8. april, 2017 – Der er ingen beviser for, at det syriske militær har oplagret kemiske våben på Shairat-flyvebasen, som USA ramte med et missilangreb den 6. april, og USA’s Udenrigs- og Forsvarsministerium er heller ikke fremkommet med nogen beviser, sagde talsmand for det Russiske Forsvarsministerium, generalmajor Igor Konashenkov, i dag, rapporterede Sputnik. »24 timer efter de amerikanske flådekrigsskibe lancerede et massivt angreb med krydsermissiler mod Shairat [flyvebase i Syrien], har hverken Pentagon eller USA’s Udenrigsministerium fremlagt beviser for tilstedeværelsen af kemiske våben dér«, sagde han.

Konashenkov påpegede, at dusinvis af medierepræsentanter, lokal administration, brandfolk og militært personel også har besøgt basen siden angrebet, og de har ikke fundet nogen beviser på kemiske våben. Desuden er der ingen, der bærer gasmasker eller andet beskyttelsesudstyr, hvilket ville have været en nødvendighed som følge af den gifttrussel, som ville være blevet skabt af missilangrebet, hvis sådanne våben havde været til stede.

»Et spørgsmål rejser sig: Hvad er igen blevet demonstreret for den amerikanske præsident som angiveligt bevis for den angivelige besiddelse af kemiske våben i en stat, Washington ikke kan lide, og hvem gjorde det [præsenterede ’beviset’]?« spurgte Konashenkov. »Den eneste måde, hvorpå man kan få objektivt bevis for den angivelige besiddelse af kemiske våben på Shairat, og demonstrere det for verden, er således at sende en kommission af eksperter derhen«, sagde han. Han bemærkede, at »tegnene, der efterlades fra en kamp med giftige substanser, kan ikke skjules, selv måneder og år efter, at de var blevet oplagret [på et bestemt sted]. 

Foto: USA affyrer krydsermissiler mod den syriske flyvebase.  

7. april, 2017 – Den russiske præsident Vladimir Putin har advaret om, at det amerikanske angreb mod Syrien »vil gøre stor skade på amerikansk-russiske bånd«. En kommentar fra den russiske præsidents pressetjeneste, udgivet kl. 9:00 her til morgen, erklærer:  

»Ruslands præsident anser de amerikanske luftangreb mod Syrien for at være en aggressiv handling imod en suveræn stat, som blev udført i overtrædelse af folkeretten under påskud, der var langt ude. Den syriske hær har ingen kemiske våben. Ødelæggelsen af alle syriske, kemiske våbenlagre er som kendsgerning registreret og verificeret af OPCW, en FN-specialorganisation. Vladimir Putin mener, at den totale tilsidesættelse af faktuel information om terroristers brug af kemiske våben, på drastisk vis forværrer situationen.

Denne handling fra Washingtons side [det amerikanske luftangreb på en syrisk flyvebase] har leveret et alvorligt slag mod russisk-amerikanske relationer, som i forvejen er i en dårlig forfatning. Hvad der er vigtigere, så vil denne handling ikke bringe os nærmere til det sluttelige mål med at bekæmpe international terrorisme, men vil i stedet skabe en større forhindring for etableringen af en international kontraterror-koalition og for en effektiv kamp imod dette globale onde, noget, som den amerikanske præsident Donald Trump erklærede som ét af sine hovedmål under sin valgkampagne.«

Kremls talsmand Dmitry Peskov tilføjede, at, selv om USA på forhånd adviserede Rusland om angrebet gennem tekniske kanaler, »så var der ingen, der ringede til Putin«.

Peskov tilføjede: »Med hensyn til ændringerne i den geopolitiske situation efter disse angreb, så lad os sammen holde øje med situationens udvikling. Foreløbig kan man definitivt sige, at angrebene har svækket kampen mod terrorisme«, og ligeledes, at angrebene opfattes som en aggressiv handling mod Ruslands allierede.

Peskov bekræftede, at Rusland har suspenderet Memorandaet om forebyggelse af militære hændelser og sikring af flysikkerhed, som blev underskrevet sammen med USA. »Dette memorandum blev uden betydning i går aftes, da angrebet blev udført«, sagde han.

»Det, der er entydigt, er den kendsgerning, at angrebene [af USA mod Syrien] de facto blev leveret i ISIL’s, Jabhat al-Nusras og andre terrororganisationers interesse«, sagde han.

Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov talte fra Tasjkent og understregede det fabrikerede påskud for luftangrebene. »Dette minder om 2003, hvor USA og UK, sammen med nogle af deres allierede, invaderede Irak uden samtykke fra FN’s Sikkerhedsråd og som en overtrædelse af folkeretten.« Han tilføjede, at, denne gang, »Gjorde de sig ikke engang den ulejlighed at levere nogen kendsgerninger og refererede kun til fotos. De hengav sig til spekulationer over børns fotos, over bevis, der var fremkommet gennem diverse non-guvernementale organisationer, inklusive de såkaldte Hvide Hjelme, der iscenesatte diverse ’hændelser’ for at anstifte aktioner imod den syriske regering.«

Moskva vil kræve sandheden om begivenhederne i Idlib, understregede Lavrov. »Det er beklageligt, at alle disse årsager gør mere skade mod de allerede beskadigede relationer mellem Rusland og USA. Der er fortsat håb om, at disse provokationer ikke vil medføre uafvendelige virkninger. Jeg ved ikke, hvornår vi vil være i stand til at finde ud af, hvordan USA traf beslutningen om at angribe Syrien. Men vi må forlange, at sandheden afsløres, og det vil vi gøre.«

I en militær vurdering af angrebene sagde talsmand for det Russiske Forsvarsministerium, generalmajor Igor Konashenkov, den 7. april, at kun 23 af de 59 missiler ramte deres mål. »Kampeffektiviteten af USA’s massive missilangreb på Syriens flyvebase var således meget lav«, understregede Ministeriets talsmand. »Ifølge dataregistreringsudstyret nåede kun 23 missiler den syriske flyvebase. Hvor de øvrige missiler faldt, er ukendt.«

»Det er indlysende, at det amerikanske angreb med krydsermissiler mod den syriske flyvebase havde været planlagt i god tid forud«, sagde Konashenkov. »Opvisningen af militære muskler stammede udelukkende fra interne, politiske motiver«, sagde han. Pentagon-samarbejde suspenderet.

Han tilføjede, at det russiske militær nu vil træffe forholdsregler for at styrke det syriske luftforsvar. »For at beskytte den syriske infrastrukturs mest sårbare faciliteter, vil der i den umiddelbare fremtid blive truffet en række forholdsregler for at styrke og højne effektiviteten af de syriske luftstyrkers luftforsvarssystem«, sagde han. »Vi kan måske nu forvente, at amerikanske fly, der flyver ind i Syrien, vil blive oplyst af syriske og russiske luftforsvarssystemer som en advarsel, i det mindste i begyndelsen. Gad vide, hvor mange af USA’s allierede, der så stadig vil være interesserede i at flyve i Syrien.«   

7. april, 2017 – Under et sammentræde af FN’s Sikkerhedsråd, der blev indkaldt i dag for at adressere krisen i Syrien i kølvandet på USA’s missilangreb i går aftes, anklagede Ruslands vicerepræsentant til FN, Vladimir Safronkov, USA, Det forenede Kongerige (UK) og Frankrig – samt deres allierede – for hykleri med deres krav om en politisk løsning i Syrien samtidig med, at de retfærdiggør en militær aktion, der blot vil støtte terroristernes formål.

USA’s angreb mod Syrien var en »illegitim aggressionshandling mod en suveræn stat«, der var en krænkelse af folkeretten og FN’s charter, anklagede Safronkov. Det vil få alvorlige regionale og internationale konsekvenser, og, sagde han skarpt, »det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvor meget disse terroristers gejst er vokset efter støtten fra Washington«. Faktisk, bemærkede han, havde ISIL og al-Nusra Front udført angreb umiddelbart efter USA’s missilangreb. USA har »angrebet dem, der bekæmper terrorisme« i Syrien, anklagede han og hævdede, at Washington, London og Paris er besat af den »paranoide idé« om at vælte Syriens legitime regent.

USA’s ambassadør Nikki Haley og UK’s ambassadør Matthew Rycroft handlede på en koordineret måde og gav i et fornærmende sprog Rusland skylden for det angreb med kemiske våben, som de sagde, præsident Bashar al-Assad havde lanceret mod sit eget folk. Rycroft støttede stærkt gårsdagens missilangreb mod Syrien, fordi, sagde han, »krigsforbrydelser har konsekvenser«. Sammen med Iran »har den russiske regering et betydeligt ansvar« for angrebet mod Idlib den 4. april, som, »uden nogen tvivl« blev begået af Assad-regimet, sagde Haley. Rusland har »stået ved Assads side«, hver eneste gang, han »overskred stregen for menneskelig anstændighed«, hævdede hun aggressivt, og som Rycroft hævdede hun, at Syrien havde »ydmyget« Rusland, der angiveligt skulle være garant for fjernelsen af kemiske våben. Måske er Rusland inkompetent, sagde hun. Eller, »det kunne også være, at Rusland bevidst tillader den fortsatte eksistens af kemiske våben i Syrien«.

Safronkov sagde meget skarpt til Rycroft, at han skulle holde op med at bruge »uprofessionelle argumenter imod mit land« – dette er løgne. Og, »forsøg ikke at komme i klammerier i den arabiske verden. I vil mislykkes«. Alle arabiske nationer »husker Det forenede Kongeriges kolonihykleri « i dette område, advarede han.

Bundlinjen er, sagde han, at de syriske bevæbnede styrker er den væsentligste anti-terrorstyrke i landet. Den Russiske Føderation har krævet en international koalition for at imødegå terrorisme på basis af folkeretten. Men I, sagde han, henvendt til USA, »har valgt en anden kurs«, der vil forårsage mere tragedie for hele området. Efter at have fordømt Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) for dets svigt mht. at gennemføre en seriøs, professionel undersøgelse af brugen af kemiske våben, konkluderede Safronkov, at USA »er bange« for en reel, ægte undersøgelse af Idlib-hændelsen, fordi den kunne vise, at USA (og dets allierede) har uret, når de giver Assad skylden for angivelig brug af kemiske våben.

Foto: USA’s ambassadør til FN, Nikki Haley, fremviser i FN Sikkerhedsråd fotos af ofre, herunder børn, for kemisk gift, som, hævdede hun og UK’s ambassadør Rycroft, ’uden nogen tvivl’ skyldtes, at Assad havde lanceret et angreb med kemiske våben mod sit eget folk i Idlib.       

Med formand Tom Gillesberg.

»Det er i dag 6. april, den første dag i et todages møde i Florida … mellem Donald Trump og Xi Jinping. Der er mange spekulationer om, hvad der skal komme ud af det. Det er meget, meget tidligt i Trumps præsidenttid, at man tager et så stort møde; det er trods alt mellem verdens to største økonomiske magter. Meget vigtigt møde; det er givet, at begge sider har forberedt sig rigtig godt. Donald Trump er også assisteret af udenrigsminister Tillerson, der jo som bekendt … skulle have været til NATO-topmøde netop nu, men hvor han på forhånd annoncerede, at han ikke kom til NATO ministertopmødet, fordi han havde vigtigere ting at tage sig til, nemlig dette møde med Kina, og så flyttede man NATO ministertopmødet … Tillerson var som bekendt for meget kort tid siden i Kina og havde lange diskussioner med Xi Jinping, og i den forbindelse ikke mindre end to gange sagde de magiske ord: USA under Donald Trump ønsker et meget positivt forhold til Kina, baseret på politikken om ingen konfrontation, ingen konflikt, gensidig respekt, og at man altid vil søge efter win-win-løsninger … «       

Lyd:

6. april, 2017 – Ruslands permanente vicerepræsentant til FN, Vladimir Safronkov, angreb Obama-administrationens politik for provokationerne over det kemiske angreb i Syrien og placerede herved den reelle skyld for den oppustede krise, hvor den hører hjemme.

»Den tidligere administrations såkaldte ’røde linjer’ der, hvis de blev overskredet, skulle have udløst en militær indblanding i den interne, syriske konflikt, var en skelsættende begivenhed i giftige kemikaliers historie i Syrien, efterfulgt af fuldt optrappede giftige substanser«, sagde Safronkov. »Denne beslutning blev et omdrejningspunkt for yderligere provokationer fra terrorister og ekstremistiske organisationer, med anvendelse af kemiske våben.«

Vestens interesse i begivenheder, der omfatter kemiske våben, »har desværre en veldefineret, ideologisk drejning«, tilføjede han. »Vi kan sige, at det er uløseligt vævet sammen med stoffet i anti-Damaskus-kampagnen, der stadig trækker i langdrag mht. at ende i den historiens skraldespand, den fortjener.«

»Vore vestlige partnere foretrak på det tidspunkt at forholde sig tavse, inklusive mht. anmodningen fra Damaskus, der blev indgivet i marts, 2013, om at undersøge de militante kæmperes anvendelse af nervegassen sarin i angrebet i udkanten af Aleppo«, sagde Safronkov. »Vi håber, det ikke vil blive gentaget denne gang.«

Den russiske præsidentielle talsmand, Dimitry Peskov sagde i en erklæring den 6. april, at der fremkommer anklager mod den syriske regering på baggrund af utilstrækkelige og upålidelige beviser, og han advarede om mulig provokation.

