Med formand Tom Gillesberg

»Velkommen til det fortsatte drama, hvor vi forhåbentlig er i gang med at skrive nye, meget mere spændende kapitler i menneskehedens historie; specielt på baggrund af det meget succesrige møde, der fandt sted i fredags mellem Donald Trump og Vladimir Putin, [i] kulissen af et ellers rimelig forfærdeligt G20-topmøde, der fandt sted i Hamborg. At rammerne for G20-topmødet var frygteligt, når det blev holdt i Tyskland, var ikke særlig overraskende. Der var ligesom blevet lagt op til – lang tid forinden, det sidste år, har man i Tyskland ikke snakket om andet, end at, nu skulle man få klimapolitikken tilbage på dagsordenen; det her skulle være mødet, hvor vi ligesom skulle re-fokusere, komme væk fra det her med diskussion om økonomi og udvikling og alt det her pjat, som Kina snakker om, og så komme tilbage til det, der virkelig betyder noget, nemlig, hvorledes vi kan få lagt skatter og afgifter på og reduceret menneskets aktiviteter her på jorden, således, at vi kan mindske mængden af CO₂ i atmosfæren; ja, ikke menneskemængden af CO₂ i atmosfæren, for det har vi mennesker jo ikke rigtig magt til at gøre måske; men i hvert fald måske reducere den menneskelige udledning af CO₂ med en eller anden brøkdel, og på den måde, håber vi, måske påvirke Jordens klima om hundrede år. Som jo er hele denne klimadagsorden, som har fyldt ufattelig meget, og som det jo var meningen skulle overtage alt her ved COP15-mødet her i København i 2009, og det skete heldigvis ikke. Og vi her på kontoret er meget stolte af, at vi var meget aktive desangående; at vi stod ude i bitter kulde foran Bellacentret og uddelte flyveblade i hobetal om, at det, klimadagsordenen drejede sig om, det var ikke at forbedre Jordens klima; det var at reducere antallet af mennesker her på Jorden. At det her var god, gammeldags malthusiansk politik; at man brugte CO₂ som en undskyldning for at sige, at vi skulle begrænse den menneskelige aktivitet her på Jorden; at vi skulle forhindre udvikling … «

Hør mere:

Video 2. del:

Lyd:

Som mange deltagere i og iagttagere af verdensbegivenhederne for længst har opdaget, så er størstedelen af de gængse nyheder »fake news«, der primært har til formål at aflede opmærksomheden fra de store problemer, som verden står overfor, og frem for alt de løsninger, der findes til dem: Det nye paradigme, som LaRouche-bevægelsen og Schiller Instituttet har kæmpet for i næsten et halvt århundrede, og som Kina med russisk og international opbakning har præsenteret som Bælte & Vej Initiativet. Med Trumps succesrige møde med Putin ved G20-topmødet i Hamborg er muligheden for en aktiv amerikansk deltagelse i dette russisk-kinesiske samarbejde for fred ved at blive en reel mulighed. Den manglende dækning af disse revolutionerende begivenheder kan dette nyhedsbrev forhåbentlig være med til at råde bod på – inklusiv nyheden om den danske støtte til Bælte & Vej Initiativet, som Karen Ellemann udtrykte på statsministerens vegne (se bagsiden) ved den historiske konference i Beijing den 14.- 15. maj, og som de danske medier har forbigået i tavshed.

Download (PDF, Unknown)

11. juli, 2017 – Moskva og Washington udfører nu de aftaler, der blev indgået mellem præsidenterne Donald Trump og Vladimir Putin under deres G20-møde, om at gennemføre deeskaleringszoner i de sydvestlige provinser Daraa, Quneitra og Sweida i Syrien. »Dette samarbejde vil fortsætte i form af at gennemføre de aftaler, der blev vedtaget for det sydvestlige Syrien«, sagde den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov til reportere i går, rapporterer TASS. »Memorandaet af 7. juli, underskrevet af os, amerikanerne og jordanerne, forudser, at der arbejdes på flere detaljer, der vil fastlægge, hvordan disse zoner vil operere i praksis.«

»På trods af det faktum, at en våbenstilstand blev annonceret i går, er der stadig meget at gøre for at sikre den, så vi har meget arbejde foran os«, forklarede Lavrov og sagde, »det er blevet besluttet, at detaljer mht. gennemførelsen af deeskaleringszonerne vil blive aftalt på overvågningscentret, som Rusland, USA og Jordan opretter i Amman, Jordan. Centret vil opretholde direkte kontakter med både regeringsstyrkerne og de bevæbnede oppositionsenheder.«

»Rusland vil fortsætte med at bruge sin militære tilstedeværelse i Syrien til aktivt at støtte den syriske regering og oppositionen i deres fælles kamp imod terroristgrupper, idet vi især vil bruge vores flyvevåben, sagde Lavrov. »Jeg forventer, at den succes, der er opnået med hensyn til etableringen af deeskaleringszoner, såvel som også de fremskridt, der blev opnået i Astana mht. tre andre deeskaleringszoner, vil hjælpe os med at bekæmpe terrorister mere effektivt.«

»Vi er tæt på at nå frem til en endelig aftale om zonerne i Homs og det østlige Ghouta, alt imens der stadig foregår forhandlinger om den nordlige zone, der planlægges oprettet i Idlib-området«, bekræftede Lavrov.

Leder fra LaRouche PAC, 10. juli, 2017 – Præsident Trumps historiske møder med præsident Putin, og dernæst med præsident Xi Jinping, på sidelinjerne af G20-mødet i Hamborg, har igangsat en ny, politisk kraft i verden – ikke en geopolitisk kraft, der påtvinger sig andre, men en kraft for det gode, for at bringe nationer sammen med det formål at fremme deres fælles menneskehed. Alt imens Trump og Putin nu arbejder sammen for at gøre en ende på terroristernes opstand i Syrien, og potentielt i hele Mellemøsten, så har Trump og Xi Jinping atter helliget sig til samarbejde internationalt, som en del af den Nye Silkevej.

Dette ses på med rædsel af fredens fjender, der befinder sig i en tilstand af panik for at sabotere den »nye detente« (som en ekspert udtrykte det) mellem USA og Rusland. Den korrupte, tidligere CIA-chef John Brennan skældte ud og sagde, at Trumps bekendtgørelse af, at han var beæret over at møde præsident Putin, var en »uhæderlig ting at sige«. Nikki Haley sagde, på trods af, at hun blev udnævnt af Trump til permanent repræsentant i FN, efter Trumps produktive og venskabelige møde med præsident Putin, at »vi kan ikke stole på Rusland, og vi vil aldrig stole på Rusland«.

Aldrig nogensinde? »En sådan giftighed er sindssygt«, sagde Helga Zepp-LaRouche i dag under en telefonkonference med medlemmer af EIR’s efterretningsteam. »Vi må indlede en dialog mellem kulturer. Hvert land er en enhed, med et sprog og en kultur. Det er måske ikke perfekt, men det består af mennesker, der tilsammen udgør menneskeheden.« At sige, at vi aldrig vil kunne stole på Rusland, tilføjede hun, »er værre end KKK’s insisteren på, at sorte mennesker aldrig bør få politiske rettigheder. Hver nation har en historie, med perioder med udvikling og perioder med forfald, men nationer består af mennesker«.

Trump, sagde hun, »har vist, at man kan tale med folk, både i USA og i andre nationer, på en måde, hvor de ikke føler, de bliver løbet over ende. Vi befinder os nu i en situation, hvor vi kan kæmpe for menneskeheden som helhed«. Den Amerikansk-kinesiske Omfattende Økonomiske Dialog, der efter planen skal mødes den 19. juli for at drøfte resultaterne af »100-dages planen«, der blev igangsat af Trump og Xi på topmødet den 6. april på Mar-a-Lago, »kan demonstrere, hvordan en ny, økonomisk virkelighed kan se ud internationalt«, sagde Zepp-LaRouche.

Der er uden for enhver tvivl en bølge af vrede i USA over forsøget på at vælte præsident Trump og den russofobi, der er kernen i denne indsats. Denne vrede kan og må vendes til optimisme, baseret på den kendsgerning, at det nye samarbejde mellem Rusland, Kina og USA giver en basis for at bringe USA tilbage til dets historiske rolle som et »Håbets bæger« for verden snarere end dets rolle under Bush og Obama som et redskab for Wall Streets nedskæringspolitik og britisk neokolonialistisk krigsførelse.

Lyndon LaRouche sagde i samme telefonkonference i dag, at, for at bringe dette til at bære frugt, må der være en national bevægelse, en organiseret proces, der kan adressere det igangværende sammenbrud af nationens finansielle institutioner og nationens forfaldne infrastruktur. I dag, 10. juli, er Dag Ét af »Helvedessommeren«, som New Yorks guvernør Cuomo kaldte det, med afsnit af jernbaneknudepunktet på Penn Station for regionale tog, og New Yorks undergrundsbane, der bliver lukket ned for reparationer, der er gået langt over tiden, og bevirker endnu større kaos end det, der er blevet det normale forløb, med afsporinger, forsinkelser og sammenbrud i hele systemet. Kun en fremgangsmåde i den Nye Silkevejs ånd for at genopbygge New Yorks transportsystem og anden, forfalden infrastruktur i New York og andre amerikanske byer, kan vende kaskaden af kollaps, der nu finder sted i hele nationen.

Det nødvendige program forklares i LaRouches Fire Love: Glass-Steagall, nationalbankpraksis, dirigeret kredit til den fysiske økonomi og den nødvendige drivkraft i form af videnskab, centeret omkring fusionskraft og rumprogrammet. Forsvaret af Trumps præsidentskab og konsolideringen af partnerskabet med Rusland og Kina, kræver et sådant nationalt fokus fra mobiliserede borgere.

8. juli, 2017 – Præsidenterne for de to største atommagter i verden, Donald Trump og Vladimir Putin, har holdt deres første, personlige møde inden for rammerne af G20-topmødet i Hamborg, og iflg. udtalelser fra den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson »var der en god kemi« og samtalen var konstruktiv, hvilket også blev understreget af den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov. Og Trump udtalte: »Vi ser frem til mange positive ting, der vil ske for Rusland og USA, og for alle berørte.«

Rent konkret blev der truffet beslutning om en våbenstilstand i Syrien og en ny kommunikationskanal for Ukraine, og der blev bl.a. talt om Nordkorea, terrorisme, cyber-sikkerhed og nye ambassadører. Hvem, der for alt i verden kerer sig om verdensfred, kunne ikke føle sig dybt lettet over dette resultat, der naturligvis må følges op af yderligere samarbejde? Kun hårdkogte krigsmagere og bagtalende redaktører, som dem i Washington Post, kunne ikke skjule deres ærgrelse over, at de to ræve – sagt i al respekt – har udmanøvreret det transatlantiske, neoliberale establishment. For, netop for at forhindre denne form for amerikansk-russisk samarbejde, som Trump havde lovet under sin valgkampagne, havde de britiske og amerikanske efterretningstjenester, hvis poster stadig var besat af folk fra Obama-administrationen, spillet et aftalt spil med eventyret om »Russia-gate«.

Bortset fra dette fremragende møde, viste G20-topmødet i Hamborg atter engang, at den neoliberale globaliserings gamle, økonomiske models skrøbelighed ikke kan skjules ved hjælp af et dekoreret udstillingsvindue. Forbundskansler Merkel havde tydeligvis tænkt sig, at Hamborg skulle være dette udstillingsvindue, som »Verdens Port«, som symbol på den globale frihandel.

Og hvad kom der så ud af det? 130 millioner euro til en foranstaltning, hvor ’sherpaerne’ (dvs. regeringers chefforhandlere ved arrangementer såsom G20, -red), i betragtning af den manglende, indholdsmæssige overensstemmelse mellem G20-statslederne, i sidste øjeblik måtte tinge om formuleringen af slutkommunikeet, i hvilket klimaspørgsmålet praktisk talt simpelt hen blev udeladt. Ingen diskussion om, og da slet ingen løsning på, et globalt finanssystem, hvis himmelråbende uretfærdighed gør kløften mellem fattig og rig stadig større, og imod hvilket den fredelige del af demonstranterne protesterede, og hvor en krise, værre end i 2008, hvert øjeblik kunne indtræffe.

Til omkostningerne må man desuden henregne et par millioner til de skader, som de formummede voldsmænd har anrettet – biler i brand, smadrede butiksruder, plyndrede butikker osv., for slet ikke at tale om lægeudgifter til de over 230 tilskadekomne politibetjente og et ukendt antal yderligere personer. Hvordan kunne det dog komme til en så katastrofal fejlvurdering af sikkerhedssituationen? Indenrigsminister de Maziere havde fyndigt erklæret, at enhver vold ville blive kvalt i fødslen. Det så vi sandelig.

I maj havde Hamborgs indenrigsminister Andy Grote ret så arrogant meddelt: »Det er en chance for, at regeringschefer med en autokratisk, populistisk baggrund forstår, hvordan et levende, demokratisk samfund fungerer, og hvor dybe uoverensstemmelserne er«; »I princippet er det en festival for demokratiet«, og »G20-topmødet bliver også en demonstration af moderne politiarbejde«. Talsmand for regeringen, Steffen Seibert, erklærede ligeledes i 2016, at terrænet opfylder alle »logistiske og sikkerhedstekniske krav« for et G20-topmøde.

Hamborgchefen for det Tyske Politiforbund, Jan Reinecke, giver udelukkende politikken skylden for de talrige tilskadekomne politibetjente og ødelæggelserne i byen: »Hamborg burde aldrig have været åstedet for G20-topmødet.« Det havde han ret i. Det, der tydeligvis var tænkt at være en strålende iscenesættelse for Merkels verdensdiplomati – en ønskeopvisning, der forhindrede en vurdering af sikkerhedssituationen – er gået godt og grundigt galt.

