Tørke og sult rammer mange millioner i Afrika:
Direkte resultat af det britiske økonomiske system med Wall Street

8. februar 2016 – Tørke og fødevaremangel berører nu mange millioner mennesker fra Zimbabwe og i hele Sydsudan og ind i Afrikas Horn. Den udtørrede situation har forbindelse til vejrfænomenet El Niño og er af denne grund ligeledes til stede i andre lokaliteter i Stillehavsområdets Indiske Hav, inklusive i Sydasien og tværs over til Centralamerika. Men sårbarheden over for lidelse, fordrivelse og død er resultatet af at tillade det afdøde, britisk-baserede »markeds«-system at blive hængende, med dets planer for at forhindre de fysiske midler til at forsvare og fremme menneskeheden.

Der er erklæret katastrofetilstand i sidste måned i Etiopien (befolkning 100 millioner) og Zimbabwe (befolkning 16 millioner). Sydsudan er underkastet en ekstrem situation, og Egypten har indledt et nødhjælpsprogram for at afhjælpe den. For eksempel har Etiopien lige nu og her brug for fødevarehjælp til mere end 10 mio. mennesker.

I dag sagde FN, at der hersker en ekstrem nødtilstand for børn i Somalia (befolkning 10,8 mio.). FN’s direktør for fødevarehjælp til Somalia, Peter de Clercq, sagde, »Niveauet af fejlernæring, især blandt børn, er særdeles bekymrende, med næsten 305.000 børn under fem år, der lider under akut fejlernæring. Vi skønner, at 58.300 børn vil dø, hvis de ikke kommer under behandling.«

Husk, at, i 2011 døde henved 260.000 mennesker i Somalia pga. manglende rettidig hjælp. Næsten 1 mio. somaliere – 1 ud af 12 – kæmper for blot at få noget at spise. FN erklærede, at henved 4,7 mio. mennesker, næsten 40 % af befolkningen, har et overhængende behov for nødhjælp af enhver art – vand, mad og medicin.

I det område, der kendes som Centralamerikas »Tørre Korridor«, (Guatemala, Honduras, El Salvador, Nicaragua og Costa Rica), berører en to år lang tørke 4,2 mio. mennesker, af hvilke 3,5 mio. med nød og næppe kan få mad. I Guatemala er 100 % af landets majs- og rishøst blevet udslettet, og regeringen har erklæret en fødevare-katastrofetilstand. Det er den samme historie i de andre lande. I dag advarede Kontoret for koordinering af humanitære anliggender (OCHA) om, at 2,8 mio. mennesker har behov for akut humanitærhjælp, de fleste af dem i Guatemala og Honduras.

Det, der mangler i hele dette område og i Afrika, er platformen til understøttelse af produktion: elektricitet, offentligt sundhedsvæsen, sikker, moderne landbrug, transport, en pålidelig styring af ferskvandsressourcer og andre karakteristika for et samfund i fremgang. Kinas udenrigspolitik intervenerer for at afbøde denne mangel. Men arven efter koloniperiodens håndhævelse af primitive vilkår eksisterer stadig. En grum indikator for dette er, at de katastroferamte områder i Etiopien i de seneste år specifikt er blevet udråbt som »succeshistorier« inden for landbruget af Bill Gates og Rockefeller Foundations’ AGRA, Alliance for en Grøn Revolution i Afrika, som har påtvunget deres svindel med »husmandssteder« inden for landbruget i området.

I december 2015 udstedte FN en appel om en rekordstor finansiering af nødhjælp til 20,1 mia. dollar i 2016 for at hjælpe 87 mio. mennesker i 37 forventede nationale og regionale kriser i år. Deres appel inkluderede ikke engang alle de kendte katastrofeområder, såsom El Salvador, Malawi, Zimbabwe og Papua Ny Guinea, som befinder sig i El Niño-området.

 




Den hurtige spredning af Zika-virus kræver hastebehandling,
men WHO er modstræbende, som de var med Ebola

26. januar, 2016 – Rapporter fra de amerikanske lande indikerer en alarmerende spredning af Zika-virus og den brasilianske regering bebuder en national mobilisering for at bekæmpe den, medens El Salvador har anbefalet kvinder at vente i mindst 2 år med at blive gravide. De colombianske, brasilianske og jamaicanske regeringer har fulgt trop, idet de dog har nævnt kortere tidsrammer.

Amerikanske og andre sundhedseksperter spørger, hvorfor Margaret Chan, generaldirektør for Verdenssundhedsorganisationen (WHO) endnu ikke har sammenkaldt en krisekomite af eksperter til at rådgive hende om den nødvendige globale reaktion. Lawrence Gostin, direktør ved Georgetown Universitetets O’Neill Institut for National og Global Sundhedsjura, advarede om, at WHO igen ikke udnytter chancen for at tage lederskab i et påtrængende offentligt sundheds problem, ligesom ved Ebola-udbruddet i Vestafrika, rapporterede StatNews.com den 25. januar. Ikke alene er Zika tilstede i alle områder i verden, sagde han, men der er også en potentiel sammenhæng mellem Zika og mikrocefali (for små hoveder) hos fostre og nyfødte. Hvad er problemet?

WHO’s talsperson Christian Lindmeier sagde, at organisationen ikke har etableret et Zika-panel, fordi der er behov for flere beviser og data.

Beviser? Flere europæiske lande – Spanien, Portugal, Italien og Storbritannien – såvel som også Israel har rapporteret tilfælde, og det samme har flere stater i USA. De fleste sydøstasiatiske lande er på en observationsliste for udbrud af Zika, og der har været tilfælde i Australien og i et antal afrikanske lande. Den 25. januar udstedte Pan American Health Organization (PAHO) en advarsel om, at, med undtagelse af Canada og fastlands-Chile, forventes virussen at sprede sig til resten af de amerikanske lande, hvor Aedes Aegypti-myggen findes. David Severson, professor ved Notre Dames afdeling for biologisk videnskab, rapporterede en højest usædvanlig opdagelse af et samfund af Aedes Aegytpi (”den gule febermyg”) i Washington, D.C. – altså ikke det sædvanlige tropiske miljø, hvor de normalt lever – og advarede om den potentielle mulighed for aktiv overførsel af myggebårne, tropiske sygdomme på ”populære steder som National Mall”.

I Brasilien har Zika smittet 1,6 millioner mennesker i 18 stater, og heriblandt er der 4.000 mistænkte tilfælde af Zika-relateret mikrocefali. Sundhedsminister Marcelo Castro advarede den 25. januar om, at regeringen var ved at tabe kampen mod Zika ”meget slemt”.

Regeringen agter at ansætte 220.000 soldater, der skal gå fra dør til dør for at hjælpe med indsatsen for at udrydde myggene, rapporterede The Guardian.

I Columbia, hvor der er 13.530 tilfælde, advarede præsident Juan Manuel Santos den 25. januar om, at, til juli kunne Colombia have 600.000 tilfælde af Zika, inklusive 500 babyer født med mikrocefali, rapporterede Mexicos El Universal i dag.

Foto: Generaldirektør i WHO, Margaret Chan.    




Den ’grønne’ bevægelses svindelnummer med DDT-”forurening”
er skyld i 70 millioner malariadødsfald 1974-2014;
nu spredes den myggebårne Zika-virus eksplosivt

22. januar, 2016 – Efter introduktionen af insektgiften DDT i begyndelsen af 1940’erne, blev det globale dødstal på grund af mange insektbårne sygdomme, især malaria, øjeblikkelig reduceret. Der var spektakulære, livreddende resultater over hele kloden. I 1946 havde Sri Lanka (dengang det britiske Ceylon, med en befolkning på 6,657 mio.) 2,8 mio. tilfælde af malaria, og 12.500 døde det år, før man anvendte DDT. Efter at man påbegyndte storstilet sprøjtning mod myg i østaten, faldt antallet af malariatilfælde i 1963 til 17, med kun et dødsfald! I staten Georgia, USA, blev malaria, der tidligere var meget udbredt, totalt udryddet i 1950, efter at DDT-sprøjtning blev introduceret i 1945.

Landbruget havde også betydelige fordele, idet DDT også var effektivt imod planteinsekter, biller, flåter og andre skadelige insekter.

Miljøbevægelsen – tidligere fortalere for racehygiejne – gik i aktion for omgående at fryse dette. Det lykkedes dem. I 1972 blev DDT ved en regeringsbeslutning forbudt i USA. I 1976 udstedte Verdenssundhedsorganisationen WHO et internationalt forbud, i form af en anbefaling (advarsel) mod DDT. Selvom lande rent teknisk stadig frit kunne vælge at anvende DDT, og USA endda kunne fortsætte med at eksportere DDT, så stoppede fabrikkerne med at fremstille det, og det blev svært at få fat på. Der var andre forhindringer. F.eks. afskar det britiske Udenrigsministerium og US AID (agentur for international udviklingshjælp) hjælp til lande, der anvendte DDT. I 1995 satte FN’s miljøprogram en bevægelse i gang for at lave en global traktat mod DDT samt en liste over andre dæmoniserede kemikalier, der kulminerede i Stockholm-konventionen i 2001, som formelt krævede, at 11 kemikalier (kaldet POP’s – ”vedholdende organiske forurenende stoffer”) ikke anvendtes.

Som et resultat er 70 millioner mennesker unødigt døde af malaria i perioden 1973 – 2014, ifølge WHO’s statistikker. I dag optræder sygdommen i 97 lande. Dødstallet for malaria på verdensplan ansloges at være 584.000 for 2013, med det totale antal smittede i størrelsesordenen næsten 200 millioner. 90 % af dødsfaldende forekommer i Afrika.

Føj yderligere hertil dødsfaldene og lidelserne som følge af dengue-feber, chicungunya-feber, Vestnil-feber og andre mygge- og insektbårne sygdomme, som nu spredes internationalt. Den seneste svøbe er Zika-virus i de amerikanske lande.

DDT (dichlorodiphenyltrichloroethan) blev første gang kunstigt fremstillet i 1874, men dets insektdræbende egenskaber blev først identificeret i 1939 af den schweiziske kemiker, Paul Hermann Müller. DDT blev hurtigt taget i brug under 2. Verdenskrig, for at kontrollere malaria og tyfus blandt soldaterne og civilbefolkningen; efter krigen blev det hurtigt den førende insektgift i landbruget, såvel som et generelt middel mod lus og andre insekter. I 1948 modtog Müller Nobelprisen i fysiologi og medicin.

Dette blev genstand for bandlysning af den flok, der var fortalere for befolkningsreduktion. Prins Philip refererede specifikt til Sri Lanka, da han fordømte DDT:

”Jeg var i Sri Lanka fornylig, hvor et FN-projekt i slutningen af 1940’erne satsede på at udrydde malaria. Det er en ø, og det var derfor muligt at tilintetgøre myggen, der var bærer af sygdommen. Det, som folk ikke indså, var [sic], at malaria i realiteten kontrollerede befolkningstilvæksten. Konsekvensen var, at befolkningen inden for omkring 20 år fordobledes …” Det talte han om i 1981.

Miljøbevægelsens intrigante plan gav DDT betegnelsen ”forurener” af miljøet og et kræftfremkaldende stof for mennesker, dyr og planter. Bogen ”Silent Spring” fra 1962 (da.: Det tavse forår) af Rachel Carson blev samlingspunktet for disse beskyldninger.  Skidt med, at Carsons ”videnskab” var fup. Forbuddet mod DDT i USA var en af Agenturet for Miljøbeskyttelse (EPA)’s første handlinger, hvis etablering i 1970 i øvrigt i sig selv var en bevidst del af den ’grønne’ bevægelses nedbrydning af USA’s institutioner.

[I tillæg til det iscenesatte forbud mod DDT har man forfulgt en omfattende begrænsning af andre nyttige kemikalier – forskning og udvikling, så vel som tilgængelighed – siden 1970’erne, gennem underminering af patentloven.]

I 2006 ophævede WHO forbuddet mod DDT efter 30 år. Der er imidlertid ikke arrangeret nogen mobilisering af målrettet anvendelse af DDT, eller udvikling og anvendelse af et erstatningskemikalie der, hvor der findes resistens over for DDT. I stedet har der i årevis været praktiseret en kynisk, anti-kemikaliekampagne for at få donorlande og organisationer til at forsyne afrikanerne med myggenet til deres senge. Det har formindsket statistikken for dødsfald og sygdom, men malaria er stadig vidt udbredt, og en dræber. Kampagnerne imod DDT og for myggenet er så meget desto mere modbydelige, fordi de udføres i velgørenhedens navn.

 

 




Resultatet af valget i Venezuela vil bære ved til britisk plan
om at reducere BRIKS’ indflydelse i Sydamerika

8. december 2015 – I Venezuelas valg til parlamentet den 6. dec. led det regerende Venezuelas Forenede Socialistparti (PSUV) et dundrende nederlag for hænderne af oppositionen, Demokratisk Enheds Rundbord (MUD), et totalejet aktiv af den globale organisation Projekt Demokrati, hvis speciale er at orkestrere regimeskift i hele verden på vegne af Det britiske Imperium.

Mens dette skrives, har MUD officielt vundet 107 pladser i den 167 pladser store Nationalforsamling, mod PSUV’s 55 pladser. Der er stadig kamp om yderligere pladser, men hvis MUD vinder yderligere tre, vil det have fuld kontrol over parlamentet og være i en position til at vælte lovgivning, der vedtoges af præsident Nicholas Maduros parti, og af afdøde Hugo Chavez før ham. Mod et bagtæppe af en dyster økonomisk krise, der er karakteriseret af alvorlig mangel på fødevarer, medicin og andre daglige fornødenheder, diskuterer oppositionen allerede at fjerne støtte til benzin, prisloft og andre programmer for de fattige, og hvis fjernelse ville udløse totalt kaos.

Valgresultatet bør imidlertid ikke ses som et isoleret venezuelansk anliggende. Valgene kommer to uger den Londonkontrollerede neokonservative Mauricio Macris overtagelse af Argentinas præsidentskab, der således har gjort en ende på Argentinas afgørende regionale lederskab under præsident Cristina Fernandez de Kirchner, der har opstillet BRIKS’ paradigme om udvikling som det eneste, fornuftige alternativ for hele regionen til det transatlantiske (vestlige) systems politik for ødelæggelse og affolkning. I kølvandet på BRIKS-topmødet i 2014 i Fortaleza, Brasilien, allierede bogstaveligt talt næsten hele kontinentet, repræsenteret af regionale organisationer som Unasur (Unionen af Sydamerikanske Nationer) og Celac (Samfundet af Latinamerikanske og Caribiske Stater), sig med BRIKS.

Som Lyndon LaRouche sagde til medarbejdere den 5. dec., »med Argentinas sammenbrud er det, der er tilbage mht. det meste af Sydamerika, dømt til undergang. Der er nogle ting, der stadig holder ud, men generelt er det dømt til undergang.« Briterne går efter det endelige drab, med at anstifte destabilisering og regimeskift i hele regionen.

BRIKS-medlemmet Brasilien er et primært mål, idet de lancerede procedurer for en fup-rigsretssag imod præsident Dilma Rousseff har til hensigt at fjerne hende og trække Brasilien helt ud af BRIKS. I kølvandet på Venezuelas valg den 6. dec., vil London og Wall Streets agenter banke destabiliserende operationer sammen i dette land, for at dumpe Maduro. I Ecuador er ustabiliteten i den seneste tid vokset, hjulpet på vej af den skræppende flok af operatører fra Projekt Demokrati, der er tæt allieret med opposition i Venezuela. Bolivia og Nicaragua er også på listen over mål.

Foto: Præsident Maduros socialistiske parti har mistet kontrollen i parlamentet for første gang i 16 år.




Afgående argentinske præsident Cristina Fernández
de Kirchner opfordrer borgerne til lidenskabeligt
at forsvare den ’videnskabelige arv’ og suverænitet

Tirsdag, den 1. december 2015 – Argentinas afgående præsident, Cristina Fernández de Kirchner, der forlader embedet den 10. december, bruger sin tilbageværende tid frem til da på at indvie videnskabelige og infrastrukturelle projekter i hele landet, og på indtrængende at opfordre sine landsmænd til at forsvare den »videnskabelige arv«, der er blevet opbygget hen over de seneste 12 år, som et tegn på suverænitet.

Kernereaktorerne, uranberigelsesfabrikken Pilcaniyeu, der blev indviet den 30. nov., det statslige olieselskab YPF’s Videnskabs- og Teknologicenter, 14 nuklearmedicinske centre, der i øjeblikket er under opførelse, og endnu mange flere sådanne projekter er, sagde Fernández, Argentinas »hårdt tilkæmpede arv« – hårdt i betydningen, at »I vil komme til at skulle forsvare dem imod angreb fra udlandet«.

