Leder fra LaRouche PAC, USA, 27. sept., 2017 – I dag udgav EIR sit ugemagasin (dateret 29. sept.) med dossieret »Robert Mueller er en umoralsk juridisk morder: Han vil udføre sit job, hvis I giver ham lov«. Dossieret, der er på 26 sider, fremlægger Robert Swan Mueller III’s identitet og rolle mht. mangeårige, beskidte operationer imod nationen, imod den patriotiske statsmand Lyndon LaRouche, imod ofrene for 11. september og deres familier, og imod andre. Denne rapport – der cirkuleres via LaRouchePAC’s netværk, er ammunition for at bryde det neo-britiske imperium én gang for alle, for at bane vejen for, at det transatlantiske område kan tilslutte sig den Nye Silkevejsæra for udvikling.

Det faktum, at sådanne stinkende operatører som Mueller så længe har kunnet fortsætte med deres beskidte arbejde, skyldes ikke manglende »information« som sådan i offentligheden – selv om befolkningen berøves viden. Det reflekterer i stedet mindcontrol-operationer for at aflede og demoralisere folk ind i konstruerede klagepunkter, såsom at fordømme Christopher Columbus som en ’undertrykker’.

Denne kulturelle degradering udføres med overlæg af fornægterne af renæssancen med det formål at kunne udføre faktisk fysiske forbrydelser mod menneskeheden. De fremmer en politistatsdynamik for at afskrække alle fra at vove at gøre indsigelse, eller blot stille spørgsmålstegn ved det, der foregår. Men vi kan knække ryggen på disse forræderiske operationer.

En impuls, der er til fordel for dette udbrud, kommer fra det menneskelige ønske om at redde liv og bygge en fremtid, og som man ser hos ofrene og redningsfolkene midt i oversvømmelserne og murbrokkerne efter de udbredte katastrofer, der har ramt de amerikanske lande. Som Mexicos præsident Enrique Pena Nieto sagde i en tale til nationen i går aftes, »Jeg ved, mange af jer føler frygt og ængstelse, men lad mig sige til jer, at vi vil give særlig opmærksomhed til opgaven, at beskytte befolkningen … Min første prioritet er at beskytte jeres og jeres familiers liv … Vi vil fortsat vise, at vi er mennesker, der ikke opgiver over for modgang og er rede til at gå fremad.«

Puerto Rico og De caribiske Øer befinder sig stadig i en nødredningsfase; dernæst følger fasen for opbygning af en økonomi, som vil kræve logistik på militærniveau. Florida, Texas og de andre stater, plus Mexico, står over for en enorm genopbygning, og ny opbygning.

Denne virkelighed rejser spørgsmålet om kredit – hvor skal midlerne komme fra? Svaret blev givet, før katastrofen, af Lyndon LaRouche i hans »Fire Love« fra 2014, om bankpraksis, kredit og videnskabelig og økonomisk opbygning. Katastrofernes virkelighed beviser nu LaRouches pointe; vi er menneskelige. Vi kan skabe kredit. Vi kan bygge og skabe fremskridt.

Et glimt af denne erkendelse kom i går på et møde i Det Hvide Hus om infrastruktur og ’skattereform’. Ifølge deltagere i denne tværpolitiske samling, sagde præsident Trump, at statslig finansiering, og ikke PPP-finasiering (Public Private Partnership), er vejen ad hvilken for at genoplive byggeri af infrastruktur. Statslig finansiering – plus finansiering fra delstaterne og lokalsamfundet – kan betyde, at man må forlade sig på skatteindtægter og mere gældsætning, men statslige partnerskaber med private interesser »er bestemt ikke en ’magisk kugle’, der løser alle nationens infrastrukturproblemer«, iflg. en embedsmand fra Det Hvide Hus, der deltog i mødet. »Vi vil«, sagde han, »fortsat tage alle brugbare muligheder i betragtning.« Trump talte i særdeleshed for en »langvarig« støtte til Puerto Rico. Hvordan man skal gennemføre dette perspektiv – både kortvarigt og langvarigt – forklares i LaRouches Nødhandleplan, som blev udstedt den 31. august, midt i orkanen Harvey.

Ud over de umiddelbare nødhjælpsoperationer i Puerto Rico må vi også »se længere end til horisonten«, som general Joseph Dunford, formand for generalstabscheferne, udtrykte det, da han talte om militærets igangværende rolle i Caribien. Dette var Dunfords svar på specifikke spørgsmål om militærets nødhjælpslogistik under en høring i Senatet i går.

Men tiden er for længst overskredet til at se endnu højere og bredere: den Nye Silkevej i de amerikanske kontinenter er lige netop ’over horisonten’!

Foto: Præsident George W. Bush taler for medierne under et besøg i FBI’s Hovedkvarter med direktør Robert Mueller, venstre, og USA’s justitsminister John Ashcroft. 25. sept., 2001.  (Photo US National Archives)

Læs det eksklusive dossier her: 

https://larouchepac.com/20170927/robert-mueller-amoral-legal-assassin-he-will-do-his-job-if-you-let-him

Leder fra LaRouche PAC, USA, 26. sept., 2017 – Excutive Intelligence Review News Service vil torsdag, i denne uges udgave af EIR, udgive et dossier med titlen, »Robert Mueller er en umoralsk morder: Han vil gøre sit job, hvis I giver ham lov«. Dossieret demonstrerer, at det igangværende kupforsøg mod præsident Donald Trump køres af de samme personer, der satte Lyndon LaRouche i fængsel i 1980’erne, og som forhindrede afsløringen af saudiernes og deres britiske controlers’ rolle i terrorangrebet mod USA den 11. sept., 2001. Hensigten med alle disse tre kriminelle og forræderiske handlinger var at forhindre, at USA brød væk fra Det britiske Imperium, at USA vendte tilbage til det Amerikanske System for politisk økonomi og at USA gik sammen med Rusland og Kina – vore allierede i bekæmpelsen af fascisme under Anden Verdenskrig – for at besejre nutidens internationale terrorapparat, og med det formål at arbejde sammen om at opbygge verden gennem den Nye Silkevejsproces, som nu er ved at blive gennemført under Kinas lederskab.

EIR og dets stifter, Lyndon LaRouche, opfordrer alle verdens borgere til at cirkulere dette dossier bredt, som det nødvendige middel til at forhindre et yderligere styrt ned i kaos og krig.

Den amerikanske befolkning har demonstreret deres afsky for det mislykkede forsøg på at påstå, at Rusland stjal valget fra de godtroende amerikanere, og det ligeledes mislykkede forsøg på at portrættere Trump som både en russisk marionet og tilhænger at hvidt overherredømme. Det eneste, der er tilbage, er det britiske ’Stjernekammer’ (latin: Camera Stellata), der køres af Robert Swan Mueller III, baseret på hans svigagtige udnævnelse til særlig anklager, og det svigagtige dokument, udfærdiget af den britiske MI6-agent Christopher Steele, om Trumps angivelige underdanighed over for russisk afpresning.

FBI forhindrer nu åbenlyst retfærdighedens gang ved at nægte at overgive til USA’s Kongres de dokumenter, der har relation til deres samarbejde med agent Steele fra britisk efterretning.

I valget i Tyskland i søndags kollapsede de to partier, der har ledet Tyskland siden Anden Verdenskrig, og således efterladt Tyskland – den hidtil eneste stabile nation i Europa – i en tilstand af kaos, hvor landet ikke kan regeres. Helga Zepp-LaRouche, hvis kandidatur til kanslerposten blev udelukket af den europæiske presse (selv, da hun på fremtrædende vis blev interviewet i den kinesiske presse!), bemærkede, at dette var endnu en demonstration af, at nedskæringspolitikken og de økonomiske vanskeligheder, påtvunget dem af det bankerotte, angloamerikanske finanssystem, havde vendt borgerne i Europa og USA imod alle former for det mislykkede lederskab efter krigen. Dette bevistes af Brexit, af valget af Trump, af oprør mod EU i det sydlige Europa og nu, af sammenbruddet i Tyskland.

Alternativet står klart for os alle, som det fremlægges gennem LaRouches Nødplan for at genindføre det Amerikanske System i Vesten, og gennem USA’s fulde engagement i den Nye Silkevejsproces for global win-win-udvikling. Det er netop, fordi præsident Trump har indikeret en hensigt om at gøre begge dele, at briterne og deres hit-men på Wall Street og oversidderne i Obamas efterretningssamfund febrilsk forsøger at afsætte ham.

Schiller Instituttet, stiftet og præsideret af Helga Zepp-LaRouche, vil optrappe sin kampagne i USA i de kommende dage. En ugentlig tale af fr. LaRouche på engelsk vil udgøre spydspidsen for et fremstød, der skal rekruttere og uddanne den vrede, amerikanske befolkning, så den ikke alene gør modstand, men også trækker på de kreative tænkere, der gav os moderne civilisation – dvs., Platon, Konfucius, Nikolaus von Kues, Leibniz, Kepler, Bach, Beethoven, Schiller, Vernadskij, Benjamin Franklin, Alexander Hamilton – for at gennemføre det nødvendige program for menneskehedens fremtid, og baseret på menneskets værdighed. LaRouche Political Action Committee (LaRouche PAC) vil ligeledes lancere en række undervisningsklasser, åbne for hele verden, om Lyndon LaRouches økonomiske og videnskabelige metode, som den nødvendige ammunition for de forestående kampe. Helga Zepp-LaRouches råd: »Kæmp som kriger-engle!«

Foto: FBI-direktør Robert Mueller modtager applaus under præsident Barack Obamas bemærkninger i Det Hvide Hus’ Rosenhave, 21. juni, 2013. Her annoncerede præsidenten James Comey som sin nominerede til at efterfølge Mueller. (Official White House Photo)

24. sept., 2017 – Når USA’s Kongres åbner i morgen, vil embedsmænd og kongresmedlemmer fra Puerto Rico og deres amerikanske kongresallierede være til stede for ikke alene at kræve øgede bevillinger af nødfinansiering for at adressere skaderne på skønsmæssigt $30 mia. i Puerto Rico, frembragt af to orkaner, men også en ændring i politikken for at give Puerto Rico grundlaget for økonomisk vækst.

Kongressens ekstreme PROMESA-lov, der blev vedtaget sidste år, angiveligt for at stabilisere øens budget- og gældskrise, omfattende ingen bevillinger til økonomisk vækst, men oprettede i stedet en finanskontrolstyrelse, der skulle indføre drakonisk nedskæringspolitik på øen – med nedskæringer af pensioner, lønninger, offentlige sundhedsydelser og vitale tjenesteydelser. Som Business Insider påpegede i dag, så er hele konkursbehandlingen, og gennem implikation kontrolstyrelsen, sat »på vågeblus«. Der bliver ingen betalinger på statsgælden. Der bliver ingen opkrævning af skatter og afgifter i flere måneder.

Diskussionen rejser spørgsmålet om det, Lyndon LaRouche har foreslået for at tackle disse nødsituationer – nye, føderale kreditinstitutioner, national bankpraksis, Glass-Steagall og de Fire Love. I 1965 havde Puerto Rico et fungerende kernekraftværk, der lukkede i 1968. Hvorfor ikke bygge et andet? Der er et presserende behov for byggeri af havne, skoler, hospitaler, hovedveje og jernbaner. Puerto Rico kan spille en rolle i at opkoble til den Nye Silkevej. PROMESA bør skylles ud i toilettet.

Washington Post rapporterer i dag, at store mængder føderal nødhjælp strømmer ind til øen, men hovedvægten ligger stadig på at vurdere skaderne og at redde folk, og der er dele af øen, der fortsat er isoleret. Genetablering af elforsyningen er stadig »langt borte«, iflg. Mike Highland fra American Public Power Association, der samarbejder med Energiministeriet og New York Power Authority for at skønne, hvor store skaderne på Puerto Ricos elektricitetsnet er.

Åbningen af San Juans havn gjorde det muligt for 11 skibe at bringe 1,6 mio. gallon vand (1 gallon = 3,79 l), 23.000 feltsenge og dusinvis af generatorer og mad; og dusinvis flere skibslaster forventes i de nærmeste dage. Men det er et kapløb med tiden for at undgå en voksende humanitær krise. Dr. Natalie Nierenberg, specialist i smitsomme sygdomme ved Tufts Medical Center i Boston, sagde til Boston Herald, at smitsomme sygdomme er en enorm trussel, når mennesker lever tæt sammen og bruger generatorer, og som ikke er vaccineret. Hun advarede om, at smitsomme sygdomme og luftvejsinfektioner kunne »blive tårnhøje« i Puerto Rico, sammen med også vandbårne og moskitobårne sygdomme. Massachusetts General Hospital sender en gruppe frivilligt personale til Puerto Rico for at holde tabstallet nede.

Foto: En mand kører på cykel på en ødelagt vej i Toa Alta, vest for San Juan, Puerto Rico, 24. sept., 2017.

23. sept., 2017 – Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov lagde skylden på Obama-administrationen for de dårlige relationer mellem Rusland og USA. »De russisk-amerikanske relationer lider, ikke alene, fordi der er konflikter, men fordi den tidligere administration opførte sig ondskabsfuldt, hævngerrigt og plantede en mine med forsinket udløsning under de russisk-amerikanske relationer«, sagde Lavrov på en pressekonference ved afslutningen af sine aktiviteter på FN’s Generalforsamlings møder, iflg. TASS. »Det ville jeg ikke have forventet af en Nobels Fredspristager«, sagde han ironisk. Lavrov sagde, han var overbevist om, at »det er meget dårligt, at et enormt potentiale for vore bilaterale relationer er lagt i mølposen pga. russofobisk hysteri, og at globale spørgsmål lider, fordi Rusland og USA ikke kan koordinere«.

Lavrov sagde, han ikke kunne tro på USA’s udenrigsminister Rex Tillerson, da denne hævdede at have beviser for Ruslands indblanding i de amerikanske præsidentvalg. »Da jeg spurgte Rex Tillerson, hvordan man kunne bekræfte hans ord om, at Ruslands indblanding i de amerikanske valg er veldokumenteret, sagde han, ’Jeg kan ikke vise dig noget, da det er klassificeret information’«, sagde den russiske udenrigsminister. »Ved du, jeg kan ikke tro på det.«

»Man har kørt en kampagne op over lovligheden af valget af præsident Trump og over det faktum, at Rusland skulle have sikret, at han blev præsident ved at blande sig i valgkampagnen, men de har ikke fremlagt ét eneste bevis«, sagde Lavrov. »Om indblandingen i valget er der, selv om der nu er gået et år, siden diverse kommissioner begyndte at arbejde, ingen, nogen steder, der har fremlagt én eneste kendsgerning for os.«

»Vi har den såkaldte dekonfliktion, men det er sandsynligvis ikke nok, når kampen mod terrorisme skrider frem, når vi ødelægger terrorist-arnesteder i Raqqa og Deir ez-Zor«, sagde han. »For at give terroristerne det faktiske endelige stød, så er ikke kun dekonfliktion nødvendig, men koordination. Men det amerikanske militær er blevet forbudt at koordinere.«

I sin berømte tale til Kongressen advarede John Quincy Adams om, at Amerika »drager ikke til udlandet i søgen efter uhyrer at ødelægge«, men snarere respekterer »andre nationers uafhængighed samtidig med at bevare sin egen … og afholder sig fra indblanding i andres anliggender«. Et ekko af denne principerklæring fra John Quincy Adams kunne i denne uge høres i præsident Trumps tale til FN’s Generalforsamling, hvor han reelt erklærede afslutningen på politikken for regimeskifte og en unipolær verdensorden, som har domineret de seneste to administrationer, og erklærede, »Vi forventer ikke, at forskellige lande skal være fælles om de samme kulturer, traditioner eller endda regeringssystemer« og opfordrede til »en verden af stolte, uafhængige nationer, der … gør fælles sag i den største fælles interesse for os alle: en fremtid med værdighed og fred for befolkningen på denne vidunderlige Jord«.

Men præsident Trump modsagde imidlertid sig selv i selvsamme tale og opremsede bogstavelig talt et litani af ikke mindre end et halvt dusin »uhyrer, der skulle ødelægges«, fra Nordkorea til Iran, til Cuba, Venezuela og Syrien. Denne dobbelthed, som man ikke kan karakterisere som andet end »En fortælling om to taler«, som indeholdt det bedste og det værste, reflekterer den kamp, der nu raser, om dette præsidentskabs sjæl. De positive elementer af denne tale, som åbenlyst reflekterer en hældning mod at arbejde sammen med nationer som Kina og Rusland, må omfavnes. Men de andre, meget destruktive aspekter må opgives og summarisk afvises, og erkendes som det, de er: forsøg på at køre af sporet, det positive potentiale for et nyt system med win-win-relationer, udført af dem, der af geopolitiske grunde er imod det fremvoksende, nye paradigme for fred gennem økonomisk udvikling, som eksemplificeres af Kinas politik for den Nye Silkevej.

Vært Matthew Ogden: Godaften; det er 22. sept. 2017. Tak fordi I lytter til vores ugentlige, strategiske webcast her fra LaRouche PAC.

I denne uge har vi set FN’s Generalforsamling samles i New York City. Lad mig begynde aftenens udsendelse med at citere en stor, amerikansk præsident, statsmand og diplomat, hvis 250. fødselsdag vi fejrer i år: John Quincy Adams sagde det følgende i sin berømte tale til Kongressen den 4. juli, 1821: »Amerika udråbte for menneskeheden de umistelige rettigheder, som er menneskets natur, og de eneste lovlige fundamenter for regering. I forsamlingen af nationer … rakte Amerika det ærlige venskabs, den ligeværdige friheds og den generøse gensidigheds hånd frem til dem. Hun har … respekteret andre nationers uafhængighed og samtidig hævdet og bevaret sin egen. Hun har afholdt sig fra indblanding i andres anliggender, selv, når konflikterne har været over principper, som hun holder sig til, som til den sidste, vitale dråbe, der når hjertet … Hvor som helst standarden for frihed og uafhængighed har udfoldet sig, eller vil udfolde sig, dér vil hendes hjerte, hendes velsignelser og hendes bønner være … Men, hun drager ikke til udlandet i søgen efter uhyrer, der skal ødelægges. Hun er en velynder af frihed og uafhængighed for alle. Hun forfægter og advokerer kun sin egen. Hun vil anbefale den almene sag gennem sin stemmes udtryk og sit eget eksempels venlige sympati. Hun ved meget vel, at, ifald hun melder sig under andre faner end sin egen, er det end fanen for udenlandsk uafhængighed, ville hun involvere sig, så hun ikke kunne vikle sig ud, i alle krigene født af interesse og intrige, af personlige griskhed, misundelse og ærgerrighed, der antager frihedens farver og tilraner sig en frihedens standard … Hendes politiks fundamentale grundsætninger ville umærkeligt skifte fra frihed til magt. Båndet på hendes pande ville ikke længere gløde med frihedens og uafhængighedens uudsigelige pragt; men ville i dets sted snart blive erstattet af et imperialt diadem, der med falsk og uren glans udsender de skumle stråler af herredømme og magt. Hun kunne blive verdens diktator: hun ville ikke længer være herskeren af sin egen ånd.«

Denne principerklæring fra John Quincy Adams, som blev holdt for næsten 200 år siden, og som på mange måder var forudvidende på grænsen til det profetiske i sin advarsel; denne tale bør udgøre grundlaget for vores udenrigspolitik som republik, og er faktisk fortsat i centrum for spørgsmålet og fred og krig den dag i dag. Det er i forhold til denne erklæring, at vores lederes udtryk, siden dengang og frem til i dag, for amerikansk udenrigspolitik må måles og sammenlignes.

Her følger engelsk udskrift af resten af webcastet:  

Now, let us shift our focus to the speech which President

Trump delivered at the United Nations General Assembly on Tuesday

of this week.  I don’t think that there’s any other way of

characterizing what President Trump had to say other than to call

it “The Tale of Two Speeches”.  In some respects, it could be

seen as the best of all possible speeches; but in other respects,

and in a very large way, very substantially so, it was the very

worst of all speeches.  As Helga Zepp-LaRouche said, it was

almost as if he delivered two completely separate and

contradictory speeches at once.  One thing that’s very clear for

the observer, is that there are many opposing interests at work

in this administration, and that there’s a fierce policy war

ongoing right now behind the scenes for the very soul of this

Presidency.  It’s one which it is our responsibility to be very

clear-eyed about, to understand what the factors involved here

are, including the ongoing political coup attempt against this

Presidency from inside many of the institutions of our own

government.  But also to articulate the fact that this war is

ongoing, with sobriety and clarity.  And we must do this if we

are indeed intending to allow the very positive potential which

is reflected in this speech, to defeat the very negative

tendencies which are also very clearly present.