Det er naturligvis et spørgsmål, hvordan det overhovedet kunne komme til en så eklatant fejlvurdering af en del af demonstranternes potentiale for vold. I betragtning af den totale udspionering af verdens befolkning, som udføres af NSA, GCHQ og deres diverse samarbejdsaftaler med BND (den tyske efterretningstjeneste) og andre europæiske tjenester, undrer det dog meget, at politikken i den grad kunne blive fanget på den forkerte fod. Endnu mere aparte er den allerede nævnte indenrigsminister Grotes argument om, at politiet ikke greb ind, da bøllerne i Hamborg-bydelen Schanzenviertel rasede, fordi der var »fare for betjentenes liv og lemmer«. Når staten ikke længere kan sikre sine borgeres sikkerhed, har den mistet magtmonopolet.

Forløbet af dette G20-topmøde burde være en anledning for alle til at reflektere over præmisserne for den aktuelle politik. Kan et nævn som G20 overhovedet frembringe løsningen på denne verdens eksistentielle udfordringer, når de såkaldte ’sherpaer’, i stedet for at blive enige om principper, doktorerer på formuleringer, der skal tapetsere hen over modsætningerne? G20, der blev grundlagt i 1999, har allerede under systemkrisen i 2008 vist sig at være ude af stand til at drage fordel af dette øjeblik til en virkelig reorganisering af det allerede dengang bankerotte finanssystem. I stedet for blev, på G20-topmødet i Washington den 15. november, 2008, sporskiftet indstillet for politikken med den vidunderlige forøgelse af likviditet, der er associeret til al den uretfærdighed, som har befordret den globale revolte imod denne politik – fra Brexit over præsident Trumps valgsejr og til den italienske befolknings nej under folkeafstemningen om forfatningsændringen, og frem til den fredelige del af protesterne mod G20-topmødet.

En helt anden model for samarbejde mellem staterne blev netop for nylig demonstreret på Silkevejs-topmødet, det såkaldte »Bælte & Vej Forum«, der fandt sted i Beijing i maj måned. Her deltog 110 nationer i en konference, hvor grundlaget var det gensidige samarbejde på basis af et win-win-samarbejde om opbygningen af den Nye Silkevej. Dette initiativ har mange aspekter, som f.eks. opbygningen af den internationale infrastruktur, opbygningen af industri og landbrug, samarbejdet om videnskab og forskning, kulturel udveksling og samarbejde omkring rumfart, for nu at nævne de vigtigste områder.

Fordi denne model drejer sig om et samarbejde omkring reelle principper, der tager de gensidige interesser i betragtning og generelt etablerer et højere fornuftsplan, fungerer det på en harmonisk måde. Lykkeligvis er det i færd med at blive gennemført.

Ud over topmødet mellem Trump og Putin, var der en yderligere, potentielt set meget positiv udvikling, der blev synlig under G20-topmødet. Frem for alt den fornyede skærpelse af flygtningekrisen, såvel som også den positive virkning af Kinas omfangsrige investeringer i jernbaner, dæmninger, kraftværker, industriparker og landbrug i Afrika, har åbenbart vækket den erkendelse hos fr. Merkel, at Tyskland må ændre sin politik over for Afrika. Relativt kort tid før topmødet i Hamborg fik alle ministerier besked på at udarbejde nye koncepter for relationerne med Afrika inden for handel og økonomi.

Under mødet mellem præsident Xi og forbundskansler Merkel blev det kinesisk-tyske samarbejde om byggeriet af et vandkraftværk i Angola således annonceret, og Merkel betegnede dette som modellen for lignende samarbejde. Samtidig fandt der i Berlin yderligere et møde sted, med deltagelse af flere ministerier, hvor en intensivering af de fælles, tysk-kinesiske investeringer i Afrika stod på dagsordenen. At dette er et skridt i den rigtige retning, bliver synligt derigennem, at den britiske avis The Economist anser det for nødvendigt at angribe Merkels nye Afrika-politik og at understrege, at hun under ingen omstændigheder skulle være den nye »leder af det frie Vesten«.

For øvrigt gør Washington Posts hysteriske kommentar om mødet mellem Trump og Putin det ikke alene klart, at dette møde virkelig var en succes, men også, at mainstream-medierne virkelig er menneskehedens modstandere.

Selv om G20-topmødet var en katastrofe, så er det dog ikke dårligt alt sammen, og derfor eksisterer der absolut en chance for at virkeliggøre de ting, som G20-topmødet forsømte, og sætte på dagsordenen: Reorganiseringen af det transatlantiske finanssystem gennem vedtagelsen af Glass/Steagall-loven, skabelsen af et nyt kreditsystem i Alexander Hamiltons tradition, såvel som også USA’s og de europæiske nationers samarbejde med den Nye Silkevej – frem for alt omkring den økonomiske opbygning i Sydvestasien og i Afrika.

Foto: Politiet brugte vandkanoner og tåregas mod de voldsomme demonstrationer under G20-topmødet i Hamborg, 7.-8. juli, 2017.

9. juli, 2017 – Den russiske præsident Vladimir Putin besvarede spørgsmål fra journalister ved afslutningen af G20-topmødet i Hamborg, Tyskland. Det følgende er uddrag fra denne ordveksling:

Spørgsmål (SP): Hvordan vurderer De resultaterne af dette møde [med Trump]? … Spurgte hr. Trump Dem direkte om Ruslands indblanding i det amerikanske valg? Kunne De lide ham personligt? Mente De, at I ville komme godt ud af det med hinanden?

Putin: Den amerikanske præsident spurgte mig direkte om dette spørgsmål, og vi drøftede det. Og dette var ikke et enkelt spørgsmål, der var mange, og han gav dette spørgsmål stor opmærksomhed. Ruslands holdning er velkendt, og jeg gentog den. Der er ingen grund til at tro, at Rusland blandede sig i den amerikanske valgproces.

Men det vigtige er, at vi var enige om, at der ikke bør være nogen usikkerhed i denne sfære, især i fremtiden. For øvrigt nævnte jeg under den seneste topmødesamling, at dette direkte vedrører cyberspace, webkilder osv.

Den amerikanske præsident og jeg har aftalt at oprette en arbejdsgruppe og foretage fælles bestræbelser for at overvåge sikkerhed i cyberspace, sikre fuld overholdelse af internationale love inden for dette område og forhindre indblanding i landes interne anliggender. Dette vedrører primært Rusland og USA. Vi er overbevist om, at, hvis det lykkes os at organisere dette arbejde – og jeg er ikke i tvivl om, at det vil lykkes os – vil der ikke komme flere spekulationer over dette spørgsmål.

Med hensyn til personlige relationer, så mener jeg, at de er blevet etableret. Dette er, som jeg ser det: Hr. Trumps image fra Tv er meget anderledes i forhold til den virkelige person; han er en meget nede på jorden og direkte person, og han har en absolut passende holdning til den person, han taler med; han analyserer tingene ret hurtigt og besvarer de spørgsmål, han bliver spurgt om eller nye, der bliver rejst i løbet af diskussionen. Så jeg mener, at, hvis vi opbygger vore relationer i samme ånd som vores møde i går, er der god grund til at mene, at vi vil kunne genoplive, i hvert fald delvist, det niveau af interaktion, som vi har brug for …

SP: For at følge op på et af Deres svar, kunne De venligst sige, om præsident Trump har accepteret Deres afvisning af Ruslands involvering, Ruslands indblanding i det amerikanske valg?

Putin: Jeg gentager, han stillede mange spørgsmål om denne sag. Jeg besvarede alle hans spørgsmål så langt, jeg kunne. Jeg tror, han skrev sig det bag øret og var enig. Men det ville være bedre, hvis I spurgte ham om, hvad han mener om det …

SP: Kunne De blot sige, hvad præsident Trump sagde under jeres møde, da De sagde til ham, at Rusland ikke havde blandet sig i den politiske proces?

Putin: Han begyndte at stille sonderende spørgsmål, han var virkelig interesseret i nogle detaljer. Jeg gav ham ret detaljerede svar så langt, jeg kunne. Jeg fortalte ham om mine dialoger med den foregående administration, inklusive med præsident Obama. Men jeg føler ikke, jeg har ret til at give detaljer om mine samtaler med, lad os sige, præsident Obama; det er ikke accepteret praksis på dette niveau. Jeg mener ikke, det ville være helt passende af mig at give detaljer om vores samtale, med præsident Trump. Han spurgte mig, og jeg svarede ham. Han stillede sonderende spørgsmål, og jeg gav forklaringer. Jeg tror, han var tilfreds med disse svar …

SP: [Om Ukraine]

Putin: Ruslands og Ukraines interesser, det russiske og det ukrainske folks interesser – og jeg er fuldstændig og dybt overbevist om dette – er sammenfaldende. Vore interesser er fuldstændig sammenfaldende. Det eneste, der ikke er sammenfaldende, er de aktuelle, ukrainske myndigheders og visse af Ukraines politiske kredses interesser …

Men desværre mener vore ukrainske kolleger i dag, at dette kan ignoreres. De har kun ét produkt tilbage – russofobi, og de sælger det med succes …

SP: Hvordan vurderer de udsigten til en afgørelse i Syrien? … Har holdningen hos den nye, amerikanske administration over for dette spørgsmål ændret sig eller er blevet mere konstruktivt, især i betragtning af gårsdagens aftale?

Putin: Om Syrien. Jo, vi drøftede dette spørgsmål med næsten alle mine samtalepartnere. Med hensyn til, om den amerikanske holdning har ændret sig eller ej – jeg ville sige, den er blevet mere pragmatisk. De synes ikke at have ændret sig generelt, men der er nu en forståelse af, at, ved at kombinere bestræbelserne, kan vi opnå en masse. Aftalen fra i går om den sydlige deeskaleringszone er klart et resultat af denne forandring. I ved, andre kan reagere, som de vil, men jeg kan fortælle jer, at dette er et af de gennembrud, vi har skabt i vores arbejde med præsident Trump. Dette er et reelt resultat af samarbejde, inklusive med USA … Under alle omstændigheder, så er det faktum, at aktive, militære operationer er ophørt; det faktum, at vi nu drøfter deeskaleringszoner, et enormt skridt fremad … Nu må vi blive enige om de nøjagtige grænser for disse zoner, og hvordan sikkerheden vil blive sikret dér …

SP: [udenrigsminister Tillerson har sagt, Assad ikke kan blive.]

Putin: Hr. Tillerson er en meget anset mand, han fik den russiske Venskabsorden, og vi har stor respekt for ham, og vi synes om ham. Men han er ikke borger i Syrien, og Syriens fremtid, og præsident al-Assads fremtid som en politisk person, må afgøres af det syriske folk.

Leder fra LaRouche PAC, 9. juli, 2017 – G20-mødet, der blev holdt i Hamborg, Tyskland, den 7.-8. juli, frembragte intet, der ligner den form for politiske initiativer, der kræves for at overvinde den dødbringende krise, som konfronterer menneskeheden, og den transatlantiske sektor i særdeleshed. Det adresserede ikke den globale finanskrise, med dens $1,5 billiard store, bankerotte derivatspekulation. Det diskuterede ikke gennemførelsen af en politik for global Glass/Steagall, eller for et kreditsystem i Hamiltons tradition, der alene kan vende de vestlige, fysiske økonomiers dødbringende kollaps, som Lyndon LaRouche endegyldigt har vist i sine Fire Love. Mødet stillede heller ikke spørgsmålet om at erstatte geopolitik og krig med en ny fremgangsmåde inden for globale relationer. Så i denne betydning levede G20-topmødet slet ikke op til det, den burde have opnået.

Alligevel kom der et meget positivt resultat ud af topmødet – ja, faktisk et gennembrud for strategisk fremskridt – for det meste som et resultat af en række bilaterale møder, der skaber historie, på sidelinjerne af topmødet, især det produktive møde mellem den amerikanske præsident Donald Trump og den russiske præsident Vladimir Putin – på trods af alle bestræbelser fra Det britiske Imperiums og dets amerikanske allieredes side på at forsøge at forhindre det i at ske.

Det er sædeles signifikant, at det russiske nyhedsbureau, TASS, valgte at udgive Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouches vurdering mht. mødet mellem de to præsidenter, i en artikel med titlen, »Ekspertvurdering: Det lykkedes ikke antirussisk kampagne i USA at blokere for et succesfuldt møde mellem Putin og Trump«, og som understregede Zepp-LaRouches vurdering, der lød, at de to præsidenter »har overensstemmende synspunkter mht. deres ikke-accept af krige og interventioner og indblanding i andre landes anliggender«.

Enig i Zepp-LaRouches synspunkt, sagde ruslandsekspert og fremtrædende historiker, Stephen Cohen, til Fox Tv, at den overskrift, han ville give Trump-Putin-mødet, er: »En potentielt ny, historisk detente og et anti-koldkrigspartnerskab indledtes af Trump og Putin; imidlertid optrappes bestræbelser på at sabotere det«. Cohen sagde, Trump havde været »politisk modig«, og at »i dag blev vi muligvis vidne til, at præsident Trump voksede frem som en amerikansk statsmand«.

Under en diskussion med medarbejdere i dag mindede Helga Zepp-LaRouche om, at Trump og Kinas Xi Jinping havde holdt et meget succesfuldt møde på Mar-a-Lago tilbage i april måned; og at der umiddelbart forud for G20-topmødet havde været et strategisk møde mellem Xi Jinping og Putin i Moskva, som af begge sider blev karakteriseret som årets vigtigste, diplomatiske begivenhed og beskrev relationen mellem deres to lande som den bedste nogensinde. Nu har der, sagde Zepp-LaRouche, været et meget lovende, første møde mellem Trump og Putin. Så hvis disse tre præsidenter virkelig kan arbejde sammen, vil verden bevæge sig et gigantskridt fremad, og bort fra afgrunden og i stedet i retning af et nyt paradigme.

