af Dennis Small (EIRNS) 

Den 13. marts 2025 (EIRNS) – Alle øjne var rettet mod Moskva torsdag morgen for at se, hvordan den russiske præsident Vladimir Putin ville reagere på det amerikansk-ukrainske forslag om en 30-dages våbenhvile i krigen i Ukraine. Briterne og deres globalistiske partnere i Washington håbede, at Putin uden videre ville afvise forslaget og dermed sætte en stopper for den strategiske dialog mellem Trump og Putin, som har gjort London så oprørt.

Putin gjorde intet af den slags. Da han blev spurgt om våbenhvilen på en pressekonference i Kreml, begyndte han med at takke præsident Trump for alle hans bestræbelser på at skabe fred. »Jeg vil gerne starte med at takke USA’s præsident, hr. Trump, for at have lagt så stor vægt på Ukraine-forliget.« Han fortsatte med også at takke lederne af Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika for deres indsats for fred – en umiskendelig hentydning til BRIKS og dets fire stiftende medlemmer sammen med Rusland.

Putin vendte derefter tilbage til forslaget om våbenhvile for at præcisere: »Vi støtter det, men der er nuancer«, som skal uddybes i detaljer. Putin tilføjede: »Jeg synes, vi skal kommunikere med vores amerikanske kolleger og partnere, måske endog arrangere et opkald med præsident Trump.«

Man kunne næsten høre tænderskæren i London.

Senere på eftermiddagen kom Trump med sit afmålte svar på Putins kommentarer. »Han kom med en meget lovende udtalelse, men den var ikke fuldstændig…. jeg ville meget gerne mødes med dem eller tale med ham, men vi er nødt til at få det overstået hurtigt. Hver dag bliver folk dræbt…. Nu får vi at se, om Rusland er der eller ej, og hvis de ikke er, vil det være et meget ærgerligt øjeblik for verden.”

Trump afviste en journalists provokerende forslag om, at han bruger »magtmidler« til at presse Putin: »Jeg har magtmidler, men jeg vil ikke tale om magtmidler nu, for lige nu taler vi med dem, og baseret på de udtalelser, han kom med i dag, var de ret positive, synes jeg.«

Mere tænders gnidsel i London.

Et afgørende element blev føjet til dialogen, et element, der peger i retning af et højst nødvendigt positivt alternativ til krisen, af en leder i det kinesiske dagblad Global Times, som ofte afspejler den kinesiske regerings politik. Det der er brug for i disse krisetider, skrev de, er »en ny sikkerhedsvision, der er fælles, omfattende, samarbejdsvillig og bæredygtig.« Lederen tilføjede skarpt: »Et lands sikkerhed kan ikke bygges på andres usikkerhed. Det er vigtigt at fremme og gennemføre denne nye sikkerhedsvision for virkelig at opnå langsigtet fred og stabilitet på det eurasiske kontinent og i verden.«

Læsere af denne publikation vil i dette fokus – og i Putins fremhævelse af BRIKS’ antikoloniale dynamik – straks genkende et ekko af Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouches utrættelige promovering af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur som den eneste måde at opbygge en varig fred på – som i hendes seneste appel: »I stedet for at ruste os til den store krig er vi nødt til at skabe en global sikkerhedsarkitektur!«

For at være varig må den nye arkitektur bygge på enighed om grundlæggende principper, ikke tilfældigt sammenfald af politik og programmer. Og hjørnestenen i disse principper er den videnskabeligt påviselige opfattelse, at mennesket grundlæggende er godt, at alt ondt er et resultat af manglende udvikling – og at menneskeheden af den grund har en fælles interesse, at vi kan opdage den, og at vi kan forme vores samfund og nationer omkring den.

I sin afsluttende bemærkning til et seminar den 11. marts med ungdomsledere fra hele verden sagde Helga Zepp-LaRouche:

»Prøv at sætte dig ind i det historiske øjeblik, vi befinder os i. Vi oplever afslutningen på en epoke, afslutningen på 500 års kolonialisme, hvor der for første gang er en realistisk mulighed for, at landene i det Globale Syd kan overvinde fattigdom og underudvikling og selv tage deres skæbne i egne hænder. Det skyldes, at BRIKS’ økonomiske magt nu er en partner, og det er en revolutionerende ændring, som jeg tror, er den vigtigste forandring….

“Tænk på, at hvert eneste menneske, der fødes på jorden, er en enestående berigelse. Hele ideen om overbefolkning var en af de mest sataniske ideer, som det malthusianske oligarki nogensinde har frembragt. Virkeligheden er den modsatte. Hvert nyfødt barn kunne være en ny Konfucius, en ny Platon, en ny Einstein, en ny Beethoven. Naturligvis aldrig det samme, fordi genialitet altid er særdeles enestående. Men jeg er overbevist om, at menneskehedens fremtid kan blive utrolig rig, hvis vi giver alle nyfødte børn mulighed for at udvikle deres potentielle evner fuldt ud….

»Så jeg vil bede dig om i dag at tænke disse ting igennem og så gøre op med dig selv, hvad du vil bidrage med i dit liv for at gøre menneskeheden til en bedre art og gøre verden til et bedre sted. Jeg tror, at alt afhænger af, at en masse unge mennesker påtager sig en sådan forpligtelse….

»Jeg er sikker på, at det menneskelige sind og det menneskelige hjerte har ubegrænsede muligheder for at blive mere passioneret, mere empatisk og mere medfølende over for verden, og at vi faktisk vil være i stand til at vokse fra mange af de ting, der generer os i dag.

»Men hver enkelt af os gør en forskel, så husk det. Deltag i vores bestræbelser.”

Foto: kremlin.ru

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 12. marts 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til dagens ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 12. marts 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chatsiden.

Helga, med den hurtige udvikling er det svært at følge med, så jeg vil gerne begynde med dit syn på det store billede, en {tour d’horizon}: Hvor ser du tingene stå i dag i denne turbulente overgangsperiode mellem to paradigmer?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Som du siger, bevæger tingene sig så hurtigt, at det er svært at følge med. Jeg har lige sagt det samme til en anden for lidt siden, men jeg synes bestemt, at tegnene er lovende. Jeg synes, at mødet i Saudi-Arabien mellem Rubio og jeg tror, det var Yermak fra Ukraine, gik godt. Nu er Waltz på vej til Moskva; russerne har endnu ikke kommenteret resultatet af forhandlingerne mellem USA og Ukraine og siger, at de venter på, at de amerikanske delegerede kommer og briefer dem, men jeg synes, det går i den rigtige retning. Nu ved jeg ikke, om russerne vil gå med til det, der blev aftalt i Jeddah – det vil vi vide inden for en dag eller to, men det går helt sikkert i den rigtige retning, og jeg tror, at det, udenrigsminister Lavrov sagde i et interview med nogle amerikanske bloggere, som besøgte ham i Moskva, blandt dem Larry Johnson, som var med i dette program flere gange, og dommer Andew Napolitano, og en tredje person, Mario Nawfal, og Lavrov sagde i denne dialog, da han blev spurgt, hvordan han vurderer den nuværende udvikling mellem USA og Rusland, at han tror, at tingene er på vej tilbage til det normale, hvilket betyder, at de to stormagter, de to største atommagter, at hvis de begynder at have en dialog igen, så burde det være normalt.

Og jeg har virkelig sagt mange gange, at alle, der ikke er idioter, burde være glade for det! For ifølge mange eksperter – virkelig fornuftige, erfarne militæreksperter fra mange lande – var vi på vej mod en atomkonfrontation, og det gik så hurtigt i de sidste uger af Biden-administrationen, hvor stadig kraftigere, langtrækkende våben blev leveret til Ukraine og virkelig nåede snubletrådstilstanden meget, meget tæt på. Så hvis denne del af den strategiske verdenskrise nu i det mindste er på vej ind i en mere rolig periode, bør alle, der ikke er idioter, være glade for det! For hvis det nogensinde skulle komme til en militær konfrontation mellem de to største atommagter i verden, ville ingen overleve konsekvenserne.

Er alle så glade for det? Det er meget interessant: Keir Starmer, den britiske premierminister, som har forsøgt at opildne USA til at fortsætte og endda i den seneste tid har allieret sig med Macron for at holde krigen i Ukraine i gang, selv om USA forsøger at indgå en fredsaftale, hilser nu resultatet af mødet i Jeddah velkommen ved at sige, at han er helt enig og lykønsker præsident Trump med denne succes. Nu tror jeg, at briterne, som var de mest skræmte over tilnærmelsen mellem Trump og russerne, tydeligvis frygter for eksistensen af det »særlige forhold« mellem London og Washington, som har været grundlaget for den unipolære verden efter afslutningen af den kolde krig. Og hvis USA bevægede sig væk fra det, hang de ligesom i luften.

Det er naturligvis ikke alle i Europa, der deler denne opfattelse: Europæerne er utroligt opsatte på at holde krigen i gang, på at gå i gang med en hidtil uset oprustning af hele Europa. Nu havde præsident Macron tilsyneladende et møde bag lukkede døre med 37 lande og deres militære ledere eller stabschefer, og de har tydeligvis planlagt, hvordan krigen skal fortsætte, og de har endda talt om at sende franske tropper til Ukraine – alle disse ting. Von der Leyen forsøger at presse »Rearm Europe«-loven igennem Europa-Kommissionen, hvor hun ønsker at afsætte 800 milliarder euro til militarisering af Europa i de næste mange år, og hun ønsker at gøre det uden at konsultere eller endda informere Europa-Parlamentet ved at påberåbe sig artikel 122 i Lissabontraktaten, som dybest set er en nødretstilstand, hvilket jeg synes er meget udemokratisk, og som bare viser, hvad dette apparat, dette permanente bureaukrati, er blevet til. Og det faktum, at de nu forsøger at forhindre Calin Georgescu i Rumænien i at deltage i præsidentvalget, er blot endnu et tegn på, at demokratiet er ved at forsvinde, hvilket jeg mener bør bekymre enhver.

Så vi har en meget mærkelig situation, hvor de to store magter, USA og Rusland, ser ud til at være på vej mod, som Lavrov sagde, »en tilbagevenden til normalitet«, dialog, løsning af Ukraine-krisen, forhåbentlig på kort sigt, mens nogle europæere er fuldstændig drevet af tanken om, at de nu er nødt til at militarisere. Og jeg tror, det er meget farligt, for hvis man nu begynder at oprette budgetter – og Merz forsøger at gøre det samme i Tyskland; vi får se, om det lykkes for ham – hvis man begynder at oprette militærbudgetter uden for det almindelige budget, i traditionen fra Hjalmar Schacht og hans Mefo-lovforslag, så bliver det, eller kan det blive, en selvopfyldende profeti: For hvis man skaber en boble, som ikke skaber reel velstand, men som skaber militært maskineri, ammunition og våbensystemer af alle slags, så skal det til sidst enten bruges til at erobre et andet land, eller også skal det udødeliggøres på en eller anden måde: Og det er den store fare, som bliver drivkraften for krig.

Så jeg tror, at det, vi gør fra Schiller Instituttets side, er, at vi grundlæggende set tager fat på denne situation – og jeg har endda endnu ikke berørt Mellemøsten; der er naturligvis mange andre kriseområder rundt omkring i verden – men grundlæggende set med den idé, at den eneste måde, hvorpå man kan få orden i denne meget hurtigt udviklende situation, som har mange bump og vanskeligheder, er at gå over til et helt nyt paradigme: Nemlig ideen om, at man er nødt til at have en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som løser alle disse problemer på én gang ved at skabe et nyt system, hvor alle får deres interesser varetaget. Og det vigtigste i den forbindelse er naturligvis Den Westfalske Fred i 1648, som afsluttede 150 års religionskrig, og hvor krigens parter først blev enige om principper og derefter gik i gang med at udforme detaljerne. Og jeg tror, at en sådan tilgang absolut er det, der er brug for i dag.

SCHLANGER: Det var bestemt en {tour d’horizon}, og du gav os en masse ting at tænke over. Jeg har et par spørgsmål her, Helga. Det første er fra en podcaster i Canada, som spørger om dit syn på, hvad det betyder, at der vil ske en normalisering af forholdet mellem USA og Rusland? Du berørte det i dit første svar, men måske har du mere at sige.

Og han spurgte også, om du har nogen kommentarer til Mark Carney, tidligere chef for Bank of Canada, derefter guvernør for Bank of England og en af initiativtagerne til den store nulstilling, til hans udnævnelse eller valg som Canadas premierminister?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at normaliseringen mellem USA og Rusland faktisk har en rig historie, hvor Rusland og USA samarbejdede helt tilbage til den amerikanske revolution og i det 19. århundrede og naturligvis under Anden Verdenskrig. Så det er ikke sådan, at man starter fra bunden, men at der faktisk er et grundlag for, at de store magter i verden kan samarbejde. Og jeg tror nu, at hvis det fungerer godt, kan det også blive broen til at nå ind i det Globale Syd. For hvis USA er på den tidligere regerings linje, så er der en konflikt mellem BRIKS og USA og USA og det Globale Syd; men hvis man har en tilnærmelse mellem USA og Rusland, Rusland, som faktisk er meget værdsat af mange lande i det Globale Syd på grund af den støtte, Sovjetunionen havde givet dem i deres kamp for uafhængighed, så kan det også være et springbræt til at afhjælpe forholdet mellem USA og den Globale Majoritet af lande.

Om det lykkes, må vi se, men jeg tror bestemt, at potentialet er der, for Rusland er slet ikke isoleret; hele NATO’s fortælling om, at Rusland er isoleret, at Rusland skal besejres, alt dette, det skete ikke. Rusland er meget godt forbundet med landene i Afrika og Asien, det er én ting.

Hvad angår Mark Carney: Jeg tror, han er inkarnationen af City of London og Wall Street og det militærindustrielle kompleks tilsammen. For han var en af fortalerne for dette regimeskifte, hvor det ikke var regeringerne, der skulle føre politik, men centralbankerne. Det var den store debat, som du henviste til fra centralbankmødet i Jackson Hole i 2019, hvor de besluttede sig for Green Deal, Great Reset og alle disse ting. Har du hørt om den grønne aftale for nylig? (latter) Jeg tror, de har ladet den gå i glemmebogen. Der bliver ikke talt om den mere, og den virkede tydeligvis ikke. Så nu har de brug for en ny boble, og den nye boble er naturligvis militariseringen. Og i betragtning af, at Canada er en del af Commonwealth, og kong Charles faktisk er konge af Canada, tror jeg, man skal se meget nøje på, hvad det indebærer. For de har tydeligvis sat Carney ind for at imødegå alt, hvad Trump gør, især i lyset af Trumps udmelding om, at han vil gøre Canada til USA’s 51. stat, hvilket ikke faldt i god jord hos mange mennesker i verden.

Men jeg tror bestemt, at det er noget, man skal holde øje med, for der er meget få mennesker, der i lige så høj grad repræsenterer den absolutte inkarnation af hans monetaristiske system for profitmaksimering, som har stået bag mange af verdens dårligdomme.

SCHLANGER: Her har vi noget fra en abonnent på EIR Daily Alert, og hvis du ikke allerede abonnerer på den, bør du gøre det, for det er det daglige billede af verden, som vi sammensætter. Men hun skriver: »Jeg rundsender din erklæring mod oprustning af Europa, men jeg må indrømme, at jeg er meget pessimistisk. Jeg kan ikke tro, at de europæiske ledere ikke har lært noget af det sidste århundredes historie, som du forklarer i din udtalelse. Tror du virkelig, at de kan vågne op, før vi er i tredje verdenskrig?«

ZEPP-LAROUCHE: Så må vi hellere vække dem! Jeg tror ikke, at de nødvendigvis vil vågne op af sig selv, for de er virkelig hardcore. Og man kan se det i Tyskland, for eksempel. Der er visse repræsentanter for medierne og visse tænketanksfolk, måske et par dusin, men nogle meget fremtrædende; de dukker op i hvert eneste talkshow og i hvert eneste interview, og de er virkelig hardlinere! Og de er fuldstændig fast besluttede på, at man skal forhindre Putin i at erobre Polen og de baltiske lande, og i 2029 har Rusland helt sikkert opbygget sin kapacitet igen, så han vil angribe et andet europæisk land, og derfor er vi nødt til helt at opgive enhver form for social velfærd – det kommer snart, men det er allerede i støbeskeen. Og disse mennesker, du ved, jeg mener, jeg spekulerede virkelig på, hvad der får dem til at reagere? For de er tydeligvis professionelle analytikere. Men der er et tysk ordsprog, som siger: »Den måde, du råber ind i skoven på, er den måde, ekkoet kommer ud på.« Det synes jeg er et meget godt billede: Forestil dig, at du har et fredeligt landskab, en skov og marker og græs, og så står der nogen i skoven og råber: »Dit svin! Din idiot! Din dæmon!«, og til sidst kommer der naturligvis nogle dæmoner ud af skoven!

Jeg mener, det er en fantasi, ikke? Jeg tror ikke, at Rusland har til hensigt at erobre Europa: Hvorfor skulle de ønske at gøre det? Stedet fungerer ikke lige nu. Rusland er et meget stort land, de har 11 tidszoner, de har flere uudviklede råstoffer end hele Europa tilsammen. Hvad skulle deres formål være med at erobre Europa? Det giver ikke mening, og disse såkaldte eksperter har ikke bevist deres sag, de insisterer bare på det. Og da de er meget godt repræsenteret i massemedierne, er det i høj grad lykkedes dem at overbevise mange mennesker om, at det er tilfældet.

Men jeg tror ikke, det er tilfældet, og jeg tænker bare, hvad kan man gøre for at modbevise denne fortælling? Så det er derfor, jeg arbejder for en helt anden tilgang til en ny sikkerhedsarkitektur, for jeg tror, at hvis man står over for et uløseligt problem, er man nødt til at bevæge sig op på et nyt plan, et højere niveau af fornuft. Så vær venlig vedvarende at støtte min appel, for denne appel er dybest set henvendt til folk med fornuft, så de europæiske ledere erkender, at deres synspunkt ikke deles af et flertal af verdens befolkning. Så hjælp med at distribuere denne erklæring, få så mange underskrifter som muligt, og jeg tror, at det er det bedste, vi kan gøre på nuværende tidspunkt, for at forhindre, at dette bliver en automatik, hvor det på et vist tidspunkt bliver for sent.

SCHLANGER: Denne erklæring er [tilgængelig på](https://schillerinstitute.com/blog/2025/03/09/instead-of-rearming-for-the-great-war-we-need-to-create-a-global-security-architecture-by-helga-zepp-larouche/) på Schiller Instituttets hjemmeside. Og folk bør underskrive den og lade den cirkulere, så andre kan underskrive den, og gå til deres lokale politiske embedsmænd, fagforeningsfolk og kirkeledere og sørge for, at folk kender til den.

Nu, Helga, er der en kommentar til dette punkt; nogen skrev ind og sagde: »Diskussionen om NATO-udvidelsen som årsag til den særlige russiske militæroperation og chokterapien kommer nu meget mere ud i offentligheden. Lyndon og du var langt fremme med denne historie: Jeg vil bare gerne lykønske jer og spørge, om I oplever, at der er en voksende anerkendelse af jeres arbejde gennem årene på dette område?«

ZEPP-LAROUCHE: Både ja og nej. [latter] Jeg tror »ja«, fordi der er et stigende antal mennesker internationalt, som udtrykker, også direkte til mig og nogle af mine kolleger, at de virkelig sætter pris på det arbejde, vi udfører, især fordi vi har været urokkelige, at vi »ikke satte vores lille frakke for vinden«, som vi siger i Tyskland, men at vi holdt fast i vores principper, og princippet er, at vi er nødt til at have et mere retfærdigt verdensøkonomisk system, så alle verdens lande kan blomstre.

Men der er også en øget indsats for at undertrykke det, vi siger. Jeg synes, der er flere antydninger af, at de forsøger at undertrykke vores synspunkter. Jeg er endnu ikke nået til et punkt, hvor jeg kan præsentere dig for hele billedet, men jeg tror, at vi har observeret det på flere fronter. Vi er naturligvis ikke de eneste. Hvis de kan opgive hele valg, som de gjorde i Rumænien, og farverevolutionsapparatet stadig fungerer – det faktum, at præsident Trump afvikler de subversive elementer i USAID, betyder ikke, at strukturerne ikke stadig er i funktion i flere europæiske lande.

Nå, men for at besvare dit spørgsmål, så tror jeg, at det er både ja og nej: På den ene side er der flere mennesker, der udtrykker anerkendelse, men jeg tror, at der stadig vil være mange kampe at udkæmpe, medmindre vi har flyttet hele verden til et nyt syn, hvor vi kan erstatte konfrontation med samarbejde. Så ja: Det er, hvad jeg tror.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål – du har berørt situationen i Rumænien et par gange, og jeg har en e-mail her fra en selvudnævnt »ungarsk frihedskæmper«. Og det, han skriver, er: »Hvorfor diskvalificerede forfatningsdomstolen Georgescu fra at stille op til præsidentvalget i Rumænien? Hvad mener du om det? Var der pres for at diskvalificere ham fra de såkaldte demokratiforkæmpere i EU?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved ikke præcis, hvad der er sket med forfatningsdomstolen. Jeg tror, at befolkningen i Rumænien er meget oprørt over, at Georgescu allerede har vundet valget én gang, så kvalificerede han sig til at deltage i det næste valg, og så udelukkede de ham med det argument, at hans papirarbejde ikke var tilstrækkeligt, hvilket er et spinkelt argument. Men jeg tror, at en meget overbevisende grund er det faktum, at USA er ved at bygge den største militærbase i Rumænien lige nu. Og det kan være en grund til, at de ikke vil have en præsident, som de siger er venlig stemt over for Rusland og kritisk over for EU. Men jeg synes bestemt, at det er et spørgsmål, som alle, der tror på demokrati, bør være meget bekymrede over, for hvis man aflyser kandidater, der vinder valg, taler man ikke længere om et »demokrati«; man taler om et diktatur.

SCHLANGER: Jeg kan huske et af primærvalgene i Lyndon LaRouches kampagne, hvor han blev nummer to med 26 eller 28% af stemmerne, og de nægtede at give hans delegerede plads: Så det er ikke en hidtil uset handling.

Nu er der et spørgsmål om den egyptiske plan for genopbygning af Gaza. Nogen skrev ind og sagde: »Det ser ud til, at Netanyahu ikke overraskende har afvist den egyptiske plan for opbygning af Gaza. Hvis han ikke vil støtte den, er der så nogen måde, hvorpå den kan fortsætte – kan saudierne f.eks. tilbageholde den gensidige anerkendelse, som Israel ønsker, hvis han ikke vil acceptere planen?«

ZEPP-LAROUCHE: Det kunne de! Min overbevisning er, at den eneste måde – den egyptiske plan er helt sikkert et skridt i den rigtige retning. Men som vi har diskuteret mange gange, mener jeg, at permanent, holdbar fred i Sydvestasien kun er mulig gennem storstilede udviklingsprogrammer, som vi har præsenteret med oase-planen. Og det kræver virkelig et strategisk samarbejde mellem USA, Rusland og Kina. Hvis disse tre lande kan nå til enighed, og du ved, at der er rapporter om, at præsident Trump sandsynligvis ringer til Putin i denne uge. Han sagde, at han vil mødes med Putin personligt meget snart; han vil også mødes med præsident Xi Jinping, sandsynligvis inden for en måned. Hvis denne udvikling går godt, og den geopolitiske konfrontation mellem stormagterne derfor kan overvindes i Mellemøsten, så tror jeg, at alle de andre problemer kan løses. Endda selv om Kina allerede har mæglet mellem Saudi-Arabien og Iran – hele Mellemøsten har været en stedfortræderkrig, et iscenesat område, ligesom Ukraine er det. Derfor tror jeg, at en løsning skal komme oppefra og ned, og så kan alting blive løst. Det, tror jeg, er perspektivet.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål til dig fra Thomas B., som sagde: »Det siges, at handelsminister Lutnick er arkitekten bag Trumps toldpolitik« – jeg er ikke sikker på, at det er sandt. Men han spørger: »Ved du, hvad der er hensigten bag brugen af told?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det er en akilleshæl for Trump-administrationen. For så sent som i morges ved midnat indførte Trump 25 % told på europæisk stål- og aluminiumseksport til USA; von der Leyen svarede straks flere timer senere med at indføre 25 % import på whisky, på jordnøddesmør – det lyder latterligt, men den samlede sum på begge sider er 26 milliarder euro, og det er ikke jordnødder. Det vil betyde, at tingene bliver dyrere, og at forbrugerne skal betale prisen; det vil drive inflationen op. Og hvis truslen så også omfatter bilimport til USA, kan det virkelig skade den europæiske økonomi, især i Tyskland. Og så vil det blive imødegået igen med noget andet.

Jeg synes, det er en helt forkert idé. Trump tror selvfølgelig, at han beskytter den amerikanske produktion, og at han kan lokke flere investorer til USA ved at gøre alle disse ting. Men jeg tror, det skader alle! Det er et taber-taber-spil, og jeg synes, det er en dårligt udtænkt teori. For da Alexander Hamilton og de tidlige Founding Fathers talte om told, og også senere Henry C. Carey og Friedrich List og så videre, var det en helt anden situation, for told giver mening, hvis man har en ung, spirende økonomi, som skal beskyttes mod meget stærkere økonomier, der dominerer handlen. I det tilfælde kan told give mening. Men ikke hvis man har en totalt integreret verdensøkonomi: Hvis man f.eks. ser på de forskellige produktionsniveauer mellem USA og Kina, eller Kina og Europa, eller Europa og USA, så skader det alle parter, hvis man forsøger at skille det ad – afkoble, fjerne risikoen, eller hvad man nu vil kalde det.

Så jeg tror, at det forhåbentlig kan afhjælpes, for jeg tror, at det sammen med kryptovalutaen helt sikkert er en svag flanke i Trumps økonomiske politik.

SCHLANGER: Lad mig slutte af med at spørge dig om denne uges møde i Den Internationale Fredskoalition. IPC har stået i spidsen for at samle folk fra forskellige samfundslag, forskellige nationer, forskellige niveauer af engagement, og det har nu stået på i næsten 100 uger i træk. Hvad er der planlagt i denne uge?

ZEPP-LAROUCHE: Vi skal helt sikkert have en vurdering af, hvad der foregår i Syrien, hvor der er en stor opblussen af civile, der bliver dræbt. Vi får flere eksperter til at tale om det, og også en vurdering af den egyptiske Gaza-plan, og hvor vi er på vej hen i Mellemøsten generelt. Vi vil helt sikkert have talere om situationen i Ukraine, hvad der er sket efter Jeddah-mødet, hvad den generelle situation er mellem USA og Rusland, og hvad den europæiske reaktion er på det. Så du bør absolut tune ind og deltage, for det er stedet, hvor du hver uge kan høre topeksperter give dig deres syn på sagen, og det er et meget vigtigt supplement til det, du kan læse i mainstream-medierne, for det er alle mennesker, der har livslang erfaring som analytikere, som militære specialister og som diplomater: Så du bør helt sikkert være en del af det, og det er en voksende fredsbevægelse af mennesker, der kæmper for et nyt paradigme for at komme ud af de nuværende strategiske farer.

SCHLANGER: Nå, Helga, tak fordi du kom i dag, og tak fordi du gør det, du gør: Og vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Det håber jeg. Indtil da.

Ikke korrekturlæst

12. marts 2025 af EIR Strategic Alert, Wiesbaden

I en strategisk situation, der i øjeblikket i høj grad er bestemt af Trump-administrationen i Washington, er vesteuropæiske ledere skrækslagne for, at fremkomsten af en »multipolær« alliance centreret omkring USA og Rusland, som også kan omfatte Kina, vil betyde enden på den transatlantiske dominans i strategiske og økonomiske anliggender. For briterne er dette særligt vanskeligt, da deres evne til at udøve økonomisk kontrol afhænger af opretholdelsen af det »særlige forhold« til USA.

De samme ledere finder derfor på stadig vildere, uigennemførlige planer for at forsøge at bevare deres egen relevans, bl.a. ved at bakke op om det tabende regime i Kiev. Men præsident Zelenskyj selv gør en indsats for at vende tilbage til Donald Trumps gunst, et træk, der blev sat på prøve den 11. marts ved møder mellem amerikanske og ukrainske embedsmænd i Saudi-Arabien. Trump havde skruet op for varmen over for Zelenskyj siden deres opgør i Det Ovale Kontor (jf. SAS 25.10.) og suspenderet våben- og pengestøtte samt udveksling af efterretninger. Trump fremprovokerede også en reaktion fra den amerikanske presse, da han sandfærdigt sagde, at NATO-udvidelsen fremprovokerede Ruslands særlige militære operation, og at Ukraine afviste en fredsaftale, som landets forhandlere havde udarbejdet med russerne i marts 2022. Washington Post citerede disse kommentarer som eksempler på Trumps uærlighed!

Mens det går fremad med at få en freds»aftale« i Ukraine, er der tegn på, at fredsoffensiven kan sprede sig til Sydvestasien. Da fremtiden for palæstinenserne i Gaza stadig er uafklaret, blev det i sidste uge afsløret, at Trump-administrationen fører direkte samtaler med Hamas om frigivelsen af de resterende gidsler, som Netanyahu-regeringen forsøger at underminere. Desuden har Det Hvide Hus’ særlige repræsentant, Steve Witkoff, udtalt sig positivt om den egyptiske genopbygningsplan for Gaza, som blev præsenteret i sidste uge (se nedenfor). Også dette bringer administrationen på kant med premierminister Netanyahu, som fordømte den som uacceptabel.

Hvad angår truslen om et israelsk angreb på Iran, som sandsynligvis ville kræve amerikansk opbakning, sagde Trump, at han havde udarbejdet et brev til ayatollah Khamenei, hvor han foreslog en ny atomaftale som et alternativ til krig. Selv om det ikke er klart, om han har sendt det, har han ved at rejse spørgsmålet offentligt introduceret muligheden for en fredelig løsning på det, som Netanyahu har kaldt en eksistentiel trussel mod Israel. Det vil sandsynligvis fremprovokere en decideret fjendtlig reaktion fra de neokonservative i USA, såsom John Bolton og Lindsey Graham, som har krævet et regimeskifte i Iran.

Desuden har Trump-administrationens holdning til svindelnummeret om klimaforandringer også rystet vesteuropæiske ledere (se nedenfor). I en diskussion med værten Maria Bartiromo den 9. marts på Fox TV latterliggjorde han de »klimatosser«, herunder Joe Biden, som taler om klimaet som »vores største eksistentielle trussel«, men aldrig nævner faren for atomkrig. Brugen af »monster« atomvåben, sagde han, kunne føre til »verdens undergang« og tilføjede, at det »kunne ske i morgen«.

af Marcia Merry Baker

10. marts 2025 (EIRNS) – Forandringer i alle retninger sker dag for dag i verdens strategiske situation og i folks hverdagsliv. Et historisk mønster, som man skal være opmærksom på, er fjendtligheden mellem USA og Europa. Det dramatiske træk ved dette er det vanvittige hastværk i Europa for militarisering – udført i Ukraines navn og for at forberede sig på at forsvare sig mod krig fra Rusland.

Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger og leder, bemærkede dette i dag og kaldte bruddet mellem USA og Europa for »bekymrende og farligt«. Men hun talte ikke ud fra et synspunkt om at anbefale en tilbagevenden til den overensstemmelse mellem nationerne på begge sider af Atlanten, som er foregået i årtier under forfærdelig britisk geopolitik. Hun talte i dag ud fra et synspunkt om at gøre en ende på denne [geopolitik] for altid. Den 8. marts udsendte Zepp-LaRouche en erklæring om principper og handling gennem Schiller Instituttet med titlen: »I stedet for at opruste til den store krig, er vi nødt til at skabe en global sikkerhedsarkitektur .« Hendes appel advarer Europas nationer om, at »de er ved at begå en katastrofal historisk fejltagelse. Hvis de så også forsøger at finansiere den enorme mangel på militær kapacitet ved at skabe penge uden for de almindelige budgetter, gentager de den tyske rigsbankchef Hjalmar Schachts politik med Mefo-sedler fra 1930’erne.«

Zepp-LaRouches erklæring sluttede med otte punkter til handling, der begynder med: »Vi opfordrer de europæiske politikere til at komme til fornuft! Gentag ikke fejlene fra 1930’erne!«

…. I morgen mødes EU-funktionærerne Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen, og Antonio Costa, formand for Det Europæiske Råd, med Europa-Parlamentet i Strasbourg for at forsøge at opmuntre dem til den vanvittige EU-plan »Rearm Europe«, der kræver 860 milliarder dollars i ny våbenfinansiering til Europa og Ukraine for at stå imod Rusland. Den 20.-21. marts skal lederne af 27 EU-lande holde deres andet møde om denne milliardforpligtelse i Bruxelles, sandsynligvis med Volodymyr Zelenskyj, Ukraines fungerende præsident, til stede.

