4. marts, 2017 – En artikel i New York Times fra 1. marts gør det klart, hvor forbløffende arrogant og direkte uforskammet, de neoliberale politikere og medier i Europa lige fra begyndelsen har forholdt sig over for en demokratisk valgt, amerikansk præsidents valgsejr! Allerede i det tidlige efterår begyndte Obama at sænke klassificeringsniveauet for diverse tvivlsomme efterretningsrapporter om Ruslands angivelige manipulation af den amerikanske valgproces, som delvist var baseret på britiske kilder, og som der frem til i dag absolut ikke findes nogen beviser for, for at maksimere den kreds af personer, der har adgang til disse rapporter. Ligeledes blev tilsvarende informationer givet til europæiske allierede – og tydeligvis til bestemte medier.

Det forklarer den uhørte arrogance, hvormed disse kredse som aftalt var så sikre på, at Trump ikke ville blive siddende i Det Hvide Hus i sin fulde embedsperiode, og at »undersøgende journalister nu ville få masser at lave«, som der endda stod at læse Der Tagesschau! »Vil Donald Trump blive myrdet, afsat gennem et kup eller blot afsat ved en rigsret?«, lød det i det britiske Spectator. I samme skure kørte en ARD-presseklubudsendelse, hvor udgiveren af Die Zeit, Josef Joffe, grublede over »Mord i Det Hvide Hus«, og med det franske radioshow Karl Zero, hvor der fuldstændigt smagløst blev diskuteret diverse dødsmåder, der snart kunne skille Trump fra livet.

Londonavisen Daily Mail citerede, uden at nævne navn, en kilde – angiveligt en ven af familien – iflg. hvilken Obama personligt, fra sit nye herresæde i Washington-bydelen Kalorama, vil anføre en kampagne, hvis mål er at fjerne Trump fra Det Hvide Hus enten ved en rigsretssag eller tilbagetræden. Og i stedet for at konfrontere det faktum, at det var Obamas og Hillary Clintons katastrofale politik med hensyn til de »ynkværdige« (dvs. de amerikanske borgere i de tidligere industrialisere områder, nu kaldet ’rustbæltet’, der ikke så nogen fremtid for sig selv med den hidtidige politik fra de etablerede eliter, -red.), som forskaffede dem valgnederlaget, så efterplaprer det Demokratiske Parti som et mantra ’narrativen’ om de russiske hackerangreb.  Oversiddere fra Obamas efterretningstjenester strør næsten dagligt nye aflytningsprotokoller til medierne, der skal danne belæg for eksistensen af upassende relationer mellem medlemmer af Trump-administrationen og Rusland. Det seneste eksempel: Samtaler, som justitsminister Jeff Sessions, i sin daværende funktion som medlem af det amerikanske Senats Udenrigsudvalg, har haft med den russiske ambassadør Sergej Kisljak, og som hører til Sessions opgaver, bliver nu af Demokraterne benyttet som yderligere ammunition til at kræve hans afgang.

Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov kommenterede anklagerne fra »unavngivne kilder« om, at Kisljak skulle være en spion og en hverver af spioner, med, at alt dette mindede ham om McCarthy-perioden, alt imens Trump selv talte om en total heksejagt imod ham og hans administration.

Det er i sandhed en ny McCarthy-heksejagt, som det neoliberale establishment på begge sider Atlanten iscenesætter, fordi Trump har skrinlagt hele den unipolære politiks aksiomer, som Amerika har forfulgt siden starten af George W. Bush’ embedsperiode, hvilket også tydeligt kom frem under Trumps tale om nationens tilstand. Trumps argument med, at man med de seks billioner, som krigene i Mellemøsten havde kostet, kunne have opbygget USA’s økonomi to eller tre gange, stiller den totale modsætning på spidsen.

Men, alt imens det neoliberale establishment i Europa på forbløffende vis lader den demokratiske maske falde og åbenlyst allerede spekulerer på tiden efter Trump, så burde de hellere feje for egen dør. Tegnene på et nyt, og langt mere dramatisk finanskrak end det, der fandt sted i 2008; en fornyet krise i Grækenland; bankkrisen i Italien; uforudsigelige valgresultater i flere lande i år; en eller flere stater, der vil følge i Brexits spor – kombinationen af alle disse udviklinger kunne meget hurtigt stille spørgsmålstegn ved euroens, og selv EU’s, eksistensgrundlag. Men disse regeringer er tydeligvis lige så meget ude af stand til, eller uvillige til, at opgive en politik, der har frembragt disse kriser, som de amerikanske Demokrater vægrer sig ved at erkende årsagerne til deres valgnederlag.

Fem år efter ECB-chef Mario Draghis berømte sætning om, at han vil gøre, »hvad der skal til« for at redde euroen, er eurokrisen tilbage på fuldt blus, men med den forskel, at Centralbankerne nu har affyret alt deres krudt med ’kvantitativ lempelse’ og negative rentesatser. Trojkaens nedskæringspolitik over for Grækenland har ødelagt landets økonomi og kostet befolkningen usigelige lidelser. Den tyske finansminister Wolfgang Schäubles stædighed mht. at bevilge Grækenland en gældsreduktion, og naturligvis den voksende fortvivlelse hos folk i Italien, Spanien og Portugal over EU-politikken, truer med at blive udløseren af det globale finanssystems kollaps. Den kinesiske avis Global Times, som er talerør for regeringen, advarer netop om dette, og om virkningen på Kina.

Selvfølgelig er krisen i Grækenland blot én af mange miner, der kunne få det transatlantiske finanssystem til at detonere. I betragtning af de 3,7 billioner, som ECB har smidt ud til det skrantende europæiske banksystem, og i betragtning af en statsgæld i USA på 20 billioner, vil alt ikke alene for Trump afhænge af, at han opfylder sit valgløfte og gør en ende på kasinoøkonomien ved at genindføre Glass/Steagall-bankopdelingsloven.

Bankopdelingen – nøjagtig efter de samme regler, som Franklin D. Roosevelt gennemførte i 1933 – er blot det første, uopsættelige skridt, der må følges op af de næste tre love, som Lyndon LaRouche har defineret som en samlet pakke til overvindelse af denne krise. Den nuværende, monetaristiske politik må erstattes af en tilbagevenden til det Amerikanske Økonomiske System, i traditionen efter Alexander Hamilton, med oprettelsen af en nationalbank og et statsligt kreditsystem, og med en massiv forøgelse af økonomiens produktivitet, der kan opnås med et forceret program for udvikling af kernefusionskraft og virkeliggørelsen af et internationalt samarbejde omkring rumfart som drivkraft. I USA er resolutioner, der modsvarer dette, allerede blevet vedtaget af elleve delstatskongresser.

Selv om man ikke tilslutter sig professor i økonomi Mark Blyths synspunkt om, at EU, med de forventede valgresultater i flere lande, vil falde fra hinanden, endnu før Storbritannien har aktiveret artikel 50 for Brexit, bør det stå klart, at et »vi fortsætter på samme vis« med hensyn til EU og euroen, ikke kan fungere. Ikke overraskende bringer Jean-Claude Juncker med sin hvidbog til overvindelse af krisen i Europa intet nyt frem; hans fem scenarier er blot variationer af den samme, neoliberale, geopolitiske idé.

Alternativet hertil er soleklart: De europæiske nationer må tage imod det kinesiske tilbud om at samarbejde om den Nye Silkevej, det såkaldte Bælt & Vej-initiativ. Dette projekt har allerede i løbet af de forgangne tre år fuldstændig forandret dynamikken i verden; allerede 70 nationer arbejder sammen med Kina, og det drejer sig om det største infrastruktur- og udviklingsprogram i menneskehedens historie. I stedet for planer om at indgå ekstremt tvivlsomme aftaler med kystlande omkring Middelhavet, burde fru Merkel hellere gribe Kinas tilbud om, sammen med andre stater, at opbygge Mellemøsten og det øvrige Sydvestasien, såvel som også det afrikanske kontinent, og dermed løse flygtningekrisen på en permanent og menneskelig måde.

Som det ser ud, så er den neoliberale politiks betonhoveder ikke til sinds at gøre dette. Den tyske finansminister Schäuble holder stædigt på sit pund kød, og for ham kan der ikke være tale om en gældsreducering for Grækenland. Kina opbygger ikke alene havnen i Piræus som transitpunkt for den Nye Silkevej, men investerer også i byggeriet af jernbaneforbindelsen fra Athen over Beograd til Budapest. Og hvad gør EU-kommissionen? De forsøger at blokere netop dette byggeri!

Det er på allerhøjeste tid, at flere og flere mennesker går sammen med BüSo og Schiller Instituttet om Tysklands og de andre europæiske staters virkelige interesser, som ligger i at samarbejde med Kina, Rusland, Indien, Japan og andre stater om de storslåede perspektiver, der nu er på dagsordenen med den Nye Silkevej. Det er absolut ikke i vores interesse at deltage i heksejagten på Trump og Putin, og vi bør være himmelhenrykte over, at den nye, amerikanske præsident annullerer interventionskrigene.

Det er først og fremmest et krav at se på årsagerne til, at en stor del af verden befinder sig i så kaotisk en tilstand: Årsagen er den unipolære politik, der er blevet ført af Bush, Thatcher, Blair, Obama og Cameron, og til hvilken politik også NATO’s og EU’s imperieudvidelse til Ruslands grænser hører, såvel som også politikken med ’farvede revolutioner’ og krige i Østeuropa og i Mellemøsten og det øvrige Sydvestasien og Nordafrika. Til denne politik hører ligeledes den neoliberale økonomiske politik, der sætter bankernes og spekulanternes interesser i første række, for at det skal gå etablissementet endnu bedre – dette etablissement, for hvem de ’ynkværdige’ ikke engang er værdige at ynkes over. Og, som man nu kan se, er disse neoliberale totalt illiberale, for ikke at sige diktatoriske, når demokratiske flertal går op imod dem.

Heldigvis er det endnu ikke for sent at springe med på det Nye Silkevejstog!   

28. feb., 2017 – Følgende er en oversættelse fra arabisk (til engelsk, -red.) af en syndikeret kronik, der blev publiceret i dag (28. feb., 2017) i den førende Qatar-avis, Al-Sharq.

Artiklen er gengivet i flere andre arabiske aviser og websites. Forfatteren er dr. Ahmed Kedidi, tidligere tunesisk diplomat og gæsteforelæser i mange arabiske institutioner for strategiske studier. Han er mangeårig ven af Helga og Lyndon LaRouche og var en hyppig deltager ved Schiller Instituttets konferencer i 1980’erne og ’90’erne. Han har også underskrevet mange appeller præsenteret af Schiller Instituttet. Dr. Kedidi residerer i øjeblikket i Qatar.

Den amerikanske politiker Lyndon LaRouches drøm bliver til virkelighed en tredjedel århundrede senere

Af Dr. Ahmed Kedidi.

Den vigtigste, internationale, strategiske begivenhed, der fandt sted i sidste uge, er, efter min mening, den russiske udenrigsminister Lavrovs krav om at skabe en ny verdensorden, til erstatning af det gamle system, kendt som det transatlantiske system, hvor han understreger, at sidstnævnte system har nået sin udløbsdato. Det er et system, der har været baseret på Vestens magt over verdens levebrød. Dette krav fremkom under den internationale sikkerhedskonference, der blev afholdt i München, Tyskland, 17.-19. februar, foran USA’s vicepræsident og den tyske kansler. Sammenfaldende hermed stod Kinas præsident i Beijing-konferencen for internationalt samarbejde, hvor han udtrykte det samme ønske og foreslog at erstatte det smuldrende, transatlantiske system med projektet for Den Nye Silkevej, der hviler på økonomisk udvikling, samarbejde og fred mellem alle verdens nationer.