Der er selvfølgelig meget mere arbejde, der skal gøres. Det britiske Imperium må stadig overvindes. Man kan trygt stole på, at flokken på Wall Street og i City of London – samt deres bydrenge i det Demokratiske Partis Obama-lejr, og også de Republikanske neokonservative – vil gå bersærk over deres mislykkede forsøg på at standse Trump-Putin-topmødet, og vil optrappe deres kampagne for at vælte Trump-administrationen. Der er faren for fremprovokerede krige på utallige scener over hele planeten. Men sejr er i sigte.

Zepp-LaRouche opfordrede den internationale LaRouche-bevægelse til at optrappe kampagnen for at sætte disse spørgsmål på dagsordenen, som G20-topmødet officielt undlod: nemlig LaRouches Fire Love, og at USA og Europa officielt fuldt og helt tilslutter sig Bælte & Vej Initiativet. Få folk til at støtte op omkring os, som kilden til de afgørende ideer, der driver denne udvikling fremad.

Foto: Præsidenterne Trump og Xi på G20-topmødet i Hamborg, Tyskland, 8. juli, 2017. (photo realdonaldtrump/instagram)

9. juli, 2017 – En artikel den 8. juli af TASS-korrespondent Ivan Pilshchikov er helt dedikeret til at præsentere Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouches »ekspertvurdering« af mødet den 7. juli i Hamborg, Tyskland, mellem Putin og Trump. Artiklen, der følger nedenfor i sin helhed, har følgende understregende indledning: »Leder af Schiller Instituttet mener, den russiske og den amerikanske præsident ’har overensstemmende synspunkter mht. deres ikke-accept af krige og interventioner og indblanding i andre landes anliggender’.«

NEW YORK, 8. juli /TASS-korrespondent Ivan Pilshchikov/.

Den russiske præsident Vladimir Putins første møde med sin amerikanske kollega Donald Trump gik ekstremt godt, på trods af den igangværende, anti-russiske kampagne i USA, og det rejser håbet om et faktisk samarbejde mellem Moskva og Washington. Helga Zepp-LaRouche, præsident for det internationale Schiller Institut, der beskæftiger sig med politiske og økonomiske spørgsmål, udtrykte denne mening i en samtale med TASS’ korrespondent.

Et gennembrud i relationer

»Jeg mener, dette er et seriøst gennembrud, i betragtning af situationen gennem de seneste seks måneder«, sagde hun og forklarede, at hun mente den konstruerede skandale i USA, pisket op omkring beskyldninger om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016. Zepp-LaRouche understregede, at medierne og den nye amerikanske leders politiske modstandere havde lanceret disse bestræbelser med ét formål: at gøre det umuligt for Trump at gennemføre sit kampagneløfte om at forbedre relationer med Rusland.

Blandt de vigtigste resultater af mødet pegede lederen af Schiller Instituttet på den opnåede aftale om en våbenstilstand i det sydvestlige Syrien, udnævnelsen af Kurt Volker til USA’s særlige repræsentant mht. Ukraine og udvekslingen af synspunkter om Nordkorea, såvel som også udsigterne for samarbejde om terrorbekæmpelse og om cyber-sikkerhed.

»Hvis de to største atommagter begynder at drøfte disse spørgsmål, er det et gigantisk skridt fremad for fredsbevaring«, understregede hun.

Overensstemmende synspunkter

Zepp-LaRouche mener, at mødet fortjener at blive set som positivt for begge sider. »Det havde været bedre, om de var mødtes tilbage i januar. Men det blev udsat pga. denne anti-russiske kampagne i USA«, bemærkede hun. Schiller Institut-præsidenten understregede, at »hvis forståelse på et personligt plan er blevet etableret mellem de to ledere af de to stærkeste atommagter, betyder det, at mødet var meget succesfuldt«.

Hun observerede, at det helt klart fremstår, at Trump og Putin »har overensstemmende synspunkter mht. deres ikke-accept af krige og interventioner, indblanding i andre landes anliggender og organiseringen af ’farvede revolutioner’. De er begge fremragende ledere, på trods af bestræbelserne fra de førende, vestlige mediers side på at fremstille tingene anderledes«, understregede eksperten.

En stor ’Trojka’?

Zepp-LaRouche mener, at der er flere faktorer, der giver grund til håb om, at, med Trump i embedet, »vil der blive positivt samarbejde blandt de tre vigtigste lande – Rusland, Kina og USA«. Hun sagde, at dette især indikeres af den amerikanske præsidents positive møder med Putin i Hamborg og med Kinas formand Xi Jinping i april på Trumps Mar-a-Lago ferieresort i Florida.

»Vi kan ikke løse alle nutidens problemer på basis af gamle modeller«, understregede Zepp-LaRouche. Hun bemærkede, at de trilaterale relationer mellem Moskva, Beijing og Washington, inklusive om økonomiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål, kunne blive det »nye paradigme«.

Schiller Instituttet er en del af Lyndon LaRouches internationale bevægelse, der er fortaler for en tilnærmelse mellem USA og Rusland og de andre medlemslande i BRIKS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika).

I december 2016 lagde aktivister fra Schiller Instituttet blomster ved det Russiske Generalkonsulat i New York til minde om ofrene for Tu-154-flystyrtet og sang den russiske nationalsang foran indgangen til bygningen. I januar holdt de en ceremoni til minde om dem, der døde i flystyrtet, ved Tåremonumentet af kunstneren Zurab Tsereteli, i Bayonne, New Jersey.

(Oversat til engelsk for Schiller Instituttet fra russisk: http://tass.ru/mezhdunarodnaya-panorama/4399522)

9. juli, 2017 – Den russiske præsident Vladimir Putin holdt en vidtrækkende pressekonference ved slutningen af G20-topmødet i Hamborg den 8. juli. Under pressekonferencen besvarede han spørgsmål om sit lange, bilaterale møde med den amerikanske præsident Donald Trump, hvem han beskrev som »en person, der er nede på jorden og meget direkte«, og som »analyserer tingene ret hurtigt«. Putin sagde, at »Jeg mener, at, hvis vi opbygger vore relationer i samme ånd som vores møde i går, er der god grund til at mene, at vi vil kunne genoplive, i det mindste delvist, det niveau af interaktion, vi har brug for«. Forespurgt, om de russisk-amerikanske relationer kan trækkes ud af den dybe krise, sagde Putin: »Det håber jeg meget, og det ser for mig ud, som om vi har opbygget visse forudsætninger for dette.«

Om det berygtede spørgsmål om angivelig russisk »indblanding« i det amerikanske præsidentvalg, erklærede Putin: »Den amerikanske præsident spurgte mig direkte om dette spørgsmål, og vi drøftede det. Og dette var ikke et enkelt spørgsmål, der var mange, og han brugte meget opmærksomhed på dette spørgsmål. Ruslands holdning er velkendt, og jeg gentog den. Der er ingen grund til at tro, at Rusland blandede sig i den amerikanske valgproces … Jeg besvarede alle hans spørgsmål så langt, jeg kunne. Jeg tror, han skrev sig det bag øret og var enig. Men, det ville være bedre, hvis I spurgte ham om, hvad han mener om det.«

Putin kom stærkt ud med det opnåede fremskridt mht. Syrien er erklærede, at aftalen om den sydlige deeskaleringszone »er et af de gennembrud, vi har gjort i vores arbejde med præsident Trump. Dette er et reelt resultat af samarbejde, inklusive med USA … Det faktum, at aktive, militære operationer er ophørt; det faktum, at vi nu drøfter deeskaleringszoner, er et enormt skridt fremad«.

(Længere uddrag af Putins pressekonference vil følge som dokumentation, -red.)

Leder fra LaRouche PAC, 8. juli, 2017 – Gårsdagens møde mellem præsidenterne Trump og Putin var et gennembrud. Som Helga Zepp-LaRouche i dag sagde, »de to gamle ræve overlistede alle andre«.

Udenrigsminister Tillersons pressebriefing i går var ligefrem.

Han begyndte med Syrien, hvor de to sider netop var nået frem til en aftale om en våbenstilstand i den sydlige del som en begyndelse hen imod yderligere samarbejde dér – et samarbejde, som de to præsidenter længe diskuterede.

Derudover har USA, på anmodning af præsident Putin, udnævnt en Særlig Repræsentant for Ukraine.

Med hensyn til det obligatoriske spørgsmål om (den falske påstand om) russisk indblanding i de amerikanske valg sagde Tillerson, at de havde diskuteret det, »Men jeg mener, at det, som de to præsidenter korrekt fokuserede på, er, hvordan går vi frem, hvordan går vi videre frem herfra. Men det står ikke klart for mig, at vi nogensinde vil komme overens om en løsning, vi er enige om, om dette spørgsmål [valgene], mellem de to nationer.

Så spørgsmålet er, hvad gør vi nu? Og jeg mener, at relationen – og dette gjorde præsidenten meget klart – er for vigtig, og det er for vigtigt til ikke at finde en vej, vi kan gå frem ad …«

Tillerson var ganske veltalende omkring mødets overordnede karakter.

»Med hensyn til karakteren af de 2 timer og 15 minutter, så lad mig først sige – mødet var meget konstruktivt. De to ledere, ville jeg sige, kom meget hurtigt i kontakt med hinanden. Der var en meget klar, positiv kemi imellem dem. Jeg mener, igen – og jeg tror, det positive, jeg observerede – og jeg har haft mange, mange møder med præsident Putin før – er, at der ikke var en masse gentagelse af tidligere retstvist. Jeg mener, begge ledere føler, at der er mange ting i fortiden, som vi begge er utilfredse med. Vi er utilfredse, og de er utilfredse.

Jeg mener, at perspektivet hos dem begge var, at dette er en virkelig vigtig relation. De to største atommagter i verden. Det er en virkelig vigtig relation. Hvordan begynder vi at få dette til at fungere? Hvordan lever vi med hinanden? Hvordan arbejder vi med hinanden? Vi må simpelt hen finde en vej at gå frem ad. Og jeg mener, at dette blev – dette blev udtrykt om og om igen, utallige gange, af begge præsidenter, mener jeg, dette stærke ønske.

Det er i dag en meget kompliceret relation, fordi der er så mange spørgsmål på bordet. Og én af grundene til, at det tog så lang tid, mener jeg, er, at, da de først mødtes og ret hurtigt lærte hinanden at kende, var der så meget at tale om – alle disse spørgsmål. De kom stort set ind på alt, i en eller anden grad. Og jeg mener, der var et sådant niveau af engagement og ordvekslinger, og ingen af dem ønskede at stoppe. Jeg måtte minde præsidenten [om tiden] flere gange, og folk stak hovedet inden for døren. Og jeg tror sågar – de sendte førstedamen [Melania Trump] ind på et tidspunkt for at se, om hun kunne få os ud derfra, men det virkede heller ikke. (Latter.)«

Spørgsmål: »Er det rigtigt?«

Tillerson: »Men – ja, det er sandt. Men det var …«

Spørgsmålet: »Hvad var tidsplanen?«

Tillerson: »Jamen, vi fortsatte en time endnu efter hun var kommet ind. (Latter) Så det lykkedes helt klart ikke for hende.

Men jeg mener – det, jeg har beskrevet for jer, de 2 timer 15 minutter, det var et ekstraordinært møde. Jeg mener, der er simpelt hen – der er så meget for os at tale om. Og det var en god begyndelse. Jeg vil fortælle jer, at vi brugte meget, meget lang tid på Syrien, med en lang, detaljeret ordveksling om den aftale, vi havde indgået i dag – det blev annonceret – men også, hvor vi går hen, og at forsøge at få langt større klarhed over, hvordan vi ser dette udspilles, og hvordan Rusland ser det udspilles, og hvor ser vi ens på det, og hvor er vi uenige, og har vi de samme mål i tankerne.

Og jeg vil sige, at, i det store og hele, så er vore mål nøjagtig de samme. Hvordan vi kommer frem til det, har vi hver vores syn på. Men der er meget mere ensartethed dér, end der er uoverensstemmelser. Så vi ønsker at bygge på ensartethed, og vi brugte meget tid på at tale om de næste skridt. Og dér, hvor der er uoverensstemmelser, har vi mere arbejde mht. at komme sammen og forstå. Måske har de den rette fremgangsmåde, og vi har den forkerte.

Så der blev brugt meget tid på Syrien, fordi der har været så meget aktivitet omkring det.«

Der kunne siges meget mere om implikationerne af dette møde, og vi (LaRouche PAC’s Nyhedstjeneste for abonnenter, -red.) rapporterer om noget af det i dagens nyheder. Men det, vi allerede har sagt, turde være rigeligt til at lægge legitime tvivl i bero.

Hvor går vi hen herfra? Svaret er, at vi må gribe dette svangre øjeblik for at bryde jorden mht. de store arbejder og infrastrukturprogrammer, der er presserende nødvendige i USA’s »Helvedessommer« med nedlukning af transportinfrastruktur for at udføre reparationer – og sandsynligt kaos – der efter planen begynder denne mandag, den 10. juli. Faktisk begyndte det tidligere, sidste torsdag aften, med en afsporing på Penn Station – den tredje siden marts.

En overhængende, ny finanskrise går hastigt frem for atter at slå til. Og de »glemte mænd og kvinder«, der udgjorde udslaget ved præsidentvalget i 2016, slår fortsat sig selv ihjel – eller, som Bill Clinton udtrykte det, »dør af et knust hjerte«. Bedste skøn lyder, at endnu 59.000-65.000 døde af narkooverdosis alene i 2016 – det er flere end de 58.000 amerikanske soldater, der døde under hele Vietnamkrigen. Føj hertil omkring 100.000 alkoholrelaterede dødsfald og titusinder af deciderede selvmord.

Vi må drage fordel af aktuelle omstændigheder – af vore internationale muligheder, og af den første fornuftige, siddende amerikanske præsident i dette århundrede – og gå til omgående handling for at smadre cyklussen med inerti og modløshed, noget i retning af det, Franklin Roosevelt og Harry Hopkins gjorde i 1933 under en krise af en mindre størrelsesorden. Vi må omgående tage det første spadestik i de massive programmer for infrastruktur og jobs, der er så påtrængende nødvendige. Det kan én enkelt mand ikke gøre – selv ikke, hvis han er præsident.