Denne fremrykning sker samtidig med, at sammenbruddet af de ukrainske styrker i felten hurtigt forværres. I Kursk-regionen har russiske styrker omringet omkring 6-10.000 indtrængende ukrainske soldater i en »gryde« ved Sudzha. Russerne gennemførte et overraskende træk for at komme ind gennem 15 km tomme underjordiske gasrørledninger.

Et møde finder sted i morgen, den 11. marts, i Jeddah, Saudi-Arabien, mellem ukrainske og amerikanske delegationer. USA’s udenrigsminister Marco Rubio leder amerikanerne. Den fungerende ukrainske præsident Zelenskyj vil blive ledsaget af Andrij Jermak, leder af præsidentembedets kontor.

Schiller Instituttets opslag om Zepp-LaRouches erklæring fra den 8. marts om »Det Globale Sikkerhedsinitiativ« har en underskriftsside til støtte, og byder også alle andre initiativer, der handler i samme ånd og efter samme principper, velkommen. For eksempel blev der den 9. marts i Frankrig udsendt en erklæring af tidligere militærofficerer og af suverænister, der er imod den udvidelse og deling af Frankrigs atombombestyrke, som den franske præsident Emmanuel Macron foreslår. Deres erklæring har titlen: »Atomar afskrækkelse er i bund og grund udtryk for en national vilje og kan ikke deles.«

Schiller Instituttets opslag introducerer fru LaRouches erklæring som »til øjeblikkelig og udbredt international cirkulation. Den udsendes på et tidspunkt, hvor Europa står ved en historisk skillevej, hvor et andet alternativ må lægges på bordet omgående, hvis en katastrofe skal undgås. Vi opfordrer til underskrifter fra alle samfundslag for at tvinge dette spørgsmål ud i den offentlige debat så hurtigt som muligt.«

Foto: Schiller Instituttet

Helga Zepp-LaRouche

Den 8. marts 2025 (EIRNS) –Følgende erklæring blev udsendt af Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, til øjeblikkelig og udbredt international cirkulation og tilslutning.

Skriv gerne under her på Schiller Instituttets internationale hjemmeside.

Den Europæiske Union (EU) og de fleste europæiske regeringer er grebet af et krigshysteri, der kun kan sammenlignes med den krigsgalskab, der brød ud før Første Verdenskrig. Astronomiske summer skal bruges på oprustning: Ursula von der Leyen ønsker at investere 800 milliarder euro(!) i »ReArm Europe«-planen, men ved at påberåbe sig artikel 122 i EU’s Lissabon-traktat for at omgå Europa-Parlamentet. Friedrich Merz, som før valget [23. februar] lovede, at CDU ikke ville røre ved gældsbremsen, siger nu det stik modsatte efter valget: Han foreslår til at begynde med 400 milliarder euro(!) til oprustning og 500 milliarder euro til »infrastruktur«, som i høj grad vil tjene militære formål, men uden at sætte en øvre grænse (!) for militærudgifterne – »Whatever it takes!«, som Merz udtrykte det. Det er de berygtede ord, som Mario Draghi brugte under eurokrisen for at signalere, at alle pengesluser skulle åbnes. Og det sker på et tidspunkt, hvor den tyske fysiske økonomi er i frit fald, hvor nogle europæiske lande er ved at blive knust af gigantiske gældsbjerge, og hvor Europa allerede i vid udstrækning er blevet hægtet af økonomisk.

Og hvorfor pludselig en så voldsom stigning i pengemængden, som om der ikke er en dag i morgen? Præsident Trump taler med den russiske præsident Putin og ønsker at afslutte krigen i Ukraine, som for længst er tabt militært, gennem forhandlinger og dermed sætte en stopper for de forfærdelige dødsfald blandt ukrainere og russere. Samtidig trækker Trump verden tilbage fra randen af en atomkrig, som vi kun var et mulehår fra på grund af den tidligere amerikanske regerings optrapning.

Men i stedet for at lykønske Trump og støtte ham, forsøger EU – som trods alt var vinderen af Nobels fredspris i 2012 – samt premierminister Starmer, præsident Macron og Merz at fortsætte krigen i Ukraine »til sidste ukrainer«, endog selvom eksperter vurderer, at den allerede har kostet over en million ukrainere og omkring 300.000 russere livet.

Europæerne forsøger således at gentage den sabotage, hvormed Boris Johnson torpederede Istanbul-aftalen mellem Putin og Zelenskyj i marts 2022, som kunne have afsluttet krigen efter et par uger, og som derfor er ansvarlig for alle dødsfaldene siden da.

Samtidig udarbejder forskellige efterretningstjenester i Sverige, Danmark, Tyskland osv. prognoser, som siger, at Rusland angiveligt vil have opbygget sin militære kapacitet så meget i 2029-30, at det derefter vil være i stand til at angribe en eller flere andre EU-stater. Dette er en rent geopolitisk motiveret påstand, som der ikke er noget som helst bevis for, men som kan vise sig at ske, hvis Europa vedvarende fokuserer på konfrontation ud fra devisen: »Det, jeg råber ind i skoven, kommer tilbage som et ekko.«

Forskellige institutter, såsom Kiel Institute for the World Economy, påpeger, at hverken det tyske Bundeswehr eller de britiske eller franske væbnede styrker overhovedet er i stand til at gå ind i en direkte konfrontation med verdens stærkeste atommagt – Rusland. Kiel-instituttet advarede f.eks. om, at det med de nuværende indkøbsrater ville tage Bundeswehr op til 100 år at nå op på niveauet for dets lagre i 2004. Den britiske hær har kun 219 kampvogne, mens Rusland producerer over 1000 om året. Det britiske Royal Air Force har kun 173 kampfly! Italien har imponerende 150 kampvogne! Macrons tilbud om at bruge franske atomvåben som en atomparaply for hele Europa burde ses som en provokation mod Rusland snarere end som en faktisk beskyttelse.

Tom Harrington, professor emeritus ved Trinity College i Hartford, Connecticut, opsummerede meget rammende europæernes reaktion: »Hvis du er en chihuahua og spiller dobermann i mange år på tv, kan du glemme, at du faktisk er en chihuahua. Det kan føre til stor vildfarelse, når instruktøren aflyser forestillingen.«

Hvis EU og de enkelte europæiske medlemslande nu saboterer Trumps intention om sammen med Rusland at afslutte krigen i Ukraine, som fra begyndelsen var en stedfortræderkrig mellem USA og Rusland, så begår de en katastrofal historisk fejltagelse. Hvis de så også forsøger at finansiere den enorme mangel på militær kapacitet ved at skabe penge uden for de almindelige budgetter, så gentager de Hjalmar Schachts politik med Mefo-sedler fra 1930’erne. På det tidspunkt vil den store krig med Rusland og med alle de lande, som Rusland har et strategisk partnerskab med, udvikle sig til en selvopfyldende profeti!

De europæiske etablissementer har hidtil undladt at reflektere over deres egne strategiske fejltagelser i de seneste årtier, som har ført til den nuværende situation, der er så ubehagelig for dem. I stedet for at gribe den store historiske mulighed, som Berlinmurens fald og den tyske genforening gav for at etablere en fredsorden, der var absolut mulig på det tidspunkt, endte hele Europa med at følge de angloamerikanske neokonservatives politik. I stedet for at opløse NATO sammen med Warszawa-pagten i 1991, brød Vesten alle de løfter, man havde givet Gorbatjov, og udvidede NATO ikke mindre end seks gange – med i alt 1000 kilometer – op til Ruslands grænser og skabte dermed forudsætningerne for en omvendt Cuba-krise. Derudover skabte politikken for sanktioner, regimeskift og interventionskrige, især i Sydvestasien, en enorm modreaktion i hele det Globale Syd.

Men de europæiske etablissementer har hidtil været ude af stand til at reflektere over deres fejltagelser af åbenlys frygt for, at det vil gavne deres kritikere. Stillet over for valget om at tilslutte sig Trumps nye amerikanske fredspolitik, stiller de sig bag den britiske politik – og dermed det land, der fører krigspolitikken!

Det er tydeligt, at de europæiske pro-atlantiske etablissementer stadig ikke har indset, at det historiske momentum allerede er skiftet massivt til Asien. Flere nationer her har vækstrater, som den europæiske økonomi kun kan drømme om. Kinas økonomiske succes skyldes landets økonomiske politik, som prioriterer investeringer i infrastruktur, realøkonomi, innovation, fremragende uddannelse og øget produktivitet gennem investeringer i banebrydende teknologier.

Kinas handelspartnere nyder godt af denne politik, som er baseret på win-win-samarbejde, da det også er økonomisk fordelagtigt for Kina. Organisationer som BRIKS, der nu har 22 medlemmer og mange flere, der håber at komme med, samt ASEAN, SCO, EAEU og andre, udgør nu et attraktivt alternativ til den unipolære »regelbaserede« orden, der udelukkende er baseret på militæralliancer og geopolitiske interesser. Frem for alt er det efterhånden velkendt, at anvendelsen af disse »regler« er et yderst vilkårligt anliggende.

Europa har reageret på Trumps pludselige signaler om en afslutning på krigen i Ukraine og en genoptagelse af diplomatiet med Rusland med stor panik – og råb om krig. Men der er stadig tid til at korrigere denne potentielt fatale kurs. Hvis Europa vil overvinde sin nuværende økonomiske elendighed, ligger udvejen i et samarbejde med nationerne i det Globale Syd, som for længst er blevet til den Globale Majoritet.

Menneskeheden er nået til et punkt, hvor den må overvinde de gamle tankemønstre, der er gennemsyret af geopolitik og Den kolde Krig, og erstatte dem med en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til alle nationers interesser på denne planet. Et positivt eksempel på dette er Den Westfalske Fred, som kom i stand, fordi de stridende parter kom til den konklusion, at hvis krigen fortsatte, ville ingen kunne nyde sejren, da der ikke ville være nogen overlevende. Hvor meget mere overbevisende er dette argument ikke i tider med atomvåben, som, hvis de blev brugt, ville føre til udryddelse af hele menneskeheden!

Vi opfordrer de europæiske politikere til at komme til fornuft!

• Gentag ikke fejlene fra 1930’erne!
• Menneskeheden står ved den vigtigste korsvej i sin historie!
• For et nyt paradigme: samarbejde i stedet for konfrontation!
• For øjeblikkelige forhandlinger om en ny Westfalsk Fred!
• For en afslutning på krigen i Ukraine gennem forhandlinger og diplomati!
• For en afslutning på krigen i Gaza gennem diplomati, anerkendelse af to-statsløsningen og økonomisk udvikling af hele regionen!
• Ingen udstationering af amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland!

  Skriv gerne under her på Schiller Instituttets internationale hjemmeside.

• Foto: getarchive.net

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed. Dette er vores 92. møde i træk. Jeg vil gerne takke alle vores faste deltagere fra hele verden; ledere af forskellige organisationer, diplomater, forskellige repræsentanter for mange forskellige organisationer og også nye mennesker, som er med os i dag.

Vi oprettede dette forum for 92 uger siden for at forene fredsbevægelsen i hele verden, fordi mange forskellige koalitioner helt åbenlyst er brudt sammen og er blevet ret dysfunktionelle. Hvis vi skal opnå ægte fred på planeten, er vi nødt til at bringe folk sammen på tværs af deres ideologier for at opnå dette. Vi har koordineret i 92 uger, hvilket er noget af en bedrift.

Vi har et åbningspanel med meget interessante mennesker; jeg lægger dagsordenen op i chatten. Jeg vil gerne have Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, til at indlede mødet i dag. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Vi befinder os i en virkelig dramatisk situation, hvor der næsten hver dag sker et nyt jordskælv. Det er endnu ikke klart, hvor det vil bevæge sig hen, men det er utroligt. Mens situationen omkring Ukraine har været i højsædet i den sidste uge, især efter Zelenskyjs dramatiske optræden i Det Hvide Hus i fredags, er tingene virkelig ved at gå helt amok. Den europæiske reaktion på præsident Trumps insisteren på, at han ønsker at afslutte krigen i Ukraine, er forbløffende. For et par dage siden var der et særligt EU-rådsmøde, hvor Ursula von der Leyen, formanden for EU-Kommissionen, meddelte, at de havde godkendt 800 milliarder euro til noget, der kaldes »Rearm Europe Plan«. Det er meningen, at der skal stemmes om det på det næste formelle møde i Det Europæiske Råd den 21. marts. Det er et enormt beløb – 800 milliarder euro. Men det er ikke nok, for i mellemtiden er det på en uge lykkedes den udpegede nye tyske kansler Friedrich Merz at lave en 180 graders kovending, for før han blev valgt, lovede han og fortalte vælgerne mange gange, at CDU ville være imod ændringen af den såkaldte gældsbremse. Gældsbremsen er en mekanisme, hvor det er skrevet ind i den tyske forfatning, at regeringen ikke kan overskride en bestemt grænse for nye kreditter. Han sagde, at fordi der er ekstraordinære omstændigheder, må det opgives. Derfor foreslår han nu et militærbudget på 400 mia. euro og derudover 500 mia. euro til infrastruktur. Men de 400 mia. euro er ikke et loft, men han sagde, at han vil gøre, hvad der skal til. Det er en tydelig henvisning til Mario Draghis berømte bemærkninger midt under eurokrisen, hvor han sagde, at Den Europæiske Centralbank ville mobilisere al den likviditet, der var nødvendig; hvad der end skulle til for at redde euroen. Så det bruger Merz nu, hvilket betyder en ubegrænset vilje til at finansiere Tysklands oprustning. EU har 800 milliarder euro, og Tyskland har 400 milliarder euro til fri afbenyttelse. Det er som sagt en 180-graders ændring på en uge! Manden har lige vundet valget med et løfte om, at han ikke ville ændre på det. Derfor støttede mange vælgere ham, og endda mange mennesker i selve CDU, fordi de er imod socialdemokraternes og de grønnes idé om bare at løsne gældsbremsen for alle mulige investeringer. Endda Bild Zeitung, som er den største tabloidavis i Tyskland, havde på side tre i dag en hel side med citater fra folk, der udtrykte, at de mener, at dette er et forræderi mod vælgerne, for hvis Merz en uge efter afstemningen gør præcis det modsatte af, hvad han gik til valg på, er det helt klart et forræderi.

Hvad er påskuddet for alt dette? Naturligvis reaktionen på den hurtige række af begivenheder. Først Hegseths tale i Bruxelles; så vicepræsident Vances tale på sikkerhedskonferencen i München, hvor han beskyldte EU for ikke at have noget demokrati, ingen ytringsfrihed; efterfulgt af mødet mellem udenrigsminister Lavrov og udenrigsminister Rubio i Riyadh; så telefonsamtalen mellem Putin og Trump. Og som kronen på værket flippede det hele ud i Det Ovale Kontor, da Zelenskyj var på besøg, og han kom op at skændes med Trump og Vance og blev uden varsel smidt ud af Det Hvide Hus. Dette efterfølges nu af en hel række begivenheder. Zelenskyj tog straks fra Det Hvide Hus til London, hvor han blev modtaget med åbne arme af Keir Starmer. Macron truede med at sende franske tropper ind i Ukraine for at åbne den franske atomparaply for hele Europa. Det blev straks besvaret af udenrigsminister Lavrov, som sagde, at Macrons forslag om at sende tropper ind i Ukraine er helt uacceptabelt. Det ville være en direkte indsættelse af NATO mod Rusland, og det ville naturligvis få passende konsekvenser.

Det, der er sket, er, at europæerne tydeligvis var så fast besluttede på hele deres strategi om at ødelægge Rusland, at forårsage et strategisk nederlag for Rusland, som har været dagsordenen i de sidste tre år, at de ikke kunne indstille sig på, at Trump ville sige: »Lad os afslutte denne krig og få en aftale med Rusland.« Det er klart, at europæerne ikke på noget tidspunkt forsøgte at løse konflikten gennem diplomati; på intet tidspunkt foreslog de at forhandle om noget som helst. De talte altid kun om, at Ukraine skulle vinde på slagmarken, og at Rusland skulle besejres. Det var deres eneste mantra. Nu, hvor de er konfronteret med denne indsats fra Trump, som endnu ikke er afgjort; det er bare de første spæde skridt i forhandlingerne nu. Naturligvis har mange ting fulgt efter. Trump er holdt op med at sende militært udstyr til Ukraine – det er måske kun en pause – og afskærer Ukraine fra militær efterretning. Nogen sagde, at det er som at bruge en 2 x 4 mod et muldyr bare for at få dets opmærksomhed. Under alle omstændigheder er det, hvad der skete.

Der er også trusler om, at USA kan skære ned på efterretningsudvekslingen med briterne og Five Eyes. Det har skabt en helt ny situation, fordi hele briternes atomarsenal kun er operationelt med amerikansk teknisk støtte og efterretningsstøtte; de kan ikke bruges uafhængigt. Det er kun det franske atomarsenal, som har en suveræn eller uafhængig evne til at fungere. Det, som hele denne sag har forårsaget, er en hidtil uset og på overfladen næsten uforståelig reaktion fra europæerne. De siger, at dette er en fuldstændig afbrydelse af den vestlige alliance; nu er Europa på egen hånd og må sørge for sit eget forsvar og kan ikke længere stole på USA. Det er som et fuldstændigt brud. På det europæiske topmøde i London, mens de løb rundt som en kylling uden hoved, indså de, at EU plus briterne ikke er militært i stand til at klare sig selv uden NATO. Det faktum, at de stadig er med i NATO, betyder naturligvis, at franskmændene end ikke frit kan bruge deres nukleare arsenal uden tilladelse fra NATO-strukturen generelt.

Der kommer også mange rapporter, f.eks. fra Keeler Economic Institute, som siger, at den tyske hærs tilstand er fuldstændig latterlig. De siger, at for at komme tilbage til niveauet for Bundeswehr, som det eksisterede i 2004, for at få det samme antal kampfly, er man nødt til at bruge 15 år. For at komme tilbage til niveauet af kampvogne fra 2004 er man nødt til at bruge 40 år. Og for at have en lignende mængde haubitser, er man nødt til at bruge 100 år. Det er selvfølgelig et tvivlsomt spørgsmål, så det er derfor, de går efter dette massive militære oprustningsprogram med de tal, jeg nævnte i begyndelsen. Der må man sige, at hvis de nu vil finansiere denne form for militær oprustning på europæisk og tysk niveau – og det er op til de andre lande, hvad de vil gøre – så kan det ikke finansieres inden for budgettet. Derfor ønsker de at skabe denne separate mekanisme, som har et historisk fortilfælde i Hjalmar Schachts Mefo-lovforslag. Det var sådan, det lykkedes Schacht at få gang i våbenindustrien igen. Der dukker nu forskellige artikler op, bl.a. i den britiske presse, som siger, at det var sådan, USA kom ud af depressionen; det var ikke New Deal, det var krigsmobiliseringen. Det er en meget almindelig historie. Men det, disse mennesker udelader, er, at det logiske resultat af denne Mefo-lovs mobilisering var at gå i krig; for man kan ikke realisere denne boble i faktiske fysiske økonomiske termer, undtagen når man går efter fuldstændig ødelæggelse i en krig.

Det er det, der truer, og det er faren. Og det er det, vi skal mobilisere imod for at få noget helt andet på dagsordenen. Hvis dette fortsætter, opstår der en fuldstændig katastrofe.

Det er ikke en ensartet godkendelse fra europæerne. I de forskellige lande er mange mennesker ved at få øjnene op for det enorme i det, der sker. Det er ikke 100 % klart, at Merz’ nye koalition kan skabes, for nogle folk i Socialdemokratiet har ondt i maven over denne form for oprustning; endda nogle af CDU-folkene er meget kritiske. Men naturligvis var Orbán, Ungarns premierminister, den eneste, der stemte imod, og han brugte sit veto mod en sådan plan. Han sagde, at dette langt overskrider EU’s muligheder for at gøre dette. Jeg mener, at dette er noget, verden må tage i betragtning som en strategisk grund til alarm af højeste prioritet. Det historiske fortilfælde er Hjalmar Schacht, og folk bør se på historien for at erkende, hvad resultatet blev af en sådan mobilisering.

Årsagen er indlysende: Det europæiske etablissement er så skræmt over Trump, fordi han repræsenterer en diskontinuitet i forhold til den tidligere imperiale politik. De har nemlig endnu ikke set på, hvorfor Trump blev valgt, nemlig fordi de amerikanske vælgere afviste den politik, der fulgte med det unipolære verdensherredømme, globaliseringen og alle dens aspekter. Hvis europæerne var kloge – hvilket de tydeligvis er meget langt fra at være – ville de reflektere over det faktum, at Trump blev valgt på grund af den tidligere regerings politik; i særdeleshed Obama og Biden. I stedet for at drage den konklusion, at hvis de ikke tager sig sammen og retter op på den fejlslagne politik, kan de måske holde fast i magten i en meget kort periode, men det vil helt sikkert give næring til lignende opposition i alle de europæiske lande, fra Geert Wilders til Meloni til Le Pen, til AfD og mange andre lignende bevægelser i andre lande også. Det er en fuldstændig kortsigtet og dum reaktion, men den repræsenterer det faktum, at disse politiske eliter i Europa ikke er villige og ikke i stand til at reflektere over den fejlslagne politik, der er blevet ført i de sidste 35 år efter afslutningen af den kolde krig og forsøget på at etablere en unipolær verden med alle de forudsætninger, det indebærer. Så det betyder, at vi har en meget dramatisk situation i Europa.

Ikke at sige, at den ikke er lige så alvorlig og dramatisk, for ikke at nævne, hvad der sker i Sydvestasien. Vi havde det ret vigtige og vellykkede topmøde i Cairo den 4. marts, hvor der blev vedtaget en plan for genopbygning af Gaza. Egypten har nu forpligtet sig til at organisere en stor all-arabisk konference for at realisere denne plan. Så det er et lille skridt i den rigtige retning for Oase-planen. Men i selve Gaza ser det meget sort ud, for nu på sjette dag blokerer IDF igen Gaza og lukker ikke mad og humanitær hjælp og andet udstyr ind. Det fører igen til enorme krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, som en FN-embedsmand netop har udtalt i situationen.

Vi er nødt til at forny vores bestræbelser på at få oase-planen på bordet som en del af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. På grund af situationens alvor møder vi mange palæstinensere, som siger til os: »Glem oase-planen. Vi har brug for retfærdighed; vi har brug for en tostatsløsning. Intet andet tæller.« Jeg tror, at vi i denne diskussion om IPC mange gange har argumenteret for, hvorfor det ikke fungerer, fordi man ikke får en tostatsløsning, hvis man ikke ændrer hele dynamikken i regionen og derudover hele den strategiske situation på verdensplan. Det er i allerhøjeste grad muligt, fordi Kina tilbyder det, der svarer til en ny sikkerhedsarkitektur. Putin sagde i sin diskussion med FSB den 27. februar, at han nu ser potentialet for et europæisk sikkerhedssystem og endda et globalt sikkerhedssystem. Så disse muligheder er i horisonten, men de kræver, at vi og andre, der forsøger at bevare freden, tager målrettede skridt.

Endelig har Vatikanets repræsentant i FN igen rettet en dramatisk appel til verdenssamfundet om at standse denne krigsførelse, advaret om Hiroshima og Nagasaki og appelleret til verden om at gå i en anden retning. Man kunne ønske, at især de partier, der har et C i deres navn, som Kristendemokraterne, ville lytte til dette.

Jeg tror, det er her, vi er; og jeg tror, vi er nødt til absolut at optrappe vores mobilisering for det nye paradigme, for som man kan se, løser opsplitningen af den vestlige alliance, som den har fundet sted, ikke problemet, men har en tendens til at øge faren.

Bemærkninger under diskussionen:

Jeg kan kun være enig med dig i, at det ikke kun er uger og måneder, hvor europæerne ikke vil være klar til krig; det vil være år. Faktisk kommer forskellige efterretningsvurderinger fra Sverige, Danmark, Holland og Tyskland ud af det blå og siger, at Rusland vil være klar i 2029 eller 2030 til at føre endnu en storkrig mod et land i Europa eller måske hele Europa. Det er der ikke et eneste bevis for; det er en antagelse, der skal motivere den nuværende oprustningspolitik. Hvis man ser objektivt på Ruslands politik, har jeg ikke fundet og har ikke set beviser fra nogen anden på, hvorfor det skulle være i Ruslands interesse at gå den vej og forberede sig på krig i 2029 eller 2030. Det er bare en komplet løgn.

Jeg synes, det er vigtigt, da du sagde, at der igen vil være plads til debat, som lige nu er meget begrænset. Folk som tidligere medlemmer af efterretningstjenesterne som dig kan gøre verden og udsigten til fred en stor tjeneste ved at analysere. Er det et realistisk skøn? Er der noget bevis for, at Rusland har sådanne planer? Det samme gælder beskyldningen om, at Kina forsøger at erstatte USA som en imperialistisk magt. Det er der ikke noget som helst bevis for. Hvis man ser på den kinesiske regering og det kinesiske system, er det faktisk helt anderledes end i Vesten; det er sandt. De siger, at de er kommunister; man kan sige, at det er en meget specifik kommunisme med kinesiske karakteristika. Men det er i langt højere grad 5.000 års kinesisk tradition, som altid har været mere optaget af det fælles bedste end af individuel frihed. Mange af de ting, som Vesten nu kritiserer for at være så forfærdelige, er kinesisk kultur; en kultur, som har tjent dem godt. Hvorfor tror du, at Asien trives lige nu, mens Vesten er ved at kollapse? I det mindste er den europæiske del af det i frit fald. Jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor vi absolut er nødt til at se på, hvad der i Vestens tankegang stadig er kolonialt? MI6 blev nævnt af både Bhadrakumar og Garland Nixon. Det er en kendsgerning, at den britiske rolle i anstiftelsen af denne krig har været helt ubestridelig. Boris Johnson ødelagde Istanbul-aftalen; Starmer opildnede Trump til at sende flere våben og våben med større rækkevidde. Briternes rolle er uden for enhver tvivl for enhver, der ønsker at se, hvad der foregår. Og nu tilbyder Macron en atomar paraply for hele Europa, hvilket jeg ikke synes er en god idé; også idéen om franske tropper i Ukraine. Er det ikke utroligt, at de tidligere kolonimagter fra Sykes-Picot-traktaten nu er de største anstiftere af krigen i Ukraine? Der er tydeligvis en rest af kolonialisme i disse europæeres politik. Jeg ved godt, at de helt arrogant vil skubbe det fra sig, men jeg tror desværre, at det er noget, der er nødt til at blive diskuteret. 2 x 4 er ikke mit yndlingsinstrument til dialog, men nogle gange er det nødvendigt.

Spørgsmål: Håndterer de nuværende europæiske ledere dette på eget initiativ, eller må vi antage, at der er større kræfter bag scenen uden for dagslyset, som driver og styrer dem?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er begge dele, for hvis man ser på, hvordan det europæiske system har udviklet sig, er det i Tysklands tilfælde mest indlysende, fordi hele Tysklands eksistens i efterkrigstiden har været som et besat land. Suverænitet er endnu ikke opnået. 2+4-aftalen efter genforeningen gav teoretisk eller praktisk suverænitet til Tyskland, men vi ved, at den ikke blev gennemført. Hele strukturen for, hvordan DDR blev overtaget, hvordan folk blev indsat af Vesten i henhold til checkhæftet og pengene og så videre, var en slags blåkopi af det, der skete med Vesttyskland efter Anden Verdenskrig af besættelsesmagten. De indsatte udvalgte politikere, som de havde valgt i eksil i henhold til den profil, der passede bedst til besættelsesmagtens interesser.

Hele strukturen er sådan, at folk, der følger programmet, gør karriere, og dem, der afviger, gør ikke. De eneste, der bryder med det, er naturligvis AfD og BSW, men BSW blev effektivt smidt ud af parlamentet. Vi har et reelt problem med det parlamentariske system i Europa. Det er virkelig degenereret næsten som det amerikanske valg, som i høj grad er blevet et plutokrati. Penge fra Wall Street og det militærindustrielle kompleks har virkelig muliggjort mange kongresmedlemmers og senatorers karrierer. På samme måde er det i høj grad et spørgsmål om, hvem der bliver opstillet i det parlamentariske partisystem i Europa. Passer de til profilen for oligarkiets interesser? Det er et stort problem.

Det betyder, at mange mennesker, som ellers ville handle anderledes, ikke ønsker at miste deres privilegier, og derfor følger de med. Hvis du spørger, hvad de andre uhyggelige kræfter er, så er det systemet; oligarkiets system. Man behøver ikke nødvendigvis at sætte folk på en lønningsliste; det er at være en del af klubben at følge med for at følge med.

Derudover tror jeg, at der er nogle mennesker, som helt klart er det, som British Integrity Initiative plejede at kalde klyngeagenter; folk, som bliver sat i positioner for at udbrede historien. De er meget tydelige, fordi de er åbenmundede og klare, men nogle af disse mennesker er så meget med i det, at de også er deres egne drivkræfter. Det er virkelig en mangel på demokrati, en mangel på statskunst. Jeg har længe sagt, at vi har brug for flere statsborgere – folk, der forsøger at blive kompetente, så de kan være kansler, økonomiminister, uddannelsesminister og kulturminister. Men det går imod dovenskaben hos folk, der hellere vil have banal underholdning end at tænke selv. Jeg synes, vi har en kæmpe krise i Vesten; folk prøver ikke længere at forbedre sig selv. Jeg tror virkelig, at det er en rest fra slutningen af Romerriget. Men Schiller Instituttet forsøger naturligvis at modvirke det ved at få folk overbevist om, at vi har brug for en kulturel renæssance. At tænke og forbedre sig selv for det fælles bedste er et meget højere mål end bare at have det sjovt.

[Lidt senere] Jeg er helt enig i det, Jack siger, for Oase-planen var en plan, som blev foreslået af Lyndon LaRouche i 1975 på grund af et meget specifikt potentiale, som eksisterede dengang. Vi har genaktiveret den på grund af de forfærdelige begivenheder, der foregår i Gaza og på Vestbredden og så videre. Jeg har sagt mange gange, at jeg mener, at det er vigtigt at organisere mange mennesker for det perspektiv; for det er kun, hvis man har en vision for en bedre fremtid, at man kan overvinde voldens cyklus. Men jeg har også altid givet udtryk for min tro på, at det kun vil være muligt, fordi der vil opstå en situation, hvor USA, Rusland og Kina bliver enige om noget, der går i retning af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. For kun hvis man stopper geopolitikken, for hele Mellemøsten er en stedfortræderkrig for kolonimagterne, inklusive USA i den forstand. Kun hvis disse magter stopper det geopolitiske spil og tillader et system, hvor alle lande på planeten får deres interesser opfyldt, kan man få sådanne løsninger.

Jeg tror, at dette allerede er den dominerende dynamik i verden, for hvis man ser på den seneste kongres i Kina, de såkaldte to sessioner, så har de et utroligt optimistisk perspektiv for på den ene side at opbygge hjemmemarkedet i Kina, som allerede er meget mere moderne end i noget andet land i Vesten. Men samtidig fokuserer de meget på det Globale Syd, på Afrika, på Latinamerika. Latinamerika nævner de ikke så meget på grund af den nuværende politik. Hvorfor er det Globale Syd så meget mere venligt stemt over for Kina og også over for Rusland? Hvorfor afviser de at blive inddraget i NATO’s fortælling om Rusland? Det er, fordi de oplever, at Kina og Rusland giver dem reelle fordele i deres egne bestræbelser på at udvikle sig. Det er derfor, de har opbygget disse venskaber. Den tidligere kombination af Vesten, som nu er ved at gå i opløsning, forsøgte at have mere end 800 militærbaser rundt om i verden. Hvad får udviklingslandene ud af det? I bedste fald får de sikkerhedstræning til deres soldater og en vis mængde industri omkring det. Men infrastruktur, industri, landbrug? Nej, absolut ikke.

