Megan Dobrodt

Den 2. november 2024 EIRNS

Fredag den 1. november stod præsidenten for organisationen Verdens Kirurgiske Stiftelse, Dr. Mark Perlmutter, som vidne foran et publikum i New York City og leverede en rystende førstehåndsberetning, krydret med rå fotos af det han oplevede om rædslerne i situationen i Gaza. For nogle af de tilstedeværende var beretningerne om en bevidst udryddelse af en indespærret befolkning, som blev illustreret ved det målrettede drab på dens børn, næsten for meget at bære. Perlmutter, som oprindeligt var planlagt til at tale på Mount Sinai Hospital, men som blev drevet væk af feje beskyldninger om antisemitisme, opfordrede tilhørerne til at handle – til at gøre alt hvad der skal til for at fremtvinge en ændring i USA’s politik, som støtter et åbenlyst folkemord.

Vil vi se den hjerteskærende virkelighed i øjnene, nemlig at Holocaust som våben bliver brugt til at retfærdiggøre et nyt Holocaust – der udfolder sig åbenlyst for øjnene af hele verden? Vil vi se på og alligevel hævde, at vi ikke vidste det? Eller vil vi, som Perlmutter krævede, handle? Det er vi nødt til. Som UNRWA’s generalkommissær Philippe Lazzarini sagde: »I dag, tilmed mens vi ser ind i ansigterne på børn i Gaza, hvoraf vi ved, at nogle vil dø i morgen, smuldrer den regelbaserede internationale orden i en gentagelse af de rædsler, der førte til etableringen af FN, og i strid med forpligtelserne til at forhindre, at de gentager sig.« Verdenssamfundets hidtidige manglende evne til at reagere på det, der har udspillet sig for øjnene af os i mere end et år, betyder, at denne verdensorden er færdig – både moralsk og i anden henseende.

Den voksende brand i Sydvestasien bliver måske mere eksplosiv og farligere for menneskeheden, end den nogensinde har været, men den kan ikke fortsætte meget længere, da den snart vil fortære sine ophavsmænd. Dette er modigt blevet bemærket af tusindvis af israelere , som har underskrevet et åbent brev, hvor de opfordrer det internationale samfund og dets institutioner til »straks at gribe ind og gennemføre alle mulige sanktioner for at opnå en øjeblikkelig våbenhvile mellem Israel og dets naboer, for fremtiden for begge folk i Israel og Palæstina og folkene i regionen og for deres ret til sikkerhed og liv…. Staten Israel er på selvmordskurs og sår ødelæggelse og fortabelse, som øges dag for dag.« Sagen er nøjagtig den samme med NATO’s stedfortræderkrig i Ukraine – fordi dens leverandører, den geopolitiske verdensordens spøgelser, er de samme.

Og hvad med det forestående amerikanske præsidentvalg? Meget ser ud til at afhænge af dets udfald – i hvert fald må man komme til den konklusion, når man ser, hvor langt det britiske etablissement og dets partnere i det amerikanske etablissement er gået for at forsøge at manipulere resultatet, brutalt eller på anden vis. Mens mange har forudsigelser om, hvad der vil eller ikke vil ske, når stemmerne er talt op (eller ikke talt op eller talt forkert, alt efter hvad der er tilfældet) i verdens fineste eksempel på »demokrati«, så ved vi, at resultatet ikke vil løse det grundlæggende problem, vi alle står over for: Menneskehedens skæbne hænger i en meget tynd, atomar tråd, og medmindre vi vælger at gøre en ende på geopolitikken, fordi den er ond, forkert, destruktiv og selvmorderisk, er der ingen løsning på det nuværende tiltagende opgør.

Vi må tænke anderledes; det er det privilegium, det er at være menneske. Vi overlever som art ved at tilpasse vores opfattelser, og dermed vores adfærd, så de bliver mere og mere i overensstemmelse med sande og kendte universelle principper. Det er en kraft, der er utilgængelig for den rent biotiske verden, inklusive vores egne biologiske evner. Det menneskelige sind kan hæve sig til et højere niveau end det, hvor et paradoks, en umulig konflikt, først viser sig. Renæssancens fader og, underforstået, den amerikanske republiks, Nicholas af Cusa, tilbageviste bæstet Aristoteles ved at bevise, at det menneskelige sind kan ophøje sig selv til at forestille sig et højere »Ene«, som ligger over det niveau, hvor konflikten eksisterer.

De fleste mennesker i dag, som er produkter af en falden og forfalden kultur, er ikke vant til en sådan tankegang – de fanger sig selv i at vælge side eller forblive »neutrale«, ubevægelige. Helga Zepp-LaRouche har sagt, at hvis vi tager udgangspunkt i den ene menneskehed som det primære, vil vi finde det niveau af fornuft, der er nødvendigt for at løse ethvert af de problemer, som civilisationen står over for i dag.

Den afgørende opgave i dag for dem, der er modige nok og kærlige nok, er at overbevise landene i det kollektive Vesten om, at de skal samarbejde med den Globale Majoritet – BRIKS-nationerne og det Globale Syd – som allerede tager skridt til at danne nye relationer og nye institutioner for et postkolonialt og pro-menneskeligt system for udvikling.

For at dette skal blive muligt, må verden etablere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som Helga Zepp-LaRouche efterlyser, i traditionen fra Den Westfalske Fred. For at fremlægge dette vil Schiller Instituttet afholde en internetkonference den 7.-8. december for at diskutere de principper, som den må baseres på.

Dette er vores opgave. Er det umuligt? Vælger du så, i din stædighed, atomar udslettelse?

Foto: Dr. Mark Perlmutter. Credit: Sare/Vega Campaign Webcast

Ikke korrekturlæst.

Uanset det amerikanske valg står verden over for atomkrig – Den Internationale Fredskoalitions møde nr. 74, 1. november 2024; udskrift af bemærkninger fra Helga Zepp-LaRouche
[HZL] [AMB] [SSU]

1. november 2024 (EIRNS)–ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er det 74. møde i træk, vi afholder. Mit navn er Anastasia Battle; jeg er jeres ordstyrer, og det samme er mine medordstyrere Dennis Small og Dennis Speed. Tak, fordi I er kommet i dag på dette meget turbulente tidspunkt. Vi skabte dette forum for 74 uger siden for at forene fredsbevægelsen i hele verden. Samle folk fra alle ideologier, der ønsker ægte fred, og fra alle nationer. Hvis vi rent faktisk skal stoppe tredje atomkrig, er det, hvad vi er nødt til at gøre. Det er præcis det, vi står over for, og det vil I høre om i dag. Jeg lægger dagsordenen ud i chatten.

Vi gør det lidt anderledes i dag. Scott Ritter vil holde den første præsentation, og så vil vi have nogle flere talere efterfølgende.

For at fortsætte har vi som den næste Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først sige »velkommen« til jer alle. Jeg vil gerne fremhæve den aktuelle situation i Gaza og Libanon, hvor den israelske regering har forbudt FN’s palæstinensiske hjælpeorganisation UNRWA. Det har naturligvis forværret situationen totalt, så Philippe Lazzarini, som er kommissær for den organisation, sagde, at FN blev etableret for at gøre en ende på den slags rædsler, som førte til Anden Verdenskrig, og at vi nu står over for den samme slags kaos, som førte til den situation, hvilket er en ret skarp sammenligning af det, der foregår nu, med perioden under nazisterne. Men jeg tror, at hvis man ser på, hvad der foregår i Gaza, så kan man ikke undgå den slags sammenligninger. Lazzarini sagde også, at hvis man i dag ser på børnene i Gaza, så ved vi, at mange af dem vil dø i morgen, og at der faktisk er 650.000 piger og drenge under 18 år, som befinder sig i den situation. Så han sagde, at det betyder, at den såkaldte »regelbaserede orden« er ved at smuldre. Jeg tror, det er den overvældende situation, at den orden er ved at gå i opløsning. Det er det, der udgør den overordnede fare for en global krig.

Den sydafrikanske regering har netop afleveret endnu en rapport til Den Internationale Domstol, hvor de fremhæver intensiveringen af israelernes drab på palæstinensere. Det er et dokument på 750 sider med yderligere 4000 sider med bilag og yderligere materiale. De beskriver tydeligvis meget detaljeret brugen af sult som et krigsvåben og hensigten om at fordrive alle palæstinensere fra dele af Gaza. Det burde være en øjenåbner, men der er stadig regeringer, som leverer våben til Israel. Sådan er situationen i Sydvestasien.

Der er rapporter, som jeg ikke kan bekræfte; jeg kan kun nævne, at de eksisterer, og at der kunne komme et modangreb fra Iran allerede før det amerikanske valg. Der citeres udtalelser fra iranske embedsmænd om, at det, der vil ske, vil være anderledes end noget scenarie, Israel kunne forestille sig, og at Irans reaktion vil være endelig og smertefuld. Hvis det sker, kan det endda ske på valgdagen. Det viser, hvor tæt vi er på en atomkrig, for hvis det udvikler sig til en aktion/modaktion, og der til sidst bliver brugt atomvåben, så er alting forbi.

En lignende krise er ved at blive opbygget i forbindelse med en mulig NATO-intervention i Rusland på grund af rapporter om de 10.000 nordkoreanske soldater, der angiveligt er i Rusland for at blive trænet. Det er der ingen beviser for. Så var der mødet mellem Austin og den sydkoreanske forsvarsminister, og i samme periode affyrede Nordkorea et ICBM-våben, som havde en længere rækkevidde og fløj højere end noget andet våben, der var blevet testet hidtil. Det er naturligvis for at demonstrere, at Nordkorea har evnen til at nå amerikansk territorium, hvis det bliver nødvendigt.

Så vi har faktisk en ekstremt anspændt situation. På den anden side er alternativet, som vi tidligere har sagt, også synligt. Alternativet var synligt i Kazan, hvor BRIKS-mødet fandt sted. Nu er i alt 22 nationer medlemmer af BRIKS, i hvert fald pr. 1. januar. Der er i alt 50 nationer, som ønsker at være en del af BRIKS. I går og i dag er der en sikkerhedskonference i Minsk, hvor 600 deltagere fra 40 lande diskuterer en skitse til en eurasisk sikkerhedsarkitektur; naturligvis i overensstemmelse med det, Putin nævnte den 14. juni om behovet for en ny eurasisk sikkerhedsarkitektur.

Situationen er så meget i bevægelse, at selv EU kan regnes med i det smuldrende system, for det er meget tydeligt, at EU-Kommissionen er på krigsstien mod flere af sine medlemmer, så premierminister Orbán fra Ungarn beskyldte EU-Kommissionen for at fremme et aktivt regimeskifte mod regeringen i Ungarn, et EU-medlem. The {Financial Times} har en giftig bagvaskelse mod Slovakiets premierminister Fico, som går i samme retning. Og så er der den løbende mulighed for en gentagelse af Maidan-kuppet mod Georgien. Det viser, at situationen virkelig er tilspidset, og vi er absolut nødt til at optrappe vores kampagne for at få et helt nyt paradigme. Vi er nødt til at forlade det geopolitiske felt. Geopolitik var ansvarlig for to verdenskrige i det 20. århundrede; og nu i atomvåbnenes tidsalder, hvis det kommer til endnu en optrapning – hvad enten det er omkring Ukraine eller Mellemøsten – ville vi være i umiddelbar fare for en global krig, som ville omfatte atomvåben og derfor meget let kunne betyde afslutningen på al civilisation på planeten; den menneskelige civilisation, men også alt andet liv på planeten.

Det er vi meget tæt på i Ukraine, for alle rapporter viser, at ukrainerne taber terræn dag for dag; at situationen bliver militært mere desperat for hver dag, der går. Som Lukashenko sagde på sikkerhedskonferencen i Minsk, er det nu tid til at forhandle. Men Zelenskyj kræver et øjeblikkeligt medlemskab af NATO for Ukraine og adgang til atomvåben for Ukraine; hvilket ifølge general Kujat, den tidligere stabschef for Bundeswehr og tidligere formand for NATO’s militærkomité, ville betyde, at NATO øjeblikkeligt ville gå i krig med Rusland. For det vil naturligvis betyde, at NATO får adgang til alle offensive våbensystemer på Ukraines territorium, hvilket var den røde linje for Rusland lige fra begyndelsen.

Så jeg mener ikke, at det er den eneste krise, for en effekt af den smuldrende orden er afspejlingen af optrapningen af såkaldte »hunger spots« i udviklingslandene. Der er fem lande lige nu, som befinder sig i en umiddelbar katastrofe – Haiti, Mali, de besatte palæstinensiske områder, Sydsudan og Sudan. Men der er 22 andre såkaldte “hunger spots”, hvor folk dør uden nogen egentlig grund, for det ville være meget nemt at afhjælpe. Behovet for virkelig at ændre verdensarkitekturen, så alle nationer på denne planet kan overleve, og for at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til hvert eneste lands interesser på planeten, er mere påtrængende end nogensinde før. Da vi tror – i hvert fald tror jeg, og jeg ved, at mange af mine kolleger her også tror det – at intet af dette virkelig vil blive afgjort endeligt gennem det amerikanske valg. Der vil ske nogle ændringer afhængigt af, hvem der vinder, men jeg er ikke optimistisk med hensyn til, at det amerikanske valg vil løse de underliggende aksiomatiske årsager til, at vi befinder os i denne krise. Denne geopolitiske idé om, at en gruppe nationer har en interesse mod en anden gruppe nationer, hvor de har ret til at forsvare den med alle midler, herunder militære midler. Vi er nødt til at komme ud af den logik og etablere et nyt system, en ny arkitektur, som hæver os over geopolitikken.

For at sætte det på dagsordenen foreslår vi, at vi snart afholder en internet-Schiller-konference i to dage, hvor vi vil diskutere, hvordan en sådan ny sikkerhedsarkitektur kunne se ud; hvordan vi kommer dertil, og hvilke økonomiske og kulturelle programmer, der er nødvendige for at nå dertil. Lige nu foreslår vi at indkalde til en sådan konference i begyndelsen af december. Jeg har skrevet en meget foreløbig invitation, som vi vil lægge ud i chatten. Den er naturligvis meget foreløbig, for vi vil opdatere den efter det amerikanske valg, for så vil vi vide, hvilken slags geometri vi befinder os i, hvis valgresultatet bliver kendt, som det burde forventes. Men under alle omstændigheder vil vi opdatere invitationen. Jeg vil gerne opfordre alle jer, der deltager i dette IPC-møde, til at hjælpe os med at opbygge denne konference som en meget kraftfuld måde, hvorpå en helt anden udformning af verdenspolitikken er mulig.

Jeg vil slutte med det og give ordet tilbage til jer.

Bemærkninger under diskussionen:
Der blev rejst en masse ting, som fortjener en kommentar. En af dem er, at grunden til, at jeg i begyndelsen nævnte, at Schiller Instituttet har planer om at afholde en todages konference i begyndelsen af december, er, at jeg forventer, at det amerikanske valgresultat ikke rigtig vil løse nogen af de spørgsmål, vi har nævnt. Forhåbentlig vil der komme en løsning omkring Ukraine, men jeg synes, at situationen i Mellemøsten ser meget mere bekymrende ud, hvad det angår. Så jeg mener, at valg er vigtige, fordi de bør udtrykke suverænens vilje – nemlig folkets – men vi er lige nu i en situation, hvor intet valg i et enkelt land vil afhjælpe dette; hvilket jeg mener er den værste krise, menneskeheden nogensinde har befundet sig i. For hvis en regional konflikt optrappes og fører til en global atomkrig og dermed udslettelse af hele menneskeheden, tror jeg aldrig, vi har haft sådan en situation. De to verdenskrige var forfærdelige og havde utroligt mange ofre; men denne gang ser vi virkelig på den mulige udslettelse af civilisationen.

Jeg tror, det er vigtigt, at Den Internationale Fredskoalition og andre fredsbevægelser ikke mister det af syne, for der vil altid være forskelle på, hvordan man ser på det ene og det andet aspekt. Men jeg tror, at det, der bør forene os alle, er, at vi absolut er nødt til at kæmpe til det yderste for at forhindre, at civilisationen bliver udslettet. Der er en særlig rædsel ved tanken om atomvåben, fordi vi havde flere eksperter – Ted Postol, Steven Starr og andre – som gennemgik forskellen mellem atomkrig og almindelig krig. Så jeg tror, vi er nødt til at vende tilbage til spørgsmålet om, at dette skal forhindres. Jeg har ikke fundet noget bedre svar end at sige, at vi er nødt til at ændre hele paradigmet. Det er ikke nok at løse … selv hvis man løser ét aspekt; lad os sige, at man afslutter krigen i Ukraine. Men så er der stadig den vedvarende eksplosion i Mellemøsten, eller du har det forestående kollaps af det finansielle system. Det, Chandra Muzaffar nævnte, var, at hegemonen ønsker at bevare sin magt. Så vi er nødt til at løse alle disse spørgsmål på samme tid. Derfor skal løsningen findes på et niveau af en højere orden og en højere natur end det niveau, hvor alle disse konflikter opstod. Det er et nyt paradigme, som sætter menneskeheden først.

Det er mit svar på et af de tidligere spørgsmål om, hvad vi skal gøre for at uddanne de evangeliske (kristne). Se tilbage i historien: Hver gang en nation eller en kultur troede, at de var det udvalgte folk, gik det helt galt. Jeg er ked af at sige det, men det var ideen hos nationalsocialisterne i Tyskland, som mente, at den ariske race var andre racer overlegen, og at det derfor gav dem ret til at udrydde jøder og sigøjnere og andre mennesker. Jeg synes, at idéen om, at man skal sætte en nation først, er en ødelæggende idé; vi bør ikke tænke på den et eneste minut. Det er umenneskeligt; det fører til katastrofe. Det er derfor, jeg eftertrykkeligt siger, at vi alle må blive enige om at sætte menneskeheden først. Der er kun én menneskerace, og det er menneskeheden som helhed. Hvad din hudfarve er, eller hvilken religion du har, er noget personligt, du kan vælge eller lade være – hudfarve naturligvis ikke. Men det er irrelevant. Det eneste, vi skal koncentrere os om, er, at vi er en del af den ene menneskeart, som er meget speciel. Jeg mener, jeg elsker dyr, og jeg er enig i, at vi med artsdiversiteten bør forsøge at bevare så mange som muligt. Men der er en grundlæggende forskel mellem de bedste dyr og mennesker. For mennesker er, hvis man vil sige det i religiøse termer, Guds, Skaberens, levende billede. Det er derfor, vi har {vis creative}, den kreative kraft. På samme måde som Gud skabte verden og universet, kan vi også skabe ting i universet, hvis man vil tale om det i religiøse termer. Vores kreativitet er en del af det udviklende univers. Det kan ingen andre arter sige om sig selv.

Jeg kan selvfølgelig godt lide alle slags dyr – katte, hunde, æsler og andre. Men ingen af disse arter kan gøre, hvad vi kan. De kan ikke dyrke bedre afgrøder for at få bedre måltider; de kan ikke bygge bedre højhuse for at få mere vandkraftdrevet landbrug i skyskrabere; de kan ikke dyrke planter på den anden side af månen (hvilket kineserne har vist, at vi kan). Så jeg tror, vi er nødt til at respektere det faktum, at det, der gør os til mennesker, er vores fælles væren i Guds, Skaberens, billede. Det mener jeg, at enhver evangelisk bør forstå. Og jeg tror ikke, at der er noget i Skriften – og jeg er ikke ekspert i Skriften, det må jeg indrømme. Men der er intet, der siger, at den ene race er den anden overlegen. Jeg synes, det er en frygtelig tankefejl, og jeg kan kun sige, at det er ødelæggende set fra et kristent synspunkt. Jeg er katolsk opdraget, og jeg kender ikke noget i den kristne religion, som giver os ret til at udslette andre mennesker, eller som siger, at vi kan forfølge vores interesser med alle midler – inklusive militære midler, inklusive brug af masseødelæggelsesvåben. Det er satanisk; det er en synd. Og jeg kan ikke forestille mig, at det er Guds vilje, at vi skal gå satanismens ærinde. Jeg ved ikke, om jeg siger det på den rigtige måde, men jeg vil virkelig gerne understrege, at vi er den kreative art.

Til Chandra vil jeg bare sige, at det er sandt, at det er den uforholdsmæssigt store individualitet, der har bragt os til det punkt, hvor folk støtter disse politikker. Men jeg tror, at problemet kommer af, at vi har forladt vores bedste traditioner. Hvis vi stadig holdt fast i humanismens principper – og jeg er klar over, at ordet humanisme bruges anderledes i USA end i Europa. I Europa betyder det den bedste periode i den klassiske periode i renæssancen, i den klassiske periode i Tyskland, den gyldne renæssance i Italien. Grundlæggende er det ideen om, at vi som mennesker har talenter, når vi bliver født, og at det er vores glæde og frihed, men også moralske forpligtelse, at vi udvikler alle disse talenter til at blive smukke sjæle. At vi udvikler en smuk karakter; at vi udvikler vores potentiale til at blive genier så meget, vi kan, og på den måde deltager og bidrager til det fælles bedste.

I den asiatiske kultur var vægten altid en smule omvendt; man sagde, at vi først og fremmest har brug for statens og fællesskabets velfærd, og kun hvis man har en velfungerende stat, kan individet trives og udvikle sig. Mens man i Europa lagde lidt mere vægt på, at individet skal perfektionere sig selv, for at staten kan udvikle sig bedst muligt. Jeg tror, at løsningen er det, man finder i Schillers fjerde brev [i de æstetiske breve]. Der er et smukt citat, som jeg ikke har med mig, og jeg kan det ikke udenad; måske kan vi lægge det ind i chatten. Det siger grundlæggende, at ethvert menneske har som den store opgave i sin eksistens behovet for at perfektionere sig selv og være i enhed med staten. Jeg yder det ikke fuld retfærdighed, for Schiller har et meget smukt sprog, og mit engelsk er nogle gange ikke tilstrækkeligt til at udtrykke det på den rigtige måde. Se venligst på dette citat, for jeg tror, at hvis man både perfektionerer staten for individernes velbefindende, og man på den anden side har den idé, at alle individer har behov for og nødvendighed af at perfektionere sig selv, så ender man i samme tilstand – den bedst mulige frihed for individet og den bedst mulige udvikling af staten. Og det er det, vi bør sigte efter. Jeg tror ikke, det er en selvmodsigelse, som ikke kan løses.

Problemet er, at Vesten, som lagde lidt mere vægt på individualitet end Asien, da det neoliberale paradigme tog over, og vi blev det, som den russiske udenrigsminister Lavrov engang kaldte »de post-kristne værdier«, så kom man virkelig i den situation, vi har nu. Alt er frit; alt er tilladt. Så ender man i det hul af umoral, hvor vi befinder os i Vesten lige nu. Så jeg tror, at den rigtige måde at komme tilbage på sporet på er, at vi vender tilbage til vores bedste traditioner inden for humanisme, til de principper, som grundlæggerne af den amerikanske revolution havde. Jeg tror, at hvis vi gør det, så vil en dialog mellem civilisationer være absolut mulig.

Så jeg ville bare komme med den kommentar. For det er op til os; vi er nødt til at forbedre os. Jeg er enig med Friedrich Schiller i, at der ikke vil ske nogen forbedring af den politiske situation, medmindre vi forædler os selv. Det må alle gøre individuelt, for staten eller nogen anden institution kan på ingen måde befri os fra det behov, vi har for at udvikle os. Vi er nødt til at vie vores liv til et højere formål, som er udviklingen af menneskeheden som helhed.
Afsluttende bemærkninger:

Jeg kan kun sige, at jeg vil opfordre folk til, hvis de har et bestemt synspunkt, og de mener, at det, vi diskuterer her, ikke dækker det, at de nogle gange er nødt til at revidere deres tankegang. Jeg synes, det er meget tydeligt, at menneskeheden for første gang sidder i samme båd. Eksistensen af atomvåben, som kan udslette livet på planeten; internettet, som gør, at man kan nå det fjerneste hjørne af kloden for at holde konferencer og alle mulige ting, gør det berømte ordsprog om, at verden er blevet en landsby; det faktum, at man har pandemier, som på grund af flyrejser kan spredes på en dag over hele kloden. Jeg kunne sikkert komme med en hel masse andre grunde til, at menneskeheden virkelig sidder i samme båd. Før i tiden var det ikke tilfældet. Da Romerriget kollapsede, oplevede man i samme periode en renæssance i Indien kaldet Gupta-perioden, hvor de havde de smukkeste dramaer og poesi osv. Men folk blev ikke påvirket; Romerriget kunne bryde sammen, og andre steder oplevede man en renæssance. Det tog måneder at rejse, så selv nyhederne om disse udviklinger ville nogle gange ikke komme tilbage i løbet af et helt liv. Denne gang er det anderledes. Alt er øjeblikkeligt, alt er forbundet. Med AI og digitalisering vil det hele bare gå hurtigere. Hvis vi i denne sammenkoblede verden ikke finder en løsning, som tager hensyn til hver enkelt nations, hver enkelt civilisations interesser, vil vi ikke kunne klare det sammen.

Enten vinder vi sammen, eller også dør vi sammen; det er et berømt gammelt ordsprog. Jeg tror, det kræver, at vi virkelig tænker over, hvordan vi kan definere en verdensorden, som tager hensyn til alle nationers interesser – USA’s, de europæiske nationers, de afrikanske nationers, Ruslands, Kinas, Irans, Nordkoreas, Israels og Palæstinas. Hvordan definerer man en sikkerhedsarkitektur, som alle kan acceptere, fordi de føler, at den ikke går imod deres interesser? Jeg tror, at det er muligt. Jeg tror, at det magiske ord for det er udvikling, for hvis man bare sætter alt ind i ligningen og forbliver statisk – status quo – så ser disse konflikter ud til at være uoverkommelige. Men når man siger, at alle nationer fra nu af ser det som deres egen interesse at fremme alle andres interesser og vice versa, så er det nemt. Harmoni kan kun opstå, hvis alle nationer og alle underafdelinger udvikler sig til deres bedst mulige.

Det er dybe filosofiske spørgsmål, som tidligere er blevet tacklet af tænkere som Nicholas af Cusa, Leibniz og Confucius. Det kræver en filosofisk tilgang, for hvis man bare siger: »Men de nøgne fakta er sådan, og mine materielle interesser er sådan«, så kommer man ikke frem til en løsning. Man er nødt til at gå ind i filosofiens, metafysikkens, videnskabens, den store kunsts og især et ekstremt ophøjet menneskebillede, som man er nødt til at anerkende enten i virkeligheden eller som et potentiale i alle andre væsener. I ved alle, at hvis man taler med sin nabo og siger til ham: »Du er bare et modbydeligt eksemplar af menneskearten, og du er grim og dum,« så er det meget let at få problemer med sin nabo. Hvis du er afhængig af dit temperament, ender du i slagsmål eller det, der er værre. Men hvis du siger: »Jeg så, at du talte så pænt til børnene i nabolaget. Du har et utroligt pædagogisk talent. Hvorfor udforsker du ikke denne bog, som jeg lige har læst, fordi den indeholder følgende indsigter i, hvordan man kan gøre pædagogik bedre?« Det hele afhænger virkelig af, hvordan du forholder dig til den anden person, hvordan du forholder dig til den anden nation, om du får krig eller fred. Jeg tror, det er den raffinerede personlighed, der gør forskellen. Jeg tror ikke, at den profit, som lige nu ser ud til at styre verden, vil være det eneste motiv. Jeg har en grundlæggende tro på menneskets godhed. Når man giver dem den rette opmuntring, eller nogle gange skal de bare konfronteres og slippes løs, så de gør ting ud over deres såkaldte grænser, så frigør man et kreativt potentiale i den anden person.

Jeg tror, vi er nødt til at have den kærlighed til menneskeheden, hvis vi vil ud af det her. Jeg kan ikke se, hvordan vi skal redde denne verden, hvis vi ikke alle individuelt, startende med os selv, forpligter os til at blive bedre mennesker; at vi vil være mere kærlige; at vi vil have en mere generøs holdning til alle andre mennesker. Hvis vi kan starte en bevægelse af mennesker, der elsker menneskeheden, er jeg helt sikker på, at de milliarder af mennesker, der findes, vil bringe denne godhed og disse syndens strukturer frem, som lige nu klart dominerer verden – det var, hvad pave Johannes Paul II sagde ved afslutningen af den kolde krig; at syndens strukturer findes i øst og vest. På det tidspunkt var det den kollapsende Sovjetunion. Han advarede mod de neokonservatives eufori og sagde: »Nej, I har ikke vundet den kolde krig, for disse syndens strukturer findes også i Vesten.«

Jeg tror, vi er nødt til at tænke på disse spørgsmål på en anden måde. Men jeg tror ikke, vi kommer uden om at organisere, organisere og organisere. Få mange flere mennesker ind i denne IPC-proces. Organiser, at Schiller-konferencen, som nu er fem uger væk, kan blive en rigtig massebegivenhed, der involverer tusinder og atter tusinder af mennesker på alle kontinenter. Og sætte gang i ideen om en ny økonomisk verdensorden, som gør det muligt for alle mennesker på planeten at overleve og have det godt.

Så jeg vil bare slutte af med at sige, at vi befinder os i det farligste øjeblik i verdenshistorien nogensinde; men jeg kan også se, at vi potentielt står ved begyndelsen af en smuk ny renæssance, hvor vi overvinder disse syndens strukturer, fordi vi endelig bliver mennesker og bliver kreative og lever sammen og fejrer denne unikke karakter hos hele menneskearten. Så selv om vi bør være på vagt, årvågne og alarmerede, bør vi også være optimistiske. For hvis vi gør, hvad vi skal, kan vi vinde denne kamp.

af Stewart Battle (EIRNS) – 31. oktober 2024

Mens vi nu er mindre end en uge fra det amerikanske valg, finder de virkelig betydningsfulde begivenheder, der vil forme verdens fremtid, sted på en helt anden scene. I det omfang borgerne arbejder for at bringe disse væsentlige spørgsmål op til overfladen i deres lande – i stedet for at bukke under for det, der synes muligt i betragtning af de tilgængelige muligheder – vil ikke kun det kollektive Vestens, men hele verdens skæbne blive afgjort.

Onsdag den 30. oktober viste FN’s generalforsamling igen, at USA ikke længere har mandat til at være den såkaldte »leder af den frie verden«, da denne (frie verden –red.) med et overvældende flertal på 187-2 stemte for at afslutte USA’s 62-årige blokade af Cuba. Det er måske ikke så tilfældigt, at det eneste andet land, der stemte sammen med USA mod ophævelsen af blokaden, var Israel. Selv om denne afstemning finder sted hvert år i FN, sker den i dag inden for rammerne af en såkaldt »regelbaseret orden«, som aldrig har været mere miskrediteret.

Det sker kun få dage efter, at Israels Knesset stemte for at forbyde FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA) at operere på israelsk og palæstinensisk territorium, en organisation, som der reelt ikke er nogen erstatning for, og hvis fjernelse vil betyde endnu flere ekstreme lidelser for det palæstinensiske folk. Hvis den israelske beslutning gennemføres, »vil det være en total katastrofe, det er som at smide barnet ud med badevandet,« sagde UNRWA’s generalkommissær Philippe Lazzarini til AP i et interview den 30. oktober. I en endnu skarpere kommentar skrev Lazzarini på X sit brev den 28. oktober til formanden for FN’s generalforsamling med indledningen: »I dag, selv når vi ser ind i ansigterne på børn i Gaza, hvoraf vi ved, at nogle vil dø i morgen, smuldrer den regelbaserede internationale orden i en gentagelse af de rædsler, der førte til etableringen af FN, og i strid med forpligtelserne til at forhindre, at de gentager sig.«

Samtidig er virkningerne af denne politik ikke engang til gavn for befolkningen og økonomierne i Vesten. Tysklands bilsektor nærmer sig nu en direkte afgrund, og Volkswagen har oplevet et kollaps i nettoresultatet på 64 % alene i september. I Storbritannien hæves skatterne over hele linjen for at kompensere for budgetunderskud i en af de største stigninger i årevis. I lande i hele NATO knirker budgetterne under vægten af stadig større udgifter til deres militær-industrielle-finansielle komplekser, mens deres reelle fysiske økonomier lider under mange års underinvestering.

Derudover svæver verden på tærsklen til krige, som ikke er set i generationer, da vi står over for udsigten til, at der udbryder global krig på to fronter. Utroligt nok nærmer dette tal sig nu tre, da vestlige ledere manisk insisterer på, at Nordkorea nu skal føjes til listen over lande, der skal konfronteres – og som nu har reageret ved at teste endnu et atomart ballistisk missil. Er det virkelig værd at risikere civilisationens overlevelse for at forsvare integriteten af denne »regelbaserede orden«?

Det er faktisk mere end indlysende, at den eneste »isolerede« er det kollektive Vesten, hvis »orden« nu smuldrer. Resultatet er, at alle, der lever i dag, konfronteres med en udfordring, langt større end nogen de nogensinde har oplevet før. Det vil ikke blive omgjort af et valg eller ved at ændre det eksisterende system. Hvad der kræves, er en ændring i aksiomerne, en ændring i tænkningen. Eller som Helga Zepp-LaRouche har insisteret på, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur.

Så lad være med at nøjes med det, der forekommer at være de muligheder du har fået. Tag i stedet ved lære af Jose Vega og Diane Sares uafhængige kampagner, som sammen med andre uafhængige kandidater står i spidsen for en indsats i USA for at bringe denne virkelighed frem i lyset.

Foto: UN Photo/Evan Schnieder

Den Internationale Fredskoalition

Fredag den 1. november kl. 16:00 dansk tid 

Tilmeld dig her for at modtage et Zoom link.

Vær med denne fredag med Jeremy Loffredo fra Gray Zone; Dr. James Cobey fra bestyrelsen for Palestinian House of Freedom i DC og Voices from The Holy Land; Dr. Chandra Muzaffar, grundlægger og præsident for International Movement for a Just World (JUST) i Malaysia og mange flere.

Uanset udfaldet af det amerikanske valg…

Dennis Small

Den 30. oktober 2024 (EIRNS) – Vi er en uge efter det historiske topmøde i BRIKS den 22.-24. oktober i Kazan, Rusland, og mindre end en uge før valget i USA den 5. november. I de resterende dage før valget er der en stor chance for, at verden bliver bragt på randen af atomar krigsførelse mellem supermagter i to forskellige krigsskuepladser, og der skal handles nu for at forhindre dette ved at arbejde med den Globale Majoritet for at skabe et nyt paradigme for sikkerhed og udvikling for alle. Stemmeafgivning alene vil ikke gøre det.

For det første, Sydvestasien: Der er diskussioner i gang – både i offentligheden og bag kulisserne – om et muligt opfølgende angreb fra Israel mod Iran, med eller uden et mellemliggende iransk gengældelsesangreb på det første angreb, denne gang med angreb på større økonomisk infrastruktur (såsom oliefelter) og muligvis tilmed Irans velbeskyttede atomprogram. Herzi Halevi, chefen for generalstaben i Israels forsvarsstyrker (IDF), fortalte den 29. oktober luftvåbnets piloter, at Iran kunne blive ramt »med kapaciteter, som vi ikke engang brugte denne gang … og de steder, som vi skånede denne gang.« Neokonservative krigsmagere i USA opildner Israel, som f.eks. den tidligere efterretningsofficer i den amerikanske hær Jon Sweet, der skrev i The Hill den 30. oktober, at »Israel har brug for en vedvarende luftkampagne for at skabe betingelser for nederlaget for Den Islamiske Republik Iran«, og at »fredagens luftangreb sandsynligvis blot var en begyndelse…. Israel er et skridt tættere på at fjerne hovedet fra den iranske hydra.«

For det andet, Ukraine: Ruslands føderale sikkerhedstjeneste (FSB) meddelte, at en ukrainsk sabotage- og rekognosceringsgruppe, som omfattede lejesoldater, uden held havde forsøgt at bryde igennem den russiske grænse i Bryansk-regionen den 27. oktober. FSB’s rapport indeholdt billeder af nogle af lejesoldaterne, herunder en tatovering på overarmen af en af dem, der viser en engel med en riffel, med et banner med teksten »Ranger« og »2d Bn« – tilsyneladende en henvisning til 2. bataljon af den amerikanske hærs 75. Ranger-regiment. Den 30. oktober citerede det russiske nyhedsbureau Sputnik en sikkerhedsekspert, som konkluderede, at det egentlige mål med angrebet på Bryansk »var at bane vejen for et yderligere, større forsøg, også fra NATO-styrker, på at trænge ind i denne russiske region.« Den udbredte mediepromovering af historien om, at tusindvis af nordkoreanske tropper blev trænet i Rusland og snart ville blive indsat mod Ukraine, har allerede skabt den grundløse begrundelse for en sådan planlagt NATO-optrapning direkte mod Rusland.

Uanset udfaldet af det amerikanske valg vil denne virkelighed med udsigt til atomkrig på kort sigt være på verdens dagsorden. Men det samme vil resultatet af BRIKS-topmødet i Kazan, som satte den Globale Majoritets påtrængende opfordring til at opbygge en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur i centrum for verdens dagsorden – med en åben invitation til samarbejdsvillige nationer i EU og tilmed NATO om at deltage i denne indsats.

Som Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche sagde i sit ugentlige Dialog-webcast den 30. oktober:

»Kazan-mødet tilbyder et nyt system af relationer mellem nationer baseret på de fem principper for fredelig sameksistens…. Det er naturligvis også indlejret i FN’s charter. Hvis Vesten ville holde sig til FN-pagten, ville de ikke have noget problem med at knytte sig til den.

»Det, der står i vejen, er resterne af geopolitik, som stammer fra imperiets tid, især det Britiske Imperium. Det er berygtet, at de altid gerne vil manipulere stater – alliere sig med den svagere stat mod den stærkere stat eller skabe en form for landkort, der giver plads til manipulation af grænser og etniske konflikter. Og så blev denne idé om geopolitik naturligvis eftertrykkeligt gentaget i Wolfowitz-doktrinen ved afslutningen af Den kolde Krig, hvor de neokonservative grundlæggende sagde, at der skulle være en unipolær verden domineret af USA, og at ingen gruppe eller land eller nation eller gruppe af nationer nogensinde skulle have lov til at overgå USA med hensyn til økonomisk, politisk eller militær magt….

»Det førte til et enormt tilbageslag, fordi ideen om at man kan eksportere den liberale demokratimodel, det Fukuyama kaldte historiens afslutning, som dybest set betød, at man ville eksportere den neoliberale økonomiske model, den liberale kulturelle model, eksportere den vestlige opfattelse af demokrati og menneskerettigheder til alle disse lande rundt omkring på kloden – det førte til et gigantisk tilbageslag….

“Det er derfor, man nu har en relativt løs sammenslutning af stater, som ikke danner en blok, og de understreger, at de ikke konkurrerer med NATO eller EU med hensyn til blokdannelse. De har erklæret, at de er åbne for, at alle kan være med, også NATO-medlemmer. Så dette ville være en perfekt mulighed for at sige: Lad os bare lægge denne konfrontation … lad os lægge det sorte og hvide skema til side og anerkende, at det er en god ting, at verden består af så mange nationer og kulturer og traditioner. Og lad os finde en fremgangsmåde gennem fælles udvikling, så vi alle kan leve fredeligt på denne ene planet….

»Det var den overvældende intention på mødet i Kazan i BRIKS…. Der var 4,7 milliarder mennesker repræsenteret, og dermed 57% af verdens befolkning. Det er tydeligvis den Globale Majoritet lige dér. Og disse lande fortsætter nu med at forsøge at opbygge et nyt økonomisk system, som vil overvinde fattigdom og underudvikling for dem alle….

»Det er virkelig en chance for menneskeheden for at undgå en katastrofe i form af en atomkrig, som ville udslette alt liv på planeten – hvis vi kan komme med i denne nye udvikling i tide.«

Foto: Israeli Airforce Facebook page

BRIKS-topmødet og afslutningen på 500 års kolonialisme

Webcast-dialog med Schiller Instituttets grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche

Onsdag den 30. oktober 2024

Ikke korrekturlæst

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er onsdag den 30. oktober 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Helga, sidste uge var en ekstremt begivenhedsrig uge: Tre af de mest betydningsfulde begivenheder var BRIKS-topmødet i Kazan, Rusland; Jose Vega og Diane Sare Peace Fund-symposiet/koncerten den 26. oktober i New York City og Operation DAWN »Threat of Nuclear War in the World Today« Brunch dagen efter, der blev afholdt af Scott Ritter. Ved de to arrangementer i New York City deltog du og gav et klart alternativ til oligarkiets krige, hvor du talte om at erstatte geopolitik med en ny strategisk og udviklingsmæssig arkitektur.

