Med formand Tom Gillesberg

Video: 2. del:

Lyd:

7. juni 2016 (Leder) – Hvis Obama får sin vilje, kan menneskeheden meget vel blive drevet ud over klippekanten i form at en fremprovokation af atomkrig fra USA’s og NATO’s side imod Rusland og Kina, advarede Lyndon LaRouche i dag. NATO-manøvrerne i stor skala, der begyndte i går i Polen og De baltiske Stater, og som involverer 31.000 tropper fra 24 lande i en 10 dage lang øvelse, der simulerer en angivelig russisk invasion af området, udgør i sig selv en umiddelbar, potentiel udløser af krig. Ruslands ambassadør til NATO, Alexander Grushko, forklarede i går faren ligefremt, i bemærkninger, som hr. LaRouche vurderede i høj grad gik lige til sagens kerne:

»Det, vi i dag ser i De baltiske Stater, er rent faktisk ikke andet end forsøg på en magtudvikling, med den fjendtlige politik, som NATO har forfulgt i den seneste tid. Jeg ville ikke sige, at dette udgør en direkte trussel mod Rusland, men det skaber selvfølgelig alvorlige risici i takt med, at vi ser en absolut ny, militær virkelighed danne sig langs vore grænser.«

Grushko uddybede, at NATO-advarsler om non-eksisterende russiske trusler kan materialisere sig til handlinger.

»(NATO’s) politik lever i en surrealistisk virkelighed, og det farligste er, at det nu begynder at tage form af militær planlægning og militære forberedelser, der finder sted på territorier langs vore grænser.«

LaRouche understregede, at Rusland under præsident Putin vil træffe sine egne beslutninger på sin egen måde, som respons til disse forsøg. Hvis briterne, Obama og NATO ønsker krig, får de det, og det vil blive forfærdeligt: en atomar 3. Verdenskrig – det er, hvad vi taler om.

Der findes en strategi, som LaRouche længe har identificeret, til at overvinde denne »surrealistiske« politik for folkemord, som udgår fra Det britiske Imperium. Den nødvendiggør den omgående fjernelse af Obama fra Det Hvide Hus, både for at få hans finger væk fra atomknappen, så vel som også for fuldstændigt at vælte det skakbræt, som er det vanvittige præsidentvalg i USA, der i øjeblikket tilbyder amerikanere valget mellem cyanid og stryknin. Og det kræves også, at USA og Europa går med i det Ny win-win-paradigme, med økonomisk udvikling med videnskab som drivkraft, og som forfægtes af den kinesiske præsident Xi Jinping og af den russiske præsident Vladimir Putin, og som fortsætter med at gå aggressivt frem i hele Eurasien.

Det spørgsmål, der ligger for os, indfanges af titlen på en stor Schiller Institut-konference, som LaRouche-bevægelsen vil afholde i San Francisco den 8. juni:

»Vil USA gå med i Den Nye Silkevej? Et valg imellem global, videnskabelig udvikling, eller en atomar verdenskrig«.

Underskriv og cirkuler appellen:

»Warszawa-topmødet forbereder krig – Tiden er inde til at forlade NATO nu!«

Foto: Enhver af disse konflikter ville kunne udløse en global atomkrig.

7. juni 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – Lederskabet af verden er, med rette, blevet overtaget af det voksende samarbejde mellem Rusland, Kina og Indien, og med andre eurasiske nationer, der entusiastisk går med i de nye udviklingsplaner, der er legemliggjort i programmet med ’Ét bælte, én vej’. London, Wall Street og Obama er alle desperate over dette ægte, igangværende paradigmeskifte.

I sin kommentar til dette skifte advarede Lyndon LaRouche om, at Obama er ved at blive afsløret som intet andet end en svindler og et falsum. Faren er, at et sådant falsum kan detonere på en farlig måde. Udfordringen består i fuldt ud at konsolidere skiftet over til udviklingsparadigmet, der ledes af Rusland/Kina/Indien, uden at fremkalde, at Obama og kompagni flipper voldeligt ud. Det betyder, understregede LaRouche, at »Obama og kompagni må forkrøbles«, så de ikke er i stand til at leve deres desperation ud i handling.

Dette står mere og mere klart: Verden har ikke brug for Obamas, eller briternes, eller Wall Streets klovneshow. Det, der behøves, er en virkningsfuld, økonomisk organisering, der erstatter disse desperate svindlere og dræbere. Vi befinder os ved et punkt, hvor hele det britiske system er i færd med at gå ned, netop nu. Det er oprindelsen til krigsfaren, og intet andet. »Dump disse elendige karle«, erklærede LaRouche. »Giv disse ledende, eurasiske nationer, sammen med de sydlige nationer, lederskabet, og støt dem i deres udviklingsplaner.«

Frem for alt andet, som Lyndon LaRouche gentagne gange har understreget i løbet af den seneste uge, så byg Kra-kanalen! Det ville markere en revolutionerende forandring for verden, der i enorm grad ville forøge handel og udvikling over hele Eurasien og ind i Afrika og videre endnu. Kra-kanalen ville skabe et fuldstændigt nyt billede af verden som helhed.

Flere og flere nationer er parate til at deltage i denne fremtid. Japan er nu i færd med at genoplive koordineringen med de andre hovednationer – Rusland, Indien, Kina – for eurasisk udvikling, at genoplive programmer, der tidligere blev legemliggjort i Mitsubishi Global Infrastructure Fund (GIF), der arbejdede for Kra-kanalen tilbage i 1980’erne. Kina er hen over de næste seks år parat til at investere $3,5 billion i store infrastrukturprojekter, der rækker langt ud over det umiddelbare asiatiske Stillehavsområde, iflg. en nylig undersøgelse fra Asia Society. Japan har annonceret sin egen, $110 milliard store investeringsplan for det asiatiske Stillehavsområde.

Den russiske præsident Putin kommer til Kina senere i denne måned for at indgå de sluttelige aftaler om 52 rapporterede fællesprojekter; og russisk-kinesiske forhandlinger skrider nu frem om den planlagte bygning af en 7000 km lang højhastighedsjernbaneforbindelse mellem Moskva og Beijing. Indien er i færd med at udvide sine planer for handelskorridorer, der strækker sig fra Iran gennem Afghanistan, og med nyligt annoncerede planer om også at bygge en dybvandshavn i Bangladesh, tillige med Chabahar-havnen i Iran ved Oman-golfen. Indien og Kina støtter alle disse investeringer, der vil udvide hele det asiatiske Stillehavsområdes produktive evner, hvor Kina og Indien alene udgør en tredjedel af verdens befolkning.

Den tyske kansler Angela Merkel skal besøge Kina i næste uge. Den netop færdiggjorte Gotthard Tunnel gennem de Schweiziske Alper, verdens længste jernbanetunnel, åbnede officielt den 1. juni, og projektet, som det tog 17 år at færdiggøre, har udløst entusiasme over hele Europa. Denne entusiasme for store projekter må videreføres til, at ledende, europæiske nationer går med i fremtiden med ’Ét bælte, én vej’-programmet, på en langt mere seriøs måde. Det betyder at bryde med de britiske royale og med Obama.

Projekterne, der fremmes af Kina og Indien, vil samlet set accelerere udviklingen og legemliggøre ideen om det »win-win«-samarbejde, der er et varemærke for skiftet væk fra geopolitikkens imperiekrige og til ægte, menneskelig udvikling. Vi har ikke brug for krig. Faktisk ville endnu en storkrig betyde udslettelse. Det ved og forstår Putin, lige såvel som også Kina.  

Titelfoto: Premierminister Narendra Modi med den kinesiske præsident Xi Jinping og førstedame Peng Liyuan, der fejrer deres nationers voksende samarbejde og løsning af tidligere konflikter. [flickr/narendramodiofficial]

6. juni 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – Den amerikanske forsvarsminister Ashton Carters præstation ved den netop afsluttede Shangri-La Dialog om sikkerhed i det asiatiske Stillehavsområde gør det klart, at, med mindre præsident Obama fjernes fra embedet længe før januar 2017, står verden over for en umiddelbart forestående, global krig. Ikke alene promoverede Carter aktivt behovet for at skabe en NATO-lignende struktur i Asien, for at konfrontere Kina. Han har også gjort fremstød for lignende, endda mere umiddelbare trusler mod Rusland. Om nogle få uger, når Obama mødes med andre NATO-stats- og regeringschefer i Warszawa, vil NATO-bataljoner blive deployeret til De baltiske Stater og Polen. I Rumænien er der allerede installeret landbaserede Aegis BMD-systemer, og nogle mentalt sunde røster i Vesten har sat lighedstegn mellem alt dette og nazisternes opstillinger langs de sovjetiske grænser, før de lancerede Operation Barbarossa i 1940 under Anden Verdenskrig.

Parallellerne mellem nazismens og fascismens æra og nutiden går længere end til denne »snubletråds«-deployering, som NATO har planlagt. Stemningen af kulturel pessimisme og xenofobi, der har fejet hen over hele Europa, i lyset af det økonomiske kollaps, Trojkaens program med ondsindet nedskæringspolitik, flygtningekrisen og truslen om gentagne, blinde terrorangreb, udgør i sig selv en alvorlig fare. Og stemningen i USA er ikke bedre.

Under en dialog med kolleger søndag understregede både Lyndon LaRouche og Helga Zepp-LaRouche kraftigt behovet for at genoplive princippet om individuelt menneskeligt geni, og for at lancere en ægte dialog mellem civilisationer, hvor de store bidrag fra alle kulturer og civilisationer fremføres som lysende eksempler på, hvad menneskeheden kan præstere, når samfundet organiseres omkring princippet om menneskets kreative evne til at gøre opdagelser af nye, fysiske principper, man tidligere ikke havde nogen forestilling om. Billedet af den store rumforsker, dr. Krafft Ehricke, er til særlig inspiration i takt med, at USA står over for udfordringen med at genoplive rumprogrammet, der er blevet skambeskåret og stort set ødelagt af præsident Obamas antividenskabs-ideologi og -politik. Krafft Ehricke, en af genierne bag det forgangne NASA-program, opstillede menneskehedens »udenjordiske forpligtelse«, eller imperativ, som fortsat er menneskehedens primære, uopfyldte mission i det 21. århundrede.

Dette tema om menneskeligt geni blev uddybet af Lyndon LaRouche i en hel time under ’Manhattan-Projekt Dialogen’ den 5. juni (videooptagelse), som værende den eneste løsning for menneskeheden.

»Indse blot, at der findes mennesker, der har geni-egenskaber, og ikke tværer dem ud!«, sagde LaRouche. »De erkender geniet i sig selv, og de indser, at dette talent, der er kommet til dem, er noget, der er af en meget seriøs natur, til gavn for menneskeheden. Det er, når menneskeheden ser sig selv som et opdagende væsen, hvis arbejde er uundværligt for menneskehedens fremtid – det er dér, skønheden kommer.«

Som respons på Ashtons Carters konfrontation med Kina, krævede admiral Sun Jianguo, vicechef for Kinas Centrale Militærkommissions Afdeling for Generalstaben, en fundamentalt ny sikkerhedsarkitektur for det asiatiske Stillehavsområde, baseret på samarbejde, gensidig forståelse og dialog. Alt imens det står klart, at flertallet af nationerne i det asiatiske Stillehavsområde afviser Obamas og Carters krigsprovokationer, som det reflekteres i det faktum, at admiral Sun havde 17 bilaterale forhandlinger på sidelinjen af Shangri-La, så kan faren for et faktisk krigsudbrud, det være sig enten direkte imod Kina eller imod Rusland, ikke undervurderes. Det tyske forsvarsministerium er, iflg. Die Welt, i færd med at udarbejde en ny regeringsrapport, der vil definere Rusland som truslen – og ikke længere en partner.

Det er ikke overraskende, at de russiske medier rapporterer om en appel, der nu cirkulerer i både Europa og USA, om, at mentalt fornuftige nationer nu fuldstændigt må trække sig ud af NATO. 

Sputnik bemærkede, at den fremtrædende franske, »venstre-gaullistiske« præsidentkandidat, Jacques Cheminade, allerede har underskrevet appellen.