»Det er hævet over enhver tvivl, at der eksisterer kræfter, der satser på at ophæve legitimiteten af det lovmæssige lederskab af den Syriske Republik. Og terrorismens kræfter, og de, der støtter terrorister, eksisterer«, svarede Peskov på et spørgsmål om, hvem, der efter hans mening, stod til at få fordel af at udnytte situationen. »Dette var en farlig og monstrøs forbrydelse, men det ville være ukorrekt at hænge navneskilte på [for at identificere dem, der gjorde det]«, sagde Peskov til reportere under en telefonkonference.

Peskov sagde, at beviser for hændelsen, som blev givet af de Hvide Hjelmes civile forsvarsgruppe, ikke kunne anses for pålidelige, og sagde: »Vi er ikke enige i disse konklusioner.«

»Umiddelbart efter tragedien, havde ingen adgang til denne region … data, som den amerikanske side eller vore kolleger fra andre lande måtte have haft adgang til, kunne ikke have været baseret på objektive fakta«, sagde Peskov til reportere.

»Det væsentlige er at afholde sig fra forhastede konklusioner«, sagde Peskov til journalister. »Vi har brug for udveksling af information for at verificere kendsgerningerne og herefter drage konklusioner, og ikke før. Enhver konklusion, der drages, før en sådan udveksling af information har fundet sted, vil bestemt blive anset for at være en konklusion, der ikke reflekterer kendsgerningerne.«

Peskov sagde også, at uenigheden sandsynligvis ikke ville ændre arten af båndene mellem Rusland og USA.

Foto: Ruslands vicerepræsentant til FN, Vladimir Safronkov, taler i FN.

5. april, 2017 – Alt imens verden synes at være overbevist om, at syrerne er ansvarlige for det påståede giftangreb i den østlige udkant af Khan Sheikhun tirsdag, sagde en talsmand for det Russiske Forsvarsministerium, at syrerne angreb et ISIS-våbenlager, hvor ISIS fremstillede kemiske våben.

»Ifølge russiske luftrums-overvågningssystemer, udførte det syriske luftvåben i går mellem kl. 11:30 og 12:30 lokal tid, et luftangreb i den østlige udkant af Khan Sheikhun, hvor de som mål havde et stort ammunitionslager tilhørende terroristerne og en samling militærudstyr. Lagerområdet husede værksteder til fremstilling af projektiler, fyldt med kemisk gift«, sagde generalmajor Igor Konasjenkov, citerer TASS. »Fra dette store arsenal blev våben med kemisk gift leveret af de militante kæmpere til Irak. Terroristernes anvendelse af disse kemiske giftvåben er ved flere lejligheder blevet bekræftet af internationale organisationer og officielle myndigheder i landet«, sagde han.

»Videooptagelser fra sociale netværk viser, at de mennesker, der blev påvirket i Khan Sheikhun, viser de samme symptomer på forgiftning, som ofrene i angrebet på Aleppo havde sidste efterår«, bekræftede han.

Konasjenkov fortsatte, at Rusland har overgivet al relevant information til Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW), som »stadig undersøger dem«. »Vi forsikrer om, at denne information er totalt objektiv og sand«, sagde han.

Det Russiske Forsvarsministerium har afvist informationen, der kommer fra det såkaldte Syriske Menneskerettighedsobservatorium, som påstår, at russiske fly var involveret i angrebet og kaldte dets rapport »et falsum« og sagde, at ingen af Ruslands fly havde udført luftangreb mod Khan Sheikhun og dets udkanter.

Syriens Forsvarsministerium lagde skylden for det kemiske angreb på terrorister og deres støtter og afviste enhver anvendelse af kemisk gift i Khan Sheikhun.      

Leder fra LaRouche PAC, 4. april, 2017 – Civilisationens skæbne kunne meget vel blive afgjort i denne uge, med præsident Trump, der står fast imod den »farvede revolution«, der føres imod USA fra Det britiske Imperiums og deres håndlangere i den mislykkede Obama-administrations side, og som samtidig er i færd med at forberede et historisk topmøde med den kinesiske præsident Xi Jinping, hvor han officielt kunne, og må, tilslutte sig den Nye Silkevej.

Den britiske imperieopdeling af verden i krigsførende blokke – af hvilke ingen er vigtigere for deres modbydelige Imperiums overlevelse end »Øst vs. Vest« – ville kollapse under et Trump-partnerskab med Kina for at samarbejde om udviklingen af verdens nationer gennem Kinas Ét Bælt, én Vej, og gennem et partnerskab med Rusland for at overvinde terroristsvøben, en skabelse af London og deres saudiske monarkiske allierede.

I kølvandet på terrorbombningen af en Metrostation i Skt. Petersborg i mandags, ringede Trump til præsident Vladimir Putin og tilbød »den amerikanske regerings fulde støtte til responsen på angrebet, og med at bringe de ansvarlige til retsligt ansvar«, iflg. Det Hvide Hus. »Både præsident Trump og præsident Putin var enige i, at terrorisme må endegyldigt og hurtigt besejres«, lød udskriftet.

Torsdag og fredag vil præsidenten mødes med Xi Jinping på sin ejendom i Florida. Det rapporteres, at begge parter har planlagt topmødet omhyggeligt – begge parter ønsker et succesrigt møde, og begge parter har til hensigt at gøre en ende på den geopolitiske nulsums-fremgangsmåde over for globalt diplomati og erstatte det med win-win-samarbejde for at adressere menneskehedens fælles mål. Som udenrigsminister Rex Tillerson under sit besøg i sidste måned for at arrangere denne uges topmøde sagde til kineserne, så ville de amerikansk-kinesiske relationer under Trump-administrationen blive »en meget positiv relation, der bygger på nul konfrontation, nul konflikt, gensidig respekt og altid i søgen efter win-win-løsninger«. Dette reflekterede direkte Xi Jinpings opfordring fra 2012 til at opbygge »en ny slags relationer mellem store lande« mellem Kina og USA, baseret på »nul konflikt, nul konfrontation, gensidig respekt og win-win-samarbejde«, et forslag, der blev blankt afvist af præsident Obama, som i stedet gik frem med forberedelser til en militær konfrontation med Kina.

Bestræbelserne fra briternes/Obamas/mediernes side på at give Rusland skylden for Hillary Clintons fejlslagne valgkampagne, og på at anklage Trump for at være et godtroende fjols for russerne, bliver i stigende grad latterliggjort, alt imens Obamas og hans korrupte efterretningsteams forbrydelser ikke længere kan skjules. Den tidligere vicedirektør for USA’s Centralkommandos Efterretningstjeneste, oberst James Waurishuk, sagde, i sin respons til afsløringen af Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, Susan Rices rolle i at bruge efterretningssamfundet til at udspionere Trump-kampagnen: »Vi står og ser på en potentiel, forfatningsmæssig krise ud fra standpunktet om, at vi brugte en ekstremt stærk kapacitet, der er tiltænkt at bruges til at sikre og beskytte landet, og vi brugte det til politiske formål, på vegne af den siddende præsident. Det skaber en ny præcedens.«

Trump adresserede også Byggesektorens Fagforenings kongresmedlemmers konference i Washington, D.C., i dag, og inspirerede dem til at tage ansvar for de »engang så fremgangsrige byer, der nu skæmmes af tomme parceller, og engang så fremgangsrige industribyer, der nu ligger hen som rustbyer og er i totalt forfald«. Han fortsatte: »Jeg har her for mig i dag, her i denne sal, de mænd og kvinder, der, hvis de får muligheden, kan transformere disse lokalsamfund. I er borgere, der kan genopbygge vore byer, genoplive vore industrier og forny vort elskede land, og jeg ved, I ikke vil helme, før jobbet er gjort.«

Det britiske Imperium er i færd med at brase sammen, men, med en følelse af total desperation, udsender de deres styrker for at bekæmpe Amerikas Forenede Stater, for at bevare deres »del og hersk«-magt over verden på vegne af deres bankerotte finansimperium. Hvis USA, Kina og Rusland sluttede sig sammen, på vegne af hele menneskeheden, ville det betyde enden på Imperiet, måske for altid.

De ideer, der i løbet af de seneste halvtreds år er blevet introduceret og udbredt af den bevægelse, som Lyndon LaRouche har grundlagt – for fred gennem udvikling, for en genoprettelse af det Amerikanske System for en kreditinvesteringsøkonomi, for en ende på den kulturelle sump med »sex, narko, rock and roll« til fordel for en ny renæssance for klassisk kultur og videnskab – er nu meget tæt på at realiseres. Vi kan ikke svigte historien på dette storslåede tidspunkt.

Foto: Præsident Trump taler for den Nationale Byggesektors Fagforeningskonference i Washington, 4. april, 2017.                  

3. april, 2017 – Daisuke Kotegawa, tidligere regeringsmedlem i Japans Finansministerium og Japans repræsentant i IMF, sagde i sidste uge ved Moskva Økonomiske Forum, at Trumps valgsejr signalerer, at »verdensøkonomien er i færd med at transformeres fra finansiel kapitalisme og tilbage til en vareproduktionsorienteret økonomi«, hvilket vil »blive klarere, hvis adskillelsen af investeringsbankvirksomhed og kommerciel bankvirksomhed, som er foreslået af Trump«, bliver gennemført.

Kotegawa forklarede, at, som regeringsmedlem i Finansministeriet i 1997-98, havde han tilbagekaldt Credit Suisses banklicens for deres praksis med at drage japanske forsikringsselskaber ind i derivatsvindler, der drev dem bankerot, og tilføjede, at han ville have gjort det samme med AIG, men de havde ingen banklicens (han antydede, at, havde man gjort det, kunne AIG’s rolle i katastrofen i USA i 2008 muligvis have været undgået).

Med hensyn til Ruslands nuværende, interne økonomiske problemer, sagde han, at de »forfærdelige politikker, som prof. Jeffrey Sachs og hans team var fortaler for, samt folkene fra Goldman Sachs, ødelagde det russiske folks tillid til banksystemet i 1998« gennem »chokterapiens« politik, som stjal deres bankindskud. At genoprette tilliden til bankerne er afgørende for at genoprette kredit, sagde han.

Han påpegede også forfaldet i USA’s infrastruktur, men tilføjede, at Trump adresserer dette direkte. Han støtter Trumps krav om regeringsstøtte til fremvoksende, små foretagender; for en stor stimulering til infrastruktur; og for at bringe fred til Mellemøsten og for den enorme genopbygning, der behøves dér, som vil være fordelagtig for både amerikanske og russiske foretagender.

Under et 30 minutter langt interview på RT den 23. marts på showet ’Worlds Apart’ med Oksana Boyko, gennemgik Kotegawa disse samme spørgsmål og tilføjede, at han mente, at Trumps prioriteringer var, for det første, at afslutte frihandelsaftalerne, dernæst en stor stimulus, dernæst fjernelse af reguleringer over for små banker og foretagender, og så vil han være i stand til at gå videre med Glass-Steagall, hvor han går op imod storbankerne. Han forklarede, at, siden den japanske bankkrise i 1990’erne, hvor flere banker blev lukket og bankierer blev fængslet, har bankiererne været »meget forsigtige«, og at, på trods af anklager om at have været årsag til et »tabt årti« i Japan, så reddede afvisningen af fuldt ud at gå med i derivatfiaskoen deres banksystem, alt imens USA og Europa derimod »aldrig er kommet sig« over krisen i 2008.

På et spørgsmål fra Boyko om, hvorfor de vestlige nationer aldrig greb til handling for at fængsle og lægge bankerne i tømmer, svarede Kotegawa med et smil: »Demokrati fungerer bedre i Asien.«

I betragtning af afsløringerne i dag om Susan Rice i den farvede revolution imod Trump, er det værd at bemærke, at Kotegawa nævner Susan Rice (USA’s ambassadør til FN under Obama, fra 2009, -red.) som den person, der lagde enormt pres på Abe i 2014 for at gå med i sanktionsregimet mod Rusland og ikke besøge Putin i 2016. Abe afviste klogeligt dette »råd«.

(Daisuke Kotegawa sagde i januar 2017 ja til at blive medlem at Schiller Instituttets internationale rådgivningsråd. Kotegawa har deltaget med foredrag på flere Schiller Institut-konferencer.)          

31. mrs., 2017 – Anklagerne om, at den russiske regering og Donald Trump på en eller anden måde konspirerede for at stjæle den amerikanske præsidentpost fra Hillary Clinton, er »endeløse og grundløse«, sagde den russiske præsident Vladimir Putin i går til pressen, efter at han havde deltaget i et møde langt mod nord, i byen Arkhangelsk, om »Det Arktiske Område – et territorium for dialog«.