Så vores første spørgsmål er, om du kan uddybe, hvad du mener, når du siger, at vi skal afvise geopolitik, og give din vurdering af BRIKS-topmødet? Repræsenterede det en positiv bevægelse i retning af at overvinde geopolitik?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Ja, det gjorde det. Mødet i Kazan tilbyder et nyt system for relationer mellem nationer, grundlæggende baseret på de fem principper for fredelig sameksistens, nemlig at respektere hvert lands suverænitet, ikke at blande sig i interne anliggender og at acceptere de forskellige sociale systemer. Så jeg tror, at de fem principper for fredelig sameksistens er grundlaget for BRIKS-konferencen, og det er naturligvis også indlejret i FN-pagten. Og hvis Vesten ville holde sig til FN-pagten, ville de ikke have noget problem med at tilslutte sig den.

Det, der står i vejen, er resterne af geopolitik, som stammer fra imperiets tid, især det Britiske Imperium. Det er berygtet, at de altid gerne vil manipulere med stater – alliere sig med den svagere stat mod den stærkere stat eller lave en form for landkort, som giver plads til manipulation af grænser og etniske konflikter. Og så blev denne idé om geopolitik naturligvis eftertrykkeligt gentaget i Wolfowitz-doktrinen ved afslutningen af den kolde krig, hvor de neokonservative grundlæggende sagde, at der skal være en unipolær verden domineret af USA, og at ingen gruppe eller intet land, ingen nation eller gruppe af nationer nogensinde skal have lov til at overgå USA med hensyn til økonomisk, politisk eller militær magt.

Det var naturligvis det, der desværre var grundlaget for udenrigspolitikken i den umiddelbare periode efter den kolde krig, som førte til farvede revolutioner, regimeskift og interventionskrige ved grundlæggende at forsøge at bevare den unipolære verden og sørge for, at ingen anden regering ville modsætte sig det.

Det er for kort til at komme ind på alle de politikker, der fulgte med, men det førte til et enormt tilbageslag, fordi ideen om, at man kan eksportere den liberale demokratimodel, det, Francis Fukuyama kaldte historiens afslutning, hvilket grundlæggende betød, at man ville eksportere den neoliberale økonomiske model, den liberale kulturelle model, eksportere den vestlige opfattelse af demokrati og menneskerettigheder til alle disse lande rundt om i verden – det førte til et gigantisk tilbageslag.

Og det, vi nu har set i lang tid, er en nyorientering af nationer, som ikke kan lide at blive forandret. Folk siger: »Vi har vores egen kultur, vores traditioner, og dem vil vi gerne holde fast i.« Derfor har man nu en relativt løs sammenslutning af stater, som ikke danner en blok, og de understreger, at de ikke konkurrerer med NATO eller EU med hensyn til blokdannelse, men grundlæggende siger de, at de er åbne for, at alle kan være med, også NATO-medlemmer.

Så dette ville være en perfekt mulighed for at sige: Lad os droppe den her konfrontation, at man altid er nødt til at have en fjende, og at et land enten er med eller imod en – enten ven eller fjende – lad os lægge sort-hvid-skemaet til side og bare anerkende, at det er godt, at verden består af så mange nationer og kulturer og traditioner. Og lad os finde en metode gennem fælles udvikling, så vi alle kan leve fredeligt på denne ene planet, som tilfældigvis er den eneste, vi har indtil videre. Du ved, vi afventer fremtidig udforskning af rummet, men denne planet er den eneste, vi har at leve på indtil videre. Så lad os slutte fred og skabe en orden, der gør det muligt.

Det var den altoverskyggende hensigt: På mødet i Kazan var der allerede 22 medlemmer – jeg tror, der var 9 permanente medlemmer og 13 partnerstater, som blev medlemmer, men som allerede var accepteret som medlemmer. Og så er der en lang række lande, som håber på at blive medlemmer i fremtiden. Så allerede i Kazan var der 4,7 milliarder mennesker repræsenteret, og dermed 57% af verdens befolkning. Det er helt klart den Globale Majoritet, der allerede er der. Og disse lande fortsætter nu med at forsøge at opbygge et nyt økonomisk system, som vil overvinde fattigdom og underudvikling for dem alle. Og selv om de endnu ikke er gået helt så langt som til at have en ny reservevaluta, fordi de vil være forsigtige og ikke gentage fejlene med euroen, så er de ved at skabe nye institutioner. De har allerede skabt den nye udviklingsbank, som skal blive det Globale Syds store bank. Så foreslog Putin en investeringsplatform for BRIKS, en kornplatform for BRIKS.

Så tingene bevæger sig meget, meget hurtigt, og jeg tror, at Vesten stadig har det meget svært – ikke alle, fordi folk, der kender til det, almindelige mennesker, så at sige, de er ret glade og byder denne udvikling velkommen – men nogle af etablissementerne, de har meget svært ved at anerkende dette nye flertal: at det er organiseret, at det vokser. For hvis de skulle indtage en positiv holdning, ville de være nødt til at kaste alle deres eksisterende antagelser og aksiomer om verden over bord, og det er de tydeligvis ikke intellektuelt fleksible nok til at gøre.

Så de nægter stadig at forholde sig på nogen positiv måde til denne nye BRIKS-kombination. Men der er flere og flere stemmer nu, der siger fra, som for eksempel Ungarn, Slovakiet, den nye regering i Georgien; men også Charles de Gaulles barnebarn, Pierre de Gaulle, sagde, at Frankrig under ingen omstændigheder måtte gå glip af muligheden for at blive medlem af BRIKS! Der er kræfter, der siger den slags i Italien og Tyskland: Så jeg tror, at vi nu befinder os i en periode med store forandringer. Og jeg kan kun sige, at folk virkelig bør studere dette og ikke fordømme det, bare fordi mainstream-medierne har en negativ holdning: Jeg tror, at det virkelig er en chance for menneskeheden for at undgå den katastrofe, det er at havne i en atomkrig, som ville udrydde alt liv på planeten – hvis vi kan komme med i denne nye situation i tide.

Så jeg synes, det er en meget optimistisk og glædelig begivenhed.

SCHLANGER: Helga, før BRIKS-topmødet blev der indgået en aftale mellem Indien og Kina om at løse deres grænsestrid, som havde stået på i lang tid. Så jeg har et spørgsmål til dig fra en korrespondent i Pakistan: »I betragtning af angloamerikanernes rolle i at fremprovokere konfrontation, tror du så, at denne aftale kan føre til et bedre forhold mellem Indien og Kina? Og hvad betyder det for Pakistan?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er ret sikker på, at det vil lykkes, for det er ret klart, at Indien var den mest omstridte nation i BRIKS, set ud fra det synspunkt, at de såkaldte »demokratier« ønskede at trække Indien som det formodede største demokrati i verden over i demokraternes lejr. Der har været en enorm indsats fra USA, fra Storbritannien, fra Scholz – den tyske kansler Olaf Scholz tog dertil med fire ministre den 25. oktober, umiddelbart efter mødet i Kazan, og forsøgte at trække Indien over i den vestlige lejr ved at tilbyde militært udstyr for at reducere (citat) »afhængigheden« af Rusland og alt det der. Så de har ikke opgivet at trække Indien i den anden retning. Og jeg tror, at premierminister Modi er – der er mange ting, man kan sige om hans indenrigspolitik – men jeg tror, at han på det strategiske plan ønsker at bevare Indiens uafhængighed i overensstemmelse med den indiske politiske tradition, der går langt tilbage. Så jeg tror, det er en vigtig ting. Og jeg tænker, at det også er en meget høj prioritet for Xi Jinping: Husk, at Xi Jinping tog til Indien for ti år siden [september 2014] eller deromkring, og han holdt en tale i New Delhi, som jeg dengang læste i detaljer, og jeg var virkelig imponeret over, at Xi Jinping har en indgående viden om indisk historie, og han understregede de vigtige højdepunkter i indisk historie og kultur. Så jeg mener, at der fra den side også er en stor åbenhed, og hvad det betyder – så jeg tror, at de vil holde fast i det. De ved, hvad der er det modsatte, de ved, hvem der forsøger at modsætte sig det, og de er kloge politikere.

Hvad betyder det for Pakistan? Jeg ved, at det nok var Indien, der var skyld i, at Pakistan ikke blev inviteret til BRIKS-topmødet, hvis jeg ikke tager fejl, og der er selvfølgelig stadig masser af spændinger. Men jeg er stadig ret optimistisk med hensyn til, at hele idéen med Bælte- og Vej-Initiativet, eller lokale forbindelser, vil vokse til at omfatte hele Asien, hele Eurasien. Det vil forbinde de asiatiske lande med de europæiske lande gennem udviklingskorridorer langs den gamle Silkevej og langs andre nyanlagte korridorer. Så jeg er ret optimistisk med hensyn til, at CPEC-korridoren, den kinesisk-pakistanske økonomiske korridor, som er et af udstillingsvinduerne for hele Bælte- og Vej-Initiativet, vil blive forbundet med alle disse andre projekter. Og at disse spændinger i sidste ende vil vokse ud af sig selv gennem fælles økonomisk udvikling.

Jeg tænker, at det også vil få nogle vigtige konsekvenser for indenrigspolitikken i Pakistan, som jeg mener også har brug for forbedringer i forhold til, hvad der sker med Imran Khan. Så jeg tror, at det overordnede perspektiv er, at momentum helt klart er på BRIKS’ side, og derfor kan spændingerne mellem Pakistan og Indien forhåbentlig elimineres i den sammenhæng, i alles fælles interesse.

SCHLANGER: I lørdags var der en konference, et symposium og en koncert sponsoreret af de uafhængige kandidater Diane Sare til det amerikanske senat i New York og Jose Vega til kongressen i Bronx (CD15) med titlen »Byg et fredskor mod krigens spøgelser«. Vi har et spørgsmål fra en af deltagerne, som sagde, at »de musikalske præsentationer var særligt bevægende«, men hun spørger: »Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår, hvordan kultur kan spille en rolle i at overvinde geopolitik.«

ZEPP-LAROUCHE: Det er et godt spørgsmål!

Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at både fra den humanistiske side – hvad jeg mener med humanist, da jeg ved, at ordet på engelsk har en lidt anden betydning, end vi bruger det i Europa – hvad jeg forstår ved humanisme, er den italienske renæssance, den tyske klassiske periode, folk som Beethoven, Schiller og Humboldt: For dem er ideen om musik og kultur i almindelighed, men musik i særdeleshed, at have en direkte effekt på følelserne. Og grunden til, at vi og de lægger så stor vægt på klassisk musik, som de afroamerikanske spirituals i USA i høj grad er en del af, er, at den taler direkte til hjertet, til hjernen, men gennem hjertet, og den løfter folk op: Den får folk til at tænke og føle sig mere forædlede, mere raffinerede, mere uddybede; at have flere frihedsgrader i sin udvikling. Og det er meget vigtigt for udviklingen af karakteren og sindet. Det er f.eks. derfor, at mange store videnskabsmænd, herunder Albert Einstein, spillede violin eller et andet musikinstrument, før de begyndte at arbejde på et matematisk eller fysisk problem, fordi det sætter dig i en kreativ stemning.

Hvis man nu ser på, hvad det modsatte gør, så er det Romerriget, du ved, de brugte cirkus, gladiatorer, der kæmpede mod hinanden eller kastede kristne for løverne, i den tradition brugte imperierne altid underholdning til at sænke folks moralske og intellektuelle niveau, fordi de tror, at hvis folk bliver gjort så dyriske som muligt, er det lettere at kontrollere dem. For hvis de har ubevægelige følelser, kan man få dem til at gå med til at dræbe de kristne eller gladiatoren og vende tommelfingeren nedad; hvis de vil have dem til at leve, vender de tommelfingeren opad – og på den måde inddrager man dem i en bestialsk tankegang.

Og hvis man ser på noget af den såkaldte populærmusik – og jeg ved, at jeg træder mange over tæerne, når jeg siger det – men hvis man ser på noget af popmusikken fra det gotiske til forskellige former for rap, og hvor det bestialske billede af mennesket fremmes, eller meningsløs vold, eller bare den laveste del af den menneskelige karakter, så øger man aggressionen. Og man kan faktisk få folk til at blive ret aggressive ved hjælp af bestemte rytmer, og det ser man i visse typer af fodboldkampe – du forstår, hvad jeg mener.

Så hvis man vil ophøje folk og sige, at vi ikke skal betragte andre nationer som fjender, men at vi skal forholde os til den andens bedste tradition: Så ville man prøve at finde de smukkeste folkesange eller den bedste klassiske komposition; ikke al musik har den slags polyfoniske kompositioner som vestlig klassisk musik, men selv i enkle folkemelodier kan man finde utrolige grader af skønhed, og det ville man forholde sig til.

Man kan naturligvis ikke afslutte en igangværende krig ved at spille en klassisk koncert, men man forvandler de mennesker, der lytter til den klassiske musik, til en mere ædel tankegang. Og så er de også mere modtagelige for mere ædle ideer. Så derfor synes jeg, at det var et virkeligt gennembrud og en glæde at bruge denne blanding af politiske taler, klassisk musik, kormusik og solister til at opnå den effekt. Og nogle mennesker har aldrig været udsat for klassisk musik, og de har svært ved at forholde sig til det, men jeg tror, at det kun er meget få, hærdede sind, der ikke er i stand til at opfatte det i sidste ende.

SCHLANGER: Videoen fra arrangementet i lørdags er lagt ud på Jose Vega og Diane Sare Peace Funds kampagnehjemmesider. Den varer omkring tre timer, men jeg anbefaler, at man ser den og deler den – det var virkelig en ekstraordinær begivenhed med meget kendte talere som Scott Ritter og Jimmy Dore, Garland Nixon, oberst Lawrence Wilkerson (pensioneret) og selvfølgelig Helga Zepp-LaRouche.

Med hensyn til spørgsmålet om at højne den menneskelige ånd og spørgsmålet om broderskab er der flere spørgsmål fra folk, som er vrede over de vedvarende, morderiske angreb fra Israels forsvarsstyrker (IDF) mod Gaza og Libanon og andre steder. Vi har for eksempel Jim, der skriver: »Hvad er meningen med at forsøge at overtale psykopater?« Og han opfordrede til en massiv væbnet invasion af fredsbevarende styrker for at beskytte nødhjælpsarbejdere i Gaza.

En anden skriver, at hun er ved at miste håbet, og spørger: »Hvorfor truer de arabiske lande eller Rusland ikke med at angribe Israel?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er ubeskriveligt, hvad der sker, og den seneste udvikling, hvor Israel forbyder den palæstinensiske hjælpeorganisation UNRWA, er – bare hvis du forestiller dig, hvad der foregår: Nu er der ikke flere journalister, fordi de alle er blevet dræbt eller fordrevet; ikke flere nødhjælpsarbejdere, ingen medicinsk hjælp, ingen læger, og de få rapporter, der kommer fra Gaza, er så utrolige, hvad der sker der: Dybest set er det etnisk udrensning, og det er utroligt, at menneskeheden endnu ikke er i stand til at håndtere det.

Men jeg tror, der er meget i bevægelse: Den sydafrikanske regering har lige afleveret nyt materiale, 5.000 siders dokumentation, til FN’s Internationale Domstol og bedt om øjeblikkelig handling. Og jeg kan kun sige, at nogle regeringers manglende handling sandsynligvis vil være en plet på dem for evigt; og at der stadig er nogle regeringer, der sender våben til Israel, på trods af alt det, der foregår, kan jeg kun håbe, at vi kan mobilisere et alternativ. Jeg sagde det sidste gang, selv om det ser ekstremt usandsynligt ud, med de militære angreb mellem Israel og Iran, det igangværende rædselsshow i Libanon, folkemordet i Gaza, kan jeg kun håbe, at det kan lykkes os at skubbe ideen om en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur frem på den internationale arena; og så have udviklingen af Oase-planen for Sydvestasien som en del af det, og virkelig forsøge at ændre dynamikken.

På den ene side kan man virkelig ikke hvile et øjeblik på grund af situationen, men jeg er en lille smule håbefuld: For forandringerne sker ekstremt hurtigt. Situationen i Ukraine er ved at nå et afgørende punkt for forandring, forhåbentlig til det bedre; situationen i det amerikanske valg – vi får en ny præsident om seks dage, skulle man tro, eller i hvert fald en ændring i situationen. Og vi har fået resultaterne af BRIKS-topmødet i Kazan. Så vi må blive ved med at mobilisere så meget, vi kan, for at lægge løsningerne på bordet, som er en økonomisk udviklingsplan for hele regionen, for hvis man ikke har en tilgang, der hjælper alle lande i situationen, tror jeg ikke, at en løsning vil være mulig.

Jeg ved, at det ikke er, hvad nogle mennesker gerne vil høre, men hvis det var et let problem, ville det allerede være løst. Og jeg kan kun sige, at håbet om økonomisk udvikling i forbindelse med Bælte- og Vej-Initiativet sandsynligvis er den eneste måde, hvorpå vi kan nå frem til fred og en afslutning på massakren. ‘

SCHLANGER: OK, jeg har en tilføjelse til begivenheden fra sidste lørdag: Du kan linke til det fra Sare for Senate-kampagnens og også Vote Vega-kampagnens hjemmesider.

Om de kulturelle spørgsmål skriver en kvinde fra Canada: »Der er ikke meget kultur i Vesten i dag. Desværre er alt, hvad vi hører og ser, Hollywood-underholdning. Heldigvis kan vi nu få adgang til rigtig kultur med internettet.«

Her er et spørgsmål, der kom ind fra flere personer: »Hvordan står det til med Saudi-Arabien? Er Saudi-Arabien en del af BRIKS eller ej?«

ZEPP-LAROUCHE: Tja, ikke formelt. Jeg tror, de stadig sidder lidt på hegnet. Jeg kan kun forestille mig, at de bliver presset meget af Storbritannien og USA til ikke at gå med i BRIKS. I betragtning af Saudi-Arabiens historie med Storbritannien og USA er jeg ikke helt sikker på, hvad den interne dynamik er i Saudi-Arabien. Men lige nu tror jeg, at de sidder på hegnet, og man kan kun antage, at de vil følge med strømmen i sidste ende.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en person om valget i Georgien på søndag den 27. oktober. Og partiet Georgia Dream, som anses for at være et pro-Moskva-parti, vandt valget, og straks udtrykte EU og NATO deres utilfredshed. Og denne person skriver: »Tror du, at der vil komme et forsøg på et Maidan-kup i Georgien, og hvad ville Putin i så fald gøre?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er meget, meget interessant, for det bliver meget tydeligt, at hvis et pro-NATO-land vinder et sted, så er det en sejr for demokratiet, og hvis modstanderen vinder, så er det valgsvindel, og det skal bekæmpes! Jeg mener, det er ved at blive så tydeligt! Georgia Dream-partiet fik 56%, pro-EU-partiet fik 39%, så det er en overvældende sejr. Men det forhindrede ikke præsidenten, som tydeligvis er pro-EU og pro-Vesten, hun er faktisk elev af Zbigniew Brzezinski! Hun studerede på Columbia University, hun var fransk ambassadør på et tidspunkt, hun har fransk statsborgerskab, så efter min mening er hun et af de eksempler, hvor visse provestlige politikere er blevet placeret på poster i de tidligere sovjetrepublikker, og så kræver de meget højlydt at slutte sig til Vesten og så videre, men de repræsenterer faktisk ikke folkets vilje.

Husk nu, at der var krig i Georgien i 2008, hvor Rusland intervenerede i Sydossetien og Abkhasien, og det var et meget farligt øjeblik for Georgien. Det var resultatet af bestræbelserne på at trække Georgien ind i NATO, hvilket blev lovet på NATO-topmødet i Bukarest i 2008. Og mange af problemerne for Ukraine opstod på grund af det uforsvarlige løfte om, at Ukraine kunne blive medlem af NATO. Og det førte så til den russiske intervention i Georgien. Det satte en stopper for Georgien i denne omgang. Og det er klart, at Georgien er i en meget vanskelig situation, fordi de er nødt til at være – de er ikke anti-vestlige. Partiet Georgian Dream siger, at de gerne vil være en del af EU, en del af Vesten, men de vil også gerne have et godt forhold til Rusland. Er det ikke en rimelig holdning?

Jeg mener, hvad synes du? Hvorfor er Mexico ikke med i BRIKS? Fordi de ligger ved grænsen til USA. Og der er et ordsprog i Mexico, som siger, at de kun har ét problem – og det er geografisk og historisk. Det er klart, hvad det refererer til!

Så Georgien er i en sammenlignelig situation. Og er det ikke klogere at sige, at de ønsker at have et godt forhold til begge, ligesom Slovakiet og Ungarn? Så jeg tror, at hele idéen om, hvad EU gør, Ursula von der Leyen, der opfordrer til dette valg, er præcis den slags geopolitisk tænkning, jeg talte om før, og det er ikke godt for det georgiske folk. Og ja, de forsøger sig med et »Maidan« lige nu, det er der ingen tvivl om. Forhåbentlig kan der falde ro over det, og jeg tror ikke, at Putin vil tillade Georgien at gå i retning af det, der blev forsøgt i Ukraine, for det er en vital sikkerhedsinteresse for Rusland ikke at have offensive våbensystemer ved grænsen, som kan nå dybt ind på Ruslands territorium. Det er en rød linje: Ville USA acceptere cubanske, kinesiske eller russiske offensive systemer ved grænsen til Canada/USA eller Mexico/USA? Naturligvis ikke!

Så der bør være et lige princip for alle, og derfor kan jeg kun håbe, at bestræbelserne på at gentage Maidan kan afblæses.

SCHLANGER: Og Georgiens grænse til Rusland er næsten 600 kilometer. Med hensyn til spørgsmålet om Mexico. Det andet ordsprog om Mexico lyder: »Mexico er for langt fra Gud og for tæt på USA.«

Helga, jeg har et par spørgsmål mere til dig, et fra Tyskland. Der er rapporter om voksende spændinger inden for regeringskoalitionen, dvs. Socialdemokraterne, De Frie Demokrater og De Grønne, da deres stemmeantal er faldet ved de seneste tre delstatsparlamentsvalg. Spørgsmålet, der kommer ind, er: »Hvad vil du foreslå som erstatning for den mislykkede og upopulære Scholz-regering?«

ZEPP-LAROUCHE: Koalitionen fungerer virkelig ikke. Det er tydeligvis lykkedes dem at ruinere Tyskland i en grad – i går var der to økonomiske topmøder. Det ene var indkaldt af kansler Olaf Scholz (SPD) med direktørerne for bilindustrien, og det andet var indkaldt af finansminister Christian Lindner (FDP) med de mellemstore industrier og nystartede virksomheder, og de to havde intet med hinanden at gøre. Så det var, som om kansleren og finansministeren dybest set forsøgte at sætte sig op mod hinanden med henblik på fremtidige valgresultater. Men de har tydeligvis to helt forskellige opfattelser. Ingen af dem fungerer: Vi har en enorm krise i Tyskland lige nu, hvor VW har meddelt, at de vil lukke tre fabrikker og dermed afskedige titusinder af medarbejdere! Og regionen Wolfsburg, hvor VW har sit hovedkvarter, og hvor der er mange VW-fabrikker og leverandører, er ved at blive lukket helt ned og ruineret! Dette er en stor national krise, og der er nu flere talsmænd fra FDP, men også Lindner selv, som dybest set siger, at det meget vel kan være, at koalitionen ikke vil overleve dette efterår. Og Lindner sagde, at dette efterår er et beslutningens efterår.

Så det kan meget vel være, at hvis det ikke lykkes at få en aftale mellem de tre koalitionspartnere om budgettet for 2025, så tror jeg, at regeringen vil falde, og den kan falde før jul.

Hvad angår afløseren, er det ikke så let, for desværre har den nuværende kanslerkandidat for CDU/CSU, Friedrich Merz, profileret sig som den mest høgeagtige og krigsivrige person. Han kræver, at Tyskland leverer Taurus-missilet til Ukraine – og jeg forstår ikke, hvordan man ved sine fulde fem kan sige det, når selv en ukrainsk øverstbefalende i går kom ud og sagde, at hele fronten er ved at bryde sammen, at der mangler ammunition, at der mangler tropper, at de ikke har nogen forsyninger, at soldaterne på fronten er supertrætte, fordi de har kæmpet i årevis, og han indrømmede, at den ikke fungerer og er på vej mod sin afslutning. Så i denne situation betyder det, at enhver, der er villig til at opfordre til optrapning, bare siger: »Lad os slagte nogle flere ukrainere« i en krig, som har et geostrategisk mål for NATO, men som tydeligvis udkæmpes på bekostning af den ukrainske befolkning og dræber flere mennesker!

Så derfor skaber oppositionen i Tyskland lige nu – i det mindste den traditionelle opposition – ikke nogen form for forandring.

Hvad angår de andre nye partier, AfD og Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW), så kunne de få mange flere stemmer ved et nyt valg. Det er jeg ret sikker på, at de ville. Og jeg tror, at der lige nu er en ekstremt interessant kampplads i delstaten Brandenburg, hvor BSW har forhandlet med SPD om nogle forberedende papirer til at indlede forhandlinger om en koalition; de kunne finde en aftale om Wagenknecht-partiets hovedkrav, som i udenrigspolitikken kræver et stop for flere våben til Ukraine og ingen installation af amerikanske mellemdistancemissiler fra 2026 og frem. Og de fandt en aftale, som stadig er udvandet, men den er acceptabel for begge sider.

I delstaten Thüringen, hvor den lokale formand for BSW i langt højere grad kapitulerede over for CDU med en meget vattet udtalelse, som fik Wagenknecht til at angribe den meget skarpt. Og der er nu et stort skænderi i BSW, hvor de fleste medlemmer siger, at vi ikke gik ind i kampen for at blive som alle de andre partier, hvor det er ligegyldigt, hvad man siger, fordi politikken er den samme.

Så det er meget interessant, men alt dette betyder en øget polarisering i Tyskland, og hvis der kommer et tidligt valg, er jeg ret sikker på, at disse oppositionspartier vil få mange flere stemmer. For folk er meget bange for verden – det er ikke kun Ukraine og Sydvestasien. Folk tror virkelig, at vi befinder os i en forfærdelig krise, og de leder efter folk, som de kan stole på, og de tidligere regeringspartier har allerede mistet befolkningens tillid i meget høj grad. Så det bliver svært, for det er meget svært at danne regering, når der er så mange partier, der forsøger at gøre det.

Så jeg kan kun sige, hvad vi vil forsøge at gøre: Vi vil forsøge at fortælle folk, uanset hvilket parti man tilhører, at man grundlæggende bør organisere, at Europa, Tyskland og også andre europæiske nationer forholder sig positivt til BRIKS, og at vi bør overbevise selv USA om at gøre det samme: For det er den eneste måde, jeg kan se, vi kan komme ud af denne krise på.

SCHLANGER: Og det sidste spørgsmål handler også om valg. Når vi taler sammen igen i næste uge, vil det amerikanske valg formentlig være overstået. Vi har to kommentarer. Den ene er fra Fred, som siger: »De nuværende politiske partiers korruption viser, at uden frie valg vil folkets vilje aldrig blive hørt.« Efter at have været i USA de sidste par uger og set reklamerne på tv, er det hele negativt, angrebsreklamer og så videre. Så spørgsmålet kommer fra en New York-tilhænger: »I betragtning af de valg, vi har, hvad anbefaler du, at vi skal gøre?«

ZEPP-LAROUCHE: Det ved jeg ikke! Jeg mener, det indtryk, man får af diskussionen, hvor kandidaterne bare angriber hinanden og, som du siger, er negative til det yderste, gør det meget svært. Jeg tror, at det eneste, jeg helhjertet kan foreslå, er, at du absolut hjælper til i de resterende dage, især hvis du er fra New York, for at få så mange stemmer som muligt til Diane Sare og Jose Vega. Og resten vil jeg ikke komme med nogen forslag til, for måske vil Ukraine-krigen slutte tidligt med Trump, men jeg er ikke så optimistisk med hensyn til hans mellemøstpolitik, så jeg vil ikke rigtig foreslå noget i den henseende.
Jeg tror, vi befinder os i en epokegørende forandring: Det har jeg sagt mange gange. Perioden på 500 år med en verdensorden, hvor det såkaldte »Vesten« dominerede de koloniale lande, er ved at være slut. Jeg tror ikke, at vi på nogen måde kan vende tilbage til den type system, som var baseret på kolonialisme og imperialisme. Og nu er det store spørgsmål, om vi i Vesten kan få en slags renæssance, hvor vi vender tilbage til vores bedste værdier? Og jeg tror, at de eneste, der repræsenterer det, var de mennesker, der var samlet til koncerten i lørdags, og jeg synes, det var en formidabel kombination af mennesker.

Jeg ved ikke, hvem der ellers ville have været i stand til at samle en sådan kombination, fra Eisenhower Media Network til VIPS, Veteran Intelligence Professionals for Sanity, til Diane Sare og Jose Vega og musikerne og så videre. Og uanset hvad der sker ved præsidentvalget, tror jeg, at jeg ville stemme på en person, der er imod krig – og den, der ikke er imod krig, bør man ikke stemme på. Jeg tror ikke, at det vil løse problemet, for jeg tror, at vi vil gå ind i mere transformation. Jeg tror ikke, vi får en sikker verden, før vi får den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som jeg har talt om nu i næsten to et halvt år, næsten tre år; og da der er mange lande, inklusive det, der kommer fra Xi Jinping, det, der kommer fra Vladimir Putin, det, der kommer fra BRIKS; jeg mener, Putins tilbud om en eurasisk sikkerhedsarkitektur, og de seneste forslag fra Kina om en global sikkerhedsarkitektur, som i sine formuleringer kommer meget tæt på det, vi har diskuteret, så jeg tror, vi er nødt til at tænke i de baner og ikke hænge os i valget som sådan. Det eneste, jeg kan støtte helhjertet, er Diane Sare og Jose Vega.

SCHLANGER: Det er bestemt en spændende og fascinerende periode, og jeg tror, at en af de ting, Jose har sagt, er meget parallel til det, du siger: Jose sagde: »Stem på dig selv. Gør dig selv til en væsentlig faktor i udformningen af valget,« og jeg synes, det er et af de bedste råd, jeg har hørt. Så, Helga, tak fordi du er med os igen i dag, og jeg går ud fra, at vi har en samtale med Den Internationale Fredskoalition på fredag igen.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, og det bliver naturligvis vigtigt, for der sker en masse ændringer i Ukraine og Sydvestasien, så sørg for at være med på det opkald.

SCHLANGER: Okay, så ses vi på fredag.
ZEPP-LAROUCHE: På fredag – Vi ses.

Dennis Speed

Den 29, oktober 2024 – EIRNS

På et mandagsmøde den 28. oktober, der blev afholdt for at evaluere de historieskabende begivenheder i sidste uge – inklusive topmødet med BRIKS i Kazan, Rusland, den 22.-24. oktober; symposiet/koncerten den 26. oktober: »Byg et fredskor mod krigens spøgelser«, hvor de uafhængige LaRouche-kandidater Diane Sare og Jose Vega var værter; og brunchen søndag den 27. oktober, »Operation DAWN, truslen om atomkrig i verden i dag« , organiseret af den tidligere efterretningsofficer i US Marines og whistleblower Scott Ritter – antydede Schiller Instituttets leder Helga Zepp-LaRouche, både bidragyder til og deltager i disse begivenheder og tidligere processer, der gjorde resultaterne af disse begivenheder mulige, , hvad hun mente måtte ske som det næste.

»Vi er nødt til at gøre det helt klart, at den eneste måde, hvorpå faren for en tredje verdenskrig kan overvindes, er, at vi er nødt til at få det kollektive Vesten – det vil sige USA og de europæiske nationer – til at stoppe deres tåbelige geopolitiske konfrontation mod dette nye flertal i verden. Når alt kommer til alt, repræsenterer BRIKS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika plus andre nationer), som de er nu, 4,7 milliarder mennesker og 57% af verdens befolkning, og der er mange flere lande i kø, som venter på at komme med. Og det ville være tåbeligt, grænsende til det vanvittige, hvis Vesten vedvarende ville modsætte sig dette.«

Under BRIKS’ konference i Kazan i sidste uge havde EIR ‘s korrespondenter, som var til stede, stillet spørgsmålet til den russiske rådgiver for værten, præsident Vladimir Putin, Anton Kobyakov: Selv om BRIKS ikke er anti-Vesten, så er Vesten i øjeblikket anti-BRIKS. Hvis det ikke ændrer sig, er der risiko for atomkrig i forbindelse med konflikterne i Ukraine og Mellemøsten og en fortsættelse af sanktionerne. Ser du potentialet i BRIKS’ aktiviteter og succeser til at ændre de angloamerikanske eliters syn på tingene, til at deltage positivt i udviklingen af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som foreslået af Helga Zepp-LaRouche fra Schiller Instituttet?« Kobyakov havde svaret: »Ja, det håber vi meget på – at de vil deltage i udarbejdelsen af fredsinitiativer, så at sige. Vores præsident taler altid om det. Og vi har endda en strategi for atomar afskrækkelse. Det vigtigste er, at Pax Americana, hvis den kollapser – det vigtigste er, at når det kollapser, så begraver de ikke os alle sammen under murbrokkerne.”

Det er ord, som amerikanerne bør være meget opmærksomme på. USA, som i øjeblikket står på randen af en ekspanderende og potentielt set endog en atomkrig med både Rusland og Kina, står også på tærsklen til et præsidentvalg den 5. november, som i sidste ende vil være utilfredsstillende, uanset hvilken kandidat der vinder. To andre kandidater, ingen af dem stiller op til det amerikanske præsidentskab – den uafhængige senatskandidat i New York Diane Sare og den uafhængige kongresmedlemskandidat i Bronx (CD15) Jose Vega- trådte ind i det præsidentielle politiske vakuum og var sammen vært for et helt «enestående »internationalt bymøde« om en ny udenrigs- og sikkerhedspolitik. Med sit ekstraordinære udvalg af eksperter fokuserede det ikke på, hvem der har skylden, men snarere på, hvad borgerne er nødt til at gøre, og hvilke løsninger der skal findes på den nuværende krise. I den sammenhæng blev krigene i Ukraine og Sydvestasien behandlet som tragiske udtryk for manglen på et højere perspektiv, og de identificerede vejen til dette højere perspektiv.

Et internationalt publikum hørte tidligere amerikanske militærofficerer af høj rang, journalister og tilmed komikere i dialog med hinanden og med Helga Zepp-LaRouche. »Disse nationer i det Globale Syd er allerede den Globale Majoritet, og de er fast besluttet på at afslutte perioden med 500 års kolonialisme ved at opbygge et nyt verdensøkonomisk system, som vil gøre det muligt for dem at industrialisere og overvinde fattigdom og underudvikling,« sagde hun til lørdagens symposium. »De bygger en stor, ny udviklingsbank for det Globale Syd, en ny investeringsplatform, en ny BRIKS-kornbørs og andre institutioner, som vil hjælpe dem med at vokse. Det er den mest påtrængende opgave for genoprettelsen af verdensfreden, at USA støtter denne indsats. Vi må huske, at den Amerikanske Uafhængighedskrig var den første antikoloniale krig i historien, idet den etablerede Amerikas uafhængighed af det Britiske Imperium.«

Hendes budskab og budskaberne fra Ray McGovern, oberst Larry Wilkerson (pensioneret), oversergent Dennis Fritz, komikeren Jimmy Dore, journalisten Garland Nixon og mange andre, samt udtalelserne fra kandidaterne Sare og Vega spredtes, ikke kun til USA, men til et internationalt publikum, der sent lørdag/søndag talte langt over 50.000 mennesker. Det mest bemærkelsesværdige og unikke var dog den »kommenterende« rolle og brug af klassisk musik, som gennemsyrede og styrede hele forløbet. Det omfattede musik fra Iran, Syrien, Sydafrika og Albanien samt kompositioner af Johann Sebastian Bach, Antonin Dvorak og afroamerikanske spirituals fra USA, hvoraf sidstnævnte blev dirigeret af Diane Sare, der er kandidat til senatet i USA. Sare optrådte også i en messingkvintet i programmets åbning.

Det var netop hendes arbejde med at etablere klassiske amatørkor i staten New York gennem et årti, der var en væsentlig faktor, som gjorde det muligt for Diane Sare i 2024 at blive den eneste uafhængige kandidat i hele staten New York, der med succes udfordrede de kriminelle krav om adgang til stemmesedlen ved at indsamle næsten 70.000 underskrifter fra registrerede vælgere, for at overskride kravet om 45.000 underskrifter og opnå status på stemmesedlen – noget som præsidentkampagnerne for RFK. Jr., Cornel West, Jill Stein og andre ikke formåede at gøre. Sare og Vegas ikke-tragiske, »klassiske« metoder til politiske kampagner, som mange ser som uortodokse, er faktisk den eneste måde, hvorpå USA muligvis kan bryde igennem sine selvdestruktive vrangforestillinger i tide.

Uanset hvilken kandidat der bliver valgt til USA’s præsident, er det transatlantiske systems nuværende position tragisk, og »det vil kræve et mirakel at ændre den«. Men som Helga Zepp-LaRouche har udtalt: »De eneste mirakler, jeg tror på, er dem vi selv udfører.« Problemet er, at de aksiomer for politisk beslutningstagning, der i øjeblikket er indlejret i transatlantisk tænkning på områder, der spænder fra finans og bankvæsen til økonomi, videnskab og kultur, er uopretteligt fejlbehæftede. Nu, hvor USA nærmer sig sit 250-års jubilæum, er det faktisk uigenkendeligt, ikke kun for dets grundlæggere fra det 18. århundrede som Alexander Hamilton og Gouverneur Morris, men også for Dwight Eisenhower, Franklin Delano Roosevelt, John F. Kennedy og måske tilmed for Martin Luther King, Jr.

Økonomen og statsmanden Lyndon LaRouche havde imidlertid en »rasende og ødelæggende effektiv« tilgang til »aksiom-knusning«. LaRouche skabte gennem sin videnskab om fysisk økonomi en direkte tillempning af den sokratiske metode til opdagelse af videnskabelige principper på den politiske organiseringsproces. Det adskilte hans tilgang til det amerikanske præsidentskab fra alle andre kandidaters. Han tog udgangspunkt i sit oprindelige gennembrud inden for fysisk økonomi. I sin »The Independent Democrats 1984 Platform« foreslog LaRouche f.eks. en »reorganisering af den føderale udøvende magt«, hvor han undersøgte, hvordan udenrigsministeriet, energiministeriet, indenrigsministeriet osv. fungerede. Hans tilgang var baseret på, ikke blot at påberåbe sig, men at anvende det universelle princip om naturlov for at udtænke løsninger på de tilsyneladende uløselige paradokser i den politiske planlægning, som får folk til at tro, at »der ikke er nogen mulig løsning«.

Det, der er brug for i vores tid, hvor vi konfronteres med ubegrænsede muligheder og ubegrænset ødelæggelse, er modet til at ændre de ondskabsfuldt forkerte aksiomer for tænkning og adfærd, som dømmer enhver civilisation til fiasko – og i vores tilfælde kan dømme verden til udslettelse. De Ti principper for en ny international strategisk og udviklingsmæssig Arkitektur af Helga Zepp-LaRouche er ikke kun en principerklæring, men en hensigtserklæring, som, hvis den blev vedtaget af folk i den transatlantiske verden, ville udgøre det eneste middel til, at et samarbejde med nationerne i det Globale Syd og den Globale Majoritet nogensinde ville blive tillidsfuldt og derfor realiseret.

Foto:  Mario La Pergola / Unsplash

Den 26. oktober 2024 (EIRNS) –

Helga Zepp-LaRouche: Kære venner for fred og menneskelighed!

Amerikas Forenede Stater blev engang betragtet over hele verden som håbets fyrtårn og frihedens tempel. Men de fleste amerikanere i dag er nok ikke klar over, at USA er blevet det mest frygtede land i verden, fordi det forsøger at forblive verdens hersker i en unipolær verden på et tidspunkt, hvor verden for længst er blevet en multipolær verden.

Der er i øjeblikket to regionale krige, i Ukraine og i Sydvestasien, som hver især truer med at optrappe til en regional og tilmed en global atomkrig. Hvis det sker, vil det blive efterfulgt af en global atomar vinter, og alt liv på jorden vil forsvinde.

Men der sker også epokegørende forandringer på verdensplan: BRIKS er netop blevet udvidet til 22 lande, som repræsenterer 4,6 milliarder mennesker og dermed 57% af verdens befolkning. Disse nationer i det Globale Syd er allerede den Globale Majoritet, og de er fast besluttet på at afslutte perioden med 500 års kolonialisme ved at opbygge et nyt verdensøkonomisk system, som vil gøre det muligt for dem at industrialisere og overvinde fattigdom og underudvikling. De er ved at opbygge en stor, ny udviklingsbank for det Globale Syd, en ny investeringsplatform, en ny BRIKS-kornbørs og andre institutioner, som vil hjælpe dem med at vokse.

Det er den mest påtrængende opgave for genoprettelsen af verdensfreden, at USA støtter denne indsats. Vi må huske, at den Amerikanske Uafhængighedskrig var den første antikoloniale krig i historien, idet den etablerede Amerikas uafhængighed af det britiske Imperium. I denne ånd må USA nu støtte bestræbelserne på at etablere en ny, mere retfærdig og ligeværdig økonomisk verdensorden. Hvis USA ville indtage en samarbejdsvillig holdning til dette nye system og endda blive en del af det, ville stort set alle problemer i verden blive håndterbare og kunne overvindes!