Som Helga Zepp-LaRouche understregede i går, »For at undgå Tredje Verdenskrig er det nødvendigt, at folk indser, at menneskeheden er én, og at alle kulturer har frembragt juveler«, der demonstrerer det potentiale for genialitet, der holder nøglen til menneskehedens fremtid i sin hånd. Lyndon LaRouche var endnu mere ligefrem: Med mindre, man organiserer samfundet omkring en forståelse af menneskelig kreativitet som den afgørende faktor, ved at fremlægge det for befolkningen, »er man ikke andet end en galning«.

Titelbillede: Grafisk fremstilling af Verdenslandbroen iflg. Lyndon LaRouches og Helga Zepp-LaRouches vision.                  

Med formand Tom Gillesberg

2. juni 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – Mennesket skriver historie lige for øjnene af os i dag, fra dag til dag og endda fra time til time i takt med, at alle de forskellige, gensidige forbindelser mellem Rusland, Kina og Indien bliver stadigt tættere og stadigt mere talrige, og som trækker 70 eller flere nationer tættere sammen, hvilket faktisk omfatter godt og vel halvdelen af menneskeheden – som Helga Zepp-LaRouche sagde i sit interview med TASS den 31. maj. 

Det er som en ring af sammenkædede magneter, der trækker hinanden ind i en stadigt tættere kæde. Tænk på den genoplivede interesse for Kra-kanalen, der forbinder Det sydkinesiske Hav med Det indiske Ocean (via Den thailandske Golf og området omkring Andamanerne i Den bengalske Bugt).

I sin nuværende inkarnation er dette et projekt fra Lyndon LaRouche og Japan. Det vil forbinde Indien med Sydøstasien og Kina; det vil revolutionere disse farvande; Lyndon LaRouche har sagt, at det vil blive en af de største revolutioner i moderne historie.

Den 31. maj sagde den kinesiske premierminister Li Keqiang til asiatiske redaktører, at

”Hvis Kina og Indien arbejder sammen og smeder synenergi, vil det kaste nytte af sig ikke alene for det kinesiske og indiske folk, men også til Asien og videre endnu.”

Med henvisning til Indiens nylige annoncering af en aftale om en handelskorridor med Iran og Afghanistan, via Irans Chabaharhavn, sagde Li, at Kina ”hilser den velkommen”.

Indien og Kina samarbejder for første gang omkring Tibet, hvor Kina tidligere har været særligt ømfindtlige mht. Indien i betragtning af Dalai Lamas tilstedeværelse i Indien, samt det derværende betragtelige, tibetanske samfund.

Ligeledes den 31. maj talte den forhenværende kinesiske ambassadør til Rusland, Li Fenglin, ved en todages konference i Moskva om de kinesisk-russiske relationer. Han sagde her, at den bilaterale relation stod på sit højeste i 400 år, men at Kina ønsker, at Rusland skal have større tiltro til den.

”Det er min fornemmelse, at Putin og Xi har en begrebsmæssig forståelse af, hvordan vi bør samarbejde, men at der er forståelsesproblemer på mellemlederniveau”,

sagde ambassadør Li, der talte perfekt og idiomatisk russisk.

”Det gør ingen ting, at vi har forskellige fremgangsmåder. Det er helt normalt for sådanne store og forskellige lande at have forskellige fremgangsmåder. Det væsentlige er, at disse ikke fører til modsigelser.”

Alt dette minder os om, hvorfor (den amerikanske) LaRouchePAC-leder Kesha Rogers fra Houston, Texas, så viseligt valgte afdøde tysk-amerikanske rumpionér, Krafft Ehricke, som den personlighed, der skulle være omdrejningspunkt for hendes kamp for at genoplive USA’s rumprogram. 

Krafft Ehrickes fremgangsmåde er, i lighed med Lyndon LaRouches, ikke den mindste smule ’praktisk’ (dvs. begrænset af, hvad der ’tilsyneladende’ kun er muligt), men alligevel viser sig at være ekstremt virksom, som det er blevet demonstreret, så det er hævet over enhver tvivl. Krafft Ehricke var en af de ledere inden for udforskning af rummet, som også tidligere Konstantin Tsiolkovskij og Hermann Oberth var det, hvis mod og intellekt bragte mennesket til nye verdener, som endda overgik det, som Christoffer Columbus gjorde. 

Krafft Ehricke var en forsker; men hans forskning udgør ægte videnskab, og ikke den afskyelige, matematiske erstatning for videnskab, der i dag undervises på vore skoler, og som repræsenteres af Obamas degenererede forsvarsminister, Ashton Carter. Ashton Carters falske version af videnskab gav os F-35-flyet, til sandsynligvis $200 mio. dollar stykket, og som ikke virker, og aldrig kommer til at virke.

Krafft Ehricke forudså derimod, blandt mange andre dristige, videnskabelige præstationer, med præcision Apollo 13-missionen i 1970 i en artikel, skrevet i 1948. Typisk for ham stod der i hans artikel fra 1948, at han havde skrevet den i 2400 med et tilbageblik over de seneste 350 år, til den første, bemandede Marsmission i 2050, med navnet ”Ekspedition Ares”. Terence Norton, lederen af denne mission, havde været nødsaget til at svare på den indvending, at de i 2050 til rådighed stående teknologiers begrænsninger – her hovedsageligt det forhold, at der kun var kemisk propulsion til rådighed for rumrejser – forøgede sandsynligheden af en ”afvigelse fra den normale plan”, og hermed også missionens fiasko, og endda missionsmandskabets død. Hvad var så hans svar? Var det at annullere missionen? I sin rapport til ”Rumfartsstyrelsen” skrev han:

”Når man betragter problemet fra et hvilket som helst standpunkt, rejser spørgsmålet sig: På hvilken måde kunne man imødegå udfordringen med afvigelse fra den normale plan, ved hjælp af de til rådighed stående ressourcer? Tilbyder en sådan ikke særlig sandsynlig situation ikke chancer for at vinde for sig, de storslåede resultater af menneskelig dristighed; eller, betyder en manglende evne til at kunne overkomme denne situation den visse død, et sted ude i rummet, for alle ombordværende?”

”En undersøgelse af de følgende sider vil vise, at den tekniske gruppe har øget sikkerhedsfaktoren til et tal, der er langt større end det tal, der ansås for at være maksimum, da projektet blev startet op. Resten kan overlades til gruppens karakter og åndrighed. Det må åbenhjertigt indrømmes, at mulige farer, som ikke kan forudses, findes, men gruppen er fast overbevist om, at mod, ressourcefuldhed og opnåede præstationer hos de mennesker, der er blevet udvalgt til at foretage rejsen, med succes vil imødegå rumrejsens udfordringer.”

En anden faktor var virkelighedstro, grundig og omfattende træning, træning og atter træning – meget af den i selve rummet. Bemærk, at meget af den tekniske gentagelse, der var indbygget i ”Ekspedition Ares”, var identisk med den, der var at finde i Apollomissionerne: nemlig, en ophobning af forskellige moduler, der kunne overleve uafhængigt af hinanden, hvor hver af dem var skræddersyet til et specifikt formål, men samtidig til generelle formål.

Og, ligesom med Apollo 13, forekom der et uheld med ”Ekspedition Ares” og en ”afvigelse fra den normale plan”. Ligesom Apollo 13 måtte missionen opgives, men ligesom med Apollo 13 blev hele besætningen reddet og kom tilbage til Jorden.

Kesha Rogers ved sandelig, hvad hun taler om.

Onsdag, 1. juni 2016 – Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche, der i Kina har fået tilnavnet ”Silkevejsladyen”, og som, sammen med Lyndon LaRouche, er den fremmeste promoter af denne politik i Europa, blev interviewet af TASS den 31. maj 2016 om at træffe valget mellem enten en ny, global krig, eller økonomisk udvikling og samarbejde.

TASS: Hvordan vurderer De det aktuelle, internationale samarbejde?

Helga Zepp-LaRouche: Der er to radikalt modsatrettede bevægelser på planeten netop nu. På den ene side mødes kombinationen af præsident Putins meget succesrige militære flanker, såsom hans intervention i Syrien, der skabte potentialet for fred, og så hans forskellige diplomatiske interventioner i Asien, parallelt med Kinas initiativer for Den Nye Silkevej.

Disse indsatser repræsenterer allerede et win-win-perspektiv for flere end 70 lande.

På den anden side finder der en ekstremt farlig konfrontation sted fra USA’s, Storbritanniens, EU’s og NATO’s side imod Rusland og Kina, der har bragt verden ind i multiple kriser, der er farligere end på højden af den Kolde Krig.

TASS: På hvilke områder er dette mere aktivt, og hvor er det ikke?

Zepp-LaRouche: Med hensyn til Syrien, så er samarbejdet mellem [den russiske] udenrigsminister Lavrov og [den amerikanske] udenrigsminister Kerry, såvel som også Genève-samarbejdet mellem Rusland og USA, meget positivt. Men så længe USA imidlertid ikke opgiver sin politik for ’regimeskift’, er situationen fortsat farlig. Præsident Putin har vist sig at være en fremragende strateg.

Dette giver tiltro til, at det ikke vil lykkes krigshøgene i NATO at lokke Rusland ind i en fælde og give NATO et påskud til et lancere et førsteangreb.

TASS: Omkring hvilke spørgsmål må vi optrappe samarbejdet mellem Vesten og Rusland, og hvorfor?

Zepp-LaRouche: Kendsgerningen er den, at hele den transatlantiske sektor er bankerot og tæt på at eksplodere på en større måde end i 2008. Den japanske premierminister Abe understregede, efter et meget vigtigt besøg i Rusland, klart dette ved det nyligt afsluttede G7-møde, men blev afvist af præsident Obama, der hævdede, at ”den økonomiske genrejsning går fremad”, hvilket er absurd i lyset af centralbankernes negative rentesatser og debatten omkring ”helikopter-penge” (ubegrænset pengetrykning, -red.).

Vesten har derfor mere end Asien brug for den form for økonomisk samarbejde, som samarbejdet om Ét bælte, én vej/den Eurasiske Økonomiske Union byder på, og som integrerer Eurasien fra Vladivostok til Lissabon, men som også inviterer USA til at deltage i dette perspektiv. Vi kan kun undgå en katastrofe, hvis det lykkes os at overvinde geopolitik og nå frem til et nyt paradigme, baseret på et partnerskab for global udvikling og menneskehedens fælles mål.

TASS: Hvorfor forhindrer Vesten i den grad samarbejde med Rusland, på trods af den åbenlyse terrortrussel, cyberkriminalitet og andre internationale udfordringer?

Zepp-LaRouche: Næsten alle betydningsfulde konflikter stammer fra det anglo-amerikanske imperiums indsats for at bevare en unipolær verden, på et tidspunkt, hvor denne verden de facto allerede er ophørt med at eksistere. Flere og flere kræfter i verden indser, at de må træffe eksistentielle beslutninger, og at deres nationers interesser er meget bedre tjent med at standse sanktionerne og konfrontationen imod Rusland og Kina.

Den kendsgerning, at Rusland og Kina har skabt et meget stærkt, strategisk partnerskab, med Indien som en tredje partner, har flyttet den strategiske balance i verden. Flere og flere lande ser det som langt mere gavnligt at samarbejde om fælles udvikling end at befinde sig under åget af en militær konfrontation. Vi befinder os på et punkt i historien, hvor der må vælges, og det, der tæller, er lederskab af den art, som vi har set komme fra præsident Putin.

Det forestående NATO-topmøde i Warszawa den 8. – 9. juli forventes at blive endnu en provokation mod Rusland. Ved at underskrive denne appel siger vi ”stop” denne optrapning mod atomkrig, før det, der er uigenkaldeligt, indtræffer!

Download (PDF, Unknown)

30. maj 2016: Følgende appel cirkuleres internationalt, inklusive på den internationale LaRouche-bevægelses websider:

Det forestående NATO-topmøde i Warszawa den 8. – 9. juli forventes at blive endnu en provokation mod Rusland. Ved at underskrive denne appel siger vi ”stop” denne optrapning mod atomkrig, før det, der er uigenkaldeligt, indtræffer!

