremmet fredsprocessen i Mellemøsten, idet han mæglede mellem de palæstinensiske grupperinger og nu traf foranstaltninger til at genopbygge Gazastriben, som blev forvandlet til murbrokker og aske af Israels tæppebombning.

Mange andre deltagere i årets FN-Generalforsamling i New York beretter ligeledes om en totalt forandret stemning, hvor etableringen af en global alliance af stater, hvis regeringer ikke længere er bange for at sige sandheden om Washingtons og Londons mislykkede politik, fylder enhver, som er interesseret i løsninger, med optimisme.

Denne nye gnist kom også til udtryk i en bemærkelsesværdig tale, som den kinesiske præsident Xi Jinping holdt på en konference i anledning af 2565-året for Konfucius’ fødsel. Han understregede, hvor vigtigt det er at pleje den traditionelle, kinesiske kultur, fordi kulturen udgør en nations sjæl. Den fremragende, traditionelle kultur må forbindes med den moderne kultur, således, at der kan opstå noget nyt af det. Det er lige så vigtigt, sagde han, at erkende andre kulturers styrke og væsen for at forstå den kinesiske kulturs værdighed, selvtillid og styrke. Enhver kultur må værne om sin egen tænkning og kultur samtidig med, at den forstår og respekterer andre kulturer.

Dette budskab har desværre endnu ikke nået den tyske regering, fra hvilken man hidtil intet har hørt om Leibniz, Lessing eller Schiller. I stedet for stillede finansminister Schäuble sig til rådighed for en helsides annonce fra gribbefondene og deres lobbygruppe, American Task Force Argentina, hvor han lod sig citere med fjendtlige og faktisk falske udsagn imod Argentina. Dermed har Schäuble stillet sig på deres side, som er skyldige i verdens dystre tilstand. Heldigvis vil deres politiske karriere snart være forbi.

Billede: Dilma Rousseff taler i FN

I en banebrydende begivenhed, som blev transmitteret over hele USA fra Madison Square Garden i New York i dag, viderebragte den indiske præsident Narendra Modi gnisten fra BRIKS’ og dets allierede nationers kamp og opladede USA. En ledende LaRouche-aktivist sagde bagefter, at han havde set »en optimisme ulig noget andet, jeg har set i mit liv. Det var ikke blot hurraråb, selv om det også var der. Særligt de lidt ældre gav udtryk for en dybfølt stolthed i forbindelse med optimisme for fremtiden.« Plakaterne, som han og hans kammerater bar, sagde, »LaRouche byder Modi velkommen til USA«, »Indien er fører for menneskeheden« og »Namaste Mangalyaan«, idet sidstnævnte er navnet på Indiens rumfartøj, som nu er i kredsløb om Mars. På andre skilte fra LaRouche-bevægelsen stod der, »Dette er afslutningen på britisk geopolitik«, og »Det britiske Imperium må afsættes!« Folk var fløjet ind fra hele landet for at pakke Madison Square Garden tæt med 20.000 deltagere; endnu mange flere var samlet udenfor; på Times Square fulgte 1.500 med på en kæmpemæssig fjernsynsskærm, og begivenheder over satellit blev afholdt over hele landet, og også nogle i Indien.

Da Modi i FN havde opfordret til, at G-8, G-20 blev erstattet med »G-Alle«, gav han udtryk for den samme idé, som Helga Zepp-LaRouche fremførte i sin artikel, »Vi behøver en ny, inkluderende sikkerhedsarkitektur for verden.« Den bevægelse, som Narendra Modi repræsenterede i Madison Square Garden, er modgiften mod krig og terrorisme, som Argentinas præsident Cristina Fernandez og Brasiliens præsident Dilma Rousseff understregede i FN for blot en uge siden.

Modi bevægede mange af sine tilhørere dybt; virkningen blev sammenlignet med den virkning, dr. Martin Luther King havde. Modi talte om den »Indiske Drøm«, ligesom Xi Jingping havde talt om den »Kinesiske Drøm.« For mange bragte han, endnu mere end King, tanken hen på Lyndon LaRouches livsværk, som over mange årtier har ført til udviklingen af BRIKS-systemet i dag med dets pludselige morgengry af glødende og berettiget optimisme hos, hvad der rent faktisk er milliarder af mennesker. Denne idé er nu blevet til virkelighed.