USA bliver ofte kaldt en smeltedigel, hvilket betyder, at mennesker fra hele verden er immigreret til USA for at finde et bedre liv. Det, der nu er nødvendigt, er, at USA samarbejder med de 22 lande i BRIKS og alle andre lande i den Globale Majoritet, så deres lande også kan opbygges til at være velstående mellemindkomstlande, hvor folk har lyst til at blive, fordi det er deres hjem.

Hvis USA og de europæiske nationer ville gøre dette, kunne den enorme flygtningekrise i verden løses på en menneskelig måde: Migrantkrisen ville forsvinde. Folk fra disse lande ville ikke risikere deres liv for at drukne i Middelhavet eller dø på deres flugt gennem Mellemamerika for at nå frem til muren ved den amerikansk-mexicanske grænse!

Hvis vi vil undgå, at verden og alt menneskeligt liv på jorden bliver ødelagt i en global atomkrig, så må vi tage ved lære af den Westfalske Fred, som afsluttede 150 års religionskrig i Europa, fordi de krigsførende parter indså, at der ikke ville være nogen tilbage i live til at nyde sejren, da de alle ville være døde, hvis kampene fortsatte.

Hvor meget mere er det ikke sandt i atomvåbnenes tidsalder!

Lad os derfor skabe en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle lande på kloden og opbygger et udeleligt sikkerhedsfællesskab!

Lad os holde op med at spilde værdifulde ressourcer ved at føre krig på utallige måder, og i stedet bruge disse ressourcer til at genopbygge Amerika, genopbygge infrastrukturen i byerne og på landet, bygge moderne transportsystemer, forbedre uddannelse og sundhedspleje og investere i alle projekter til fælles bedste!

Amerika er faret vild: Volden, skoleskyderierne og stofmisbruget må stoppes! Lad os erstatte had og aggression med kærlighed og omsorg for menneskeheden, for folk her i USA, men lad os også mobilisere medfølelse for menneskeheden som helhed!

Aldrig før i historien er menneskeheden blevet testet så grundigt for vores moralske egnethed til at overleve som nu. Lad os mobilisere vores iboende godhed, denne evne til uendelig kærlighed til menneskeheden, som vil gøre os i stand til at bestå denne test positivt. Lad os erstatte konfrontation med samarbejde! Lad os omsider etablere en sand fredsorden, der er menneskearten værdig!

EIR Nyheder

Ikke korrekturlæst.

Den 26. oktober 2024 EIRNS

Med titlen »Build a Peace Chorus Against the Ghouls of War« var de kombinerede uafhængige kampagner for Jose Vega og Diane Sare vært for en offentlig begivenhed i New York City om eftermiddagen lørdag den 26. oktober.

Jose Vega, kandidat til USA’s Repræsentanternes Hus i Bronx’ 15. kreds, åbnede arrangementet og lovede »noget, der aldrig er blevet gjort før, en hybrid klassisk koncert/politisk demonstration«.

Derefter gik Sare Brass Quintet på scenen og fremførte Den lille Fuga af J.S. Bach med kandidaten Diane Sare på trombone, efterfulgt af et stykke for messingkvintet af den russiske komponist Victor Ewald. Kvintetten fik derefter selskab af koret Friends of Sare-Vega Chorus, dirigeret af Megan Dobrodt, til et arrangement af en koral fra Bachs Matthæuspassion med ny tekst på engelsk, »Because All Men Are Brothers«, af Tom Glazer.

Diane Sare, kandidat til det amerikanske senat i New York, introducerede gæstetalerne, »som alle er genier på deres egen måde.« Den første taler var Dennis Fritz, Command Chief Master Sergeant (ret., USAF) og direktør for Eisenhower Media Group, som bad tilhørerne om at overveje, at hvis den amerikanske kongres kan se til og ikke sige noget om drab på kvinder og børn, hvad betyder vi så for dem? Han og oberst Lawrence Wilkerson (ret.) og oberst Ann Wright var blandt dem, der blev fordømt i kongressen for at demonstrere uden for den israelske premierminister Benjamin Netanyahus optræden der: »Vores kongres spyttede os i ansigtet på vegne af Bibi Netanyahu.« Fritz hævdede, at vores studerende og professorer i USA har mere mod end vores kongresmedlemmer. Han kom med en besked til Netanyahu om krigen mod Iran: »Du ønskede denne krig, du fik den, men hold os ude af den.« Til sine amerikanske medborgere sagde han: Giv ikke muslimer, arabiske amerikanere, fredselskende jøder eller sorte mænd skylden, hvis jeres kandidat taber. Giv den israelske lobby skylden.

Angela McCardle, formand for det nationale Libertarian Party og medarrangør af Rage Against the War Machine, sendte en videobesked, hvor hun ønskede succes til alle de uafhængige kandidater og kandidater fra tredjeparter.

Dr. Mark Perlmutter, MD, rapporterede i en anden videobesked om de uhyggelige tilfælde af civile, som han behandlede i Gaza, og som var klare beviser på krigsforbrydelser.

Dernæst fulgte et musikalsk intermezzo med et arrangement for solist og kor af »Go Down, Moses«.

Russell Dobular og Keaton Weiss fra »Due Dissidence«, en platform for politiske kommentarer, var de næste talere. Dobular præsenterede en sarkastisk ristning af begge mainstream-præsidentkandidater og fokuserede sin polemik primært på Kamala Harris. Han hyldede Vega og Sare som de eneste fredskandidater, der »giver mig håb i håbløse tider«. Han blev efterfulgt af Weiss, som roste Jose Vegas og LaRouche-bevægelsens » ubønhørlige humanisme« og beskrev, hvordan han delte en søndagsbrunch med kylling og vafler med Jose, som »citerede Platon udenad og i lange baner«. Han kom med lærde bemærkninger om USA’s tilstand og citerede den lærde historiker Ibn Khaldun fra det 14. århundrede om begrebet asabiyya, eller solidaritet, og spurgte provokerende: »Hvem ønsker, at vi skal miste vores følelse af os selv som ét folk?« Han fortsatte med at sige, at »Jose og Diane er blandt de få aktivister, jeg kender, som ikke er faldet i den fælde at hade det land, de forsøger at repræsentere.«

Schiller Instituttets leder Harley Schlanger beskrev USA’s 50-årige økonomiske nedtur efter »Nixons paradigmeskifte« og LaRouche-bevægelsens rolle i at tilbyde et alternativ på trods af en bagvaskelseskampagne og politisk forfølgelse af LaRouche, som er slået fejl. Nu er BRIKS klar til at gennemføre LaRouches alternative politik.

Schlanger blev efterfulgt af tenoren Everett Suttle, som fremførte et solo-arrangement af den spirituelle »This Little Light of Mine«.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og leder af Den Internationale Fredskoalition, advarede om, at USA er blevet det mest frygtede land i verden, fordi det forsøger at blive verdens hersker. Krigene i Ukraine og Sydvestasien truer begge med at optrappe til en atomkrig, som kan gøre en ende på alt liv på jorden. Men BRIKS-nationerne, som repræsenterer den Globale Majoritet, »er fast besluttet på at afslutte perioden med 500 års kolonialisme ved at opbygge et nyt verdensøkonomisk system, som vil give dem mulighed for at industrialisere og overvinde fattigdom og underudvikling…. Hvis USA ville indtage en samarbejdsvillig holdning til dette nye system og endda blive en del af det, ville stort set alle problemer i verden blive håndterbare og kunne overvindes.«

Everett Suttle vendte derefter tilbage for at fremføre »He’s Got the Whole World in His Hands«.

Garland Nixon, en erfaren progressiv radio- og tv-talkshowvært og medlem af ACLU’s nationale bestyrelse, kom med bemærkninger om betydningen af det netop afsluttede BRIKS-topmøde i Kazan i Rusland. Han citerede en kommentator, som sammenlignede BRIKS med Noahs Ark, et redskab til at redde menneskeheden fra det forestående kollaps. »Jeg tror ikke, at menneskeheden kan overleve med en dominerende holdning i Washington, D.C.,« sagde han. »Amerikanerne tror, at de er på en luksusliner – de er på et piratskib.«

Diane Sare dirigerede derefter sit kor i en opførelse af »O, Freedom«.

Scott Ritter, tidligere FN-våbeninspektør, omtalte ironisk sig selv som en »krigens ghoul« på grund af sin lange militære karriere i marinekorpset. Han gav en poetisk beskrivelse af den proces, hvor han blev forvandlet fra en glødende krigselsker til at ønske en afslutning på krigen og blive en stærk tilhænger af Vega og Sare og det, de repræsenterer.

Dette blev endnu en gang efterfulgt af koret under ledelse af Diane Sare med et arrangement af den spirituelle sang »Hold On«.

Oberst Lawrence Wilkerson (ret., U.S. Army), tidligere stabschef for daværende udenrigsminister Colin Powell, gennemgik imperiernes historie. De er alle væk, bortset fra det nuværende, amerikanske imperium, som har det ene kendetegn, at det har opfundet midlerne til at udslette menneskeliv. »Det alene gør os unikke – forfærdeligt unikke.« Han havde håbet, at Israels fejlslagne angreb på Iran ville afskrække dem fra yderligere optrapning, men desværre ser det ud til, at Netanyahu, som er »en langt værre skurk end Golda Meir«, der havde sagt, at hun ikke ville tøve med at bruge atomvåben til at forsvare Israel i krig), planlægger at optrappe hensynsløst.

Den dystre og alarmerende stemning i Wilkersons bemærkninger blev derefter beroliget af en blid og øm fremførelse af et korarrangement af Spiritual, »Steal Away«.

Den politiske komiker Jimmy Dore serverede sin karakteristiske sorte humor. Han begyndte med en ironisk meddelelse om, at vores regering fortæller sandheden om Ukraine, selv om de har løjet om alle andre krige. Han mindede om, at Lindsey Graham for nylig havde meddelt, at der er mineraler til en værdi af 11 billioner dollars i undergrunden i Ukraine – “Han sagde det bare ligeud, ligesom hans kærestes navn på valentinsdag.” Han sagde, at han har zionistiske venner, som insisterer på, at Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten, hvortil han svarer: »Ved du hvorfor? Det er, fordi vi væltede alle de andre demokratier.« Afslutningsvis introducerede han Jose Vega og sagde: »Der er ingen større glæde, jeg kan opleve i dag, end at se en video af Jose Vega, der laver en intervention på et neoliberalt krigssvin.«

Vega beskrev noget, han først havde lært for nylig, nemlig at den salvadoranske regering indkaldte hans far som 14-årig til at kæmpe mod de USA-bevæbnede Contras i borgerkrigen. Han fortsatte med at forklare, hvordan »interventionsprincippet« fungerer: »Vores job« i disse interventioner «er at chokere USA’s og amerikanernes bevidsthed og samvittighed.«

Ray McGovern, tidligere CIA-analytiker og medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity, eller VIPS, støttede Jose Vega i en videobesked. Han bemærkede, at Vega stiller op for at repræsentere det samme distrikt i Bronx, hvor McGovern selv voksede op. “Vi er nødt til at have nogen der, som ikke er en skabning af en eller anden lobby…. Jose er guld værd, han giver mig håb. … Med Jose vil der ikke være nogen, der blot nikker eller holder mund om folkedrab.”

Diane Sare tog derefter ordet og sagde, at selv om USA har været ved at blive fascistisk siden FDR’s død, og at vi nu har en optrapning af censuren under Biden/Harris-krigsadministrationen, så »har vi stadig frihed nok til at ændre vores nations retning, hvis vi bruger den.« Hun fortsatte: »Min drøm er, at ingen i New York skal kunne komme her og lyve offentligt … det skal være en by, hvor folk ved, at når de kommer, kan de ikke lyve for befolkningen, for så er der nogen, der rejser sig og laver en Jose Vega.«

Derefter fulgte særlige videopræsentationer af musik fra Iran, Sverige, Finland og Sydafrika samt en liveoptræden af en sang fra Albanien. Resten af arrangementet var for det meste en koncert med bl.a:

– Strygekvartet nr. 12, »American«, op. 96 B. 179, Antonin Dvorak (1841-1904) NEO Strygekvartet

– »Quia Respexit« fra Magnificat i D af J.S. Bach (»Han har skuet min ydmyghed«), sopran, obo duet

–  En palæstinensisk kvinde læste to rørende digte op om det palæstinensiske folks tragedie og håb via video.

– »Shalom Chaverim« kanon, hebraisk traditionel folkemelodi for fred, kor og publikum

– »My Country ’tis of Thee« arr. af Fred Haight fra Dvoraks Strygekvartet, op. 97 B. 180 Larghetto, kor og NEO Strygekvartet

– »Battle Cry of Freedom«, George Root, 1862, kor og publikum.

Ikke korrekturlæst

Den Internationale Fredskoalitions møde #73, 25. oktober 2024

[HZL] [AMB] [ssu]

25. oktober 2024 (EIRNS)–ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er vores 73. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle. Jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Speed.

Vi skabte dette forum for 73 uger siden for at forene den internationale fredsbevægelse på tværs af alle ideologier og gennem mange forskellige lag og arbejder, som folk udfører, for at stoppe faren for den kommende atomkrig, der, som vi ser lige nu, udfolder sig på to fronter – både i Ukraine og i Israel. Vi er nødt til absolut at intensivere det, vi gør lige nu, for at stoppe denne krigsfare og skabe et nyt system på planeten, hvor dette aldrig er en mulighed nogensinde igen. Tak til alle for at være med. Hvis du er ny og på Zoom, er du velkommen til at præsentere dig selv i løbet af diskussionsperioden. Vi starter med nogle indledende præsentationer i cirka en time med planlagte talere, og derefter har vi en generel diskussion. Hvis du gerne vil deltage i den generelle diskussion, skal du være registreret og få Zoom-linket, enten fra YouTube-beskrivelsen eller ved at gå ind på schillerinstitute.com, hvor du kan se registreringsknappen øverst på hjemmesiden.

Nu skal vi i gang med det hele. Vi starter med min gode ven Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tak, Anastasia, og velkommen til jer alle sammen. Kort før dette program startede, fik jeg oplysninger, som jeg ikke havde tid til at tjekke, så tag det med et gran salt, men rapporten sagde, at en enorm flåde af KC-135R-tankningsfly fra det amerikanske luftvåben og et stort antal F-16-kampfly er blevet overført til forskellige amerikanske luftbaser i Mellemøsten. Hvis det viser sig at være sandt, vil det naturligvis være et bekymrende tegn. I betragtning af at der lige er blevet afsluttet et møde i BRIKS i Kazan, som man kan beskrive som virkelig historisk, for så vidt som det går fremad med at skabe et nyt økonomisk verdenssystem. I Kazan kom der før de ni BRIKS-medlemmer – oprindeligt var det fire, så fem, så ni – 13 nye lande til, hvilket bragte antallet af lande op på 22. Det repræsenterer 4,7 milliarder mennesker, hvilket er 57 % af verdens befolkning. Så allerede med den eksisterende BRIKS-kombination er det den Globale Majoritet af verdens befolkning.

Xi Jinping havde i sin tale til åbningssessionen sagt, at han håber, at BRIKS vil lede verden tilbage til en vej med den overordnede tendens til fred og udvikling. Derefter stillede han spørgsmålet, om vi skulle lade verden synke ned i afgrunden og uorden og kaos? Hvis der skulle ske en optrapning af krigen i Mellemøsten, ville det naturligvis være den mulighed. Eller, sagde Xi Jinping, skal vi træde tilbage til fredens og udviklingens vej? Så opfordrede han folk til at være forsvarere af den fælles sikkerhed, og han sagde, at vi mennesker er et udeleligt sikkerhedsfællesskab. Så der var mange formuleringer fra Xi Jinping, Putin og andre, som absolut var et ekko af det, vi har diskuteret her i Den Internationale Fredskoalition i mere end et år, nemlig det absolut påtrængende behov for at skabe en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal tage hensyn til alle landes interesser for at bringe verden væk fra afgrunden med de truende krige, som kan blive regionale og endda globale og derefter atomkrig.

Så det er desværre ikke utænkeligt, at en optrapning i Mellemøsten vil være en reaktion på det, for det er nu hele verdens nøglespørgsmål: Vil Vesten, vil USA og de europæiske nationer reagere på det helt legitime ønske fra landene i det Globale Syd om at skabe en mere retfærdig og rimelig økonomisk verdensorden, som vil give dem mulighed for at overvinde fattigdom og underudvikling? Vil Vesten reagere på det med konfrontation; ved at forsøge at nedbryde det ved at gå efter individuelle BRIKS-medlemmer, som vi har set det i den seneste tid? Eller vil fornuften dominere og vise, at der kun er én vej til fred, og det er, at vi finder en måde at samarbejde på? Jeg tror, at det er det mest brændende spørgsmål i hele verden, og vi må sørge for, at folk forstår det. For mainstream-medierne – i hvert fald her i Tyskland – var latterlige. Vi vil senere høre fra en af vores korrespondenter, som befandt sig i Kazan. Stemningen var præget af begejstring og optimisme, mens de vestlige medier har rapporteret om dette, som om det hele bare var et PR-show arrangeret af Putin for at bevise, at han ikke er isoleret, men der var intet i det. Det er den mest tåbelige reaktion, jeg nogensinde har set.

Under alle omstændigheder er spørgsmålet, om Vesten vil forholde sig positivt til denne nye udvikling eller ej? Alle verdens problemer kunne håndteres nemt, hvis det kollektive Vesten nu ville sige, at dette er det legitime ønske fra de kollektive lande i Syd. De ønsker at overvinde kolonialismen og etablere et økonomisk verdenssystem, som giver dem mulighed for at udvikle sig. Derfor støtter vi det. Hvis det sker, kan vi virkelig gå ind i en ny æra for menneskeheden. Men hvis Vestens reaktion er at sige nej, så vil vi forsøge at smadre denne nye formation, så er vi på kort vej mod en katastrofe.

Desværre kan jeg ikke udelukke, at hvis de oplysninger, jeg sagde i begyndelsen, viser sig at være sande, så kan vejen til katastrofe være meget kort. Det skal også bemærkes, at den tidligere vicedirektør for det israelske nationale sikkerhedsråd, en person ved navn Eran Etzion, netop har offentliggjort en artikel i den israelske presse, hvor han siger, at Netanyahu-kabinettet for nylig i al hemmelighed stemte om den såkaldte ø-plan, som er ideen om, at den nordlige del af Gaza, og at omkring 3-400.000 mennesker, der har været der, bliver bedt om at forlade området. Alle, der ikke forlader området, vil blive dræbt eller sultet ihjel, og så vil området blive annekteret og genbosat med israelske bosættere. Dette er den skarpeste kritik fra en tidligere embedsmand i Israel, som mig bekendt er blevet offentliggjort indtil videre. Han kaldte det en krigsforbrydelse, og han opfordrede officerer til ikke at reagere på ordrer om at deltage i denne plan. Han sagde, at det er officerernes moralske pligt at nægte, og at civile skal træde tilbage og ikke deltage i dette.

Scott Ritter har i de seneste dage udsendt en advarsel, hvor han tegner et meget dystert billede af, hvad han forventer, der vil ske. Nemlig at Israel forbereder, hvad han kalder en »pakke af drone- og missilangreb«, og at de derefter vil angribe det syriske og irakiske luftforsvar og forsøge et halshugningsangreb mod Irans militære og civile ledelse. Så ville Iran svare igen med alt, hvad de har, og så ville Israel svare igen med et atomart angreb på Irans atomanlæg. Det er, hvad Scott Ritter mener; jeg rapporterer det bare her.

Men jeg tror, at vi befinder os i en ekstremt anspændt situation, og desværre ser situationen omkring Ukraine og hele scenariet i Europa ikke meget bedre ud. Det er stadig sådan, at USA og kansler Scholz nægter at give ukrainerne tilladelse til at bruge de langdistancemissiler, de har modtaget fra Vesten, til dybe angreb på Rusland. Det holder stadig, men på alle andre fronter ser man en trinvis optrapning. Det seneste er, at der nu er flere hovedkvarterer i Tyskland, som er forberedelser til en kommende krig mellem NATO og Rusland. Et af dem er naturligvis luftbasen Ramstein, som er forsyningspunkt for alle former for militært udstyr, herunder krydsermissiler. Dernæst har man hovedkvarteret i Wiesbaden-Erbenheim for hele NATO’s Ukraine-kommando. Og så er der et nyt hovedkvarter i Rostock ved Østersøen, som skal være hovedkvarter for operationer i Østersøen.

Det er lidt af en skandale, fordi det tyske forsvarsministerium meddelte, at det ville være helt under tysk kommando; under Bundeswehrs kommando. Men desværre udsendte NATO-hovedkvarteret i Bruxelles samtidig, og tydeligvis ukoordineret, en pressemeddelelse, hvori de sagde, at den tyske kommando kun er midlertidig, og at den vil blive erstattet af andre nationaliteter – svenskere, andre lande – og derfor naturligvis afslørede hovedkvarterets NATO-karakter. Det er en overtrædelse af 2+4-traktaten, som officielt gav Tyskland suverænitet i 1990 efter den tyske genforening. Men den har en klausul, der siger, at dette sker under bestemmelsen om, at ingen udenlandske tropper må være stationeret på det tidligere DDR’s territorium. Dette er helt klart en overtrædelse af den bestemmelse, og det afslører endnu en gang de løgne, der foregår hele tiden. Det uddyber bare mistilliden til hvert eneste ord, der kommer fra nogen fra den vestlige side. Det medførte naturligvis en ret skarp reaktion fra Rusland, som sagde, at det ville få alvorlige konsekvenser.

Så jeg tror, vi sidder på en komplet krudttønde. På den ene side er der virkelig grund til optimisme; jeg tror, at denne udvikling i Kazan, selv om den naturligvis ikke gik hele vejen, fordi det er meget vanskeligt og kompliceret, så de gik ikke ind for en ny verdensreservevaluta eller endda en BRIKS-relateret reservevaluta; men der blev fremsat mange andre erklæringer. Den nye udviklingsbank skal efter planen give en masse investeringskreditter; de vil skabe en ny BRIKS-investeringsplatform, som skal investere massivt i infrastruktur- og udviklingsprojekter. Kornplatformen vil blive oprettet; så der er sket mange meget vigtige ting. Og der er stadig en meget lang liste af lande, der har udtrykt deres hensigt og håber at blive budt velkommen i BRIKS meget snart. Så det er en meget positiv udvikling. Hvis Vesten ikke tog så meget fejl, ville vi være glade. USA er en smeltedigel – eller det er, hvad folk altid har kaldt det. Der er mennesker fra hele verden, som er immigreret til USA for at få et bedre liv. Hvis USA nu ville sige, at vi vil hjælpe disse lande, hvor vi har mange amerikanere med forskellige oprindelsesbetegnelser. Der er amerikansk-libanesere, amerikansk-palæstinensere, amerikansk-nigerianere, amerikansk-afghanere og så videre og så videre. Hvis USA ville sige, at vi vil hjælpe sammen med BRIKS, vi samarbejder med BRIKS, og vi hjælper disse lande med at industrialisere, så migranterne bliver hjemme og hjælper med at opbygge deres egne økonomier; det ville være den eneste menneskelige måde at løse flygtningekrisen på. Det ville løse alle disse konflikter; det ville gøre enhver konflikt umiddelbart håndterbar. Vi ville virkelig gå ind i en fredsæra.
Så jeg synes, at Den Internationale Fredskoalition skal gøre alt, hvad den kan, for at den mulighed kommer på bordet, og at alle ved, at det virkelig er vejen ud af denne krigsfare.

Jeg vil stoppe her og give ordet tilbage til dig, Anastasia.

Bemærkninger før diskussionsperioden:
Jeg vil også gerne takke ambassadøren [den palæstinensiske ambassadør i Nigeria] for det, han har sagt. Jeg mener, at vi virkelig er nødt til at sætte dette spørgsmål i centrum, for hvis vi ikke løser det, er risikoen for, at verden går under på grund af denne krise, meget tydelig. Men jeg vil gerne gentage, at efter min mening – og hvis du er uenig, så fortæl mig det – er den eneste måde, det giver mening på, at vi skal have alt på én gang. Vi skal have en undersøgelseskommission, vi skal lægge spørgsmålet om krigsforbrydelser på bordet internationalt. Men det skal efter min mening absolut kombineres med en vision om, hvordan vi kommer ud af det. For selvom det er rigtigt, at krigsforbrydelserne skal stoppes og undersøges og så videre, så vil det fortsætte for evigt, hvis vi ikke bryder voldsspiralen og øje-for-øje-princippet – ja, ikke for evigt, for der vil komme atomkrig i mellemtiden. Derfor mener jeg, at vi har brug for hele pakken. Vi har brug for øjeblikkelig våbenhvile, en tostatsløsning, oase-planen, en regional fredskonference for hele Sydvestasien og en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvor spørgsmålet om Palæstina og tostatsløsningen er en del af det. Jeg tror, at hvis vi får samlet alle kræfterne i Den Internationale Fredskoalition og andre fredsgrupper, for der er mange andre fredsgrupper rundt om i verden, som også kæmper. Men vi er nødt til at få dem alle til at sætte denne store pakke på dagsordenen, for at det kan fungere; det er min opfattelse.

Så fortæl mig, om du er enig eller uenig, men jeg tror, at medmindre man bruger det momentum, der nu er med BRIKS-landene, som nu er blevet til 22 lande, så er det flertallet af verden. Momentummet er der. Kineserne er vigtige i forhold til genopbygningen af Gaza; det har Dr. Baskin nævnt før. Jeg tror virkelig, at det eneste håb er, at vi virkelig skubber på og afholder en konference, måske i Sydvestasien. Der er mange lande, der kunne være vært for en sådan konference. Vi kan gøre det med IPC, men jeg tror, vi er nødt til at få nogle af landene i Golfstaterne eller Jordan eller et hvilket som helst andet land, som ikke er helt involveret i konflikten, men som har en interesse i at hjælpe med at finde en løsning.
Så jeg synes, vi skal sigte mod en egentlig fysisk konference i Sydvestasien på kort sigt.

Svar på spørgsmål fra Bernie Holland om, hvorvidt et udvidet BRIKS kan erstatte FN.

Jeg tror, at der lige nu er en enorm diskussion i gang på alle mulige områder om behovet for at reformere FN. Den store blokering er naturligvis, at Sikkerhedsrådet vil blokere for diskussionen om en sådan reform. Men jeg udelukker ikke muligheden for, at det, du siger, bliver til virkelighed, men jeg tror, at det vigtigste spørgsmål lige nu er, om vi i den næste periode kan få USA og de europæiske nationer, herunder Storbritannien, som jeg tror, bliver den sværeste. Nej, måske næst efter Tyskland, som lige nu er en koloni under briterne og USA; og kolonier har nogle gange en tendens til at være værre end deres koloniherrer. Men kan vi få dem til ikke at gå imod dette nye fremvoksende system, som allerede er kommet ret langt; det er nu 22 lande, og du nævnte nogle af dem. Der er mange flere, der har ansøgt. Jeg tror, at vi nu er i den kritiske fase, for hvis USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, disse lande nu bevæger sig imod denne nye formation; og jeg er glad for at høre, at Ray er optimistisk, og jeg er glad for at høre, at fader Bury også er optimistisk. Jeg lytter til disse kommentarer. Men jeg tror, at den nød, der skal knækkes, er mere grundlæggende. Hvis vi ikke får en venlig idé til europæerne og USA om at slutte sig til BRIKS, tror jeg ikke, at problemet vil forsvinde. Og jeg tror, der var flere mennesker, som den tidligere vicechef for Den Nye Udviklingsbank, Paulo Nogueira Batista, der sagde, at IMF ikke kan reformeres. Jeg tror, det peger på sagens egentlige kerne.

Hvorfor er det ikke så let for det nordatlantiske IMF-dominerede system at gå sammen med BRIKS? De ville være nødt til at opgive derivatboblen; de ville være nødt til at opgive spekulationsdelen af det finansielle system. Det ville kræve noget i retning af en Glass-Steagall-reform. Man ville være nødt til at afskrive en stor del af gælden; systemet er fuldstændig forgældet. Hvis de ville gøre det – husk, at det var Xi Jinping, der tilbød daværende præsident Obama, at USA skulle gå med i BRIKS. Han lavede endda en særlig model for et memorandum for særlige stormagtsrelationer om, hvordan de kunne arbejde sammen uden at krænke hinandens suverænitet og så videre. Dette blev fuldstændig ignoreret af Obama.
Så jeg tror, at sagens kerne er, om vi kan få en diskussion i Europa og i USA om, hvordan vi kan tilslutte os – ikke formelt, man behøver ikke at blive medlem – men hvordan vi kan bevæge os fra konfrontation til samarbejde. Efter min mening er det det, der vil afgøre, om det her kan løses eller ej. Så er spørgsmålet om, hvorvidt BRIKS skal være medlem af FN, eller om FN skal reformeres, i virkeligheden et sekundært spørgsmål.

Afsluttende bemærkninger:
Jeg ønsker ikke at dæmpe håbet, men mit håb ligger i noget andet. Det er, at jeg tror, at universet er skabt på en sådan måde, at det åbner op for nye frihedsgrader, hver gang der opstår noget forfærdeligt, fordi det er universets tendens at overgå det onde med et større gode. Om det kommer til at gælde for den næste periode, må vi se. Men jeg vil bare sige, at vi ikke er ude af kriseområdet. Jeg har lige haft en masse diskussioner med folk i Tyskland, og der er en erkendelse af, at vi allerede har mistet ikke bare vores suverænitet, men også frihed, demokrati og menneskerettigheder. Vi marcherer virkelig meget hurtigt mod – eller er allerede i – et diktatur. Denne dom kom fra så mange forskellige sider; fra industrien, til fredsbevægelsen, til forskellige mennesker. Jeg kan kun sige, at det er godt at have håb, men jeg tror kun på de mirakler, som vi selv gør. Jeg vil virkelig opfordre alle i Den Internationale Fredskoalition. Vi skal virkelig bruge dette øjeblik. Jeg synes, det er en gylden mulighed, fordi den Globale Majoritet organiserer sig, og det betyder et alternativ.

Men jeg kan kun gentage mig selv: Det er min dybeste overbevisning, at det afgørende øjeblik ikke kun er det amerikanske valg; det afhænger naturligvis af, hvem der bliver præsident, og det vil gøre et betydeligt udslag. Men jeg tror, at det er endnu vigtigere, om vi kan få USA og Europa til at indtage en positiv holdning til den Globale Majoritet af menneskeheden. Hvis det lykkes, tror jeg, at alle andre problemer er til at håndtere. Jeg tror, vi kan løse Ukraine-krisen og krisen i Mellemøsten og Sudan og mange andre kriser i verden. Men hvis vi ikke får ændret tankegangen hos en stor del af befolkningen i USA og Europa – for også Lilias, dit eksempel med London, og at jøder og muslimer arbejder fint sammen i London, er ikke et holdbart argument, for det er aldrig menneskene, der er problemet. Du kan sætte et hvilket som helst segment af to mennesker sammen, og de vil normalt absolut have et venskabeligt forhold. Det er, hvad pave Johannes Paul II engang kaldte »syndens strukturer«. Der er disse strukturer, som er – som Ray altid siger – MICIMATT-strukturerne – City of London, kombinationen af det militærindustrielle kompleks, som er den store pengemaskine, der tjener penge på krig, og de finansielle interesser. Hvis der ikke er en vilje til at gå tilbage til et system, som det var tilfældet med FDR og John F. Kennedy; perioder i amerikansk historie, hvor Wall Streets magt var begrænset, relativt set. Jeg tror, det er problemet.

Jeg kan kun sige, at du skal sætte dig ind i, hvad disse ledere fra BRIKS-landene siger, og ikke tro på, hvad medierne siger. De fremstiller dem som dæmoner og diktatorer og alt muligt andet. Bare læs Lulas, Ramaphosas, Xi Jinpings og Putins taler, og sammenlign dem med de taler, du ser fra Vestens ledere. Lav din egen vurdering. Jeg tror, det er det vigtigste. Du er nødt til at nære din egen tænkning og din egen analytiske evne, for det er en vanskelig periode, og du er nødt til at navigere gennem en masse misinformation. Så jeg er fortrøstningsfuld, men kun hvis vi gør vores arbejde.

Dennis Small

Den 24. oktober 2024 EIRNS

Det 16. BRIKS-topmøde sluttede i dag i Kazan, Rusland, med meddelelsen om, at de ni nuværende BRIKS-medlemmer var blevet enige om at invitere 13 lande til at deltage som nye »partnerstater« – der repræsenterer næsten 1 milliard mennesker! BRIKS-grupperingen repræsenterer nu over 4,6 milliarder mennesker – 57 % af verdens befolkning: Den Globale Majoritet, så sandelig.

Vigtigere end tallene som sådan er den politik og de principper, som de har forpligtet sig til.

Kinas præsident Xi Jinping opfordrede i sin tale til topmødets åbningssession den 23. oktober BRIKS til at hjælpe med at lede verden i retning af »den overordnede tendens til fred og udvikling«. Xi spurgte sine lederkolleger: »Skal vi lade verden synke ned i uordenens og kaossets afgrund, eller skal vi bestræbe os på at styre den tilbage på fredens og udviklingens vej?« Han svarede, at BRIKS delte en »urokkelig beslutsomhed« og »viljestyrke« til at opbygge »en fælles fremtid for menneskeheden«.

Lige før præsident Xi havde den russiske præsident Vladimir Putin udtalt: »Vi har påtaget os ansvaret for verdens fremtid, ikke kun i ord, men også i handling.« Putin sagde senere til BRIKS Plus/Outreach-sessionen: »Alle vores lande deler de samme forhåbninger, værdier og en vision om en ny demokratisk verdensorden, som afspejler den kulturelle og civilisatoriske mangfoldighed. Vi er overbeviste om, at et sådant system bør styres af de universelle principper om respekt for nationernes legitime interesser og suveræne valg, respekt for international lov og en ånd af gensidigt fordelagtigt, ærligt samarbejde.«

Putins talsmand Dmitry Peskov uddybede BRIKS’ formål og principper for at forklare, hvorfor BRIKS ikke er lukket for nogen nation, ikke engang medlemmer af NATO eller EU (optagelsen af NATO-medlemmet Tyrkiet som en ny BRIKS-»partnerstat« tjente til at bevise hans pointe): »Der er en politisk vilje, som forener lande, der deler den samme vision om udviklingsmuligheder. Det være sig politisk udvikling, økonomisk udvikling, kulturel udvikling og så videre. Det er en atmosfære, hvor der tages hensyn til hinandens interesser. Det er en atmosfære, hvor der ikke er nogen stræben efter at opnå herredømme.”

Da BRIKS-topmødet nærmede sig sin afslutning, hang det påtrængende strategiske spørgsmål i luften: Vil Vesten nu lytte til BRIKS, samarbejde med den Globale Majoritet og stoppe driften mod atomkrig?

EIR‘s korrespondenter i Kazan stillede netop dette spørgsmål på en pressekonference afholdt af den russiske præsidents rådgiver Anton Kobyakov. »Selv om BRIKS ikke er anti-Vesten, er Vesten i øjeblikket anti-BRKS,« begyndte EIR‘s Sébastien Périmony. »Hvis det ikke ændrer sig, risikerer vi atomkrig i forbindelse med konflikterne i Ukraine og Mellemøsten og en fortsættelse af sanktionerne. Tror du, at BRIKS-processen vil ændre de angloamerikanske eliters syn på tingene, så de deltager positivt i udviklingen af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som Helga Zepp-LaRouche fra Schiller Instituttet har opfordret til?«

Kobyakovs svar var kontant: »Vi håber, at de angloamerikanske eliter vil reagere positivt. Men vi har en doktrin om atomar afskrækkelse. Når Pax Americana slutter, håber vi, at hele verden ikke går under sammen med den.« Han tilføjede med henvisning til både Israel og USA: »Måske vil de komme til fornuft efter at have hørt talerne under BRIKS-møderne. Det håber vi.«

BRIKS-topmødet har nu givet os den mulighed. Vores aktiviteter i USA og Europa i løbet af de næste dage og uger vil tale sit tydelige sprog om dette afgørende, åbne spørgsmål.

Foto: Kinas præsident Xi Jinping, i midten til venstre, Ruslands præsident Vladimir Putin, og Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa, i midten til højre, poserer for et fælles foto af BRIKS-lederne under det 16. BRIKS-topmøde i Kazan. Kredit: Forfatter: Sergey Bobylev. Kilde: Photohost agency brics-russia2024.ru

Verdensdialog er nu mulig

Møde i Den Internationale Fredskoalition

25. oktober 2024, kl. 17.00 

På Zoom

Registrer dig nedenfor for at få adgang til Zoom-linket

Rammen for denne uges #73 i Den Internationale Fredskoalition er de betydningsfulde begivenheder, der finder sted i Rusland. Ikke krigen med NATO, men konferencen for BRIKS-nationerne med 24 statsoverhoveder og omkring 36 nationer, som London Telegraph og andre britiske publikationer har karakteriseret som »et diplomatisk kup for Vladimir Putin«. Putin sagde for sin del om konferencen: »Vi har påtaget os ansvaret for verdens fremtid, ikke kun i ord, men faktisk … BRIKS-staterne besidder virkelig et enormt potentiale med hensyn til politisk magt, økonomi, videnskab, teknologi samt menneskelig udvikling. Desuden er vi forenet af fælles værdier og et fælles verdensbillede.«

En verdensdialog af højere orden er nu mulig med hensyn til at afslutte faren for atomkrig. Vil den finde sted? Lige så farlige som krigene i Sydvestasien og Ukraine er, lige så klar er Den Internationale Fredskoalition nu til at sætte diskussionen om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur i centrum i vores respektive nationer. Denne uges IPC-møde vil indeholde en rapport fra Kazan-mødet og en diskussion af, hvad det betyder for IPC’s fortsatte indsats.

Vær med fredag kl. 11.00 ET med Glenn Diesen, Steve Starr, Jason Ross og andre.

HVORNÅR

25. oktober 2024, kl. 17.00

HVOR

Zoom-webinar

Marcia Baker

Den 23 oktober 2024 EIRNS

I dag var den anden af tre dage af BRIKS-topmødet den 22.-24. oktober i Kazan, Rusland. På dagsordenen var stats- og regeringscheferne fra de ni medlemslande, som først mødtes privat med begrænset adgang og derefter i udvidet format. Topmødet udgav en erklæring, »Strengthening Multilateralism for Just Global Development and Security«, og på sidelinjen finder dusinvis af møder sted, herunder blandt de 15 andre stats- og regeringschefer, der deltager, såvel som blandt de 36 udenlandske delegationer, der er til stede i denne uge.

Denne dag og dette topmøde markerer et historisk øjeblik. Apropos BRIKS: »Vi har påtaget os ansvaret for verdens fremtid, ikke kun i ord, men i handling. Sådan udtrykte den russiske præsident Vladimir Putin det i sin åbningstale, som han holdt som statsoverhoved, bortset fra sin rolle som ordstyrer for rundbordssamtalen, hvor lederne talte fra de andre otte BRIKS-medlemmer (Kina, Indien, Sydafrika, Brasilien, Iran, U.A.E., Egypten og Etiopien). Putin sagde: »BRIKS-staterne besidder virkelig et enormt potentiale med hensyn til politisk magt, økonomi, videnskab, teknologi samt menneskelig udvikling. Desuden er vi forenet af fælles værdier samt en fælles verdensanskuelse.”

Sandheden i denne erklæring kommer til udtryk i indholdet, engagementet og dynamikken i BRIKS’ »proces«, som ses på topmødet og i drøftelserne mellem topmøderne. En fremragende afspejling af BRIKS’ dynamik i dag var mødet mellem Indiens premierminister Narendra Modi og Kinas præsident Xi Jinping, deres første direkte møde i fem år. Billedet af deres håndtryk er blevet et vartegn for topmødet.

De nuværende BRIKS-medlemmer – uden at tælle de mange, der venter i køen – står for næsten halvdelen af verdens befolkning og en tredjedel af den globale økonomiske aktivitet, selv hvis man bruger den uhensigtsmæssige BNP-målestok.

Men det, der forklarer BRIKS-autoriteten, er ikke engang den store »repræsentation« som sådan, men BRIKS-medlemmernes fælles respekt for princippet om at gøre godt for menneskeheden. I praksis betyder det, at man skal gøre en ende på det kolonialistiske, vestlige finansielle/økonomiske system og opbygge en ny ramme for indenlandske og internationale relationer i alle henseender – økonomisk, socialt, kulturelt og civilisatorisk.

Den kinesiske præsident Xi Jinping, som talte på et af møderne i Kazan den 22. oktober, omtalte BRIKS’ rolle i denne proces som en »systemforstærkende proces« for en ny økonomisk, social og sikkerhedsmæssig arkitektur for verden, som tjener nationerne.