Dette er en alvorstung time. En ny missilkrise er under opbygning, som et spejlbillede af den, der i 1962 førte til, at Sovjetunionen deployerede atomsprænghoveder på Cuba, på USA’s dørtærskel. I dag er situationen omvendt. Dengang bekæmpede NATO Warszawa-pagten; i dag organiserer NATO et topmøde i Warszawa!

Vi, der underskriver dette, observerer, at NATO gennemfører en provokerende ”inddæmningspolitik”, som følger: (se pdf)

Det var mindeplade, som de første astronauter bragte til månen for næsten 50 år siden: “Vi kommer med fred, for hele menneskeheden.” Ikke blot astronauterne, men hele den amerikanske nation og millioner af andre mennesker rundt om på jorden fik ændret deres tankegang om menneskehedens fremtid af disse rejser, som de foretog, tilrettelagde og bevidnede.
”For første gang besluttede mennesker sig bevidst for at lære at leve og agere i omgivelser, der er komplet anderledes end dem, fra hvilke vi har udviklet os,” som en astronaut sagde det.

Men næsten fra den ene dag til den anden trak de smukke skibe, der cirklede om månen, sig tilbage; fjernere rumrejser blev glemt. Landet kastede sig ud i krige – modelleret efter britiske og franske kolonikrige –, som er fortsat siden da, og som USA ultimativt har tabt. Under præsidenter G.W. Bush og Obama, har de spredt katastrofer af krig og terrorisme tværs over Mellemøsten, Nordafrika og Europa.

Skønt der blev udpeget ubemandede rummissioner for opdagelser og opdagelsesrejsende, var amerikanerne overbevist om at være ”praktiske” og at glemme at gennemleve opdagelser, som de ofte havde gjort før.

Andre nationer, Kina og Indien i særdeleshed, planlægger nu at tage de store opdagelsesskridt i rummet, planlægger Mars-missioner, programsætter de første landinger på den storslåede platform for opdagelser af galaksen – Månens bagside.

På samme tid har de asiatiske magter sammen med Rusland planlagt og påbegyndt udfordrende projekter for ny infrastruktur, store øst-vest og nord-syd eurasiske landbroer med højhastighedstog, nye byer, energi, selv magnettogsforbindelser.

Når de griber ind for at bringe krige til afslutning, så de kan påbegynde genopbygning og ny udvikling, så mener de det.

Præsident Obama, der prøver at sammenstykke militæralliancer, handelskrige, NATO-krigstrusler og konfrontationer for at stande de russiske og kinesiske ledere fra disse udviklinger – organiserer faktisk en ”liga af tabere.” Truslen om global krig fra hans forsøg på at intimidere Rusland og Kina er alvorlige; men han er en taber, der truer virkelige ledere som Putin og Xi.
Glem hvad der er “praktisk muligt”: Selv i bekæmpelse af terrorisme, er opdagelser hvad der behøves for at vinde sejre, opdagelser, som i at eksponere de saudisk/britiske hænder, der kontrollerede massemordene d. 11. september, og pludseligt dermed se kilden til de seneste 15 års katastrofale krige.

Så meget desto mere i at genoplive det storartede amerikanske rumprogram. I samarbejde med de nylige dynamiske rum-magter vil det blive en ny kilde til at leve gennem opdagelser – der faktisk er menneskelige, som nationen lærte det for 50 år siden.

D. 23. maj (EIRNS) – Philip Hammond, den britiske udenrigsminister, presser på for krig mellem NATO og Rusland, og giver genlyd for de gale vidtløftigheder fra forhenværende britisk NATO-general Sir Richard Shirreff, hvis nylige roman, der støtter en krig med Rusland i 2017, har modtaget udstrakt britisk medieopmærksomhed. Hammond kom ud fra sidste uges udenrigs- og forsvarsministermøde i NATO og pressede på for endog endnu større permanent NATO-deployering i de baltiske stater, Polen og andetsteds langs den russiske grænse. Det forventes i brede kredse, at NATO i juli på tomødet med statsoverhoveder og regeringer i Warszawa vil ratificere deployeringen af fire kampbataljoner til Ruslands grænser. Hammond meddelte, at han ville presse på for at NATO faktisk indsætter yderligere fire til fem bataljoner til frontlinjerne mod Rusland, i forlængelse af de fire der allerede er på bordet. Han beskrev udtrykkeligt den foreslåede deployering som en ‘snubletråd’, hvilket betyder, at tilstedeværelsen af disse NATO-tropper rent faktisk ikke har til hensigt at forsvare de baltiske stater eller centraleuropæiske stater, men at sikre at enhver russisk aktion omgående udløser krig med hele NATO.

Denne form for folkemorderisk galskab er kernen i Det britiske Imperiums aktuelle krigspolitik for Rusland og Kina. På EU’s møde med forsvars- og udenrigsministrene i Bruxelles i dag, slog briterne også til lyd for behovet for at sætte europæiske tropper ind på landjorden i Libyen for at bekæmpe menneskesmuglere. Tyskland modsatte sig denne britiske plan, men gik ind på ideen om en stigning i EU’s maritime deployering i Middelhavet for at afskære flygtningebåde fra Libyen og andre lokaliteter langs den nordafrikanske kyst.

Med formand Tom Gillesberg

Video 2. del: (5 min.)

Lyd:

19. maj 2016 – Et faseskifte af enorme dimensioner er undervejs i Asien. En markør er topmødet mellem Rusland og ASEAN den 19.-20. maj i Sochi, Rusland. Mødets ’Leibnitz’ske’ slogan er, ”Mod et Strategisk Partnerskab for det Fælles Bedste.” Præsident Putin har annonceret, at dette topmøde bliver den største internationale begivenhed i Rusland i 2016. De fleste af lederne for de ti ASEAN lande er personligt mødt op, og præsident Putin har holdt bilaterale møder med hver enkelt af dem over de seneste uger. Varmen og fortroligheden i disse samtaler er ligeså vigtig, som de konkrete resultater i form af investeringsaftaler, tættere handelsforbindelser og i mange tilfælde forsvarssamarbejde.

    Jin Liqun, den kinesiske præsident for den Asiatiske Infrastruktur Investerings Bank (AIIB), var også tilstede på topmødet og diskuterede finansiering af 16 projekter i Ruslands fjernøsten til en samlet værdi af 8 milliarder dollars. ”Det er STORT. Det er STORT,” sagde Lyndon LaRouche.

    Mere kunne siges, men når dette ses sammen med andre udviklinger, er der mulighed for det tætteste tænkelige betroede samarbejde mellem Rusland, Indien, Kina og Japan i Asien på det politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige område, der vil revolutionere Asien og verden.  

På den kritiske Japan-flanke, vil Michael Billington i den kommende udgave af EIR (d. 27. maj) rapportere, at ”den japanske premierminister Shinzo Abe den 6. maj holdt et ekstremt succesfuldt topmøde med Putin i Sochi, til trods for at Obama krævede, at han aflyste besøget. Selv om det ikke blev diskuteret offentligt, informerede kilder tæt på forhandlingerne EIR om, at Abe og Putin enedes om en vej frem imod at løse de territoriale stridigheder, som har forhindret underskrivelsen af en fredstraktat mellem Rusland og Japan til afslutning af 2. Verdenskrig. Offentligt har de to ledere diskuteret en bred vifte af potentielle japanske investeringer, mestendels i det fjernøstlige Rusland, i energiproduktion, olie og gas, medicinske faciliteter, transport, havne med mere. Det bør noteres, at lanceringen af sådan udstrakt fællesudvikling også vil have betydningsfulde implikationer for den koreanske halvø.   

     “Putin inviterede Abe til at deltage i det 2. Østlige Økonomiske Forum
i Vladivostok den 2.-3. sept. Abe forventes at deltage, og at afholde næste topmøde med Putin. Det Økonomiske Forum vil samle internationale forretnings- og regeringsrepræsentanter til diskussion om det økonomiske potentiale i Ruslands fjernøsten og det Asien-Stillehavsområdet, såvel som investeringsmuligheder.”
    ”Vil Japan virkeliggøre dette?” spurgte Lyndon LaRouche i dag. ”I så fald er det en meget positiv udvikling for Asien som helhed.” LaRouche sagde, at dette er hvad han var involveret i tilbage i 1980’erne, da han besøgte Japan med sin hustru Helga. ”Vi havde faktisk, blandt visse mennesker i Japan…., – vi havde en gruppe af mennesker, som virkelig var oppe på mærkerne, og havde evnen til at producere resultater, – men det gik tabt.”

Undgå derudover letkøbte sammenligninger: Dette asiatiske faseskift kan på ingen måde sammenlignes med Obama, eller noget, der ligner Obama. Tværtimod. Den amerikanske økonomi er kollapset – er ved at kollapse. Alt dette her, med at prøve at lodde tingene, sammenligne den ene ting med den, fungerer ikke mere. Man kan ikke drage en sammenligning med Obama; denne økonomi er kaput. Visse tiltag bliver kørt frem, men der er intet imponerende over det. Det synes som om, der er noget i det, men det er der i virkeligheden ikke. Han er overhovedet ikke troværdig; det er aldeles negativt.

Om Obamas fortsatte uhyrlige mørklægning af massemordet den 11. september, næsten 15 år efter, sagde LaRouche, ”Det er aldeles kujonagtigt; mere eller mindre. Hele problemet er det britiske anliggende, den britiske kongelige familie. Alt, hvad saudierne var involveret i, var baseret på den britiske kongelige familie. Det er, hvad disse politikere ikke pointerer, og det er derfor de gør det på den måde, de gør. De agter ikke at angribe de britiske interesser. Man er nødt til at tænke på, hvad de finansielle interesser er, fra britisk side, med hensyn til USA. Og det er det, de ikke taler om.”

Med formand Tom Gillesberg:

Med formand Tom Gillesberg

Et uddrag:
Ogden: I løbet af en tidligere diskussion med Lyndon LaRouche snakkede vi også om dagens institutionelle spørgsmål, som lyder: »Hr. LaRouche, vær venlig at fremlægge dine anbefalinger om, hvordan man opbygger de institutioner og strukturer, der skal til, for at gennemføre en global indsats mod terrorisme, i et samarbejde mellem USA, Kina, Rusland og Europa. Hvilken form for organisering og politik kan du anbefale, og hvilken rolle tror du FN kan spille i en sådan indsats?«

Steinberg: Efter vores diskussion med Hr. LaRouche og Fru Zepp-LaRouche, som fandt sted for nogle få timer siden, vil jeg svare, at det første der må gøres, er at fremlægge en præcis redegørelse for, hvor den globale terrorisme har sin oprindelse. Og det har den i London – Londonistan – og i lande, der i stigende grad er blevet simple håndlangere for det Britiske Imperium og dets politik. Saudi-Arabien er en sådan håndlanger. Det har landet været i hundrede af år. Men i særdeleshed siden al-Yamamah aftalen fra 1985 har der været en britisk-saudisk organisation, der har ophobet store pengesummer, øremærket til at understøtte terrororganisationer som al-Qaeda og aflæggeren ISIS. Prøv engang at se på Sydamerika og Mexico, ødelagt af narko-terrorisme, og bemærk så, hvordan London har været centrum for den internationale narkohandel og de terrororganisationer, der er sprunget frem deraf. Hvis man ikke starter med at sige sandheden omkring terrorismens natur, omkring dens oprindelsessted; hvis man ikke våger at angribe det britiske og det saudiske monarki, så kan der ikke opstå et solidt grundlag for den form for samarbejde, der er nødvendig.

Det er klart at de fire ledende nationer, USA, Rusland, Kina og Indien alle er konfronteret med denne Angelsaudiske terrortrussel. Og for så vidt som disse nationer ikke samarbejder omkring udformningen af en entydig handlingsplan, der involverer nedlæggelsen af de britiske oversøiske finanscentre, der stiller finanserne til rådighed for terrororganisationerne, er der intet grundlag for sejr. Hvis disse lande går sammen – for hvilke FN's sikkerhedsråd ville udgøre den perfekte platform – kan der føres en succesfuld krig mod den form for terrorisme, der udfolder sig globalt i dag. Og det er en afgørende del af den krig, der allerede er undervejs.