Jeg blev dernæst overbevist om, at præsident Trumps beskrivelse af NATO-systemet som værende forældet falder inden for det samme stærke og fælles paradigme hen imod en forandring af reglerne og målene for verdensordenen, og hen imod at erstatte det med en alternativ orden. Men, hvad de fleste iagttagere har overset, er den kendsgerning, at dette er det alternativ, der blev foreslået verdens ledere af Lyndon LaRouche, den amerikanske tænker, politiker og økonom, der var rådgiver til præsident Reagan og den sande fader til ’Stjernekrigen’ [Det Strategiske Forsvarsinitiativ, -red.]. Han er den utrættelige kæmper, der, på trods af, at han har passeret de 90, bliver ved med at afsløre det transatlantiske systems ugerninger, der er helliget plyndring og krig.

Hr. Lyndon LaRouche var den eneste, der advarede verden om det internationale finansielle og monetære systems sammenbrud. Han var også den eneste, der foreskrev kuren for mere end en tredjedel af et århundrede siden, gennem en unik vision og en evne til at forudse fremtiden og undgå kommende kriser. Han er nu referencepunkt for amerikanske og internationale eksperter og politikere, der gør det muligt for dem at træffe radikale beslutninger for at etablere en ny, international, økonomisk og strategisk orden til erstatning af Bretton Woods-systemet og NATO, et alternativt system baseret på retfærdighed, sikkerhed og samarbejde mellem USA, Kina, Rusland og Indien, og på opbygning af netværk af veje, broer og kommunikationer mellem nationerne. Et system, baseret på opbygning af relationer mellem nationer på grundlag af kulturelle bånd, og som bringer til en snarlig afslutning, manipulation og udplyndring af andre nationer, samt en eventuel løsning af de store kriser ved at ty til international lov. En af de første af sådanne store kriser, der skal løses, er den aktuelle krise i Mellemøsten, gennem at afslutte støtten til den israelske politiks hensynsløse vanvid, for, iflg. hans [LaRouches] analyse, er det blevet en trussel mod international sikkerhed og fred og er blevet et fokuspunkt for vold, mord og etnisk udrensning.

Hr. Lyndon LaRouche er ligeledes fortaler for alle nationers suveræne rettigheder over deres resurser og rigdom, og en svoren fjende af åger, illusorisk handel og udskiftning af fysisk virkelighed med virtuelle aksiomer. Han er en stærk modstandskæmper imod finansspekulanter og deres manipulationer, fordi han altid har advokeret et internationalt system, baseret på fysisk produktion af rigdom, beskæftigelse, retfærdighed og økonomisk velfærd, teknologisk fremskridt og kommerciel foretagsomhed, og han har været modstander af de transkontinentale bankers og selskabers tyranni og imperialisme. Disse synspunkter har hr. LaRouche udtrykt i mere end 30 år, gennem hans månedlige magasin [sic], Executive Intelligence Review, og som udgives på tre sprog, (Neue Solidarität, Nouvelle Solidarité), og i hans nyhedsbreve, der angriber de herskende eliter, Strategic Alert Service, og gennem de amerikanske og europæiske partier, der udbreder hans ideer og opfordrer til, at man lytter til ham. Disse standpunkter er præcis dem, som lederne af Rusland, USA og Kina aspirerer til at ændre deres politikker til at være på linje med, dvs., en ændring, der betyder et rent brud med de neokonservatives politik i Washington og de europæiske, ekstreme højrepartiers ambitioner.

Jeg har kendt hr. LaRouche personligt i mere end 35 år. Jeg har ofte besøgt ham i hans hjem i udkanten af Washington og i hans hus i Tyskland, nær Wiesbaden, og jeg mødte ham utallige gange i europæiske hovedstæder på internationale, økonomiske og politiske konferencer. Han gik sammen med mig i flere internationale komiteer, som komiteen for at befri den palæstinensiske leder, Marwan al-Barghouti, og jeg gik sammen med ham og hans hustru, Helga LaRouche, i den internationale indsats for at forbyde voldelige computerspil, der sår frøene til vold og ønsket om at dræbe i vore børn. Jeg mener stadig, at han er en af de amerikanske personligheder, der har den mest fremsynede og fair vision, og for hvem spørgsmålene om verdens undertrykte folk står ham nær. Han er derfor den person, der er mest kompetent til at bringe tilbage til den amerikanske nation dens respekt og værdighed, som den har mistet i løbet af det seneste årti. Jeg opgiver aldrig muligheden for at ændre USA’s udenrigspolitik over for den arabiske verdens spørgsmål, fordi dette er en meget sandsynlig mulighed, uanset, hvad præsident Trumps improviserede holdninger måtte være, når blot vi arabere indser, hvad målene og midlerne til at nå frem til denne ændring er. Det er ikke nok at have ret. Det er lige så vigtigt at vide, hvordan man gennemfører denne ret i sfæren for internationale relationer, hvor vore fjender gennemfører deres uretfærdighed.    

Foto: Dr. Ahmed Kedidi.              

Under ovenstående titel arrangerede yemenitiske borgere i Tyskland en konference lørdag, den 25. februar i Berlin, for at afsløre og gøre en ende på det, der tydeligvis er et igangværende folkemord imod det yemenitiske folk. To repræsentanter for det internationale Schiller Institut, Elke Fimmen og Stefan Tolksdorf, var indbudt til at deltage. Det følgende er en sammendrag af, hvad der fandt sted på konferencen.

Download (PDF, Unknown)

Leder fra LaRouchePAC, 28. februar, 2017 – I timerne inden præsident Donald Trumps første tale til den samlede Kongres i aften, erklærede højtplacerede gesandter for Rusland hhv. Kina deres nationers interesse i at samarbejde med USA om strategiske anliggender. Disse udviklinger er indikerende for muligheden for at trække verden ud af faren for geopolitisk konfrontation – i århundreder adelsmærket for britisk imperiepraksis – og ind i en ny æra for gavnlige relationer over hele verden. Der er også initiativer til at bryde ud af det gamle og ind i en ny æra for gensidig, økonomisk fordel – »win-win«, som den kinesiske præsident Xi Jinping kalder det. Men tiden er meget kort.

I Moskva i dag talte den russiske viceudenrigsminister Sergei Ryabkov for Dumaen og erklærede, at Rusland ville hilse USA velkommen til et samarbejde imod terrorisme, og ligeledes til at føre en dialog om faren ved atomvåben. Han bekræftede, at »praktiske forberedelser« til et møde mellem præsident Trump og præsident Putin var i gang.

I Washington, D.C., mødtes den kinesiske topdiplomat Yang Jiechi med Trump i Det Hvide Hus, hvor han overbragte hilsner fra præsident Xi. Han rapporterede Kinas beredvillighed »til at styrke udvekslinger med USA på alle niveauer, fra toppen og ned«, og til at »udvide koordination og samarbejde med USA om bilaterale, regionale og globale spørgsmål …« Der finder diskussioner sted om et eventuelt møde mellem statsoverhovederne i maj måned.

Uanset, hvad præsident Trumps nøjagtige ord og understregning over for Kongressen i aften måtte være, så er det aktuelle mulighedernes øjeblik manifest og dyrebart. Men intet er afgjort. Der er andre elementer, der kæmper om dominans, i spil i Trumps lejr.

Lad os se på USA’s fortsatte involvering i Bush-Cheney-Obama-politikken med uophørlig krigsførelse i Sydvestasien. I FN’s Sikkerhedsråd måtte Rusland og Kina her til morgen nedstemme en uretmæssig resolution for at straffe Syrien, som Storbritannien og Frankrig havde fremsat, og som USA dumt støttede. (Resolutionen, der pålægger sanktioner og forbud, påstår, uden beviser, at den syriske regering bombede sit folk med gas i 2014 og 2015.) Præsident Putin, fra sit besøg i Centralasien, talte offentligt i morges og fordømte forsøg på at indføre sanktioner imod det syriske lederskab. »Jeg mener, at dette træk er fuldstændigt upassende nu. Det hjælper ikke, vil ikke hjælpe, forhandlingsprocessen. Det ville kun skade eller undergrave tilliden under processen.«

Virkeliggørelsen af potentialet for at afslutte den nuværende æra med krigsførelse og elendighed afhænger af vores egen, og vore samarbejdspartneres, indgriben. LaRouchePAC vil afholde en Aktionsdag i denne uge, hvor en styrkeopvisning på Capitol Hill vil finde sted på onsdag, med delegationer fra østkysten, og som vil presse på for Kongressens vedtagelse af Glass-Steagall, og LaRouches Fire Love. Henved 5.500 underskrifter for Glass-Steagall er allerede i dag blevet overbragt til diverse kongresmedlemmer, og til Det Hvide Hus. Hertil kommer, at dusinvis af udvalgte kongreskontorer modtager kopier af EIR’s dossier, der blev udgivet i sidste uge, »Obama-Soros ’farvede revolutioner’; Nazi-kup i Ukraine, 2014; USA, 2017?«

Trump selv fordømte Obama og denne flok i den farvede revolution under et Tv-interview til Fox News, hvor han refererede til protesterne, de falske nyheder og de uophørlige anklager om Rusland. Trump sagde: »Jeg mener, at han [Obama] står bag det. Man ved aldrig præcis, hvad der foregår bag scenen … jeg mener, at præsident Obama står bag, for hans folk står helt bestemt bag. Og nogle af disse læk kommer muligvis fra denne gruppe, hvilket er virkelig alvorligt, for det er meget dårligt i henseende til national sikkerhed … «

Mange amerikanere begynder nu, for første gang, at se et ’Maidan’ imod deres egen regering. Der er nu planer i gang for at udgive ’sandhedsdossiers’ i hver af de kommende uger, for at få sandheden frem om, hvad der blev begået i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien og Yemen. Serien vil begynde med dokumentation for folkemordet i Yemen.

Foto: Fra LPAC’s organisering for Glass-Steagall i USA. På onsdag (1. marts) vil aktivister fra LPAC være talstærkt til stede ved Capitol Hill for at presse kongresmedlemmer til snarest at vedtage Glass/Steagall-loven og LaRouches Fire Love.

 Til deltagerne på konferencen i Berlin om »De glemte krigsforbrydelser i Yemen«.

Krigen imod Yemen, som den saudiskledede koalition og USA har støttet på mange måder, har dræbt 10.000 mennesker i løbet af de forgangne to år, og truer nu flere end 12 millioner menneskers liv, der er blevet totalt afskåret fra fødevarer og forsyninger af medicin pga. det systematiske bombardement af landets landbrugsmæssige infrastruktur, samt blokaden til vands og i luften. Denne krig er, ifølge FN’s definition, et folkemord.

Intet tilfælde eksemplificerer bedre det såkaldte »frie Vestens« utålelige hykleri end manglen på rapportering om de krigsforbrydelser, der på daglig basis er blevet begået mod befolkningen i Yemen i de forgangne to år. Hvor er alle fortalerne for »humanitær intervention«, som, under påskuddet om forsvar af menneskerettigheder, har anstiftet den ene krig efter den anden på baggrund af løgne? Hvor er mediernes dækning af bombardementerne af begravelser og hospitaler, af brugen af klyngebomber, der er forbudt under international lov, af de flere end 1000 børn, der dør om ugen af sygdomme, der kan forhindres? Hvor er det ramaskrig over den systematiske ødelæggelse af menneskehedens storslåede kulturelle arv?

I Internettets og NSA-overvågningens tidsalder kan ingen hævde, at grusomhederne mod det yemenitiske folk ikke er kendt af alle regeringer og alle massemedier. Beslutningen om de facto at forholde sig tavs om dem, udelukkende, fordi denne udåd forøves af »allierede«, gør dem til medskyldige i disse forbrydelser.