Ledere af andre nationer ved dagens rundbordsmøde og andre møder har fremsat meget stærke udtalelser om alle aspekter af BRIKS-processen, som ofte betegnes som »transformativ«. Den brasilianske præsident Lula da Silva sagde for eksempel: »Nu er det tid til at komme videre med at skabe alternative betalingsmidler til transaktioner mellem vores lande. Det er ikke et spørgsmål om at erstatte vores valutaer. Men vi må arbejde for at sikre, at den multipolære orden, vi sigter efter, afspejles i det internationale finansielle system. Denne diskussion er nødt til at blive tacklet med alvor, forsigtighed og teknologisk forsvarlighed, men den kan ikke længere udskydes.” (Han talte via video fra Brasilien, da han var ved at komme sig efter et fald og ikke var i stand til at rejse).

Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa sagde, at vi arbejder »hen imod en gensidig, fælles og rimelig velstand for alle«, og han så frem til rapporten til BRIKS om foranstaltninger vedrørende anvendelsen af lokale valutaer. Desuden sagde han især, at »klimahensyn ikke vil kvæle det Globale Syds udviklingsbestræbelser.«

Rapporten til topmødet om aktiviteterne i Den Nye Udviklingsbank, BRIKS-banken, der blev oprettet i 2015, givet af bankens præsident Dilma Rousseff, blev mødt med omfattende diskussion og interesse. Det var en af fire særlige rapporter til topmødet. Rousseff sagde: »Der er enorme uopfyldte behov inden for udviklingsfinansiering. En udvidelse af Den Nye Udviklingsbanks rolle er en afgørende betingelse for at imødekomme dette behov.”

Det er bemærkelsesværdigt, at der under hele diskussionen om, hvordan man finansierer handel, produktive investeringer og valutaveksling, var rapporter om konkrete udviklingsprojekter. Tre eksempler ud af mange:

– Den internationale nord-syd-transportkorridor – der går fra Rusland gennem Det Kaspiske Hav og tværs over Iran til havnen i Chabahar ved Det Arabiske Hav – blev drøftet af Irans præsident Masoud Pezeshkian og Indiens premierminister Narendra Modi. De understregede begge korridorens fordele for især Afghanistan og hele Centralasien.

– En ny BRIKS verdensomspændende kornbørs er foreslået af præsident Putin. Han beskrev den i dag. I BRIKS-topmødeerklæringen står der (punkt 73), at konceptet er »at etablere en handelsplatform for korn (råvarer) inden for BRIKS (BRIKS-kornbørsen) og efterfølgende udvikle den, herunder udvide den til andre landbrugssektorer.«

– Projektet med atomkraftværket El-Dabaa blev taget op af den egyptiske præsident Abdel Fattah El-Sisi på topmødet. Det er nu under opførelse ved Middelhavskysten.

Den slags udviklingsprojekter, der tjener nationer, og de positive multinationale relationer, der er involveret, er præcis, hvad det kollektive Vesten har som mål for at forhindre og ødelægge. Det globale NATO, med USA og Storbritannien i spidsen, har bogstaveligt talt BRIKS-nationerne som mål, hvilket ses i deres støttekrigsførelse mod Rusland og Iran, krigsførelse mod Kina og andre samt undergravende adfærd i det hele taget.

Blandt de seneste opdateringer på de to fronter med ekstrem fare for optrapning til atomkrig er, at Tyskland og Storbritannien i dag underskrev en ny militæraftale for at øge den gensidige anvendelse af deres militære styrker. Dette følger efter den ceremonielle åbning den 21. oktober af den nye NATO-kommandostyrke Task Force Baltic i havnen i Rostock i det tidligere Østtyskland. I dag var den russiske forsvarsminister Andrej Belousov i Minsk, Hviderusland, hvor han mødtes med forsvarsmyndighederne for at bekræfte øgede gensidige russisk-hviderussiske forsvarsforpligtelser i lyset af det stigende NATO-pres.

I Sydvestasien er den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken personligt til stede i regionen på sit 11. besøg siden den 7. oktober 2023, hvilket er udtryk for USA’s »licens til at dræbe« og godkendelse af Israels folkemord på palæstinensere og andre. Israel har i de sidste 48 timer ramt det sydlige Libanon hårdt, herunder den historiske by Tyrus, og fortsætter også med at bombardere Gaza. Det forlyder, at Blinken i Riyadh i dag forsøgte at presse Saudi-Arabien til at »normalisere« forholdet til Israel!

I Kazan mødtes BRIKS-lederne og talte om behovet for at stoppe denne aggression, død og tiltagende krigsførelse. Mange ledere peger på fredsforslaget om forhandlinger om Ukraine, som Kina og Brasilien foreslog i maj. På samme måde opfordrede lederne til at stoppe den israelske krigsførelse i Sydvestasien.

Tiden er nu inde til, at borgere overalt – især i USA, hvor det at stoppe krigsgalskaben er det vigtigste »valgspørgsmål« – tager det fulde ansvar for verdens fremtid og går i spidsen for BRIKS. Den umiddelbare mulighed er at deltage i den internationale begivenhed den 26. oktober med udgangspunkt i New York City, »Build a Peace Chorus Against the Ghouls of War«.

Foto: BRICS Summit in Kazan, Russia. Stanislav Krasilnikov, brics-russia2024.ru Host Photo Agency

Marcia Baker

Den 22. oktober 2024 EIRNS

I dag, på en kinesisk-tysk menneskerettighedskonference i Berlin, advarede Helga Zepp-LaRouche om den umiddelbare fare for atomkrig. Her til aften gengav det kinesiske dagblad Global Times fru Zepp-LaRouches udtalelse: »Det er sandsynligvis umuligt at tale om menneskerettigheder uden at forholde sig til den umiddelbare fare for hele menneskehedens eksistens – krigen i Ukraine og krigen i Mellemøsten, som risikerer at blive optrappet til en global atomkrig. Den højeste prioritet for alle mennesker må være at hæve sig over geopolitik, og forestillingen om at nationer eller grupperinger kan påtvinge andre deres interesser uanset midler, er grundlæggende forkert.”

De aktuelle begivenheder i Ukraine og Mellemøsten understreger hendes advarsel. På et møde om Ukraine i går i FN’s Sikkerhedsråd gentog den russiske FN-ambassadør, Vassily Nebenzia, endnu en gang, at det er uacceptabelt, at Vesten giver Ukraine forhåbninger om at tilslutte sig NATO og opstille langtrækkende missiler der, en mulighed Ukraines fungerende præsident Zelenskyj stadig presser på for, og NATO nægter at tage tilbage. »For at ingen skal have nogen illusioner, vil jeg gerne straks bekræfte, at Ukraines medlemskab af Den Nordatlantiske Alliance i enhver territorial form er absolut uacceptabelt for Rusland og ikke kan være en del af nogen fredsplaner eller mæglingsinitiativer,« hævdede ambassadør Nebenzia.

NATO, den anglo-amerikanske blok, udvider i Europa med Rusland som mål. I går var der en ceremoni i Rostock i Tyskland, hvor man foretog etablissementet af NATO’s nye flådekommandocenter for Østersøen. Operationen kaldes »Commander Task Force Baltic«, og det er bemærkelsesværdigt, at den er placeret i en tidligere østtysk havn. Det russiske ministerium protesterede kraftigt i dag og indkaldte den tyske ambassadør til Moskva og påpegede NATO’s klare overtrædelse af tidligere aftaler mod endnu en bevægelse mod øst.

I Sydvestasien er rædslerne fra Israels handlinger i Gaza og Libanon ikke til at beskrive med ord. Israels bombardementer i og omkring Beirut i løbet af de sidste 36 timer var rettet mod det største hospital i Libanon, Rafik Hariri University Hospital i Beirut, med mange døde og sårede til følge. Der er massakrer i det nordlige Gaza med lig i gaderne, mens titusinder lider en langsom død af påtvunget sult og tørst.

På et makabert møde i Israel i går blev det diskuteret, hvordan man kan udnytte hele Gazastriben ved Middelhavet, når alle palæstinensere er blevet udryddet. En leder af en bosætterbevægelse, Daniella Weiss, leder af Nachala Movement Israel, som organiserede konferencen, svælgede: »Vi kom her med et klart formål: Formålet er at bosætte hele Gazastriben, ikke bare en del af den, ikke blot nogle få bosættelser, men hele Gazastriben fra nord til syd.« Begivenheden tiltrak angiveligt tusind deltagere, blandt dem den nationale sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir, og Knesset-medlemmer fra Netanyahus Likud-parti.

Alt imens hænger spørgsmålet i luften om, hvornår og hvordan Israel vil angribe Iran, hvilket er en potentiel udløser for USA’s direkte engagement og et kort skridt på vejen til et atomart holocaust.

USA’s udenrigsminister Antony Blinken var i dag i Israel for 11. gang siden 7. oktober 2023 til et to timer langt møde med Israels premierminister Netanyahu, hvor resultatet ikke forventes at være anderledes end ved alle de øvrige 10 amerikanske diplomatiske besøg. Bortset fra vedvarende støtte til døden har Blinken intet at tilbyde.

Tilbuddet om udsigten til at værne om og gavne hele menneskeheden er synligt i dag i Kazan, Rusland, ved åbningen af BRIKS-topmødet. Det er det største møde nogensinde i Rusland med 12.000 deltagere. Der er udenlandske delegationer fra omkring 36 nationer, og af dem er 24 ledet af stats- eller regeringschefer. Konferencen, der har titlen: »Styrkelse af multilateralisme for retfærdig global udvikling og sikkerhed«, finder sted den 22.-24. oktober. Snesevis af bilaterale møder er i gang. I dag mødtes værten, præsident Vladimir Putin, med lederne af Kina, Indien, Egypten og andre nationer.

Af stor betydning blev det i dag bekræftet, at Kinas præsident Xi Jinping vil mødes i Kazan med Indiens premierminister Narendra Modi, det første møde af denne art i fem år.

Allerede før dagens topmøde begyndte, fandt der et tidligt møde sted mellem præsident Vladimir Putin og Dilma Rousseff, præsident for BRIKS’ nye udviklingsbank, hvor man bekræftede prioriteterne for finansiering af udvikling.

Viden om disse begivenheder og muligheder er de »emner«, der er hårdt brug for i det amerikanske valg – ikke de beskidte udvekslinger mellem kandidaterne, der forværres af medierne.

EIR har et særligt team på stedet i Kazan, som sender rapporter og interviews flere gange om dagen. Medredaktør på EIR.news Jason Ross sagde i sin aftenvideo i dag:

»I morgen bliver virkelig den store dag…. Hvad vi først og fremmest hørte fra de fremtrædende personer, blev virkelig eksemplificeret af det Dilma Rousseff havde at sige om behovet for en ny finansiel arkitektur, og også det, der blev sagt af [premierminister] Modi, om behovet for en fredelig løsning på krisen i Ukraine. Han tilbød Indiens hjælp til at forhandle en sådan løsning på plads.

»Det vi har lært af andre nationer er, at BRIKS ikke ses som NATO, ikke som en militær alliance, men virkelig som en økonomisk gruppering, der minder mere om G7.

»Så der er mange muligheder for, at lande, især i Afrika, som vi talte med, kunne fortælle om, hvordan en afslutning på kolonialismen og en ny æra med udvikling virkelig kan blive mulig, hvis de angloamerikanske finansmagters insisteren på at hævde deres dominans bliver brudt. Og det var i virkeligheden det håbefulde budskab, der kom fra mange af de mennesker, jeg talte med i dag….”

David Shavin

Den 21. oktober 2024 (EIRNS)

Tirsdag den 22. oktober mødes de ni nationer i BRIKS sammen med de fleste af de 30 nationer, der har ansøgt om at blive medlem af BRIKS, i Kazan i Rusland. På den første dag vil præsident Vladimir Putin mødes med Kinas præsident Xi Jinping og Indiens premierminister Narendra Modi. Som noget særligt blev Kina og Indien i dag enige om at gøre op med grænsevolden tilbage fra 2020, som har forhindret dem i at samarbejde så meget som muligt om langt større spørgsmål, såsom et nyt finansielt system, der modvirker spekulative aktiviteter og fremmer handel og udvikling. I løbet af de tre dage, BRIKS-topmødet varer, planlægger værten Vladimir Putin at mødes personligt med hver af de andre 19 stats- og regeringschefer, der er til stede.

En person, der deltager i begivenhederne i Kazan, forklarede i dag, at han forventer en strøm af nationer, der grupperer sig omkring BRIKS, da de søger et mere inkluderende økonomisk system for at »komme ud af Vestens modbydelige sanktioner og det finansielle system, der virkelig har belastet dem…. USA har ansvaret for den »regelbaserede orden«, hvilket betyder, at de ikke kun kan lave reglerne, men også bryde dem efter forgodtbefindende, og det har vi konstant set i deres egen beslutningstagning. Og verden siger: »Vi har set nok af det her møg. Vi kommer til at se udfordringer for dollarens overherredømme, for dollarens og det vestlige systems anvendelse som våben, og vi ser allerede mekanismer, som vil blive tilbudt på topmødet i denne uge.”

Men tænk på, at dette blev sagt af Michael Maloof, en tidligere Pentagon-analytiker, som blev rekrutteret af de neokonservative Paul Wolfowitz og Doug Feith til at føre en krig, angiveligt mod »terrorisme«, men i virkeligheden for at holde en evig » Civilisationernes sammenstød«-krig i gang for at styre den »regelbaserede orden«. Hvis det er overraskende, er det måske på tide at lægge de kedelige fortællinger til side, smide skyklapperne og overveje, hvor man står.

Verden har i de sidste 79 år været en atomar verden på godt og ondt. Standarden for overlevelse, og dermed også for politisk lederskab, tillader ikke økonomier baseret på plyndring, at stjæle fra Peter for at betale Paul, nulsumsspil, kløgtig risikoafdækning osv. De er alle baseret på et syn på mennesket som grådigt og manipulerende, et klogt dyr. Og vi har set nok af det skidt.

Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov forklarede tålmodigt i et interview, der blev offentliggjort i dag, at BRIKS i modsætning til Vesten er »forpligtet til at forbedre nationernes kombinerede potentiale og udtænke samarbejdsstrategier for at udnytte disse potentialer til gensidig fordel.« Virkeligheden i BRIKS er, at det formulerer projekter »baseret på behov i den virkelige verden«. Når den betingede kynisme siger: »Ja, selvfølgelig« eller »Det har jeg prøvet«, så overrask dig selv ved at overveje, om der findes en bedre engel i din natur, som Abraham Lincoln udtrykte det.

I den forbindelse lyder det tiende af Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur:

»Den grundlæggende antagelse for det nye paradigme er, at mennesket er fundamentalt godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed, og at det er den mest avancerede geologiske kraft i universet, hvilket beviser, at sindets lovmæssighed og det fysiske univers er i overensstemmelse og samhørighed, og at alt ondt er resultatet af manglende udvikling og derfor kan overvindes.

»En ny økonomisk verdensorden er ved at opstå, som involverer langt størstedelen af landene i det Globale Syd. De europæiske nationer og USA skal ikke bekæmpe denne indsats, men ved at gå sammen med udviklingslandene samarbejde om at forme den næste epoke i den menneskelige arts udvikling til at blive en renæssance for de højeste og mest ædle udtryk for kreativitet!«

For at styrke den vestlige civilisations evne til at klare sig igennem parodien i de næste to uger af USA’s såkaldte præsidentvalgkamp, og for at behandle den bedre engel i ens natur på behørig vis, må en bevidst skønhedshandling organiseres, som lever op til standarden for politisk lederskab, nemlig det indendørs fredsmøde og koncerten »Build a Peace Chorus Against the Ghouls of War« den 26. oktober, som præsenteres af to levende eksempler på denne standard, New Yorks kandidat til det amerikanske senat, Diane Sare, og i Bronx (CD15) kandidaten til det amerikanske Repræsentanternes Hus, Jose Vega.

Det måtte ske, at menneskeracen tog dette næste skridt, et passende skridt for dens artsnatur, ellers…

Foto: BRICS-Russia2024.ru

Dennis Small

Den 20 oktober 2024 (EIRNS)

Amerikanerne kan måske ikke lide at høre det, men det er sandt, hvad formanden for Ruslands Føderationsråd, senator Valentina Matviyenko, udtalte: »Det kommende amerikanske præsidentvalg vil ikke være årets vigtigste begivenhed for verdenssamfundet og vil ikke bestemme historiens videre forløb…. BRIKS-topmødet vil være den begivenhed…. De tre dages BRIKS-topmøde [22.-24. oktober] og forhandlingerne mellem lederne af verdensflertallet i [Kazan, Rusland], hovedstaden i Tatarstan, vil få afgørende indflydelse på vores fremtid,« skrev Matviyenko.

Det er sandt, for de afgørende spørgsmål, som menneskeheden står over for – atomkrig eller fred, økonomisk udvikling eller et katastrofalt sammenbrud i det globale finansielle system – vil blive drøftet på BRIKS-topmødet, og de er ikke engang på radarskærmen i den nuværende amerikanske præsidentvalgkamp. Og amerikanerne har i det store hele ladet denne farce fortsætte til glæde for Wall Street og City of London.

Hvis man er interesseret i virkeligheden og faktisk håber at kunne forme sin og sine børns fremtid, så bør man lytte til – og arbejde for at få valgt – Diane Sare og Jose Vega, LaRouches uafhængige kandidater.

Den russiske præsident Vladimir Putin gav en forsmag på nogle af de store spørgsmål, der vil blive diskuteret på BRIKS-topmødet senere på ugen, i en to timer lang udveksling den 18. oktober med ledere af førende BRIKS-mediebureauer. Putin sagde, at centrum for væksten i verdens fysiske økonomi er flyttet til BRIKS-nationerne, og at dette skift kun vil øges; at BRIKS »ikke er en blokorganisation, den har en universel karakter«; at den er åben for samarbejde med både USA og Europa; og at det kommende BRIKS-topmøde vil »gå gradvist frem, skridt for skridt« med de nødvendige grundlæggende ændringer i den internationale finansielle arkitektur. »Vi vil ikke skynde os«, sagde Putin, «vi vil ikke skynde os, men vi vil bevæge os, bevæge os så hurtigt, som vi kan.«

Helga Zepp-LaRouche italesatte de udfordringer, som BRIKS står over for, og udsigterne til dette topmøde i en kommentar til den Internationale Fredskoalitions ugentlige møde den 18. oktober:

»Der har været en enorm indsats for at destabilisere de forskellige BRIKS-lande på forhånd. I Argentinas tilfælde så vidt, at de ikke engang kom med i BRIKS, som de oprindeligt havde tænkt sig at gøre. I andre tilfælde blev der udført en enorm finansiel krigsførelse.« Zepp-LaRouche sammenlignede den politiske kamp i mange BRIKS-lande og usikkerheden om udfaldet i nogle tilfælde med situationen i »slagmarkstaterne« i det amerikanske præsidentvalg.

»Men ikke desto mindre«, sagde hun, «er jeg helt sikker på, at de [BRIKS] vil komme meget stærkt ud af det; endda meget stærkere end på topmødet i Johannesburg sidste år i Sydafrika. De vil bekendtgøre nye strukturer for en international sikkerhedsarkitektur. Jeg er ret sikker på, at det vil være i tråd med, hvad Putin sagde, da han den 14. juni [2024] foreslog en ny eurasisk sikkerhedsinfrastruktur. Og sandsynligvis vil de gentage, hvad Xi Jinping har sagt gentagne gange – især til præsident Obama på det tidspunkt – at BRIKS er åben for, at alle nationer kan deltage [i verdens udviklingsproces]. Jeg håber de vil sige dette, for jeg er overbevist om, at det BRIKS forsøger at gøre under alle omstændigheder vil være meget positivt.

»Men problemet er, at vi er nødt til at overvinde geopolitikken,« konkluderede Zepp-LaRouche. »For hvis den nuværende tendens til at opdele verden i to separate blokke – en NATO-blok, et globalt NATO med toldsatser og restriktioner; og så en BRIKS-blok – så tror jeg ikke, at det overvinder faren for Tredje Verdenskrig.«

Der findes imidlertid en tilgang, som kan løse problemet med afkoblingen af verden i stridende blokke med en løsning af højere orden – som den Westfalske Fredstraktat så tydeligt demonstrerede. Vi inviterer jer til at deltage i den proces, der vil forme verdens fremtid, som Matviyenko formulerede problemet, på Sare/Vega-fredskonferencen og koncerten »Build a Peace Chorus Against the Ghouls of War«, der finder sted i New York City lørdag den 26. oktober kl. 14.00 (kl. 20 dansk tid).

Russia’s Federation Council Speaker Valentina Matviyenko. Credit: Duma.gov.ru

Ikke korrekturlæst

[HZL] [AMB] [DNS] [SSU]

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er vores 72. møde i træk. Vi har holdt det i træk. Tak, fordi I er kommet, især hvis I er nye. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer, sammen med Dennis Small og Dennis Speed som medordstyrere.

Til at begynde med er grunden til, at vi oprettede dette forum – og jeg vil gerne understrege det, fordi det er vigtigt – at vi ønskede at bringe folk fra alle ideologier og mange forskellige nationer og kulturer sammen for at opnå ægte fred. Og at den eneste måde, vi kan stoppe faren for atomkrig på, er, hvis vi bringer menneskeheden sammen for at få det til at ske. Så igen vil jeg gerne takke jer alle for at være med os i dag på dette meget vanskelige tidspunkt. Jeg er sikker på, at mange af jer har hørt om mordet på Hamas-lederen Sinwar. Han blev dræbt af Israel forleden dag, hvilket bringer os endnu tættere på denne fare. Præsident Zelenskyj truer også med, at Ukraine vil gå atomart til værks, hvis de ikke opnår deres NATO-medlemskab. Det er utroligt intenst, og det er endnu en grund til, at det, vi gør her i dag, er meget vigtigt.

Hvis du er på livestream eller Zoom, så del venligst dette link og få så mange mennesker på som muligt lige nu. Med det vil vi fortsætte med vores dagsorden. Vi har en række indledende talere til jer, til diskussionen, og så vil vi have en generel diskussion med de mange mennesker, der er på Zoom-linjen. Så Helga Zepp-LaRouche, værsgo at åbne op for os. Hun er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Tak skal du have.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først sige velkommen til jer alle sammen. For nogle måneder siden vovede jeg den påstand, at vi ville gå ind i de farligste seks måneder i menneskehedens historie, og desværre er jeg ikke i stand til at korrigere det synspunkt. Faktisk er der mange tegn på, at der vil ske store, store udviklinger inden det amerikanske valg den 5. november.

Som Anastasia lige har sagt, befinder vi os med mordet på Hamas’ leder, Sinwar, helt klart i en situation, hvor optrapningen truer. Kamala Harris sagde, at det nu er tid til at afslutte det, men det er tydeligvis ikke det, Netanyahu har tænkt sig. Og CNN rapporterede allerede for nogle dage siden, at den israelske hær er klar til et angreb på Iran når som helst. Det kan være, at et sådant angreb finder sted; det kan være et konventionelt angreb »kun« (i anførselstegn) på olieraffinaderier og lignende mål. Det kunne også være et forsøg på at slå atomanlæggene ud, hvilket naturligvis, i betragtning af at de ligger dybt skjult i bjergene, sandsynligvis ville kræve atomvåben. Derfor har den russiske viceudenrigsminister Sergey Ryabkov i en skarp advarsel til Israel sagt, at hvis de gør det, vil det føre til en helt forfærdelig katastrofe i regionen og muligvis også længere væk.

Situationen på landjorden er fortsat ubeskrivelig. Den etniske udrensning fortsætter. Israel har meddelt, at de vil erklære omkring 400.000 mennesker, der bor i den nordlige del af Gaza, for kombattanter, og at de kun kan forlade området, hvis de ikke vil sulte. Hvis dette ikke er et tilfælde af klar etnisk udrensning, så ved jeg ikke, hvad man kan kalde det.

Men den endnu større fare er naturligvis et forestående angreb på Iran. Allerede i 2016 leverede Rusland S-300 luftforsvarssystemet til Iran, og Times of India rapporterede i slutningen af august, at Rusland også har leveret nogle Iskander-missiler til Iran. Det er atomare missiler. Og også Murmansk-BN EW-systemet, som er et system, der kan blokere for satellitnavigation og -kommunikation på en afstand af ca. 300-500 km. Iskander-systemet kan også omfatte R-500 eller 9M729 jordbaserede missiler, som har en rækkevidde på 1.550 km og også er atomare. Men det afgørende punkt ved alt dette er, at de har brug for russiske specialister til at betjene dem – både Iskander- og Murmansk-systemerne. For nylig har Rusland også leveret S-400 luftforsvarssystemer til Iran. Så der er efter al sandsynlighed russiske specialister i Iran, som hjælper Iran med disse systemer.

På den anden side har USA for nylig leveret luftforsvarssystemet THAAD [Terminal High Altitude Air Defense] til Israel. Det rapporteres, at der er omkring 100 amerikanske tropper der, og disse THAAD-luftforsvarssystemer vil helt klart være et mål for Iran, hvis dette scenarie udfolder sig. Rusland skal forsyne Iran med de måloplysninger, der er nødvendige for at ramme disse USA-drevne THAAD-missiler.

Så det betyder, at vi ikke kun ser på et muligt israelsk angreb mod Iran, men at vi ser på en direkte konfrontation mellem det amerikanske og det russiske militær på grund af denne situation. Og man kan sagtens forestille sig, at det har potentiale til at komme helt ud af kontrol, især fordi den nyligt indgåede russisk-iranske sikkerhedsaftale skal underskrives på det kommende møde i Kazan i BRIKS. Det er klart, at hvis det træder i kraft, så har du et fuldgyldigt russisk-iransk svar. Husk, at præsident Putin for kun få måneder siden var i Nordkorea for at indgå en strategisk aftale mellem Rusland og Nordkorea, og så er der det tætte samarbejde mellem Rusland og Kina. Så vi ser i virkeligheden ind i øjet på en optrapning til tredje verdenskrig.

Desværre er situationen i Ukraine ikke meget bedre, for der bliver situationen på slagmarken i Ukraine mere desperat for hver time, der går, og det er meget tydeligt, at der ikke er nogen chance i verden for, at Ukraine kan vinde over Rusland, hvilket mange mennesker har sagt i lang tid. Zelenskyj er på rundtur i Europa lige nu, bl.a. i Berlin, hvor han kræver eller foreslår sin såkaldte »sejrsplan«, som slet ikke er en sejrsplan. For det eneste, han krævede, var, at Ukraine straks skulle optages i NATO, og at Ukraine vil insistere på at have atomvåben, hvis det bliver nægtet. Det er naturligvis en direkte plan til tredje verdenskrig, fordi begge disse betingelser – atomvåben i Ukraine og Ukraine som en del af NATO – er den absolutte røde linje. Det er den egentlige grund til, at hele denne konflikt brød ud i første omgang. Grundlæggende er det ikke acceptabelt for Rusland at have offensive systemer så tæt på deres grænse. Og at Zelenskyj gentager det, betyder bare, at han slet ikke bekymrer sig om virkeligheden. Det er derfor, en af lederne af Dumaen, Leonid Slutsky, karakteriserede planen som et forsøg på at trække Vesten ind i Tredje Verdenskrig.

I Tyskland, hvor Scholz stadig siger nej, vil han ikke levere Taurus, for ellers vil Tyskland næst efter USA være den største leverandør af våben til Ukraine. Men Scholz sagde, at Taurus-systemet stadig ikke ville blive leveret. Det vil han holde fast i. Men så sagde Friedrich Merz, oppositionslederen og oppositionens sandsynlige kanslerkandidat, den 16. oktober i en debat i Forbundsdagen: »Åh, vi bør give Putin et 24-timers ultimatum om, at han skal holde op med at angribe den ukrainske befolkning, ellers bør vi ødelægge de forsyningslinjer, hvorigennem våbnene kommer, så de kan dræbe den ukrainske befolkning. Og vi bør forsyne Ukraine med Taurus-missiler.« Nu kan du sikkert huske, at der for få måneder siden var en stor skandale om et bånd, der på en eller anden måde blev frigivet, hvor tre Bundeswehr-officerer diskuterede, hvordan Taurus-systemet kun kan betjenes af eksperter fra Bundeswehr. Så det, Merz faktisk foreslår, er at bruge tyske Taurus-missiler til et angreb på Rusland, en atommagt. En person, der kommer med sådan et forslag, er tydeligvis fuldstændig adskilt fra enhver virkelighed. Jeg tror, at hvis man konsulterede en psykolog, ville de nemt kunne blive enige om, at definitionen på sindssyge er, hvis folk er fuldstændig adskilt fra virkeligheden.

Den virkelige grund til, at dette spidser til, er ikke kun tidsplanen for det amerikanske valg, den generelle tilstand på slagmarken, men naturligvis også, at det finansielle system i den transatlantiske verden er i en forfærdelig tilstand. De ønsker med alle midler at forhindre fremkomsten af et nyt system: Men det er præcis, hvad der sker. Den tidligere vicepræsident for New Development Bank, Paulo Nogueira Batista, har netop igen i et interview sagt, at IMF ikke kan reformeres. Jeg tror, at den manglende vilje hos kræfter i Vesten til at afskrive en ubetalelig gæld vil bekræfte et sådant skøn. Derfor insisterer Nogueira på, at der er brug for en ny international finansiel arkitektur; en ny reservevaluta. På de forberedende møder før BRIKS-topmødet blev det klart, at ikke alle i BRIKS-gruppen er på samme side. Det ser ud til, at Indien ikke går i retning af en sådan ny reservevaluta. Derfor foreslog Nogueira, at en undergruppe i BRIKS skulle arbejde på et sådant forslag. Han sagde – og det tror jeg er helt rigtigt – at landene i det Globale Syd ville blive meget skuffede, hvis der ikke kom noget konkret ud af mødet i Kazan, men kun pæne ord.

Der er en anden udvikling, som jeg synes er mere håbefuld, og det er, at Sun Xiaobo, generaldirektøren for våbenkontrol i det kinesiske udenrigsministerium, har skrevet i en artikel i {Global Times}, at der er brug for en ny sikkerhedsarkitektur. Jeg tror, det er det tætteste, jeg har hørt på det forslag, vi har fremsat her om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal tage hensyn til alle verdens nationers interesser.

Så det, Sun Xiaobo siger, er, at vi absolut skal sigte mod at få en verden uden atomvåben. Jeg synes, det er så absolut påtrængende, for hvis vi er den intelligente art på planeten, og vi ikke kan fjerne et våbensystem, som truer os med udryddelse, så fejler vi helt sikkert i vores karakteristik af at være den kreative art. Han siger, at de eksisterende sikkerhedsstrukturer ikke er tilstrækkelige til at forhindre atomkrig, hvilket er tydeligt, hvis man ser på, hvordan FN’s Sikkerhedsråd ikke fungerer, for på grund af de fem permanente landes vetoret har man ikke kunnet nå frem til en konklusion i meget lang tid. Og derfor opfordrer han til et paradigmeskift, en inkluderende og samarbejdende sikkerhedsramme, som tager hensyn til alle nationers legitime bekymringer. Han opfordrer alle nationer til at begynde at diskutere et bæredygtigt sikkerhedskoncept, som bør indledes med konkrete skridt, og som skal gå ud over den kolde krigs tankegang.

Jeg mener, at det er det absolut nødvendige svar på en dobbelt fare for atomkrig som følge af to regionale kriser, der kan komme ud af kontrol når som helst. Og derfor vil jeg gerne gentage min opfordring til alle deltagerne i dette møde om, at vi må finde en måde at katapultere denne debat om behovet for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Den Westfalske Fred op på den internationale dagsorden. For jeg tror, at det er den eneste måde, hvorpå vi kan komme ud af denne dobbelte krise.

Så lad os diskutere det, håber jeg.

Bemærkning til Mossi Raz:

Jeg tror, at det fredsforslag, du talte om, hr. Raz, og som også blev drøftet med paven, har sin berettigelse. Men min erfaring og bekymring er, at det ikke vil fungere. For hvis man ikke ændrer den underliggende dynamik, hvilket vil sige en aftale om at stoppe dette Eretz Israel på den ene side og virkelig gå i en retning som den, vi har foreslået med den økonomiske udviklingsplan for hele regionen, så man skaber et incitament for alle til at lægge tidligere krige og konflikter bag sig og bevæge sig mod at opbygge en fremtid sammen, er jeg ikke sikker på, at det vil fungere. Derfor tror jeg, at vi er nødt til at se på helheden. Hvad bliver resultatet af Libanon-krisen lige nu? Der er allerede mere end en million mennesker, der er blevet flygtninge; mange af dem tager til Syrien, men nogle af dem tager også til Europa. Hvis man ser på den europæiske reaktion på flygtningekrisen, så sætter den fuldstændig spørgsmålstegn ved retten til asyl og Genève-konventionen om flygtninge. Det, Italien nu foreslår med hotspottet i Albanien, er et mareridt. Det er en koncentrationslejr, og EU ønsker at gøre det til en model for alle lande; at de vil oprette sådanne hotspots og dermed omgå Schengen-aftalen, som siger, at det land, hvor en flygtning kommer i land for første gang, også skal fortsætte med asylprocedurerne. Det fungerer ikke, fordi der er mange EU-medlemmer, som slet ikke vil have nogen flygtninge, så de forsøger at omgå det med disse hotspots. Men det er fuldstændig umenneskeligt. Hvis du ser på Frontex’ pushback-operation i Middelhavet – vi er ved at miste al moral. Vi skal forestille at være et kontinent med en humanistisk tradition, og jeg kan se, at alt det er ved at blive glemt. Og det er den anden bekymring: Jeg tror, at billigelsen af det, der er sket i så lang tid, allerede er – jeg tror, at Europas image er gået helt i sort i det Globale Syds øjne. Landene ser på Europa som et mislykket kontinent med en umenneskelig politik hele vejen rundt. Jeg tror virkelig, at bortset fra det, jeg sagde om den umiddelbare fare for et direkte engagement mellem USA og Rusland om Iran, som kunne ske, og denne idé om optrapning i Ukraine-situationen, så bringer det os også til afgrunden.

Hvis man ser på alle disse ting samlet, er det desværre min overbevisning, at ingen delløsninger kan fungere. Disse delløsninger er meget, meget vigtige, hvis de er indlejret i en overordnet ny sikkerhedsarkitektur, som det blev opnået med den Westfalske Fred, hvor også krigens parter blev enige om grundlæggende principper, som at tage hensyn til den andens interesser i fredens interesse og tilgive alle forbrydelser, der blev begået af den ene eller den anden side: Så der var disse generelle principper. Og så sad de i fire år og forhandlede om alle detaljerne, territoriale krav og andre detaljer. Jeg tror, at hvis man ser på dette forslag i den sammenhæng, så kan det spille en meget vigtig positiv rolle. Men hvis man ikke ændrer den generelle holdning hos de involverede stormagter – som er USA, Rusland, EU, Kina og BRIKS – kan jeg ikke se, at det kan fungere. Så jeg vil gerne opfordre til, at vi også diskuterer, hvordan vi kan gøre dette forslag til en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur til et reelt fokus for vores organisering? Jeg synes, det er meget opmuntrende, at det kinesiske udenrigsministerium har udsendt noget, som bare er udtrykt med andre ord, men som indholdsmæssigt går helt i samme retning.

Bemærkninger under diskussionen:

DENNIS SMALL: Jeg vil gå til disse tre kommentarer og spørgsmål sammen. Jeg vil vove at påstå, at dette har meget at gøre med det, du lige talte om i forbindelse med diskussionen om menneskets grundlæggende natur. For hvis man mener, at mennesket i bund og grund er et dyr, som er i konflikt med hinanden, så har man en tendens til at fokusere på »løsninger«, som tager fat på specifikke problemer og forsøger at opnå en form for balance. Hvis du derimod mener det modsatte, som du gentagne gange har adresseret med det tiende princip om, at mennesket i bund og grund er godt og i stand til at blomstre af den andens udvikling, så tænker du ud af boksen og forsøger at komme med en løsning, der går ud over den måde, problemerne er stillet på i øjeblikket.

Når det er sagt, så er der et spørgsmål, som er kommet op et par gange nu fra Denise Ham, og det er en anmodning om at tage fat på spørgsmålet om briternes rolle i hele denne situation – krigssituationen og den strategiske situation. Et andet spørgsmål kommer fra et sted i Sydamerika – jeg er ikke sikker på hvor, eller muligvis Spanien; det blev sendt ind på spansk. Der står: »Vær hilset. Det er nødvendigt at støtte en form for pres for at indføre en verdensomspændende dom om BDS – boykot, desinvestering og sanktioner – mod det zionistiske regime i staten Israel. Tak for fredelig sameksistens.« Så igen spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig til den type tilgang. Og så et tredje spørgsmål eller kommentar, en anmodning til dig fra Drew i Bangor, Maine, som siger: »Helga, siden du oprindeligt påpegede det tyske grønne partis nazistiske oprindelse, går den nuværende generation af grønne så tilbage til deres rødder i betragtning af deres blodtørstige udfald for nylig?«

Så det er en række spørgsmål, der er kommet til dig.

ZEPP-LAROUCHE: Hvis vi starter med spørgsmålet om boykotsanktioner, så tror jeg, at det spørgsmål skal besvares af verdenssamfundet som helhed. Det hænger i høj grad sammen med spørgsmålet om en ny sikkerhedsstruktur, eftersom den nuværende tydeligvis ikke fungerer. Der er lige nu en enorm debat i FN om, at der er påtrængende behov for en reform. Det, som mange eksperter peger på, er, at den største hindring er det nuværende FN’s Sikkerhedsråd, eller rettere sagt de fem permanente medlemmer af det, som er atommagterne. For hver gang der kommer et spørgsmål op, som berører en af disse fems formodede interesser, kan de blokere alt med et veto. Det er dybest set derfor, at hele FN ikke fungerer. Jeg kan kun se én udvej, og det er, at vi helt sikkert er nødt til at have de spørgsmål, som er de brændende spørgsmål, som hvordan vi stopper folkemordet i Gaza og nu i stigende grad i Libanon. De skal bringes op i FN’s Generalforsamling. I betragtning af at et overvældende flertal af lande allerede har erklæret, at Palæstina har absolut ret til sin egen stat, tror jeg, at det ville være det rette forum at handle i. Det kan så også påvirke de mere fornuftige mennesker i selve Israel, hvis de hører, hvad resten af verden tænker. Ligesom folk i Tyskland sandsynligvis ville få et bedre informeret syn, end de har lige nu. Så mit svar på det er, at det bør bringes op i FN’s Generalforsamling så hurtigt som muligt.

Nu synes jeg, at briternes rolle er meget interessant. Hvis man ser på, hvem der altid opildner USA til at gøre mere – som at have langdistancemissiler til brug dybt inde på Ruslands territorium eller sende flere våben – kan man dokumentere, at det i den seneste periode altid var briternes rolle at optrappe krigen. Hvis man ser på situationen i Mellemøsten, kan man gå tilbage til Balfour-erklæringen og Sykes-Picot, hvor briterne er mindst halvt ansvarlige for at trække grænserne op på en sådan måde, at man kan manipulere situationen i det uendelige. Hvor kommer dette fra? Det kommer fra det gamle Britiske Imperiums idé om at dele og herske, om altid at alliere sig med den svagere mod den stærkere eller omvendt; at blive ved med at så mistillid for at kunne manipulere. I USA’s tilfælde synes jeg, at man bør bemærke, at USA’s uafhængighedskrig var den første befrielse fra kolonisystemet. Eller, ikke den første, men uafhængighedskrigen var den første antikoloniale krig. Jeg synes, det er meget vigtigt, for på Bandung-konferencen i 1955 var det enten præsident Sukarno eller premierminister Nehru, der sagde, at USA skulle huske, at de udkæmpede den første antikoloniale krig.

Hvis man ser på den amerikanske historie, forsøgte briterne naturligvis at ødelægge den amerikanske revolution, først militært i krigen i 1812 og i borgerkrigen. Da de indså, at de ikke kunne generobre USA militært, skiftede de grundlæggende taktik og sagde, at de var nødt til at overbevise det amerikanske etablissement om at overtage det Britiske Imperiums rolle som model for at styre verden baseret på det angloamerikanske særlige forhold. Det er en meget kort kondensering af denne historie, men folk tror, at det Britiske Imperium ikke længere eksisterer. Men det eksisterer fortsat; du har Commonwealth, du har Five Eyes, du har kontrollen over City of London, som i virkeligheden er Wall Streets egentlige moder. Så hvis man ser på disse strukturer, kan man faktisk se, at det Britiske Imperium stadig eksisterer, og det er derfor, vi er nødt til at erstatte det med et system af suveræne nationalstater.

