24. august, 2016 (Leder) – Kinas præsident Xi Jinping har gjort det klart, at han, på det forestående G20-topmøde for statsoverhoveder i Hangzhou, har til hensigt at holde fokus på det presserende behov for en ny global finansiel og økonomisk arkitektur. Faktisk har hele dynamikken i verden flyttet sig til Asien, hvor der tages syvmileskridt hen imod at få den nye finansielle arkitektur på plads. De officielle kinesiske medier, i følge med russiske top-analytikere, har gjort det klart, at et sådant nyt og funktionsdygtigt system må inkludere USA – og det betyder, at USA ultimativt må opgive dets illusioner om at herske over en unipolær verden, der ikke længere eksisterer, og aldrig burde have eksisteret i første omgang.

En særlig indsigtsfuld opfordring fra Andrey Kortunov, generaldirektør for det russiske Råd for Internationale Affærer, dukkede tirsdag op i Xinhua. Her advarede han: »Jo længere, disse reformer udsættes, desto større er risikoen for nye kriser og ustabilitet i verdensøkonomien.« Der er en udbredt overbevisning om, at Europa er på kanten af et økonomisk sammenbrud med alvorlige globale følger. Bloomberg rapporterede tirsdag, at Deutsche Bank, Barclays og Credit Suisse kombineret sidder på $102,5 milliarder i »Niveau 3«-aktiver, der er illikvide og ikke vil kunne dumpes med kort varsel i en krise. The Economist har givet sin udgave 20.-26. august overskriften »Mareridt på Main Street« og advarer om et kollaps af det $26 billioner store amerikanske boligmarked, der igen har et bjerg af derivater og andre ikke-bank sikkerhedsstillede gambling-papirer bygget ovenpå. 

Kortunov sluttede af med at opfordre til, at »både Rusland og Kina konsekvent bør søge fælles fodslag med Washington og undgå kriser, uden dog at gøre indrømmelser på principielle spørgsmål.«

En anden kommentar i Xinhua angreb »den overdrevne afhængighed af pengepolitik« og fokus på »markeder« i modsætning til »nationer« – på bekostning af politikker, der sigter mod reel fysisk, økonomisk vækst, baseret på teknologisk innovation. »Kina vil bruge konferencen til at anspore til dialog mellem udviklede lande og udviklingslande om potentialet for at skabe vækst gennem reformer og innovation«, annoncerede Xinhua.

Grundlaget for en sådan ny global finansiel og økonomisk arkitektur er blevet solidt etableret gennem den voksende integration af Eurasien gennem samarbejde mellem den Eurasiske Økonomiske Union, Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO) og ASEAN. Kinas Ét bælte, Én vej-initiativ baseret på Lyndon og Helga LaRouches oprindelige koncept om den Eurasiske Landbro fra midten af 1990'erne, er det princip, som denne eurasiske udvikling har som sin forudsætning.

På et kasakhisk-polsk forretningsforum i Warszawa, Polen, tirsdag, opfordrede den kasakhiske præsident Nursultan Nazarbayev til en trepartsaftale mellem Rusland, Polen og Kasakhstan om opbygning af transportkorridorer gennem Kaukasus-regionen, som endnu et segment af de samlede eurasiske transport/udviklings-korridorer. Det nye fremspirende samarbejde mellem Rusland, Tyrkiet, Iran og Indien, der i den seneste uge er blevet fremskyndet af en række diplomatiske møder, har et lignende fokus, centreret omkring Nord-Syd-korridoren, der løber op fra den Persiske Golf gennem Rusland og ind i Europa, med sidegrene ind i områderne omkring både Sortehavet og det Kaspiske Hav.

Sådanne »win-win«-ideer kræver intet mindre end et paradigmeskift for tankegang – hvor man opgiver de gamle, døde, britiske imperiekoncepter med del-og-hersk geopolitik, koncepter, der bragte verden et århundrede med to verdenskrige og en 50 årig koldkrigsperiode.

I USA og Europa er konkursen af hele det finansielle og monetære system så fremskreden, at den eneste tilbageværende løsning er en omgående genindførelse af en total, Glass-Steagall bankopdeling i USA og vedtagelse af identiske love i Europa. Glass-Steagall er blot det første, uomgængelige skridt hen imod den form for ny finansiel og økonomisk arkitektur, som Xi Jinping vil lægge frem på bordet ved topmødet den 4.-5. september i Hangzhou.

Foto: Fra det seneste G20-møde for finansministre i Chengdu, Kina, 23. – 24. juli, 2016. Ved mødet blev ministre og guvernører enige om, at den globale, økonomiske genrejsning fortsætter, men fortsat er svagere end ønsket, og at der fortsat er risiko for en nedgang.

21. august 2016 (Leder) – Med USA’s og Europas økonomier, der nærmer sig nulvækst og produktivitets-nulvækst, er der hundredevis af forslag fremme »for at opbygge en ny, økonomisk infrastruktur«, forslag, der næsten alle sammen totalt ignorer videnskaben.

I realiteten var ny, produktiv økonomisk infrastruktur, opbygget i løbet af Amerikas forrige århundrede udelukkende under FDR’s og JKF’s præsidentskaber, opbygget med videnskab som motor: de nye videnskaber atomfission (sprængning af atomkernen) og partikelfysik, udfordringerne med højspændingselektricitet og transmission over lange afstande; og med vandstyring og -omdirigering i stor skala; og med Apolloprojektets udforskning af Månen. Computere? De faldt ud af forskernes baglomme, blot som midler til videnskabelige mål.

I dag bygges og forfølges sådan reel, produktiv »infrastruktur« af Kina. De har planlagt, at netop en sådan »innovation« og vækst skal være temaet for G20-topmødet, som Kina om to uger vil være formand for. Der er intet, der tyder på, at Obama eller Europa er enige; Obama og Hillary Clinton er snarere på den militære konfrontations-sti med Kina, såvel som med Rusland.

De »Fire Nødvendige Love«, som kræves for fremtidigt, økonomisk fremskridt, og som stiftende redaktør af EIR, Lyndon LaRouche, formulerede i 2014, er på enestående vis tilpasset den udfordring, som Kinas lederskab præsenterer for G20-lederne.

De andre, aktuelle forslag om »infrastruktur-finansiering« ignorerer fysisk videnskab, hvis fremskudte grænser skal findes i fusionskraft/plasma og superleder-teknologier, i geo-biofysik og i udforskning af rummet. Og de ignorerer videnskaben om kredit – det område, som Alexander Hamilton lovgav om, og som fandt, at formålet med kredit og bankpraksis var at koncentrere nationens opsparede midler således, at de servicerede videnskabelig opdagelse og teknologisk produktivitet.

I sidste måned blev næsten 1000 amerikanske offentligt valgte personer i Chicago præsenteret – af Wall Street – for en plan for »ny amerikansk infrastruktur«. Den var baseret på de superlave rentesatser, som Federal Reserve (USA’s centralbank) nu i syv år har fastsat. Planen foreslog, at USA’s Finansministerium lånte $4 billion [!] med 100-årige amerikanske obligationer »til infrastruktur«, med en begyndelsesrente på omkring 1 %, der skal tilpasses opad gradvist sammen med inflationen. Nogle af de statslige og lokale valgte blev oplivet over dette.

Obamas »Lov om Økonomisk Stimulering« fra 2010 benyttede sig ligeledes af meget lave rentesatser og lånte næsten $1 billion – og aldrig har den produktive vækst i den amerikanske økonomi været lavere end under de seks Obama-år, de er forløbet siden da.

Det er blot sekundært, at denne nye Wall Street-plan er »helikopter-penge«; men det er en helikopter, som selv Ben Bernanke ikke ville flyve. Patriotiske amerikanere, der evt. købte de 100-årige »infrastruktur«-obligationer, ville omgående se dem falde i værdi, og sælge dem til hedgefunds, der spekulerer i gæld.

Det afgørende er, at Wall Streets »ny amerikansk infrastruktur«-plan – man vil også meget snart få at høre om det fra Hillary Clinton – ikke på nogen måde omfatter rumforskningens fremskudte grænse; ikke omtaler fusionskraft eller plasmateknologier; og ikke overvejer et højhastigheds- og magnetisk levitations-jernbanenet, der spænder over hele kontinentet.

Vi har ikke brug for, at Wall Street opfinder penge. Vi har brug for videnskabelig opdagelse, der udgør drivkraften bag, og som selv får drivkraft fra, infrastrukturbyggeri – det var, hvad vi havde gennem FDR og kortvarigt gennem JFK. LaRouche bemærkede i en diskussion i går: »Det er videnskab. Det er alt sammen videnskab. Det er ikke politik; det er videnskab.«

Foto: JFK besigtiger Wiskeytown Reservoiret ved en dedikationsceremoni for Wiskeytown Dæmning og Reservoir i Californien, 28. september 1963. [foto: Robert Knudsen. White House Photograhs. John F. Kennedys præsidentielle Bibliotek og Museum, Boston]

19. august 2016 – Læger uden Grænser meddelte i går, at de trækker alt personale ud af seks hospitaler i det nordlige Yemen efter angrebet den 15. juli på hospitalet i Abs udført af den saudiskledede koalition, som, sagde de, »er det fjerde og mest dødbringende angreb på nogen LuG-støttet facilitet i denne krig, og der har været utallige angreb på andre sundhedsfaciliteter og tjenester i hele Yemen.«

Joan Tubau, generaldir. for LuG, sagde: »LuG beder den saudiskledede koalition og de regeringer, der støtter denne koalition, især USA, UK og Frankrig, om at sikre en omgående indførelse af forholdsregler til markant at forøge beskyttelsen af civile.« Men indtil dette sker, er de aktuelle protokoller utilstrækkelige og faren alvorlig.

De seks hospitaler ligger i det nordlige Yemen, i de administrative distrikter Saada og Hajjah. Faciliteterne vil fortsætte med at arbejde med frivilligt personale fra Sundhedsministeriet, men tjenesteydelserne var i forvejen forfærdeligt overbelastet. Evakueringen af LuG-personale omfatter fødselslæger, børnelæger, kirurger og specialister for intensivafdelinger.

I bombeangrebet den 15. juli af Abs-hospitalet i Hajjah-distriktet blev 19 mennesker dræbt og 24 såret. LuG erklærer, at de har mistet tilliden til, at den saudiskledede koalition vil gøre noget for at forhindre sådanne fatale angreb. LuG’s pressemeddelelse fra 18. august slutter, »At sundhedspersonale og syge og sårede mennesker dræbes i et hospital, taler sit tydelige sprog om denne krigs grusomhed og umenneskelighed.«

Den 17. august siger en lederartikel i New York Times med overskriften, »Amerika er medskyldig i blodbadet i Yemen«, at »Saudi-Arabien, der startede luftkrigen i marts 2015, bærer det tungeste ansvar for at opflamme konflikten … «, og at, »Hr. Obama aftalte at støtte interventionen i Yemen – med Kongressens formelle godkendelse – og at sælge endnu flere våben til saudierne … « Redaktionen konkluderer, »I betragtning af de civile tab, kan en fortsat amerikansk støtte til denne krig ikke forsvares.«

Foto: Abs-hospitalet i Hajjah-provinsen blev bombet i mandags, hvor 19 mennesker blev dræbt. Læger den Grænser evakuerer nu personale fra stedet, og fra fem andre hospitaler i det nordlige Yemen, pga. bombeangrebene.

Lad os sige, at, en skønne dag, f. eks. en søndag morgen, præsidenterne for hhv. USA og Kina og et par andre, efter et weekend-møde siger: »Vi har denne weekend besluttet, at vi, baseret på vore rådgivere samt den kendsgerning, at det internationale finansielle og monetære system er håbløst bankerot, som ansvarlige statsoverhoveder, af hensyn til almenvellet må erklære disse bankerotte institutioner konkurs og sætte dem under konkursbehandling. Og det er i vores interesse, at vi samarbejder om dette som nationer, for at undgå at skabe kaos på denne planet.«

Engelsk udskrift.

WHY HAVE WE ALLOWED AN EMPIRE TO DOMINATE OUR EXISTENCE FOR FAR TOO LONG?

International LaRouche PAC Webcast , Aug. 19, 2016

        MATTHEW OGDEN: Good evening! It's August 19th, 2016. My name
is Matthew Ogden. You're joining us for our weekly broadcast here
on Friday evenings of our LaRouche PAC webcast. I'll be your host
tonight. I'm joined in the studio by Jason Ross, from the
LaRouche PAC science team; and we're joined, via video, by Kesha
Rogers and Michael Steger, both leading members of the LaRouche
PAC Policy Committee.
        As we broadcast this show here tonight, the second edition
— newest copy — of the weekly publication, {The Hamiltonian} is
going to press. This is going to be flooding into the streets of
New York City close on the heels of the first edition, which came
out two weeks ago. Both Kesha Rogers and Michael Steger have
articles that are on the front page of this week's copy of {The
Hamiltonian}. Michael Steger wrote an article called "LaRouche
Was Right. End Wall Street, Now", and Kesha Rogers wrote a very
profound and beautiful article called "A Truly Human Culture —
an Expression of the Creative Human Mind."
        What Kesha addresses in this article is the inner
relationship between the minds of Lyndon LaRouche, Albert
Einstein, and Krafft Ehricke, and their conception of what a
truly human culture is.
        Joining us here today is Jason Ross, who has actually
prepared a condensed presentation on the subject of some of the
unique discoveries of Albert Einstein, which will add to our
discussion here today.
        But before we get to that, we've agreed to begin today's
broadcast with a sort of travel back into time. Now that we are
on the verge of a total consolidation of this new Eurasian
system, which is based around the original idea of the
Russia-India-China Strategic Triangle, which was championed by
Lyndon LaRouche and also championed by Prime Minister Yevgeny
Primakov of Russia in the 1990s, we are finding ourselves in a
completely unprecedented situation. It's, I think, very clear, as
we approach the G-20 Summit, the Vladivostok Economic Forum, and
also the United Nations General Assembly, that the entire
strategic geometry of the planet has shifted and has realigned.
        As is rightly pointed out in the lead of today's LaRouche
PAC website, this is not just a "practical" realignment of
nations, but, since we are talking about Einstein here today,
this is almost the "gravitational effect" of an idea which was
introduced almost 20 years ago by Lyndon and Helga LaRouche.
        The video that you're about to see is a very short excerpt
of a speech that Mr. LaRouche made at a forum in Washington, DC
in 1997 in conjunction with the release of the {Executive
Intelligence Review} {first} edition of the special report on the
subject of the Eurasian Land-Bridge. This was a presentation that
was made as part of a series of so-called "development
conferences" that were held in Washington during those couple of
years — 1996, 1997, 1998 — and I think what you'll see in this
video is the fact that it was Lyndon LaRouche's "marching
orders." It was sort of his creative vision of what the role that
China, with the New Silk Road, and also the role that Russia
would play in completely reshaping the strategic geometry of the
world.
        So, this is a short excerpt of that speech from 1997:
        LYNDON LAROUCHE: There are only two nations which are
respectable left on this planet, that is, nations of respectable
power: that is the United States, particularly the United States
not as represented by the Congress, but by the President. It is
the {identity} of the United States which is a political power,
not some concatenation of its parts. The United States is
represented today only by its President, as a political
institution. The Congress does not represent the United States;
they're not quite sure who they do represent, these days,
[laughter] since they haven't visited their voters recently.
        The President is, institutionally, the embodiment of the
United States in international relations. The State Department
can't do that; the Justice Department can't do it; no other
Department can do it; only the President of the United States,
under our Constitution, can represent the United States as an
entity — its entire personality, its true interest, its whole
people.
        Now, there's only one other power on this planet which can
be so insolent as that toward other powers, and that's the
Republic of China. China is engaged, presently, in a great
infrastructure-building project, in which my wife and others have
had an ongoing engagement over some years. There's a great reform
in China, which is a "trouble reform." They're trying to solve a
problem. That doesn't mean there is no problem. But they're
trying to solve it.
        Therefore, if the United States, or the President of the
United States, and China, participate in fostering {that}
project, sometimes called the Silk Road Project, sometimes the
Land-Bridge Project, if that project of developing development
corridors across Eurasia into Africa, into North America, is
extended, that project is enough work to put this whole planet
into an economic revival. I'll get into just a bit of that, to
make it more sensuously concrete.
        China has had cooperation with the government of Iran for
some time. Iran has actually been completing a number of rail
links which are an extension of China's Land-Bridge program (or
Silk Road project). More recently, we've had, on the side of
India, from Indian leadership which has met with the
representatives of China, to engage in an initial route, among
the land routes, for the Land-Bridge program. One goes into
Kunming in China. I was in that area, in Mishana, during part of
World War II. Out of Mishana we had planes flying into Kunming,
"over The Hump," as they used to say in those days. I'm quite
familiar with that area.
        But if you have water connections, canal connections, and
rail connections from Kunming through Mishana — that area —
across Bangladesh into India, through Pakistan into Iran, up to
the area just above Tehran, south of the Caspian — you have
linked to the Middle East; you have linked to Central Asia; you
have linked to Turkey; you have linked to Europe.
        Then you have a northern route, which is pretty much the
route of the Trans-Siberian Railroad, which was built under
American influence and American advice, by Russia. You have a
middle route, which is being developed, in Central Asia, with
China and Iran.
        India is working on a plan which involves only a few
hundreds of kilometers of rail to be added — there were a lot of
other improvements along the right-of-way — which would link the
area north of Tehran through Pakistan, through India, through
Bangladesh, through Myanmar, into Kunming, into Thailand, into
Vietnam, down through Malaysia and Singapore, across the Straits
by a great bridge, into Indonesia.
        There's a plan, also, for the development of a rail link
through what was northern Siberia, across the Bering Strait into
Alaska, and down into the United States. There's a Middle East
link — several links — from Europe, as well as from China, but
from China a Middle East link into Egypt, into all of Africa.
        So, what we have here, is a set of projects which are not
just transportation projects, like the trans-Continental
railroads in the United States, which was the precedent for this
idea, back in the late 1860s and 1870s. You have "development
corridors," where you develop, on an area of 50-70 km on either
side of your rail link, your pipeline, and so forth. You develop
this area with industry, with mining, with all these kinds of
things. Which is the way you {pay} for a transportation link.
Because of all the rich economic activity. Every few kilometers
of distance along this link, there's something going on, some
economic activity. People working, people building things, people
doing things.
        To transform this planet, in great projects of
infrastructure-building, which will give you the great
industries, the new industries, the new agriculture, and the
other things we desperately need. {There is no need for anybody
on this planet, who is able to work, to be out of work.} That
simple. And that project is the means.
        If the nations which agree with China — which now includes
Russia, Iran, India, other nations — if they engage in a
commitment to that project which they're building every day; if
the United States — that is, the President of the United States,
Clinton — continues to support that effort, as he's been doing,
at least politically, then what do you have? You have the United
States and China and a bunch of other countries ganged up
together, against the greatest power on this planet, which is the
British Empire, called the British Commonwealth. That's the
enemy!
        If on one bright day, say a Sunday morning, after a weekend
meeting, the President of the United States, the President of
China, and a few other people say, "We have determined this
weekend, that based on our advisors and the facts, that the
international financial and monetary system is hopelessly
bankrupt, and we in our responsibility as heads of state, must
put these bankrupt institutions into bankruptcy reorganization,
in the public interest. And it is in our interest to cooperate as
nations in doing this, to avoid creating chaos on this planet."
        The result, then, is that such an announcement, on a bright
Sunday morning, will certainly spin the "talking heads" on
Washington TV. [laughter] But otherwise it means that the entire
system, as of that moment, has been put through the guillotine,
and the head is rolling down the street. Alan Greenspan's head,
perhaps.
        That means we have at that point the impetus for building,
immediately, a new financial and monetary system. Now, in putting
a corporation which is bankrupt, into viable form, what do you
do? You've got to find the business that it's going to do, which
is the basis for creating the new credit to get that firm going
again.
        The Land-Bridge program, with its implications on a global
scale, is the great project which spins off directly and
indirectly enough business, so to speak, for every part of this
world, to get this world back on a sound basis again.

OGDEN: As you can see, this is a very prescient speech, and in
fact it was Lyndon LaRouche's active intervention, travelling to
Russia, his wife travelling to China in this period, the
publication of {EIR} Special Report about the Eurasian
Land-Bridge, which has shaped the current situation we find
ourselves in. One thing that's interesting to point out, is those
maps that you were seeing. At that time many of those rail routes
and other pipeline routes were merely proposals, but now many of
them are actually in the process of being built.
        I think it's clear, 20 years on, this is the emergent
dominant system on the planet. At the same time, the
trans-Atlantic system is in completely blowout mode. You have an
oncoming implosion of trillions of dollars of non-performing debt
and derivatives exposures, which are being projected into every
major bank across the trans-Atlantic system.
        In the meantime, in the build-up to the G-20 Summit and into
the United Nations General Assembly, you've got the role that
especially President Putin is playing, in consolidating a series
of alliances, mainly between Russia, China, and India; but also
this emerging alliance between Russia and Turkey; and, very
significantly, the very strengthened alliance between Russia and
Iran, where Russia is now using bases in Iran as a point of
departure for fighter jets to go in and fight against ISIS in
Syria.
        Putin, who is being honored as the Number One guest at the
upcoming G-20 Summit in China, is certainly at the center of all
of this. His career and Mr. LaRouche's career, over the past
twenty years since that speech was delivered in Washington, have
very closely paralleled each other.
        I think we can open up the discussion with that as a basis.

        KESHA ROGERS: Did you want to start, Jason?

        JASON ROSS: You can go ahead Kesha, or Michael.

        ROGERS: Okay. I think Michael might be having some technical
difficulties, so I will go ahead and get started.
        When we look at Mr. LaRouche has emphasized, first of all,
going back to this video that you just showed, it's extremely
important to look at this video as a characteristic of who Mr.
LaRouche is, and his 40- to 50-year track record in economic
development, and what he has been organizing around, from the
standpoint of the center of economics being based on the human
intervention, the human creative process.  And what actually
distinguishes him from all of the other so-called "economists"
out there, because as you just said Matt, what we're dealing with
right now is a breakdown crisis in the society that Mr. LaRouche
has recognized going back to his first forecast of the late
1960s, 1970s.  What were these forecasts based on?  They were
based on the fact that if you went along with a mathematical idea
about how society should function, then you were completely
misunderstanding — or should I say wrong in your understanding
of what actually fosters progress in society.  What fosters
progress in society is not money per se; and this has been Mr.
LaRouche's focus on the role of Alexander Hamilton. [That’s] why
right now as many people have seen, we've already put out one
edition of a new newsletter that you just showed Matt, called
{The Hamiltonian}.  This is extremely important because now we're
putting out the second edition of {The Hamiltonian}, which is
having reverberating effects, particularly throughout Manhattan;
which is the center of the fight for the nation.  That is the
fight where Alexander Hamilton led the fight for the development
of our US Constitution against the British criminals like Aaron
Burr, and against those who wanted to destroy what the United
States actually represented.
        But it goes deeper than that; because I think what we've
discussed a lot around Mr. LaRouche's current fight in Manhattan
and what we're doing with this {Hamiltonian} is what has defined
the mission for bringing about the new Presidency.  Michael wrote
an article last week on the question of the new Presidency
fostered by Mr. LaRouche's Four Laws and the bringing in of those
Four Laws.  The article that's in this week's {Hamiltonian} is by
Michael around LaRouche's track record in economics and why Wall
Street has to be brought down now.  It is followed by the article
that I wrote on the human creative process.  I think we'll get
more into that, but when we bring up this question of a New
Paradigm for mankind and the identity of a renaissance, some of
it becomes in most people's minds because of the society and
culture we live in, a little superficial.  It is based on this
idea that a renaissance has a different meaning to it.  When we
speak of the idea of creating a New Paradigm for mankind, first
and foremost, it is the idea of creating something that has not
yet existed; something that the human creative mind has to bring
into existence.  When you go back and you start to look at the
idea of what the conception of the Italian Renaissance was based
on historically, it was the idea of putting mankind and the human
creative process at the center of the Universe.
        I think it's important that we'll get into this; that this
is what has shaped the identity of Mr. LaRouche around his
emphasis on the unique creative role of Albert Einstein and the
unique creative of others such as was mentioned earlier — Krafft
Ehricke.  I think it's important for people to look at this,
because the question now is that with the collapse of the society
that we're seeing right now, the detrimental collapse of the
culture, what we're seeing in terms of what's taken over the
thinking of the population.  The population is not capable of
actually making decisions as human beings; they're making
decisions based on what somebody tells them is possible or is not
possible.  I think this is a problem we're running into.  How can
you actually say that you have the ability to make decisions as a
free citizen when you're making your decisions based on what you
think is already possible and has been determined as precedents
set and possibilities that are already a determining factor of
what can and cannot happen.
        So, I think that's important to look at as people are
thinking about this insane election process.  Instead of thinking
about what is going to shape your future; is it going to be
something that happens to you?  Or something that you actually
bring into existence?  That's what Mr. LaRouche has been
completely focussed on.  The population has to have a sense that
you're responsible for your future; you must bring that which
does not exist into existence, based on your understanding that
human beings are not animals.  We don't have to go along with the
insanity of what we're told we have to accept.
        So, I'll start with those remarks for now, and let you guys
go on with more.

        OGDEN:  Well, we just got Michael back, so maybe we should
hear him.

        MICHAEL STEGER:  Hi.

        OGDEN:  Great!  Welcome back.  We were just discussing some
of the implications of going back and looking back at that video
of Mr. LaRouche's speech in 1997.  I think you actually had
something to point out about the timing of that speech and what
happened just immediately afterwards.