Putin beskrev de nuværende relationer mellem Washington og Moskva som »på nulpunktet«, og han gik dernæst ind i bagvaskelseskampagnen.

»Vi ser, hvad det er, der foregår. De forhindrer den nye [amerikanske] præsident i at opfylde sine kampagneløfter om mange spørgsmål: sundhedssystemet, andre spørgsmål, internationale relationer, bånd til Rusland. Vi venter på, at situationen skal normalisere sig og blive mere stabil. Og vi bryder ikke ind på nogen som helst måde.« Dernæst gentog han: »Hør, hvad jeg siger: Nej.«

Putin advarede om denne provokerende kampagnes ekstreme farlighed. »Dette anti-russiske kort bliver spillet til fordel for nogle interne, amerikanske kræfters interesser, og det har til hensigt at styrke og konsolidere deres positioner. Jeg mener ikke, det tjener det store flertal af det amerikanske folks interesser at bringe de amerikansk-russiske relationer til en tilstand af absurditet, for at tjene intern politik. Ønsker vi fuldstændigt at kappe de diplomatiske relationer? Ønsker vi at bringe situationen dertil, hvor de var i 1960’erne under Cuba- [missil] krisen? Hvor ønsker folk, der opfører sig så uansvarligt, at bringe os alle, inklusive det amerikanske folk, hen?«

Putin afviste ligeledes den idé, at Arktis kunne blive et konfliktområde med USA.

»Rusland ser intet potentiale for konflikter i det Arktiske Område … [Vi] vil ikke enten være i krig eller i konkurrence med USA. Jo hurtigere, vi etablerer samarbejde i den militære sfære, desto bedre.«

Nedenstående er et kort klip fra Forummet, hhv. hele diskussionen mellem præsidenterne fra Rusland, Finland og Island.

http://www.knowyourleak.com/Presidents-Of-Russia-Iceland-Finland-Discuss-Arctic-Cooperation-In-Arkhangelsk-1085718.html

https://www.youtube.com/watch?v=-Vvz9_veeUM     

31. mrs., 2017 – Ud over at deltage i det internationale møde i Arkhangelsk, Rusland, om »Det Arktiske Område – et territorium for dialog«, holdt den russiske præsident Vladimir Putin et møde samme steds med russiske topregeringsfolk, inklusive premierminister Dmitri Medvedev, forsvarsminister Shoigu og særlige præsidentielle repræsentant for Naturbeskyttelse, Miljø og Transport, Sergei Ivanov, hvor spørgsmålet om »den omfattende udvikling af det Arktiske Område« blev taget op. Som det detaljeret rapporteres på Kremls hjemmeside, fremlagde Putin en omfattende strategi for områdets udvikling på dette møde på regeringsplan.

Putin lagde ud med at bemærke, at »Rusland næsten trak sig tilbage fra området i begyndelsen af 1990’erne«, men bebudede, at det nu vendte tilbage på en storstilet måde. Han sagde, at det Arktiske Område udgør 20 % af Ruslands territorium og har massive »urørte reserver af kulbrintestoffer (eller olie og gas) og mineraler, der er af global betydning«. Han sagde, at disse reserver skønnes at have en værdi på mere end $30 billioner, og to tredjedele heraf er energiresurser. »Det nuværende udviklingsniveau står ikke i forhold til dette områdes potentiale«, udtalte Putin; det, der behøves, er »langfristet – lad mig understrege dette ord – strukturtransformation for at forfølge den industrielle udvikling af de nordlige og arktiske have«.

I særskilte bemærkninger krævede Putin, at det Russiske Forsvarsministerium og den Føderale Sikkerhedstjeneste gennemførte planer med en »udsigt til at styrke landets forsvarsevner og beskytte vore interesser i det Arktiske Område, samtidig med, at den Nordlige Sejlrute opererer normalt«. Han sagde, at regeringen ville »optrappe færdiggørelsen af en ny version af det statslige program for social og økonomisk udvikling af de Arktiske Områder … Det betyder skabelsen af moderne infrastruktur, udvinding af resurser og industrielle faciliteter«.

Rusland er åben over for internationalt samarbejde omkring alt dette, men, understregede Putin, »Vore planer for udvikling i dette område er absolut berettigede. Der er næppe noget, der kan ændre vore prioriteringer dér.«

Foto: Vladimir Putin taler for det internationale møde i Arkhangelsk, Rusland, » Det Arktiske Område – et territorium for dialog«.  

2017, 1. april – Washingtons Nationale Symfoniorkester, der ledes af Christoph Eschenbach, opnåede en betydningsfuld, diplomatisk succes med sin koncert den 29. marts i Moskva, til ære for afdøde Mstislav Rostropovich, den berømte cellist, der havde dirigeret NSO i Washington, rapporterede Anne Midgette i en forsideartikel i Washington Post i går.

Midgette, der er WP’s musikkritiker, udtalte, at denne første opførelse i Rusland af symfoniorkestret i næsten et kvart århundrede, »viste, at, i en tid, hvor den politiske retorik er ophedet, kan musikken muligvis tilbyde det sande, diplomatiske sprog … Det var faktisk ikke klart, om folk klappede ad det, de netop havde hørt, eller ad det, som dette besøg repræsenterede«.

Det Nationale Symfoniorkester tog til Rusland for at ære sin afdøde musikdirektør, Mstislav Rostropovich, på den årlige festival, som hans datter Olga skabte på det, der ville have været hans 90-års fødselsdag. Rostropovich var leder af det Nationale Symfoniorkester i 17 sæsoner, efter han var blevet sendt i eksil fra USSR for at støtte Alexander Solsjenitsyn.

Midgette skrev: »Russerne bemærker bestemt de symbolske implikationer af, at et amerikansk orkester kommer for at ære en russer og bogstavelig talt spiller under et enormt banner, dekoreret med et portræt af Rostropovich over konservatoriets scene … På et andet plan kan man se det Nationale Symfoniorkesters opførelser som et levedygtigt alternativ til politisk diplomati og viser folk fra forskellige samfund, der bringes sammen gennem en fælles kærlighed.«

USA’s ambassadør til Rusland, John Tefft, sagde, »Kultur hæver sig stolt over den larmende politik. Den gør ting, som traditionelt diplomati ikke kan.« Den russiske ambassadør til USA, Sergej Kislyak, sagde, »Turneen er et af de mest strålende elementer i vore aktuelle relationer«.

Ved slutningen af Schuberts »Niende Symfoni«, »byggede klapsalverne op til rytmiske, dundrende klapsalver« for en encore, som, skriver Midgette, skulle udtrykke, »Vi ønsker at kunne lide musik. Vi ønsker at kunne lide hinanden.«

Foto: Mstislav Rostropovich dirigerer.

Det Nationale Symfoniorkester vil give tre koncerter i løbet af den internationale Rostropovich-festival. 29.-30. marts spiller orkestret i Moskvas Tjajkovskij-konservatorie, og den tredje koncert bliver i Skt. Petersborgs Sjostakovitj Filharmoniske Akademi. Orkestret vil især spille Picker, Elgar, Sjostakovitj og Schubert.  

31. mrs., 2017 – Under sin faste briefing i går anklagede talsmand for det Russiske Udenrigsministerium, Maria Zakharova, praktisk talt saudierne for at føre en krig for folkemord imod det yemenitiske folk, men hun lagde det virkelige ansvar for det på USA.

»Jeg bed mærke i en udtalelse fra USA’s ambassadør til FN, Nikki Haley, der sagde, at USA er ’verdens moralske samvittighed’«, sagde hun. »Hvis I virkelig er verdens moralske samvittighed, ville I så lukke øjnene for det, der sker med befolkningen i Yemen? Eller er det en ny hybridform for samvittighed, der ikke sender signaler til hjernen eller andre vitale organer? Det er umuligt ikke at se katastrofen.«

»To års vold, blodsudgydelse, fortvivlelse, hungersnød og ødelæggelse er mere end rigeligt for, at alle sider kan se nødvendigheden af, at det haster med at søge en fredelig afgørelse af konflikten«, fortsatte Zakharova. Det internationale samfunds pligt er at arbejde hen imod et ophør af fjendtlighederne, understregede hun. »Parterne bør vende tilbage til forhandlingsbordet med assistance fra FN’s særlige udsending for Yemen, Ismail Ould Cheikh Ahmed, og arbejde for en holdbar våbenstilstand og en politisk afgørelse af konflikten.«

Francis Boyle, professor i international lov ved Illinois Universitet, var endnu mere ligefrem.

»I en nøddeskal, så er saudierne, emiraterne og USA i færd med at påføre houthierne et folkemord«, sagde han, rapporterer Sputnik. Og John Kiriakou, tidligere CIA-analytiker og ’whistleblower’, advarede om, at en optrapning af amerikansk militærstøtte til den saudiske krig ikke vil bringe krigen til en hurtig afslutning. »Det kan kun føre til mere ødelæggelse i et land, der allerede er næsten ødelagt«, sagde han til Sputnik. »Det vil øge den menneskelige elendighed blandt yemenitterne, og det vil koste de amerikanske skatteborgere utalte millioner af dollars.«

Som for at understrege anklagerne om en folkemordskrig, rapporterede Al Masdar News her til morgen, at saudierne er i færd med at bombe landbrugsmarker i Yemen. Saudiske krigsfly, rapporterede Al Masdar, ramte en gård uden for hovedstaden Sana’a og fulgte dernæst op på det med angreb mod et beboelsesområde i selve hovedstaden.

Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter, har karakteriseret situationen i Yemen som det værste folkemord på planeten i dag.

Foto: Den saudiske illegale bombning af civile mål, herunder landbrugsmarker og beboelsesområder, fortsætter i det næsten totalt ødelagte Yemen.

Politisk briefing ved formand Tom Gillesberg.

https://soundcloud.com/si_dk/vinder-trump-eller-efterretningstjenesterne-vil-trump-alliere-sig-med-kinas-opbygningspolitik

Aftenens udsendelse falder i to dele. Første del handler om det, der kaldes Trumpgate; eller ideen om, at Vladimir Putin ikke alene satte Trump ved magten, men rent faktisk styrer Trump-administrationen og bestemmer politikken. Vi havde tidligere på dagen et interview med pensionerede CIA-analytiker Ray McGovern, som har arbejdet for CIA i mange årtier og er en af medstifterne af VIPS (Veteran Intelligence Professionels for Sanity). Lad os starte med det første klip fra interviewet med Ray McGovern:

Jason Ross: Godaften. Med mig i studiet i dag er chef for EIR’s Washington-afdeling, Bill Jones.

Aftenens udsendelse falder i to dele. Første del handler om det, der kaldes Trumpgate; eller ideen om, at Vladimir Putin ikke alene satte Trump ved magten, men rent faktisk styrer Trump-administrationen og bestemmer politikken. Vi havde tidligere på dagen et interview med pensionerede CIA-analytiker Ray McGovern, som har arbejdet for CIA i mange årtier og er en af medstifterne af VIPS (Veteran Intelligence Professionels for Sanity). Lad os starte med det første klip fra interviewet med Ray McGovern:

Udskrift af webcast, engelsk:

DEFEAT THE DEEP STATE TO ENSURE THE NEW PARADIGM!

        JASON ROSS:  Hello.  It is March 31, 2017; and you're
joining us for the weekly Friday LaRouche PAC webcast.  My name
is Jason Ross, and I'm joined in the studio today by {EIR}'s
Washington DC Bureau Chief Bill Jones.  We're going to have two
main parts to the discussion tonight.  The first aspect we're
going to be dealing with is what's called Trumpgate; or the idea
that Vladimir Putin not only put Trump in power, but is actually
running the Trump administration and setting policy.  To discuss
that with us, we had an interview earlier today with retired CIA
analyst Ray McGovern; who worked in the CIA for multiple decades
and is one of the co-founders of VIPS (Veteran Intelligence
Professionals for Sanity).  So, let's go ahead and get the first
clip from the interview with Ray McGovern.

        ROSS : First off, setting the stage, ever since Trump
was elected, and especially since his inauguration, there has
been a growing chorus of claims about Vladimir Putin putting
Trump in office by directing the election; and of even directing
Trump's policy.  That, in effect, Vladimir Putin is running the
United States government.  So, first off, is this true?