Jeg tror, at det mentale spring, Vesten skal tage, er at sige, hvorfor vi ikke slår os sammen med Rusland, Kina, Indien, Japan, Brasilien, Indonesien og andre lande, som allerede er vækstøkonomier, og lader os forene vores bestræbelser på at løfte alle disse lande. Så vil vi have en global Marshall-plan, som du kalder det, eller vi kalder det »Den nye Silkevej bliver Verdenslandbroen«. I 2014 offentliggjorde vi planen for en sådan global Marshall-plan, som vi kaldte »Den nye Silkevej bliver Verdenslandbroen«. Den er til dels allerede ved at blive realiseret, men den kan blive den absolutte plan for, hvordan alle nationer kan arbejde for at løfte landene i det Globale Syd med det samme. Jeg tror, det er fremtidens krav, og jo flere studerende, der begynder at diskutere disse spørgsmål, jo bedre. Man er nødt til at have unge mennesker til at lægge pres på de eksisterende institutioner for at kræve en sådan ændring.

Spørgsmål: »Både Storbritannien og Frankrig vil gøre alt, hvad de kan, for at bevare deres imperiale rolle. Jeg ser det største brændpunkt i disse to nationer. Forhandlingerne må gå deres gang der, så Frankrig og Storbritannien kan finde en ny rolle.« Jeg går ud fra, at hun siger, at diskussionerne om krig skal have en indvirkning der.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror bestemt, det er sandt. Jeg ville ikke undervurdere hollænderne og belgierne. Europa har desværre en historie med kolonialisme. Jeg tror, at selv om den nuværende befolkning nok helt vil afvise tanken om, at de stadig udøver kolonialisme, så tror jeg, at det er et faktum. Se på Afrikas tilstand. De klager nu over kinesernes rolle i mange afrikanske stater, men har europæerne gjort noget for at udvikle Afrika i alle disse årtier? Nej, det gjorde de ikke. Jeg synes, at den koloniale tankegang kom tydeligst til udtryk i det, Josep Borrell sagde med sit latterlige billede af, at Europa er en have, og alle de andre er en jungle. Man skal sørge for, at jungleplanterne ikke vokser ind i den smukke have. Det var det mest latterlige udsagn, men det er illustrativt. Se på den stadigværende udenrigsminister, som forhåbentlig er ude om et par dage og løber rundt i verden og prædiker, hvad folk skal gøre. I en vis forstand synes jeg, at koloni-feberen er noget, folk bør blive bevidste om.

Hvis man taler med den almindelige borger og fortæller dem, at det historiske momentum allerede er flyttet til landene i det, der tidligere hed Den Alliancefrie Bevægelse, men som nu hedder Den Globale Majoritet, så synes jeg, at de har meget mere menneskelighed og stræben efter en bedre epoke for menneskearten, end man finder i Vesten lige nu. Men for at finde folk i Vesten, som endda indser det, skal man bruge et forstørrelsesglas. Derfor mener jeg, at det Globale Syd skal tale med store bogstaver; de skal inddrages i alle komitéer. Jeg tror, at det historiske momentum på nuværende tidspunkt er at inddrage vægten af 85 % af den menneskelige befolkning i alle komitéer, herunder reformen af FN for at afspejle det. Jeg tror, at det skal diskuteres meget mere, for det er tidens trend, som kan blive en meget positiv indflydelse.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg vil gerne komme ind på det, jeg startede med, nemlig det faktum, at Europa nu udsteder utrolige summer til militær produktion. Man kan diskutere, om det er det samme som Hjalmar Schachts Mefo-sedler, men det er pengeskabelse uden et produktivt grundlag. Derfor er det i sidste ende en inflationær forøgelse af en boble. Det samme kan siges om kryptovalutaer og andre Bitcoins og lignende ikke-regeringskontrollerede private valutaer. Jeg tror, det er en af akilleshælene i hele systemet.

Men siden du nævnte spørgsmålet om unge mennesker og ungdommen, synes jeg, at alle deltagerne i IPC-opkaldet bør kommunikere ideen om »Lad os ikke gentage historien« til alle de unge mennesker, du kender. Resultatet af en sådan bestræbelse var to forfærdelige verdenskrige, men især Anden Verdenskrig. Lad os ikke gå ned ad den vej igen. Hvis jeg var et ungt menneske lige nu, ville jeg reagere på det, for hvordan kan man have en fremtid, når faren for en ny fascisme truer? Det er også implicit tilfældet.

Ellers er jeg helt enig i den idé, Bernie nævnte, om at vi har brug for en international konference med alle regeringer. Jeg tror, at FN’s generalforsamling ville være det perfekte sted at afholde en sådan konference. Den kunne udspringe af generalforsamlingen. Den Westfalske Fred afsluttede 150 års religionskrig, og den eneste grund til, at folk fra forskellige lande mødtes, var, at de indså, at hvis krigen fortsatte, ville ingen være i live til at nyde sejren, fordi så mange mennesker allerede var blevet dræbt. Jeg tror, det er en stærk motivation.

Jeg tror, at vi lige nu befinder os i en periode med utrolige forandringer fra et paradigme til det næste. Den nye orden er endnu ikke sikkert formet, men det er perioder, hvor ideer betyder noget. Engagementet fra mennesker med god vilje har en meget større indflydelse end i tider, hvor alting går ad rene veje, som det har gjort i årtier. Dette er en periode med revolutionære forandringer. Næste tirsdag har vi et internationalt ungdomsopkald for at forberede deltagelsen i Schiller Instituttets konference i maj. Hvis du kender nogle unge, som gerne vil lære unge fra andre lande at kende og udveksle ideer om denne kamp, så kontakt Schiller Instituttet og bliv registreret som deltager i den kommende diskussion på tirsdag [https://schillerinstitute.nationbuilder.com/youthdialoguemarch2025]. Jeg tror, det bliver kl. 10 på østkysten. Husk, at der bliver skiftet til sommertid i løbet af weekenden, så du bør helt sikkert forsøge at opmuntre unge mennesker til at komme til den samtale. Jeg kan kun sige, at historien på nuværende tidspunkt bevæger sig i et så betagende tempo, at jeg tror, folk er klar over, at det er nu, de bør blive aktive. Tænk over, hvad dit liv handler om. Vil du bare være en forbruger, eller vil du være en, der ved slutningen af dit liv kan sige, at du har bidraget med noget til at forbedre den menneskelige arts vilkår? Jeg synes bestemt, at det er et mål, vi alle bør have. I den ånd, kom tilbage i næste uge til IPC-mødet og tag to eller tre venner med. [hzl/amb] [ssu]

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 06. marts 2025

Den 6. marts 2025 (EIRNS) – Virvaret af begivenheder fortsætter i en svimlende fart, mens blodsudgydelser, fattigdom og økonomisk uro fortsætter unødvendigt. I dag fandt Det Europæiske Råds tredje hasteindkaldte topmøde sted i Bruxelles om bevæbning af Ukraine mod Rusland, hvor ledere fra 27 EU-lande var til stede i uenighed om finansiering og engagement i krig på ubestemt tid. Det vigtigste resultat var fastsættelsen af tidspunktet for det fjerde topmøde af denne art, den 20.-21. marts. Et andet eksempel: I dag underskrev præsident Donald Trump en bekendtgørelse, der for anden gang udsætter 25 % told på import fra Mexico og Canada indtil den 2. april. Og så videre.

Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger og leder, rådede midt på ugen til, at vi skal se på »helheden« af de mange begivenheder, der finder sted. Det er fra dette højere udsigtspunkt, i stedet for at tage stilling til fordele og ulemper ved stribevis af stridsspørgsmål, at vi kan forstå, hvad der sker på en måde, så vi kan gribe ind og skabe det nye paradigme, der er brug for. Vi har brug for en ny økonomisk og sikkerhedsmæssig arkitektur til gavn for alle, som det fremgår af den gensidige fordelagtige aktivitet, der er i gang blandt de førende nationer i den Globale Majoritet.

Zepp-LaRouche påpegede tre fremtrædende træk ved den samlede globale dynamik. Se på de to vanvittige reaktioner på sammenbruddet i det vestlige kasino-baserede finans-/frihandelssystem: For det første »BlackRock-syndromet« med stigende globalistisk kontrol over alle økonomiske sektorer – industri, landbrug, militærproduktion og alt andet, især logistik, som det ses i BlackRocks seneste opkøb af kontrollerende interesser i mere end 40 storhavne rundt om i verden. BlackRocks fremmarch er den sidste fase i City of Londons og Wall Streets forsøg på at overtage det, der er tilbage af de vestlige og andre økonomier.

For det andet er der ludomanien omkring krypto, centreret i USA, som ikke kun er et fupnummer med sjove penge, men som undergraver værdien og suveræniteten af selve den amerikanske valuta.

For det tredje, se på militariseringsvanviddet i Europa. I dag slog EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen på tromme for sin oprustningsplan til 862 milliarder dollars, med vild snak om hvordan nationer i hele Europa kan og skal skaffe disse midler, og skøre visioner om hvordan de kan omdanne det, der er tilbage af deres produktionskapacitet, til våbenproduktion. Deres økonomier kan blive knust. Der er planlagt en række opfølgende møder, som begynder med, at medlemmer af Europa-Parlamentet mødes den 11. marts for at vurdere dagens topmøde og drøfte en hvidbog om det europæiske forsvars fremtid, som skal udgives i midten af marts; MEP’ernes afstemning om dette er fastsat til den 12. marts.

Ja, det er i orden at være anti-BlackRock, anti-krypto og anti-militariseringsvanvittig, men det er ikke nok. Retningen hen imod en løsning for fred og økonomisk fremgang er at forstå de fysiske økonomiske principper for økonomi- og fredsopbygning og at gribe ind for at få det til at ske. Schiller Instituttet udgav en international rapport om dette perspektiv i slutningen af 2024: »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War.«

I øjeblikket er mobiliseringen for »Oase-planen« den førende kamp for global udvikling, centreret om Gaza, men som strækker sig fra Nordafrika til det vestlige Indien.

I Memorial Day-weekenden i maj vil Schiller Instituttets internationale konference i New York-området tage den nødvendige diskussion om principper for nationsopbygning og skønhedens og produktivitetens kultur. Der er åbent for tilmelding til arrangementet den 24.-25. maj med titlen: »En smuk vision for menneskeheden i en tid med stor turbulens!«

Der er store muligheder for potentielle positive gennembrud i betragtning af de seismiske skift, der er i gang i den globale dynamik, især sammenbruddet i det onde britisk-amerikanske »særlige forhold«.

Der er flere nye begivenheder, der er værd at bemærke. Blandt dem er, at CIA ikke kun har suspenderet leveringen af målrettede og andre militære efterretninger til Ukraine, men også har beordret Storbritannien til at suspendere enhver britisk deling af amerikanske efterretninger med Ukraine.

På vej mod forhandlinger om Ukraine er de seneste meldinger, at delegationer fra Washington og Kiev vil mødes den 11. marts i Saudi-Arabien. På den modsatte side, den farlige bevægelse imod en løsning på Ukraine-krisen, holdt den franske præsident Emmanuel Macron i går aftes en national tale, der havde til formål at optrappe konflikterne ved at udbasunere, hvordan der skulle være en diskussion om, at Frankrig skulle udbygge et atomart skjold over Europa for at beskytte mod Rusland….

Tilmeld dig og spred budskabet om Schiller Instituttets konference den 24.-25. maj. Læs invitationen til konferencen, hvor der på et tidspunkt står: »Hvis det lykkes præsident Trump ikke kun at afslutte atomkrigen i Ukraine, men også permanent at forbyde den artstruende brug af atomvåben gennem en proces for samarbejde og dialog med Rusland og Kina, vil han fortjene [ros]. Det ville betyde intet mindre end at erstatte praksis med geopolitisk konfrontation mod BRIKS-staterne og det Globale Syd med samarbejde til gensidig fordel for alle.«

Foto: NASA

af EIR Strategic Alert, Wiesbaden den 3. marts 2025

I den omfattende mediedækning af opgøret i Det Hvide Hus sidste fredag mellem præsidenterne Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj er der en bemærkelsesværdig udeladelse, hvorved hensigten med den amerikanske leders budskab sløres. »Du spiller hasard med tredje verdenskrig!«, udbrød Trump mere end én gang. Hvad angår den ukrainske præsident, var hans hensigt med at komme til Det Hvide Hus at insistere på, at USA skulle stille flere midler og våben til rådighed, så Ukraine kunne fortsætte krigen mod Rusland.

Hvis det var lykkedes ham, ville det ikke kun have forstyrret processen med »normalisering« af de amerikansk-russiske relationer, som blev indledt med en telefonsamtale mellem Trump og Putin den 12. februar efterfulgt af et møde mellem repræsentanter for de to præsidenter i Riyadh seks dage senere, men kunne have ført til en optrapning af spændingerne i forhold til Rusland. Det er netop det, Donald Trump er fast besluttet på at forhindre ved at kræve, at der omgående indledes forhandlinger, og at krigen afsluttes.

I modsætning hertil begrænsede Zelenskyj under hele den diskussion, der blev transmitteret, sine bemærkninger til angreb på Rusland uden noget perspektiv på en løsning. Trump afviste kraftigt disse provokationer og lod ham vide, hvor tingene står. Du er blevet besejret på slagmarken, sagde han til ham, og du har ingen militær kapacitet til at ændre det. »Du har ikke kortene på hånden,« konkluderede han, lige før han afsluttede mødet, og hans medarbejdere eskorterede det ukrainske følge ud af Det Hvide Hus.

Keir Starmers og Emmanuel Macrons forsøg på at samle Europa bag den trængte Zelenskyj faldt så til jorden søndag. Londons forsøg på at mobilisere en »koalition af villige« mod Vladimir Putin ville betyde, at Europas ledere enten må få Trump til at skifte mening eller formalisere et brud med USA, hvilket ikke har givet anledning til en alternativ plan ….

Efter dette møde … erklærede Ukraines præsident, at Kiev stadig kunne regne med USA’s støtte til at gennemføre krigen og sagde, at »freden er meget, meget langt væk«. Det fik Donald Trump til at indstille leveringen af al amerikansk militærhjælp til Ukraine.

Trumps engagement i forhandlinger blev gentaget af hans nationale efterretningschef Tulsi Gabbard i et interview den 2. marts. Trump, sagde hun, “anerkender den påtrængende nødvendighed af at afslutte denne krig efter tre lange, blodige år”, mens Zelenskyj kun vil acceptere en afslutning, hvor Ukraine sejrer, selvom det betyder, at han risikerer “en utrolig høj pris med potentielt tredje verdenskrig eller endog en atomkrig”.

Mens intentionen om at afslutte krigen er prisværdig, er Trumps meget svage flanke fortsat den økonomiske og finansielle krise i selve USA og behovet i den forbindelse for at fremme win-win-relationer med resten af verden. Derfor har Schiller Instituttet understreget, at hans bestræbelser på at ændre sikkerhedsarkitekturen gennem samarbejde med Rusland skal ledsages af en åbning for samarbejde med BRIKS for at fremme en ny økonomisk udviklingsarkitektur. Sikring af en varig fred kan kun opnås fuldt ud gennem økonomisk samarbejde til gensidig fordel ved at anvende læren fra den Westfalske Fred i 1648.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [HCS]

Onsdag den 5. marts 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er onsdag den 5. marts 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail til questions@schillerinstitute.org, eller du kan sende dem til chat-siden.

Nu, Helga, i går aftes under sin State of the Union-tale læste præsident Trump et brev fra Volodymyr Zelenskyj, hvor han skrev: »Ingen ønsker en endeløs krig. Ukraine er klar til at komme til forhandlingsbordet så hurtigt som muligt for at bringe varig fred tættere på.« Og så sagde han: »Jeg er klar til at arbejde under præsident Trumps stærke lederskab.« Det er noget af en kovending og tydeligvis en reaktion på den skideballe, han fik af Trump og Vance sidste fredag, da han blev smidt ud af Det Hvide Hus, det mislykkede Starmer-topmøde i London, Trumps pause med våben og økonomisk støtte til Ukraine og andre udviklinger. Så lad os begynde med din vurdering af disse begivenheder. Bringer disse begivenheder os tættere på en bæredygtig fred i Ukraine?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det mener jeg, for jeg ved ikke, om du har nævnt, at USA har afbrudt informationsudvekslingen og de militære forsyninger, og det efterlader Ukraine med en meget kort periode, hvor de under alle omstændigheder kan opretholde militære aktiviteter. Så jeg synes, det er et meget, meget vigtigt øjeblik, og hvis man sammenligner med den hysteriske adfærd hos nogle mennesker i Europa, så tror jeg, at det nu bliver meget klart, hvem der er interesseret i at holde krigen i gang, og hvem der ønsker fred. Så jeg synes, det er et meget håbefuldt tegn, og det er endnu ikke den fulde løsning på problemet, men det viser, at der er en vilje, i hvert fald fra USA’s og Ruslands side, og at Trump også er fast besluttet på at sætte handling bag sine ord. Og det er et princip, som, hvis det anvendes til et godt formål, virkelig bringer verden væk fra kanten af Tredje Verdenskrig. Så jeg synes, at alle, der er fornuftige, bør være glade for det!

SCHLANGER: Flere mennesker skrev til os og spurgte til rygterne om, at Trump måske ville annoncere, at USA forlader NATO, som reaktion på Starmer-Macron-mødet, at de havde en decideret negativ reaktion på europæerne, fordi de kom ud og sagde, at de ikke vil have fred! De er indstillet på krig. Så vi har to spørgsmål om dette: »Hvad ville du mene om, at USA forlod NATO?« og «Kan NATO overleve uden USA?«

ZEPP-LAROUCHE: Det har længe været min opfattelse, at NATO burde have været opløst på samme tid, som Warszawapagten blev opløst i 1991; at NATO’s karakter i mellemtiden i stigende grad, skridt for skridt, har ændret sig fra en defensiv nordatlantisk alliance til en offensiv alliance med globale ambitioner i det indo-pacifiske område og klart har ændret karakter fra at være et defensivt instrument, der forsvarer USA’s og europæernes interesser, til at dæmme op for Rusland, Kina og nu potentielt hele BRIKS-udviklingen.

Så jeg synes, at NATO bør opløses: Jeg synes, det er en forældet opfattelse. Jeg synes, det ville være godt, hvis USA også tog den beslutning, og jeg tror ikke, at Europa alene kan opretholde noget, der ligner NATO. De kan måske udvikle et europæisk sikkerhedssystem, selvom jeg personligt mener, at det ville være en fuldstændig forpasset mulighed: For jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor vi er nødt til at gå ind i et nyt paradigme for internationale relationer, hvor geopolitik bliver erstattet af en samarbejdsorienteret tilgang. Og i betragtning af, at der nu er to store ledere, Xi Jinping og Vladimir Putin, der taler om et globalt sikkerhedssystem – Xi Jinping har sagt det i nogen tid med sine tre initiativer, Global Development, Global Security og Global Civilizational Initiative; og Putin sagde på et møde sidste lørdag med [FSB] (http://en.kremlin.ru/events/president/news/76338) grundlæggende, at han nu ser muligheden for at etablere et europæisk sikkerhedssystem og endda et globalt sikkerhedssystem.

Så jeg tror, at alle i Vesten, som ønsker et andet syn på tingene, straks bør tage det til sig og indlede seriøse forhandlinger i den retning, for selve idéen om, at man altid er nødt til at have en fjende, er bare en af disse {Ewiggestrige} idéer: Det betyder på tysk de tilbagestående ideer fra fortiden, som bør udryddes. Og I ved, menneskeheden bør tage et nyt spring ind i en æra af samarbejde, og jeg synes, at alle med god vilje bør hjælpe og arbejde i den retning.

SCHLANGER: Vi har lige fået et spørgsmål ind, Helga, fra John North, som spørger: »Er Zelenskyjs brev bare en finte, mens Ukraine vender tilbage til sine oprindelige, uacceptable krav?«
ZEPP-LAROUCHE: Det tror jeg ikke. Jeg tror, at krigens realiteter, som er forfærdelige – og se, nu er vi nødt til at få fred, det er det første og vigtigste. Men i sidste ende er man nødt til at se tilbage på, hvem der forhindrede fred i marts 2022? Jeg mener, der er selvfølgelig hele spørgsmålet om, hvordan det overhovedet kom til krig? Og der er især mange vigtige amerikanere, der har peget på hele udviklingen af NATO-udvidelsen, de brudte løfter, Jack Matlock, Jeffrey Sachs, Wertheimer, alle mulige relevante mennesker, har peget på dette. Og jeg tror, at hvis alt er under kontrol, hvilket forhåbentlig snart er tilfældet, så må man se tilbage og sige, hvem var ansvarlig for, at den aftale, der blev indgået i Tyrkiet, i Istanbul i marts 2022, hvor der var en aftale mellem Putin og Zelenskyj, hvem saboterede den? Og nu er der flere og flere, der står frem og siger, at det var Biden, og det var eftertrykkeligt Boris Johnson, der fløj til Kiev og sagde til Zelenskyj, at han skulle blive ved med at kæmpe, »vi støtter dig hele vejen.«

Så alle de mennesker, der er døde siden – det er hundredtusinder af mennesker; ingen ved præcis hvor mange, men sandsynligvis mere end en halv million med sikkerhed, og hele landet er ødelagt, infrastrukturen er ødelagt. Mange mennesker har forladt Ukraine. Landet er kun en skygge af, hvad det var før – og for hvad? For hvad? Og jeg tror, at man virkelig må komme til fornuft og dybest set sige, at i moderne tid er krig ikke en måde at løse konflikter på.
Så jeg tror, at dette er et øjeblik, hvor det vigtigste er at få fred, og så må historikere og måske journalister og andre – der er stadig nogle journalister, men der er vist ikke så mange nu om dage – virkelig besvare det spørgsmål. Men det vigtigste lige nu er at afslutte krigen.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål om talen om nationens tilstand. Nogen skrev ind og sagde: »Præsident Trump talte om et missilforsvarssystem, kaldte det en ‘Golden Dome’ til at beskytte USA og henviste til Reagans opfordring til missilforsvarssystemet som model.« Og denne person skriver ind: »Din mand, Lyndon LaRouche, arbejdede sammen med Reagan-administrationen om ideen om et missilforsvar i begyndelsen af 1980’erne og førte kampagne for det over hele verden. Er det, Trump foreslog i går aftes, baseret på Lyndons idé, eller er det anderledes?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, man kan udlede af det, Trump sagde i sin tale, hvad han præcist mener, for det var ikke særlig klart. Han henviste på den ene side til Reagans politik i 1980’erne, og det ville jo antyde noget i retning af SDI. Med hensyn til SDI er der så mange misforståelser mellem det, Lyndon LaRouche mente, som var en meget vidtrækkende vision om, hvordan man opløser blokkene, hvordan man opløser Warszawapagten og NATO, og hvordan man går fra gensidigt garanteret ødelæggelse til gensidigt garanteret overlevelse. Det var et samarbejde mellem Rusland og NATO, eller USA i særdeleshed, om at udvikle de teknologier, som ville gøre atomvåben forældede. Og så bruge anvendelsen af disse nye fysiske principper, som ville være opnået, til at anvende det i den civile sektor og derefter bruge det utrolige løft i produktiviteten til at foretage en teknologioverførsel til udviklingslandene for at overvinde deres underudvikling for godt, for at holde op med at behandle disse lande i stedfortræderkrige, men give dem chancen for fuldt ud at udvikle deres potentiale. Så dette var et Grand Design; det var ikke bare en »Iron Dome« eller »Golden Dome« efter israelsk forbillede.
Så jeg tror, det er for tidligt at kommentere på det, for Trumps bemærkninger var for sparsomme til, at man kan vide, om han mente SDI, som præsident Reagan overtog fra min afdøde mand, eller om han mente »Golden Dome« med henvisning til den israelske »Iron Dome«? Men jeg synes bestemt, at det er et meget interessant spørgsmål, som skal afklares. Og man kunne håbe, at det ville være Reagan-versionen, men vi må se.

SCHLANGER: Nu har vi et spørgsmål fra Debaschis [ph], som meget ofte sender spørgsmål af strategisk karakter ind, og han spørger: »Kan BRIKS, USA og andre skabe en global New Deal?« Og han sagde: »Det er måske mere realistisk end FN’s mål for bæredygtig udvikling. Hvad synes du?«

ZEPP-LAROUCHE: Det kommer helt an på det. Lige nu synes jeg, det er lovende, at Trump gentagne gange har sagt, at Rusland ikke er en fjende. Det er meget vigtigt, for hvis du taler med nogle af europæerne lige nu, så er de så absolut – de har skum om munden, når du nævner ordet »Rusland«, og det er utroligt, hvordan denne russofobi har taget overhånd.
Hvis Trump på den anden side går i retning af at indgå varige og vidtrækkende aftaler med Rusland, ja, så er der naturligvis en implikation af, at Rusland og Kina har et strategisk partnerskab, som jeg ikke tror, nogen nogensinde kan splitte igen. Jeg mener, der var Steven Bannon og Pompeo, som rendte rundt i Europa under Biden-administrationen og fortalte ledende europæere: »Vi vil splitte Rusland fra Kina, det er sådan, vi vil besejre det hele.« Jeg tror ikke, det vil ske, for jeg tror, at både Ruslands og Kinas regeringer udmærket ved, at hvis de er splittede, er de sårbare over for angreb. Så jeg tror, det er næsten 100 % sikkert, at ethvert forsøg på at adskille dem ikke vil lykkes. Desuden har du BRIKS som en ny dynamik, den Globale Majoritet, som er landene i Asien, Afrika og Latinamerika, der alle ønsker udvikling, og de vil ikke lade sig lokke over i de såkaldte »demokraters« lejr, som Biden havde forsøgt gentagne gange, helt forgæves, fordi disse lande har deres egen erfaring: De har oplevet kolonialisme. Vietnam har oplevet en krig og Agent Orange. Andre lande i Afrika har oplevet kup og mord på deres ledere. Jeg mener, det er alt sammen meget nærværende i deres hukommelse, og jeg tror ikke, de vil lade sig overbevise om at alliere sig med noget, der går imod hverken Rusland eller Kina, fordi disse lande har hjulpet dem.

Så derfor, hvis Trump vil håndtere alt det på en positiv måde, er han nødt til at tage Kina med i pakken, fordi Kina har givet mange af disse lande i det Globale Syd en reel udvikling, og de er blevet venner. Så derfor tror jeg, at det bedste, der ville ske, og det har jeg sagt i meget lang tid, er, at de europæiske lande og USA opgiver deres geopolitiske fantasier og dybest set siger: »Vi går fra konfrontation til samarbejde.« Og så ville en New Deal faktisk være let: Det ville være en smal sag! Det er derfor, jeg har skrevet disse ti principper , som vil være udgangspunktet for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur.

Så jeg tror, at det er ligegyldigt, om man kalder det en New Deal eller et New Paradigm; men idéen er at sætte en stopper for geopolitisk tænkning, som jeg mener er en mental sygdom, der bør udryddes for altid i fremtiden.

SCHLANGER: Nu har vi noget fra en journalist i Libanon, som skriver om det møde, der fandt sted i Egypten i går, om genopbygning af Gaza. Og hun sagde: »Jeg kiggede og så ikke noget om oase-planen. Var det noget, jeg overså, eller er det ikke en del af den egyptiske plan?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det er med endnu. Jeg synes, at den egyptiske plan er et meget godt modforslag til det, præsident Trump har foreslået med sin »Riviera Gaza«-idé, som er ret skandaløs, især hvis man tænker på den AI-genererede video, som cirkulerer, og som han har lagt ud på sin egen kanal, hvilket er modbydeligt. Så den egyptiske plan er helt sikkert et skridt i den rigtige retning. Den siger en tostatsløsning; den siger, at palæstinenserne skal blive der, mens genopbygningen står på, hvilket ifølge planen vil tage omkring fem år; den har en detaljeret tilgang til at opdele Gaza i forskellige zoner til forskellige centre.

Så det ser alt sammen meget godt ud og meget realiserbart. Men det er langt fra oase-planen, for oase-planen har grundlæggende denne idé om vand, om at generere store, store mængder ferskvand fra havvand ved afsaltning, og kanalerne fra Middelhavet til Det Døde Hav og Det Røde Hav er kun begyndelsen. Hvis man tænker på oase-planen i forbindelse med Bælte- og Vej-Initiativet for hele Sydvestasien, skal man tænke på hele regionen, fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf: Dette er hovedsageligt ørken, næsten udelukkende ørken – fuldstændig mangel på vand. Og oase-planen er dybest set en opfattelse af, hvordan man kan forvandle denne ørken til land til landbrug, skovbrug, infrastruktur og bybyggeri. Så det er en meget større opfattelse.

Men jeg tror, at oase-planen i sidste ende vil komme ind i debatten, fordi vi fra Schiller Instituttet organiserer os ekstremt aktivt: Vi taler med ambassader, vi taler med diplomater, vi taler med alle mulige personer på alle sider, og vi oplever en stigende interesse, for når folk først får ideen – du ved, normalt tager det et stykke tid, før folk virkelig forstår, hvad vi foreslår der. Men når de først har forstået det, ser de, at det er en måde at overvinde voldsspiralen på for altid. Og selv om retfærdighed er et vigtigt element, hvis man kun ser på spørgsmålet om retfærdighed og ser på, hvem der gjorde hvad mod hvem og hvornår, så var det netop det, der var meningen med freden i Westfalen: At folk indså, at hvis de holdt sig til det, kunne man for altid regne med, hvad den ene side gjorde mod den ene, og den anden mod den anden; selvom det i dette tilfælde ikke er så jævnt fordelt. Ikke desto mindre er man nødt til at tage et skridt videre og nå frem til en fælles vision for fremtiden, at der stadig skal være juridisk arbejde, som f.eks. den internationale domstol, og det er helt sikkert tilfældet, og de arbejder. Så det skal også respekteres.

Men jeg tror, at ideen om oase-planen er meget levende, og jeg kan kun bede jer om at hjælpe os: Gør, hvad du kan. Kontakt os, så kan vi lave flere forslag sammen.

SCHLANGER: Vi har fået en e-mail fra Storbritannien fra en person, som siger, at Starmer mere og mere ligner en idiot. Det står nu klart for de fleste mennesker i Storbritannien, at han har et standpunkt.

Men han er bekymret over det, han læser i {The Economist}, {Financial Times}, {Daily Telegraph}, som har skrevet om, at Trump ser ud til at ride højt nu, men der er, som {The Economist} udtrykte det, »advarselstegn på økonomisk svaghed i horisonten.« Og han skriver: »Det forekommer mig, at dette er Trumps svage flanke. Er der noget, der tyder på, at han har en anden plan end europæerne, som kun handler om forsvarsudgifter og budgetnedskæringer?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er desværre tilbøjelig til at være enig i, at det er Trumps akilleshæl, for først og fremmest er der hele hans snak om, at han elsker told. Jeg mener, det er bare ikke en god idé. Idéen om told er en meningsfuld ting, når man har en spirende økonomi, når man har et udviklingsland, eller i den førindustrielle tidsalder, da lande begyndte at industrialisere, så var det meget nyttigt at have beskyttelsestold for at give dem en fair chance mod andre lande, der var mere udviklede, og som dybest set kunne udslette de spirende industrier i det land. Men hvis du har ekstremt udviklede lande, er det fuldstændig kontraproduktivt. Og nu er der halvanden krig mellem Canada og USA, mellem Kina og USA, og landene reagerer med lignende toldsatser på andre produkter, hvilket i sidste ende vil skade produktionskæden, industrikæden, stabiliteten; det vil skade tilgængeligheden af varer; det vil dybest set betyde, at forbrugerne skal betale en højere pris, og det kaldes generelt inflation – så det er ikke godt.