Vært Matthew Ogden: Jeg vil gerne indlede med at fortælle vore seere, at, i dag er en meget historisk dag. Vi har endnu ikke fået de fulde rapporter om alt, der er sket; men vi har i dag set to meget vigtige konferencer, der finder sted, mens vi taler. Én af dem er naturligvis G20-topmødet i Hamborg, Tyskland, og den anden er konferencen (Schiller Instituttet, Kinesisk Energifond, Fonden for Genoplivelse af Klassisk Kultur), der finder sted i New York her i USA. Sidstnævnte er selvfølgelig konferencen med den meget passende titel, »Mad for Fred; Mad for Mennesker; Mad for Tankerne. Det nye navn for fred er økonomisk udvikling«; der, som jeg sagde, er sponsoreret i fællesskab af Schiller Instituttet, Kinesisk Energifond og Fonden for Genoplivelse af Klassisk Kultur. Vi vil i aftenens show vise videoen med Helga Zepp-LaRouches hovedtale på denne konference.

Men før vi kommer til det, så finder dagens anden, potentielt verdenshistoriske begivenhed sted på sidelinjerne af G20-topmødet i Hamborg, Tyskland. Selve G20-topmødet er relativt betydningsløst, sammenlignet med det langt vigtigere og større møde mht. potentiel signifikans, der fandt sted lidt tidligere i dag, mellem præsident Trump fra USA og præsident Putin fra Rusland. Og dette er, som jeg sagde, langt større mht. dets potentielle signifikans. Dette var muligheden for, at præsident Putin og præsident Trump kunne have deres første, regulære møde ansigt til ansigt. Ifølge nyhedsrapporteringer varede dette topmøde – der, som jeg sagde, var den første mulighed for disse to præsidenter at mødes ansigt til ansigt – over to en halv time. Det var kun meningen, mødet skulle vare 30minutter; men det faktum, at det fortsatte så lang tid – 2,5 time – er allerede og i sig selv et meget potentielt godt tegn. Det er tydeligvis en lovende udvikling; og uanset indholdet af denne drøftelse – som bestemt vil være meget signifikant; men, uanset dette, så varsler muligheden for USA’s og Ruslands præsidenter at mødes ansigt til ansigt, og at skabe en direkte, personlig relation, godt for fred og stabilitet for hele verden, men også for relationerne mellem disse to lande og for skabelsen af en sund relation uden andres mellemkomst mellem disse to verdensledere. Og på trods af alle forsøg i de seneste uger på at sabotere potentialet for dette møde, så holdt det, og det fandt sted. Vi har endnu ikke modtaget de fulde rapporter om drøftelserne.

Vi ved, at der kun var seks personer, der deltog; så dette var en meget personlig mulighed for Trump og Putin til at udvikle denne form for arbejdsrelation. Mødet bestod af USA’s udenrigsminister Rex Tillerson, Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov, de to tolke – den russiske og den engelske – og så selvfølgelig, de to præsidenter. Dette blev tilsyneladende gjort for at gøre det muligt for diskussionen at være meget åben, meget fri, og meget fokuseret på at maksimere det positive potentiale, som denne historiske mulighed bød på. Selve mødet indledtes med korte bemærkninger fra begge præsidenter til pressen, der fik lov at komme ind i lokalet lige i begyndelsen. Der var fotomuligheder, mens de trykkede hinanden i hånden, og de sagde, at de begge så frem til en meget grundig og positiv diskussion. Trump sagde det følgende:

»Præsident Putin og jeg har diskuteret forskellige ting, og jeg synes, det går meget godt. Vi ser frem til, at der vil ske en masse positive ting for Rusland og for USA, og for alle andre berørte.«

Dernæst fulgte præsident Putin op på disse bemærkninger:

»Vi har talt sammen over telefon, men telefonsamtaler er afgjort aldrig nok. Jeg håber, at, som De sagde«, med henvisning til præsident Trumps bemærkninger, »vore møder vil give positive resultater.«

Dette møde mellem de to præsidenter fulgte efter et timelangt møde tidligere på dagen mellem udenrigsministrene Tillerson og Lavrov, hvor de, iflg. rapporter, diskuterede potentialet for en antiterror-koalition mellem Rusland og USA; med nogle detaljer mht. situationen i Syrien og præsident Assad. Nogle af detaljerne i denne foreslåede plan blev afsløret i pressen i går og i dag. Planen inkluderede såkaldte »sikre zoner« og tilsyneladende også en aftale om at gøre det muligt for præsident Assad at forblive ved magten; men dernæst at gå frem med en diplomatisk løsning på situationen dér. Men der er heller ikke blevet rapporteret eller afsløret nogen detaljer om dette møde mellem udenrigsministrene Lavrov og Tillerson. Men det anses selvfølgelig generelt som forberedelse til drøftelserne mellem Trump og Putin.

Bortset fra det, så har G20-topmødet været temmelig domineret af meget voldsomme protester og aktivitet fra uropolitiet uden for topmødet i Hamborg; og, på selve topmødet, af diskussioner om frihandel og klimaforandring. Men betydningen af de bilaterale møder, der finder sted på sidelinjerne, er naturligvis langt vigtigere end nogen diskussion, der finder sted på selve G20-møderne. En positiv indikation er imidlertid, at der tydeligvis er gang i noget mht. relationen mellem Tyskland og Kina. Helga Zepp-LaRouche sagde, da vi talte med hende for ca. 30 min. siden, at hun ser noget meget positivt, der finder sted i retning af kinesisk-tysk samarbejde om Afrikas udvikling. Kinas præsident Xi Jinping benyttede lejligheden af sit besøg i Tyskland for at deltage i dette G20-topmøde, til at få et regulært møde med Tysklands kansler Angela Merkel, og hvor de underskrev en aftale om i fællesskab at bygge et vandkraftværk i Angola. Under den fælles pressekonference efter mødet sagde Xi Jinping:

»Vi fejrer i år 45-året for relationen mellem Tyskland og Kina. Det er en succeshistorie. Vi står nu over for en ny begyndelse, hvor vi har brug for nye gennembrud.«

Helga Zepp-LaRouche sagde:

»Dette er tydeligvis begyndelsen til noget, der potentielt er meget positivt mht. de bilaterale relationer mellem Tyskland og Kina, men også mht. den idé, at Tyskland spiller en meget positiv rolle med at deltage i de udviklingsprojekter, som Kina allerede bygger i Afrika.«

Xi sagde, at Kina er parat til at gå sammen med Tyskland for at konsolidere den gensidige tillid mellem de to lande; opbygge mere konsensus og fremme samarbejde og forbundethed (konnektivitet).

Helga Zepp-LaRouches analyse af dette var, at der tydeligvis var åbnet op for noget; og dette kommer i hælene på Bælte & Vej Forum, der fandt sted i Beijing i midten af maj. Selv om Tyskland ikke spillede noget særlig positiv eller aktiv rolle på dette forum, så sagde Helga, at,

»De er tydeligvis ikke så dumme, at de ikke kan se, hvad vej vinden blæser. Hvis de ikke springer med på vognen nu, vil de blive efterladt i mørket. Udviklingen af Afrika er tydeligvis en mulighed for Tyskland og andre lande i hele verden til at deltage i disse fordelagtige tredjeverdensrelationer med Kina og de afrikanske nationer.«

Én meget interessant udvikling på denne front er et andet topmøde, der finder sted samtidig med G20-topmødet i Tyskland, og det er Schiller Institut/Kinesisk Energifond-konferencen, der finder sted i New York City. Dette er et topmøde under den Afrikanske Union; og hovedtalen på dette topmøde blev holdt af FN’s vicegeneralsekretær, en kvinde ved navn Amina Mohammed, der er tidligere nigeriansk regeringsminister. I sine bemærkninger til denne konference under den Afrikanske Union kom hun med en meget vigtig henvisning til den rolle, som Kina spiller gennem Bælte & Vej Initiativet for at bringe udvikling til det afrikanske kontinent. Hun opmuntrede alle nationerne i den Afrikanske Union til at »benytte sig« af denne massive, kinesiske regeringsinvestering og infrastrukturprojekter, der har gjort det muligt for disse lande at begynde at bevæge sig, med spring fremad, forbi den tvungne tilbageståenhed, der var blevet dem påtvunget gennem århundreders kolonialisme og imperiepolitik. I sin tale roste Amina Mohammed »Kinas Bælte & Vej Initiativ, der tilsigter at bygge en Ny Silkevej, bestående af havne, jernbaner og veje for at udvide handels-konnektivitet i hele Asien, Afrika og Europa«, iflg. nyhedsrapporteringer. Hun sagde, »Dette er en mulighed for ikke alene at give alternativer for at gøre skydevåbnene tavse for vort folk, men en mulighed, der vil bevare vore aktiver – både menneskelige og naturlige – på kontinentet og bygge vort i morgen, i dag.« Dette er en meget vigtig bemærkning fra FN’s vicegeneralsekretær, og vi ved, at Antonio Guterres, FN’s generalsekretær, havde meget positive bemærkninger, som han udtalte om Bælte & Vej Initiativet på tærsklen til Bælte & Vej Forum i Beijing.

Dette fører os direkte til den konference, der finder sted, mens vi taler, i New York City. Denne konference, der fandt sted parallelt med et møde i FN om sikkerhed for fødevareforsyning og bæredygtighed i landbruget, blev adresseret i fællesskab af Helga Zepp-LaRouche – og vi vil afspille hendes bemærkninger om et øjeblik – men også af Patrick Ho, der er viceformand for Kinesisk Energifondskomiteen. Han havde netop talt i FN sammen med en meget stor kinesisk delegation af kinesiske landbrugseksperter, den foregående dag, i går. Han holdt en tale, der stemte meget godt overens med den tale, han holdt tidligere på dagen på denne begivenhed i New York, sponsoreret af Schiller Instituttet. Den tale, han holdt, var – iflg. rapporter – en meget anti-Malthus-tale om potentialet for en hurtig udvikling af bæredygtigt landbrug, for at brødføde den konstant voksende befolkning på denne planet. Noget, der naturligvis direkte tilbageviser argumentet i Malthus-traditionen, og som er kommet fra Det britiske Imperium så længe. Men med de rapporter fra denne konference, der stadig finder sted, mens vi taler, så er der 175 deltagere; diplomatiske delegationer fra diverse lande i hele verden via deres konsulater i New York City; aktivister, der deltager; folk fra diverse colleges i omegnen af New York City; og den officielle repræsentation fra den kinesiske delegation og fra en landbrugsdelegation, der er kommet tilrejsende fra USA’s Midtvesten. Denne konference åbnedes med bemærkninger fra den tidligere borgmester af Muscatine, Iowa, som personligt overbragte hilsner til konferencen; men dernæst gav han deltagerne på konferencen en slags lektion i baggrundshistorien om, hvorfor Iowa-Kina-porten er så afgørende for amerikansk-kinesiske relationer. Meget af dette drejer sig om præsident Xi Jinpings personlige relation til staten Iowa og byen Muscatine pga. hans interesse for landbrugsmetoder i USA i den tid, hvor Xi Jinping var provinsguvernør i Kina. Han havde således et personligt bånd til staten Iowa, men også til den tidligere guvernør Terry Branstad, der nu er USA’s ambassadør til Kina. Efter borgmesteren af Muscatines bemærkninger holdt Patrick Ho sin tale; og dette efterfulgtes så direkte af Helga Zepp-LaRouches hovedtale.

Jeg vil nu gerne give jer lejlighed til selv at høre de bemærkninger, som Helga Zepp-LaRouche kom med til denne konference, og som fik en meget varm modtagelse og bragte hele diskussionsniveauet op på et meget højt niveau mht. de muligheder, der ligger forude, for at konsolidere dette Nye Paradigme i internationale relationer; især med muligheden for fuldt og helt at bringe USA ind i en deltagelse i den Nye Silkevej.

Her følger Helga Zepp-LaRouches bemærkninger:

(Her følger resten af webcastet på engelsk).          