Det er godt, at den nye amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson har lovet »levering af humanitærhjælp til alle i Yemen uden restriktioner«. Men, der må komme omgående internationalt pres for at afslutte krigen mod Yemen, for at genopbygge landet og så meget som muligt genopføre de ødelagte kulturgenstande.

En kilde til håb og trøst for Yemens befolkning bør være den kendsgerning, at BRIKS-landene og Kinas Nye Silkevejsinitiativ har gjort det muligt at konfrontere disse udfordringer. De forhåbningsfulde tegn på, at et voksende antal lande indser fordelene ved »win-win«-samarbejde og er rede til at bryde med geopolitik, betyder ligeledes, at den strategiske situation for Yemen snart kan forbedres.

I mellemtiden opfordres alle til at støtte det yemenitiske folks appel om en afslutning af krigen og henlede verdens opmærksomhed på dette meget vigtige og kulturelt rige land!

Helga Zepp-LaRouche, præsident for det internationale Schiller Institut.

Foto: Yemens hovedstad, Sana'a.

Og hvor var disse medier og deres ensrettede politikere, da regeringerne Bush og Obama, bakket op af hele det »vestlige værdifællesskab«, i årevis bombarderede staterne i Mellemøsten og det øvrige Sydvestasien og bevæbnede terroristgrupper, og som har kostet over én million mennesker livet og bragt usigelige lidelser over mange millioner familier, og uden hvilken fremfærd den nuværende form for flygtningekrise overhovedet ikke ville have eksisteret?

25. februar, 2017 – Det kollektive hysteri, som har grebet det neoliberale, transatlantiske establishment med hensyn til de dybtgående, strategiske forandringer, som bl.a. manifesterer sig i Trumps præsidentskab og den Nye Silkevejsdynamik, fremviser en ny form for et massepsykologisk fænomen. I en symbiotisk sammensmeltning af gruppetankegang og gruppenarcissisme, fortaber fortalerne for det åh, så demokratiske »vestlige værdifællesskab« sig i verbale udfald af laveste karakter mod anderledestænkende, uden at det i mindste måde falder dem ind, hvor diktatorisk, de opfører sig.

Den utvivlsomt mest dramatiske demonstration af dette kliniske virkelighedstab er den patologiske ophidselse, med hvilken enhver udtalelse fra præsident Trump bliver kommenteret. Et af de seneste eksempler er Trumps tale for Conservative Political Action Conference (CPAC) i National Harbor i delstaten Maryland. Han påpegede det åbenlyse, nemlig, at USA i løbet af de seneste 15 år har givet seks billioner dollar eller mere ud til krige i Mellemøsten og det øvrige Sydvestasien, hvilket har resulteret i, at dette område i dag befinder sig i en dramatisk værre tilstand. Hvis de hidtidige præsidenter i stedet for havde tilbragt denne periode ved stranden, ville alle i dag have været væsentligt bedre stedt, og med pengene kunne man have genopbygget sit eget land tre gange. Men medierne fandt altså ikke, at disse betragtninger var værdige til kommentarer og hyperventilerede i stedet for over, at nogle af dem, der tidligere var gået frem med særligt ondskabsfulde nyhedsrapporteringer imod Trump, ikke var blevet inviteret til at deltage i Det Hvide Hus’ medie-pool.

Og hvor var disse medier og deres ensrettede politikere, da regeringerne Bush og Obama, bakket op af hele det »vestlige værdifællesskab«, i årevis bombarderede staterne i Mellemøsten og det øvrige Sydvestasien og bevæbnede terroristgrupper, og som har kostet over én million mennesker livet og bragt usigelige lidelser over mange millioner familier, og uden hvilken fremfærd den nuværende form for flygtningekrise overhovedet ikke ville have eksisteret?

I stedet for blot at modsætte sig Trumps krav om, at Europa må bruge flere penge til den militære oprustning, af den simple grund, at der ikke eksisterer noget trusselsscenario, fordi Warszawapagten ikke længere findes, og fordi, Rusland ikke har nogen erobringsplaner – hverken over for de baltiske stater eller over for Polen eller nogen som helst andre – alt imens NATO og EU derimod har udvidet sig til Ruslands grænser, så reagerer disse medier ikke mindre hysterisk med krav om Tysklands og EU’s atomoprustning. »Har EU brug for bomben?«, skrev for nylig medarbejdere på den åh, så liberale avis Die Zeit, Peter Dausend og Michael Thumann, og afslørede således, hvor de egentlige krigsmagere sidder – nemlig i dettes blads redaktionslokaler.

Det neoliberale, neokonservative establishment er ganske enkelt ude af stand til at analysere og på afgørende vis rette sit mislykkede paradigme.

Endnu et eksempel på denne holdnings absurditet er EU’s seneste fremfærd over for højhastighedsjernbanen, finansieret af Kina, mellem Beograd og Budapest. Denne 350 km lange strækning, som første gang blev foreslået i 2013 af præsident Xi Jinping, og som vil forkorte rejsetiden mellem disse to hovedstæder fra otte til tre timer, er selvsagt en stor fordel for de berørte lande, Serbien og Ungarn, men også for hele Balkan. Men nu har EU indledt en undersøgelse af, om projektet er finansielt bæredygtigt (!), og om det overholder EU’s retningslinjer. Og så er Serbien ikke engang medlem af EU!

Befolkningerne i alle Balkanstaterne er sig smerteligt bevidst, at EU ikke har virkeliggjort én eneste af de transportkorridorer, som oprindeligt blev besluttet på EU’s transportministerkonference i 1994 på Kreta, men som derefter alle faldt som ofre for EU-kommissionens og ECB’s ’nøjsomhedspolitik’, nedskæringer. Det bør således ikke undre nogen, at de central- og østeuropæiske stater, såvel som Balkanlandene, ser deres fremtid i forlængelsen af den Nye Silkevej, Kinas »Bælt & Vej-initiativ«, som tilbyder dem et perspektiv for at deltage i det mest dynamiske og største infrastrukturprojekt, verden nogen sinde har set. Men, i stedet for at acceptere Kinas mange tilbud om samarbejde og virkeliggøre de enorme, økonomiske muligheder, der ligger i alle de eurasiske staters samarbejde, i et win-win-samarbejde, så forsøger det neoliberale EU-bureaukrati ud fra en svaghedsposition at udøve en magt, som det for længst, i betragtning af EU’s sørgelige tilstand, har mistet.

Herom skriver Global Times: »EU gennemgår tydeligvis svære tider og forsøger tydeligvis at bevise sin autoritet, idet den forordner undersøgelser og omvurderinger, men EU befinder sig i en blindgyde. Det er uklart, hvilke interesser, EU-undersøgelsen skal tjene.«

Kina må forsøge at overbevise EU om fordelene ved samarbejde.

Knap så forestillingsforladt er det Londonbaserede, næststørste rådgivningsfirma i verden, PricewaterhouseCoopers (PwC), som operer i 152 stater med 756 kontorer og 223.000 ansatte. De har netop udgivet en omfattende undersøgelse med titlen, PwC B&R Watch: China and Belt and Road Infrastructure; 2016 Review and Outlook, hvor det ved hjælp af mange grafiske fremstillinger og illustrationer fremstilles, hvilket enormt potentiale Kinas Silkevejsinitiativ har. Dette initiativ vedrører allerede tre kontinenter og 66 stater og strækker sig fra Litauen til Indonesien, som alle nyder godt af en eksplosiv vækst, og bringer enorme fordele for transport, udvinding af energi, kommunikation, sundhedssektor og endnu flere områder.

EU’s besynderlige holdning er for længst blevet genstand for diskussion i Asien. Allerede for et år siden spurgte S. Rajaratnam School of  International Studies i en artikel, om EU allerede var kommet for sent til det Nye Silkevejstog? De europæiske medier fokuserede udelukkende på kinesiske opkøb og forsømte fuldstændigt at belyse det enorme potentiale, der for alle parter resulterer af et samarbejde med Kina. Følgelig er Europas borgere ekstremt dårligt informeret.

Selv om karnevalsrådet »Mainz når byen synger og ler« på ingen måde er så vigtigt, som det måske kan synes for dette eller hint opblæste hoved, så er dette års version imidlertid på eksemplarisk vis velegnet til iagttagelse af den ondsindede karakter af etablissementets gruppenarcissisme, der i det mindste selektivt var samlet i publikum. Nogle af indlæggene, som f.eks. indlæggende fra Hanz-Peter Betz og Lars Reichow, havde så godt som intet mere med humor at gøre og var kun giftige fornærmelser på allerlaveste plan af Trump, som publikum – hvis man skal tro kameraføringen – reagerede samstemmende på.

Disse indlæg afslører ikke blot en dårlig smag, men reflekterer også en aggression, der gør det tydligt, hvor skrøbelig den politiske situation er, og hvor tynd det »vestlige værdifællesskabs« facade allerede er blevet. Bag denne facade findes netop dette krav om at være enegældende, som er forbundet med den unipolære verdensorden, og som ikke var krigene i Mellemøsten og Sydvestasien, bygget på løgne, én eneste demonstration værdigt. Netop af denne grund råber de neoliberale, neokonservative efter den »pæne« Obama. Og det er ikke så meget Trump, der har vanskeligt ved at finde Tyskland på verdenskortet, som en af disse såkaldte komikere mente, som det er dem selv, når det drejer sig om at vide, hvor Yemen findes på kortet.

I de kommende måneder vil verden fortsat forandre sig lige så dramatisk, som vi har set det i det forgangne år. Hvis vi er heldige, vil det komme sådan, som det allerede var sidste gang, da et system gik til ende: Der vil være mange vendekåber, og nogle vil forblive betonhoveder. Forskellen er den, at der denne gang er et stort antal stater, der allerede er i færd med at etablere en helt ny form for samarbejde mellem staterne. De europæiske nationer har valget mellem enten at samarbejde om menneskehedens fremtidige skæbnefællesskab, eller også snart at komme til at høre til »de ynkværdige«.

Foto: Oprustning af den Europæiske Union og NATO? »Har EU brug for bomben?«, skrev for nylig den åh, så liberale, tyske avis Die Zeit. I modsætning hertil rapporterer PricewaterhouseCoopers (PwC), hvilket enormt potentiale, Kinas Silkevejsinitiativ har.         

Video; introduktion v/Helga Zepp-LaRouche.

Der er stadig mange mennesker, der siger, at denne vision blot er en drøm – at det er umuligt. De nationer, hvor nutidens stormagter kæmper mod hinanden i geopolitiske stedfortræderkrige, såsom Yemen og Syrien, vil imidlertid fortælle dig, at det er det nuværende paradigme, der er umuligt og ikke kan fortsætte.

Opførelsen af Verdenslandbroen ville betyde en økonomisk og kulturel renæssance for planeten, et nyt paradigme for menneskeheden. Projekterne og de økonomiske hovedkoncepter, der præsenteres i denne rapport, er i sandhed det udkast, ud fra hvilket førende regeringer i hele verden arbejder; udfordringen består nu i at bringe USA tilbage til sine rødder og transformere det til en magtfuld allieret for denne nye, økonomiske orden.    

Download (PDF, Unknown)

11. feb., 2017 – Tre FN-nødhjælpsagenturer, Organisationen for Fødevarer og Landbrug, FN’s Børnefond (UNICEF) og Verdensfødevareprogrammet, udgav i går en fælles rapport, som understreger begrundelserne for, at den saudiske blokade af Yemen, der implementeres som en del af saudiernes krig mod den angiveligt »iranskstøttede« Houthi-opstand, omgående må ophøre.