        STEGER:  Yeah, and part of the dynamic in organizing some of
the layers of China at that time was that it was not clear to
many in China at that time, or in Asia, that the western
trans-Atlantic system had major failings and weaknesses.  It was
just two months after that speech was made that the Asian
financial crisis erupted; dominating Southeast Asia and Japan —
the so-called "Asian tigers".  It really made it very clear that
the entire financial system could go.  It was just a year later
that the whole LCTM crisis happened.  So when Mr. LaRouche is
referencing the bankruptcy of the financial system, that was very
apparent in just months to come to almost everyone on the planet;
as apparent as it was in 2008 when the financial system blew
again.  As we point out in the article in the new {Hamiltonian},
the level of insanity that now dominates 20 years later, creates
what is clearly the largest financial breakdown in modern
history.  This is a kind of financial bankruptcy only comparable
to perhaps the blow-out in Italy in the 1300s; which brought a
Dark Age to Europe.
        But what is remarkable is how much these nations like China
— it's just striking; and maybe this has already been stated —
but the context of China and India collaborating on major routes
is an ongoing diplomatic process today.  Far more engaged, far
more serious than anyone can probably imagine; let alone the
integrations of countries like Iran, Turkey.  Everything that Mr.
LaRouche laid out about 20 years ago, is now on a far greater
active collaborative effort among these nations.  It is somewhat
a testament to the power of ideas and how that can shape history
at crisis moments; as we saw in '97 and what we see today.

OGDEN:  I think one thing that is very clear from just looking at
Mr. LaRouche's role in the middle of this, is his emphasis on the
mission that has to bring nations together.  In other words, this
is not just geopolitics in a cynical sense.  This based around a
concept of what is the human species?  What is real profit?  How
do we create a future for a growing population; and how do we
establish the kind of optimism that mankind has a future towards
which the current generations can work?  It's pointed out, I
think a lot of what we're seeing right now is not just a
projection of the past into the present.  This is a reflection of
a future intention.  You can look at what China is doing, for
example, in terms of their space program.  The fact that two
years from now, you're going to have a Chinese probe going to
where no man has gone before; to the far side of the Moon, to
discover things that perhaps we don't even know are questions
yet, in terms of man's relationship to the Universe.
        When we were discussing some of these questions with Mr.
LaRouche yesterday, he had one thing to say which I just would
like to quote verbatim from him which I think can provide the
basis for a furthering of this discussion.  What Mr. LaRouche
said was the following:  "Mankind is not based on the limitations
of individual human behavior; but, in fact, man as a species is
based on the individual powers of the human mind to go beyond
what mankind had conceived of prior.  Giving mankind a power over
the Universe greater than anything achieved heretofore."  We've
been putting a lot of emphasis on the personality of Albert
Einstein, but for what reason?  For the very reason that Albert
Einstein is paradigmatic of exactly that sort of individual,
revolutionary characteristic of genius.  That the genius takes
what was believed prior to that point and calls it into question,
and overturns major aspects of what mankind had believed and had
put into practice up to that point; and revolutionizes mankind's
understanding of the Universe and of himself.  So, I think that's
sort of a window into why the emphasis on Albert Einstein right
now.

        JASON ROSS:  It's difficult to speak for LaRouche; and he's
got opportunities to speak for himself on this site, too, which
he'll continue doing.  But the example of Einstein as a real
{mensch} you might say, a real human being, what it is to be a
person is essential for a couple of reasons.  One, if you think
about the role of LaRouche in history and the economic
breakthroughs he made several decades ago now, you look at the
courage that he had to stick with what he knew was right despite
whatever opposition might come his way; despite what was
effectively a life sentence in prison, to not compromise in the
face of that.  An economic forecasting record that's unparalleled
and proposals for polices that are now — as you heard in that
video, and as is taking place right now with China's One Belt,
One Road taking the world.  So, in terms of how Einstein fits
into that, I want to take up something that Kesha had brought up
about popular opinion.  Because where do you get a freedom in
your thoughts from?  How are you able to be a free thinking
citizen; or how are you able to come to conclusions that are your
own, as opposed to having a basis in their popularity.  Or
whether you think other people might think them, or whether you
think you ought to look like you think them to get ahead somehow.
Is there an actual standard for whether something is true or not?
Yes, there is; and unfortunately and deliberately, that's really
not part of our culture or our education right now.
        So, LaRouche has emphasized that the general understanding
of Einstein is false; it's wrong.  Most people's images of who
Einstein is as a person, his work to some degree, it's just not
true.  And we've got to clean that up in order to make a case
about what his approach was to the Universe, to mankind, to life;
and how that was important, it made it possible for him to make
the scientific breakthroughs that he did.  But he was a whole
person; he was an entire human being, including the role of his
violin — something that LaRouche has referred to a number of
times.
        So today, I want to go through a few things — somewhat
briefly. We're going to have a "New Paradigm for Mankind"
Wednesday show this coming week on Wednesday after a hiatus of
some period.  So, we'll be able to get into this in a bit more
detail then, but I want to take up three things.  First is
briefly, some thoughts from Einstein; quotes from Einstein.  How
did he think about things beyond his scientific work also.
Second, I want to talk about his most famous discovery —
relativity; and what that implies.  And then third, talk about
quantum mechanics as an example of Einstein's courage against
popular opinion; which is something that he had from a very young
age.  Then we'll see how that plays into these other concepts.
        When he was 67, Einstein was asked to write down a sort of
an autobiography; which he felt was like writing an obituary
before he had passed.  He was a nice guy, so he still did it.
I'm going to read some quotes from this; it's called his
"Autobiographical Notes".  He starts off very early; he says,
"Even when I was a fairly precocious young man, the nothingness
of the hopes and strivings which chases most people restlessly
through life, came to my consciousness with considerable
vitality.  Moreover, I soon discovered the cruelty of that chase;
which in those years was much more carefully covered up by
hypocrisy and glittering words than is the case today."  So, the
vain chase for success, this isn't a real identity.  He says, "It
was possible to satisfy the stomach by such participation, but
not a human being insofar as he is a thinking and feeling being.
Thus, I came — despite the fact that I was the son of entirely
irreligious Jewish parents — to a deep religiosity; which,
however, found an abrupt ending at the age of 12.  Through the
reading of popular scientific books, I soon reached the
conviction that much of the stories in the Bible could not be
true.  The consequence was a positively fanatical free thinking,
coupled with the impression that youth is intentionally being
deceived by the state through lies.  It was a crushing
impression.  Suspicion of every kind of authority grew out of
this experience.  A skeptical attitude towards the convictions
which were alive in any specific social environment; an attitude
which has never left me."  It's not some popular opinion.
        He wrote that, "The contemplation of the huge world, the
vast riddle of the Universe around us," this to him was the
proper goal of life.  And that by considering it, you could be
really liberated from things that are merely personal or
insignificant.  He wrote: "Similarly motivated thinkers of the
present and the past, as well as the insights which they had
achieved, were friends that could not be lost.  The road to this
paradise of knowledge was not as comfortable and alluring as the
road to the religious paradise; but it has proved itself as
trustworthy, and I have never regretted having chosen it."
        In his thinking process, Einstein — who was a musician with
a deep love of Mozart in particular — didn't believe that
thinking required words.  He wrote: "For me, it is not dubious
that our thinking goes on for the most part without the use of
signs or words.  And beyond that, to a considerable degree, it
takes place unconsciously."  He writes that "Through our
experiences as we understand conflicts between our thought of how
the world works and experiences which counter that, we develop a
sense of wonder," which he says is the key to the development of
new thoughts.  So, how can that be developed?  How can that be
fostered?  Well, he complained about the school in his day; he
said there was too much testing and not enough freedom or actual
thought for the students.  I can hardly imagine what he would say
about schools now.  He wrote then that "It is, in fact, nothing
short of a miracle that the modern methods of instruction have
not yet entirely strangled the holy curiosity of inquiry.  For
this delicate little plant, aside from stimulation, stands mainly
in need of freedom.  It is a very grave mistake to think that the
enjoyment of seeing and of searching can be promoted by means of
coercion and a sense of duty."
        On the kinds of thoughts that make true discoveries, he said
that there are two requirements for such a theory.  One, it can't
be contradicted by observations; and second, he said it has to
have an inner perfection.  About that, he wrote — sounding very
much like Johannes Kepler, the first modern astronomer —
Einstein wrote:  "We prize a value more highly if it is not the
result of an arbitrary choice among theories which — among
themselves — are of equal value and analogously constructed."
That is, to be right, an idea also has to be necessary; not just
in keeping with observations.
        In his life, he was a courageous man; he stood up against
World War I; even when many great scientists like Max Planck had
written a letter supporting the war, supporting Germany's cause
in it.  Einstein didn't; he wrote a letter opposing it, and even
got Max Planck got rescind his support for the war.  He stood up
against racism in the US in many famous cases such as Marian
Anderson, who when she went to perform in Princeton, wasn't able
to actually spend the night anywhere; she was turned away by
hotels.  So, she stayed at Albert Einstein's house, which is
where she'd stay whenever she visited that town.  And his
opposition to the FBI and the thought policing it was doing.
When he was coming to the US, they had a list of questions for
him; they wanted to do an interview, find out what kind of
thoughts Einstein had.  He said, I'm not going to answer these.
If this is the condition for coming to the US, I'm not going to
come; forget it.  They gave in.  So, I'll let those brief words
from Einstein stand for themselves.
        Let's take a look at the second part, which is a few
thoughts about his famous discovery of relativity.  As far as the
context for this, ever since the general hegemony of Newton's
outlook — which didn't have to happen, but it did — according
to Newton, when we make observations, when we do science, things
take place in a space that is indifferent to those things; it's
just there.  It existed before anything was in the Universe.
According to Newton, space existed before God created everything;
it was just the primordial space.  Newton also believed that
there was a time; a single time, a universal time that flowed on
of its own accord, had no particular characteristics and was not
dependent on or related to anything that actually took place over
time.  So, according to Newton, there was an absolute space, an
absolute time; and objects in that space at various times.  Now,
this had already been shown to be wrong by Gottfried Leibniz, who
in a debate with Newton, demonstrated that requiring an absolute
space and then saying that God created everything somewhere in
that space, as opposed to somewhere else; would be a decision
without any good reason.  And that God couldn't do something like
that; everything in the Universe had a reason for it, and that
therefore there couldn't have been this space in the first place.
Newton used the same example to say that shows you how powerful
God is, because He could do whatever He felt like.  So, He put
the Universe somewhere.  Anyway, Leibniz had already shown that
this Newtonian idea was wrong; but Newton gained hegemony.  So,
it has the result that people think of facts, of things taking
place in locations at certain times.  But Einstein showed that
this actually isn't true; that there is no time that any event
takes place.  That the time an event occurs, depends on who is
looking at it.  Not in the way of uncertainties or anything like
that; but the time itself doesn't exist as one thing that's
independent of who's doing the looking, or of their location.
What he did was, he created a new concept that resolved the
contradiction between two concepts that were actually mutually
contradictory.  So, these two concepts were, first off,
relativity; which existed before Einstein as a concept or
equivalence.  Leibniz believed this, for example; which was that
no matter where you are, or how you're moving — any of those
kinds of particular conditions — mind is universal.  Mind is
everywhere; mind is everywhere in the Universe; mind doesn't have
a speed or motion or anything like that.  Concepts that govern
how the Universe unfolds — true physical principles — are
independent of how you look at any particular fact or observation
that's occurring.  So, you can't change mind by moving something
physically — more on that in a minute.
        The second concept was that the speed of light is the same
for any observer; and that's not something that was immediately
apparent.  This was definitely debated.  To contrast that,
imagine that you're driving on a road and there's a car next to
you that's moving at a similar speed.  To you, it looks like the
car isn't really moving; to a pedestrian, the car is moving at
whatever speed you're driving.  Light is different than a car
moving, where you can catch up with its speed and make it look
like it's still.  For light, no matter how you're moving, light
beams to you all appear to move at the speed of light.  So, you
can't put those two concepts together; you can't have relativity
and a constant speed of light if you have one time and one space.
Instead, what Einstein said was that the time between events or
the distance between locations can actually differ based on how
you're looking at them.  So that simply being in motion — it's
not perceptible except at very high speeds — but simply being in
motion changes the lengths of everything around you, the time
between events that take place.
        I'll just briefly outline one example of this — we can get
into it with some pictures and things on Wednesday.  He shows a
lot of examples of thought experiments using trains moving
through train stations or embankments.  He gives one example
which is, let's say that as a train is moving, someone on the
ground sees flashes of lightning hit both sides of the train at
the same time.  For them to say "at the same time", what it means
is if you're standing in the middle, the light from both of those
flashes reaches you at the same time.  You say, "I'm in the
middle between these two points, therefore they must have
happened at the same time and then it took the light a little bit
of time for me to see it."  But you'd also recognize that if
someone on the train was to see those same two lightning bolts,
which to you occur simultaneously, as the train is moving this
way and you picture light moving at a constant speed from your
viewpoint, the light that was at the front of the train is going
to be observed first by somebody standing in the middle of the
train.  Someone on that train would say that those lightning
flashes didn't occur at the same time; that one preceded the
other.  What that means is that there's no simultaneity; there's
no ability to say anything took place at a certain time.  Time
now depends on who's looking at it.  If there's no simultaneity,
then there's nothing instant that can take place in the Universe;
because there's no instant for anything to occur instantly in.
So, for example, gravitational pull can't occur instantly; there
can't be an instant action at a distance.  In fact, nothing, no
effect could go faster than light; including gravitational
changes.  It meant a couple of things.  One is that you can't
separate space and time; but the other thing is that it makes you
really have to reconsider what makes up reality.  The idea that
objects at places in times are facts; that's not reality.  The
thing that's most real is the principles that you're able to
discover that don't change based on how you look at them, or how
you're moving.  Something like the way that light moves — that's
a physical principle; no matter how you look at it, it's the same
thing.  It's a principle.  A distance between two things?  That's
not a principle; that's not invariant.  That can change,
depending on how you look at it.  So that the naïve sense that
we get of the world around us, of our very concept of space, is
just not right.  Even though it seems totally intuitive and very
popular, you have to force a different kind of understanding.
        Now, there's a lot more to relativity than that, that's just
a component of it.  But it's undergone many, many tests over the
decades.  Things like starlight being deflected as it passes
around the Sun; atomic clocks going in airplanes and rockets;
light made by stars being a different color by virtue of their
gravitation.  Gravity waves, recently discovered somewhat
directly by the SLIGO experiment, but a paper written about them
in the '70s; having discovered indirect evidence for them from a
pulsar.  So, his thoughts have definitely stood the test of time
on this.  Nothing shows that he was wrong.  So that says
something about how we think about the world.
        Just to say something about Einstein's courage, on the third
topic is the quantum world.  In 1900, Einstein later colleague,
Max Planck had made a discovery that he was able to explain the
kind of light that hot bodies emit.  Something that's hot and
glowing like the filament in a light bulb; Planck was able to
explain that based on an hypothesis that the way light was
emitted from and absorbed by that hot body took place in pieces.
That the light energy had to interact with that body in
individually in quanta, the plural of quantum.  A few years
later, in Einstein's so-called "miracle year" of 1905, he
generalized this and said that's just how light is; it comes in
pieces.  Light is not purely a wave; light is also somewhat of a
particle.  The field developed, and one of the things that came
out of it that Einstein had realized, was a phenomenon called
entanglement.  To say it very briefly, it's the characteristic
where you're able to make two particles, say two photons that
have characteristics that are shared.  In the case of photons,
they have opposite polarizations.  Or maybe you can make two
electrons that have opposite spins.  After you make them, here's
the thought experiment Einstein would say.  Let's say you make
two of them; you don't look at them, and they go to very
different places.  One's in Tokyo and one's in New York.
According to the theory, once you measure one in Tokyo and you
get some sort of number for whatever its spin is; the one in New
York automatically has the opposite spin.  So Einstein said, does
this mean that measuring something in New York changed something
in Tokyo, or vice versa?  Could it have an instant effect
somehow?  How did it change the other particle that's so far away
from it?  Nothing can occur instantly anyway, because there are
no instants.  What's going on?
        What it came to was a debate over decades, that was
unresolved.  Einstein believed that the way work in this field
was going, was that people were giving up on reality; that they
were saying that all we really ever know is an observation.  That
the world doesn't exist in a certain state independent of our
measuring it.  Not just because our measurements affect things —
especially when they're very small; but that even God himself, so
to speak, doesn't really know the state of say an atom.  It
simply doesn't have one; all that is really real is when you
observe it later.  So, Einstein made a lot of polemics against
this, a lot of pedagogies about it, a lot of demonstrations; and
although there have been experiments since the decades after his
life that shed new light on it, I think the key thing to take
from that is that Einstein recognized that there was something a
bit unsettling about the way science was going.  That people were
willing to give up on the idea that things occurred for a reason.
To Einstein, that was throwing away reality; bidding farewell to
the idea that there is a real world.  Some of his thoughts on
that, you might have heard him say he'd like to think that the
Moon is still there even when he doesn't look at it.  But I think
the thing to take from that is his courage; even when almost
everyone was against him, he stuck to his guns on that.
        So, in terms of concluding on that, or drawing a reflection
from it, it's a constantly under-appreciated miracle that our
minds are able to understand the Universe in a way that gives us
power over it.  That unlike a koala bear or a grasshopper, that
are unable to use their understanding of nature to change their
relationship to it to transform their species, we're able to do
that.  There's something coherent between the way our minds piece
together and understand the world around us through our thoughts,
through our concepts.  There is a harmony between those concepts
and the way the Universe actually operates that gives us access
to act on those principles to bring about new states of
existence; and is the basis of economics.  So, I think that in
addition to a radical transformation and improvement in culture
that's needed, people like to think that they've got a lot of
scientific knowledge these days; because you own a smart phone
and you think you know something about science.  Or you say that
everybody knows there's global warming and only anti-scientific
people disagree with that.  That's not a basis of knowing
anything; and there's a lot of room for a dramatic improvement.
A real renaissance of taking Einstein's identity as an example
and really developing a fresh and powerful view of science to
solve many of the problems that we're confronted with right now,
that without a different approach, might never be solved.
        So, that's a very inadequate beginning about Einstein; but
it's a job for all of us to do.  To figure out who is this man;
what can we learn from his approach?  I think we'll be hearing
more from LaRouche and his thoughts on how he views his
importance as an individual for us today.

ROGERS:  I think that's very important.  What I think is
important to go back to in terms of LaRouche's role and what he
said in the presentation that we showed earlier.  And going to
the understanding of what is actually happening with the role
that Russia, under President Putin, and the role that President
Xi Jinping is playing in relationship to what Mr. and Mrs.
LaRouche had set into motion several decades ago with the
development of the Productive Triangle, of the Eurasian
Land-Bridge, the Silk Road Development Plan.  This coming into
motion now, and at that very time, during that presentation that
we saw in the beginning of this program, made the point that
these nations would be brought together in collaboration and form
a coalition of nations representing nations such as Iran, China,
Russia, India, and so forth, to put an end — once and for all —
to the British Empire.  And the intentions of the British Empire
to destroy this very conception of what is the truly human
identity; the identity of the creative human process.  I think
it's very important to look at that from the standpoint of the
presentation you just gave, Jason.  Because that's what missing.
        What we're talking about is not a political fight from the
standpoint of how do you bring down one political candidate over
the other; but how do you destroy a system, particularly the
British Empire, in all of its facets and what it represents, that
denies this creative human process.  Right now, what we're
looking at from the United States is that as the rest of these
nations are moving in the direction of creating a New Paradigm
for mankind, moving with the Silk Road economic development plan;
where is the United States right now?  The United States is
continuing to go along with the evils and destructive policies of
the British Empire.  This has been the case for decades now; this
has been the case under the murderous, insane agenda of President
Obama, who should have been removed a long time ago.  Or the
policies of the Bush administration, and the lies and the
cover-up.  Now, we have an opportunity.  What we're discussing
here is not just some nice scientific ideas, and let's look at
Einstein and people think they have their different conceptions
and understanding and "Oh, I studied this in elementary school."
No; the idea is, what has been taken away from society?  Why have
we allowed an Empire to dominate our existence and our nation and
culture for far too long?
        So, I think it is the case that in 1997, when Mr. LaRouche
made the point that what we're dealing with is nations have to
come together to bring about that truly human identity to destroy
this empire once and for all; that's what we're going to use
Einstein to do.  I'll just make that point.

        STEGER:  Just to add, because I think it's worth
considering; there are so many developments that we're on the
verge of.  This coming six weeks have such a dramatic nature that
we've already seen a certain sense of in terms of a consolidated
effort to end this British Empire system; the very key emphasis
Lyn took up in 1997.  That there is now an orientation to resolve
the question of the Balkans, the Caucuses, Kashmir, the South
China Sea; even North Korea are essentially on the agenda of
these major nations.  To end the potential of world war, and to
really consolidate a new economic system.  So, it is kind of
striking that Lyn's emphasis is, as Matt you raised, on Einstein.
Why the emphasis now?  But it's clearly because in the minds of
this collaborative effort among these nations and among any
patriotic Americans, as we see in the performances we're
developing in New York around the 9/11 anniversary, the question
has to be the long-term development of mankind.  Not one's
children, not one generation ahead, but the actual ongoing
development that now is possible to embark upon as a human
species on this planet.  And I think Einstein craved and desired
no less.  His discoveries and passion unleashed that kind of
potential, which he probably saw as a young man himself, and that
quality.  It's not just simply a liberal emotion; it is of a
scientific endeavor which Einstein really captured.  I think
Lyn's comments then and today also do as well.

        OGDEN:  Well, I think it's with a full amount of confidence
that we can move forward and understand that the epic
era-changing kinds of developments that are occurring around us
right now, are things that Mr. and Mrs. LaRouche have been in the
middle of for decades, literally.  They've had their fingers on
the pulse of history right up to this point.  Helga LaRouche
pointed out yesterday that the speech that she gave at the Rasina
Dialogue in India just a couple of months ago, seems like it's
exactly what is now being undertaken by the Indian government in
terms of their collaboration with China and Russia to project the
Silk Road into the Middle East to resolve this terrible crisis
that exists there.  And Mr. LaRouche's continuing role in terms
of the intellectual sounding board around which the rest of
history is continuing to move.  It's with confidence that we can
look back at that speech and everything else that is on the
record in terms of their role.  It's an identity which we need to
maintain within ourselves and those who are collaborating with
us, that yes, your finger is on the pulse of history; the
imagination of what the future can become is what is continuing
to shape the actions in the present.  And it's a moment of
decision; it's the {punctum saliens} moment in terms of which
direction does mankind go right now.  We have a rich potential,
and I think it's extremely clear; but it's also extremely
dangerous.
        I'd really like to thank Jason for giving a little bit of a
foretaste of what's going to be elaborated much more, I'm sure,
on the show next Wednesday.  That's going to be broadcast, and we
would ask you to tune in to that.  I also want to encourage
people to continue to participate in the process of inundating
Manhattan with this new publication, {The Hamiltonian}.  This is
issue 2, and it continues to be the center of our intervention
into shaping the United States and answering the question that
Kesha asked:  Why is the United States not yet a part of this
emerging dynamic on the planet?  What must be done to cause that
to occur?
        So, I'd like to thank all of you for tuning in; and
encourage you to stay tuned to larouchepac.com.  And we'll see
you next week.

17. august 2016 (Leder) – Hvis Deutsche Bank for lov til at synke ned i et ukontrolleret kollaps, der får den største pulje af derivater blandt verdens banker til at nedsmelte, vil ikke alene den tyske økonomi, men også hele Europa og USA, hermed blive lagt øde. Alligevel er det, hvad der er på dagsordenen, bogstaveligt talt hvad dag, det skal være. Endnu en stemme fra den finansielle elite råber i dag alarm: »Deutsche Bank befinder sig i større vanskeligheder, end folk gør sig klart«, sagde Brad Lamensdorf fra hedgefonden Ranger Equity Bear i et interview med Lodonavisen The Express. »Noget er i den grad brudt sammen.«

»Der er intet i det europæiske banksystem, der er stabilt«, var Lyndon LaRouches respons. »Den tyske økonomi er på randen af en eksplosion. Merkel og Schäuble prøver på at håndtere det umulige. De må gå af. Det er kun et spørgsmål om tid, hvornår sammenbruddet vil indtræffe.«

Der findes midler til at løse denne krise, men ikke, medmindre der i Tyskland omgående træder ledere frem, der kan genoprette stabiliteten. Dette kræver for det første en genkapitalisering af Deutsche Bank under en nyt program, der afskriver den værdiløse derivat-boble og genopretter kommerciel bankvirksomhed under en regulering i stil med Glass-Steagall. Hvis dette gøres nu, sagde LaRouche, så kan Tyskland, i samarbejde med Putins Rusland, undgå et pludseligt sammenbrud og blive drivkraften for et nyt paradigme for samarbejde mellem de transatlantiske nationer og det russisk-kinesiske partnerskab, der nu leder verdensøkonomien fremad, det vestlige kollaps til trods.

Ledende kræfter i Tyskland forsøger at forbedre relationerne med Rusland. Udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier mødtes med sin russiske modpart Sergei Lavrov i Jekatarinburg den 15. august, hvor de to enedes om at »tilskynde til kontakter mellem regeringsagenturer for regioner i den Russiske Føderation og Forbundsrepublikken Tyskland«, udtalte Lavrov og tilføjede, at »vi mener, at den interesse for at samarbejde med Ruslands regioner, som Frank-Walter har udvist, fortjener al mulig støtte«. Som rapporteret i TASS, diskuterede de to, ifølge Lavrov, også bilaterale relationer inden for »politiske, kulturelle, humanitære og historiske områder«. Hvor længe kan det vanvittige sanktionsregime og NATO’s krigsmobilisering tolereres?

Tiden er knap. Putin har ramt Obamas krigsplan på to sårbare flanker: først i Syrien, hvor han under international lov har arbejdet med Syriens suveræne regering om at besejre terrorist-apparatet på forskellige fronter i Syrien, og således udstillet Obama som en promoter af de saudisk-kontrollerede al-Qaeda-netværk for at fuldbyrde hans aggressioners mål om kriminelt regimeskifte; og for det andet, så har Putin bragt Tyrkiet til fornuft og afsluttet Obamas brug af landet til at kanalisere våben og terrorister ind i Syrien.