I en tale på YPF’s Forskningscenter den 26. nov. sagde præsidenten til sit publikum: »I må være hårde, for de vil komme fra udlandet og lægge pres på jer og sige, nej, I kan ikke udvikle dette, eller hint … så I må være stærke og aldrig mere tillade, at teknologisk udvikling rives væk fra os.«

Uden at nævne den valgte (men endnu ikke indsatte) præsident Mauricio Macri, den radikale monetarist, der står til ansvar over for London og Wall Street, ved navn, kom Fernández med en skarp advarsel om, at nogle af Argentinas største, videnskabelige præstationer – Atucha II-kernekraftværket, Condor-missilet, uranberigelsesfabrikken Pilcaniyeu – blev afmonteret, da nationen blev regeret af Macris ligesindede.

»Anvendt videnskab og teknologi for at øge produktiviteten, anvendt på vores økonomi, i vore selskaber« – dette er nøglen til Argentinas udvikling i det 21. århundrede, sagde Fernández og tilføjede, igen med henvisning til Macri, at »vi ser kun os selv som sælgere af korn eller oksekød«. Nationens autonomi og nationale suverænitet styrkes af videnskabelig og teknologisk udvikling, som reflekteres i Pilcaniyeu-fabrikken.

Argentinere kan ikke tillade, at de trækkes ned af banale og dumme diskussioner, advarede Fernández, men må snarere være forberedt på lidenskabeligt at forsvare de »store« spørgsmål og ideer.

»Uden en lidenskabelig indstilling til Fædrelandet; til ens arbejde; uden at føle lidenskab for den anden, den, der ikke har noget arbejde, der endnu ikke har klaret det, er det ikke muligt at ændre tingene. Med lidenskab, med patriotisme og mest fundamentalt, med stor tillid til vort folk, vil vi fortsætte med at få stadig mere og bedre vækst.«

 




Valgsejr til gribbefondenes kandidat i Argentina
signalerer angreb på BRIKS

23. november 2015 – City of London og dens allierede gribbefonde hoverer over, at en af deres egne, den neoliberale Mauricio Macri fra Cambienos-koalitionen, vandt første runde af Argentinas præsidentvalg, der blev afholdt d. 22. november, om end med en snæver sejr, 51,4 % af stemmerne, mod 48,6 % til kandidaten fra Victory Front, Daniel Sciole, som af præsident Cristina Fernández de Kirchner var udvalgt til at være hendes efterfølger.

Som talerør for City of London, The Economist, kaglede i sin dækning i dag, så ”markerer Macris sejr et skifte væk fra populisme for Argentina – og Sydamerika”, hvormed menes en tilbagevenden til den destruktive frimarkeds-monetarisme, der plyndrede Argentina i 1990’erne, og som førte til landets misligholdelse af gælden (betalingsstandsning), der indtil da aldrig var forekommet. Macri forventes at forsøge hurtigt at lave en aftale med de rovgriske gribbefonde, der i mere end et årti har ført krig mod Argentina, for således at ”vende tilbage til de internationale finansmarkeder” og begynde at påtage sig ny, udenlandsk gæld. Dette vil, som han siger, atter gøre Argentina til et ”forudsigeligt” land.

Den ugentlige London-avis var ligeledes henrykt over, at Macri har til hensigt at ”genjustere” Argentinas udenrigspolitik væk fra BRIKS-nationerne Rusland og Kina, som præsident Fernández har etableret et tæt samarbejdsforhold med, til fordel for ”normale” relationer med USA og Europa. Cristina Fernández har haft gentagne sammenstød med Barack Obama om hans britisk-imperialistiske udenrigspolitik. The Economist forudsiger, at Argentina, ved at vælge Macri, muligvis ”sætter en præcedens for resten af regionen,” gennem hvilken andre ”venstreorienterede” statsoverhoveder kunne blive væltet. BRIKS-medlemmet Brasilien, hvis præsident Dilma Rousseff er under politisk angreb, er et primært mål.

I en pressekonference her til morgen gjorde Macri det klart, at han påtænker ikke alene at afvikle nøgleaspekter af præsident Fernández’ økonomiske politik, såsom valuta- og kurskontrol, men også at lancere en retslig vendetta imod medlemmer af Kirchner-regeringen for påstået ”korruption”. Ingen kunne misforstå budskabet om, hvem, der var målet, i forbindelse med Macris løfte om, at han har til hensigt at give retsvæsenet – Macri er politisk allieret med en beskidt fraktion af dette retsvæsen, der også har forsøgt at styrte præsident Fernandez – ”al den frihed, der skal til for at gå grundigt til værks over for dem, der har begået handlinger i strid med loven.”

 

Foto: Mauricio Macri, kandidaten fra Cambiemos, fejrer valgsejren den 22. november.

 

 

 

 




Kina vil hjælpe med at bygge kernekraftværker i Argentina

16. november 2015 – Regeringsembedsmænd fra Argentina og Kina underskrev i går en aftale om konstruktion af kernekraftværker til en værdi af næsten 15 mia. $. Alt imens der har været tidligere aftaler, har disse grundlæggende set været på forståelses-memoranda-niveau, der har lagt grunden til det, der nu er tekniske og kommercielle kontrakter om at gå fremad og bygge nye kernekraftværker.

Det første værk, der skal bygges i fællesskab, bliver et canadisk designet tungtvands-værk af reaktortypen Candu, som Argentina besidder rettighederne til. Dette værk, Atucha 3, bliver Argentinas fjerde atomreaktor og forventes at koste næsten 6 mia. $ og vil tage otte år at bygge. Det rapporteres, at Kina vil finansiere 85 % af projektet. Aftalen omfatter dannelsen af et konsortium til konstruktion af værket, hvor Argentinas erfarne og dygtige atomindustri vil levere 70 % af komponenterne.

Der blev også underskrevet en rammeaftale for endnu et kraftværk (Argentinas femte), som vil blive en kinesisk designet reaktor. Den bliver den første af sin slags i Latinamerika, og muligvis Kinas første eksport af sin oprindeligt hjemmefødte fuldskala-reaktor.

Aftalerne blev underskrevet i går af præsidenten for Nucleoeléctrica Argentina, Jose Luis Antunez, og Quian Zhimin, leder af China National Nuclear Corp., mens begge landes ledere deltog i G20-topmødet i Tyrkiet. Minister for statslig planlægning, Julio de Vido, sagde, at undertegningen er “et grundlæggende skridt i spredningen af energi-matrixen med voksende medvirken af kernesektoren”. Disse bliver Argentinas fjerde og femte reaktorer.

Argentina, der har opbygget sin egen kerneindustri og eksporterer forsøgsreaktorer til lande i hele verden, fik sine ambitiøse planer om kernekraft forkrøblet og næsten udslettet af den sataniske anti-atomkraft-”bevægelse” og af lobbyen for ”vedvarende energi” og ikke-spredning, og med den finansielle krigsførelse i de seneste årtier, der fortsætter den dag i dag, som kronen på værket. Nu, og i BRIKS-regi, som Argentina har udtrykt ønske om at tilslutte sig, vil kernekraft-programmet skride fremad.

Argentina-aftalen kommer desuden i sammenhæng med annonceringen i sidste uge om, at den mexicanske senator Jose Luis Lavalle fra partiet National Handling forbereder lovgivning for en udvidelse af Mexicos kerne-program. Laguna Verde-værket har to reaktorer i drift, men var designet til fire. Han sagde, at hans lovforslag kunne præsenteres for Senatet til februar 2016.

Sidste uge var det ’kernekraft-uge’ ved statsuniversitetet i Rio de Janeiro, med deltagelse af top-universiteterne og brasilianske atom-embedsmænd, såvel som Ivan Dybov, vicepræsident for Ruslands Rosatom i Brasilien.

Argentina, Brasilien og Mexico er de eneste lande i Latinamerika, der har kernekraftværker i drift.

 




Kinas globale jernbanemission ”At dække verden”
– Singapore og Kina bygger en ny by på Silkevejen

3. november, 2015Macau Magazine publicerede en slagkraftig gennemgang af Kinas verdensdækkende udviklingsprogram, som kaldes ”Globalt spor – Kinas vision om et verdensdækkende jernbanenet”, af Luo Xunzhi. Artiklen reflekterer over den verdensvision, der præsenteres i EIR’s Verdenslandbro-rapport, og, da den nu cirkulerer over hele Kina på kinesisk, er rapporten måske i virkeligheden en af forfatterens kilder.

Artiklen indleder med: ”Kina har bygget verdens største højhastigheds-jernbanenetværk på bare 8 år. Nu ønsker de at gøre det samme i hele verden. Planen inkluderer en bane, som forbinder Beijing og Moskva på 33 timer, og ruter tværs over Sydamerika fra Atlanterhavet til Stillehavet og tværs over Afrika fra Det Indiske Ocean til Atlanterhavet – noget, de europæiske kolonimagter aldrig præsterede. Et så ambitiøst program har intet land nogensinde tidligere foreslået. Hvis de alle bliver bygget, vil de forvandle økonomierne i de lande, de kommer igennem, ligesom USA’s transkontinentale jernbane til Stillehavet i det 19. århundrede, som åbnede de vestlige stater, således at landmænd kunne etablere sig og industrien vokse.”

Andre aspekter:

* ”Det mest dramatiske projekt i Ét bælte, én vej-initiativet i Rusland er en foreslået højhastighedsforbindelse mellem Beijing og Moskva, som går gennem Kasakhstan, en distance på 7.000 km, der ville reducere rejsetiden fra den aktuelle på 6 dage til 30 timer … Første vicepræsident for de russiske statsbaner, Alexander Misharin, sagde, at han forventede, at byggetiden ville være fra 8 – 10 år. Han sammenlignede det nye jernbanenetværk med Suez Kanalen med hensyn til størrelse og betydning.”

* ”Mere end noget andet kontinent har Afrika behov for jernbaner. Kina har været meget aktiv her og har lovet at bygge det, som ingen europæiske kolonialmagter – Storbritannien, Frankrig, Portugal, Belgien eller Tyskland – formåede at gøre: en jernbane fra det Indiske Ocean til Atlanterhavet.”

* ”I Østafrika bygger Kina en 472 km lang jernbane mellem Kenyas hovedstad, Nairobi, og landets største havneby, Mombasa, som vil forkorte rejsetiden fra 15 timer til fire en halv time. Byggeriet begyndte i oktober, 2014 og forventes færdigt i 2017 til en anslået pris af US$ 3,8 milliarder. Det er planen, at jernbanen bliver en del af et nyt netværk, som kobler Kenya, Rwanda, Sydsudan og Uganda sammen.”

* ”I forbindelse med et besøg i Sydamerika i maj, 2015, overværede statsminister Li Keqiang og Brasiliens præsident Dilma Rousseff underskrivelsen af en forundersøgelse af etableringen af en 4.400 km lang jernbane, som skal forbinde Brasiliens Atlanterhavskyst med Stillehavskysten i Peru. Den blev underskrevet af de to lande og Kina … Spanien og Portugal, de to magter, som koloniserede Sydamerika, overvejede aldrig at bygge en sådan jernbane tværs over kontinentet.”

* ”For første gang er Kina begyndt at bygge jernbaner i Europa, det sted, hvor teknologien blev udviklet for 200 år siden. Det har en vigtig, historisk betydning, er et tegn på, hvordan centrum for den globale økonomi bevæger sig fra vest mod øst.”

* ”Kina tilbyder også at bygge Storbritanniens HS2, et højhastighedstog, som forbinder den centralt beliggende by Birmingham med Leeds og Manchester mod nord. Tilbuddet er fuld af symbolik – verdens nyeste jernbanemagt sælger sin teknologi og ekspertise til den ældste … Ingen Mandarin i Qing-regeringen kunne have forestillet sig et sådant resultat.

Se hele artiklen: http://www.macauhub.com.mo/en/2015/11/02/global-track-china-sees-its-railways-covering-the-world/]

 

Singapore og Kina bygger en ny by på Silkevejen

3. november, 2015 – Kina og Singapore skal underskrive en aftale om sammen at udvikle et nyt storskala-projekt i det vestlige Kina, i forbindelse med Xi Jinpings besøg i Singapore i denne uge. Straits Times oplyser, at projektets tema bliver ”moderne konnektivitet og moderne service”, og at det bliver en del af det økonomiske Silkevejsbælte.

Det bliver det tredje, store projekt, Singapore har bygget i Kina – de byggede en industripark i Suzhou i 1994 og en miljø-by i Tianjin i 2008. Placeringen af det planlagte projekt er endnu ikke bekendtgjort, men det bliver i vest med Xian, Chungqing eller Chengdu som mulige mål.

Xi besøger også Vietnam i denne uge.

 




Tema-artikel: Begynd med Franklin Roosevelts helhedsidé.
FN for fælles, økonomisk opbygning af verden,
ikke Det britiske Imperium

EIR, 22. september 2015 – Verden vil snart forsamles i Manhattan til den sidste uge i september til De Forenede Nationers Generalforsamling. Obama vil tale den 28. september, en måned før 70-års dagen for ratificeringen af FN’s Charter i oktober 1945.Verden vil imidlertid ikke længere lytte til Obamas diktat, der fremsættes på vegne af hans herrer i Det britiske Imperium. I stedet vil verden samles, idet et nyt paradigme er i færd med at blive konsolideret, anført af BRIKS-udviklingen, der har et særdeles reelt potentiale for at lancere en Renæssance for hele menneskeheden, stedt over for Det britiske Imperiums smuldrende bygningsværk. Som Lyndon LaRouche for nyligt erklærede, så er den onde Bertrand Russells verdensøkonomiske system dømt til undergang.

Download (PDF, Unknown)

 




Rusland udfordrer Obama for dennes fremstød for dræberkrig, militært og økonomisk

11. aug. 2015 – Der er en voksende erkendelse i visse internationale, politiske beslutningstagerkredse af en strategisk pointe, som Lyndon LaRouche længe har understreget: At økonomiske kriser er drivkraften bag krig – inklusive den aktuelle opløsning af det transatlantiske finanssystem og den umiddelbart overhængende fare for en termonuklear krig – og pointens modsætning, nemlig, at sand videnskabsdrevet, økonomisk udvikling er at ramme en pæl i hjertet af Det britiske Imperium. Forhenværende DIA-chef, gen. Michael Flynn, f.eks., understregede i sit interview den 4. aug. til Al Jazeera-Tv, at kernekraftbaseret, økonomisk udvikling i områder såsom Mellemøsten er nøglen til at stoppe krig. »Taktiske manøvrer«, sagde han, vil ikke få jobbet gjort.

I går udgav formanden for den russiske Duma, Sergei Naryshkin, der er kendt for at stå præsident Vladimir Putin nær, en artikel i Rossiiskaya Gazeta med titlen, »Provokationer i August«, i hvilken han advarede om sandsynligheden for dødbringende provokationer mod Rusland fra Obamas USA i de kommende uger og understregede, at det, der stod bag fremstødet for krig, var udplyndring af nationer med det formål at afstive en gigantisk gældsboble. Naryshkin bemærkede, at

»August er først lige begyndt. Men månedens indledende begivenheder giver på en sigende måde en fornemmelse af et dybt politisk efterår. Efter alt at dømme er en eller anden forværrende handling under forberedelse … Jeg er sikker på, at vi ikke vil bøje os for sådanne provokationer.«

I dag understregede Lyndon LaRouche, at den økonomiske og militære krigsførelse, som præsident Obama fører på vegne af Det britiske Imperium, er en og samme ting.

»Obama gør fremstød for krig. Det gør han efter ordre fra Det britiske Imperium. Dettes politik er en drastisk befolkningsreduktion, det størst tænkelige folkemord, og det er Obamas mission.«

Den britiske kongefamilie har også fået Paven til at alliere sig med deres politik for »grøn« affolkning.[1]

LaRouche påpegede den såkaldte ferskvandskrise i Californien som en del af den samme, overlagte politik: at fratage det meste af planeten den teknologi og de ressourcer, der kræves for at overleve.[2] Dette ser vi nu også spredes i hele Mellemamerika og Caribien. »Folkemordet er i færd med at ramme Sydamerika«, erklærede LaRouche, med den hensigt at reducere befolkningen. »Det her er blodigt; det er væmmeligt.«

Idet han kom tilbage til Rusland understregede LaRouche, at grunden til, at dette land er ved at få problemer med sin civile økonomi ikke skyldes Obamas sanktioner, men at de er blevet tvunget til at indlede en massiv forøgelse af militærudgifterne. »Der er intet, der har større prioritet over for en overhængende krig« for den russiske regering, sagde LaRouche, og derfor lider de under et enormt pres på deres civile økonomi.