Og så er hele idéen om at skabe en ny boble med kryptovalutaerne naturligvis en fuldstændig monetaristisk idé, og jeg forstår ikke, hvorfor præsident Trump ikke kigger på Argentina, og hvad der lige er sket med præsident Milei, som er involveret i en kæmpe skandale: Fordi han prøvede et lignende fupnummer, og det virkede ikke.

Så jeg synes, det er en meget vigtig pointe, og jeg kan kun sige, at vi på en eller anden måde må sørge for at finde nogle folk i Trumps team, som har forståelse for fysisk økonomi, og hvad det faktisk kræver at gøre USA stort igen, når det gælder økonomisk politik, hvilket helt klart er en total fornyelse af infrastrukturen i USA: At bygge nye byer, nye videnskabsbyer i de mindre befolkede områder – naturligvis rummet, fusionskraft – alle disse ting er ekstremt vigtige. Men jeg tror, at det transatlantiske finanssystems bankerot, hvis man forsøger at løse det ved at skabe nye bobler, enten i form af en ny militær aftale i Europa eller en aftale om kryptovaluta i USA, er en svaghed af enorme dimensioner.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en, der ofte skriver ind, og han skriver: »Med alt det, der sker med hensyn til Ukraine og Gaza, har jeg ikke hørt meget fra Kina med hensyn til fredsinitiativet. Jeg så [dit interview med det kinesiske tv-netværk] (http://en.chinadiplomacy.org.cn/2025-03/03/content_117742153.html) på din hjemmeside, og jeg var meget imponeret. Men hvilken rolle spiller Kina på nuværende tidspunkt for at fremme freden?«

ZEPP-LAROUCHE: Åh, jeg synes, de gør enormt mange ting! De har lige nu de såkaldte »to sessioner«. Det er de to bestyrelser, og de har et årligt møde, som kaldes »Two Sessions« – det er flere tusinde delegerede – og de diskuterer lige nu, hvad der skal være den næste femårsplan, og det er meget tydeligt, at Kina virkelig bevæger sig med en utrolig hastighed. De har et vækstperspektiv på 5 % for den næste femårsplan, især i det næste år. Men de ændringer, der sker lige nu – de ønsker at opbygge hjemmemarkedet. Kina har et hjemmemarked på 1,4 milliarder mennesker, og hvis man øger levestandarden for så stor en gruppe mennesker ved at hæve lønningerne, ved at lave en industriel revolution, ved at anvende AI, kunstig intelligens, digitalisering, kvantecomputere, så moderniserer man også den eksisterende økonomi på hjemmemarkedet og øger produktiviteten, så folk bliver mere velhavende. Og jeg tror, at det er den motor, der giver Kina mulighed for at spille en ledende rolle i enhver fredsindsats i verden, fordi Kina med en sådan motor af økonomisk magt kan være en faktor i genopbygningen af Ukraine. Hvis man går tilbage til Maidan-kuppet før 2014, var der potentiale for, at Ukraine kunne blive broen mellem Europa og Asien ved at være en absolut bro mellem Europa, de vestlige dele af Ukraine og de østlige dele af Ukraine, som hælder mere mod Rusland, men som ikke desto mindre er ét land. Og hvis man bygger Bælte- og Vej-Initiativet, dybest set fra Asien og hele vejen ind i Europa, ville Ukraine være i en unik position, og jeg tror, at det ville være den bedste fremtid for Ukraine, hvis man går tilbage til en sådan tilgang.

På samme måde har Kina også fremsat fredsforslag for Mellemøsten. De har sagt åbent på vores konferencer, at Kina kunne gennemføre oase-planen, fordi de har erfaring med at vende ørkendannelse, med at omdanne ørkener til landbrug og skovbrug. Og Kinas økonomiske kapacitet ville være yderst velkommen. Og man har brug for store spillere til at gøre alt dette.

Så jeg tror, at det kinesiske bidrag til fred især er ideen om fred gennem udvikling.

SCHLANGER: Jeg vil varmt anbefale alle vores seere at se det [interview] (https://schillerinstitute.com/blog/2025/03/04/helga-zepp-larouche-speaks-with-chinese-program-diplomacy-talk/), som du har lavet, og som nu er lagt ud på Schiller Instituttets hjemmeside, for det er meget interessant at få et indblik i.  Men du kan se, hvor langt fremme du var dengang, og dialogen er ret interessant

Her er et andet spørgsmål til dig, Helga, fra en af mine gamle venner, som identificerer sig selv som en jødisk aktivist, der har boet i Israel, og hun siger, at hun er blevet meget deprimeret af at se, hvad Netanyahu har gjort, og hans politik med etnisk udrensning. Men endnu mere deprimerende er det at se den israelske befolkning acceptere det. Men hun sagde: »Nu begynder jeg at se nogle ændringer i befolkningen i Israel,« og hun henviser til Shin Bet-rapporten, der udkom i dag, og som identificerede en efterretnings- og sikkerhedssvigt, der gjorde det muligt for den 7. oktober 2023 at ske; det faktum, at det nu står i pressen, at Netanyahu kanaliserede penge til Hamas gennem Qatar. Og nu er gidslernes familiemedlemmer stærkt kritiske over for Netanyahu for ikke at tage en kampagne for at befri gidslerne alvorligt.
Så hun sagde: »Mens de fleste stadig støtter ideen om at udslette Hamas, ser det ud til, at der er en forandring på vej. I betragtning af din optimisme, som jeg beundrer meget i forhold til den menneskelige natur, kan du så foreslå, hvad der kan ændre kulturen i Israel?« Der er et stort spørgsmål til dig, Helga.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, du ved, at Israel står foran den beslutning, at hvis de fortsætter med at gøre det, der er sket i de sidste – du ved, faktisk 76 år, men eftertrykkeligt mere det sidste år plus nogle få måneder, kan du fortsætte helvedescyklussen, hvor den ene massakre vil erstatte den næste, og vi har den ene krig efter den anden. Og det vil være et mareridt! Der er ingen sikkerhed. Det er ikke kun et problem for Israel: Det er også problemet for de arabiske naboer. De er også nødt til at tænke på stabilitet, for det her var – det, der foregik i Gaza, var ikke skjult. Det var i Al Jazeera: Hver dag kunne man se de detaljerede billeder på fjernsynet derhjemme. Og det har haft en varig indvirkning på befolkningen, og jeg tror, at det har ført til en mere politiseret tilgang. Så lande er nødt til at tænke på deres stabilitet, for hvis de tolererer for meget, holder de måske ikke for evigt. Jeg mener, det er en meget alvorlig overvejelse.

På den anden side, hvis du har en vision om, hvordan hele denne region kunne se ud: Jeg har altid et billede af Tyskland. Infrastrukturen i Tyskland er ganske vist ved at være nedslidt, men den er stadig blandt de bedste i verden. Man kan tage en container fra Rotterdam, man kan tage Rhinen, Mosel og andre floder, og man er forbundet via motorveje, jernbaner og havne; så infrastrukturens tæthed er det, der gjorde Tyskland så produktivt, da økonomien stadig fungerede, før de forskellige regeringers nylige dumheder. Men Tyskland er et højt udviklet land, hvad angår infrastruktur: Og tænk bare, at den tæthed kunne eksistere i hele Mellemøsten eller Sydvestasien, og man kunne til sidst få en sprudlende økonomisk udvikling: nye byer, ny videnskabelig udvikling, og det er ikke så fjernt. For husk, at for 2.000 år siden gik den gamle Silkevej gennem de fleste af disse steder – du havde Samarkand, du havde Bagdad, du havde Damaskus: Mange af disse byer var perler inden for kultur, videnskab og handel, og denne region var knudepunktet mellem Asien, Afrika og Europa! Og det kunne blive fremtiden for Sydvestasien igen.

Og man skal bare have fantasi til at forestille sig, hvordan forvandlingen af ørkenen ville se ud, og man kan lave en animation – måske skulle vi faktisk gøre det, det ville nok være en stor hjælp. Vi lavede en lille video, men jeg tror, at vi virkelig kunne udvikle denne idé meget mere, så folk faktisk kan begynde at få en idé om, at det her er inden for rækkevidde. Og jeg tror, at det ville ændre kulturen i Israel, for Israel befinder sig ikke i et vakuum, det er ikke en ø, det er en del af regionen. Så jeg tror, at den bedste måde at ændre Israel på er at ændre alle lande omkring det.

SCHLANGER: Helga, nogle af disse spørgsmål kommer fra folk, der har deltaget regelmæssigt i den Internationale Fredskoalitions ugentlige Zoom-opkald. Og jeg går ud fra, at vi har endnu et opkald på fredag. Hvad er planerne for fredagens opkald den 7. marts?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved, at de to emner vil være de katastrofale forandringer, et jordskælv om dagen, som vi oplever lige nu i den transatlantiske situation. Vi får sandsynligvis besøg af nogen fra VIPS, Veteran Intelligence Professionals for Sanity – jeg ved endnu ikke præcis hvem, men det bliver helt sikkert en eller to talere. Vi leder efter lignende korrespondance fra Europa, fra Frankrig, fra Tyskland, så det vil være ét emne, for det er her, folk vil få den nyeste vurdering af, hvordan folk, der er analytikere og eksperter, opfatter denne dramatiske ændring mellem USA og Europa?
Og det andet emne vil være evalueringen af, hvad der sker i Gaza og i Mellemøsten efter den egyptiske plan, og hvad er farerne, og hvad skal der gøres for at få hele oase-planen på bordet? Så folk bør virkelig være der, for vi forsøger at gøre den diskussion så aktuel som muligt og henvise til den seneste, dramatiske udvikling.

SCHLANGER: Og du kan være med kl 17.00 dansk tid, eller det vil blive gemt, men jeg tror, det er den bedste måde at holde sig opdateret på og være med. Så Helga, tak fordi du kom i dag, og jeg håber at se dig på fredag.
ZEPP-LAROUCHE: Ja. Og hav det godt og vær aktiv!

Nu med YouTube og Zoom links for alle seks paneler.

Tilmeld dig for online deltagelse her for at modtage video linkene direkte til din e-mail.

Zoom links:
Her er et Zoom link for hele konferencen.
Passcode:918161
For at komme på Zoom via et telefonnummer klik her. 

YouTube: 
Man kan se konferencen via YouTube på denne side.

LØRDAG den 24. maj kl. 16.00 dansk tid

16:00-19:00 -Panel 1: Strategiske udfordringer og den fremvoksende nye orden

Panel 1 video er ovenover.

Talere:

1. Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), grundlægger af Schiller-instituttet
2. H.E. Naledi Pandor (Sydafrika), tidligere minister for internationale relationer og samarbejde, Sydafrika
3. Prof. Dmitri Trenin (Rusland), akademisk vejleder ved Institut for Verdens Militærøkonomi og Strategi ved Higher School of Economics University (HSE) (Moskva)
4. Prof. Zhang Weiwei, professor i internationale relationer ved Fudan University, Kina
5. H.E. Donald Ramotar (Guyana), tidligere præsident for Guyana
6. Ambassadør Jack Matlock (USA), tidligere amerikansk ambassadør i Sovjetunionen, 1987-1991
7. Ambassadør Chas Freeman (USA), tidligere amerikansk viceminister for internationale sikkerhedsanliggender, 1993-1994
8. Ray McGovern (USA), tidligere senioranalytiker, Central Intelligence Agency (CIA); stiftende medlem, Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS)
9. Scott Ritter (USA), tidligere USMC Intel. og tidligere FN-våbeninspektør)

20:00-23:00 – Panel 2: Skønheden i kulturernes mangfoldighed

Moderator: Jen Pearl (U.S.), The Schiller Institute

1. Video: Lyndon LaRouche om Jesu, Meine Freude
2. Jesu, Meine Freude (Johann Sebastian Bach)
3. Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), grundlægger af Schiller-Instituttet
4. Megan Dobrodt (USA), præsident for Schiller-Instituttet i USA
5. Elvira Green (USA) mezzosopran, tidligere ved New York Metropolitan Opera, i øjeblikket artist-in-residence ved North Carolina Central University
6. Feride Istogu Gillesberg (Albanien), albanske sange
7. Nader Majd og Alireza Analouei (Iran) direktør, Center for Persisk Klassisk Musik
8. Mezzosopran: »Parto, ma tu ben mio,« Sextus’ arie fra Mozarts {La Clemenza di Tito} ({Titus’ barmhjertighed})
9. Tenor »On the Other Side of the River«; »O wie ängstlich, o wie feurig,« Belmontes arie fra Mozarts {Die Entführung aus dem Serail} ({Bortførelsen fra serailen})
10. Everett Suttle (USA)
11. Ave Verum Corpus (W.A. Mozart)

01:00-04:00 – Panel tre: LaRouche-programmet til at skabe 3 milliarder nye produktive jobs i løbet af en generation

Ordstyrer Anastasia Battle

Musik: John Sigerson, tenor, og Dura Jun (klaver): Tre kompositioner af Ludwig Uhlands digt »Frühlingsglaube« (»Tro på foråret«) af (a) Conradin Kreutzer (1780–1849), (b) Franz Schubert (1797–1828) og (c) Josephine Lang (1815–1880)

1. 1. Harley Schlanger (USA), næstformand for bestyrelsen for Schiller-instituttet
   2. Jason Ross (USA), videnskabelig rådgiver for Schiller-instituttet
   3. Sergei Glazyev (Rusland), statssekretær for Den Russisk-Hviderussiske Union; akademiker, Det Russiske Videnskabsakademi (RAS): »Genopbygning efter finanskrisen«
   4. Paul Gallagher (USA)
   5. William DeOreo (USA), hydrolog, præsident for Aquacraft
   6. Michele Geraci (Italien), tidligere undersekretær i Ministeriet for Økonomisk Udvikling, Italien, professor i økonomisk politik, Nottingham University, Ningbo; æresprofessor, Peking University School of Economics; adjungeret professor i finansiering, New York University, Shanghai;
   7. Bob Baker, Marcia Baker og Farmers (USA)

SØNDAG, 25. maj, kl. 15.00 dansk tid

15:00-18:00 – Panel fire: LaRouche Legacy Foundation om realiteterne i LaRouches ideer

Musik: Schubert B-dur Klaversonate 1. sats, Martin Kaptein, klaver

Ordstyrer: Dennis Small (USA), LaRouche Legacy Foundation

1. 1. Lyndon LaRouche, videoklip
   2. Diane Sare (USA), formand for LaRouche Organization, tidligere uafhængig kandidat til det amerikanske senat i New York
   3. Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), grundlægger af Schiller Institute

19.00-22.00 – Panel fem: Ungdommens rolle i udformningen af Jordens næste 50 år

Music: Franz Schubert Impromptu in G flat, Martin Kaptein

Video: Lyndon LaRouche

Moderator: Daniel Burke (U.S.), The Schiller Institute

1. Jason Ross (U.S.), Science Advisor to the Schiller Institute
2. Mike Campbell (U.S.)
3. Adrian Pearl (U.S.)
4. Robert Castle (U.S.)
5. Carolina Domínguez (Mexico), Schiller Institute
6. Kynan Thistlethwaite (U.S.)
7. Anastasia Battle (U.S.)
8. Jose Vega (U.S.), LaRouche Youth Movement Leader, Independent Congressional Candidate, Bronx, New York
9. Megan Dobrodt (U.S.), President, Schiller Institute

22:00-00:30 – Debat og diskussion for de unge

00:30-03:30 -Panel seks: Den industrielle revolution 4.0: Rummet, fusion og kunstig intelligens

1. 1. Music: Beethoven Trio #4, Op. 11: Dura Jun, piano; Jungwon Yoon, violin and Sam Chung, cello

      Video: Lyndon LaRouche

      Moderator: Dennis Speed (U.S.),The Schiller Institute

      1. Jacques Cheminade (France), Former Presidential Candidate, President of Solidarité et Progrès
      2. William Happer (U.S.), Professor Emeritus of Physics, Princeton University; former member, U.S. National Security Council and the U.S. Department of Energy
      3. Kelvin Kemm (South Africa), Nuclear Physicist, Past Chairman, South African Nuclear Energy Corporation
      4. Steve Durst (U.S.), International Lunar Observatory Association
      5. Cody Jones (U.S.), High School Teacher
      6. Jason Ross (U.S.), Schiller Institute Science Advisor

      ————————————————————————————–

Invitation:
Den strategiske situation gennemgår i øjeblikket ikke bare én, men flere tektoniske forandringer. Disse ændringer begraver effektivt den unipolære orden, som opstod efter Anden Verdenskrig og derefter igen i en ny form efter afslutningen af Den kolde Krig. Francis Fukuyamas tese om »historiens afslutning«, hvormed han mente den vestlige liberale demokratimodels verdensherredømme, viste sig at udgøre en af de mest kortlivede »epoker« i historien.

Efter præsident Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus krakelerede det transatlantiske forhold meget hurtigt med et øredøvende brag. »USA er nu Vestens fjende,« skreg Londons Financial Times i en forsideartikel, som konkluderede: »Vesten er død.« Det særlige forhold mellem USA og Storbritannien, som var grundpillen i den unipolære orden, er blevet brudt og vil aldrig blive genoprettet.

Det kommer nu frem, at pro-EU-kræfterne i Europa var allieret med den selvsamme »dybe stat«, også kaldet det »permanente bureaukrati«, som er under angreb fra Trump-administrationen. Vicepræsident J.D. Vances bemærkninger på sikkerhedskonferencen i München om den manglende demokratiske praksis i Europa ramte en rå nerve i det europæiske »permanente bureaukrati«.

Hvis det lykkes præsident Trump ikke kun at afslutte krigen i Ukraine, men også permanent at forbyde den artstruende brug af atomvåben gennem en proces med samarbejde og dialog med Rusland og Kina, vil han fortjene [ros]. Det ville betyde intet mindre end at erstatte praksis med geopolitisk konfrontation mod BRIKS-staterne og det Globale Syd med samarbejde til gensidig fordel for alle.

Den anden tektoniske ændring er præget af den proces, hvor nationerne i det Globale Syd i øjeblikket overvinder 500 års kolonialisme med hjælp fra Kina og bevæger sig mod at blive mellemindkomstlande på kort sigt. I stedet for at betragte denne udvikling som en trussel burde de europæiske nationer og USA glæde sig over, at milliarder af mennesker, som nu frigøres til at udnytte deres fulde potentiale, undgår den kværnende fattigdom. Den eneste måde, hvorpå faren for en global atomkrig og den efterfølgende udslettelse af menneskearten kan overvindes, er ved at samarbejde med den Globale Majoritet.

Konferencen vil også reflektere over Lyndon LaRouches livsværk. LaRouche Legacy Foundation (LLF) vil fremlægge rigelige beviser for, at Lyndon LaRouche allerede i 1960’erne forudsagde det liberale systems nuværende krise med forbløffende nøjagtighed. Hvis verden havde lyttet til LaRouches analyse og hans advarsel om Nixons ødelæggelse af det gamle Bretton Woods-system ved at indføre flydende valutakurser, ville verden aldrig være kommet ind i den nuværende eksistentielle krise – en krise, der er kendetegnet ved en blomstrende spekulativ finansboble, en kollapsende fysisk økonomi og en ubændig trang til krig og den schachtianske militarisering af økonomien, der er forbundet med den.

Den videnskabelige metode i LaRouches fysiske økonomi tillempes i dag tilnærmelsesvis mest i Kina, hvilket er grunden til, at dette land er så enormt succesfuldt, en succes, som kan kopieres af enhver nation, der vælger at gøre det.

Den store udfordring for verden som helhed er endelig at skabe en retfærdig, ny økonomisk verdensorden og at anvende opfattelsen af fred gennem udvikling. På konferencen vil der være en vigtig diskussion af Schiller Instituttets kampagne for at sætte Oase-planen, som LaRouche først foreslog i 1975, på dagsordenen for hele Sydvestasien. Der vil være et særligt fokus på en udviklingsplan for det afrikanske kontinent, i overensstemmelse med Den Afrikanske Unions Agenda 2063, som deler ånden i Oase-planen.

Vi er nødt til at slynge hele verden ud af den nuværende elendighed med geopolitisk konfrontation, ud af den barbariske opfattelse at alt er et nulsumsspil, og at man altid har brug for en fjende. Vi har nået et øjeblik i historien, hvor vi absolut må opnå et nyt paradigme, der først tager udgangspunkt i ideen om den ene menneskehed og derefter bringer alle nationers interesser i overensstemmelse med den ene menneskeheds interesser. Vi må skabe en ny æra i menneskehedens historie, baseret på helt nye aksiomer, ikke dem fra den gamle orden, som netop er imploderet. Til det har vi brug for en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til de eksistentielle interesser for hver eneste nation på planeten. Det er kvaliteten af en fornedret eller en ophøjet kultur, der bestemmer, hvordan vi tænker. Det nødvendige nye paradigme kræver, at vi erstatter den nuværende uvidenhed, ligegyldighed og direkte chauvinisme over for andre kulturer med nysgerrighed, interesse, viden og tilmed kærlighed til de forskellige kulturer på planeten. Schiller Instituttets konference vil byde på en dialog mellem kulturer og civilisationer, hvor det enestående såvel som de universelle principper, der forener kunsten, vil blive fremhævet.

Menneskeheden står ved sit vigtigste forgreningspunkt nogensinde. Hvis vi fortsætter som barbarer, vil vi lide samme skæbne som dinosaurerne og huleboerne. Men vi har også håb, fordi mennesket er i stand til en grænseløs perfektion af sin fornuft og karakterskønhed. Det bør præge vores syn på fremtiden.

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen, alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 91. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer sammen med mine medordstyrere Dennis Small og Dennis Speed.

Jeg vil gerne minde folk om, at vi oprettede dette forum for 91 uger siden, fordi vi ønskede at samle den internationale fredsbevægelse i ét forum. Den har været ret dysfunktionel; der har været en masse operationer for at holde folk i kamp med hinanden. Vi ønskede at skabe mulighed for at arbejde sammen og have en åben dialog og koordinere vores aktiviteter rundt om i verden. Hvis vi vil opnå ægte fred på planeten, er vi nødt til at finde måder at kunne koordinere med hinanden rundt om i verden. Det har vi arbejdet meget med.

Vi vil have en række indledende talere til at starte os i dag, og så vil vi gå ind i en generel diskussion. For at åbne diskussionen i dag vil jeg gerne have Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, til at starte. Helga, værsgo at gå i gang.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag og velkommen til jer alle sammen. Vi oplever en hidtil uset ændring i den strategiske situation, og man kan faktisk sige, at der sker tektoniske forskydninger, som efterlader nogle mennesker helt forbløffede, og de forstår ikke helt, hvad der sker. Det, man kan sige, er, at det såkaldte »kollektive Vesten«, som forsøgte at dominere verden gennem en unipolær verdensorden, især efter afslutningen af den kolde krig, ikke længere eksisterer. Med lidt mere end fire uger med Trump i Det Hvide Hus er der opstået en splittelse mellem USA og Europa, som er ganske bemærkelsesværdig, og som efter min mening aldrig vil blive rettet op igen.

Europæerne har ikke helt reflekteret over den fejlslagne politik. Krigen i Ukraine er så godt som tabt; Trump har sagt, at han ikke vil fortsætte med at levere våben eller penge til Ukraine, og europæerne siger nu, at de vil fortsætte med at puste til krigen ved potentielt at sende europæiske tropper ind i Ukraine. Trump har allerede nægtet at give en »amerikansk bagstopper« til dette. Så er europæerne i stand til at gøre dette? Hvis man ser på økonomiens tilstand i Storbritannien og Frankrig og især i Tyskland, som er i frit fald, er det helt usandsynligt. Tænketanke anslår, at det straks vil kræve 300.000 flere tropper fra Europa, 250 milliarder euro, og det er bare til at begynde med. Er Europa i stand til at opretholde det? Det er yderst tvivlsomt. Så europæerne er ikke i stand til at vurdere, hvad der sker, og oven i købet vil indsatsen for at forsøge at fortsætte krigen, når den allerede er tabt, kun øge antallet af mennesker, der dør forgæves. Der er tydeligvis en forbløffende mangel på realitetssans i europæernes tankegang. Jeg kan især godt lide et billede, som blev brugt af Patrick Lawrence, der citerede Tom Harrington, som brugte billedet af, at europæerne, som så at sige har stået i skyggen af den angloamerikanske dominans hele tiden og altid har foregivet at være stærke, men i virkeligheden har nul suverænitet på egen hånd, er som en chihuahua, der på tv har spillet rollen som dobermann i mange år, og som pludselig bliver bedt om at spille dobermann i det virkelige liv; og naturligvis er den stakkels chihuahua ikke i stand til at klare opgaven og bliver stående på scenen og bjæffer hjælpeløst. Jeg synes, det passer til billedet, hvis det ikke var så tragisk. Nogle gange synes jeg, at en vis mængde ironi er nødvendig.

Så på dette tidspunkt skifter europæerne dørhåndtaget i Washington: Først kom Macron, angiveligt som repræsentant for EU, men uden at have koordineret med de andre EU-medlemmer. Husk ramaskriget, da Orbán gjorde noget lignende i begyndelsen af det ungarske formandskab. Macron blev behandlet høfligt af Trump, men der blev ikke aftalt noget af betydning. Så kom den britiske premierminister Starmer, og han gjorde en stor indsats og afleverede en invitation fra kong Charles til et statsbesøg i håb om at reparere det særlige anglo-amerikanske forhold. Men da spørgsmålet kom op om, hvorvidt USA ville bakke op om en eventuel udstationering af europæiske tropper i Ukraine, var svaret »nej«. Så der var ingen substans i det besøg. Da Kaja Kallas, EU’s såkaldte udenrigsminister, ankom til Washington, var der ikke noget møde for hende – en total afvisning.

I dag er Zelenskyj der, angiveligt for at indgå denne gigantiske økonomiske aftale, hvor USA vil udforske og udnytte sjældne jordarters mineraler og ressourcer i Ukraine. Hvis man ser nærmere på den aftale, kan den meget vel vise sig at være en stor omgang ingenting, for ifølge en vestlig videnskabelig tænketank er de sjældne jordarter i Ukraine aldrig blevet undersøgt grundigt. Desuden befinder mange af dem sig lige nu i det område, der er besat af Rusland. Og da Starmer tog til Kiev for nogle måneder siden for at indgå en 100-årig traktat med Ukraine, indeholdt den også en aftale om, hvem der skulle udnytte disse sjældne jordarter. Så det ville ikke overraske mig, hvis det hele eksploderer som et ingenting. Under alle omstændigheder er det ikke ligefrem noget at være stolt af, og det kunne jeg sige meget mere om.

Så hvad sker der med europæerne? Hele verden klør sig i hovedet og siger: »Hvad er der sket med de europæere?« Jeg tror, jeg har en ret god forståelse; det er magtens arrogance. Husk, at der i 2005 var en folkeafstemning i Frankrig og Holland om en europæisk forfatning, som skulle skabe en slags europæisk stat. Den blev afvist med et overvældende flertal, både i Frankrig og i Holland. De ønskede ikke at fortsætte med det, så en gruppe mennesker – Amato og forskellige andre – gik sammen og omskrev praktisk talt den europæiske forfatning ved kun at ændre 5 % af den. Derefter blev den med et stort hurra omdøbt til Lissabontraktaten, fordi en traktat ikke kræver en folkeafstemning. Derefter foretog de i al hemmelighed disse kætterske ændringer i alle paragrafferne, men de offentliggjorde det aldrig. De offentliggjorde kun ændringerne, så af en gigantisk traktat på omkring 1.500 sider skulle parlamentarikerne, som skulle have stemt om den, have sat ændringerne ind i traktaten, hvilket gjorde den endda endnu mere uforståelig, fordi alt var i juridisk sprog. Så en person, der ikke har studeret jura i Europa, ville ikke være i stand til at forstå det, eller i hvert fald ikke uden en stor indsats. Og det var kun, fordi en studerende fra Dresden gjorde arbejdet og indførte disse ændringer og derefter offentliggjorde det hele, at parlamentarikerne kunne læse traktaten i dens ændrede form. Det viser, at det europæiske bureaukrati lige fra begyndelsen forsøgte at stoppe regeringerne og skjule, hvad de gjorde. Det blev klart senere, da von der Leyen og Stoltenberg afslørede, at de ville have et ekstremt tæt forhold mellem EU og NATO på et tidspunkt, hvor NATO var på vej til at blive et globalt NATO, så det betød virkelig, at det europæiske imperium, EU-imperiet, var bundet til denne globale NATO-ekspansion.

Hvis man læser Lissabontraktaten, forpligter den allerede nu alle medlemmer til at komme alle de andre til militær hjælp, hvis en af dem bliver angrebet. Så på grund af det overlappende medlemskab mellem EU og NATO er der de facto tale om en militarisering af EU. Den militarisering er i fuld gang. Der er bestræbelser på at øge budgetterne, ikke kun for at gøre Tyskland krigsparat. Der er en enorm propaganda om dette; i går havde den første kanal på tysk tv et 10 minutter langt klip om, hvor fantastiske arbejdsforholdene er i Rheinmetall, den største tyske våbenproducent; hvordan to nye medarbejdere tjener en masse penge og nu har råd til at bygge et hus: Total propaganda, som helt udelader, at grunden til, at Rheinmetall-aktierne nu er steget 1.000 % siden 2022, er, at de fodrer krigsmaskinen og får mennesker til at dø. Det blev naturligvis ikke fremhævet, så det tyske tv er blevet forvandlet til et propagandaværktøj for krigsindustrien – det er helt ulækkert.

Vil det virke? Det tror jeg ikke, for lige nu har præsident Putin på sit årlige møde med den føderale sikkerhedsstyrelses efterretningstjeneste sagt, at de første diskussioner med USA var meget lovende. Der var en pragmatisk holdning, og de forlod den tidligere regerings stereotyper om den regelbaserede orden og den slags klichéer og kom frem til en realistisk dialog. Meget vigtigt sagde Putin, at han mener, at der på grund af Ruslands militære sejre nu er potentiale til at skabe en europæisk og endda global permanent sikkerhedsarkitektur, hvor et lands sikkerhed ikke vil være på bekostning af et andet, men at der vil være en udelelig sikkerhedstilgang. Det er meget i tråd med det, vi har presset på, om end med et lidt andet sprog, i Schiller Instituttet og IPC siden udbruddet af krigen i Ukraine: nemlig behovet for at have en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Så på baggrund af de russiske drøftelser med USA taler Putin nu om muligheden for en sådan global arkitektur. Jeg tror, det er en stor forandring til det bedre og åbner vinduet for en løsning af alle andre konflikter rundt om på kloden, især forhåbentlig også den i Mellemøsten.

Apropos det, så fortsætter den såkaldte våbenhvile med afbrydelser her og der. I dag ankom en delegation fra Israel og Qatar til Cairo for at diskutere anden fase af våbenhvilen. Våbenhvilen holder mere eller mindre; ikke helt, men der var en udveksling af fire døde gidsler fra Hamas og mere end 600 palæstinensere fra israelerne. Situationen på Vestbredden er fortsat forfærdelig: Fire flygtningelejre blev tømt. Det er stadig i total uorden. Israelerne nægtede også at forlade Philadelphi-korridoren, vejen mellem Gaza og Egypten. IDF er begyndt at foretage en undersøgelse af den kolossale efterretningssvigt i forbindelse med angrebet den 7. oktober 2023. Den 4. marts er der arabisk topmøde i Cairo, hvor man vil diskutere den egyptiske plan om at genopbygge Gaza, mens palæstinenserne bliver der, som modtræk til Trumps forslag. Så der er endnu ingen tegn på, at oase-planen er en del af det; vi er derfor nødt til absolut at fortsætte vores mobilisering. Forhåbentlig, hvis denne større tilnærmelse mellem USA, Rusland og forhåbentlig Kina og Indien lykkes, og så i sidste ende alle andre lande, er der faktisk et tegn på håb i horisonten.

Men vi fra IPC-koalitionen skal endnu ikke gå på pension, før den brik er sikker, så jeg beder dig om at slutte dig til vores mobilisering og fortsætte kampen.