Obama har reageret ved at sætte neonazistiske bander ind i Ukraine for at udløse terroristangreb i Krim – dvs. på russisk territorium – og optrappe krigen i Donbas-regionen. Putin meddelte, at det planlagte møde i Normandiet-gruppen (Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine) ved det kommende G20-møde i Kina, med henblik på at forsøge at redde Minsk-aftalerne, var meningsløst nu, hvor Kiev har satset på terror på russisk territorium. Hollande, Merkel og Porosjenko talte i telefon i dag – uden Putin – og opfordrede til at fortsætte med Normandiet-processen. Andre har foreslået, at Tyskland og Rusland fortsætter på egen hånd for at løse problemet med Ukraine, og for at kræve en afslutning på Kievs Obama-støttede provokationer.

Der er krig på dagsordenen – en krig, der hurtigt ville blive global og atomar. Alt imens Tyskland, under et nyt lederskab, og i tandem med Rusland, kan forhindre det økonomiske kollaps og standse den fremstormende krig, så vil det kræve mod af amerikanske statsborgere at standse Obama (og hans håndlanger Hillary Clinton) i at udsætte USA for Wall Streets destruktion af den fysiske økonomi og føre verden ud i krig. Disse beslutninger skal træffes nu – ikke igennem et svindelvalg mellem to fjender af det Amerikanske System, men nu, ved forfatningsmæssige midler, der fjerner Obama for hans flere mange forbrydelser mod Forfatningen og mod menneskeheden, og som indfører Glass-Steagall, genopretter nationalbankvirksomhed og genopretter Amerikas forpligtelse til en fremtid på Jorden og i rummet med fusionskraft.

Ingen »praktiske«, delvise forholdsregler vil lykkes.

Foto: Præsident Putin og den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier trykker hinanden i hånden efter et møde den 23. marts, 2016.

.

Alt imens de asiatiske Stillehavsnationer har brug for den videnskabelige viden, teknologi og fordele ved vores form for regering, såsom et statsligt kreditsystem efter Alexander Hamiltons principper, så står det klart, at, med hensyn til inspiration, så må vi nu se hen til Stillehavsområdet.   

Download (PDF, Unknown)

Titelfoto: Helga Zepp-LaRouche på Kinas kyst, »Den Eurasiske Landbros Terminal Øst«, 1996.

16. august 2016 (Leder) – Den Internationale Betalingsbank (BIS) har forberedt et dokument til det forestående G20-topmøde for statsoverhoveder i Kina, med en advarsel om, at en nedsmeltning af derivatmarkedet kunne ske når som helst, og at clearinghouse-systemet (CHIPS) er totalt uforberedt til at håndtere et sådant chok. Husk på, at Deutsche Bank har den største eksponering til derivater af alle banker i verden, og den har modparts-kontrakter med næsten alle TBTF-banker i USA, Europa og Japan – og Deutsche bank er korrekt blevet beskrevet som en »dead bank walking« (en ’bank på dødsgangen’). De bedste estimater lyder, at den globale derivathandel stadig ligger på et godt stykke over en billiard dollar, selv efter tab i år, der allerede har hobet sig op.

På dette sene tidspunkt er der kun én mulighed tilbage for det gennemført bankerotte transatlantiske system: Genindfør Glass-Steagall, afskriv alle derivatkontrakterne, gå tilbage til et fastkurssystem à la Bretton Woods, og lancer en massiv anlægsinvestering i projekter, der understøtter reel produktivitet gennem statslige bankmetoder i traditionen efter Hamilton, inklusive en forceret indsats for at opnå fusionskraft. Dette er hjertet i Lyndon LaRouches Fire Kardinallove.

Det betyder, med hensyn til den virkelige verden, at Vesten må opgive det afdøde, britiske system og endelig tilslutte sig det nye, eurasisk-centrerede system, der hastigt er ved at manifestere sig, under Ruslands præsident Vladimir Putins overordnede lederskab og gennem virkeliggørelsen af Kinas program for ’Ét bælte, én vej’ (OBOR). I mandags startede det første kølegodstog ud fra den kinesiske havn Dailan, med destination Moskva, en rejse på 8.600 kilometer, som vil blive klaret på henved ti dage. Dette er den seneste gren af OBOR og sætter fokus på samarbejdet mellem Rusland og Kina.

Under diskussioner med europæiske kolleger den 15. august erklærede Lyndon LaRouche, at vi befinder os på randen af en stor sejr for menneskeheden. De eurasiske nationer, forklarede han, er i færd med at etablere en gruppering, centreret omkring ledende nationer i det asiatiske Stillehavsområde, nationer, som er i voldsom vækst, i skarp kontrast til andre områder af verden, der er syge og døende rent økonomisk. Sydamerika er blevet overtaget af voldtægtsforbrydere, Frankrig er en fiasko, Spanien er en katastrofe. Fokus må være på de ledende nationer, som har taget initiativet i denne udviklingsproces. Putin, fortsatte LaRouche, er trådt frem som en drivkraft i denne eurasiske alliance. Der er kræfter, der er i bevægelse internt i USA, især i Manhattan, og som kan tilslutte sig indsatsen under anførsel af Eurasien for at knuse det britiske system, der har været menneskehedens fjende i de forgangne århundreder. Tyskland må, hvis det ønsker at overleve, tilslutte sig denne eurasiske udvikling, hvilket betyder at dumpe enhver politik associeret med Merkel og Schäuble.

Den russiske præsident Putin har, i løbet af de seneste år, spillet en afgørende rolle i organiseringen af en magt, hovedsageligt bestående af nationer centreret i Eurasien, og som er i færd med at få karakter af en militærmagt, der kan ændre alt og kan vinde krigen for fred.

I de kommende uger vil denne fremvoksende alliance være i centrum for en række historiske møder: Det Østlige Økonomiske Forum i Vladivostok, Rusland; G20-mødet for statsoverhoveder i Kina; Kina-ASEAN-mødet for statsoverhoveder i Laos; FN’s Generalforsamling i New York City; og BRIKS-mødet for statsoverhoveder i Indien. Denne aktivitetstæthed fra nu og frem til midten af oktober byder på en enestående mulighed for, at dette nye, fremvoksende, globale lederskab kan fastlægge historiens kurs og gøre en ende på det bankerotte, britiske system.    

Det følgende videoklip er et meget kort uddrag af en tale, som hr. LaRouche holdt ved et forum i Washington i 1997 i sammenhæng med EIR’s førsteudgave af specialrapporten om den Eurasiske Landbro. Denne præsentation var en del af en række af såkaldte »udviklingskonferencer«, der blev afholdt i Washington i løbet af disse år – 1996, 1997 og 1998 – og jeg vil mene, at det, I får at se i denne video, er Lyndon LaRouches »marchordrer«. Det var på en måde hans kreative vision om, hvilken rolle, som Kina, med den Nye Silkevej, og ligeledes hvilken rolle Rusland ville komme til at spille i den totale omformning af den strategiske geometri i verden.

Her følger det korte uddrag: 

Lyndon Larouche: Der er kun to respektable nationer tilbage på planeten, dvs. nationer med en respektabel magt: det er USA, nærmere bestemt ikke det USA, der repræsenteres af Kongressen, men af præsidenten. Det er USA’s identitet, der udgør en politisk magt, ikke en eller anden sammenkædning af dens bestanddele. USA repræsenteres i dag udelukkende af dets præsident, som en politisk institution. Kongressen repræsenterer ikke USA; de er ikke helt sikre på, hvem, de repræsenterer nu om stunder, eftersom de ikke har besøgt deres vælgere for nylig.

Præsidenten som institution er legemliggørelsen af USA i internationale relationer. Det kan Udenrigsministeriet ikke gøre; Justitsministeriet kan ikke gøre det; intet andet ministerium kan gøre det; kun USA’s præsident kan, under vores forfatning, repræsentere USA som en enhed – hele dets personlighed, dets sande interesse, dets hele folk.

Der findes kun én anden magt på denne planet, der kan være ligeså respektløs (arrogant) over for andre magter, og det er Den kinesiske Folkerepublik. Kina er i øjeblikket engageret i et stort projekt for konstruktion af infrastruktur, i hvilket min hustru og andre i en årrække har haft et uophørligt engagement. Der finder en stor reform sted i Kina, som er en »reform af vanskeligheder«. De forsøger at løse et problem. Det betyder ikke, at der ikke er et problem. Men de forsøger at løse det.

Hvis derfor USA, eller USA’s præsident(skab), og Kina, deltager i at begunstige dette projekt, der undertiden kaldes Silkevejsprojektet, undertiden Landbro-projektet, som, hvis dette projekt med udviklingskorridorer over hele Eurasien og ind i Afrika, ind i Nordamerika, udvides, så er dette projekt tilstrækkeligt til at sætte hele denne planet på en kurs for økonomisk genrejsning. Jeg vil gå lidt i detaljer med dette for at gøre det mere konkret.

Kina har i nogen tid haft et samarbejde med Irans regering. Iran har faktisk været i gang med at fuldføre en række jernbaneforbindelser, der er en forlængelse af Kinas Landbro-program (eller Silkevejsprojekt). For nylig har vi fra Indien set, at det indiske lederskab er mødtes med repræsentanter for Kina for at påbegynde en indledningsvis rute, blandt landruterne, under Landbro-programmet. Én rute går ind i Kunming i Kina. Under Anden Verdenskrig, i dette område, Myitkyina (Burma/Myanmar), havde vi fly, der fløj ind i Kunming, »over Knolden«, som de plejede at sige dengang. Jeg er ganske godt bekendt med dette område.

Men, hvis man har vandvejsforbindelser, kanalforbindelser, og jernbaneforbindelser fra Kunming gennem Myitkyina – dette område – tværs over Bangladesh og ind i Indien, igennem Pakistan og ind i Iran, op til området lige over Teheran, syd for det Kaspiske Hav – så har man en forbindelse til Mellemøsten; man har forbindelse til Centralasien; man har forbindelse til Tyrkiet; man har forbindelse igennem til Europa.

Dernæst er der den nordlige rute, der stort set er den samme rute som den transsibiriske Jernbane, der blev bygget under amerikansk indflydelse og amerikansk rådgivning, af Rusland. Så har man en mellemliggende rute, der er i færd med at blive udviklet, i Centralasien, med Kina og Iran.

Indien arbejder på en plan, der blot involverer at tilføje nogle få hundrede kilometer jernbanelinje – der var mange andre forbedringer langs med den lige linje – og som ville forbinde området nord for Teheran, gennem Pakistan, gennem Indien, gennem Bangladesh, gennem Myanmar og ind i Kunming, ind i Thailand, ind i Vietnam, ned gennem Malaysia og Singapore, over stræderne via en stor bro og ind i Indonesien.

Der er ligeledes en plan for udviklingen af jernbanelinjen gennem det, der var det nordlige Sibirien, over Beringstrædet og ind i Alaska, og herfra ned og ind i USA. Der er en forbindelsen til Mellemøsten – flere forbindelser – fra Europa, og også fra Kina; men fra Kina en forbindelsen til Mellemøsten og ind i Egypten, ind i hele Afrika.

Så hvad vi har her er en række projekter, som ikke blot er transportprojekter, ligesom den transkontinentale jernbane i USA, der var forløberen for denne idé tilbage i slutningen af 1860’erne og 1870’erne. Man har »udviklingskorridorer«, hvor man i et område, der strækker sig 50-70 kilometer på hver side af jernbaneforbindelsen, har olie- og gasledninger, og så fremdeles. Man udvikler dette område med industri, minedrift, alle sådanne ting. Og det er sådan, man betaler for transportforbindelsen, pga. al den rige, økonomiske aktivitet, der skabes. Med en indbyrdes afstand på nogle kilometer langs hele denne forbindelse foregår der noget, en eller anden økonomisk aktivitet. Folk, der arbejder, folk, der bygger ting, folk, der gør ting. For at transformere denne planet ved hjælp af store projekter for byggeri af infrastruktur, som vil skabe store industrier, nye industrier, nyt landbrug og de andre ting, vi har så desperat brug for. Der er ingen som helst grund til, at noget menneske på denne planet, der kan arbejde, skulle være arbejdsløs. Så enkelt er det. Og dette projekt er midlet til dette mål.

Hvis nationerne – som nu omfatter Rusland, Iran, Indien og andre nationer – kommer overens med Kina, og engagerer sig i en forpligtelse til dette projekt, som de bygger hver dag; hvis USA – dvs. USA’s præsident, Clinton – forsætter med at støtte denne indsats, som han har gjort, i det mindste rent politik, hvad får man så? Man får USA og Kina og nogle andre lande, der går i samlet flok op imod den største magt på denne planet, som er Det britiske Imperium, kaldet det Britiske Commonwealth (statssamfund). Det er fjenden!

Lad os sige, at, en skønne dag, f. eks. en søndag morgen, præsidenterne for hhv. USA og Kina og et par andre, efter et weekend-møde siger: »Vi har denne weekend besluttet, at vi, baseret på vore rådgivere samt den kendsgerning, at det internationale finansielle og monetære system er håbløst bankerot, som ansvarlige statsoverhoveder, af hensyn til almenvellet må erklære disse bankerotte institutioner konkurs og sætte dem under konkursbehandling. Og det er i vores interesse, at vi samarbejder om dette som nationer, for at undgå at skabe kaos på denne planet.«             

Resultatet vil så være, at en sådan meddelelse en skønne søndag morgen med sikkerhed vil få »snakkehovederne« på Washington Tv til at ’spinne’. Men bortset fra det, så betyder det, at hele systemet, fra dette øjeblik, har været en tur i guillotinen, og at hovedet ruller hen ad gaden. Alan Greenspans hoved, måske.

Det betyder, at vi nu har tilskyndelsen til omgående at opbygge et nyt finansielt og monetært system. Når man skal genrejse et selskab, der er bankerot, til en levedygtig form, hvad gør man så? Man må finde de erhvervsaktiviteter, som selskabet skal gøre, hvilket danner grundlaget for at skabe den nye kredit, der skal få firmaet til at køre igen.

Programmet for Landbroen, med sine globale implikationer, er det store projekt, der direkte og indirekte vil afkaste tilstrækkelig med aktivitet, så at sige, i alle dele af verden til, at vi atter kan få denne verden tilbage på et sundt fundament.

Matthew Ogden: Som man kan høre, så afslører denne tale stor forudviden; og det er i realiteten Lyndon LaRouches aktive indgriben, med rejser til Rusland, med hans hustrus rejser til Kina i denne periode, og med udgivelsen af EIR’s specialrapport om den Eurasiske Landbro, der har formet den nuværende situation, vi befinder os i. En ting, der er interessant at fremhæve, er de kort, I så. Dengang var mange af disse jernbanelinjer og andre olie/gasledninger blot forslag; men nu er flere af dem faktisk under opførelse.

Jeg mener, at det, 20 år senere, står klart, at dette er det dominerende system, der er ved at vokse frem på denne planet. Samtidig står det transatlantiske system foran en umiddelbar nedsmeltning. En umiddelbart forestående implosion af gæld og eksponering til derivater i betalingsstandsning til billioner af dollars projiceres nu ind i alle storbanker i hele det transatlantiske system.

For et engelsk udskrift af hele fredags-webcastet, se http://schillerinstitut.dk/si/?p=14279

15. august 2016 (Leder) – Vil USA genoplive videnskabelig kreativitet og økonomisk produktivitet for på lang sigt at samarbejde fredeligt med Kinas fremskridt?

Vil Europa beslutte at opgive det, som Helga Zepp-LaRouche kalder »selvmordspagten« med Obama og en NATO-ledelse, der planlægger krige med både Rusland og Kina? Hvornår vil Europa i stedet gå med i Eurasiens Nye Silkevej med store infrastrukturprojekter – for ikke at tale om udforskning af rummet og udvikling af fusionskraft?

Dette er de virkelige spørgsmål, som borgere bør engagere sig i – og ikke de katastrofer, der i USA p.t. stiller op til præsidentvalget.

Meddelelsen i dag om, at tyske fusionsforskere går sammen med et statsligt, russisk laboratorium om udvikling af et nyt »polariseret deuterium«-brændstof til fusionskraft viser f. eks. den kreative retning for Europas bedste kapaciteter. Resultatet kan overhale det nylige gennembrud i Tysklands fusionsprogram – men disse resultater er allerede langt overgået af Kinas resultater. Kina gør teknologisk innovation og vækst til temaet for G20-mødet, som det vil være formand for 4. – 5. september i Hangzhou. Det samme gælder for Putins Østlige Økonomiske Forum i Vladivostok 2. – 3. september.

De eurasiske nationer rykker sammen i en proces, der kan vinde freden så vel som udvikling; og det er lederskabsinitiativer, taget af Ruslands præsident Vladimir Putin, der i vid udstrækning har gjort denne proces mulig.

Det har placeret USA foran et valg – og det er ikke et valg til præsident mellem to Dick Cheney-imitatorer.

Den 12. august forudsagde IMF, at Kinas årlige økonomiske vækst ville falde til 6 % frem til 2020. Hvis dette skulle vise sig at være sandt, så kunne USA – dersom det blev ledet af et revolutionerende nyt præsidentskab, der udsteder statskredit til ny infrastruktur, rumforskning og fusionsteknologier – håbe på til den tid at nå op på siden af Kinas vækst!

Amerikanske regeringsfolk og folk fra Federal Reserve (centralbanken) har langt om længe for nylig indrømmet, at de er bekymret over den amerikanske økonomis meget lave produktivitet, såvel som over økonomiens meget lave vækst. Økonomien under Obama har vist en hidtil uhørt lav vækst i produktiviteten, uanset, hvordan man måler den.

En almindelig måde at måle »produktivitet« på er simpelt hen at dividere BNP med præsterede arbejdstimer. Målt således har væksten i arbejdskraftens produktivitet aldrig nået en årlig rate på blot 1 %, siden Obama i sit første år i embedet underskrev sin »stimuleringslov«. I de seneste 12 måneder har USA’s økonomiske vækst udgjort sølle 1,2 %.

Men reelle forøgelser af arbejdskraftens produktivitet kommer fra videnskabelige og teknologiske fremskridt, og fra uddannelse. Den rapport, som blev udgivet af Statskontoret for Forskning i Økonomi (NBER) over den meget store vækst i produktiviteten under Franklin Roosevelts præsidentskab, siger: »Dette skyldtes en meget stærk vækst i generering og distribuering af elektricitetskraft, transport, kommunikation, civilingeniørers og strukturingeniørers arbejde inden for broer, tunneller, dæmninger, hovedveje, jernbaner og systemer til transmission; samt privat forskning og udvikling.« Udfordringerne i al dette moderne infrastrukturbyggeri frembragte teknologiske fremskridt inden for et stort antal industrier, og forskning og udvikling blev stærkt forøget.

Økonomer rangerer 1930’erne, ’40’erne og ’60’ernes Apolloprojekt som toppunkterne for reel vækst i produktivitet i USA’s historie – med en forbedring i produktiviteten på næsten 3 % om året.

Ifølge San Francisco Federal Reserve og NBER var der under George W. Bush’ otte år en stigning i denne vækst på 1,0 % om året; og under Obamas snart otte år, 0,75 %.

Tiden er inde til et nyt præsidentskab, og til at indhente Kina.   

Foto: De kinesisk producerede højhastighedstog afventer afgang fra jernbanestationen i Hankow, 19. april 2016.

.

Med formand Tom Gillesberg

15. august 2016 (Leder) – »Putin er allerede den fungerende præsident for et nyt univers«, hævdede Lyndon LaRouche i sin ugentlige diskussion med Manhattan-projektet d. 13. august. »Putin har opbygget en meget respektabel organisation, som nu optager en stor del af hele planeten! … Putins indflydelsessfære er ikke kun Rusland; det er andre dele af hele det asiatiske område.«

LaRouche uddybede det med, at Putin, der arbejder i alliance med Kina, Indien og andre nationer, er i færd med at opbygge et alternativ til det rådnende transatlantiske system i form af en global fremgangsmåde efter Hamiltons økonomiske principper. »Man er ved at få noget, der er lig Alexander Hamilton, for Rusland; og ikke kun for Rusland, men for Asien! For hele Asien, praktisk talt. Det er en temmelig stor post.«

De næste 60 dage er fuld af farer, og også muligheder. Vi stirrer nu direkte ned i kanonløbet på en global finanskrise, understregede Helga Zepp-LaRouche i en diskussion med medarbejdere i dag, en krise, der meget vel kunne komme over os i løbet af september-oktober. Inden for samme tidsrum kommer der en række internationale konferencer – der kulminerer med det 8. BRIKS-topmøde i Indien i midten af oktober – som kan udgøre rammerne for en implementering af det påkrævede, politiske skifte, der er udtænkt af LaRouche, såfremt der mobiliseres tilstrækkelig international politisk vilje for at skabe dette revolutionerende Nye Paradigme.

Kina fortsætter med at udfolde den rigtige fremgangsmåde: »Tiden er inde til at uddanne videnskabelige og teknologiske hjerner,« udtalte Li Zhimin, direktør for Udviklingscenter for Videnskab og Teknologi ved Uddannelsesministeriet, i forbindelse med annonceringen af udgivelsen af Statsrådets plan om dramatisk at forøge proportionen af statsborgere i Kina med videnskabelige færdigheder ved år 2020.

Den kinesiske præsident Xi Jinping har ligeledes gjort det klart, at hans ven og strategiske allierede, den russiske præsident Putin, vil være æresgæst nummer ét ved det kommende G20-topmøde i Kina d. 4.-5. september – til det Britiske Imperiums og dets stikirenddreng Barack Obamas store rædsel. Kineserne er i færd med, i tæt samarbejde med både Rusland såvel som Indien, at koordinere strategien for G20-mødet og det efterfølgende BRIKS-topmøde i Indien d. 15.-16. oktober. Deres erklærede politik er at imødegå »de udfordringer, som den globale økonomi i øjeblikket står overfor« ved »at sikre en succesfuld organisering af G20- og BRIKS-topmøderne.«

Denne succes vil blive målt på, at man omgående begraver det nuværende dødbringende og bankerotte finanssystem og erstatter det med et system efter Hamiltons principper, der bygger på LaRouches design, som det specificeres i hans Fire Love. 

Det reelle spørgsmål, som USA og verden står overfor i dag, er en omskabelse af det amerikanske præsidentskab omkring denne politik – og ikke den galskab, der finder sted i den amerikanske valgkampagne. LaRouche udtalte:

Vores præsident er Satans stedfortræder. De ledende kandidater er frygteligt korrupte; så I vil bekymre jer om, hvilken kandidat, I skal vælge? Når I ved, at, i hovedsagen, alle de kandidater, der er på tale, er eksemplarer på ondskaben! At de, på den ene eller anden vis, forkaster deres ansvar som menneskelige væsener for denne proces. Så vi må komme ind til årsagen til problemet … og sørge for at fjerne denne årsag. 

Det afgørende spørgsmål i dette præsidentvalg er, vil det amerikanske folk tolerere kandidater, der ønsker, at USA skal være på linje med et allerede dødt system? Eller, vil vi følge en anden kurs, hvor USA kommer på linje med dette nye, fremtidsorienterede alternativ? Rent historisk betragtet har Amerika altid befundet sig på denne fremtidsorienterings side; i det mindste, med udgangspunkt i USA’s grundlæggende principper – ideerne i Hamiltons tradition er i realiteten det, der ligger til grund for denne eurasiske udvikling. Vi må vinde kampen om at transformere USA tilbage til det, som det repræsenterede rent historisk, som byen, der ligger på et bjerg.

Uddrag af LPAC fredags-webcast, 12. august 2016. Se hele webcastet, med engelsk udskrift, her: http://schillerinstitut.dk/si/?p=14144

Matthew Ogden: En ting, jeg gerne vil sige i sammenhæng med den foreståede FN Generalforsamling; der foregår allerede en krig imod alt det, som BRIKS repræsenterer. Hvis man tænker ét eller to år tilbage i tiden, så blev aftalen i Fortaleza, Brasilien, indgået i sammenhæng med denne krig, som [dav. præsident] Cristina Fernandez de Kirchner førte i Argentina imod gribbefondene. Disse nationer kom sammen i solidaritet med Argentina og sagde, vi vil ikke tillade, at I dræber det argentinske folk for at få pengene til gribbefondene. Siden dette tidspunkt har vi set en samling omkring Putins, Xi Jinpings og Modis lederskab i BRIKS-strukturen; dette er det nye, fremvoksende paradigme. I den mellemliggende periode har der fundet en samlet indsats sted for at bryde BRIKS op; og lige nu befinder vi os midt i et sådant angreb. Vi så, hvad der skete med Cristina Kirchner i Argentina; nu sker det samme med Dilma Rousseff i Brasilien. Netop i denne uge har et flertal i det brasilianske parlament vedtaget at indlede afhøringer af Rousseff; hvilket vil sige, en rigsretssag mod Brasiliens præsident. Der har været en vis respons mod dette kup internt i USA; og dette er faktisk emnet for det spørgsmål fra institutionelt hold, vi har fået til i aften.

Jeg ved, at hr. LaRouche havde nogle detaljerede bemærkninger om dette. Jeg læser nu spørgsmålet op, og så kan Jeff måske træde ind og sige lidt om det. Spørgsmålet lyder:

»Hr. LaRouche: Kongresmedlem John Conyers, demokrat fra Michigan; Marcy Kaptur, demokrat fra Ohio; Keith Ellison, demokrat fra Minnesota, samt flere en 30 andre fra Repræsentanternes Hus sendte i denne uge et brev til udenrigsminister John Kerry, hvor de opfordrede ham til at afholde sig fra handlinger, der kunne fortolkes som støtte til Brasiliens midlertidige regering. Og til i stedet at »udtrykke sin stærke bekymring mht. rigsretssagen og angrebet på den brasilianske præsident Dilma Rousseff«; og til at »kræve beskyttelse af det forfatningsmæssige demokrati og regering ved lov i Brasilien«. Brevet er det første brev fra kongresmedlemmer, som udtrykker bekymring over Brasiliens demokrati, i mere end to årtier. Hvilke handlinger bør USA’s regering, efter Deres mening, gribe til, for at fremme retfærdighed og beskytte demokratiske institutioner i Brasilien på nuværende tidspunkt?«

Jeffrey Steinberg: Det første, han understregede, var, at vi ikke har med en »brasiliansk situation« at gøre, på samme måde, som vi heller ikke har med en »syrisk situation« at gøre.