Dette er en smitsom indflydelse, som ikke kan stoppes. Det er sådan, Amerika kan reddes.

Foto: Indiens premierminister Narendra Modi taler i Madison Square Garden, New York.

25. september 2014 – Idet hun åbnede FN’s Generalforsamling onsdag, opfordrede den brasilianske præsident Dilma Rousseff verdens ledere til at erkende, at »brugen af magt ikke er i stand til at eliminere de dybereliggende årsager til konflikter«, som det ses i konflikten i Palæstina, Syrien, Irak, Libyen, Sahel og Ukraine.

»Med hver ny militærintervention bevæger vi os ikke mod Fred, men bliver snarere vidne til en forværring af disse konflikter.«

Under sine besvarelser af spørgsmålet rettet til hende fra Pravda.ru i et interview den 22. september, lagde Rousseff vægt på denne advarsel og angreb anvendelsen af »ansvar for at beskytte«-doktrinen for at være et påskud til at intervenere militært. Selv om hun ikke sagde det, så er »R2P« (responsibility to protect), som doktrinen kendes som, navnet på den britiske, imperialistiske slut-med-suverænitet-doktrin, som krigsforbryderen Tony Blair forfægtede.

Rousseff identificerede Libyen som »paradigme-modellen« på denne onde doktrin:

»Konceptet med ’Ansvar for at beskytte’ civile blev af NATO brugt til at retfærdiggøre en militærintervention, som overskred det mandat, der var givet af FN’s Sikkerhedsråd, med bombning af landet, bevæbning af militser og promovering af regimeskift … Det bevæbnede radikale grupper til gavn for terrorisme. Det tjente ikke det libyske folks menneskerettigheder, som på et ufatteligt niveau blev ofre for kaos som resultat af konflikter mellem militser, inklusive tortur, kidnapning, voldtægt, ulovlig fængsling og henrettelser … Landets økonomi forværredes, og derved også et folks materielle vilkår … Det destabiliserede området med udstrømningen af våben og lejesoldater til Sahel-området. Se, hvordan det samme er ved at ske, i varierende grader, i Syrien og Irak.«

Som modsætning til denne doktrin om »stor magt« opstillede Rousseff det samarbejde, som er ved at udvikles sig, mellem BRIKS-nationerne – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika –

»som en stabiliserende pol for verdensordenen, som supplerer de gamle strukturer. Disse strukturer er, som vi ser det hver dag, ikke tilstrækkelige til at imødegå de trusler, som er en fare for enorme områder af planeten, for ikke at sige hele planeten…«

»Den kendsgerning, at BRIKS er sammensat af forskellige lande … er ikke en svaghed, men det er dets mening, selveste det budskab, som BRIKS bringer til verden … På trods af eventuelle meningsforskelle søger vi uophørligt at finde konsensus vedr. de spørgsmål, som vi kun kan løse i fællesskab. At tænke i andre baner, hvor man altid prioriterer en enten-eller tænkemåde, eller en konfronterende tænkemåde, og danner alliancer af lande, som ’ligner hinanden’, er at ignorere historiens lektioner, især dem, som vi fik i de to verdenskrige i forrige århundrede.«

På sidelinjen af FN’s Generalforsamling i denne uge bekræftede BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) fortsat deres nye selvtillid med hensyn til deres rolle i skabelsen af en bedre fremtid for menneskeheden.

I kølvandet på et møde den 25. september mellem BRIKS-landenes udenrigsministre i New York, talte Wang Yi fra Kina til gruppen og meddelte, at de fem nationer vil udvikle fælles strategier og løsninger til at håndtere verdens farligste konflikter, samtidig med, at de vil udvide det økonomiske, kulturelle og videnskabelige samarbejde, som blev fastsat på topmødet i Fortaleza, Brasilien, især gennem lanceringen af den Nye Udviklingsbank.

Gruppen fremhævede Egypten for sin afgørende rolle med hensyn til at fremme fredsprocessen i Mellemøsten ved at mægle en fornyet aftale om enhed blandt de palæstinensiske grupperinger, og ved at planlægge at være vært i fællesskab med Norge for en donorkonference for genopbygning af Gaza i kølvandet på sommerens israelske tæppebombning og invasion ud fra »chok og ærefrygt«-doktrinen (overvældende militærmagt, -red.).