So, let’s take a look first at the positive elements of this

speech.  Granted, if you’ve only been reading the Western media

accounts, you might not have been exposed to many of the parts

which you are about to hear; and you might be very ignorant of

the fact that there was a very substantially positive aspect of

this speech.  For those who were there in the assembly hall

listening to the speech, and then for you who are viewing this

webcast right now, you might be surprised at the positive and

hopeful and clear-headed tone which began this speech.  One which

is perhaps very reminiscent of some of the statements that you

just heard John Quincy Adams make in that speech from almost 200

years ago.

What I’d like to do for you, is just play about seven or

eight minutes of the beginning of President Trump’s speech to the

United Nations General Assembly.

 

PRESIDENT DONALD TRUMP

:  To put it simply, we meet at a

time of both of immense promise and great peril. It is entirely

up to us whether we lift the world to new heights, or let it fall

into a valley of disrepair.

We have it in our power, should we so choose, to lift

millions from poverty, to help our citizens realize their dreams,

and to ensure that new generations of children are raised free

from violence, hatred, and fear.

This institution was founded in the aftermath of two world

wars to help shape this better future. It was based on the vision

that diverse nations could cooperate to protect their

sovereignty, preserve their security, and promote their

prosperity.

It was in the same period, exactly 70 years ago, that the

United States developed the Marshall Plan to help restore Europe.

Those three beautiful pillars — they’re pillars of peace,

sovereignty, security, and prosperity.

The Marshall Plan was built on the noble idea that the whole

world is safer when nations are strong, independent, and free. As

President Truman said in his message to Congress at that time,

“Our support of European recovery is in full accord with our

support of the United Nations. The success of the United Nations

depends upon the independent strength of its members.”

To overcome the perils of the present and to achieve the

promise of the future, we must begin with the wisdom of the past.

Our success depends on a coalition of strong and independent

nations that embrace their sovereignty to promote security,

prosperity, and peace for themselves and for the world.

We do not expect diverse countries to share the same

cultures, traditions, or even systems of government. But we do

expect all nations to uphold these two core sovereign duties: to

respect the interests of their own people and the rights of every

other sovereign nation. This is the beautiful vision of this

institution, and this is foundation for cooperation and success.

Strong, sovereign nations let diverse countries with

different values, different cultures, and different dreams not

just coexist, but work side by side on the basis of mutual

respect.

Strong, sovereign nations let their people take ownership of

the future and control their own destiny. And strong, sovereign

nations allow individuals to flourish in the fullness of the life

intended by God.

In America, we do not seek to impose our way of life on

anyone, but rather to let it shine as an example for everyone to

watch. This week gives our country a special reason to take pride

in that example. We are celebrating the 230th anniversary of our

beloved Constitution — the oldest constitution still in use in

the world today.

This timeless document has been the foundation of peace,

prosperity, and freedom for the Americans and for countless

millions around the globe whose own countries have found

inspiration in its respect for human nature, human dignity, and

the rule of law.

The greatest in the United States Constitution is its first

three beautiful words. They are: “We, the people.”  Generations

of Americans have sacrificed to maintain the promise of those

words, the promise of our country, and of our great history. In

America, the people govern, the people rule, and the people are

sovereign. I was elected not to take power, but to give power to

the American people, where it belongs.

In foreign affairs, we are renewing this founding principle

of sovereignty. Our government’s first duty is to its people, to

our citizens — to serve their needs, to ensure their safety, to

preserve their rights, and to defend their values.

As President of the United States, I will always put America

first, just like you, as the leaders of your countries will

always, and should always, put your countries first. [Applause.]

All responsible leaders have an obligation to serve their

own citizens, and the nation-state remains the best vehicle for

elevating the human condition. But making a better life for our

people also requires us to work together in close harmony and

unity to create a more safe and peaceful future for all people.

The United States will forever be a great friend to the

world, and especially to its allies. But we can no longer be

taken advantage of, or enter into a one-sided deal where the

United States gets nothing in return. As long as I hold this

office, I will defend America’s interests above all else.

But in fulfilling our obligations to our own nations, we

also realize that it’s in everyone’s interest to seek a future

where all nations can be sovereign, prosperous, and secure.

America does more than speak for the values expressed in the

United Nations Charter. Our citizens have paid the ultimate price

to defend our freedom and the freedom of many nations represented

in this great hall. America’s devotion is measured on the

battlefields where our young men and women have fought and

sacrificed alongside of our allies, from the beaches of Europe to

the deserts of the Middle East to the jungles of Asia.

It is an eternal credit to the American character that even

after we and our allies emerged victorious from the bloodiest war

in history, we did not seek territorial expansion, or attempt to

oppose and impose our way of life on others. Instead, we helped

build institutions such as this one to defend the sovereignty,

security, and prosperity for all.

For the diverse nations of the world, this is our hope. We

want harmony and friendship, not conflict and strife. We are

guided by outcomes, not ideology. We have a policy of principled

realism, rooted in shared goals, interests, and values.

 

OGDEN:  So, that was the beginning of President Trump’s speech to

the United Nations General Assembly.  As has been reported,

immediately afterwards in a press conference, Foreign Minister

Sergey Lavrov of Russia responded very favorably to that aspect

of the speech.  As he said, “I think it’s a very welcome

statement, which we haven’t heard from an American leader for a

very long time.”  This is true, in this aspect of the speech;

because what you just heard from President Trump was essentially

a declaration that the policy of regime-change was over.  He

said, we’re looking for a coalition of strong and independent

nations that will be sovereign nations, but will exist in shared

security, prosperity, and peace.  So, an end to the so-called

“unipolar” world.  He said, “We do not expect diverse countries

to share the same cultures, traditions, or even systems of

government.”  He said we should “let diverse countries with

different values, different cultures, and different dreams not

just coexist, but work side by side on the basis of mutual

respect.”  And, he said, these countries can work to make a

better life for all people by working together in “harmony and

unity”.  For the diverse nations of the world, this is our hope,”

he said.  “We want harmony and friendship, not conflict and

strife.”

So, this is a very positive statement of US foreign policy;

and one which could be taken as an end to the commitment to

geopolitics and a unipolar world.  However, from there, the

speech took a very dramatic turn.  Immediately after vowing that

the policy of regime-change was over, President Trump proceeded

to list off no less than half a dozen regimes in this world which

must be changed or overthrown.  Literally, he had a litany of

“monsters to destroy”, in the words of John Quincy Adams.  Apart

from vowing to “totally destroy North Korea”, he also called to

dismantle the Iranian nuclear deal; calling the Iranian

government a “corrupt dictatorship behind the false guise of a

democracy”.  And he similarly went after Syria, Cuba, and

Venezuela.  Curiously, nowhere did he call out the Saudis for

their genocidal war that’s now being perpetrated against the

people of Yemen, or their support — financial and otherwise —

for the hijackers that attacked the very city in which he was

speaking on 9/11 and killed almost 3000 Americans.  A case which

is now being litigated by family members of the victims of 9/11

in front of US court.

So, after hearing the initial statements of harmony and

friendship and respect for sovereignty and not seeking to impose

our way of life on anyone, but rather letting diverse nations

with diverse values, cultures, dreams, and even systems of

government, not merely mutually coexist but work side by side on

the basis of mutual respect.  After hearing those words —

frankly so reminiscent of what you heard John Quincy Adams say in

his address from 1821 — it was rather shocking to then hear in

exactly the same speech, President Trump proceed with a litany of

threats and regime change which frankly was reminiscent of George

W Bush’s infamous Axis of Evil speech.  We saw how that proceeded

with the case of the regime-change war in Iraq.  So, this is

precisely what John Quincy Adams had warned so strongly against

in the words “Let us not go abroad in search of monsters to

destroy.”

But then, after that litany of threats, President Trump then

proceeded to conclude his speech by saying the following: “Our

hope is a world of proud independent nations that embrace their

duties, seek friendship, respect others, and make common cause in

the greatest shared interest of all.  A future dignity and peace

for the people of this wonderful Earth.  This is the true vision

of the United Nations, the ancient wish of every people, and the

deepest yearning that lives inside every sacred soul.”

So, as I said, it was almost like the Tale of Two Speeches,

which somehow both got combined into one address.  But the kind

of self-contradiction and duality which was on display and came

across almost as being schizophrenic on the part of the speech

writer, taking very due note of the very positive aspects of what

he laid out in the beginning, what maybe could be called the

Trump Doctrine, the end of this unipolar world and the end of

regime change; the very dangerous and negative aspects of what he

then proceeded to say in the very same speech should not be

sugar-coated by any means.

In speaking with Helga Zepp-LaRouche earlier today, she had

the following to say.  She said, “It’s very clear that Foreign

Minister Lavrov responded to the positive elements of Trump’s

speech.  But it’s also clear that there are very negative and

very destructive elements of Trump’s speech which came across as

almost two different speeches.  How can you denounce regime

change on the one hand, and then make a list of half a dozen

regimes that you demand to be changed in the very same speech?”

She said that “The solution here is that Trump has to follow

through on the constructive things he said; but he must also

abandon the policies which are obviously destructive.  This North

Korea thing could blow up at any minute, if this policy

continues,” she said.  “It’s nice that he said the things that he

did in the beginning; but it’s almost like they are two opposing

policies coming out of his mouth.  What’s very clear is that

there are two opposing interests working on Trump.  There’s a war

ongoing for the soul of this Presidency.  The positive elements

of this policy statement must be reinforced and strengthened,”

she said.  “But, the negative elements — such as the verbal

escalation against North Korea — should be recognized as an

effort on the part of certain elements in this administration to

drive a wedge in the potential for cooperation between the United

States and China.  This policy,” she said, “has clearly been

inserted by the neo-con elements which are still influencing this

Presidency.

“What we must do, is demand that Trump stick to his promise

which he expressed in the campaign, to cooperate with Russia and

with China.  This is the world of independent nations united for

‘common cause and shared interests’ which he referred to in the

conclusion of his speech.  This should absolutely be pursued,”

she said, “but what that means is that this other stuff has got

to go.”  She noted that now with the increase in the US military

budget, which is now greater than ever before, we have nearly

$700 billion in our military budget; far greater than the next

seven countries in the world combined.  She asked the question:

How much of this money could be used for infrastructure instead?

She also emphasized that the point is that we have an

extraordinary opportunity on our hands; but there are also very

real dangers facing us as well.

In reflecting on what’s occurred this week, it’s always very

important to approach the situation from above; from the top

down.  The defining question for anybody who’s sober-minded in

international relations today is, will the world unite around the

New Paradigm of development which has been initiated by China in

the form of the New Silk Road policy?  Or, will a continuation of

the perpetual warfare policy and regime-change policy of the past

two administrations be allowed to escalate and to derail this

emerging potential?  Both in terms of undermining the ability of

the United States and countries such as China and Russia to

cooperate, and also in a very real way, threatening to actually

bring the world to the brink of thermonuclear war.  Will the

United States abandon the geopolitics associated with the Cold

War and the British imperial of zero-sum game and unipolar

hegemony, and instead embrace the win-win paradigm of peace

through development and relationships between countries based on

mutual respect, mutual benefit, and mutual gain?

The answer to that question still remains unclear in the

wake of President Trump’s address to the United Nations General

Assembly, either in the positive or in the negative.  But, if you

look at the world stage, we are watching before our very eyes, a

new paradigm in the relations between nations emerge.  This is

seen very clearly in the Belt and Road Initiative and all the

developments that are associated with that — the positive

development projects that China is bringing to central Asia, and

emphatically bringing to Africa, and bringing to Latin America.

Apart from all the political gossip and all the partisan

propaganda and media punditry that you’re exposed to on a daily

basis, the question for an American citizen to ask is, how will

President Trump respond to this emerging new paradigm?  And how

will the United States fit into that emerging new international

dynamic of peace through development?  That’s the measuring rod

against which not only his words but his actions must be judged.

He has some very clear opportunities in the coming months to

follow through on what is clearly his inclination for a positive

relationship with China and with Russia; including his seemingly

very positive personal relationship with President Xi Jinping.

The ASEAN summit is upcoming in less than two months, and it has

been announced that President Trump will be travelling to attend

the ASEAN summit.  As part of that trip to Asia, he will be

making his very first state visit to China.  This has all of the

positive potentials; it implies everything that could occur in

terms of the United States joining the New Silk Road, following

up on the attendance to the Belt and Road Forum by Matthew

Pottinger, who was sent personally by Trump as an envoy of the

United States.  The personal visits that President Xi Jinping has

made to the United States; the very good appointment of Terry

Bransted to be the Ambassador to China, who we know has very

positive views of China-US relations.  Also, emphatically the

question of Chinese investment into rebuilding the infrastructure

of the United States, in the wake of Hurricane Harvey, Hurricane

Irma, now Hurricane Maria and the destruction that that has

wrought on the island of Puerto Rico.  This question of not only

reconstruction, but construction of an entirely new

infrastructure platform in the United States could not be more

urgent.  President Trump has committed himself to at least $1

trillion in investment in that kind of infrastructure.  We know

that the scale is far, far greater; and that requires a return to

Hamiltonian economics.  But it also requires the United States to

enter into a very decisive and reciprocal relationship with China

in terms of mutual investment and mutual development.  That is

the framework around which the positive opportunities for

cooperation with China can be built.

If we take that kind of approach from above and say it’s not

within the interstices of Congressional partisan politics, or

bickering inside the halls of Congress that we’re going to make

the necessary policy revolution in terms of the economics of the

United States.  But it’s from recognizing that a far greater

global process is now underway; a dynamic which is sweeping the

planet.  It’s sweeping away both the geopolitical paradigm of

British imperial divide and conquer geopolitics; but it’s also

bringing in an entirely new approach to how you construct peace

through economic development.

So, the defining question in international relations is, how

will the United States fit into that?  That remains the

overarching question at the very root of this fight for the soul

of the US Presidency.

As we’ve documented and will be continuing to document in an

exposé which is forthcoming from LaRouche PAC, there is a very

real concerted effort from inside the institutions of the United

States to undermine this Presidency and to box Trump into making

very real strategic mistakes.  The time has come for him to learn

those lessons and to throw that aspect out, and to embrace the

positive aspects as you could hear in the beginning of this

address to the United Nations General Assembly.

So, let me go back to the words of President John Quincy

Adams, who was our chief diplomat as Secretary of State for many

years, who was diplomat to the nation of Russia, and after being

President for one successful term, returned to the United States

Congress and fought a battle against slavery which in turn

inspired Abraham Lincoln.  But in his prophetic and very

prescient speech, he warned that yes indeed, the United States of

America will proclaim the “inextinguishable rights of human

nature”, will abstain from “interference in the concerns of

others”, will “respect the independence of other nations while

asserting and maintaining her own.”  “But America does not go

abroad in search of monsters to destroy.”  He warned that if we

were to do that, the “fundamental maxims of our policy would

change insensibly from liberty to force.  We would no longer beam

with the splendor of freedom and independence, but instead an

“imperial diadem would be substituted, flashing in false and

tarnished lustre in the murky radiance of dominion and power.”

We would become the dictator of the world; “no longer the ruler

of [our] own spirit.”

So, let us take a lesson from the words of John Quincy

Adams.  Let us once and for all abandon the regime-change

geopolitics of the last two administrations; and let us embrace

decisively and fully the new win-win paradigm which has been

spelled out so clearly by President Xi Jinping of China, both in

words and in actions.  And was indicated by President Trump in

the beginning of his speech to the United Nations General

Assembly.  Let us embrace those policies, and let us abandon the

policies of regime change and perpetual war.

Thank you for joining me here today, and please stay tuned

to larouchepac.com.

 

Leder fra LaRouche PAC, 21. sept., 2017 – Det store spørgsmål, som historien stiller os i dette øjeblik, og som vil afgøre den fremtidige, historiske kurs, og endda, om der i det hele taget bliver nogen fremtidig historie, er, om USA, under præsident Donald Trump, fuldt og helt vil gå sammen med Kina og Rusland i det store Verdenslandbro-projekt samtidig med, at USA gennemfører statsmand og økonom Lyndon LaRouches Fire Love.

Præsident Trumps tale for FN den 19. sept., som med overlæg er blevet fuldstændig forvrænget af de løgnagtige transatlantiske medier, demonstrerer for enhver, der tager sig tid til at læse den, hvor tæt vi er på endelig at skabe de historiske forandringer til det bedre – hvis vi handler nu. Som det ses i de nedenstående, korte uddrag, så var præsident Trumps faktiske tale en passioneret appel til den suveræne nationalstats evne til at forbedre skæbnen og vilkårene for menneskeheden, og suveræne nationalstaters evne til at gøre fælles sag på vegne af den menneskelige art og faktisk skabe en ny renæssance. Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov responderede korrekt til fremstødet i præsident Trumps tale som helhed, da han karakteriserede den som »bemærkelsesværdig« og »en meget velkommen erklæring, som vi ikke har hørt fra en amerikansk leder i meget lang tid«.

Samtidig var der også de barske fordømmelser af fire udenlandske regeringer. Der er ingen grund til at gentage dem her, for det er det eneste, medierne har dækket af talen, hvor de i en uendelighed gentager og udlægger det. Men det er uklogt, og de øger faren for krig.

LaRouche-bevægelsens bestræbelser nu kan være afgørende for, hvilken vej, dette går, selv på kort sigt. Vil kupforsøget mod præsidenten blive overvundet og endelig sætte ham fri til fuldt ud at samarbejde med Rusland og Kina, som han ønsker, og som han må? Det vil forandre alt.

Den hårde kampagne imod »Russia-gate«-svindlen mod præsidenten, som blev udkæmpet ved hjælp af Veteran Intelligence Professionals for Sanity’s (VIPS) memorandum fra 24. juli, har inspireret flere kræfter til at gå ind i kampen. Og den har været med til at inspirere dem, der allerede kæmper, til at kæmpe mere beslutsomt og ihærdigt. I går udgav Bill Binney og Ray McGovern fra VIPS, der netop har talt på en EIR-konference i Manhattan den 9. sept., en ny hit-artikel, »Flere huller i narrativen om Russia-gate«, på Consortium News, og som snart vil komme i EIR-magasinet. De fører krigen direkte over i fjendens lejr og giver ingen indrømmelser. Ligeledes i går tweetede chef for WikiLeaks, Julian Assange, at hverken Robert Muellers team eller Senatets Efterretningskomite havde »gjort sig den ulejlighed« at kontakte WikiLeaks eller ham selv. Dette gør hele deres såkaldte efterforskning ugyldig – at de ikke gør noget som helst forsøg på at kontakte en part, der alene er i besiddelse af betydningsfulde, og muligvis afgørende, beviser.

Nu har orkanen Maria »totalt ødelagt«, som præsident Trump sagde, Puerto Rico, som aldrig før i dets historie. Dets elektricitetsnet er ødelagt og må genopbygges fra grunden. Der er massive oversvømmelser. Den føderale regering responderer til nødsituationen, men det stiller omgående det overordnede spørgsmål: en genopbygning af alle de ramte områder i USA og indsættelse af den rette, nye infrastruktur, kan kun gøres gennem LaRouche-planen og LaRouches Fire Love, indbefattet massiv udstedelse af statslige kreditter sådan, som LaRouches handleplan for nødsituationen, »Ikke flere Harvey-katastrofer« fra 31. august, dikterer.

Foto: Præsident Donald J. Trump taler for den 72. samling af FN’s Generalforsamling. (Official White House Photo by D. Myles Cullen)

21. sept., 2017 – De følgende, korte uddrag repræsenterer den reelle, overordnede retning og indholdet som helhed, af præsident Trumps tale for FN’s Generalforsamling den 19. sept. – og ikke de udvalgte klip, som de løgnagtige medier i én uendelighed gentager og brygger videre på. Et blik på det komplette udskrift eller en video, der ikke er klippet i, bekræfter dette. Ingen, der er offer for de transatlantiske medier, ville have nogen anelse om, hvorfor den russiske udenrigsminister sagde til interviewerne fra Associated Press og TASS, at han fandt talen »bemærkelsesværdig«.

Trump sagde:

»Det står i vores magt, ifald vi vælger det, at løfte millioner ud af fattigdom, hjælpe vore borgere til at realisere deres drømme og sikre, at nye generationer af børn kan vokse op, fri for vold, had og frygt.

For at overvinde nutidens farer og opfylde forhåbningerne til fremtiden, må vi begynde med fortidens visdom. Vor succes afhænger af en koalition af stærke og uafhængige nationer, der omfavner deres suverænitet for at fremme tryghed, fremgang og fred, for sig selv, og for verden.

Vi forventer ikke, at forskellige lande skal være fælles om den samme kultur, de samme traditioner eller endda de samme regeringssystemer. Men vi forventer, at alle nationer overholder disse to, suveræne kerneforpligtelser: at de respekterer deres eget folks interesser og alle andre, suveræne nationers interesser. Dette er denne institutions skønne vision, og det er fundamentet for samarbejde og succes.