        RAY MCGOVERN:  Well, if it is, then I don't know anything
about Russia or the Soviet Union.  I was counting up the years
that I've been immersed in Russian studies; it goes back 59 years
when I decided to major in Russian, got my graduate degree in
Russian.  Taught Russian; was the head of the Soviet foreign
policy branch at the CIA; briefed Presidents on Gorbachev.  I
like to think I learned something about how Russian leaders look
at the world.  When I heard this meme going around that Vladimir
Putin clearly preferred Donald Trump, my notion was, well, here's
Vladimir Putin sitting with his advisors, and he's saying "That
Trump fellow; he's not only unpredictable, but he's proud of it.
He brags about it, and he lashes out strongly at every slight;
whether it's real or imagined.  This is just the guy I want to
have his finger on the nuclear codes across the ocean."  It
boggles the mind that Vladimir Putin would have had any
preference for Donald Trump.  That's aside from the fact that
everyone — and that would include Vladimir Putin, unless he's
clairvoyant — knew that Hillary was going to win.
        So, just to pursue this thing very briefly, if the major
premise is that Vladimir Putin and the terrible Russians wanted
Trump to win; then you have a syllogism.  Therefore, they tried
to help him; therefore, they did all kinds of  But if you don't
accept that major premise, the whole syllogism falls apart; and I
don't accept that major premise.   Putin said it himself: "I
don't have a preference."  And I didn't have any preference; I
happened to be in Germany during the election, in Berlin.  It was
exciting, because the German anchors didn't know what to say, to
make of it; and my German friends were saying "We have a German
expression here; the choice between Trump and Hillary Clinton is
eine wahl zwischen Pest und Cholera."  That means it's a choice
between plague and cholera.  I said, "You know, I kind of agree."
That's why I not only voted for Jill Stein; but was proud to —
on the environment, on all the major issues, she had it right.
The others did not.  That's the way I looked at it.  I kind of
think that's the way Putin looked at it; and when he said "I
don't have any preference," he probably meant he didn't have any
preference.  So, that syllogism falls down.
        Now, just pursue that one little bit here.  Everyone
expected Hillary to win; everyone.  We're talking Summer; we're
talking Fall as Trump disgraced himself in one manner or another.
He could never win, right?  And nobody thought that Hillary was
such a flawed candidate that nobody trusted her; that she might
lose.  So, you hear what I'm saying?  "Well, it looks like
Hillary is going to win.  Looks pretty sure she's going to win.
So, why not hack into her mechanism there in the Democratic
National Committee?  If I get caught, well she may be angry with
me, but what's to lose?"  I don't think so.  Putin is a very
cautious fellow.  If he thought Hillary was going to win, like
the rest of us did, the last thing he would want to do is hack
into their DNC apparatus and be caught; because he would likely
be caught.  And have an additional grievance for Hillary to
advertise against him.  So, it falls down on logic alone.
        Now, luckily, you mentioned Veteran Intelligence
Professionals for Sanity.  We are the beneficiary of a membership
whose expertise in intelligence matters just won't quit.  This
includes four former high officials in the National Security
Agency — retired; one of whom devised all of these collection
systems that NSA is still using.  His name is Bill Binney.  He
and I are very close.  He writes for us; and he helps me write
things.  What he has said from the outset — and this is five
months ago — is that this could not be a hack; it had to be a
leak.  And for your listeners or your viewers, a hack goes over
the network.

        ROSS:  You're speaking of the DNC?

        MCGOVERN:  Yeah, I'm talking about the Russians — thanks
for interrupting; the Russians are accused, of course, of hacking
into the Democratic National Committee emails and they're also
accused of surfacing the Podesta emails.  Bill says, "Look, I
know this network; I created pretty much the bones of it.  And,
I'm free to talk about it.  Why?  Here are the slides that Ed
Snowden brought out; here are the trace points, the trace
mechanism.  And there are hundreds in the network.  So,
everything that goes across the network, Ray, and I know this is
hard for you to believe, and you're looking at me real strange,
but {everything}.  You know where it starts and you know where it
ends up; everything."  So, if this was a hack, NSA would know
about it. NSA does not know about it.  As a matter of fact, the
CIA and the FBI said "We have high confidence that the Russians
did this."  The NSA, which is the only real agency that has the
capability to trace this, said "We only have moderate
confidence."  In the Army, we called that the SWAG factor — it's
a Scientific Wild-Assed Guess.  So, NSA doesn't have the
information.  If they had the information, I'm pretty sure they
would release it; because this is not rocket science.  Everybody
knows how these things work, particularly since Ed Snowden
revealed the whole kit and caboodle.

        ROSS [live]:  This is part of the interview; the entirety of
which will be available on the website coming soon.  It was an
hour-long discussion with Ray McGovern.  Just to follow up on
that, or continue, the British origin of the attacks on Trump
were seen in the dossier that was compiled by former MI-6
operative Christopher Steele; who put together the large dossier
of supposedly compromising material on Donald Trump that was
first published in its entirety on Buzzfeed, but which had been
spoken of in anonymous sort of way by press outlets before that.
The incredible assault on Trump here, this doesn't represent a
Democrat versus Republican type of conflict; what this represents
is whether we're going to have the elected government.  Donald
Trump is the elected President of the United States; he was
elected.  He won the election; he was elected.  Whether we're
going to have an elected government run the United States, or
whether the Deep State — the intelligence agencies in the United
States and in Britain, very significantly — are going to have
their way in determining what our policy will be.  Specifically
in seeing the Trump openness in resetting the relationship with
Russia, with an openness towards China and with an increasing
adoption of the American System outlook, this is not the type of
policy orientation that this Deep State apparatus; hence, the
attacks.
        Ray McGovern and Bill Binney co-authored an article three
days ago, called "The Surveillance State Behind Russia-gate".  I
just wanted to read a very short part of this.  They write:
        "Although many details are still hazy because of secrecy
and further befogged by politics  it appears House Intelligence
Committee Chairman Devin Nunes was informed last week about
invasive electronic surveillance of senior U.S. government
officials and, in turn, passed that information onto President
Trump.
        "This news presents Trump with an unwelcome but unavoidable
choice: Confront those who have kept him in the dark about such
rogue activities or live fearfully in their shadow.
        "What President Trump decides will largely determine the
freedom of action he enjoys as president on many key security and
other issues. But even more so," write Ray McGovern and Bill
Binney, "his choice may decide whether there is a future for this
constitutional republic."
        Very strong words.  In the past month, on March 4th, we saw
Trump's announcement that he was surveilled by the outgoing Obama
administration; he used the word "wiretap" at times, for which he
was attacked for his choice of language.  But the statement still
stands about surveillance.  On March 20th, FBI Director Comey
testified that he was investigating the Trump administration;
guess he didn't have any time to investigate the Saudis.  Just
today, Wikileaks came out with a report in which they released
the latest section of what they are calling "Vault 7"; which is a
collection of material from the CIA — documentation and source
code.  What this latest release showed was "Project Marble", as
the CIA called it; which revealed a program that they had to
obfuscate their own creation of cyber weaponry of malware and
other types of attacks, and the ability to easily attribute such
attacks to other state actors.  Including the ability to — while
making it look as though an attack came from Russia, also include
a seeming cover-up of Russian tracks; so that a security
researcher might feel that they had stumbled across a clue by
finding Russian language comments in this cyber attack weapon,
when really it had been planted from the beginning.  This of
course raises the question of attribution at all, and in
particular about the DNC hacks.  The FBI never investigated the
DNC computers; and all the complaints about Russian involvement
and Russian malware came from CrowdStrike, an independent firm.
Which, if it's up against the CIA and a colossal program to be
able to obfuscate the actual origin of internet attacks, makes it
very unlikely; in addition to, as Ray McGovern said, all signs
point to this and the Podesta emails being leaks rather than
hacks anyway.
        So, let's hear our second clip that we have for the program
from Ray McGovern.

        MCGOVERN :  I think Nunes wants to do the right
thing.  Whether he'll succeed or not is anybody's guess.  All I
can say is, he's up against formidable opponents; witness what
the ranking member or minority leader of the Senate, Chuck
Schumer, has said outright to Rachel Maddow.

        ROSS :  Yeah.  It puts the ranking and ranking.

        MCGOVERN:  Yeah, you got it!

        ROSS:  I think this story or picture that you've painted
really gives us something that we need to do; because if this is
to be fought out only among institutional layers, it's a tough
fight.  It's something where if people are aware, as we're able
to make known to the population more generally that this is a
fight; that this isn't about Democrats versus Republicans.  This
is really much more about Deep State versus the potential of
elected government to determine our course.  The threats of say,
blackmail via the FBI or other intelligence agencies, the
dossiers that no doubt exist on these elected officials; that
stands as a threat if people aren't aware of that being the MO
[modus operandi–ed.].  I think people are more familiar with the
way the FBI targetted Martin Luther King; urged him on more than
one occasion to commit suicide to prevent these kinds of
documents from getting out.  I think it really means that there's
something for all of us to do in terms of making sure that this
is known; making sure that the terms of the fight are known, to
make it possible to win this one.

        MCGOVERN:  Exactly; and those were wiretaps, back in the
late '50s, early '60s, those were real wiretaps.  You're quite
right; that was heinous.  Now, I asked Colleen Rowley, who's as I
say, the expertise we have available to us at Veteran
Intelligence Professionals for Sanity won't quit.  Colleen was
the counsel of the Minneapolis division of the FBI; she was the
one who wrote memos to the Director saying this is how we screwed
up on 9/11.  She's got guts that won't quit as well.  I said,
"Colleen, Robert Kennedy — my God!  Robert Kennedy, Attorney
General, allowing, authorizing the FBI to try to persuade Dr.
King to commit suicide?  How do you figure that, Colleen?"  And
she said, "Ray, wiretapping; J Edgar Hoover.  Bobby Kennedy would
know that J Edgar Hoover has lots of information on all those
pretty girls that he and Jack used to invite to the White House
pool and all of that stuff."  She's imagining this; but the
reality is, Robert Kennedy would know that J Edgar Hoover would
have lots of material to blackmail not only him, but his big
brother.
        That's big; and that's why when all this came out in the mid
'70s, they created these laws and created these Oversight
Committees, which for a while, did their job.  Now, they're
hopelessly unable, unwilling; they don't want to know this stuff,
and they don't know it for that matter.  The intelligence
officials say "They don't want to know this, so why should we
tell them?"  As for citizens, I would emphasize that this whole
business when Edward Snowden came out with his revelations in
June of 2013, what happened?  Well, people say, "Well, isn't this
interesting?  Everything, they intercept everything!  Emails,
telephone calls, wow!  Luckily, I have nothing to hide."  So, we
asked someone from the Stasi — Stasi is the old East German
secret service; and if people have seen "Das Lieben Der Anderen"
— "The Lives of Others" — an Academy Award film about East
Germany and the Stasi.  The Stasi was their KGB.  You get a
picture of what they did.  Wolfgang Schmidt — his real name by
the way — a Stasi colonel, is interviewed.  One of the Americans
sits down and asks, "Wolfgang, what do you think about people in
America when we say 'We have nothing to hide'?"  Schmidt says,
"This is incredibly naïve.  Everyone has something to hide.  You
don't get to decide what they get on you.  The only way to
prevent it from being against you, is to prevent it from being
collected in the first place."  Beautiful, you know? If they
collect it, they can use it. They don't read it all; they don't
listen to it all. But they but it into these little files —
they're not files, but they're …
        So, yeah, {all of us}. What Edward Snowden said about
"turnkey tyranny." If you have these kinds of private information
about {everyone} including the President and Michael Flynn and
all his associates, back in October-November-December; well, you
have the ability, if not to win the election, then to at least to
destroy or make these folks seem beholden to the {Russians}, of
all places, and disarm the attempts that Trump wants to make,
vis-à-vis Russia.
        Now, I would have to tell you, that I am against everything
Trump stands for, internally. I think he's not only unqualified
to be President, but all his instincts are terrible. Okay, so put
that on the record. I think I already said I voted for Jill
Stein. That said, even a broken clock is right how many times a
day?

        ROSS: Twice a day.

        MCGOVERN: Yeah. He's right about Russia. If he were to say
to Vladimir Putin, "Look, I don't think we need to put more
troops in the Baltic states or Poland; so why don't I pull out
those troops, and you pull out the troops on the other side? It's
a deal?" I'm morally certain Putin would say, "It's a deal!" Now,
what would that mean? That would mean what Pope Francis, to his
credit, called "the blood-drenched arms traders" would lose out,
big time. Peace: bad for business. Tension: very good for
business. So, there's a lot at stake among very, very powerful
people; and if Trump can make this stick — this is not a puny,
incidental issue, it's a transcendental one.
        I was more afraid that Hillary would bring us to a nuclear
confrontation than Trump. I didn't like Trump on the environment,
because I have nine grand-children. Don't Senators and
Congressmen have grand-children? Don't they give —  So, for me
it was a choice between pest and cholera. But, here we have a
possibility for a new what the Germans call {ostpolitik} — a new
policy, looking to the east. Take my word for it; I've looked at
what the Russians have done. I've looked at heyday of the
relationship of the United States and Russia, which goes back to
October of 2013 when Putin pulled Obama's chestnuts out of the
fire by persuading the Syrians to destroy or (have destroyed) all
their chemical weapons {on U.S. ships}. Okay? Nobody knows about
that but the United States.
        But the neo-cons, the people who want to create a {bad}
atmosphere in relations between the United States and Russia —
they know about it. It only took them six months to mount a coup
on Russia's doorstep in Kiev, Ukraine. And that's where all this
trouble started: Russians accused of invading Ukraine — not
true; of invading Crimea — not true. All that stuff was
artificially pumped up. It's just as easily tssuuuu, deflated.
And Trump, if he's willing to do that, well, that would be a
biggie.
        So, being right two times a day is better than never being
right.