»Vi står over for en fjende, der har forpligtet sig til folkemord på en massiv skala, en fjende, hvis hensigt er den brutale reduktion af den menneskelige befolkning«,

Konkluderede LaRouche. Vores politiske kampagne for at stoppe denne fjende, inklusive deres instrument, der aktuelt befinder sig i Det Hvide Hus, kræver etableringen af en ny form for regering i USA – ikke så meget en individuel kandidat eller en præsident, men snarere en præsidentiel institution, der er vendt tilbage til sit oprindelige forfatningsmæssige formål med økonomisk udvikling.[3]

Og det gør en udskiftning af sengetøjet i Det Hvide Hus til den første handling, der skal udføres.

 

[1] Se også: »Slutspillet mod det britiske monarki«, samt

TEMA: BEFOLKNINGSREDUKTION: »Den britiske kongefamilies plan om at skrue verden tilbage til stenalderen«, m.fl. 

[2] Se: »Memo til den næste præsident: Et nyt perspektiv for ferskvandskrisen i USA’s vestlige stater« 

[3] Se: »Det kommende overgangspræsidentskab under Glass-Steagall: Fremtiden hedder Alexander Hamilton« 

og »Glass-Steagall 1933: Franklin D. Roosevelts 100-dages program: Forfatningen i funktion« 

 

 




Helga Zepp-LaRouche:
Genopbyg verden i BRIKS-æraen
Hovedtale ved Schiller Instituttets konference i Paris, 13.-14. juni

– For dette er ikke en akademisk konference. Dette er en reel indsats for at intervenere på et tidspunkt, hvor det er meget tydeligt, at de ledende institutioner i G7, for eksempel, og som netop har afholdt et topmøde, er totalt mislykkedes i at løse disse for civilisationen eksistentielle farer.

Download (PDF, Unknown)

Se hele konferencen her.

 




Helga Zepp-LaRouche:
Hovedtale ved Schiller Institut-konference på Manhattan, D-dag:
Prometheus-udfordringen under udfoldelse:
BRIKS, en ny æra for menneskeheden

Det glæder mig at tale med jer i dag, på denne særlige dag, som er D-dag, og det bør fylde os alle med håbet om, at faren for en ny fascisme, der er ved at vokse frem i verden, kan besejres – men forhåbentlig med færre tab. Jeg siger dette, fordi vi netop nu befinder os på randen af Tredje Verdenskrig, og det gør vi af nøjagtigt de samme grunde, der forårsagede Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig: en imperiemagts interesser imod nationers velfærd og almene vel.

Se hele konference-videoen med den fantastisk spændende diskussion:

 

Download (PDF, Unknown)




Latinamerikanske Alicia Barcena fra FN:
BRIKS er alternativet til det ikke-imødekommende Bretton Woods System

Mandag, 1. juni 2015 – BRIKS-perspektivet for global udvikling »er et alternativ til Bretton Woods-systemet«, sagde Alicia Barcena, chefsekretær for FN’s Økonomiske Kommission for Latinamerika og Caribien (ECLAC) i dag under en tale ved et velbesøgt arrangement, sponsoreret af Inter-American Dialogue med hjemsted i Washington, D.C.

Fr. Barcena, der netop har været vært for et ECLAC-arrangement den 25. maj i Santiago, Chile, hvor den kinesiske premierminister Li Keqiang var hovedtaler, svarede på et spørgsmål fra Executive Intelligence Review om Li Keqiangs ni dage lange rundrejse til fire nationer i regionen i sammenhæng med BRIKS’ fantastiske paradigme for global udvikling, der fuldstændigt har overskygget det transatlantiske systems destruktive politik.

I sin egen velkomsttale til Li Keqiang under Santiago-arrangementet den 25. maj fremførte fr. Barcena, at »efterkrigstidens orden, der udsprang af Bretton Woods, reflekterer ikke længere den nye, økonomiske og politiske virkelighed«, især med hensyn til udviklingslandene. Hun pegede på Asiatisk-Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og BRIKS’ Nye Udviklingsbank som initiativer, der »er en refleksion af en ny styrelse, der er vokset frem« og tilføjede, at »projektet, kendt som det Nye Land [sic – Det økonomiske Silkevejsbælte] og den Maritime Silkevej« er et projekt, som »vi i regionen iagttager med største interesse … vi er vidne til en ny æra«, sagde hun.

I dagens begivenheder forklarede hun dette yderligere og understregede, at Kina »havde fortrængt USA« i Latinamerika og var indtrådt i det »vakuum«, som var blevet skabt af USA’s manglende, produktive investeringer i regionen. Som resultat af den globale, økonomiske krise har regionens økonomier nået en »stilstand«, sagde Barcena, og USA’s økonomiske genrejsning er »middelmådig«. Der er således stor usikkerhed i regionen, og initiativer som Trans-Pacific Partnership (TPP), der tilbydes som løsning, »har mange problemer«.

Det er i denne sammenhæng, at Li Keqiangs besøg fandt sted, sagde fr. Barcena. Idet hun aflivede en spørgers antydning af, at Kina blot er engageret i at hamstre råmaterialer, der fremkalder minder om det 19. århundredes britiske imperialisme, fastslog hun bestemt, at »en ægte forandring er ved at finde sted«, og den fremgangsmåde, som den kinesiske premierminister brugte ved sit besøg, »var helt anderledes end tidligere tiders«.

Hun gentog som svar på EIR’s spørgsmål, at BRIKS, med deres nye finansinstitutioner, »er alternativet til Bretton Woods-systemet«. Den internationale Valutafond har nægtet at gennemføre reformer, som udviklingslandene har krævet, og disse lande søger også alternativer til dollarens dominans, sagde hun. Vi er som region totalt afhængige af Federal Reserves beslutninger, og »sådan bør det ikke være«.

Barcena understregede vigtigheden af, at Kina er ved at oprette en afdeling af China Construction Bank i Santiago, der skal fungere som clearingbank for renminbi for at fremme dens anvendelse i hele regionen til finansiering af infrastrukturprojekter og andre udviklingsprojekter.

 

Læs også: EIR: BRIKS i bevægelse for at skabe et nyt, internationalt samfund

 

Foto: Den kinesiske premierminister Li Keqiang og Alicia Barcena, Chile, 25. maj 2015




Begejstring i kølvandet på BRIKS-konference i Peru

29. maj 2015 – Femogfyrre personer deltog i gårsdagens ADECAEM-konference om »BRIKS-alternativet og Udviklingen af Peru og Sydamerika«, som var arrangeret i fællesskab med LaRouches Executive Intelligence Review, og som inkluderede private erhvervsfolk, pensionerede militærpersoner og andre. Konferencen, der havde to paneler, varede i fem timer, med livlig diskussion efter hvert indlæg.

Arrangørerne af begivenheden var begejstret for resultatet og ville omgående drøfte udbredelsen af videooptagelsen, og hvilke nye aktiviteter, man skulle gå i gang med. Andre var tilskuere fra hele verden, fra Spanien til Frankrig, og i Latinamerika.

Efter dr. Liu Youfa og Helga Zepp-LaRouches hovedtale foreslog Dennis Small, at peruvianerne anskuede deres fremtid, som Lyndon LaRouche havde gjort i 1987, da han personligt sagde til dem under en tale ved en stor, St. Augustine-konference i Lima, at der, hvor andre ser fattigdom, ser han potentiale; at en ung pige, som da levede i slummen, meget vel kunne blive den første, kvindelige astronaut til at sætte foden på Mars. I denne ånd foreslog Small, at Peru bestemt kunne fortsætte med at være et »mineland«, som kolonialmagterne altid har sagt, men at de skulle være det på Månen ved at tilslutte sig Kina i udvinding af helium-3 – en idé, der blev modtaget med latter og klapsalver fra tilhørerne.

De korte åbningsbemærkninger fra pensionerede general Juan Luis Autero Villagarcia, den nyligt etablerede præsident for ADECAEM, indfanger det skift, der er ved at finde sted i Peru, et af de fire latinamerikanske lande, der stadig deltager i Obamas vordende TPP, og hvis regering indtil for få måneder siden har været over-underdanig over for minekartellerne, der dominerer økonomien. Her følger gen. Auteros fulde erklæring (minus formaliteter):

»Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika: BRIKS tager den historiske udfordring op om morgendagens fremtid. En gruppe lande, der udgør, og er i færd med at bygge, en ny bestemmelse, en ny verdensorden med fremskridt. Men de gør det, efter min mening, ikke for at være imod det, der hidtil har været de vestlige landes – USA’s og Europas – vækst og økonomiske udvikling, og hvad dette har betydet. Det står over dette, en demonstration af nye, virkelige kapaciteter i lande, der er gået sammen for med kraft at udgøre en ny akse, som er de nye poler for udvikling på tre kontinenter: Asien, de amerikanske kontinenter, især Sydamerika, og Afrika, der allerede repræsenterer, gentager jeg, en ny, økonomisk verdensorden, en virkelig udfordring for menneskeheden i dag, som også betyder fremskridt og social og menneskelig udvikling. Det er opkomsten og udviklingen af de fremvoksende lande, der betyder en ny verdensdynamik, en fødsel mellem dem og deres voksende relation til resten af verden, som vil bringe stor rigdom.

Og det er i lyset af dette perspektiv, at Peru føler sig nært forbundet med denne fælles indsats og gør en indsats for at deltage; at det har brug for at skabe den nødvendige infrastruktur for at blive indbyrdes forbundet, og blive Sydamerikas hovedadgangsvej til Stillehavet: det nye panorama, der nu vil materialisere sig med konstruktionen af jernbane mellem to oceaner, fra Peru til Brasilien, der forceres fremad af en økonomisk overenskomst med Den kinesiske Republik.

Denne begivenhed, som, via teknologiens fremskridt, giver os mulighed for at bringe forskellige, eminente talere fra forskellige lande i hele verden sammen for at tale om aktuelle spørgsmål af stor betydning, er af dybtgående betydning i dag, idet … San Martin Instituttet i Peru har givet os mulighed for at samle denne udvalgte tilhørerskare.

Sammenslutningen af tidligere elever fra den Højere Militærskole træder atter frem med præsentationen af denne vigtige konference om BRIKS-alternativet og udviklingen af Peru og Sydamerika …«




Helga Zepp-LaRouche taler i Lima, Peru:
»Silkevejen bliver til Verdenslandbroen«

29. maj 2015 – I en videooptagelse talte Helga Zepp-LaRouche den 28. maj til Sammenslutningen af gamle elever fra Perus Center for Højere Militærstudier, i Lima, Peru, om »Silkevejen bliver til Verdenslandbroen«.

For et overblik over hele konferencen, læs »Peru hosts BRICS Seminar, Featuring Helga Zepp-LaRouche«.

Her følger en dansk oversættelse af hendes tale:

Kære konferencedeltagere,

Lad mig begynde med mine helhjertede lykønskninger i anledning af den nylige beslutning om at bygge en transkontinental jernbane, hvor, efter den kinesiske premierminister Li Keqiangs besøg, et forståelsesmemorandum netop er blevet underskrevet af Peru, Brasilien og Kina om at foretage en forundersøgelse til den 3.300 mil lange, transkontinentale jernbane. Dette vil forbinde Perus Stillehavskyst med Brasiliens Atlanterhavskyst, og det betyder, at denne meget vigtige infrastrukturforbindelse vil transformere hele det sydamerikanske kontinent og forøge produktionsprocessens, og hele Latinamerikas befolknings, produktivitet og således øge befolkningens levestandard og bygge en håbefuld fremtid. Og dette bliver blot det første skridt.

Det betyder, at Peru nu vil være koblet til den betagende, optimistiske transformation af store dele af verdensøkonomien, der i realiteten begyndte fra det tidspunkt, hvor præsident Xi Jinping annoncerede en politik for Den nye Silkevej i september 2013 i Kasakhstan, og som begyndte at træde i kraft i fuldt omfang med BRIKS-topmødet i Fortaleza, Brasilien, sidste juli.

Siden da er et fuldstændigt parallelt, økonomisk og finansielt system begyndt at vokse frem, som er baseret på totalt anderledes principper, end det nuværende, endnu dominerende, transatlantiske finanssystem; IMF/Verdensbanken, Wall Street og City of London. Den nye Silkevej, eller Det 21. århundredes Maritime Silkevej, er blevet synonymt med det, som Bevægelsen af Alliancefri Nationer for mange år siden kaldte en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden, hvor mennesket, og befolkningens almene vel, og ikke profit for de få, atter er sat i centrum for økonomien.

Denne nye udvikling er virkelig noget stort. Efter at alle de vestlige, etablerede medier totalt har mørklagt denne nye udvikling i næsten to år, så er der nu en pludselig erkendelse af, at dette er i færd med at blive til en realitet i verden, og der er en strøm af artikler, såsom en artikel for nylig i magasinet Time, som har skabt en del postyr, med titlen: »Nye Silkevej kunne ændre global økonomi for evigt«; »Kina og en stor del af verden har til hensigt at udvikle historiens største udviklingsprojekt«.  Og det er sandelig lige præcis, hvad det er.

For, Den nye Silkevej og Den maritime Silkevej er slet ikke begrænset til Eurasien. Schiller Instituttet og EIR har for ikke så længe siden udarbejdet en 370-siders rapport med titlen »Den nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, og fra hvilken rapport man ser et kort her bag mig. Det er faktisk en detaljeret plan for de næste årtier, og den omfatter mange, mange infrastruktur-korridorer, der forbinder alle kontinenterne. Det vil sige, at man meget snart vil kunne rejse med maglev-tog (magnetisk levitation, -red.), eller med et andet system for højhastighedstog, fra Punta Arenas i Chile, eller fra Ushuaia i Argentina, og hele vejen nordpå, via jernbaneforbindelsen mellem Syd- og Nordamerika, gennem Central- og Nordamerika, krydse over Beringstrædet via en tunnel, hele vejen over Eurasien, videre gennem en tunnel over Gibraltarstrædet fra Spanien til Afrika og hele vejen til Sydafrika og Kap Det Gode Håb.

Jeg tror, de fleste af os kunne tænke sig at foretage en sådan rejse meget, meget snart.

Der er allerede nu, med det kinesiske lederskab og BRIKS, en enorm bevægelse med infrastruktur-korridorer, nye kanaler, som Nicaragua-kanalen, den sekundære Panama-kanal gennem Nicaragua, tunneler, broer, store vandprojekter; samt samarbejde inden for atomkraft- og rumfartsteknologi. Men sammen med alt dette er et nyt finanssystem ligeledes ved at vokse frem, med BRIKS’ Nye Udviklingsbank, AIIB, der allerede har 58 grundlæggende medlemmer – heriblandt 12 NATO-medlemslande; dernæst er der Den Nye Silkevejs-Udviklingsfond; Shanghai Samarbejdsbanken; SAARC-banken, dvs. banken for de sydasiatiske lande. Som Sergei Glazyev, der er rådgiver til præsident Putin, for nylig sagde under BRIKS’ Syvende Akademiske Forum, der netop har fundet sted i Moskva:

»Den Nye Udviklingsbank er ikke et alternativ til IMF og Verdensbanken, den er et supplement, fordi den imødegår de udfordringer, som er blevet ignoreret af de vestlige finansinstitutioner. IMF har udelukkende arbejdet for spekulanternes interesser, og den enorme mængde af dollar, euro, pund og yen, der kommer fra seddelpressen, kommer nu i bølger til BRIKS-landene og destabiliserer deres økonomier. Det er derfor nødvendigt, at BRIKS udvikler deres egne finansinstitutioner for at finansiere langsigtede udviklingsprojekter. En del af dette nye finanssystem er Contingent Reserve Arrangement (valutareservefond), der kort fortalt drager lektien af krisen i Asien i 1997, hvor asiatiske landes valutaer i løbet af en enkelt uge blev spekuleret ned med 80 %, eller som også er svaret på de nylige ondsindede angreb på latinamerikanske lande fra hedgefonde.«

Dette parallelle system kunne også meget hurtigt blive en redningsbåd for det kollapsende, transatlantiske finanssystem, for dette kunne krakke når som helst, og blive meget større end i 2008 under Lehman Brothers-krisen. Et sådant krak kunne blive udløst af den såkaldte »Græxit«, altså EU-Trojkaen (EU-kommissionen, Den europæiske Centralbank, IMF -red.), der sparker Grækenland ud af euroen, hvilket dernæst ville kollapse hele det europæiske og sandsynligvis også det amerikanske banksystem; det kunne udløses af Ukraines bankerot; eller bare af en nedsmeltning af derivatboblen, der i øjeblikket har en udestående gæld på 2 billarder dollar, en gæld, der aldrig vil kunne betales.