Vi befinder os midt i en betydningsfuld, global, strategisk omorganisering. Som du sagde, så havde man, ved BRIKS-landenes møde i Fortaleza for to år siden, lanceringen af den Nye Udviklingsbank, efterfulgt af Kinas lancering af den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). Der er tydeligvis et politisk initiativ centreret omkring de store, eurasiske magter, men som også omfatter Brasilien og Sydamerika, Sydafrika og Afrika, med det formål at reorganisere verden omkring en radikalt anden fremgangsmåde; en fremgangsmåde, der er orienteret mod fremtiden, centreret omkring store projekter for økonomisk udvikling, der er ægte win-win-projekter. Der er intet geopolitisk nulsumsspil. Og så har vi et dødt system, som er det britiske imperiesystem, og som i de sidste 15 år er blevet repræsenteret gennem den kendsgerning, at briterne har haft kontrollen over det amerikanske præsidentskab; først under George W. Bush, og dernæst under Barack Obama.

Så det første, USA bør gøre, er at opgive sin egen, direkte rolle i promoveringen af dette kup. Dette er ikke noget, der finder sted, fordi en flok personer internt i Brasilien har besluttet at angribe Dilma Rousseff. Der er hedgefondenes internationale apparat; der er Adam Smith Institutes netværker i Storbritannien; der er Chicago Skolens apparat her i USA; de er alle virkemidler i dette fremstød – ikke for at skade Brasilien – men for at ødelægge Brasilien, fordi det er en del af denne nye BRIKS-organisering. Jeg forsikrer jer for, at, hvis USA offentligt gik ud – hvis Kerry offentligt fremkom med en erklæring, der sagde, at USA mener, at dette er et statskup, der ikke nødvendigvis anvender skydevåben, men som anvender handlinger fra købt-og betalte, korrupte regeringspersoner for at vælte en lovligt valgt regering, der forsøger at bringe Sydamerika på linje med dette nye paradigme for udvikling, centreret omkring Eurasien; så ville det her forsvinde. De brasilianske senatorer, der har stemt for det her, er absolut skamløse; de personer, der står bag dette kup, er alle sammen selv underkastet en lovlig undersøgelse for kriminelle handlinger, for massivt økonomiske bedrageri. Hvis man undersøger det brasilianske element af skandalen omkring Panama-papirerne[1], vil man finde disse topregeringsfolk – formanden for parlamentet, præsidenten for Senatet, den aktuelle præsident (idet Dilma Rousseff er suspenderet, -red.), den aktuelle udenrigsminister; alle de personer, der har allieret sig imod Dilma, er selv en del af det mest korrupte apparat. Men de er beskyttet, fordi de er en del af det Britiske Imperium og Obamaregeringens beskyttelsesapparat; og deres mål er at forsøge at ødelægge BRIKS.

Så dette er et globalt spil; dette er ikke en brasiliansk historie. Det er ikke noget, der er snævert forbundet med begivenheder i Sydamerika, eller med korruption, eller sådan noget. Dette er en langt større, værre og farligere ting; og det er en del af det overordnede billede. Vil verden gå i retning af at forsvare et system, der allerede er dødt? Fremtrædende økonomer beskrev i denne uge Deutsche Bank som »dead bank walking« (amr. udtryk, ’dead man walking’: når den dødsdømte går den sidste, korte strækning fra sin celle til henrettelsesstedet, –red.); og det er en passende beskrivelse. Så det er et spørgsmål, om et dødt, Britisk Imperium, der i det store og hele har kontrolleret det amerikanske præsidentskab i de sidste 15 – 16 år, grundlæggende set vil bringe resten af verden til fald med sig – for det vil aldrig kunne overleve. Eller, om det skal kastes bort, besejres og erstattes af et nyt system, der allerede er godt på vej.

Det afgørende spørgsmål i dette præsidentvalg er, vil det amerikanske folk tolerere kandidater, der ønsker, at USA skal være på linje med et allerede dødt system? Eller, vil vi følge en anden kurs, hvor USA kommer på linje med dette nye, fremtidsorienterede alternativ? Rent historisk betragtet har Amerika altid befundet sig på denne fremtidsorienterings side; i det mindste, med udgangspunkt i USA’s grundlæggende principper – ideerne i Hamiltons tradition er i realiteten det, der ligger til grund for denne eurasiske udvikling. Vi må vinde kampen om at transformere USA tilbage til det, som det repræsenterede rent historisk, som byen, der ligger på et bjerg.[2]

Matthew Ogden: Jeg mener, at det er signifikant, at de kongresmedlemmer, der underskrev dette brev, overlapper kernegruppen af ledere omkring Glass-Steagall.

Steinberg: Det er rigtigt.

Ogden: En anden ting, du netop nævnte: Hvad er ’ideerne efter Hamiltons tradition’? Det, der er kernen i det sammenhængende, forenende princip i disse, hr. LaRouches Fire Nye Love, er den idé, som han udtrykker mod slutningen af dokumentet: At der ikke findes nogen målestok for økonomi inden for pengenes domæne; penge er ikke repræsentant for værdi, når vi taler om økonomi. Det er beredvilligheden til at afvise monetarisme, der gør den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og den Nye Udviklingsbank – til banker af en totalt anden art. Det er ikke blot en anden version af IMF/Verdensbanksystemet. Der er en helligelse til at forøge produktiviteten hos massive mængder af planetens befolkning; milliarder af mennesker vil blive berørt af den Nye Silkevej, af disse udviklingsprojekter, der har været vedtaget i 40, 50 og 60 år. Nu bliver de faktisk bygget, takket være de investeringer, der kommer fra BRIKS-banken (Ny Udviklingsbank) og fra Kina (AIIB), osv. Men det er udtryk for en opfattelse af økonomi, som jeg mener, har været det enestående bidrag, som hr. LaRouche har ydet til verdenshistorien i løbet af de seneste 40-50 år; og som er hans enestående opfattelse af, hvad den sande målestok for økonomi virkelig er. Det er en konstant forøgelse af akkumuleringen af menneskehedens evne til at indsætte nye, fysiske principper, som mennesket har opdaget, for at forøge vores magt i og over Universet.

Jeg mener, at Albert Einsteins eksempel på to specifikke måder er meget vigtigt med hensyn til dette.

For det første, blot i form af en analogi: Albert Einsteins opfattelse af, at man ikke kan have en målestok, der kommer internt fra et system; men at der må være en målestok, der er ekstern, og som er et princip. Lige som absolut tid og absolut rum ikke eksisterede for Einstein, så er dette den form for opfattelse, for forståelse, som man må anvende på fysisk økonomi.

Og for det andet: Måske mere end nogen anden person er Albert Einstein paradigmatisk for den form for menneskelig, kreative tænkning, der gør det muligt for menneskeheden at gøre fremskridt; der, som Helen Keller så smukt beskrev, bringer os op fra jorden, som dyr, der kryber på vores bug og reagerer på omstændighederne omkring os, og til at blive Universets medskaber.

Jeg syntes, at du forklarede dette på en meget smuk måde i slutningen af din artikel i denne uges udgave af The Hamiltonian[3] (pilotudgaven), Michael [Steger]; du måtte gerne sige lidt mere om dette spørgsmål.

Michael Steger: Jeg synes, du netop har sagt det meget fint. Hvad der måske kunne være af værdi at komme tilbage til, mht. den kreative personligheds rolle, som Keisha (Rogers) talte om under mandags-showet; Einstein indså også, at det er individets enestående rolle at udforme og skabe grundlæggende set de nye love, som samfundet dernæst vedtager. At opdagelsen af disse højere principper, eller naturlig lov, dernæst gør det muligt for det samme samfund at gøre fremskridt. Vi ser i dag, at mange mennesker er på ferie; alt for mange mennesker, mener jeg, ser Olympiade. Jeg mener, at den virkelige doping-skandale er at finde internt i Det Hvide Hus. Men det, som Putin har gjort med sin diplomatiske indsats, er, at vi nu ser på den mulige løsning af den syriske krise i Aleppo. Der finder en form for proces sted, der kan løse disse ting i de kommende måneder.

Og så har man i september måned præsidenterne for Sydkorea, Japan og Kina, der vil møde Putin i Vladivostok. Så drager de sammen til G20-topmødet i Kina – hvor Putin vil være æresgæst – med de 20 største nationer; med Brasilien, Argentina, Mexico, Tyrkiet, nationer fra Afrika, fra hele Asien og Europa, der deltager. Dernæst vil mange af disse statsoverhoveder komme til New York City på samme tid som vore koncerter; men de kommer til FN’s Generalforsamling. Og så vil mange af disse statschefer fra BRIKS mødes i Indien i begyndelsen af oktober.

På dette tidspunkt, som Jeff sagde tidligere på ugen, kunne hele dette finanssystem – Deutsche Bank og de øvrige storbanker – hurtigt gå i opløsning, bryde sammen. Bankerotten kan blive en opsprætning af banksystemet, som grundlæggende set kommer i den nære fremtid. Så har vi præsidentvalget. Selv om Donald Trump er nok så meget en nar, så har han vist sig at være i stand til at slå en masse af de andre, inkompetente politikere i debatter; og jeg mener, at det bør bekymre Hillary Clinton en hel del, at hendes historie sammen med Obama er en absolut og alvorlig svaghed. En Akilleshæl pga. det nuværende klima i den politiske situation, som vi konfronteres med i dette land. Så vi befinder os altså virkelig på et bemærkelsesværdigt tidspunkt. Og så kollapset af det transatlantiske system; en konsolideret indsats, der er ved at udspille sig, i Eurasien under Putins lederskab, og så denne egenskab med kreativt geni, som du henviser til mht. Einsteins eksempel. Det er i realiteten den indflydelse, som Lyndon LaRouche har haft på planeten; og det er virkelig, hvad nu må få indflydelse på det præsidentielle system i USA. Lyn må blive en del af udformningen af den præsidentielle politik, nu. Det er vi grundlæggende set; men det må blive det amerikanske folks forpligtelse, og ikke at blive indfanget af alt muligt andet, for vi har i dag en særdeles sjælden mulighed.

[1] Panamapapirerne er 11,5 millioner lækkede dokumenter, der afslører finansiel information og advokat-klientinformation for mere end 214.488 offshore-enheder. De lækkede dokumenter blev udfærdiget af en Panama-advokatfirma og udbyder af tjenester for selskaber, Mossack Fonseca; nogle af dem går tilbage til 1970’erne. De lækkede dokumenter fortæller, hvordan rige personer og offentlige (regerings-) personer er i stand til at holde personlig, finansiel information privat. Alt imens offshore forretningsenheder ofte ikke er ulovlige, så fandt reportere, at nogle af Mossack Fonseca facadeselskaber blev brugt til ulovlige formål, inklusive bedrageri, kleptokrati, skatteunddragelse og omgåelse af internationale sanktioner.    

"I stedet for at krybe ved jorden som et dyr, svinger menneskets ånd sig op til højere regioner. Og fra dette nye udsigtspunkt ser det på det umulige med forstærket mod og drømmer om endnu mere vidunderlige initiativer."  – Helen Keller ved et besøg i Empire State Building.

Engelsk udskrift. 

"Instead of crouching close to Earth like a beast, the spirit of man soars to higher regions.  And from this new point of vantage, he looks upon the impossible with fortified courage, and dreams yet more magnificent enterprises."

Helen Keller, upon visiting the Empire State Building.

Creating the New Presdency: The Launch of the Hamiltonian
International LaRouche PAC Webcast August 12, 2016

        MATTHEW OGDEN: Good evening! My name is Matthew Ogden. You're joining us for our weekly broadcast here on Friday evening for the LaRouche PAC webcast. It's August 12th, 2016. I'm joined in the studio by Jeffrey Steinberg, from Executive Intelligence Review; and via video, by Diane Sare and Michael Steger, both
members of the LaRouche PAC Policy Committee.
        In the past week, as you heard in our discussion on Monday, here, LaRouche PAC has initiated a very significant escalation in terms of our intervention into crafting the new Presidency. This is vectored around the publication of a new LaRouche PAC publication, The Hamiltonian, which is a broadsheet which is
being distributed en masse in Manhattan, in the streets of New York City. Ten thousand copies of this have been printed and they are currently, as we speak, being distributed around New York. This is intended to be an escalation, one, right into the heart of the two nominal Presidential campaigns, both of which are headquartered in New York City; and number two, this has the express purpose of breaking open the controlled propaganda environment that the American people are being subjected to each and every day, and rather, providing a leadership voice for the sane and responsible citizens of this republic to rally around.
        As Mr. LaRouche stated a couple of weeks ago, "I am not running for President, but I am certainly intending to affect the shaping of the government of the United States in the coming period." This initiative around the publication of The
Hamiltonian is certainly intended to do just that — to affect the shaping of the government of the United States in the coming period.
        Joining us tonight we have Diane Sare and Michael Steger, both of whom authored articles in the new copy of The Hamiltonian. Diane Sare is, obviously, responsible for coordinating the distribution and deployment of this broadsheet,
and Michael Steger authored one of the main articles, which was titled "The New Presidency: It Begins with LaRouche's Four Laws." Jeffrey Steinberg authored the other of those main articles, this one called "Hillary is Obama's stooge for War and Wall Street."
        I want to ask Jeff to begin the discussion, with some of the content of what you wrote in that article, to kind of frame what we're going to discuss, and then we can have Michael and Diane join the discussion after that.

        JEFFREY STEINBERG: Well, I think it's essential to discuss the content of that article from the standpoint of another {major} development that has taken place this week, namely, a series of meetings involving Russia, Turkey, Azerbaijan, Iran, and now, today, Armenia. These represent major political interventions and initiatives by Russian President Putin. The most significant, clearly, was the meeting midweek in St. Petersburg between President Putin and President Erdogan of Turkey, in which Turkey has very clearly realigned itself with Russia on the issue of finally bringing an end to the five-and-a-half year Syria war.
        But, more broadly, Turkey is now positioning itself to be part of the whole Eurasian development framework which has been led by Putin and, of course, also by China's President, Xi Jinping. India's Prime Minister Modi is playing a major role in
this, and now we even see the Japanese Prime Minister Abe seeking to bring himself into this arrangement.
        The meeting that Putin had in Baku, just a day prior to his meeting with Erdogan, involved the Presidents of Azerbaijan and Iran. They resolved to rapidly accelerate the completion of the North-South Economic and Transportation Corridor, which is actually a new dimension, an added element within the overall
Chinese-initiated One Belt One Road program — what Lyndon and Helga LaRouche called for the last 20 years, the Eurasian Land-Bridge.
        The fact of the matter is, that this is the new emerging reality, that is dominating the global policy options. Anyone in their right mind will understand that the trans-Atlantic system is dead, and that this new system, which Putin has played a major
strategic role in engineering, in conjunction with China, is the future; it's the future of Eurasia, it's the future of Europe, it's really the future of the world as a whole. The big
policy issue for the United States in this Presidential election, is will the U.S. continue as it's been under Obama, and George Bush before that, to be a pawn of the British Empire — in which case the U.S. will pursue a policy of war, against Russia,
against China, and against the larger developments associated with the BRICS New Development Bank, the Chinese One Belt One Road policy, the AIIB, and all of that.
        The article that appears prominently in the first edition of The Hamiltonian warns about the fact that since the very day that she finalized her nomination by the Democratic Party, Hillary Clinton has been sending out clear signals, through a
number of well-known leading policy surrogate voices, that she's aligned with the war party. That's the party of Bush, it's the party of Obama. Hillary, of course, in her position inside the Obama administration, made herself a pawn of that whole process,
as we saw in Libya, as we saw in the Benghazi cover-up, as we've seen in this horrific five-and-a-half year Syria war.
        Basically, since that time, since just a little over a week ago, you've had Leon Panetta, who was CIA Director and Defense Secretary under Obama — close, close ally, strong endorser of Hillary — coming out, basically calling for a major military
escalation to "regime change" the Assad government in Syria.
Michele Flournoy, who is widely believed to be Hillary's choice as Secretary of Defense, if she's elected, has come out with a series of reports. The institute that she [co-]founded and [serves on the Board of Directors], which is called the Center
for a New American Security, is the kind of follow-on to the PNAC, the Project for a New American Century. In fact, the same person who authored PNAC's plan for unipolar American world empire, Robert Kegan, was the principle author of the Center for a New American Security's study, drafted for either the Clinton or Trump campaigns just a few months back. It's all the same thing. It's empire, it's war, it's confrontation with Russia and China.

        OGDEN: Not to mention, Kegan's wife is Victoria Nuland.

        STEINBERG: Exactly, who is one of the people on the short list for Secretary of State, or some other very high position, if Hillary is elected.  The problem is that you can't avoid the fact that an intervention around steering the United States in a sane
policy direction, demands that you put enormous pressure on both candidates; that they're going to have to abandon the policy direction — in this case, Hillary's clear embrace of the neo-con unipolar world agenda — and change drastically. Otherwise,
before or after the November elections, we're facing an immediate, urgent, prospect of war with Russia, war with China; and that war would go thermonuclear and very quickly become a war of extinction for mankind.

OGDEN: The other aspect of the broadsheet was an article by Michael Steger. I think this goes hand-in-hand with what you were saying, Jeff; also from the standpoint of what I think we'll get into with the institutional question. The other reality, besides
the proximity of war, is the fact that we are right on the verge of a total meltdown of the trans-Atlantic financial system. The numbers are clear, with the situation of Deutsche Bank, the counter-party exposure of every single major bank in the world;
the fact that you have now unprecedented calls for the nationalization of Deutsche Bank coming from inside of Germany, which has never happened before; the initiative that Mr. and Mrs. LaRouche have taken around Deutsche Bank, per se; but also the entire Four Laws — Glass-Steagall, where you've seen a resurgence of mobilization around this from inside the United States, layers that had been dormant for quite a while; and then the entire rest of the LaRouche program.
        I think, as you said, Michael, this is the beginning; this is how you craft a new Presidency. Maybe you can say a little bit more about the other subject of the broadsheet.

MICHAEL STEGER: Sure! I think it's worth stating, as Jeff laid out, in terms of the international picture, that over these last 15 years since the 9/11 attacks, which I think is pertinent to the discussion here today as well — every major political institution, whether it be a political party, a branch of government, or a grass-roots organization, has largely been discredited by the inability to either stand up to the Bush and Obama regimes, or to not be bought out and compromised by them; besides what our organization has largely done.
        That creates a real political vacuum in the United States. As we've seen with both of these candidates, they're despised by a majority of their parties, and an increasing majority of the American people. And so when you look at the new Presidency, the way Lyn's laid it out — he laid this out, this paper, "The Four New Laws to Save the United States Now," this was two years ago. The perspective was clear from Lyn's vantage point, that we're at a point where there is no institution in the United States — political body, think tank — that has any clue at all of how to
deal with the current unfolding crisis. On one side, there's the immediate war danger, and the political breakdown of the European Union, NATO trans-Atlantic system. At the same time, there's the breakdown of the financial system. But they're not separate. They are the same fundamental system that is now facing a kind of moral bankruptcy, a collapse of any real value to human society.
        That doesn't mean that those nations don't. Clearly, nations like Germany, Italy, the United States have a real role to play in the overall development perspectives. But you have to see things in the context of this breakdown. What Lyn put forward, we've see it, we've seen the resurgence of Glass-Steagall. Both parties' platforms now have it. There's a clear recognition, broadly, among the American people, for what would seem an arcane banking regulation policy. But, as many people have grown to recognize, it's really the major tool to dismantle this Wall Street apparatus, this kind of criminal financial fraud that's been perpetrated, recklessly, without any real control, for the last 15 years, and really much longer.
        The question, that Lyn raised, was what is a competent government at this point, especially in the United States – a real, competent form of policy? And there has to be a commitment towards the future of mankind, long term. He said this repeatedly
in the recent period. We cannot base these steps we're going to take, on the past. We have to base our solution on the future. This is where you see what Jeff laid out — what Russia, under Putin, and China are now doing, is consolidating a very bright
future for the majority of mankind, with the collaboration of nations which have huge geo-strategic past problems, but recognize now the economic question of collaboration between China and India, India and Pakistan, Iran with other nations in
the Caucuses, with Russia.
        This kind of collaboration and integration of Eurasia is really a remarkable question. And in that, you have a driving policy led by China regarding space exploration and fusion research. China is one of the world leaders today in fusion
research capabilities, as is South Korea. You have a capability there for the United States to orient, around the Four Laws, which is (1) Glass-Steagall. The second is a National Banking system. That means you have a banking system which now has the
capability regulated by the office of the Treasury under a kind of Greenback-like Lincoln policy. The Third Law is that we define what a federal credit system is for. It's not just a federal credit system. You don't just allow the federal government now to just print credit. We define it from a physical-economic standpoint of the future, what is necessary for mankind's long-term survival. And that's where the collaboration of nations like Russia, China, and India become so essential, because these questions of space exploration and fusion power really define that. And that really is the Fourth Law, which is collaboration with these nations, around this kind of scientific advancement of mankind.
        From our perspective, and I think what should be an increasing perspective of the American people, who tend to find themselves distraught by this Presidential election, is not to cower in fear, or hide somewhere in a hole, waiting for it to all
end; but to recognize there's a political vacuum, where our leadership is essential, and that these policies are the immediate steps that any President has to take.  If not, we're
not going to regain or reconstitute a Constitutional American Presidency.  But they're actually going to secure the physical livelihood of the United States for the generations to come; and that really is the intervention that has to be made on the new
Presidency.  There will be a series of articles.  Kesha Rogers' second article was released in EIR magazine yesterday; and there will be a follow-up article next week by Dave Christie, and there will be more to come.

        OGDEN:  Well, absolutely filling that political vacuum is what The Hamiltonian is serving to do; and I think it's already having a radiating effect.  Diane, if you want to just jump in and discuss a little bit of the effect in New York.

SARE:  Well, first I'll just start by saying that Manhattan is the political center of the United States; and it's certainly the political center of these two campaigns.  Both Hillary Clinton and Donald Trump are based in this area.  And I will also say the
population is clearly anguished.  We talked last week about Hillary's campaign, as Jeff just said, is providing cover for Obama to run his war and provocation policy.  And I think the weakness that we're filling in, which I experienced a bit on the call last night, is that Americans have been so bereft of a future, or thinking of a future, that they're not able to think strategically.  So, many people had questions about "Why is Putin working with Erdogan; isn't Erdogan horrible?  Didn't he do these horrible things?"  Well, he did do horrible things, but there is a strategic shift where it's become very clear that the interest of Turkey is tied up in the new BRICS dynamic.  That a New Paradigm has been created; and in a sense, that's what we are
creating here.
        I actually was sent something from one of our collaborators on the West Coast, which I think is really delightful in terms of an approach to how to think properly.  It's comments from Helen Keller when she got an opportunity to go up in the Empire State Building and "look" out at Manhattan.  I think everyone knows —
hopefully — that Helen Keller was both blind and deaf; but her insights into these matters are more striking and more profound. In fact, she speculates that she and her friend who was blind, had a much better view of Manhattan from the top of the Empire State Building than the people who had two good eyes.  Her description is somewhat delightful; she says that "It was a thrilling experience to be whizzed in a lift a quarter of a mile heavenward, and to see New York spread out like a marvelous
tapestry beneath us.  There was the Hudson, more like the flash of a sword blade than a noble river; the little island of Manhattan, set like a jewel in its nest of rainbow waters, stared up into my face.  And the Solar System circled about my head. Why, I thought, the Sun and the stars are suburbs of New York and I never knew it."  I think that makes her a New Yorker for sure. She said, "I have this sort of wild desire to invest in a bit of real estate on one of the planets.  All sense of depression and hard times vanished; I felt like being frivolous with the stars." Then, she talks about the construction of the Empire State Building as being poetical.  She says, "From everyone except my blind friend, I had received an impression of sordid materialism.
The piling up of one steel honeycomb upon another with no real purpose but to satisfy the American craving for the superlative in everything.  Well, I see in the Empire Building something else — passionate skill, arduous and fearless idealism.  The tallest building is a victory of imagination.  Instead of crouching close
to Earth like a beast, the spirit of man soars to higher regions. And from this new point of vantage, he looks upon the impossible with fortified courage, and dreams yet more magnificent enterprises."
        This reminds me so much of what President Kennedy about why we go to the Moon; or Krafft Ehricke's sense of the extraterrestrial imperative for mankind.  It's our job here — particularly in Manhattan, where I think people may be most
susceptible to it; because in Manhattan we are blessed with an extraordinarily diverse population from all over the world.  It's not simply that you have the headquarters of the United Nations; but if you think of what the population is in Queens and Brooklyn and New Jersey where I am and the surrounding areas, the Statue of Liberty and Ellis Island had something to do with this many years ago.  You have a population which actually is in touch with the rest of the world.  So, there are people in this area that have a sense that the whole world is not going to Hell; that in some places, having a pothole that could swallow up a double-decker bus is actually considered a sign of poverty, and you're supposed to repair it and do something about it – as opposed to what people have begun to take for granted here.  So, the idea is to rekindle a spark of a certain quality of American identity which is a love of the future; a love of the potential for what mankind can contribute to the future.  Which I think Helen Keller expresses so magnificently in that piece.
        I would just say — Mike alluded to this — the question of September 11th; one person who was on the call last night said her uncle had just passed away two days ago.  He was someone who had worked there and suffered from various kinds of lung disease and finally died.  The death toll from these attacks has not ended; and it's not only people in New York who were first responders.  It's people who were killed in these wars which I think we're going to take up a bit more; these wars that were
totally unjustified, that were based on lies and cover-ups from the Bush administration through the Obama administration.  If we can address that, at this 15 years, that we end this period of injustice and of criminal wars of aggression, I think you could see a real shift.  It's as if the American people have had a heavy manhole cover on top of their brains and on top of their identities, and they haven't even allowed themselves to think of what the potential is.  In those circumstances, I think all bets are off, even in terms of this ridiculous scenario that we're calling a Presidential election.  There's nothing to say that these two mentally unstable characters going for Presidential candidates, have to be the candidates by the time we get to November.  Or, as Jeff was saying, [it] would be caused to shift by a shift in the population.  So, it's a very, very rich moment; and it's just urgent that everybody who hears what we are saying and what the LaRouche Movement is doing, who gets our literature, moves to circulate it and mobilize as many people as you can.