        ROSS [laughing]: Well put.

        MCGOVERN: I think.

        ROSS: Great! Thanks very much, Ray. Thanks.

        MCGOVERN: You're most welcome. Thanks for asking. It's very
rare that I get a chance to review what I observe. LaRouche PAC
Friday Webcast,  March 31, 2017

        ROSS: To fill in one thing on that, regarding Sen. Schumer:
in January, Schumer was on the Rachel Maddow Show, and he said he
thought Trump was "really dumb" for taking on the intelligence
agencies, because "they've got six ways from Sunday to get back
at you." Schumer was saying, "Don't get on the bad side of the
intelligence agencies, or they're going to make you pay for it."
A very direct and cowardly and craven admission that there is a
power in government besides the elected government. Just a
disgusting thing to say.
        Let's shift now to our other topic, which is where we {can}
go in the United States, once we throw off the yoke of this
opposition to collaboration in the world. The promise that we
see, for example, in the upcoming meeting taking place April 6-7
next week at Mar-a-Lago with President Xi Jinping of China and
President Trump. Bill, what's the import of this meeting
happening? Where could we go if this shakes out well?

        BILL JONES: It's a very significant meeting. It is a
watershed meeting in a variety of ways. First of all, the two
major countries in the world — China and the United States —
getting together in this way at the highest level, is, of course,
something that affects the entire world. But it's important,
especially now, because you have a new administration, with a new
policy, with a new direction, trying to revive the U.S. economy,
trying to bring back a lot of the economic growth that has been
lost over the last few decades. The question for the Chinese, is
what is that policy, what effect does it have on us, and how do
we fit in? It's going to be a meeting that doesn't lead to any
specific what they call "deliverables." You're not going to have
communiques saying we're going to do this, we're going to do
that, coming out of the meeting.
        The Trump administration is still getting itself organized.
Many of the issues, including the issues that are matters of
controversy between China and the United States, have not been
worked out, because the people are not in place in the
departments at this point. Those include the South China Sea, the
Korean nuclear question, the trade issue — which is very
important, of course, for the Trump administration. These things
still have to be worked out. They will be discussed. In fact,
they will, probably, have at the top of the agenda, of going
through them one by one, to determine this is where we stand,
where do you stand? — to try to get an understanding of where
the two sides lie on issues that to some extent separate them.
        The importance of the meeting, if it is successful — and I
think it will be successful; it's happening at a very early stage
in the administration. It's not so often that a summit of this
nature will be held — what is it? — two-three months from the
inauguration of the President. Both sides agreed that they wanted
to have this. Both of them felt that there was a necessity of
getting together at the highest level in order to really get to
know where the two stand, and really getting to know each other
in a very different sense. They've had communication from the
get-go. There were two phone calls. There were a number of
letters that went back and forth; so they're not strangers to
each other. But it's that time of {meeting}, where they can talk
one-on-one, or with people that they decide to have with them at
any particular point. Probably will be a one-on-one meeting with
interpreters at some point. They will get to learn the mind of
the other person.
        This is extremely important because during the course of the
election, as is often the case, many things are said which don't
necessary don't reflect anything on policy. We've had the
uncertainties about the Taiwan issue. At one point it was unclear
for the Chinese if the One-China policy was still going to be
followed by the Trump administration. And certain things that
were tweeted or said in the spur of the moment were taken
seriously by Beijing; and so there was a lot of uncertainty and a
certain amount of trepidation. Most of that has been cleared up.
The One-China policy stands fast. This, President Trump has made
clear.
        More importantly, on the lower level of high-level meetings
between Secretary of State Tillerson and his counterpart, Foreign
Minister Wang Yi, he did something that no other official has
ever done. He reiterated what has been the explicit Chinese
position with regard to the China-America relationship. He said,
"No conflict, no confrontation, mutual respect, and win-win
cooperation." He's taken a lot of heat for doing that, because
that has not been what the United States has said; it's what the
Chinese have said and indicated this is what they want. By saying
it, Tillerson indicated that the United States was on board these
basic policies.
        On the basis of that, they are able to have their meeting. I
think it will be a good meeting, because President Trump is a
very good host. He has shown that in a lot of the summits that
he's had. President Xi is also — although these are two very
different personalities — they're both really "people persons."
They know how to talk to people in all categories of life.
President Xi is really unique in one sense among many Chinese
leaders, some of whom are much stiffer, because he {does} go to
the people; he {does} know them; he {has} worked amongst them.
President Trump, although he was an industrialist, a very wealthy
man, he could go onto the work sites, he could talk to the people
down there, he could get a feeling for what they were all about.
        I think these characteristics will allow them to establish a
rapport, perhaps even a warm relationship, in understanding each
other. That is extremely important because as we move into the
administration, as policy takes place, a lot of these difficult
issues, like the issue of trade, will be coming up. President
Trump, of course, was very explicit on that in his campaign. He
wants to have fair trade; he's not a "free-trader," letting the
market decide. He has made references to the American System of
Henry Clay. He probably will move to tariffs on certain products,
in order to create a basis for industrial production in those
areas where the United States has lost jobs to low-wage
producers. It's a new element that the Chinese also have to take
into consideration.
        And, of course, it seems to me that if there is this
understanding, and President Trump wants to move forward on maybe
being less open in terms of trade on certain products, there is a
possibility of giving the Chinese added capabilities, because
they may lose some of the market on certain trade, but they can,
for instance, have a larger market in terms of investment in
infrastructure. President Trump also has committed to $1 trillion
in infrastructure in the United States, to rebuild the roads,
rebuild the highways, rebuild the cities, and the infrastructure.
$1 trillion.  He is not going to get that from industry; industry
is not generally interested in waiting 10 years to get a payback
on investment that they make.  Unfortunately, the United States
no longer has the types of institutions that could finance this.
That may change; if Trump goes with the American System, maybe he
will move in the direction that Lyndon LaRouche has indicated in
his four points, by setting up an infrastructure bank or a
development bank like the Hamiltonian bank; like the First Bank
of the United States, to finance this.  But, in that case, you
have China also with a lot of capital that they could invest and
{would like to invest} in the United States; which could assist
President Trump in his attempt to rebuild infrastructure.
        This came up in a meeting today at CSIS; I raised that type
of a trade-off, and the people generally were positive to this
notion.  If some kind of infrastructure bank or a group or fund
in which the Chinese could go and invest, were set up; this would
be a possibility for them investing in the United States.  There
are many difficulties with that, but it may also be something
that the Chinese are interested in.  In fact, the question of
taking much of their capital, which has hitherto been invested in
Treasury bills, and putting that into a fund for infrastructural
investment has been mooted both privately and in public in the
media in China.  So, there may be a possibility that the Chinese
leader coming here, will also have something to offer; may make a
proposal of this nature, which would then set the stage for
moving further.
        So, I think this is an important meeting, because it will
really provide the basis for economic development; and the
Chinese are in the forefront of this economic development.  Not
simply by having become a major — in fact, the second major —
economic power in the world; but through their Belt and Road
Initiative, they have then offered this type of development to
the other countries of the world — especially in the developing
sector.  All countries are invited to this; including the United
States.  So, if you have some kind of an agreement in regard to
these issues on infrastructure, trade, the United States can then
become a part of the Silk Road here in the United States itself.

        ROSS:  Bill, could you tell us more about what lessons we
could learn from China on financing?  China has been putting a
tremendous amount of money into infrastructure.  They have a
wonderful high-speed rail network, the most extensive in the
world; which is going to be doubled within a decade or so in
terms of its extent.  You had mentioned something about the
opportunity to invest Treasury bonds in something more
productive.  What can we learn?  How are they doing this?  What
can we do here?

        JONES:  Well, obviously, what the Chinese are doing is what
the United States used to do.  You go back to the FDR period, and
you will see that this is what was done.  The institutions that
were established to build the TVA, to finance development; to
create the industries at the point in time when we were in the
Great Depression, were all here as institutions which promoted
the development of private industry.  But creating the basis on
which that private industry can move in.  This is the Hamiltonian
system; this is the way the United States was created.  We were
not based on free trade; we fought against free trade.  Hamilton
introduced tariffs in order to prevent the British from dumping
their products on the US economy; making it impossible for us to
produce our own products and ever becoming an industrial nation.
That was reinstituted at various times in our history when the
free trade mania took place, leading to devastation; it was
revived at various points.  Abraham Lincoln did it; President
McKinley did it.  Roosevelt in his own way did that; and it's
been a very successful model.  The Chinese have used that, given
their own specific circumstances, with largely state-controlled
industries, they nevertheless have used this Hamiltonian or you
called it a Listian model; since the influence of Germany on the
Chinese economy was very great in the last century.  They used
this policy in order to develop their industries.  They have a
free market; they have individual entrepreneurs; they're very
successful in computers and other fields.  But there is a
government which is responsible for the good of the people; for
the people's welfare — or as the Chinese call it, the people's
livelihood.  Therefore, they must make sure that things work so
that these industries operate to the benefit of the people.  We
had that system, too; we have it in our Constitution.  The
Federal government is responsible for the General Welfare; that
is a broad notion.  That means that people cannot be put on the
scrap heap, they can't be out of work a long period of time;
there must be measures that are taken to assure them that they
can survive and their families can survive.  We've gone away from
that system; we've become much more anarchistic in this free
market system, and a lot of people have suffered.
        When President Trump was elected, to the surprise of the
large majority of the citizenry and of the world, it was simply
by appealing to the changes that were necessary to move away from
that type of system toward one which could secure a livelihood
for the American people.  The Chinese can serve as a model for
that; it's a little bit different, but the principle is the same.
The principle of this Hamiltonian system.  We have to begin to
reconstitute institutions that can provide credit guarantees to
our industries, to our construction companies; so we can build
those roads, highways, nuclear power plants, things like that
which we need.  We also have got to reinstitute the tried and
true separation of speculators from the legitimate commercial
bankers; that's called Glass-Steagall, and that was the law
between 1933 and 1998.  It meant that the speculators, the
gamblers, those who want to make quick bucks in a short time,
even though there's tremendous risk, they cannot go into the
banks and take Grandma's money and use that for the speculation
to the detriment of Grandma if they lose.  And the losses, of
course, in the financial system have been extremely great.   So,
that has to be reinstituted again.  We have to prevent the Wall
Street culprits, the pirates, from stealing our wealth and the
wealth of people who have invested in their banks.  If that is
done, then we cut off the fluff that is the fictitious growth of
the paper economy, and have the capability of using the funds
that are available to extend a credit system in the United States
to build and to create greater wealth tomorrow as a result of
this investment today.

        ROSS:  So, once we get Glass-Steagall passed, once we trim
off this cancerous speculation and make it possible for credit to
be going into productive purposes, what do you see as the
potential physical types of cooperation with China?  You had
mentioned earlier that if Trump puts up tariffs, China may see
this as acceptable from the context of Chinese businesses being
able to open up in the United States as well.  When you think
about the kinds of physical investments that need to be made on
things like railroads in particular, something where China has a
great deal of home-grown expertise at this point, including the
development of maglev rail; or nuclear plants, which China is
building the most of in the world, most of them are being built
in China right now.  What do you see as the need or the potential
for physical economic cooperation with China, for us to have a
physical economic recovery here?