Og så er der selvfølgelig det mere langsigtede spørgsmål omkring, hvordan man skaber en tilstand hvor mennesker ikke har noget incitament til at gå med i den slags terrororganisationer. Det spørgsmål ligger implicit i Kinas politiske projekt kaldet »Ét bælte, én vej«: Udviklingen af Asien gennem denne »Win-Win«-politik. Visse desperate politiske ledere i Europa – sågar i Tyskland – lufter ideen om en »Marshallplan«, der skal genopbygge Syrien og Irak. Det vil give flygtningene en mission, så de vil tage tilbage og hjælpe med at opbygge deres lande med en masse opbakning udefra. Og det er en del af den slags passende og holdbare antiterrorstrategi, der skal til for at skabe en langtidsholdbar løsning. Allerede tilbage i 1970'erne fremlagde Lyndon LaRouche en plan for at skabe fred og udvikling i Mellemøsten. Udgangspunktet var at en økonomisk udvikling af regionen var den mest effektive antiterrorstrategi. Ligeledes sagde LaRouche i kølvandet på Oslo-aftalen i 1993, at man blev nødt til med det samme at køre bulldozer og arbejdsmaskinerne i position og begynde at genopbygge Gazastriben og Vestbredden og skabe et velstående område, hvor mennesker har en fremtid at leve for og se frem til.

Men nu har vi i stedet Saudi-Arabiens tyranni. Hen over de seneste dage har vi set, hvordan Tyrkiets præsident Erdogan forsøger at etablere et brutalt diktatur i sit land og hvordan han afpresser Europa med truslen om at oversvømme Europa med endnu en omgang af flygtninge på flugt fra Syrien, Irak, Libyen og Afghanistan. Så der findes en holdbar og effektiv politik, men kun, hvis man tager tingene fra toppen og tager udgangspunkt i sandheden om, hvor terrorismen kommer fra. Således og kun således kan vi danne den rette form for sammenslutning af nationer, der samarbejder om et fælles mål. Og terrorismen kan overvindes, det er der ingen tvivl om, men ikke hvis udgangspunktet for processen er et svindelnummer.

Ogden: På den front så vi hvordan CIA-direktør, John Brennan, i TV-udsendelsen »Meet the Press« sidste søndag (1. maj) udtalte, at de 28 sider ikke vil blive offentliggjort af Obama-administrationen. Det viser med al tydelighed at USA ikke er klar til en alliance med Rusland, Kina og Indien, FN og Europa omkring en effektiv krig mod terror, men stadig bukker og skraber for den saudiske kongefamilie, som stod bag 11. september.

Putins afgørende intervention i Palmyra, foruden hvilken byen stadig ville være under ISIS' belejring, skaber en stærk kontrast og viser vejen for at overvinde terrorisme. Så måske kan du forklare, hvad dette viser om, hvor Obama-administrationens sande alliancer ligger.

Steinberg: Det er meget ligetil. Det Brennan sagde på nationalt TV i »Meet the Press« i søndags var præcist, hvad vi regnede med, at han ville sige. Og alt dette var forårsaget af den vedholdende mobilisering for at få offentliggjort de 28 sider, som LaRouches politiske aksionskomité (LaRouchePAC) har været hovedansvarlig for. Denne mobilisering har tvunget Obama-administrationen til at bekende kulør og sige at den på ingen måde har tænkt sig at bryde med den Angel-saudiske alliance. Så længe Obama er præsiden og Brennan er CIA-direktør vil der være en beskyttelsesmur mod enhver form for afsløring af det Britiske Imperiums og Saudi-Arabiens rolle i terrorangrebet d. 11. september. Og naturligvis har FBI's topledelse været dybt involveret i at mørklægge denne sag. Hvis nogen troede at FBI på en eller anden vis havde skiftet identitet siden de mørke dage under J. Edgar Hoover, får de sig noget af en overraskelse. Den eneste forskel er, at teknologierne og ressourcerne, der er tilgængelige i dag, er langt mere vidtrækkende. Og det var daværende FBI-chef Robert Mueller, der personligt satte en stopper for, at de 28 sider blev offentliggjort.

Og så udtalte pressesekretæren for det Hvide Hus, Josh Earnest, tirsdag – han har ellers under pres fra de pårørende til ofrene for 11. september flere gange udtalt, at en i det mindste delvis offentliggørelse af de 28 sider ville finde sted indenfor de næste måneder – at han bakkede fuldt op omkring Brennans udlægning af sagen i »Meet the Press« udsendelsen og at der ikke ville blive nogen offentliggørelse. Og han løj så det drev, idet han gentog Brennans løgn om, at de 28 sider indeholder ubegrundede foreløbige ledetråde. Og det på trods af, at der er snesevis af saudiarabiske embedsmænd og politiske figurer, der er dybt involveret i at samarbejde med flykaprerne før angrebet d. 11. september.

Så USA befinder sig på sin vis i sandhedens time. Hvis I, det amerikanske folk, ikke kan gennemtvinge denne sag, hvis ikke vi kan få offentliggjort de 28 sider, så er det muligvis et tegn på at denne nation ikke længere har den moralske integritet, der skal til, for at overleve. Tilbage i 70'erne, da Vietnamkrigen viste sig som et monster, der åd USA op indefra, havde Senator Mike Gravel modet til at offentliggøre de såkaldte »Pentagon Papers« (Pentagons hemmelige dokumentation af USA's Vietnam-politik – red.) ved at læse dem højt fra talerstolen i senatet, og det ændrede historien. Og det er den slags øjeblikke vi lige nu befinder os i. Vi har brug for at nogen udviser samme mod i dag, som Mike Gravel gjorde dengang. For hvis mørklægningen af den Angel-saudiske hånd bag 11. september bliver tilladt at fortsætte meget længere, vil denne nation have opgivet det, der retfærdiggør nationens eksistens.

Med formand Tom Gillesberg

Video:
2. del:

Lyd:

Den 5. maj, 2016 – Torsdag gav det russiske Mariinsky Teater Orkester i det klassiske amfiteater i den syriske by Palmyra en smuk koncert, betitlet, ”Med en bøn for Palmyra – Musik genopliver de klassiske mure”. Indtrykket af koncerten opløfter allerede millioner af mennesker verden over. Begivenheden var dedikeret til mindet om dem, der har mistet deres liv til terrorister.

Koncerten var i særdeleshed til minde om Dr. Khaled al-Assad (1934-2015), den syriske arkæolog, der var kustode for Palmyra-antikviteterne i 40 år, og som blev offentligt halshugget sidste august af IS, efter at have nægtet at give dem adgang til at ødelægge stadig flere statuer. Og ikke mindst til minde om den unge russiske specialstyrke-officer, Aleksandr Prokhorenko, der blev dræbt i midten af marts, efter at have tilkaldt russiske luftangreb på sin egen position, da han var omringet af IS under slaget om Palmyra. Han er posthumt blevet udnævnt til russisk helt, og hans legeme blev returneret hjem i dag.

Orkestrets dirigent Valery Gergiev ledede programmet, med hovedaktørerne Pavel Milyukov, førsteviolin og Sergei Roldugin, cello, sidstnævnte den kunstneriske direktør i Sankt Petersborgs Musikhus. I den officielle russiske delegation fandtes også direktøren for Sankt Petersborgs Eremitagemuseum, Mikhail Piotrovsky. Blandt publikum var også repræsentanter fra Kina, Zimbabwe og Serbien.

Det klassiske program omfattede Johann Sebastian Bachs Chaconne,  Sergei Prokofievs Første Symfoni, og et uddrag af den moderne russiske komponist Rodion Schedrins (enkemand efter den berømte russiske ballerina Maya Plisetskaya) opera, ”Ikke blot kærlighed.” Da Gergiev introducerede programmets musikstykker, påpegede han, at Prokofiev skrev sin symfoni ”i hyldest til fortidens store mestre – Mozart, Haydn, Beethoven,” hvis værker udtrykker ”optimisme og håb.”

Ved åbningen af begivenheden hilste den russiske præsident Vladimir Putin alle velkommen via live video fra Sotji. Han talte imod terrorisme og udtrykte påskønnelse af koncerten, som han kaldte et ”tegn på taknemmelighed, erindring og håb.” Han sagde, ”Jeg ser dette som et minde om alle ofrene for terroren, uanset tiden og stedet for forbrydelserne mod menneskeheden, og, selvfølgelig, som et håb, ikke blot for genopførelsen af Palmyra som et kulturelt aktiv for hele menneskeheden, men for den moderne civilisation, under denne tids skrækkelige tilstand, som er skabt af den internationale terrorisme.

Putin takkede musikerne og støtteaktørerne. ”Dagens aktioner involverede større ulejlighed og farer for alle, ved at befinde sig i et land i krig, tæt på, hvor fjendtlighederne stadig pågår. Det har krævet stor styrke og personligt mod fra jer alle. Mange tak.” Gregiev er en nær medarbejder til Putin, og cellist Roldugin en god ven.

Dirigent Gergiev talte før musikken – på russisk og engelsk. Han sagde, ”Vi protesterer imod barbarer, der ødelagde vidunderlige verdenskulturelle monumenter. Vi protesterer imod henrettelse af folk her på denne storartede scene,” idet han refererede til Islamisk Stats offentlige massedrab i amfiteatret sidste november. Gregiev er musikdirektør for Munchen Philharmoniske Orkester, så vel som dirigent for Mariinsky Teater Orkesteret.

Publikum fyldte amfiteatret. Sammen med lokale syrere, og militært personel fra både Syrien og Rusland, inkluderede notabiliteterne den russiske kulturminister Vladimir Medinsky, der har ledet indsatsen for at redde og restaurere antikviteterne fra Palmyra. Han var rørt til tårer over begivenheden.

Takket være superstærk optagelse, er selve koncerten, og billeder af den storslåede opsætning i Palmyra-ruinerne, nu bredt internationalt tilgængelig. Begivenheden er dagens hovednyhed i Rusland, og videoen breder sig hastigt verden over. RT udsendelsen af koncerten kan findes her:

https://www.youtube.com/watch?v=9b0hFIf4Zaw

Af Alexander Hartmann, redaktør af "Neue Solidarität".

7. maj 2016 — Vil den amerikanske præsident Obama indlade sig på en militær kraftprøve med Rusland og Kina endnu før sin tilbagetræden? Den slutning må man drage, når man betragter de nyeste bestræbelser inden for amerikansk politik: Umiddelbart efter at det var lykkedes for USA's udenrigsminister John Kerry og Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov at forhandle sig frem til en udvidelse af våbenstilstanden i Syrien på grundlag af aftalen i Geneve, hvor der skulle oprettes et særligt, større kontor i Geneve med russiske og amerikanske militærpersoner og diplomater for at overvåge våbenstilstanden, blev Kerry – øjensynligt af Obama – foranlediget til offentligt at stille et ultimatum til den syriske præsident Bashar Assad: Dersom Assad ikke træder tilbage inden den 1. august, så vil USA ”inddrage andre sider”. I betragtning af, at USA allerede er ved at indsætte amerikanske soldater i Syrien uden den syriske præsidents godkendelse, må der øjensynligt være tale om en større militær indsats, der har det udtrykkelige formål at fremtvinge et regimeskift i Syrien. Og dermed står det klart, at Rusland og Kina, der begge modsætter sig et udefra påtvungent regimeskift i Syrien og selv er militært til stede der, skal stilles over for et valg om enten at lade Assad falde – eller at tage en direkte militær konfrontation med USA med i beregningerne. Og samtidigt fortsætter den militære opmarch og indkredsningen over for Rusland og Kina med at skride fremad ”som en damptromle”, sådan som BüSo’s forkvinde Helga Zepp-LaRouche understregede det den 4. maj på sit internetforum.

Afgørende er tiden frem til NATO-topmødet først i juli, hvor skabelsen af NATO's faste troppetilstedeværelse i Baltikum skal godkendes af NATO's medlemsstater.