Stærke, suveræne nationer lader forskellige lande med forskellige værdier, forskellige kulturer og forskellige drømme ikke blot sameksistere, men arbejde side om side på basis af gensidig respekt.

Stærke, suveræne nationer lader deres folk tage deres egen fremtid i besiddelse og have kontrol over deres egen skæbne. Og stærke, suveræne nationer giver personer lov at blomstre i livets fylde, som det var Guds plan.

I Amerika søger vi ikke at påtvinge nogen vor livsstil, men lader den snarere skinne som et eksempel, alle kan se. Denne uge giver vort land en særlig grund til at være stolte over dette eksempel. Vi fejrer 230-års jubilæet for vor elskede Forfatning – den ældste forfatning i verden, der stadig er i kraft …

I udenrigsanliggender fornyer vi dette grundlæggende princip om suverænitet. Vor regerings første forpligtelse over for dens folk, over for vore borgere – er at tjene deres behov, sikre deres tryghed, beskytte deres rettigheder og forsvare deres værdier.

Som USA’s præsident vil jeg altid sætte Amerika først, ligesom I, som ledere af jeres lande, altid vil, og altid bør, sætte jeres lande først. [Applaus]

Alle ansvarlige ledere er forpligtet til at tjene deres egne borgere, og nationalstaten er fortsat det bedste middel til at opløfte menneskenes livsbetingelser.

Men, at skabe et bedre liv for vort folk, fordrer også, at vi arbejder sammen i tæt harmoni og enhed for at skabe en mere sikker og fredelig fremtid for alle folk …

Med opfyldelsen af vore forpligtelser over for vore egne nationer, indser vi også, at det er i alles interesse at søge en fremtid, hvor alle nationer kan være suveræne, fremgangsrige og trygge …«

Og som konklusion sagde han:

»Vi udsender nu en opfordring om en stor opvågnen af nationer, om en genoplivelse af deres ånd, deres stolthed, deres folk og deres patriotisme.

Historien stiller os spørgsmålet, om vi lever op til opgaven. Vort svar vil være en fornyet vilje, en genopdaget beslutsomhed og en genfødt helligelse. Vi må besejre menneskehedens fjender og befri selve livets potentiale.

Vort håb er et ord – og en verden af stolte, uafhængige nationer, der omfavner deres forpligtelser, søger venskaber, respekterer andre og gør fælles sag i den største fællesinteresse af alle: en fremtid med værdighed og fred for befolkningen på denne vidunderlige Jord.

Dette er De forenede Nationers sande vision, ethvert folkeslags ældgamle ønske og den dybeste længsel, der lever i hver eneste, hellige sjæl.

Lad dette være vor mission, og lad dette være vort budskab til verden: Vi vil kæmpe sammen, yde ofre sammen og stå sammen for fred, for frihed, for retfærdighed, for familie, for menneskehed og for den almægtige Gud, der skabte os alle.

Tak. Gud velsigne jer. Gud velsigne verdens nationer. Og Gud velsigne Amerikas Forenede Stater. Mange tak.«

Det Hvide Hus har udlagt talen i sin helhed på sin website: https://www.whitehouse.gov/the-press-office/2017/09/19/remarks-president-trump-72nd-session-united-nations-general-assembly

https://www.youtube.com/watch?v=6-Hk_po6KGI

Med formand Tom Gillesberg.

Tom Gillesberg: »Velkommen til disse ualmindeligt dramatiske tider, hvor det internationale spændingsniveau stiger, og heldigvis er det ikke kun entydigt den forkerte vej. Jo, medierne her, ’fake news’ på alle 27 kanaler har jo haft travlt med at fortælle, at, nu holdt Trump jo sin store tale i FN og snakkede om bål og brand, Nordkorea, ’raketmand’, selvmordpilot, ’vi kommer og nakker dig’, eller noget i den stil, og nu rabler det hele nok. Men det er kun en meget lille del af historien. Det, som man ikke rapporterer, er, at den samme Donald Trump i sin tale til FN faktisk havde hovedfokus et andet sted. Det, der var bemærkelsesværdigt ved Trumps tale, var det, som bl.a. Lavrov, som var den russiske repræsentant – Vladimir Putin er ikke til stede ved FN’s Generalforsamling i år, og så er det udenrigsministeren, der er højeste, russiske repræsentant og ham, der render rundt og møder præsidenter og alt mulig andet – og det, han sagde om Trumps tale, det var, at den var bemærkelsesværdig. Den var tydeligvis ikke kun for internationalt brug, men også for den hjemlige publik. Lavrov sagde, at han særlig godt kunne lide, at Trump sagde, at USA ikke ønskede at påtvinge andre sin livsstil. ’Det er en velkommen udtalelse, som vi ikke har hørt fra en amerikansk leder i lang tid’, sagde Lavrov. Også Trumps udtalelse om, at ’stærke, suveræne nationer lader ikke bare forskellige lande med forskellige værdier eksistere samtidigt, men også samarbejde side om side på basis af gensidig respekt’. Det, han yderligere sagde, som også er lidt i den dur, så at sige, det er, at Trump sagde, ’Vi må samarbejde om en fælles sag, som alle har interesse i. En fremtid med værdighed og fred for menneskene på denne vidunderlige Jord. Som præsident for USA sætter jeg Amerika først, ligesom I som ledere af jeres lande, altid sætter, og altid bør sætte, jeres lande først. Nationalstaten forbliver det bedste middel til at opløfte menneskets omstændigheder.’

Det egentlige fokus i talen, det nye i talen, det var, at han sagde, at det er nationalstaten og samarbejde nationalstaterne imellem, der er kernen til, at menneskeheden får en god fremtid. …«

Hør hele Tom Gillesbergs analyse:   

2. del:

Leder fra LaRouche PAC, 20. sept., 2017 – Abraham Lincolns store økonom, Henry C. Carey, skrev i 1851 en bog med titlen, »The Harmony of Interests« (Interessernes harmoni). Han fremførte, at industriens, landbrugets og kommercielle foretagenders interesser var indbyrdes afhængige, og at det samme var tilfældet for regering, forretningssamfund og arbejderklassen. Lyndon LaRouche har længe været fortaler for, at det samme koncept var afgørende for verdensfred og udvikling blandt nationer. I sin artikel fra 2010, »The Question Before US«, opfordrede LaRouche til, at de »fire magter« (Rusland, Kina, Indien og USA) indleder en »missionsorienteret proces for transformering af verdens økonomiske systemer, bort fra de nuværende, ødelæggende virkninger af underkastelse af et implicit finansielt imperialistisk, globalt, monetært system« og skabe fundamentet for »gensidigt fordelagtigt, globalt samarbejde blandt folkeslagene, der er organiseret som et samfund af henholdsvist suveræne nationalstater«.

Præsident Trump gav i sin tale i FN udtryk for samme tanke: »Hvis vi entusiastisk skal gribe de fremtidige muligheder og overvinde de aktuelle farer sammen, kan der ikke være nogen erstatning for stærke, suveræne og uafhængige nationer – nationer, der er rodfæstet i deres historie og engageret i deres bestemmelse; og vigtigst af alt, nationer, der har patrioter, mænd og kvinder, der er villige til at yde ofre for deres land, deres medborgere og for alt det i den menneskelige ånd, der er bedst.«

Den russiske udenrigsminister var en af dem, der roste talen. »Jeg mener, at det er en meget velkommen erklæring, som vi ikke har hørt fra en amerikansk leder i meget lang tid«, sagde han til AP og TASS efter et frugtbart møde med udenrigsminister Rex Tillerson. Han bemærkede, at den aktuelle, sørgelige tilstand i de amerikansk-russiske relationer skyldes »arven efter Obama-administrationen«.

Præsident Trump har afvist den »unipolære verden«, som den blev promoveret af de neokonservative – både Bush-fraktionen hos republikanerne og Obama/Hillary-fraktionen hos Demokraterne – som mener, at USA er den »eneste supermagt« og må holde andre nationer svage (Rusland og Kina i særdeleshed) for at bevare denne dominerende stilling. Han har insisteret på at blive venner med Rusland, og han har krævet et samarbejde med Kina om den Nye Silkevej. Dette er den grundlæggende årsag til hysteriet omkring ham, centreret i Det forenede Kongerige og de korrupte elementer i Bush- og Obama-æraens efterretningstjenester, der er i færd med at orkestrere et coup d’état imod nationens præsident.

Dette kupforsøg begyndte med en indsats for at oppiske frygt og vrede mod Rusland i den amerikanske befolkning, som udmalede Trump som en russisk marionet. Da dette mislykkedes, forsøgte de at fremprovokere racekrig i Amerika og udmalede Trump som tilhænger af hvidt overherredømme. Også dette mislykkedes. Alt, hvad de nu har tilbage, er Robert Mueller, James Comey og James Clapper, Obama/Bush-håndlangerne, alle notoriske løgnere, der nu er blevet fanget i endnu en stor løgn i deres desperate fremstød for at bringe USA’s regering til fald. Som Trump anklagede i et Tweet fra 4. marts: »Har netop fundet ud af, at Obama har aflyttet mig i Trump Tower lige før sejren. Fandt ingenting. Dette er ’McCarthy-isme’!« Comey og Clapper har højlydt benægtet denne aflytning – men det er nu blevet afsløret, at Trumps kampagneleder, Paul Manafort, der havde en lejlighed i Trump Tower, blev aflyttet i den periode, hvor han ledede kampagnen.

Wall Street Journal, der har oplevet internationalt oprør over, hvordan avisen dækker Trumps præsidentskab, udgav en stærk leder i dag, som direkte afslører: Comeys og Clappers løgne; britisk efterretningstjenestes rolle i Russiagate-efterforsknings-fuphistorien; og FBI’s og Justitsministeriets hindring af retfærdighedens gang med deres blokering af en indsats fra Kongressens side for at efterforske hele roderiet.

I dag sagde Helga Zepp-LaRouche, at al råben og skrigen om Trumps FN-tale, der kun fokuserer på hans barske ord om Nordkorea, Iran og Venezuela, kommer fra dem, der desperat forsøger at klamre sig til det gamle paradigme for den unipolære imperieverden med anglo-amerikansk dominans. Den politiske kamp for at etablere »et samfund af suveræne nationalstater« er nu blevet udtalt af præsidenten, alt imens Vladimir Putin konsekvent har insisteret på, at den Nye Silkevej netop er baseret på et sådant samfund af suveræne nationalstater.

At bringe denne nye realitet i forgrunden har aldrig været så presserende, eller så gennemførligt. Det amerikanske folk griber ud efter midlerne til at løfte deres ånd mod noget bedre, i traditionen efter det nu mistede Amerikanske System for politisk økonomi. Enden på Imperium er inden for vor rækkevidde, og en verden, baseret på menneskets sande værdighed gennem et samfund af suveræne nationalstater, er midlet til dette mål.

Foto: Præsident Donald J. Trump på den 72. FN’s Generalforsamling, 18. sept., 2017. (Whitehouse Photo)

19. sept., 2017 – I sin første tale for FN’s Generalforsamling i dag, beskrev præsident Donald Trump målet for at etablere en verdensorden, hvor »stærke, suveræne nationer … med forskellige værdier, forskellige kulturer og forskellige drømme ikke bare sameksisterer, men arbejder side om side på basis af gensidig respekt … og gør fælles sag for den største fælles interesse af alle: en fremtid med værdighed og fred for befolkningen på denne vidunderlige Jord«. Det betyder, sagde han, at jeg som præsident for USA sætter Amerika først, ligesom I, som ledere af jeres lande, altid vil, og altid bør, sætte jeres lande først«.

Men selv med sine udtryk for disse ideer, og selv, mens han bekræftede princippet om, at »nationalstaten fortsat er det bedste udgangspunkt for at hæve de menneskelige vilkår«, gik Trump videre, idet han faldt i den britiske imperiefælde med, i de mest barske vendinger, at være fortaler for en farlig politik for regimeskifte mod en »lille gruppe slyngelregimer« (som han skiftevis beskrev som »kriminelle«, »depraverede«, »korrupte«, »destabiliserende« osv.), som han hævdede, var kilden til terrorisme og flygtninge og en trussel mod verdensfreden, og som FN må stå sammen om at fjerne.

Ikke Det britiske Imperium, som skabte og styrer terrorisme som et krigsredskab mod nationalstaten; ikke det umiddelbart forestående sammenbrud af det britiske, monetaristiske system, der har gjort de transatlantiske nationer bankerot (den amerikanske økonomi er i strålende form, sagde han, med vores aktiemarked på sit højeste og lav arbejdsløshed); men derimod de fem regeringer i Nordkorea, Iran, Syrien, Cuba og Venezuela, som han krævede, at andre regeringer skulle gå sammen med USA om at afsætte.

Alt imens Trump ikke angreb Rusland og Kina ved navns nævnelse, og takkede dem for at være med til at skærpe sanktionerne mod Nordkorea, så advarede han imidlertid om »trusler mod suverænitet« i Ukraine og i det Sydkinesiske Hav – et implicit angreb på disse to nationer.

Trumps mest fjendtlige udtalelser var over for Nordkorea, hvor han sagde, at det var »en skandale, at visse lande ikke alene ville handle med et sådant regime, men også ville bevæbne, forsyne og finansielt støtte et land, der truer verden med en atomkonflikt«. Dernæst truede han med, at USA, »hvis det blev tvunget til at forsvare sig selv eller sine allierede, ikke ville have noget valg, men totalt ville ødelægge Nordkorea. ’Rocket Man’ er på en selvmordsmission for sig selv og sit regime. USA er rede, villigt og har kapaciteten, men dette vil forhåbentlig ikke blive nødvendigt«.

Trump krævede også regimeskifte i Iran og Syrien og gentog den britiske løgn, at den syriske regering havde brugt kemiske våben mod sit folk, hvilket retfærdiggjorde USA’s missilangreb imod den syriske luftbase i april i år.

Det er sigende, at hvem så siden, der skrev denne tale for præsidenten, inkluderede referencer, der promoverer den efterkrigsorden, som præsident Harry Truman søgte, denne lille mand, der, på vegne af Winston Churchill, begravede Franklin D. Roosevelts projekt for en verden uden imperium efter krigen.

Foto: USA’s præsident Donald J. Trump holder sin ’jomfrutale’ i FN den 19. sept., 2017.

Leder fra LaRouche PAC, 18. sept., 2017 – Endnu et sammenbrud truer Wall Street/City of Londons finanssystem, og advarslerne om det kommer nu hurtigere og hurtigere, fra IMF til den Internationale Betalingsbank og til Storbritanniens Adam Smith Institute, hvis rapport i sidste uge kaldte det for »en ulykke, der blot venter på at ske«. Selv en af de største af disse banker, Deutsche Bank, advarer nu også om de gigantiske bobler og en »pludselig korrektion, der kunne destabilisere finanssystemet«. Henved 10 – 20 % af selskaberne i USA og Europa vil gå bankerot ved enhver signifikant stigning i rentesatserne, advarer de – Federal Reserve vil sandsynligvis udløse denne stigning i denne uge.

Tiden er inde til at huske på, at Lyndon LaRouche holdt en dramatisk, international udsendelse med en advarsel, i 2007: »Der er ingen mulighed for, at det nuværende finanssystem ikke kollapser, ingen! Det er færdigt! Det nuværende finanssystem kan ikke fortsat eksistere, under nogen omstændigheder, under noget præsidentskab, under noget lederskab, eller under noget lederskab blandt nationer. Kun en fundamental og pludselig ændring i det globale, monetære finanssystem vil forhindre et generelt og omgående kædereaktionslignende kollaps.« I samme udsendelse forklarede han – inkl. mht. lovgivende tiltag fra USA’s side – hvad der kunne have stoppet dette forfærdelige sammenbrud i 2008.

Nu har han igen forklaret det.

Der er tre lande, hvis lederskab må forhindre endnu et styrt ud i kaos og massearbejdsløshed som i 2008: Kina, der kom igennem dette kaos og har været drivkraft bag størstedelen af det økonomiske fremskridt siden da, med globale infrastrukturprojekter; USA, hvis præsident Donald Trump sidste år advarede om »en gigantisk boble på Wall Street« og lovede at genoprette økonomisk vækst; og Rusland. Den blotte tanke om disse tre magter, der samarbejder i et nyt paradigme for økonomisk udvikling – Kinas »Nye Silkevej« for store infrastrukturprojekter – destabiliserer fuldstændigt den angloamerikanske elite og de neokonservative, samt selveste London og Wall Street.

Som de oprindelige ophavsmænd, for årtier siden, til det nye paradigme med store infrastrukturprojekter, der nu virkeliggøres under Kinas »Bælte & Vej Initiativ«, er Lyndon og Helga LaRouche afgørende for dette samarbejde mellem store magter for fremskridt. Donald Trumps mønsterbrydende præsidentskab gør det muligt for USA at deltage.

Den statsanklager, de for 30 år siden havde den opgave at organisere »Få ram på LaRouche-specialstyrkerne« for at sætte Lyndon LaRouche i fængsel, er nu den »særlige anklager«, der forsøger at tvinge Trump ud af præsidentskabet. Robert Mueller forsøger at give præsident Trump »LaRouche-behandlingen«.

Så ophidsede er de neokonservative og finansbaronerne over muligheden for, at USA kunne tilslutte sig den Nye Silkevej, at deres amerikanske publikation, Foreign Policy, har udgivet et rasende angreb mod Helga Zepp-LaRouches kampagne til forbundsdagsvalget i Tyskland! De er fast besluttet på at stoppe ethvert fremskridt for et sådant nyt paradigme noget steds i Europa og USA.

Men en tilslutning til den Nye Silkevej er præcis, hvad USA har brug for. Hvis Trump skal beskytte amerikanerne mod den »gigantiske boble på Wall Street«, han advarede mod, og bygge en ny, økonomisk infrastruktur for atter at gøre nationen produktiv og stor, så er dette midlet. Det amerikanske folk må tage kontrollen over Wall Street ved at insistere på en genindførelse af en Glass/Steagall-opdeling af bankerne. Det er det første, nødvendige tiltag for at bringe den amerikanske økonomi ind i dette internationale samarbejde om store projekter.

Foto: Lyndon LaRouche på sin 95-års fødselsdag, sammen med sin hustru Helga og EIR-korrespondent Hussein Askary fra Sverige.

Leder fra LaRouche PAC, 17. sept., 2017 – Den virkelighed, der konfronterer det transatlantiske finanssystem, har en vis evne til at hævde sig.

På den ene side er der tænksomme statsmænd, såsom tidligere franske premierminister Jean-Pierre Raffarin, Macron-regeringens udsending til dette års Bælte & Vej Forum i Beijing, der den 16. sept. til Xinhua sagde, at »Europa bør tilslutte sig det af Kina foreslåede Bælte & Vej Initiativ så snart som muligt«, med Xinhuas parafrase. »Lad os gribe muligheden og skabe flere profitter. Jeg mener, vi vil opnå win-win-resultater gennem samarbejde med vore asiatiske partnere«, sagde Raffarin. »Frankrig, såvel som andre europæiske lande, har brug for hastig vækst. Vi bør blive involveret i stedet for blot at diskutere det, for så spilder vi en masse tid. Initiativet er meget vigtigt for Europa … Kina tilbyder en hjælpende hånd.«

På samme måde er Panamas regering, der netop har etableret diplomatiske relationer med Folkerepublikken Kina efter i årtier at have haft relationer med Taiwan, nu i færd med fuldt og helt at komme med om bord i Bælte & Vej Initiativet. Under den kinesiske udenrigsminister Wang Yis besøg til landet, understregede præsident Juan Carlos Varela Panamas betydning som logistisk havne- og lufthavnsplatform og opfordrede Kina til at benytte Panama som dets område for iscenesættelse af Bælte & Vej Initiativet for hele Latinamerika. Medlem af Panama Canal Authority Economics Unit, Eddie Tapiero, understregede en yderligere, afgørende pointe: Bælte og Vej »er en ny forretningsmodel for globalisering i verden, og Panama bør ikke være en udenforstående. USA må, som alle latinamerikanske landes hovedpartner, blive en del af initiativet. Med alle spillerne, der arbejder hen mod samme mål, vil landene på længere sigt opnå en balance i deres styrke og stabilitet.«

Selv Rajoy-regeringen i Spanien synes at have regent ud, hvad vej, vinden blæser. Efter at have deltaget i Bælte & Vej Forum i Beijing, var Rajoys regering vært for et meget succesfuldt besøg i Spanien af Kinas statsrådgiver Yang Jiechi, hvor Spaniens yderligere integration i Bælte & Vej blev diskuteret.