HELGA ZEPP-LAROUCHE

: Dear conference participants, I feel
very honored to address you, even if it is by video, because I
think we are all aware that we are involved in the historically,
extremely important process of trying to improve the relationship
between the United States and China, in the context of the Belt
and Road Initiative. This is especially important in the area of
agriculture and food production, because this is an extremely
urgent question. Because, while at the G20 meeting in Hangzhou
last year, China and all the other participating nations devoted
themselves to eradicate poverty by the year 2020, we have not yet
reached that goal. Just a couple of days ago, the UN Food and
Agriculture Organization put out a report that world hunger is on
the rise, and that the situation, especially in Yemen, is
terrible: Half or more of the population is in acute danger of
starvation; but also in Nigeria and South Sudan and many other
areas, the situation is worsening.
Well, today, there is also the G20 summit in Hamburg, and
the outcome will be a surprise, either way, because until last
year’s G20 in Hangzhou, which was very harmonious and
characterized by a great optimism for the future of mankind, this
time the tensions are very high. In the last couple of days
however, there was a sort of prelude in the form of a summit
between President Putin and President Xi Jinping in Moscow, which
was really extremely important, and both characterized it as the
most important event of the year for their nation. They deepened
the strategic partnership, they established an even deeper level
of their personal friendship, and they declared that the time of
the unipolar world is over, because of the strategic partnership,
especially.
This is certainly true, that the time of the unipolar world
is over, but multi-polarity is still not the solution, because it
implies still geopolitics, which was the cause of two world wars
in the 20th century, and this geopolitics is still in operation,
in North Korea, in Syria, in Ukraine.
We must therefore find a higher level. We must get the world
to what President Xi Jinping always calls “the community for a
shared future of humanity.” One big step in that direction could
be the meeting President Trump and President Putin, who are
meeting today for the first time as Presidents. Obviously, this
is a very important step because, between President Trump and
President Xi Jinping, a very positive relationship has been
established already, so whatever comes out of this Trump-Putin
meeting is very, very crucial. Because the questions we have to
solve are urgent and dramatic.
The food crisis, the hunger crisis which I mentioned is only
a symptom of the fact that the old economic model is not
functioning any more. We are sitting on a powder-keg crisis which
erupted in 2008, which could come back with a vengeance, only
much, much worse. Because even a slight increase in the interest
rate, moving away from quantitative easing could lead to a
blowout of the corporate debt. Now, the firms which got the zero
interest rate liquidity from the central banks, the quantitative
easing, used this money, not to invest in productive investment,
but for so-called financial engineering by buying up their own
stocks to make it look better on the books, having more nominal
value but also increasing the corporate debt which could now
could blow out if there is an increase in the interest rate.
And that is only one aspect of the systemic crisis which we
still have. The other one is the so-called level 3 derivatives
which many European and other banks are sitting on. Level 3
derivatives are those, which no market … because you can’t sell
them, and the banks still keep them as assets, which really is a
sort of mega-fall [ph 5.03].
So the problem is that just yesterday, the fourth largest
bank in Italy was taken over by the government, and combined with
a bail-in, whereby the customers could only sell their bonds and
stocks at 18 cents to the euro, and that is a threat which is
hanging over the entire banking system.
Now, what could be done to solve that? Well, let’s look at
one other aspect of the crisis: Just a couple of days ago, in one
single day, 80,000 refugees arrived from Libya in little boats,
being picked up by NGOs in Italy. Eighty thousand people in one
day overstretches the capacity of any country, and Italy has
already taken in so many million people. So when they requested
that other countries located on the Mediterranean like Spain and
France should also take some of these refugees, these countries
rejected that.
Now that obviously shows there is no unity in the European
Union on this question.
Now how could you address this whole series of problems?
What should actually be on the agenda of the G20 in Hamburg?
Well, if you would put a global Glass-Steagall separation on the
agenda, doing exactly what Franklin D. Roosevelt did in 1933, by
separating the commercial banks and the investment banks, putting
the commercial banks under state protection, writing off the
non-performing the derivatives of the investment banks, and then
going to a Hamiltonian credit system by setting up national banks
in every country and issuing large-scale, low-interest rate
credits, then we could solve the problem.
Mr. LaRouche has defined Four Laws to remedy the financial
crisis and the Fourth Law is the crash program for the
realization of thermonuclear fusion power. And there, the good
news is that China just accomplished a major breakthrough in this
respect, with its [EAST] tokomak in Hefei where they reached a
so-called “steady-state H-mode operation” for 101.2 seconds. This
is a major step towards the realization of thermonuclear fusion.
If such a reorganization according to these Four Laws,
Glass-Steagall, national bank, credit system, crash program for
fusion and space technology would be implemented, then the
trans-Atlantic countries could cooperate with such banks as the
AIIB, the New Development Bank, and others, together with China,
and build up, for example, Africa. China is so far the only
country which has done something to fight the root causes of the
refugee crisis, by investing large-scale in rail lines in Africa,
in dams, in power plants, in industrial parks, and in
agriculture. And this is actually, the only way to solve the
refugee crisis in a human way.
One promising step in this right direction is that between
President Xi Jinping and Chancellor Merkel, yesterday they agreed
that they will build together the hydropower complex in Angola,
and stated that that could be a model for the cooperation between
China and Germany in Africa in general.
Now, the Africans, because of what China has been doing, in
building up huge industrial complexes for the first time in
Africa, they have a new sense of self-confidence and they’re
telling the Europeans, “we don’t want to have your sermons on how
we should have good governance, we want to have investments in
infrastructure, in manufacture, in agriculture, as equal business
partners.”
Can we expect the G20 to do this, to go in this direction of
a global reorganization of the financial system and then go for a
real intervention in the development of Africa? Well, I’m afraid
they will not.
But this will remain the issue which has to be accomplished.
The Four Laws of Lyndon LaRouche, and to get the United States
and European countries to cooperate with China in the Belt and
Road Initiative, in the New Silk Road, is, indeed, the approach
how you can tackle all problems in the world. But this
conference, the Food for Peace conference is a very important
step in this direction. As a matter of fact, to get the United
States and China to work together on the New Silk Road
perspective, in the New Silk Road spirit, is in my view the most
important aspect in this process: Because if the two largest
economies can work together, I think we are on the right way to
win for all of civilization.
Therefore, let’s work together to join the Chinese dream,
and to revive the American dream, because the American dream
needs to be revived, because it has almost been forgotten. But
together, we can accomplish the dream for all of humanity.

OGDEN:  So, we will have much more coverage of the conference in
New York after it concludes.  That was Helga Zepp-LaRouche’s
keynote to that conference; “Development Is the New Name for
Peace”.  As I said, there is a very significant delegation from
China which attended that conference in New York City.  This just
testifies all the more to the role that the LaRouche movement is
playing here in the United States to being the leading mediator
in terms of the relationship which is being forged between these
two great countries.  The idea originally came out of Lyndon and
Helga LaRouche’s initiative for the Eurasian Land-Bridge; and the
role that the LaRouche movement played could not be any more
critical in terms of making that happen, and making that into a
reality.  We are definitely making steps along that road, but as
you heard Helga LaRouche say, it is crucial that we make some
very important breakthroughs here in the United States in order
to allow that to occur; including a full-scale adoption of the
Hamiltonian economic program that was spelled out by Lyndon
LaRouche in that Four Economic Laws.  This is the prerequisite to
the United States being able to accomplish the kinds of
developmental miracles that China has demonstrated over the last
15-20 years.
Emphatically, that begins with the restoration of
Glass-Steagall.  The news out of Italy with the nationalization
of Monte dei Paschi Bank just emphasizes evermore crucially how
fragile the entire trans-Atlantic system is right now.  We are by
no means in the clear, despite the fraudulent claims that have
been coming out of the Federal Reserve over the last few days.
We are definitely still on the cusp of what could be a far
greater crash than what we experienced in 2008.  As Helga
mentioned in those remarks, a lot of this is coming from the
build-up in the corporate debt bubble and in other means.  You
still have the life expectancy crisis across the United States;
you’ve got the opiate addiction crisis across the United States.
We have some new developments in terms of the statistics in that
regard that have just come in today.  But this is appalling, and
it could not be more urgent that this initiative be taken.
We do know that there was a press availability at 1pm this
afternoon in the break between the two panels at this conference
in New York City.  Diane Sare was representing the LaRouche
movement; and as we have been told, there were some pretty
significant press involvement.  So, we will look forward to
seeing some coverage of this conference that happened up in New
York; and we’ll have a much fuller report for you after that
concludes.
Let me just finish the broadcast here today by paraphrasing
for you some remarks that Helga LaRouche had just about 30
minutes ago when we spoke with her, after she had the chance to
view the proceedings of that conference and also to review some
of the outcomes of the G-20 that have been occurring over the
course of the daytime hours today.  She said look, there are very
clearly positive developments that are occurring.  We could list
them, but as we’ve seen just today, some of these developments
are very positive for the future stability [among] these three
great countries — China, Russia, and India; but also in terms of
the relationship for building the future.  But, she said, people
should be no means become complacent or satisfied.  Things are
very clearly moving in our direction, the direction of the ideas
of a New Paradigm; but we need much bigger breakthroughs in every
respect on the road towards that New Paradigm.  Nothing has been
consolidated.  Clearly the world is inclined in that direction,
and you could read into the relationship between Germany and
China, saying these countries are now beginning to realize what
is the dominant dynamic on this planet.  But, we are by no means
there yet; we have not reached the goal.  There is still a long
ways to go until that new reality is safely and securely
consolidated.  In the meantime, we have a lot of work to do;
especially as we begin to realize the magnitude of the impact
that the ideas of the LaRouche movement have had on world
history.  We also have to become very sober and clear-eyed about
what this means our responsibilities are at this moment.  They
are on a far greater scale than we have ever had, as we reflect
on the magnitude of the opportunities that these recent
developments pose to us as a movement, and to humanity.  She said
this — again — is no time for complacency; everything can fall
into place.  Or, everything could fall apart.
So, I think that’s a very active picture of a very rapidly
changing world situation, as we have it right now.  These
simultaneous summits — the G-20 in Germany and the conference
that’s happening in New York — I think are very important
crossroads; a very important conjunctural turning point in terms
of the opportunity for consolidating this vision of a new
relation between the great powers on this planet.  We have yet
to, I think, have the full report of what has come out of both of
these two summits.  So, on that note, I would like to encourage
you to please stay tuned to the LaRouche PAC website, because we
will definitely have an analysis and a full reading on what has
come out of the events as they’ve proceeded today.  I can let you
know that as we look forward to next week, the Monday update on
this website, our regular Monday afternoon Policy Committee show,
will feature an interview with Bill Jones, who is the EIR
Washington bureau chief and has accompanied Helga Zepp-LaRouche
on many of her trips to China over the recent few months and
years.  So, we’ve invited Bill Jones to come into the studio to
give his exclusive view and perspective on what the outcome of
these events over this weekend will have been as we reach the
beginning of next week.  So, we encourage you to tune in again
for our show here next Monday, and in the meantime, stay tuned to
larouchepac.com and we’ll be sending out updates as we get them.
Thank you for watching here today, and please stay tuned.

Leder fra LaRouche PAC, 6. juli, 2017 – Med det planlagte topmøde fredag, der nærmer sig, mellem præsidenterne Trump og Putin, er der et stort potentiale for et brud, væk fra det britiskorkestrerede fremstød for at sabotere samarbejde mellem Rusland og USA. Men, som Helga Zepp-LaRouche i dag advarede om, så er der imidlertid ingen tid at spilde på selvtilfredshed –

»Alt kan falde på plads, eller kunne falde fra hinanden«.

Situationen i Nordkorea drives helt ud på randen, og skylden lægges på Kina, alt imens briterne fabrikerer fake-news om et kemisk angreb i Syrien, hvor skylden lægges på russerne! Vi har spørgsmålet om krig eller fred liggende lige foran os!

Briterne og de neokonservative i både det Republikanske og Demokratiske parti i USA, med de løgnagtige medier som heppekor, ønsker at bringe USA tilbage til Obamas kurs mod krig med Rusland og Kina. Niveauet af kampagnehysteri og desperation for at bringe præsidenten til fald blev i dag udstillet under pressekonferencen mellem præsident Trump og den polske præsident Andrzej Duda, der fandt sted efter deres møde i Warszawa, og hvor en reporter forsøgte at lægge en fælde for Trump og sagde: »Svar ja eller nej; blandede Rusland sig i det amerikanske valg?« Trump levede op til situationen og sagde, i parafrase: »Det kunne have været Rusland, og det kunne have været andre lande. Jeg mener, det har fundet sted i mange år.«

Trump nævnte ikke eksplicit briterne, men han er selvfølgelig helt bekendt med det platte dossier, fuld af løgn, som blev udarbejdet af den britiske MI6-agent, Christopher Steele (på lønningslisten over britiske aktiver hos både det Republikanske og Demokratiske parti, og måske også hr. Comeys FBI), og som fremstiller Trump som russernes naive tåbe, der bliver afpresset og kontrolleret af Putin.

Presset af den afsporede journalist, der sagde, at det amerikanske efterretningssamfund direkte placerede det på russerne, svarede Trump, helt korrekt, at efterretningssamfundet og journalistens reporter-kolleger for nylig var blevet afsløret i at bringe falske nyheder til torvs med deres påstand om, at »alle 17 amerikanske efterretningstjenester var enige i«, at det var russerne; og at medierne var blevet tvunget til at indrømme, at de havde taget fejl med hensyn til denne og flere andre falske nyhedshistorier om Rusland. »Husker I Irak?«, spurgte Trump. »Alle var enige om, at Irak besad masseødelæggelsesvåben, 100 % enige, og det var forkert, og vi endte i ét eneste stort rod.«

Udenrigsminister Tillerson, på vej til G20-mødet, der begynder fredag, sagde til pressen, at det vigtigste på topmødet mellem Trump og Putin fredag »er at få en god diskussion mellem præsident Trump og præsident Putin om det, de begge ser som arten af denne relation mellem vore to lande«. Han bemærkede, at, i Syrien, »påbegyndte vi en indsats … for at genopbygge tillid mellem os selv og Rusland på det militære niveau, men også det diplomatiske niveau. Jeg mener, at denne indsats tjener begge vore interesser, såvel som også det internationale samfunds generelle interesser«.

Trump vil også mødes med Xi Jinping fredag. Han har allerede offentligt erklæret, at han ønsker, at Amerika skal samarbejde med Kina om Bælte & Vej Initiativet; den Nye Silkevej. Samtidig vil en stor gruppe ledende, kinesiske landbrugseksperter tale ved et arrangement i Manhattan fredag, med Schiller Instituttet som medsponsor, sammen med også Helga Zepp-LaRouche og flere ledende, amerikanske landmænd og landbrugsfolk, om det presserene nødvendige i globalt samarbejde for at imødekomme den voksende hungersnødkrise i verden. FAO rapporterede i denne uge, at antallet af underernærede mennesker i verden atter var voksende og demonstrerede behovet for samarbejde for at udvide den videnskab og teknologi, der er nødvendig for at brødføde hver eneste borger i verden.

Trump har forpligtet sig til at afslutte krige for »regimeskifte«, arbejde sammen med Rusland om bekæmpelse af terrorisme og arbejde sammen med Kina om den Nye Silkevej. Han har også forpligtet sig til at gennemføre Glass-Steagall for at gøre en ende på Wall Streets hasardspilsoperationer og vende tilbage til Hamitons tradition med det Amerikanske Systems dirigerede kredit til den fysiske økonomi og Det almene Vel. Vil han gøre det? De kommende dages historiske begivenheder vil på afgørende vis besvare dette spørgsmål.