Så BRIKS-landene skal tage sig i agt. Selv om det er godt, at AIIB har fået tilslutning fra 58 grundlæggende medlemmer, så mener jeg, at folk virkeligt må tage sig i agt for ikke at tillade højrisiko-spekulationen eller derivatboblen at trænge ind i det nye system.

Men denne Nye Silkevej og denne Nye Maritime Silkevej er ikke blot et økonomisk og finansielt system. Det er i realiteten den eneste politik til at undgå krig, og på nuværende tidspunkt er vi meget tæt på krigsfaren, pga. Ukraine-krisen og NATO’s fremskudte udstationering til Østeuropa og til Ruslands grænser.

Præsident Xi Jinping har skabt en politik, der er opskriften på at overvinde geopolitik ved at inkludere alle parter: Han kalder det en »Win-win«-politik. Kinas kritikere siger, »Jamen, det er bare et forsøg fra Kinas side på at erstatte den anglo-amerikanske imperialisme. Det bliver bare et nyt, kinesisk forsøg på at overtage verden. De have en hemmelig dagsorden. De må ønske at få fat i råmaterialer.«

Men jeg kan sige til jer, »Nej!« Det, som »win-win« betyder, er, at begge parter vil få et udbytte, og som man ser i Afrika, så vil Kina selvfølgelig på sin side få forsyninger af råmaterialer til en langsigtet råmaterialesikkerhed, som landet har brug for, eftersom en sjettedel af verdens befolkning er kinesere. Men de udvikler samtidigt infrastruktur for Afrika; dæmninger, jernbaner og andre ting. Hver eneste afrikaner, jeg har talt med, fortalte mig, at de meget hellere vil have dette »win-win«-samarbejde og få gavn af det, end de vil have repræsentanter for EU, der kommer og holder søndagsprædikener og taler om menneskerettigheder, men som ikke giver nogen infrastruktur.

Det følgende spørgsmål stilles ofte: Kan man stole på Kina? Jamen, døm selv: Hvordan tror man, det var muligt for Kina at realisere en økonomisk udvikling på 30 år – det verdensberømte kinesiske, økonomiske mirakel – som det tog normale lande i Vesteuropa og USA 150-200 år at opnå? Hvordan tror man, det var muligt for Kina at gå fra ekstrem fattigdom under Kulturrevolutionen og til at transformere livet for 600 eller endda 800 millioner mennesker til at få en relativt anstændig levestandard? Med Den nye Silkevej er det Kinas plan også at overvinde den tilbageværende fattigdom i Kinas interne regioner.

Nøglen hertil er den konfucianske tradition i Kina. Jeg kan ligesom forbinde dette med mit eget livs historie, eller min livserfaring, for jeg rejste til Kina første gang i 1971, og det var midt i Kulturrevolutionen, og jeg har derfor en førstehåndsviden om, hvor fattig den kinesiske befolkning var. Under Kulturrevolutionen var der et ondsindet angreb på konfucianisme.

Så rejste jeg tilbage til Kina 25 år senere, i 1996, med forslaget til en Eurasisk Landbro og Den nye Silkevej, og jeg deltog i en konference i Beijing. Og allerede dengang kunne man begynde at se resultatet af reformerne, indført af Deng Xiaoping, der var begyndt at genintroducere konfucianismen, som trods alt havde været Kinas statsfilosofi i 2.500 år. Og for nylig, sidste år, rejste jeg atter to gange til Kina, og jeg var totalt forbløffet over de seneste 20-30 års endnu større udvikling, hvor folk simpelt hen var ekstremt optimistiske og glade og virkeligt havde en god idé om deres egen fremtid.

Idéen i den konfucianske filosofi, som jeg for øvrigt mener nu må være i det kinesiske folks gener, er den, at samfundet må have en harmonisk udvikling. Samfundet må baseres på nøglebegrebet ren, som man ville oversætte til det engelske »benevolence« (godgørenhed), eller agape (fra oldgræsk; kærlighed til medmennesket, -red.), hvilket vil sige, at samfundsstyrelsen må rettes imod hele befolkningens almene vel. Og det må være baseret på li, hvilket betyder, at hver nation og hver person bør opfylde sin rette plads på bedst mulig vis, og udvikle sit fulde potentiale. Og hvis alle nationer og alle mennesker udvikler deres bedste kapacitet, så har man harmoni i samfundet som helhed.

Regering må finde sted ved de mest vise og mest moralske personer. Det er idéen om Himlens Mandat, hvilket betyder, at regeringen må følge love på et højere plan end blot opfyldelsen af almindelige daglige behov, men må være ledet af en form for idé om kosmos. Og hvis regeringen ikke længere har Himlens Mandat, må den erstattes af de vise, Chun-Tzu, de ædle vismænd.

Med Xi Jinping mener jeg, at Kina i særdeleshed har en leder, hvis politik er fuldstændigt baseret på konfucianisme, og jeg kan kun tilskynde jer til at læse hans taler, som er fuldstændigt fascinerende; taler, som han holder, når han rejser til Indien eller andre lande, til Europa, Frankrig, Tyskland, og hvor han altid ikke alene fremmaner Kinas konfucianske tradition, men også relaterer til de bedste traditioner i det land, han besøger.

Nogle citater fra hans taler genspejler en enorm optimisme.

»Folk skabte historie og arbejde skaber fremtiden. Arbejde er den fundamentale kraft, der driver fremskridtet i samfundet. Lykken daler ikke ned fra himlen, ej heller går drømme automatisk i opfyldelse, men det sker gennem arbejde, flittigt, ærligt og skabende arbejde. Arbejde er det mest ærefulde, ophøjede, storslåede og skønne. Det udløser det skabende potentiale til at skabe en bedre fremtid for alle. Innovation er sjælen i en nations fremskridt. Videnskab og teknologi er den primære, drivende kraft. Det er grunden til, at Kina er ved at uddanne et så stort antal skabende videnskabsmænd og ingeniører på så højt et niveau af ekspertise. Vi er stolte af at have de fleste videnskabsfolk og ingeniører i hele verden.«

Så jeg mener, at det kinesiske begreb, ’Fremstillet i Kina’ i den aktuelle periode erstattes af ’Skabt i Kina’, hvilket skal sige, at Kina ikke kun producerer, men at Kina er innovativ; Kina udvikler nye teknologier og forvandler dem til de mest avancerede produkter i verden. Kina befinder sig i en proces, hvor det går i retning af at blive en totalt innovationsbaseret økonomi, og det er idéen om, at den eneste, virkelige kilde til rigdom er landets egen befolknings skabeevne. Den kinesiske Drøm er idéen om at skabe en bedre fremtid for hele samfundet, baseret på den mest optimale udvikling af hvert eneste samfundsindivids skabende potentiale.

Efter at have arbejdet sammen med min mand, Lyndon LaRouche, i over 40 år, kan jeg sige, at Kina i øjeblikket er nærmest til at repræsentere det, hr. LaRouche kalder »fysisk økonomi, baseret på menneskehedens identitet som den eneste, skabende art«. Den Nye Silkevej betyder simpelt hen at gøre det kinesiske, økonomiske mirakel opnåeligt for alle andre nationer, der deltager i denne kinesiske drøm ved at udvikle deres eget potentiale, i deres egne, gensidige interesser og til deres egen, gensidige gavn.

Xi Jinping sagde på et tidspunkt,

»selv om der er vidtstrakte oceaner mellem Kina og Latinamerika, så er de stadigt forbundne i hjerte og sjæl, og de bør have deres fælles stræben efter deres skønne drømme sammen.«

Det er præcist det, som nu er på dagsordenen med den transkontinentale jernbane. Og ligesom admiral Zhou Man i det 15. århundrede bragte sin flåde til Perus kyster og bragte vigtige teknologier til Peru, så lad i dag hele det peruvianske folk inspireres af bygningen af den transkontinentale jernbane som begyndelsen til transformationen af hele det latinamerikanske kontinent.

Lad mig slutte med et citat af Konfucius, der altid opmuntrede især unge mennesker til at have modet til at være innovative. Han sagde:

»Unge mennesker burde have viljestyrken til at skære passager gennem bjergene og bygge broer over floderne.«

Og det er netop den ånd, der vil oplyse bygningen af den transkontinentale jernbane, og det vil blive løftet om en ny æra for hele menneskeheden.  

helga- verdenslandbroen 




Leder fra LaRouche-bevægelsen 27. maj 2015:
Lyndon LaRouche: I denne og næste uge skrives der historie

»Kina er hastigt i færd med at ændre det verdensøkonomiske landkort … og at bidrage til en vækstcyklus uden fortilfælde«, erklærede Alicia Barcena, direktør for FN’s Økonomiske Konference om Latinamerika og Caribien (ECLAC), i går entusiastisk, som vært for en konference om ECLAC i Santiago, Chile, med deltagelse af Chiles præsident Michelle Bachellet og den besøgende, kinesiske premierminister Li Keqiang. Konferencen havde den passende titel: »Mod en ny æra af økonomisk samarbejde.«

Chile var det sidste ben på Lis tourné til fire lande i Sydamerika, og han meddelte, at hans regering ville opfordre kinesiske selskaber til at deltage i bygningen af en »tunnel mellem to oceaner«, der forbinder Chile og Argentina, under Andesbjergene, og som ville være nøgleelementet i en transkontinental jernbane, der forbinder Atlanterhavet og Stillehavet gennem Chile, Argentina, Paraguay og Brasilien. Blot få dage forinden havde Kina, Peru og Brasilien underskrevet et forståelsesmemorandum om en forundersøgelse af en anden, mere nordligt beliggende transkontinental jernbane tværs over Sydamerika.

Det bør bemærkes, hvor langt, og hvor hurtigt, tingene har udviklet sig i Sydamerika på under et år, siden BRIKS-Unasur-topmødet fandt sted i Brasilien i juli 2014. Som vi dengang bemærkede, havde Argentina anført vejen tidligere i foråret ved at være det første land, der brød med det synkende, transatlantiske system og ved at alliere sig med BRIKS, og nu følger størstedelen af Sydamerika efter.

Det britiske Imperium og deres marionet Obama ’are not amused’, men de har ikke ret mange kort på hånden, som de kan spille ud med for at standse dette fremvoksende Nye Paradigme, bortset fra at lancere en atomar, Tredje Verdenskrig – og naturligvis ved at bruge den totalt miskrediterede, såkaldte »Duggan-affære« i forsøg på at bagtale Lyndon LaRouche, der har været en af de drivende, intellektuelle kræfter bag Verdenslandbroen, der nu er under opførelse af BRIKS og deres allierede.

Som optakt til indeværende års BRIKS-topmøde i Ufa, Rusland, den 8.-9. juli, tager lignende, strategiske udviklinger nu form omkring Grækenland og Europa – men forløbet vil blive anderledes end i Sydamerikas situation, erklærede Lyndon LaRouche i dag. Denne udvikling involverer USA direkte – samt faren for, at præsident Obama vil lancere en atomkrig på kort sigt.

Grækenlands regering gør det fortsat klart, at de har valgt at udbetale lønninger og pensioner til deres forarmede befolkning snarere, end de vil fortsætte med at betale IMF og landets øvrige kreditorer for gæld, der for størstedelens vedkommende er illegitim. Hvis Grækenland virkelig ikke betaler sit 300 million euro store afdrag til IMF den 5. juni, så vil landets 30-dages afdragsfri periode – efter hvilken en officiel betalingsstandsning kunne blive erklæret – udløbe den 5. juli … tre dage før BRIKS-topmødet åbner i Ufa!

Vil Angela Merkel og kompagni virkeligt være dumme nok til at skubbe Grækenland ud af Eurozonen? Hvis ja, så har Lyndon LaRouche gentagne gange advaret om, at det vil blive ikke Grækenlands, men hele det transatlantiske finanssystems død, som vel at mærke under alle omstændigheder er totalt bankerot.

I dag understregede LaRouche, at verden befinder sig på lynnedtælling til en potentiel atomkrig, hvis Obama ikke bliver fjernet fra embedet. Når Eurozone-systemet nedsmelter, vil dette tvinge krisen til USA som hovedscenen. Wall Street og relaterede institutioner vil gå ned, og hvis Obama fortsat sidder i præsidentembedet, vil verden have kurs mod krig.

Martin O’Malleys kommende annoncering den 30. maj af sit kandidatur til USA’s præsident, understregede LaRouche, vil forandre alt i dette land.

Hillary Clinton vil ikke klare det; hendes kandidatur vil ikke fungere. Republikanerne har også store problemer. Så når sammenbruddet af det europæiske system kommer, vil spørgsmålet blive udfordret i USA. Hvilket betyder, at de næste par uger bliver afgørende.

I løbet af de næste tre uger vil nationer på diverse kontinenter blive direkte præsenteret for Lyndon LaRouches programmatiske alternativ til det nuværende folkemorderiske system: den 28. maj, på konferencen i Lima, Peru, hvor Helga Zepp-LaRouche og Kinas dr. Liu Youfa vil være talere; den 6. juni, på vores næste, store konference i New York City; osv.

Så nyd Det britiske Imperiums nederlag.

 




RADIO SCHILLER den 26. maj 2015:
Finansboble og euro systemet på vej ned;
BRIKS systemet på vej op

Med formand Tom Gillesberg




POLITISK ORIENTERING den 21. maj 2015: Den nye strategiske BRIKS-baserede verdensorden, video og audio

Med formand Tom Gillesberg




Tørkekrisen forværres i Brasiliens nordøstlige og sydøstlige del – Myndighederne frygter socialt kaos

12. maj 2015 – Tørken, der berører de syv stater i Brasiliens forarmede nordøstlige og sydøstlige del, inklusive Sao Paulo, Espiritu Santo og Minas Gerias, har nået et dramatisk omfang, i en sådan grad, at militære myndigheder i Sao Paulo arrangerede en særlig konference i slutningen af april for at drøfte, hvordan de og andre officielle myndigheder eventuelt skulle respondere i tilfælde af, at vandmangel fremprovokerer socialt kaos.

Paulo Massato, direktør for det statslige vandselskab Sabesp i Sao Paulo, advarer om, at vandet kunne slippe op i byområdet så tidligt som juli måned, hvis de nødinfrastrukturprojekter, der i øjeblikket er under opførelse, ikke er klar til den tid, rapporterer El Pais den 5. maj. Vandstanden i områdets reservoirer er lavere end sidste år.

Situationen i den nordøstlige del, landets fattigste region, er svar, et resultat af en fire år lang tørke, der fortsætter – og, ligesom Californien, resultatet af årtiers forsømmelser mht. at bygge den nødvendige infrastruktur, der kunne forbedre menneskets kontrol af biosfærens vandcyklus. I begyndelsen af april i år blev 56 byer i seks stater erklæret i en tilstand af »forsyningskollaps«, og dette antal forventedes at stige til 105 på kort sigt. Den eneste kilde til vand i disse byer er tankvogne, der kører vand ind. Et foruroliget Nationalt Integrationsministerium (NIM) undersøger opførelse af brønde og reservoirer – forsyningerne til sidstnævnte måtte komme udefra – tydeligvis utilstrækkelige løsninger.

Landbruget i regionen er ødelagt, idet nedbørsmængden i regntiden i de seneste fire år ikke har været tilstrækkelig til at fylde reservoirerne eller genopbygge grundvandet, rapporterer Globo. 862 kommuner befinder sig i nødretstilstand; siden 2011 er syv millioner dyr døde, og landbrug med malkekvægbestande, som er i nedgang, har været nødt til at sælge deres dyr pga. af fodermangel. Ifølge agronom Vlaminck Saraiva er mere end 50 % af kornhøsten gået tabt i de seneste år, og det samme gælder 40 % af dyreholdet.