Lige fra den indledende samling af Generalforsamlingen og videre gennem FN’s Sikkerhedsråds særlige samling vedr. truslen fra Islamisk Stat, al-Qaeda og Al Nusra Front, spillede statsoverhoveder fra BRIKS en førende rolle med hensyn til at presse på for et nyt paradigme inden for internationale relationer.

Premierminister Modi

Den indiske premierminister Narendra Modi skal efter planen tale til Generalforsamlingen lørdag morgen, og herefter skal han mødes i weekenden med Bill og Hillary Clinton og dernæst tale på Madison Square Garden, som allerede har helt udsolgt til hans tale, som man så spændt venter på, til det indisk-amerikanske samfund. Tirsdag deltager Modi i en statsmiddag i Det hvide Hus og et topmøde med præsident Obama.

Med justitsminister Eric Holders tilbagetræden bliver Obama mere og mere isoleret og mere og mere desperat. Lyndon LaRouches opråb med en advarsel om, at faren for, at Obama satser på et fuldgyldigt statsdiktatur, kan ikke ignoreres eller undervurderes.

I en lederartikel i dag angreb redaktionen for New York Times Holder og Obamaregeringen for ikke at have retsforfulgt et eneste individ, som er skyldig i at udføre tortur, eller fængsle en eneste bankier i skandalen på det sekundære ejendomsmarked, som næsten udslettede, hvad der var tilbage af den amerikanske økonomi. Holder retsforfulgte, på Obamas vegne, flere ’whistleblowers’ under Loven om Spionage, end alle hans forgængere tilsammen.

Obama ignorerer fortsat de enstemmige krav fra hele sit statsråd og hele generalstaben om, at han skal gå til Kongressen for at få bemyndigelse til den krig, han fører i Irak og Syrien. Den eneste forklaring på Obamas afvisning af at gå til Kongressen under artikel I, sektion 8 i Forfatningen og under Resolutionen om krigsbeføjelser er, at det er hans hensigt at udslette enhver kongresmyndighed og satse på et diktatur. Den krigsplan, som Obama forfølger, og som er i skarp kontrast til formanden for generalstabscheferne, general Martin Dempseys anbefalinger, koster de amerikanske skatteborgere mindst 10 mio. dollars om dagen, iflg. forsvarsminister Chuck Hagel og general Dempsey, som afholdt en pressekonference i Pentagon fredag eftermiddag. CNN’s Fareed Zakaria tilsluttede sig det voksende kor af kritikere af Obamas seneste krig og skrev i Washington Post den 25. september, at ingen sejr over Islamisk Stat vil være mulig uden et åbent samarbejde med Iran og Syrien. Det var kernen i Dempseys oprindelige plan for at besejre IS. I stedet allierer Obama sig med netop de anglo-saudiske kræfter, som var de oprindelige ophavsmænd til IS og al-Qaeda. Obama har ingen planer om virkelig at besejre Islamisk Stat og genoprette stabilitet i området. Han er et redskab i den britiske plan for en permanent konflikt med den islamiske verden.

I skarp kontrast til Obamas forræderi har en gruppe på 126 ledende sunni-gejstlige udstedt et åbent brev til Abu Bakr al-Baghdadi, det nominelle overhoved for Islamisk Stat, et brev, som nådesløst kritiserer hans overgreb mod den islamiske tro. Den lange, teologiske afhandling affattedes af førende, islamiske lærde, inklusive lærde fra Al-Azhar Universitet i Cairo, den ældste skole for islamisk tænkning i verden. Det er værd at bemærke, at ikke en eneste gejstlig fra Saudi Arabien, Qatar eller Kuwait underskrev det åbne brev, som var et dybtgående, teologisk angreb på wahhabisme og Islamisk Stats totale forvrængning af Koranens principper og Hadith.

Det er bydende nødvendigt, at USA vender tilbage til sine historiske rødder og går sammen med BRIKS-nationerne om at smede helt nye rammer for samarbejdet mellem planetens suveræne nationer. Dette begynder med, at Obama omgående fjernes fra embedet – før han gør et endeligt forsøg på at indføre et skinbarligt ondskabens diktatur. Det amerikanske folk foragter denne præsident og ønsker at se nationen genvinde sin engang så stolte arv. Spørgsmålet er, om det amerikanske folk vil reagere i tide på øjeblikkets krav og store muligheder. Disse muligheder vises tydeligst gennem de bestræbelser, som gennemføres af BRIKS-nationerne og de andre nationer som Egypten og Argentina, som har allieret sig og kæmper for det, som afdøde dr. Edward Teller kaldte »menneskehedens fælles mål«.