6. juli, 2017 – Under en pressekonference i dag efter sit møde med den polske præsident, Andrzej Duda, blev Trump konfronteret af en amerikansk reporter (ikke identificeret) med et typisk ’fake-news’-spørgsmål: »Vi De, én gang for alle, ja eller nej, definitivt sige, at russerne blandede sig i valget?«

Trump svarede på en måde, han ikke hidtil har gjort. Først sagde han,

»Det kunne have været russerne, og det kunne have været andre lande, og det vil jeg ikke specificere. Jeg mener, det har fundet sted igennem mange år.«

Som det nu er bredt rapporteret, og som Trump meget vel ved, så var det den britiske MI6-agent Christopher Steele, der leverede dossieret, som blev brugt af Obamas CIA-chef Brennan, DNI-chef Clapper og FBI-chef Comey, uden at levere nogen beviser samtidig med, at de hævdede, at RT-artikler om Hillary Rodham Clinton og Trump på en eller anden måde viste russisk indblanding.

Trump fortsatte med sin besvarelse og sagde, at Obama var blevet briefet af CIA i september om den angivelige russiske indblanding, men ikke havde gjort noget ved det. Hvorfor, spurgte Trump? Hans folk påstår, han kvaltes, men, sagde Trump, Obama troede, Rodham Clinton ville vinde, så han gjorde ikke noget ved det.

Dernæst afbrød reporteren:

»Deres efterretningstjenester har været langt mere definitive – de siger, det var Rusland. Hvorfor vil De ikke være enig med dem og sige, at det var det?«

Dernæst trak Trump tæppet væk under hende (og hele ’fake-news’ imperiet) og påpegede, at efterretningssamfundet og pressen først sagde, alle 17 amerikanske efterretningstjenester var enige i, at det var Rusland.

»Vi efterforskede det lidt, og det viste sig, at det ikke var alle 17 tjenester, det var tre eller fire, og som følge heraf måtte mange af vore landsmænd give en undskyldning og trække påstanden tilbage.«

Han gentog dernæst, at Rusland måske havde været involveret, men det var der også »andre lande og personer«, der var, og tilføjede, »Der er ingen, der ved det med sikkerhed.«

(Ordveksling mellem reporteren og Trump 17:20 min.)

https://www.youtube.com/watch?v=FXkWvO5sZ6k

Foto: Den fælles pressekonference mellem præsident Trump og præsident Duda i Warszawa.

6. juli, 2017 – Ruslands permanente vicerepræsentant til De forenede Nationer, Vladimir Safronkov, sagde på et møde i FN’s Sikkerhedsråd den 5. juli om Nordkoreas missilaffyring den 4. juli, at Rusland kræver »en snarlig genoptagelse af dialog med det formål at fonde en omfattende løsning på problemerne på Koreahalvøen. Anvendelsen af militære forholdsregler til løsning af krisen over Koreahalvøen bør udelukkes«, sagde den russiske diplomat, rapporterer TASS.

Safronkov sagde, at »ethvert forsøg« på at anvende militærmagt for at løse situationen omkring Nordkorea var uacceptabelt. Han krævede også, at Nordkoreas bekymringer for dets suverænitet blev taget i betragtning. »I øjeblikket er det vigtigt at vende den farlige konfrontationstrend og fremme en søgen efter en omfattende, politisk løsning på spørgsmålene omkring Koreahalvøen«, understregede den russiske diplomat. Han opfordrede alle lande til at støtte det russisk-kinesiske initiativ om en løsning på situationen på Koreahalvøen.

Foto: Vladimir Safronkov i FN.     

5. juli, 2017 – Denne overskrift på en nyhedshistorie i Xinhua om gårsdagens historiske topmøde mellem Kinas og Ruslands præsidenter, Xi Jinping og Vladimir Putin, opsummerer den tillid, der var central i drøftelserne. Under deres fælles pressekonference, der konkluderede topmødet, rapporterede Xi, at

»præsident Putin og jeg er helt enige i, at den aktuelle verden er foruroligende, med lokale konflikter og krige, der uophørligt opstår. Som før, så er spørgsmål såsom Koreahalvøen og Syrien fortsat komplicerede.

Vi er fast besluttet på at styrke koordinering og samarbejde med Rusland om internationale anliggender sammen med det internationale samfund, optrappe bestræbelserne for at optimere det globale system for regeringsførelse for at opretholde strategisk balance og stabilitet i hele verden for i fællesskab at overvinde globale trusler og udfordringer, såsom terrorisme, og at arbejde sammen for at opmuntre processen med at løse konflikter i brændpunkter ad politisk vej, for at skabe en ny type af mellemstatslige relationer, baseret på samarbejde og gensidig fordel.«

Præsident Putin understregede ligeledes deres aftale om

»at styrke samarbejde under diverse former for multilaterale regi, i særdeleshed i FN, Shanghai Samarbejdsorganisationen og G20«,

og han nævnte ligesom Xi deres rolle i BRIKS.

»For at opsummere det«, sagde Putin, »så har Rusland og Kina virkelig meget lignede eller identiske meninger om alle større, internationale spørgsmål. Vi har til hensigt fortsat at udvikle den fælles koordinering af vores udenrigspolitik.«

Disse aftaler om udenrigspolitik blev uddybet i en »Fælles erklæring om den aktuelle status i globale anliggender og vigtige, internationale spørgsmål«, som blev underskrevet af de to præsidenter, ud over to bilaterale hoveddokumenter, »Fælleserklæringen mellem Folkerepublikken Kina og den Russiske Føderation om en yderligere udvidelse af omfattende partnerskab og strategisk samarbejde«, og deres vedtagelse af »Handleplan for at gennemføre bestemmelserne for traktaten om godt naboskab, venskab og samarbejde, for 2017 – 2020.«

Den fulde ordlyd af den Fælles erklæring om globale anliggender er endnu ikke blevet udgivet på engelsk, men nyhedsrapporteringer har henvist til deres erklæringer med hensyn til brændpunkterne Nordkorea og Syrien.

Ifølge BRICS Post, fordømte, mht. Syrien, de to lande regimeskifte via ulovlig, ekstern intervention og sagde, at

»Kina og Rusland også kræver en uafhængig efterforskning af spørgsmålet om syriske, kemiske våben«.

5. juli, 2017 – Gid andre møder mellem internationale ledere var lige så lovende for deres nationers befolkninger, som det netop afsluttede topmøde mellem Xi Jinping og Putin!

De 40 bilaterale aftaler, der blev underskrevet, drejede sig om alt fra landbrug til samarbejde inden for Bælte & Vejs globale udviklingsinitiativ, med et par private kontrakter, der også blev underskrevet på sidelinjerne af topmødet. For at støtte disse økonomiske udviklingsinitiativer, gav præsidenterne deres støtte til aftalen mellem den Russiske Direkte Investeringsfond og Kinas Udviklingsbank, for at skabe en fælles investeringsfond på næsten $10 mia. (65 mia. yuan). Præsident Putin rapporterede, at de også havde aftalt »at fortsætte med konsultationer om den udvidede anvendelse af vore nationale valutaer i gensidige transaktioner og i investering«, og at de havde »sat sig den opgave mere aktivt at udvikle kreditsfæren og den finansielle sfære, samt samarbejdet i dette felt«.

Højteknologi og videnskabeligt samarbejde stod højt på deres dagsorden. Under deres pressekonference bagefter, nævnte Putin den succesfulde konstruktion af den første enhed af Tianwan-kernekraftværket (den største i drift i Kina, bygget med russisk teknologi) og sagde, at endnu to enheder ville komme i drift i 2018. De to præsidenter instruerede ligeledes det russiske atomenergiagentur Rosatom »om at underskrive en pakke af dokumenter om fire projekter for kernekraftværker i Kina før udgangen af 2017«, rapporterer Sputnik.

»I dag har vi særligt fokuseret på højteknologiske industrier – primært fælles rumforskning. Vi arbejder på det næste rumprogram for 2018-2022«, rapporterede Putin ligeledes.

Idet han nævnte Moskva-Kazan-højhastighedsjernbaneprojektet som blandt de fælles hovedprojekter, sagde Putin ligeledes, at de to havde drøftet »lokaliteten for rullende materielfremstilling i Rusland«.

Han rejse også spørgsmål om voksende videnskabelige og uddannelsesmæssige bånd mellem Rusland og Kina, og der er 17.000 russiske studenter i Kina, som præsidenten ser vokse til 100.000 studenterudvekslinger frem til 2020. For eksempel vil det første russisk-kinesiske universitet begynde at optage sine første studerende i september måned.

Under deres fælles pressebriefing understregede Putin atter engang, at deres fælles, økonomiske projekter udgør en del af deres bestræbelser for at »forbinde aktiviteterne i den Eurasiske Økonomiske Union med det kinesiske initiativ for det Økonomiske Silkevejsbælte«, som de diskuterede »i dybden … i overensstemmelse med vores idé om at danne et bredt, eurasisk partnerskab«.

Putin forklarede:

»Vi se et stort potentiale i den fælles anvendelse af den Nordlige Søfartsrute og den Transsibiriske Jernbane og Baikal-Amur-jernbanen. Dette er i vid udstrækning i overensstemmelse med vore kinesiske partneres initiativer, der blev drøftet under det nylige Bælte & Vej Internationale Forum i Kina. Den kinesiske leders initiativ fortjener omhyggelig opmærksomhed og vil blive støttet af Rusland på enhver måde.

Jeg er overbevist om, at disse storstilede projekter vil resultere i intensiv handel, moderne produktion og jobs og den hastige udvikling af russiske og kinesiske områder.«

Leder fra LaRouche PAC, 5. juli, 2017 – Der er en fornemmelse af, at verden ’venter i spænding’ lige nu, i forventning om de begivenheder, der vil finde sted under Gruppen af 20’s møde i Hamborg, Tyskland, den 7.-8. juli. Det er bestemt ikke, fordi der er grund til at antage, at et mirakel vil falde ned fra himlen og redde dagen. Sandsynligheden taler for en formel overtapetsering af rådne splinter og politikker. Men personer og kræfter er i gang for at fremtvinge en forandring til det gode.

Der er ingen tid at spilde; farerne er store. Som den russiske præsident Vladimir Putin for nylig sagde under Skt. Petersborg Internationale Økonomiske Forum, »vi må ikke – har ikke ret til at – spilde vores tid og indsats på skænderier, fejder og geopolitiske lege«. Dette blev citeret sidste fredag af den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov ved et arrangement i Moskva (Primakov-forum), hvor han sagde: »Det, vi har brug for, er vise og afbalancerede fremgangsmåder …«

Netop nu haster dette med hensyn til situation med Nordkorea, hvor FN’s Sikkerhedsråd skal mødes i dag under Kinas formandskab. Den kinesiske præsident Xi Jinping og Putin påbød i går deres udenrigsministre at udstede en politisk erklæring om, hvad man skulle gøre med henblik på en god løsning.

Præsident Xi gør sin del i nedtællingen til Gruppen af 20. I Tyskland udgav han den 4. juli en artikel, der kom i mainstreammedierne, med titlen, »At gøre verden til et bedre sted«. Dette skete forud for hans møde med kansler Angela Merkel og andre tyske ledere. Xi erklærede, at »Bælt & Vej Forum for Internationalt Samarbejde, der for nylig fandt sted i Beijing, har til formål at fremskynde samspillet mellem udviklingsstrategier og forbundethed« nationerne imellem, og at »det kimer med temaet for dette års Hamborg-topmøde, ’At forme den indbyrdes forbundne verden’. Bælte & Vej Initiativet og G20-samarbejde kunne komplementere og forstærke hinanden …« Xi sagde, at Kina håber at arbejde sammen med alle parter ved Hamborg-topmødet, for global vækst.

I Xinhuas kinesisk-sprogede dækning af den efterfølgende debat i Tyskland over Xis bemærkninger, citeredes Helga Zepp-LaRouche, der blev beskrevet som »formand og stifter af Tysklands kendte tænketank, Schiller Instituttet«. Hun støttede kraftigt Xis bestræbelser for at bygge et »fællesskab for en fælles skæbne«, og hun understregede også betydningen af Bælte & Vej Internationale Samarbejdstopmøde. Desuden sagde Helga Zepp-LaRouche: »Udviklingen af Afrika er et af de vigtige spørgsmål ved G20-topmødet. Kina har i realiteten løst flygtningeproblemet ved kilden, gennem investeringer og byggeri af jernbaner, dæmninger, kraftværker, industriparker og uddannelse af den afrikanske arbejdsstyrke. Hvis Europa vil løse flygtningekrisen på en human måde, bør det blive involveret i ’at bygge hele vejen’«. (Groft oversat fra Xinhua-nyhedstelegrammet, der også optræder i Sina, på CGTN og på det kinesiske Forsvarsministeriums site.)

Manglen på handling i ånden fra Bælte & Vej dukker på dramatisk vis op i mange situationer. Se på New York City. Mandag, den 10. juli, starter »Smertens-sommeren«, hvor linjer vil blive taget ud ved Penn Station for at udføre reparationer, der er gået over tiden, men der er ingen overordnet plan for hele området, og heller ingen nødforholdsregler for befolkningen. Samme tid, næste uge, kunne være fuld af kaos, hysteri og lidelse.

Og alligevel har Transportministeriet netop trukket sin repræsentant ud af bestyrelsen for »Gateway-projektet«, et fortjenstfuldt program om byggeri af nye overgange over Hudsonfloden mellem New Jersey og Manhattan. Det foreslåede statsbudget for 2018 har ligeledes ikke afsat nogen midler til arbejder på Portal Bridge, den eneste overgang over Hackensack-floden, der tager hele den nord-sydgående jernbane fra New Jersey og ind i Manhattan.

Lad os på den internationale scene se på fødevaresituationen. Den 3. juli udgav FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) en erklæring om, at den globale hungersnød vokser. Behovet for nødhjælp i Yemen, Nigeria og Sydsudan, samt andre steder, er de alvorligste, siden Anden Verdenskrig.