Disse enheder skal ikke udstationeres permanent, men indsættes i skiftende hold – ligesom i krigsområder. UN News citerede en ubenævnt militær talsmand: ”Vi går fra gensidig hjælp over til afskrækning og fra gensidig hjælp over til opstilling til kamp.” Det samme gælder også for de amerikanske troppeoverførsler til Filippinerne. USA's regering har allerede anmodet kongressen om en firdobling af midlerne til den amerikanske troppeindsats i Østeuropa, og den har – både gennem forsvarsminister Ashton Carter såvel som gennem general Philip Breedlove, den hidtidige overkommandoindehaver over USA's tropper i Europa, og dennes efterfølger general Curtis Scaparrotti, som Carter overdrog kommandoen til den 3. maj i Stuttgart – også gjort det ganske klart, at den betragter Rusland og Kina som sine vigtigste fjender.

Øjensynligt er præsident Obama ude på at gennemtvinge en ”endegyldig løsning” af syriensproblemet efter sit eget sind, før han forlader embedet. Det er muligt, at dette set fra Obamas synsvinkel blot er ét stort blufnummer, hvormed han vil bevise over for sig selv og resten af verden, hvem der er ”herre i huset” – men hvis Obama skulle gå hen og forregne sig her, så kommer der til at blive en kernevåbenkrig mellem supermagterne. Det er på høje tid, at de fornuftige kræfter i de vestlige regeringer og parlamenter endelig tager sig sammen til at forhindre Obama i at udføre sådanne forrykte dumheder, for det farlige ved ultimatummer er, at de ofte frembringer en situation, hvor ingen af parterne længere kan trække sig tilbage.

Det er klart, at selvom Rusland og Kina samtidigt strækker hånden frem mod Vesten for en fornuftig samarbejdspolitik, kan de overhovedet ikke gøre andet end at reagere på den vestlige opmarch med selv at opruste og med forhøjet kampberedskab. Således meddelte Rusland for eksempel, at det som reaktion på NATO's oprustning i Østeuropa ville opstille tre nye divisioner, hver på 10.000 mand i løbet af året i sine vestlige og sydlige militærområder. Og det er ikke blot USA, der arbejder febrilsk på at modernisere sine atomvåben; Rusland og Kina gør nøjagtigt det samme.

Den nye Operation Barbarossa

Helga Zepp-LaRouche sammenligner NATO's opmarch i Østeuropa med ”Operation Barbarossa”, Det tredje Riges troppeopmarch for at overfalde Sovjetunionen, og begrundede denne påstand på sit internetforum. Efter Obamas besøg bekendtgjorde forbundskansler Merkel, at 250 tyske soldater straks skulle deltage i NATO's bataljoner i Baltikum. I Rusland genopvækkes erindringerne om Den store Fædrelandskrig kraftigt her for tiden, ”og når tyske soldater så her bare 71 efter afslutningen på anden verdenskrig udstationeres lige op til den russiske grænse i forholdsvis højt kampberedskab, så kan jeg meget vel forestille mig – ja, jeg føler mig fuldstændigt sikker på det – at det vil fremkalde virkeligt stærke følelser i Rusland. Hele NATO's politik er jo i grunden ikke andet end en indkredsning af Rusland og af Kina.”

Når man betragter den samlede strategi – lige fra sanktionerne mod Rusland over forsøgene på at iscenesætte farverevolutioner og til den oprustningsspiral, som Rusland og Kina er tvunget ind i – så bør det være klart, at dette sker med den hensigt at frembringe regimeskift. Det spørgsmål forbliver ubesvaret: ”Hvorfor skal atomvåbnene moderniseres? Alle amerikanske atomvåbenlagre skal moderniseres, de taktiske atomvåben B61-12 i Tyskland – det er angrebsvåben. Og hvad skal russerne mene om det?”

En offentlig debat savnes

Frem for alt kritiserede hun, at der hidtil ikke har fundet nogen offentlig debat sted omkring disse ting:

”Der er ikke engang nogen i Tyskland, der vover at udtale sig om sanktionerne – bortset fra med en tilbageholdende kritik. Men en debat om hele den militære dimension mangler egentlig fuldstændigt. Og det er virkeligt en skandale. Jeg mener, at vi virkeligt behøver en dramatisk ændring af vor politik, for vi skal selv bestemme over vore egne interesser i Tyskland og hele Europa. Bliver vi draget med ind i sådan en krig? … Skal vi virkeligt lade os drive ind i sådan en konfrontation, så at sige i ly af USA, der virkeligt sætter Tysklands eksistentielle interesser på spil? For hvis uheldet er ude, så ophører Tyskland med at eksistere.”

Det egentlige motiv

Det virkelige motiv bag konfrontationspolitikken over for Rusland og Kina, understregede hun, ligger i forhandlingerne om frihandelsaftalerne TPP (med de asiatiske nationer) og TTIP (med Europa), som USA's regering vil gennemtrumfe endnu før Obamas afgang. Dette demonstreredes af et indlæg fra præsident Obama i Washington Post med den megetsigende overskrift: ”Amerika – og ikke Kina – fastsætter reglerne.” ”Heri siger han, at Sydasien og Sydøstasien udvikler sig med rasende fart, og vi – USA – kan ikke tillade, at Kina fastlægger reglerne, for det gør vi! Og dermed har han egentlig lukket katten ud af sækken. For også ved den føromtalte militære oprustning og ved konfrontationsscenarierne drejer det sig egentlig kun om én ting. Såvel ved TPP, TTIP som ved NATO's oprustning over for Rusland og naturligvis også i Det sydkinesiske Hav, i Korea, i hele den militære dimension, drejer det sig kun om ét enkelt tema – og det er at forsvare USA's enevældige position med alle midler.”

I Det sydkinesiske Hav drejer det sig med sikkerhed ikke om et par klippeøer, og den frie sejlads er heller ikke krænket blot en eneste gang, det er alt sammen blot grov propaganda. Tværtimod ønsker Obama at konsolidere ”USA's krav om overherredømme over Stillehavet og sandsynligvis også snart over Det indiske Hav, det vil sige over alle verdenshavene… Det drejer sig om at opretholde den unipolære verden.” Men det er så at sige fortid nu, for den er holdt op med at eksistere. ”Asien stiger opad, Kina udvikler sig, andre asiatiske stater, Indien, det, som før kaldtes for tigerøkonomierne, udvikler sig med rasende fart.” Kinas regering har reageret meget køligt på Obamas artikel ved at slå fast, at handelsreglerne ikke skal fastsættes af ét land, men af alle de inddragne nationer. Og under et møde i Australien, hvor det drejede sig om den kinesiske handelsaftale, deltog 15 lande, ”der øjensynligt fandt de af Kina foreslåede betingelser for langt mere attraktive end TPP, der egentlig kun har til formål at holde Kina udenfor.”

Thukydid-fælden

Men det afgørende punkt er dog, ”at alle imperier i historien er gået under som følge af at have forstrakt sig… USA har forstrakt sig her for tiden, de økonomiske tal er katastrofale – både hvad angår tallene for arbejdspladserne og tallene for den produktionsstigning, der i de sidste fem år har været nul eller endnu lavere. Det vil sige, at USA's fysiske økonomi skrumper mere og mere ind, og banksektoren er naturligvis blot en kæmpeboble, der har det endnu værre end i 2008 og truer med at eksplodere – ligesom i Europa.”

Hun fortsatte: ”Med andre ord, så er dette en politik, der ikke er holdbar, og det gør den også så farlig.” For der er kræfter i den transatlantiske sektor, der reagerer således på denne udvikling i Asien, at de er ved at gå i den såkaldte Thukydid-fælde, som den tidligere amerikanske generalstabschef flere gange har advaret om, nemlig konflikten mellem Athen og Sparta i det klassiske Grækenland, som Thukydid beskrev, ”hvor den ene parts opstigning førte til den anden sides krigsførelse og dermed startede den peloponnesiske krig, der i sidste ende førte til det klassiske Grækenlands undergang.” Det er noget, der i dag i brintbombernes tidsalder, og hvor der er tale om overgang fra afskrækning til kampberedskab og mobilitetstilstand for tropperne, er ekstremt bekymrende. ”Jeg har sagt det så tit: Vi behøver en offentlig debat. Hvor er Tysklands interesser henne? Tysklands interesser er netop ikke fremmedfjendtlighed eller ”lukkede grænser”, for den eneste måde Tyskland kan sikre sin eksistens på længere sigt er ved at indlede et nyt paradigme og deltage i det med andre stater, frem for alt med hele Eurasien, der så i fællesskab kan løse de problemer, der berører os alle: Det nære og mellemste Østens fuldstændige ødelæggelse og den frygtelige situation i Afrika. Og den eneste mulighed, vi har for at slippe ud af alle de konflikter, er den, at vi sammen med Rusland og Kina udbygger Den nye Silkevej til en Verdenslandbro.”

Med formand Tom Gillesberg:

<iframe width=”100%” height=”450″ scrolling=”no” frameborder=”no” src=”https://w.soundcloud.com/player/?url=https%3A//api.soundcloud.com/tracks/263241683&amp;auto_play=false&amp;hide_related=false&amp;show_comments=true&amp;show_user=true&amp;show_reposts=false&amp;visual=true”></iframe>

Med formand Tom Gillesberg

30. april 2016 — Betragter man NATO’s forskellige aktiviteter over for Rusland såvel som de amerikanske styrkers over for Kina, så får man et billede af en politik, der er lagt an på indkredsning og provokation, og som i sidste ende egentlig kun kan munde ud i den store katastrofe. At lige netop den tyske regering nu vil udstationere tyske soldater som en del af NATO’s tusinde mand store bataljon i Litauen – 71 år efter Hitlers tilintetgørende nederlag under hans vanvittige felttog mod Sovjetunionen – det er en skandale.
Efter at præsident Obama allerede inden sit sidste besøg i Hannover havde tilkendegivet, at han ville kræve et større militært engagement og større økonomiske bidrag fra Tysklands side, havde forbundskansler Merkel intet bedre at tage sig til end »bag lukkede døre« at forsikre Storbritanniens, Frankrigs og Italiens regeringschefer på det såkaldte minitopmøde med præsident Obama i Hannover, at det tyske militær nok skulle bidrage til NATO’s fortsatte østekspansion. Endegyldigt skal denne mission med skiftende, kort udstationeret mandskab vedtages på det kommende NATO-topmøde i Warszawa i begyndelsen af juli, hvor en hel række yderligere offensive forholdsregler ligeledes skal sættes i gang mod Rusland.
På sikkerhedskonferencen i Moskva, der lige har fundet sted, advarede den russiske NATO-gesandt Alexander Grusjko om konsekvenserne af NATO’s konfrontationspolitik på dennes østflanke som for eksempel den såkaldte permanente tropperotation (hvoraf de tyske tropper kun skal udgøre en del), den fortsatte udstationering af tunge våbensystemer i forskellige østeuropæiske stater, uafbrudte manøvrer, vedvarende overvågning af luftrummet, og forstærkning af flådeenhederne i Østersøen og Sortehavet. Under den sidste episode i Østersøen, hvor russiske kampfly fløj hen mod amerikanske krigsskibe, der befandt sig godt 120 km fra den russiske enklave Kaliningrads kyst, påberåbte man sig fra amerikansk side den såkaldte »anti access/area denial« (A2AD) og hævdede, at Rusland forhindrer den frie adgang til militær hjælp til De baltiske Lande – hvor det i virkeligheden drejede sig om at stille spørgsmål ved Ruslands ret til at forsvare sig selv i umiddelbar nærhed af sine egne grænser.
Noget andet, der forberedes, er militære brigader, der skal sammensættes af tropper fra Bulgarien, Rumænien, Ukraine såvel som Litauen og Polen. Også udbygningen af det amerikanske raketforsvarssystem i Østeuropa fortsætter uforstyrret, selv om enhver begrundelse om, at dette forsvarssystem skal tjene som værn mod iranske raketter, er faldet bort med »P5+1«-aftalen med Iran. Det er nu helt klart, at det skal tjene til at udslette Ruslands mulighed for gengældelsesangreb.