Da Lyndon LaRouche i dag hørte om Eric Holders (USA’s justitsminister, -red.) tilbagetræden, var hans respons som følger:

 »Spørgsmålet her er, den indlysende pointe er, at Obama, og det, han står for, er ved at overgå til et vilkårligt diktatur over USA og andre. Det er, hvad planen går ud på. Og det er, hvad vi må håndtere. De ved, at de er færdige.

 Derfor søger de at oprette et diktatur i USA og videre endnu. Det er, hvad vi må håndtere.

 Vi kan ikke vente og gradvist forhindre et diktatur. Vi må foregribe et diktatur over USA: det er den lektion, vi må koncentrere os om.

 En hvilken som helst forandring, med hensyn til personstaben, vil ske kollektivt, hvis det sker, som jeg tror, det vil; det vil ske som en generel udskiftning af staben, til et rent diktatur med en virkelig nazi-lignende stab. Ligesom det, vi havde tilbage i tiden, da vi begyndte med hele systemet med J. Edgar Hoover. Så det, vi har i udsigt, er et diktatur i stil med J. Edgar Hoover, men en fuldt udviklet form for diktatur. Det er, hvad vi holder øje med, og det er, hvad vi må forhindre.

 Løsningen er, at vi kan bekæmpe dette: for vi har – i Indien, Kina osv. – vi har kræfter på globalt plan, som er på vores side. Og derfor må vi omgående skride til handling for at forbinde vore kræfter med Kinas og Indiens, osv.: og det er den eneste måde, hvorpå vi kan håndtere det her.

 Og der er ingen små afstemninger, eller små taktikker, som vil afstedkomme noget godt. Der vil ske noget, ligesom det, der skete i Frankrig, under den Franske Revolution. Og det er, hvad vi har kurs mod, når det amerikanske folk bliver vækket i en sådan grad med hensyn til deres kvaliteter og kvantiteter, at de træder i aktion for at forhindre etableringen af et diktatur i USA, selv i den allernærmeste fremtid. Og det er, hvad vi må håndtere. Hvis vi standser det, hvilket vi kan gøre ved andre midler – dvs. ved at skabe flere allierede internationalt – hvis vi gør det, kan vi redde USA, og redde civilisationen. Og hvis vi ikke gør det, mister vi civilisationen.

 Og jeg mener, at vi skal signalere dette vidt og bredt. Det vil i vid udstrækning sige i hvert område af nationen, og bredt sagt med hensyn til befolkningen i hver del af nationen.

 Vi bør ikke forudsige nogen enkeltstående mulighed [dvs. med hensyn til at erstatte Holder]: det, vi har udsigt til, er noget virkelig ondt. Det ultimative onde. Og vi må foregribe det ultimative onde. Vi behøver ikke forsøge at forhandle det ultimative onde. Det er for sent; men vi har hjælp. Vi har kilder til hjælp, og vi må forstå, at det, der foregår i Sydamerika, nogle steder, det, der foregår i Afrika, det, der foregår i Indien og Kina, hvad der foregår i Rusland: alle disse ting er vigtige elementer, som kan redde USA’s eksistens som system.

 Det, man må gøre, er at sige, ’Vær ikke dumme.’ Faren er, at det politiske skift, med hensyn til den amerikanske regering, er en plan for at etablere et diktatur i USA. Og I, borgere i USA, gør klogt i at komme på forkant med det her, og handle for at forhindre det. Og det første, som I skal have smidt ud, er præsidenten. Han er det primære affald, som skal fjernes.

Dette er en plan for et verdensomspændende tyranni. Dette handler om et terrorregime på globalt plan, inklusive, især, i USA. Hvis vi ikke vælter Obama nu, vil vi få folkemord i USA, under et diktatur. Det er situationen.

 Vi har en begrænset tidsperiode, et begrænset tidsforløb, i hvilket vi kan forhindre et diktatur af værste slags, i og uden for USA. Vi har meget lidt tid til at mobilisere os, og mobilisere vores nations borgeres sind.