Bemærkninger under diskussionen:

[Svar til professor Ravenet] Tak, professor Ravenet, jeg synes, det var et ekstremt oplysende syn på sagen, og jeg er helt enig med dig i, at jeg personligt kom til den konklusion, at det kinesiske konsultative demokrati fungerer meget bedre end det såkaldte liberale demokrati af den grund, at kineserne gennemgår en meget kedelig proces med ansvarlighed. Før valget går det fra det lokale niveau til det regionale niveau til provinsniveauet til det nationale niveau, hvor beslutningerne bliver formuleret. Og efter cirka to sessioner går den samme konsultative proces hele vejen igen. Det står i skarp kontrast til det berømte citat af en tidligere socialdemokratisk politiker i Tyskland ved navn Franz Müntefering, som på et tidspunkt sagde, at det er helt urimeligt at minde en politiker om de løfter, han gav under valgkampen, bagefter [griner], hvilket jeg virkelig synes er at ramme hovedet på sømmet.

Ellers vil jeg bare sige, at det, europæerne gør lige nu, er, at de angriber såkaldte diktaturer i Kina og andre steder, men der er ingen beviser for, at kineserne vil lave regimeskift i Afrika eller Asien eller Latinamerika. Det gør de ikke; de blander sig ikke i andre landes indre anliggender. Tværtimod, hvis man ser på, hvad EU gør lige nu med sine medlemslande: Det er, fordi det europæiske etablissement er forbundet med den dybe stat i USA. Det er derfor, de føler sig så absolut destabiliserede, for med Trump i Det Hvide Hus, der går efter den dybe stat i USA, føler de, at de har mistet deres mest foretrukne trældom. Men hvis man ser på praksis, hvad gør de så f.eks. i Rumænien? Der blev valgt en præsident, og så kom interventionen; de annullerede valget. Befolkningen i Rumænien er i høj grad på denne kandidat Georgescus side, så de udskrev et nyt valg i maj. Og bare timer eller minutter før han kunne indgive sin deltagelse i valget i maj, blev han arresteret. Det er helt utroligt! Hvad er der sket med demokratiet i Europa? Det eksisterer ikke. I Slovakiet, Ungarn og Serbien er der ligeledes alvorlige klager fra befolkningen over, at der er Maidans i gang mod officielt valgte regeringer. Jeg synes virkelig, det er noget, vi skal se nærmere på: Europas forbindelse til den dybe stat i USA, for det ser ud til at være den mekanisme, der er på spil.

Siden du nævnte alle disse filosofiske stridigheder i den europæiske historie, tror jeg, at det, der styrer de vestlige eliter, er den samme tankegang som Joseph de Maistre, der i sit berømte brev til en russisk prinsesse skitserede præcis, hvorfor de mener, at et bestemt oligarki er folkets masser overlegent. Og selv om forudsætningerne har ændret sig – det er ikke længere kun monarkier, men et finansielt oligarki – mener de, at de er bedre end disse »deplorables«, som Hillary Clinton har kaldt dem. Jeg synes, at Hillary Clintons omtale af de såkaldte »deplorables« var en af de mest utrolige indrømmelser af deres tankegang og menneskebillede. Men jeg synes, at hele den diskussion, som du introducerede, er ekstremt værdifuld, og jeg er meget glad for den.

Svar på spørgsmål om Afrika] Jeg tror, der er mange ting. Til at begynde med er én ting eksemplet med Sydafrika. Den måde, hvorpå Sydafrika gennem sit samarbejde med Mahatma Gandhi var i stand til at overvinde apartheid. Sandheds- og forsoningskommissionen er stadig en model for, hvordan man overvinder konflikter i dag, som hele verden kan lære af. Det faktum, at Sydafrika gik forrest med at bringe palæstinensernes sag for Den Internationale Domstol, var et utroligt skridt, hvor Sydafrika tog lederskab, da hele det såkaldte Vesten svigtede. Jeg tror, at den slags moralsk lederskab er, hvad man kan forvente. Jeg vil på det kraftigste sige, at man bør tale meget mere om Agenda 2063-udviklingsplanen, for som Dr. Pandor sagde ved IPC’s arrangement den 14. februar, så passer det, vi forsøger at gøre med oase-planen for Sydvestasien, fuldstændig med principperne i Agenda 2063. I betragtning af at Afrikas befolkning vil være på 2,5 milliarder i 2050, mener jeg, at det er en god idé at gå meget stærkere i den retning nu og ikke kun invitere Kina, som allerede er meget engageret, men at tilbyde en model for fælles udvikling mellem de forskellige nationer af god vilje. Jeg ved for eksempel, at inderne allerede er involveret i Afrika, og Japan har gjort en indsats. Så at tilbyde en fælles økonomisk udviklingsmodel, der kunne være som en ny sandheds- og forsoningskommission for udviklingen af hele Afrika, men også være en model til at overvinde konflikter, racisme og så videre. Det er nogle ideer.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg tror, at farerne ved situationen stadig er meget store. Se på Mellemøsten; vi er meget langt fra at være i sikkert farvand. Situationen omkring Ukraine, Rusland og USA ser meget mere lovende ud. Men jeg tror, vi har brug for en mobilisering, for det værste, der kan ske, er selvtilfredshed. Efter det tyske valg har folk en tendens til at falde tilbage i business-as-usual-tilstand, og det ville være fatalt. Jeg tror, at det, vi skal gøre, er at mobilisere en international dialog om, hvad statskunst er. Er vi den intelligente art på planeten eller ej? Jeg ser både i Europa og mellem Europa og USA, at tonen er blevet så uhøflig og barbarisk. I al den tid er europæerne ikke kommet med ét eneste fredsinitiativ; de har saboteret to fredsinitiativer – Minsk II-forslaget og derefter Istanbul-forslaget fra marts 2022. Men de er ikke selv kommet med en eneste idé til, hvordan man kan løse situationen med diplomati og så videre og så videre. Jeg tror, at det, der tydeligvis mangler, er et niveau af statskunst. Schiller Instituttet blev udnævnt til et institut for statskunst, da det blev grundlagt, af den simple grund, at det er en kunst. Statskunst bør være som på tysk, »Staatskunst«, kunsten at skabe staten og kunsten at have internationale relationer.

Jeg synes, at diskussionen i dag viste, at der er en sult efter disse ideer, og jeg kan kun sige, at potentialet for at ændre verden til det bedre ikke har været så stort siden 1989: 1989 var den forspildte chance, hvor man havde potentialet til at skabe en fredsorden. Vi foreslog Den Eurasiske Landbro som grundlag for en sådan fredsorden i det 21. århundrede. Det blev ødelagt dengang, dybest set på grund af den samme slags geopolitiske idiotiske tankegang, som vi ser i dag. Kina tog den Eurasiske Landbro op, og nu er Bælte- og Vej-Initiativet det dominerende infrastrukturprojekt på kloden.

Men jeg tror, at vi lige nu er i en situation, hvor vi, hvis krigen i Ukraine slutter – og det sker forhåbentlig i løbet af de næste uger eller måneder – står over for endnu en chance. Og denne gang tror jeg ikke, vi må gå glip af den. Så jeg vil gerne invitere alle til at gå ind i en diskussionsproces med os. Ikke bare diskutere, men blive aktive sammen med os, så vi kan få lagt på bordet, hvad der skal være omridset af den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Jeg har skrevet ti principper som stof til eftertanke. Jeg tror, vi er nødt til at have sådan en diskussion. Vi er nødt til at have en ny Westfalisk Fred for at løse verdens problemer og samle op på det, Putin lige har sagt. Jeg synes, det har skabt en enorm åbning.

Så jeg vil gerne opfordre alle, der har ideer til, hvordan de næste IPC-møder kan organiseres. Vi vil afholde store konferencer på Schiller Instituttet i USA i maj og i Europa på et tidspunkt og et sted, der snart vil blive fastlagt. Men vi er allerede i gang med at organisere os frem mod den konference. Det bør blive en stor intervention for at få en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, en ny Westfalisk Fred, på bordet for alvor. Jeg beder jer alle om at være aktive i den forbindelse. [hzl/amb] [ssu]

Ikke korrekturlæst

Fredag den 28. februar kl. 17.00

Klik på linket nedenfor, og brug dit fulde navn, når du deltager i mødet:

https://us02web.zoom.us/j/83288789255

Mobiliser venligst dine organisationer.

Venner af Den Internationale Fredskoalition,

Vi kan være enige med Sir Keir Starmer om én ting: Dette er »en verden, hvor alt har ændret sig«.

Det var de ord, som den forvirrede britiske premierminister brugte i en tale til Underhuset den 25. februar, mens han nervøst forberedte sig på et møde i Det Hvide Hus med præsident Donald Trump den 27. februar. Som det britiske monarkis udsending er Starmers mission for enhver pris at redde det Churchillianske ” Britisk-Amerikanske Særlige Forhold”, hvorigennem City of London og Wall Street har opretholdt deres kontrol over en bankerot unipolær verdensorden lige siden FDR’s alt for tidlige død.

Starmers andet mål i Washington er at sikre, at der ikke bryder fred ud i Ukraine, at det ikke lykkes præsident Trump og præsident Putin at sætte en stopper for blodbadet.

Men Starmers problem er, at verden har ændret sig drastisk som følge af telefonsamtalen mellem Trump og Putin den 12. februar, efterfulgt af diplomatiske drøftelser på højt niveau mellem deres repræsentanter i Riyadh den 18. februar. Ikke alene er begge sider forpligtet til at normalisere deres forbindelser og til at udarbejde en fred, der tager fat på de underliggende årsager, der førte til krigen; de to nationer er endda begyndt at tale om et muligt fælles økonomisk samarbejde om projekter, der er til gavn for begge parter.

“USA er nu Vestens fjende”, udbrød Financial Times’ økonomiske chefkommentator, kommandør af det Britiske Imperium (CBE) Martin Wolf. Londons Economist Magazine var enig: »Stillet over for en kollapsende transatlantisk alliance begyndte forbløffede europæiske ledere i denne uge en diplomatisk indsats for at redde, hvad der er tilbage af den.«

Zepp-LaRouche opsummerede situationen: »Jeg har en fornemmelse af, at de europæiske eliter virkelig har mistet forbindelsen til virkeligheden i så lang tid, at de ikke kan tilpasse sig en skiftende strategisk situation….«

“Medmindre vi udvikler et højere niveau af statskunst,” advarede Zepp-LaRouche, “kommer vi ikke op af hullet.”

Det har aldrig været vigtigere at samle kræfterne for fred i verden end netop nu. Imperiets tydelige panik ved tanken om at miste deres geopolitiske greb om den Globale Majoritet samt USA er til at tage og føle på.

Deltag i Den Internationale Fredskoalition på fredag kl. 17.00 med fredsledere fra hele verden.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 26. februar 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er onsdag den 26. februar 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Jeg tror, at den vigtigste historie, vi skal se på i dag, Helga, er bestræbelserne på at afslutte krigen i Ukraine. Det giver vilde udsving, modstridende resolutioner i FN, en gruppe europæiske ledere, der tager til Kiev, og en hel parade af dem, der skal mødes med Donald Trump, herunder Tusk fra Polen, Macron, Starmer og Zelenskyj. Der er flere mailere, som stiller spørgsmålet: Hvor står tingene nu? Hvilken vej går det efter din mening, og hvad vil bringe denne krig til ophør?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: I betragtning af, at der ser ud til at være en aftale mellem præsident Trump og præsident Putin, som det blev udtrykt i en telefonsamtale, de havde, mødet mellem udenrigsminister Lavrov og udenrigsminister Rubio i Riyadh og efterfølgende udvekslinger, ser det ud til, at der mellem USA og Rusland er en aftale om faktisk at afslutte krigen i Ukraine, hvilket naturligvis er en god ting, fordi alle eksperter bekræfter og er enige om, at krigen er tabt; at det at fortsætte denne krig blot er at knuse mennesker og dræbe mennesker uden nogen god grund. Så det er virkelig en meget vigtig udvikling, at denne krig slutter. Det er klart, at det skaber fuldstændig uro i Den Atlantiske Alliance, for det er næsten, som om situationen er fuldstændig omvendt, hvor USA søger fred, og europæerne ønsker at fortsætte krigen. Det er faktisk ret hysterisk.

Jeg tror, at det værste tilfælde er briterne: Som du siger, kommer premierminister Starmer til Washington i morgen for at mødes med præsident Trump, og de har allerede meddelt, at for briterne er alt på spil, det særlige britiske forhold til USA, NATO, AUKUS og forskellige andre aftaler. Og det er klart, at det britisk-amerikanske særlige forhold er kernen i alt, hvad der gik galt i perioden efter afslutningen af den kolde krig. Det var drivkraften til at skabe den unipolære verden med alle de hæslige aspekter, der fulgte med – interventioner i mere end 100 lande rundt om i verden med henblik på regimeskift, interventionskrige, alt sammen for at beskytte et imperium, der var baseret på dette særlige amerikansk-britiske forhold, og som brugte det Britiske Imperium som model for at styre verden.

Hvis det nu er ved at være slut, er det den bedste nyhed, man kan få. Præsident Trump er tydeligvis fast besluttet på at afslutte den krig. Og briterne er naturligvis helt ude af den: Starmer har lige meddelt, at han vil øge det britiske militærbudget til 3 %, og de ønsker virkelig at holde krigen i gang. Det er betydningen af alle disse mennesker – Ursula von der Leyen, António Costa fra Portugal – som alle kommer til Kiev og lover at blive ved med at forsyne Kiev med penge og våben. Jeg mener, det viser bare, at disse mennesker ikke er i den virkelige verden.

Jeg må sige, at jeg synes, at de europæiske etablissementer, som har forsvaret de angloamerikanske interesser i så lang tid, at de helt har glemt, hvad deres egne interesser er, nu pludselig begynder at skrige, at Europa skal forsvare sine egne interesser, at Europa skal blive uafhængigt, strategisk selvstændigt – det er Friedrich Merz, den nyvalgte kommende forbundskansler i Tyskland. Franskmændene har tilsyneladende, ifølge Daily Telegraph, fået en unavngiven embedsmand, som Telegraph citerer, til at sige, at nu skal den franske atomparaply udvides over Tyskland; Frankrig kunne nemt sætte et par atomare kampfly ind i Tyskland. Og det er et komplet hysteri, for hvis man ser på europæernes faktiske militære styrke uden NATO, dvs. uden USA, kan det ikke fungere, men det gør Tyskland og Frankrig og alle de andre lande, der er med på den, til meget attraktive mål, hvis konflikten med Rusland optrappes.

Så jeg synes, det er en forfærdelig situation, men jeg har en fornemmelse af, at de europæiske eliter virkelig har mistet forbindelsen til virkeligheden i så lang tid, at de ikke kan tilpasse sig og på en eller anden måde justere sig til en skiftende strategisk situation. Der findes et meget godt ord til at beskrive en sådan tilstand, når nogen har mistet al kontakt med virkeligheden, man kalder det normalt »sindssyg«. Men jeg synes, at det er en passende beskrivelse.

Jeg synes, det er meget farligt, og jeg er naturligvis især oprørt over den tyske situation, hvor valgresultatet ikke overraskende gav Tyskland den kommende kansler, efter al sandsynlighed (det er endnu ikke sikkert, men meget sandsynligt) Friedrich Merz, tidligere administrerende direktør for BlackRock Tyskland, og måske kan vi tale mere om det om lidt; men jeg tror, at vi har et virkeligt krisepunkt, fordi denne opsplitning af den transatlantiske alliance slet ikke er afklaret endnu, og hvis denne militaristiske tendens i Europa fortsætter, tror jeg, at det varsler en meget dårlig udvikling.

SCHLANGER: Jeg tror, at mange af lytterne håber, at du vil være i stand til at opklare nogle af komplikationerne og kompleksiteterne i situationen med NATO. For eksempel er der nogen, der spørger om dine tanker om udfaldet af det tyske valg: Kan Merz samle en stabil koalitionsregering? Vil han få støtte, hvis han går videre og suspenderer gældspausen for at bruge en massiv mængde midler til forsvarssektoren? Og hvad vil du sige er vejen ud for Tyskland?

ZEPP-LAROUCHE: Tja, Merz, på grund af valgresultatet, hvor AfD er det næststørste parti, nu med 20,8 % eller deromkring, er den eneste mulige koalition lige nu CDU-CSU og socialdemokraterne. Så sent som i dag tror jeg, at den nye fraktionsleder i SPD er Lars Klingbeil, og han erstatter Rolf Mützenich, som var mere for dialog, diplomati og fred, og Lars Klingbeil er en forfærdelig person – han er tredje generation i den transatlantiske skole: Han omskrev hele Socialdemokratiets historie og gav grundlæggende Willy Brandt og Egon Bahr skylden for krigen i Ukraine ved at være »bløde« over for russerne, bla, bla, bla. Det er virkelig utroligt, og jeg synes stadig, det er hårrejsende, at så mange socialdemokratiske medlemmer går med til det, for uden Willy Brandts Ostpolitik ville den fredelige genforening af Tyskland aldrig have fundet sted.

Nu er der mange mennesker, især i øst, som synes, at det var en meget dårlig udvikling, og set i bakspejlet må man virkelig sige, at hele den chance, som den tyske genforening repræsenterede, blev fuldstændig forspildt på grund af Vestens nærmest kolonialistiske overtagelse af det østlige Tyskland. Så folk har meget blandede følelser: Det er en af grundene til, at AfD er så stærkt. I øst er de praktisk talt det stærkeste parti i de fleste af de østtyske delstater.

Så jeg tror, at det nok skal lykkes dem at danne en regering. Men vil det være en stabil regering i dette dramatisk skiftende miljø? Hvis modsætningen mellem denne europæiske fraktion og Trump-administrationen består, tror jeg ikke, at nogen regering i Europa vil være særlig stabil: For hvis man skal forstå, hvad der virkelig foregår, er det, at de nuværende britiske, franske, tyske, skandinaviske og baltiske ledere har været helt bundet til Biden-administrationen, til den slags Amerika. Og nu, hvor Trump har skabt en fuldstændig omvæltning og ændret spillet fuldstændigt i USA, er disse pro-atlantiske europæere, der tidligere var knyttet til Biden-administrationen, efterladt i uvished, og de famler i blinde og er hysteriske over konsekvenserne af det. Men realistisk set tror jeg ikke, at de – hvis man ser på det tyske Bundeswehr, den britiske hær, den franske hær – overhovedet er i stand til, endda hvis de går ind for et hvidt oprustningsprogram, i tilfælde af at det kommer til en konflikt med Rusland, at blive smadret. Tyskland vil blive smadret, Frankrig, Storbritannien, alle disse lande vil blive udslettet. Derfor finder jeg det, de gør lige nu, ekstremt farligt og ekstremt urimeligt.

Og som spørgsmålet allerede lød, så er det, Merz forsøger at gøre nu, at han vil bruge det nuværende parlament, som lige er blevet stemt ud, til at ændre Grundloven, hvilket er nødvendigt, hvis man vil ændre gældspausen, for at løsne gældspausen, fordi gældspausen er skrevet ind i Grundloven, og til det er man nødt til at have to tredjedeles flertal. Så de vil bruge det faktum, at De Grønne stadig er i den nuværende styrke, hvorved de kan bruge den midlertidige regeringskombination til at få denne lempelse af gældspausen. Måske vil Merz gøre det på en anden måde, med et særligt, eksternt militærbudget – det diskuteres stadig. Men det er helt klart, at Merz taler om yderligere 200 milliarder euro, et separat budget, som skal oprettes på den ene eller anden måde til den militære opbygning, og det vil naturligvis ske i en tysk økonomi, som er i frit fald – jeg mener, det er vanvittigt! Det er fuldstændig vanvittigt. Så hvad vil det gøre? Det vil kun være muligt med massive nedskæringer på de sociale områder, og det vil helt sikkert møde stor modstand i befolkningen, og det er bare den forkerte vej.

Så hvad ville være vejen ud? Udvejen ville være, at Tyskland og andre fornuftige lande dybest set siger, at det er en god ting, hvis der er fred mellem USA og Rusland, som løser Ukraine-krisen, som var en stedfortræderkrig lige fra begyndelsen, og det støtter vi! Og vi vil finde en fredelig løsning på det her; men at holde krigen i gang med Rusland, når USA slutter fred med Rusland, er bare sindssygt. Og jeg kan kun håbe, at nok mennesker vil vågne op og indse, at det ikke kan ske.

Så hvad Tyskland bør gøre – jeg mener, den nuværende regering vil ikke gøre det, men hvis der er fornuftige mennesker, så ræk hånden ud til den Globale Majoritet, for det er fremtiden; det er også fremtiden for den tyske økonomi: Det er der, 85 % af verdens befolkning befinder sig, og de er fast besluttede på at gå i en helt anden retning. Men jeg tror, det kræver noget mere omfattende organisering for at opnå det.

SCHLANGER: Nå, Helga, det ser ud til, at mange af vores seere deler din fornemmelse af, at dette er på vej mod sindssyge. Julia, som er aktivist i Storbritannien, skrev: »Helga, det ser ud til, at du har fuldstændig ret i, at briterne er ved at blive vanvittige over udsigterne til fred. Nu har du dette forslag om en britisk-fransk atomar paraply for Europa. Er det ikke en fuldstændig vanvittig idé? Har det noget at gøre med Merz’ forslag om uafhængighed af USA?« Det svarede du på en måde på. Men hvis du vil sige noget om den anglo-franske atomparaply, der beskytter Europa, så tror jeg, det er det, hun spørger om.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det kommer nu mere og mere ind i diskussionen. Det blev rejst på tidligere tidspunkter, hvor det ikke førte til noget, fordi Tyskland mente, at hvis der var nogle franske atomare kampfly, så skulle Tyskland have noget at skulle have sagt om indsættelsen. Og det nægtede franskmændene naturligvis, så det blev ikke til noget. Og man må også forstå, at Macron er i en ekstrem mindretalsposition; han kan ikke få et budget igennem. Så Europa er ikke i en god position. Og jeg kan kun håbe, at alle fredselskende mennesker bliver ved med at organisere og mobilisere, som om valgkampen var i den varme fase, for virkelig at øge befolkningens samvittighed, for det er hele Europas fremtid, der står på spil.

SCHLANGER: Vi har nogle flere spørgsmål til dig, Helga, og folk kan stadig sende deres spørgsmål ind til questions@schillerinstitute.org.

Dette er fra en amerikansk podcaster, som sagde: »Det ser ud til, at der snart kommer et Trump-Putin-topmøde. Men jeg bliver ved med at læse, at nogle analytikere fra etablissementet mener, at det er muligt at splitte Rusland fra Kina, og at Trump ønsker at gøre det. Hvad synes du om det?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil ikke lægge Trump til last, at han vil gøre det, for det var det, han gjorde eller forsøgte at gøre i den første regering, og det er det, Steven Bannon er berømt eller berygtet for. Men jeg tror ikke, det vil lykkes. For det, der er sket, siden Trump forlod Det Hvide Hus for fire år siden, er, at verden har ændret sig dramatisk. Det er ikke længere Rusland og Kina, men man har lige nu BRIKS. BRIKS består af 22 lande, og mange flere har ansøgt om medlemskab i fremtiden.

Nu betragter Trump tydeligvis BRIKS som en fjende, fordi Marco Rubio, tror jeg, på sin første rejse tog til Panama og lagde en masse vægt – amerikansk vægt – på dette lille land, at de ikke skulle forlænge MOU’en om samarbejde med Bælte- og Vej-Initiativet. Og der er rapporter om, at USA lægger pres på andre lande for, at de ikke skal samarbejde med Bælte- og Vej-Initiativet og BRIKS.

Men jeg tror, at det eneste, det kan gøre, er at skabe kaos og skade. Jeg tror ikke, at det kan forhindre det, for hvis man ser på dynamikken, så har det, der tidligere blev kaldt »den tredje verden« eller den Alliancefrie Bevægelse eller landene i det Globale Syd, en anden partner nu. De har Kina, som nu er langt den stærkeste økonomi. Hvis man sammenligner den utrolige økonomiske vækst, der finder sted i Kina, med 44 kritiske teknologier, så er Kina førende inden for 37. De gør enorme gennembrud inden for rumforskning og -rejser, inden for forskning i atomar fusion, inden for kunstig intelligens, inden for ethvert område, du kan forestille dig, og USA’s forsøg på at bremse, at Kina ville matche dem inden for chip- og halvlederindustrien, det fungerer ikke. De prøver meget hårdt, men det fungerer ikke, simpelthen fordi Kina er et meget stort land: De har en enorm tilgang af nye videnskabs- og ingeniørstuderende hvert år. Og den kinesiske regering har sat en absolut præmie på innovation, på nye produktive kræfter af høj kvalitet, som de kalder det, hvilket er den permanente indsprøjtning af nye teknologier i produktionen.

Så det er partneren nu for det Globale Syd, for lande fra Afrika, Asien, Latinamerika; og mange projekter, som jernbanen fra Kunming til Laos, som vil gå til Thailand; så andre projekter, som CPEC, den økonomiske korridor mellem Kina og Pakistan; højhastighedsbanen mellem Jakarta og Bandung i Indonesien; dybvandshavnen i Peru: Det, disse lande har oplevet, er, at når de arbejder sammen med Kina – og Rusland for den sags skyld – får de reelle økonomiske fordele, reel udvikling, infrastruktur og samarbejde om vigtige projekter. Og når de samarbejder med Vesten, har de indtil nu ikke fået noget af det, men de kunne få militærbaser, ligesom USA har mere end 800 militærbaser rundt om i verden; de kunne få sikkerhedstræning; de kunne udføre fælles missioner – men ikke en opbygning af deres land! Og derfor, ud fra hvad der er i disse landes interesse i det Globale Syd, vil de absolut ikke stille sig på USA’s eller Europas side mod Kina og Rusland.

Det afspejlede sig i øvrigt i de mange afstemninger i FN’s Generalforsamling, FN’s Sikkerhedsråd, hvor landene i det Globale Syd, med undtagelse af nogle dværgstater, som er helt i lommen på Vesten, ikke ønskede at tage parti i krigen i Ukraine, fordi de ikke ønskede at fordømme Rusland som aggressor, fordi de så på forhistorien, og de kom frem til den konklusion, at det ikke var det, der foregik.

Så jeg tror, at situationen er meget mere kompleks, og derfor tror jeg, at målet om at splitte Rusland og Kina er umuligt. For begge lande ledes af kompetente ledere, Putin og Xi Jinping, og jeg tror, at de meget tydeligt er klar over, at hvis de lader sig splitte, så vil det føre til, at de begge kommer i skudlinjen hver for sig, og det tror jeg slet ikke ligger i kortene.

Så Vesten bør virkelig tage et skridt til at overvinde denne idiotiske, geopolitiske tankegang – jeg mener, hvis man ser på landene i det Globale Syd, BRIKS, så lever de efter ideen om et »win-win«-samarbejde, til gensidig fordel for alle. Det er en normal, god udenrigspolitik! Vesten har dette utrolige levn fra imperiet og kolonitiden, hvor man er nødt til at have en fjende for at motivere sit militærindustrielle kompleks, man tjener penge på krig, og man tror altid, at verden er et nulsumsspil, hvor hvis den ene vinder, så taber den anden. Den tankegang er epistemologisk så forfejlet, at den næsten er som en børnesygdom, som voksne ikke bør få mere! Ideen om geopolitik – egentlig hader jeg ikke noget, men jeg kom til at hade geopolitik, for det er virkelig, det er virkelig næsten, som om du har et insekt i din hjerne, og dette insekt æder dig op og forhindrer dig i at tænke. Og jeg mener, at geopolitik er noget, der skal udryddes og erstattes med en meget højere opfattelse af udenrigspolitik, dybest set som den Westfalske Fred, hvor man tager hensyn til det andet lands interesser. Alt, hvad der ikke gør det, er dårligt og fører til krig og bør derfor elimineres.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en person, som siger, at hun har deltaget i en række af Den Internationale Fredskoalitions Zoom-opkald, som finder sted hver fredag, og der vil være endnu et på fredag, den 28. februar. Hun spørger: »Har du nogen opdatering på din og Schiller Instituttets kampagne for at vinde støtte til oase-planen? Har du præsenteret den for de egyptiske og saudiske ledere, som lige nu diskuterer, hvordan de skal genopbygge Gaza? Kunne de indarbejde den i deres planer?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, Schiller Instituttet har gennemført en enorm kampagne. Vi har ikke kun diskuteret det på Schiller Instituttets konferencer og IPC-møder; vi har haft separate, private diskussioner med diplomater fra mange lande, og vi har gjort det meget klart, at det er vores bidrag at tage op – jeg tror, at Mike Waltz sagde, at Trumps forslag om en Gaza-riviera ville være det bedste forslag på bordet, og hvis nogen havde et bedre forslag, skulle de bare komme op og præsentere det. Så vi gjorde en indsats for at gøre alle relevante steder opmærksomme på, at vi har et bedre forslag. Men indtil videre har jeg ikke fået nogen tilbagemelding om et gennembrud. Så den 4. marts finder der en stor konference sted i Kairo, arrangeret af araberne, hvor de vil fremlægge deres modforslag, som jeg kun ved vil indeholde ideen om, at Egypten vil tage ansvaret for genopbygningen af Gaza, men med palæstinenserne boende der. Og det har alle mulige underfunktioner.

Jeg har endnu ikke set, at oase-planen er blevet nævnt i nogen form: Derfor beder jeg dig, der ringer ind, og alle andre lyttere om at hjælpe os med denne kampagne. For situationen er fortsat helt utrolig: Døden af palæstinensere fortsætter, udskiftningen af palæstinensere på Vestbredden med bosættere fortsætter stadig, så der er ingen pause i situationen endnu. Våbenhvilen holder på en måde, men ikke rigtigt. I dag skal der være endnu fire gidsler fra Israel mod flere hundrede palæstinensere, hvilket forhåbentlig vil finde sted.

Men jeg tror, det kræver mere mobilisering af folk: Så hvis du er interesseret i, hvad der skal ske i regionen, og hvis du ønsker, at denne forfærdelige situation skal slutte, så deltag i vores kampagne. Jeg synes endnu ikke, at vi er i en god situation.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra Martin fra Oklahoma, som starter med at sige: »Tillykke med din rolle i at få Tulsi Gabbard og Kash Patel bekræftet. De lækager, der er kommet ud om USAID og de forskellige andre ikke-statslige organisationer, der er involveret i farvede revolutioner, virker virkelig vigtige. Forventer vi, at der kommer flere? Det er så vigtigt at afsløre den rolle, som den amerikanske regerings finansiering af regimeskift spiller.« Det er hans spørgsmål til dig.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber helt sikkert, at der kommer mere. Jeg ved, at der er en demonstration, jeg tror i Washington, jeg tror af fyrede folk fra USAID, som protesterer mod, at de blev smidt ud. Og det er det eneste, der er rapporteret i Europa. Men dette er et perfidt problem: Så sent som i dag vandt den rumænske præsidentkandidat Georgescu første valgrunde, og så blev valget omstødt af den rumænske højesteret; så var der så mange protester fra rumænere, som mente, at dette var en forfærdelig, ulovlig indblanding i det rumænske valg, så de måtte udskrive nyvalg i begyndelsen af maj, og det forventes, at Georgescu ville vinde det med en høj procentdel. Og så skete der det i dag, at han blev arresteret, kort før han ville medbringe sine præsidentpapirer for at ansøge om at deltage i kampagnen! Så det er helt utroligt. Og der er rapporter om, at EU nu overvejer at erstatte USAID-pengene, som ikke længere kommer, med EU-kanaler.