Den 7. juli, hvor G20 åbner, vil der samtidig være en international konference, med Schiller Instituttet som medsponsor, i New York City, om »Mad for Fred: Det nye navn for fred er økonomisk udvikling«, hvor deltagere, inklusive diplomater, landbrugseksperter og repræsentanter for USA’s landbrug, vil konferere om løsning af nødsituationer og om at gå frem mod en verden med rigelig mad, og en »fælles udviklingsskæbne«. En erklæring fra en landbrugsorganisations konference lyder: »Vi har ingen idé om de vidunderlige fremskridt, der venter forude, hvis vi kommer ind på sporet med bevidste udviklingspolitikker og kommer væk fra sporet med løgnene om, at vi skal ’have tillid til markedskræfterne …’«

Midlerne herfor er for hånden: LaRouches »Fire Love«.

Foto: (photo: Die Bundesregierung/Tybussek)

5. juli, 2017 – Under deres møde i Moskva i går, foreslog den russiske præsident Vladimir Putin og den kinesiske præsident Xi Jinping i fællesskab et initiativ for at reducere spændingerne på Koreahalvøen. »Vi har aftalt at promovere vores fælles initiativ, baseret på en russisk, skridt-for-skridt plan for en afgørelse af Korea og kinesiske ideer om samtidigt at fryse nordkoreanske atom- og missilaktiviteter, og amerikanske og sydkoreanske, fælles militære øvelser«, sagde Putin under slutpressekonferencen, som de to ledere holdt.

Kort derefter udlagde det Russiske Udenrigsministerium en generøs fælleserklæring, der var udstedt af den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov og den kinesiske udenrigsminister Wang Yi, umiddelbart efter Nordkoreas seneste missilprøveaffyring den 4. juli. Erklæringen sagde, at »Rusland og Kina vil nøje koordinere deres bestræbelser for at promovere en omfattende løsning på problemerne på Koreahalvøen, inklusive atomspørgsmålet, med det formål at opnå en varig fred og stabilitet i Nordøstasien.« Erklæringen kombinerer Kinas forslag om tosidig suspendering, hvor Nordkorea indvilger i et moratorium for yderligere missiltests samtidig med, at USA og Sydkorea suspenderer storstilede militære øvelser og planlægger en gradvis deeskalering af spændingerne på halvøen. De modstridende parter vil, ifølge erklæringen, »indlede forhandlinger og fremføre fælles principper for deres relationer, inklusive ikkeanvendelse af magt, afståelse fra aggression, fredelig sameksistens og faste forsæt om at gøre alt, de kan, for at gøre Koreahalvøen atomvåbenfri med udsigt til at fremme en omfattende løsning af alle problemer, inklusive atomspørgsmålet«.

Ruslands ambassadør til FN, Vladimir Safronkov, rapporterede om den fælles, russisk-kinesiske erklæring til FN’s Sikkerhedsråd, der trådte sammen til et hastemøde i dag. Forslaget om den tosidige suspendering og den gradvise etablering af en mekanisme for skabelse af fred og sikkerhed, kunne føre til normalisering af relationerne mellem alle stater, sagde Safronkov.

USA, Japan og Sydkorea foreslog på den anden side et nyt parti stærke, internationale og individuelle sanktioner, som f.eks. mod eksport af arbejdskraft og oliehandel, rapporterede Korea Herald her til morgen. »Ethvert land, der er vært for nordkoreanske gæstearbejdere, giver nogen økonomiske eller militære fordele eller ikke fuldt ud implementerer FN’s Sikkerhedsråds resolutioner, hjælper og tilskynder et farligt regime«, sagde den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson i en erklæring. »Vi har til hensigt at bringe Nordkoreas provokerende handling for FN’s Sikkerhedsråd og vedtage stærkere forholdsregler for at stille D.F.K. (Nordkorea) til regnskab.«

USA’s ambassadør til FN, Nikki Haley, meddelte i dag under det hasteindkaldte møde i FN’s Sikkerhedsråd, at USA snarest ville introducere en ny resolution for yderligere at stramme sanktionerne mod Nordkorea. Alt imens hun ikke ville oplyse nogen detaljer, så antydede Haley, at Nordkoreas adgang til hård valuta så vel som oliestrømmen, øgede restriktioner for fly- og skibstrafik, og at stille lederskabet af Nordkorea til regnskab, er yderligere forholdsregler, der kunne blive truffet. Haley indikerede ligeledes, at USA kunne anvende militærmagt, hvis andre forholdsregler ikke tvinger Nordkorea til at bøje sig.

Foto: Rusland og Kina har fremsat et fælles forslag til en løsning på konflikten over Nordkorea, efter landet opsendte endnu et missil den 4. juli. Her, Xi Jinping (venstre) og Vladimir Putin, under førstnævntes 2-dages besøg i Moskva den 3.-4. juli.  

Leder fra LaRouche PAC, 4. juli, 2017 – Helga Zepp-LaRouche har sagt, at topmødet i Moskva den 4. juli mellem den kinesiske præsident Xi Jinping og Ruslands præsident Vladimir Putin, faktisk ville være den første begivenhed i det forestående topmøde den 7.-8. juli i Gruppen af 20. Topmødet i Moskva i dag indledte G20-møderne på et meget højt niveau. Hvis det skulle lykkes for G20-tomødet og dets mange sidemøder at opretholde samme høje niveau, som ved præsidenterne Xis og Putins møde i dag, ville lederne af G20 bogstavelig talt have sikret en blomstrende og fredelig fremtid for menneskeheden.

Putin, Xi og deres delegationer indgik utallige aftaler – så mange, faktisk, at de fleste af dem endnu ikke synes at være blevet registreret på engelsk. Men i centrum for alle disse aftaler, var koordineringen af den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU) med Bælte & Vej initiativet, lanceret af Kina. Med reference til Bælte & Vej Forum i Beijing den 14.-15. maj (hvor Helga Zepp-LaRouche var gæst), sagde præsident Putin: »Den kinesiske leders initiativ fortjener den mest omhyggelige opmærksomhed og vil blive støttet af Rusland på enhver måde.«

Præsident Xi bemærkede, at dette var hans sjette besøg til Rusland som præsident, og hans tredje møde med præsident Putin i år.

I en pause mellem de to delegationers møder, tildelte præsident Putin præsident Xi Apostlen Sankt Andreas Ordenen, Ruslands højeste ordensdekoration, som blev indviet af Peter den Store i 1698. Putin sagde, at han gjorde dette som en anerkendelse af Xi Jinpings særlige tjenester i udviklingen af partnerskab, strategisk samarbejde og også venskab mellem de to stater.

Denne udnævnelsesceremoni var et dybt personligt øjeblik, der også på det juridiske område åbenbarede det, der er mest universelt mellem de to ledere. Præsident Xi sagde, at den aktuelle periode »sandsynligvis er den bedste periode i Kinas og Ruslands omfattende partnerskabs og strategiske samarbejdes historie«. På forskellige måder bemærkede han, at de to forfølger dette partnerskab i ikke alene deres egne nationers, men i alle nationers interesse.

Dernæst kom den udtalelse, som mange har fundet så bemærkelsesværdig – som har fået mange til at flippe ud. Nemlig udtalelsen om, at de fuldstændigt har ladt geopolitik bag dem, som Helga Zepp-LaRouche har krævet i årtier. Da han fik Sankt Andreas Ordenen, sagde præsident Xi Jinping: »Hr. Putin og jeg er helt enige om, at kinesisk-russiske relationer fortsat må være fri for enhver udefrakommende indflydelse, uanset forandringer på den internationale scene.«

Vær forvisset om, at Lyndon LaRouche, og også Gottfried Leibniz, smiler i dag.

4. juli, 2017 – Nordkorea har lanceret endnu et missil i dag, og iflg. det Japanske Forsvarsministerium faldt det ned i den japanske eksklusive økonomiske zone. I en erklæring sagde Ministeriet: »Detaljerne er ved at blive analyseret; det ballistiske missil nåede imidlertid tilsyneladende op over en højde på 2.500 km og fløj omkring 900 km i 40 minutter, før det landede i det Japanske Hav i vort lands eksklusive økonomiske zone.«

Præsident Donald Trump tweetede som respons til lanceringen: »Nordkorea har netop lanceret endnu et missil. Har denne fyr [Nordkoreas leder Kim Jong-un] intet bedre at bruge sit liv til? Svært at tro på, at Sydkorea og Japan vil finde sig i det her ret meget længere. Måske vil Kina lægge stort pres på Nordkorea og stoppe dette nonsens én gang for alle!«

Spørgsmålet om Korea blev adresseret af både den russiske præsident Vladimir Putin og den kinesiske præsident Xi Jinping under deres topmøde i Moskva, hvor de to ledere aftalte at fortsætte deres eget initiativ for en fredelig afgørelse af atomvåbenspørgsmålet i Nordkorea. Putin sagde: »Blandt vore fælles udenrigspolitiske prioriteringer er en omfattende løsning af problemerne på den Koreanske Halvø med en interesse i at sikre varig fred og stabilitet i Nordøstasien. Vi har aftalt at promovere vort fælles initiativ, baseret på den russiske gradvise plan for en afgørelse i Korea og kinesiske ideer om samtidigt at fryse Nordkoreas atomvåbenaktiviteter og USA’s og Nordkoreas storstilede militære øvelser.«

Putins erklæring blev efterfulgt af den russiske viceudenrigsminister Sergei Ryabkovs opfordring til en forsigtig respons.

»Vi er alarmeret og bekymret, og vi følger udviklingerne i Nordøstasien med temmelig stor ængstelse«, sagde han. »Det vigtigste nu er ikke at gå for vidt med en respons. De, der har en ansvarlig fremgangsmåde over for opgaven med at sikre fred, bør forstå, at, at bruge denne hændelse som påskud for at udløse en ny spiral af modforholdsregler, der uundgåeligt vil føre til gengældelsesskridt, er et prøvet og afprøvet spor, der ikke føre nogen vegne hen.« Han fortsatte, »det eneste alternativ er stabilisering i form af handlinger«.

Idet han gjorde opmærksom på det faktum, at Nordkoreas missilprøveaffyringer ikke overholder FN’s Sikkerhedsråds resolutioner, sagde han: »Rusland stemte for disse resolutioner og kan ikke stå passivt på sidelinjerne af disse udviklinger. Status quo må genvindes, og så bør deeskaleringsprocessen begynde, en skridt-for-skridt bevægelse hen imod det øjeblik, hvor en dialog kan lanceres. Det er bundlinjen af Ruslands forslag.«

»Nordkoreas missilaffyringer er endnu en påmindelse om, at der ikke findes andre muligheder«, konkluderede han.

Leder fra LaRouche PAC, 3. juli, 2017 – Koncerten i Carnegie Hall, New York, i slutningen af sidste uge og det efterfølgende symposium for at hædre Sylvia Olden Lees arbejde, samt den forestående konference, »Mad for Fred«, i slutningen af denne uge, udgør de to »bogstøtter«, der leverer det idémæssige lederskab og den programmatiske direktion for det, der er i færd med at blive én af de mest dramatiske uger for internationalt diplomati i nyere historie.

For det første er der topmødet den 4. juli i Moskva mellem den russiske præsident Vladimir Putin og den kinesiske præsident Xi Jinping, med forventede resultater, der har fået begge sider til at karakterisere mødet som »årets begivenhed«. De planlægger at konsolidere koordineringen af Kinas Bælte & Vej Initiativ med den russiskledede Eurasisk Økonomisk Union; de vil åbne nye områder for videnskabeligt samarbejde, inklusive det Arktiske Område; og de har til hensigt at arbejde tæt sammen for at bekæmpe terrorisme, narkotikahandelen og andre trusler mod global sikkerhed.

Som Helga Zepp-LaRouche bemærkede i dag, så tager Xi-Putin-topmødet form af det afgørende spørgsmål i denne strategiske kombination af begivenheder. Derimod truer G20-mødet den 7. – 8. juli i Hamborg med at blive mere et gadekarneval end et seriøst topmøde: USA’s finansminister Steven Mnuchin og Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble har gjort fælles sag i et forsøg på at bandlyse enhver diskussion af en seriøs finansreform, såsom Glass-Steagall og LaRouches Fire Love, som alene ville kunne give G20-topmødet mening og gøre den transatlantiske sektor i stand til at tilslutte sig Bælte & Vej Initiativet.

Men de såkaldte »sidelinjer« af G20-topmødet ser ud til at blive langt mere produktive end den formelle dagsorden, som Merkel-regeringen har sat for selve topmødet. Statsoverhovederne for Kina, Japan, Sydkorea og selvfølgelig USA har planlagt mange møder på sidelinjerne af topmødet. Ruslands Putin har planlagt ikke færre end 11 bilaterale møder på topmødets sidelinjer – og dette omfatter ikke hans forventede møde med den amerikanske præsident Donald Trump, det møde, der »er afgørende, og som alle har ventet på«, med Kreml-assistent Yuri Ushakovs ord.

Hvis USA, Rusland og Kina kan arbejde sammen, kommenterede Helga Zepp-LaRouche, så findes der en vej ud af den nuværende sammenbrudskrise. Dette vil kræve en desarmering af de multiple provokationer, som det bankerotte Britiske Imperium lægger i vejen for dem – fra Syrien til det Sydkinesiske Hav og til Koreahalvøen – og de må nødvendigvis adressere krisen med finanssammenbruddet, som er det Damoklessværd, der hænger over Vesten, og det må ske gennem de eneste programmatiske og idémæssige redskaber, der vil virke: nemlig dem, som Lyndon LaRouche har foreskrevet i sine »Fire Love«.