 Alle beviserne er der, man skal bare kigge efter dem. Og den måde, hvorpå folk ikke kigger efter det, skyldes den kendsgerning, at de antager, at der er en vis fare af en art, som de ønsker at hæge om, skal vi sige, som en mulighed, og i deres hægen af denne mulighed mister de overblikket over det monster, som er på vej ned over dem. Vi må advare befolkningen om den umiddelbare trussel fra deres system.

 Dette må vi gøre klart og sige ’Hold op med at være dumme. Er I ikke klar over, hvad det er, der er på vej ned over jer? Ved I ikke, at I må gøre noget ved det her nu? Ved I ikke, at I må mobilisere kræfterne i USA for at få USA’s befolkning til at forsvare selveste deres eksistens som en fri nation – at de befinder sig på randen af faktisk at miste enhver frihed i USA.’ Og de forsøger at udglatte vejen til en mere komfortabel løsning, som de ikke vil finde. Vi må foregribe situationen, vi kan ikke følge denne tendens.

 Der er en anden faktor i det her, som man må tage i betragtning:

Vi har Kina. Kina er en af planetens største nationer. Det er det nu. Ikke blot en betydelig nation med hensyn til befolkning, men landet er også en betydelig nation med hensyn til udvikling. Så er der tilfældet Indien. Indien er i den seneste periode pludselig vokset som magt, i meget stor stil. Det vil blive meget vigtigt. Og man vil opdage, at der er en mulighed for, at nogle af disse nationer, som er meget betydelige nationer med hensyn til deres magt, vil slå sig sammen, og de vil se faren for en nazi-lignende organisation i USA, forsøget på at skabe dette. Det vil de se, og de vil handle for at forhindre det. Vores opgave er at erkende, at dette er situationen, og det er der, vi må placere os. Det vil ryste fascisterne noget, udfordre dem, eller sådan noget.

 Vi ser, at Kina nu tager initiativer imod dette tyranni, som er på vej ned over mange nationer. Der foregår noget tilsvarende i andre nationer.

 Rusland er faktisk meget betydningsfuld. Det har svagheder i sin struktur på grund af sin isolation, på visse områder; men man vil opdage, at Kina, Indien, andre asiatiske og eurasiske lande, og nogle andre dele af verden, der stadig har mod, som f.eks. i Europa eller Sydamerika:

Disse lande vil kæmpe, hvis de opmuntres. Og vi må opmuntre disse mennesker ved at gøre det klart, hvad planen er, hvad mulighederne er. Det er dér, vi kommer ind i billedet. Vi kommer ikke ind i billedet på basis af store styrker. Vi må først og fremmest tænke meget, meget klart, og meget, meget intelligent. Vi må overliste sjoverne, kort og godt.«

Den argentinske præsident Cristina Fernandez de Kirchner taler i FN

24. september 2014 – I sin tale i dag på FN’s Generalforsamling, som blev afbrudt flere gange af bifald, takkede præsident Cristina Fernandez de Kirchner denne organisation for sin overvældende støtte til Argentinas kamp mod de rovgriske gribbefonde, og fordømte sidstnævnte som »finansielle og økonomiske terrorister«, som destabiliserer økonomier og skaber »sult, fattigdom og elendighed« som et resultat af deres tøjlesløse spekulation.

Fernandez understregede, at alt imens hendes nation er blevet udset til offer af gribbefondene, som handler for at destabilisere økonomien gennem rygter, løgne og bagtalelse, så når deres rækkevidde langt ud over Argentina. Argentina foreslog en resolution i FN’s Generalforsamling, som opfordrer til skabelsen af en international konvention for at regulere omstruktureringer af statsgæld og gøre dem immune over for gribbene, for at sikre, at »intet andet land behøver at lide, hvad Argentina har lidt«, sagde hun og modtog bifald.

Økonomisk og finansiel stabilitet, som »angriber økonomiske og sociale uligheder blandt lande og inden for individuelle samfund«, sagde Fernandez, »er også en modgift mod de terrorister«, som i dag rekrutterer forarmede og desperate unge mennesker i nationer i Mellemøsten.