        OGDEN:  I think both you, Diane and Michael, stated about how you have to understand, how did we get to this point from looking at the last 15 years?  We never would have had a situation like this in terms of two Presidential candidates such as what we have, if the injustices of Obama administration had not gone on unpunished; if the crimes of the Bush and Cheney administration had not gone unpunished.  If Bush and Cheney had been impeached, I guarantee you, we would not be at the point,
where we are right now.  I think this is a question which has been re-opened in a very dramatic way, with the victory that we've won in the last month; which was the declassification of the 28 pages.  Just this week — Jeff, I know you have a little bit of insight into this — but Larry Wilkerson, who was the former chief of staff of Colin Powell, gave a series of interviews in which he said effectively, that what Cheney did was not only convincing Colin Powell to put the lies about Saddam Hussein and al-Qaeda into his testimony; which were obvious lies, but they were the pretext for the war against Iraq.  But also, Cheney played the central role in making the decision to keep anything having to do with the role of Saudi Arabia in funding and financing 9/11 out of the public eye.
        So, Jeff, I know you were saying yesterday, this actually opens up Cheney to criminal prosecution, if the implications of that are followed through.

        STEINBERG:  I think that there's another dimension as well to this, and I'll say something about the Cheney issue in just a moment.  Who would have imagined that President Obama would be boxed into such a corner that he would have to release the 28 pages?  I can tell you that since he lied to the 9/11 families for 7.5 years, and was very much under the sway of John Brennan who adamantly opposed the release of those 28 pages because of his own extremely close relationship with the Saudis; it's a very important object lesson that Obama was forced to do it.  It took a continuing battle; LaRouche Political Action Committee is widely known on Capitol Hill and around the country to have played a pivotal role.  Senator Bob Graham, the 9/11 Families — the leading activists — both the survivors of 9/11 and those who lost loved ones in the 9/11 attacks, did not give up; they persisted.  This was a fight for 15 years.  I think there's a very important lesson to be drawn in the context of what we're
discussing about a critical policy moment, when neither party has been able to produce a Presidential candidate who's worth anything.  We've got to make sure that the fight over these issues is continuously put forward, continuously escalated.
We've forced the issue of the 28 pages.  I think that the July 6th press conference by Walter Jones, Steven Lynch, and Thomas Massie along with members of the 9/11 Families and Survivors was crucial; because they came out and said what we had been urging to be said.  These 28 pages must come out; it's in the vital interest of the American people and the world that they come out. They made clear that they will be made public; and they invoked the Mike Gravel heroic action of releasing the Pentagon Papers, which altered the whole course of the Vietnam War during Nixon.
        So, I think there's a very important lesson to be drawn: Persistently leading a fight; the commitment of the American people to the kind of change that they clearly demanded in the way that the primary votes happened.  The majority of voters were
voting for a revolutionary change in policy, not for a candidate. You had Bernie Sanders voters who abandoned him the instant he endorsed Hillary Clinton for President.  Trump was always seen as a kind of a loud mouth voice for something different.  People want that change; they've got to be organized around a policy
agenda.  LaRouche's Four Cardinal Laws define that better than anything else in terms of the economic crisis and how to address insolvency.
        Now you do have Colonel Wilkerson, who was with Colin Powell throughout the four years that Powell was Secretary of State; was with him in the preparation of that UN disastrous testimony leading to the vote for the Iraq War.  He has basically said that he is an eyewitness to severe crimes; fraudulent representations of vital intelligence and covering up the role of the Saudis in order to launch an illegal war against Iraq.  We see the consequences of that right now.  There are many options on the table.
        Just in terms of follow-up on the 28 pages:  You have the JASTA bill that should come up and be voted almost unanimously out of the House of Representatives, so Obama can't veto it, the very first days that Congress comes back in September.  There should be a series of public forums walking people through the
content of the 28 pages.  There are probably millions of documents that are still suppressed, that are still classified; that lead to other leads that we don't even yet imagine.  We know the British, we know the Saudis in principle were the architects
on behalf of Bush and Cheney; but there's a great deal of work to be done on that issue.  We're coming up in early September on the 15th anniversary of the 9/11 attacks; LPAC and the Schiller Institute have a series of major events taking place in New York, including three memorial concerts — performances of Mozart's Requiem — all over the New York area around that critical weekend.  So, I think that we've got to maintain a commitment to maintaining and building and escalating on the momentum.  If there's a lesson to be learned from the 28 pages, it's that
Glass-Steagall comes next; and it comes right away.

OGDEN:  Right; absolutely.  I thought one point you made which was just remarkable in the interview yesterday that you conducted with Virginia State Senator Dick Black, you said what Cheney did after 9/11 would be as if Roosevelt after Pearl Harbor said "We're not going to attack the Japanese; we're going to blame the
Chinese for Pearl Harbor."  It was so outrageous to say the Saudis didn't do it; it was Iraq, it was Saddam Hussein.  I think, when that sinks in for the American people, you're going to see even more of a response.  The fact that this has broken open in
the last few weeks with the victory around the 28 pages; and as you said, 28 pages means the next victory comes next — Glass-Steagall.
        But one thing that's the subject of this The Hamiltonian broadsheet this week, is the petition that Diane wrote and is now being circulated en masse in Manhattan. 

Point one is complete; but points two, three, and four still have to go.  We need to
open a Chilcot Commission-type of investigation into Bush, Cheney, the entire rest of that apparatus — Obama included. What was Obama's interest in keeping these covered up for 7.5 years?  The key, I think — and it ties into the discussion from
earlier — is you need to accept the offer that was made one year ago at the United Nations General Assembly by Russian President Vladimir Putin for an alliance of the type that we had in World War II to defeat fascism.  An alliance with Russia, with China, with other interested parties in the world, to defeat what this terrorist apparatus actually represents.  So, I think as we're on the verge of the opening of this year's UN General Assembly meeting, and also the series of concerts that Jeff mentioned, this petition needs to continue to have a widespread and radiating impact.
        Diane, maybe you want to say a little bit more about that.

        SARE:  I can just say that it's being circulated by our activists here in the streets; and they're reporting getting a very intense response to it — more intense than anything that we've circulated recently.  I think it's important, when the vote on JASTA was first in the press a couple of months ago, before the release of the 28 pages, there was finally an appropriate, fearless anger, or righteous indignation of people saying, "How dare you tell us not to pursue the Saudis? That's outrageous!  We don't care if they're going to sell their Treasury bonds; we are
going to demand justice in this case."  I think it's really important that we keep that sense alive; which is what the petition will do.  I would also say, just because you mentioned the United Nations here; it happened that we got not only the release of The Hamiltonian this past week, but we received off the press the proceedings of this extraordinary Berlin conference that Mr. and Mrs. LaRouche convened at the end of June.  Which had an incredible array of speakers, including Ambassador Chas
Freeman, including a woman from the Presidency of Assad in Syria, and many others; retired military from France, Germany, NATO, etc.  The thing taken as a whole, unfortunately there's not a way to put that incredible concert at the end of the program into a printed report; but nonetheless, we are also getting this out to each of the governments represented by their UN missions in this period going into the General Assembly in September.  So we are in a position to shape that discussion and to perhaps augment the kinds of things that surely are already being discussed; as we
see in the latest meeting, that Putin and Xi Jinping and others have been holding.

        OGDEN:  One thing I want to say in the context of the upcoming UN General Assembly; there is a war that is already happening against everything that the BRICS represents.  If you think back one year, two years, the Fortaleza Agreement was made
in the context really of this war that Cristina Fernando de Kirchner was leading in Argentina against the vulture funds. These nations came together in solidarity with Argentina and said we will not allow you to kill the Argentine people to get the
money for the vulture funds.  Since that time, you've had a coalescing around the leadership of Putin and Xi Jinping and Modi of the BRICS structure; this is the emerging New Paradigm.  Over the course of that time, you have had a concerted deployment to break the BRICS apart; and we're in the middle of one of those
major attacks right now.  We saw what happened to Cristina Kirchner in Argentina; now the same thing is happening to Dilma Rousseff in Brazil.  Just this week, you had the vote by the majority of the Brazilian Senate to open indictment hearings
against Rousseff; which means impeachment against the President of Brazil.  You do have the eruption of a certain response against that coup from inside the United States; and it's actually the subject of our institutional question we got for this week.
        I know Mr. LaRouche had some detailed remarks to say about
that.  I want to read this question, and then maybe Jeff, you can fill in a little bit about that.  It says: 

"Mr. LaRouche: US Representative John Conyers, Democrat from Michigan; Marcy
Kaptur, Democrat from Ohio; Keith Ellison, Democrat from Minnesota; and more than 30 other members from the House of Representatives, sent a letter this week to Secretary of State John Kerry; urging him to refrain from gestures that could be
interpreted as supportive of Brazil's interim government.  And to instead "express strong concern regarding the impeachment process a targeting of Brazilian President Dilma Rousseff; and to "call for the protection of constitutional democracy and the rule of law in Brazil."  The letter is the first Congressional letter expressing
concern over Brazil's democracy in over two decades.  In your view, with the impending impeachment trial, what actions should the United States government take to promote fairness and protect democratic institutions in Brazil at this time?" 

So, I know Lyn had some things to say about this.

        STEINBERG:  The first thing he emphasized is that you're not dealing with a "Brazil situation" in the same way that you're not dealing with a "Syria situation". 

We're in the midst of a major, global, strategic re-alignment.  As you said, at the Fortaleza meeting two years ago of the BRICS countries, you had the launching of the New Development Bank; followed by the launching of the Asia Infrastructure Investment Bank by China.  Clearly, there is a move centered among the major Eurasian powers, but also including Brazil and South America, South Africa, and
Africa, to re-align the world around a completely different approach; an approach that's oriented towards the future, that's centered on great projects of economic development that are truly win-win projects.  There's no geopolitical, zero-sum game.  And you've got a dead system, which is the British Empire system, which has been represented for the last 15 years by the fact that the British have controlled the US Presidency; under first George W Bush, and then after that, under Barack Obama.
        So, the first thing, the United States should do, is abandon its own direct role in promoting this coup.  This is not something that occurs because a bunch of figures inside Brazil have decided to go after Dilma Rousseff.  You've got the international apparatus of hedge funds; you've got the Adam Smith Institute networks in Britain; you've got the Chicago School apparatus here in the United States; that are all instrumental in this drive — not to damage Brazil — but to destroy Brazil because it's part of this BRICS new alignment.  I guarantee that if the United States were to publicly come out — if Kerry were to make a statement and say that the United States believes that this is a coup d'état; not necessarily using guns, but using actions by bought-and-paid-for corrupt officials to overthrow a legitimately elected government that is attempting to align South America with this new paradigm of development centered around Eurasia; this thing would go away.  The votes in the Senate are
absolutely shameless; the people who are behind this coup are themselves all legitimately under criminal investigation for massive financial fraud.  If you want to look at the Brazil element of the Panama Papers scandal, then you're going to find
the top officials — the Speaker of the House, the President of the Senate, the current President, the current Foreign Minister; all of the people who have been aligned against Dilma, are part of the most corrupt apparatus.  But they're protected because
they're part of the British Empire and the Obama administration protected apparatus; and their objective is to try to destroy the BRICS.
        So, this is a global play; this is not a Brazil story.  It's not something that is narrowly associated with events in South America, or corruption, or anything like that.  This is a much bigger, worse, and far more dangerous thing; and it's part of the
general picture.  Is the world going to go in the direction of defending a system that's already dead?  Major economists this week described Deutsche Bank as a "dead bank walking"; and it's an apt description.  So, it's the question of whether a dead British Empire, largely controlling the US Presidency for the last 15-16 years, is going to basically bring the rest of the world down with it — because it can never survive.  Or, whether or not it's going to be cast aside and defeated and replaced by a new system that's already well underway.        

The critical question in this Presidential election is, will the American people tolerate candidates that want to align the United States with an already dead system?  Or, are we going to go in the direction of aligning the United States with this new
future-oriented alternative?  Historically, America has always been on the side of this future orientation; at least from its founding principles — the Hamiltonian ideas are really, what's underlying this Eurasian development.  So, we've got to win the fight to transform the United States back into what it historically represented as the city on the hill.

OGDEN:  I do think it's significant that the members of Congress who signed this letter, directly overlaps with the core group of the leadership around Glass-Steagall.

        STEINBERG:  That's right.

        OGDEN:  One more thing you just brought up:  What is the Hamiltonian idea?  What's at the core as the coherent unifying principle of this Four New Laws of Mr. LaRouche is the idea, that he expresses at the end of that document.  That there are no measuring rods for economics, which can be found within the domain of money; money is not a representative of value when it comes to economics.  It's the willingness to reject monetarism, which is what is making the Asia Infrastructure Investment Bank, the New Development Bank — these are completely different species.  This is not just a different version of the IMF/World Bank system. You have a dedication to increasing the productivity of massive amounts of the population of the planet; billions of people will be affected by the New Silk Road, by these development projects which have been on the books for 40-50-60 years.  They are now actually being built, because of the investments, that are coming from the BRICS bank and China and so forth.  But it's an understanding of economics which I think has been the unique contribution that Mr. LaRouche has given to world history over the last 40-50 years; which is his unique understanding of what the true measuring rod of economics really is.  You have the constantly increasing of the accumulation of the ability of mankind to deploy new physical principles that have been discovered by man to increase our power over the Universe.
        In two very specific ways, I think the example of Albert Einstein is very important in this sense. Number one, just in the form of an analogy: The understanding of Albert Einstein, that you cannot have a measuring rod from inside of a system; but that there needs to be a measuring rod, which is external, which is a
principle.  Just as absolute time and absolute space did not exist for Albert Einstein, this is the kind of understanding that you need to bring to physical economics. And number two: Albert Einstein, perhaps more than anybody else, is paradigmatic of the
type of human creative thinking, which allows mankind to advance itself; which, as Helen Keller so beautifully described, brings us up from the ground like beasts crawling on our bellies and reacting to the circumstances around us, to becoming co-creators of this Universe.
        So, Michael, I thought you elaborated that in a very beautiful way at the end of your item in this week's Hamiltonian; and I wouldn't mind, if you had a little bit more
to say on that subject.

        STEGER:  I think you've said it well right now.  What I think is worth maybe coming back to, given the role of the creative personality, Kesha raised this on the show on Monday. Einstein also recognized that it is the unique role of the individual to shape and create essentially the new laws by which society then agrees to.  That, the discovery of those higher principles or natural law, then allows society itself to advance. Really, what you see today, many people are on vacation; too many
people, I think, are watching the Olympics.  I think the real doping scandal is inside the White House.  But what Putin has done with this diplomatic effort, is, that we are looking at the possible resolution of the Syrian crisis in Aleppo.  There is a kind of
process taking place that can resolve these things in the coming months.
        But then you have, in the course of just September, you have the Presidents of South Korea, Japan and China meeting Putin in Vladivostok.  Then they will all be going together down to the G-20 summit in China — where Putin will be the guest of honor — with the 20 largest nations; with Brazil, Argentina, Mexico, Turkey, nations from Africa, all over Asia and Europe participating.  Then you have many of those heads of state coming to New York City right around the time of our concerts; but for
the UN General Assembly.  Of course, then many of those heads of state from the BRICS will be meeting in India in early October.
        Then, at this point in time, as Jeff said earlier this week, this whole financial system – Deutsche Bank, and the rest of the larger banks – can be rapidly unfolding, unravelling.  The bankruptcy can be disembowelment of the banking system,

essentially coming up in the near period.  Then, the Presidential elections come.  As much of a buffoon as Donald Trump is, he's shown himself the ability to slay a lot of other incapable politicians in debates; and I think, Hillary Clinton should be fairly
concerned, that her record with Obama is an absolute and very severe weakness.  An Achilles heel, because of the current climate in the political situation we face in the country.  So we are really at a remarkable [point].  Then, a collapse of the
trans-Atlantic system; an unfolding, consolidated effort in Eurasia led by Putin, and this quality of creative genius, that you're referencing from Einstein.  This is really, what Lyn has brought to bear on the planet; and it's really, what must be brought to bear in the Presidential system now in the United States.  Lyn must be part of shaping Presidential policy now.  We essentially are; but that's got to be the commitment of the American people, and not getting caught up in anything else, because it's a very rare opportunity today.

        OGDEN:  Wonderful.  So, as I said at the beginning of the program, this week has really marked a significant escalation in terms of the LaRouche PAC intervention into New York City in particular and the United States in general, with the publication of The Hamiltonian Volume I, no. 1. There are still several thousand copies of the original printing, which are available and need to be distributed.  I know during the regular Saturday afternoon Manhattan dialogue, which takes place every week in downtown Manhattan, there will be copies available to you, if you are able to help distribute them, and you're able to attend that meeting.  If you've been to the meeting before, and maybe you haven't been going regularly; you should go tomorrow.  If you've never been before, please contact Diane; the contact information
for the New Jersey office is available on the LaRouche PAC website.  We really do have a limited opening or time, but a very rich potential, a very rich opportunity to completely transform the dialogue in the United States.  In very much the same way
that Alexander Hamilton's Federalist Papers were used to create the United States in the first place around the ratification of the US Constitution and to raise the level of intelligence of the American citizenry, the new broadsheet — The Hamiltonian —
can really be used in very much the same fashion.  I would implore everybody, who's watching this, to become involved in helping to distribute this; and make this something, which is widely available to the thinking portion of the American people.
        I'd like to thank both Diane and Michael for joining me here tonight; and thank you to Jeff.  And I'd like to thank all of you for tuning in.  Please stay tuned to larouchepac.com.  Good night.
 

11. august 2016 (Leder) – Dette er på ingen måde spontane udviklinger. De er resultatet af intervention, foretaget af menneskets kreative intellekt – Vladimir Putins.

Præsidenterne fra Rusland, Iran og Aserbajdsjan mødtes den 8. august, i et møde, der især drejede sig om den Nye Silkevejs internationale nord-sydgående transportkorridor. Herefter vil disse tre landes transport-, energi- og udenrigsministre mødes i Teheran for at forberede endnu et trilateralt topmøde, denne gang i Iran.

Efter mødet den 8. august fulgte også Putins topmøde med den armenske præsident Serzh Sargsyan i Kreml i går. De diskuterede Armeniens integration i den Eurasiske Økonomiske Union, og hvordan en løsning på striden om Nagorno-Karabakh mellem Armenien og Aserbajdsjan kunne opnås, i lyset af Putins nylige topmøde med Aserbajdsjans præsident Aliyev i Baku og hans øvrige diplomati.

Putins historiske topmøde den 9. august i Skt. Petersborg med den tyrkiske præsident Erdogan – hvor de indgik aftaler om kernekraft, øget handel og gasledningen Turkish Stream – efterfulgtes af et møde i dag mellem de to landes udenrigs- og forsvarsministre, samt landenes efterretningschefer. Forventningerne var, at de ville forsøge at koordinere deres handlinger i Syrien, inklusive i den igangværende kamp om Aleppo, nær den tyrkiske grænse.

Det er ingen tilfældighed, at Obama netop nu, med hjælp fra sin medhjælper, Hillary Clinton, pludselig har gjort truslen om krig i Europa større. I går afslørede Ruslands Statslige Sikkerhedstjeneste (FSB), at den havde opsnappet to ukrainske rekognoscerings- og sabotagegrupper i Krim i dagene 7. og 8. august, hvor de arresterede syv personer, med to russeres liv som indsats (en FSB-officer og en soldat). En af arrestanterne har på russisk fjernsyn tilstået, at de blev sendt af den ukrainske militære efterretningstjeneste for at sabotere infrastruktur.

Putin sagde i går aftes, at den planlagte sabotage havde til formål at destabilisere Krim, der forbereder sig til valg. Han afviste forslaget om at mødes i regi af Normandiet-firkløveret (Rusland, Frankrig, Tyskland, Ukraine) over Ukraine, på sidelinjerne af G20-topmødet i Kina til september, og sagde, at det ikke længere giver nogen mening, når Kiev afviser kompromis til fordel for terror. Og Putin ved, hvad den krimske premierminister sagde højt: at Kiev ikke ville have gjort dette, uden at have fået grønt lys fra Washington – dvs. fra Obama. Og Obama støttes højlydt i sit fremstød for krig af Hillary Clinton.

»Putin har pludselig fået kontrollen med store udviklinger i verden, og disse karle er gået amok«, sagde Lyndon LaRouche i dag. »Det betyder ikke, at han er perfekt, men han har kontrollen, og de andre flipper ud, og de ved ikke, hvad de skal gøre ved, at de flipper ud. Putin vil gøre, hvad han er nødt til at gøre – forvent, at der viser sig alle mulige former for ondskab. Nu har endnu et angreb vist sig – ikke fra Ukraine, men andetsteds fra, gennem Ukraine.«

Foto: Den russiske præsident Putin med Irans præsident Hassan Rouhani, 8. august 2016. [kremlin.ru]

Denne systemiske krise kræver ikke blot en række politiske beslutninger, men et Nyt Præsidentskab, der er baseret på et borgersamfund, som er helliget en højere bestemmelse … til skabelsen af en ny nation, af et nyt USA, og af en verden, der hidtil ikke har eksisteret – en verden, der nu som aldrig før er mulig, og en verden, der nu ligger i vore hænder. Vil det blive virkeliggjort, eller vil vi fejle? 

Af Michael Steger, medlem af LaRouche Politiske Aktions-komite (LPAC).

Denne artikel er den første i en række skrifter, som præsenteres af LaRouchePAC Nationale Politiske Komite, i direkte samarbejde med Lyndon LaRouche, som en del af hans kampagne for skabelse af et Nyt Præsidentskab i løbet af de kommende 100 dage.

2. august 2016 – Verden har ændret sig i løbet af de seneste fem uger. Begivenhederne, sammen med bevidste interventioner, især fra Vladimir Putins side, har skabt en ny, global dynamik og transformeret potentialet for reel og total sejr i den umiddelbart forestående periode. Sejren vil i første omgang afhænge af vedtagelsen af LaRouches »Fire Nye Love«, en politik, han fremsatte i juni 2014 med sit skrift, »Fire Nye Love til USA’s omgående redning!«[1]; men et succesfuldt udfald på længere sigt kræver mere end simpelt hen at vedtage den nødvendige politik, selv en politik så presserende nødvendig som Glass-Steagall og statslig kredit til videnskabelige fremskridt.

Som LaRouche siger i »Fire Nye Love«: 

»Uden et præsidentskab, der er tilpasset til at fjerne og dumpe de værste virkninger, vi i øjeblikket lider under, og som er de virkninger, der blev skabt af Bush-Cheney- og Obama-præsidentskaberne, ville De Forenede Stater snart være færdig, begyndende med den amerikanske befolknings massedød under Obamaregeringens nylige og nu optrappede, praktiserede politik.«

Og senere:

»Et kædereaktionslignende kollaps med denne virkning accelererer allerede med en indvirkning på pengesystemerne i dette områdes nationer. Den nuværende accelerering af en ’Bail-in’-politik i hele det transatlantiske område, sådan, som det nu er i gang, betyder, at massedød pludselig vil ramme befolkningerne i alle nationerne i det transatlantiske område: enten direkte, eller i kraft af ’overløbseffekt’.«

Denne systemiske krise kræver ikke blot en række politiske beslutninger, men et Nyt Præsidentskab, der er baseret på et borgersamfund, som er helliget en højere bestemmelse, der går ud over elementær valgpolitik; en bestemmelse lig den, som Benjamin Franklin, George Washington og Alexander Hamilton var besjælet af. Det kræver en forpligtelse til skabelsen af en ny nation, af et nyt USA, og af en verden, der hidtil ikke har eksisteret – en verden, der nu som aldrig før er mulig, og en verden, der nu ligger i vore hænder. Vil det blive virkeliggjort, eller vil vi fejle?

De fem uger

Tag nu de hurtige udviklinger i løbet af de seneste fem uger i betragtning: Den britiske afstemning til fordel for at forlade den Europæiske Union (Brexit) den 24. juni, som pludselig, for åbent tæppe, afslørede den rådne kerne i det transatlantiske system. Dette oprør blandt de britiske vælgere var en direkte optakt til Schiller Instituttets konference i Berlin, med Helga Zepp-LaRouche som vært, den selvsamme weekend, en begivenhed, der udelukkende havde fokus på fuldbyrdelsen af det nye verdenssystem, der nu er i færd med at blive virkeliggjort i hele Eurasien, og som er inspireret af Lyndon LaRouches ideer.

I løbet af de følgende dage væltede det frem med successive oprør. NATO-topmødet i Warszawa, der håbede at gøre Rusland til målskive for en storkrig, afslørede i stedet blot voksende uenighed blandt de europæiske nationer. Japan afviste enhver yderligere forpligtelse over for britisk finansielt vanvid og nærmede sig faktisk Rusland og Kina i stedet; det samme gjorde Filippinerne, idet de ignorerede Obamas kommando om konflikt i det Sydkinesiske Hav. Terroristangreb, hvis grobund og udklækningssted har været de igangværende, ulovlige krige, ført af USA og briterne, i Irak, Libyen, Syrien og Yemen, har ramt byer i Frankrig og Tyskland på ugentlig, hvis ikke daglig, basis, uden nogen udsigt til at stoppe under den nuværende politik. Underliggende hele dette politiske oprør finder vi den igangværende panik over bankkollapset i Italien, Tyskland og London, som truer med at virkeliggøre den pludselige udslettelse af den transatlantiske verdens nationer, som Lyndon LaRouche i 2014 advarede om.