På den anden side er der Wall Streets ekstremt opportunistiske intrigemagere, såsom Jim Rogers, uddannet på Balliol College (Oxford University) og sammen med George Soros medstifter af Quantum Fund, og som nu er gået egne veje som »investor og finanskommentator«, og hvis synspunkter, indrømmer han, bedst beskrives som den Østrigske Skoles monetarisme. I et interview, der blev udgivet af RT den 16. sept., sagde Rogers, at, hvis USA lancerer en fuldt optrappet handelskrig mod Kina, ville dette omgående give bagslag og sandsynligvis føre til, at Kina og Rusland trådte til og omgående erstattede det nuværende internationale finanssystem. »Hvis de indfører store sanktioner mod Kina, bringer det hele verdensøkonomien til fald. Og det vil sluttelig gøre mere ondt på USA end på Kina, fordi det bare vil tvinge Kina og Rusland og de andre lande tættere sammen. Rusland og Kina og andre lande forsøger allerede at etablere et nyt finanssystem. Hvis Amerika indfører sanktioner imod dem, ville de blive nødt til at gøre det meget hurtigere.«

Det, som disse udviklinger reflekterer, understregede Lyndon LaRouche i dag, er, at det, der er i færd med at blive skabt, er udviklingen af et nyt system, der vil fungere. LaRouche var den oprindelige skaber af dette nye system, der skulle erstatte det bankerotte Britiske Imperium, og mange af de personligheder, der i årenes løb var involveret sammen med LaRouche i promoveringen af denne politik, i alle dele af planeten, kommer nu tilbage for at spille større roller. Dette ses fra Thailand, til Europa, til Panama. Det er LaRouches indflydelse, hans ideer, der er drivkraften bag denne dynamik.

Noget er ved at ske, forklarede LaRouche. Hele feltet er ved at åbne op; der kommer atter frisk vand. Forskellige folk og politiske kræfter vil komme med om bord og vil få jobbet gjort. Det er disse mennesker, vi må organisere med dette formål for øje, sagde han.

Foto: Der poseres for fotografen før receptionen med Kinas præsident Xi Jinping som vært for BRIKS-ledere og statsoverhoveder for inviterede stater. September, 2017. (en.kremlin.ru)

Kære Vælger,

Mener du, at ideer er vigtige? Så er BüSo det rigtige parti for dig! For BüSo adskiller sig frem for alt fra andre partier derved, at vi forandrer verdenshistorien ved hjælp af ideer og ikke, gennem ’de små skridts politik’, pragmatisk forsøger at opretholde en verdensorden, der muliggør en udvidelse af privilegier for en lille elite og til gengæld berøver flertallet af menneskeheden et fremtidsperspektiv. Det program, som vi i 1991 foreslog som respons på Sovjetunionens opløsning, nemlig den økonomiske integration af Eurasien gennem den Eurasiske Landbro – en Ny Silkevej – som kernen i en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden, er nu i færd med at blive virkeliggjort af Kina og yderligere 110 nationer, altså flertallet af menneskeheden. Det, vi dengang udviklede som et udkast til en fredsorden for det 21. århundrede, og som vi i de 26. år, der er gået siden da, har præsenteret på hundreder af konferencer og seminarer i hele verden, er nu, i de seneste fire år, siden den kinesiske præsident Xi Jinping i september 2013 satte den Nye Silkevej på dagsordenen, med en fantastisk dynamik vokset til at blive en helt ny model for verdensøkonomien.

Download (PDF, Unknown)

Vært Matthew Ogden: Aftenens udsendelse er noget speciel. Mange af jer ved, at hr. Lyndon LaRouches 95-års fødselsdag blev fejret for en uge siden, den 8. sept.; 95 år, en moden alder. Jeg lægger et billede op på skærmen af hr. LaRouche ved sin fødselsdagsfest den følgende dag. Det var en meget glædelig fest. Mange af de hilsner, der kom fra hele verden, var varme lykønskninger og hyldest fra mennesker, der har kendt hr. LaRouche, der har arbejdet med hr. LaRouche, og som respekterer hans bidrag til at ændre verdenshistoriens gang hen over disse mange og produktive 95 år. Nogle af disse hilsner er blevet samlet i et Festskrift; heriblandt hilsner fra meget fremtrædende politiske ledere fra USA – valgte repræsentanter og tidligere valgte repræsentanter. Richard Black fra Virginia, tidligere kongresmedlem Lacy Clay, tidligere justitsminister Ramsey Clark har sendt de varmeste hilsner. Tidligere senator Mike Gravel, der ligeledes har været præsidentkandidat og er berømt for Pentagon Papirerne. Der var dr. Hal Cooper, en ingeniør, der har arbejdet meget hårdt på visionen om Verdenslandbroen og har deltaget i nogle af de seneste begivenheder i New York City. Mark Sweazey, der er en leder af UAW (United Automobile Workers) fra Ohio, der har arbejdet med hr. LaRouche for at stoppe nedlukningen af automobilindustrien. Carol Smith, en aktivist fra Kentucky. Ron og Denna Wierczorek, meget kendte aktivister fra South Dakota, borgere i dette land. Så er der kunstnere – Maestro Anthony Morss fra New York City, en fremtrædende dirigent; Alan Leathers, en sanger fra Washington, D.C. Dernæst, politiske, videnskabelige og militære ledere fra hele verden. Latinamerika – fra Argentina, Bolivia, Brasilien, Colombia, Mexico, Nicaragua, Peru. Der kom hilsner andre steder fra; fra hele Asien, inklusive flere hilsner fra Kina og Rusland. Folk fra Australien, Malaysia, Filippinerne, Thailand. Vi havde en rapport herfra for nylig; hr. Pakdee Tanapura, der arrangerede det meget succesfulde møde om Kra-kanalen, der netop fandt sted i mandags. Fra Spanien, og endda fra Yemen fra hr. Fouad al-Ghaffari, der er præsident for BRIKS’ Ungdomskabinet. Vi håber at kunne udsende et interview med ham i løbet af de næste par dages aktivisme, han vil gennemføre i Yemen for at stoppe saudiernes folkemordskrig mod det yemenitiske folk.

Men, som I ser, så er det kun et lille udvalg af de mange varme hilsner, der er kommet fra hele verden og hele USA i denne glædelige anledning af hr. LaRouches 95-års fødselsdag.

I aften vil vi faktisk gå nogle år tilbage i tiden. Vi vil gå fem år tilbage til hr. LaRouches 90-års fødselsdag. Ved denne lejlighed holdt hr. LaRouche en tale, der nu er blevet temmelig berømt, og hvori han kræver afslutningen af partisystemet; men han fremlægger også programmet for USA’s økonomiske genrejsning og en helt ny vision for det, der må sker mht. internationale relationer og dette lands politik.

Der er sket meget siden dengang, for fem år siden. Det synes næsten at være en evighed siden, mht. verdenshistoriens forløb. Hvis man tænker på, hvad der er sket, så blev denne tale, som vi skal ske et klip fra, holdt før kineserne vedtog den Nye Silkevej som deres officielle politik – Bælte & Vej Initiativet; før overfloden af nye udviklingsbanker, der kom fra BRIKS-landene – den Ny Udviklingsbank og Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank; før alle disse udviklinger fandt sted i udlandet. Og selvfølgelig, før det skelsættende valg i 2016 her i USA.

Hvis man ser på, hvad der er sket i USA, i betragtning af, at denne tale, som vi skal se et klip fra, blev holdt under præsidentvalgkampen i 2012 mellem Barack Obama og Mitt Romney. Men det er næsten fænomenalt, hvor forudvidende, hr. LaRouche var, mht. det, der ville finde sted i USA; noget, som ingen andre så komme og sikkert ikke troede på, da de hørte hr. LaRouches ord dengang. Begge de såkaldte politiske partier i dette forrige præsidentvalg ophørte med at eksistere i deres tidligere form. Der er intet genkendeligt Demokratisk Parti, eller Republikansk Parti. Der er måske nogle af de samme personer, men ikke de såkaldte establishment-partier, vi havde før 2016, før oprøret i det Demokratiske Parti, der formede sig omkring Bernie Sanders, og dernæst oprøret i det Republikanske Parti omkring Donald Trump; før begge disse ting indtraf, fremlagde hr. LaRouche det, han kaldte afslutningen af establishment-partisystemet, der var i færd med at ødelægge selve USA’s sjæl.

Vi har set dette fortsætte i 2016-valget, meget klart. Der var meget mere, der forenede det amerikanske folk end splittede det. Se f.eks. på den brede støtte til Glass/Steagall; noget, vi skal høre hr. LaRouche tale om i denne tale fra for fem år siden. Se på den brede støtte til infrastruktur, til produktive jobs; se på den brede opposition til konfrontationen med Rusland, der ville føre til Tredje Verdenskrig. Det er, hvad Hillary Clintons kampagne repræsenterede i det amerikanske folks øjne. Dette er, hvad det etablerede Republikanske Partis forskellige kampagner repræsenterede i det amerikanske folks øjne. Der var meget mere på det tidspunkt, der forenede det amerikanske folk end splittede det. Det var i realiteten LaRouche-programmet.

Går vi frem til nutiden og ser, hvad der er sket i USA i de seneste par uger, ser vi igen, at det amerikanske folk forenes. Se, hvad der skete i Houston omkring Harvey; den form for uselviskhed og næstekærlighed, som folk viste ved at gå ud for at redde og beskytte folk mod denne naturkatastrofe. Dette kendte ikke til skel; der var ingen partilinjer. Der var ikke noget, »Er du et flertal, er du et mindretal? Er du Republikaner, er du Demokrat? Er du konservativ, er du liberal?« Alle var amerikanere. Den samme stemning skete i Florida i kølvandet på orkanen Irma dér. Vi ser nu, at det endda smitter i politik i Washington. I en meget spirende form, men USA’s præsident har nu virkelig fornærmet establishment-personerne i det Republikanske Parti – Mitch McConnell og Paul Ryan og deres lige – ved at række ud til det Demokratiske Parti for at gennemføre et genrejsningsprogram for Houston og begynde at arbejde på noget af den politik, der burde have været politik fra Dag Ét. Dette skulle have været hans første 100 dage i embedet: Infrastruktur; produktive jobs. Dette begynder nu endelig at vise sig i en spirende form; og det er vores ansvar at forsætte med at lede.

Men jeg vil afspille dette uddrag af hr. LaRouches bemærkninger.

(Se hele LaRouche 90-års tale her (dansk): »Evnen til at gøre det gode – Mennesket har en særlig opgave i universet«)

Her følger resten af webcastet i engelsk udskrift:

I think you’ll find it fascinating

reflecting on what has happened in the past five years between

Mr. LaRouche’s 90th birthday and Mr. LaRouche’s 95th birthday.

In fact, what is the power of ideas to shape history?  What do we

have to expect in the days, weeks, months, and years to come?

This is the vision that leadership, that statesman-like

leadership that you’re about to hear from Mr. LaRouche.  This is

how history is formed.

 

[BEGIN VIDEO]

LYNDON LaRouche: … The problem is, {the party system}.

Now, George Washington, President George Washington and

others, at the founding of our republic, as an independent

republic, tried to {prevent} the formation of {a party system}.

And I think, the time has come, to eliminate {the party system}.

[applause]  At this time, it’s the only way, formally, through

the legal process, that we could eliminate the possibility of

these two kinds of Presidents.

What’s wrong?  Why should we have {party systems}?  We have

a Constitution, which is defined;  the Constitution is fine, if

it’s carried through, as intended; it is our system.  But why do

we have to have parties intervening in between the process of

selecting Presidential leadership in national government?  Why do

we do that?  What screwball invented this kind of nonsense?

Because that’s what happened:  People become partisan, and say,

“which party wins is going to determine the fate of the nation!”

No party has that kind of right!  There can not be a party,

that has the right, to oversee and control the destiny of the

nation!  You can have a President, there’s nothing wrong with

that.  But you can’t have a President as the President of a

party.  Or, you can not have a conniving, between two

Presidential teams, or two party teams, which connive by special

agreement among themselves, to create the composition of a

national government!  These things are obscenities, which leaders

of our nation, beginning from the George Washington

Administration, recognized as evils!  And the idea of going to a

European kind of government, which is inherently corrupt — by

its very nature, not necessarily by the {intention} of the

people, or the intention of the politicians, {they just don’t

know any better!}

And the only way this can be done, is, if we infect the

population, with the realization, {we do not want a party

system!}  We have state governments, don’t we?  Under our

Constitution.  We have local governments, within state

governments, under our Constitution.  We have bodies which the

nation creates, to perform functions of the Federal government,

the military and the rest of  it. {So we don’t need parties!}

They don’t do any damned good!

I mean, it’s like Franklin Roosevelt:  If Franklin Roosevelt

had just been the President and didn’t have to deal with these

damned parties, we would haven’t the mess we got into.  What we

need, we need to have {not} a contention, over which {party} is

going to win, when the party was {not] inherent in the conception

of nation.  What we need is a Federal Republic, with its state

composition and other local compositions playing their role.

{We don’t need this party system} which is a system of

inherently corruption.  What we need, is the election, due

process election, of a composition of government.  And we don’t

want people diverting the attention of the population, from the

issues of the nation, over the issues of partisanship! {That’s}

where the problem lies!

When you rely on parties, as such, you set up a kind of

controversy, or competition, for power, between or among party

systems.  These party systems then {excite the passions} of the

foolish voters, who now are concerned about voting for the

{party, first}, and the {nation, second!}  When it must be the

{nation, first,} and the not the party.

The voluntary part of the system, that’s fine; the citizen

has a right, to make formations, to make agreements among

themselves, and to cast their votes accordingly, and to discuss

these matters accordingly.  But we don’t want the top-down rule

of a party system, which is controlled by the money sent to them,

by financial interests which control the money which gives one

party advantage over the other!  You want the bare citizen, as a

citizen, to have an equal right, and independence of this party

system.

This has been said, again and again, in the course of the

history of the United States!  That people with insight, realize

the essence of the corruption in the United States, is based in

and derived from the use of the party system.  And you see it

right now:  You have, the nation is now mortgaged, for the

selection of its government, its national government, is

mortgaged to the {party system!}  Everything is stopped, except

which party is going to win!  And one is almost as bad as the

other.

And why should we be spending our time, selecting a

government, of two parties, neither of which is fit to be our

government!  Why don’t we have a national government selected in

the way that George Washington, for example, President George

Washington, had intended?  We would not {have} that mess!  And

the citizen would be called upon, not to decide who’s butt he

wants to kiss, but rather what the issues are and programs that

this citizen wishes to express.  We want to engage the citizen in

the dialogue!  We don’t want to take the competition {between}

groups of citizens.  {We want the citizen to force the reality,

that he or she is voting for the government.}  And what the

citizens do in voting for a government, will determine the fate

of the nation.

We want to {confront} the citizen, with the responsibility

of {his} being accountable, or her being accountable, for the

responsibility of what government is, and what it becomes.  We

have to {force} responsibility upon the individual citizen, as a

citizen, not as a sucker, playing into some kind of game.  And

this has been understood for a long time, by the best thinkers of

the United States, that it is the party system, as typified by

the Andrew Jackson Presidency, one of the most corrupt

Presidencies in our history.  And the corruption that was done,

to the United States, by the election of Andrew Jackson, and the

people who controlled him,  which were British bankers; so,

Andrew Jackson was a tool of British imperial bankers:  They

owned him.  They ran him.  And it was because of the party

system, that this could happen.

And we got the same thing today:  You’re shacked up with a

couple of clowns — Dummo and the Crook, and the Insane Crook.

Now, the only thing we can do, or the only thing I can do,

on this thing right now, apart from telling you about this

wonderful information, is to awaken you to realize what we’re

really up against, to recognize what the real problems are.  If

you’re thinking about looking at this mess out there, from the

standpoint of Democratic or Republican, you’re not thinking!

Because you’re not thinking in terms of the essential interest.

Because what you’re doing, whatever you do, you are imprisoned to

pledging your support, to a party!  Not to the nation.  Yes, you

say, “to the nation,” but it’s the party that controls you.  And

that is how Andrew Jackson destroyed the United States, was with

the party system! That’s what doomed Franklin Roosevelt. Franklin

Roosevelt would never have had this clown, Truman, stuck on him,

except for the party system business.  And that’s where our

problem lies.

And we have to make that clear.  Because we know what the

state of mind is?  What’s the state of mind of the voter?  He’s

playing football, not politics!  He’s playing a version of

football, baseball, whatever — gambling!  Racketeering,

whatever!  And his mind, his passion, is associated with winning

this, for this party, this team, this that, that and so forth —

{not for the nation!}  The objective of our system of government

must be to {force the citizen, as a citizen, to think through

what the national interest is!}  And we don’t do it.  We say,

“Which party are you going to support?”  Well, what’s the party

going to do? “Well, I think it’s a good party,” in other words,

they don’t know what the hell they’re doing — and they’re

passion is involved in being sure they won’t do it. And that’s

where we stand. And that’s the thing we’ve got to think about.

And you’ve got to destroy the self-confidence of those

damned fools, who think that the “party vote,” the vote for the

party {should determine the decision of the nation.}  That is a

false and fraudulent conception, and it’s about time we called a

halt to it.  And right now, would be a very good time.  All

right.  [applause]

Now, what’re we going to do?  Let’s lay out, here, we have

our organization.  We have a conception of how to organize this

nation, how to deal with the great crisis, the financial crisis,

the economic crises, which occur in this nation; and which occur,

also, similarly, in other nations, which I think would tend, at

this time, to look with a friendly eye at what I might propose

here, right now.

All right: First of all, the world is bankrupt.  The

trans-Atlantic region is {totally, hopelessly bankrupt!} Every

part of Western and Central Europe is totally bankrupt!  It’s

{incurably} bankrupt, under its present system.  Nothing be done

to save it in its present form.  There’s no way you can bail it

out!  There’s no way you can take it out of this — except one

way:  Glass-Steagall.

Now, of late, you will have observed that Glass-Steagall has

become increasingly popular, in England, in the continent of

Europe, and other notable places!  So what does Glass-Steagall

do?  Well, essentially it says that the system of government

we’re running under right now, is hopelessly corrupt; so, let’s

shut it down!  Let’s shut down all the bail out.  We’re not going

to pay it!  We jes’ ain’t gonna pay it!  [applause]

So what’re we going to do?  Well, we’re going to have a

grand old time:  We’re going to go to a straight credit system,

which is Glass-Steagall, immediately!  Now, that means, that all

those other guys, the gamblers, Wall Street types and so forth,

are going to find themselves sitting — well:  They have all

these claims.  All these values.  They own all this property, in

terms of title.  But we say, the point is here, with

Glass-Steagall, that you can run your kind of banking system if

you want to  —  under penalties of law, of course! But you don’t

have any right to come to the Federal government, to demand that

the Federal government bail them out, if they happen to go

bankrupt.

Now, I can tell you, as you probably have suspected, that

practically every part of the whole system in the United States,

today, {is already hopelessly, incurably bankrupt!}  And there’s

only one way we can escape from this bankruptcy:  You want to

have some money to live on?  There’s one thing you got to do:

Glass-Steagall!  And that will open the… it won’t solve the

problem, but it will open the gates, to permit the problem to be

solved.

If you take, and say, all these things that are not and

don’t conform to Glass-Steagall, all these things must be

cancelled.  That means these banks can still have their banking

system, as long as they don’t go bankrupt.  We’re not going to

shut them down arbitrarily, we’re just letting them out on their

own, and saying, “this is not our business.  The Federal

government is not responsible for this.”

All right, now that will reduce the debt of the United

States, {tremendously!}  It would have a similar effect in

nations of Europe!  The French banks would not be pleased with

1. They would probably say some very nasty things about me,

but… things like that.

But the point is, the world now knows, and increasingly in

Europe, and starting in England and other countries in Europe

itself, there’s an understanding that Glass-Steagall is a

necessary alternative.  And these guys are having a terrible

time, in fighting off the Glass-Steagall popularity.  But that

will do it.

The problem is, because we waited so long, since we

cancelled Glass-Steagall, we waited too long, and they ran up a

hyperinflationary debt, which is really beyond even dreaming.  So

therefore, the result is, if we go with Glass-Steagall, we’re

going to have relatively little money, under our Federal system;

because we wasted it by throwing it into the garbage pail, and we

can’t get it back.  So therefore,  we’re going to have to go to

another measure.  Now, I said, national banking.  Now, why

national banking?  Because, unless you create a banking system,

under the U.S. government, under protection and regulation of the

U.S. government, you can’t do anything much with the economy.

We have very little industry left in the United States, it’s

been systematically destroyed.  Especially since the last three

terms of the Presidency.  We have been running a garbage pail;

and therefore, we have no means, by ordinary means, to save the

economy.  We don’t have jobs.  Now, as most of you know, under

NAWAPA, we would create, quickly, {4 million or more jobs} —

real jobs! Really productive jobs.  We would create, at least,

immediately, a couple million more highly skilled categories of

jobs.  We would start the process of a general recovery of the

United States — but oh!  Wait a minute!  Got one more problem.