I Sao Paulo sammenkaldte den militære kommando i den sydøstlige del af landet, som omfatter alle militærstyrker i staten, til en konference den 28. april med »problemet med vandforsyningen til forbrug i staten Sao Paulo« som eneste punkt på dagsordenen. Ved dette arrangement, hvor akademikere og folk fra industrien også deltog, sagde direktør Massato fra Sabesp, at hvis infrastrukturarbejder nu under opførelse blev færdige, ville det kun kunne garantere vandforsyningen frem til oktober, hvor den næste regntid starter. »Så må folk opsende bønner for regnens komme«, sagde han. Han forudsagde et »rædselsscenarie«, hvor der ikke ville være adgang til mad og elektricitet, og hvor alene Hospital des Clinicas ville få brug for 300 tankvogne vand om dagen for at opfylde sit behov – et antal vogne, som staten ikke engang er i besiddelse af.

Fordi folk opsamler vand i tønder og andre større beholdere – optimale steder for udklækning af myg – er myggebestanden eksploderet i Sao Paulo og har udløst en epidemi af dengue-feber, der spredes via myg. Denne epidemi lægger et hårdt pres på de i forvejen overbebyrdede sundhedsfaciliteter.

 

Foto: Storbyen Sao Paulo oplever den værste tørke i 80 år.




Leder 30. april 2015:
Verden har valget mellem to systemer

I en helt ekstraordinær uge, hvor Helga Zepp-LaRouche talte ved tre, betydningsfulde »Ny Silkevejs«-konferencer i Europa, indledte hun sin tale til Cultural-Business Dialogue i Baden-Baden den 25. april på følgende måde: »Rent strategisk må vi tage to fuldstændigt forskellige systemer i betragtning.«

»Det ene system er baseret på geopolitisk ekspansion og på maksimering af profit for de få. Skulle dette system blive det fremherskende, kunne det føre til den menneskelige arts udslettelse.

Lykkeligvis, … er et fuldstændigt parallelt, økonomisk og finansielt system vokset frem siden sidste juli, et system, der bestemt ikke er uproblematisk, men som har en radikalt anderledes orientering; og som rent faktisk er baseret på fremtiden og på menneskelig kreativitet.«

Dette er BRIKS’ og deres allierede landes system. Det oligarkiske system domineres af City of Londons finansielle imperialister og truer med global affolkning og atomkrig. Se på situationen i Yemen – det seneste udbrud af krig med folkemord til følge, som er støttet af præsident Obama, i Mellemøsten og Nordafrika – hvor Røde Kors rapporterer, at 12 millioner af de i alt 20 millioner yemenitter, der nu udsættes for bombardementer og total blokade af Saudi Arabien, Qatar og Den amerikanske Flåde, mangler »sikkerhed for fødevarer«, eller mangler mad i det hele taget. De fleste mangler nu også vand, som ikke engang kan pumpes op, da der hverken er brændstof eller elektricitet. Dette sker samtidig med, at mange tusinde mennesker drukner i Middelhavet, mens de forsøger at flygte til Europa fra terroroperationer, der er sat i gang af Obamas og Camerons krige i Libyen, Syrien og Irak.

Se dernæst på den storstilede, næsten omgående og fuldt ud samarbejdende respons fra Kinas og Indiens side – BRIKS – til jordskælvskatastrofen i Nepal, en respons, der omfatter den kombinerede udsendelse af hærenheder fra begge BRIKS-magter for genopbygning, og Indiens ekstraordinære løfte om 10 mia. dollar til genopbygning af infrastruktur i et lille land.

Sammenlign Obamas Trans-Pacific Partnership (TPP) – der i den grad er et svindelnummer fra Wall Street, at det er blevet en grundsten for den næste præsidentkandidat fra hans eget parti – med de seneste ti års serier af faktiske handelsaftaler mellem Kina, ASEAN-landene og Sydkorea. Det har resulteret i ekstraordinær vækst i den interne, asiatiske handel med varer i løbet af dette tiår.

Eller betragt engang den bolivianske præsidents ekstraordinære forpligtelse over for sin nation til at »frembringe idéer, eksportere idéer og skabe et videns- og videnskabssamfund«. Bolivia har omgående orienteret sig mod BRIKS-alliancen og har været blandt de lande på kontinentet, der har oplevet den hurtigste, økonomiske vækst.

Vi bekæmper to af det London-centrerede, oligarkiske systems fascistiske marionetter i USA, præsident Barack Obama og Californiens guvernør Jerry Brown. »Brunskjorte« (»Brownshirt«) konfronteres med modstand fra kommuner og selskaber i hele Californien mod hans påbudte nedskæring af vandforbruget på 25 %; nu har han anmodet om, at lovgivningsmyndigheden udsteder bøder til indbyggere eller erhvervsforetagender på 10.000 dollar pr. dag for ikke at opgive deres forbrug af ferskvand – når der er et helt ocean fuld af vand ud for statens kyster. Når LaRouche-bevægelsens politiske aktivister meget ligefremt mobiliserer indbyggerne til at »sætte denne nazist [Brown] i spjældet«, har disse aktivister fået en dynamisk respons fra Californiens borgere.

Obama er gået i en fælde med sit planlagte »TPP«-angreb på Kina og Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), som har udviklet sig til et angreb på hans eget parti på vegne af Wal Street. Der er en intern revolte imod ham og planetens ressourcer generelt, for at besejre ham. Tiden er inde til at tvinge denne Londons marionet bort fra embedet.




Tørkeramt Brasilien burde affolkes, siger talerør for Wall Street

13. apr. 2015 – Brasilien burde affolkes. Sådan lyder budskabet i en artikel den 10. april i den britiske avis The Guardian af Amy Larkin, Greenpeace-veteran igennem 30 år, som nu er næstformand for Verdensøkonomisk Forums Råd for den Globale Dagsorden for Klimaforandring, mere almindeligt kendt som Davos-forsamlingen af den internationale finanselite og politiske elite. Larkin anses for at være en ekspert i forbindelsen mellem miljøkriser og finanskriser (og deres »løsninger«).

I sin artikel, der fokuserer på, hvordan Wall Streets »kortsynede fremgangsmåde« har forsømt at indregne tørkefaktoren ordentligt i sin prisfastsættelsesmekanisme (dvs., at krisen kunne have været undgået, hvis blot prisen på vand var blevet hævet tilstrækkeligt på et tidligere tidspunkt), argumenterer Larkin fra det udgangspunkt, at »São Paulo, Brasiliens største by og industricenter, er begyndt at rationere vandet og diskuterer, hvorvidt det vil blive nødvendigt at affolke [byen] i den nærmeste fremtid.« Brasilien har i øjeblikket en befolkning på 200 mio. mennesker.

Foto: Udsigt over Jaguari-dæmningen, en del af Cantareira-reservoiret, staten Sao Paulo, Brasilien. Ca. Oktober 2014.

 

 

 




Politisk Orientering v/formand Tom Gillesberg, 5. mrs. 2015:
Gå ikke ned med den vestlige Titanic!

Der er nu ved at blive skrevet et nyt kapitel i historien om menneskets storhed og fald, eller i hvert fald snublen, inden vi forhåbentlig får menneskets genrejsning og storhed i en snarlig fremtid. Vi befinder os på et afgørende punkt, hvor det, som vi længe har talt om, er nødvendigt med et paradigmeskifte. Den autopilot, som den vestlige verden bliver styret efter, både finansielt og strategisk, fører på begge områder til en total katastrofe selv på den relativt korte bane. Det bliver mere og mere åbenlyst dag for dag, og det er derfor spørgsmålet, om det kan få nok personer i ledende og ansvarlige positioner til at erkende den forestående katastrofe og i tide være med til at få kursen lagt om.

Det er lang tid siden, at det vestlige finanssystem i lighed med Titanic sejlede på et isbjerg. Der har været mange ulykkelige kollisioner gennem tiderne, men i 2007-2008 ramte man i hvert fald et kæmpe isbjerg, men i stedet for at gøre redningsbådene klar til at blive sat i søen og forberede sig på at redde, hvad reddes kan, så har man hugget redningsbådene op for at kunne fyre ekstra op i kedlerne. Når vandet fosser ind på underdækket, så kan det jo godt sænke tempoet, Titanic sejler med, men i stedet for at løse problemerne, så ville man bare have mere fart på skibet, koste hvad det vil.

Når så andre skibe har nærmet sig den synkende, vestlige skude og tilbudt deres hjælp, så har vesten i stedet klargjort store kanoner på dækket, der kan sænke de skibe, som f.eks. BRIKS-samarbejdet, der forsøger at tilbyde vesten en hjælpende hånd, men som svar får krig og vestlige forsøg på regimeskifte, der kan lede til en underkastelse ind for den vestlige overhøjhed. Man accepterer intet alternativ til den politik, der bliver udstukket på Titanic. Som en fransk konge engang udtrykte det: ”Après moi, le déluge”. Hvis vi ikke har magten, kan det hele være ligegyldigt. Så kan verden, og menneskeheden, lige så godt gå under.

Natten mellem den 27. og 28. februar blev Boris Nemtsov myrdet i Moskva. De fleste kunne nok ikke nævne navnet, hvis ikke det var, fordi mordet på ham har været forsidestof i de vestlige medier i mange dage, hvor man kaldte ham lederen af den liberale opposition i Rusland og en trussel imod Putins regime. Hans betydning er nok blevet overdrevet en del, for en opbakning fra 40-50.000 mennesker ud af en befolkning på over 140 millioner er ikke specielt imponerende, og udgjorde da heller ikke, på trods af, hvad visse medier siger, nogen form for trussel imod Putin.

Meningsmålinger siger, at omkring 87 % af russerne støtter Putin som præsident, 2 % ved ikke, hvad de mener, og 11 % støtter ikke Putin, fordi de mener, at han er alt for blødsøden over for Vesten.

Det første, som alle, der ved, hvad der foregår i Rusland, konkluderede, var, at det i hvert fald ikke var Putin, der stod bag mordet. Ikke desto mindre udtalte USA’s præsident i en officiel udtalelse i forbindelse med mordet på Boris Nemtsov, at ”Putin er ansvarlig for at forværre borgerrettighedsklimaet i Rusland”. I lighed med de fleste vestlige medier, så fremstillede Obama det, som om Putin var ansvarlig for mordet uden dog at sige det direkte, og uden på nogen måde at føre bevis for sin påstand eller forsøge at sandsynliggøre den. På samme måde, som man konstant giver indtryk af, at konflikten i Ukraine udelukkende skyldes en utidig indblanding fra Putins side.

Dette er en alvorlig sag, for det sker på baggrund af, at vi har haft en proces, hvor Tyskland og Frankrig i samarbejde med Rusland har forsøgt at deeskalere situationen i Ukraine og forhindre, at kampene mellem de ukraineske styrker under kontrol fra Kiev og de pro-russiske rebeller i Østukraine, der ønsker øget selvstyre, eskalerer yderligere gennem vestlig militær hjælp fra USA til Kiev, og en fremtidig direkte konfrontation mellem USA og Rusland på ukrainsk jord.

Mens der har været våbenhvile og en fredsproces i gang i et samarbejde mellem Merkel, Hollande, Putin og Ukraines præsident Poroshenko, så har Storbritannien og USA gjort alt, hvad de kunne, for at underminere og smadre muligheden for fred og i stedet presset på for en eskalation af krigen. Deriblandt diskussionen om at sende våben fra USA til Ukraine.

Hver gang presset for en konfrontation med Rusland er ved at miste momentum, og folk i Europa spørger sig, hvorfor man skal have ødelæggende og selvdestruktive sanktioner imod Rusland, så sker der noget dramatisk, der lige kan bevise, at vi må stå fast og komme efter ham Putin. EU kunne ikke være blevet enige om sanktionerne imod Rusland, hvis det ikke var, fordi et Malaysisk passagerfly meget belejligt blev skudt ned over det østlige Ukraine. I de vestlige medier kunne man læse, at det selvfølgelig var rebellerne, der stod bag, og at det i virkeligheden var Putin og hans våben, der var ansvarlige. Anklagerne førte til, at man fik sanktionerne imod Rusland vedtaget, men efterfølgende forsvandt sagen, og der er stadig ikke blevet fremlagt nogen form for beviser for, hvem der stod bag nedskydningen. De mange indicer på, at det i virkeligheden var Ukraine, der skød flyet ned, er ikke noget, man har lyst til at beskæftige sig med.

På samme måde forsøger man nu at bruge Boris Nemtsovs blodige skjorte til at forsøge at destabilisere Rusland og komme efter Putin. En række efterretningseksperter er derfor kommet ud i offentligheden og har påpeget, at det ikke blot er en absurd tanke, at Putin skulle have stået bag mordet, men at likvideringen af Boris Nemtsov blev iscenesat og udført på en bestemt måde, der havde til formål at ramme Putin. Så kunne man veksle en upopulær og utroværdig russisk oppositionsleder, der ingen trussel var imod Putin, til en blodig skjorte, man kan hænge om halsen på ham.

Den franske økonom og Ruslandsekspert Jacques Sapir kom på sin meget læste internetblog www.russeurope.hypotheses.org med en detaljeret analyse af sagen den 3. marts med titlen: ”Hvem fabrikerede beviserne imod Vladimir Putin?”. I analysen slår Sapir fast at drabet på Nemtsov var en decideret likvidering, hvor han blev skudt ned bagfra med minimum 8 skud. Men likvideringen forbrød sig imod en lang række ting, der normalt kendetegner en sådan likvidering. For det første er nedskydning bagfra en meget usikker metode, da man jo så ikke kan være helt sikker på ofrets identitet, med mindre Nemtsovs ukrainske veninde, der var ved hans side og slap uskadt fra begivenhederne, blev brugt til at bekræfte Nemtsovs identitet.

Sapir fortæller, at den klassiske likvidering foregår ved ofrets bopæl, når han kommer eller går, ikke på et meget offentligt sted midt i Kreml. Den anden oplagte mulighed var, da Nemtsov lidt tidligere havde forladt en restaurant. Der havde man et klart blik på Nemtsov og en gylden mulighed for et direkte og dræbende skud. Sapir konkluderer derfor, at morderen tog en meget stor risiko ved at skyde Nemtsov ned bagfra, hvor det kræver stor øvelse at påføre ofret et dræbende skud, men til gengæld opnåede en maksimal, propagandistisk effekt ved at begå mordet på gaden midt i Kreml. Når man så bringer billeder af gerningsstedet, så ser man Moskvas symboler på billederne, og man kan let hævde, at det må være Putin, der står bag.

Han pointerer også, at man skal bide mærke i, at Nemtsovs ukrainske veninde kunne forlade drabsstedet helt uskadt. Man kunne jo tænke sig, at hun også ville blive likvideret, så hun ikke kunne udpege potentielle gerningsmænd. Hun skyndte sig efter mordet at tage hjem til Ukraine, og det er uklart, hvilken rolle hun egentlig spiller i historien, og om der eventuelt er en ukrainsk involvering i hele sagen. Nemtsov var tidligere involveret i en række russiske regeringer i 90’ernes katastrofale russiske politik og har siden 2004 været rådgiver til regeringerne, der blev bragt til magten i Ukraine ved den Orange Revolution. Der var mange, der havde et ondt øje på Nemtsov, inklusive ekstremistiske elementer, der direkte havde truet ham på livet.

Men at man så tydeligt forsøger at gøre Putin ansvarlig for mordet, og det faktum, at den amerikanske præsident personligt deltager i tilsmudsningen af Putin, er en alvorlig affære. Den amerikanske statsmand Lyndon LaRouche sagde i en officiel udtalelse, at dette må være dråben, der får bægeret til at flyde over. Man må få afsat Obama som præsident, inden tingene eskalerer yderligere og verden befinder sig i en altødelæggende atomkrig, for hele sagen afslører en tydelig intension fra Obamas side om, at han og USA under hans ledelse er ude efter Putin og Rusland, uanset prisen. Det tyder også på, at USA har tænkt sig at fortsætte med at være direkte involveret i Ukraine, sandsynligvis med leverancer af våben, for hele den nuværende krise i Ukraine begyndte jo som bekendt, da man i februar sidste år gennemførte et statskup imod den siddende folkevalgte præsident i Ukraine. Statskuppet var iscenesat af Victoria Nuland, USA’s viceminister for europæiske anliggender, som den dag i dag er en afgørende faktor i at sikre fortsat krig i Østukraine, og at man kan bruge Ukraine som en rambuk imod Rusland, og alt tyder på, at Nuland opererer på direkte ordre fra Det Hvide Hus.