Etableringen af et ægte multilateralt system – en reformering af FN’s Sikkerhedsråd og agenturer såsom Valutafonden er presserende nødvendigt, sagde hun – ville være et stort skridt fremad mod håndteringen af de fleste af verdens problemer i dag, hvad enten disse er spørgsmål om økonomi, politik eller krig og fred, sikkerhed og terrorisme. Udelukkende en proces, som er sanktioneret af FN, og som skal regulere omstruktureringer af statsgæld, advarede hun, kan forhindre en dommer som New York-dommer Thomas Griesa i at gøre, hvad der passer ham.

Præsident Fernandez henviste til sit venskab med sin »landsmand«, Pave Frans, som hun netop havde mødt i Rom den forudgående lørdag, og påpegede hans store lederskab, ikke blot i religiøs forstand, men også som en fortaler for fred. »Mellem de økonomiske gribbe og krigshøgene, har vi brug for flere duer i verden«, sagde hun. »Man kan ikke bekæmpe terrorisme ved at slå på krigstrommerne.«

Idet hun uddybede spørgsmålet om terrorisme, rejse Fernandez nogle skarpe spørgsmål, hvor hun satte fokus på uoverensstemmelserne i den måde, hvorpå verdensledere, især USA, håndterer terrorisme. Etiketterne for, hvem, der er »frænde«, og hvem, der er »fjende«, skifter hele tiden, anklagede hun. Sidste år lød der krav om at invadere lande – Syrien – mens der i dag er et samarbejde med denne regering om at bekæmpe ISIS. Og de »frihedskæmpere«, som så højlydt blev lovprist sidste år, tilhører nu ISIS. Først var det al-Qaeda og Taliban. Det arabiske forår er snarere blevet til et efterår eller en vinter, sagde hun, og dets »frihedskæmpere« fortjener nu at blive retsforfulgt og fængslet. ISIS er »de nye terrorister, og vi ved ikke, hvem, der sælger dem våben, hvem, der sælger dem olie. De kontrollerer medieressourcer, som er rent ud sagt cinemagrafiske.« Regeringer, som har efterretningskapaciteter, der er langt mere sofistikerede end Argentinas, bør begynde at besvare disse spørgsmål, sagde hun.

24. september 2014 – I en hovedtale ved ’Den internationale konference i anledning af 2565-året for Konfucius’ fødsel’ og det Internationale Konfucius-selskabs femte kongres, opfordrede præsident Xi Jinping til en dialog mellem kulturer.

»Kultur er en nations sjæl«, sagde præsident Xi. Hvis et land eller en nation ikke værner om sin tankegang og kultur, hvis de mister deres sjæl, uanset, hvilket land eller hvilken nation, det er, så vil det ikke være i stand til at holde stand«, sagde han. »Lande må værdsætte og bevare deres egen tænkning og kultur, samtidig med, at de erkender og respekterer andre«, sagde Xi. Individuelle måder at tænke på er specielle på hver deres forskellige måde, og der er ingen kultur eller tænkning, som er andre overlegen«, sagde præsident Xi. Og uanset deres størrelse og styrke fortjener alle landes tænkning og kultur at blive anerkendt og respekteret.«

»Alle lande og nationer bør lære af og trække på styrken og essensen af andres ideologi og kultur. Dette er en vigtig betingelse for at opmuntre den oprindelige kulturs og ideologis værdighed, tillid og styrke«, sagde han, mens han understregede, at enhver nation bør værdsætte sin egen ideologi og kultur.« Enhver form for civilisation, uanset hvilket land eller hvilken nation, den er opstået i, er bevægelig og åben«, sagde Xi og bemærkede, at en sådan bevægelighed er en vigtig regel for spredningen og udviklingen af civilisationer.«

»Kinesisk civilisation er blevet mere rig og farverig gennem udvekslinger med andre og har til gengæld ydet store bidrag til den menneskelige civilisation i historiens løb«, sagde Xi, og nævnte åbningen af den gamle Silkevej og de udenlandske diplomater, som blev sendt til Kina under Tang-dynastiet (618-907), blandt andre udviklinger.«

Konfucianisme opstod i Kina og har længe været en del af den menneskelige civilisation, sagde præsidenten.

22. september 2014 – Tempoet for kontrakter om at bygge nye kernekraftværker fortsætter med at accelerere over hele verden. Det vil sige, verden uden for USA og Europa, med Finland som den noble undtagelse.