Where’s the money going to come from, that we’re going to loan,

for NAWAPA, and loan for other high-technology jobs, and certain

other kinds of skilled jobs?  The Federal government is going to

have to {create credit}, which will be run through national

banking system, so that under national banking and Federal

government approval, we can conduit credit into creating these

jobs.

Let’s take the practical question of the food supply in the

United States right now:  As you probably know, food is about to

be cancelled, and the Obama Administration is doing everything

possible to destroy it.  Because they’re doing everything to

destroy food, for fuels.

So therefore, what’re we going to do?  Well, what we’re

going to do, is by giving the Federal credit, into, say, the

NAWAPA system, we’re going to create a flow of credit, into the

various phases of this process, which will immediately charge

NAWAPA, in particular, and other things that go with NAWAPA.  We

have also, we have the lost auto industry, the whole Detroit

system, for example, and we’re going to put that back into work!

So, we’re going to create, instantly, that is, by Federal decree

— instantly create sufficient growth, not only to get rid of

this hopeless debt, which never was really a legitimate debt, at

all, and we’re going to restart the economy, by taking people,

when you have very few people who are actually involved in

productive jobs, they’re not involved in producing things;

they’re mostly employed in various kinds of services, which are

not particularly productive, and do not lend any productive value

to the U.S. economy.  They’re simply pass-outs, under one guise

or the other.

So in this case, we are launching a recovery of the U.S.

economy, by supply the credit, as we did in the beginning of the

development of our economy, after we won our Revolution, we’re

going back to that system of recovery to get things moving, and

it’s going to start immediately.  And the easiest way for us to

do this, is NAWAPA.  NAWAPA is a project, which is relevant,

because it’s focused on {water management}.  And the problem we

have in the United States today, is a water management problem!

In the Central States, we don’t have rain!  We don’t the means to

grow crops.  And we don’t have people who are employed, in

actually productive forms of employment!  Physically productive

forms of employment.

The difference is, with this kind of reform, of three steps:

NAWAPA as a driver, an incentive driver, which will save the

organization of production in the Central and Western States of

the United States!  The going back into the area of the so-called

Detroit area, with several million jobs, immediately, will have a

similar effect.  Which means that we then can use a credit

system, managed under Federal control, as we’ve used credit

systems, like Franklin Roosevelt did in the past, and use that

kind of credit system under a Glass-Steagall type government

system, and we can start the regrowth of the U.S. economy.

We also have, as a byproduct of this:  If we as the United

States {do} this, you will find that the nations of Eurasia, will

join us.  You will find that nations of Europe, who are now being

destroyed by their own system, will now go back into functioning,

and we will use international credit, which is an extension of

the national banking concept, instead of speculation, in order to

restart the economy.  And that can be done.

So there is a practical solution, a {sane} practical

solution, as opposed to the other kind, for this problem we have

as a nation. How far are we from getting it, is the question?

Well, that depends.  It depends how desperate people are,

and how much their desperation is moderated by the sense of

attachment to a solution.  Our job is to present the solutions.

You know, society is actually led, when it’s led, by a tiny

minority of the human race.  We have not, because of our

underdevelopment, we have not built up nation systems, which are

actually rationally, and truly represent {the will of human

beings.} What we approach is the conditional will of human

beings, by providing them with promises, which we hopefully can

keep, and that they will be satisfied by trusting us, by the

means of the measures we offer to them, as suggestions.  A very

tiny minority, of the human population in all nations, actually

has any comprehension, any qualifications for comprehension of

how an economy runs or how it should be run. We have to bring

them to us, to our ideas, our conceptions, based on the fact that

they need precisely the solutions that we present.  It may not

exactly what they would dream for, but it’s what we could

deliver!  And if people understand that that’s what the game is,

they’ll accept it, at least in large part.

It’s what they can believe that we can deliver.  And it’s

our saying that we can deliver this, but we {can’t do that, yet}.

And if you promise everything, they’re not going to trust you,

and for good reason.  If you give specific promises, that {will

work}, and make sense, and can be explained to the people, it’ll

work!  And if they don’t accept it, that’s their fault!

But our responsibility, which is limited — we don’t run the

world; we don’t have powers to supervise the world as a whole. We

can only argue!  We can only argue as an intelligentsia, that we

have done some thinking that the other people have not yet caught

onto, or didn’t know about.  And we can tell them, what [we} can

do!  What {we} understand, what {will} work for them; and say,

“We’re going to have to work harder, and better, in order to

fulfill the kind of promises we wish to deliver.”  And say, we

need their cooperation in doing that.

We’ve got to give them a sense, that whatever we’re

promising them, we’re committed to delivering, and that our

promise of delivery has been made credible to them.  And that

experience, as in the case of the Franklin Roosevelt recovery in

the United States during the 1930s, the same program, the same

policy that Franklin Roosevelt used in reviving the U.S. economy.

But we have to tell these guys, “Stop being the kind of

idiot, who believes in the party system!  That’s number one.

Number two, don’t believe in Obama, get him out of there, and

make sure he’s removed quickly.”  And we’re going to have to

figure out what we’re going to do about this Republican.

[laughter]  Because that’s a real weak point, there.

However, I believe this:  If we can establish a functional

Presidency of the United States as was done in establishing the

United States  under George Washington’s Presidency, if we have a

President, and we use our system of government, our

constitutional system of government, we can solve this problem.

Not the way people would like, by “wish factory” or something,

but by the fact, we can point the direction, and it’s up to the

people to follow the direction, and choose to follow the

direction.

{But we must do what is not done right now}:  The problem

with government now, is that the U.S. government and its

functions, are chiefly one, big, damned lie!  They promise things

that do not exist, or will not exist, and make rules which make

no sense, and are willing to get into wars, by which civilization

and mankind in general, could be destroyed.  And we have to use

that argument and that bill of particulars, as a method of

convincing them, this has to be done.

And the key thing is this, to come back to the theme I

started with:  Space.  It’s obvious, there’s a limited timeframe

within which mankind can continue to live safely under the system

of the Sun, the current Sun system.  The Sun has a limited —

some people say 2 billion years; some would say, well, long

before 2 billion years, the Sun is going to act up, and life is

going to be {most unpleasant} on this planet!

So, we as mankind, have to address this question.  And it’s

obvious that to address this question, we have to give new

attention, to space, the questions of space.  We have to find

ways of intervening in the space system, or the solar space

system and so forth, and this is possible.  But we must turn to

that direction, to think, “well, we can’t stand around, following

a fixed recipe, like a kitchen cookbook recipe, forever.  We have

to  anticipate the problems which face mankind in the future, we

have to search for solutions to those problems, and we’ve got to

convince people.

And the big thing you have to do, is this:  Most people in

the United States today, behave stupidly, and this, of course, is

helped by the educational system, it’s helped by the terrible

conditions of life of children, as well as adolescents, and there

are many things that have to be done.  And our job is, as a

minority in society, and with other minorities in society which

{wish}  to find and initiate true solutions for these problems,

we have to get out, and convince people, and educate them.

And in particular, get them immediately to understand, that

these two Presidencies that they’ve stuck out there for voting,

ain’t shucks! And we’ve got to do something about that, and the

best way, is to go out and say that these guys aren’t fit to run

anything, and give some indications of what we’re thinking.

It can work.  It can work because the situation of all

humanity, on this planet right now, is almost a hopeless one. The

war danger, the thermonuclear war which is hanging over us right

now, is threat number one.  The shortage of food in the United

States, for people, citizens of the United States, is another.

The conditions of health care, are another.  All of these

conditions are intolerable!  {And nobody’s doing a damned thing

about it, from the standpoint of government on down!}  I don’t

hear of any big riots coming out of the Congress, against the

lack of such needed reforms!  They’re going by… the party

system. And I think we have to just treat the party system, as

the kind of fraud that it has always been!

We should have a system of representative government, in

which the citizens can use those other citizens who are the most

qualified, and the most committed, to provide leadership, to

provide the ideas and the leadership which is needed for the

rest.  If you can’t be something, inspire it in somebody else.

Thank you.  [ovation]  [END VIDEO]

 

OGDEN:  So as you can see, this is a speech which remains

very timely in terms of its urgent political importance, and we

would encourage you to watch the speech in its entirety; we’ll

make that available for you.

But if you just thinking about what you’ve just heard, the

economic program, the prescience of what Mr. LaRouche’s remarks

there were, five years ago, our country still finds itself in a

state of dire economic emergency, perhaps even having gotten

worse in the last five years;  and that program is still urgent

in terms of its implementation.

But what {has} changed is, indeed, the party structure as we

thought we knew it at that time, has ceased to exist, in terms of

the two establishment parties — what was the Democratic Party

and what was the Republican Party.  And this is a change,

perhaps, in par with what we saw in the middle of the 19th

century when the two established parties at that time nearly

ceased to exist:  This was a turmoil out of which, perhaps the

greatest President of our entire history, Abraham Lincoln,

emerged.

But our responsibility, and what we have to recognize, is

that the importance of Mr. LaRouche’s leadership and the

importance of the leadership of that small minority which he was

discussing, is perhaps more important now, because of this very

reality, than ever before.  As you just heard Mr. LaRouche

describe, in a very eloquent way, our job is to present the

solution, because society is actually led, by a very tiny

minority of intellectual leaders, and society as a whole invests

their trust in those whom they are confident have their best

interests in mind, and have the unique understanding of what must

be done; a very tiny minority has any qualified understanding of

how an economy actually must be run, and can deliver on that

understanding, which is the crucial ingredient.  That’s where

leadership comes from, that’s what makes leadership qualified,

and that’s what serves as the actual qualified leadership in a

republic such as ours.

Now, speaking of a republic, as my colleague Benjamin

Deniston noted in his {Festschrift} contribution to Mr.

LaRouche’s 95th birthday: “When age is measured, not merely in

years, but in wisdom and in creativity, and especially in

contributions to the progress of society, we can truly say,

taking due note of Plato’s famous {Timaeus} dialogue, we are

truly blessed with Mr. LaRouche’s 95th birthday, to have an old

man among us, a {very} old man among us.”

So we wish Mr. LaRouche a very happy 95th birthday, and we

wish him many more.

Thank you very much for tuning in to this special broadcast

tonight, and we encourage you to watch that address in its

entirety. Thank you and good night.

Leder fra LaRouche PAC, 14. sept., 2017 – Det faktum, at præsident Trump er begyndt at arbejde med top-Demokrater i Kongressen, siden orkanerne Harvey og Irma, for i fællesskab at opnå de presserende nødvendige resultater for det amerikanske folk, har overrasket mange – men ikke os. Lyndon LaRouche forudsagde, i anledning af sin 90-års fødselsdag, for blot fem år siden, at »topartisystemet«, som var en vederstyggelighed for vor Forfatnings grundlæggere, var i færd med at blive fjernet. En række hidtil usete begivenheder, som har været totalt uventet af andre, men som i princippet blev forudsagt af LaRouche, har bragt os tættere på dette resultat i dag, end nogen andre havde forventet, selv på så sent et tidspunkt som for blot et par uger siden!

Et umiddelbart resultat af denne forandring er, at det må hjælpe i kampen for Lyndon LaRouches Fire Love, med start i genindførelsen af den oprindelige Glass/Steagall-lov, under omstændigheder, hvor præsidentens kampagne for embedet lovede at genindføre loven, alt imens også mange Demokrater offentligt er gået ind for det. Og det sker på et tidspunkt, hvor selv Storbritanniens ekstremt liberale Adam Smith Institute, som vi bemærkede i går, advarer om en nært forestående nedsmeltning af finanssystemet. Sagen kunne ikke haste mere.

Men briterne har ikke tænkt sig at opgive at sænke dette præsidentskab, ligesom de heller aldrig opgav at sænke Franklin Roosevelt. Vi må fortsætte vores kampagne for VIPS-rapporten, der afslører svindelnummeret med Russiagate. Langs retningslinjerne af de kampagner, der blev drøftet på EIR’s Manhattan-konference den 9. sept., bør VIPS-rapporten læses ind i Kongressens optegnelser (Congressional Record). Præsident Trump bør tvinge sin CIA-direktør, Mike Pompeo, til at fremstille den relevante, sandfærdige dokumentation.

En smuk illustration af betydningen af den indre konsekvens af Lyndon LaRouches Fire Nye Love fra juni 2014, kom frem under en højtideligholdelse den 12. sept. i det oversvømmelseshærgede Houston, og som medlem af LaRouche PAC Policy Committee, Kesha Rogers, rapporterer om i dag. Som hun skriver, så samledes en overraskende stor flok, 1000 mennesker, på Rice Universitet for at fejre præsident Kennedys berømte »Månetale« præcis 55 år tidligere, og for at høre Apollo 13-astronaut Fred Haise. Blandt andre sigende bemærkninger, genkaldte oberst Haise, hvordan Apollo-programmet havde genopfundet sig selv efter det tragiske tab af tre Apollo 1-astronauter i en brand i rumfartøjet på jorden i 1967. Jeg ville tilføje her, at deres genlancering af sig selv var så succesfuld, at, i alle de efterfølgende rummissioner, mistede man ikke ét eneste menneskeliv frem til katastrofen med rumfærgen Challenger i 1986.

I deres monografi om »Apollotraditionen« sagde Seamans og Mueller, to Apollo-topadministratorer, at det program, der blev gennemført efter Apollo 1-tragedien, krævede, at alle i programmet – omkring 30-40.000 mennesker – gentagne gange afkrævedes at genopfinde sig selv, som nye, bedre og mere kapable mennesker, inden for rammerne af et tværfagligt team.

For at sige dette på en anden måde – de var, i det mindste i en periode, i stand til at besejre middelmådighed. Middelmådighed dræber. Heri finder traditionen efter John Kennedy, Apollo-traditionen, sin plads inden for Lyndon LaRouches Fire Nye Love.

Foto: Helga og Lyndon LaRouche, ved sidstnævntes 95-års fødselsdag, september, 2017.

Af Kesha Rogers, Houston; medlem af LaRouche PAC Policy Committee.

»Vi vælger at tage til Månen. Vi vælger at tage til Månen i dette årti og at gøre de andre ting, ikke, fordi det er let, men fordi det er svært …«

Tirsdag, den 12. september markerede 55-års dagen for præsident John F. Kennedys »Månetale« på Rice Stadium.

For at højtideligholde denne historiske begivenhed, der har inspireret så mange, stuvede næsten 1000 mennesker sig sammen i Stude Concert Hall på Rice Universitetet. Begivenheden, der skulle markere denne historiske dato, havde titlen, »Fiasko er ikke en mulighed: Legemliggørelsen af credoet, ’Vi gør dette, ikke, fordi det er let, men fordi det er svært’«. Gæstetaler var Apollo 13-astronaut Fred Haise. Ellen Ochoa, direktør for Johnson Space Center, talte ligeledes under en kort, ledet spørgsmål-og-svar-session, sammen med Haise.

Præsidenten for Rice Universitet, David Lebron, citerede i sine åbningsbemærkninger de samme ord, som præsident John F. Kennedy udtalte i sit første foredrag på Rice Universitet den 12. sept., 1962:

»Vi mødes på et universitet, der er kendt for sin viden, i en by, kendt for fremskridt, i en stat, kendt for styrke, og vi har brug for alle tre ting, for vi mødes på et tidspunkt for forandring og udfordring, i et årti for håb og frygt, i en tidsalder for både viden og uvidenhed. Jo mere, vor viden øges, desto mere udfoldes vor uvidenhed.« Hr. Lebron forklarede, at, i kølvandet på orkanen Harvey, der har hærget Texas-området – som Irma nu har hærget Floridas kyster – er disse ord af John F. Kennedy lige så relevante i dag, som de var, da de først hørtes for 55 år siden.

Fred Haise, der er 84 år gammel, holdt en ærefrygtindgydende tale for den tætpakkede forsamling, hvis antal overgik alles forventninger. Han talte om USA’s bemandede rumfartshistorie og den rystende historie om Apollo 13-missionen i 1970. Haise var Apollo 13’s pilot i månemodulet. Apollos 13’s mission var at lande i Fra Mauro-området på Månen, men en eksplosion om bord på rumfartøjet tvang besætningen til i stedet at gå i kredsløb om Månen uden at lande, og Fra Mauro-målet blev flyttet til Apollo 14. Da Haise talte om sin oplevelse om bord på Apollo 13, fortalte han om det tragiske tab af liv i Apollo 1 i 1967, efter en ildebrand brød ud i cockpittet, mens rumfartøjet endnu befandt sig i affyringsrampen, og alle tre astronauter omkom. Læren af denne tragiske begivenhed, og den forpligtelse, der blev indgået dengang, at »fiasko er ikke en mulighed«, reddede Haises og hans besætningsmedlemmers liv senere, som han forklarede. De, hvis liv tidligere var blevet ofret, kan meget vel have reddet livet for dem, der fulgte efter.

Jeg mener, dette er en bemærkelsesværdig lære for nutiden. Vil vi tage ved lære af Harvey? Vil vi bygge den infrastruktur, vi behøver for at sikre, at ikke ét eneste yderligere liv vil gå tabt pga. menneskeskabte fejl og forsømmelse? Så meget er blevet tabt, så mange har ydet ofre – hvordan vil vi rette op på uretten og gøre de nye opdagelser, der vil sikre en bedre fremtid foran os?

Jeg spurgte oberst Haise om den lære, man kunne uddrage af rumprogrammet og Apollo, som kunne være med til at lede nationen i denne kriseperiode, i kølvandet på orkanerne. Han svarede ved at understrege betydningen af at have den rette leder, nødvendigheden af teamwork for genopbygning og infrastruktur, og behovet for at indsprøjte tilstrækkelige resurser i denne genopbygning – som kun kan komme fra en føderal mission af den art, som Kennedy forstod, var nødvendig for at gøre Apollo til en succes. Under spørgsmål-og-svar, hvor Ochoa syntes at indordne sig under den linje, hvor NASA i stigende grad skifter over til at bero på privatiseret rumflyvning, påpegede oberst Haise ligefremt, at disse private selskaber kun eksisterer pga. NASA, og at, i modsætning til NASA, hvis de ikke tjener profit, ophører de med at have en mission.

Oberst Haise konkluderede med at sætte fokus på menneskets enestående evne til at gøre opdagelser, som intet dyr er i stand til. Hverken gris eller delfin kan bygge et rumfartøj, sagde han, men det kan vi. Han fik stående ovation for sin tale, og tilhørerne forlod meget inspireret lokalet, med store forhåbninger til fremtiden.

Foto: JFK holder den berømte ’Månetale’ på Rice Stadium, 12. sept., 1962.  

14. sept., 2017 – Onsdag, den 13. sept., modtog Yemens udenrigsminister, ingeniør Hisham Sharaf, på sit kontor i Sana’a, LaRouche-bevægelsens erklæring med titlen: »Det Nye Silkevejsparadigmes fjende: Saudisk folkemord i Yemen«, som blev overbragt af ven af Schiller Instituttet, Fouad Al-Ghaffari, formand for Yemens Rådgivningskontor for Koordinering af BRIKS, og ligeledes præsident for Yemens Ungdomskabinet.

Den yemenitiske avis Sanaa News (http://www.sanaanews.net/news-55193.htm) dækkede mødet med en rapport med overskriften, »Udenrigsministeren modtager LaRouche-bevægelsens Yemen-erklæring, der kræver et stop for aggressionen«, og som beretter, at Al-Ghaffari briefede ministeren om de seneste, internationale udviklinger vedrørende Yemen, især siden BRIKS-topmødet i Xiamen, som i sin sluterklæring for første gang refererede til situationen i Yemen.

Ifølge Sanaa News, »briefede Al-Ghaffari udenrigsministeren om den vision, som Helga Zepp-LaRouche, der også er kendt som den Nye Silkevejslady, har vedtaget, og som kræver et omgående stop for den saudiske aggression mod Yemen. Helga Zepp-LaRouche kræver ligeledes, at Yemen inkluderes i det Nye Silkevejsinitiativ«. Sanaa News rapporterer, at LaRouche-bevægelsens erklæring kræver oprettelsen af en international kommission, der skal efterforske de forbrydelser, det saudiske regime, der siden dets skabelse har været kendt for sin aggressive karakter, og som nu angriber præsident Trumps program, har begået.

Al-Ghaffari briefede ministeren om den indsats, der finder sted i den Amerikanske Kongres for at stoppe salg af våben og ammunition til Saudi-Arabien, og at aktivister i Washington presser Kongressen for at stoppe støtten til den saudiske krig, der har kostet mindst 10.000 civile yemenitter livet og har blokeret for leverancer af mad og medicin til millioner af mennesker og forårsaget den største, humanitære katastrofe i landet.