Ifølge en FN-rapport kæmper 17,1 million mennesker – en stigning på 3 millioner på syv måneder – ud af en total befolkning på 27,4 million, nu for at brødføde sig selv. »Hastigheden, hvormed situationen forværres, og det enorme spring i mennesker, der ikke har sikkerhed for fødevareforsyninger, er ekstremt bekymrende«, sagde FAO’s repræsentant i Yemen, Salah Hajj Hassan. Ud af disse 17,1 million mennesker, der ikke har sikkerhed for fødevareforsyning, anses omkring 7,3 million mennesker for at have behov for nødhjælp af fødevarer, iflg. de foreløbige resultater af Skøn over Nødsituation for Sikkerhed for Fødevarer og Ernæring, som tilskrev den hastige forværring af vilkårene den igangværende konflikt.

Graderne af akut fejlernæring fandtes at have passeret den »kritiske« tærskel i fire provinser, mens landbrugsproduktion falder i hele landet. »Vi er vidne til nogle af de højeste tal for fejlernæring blandt børn i Yemen i nyere tid«, sagde UNICEF’s landsrepræsentant, Meritxell Relano. »Selv, hvis de overlever, risikerer disse børn ikke at kunne opfylde deres udviklingsmuligheder og udgør en alvorlig trussel mod en hel generation i Yemen og holder landet nedsunket i en ond cirkel af fattigdom og underudvikling«, sagde hun.

Stephen Anderson, Verdensfødevareprogrammets landsdirektør, har også slået alarm. »Det aktuelle niveau af hungersnød i Yemen er uden fortilfælde, hvilket betyder, at der er alvorlige trængsler og negative humanitære konsekvenser for millioner af yemenitter, og som især rammer sårbare grupper«, sagde han.

Foto: En underernæret, to år gammel pige modtager behandling i Sana’a, Yemens hovedstad.

11. februar, 2017 – Imellem de store magter USA, Kina, Rusland og Japan indgås der i øjeblikket, på basis af gensidige fordele, helt nye alliancer, der potentielt kan etablere et højere fornuftsplan og i realiteten indlede en ny æra i historien. 

Men i Europa huer dette hverken de neokonservative og neoliberale eller de fleste af de venstreorienterede, og slet ikke de ’grønne’, der alle på forskellig vis er så optaget af at hyperventilere over Trumps valgsejr, at de nærmest opfører sig, som om de var bedøvet, når det kommer til de store forandringer på den politiske verdensscene.

Selv sådanne tidligere, åbenlyse atlantisister som den tyske finansminister Wolfgang Schäuble ser, konfronteret med USA’s nye præsident Trump, pludselig et håb i Kinas rolle – en nærmest kostelig ironi. Tilhængerne af den geopolitiske doktrin i Europa er stærkt ophidset. De forstår ikke længere verden. Pippi Langstrømpe-princippet, »To gange tre giver fire plus tre giver ni! Jeg laver verden, kvittevittevit, som jeg vil« – virker ikke længere. Chokket over den mislykkede, unipolære geopolitik kan på en måde sammenlignes med dengang, Kopernikus’ heliocentriske verdensbillede blev afløst af Johannes Keplers idé om et harmonisk og sammensat univers.

Mellem USA og Kina udvikler der sig nu et håb om et konstruktivt samarbejde, efter et brev fra Trump til Xi Jinping og en efterfølgende telefonsamtale, som Det Hvide Hus beskrev som »udførlig og yderst hjertelig«, og hvor Trump bekræftede USA's politik for Ét Kina. Med Trump-administrationen er der en mulighed for, at USA tager imod tilbuddet fra Kina om »en ny type af relationer mellem stormagterne«, og som blev bevidst ignoreret af Obama. Denne nye model for relationer bygger på, at man absolut anerkender den andens suverænitet, respekterer forskellige samfundssystemer og politiske systemer, ikke blander sig i hinandens indre anliggender og samarbejder om fælles interesser. Der består således ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem Trumps »Amerika først!« og Xi Jinpings «kinesiske drøm«.

Den japanske statsminister Shinzo Abes besøg i USA, hvor han blandt andet medbragte et tilbud om investeringer, der ville skabe 700.000 arbejdspladser inden for infrastruktur, står på ingen måde i modsætning til dette forbedrede amerikansk-kinesiske forhold. Abe henviste til Japans internationale ekspertise inden for moderne infrastrukturbyggeri og tilbød at bygge en magnettogslinje mellem Washington og New York, hvorved præsident Trump ville kunne nå fra Det Hvide Hus til Trump Tower på Manhattan på én time.

På et spørgsmål fra en japansk journalist, der antydede, at Trumps regering muligvis ikke ville beskytte Japan mod et »kinesisk angreb«, viste Trumps svar, at han ikke lod sig lokke ind i denne geopolitiske fælde, idet han svarede: »Jeg havde i går en meget, meget god samtale med Kinas præsident, som de fleste af jer ved. Det var en meget, meget hjertelig samtale. Jeg mener, vi er på vej til at komme rigtigt godt ud af det med hinanden. Og jeg tror, at det også vil være til stor fordel for Japan. Vi har samtaler med forskellige repræsentanter fra Kina, og jeg mener, at det vil fungere rigtig godt for alle, for Kina, Japan, for USA og alle andre i området«. Desuden blev investeringer til en billion dollars bragt på banen mellem præsidenten for internethandelsfirmaet Alibaba, Jack Ma, og Trump, og der er stor interesse for yderligere investeringer i opbygningen af den amerikanske infrastruktur.

Oven i disse nye strategiske tiltag kommer, at den japanske statsminister Abe har til hensigt at besøge Rusland to gange i år, og at han sammen med præsident Putin har besluttet at indgå et nært samarbejde om økonomisk udvikling af Kurillerne, som Japan gør krav på. Med dette samarbejde, der også indbefatter omfangsrige japanske investeringer i det fjernøstlige Rusland, skal den gensidige tillid styrkes og forudsætningerne for underskrivelsen af en fredsaftale mellem de to lande skabes. Hertil hører intensivering af samarbejdet om produktion af olie og gas, byggeri af nye lufthavne og havne, modernisering af landbruget, bymæssig infrastruktur, opbygning af vandledninger og kanaler såvel som opførelse af medicinske centre.

Trump-administrationen understregede på sin side, at den ikke havde noget imod et voksende samarbejde mellem Japan og Rusland, men havde fuld forståelse for, at de to nabolande ville forbedre deres bilaterale relationer.

Også Trumps meddelelse om, at han ville basere forholdet mellem USA og Rusland på et godt samarbejde, finder god genklang fra russisk side. I et interview med Isvestiya gav udenrigsminister Lavrov udtryk for forhåbninger om, at opbygningen af et konstruktivt forhold til gavn for begge ville vise sig meget nyttigt, både for den russiske og den amerikanske befolkning, og desuden have en positiv indflydelse på hele verden.

Den russiske ambassadør i Kina, Andrej Denisov, bekendtgjorde samtidig, at præsident Putin vil deltage i det store topmøde om Bælt-og-Vej-initiativet, som Kina afholder i Beijing i maj måned. Kina er, med stor intensitet, i færd med at forberede dette topmøde, der skal konsolidere den Nye Silkevejspolitik. Medlem af Statsrådet Yang Jischi understregede over for China Daily, at der allerede var tyve statsoverhoveder, der havde meddelt deres deltagelse, heriblandt, iflg. professor Wang Yiwei, som er forfatter til en bog om Den nye Silkevej, også præsident Trump – et besøg, som Kina ser frem til med store forventninger.

I samme grad, som de store asiatiske stater og USA overvinder de tidligere geopolitiske konflikter, øges mulighederne for, at også de områder i verden, der tidligere var skueplads for stedfortræderkonflikter, får positive perspektiver for fremtiden. Således påpegede Tim Collard i China.org.cn, at, med Kinas fremvækst som global, økonomisk magt, understøttet af AIIB og Bælt-og-Vej-initiativet, steg også Kinas beredvillighed til f.eks. at engagere sig økonomisk i Mellemøsten og det øvrige Sydvestasien. Dermed vil der kunne skabes en helt ny dynamik i området.

Selv New York Times så sig nødsaget til undtagelsesvis at offentliggøre en objektiv og positiv artikel med overskriften, »Glade afrikanere går på skinnerne med kinesisk hjælp«, hvor ikke blot den nyåbnede jernbanestrækning fra Djibouti til Addis Abeba, som Kina har bygget og finansieret, beskrives, men også de forskellige projekter i Afrika, hvor Kina investerer omkring 50 milliarder årligt. Denne strækning, der skal være første del af den længe ønskede trans-afrikanske linje fra det Indiske Ocean til Atlanterhavet, har allerede ændret hele dynamikken, siger Abubaker Omar Hadi, leder af havnen i Djibouti. Kina har en vision.

Sådan som det ser ud nu, er det kun Horst Seehofer, CSU's præsident i Bayern, der fornemmer de nye strømninger. Han tilstræber ifølge medierne at få et møde med Trump og har desuden planer om et besøg hos Putin. Forbundskansler Merkel derimod synes at ville med på rollen som forsvarer af »Det frie Vesten« og udtalte for nylig, sammen med den polske ministerpræsident Szydlo, at hun var imod en lempelse af sanktionerne mod Rusland. Berlinregeringens understøttelse af regimet i Kiev er en skandale. Desværre er det intet tegn på, at repræsentanten for EU-etablissementet og SPD's kanslerkandidat, Martin Schulz, med hensyn til sit geopolitiske standpunkt over for Rusland og Kina, udgør et alternativ til Merkel. 

BüSo (Bürgerrechtsbewegung Solidarität, det tyske, politiske parti, som Zepp-LaRouche er formand for) vil i valgkampen til Forbundsdagen sætte alt ind på at påpege de enorme muligheder, der for Tyskland ligger i et samarbejde med USA, Rusland, Kina, Japan og mange andre stater, frem for alt i den økonomiske opbygning af Sydvestasien og Afrika. Der frembyder sig i øjeblikket en fantastisk chance for Tyskland for at formulere en udenrigspolitik, der både er i Tysklands egeninteresse, såvel som også i overensstemmelse med det, Xi Jinping kalder »et skæbnefællesskab for menneskehedens fremtid«. For tysk opfindsomhed, ingeniørkunst og middelstandens produktivitet er lige netop det, som opbygningen af verden behøver, og Tysklands deltagelse i den Nye Silkevejs projekter og det internationale, videnskabelige samarbejde vil også betragteligt forbedre beskæftigelsen her i landet. Det vil sige: væk fra lavtlønsjob og uproduktivt arbejde og hen imod højtkvalificerede og produktive arbejdspladser, og dermed en højere levestandard for alle.

Eftersom man ved hyperventilation indånder for meget ilt og udånder for meget kultveilte, bør alle de, der gør CO2-udslippet ansvarligt for klimaforandringerne, hidse sig ned og se på Trump, Kina og Rusland uden geopolitiske briller.

Foto: Japans statsminister Shinzo Abe med USA’s præsident Donald Trump i Det Hvide Hus. Abe medbragte en pakke, der kunne betyde store investeringer i amerikansk infrastruktur – en af de ting, Trump under valgkampen sagde, han ville investere store summer i – og et perspektiv, der kunne skabe 700.000 amerikanske, produktive jobs.

7. feb., 2017 – Under en fælles pressekonference i Moskva med sin modpart fra Venezuela, tilbageviste den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov totalt den idé, som de seneste par dage er udsendt fra Washington, at Iran skulle være den »førende sponsor« af terrorisme. Faktisk demonstrerede Lavrov, at det modsatte er tilfældet, derved, at Iran bekæmper ISIS og al-Qaeda, de to grupper, som præsident Trump har lovet især at udrydde.