        JONES:  There are a variety of way they could do this.
There could be direct investment — look, they made a proposal to
build high-speed rail in California going from LA to Las Vegas.
They also invested in Las Vegas a lot, too; there's a lot of
infrastructure there.  However, that didn't go through, because
there were concerns whether it's security or whatever concerns;
maybe because it was a state-owned enterprise.  But those things
are going to happen.  I think the important thing is, if the
rules are lifted, so that China has a greater possibility of
direct investment; they could do that.  There's also another
option; and some people are concerned that if China owns our
railroads, where do we stand and what does this mean for the
United States?  We can get around that through this idea of
creating this fund or a national bank.  The national bank of
Alexander Hamilton, the money was lent from international
lenders; it was really the Dutch who were doing this.  We owed
them the debt, and by creating a debt repayment plan, they were
willing to put more money into the United States.  The bank could
accept money from US people; it could also potentially accept
money from foreign investors as well.  This would be a way for
China — and this has actually been proposed by the head of the
China Central Investment Corporation; who said we have all this
money in Treasury bills, and we're getting maybe 1% or 2%
interest on the Treasury bills.  We would be just as happy to
invest this in an infrastructure fund, where we might get 2% or
3% — a low interest rate it has to be, because it's long-term;
but better than they're doing now.  That money would then be
readily available for the United States also, if they have the
capabilities; if we have the workers and the materiel and
everything to do it ourselves.  But they could also contribute as
well; they could contribute with their expertise as they have
done in Africa, in Asia and Latin America.  They know the ropes
in terms of high-speed rail; they know the problems involved in
it.  They know all the technicalities of it because they've built
so many of those; but we haven't built any high-speed rail, so
we're kind of starting from scratch.  They could come to offer
their technical assistance, or even offer capital to try and get
these things started.  There are many ways that this can be
resolved, and there are ways that have been indicated clearly by
Chinese representatives that they would be happy to do things
like this.  So, the only thing is, we have to have a situation
where the only thing that is done on trade — and nothing
draconian should be done, because that would cause a major
problem.  But whatever is done on trade, there is a quid pro quo;
something that China gets to their advantage so that you have a
win-win situation as people are saying.
        With regard, of course, to the summit, what has been
emphasized by the Chinese, of course, is that element of mutual
respect; and this is absolutely key, this is why there is a
certain amount of trepidation.  China is a major country; it is
effectively a great power at this point.  They are a very proud
people, and they have a right to be; as Americans are a proud
people.  But in the United States, this is not so well understood
because of the attitude toward China and the Chinese which
existed during the entirety of the 1800s going into the 1900s
with the Chinese Exclusion Act and all these measures that were
taken to keep the Chinese — who built our Transcontinental
Railroad — out of the country.  People saw them as people who
didn't have a culture, who lived at a very low level; and they
just did not understand the greatness that was China.  We
understood that in the beginning in the American Revolution;
Benjamin Franklin was the first major Sinophile, the lover of
China.  He wanted to introduce many of these projects that
Confucius — the great Chinese philosopher — had been talking
about in terms of creating a leadership.  He wanted to implement
that here in the United States; but that was lost.  And that is a
big loss, because things may go well at the top level, but there
also has to be this understanding between the peoples.  There's
going to be more exchanges; there are going to be exchanges on
the economic side.  If these programs go through, you will have
Chinese technicians and engineers coming and helping in the
United States; you'll have more Chinese tourists — and there are
many of them coming in today.  And hopefully, you'll have more
American tourists going to China to learn the culture and the
society; to get to know it better.  Because as they get to know
it better, they will understand the importance of the nation and
the importance of the relationship that we have with China.
        So, much can come out of this summit meeting, and I'm
relatively confident that it will be successful; at least to the
extent that the two leaders of the two major nations in the world
will have a greater understanding of the other's views, of the
other's wishes, of the other's motivation. If you have that, then
you have the basis on which these other problems — trade, South
China Sea, the Korean nuclear program — can be more readily
resolved.

        ROSS:  Thank you very much.  On the aspect of moving forward
and China's role in developing new things, I know that China has
made a push on changing the conception of "Made in China" meaning
some cheap junk, to "created in China"; to the fact that there's
a development of an ability to create new products.  You brought
up the entrepreneurship in many fields; we see it in the
high-speed rail, for example.  You definitely see it in the
Chinese space program and Chinese efforts towards fusion
research.
        I wanted to let our viewers know and ask you to say a bit
about a conference that was held last Saturday in Munich,
Germany.  A conference on March 25th for the 100th anniversary of
the birth of the German space visionary, space pioneer Krafft
Ehricke.  I know that Bill, you were fortunate to be able to
attend this conference; and the videos of it will be posted on
the Schiller Institute site in a somewhat short period of time, I
hope.  Could you tell us a bit about it from your firsthand
experience?

        JONES:  This is an attempt to revive an understanding of a
person who really was undoubtedly one of the greatest of the
space pioneers who worked in the US space program.  He was a part
of the German team that came over from Peenemünde.  Everybody
knows Werner von Braun, but nowadays they don't know Krafft
Ehricke; which is a shame, because he was one of the most genial
of all of those pioneers.  He was thinking hundreds of years
ahead; he was thinking already in the 1950s of building colonies
on the Moon.  He actually had correspondence between him and
Werner von Braun on how to get to Mars; both of them had written
books on how to get to Mars.  They had exchanges now and then
where Krafft would make suggestions on how you would do it; and
von Braun would respond.  But he was also a very unusual
individual, because he believed that the nature of man is that of
a creative being; that man cannot stand still.  He must always
pursue the search for the new frontiers; this is in the
fundamental core of human nature, that they must seek the new and
develop the new.  Because of this, of course, he came into
contact with Lyndon and Helga LaRouche; and they just hit it off
from the get-go.  They were like souls.  The last part of his
life, he was working with the Schiller Institute and with the
LaRouches to fight the zero-growth movement.  When we came into
contact with Krafft, during the period of transition from the
great heyday of the space program to the low level of the
zero-growth, back-to-nature movement, Krafft was conducting a
lone fight in order to fight the philosophy that was being
foisted upon the American people with the zero-growth movement.
Of course, when he came into contact with the LaRouches, he
realized that there was a greater forum on which he could
operate; so they became very good friends.  He went on tours
together with them in order to talk about the space program; to
try and revive an interest in space in those days.
        The reason we're reviving it is not simply that it's his
100th birthday; he would have been 100 years old this week, if he
had lived.  He died at a very early stage; he was in his sixties
— 1984 — he was still a relatively young man, but he had a
serious ailment and he passed away at that time.  We felt it was
necessary not only to honor him and to raise an understanding in
the broader public about his importance.  But also given the fact
that President Trump has expressed the intention of moving back
into space in the message that he send that he sent last weekend
— in fact, the same day as the conference.  We were able to put
that on the film at the end of that; it had come in in the
morning, and the conference went until the afternoon, so we
showed that; and people of course were very surprised.  They
thought this was a conspiracy between us and President Trump; it
wasn't that, it was just coincidence.  But because this is now
the re-orientation of the United States, it has created a new
capability of moving in that direction that we lost many years
ago.  And that therefore the work of Krafft Ehricke, which again
still remains to be realized, now becomes of practical importance
for moving back into space.  So, there was a kind of dual purpose
for the conference.

        ROSS:  Great.  I think if we compare the two images that
we've been discussing tonight — the attempt to prevent by any
means a shift away from the anti-Russia, anti-cooperation policy
that had dominated the thinking of the previous administration;
we compare that with the potential that we have in cooperating
with and working with the New Paradigm created by the LaRouches
over the decades, and being spearheaded right now on a policy
front by China, we really have a great potential in store for us.
These assaults on Trump — Trumpgate — the idea that Vladimir
Putin is destroying the United States; this stuff really will not
blow over.  Given that Trump has attempted to turn the tables on
this by calling out the wiretapping, by calling out the
surveillance, by taking on these institutions — domestic
intelligence agencies and, of course, the British; this means
it's possible to actually defeat this control or grip over the
government of the United States and make it possible to set our
own policy, and a very good policy.  And develop a future that we
can be proud of.  So, we have a great deal of material about this
on our website; we've been almost every day continuing with
updates to keep you informed about what can be done on this fight
against the Deep State here and in Britain.  We will continue to
have more on that; and we need your help, we need everybody's
help to make sure that we have the potential to be freed up to
join the future that could be ours if we take up that chance.
        So thank you, Bill, for joining us today.

        JONES:  Thank you for having me.

        ROSS:  Thank you for joining us, and we will see you next
time.

30. mrs., 2017 – I et vidtrækkende interview med magasinet National Interest, sagde den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov, at Rusland er parat til at etablere gode relationer med USA, alt imens han afslørede Hillary Clintons rolle i lanceringen af en anti-russisk kampagne i Vesten så tidligt som i 2012.

Da han blev spurgt om sine forventninger og mål med hensyn til forholdet til USA’s udenrigsminister Tillerson, og til præsident Donald Trump, svarede Lavrov: »Efter de amerikanske valg, kort tid efter valgdagen, talte præsident Putin og nyvalgte præsident Trump sammen over telefon. Det var en god, men meget generel diskussion, om hovedspørgsmål i vore relationer og selvfølgelig internationale hovedspørgsmål. De aftalte at holde kontakten ved lige, og efter indsættelsen talte de igen sammen, og de genbekræftede behovet for at udforske måder til faktisk løsning af internationale problemer, og selvfølgelig se på, hvad der kunne gøres for at bringe de bilaterale relationer ind i en normal tilstand. De aftalte også, at hr. Rex Tillerson og jeg selv skulle se på en mere detaljeret dagsorden og også diskutere forberedelsen af mødet mellem præsidenterne, som bør finde sted, når begge lande, begge ledere, føler sig trygge ved det.«

»Vi mødtes med Rex i midten af februar i Bonn, på sidelinjen af G20-ministermødet, og kom godt omkring mange spørgsmål i den bilaterale dagsorden. Jeg briefede ham om relationerne med Obama-administrationen omkring bilaterale spørgsmål og de problemer, der akkumuleredes i denne periode. Vi gik ikke i dybden med dette, jeg briefede ham blot, så hans team, der stadig var ved at blive sammensat, kunne se på disse spørgsmål og beslutte, hvad deres holdning til dem ville være. Og vi diskuterede Syrien, Iran, den Koreanske Halvø og Mellemøsten generelt, relationer mellem Rusland og Vesten. Det var en meget generel, men temmelig væsentlig diskussion. Det var selvfølgelig den første kontakt, og hr. Rex Tillerson er først ved at træde sine sko til, i sin nye kapacitet. Vi diskuterede muligheden for personlige møder, og vi har fortsat disse diskussioner. Så snart, vi har diskuteret spørgsmålet færdigt, bliver det annonceret.«

På et spørgsmål om, hvad han anså for »normale« relationer med USA, sagde Lavrov:

»’Normal’ er at behandle sine partnere med respekt, ikke forsøge at gennemtvinge nogle af sine egne ideer uden at tage deres synspunkter og interesser i betragtning, altid forsøge at lytte og høre, og forhåbentlig ikke satse på et overlegenhedskompleks, hvilket åbenlyst var tilfældet med Obama-administrationen. De var besat af deres exceptionelle position, af deres lederskab. USA’s grundlæggende fædre talte også om deres lederskab, og de mente, at den amerikanske nation var exceptionel, men de ønskede, at andre blot skulle tage den amerikanske erfaring som et eksempel og følge det. De indikerede aldrig, at USA skulle gennemtvinge, inkl. ved magt, sine værdier over andre.«

»Obama-administrationen var tydeligvis anderledes. Faktisk var der, længe før Ukraine, længe før Krim, i begyndelsen af december 2012, et OSCE-ministermøde i Dublin. Og Hillary Clinton var udenrigsminister og ledede delegationen. Vi havde et bilateralt møde med hende. Hun forsøgte at overbevise mig om noget, som var et vanskeligt spørgsmål på dagsordenen, men jeg husker denne situation, for, på sidelinjen af dette ministermøde, deltog hun i et møde på Dublins Universitet, og hun holdt et foredrag, hvor hun sagde noget i retning af: ’Vi er i færd med at finde effektive måder til at forsinke eller forhindre bestræbelserne på at gen-sovjetisere det tidligere sovjetiske område.’ December 2012!«

»Hvad det var for handlinger, hun tænkte på, som bestræbelser på at gen-sovjetisere området, kunne jeg virkelig ikke forstå. Jo, der var diskussioner om, at Ukraine, Kasakhstan, Belarus og Rusland skulle danne en Toldunion, og hvis dette var årsagen, så viste det selvfølgelig den meget åbenlyse og reelle holdning hos Obama-administrationen til det, der foregik i det tidligere sovjetiske område og i området for Samfundet af Uafhængige Stater – dens åbenlyse ønske om at overtage dette geopolitiske område rundt om Rusland, uden overhovedet at bryde sig om, hvad Moskva måtte mene.«

»Dette var årsagen til krisen i Ukraine, hvor USA og EU ligefremt sagde til ukrainerne: enten er i med os, eller også er i med Rusland, imod os. Og den meget skrøbelige ukrainske stat kunne ikke klare denne form for pres, og det, der skete, skete: kuppet, og så videre og så videre … Men min pointe er, at de anså for normalt, at folkene i Obamas team skulle bestemme, hvad der skulle ske, hvor som helst i verden, inklusive omkring så stort et land som den Russiske Føderation. Og det er absolut abnormt efter min mening.«

Lavrov talte om de åbenlyse operationer imod Trump: »Jeg forstår, at der findes folk i USA, der ønsker, at dette skal blive en forhindring, og som ønsker at binde præsident Trumps team på hænder og fødder mht. det russiske spørgsmål, og jeg mener, at dette er en meget ondskabsfuld politik, men vi ser, at det finder sted«, sagde Lavrov.    

29. mrs., 2017 – Den russiske leder Vladimir Putin og den iranske præsident Hassan Rouhani holdt et officielt møde i Moskva den 28. marts, med en vidtrækkende dagsorden, der dækkede spørgsmålet om kernekraft, regionale spørgsmål, inkl. narkohandelen i Afghanistan, og krigen i Yemen, samt økonomisk samarbejde.

Med hensyn til spørgsmålet om kernekraft gik begge lande ind for atomaftalen med Iran, der støttes af FN’s Sikkerhedsråd, og understregede Irans fuldt ud legitime ret til fredelig anvendelse af kernekraft. Det er Irans hensigt at fortsætte samarbejdet med Rusland om gennemførelsen af den Fælles Omfattende Handleplan fra 2015, sagde Rouhani. Alt imens begge lande udtrykte støtte til at forvandle Mellemøsten til et atomvåbenfrit område, så fordømte de ensidige sanktioner som »illegitime«. Med henvisning til udvidelsen af Bushehr-kernekraftværket bemærkede Putin, at den første blok har opnået sin designede kapacitet, og at dokumenter for byggeri af den anden og tredje blok er under udarbejdelse.