Hvad angår De Grønne, så tror jeg, at hvis man ser på oprindelsen til den grønne ideologi i form af den onde præst Malthus’ skrifter, som opfandt en fuldstændig bedragerisk teori om, at mennesker på en bestemt måde formerer sig hurtigere, end man kan producere mad, og at man derfor er nødt til malthusiansk nøjsomhed. Det var bare en dækhistorie for det britiske ostindiske kompagni, og han var bare en betalt skribent, der skulle lave en teori, som kunne retfærdiggøre det, det britiske ostindiske kompagni gjorde. Vi har dokumenteret den grønne bevægelses historie, som du kan finde i arkiverne hos EIR og Schiller Instituttet. Selv om økologernes bevægelse aldrig rigtig forsvandt, var det faktisk Rom-klubben, der genopfandt den i stor stil i begyndelsen af 1970’erne. Det var det, der fik den internationale grønne bevægelse til at opstå. I begyndelsen havde de en vis fredsvenlig holdning, men på grund af deres neomalthusianske ideologi var det meget let for de internationale oligarkiske kræfter at overtage dem. Det gjorde de med stor succes ved at bruge deres aktiv, Joschka Fischer, Tysklands udenrigsminister under den jugoslaviske krig, som virkelig forvandlede De Grønne fra et formodet fredsparti til nu at være de største krigstilhængere i hele Tyskland.

Hvis du er mere interesseret i detaljerne, kan jeg kun foreslå, at du kontakter Anastasia, så kan vi hjælpe dig med at finde al den dokumentation, vi har produceret gennem årtier om dette problem.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg tror, at forventningen om, hvad der vil komme ud af BRIKS-mødet, har betydet, at der er blevet gjort en enorm indsats for at destabilisere de forskellige BRIKS-lande på forhånd. I Argentinas tilfælde så meget, at de ikke engang kom med i BRIKS, som de oprindeligt havde tænkt sig at gøre. I andre tilfælde blev der udført en enorm finansiel krigsførelse. Men ikke desto mindre er jeg helt sikker på, at de vil komme meget stærkt ud af det; endda meget stærkere end på topmødet i Johannesburg sidste år i Sydafrika. De vil annoncere nye strukturer for en international sikkerhedsarkitektur. Jeg er ret sikker på, at det vil være i tråd med, hvad Putin sagde, da han den 14. juni foreslog en ny eurasisk sikkerhedsinfrastruktur. Og sandsynligvis vil de gentage, hvad Xi Jinping gentagne gange har sagt – især til præsident Obama på det tidspunkt – at BRIKS er åben for alle nationer. Jeg håber, at de vil sige det, for jeg er overbevist om, at det, BRIKS forsøger at gøre, under alle omstændigheder vil være meget positivt.

Men problemet er, at vi er nødt til at overvinde geopolitikken. For hvis den nuværende tendens til at opdele verden i to separate blokke – en NATO-blok, et globalt NATO med told og restriktioner, og så en BRIKS-blok – så tror jeg ikke, at det overvinder faren for Tredje Verdenskrig. For hele spørgsmålet om krigsfaren er, at man har et gammelt system, der kollapser, det neoliberale vestlige system, som tydeligvis – selv i Tyskland er der mange kommentarer, hvor folk siger: »Tyskland er ved at dø! Er der ingen, der kan se, at vi er ved at kollapse?« Det kan man faktisk godt se. Fra dette øjeblik er vi et kollapsende, døende kontinent og en alliance. Krigsfaren kommer af, at når det døende system forsøger at dæmme op for det nye systems fremgang – som er centreret omkring BRIKS – så har du det mest risikofyldte øjeblik for krig. Som jeg sagde i begyndelsen af mine bemærkninger, er faren efter min mening meget stor før det amerikanske valg, simpelthen fordi folk, afhængigt af hvad der kommer ud af det valg, frygter, at de mister grebet om de institutioner, som er det militær-industrielle kompleks.

Derfor kan jeg kun håbe, og jeg er ret sikker på, at de [BRIKS] vil komme med nogle meget magtfulde og stærke tilbud til verden. For jeg tror, at mange af lederne i BRIKS virkelig er utroligt kloge og modne statsmænd, som virkelig har vist, at de har visioner, de har tålmodighed, de har alle de holdninger, som vi havde engang i Vesten, da vi stadig havde ledere som Adenauer og de Gaulle, men nu i de seneste årtier er vores lederes mentale størrelse på en eller anden måde skrumpet ind. I dag har vi ledere, der har en statur som dværge med hensyn til mental kapacitet. Jeg kan tale om det i lang tid.

Jeg er ret sikker på, at der vil komme noget stort ud af dette med hensyn til sikkerhedsstruktur, med hensyn til økonomiske forslag, nye betalingssystemer. Måske endnu ikke en reservevaluta, men der vil komme mange af den slags nye idéer.

Hvad angår personen fra Costa Rica, kan jeg forsikre jer om, at vi absolut tager hensyn til alle verdens landes interesser. Og jeg vil gerne have, at du ser på de økonomiske udviklingsplaner, vi skrev allerede i 1970’erne, hvor vi havde et fuldt udbygget infrastrukturprogram for hele Afrika. Min afdøde mand arbejdede sammen med López Portillo om et økonomisk udviklings- og infrastrukturprogram for hele Latinamerika. Vi arbejdede sammen med Indira Gandhi om en 40-årig udviklingsplan for Indien. Hele Asien. Bare se på det; du kan blive overbevist om, at vi ser på verden som en helhed og ikke ud fra et vestligt synspunkt. Den eneste grund til, at jeg nævnte donuts, er, at jeg tænkte på steder som for eksempel Berlin. Berlin, hvor man lige nu har en regeringspolitik, som desværre er meget i tråd med briternes og USA’s. Vi har ikke en suveræn regering. Men Berlin har ligesom New York alle de nationer, der bor der. De kunne lave en demonstration af den slags børn, der arbejder sammen og viser, at fremtiden heldigvis tilhører børn og unge. Så tilgiv mig for donuts. Jeg kan ikke selv lide donuts; jeg synes ikke, det er sund mad. De er for sukkerholdige. Men jeg tænkte bare, at der var noget – for jeg ved ikke, hvad man spiser i Costa Rica til børnefester. Så kom med et forslag, så tager vi det med. Jeg håber ikke, at jeg gør emnet for let, men jeg ville bare gerne udtrykke min begejstring for tanken om, at børn fra alle nationer kunne være et eksempel for de voksne på, hvad det vil sige at leve sammen i fred og glæde.

af Dennis Small (EIRNS) – 17. oktober 2024

En nøgtern vurdering af den nuværende internationale strategiske situation får en til at konkludere, at London og Washington meget vel kan slippe Israel løs og bombe Iran – muligvis også dets atomanlæg – midt under BRIKS-topmødet i Kazan i Rusland den 22.-24. oktober.

Iran er et af de fire nye BRIKS-medlemmer, som kom med i sammenslutningen den 1. januar 2024. BRIKS-topmødet vil drøfte en yderligere forøgelse af deres antal og det væsentlige centrale spørgsmål om, hvordan man kan erstatte det nuværende bankerotte dollarbaserede system – der er oversvømmet ud over ethvert håb om genopretning med over 2 billioner dollars i derivater og andre spekulative aktiver – med en ny udviklingscentreret international finansiel arkitektur.

Læserne mindes om, at da Obama-administrationen invaderede Libyen og koldblodigt myrdede præsident Muammar Gaddafi i oktober 2011 – mens udenrigsminister Hillary Clinton grinede uhæmmet: »Vi kom, vi så, han døde« – erklærede Lyndon LaRouche straks, at det strategiske mål med denne krigsforbrydelse var at udløse ekspanderende krige mod Syrien og Iran, og derefter Rusland og Kina. Det virkelige, strategiske mål, forklarede han, var at ødelægge ethvert alternativ til det kollapsende City of London/Wall Street-system – hvilket netop er det, der nu er ved at blive skabt omkring BRIKS.

Det faktum at Israels konventionelle fly og bomber ikke kan ødelægge Irans atomanlæg, som efter sigende ligger dybt under jorden uden for rækkevidde af selv enorme bunkerbomber, udelukker ikke et sådant israelsk angreb. Det kan heller ikke udelukkes, at Netanyahu-regeringen vælger at bruge Israels atomvåben mod Irans atomanlæg, hvorefter alt er tabt; eller de kunne rette et konventionelt angreb mod dem i forventning om, at dette ville fremprovokere et passende iransk svar til derefter at trække USA ind i direkte involvering i den regionale krig, der hurtigt breder sig. Og Iran og Rusland er nået frem til en bred sikkerheds- og samarbejdsaftale, som forventes at blive underskrevet på BRIKS-topmødet.

Faktisk mente den russiske viceudenrigsminister Sergej Ryabkov, at det var nødvendigt at udsende en skarp offentlig advarsel til Israel den 17. oktober: »Vi har advaret mange gange og fortsætter med at advare mod blot hypotetisk at overveje muligheden for et angreb på atomare anlæg og atomar infrastruktur.« Han kaldte et sådant skridt for »en katastrofal udvikling og en fuldstændig tilsidesættelse af de grundlæggende principper for atomar sikkerhed.«

I mellemtiden rapporterer CNN, at »Israels plan for at reagere på Irans [gengældelses]angreb den 1. oktober er klar«, og at »amerikanske embedsmænd forventer, at Israel vil gøre gengæld mod denne måneds iranske angreb inden den 5. november.«

Samtidig fortalte den stadig mere febrilske og desperate Volodymyr Zelenskyj på et møde for NATO’s forsvarsministre i Bruxelles i dag, at enten skal Ukraine straks optages i NATO, eller også bliver Ukraine nødt til at have sine egne atomvåben.

Så faren for atomkrig lurer nu om hvert hjørne – og det vil den blive ved med, indtil det system, der har skabt denne fare, erstattes af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der er bygget på videnskab og klassisk kultur, som Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche har insisteret på.

Få en smagsprøve på, hvad det betyder ved Sare-Vega Indoor Peace Rally and Concert i New York City lørdag den 26. oktober kl. 14.00 ET (kl. 20 dansk tid), »Build a Peace Chorus Against the Ghouls of War«. Sørg for at få fat i dine billetter nu.

Israeli Air Force F-15 fighter jets escorted an American B-1B bomber. Credit: IDF X page

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 16. oktober 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 16. oktober 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.
I dag skal vi diskutere BRIKS-topmødet, der finder sted om mindre end en uge, midt i turbulensen i hele verden, og jeg vil begynde med turbulensen. To store kriser, i Ukraine og i Sydvestasien, som truer med optrapning til tredje verdenskrig, foruden den vedvarende, brutale borgerkrig i Sudan og farlige provokationer mod Kina.

Så lad os starte med Ukraine: Med al balladen mod Putin på grund af hans påståede trusler om at bruge atomvåben, har der ikke været megen omtale af NATO’s atomkrigsspil Steadfast Noon, som begyndte i går: Det omfatter øvelser i NATO-landene, som skal simulere indsættelse og brug af atomvåben. Helga, hvad er dine tanker om dette, og hvorfor er det vigtigt?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: NATO, jeg tror SHAPE-hovedkvarteret, hævdede, at dette bare er en årlig rutinemanøvre, men talsmanden for Kreml, Dmitry Peskov, sagde efter min mening helt korrekt, at timingen af dette er upassende og forfærdelig, for med en varm krig i gang i Ukraine, det faktum, at der fra den 14. oktober i 15 dage vil være manøvrer, der involverer, tror jeg, i alt 2.000 personer, 13 lande og otte store amerikanske baser, hvor de flyver rundt med kampfly og alle mulige støttefly, tanker op og alle mulige andre ting, betyder, at – selv om de hævder, at der faktisk ikke er nogen skarp ammunition, dvs. taktiske atombomber om bord, men det er naturligvis et spørgsmål, som ingen ved. Og for en manøvre, hvor man anvender taktiske atomvåben i Nordsøen, over flere NATO-lande, mens man har en situation, hvor nerverne allerede på grund af situationen i Ukraine er temmelig skrøbelige, vil jeg sige, at det bare er fuldstændig hensynsløst, det er ikke nødvendigt, medmindre man virkelig ønsker at provokere situationen. Og virkelig fremstille et billede af {Schrecklichkeit} [ren rædsel]. Jeg mener, russerne kan ikke vide, om disse fly rent faktisk har skarp ammunition med eller ej. Det er ekstremt let at gå fra en igangværende manøvre til en egentlig krigsudstationering, og det er det, russerne er nødt til at antage, at den mulighed eksisterer.

Så det mindste, man kan sige, er, at hele denne manøvre, der har stået på i 15 dage, og som startede den 14. oktober, vil vare indtil slutningen af oktober, bare et par dage før det amerikanske valg. Hvis folk tænker over det, kan noget gå galt, og det er, at selv hvis en ikke-tilfældig krig skulle ske, kunne det føre til civilisationens udslettelse på grund af konsekvenserne. Der er udkommet en bog af Annie Jacobsen, (Nuclear War: A Scenario) – den er lige udkommet på tysk og også på fransk; og den originale engelske i marts. Jeg har endnu ikke læst bogen, men jeg har hørt om den. Det, hun tilsyneladende beskriver, er, at advarselstiden, hvis noget går galt, er jeg tror, hun taler om 72 minutter – det lyder endda som meget tid i betragtning af, at affyring efter advarsel efterlader langt færre minutter. Og det, hun beskriver, ifølge de rapporter, jeg har fra folk, der har læst bogen, er, at når først tegnet er givet, at krigen er i gang, er tænketiden nul. For de ting, der skal gøres af en præsident eller en regeringsleder, er så hurtige, at der absolut ikke er tid til at tænke over det eller ændre noget. Alt foregår i en automatisk rutine.

Det betyder, at vi sidder på en absolut krudttønde på to fronter: Den ene er situationen i Ukraine, hvor situationen tydeligvis ikke går i den retning, som Zelenskyj forsøgte at fremkalde på sin nylige tur gennem de europæiske hovedstæder, men den går mere i den retning, at Rusland stabiliserer sig – med andre ord forsøgte han at overbevise de europæiske ledere om sin såkaldte »sejrsplan«. Der er ingen sejr i sigte i Ukraine. Rusland gør stadige, store territoriale fremskridt. Flere eksperter mener grundlæggende, at krigen vil være slut inden årets udgang, og det bringer så det absolutte »to be or not to be«-spørgsmål: Vil NATO endelig gå med til en forhandling med Rusland, som Rusland kan acceptere: en diplomatisk løsning. Eller vil der ske en optrapning, som så kan udvikle sig til en storkrig? Det er situationen i Ukraine.
Og så har man den utroligt farlige situation i Sydvestasien, som også kan blive atomar.

Så i forbindelse med disse to aktuelle situationer er det hensynsløst og uansvarligt at have denne NATO-manøvre. Og jeg synes, det gør det endnu vigtigere, at den japanske organisation Nihon Hidankyo, som har kæmpet mod faren for atomkrig i lang tid, blev tildelt Nobels fredspris i år. Og at den kinesiske regering meget offensivt fremmer ideen om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, stort set i tråd med, hvad Schiller Instituttet har krævet i mere end to år.
Så jeg tror virkelig, at vi er på vej mod et afgørende punkt. Og jeg kan kun opfordre jer, vores seere, til at slutte jer til Schiller Instituttet og vores bestræbelser på virkelig at sætte en helt anden dagsorden, et nyt paradigme, på det internationale diskussionsbord, for vi er i absolut fare for at miste alt, hvad der er menneskelighed.

SCHLANGER: Helga, med hensyn til det, du lige sagde om potentialet for et russisk gennembrud i krigen i Ukraine, skrev flere mennesker ind angående rapporter i mainstream-medierne om dyb angst, der rammer tilhængere af Ukraine i krigen mod Rusland, og i Europa generelt over det kommende amerikanske valg. Folk stiller spørgsmål som: »Hvad vil der ske, hvis Trump vinder?« »Vil USA opgive Ukraine?« »Vil de europæiske lande skulle dække forskellen i omkostninger?« Og så er spørgsmålet: »Er der en krigstræthed, som påvirker de europæiske regeringer og den generelle befolkning?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det tror jeg. Jeg tror, at krigstrætheden først og fremmest findes i Ukraine selv. Der er mange rapporter om, at antallet af desertører er steget dramatisk i år, og med et perspektiv, hvor de mennesker, der kæmper på jorden, ikke behøver at læse avisen for at vide, hvordan deres situation er, fordi de befinder sig midt i det. Men der synes at være en meget udbredt demoralisering, fordi Ukraine er gjort til offer! Denne idé om, at man skal blive ved med at kæmpe, når det er tydeligt, at der ikke er nogen sejr mulig. Jeg tror, at en pensioneret officer lavede den sammenligning, at det er lige så umuligt for Ukraine at vinde over Rusland, som det ville være for Mexico at vinde over USA. Og alligevel er der disse hensynsløse militære og politiske ledere, som kræver, at kampen skal fortsætte, indtil Rusland er besejret, selv om det er en objektiv umulighed. Og de eneste ofre er i virkeligheden det ukrainske folk, hvoraf mange bliver slagtet, og deres land bukker under i krigsødelæggelser.

Og det andet store, store offer for dette er naturligvis Europa. Europa er ved at falde fra hinanden. Og jeg tror, at faren for, at Europa – det gør efter min mening ikke den store forskel, hvem der vinder det amerikanske valg, for okay, Trump har lovet, at han vil afslutte krigen i Ukraine inden for 24 timer. Og måske gør han det; jeg tror, han gør det. Men der er ingen, der spørger, hvad Trumps politik er i Mellemøsten, hvor han siger ting, som er helt utrolige for en potentiel amerikansk præsident at udtale sig om.

Så jeg tror, vi har brug for noget helt – jeg lægger ikke mine æg i kurven hos nogen af disse to kandidater, for jeg synes ikke, nogen af dem har sagt noget, som virkelig ville give mig tillid til, at de tænker i den rigtige retning, som må være et nyt paradigme: Stop geopolitik. Komme ud af Wolfowitz-doktrinen, som stadig lurer i baggrunden, om at USA skal forblive den dominerende magt i verden for evigt, og at ingen kombination af lande skal have lov til at overgå USA økonomisk, politisk eller på nogen anden måde. Og så længe det er det underliggende træk i Pentagon, i det militærindustrielle kompleks, ja, så tror jeg virkelig ikke, at vi er ude af denne krise, før en stor del af befolkningen i USA og Europa hævder deres ønske om at bevare freden! Og det betyder samarbejde i stedet for konfrontation.
Så jeg tror, at det er, hvad man kan sige om denne situation.

SCHLANGER: I sidste uge talte vi om den præsentation, som Scott Ritter holdt for Den Internationale Fredskoalition fredag den 11. oktober (https://www.youtube.com/watch?v=ratqFyq_5zk), hvor han advarede om muligheden for et iransk atomart angreb på Israel. Nu havde vi et spørgsmål: »Er den nylige annoncering af det amerikanske missilforsvarssystem og tropper sendt til Israel et tegn på et forventet atomart angreb fra Iran?« og «Viser det, at USA er fuldt ud forpligtet til at forsvare Israel?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, vi ser en tragedie uden sidestykke. Det, der sker, er helt klart, at dette latterlige brev, som Blinken og forsvarsminister Austin har skrevet til Israel om, at de inden for 30 dage skal forbedre den humanitære situation i Gaza, jeg mener, det er den største vittighed – jeg mener, det er ikke en vittighed, det er en skrækhistorie! Lige nu har israelerne givet et ultimatum til et sted mellem 300-400.000 palæstinensere i Gaza om at evakuere, ellers vil de blive behandlet som terrorister, hvilket betyder, at de kan blive skudt og sultet, eller hvad ved jeg. Og noget lignende er ved at ske i Libanon, hvor en fjerdedel af landet allerede er under IDF’s kontrol. Og det har ufattelige konsekvenser: Mordene på mennesker sker for øjnene af hele verden, og for palæstinenserne er det en absolut tragedie; for befolkningen i Libanon er det ligeledes en tragedie, fordi Libanon skridt for skridt bliver forvandlet til en ny Gaza-situation.

Så det er forfærdeligt for alle de involverede mennesker. Mange af dem mister livet. Men jeg tror, det er meget, meget mere end det, en tragedie for hele menneskeheden, fordi det faktum, at verdensoffentligheden kender til det og derefter er vidne til visse amerikanske og europæiske lederes adfærd, som på en skamløs måde vender op og ned på sandheden. Og når de rapporterer om det i medierne, siger de altid, at det var et libanesisk angreb på Israel, som tvang Israel til selvforsvar, hvilket er en fuldstændig fejlkonstruktion af kendsgerningerne og af rækkefølgen og kronologien.

Det bliver observeret af hele verden, af den islamiske verden, af den Globale Majoritet, og jeg tror, at en yderligere effekt af alt dette vil være, at det moralske tab af image, pletten på bevidstheden hos de mennesker i Vesten, der tolererer dette, jeg tror ikke, at det vil forsvinde. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan verden nogensinde vil vende tilbage til nogen form for førkrigssituation, fordi denne billigelse er det, der vil blive bedømt af historien og af verdensoffentligheden. Så jeg kan kun sige: Vi er nødt til at flytte hele verden ind i et nyt paradigme, for jeg tror ikke, at nogen af disse kriser, hverken Ukraine eller Sydvestasien, bare kan løses af kræfterne i regionen, fordi den transatlantiske verden tydeligvis reagerer på Kinas fremgang og den multipolære verden. Og man er nødt til at overvinde denne geopolitiske tankegang, ellers tror jeg ikke, der vil være nogen udvej.

SCHLANGER: En skarp iagttager tog spørgsmålet om at give Israel 30 dage til at efterkomme humanitær hjælp op og skrev, at for ham er »dette støtte til folkemord i slowmotion«. Og han spørger: »Hvad kan man gøre for at fremtvinge en reaktion fra de vestlige regeringer? Er der noget, der kan gøres?« Og her er det måske værd at nævne, at Den Internationale Fredskoalition har Zoom-opkald som sædvanlig på fredag den 18. oktober kl. 11 ET (kl. 17 CET).
ZEPP-LAROUCHE: Ja. Som jeg sagde, tror jeg, det er meget indlysende, at der kun er én magt i verden, som kan stoppe dette, og det er USA. Og USA ville faktisk hævde deres magt med hensyn til våbenleverancer og økonomisk støtte. Det kunne stoppes med det samme – måske ikke så let – men det kunne stoppes.

Så det faktum, at der er et sted, hvor man kan sætte ind, betyder, at USA’s befolkning må sige fra mere tydeligt og lægge pres på USA. Men jeg tror også, at landene i det Globale Syd, som udgør langt størstedelen af den menneskelige befolkning – og jeg tror, at de bliver mere aktive hele tiden – de er nødt til at træde frem. For vi har en utrolig krise: FN fungerer ikke i sin nuværende form. FN’s Sikkerhedsråd er hele tiden blokeret af et veto fra et af de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, hvilket de facto betyder, at når denne konflikt involverer et af dem, nemlig USA (og naturligvis i skyggen Storbritannien), så er der ingen løsning.

Så der er en reel krise for menneskeheden. Og jeg tror, at folk hellere må vågne op og indse, at vi måske er nødt til at skabe en ny institution. BRIKS er ved at udvikle sig til en ret vigtig modvægt til alt dette. De holder topmøde om en uge, den 22.-24. oktober, og jeg tror, at det forhåbentlig bliver et af de steder, hvor der vil blive foreslået et reelt alternativ. Men jeg tror ikke, der er noget, der forhindrer folk i Vesteuropa – eller Europa og USA – i at tage ansvar for virkelig at mobilisere og lægge pres på deres regeringer for at stoppe dette.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra Magna H., fra Norge, tror jeg, som spørger: »Hvorfor er det, at de vestlige eliter overhovedet ikke er i stand til at erkende deres nederlag i konfrontationen med resten af verden og deres neokolonialistiske dagsorden?«

ZEPP-LAROUCHE: Tja: Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange. Fordi det er så indlysende, at alle deres politikker har slået fejl! Hvis man ser på, hvad der skete efter afslutningen af den kolde krig, hvor man ignorerede advarslerne fra pave Johannes Paul II, som sagde, at Vesten ikke skulle konkludere fra Sovjetunionens opløsning, at de havde »vundet«. For de har ikke vundet. Og han talte om »syndens strukturer« i både øst og vest, og han sagde, at man skulle se på udviklingslandenes tilstand for at se, at Vesten også har syndens strukturer.

Men det, der skete, var, at de erklærede »historiens afslutning«. Fukuyama gjorde det, og de udviklede en triumfalisme, som om de ville have vundet den kolde krig, og det havde de ikke! Og ud fra den triumfalisme konkluderede de, at den unipolære verden ville dominere kloden, at den »regelbaserede orden« ville tvinge alle lande på kloden til at indføre den vestlige liberale demokratimodel, og du kan se, hvor det har bragt os hen. Du kan se, hvad de interventionistiske krige efter 11. september har resulteret i. Er USA’s indflydelse øget? Nej! Er Europas status steget? Nej! Og det er meget tydeligt, at den vestlige politik med at modarbejde det store flertal i verden ved at føre denne politik nu fører til en situation, hvor disse lande har vendt sig væk fra Vesten, men de vestlige eliter holder stadig fast i den samme politik, som f.eks. er ved at ødelægge Europa: Tyskland er totalt ødelagt. Der er mange rapporter om mellemstore virksomheder, der forlader landet og tager til USA for at investere der, eller tager til Kina, eller lukker eller tager til Schweiz. Men de forlader Tyskland. Og jeg tror, at det vil føre til et reelt socialt sammenbrud på kort sigt, som allerede er i gang, og som vil føre til nedskæringer i det sociale system, hvilket vil skabe ustabilitet og uro i landet.

Så disse mennesker bliver ved med at gøre, hvad de gør, på trods af at vælgerne ved de seneste valg klart har signaleret, at de ikke er enige: Det skete i Frankrig. Det skete ved fire valg i Tyskland – valget til Europa-Parlamentet og derefter tre delstatsvalg i Østtyskland. Men eliterne (»eliterne«), de såkaldte etablissementer, de erkender ikke, at de er ved at ødelægge deres land, eller hvis de erkender det, er de fuldstændig ligeglade. Jeg synes virkelig, det er en utrolig moralsk krise.

Så jeg kan kun appellere til vælgerne om virkelig at blive samfundsborgere. Mobiliser jer selv. Om fredagen er IPC-mødet et vigtigt mødested, hvor mange kræfter fra fredsbevægelsen og andre organisationer mødes hver uge nu i mere end et år. Og som hver uge vil vi helt sikkert komme med nogle forslag til, hvad der skal gøres for at påvirke situationen. Men det kræver virkelig, at folk tænker sig om. Folk, der nu diskvalificerer sig selv som ledere, de kan aldrig stoles på igen!

SCHLANGER: Nej, vi har et spørgsmål eller en udtalelse fra Amanda, som sagde: »Jeg kan ikke tro, at Israel nu slipper af sted med at angribe NATO’s eller UNIFIL’s fredsbevarende styrker. Israelske pansrede køretøjer smadrede sig vej gennem porten til UNIFIL-basen. NATO’s reaktion? Ingenting!«

En anden skrev ind og sagde, at en kommentator havde sagt, at hvis Israel skyder på FN’s fredsbevarende styrker, kan FN skyde tilbage. Tror du, der er en mulighed for, at det vil tvinge NATO-landene til at reagere mere direkte?
ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun sige, at jeg lyttede til en kommentar fra en ledende CSU-politiker Tysklands kristelige demokrati Thomas Ernd i Deutschlandfunk. Det var utroligt, som om han befandt sig i et parallelt univers. Han tog fuldstændig parti for Israel og gav alle andre skylden, også de fredsbevarende tropper. Og jeg tror desværre, at det er sådan, NATO tænker lige nu.

Så jeg tror, det kræver handling på et andet niveau, og jeg kan kun gentage mig selv, at ideen om at have en helt anden tilgang, som i den Westfalske Fred, efter min mening er den eneste måde, hvorpå vi kan undgå tredje verdenskrig! Og jeg er meget interesseret i, at den kinesiske leder af udenrigsministeriets nedrustningsafdeling, Sun Xiaobo: Han kom med et forslag for bare to dage siden, som var meget vidtgående, og som gentog behovet for en ny sikkerhedsarkitektur, som skal tage hensyn til alle landes interesser, fordi fred er udelelig, og hvis et land er i problemer, påvirker det hele verden.

Jeg tror, det er den slags diskussioner, vi skal have, og jeg vil opfordre til, at hvis man er studerende, professor eller ærlig journalist (selv om det måske er en uddøende art i dag) eller har en anden platform, internet, lister fra venner og kolleger, chatgrupper, hvad som helst, så begynder man at diskutere ideen om, at man er nødt til at have en anden orden, hvad angår sikkerhedsarkitekturen i hele verden. For vi er trods alt den eneste intelligente, kreative art i universet, i hvert fald som vi kender den. Der kan være andre intelligente arter med kreativitet; de findes måske, men vi kender ikke til dem, så derfor må vi gå ud fra, at vi er de eneste, der er aktive på scenen: Og hvis vi ikke kan sige, at den nuværende sikkerhedsorden, den nuværende struktur, det nuværende set up blandt naturen muligvis dømmer os alle til at forsvinde i en atomkrig og den efterfølgende atomvinter, burde vi så ikke være i stand til at tænke over, hvad vi skal gøre anderledes, mens vi stadig har tid? Og for mig er det det brændende spørgsmål, som jeg virkelig gerne vil have, at flere begynder at diskutere. Vi havde en konference om dette emne, som involverede et universitet i Nicaragua, og jeg synes stadig, at tænketanke, universiteter og andre sociale grupperinger burde begynde at diskutere det! At hvis du er bundet i en sikkerhedsstruktur, som ikke tillader din overlevelse, hvis noget går galt, så kan det ikke være en struktur, der er god for dig!

Så jeg synes, vi har ret og faktisk pligt til at tænke over, hvordan vi kommer ud af denne situation?

SCHLANGER: Du nævnte før BRIKS-topmødet, som starter den 22. oktober. Vi har et par spørgsmål om det. Et fra Susie i New Mexico, som startede med at sige: »Ord kan ikke udtrykke min taknemmelighed for dit lederskab og din uophørlige indsats for at forhindre tredje verdenskrig og realisere en fredelig, retfærdig og velstående verden. Jeg er meget bekymret for, at de hegemoniske verdensmagter, for eksempel USA, vil forsøge at sabotere det kommende BRIKS-topmøde i Kazan i Rusland. Tror du, at de kan eller vil gøre det?«

Og så et andet spørgsmål om dette: »Hvordan vurderer du BRIKS’ chancer for at lykkes med at transformere verden fra en neokolonial status til en med retfærdighed for alle nationer og mennesker?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at der allerede er bestræbelser på at skabe maksimale problemer for alle BRIKS-medlemmerne. Du ved, at der er kreditkrav til flere lande eller vanskeligheder med den finansielle måde, de fungerer på, hvilket er designet til at skabe uenighed. Ideen om at skabe et nyt betalingssystem, som præsident Putin diskuterede med sit sikkerhedsteam for to uger siden, vil naturligvis være på dagsordenen. Der er meget modstridende rapporter om, hvad der kan forventes i Kazan.

Jeg vil antage, at der vil blive trukket noget stort op af hatten, så at sige; og det er måske ikke BRIKS. Det kan være det, som den tidligere vicechef for Den Nye Udviklingsbank Paulo Nogueira Batista har nævnt ved flere lejligheder, at det kan være en undergruppe af BRIKS, der vil arbejde med det. Jeg er ikke med i disse diskussioner, så jeg kan ikke være sikker. Jeg ved, at der er mange spændinger omkring det.

Jeg kan kun sige med sikkerhed, hvad der ikke er en god idé, og det er, hvad Donald Trump lige har sagt: Han sagde, at han ville indføre 100 % told på alle lande, der går i retning af af-dollarisering. Det er ikke et særlig smart økonomisk forslag, for det ville betyde, at USA kun ville have meget få lande at handle med, og det er helt upraktisk. Det ville være mere intelligent at sige: OK, vores finansielle system er i alvorlige problemer, eller vores fysiske økonomi er ved at kollapse. Se på USA’s manglende evne til at håndtere ofrene for de seneste orkaner. Lad os bygge vores infrastruktur! Lad os samarbejde med det nye, spirende system om at tilslutte os deres nye kreditfacilitet og begynde at investere igen i fysisk produktion, infrastruktur, innovation og forskning og udvikling – i bund og grund det, som Kina gør. Så ville der være en chance for at komme ud af problemerne.

Men jeg tror helt sikkert, at vi vil gå ind i en stormfuld periode. Jeg tror, vi er så tæt på tredje verdenskrig, men på den anden side tror jeg, at hvis nogen kombination af lande kan trække verden ud af denne krise, så bliver det BRIKS. Og jeg er ret sikker på, at verden vil få sig nogle overraskelser i næste uge, for jeg tror, at de ledere, der mødes der, har bevist, at de er ganske ansvarlige mennesker. Og jeg tror, der er en chance for, at vi overlever denne prøvelse, men det er slet ikke sikkert.

SCHLANGER: Jeg har en ting mere til dig fra en tilhænger fra Tyskland, som skrev om Tysklands fremtid i Europa. Han skrev »Jeg er pensioneret fra bilindustrien. Jeg har med rædsel set de Grønnes angreb på vores industri. Efter fiaskoen med forsøget på at forbyde forbrændingsmotorer presser de nu på med høje toldsatser på elektriske biler fra Kina. Det tyske folk er ikke dumt. Bliv ved med at kæmpe: Jeg tror, at folk er begyndt at være opmærksomme.«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil følge dit råd. Jeg vil fortsætte kampen. Og jeg tror, at bilindustrien, efter min mening lidt sent, men endelig kommer de ud, og alle – Mercedes, BMW, Audi, VW – de kom alle stærkt ud imod EU’s politik om at indføre disse toldsatser på elbiler fra Kina. Og jeg mener ikke, at Tyskland kæmpede troværdigt, for hvis de vidste, at afstemningen var på vej, og at EU ville indføre disse toldsatser, ville de, hvis de seriøst forsøgte at undgå det, have sendt følere ud til Italien og andre lande på forhånd, og det skete ikke.

Vi diskuterede det med hinanden, med vores kolleger fra forskellige lande. Og jeg tror, at det var et show og ikke alvorligt ment, for jeg tror, at den nuværende regering ser på hele situationen, hvor Tyskland er ved at falde fra hinanden, uden at rette op på det, uden at gøre noget ved det. Så jeg tror, at det kinesiske svar vil være, at de vil indføre modtold. Men igen, det er det tyske folks kamp ikke kun at komme af med denne regering, men hvis man lytter til, hvad nogle af oppositionslederne fra CDU/CSU siger, vil det ikke få Tyskland i en meget bedre – eller faktisk i en værre – situation, hvis de gør, hvad de taler om.

Jeg tror, vi er nødt til at have en reel mobilisering i Tyskland for, at Tyskland skal vende tilbage til sine bedste traditioner! Jeg mener, vi er blevet overtaget af en kombination af neokonservative og neoliberale, både hvad angår økonomi og det kulturelle område. Og mens asiaterne er kloge, og de er gået tilbage til deres egne historiske traditioner for nogle gange helt op til 5.000 år siden, og de henter deres styrke fra den største kultur, de har produceret i årtusinder, så er vi i Tyskland, som på et tidspunkt havde klassisk musik og klassisk poesi som noget af det bedste! Inden for klassisk musik vil jeg endda sige den bedste fremførelse af vores komponister, fra Bach til Beethoven, Schumann, Schubert og Brahms: Jeg mener, dette er en skat! Og har du nogensinde hørt Ursula von der Leyen eller Olaf Scholz eller nogen af disse mennesker tale om skattene i den europæiske kultur og især i den tyske kultur? Det har jeg ikke. Og hvis du kan vise mig, at de har en forståelse af, hvorfor (Lied) er vigtig, Schubert-sangene eller Schumann-sangene, eller Brahms, eller Mozart eller Beethoven – det er perler, der ikke overgås af noget andet i verden! Og vi lader det gå i stykker! Der er ikke længere nogen forestillinger, fordi publikum angiveligt ikke vil have det, hvilket jeg ikke tror er sandt. Jeg tror, det er designet til at sænke kulturens niveau og befolkningens smag, fordi vi er styret af et oligarkisk system!

Så lad os kæmpe for det, Tyskland har produceret: Vi havde Nikolaus af Cusa, vi havde Leibniz, vi havde Schiller, vi havde Beethoven. Vi havde så mange opfindere og store hjerner, og vi bør ikke lade os træde under fode, som det sker lige nu. Men vi har brug for en renæssance af det bedste, Tyskland nogensinde har produceret, og så tror jeg, der er en kraft – som sover lige nu i det tyske folk – men som kan vækkes til humanismens højeste ideal. Og det er det, vi har brug for, at arbejde sammen med andre lande, i et kor af nationer for en bedre fremtid.

SCHLANGER: I den forbindelse mødes Den Internationale Fredskoalition igen på fredag: kl. 11.00 østlig tid, kl. 17.00 centraleuropæisk tid.

Og så, Helga, kan du måske sige noget om demonstrationen og koncerten den 26. oktober for Jose Vega & Diane Sare Peace Fund, som vil være en kampagnebegivenhed for New Yorks kongreskandidat Jose Vega (CD15, Bronx) og senatskandidat Diane Sare i New York. Det er sådan set det, du taler om som værende nødvendigt.

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Det er en ekstraordinær begivenhed, der er planlagt til lørdag den 26. oktober i New York, og vi har allerede et fantastisk antal talere. Du kan finde navnene på deres hjemmeside. Vi lægger linket ind under dette program. Det omfatter folk som oberst Lawrence Wilkerson (pensioneret) og Ray McGovern, Garland Nixon og mange andre fremragende patrioter fra USA. Og så vil vi have musikalske bidrag fra forskellige lande, og meget vil handle om fred. Og vi forsøger at få folk med fra hele verden, måske endda at lave søsterarrangementer. Vi har kor i Afrika, vi har andre mennesker, som har foreslået, at de deltager ved at lave søsterarrangementer i forskellige lande. Og jeg tror, at dette kan blive en model for at forene den internationale fredsbevægelse ved at fremhæve skønheden i den kultur, vi kæmper for, som en kilde til styrke.

Man bør absolut tilmelde sig. Jeg tror, at det er helt gratis for internationale gæster. Jeg ved ikke, hvordan det foregår på stedet, det kan være anderledes, men det er helt sikkert en begivenhed, som er den mest kraftfulde intervention i valgkampen og i spørgsmålet om krig og fred.

SCHLANGER: Nå, Helga, tak fordi du kom i dag, og jeg ved, at vi ses på fredag og sandsynligvis også den 26. oktober!
ZEPP-LAROUCHE: Jeg ser frem til det, ligesom du gør.

af Jason Ross (EIRNS) – 15. oktober 2024

Mens verden med frygt venter på Israels forventede militære angreb på Iran, er der stadig grund til håb. Det meste af verden, som væmmes ved de gamle vestlige magters passivitet og FN’s manglende evne til at træffe afgørende foranstaltninger, tænker på nye former for internationale relationer. Diskussionerne om at omdanne FN’s Sikkerhedsråd tager fart, og det relativt nye forum BRIKS tiltrækker lande fra hele verden.

Hvad bør være missionen for sådanne internationale institutioner og for de enkelte lande?

USA har især brug for en mission! Mens USA spilder billioner på militærudgifter, er landets infrastruktur i en elendig forfatning. Tænk på de nylige orkanagtige oversvømmelser i North Carolina, som dræbte over 100 mennesker. Det anslås, at to tredjedele til 90 % af dødsfaldene kunne have været forhindret med en forbedret infrastruktur til håndtering af oversvømmelser.

De dødbringende virkninger af »grøn« ideologi ses i Florida, hvor myndighederne for oversvømmelseskontrol foreslår at genskabe naturlige miljøer, hvilket betyder at ødelægge infrastrukturen for vandkontrol. Mennesker forbedrer miljøet gennem det, der kaldes infrastruktur, og skaber et bæredygtigt, syntetisk miljø, der er langt bedre end et hyldeprodukt fra naturen.

Det ville være i overensstemmelse med principperne i Den amerikanske Frihedskrig at imødekomme behov på nationalt og internationalt plan i stedet for at insistere på en konflikt mod Rusland, Kina og Iran.

Gennemgå situationen i Sydvestasien. Overvej situationen i Libanon, som i stigende grad ser ud til at ligne Gaza. Israelske evakueringsordrer berører nu over en fjerdedel af landet, og selv FN’s fredsbevarende styrker er ikke i sikkerhed. Premierminister Netanyahu har fortalt USA’s præsident Biden, at han kun vil angribe militære mål i Iran, men intet er sikkert. Irans atomprogram, som længe har været et mål for israelsk planlægning, er underjordisk og spredt – et enkelt angreb kan ikke eliminere det, medmindre Israel bruger sine atomvåben. Gengældelse er ikke vejen til fred! Som den Westfalske Fred viste, kan løsningen på uløselige problemer komme fra fremtiden – fra en forestilling om den verden, der burde være, i stedet for at dvæle ved fortiden. Denne store lektie findes i dramatisk form i Aischylos’ Eumeniderne.