»Præsident Trump har gentagne gange, både under sin valgkamp og som tiltrådt præsident, erklæret, at truslen om international terrorisme, der repræsenteres af det såkaldte ’Islamisk Stat’, er det udenrigspolitiske hovedspørgsmål«, sagde Lavrov. »Hvis dette er tilfældet, og vi er fælles om dette mål, ligesom det store flertal af andre lande, så må vi huske, at Iran aldrig har haft nogen som helst relation med ISIS eller Jabhat al-Nusra, eller nogen anden gruppe, der er affilieret til disse terroristorganisationer, og som er inkluderet på den tilsvarende liste fra FN’s Sikkerhedsråd.«

»Vi har længe talt om nødvendigheden (præsident Putin nævnte det på FN’s Generalforsamling i 2015) af at danne en virkelig universel front imod terrorisme«, fortsatte Lavrov. »Alle de, der ser ISIS som en eksistentiel trussel mod mange lande, bør handle på en koordineret måde under én paraply. Jeg er overbevist om, at, hvis vi bruger en objektiv fremgangsmåde mht. potentielle deltagere i en sådan koalition, bør Iran selvfølgelig være en del af vore fælles bestræbelser.«

Lavrov gik videre med at påpege, at Den Finansielle Specialenhed for Pengehvidvasknings seneste undersøgelse af, hvorvidt Iran overholder sine forpligtelser, ikke fandt noget at kritisere. »Desuden fandt undersøgelsen, at Iran gør sit bedste og arbejder i den rigtige retning«, sagde Lavrov. »Så jeg synes, vi bør fokusere på fakta.«  

I stedet for at træne en meget mistænkelig og tvivlsom libysk kystvagt til at holde flygtningene tilbage i Afrika, ville det så ikke give bedre mening, hvis de europæiske nationer gik sammen med Kina og andre, som Japan og Indien, der allerede er involveret i Afrika, om udviklingen af det afrikanske kontinent?

Præsident Xi Jinpings formulering, at det, vi må bygge, er et fællesskab – et samfund – for menneskehedens fremtid, baseret på win-win-samarbejde, er præcis måden at se dette på. Dette er ikke et nulsumsspil, hvor én nation vinder, og de andre taber; men det er derimod et nyt perspektiv, hvor alle lande på denne planet kan arbejde sammen for alles fordel.

Download (PDF, Unknown)

3. feb., 2017 – Årene med fejlernæring i det krigshærgede Yemen begynder nu at kræve sin pris på en ødelæggende måde. Antallet af civile dræbte i krigen skønnes at være 11.403 pr. november, 2016, efter 600 dages saudiskledet bombardement. Nu er dødsfald som følge af hungersnød hastigt i færd med at overstige de direkte tab af liv i krigen. UNICEF, FN’s Børnefond, rapporterede 31. jan., at 63.000 børn i Yemen i 2016 var døde som følge af fejlernæring. Næsten en halv million børn befinder sig nu i »alvorlig akut fejlernæring«, dvs., er ved at dø. 3,3 million mennesker, heriblandt 2,2 mio. børn, er i »akut fejlernæring«.

Henved 14 mio. mennesker befinder sig i øjeblikket i en tilstand kaldet »manglende sikkerhed for fødevareforsyning«, af hvilke halvdelen befinder sig i en »alvorlig manglende sikkerhed for fødevareforsyning«. Dette betyder, at mindst 7 millioner mennesker har behov for omgående fødevarehjælp for at overleve.

FN’s Sikkerhedsråd har diskuteret muligheden for at åbne lufthavnen ved Houdeida-havnen for at kunne levere humanitær nødhjælp. Henved 20.000 mennesker venter på at rejse til udlandet for at få speciallægebehandling. Lufthavnen ved hovedstaden Sana’a, der blev lukket på grund af bombardement, er også vigtig for at bringe journalister ind, da det er næsten umuligt at rejse til Yemen i øjeblikket, og der kommer meget lidt uafhængige nyheder ud. Den eneste havn, der er under Sana’a-regeringens kontrol, Houdeida, er udsat for blokade fra vandsiden. Havnekranerne dér blev bombet af saudierne, og fire nye, mobile kraner fra World Food Program får ikke lov til at blive landsat og venter i øjeblikket på skibet ude på havet.

Vores kilde siger, at der ikke er nogen ny resolution eller tilføjelse til FN’s Sikkerhedsråds Resolution 2216 i ’røret’. Det, der gør billedet mere kompliceret, er, at briterne »holder pennen« i Sikkerhedsrådet, hvilket vil sige, at det er de britiske FN-repræsentanter, der skal skrive eventuelle tilføjelser til denne resolution.

Ovenstående information kommer fra FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender (OCHA).

Det, der derfor henstår at gøre for at bringe fødevarerne ind og standse krigen, er at ændre implementeringen af Resolution 2216, eftersom det meste af dens implementering er ulovlig. FN tolererer ikke hungersnød eller krigsforbrydelser i implementeringen af sine politikker og resolutioner.

Her er pres fra både internationale NGO’er og regeringer absolut nødvendigt. Der er så mange tricks med implementeringen af resolutionen og med blokaderne, som må identificeres. Ét af disse er, at det meste af importen af fødevarer, medicin og brændsel er blevet standset i oprindelseshavnen, hvor det afventer godkendelse af en ansøgning om importtilladelse. Denne godkendelse gives imidlertid næsten aldrig, da ansøgningen skal sendes til Yemens Transportministerium under Hadi-regeringen i Riyadh, Saudi-Arabien, hvor de blokerer den og således forhindrer, at importen når frem til den nordlige del. Selv papiransøgninger om humanitærhjælp har vanskeligt ved at få tilladelse.

Hadi-regeringen har den fysiske kontrol over den anden, store havn i Yemen, Aden, men denne havn er ekstremt usikker pga. de udbredte, udisciplinerede militser og deciderede terroristbander, som al-Qaeda i Den arabiske Halvø (AQAP) og Daesh (ISIS). FN’s nødhjælpsorganisationer kan derfor ikke bringe fødevarerne i land i Aden, og fødevarerne forbliver ude på havet eller i Djibouti i det østlige Afrika.

Den 6. dec., 2016, krævede Oxfam, at restriktionerne af importen til Yemen af fødevarer, medicin og brændsel blev ophævet. Mark Goldring, direktør for Oxfam i Storbritannien, sagde: »Yemen er langsomt ved at blive sultet ihjel. Først var der restriktioner på import – inkl. fødevarer, som var stærkt tiltrængte – og da dette delvist blev lettet, blev kranerne i havnene bombet, dernæst depoterne, dernæst vejene og broerne. Dette er ikke tilfældigt – dette er systematisk. Landets økonomi, dets institutioner, dets evne til at brødføde og sørge for sit folk, befinder sig alle på randen af kollaps. Der er stadig tid til at få det vendt omkring, før vi ser kronisk sult blive til udbredt hungersnød. Kampene må standse, og havnene må åbnes helt op for vitale fødevareforsyninger, brændsel og medicin.«

Der er 12 internationale, humanitære NGO’er, der den 16. august, 2016, krævede, at restriktionerne for civil lufttrafik til Yemen blev ophævet. Disse NGO’er var: ACF International, ACTED, Care, Dansk Flygtningehjælp, Global Communities, Handicap International, International Rescue Committee, Intersos, Mercy Corps, Norsk Flygtningehjælp, Oxfam og Red Barnet.

FN’s Resolution 2216 krænker statutterne i FN’s Charter ved at lægge hele skylden på én enkelt side i en intern konflikt, hvilket er imod FN’s politik for forsoning og ikke-indblanding i interne konflikter. Den opmuntrer dernæst den saudiskledede koalition til at gennemføre en afvæbning af den side, der tillægges skylden, houthierne, med en krig mod Yemen.

Bombekrigen var ulovlig, idet den begår krigsforbrydelser imod yemenitter ved systematisk at angribe 1) civile mål, inkl. huse, hospitaler, skoler, torve, begravelser; 2) fødevareindkøbene, havnen, vejene og broerne, brændsels- og fødevaredepoter, fødevareproduktion, dæmninger; selv landbrugsmarker er blevet gjort uanvendelige med klyngebomber; 3) kulturarven fra oldtiden, museer, byer, moskeer – en verdensarv.

Selv Storbritanniens Forsvarsministerium har sagt, at det har registreret 252 påståede overtrædelser af international humanitær lov, begået af den saudiskledede koalition i Yemens borgerkrig. Dette gør ligeledes våbenhandlerne til Saudi-Arabien fra Storbritannien, USA og Sverige ulovlige.

Det haster nu med at adressere disse ulovligheder for at standse folkemordet. Især, fordi saudierne i løbet af de seneste dage har besluttet at gennemtvinge deres blokade imod Houdeida, den eneste havn, der kan nå flertallet af Yemens befolkning.

Ovenstående er offentliggjort som en PRESSEMEDDELSE i EIR: http://www.larouchepub.com/pr/2017/170203_yemen_genocide.html

29. januar, 2017 – Verden er så sandelig af lave. Men én ting er helt sikkert: Den aktuelle, mangesidige krise vil ikke blive overvundet efter gamle opskrifter, og slet ikke ved hjælp af geopolitiske skaktræk, ’farvede revolutioner’ à la George Soros eller den måske knap så liberale udgiver af Der Zeit, Josef Joffes gammeltestamentlige ’Øje for øje …’. I stedet har vi brug for et højere fornuftsplan, som definerer alle verdens nationers fælles interesse. Præcis dette plan er netop blevet demonstreret af den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov i hans seneste tale for den russiske Duma, hvor han foreslog en alliance mellem Washington, Moskva og Beijing for at finde løsninger på de globale udfordringer.

Med en modifikation af Schillers digt, »Ved det nye århundredes begyndelse« (Der Antritt des neuen Jahrhunderts) kunne man næsten sige: »To magtsystemer strides om eneherredømmet over verden«, nemlig det gamle, geopolitiske, krigsbefordrende system og så det nye, fremtidsorienterede paradigme for menneskehedens fælles skæbne. Repræsentanterne for den første, til undergang dømte, hidtidige, neoliberale globaliseringsorden reagerer på det opfattede tab af magt med verbale udbrud, der opfylder de kliniske betingelser for betegnelsen hysteri. Der er øjensynligt heller ikke megen ære blandt tyve i denne lejr, f.eks. de forskellige fraktioner. Det bedste eksempel: Theresa Mays besøg i Washington, som havde til formål at »indhegne« den nye, amerikanske administration i Det britiske Imperiums »fold«. I modsætning hertil er den nye orden orienteret mod ganske andre principper, en orden, som baserer sig på win-win-samarbejdet omkring Kinas Nye Silkevej, og som hastigt ekspanderer.

Den vigtigste intervention i denne henseende kom fra Sergei Lavrov: »Vi mener, at opbygningen af relationerne mellem Rusland, USA og Kina hverken er ekskluderende eller involverer projekter, som vækker bekymring for andre stater; disse relationer er åbne og fair. Jeg er overbevist om, at Ruslands, USA’s og Kinas økonomiske strukturer på mange måder komplementerer hinanden i materiel og økonomisk henseende.« Disse tre nationer kunne ligeledes med hensyn til internationale sikkerhedsspørgsmål spille en vigtig rolle. Rusland og Kina har allerede haft et godt samarbejde inden for dette område og forventer, at Donald Trump, der allerede har udtalt, at USA ikke længere vil blande sig i andre landes interne anliggender, ligeledes vil samarbejde.

Talskvinde for det Kinesiske Udenrigsministerium, Hua Chunying, støttede omgående det russiske forslag om et trilateralt samarbejde mellem disse tre nationer, som alle har global indflydelse og er permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd. De har et stort ansvar for stabilitet og udvikling, sagde hun.