I sammenhæng med dette politiske og kulturelle sammenbrud i det transatlantiske område har der været en sand fremstormende bølge af LaRouche-organisationens politik og initiativer. Chilcot-undersøgelsesrapporten blev omsider udgivet i London, efter syv lange års undersøgelse; den erklærede, at Dronningens krig i Irak – en krig, der blev gennemtrumfet af Tony Blair og George W. Bush – var ulovlig og et direkte anslag imod De Forende Nationer og international lov, hvilket udgør forbrydelser i lighed med nazisternes. I USA blev de »28 sider« af Den Fælles Kongres-undersøgelsesrapport om 11. september efter 14 år udgivet. De afslørede det bedrageri, som både Bush- og Obamaregeringen havde begået, med deres overlagte mørklægning af, at det var briterne og deres allierede saudierne, der dirigerede angrebene den 11. september, og de afslørede ligeledes disses efterfølgende fremstød for verdenskrig gennem en kriminel, geopolitisk plan.

Glass/Steagall-loven, indbegrebet af dødstødet mod Wall Streets og City of Londons kriminelle bedrageri, fandt dernæst vej ind i både det Republikanske og Demokratiske Partis valgplatforme, ikke som følge af narre-kandidaternes klovneoptræden, men som følge af den, i det brede flertal af den amerikanske befolkning, dybt rodfæstede erkendelse af, at de seneste femten års politik i USA, med massedød til følge, indiskutabelt er knyttet til Wall Streets politik. Og nu, blot fem uger senere, med en beslutningsproces, der ligesom vokser og har mere i vente, truer kupforsøget i Tyrkiet og de deraf følgende ændringer i politikken med at gøre en ende på de seneste to århundreders geopolitiske forsøg på at kontrollere Asien, med et Tyrkiet, der nu nærmer sig til både Putins Rusland og Kinas politik for den Nye Silkevej, og vender sig bort fra den transatlantiske verdens forpligtelse til verdenskrig.

Dernæst kommer nyheden om omringningen af Aleppo, igen udført af russiske styrker sammen med syriske styrker, og som indikerer en mulig snarlig afslutning på ikke alene den syriske konflikt, som fra det britisk-støttede Obamaregimes side var planlagt til at være optakten til atomkrig mod Rusland og Kina, men som nu, hvor krisen næsten er løst, er et forvarsel om afslutningen af selve den britiske, geopolitiske æra.

Vladimir Putin og Kinas Nye Silkevej står til at vinde; Obama og briterne står til at tabe.

Men der er mere endnu, og mere er måske i vente, at begynde med Helga Zepp-LaRouches deltagelse i det internationale T20-topmøde i Beijing i slutningen af juli måned; en indledende drøftelse blandt ledende personer til det kommende G20-topmøde for statsledere i september. FN’s Generalforsamling vil ligeledes mødes i september, blot et år efter Vladimir Putins opfordring til at skabe en ny alliance af magter mod terrorisme, og begge disse begivenheder vil blive internationale fora af afgørende betydning for opbygning af det nye paradigme, inspireret af LaRouche.

Som Helga Zepp-LaRouche for nylig sagde, »Erinyernes frygtelige dans er blevet udløst!«, og man kan næsten høre de panikslagne hyl og skrig i magtens korridorer på Wall Street og i London, endda fra selve den gale Dronning.

De Fire Love

Den 8. juni 2014 udstedte Lyndon LaRouche en erklæring med titlen »De Fire Nye Love til USA’s omgående redning! Ikke en valgmulighed, men en uopsættelig nødvendighed.« I denne erklæring definerer hr. LaRouche en løsning på den nuværende, globale og generelle sammenbrudskrise, men han definerer mere end det. Han fremlægger en økonomisk og videnskabelig politik, der er i overensstemmelse med den menneskelige arts faktiske, skabende natur, og en politik, der, hvis den bliver vedtaget, vil udløse en renæssance i menneskeligt fremskridt for det kommende århundrede, og længere endnu.

Der findes intet, der kan erstatte læsning, og gen-læsning, at hele hr. LaRouches erklæring, men vi vil her præsentere en kortfattet, forkortet synopsis af de umiddelbare skridt, der skal tages, for at tage den igangværende generelle sammenbrudskrise i det transatlantiske område under behandling. Dette er udgangspunktet for et succesfuldt, Nyt Præsidentskab:

1. Den omgående genindførelse af Glass/ Steagall-loven, uden ændringer, som blev sat i kraft af præsident Franklin D. Roosevelt, som princip for handling.
2. En tilbagevenden til et Nationalbanksystem, der styres fra oven (fra regeringen), og som er defineret som sådan. Præcedens herfor skal tages fra det bank- og kreditsystem, som Alexander Hamilton etablerede, såvel som også fra Abraham Lincolns udstedelse af en statslig valuta (»greenbacks«), under præsidentiel myndighed.
3. Udstedelsen af ny statskredit til skabelse af et højproduktivt, generelt forløb med forbedret beskæftigelse, med den ledsagende plan om at øge den fysisk-økonomiske produktivitet, samt forbedre levestandarden for personer og husstande i USA. En forøgelse af den produktive beskæftigelse, sådan, som man præsterede det under Franklin Roosevelt, må reflektere en forøgelse af den reelle produktivitet, der er i overensstemmelse med en forøgelse af energi-gennemstrømnings-tætheden[2] i nationens økonomiske praksis.
4. Vedtagelsen af et »’Forceret program’ for fusionsenergi som drivkraft«. Ægte økonomiske principper er funderet på den afgørende forskel mellem mennesket og alle andre lavere livsformer. Et forceret program for fusionsenergi, som i dag omfatter en tilbagevenden til Krafft Ehrickes vision for USA’s rumprogram, er en forpligtelse over for menneskehedens fremtid.

Det dybereliggende spørgsmål

Det er imidlertid kun en tænkning af samme høje kvalitet som tænkningen hos en skabende forsker, såsom Einstein eller dirigenten Wilhelm Furtwängler, der vil besidde de nødvendige evner til at fatte de seneste internationale udviklingers underliggende årsagsskabende magt, såvel som også den nødvendige kvalitet af respons, der findes i selve essensen af LaRouches Fire Nye Love. Denne videnskabelige evne kan bedst udtrykkes som ens egen forpligtelse over for den menneskelige arts grænseløse fremtid.

Ikke reduktionismens fremtid i rum og tid, eller endda rum-tid, men snarere en fremtid, der ledes af musikalsk geni, som i tilhørernes intellekt, eller sind, søger at skabe de nødvendige og netop tilstrækkelige intellektuelle evner, der tilnærmer sig menneskehedens ubegrænsede fremtid, og således udfolder en klarhed i resolut handling, som en handling tilbage til den nuværende krise fra den levende fremtid. Shakespeares Hamlet giver os et relevant, negativt bevis for sådanne evner i det menneskelige intellekt. Ethvert redeligt menneske må stille sig selv det spørgsmål, ikke, »Hvem skal jeg stemme på«, men snarere, »Vil min eksistens være af en sådan art, at jeg bliver en aktør, der udvirker noget, på historiens scene?« Som Lyndon LaRouche erklærede den 31. juli 2016: »Jeg stiller ikke op som præsident, men jeg har sandelig til hensigt at indvirke på dannelsen af USA’s regering i den kommende periode.«

Overvej nu det følgende aspekt af hans tankegang i det afsluttende afsnit af denne rapport fra juni 2014:

»For eksempel: ’tid’ og ’rum’ eksisterer i realiteten ikke som metriske principper i Solsystemet; deres eneste acceptable anvendelse til kommunikationsformål er grundlæggende set nominel antagelse. Eftersom kompetent videnskab i dag kun kan udtrykkes mht. den unikke, menneskelige karakteristiks rolle inden for de kendte aspekter af Universet, er det menneskelige princip det eneste, sande princip, som vi kender og kan udøve. Begreberne om rum og tid er blot nyttige forestillinger.«

Og senere:

»Mennesket er menneskehedens eneste, sande målestok for vort Solsystems historie og det, som det indbefatter. Det er det samme som, at den menneskelige arts mest ærefulde mening og uendelige præstation, nu i det nære rum i vort Solsystem, stiler opad for at kunne beherske Solen og dens Solsystem, som (faktisk unikt) blev opdaget af Johannes Kepler.«

Faren ligger således ikke i det, som synes at være de kaotiske begivenheder i verden, sådan, som den almene »manden på gaden« opfatter den krise, der udspiller sig, men derimod i den utilstrækkelige forpligtelse over for menneskehedens opadstigende natur, som det fremlægges i LaRouches Fire Nye Love. For, på et sådant tidspunkt, hvor LaRouches ideer nu er mere indflydelsesrige inden for den menneskelige arts mere udbredte kultur, og alt imens de modsatrettede usande forestillinger, med imperiale Zeus-diktater for befolkningsreduktion, krig og økonomisk bedrageri, står over for deres farefulde sammenbrud, så udgør selveste det menneskelige intellekts natur i sig selv den højere, kompositionsmæssige modalitet, gennem hvilken vi udøver handling over for universet som helhed, med revolutionerende virkning.

Det, som er presserende nødvendigt, er den uundværlige, skabende forhånds-handling for at skabe en hel dynamik, snarere end gentagelser af de fiaskoer, som stammer fra Newtons systemiske bedrageri med aktion-reaktion – et bedrageri, der er fremherskende i den nuværende, transatlantiske verdens politiske og finansielle klasses neurotiske tilskyndelser, og et bedrageri, som Einstein på så fremragende vis afslørede. En sådan forhånds-handling, som LaRouches Fire Love fordrer, udgør selve fundamentet for de indledende skridt, gennem hvilke vi eliminerer dette fejlslagne systems unødvendige byrder og gæld.

Men mon man kan høre det nye tema, måske, som om det kom fra den forventede indtrængen af en himmelstræbende sektion af træblæsere i det højeste toneleje, højt over orkestret? For en sådan forventningens tilstand er ligesom en gave, der overraskende overbringes af en for længst afdød, kær ven fra det, som endnu er den ikke-afgjorte fremtid, som dernæst gives på vegne af vores nutids passage, for blot at blive vores fremtids mest fundamentale nutid.

Dantes Guddommelige Komedie og Brunelleschis skabelse af den italienske renæssance stod ikke tilbage i denne henseende.

Og sådan må det Nye Præsidentskab, og dets borgersamfund, blive.

9. august 2016 – LaRouche Politiske Aktions-komite (LPAC) har den store glæde at annoncere udgivelsen af vores nye avis i stort format, The Hamiltonian, med base i Manhattan, New York City! De første 10.000 eksemplarer af The Hamiltonian kom på gaden i Manhattan i dag, med Jeffrey Steinbergs isnende indlæg om Obama-Hillary-terrorarven, der er i færd med at marchere hele planeten lige ind i Tredje Verdenskrig. Denne hovedartikel følges af vores appel om at afsløre det anglo-saudiske terrorapparat og omsider stille dem, der udførte terror-ugerningen den 11. september, 2001, for retten. 

Ligeledes i dette pilotnummer af The Hamiltonian finder vi medlem af LPAC Michael Stegers artikel, »Det nye præsidentskab: Det begynder med LaRouches ’Fire Love’«, den første i en række artikler fra LPAC i direkte samarbejde med Lyndon LaRouche, som en del af hans kampagne for skabelsen af et Nyt Præsidentskab i løbet af de kommende 100 dage. (Se dansk: ’Fire Nye Love til USA’s omgående redning’) 

Nedenfor genoptrykker vi Jeffrey Steinbergs artikel:

Præsidentvalg i USA: Lyndon LaRouche: 

Hillary Clinton er Obamas medhjælper, for krige og for Wall Street

Af Jeffrey Steinberg, EIR-efterretningsredaktør

6. august 2016 (Leder) – Inden for 24 timer efter Hillary Clintons formelle nominering som det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget 2016, kom nogle af Clintons top-kampagnerådgivere for udenrigspolitik og national sikkerhed ud med angreb, der fik blodet til at fryse, mod Rusland og mod den syriske præsident Bashar Assad.

Selv under det Demokratiske Konvent sagde den tidligere CIA-direktør og forsvarsminister under Barack Obama, Leon Panetta, den 27. juli til konventet, at nøglen til at afslutte krigen i Syrien er at vælte præsident Assad. To dage senere sagde Jeremy Bash, Panettas tidligere stabschef i CIA og Pentagon, og nu toprådgiver til Clinton, til Daily Telegraph, at én af Clintons første handlinger som præsident ville blive at beordre en gennemgribende revision af politikken for Syrien, med målet om at afsætte Assad med magt som førsteprioritet. Han fremførte, at der ikke er nogen udsigt til at nedkæmpe Islamisk Stat og Jabhat al Nusra uden at fjerne Assad.

Michelle Flournoy, der anses for at være Hillary Clintons første valg til at blive forsvarsminister, sagde til Defense One, at en ny regering må skabe en »bombnings-forbudszone« i det nordlige Syrien, med det formål at skabe et sikkert opholdssted for oprørskæmpere og uddanne og bevæbne dem til at vælte Assad, såvel som også til at bekæmpe ISIS og Nusra. Hun talte for anvendelse af stand-off-våben (våben, der kan lanceres på en sådan afstand, at personellet kan nå at komme uden for rækkevidde af gengældelsesbeskydning, -red.) mod den syriske hær, som en yderligere eskalering af den krig for regimeskift, som præsident Obama og (daværende) udenrigsminister Clinton lancerede i begyndelsen af 2011.

Flournoy er adm. dir. for Center for Ny Amerikansk Sikkerhed (CNAS), en tænketank, der domineres af Clinton-rådgivere og andre neokonservative. Flournoys interview med Defense One var en kondenseret version af en rapport, som CNAS netop er fremkommet med fra en ISIS-undersøgelsesgruppe, der omfattede en samling krigshøge og neokonservative, som alle er en del af Clintons stald: Ryan Crocker, Kimberley Kagan, Joseph Lieberman, gen. David Petraeus, Kenneth Pollack, Andrew Tabler og Frances Townsend.

I maj måned udgav CNAS et udkast til global konfrontation, ved navn »Udvidelse af amerikansk magt: Strategier til at udvide amerikansk engagement i en kompetitiv verdensorden«, der som medforfatter havde Robert Kagan, en ledende neokonservativ, der udarbejdede en lignende undersøgelse for den tiltrædende Bush-Cheney-regering i 2000, kaldet »Projekt for et Nyt Amerikansk Århundrede« (PNAC). Begge disse dokumenter promoverer en unipolær verden baseret på en permanent udvidelse af USA’s militære magt. Rapporten fra PNAC blev i vid udstrækning set som den spilleplan, som Bush og Cheney brugte til at lancere et årti med permanente krige i Afghanistan og Irak, en spilleplan, der af Obama og Clinton blev udvidet ind i Syrien og Libyen.

I kølvandet på Panettas, Bush’ og Flournoys heftige udfald konkluderede mange skarpe iagttagere, at angrebene på Syrien, Rusland og Kina, som var omfattet af de kombinerede bemærkninger, ikke kunne have været udstedt uden forudgående godkendelse af Hillary Clinton selv.

Kort sagt, så har Hillary Clinton erklæret sig selv som kandidaten for »kontinuitet« af den næsten to årtier lange permanente krigsførelse, der blev lanceret af Bush og Obama. Disse krige har nu ført verden til randen af atomkrig med Rusland og Kina, en krig, der vil udslette menneskeheden.

Om noget, så var Hillary Clinton, mens hun var udenrigsminister, en af Obamaregeringens mest skingre fortalere for krig og atter krig. Clinton var og er en stærk promoter for behovet for at vælte Assad-regeringen i Damaskus, om nødvendigt gennem direkte amerikansk militær involvering. Kravet om at skabe en flyveforbudszone over syrisk territorium er en åbenlys overtrædelse af alle principper for national suverænitet, og hendes rolle i lanceringen af den katastrofale krig i Libyen – som bredt er blevet beskrevet som den afgørende stemme i fremstødet for et hurtigt regimeskifte – har skabt en permanent krise, der har ført til massedød og socialt kaos, i hele det afrikanske kontinent.

Det var Hillary Clinton, sammen med Susan Rice og Samantha Power, der promoverede den voldelige afsættelse af Libyens leder Gaddafi, på trods af, at dette betød en alliance med hardcore al-Qaeda- og relaterede jihadist-terrorgrupper. Afsættelsen og mordet på Gaddafi forvandlede Libyen til et ingenmandsland, der ikke kunne regeres, og som styredes af krigsførende kliker bestående af tungt bevæbnede militser, mange domineret af al-Qaeda i det islamiske Magreb (AQIM), og følgelig af Islamisk Stat.

De våben, der blev »befriet« fra libyske regeringsdepoter, har båret ved til krige i hele det afrikanske kontinent, og store mængder af disse »frigivne våben« blev smuglet ind i Syrien, gennem amerikanske, britiske, saudiarabiske, qatarske og tyrkiske kanaler, og ind i hænderne på jihadisterne, der har forvandlet Syrien og Irak til et Helvede på Jord. Millioner af flygtninge fra de nordafrikanske, syriske, irakiske og afghanske konflikter, der alle er blevet støttet af Obama og Clinton, er strømmet ind i Vesteuropa i desperat flugt for deres liv og har skabt den største flygtningekrise i hele efterkrigstidens periode.

Disse handlinger, der blev udført under Clintons fire år som udenrigsminister under Barack Obama, førte direkte til begivenhederne den 11. september 2012, hvor jihadister fra Ansar al-Sharia gennemførte et stærkt bevæbnet angreb på USA’s diplomatiske kompleks i Benghazi, Libyen, der resulterede i mordet på USA’s ambassadør Christopher Stevens og tre andre amerikanske embedsmænd.

Som det tydeligt fremgår af dokumenter i Udenrigsministeriet, så havde ambassadør Stevens og andre amerikanske diplomater i Libyen tigget om yderligere sikkerhedspersonel. Udenrigsministeriet have sammensat en oversigt over angreb på udenlandske diplomater og endda det Internationale Røde Kors, men faktisk blev sikkerheden barberet ned i stedet for forøget. Alt imens Patrick Kennedy fra udenrigsministeriet angiveligt skulle have ansvaret for sikkerhedsarrangementer ved USA’s diplomatiske mission i Libyen, så lå ansvaret til syvende og sidst hos udenrigsministeren – Hillary Clinton.

Mens angrebet i Benghazi 11. september 2012 var i gang, gjorde live-rapporter fra Benghazi og fra ambassaden i Tripoli det klart, at angrebet på missionen var overlagt, velplanlagt, tungt bevæbnet og dødbringende. En vurdering fra forsvarets efterretningsdepartement, som blev udgivet internt i regeringen få dage efter angrebet, forklarede i detaljer, hvordan angrebet var blevet udført.

Alligevel valgte præsident Obama og udenrigsminister Clinton, der var mere optaget af det forestående præsidentvalg i november 2012, at lyve for det amerikanske folk og hævdede, at angrebet i Benghazi var en »spontan« protest imod en lidet kendt video, der bagvaskede profeten Mohammed – en lodret løgn.

Denne løgn, der blev flikket sammen under en telefonsamtale sent om aftenen af præsident Obama og udenrigsminister Clinton, og som første gang blev udgivet til offentligheden i en pressemeddelelse i Clintons navn, blev opretholdt i dagevis. Om søndagen efter angrebet deltog den nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice i en stribe interview-shows for at faldbyde løgnen om »spontan protest løbet af sporet«, som først blev udstedt af Clinton.

Hillary Clinton prioriterede Barack Obamas genvalg frem for sandheden og frem for USA’s vitale, nationale sikkerhedsinteresser. Hun beregnede, at, hvis hun havde fortalt sandheden og taget sin afsked fra regeringen, ville Obama have tabt genvalget, hun ville have fået skylden, og hendes egne fremtidige perspektiver for at blive det Demokratiske Partis nominelle kandidat til præsident ville være slut.

Lyndon LaRouche fremlagde sagen imod Hillary Clinton og Barack Obama ved en historisk pressekonference i National Press Club i Washington, D.C., i ugerne, der fulgte tragedien i Benghazi. LaRouche identificerede Clinton som en medhjælper, en håndlanger, til Obama, og som et ledende medlem af krigspartiet, der har givet USA og verden en evindelig krig af den længste varighed, har skabt betingelserne for opkomsten af Islamisk Stat, og har drevet USA’s økonomi bankerot.

Ikke alene præsiderede Hillary Clinton over opkomsten af ISIS og den totale destabilisering af hele Mellemøsten/Nordafrika. Sammen med sin betroede allierede i Udenrigsministeriet, Victoria Nuland[1], skabte hun en total konfrontation med Rusland, som, på afgørende tidspunkter, gjorde hende til de rene nazisters sengekammerat.

Clinton forfremmede Nuland, hustru til den neokonservative ideolog Robert Kagan, til topposter i Udenrigsministeriet, fra talsmand for udenrigsminister Clinton og Udenrigsministeriet, til viceudenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender, en stilling, ud fra hvilken Nuland præsiderede over den »farvede revolution« og den voldelige afsættelse af Janukovitj-regeringen i Ukraine med hjælp fra organisationen af Bandera-nazister, der kæmpede side om side med Hitlers hære under Anden Verdenskrig og skabte flere generationer af erklærede neo-nazister, såsom det ukrainske Sektor Højre og Azov-brigaderne.

På et afgørende tidspunkt under afsættelsen af Janukovitj pralede Nuland over for et publikum ved National Press Club i Washington med, at USA havde brugt $5 mia. på kampagnen for »demokrati« i Ukraine, siden Sovjetunionens opløsning.

Dette statskup i Kiev i 2013-14 markerede en dramatisk optrapning af Obamaregeringens allerede igangværende provokationer imod den russiske præsident Vladimir Putin, handlinger, der nu omfatter deployeringen af NATO-styrker på Ruslands grænser for første gang, siden nazi-invasionen af Sovjetunionen under Anden Verdenskrig.

Det var Obama og Clinton, der, som to alen ud af ét stykke, ødelagde relationen mellem USA og Rusland, og som nu har sat verden på en farlig kurs mod generel krig, og endda en potentiel atomar udslettelseskrig.

Dette er den sande arv af Obama-Clinton.

Hillary Clinton afskyr den kendsgerning, at dette er hendes sande generalieblad, og at Lyndon LaRouche frygtløst har gjort denne sandhed tilgængelig for det amerikanske folk, og for verden.

8. august 2016 (Leder) – Med ikrafttræden i dag fjernede det europæiske aktiemarkedsindeks, Stoxx Europa 50, simpelt hen Deutsche Bank og Credit Suisse fra sine målinger, for at dets indeksniveau ikke ville blive trukket ned af disse bankers styrtdykkende aktiekurser. Dette er det seneste udtryk for den kendsgerning, at, ikke alene hænger det transatlantiske finanssystem på den yderste rand, men også, at faren kommer fra det faktum, at man fortsætter med at lyve og ikke griber til handling. I løbet af de seneste 48 timer har mange af de større medier i Tyskland og andre steder rapporteret om historien om Deutsche Banks nedtur, og om tilfælde af insolvens, men de undgår fuldstændigt det afgørende spørgsmål: Hvad skal man gøre? For, de har intet svar.

Lyndon LaRouche bemærkede, at de »ser hen til fortiden«. Men for en løsning må vi »se hen til fremtiden«. Han understregede, at sammenbruddet af finanssystemet er hovedspørgsmålet i dag. I juli måned foreslog han, at der må iværksættes en redning af Deutsche Bank, af hensyn til almenvellet, på basis af et nyt mandat for bankpraksis og for kredit til finansiering af produktiv aktivitet, således, som det var tilfældet under den tidligere formand for Deutsche Bank, Alfred Herrhausen. Den 12. juli udstedte Helga Zepp-LaRouche en erklæring om denne redning, »Red Deutsche Bank, for verdensfredens skyld«. 

Med mindre, dette bliver gennemført, er det slut med at prætendere, at den transatlantiske banksektor stadig er intakt og kan flikkes sammen igen, så den fungerer.

Fremstødet for konfrontation og krig er direkte forbundet med finanssystemets sammenbrud. Der kommer uophørlige krigsråb fra USA’s krigshøge, på signal fra den britisk/saudiske akse. Sekretær for USA’s Luftvåben[1], Deborah Lee James, sagde til Fox News den 6. august, at Rusland er »en eksistentiel trussel« mod USA. Desuden er »Krigshøge for Hillary«-fænomenet i realiteten et dække for Obama, til at føre krig mod Rusland.

Kendsgerningen er, at den russiske præsident Vladimir Putin aktivt udøver et lederskab for en vej væk fra den nuværende kurs mod garanteret undergang. Se på Sydvestasien. I dag mødtes Putin i Baku med den iranske præsident Hassan Rouhani og den aserbajdsjanske præsident Ilham Aliyev, til drøftelser, der omfattede den »Nord-sydgående transportkorridor« – den 7.300 km lange korridor, der løber fra Det arabiske Hav til Skandinavien; de drøftede et udkast til en erklæring om et fælles anti-terrorsamarbejde. I morgen skal Putin i Skt. Petersborg mødes med den tyrkiske præsident Recep Erdogan, der i går sagde til TASS, at der ikke findes nogen løsning på krigen i Syrien uden om Rusland. I søndags deltog flere end tre millioner mennesker i en massedemonstration i Istanbul til støtte for Tyrkiet.

Disse udviklinger i Sydvestasien kan ses som en del af en bredere omgrupperingsproces. I det asiatiske Stillehavsområde vil Japan og Sydkorea sende betydelige delegationer til det Østlige Økonomiske Forum, som hr. Putin er vært for, i Vladivostok den 2. – 3. sept. Kina vil være vært for G20-topmødet den 4. – 5. sept., inklusive inviterede gæstenationer – Egypten, Pakistan, Thailand og andre.

Det er USA, som indtager pladsen som det stillestående punkt; og det er vores historiske udfordring at ændre dette. I dag begynder der en afgørende intervention, med førsteudgaven af The Hamiltonian i 10.000 eksemplarer.