Mordet på Nemtsov er en del af et mønster. Den 19. januar blev statsanklager Alberto Nisman fundet død i sin lejlighed i Buenos Aires. Nisman havde uden held gennem lang tid forsøgt at skade den argentinske præsident Cristina Kirchner gennem at anklage hende for at have forhindret, at man kunne afsløre, at det måske var Iran, der stod bag et terrorangreb på et jødisk kulturcenter i Buenos Aires i 1994. Nisman havde i lighed med Nemtsov mistet sin nytteværdi i levende live, for han stod frem for at skulle fremlægge sine ”beviser” for sine påstande, og der var ingen substans i dem. Gennem, at han i stedet begik selvmord under suspekte omstændigheder, så kunne man bruge hans død til at køre en massiv kampagne imod Kirchner gennem at spekulere i, at hun stod bag mordet, og måske få startet er farvet revolution i Argentina, der kunne sikre det regimeskifte, som finansverdenen, Storbritannien og USA ønsker der. Det har i hvert fald ikke skortet på medieskriverier om sagen, og penge og støtte udefra til at fjerne præsident Kirchner.

Kirchner har udtalt, at hun selv stiller spørgsmålstegn ved, om Nisman begik selvmord, for han var for visse efterretningskredse mere værd død end levende. Nismans store dossier er efterfølgende blevet gennemset af en dommer, der hovedrystede måtte meddele, at der ingen substans er i det, bortset fra mudderkastning mod præsidenten.

Problemet med at lave nye, farvede revolutioner som dem, man så fremgangsrigt iscenesatte med vestlig støtte gennem et hav af NGO’ere i Ukraine, Georgien og andre steder, er, at de lande, man anvender dem imod, nu er blevet opmærksom på, hvordan det foregår.

Det gælder også Brasilien, hvor man har forsøgt at bruge undersøgelser af korruption i det statslige brasilianske olieselskab Petrobas til at igangsætte en kampagne for at få afsat præsident Dilma Rousseff, der netop blev genvalgt for et par måneder siden. Hun er netop blevet renset for anklager om at have været involveret, men ikke desto mindre vil man fra vestlig side forsøge at bruge sagen til at skaffe sig af med hende, eller i det mindste svække hende.

I England er det ikke mere end to uger siden at Malcolm Rifkind, der tidligere var både britisk forsvars- og udenrigsminister, blev tvunget til at træde tilbage som formand for det britiske parlaments efterretnings- og sikkerhedsudvalg. Rifkind var i stigende grad bekymret over den vestlige konfrontationspolitik over for Rusland og var en af få røster, der efterlyste et skifte i politikken. I stedet kom der et skifte i hans personlige situation, da han blev narret i en fælde af britiske journalister, der udgav sig for at være kinesiske forretningsfolk. De ville gerne betale Rifkind for, at han skulle hjælpe dem i kontakt med britiske ambassadører, og det ville Rifkind gerne. Belønningen var dog i stedet store forsideartikler med Rifkinds tilbagetræden som konsekvens.

Med i sådanne iscenesatte begivenheder, f.eks. mord og blodige skjorter, som man kan hænge om halsen på sine modstandere, forme offentlighedens billeder af, hvad der foregår, og efterfølgende bruge til at skabe et politisk skifte, bør også regnes de blodige begivenheder på Maidanpladsen i Kiev.

Viceformanden for det ukrainske parlamant, Andriy Parubiy, der netop har været på en uges besøg til Washington for at propagandere for, at USA skal sende våben til Ukraine og lægge nye intriger sammen med Victoria Nuland, og alle steder blev modtaget som en værdig repræsentant for en tæt allieret til USA i kampen imod Rusland, var sidste år leder for en lignende begivenhed, der var afgørende for statskuppet i Ukraine.

I sin rolle som ”Kommandanten”, der ledte selvforsvarsstyrkerne på Maidan-pladsen, var han samtidig arkitekten bag den famøse massakre på pladsen, hvor såvel aktivister, der demonstrerede imod regeringen, som politifolk fra specialstyrkerne blev skudt. Senere undersøgelser viste, at kuglerne, man fandt i ofrene, var ens, og at de var blevet affyret fra højtbeliggende bygninger, der var under kontrol af Parubiys væbnede styrker. Der har tilmed været interviews af enkeltpersoner, der fortalte, at de havde fået ordre til at skyde fra bygninger. Det var med disse mange blodige skjorter, at man retfærdiggjorde det efterfølgende statskup i Ukraine, hvor man afsatte den folkevalgte præsident.

Hvem er denne Andriy Parubiy, der nu er vestens bedste ven? Han grundlagde i 1991 det Social-nationale Parti i Ukraine (der senere blev omdøbt til Svoboda). Navnet spiller direkte på det tyske forbillede Nationalsocialismen, for blandt disse ukrainere, så var Hitler ikke en fjende, men derimod ukrainernes ven, der hjalp dem i kampen imod russerne. Deres store forbillede Stepan Bandera, og hans bevægelse OUN var energisk medkæmper for SS under krigen, organiserede frivillige til at kæmpe på den tyske side imod russerne og stod i spidsen for en række massakrer på jøder og polakker i Ukraine.

I tiden 1998-2004 var Parubiy leder af den paramilitære organisation Ukrainsk Patriot, som han så officielt droppede for at være en af lederne for den ”fredelige” Orange Revolution i 2004. Han forsøgte på et tidspunkt at få EU til at ophøre med sin modstand imod en forherligelse af nazisten og morderen Bandera. Parubiy mente, at EU, i stedet for at betragte Bandera som nazist, i stedet skulle se ham som en stolt anti-kommunist og en anti-russisk, ukrainsk og europæisk frihedshelt.

Fra december 2013-februar 2014 var han så ”Kommandanten”, der organiserede de paramilitære enheder i selvforsvarsstyrkerne på Maidan-pladsen, og efter at have iscenesat myrderierne på pladsen, som man brugte til gennemførelsen af det efterfølgende statskup, blev han leder af Ukraines Nationale Sikkerhedsråd. Han har senere forladt den post, men spiller en nøglerolle i rekrutteringen og organiseringen af den nye Nationalgarde og andre grupperinger, hvor man samler frivillige til den militære kamp imod rebellerne i Østukraine og andetsteds.

Den ukrainske hær har ikke været særlig entusiastisk i kampen imod sine ukrainske brødre i Østukraine, så Parubiy har været en af arkitekterne til at samle frivillige fra hele verden, der ingen hæmninger har, når det drejer sig om at kæmpe imod befolkningen i Østukraine, fordi de blot ser russere, der skal fordrives eller slås ihjel. Nu er han som sagt også parlamentsmedlem og viceformand for det ukrainske parlament.

Parubiy fik den store tur i Washington af Victoria Nuland, hvor han på utallige møder skulle overbevise amerikanske folkevalgte om, at USA skal bistå Ukraine med alle midler, deriblandt amerikanske våben, i Ukraines kamp imod Rusland.

Men hvad så med Minsk-aftalen? Blev der ikke netop indgået en våbenhvile, der skridt for skridt skal få til en varig fred i Ukraine? Der var til at begynde med problemer med våbenhvilen, fordi det var uklart, hvilken status Debaltseve skulle have, men efter at rebellerne vandt det slag, så er våbenhvilen faldet på plads, og rebellerne har netop annonceret, at de nu har trukket alle deres tunge våben tilbage inden for den tidsfrist, der blev angivet i aftalen. Det ser ud til, at fredsaftalen virker. Hvorfor forbereder man så nu at eskalere krigen?

De, der udvirkede denne fredsaftale – Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraines præsident under tysk og fransk pres – gjorde det netop, fordi de så faren for, at USA ville begynde at levere våben direkte til Ukraine, og dermed risikere en direkte konfrontation mellem USA og Rusland i Ukraine, men de interessenter, der ikke deltog i forhandlingerne, ukrainske nationalister, Storbritannien og USA, er fortsat opsat på, at krigen skal fortsætte, og at man skal bruge Ukraine som en rambuk imod Rusland. De ønsker at sabotere Minsk-aftalen og med amerikansk og vestlig hjælp at fordrive eller dræbe alle dissidenter i Østukraine og andre steder, for derefter at erobre Krim-halvøen tilbage fra Rusland.

Samtidig med at der er dette pres for at komme videre til næste fase i Ukrainekrigen, så er Israels statsminister Benjamin Netanyahu nu på besøg i Washington med samme krigsdagsorden.

Netanyahu holdt netop en meget kontroversiel tale til den samlede Kongres i Repræsentanternes Hus i USA, på trods af, at præsident Obama og hans rådgivere havde bedt ham om ikke at gøre det. Ved hjælp af formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren John Boehner, kunne han alligevel holde talen, på trods af protesterne fra Udenrigsministeriet og Det Hvide Hus, og det havde to formål: For det første at sabotere og forhindre en aftale med Iran om Irans atomprogram, som ville betyde, at Iran kunne forlade skammekrogen og sanktionerne imod landet kunne ophæves, imod udenlandsk kontrol med, at den fredelige brug af kernekraft i landet ikke vil føre til bygningen af atomvåben.

Disse P5+1-forhandlinger har stået på i lang tid, og man er grundlæggende set enige, men der er en stor mobilisering blandt republikanske beslutningstagere imod det, og Netanyahu leverede så sit bidrag gennem en forudsigelig og propagandistisk tale, hvor han hævdede, at Iran om kort tid ville få atomvåben og forsøge at udrydde Israel med dem, hvis man lavede en aftale med dem. En vurdering, som åbent modsiges af både tidligere og nuværende ledende medlemmer af den israelske efterretningstjeneste. Briterne og Netanyahu ønsker ikke blot at forhindre en aftale, men at få verden samlet i kamp mod Iran, gerne gennem en direkte krig mellem sunni- og shia-muslimerne.

Officielt er Vesten i krig med ISIS og Islamisk Stat, men de, der gør den største indsats, er Iran og Syrien. Samtidig lader Vesten vore gode venner i Saudi-Arabien og Qatar finansiere ISIS, Islamisk Stat og ekstremistiske fundamentalister verden rundt, der ønsker at smadre civilisationen, hvad enten det er historiske monumenter i Afghanistan, Libyen eller Syrien, eller det er med terroranslag i Paris eller København. Der går samtidig rygter om, at der er lavet en underhåndsaftale mellem Saudi-Arabien og Israel om, at israelske fly kan få lov til at overflyve Saudi-Arabien, hvis de ønsker at bombe mål i Iran.

Netanyahus tale havde til formål at forhindre, at Iran kom ud af skammekrogen og muliggørelsen af en samarbejds- og fredsproces i Mellemøsten, hvor Iran ville være en vigtig del af et samarbejde om at bekæmpe ISIS og Islamisk Stat. Samtidig var talen en del af Netanyahus valgkamp frem imod det israelske parlamentsvalg den 17. marts. Netanyahu forsøger at sælge historien om, at han er den store leder, der kan forsvare Israel mod truslen fra Iran, men det er uklart, om den israelske befolkning køber den fortælling. Der er delte meninger om, hvorvidt Netanyahus besøg har styrket eller svækket hans chancer for at generobre magten. Der er mange, der siger, at Netanyahu har risikeret forholdet til USA, landets vigtigste allierede, og at det viser, at manden må afsættes hurtigst muligt.

Det er uklart, hvad der vil komme ud af disse begivenheder, men det, der allerede er kommet ud af dem, er et øget spændingsniveau i Rusland og Kina, hvor man konkluderer, at faren for krig – og faren for en kommende atomkrig – er kraftigt stigende. Den 1. marts kom generalmajor Andrej Burbin, der er leder af den centrale del af De Strategiske Missilstyrker i Rusland, dvs. de folk, der skal sørge for, at de russiske atomvåben er klar til at bringe deres dødelige last verden rundt i tilfælde af et angreb på Rusland, med en meget klar udmelding, der fik stor dækning i de russiske medier. Både i militære tidsskrifter, regeringsorganer, men også de russiske medier, som Sputnik News og Russia Today, der har den største spredning både inden for og uden for Rusland.

Burbin fortalte, at Rusland er bekymret over den voksende vestlige trussel, f.eks. Promt Global Strike (Umiddelbar Globalt Angreb), hvor fantaster i Vesten tror, at man kan lave et lammende angreb på Rusland, der ville forhindre Rusland i at være i stand til at slå tilbage. Derfor har Rusland reorganiseret sine atomstyrker, så man altid vil være i stand til at modstå et angreb og svare tilbage. Man har arbejdet på at forny og forbedre de russiske atomvåben, og i 2020 vil 98 % af de russiske missiler være helt nye. Burbin fremhævede, at Rusland er en troværdig atommagt, og at man altid vil være i stand til at udradere dem, der måtte angribe Rusland.

Hvad er så Promt Global Strike? Det blev fremlagt i forbindelse med USA Posture Review i 2002, der markerede et skifte i USA’s strategiske tankegang. Siden har man arbejdet med muligheden for, at USA ville være i stand til at lamme sine modstandere med et konventionelt/taktisk atomvåben-angreb, der ville sætte fjenden ude af stand til at slå tilbage. Man vil altså sige farvel til MAD-doktrinen, doktrinen om Gensidig Garanteret Ødelæggelse, og går ud fra, at omfattende, men stadig begrænsede krige, mellem atommagterne kan finde sted. Dette vil muliggøre, at USA kan tvinge de andre atommagter til at underkaste sig amerikansk overhøjhed.

Man er som en del af denne proces begyndt at fjerne den klare adskillelse mellem konventionelle våben og atomvåben. Tidligere var der en forståelse af, at atomvåben var på en hylde for sig selv og ikke kunne komme i spil, med mindre man selv blev udsat for et angreb med atomvåben. Det har ændret sig. USA har moderniseret de taktiske atomvåben, man har i Vesteuropa og Tyrkiet, så de i realiteten er blevet forandret fra taktiske atomvåben, der skal bruges lokalt, til at blive mellemdistance-atomvåben, der f.eks. kunne affyres mod Rusland imod de russiske atomstyrker.

Samtidig har man udviklet en ny generation af atombomber, B61-12 atombomber, der er mere præcise og har længere rækkevidde. Det er nu meningen, at de atomvåben, man har i Belgien, Tyskland, Holland, Italien og Tyrkiet, skal erstattes med disse, noget, som visse eksperter allerede har kaldt et brud med Traktaten om ikke-spredning af atomvåben. Samtidig har USA set stort på ønsket fra de lande, deriblandt Tyskland, der ønsker, at atomvåbnene fjernes fra deres territorium.

På lignende vis har USA skiftet sin doktrin over for Kina til den såkaldte Air Sea Battle (Kamp i luften og til havs), hvor man forsøger at være i stand til at rette et lammende konventionelt angreb på Kinas styrker, så deres atomvåben aldrig kommer i spil. Det er også i lyset af dette, at man skal se den store modvilje imod den amerikanske opbygning af et ABM-system (anti-ballistisk-missilsystem) i Europa, og USA’s pres på Sydkorea for at få lov til at opsætte et ABM-system der.

Der er netop nu en ledende, politisk gruppering i Vesten, der tilsyneladende styrer Barack Obama, som mener, at de kan vinde den store krig. De mener, at MAD-doktrinen er fortid, og at man nu har så smarte våben, at man kan neutralisere det modangreb, der vil komme i tilfælde af et angreb på Rusland eller Kina. Derfor tror de, at man kan vinde en krig, og hvis man tror det, så er det jo næsten en forbrydelse ikke at forsøge.

En anden version af samme galskab er, at man tror, at man kan have en krig imod Rusland på det eurasiske kontinent, uden at Storbritannien eller USA vil blive direkte ramt. Så kan de europæiske og asiatiske lande ødelægge hinanden (som Rusland, Tyskland og Frankrig gjorde det i første verdenskrig), mens Storbritannien og USA kan have det godt og regere verden. En idé Lyndon LaRouche har advaret imod som en fantasi, der aldrig vil kunne lade sig gøre. Kommer krigen, så vil den sprede sig til alle dele af verden og gøre brug af alle typer våben. Det er en tankegang, der vil føre til atomkrig.

Grunden til, at krigstruslen er blevet så akut, skal findes i det igangværende sammenbrud af det vestlige finanssystem. Finanssystemet kan ikke overleve i sin nuværende form, og der er derfor en berettiget diskussion rundt omkring i verden, om det ikke ville være en god idé at erstatte det bankerotte system med noget, der er langt bedre.

Vi har Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, der er gået sammen i BRIKS og direkte fremlagt et alternativ i form af BRIKS’ Ny Udviklingsbank og etableringen af CRA, en fond til at imødegå spekulation imod landenes valutaer, og en lang række tiltag, der skal finansiere projekter, som kan sikre en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden og muligheden for udvikling og forbedrede levevilkår for alle lande og alle dele af befolkningen.