Sanaa News rapporterede ligeledes, at medlemmer af LaRouche-bevægelsen har planlagt at distribuere deres erklæring ved FN-bygningen i New York, såvel som også ved FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheders konference i Genève. Artiklen tilføjer yderligere, at erklæringen understreger, at aggressionen mod Yemen er en del af de politikker for regimeskifte, som i årtier er blevet ført af USA og Storbritannien, og at denne barbarisme kun kan udmanøvreres ved, at man samler sig omkring og bakker op om det Nye Silkevejsparadigme.

Sanaa News udtaler følgende i rapportens konklusion: »Det bør bemærkes, at Hans Excellence, ingeniør Hisham Sharaf, i et brev til sin kinesiske modpart i april, havde udtrykt Yemens ønske om at tilslutte sig den Nye Silkevej. BRIKS-nationernes Xiamen-erklæring har nu åbnet et meget vigtigt vindue for Yemen, der kan bruges til at sende et budskab til BRIKS’ udenrigsministre, som har planlagt at mødes på sidelinjerne af FN’s Generalforsamlings 72. samling, og at bringe Yemens situation for FN’s Sikkerhedsråd.«

Det er en tragisk fejltagelse, at medlemmerne af FN ikke anerkender regeringen i Sanaa som repræsentant for det yemenitiske folk og dets interesser – de anerkender snarere beboeren af et femstjernet hotel i Riyadh, Saudi-Arabien, ved navn Abed Rabbo Mansour Hadi og hans følge, som Yemens legitime regering. Hadis mandat som fungerende præsident udløb, før Ansarullah (houthier) satte ham under husarrest i slutningen af 2014. Han bliver af saudierne brugt som redskab til at fortsætte ødelæggelsen af Yemen, eftersom han har nægtet at føre forhandlinger med den folkeligt godkendte regering i Sanaa, der er sammensat af medlemmer af Ansarullah og den tidligere præsident Ali Abdullah Salehs Nationale Kongresparti. Udenrigsminister Sharaf er medlem af sidstnævnte parti.

For mere information om Al-Ghaffari, besøg hans Facebookside: https://www.facebook.com/FouadAlghaffari

Foto: Yemens udenrigsminister, Hisham Sharaf, sep., 2017.

Seneste politiske briefing ved formand Tom Gillesberg. (Lydfil)

https://soundcloud.com/si_dk/truslen-kommer-ikke-fra-rusland-stop-folkemordet-i-yeman

Will Wertz: For mange år siden, faktisk for 2.500 år siden, skrev Platon to dialoger, blandt andre; Timaios og Kritias. Det, han diskuterede i begge disse dialoger, er en oversvømmelse, der udslettede en hel civilisation. I Timaios beretter Platon, at en præst sagde til Solon,

»I hellenere er ikke andet end børn. Der er ikke én eneste gammel mand iblandt jer. Der har været, og vil igen komme, mange ødelæggelser af menneskeheden, der fremkommer af mange årsager. De største er blevet frembragt gennem ild og vand.«

Han påpeger, at grunden til, at disse civilisationer ikke kunne håndtere sådanne naturkatastrofer, er, at

»Gudernes overbærenhed begyndte at svækkes, og de begyndte at opføre sig upassende. De blev inficeret af ondt begær og magtens arrogance«.

Vi har nu heldigvis i USA nogle ’gamle mænd’ – i særdeleshed Lyndon LaRouche; som faktisk er yngre end de fleste mennesker mht. til hans intellekt.

Jeg vil fremlægge præcis, hvad det er, Lyndon LaRouche har kæmpet for, i en kort gennemgang, for jeg har ikke tid nok til at gå i dybden. Men Lyndon LaRouche har, som Dennis antydede, kæmpet imod Det britiske Imperium, en kamp, der mindst går tilbage til hans tid i Anden Verdenskrig på det indiske subkontinent i Burma – som det hed dengang – og Indien. Han så på første hånd briternes folkemordspolitik mod den indiske befolkning. På dette tidspunkt udviklede han et livslangt forpligtende engagement for at besejre Det britiske Imperium, og til at gøre det, Franklin Roosevelt under krigen sagde til Winston Churchill, at han var forpligtet over for at gøre. Roosevelt sagde, vi udkæmper ikke Anden Verdenskrig for at bevare Det britiske Imperium. Efter Anden Verdenskrig vil vi bruge det Amerikanske Systems metoder for økonomisk udvikling til at udvikle resten af verden. Desværre blev denne Roosevelts mission saboteret efter hans død af Winston Churchill og af Harry S. Truman; sidstnævnte var en meget smålig mand. Man fik den første mobilisering mod Rusland, og mere specifikt mod den alliance, som Roosevelt var forpligtet overfor; og som var en alliance mellem USA, Rusland, Kina og andre nationer for at udvikle planeten ved hjælp af det Amerikanske Systems metoder.

Download (PDF, Unknown)

 

Se hele konferencevideoen her: https://www.youtube.com/watch?v=hzJCl1xnvvU

Foto: Den britiske geopolitiker, Harold Mackinders kort. Den grundlæggende idé er, at man ser på Europa, Afrika og Asien, og det er verdens-øen. Den britiske politik var at omringe det, de kaldte omdrejnings-området eller hjertelandet, som er Rusland, med en intern halvmåne. Mackinders grundtema var, at »den, der hersker over Østeuropa, kontrollerer hjertelandet. Den, der hersker over hjertelandet, kontrollerer verdens-øen. Den, der hersker over verdens-øen, kontrollerer verden«. Grundelementet i Det britiske Imperiums geopolitik, og i deres to ‘Verdenskrige’.

Leder fra LaRouche PAC, 11. sept., 2017 – På 16-års dagen for 11. september-angrebet på USA, er USA blevet ramt af ødelæggelserne efter to forskellige orkaner, med en tredje på vej. I modsætning til den respons på 11. sept., der kom fra George Bush, som omgående etblerede politistatsinstitutioner i USA og indledte processen med »permanent krigsførelse« – for det meste mod nationer, der absolut intet havde med 11. sept. at gøre – så responderer Trump til de aktuelle katastrofer med sandt lederskab. Efter at have fået en omfattende briefing om orkanen Irmas hærgen i Florida, instruerede Trump søndag alle føderale organisationer til at give fuld støtte til FEMA (Federal Emergency Management Agency) og til at »fortsætte med at støtte delstatsindsatser og lokale indsatser for at redde liv, fremme bestræbelser for at finde husly og efterkomme anmodninger om hjælp til berørte områder«. De forskellige militære grene er mobiliseret til at sørge for redning og nødforsyninger af mad, vand og andre fornødenheder til de millioner af fordrevne mennesker. Han ringede personligt til guvernørerne i de stater, der lå på Irmas vej, for at forsikre dem om fuld støtte fra den føderale regering.

Trump vendte sig ligeledes mod det Demokratiske Partis lederskab for at vedtage en tværpolitisk lov om at dirigere $15 mia. af føderale midler til at påbegynde processen med genopbygning i Texas, og der vil behøves langt flere midler til at påbegynde genopbygningen efter Irma.

Et par milliard dollars vil naturligvis end ikke begynde at genoprette skaderne efter de nylige orkaner, og da slet ikke indlede processen med at genopbygge nationens smuldrende infrastruktur, for at forhindre den næste omgang naturkatastrofer i atter at fange nationen uforberedt til at forsvare sig. Hertil kræves en lancering af mekanismer til udstedelse af statslig kredit i Hamiltons tradition, for at skabe de flere billioner af dollars, der kræves for atter at gøre USA til en produktiv nation, som det skitseres i LaRouches Fire Love.

Trump hælder også mod at afslutte den såkaldte politik for »gældsloft« – som ville være et skridt hen imod at muliggøre et anlægsbudget for byggeri af infrastruktur gennem statslig kredit, der ifølge sin natur frembringer sin egen tilbagebetaling ved at løfte nationens produktive platform som helhed.

Trumps mobilisering skaber betingelserne for, at dette langt større foretagende kan realiseres. Den amerikanske befolkning væmmes ved Bush- og Obamaregeringerne, der pumpede billioner af dollars ind i bailouts for Wall Streets og City of Londons institutioners spillekasinogæld, alt imens de førte evindelige krige i udlandet og gennemtvang nedskæringspolitikker hjemme.

Kast et blik ud i verden. Blot i sidste uge bragte BRIKS-konferencen i Xiamen og det Østlige Økonomiske Forum i Vladivostok repræsentanter for flertallet af verdens nationer og folkeslag sammen for at udvide den Nye Silkevejsproces, under ledelse af Kina og Rusland, for at opbygge moderne nationer i den tidligere koloniserede verden, og for at åbne en af verdens sidste, »fremskudte grænseposter« i det russiske Fjernøsten, gennem internationalt samarbejde. I dag mødtes i Bangkok politiske ledere og erhvervsledere fra Thailand, Japan, Kina, Europa, Malaysia, Singapore og andre, for at fremskynde byggeriet af kanalen tværs over Kra-landtangen i det sydlige Thailand, et af de store projekter, som Lyndon LaRouche har promoveret i mere end tredive år, siden han holdt hovedtalen på en lignende konference i Bangkok i 1984.

Forskellen i dag er, at Bælte & Vej Initiativet nu eksisterer – som ligeledes første gang blev promoveret af LaRouche, som opfandt betegnelsen »Nye Silkevej« efter Sovjetunionens sammenbrud, som et middel til at forene verden gennem udviklingssamarbejde. Visionen om Store Projekter, der blev blokeret af det britiske geopolitiske system, der har domineret USA siden Franklin Roosevelts og Jack Kennedys død, bliver nu gennemført i forbløffende tempo under det Nye Silkevejsparadigme.

Præsident Trump har gjort det klart, at USA bør være en del af denne proces i samarbejde med Rusland og Kina, for atter at gøre Amerika stort på samme måde, som Kina atter gør Kina stort gennem samarbejde om udvikling, og som Rusland på samme måde atter gør Rusland stort. Dette er ikke en konkurrence ud fra principperne om nulsumsspil og geopolitik, men derimod et krav om, at menneskeheden nu opgiver sin barnagtige adfærd og skaber en samarbejdende verden, der er mennesket værdigt.

Foto: Præsident Donald J. Trump ved Austin Emergency Operations Center, 29. aug., 2017.

11. sept., 2017 – Efter at have ramt Florida Keys, og igen ramt Naples, Florida, har orkanen Irma hærget i hele staten – fra nord til syd, og fra øst til vest. Udfald i elforsyningen har ramt henved 10 mio. mennesker, defekte kommunikationssystemer er overalt, og blokerede veje gør det ekstremt vanskeligt at foretage et totalt skøn over skaderne, især i Florida Keys, som en reporter på stedet beskrev som en »krigszone«.

Foreløbig rapporteres der om fire dødsfald i Florida, men myndighederne forventer, at dette tal vil stige, især ødelæggelserne i Florida Keys taget i betragtning. Fox News rapporterede, at der her ikke er brændsel, elektricitet, vand i vandhanerne eller fungerende mobiltelefoner.

»Borgerne vil ikke kunne vende tilbage til Florida Keys i flere uger«, sagde rådgiver fra Homeland Security, Tom Bossert, i dag. Der er meget få forsyninger, og det varsler en humanitær krise for dem, der ikke tog væk.

På en pressekonference her til morgen skønnede Eric Silagy, præsident for statens største elværk, Florida Power and Light, at mere end halvdelen af staten – 10 millioner mennesker – er uden strøm, hvilket langt overstiger de 6,2 mio., der mistede strømmen under superstormen Sandy. Bemærk: I 2013 pralede FPL med, at de havde investeret $3 mia. i »smartgrid-infrastruktur« for at skabe et »stærkere, smartere og mere stormresistent elektricitetsnet«, rapporterede The Atlantic. Det var stort set »det bedste, landet kunne have præsteret«, men nu har Irma åbenbart »ødelagt i hvert fald en stor del af dette system«.

FPL’s vicepræsident for kommunikationer, Rob Gould, sagde til ABC, at, alt imens østkystnettet kunne genoprettes inden for en standard tidsramme, så ville der blive behov for en »engros-genopbygning« af vestkystens elektricitetsnet, som muligvis ville blive den længste og mest komplekse i USA’s historie.

Med stormen, der bevægede sig mod nord, forårsagede et skybrud store oversvømmelser i Jacksonville, på grænsen til Georgia, som udløste et nødvarsel om akut oversvømmelse. Da Irma kom ind over Georgia, rapporteredes om en tornado, afledt af stormen, på kysten, og man udstedte for første gang nogensinde varsel om en tropisk storm (vindstyrke mellem 39 og 73 mil/timen) over Atlanta. I de næste to dage vil Irma fortsætte i nordvestlig retning, ind i Alabama, Mississippi og Tennessee. Ifølge www.weather.com er situationen i Charleston, South Carolina, »dyster«, og myndighederne har udstedt varsel om pludselige oversvømmelser pga. kraftige skybrud. Flere end 120.000 kunder i hele staten er uden strøm.

Leder fra LaRouche PAC, 10. sept., 2017 – Endnu engang vedr. Texas, og orkanen Harveys enorme økonomiske og menneskelige ødelæggelse, finder vi, at virkeligt omfattende infrastrukturprojekter for at forhindre sådanne ødelæggelser blev planlagt i 1960’erne. Dette var JFK-æraen med Apollo og den store »TVA« i det vestlige Amerika ved navn North American Water and Power Alliance, NAWAPA, (Nordamerikansk Vand- og Elektricitetssamarbejde). Disse muligheder blev stoppet, ribbet for pengemidler og forpligtelse, gennem udbruddet af britisk geopolitik i amerikansk politik – Vietnamkrigen. Det, der nu – under Storbritanniens Blair og Bush og Obama – kaldes krige for »regimeskifte«, har lige siden været en fjende af at sørge for det almene vel i Amerika. På grund af manglende dristige infrastrukturplatforme, der ville have kostet et titals milliarder, har vi nu set hele byer hærget af oversvømmelser og tab for hundreder af milliarder i den amerikanske økonomi.

Dette er faldet sammen med Wall Streets voksende dominans over amerikansk økonomisk politik, frem til og inklusive et enormt finanskrak, som vi endnu ikke er kommet os over. Det er ikke naturen, men derimod »grådighed og forsømmelse«, der forårsager orkanernes ødelæggelser.

Med et seriøst lederskab fra præsident Trump har en forståelse for behovet for at genopbygge nu bredt sig blandt amerikanere, sammen med en dybere følelse. Digteren Shelley, der også var en politisk skribent, skrev, at, under kriseperioder, ophørte mange mennesker, folk i stort tal, med kun at tænke på sig selv og deres umiddelbare familie og skifter ret pludseligt over til at rette deres passionerede opmærksomhed mod at hjælpe andre, og mod »det almene vel«.

Dette begynder nu at have en virkning i USA, som det ses i nogle nylige politiske diskussioner og i amerikanernes anskuelse mere generelt.

En del af dette er, at de vil have »Russia-gate« stoppet, og stoppet nu. Denne åbenlyse indsprøjtning fra britisk efterretning af en geopolitisk skræmmehistorie, til stort set at blive en ny McCarthy-isme i Amerika, må nu stoppe.

EIR har bidraget til at afslutte det gennem en betydningsfuld, offentlig begivenhed i New York i lørdags, som begravede svindelnummeret med »Rusland har fikset vores præsidentvalg«. Den særlige anklager, Robert Mueller, som nu endda kræver kommunikationerne fra Air Force One, som om præsidenten var på NSA’s liste over terroristfjender, sker på trods af den overvejende del af det amerikanske folks vilje og fortsætter med forberedelsen til at gennemtvinge en forfatningskrise. Dette må stoppe. Det samme må de gennemskuelige forsøg på at oppiske racekrige, bag hvilke ses George Soros’ og briternes hånd, og Muellers FBI’s hånd og hætte.

Præsident Trump og Kongressen må hurtigt gå frem med en økonomisk genopbygning og besejre Wall Street med en ny Glass/Steagall-lov, samt udstede statskredit for billioner til ny infrastruktur og produktivitet, og nye fremskridt inden for videnskab og varefremstilling.

Dette gør Kina allerede i hele Asien og i Afrika, i klart strategisk partnerskab med Rusland; og Bælte & Vej Initiativet er dér, hvor Trumps USA vil finde partnerskab inden for kredit og udarbejdelse af projekter, samt strategisk samarbejde for at stoppe regionale krige. Det er et nyt paradigme, mod hvilket præsident Trump på visse tidspunkter har været tiltrukket. Det må blive politikken, og »Russia-gate« må ud.

Foto: Præsident Donald Trump ankommer med Air Force One til Ellington Field Joint Reserve Base i Houston, 2. sept., 2017. Trump besøgte lokalsamfund, der var ramt af udbredte oversvømmelser, forårsaget af orkanen Harvey. (Air National Guard photo by Staff Sgt. Daniel J. Martinez.)

New York Times har produceret en 8 min. lang video med titlen »Into the Deluge«, om katastrofen i Houston, og som er centreret omkring Kesha Rogers’ (medlem af LaRouche PAC Policy Committee) forældre, der mistede livet i oversvømmelserne, men som også giver et indblik i nogle af redningsfolkene, de mange tragedier og ødelæggelserne. Kesha skriver: »Her er New York Times’ dokumentar, der dækker Harvey, og hvori min familie og andre optræder. De begynder med mig, der siger, ’Jeg har en mission. Vi har alle en mission.’«

Jeg vil gerne sige, at dette virkelig bør være alarmklokken, der ringer for at vække, ikke alene nationen til at respondere til denne umiddelbare katastrofe, men også til, at vi nu begynder at respondere til det intellektuelle lederskab, som hr. Lyndon LaRouche har demonstreret under hele sin karriere – i 40-50 år, eller mere. I dag er en meget passende dag for denne opfordring om, at tiden nu er inde til at lytte til Lyndon LaRouches vise ord, eftersom det i dag, den 8. september, er hans 95-års fødselsdag. Vi ønsker hr. LaRouche Tillykke med fødselsdagen! Men det er vores mission at tage denne opfordring til efterretning og træffe den beslutning, at det nu er tidspunktet for at respondere til denne historiens alarmklokke og tage de nødvendige skridt til at påbegynde et totalt og komplet paradigmeskifte i den måde, hvorpå vi går frem med nationalpolitik og international politik.

Vært Matthew Ogden: God aften. Det er den 8. september, 2017; jeg er Matthew Ogden, og dette er vores ugentlige fredags-webcast fra larouchepac.com. Med mig i studiet i dag har jeg Paul Gallagher, EIR’s økonomiredaktør; og via video har vi Benjamin Deniston fra LaRouche PAC-websiden og vores forskningsteam. Vi vil have en meget rig diskussion, tror jeg. Før vi kommer til det, vil jeg blot sige, at vi nu er to uger, mindre end to uger, inde i katastrofen med orkanen Harvey; og vi har udstedt en nøderklæring, som vi har diskuteret i de seneste par udsendelser, med titlen: »Ikke flere Houston-katastrofer! Lyndon LaRouche siger, hvad det er, der nu må ske!«

Jeg vil gerne sige, at dette virkelig bør være alarmklokken, der ringer for at vække, ikke alene nationen til at respondere til denne umiddelbare katastrofe, men også til, at vi nu begynder at respondere til det intellektuelle lederskab, som hr. Lyndon LaRouche har demonstreret under hele sin karriere – i 40-50 år, eller mere. I dag er en meget passende dag for denne opfordring om, at tiden nu er inde til at lytte til Lyndon LaRouches vise ord, eftersom det i dag, den 8. september, er hans 95-års fødselsdag. Vi ønsker hr. LaRouche Tillykke med fødselsdagen! Men det er vores mission at tage denne opfordring til efterretning og træffe den beslutning, at det nu er tidspunktet for at respondere til denne historiens alarmklokke og tage de nødvendige skridt til at påbegynde et totalt og komplet paradigmeskifte i den måde, hvorpå vi går frem med nationalpolitik og international politik.