Det kan kun forklares som et eksempel på kollektiv lammelse og hukommelsestab, at så godt som ingen i Tyskland stiller det spørgsmål, hvorfor Obamaadministrationen i de kommende år vil give en billion dollars (!) til at modernisere det samlede amerikanske kernevåbenarsenal – indbefattet de i Tyskland udstationerede taktiske kernevåben B61-12 – for (sammen med stealth-fly) at gøre det mere »indsatsegnet«, sådan som det for nylig fastsloges under en høring i det amerikanske senat af fru senator Feinstein. Alt dette finder stadig sted i et miljø, som militæranalytikere som Ted Postol eller Hans Kristensen betegner som farligere end højdepunktet af den kolde krig, altså Kubakrisen, hvilket fik personligheder som Mikhail Gorbatjov og den afdøde Helmut Schmidt til for ikke særligt lang tid siden til at advare mod en tredje verdenskrig.

Denne gang går fru Merkels og de karrieresyge militærpersoners imødekommende, vasalagtige troskab for vidt. Tysklands øgede deltagelse i NATO’s indkredsningsstrategi over for Rusland, hvor NATO rykker helt frem til Ruslands grænser, og ikke omvendt – den russiske udenrigsminister Lavrov talte om et »beskidt forsøg på at stille sandheden på hovedet« – , sætter selve Tysklands eksistens på spil, idet der intet vil blive tilbage af landet eller dets indbyggere, dersom en atomkrig virkeligt finder sted. Og ingen kan overbevise os om, at fru Merkel, fru von der Leyen (den tyske forssvarsminister) og forsvarsledelsen overhovedet intet skulle vide om dette.

Oven i NATO-operationerne mod Rusland kommer de amerikanske stridskræfters ligeledes eskalerende provokationer over for Kina – hvor USA slår på »den frie sejlret i havet« i Det sydkinesiske Hav, selv om Kina ikke en eneste gang har forhindret denne – de hermed begrundede krænkende overflyvninger af det kinesiske territorium, de omstridte øer og rev, forsøget på at udnytte krisen omkring Nordkorea til at udstationere det mod Kina og Rusland vendte THAAD-raketsystem i Sydkorea, og udsendelsen af yderligere 250 amerikanske specialtropper i Syrien uden tilladelse fra den syriske regering, uden mandat fra FNs sikkerhedsråd og uden den nødvendige bemyndigelse fra den amerikanske kongres, sådan som den amerikanske forfatning kræver det.

Alt dette er elementer af en yderst risikabel politik. Er den lagt an på at lokke Rusland og Kina i en fælde for at fremprovokere reaktioner, der så kan bruges som påskud for stort anlagte straffeaktioner? Drejer det sig om opmarch for et førsteangreb, der svarer til de forskellige doktriner såsom Prompt Global Strike eller Air-Sea Battle? Tror man virkeligt i fuldt alvor, at udgifterne til en ny oprustningsspiral i kombination med farverevolutioner vil fremkalde regimeskift i Moskva og Beijing, fordi landenes befolkninger vil rejse sig mod Putin og Xi Jinping? Alle disse varianter er vanvittige. I alle tilfælde risikerer man at udslette menneskeheden i en verdensomspændende, termonukleær krig.

Problemet er hveken Rusland eller Kina, men den neoliberale finanspolitik, der ligger til grund for en indbildt nødvendighed af at udvide den transatlantiske imperialistiske politik. Fastholdelsen af denne politik er i sidste ende grunden til, at der ikke er nogen, der taler om »årsager« til den flygtningekrise, der er resultatet af de på løgne begrundede krige i Sydvestasien, og af den politik, der har nægtet Afrika udvikling på grund af Den internationale Valutafonds berygtede kreditbetingelser. Det var denne politik, der åbnede en uudholdelig afgrund mellem rig og fattig i mange dele af verden, og som synes rede til at at ofre alt til gavn for få og på manges bekostning på højrisikospekulationens alter. Og netop denne politik er håbløst bankerot, sådan som de lige så afsindige debatter om »helikopter-penge« demonstrerer.

Bare tanken om, at vi her 71 år efter det fuldstændige nederlag for nationalsocialisterne, der bragte uendelige lidelser over den russiske befolkning såvel som mange andre lande – ikke mindst vort eget – atter kan deltage i en »Operation Barbarossa« mod Rusland, må tilbagevises med fuldt eftertryk, også i praksis. Når alle de for tiden planlagte optrapninger, indbefattet Ukraines og Georgiens tilbudte medlemskab som »associerede partnere« til NATO, hvilket Rusland for længst har betegnet som en rød linje – når det mulige NATO-medlemskab for Finland og Sverige og udsendelsen af enheder fra det tyske forsvar til Litauen besluttes på det kommende NATO-topmøde, så befinder vi os sandsynligvis på den direkte vej til Helvede.

Vi må benytte de to resterende måneder til at fremføre at alternativ, og et sådant er »Win-win«-sammenarbejdet med Rusland og Kina, uden hvilket intet af de problemer, der truer vor eksistens – krigsfaren, det truende finanskrak, flygtningekrisen eller terrorismen – vil kunne løses. Og vi kan ikke gøre det sande Amerika nogen større tjeneste end ved at stå fast på dette samarbejde.

Der er en udvej: Vi må sammen med Rusland, Kina og Indien udbygge Den nye Silkevej for at fremkalde en økonomisk opbygning af Sydvestasien og Afrika og for at genopbygge vor egen produktive økonomi; og vi må gøre det klart for Amerika, at vi ikke er rede til at begå selvmord for at opretholde et imperium, der for længst har forstrakt sig ved sin egen opførsel. Derimod indtager George Washingtons, Alexander Hamiltons, Abraham Lincolns, Franklin D. Roosevelts og John F. Kennedys Amerika en æresplads inden for den samlede menneskehed.

(Desværre kom videobilledet ikke frem p.g.a. en teknisk fejl, men der er lyd.)

Ambassadør Peter Taksøe-Jensen præsenterede sin udredning af dansk udenrigspolitik på Københavns Universitet den 2. maj 2016. Schiller Instituttet stillede et spørgsmål, om at i stedet for at betragte Rusland som værende på den anden side, at vi burde samarbejde med Rusland og Kina, om at forlænge Silkeven til Mellemøsten og Afrika, som en måde at forhindre terror, flygtninge, og en ustabil område. Ambassadør Taksøe-Jensen svarede således:

Jeg synes ikke — det er svært at ikke være glade for, at der er ført en fast politik overfor Rusland, når Rusland har besluttet sig for at ændre den europæiske sikkerhedsordning. Så at slå ind på et samarbejdspolitik nu, det vil ikke føre frem til, tror jeg, at vi vil få et mere sikkert eller stabil Europa end den politik vi har ført både i NATO og EU, og hvor Danmark har bakket fuldt op om det.

Men idéen om at prøve at udbrede vores samarbejde med Kina, og prøve at bygge økonomiske udvikling, og opbygge Silkevejen, det synes jeg bestemt giver mening, fordi hvis vi kikker på hvad der har bragt flest mennesker ud af fattigdommen, så har det været økonomisk vækst, og det synes jeg da er noget vi kan bidrage med, som en del af vores formål. Det har også den positive afledte effekt at det også er [på denne måde] at vi bekæmper fattigdom.

Kommer senere på dansk.

Helga Zepp-LaRouche Addresses Seminar in Copenhagen,
April 18, 2016 [unproofed draft]