Kina er netop nu den største udenlandske investor i Sydamerika, og investerede flere penge i infrastrukturprojekter der, end resten af omverdenen tilsammen. De er i gang med det samme i Asien, og det er formålet med etableringen af AIIB, Den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank. I Afrika er Kina allerede i gang med mange projekter, men mange, mange flere er på tegnebrættet.

Der er stor interesse fra europæiske firmaer for at være med i denne udvikling og alle de forskellige projekter. Samtidig er der jo også et utal af infrastrukturprojekter i Europa, der bare venter på at blive sat i gang, men hvor der ikke har været den nødvendige finansiering. Det er derfor indlysende, at vi burde samarbejde med BRIKS.

Men på samme måde, som man har fravalgt at samarbejde med Rusland og Kina om at løse de strategiske udfordringer vi har, deeskalere krisen i Ukraine og finde en løsning, der kan holde på lang sigt, løse problemerne i Mellemøsten, så det ikke kan være en fortsat kilde til krig og destabiliseringer, så ser man ikke BRIKS som en mulig samarbejdspartner, men som en trussel imod den vestlige magtposition i verden, der skal smadres hurtigst muligt.

Det samme ser vi på den økonomiske front, hvor man betragter BRIKS som en trussel. USA forsøger at etablere frihandelsaftaler, hvor man vil holde Kina ude.

På lignende vis har man i EU insisteret på at holde fast i en økonomisk politik, som helt tydeligt ikke fungerer. Behandlingen af Grækenland er det tydeligste eksempel på det. Man har insisteret på, at Grækenland for at vedblive en del af eurosamarbejdet skulle fortsætte med at underkaste sig såkaldte reformer og nedskæringsprogrammer, der i stedet for at hjælpe Grækenland har ført til, at pensionerne, lønningerne og levestandarden er faldet dramatisk, mens arbejdsløsheden er eksploderet. Samtidig er den græske statsgæld vokset til nye højder og er blevet langt mere ubetalelig.

Den græske befolkning har så valgt en ny regering bestående af Syriza og Uafhængige Grækere, som har fået mandat til at skifte politikken grundlæggende. Ikke flere underskrifter på utopiske aftaler og at lade som om, at det går fremad, mens det i virkeligheden bare bliver værre og værre. Der skal iværksættes programmer, der faktisk kan forandre tingene til det bedre. I stedet for nedskæringer skal der bruges penge på sociale programmer for den fattige del af befolkningen, og der skal investeres fra det offentliges side for at sætte gang i økonomien. Langt hen ad vejen skal man gøre det modsatte af det, man har gjort under ordre fra Bruxelles, bortset fra, at man kan øge skatteindtægterne ved at sætte stop for, at den rige del af befolkningen snyder for at betale deres del af skatterne.

EU har stået stejlt på, at den nye regering ikke har lov til at forandre politikken. Kun en forsættelse af den tidligere politik accepteres, selv om den helt klart ikke har fungeret. Der er så blevet indgået en midlertidig våbenhvile mellem Grækenland og EU, hvor Grækenland accepterer at fortsat modtage penge de næste 4 måneder, men ikke vil fortsætte nedskæringerne. Til gengæld lader Grækenland være med at erklære, at de ikke vil betale gælden tilbage, så man kan opretholde illusionen om, at gælden stadig har værdi. Men denne våbenhvile vil sandsynligvis ikke holde 4 måneder, og så er man tilbage til det opgør, der næsten kun kan ende med, at euroen sprænges.

Kostas Lavitsas, der er et nyvalgt medlem af Syriza, men også gennem mange år har været økonom ved Londonskolens Universitet for Orientalske og Afrikanske Studier, havde den 2. marts en artikel i den britiske avis The Guardian, hvor han skriver, at den nye græske regering har haft fire ugers diskussioner, hvor man intet har opnået ud over at købe lidt tid.

Lyt selv til resten af orienteringen efter de første 40:00 minutter på

POLITISK ORIENTERING den 5. marts 2015 v/ formand Tom Gillesberg: Gå ikke ned med den vestlige Titanic!

 

Billede: Untergang der Titanic, Willy Stöwer, 1912

 

 

 




Helga Zepp-LaRouche in Copenhagen: public meeting January 31, 2015


N.B.: The above video ends 18 minutes into the discussion. The complete version of the discussion is found below.

The music can only be heard from the audio file.

Den russiske nyhedsbureau TASS interviewer Zepp-LaRouche i København om at undgå krig og BRIKS-processen

1. Introduction by Tom Gillesberg, chairman of The Schiller Institute in Denmark

2. Music:

Ach! zu kurz, double fugue by Mozart
Ave Verum by Mozart
The Hans Christian Andersen vocal quartet

Vender sig Lykken fra dig, (C. Hauch, Carl Nielsen)
Vittoria, mio core!
Feride Istogu Gillesberg, sopran
Michelle Rasmussen, piano

3. Helga Zepp-LaRouche, international president of The Schiller Institute

How has the election in Greece changed the world
The international financial collapse
The danger of nuclear war
The New Silk Road Becomes The World Land Bridge

4. Discussion

 

Dias fra mødet:

Møde-2015-01-31-dias01 Møde-2015-01-31-dias02
Møde-2015-01-31-dias03 Møde-2015-01-31-dias04
Møde-2015-01-31-dias05 Møde-2015-01-31-dias06
Møde-2015-01-31-dias07 Møde-2015-01-31-dias08
Møde-2015-01-31-dias09 Møde-2015-01-31-dias10
Møde-2015-01-31-dias11 Møde-2015-01-31-dias12
Møde-2015-01-31-dias13 Møde-2015-01-31-dias14
Møde-2015-01-31-dias15 Møde-2015-01-31-dias16
Møde-2015-01-31-dias17 Møde-2015-01-31-dias18
Møde-2015-01-31-dias19 Møde-2015-01-31-dias20
Møde-2015-01-31-dias21 Møde-2015-01-31-dias22
Møde-2015-01-31-dias23




Copenhagen diplomatic seminar with Helga Zepp LaRouche:
The New Silk Road Becomes the World Land Bridge


We discovered that Mr. Van Niekerk’s speech was cut off before its completion in the first video. The full version is in the second video.

See below for the texts of the speeches by a diplomat from the Embassy of China, and Mr. Van Niekerk from the Embassy of South Africa, and the slides Mrs. LaRouche used in her presentation.

<a title="TASS interviewer Zepp-LaRouche i København
om at undgå krig og BRIKS-processen
på dansk, in English, русский язык” href=”http://schillerinstitut.dk/si/2015/02/tass-interviewer-zepp-larouche-i-koebenhavnom-at-undgaa-krig-og-briks-processen/”>TASS interviews Zepp-LaRouche in Copenhagen on war avoidance and the BRICS process: på dansk, in English, русский язык

Successful BRICS/World Land Bridge diplomatic seminar today in Copenhagen

COPENHAGEN, Jan. 30, 2015 (EIRNS) — Helga Zepp-LaRouche was the main speaker at a diplomatic seminar held at the Russian Culture Center in Copenhagen today entitled, “Economic development, and cooperation among nations, or, economic collapse, war and terror? The New Silk Road Becomes the World Land Bridge.”
After Mrs. LaRouche’s powerful speech, embassy representatives from three of the five BRICS nations gave speeches — Russia, China and South Africa. In addition, the Brazilian representative asked a question during the discussion.
Sound files of Mrs. LaRouche’s speech, and Mr. Machiel Renier van Niekerk, the representative from the South African embassy in Denmark, are available at: http://schillerinstitut.dk/si/?p=4818 Videos will be available later today.
Representatives from 13 embassies from Europe, Asia, Africa and South America participated, along with some Danish businessmen, and Schiller Institute organizers.
Mrs. LaRouche began with the developments in Greece, how they can become a link between Europe and the BRICS, how close we are to a full blowout of the financial system, how close we are to nuclear war, and the connection between the two. She emphasized that the danger posed by the change in the U.S. nuclear war strategy to a first strike doctrine, together with severing the communications between the U.S. and Russia, which were actually intact during the Cuban Missile Crisis, means that we are closer to nuclear war now than ever before. Yet, there is an alternative, if we get Europe and the U.S. to accept Xi Jinping’s offer to join their economic development alliance.
Mrs. LaRouche presented the BRICS economic development momentum, and the perspective outlined in the new EIR report “The New Silk Road Has Become The World Land Bridge,” which her husband Lyndon LaRouche and herself, as well as the Schiller Institute, had been fighting for for decades.
She appealed to the attendees to put this alternative on the world agenda by circulating the ideas in our new report through arranging interviews, commentaries, contacting business layers who world benefit from the Land Bridge, circulating our resolution, and, in general, working together with us in the future.
Please contact EIR and Schiller Institute for obtaining “The New Silk Road Has Become The World Land Bridge” report and other material, and to attend future meetings.
Schiller Institute: +45 35 43 00 33, 51 21 72 06, si@schillerinstitut.dk, www.schillerinstitut.dk.
EIR: +45 35 43 60 40
Other homepages:
English:  www.larouchepac.com
   www.larouchepub.com
   www.larouchepub.com/eiw
Russian: http://larouchepub.com/russian/index.html
Chinese: http://chinese.larouchepub.com/
Spanish: http://larouchepub.com/spanish/index.html
 http://spanish.larouchepac.com/
French:   http://www.solidariteetprogres.org/
Other languages: http://schillerinstitut.dk/si/international-links/

Download (PDF, Unknown)

Download (PDF, 53KB)

Dias fra mødet:

Møde-2015-01-31-dias01 Møde-2015-01-31-dias02
Møde-2015-01-31-dias03 Møde-2015-01-31-dias04
Møde-2015-01-31-dias05 Møde-2015-01-31-dias06
Møde-2015-01-31-dias07 Møde-2015-01-31-dias08
Møde-2015-01-31-dias09 Møde-2015-01-31-dias10
Møde-2015-01-31-dias11 Møde-2015-01-31-dias12
Møde-2015-01-31-dias13 Møde-2015-01-31-dias14
Møde-2015-01-31-dias15 Møde-2015-01-31-dias16
Møde-2015-01-31-dias17 Møde-2015-01-31-dias18
Møde-2015-01-31-dias19 Møde-2015-01-31-dias20
Møde-2015-01-31-dias21 Møde-2015-01-31-dias22
Møde-2015-01-31-dias23




Helga Zepp-LaRouche:
Hovedtale ved Schiller Instituttets konference i New York, den 17. januar 2015:
Del III

(Se Del I her. Se Del II her.)

 En fremvoksende, ny verdensorden

Men det er ikke godt nok. For i mellemtiden, i løbet af det sidste halvandet år, er en helt anden model for verdensordenen vokset frem.

Da Kinas præsident Xi Jinping for halvandet år siden i Kasakhstan meddelte, at han ville bygge Den nye Silkevej i Den gamle Silkevejs tradition, refererede han til dette:

Dette er Mogao-grotterne i Dunhuang. [klip slut]

Jeg kan kun råde jer til at gå på internettet og se nogle af dokumentarerne om Den gamle Silkevej, for, for 2.000 år siden var Den gamle Silkevej et forsøg på at forene Europas nationer og kulturer med Asiens, og det førte til en enorm udveksling af varer, men vigtigere endnu, teknologier til fremstilling af silke, porcelæn, krudt, trykning, bogtrykning, og mange af tidens mest avancerede teknologier blev udvekslet og førte til en forøgelse af datidens menneskers velfærd. Så da Xi Jinping meddelte, at han ville bygge Den nye Silkevej i traditionen efter Den gamle Silkevej, blev vi ovenud glade, for jeg sprang i vejret og sagde, »Wow! Nu satser Kina på Schiller Instituttets politik, Den eurasiske Landbro, Den nye Silkevej, som vi har været fortalere for, siden Sovjetunionens opløsning.«

I mellemtiden er der fundet en utrolig udvikling sted, for i de forløbne seks måneder har der været en åndeløs udvikling, der begyndte med Xi Jinpings meddelelse i november 2013 om, at han også ville bygge Den gamle, maritime Silkevej; dernæst var der i maj måned topmødet mellem Rusland og Kina i Shanghai, hvor man indgik store aftaler mellem selskaber. Og så, i juli 2014, var der BRIKS-konferencen i Fortaleza, Brasilien, og bagefter topmøder mellem mange andre lande, mellem BRIKS-landene, Celac-landene, ASEAN og så fremdeles.

I denne periode er der sket en åndeløs udvikling, med projekter, der er blevet fuldstændig udelukket af de vestlige medier eller er blevet bagtalt, som bygningen af den nye Panamakanal gennem Nicaragua, som bliver bagtalt som værende miljøskadelig; men at det vil hæve levestandarden for Nicaraguas befolkning, nævner de ikke, for denne kanal, der bliver 278 km lang, vil forbinde Stillehavet med Atlanterhavet, omgående give beskæftigelse til 50.000 arbejdere og blive færdigbygget på fem år, og transformere Nicaragua til en moderne nation.

Dernæst kom der et utroligt antal aftaler mellem selskaber mellem Rusland og Nicaragua; Putin besøgte landet, og man indgik aftaler om landbrugsproduktion; Nicaragua vil få et GLONASS-system, der er et russisk GPS-system; flere aftaler om teknologisk samarbejde. Putin indgik også aftaler med Cuba, om bygning af en international lufthavn, atomkraftværker. Mellem Rusland og Argentina, samarbejde om atomkraft; luft- og rumfartsindustri; kommunikation; atomkraftværker; afsaltning af havvand. Mellem Argentina og Kina: præsident Xi Jinping og præsident Cristina Fernández de Kirchner indgik en altomfattende alliance, 19 aftaler – om atomkraft, infrastruktur, kommunikation, transport. Mellem Argentina og Kina: Kina udstedte flere kreditter til disse projekter. Kina vil bygge en transkontinental jernbane fra Brasilien til Peru. Bolivia: Bolivia er det mest spændende eksempel, hvor, fra at være et selskab, der dyrker coca-blade, Bolivia nu satser på en transkontinental jernbanelinje fra Brasilien til Bolivia til Peru. Rusland og Bolivia samarbejder om udvikling af atomkraft, selvfølgelig til fredeligt formål; uddannelen af landets arbejdsstyrke, vandkraft. Bolivia og Kina: samarbejde om rumteknologi, satellitter. Rusland: gigantisk samarbejde med Brasilien, forøget handel, atomkraft, maskinværktøj. Brasilien og Kina bygger sammen infrastruktur, udveksler videnskab, samarbejder om rumfart, salg af brasiliansk fly til Kina, og udveksling af videnskab og teknologi.

Kina og Indien har indgået aftaler om 10 store projekter mellem Xi Jinping og Modi, om udvikling af thoriumreaktoren, højtemperaturreaktoren, pebble-bed-reaktoren; højhastighedsjernbanesystemer; en kæmpekorridor mellem Kina-Indien-Myanmar, Kolkata og Kunming, og endnu andre projekter i Den nye Silkevej og Den maritime Silkevej.

Rusland og Kina har indgået 48 store aftaler, heriblandt om flydende atomkraftværker til storstilet afsaltning af havvand; desuden energiforsyning af store industriparker, som f.eks. energiforsyning til olieboreplatforme på havet; en pipeline fra Sibirien til Kina. De indgik en aftale om en 30-årig gasleverance; højhastighedsjernbanesystemer, Moskva-Kazan vil blive bygget omgående. Kina-ASEAN havde et topmøde i Myanmar i august; dernæst var der en enorm udstilling i forbindelse med Den maritime Silkevej og maskinværktøj, i Nanning, Kina, i september måned, hvor 4.600 firmaer deltog.

BRIKS har taget initiativ til et program for uddannelse og udveksling af unge videnskabsfolk. De bygger mange nye universiteter og højere læreanstalter. Modi har sagt, at BRIKS-alliancen for første gang er en alliance mellem lande, der ikke er baseret på deres aktuelle kapacitet, men på deres fælles, fremtidige potentiale, og at Indiens store fordel er, at 60 % af alle indere er under 35 år, og at de vil blive Indiens hovedeksport til lande med demografiske problemer – som f.eks. Tyskland og Italien.

Modi har, på de sydasiatiske nationers [SAARC] nylige topmøde, genoptaget 30 store vandprojekter, som Indira Gandhi oprindelig havde vedtaget, men som ikke blev bygget pga. mordene på hendes sønner; og nu vil disse vandprojekter tæmme vandet, der kommer fra Himalaya, og som normalt forårsager gigantiske oversvømmelser i Bangladesh og andre lande; og nu vil dette vand blive tæmmet og bragt til anvendelse for landbrug og vandkraft.