I dag underskrev Sydafrika og Ruslands Rosatom en aftale om konstruktion af op til otte kernekraftreaktorer i Sydafrika, til produktion af 9.6 GW elektricitet, en forøgelse på 23 % af den nuværende installerede kapacitet i Sydafrika. Den nuværende kapacitet på 42 GW inkluderer allerede1.8 GW kernekraft, der genereres i Koeberg nord for Cape Town, og gør Sydafrika til det eneste land på det afrikanske kontinent, der i øjeblikket har atomenergi. Rosatom planlægger, at de nye anlæg skal sættes i drift i 2023. Det strategiske partnerskab, der vurderes til $40 -$50 milliarder, blev underskrevet og annonceret på sidelinjen af det Internationale Atomenergiagenturs konference i Wien. Det er sandsynligvis det største regeringsprojekt i Sydafrikas historie. Rusland vil yde et større bidrag til projektets finansiering med et lav-rente lån.

Aftalen inkluderer også partnerskaber for konstruktion af en ny forsøgsreaktor, assistance i udvikling af kernekraftinfrastruktur og træning af specialister på russiske universiteter.

Ved underskrivelsesceremonien sagde Sergei Kiriyenko, direktør for Rosatom »Rosatom er parat til at assistere Sydafrika i skabelsen af en industrikompleks i verdensklasse, fra atombrændstofcyklussens begyndelsesstadie og til design og produktion af udstyr.« Han tilføjede med ITAR-TASS’ ord, at »dette vil tillade Rusland og Sydafrika fremover at udføre fælles projekter i 3. verdens lande. Projektet vil også skabe tusindvis af nye jobs og generere lokale kontrakter til en værdi af op til $10 milliarder.«

Sydafrikas energiminister Tina Joemat-Petterson sagde, »Denne aftale åbner adgangsdøre for Sydafrika til russiske teknologier, finansiering og infrastruktur, og tilvejebringer en egentlig og solid platform for fremtidigt ekstensivt samarbejde.« Ifølge ITAR-TASS’ referat tilføjede hun, at Sydafrika er interesseret i udvikling af fredelig udnyttelse af kerneenergi som aldrig før, som drivkraft for økonomisk vækst.

Sydafrikas øjeblikkelige elektricitetssituation ser så dyster ud, at det har en reservekapacitet på kun 1 %. Som et resultat er der perioder med midlertidigt blackout. Den sydafrikanske regering planlægger at øge reservekapaciteten til 19 % i år 2019 ved at sætte kulfyrede kraftanlæg, der i øjeblikket bliver bygget, i drift.

ITAR-TASS sammenfatter: »Rusland er også parat til at tilvejebringe et lav-rente lån for projektet. Eksperter siger, at det vil tillade Sydafrika at bygge sin egen kernekraft-industri, opnå en lokal produktion af komponenter og materialer på 40-60 %, skabe omkring 30.000 nye jobs og indbringe $16 milliarder i investeringer, som vel som $5 milliarder i statsindtægter.«

Af selskaber, der har udtrykt interesse i at bygge de nye sydafrikanske kernekraftanlæg – Areva og EDF (Frankrig), Toshiba, Westinghouse Electric, China Guangdong Nuclear Power, Korea Electric Power og Rosatom, kunne alene Rosatom tilbyde at støtte projektet med lempelig finansiering. Rosatom har i øjeblikket projekter for kernekraftværker i flere andre lande, inklusive Indien, Kina, Vietnam, Tyrkiet og Ungarn.

22. september 2014 – I en tale i dag, ved samme 58. Generelle Konference i det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), hvor Sydafrika og Rusland underskrev deres atomaftale, meddelte Argentinas planlægningsminister Julio De Vido, at hans regering vil investere $31 milliarder i kernekraft-sektoren over de næste 10 år. Han præsenterede et spændende oveblik over, hvad Argentina har fuldført siden 2006, inklusive $11 milliarder i investeringer og træning af 5.220 atomkraftspecialister, rapporterede Telam-nyhedsbureauet i dag.

De Vido holdt bilaterale møder med energiministre fra Rusland og Kina, begge vigtige BRIKS-allierede, så vel som Algeriet og USA, for at diskutere samarbejde om kernekraft. Argentina og Kina – Kina har vundet kontrakten om at bygge Argentinas fjerde atomreaktor Atucha III – havde på konferencen en fælles projektudstilling, der skabte en del begejstring.