We Need a New Paradigm for Humanity

HELGA ZEPP-LAROUCHE:  Well, thank you very much for this
kind introduction.
Dear Excellencies, Ladies and Gentlemen: I would like to
start my presentation with showing you a point of view which may
be unusual to discuss the strategic situation, but I think it is
quite adequate.
This is a time-lapse video where you can actually have a view
from space. This is the kind of view normally only astronauts,
cosmonauts, taikonauts have. They all come back from their space
travel with the idea that there is only one humanity, and that
our planet, which is very beautiful and blue; however, it is very
small in a very large solar system and an even larger galaxy, not
to mention the billion galaxies out there in our universe.
With that view comes, naturally, the question of the future.
Where should mankind be in 100 years from now, in a 1000 years,
in 10,000 years? Well, you have to exercise your power of
imagination. In 10,000 years, we probably are well beyond having
colonized the Moon, we have completed very successful Mars
missions, we will have a much, much better understanding about
our solar system, our galaxy, and we will have gotten a much
deeper understanding about the principle of our universe.
Just think, that it took 100 years before modern science
could confirm that Einstein's conception about gravitational
waves was correct. Ten thousand years of the past human history
has brought tremendous progress. But just think that this growth
can go on, exponentially. And since there is no limit to the
creativity and perfectibility of the human species, in 10,000
years we can have a wonderful world.
So, let's look from that view, into the future, to the
present, to have the right perspective.
Yesterday, the {New York Times}, in the Sunday edition, had
an article saying "The Race Escalates for the Latest Class of
Nuclear Arms," portraying in detail that the United States, and
Russia, and China are developing new generations of smaller and
less destructive nuclear weapons, which would make them more
useable. They quote in the article James Clapper, the Director of
the National Intelligence of the United States, that the world
has now entered a new Cold War spiral, where, basically, totally
different laws and rules govern, than it used to be the case with
Mutual Assured Destruction.
The previous NATO doctrine of Mutual Assured Destruction
proceeded from the assumption that the destructive power of
nuclear weapons is so horrible, because it will lead to the
annihilation of the human race, that nobody in their right mind
would ever use it. And therefore, it was a deterrence that these
weapons would never be used.
This is now no longer valid. What they are now discussing,
openly, on the front page of the {New York Times}, is that what
we, for a very long time, only we and a few of military experts,
have said, namely, that these modernized tactical nuclear
weapons, like the B12-61, in combination with stealth bombers,
with hypersonic missiles, can actually lead to the winning of a
nuclear war.
Ted Postol and Hans Kristensen, very respected military
analysts, have detailed at great lengths, why the idea of a
limited nuclear war is completely ludicrous, and it is the nature
of the difference between thermonuclear weapons and conventional
weapons, that once you enter a nuclear exchange, that it is the
logic of such a war that all weapons will be used, and that will
be the end of mankind. We are closer to that possibility than
most people dare to even consider, because if they would, they
would not remain so passive as they are now.
This is why I want to make emphatically the point–and this
is the purpose of conducting meetings like this seminar and many
other conferences we are engaged in–that we have reached a point
in human history where geopolitics must be superseded with a
completely new paradigm. And that is why I started with the view
from space. We need a new paradigm, basically saying goodbye to
the very idea of geopolitics, which has caused two world wars in
the 20th century. That new paradigm must be completely different
than that which is governing the world today.
We have, right now, rising tensions in the South China Sea.
Policymakers and the neighboring countries are extremely worried
about what will happen in the period between now and the trial in
The Hague. You have the largest maneuver around North and South
Korea right now, where people in the region are extremely worried
that the slightest provocation could lead to an exchange of
nuclear weapons.
You have the NATO expansion up to the Russian border.
Countries like Poland and Lithuania are asking to have these
modernized nuclear weapons located on their territory, even that
makes them prime targets.
The United States is continuing to build the anti-ballistic
missile system which, supposedly, was against Iranian missiles,
but after the P5+1 agreement has been reached, it is obvious this
was always a pretext and the aim was always to take out the
second strike capability of Russia.
Then you have the entire region of Southwest Asia, still
being a terrible destruction and consequence of failed wars.
North Africa is exploding. You have new incidents between NATO
and Russia, all of a sudden in the Baltic Sea, which was, up to
now, a calm region where there are no conflicts, or, there have
been no conflicts.
In the Middle East briefing, discussing President Obama's
trip to Riyadh on the 21st of this month, they say that this trip
will open up a new page of NATO in the relationship to the Middle
East, that what Obama will try to establish is a new relationship
between NATO and the Gulf Cooperation Council countries.
So, we have a situation where the {New York Times}, also
yesterday, and I'm quoting these papers to say that these are not
some opinions of us, but this is now the public discussion, that
what is really at stake in the South China Sea is not so much the
fight around some uninhabited reefs and cliffs, or some tiny
islands, but it is the American effort to halt China's rise. And
not only China's rise, but that of Asia. China, Asia arising; the
trans-Atlantic region is in decline.
Just now, we are heading towards a new financial crisis, and
all signs are, that we are going into the same kind of crash like
2008. Already since the beginning of this year, $50 billion
corporate defaults were taking place, which is on the same level
like what happened in 2009.
What the United States is trying to assert under this
conditions, where the trans-Atlantic world is in decline or
marching towards collapse, to insist that nevertheless a unipolar
world must be maintained. The problem is, that unipolar world,
effectively, no longer exists. But still, what carries American
policy to the present day, is the Project for the New American
Century, the so-called Wolfowitz Doctrine, which is a neocon idea
which says that no country and no group of countries should ever
be allowed to challenge the power position of the United States.
In the age of thermonuclear weapons, the insistence to maintain a
non-tenable world order could very quickly lead to the
annihilation of civilization.
It is a fact: China has made an economic miracle in the last
30 years which is absolutely breathtaking. And it is continuing,
despite all the media rumors about China's economic collapse.
India has by now the largest growth rate in the world; it's above
7%. Many other Asian countries have explicitly formulated the
goal for themselves to be developed countries in a few years. The
Chinese economy right now is rebounding. They just announced that
in the next five years China is going to import $10 trillion
worth of imports. They will invest $600 billion worth of
investments abroad. Every day 10,000 new firms are being created
in China.
So, if you look at the development, especially since
President Xi Jinping announced in September, 2013 in Kazakhstan,
that the New Silk Road, the One Belt One Road, is put on the
agenda. In the Two and a half years since that time, more than
sixty nations have joined with China in this development. They
have created the New Silk Road, the Maritime Silk Road; these
nations have created a whole set of alternative
economic-financial institutions, such as the AIIB, which, despite
massive pressure from the United States not to do so, immediately
was joined by sixty founding members. The New Development Bank
also started just now its functioning. The New Silk Road Fund,
the Maritime Silk Road Fund, the Shanghai Cooperation Bank, and
many more. All of these were created because the IMF and the
World Bank had not invested in the urgently required
infrastructure.
These banks are now engaged in very, very impressive, large
projects. For example: China invested $46 billion in the
China-Pakistan corridor. When President Xi Jinping recently went
to Saudi Arabia, Egypt, and Iran, consequently Iran,
fool-heartedly, declared that they are now part of the One Belt
One Road, New Silk Road development. Greece is now talking about
that after China is investing in the Port of Piraeus, that Greece
will be the bridge between China and Europe. The 16+1, that is
the East and Central European countries, just declared that they
absolutely want to participate in China helping to build a fast
train system in these countries. Those projects which the EU has
not bid, China is now building. Part of it is, for example, the
Elbe-Oder-Danube Canal, which will connect the waterways of these
countries. When President Xi recently was in the Czech Republic,
President Zeman announced that the "Golden City" of Prague will
be the gateway between the Silk Road and Europe. Also, Austria
and Switzerland are now fully on board and see the benefits of
their country's joining with the New Silk Road.
When President Xi Jinping at the APEC meeting in October
2014 offered to President Obama to cooperate in all of these
projects in a "win-win" perspective, he not only proposed
economic cooperation, but he put on the agenda a completely new
model of international relations exactly designed to overcome
geopolitics. The new model is supposed to be based on the respect
for sovereignty, non-interference into the internal affairs of
the other country, respect for the different social system the
other country chooses to adopt. It would really be, in a certain
sense, a fulfillment of the principles which are laid out in the
UN Charter anyway.
How was the Western response?  Very, very ambiguous.  The
United States in spite of this, never really responded to
President Xi's offer.  They keep insisting on an unipolar world.
For example, in the TPP, like in the TTIP for Europe, it is said
very, very clearly, the U.S. sets the rules of trade for Asia and
not China.  Recently, the American Defense Secretary Ash Carter,
and also NATO commander General Breedlove, declared the enemies
#1 of the United States are, first, Russia, second, China, third,
Iran, fourth North Korea, and only fifth terrorism.
Now that is in spite of the fact that many other statesmen,
such as United States Secretary of State John Kerry and Foreign
Minister Steinmeier, and many others, have recently also stated,
that all crucial problems of the world cannot be solved without
the cooperation of Russia, and China.  For example, the P5+1
agreement with Iran, would never have come into being without a
constructive role of {both} Russia and China . Without Putin's
very intelligent intervention in the military situation in Syria,
this situation could not have come to the potential of a
political solution.
Also, apart from the military pressure, there is massive
pressure on the new institutions such as the AIIB and the New
Development Bank, to {not}  be outside of the casino economy but
to follow the "international standards."
Now, in these times of the Panama Papers, of the various
LIBOR scandals, of the money laundering of many of these banks,
it is a sort of laughable thing, what should be these
"international standards" of the Western financial system.
Now, let's be realistic.  At the IMF/ World Bank meeting
which just concluded in Washington over the weekend,  behind the
scenes there was complete panic, but nobody dared to speak about
it openly,  behind the scenes people were talking, what former
IMF boss Strauss-Kahn has said repeatedly, publicly, that we are
heading towards the "perfect political storm."  That if one of
the too-big-to-fail banks collapses, it will lead to a crisis
much, much worse than 2008.
At the recent Davos Economic Forum, the former chief
economist of the BIS William White said that the world system is
so utterly overindebted, that there are two roads only possible:
Either you have an orderly writeoff of the debt, like in the
religious Jubilee, so that you just say "these debts are not
payable," and you write them off, or it will come to a disorderly
collapse.
Now, the situation is all the more urgent, because unlike
2008 when everyone was talking about the "tools" of the central
bank, like interest rate reduction, rescue packages, bailouts,
all of these tools don't function any more. As a matter of fact,
when the competition for more zero interest rate, or even
negative interest rate, when into high gear in the last month,
when, for example, the Bank of Japan or the central bank of
Norway, or the ECB declared a zero interest rate policy, or even
a negative interest rate policy, it boomeranged!  It had the
opposite effect:   Rather than leading to more investment, in the
real economy, it led to a deflationary escalation of the
collapse.
When Mario Draghi, the chief of the ECB, recently announced,
"yeah, yeah, we have a discussion about helicopter money."  And
Ben Bernanke echoed it and said, "yes, now we need helicopter
money," meaning electronic printing of {endless} amounts of
worthless money, virtual money, they de facto announced that the
trans-Atlantic financial system is absolutely in the last phase.
Because after helicopter money comes only evaporation.
But this is only the most obvious of the crises.  Another
one, which is in a different domain, but equally systemic is the
refugee crisis in Europe.  Now,  I supported Chancellor Merkel
when she initially said, we can manage that,  we can give refuge
to these people, and for the first time, I was  saying "this
woman is doing the right thing."  I know there was a lot of
international criticism, but she acted on the basis of the Geneva
Convention on refugees, but it was the right thing to do.  But
the reactions from the other European countries, revealed an
underlying, basic flaw of the EU, a flaw which was not caused by
the refugees, but it was revealed by the first serious challenge,
that in the EU, as it has been conceptualized in the Maastricht
Treaty going up to the Lisbon Treaty, there is no unity, there is
no solidarity; and with the collapse of the Schengen agreement
which allows free travel within the internal borders of the EU,
the closing of the so-called Balkan routes, to prevent refugees
from coming, the basis for the European common currency is also
gone, because without the Schengen agreement, the possibility to
have the euro last is extremely dubious.
Now, with the recent response by the EU to basically have a
deal with Turkey, I mean, this is beyond the bankruptcy of the
whole EU  policy if you can top it.  At a point when the Russian
UN Ambassador Vitaly Churkin, presented the UN Security Council
with evidence that the Turkish government, is continuing up to
the present day to supply ISIS with weapons and other logistical
means, to then say, we pay Turkey EU6 billion, for what?  To have
them receive refugees; and Amnesty International has already
said, there is no guarantee that these people will be protected,
but rather that Turkey is sending them back to the war zones,
like Syria, Afghanistan, and elsewhere.
So, if you look at the pictures of Idomeni, where the
Macedonian police are using tear gas against refugees who are
absolutely desperate; if you look at the fact that Greece is now,
rather than having refugee camps which would somehow process
these unfortunate human beings, they have, on pressure of the EU,
been turned into detention centers.  Pope Francis was just in
Lesvos, together with the Greek Patriarch Bartholomew, and this
Patriarch said, the present EU policy on the refugee crisis, is
the completely bankruptcy of Europe.  The Doctors Without Borders
left their job in Greece, because they said they cannot be
accomplices to the murderous policy of detention, where the
police decide who is a patient and not doctors.  Instead of
protecting the people running away from wars and persecution,
they are now being treated as criminals.
Immediately, days after this disgusting EU-Turkey deal, it
turned out that it's a complete failure, the so-called "European
values," human rights, humanism, well–they're all in the
trashcan, because now the refugees, obviously still fleeing for
their lives, go to Libya trying to get into small boats to Italy.
And just yesterday the news came that another 400 people drowned
in the Mediterranean.  And this will keep going on.  And it will
haunt the people who are refusing to change their ways.
Now, there is a new element in the situation which may cause
sudden surprises, and that is a program which was presented by
CBS, a week ago Sunday, in the so-called "60 Minutes" program
portraying the coverup, of the U.S. governments from Bush to
Obama, of the famous 28 pages omitted in the publication of the
official Joint Congressional Inquiry into 9/11 by the U.S.
Congress; and as many people have said, and was said in this
program, this pertains to the role of Saudi Arabia in 9/11.
Yesterday, {all} the U.S. talk shows, and all the U.S. media,
pointed their finger to the coverup of the Bush administration
and even to the present day of the present government, that there
is a coverup of criminal activity.
Now, the Saudi Arabian government reacted very unnerved, and
this was again reported in the {New York Times}, that they would
sell off $750 billion in U.S. Treasuries, if the U.S. would allow
a bill that would allow Saudi Arabia to be held responsible in
court, for their role in 9/11.  Now, that's not exactly a sign of
sovereignty, but of despair.  There are several U.S. Senators,
among them Mrs. Gillibrand from New York, who demand that this
whole question of the Saudi Arabian role in 9/11 must be on the
agenda when President Obama goes to Riyadh this week.  Which in
any case, may not happen, but it will not be the end of the story
because the genie is now out of the bottle.
OK:  How do we respond to these many, many crises? Well,
there is a solution to all of these problems.  The trans-Atlantic
should just do exactly what Franklin D. Roosevelt did in 1933, in
reaction to the  world financial crisis at the time.  Implement
the full banking separation — Glass-Steagall — and the whole
offshore nightmare which is being revealed in the Panama Papers,
and remember, that this firm Mossack Fonseca is only the fourth
largest of such firms, and 11 million documents still need to be
read through, and processed.  But we have to go back to the kind
of international credit system, as it existed in the Bretton
Woods system, before Nixon ended the fixed exchange rate in 1971,
opening the gate for  floating exchange rates and especially the
creation of offshore money markets for the unlimited creation of
money and other illegal operations as it now is coming out.
Then we need a writeoff of the absolutely unpayable state
debt, which has accumulated and ballooned after the bailouts of
2008 and afterwards. And we have to basically get rid of the
toxic paper of the whole derivatives markets, because they are
the burden which is eating up the chance for the investment in
the real economy.
Then, we need a Marshall Plan Silk Road; and the only reason
I'm  talking about a Marshall Plan, despite the fact that China
is {emphatic} that they do not want a Cold War connotation to the
New Silk Road, it gives people in the United States and Europe a
memory, that it is very possible to rebuild war-torn economies,
as it happened in Europe after the Second World War.
Now, with the ceasefire which was negotiated between Foreign
Ministers Kerry and Lavrov, you have now a still-fragile, but you
have the potential for a peace development in Syria, and soon
other countries in the region.  But it is extremely urgent, that
the peace dividend of this ceasefire is becoming visible for the
people of the region, immediately.  That is, there has to be a
reconstruction and economic buildup, not only of the territory
and the destroyed cities, but the entire region, has to be looked
at as one:  From Afghanistan to the Mediterranean, from the North
Caucasus to the Persian Gulf.  Because you cannot build
infrastructure by building a bridge in one country.  You have to
have a complete plan for the transformation of this region, which
mainly consists of desert.
Now, the idea is to have a comprehensive plan, greening the
deserts, building infrastructure, creating new, fresh water from
desalination of ocean water, of tapping into the water of the
atmosphere through ionization, and various other means. And then
build infrastructure corridors, new cities, and give hope to,
especially, the young people of the region, so they have a reason
not to join the jihad, but to become doctors, to become
engineers, to care for their family and their future.
Now this is not just a program any more, because  when
President Xi Jinping visited Iran about two months ago, he put
the Silk Road development on the agenda for this region.  So, all
you need to do, is extend the Silk Road, and the first train has
already arrived in Tehran; you have to continue to build that
road, from Iran, to Iraq, to Syria all the way to Egypt.  Other
routes should go from Afghanistan, to Pakistan, to India. From
Central Asia to Turkey to Europe, and this obviously can only
work because the problem is so big, that all the neighbors of the
region, Russia, China, India, Iran, Egypt, but also the countries
which are now torn apart by the refugee crisis such as Germany,
Italy, Greece, France, and all other European countries must all
commit themselves to work on such a Silk Road Marshall Plan for
the reconstruction and economic buildup of the Middle
East/Southwest Asia, {and} all of Africa, because the economic
situation is equally dire in that continent.
The United States must be convinced that it is in their best
interest to cooperate in such a development, and stop thinking in
terms of geopolitics.  Now, the United States should only be
encouraged to cooperate in the development of these regions, but
the United States needs {urgently} a New Silk Road itself.
Because if you look at the condition, not only of the financial
sector in the United States, but especially the physical economy;
if you look at the social effects of the  economic collapse, like
the rising suicide rates, in all age brackets of the {white}
population, and especially rural women in the age between 20 and
40, the suicide rate is quadrupling and even beyond.  This is a
sign of a collapsing society.
Now, China has built as of last year, 20,000 km of fast
train systems.  Excellent, top-level technology fast-train
systems;  it wants to have 50,000 km by I think the year 2025.
How many miles of  fast train as the U.S. built?  I don't any.
But if the United States would join the New Silk Road and
participate  in the economic reconstruction, as Franklin D.
Roosevelt did it with the Tennessee Valley Authority plan, with
the Reconstruction Finance Corp. in the '30s, the United States
could very, very quickly be a prosperous country, and could again
be regarded by the whole world as "a beacon of liberty and a
temple of freedom," which was the idea of America when it was
founded.
So, the whole fate of the whole world will depend if we all
succeed to get the United States to go back to its proud
tradition of a republic, and stop thinking like an empire,
because that cannot be maintained in any case;  because all
empires in the whole history of mankind always disintegrated when
they became overstretched and collapsed.  There is not one
exception to this idea.
Now, therefore, let's go back to the idea from the
beginning:  Let's approach all problems in the present from the
idea, where is the future of mankind?  Where should mankind be?
Do we exist, or will we destroy ourselves.  And that requires a
change in paradigm, which must be as fundamental and thorough,
like the paradigm shift from the European Middle Ages to the
modern times.  And what caused that shift was such great figures
as Nikolaus of Cusa, but also Brunelleschi, Jeanne d'Arc, and
many others; but what they introduced was a rejection of the old
paradigm–scholasticism, Aristotelianism, all the wrong ideas
which  led to the destruction of the 14th century, and they
replaced with a  completely {new} image of man, man as an {imago
viva Dei}, which was a synonym for the unlimited creative
potential and perfectability of the human being.  It led to a new
image of man which created a blossoming of science, of modern
science, of the modern sovereign nation-state;  it made possible
the emergence of Classical arts.
And that is what we have  to do today:   We have to stop
thinking in terms of geopolitics, and we have to focus on the
common aims of mankind.  Now, what are these "common aims of
mankind"?  It is, first of all scientific cooperation to
eradicate hunger, poverty, to develop more and more cures for
diseases, to increase the longevity of all people.  We have to
study much more fundamentally, what is the principle of life?
Why does life exist?  How does it function?  What, really, is the
deeper lawfulness of our universe?  And that must define the
identity of human beings, which is unique to the human species.
And I have an idea of the future, which will be full of joy.
Because we will discover new principles in science and in
classical art, and we will create a new Renaissance.  As the
Italian Renaissance superseded the Dark Age of the 14th century,
what we have to do today, is we have to revive the best
traditions of all great nations and cultures of the world; and
make them known to the other one.  Have a dialogue of the most
advanced periods of Chinese, of European, Indian, African, other
cultures, and revive–and that is being done in China,
already–the great Confucian tradition, which is in absolute
correspondence with the best neo-Platonic humanist ideas of
Europe.  We must revive the great Vedic tradition in India, the
Gupta period; the Indian Renaissance of the late 19th to the 20th
century.  We must revive the Abbasid Dynasty of the Arab world;
the Italian Renaissance; the Andalusian Spanish Renaissance, the
Ecole Polytechnique in France, the great German Classical period.
The great Italian method of singing in Verdi tuning and the bel
canto method.  And if all of these riches of all the different
countries become the common good of all children of this planet,
and everyone can learn universal history, other cultures as if it
would be their own, I can already see how humanity can make a
jump, and how we can create the most beautiful Renaissance of
human history so far.
I think everybody who is thinking about these questions, has
a deep understanding, that we are at the most important crossroad
in human history. And it is not yet clear which way we will go,
but it is clear to me, that we will {only} come out of this
crisis if we mobilize the subjective emotional quality, which in
the Chinese is called {ren}; and the European equivalent, you
would call {agapë}, love.  And we will only solve this problem if
we are able to mobilize a tender, maybe even {passionate} love,
for the human species.  [applause]