Foto: 8. aug. – Vladimir Putin, Aserbajdsjans præsident Ilham Aliyev og præsident for den Islamiske Republik Iran, Hassan Rouhani, holdt et trilateralt møde. Præsidenterne underskrev en erklæring, der bekræfter deres forpligtelse til at fremme samarbejde. [kremlin.ru]

9. august 2016 (Leder) – Topmødet i dag, i Skt. Petersborg, Rusland, mellem den russiske præsident Putin og den tyrkiske præsident Erdogan, indikerede aftaler om handel og konstruktion af gensidig infrastruktur; om gasledningen »Turkish Stream« for russisk gas; og, af afgørende betydning, om bekæmpelse af terrorisme i Syrien. Her »har Rusland en særdeles fundamental rolle«, sagde den tyrkiske præsident; og om nødvendigt kunne et Rusland og et Tyrkiet, hvis de arbejdede sammen, alene løse krigsspørgsmålet, ifølge Erdogans erklærede synspunkt.

Tyrkiets politik er tydeligvis ændret; Tyrkiet kan spille en afgørende rolle i opbygningen af den nord-sydgående handel og økonomiske korridor fra Indien til Europa, som er i færd med at blive udviklet af Indien, Iran, Rusland, Kina og centralasiatiske lande.

Men der er meget mere end det, der er ændret. Putin har skabt historie. Den umiddelbare reaktion fra EIR’s stiftende redaktør, Lyndon LaRouche, var, at denne udvikling – i hælene på Putins topmøde med Adsjerbadjan og Iran i går – skaber en betydningsfuld forandring i hele den politiske geometri i området. Det svækker på afgørende vis både Obamas og krigskandidat Hillary Clintons positioner.

»En ny, eurasisk gruppering er nu ved at gå frem, og uanset, hvilken indsats, Obama og NATO måtte sætte ind for at standse det, vil det være for lidt, og for sent«, var LaRouches kommentar.

En blok af eurasiske nationer, der er langt større, vil være motiveret af Kinas »Nye Silkevej«, med dens politik for kredit og opbygning af infrastruktur. Dette økonomiske program kan forlænges til en Marshallplan for hele Mellemøsten og Nordafrika, der hidtil blot har været udsat for ødelæggelse gennem de krige, som Bush, Obama og Clinton har ført.

Tyskland vil komme under et enormt pres for at ændre den af kansler Merkel og finansminister Schäuble førte politik, som beviseligt er en fiasko. Vesteuropa har i realiteten ikke noget valg, nu, da Putin har ændret geometrien i Sydvestasien, sådan, som LaRouche, tilbage den 30. september sidste år, da det russiske militær først kom til stede i Syrien, forudsagde, at han ville.

Obama må stå til regnskab for det amerikanske folk. Han støtter en bogstavelig talt 100 % ’s al-Qaeda-terroriststyrke i det nordlige Syrien, som den »foretrukne platform« for at erstatte Assad-regeringen; han har myrdet Libyens præsident, og dernæst støttet en i hast omdøbt al-Qaeda-afdeling i Libyen, som deltog i mordet på amerikanere i angrebet på ambassaden i Benghazi; han støtter Saudi-Arabien i bombningen og ødelæggelsen af Yemen, efter saudiernes involvering i angrebene i USA den 11. september, 2001, som dræbte 3.000 amerikanere, var blevet afsløret.

Denne krigspolitik for regimeskifte er det, som endelig kan blive fejet til side af det, som Putins diplomati og handlinger er i færd med at afstedkomme. En Hillary Clinton-krigspræsident in spe kan ikke tolereres i yderligere fire år med Obamas miskrediterede krigspolitik, ganske uanset, hvor mange Cheney- og neokonservativ-galninge, der støtter hende.

Kendsgerningen er, at intet er fastlagt på forhånd i det amerikanske præsidentvalg; de to hovedkandidater er en katastrofe i deres egne partiers vælgeres øjne. Wall Street/London-finanssystemet og de transatlantiske landes nationale økonomier er ved at krakke, og det rette svar på dette er ikke at fremprovokere en krig med Rusland og/eller Kina.

Vi har brug for et »nyt præsidentskab«, der forpligter sig til et nyt paradigme. Dette nye præsidentskab må genoprette produktivitet og produktiv beskæftigelse i den amerikanske økonomi, og det må samarbejde med Kina og Rusland om videnskabeligt fremskridt, om rummet, og om freden.

Baggrundsanalyse, fra Lyndon LaRouche:

Lyndon LaRouche: Putin skaber atter historie.

I dag sagde Lyndon LaRouche, »Historiens gang er blevet ændret!« af de aftaler, der er indgået, og de aftaler, der vil komme som en følge af Putin-Erdogan-topmødet. Tyrkiet kan spile en afgørende rolle i denne nord-sydgående korridor, og mødet mellem Putin og Erdogan vil fremme dette mere dybtgående samarbejde.

Det, jeg så som en mulighed, er nu blevet virkeliggjort. En ny, eurasisk gruppering går nu frem, og uanset, hvilken indsats Obama og NATO måtte sætte ind for at standse det, så vil det være for lidt, og for sent«, sagde han.

LaRouche sagde, at der nu er åbnet udsigt til, at man kan knuse hele det tjetjenske terrorapparat, der i juni måned udførte selvmordsangrebet i Istanbul Lufthavn, og som har erklæret jihad-krig mod Rusland og præsident Putin. Det åbner op for, at hele det eurasiske kontinent kan blive en blok for økonomisk udvikling og sikkerhed. Dette er et alvorlig slag mod præsident Barack Obama og hans britiske støtter. Og det betyder, at Tyskland nu må ændre sin politik, på dramatisk vis.  

Foto: Den russiske præsident Putin byder den tyrkiske præsident Erdogan velkommen i Katarinapaladset i Skt. Petersborg, til topmødet den 9. aug.

Uddrag af diskussion mellem LaRouche-bevægelsens medlemmer af ’Policy Committee’, komiteen for politisk strategi, der sendes som webcast hver mandag. Hele diskussionen, der bl.a. omhandler det amerikanske præsidentvalg, kan følges her: https://larouchepac.com/20160808/lpac-policy-committee-show

Ben Deniston: Jeg mener, at det er af afgørende betydning, at folk tænker i de baner, at dette er et historisk øjeblik. Det går i realiteten ud over noget som helst, som de fleste mennesker, der lever i dag, har oplevet i deres livstid.

Folk må erkende, at noget af alt det her, uanset, hvad disse tåber gør, Wall Street, Hillary [Clinton], Obama; at deres system er i færd med at gå ned. De vil ikke være i stand til at redde det her. Denne idé med at fortsætte med at føre disse stedfortræderkrige, og bluff og intimidering mod dette fremvoksende system, der er på vej op, med Kina og Rusland; det er bogstavelig talt menneskehedens udslettelse.

Det, vi taler om – hvis vi ser på det rent historisk, så fandt disse ting sted for århundreder siden; man havde sammenbrud, og samfund kom op igen. Nu spiller man det samme spil, det samme gamle, geopolitiske imperiespil om, hvem, der skal være den dominerende magt i verden; vil Wall Street tillade, at deres opfattede dominans kollapser? Vil London tillade deres opfattede dominans at kollapse? Vil de holde fast, og forsøge at destruere enhver trussel mod deres magt? Hvad betyder det i dag, på dette tidspunkt af menneskehedens [udvikling]: Det betyder tilintetgørelse! Vi taler om atomvåben; vi taler om en grad af destruktion, der aldrig før er forekommet, og som ville udslette menneskeheden. Men det er ikke uundgåeligt; det er en konsekvens af denne vrangforestilling om, at de på en eller anden måde kan stive det af og holde det nuværende system gående.

Men jeg mener, at det, vi taler om her, mht. at definere et nyt system, går til hjertet af det, hr. LaRouche understreger: Hvad er menneskets natur? Hvis vi taler om at skabe noget nyt, og det er, hvad vi taler om; ikke at fikse dette system; ikke komme med en ny aftale om det, der foregår, og som vil fikse det; tja, hvad ser man hen til? Man ser hen til videnskab, man ser hen til, hvad er vores opfattelse af: Hvad er menneskeheden? Hvad er menneskehedens mission? Hvad er menneskehedens potentiale? Hvad er menneskehedens natur, som art?

Vi har et meget stærkt udtryk for dette princip, en genklang af dette princip, omkring det, som Kina foretager sig med sin »win-win«-politik. Vi har ikke brug for geopolitik! Vi har ikke længere brug for dette møg. Der findes ikke noget sådant som en endegyldig forsyning af rigdom på denne planet! Hvis man ønsker at agere som en tåbelig levning fra imperietiden, en mennesketype, der burde være forsvundet for århundreder siden, så ja, så vil man agere på den måde, men det vil, i nutiden, føre til destruktion af menneskeheden. Menneskeheden kan uophørligt skabe mange gange mere rigdom, mere værdi og højere samfundsniveauer, hvis vi agerer som menneskelige væsner. Det, som de [kineserne] gør med deres måneprogram, med at tage til Månen. Vi taler om en total fusionsøkonomi, som er en menneskehed på et helt andet niveau.

Folk må anbringe sig selv på dette niveau; det er et sådant historisk skifte, vi står ved. Vi må skabe dette skifte, i modsat fald vil vi ikke fortsat eksistere. Til trods for det, man lærer os i uddannelsessystemet i dag, så findes der ingen tilstand af stilstand, af balance, i universet. Universet er i færd med at sige til menneskeheden, »Hør her, du har nået til et punkt. Vil du gøre fremskridt og tage det næste skridt, eller vil du gå samme vej som dinosaurerne? Samme vej, som denne verdens Obama’er og Clinton’er på dette tidspunkt går?« [latter]

At komme frem til denne grad af refleksion over, hvad det er for en form for kvalitativ udfordring, vi har foran os, mener jeg, er af afgørende betydning for at trække folk op af den rendesten, som man får serveret i medierne i dag, og som bare er altdominerende; folk oversvømmes med det her omkring [præsident]valget, og med grov smædekampagne mod Rusland, og det hele er sindssygt. Og folk må få et virkeligt perspektiv udefra, om det faktiske, historiske øjeblik foran os. Jeg mener, dette system er forbi. Dette system var forbi i 2008; systemet var forbi, da Lyndon LaRouche udgav Trippel-kurven i ’90’erne. Det tog lidt tid at udspille sig. Hvis man ikke troede på, at det var forbi med nedsmeltningen i 2008; hvis man troede på, at bail-out (redningen af bankerne gennem offentlige midler) fiksede noget som helst – min Gud! Det er simpelt hen det rene vanvid.

Folk må komme til erkendelse af, at det her er forbi, og det påhviler os at agere, i overensstemmelse med dette historiske øjebliks virkelighed, og at handle for skabelsen af denne nye orientering.

Billede: Dinosaur, åh, så død!

7. august 2016 – Ifølge EIR’s nye estimater har verdens fire største centralbanker fjernet værdipapirer for lidt under $16 billioner fra private bankers regnskaber og over til deres egne, siden USA’s centralbank, Federal Reserve, indledte det store pengetrykningsspil, kendt som »kvantitativ lempelse« (Quantitative Easing, QE) i 2009. Fed, den Europæiske Centralbank (ECB), Bank of England (BOE) og Bank of Japan (BOJ) ejer nu omkring en fjerdedel af al statsgæld i verden og har slæbt en tredjedel af al statsgæld i Europa, Japan og USA ind i de negative rentesatsers territorium, hvilket er uden fortilfælde.

Disse centralbanker fortsætter desuden med at forøge den »kvantitative lempelse« med en rate af omkring $2,4 billion om året, en rate, der er højere end på noget forudgående tidspunkt efter bankpanikken og det økonomiske krak i 2008. Og til trods for, at Fed ikke længere udfører disse »lempelser«, så fortsætter amerikanske banker og store selskaber med at opsuge nye centralbank-penge gennem deres afdelinger i London, Europa og Japan.

Dagens artikel i Financial Times, »Enden på verden, som vi kender den?«, af Michael Power, siger, at centralbankerne »har vendt de finansielle normer på hovedet«. Artiklen bemærker, at en meget alvorlig virkning af dette er, at kapitalinvesteringer fra erhvervslivet har nået, eller nærmer sig, rekordlave niveauer i hele den transatlantiske verden.

»Henved 30 % af udstedte statsobligationer på globalt plan har negative afkast«, rapporterer Power. Og, »Som Morgan Stanley har bemærket, ’I løbet af de seneste 17 år har statslån med en løbetid på 10 år i USA, Tyskland, UK og Japan givet et bedre afkast end det lokale marked for værdipapirer, og med lavere flygtighed.’« Dette skyldes, at, i takt med, at renter på obligationer sikkert og støt er faldet i et årti, ned til nul og derunder, og til næsten nul selv for store selskabers obligationers vedkommende, så er markeds-’prisen’ på disse obligationer lige så sikkert og støt steget, og skaber således et perfekt, spekulativt marked »uden for økonomierne«.

Denne fatale virkning på banksystemet er blevet tydelig efter krakket i 2008. Store banker, der er centreret på Wall Street og i City of London, har reduceret deres kommercielle udlån til økonomien, koncentreret sig om investeringsbank-spekulation i obligations- og værdipapirsmarkederne, og lagt sig i slipstrømmen af centralbankerne i markederne for statsobligationer, for at tjene en pålidelig »profit« – og dernæst deponere den som overskudsreserver i de samme centralbanker. Og deres spekulation i statslånspapirer har tilvejebragt den sikkerhedsstillelse, som de har brugt og /eller udlånt til finansielle indsatser i derivater og de såkaldte tredjeparts-genopkøbs-, eller »repo«-markeder. De store bankholdingselskaber har alle bevæget sig i retning af modellen hos Deutsche Bank, for hvem udlån blot udgør 15 % af bankens »aktiver« for i alt 1,6 billion euro – og som nu de facto er bankerot.   

7. august, 2016 (Leder) – I den afgørende kamp om Aleppo er det blevet klart og offentligt, at Barack Obamas Hvide Hus, Forsvarsministerium og Udenrigsministerium – og FN ambassadør – støtter al-Qaedas overtagelse af Syriens største by, den sandsynlige »platform« for, at al-Qaeda kan ødelægge Syriens regering og overtage magten. Obama kræver, at den syriske regering ophæver belejringen af al-Nusra/al-Qaeda i det østlige Aleppo, en belejring, der ellers rent faktisk kunne gøre en ende på truslen om et »terrorist-Kalifat« i hele Mellemøsten. Obama og Hillary Clintons støtter i pressekorpset kalder regeringens omringning af al-Qaeda for et angreb på Aleppos civilbefolkning og opmuntrer til, at jihadisterne bryder den. Obamas FN-ambassadør Samantha Power forlanger offentligt, at civile ikke benytter lejligheden til at forlade det østlige Aleppo, men i stedet bliver der med deres »forsvarere« al-Qaeda, mens USA kræver, at Rusland indvilger i at få belejringen ophævet.

Endnu engang er Obama og Hillarys »anti-terror«-politik et bedrageri med henblik på at skabe mere krig. Deres krigspolitik udklækker og støtter endog mere terrorisme, og bakker deres »allierede« Saudi-Arabien og »Londonistan« op i sponsorering af terrorisme. FN-ambassadør Power er en fuldstændig miskrediteret fortaler for Obamas ret til at vælte enhver regering i verden gennem krig, for hans egne »humanitære« formåls skyld.

Obamas egentlige »humanitære formål« er, at konfrontere og provokere Putins Rusland, og Kina, endog så langt som til global krig. Hele Obamas præsidentskab er et bedrageri. Og Hillary Clinton burde skamme sig over, hvad hun er blevet til, mens hun har arbejdet for Obama.

Obamas Hvide Hus tager dette seneste, totalt foragtelige og potentielt fatale skridt, mens det transatlantiske finansielle system endnu engang er ved at krakke. Tysklands enorme Deutsche Bank er blot den bank, der er nærmest bunden i en malstrøm af kollapsende spekulativ gæld, der trækker alle Europas og USA’s store banker ned. Mere pengetrykning og »lempelser« fra centralbankernes side på dette tidspunkt, vil blot accelerere malstrømmen.

Det må ikke ske, at den eneste »løsning« er at lade Eurasiens magter idømmes global krig som straf for fortsat at vokse og øge deres produktivitet.

Vi behøver et nyt paradigme, gennem hvilket nationer samarbejder om vækst, arbejdsstyrkens produktivitet og videnskabeligt fremskridt for menneskeheden. Vi behøver et nyt præsidentskab i USA, der forpligter sig til et sådant paradigme.

Helga Zepp-LaRouches Schiller Institut, der har arrangeret snesevis af konferencer i hele verden for dette nye paradigme, udgiver i dag som brochure, sin »Nyt Paradigme«-konference fra 25. – 26. juni i Berlin.

Cirkulér omgående denne brochure i bredest muligt omfang. Som Zepp-LaRouche bemærkede søndag, i forbindelse med en førende, tysk økonoms opfordring til nød-nationalisering af Deutsche Bank: »Dette system går sin undergang i møde. Lad være med at føle selvtilfredshed over det. For tidsrammen er virkelig ’hvad øjeblik, det skal være’.«

Foto: Før-og-efter-fotos af den Store Moske i Aleppo, Syrien. Foto venligst tilladt af Olympia Restaurants Før-og-Efter-fotoalbum. [facebook.com/Olympia.Rest/photos/?tab=album&album_id=770898579647858]

Om noget, så var Hillary Clinton, mens hun var udenrigsminister, en af Obama-regeringens mest skingre fortalere for krig og atter krig. Clinton var og er en stærk promoter for behovet for at vælte Assad-regeringen i Damaskus, om nødvendigt gennem direkte amerikansk militær involvering. Kravet om at skabe en flyveforbudszone over syrisk territorium er en åbenlys overtrædelse af alle principper for national suverænitet, og hendes rolle i lanceringen af den katastrofale krig i Libyen – som bredt er blevet beskrevet som den afgørende stemme i fremstødet for et hurtigt regimeskifte – har skabt en permanent krise, der har ført til massedød og socialt kaos, i hele det afrikanske kontinent.

Af Jeffrey Steinberg, EIR-efterretningsredaktør

6. august 2016 (Leder) – Inden for 24 timer efter Hillary Clintons formelle nominering som det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget 2016, kom nogle af Clintons top-kampagnerådgivere for udenrigspolitik og national sikkerhed ud med angreb, der fik blodet til at fryse, mod Rusland og mod den syriske præsident Bashar Assad.

Selv under det Demokratiske Konvent sagde den tidligere CIA-direktør og forsvarsminister under Barack Obama, Leon Panetta, den 27. juli til konventet, at nøglen til at afslutte krigen i Syrien er at vælte præsident Assad. To dage senere sagde Jeremy Bash, Panettas tidligere stabschef i CIA og Pentagon, og nu toprådgiver til Clinton, til Daily Telegraph, at én af Clintons første handlinger som præsident ville blive at beordre en gennemgribende revision af politikken for Syrien, med målet om at afsætte Assad med magt som førsteprioritet. Han fremførte, at der ikke er nogen udsigt til at nedkæmpe Islamisk Stat og Jabhat al Nusra uden at fjerne Assad.

Michelle Flournoy, der anses for at være Hillary Clintons første valg til at blive forsvarsminister, sagde til Defense One, at en ny regering må skabe en »bombnings-forbudszone« i det nordlige Syrien, med det formål at skabe et sikkert opholdssted for oprørskæmpere og uddanne og bevæbne dem til at vælte Assad, såvel som også til at bekæmpe ISIS og Nusra. Hun talte for anvendelse af stand-off-våben (våben, der kan lanceres på en sådan afstand, at personellet kan nå at komme uden for rækkevidde af gengældelsesbeskydning, -red.) mod den syriske hær, som en yderligere eskalering af den krig for regimeskift, som præsident Obama og (daværende) udenrigsminister Clinton lancerede i begyndelsen af 2011.

Flournoy er adm. dir. for Center for Ny Amerikansk Sikkerhed (CNAS), en tænketank, der domineres af Clinton-rådgivere og andre neokonservative. Flournoys interview med Defense One var en kondenseret version af en rapport, som CNAS netop er fremkommet med fra en ISIS-undersøgelsesgruppe, der omfattede en samling krigshøge og neokonservative, som alle er en del af Clintons stald: Ryan Crocker, Kimberley Kagan, Joseph Lieberman, gen. David Petraeus, Kenneth Pollack, Andrew Tabler og Frances Townsend.

I maj måned udgav CNAS et udkast til global konfrontation, ved navn »Udvidelse af amerikansk magt: Strategier til at udvide amerikansk engagement i en kompetitiv verdensorden«, der som medforfatter havde Robert Kagan, en ledende neokonservativ, der udarbejdede en lignende undersøgelse for den tiltrædende Bush-Cheney-regering i 2000, kaldet »Projekt for et Nyt Amerikansk Århundrede« (PNAC). Begge disse dokumenter promoverer en unipolær verden baseret på en permanent udvidelse af USA’s militære magt. Rapporten fra PNAC blev i vid udstrækning set som den spilleplan, som Bush og Cheney brugte til at lancere et årti med permanente krige i Afghanistan og Irak, en spilleplan, der af Obama og Clinton blev udvidet ind i Syrien og Libyen.

I kølvandet på Panettas, Bush’ og Flournoys heftige udfald konkluderede mange skarpe iagttagere, at angrebene på Syrien, Rusland og Kina, som var omfattet af de kombinerede bemærkninger, ikke kunne have været udstedt uden forudgående godkendelse af Hillary Clinton selv.

Kort sagt, så har Hillary Clinton erklæret sig selv som kandidaten for »kontinuitet« af den næsten to årtier lange permanente krigsførelse, der blev lanceret af Bush og Obama. Disse krige har nu ført verden til randen af atomkrig med Rusland og Kina, en krig, der vil udslette menneskeheden.

Om noget, så var Hillary Clinton, mens hun var udenrigsminister, en af Obamaregeringens mest skingre fortalere for krig og atter krig. Clinton var og er en stærk promoter for behovet for at vælte Assad-regeringen i Damaskus, om nødvendigt gennem direkte amerikansk militær involvering. Kravet om at skabe en flyveforbudszone over syrisk territorium er en åbenlys overtrædelse af alle principper for national suverænitet, og hendes rolle i lanceringen af den katastrofale krig i Libyen – som bredt er blevet beskrevet som den afgørende stemme i fremstødet for et hurtigt regimeskifte – har skabt en permanent krise, der har ført til massedød og socialt kaos, i hele det afrikanske kontinent.

Det var Hillary Clinton, sammen med Susan Rice og Samantha Power, der promoverede den voldelige afsættelse af Libyens leder Gaddafi, på trods af, at dette betød en alliance med hardcore al-Qaeda- og relaterede jihadist-terrorgrupper. Afsættelsen og mordet på Gaddafi forvandlede Libyen til et ingenmandsland, der ikke kunne regeres, og som styredes af krigsførende kliker bestående af tungt bevæbnede militser, mange domineret af al-Qaeda i det islamiske Magreb (AQIM), og følgelig af Islamisk Stat.

De våben, der blev »befriet« fra libyske regeringsdepoter, har båret ved til krige i hele det afrikanske kontinent, og store mængder af disse »frigivne våben« blev smuglet ind i Syrien, gennem amerikanske, britiske, saudiarabiske, qatarske og tyrkiske kanaler, og ind i hænderne på jihadisterne, der har forvandlet Syrien og Irak til et Helvede på Jord. Millioner af flygtninge fra de nordafrikanske, syriske, irakiske og afghanske konflikter, der alle er blevet støttet af Obama og Clinton, er strømmet ind i Vesteuropa i desperat flugt for deres liv og har skabt den største flygtningekrise i hele efterkrigstidens periode.

Disse handlinger, der blev udført under Clintons fire år som udenrigsminister under Barack Obama, førte direkte til begivenhederne den 11. september 2012, hvor jihadister fra Ansar al-Sharia gennemførte et stærkt bevæbnet angreb på USA’s diplomatiske kompleks i Benghazi, Libyen, der resulterede i mordet på USA’s ambassadør Christopher Stevens og tre andre amerikanske embedsmænd.

Som det tydeligt fremgår af dokumenter i Udenrigsministeriet, så havde ambassadør Stevens og andre amerikanske diplomater i Libyen tigget om yderligere sikkerhedspersonel. Udenrigsministeriet have sammensat en oversigt over angreb på udenlandske diplomater og endda det Internationale Røde Kors, men faktisk blev sikkerheden barberet ned i stedet for forøget. Alt imens Patrick Kennedy fra udenrigsministeriet angiveligt skulle have ansvaret for sikkerhedsarrangementer ved USA’s diplomatiske mission i Libyen, så lå ansvaret til syvende og sidst hos udenrigsministeren – Hillary Clinton.

Mens angrebet i Benghazi 11. september 2012 var i gang, gjorde live-rapporter fra Benghazi og fra ambassaden i Tripoli det klart, at angrebet på missionen var overlagt, velplanlagt, tungt bevæbnet og dødbringende. En vurdering fra forsvarets efterretningsdepartement, som blev udgivet internt i regeringen få dage efter angrebet, forklarede i detaljer, hvordan angrebet var blevet udført.

Alligevel valgte præsident Obama og udenrigsminister Clinton, der var mere optaget af det forestående præsidentvalg i november 2012, at lyve for det amerikanske folk og hævdede, at angrebet i Benghazi var en »spontan« protest imod en lidet kendt video, der bagvaskede profeten Mohammed – en lodret løgn.

Denne løgn, der blev flikket sammen under en telefonsamtale sent om aftenen af præsident Obama og udenrigsminister Clinton, og som første gang blev udgivet til offentligheden i en pressemeddelelse i Clintons navn, blev opretholdt i dagevis. Om søndagen efter angrebet deltog den nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice i en stribe interview-shows for at faldbyde løgnen om »spontan protest løbet af sporet«, som først blev udstedt af Clinton.

Hillary Clinton prioriterede Barack Obamas genvalg frem for sandheden og frem for USA’s vitale, nationale sikkerhedsinteresser. Hun beregnede, at, hvis hun havde fortalt sandheden og taget sin afsked fra regeringen, ville Obama have tabt genvalget, hun ville have fået skylden, og hendes egne fremtidige perspektiver for at blive det Demokratiske Partis nominelle kandidat til præsident ville være slut.