Før jeg begynder, vil jeg gerne opfordre alle vore seere til – hvis I ikke allerede har, og LaRouchePAC har tweetet et link til det – at se den 8 minutter lange video, der blev produceret af New York Times. Den har titlen »Into the Deluge« (Ind i syndfloden), og er en kort dokumentar om den hærgen og ødelæggelse, som orkanen Harvey har forårsaget i Houston, Texas, og det omkringliggende område. Videoen fortæller historien om Kesha Rogers (medlem af LaRouche PAC Policy Committee) og hendes familie, og hendes far og stedmor, der mistede livet i oversvømmelserne efter Harvey. Videoen starter med et uforglemmeligt smukt soundtrack af Kesha selv, der synger en spiritual, »Walk With Me«, lagt hen over utrolige optagelser af de dramatiske ødelæggelser efter orkanen Harvey og oversvømmelserne. Den fortæller, som jeg sagde, historien om ikke alene hendes far og stedmor, men også andre ofre, andre overlevende og de første nødhjælpsfolk, der trådte til efter orkanen Harvey. Den slutter med et citat af Kesha Rogers, som jeg mener, bør være temaet for vores udsendelse her i aften. Jeg viser det på skærmen [Fig. 1]. Kesha siger,

»Det er denne form for tragedier, der får folk til at komme sammen. Der har været en utrolig respons fra hele nationen og hele verden. Men man har ikke tid til at sidde hjemme og græde. Jeg har en mission«, sagde hun. »Jeg har arbejde, der skal gøres; det har vi alle. Det er pointen.«

På skærmen kan I se citatet af Kesha, og det er også nævnt i videoen fra New York Times, der har titlen, »Into the Deluge«. Jeg opfordrer jer til at finde den online og se den. Vi har tweetet linket til videoen, og I kan finde det på vores twitter-feed.

Men, dette er netop pointen; at vi alle har arbejde, der skal gøres, og det er denne katastrofe, der skete i Houston – men også andre, der nu truer os, inkl. med stor sandsynlighed orkanen Irma, der nu stormer af sted med retning mod Florida. Brug dette som alarmklokken til den ’bratte opvågning’ for endelig at samle denne nation og til at påbegynde den form for presserende nødvendige, økonomiske handlinger, der kan sikre, at denne form for tragedier aldrig mere kan ske. Disse orkaner er muligvis nok naturfænomener, og det vil vi diskutere lidt senere med Ben Deniston. Men den katastrofale hærgen i deres kølvand bør aldrig få lov at forekomme. Og de er virkelig menneskeskabte katastrofer, fordi vi har forsømt at tage de nødvendige skridt, som vi på forhånd er vidende om, for at forebygge og beskytte os mod virkningerne af denne form for naturfænomener. Vi kan gøre disse ting, fordi vi er menneskelige, og fordi vi kan forstå og tøjle naturens kræfter, og faktisk ikke alene mildne de ødelæggende virkninger, men sætte disse naturkræfter til at arbejde for det gode; som det, hævet over enhver tvivl, blev demonstreret med Tennessee Valley Authority. Vi dækkede TVA sidste fredag og viste et kort uddrag af en video; men dette er et eksempel herpå. Vi kan som nation gøre dette, fordi vi har en Forfatning og et økonomisk system, der blev grundlagt af Alexander Hamilton med netop dette formål.

Som jeg nævnte, så udstedte vi en nøderklæring, »Ikke flere Houston-katastrofer! Lyndon LaRouche siger, hvad det er, der nu må ske!«, og den fremlægger et omgående firepunktsprogram: Genindfør Glass-Steagall, bryd Wall Street og dets magt op; skab nationale kreditinstitutioner baseret på FDR’s Reconstruction Finance Corporation og Hamiltons nationalbanker; investér kredit i ny infrastruktur med helt nye teknologier; og vedtag et forceret program for fusionskraft, der kan lade en stor udvidelse af NASA’s rumforskning blive drivkraften bag produktivitet og produktiv beskæftigelse. Selv om dette er en presserende nøderklæring, der blev udgivet for kun en uge siden, og vi vil gennemgå, hvad der er sket på denne front, siden denne erklæring blev udstedt, så er det ikke nyt. Lyndon LaRouche har krævet dette i mindst et årti, eller mere. Så før vi går over til Paul Gallagher og Ben Deniston, vil jeg gerne vise et kort, 3-minutters klip af Lyndon LaRouche selv, i kølvandet på en tidligere naturkatastrofe. Dette var et webcast, som han holdt i dagene umiddelbart efter orkanen Katrina, der ramte New Orleans. Dette er i august, 2005, og her kan I se præcis, hvad Lyndon LaRouche havde at sige dengang, som de nødvendige skridt, der måtte tages, og hvad der er, og ikke er, blevet gjort siden denne historiske storm i 2005. Lad mig afspille dette for jer:

Lyndon LaRouche (video):

»De fleste mennesker forstår ikke arten af situationen, fordi de ikke tænker ud fra standpunktet om, hvad en præsident for USA bør tænke på et sådant tidspunkt. Vi har nu en krise, der hovedsagligt er en menneskeskabt katastrofe i tillæg til det, der ellers ville have været en kontrollabel, men alvorlig, naturkatastrofe. Det er den menneskeskabte katastrofe, som er det hovedproblem, vi må konfrontere og overvinde.

Det, som vi nu må gøre, og årsagen til, at vi nu har denne krise i Louisiana, Mississippi og Alabama, er, at vi opgav politikken om en forfatningsmæssig forpligtelse til fremme af det Almene Vel. Og derfor, fordi vi indførte nedskæringer, nedskæringer af det Almene Vel, med den måde, hvorpå vi udplyndrede de sociale ydelser (til arbejdsløshed, sygedagpenge, sundhedsydelser m.v.), opretholdt vi ikke længere levestandarden og støtten til disse områder, som ville gøre det muligt for dem at håndtere mange af disse problemer. Vi leverede ikke det, der krævedes, i Louisiana, Mississippi og Alabama, selv om vi vidste, det behøvedes, fordi vi ikke ville bruge pengene, fordi vi forsøgte at skære ned på midlerne til vores sociale ydelser, så vi, lad os sige, kunne føre krig i Irak, eller en ny krig, de vil have i Iran – denne form for ting. Vi har nu denne situation for os, som er skabt af vor befolknings lidelser i disse tre stater i særdeleshed. Men det er ikke problemet; det stiller et større spørgsmål til os. Er vi en nation? Hvad definerer os som nation? Vi kan redde denne nation; vi kan bringe dens værdighed tilbage. Vi kan ikke bringe de mennesker tilbage, der mistede livet pga. embedsmisbrug i denne periode, men vi kan redde denne nation. Vi kan sige, at vi vandt denne krig. Det er op til jer. Vi må gå tilbage til Fortalen til USA’s Føderale Forfatning og anerkende, at denne nations grundlæggende lov findes i Fortalen. Ikke alene mht. det nationale forsvar, men også i fremme af det Almene Vel for de levende, og deres efterkommere. Vi har overtrådt princippet om nationens forsvar, åbenlyst. Vi har endnu mere åbenlyst overtrådt politikken for fremme af det Almene Vel. Vi dømmer os selv til foragt, med mindre vi går tilbage, og nu gør fremme af det Almene Vel for de levende og deres efterkommere til regeringsgrundlaget. Tak.«

Matthew Ogden: Dette var altså et webcast med Lyndon LaRouche fra september 2005. Under den efterfølgende spørgsmål-og-svar-tid, forklarede han faktisk mere detaljeret, hvordan man skulle anvende princippet om det Almene Vel for at redde USA. Det kommer her på skærmen [Figurer 2 & 3], to korte klip, og så læser jeg dem. Hr. LaRouche sagde:

»Der er derfor én løsning; og det er at gå til Fortalen for USA’s Forfatning, om nationalforsvar og fremme af det Almene Vel for de nuværende og fremtidige generationer. Regeringer sætter det nationale banksystem under konkursbehandling og bankerot og forhindrer bankerne i at smække dørene i; går igennem en finansiel reorganisering af systemet for at sikre, at folk ikke bliver smidt ud af deres hjem; deres foretagender fortsat er åbne; deres pensioner udbetales; og vi fortsætter med at vokse …

USA er den eneste nation, der har en Forfatning, der pr. tradition kvalificerer os til at gå over til statslig bankpraksis, som det beskrives af Hamilton. De private banker skal under konkursbehandling … de skal reorganiseres. Man rydder op i værdipapirerne, og man skaber ny kredit, der får økonomien til at vokse, gennem investering i infrastruktur og andre ting, der er tilstrækkelige til at sikre, at det, vi tjener om året, overstiger det, vi bruger om året med hensyn til de nuværende regnskaber. Og dét må vi gøre.«

Som I ser, så var dette for 12 år siden; og Lyndon LaRouche var allerede på scenen med præcis den politik, som er fremlagt i denne nøderklæring, som vi udstedte i sidste uge.

Jeg vil nu bede Paul Gallagher om at forklare lidt mere om dette. Hvor er vi nu, siden denne nøderklæring blev udstedt, og hvad mangler der at ske?

Her følger Paul Gallaghers indlæg, der efterfølges af Ben Denistons indlæg, i engelsk udskrift:  

PAUL GALLAGHER:  You mean the emergency statement that we
issued about two weeks or ten days ago.  I’ll come to that, but I
just want to point out, Lyndon LaRouche was making that statement
not only at the end of 2005 immediately after the devastation
from Hurricane Katrina, but also in the then-foreseeable — and
he had foreseen it for sure — preparations for the financial
crash of 2007-2008.  He was saying that in regard to that
oncoming crash and the disaster that had occurred in Louisiana,
Mississippi, and Alabama, the reorganization of the private banks
of the United States under a Glass-Steagall standard, enabling
them to be mediators of credit both from savings and from the
Federal government into the businesses of the economy and also
the creation of national banking and large amounts of national
credit in that way precisely for infrastructure, not just
reconstruction.  Construction of infrastructure that never had
been produced, and had to be produced with new technologies then
in order to prevent future such disasters.  So, he was looking to
both.
There is a memory in the United States obviously of three
major cities being devastated.  And when we put out this policy
statement, we were thinking of the fact that the memory of the
devastation of New Orleans, the devastation of the New York-New
Jersey area a few years later, the devastation now of
southeastern Texas a few years after that, and the threat of
another one in Florida.  These are essentially a single memory, a
single thought in the minds of many millions of Americans about
what has to be done that hasn’t been being done.  When we as a
nation have allowed three of the greatest cities of the country
to be effectively, at least temporarily, destroyed.  In the case
of New Orleans and New York, the long-term damage to their
neighborhoods, to their school systems, to their transportation
systems, is still there.  The long-term damage to their economies
is still there, and it’s getting worse.  So, this has shown
something very clear that if you postpone and do not act on a $25
or $50 billion or even $100 billion infrastructure that must be
made, you will shortly be paying, in one way or another, hundreds
of billions of dollars in economic losses.  Losses of wages,
losses of jobs, losses — tragically — of human lives by the
hundreds and perhaps thousands as in Katrina; because you have
not done that.
In the 1930s, there was a kind of thinking which was driven
by Franklin Delano Roosevelt’s leadership.  We’ve seen in the
last ten days the first — as Shelley would say, the locks of the
approaching storm — the first indications of the revival of that
kind of thinking.  The way they thought then about this was made
clear in the government TVA film that you showed on this program
last week, when the announcer said in showing the devastating
flooding, the raging Tennessee River and its tributaries
destroying buildings, destroying agricultural areas, killing
people.  The announcer described it as devastating effects on
human beings of greed and neglect; not of nature, but of greed
and neglect.  And it’s that neglect which LaRouche was speaking
about there, and it’s that neglect which we’ve seen in New
Orleans and the Gulf Coast, then New Jersey and New York, now
again in Texas and the Gulf Coast in the destruction of whole
cities and killing of people, completely unnecessarily.  This was
man-made, and I think there is a video which has come out down in
Houston, put out by the newspaper, the {Houston Chronicle}, of
the former flood control director of Harris County — which
includes Houston — in which he says very strongly right at the
beginning, “This was a man-made disaster”; meaning the flooding
of Hurricane Harvey and everything that it did.  He knew that
because he was personally involved in trying to get one of the
infrastructure solutions — only one of them — right in the city
of Houston that was necessary in order to prevent this kind of
devastating flooding.  He was unable to get it done because of
political and because of greed and neglect.  Neglect of the
Constitution, neglect of the General Welfare of the population,
he was unable to get it done.  He says this was a man-made
disaster.
Now, things are beginning to change.  I was in a meeting
with a senior figure who works for the House of Representatives
Transportation and Infrastructure Committee immediately after
Hurricane Harvey.  He said that they expected that discussion of
legislation on infrastructure funding would start sometime next
year.  This was only ten days ago.  He was saying it would start
sometime next year that they would begin to discuss the
possibility of legislation to fund new infrastructure in the
United States.  We were then in a situation in which the nearly
year-long and in a certain sense with his candidacy year and a
half-long attack on President Trump to attempt to force him out
as a candidate, and then attempt to force him out of the
Presidency.  That attack — the Soros forces, the British
intelligence initiated attack and the way in which the Democratic
Party leadership had gone along with this — had created a
tremendous division in the country; one which people only have to
remember back to the Charlottesville events of a month ago, to
realize how deep and how that implicit racial division in the
country was being pushed at the same time that war was
threatening from many directions.  We have to realize that, going
all the way back to the 1960s when John F Kennedy was
assassinated after having launched this tremendous infrastructure
program known as NASA and the Apollo Project, and having tried to
get started an equally ambitious Earth-based terraforming and
water management project for the entire West of North America —
the North American Water and Power Alliance program.  That it was
war, it was the Vietnam War and the tremendous economic,
budgetary, and political and social effects of that war which
destroyed those things.  It will consider and push them off the
table from then until now — for 50 years.  That kind of
preoccupation with regime change wars, it will push the General
Welfare off the table over and over again unless the American
people realize that, at a point like this, we can’t let that
happen.  Now we have to build.
So, we have seen some changes.  The one that got the most
publicity, of course, was the sudden agreement between President
Trump and the Democrats in Congress.  On the part of the
Democrats, they had already agreed and acknowledged and more or
less admitted in the days before that, that their strategy of
Resist promotes racial divisions.  Resist tried to impeach the
President.  This strategy was a failure and was dangerous to the
country, and they were going to abandon it if Hillary Clinton
would only shut up.  They were going to try and get something
done instead.  That already had dawned on them before the
terrible lesson of Hurricane Harvey and the perhaps $100 billion
in economic losses; clearly more than 100 precious lives being
lost.  This hit them on top of that.  You then had this agreement
that enable $15 billion in a first down payment of recovery aid
to go through, together with a measure to fund the government for
the next three months and a measure to remove the debt ceiling
for the next three months.  Clearing the decks perhaps for
further expansion of what is going to be done to rebuild.  Not
only to rebuild obviously in east Texas, but to rebuild in
Florida and to rebuild in Puerto Rico and some of the smaller
islands.  Puerto Rico has had for some time a very clear
possibility of a development bank needing only the guarantee of
the Federal government in order to turn development of its port
position particularly into development of infrastructure on the
island; electrical and transportation, which is currently in such
bad condition and which has now been knocked out. So, that door
was opened.
Then already yesterday, we saw the President having a
meeting with a large number of members of the Senate and the
House on the so-called Gateway Project, the major necessary
infrastructure step to repair what Hurricane Sandy left behind it
in terms of inoperable or increasingly deteriorating and failing
transportation; subway and freight rail transportation all around
the New York City area, which has famously been turned into the
Summer of Hell this summer in terms of trying to get anywhere.
You’re taking your life in your hands to get anywhere in New
York.
There was a meeting between Trump and the two governors of
New Jersey and New York, the Senators from New Jersey and New
York, a number of members of Congress of both parties, in which
there was a least a tentative agreement made to proceed with this
Gateway Project.  This involves building two new tunnels — each
one way — under the Hudson River from New Jersey to New York in
the general northeast rail corridor of the United States.  Having
done that, then to be able to repair the tunnels which were made
almost inoperable by Sandy; which incredibly have nonetheless
been used in the five years since.  Also, to replace the bridge
which is in such terrible condition in Hackensack, over which all
of the East Coast passenger and freight rail goes from Florida
all the way to New England.  Supposedly, 10% of the GDP is
waiting to fail when that bridge cannot be hammered back into
line so the trains can go over it.  There are other improvements
in this Gateway Project.  It was given a top priority in the
National Governors’ Association list of major new infrastructure
projects in the country, which they issued earlier this year in
January.
The members of Congress coming out of this meeting made
clear that there was an optimism and a thrust, a potential
commitment of the Trump administration to fund all the funding
that remains to be needed for that; this is on the order of up to
$15 billion from the Federal side that needs to be put in that
investment.  They were, at least on the part of the President,
they were ready to make that commitment, and talked about others
as well for that general area; including reconstruction for the
international airports there and connecting those international
airports — which incredibly, are not connected by transportation
now.  This then started people talking about the potentials for
Congress to meet these bills.  There is not a means, and there
hasn’t been a means really since Franklin Roosevelt’s
administration, there hasn’t been a reliable means by which the
Federal government can create this kind of credit that Mr.
LaRouche was talking about, and on that basis actually fund the
new infrastructure that is needed.
Now you have in Texas as well, members of Congress from both
parties talking about a major new building of flood control for
the cities along the southeast coast of Texas on the Gulf.  I’ll
just read you the comment of one Republican member of Congress.
He said, “There’s going to be another Harvey, and we need to
build at least one more reservoir, maybe two or more reservoirs.
We have to figure out how to get the water out of the Houston
area down to the Gulf of Mexico without flooding.”  There have
been plans for at least 50 years which at least expressed in
general, if you have that slide I gave you [Fig. 4], we could
show one of them, which expressed at least in general how this
has to be done.  It’s very small and can only be indicated in the
broadest strokes that what is involved there is, at the lower
right, the construction of an intercoastal canal.  Essentially a
large canal for moving water either from the northeast to the
southwest along the coast, but behind the cities of the coast.
Moving it in either direction by pumping.  Thereby you can see
generally, the numerous rivers which come down to the Gulf, which
are involved always in the flooding of all of these cities
whenever there is a hurricane. What you probably cannot see
clearly on that slide, is that there are nine new reservoirs
specified in that plan on those rivers, which together with the
canal make it possible to control flood waters that are
threatening the cities on the Texas Gulf coast and to move water
in either direction.  Either for drought relief, if that’s
necessary, but more critically here, for flood relief by bringing
the water eventually all the way down to the Rio Grande at the
Mexican border.  This is one element.  At the top of the screen
is shown another main element canal system to bring flood water
from the Mississippi River across northern Texas into the dry
plains where the Ogallala Aquifer is, which could be recharged.
These were plans of the Texas State Water Authority.  These
were state plans typical of those which were made at the time in
Harris County, within which is Houston.  Other plans were being
made for a channel underneath one of the freeways that was being
built, which would discharge water.  A very large underground
channel, tunnel, which would discharge water from those two
reservoirs which everyone heard and saw overflowing ten days ago.
It would discharge and bring that water down to the Houston ship
channel and into the Gulf.  That was, I think, particularly the
plan which the former Harris County Flood Control Commissioner
was referring to in his interview with the {Chronicle} in which
he said, “This was a man-made disaster that we did not get this
done.”
Now these clearly are, as the New York project is, these are
new infrastructure efforts which will require tens of billions of
dollars in investments.  That is exactly what we have been
circulating in Congress, and circulating this statement now with
them in order to get a national bank created, which can generate
$1-3 trillion in national Federal credit for investment in this
new infrastructure.  And in order to get the existing
Glass-Steagall legislation in both Houses to be passed so that
these disasters are not added to by a looming financial crash
which takes the banks to be bailed out again.  But rather, those
banks can be counted on to take part in this kind of rebuilding
effort because they are taking in deposits and they are lending
them into the economy.
Ben is going to talk more about the contributions here of
the space program.  That also must see not just $100 billion or
whatever it’s going to be in recovery aid for Harvey, but a great
deal more money in accelerating and reviving NASA space
exploration, which went the way of the Vietnam War nearly 60
years ago.
So the view of this is changing.  The Texas governor has now
created a commission to rebuild the state.  As a Republican, he’s
appointed a Democrat to head it.  On all of these levels, there
is the potential now that this lesson will actually be learned,
because the country has been put in a different state of mind as
a result of seeing this kind of disaster occur unnecessarily time
and time again, and the tremendous human costs that it has.  So,
let’s really push that to the greatest extent we can, and do it
in exactly the spirit that LaRouche was laying out there 12 years
ago.  He, by the way, is 95 years old today.  He has lived and is
living an incredibly productive human existence, and we wish him
many more.

OGDEN:  And one of the results of what Lyn has done over the
last 40 years alongside Helga is what’s now emerging
internationally.  You can counter pose what hasn’t been done here
in the United States in terms of these great infrastructure
projects with what is being done now by China and the Belt and
Road Initiative.  It’s a necessary counterpoint to draw.  Look at
what Xi Jinping had to say at the BRICS conference which occurred
— this is the 9th BRICS conference — which occurred in China
over the course of last week and the beginning of this week.  You
look at what China is actually now building.  Obviously, the
Three Gorges Dam is an incredible example; that’s the Chinese
TVA, but on an even grander scale in certain regards.  But look
at now what’s being done abroad, including the example of the
Transaqua water transfer program to refill Lake Chad in Africa.
There’s an excellent video update that was published by Alicia
Cerretani on larouchepac.com just a couple of days ago on that
subject.  But that indeed should continue to be the inspiration,
encapsulating the entirety of this emergency program that must be
done nationally, we also have to follow through on the initiative
for the United States to join this great projects dynamic abroad.
What’s being done by China with the New Silk Road and the Belt
and Road Initiative.
What Paul has just been discussing, and even what I
referenced with what China has done, is an element of the
terrestrial infrastructure that indeed must be built, and should
by built by all means.  But there’s an entirely different
dimension that also must be included in this picture when we’re
talking about these great weather episodes and other aspects of
what it means to understand and harness nature.  I decided to ask
Ben Deniston to come on today because he has a bit of an
exclusive breaking report on what the space weather conditions
are right now as we speak, which are coinciding with the
developments around Hurricane Irma and the other approaching
hurricanes that are now tracking across the Atlantic.  So, Ben,
go ahead.