Hvis Donald Trump skulle vælge et tæt samarbejde med Rusland, Kina og Indien, ville dette virkelig være enden på geopolitik. Frygten for noget sådant drev øjensynligt den britiske premierminister Theresa May til, som det første, udenlandske statsoverhoved, at opsøge Trump og dér uden pauser rave løs om den vidunderlige relation mellem Reagan og Thatcher, som har »eksistensen af den moderne verden« at takke for. Denne angloamerikanske særlige relation måtte nu atter overtage lederskabet for den nye tidsalder, iflg. May. London Times påpegede, at May på ingen måde undervurderede Trump, men derimod ville »tappe ind« i den stemning, der havde ført til Brexit, som vigtige, ideologiske broer til Trumps Hvide Hus. Financial Times fantaserede over en anden hensigt med Mays mission, nemlig at udnytte denne særlige relation til at splitte Rusland og Kina gennem alle mulige koncessioner og manipulationer. New York Times havde overskriften: »Britisk tilpasning til Trump sætter europæisk ordning på spil«, med en hentydning til Trumps negative holdning til EU.

Den totale virkelighedsfornægtelse hos tilhængerne i den geopolitiske fraktion fremavler sære blomster. Således skriver Joffe som argument imod Trumps protektionistiske forholdsregler, at globaliseringen havde »skabt en eventyrlig rigdom, som oppebar den storslåede socialstat og afbødede stødene for taberne. Protektionisme er til gavn for favoriserede industrier, men lader landet forarme – de svage først«.

Det er den klassiske, neoliberale »narrativ«; at det er fantastisk, at kasinoøkonomiens profitmagere er blevet eventyrligt rige og dernæst spiser taberne af med almisser, og herved fremstiller sig selv som ædle. Det er netop som en modstand imod dette snæversyn, at Brexit, valget af Trump og den italienske folkeafstemnings Nej til forfatningsændring var rettet. Joffes konklusion, nemlig, at Europa måtte overtage USA’s rolle, »for at redde den liberale verdensorden«, er lige så latterlig som avisen Die Welts spørgsmål: »Bliver kansler Merkel en modspiller til den amerikanske præsident Trump og leder af det frie Vesten?« Norbert Röttgen – fra partiet CDU – føler øjensynligt tilsvarende ambitioner for sig selv og overgår sig selv den ene gang efter den anden. Han vil gå i opposition til Trump med »nye selskabs-alliancer« og sætter i denne henseende øjensynligt sine forhåbninger til folk som McCain.

Der findes kun én sikker måde, hvorpå den her skitserede uorden kan overvindes: Et højere fornuftsplan for alle verdens nationers fælles interesser må etableres, og på hvilket plan de formentlige modsætninger forsvinder. Grundlaget for overvindelse af denne krise udgøres af de Fire, grundlæggende, økonomiske Love, som Lyndon LaRouche har defineret:

* Som den første, bydende nødvendige forholdsregel må det transatlantiske finanssystems truende sammenbrud, der vil blive langt værre end det i 2008, forhindres gennem genindførelsen af Glass/Steagall-bankopdelingsloven. Under anførsel af LaRouche Politiske Aktionskomite er mange organisationer i USA i øjeblikket mobiliseret for at forøge presset på Trump for at holde sine valgløfter og senest i sin Tale om Nationens Tilstand (den 28. februar) indføre Glass/Steagall-loven i dens oprindelige form fra 1933.

* For det andet, så må der skabes en Nationalbank i Alexander Hamiltons tradition, og hvis absolut eneste formål må være, strengt efter principperne for fysisk økonomi at finansiere investeringer i infrastruktur, industri og grundforskning, som øger arbejdskraftens og den industrielle kapacitets produktivitet, og således frembringer fuld, produktiv beskæftigelse.

* For det tredje må et internationalt kreditsystem efter de samme principper muliggøre et langfristet, internationalt samarbejde omkring genopbygningen af verdensøkonomien.

* For det fjerde må det fremtidsorienterede, højere plan etableres, som er nødvendigt for at skabe en virkelig fredsorden, gennem et internationalt samarbejde omkring et forceret program for at virkeliggøre kernefusionsteknologien, der vil give menneskeheden sikkerhed for forsyningen af energi og råstoffer, samt omkring udforskningen af rummet.

Hvis Trump tager imod Lavrovs tilbud, og der kommer et konstruktivt samarbejde mellem USA, Rusland og Kina, vil et sådant win-win-samarbejde også være inden for rækkevidde for alle andre nationer. De første kontakter mellem Trump og den indiske premierminister Modi har allerede ført til positive hensigtserklæringer.

Under disse omstændigheder må Tyskland tilslutte sig denne nye, strategiske alliance. Der er i vores egeninteresse at samarbejde med USA, Rusland, Kina, Indien og mange andre stater omkring den økonomiske opbygning af Mellemøsten og det øvrige Sydvestasien, såvel som også at gå i gang med den længe udsatte opgave med at industrialisere Afrika. Kun på denne måde vil flygtningekrisen blive løst på en human måde og til dels gøre godt for det faktum, at vi så længe har set passivt til, hhv. tilladt, at Bush’, Obamas, Blairs og Camerons angrebskrige i Sydvestasien fandt sted; at de europæiske regeringer indirekte eller delvist støttede disse krige.

Den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier har ret i sin iagttagelse, at, med valget af Trump, er det 20. århundredes gamle orden endegyldigt forbi. Og det er en meget god ting. Det påhviler os alle at bidrage til, at den nye orden vil retfærdiggøre menneskets sande identitet som kreativ skabning, hvor vi koncentrerer os om de store opgaver, som vi alene, blandt alle eksisterende, levende væsner, kan løse. Til dette hører sådanne spørgsmål som selve livets karakteristik, den menneskelige kreativitets rolle i universet og udviklingsprincippet i universet, som, ifølge vores nuværende erkendelsesniveau, består af henved to billioner galakser. Og ikke mindst, spørgsmålet om realiseringen af en skøn karakter ved hjælp af den æstetiske opdragelse.

31. jan., 2017 – UNICEF, FN’s Nødfond for Børn, har her til morgen udgivet en ny rapport, der siger, at Yemen har mistet et årtis landvindinger inden for folkesundhed som følge af krigen og den økonomiske krise, hvor et stigende antal børn bukker under for fejlernæring. Ifølge Reuters skønner UNICEF, at 3,3 mio. mennesker, inkl. 2,2 mio. børn, lider under akut fejlernæring i Yemen, mens 460.000 lider under alvorlig, akut fejlernæring.

»Det, der bekymrer os, er den alvorlige, akutte fejlernæring, fordi den dræber børn«, sagde Meritxell Relano, UNICEF-repræsentant i Yemen, til Reuters i Genève. »På grund af den smuldrende sundhedssektor, konflikten og den økonomiske krise er vi sat ti år tilbage. Et årti inden for sundhedsmæssige landvindinger er gået tabt«, sagde hun, hvor 63 af alle 1000 nyfødte nu dør før deres 5. leveår, en stigning fra 53 i 2014. Børn og gravide og ammende kvinder er sværest berørt af fejlernæringen i den nordlige provins Saada, i Hodeida-kystområdet og i Taz i syd, sagde hun.

Jamie McGoldrick, den øverste FN-nødhjælpsofficer i landet, sagde til Reuters i fredags, at Yemen groft regnet har tre måneders forsyninger af hvede tilbage at trække på, hvilket efterlader landet eksponeret over for alvorlige afbrydelser, med en centralbankkrise, der skærer ned på fødevareimporten, og hungersnøden, der intensiveres.

(Fra redaktionen: Vi gør opmærksom på, at realistiske billeder af effekten af hungersnød på børn i Yemen med lethed kan findes på Internettet … vi udstiller af etiske grunde ikke disse ulykkelige menneskers lidelser her på hjemmesiden.)   

27. jan., 2017 – Fra første øjeblik, hun åbnede munden på et møde i det Republikanske Parti den 26. jan., gjorde den britiske premierminister Theresa May det klart, at hendes besøg i Washington havde til hensigt at sikre, at præsident Donald Trump ikke forvilder sig bort fra den britiske, geopolitiske fold. Med stor fanfare meddelte hun i en fælles pressekonference i dag i Det Hvide Hus, at Hendes Majestæt Dronningen havde inviteret Trump til et statsbesøg senere på året, og at han havde accepteret indbydelsen.

May kartede rundt i den »særlige relation« ad nauseam (så man var ved at kvæles i det …) og nævnte Ronald Reagans og Margaret Thatchers samarbejde og udgød, at »vi har gjort alting sammen … vi skabte den moderne verden«, og nu »har vi muligheden for – ja, ansvaret for – at forny den særlige relation for denne nye tidsalder – muligheden for atter at lede sammen.«

Lede hvorhen? Hen til at støtte NATO 100 %, f.eks. I dagens pressekonference erklærede May, at dette var Trumps standpunkt, selv om han knap nok nævnte dette. Som hun sagde i går aftes, »Amerikas lederskabsrolle i NATO – støttet af Storbritannien – må være det centrale element, omkring hvilket Alliancen er bygget.«

May advarede skarpt Republikanerne om, at politikken over for Rusland bør være den, »at engagere, men være varsom« – engagere med Rusland ud fra en styrkeposition og forsikre de østeuropæiske nationer om, »at deres sikkerhed ikke står på spil«. I dagens pressekonference svarede Trump på et spørgsmål om den mulige ophævelse af sanktionerne mod Rusland, at, alt imens det var for tidligt at sige noget om dette, så »håber jeg, vi får et fantastisk forhold til Rusland. Hvis vi sammen går efter ISIS, vil jeg anse det for at være en god ting … Hvis vi kan få et fremragende forhold til Rusland og Kina, er jeg helt for. Det ville være en enormt aktiv.«

May indskød hurtigt, at hendes regering insisterer på, at sanktionerne fortsætter, indtil Rusland fuldt ud agerer i overensstemmelse med Minsk-aftalerne. Uenighed omkring nogle spørgsmål er naturligt, tilføjede hun koket, men formindsker ikke den tætte relation.

Under drøftelser af kampen mod Daesh og islamisk ekstremisme, sagde May ved GOP-mødet, at »vi må arbejde internationalt«, men dette betyder tilsyneladende ikke en afvisning af regimeskift. Hun understregede, at et sådant samarbejde betyder ikke alene en sikring af »en politisk løsning i Syrien, men også at udfordre alliancen mellem det syriske regime og dets støtter i Teheran«.

May udtrykte sin bekymring over, at lande med »meget lidt tradition for demokrati, frihed og menneskerettigheder – især Kina og Rusland – er blevet mere selvhævdende inden for globale anliggender« og rejste frygten for, at der kunne komme en ’formørkelse’ af Vesten i betragtning af den finansielle krise »og dens nedfald«, tab af tillid i Vesten i kølvandet på 11. september og »vanskelige militære interventioner i Irak og Afghanistan«. »Ansvaret for at lede« betyder ikke en tilbagevenden til »fortidens forfejlede politikker«, sagde hun. Men vi kan ikke stå passivt og se til, »når truslen er reel. Vi må altid gå i brechen for vore venner«.