Så problemet vil helt sikkert ikke forsvinde. Og bare for at blive på sit område meddelte Friedrich Merz, tror jeg, i dag, at han vil have et svar fra den nuværende Scholz-regering, som finansierede de store demonstrationer i Tyskland mod højrefløjen. Husk, at allerede for et år siden, da landmændene organiserede sig, begyndte denne falske journalistorganisation pludselig at hype Potsdam-mødet, hvor AfD angiveligt havde et hemmeligt møde om re-migration, og inden for to dage demonstrerede hundredtusinder af mennesker på gaden mod højrefløjen. Så det samme apparat blev mobiliseret i de sidste uger af valgkampen mod Merz, der accepterede AfD’s stemmer i en resolution mod migration, hvilket i bund og grund er det samme som det, AfD blev beskyldt for. Nu beder Merz efter valget Scholz-regeringen om at afsløre, hvor finansieringen af de største demonstrationer kommer fra, og en foreløbig liste, som er blevet offentliggjort, viser, at de alle er organisationer som Greenpeace, BUND, alle NGO’er, som får meget store statslige midler. Så det er virkelig en skandale, for det betyder, at Scholz-regeringen brugte statslige penge – skatteydernes penge – til at blande sig i valget, i dette tilfælde Merz. Og nu kommer Merz ud med denne historie efter valget.

Det hele er så korrupt, at jeg tror, at hvis de bliver ved med at gøre disse ting, vil vælgernes afsky for det såkaldte »demokrati« og alle disse betydninger og tilbøjeligheder bare vokse, og AfD vil helt sikkert vinde flere stemmer, og sandsynligvis også på venstre side.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål mere til dig, en lang e-mail om din modstand mod geopolitik, og hvorfor han er enig med dig. Han siger, at han var så begejstret, da han så vicepræsident Vances tale i München, som for ham så ud til at være et virkeligt vendepunkt, men han kan bare ikke bakke op om Marco Rubio, i betragtning af hvad han er, og hvad han har set; og når Rubio taler om en ende på den unipolære verden, er han ikke helt sikker på, hvor det fører hen.

Men så nævner han, at der har været en masse snak om et muligt »nyt Jalta«, hvor Putin, Xi og Trump er de tre store. Og han siger: »Det ser ud til at være en opskrift på en ny orden baseret på supermagtskonkurrence, hvilket ville være en tilbagevenden til eller en vedvarende geopolitik. Har du nogen tanker om det?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er stadig i en relativt tidlig formuleringsfase, og derfor betyder det for Schiller Instituttet, at vi vil fordoble og tredoble og firedoble vores indsats for at sætte den idé på dagsordenen, at vi har brug for en helt anden opfattelse af udenrigspolitik og statskunst. At vi skal bygge videre på den Westfalske Fred, og at enhver aftale altid skal tage hensyn til den andens – alle andres – interesser – det må være en af de vigtigste opfattelser. Og så er vi nødt til at definere den ene menneskeheds interesse først. Det har jeg forsøgt at foreslå i de ti principper, ligesom man skal have absolut suverænitet i alle nationalstater. For overnationale strukturer giver plads til den form for imperialistisk bureaukrati, som vi ser i EU lige nu. Og så må et af de første mål naturligvis være at udrydde fattigdom: Fattigdom blandt milliarder af mennesker, som stadig findes, er en så grov krænkelse af menneskerettighederne, at det især er fordi, det ville være så let at afskaffe den ved blot at øge landbrugsproduktionen, ikke af hensyn til kartellerne, men af hensyn til det fælles bedste, hvor hver nation producerer nok mad til at give alle sine borgere en sund kost; For det andet sundhedspleje, den mest avancerede sundhedspleje for alle lande og alle borgere; ideen om universel uddannelse for alle børn og voksne; ideen om udvikling af infrastruktur som forudsætning for industriel udvikling, så alt dette kan ske; et nyt kreditsystem til at finansiere alt dette; en sikkerhedsarkitektur, som tager hensyn til alle landes sikkerhedsinteresser.

Læs venligst disse ti principper, for jeg tror, at hvis vi ikke formår at katapultere hele diskussionen op på et højere plan, hvor vi starter med menneskehedens interesser først, så vil intet fungere, og vi vil ikke overvinde de geometrier, der førte til to verdenskrige i det 20. århundrede. På den anden side eksperimenterer landene i det Globale Syd allerede med at opbygge et andet system, baseret på FN-pagten, som fortsat vil være ekstremt vigtig; og på de fem principper for fredelig sameksistens, som i bund og grund udtrykker det, jeg lige har sagt før:

1. Gensidig respekt for hinandens territoriale integritet og suverænitet,
2. Gensidig ikke-aggression,
3. Gensidig ikke-indblanding,
4. Lighed og gensidig fordel og
5. Fredelig sameksistens.

Så jeg tror, at det er en debat, vi har brug for: Vi har brug for almindelige borgere, såvel som universiteter, tænketanke, folkevalgte, fagforeninger, erhvervsorganisationer, de bør alle deltage i en diskussion om, hvordan vi kan styre os selv som et menneskeligt fællesskab i verden på en måde, så vi stopper disse totale, ødsle, militære og undergravende aktiviteter, som har været imperiets teknik, især efter afslutningen af den kolde krig? Så jeg tror, at hvis der er et »nyt Jalta«, er det noget, vi alle må sørge for at definere med disse ideer på et meget højere niveau.

SCHLANGER: Nå, Helga, du gav lige en god introduktion til det sidste spørgsmål, jeg har til dig, som er, at jeg går ud fra, at vi har endnu et Zoom-opkald med Den Internationale Fredskoalition på fredag den 28. februar. Kan du fortælle os lidt om, hvad du har tænkt dig at gøre?

ZEPP-LAROUCHE: Vi vil forsøge at få talere til at kommentere den utrolige uro, der foregår i det transatlantiske samfund. Man kan ikke sige mere, for det bryder bare sammen. For det er sådan et jordskælv, at jeg tror, det vil være meget nyttigt at få et perspektiv, forhåbentlig fra nogen fra Europa, fra Frankrig, fra Tyskland, fra USA, for jeg forventer, at massemedierne vil forsøge at dække over det og dæmme op for det; og dæmonisere Trump og Putin. Men den sande historie er en helt anden, så vi vil forsøge at dække det emne, og vi vil naturligvis se meget skarpt på, hvor diskussionen om Gaza bevæger sig hen, og hvad implikationerne er.

Lavrov har lige været i Teheran, hvor han mødtes med den iranske udenrigsminister, og Iran har lige sagt, at de ikke vil acceptere at blive mobbet af USA. Så det er også et ekstremt vigtigt emne.

Så du bør helt sikkert deltage og tage nogle venner med og deltage i diskussionen.

SCHLANGER: Det bliver på fredag, den 28. februar, kl. 11 østlig tid, og linket er tilgængeligt på Schiller Instituttets hjemmeside. Helga, mange tak for din klarhed og din optimisme i dag. Dette er et øjeblik, hvor man er nødt til at have det niveau af tænkning, den kritiske tænkning, som du altid introducerer. Så vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Okay, stadig fredag. (hzl/hcs)

Den 25. februar 2025

I de sidste 48 timer har NATO’s fortællinger givet gnistrende bagslag i kredsene omkring Gruppen af 7, EU og de transatlantiske grupperinger. Selv om fremtiden stadig er udefineret, og der stadig er farer og lidelser, er det tydeligt, at vejen er ved at blive banet for et nyt paradigme med sikkerhed og økonomiske fordele for alle.

Den 24. februar var scenen sat af disse NATO-kredse til at slå på tromme for mere militarisering af økonomien, flere sanktioner, mere krigsførelse og blodsudgydelse i Ukraines forsvars navn, fordi det i går var treårsdagen for Ruslands særlige militære operation. Den centrale NATO-løgn er, at »Rusland ønsker at overtage Europa«, og at præsident Putin er en dæmonisk autokrat. Men i stedet for at formidle denne løgn eller et lignende budskab var dagen præget af vanvid og fodtramp, og der vil komme mere hele ugen.

Tolv transatlantiske regeringsledere tog personligt til Kiev i går for at holde taler, herunder Canadas premierminister Justin Trudeau, som var vært for et møde i G7 (på video og personligt), som dog ikke kunne nå frem til en fælles erklæring, end ikke her til morgen. Storbritanniens premierminister Keir Starmer holdt en voldsom tale, hvor han bekendtgjorde det største sæt britiske sanktioner mod Rusland nogensinde. Torsdag den 27. februar skal Starmer mødes med præsident Donald Trump i Washington.

I Bruxelles foregik det samme i går på mødet i EU’s udenrigsråd, hvor Ukraines udenrigsminister Andrii Sybiha gav en briefing om »russisk aggression«. Den 16. række af EU-sanktioner mod Rusland blev meddelt. Hvad kunne mødet ellers tilbyde? Kun en dato for et nyt møde. Den 6. marts skal Det Europæiske Råd mødes i Bruxelles for at drøfte »øget militær støtte« til Ukraine.

Kaja Kallas, EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, meddelte på mødet i Bruxelles, at hun ville tage til Washington den næste dag for at mødes med udenrigsminister Marco Rubio og andre embedsmænd midt på ugen for at sætte dem på plads. På spørgsmålet om, hvorvidt præsident Trump befinder sig i en »desinformationsboble«, når det gælder Rusland, var Kallas enig: »Hvis [vi] ser på de budskaber, der kommer fra USA, så er det tydeligt, at den russiske fortælling er meget stærkt repræsenteret.«

Dermed føjer Kallas sig til den europæiske pilgrimsfærd til Washington i denne uge, der begyndte med den franske præsident Emmanuel Macron i Det Hvide Hus i går,  hvor han pressede på for at få USA og Rusland til at mødes med det formål at afslutte striden i Ukraine.

I dramatisk opposition til den europæiske krigsgalskab talte russiske og kinesiske diplomater i FN til fordel for initiativer til at løse problemerne i Ukraine, uanset hvor foreløbige de måtte være. Efter at FN’s Sikkerhedsråd i går vedtog en amerikansk sponsoreret resolution, der opfordrede til en løsning af konflikten mellem Ukraine og Rusland (mens Frankrig og Storbritannien undlod at stemme), sagde Ruslands faste repræsentant ved FN, Vassily Nebenzia: »Den tekst, der er vedtaget nu, er ikke ideel, men det er faktisk det første forsøg på at vedtage et konstruktivt og fremtidsorienteret produkt fra Rådet – at tale om vejen til fred – i stedet for at optrappe konflikten….« Han kaldte teksten »et udgangspunkt« og opfordrede til »konstruktivt samarbejde« for at få den til at lykkes.

Den kinesiske FN-ambassadør Fu Cong forklarede, hvorfor Kina støttede den amerikanske resolution. Han sagde: »Kina støtter aftalen mellem USA og Rusland om at starte fredsforhandlinger. Kina forventer, at alle parter og interessenter deltager i fredsforhandlingerne på et passende tidspunkt….« Han påkaldte Europa og sagde: »Da kampene finder sted på europæisk jord, bør Europa spille sin rolle for fred og i fællesskab tage fat på de grundlæggende årsager til krisen….« Det er bemærkelsesværdigt, at Fu sagde, at Kina er blevet bedt om at hjælpe. »Kina er klar til at fortsætte med at spille en konstruktiv rolle i den politiske løsning af krisen efter anmodning fra de berørte parter, idet der tages hensyn til det internationale samfunds bekymringer, især i det Globale Syd.« I går havde præsident Vladimir Putin og præsident Xi Jinping en telefonsamtale.

Et særligt bidrag til at udvide denne »vej mod fred« kommer i USA i dag med udgivelsen af LaRouche-organisationens nye løbeseddel med titlen »For America’s 250th Birthday: Fejr amerikansk uafhængighed! Afslut det amerikansk-britiske særlige forhold!« Der vil være en demonstration med uddeling af den i morgen, onsdag, i Washington D.C., dagen før premierminister »Sir« Keir Starmer ankommer til Det Hvide Hus.

Foto: UN Photo/Eskinder Debebe

1. Al Arabiya News den 6. februar 2025:

2. Link til en Facebook side: Interview på LBC, Leading Britain’s Conversations, ca. 12. februar 2025

3. Islam Channel den 21. februar 2025: 

H.E. Ambassador Prof. Dr. Hassassian har også anbefalet Schiller Instituttets Oase-plan. Her er et uddrag fra hans tale til Schiller Instituttets online konference den 15. juni 2024: 

“These plants could connect the Red Sea with the Dead Sea and the Dead Sea with the Mediterranean as it is outlined in the plan. And it will only come about by rejecting power politics, rejecting geopolitics, and building a new paradigm shift of international relations that is based on a new concept of economic development, i.e., will prevail security and development. As Helga Zepp-LaRouche once said, I’m quoting, “You have to have hope and give the youth a decent future, to have a normal life of doing useful things”. This plan should be applicable to the Palestine-Israel conflict, for its finality and for its duration of longevity, for peace and security.”

F

af Jason Ross, Dennis Speed (EIRNS) – 24. februar 2025

Hvorfor er det i amerikanernes nationale sikkerhedsinteresse, at præsident Donald Trump handler for at begrænse det »særlige forhold«, der i øjeblikket eksisterer mellem det britiske imperiums og Commonwealths efterretningstjenester og USA’s militær og militære efterretningstjeneste? Denne uges besøg af den britiske premierminister Keir Starmer i Washington, D.C., som blev gennemført i det forgæves håb om at hverve USA som finansiel og logistisk »bagstopper« for yderligere frugtesløs europæisk poseren  i en allerede tabt krig i Ukraine, er det rette tidspunkt til at stille det amerikanske folk dette spørgsmål: Præcis hvilken fordel har USA af sit såkaldte »særlige forhold« til Storbritannien? Bør der ske en hurtig og seriøs afslutning på det britisk-amerikanske »særlige forhold« som forberedelse til den kommende fejring af 250-årsdagen for USA’s Uafhængighedserklæring?

Det er på tide – på høje tid – at USA igen forpligter sig til det oprindelige formål med Den amerikanske Frihedskrig i 1776-1783. Det var, som præsident Franklin Roosevelt klart sagde til en rasende Winston Churchill under Anden Verdenskrig, at fjerne den portugisiske, hollandske, belgiske, franske og britiske imperialismes fod fra halsen på mennesker over hele verden. I stedet har USA, som blev grundlagt for at være det modsatte af det Britiske Imperium, især i den »unipolære æra« fra 1990 og frem til nu, handlet imod det amerikanske folks interesser og selve Den amerikanske Frihedskrig ved at deltage i krige, der ikke kan vindes, og ved at vælte regeringer, altid i demokratiets navn, men som i virkeligheden føres på vegne af en international finanselite, et transatlantisk »krigsparti«, der opererer under kodenavnet »NATO«. Storbritanniens Keir Starmer besøger Washington i denne uge på vegne af denne mission og intet andet.

Starmer har sit at se til:

De nylige møder mellem USA og Rusland i Riyadh, som bestod af delegationer ledet af den russiske udenrigsminister Lavrov og den amerikanske udenrigsminister Rubio, var de første seriøse samtaler mellem verdens to atomare giganter i mere end to år. Hvornår har et sådant sammenbrud i diplomatiet mellem Rusland og USA nogensinde været tilfældet, selv da Den kolde Krig var på sit højeste? Siden nedkastningen af to atombomber i 1945 har det været indlysende, at et sammenbrud i diplomatiet mellem eller blandt nationer med atomvåben er selvmorderisk. Det vil uundgåeligt resultere i atomkrig ved fejlberegning eller på anden måde, på et eller andet tidspunkt. Ønsker Europas galninge den krig? Uanset hvad de tænker, er det klart, at de ønsker, at USA skal gå forrest i en sådan krig og vedvarende betale regningen i form af penge, materiel og om nødvendigt også personale.

Men folk i USA og rundt omkring i verden hilste Berlin-murens fald og det efterfølgende sammenbrud af det sovjetiske system velkommen, fordi de troede, at det ville betyde enden på faren for en atomar verdenskrig. Hvorfor blev der fortsat arbejdet i NATO, når Rusland i sit fulde sammenbrud tydeligvis ikke længere var en trussel? Deres modsætning, Warszawa-pagtens militære alliance fra sovjettiden, blev afsluttet. Opdelingen af Øst- og Vesttyskland blev afsluttet. Hvorfor var NATO nødvendig?

NATO var nødvendig for at fortsætte det britiske »Great Game«.

Tanken – sandheden – om at USA’s involvering i krige i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien, Yemen, Nordvestpakistan og selv i Afrika (Somalia, Uganda, Niger) ikke har tjent det amerikanske folk, men det ”store spil”, som de neokonservative kræfter i det republikanske og det demokratiske parti har skabt ved at bruge 11. september som påskud, er meget bitter. Men den erkendelse må være katalysator for en fuldstændig udrensning og reorganisering af vores efterretningskapacitet, begyndende med at afslutte det særlige forhold til de britiske efterretningstjenester. De har ført en korrupt politik og korrumperet amerikanerne til at hjælpe dem med at gøre det, som er imod alt, hvad Den amerikanske Frihedskrig blev kæmpet for.

USA bør være involveret i et særligt forhold, men ikke med det Britiske Imperium!

I sin »Indtrængende appel fra borgere og institutioner fra hele verden, inklusive USA, til USA’s (næste) præsident!«, der blev udsendt i 2023, sagde Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche: »Eftersom Rusland og USA i øjeblikket har 90 % af alle atomvåben rettet mod hinanden, hvilket kunne ødelægge verden mange gange, er det et spørgsmål af yderst påtrængende betydning for alle mennesker på Jorden, at vi må finde en udvej. Løsningen skal være på et plan, som overvinder geopolitik og tager udgangspunkt i den samlede menneskeheds interesser. Vi … udtrykker derfor vores håb om, at USA’s (næste) præsident finder storheden i sig selv til at indtage det synspunkt, som JFK gav udtryk for i sin historiske tale.«

Hun henviste til Kennedys tale den 10. juni 1963 ved American Universitys dimissionsfest.

»I dag, hvis en total krig nogensinde skulle bryde ud igen – uanset hvordan – ville vores to lande blive de primære mål. Det er en ironisk, men præcis kendsgerning, at de to stærkeste magter er de to, der er i størst fare for ødelæggelse. Alt, hvad vi har opbygget, alt, hvad vi har arbejdet for, ville blive ødelagt i løbet af de første 24 timer…. Så lad os ikke være blinde for vores forskelle – men lad os også rette opmærksomheden mod vores fælles interesser og mod de løsninger, hvormed disse forskelle kan overvindes…. For i sidste ende er vores mest grundlæggende fællesnævner, at vi alle bebor denne lille planet. Vi indånder alle den samme luft. Vi værner alle om vores børns fremtid. Og vi er alle dødelige.«

Det er det »særlige forhold«, vi er nødt til at dyrke – ikke kun med Rusland, men med alle nationer. Rusland og USA har taget det første skridt. Lad os afvise alle og enhver, der forhindrer det næste skridt – skabelsen af en levedygtig international sikkerheds- og udviklingsarkitektur – i snart at blive taget.

Denne tekst er tilpasset fra et udkast til en kommende rapport, der vil blive udsendt af LaRouche-organisationen.

Foto: The U.S. will celebrate its 250th anniversary. Shown “Yankee Doodle by A. M. Willard

Helga Zepp-LaRouche

Den 23. februar 2025

Resultatet af forbundsdagsvalget den 23. februar 2025 afspejler fuldt ud det faktum, at denne valgkamp blev ført i en hidtil uset boble, som blev fremmet af de fleste partier og de etablerede medier i tråd med NATO-fortællingen. Hele verden griner nu af det tyske pro-atlantiske etablissements fuldstændige manglende evne til overhovedet at komme i nærheden af at forsvare tyske interesser. Både Merkel-regeringen og den såkaldte gadelysregering har på kriminel vis ladet Tyskland blive trukket ind i en NATO-krig mod Rusland, som stort set har ødelagt den tyske økonomi.

Mens Angela Merkel talte strengt imod en hurtig optagelse af Ukraine på NATO-topmødet i Bukarest i 2008, bidrog hendes tvetydige holdning til Minsk II-processen til krigen i Ukraine og til den varige ødelæggelse af tilliden mellem Rusland og Tyskland.

I modsætning til sine tidligere udtalelser om faren for verdenskrig har kansler Scholz bevidst underkastet sig NATO’s fortælling ved at fortsætte med at levere flere og flere våben til Ukraine, uden at der har været nogen offentlig debat om konsekvenserne for Tyskland. Koalitionen har ikke gjort noget for at afklare det største terrorangreb på Nord Stream-rørledningen den 26. september 2022, som er vigtig for Tysklands infrastruktur. Den tyske økonomi er i frit fald. Intet af dette var et tema i valgkampen.

Hvis det lykkes Friedrich Merz at danne en regering relativt hurtigt, skal han beslutte, om han vil forholde sig positivt til den nye diplomatiske proces mellem Trump-administrationen og præsident Putin, eller om han vil følge den britiske regerings og Bruxelles-bureaukratiets militarisme, som bringer Tyskland i fare.

I begge tilfælde vil den boble, som denne valgkamp har fundet sted i, snart briste, for i de tektoniske forandringer, der i øjeblikket finder sted i verden, er boblers halveringstid ekstremt kort. Hvis Merz ikke tager højde for dette, vil ingen koalition af nogen art holde længe.

Vejen ud for Tyskland ligger i samarbejdet med BRIKS-landene og dermed med den Globale Majoritet. Det er op til Merz at foretage en reel politisk ændring, men det kan være, at industrien bliver nødt til at tvinge ham til at gøre det.

De tyske borgere skal være parate til at blive meget mere aktive, hvis Tysklands fremtid skal sikres.

Foto: Schiller Instituttet

Ikke korrekturlæst

af Stewart Battle (EIRNS) – 21. februar 2025

I et interview, der blev offentliggjort den 20. februar, fortsatte udenrigsminister Marco Rubio tendensen med at smide den neokonservative doktrin om den eneste unipolære hegemon, der blev indført efter den kolde krig, på porten. Efter at have kritiseret Biden-regeringen for at have afbrudt næsten alle diplomatiske forbindelser med Rusland, sagde han: »[V]i er i sidste ende nødt til at kunne tale med en nation, der i nogle tilfælde har det største lager af taktiske atomvåben i verden og det næststørste, hvis ikke det største, lager af strategiske atomvåben i verden…. [Uanset om vi kan lide det eller ej, er Rusland en magt, en global magt.« På samme måde har USA afvist et sprog, der indeholder henvisninger til »russisk aggression«, både i en kommende erklæring til et virtuelt topmøde mellem G7-lederne og i en resolution i FN.

Dette følger efter de seneste dages begivenheder, som har været fyldt med handlinger fra Trump-administrationen, der vender op og ned på den nuværende verdensorden. Det er sigende, at det britiske etablissement – som længe har været arkitekten bag den aftagende neoliberale verden – er mere end hysterisk. Det »særlige forhold« mellem USA og Storbritannien er ved at »fordampe for øjnene af os«, skrev Jeremy Browne, tidligere britisk udenrigsminister og nu direktør for Canning House i Storbritannien. Og BBC skrev: »Vi lever i et amerikansk præsidentskab, som er baseret på stormagtsdiplomati. Hvis vi kan arbejde inden for det, er det fint. Hvis ikke, må Gud hjælpe os.« I de kommende dage vil både Storbritanniens Keir Starmer og Frankrigs Emmanuel Macron rejse til USA i et forsøg på at bejle til Trump.

Og så er der det rene vanvid, som f.eks. kommer til udtryk i The Economists hovedartikel i det aktuelle magasin, som kræver, at Storbritannien og Frankrig »bruger deres atomvåben til at beskytte kontinentet« i tilfælde af, at USA under Trump indgår en aftale med Rusland og »forlader« Europa. Dette synspunkt uddybes i en artikel i The Telegraph. Friedrich Merz, leder af Tysklands CDU og sandsynligvis den næste kansler efter søndagens valg, er citeret for at stille det samme spørgsmål, om den britiske og franske atomarparaply »også kunne gælde for os«. Andre »eksperter«, der er citeret i artiklen, konkluderer, at Europa hurtigt må udvide sin formåen inden for taktiske atomvåben for at bekæmpe den kommende atomkrig med Rusland.

Stop op et øjeblik, før du beslutter dig for, om disse udtalelser er hensynsløse og farlige, eller om de er latterlige og absurde i betragtning af Europas nuværende situation. Læg i stedet mærke til, at de er udtryk for et verdensbillede, som har spillet fallit. Som Helga Zepp-LaRouche sagde under mødet i Den Internationale Fredskoalition den 21. februar, antyder de forskellige reaktioner på det, præsident Trump gør, at der sker en »dybere aksiomatisk ændring«. Modstå fristelsen til at tro, at der er tale om fejl begået af enkeltpersoner eller lande eller i forståelsen af et bestemt »problem«, og se i stedet disse fejl som et udtryk for den underliggende tankeproces, som styrer og ofte dømmer et givet samfund.

Lyndon LaRouche skrev i januar 1997 i »Return to the Machine-Tool Principle«:

»Kort sagt fører anvendelsen af den sokratiske dialektiske metode på enhver indbyrdes ikke-inkonsistent række af udsagn i geometrien til, at man opstiller et underliggende sæt af definitioner, aksiomer og postulater. Alle mulige sætninger, som ikke er inkonsistente med hver og en af sættene af definitioner, aksiomer og postulater, udgør et teorem-gitter; sættet af definitioner, aksiomer og postulater, der anvendes på denne måde, udgør en hypotese. Der findes ikke noget system af matematisk eller anden tænkning, som ikke er bestemt af en effektivt bestemmende, underliggende hypotese.

»I økonomi, som i eksperimentel fysik generelt, udgør ethvert faktum i naturen, som ikke kan gøres effektivt konsistent med eksisterende generelt accepterede fysiske antagelser, et paradoks: Faktummet eksisterer på trods af den eksisterende menings mest hysteriske bestræbelser på at benægte selve muligheden for dets eksistens. Sådanne paradokser er det stof, som gyldig eksperimentel fysik og økonomi er lavet af.« LaRouche kunne også have tilføjet historie til denne liste. Årsagen er følgende.

Når man først har identificeret et paradoks i en underliggende aksiomatisk struktur, kan man ikke bare tilføje det til sit eksisterende gitterværk af antagelser, som om man blot opdaterer et regneark med nye oplysninger. I stedet skriver LaRouche: »[V]i må generere en helt ny hypotese under hensyntagen til den måde, hvorpå det nyopdagede princip påvirker hver eneste definition, aksiom og postulat i den erstattede hypotese.«

Således står verden på randen af en ny æra, et nyt paradigme, som venter på at blive skabt over asken af et døende og mislykket paradigme. At skabe en sådan ny hypotese må være den ledende mission for enhver seriøs politisk kraft i dag. Denne aktivitet skal ikke blot søge at løse de individuelle »problemer« eller konflikter, der griber verden, eller blot forvise dem, der er ansvarlige for at forårsage dem, men skal bruge de stadig mere åbenlyse paradokser i nutidens populærkultur til at knuse deres fejlslagne underliggende aksiomatiske overbevisninger og erstatte dem med en mere videnskabeligt sandfærdig. Denne proces, og ikke Donald Trump, vil være den drivende kraft i historien, hvis vi handler på den.

Et godt sted at starte en sådan undersøgelse er Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur.

Foto: Freddie Everett

Ikke korrekturlæst

af Dennis Speed (EIRNS) – 21. februar 2025

Undertitlen på City of Londons The Economist-artikel fra 20. februar »How Europe Must Respond as Trump and Putin Smash the Post-War Order« var endnu mere afslørende end overskriften: »Regionen har haft sin mest dystre uge siden jerntæppets fald. Konsekvenserne er endnu ikke slået igennem.«

Efter den netop afsluttede sikkerhedskonference i München den 14.-16. februar og det kolde slag fra den amerikanske vicepræsident J.D. Vances tale har Europas ledere ikke været i stand til at genvinde deres følelsesmæssige, endsige deres geopolitiske fodfæste. De, der håbede, at det, de så, ikke var for tidligt at fælde en så definitiv dom, som The Economists undertitel antyder, så kort tid efter telefonsamtalen mellem Putin og Trump den 12. februar og de efterfølgende møder mellem udenrigsminister Marc Rubio og udenrigsminister Sergej Lavrov, ville måske have troet, at det var for tidligt.

Briterne er dog stærkt uenige med deres stadig vildfarne kolleger. »Trump ser ud til at være klar til at forlade Ukraine, som han fejlagtigt giver skylden for krigen. Han kaldte landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, for en ‘diktator’ og advarede ham om, at han ‘hellere måtte handle hurtigt, ellers har han ikke noget land tilbage’. USA vil måske forsøge at påtvinge Ukraine en ustabil våbenhvile med svage sikkerhedsgarantier, der begrænser landets ret til at opruste.” Det vil sige, at Amerika har valgt at »stoppe skytset«, især efter at Zelenskyj indrømmede, at han ikke vidste, hvor 100 milliarder dollars af USA’s bidrag til krigsindsatsen var blevet af.

Rusland og USA mødtes som de mest magtfulde militære styrker på planeten i bestræbelserne på at genetablere de officielle forbindelser. Som USA’s præsident talte Joe Biden ikke kun ikke med Vladimir Putin i to år, men hans administration gav Ukraine tilladelse til at bruge amerikansk militært udstyr, efterretninger og muligvis også »rådgivende personale« til at angribe Ruslands territorium fra før 2014 med amerikanske langdistancemissiler, og uden at konsultere USA’s kommende præsident, i november sidste år. Da den valgte præsident, som ikke var blevet konsulteret, blev præsident ved lov, stoppede angrebene. Verden har i løbet af den sidste måned bevæget sig lidt væk fra atomkrigens afgrund.

Hvad angår Zelenskyj som diktator – han forbød 11 politiske partier i marts 2022 og undertrykte sin opposition, og han har ikke ophævet dette forbud. Han lukkede den ukrainske ortodokse kirke, som stadig er den største i landet, på trods af forbuddet. Den 8. juli 2022 meddelte National Public Radios reporter Emily Feng: »Præsident Zelenskyj har konsolideret alle tv-platforme i Ukraine til én statslig udsendelse og begrænset politiske rivaler. Den politiske opposition frygter, at sådanne indskrænkninger af den civile frihed kan fortsætte.« Den russisksprogede brug er blevet stærkt begrænset. Zelenskyj og hans regering gjorde det ulovligt for Ukraine at forhandle om fred med Rusland i juni 2023 – hvilket gør det svært at forstå, hvorfor han skulle være vred over ikke at blive inviteret til et møde i et tredjeland, hvor den amerikanske præsidents repræsentanter blandt mange andre ting skulle drøfte med russiske repræsentanter, hvordan drabene i Ukraine kunne stoppes.

Og hvad angår Den Europæiske Union: Suverænitet er ikke ligefrem den stærke side af en konføderation, der nægter at retsforfølge detonatorerne af Nord Stream-rørledningerne til 8 milliarder dollars, som forårsagede en af de største miljøkatastrofer i historien i deres industrielle sabotagehandling. Hvorfor bliver de miljøforbrydere, der sprængte Nord Stream i luften i september 2022, ikke stillet for retten? Måske fordi det er de samme mennesker, der nu fremmer krig og ødelæggelse over ligene af 1 million ukrainere eller mere. Krig og død er deres eneste virkelige engagement, ikke »økologien« og ikke menneskeheden.

Nationen Egypten har i en modsatrettet udøvelse af national suverænitet givet følgende meddelelse: »Fra et teknisk og ingeniørmæssigt perspektiv har vi den fulde kapacitet til at genoprette Gaza til en tilstand, som endda er bedre end tilstanden før ødelæggelsen, inden for tre år.« Dette er direkte tænkt som et svar på Trumps forslag om en »Gaza-riviera«. De har til hensigt at diskutere dette på det kommende arabiske krisemøde den 4. marts.

I et netop afsluttet interview med Executive Intelligence Review sagde Graham Fuller, 25-årig CIA-veteran, tidligere amerikansk diplomat og islamisk lærd, om LaRouches Oase-plan for Sydvestasien: »Den er nødt til at blive introduceret som en del af en bredere fredsplan. En af grundene er, at uanset hvor god en idé det har været, så er det en kendsgerning, at de lokale rivaliseringer, og især de rivaliseringer, som USA har skabt under den kolde krig, har gjort regionalt samarbejde næsten umuligt. Jeg mener, at Syrien f.eks. ville være nødt til at spille en ret stor rolle, eller Irak for den sags skyld, (på grund af) floderne Tigris og Eufrat.) Alle disse stater ville være nødt til at spille en meget stor rolle i enhver form for regional vandplan.