BENJAMIN DENISTON:  Thank you, Matthew.  So, we are seeing a
very interesting situation with respect to certain activities of
our Sun, our Solar System, and what you might call the cosmic
environment that we’re watching very closely; because these could
play into a strengthening of Hurricane Irma, which could push an
already potentially dangerous situation into something even
worse.  I’m going to get into that a little bit more in just a
second, but I think first and foremost, coming off of what was
discussed, these events — the tragedy of Harvey, the major
earthquake just off the coast in Mexico, the largest earthquake
in Mexico in 100 years.  We have Irma as we just said, coming
towards Florida, which hopefully will avoid a dangerous situation
there, but it does look like it could be potentially very
catastrophic.  All of these events should remind us that what
we’re dealing with as a single mankind on one small planet in the
Solar System and in this Galaxy.  These are unfortunate events,
but also an opportunity to bring people together as we discussed,
not just in the United States, but internationally.  To realize
what mankind can uniquely do to defend ourselves against these
kinds of situations.  Some of that includes a better
understanding of what factors actually play into these things.
In passing, just because there’s so much crazy propaganda
about supposed man-made climate change being a factor in these
storms, that’s just bunk; that should just be said outright.
It’s unfortunate that we even have to say it, but given the fact
that this is being pushed as a major top-down propaganda
campaign, we should just say outright that there is no evidence
at all that storm systems and extreme weather has been getting
worse as a function of increasing CO2 levels in the atmosphere.
There is no evidence of that.  Even just look at the history of
hurricanes in the United States.  Since 1970, we’ve had four
Category 4 or higher hurricanes make landfall on the United
States.  In the 40 years prior to that, we had 14.  So, what’s
all this talk about extreme weather getting worse?  We just
recently exited a very anomalous drought of hurricanes, where we
had no Category 3 plus hurricane make landfall on the United
States for almost 12 years earlier at the turn of this century.
So, there’s no evidence that we’re seeing more extreme
situations; there’s no evidence that human CO2 emissions play any
factor at all.  Again, it’s unfortunate that we have to waste our
time to even address this, but just because it’s being pushed
down the throats of the American people and much of the world
population, we should just make that clear outright.
But what we do have is natural weather and natural storms
and natural extreme events.  Instead of this false blaming of
human CO2 emissions, we should instead be taking a higher
perspective on what factors actually do influence extreme weather
and climate change.  These are factors that go beyond the Earth.
These are factors that go to the Sun, that go to the Solar
System.  That again, forced mankind to realize we are one very
unique species on one very small planet; and we know very little
about what actually determines the conditions we live in here on
Earth.  So, it’s about time that humankind as a whole wakes up,
stops playing these insane geopolitical games to try and compete
over some small amount of wealth developed on the planet so far,
and realizes that if we collaborate as one species, we can uplift
the entire population of this planet to a much higher level.  And
we can collaborate on defending our entire planet from disasters
like this.
So, as Matt mentioned, this is a developing situation that I
briefed him on and Mr. LaRouche and Mrs. Helga Zepp-LaRouche on
earlier this morning about possible space weather effects which
could worsen Hurricane Irma.  Again, this is an ongoing process
that is playing out, so we don’t know exactly what’s going to
happen.  But it is worth highlighting what we know so far.  As we
know, Hurricane Irma is now thought to be a couple of days away
from most likely making landfall on the southern coast of
Florida.  It is already a very extreme and intense hurricane.
Just a few days prior, our Sun — if we can switch over to the
graphic animation [Fig. 5] we have here — our Sun released the
strongest solar flare in about a decade.  This was released on
September 6th.  So that bright flash in the lower right central
region is this explosion on the surface of the Sun.  This was
classified as an X-9 flare; a very strong solar flare.  That was
actually the strongest of a series of intense solar flares that
the Sun has released in the last week.  So, the Sun — despite
going into a bit of a slumber — has decided to send out a
barrage of rather strong outbursts.  These outbursts send a
strong wave of gas and plasma from the Sun barrelling at the
Earth.  As we see in this next graphic [Fig. 6], as is a rather
well-known phenomenon, when the Earth’s magnetic field gets
blasted by these outbursts from the Sun, it causes the Earth’s
magnetic field to begin to fluctuate wildly; what’s called a
“geo-magnetic storm.”  So, a storm in the Earth’s magnetic field.
I’m sure most people know, our entire planet is surrounded
by a magnetic field that is critical to supporting and protecting
life on Earth, providing certain unique electromagnetic
conditions to the biosphere on Earth; it’s part of our regular
Earth system we live with day to day, year to year, etc.  When
the Earth’s magnetic field gets blasted with these outbursts of
solar activity, the Earth’s magnetic field goes into these
fluctuations referred to as “geo-magnetic storms.”  What you’re
looking at here [Fig. 7] is an index provided by NOAA of the
level of geo-magnetic activity over the last three or four days.
As you can see, coming into the night of September 7th and into
the very early morning of September 8th, we saw an explosion of a
very intense geo-magnetic storm, corresponding with these
outbursts of solar activity which are referred to as a “coronal
mass ejection”; an ejection of material from the surface of the
Sun, corresponding with that intersecting Earth’s magnetic field.
As you might intuit from this diagram, what we’ve currently
experiencing is a very intense event; a very intense geo-magnetic
storm classified as severe by NOAA’s metrics.
There’s much that can be said about this.  These
geo-magnetic storms are known to be potentially dangerous to the
Earth’s electrical infrastructure.  That’s something that’s
becoming a very well-known and clear point of concern, that when
we have these types of geo-magnetic storms, this can actually
wreak havoc on our electrical grid.  That’s something we actually
want to keep a very close eye on today and in the coming days.
But another aspect of this, which we see in the next graphic
[Fig. 8] is that when the Earth’s magnetic field is compressed
like this, this actually temporarily increases the shielding of
the Earth from galactic cosmic radiation.  So, we temporarily
have a stronger protection from this continuous flow, this
continuous input of radiation coming from our entire galactic
system.  This is also another well-known phenomenon; this is
referred to as a “Forbush decrease,” named after the scientist
who identified this event whose name was Scott Forbush.  But as
you can see here, from the most recent data being provided, this
is an indication of the level of galactic radiation reaching the
Earth’s atmosphere, and we can see this sharp drop coming
immediately in the context of this geomagnetic storm and the
solar outburst.
These are all well-known phenomena.  These are not
mysterious, these are not unexplained or unknown, but there’s an
element of this that does not yet get enough attention; which is
that, when you have this particular type of activity, geomagnetic
storms, reduction of the cosmic radiation reaching the Earth’s
atmosphere, this is known to very likely be a factor in
potentially increasing the severity and strength of hurricanes
and cyclones.  And what we have on the screen here is one study,
showing that in 2005, this tragic event of Hurricane Katrina
which we heard referenced earlier, was actually partially
strengthened by the activity of the Sun in a very similar way to
what we’re looking at right now. [Fig. 9]  This was a study by
Prof. Sergei Pulinets, and some associates as you can see on the
byline there; where they analyzed a very similar situation where,
when Katrina was a few days off the Gulf Coast for its actually
second landfall, there was a coronal mass ejection, there was a
geomagnetic storm, and that led to a strengthening of Hurricane
Katrina at the time.
What we’re looking at now, today, is a potentially similar
situation, where what we see with these cosmic effects on the
weather system, is that when you have these reductions in cosmic
radiation reaching the atmosphere, that actually can lead to a
greater temperature difference between the surface of the ocean
and the top of the atmosphere, which can lead to a greater rate
of convection and a strengthening of the hurricane.
And so those are the conditions we’re immediately watching
now with Hurricane Irma, which is already a very strong
hurricane.  We’re already seeing a geomagnetic storm. Various
people who are aware of these potential cosmic influences on
these events are watching very closely to see if we will see a
strengthening of Irma in response to these conditions.
This is a developing situation; I’m sure we’ll have more on
this in the coming days, but as I said at the beginning, this is
an unfortunate but valid example of the kinds of lessons we
should take to heart as mankind, and realize that this is for
example the perfect area of study that we, the United States.
should be collaborating on with Russia and with China on
developing greater insights into.
This brings back to mind Mr. LaRouche’s work on the
Strategic Defense Initiative and the revival of that proposal
with the “Strategic Defense of the Earth,” where the same
principle was brought forward; namely, that the United States,
Russia, leading powers need to move beyond a system of conflict
and mutually assured destruction and towards a system where we
realize that mankind as a whole, and especially these leading
most powerful nations, have to come together and provide all the
resources we have available as nations, all of our scientific
capabilities, all of our technologies, and actually bring these
together in joint efforts to defend our planet as a whole from
these types of events.  Better understand these cosmic influences
driving our climate and weather systems, and begin to determine
what we can do to defend our populations from these types of
activities.
So we’ll be watching the situation very closely.  We’ll see
what develops over the coming days, and we’ll certainly have more
on this very dramatic situation with these coming hurricanes as
things develop.

OGDEN:  Thank you, Ben.

GALLAGHER:  Actually, I have two questions, Ben.  The
meteorologists are saying now that there’s an extremely high
temperature differential between the upper atmosphere and the
Earth’s surface in the western Atlantic and the Gulf; they’re
connecting that directly to the great strength of these
hurricanes.  Are you saying this is related? In that work that
you just showed [by Pulinets, et al.], that this is related to
the reduced cosmic irradiation of the upper atmosphere?  That’s
one question.
The other has to do with the space assets that are watching
all this.  Do they need to be increased?  I heard, for example,
that in the case of radar satellite observations of the
development of Harvey, that these were German radar satellites
that were doing this.  Are there missing assets or assets that
should be increased in the U.S., in the NASA program?

DENISTON:  Yes, to take the first question.  Generally, over
time the upper atmosphere will be cooler than the oceans in this
region.  So you have a certain temperature differential that’s
already naturally there.
The role that galactic radiation plays, is that actually
helps to facilitate a higher rate of condensation of water vapor,
and release of latent heat, in this region. So the flux of cosmic
radiation actually helps to facilitate a slight warming of the
upper atmosphere in this region.  If you have that process all of
a sudden halted, you’ll get less warming, and obviously cooling
of the upper atmosphere, which could increase the temperature
difference and lead to an even stronger hurricane.
That process is happening now; the conditions that are being
reported on already are before we’re seeing the effects of this.
Now obviously, this is not a simplistic, mechanical, 1, 2, 3,
process.  There are many factors involved, there’s variations in
the cosmic radiation flux coming in already; there’s many other
factors involved in affecting the hurricane itself.  So we’re not
in a position to absolutely say one way or the other exactly what
the effect of this situation is going to be.  But we can
definitely identify Katrina; and then other hurricanes have been
studied as well, where it’s been shown that there formation or
their strengthening often comes a couple days after these types
of geomagnetic storms and drops in the cosmic radiation flux.
Again, the mechanism, the causal relation that Professor Pulinets
and others have presented, is that relates to this heating of the
upper atmosphere by cosmic radiation flux.
But that directly ties into your second question, is that,
yeah, we need many more satellites and other instruments to be
monitoring these conditions, much more extensively and in real
time around the world.  We do have some very impressive assets up
there;  but much more is needed to really better understand, not
just the Earth’s own atmosphere and weather system, but the
relation to the activity of the Sun and the activity of the
Galaxy.  One of our key assets for directly measuring the
activity coming from the Sun towards the Earth, which is called
the ACE satellite, is already many years past its life expectancy
and expected to fail at any time.  As of now, we have no
replacement ready to send up.  That’s just one example.  That’s a
satellite that sits directly in between the Earth and the Sun,
and intercepts the high-energy radiation, especially the plasma,
coming from the Sun before it reaches the Earth, and at least
gives us a little bit of a warning and analysis of what the Sun
is sending at us.  And that thing is ready to go.  That’s just
one example.
I think this also relates to the question of earthquakes and
earthquake forecasting which we’ve covered on this site before
also. [See interview with Prof. Sergey Pulinets
http://archive.larouchepac.com/node/17944]  We could use
dedicated satellites that could help measure the precursor
conditions, that could alert us to coming earthquakes, like this
devastating earthquake that just hit off the coast of Mexico.
So there are certainly more satellite systems that we could
be developing, more ground-based systems as well,  to get some
better understanding of the intersection of solar activity,
galactic activity, the activity intrinsic to the Earth system
itself;  and actually begin to get a better handle on how all
these factors play together in affecting the climate and
affecting the weather.  And really, to get serious about it,
begin to think about how we can manage these situations and
intervene; and obviously, forecast and give early warning, but
potentially even intervene to change these conditions and defend
life on Earth.
And that should be a top, strategic priority of leading
nations of the world. And I think that just goes hand in hand
with this new paradigm that we’re seeing potentially emerging
with the leadership of China, with its Belt and Road initiative,
and with this idea of “win-win cooperation”; in which we can move
beyond, finally, and put behind us this insane geopolitical games
which you’re still seeing attempting to be rammed down Americans’
throats with this crazy lie about Russian “hacking” and
attempting to make the Russians look like the biggest bogeymen in
the world, and play up this crazy game of conflict against
Russia, economic warfare against China. These are our allies!
We’ve got to put all of this behind us and look at them as
collaborators, for our nation, for other nations in the world
that can help us to defend our species as a whole against these
kinds of conditions.

OGDEN:  Let me pick up directly off what you just
referenced, Ben, and put on the screen the advertisement for the
conference that’s coming up in New York City tomorrow, which will
go directly to that point.  This is a conference as you can see
that’s featuring William Binney, NSA whistleblower; Ray McGovern,
the founder of the Veterans Intelligence Professionals for Sanity
(VIPS) and himself a veteran CIA analyst; and William Wertz from
{Executive Intelligence Review}.  The title of the event, is:
“The Russian ‘Hack’ Inside Job:  Who’s Trying To Destroy the
Presidency and Start a World War with Russia?”  As you can see on
the screen there, there’s still time for you to RSVP and register
to attend, that’s going to be available, http://lpac.co/ytvips .
That link is active now, but it’s going to be available in the
description of the video which is immediately below this video in
the YouTube player.  If you’re in New York City also you can get
in contact, and register for the event in person.
This is going to be an historic event, following up on the
memo, which is becoming a controversial memo which was published
by William Binney, Ray McGovern and others from VIPS, which
documented that according to the metadata the so-called “Russian
hack” of DNC emails could not have been a hack, but was in fact
some sort of inside job, a leak in order to set up the conditions
where, now, you have this so-called Russia-gate, and the mad
drive to undermine the efforts that Trump had at least intended
to initiate to restore the kinds of cooperate relation between
the United States and Russia.
It’s this kind of great powers relationship between the
United States and Russia, the U.S. and China, what we now see
developing in terms of the BRICS, with Russia, China, India,
Brazil and South Africa and other national relationships:  This
is what Lyndon LaRouche has been campaigning for for years, in
that form.  To say, now is the time to abandon and discard this
British Imperial mentality of geopolitics, petty competition over
so-called natural resources, or “limited” natural resources, and
perpetual war; and to initiate exactly what you’re saying, Ben,
this kind of cooperation within the species as a whole: To say,
what are the common aims of mankind and how can we collaborate in
a “win-win” modality to achieve those common aims.
And under that category you would say that common defense of
mankind  from these great natural and terrestrial,
extraterrestrial phenomena, which we see expressed in discrete
ways in the form of these hurricanes, those kinds of natural
disasters; also these earthquakes, which are obviously part of
much broader and much larger kind of terrestrial phenomena, which
we have yet to understand.  And what is the connection of that to
the space weather that our planet exists in?
So that’s a fascinating kind of view.
But just in the same way that we have to abandon those
geopolitics abroad, we also have to abandon the kinds of
British/Wall Street mentality here in the United States, which is
this insane negligence of our physical infrastructure, and in the
interest of mere, monetary speculation; and to return to the
general welfare principle, you heard Mr. LaRouche so beautifully
and emphatically say that, in that webcast excerpt that we have
from 2005, in the aftermath of Katrina; return to the general
welfare and restore the system of Hamiltonian national credit.
So I think that’s a sufficient place to conclude our
broadcast here, today.  I’d like to thank you, Ben, for joining
us, remotely there.  And we’ll stay tuned for developments as
they occur on that front.  And I’d like to thank Paul Gallagher
for joining me here in the studio.
So please tune in on this website tomorrow, at 1 p.m.
Eastern Time, for the historic conference out of New York City,
featuring Bill Binney, Ray McGovern, and Will Wertz; and we’ll be
back with you on Monday for our strategic overview.
Thank you for joining us and please stay tuned to
larouchepac.com.

Leder fra LaRouche PAC, 7. september, 2017 – Det er pludselig blevet blændende indlysende, at Ruslands præsident Vladimir Putin – ligesom sin forfader i ånden, Frankrigs Ludvig »den Varsomme« XI – har været i færd med at væve og atter væve et spindelvæv af potentielt tæt økonomisk samarbejde mellem Nord- og Sydkorea og Rusland – og med Kina og også andre partnere. Dette var den oprindelige »LaRouche-plan« for fred i Koreahalvøen, der fungerede frem til den dag i 2002, hvor den blev saboteret via »udefrakommende kræfter«, der arbejdede sammen med daværende vicepræsident Cheney, og bagefter med præsident Obama. Putin har arbejdet på dette spindelvæv med uundværlig støtte fra Kina – men tilsyneladende også fra visse kræfter i Washington.

Da Lyndon LaRouche blev opmærksom på dette, sagde han,

»Lad være med at diskutere det. Ikke noget opkog af de forskellige detaljer. Lad være med at spilde yderligere tid – bare gør det! Og ved at gøre det – NU – vil I tvinge dem, der gør modstand mod det, til at bekende kulør. De vil blive afsløret, klar til at blive uskadeliggjort.«

Netop samtidigt hermed har den værste atlantiske orkan, der nogensinde er registreret, med en vindstyrke på180 mil/t, og 300 mil/t på højdepunktet, hærget igennem hele Caribien og efterladt nogle af de britiske koloniøer i ruiner, der er ufattelige for det 21. århundrede. For eksempel sagde Barbudas premierminister, at 90 % af deres bygninger er blevet ødelagt, og 60 % af deres befolkning var blevet hjemløse. De britiske herrer (Barbuda er en del af Commonwealth of Nations, tidligere Det britiske Statssamfund) havde absolut intet gjort for at forberede sig på syndfloden – men hvorfor skulle de også det?

Men den amerikanske regering, ledet af præsident Trump, er opmærksom og up-to-date om situationen og mobiliserer de relevante resurser for Florida og andre truede områder – og dette vil igen gøre det muligt for befolkningen, både de første nødindsatspersoner (redningsfolk, paramedicinere o. lign.) og frivillige borgere, at udvise den heroisme, de så blændede har demonstreret i Houston. Vi vil respondere, som situationen kræver. Vi vil genopbygge så hurtigt, det er fysisk muligt. Alt er forandret siden Katrina og Sandy.

I Caribien må USA tilbyde det fulde program for Ingeniørkorpset, som Lyndon LaRouche og tidligere præsident Bill Clinton foreslog for Haiti efter jordskælvet i 2010. Monsterpræsident Obama skød denne plan ned, så Haiti, der i dag stadig ligger i ruiner, nu arbejder sammen med Kina hen imod en genopbygning af landet.

Men vores presserende nødvendige hastegenopbygning kan kun være et springbræt til et komplet, nationalt infrastrukturprogram, der nu må indledes med udstedelse af massive mængder statskredit, og i samarbejde med Kina. Ikke alene vil vi begrænse omfanget af stormrelaterede katastrofer i fremtiden, men vi vil også transformere hele vores økonomi fra den katastrofe, vi arvede efter Bush og Obama, og til at blive den store, agro-industrielle magt, som verden, og amerikanerne, nu har brug for.

Om dette sagde Lyndon LaRouche igen:

»Spild ikke tiden på at diskutere det. Bare gør det! Og vi får se, hvem, der forsøger at forhindre det – det vil være åbenlyst!«  

Foto: Pressemeddelelser i kølvandet på forhandlinger med præsidenten for Republikken Korea Moon Jae-in. 6. sept., 2017. (en.kremlin.ru)