Foto: USA’s præsident Donald Trump og Storbritanniens premierminister Theresa May i Det Hvide Hus under hendes besøg. Over deres hoveder ses et protræt af Thomas Jefferson, en af USA’s grundlæggende fædre og hovedforfatteren af Uafhængighedserklæringen (fra britisk koloniherredømme, selvsagt), og senere USA’s tredje præsident, og over ildstedet et portræt af George Washington, en anden af de grundlæggende fædre, der stod i spidsen for den amerikanske hær i Uafhængighedskrigen mod briterne, og senere blev USA’s første præsident …  

24. jan., 2017 – De interne syriske forhandlinger, sponsoreret af Rusland, Iran og Tyrkiet og med Kasakhstan som værtsnation, sluttede i dag med en fælles erklæring udstedt af Rusland, Iran og Tyrkiet. De tre regeringer, der optræder som garanter for processen, »genbekræfter deres forpligtelse over for den Syriske Arabiske Republiks suverænitet, uafhængighed, enhed og territoriale integritet som en multietnisk, multireligiøs, ikke-sekterisk og demokratisk stat, som det bekræftes af FN’s Sikkerhedsråd«. De vil ligeledes søge konsolidering af våbenhvilen, der indledningsvist blev aftalt af de tre magter den 29. dec., 2016, og som efterfølgende blev støttet af FN’s Sikkerhedsråd i Resolution 2336. De aftalte også »at etablere en trilateral mekanisme for at overvåge og sikre den fulde overholdelse af våbenhvilen, forhindre alle provokationer og afgøre alle modaliteter for våbenhvilen«, og de »gentager deres beslutsomhed med hensyn til i fællesskab at bekæmpe ISIL/DAESH og al-Nusra og at adskille fra disse, de bevæbnede oppositionsgrupper«.

Alexander Lavrentiev, chefen for den russiske delegation i Astana, rapporterede efter mødets afslutning, at forhandlingerne med de bevæbnede oppositionsgrupper erkendte betydningen af, at der lanceres en politisk proces i Syrien, og at det er nødvendigt at påbegynde arbejdet med en ny forfatning, som må vedtages gennem det syriske folks frie vilje.

»Vi håber på, at den bevæbnede syriske opposition vil være mere aktiv i denne retning«, sagde Lavrentiev, rapporterer TASS. »Vi vil forsøge at hjælpe med dette.«

Han rapporterede faktisk, at den russiske regering har overgivet til oppositionsgrupperne et forfatningsudkast, der har til hensigt at sætte gang i den politiske proces.

»Dette har vi gjort udelukkende fordi vi ønsker at fremskynde denne proces og give den en yderligere og stimulerende impuls, uden at intervenere i selve processen med at undersøge og vedtage landets fundamentale lov«, sagde Lavrentiev. »Vi mener, at denne proces bør ledes af det syriske folk selv«, sagde han.

Med hensyn til den trilaterale mekanisme for overvågning af våbenhvilen, rapporterede Lavrentiev, at militære eksperter fra alle tre lande har aftalt at oprette en trilateral gruppe i Astana, som vil begynde at fungere i begyndelsen af februar.

Erklæringer, der blev udstedt af de to syriske sider efter mødets slutning, indikerer, at, alt imens man afgjort har gjort fremskridt, så ligger der stadig meget arbejde forude, før en politisk afgørelse i Syrien kan opnås. Bashr al-Jaafari, Syriens FN-repræsentant og leder af regeringsdelegationen i Astana, sagde, at mødet var lykkedes med at opnå målet med at konsolidere ophøret af fjendtlighederne i et specifikt tidsrum, som ville bane vejen for en dialog mellem syrerne, rapporter SANA. Han sagde, at det samtidigt »var sorgfuldt« at sidde i det samme lokale »med andre syrere, der har forbindelse til udenlandske dagsordener og arbejder for udenlandske myndigheder, og nogle af dem er forpligtet over for terroristgrupper«. Han fortsatte, »vi vil imidlertid, uanset prisen, gøre dette for at redde vores stat og vort folk«. Jaafari kom også med anklager om, at den tyrkiske rolle i forhandlingerne var negativ. »Tyrkiet siger én ting og gør noget andet«, sagde Jaafari, iflg. Sputnik.

Mohammad Alloush, lederen af oppositionens delegation, svarede på sin side, rapporterer Reuters, at han havde reservationer over for ordlyden, som han hævdede, legitimerede Irans »åreladning« i Syrien og ikke adresserede de kæmpende, shiitiske oprørsmilitsers rolle.          

Alternativet til globalisering à la amerikansk, dvs. et system, der er til fordel for det internationale finansoligarki på bekostning af Det almene Vel, er ikke et tilbagefald til en ren nationalstatspolitik. Menneskehedens universalhistorie har for længst nået et punkt, hvor kun et helt nyt paradigme kan være vejen til det næste trin i evolutionen. Dette Nye Paradigme må prioritere menneskehedens fælles interesser og udgå fra ideen om Én Menneskehed med en fælles fremtid, som imidlertid aldrig må stå i modsætning til interesserne hos menneskeheden som helhed. Dette Nye Paradigme må adskille sig lige så tydeligt fra globaliseringens aksiom, som den moderne tid adskilte sig fra middelalderen.

23. jan., 2017 – Her til morgen åbnede mødet i Astana, Kasakhstan, mellem repræsentanter for den syriske regering og repræsentanter for bevæbnede oppositionsgrupper, hvor begge parter tilsyneladende befandt sig i samme lokale for åbningen, hvor Kasakhstans udenrigsminister Kairat Abdrakhmanov oplæste en velkomsterklæring fra præsidenten, Nursultan Nazarbajev. De gik dernæst til separate lokaler, med FN’s særlige udsending Staffan de Mistura som mægler i deres diskussioner. Ifølge de fleste rapporter var spændingerne mellem de to sider høje, men samtidig undgik begge sider den form for handlinger, der fuldstændigt ville sabotere forhandlingerne.

»Det vil gøre det muligt at nå et kvalitativt nyt niveau i forhandlingsprocessen«, sagde Alexander Lavrentyev, præsident Putins særlige udsending for den syriske afgørelse og chef for den russiske, diplomatiske delegation i Astana. »Den russiske delegation havde et møde med den syriske regerings delegation, ledet af ambassadør Bashar al-Jaafari. Mødet var meget konstruktivt«, sagde Lavrentyev. »Den syriske side demonstrerer en total forståelse og en meget konstruktiv fremgangsmåde.«

Den syriske oppositions delegation udtrykte en lignende optimisme efter den første dags forhandlinger.

»Siderne forventes nu at arbejde på en mekanisme for overvågning af våbenhvilen«, sagde talsmand for oppositionen Yahya al-Aridi, rapporterer TASS. Han tilføjede, at det kun er ideen om en sådan mekanisme, man undersøger. Den syriske opposition mener, at den har fundet forståelse fra Rusland under forhandlingerne i Astana: »Vi ser, at de har opnået deres militære mål og nu ønsker en politisk afgørelse«, sagde han.

Et emne, der ikke vil blive diskuteret i Astana, er den syriske præsident Bashar al-Assads skæbne. Al-Aridi, rapporterer Associated Press, sagde, at der ikke var planer om at drøfte Assads stilling, før man har adresseret, hvad han sagde, var igangværende krænkelser fra regeringens side af våbenhvilen.

»Jeg tror ikke, der er nogen sammenhæng for dette nu. Ingen er parat til dette«, sagde al-Aridi til reportere i Astana. »Vi har brug for en forpligtelse til denne våbenhvile.«

Med hensyn til Rusland, Tyrkiet og Iran, de tre garantmagter for våbenhvileaftalen, så forventer de at udstede et kommunike i morgen om samarbejde omkring bekæmpelse af terrorisme. Ifølge en anden rapport i TASS vil kommunikeet sige, at Rusland, Tyrkiet og Iran hilser separationen af terrorister og bevæbnede oppositionsgrupper velkommen, og planlægger i fællesskab at bekæmpe militante kæmpere fra Islamisk Stat og al-Nusra terrorgrupperne. De tre regeringer planlægger også at etablere en trilateral mekanisme til overvågning af våbenhvilen i Syrien.

Foto: FN’s særlige udsending, Staffan de Mistura, mægler imellem repræsentanter for hhv. den syriske regering og de bevæbnede oppositionsgrupper i forhandlingerne i Astana, Kasakhstan, der åbnede i dag.     

Leder fra LaRouchePAC, 23. januar, 2017 – Samtidig med, at Donald Trump starter sin første uge som USA’s præsident, befinder den vestlige verden sig i en farlig tilstand med tumult og ubeslutsomhed, men en tilstand med et usædvanligt potentiale. Hvilken retning, Trumps præsidentskab vil tage, er uvist. Alt imens Trump førte kampagne imod Wall Streets rolle over Obama og Hillary og eksplicit krævede en genindførelse af Glass-Steagall for at gøre en ende på Wall Streets magt over regering, så hævdede Trumps valg til finansminister, Steven Mnuchin, under sin godkendelseshøring i Kongressen, at hverken han eller Trump ønsker at genindføre Glass-Steagall, fordi, som han sagde, det ville ødelægge »likviditet og kapitalmarkeder«. Dette er især absurd, fordi det kommer samtidig med, at hele det vestlige finanssystem står over for et katastrofalt kollaps af den $2 billiard store (dvs., 2 og 15 nuller) derivatboble – spillegæld, der suger blodet ud at realøkonomien.

»Trump er i vanskeligheder«, fremhævede Lyndon LaRouche i dag og påpegede Trumps eksponering til enorm gæld og kreditorer, der forsøger at kræve ham til regnskab over for City of London og Wall Street. »Vi må udrense de beskidte operatører – vi må have en ordentlig proces i USA, der vil beskytte Trump og beskytte landet.« LaRouche har krævet, at Kongressen afviser Mnuchins udnævnelse til Finansministeriet og omgående genindfører Glass-Steagall, som det nødvendige, første skridt til at genrejse nationens realøkonomi.

Wall Streets magt over ledende personer i begge politiske partier er nu afsløret, med det Republikanske Partis højrefløj, sammen med deres ligesindede Obama-demokrater, der har sluttet sig sammen for at anstifte Trumps fjernelse fra embedet med ethvert middel. Medlemmer af Kongressen og personer i efterretningssamfundet er i færd med at »undersøge« forbindelser mellem Trump, og de personer, han har udnævnt til sin regering, og den russiske regering, og spiller således på det totale hysteri imod Rusland og Vladimir Putin fra Obama-kredsens side (der, som Putin sagde i sidste uge, »bliver ved med at sige farvel, men ikke går«).

Londonmagasinet The Spectator havde den 21. jan. en artikel skrevet af BBC-journalist Paul Wood med overskriften: »Vil Donald Trump blive myrdet, afsat ved et kup eller bare afsat ved en rigsret?« I samme ånd indgav Citizens for Responsibility and Ethics in Washington (CREW) (Borgere for ansvarlighed og etik i Washington), som er finansieret af George Soros, i dag et sagsanlæg i ved domstolen i New York, som anklager Trump for at overtræde det forfatningsmæssige forbud mod, at folk i offentligt embede modtager »emolumenter« (fordele; betalinger) fra fremmede regeringer, med det argument, at fremmede regeringer eller regeringsembedsmænd, der betaler for et hotelværelse i et Trump-hotel, er det samme som en kriminel bestikkelse, og det samme er tilfældet, når banker, der har forbindelse til udenlandske regeringer, låner penge til et Trump-selskab.

Det bør ikke komme som en overraskelse, at chefen for CREW, David Brock, er den samme person, der kørte pressekampagnen ved navn »Troopergate« imod præsident Bill Clinton. De, der mener, at Brock har »skiftet side«, ved intet om Det britiske Imperiums fremgangsmåder.

Den kendsgerning, at Kina og Rusland har igangsat et nyt paradigme for menneskeheden, angiver den retning, der er behov for, for den nye Trump-administration, og for Europa og USA generelt. Kinas proces med Den Nye Silkevej bringer massiv infrastrukturudvikling og samarbejde omkring videnskabelig forskning og udforskning af rummet til alle nationer, der ønsker at deltage – og er ligeledes et stående tilbud til USA om at slutte sig til denne proces. I mellemtiden åbnede russerne i dag et møde i Kasakhstan, der bringer den syriske regering og de førende, syriske oppositionsgrupper sammen for at konsolidere den igangværende våbenhvile i den forfærdelige krig, som Obama anstiftede i dette engang så smukke land, og påbegynder hermed en proces for en politisk afgørelse. Det har en chance for at fungere, netop, fordi briterne og deres marionet Obama ikke er involveret og ikke længere kan kræve regimeskifte snarere end at samarbejde om at bekæmpe ISIS og al-Qaeda.