Med hensyn til cyberangreb sagde deres erklæringer, »Rusland og Iran udtrykte deres bekymring over det støt stigende antal tilfælde af anvendelse af informations- og kommunikationsteknologier til kriminelle, terroristiske, militære og politiske formål. Begge sider har fordømt forsøgene på at anvende magt, eller truslen om magt, i informationsrummet, såsom et angreb mod iranske kernekraftfaciliteter ved hjælp af Struxnet-malware«, ifølge en pressemeddelelse fra det Iranske Udenrigsministerium.

De to præsidenter gav også udtryk for et forpligtende engagement over for en styrkelse af Afghanistans statsdannelse. De udtrykte især »gensidig bekymring over stigningen i narkoproduktion i Afghanistan, der udgør en trussel for fred og stabilitet, socioøkonomisk udvikling og Afghanistans og andre staters sikkerhed. Begge parter påpegede nødvendigheden af at gennemføre konkrete forholdsregler til fjernelse af global narkoproduktion, inklusive at rive op med rode illegalt såede afgrøder, der indeholder narkotika, og at ødelægge deres forarbejdelse.«

De udtrykte deres stærke støtte til opretholdelse af Iraks territoriale integritet; og deres erklæring gik stærkt ind for en ophævelse af blokaden mod Yemen og udtrykte bekymring »over den fortsatte, destruktive krig mod Yemen« og talte til fordel for »den hurtigste afslutning af kampene og blodsudgydelserne« og understregede også »behovet for at afgøre denne krise politisk, som del af en landsomfattende dialog«.

»Med en advarsel om de alvorlige, humanitære og økonomiske konsekvenser, som krisen har for det yemenitiske folk … bemærkede [de] betydningen af at ophæve den økonomiske og humanitære blokade af Yemen og sende humanitær hjælp til dette land«, lyder erklæringen.

Med hensyn til økonomisk samarbejde mellem Iran og Rusland, talte de to parter om Ruslands involvering i udviklingen af store kulbrintefelter (eller olie- og gasfelter) i Iran og kom frem til aftaler om at påbegynde en gennemførelse af russiske statskreditter til eksport, til Irans finansiering af byggeri af et termisk kraftværk og elektrificeringen af Garmsar-Ince-Burun-jernbanestrækningen. Diskussionerne fokuserede også på Irans mulige køb af det moderne Sukhoi SuperJet-100 mellemdistance-passagerfly, samt helikopterambulancer.

Man aftalte at afholde et russisk-iransk forum for interregionalt samarbejde mellem de russiske og iranske regioner, ved årets afslutning.

Sidst, men ikke mindst, gav den russiske side udtryk for sin fulde støtte til Irans tilslutning til Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO).

Foto: Præsident Putin og præsident Rouhani holdt et officielt møde i Moskva den 28. marts., 2017.                  

Leder fra LaRouche PAC, 27. marts, 2017 – Otteogfyrre timer efter præsident Donald Trumps ugentlige tale, der inspirerer Amerika til at genoprette vor nations tabte dedikation til at udvide menneskets viden om Universet og om selve livet, er denne historiske videoudsendelse fortsat næsten ikke blevet rapporteret i de amerikanske medier. Det er ikke engang blevet nævnt i New York Times, Washington Post, Los Angeles Times eller på de store Tv- og radiostationer. I stedet er medierne fulde af historier om, at Trump er en »fiasko«, fordi en (dybt fejlbehæftet) sundhedslov blev nedstemt, og af hysteri à la McCarthy-isme om Rusland, der stjæler det amerikanske valg, og af selv tilbagevendende henvisninger til »lugten af forræderi, der hænger over Trump-administrationen«.

På ét niveau er dette simpelthen nonsens. Men det sker også samtidig med, at en masse undergravende, »farvede revolutioner«, som den, der gennemføres mod Trump-administrationen, viser sig i hele Europa – i Balkanlandene, i Belarus (med direkte støtte fra de neonazistiske brigader i Ukraine), og, hvad der er vigtigst, i Rusland, hvor den med Soros forbundne Alexei Navalny har aktiveret et par tusinde demonstranter for at fremprovokere et par arrestationer, der skal gøres til avisoverskrifter i hele verden.

Og, hvad der er lige så vigtigt, så har præsident Trumps nylige vedtagelse af en politik for en tilbagevenden til det »Amerikanske System«, noget, der næsten udelukkende identificeres med Lyndon LaRouche, fået samme behandling af mainstream-medierne. Den faste skribent, der går under navnet Virgil på Breitbart-websitet, som tidligere blev ledet af Trumps chefstrateg, Steve Bannon, har udgivet to stærke rapporter, den ene om Trumps besøg i Michigan i denne måned [»Donald Trump, Rosie the Riveter, and the Revival of American Economic Nationalism« (Donald Trump, nitte-arbejderen Rosie og genoplivningen af amerikansk, økonomisk nationalisme)], og den anden om Trumps krav om at genindføre det Amerikanske System [»Trump Connects to the Taproot of American Economic Nationalism with Henry Clay’s `American System’« (Donald Trump skaber forbindelse til roden af amerikansk økonomisk nationalisme med Henry Clays ‘Amerikanske System’)].

Virgil bemærker, at disse taler af præsidenten »uden for enhver tvivl rejser den vigtigste, økonomisk-politiske idé i amerikansk historie«, og dog »var der ingen omtale af det i Politico, og heller ikke i hverken Washington Post, New York Times eller CNN«.

Løgnene, der udbredes som kendsgerninger af sofisterne på disse britiskkontrollerede og Wall Street-kontrollerede medier, er frastødende og ødelæggende, men ikke nær så ødelæggende som bestræbelserne på at forholde de amerikanske (og andre) masser, at den igangværende økonomiske og moralske transformation af vores nation i det hele taget finder sted. Forestil jer, at Jack Kennedys krav om, at mennesket skulle tage til Månen, »ikke, fordi der et let, men fordi det er svært«, blev udelukket i de amerikanske medier. Denne særlige ’behandling’ er velkendt af Lyndon LaRouche, hvis udviklende rolle i begge disse videnskabelige og økonomiske innovationer er åbenlys for alle, der kender ham, men som er blevet systematisk forholdt størstedelen af det amerikanske folk i 50 år, som en bevidst, åbent erklæret politik fra de såkaldte mainstream-mediers side.

Men denne evne til at udøve mind kontrol over befolkningen via medierne, er ved at blive brudt. En præsident, der taler direkte til befolkningen, og som nægter at bøje sig for myten om, at »den offentlige mening«, som den defineres af medierne, må tilbedes, har nu indtaget embedet. Det er langt fra klart, om han vil lykkes, men potentialet er stort, hvis befolkningen lever op til lejligheden. Lyndon LaRouche er i hvert fald af den overbevisning, at Trump ved, hvad han taler om.

Lyndon LaRouche har altid hævdet, at »den offentlige mening« og »at være praktisk« (pragmatisk) er menneskehedens, og i særdeleshed kreativitetens, største fjender. I denne tid med revolutionære forandringer, i traditionen efter Alexander Hamilton, Abraham Lincoln og Franklin Roosevelt, er det nye paradigme fuldt ud opnåeligt. Verden vender sig mod Kinas Nye Silkevejsproces, som markerer afslutningen af »nulsums-geopolitik« under Det britiske Imperium, der har domineret moderne historie siden mindst 1900. Ideen om en global renæssance – inden for videnskab, kunst og politisk økonomi – er den nødvendige og passende mission, der nu er forelagt os alle.

Foto: USA’s udenrigsminister Rex Tillerson møder Kinas præsident Xi Jinping i Beijing, Kina, den 19. marts, 2017. [State Department photo/Public Domain] 

25. marts, 2017 – Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov holdt den 23. marts et foredrag for højtplacerede officerer fra den russiske generalstabs militærakademi, hvor han diskuterede Ruslands rolle i sikring af strategisk stabilitet, og også refererede til potentielle, store forandringer, som kunne ændre USA tilbage til en fremgangsmåde, der blev udstukket af dets grundlæggende fædre.

Lavrov påpegede, at historiske traditioner var blandt de faktorer, der er bestemmende for en nations rolle i verdenspolitik, og citerede Henry Kissinger, der engang sagde: »Historien er staters hukommelse«. Lavrov fortsatte: »For øvrigt, så aspirerede USA, hvis interesser hr. Kissinger altid har forsvaret, ikke til at blive centrum for den liberale verden i størstedelen af sin egen, temmelig korte historie, og så ikke en sådan rolle som sin fremmeste mission. USA’s grundlæggende fædre ønskede, at dets lederskab og eksistens’ exceptionelle natur skulle afledes af dets eget, positive eksempel. Det er ironisk, at den amerikanske elite, der voksede frem som frihedskæmpere og separatister, der var ivrige efter at kaste den britiske krones åg af sig, da det nåede frem til det 20. århundrede havde transformeret sig selv og sin stat til at være en magt, der tørstede efter global, imperialistisk dominans. Verden er imidlertid ved at forandre sig, og – hvem ved – Amerika kunne endnu rense sig selv og vende tilbage til sin egen, glemte oprindelse.«

Lavrov understregede den rolle, som Rusland spiller i sikring af strategisk stabilitet i verden. »Takket være sin fremskredne atomafskrækkelseskapacitet spiller Rusland en vigtig, stabiliserende rolle i global politik. Samtidig er strategisk stabilitet for os ikke begrænset til at opretholde atomvåbenbalancen mellem os og USA«, sagde han. »I politik er strategisk politik en tilstand af internationale relationer, der sikrer streng overholdelse af international lov fra alle landes og deres sammenslutningers side, respekt for alle landes og folkeslags legitime interesser og ikke-indblanding i deres politiske anliggender. I militær sammenhæng betyder det konstant at bygge bro over svælget mellem militære kapaciteter og at sikre et højt tillidsniveau, gennemskuelighed og forudsigelighed og at afholde sig fra skridt, der kunne opfattes som en trussel mod andre landes nationale sikkerhed og således tvinge dem til at ty til forholdsregler for gengældelse. Vi fastholder styrkelse af alle aspekter af strategisk stabilitet, som er fundamentet for en holdbar fred og pålidelig, ligeværdig og uadskillelig sikkerhed for alle.«

Specifikt på atomvåbenfronten sagde Lavrov, at Rusland er villig til at diskutere yderligere atomvåbenreduktion, men kun, hvis alle faktorer, der har indflydelse på strategisk stabilitet, tages i betragtning, og ikke kun antallet af sprænghoveder i hvert atomarsenal. Dette må, tilføjede Lavrov, omfatte, at man har en multilateral fremgangsmåde, og ikke kun anliggender mellem USA og Rusland.

Politik er også en faktor i strategisk stabilitet. »Det er særlig vigtigt at bemærke, at det i dag er Ruslands standpunkt, at magt kun kan bruges i streng overholdelse af international lov og dets egne love og forpligtelser om ikke at erobre, og ikke at eksportere politiske ideer, som det gentagne gang er sket i historien og i vores fortid for den sags skyld, men, når alle andre midler er blevet opbrugt, da at forsvare vore mest vitale interesser, eller at hjælpe vore allierede og venner på deres anmodning, som det i dag sker i Syrien på invitation fra landets legitime regering«, sagde Lavrov. »Desværre er ikke alle lande i verden så omhyggelige med at sikre lovligt grundlag for anvendelsen af militærmagt. Vi har bemærket tilfælde af lemfældig fortolkning af FN’s charter og af at fjerne alle grænser for at udpege noget som en trussel mod ens egen sikkerhed.«

En video med hele Lavrovs tale kan høres her: https://www.youtube.com/watch?v=cMsWzn5F7mU

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:

20. mrs., 2017 – I de tidlige morgentimer den 17. marts fløj fire israelske jetfly ind over syrisk luftrum og ramte mål i nærheden af Palmyra, hvor syriske tropper har arbejdet på at rydde området omkring de antikke romerske ruiner for de sidste rester af ISIS. Alt imens de israelske forsvarsstyrker har bombet mål i Syrien ved flere lejligheder siden starten af krigen i Syrien, så var det usædvanlige ved denne hændelse både det syriske luftforsvars respons – syrisk luftforsvar affyrede mindst tre missiler mod de israelske jetfly og hævdede at have skudt det ene ned – og israelernes anerkendelse af luftangrebet, som de næsten aldrig offentliggør. Israelerne hævder, at de skød efter en konvoj med våben til Hezbollah i Libanon; den syriske regering, sammen med Hezbollah-lederen Sheikh Hassan Nasrallah, anklagede, at israelerne angreb syriske hærstillinger til støtte for ISIS.