Foto: Et billede fra Hongkongs spektakulære fyrværkeriforestilling, i anledning af markeringen af 20-året for briternes overrækkelse af Hongkong til kinesisk myndighed, juni, 2017. (Telegraph/Youtube screen grab)

3. juli, 2017 – Forud for sin ankomst til Moskva til sit statsbesøg med Vladimir Putin, gav den kinesiske præsident Xi Jinping interviews til flere russiske medier, hvor han forklarede sit synspunkt om de aktuelle kinesisk-russiske relationer, som han beskrev som værende »på deres historisk højeste punkt«, samt perspektiverne for at intensivere en allerede stærk, bilateral relation og udvide samarbejdet inden for en række områder, både i den internationale arena og bilateralt.

Mest sigende var Xis erklæring, rapporteret af TASS, Rossiyskya Gazeta og Xinhua, blandt andre, om, at »de to nationer var hinandens mest pålidelige, strategiske partner«, og at de har opbygget en politisk og strategisk tillid på meget højt niveau.

»Præsident [Vladimir] Putin og jeg har opbygget en god arbejdsrelation og et nært, personligt venskab«, understregede Xi og forudsagde, at hans besøg i Moskva vil »indsprøjte nye impulser i udviklingen af de kinesisk-russiske relationer … det hastigt voksende, pragmatiske samarbejde er blevet lokomotivet i den fortløbende udvikling af russisk-kinesiske relationer«, tilføjede han.

I sine diskussioner af områder for økonomisk samarbejde – handel, energi, højteknologi og kinesisk involvering i udviklingen af det Russiske Fjernøsten – understregede Xi, at bestræbelser er i gang for at »tilpasse« Kinas Bælte & Vej med den russiskledede Eurasiske Økonomiske Union. Han nævnte specifikt infrastrukturprojekter over grænserne, såsom den nordlige, polare søfartsrute, som, sagde han, ville fremme gensidig forbundethed og »indsprøjte ny kraft i det bilaterale samarbejde«.

Samarbejde omkring bekæmpelse af international terrorisme er af den største vigtighed, sagde Xi, da det sætter et eksempel for resten af verden. Det er i begge landes fundamentale interesse og befordrende for verdensfred og stabilitet, understregede han. Han understregede desuden behovet for at intensivere samarbejde og koordinering med sådanne multilaterale organisationer som De forenede Nationer og Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO), i betragtning af, at internationale terrorgrupper opfordrer til, og planlægger, flere angreb globalt. Med klar reference til USA’s og visse vestlige allieredes strategier, advarede Xi om, at nogle lande bruger kampen mod terrorisme til at fremme deres egne interesser og anvender således »dobbelte standarder« – dvs., de lande, der ønsker at bruge antiterror-kampagnen til geopolitiske formål. Dette har haft en negativ virkning på den globale antiterror-kamp, sagde Xi.

I denne forbindelse opfordrede Xi indtrængende til, at regionale »brændpunkter« skulle håndteres korrekt. Der bør ydes hjælp til nationerne i Mellemøsten, inklusive Syrien, for at genoprette stabilitet så snart som muligt, sagde han, og der må vedtages »langsigtede, omfattende politikker« for at »udrydde ynglepladsen for terrorisme«.

Xi var ubøjelig med hensyn til spørgsmålet om deployeringen af THAAD ballistisk missilforsvarssystem i Sydkorea og advarede om, at det »har voldt alle områdets nationers strategiske sikkerhedsinteresser alvorlig skade«, inkl. Kina og Rusland. Denne deployering ville ikke være med til at gøre Koreahalvøen atomvåbenfri, tilføjede Xi, men vil derimod fremprovokere yderligere spændinger. »Moskva og Beijing har overensstemmende synspunkter mht., hvad THAAD-deployeringen repræsenterer«, sagde han, og »vil træffe passende forholdsregler for at sikre deres nationale sikkerhed og den strategiske balance i området, både i samarbejde med hinanden, og på egen hånd«. Krisen på Koreahalvøen, understregede Xi, kan kun løses gennem dialog, som vil tage alle de involverede parters »rimelige interesser« i betragtning. Han krævede en fremgangsmåde med to spor, der både involverer en »gradvis atomafrustning af Nordkorea og et ophør af fælles amerikansk-sydkoreanske militærøvelser i området«.

Foto: Vue over den nyligt byggede bro over Gyldne Horn-bugten i den russiske, fjernøstlige havn i Vladivostok, ikke langt fra grænsen til Kina.

3. juli. 2017 – Den kinesiske præsident Xi Jinping ankom til Moskva i dag til to dages møder med sin russiske modpart, Vladimir Putin, med hvem han er mødtes i alt 21 gange. Talsmand for Kreml, Dmitry Peskov, meddelte, at besøget vil begynde med et uformelt møde over en middag i aften i Kreml, efterfulgt af det officielle besøg den 4. juli, som vil omfatte »fuldgyldige forhandlinger« mellem de to ledere. Flere aftaler til en værdi af henved $10 mia., såvel som også flere end et dusin interguvernementale aftaler om samarbejde, skal efter planen underskrives.

Efter forhandlingerne vil der blive afholdt en særlig ceremoni, hvor Putin vil tildele Xi den russiske Sankt Andreas-orden for hans fornemme tjeneste for Kinas og Ruslands befolkninger.

En artikel i Xinhua den 2. juli af Liao Bingqing rapporterede, at topmødet er »årets begivenhed« for de to lande, og at »man ser enorme muligheder i parringen mellem Kinas forslag om Bælte & Vej Initiativet og Eurasisk Økonomisk Union (EAEU), der ledes af Rusland, og som også er på dagsordenen for de to statsoverhoveders forestående forhandlinger«. Artiklen understreger den »høje, gensidige tillid, der ikke har fortilfælde« mellem de to lande. En anden artikel i Xinhua citerer CIIS-seniorforsker Chen Yurong: »Den tætte arbejdsrelation mellem de to statsoverhoveder og deres personlige venskab er blevet et ’lokomotiv’ i udviklingen af bilaterale relationer … De kan udveksle synspunkter om næsten alt, hvilket reflekterer det høje niveau af politisk tillid mellem de to lande.«

Ruslands minister for økonomisk udvikling, Maxim Oreshkin, gav et interview til Xinhua, som ligeledes understregede de store fremskridt, man forventer af dette topmøde. »Kina er ikke kun vores nære nabo, men også vores hovedpartner inden for handel og økonomi.« Samarbejde mellem Rusland og Kina dækker næsten alle områder, sagde han, inklusive energi, industri, infrastruktur, landbrug, videnskab og teknologi.

»Der er gode betingelser for samarbejde omkring skabelse af transportkorridorer – jernbaner, hovedveje og havne – gennem det russiske territorium, og som forbinder markederne i Kina og Europa«, sagde Oreshkin. Kina og Rusland udvikler nu i fællesskab det arktiske område og arbejder på at skabe et wide-body (dvs. med to midtergange) langdistancefly. »Samarbejde med kinesiske foretagender betyder etablering af nye initiativer, jobskabelse og investering i infrastruktur«, sagde den russiske minister. For at tiltrække nye investorer, sagde han, har Rusland lanceret flere infrastrukturprojekter i landets fjernøstlige del, tæt ved Kinas nordøstlige område.

Oreshkin understregede ligeledes betydningen af en yderligere integration af Kinas Bælte & Vej Initiativ og den russiskledede Eurasisk Økonomisk Union.

»Vi taler om at forbedre transport- og logistikinfrastrukturen og skabe nye transportruter og logistiske omdrejningspunkter ved at bruge kinesiske investeringer eller etablere konsortier med kinesiske selskaber«, sagde han.

Foto: Kinas præsident Xi ankom til Moskva den 3. juli for 2 dages møder med den russiske præsident, Vladimir Putin, forud for G20-topmødet den 7.-8. juli i Hamborg, Tyskland.

2. juli, 2017 – Strategisk CIA-analytiker gennem 27 år, og medlem af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), Ray McGovern, en tidligere præsidentiel briefer, opfordrer indtrængende præsident Trump til at anskue den strategiske situation set med Putins øjne forud for deres møde, i en artikel den 1. juli i Consortium News, der er skrevet som en præsidentiel briefing, »Hvad Trump kan forvente fra Putin«.

For det første, siger McGovern, så anså Putin den nu afdøde ABM-traktat som nøglen til at opretholde atomvåbenbalancen mellem USA og Rusland og sagde til filmskaber Oliver Stone, at USA’s tilbagetrækning under George W. Bush i 2001 »ødelagde denne balance. Og det er en stor fejltagelse«.

Putins generaler, siger han, »kan ikke undgå at se det, som at ABM-deployeringer giver USA evnen til et førsteslagsangreb for at halshugge Ruslands ICBM’er og således beskytte USA imod en gengældelse med atomvåben«. Putin anser forsøget på at retfærdiggøre ABM’erne som værende nødvendige for at standse et angreb fra Iran, som »fornærmende uoprigtigt«.

NATO’s fremmarch mod Øst er længe blevet opfattet som bedrag, siger McGovern, men kuppet i Ukraine i februar, 2014, ændrede spillet, »et regimeskifte for meget«, langs med en rute, der rent historisk er blevet brugt af angribere af Rusland. Krim, siger McGovern, blev gen-inkorporeret i Rusland for at forhindre det i at blive inkorporeret i ABM-deployeringens inddæmning af Rusland. McGovern minder om, at Putin i sine interviews til Oliver Stone pointerede, at ABM-udfordringen er »et separat spørgsmål, der utvivlsomt vil kræve en respons fra Rusland«. Og den 17. juni, 2016, blev Putin rasende på journalister – noget, der er velkendt for Trump – for ikke at forstå, hvor vigtig denne eksistentielle trussel mod Rusland er.

Putin giver Bush’ beslutning i 2001 om at forlade ABM-traktaten, der i 30 år havde været »hjørnestenen i systemet for national sikkerhed som helhed«, skylden for sin mistillid til USA. Barack Obama legede med Rusland ved at sige til daværende præsident, Dmitry Medvedev, i 2012 i Seoul, at spørgsmålet om missilforsvar »kan løses, men at det var vigtigt, at han [Putin – der stod for at efterfølge Medvedev] giver mig plads«. Intet skete.

McGovern siger, »Siden sin tilbagevenden til magten i 2012, har den russiske præsident Putin søgt atter at hævde Rusland som en stor magt på den globale scene og omstrukturere en international orden, som Kreml mener, hælder alt for meget til USA’s fordel på Ruslands bekostning … Moskva har søgt at fremme en multipolær verden … en omhyggelig magtbalance, der forhindrer én stat eller gruppe af stater i at dominere den internationale orden …«

McGovern kalder »en rimelig vurdering«, en ny analyse fra Forsvarets Efterretningstjeneste (DIA), der siger, »Moskva har søgt at opbygge et robust militær, der er i stand til at beskytte magt, tilføje troværdighed til russisk diplomati og sikre, at russiske interesser ikke længere summarisk kan afvises uden konsekvenser«.

https://consortiumnews.com/2017/07/01/what-trump-can-expect-from-putin/

Foto: Fra Oliver Stones interview med Vladimir Putin. 

2. juli, 2017 – Den 26. juni meddelte præsident Trumps pressesekretær, Sean Spicer, at præsidenten var i besiddelse af beviser for, at den syriske præsident Bashar al-Assads styrker var i færd med at forberede et »nyt« angreb med kemiske våben. Præsident Trumps respons var, at Assad ville betale »en høj pris«, hvis et angreb blev forsøgt.

Det britiske presseagentur Reuters har nu, sent den 1. juli, cirkuleret en påstand om, at al-Assads regeringsstyrker angreb oprørere og / eller civile i nærheden af Damaskus med kloringas. Denne britiske påstand er pr. den 2. juli ikke blevet mere generelt gentaget i medierne.

På sin Facebookside advarede talsmand for det Russiske Udenrigsministerium, Maria Zakharova, om, rapporterer Sputnik, at »Som vi advarede om for et par dage siden, så har man indledet en informationspropagandakampagne om ’Damaskus’ brug af kemiske våben’. Der vil dukke flere klip op, af varierende kvalitet. Lav kvalitet, som denne, eller af Hollywood-kvalitet. Der vil forekomme mange falsknerier; en enorm kampagne er blevet forberedt.« Zakharovas opslag blev ledsaget af et screenshot fra en video, der blev delt på de sociale medier, og som angiveligt viste et hospital i det østlige Ghouta. Speakeren i videoen hævder, at de personer, han filmer, har været udsat for kloringas, brugt af regimet. Sputniks oversættelse af hendes FB-opslag blev også delt af den Russiske Ambassades Facebook i Washington, inkl. screenshot og link til Sputnik. (https://sptnkne.ws/eNq4)

Den 30. juni havde syndikerede klummeskribent og tidligere rådgiver til Reagans Hvide Hus, Paul Craig Roberts, en artikel om Seymour Hersh’ historie om den tilsyneladende splittelse mellem præsidenten og hans militære rådgivere om strategien for Syrien, og han konkluderer:

»En rimelig konklusion er, at Washingtons [Obamas, -red.] plan om at bruge ISIS til at vælte Syrien, og så dernæst gå i gang med Iran, blev kørt af sporet af det russiske og syriske militærs succes mod ISIS. Dernæst forsøgte USA at dele Syrien ved at besætte en del af det, men blev udmanøvreret af russerne og syrerne. Dette lod kun direkte amerikansk involvering tilbage som eneste alternativ til nederlag. Denne direkte, amerikanske involvering begyndte med det amerikanske angreb på den syriske militærbase og blev efterfulgt af nedskydningen af et syrisk krigsfly. Næste stadium bliver et kemisk angreb, eller angiveligt kemisk angreb, iscenesat af USA under falsk flag, og dette ’falske flag’ vil, som det allerede er blevet annonceret, blive påskud for en amerikansk militæraktion i større skala mod Syrien, hvilket, med mindre, russerne opgiver Syrien, betyder konflikt med Rusland, Iran og måske Kina.«

http://www.paulcraigroberts.org/2017/06/30/deception-inside-deception-alleged-sarin-gas-attack/