Alle udviklinger i verden i dag er yderligere bevis for, at Lyndon LaRouche har haft totalt ret i alle sine forudsigelser om det britiske, monetaristiske systems uundgåelige undergang, og om det nødvendige, Nye Paradigme, der kræves for at bringe verden sammen omkring en ny tidsalder for udvikling, videnskabeligt samarbejde og en renæssance, baseret på de bedste traditioner i alle verdens store kulturer. Tiden er inde til, at mennesker af god vilje erkender denne, Lyndon LaRouches unikke rolle, og slår kræfterne sammen i dette svangre øjeblik i historien, for at virkeliggøre denne globale, menneskelige renæssance.

Foto: Trumps nominerede kandidat til USA’s finansminister, Steven Mnuchin, aflægger forklaring for Kongressen, 19. januar, 2017. (foto: CSPAN)           

Med formand Tom Gillesberg

22. jan., 2017 – På tærsklen til fredsforhandlingerne i Astana, Kasakhstan, den 23. januar, rapporterer Sputnik i sin tyrkiske udgave, at »Tyrkiets primære mål er at sikre fred i Syrien og landets territoriale integritet«, med et citat af medlem af udenrigsudvalget og parlamentet, Hasan Basri Kurt fra det regerende Lov og Udviklingsparti, AKP. Krigen har varet i fem år, sagde Kurt, og »Mødet i Astana er det vitale initiativ fra Rusland og Tyrkiet, der har til formål at opnå fred og stabilitet i Syrien. Hele verden behandler dette initiativ med respekt og følger ængsteligt med i udviklingerne.«

Kurt sagde, at Tyrkiets mål er at inddrage mange flere deltagere i fredsforhandlingerne om Syrien, og at forhandlingerne i Astana vil blive endnu et skridt fremad. »Det er værd at understrege, at landene i området var ivrige efter at udtale deres initiativer for forhandlingerne, ulig i Genève. Det er højst usandsynligt, at dette vil blive det eneste og endegyldige møde. Vi håber imidlertid, at deltagerne i forhandlingerne vil kunne aftale en fortsat opretholdelse af våbenhvilen og en genoprettelse af fred i landet.«

Dr. Celalettin Yavuz, en tidligere udenrigspolitisk rådgiver til lederen af Partiet National Bevægelse (MHP), fortalte Sputnik om den syriske oppositions mål. Han sagde, at én idé, der må diskuteres i Astana, vil være at bringe de forenede oppositionsgrupper sammen med regeringshæren om at bekæmpe terroristgrupper i Syrien. »Den syriske regerings bevæbnede styrker er fortsat den største magt i landet, der kan samle de forskellige grupper, som opererer i landet.«

Han sagde, »Det vigtigste formål for forhandlingerne i Astana er at enes om russiske og tyrkiske officerers deltagelse i den fortsatte kamp mod jihadisterne.« Han sagde, at Damaskus bør være øverstkommanderende over operationerne mod Daesh (Islamisk Stat). 

Foto: Tre hovedaktører i fredsforhandlingerne i Astana: Udenrigsministrene Sergei Lavrov, Rusland (midten), Mevlut Cavasoglu, Tyrkiet (højre) og Mohammad Javad Zarif, Iran forlader en pressekonference i Moskva, Rusland, 20. december, 2016.

Leder fra LaRouchePAC, 22. januar, 2017 – Fra Tysklands udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier lyder et klagende, men sandt råb, i en kronik i dag i Bild am Sonntag: »Der er meget, der står på spil i dag – med valget af Donald Trump er den gamle, 20. århundredes verden endegyldigt forbi.«

Og fra Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger, som i Kina bliver kaldt »Silkevejsladyen« på grund af, at hun i 30 har været forkæmper for projekter og institutioner i Verdenslandbroen, lyder det: »Steinmeier ved imidlertid ikke, hvad den nye orden er, men det gør vi. Han erkender, at en ny æra er indvarslet. Men formålet med denne nye æra er, kan vi etablere en ny orden for menneskedens almene vel?«

Uanset, hvor ofte præsident Donald Trump gentager, »Amerika først«, så er og bliver valget af ham et internationalt fænomen, som drejer sig om en igangværende, global bølge af mange forestående valg, hvor Wall Street/City of Londons orden, med »globalisering, afindustrialisering og imperiekrige«, bliver smidt på porten.

NATO er forældet, og det samme er Den europæiske Union; det samme gælder Obamas »vi fastsætter reglerne« og afsættelse af regimer, »vi« ikke kan lide, gennem krig.

Præsident Trump har erkendt, at Putins Rusland er ansvarlig for den mulige afslutning af 15 års uafbrudt krig i Mellemøsten og Nordafrika, og for et nyt sikkerhedskoncept, i fællesskab med Xi Jinpings Kina, som kan knække nakken på international terrorisme.

Han må komme til at erkende, at Xi er ansvarlig for at tilbyde »et fællesskab for en fælles skæbne« gennem Den Nye Silkevejs infrastruktur; gennem at anføre forskning og udvikling; og gennem at anføre udforskning af Månen.

Vil den amerikanske befolkning, der har stemt for en afvisning af det gamle paradigme med »globalisering og afindustrialisering«, få den nye administration og Kongressen til at gøre det, der er nødvendigt, for at gå med i de nye fremstød for og drivkraft bag vækst og videnskabeligt fremskridt?

Prøverne er allerede i gang. Kampen for at genindføre Glass/Steagall-loven kræver, at Trump formås til at handle, og at han adskilles fra sin udpegede finansminister, der offentligt er imod Glass-Steagall. En national, tværpolitisk appel er i gang – og er på denne webside.

Der er allerede lovforslag til diskussion og introduktion i Kongressen, for en »national infrastrukturbank«, men det må blive af en helt anden størrelsesorden, langt dristigere, og må omfatte fremskudte grænser såsom udvikling af fusion, udforskning af rummet og kontinentale højhastigheds-jernbaner. Og det må være en national kreditinstitution, der er forbundet med denne nye ordens internationale udviklingsbanker, for virkeligt store projekter, der spænder over lande og kontinenter.

I et heldigt øjeblik talte Trump om »ikke at dominere, men lede gennem et lysende eksempel«. Det findes allerede, for ham at gå med i. 

21. jan., 2017 – Talsmand for den russiske præsident, Dmitry Peskov, hilste udsigten til amerikansk deltagelse i de interne, syriske forhandlinger, der begynder i Astana, Kasakhstan, den 23. jan., velkommen, men han erkendte ligeledes en komplikation: Iran. »Iranerne hilser ikke dette velkommen«, sagde han. »Så det er et meget kompliceret spørgsmål i et meget forsigtigt spil.« Dette er årsag til nogen uenighed mellem Moskva og Teheran, sagde Peskov, men han tilføjede, at »Det er indlysende, at, uden USA vil det ikke være muligt at løse det syriske spørgsmål.« Ifølge en rapport i Sputnik udtalte den iranske udenrigsminister Mohamed Javad Zarif sin modstand mod USA’s deltagelse og sagde, at Iran »ikke inviterede USA« og var »imod USA’s tilstedeværelse«. Iran vil sandsynligvis fortsætte med sin modstand mod USA’s deltagelse, indtil det (Iran) forstår, at USA ikke længere støtter regimeskifte i Damaskus, selv om det muligvis ikke har indflydelse til at holde USA ude.

I sin egen rapport om forberedelserne til Astana, især fra oppositionsdelegationens side, klager Reuters over, at, alt imens USA er blevet inviteret, er Saudi-Arabien og Qatar ikke.

USA’s Udenrigsministerium udsendte i dag en erklæring, der sagde, at USA ikke vil sende en delegation fra Washington til Astana, men at den amerikanske ambassadør i Astana, George Krol, vil repræsentere USA ved mødet.

Foto: Den iranske udenrigsminister Zarif: »Vi har ikke inviteret USA og er imod deres deltagelse.«

21. jan., 2017 – I en uge har de syriske hærstyrker været engageret i en desperat kamp for at redde den østlige by Deir ez-Zur, ved Eufratfloden mellem Raqqa og grænsen til Irak. Mandag, den 16. Jan., lykkedes det ISIS-styrker at drive en korridor ind mellem den beboede del af byen, der stadig er under regeringens kontrol, og lufthavnen, der har været livlinen for en by besat af ISIS i mere end to år. Syriske styrker, med støtte fra russisk og syrisk luftstøtte, har kæmpet for at generobre korridoren og genoprette forbindelsen mellem byen og lufthavnen.

Det Russiske Forsvarsministerium annoncerede her til morgen, at seks Tu-22M3-bombefly, der fløj ud fra Rusland (sandsynligvis fra Mozdok-luftbasen i Nordossetien) angreb ISIS-mål i Dier ez-Zur. »Efterretningsdata bekræfter, at målene blev ramt«, sagde Forsvarsministeriet i en erklæring. Dusinvis af andre angrebssortier er fløjet af russiske krigsfly, der fløj fra den russiske flyvebase i Latakia, såvel som også af de syriske luftstyrker. Alle efterretninger indikerer imidlertid, at, alt imens ISIS ikke har kunnet vinde yderligere frem i de seneste par dage, så er situationen for de syriske hærenheder på jorden, og for de skønsmæssigt 200.000 civile, der er fanget dér, forsat kritisk.

Foto: Rusland deployerede seks langtrækkende, supersoniske Tupolev Tu-22M3-bombefly fra Rusland for at angribe ISIS-mål i Deir ez-Zur, Syrien, rapporterede det Russiske Forsvarsministerium lørdag.(foto: RT)

20. jan., 2017 – I en tale i dag i Moskva ved åbningen af et møde på ministerplan i Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO), understregede den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov behovet for en »virkelig universel kontraterror-koalition«, som det oprindeligt blev foreslået af præsident Vladimir Putin i FN’s Generalforsamling i 2015.

Med henvisning til den »komplekse« internationale situation påpegede Lavrov, at en stigning i terroraktiviteter »uden fortilfælde« volder stor bekymring, da de er blevet »hovedtruslen mod global stabilitet«. Terrorangreb i hele verden, inklusive mordet på den russiske ambassadør til Tyrkiet, Andrei Karlov, »beviser denne alarmerende og farlige trend«. Men, tilføjede han, de »har styrket den opfattelse, at der ikke er noget alternativ« til den form for internationalt samarbejde, som den russiske præsident har foreslået.

I denne sammenhæng, rapporterer Udenrigsministeriet, sagde Lavrov, at meget af det, der vil ske i globale anliggender, »vil afhænge af vore relationer med de førende, vestlige lande, frem for alt den nye, amerikanske administration. Vi håber, at vore partnere vil opgive deres skæve og kræmmeragtige holdning over for de internationale hovedspørgsmål. Vi har bemærket os Donald Trumps valgudtalelser, inklusive om at være rede og beslutsom mht. en fælles kamp mod ISIS. Som præsident Putin mere end en gang har sagt, så er Rusland rede til at dække sin del af vejen mod at genoptage en konstruktiv dialog med Washington, først og fremmest med det formål at finde effektive responser til terrorisme og mange andre, globale udfordringer.«

Lavrov sagde til Sputnik, at fremskridt mht. at afgøre den syriske konflikt er opmuntrende, med en generel konsensus omkring en politisk-diplomatisk afgørelse som den eneste mulighed. Det forestående Astana-møde vil levere »vigtigt input«, sagde han, »og tilbyde parametre for en omfattende, politisk afgørelse i Syrien, som vil fortsætte i de udvidede forhandlinger i Genève i begyndelsen af februar«.