Selvom vestlige medier fremstiller Ruslands Putin som en, der driver verden mod en atomar konflikt, er NATO’s atomare øvelse Steadfast Noon i gang. Den involverer flere lande og øvelser i håndtering af atomvåben. Har den »sikkerhed«, som USA har fået ved at bruge billioner af dollars på tusindvis af unødvendige atomvåben, overgået den »sikkerhed«, som billioner af dollars i investeringer i infrastruktur ville have givet?

Se på Kinas prioriteringer. Dets placering i et globalt innovationsindeks er steget, og investeringerne i forskning og udvikling i landet overstiger en halv billion dollars om året. Kinas chefdiplomat taler med lederne af både Israel og Iran om behovet for en våbenhvile og også om potentialet for økonomisk samarbejde med begge nationer.

Med tanke på hvordan vi kommer videre, vil Helga Zepp-LaRouche tale om temaet: »BRIKS-topmødet kommer midt i en hidtil uset turbulens« på sit onsdags-webcast den 16. oktober kl. 11.00 (kl. 17.00 centraleuropæisk tid.

Og flere detaljer om Jose Vega & Diane Sare Peace Fund møde og koncert, som finder sted lige efter BRIKS-topmødet, den 26. oktober, er blevet lagt ud på arrangementets hjemmeside, herunder en imponerende liste over talere.

Foto: UN Photo/Eskinder Debebe

af Stewart Battle (EIRNS) – 14. oktober 2024

Mens den amerikanske kongres har travlt med at føre valgkamp i deres distrikter, og medierne bombarderer folk med følelsesladede nyheder op til det amerikanske valg den 5. november, opererer verden på en helt anden tidslinje. Sydvestasien er på nippet til at eksplodere, mens Israel udvider sine barbariske handlinger til Gaza, Vestbredden og Libanon og truer med at iværksætte et omfattende angreb på Iran. Irans præsident og udenrigsminister er i gang med et væld af diplomatiske aktiviteter for at forsøge at afværge dette – præsident Masoud Pezeshkian talte med den franske præsident Emmanuel Macron, og den iranske udenrigsminister Abbas Araghchi rejste til Irak efter at have besøgt Beirut, Damaskus, Riyadh og Doha i løbet af lidt over en uge.

Ikke desto mindre lover Israel stadig at hævne sig på Iran efter sidstnævntes angreb den 1. oktober, hvilket truer med at sætte hele regionen i flammer. En konflikt mellem Israel, en hemmelig atommagt med fuld opbakning fra USA, og Iran, som for nylig har øget dets forsvarsrelation til Rusland og efter sigende er i stand til at opskalere produktionen af en rå atombombe på blot få dage, antyder, hvor let dette kan blive en global atomar konflikt.

Forestillingerne om, at det »liberale« og »demokratiske« Vesten i fremtiden vil have bare en smule troværdighed, er stort set forsvundet, da der nu kommer rapporter om, at Israel er på vej mod en fuld »overgiv-dig -eller-sult«-kampagne i den nordlige del af Gazastriben, hvor der bor ca. 300.000 mennesker. Dette kommer oveni de voksende rapporter om snigskyttekugler, der er fundet i palæstinensiske børn, og det nylige angreb på Al-Aqsa Martyrs Hospital i det centrale Gaza, hvor patienter blev brændt levende. Alt imens fortsætter USA med at »stå sammen med Israel« og har nu meddelt, at de vil sende et avanceret THAAD-missilforsvarssystem – sammen med amerikanske tropper – til Israel. Denne situation er ved at nå et absolut bristepunkt og bør ikke fortsætte.

I Ukraine er det ikke bedre. På trods af antydningerne af, at en politisk ændring er på vej, efterhånden som flere og flere indrømmer, at en ukrainsk sejr over Rusland er umulig, er der intet, der tyder på, at Vestens overordnede strategi om at søge et strategisk nederlag til Rusland har ændret sig. Præsident Joe Biden rejser nu til Tyskland senere på ugen, men det er endnu uvist, om han vil meddele andet end blot floskler og sympatier for Ukraine. Efter Anatoly Antonovs tilbagetræden i sidste uge, Ruslands ambassadør  i USA, er kommunikationen mellem de to supermagter nu ikke-eksisterende – en fuldstændig katastrofal situation i betragtning af, at USA næsten er i krig med Rusland.

Verden står nu i sit farligste øjeblik i den kendte historie. Samtidig befinder den sig i sit største øjeblik af forandring og potentiale, da »ordenen« efter Anden Verdenskrig er ved at kollapse omkring os.

»Men hvem skal jeg stemme på?« vil den stædige tåbe vide. »Man skal jo trods alt vælge én!« Faktisk garanterer opretholdelsen af denne illusion, som illustreres af amerikanernes pragmatiske valg, kun, at vi går glip af øjeblikket for ægte forandring. Det virkelige spørgsmål er: »Hvad opfordrer historien mig til at gøre?«

At forholde sig ærligt til dette spørgsmål er det første skridt til at løse krisen i dag. Men når man har overvejet det første spørgsmål, dukker der hurtigt et andet op: »Hvad er verdens tilstand, så blot en lille fejltagelse kan føre til menneskehedens udslettelse – og hvad skal der gøres for at ændre det?« Hvor upraktisk det end kan virke for dem, der er vant til nyhedsstrømmens rutiner, så er den vigtigste beslutning man skal træffe ikke, hvem man skal stemme på, men hvilken kvalitet af forandring, man vil arbejde for at gennemføre.

Dette spørgsmål blev med fordel taget op i en klumme af redaktionen på Kinas halvofficielle Global Times den 13. oktober, som svar på opfordringen fra generaldirektøren for afdelingen for våbenkontrol i Kinas udenrigsministerium, Sun Xiaobo. Vi må etablere »en verden fri for atomvåben«, sagde Sun den 10. oktober til en FN-komité for nedrustning og international sikkerhed. Global Times uddyber dette: »Den internationale orden efter Anden Verdenskrig, herunder Den kolde Krigs strategi for atomar afskrækkelse, har ikke i tilstrækkelig grad behandlet de grundlæggende spørgsmål omkring atomvåben. Mens princippet om gensidigt sikret ødelæggelse måske har forhindret direkte konflikter mellem atommagter, har det holdt verden i en konstant skygge af atomtruslen… Vi er nødt til at have en nuanceret forståelse af den globale sikkerhedsdynamik, som rækker ud over forenklede ‘os mod dem’-fortællinger…. Vi er nødt til at have et paradigmeskift i tilgangen til global sikkerhed,« en tilgang, som ›anerkender, at i en forbundet verden er en nations sikkerhed uløseligt forbundet med alles sikkerhed.‹

Med andre ord, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som Helga Zepp-LaRouche har opfordret til siden 22. november 2022. Kun et sådant nyt system kan have en chance for at garantere menneskehedens overlevelse på dette sene tidspunkt. Dette, og intet mindre, er spørgsmålet, der er afgørende for historien i dag.

Foto: CC/WAFA

»Byg et fredskor mod krigens spøgelser«

HVORNÅR:

Lørdag den 26. oktober 2024 kl. kl. 20-24 dansk tid. 
Live streamnings link:

af Diane W Sare den 3. oktober 2024

“Erindringens mystiske akkorder, der strækker sig fra hver slagmark og patriotiske grav til hvert levende hjerte og arnested over hele dette vidtstrakte land, vil endnu hæve Unionens kor, når de igen berøres, som de helt sikkert vil blive, af de bedre engle i vores natur.”
-Abraham Lincoln, 4. marts 1861, fra hans første tiltrædelsestale

Tag med Diane Sare, LaRouche-bevægelsens uafhængige kandidat til USA’s senat fra New York, og Jose Vega, bevægelsens uafhængige kandidat til kongressen fra den 15. valgkreds i Bronx, og en række modige tidligere militærfolk, efterretningsledere og fredsfortalere fra hele landet og internationalt, når vi udforsker uafhængig tænkning og handling, inspireret af de ædle principper, som vores land blev grundlagt på. Den nationale vision, som blev bekræftet under borgerkrigen og borgerrettighedsbevægelsen, må atter forfægtes i lyset af den nuværende økonomiske krise i nationen og rækken af folkemorderiske krige, som nu truer med at blive optrappet til en global atomkrig. Der er nu hårdt brug for ægte lederskab og moralske visioner af den type, som Jose Vega og Diane Sare repræsenterer i deres uafhængige kampagner.

Vi erklærer vores uafhængighed af krigspartiet. Vi siger: »Skab velstand, ikke krig!«

Vi inviterer dig til at være en del af denne historiske indendørs valgmøde og koncert.

Billetter fås på vegasarepeacefund.org.

HVORNÅR:

26. oktober 2024 kl. 14.00-18.00 (kl. 20-24 dansk tid). Der vil være gratis live streaming: Mere info senere.

HVOR:

En Manhattan koncertsal

International koncert/manifestation 26. oktober i New York præsenterer ekstraordinært program for fred

[DWS] [MGM]

14. oktober 2024 (EIRNS) – Programmet med talere og musik for fred, der er planlagt til den indendørs fredsdemonstration og -koncert i New York City lørdag den 26. oktober kl. 14.00 (EDT), er uden fortilfælde i sit omfang. Arrangementet er designet til at have en stærk indflydelse internationalt såvel som i USA og har titlen »Build a Peace Chorus Against the Ghouls of War«. Programmet vil blive livestreamet fra koncertsalen på Manhattan med simultantolkning til flere sprog.

Arrangementets sponsor er Jose Vega & Diane Sare Peace Fund. Disse to politiske ledere er uafhængige kandidater på stemmesedlen i november til Senatet og Kongressen i New York: Diane Sare til Senatet og Jose Vega til Kongressen, 15. kreds i Bronx. Personlig deltagelse sker via forhåndstilmelding på hjemmesiden på engelsk eller på spansk i den fælles fundraising-komité, der er oprettet til arrangementet.

Nedenfor er en delvis liste over talere og optrædende og delvise detaljer om musikken. Titlerne på afsnittene er kun til information forud for arrangementet. De er ikke den endelige rækkefølge af programmet. Det kor, der henvises til, er Sare-Vegas Venner-koret. Yderligere bidrag med musik og præsentationer er velkomne til dette og fremtidige arrangementer, også til partnerarrangementer internationalt.

• Åbning-‘Fordi alle mænd er brødre’
• Sare messingkvintet
• -Lille Fuga, J.S. Bach (1685-1750)
• -Stykket for messingkvintet, Victor Ewald (1860-1935, Rusland)
• »Fordi alle mennesker er brødre«
• (tekst, Tom Glazer; musik, Bach’s Passion Chorale, Hassler) Friends of Sare-Vega Chorus
• -Velkommen:
• Diane Sare, kandidat til det amerikanske senat, New York
• Jose Vega, kandidat til Kongressen, 15. CD, Bronx, New York
• Opfordring til handling – ‘Gå ned, Moses’
• -Dennis Fritz, direktør for Eisenhower Media Network; Command Chief Master Sergeant (ret. U.S. Air Force)
• -»Gå ned, Moses«, kor
• -Russ Dobular, fra Due Dissidence, platform for politiske kommentarer
• -Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet; initiativtager til Den Internationale Fredskoalition
• »O, Freedom«, kor
• Stop atomkrigens vanvid – ‘Hold On’
• Garland Nixon, erfaren progressiv radio- og tv-talkshowvært; medlem af ACLU’s nationale bestyrelse.
• »Hold ud«, kor
• Oberst Lawrence Wilkerson (ret. U.S. Army); stabschef for tidligere udenrigsminister Colin Powell
• Frihed fra krig – »Steal Away«
• “Stjæl dig væk til friheden”, kor
• -Jimmy Dore (inviteret) podcaster (Home of the Jimmy Dore Show); komiker, politisk kommentator
• -Ray McGovern, tidligere CIA-analytiker, medstifter af VIPS (Veteran Intelligence Professionals for Sanity)
• -Jose Vega
• -Diane Sare
• Klassiske principper-skønhed, mod, statskunst
• -»Quia Respexit« fra Magnificat i D af J.S. Bach (»Han har set på min ydmyghed«), sopran, obo duet
• -Sydafrikansk ungdomskor (inviteret)
• -Særlige bidrag med klassisk musik fra Iran, Syrien, Albanien og Sverige
• Ekstra musik
• Strygekvartet nr. 12, »American«, op. 96 B. 179, Antonin Dvorak (1841-1904) NEO String Quartet
• Shalom Chaverim canon, hebraisk traditionel folkemelodi, kor og publikum
• -»My Country ’tis of Thee« arr. af Fred Haight fra Dvoraks Strygekvartet, op. 97 B. 180 Larghetto, kor og NEO Strygekvartet
• -»Battle Cry of Freedom« George Root, 1862, kor og publikum

af Jason Ross (EIRNS) – 13. oktober 2024

Samlingen af topledere fra dusinvis af lande i næste uge i Kazan, Rusland, kan vise sig at være virkelig historisk, især fordi den står i kontrast til de ødelæggende beslutninger, der træffes af det angloamerikanske NATO og Israel.
Potentialet for betydelige finansielle ændringer ses i en kort kommentar efter mødet mellem BRIKS’ finansministre og centralbankchefer i denne uge i Moskva, hvor den tidligere vicepræsident for New Development Bank (»BRIKS-banken«) Paulo Nogueira Batista Jr. siger, at »det nuværende internationale monetære og finansielle system, der kontrolleres af Vesten, faktisk er ureformerbart.« Derfor siger Nogueira: »Vi er nødt til at konstruere et alternativt internationalt betalingssystem, der er immunt over for ekskluderende sanktioner fra USA og andre. Vi er nødt til at opbygge en ny betalingsenhed, som kunne være en kurv af valutaer fra BRIKS eller en delmængde af BRIKS. Vi er måske nødt til at bruge dette som en overgangsordning til at konstruere en ny reservevaluta, som ville være et alternativ til den amerikanske dollar og euroen.”

Repræsentanter for Palæstina vil deltage, og de er blevet informeret af deres vært, præsident Vladimir Putin, om, at Israels igangværende angreb på dem i både Gaza og på Vestbredden vil være temaet for en af begivenhederne på topmødet.
Det faktum, at retfærdigheden hverken kommer fra det angloamerikanske NATO eller fra FN’s Sikkerhedsråd, som det opererer i øjeblikket, tiltrækker større opmærksomhed til BRIKS som en meningsfuld platform for drøftelser.

Og der er brug for et nyt paradigme:
Frem for at indstille militære angreb, der beskadiger FN-faciliteter og sårer FN’s fredsbevarende styrker i det sydlige Libanon, insisterer Israels premierminister i stedet på, at FN-personalet skal forlade landet! USA vil sende et missilforsvarsbatteri til Israel. Selv om det angiveligt er et defensivt system, vil dets tilstedeværelse opmuntre Israel til at gå mere aggressivt til værks over for Iran. Tab blandt de 95 amerikanske soldater, der er nødt til at være på stedet for at betjene systemet, kan være den gnist, der optrapper til en global konflikt. Nicaragua har brudt de diplomatiske forbindelser med Israel med henvisning til Israels igangværende folkemord på det palæstinensiske folk.

Det går ikke godt for NATO i Ukraine. Den ledende tyske politiker Sahra Wagenknecht advarer vedvarende om faren for atomkrig, og det forlyder, at Tyskland trækker sin »støtte« til Kiev tilbage. Hvad angår kampene, er der rapporter om, at Rusland er ved at bryde igennem de ukrainske linjer i Kursk. Den ukrainske præsident Zelenskyj havde fremhævet Kursk-offensiven som en stor succes for Ukraine, men den viser sig at være kortvarig. Ungarns udenrigsminister Peter Szijjarto har gentaget sit synspunkt om, at hele konflikten kunne have været forhindret, hvis de bekymringer, som Rusland gav udtryk for i 2021, var blevet taget op.

Nogle på denne planet har sat sig højere mål. NASA planlægger en opsendelse på mandag af sin seneste mission til Jupiter. Og SpaceX har gennemført en spektakulær landing af sin genanvendelige Super Heavy-boosterraket.

Det er en stor opgave at flytte USA. Som et eksempel på dem, der tager udfordringen op, se det stærke interview med kandidaten til det amerikanske senat, Diane Sare, der blev offentliggjort lørdag aften den 12. oktober, og X Space med kandidaten til den amerikanske kongres, Jose Vega, fra søndag aften.

Foto: Former Vice President of the New Development Bank (the “BRICS Bank”) Paulo Nogueria Credit: Paulo Nogueria Facebook page

Ikke korrekturlæst

12. oktober 2024 (EIRNS) – Professor Jeffrey Sachs: Fortæl din regering – stop disse krige

Michael Billington: Dette er Mike Billington fra Executive Intelligence Review og Schiller Instituttet. Jeg er meget glad for at være her igen i dag sammen med professor Jeffrey Sachs.

Prof. Sachs har tidligere lavet et andet interview med EIR, som fik meget stor udbredelse, og det vil dette også få, da vi befinder os i et utroligt øjeblik i historien. Professor Sachs er økonom og analytiker af offentlig politik, og han er også professor ved Columbia University. Her er han direktør for Center for Bæredygtig Udvikling. Han har også fungeret som rådgiver for flere FN-generalsekretærer, herunder Antonio Guterres, Ban Ki Moon og Kofi Annan, og har rådgivet mange regeringer rundt om i verden, primært om økonomiske og globale økonomiske spørgsmål. Så velkommen, professor Sachs.

Prof. Sachs: Det er dejligt at være sammen med dig.

Billington: Lad mig starte med at bede dig om at beskrive dine seneste besøg i Kina og dit syn på Kinas transformation i de seneste årtier og din opfattelse af deres mission i verden i dag.

Prof. Sachs: Jeg tager typisk til Kina 2 eller 3 gange om året, nogle gange mere, men jeg er en hyppig besøgende. Jeg er trods alt en beundrer af, hvad Kina har opnået. Da jeg rejste til Kina første gang i 1981, for 43 år siden, var Kina et fattigt land. Når jeg tager til Kina nu, er Kina selvfølgelig i en avanceret økonomi, meget raffineret og spiller en stor positiv rolle i verdensøkonomien. Det er lavprisproducenten af mange af de ting, som verden har brug for, inden for energisystemer, 5G, digitale forbindelser, elektriske køretøjer. Landet gør simpelthen et rigtig, rigtig godt stykke arbejde. Og det har været en masse hårdt arbejde, en masse god planlægning, en masse smarte investeringer og en masse innovation. Det giver jeg Kina en stor del af æren for. Jeg mener også, at Kinas fremgang i de sidste 40 år har været god for verden, god for den amerikanske økonomi, god for Europa. Det er et generelt princip i den form for økonomi, jeg tror på, at handel er god og gensidigt fordelagtig, ikke et nulsumsspil, men et positivt forhold, der skaber et større verdensmarked, flere incitamenter til innovation, flere muligheder for specialisering. Og jeg tror, at alle disse ting er sket. Da jeg var i Kina for nylig, mødtes jeg med flere regeringsledere. Som sædvanlig besøgte jeg nogle virksomheder for at se på, denne gang, elektriske køretøjer, fordi Kina faktisk har haft hundredvis af elbilvirksomheder, der konkurrerede hårdt med hinanden, og nu er de verdens lavprisproducenter af elektriske køretøjer af høj kvalitet. Så det ville jeg gerne se. Vi besøgte en virksomhed for at lære om, hvad de lavede, og det var ekstremt interessant.

Billington: Du havde nævnt, at du skulle til Shandong, og jeg tænkte på, om det havde noget at gøre med Confucius, som er Confucius’ hjem. Havde det det?

Prof. Sachs: Det gjorde det faktisk, for en del af det, jeg laver lige nu, er at bringe filosoffer og politiske beslutningstagere sammen i en række workshops, nogle i Kina, nogle i Grækenland i år. Vi skal have et møde i 2025, i Cambodja, og vil vedvarende forsøge at nå ud til flere dele af verden. Men tanken er, at de store filosofiske traditioner i forskellige dele af verden kan berige hinanden. Så vi tog til Shandong-provinsen, til Qu Fu, som er Confucius’ fødested, Confucius’ hjem ligger der. Det er kendt, fordi det var der, han underviste sine elever, og det blev en helligdom med det samme. For 2500 år siden, og det forblev et stort tempelsted, da kejser efter kejser blev konfucianer. De store kinesiske dynastiers hoffer blev konfucianske, så kejserne byggede nye tilføjelser til dette kompleks. Og nu er det et meget stort center i Shandong-provinsen. Vi holdt en konference der med forskere i konfuciansk tænkning og oldgræsk tænkning for at tale om den dydsetik, der kendetegner begge former for tænkning. Konfucius levede ca. 100 år før Sokrates og ca. 200 år før Aristoteles. Der er faktisk mange ligheder. Forskelle, selvfølgelig, men også ligheder i de gamle grækeres tænkning og denne store kinesiske tradition, for i begge sammenhænge var ideen, hvordan man bliver gode mennesker, dydige mennesker, for at få et dydigt samfund. Så ideen er, at vi har brug for værdier, ikke bare magt, ikke bare vilje, ikke bare ønske, ikke bare profitorientering. Vi har faktisk brug for en bevidsthed om, hvad det vil sige at være et godt, anstændigt menneske, det som grækerne kaldte dyd. Og de brugte selvfølgelig ikke det ord – de brugte arete i betydningen en slags fremragende liv. Og Konfucius havde en lignende idé i den konfucianske tankegang, en lignende idé om den form for god opførsel, som folk bør have, og som fører til gode samfund. Så det var et sjovt møde. Vi havde et par dage i Qu Fu, og så tog vi toget, hurtigtog, meget effektivt, meget banebrydende, til Beijing og mødtes på Tsinghua University og fortsatte diskussionen med forskere på Tsinghua University.

Billington: Skriver du det ned?

Prof. Sachs: Det gør jeg, vi skriver ikke kun om konferencen, jeg skriver også en lille bog om det, hvor jeg argumenterer for, at vi har brug for en ny filosofisk tilgang. Jeg er aristotelisk i min tilgang. Jeg synes, at det, Aristoteles sagde for 2.350 år siden, var meget, meget klogt om gode samfund. God opførsel, hvordan et politisk system skal fungere. Jeg synes, at mange af de britiske tanker i de sidste tre århundreder, som er vores dominerende måde at tænke økonomi og politik på, faktisk har taget meget fejl. Så jeg argumenterer for, at vi bør gå tilbage til nogle af disse mere klassiske traditioner for at genfinde nogle af de virkelige kilder til visdom, som kan hjælpe os med at finde vej. Jeg synes, at meget af den britiske filosofi, som er meget mere moderne, den er stadig gammel, men fra Hobbes, Locke, Hume, Smith og så videre, i virkeligheden var en slags filosofi, der blev brugt af den britiske imperialisme til at retfærdiggøre en masse dårlig opførsel eller til at få os til at forsømme en masse ting, der er forkerte og farlige. Og jeg tror, at Aristoteles havde en meget mere præcis opfattelse af tingene i sin etiske og moralske filosofi og politiske tænkning. Så det er det, konferencen kommer til at handle om. Og det er også det, jeg selv arbejder med lige nu.

Billington: Jeg bør nok sige, at jeg har skrevet til forsvar for Platon mod Aristoteles, hvilket selvfølgelig er et helt andet interessant diskussionsområde. Men ideen om at sammenligne græsk og konfuciansk tænkning er helt afgørende for at få resten af verden til at erkende, at rødderne til den europæiske civilisation og rødderne til den kinesiske civilisation faktisk er meget, meget parallelle. Meget tæt på.

Prof. Sachs: Præcis. Og vi har så meget, vi kan gøre for at trives sammen. Og der er så meget beundringsværdigt i den konfucianske tradition, ikke kun Konfucius’ tanker og de ledende disciples tanker som Mencius, men også i det, Kina har opnået over en periode på 2000 år, f.eks. meget mere fredelige internationale relationer, end Europa har opnået. Og det er meget bemærkelsesværdigt, meget vigtigt og meget lidt forstået i den vestlige verden lige nu. Men der var faktisk hundredvis af år, hvor Kina, Vietnam, Korea og Japan aldrig var i krig med hinanden i en europæisk sammenhæng, og det er utænkeligt. Storbritannien og Frankrig kæmpede i hundredvis af år på den anden side af Den Engelske Kanal. Krig efter krig, hundrede år, krigsslag. De kunne ikke holde op med at slås. Mens Kina og Japan faktisk næsten aldrig, aldrig, i tusind år, havde et slag. Bortset fra da den vestlige verden dukkede op. Og så begyndte krigene. Og det er en fantastisk historie. Og det er virkelig interessant at forstå, for selv det, Kina siger i dag, har mange konfucianske elementer i sig, meget klare, bevidste, konfucianske elementer om, at vi skal leve harmonisk internationalt. Vi bør løse problemer på en harmonisk måde. Det er virkelig ikke floskler. Det er ideer, som er meget dybt forankret i den konfucianske tankegang. I den vestlige tankegang er ideen om, at det er naturligt, at der er en krig mellem alle og enhver, som Hobbes udtrykte det, også indlejret i vores tankegang, som om det er normalt og naturligt, ikke underligt.

Men det er faktisk underligt. Og det er bestemt ikke sådan, det burde være. Så jeg tror, at tanken om, at der findes et mere grundlæggende etisk synspunkt, hvor man faktisk kan sige, at det ville være normalt at være i fred og ikke normalt at være i krig, ikke er naiv og idealistisk, men faktisk ret realistisk. Og det viste erfaringerne fra Østasien i mange hundrede år. Det endte med at blive afbrudt, da briterne dukkede op i deres kanonbåde i Perlefloden i 1839, i hvad der absolut er en af de mest kyniske krige i moderne historie, fordi briterne dukkede op og krævede, at kineserne åbnede deres markeder for britisk salg af opium. Kineserne ønskede ikke at have en afhængig befolkning. Men briterne sagde, nej, nej, I skal åbne op for vores opium. Og de udkæmpede faktisk opiumskrigene – den første fra 1839 til 1842 og den anden opiumskrig fra 1856 til 1860 – på grund af denne utroligt kyniske idé. Og det var det Britiske Imperium for dig.

Billington: Og det er stadig frihandel for briterne og desværre også for mange af de amerikanske finansielle institutioner, som har adopteret den britiske tilgang.

Prof. Sachs: Det er, hvad der tjener penge, og man skal ikke se sig tilbage og ikke spørge om moralen i det.

Billington: Jeg vil skifte emne her. Du udgav en artikel den 30. september med titlen »Israels folkemordsideologi skal konfronteres og stoppes«. Du ved måske ikke, at den blev genudgivet i dag på hjemmesiden for International Movement for a Just World af vores fælles ven Chandra Muzaffar. I den artikel skrev du: »Netanyahu dyrker en fundamentalistisk ideologi, som har gjort Israel til den mest voldelige nation i verden.« Chas Freeman, som du også kender, holdt i denne uge en tale i Massachusetts under titlen »Is the Zionist State Now Doing Itself In?«. Han advarede om, at »den zionistiske stat Israel og de jøder, der bor i den, nu er i fare. Palæstina er det sted, hvor jødedommens humane værdier er gået til grunde.« Kan Israel redde sig selv?

Prof. Sachs: Ja, det kan redde sig selv, men det er på vej til at ødelægge sig selv lige nu af to grunde. Den ene er, at det forsøger at forfølge en uforsvarlig kurs, uforsvarlig i forhold til lov, retfærdighed, moral og acceptabilitet. Og for det andet forsøger den at følge en uforsvarlig kurs i den bogstavelige forstand, at den ikke kan forsvares militært. Så den ødelægger det for sig selv på to måder. Lad mig forklare det. Hele Israels og det zionistiske projekts historie, som startede med Balfour-erklæringen i 1917, har været præget af en vanskelig virkelighed, nemlig at der var to forskellige folk: de palæstinensiske arabere, som boede der, da Balfour-erklæringen blev lavet af det Britiske Imperium i 1917 under Første Verdenskrig; og det jødiske folk, som kom for at etablere et jødisk hjemland. Det betød, at der var konflikt lige fra begyndelsen af Balfour-erklæringen, fordi de palæstinensiske arabere sagde, at dette er vores land. Zionisterne sagde, at dette er vores gamle historiske land. Vi står selvfølgelig over for forvisning og antisemitisme, der hvor vi bor i Europa. Konflikten opstod helt fra begyndelsen, fra 1917 og fremefter. Jøderne led under Holocaust i Hitlers hænder under Anden Verdenskrig. Det var selvfølgelig den mest ufattelige og forfærdelige begivenhed, et folk kunne opleve. Og flygtningene efter krigen, dem, der overlevede i Europa, blev sendt til Palæstina.

Deres antal voksede. Faktisk var det delvist kynisk, for selv efter Holocaust var der folk i USA, som sagde: »Nej, vi vil ikke have de jødiske flygtninge her. Lad dem tage til Palæstina.« Så efter Anden Verdenskrig var spændingerne mellem de to grupper helt tydelige. Allerede i 1946, 1947 og 1948. Og der er meget historie, som man kunne sige, men ingen vidste helt, hvad de skulle gøre. Briterne var stadig den imperialistiske overherre. De havde det såkaldte »mandat«, men de ville ud, og de meddelte, at de ville forlade landet. Og FN, som var nyetableret, nedsatte en komité, som skulle anbefale en deling, så en del blev en jødisk stat Israel og en anden del en palæstinensisk stat. Der var selvfølgelig et ret pro-israelsk synspunkt i det tekniske arbejde, der gik ind i delingsplanen. Så da den blev præsenteret i 1947, udgjorde jøderne omkring 33% af befolkningen på det tidspunkt, og planen gav dem 56% af landet, mens araberne, som udgjorde 66% af befolkningen, fik 44% af landet. Så de arabiske lande i FN protesterede og sagde, at det ikke var retfærdigt. Det er ikke en ordentlig måde at opdele kortet på. Jøderne, bosætterne, som var ved at blive til staten Israel, brugte en masse vold, forræderi og terror i 1947 og begyndelsen af 1948 for at skræmme den arabiske befolkning væk – det, som araberne kalder »Nakba«.

Og hundredtusinder af arabere forlod deres hjem i det, der skulle blive til staten Israel. De flygtede for deres liv, fordi der var massakrer begået af de jødiske bosættere, af jødiske bander og så videre, og ideen var at skræmme folk væk, så det område, der blev tildelt jøderne, ville være overvældende jødisk.

Så erklærede Israel ensidigt sin uafhængighed i maj 1948, og de arabiske lande omkring sagde: »Det accepterer vi ikke.« De gik i krig, og Israel besejrede de arabiske hære med opbakning fra de vestlige lande. Det betød, at der var en fastfrosset konflikt i 1949. Interessant nok stemte FN i 1949 for, at de, der var blevet flygtninge på grund af krigen, palæstinenserne, havde ret til at vende tilbage til deres hjem. Men det ville Israel ikke finde sig i. Israel sagde: »Vi er en jødisk stat. Vi vil ikke have palæstinenserne her. Vi vil ikke acceptere FN’s opfordring til, at folk skal vende tilbage til deres hjem.« Og disse mennesker og deres børn og børnebørn blev flygtninge og er stadig flygtninge den dag i dag. I 1950 forsøgte en FN-mægler at finde en fredelig måde at skabe en reel opdeling, som begge sider kunne leve med, og han blev myrdet af en israelsk bande. Det formodes, at den israelske regering vidste det. Men FN-mægleren blev myrdet.

Og sådan har det været siden 1950. Og alt dette gør jeg for at understrege, at Israel oprettede en stat. Det vandt en krig for at gøre det. Derefter vandt de endnu en krig i 1967 og tog endnu mere land. Det er rigtigt at sige, at Israel stort set i hele denne periode handlede for at forhindre en palæstinensisk stat i at udvikle sig ved siden af staten Israel, mens verdenssamfundet, dvs. regeringerne i FN, især efter 1967, og efterhånden som begivenhederne udviklede sig i 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne, i stigende grad pressede på for at få en palæstinensisk stat til at få suverænitet og grænser og sikkerhed ved siden af staten Israel som den eneste måde at afslutte denne konflikt på. Min egen holdning, efter mere end 50 års intensiv overvejelse og efter at have besøgt regionen og kendt mange mennesker og boet i Israel for årtier siden og set det hele udfolde sig, er, at der ikke bliver fred, før der er en palæstinensisk stat. Og jeg mener, at der er nødt til at være en stat Palæstina og en stat Israel, og de er nødt til at leve ved siden af hinanden. Jeg vil gerne have, at de lever ved siden af hinanden og på normale måder. Men hvis det ikke kan være på en normal måde, så skal de bo ved siden af hinanden og være adskilt af fredsbevarende styrker. Men pointen med den nuværende krig, og den går årtier tilbage, er, at Netanyahu, premierministeren, og hans politiske allierede absolut afviser tanken om en palæstinensisk stat.

Men det er et problem. Det betyder, at Israel hersker over ca. 8 millioner palæstinensere, som ikke har nogen politiske rettigheder. Så det siges at være, og jeg tror, det er korrekt, at sige et apartheidregime, som det sydafrikanske regime var under apartheid. Og når Netanyahu er blevet konfronteret med dette, har han aldrig haft et svar, bortset fra håbet om, at de mennesker skulle tage et andet sted hen. De skal forlade deres hjem, og Israel skal kontrollere hele dette område. I 1967 vandt Israel en krig, endnu en krig. Det udvidede sit territorium, og det kom til at besætte de palæstinensiske områder, som stadig var Palæstinas områder efter krigen i 1948, og det overtog disse områder. Netanyahu sagde dybest set fra begyndelsen af sin politiske karriere, at han aldrig ville opgive dette. Det er for farligt for Israel, sagde han, vi vil aldrig opgive det. Men hvad betyder det for palæstinenserne? De har aldrig interesseret sig for det. Gå et andet sted hen. Hvem bekymrer sig om det? Og det, Netanyahu tænkte i årtier, var: »Vi er stærke nok, og USA støtter os, og palæstinenserne, det er bare hårdt. Hvis de vil bo der uden rettigheder, så er det fint. Men det er endnu bedre at rejse. Med tiden blev Israel endnu mere radikaliseret. Netanyahu er ikke den mest radikale i det her, for det, der skete, var, at Netanyahu nok er mest motiveret af magt og af påstanden om, at Israels sikkerhed kræver dominans.

Han fik følgeskab af et stigende antal af sine israelske religiøse fanatikere, som læste Bibelen og tog den bogstaveligt og sagde: »Gud lovede os dette land, så vi har absolut ret til at gøre, hvad vi vil. Det er vores land.« Og der er folk i regeringen i Israel nu, som Bezalel Smotrich, der er finansminister, og Ben Gvir, der er sikkerhedsminister, som repræsenterer et radikalt religiøst nationalistisk bibelsyn, der siger: »Vi er fuldstændig ligeglade med palæstinenserne, ikke engang med sikkerheden. Vi indløser det land, som Gud lovede det jødiske folk for 3000 år siden,« eller hvad de nu har af kronologi i Bibelen. Og sådan skal det bare være. Så det er fanatisme.

Det betyder i praksis, at Israel lige nu fører, hvad jeg betragter som en folkemordskrig. Det er i øvrigt et teknisk udtryk. Det betyder, at man overtræder folkedrabskonventionen fra 1948. Sydafrikas regering har indledt et søgsmål ved Den Internationale Domstol med den påstand. Domstolen har endnu ikke afsagt dom. Så når jeg siger, at det er en folkemorderisk handling, er det min forudsigelse, at Den Internationale Domstol vil sige: »Ja, Israel overtræder folkedrabskonventionen fra 1948.« Det tror jeg, det gør. Der foregår en masseslagtning af uskyldige kvinder og børn i Israels navn, fordi det har ret til at kontrollere Gaza, Vestbredden, Østjerusalem, alle disse besatte områder.

Den grundlæggende pointe i det, jeg skriver, er, at Israel forfølger en radikal ideologi, som siger, at vi har ret til at dominere.Og eftersom international lov, den offentlige mening, verdensopinionen og moralen afviser det og siger: »Nej, der er millioner af palæstinensere.

De har ret til politisk selvbestemmelse. De har ret til en stat,« hvilket er det, verdenssamfundet i overvejende grad siger, og det er endda det, den amerikanske regering siger, selv om den ikke handler efter det. Jeg mener, at det, Israel gør, er at føre en voksende krig for at forsøge at forsvare det uforsvarlige. Og som jeg sagde, er det uforsvarligt i to betydninger – det, de forsøger at forsvare, er en apartheidstat og vedvarende dominans over Palæstina og permanent kontrol over erobret land, som ifølge international lov ikke tilhører Israel, men Palæstina, det palæstinensiske folk. Israel forsøger at forsvare noget, der er i strid med international lov, international etik og synspunkterne i stort set alle verdens lande.

Men der er et andet punkt, og det er, at Israel mener, at de kan gøre dette ved mord, etnisk udrensning og militær dominans. Netanyahu talte på talerstolen i FN’s Generalforsamling for et par uger siden, og han sagde: »Israels lange arm rækker ud over Mellemøsten, og vi vil vinde,« sagde han gentagne gange.

Men vi må først og fremmest forstå, at det ikke er Israel, der har den lange militære arm, det er USA. Israel kunne ikke gøre dette en eneste dag uden USA’s opbakning. Så Netanyahu antager, at USA vil gøre, som han siger. Men jeg mener, at hvorfor skulle USA gå i krig, så Israel kan kontrollere Gaza, eller så Israel kan kontrollere Vestbredden, når det er vores officielle politik, at vi ønsker to stater? Hvorfor går vi ind i en udvidet krig, der endda kan optrappes til en atomkrig, for at forsvare et uforsvarligt ulovligt krav fra Israel? Så jeg tror, Netanyahu tager fejl, når han tror, at han bare har USA i baglommen, så han kan gøre, hvad han vil.

Men der er også en anden ting. Hvis man ser på de virkelige begivenheder militært, og også tager Ukraine som eksempel, kan USA ikke længere bare besejre hvem som helst. Faktisk har de tabt de fleste krige i den moderne historie. Det er noget, som mange amerikanere har svært ved at forstå. Men vi blev faktisk besejret af vietnameserne, som led utrolige dødsfald og tab, men som i sidste ende ikke kunne besejres af de amerikanske bomber, det amerikanske luftvåben og de amerikanske tropper på landjorden.

Og Afghanistan. Det var ikke nogen dans på roser. Vi var der i 20 år og endte med at forlade landet, og den samme regering, som vi troede, USA havde væltet i 2001, er tilbage ved magten lige nu – Taliban. Alle USA’s krige viser sig at være lidt optimistiske. Lige nu er Ukraine ved at blive besejret af Rusland på slagmarken. Så Netanyahu tænker to ting: Han tænker: »Jeg kan få USA til at gøre, som jeg vil. Og hvis jeg gør det, så knuser vi bare Iran.« Men det er ret usandsynligt. Israel har omkring 10 millioner indbyggere. Iran har omkring ti gange flere end det. Jeg bruger bare runde tal. Det er en masse arrogance. En masse hybris. Og jeg tror, det er en stor fejlvurdering at tænke: »Hvis jeg bare kan få USA med i krigen mod Iran, vil vi knuse fjenden.« Israel kan blive fuldstændig ødelagt af det her, for når vi ser Iran sende sine missiler, og det ser ud til, at der er nogle hypersoniske missiler, så trænger de igennem den såkaldte Iron Dome i Israels luftforsvar. Så Israel er ikke så sikker, selv om USA er engageret på Israels side, hvilket jeg synes er en forfærdelig beregning for USA til at begynde med, noget vi ikke burde gøre. Vi bør ikke kæmpe for Israels ret til at kontrollere besat palæstinensisk land. Det giver ingen mening, især ikke når vi siger, at vores politik er en palæstinensisk stat, der lever side om side med den israelske stat. Vi ved, at det ikke er Netanyahus politik. Så hvorfor giver vi en blankocheck til Netanyahu, når han kæmper for et politisk mål, som vi ikke engang er enige i?

Billington: Lad mig spørge dig om noget mere historisk. Når du tænker på Netanyahus forhold til Smotrich og Ben Ben-Gvir, så ved du sikkert, at Netanyahus far var Yabotinskys næstkommanderende, og Yabotinsky blev selv af Israels grundlæggere anerkendt som en Hitler-figur.

Prof. Sachs: Sådan vil jeg ikke sige det. Men jeg ville sige en slags terroristfigur og en ekstrem hardliner. Men jeg tror, pointen er, at det er en meget hård fraktion, som aldrig har været i stand til at se den virkelige menneskelige side af det, der sker i denne meget lille del af verden, hvor der er millioner af mennesker, som ikke ønsker at blive regeret af en jødisk stat, fordi de er palæstinensiske arabere. Det er ganske enkelt.

Billington: Et andet emne. Jeg har lige haft et interview med doktor Mahathir bin Mohamad, som jeg tidligere har interviewet, og min afdøde kone Gail lavede også et interview med ham helt tilbage i 1999, og jeg interviewede ham i 2014. Dette er et ekstraordinært interview. Han er 99 år gammel nu, men i fremragende form. Han er knivskarp. Han sagde, at en af de grundlæggende årsager til den nuværende fare for global krig er FN’s fiasko, primært på grund af USA’s vetoret, som de bruger igen og igen for at forhindre ethvert forsøg på at bremse Israels folkemord. Hans citat var: »Jeg synes, at denne konfrontation mellem øst og vest skal stoppe. Vi bør ikke dele verden i to, og vi bør have et brugbart FN, som ikke har vetoret.« Man er nødt til at reformere det dramatisk, sagde han, eller også skal der oprettes en helt ny institution. Jeg ved, at du har været involveret i bestræbelserne på at reformere FN i lang, lang tid. Især så jeg for nylig, at du deltog i noget, der hedder Summit For the Future.