»Men det har været umuligt« – altså indtil nu. Som med Oase-planen vil det heller ikke fungere, medmindre alle nationerne i Sydvestasien på en eller anden måde er integreret i en sådan plan. Der skal skabes en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvis Palæstina og Sydvestasien skal overleve, vokse og udvikle sig. Helga Zepp-LaRouches ti principper er et effektivt kompas i denne malstrøm af hurtige forandringer.

De seneste otte dages begivenheder med Trump og Putin viser, hvor hurtigt en sådan ny arkitektur, befriet fra britisk indblanding, kan blive til. Vi må derfor ikke lade os fange under begivenhedernes overflade, men organisere os ovenfra og behandle hver af de nærmeste dage som en potentiel døråbner til, endog på den pågældende dag, at ændre den nuværende historie gennem kraften i ægte menneskelige ideer.

Ikke korrekturlæst

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag, god eftermiddag, godmorgen, alt efter hvor du er. Jeg er meget glad for at byde velkommen til den politiske analytiker Garland Nixon, som også er en meget populær radiovært i Washington. Og jeg er meget glad for, at du er her, Garland, for vi har en meget, meget fascinerende, forandret situation i verden, hvor den transatlantiske alliance ikke længere ser i samme retning, hvilket jeg synes er en meget god ting. Eller med andre ord, at telefonsamtalen mellem præsident Trump og Putin og det efterfølgende møde i Riyadh i Saudi-Arabien mellem udenrigsminister Marco Rubio og udenrigsminister Sergej Lavrov – og de havde også andre folk med i delegationen – har ført til en situation, hvor præsident Trump tydeligvis ønsker en afslutning på krigen i Ukraine på kort sigt, og europæerne er helt ude af den.

Personligt synes jeg, at dette er et længe ventet møde. Det kommer på et rigtig godt tidspunkt. Denne krig burde slet ikke have fundet sted, og det tog alt for lang tid, fordi en løsning var mulig allerede i marts 2022, som så blev saboteret af [den daværende britiske premierminister] Boris Johnson. Så jeg synes, det er en meget, meget, meget vigtig udvikling, og jeg er meget interesseret i, hvordan det ser ud fra dit perspektiv, da du er en meget skarp insider i amerikansk politik og international politik. Så hvad synes du?

GARLAND NIXON: Jeg tror, der er en række vinkler, man kan anlægge på det her, på det, der foregår nu. En af de ting, jeg finder interessant, er europæernes reaktion, især de vesteuropæiske magter og i særdeleshed Storbritannien, og jeg skal fortælle dig hvorfor: Det er min overbevisning, at efter Anden Verdenskrig, og da det Britiske Imperium begyndte at trække sig tilbage, og nogle vil måske hævde, at det kollapsede, knyttede det sig til det amerikanske imperium, og fra mit perspektiv var der en populær sang, og sangen lød sådan her: »Jeg har hjernen, du har musklerne, lad os tjene pengene« – ikke sandt? Og at briterne, dybest set, Storbritannien så sig selv – at USA er ret stærk, og de har nogle muskler; vi ved, hvordan man laver et imperium rigtig godt, og da vi ikke fysisk har imperiet længere, vil vi knytte os til det amerikanske imperium og til en vis grad guide dem til de imperiale ting, der skal gøres rundt omkring i verden, og effektivt stadig være et imperium.

Det, vi ser nu, tror jeg, er et meget vigtigt tidspunkt, hvor det Britiske Imperium vil blive tvunget til at indse, at det ikke længere er et imperium, det er ikke længere en imperialistisk magt. Briterne har det, der hører et imperium til, ikke? De har nogen, de kan tage en kappe på, de kan tage en krone på med stjålne juveler fra Afrika, og de kan have vagtskifte på Buckingham Palace – alle de ting, der ligner et imperium. adskiller sig fra dem, da USA ser dem som problematiske, som ikke længere et værdifuldt aktiv, må Storbritannien nu for første gang i mange, mange århundreder se i øjnene, at det ikke er et imperium, at de ikke styrer bølgerne, og at solen går ned over Storbritannien.

Jeg tror – lad mig også tilføje dette; jeg tror, det er vigtigt: Fra din organisations perspektiv, Schiller Instituttets organisation, tror jeg, at en af de ting, der er sket i fortiden, er, at den imperiale magt var nødt til at udstøde, angribe, isolere din organisation, fordi du var en af de få organisationer, der var klog på præcis, hvem de var, og du talte om, »dette er, hvem det Britiske Imperium er, og dette er, hvad de gør«, og når det Britiske Imperium begynder at forstå præcis den virkelighed, de har med at gøre nu, tror jeg, at nødvendigheden af at gå efter jeres organisation vil aftage, og jeg tror, at jeres organisation vil kunne blomstre og udføre noget af det virkelig gode arbejde, I gør, mere åbent og ikke blive skubbet så meget ud i skyggen, som I er blevet.

ZEPP-LAROUCHE: Det er meget gode nyheder! Jeg håber, du har ret. Faktisk er det ret forbløffende, at alle de problemer, vi har haft i vores næsten halve århundrede – mere end et halvt århundrede – med politisk arbejde, kom fra Anglosfæren. Det kom naturligvis fra Washington. Hvis jeg skulle give dig en liste over folk, der gennem årtier har fortalt os, at de var helt vilde med vores ideer, at de var totalt begejstrede og syntes, at det var en frisk og ny måde at gribe tingene an på – og så blev de kontaktet af embedsmænd på ambassaden, af repræsentanter for konsulater, og de fik at vide, at » hvis ikke du afbryder forbindelsen med disse mennesker, vil du miste din forretning, dit navn vil blive ødelagt”, og jeg tror, at det var det værste af det hele, nemlig retsforfølgelsen af min afdøde mand. Og jeg håber, du har ret, for som jeg sagde til det berømte tribunal, vi havde i 1995, sammen med en række sorte folkevalgte og Ramsey Clark blandt andre, så var den virkelige forbrydelse i alt dette ikke kun, hvad de gjorde mod os, og det var naturligvis ikke så rart, men at de forhindrede især det amerikanske folk i at få adgang til ideer, som ville have – alle disse problemer, du ved, de 20 års interventionistiske krige, de millioner af mennesker, der døde som følge af det i Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen, alle disse ting; og den nuværende situation i verden, som stadig er et meget forpint sted, alt dette ville ikke være sket, hvis folk havde haft uhindret adgang til min afdøde mands, Lyndon LaRouches, ideer i den organisation, som han har skabt. Så jeg kan kun håbe, at du har ret.

NIXON: Ja. For at være ærlig fik vi at vide, at jeg ikke vidste noget om LaRouche-organisationen. Det eneste, jeg fik at vide, var, at »de er bare en flok skøre mennesker. De er skøre mennesker.« Men jeg fik aldrig at vide hvorfor, eller hvad de sagde, der var så besynderligt. Og nu, da jeg begyndte at lære om Chatham House og Romklubben og nogle af disse forskellige organisationer, tænkte jeg: »Jamen, disse ting er alle virkelige! Og med de ting, de taler om, er det ikke så mærkeligt, at de bliver udstødt.«

Men i bund og grund tror jeg, at det, vi kommer frem til nu, er, at der er et nyt paradigme. Man kan argumentere for, at det er en anden slags imperialistisk paradigme, måske et mere korporativt imperialistisk paradigme fra USA, men ikke desto mindre et andet paradigme. Og jeg tror, at de traditionelle kolonimagter i Europa, Frankrig og Tyskland, er ved at blive skubbet i baggrunden. Og jeg tror faktisk, at der vil være – du ved, vi kan fejre det, jeg synes, der er ting at fejre lige nu. Risikoen for en atomkrig er ikke væk for øjeblikket mellem de store atommagter, men den ser i det mindste ud til at være blevet mindre. Så der er ting, vi kan, og det er vigtigt, at vi overlever. Der vil være udfordringer, men det er muligt, at der kan være muligheder, måske for at oplyse folk om at have internationale diskussioner, som ikke var tilgængelige før.

Men det bliver en svær tid i Europa, for jeg tror, at Europa kommer til at stå over for alvorlige økonomiske udfordringer. Det eneste, jeg tror, der kan være en mulighed for Europa, er dette: Europa havde ikke uafhængig suverænitet. Det var til en vis grad – man kan argumentere for, at der var et vasalforhold til det amerikanske imperium eller det Britiske Imperium eller hvem som helst, men det er klart, at de enkelte lande i Europa efter min mening ikke havde den suverænitet, de var nødt til at have for at kunne træffe beslutninger på egen hånd. Og hvis noget af det begynder at ske, tror jeg, at der vil være muligheder. En af de ting, som både præsident Putin og præsident Trump har sagt, er: »Vi er villige til at indgå individuelle aftaler med de enkelte lande i Europa i stedet for med EU eller disse overnationale organisationer.« Jeg tror, der er muligheder der. Hvis nogle af de enkelte lande kan begynde at komme til fornuft og sige: »Okay, vi laver nogle økonomiske aftaler, der fungerer«, og russerne har atomkraft, måske kan de komme ind og bygge et værk til os, eller hvad ved jeg, så kan der ske forskellige ting. Jeg tror, der er muligheder, hvis der kommer nyt lederskab, og måske kan den fattigdom og de forfærdelige ting, der forudsiges i Europa, afbødes, hvis folk får lov til at tage kontrollen. Og som du siger, hvis folk får lov til at blive eksponeret for forskellige ideer, tror jeg, der er nogle muligheder her.

Så der er altid plads til at være positiv og håbe og presse på for at få en bedre fremtid og en bedre nutid!

ZEPP-LAROUCHE: Da vicepræsident J.D. Vance holdt sin tale i München, syntes jeg virkelig, at det var et frisk pust, fordi han sagde – og publikum gispede, man kunne faktisk se, hvordan de prøvede at få luft. Men han sagde, at det ikke er Rusland og Kina, der er den største trussel mod Europa, men at den kommer fra EU selv, nemlig at der er en undertrykkelse af ideer og ytringsfrihed. Og jeg synes, at det er så sandt! For der er næsten tale om et diktatur med hensyn til, hvad der må siges, og hvad der ikke må siges, og jeg tror virkelig, at det ramte en nerve. Og ved et tilfælde var jeg dagen efter til en demonstration i München med Zoom sammen med Scott Ritter og Ray McGovern; de demonstrerede mod sikkerhedskonferencen i München, fordi den konference plejede at være et meget godt forum for eksperter, der diskuterede sikkerhedsforanstaltninger, da Ewald von Kleist og Horst Teltschik stadig stod i spidsen for den. Men lige siden Wolfgang Ischinger blev leder [2008-2022], er det gået ned ad bakke for den nuværende ledelse af Christoph Heusgen, som i øvrigt begyndte at græde, da han forlod stedet! Han var en rigtig tudeprins. Men det blev til en PR-organisation for det militærindustrielle kompleks.

Så der var en demonstration mod det, hvor man insisterede på at løse alle konflikter gennem dialog og forhandlinger, og jeg talte meget kort om det i Zoom, men jeg fik at vide af vores egne arrangører, som deltog i demonstrationen, at folk var helt vilde med Vances tale, og de sagde, at det var så vigtigt, at det blev sagt på et tidspunkt.

Så så langt, så godt. Jeg synes, det var meget, meget godt. Det eneste problem er, at jeg er meget glad for det, der sker med Ukraine, med Putin og med Trump: Jeg synes, de har foretaget en historisk ændring af spillet, som jeg synes er ekstremt værdifuld. Det eneste, der er tilbage, er, hvad der bliver Trumps politik i Mellemøsten: For der har vi Trumps ultimatum fra sidste lørdag om, at alle palæstinensere skulle acceptere at forlade Gazastriben, og det er naturligvis helt uacceptabelt. Det blev afvist af alle naboerne, og kravet om, at Hamas skulle udlevere alle gidsler med det samme: Det ultimatum blev overholdt, og der skete nogle fremskridt.

Så det ser ud til, at det går lidt frem og tilbage. Men grusomhederne på Vestbredden fortsætter; angrebene endda i Gaza fortsætter, og jeg er bekymret for, at eftersom Trumps mellemøstpolitik var meget påvirket af zionistiske elementer, der støtter enten Netanyahu – Netanyahu kommer i stigende grad under pres fra Israel selv, fra militæret der og andre. Men ikke desto mindre er der stadig lovgivning, tror jeg, i Kongressen, som forbyder studerende endda at vise empati for palæstinensernes situation, og der ser jeg en dobbeltmoral: For jeg tror, at hvis Trump virkelig ønsker at komme ind og fortælle europæerne, hvad de skal høre, så er det et svagt punkt, hvis han forfølger den samme undertrykkelse af diskussionen om, hvad der foregår i Mellemøsten i USA. Så hvad er din holdning til det?

NIXON: Der er et par ting, og det er noget, jeg har sagt i et stykke tid nu. Jeg har forsøgt at navigere i forhold til den nye Trump. Denne version af Trump er en meget anderledes version af Trump, end vi oplevede de første fire år, og jeg tror, det til dels skyldes, at der er – jeg kalder dem »bestyrelsen« – du ved, de meget, meget magtfulde teknologibrødre, som jeg kalder dem, der støtter Trump og tydeligvis har besluttet sig for at føre landet i en anden retning.

Men en af de ting, jeg virkelig er kommet frem til, er, at vi skal ignorere, hvad Trump siger. At Trump siger ting for effektens skyld, ikke? At han kommer med bombastiske, besynderlige kommentarer: »Hvis russerne ikke gør det, så fordobler vi indsatsen, og vi sender ekstra …« og alle blev virkelig oprørte, da Trump sagde: »Hvis russerne ikke laver en aftale, så fordobler vi indsatsen, vi sender mere, vi tredobler sanktionerne« og alt det der. Og på det tidspunkt tænkte jeg: »Ja, det får vi at se. Det siger Trump bare. Vi får se, hvad han siger.« Og når vi ser, hvad politikken i virkeligheden er, så er den 180 grader – eller som nogle ville sige »360 grader« – den er 180 grader fra det.

Jeg er kommet til den konklusion, at Trump er en person, der siger ting for at få en stærk effekt: »Hvis du ikke gør dette, vil jeg gøre noget virkelig, virkelig stort«, og så danser vi alle rundt som en kat på et varmt bliktag, og vi taler alle om det. Og mens vi taler om det, formulerer de en politik.

Så jeg vil ikke længere forbinde Trumps bombastiske tweets om Truth Social eller andet med hans faktiske politik. Jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor vi er nødt til at se, hvad Trump-administrationen gør, og bruge de handlinger, der sker fra dag til dag, til at forsøge at projicere den næste handling i modsætning til at bruge det seneste bombastiske tweet på Truth Social, eller hvad det nu er. Når det er sagt, så er det her min pointe: Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at møderne med russerne var i Saudi-Arabien, i Mellemøsten, at den saudiske leder blev betragtet som en mægler med en integreret del af det. Saudierne har sagt, at der er én ting, vi ved med sikkerhed om Trump, og det er, at han helt sikkert ønsker en normalisering med Saudi-Arabien. Jeg tror, saudierne ønsker det med Israel. Saudierne har gjort det klart, at der skal være en palæstinensisk stat, for at det kan ske. Der er meget stærke rygter på en række forskellige områder, som dybest set siger, at en del af diskussionen med det russiske hold var, hvordan USA kan arbejde sammen med russerne og bruge Ruslands diplomatiske styrke til at afbøde nogle af de problemer, som USA har med Iran og Nordkorea osv.

Jeg tror, at det, vi ser her, vil være et pres for at løse Ukraine-problemet og samtidig eller kort tid efter forsøge at løse problemet i Mellemøsten. Jeg tror, at Trump virkelig ønsker at løse det, og jeg siger det ikke, fordi han er en god eller en dårlig fyr, ikke ud fra et moralsk perspektiv, men ud fra den vision, han ser for USA’s fremtid. Jeg tror, at den diskussion, som Trump har haft for nylig om at reducere militærbudgettet, indebærer, at man bliver nødt til at rydde op i sit rod i Mellemøsten, hvis man skal have mindre militær og modtage; så jeg tror, at der vil være et skub – åh, den anden ting er, at det fremgår tydeligt af retorikken fra Trumps diplomatiske team, at de ønsker at vende tilbage til det diplomatiske verdenssamfund i modsætning til at forsøge at dominere det diplomatiske verdenssamfund. Og den eneste måde, de kan gøre det på – de kan have det moralske grundlag for at gøre det – er ved at rydde op, i mangel af et bedre udtryk, i problemet i Gaza, det besatte Palæstina, eller hvad man nu vil kalde det.

Så jeg tror, at de vil benytte lejligheden til at tale med russerne, forsøge at samarbejde med russerne og saudierne og forsøge (i mangel af bedre) at få styr på de elementer i Israel, som er ude af kontrol, og få en aftale i stand. Det håber jeg på. Det er trist, og igen må vi slå tilbage mod den vold, der foregår lige nu.

Men jeg prøver at gætte, og jeg ser det som en mulig, potentiel retning, som vi vil komme ud af forhandlingerne i Saudi-Arabien, og jeg siger, at jeg tror, at der vil komme meget ud af forhandlingerne i Saudi-Arabien, andet end bare Ukraine. Der foregår meget mere end bare Ukraine, og jeg tror helt sikkert, at det var i Saudi-Arabien, så de kan forsøge at få det israelske spørgsmål løst så hurtigt som muligt.

ZEPP-LAROUCHE: Som du ved, skubber vi på oase-planen: Det er ideen om at udvikle masser af nyt ferskvand, både fra et kanalsystem fra Middelhavet til Det Døde Hav, men også atomart til afsaltning og så videre. Min afdøde mand og jeg var i Abu Dhabi i 2001. Og hvis man tager derhen langs stranden, er det helt utroligt: Ved hjælp af vand har de forvandlet ørkenen til vidunderlige haver, til frodige plantager, og der er en ø, som tidligere var helt gold, og nu er der allerede gammel vegetation, 40 år gammel, som de fandt olien på. Og der er fugle, fugle, der migrerer om vinteren, de lander på denne ø, og man tror, det er et paradis.

Så den tilgang kunne man tage til hele Mellemøsten! For hele Mellemøsten er ørken. Jeg ved ikke, om du nogensinde har fløjet over den region: Det gjorde jeg engang, og jeg kiggede ud af flyvinduet og prøvede at se en oase, og der var ingen! Intet, intet grønt. Så hvis vi måske kunne overbevise Golfstaterne, Saudi-Arabien, Emiraterne, de er alle meget velhavende; og lige nu, i stedet for at bygge et sky-resort i ørkenen, som jeg tror, Saudi-Arabien gør, kunne de bruge nogle af disse penge på at gøre hele regionen beboelig for alle som grundlag for fred, for jeg tror, at »det nye navn for fred er udvikling«: Og man er nødt til at give unge mennesker et incitament, så de dybest set siger: OK, lad os stoppe voldsspiralen, lad os blive ingeniører, forskere eller forældre, for vi vil bygge en fremtid.

Og jeg tror, at det, der er mest brug for lige nu, er visionære ledere, hvad enten det er Trump eller folk fra regionen, som dybest set træder frem og siger: Lad os gå efter en helt anden politik.

Så mit håb er, at vi fra Schiller Instituttet laver en kæmpe international kampagne om det. Og i sidste uge havde vi møde i Den Internationale Fredskoalition, hvor vi havde æren af at have Dr. Naledi Pandor fra Sydafrika: Hun støttede oase-planen. Og vi har andre diplomater fra Palæstina og andre lande, som støtter den. Så jeg håber, at præsident Trump bliver opmærksom på dette, for han er en investor: Han ville inspirere folk til at investere i sådanne projekter, og så ville det flyve. Så hvad tror du? Er der en chance for, at han gør det?

NIXON: Jeg synes, ja, jeg synes, vi skal gøre ham opmærksom på det. Der bør presses på. Jeg synes, det er en god mulighed. Og en af de vinkler, der kunne bruges over for præsident Trump, er denne: Jeg er sikker på, at du er bekendt med Californien; en stor del af Californien er bare ørken, bygget på ørken, og de er nødt til at pumpe vand ind, og de har problemer med ikke at få nok regn. Du ved, det regner i Californien i fem eller seks år, og så regner det ikke i fem eller seks år! [Afsaltningsanlæg kunne være noget, der kunne bruges der. Så jeg tror, at man fra præsident Trumps side kunne skubbe afsaltning og den slags teknologier derhen og sige, at »se, det er noget, man kan bruge i USA«. Fordi han går meget op i »Make America Great Again«, America First, og hvad der er godt for USA, når man udvikler teknologierne, kan amerikanske virksomheder selvfølgelig også være involveret, og de kan være med til at tjene penge, og det kunne bruges i forskellige dele af USA.

Så det er noget, som præsident Trump kunne skubbe på og støtte. Jeg tror, der skal være en vinkel derinde, så præsident Trump kan se en måde, hvorpå denne type teknologi og denne slags ting kan gøres i USA for at hjælpe amerikanerne. Og hvis han ser det, kan det hjælpe ham til at se, at »hør, jeg ønsker fred og velstand i den region, men hey! Det her kan også hjælpe os, og måske kan vi få noget…« Du ved, hvad jeg mener.

Jeg plejede at arbejde med salg, og for mange år siden havde jeg en professor, som sagde: »Salg handler om at påvirke folk til at købe noget, du sælger, et produkt eller en service.« Og jeg havde en professor for mange år siden, som sagde til mig: »Hvordan påvirker man folk?« Han sagde: »Alle lytter til den samme radiostation, WIIFF, ›What’s in it for me?‹. Og hvis du vil overbevise nogen om noget, så lad være med at fortælle dem, at det ville være godt, hvis du gjorde det her … det ville være rart, det ville hjælpe folk. De vil falde i søvn. Du er nødt til at sige til folk: Det her er, hvad du får ud af det.« Og jeg tror, at ved at nærme sig præsident Trump fra vinklen »hvad er der i det for«, ikke bare ham, men hvad er der i det for det land, han repræsenterer, tror jeg, at det er en god idé her, at det ville være godt for verden, og jeg tror, at der fra den vinkel er en stor mulighed for at få præsident Trump til at bakke op om det. Og jeg tror, at hvis han bakker op om det, så tror jeg, at det kan lade sig gøre. Tilføj dette: Du har Kina, som bygger og konstruerer meget i Afrika og Mellemøsten, og som har en enorm kapacitet i den region. Og som også får en masse olie fra den region. Så det gavner Kina at have stabilitet, at have vækst i regionen, at have økonomisk vækst og ekspansion.

Så jeg tror, der er mange muligheder for at påvirke verdensmagterne, Kina, Rusland og USA, til at være med, til at investere og til at være en del af det: Jeg synes, det er en god idé.

ZEPP-LAROUCHE: Præsident Trump nævnte for nogle uger siden, da brandene i Los Angeles rasede, at »hvorfor henter I ikke vandet fra Canada?« og så videre. Og der er det berømte NAWAPA, det nordamerikanske vandforvaltningsprojekt, som vi promoverede allerede for nogle årtier siden: Det kunne straks sættes på dagsordenen, og man kunne virkelig eliminere faren for, at en sådan brand – ikke bryder ud – men får så enorme konsekvenser. Hvis USA bare ville se på Kina og ikke sige, »dette er en trussel«, som Vance i München sagde, »Kina og Rusland er ikke en trussel«, og det var jeg meget interesseret i at høre. Hvis præsident Trump og Trump-holdet bare ville se på, hvad Kina gjorde: Faktisk anvendte de det amerikanske økonomisystem, fordi det er nationalbankvæsen; suveræn kontrol over kreditten, hvilket er, hvad Alexander Hamilton promoverede; og hvis man går tilbage til det amerikanske økonomisystem i USA, som har været meget under det britiske system i den seneste periode, kunne man gøre præcis, hvad Kina gjorde, og endda bedre! Kina har bygget 45.000 km hurtigtog, og disse tog kører – det er en ren fornøjelse at køre med dem, for man flyver gennem landskabet, man ryster ikke, de kører jævnt med 350 km/t, og de er nu ved at bygge et til 400 km/t, og de tester allerede et til 600 km/t, og endda et loop på 1.000 km/t. Så USA kunne bare gå til det mest avancerede, springe over alle disse teknologier og gå til det mest avancerede. Bygge et helt moderne system, bygge nogle videnskabelige byer: USA er befolket ved kysterne, men det er fuldstændig underbefolket i de centrale områder. Og hvis man sagde: Lad os forbinde alle de store byer i USA med højhastighedstog. Og så bygge nogle nye byer langs disse knudepunkter, disse knudepunkter på dette togsystem.

Man kunne lave en ny videnskabsby, som ville være dedikeret til den mest avancerede videnskab og teknologi; man kunne have studerende der, man kunne have et kulturcenter. Jeg mener, hvis araberne kan bygge det største nye museum og alt muligt andet, hvorfor kan USA så ikke tage det bedste fra alle kulturer og gøre det til en slags museumsdemonstration, så alle børn og studerende, der vokser op, får kendskab til den universelle historie og virkelig får et helt andet syn på tingene.

For jeg tror, at ideen om »Make America Great Again« måske appellerer til de mennesker, som Hillary Clinton kalder »de beklagelige« – hvilket var det mest kyniske udtryk, man kunne få! Men USA er også berømt som en smeltedigel: Der er mange asiater, mange mennesker fra Latinamerika, mange mennesker fra alle steder i verden. Og USA kunne blive et sted, hvor en ny renæssance finder sted, hvor man udnytter det bedste, som alle traditioner i alle kulturer hidtil har frembragt! Og på den måde kunne præsident Trump blive en ægte visionær. Jeg ved godt, at jeg strækker den lidt, men jeg ved, at man er nødt til at komme med ideer nu, som fuldstændig bryder med de gamle geopolitiske skemaer. Selve idéen om, at nogle mennesker tror, at man absolut skal have en fjende for at kunne gøre det, man gerne vil, er efter min mening den værste idé! Det førte til to verdenskrige, og i en tid med atomvåben bør vi absolut betragte geopolitik som en psykisk sygdom: For jeg tror, det er det, det er.

NIXON: Jeg tror endda, at titlen på dette show, »The Emergence of a New Paradigm«, antyder, at vi er nødt til at tænke fremad, at vi er nødt til at komme med nye ideer, og at vi er nødt til at have et vist håb og en vis tro på, at vi måske kan indføre nogle af de – jeg siger »nye ideer« – som du ved, er mange af disse ideer ikke nye! Men ingen ville lytte til dem, der havde disse ideer, og en stor del af diskussionen nu handler om, at det militærindustrielle kompleks potentielt kan halveres, og jeg ved ikke, om det er realistisk. Men når det er sagt, så er vi oppe på omkring 850 milliarder dollars, men som du ved, når du lægger de hemmelige operationer, CIA-budgetterne, USAID og National Endowment for Democracy til, så er vi oppe på over en billion dollars.

Så hvis man nu har en halv billion dollars at starte med, kan man nu tale om højhastighedstog, som kan flytte folk, som kan flytte produkter og ting, der er nødt til at blive flyttet, uanset om det er mineraler, ting, der udvindes, og som flyttes og bruges; så virkeligheden er, at hvis der faktisk sker et betydeligt fald i militærbudgettet, bliver diskussionen om højhastighedstog, diskussionen om at bygge ny infrastruktur, en legitim diskussion. Hovedårsagen til, at disse ting ikke har været en legitim diskussion, er, at dette har været et militaristisk imperium, og det hele er blevet brugt til at bygge våben og sende våben, og alle pengene er gået til det militærindustrielle kompleks.

Og må jeg tilføje dette, og det er afgørende: Spørgsmålet om hjerneflugt, når folk kommer ud af skolen med ingeniørgrader og fysikgrader osv. hvad gør de? Hvor tager de hen for at tjene penge? De tager til Lockheed-Martin, de tager til Northrop Grumman, de tager et sted hen, hvor de kan bruge den viden til at lave det nyeste missil og bygge det nyeste målsøgningssystem, ikke? Den teknologiske sektor, ja, det bruges til målretning, og det bruges til, at vi skal opgradere vores atomvåben osv.

Når man ændrer paradigmet til et, hvor vi opgraderer vores infrastruktur, hvor vi finder ud af, om vi skal anlægge højhastighedstog osv. nu, så har vi ikke den hjerneflugt. Og når folk kommer ud af college med disse STEM-grader, kan den intellektuelle kapital – jeg hader at bruge den slags udtryk, som de neoliberale bruger, men I forstår, hvad jeg mener – vores unges intellektuelle kraft nu bruges til at målrette ting til forbedring af vores samfund, og det ændrer sig igen! Det er fremkomsten af et nyt paradigme, et paradigme, hvor vi faktisk ser det, der blev kaldt »fredsdividenden«, den fredsdividende, som vi aldrig havde. Og den fredsdividende blev omdirigeret til, i stedet for at være en fredsdividende, at fordoble krigsparadigmet.

Så jeg tror, at den idé, du taler om, er en stærk – jeg tror, at en af grundene til, at disse idéer blev afvist, du ved, idéer fra dine organisationer og andre organisationer, en af grundene til, at de blev bagatelliseret og afvist, var, at de ville have taget noget af den finansielle kapital, som krigsmagerne ønskede at bruge til det militærindustrielle kompleks. Og lad mig tilføje dette: Når det narrative kompleks af tænketanke og nyhedsvirksomheder rundt om i verden ikke længere dræner al den kapital, som de bruger til at fremme og forbedre vores samfund, tror jeg ikke, det vil være så vigtigt at lukke munden på folk som dig, der kommer med nye ideer. Og som jeg sagde, er nogle af disse ideer endda ikke nye! De er gode idéer, men de måtte simpelthen afvises, fordi de var en trussel mod de penge, der gik i krigsmagernes lommer.

ZEPP-LAROUCHE: Der kom faktisk et spørgsmål fra Alberto Portugheis, som er grundlægger og formand for en fredsorganisation, der hedder HUFUD. Han siger: »Hvordan kan vi gøre en ende på krigens svøbe i et system, hvor regeringerne i industrilandene har pligt til at fremme eksporten af det, deres krigsindustri producerer?« Du besvarede det delvist, og jeg besvarede det også delvist, men spørgsmålet står stadig tilbage – mange af disse mennesker bidrog til præsident Trumps valgkampagne, især fra Silicon Valley. Og hele området med kunstig intelligens og cyber og den slags ting vil spille en stadig større rolle.

Det vil kræve et enormt stykke arbejde at styre dem – jeg er ikke imod kunstig intelligens: Jeg tror, at digitalisering og alle disse ting, ligesom enhver teknologi, afhænger af, om den bruges til det fælles bedste, eller om den bruges til onde formål? Og det afhænger helt og holdent af kvaliteten af det menneske, der anvender disse teknologier.

Så hvordan tager vi springet til at vende et system, som indtil 20. januar var rettet i én retning, og med præsident Trumps tiltræden er der en ny begyndelse, men det er et gigantisk arbejde. Et problem er, at den europæiske ledelse, eller ikke alle, men dele af den, er bundet til det, man kalder »Deep State« i USA. Så den dynamik – briterne giver ikke op; NATO planlægger stadig at forberede sig på den kommende krig mod Rusland. Den danske militære efterretningstjeneste har udsendt en erklæring om, at de forventer en storkrig med Rusland om ca. fem år. Den tyske forsvarsminister Pistorius taler om at gøre hele landet »krigsklart«, hvilket er en vederstyggelighed! Hvem i Tyskland vil have endnu en krig? Jeg synes, det er så absolut modbydeligt: Først og fremmest burde den tyske historie have lært alle i Tyskland, at krig er det sidste i universet, man ønsker sig, og disse krigsmagere er i gang med det uden ophør!

Jeg har lige beskrevet nogle af vanskelighederne. Hvad skal der til for at håndtere disse problemer, for at Trump-administrationen kan gøre den håbefulde lysstråle, som vi så på Riyadh-mødet, til en stærk og stabil tendens?