En lignende udvikling er foregået i Egypten. Egypten er i færd med at udvide Suezkanalen til dobbelt kapacitet. Der foregår et intensivt samarbejde mellem Rusland og Egypten om atomkraft og landbrugsproduktion.

Rusland og Sydafrika: Rusland støtter opbygningen af en atomkraftindustri i Sydafrika, mens Kina hjælper Sydafrika med at vinde kontrollen over store stålfabrikker, som de i mellemtiden havde mistet til britisk kontrol, tilbage. Li Keqiang, Kinas premierminister, var i Afrika og meddelte, at det er kinesernes plan at forbinde alle Afrikas hovedstæder gennem et system af højhastighedstog.

Dette er alt sammen en kendsgerning, og jeg kan blot nævne nogle af projekterne, men hvis man ser på detaljerne, er det svimlende, hvad disse lande udretter netop nu. Og dette er en alliance mellem lande, der er kommet for at blive, for, for blot et par dage siden gav den russiske viceudenrigsminister Igor Morgulov et interview til Xinhua, hvor han sagde, at Rusland vil bruge sit formandskab for BRIKS, der begynder i april, til at transformere BRIKS fra at være et »dialog-baseret forum« til at blive »en fuldt udviklet mekanisme for interaktion omkring hovedspørgsmål vedrørende global økonomi og politik«. At de, på BRIKS-topmødet i den russiske by Ufa i juli måned, hvor Shanghai Cooperation Organization [SCO] også vil mødes, vil fremlægge en »reform af det internationale og økonomiske system«, »styrke de internationale relationers lovmæssige rammer, gøre større brug af deres økonomiers komplementære natur« for at »fremskynde udviklingen« af vore lande, »forbedre industriel og teknologisk samarbejde«, beslutte nye projekter inden for »energi, minedrift, metallurgi, agro-industri, telekommunikation, højteknologi«, udvide BRIKS’ evner inden for den sociale sfære, forskningsaktivitet, sundhedssystemer, udvikling af ungdommen og informationspolitik. De vil også cementere og konsolidere de nye finansinstitutioner, den Nye Udviklingsbank, der vil finansiere alle disse projekter, sammen med den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og den Nye Silkevejs-Udviklingsfond; de er i færd med at skabe Contingency Reserve Arrangement, en valutareservefond, der skal forsvare medlemslandene imod spekulative angreb og i tilfælde af en global krise. De intensiverede integrationen af deres stater, og de styrkede deres handels- og investeringskapaciteter, og Rusland i særdeleshed samarbejder aktivt med Kina om disse spørgsmål.

BRIKS vil sammen øge deres strategi for økonomisk samarbejde frem til 2020, de vil skabe et råd for forretningsanliggender, en økonomisk blok med deltagende lande, og de vil have Indien og Pakistan til at gå med i Shanghai Cooperation Organization og afholde fælles, kommende mindehøjtideligheder for at fejre sejren over nazisterne i Anden Verdenskrig.

Det betyder, at der er en helt anden verden derude. BRIKS-landene, Celac, landene i ASEAN, og en voksende alliance af andre lande er i færd med at opbygge en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden. Og den er baseret på fundamentalt forskellige idéer, ikke på global dominans, ikke på den idé, at der er én tilbageværende supermagt, der regeres af, ikke en Washington-konsensus, men i virkeligheden af underkastelse fra alle dem, der tror på denne Washington-konsensus til Wall Streets og Londons herredømme.

Konceptet med Den nye Silkevej bygger på et helt andet koncept, og alle lande indbydes til at deltage, ikke som en geopolitisk interesse imod andre geopolitiske interesser, men som en eneste, forenende idé om hele menneskeheden. Præsident Xi Jinping har gentagne gange forklaret de principper, på hvilke Den nye Silkevej er bygget. Han sagde: Det er et koncept for gensidig udvikling, der er ikke-konfronterende. Det indeholder gensidig respekt og dialog. Det omfatter respekt for valget af den andens sociale system. Det støtter den andens strategiske interesser.  Det udviser absolut respekt for hver enkeltes suverænitet. Det er en absolut afvisning af enhver form for overherredømme.

På Den sjette Konference for Strategisk og Økonomisk Dialog i 2014, mellem USA og Kina, foreslog Kina en ny model for relationer mellem større stater, og vægten blev lagt på behovet for gode og stabile relationer mellem USA og Kina, der må være et anker for stabilitet i hele verden, og at begge stater er ansvarlige for verdens skæbne og fælles fremtid. Og på det nylige APEC-møde i Beijing i oktober tilbød Xi Jinping præsident Obama, at USA og andre større nationer burde gå med i alt dette, Den nye Silkevej, AIIB og den Nye Udviklingsbank.

Men alle de vestlige tænketanke, i hvert fald alle dem, jeg kender, samt de etablerede medier og en stor del af Kongressen, der naturligvis er kontrolleret af denne Washington Konsensus, der betyder Wall Street-penge, de berømte »mørke penge«, der købte det nylige midtvejsvalg; de siger alle, »åh nej, Kina er en imperiemagt, alt dette er ikke sandt, Kina har onde motiver, de forfølger deres egeninteresse«. Og typisk for dette var en artikel i den tyske avis Die Welt den 7. juli med overskriften, »Kæmpeimperiet rækker ud efter hele verden«.

Men det, som Kina og BRIKS-landene gør, er, hvad USA plejede at gøre, da det endnu var en sund, fornuftig nation. Efter Uafhængighedskrigen mod Det britiske Imperium, skabte Alexander Hamilton netop den form for kreditsystem, den form for bankvirksomhed og økonomi, og han fremlagde i sine berømte rapporter til Kongressen det, der siden blev verdenskendt som »Det amerikanske system for politisk økonomi«. I sin Rapport om spørgsmålet om produktion skrev han: »At pleje og stimulere det menneskelige intellekts aktivitet ved at mangedoble objekterne for foretagender, er ikke blandt de mindst betydningsfulde af de hensigtsmæssige udveje, ved hvilke en nations rigdom kan fremmes.« Og denne forbindelse mellem intellektets opfindelser, intellektets kreative evne, og forøgelsen af arbejdsstyrkens fysiske produktionsproces, det er kernen i Det amerikanske System.

Og det er, hvad Kina gør i dag, og det har ført til denne fænomenale udvikling i de seneste 30 år. Og det, Kina gjorde i denne periode, er grundlæggende set det samme, som USA og Europa og flere andre lande gjorde. Og det er grundlaget for BRIKS-alliancen i dag, der satser på en videnskabs- og uddannelsesbaseret økonomi, videnskabeligt fremskridt som drivkraft for økonomien. Og det var på denne måde, Kina udviklede sig fra Kulturrevolutionens totale ødelæggelse for 40 år siden og blev i stand til, på 30 år, blot 30 år, at opnå det, som det tog USA og Europa 200 år at opnå. Det er grunden til, at Kina i dag er den førende rumfartsnation i verden, og grunden til, at de, i samarbejde med Indien og Rusland om rumfart, i dag er førende i verden.

Idéen om respekt for den andens interesse er tilfældigvis også princippet i Den westfalske Fredstraktat, ud af hvilken voksede international lov, og den Westfalske Fred afsluttede 150 års religiøse krige i Europa. Denne ånd fra den Westfalske Fred er baseret på Nicolaus Cusanus’ idéer. Nicolaus Cusanus (Nicolas af Cusa; Nikolaus von Kuez) sagde, at formålet med enhver form for samfundsorden er concordantia, harmoni. Den er forudsætningen for, at det almene vel kan udvikles. Denne harmoni er baseret alles udvikling, i deres gensidige interesse.

Det menneskelige samfund, ifølge Nicolaus, er en del af et billede om en harmonisk, kosmisk orden, som Skaberen har bygget i universet, og som kun fungerer, hvis det (universet) virkeliggør denne orden. At søge harmoni (overensstemmelse) er også det enkelte individs opgave i hans eller hendes politiske aktivitet, og den kan udelukkende kun være baseret på consensus omnius, dvs. samtykke fra alle, og kan ikke være baseret på underkastelse under den stærkeres herredømme. Hvert enkelt individ må lære at tjene helheden som en del, men også respektere den anden som legemliggørelsen af den samme rettighed. Denne idé udvikler Nicolaus i sin Concordantia Catholica.

Hvis man undersøger Confucius, finder man nøjagtig de samme idéer. Hos Confucius har man begrebet ren, som betyder agape, kærlighed; og li, hvilket netop betyder idéen om, at hvert enkelt individ må opfylde sin plads i universet på bedste måde, for at universet kan fungere.

En lignende idé er også Confucius’ idé om harmoni, som må eksistere i samfundet. Han siger, »vejen til denne harmoni er udviklingen af hvert individ til at blive et menneske med en meget høj moral, til at blive en chün tzu, en ædel person. Og Confucius sagde, at lovgivning, loven, ikke er den kraft, hvormed man skaber chün tzu, det sker kun gennem lederskabets moralske eksempel – hvilket tilfældigvis er den samme idé, som i Schillers »Menneskets æstetiske opdragelse« som den eneste måde, hvorpå staten kan fungere og blomstre. Lederskabets moralske eksempel må inspirere befolkningen gennem sit eksempel, og hvis lederskabet er moralsk, så vil befolkningen automatisk udvikle den form for skamfuldhed, så den afviser det onde og søger det fuldkomne og selvfuldkommengørelse. Men vores kultur er blevet en fuldstændig skamløs kultur. Alt er tilladt, og det er et tegn på en døende kultur.

Nicolaus Cusanus skrev i De Venatione Sapientiae, Jagten efter Visdom, at, i alle former for eksistens i kosmos er der en indre dynamik om at være i den mest perfekte form. Og der eksisterer i universet en orden, et naturligt begær i alle ting, efter at udvikle sit eget væsens essens, i fællesskab med de andre arter, på den optimale måde, på en sådan måde, at det udvikler sig fra vegetative former, til højere former for mental bevidsthed og menneskelig kreativitet, som en refleksion af Skaberen. Og dette er den højeste refleksion af dette princip i universet, og det er, på en måde, formålet med og målet for universet.

Dette er, hvad Manhattan-projektet virkelig drejer sig om. For da Lyndon LaRouche, min mand, opfordrede til dette Manhattan-projekt, så var det idéen om, at New York, og Manhattan i særdeleshed, må spille en meget speciel rolle i at ændre USA’s kurs. Hvis menneskeheden fortsat skal eksistere, som jeg sagde i begyndelsen, så er det absolut en bydende nødvendighed, at USA og Europa tilslutter sig BRIKS-dynamikken.

Men netop nu rives Europa fra hinanden. Der er dem, der følger Washington-konsensussen, udvidelsen af NATO, inddæmningen af Rusland, provokationerne ved at støtte nazister i Ukraine – og det er, 70 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig, en skam, der falder på fr. Merkel, og jeg ønsker virkelig, at I udbreder denne skam overalt, hvor I kan.

Men der er imidlertid også andre: EU’s udenrigsminister, fr. Mogherini fra Italien, har netop udarbejdet en ny rapport til EU’s udenrigsministre, der kræver en fornyelse af relationerne med Rusland. Den franske ambassadør til Rusland, Jean-Maurice Ripert, har netop sagt, at Frankrig ikke ønsker en opsplitning mellem Europa og Rusland. Jeg har ikke noget problem med konceptet om Eurasien, sagde han. Rusland må være en bro mellem Europa og Asien.

I Grækenland, med de kommende valg den 25. januar, hvis Syriza og de Uafhængige Grækere vinder, så vil de annullere sanktionerne og vil ikke gå med til en fornyelse af sanktionerne mod Rusland. Den tyske koordinator for russisk politik, Gernot Erler, har netop givet et interview, hvor, på den ene side, han viste sig at være fuldstændig uvidende om Kinas virkelige politik; men han sagde, at hvis der kommer en militær løsning på krisen i Ukraine, som ikke alene visse folk i Europa er fortalere for, men også nogle oversøiske folk, så vil det føre til det rædselsscenario, som Gorbatjov har skitseret.

Vi har et problem i Tyskland: Vi skal af med Merkel, hvis Tyskland skal overleve.

De europæiske nationer har nu en gigantisk krise som et resultat af udviklingen i Mellemøsten. Hver dag er der hundreder, undertiden tusinder af flygtninge, der kommer i små både fra Afrika, men i øjeblikket mest fra Syrien og Irak. Og mange af dem drukner – halvdelen af dem drukner! Og selv om de ved, at 50 % vil drukne, kommer de stadigvæk, for at flygte fra rædslerne i disse lande, fra det Helvede, der hersker i deres hjemlande. Og disse druknede mennesker er ved at forvandle Middelhavet til et dødens hav.

For nylig narrede menneskesmuglere flere hundrede kvinder og børn, gravide kvinder, op i gamle fragtskibe, der allerede lå på skrotpladsen, og de brugte dem en sidste gang til at stoppe hundreder af disse stakkels mennesker op i bådene, hvor de dernæst bare efterlod dem, midt i Middelhavet, uden navigation, uden vand og mad, til at vente på at dø eller blive reddet – hvad som helst. Denne flygtningestrøm fra Mellemøsten og Afrika øger selvfølgelig fremmedhadet i Europa, og I har måske hørt om de store demonstrationer mod udlændinge, og racekonflikt.

Hvad er så situationen i USA: Den lange liste af krige, uretfærdige krige, der var baseret på løgne og avlede terrorisme, er ikke i USA’s interesse, og der er fornuftige, amerikanske diplomater, der holdt taler offentligt i Washington, hvor de sagde, at selv ud fra en snæver, amerikansk interesse har disse krige fuldstændig skabt had blandt folk mod Amerika, og Amerika har mistet magt i verden som et resultat.

Derfor må USA gå i fællesskab med BRIKS, med Rusland, Kina, Indien, Iran og Egypten, for at udvikle Sydvestasien som en forlængelse af Den nye Silkevej, et program, der kun kan realiseres som en del af Verdenslandbroen, og et program, som vi detaljeret har præsenteret, allerede i 2012, med konkrete projekter, vandstyring, at gøre ørkenen grøn, at bygge ny infrastruktur, at bygge nye byer der, hvor der nu er død og hungersnød, og som ville fjerne fattigdom og derfor også grobunden for terrorisme.

Jeg tror, at folk i USA, ud fra min erfaring, har tendens til fuldstændig at undervurdere dybden af anti-amerikanismen i verden som resultat af tre Bushregeringer og seks år med Obama. Krige, der byggede på løgne, på millioner og millioner af dræbte, hvis liv blev ødelagt, og jeg nævner kun Iraks tilfælde, krigene og embargoen her, men hvis man tænker på situationen i Syrien, Libyen, Afghanistan, med så mange dræbte, traumatiserede, så mange soldater, amerikanske soldater og andre, dræbt, sårede, traumatiserede, ødelagt for resten af livet. Og selvfølgelig, familierne til ofrene for 11. september.

For at besejre en så gigantisk smerte, hos så mange mennesker, for at besejre en så millionfold forbrydelse, krigsforbrydelse, kræves der et lige så stort, eller større, ekstraordinært gode, for at erstatte det.

Forudsætningen for dette er at gøre en ende på Wall Streets kasinoøkonomi, for omgående at hjælpe med at få genindført Glass/Steagall-loven, oprette en Nationalbank i traditionen efter Hamilton, fjerne de ubetalelige derivater og den giftige gæld, reorganisere den tilbageværende gæld i en Nationalbank som grundlag for et nyt kreditsystem, nøjagtig, som Alexander Hamilton gjorde. Og derfor, i denne tradition efter Hamilton, må New York bliver den affyringsrampe, fra hvilken USA kan genetableres som en republik.

New Yorkere er berømte i hele verden for, at New York er hovedstaden – faktisk den intellektuelle hovedstad i USA. Og det er grundlæggende set en by, som virkelig er en smeltedigel, hvor man har repræsentanter for næsten alle nationer på denne planet. Og hver af dem giver et unikt bidrag til den meget specifikke idé om New York, og derfor er New York synonymet for én menneskehed.

New Yorkere er stolte af at være mere intelligente, mere tænkende og mere kreative end de fleste amerikanere, og derfor mener jeg, at det udgør de perfekte forudsætninger for herfra at lancere en landsdækkende bevægelse for at gå med i BRIKS, for at skabe en ny æra for civilisationen og gøre en ende på den bestialske æra med krig og terrorisme for evigt.

Og, i John F. Kennedys gode ånd i hans berømte tale: Lad mig slutte mig til jer som New Yorker.

—————————————————-

 

Se også: Lyndon LaRouches åbningsbudskab til konferencen i New York