Prof. Sachs: Ja

Billington: For bare et par uger siden i FN, hvis formål blandt andet var at tage fat på spørgsmålet om en reform af FN. Er der sket nogen fremskridt i den forbindelse? Ser du en vej frem for noget af dette?

Prof. Sachs: Det er nemt at være kynisk over for FN, fordi det ikke stopper krige. Og det er dens hovedformål. Det har ikke løst krigen i Ukraine. Den har ikke løst Israel-Palæstina-krisen og heller ikke mange andre krige. Og folk siger: »Det er en snakkeklub, og den fungerer ikke.« Og det er sandt.

Men jeg har et noget andet synspunkt, nemlig at vi har haft krige i hele menneskehedens historie, og det er kun i et århundrede, at vi har forsøgt at få en international institution, der kunne forhindre eller stoppe krige. Det første forsøg var Folkeforbundet, som blev etableret efter Første Verdenskrig, og det lukkede sin virksomhed efter Anden Verdenskrig, fordi det havde slået fejl. FN er det andet forsøg, og FN fylder 80 år næste år. Det blev etableret i 1945, og det fungerer ikke særlig godt. Jeg har brugt det meste af min tid og det meste af mit professionelle liv på at forsøge at hjælpe FN, fordi jeg tror på det, og jeg mener, at det stadig er et barn set ud fra menneskehedens historie. Vi er kun 80 år inde i dette forsøg på at få et internationalt system, et globalt system, til at fungere. Og hvorfor fungerer det ikke? Hovedproblemet er stormagterne. Der er kun nogle få stormagter i verden. På overfladen er det meningen, at FN skal være en gruppe af ligeværdige, suveræne lande. Og på en måde er det sandt i FN’s Generalforsamling med 193 stater, der hver har én stemme.

Men som du påpeger, er det faktisk i FN’s Sikkerhedsråd, som er det sted, hvor spørgsmål om krig og fred bliver behandlet, drøftet og taget stilling til. Fem lande, USA, Kina, Rusland, Frankrig og Storbritannien, påtog sig af historiske grunde – i slutningen af anden verdenskrig, da FN var ved at blive oprettet – at give sig selv vetoret i denne nye oprettelse, i charteret. De gav faktisk ikke kun sig selv vetoret i FN’s Sikkerhedsråd, men endda vetoret over ændringer af selve FN’s charter! Så det er en slags Catch 22. Hvordan reformerer man FN mod stormagternes misbrug, hvis stormagterne hver for sig kan nedlægge veto mod enhver ændring af charteret? Vi sidder lidt fast i det lige nu.

Mit argument er, at vetosystemet, hvor hvert af de såkaldte P5-medlemmer, eller de fem permanente medlemmer, kan stoppe FN’s arbejde med et individuelt veto, som USA har gjort i sagen om Israel og Palæstina for nylig, faktisk ved en række lejligheder, ikke tjener USA’s eller nogen af stormagternes reelle interesser, fordi krigene er ved at blive ekstremt farlige. Vi bevæger os faktisk tættere og tættere på atomkrig, fordi det er en stormagts-konfrontation, og den optrappes for øjnene af os.

Det er meget skræmmende. Så jeg prøver at argumentere gennem fornuft, beviser og logik for, at det er i selv stormagternes interesse at få dette system til at fungere, før vi alle sprænger os selv i luften, eller de sprænger os alle i luften, for at sige det lidt mere præcist, for vi bliver ikke engang spurgt om vores mening om det her. Hvis vi blev spurgt, ville vi sige: »Spræng os ikke i luften, hold jer væk fra atomkrig.«

Men vi har brug for en ret dybtgående forandring. Og hvis det skal fungere, løser det ikke problemet at opfinde en ny struktur. Hvis USA siger: »Jamen, jeg er ikke en del af det« eller »Jeg vil ikke overholde reglerne« og så videre, så løser det ikke nogen af de problemer, vi står over for lige nu, at opfinde en ny.

Det, vi har brug for, er en ændret tankegang. Vi har brug for en anden tilgang. Vi har brug for en anden idé. Vi har brug for ideen om kollektiv sikkerhed. Vi har brug for ideen om, at vi er fanget i dette sammen. Vi er alle på denne planet. Vi er alle ekstremt sårbare over for denne optrapning af krig, og vi er nødt til at ræsonnere os igennem det, før vi bliver sprængt i luften. Og det, tror jeg, er hovedpointen i alt dette. Indtil videre køber USA den ikke. USA’s tilgang, og det er et dybt problem, for hvis vi ser bort fra de umiddelbare spørgsmål om Israel og Palæstina, er der et dybere problem, som er, at USA har forsøgt at styre verden i årtier, herunder hvordan de agerer i Mellemøsten.

Men det er det, der har fået os ind i krigen i Ukraine. Det er det, der har fået os ind i utallige krige, i Vietnam, i Afghanistan, i Irak, i Syrien, i Libyen, i Ukraine og mange andre, som jeg kunne nævne. Og det er krige, som den amerikanske sikkerhedsstat har valgt, fordi den amerikanske sikkerhedsstat – der i øvrigt startede i 1945, men især i hyperfart fra 1991 – sagde: »Vi styrer verden, og ingen kan fortælle os, hvad vi skal gøre.« Det er selvfølgelig absurd på ét plan, men det er også tragisk på et andet plan. Det er en fuldstændig vrangforestilling. USA udgør 4,1 % af verdens befolkning. Hvordan skulle vi kunne styre verden? Vi er ét land ud af 193. Hvordan skulle vi kunne styre verden? Men det har været den amerikanske holdning og den amerikanske deep state. Den amerikanske sikkerhedsstat ser FN som: »Okay, nogle gange kan det være nyttigt, men nogle gange er det en plage, fordi det prøver at fortælle os, hvad vi skal gøre.« USA ser faktisk på FN med stor foragt det meste af tiden. »Lad være med at fortælle os det. Vi behøver ikke engang at ratificere traktater, som resten af verden har skrevet under på,« og så videre. Det er en meget farlig måde at tænke på.

Og den er i stigende grad ude af trit med virkeligheden, for det, som USA’s dybe stat eller sikkerhedsstat ikke har bemærket, er, at Kina har indhentet os, og at andre lande er ved at indhente os. USA er ikke så dominerende på noget område – hverken teknologisk, økonomisk eller militært – at de kan hævde, at de er den eneste supermagt, og at de kan gøre, hvad de vil. Så, Mike, min pointe er, at vi er nødt til at tænke dette bedre igennem og så forstå, at det skal ændres.

Der er mange forslag. For eksempel at disse fem lande kunne have vetoret, men at den kunne tilsidesættes. Der er 15 lande i Sikkerhedsrådet, fem permanente og ti roterende. Man kunne forestille sig, at hvis et af de fem lande nedlægger veto, så kunne 11 eller 12 medlemmer af Sikkerhedsrådet tilsidesætte vetoet og sige: »Ja, I nedlagde veto. Men ligesom et præsidentielt veto i den amerikanske forfatning kan tilsidesættes af et superflertal i Repræsentanternes Hus og Senatet. Det samme kunne være tilfældet i Sikkerhedsrådet. Det ville være helt rimeligt. Hvad skete der for eksempel, da der skulle stemmes om at give Palæstina status som stat, hvilket ville være et afgørende skridt for at afslutte denne krig? Selvfølgelig protesterede Israel. Det sidder ikke i Sikkerhedsrådet. Så det havde faktisk ikke noget at skulle have sagt i henhold til international lov. Men USA sagde i Sikkerhedsrådet, at vi vil nedlægge veto på vegne af Israel.

Det er et patetisk eksempel på amerikansk udenrigspolitik, for vi siger, at vi går ind for en palæstinensisk stat. Men når det så kommer til afstemning, siger vi: »Israel, hvad vil du have? Åh, du vil have os til at stemme det ned? Okay, vi stemmer det ned.« Og vi nedlagde veto. Og det blev ikke tilsidesat. Der var 12 stemmer for en palæstinensisk stat. Der var én stemme imod, USA, og der var to, der undlod at stemme, fordi USA’s allierede ikke ønskede at gå imod USA, men de ønskede heller ikke at stemme imod Palæstina. Sikke noget rod. Vi stoppede freden. Der kunne være fred i Mellemøsten, men vi stoppede den.

Det er i den forstand, at FN ikke fungerer lige nu. Langt størstedelen af menneskeheden er ikke USA. Langt størstedelen af menneskeheden ønsker ikke, at USA skal lede. De ønsker, at verden skal fungere i henhold til FN’s charter og international lov, uden at ét land kan nedlægge veto mod verdens vilje. Så der er brug for reformer. Men der er den Catch 22, at USA kan blive ved med at sige nej. Og jeg tror, at jeg som amerikaner prøver at sige til andre amerikanere, at det ikke er i vores interesse, at denne idé om at »gøre det alene« ikke gør os mere sikre. Den gør os meget mindre sikre. Og jeg prøver at sige til den amerikanske regering, at al jeres udenrigspolitik gennem alle disse årtier ikke virker.

Der er mistillid til USA over hele verden. USA betragtes som en fare over hele verden lige nu. Det er en forfærdelig situation at befinde sig i. De såkaldte gevinster ved al denne magt – hvor er de? Vi har brugt måske 7 billioner dollars på disse spildte, ubrugelige krige, som ikke har givet nogen resultater, og som har øget den amerikanske statsgæld fra en tredjedel af vores nationalindkomst til 100 % af vores nationalindkomst på bare 25 år. Vi er mindre sikre nu, end vi var før i tiden. Vi har konkurrenter, der kan kæmpe mod os på slagmarken og udnytte os til deres fordel. Hele ideen med amerikansk udenrigspolitik skal gentænkes. Vi burde henvende os til Sikkerhedsrådet for at få kollektiv sikkerhed. Men det gør vi ikke lige nu.

Biden-administrationen har efter min mening været forfærdelig. Det har været en af de værste regeringer, hvad angår amerikansk udenrigspolitik. Det siger i øvrigt en hel del, for de har alle været dårlige i årtier. Ideen om USA’s dominans og om at være den eneste supermagt har været ret konsekvent gennem Clinton, Bush Jr. og Obama, Trump og Biden. Det har været en deep state-udenrigspolitik, ikke noget, der står mellem demokrater og republikanere. Vi har brug for en fuldstændig ændring af synspunktet, for det, vi gør lige nu, fungerer bare ikke.

Billington: Dr. Mahathir pegede på ideen om alliancefrihed som det, der svarer til at sige, at vi ikke kan have det her øst mod vest. I…

Prof. Sachs: Det er i øvrigt en fascinerende pointe, hvis jeg lige må indskyde en pointe. Alt, hvad Ukraine behøvede at gøre og burde have gjort for at være i sikkerhed, er at sige: »Vi er neutrale.«

Billington: Aftalen fra marts 2022.

Prof. Sachs: Præcis. De havde en regering, der ønskede neutralitet i 2014. Viktor Janukovitj var præsident, og USA hjalp med at vælte ham, netop fordi den amerikanske deep state ikke kan tåle neutralitet. De siger: »Åh, hvis du er neutral, er du imod os.« Men neutralitet betyder egentlig bare »lad os være i fred«. Det betyder ikke, at vi er imod nogen. Det betyder, at vi ønsker at have anstændige relationer til alle sider. Og hvis Ukraine i dag, bare i dag, ville sige »Vi er neutrale, vi vil ikke have NATO«, ville Rusland stoppe krigen.

Billington: Jeg tror, du har ret. Den anden ting, Mahathir sagde, var – jeg bragte det på bane, men han svarede – han sagde, at det virkelig er det, BRIKS forsøger at gøre. FN har ikke formået at skabe en alliancefri situation, så det er det, BRIKS forsøger at gøre, at skabe en slags alliancefri proces i verden. Mener du det?

Prof. Sachs: Det, der i bund og grund sker, er, at USA har sine allierede. Og disse allierede forbliver i det store hele ret tæt knyttet til USA. Hvem er de? Det er USA, Canada, Storbritannien, Den Europæiske Union, Japan, Korea, Australien og New Zealand. Det er stort set, hvad USA kalder sine venner og allierede. Der er også steder, som ikke står på listen, hvor USA har militærbaser. Og det plejer at skræmme livet af værtslandet. De baser kom der af en eller anden historisk grund, men nu er de baser, hvor det amerikanske militær og ofte CIA opererer, og regeringerne i værtslandet er ofte bange: »Hvis vi kommer på tværs af USA, vil de vælte vores regering«, og det sker ret ofte. Så USA har sine allierede. Hvis man lægger befolkningen i USA og dets allierede sammen, er der omkring 450 millioner mennesker i Europa. USA har omkring 340 millioner mennesker. Så det er omkring 790 millioner mennesker. Storbritannien yderligere 60. Så det er 850. Japan har omkring 100 millioner, Sydkorea 50 millioner. Så en milliard. Hvis man runder det op, er USA og dets allierede måske omkring 1,2 milliarder mennesker. Der er 8 milliarder mennesker i verden lige nu. Så det er lidt mere end en ottendedel af verdens befolkning. Kina og Indien har tilsammen 2,8 milliarder mennesker. Så der er allerede tale om næsten 40 % af verdens befolkning. Bare de to. Og de er med i BRIKS. Du tilføjer Rusland, du tilføjer de andre lande, der for nylig er kommet med – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika var de oprindelige fem, og nu er der Egypten og Etiopien, Iran og Emiraterne, så vi er ni. Saudi-Arabien er lidt i tvivl. Jeg er ikke sikker på, om de er med eller ej. Og så er der en lang, lang liste af wannabes. Tyrkiet har ansøgt om at blive en del af BRIKS, hvilket er virkelig interessant, fordi Tyrkiet er et NATO-land. Men Tyrkiet er blevet afvist i så lang tid og behandlet så dårligt af Europa. De siger: »Okay, vi går med i BRIKS.« Så der er en lang venteliste. Jeg mener, at BRIKS i bund og grund repræsenterer det, du sagde. Det er den verden, som »ikke er USA og dets militære allierede«. Så det er det meste af verden. Og USA bliver ved med at sige: »Vi leder verden.« Men se på, hvem der følger USA i denne parade. Det er måske en ottendedel af verdens befolkning, og det er en frygtelig fejlberegning. USA tænkte: »Okay, vi indfører sanktioner mod Rusland, og så knuser vi den russiske økonomi.« Hvad skete der så? Det meste af verden sagde: »Nej tak. Vi vil vedvarende handle med Rusland. Det her er ikke vores krig. Det er jeres krig. Vi er ikke interesserede.«

Så ideen om, at USA leder verden, er virkelig forældet. Den har aldrig været rigtig. Det har altid været en vrangforestilling. Men den er helt forældet lige nu. Og det, BRIKS repræsenterer i sig selv, bare med de ni eller de ti, afhængigt af om Saudi-Arabien er med eller ej, er omkring 46% af verdens befolkning. Det er ca. 36% af verdens BNP, sammenlignet med f.eks. G7-landene USA, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Storbritannien og Japan, som udgør 29% af verdens BNP. Så BRIKS er en stor gruppe. Det er næsten halvdelen af verdens befolkning. Der er en lang venteliste for at komme med lige nu for andre lande. Det er dybest set de lande, som ikke er USA’s militære allierede. Og jeg må sige, at selv NATO-medlemmerne kigger sig omkring lige nu og siger: »Er vi virkelig, virkelig med i dette for amerikansk overherredømme? Er vi virkelig ude efter amerikansk dominans? Er det derfor, vi vil have disse krige? Og er det derfor, vi har krigen i Ukraine?« USA ønsker at have militærbaser ved Ruslands grænse. Rusland sagde nej. Det udviklede sig til sidst til en krig, ikke overraskende. Og indtil videre har de andre NATO-lande stort set sagt ja. »Ja, USA har ret, Rusland tager fejl.« Men bag kulisserne siger de faktisk, at det her er grimt.

Billington: Ungarn sagde i dag, selv før scenerne, at vi aldrig vil tillade, at Ukraine bliver en del af NATO.

Prof. Sachs: Ja, Ungarn og Slovakiet og Kroatiens præsident, og vinderne af alle de seneste valg i Europa er i øvrigt partier, såkaldt højre eller såkaldt venstre – det er ikke engang klart, hvad disse etiketter betyder længere – men imod krigen og anti-NATO, fordi de ikke ønsker at udkæmpe verdenskrige for USA’s overherredømme, ligesom USA ikke bør udkæmpe krige for Israels ejerskab af besatte områder. Disse krige giver ingen mening.

Billington: Apropos Rusland, så blev jeg ret slået af din beskrivelse, da du lavede dette interview med Tucker Carlson, af dette helt utrolige øjeblik, hvor du sad i Kreml over for Boris Jeltsin, da han kom ind og annoncerede afslutningen på Sovjetunionen. Men det mest interessante var, at du sagde, at han derefter spurgte dig: »Hvad vil USA’s svar være?« Og du svarede, at du på det tidspunkt troede fuldt og fast på, at USA ville sige: »Godt, vi vil hjælpe jer på alle mulige måder med at blive et normalt land«, som var det udtryk, Jeltsin brugte om det, han ønskede, at Rusland skulle være. Og selvfølgelig fik du ikke det svar i Washington. Hvad skete der, da du kom til USA med det forslag?

Prof. Sachs: Historien er kort fortalt, at jeg gennem mange krumspring blev rådgiver for Polen i 1989, da Polen var i gang med overgangen fra det sovjetiske system til demokrati og markedsøkonomi. Jeg arbejdede både med regeringen, som var den sidste af de kommunistiske regeringer, og med den nye postkommunistiske regering efter valget den 4. juni 1989. Jeg havde en meget central rolle. Jeg var lidt af et barn, men jeg havde ideer, som var nyttige for dem. En af ideerne var f.eks. at eftergive en stor del af Polens gæld, som var opstået under den kolde krig, så Polen kunne få en ny start. Og jeg havde en anden idé om at hjælpe dem med at stabilisere deres valuta for at undgå en høj inflation. Jeg havde en idé om at oprette en særlig fond til at stabilisere den polske valuta, og da jeg præsenterede den for den amerikanske regering i 1989, blev den accepteret inden for otte timer. Jeg sagde, at Polen har brug for 1 milliard dollars, og jeg præsenterede sagen for den nationale sikkerhedsrådgiver, general Scowcroft, en morgen i september 1989. Og sidst på dagen sagde Det Hvide Hus: »Okay, fortæl dine venner, at de har en stabiliseringsfond på 1 milliard dollars.« Så blev Polen stabiliseret, og det blev hurtigt integreret i de vesteuropæiske økonomier. Det var helt sikkert en vanskelig periode. Det var en tumultarisk tid. Men Polen begyndte at få økonomisk vækst og stabilitet, og det fik vestlig økonomisk hjælp, og det fik eftergivet en stor del af sin gæld.

Gorbatjovs økonomiske rådgiver fulgte med, da han tog til Polen. »Hvad sker der her?« Og så kontaktede han mig og sagde: »Vi vil gerne gøre det samme, hvad synes du om vestlig hjælp til os?« Jeg sagde: »Selvfølgelig, selvfølgelig får vi vestlig hjælp. Gorbatjov er en fredens mand. Han taler om et fælles europæisk hjem. Det er en drøm, som USA har håbet på i årtier. Selvfølgelig vil der være hjælp til Gorbatjov.« Så jeg arbejdede sammen med et lille hold på MIT og Harvard i foråret 1991 om at lave et forslag til en plan for hjælp til Gorbatjovs reformer. Lederen af det, som var den, der var tættest på Det Hvide Hus, på George H.W. Bush, tog planen, som var en meget god og fornuftig plan, med til Det Hvide Hus i foråret 1991. Den blev blankt afvist. »Vi kommer aldrig til at hjælpe Sovjetunionen.« Fuldstændig afvisning. Gorbatjov vendte tomhændet tilbage fra G7-topmødet i 1991, og han blev bortført i et kupforsøg. Og det var stort set enden på hans magt. Og inden for et par måneder var det slut med selve Sovjetunionen.

Prof. Sachs: Det var altså i august. I september var Jeltsin nu den fremtrædende politiker i Rusland, ikke i Sovjetunionen. Hans økonomiske rådgiver ringede til mig og sagde: »Okay, Jeff, kom til Moskva og hjælp os.« Og jeg sagde ja. Så jeg tog til Moskva, og Boris Jeltsin var allerede præsident i Rusland, men Sovjetunionen eksisterede stadig. Og han sagde: »Vi vil gerne være normale. Vi vil bare gerne samarbejde. Vi vil gøre en ende på det kommunistiske system. Vi vil bare være et normalt land med en normal udenrigspolitik« og så videre. Jeg sagde: »Fantastisk, det er utroligt. Vi lever i historiens drømmeverden. Det er ikke engang Sovjetunionen, der kan gøre indsigelse.« Så det skete, at vi i december, midt i december 1991, havde et møde i Kreml, og jeg var leder af delegationen, en lille delegation af vestlige økonomer. Og Jeltsin og hans økonomiske team skulle mødes med os. Vi sad i et rum i Kreml. Det var under den kolde krig. Det var 45 år siden. Det var dødsfjenden. Og her er jeg, jeg må bare sige, at det var i 1991, så jeg var 37 år gammel. Der står jeg, og Jeltsin kommer gennem dette kæmpe rum i Kreml, og han sætter sig ned ansigt til ansigt og siger bogstaveligt talt med et stort smil på læben: »Mine herrer [for vi var alle mænd], jeg vil gerne fortælle jer, at Sovjetunionen er forbi.« Og at høre dette med egne ører i Kreml. Det var selvfølgelig gennem en tolk, bare for at gøre det klart. Og han pegede på døren bagved, hvor han lige var kommet ud, og sagde: »Ved I, hvem der er i det rum?« Det vidste vi selvfølgelig ikke. Og han sagde: »Lederne af det sovjetiske militær, og de er lige blevet enige om at opløse Sovjetunionen.« Så jeg hørte det med mine egne ører. Det øjeblik, i realtid. Så havde vi et møde på omkring en time, og Jeltsin var helt perfekt. Han sagde: »Vi vil have fred. »Vi ønsker fred. Vi ønsker at afslutte hele denne æra. Vi vil have en normal økonomi. Vi vil have normale relationer med alle. Vi vil have fred med USA.« Så vendte de sig mod mig. Jeg var leder af delegationen, og du ved, at jeg svæver på dette tidspunkt, fordi det er afslutningen på den kolde krig, og du sidder der og ser det i realtid. Og jeg sagde: »Hr. præsident, dette er den mest vidunderlige nyhed. Dette er chancen for fred i vores æra. Vi vil hjælpe dig. Vi er her for at hjælpe dig, hr. præsident. Og jeg er fast besluttet på at tage hjem, tilbage til mit land, til USA, for at viderebringe dit budskab og dine ord om, at Rusland ønsker fred. Rusland ønsker et normalt forhold.« Rusland havde brug for økonomisk hjælp, fordi det er en reel krise lige nu økonomisk. Og jeg forsikrede ham og sagde: »Jeg kan ikke forestille mig det. Selvfølgelig er det den drøm, vi har ventet på i generationer. Muligheden for fred, muligheden for at afslutte den kolde krig.« Jeg troede virkelig på det.

Jeg fløj hjem og tog direkte til Washington og faktisk også direkte til IMF, fordi de var den koordinerende gruppe. Vicedirektøren sagde til mig – en, jeg kendte: »Nej, det kommer ikke til at ske.« »Hvad mener du med nej?« Og han stod der med et koldt ansigt. Han var en budbringer, der forklarede: »Nej, det kommer ikke til at ske.« Jeg er ret stædig. Ret optimistisk. Man kan sige, at jeg var naiv i det øjeblik, men jeg tænkte: »Du forstår det bare ikke. Den kolde krig er lige slut. Alt det, vi har arbejdet hen imod i årtier. Det er overstået. Skab fred. Giv lidt hjælp.« Og jeg var sikker på, at det ville ske. Og jeg blev ved i januar 1992. Februar 1992. Jeg tror, det var marts 1992. Jeg er ikke helt sikker. Men nogen har for nylig sendt mig båndet, hvor jeg optrådte i MacNeil Lehrer News Hour, på nationalt tv, sammen med den daværende udenrigsminister, Lawrence Eagleburger. Vi var på sammen, og jeg fremlagde sagen. »Selvfølgelig skal vi hjælpe disse mennesker. Er det din spøg? Dette er det største øjeblik for verdensfred, der findes.« Eagleburger sagde: »Nej, nej, det gør vi ikke, og så videre. Vi er nødt til at være meget forsigtige.« Jeg husker ikke præcis hans argumenter, men jeg syntes, det var utroligt frustrerende. Og i slutningen af showet slukkede lyset og kameraerne. Og han sagde meget pænt til mig: »Jeff, kan jeg give dig et lift tilbage til distriktet?« Vi var i Alexandria, Virginia, i PBS-studiet. Jeg sagde: »Ja, hr. minister.« Vi satte os ind i hans bil, og han sagde til mig: »Jeg vil gerne forklare dig noget, Jeff. Du ved, alle de argumenter, du gav. Det er interessant. Men den polske finansminister var her i sidste uge, og han sagde det samme, som du siger. Så jeg vil gerne fortælle dig, at selv om jeg er enig i det, du siger, så skal du vide, at det ikke kommer til at ske.« Jeg var lidt forvirret, for han sagde bare: »Selv om jeg er enig med dig,« og jeg sagde: »Jeg forstår ikke hvorfor.« Han sagde: »Ved du, hvilket år det er?« Jeg sagde: »Ja, det gør jeg. Det er 1992.« Han sagde: »Ved du, hvad det betyder, Jeff?« Jeg sagde: »Mener du, at det er et præsidentvalg?« Han sagde: »Ja, det kommer ikke til at ske.«

Jeg troede alligevel, at det ville ske, fordi det var nødvendigt, at vi ville hjælpe, at vi ville stabilisere, at vi ville have normale relationer. Men der var to måder, hvorpå det ikke ville ske. Den ene var den kortsigtede politiske betydning. Den anden var meget mere alvorlig, og den forstod jeg ikke rigtig på det tidspunkt, selv ikke mange år efter. Det var netop på det tidspunkt, at [Paul] Wolfowitz og [Dick] Cheney og andre planlagde, hvad de besluttede skulle være USA’s overherredømme. De ønskede ikke at hjælpe Rusland. Rusland var stadig en fjende. Rusland var en stor stat. Rusland var en udfordrer. Rusland var en trussel i deres øjne. Så det, de ønskede, var amerikansk magt, amerikansk dominans. Og det var selvfølgelig det, de satte i værk, det, vi kalder de neokonservative. Og de var der allerede i 1992 i Det Hvide Hus. Da Clinton kom til, havde jeg store forhåbninger. »Okay, måske ændrer det sig med Clinton.« Så jeg prøvede en gang til. Men lige før Clinton tiltrådte, skrev eller ringede den person, som havde rådgivet Clinton om russiske anliggender, til mig og sagde: »Jeff, jeg stopper. Jeg vil ikke være en del af administrationen, for de er heller ikke interesserede i at hjælpe.« Jeg sagde: »Nej, det kan ikke passe.« Set i bakspejlet er det fantastisk. Jeg gik ind og mødte det nye hold under Clinton. Jeg forklarede, hvor påtrængende det var at give økonomisk hjælp og at have normale relationer. Det var Strobe Talbott, som var Clintons førende Rusland-rådgiver og Clintons værelseskammerat i hans tid på Oxford. Stedfortræderen var Victoria Nuland, som blev en af de førende neokonservative i de næste 20 år. Clinton havde samme holdning. »Vi har ikke tænkt os at hjælpe. Vi vil udvide NATO.« Så det viste sig, Mike, i løbet af de næste 30 år, at USA ikke havde til hensigt at have et normalt forhold til Rusland. USA ønskede dominans. De ville have dominans gennem NATO-udvidelse. De ville have dominans ved at forlade de forskellige aftaler om kontrol med atomvåben, som Anti-Ballistic Missile Treaty eller Intermediate Nuclear Force Agreement eller Open Skies Agreement. USA sagde: »Vi gør det på vores måde. »Vi gør det på vores måde. Vi har ikke brug for disse traktater. Vi har ikke brug for jer. Vi er ligeglade med jeres indvendinger mod NATO-udvidelsen. Vi respekterer jer ikke. Dybest set er det her vores show. Vi fjerner Saddam Hussein, vi fjerner Bashar al-Assad, vi fjerner regeringen i Afghanistan, vi vælter Muammar Qaddafi, vi vælter Yanukovych. Dette er USA’s show, mange tak. Det er ikke FN’s charter. Det er ikke gensidig respekt. Det er ikke kollektiv sikkerhed. Det er en USA-ledet verden, det vi kalder den »regelbaserede orden«, som betyder: »Vi styrer, det er ordenen.«

Billington: Et af de vigtigste våben, de brugte i denne proces, var at gøre dollaren til et våben med disse massive sanktioner over hele verden og sekundære sanktioner, og hvad ved jeg, ud over krigene for regimeskift, når sanktionerne ikke virkede godt nok. Men som du sikkert ved, er BRIKS-mødet, som finder sted om bare to uger, ved at formulere nye politikker i denne proces om, hvordan man skal håndtere de kollapsende vestlige økonomier, og hvordan man kan køre et mere fornuftigt system. Putin brugte den 4. oktober disse ord på et møde i det russiske sikkerhedsråd – ikke i økonomigruppen, men i sikkerhedsrådet – hvilket er interessant: »Jeg foreslår, at vi diskuterer foranstaltninger til etablissement af et internationalt betalingssystem – en af de største udfordringer, vi står over for.« Og igen, dette var et møde om sikkerhed, hvilket helt sikkert viser, at han ved, at krigspolitikken er drevet af det kollapsende vestlige finansielle system, og at nye systemer er påtrængende nødvendige. Som du lige har beskrevet, har du været dybt involveret i Rusland. Jeg tror, du har haft lignende relationer med Kina og andre nationer om ideer til nye systemer. Hvad forventer du af mødet i BRIKS, og hvad anbefaler du?

Prof. Sachs: Dybest set har USA, som du siger, gjort dollaren til et våben. Og det betyder, at de fleste betalinger for international handel faktisk er denomineret i dollars. De foretages i banker, der har dollarreserver. Og de bruger et clearingsystem, der hedder SWIFT, som er baseret i Belgien. USA dominerer selvfølgelig det system, fordi det er den amerikanske dollar. Fed er den ultimative udsteder af dollaren. Og geopolitisk kontrollerer USA SWIFT-systemet. Så det, USA har gjort nu i et par årtier med lande, som de ikke kan lide – det er en voksende liste, fordi disse lande ikke kan lide, hvad USA gør – men lande som Iran, Afghanistan, Rusland, Venezuela og andre, som USA sigter mod, er at indføre finansielle sanktioner, der på forskellige måder forhindrer ikke bare USA’s handel med disse lande, men ethvert land, der handler med disse lande, som USA sigter mod gennem dette dollarbaserede handelssystem. Så hvis et land vil – lad os sige, at et kinesisk firma vil importere noget fra Rusland – ville man sige, at de er ligeglade med USA’s sanktioner. Men det er ikke så enkelt, for når det kinesiske firma vil foretage en betaling, vil det normalt gøre det gennem sin egen bank, som så har et tilsvarende forhold til f.eks. en russisk bank, og betalingen vil blive foretaget. Men den kinesiske bank er typisk en stor bank inden for international handel, og den ville også bruge dollars, selv om det pågældende køb af den russiske vare var denomineret i rubler eller renminbi. Den kinesiske bank ville også være involveret i dollarbaseret handel, for det er sådan, det meste handel foregår. Og så ville USA sige: »Ah, du handler med Rusland,« og banken ville sige: »Ja, men ikke om dig.« »Det er ligegyldigt. Du overtræder vores sanktioner. Så vi afskærer dig ikke kun fra at handle med Rusland, men fra alt, hvad du foretager dig i det internationale system.« Det er de sekundære sanktioner, du taler om. Så det, der sker, er, at selv om lande ikke er enige i de amerikanske sanktioner, selv om de ønsker at holde sig ude af det her, så kan de ikke handle med Rusland lige nu, fordi de banker, som de ville bruge til at foretage betalinger, er sårbare over for de amerikanske sanktioner.

Jeg var for nylig i Mongoliet, som er et land, der ligger mellem Rusland og Kina. Og en stor del af den økonomiske handel foregår naturligvis med Rusland. De kan ikke handle på normal vis lige nu, ikke fordi de ikke vil. Selvfølgelig vil de gerne. De er endda nødt til det. Ikke fordi der ikke er ting at sælge og ting at købe, men fordi bankerne er bange for at have transaktioner med russiske modparter, fordi USA vil sanktionere bankerne, ikke på disse transaktioner, men på Mongoliets transaktioner med Europa, med USA, med ethvert sted, der bruger SWIFT-kontoen, hvilket er det meste af verdenshandlen.

Så hvad skal Rusland gøre? Hvad skal lande gøre, som ikke ønsker at være sårbare over for amerikanske sanktioner, som i øvrigt er ulovlige i henhold til international lov, fordi man ikke har lov til at gøre dette – USA har ikke lov til i henhold til international lov at fortælle Mongoliet, at de ikke må handle med Rusland. Man kan have sanktioner, men de skal vedtages af FN’s Sikkerhedsråd. Det er de eneste lovlige sanktioner. Hvert år stemmer FN’s generalforsamling for at sige, at »intet land ensidigt kan fortælle andre lande, hvordan de skal have deres tredjepartshandel«. Det er ulovligt. Men USA gør det alligevel, fordi de er ligeglade med international lov, de er ligeglade med USA’s magt. Så hvis lande vil have handel og ikke være underlagt dette ulovlige system, som USA påtvinger de lande, de ikke kan lide, skal de have betalinger, der ikke er i dollar. Det lyder nemt. Og det er nemt i én forstand. Så lad være med at handle i dollars, handel i rubler, handel i renminbi, handel i rupees.

Men problemet er, at man også er nødt til at have banker eller institutioner, som ikke også laver normale dollarforretninger, hvilket de fleste af verdens banker gør, fordi de bliver sårbare over for USA, hvis de omgår USA’s ulovlige sanktioner med en del af deres forretning, som ikke er i dollar. Så det korte af det lange, Mike, er, at der er brug for en række banker eller andre relaterede institutioner, som bare ikke har nogen dollarforretning. Det kan være særlige organer, der etableres bare for at sige: »Nej, vi kan ikke lide jeres sanktioner. De er ikke lovlige. Og I kan ikke røre denne institution, fordi den ikke har noget med jeres SWIFT-system at gøre. Så hvordan vil I straffe den?« Jeg tror, at det er den retning, de er på vej i, fordi de faktisk ikke ønsker, at ét land, eller endda ét land og dets NATO-allierede, skal bestemme, hvordan de handler med andre lande. Hvis USA siger, at det og det land opfører sig dårligt, så tag det med til FN, gå til FN’s Sikkerhedsråd og se, hvor langt du kommer. Hvis du vinder en enstemmig afstemning, kan du indføre sanktioner, for FN-sanktioner er helt tilladte. Sikkerhedsrådet har den magt, men du har ikke magt til at gøre det alene.

Billington: Så du er optimistisk med hensyn til, at BRIKS vil komme med en løsning på dette?

Prof. Sachs: Det vil de. Ja, det gør de. For det er ikke et enormt kompliceret teknisk problem. Det er ikke en magisk teknologi, som kun USA har. Nu er der ingen anden måde at handle på end gennem SWIFT. SWIFT-systemet er faktisk lidt forældet i den digitale tidsalder. Den måde, SWIFT foretager clearinger på, er stort set forældet, måske 10 eller 20 år. Og så er der alle mulige tekniske løsninger, som BRIKS kan gøre. Og min opfattelse er, at de vil gøre det, fordi de er nødt til det. De ønsker ikke at leve i et system, hvor USA er i stand til at knuse deres økonomi efter forgodtbefindende. Det virkede ikke med Rusland, fordi Rusland har en meget omsættelig eksport, hovedsageligt olie, som de vedvarende kan handle med, og en stor del af verden vil have deres olie. Og derfor virkede sanktionerne ikke til at knuse deres økonomi. Men da lignende omfattende sanktioner blev indført mod Venezuela for at forsøge at vælte Nicolas Maduros regering tilbage i 2017, især i 2018, knuste det den venezuelanske økonomi, ikke fordi de ikke kunne sende olie, men fordi de ikke kunne få reservedele til at holde olieproduktionen i gang. Og så kollapsede Venezuelas olieproduktion med de amerikanske sanktioner, og den venezuelanske økonomi led et katastrofalt fald. Interessant nok førte det i øvrigt ikke til, at regeringen blev væltet, for sanktionerne har ikke den politiske effekt, som USA drømmer om, at de har. De har bare den grimme effekt, at de forarmer folk og får børn til at dø, fordi de ikke kan få sundhedspleje, fordi hospitalerne ikke har basale antibiotika og basale materialer på lager. Så de skaber en masse lidelse. De opnår ikke USA’s politiske mål. Så det er våben, der rammer helt ved siden af, men som gør enorm skade. De er helt klart ulovlige, men et land som Venezuela kunne ikke komme uden om dem. Rusland var i stand til at omgå dem.

Billington: Ja, det er rigtigt. Jeg vil tage et filosofisk spørgsmål op. I juli offentliggjorde du et forslag til ti principper for evig fred i det 21. århundrede. De begyndte med de fem principper for fredelig sameksistens, som Kina havde foreslået, og som blev vedtaget af den asiatisk-afrikanske konference i Bandung i 1955. De foreslog fem yderligere principper, som bl.a. krævede afskaffelse af oversøiske militærbaser og afslutning af de regimeskiftekrige, vi har diskuteret, tilbageholdenhed med atomvåben og generel nedrustning, tilbageholdenhed med sikkerhedspolitik og reform af FN. Helga Zepp-LaRouche udsendte også, hvad hun kaldte Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Og selv om jeg tror, at hun generelt ville være enig i vigtigheden af dine foreslåede principper, mente hun, at den underliggende årsag til den globale krise, vi står over for i dag, er det moralske og kulturelle forfald i størstedelen af befolkningerne i den vestlige verden, som du selv antydede på en måde.

Prof. Sachs: Ja

Billington: Helga beskæftigede sig med den økonomiske udvikling i alle nationer, herunder uddannelse og sundhedspleje for alle mennesker. Men endnu vigtigere var det, at hun tilføjede en filosofisk pointe. Flere faktisk, men især det 10. princip, som jeg vil læse op: »Den grundlæggende antagelse for det nye paradigme er, at mennesket grundlæggende er godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed og være den mest avancerede geologiske kraft i universet, hvilket beviser, at sindets lovmæssighed og det fysiske univers er i overensstemmelse og samhørighed, og at alt ondt er resultatet af en manglende udvikling og derfor kan overvindes.« Så det er hendes 10. princip. Det er noget, som de fleste mennesker kun kan acceptere efter dyb refleksion. Det er ikke indlysende. Men, sagde hun, det er faktisk en rød tråd i alle verdens store religioner, og det er nødvendigt, hvis befolkningerne skal løftes op på et højere niveau af menneskelig kreativitet, hvilket er nødvendigt, hvis der skal findes en virkelig global løsning. Så hvad er dine overvejelser om dette?

Prof. Sachs: Det er næsten et citat af Mencius, som var den førende discipel af Konfucius, selv om han var to generationer væk, men den store geniale tænker, som fulgte efter Konfucius. Han sagde: »Den menneskelige natur er god.« Det var hans argument. Men han havde en pointe. Og jeg tror, det minder meget om det, vi lige har hørt. Han sagde: »Menneskets natur er god, men det betyder ikke, at alle mennesker er gode. Godheden skal dyrkes.« Og han sagde: »Mennesker er som spirer. Frøet har potentiale til at blive en sund plante, men det skal plejes for at udvikle sig på den rigtige måde.« Så at mennesker er gode, betyder ikke, at de automatisk er gode, eller at alle mennesker er gode, men at de har potentiale til at blive gode. Aristoteles havde en lignende pointe. Aristoteles sagde også, at mennesker har potentiale til at være gode og faktisk har en menneskelig natur, der sigter mod det gode. Hans idé var, at vi skal bruge vores hoveder. Vi skal være rationelle. Lære at tænke rationelt og træne os i ikke at lade os rive med af fjendtlige følelser eller af impulser eller instinkter, men lære at tænke. Og det kaldte han praktisk visdom. Og der er et gammelt græsk udtryk for det, der hedder phronesis, som er evnen til at bruge sin fornuft, til at vælge rigtigt, til at skabe fred, til at opføre sig som gode borgere, til at være venner.