Sergei Kiriyenko, chefen for Ruslands Rosatom-agentur, mødtes med De Vido, hvorefter den argentinske minister understregede, at som en opfølgning af juli-mødet mellem præsident Cristina Fernandez og den russiske præsident Vladimir Putin »må vi fortsætte vores arbejds-dagsorden, som vore præsidenter udstak for os, for at uddybe og udvikle fælles initiativer for kernekraft«. Kiryenko tilføjede, at atomart samarbejde mellem Rusland og Argentina »er et strategisk mål.«

Hvor efterlader dette USA? Ved sit møde med USA’s energisekretær Ernest Moniz, rapporterede Tiempo Argentino i dag, sagde De Vido, at han vil fortælle Moniz, at på grund af New York-dommer Thomas Griesas sindssyge afgørelse imod Argentina, står amerikanske firmaer, der ønsker at investere i kernekraft, i en meget ugunstig position, idet de, ulig partnerne Rusland og Kina, ikke tilbyder finansiering.

Idet han pegede på aftaler signeret med Kina, understregede De Vido, at »vi er ikke så finansielt isolerede, som de gerne vil have, man skal tro.« Men takket være Griesa »har amerikanere et apokalyptisk syn på Argentina«, sagde han, »der begrænser deres konkurrencedygtighed.« Westinghouse, der byder ind på en kontrakt om at bygge Argentinas femte reaktor, vil ikke drage fordel af denne situation, sagde han. Med reference til aftalen mellem stats-oliefirmaet YPF og argentinske Chevron om at udvikle den gigantiske Vaca Muerta skifergas- og oliereservoir, i hvilket Chevron investerer et heftigt beløb, foreslog De Vido, at andre amerikanske selskaber studerer denne aftale, og tilslutter sig.

22. september 2014 (Nouvelle Solidarité) – Den 10. september advarede Dominique Maillard, chefen for Netværks- og Elektricitetsafdelingen (RTE) af Electricité de France (EDF), der står for el-distribution, om, at elforsyningen kunne blive utilstrækkelig i den kommende periode. I det mindste hvert tiende år kræver en hård vinter, som den, der imødeses i 2016, en ekstra margin for at kunne klare efterspørgslen. RTE’s job er at regulere forsyningen og efterspørgslen. Mens efterspørgslen har været mere eller mindre stabil, er det forsyningen, der er problemet, sagde Maillard. Den tidlige nedlukning af kernekraftstationen i Fessenheim med udgangen af 2014 vil reducere forsyningen med 1800 MW, og ny europæisk lovgivning vil tvinge EDF til at lukke adskillelige af de kul- og gasfyrede kraftværker.

Adspurgt af l’Usine Nouvelle, ringede også chefen for Atomenergikommissionen (CEA) Bernard Bigot med alarmklokken:

»Hvis Frankrig ønsker at opretholde sin uafhængighed af olie og gas, og dække 50 % af sin elektricitets-produktion med kernekraft, som besluttet af præsidenten (Holland besluttede at behage de grønne ved at reducere kernekraft-andelen fro 78 % til kun 50 %, -red.), er vi nødt til at lancere konstruktionen af 35 reaktorer. Vi kan ikke forvente, at de nuværende reaktorers livscyklussen vil række ud over 55-60 år. I år 2050-2055 vil alle reaktorer, der i øjeblikket opererer, være lukket ned. Derfor må og skal vi påbegynde konstruktionen, inden de lukker, især, fordi det tager 8-10 år at bygge et anlæg og tilslutte det til el-nettet. I Frankrig byggede vi mellem 1973 og 1990 tre til fire reaktorer om året, og dette skabte vores produktionskapacitet. I dag vil det være fornuftigt og passende at planlægge en ny reaktor om året. Udfordringen er at have en energipolitik, ikke for de næste fem år, men for de kommende 50 år. Det var den tilgang, vi havde til kernekraft i 1970’erne, hvor rigelig og billig energi var en af betingelserne for fremskridt.«

Med hensyn til næste-generations reaktorer understregede Bigot, at det er påkrævet før 2050 at erstatte de nuværende trykvandsreaktorer med tredje-generations EPR’s og at have en eller to hurtige fødere, der tillader brug af plutonium som brændstof.

»Dette ville tillade os et perspektiv, ikke for de næste 50 år, men for de næste 8.000 år!«