Lyndon LaRouche fremlagde sagen imod Hillary Clinton og Barack Obama ved en historisk pressekonference i National Press Club i Washington, D.C., i ugerne, der fulgte tragedien i Benghazi. LaRouche identificerede Clinton som en medhjælper, en håndlanger, til Obama, og som et ledende medlem af krigspartiet, der har givet USA og verden en evindelig krig af den længste varighed, har skabt betingelserne for opkomsten af Islamisk Stat, og har drevet USA’s økonomi bankerot.

Ikke alene præsiderede Hillary Clinton over opkomsten af ISIS og den totale destabilisering af hele Mellemøsten/Nordafrika. Sammen med sin betroede allierede i Udenrigsministeriet, Victoria Nuland[1], skabte hun en total konfrontation med Rusland, som, på afgørende tidspunkter, gjorde hende til de rene nazisters sengekammerat.

Clinton forfremmede Nuland, hustru til den neokonservative ideolog Robert Kagan, til topposter i Udenrigsministeriet, fra talsmand for udenrigsminister Clinton og Udenrigsministeriet, til viceudenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender, en stilling, ud fra hvilken Nuland præsiderede over den »farvede revolution« og den voldelige afsættelse af Janukovitj-regeringen i Ukraine med hjælp fra organisationen af Bandera-nazister, der kæmpede side om side med Hitlers hære under Anden Verdenskrig og skabte flere generationer af erklærede neo-nazister, såsom det ukrainske Sektor Højre og Azov-brigaderne.

På et afgørende tidspunkt under afsættelsen af Janukovitj pralede Nuland over for et publikum ved National Press Club i Washington med, at USA havde brugt $5 mia. på kampagnen for »demokrati« i Ukraine, siden Sovjetunionens opløsning.

Dette statskup i Kiev i 2013-14 markerede en dramatisk optrapning af Obamaregeringens allerede igangværende provokationer imod den russiske præsident Vladimir Putin, handlinger, der nu omfatter deployeringen af NATO-styrker på Ruslands grænser for første gang, siden nazi-invasionen af Sovjetunionen under Anden Verdenskrig.

Det var Obama og Clinton, der, som to alen ud af ét stykke, ødelagde relationen mellem USA og Rusland, og som nu har sat verden på en farlig kurs mod generel krig, og endda en potentiel atomar udslettelseskrig.

Dette er den sande arv af Obama-Clinton.

Hillary Clinton afskyr den kendsgerning, at dette er hendes sande generalieblad, og at Lyndon LaRouche frygtløst har gjort denne sandhed tilgængelig for det amerikanske folk, og for verden.

Foto: Præsident Obama og daværende udenrigsminister Hillary Clinton på Andrews Luftbasen under en ceremoni til ære for det amerikanske regeringspersonel, der blev dræbt den 11. september 2012 i Benghazi, Libyen. (Foto: USA’s Udenrigsministerium)    

Helga Zepp-LaRouche: »Jeg mener, at vi må mobilisere befolkningen til at blive aktiv; for tiden er ikke til at sidde på stakittet og blot kigge på, hvad disse såkaldte ’eliter’ foretager sig … befolkningerne har mistet tilliden til disse eliter, der repræsenterer dette globaliseringssystem. Ansvaret for at finde løsninger på situationen må derfor gå over til dem, der har ideer om, hvordan vi kommer ud af situationen. Hvilket er, hvad vi gør i New York med Manhattan-projektet; det, som det Internationale Schiller Institut gør; men jeg mener, at vi har brug for jeres støtte – I, som ser dette lige nu. Jeg vil gerne appellere til jer om at blive aktive sammen med os og være med til at gennemføre disse løsninger.«

Download (PDF, Unknown)

For at give håb om en bedre fremtid for hele menneskeheden, et håb, der er gået tabt i mange dele af verden, må G20-topmødet fremkomme med en vision, der kan tilbyde en løsning, en vej til at overvinde de nævnte kriser, og en etablering af et højere niveau af fornuft for at realisere menneskehedens fælles mål.

4. august, 2016 (Leder) – Følgende tale blev holdt af Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og forkvinde for Schiller Instituttet, den 29. juli ved »Tænk 20 Forum« i Beijing. Forummet var arrangeret af tre kinesiske tænketanke: Instituttet for Verdensøkonomi og Verdenspolitik (IWEP) ved det Kinesiske Akademi for Samfundsvidenskaber (CASS), Shanghai Instituttet for Internationale Studier (SIIS) og Chongyang Instituttet for Finansielle Studier ved Kinas Renmin Universitet (RCDY), med deltagelse af 500 eksperter fra tænketanke og politikere og repræsentanter for internationale organisationer fra 25 lande, med det formål at formulere forslag til statsoverhoveder og regeringsledere i G20-medlemslandene. Fr. Zepp-LaRouche talte på det første panel under den to dage lange konference, dedikeret til »Global Ledelse: Systemforbedring og opbygning af Kapacitet«.

Eftersom G20 repræsenterer den mest magtfulde kombination af industrilande og fremvoksende lande på planeten, er der i øjeblikket ingen anden organisation, der kan adressere de eksistentielle udfordringer, som civilisationen står overfor, og i tide gennemføre løsninger på disse. De fleste landes befolkninger har den meget reelle oplevelse af at være opslugt af frygtindgydende kriser – en international terroristtrussel, der er ude af kontrol, en folkevandring af millioner af mennesker, der prøver på at undslippe krig, sult og død; den resulterende flygtningekrise, der ryster EU i sit fundament; fremgang for anti-etablissement-partier i mange lande: Brexit, som et advarselsskud for den potentielle disintegration af EU; det voksende gab mellem de rige og de stadigt flere lag af samfundet, der har mistet deres velfortjente status som middelklasse, eller som lever i fattigdom; oplevelsen af virkningerne af »uortodokse monetære foranstaltninger« på livsopsparinger og forventninger til fremtiden; grænserne for samfundets acceptabilitet af bailout og bail-in; samt den voksende frygt for, at verden nu er gået ind i en ny kold krig og en atomoprustnings-spiral. Kort sagt, et voksende tab af tillid til etablissementet, i det mindste i den transatlantiske sektor.

Hvis det forestående G20-topmøde afviser at anerkende denne situation; hvis man forsøger at skjule den fremherskende politiks fiasko, i særdeleshed siden 2008, bag retorikken i den offentlige propaganda; samt hvis man ikke bruger det forestående topmøde som en anledning til at fremlægge reelle løsninger på disse kriser, vil det ikke få nogen indvirkning i en virtuel reality, men det vil derimod få en indvirkning på det reelle historiske forløb og milliarder af menneskers liv og lykke.                                                                                                                   

Umiddelbare løsninger er forhånden, men de kræver, at de ledende institutioner er villige til at revidere den nuværende politiks aksiomer og vende tilbage til en politik, der ikke alene har vist sig at være effektive i tidligere situationer, men som også repræsenterer et nyt paradigme, der kan udgøre grundlaget for den menneskelige art i de næste hundrede år, og længere.

For at give håb om en bedre fremtid for hele menneskeheden, et håb, der er gået tabt i mange dele af verden, må G20-topmødet fremkomme med en vision, der kan tilbyde en løsning, en vej til at overvinde de nævnte kriser, og en etablering af et højere niveau af fornuft for at realisere menneskehedens fælles mål.

1. Det eneste »praktiske« udtryk for denne vision – og dette er ikke en selvmodsigelse – perspektivet for den Nye Silkevej, som den kinesiske regering nu i tre år har fremlagt og ført ud i livet. Foreløbig deltager over 70 lande i forskellige aspekter af dette program, samt i programmets infrastruktur- og udviklingsprojekter. Det, som Kina kalder for et »win-win« -samarbejde om sådanne fællesprojekter er ikke alene den eneste effektive måde, på hvilken geopolitiske konfrontationer kan overvindes, der har været roden til to verdenskrige i det 20. århundrede, og ligeledes den underliggende fare for en tredje global krig i dag, som, givet eksistensen af kernevåben, ville blive en tilintetgørelseskrig. »Win-win«-perspektivet er også i overensstemmelse med principperne for den Westfalske Fred, ifølge hvilken enhver succesfuld fredsorden må baseres på »den anden parts interesse«. Konceptet for den Nye Silkevej må derfor udstrækkes til alle verdens områder, som en »Verdens-Silkevej«, som et konkret tilbud om at overvinde underudvikling. Hvis G20-medlemmerne ville afgive et sådant løfte, med en højtidelig forpligtelse til at overvinde sult og fattigdom og tilvejebringe rent vand til alle inden for få år, hvilket rent teknologisk kan gennemføres – så ville det skabe en revolution af håb og optimisme i verden.
2. For at eliminere både årsagerne til massemigrationen fra Sydvestasien og Afrika og grobunden for rekruttering af terrorister, må der i begge disse områder iværksættes en omfattende industriel udvikling, som ikke blot genopbygger de krigshærgede områder, men som også fremlægger en integreret plan for infrastruktur, industri, landbrug og uddannelse, for at transformere disse dele af verden til at blive områder med høj produktivitet af arbejdskraft og fremstillingskapaciteter. Generelt må Verdens-Silkevejens projekter defineres således, at de får optimal indvirkning på befolkningens kognitive evner i de respektive lande, for derved at muliggøre den bedst mulige forøgelse af verdensøkonomiens produktivitet. Fokus må derfor ikke alene ligge på innovation, men på kvalitative gennembrud i forståelsen af kvalitative, nye fysiske principper i vort univers. Eksempler herpå er forcerede programmer for udvikling af termonuklear fusionskraft, der vil tilvejebringe forsyningssikkerhed for energi og råmaterialesikkerhed for menneskeheden, såvel som også udvikling af nye vandressourcer gennem den fredelige udnyttelse af kernekraft til afsaltning af store mængder havvand, ionisering af fugtighed i atmosfæren og andre former for innovativ teknologi. Internationalt samarbejde om rummet, mht. forskning, rumfart og kolonisering, definerer vejen for de kommende, nødvendige gennembrud inden for videnskab og teknologi. Det repræsenterer også en fremtidsorienterede platform for en fredsorden for det 21. århundrede. Og vigtigst af alt, så markerer det transformationen af den menneskelige art hen imod en større bevidsthed om dets egen identitet som den eneste, hidtil kendte, kreative art i universet.
3. Et ukontrolleret kollaps af den transatlantiske sektors finansielle system ville true med at kaste store dele af verden ud i kaos, med uforudsigelige konsekvenser. Den såkaldte »værktøjskasse« med finansielle instrumenter, som man besluttede at bruge efter krisen i 2008 fremfor at gennemføre reelle reformer, er nu opbrugt. De efterfølgende »uortodokse monetære instrumenter,« såsom kvantitativ lempelse (’pengetrykning’), negative rentesatser, og ’helikopterpenge’, har for en stor dels vedkommende produceret det modsatte af de ønskede virkninger. Den kendsgerning, at genindførelsen af Franklin D. Roosevelts Glass/Steagall-bankopdelingslov er blevet vedtaget i både det Demokratiske og Republikanske partis valgplatform i USA, samt den kendsgerning, at der er en voksende diskussion i flere europæiske lande om at reducere de fremtidige risici i det finansielle system ved at indføre Glass/Steagall-kriterier også i Europa, skaber en meget favorabel forudsætning for at indgå aftale om en global Glass/Steagall-lovgivning ved det kommende G20-topmøde. Hvis G20-topmødet sætter Verdens-Silkevejen på dagsordenen, ville den kinesiske drøm blive til en verdensdrøm.

Men, som hr. LaRouche har understreget, især i de seneste par år, så er Glass-Steagall det nødvendige, absolut uundværlige første skridt: Den udsletter kasinoerne. Den udsletter gearede derivatkontrakter til anslået 2 billiarder (2, med femten nuller!) dollars, der som en cancer rider på toppen af verdens banksystem og på toppen af verdens reelle, fysiske økonomi.

Men, Glass-Steagall som sådan genstarter ikke realøkonomien. Den skaber ikke som sådan jobs. Det er her, man behøver de andre elementer af disse fire kardinallove: Man må skabe en statslig bankmekanisme, gennem hvilken man, som Hamilton gjorde det, som Lincoln gjorde det med ’greenback’-dollaren, udsteder kredit til realøkonomien til den form for projekter, der genopbygger vores infrastruktur, og som vil skabe meningsfulde og produktive jobs i sektorerne for varefremstilling og landbrugsprodukter.

Uddrag af ‘Fireside Chat’ (28. juli) med Jeffrey Steinberg:

Spørgsmål 3: Jeg undrer på, hvem, der skal køre dette nye system, for jeg tror ikke, nogen af vore to kandidater ønsker at køre det. Og vi kan med garanti ikke få nogen hjælp fra Kongressen, så hvem skal gøre alt dette?

Jeffrey Steinberg: Vi har et lederskab, der er i færd med at vokse frem i andre dele af verden, i Kina, i Rusland, i Indien; vi har den japanske regering, der nu ser hen til at komme på linje med en hel ny række af arrangementer, som er ved at blive den dominerende faktor i store dele af Eurasien. Kinas politik for ’Ét bælte, én vej’ er ikke en eller anden abstrakt idé. Der er jernbaneforbindelser, der allerede er fuldt ud operationelle, og som løber fra dele af Kina og til havne i Tyskland og Frankrig. Grækenlands Piræushavn, nær Athen, er ved at blive opbygget som et hovednav for handel mellem Asien og Sydøsteuropa, og som når hele vejen til Donau-flodbækkenet.

Forslag er blevet diskuteret på konferencer i Moskva, med deltagelse af nogle ledende amerikanske personer, inklusive vore egne repræsentanter, og som opfordrer til en forlængelse af den Eurasiske Landbro ind i den vestlige verdensdel gennem konstruktion af bro og tunnel over Beringstrædet, og med opkobling til jernbanelinjer og vandsystemer, der løber fra Alaska og Canada, ned ad hele USA’s vestlige rygrad.

Der er således grundlæggende set en opfattelse af, at disse ideer findes, og det vil ikke nødvendigvis komme fra oven og ned, fra de såkaldte ’præsidentkandidater’; men det vil komme fra den kendsgerning, at der er meget begrænsede muligheder for en politik, og at det amerikanske folk kræver forandringer. Og jeg siger jer, at vi befinder os på et tidspunkt, hvor ideernes magt er meget, meget betydelig, og meget magtfuld. Hvordan kan det være, at begge partier har Glass-Steagall på deres valgplatforme? Fordi der har været en politisk kamp, en mobilisering, som denne politiske bevægelse i årtier har anført i dette land, og fordi det har været et element i hr. LaRouches revision af hele USA’s finansielle og økonomiske system. Da disse dokumenter blev inkluderet i begge partier, altså genindførelsen af Glass-Steagall, så var der ingen tvivl i mange af de førende kongresmedlemmers sind, mange folk i begge politiske partier, om, at det var et resultat af vores arbejde. Det væltede ind med enestående lykønskninger til os; og lykønskningerne væltede endnu mere ind, da de 28 sider fra den oprindelige Fælles Kongresundersøgelses-rapport af begivenhederne den 11. september, 2001, blev frigivet og offentliggjort den 15. juli. Der var ingen, der var i tvivl!

Så jeg mener altså, at vi må have en totalt anden tilgang til dette spørgsmål: Snarere end at se hen til andre, om hvem vi ved, at de ikke er kvalificeret til at give os et lederskab, så lad os overveje de midler, ved hvilke vi kan tage lederskabsansvar og virkelig følge det helt frem til det punkt, hvor vi fremtvinger disse forandringer i politikken. Der er nu mange mennesker, som indser, at de må tænke over en helt anden økonomisk model for USA, for vi har nu sådan omtrent nået bunden af spanden mht. realøkonomien, og mange mennesker, der for blot nogle få uger siden var afvisende, higer nu efter diskussioner med os om, hvordan den proces skal være, hvorigennem vi kan genskabe et statsligt banksystem (hermed menes et banksystem, der styres af USA’s regeringsinstitutioner, og som har USA’s udvikling, og ikke enkeltpersoners berigelse på samfundets bekostning, til opgave, -red.), som har været hjørnestenen i alle store præsidenters succesfulde politik, i dette lands historie – fra George Washington, hvis finansminister var Alexander Hamilton; til John Quincy Adams; til Abraham Lincoln med sin politik for ’greenback’-dollaren; til Franklin Roosevelt med Reconstruction Finance Corporation (svarer til Kreditanstalt for Genopbygning, -red.). Dette er en politik, vi har forstand på!

Det rette svar på dit spørgsmål er derfor, at vi befinder os i en position, hvor vi kan tilvejebringe et sådant lederskab, og det er allerede en fastslået kendsgerning. Det er ikke noget, vi siger for at prale, eller som er en misrepræsentation. Se ikke hen til de personer, som du ser på CNN eller Fox, for at tilvejebringe lederskab, når alle og enhver ved, at de ikke har nogen lederskabsegenskaber. Vi kan gennemtvinge disse spørgsmål om den rette politik; i et valgår responderer folk til vælgernes krav på en måde, der ellers ikke har sin lige. Der ville ikke have været nogen Glass/Steagall-platform i begge partier, havde det ikke været for vores arbejde. Vi ville, uden vores indgriben, stadig gå rundt og beklage os over, at de 28 sider, der grundlæggende set anklager saudierne, og gennem forlængelse, Bush og Cheney, for 11. september, ikke var blevet offentliggjort. De er nu offentliggjort, takket være vores indsats. Ellers ville det ikke være sket.

Under andre omstændigheder kunne jeg bruge timer på at gennemgå i detaljer, præcis hvordan, det skete. Men pointen er, at det skete, fordi vi tog ansvaret for at gennemtvinge en forandring i tankegangen, og for at udvikle den form for politik, der vil virke. Og lige nu står vi et sted, hvor forhindringerne til at gennemtvinge denne politiks vedtagelse, er stærkt begrænsede.

Tænk over udsigten til, at du kunne vågne i morgen, eller i næste uge, eller på et hvilket som helst tidspunkt fra nu af og til valget i november, og finde ud af, at der er et finansielt sammenbrud i gang, som er mange gange mere alvorligt og udbredt end sammenbruddet i september 2008. Og denne gang er folk ikke til sinds ganske enkelt at lægge sig ned og acceptere en bail-out eller en bail-in, hvor deres egne opsparinger (pensioner, bankindskud osv.), eller hvad der måtte være tilbage af dem, plyndres.

Så vi må være parat til at tage den form for lederskab, som andre ikke vil tilvejebringe, især ikke de andre, som vi allerede ved, er afgrundsdybe fiaskoer, fordi de har fået chancen for at lede, og de har ledt os til dette totale krisepunkt.

Spørgsmål 4: God aften, jeg er J fra Fredericksburg, Virginia. Jeg ville stille tre spørgsmål, men eftersom tid betyder alt, vil jeg stille ét spørgsmål i aften. Og, mht. Glass/Steagall-loven, så er begge partiers platform Glass-Steagall; men når man læser erklæringerne fra f.eks. Bernie Sanders og det Demokratiske Parti, så refererer de til »det 21. århundredes Glass/Steagall-lov«. Mit spørgsmål lyder, hvilken type Glass-Steagall vil det blive?

Jeff Steinberg: Den særlige formulering refererer til et lovforslag, der blev fremstillet i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Det er det navn, som blev givet til det lovforslag, som blev fremstillet af Elizabeth Warren, Maria Cantwell, John McCain og Angus King fra New England. Og vi læste dette lovforslag meget omhyggeligt: Det afviger ikke på mindste måde fra den oprindelige Glass/Steagall-lov. Dette er ikke lovforslag, der kræver et helt hold jurister for at granske og regne ud, hvad de siger. Den oprindelige Glass/Steagall-lov var på 37 sider med tre spalter. Og disse lovforslag til genindførelse af Glass-Steagall er endnu kortere. Der er fremstillet to lovforslag i Huset og ét i Senatet.

Grundlæggende set, så gør loven det, at den bryder bankerne op, den adskiller fuldstændigt kommercielle bankaktiviteter (dvs. almindelige bankindskud, långivning til lokale aktiviteter o. lign., -red.) fra investeringsbankaktiviteter, hedgefunds, forsikringsaktiviteter. Og hvad loven med størst tydelighed ville betyde, er, at der ikke kommer flere statslige bankredninger til de kriminelle hasardspils- og spekulationsaktiviteter, som disse finansinstitutioner er engageret i. Det, som bliver tilbage, vil være udrensede, men underkapitaliserede, kommercielle bankoperationer, og på den anden side, investeringsbanker og forsikringsoperationer, der næsten omgående vil nedsmelte. I selv samme sekund, der ikke længere forefindes nogen lovlig udsigt til at blive ’reddet’ ved hjælp af skatteborgerpenge, og det ud over skalaen fra 2008,vil historiens hurtigste og største margin calls komme (hvor kreditor kan forlange en omgående merindbetaling som sikkerhed for det nu usikre lån, -red.). Og alle disse ting vil ganske enkelt nedsmelte.

Og hr. LaRouches holdning til det, er »godt, de skred; vi har ikke brug for dem!« Vi behøver en statslig kreditpolitik; vi behøver kommercielle banker som de instrumenter, gennem hvilke man udbetaler kredit til realøkonomien, til investeringer i infrastruktur, til research og udvikling, til jobskabelse, og til alle ting, der knytter sig til arbejdskraftens produktive evne i en virkelig økonomi (realøkonomi).

Og det andet; alle de der hasardspilsoperationer er totalt unødvendige. Så vi har altså disse lovforslag, det 21. århundredes Glass-Steagall, og de forsøger grundlæggende set at sige, »man må gøre det udtrykkeligt, at der ikke mere kan komme bailouts af derivater og sådanne ting.« Det er, hvad vi har med at gøre.

Vi skabte momentum for dette spørgsmål. Igen, jeg kan ikke gennemgå det hele her; men jeg kender personligt bogstavelig talt hver eneste begivenhed, hvor kongresmedlemmer enten fremstillede disse lovforslag, eller også skrev under på dem, og det var, ved hver eneste begivenhed, uden undtagelse, en refleksion af det arbejde, vi har gjort. I hele landet står Manhattan-projektet som et flagskib for denne indsats, fordi Manhattan, New York City, er et verdenscenter, og den indvirkning af det, vi har gjort, og som udstråler til hele landet, efterhånden som det har indvirkning i New York, i Washington, har skabt en situation, som ellers ikke ville have eksisteret.

Så de Glass/Steagall-lovforslag er fine, som de er. Men, som hr. LaRouche har understreget, især i de seneste par år, så er Glass-Steagall det nødvendige, absolut uundværlige første skridt: Den udsletter kasinoerne. Den udsletter gearede derivatkontrakter til anslået 2 billiarder (2, med femten nuller!) dollars, der som en cancer rider på toppen af verdens banksystem og på toppen af verdens reelle, fysiske økonomi.

Men, Glass-Steagall som sådan genstarter ikke realøkonomien. Den skaber ikke som sådan jobs. Det er her, man behøver de andre elementer af disse fire kardinallove: Man må skabe en statslig bankmekanisme, gennem hvilken man, som Hamilton gjorde det, som Lincoln gjorde det med ’greenback’-dollaren, udsteder kredit til realøkonomien til den form for projekter, der genopbygger vores infrastruktur, og som vil skabe meningsfulde og produktive jobs i sektorerne for varefremstilling og landbrugsprodukter.

Vi har det værste infrastrukturunderskud i noget land i den avancerede sektor. Vi har ingen højhastighedsjernbaner: Der er bogstavelig talt nul miles med højhastighedsjernbaner i USA. Der skal angiveligt være en Acela-linje, der løber mellem Washington og New York City, og som skal forestille at være et højhastighedstog, men det kan ikke køre med høj hastighed, fordi man ikke engang har vedligeholdt sporene, så man kan køre i høj hastighed. Husk den togulykke, der fandt sted lige uden for Philadelphia, da et af disse tog forsøgte at køre tilnærmelsesvist stærkt.

I Kina er der 18.000 km med højhastighedsjernbaner, og kineserne har planlagt, at der om få år skal være 30.000 km. Jeg har kørt med et af disse højhastighedstog fra Shanghai til Nanjing; det svarer til lidt længere end afstanden mellem Washington og New York. Og i Kina, med eksprestoget, hvor billetten på første klasse kostede omkring 25 dollars, tog det 55 minutter; toget kørte med over 300 km/t, gennemsnitligt, og der findes intet blot tilnærmelsesvis lig dette nogen steder i hele USA. Vi er i en situation, hvor vores fysiske økonomi er forfalden og kun bliver værre, og vi har virkelig brug for denne form for gennemgribende udbedring.

Så uanset, hvilke snurrefinurlige titler, folk ønsker at give det, så betyder Glass-Steagall kun ét: Bryd de store banker op; udskil de kommercielle bankfunktioner; sørg for, at disse kommercielle banker er sikrede (gennem en statslig indskudsgarantifond), og at de udsteder lån til reel, produktiv aktivitet, der støtter økonomiens produktive evner. Hvis vi gør disse basale ting, vil vi meget, meget hurtigt se, at økonomien vender, især, fordi vi kan slutte os til andre i hele verden, der allerede følger denne kurs. USA er ikke blot en atlantisk nation; det er også en Stillehavsnation. Og hele det asiatiske Stillehavsområde gennemgår i øjeblikket en videnskabelig, kulturel og økonomisk renæssance. Og vi må sikre, at USA, der faktisk er kildevældet til de fleste af disse ideer, kommer med ind igen.

(Hele ’Fireside Chat’ fra 28/7 med Jeffrey Steinberg, med engelsk udskrift, kan høres/læses her: https://larouchepac.com/20160727/fireside-chat-jeff-steinberg-july-28-2016)

(Se også LPAC-video: De 7 nødvendige trin, herunder projekter som NAWAPA og en forbindelse over Beringstrædet.)

https://www.youtube.com/watch?v=7pJLF3UBHHk