NIXON: Et par ting. Jeg tror, at paradigmet med aggression og konfrontation fra medlemmer af den herskende elite i Europa lige nu vil blive ændret. Og jeg kan huske, at nogen sagde: »Nogle mennesker er født store, nogle mennesker bliver store, og nogle mennesker bliver påtvunget storhed.« Jeg tror, at paradigmet vil blive påtvunget de mennesker i Europa, som er klar til en konfrontation med Rusland, det vil blive påtvunget dem både af vælgerne i Europa og af USA, som vil trække sig tilbage fra Europa. Og de vil hverken have den økonomiske eller den politiske kapital, som de er nødt til for at fortsætte deres onde gerninger, der vil bringe os alle til en atomar konfrontation. Det synes jeg er en god ting.

Jeg tror, at en vigtig del af svaret på det store spørgsmål, som den herre havde, var hans første tre ord: »Hvordan kan vi…« Det er et godt spørgsmål, »hvordan gør vi det?« Og her er, hvordan vi gør det, efter min mening: Nummer 1: Man skal vedvarende bygge på og styrke antikrigsfællesskabet, man skal vedvarende bygge på dem af os, der er imod konfrontation. Men jeg tror, der er en anden del af det, som vi virkelig er nødt til at overveje nu, og det er: Jeg er her f.eks. Da Biden-administrationen var der, eller som jeg ofte har kaldt dem, »Blinken-Sullivan-administrationen«, var vi nødt til at skubbe tilbage mod folk, der tydeligvis bevægede sig i en forkert retning. Med Donald Trump får vi en blandet landhandel: Vi får nogle ting, som vi er utilfredse med, og vi får nogle ting, som vi er tilfredse med. Jeg tror, vi er nødt til at opbygge antikrigsmiljøet, men jeg tror også, at antikrigsmiljøet er nødt til at få et mere selvsikkert aspekt, hvor vi ved, at bare ordet »anti« – jeg er imod krig og militære konflikter, men hvad er du for?

Og nu kan jeg se på Trump-administrationen og sige, at jeg er utilfreds med nogle af de ting, de gør, men jeg er meget glad for nogle af de ting, de gør. Antikrigssamfundet skal have et element af, at når vi ser vores regering eller en bestemt embedsmand føre en politik, som vi bifalder, så har vi et element, hvor vi, i mangel af et bedre udtryk, belønner dem. Så når Donald Trump siger: »Jeg vil slutte fred med land X«, så i stedet for at vi mennesker løber rundt med skilte, hvor der står »vi er imod krig med land Y«, og når han så siger: »Jeg vil slutte fred med land X«, så går vi hjem og kigger ud af vinduet, så har vi nu et element, hvor vi, når vi ser en regering, et land, en politiker gøre noget, der ser ud til at være i folkets bedste interesse, så støtter vi det!

Det betyder ikke, at vi støtter Donald Trump, hvis vi ikke støtter Donald Trump. Perspektivet er, at når der er politikker, som vi er imod, så går vi aktivt imod dem på en fælles måde. Men når vi ser ting, vi godt kan lide, så kommer vi ud og klapper ham på ryggen og siger: »Præsident Trump, det er et godt stykke arbejde at få fred med Rusland.«

Der sker noget, som vi ikke gør: For nogle år siden havde vi en stor demonstration i D.C., hvor jeg var en af talerne, kaldet Rage Against the War Machine. Hvad er der galt – hvis vi får en aftale med russerne, og den nu er underskrevet, og den går gennem vores senat, og vi nu har en traktat med russerne – med at have en demonstration, der ikke er en »Rage Against the War Machine«; med at have en demonstration, der siger, at vi er glade for dette, og vi støtter denne ting, og vi siger til Trump-administrationen, kan du få nogen fra din administration til at komme og tale ved vores demonstration? Og vi ønsker at støtte netop denne ting.

Hvis de gør noget andet, som vi ikke bryder os om, går vi imod dem. Men fordi der er muligheder nu, tror jeg, der er nødt til at være et element i antikrigssamfundet, som også er der for at presse på for de ting, vi kan lide, og for at belønne de politikere og administrationer, som bevæger sig i en mere fredelig retning.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er et godt råd, for jeg synes også, at verden har ændret sig dramatisk siden for fire år siden. Fordi du nu har den antikoloniale dannelse af BRIKS; du har det Globale Syd, som er den Globale Majoritet. Jeg tror ikke, at det er en ånd, der kan skubbes tilbage i flasken, for afrikanerne, latinamerikanerne og mange asiatiske lande genopliver Bandung-ånden. I år er det 70 år siden, at den historiske konference blev afholdt. Men forskellen er, at i 1955, da de asiatiske og afrikanske lande for første gang for alvor mødtes for at skabe den Alliancefrie Bevægelse, manglede de styrke, og derfor blev alle bestræbelserne på at få en ny økonomisk verdensorden skubbet tilbage. Og det var vi involveret i: Min mand skrev et forslag til en international udviklingsbank allerede i 1975, som blev vedtaget af den Alliancefrie Bevægelse i 1976 i Colombo, Sri Lanka. Men alle de ledere, der havde underskrevet det, fru Bandaranaike fra Sri Lanka, Indira Gandhi, Zulfiqar Ali Bhutto fra Pakistan – de blev alle destabiliseret og i Bhuttos tilfælde endda dræbt. Så hele bevægelsen gjorde ikke de store fremskridt.

Men nu, med Kinas fremgang, har Kina løftet 850 millioner af sin egen befolkning ud af fattigdom, og det synes jeg er et stort civilisatorisk bidrag, fordi fattigdom er en krænkelse af menneskerettighederne: Hvis folk skal være usikre på, hvor deres næste måltid kommer fra, hvordan kan man så tale om menneskerettigheder? Så Kina har bidraget. Og jeg påstår ikke, at jeg er Kina-ekspert, men jeg har rejst i Kina siden 1971, så jeg tilhører en meget sjælden kategori af mennesker, der har set Kinas fremgang med egne øjne mange, mange gange. Og i min dybeste overbevisning tror jeg ikke, at Kina er en imperialistisk, aggressiv magt: De eksporterer ikke deres ideologi og beder andre lande om at gøre den til deres egen; de mener, at ikke-indblanding i andre landes systemer er grundlaget for et retfærdigt win-win-samarbejde, hvor alle har fordele, og alle mener, at den andens fordel er en fordel for dem selv.

Så derfor er den største forhindring efter min mening, at de afrikanske lande virkelig tror, at Kina er deres ven, og afviser Churchills skøre idé om, at lande ikke har venner, men kun interesser: Jeg har talt med mange afrikanere, som har fortalt mig, at de virkelig tror, at Kinas holdning til Afrika er, at de optræder som en ven. Og det samme gælder for Rusland, fordi Rusland støttede uafhængighedsbevægelsen og nu forsyner dem med energi osv.

Men den største forhindring er, om den nye Trump-administration kan få et positivt forhold til det Globale Syds ønske om at overvinde kolonialismen for altid og selv blive et mellemindkomstland? Jeg tror, det er den største forhindring, der skal overvindes, og jeg vil gerne høre, hvad du mener?

NIXON: Jeg er enig med dig. Og i forbindelse med det særlige spørgsmål, som vi endnu ikke har set, må man se, hvordan Trump-administrationen vil forholde sig til Sydamerika, og især til Cuba, Nicaragua og Venezuela – især Venezuela, for det er der, olien er. Og det kommer til at være et stort fokus. Og vi ved endnu ikke, hvad det bliver, for en af de diskussioner, der har været her, og jeg er sikker på, at du har hørt den, er en diskussion om »indflydelsessfærer«. Hvor de nye folk ved magten, USA’s nye retning, måske ville være, at vi har indflydelsessfærer; Kina har deres, Rusland har deres, og vi har vores. Vi overtager Grønland eller Canada, og nu er denne halvkugle vores indflydelsessfære. Folk, der har præsenteret det for mig, har selvfølgelig spurgt: »Hvad synes du om det? Tror du, det er planen?« Jeg sagde, at for det første vil Rusland og Kina aldrig gå med til det. For i stedet for »indflydelsessfærer« ser man på blokke, og i stedet for militære blokke eller ideologiske blokke med den sovjetiske blok og den amerikanske blok, ser man bare på geografiske blokke. Og blokke ender i sidste ende med modsætninger, de ender med konfrontationer, og blokke ender med krige. Så jeg tror, at det russiske eller kinesiske perspektiv ville være: Hvis vi vil gøre forretninger med lande i Sydamerika, så er det fint! Hvis I vil gøre forretninger med lande i Kaukasus eller Asien, så er det fint! Alle handler med dem, de har lyst til.

Så jeg tror, at vi endnu ikke har set, hvilken retning USA vælger at gå i den henseende, men jeg tror, at det er afgørende. Nu begynder vi at se retningen mod Europa og til en vis grad mod Eurasien folde sig ud, hvad angår USA’s udenrigspolitik. Jeg tror, det er vigtigt at holde øje med den retning, de vælger, især i Sydamerika, Caribien, i deres lokalområde – om de forfølger en diplomatisk retning, f.eks. med verdensmagterne, eller den traditionelle retning med dominans. Så lad os se det i øjnene, alle ved, at der er årtier, hvor der ikke sker noget, og uger, hvor der sker årtier! Selv om Trump-administrationen bogstaveligt talt har siddet i tre eller fire uger, virker det, som om der er gået tre eller fire år med forandringer!

Så jeg vil formane folk til ikke at tage forskud på glæderne og komme med en masse antagelser om, hvad de vil gøre, hvad enten det er godt eller skidt, så vi kan forblive flydende – de af os, der er imod krig og for vækst og medmenneskelighed, kan være flydende og holde øje med, i hvilken retning tingene går, for lige nu er tingene flydende. Men jeg tror, at den fejl, som mange mennesker begår, er at gå for vidt i forsøget på at forudsige. For alle de forudsigelser, vi hører nu, er baseret på det gamle paradigme: Trump gjorde det i sin første periode, så det vil han også gøre. Russerne har altid gjort det, så de vil gøre det. Den amerikanske regering er en imperialistisk magt, de har allerede gjort det. Det er en fejltagelse nu, og præcis som du siger, er vi i færd med at skabe et nyt paradigme. Det nye paradigme har endda ikke taget helt form. Og set fra et positivt perspektiv, fordi det nye paradigme er ved at tage form nu, giver det folk som os en mulighed for at få indflydelse på den endelige løsning: Hvordan ser det paradigme ud? Jeg synes ikke, at vi bare skal sidde og vente og sige: »Lad os se, hvad dette land beslutter at gøre. Lad os vente og se, hvad verdensmagterne beslutter at gøre.«

Som du sagde i din diskussion af spørgsmålet i Mellemøsten og Afrika om afsaltningsanlæggene og om, hvordan tingene kan ændres der, så kan forskellige grupper, organisationer og koalitioner nu komme med anbefalinger til disse verdensmagter, vi kan få vores verdensbillede, vi kan få vores idéer ind og forhåbentlig hjælpe med at forme et paradigme, der er ved at blive dannet, i stedet for at vente på, at verdensmagterne gør det.

For I kan være helt sikre: De, der var involveret i nogle meget onde gerninger i tidens løb, er ikke gået nogen steder, og de vil arbejde på at udnytte muligheden for at forme det nye paradigme. Lige nu, hvis man ser på Storbritannien og Keir Starmer, så stivner de mennesker, og de siger: »Nej! Jeg vil ikke lade det her ske! Vi beholder det på den gamle måde.« På et tidspunkt tror jeg endda, at de vil sige: »Vent lige lidt: Hvis du ikke kan slå dem, så slut dig til dem.« Og de er kloge: Vi kan ikke undervurdere disse mennesker. Og jeg tror, at de på et tidspunkt vil vågne op og sige: »Ved du hvad? Verden er ved at ændre sig. Hvordan kan vi påvirke dette nye paradigme og få det til at vende tilbage til den retning, det havde.« Og mens de gør det, tror jeg, at vi alle bliver nødt til at forstå, at det nye paradigme, der er ved at opstå, ikke er endeligt endnu, og at vi ud fra et positivt perspektiv kan komme med input og hjælpe med at forme det, og det er vores ansvar at gøre det.

ZEPP-LAROUCHE: Tiden flyver af sted, og vi er næsten nået til timen. Men lad mig nævne en sidste idé: Jeg har længe ment, at verden har bevæget sig til et punkt, hvor vi enten sætter menneskeheden først og definerer de nationale interesser i overensstemmelse med menneskehedens interesser, eller også vil det ikke fungere. Og det har at gøre med det faktum, at da Romerriget kollapsede, vidste folk i Indien ikke noget om det i flere år, og de havde den smukke Gupta-periode, og det var en stigende renæssance. Men denne gang er vi på grund af atomvåben, pandemier og internettet så forbundne, at jeg tror, vi er nået til et punkt i historien, hvor vi har brug for en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser. Og jeg tror helt ærligt, at mødet mellem udenrigsministrene Lavrov og Rubio, selv om man kan sige meget om det som sekundære og tredjehånds kommentarer, rummer kimen til et håb om, at en sådan ny sikkerhedsorden kan opstå. For hvis Trump-administrationen siger, at de ikke betragter Rusland som en fjende, så er det allerede et meget vigtigt skridt.

Hvis de ville udvide det til Kina, tror jeg, at vi endda ville være et stort skridt videre. Trump har allerede i sin første regeringsperiode bevist, at han kan tale med Nordkoreas leder. Jeg tror, at hvis de ville indtage en mere forsonlig holdning over for Iran, som nu har en militær alliance med Rusland og er meget tæt på Kina, så tror jeg, at man kunne nå frem til en ordning, som faktisk gør det, som den Westfalske Fred gjorde: Nemlig at skabe et princip om, at man skal tage hensyn til hinandens interesser, hvis man vil have fred. Og jeg tror, at det efter min mening ville være det virkelige nye paradigme, fordi man bevæger sig ud over geopolitik. Man bevæger sig ind på et område, hvor diplomati og forhandling virkelig vil være den måde, konflikter vil blive løst på i fremtiden.

Så hvad er dit syn på sådan et perspektiv?

NIXON: Jeg er enig. Og jeg tror lige nu, at Rusland kan være en integreret del af det, fordi Rusland har evnen til at dæmpe spændingerne mellem Indien og Kina, og hvis de også kan dæmpe spændingerne mellem USA og Kina, så kan Rusland ændre verden. For hvis Kina og Indien kan komme ud over deres historiske problem, og hvis USA kan komme ud over opfattelsen af at forsøge at dominere Kina eller se dem som en modstander i stedet for en potentiel allieret – hvis Rusland kan komme ind i midten og få de – de 3,5 verdensmagter, ikke sandt? Jeg tror, at det virkelig giver os en mulighed for at komme videre. Og for at afhjælpe problemet med stedfortræderkrige, for mange af de problemer, vi ser på, eller de krige, vi ser på, er stedfortræderkrige mellem verdensmagter. Og hvis man kunne få de fire verdensmagter til at stå sammen, ville alle stedfortræderkrigene forsvinde. Og hvis der er krige i bestemte områder, vil de alle være engagerede i at løse dem og bringe dem til ophør.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har lige svaret på et spørgsmål fra TASS om mine kommentarer til Riyadh-mødet, du ved, udbruddet om, at Europa ikke var inviteret, og jeg sagde: Hvorfor skulle man invitere stedfortrædende magter i betragtning af, at krigen i Ukraine var en krig mellem NATO og Rusland? Så jeg tager dine ord til mig med stor glæde, og jeg takker dig mange gange. Det er et ekstremt håbefuldt perspektiv, og jeg håber, at det vil inspirere en masse mennesker til at komme med nye produktive ideer.

Og mange tak, og jeg håber at se dig igen snart!

NIXON: Mange tak. Jeg sætter pris på dit gode arbejde, og det har været en ære og en fornøjelse at tale med dig i dag.

ZEPP-LAROUCHE: Tak skal du have. Vi ses snart igen!

Møde den 21. februar 2025 kl. 17 eller senere:

Se de indledende præsentationer på YouTube ovenover.

Tilmeld dig her for at være med i diskussionen: International Peace Coalition Meeting

Invitation:
af Dennis Small (EIRNS) – 19. februar 2025

Det svimlende tempo i udviklingen på verdensscenen i løbet af de sidste 30 dage har efterladt det meste af verden – inklusive mange af hovedaktørerne i disse begivenheder – i vildrede med at forklare, hvad der sker, og hvorfor tingene bevæger sig så hurtigt.

Alene i løbet af den sidste uge er hele efterkrigstidens geopolitiske orden begyndt at smuldre. USA og Rusland har genoptaget den rationelle diskussion mellem ligemænd, hvilket har bragt udsigten til en afslutning på Ukraine-Rusland-krigen i fokus samt reduceret faren for en overhængende atomkrig betydeligt. Det europæiske etablissement var chokeret til tårer over vicepræsident J.D. Vances ærlige karakteristik af deres antidemokratiske politik og irrelevans i forhold til at løse den nuværende krise. En desperat og distanceret Volodymyr Zelenskyj valgte at angribe præsident Trump offentligt for ikke at have inviteret ham til mødet mellem USA og Rusland i Riyadh og anklagede Trump for at »leve i dette desinformationsrum« skabt af Rusland. Trump svarede, at Zelenskyj er »en diktator uden valgmandat«, mens hans regering »med succes forhandler om en afslutning på krigen med Rusland«.

Vicepræsident J.D. Vance svarede også: »Zelenskyj får virkelig dårlige råd, og jeg ved ikke fra hvem.« Han tilføjede spidst: »Det er ikke en god måde at håndtere præsident Trump på.«

Vance kender måske godt svaret på sit eget retoriske spørgsmål. Det provokerende politiske svar, der kræver en fortsættelse af krigen – og af hele den geopolitiske gamle orden – kommer fra det imperiale London, som det har gjort under hele krigen i Ukraine. Præsident Trump og hans rådgivere bør benytte lejligheden til at afbryde hele det Churchillianske »særlige forhold« mellem Storbritannien og USA – herunder især »Five Eyes«-efterretningssamarbejdet, som stod bag bestræbelserne på at fængsle eller dræbe Trump – mens de stadig har dem under pres.

Men hvordan skaber man et nyt paradigme, når den gamle orden bryder sammen? Hvad med det igangværende folkemord i Gaza og den bredere krise i Sydvestasien? Hvordan reorganiserer man det globale finansielle system med dets 2 billiarder dollars i spekulativ kræft? Som med alle sådanne faseforandringer er løsningerne ikke vilkårlige: Der er kun én måde, hvorpå puslespillet passer sammen.

Vi henvender os til Lyndon LaRouche for at forstå problemets natur og dets løsning. I sin bog fra præsidentvalgkampen i 1999, The Road to Recovery, rejste LaRouche spørgsmålet: »Hvad er faseforandringer?«

»Den enkleste analogi til, hvad jeg mener med ‘faseforandringer’, er overgangen fra is til vand, eller vand til damp, eller damp til en plasmatilstand. Det vil sige, at selv om materialets kemiske sammensætning tilsyneladende forbliver uændret, er systemets fysiske opførsel, herunder dets interaktion med andre systemer, blevet kvalitativt ændret…. I de former for politiske, økonomiske, sociale og psykologiske chok, som de fleste af jer allerede er begyndt at opleve i jeres umiddelbare omgivelser, har vi at gøre med en anden kvalitet af faseforandringer, end dem der er identificeret i den række af eksempler, jeg har henvist til ovenfor. På trods af denne forskel er de politiske forandringer, vi behandler nu, stadig faseforandringer….

»Virkningerne bliver normalt kun tydelige for almindelige observatører, som nu, i de perioder med turbulente overgange, som markerer passagen af menneskelige anliggender fra en samfundstilstand i almindelighed gennem en turbulent tid med fødselsveer, der fører til fødslen, eller dødsfødslen, af en kvalitativt ny tingenes tilstand i almindelighed….

»Tiden for simple drømme er forbi. Tektoniske omvæltninger er nu den normale tilstand…. Det er denne grundlæggende ændring i karakteren af den måde, verden fungerer på, som nu bestemmer den skiftende form på verdensbegivenhederne.«

Hvordan skal vi så designe og skabe den nødvendige forandring under nutidens systemiske krise?

»Sådanne nødvendige, gennemgribende faseskift i politiske strukturer«, rådede LaRouche i en politisk erklæring fra juli 2002, »kan kun gennemføres demokratisk under forhold med erkendt krise, hvor den folkelige tilknytning til tidligere indlejrede, men fejlslagne politiske matricer er alvorligt undermineret. Den tidlige fase af sociale effekter, der svarer til et generelt sammenbrud af et bankerot politisk system og relateret praksis, er desværre normalt et relativt kort interval, hvor passende systemiske politiske ændringer kan gennemføres, som i løbet af de ‘første halvfems dage’ af FDR’s [Roosevelts –red.] første administration. Kun det, der kan beskrives som »dramatiske« ændringer i de politiske matricer, kan trække en nation ud af det systemiske kollaps, som en vedvarende opretholdelse af de nuværende accepterede politiske doktriner sikrer.«

For at diskutere – og lære at udforme – de nødvendige nye politiske matricer, må man deltage i den ugentlige dialog, der ledes af Schiller Instituttets Helga Zepp-LaRouche på møderne i International Policy Coalition. Og planlæg at deltage i Schiller Instituttets kommende personlige konferencer for at finde ud af, hvordan man kan give menneskeheden svar i disse turbulente tider.

Foto: White House video

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 18. februar 2025

At efterkrigstidens unipolære verdensorden er faldet fra hinanden, er måske århundredets underdrivelse. I dag mødtes delegationer på højt niveau fra USA og Rusland i Riyadh i Saudi-Arabien i fire en halv time som et vigtigt skridt i retning af at etablere normale bilaterale forbindelser mellem verdens største atomare supermagter, og løse Ukraine-konflikten på en måde, der med mødedeltager og USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz’ ord er »en permanent afslutning på krigen og ikke en midlertidig afslutning, som vi har set det tidligere.«

Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche kommenterede: »Dette er en lettelse for hele verden. Det er præcis, hvad Dr. [Naledi] Pandor krævede på den Internationale Fredskoalitions seneste møde: Hvor er de voksne i lokalet? Det bord [i Riyadh] var fyldt med voksne. Det er meget lovende, at de fandt en måde at løse alle problemer på, som tager hensyn til alle andre, der er berørt af konflikten.«

Udmeldingerne fra begge sider af mødet var meget positive, idet de bekræftede vigtigheden af forholdet mellem USA og Rusland og beskrev de foranstaltninger, som deltagerne var blevet enige om. Disse omfatter udnævnelse af ambassadører og ophævelse af restriktioner på diplomatiske missioner i de to lande; udnævnelse af hold på højt niveau til at indlede drøftelser om en løsning på Ukraine-konflikten; etablering af en dialog om genoptagelse af det økonomiske samarbejde, herunder inden for energi og rumforskning; og forberedelse af et møde mellem USA’s præsident Trump og Ruslands præsident Putin.

Reaktionen fra EU-ledernes »børnebord«, den illegitime ukrainske præsident Zelenskyj og især britisk efterretningsvæsens tænketanke har været total panik. Artikler i den britiske efterretningstjenestes talerør, Royal United Services Institute og Chatham House, opfordrer Storbritannien og Europa generelt til at samle tropperne for at føre krigen mod Rusland helt ned til den sidste ukrainer, eftersom USA ser ud til at trække sig.

Det russiske svar på en sådan barnlig, dog åndsforladt, opførsel har været meget kontant: Det russiske udenrigsministeriums talskvinde, Maria Zakharova, bemærkede den 18. februar, at »russisk-amerikanske kontakter på høje og de højeste niveauer forårsager et sandt hysteri blandt euroatlantiske russofober«, og den russiske permanente repræsentant ved FN, Vassily Nebenzia, sagde, at de europæiske eliter på grund af deres russofobiske og maniske tankegang »ikke duer til at være garanter eller endog mæglere [i Ukraine-krigen]. Vi kan også se det ud fra, hvad der forleden blev sagt af de europæiske deltagere i sikkerhedskonferencen i München – deres udtalelser var hensynsløse, høgeagtige og virkelighedsfjerne.«

Russiske embedsmænd har også gjort det meget klart, at de ikke vil droppe spørgsmålet om, hvad de ser som de vigtigste årsager til konflikten: intentionen om at trække Ukraine ind i NATO, manglen på sikkerhedsgarantier for Rusland og vestlig støtte til nazistiske elementer i det ukrainske regime.

Udviklingen i Riyadh har åbnet en bred kløft mellem den retning, verden kan tage med samarbejde mellem suveræne nationer for fred, og det huleboagtige system med krig og imperier, der har domineret indtil nu.

Som Helga Zepp-LaRouche har understreget mange gange, må vi for virkelig at vinde freden overvinde geopolitikken og gå ind i et nyt paradigme med win-win-samarbejde mellem suveræne nationer, som arbejder sammen for at fremme menneskehedens interesser som helhed. De ændringer, der fører til en løsning på Ukraine-konflikten, kan åbne døren for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for verden, som Zepp-LaRouche efterlyser i sin erklæring: »Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur«:

»Det nye paradigme, som vil være karakteristisk for den nye epoke, og som den nye globale sikkerheds- og udviklingsarkitektur skal rettes mod, må derfor eliminere det oligarkiske begreb for altid og fortsætte med at organisere den politiske orden på en sådan måde, at menneskehedens sande karakter, som den kreative art, kan realiseres.«

Vi har en åbning nu: Grib den!

Foto: Russian Foreign Ministry

Dennis Small

Den 15. februar 2025

Følgende internationale pressemeddelelse er udsendt af Schiller Instituttet til øjeblikkelig distribution. For yderligere information: [questions@schillerinstitute.org](mailto:questions@schillerinstitute.org)

Dr. Naledi Pandor, Sydafrikas tidligere minister for internationale relationer og samarbejde (2019-2024), udtalte den 14. februar: »Jeg mener, at vi bør have Mandelas ånd, at frihed er mulig; at det palæstinensiske folk kommer til at opnå suverænitet, retfærdighed og frihed. Og at Oase-planen giver os mulighed for at tænke på verden på en anden måde. Så lad os samle vores ressourcer; lad os ikke stivne på dette tidspunkt. Lad os være ambitiøse; lad os være optimistiske. For [Nelson] Mandela har vist, at ting, som vi anser for umulige, faktisk er mulige.”

Dette var de afsluttende ord, som Dr. Pandor – internationalt kendt for med succes at have bragt sagen om israelsk folkemord for Den Internationale Domstol – leverede til det 89. ugentlige møde i Den Internationale Fredskoalition (IPC), som blev etableret i maj 2023 på initiativ af Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche. Donald Ramotar, tidligere præsident for Guyana (2011-2015), Dennis Fritz, direktør for Eisenhower Media Network (EMN) og pensioneret Command Chief Master Sergeant i det amerikanske luftvåben, og Helga Zepp-LaRouche delte platformen som paneldeltagere med Dr. Pandor.

I sine indledende bemærkninger til IPC-samlingen, »At afslutte voldscyklussen i Sydvestasien kræver, at der skabes en fremtid for alle dets indbyggere«, understregede Zepp-LaRouche, at det haster med diskussion og aktivering, fordi »den gamle orden er ved at bryde sammen, men den nye orden har endnu ikke taget form. … Vi befinder os i den mest dramatiske ændring af en epoke, som på den ene side er fyldt med utrolige farer – og faren for en global atomkrig er stadig ikke helt af bordet – men på den anden side tror jeg absolut, at der er håb om, at hvis vi forener vores kræfter, kan vi flytte menneskeheden ind i en bedre æra med et nyt paradigme…. [Vi må] blive enige om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten, i traditionen fra Den Westfalske Fred.«

Zepp-LaRouche tilføjede, at »Mellemøsten lige nu er det mest aktuelle spørgsmål, og vi burde kæmpe for at få kombinationen af en arabisk fredsplan, som den fremmes af Egypten og andre arabiske lande, men med den tilføjelse, at to-statsløsningen skal omfatte en Oase-plan med dens brede udviklingsperspektiv for hele Mellemøsten – ikke bare Israel og Palæstina, men for hele Mellemøsten.«

Dr. Pandor var helt enig: “Jeg mener, at Oase-planen indeholder en række meget nyttige forslag, som de grupper, der er indbyrdes uenige, kunne se på som grundlag for yderligere diskussioner…. Vi har brug for lederskab. Vi er nødt til at finde en måde, gennem Schiller Instituttet, at identificere, hvem der er de voksne i rummet…. Hvem er klar til at engagere sig på en seriøs måde for rent faktisk at løse verdens problemer?… Jeg tror, at Schiller Instituttet sammen med andre organisationer med lignende styrke kunne begynde at påtage sig denne lederrolle, primært med henblik på at indkalde, indlede samtaler og udvikle en dagsorden.«

Dr. Pandor kom også med en advarsel: »Hvis vi går glip af dette øjeblik, tror jeg ikke, vi kan forestille os det kaos, der vil møde os. Så dette er et tidspunkt, hvor vi er nødt til at bruge al den institutionelle kapacitet, vi har til rådighed, for at sikre  vi vender tilbage til rationalitet, og at vi har diskussioner og processer, der tager fat på vores dybtliggende problemer med ulighed, manglende levebrød og usikkerhed forårsaget af konflikter…… Jeg tror  vi nu er nødt til at opbygge en virkelig praktisk og effektiv global koalition, der vil tage fat på disse udviklingsudfordringer…… Jeg støtter Guyanas tidligere præsident, når han siger, at der er en meget vigtig forbindelse mellem fred og udvikling.«

Tidligere i dialogen havde Guyanas tidligere præsident Donald Ramotar understreget den nødvendige sammenhæng mellem fred og udvikling og opfordret til en »dristig plan, som [den kinesiske præsident] Xi Jinpings win-win-tilgang, uden tabere.« LaRouches Oase-plan, sagde han, er baseret på kombineret fred og udvikling, og den præsenterer en levedygtig plan for at genopbygge Gaza og regionen, og den kan være en central del af en global plan, sagde han.

Dennis Fritz støttede også Oase-planen som et nyttigt bidrag til at finde en fredelig løsning på den fastlåste krise i Mellemøsten.

I den livlige diskussionsperiode blev Dr. Pandor spurgt om, hvordan man kan gøre noget ved underudviklingen i Afrika. Hun bemærkede, at »Oase-planen berører mange spørgsmål, som er vigtige for det afrikanske kontinent. Hvis man tager de 17 prioriteter i Agenda 2063, den plan som vi kalder ‘The Africa We Want’, vil man se, at disse prioriteter har en meget klar forbindelse til de mål, der er opstillet, de forskellige initiativer om energi, bæredygtighed, vandkvalitet, vandinfrastruktur, der er fremsat i Oase-planen.«

Dr. Pandor blev bedt om at diskutere, hvordan det var lykkedes Sydafrika at besejre apartheid: »ANC (African National Congress) begyndte som en organisation, der samlede afrikanere, men efterhånden som den konfronterede de undertrykkende kræfter, indså den, at undertrykkelse faktisk handler om værdier og principper. Det handler ikke udelukkende om identitet… At konfrontere apartheidstaten var at konfrontere apartheids ondskab og ikke at konfrontere hvide personer.” Hun tilføjede: »Sydafrika var på den måde ret usædvanligt, synes jeg.«

Dr. Pandor blev også spurgt om Trump-administrationens nylige beslutning om at skære i den økonomiske støtte til Sydafrika, og hun henvendte sig til deltagerne i IPC-samlingen: »Jeg er ked af nedskæringerne i støtten til Sydafrika, men jeg tror, at vi gennem jeres venskab, gennem overtalelse og diplomatisk engagement med USA’s regering vil være i stand til at overbevise om, at Sydafrika faktisk er en rigtig god partner for USA. Og at de værdier, som Sydafrika står for gennem sin forfatning og sin Bill of Rights [borgerrettighedslov –red.], er værdier, som er meget i overensstemmelse med de værdier, som traditionelt er blevet forbundet med USA…. Så hvem er de mennesker, som kan tale med præsident Trump, som kan tale med præsident von der Leyen, som kan tale med kansler Scholz?”

Den Internationale Fredskoalitions møde blev sendt live på Zoom, YouTube og andre platforme til mere end 1.000 deltagere fra næsten 50 lande med simultantolkning til spansk, tysk og fransk. Den fulde video kan ses her.

Foto: ICJ