Og ligesom Konfucius, Mencius og Aristoteles sagde, så har vi potentialet, men det er ikke garanteret. Der er tydeligvis mange dårlige mennesker, men vi bør dyrke det gode. Så ideen med en etik er – og jeg tror, det er præcis den udtalelse, du læste – det er ikke at sige, at verden er perfekt og vidunderlig, og at mennesker er gode. Det er for at sige, at vi kan udvikle den gode side af vores menneskelige natur. Vi har dårlige tendenser. Vi har tendenser til at snyde, til at lyve, til at følge impulser, til at blive afhængige af magt eller andre ting. Men vi kan dyrke den gode side med øvelse, med mentorskab, med at læse gode bøger som Aristoteles’ Nikomacheiske Etik eller Konfucius’ Analekter og reflektere over, hvad de lærer os. Vi kan blive gode mennesker. Og det var selvfølgelig Konfucius’ livsmission at rejse rundt fra rige til rige. Det fungerede ikke særlig godt i hans levetid at forsøge at overbevise herskerne om at være gode mennesker og regere ved hjælp af dyd i stedet for at regere ved hjælp af magt eller grådighed. Men han havde den langsigtede succes, at selv hundreder af år efter hans død opstod der en ny kejser i Han-dynastiet, som sagde, at det var den filosofi, jeg ville følge. Han fik de konfucianske lærde til at komme til sit hof og opbyggede en konfuciansk ledelsesfilosofi i Kina.

Det var allerede for 2.000 år siden, og det har stort set varet indtil i dag. Så i den forstand tror jeg, at ideen om, at vi har brug for en etik for det gode til at understøtte det, vi gør, er meget korrekt og reel. Jeg forsøgte at lave en liste over, hvordan vi kan afslutte disse nytteløse krige ved direkte handling: Stop! USA har 750 oversøiske militærbaser. Er det din spøg? Det er allerede en form for vanvid. Hvordan kan et land have 750 oversøiske militærbaser? Hvem tror de, de er? Hvad er det, vi laver? Hvorfor bruger vi hundredvis af milliarder dollars om året på det? Og derfor siger jeg: Stop det! Stop alle disse CIA-ledede regimeskifteoperationer, som har stået på i årtier, hvor man har disse hemmelige operationer for at vælte regeringer. Det virker ikke. Det destabiliserer lande. Det skaber krige og fare. Meget vigtigt er det, at USA har forladt flere aftaler om kontrol med atomvåben. Vi har dybest set knap nok en ramme for kontrol med atomvåben på nuværende tidspunkt. Og alt tyder på, at vi er på vej tættere og tættere på atomkrig. Så jeg synes også, at det fortjener påtrængende opmærksomhed. Og så påpeger jeg i slutningen af min liste, at vi faktisk har en masse ting, vi er nødt til at gøre sammen, som vi ikke gør, hvis vi vil have velstand, hvis vi vil have sikkerhed, så er vi nødt til at samarbejde.

Og derfor bør vi også rette opmærksomheden mod win-win-idéer. Nu har Kina i øvrigt fremsat disse fem principper, og jeg tilføjer mine egne fem. Men Kinas fem principper er virkelig attraktive. De starter med gensidig respekt. De opfordrer til ikke-indblanding i andre landes indre anliggender. Det er også en grundlæggende standard i international lov. De opfordrer til win-win-samarbejde. Med andre ord er det kloge konfucianske ideer om, hvordan man kommer overens. Og jeg håber praktisk talt, at landene i FN i betragtning af alle disse krige og katastrofer faktisk vil stemme for en liste som denne i en ikke alt for fjern fremtid. Med andre ord, at man ikke bare reflekterer over det som en kronik eller en tanke, men at man faktisk sammensætter et sæt principper, som i det mindste kan vise verden, at dette er en standard for god opførsel, for statskunst. Det er sådan, vi mener, at lande bør handle, så vi ikke sprænger os selv i stumper og stykker. Jeg tror, det vil gøre en forskel, for selv om ikke alle opfører sig i overensstemmelse med de fastlagte principper, hjælper det folk til at forstå, hvad der er muligt. Jeg håber, at generalforsamlingen vil gøre det på en meget praktisk måde. I det mindste. Jeg prøver at skubbe til pointen, foreslå pointen til regeringerne lige nu.

Billington: Vi afholder en særlig begivenhed den 26. oktober på Manhattan. Hvis du er tilbage i New York, vil jeg opfordre dig til at deltage. Vi får en stor sal. Vi vil forsøge at lave en slags chok-effekt-konference med tusind eller flere mennesker. Det bliver med førende talere af den slags, som vi har haft på vores ugentlige møder i Den Internationale Fredskoalition. Men vi vil også afholde en klassisk koncert med klassisk musik, inklusive spirituals.

Prof. Sachs: Det lyder fantastisk.

Billington: Musikere som Marian Anderson og andre viste, at Spirituals er mere end folkesange eller noget. De er klassiske af natur. De kommer fra hjertet og sindet. Ideen her er at insistere på, at et højere kulturelt niveau, og især klassisk musik, er afgørende, hvis folk skal ændre den måde, de tænker på. Og du sagde før, at vi er nødt til at få folk til at tænke på en anden måde, og det er hensigten med denne begivenhed.

Prof. Sachs: Jeg er stadig i Europa og rejser, så jeg går glip af det. Men det lyder som en storslået begivenhed. Ja, jeg så forresten i 2017, 2018, da G20 var vært for Tyskland i Hamborg. Angela Merkel opfordrede til en koncert for lederne, og jeg sad tilfældigvis blandt publikum på en balkon lige over verdenslederne fra G20. Og selvfølgelig var det sidste stykke på programmet den aften Beethovens niende med Ode til glæden. Du skulle have set verdensledernes ansigter, for selv de mest forhærdede – alle lyste bare op, for det er et universelt sprog. Hvis vi kunne få lidt Beethoven ind i det her, lidt Ode til glæden, og »Alle mennesker er brødre«: »Ale Menschen werden Brüder«, så virker det. Det rører ved hjertet. Så det er en god idé.

Billington: Hvilket var Beethovens hensigt. Det var det også. Det virkede. Det er derfor, vi kalder os Schiller Instituttet.

Prof. Sachs: Ja, præcis. Og den store Schiller-ode. Så det virker virkelig.

Billington: Desværre er det ikke det, vores universiteter lærer deres børn nu om dage. Du er stadig professor på Columbia, tror jeg. Som du ved, var der store fredsdemonstrationer på Columbia i foråret og på mange andre universiteter. Situationen er selvfølgelig blevet langt værre siden da. Og alligevel ser det ud til, at der er meget få protester på universiteterne, selv om de har åbnet op og så videre. Repræsentant Steve Scalise sagde for et par dage siden, at Kongressen »handler for at stoppe de anti-israelske protester på universiteterne« og sagde til dem, citat: »Jeres akkreditering står på spil. I spiller ikke længere spil, ellers er I ikke længere en skole.« Og han tilføjede: »Vi bringer lovgivning på banen for vedvarende at konfrontere det, for at stå op imod det og for at vise, at vi støtter Israel.« Virker denne undertrykkelse, eller er der andre årsager til, at der ikke har været en opblomstring på universiteterne dette efterår?

Prof. Sachs: De studerende, som krævede retfærdighed for palæstinenserne, fik politiet på nakken. Sådan er det bare. Så de blev arresteret. Det skete sidste forår. Det lukker ned for en masse aktivitet. Universitetet lagde en ekstremt hård linje. Det glemte, at det er et universitet. Det glemte, at det er et fællesskab af studerende og professorer, som ikke kun er et uddannelsesfællesskab, men også et moralsk fællesskab. Det glemte alt det, fordi politiet stort set blev tilkaldt fra starten. Det var forfærdeligt. Og selvfølgelig bliver administratorer over hele landet tyranniseret og kuet af det, Kongressen gør. Ikke bare af Kongressen, men også af deres egne bestyrelser, deres egne donorer og så videre. Jeg er meget stolt af vores studerende. Jeg er meget stolt, når de demonstrerer. Jeg mener, at universiteterne også bør reagere på dette med alle mulige former for forelæsninger og workshops og diskussioner og debatter og lære om historien og bruge universitetets intellektuelle kvaliteter til at hjælpe med at uddanne. Og der er sket meget lidt af det, og det er virkelig en skuffelse.

Billington: Jeg sætter stor pris på det. Jeg tror, det vil have en meget stor effekt i hele verden.

Prof. Sachs: Det er godt at tale med dig om alle disse spørgsmål. Det er en virkelig bekymrende og meget farlig tid.

Billington: Har du nogle afsluttende tanker, som du gerne vil sende til vores læsere og støtter?

Prof. Sachs: Jeg tror, at alle er nødt til at sige til deres respektive regeringer overalt: Skab fred. Det her er krige. Krigsteoretikeren von Clausewitz sagde, da han skrev sit hovedværk, Om krig i 1830’erne: »Krig er politikkens fortsættelse med andre midler eller på andre måder.« Så når du ser krig, skal du tænke politik. Når man ser på krigen i Mellemøsten, er politikken der, at Israel har blokeret for en palæstinensisk stat. Og det er vejen til fred. Når man tænker på krigen i Ukraine, er politikken, at USA insisterede på, at Ukraine skulle være med i USA’s militæralliance i stedet for at være et neutralt land, hvilket ville have gjort Ukraine sikkert, og hvilket vil gøre Ukraine sikkert nu, når den rette position er indtaget. Så alle disse kampe kan løses gennem fornuftig politik. Og alligevel befinder vi os i en krigsophidsende æra, og det er ekstremt vigtigt, at vores regeringer hører fra os. De lytter ikke, de spørger ikke om vores mening, men vi bør give dem vores mening. Vi ønsker fred. Vi vil have løsninger på dette. Vi ønsker frem for alt at undgå denne meget alvorlige og meget reelle trussel fra atomvåben. Så jeg vil gerne takke dig for det, du gør, og for den diskussion, vi lige har haft. Og folk overalt bør arbejde for fred.

Foto: Wikimedia Commons

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Tak, fordi I er kommet. Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er vores 71. ugentlige møde i træk. Hensigten med denne diskussion er at samle folk fra alle ideologier, så mange nationer som muligt, for at forene os om ægte fred. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med mine medordstyrere Dennis Small og Dennis Speed. Hvis du er med via livestream, vil jeg gerne takke dig for at være med. Hvis du er en del af en anden streamingtjeneste, vil jeg gerne takke de forskellige alternative medier, der har streamet dette møde. Det betyder, at vi har været i stand til at nå ud til omkring 100.000 mennesker; det er meget vigtigt, at vi er i stand til at gøre dette på tværs af mange forskellige sprog og lande.

Vi vil fortsætte med den proces; hvis du gerne vil streame denne video i fremtiden, må du gerne kontakte mig. Det gør vi med glæde. I sidste uge havde vi K-talk radio, som livestreamede dette fra midten af USA, hvilket er meget vigtigt, at det sker. Jeg vil gerne sende en særlig tak til dem for at gøre det i sidste uge.

Vi vil have en generel åbning af mødet med talere, som vi har planlagt, og så vil vi gå over til en diskussionsperiode. Der er sket meget i løbet af de sidste par uger med hensyn til at stoppe tredje verdenskrig. Vi har haft fremragende demonstrationer, og som I kan se, var Scott Ritter en af dem, der afholdt en af disse demonstrationer for at stoppe verdenskrigen. Han kommer i dag for at tale om det og mange andre ting. Vi er virkelig nødt til at mobilisere vores kræfter nu for at forene denne proces og stoppe den kommende krise. Så jeg vil gerne have Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, til at indlede os med at tale. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først byde jer alle velkommen. Desværre er vi stadig i en situation, hvor de to regionale kriser hver især har potentiale til i værste fald at optrappe til en global atomkrig. Det gør vores indsats så meget desto vigtigere.

Situationen i Ukraine nærmer sig tydeligvis et beslutningspunkt. Lad mig gennemgå det kort. For et par uger siden, da premierminister Starmer besøgte Washington og talte med Biden, var det forventet, at de begge ville give tilladelse til, at Ukraine kunne bruge langtrækkende missiler til angreb dybt inde på russisk territorium, hvilket Starmer stort set allerede var gået med til. Men i sidste øjeblik undlod præsident Biden at indgå denne aftale. Efter at der er gået nogle uger, ser det virkelig ud til, at den mulige forklaring – som jeg naturligvis kun kan fremsætte hypoteser om; men det ser virkelig ud til, at præsident Putin, som var kommet med meget klare advarsler om ændringen i Ruslands atomare doktrin, sandsynligvis kunne have sendt en privat demarche til USA og til dette møde og advaret dem om, hvad konsekvenserne og den russiske reaktion ville være. Under alle omstændigheder resulterede det i, at Biden indtil i dag ikke har givet den tilladelse. Det ser ud til, at der er en fraktionskamp i Washington, hvor udenrigsministeriet og det nationale sikkerhedsråd – det vil sige Blinken og Sullivan – stadig er meget på konfrontationskurs, mens det ser ud til, at militæret, især forsvarsminister Austin og William Burns, sandsynligvis bremser tingene. For militæret – faktisk i alle lande i verden – ved, hvad en krig er; og især hvad en atomkrig er. Så det ser ud til at være det, der stadig foregår, selvom ingen ved, hvor længe det vil vare og så videre.

Men situationen på landjorden i Ukraine vil heller ikke vare længe, for russerne har gjort massive militære fremskridt. Den ukrainske hær har tydeligvis en ufattelig mangel på soldater; rygterne om, at krigen er tabt, spreder sig overalt. Der er mange mennesker, der deserterer – soldater, der ikke kan se nogen grund til, at de bare skal tage til fronten og dø. Så situationen er meget demoraliseret. Det kan være en af grundene til, at man pludselig kan høre nye toner fra folk som Stoltenberg, der indtil for nylig var generalsekretær for NATO, og som nu er gået på pension.

Men han taler pludselig om den såkaldte »tyske model« for Ukraine. Det, de mener med det, er, at der ville være en aftale, i hvert fald indtil videre, om, at Ukraine skulle gå med til tab af territorium og dybest set tilslutte sig NATO, men i denne brudstykkeform. Men de østlige dele, som så ville forblive hos Rusland, ville ikke blive påvirket af dette NATO-medlemskab. Det er et af de forslag, som ikke vil føre til noget, fordi det ikke tager fat på hovedårsagen til, at Rusland startede den særlige militæroperation i første omgang. Med andre ord tager det sig ikke af Ruslands legitime sikkerhedsinteresser og bekymringer; nemlig ikke at have offensive våbensystemer direkte ved deres grænse. Så det er efter min mening et no-go. Krigen er tydeligvis ved at være slut; der er en fysisk grænse, som er ved at blive nået. Med vinteren på vej er det efter min mening et spørgsmål om uger, før det står helt klart.

Det forhindrer ikke NATO’s nye generalsekretær Mark Rutte, som nu er i London for at mødes med Starmer, og Zelenskyj er der også lige nu; sandsynligvis vil de mødes alle sammen. Rutte sagde, at han ville advare NATO om ikke at lytte til russernes sabelraslen; at man ikke skulle tage hensyn til det. Så det er ikke afgjort, men det er meget tydeligt, at det er ved at være slut. Så er spørgsmålet Harald Kujat, den tidligere generalinspektør for det tyske Bundeswehr, sagde allerede i august sidste år, at vi er ved at nå det punkt, hvor NATO må beslutte sig for enten at tilbyde Rusland en forhandlingsløsning, som er acceptabel for Rusland – hvilket denne nuværende tyske løsning ikke er; eller optrapning. Og det vil være på bordet.

Der vil måske blive afholdt en fredskonference, som er blevet nævnt her og der i perioden mellem de to præsidenter, eller endda når den nye amerikanske præsident er kommet til. Men igen kommer det til et punkt, hvor man enten virkelig går efter en løsning ved hjælp af diplomati eller optrapning. Hvis man tænker over det, er al denne snak om, at Baerbock siger, at vi er nødt til at ruinere Rusland, ikke bare er Rusland ikke ruineret, dets økonomi klarer sig ganske godt under omstændighederne. I stedet er det Tyskland, der er ruineret, takket være vores udenrigsminister og vores økonomiminister, som begge er fra De Grønne. Det bliver naturligvis ikke let for det samlede Vesten at acceptere, at krigen i Ukraine er tabt, efter det skammelige tab i Afghanistan for et par år siden, og nu er krigen i Ukraine tabt. Det er et yderst anspændt øjeblik.

Den anden store krise, Mellemøsten, er fortsat superfarlig. Verden venter stadig på den såkaldte israelske gengældelse. Det er ikke klart, hvad de vil gøre. Vil de “kun” ramme olieraffinaderierne eller endda atomanlæggene, hvilket ikke ville være muligt uden brug af atomvåben, fordi de iranske atomanlæg ligger dybt inde i bjergene, og selv amerikanske bunkersprængningsbomber er tilsyneladende ikke i stand til virkelig at nå dertil. Hvis det kommer så vidt, vil verden befinde sig i en katastrofe, og Peskov og andre advarer om, at Mellemøsten faktisk befinder sig på randen af en katastrofe.
Den iranske udenrigsminister Abbas Araghchi har netop været i Qatar efter at have mødtes med embedsmænd i Saudi-Arabien. Det er meget vigtigt, for hvis Iran og Saudi-Arabien taler sammen, er det meget afgørende. Araghchi advarede også om, at Israel trækker hele regionen ind i en katastrofe. Naturligvis foregår folkedrabet i Gaza og Libanon. Libanon er i en næsten lige så forfærdelig situation som Gaza. Men det vil vi snart høre mere kvalificerede folk tale om.

Jeg kan kun nævne en sidste ting vedrørende den såkaldte »enhed« i EU. Der var et utroligt skænderi mellem Ungarns premierminister Orbán og Ursula von der Leyen, formanden for EU-Kommissionen. Hun sagde utrolige ting om Orbán. Orbán beskylder nu EU’s ledelse for at planlægge et regimeskifte mod Ungarn for at indsætte en regering, som vil trække Ungarn ind i krigen mod Ukraine. Det, der sker i den såkaldte europæiske »union«, er et tegn på, at den institution måske ikke er i så god form meget længere.

Alt dette betyder, at vi er nødt til at nå frem til et nyt paradigme; vi er nødt til at kæmpe meget hårdt for den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Den Westfalske Fred, for jeg tror ikke, at nogen anden løsning vil afhjælpe faren for den geopolitiske konfrontation mellem NATO på den ene side og Rusland og Kina på den anden side. Jeg vil gerne stoppe her på dette punkt.

SCOTT RITTER: Mange tak, fordi jeg måtte komme. Desværre tror jeg, at jeg vil fortsætte tendensen med at indgyde frygt i hjerterne på alle, der lytter, for I bør være meget bange. Jeg vil bare starte med at sige, at verden ikke er et mere sikkert sted, end den var, sidst jeg talte; faktisk er den endnu farligere. Situationen i Ukraine manifesterer sig vedvarende på en måde, som placerer os på tærsklen til en øjeblikkelig atomkrig; det er ikke noget, der ligger ude i fremtiden. Et pennestrøg, der autoriserer langtrækkende våben bygget af NATO og USA, målrettet af NATO og USA, til at blive affyret mod Rusland, vil skabe et russisk svar, der vil føre os til en krig mellem Rusland og NATO, som vil føre os til en atomar udveksling, som vil føre os til en generel atomkrig, som vil dræbe os alle.

Hvis I ikke har læst den, vil jeg råde alle til at gå ud og købe en kopi af Annie Jacobsens bog, {Nuclear War: A Scenario}. Jeg købte den i søndags; jeg læste den to gange på samme dag, og jeg vil læse den igen, for jeg er nødt til at få budskabet ind i hver eneste celle i min krop om, at vi alle vil dø, hvis der bliver atomkrig. Og hvis vi ikke ændrer den politik, vi har i dag, vil der komme en atomkrig; så din død er uundgåelig. Jeg taler til døde mennesker. Normalt er det et normalt udsagn; vi vil alle dø, ingen af os er udødelige. Men jeg taler til mennesker, der vil dø en unaturlig død. Hver eneste person, der lytter her, vil dø en unaturlig død, hvis vi tillader, at denne politik fortsætter.

Men det er blevet endnu farligere, for noget, der ikke er blevet omtalt i pressen, er, at Iran nu er en atommagt. Iran har ikke indrømmet det med så mange ord, men flere udtalelser fra højtstående iranske embedsmænd har bekræftet, at den fatwa, der har eksisteret siden ayatollah Khomeinis tid, kan omstødes under visse omstændigheder. En af disse omstændigheder er, at når fjenden forsøger at bruge en type våben mod dig, kan du bruge den type våben mod fjenden. Israel har atomvåben; Israel truer med at angribe Irans faciliteter til atomvåben. Som Helga nævnte, er disse faciliteter, mange af dem, ikke egnede til konventionelle angreb, så hvis du truer med at angribe faciliteterne for at fjerne dem, truer du med at bruge våben, der er i stand til at udføre den mission; hvilket betyder, at du truer med at angribe Iran med atomvåben. Det er en kendsgerning; det er ikke til debat.

Spørg Donald Trump, hvorfor han ændrede den amerikanske atomare opstilling, da han var præsident. Grunden er, at han var nødt til at indarbejde to nye kategorier af atomvåben, som var i stand til at ødelægge Irans atomanlæg. Den ene er en B-61-bombe, som er en tyngdekraftsbombe, der nedkastes af visse amerikanske fly, herunder B-2-bombeflyet. Denne B-61-variant blev tilpasset til at være en bunker-buster, til at have gennemtrængningsevne, der var specielt designet til at ødelægge Irans underjordiske atomanlæg. Vi byggede våbnet, vi indsatte våbnet, og vi har planer om at bruge våbnet. Så når man hører kandidaten Donald Trump sige, at Israel bør ramme Irans atomanlæg, så siger han, at Israel bør bombe Irans atomanlæg. For den eneste måde, man kan ramme Irans atomanlæg på, er ved at bruge et atomvåben. Og han kan ikke påberåbe sig uvidenhed om sagen, for han har personligt underskrevet tilpasningen af USA’s atomvåbenplan til at omfatte atomvåben, fordi det er de eneste våben, der kan slå de atomanlæg ud. Så han opfordrer Israel til at angribe Iran med atomvåben.

I maj sidste år sagde Irans tidligere udenrigsminister, som i dag er et højtstående medlem af Expediency Discernment Council, et højtstående beslutningsorgan i den iranske regeringsstruktur, som ifølge den iranske forfatning har mandat til at rådgive den øverste leder, at selv om denne fatwa eksisterer, så er den reversibel, og under visse omstændigheder kan Iran overveje at stræbe efter et atomvåben. Dette blev gentaget af en højtstående officer i den iranske revolutionsgardes kommando sidste sommer, som sagde, at hvis Israel angriber Iran med et atomvåben, vil Iran udvikle en atomvåbenkapacitet. Det iranske parlament har debatteret spørgsmålet og har sendt en anbefaling til den øverste leder om at trække sig ud af ikke-atomartraktaten og begynde at bygge atombomber. Iranerne er igen gået ud og har sagt, at hvis Israel truer dem med et atomangreb, så vil Iran bygge et atomvåben. Israel har truet Iran med et atomart angreb.

Erklæringer af denne art fremsættes ikke i et vakuum, hvilket betyder, at folk, der opererer på niveau med de mennesker, jeg taler om, og som citerer fatwaer udstedt af den øverste leder, ikke fremsætter disse kommentarer uden videre. Faktisk kunne ingen af dem komme med den kommentar, medmindre den var godkendt af den øverste leder. Og den øverste leder er ikke ude på at udsende modstridende oplysninger. Det, der foregår, er Irans version af deklaratorisk politik. Iran gør verden opmærksom på, at de har kapacitet til atomvåben. Hvis Israel angriber dem, vil Iran bruge denne atomare kapacitet som gengældelse mod Israel. Tre eller fem iranske atomvåben rettet mod Israel vil ødelægge Israel for evigt. Og vi ved ikke, hvor det bærer hen derfra. Vi er meget tæt på en atomkrig i Mellemøsten, meget tæt.

Hvor vil den føre os hen? Det ved jeg ikke. Vladimir Putin har lige mødtes med den nye iranske præsident i Turkmenistan. Rusland har talt om at indgå sikkerhedsaftaler med Iran. Iran er nu medlem af BRIKS-fællesskabet. Jeg kan forestille mig, at de taler om, hvad der sker, hvis Israel angriber Iran med atomvåben. Hvad vil Ruslands svar være? I betragtning af det hjertelige forhold, håndtrykket, smilene, var det ikke nogen svær samtale for nogen af dem. Det indebærer, at Rusland har givet Iran visse forsikringer.

Det betyder, at hvis Israel angriber Iran, vil Rusland have Irans ryg, når de svarer atomart mod Israel. Hvad ville USA gøre i det tilfælde? Nu ser vi et scenarie, hvor situationen er ved at komme ud af kontrol og bevæger sig væk fra en regional atomar konflikt til potentialet for en global atomar konflikt. Mine damer og herrer, vi har aldrig været tættere på en atomar undergang, end vi er i dag. Nu har vi det fra to fronter. Og USA har siden Barack Obamas tid sagt, at hvis Iran udvikler atomvåben, vil USA reagere militært. Iran har udviklet atomvåben; hvad vil USA gøre? Donald Trump siger, at det aldrig vil ske. Det er sket, og han er en af hovedårsagerne til, at det er sket, fordi han trak sig ud af Joint Comprehensive Plan of Action [JCPOA], som var et traktatlignende instrument, der lagde visse begrænsninger på Irans program.

Den tillod våbeninspektører at være i Iran og overvåge programmet for at sikre, at Iran ikke omdannede et civilt projekt til et militært projekt. Men fordi vi [USA] trak os ud, var europæerne aldrig ihærdige med at gennemføre aftalen, og Iran var i stand til at trække sig – juridisk set – fra sine forpligtelser under JCPOA til det punkt, hvor der i dag ikke er nogen JCPOA. Iran beriger uran uden begrænsninger. De har beriget op til 60 %. Det er nok til, at det kan retfærdiggøres, fordi de bruger de 60 % til at producere brændselsplader, som bruges i en forskningsreaktor. Men mængden er langt større, end hvad der er nødvendigt for at producere brændsel. Det betyder, at Iran vil være i stand til at tage dette 60 % berigede uranhexafluorid og bruge det som råmateriale i avancerede centrifugekaskader, som allerede er på plads i underjordiske anlæg, og hurtigt omdanne 60 % til 96-98 %. Det kan ske i løbet af få dage. Som jeg sagde, har Iran allerede evnen til at omdanne dette uranhexafluorid til metal; de producerer metalplader til deres eksisterende forskningsreaktor i Teheran. De kunne producere uranmetallet i tilstrækkelige mængder til at skabe kritisk masse og generere fission.

Det er alt, hvad der er nødvendigt for en anordning af kanontypen. Iran har ikke brug for en raffineret testmekanisme. USA byggede faktisk to bomber, som blev brugt mod Japan under Anden Verdenskrig. Den ene var Fat Man, den anden var Little Boy. Fat Man var den version, der blev testet i Alamogordo den 16. juli 1945. Det var et plutoniumbaseret våben, der brugte et raffineret implosionsapparat. Det skulle testes, fordi det hele var teoretisk. Uranvåbnets design behøvede ikke at blive testet, fordi det er meget enkelt; det er ikke raffineret. Hvis man har tilstrækkeligt med højt beriget uran, kan man bygge et kanondesign, der kan generere en ladning på 15-20 kiloton. Det er det, jeg tror, iranerne vil bygge; det er let at anvende på de missiler, Iran har. Iran har vist, at deres missiler kan ramme Israel uden frygt for at blive opfanget. Iran vil være i stand til at sende missiler med atomart sprænghoved mod Israel, og der er intet, Israel og USA kan gøre for at forhindre det. Det er et helt nyt paradigme lige nu, som udfordrer alle røde linjer over hele linjen.

Hvordan vil USA reagere? Indtil videre har vi undgået at sige, at vi vil deltage i et israelsk angreb mod Iran, fordi vi forstår, hvor eksplosivt det er. Men hvis Irans erklærede politik ser ud til at pege på eksistensen af et atomvåbenprogram, vil USA så nu sige: »Vi vil hjælpe Israel«? Det eneste, det gør, er at garantere Israels udslettelse som moderne nationalstat, og det bringer også titusinder af amerikanske tropper i fare. Hvilket betyder, at hvis Iran truer amerikanske tropper, vil det ifølge vores atomdoktrin være en tilstrækkelig begrundelse for USA til forebyggende at bruge atomvåben mod Iran. Hvis vi bruger atomvåben mod Iran, kan vi utilsigtet eller med vilje fremprovokere et russisk svar. Nu er vi alle døde.

Kan du se, hvordan det fungerer? Det er den verden, vi lever i. Det er en verden, som vi måske ikke lever i meget længere. Afstemningen den 5. november betyder noget. Men den betyder kun noget, hvis vi kan få kandidaterne til at forpligte sig til politikker, der taler om at gå væk fra atomvåben, i stedet for at fordoble den dumme, promoverende eksisterende politik, der fører os mod atomkrig. Så det kræver, at alle rejser sig og giver deres mening til kende. Jeg ved, at Diane Sare holder et arrangement i New York City den 26. oktober. Dagen efter er der brunch i New York City, hvor vi har paneler, der diskuterer dette. Vi vil reklamere for det, men jeg vil opfordre alle til at deltage i arrangementet i New York City den 26. oktober og derefter deltage i brunchen den 27. oktober. Styrk dig selv med viden og information, og gå så ud og stem derefter. Hold folk ansvarlige før valget, og hold dem, der vinder, ansvarlige efter valget. Hvis vi ikke gør det, vil vi, sådan som den menneskelige natur er, sandsynligvis ende i en atomar konflikt, før året er omme. Så er denne samtale ligegyldig.
Mange tak for invitationen. Det har været en fornøjelse at tale med jer.

ZEPP-LAROUCHE: Scott, det er lykkedes dig at skræmme livet af mig. Vi forsøger at følge med i udviklingen af efterretninger, især naturligvis før sådan et møde. Og jeg var klar over, at den mulighed eksisterede, men jeg var ikke klar over, at det var lykkedes Iran at udvikle denne kapacitet. Hvis det, du siger, er tilfældet, er vi i totalt alarmberedskab.
Er der nogen måde, hvorpå det kan komme frem for verdensoffentligheden? For eksempel ved at bede FN’s Sikkerhedsråd om at holde et særligt møde? For jeg tror, at vi kan advare verden, men hvis det kommer så vidt, tror jeg, at det vil kræve en institution som FN’s Sikkerhedsråd at alarmere verden. Hvad siger du til det?

RITTER: For det første har Iran ikke formelt erklæret eksistensen af et atomvåben. Irans atomkraft er vedvarende under overvågning og inspektion af Det Internationale Atomenergiagentur. Det, jeg siger, er, at Iran ved at komme med erklæringer af denne art er i stand til at forvandle disse erklæringer fra teori til virkelighed næsten øjeblikkeligt; det er ikke et stort teknologisk spring at have en atomar anordning minus det fissile materiale klar til affyring. Jeg tror, at Iran har dette; alle antydninger gennem deres udtalelser tyder på, at de er klar til at reagere med det samme. Iran – før de rent faktisk kunne have en erklæret atomkapacitet, ville Iran sandsynligvis være nødt til at trække sig ud af traktaten om ikke-spredning af kernevåben. Det er noget, som det iranske parlament opfordrer den øverste leder til at gøre lige nu.

Når de kommer med den udmelding, kan Iran lukke ned for IAEA’s overvågning – den har ikke længere nogen juridisk gyldighed. Iran kan så straks begynde at omdirigere det lavt berigede 60 % uran til urankaskaderne. Bogstaveligt talt vil de i løbet af en dag eller to have nok fissilt materiale til at omdanne det til metal og sætte det i et sprænghoved. Så på mindre end en uge kan Iran gå fra en politisk beslutning til et brugbart våben. Hvis du giver dem to uger, vil de have 3-5 brugbare våben. Det er der, vi er lige nu. Men FN’s Sikkerhedsråd kan ikke handle ud fra en teori, fordi IAEA ville blive tilkaldt og sige, at der ikke er tale om omdirigering af materiale. Det rejser også spørgsmålet om, hvad der udløser denne trussel, og svaret er Israel. Det sidste, USA ønsker, er, at Israels atomvåben skal diskuteres i Sikkerhedsrådet.

Så det er problemet. Vi har et Israel, der har denne tvetydighed omkring sin atomvåbenkapacitet. Alle ved, at de har dem; alle ved, at de er der, men ingen taler om det. Faren ved denne våbenkapacitet er blevet åbenlys, for tidligere talte man kun om Samson-muligheden: Det vil sige, at hvis Israel bliver løbet over ende, vil Israel bruge disse våben til at tage alle med i faldet. Men nu har vi en situation, hvor Israel bogstaveligt talt taler om et angreb mod Irans atomare kapacitet, som ikke involverer, at Israel bliver løbet over ende. Det er en reaktion på et problem, som Israel skabte ved at myrde en højtstående Hamas-embedsmand i Teheran på dagen, hvor den iranske præsident blev indsat; ved at myrde Hassan Nasrallah; ved at angribe det iranske konsulat i Damaskus. Dette er et problem, som Israel selv har skabt, og nu har det manifesteret sig på en måde, hvor Israel truer med at angribe Iran, hvilket kun kan lade sig gøre med atomvåben. Atomvåben, som Israel endnu ikke officielt har erklæret at være i besiddelse af.

Det er det virkelige problem her. For at løse dette problem er vi nødt til ikke kun at tale om at gå væk fra alt, hvad der kan udløse Israels potentielle brug af atomvåben, men vi er nødt til at tage fat på den destabiliserende virkelighed, som Israels atomvåben er. For de atomvåben har nu manifesteret sig i et årsag-virkning-forhold til Iran, som vil få Iran til at trække sig ud af NPT og producere sine egne atomvåben. Hvis Iran trækker sig ud af NPT, har Saudi-Arabien antydet, at de vil søge deres egen uafhængige atomare afskrækkelse; Tyrkiet har sagt det samme. Nu har vi en region helt ude af kontrol, hvilket gør muligheden for atomkrig endnu mere sandsynlig.

Så vi er nødt til at begynde at tale om nedrustning. Vi er nødt til at begynde at tale om at puste liv i Joint Comprehensive Plan of Action igen. Men JCPOA kan ikke længere kaldes Iran Nuclear Deal. For at være levedygtig skal JCPOA indebære, at Iran og Israel går med til gensidige inspektionsordninger, der fører til en garanti for, at ingen af nationerne har atomvåben. Israels atomvåben kan ikke få lov til at eksistere; de er et eksistentielt spørgsmål for verden, for regionen og for Israel. For hvis Israel bruger atomvåben mod Iran, vil Israel ophøre med at eksistere. Det er et 100% garanteret resultat, der vil ske.

Selv hvis de ikke angriber atomanlæg, hvis de bare begrænser deres angreb til oliefaciliteter eller andet, har Iran sagt, at de vil affyre over 1.000 konventionelle missiler mod Israels kritiske infrastrukturmål. Det betyder, at de vil ødelægge alle kraftværker, alle vandrensningsanlæg, alle eldistributionsanlæg, al kritisk infrastruktur til energiproduktion, olie og gas. Og Israel vil blive kastet tilbage til stenalderen. Hvis Iran foretager den slags angreb, træder Samson-muligheden i kraft, og Israel vil svare igen med atomvåben. Det vil føre til, at Iran udvikler atomvåben og indsætter dem mod Israel i løbet af meget kort tid.

Vi befinder os i en ekstremt farlig situation, og det bliver ikke nemmere af, at Benjamin Netanyahu og Joe Biden nærmest råbte og skreg. Når du taler om et skænderi, troede jeg, at du ville tale om den telefonsamtale, som Biden havde med Netanyahu. Biden sagde dybest set til Netanyahu, at han skulle droppe sin uansvarlige holdning til Iran, og Netanyahu bad ham om at stikke piben ind. Så nu ser man for eksempel, at folk spørger, hvorfor den amerikanske FN-ambassadør pludselig udtalte sig til fordel for to FN-resolutioner om Palæstina? Den ene en våbenhvile, den anden øjeblikkelig afsendelse af humanitære varer. Det er to resolutioner, som USA tidligere har været imod. Den amerikanske FN-ambassadør har udtalt sig kraftigt imod dem. Men nu er hun fortaler for dem. Hvorfor gør hun det? Fordi Biden lovede Netanyahu, at hvis han afstod fra at angribe Iran, ville USA ikke kun yde militær støtte i hidtil uset omfang, men vi ville også støtte Israel diplomatisk, da de aldrig vil frygte noget fra FN. Netanyahu har ignoreret Bidens råd, så nu får Biden Netanyahu til at betale en pris.

Jeg tror ikke, det vil lykkes at gøre andet end at skubbe israelerne endnu tættere på at træffe beslutningen om at angribe Iran. Vi befinder os i en meget farlig situation, fordi USA ser ud til at have mistet evnen til at presse Israel til at foretage handlinger, der er gode for USA. Hvis Israel ikke tager imod nogen vejledning, betyder det, at det ikke handler om, hvad der er godt for Israel, men hvad der er godt for Benjamin Netanyahu. Og han er villig til at ofre hele Israels befolkning, over 100 millioner mennesker i regionen, fordi han ønsker at gå over i historien som en stærk mand, der reddede Israel. Men han bliver manden, der ødelagde Israel og tog regionen med sig i faldet.

Afsluttende bemærkninger
Det forekommer mig, at eftersom jeg har en tendens til at være enig i det, Scott sagde, som jeg sagde, enten 100% eller i det mindste meget højt oppe over 90%. Da dette er et spørgsmål om liv eller død for hele den menneskelige art, tror jeg, at vi er nødt til at gøre det til et helt særligt fokus. Vi fra Schiller Instituttet vil virkelig forsøge at verificere, hvad Scott sagde, ved at sætte et totalt laserlignende fokus på at forsøge at gøre historien absolut vandtæt, hvilket jeg tror, den stort set allerede er, eller i nærheden af. Så må vi mobilisere på det. For hvis det er sandt, når vi måske ikke frem til 5. november; så alvorligt er det.

Vi bør lave en liste over alle de politikere i USA, som offentligt har talt for en krig mod Iran. For det er højst sandsynligt dem, der allerede er i gang med at grave din grav. Så det bør vi gøre. Så synes jeg også, at vi skal gå ud med denne historie; tage Scott Ritter-videoen og sende den rundt til alle de mennesker, vi nævnte før. Og med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt man kan stole på det, Scott Ritter sagde, at der er et element af tillid i forhold til USA eller ej, så er det et meget kompliceret spørgsmål. For der er dem, der siger, at USA er kontrolleret af den zionistiske lobby; men der er også dem, der siger, at det er USA, der bruger Israel som en håndgranat til at opnå, hvad de nu end ønsker at opnå på et givet tidspunkt. En af disse personer var min afdøde mand, Lyndon LaRouche. Hvis man faktisk ser på den komplicerede grænseflade mellem det religiøse element – det er ikke for sent at gå ind i det, men der er hele dette meget ladede spørgsmål om religiøse overbevisninger, Harmageddon, hvem der vil tjene på det. Det er alt for omfattende til, at vi kan komme ind på det lige nu.

Men jeg tror, at spørgsmålet om, hvad operationens egentlige karakter er? Er det USA, der bruger Israel? Er det et scenarie med en løsrevet allieret, hvor det bare ser ud til, at Israel er ved at løsrive sig fra USA’s kontrol? Det er bestemt et stort spørgsmål. En ting, som jeg synes er meget klar, er, at hvis der er nogen magt i verden, som kan stoppe dette, så er det USA. USA har alle midlerne, deres hangarskibe i regionen, forsyningslinjerne med våben, pengene; der er så mange flaskehalse. Jeg tænker, at det kræver en nærmere undersøgelse, men jeg tror, at det første spørgsmål er, om vi er så tæt på, som Scott siger, så bør vi virkelig gå i gang med en total mobilisering. Jeg tror, vi hellere må komme i gang, for det er ikke sikkert, vi når frem til den 5. november.

I mellemtiden skal du fortsætte med at organisere dig for IPC. Tag til koncerten i New York den 26. oktober. Gør det til et internationalt samlingspunkt. Hvis du har en musikalsk eller politisk begivenhed, som du kan knytte til, så det bliver et internationalt ekko af den 26. oktober, så gør det til et samlingspunkt for hele verden, så den vågner op til denne fare. For jeg tror, at alle de andre fredsgrupper, jeg kender til, stadig ser det som en slags tidløs ting at være imod krigen og vise, at man er for fred. Det er alt sammen velmenende, men det er ikke nok. For hvis vi er på en nedtælling, hvor vi er en dag eller to væk, før Iran kan opsige NPT og derefter gå i gang med et atomprogram, så er vi virkelig på kanten af at miste alt.
Så hold øje med, hvad vi udsender i de kommende dage, for vi vil helt sikkert undersøge, hvad Scott sagde, og du kan forvente, at vi vil udsende noget længe inden det næste IPC-møde.