Schiller Instituttet og Executive Intelligence Review holdt et seminar mandag den 18. april 2016 på Frederiksberg på engelsk.

Inkl. en diskussion om EIR’s specialrapport Den Nye Silkevej Bliver til Verdenslandbroen

Introduktion:Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark

Musik:
Fischerweise af Schubert
Ritorna Vincitor! fra Aida af Verdi
Leena Malkki, soprano fra Sverige
Dominik Wijzan, pianist fra Poland

Teksterne på originalsprogene med engelsk oversættelse 

Video: Introduktion og musik

Talere: Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets internationale præsident, kendt som “Silkevejsdamen” (via Skype video)

Video: Helga Zepp-LaRouche

Audio: Introduktion, musik og Helga Zepp-LaRouche

Afskrift: Et nyt paradigme for menneskeheden: Afskrift af Helga Zepp-LaRouches tale 

Forlæng Verdenslandbroen ind i Mellemøsten og Afrika: Hussein Askary, EIR’s Mellemøstredaktør, som lige har oversat den arabiske version af rapporten.

Den Nye Silkevej og den iranske rolle; Hr. Abbas Rasouli, først sekretær på Irans ambassade i Danmark.

Video: Hussein Askary og Hr. Abbas Rasouli.

Audio: Hussein Askary og Hr. Abbas Rasouli

Afskrift: Forlæng Verdenslandbroen ind i Sydvestasien og Afrika: Afskrift af Hussein Askarys tale 

Afskrift: Den Nye Silkevej og Irans rolle: Afskrift af Hr. Abbas Rasoulis tale

Mere om Den Nye Silkevej og Verdenslandbroen på dansk:

Specialrapport: Helga Zepp-LaRouche: Den Nye Silkevej fører til menneskehedens fremtid! Oktober 2014
Den kommende fusionsøkonomi baseret på helium-3. En introduktion til en kommende EIR-rapport om Verdenslandbroen.

Nyhedsorientering december 2014: Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen; Introduktion v/Helga Zepp-LaRouche

BYG VERDENSLANDBROEN FOR VERDENSFRED
Helga Zepp-LaRouche var taler ved et seminar for diplomater, der blev afholdt i Det russiske Kulturcenter i København den 30. januar 2015, med titlen: »Økonomisk udvikling og samarbejde mellem nationer, eller økonomisk kollaps, krig og terror? Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«. Nyhedsorientering febr. 2015.

Nyhedsorientering maj 2015 – Helga Zepp-LaRouche: Tale ved seminar i København: Den Nye Silkevej Kan Forhindre Krig

Tema: Den Islamiske Renæssance var en Dialog mellem Civilisationer, af Hussein Askary

Genopbygningsplan for Syrien: Projekt Fønix: Diskussionspunkter om Syriens genopbygning

Link: Homepage about the EIR report The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge
The English, Arabic and Chinese versions of EIR's report are available from EIR and The Schiller Institute in Denmark.
Prices for the 400-page report:
English: printed 500 kr.; pdf. 300 kr.; Arabic: printed 500 kr.; Chinese: pdf. 300 kr.
Please contact tel. 53 57 00 51 or 35 43 00 33, or si@schillerinstitut.dk

Invitation:
Terror in Europe, and elsewhere. Waves of refugees leaving countries racked by war and economic ruin, from Afghanistan to Africa. Threats of financial crash in the trans-Atlantic region. Dangers of escalating confrontation and war against Russia and China.  Is there any hope for the future?

The Schiller Institute and Executive Intelligence Review, led by the ideas and efforts of Lyndon LaRouche and Helga Zepp-LaRouche, have been working for decades to create a paradigm shift, away from "geopolitics," to a new era of cooperation between sovereign nations, based on an ambitious infrastructure-driven economic development strategy — a plan for lasting peace through economic development.

In 2013, this New Silk Road and Eurasian Land-Bridge strategy was adopted by Chinese President Xi Jinping, who called it the “One Belt, One Road” policy, which now includes agreements with 60 countries. In addition, the economic development alliance among the BRICS countries, and the establishment of new credit institutions, constitute an alternative in the making.

In December 2014, EIR published a ground-breaking special report in English, The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge, the sequel to its 1996 report, which elaborates the new set of economic principles needed for world economic development. The Chinese version was issued in 2015.

Now, if there is to be a solution to the heart-wrenching suffering of the people of the Middle East and Africa, and the effects of the crisis in Europe, the New Silk Road must be extended to those regions, on its way to becoming the World Land-Bridge. The recent negotiations led by U.S. Secretary of State Kerry (despite opposition from other factions in the Obama administration), and Russian Foreign Minister Lavrov, regarding Iran and Syria, have also helped to create the political preconditions for such a new “Marshall Plan” to immediately come into effect.

There are already moves in that direction. An example of “win-win” cooperation was demonstrated during Chinese President Xi Jinping’s recent visit to Egypt, Saudi Arabia and Iran, where he confirmed China’s support for real economic development in the region, backed up by $55 billion in loans and investments.

And on March 17, the Arabic version of EIR's report was presented in Cairo by Egyptian Transportation Minister Dr. Saad El Geyoushi, and EIR Arabic desk chief Hussein Askary, who translated the report, at a well-attended launching at the Ministry. An expanded chapter on proposals to rebuild Southwest Asia is included.

The Copenhagen seminar will present the vision of a new paradigm, instead of geopolitics, terror, war and economic collapse.  Mustering the creative efforts of populations collaborating to rebuild their nations, is the only way forward.

We hope that you will be able to attend this important seminar, and join in the discussion about how this alternative can be brought about.

Links:

Introduction to the arabic-version of EIR's report by Helga Zepp-LaRouche (in English, Arabic and Danish)

Here are links to information about EIR's March 24, 2016 Frankfurt seminar, co-sponsored by the Ethiopian consulate, including the speeches of Helga Zepp-LaRouche and Hussein Askary.

Report about the Frankfurt seminar 

Helga Zepp-LaRouche's speech

Hussein Askary's speech 

Homepages:
Danish: www.schillerinstitut.dk
English: www.newparadigm.schillerinstitute.com
www.schillerinstitute.org
www.larouchepub.com/eiw
Arabic:  www.arabic.larouchepub.com/
Other languages: Click here

Med formand Tom Gillesberg