Uanset, hvad der er sandt i disse påstande, så er den underliggende sammenhæng konflikten mellem Israel og Iran, med Rusland i midten. Det faktum, at syrerne responderede, som de gjorde, og at Israel har lovet at fortsætte med at ramme våbenstrømmen til Hezbollah, har rejst et potentiale for en ny krig i Syrien, nu mellem Israel og Iran – ikke alene pga. iransk støtte til Hezbollah, men også pga. Irans tilstedeværelse i Syrien, som Israel finder utålelig. Denne udvikling kommer netop, som krigene imod jihadisterne i det nordlige Syrien og imod ISIS i det østlige Syrien, er ved at nå til vejs ende.

Den eneste magt, der befinder sig i en position, hvor den kan forhindre denne nye krig i at ske, er Rusland, der har gode relationer med begge lande. Den syriske præsident Bashar al-Assad kom med en udtalelse til den ende i et interview med russiske medier i dag, i Damaskus. Assad bemærkede, at den israelske ambassadør i Moskva blev indkaldt til det Russiske Udenrigsministerium for at forklare den israelske krænkelse af syrisk luftrum.

»Så kan de diskutere de samme spørgsmål med israelerne ud fra dette kriterium [international lov]«, sagde præsident Assad, »og de kan spille en rolle for at Israel ikke igen angriber Syrien i fremtiden.«

Bortset fra indkaldelsen af den israelske ambassadør har der endnu ikke været en officiel reaktion fra Moskva på det israelske luftangreb. En russisk, politisk forsker, Gevorg Mirzayan, sagde til Sputnik den 18. marts, at, med luftangrebet den 17., har Israel sat en uskreven, russisk-syrisk-israelsk adfærdskodeks, samt Moskvas fremtidige position i Mellemøsten, i fare. Mirzayan nævner, som også andre iagttagere har gjort, den uskrevne aftale mellem Moskva og Tel Aviv om, at Rusland kunne bombe alle de jihadister, som dets luftstyrker kunne nå, alt imens Israel fik lov at bombe Hezbollah-konvojer i Syrien, som det lystede.

»Planen virkede i lang tid«, sagde Mirzayan. »Men den 17. marts begyndte den at slå fejl.«

Eksperter har advaret om, at den konflikt, der blussede op fredag, langt fra er ovre, med begge sider, der nu sandsynligvis blot vil gøre deres holdninger hårdere. Dette problem, iflg. Mirzayan, er, at begge sider nu mener, at den regionale og globale balance nu er ved at skifte i deres favør – Tel Aviv, fordi det har en ny allieret i Det Hvide Hus, og Damaskus, pga. dets nylige række af militære sejre imod ISIS og jihadisterne. Problemet for Moskva er, at en direkte syrisk-israelsk konflikt »omgående vil vokse til en konflikt mellem dens allierede (USA og Iran, Hezbollah og Golfstaterne), og dette vil ødelægge Ruslands planer om at styrke sin tilstedeværelse i regionen efter afslutningen af krigen i Syrien.«

Til forskel fra alle andre involverede i regionen, så taler Moskva med alle parterne i den regionale konflikt. De kan således forfølge et »trekantsdiplomati« mellem to krigspartier, som en del af deres strategi for at opretholde regional balance.     

17. marts, 2017 – Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov og den russiske udsending til Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), Alexander Lukashevich, har skarpt angrebet de vestlige nationers hykleri med at vende det blinde øje til neonazistiske aktiviteter i nationen Letland og andetsteds, samtidig med, at de hævder at være bekymrede over trusler mod »liberale europæiske værdier« – der angiveligt skulle komme fra »russisk aggression«.

I en tale her til morgen for repræsentanter for russiske NGO’er henviste Lavrov til gårsdagens march i Riga, Letland, der gennemførtes af veteraner og tilhængere af den frivillige Waffen SS Letlandslegion, som under Anden Verdenskrig gennemførte massedrab på jøder og grusomheder mod andre nationale grupperinger. Europæiske regeringer klager over trusler mod »liberale europæiske værdier«, sagde Lavrov, og alligevel »ser vi den såkaldte ’tavshed hos lammene’ (eng. ’silence of the lambs’) mht. statens støtte til jævnlige marcher af neonazister i Letland«, rapporterer TASS. »Dette er en skændsel for EU og NATO«, anklagede Lavrov, »og sådanne begivenheder konspirerer faktisk om at krænke mindet om millioner af ofre og ignorere Nürnbergdomstolens afgørelser og FN’s Generalforsamlings resolution imod forherligelse af nazisme.«

Lukashevich har opfordret til, at OSCE’s Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder kræver, at de lettiske myndigheder stopper med at støtte »eller ignorere neonazister … møder for SS-veteraner og deres tilhængere er en krænkelse af mindet om millioner af ofre i Anden Verdenskrig«. Lukashevich bemærkede skarpt, at den årlige march af de Lettiske Legioner fortsætter uden så meget som et pip fra Washington, London eller Paris, eller EU’s lederskab, »der er hurtige til at komme med barske udtalelser mht. andre«.

Regeringer ignorerer disse neonazistiske aktiviteter til fare for sig selv, eftersom det »uundgåeligt vil føre til en tragedie«. Med henvisning til Ukraine bemærkede han, at »i flere år har nationalister, der bærer nazisymboler, tortureret og dræbt folk for deres overbevisninger i en af vore nabostater«. Mere generelt sagde han, »vi er vidne til en de facto rehabilitering og forherligelse af dem, der, som medlemmer af den frivillige Waffen SS Letlandslegion begik utallige forbrydelser i Rusland, Belarus og Polen og var involveret i storstilede straffeaktioner imod hundrede tusinder af civile og massedrab på jøder«.

Foto: Folk bærer flag under den årlige march til minde om den lettiske enhed af Waffen SS (Schutzstaffel), også kendt som Legionærerne, i Riga, 16. marts, 2017.                    

17. mrs., 2017 – Under anførelse af Bayerns ministerpræsident Horst Seehofer besøgte en delegation af politikere og industrifolk Moskva i tre dage og sluttede her til morgen med en rundvisning i Skolkova Innovationscenter nær ved Moskva.

I går mødtes Seehofer og hans forgænger i Bayern, Edmund Stoiber, med den russiske præsident Vladimir Putin. De informerede ham bl.a. om, at den tyske kansler Angela Merkel vil møde ham i Moskva den 2. maj. Der er indgået aftale om en særlig russisk-bayersk økonomisk kommission for at fremme investering og handel mellem de to sider.

Fra delegationens side var der stærk kritik af sanktionerne mod Rusland. Bayerns økonomiminister Ilse Aigner undsagde sanktionerne som værende et »princip om pres og modpres, der ikke fungerer på de økonomiske relationers niveau« og krævede, at EU foretager en »seriøs cost-benefit-analyse« over resultaterne af hele sanktionspolitikken. Seehofer sagde, at »Jeg er modstander af den gamle blok-tænkning, der erklærer den ene for god og den anden dårlig«. Den bayerske landbrugsminister Helmut Brunner sagde, at hans drøftelser i Moskva havde til formål »at forberede post-sanktionsæraen«.

Foto: Horst Seehofer besøgte Skolkova Innovationscenter nær Moskva den 17. marts, 2017.  

15. mrs., 2017 – »Vi må atter vende tilbage til den humanitære situation i Yemen. Situationen dér er blevet endnu mere katastrofal efter den seneste optrapning af kampene«, udtalte talsperson for det Russiske Udenrigsministerium, Maria Zakharova, den 13. marts.

Hun citerede FN-undersekretær Stephen O’Briens briefing af 10. marts til FN’s Sikkerhedsråd, hvor han karakteriserede Yemen som den største humanitære krise i verden. Hun udnævnte den saudiskledede koalition som ansvarlig for dens involvering i kampe, der har dræbt mindst 7.500 siden marts 2015, og såret flere end 40.000 mennesker; efterladt flere end 7 million, for det meste børn, fejlernæret; fordrevet flere end to million mennesker (62.000 alene i løbet af de seneste seks uger), og hvoraf mange lever ude under åben himmel.

Zacharova tilføjede denne rædselsvækkende advarsel: »Planer om at lancere en offensiv imod Yemens største havn, Hodeida, vækker især bekymring. Kampe i denne region vil ikke alene forårsage en masseflugt af befolkningen, men vil grundlæggende set afskære hovedstaden Sana’a fra forsyningsruter for fødevarer og humanitær hjælp. Det er overflødigt at sige, hvilke katastrofale konsekvenser, dette ville få.«

Dette er, som hun påpegede, den situation, som de vestlige medier og NGO’er giver liden opmærksomhed og tavst springer over.

Foto: … og de døde begraves. Yemen.

Leder fra LaRouchePAC, 17. marts, 2017 – Det værste, der kan ske for et bankerot og dekadent imperium, hvis fortsatte magt afhænger af formbarheden hos befolkningen, som er beregnet at skulle være dets offer, er, at folk begynder at afsløre deres bluff. Dette er, til stor fortrydelse i City of London og på Wall Street, en afgørende proces, der er i gang over hele planeten.

Den kinesiske regering er, f.eks., i færd med at feje dem til side, der opfordrer til konfrontation mellem USA og Kina, og erklærer i stedet, at der er »lyse udsigter for et samarbejde mellem Kina og USA« samtidig med, at de minder verden om, at »Kina fortsat vil være en vigtig motor for verdens vækst«, som premierminister Li Keqiang udtalte den 15. marts. Et møde mellem præsidenterne Xi Jinping og Donald Trump forventes nu afholdt i begyndelsen af april.

Rusland går heller ikke med på Londons »skal vi to, du og ham, slås«-spil. Russiske topanalytikere afviser den seneste videoprovokation fra CNN imod Vladimir Putin ved at bemærke, at »Vesten forsøger nu at bruge den sidste chance, der stadig eksisterer, før Putin møder Trump, for at dæmonisere den russiske præsidents person«.

Og internt i USA finder der en voksende gæringsproces sted i befolkningen og blandt politiske personer, i den gruppe, der har fået nok af Wall Street og deres marionetter i Washington, og som i stedet ligger på linje med Lyndon LaRouches politiske krav om en tilbagevenden til FDR’s Glass/Steagall-lov og udviklingen af avancerede, videnskabelige missioner for menneskeheden, såsom fusionskraft og udforskning af rummet – sammen med de andre elementer i LaRouches Fire Love.

I dag responderede Lyndon LaRouche til Wall Streets insisteren på at sabotere Glass-Steagall, og på at lukke de få kernekraftværker, der stadig måtte være i drift i USA. »Dette er en total, idiotisk fejltagelse«, udtalte han. »Vi må absolut bekæmpe det her, og vinde; man kan ikke opretholde realøkonomien uden denne beskyttelse«, den beskyttelse, der tilvejebringes af kernekraft og andre, avancerede, videnskabelige kapaciteter.

LaRouche fremsatte krav til sine medarbejdere om at lancere et nationalt mobiliseringsfremstød for at fremme en respons til disse spørgsmål i befolkningen: Det er et spørgsmål om en handling, der må udføres. Han udtalte, at den store, tysk-amerikanske rumfartspioner Krafft Ehrickes liv og arbejde – Ehricke, der byggede Saturnraketten, der bragte USA til Månen – bør bruges i denne henseende, fordi det er et aktuelt spørgsmål, der peger på den form for forbedringer, som behøves. Ehricke var en dyrebar person, et menneske, der gik hele vejen for at præstere resultater. Ved at støtte mindet om, hvad han har gjort for nationen, og for verden, kan vi stille følgende spørgsmål til vore amerikanske medborgere:

Hvad kan du gøre for menneskeheden? Ikke kun for de umiddelbare, politiske hensigter, men, hvad kan du gøre for deres intellekt?

Foto: Saturn V-raketten blev brugt til at sende astronauter til Månen. (NASA)   

15. mrs., 2017 – Den 13. marts sendte CNN en dokumentar om den russiske præsident Putin, som var lavet af Fareed Zakaria, med titlen, »Verdens mest magtfulde mand«, og som er stop fuld af det sædvanlige sludder om, at »Putin kontrollerer alting i Rusland … Han er bange for en folkelig opstand«, og om Ruslands angivelige »indgriben« i de amerikanske valg. Kremls talsmand Dmitrij Peskov responderede i går, at videoen var lavet »med en afgørende partiskhed på linje med den fortsatte dæmonisering af vort land og muligvis af vores præsident«.

Hvad der går mere til sagen er en kommentar fra Gregory Dobromelov, direktør for Instituttet for Anvendte Politiske Studier, til Radio Sputnik: »Vesten forsøger nu at bruge den sidste chance, der stadig eksisterer, før Putin skal møde Trump, for at dæmonisere den russiske præsidents person.« Dobromelov tilføjede, at filmen hovedsageligt er beregnet til det hjemlige, amerikanske marked, og at den ikke vil influere på Ruslands image i verden.

»Kendsgerningen er, at mange i verden ikke støtter USA’s politikker og er rede til at støtte Vladimir Putins udenrigspolitik.«