Her er lydfilen.
Here is the audio file.

Read the English version below.

Francesca Albaneses hovedpointer var, at alle nationer er forpligtet til at stoppe det folkemord, der foregår i de besatte palæstinensiske områder, at Israel skal trække sig ud af disse områder, og at Palæstina skal anerkendes som en selvstændig nation.

Francesca Albanese’s main points were that all nations are required to stop the genocide that is going on in the Palestinian occupied territories, that Israel must pull out of these areas, and that Palestine must be recognized as an independent nation.

Executive Intelligence Review stillede de to første spørgsmål til Francesca Albanese. Det første spørgsmål handlede om Oase-planen, der første gang blev foreslået af Lyndon LaRouche i 1975.

Her er det første EIR-spørgsmål stillet af journalist Michelle Rasmussen:

Efter identifikation: “Jeg har et spørgsmål om at gennemføre en Oase-plan for fred gennem økonomisk udvikling og forbinde en politisk løsning med en økonomisk løsning.

Mit magasin Executive Intelligence Review og dets grundlægger Lyndon LaRouche foreslog i 1975 og efterfølgende en Oase-plan for samarbejde mellem et uafhængigt Palæstina, Israel, regionen og andre, nu også kineserne, om afsaltning af vand, nye vandoverførselskanaler og anden moderne infrastruktur.

Tror du, at noget sådant kan være med til at bryde cirklen af vold og had ved at skabe en fremtidig vision om samarbejde til gavn for alle, som kan være med til at bane vejen fra folkemord til fred og give folk håb?

Du sagde i et interview efter våbenhvileaftalen, at Palæstina er en test for menneskeheden i forhold til, hvad vi nu vil gøre.

Kan du kommentere behovet for internationalt samarbejde om genopbygning og økonomisk udvikling, herunder noget i retning af en Oase-plan, for at sikre en anstændig fremtid for palæstinenserne?”

På grund af et lydproblem troede Francesca Albanese desværre, at spørgsmålet handlede om »USA’s plan« og ikke om »Oase-planen«.

Det andet spørgsmål handlede om hendes reaktion på præsident Trumps opfordring til USA om at overtage Gaza og fjerne alle palæstinenserne.

En aktivist fra Schiller Instituttet uddelte 100 Oase-plan flyveblade foran FN-Byen til journalister, der skulle til pressekonference, og til FN-ansatte, og 200 flyveblade efter Francesca Albaneses møde på Københavns Universitet dagen efter.

Se den 14 min.-lange video: Støt LaRouches Oase-plan for fred og udvikling mellem Israel og Palæstina, og i Sydvestasien. Se og del den 14 min. video

Læs hele pressekonference afskriftet nedenfor.

English:

Executive Intelligence Review asked the first two questions to Francesca Albanese.
The first question was about the Oasis Plan, first proposed by Lyndon LaRouche in 1975.

Here is the first EIR question posed by journalist Michelle Rasmussen:

Foto: Michelle Rasmussen, Executive Intelligence Review

English: Read the English transcript below the partial Danish translation.

Her er den første del af et let redigerede udskrift af Francesca Albaneses indledende bemærkninger under pressekonferencen.

Jeg vil gerne sige tak. Godmorgen, alle sammen. Jeg er meget glad for at være sammen med jer i dag i København. Jeg må sige, at jeg er positivt overrasket over at se lokalet temmelig fyldt og så mange af jer her, da jeg blev ret negativt overrasket over at forstå, at så sent som i går besluttede to fremtrædende medier i dette land pludselig at aflyse vores længe planlagte interviews uden nogen forklaring, og lige før mit besøg. Så jeg tror, at det danske medieøkosystem, ligesom i andre lande, herunder mit eget [Italien], ikke er immunt over for pres. Men jeg tror, jeg tog fejl, og der er i det mindste undtagelser. Så mange tak, fordi I er her. Velkommen til alle.

Jeg har et tætpakket program forude i de kommende dage, hvor jeg skal tale om menneskerettighedssituationen i de besatte palæstinensiske områder. Jeg er her efter anmodning og invitation fra en koalition af danske civilsamfundsaktører og græsrodsorganisationer, som har arbejdet hårdt i månedsvis for at forberede dette besøg.

Vi står ved en meget interessant og farlig korsvej. Det tror jeg, alle fornemmer. Efter 15 måneder giver våbenhvilen i Gaza og de gensidige gidselfrigivelser – der er også fanger på den palæstinensiske side, der er mange gidsler – et lyspunkt. Det er der ingen tvivl om.

Men på trods af alt dette er situationen på jorden fortsat katastrofal. Men lad mig starte med at minde jer om det besatte palæstinensiske område og min juridiske vurdering. Sidste år konkluderede jeg, først efter seks måneders og derefter 12 måneders efterforskning, at der var rimelig grund til at tro, at Israel havde begået folkedrab i Gaza. Sidste år sagde jeg også, at Israel brugte det, jeg kaldte humanitær camouflage, til at retfærdiggøre sine operationer i Gaza ved at bruge international humanitær lov-jargon som »menneskelige skjolde, følgeskader, sikre zoner og evakueringsordrer« for at retfærdiggøre og normalisere angrebet, det hensynsløse angreb på civile liv. Det er blevet brugt til at camouflere folkedrab.

Og i min anden rapport argumenterede jeg for, at – jeg havde vedvarende dokumenteret angrebene i Gaza, men også, at den vold, vi havde set i Gaza, sivede ud over resten af det besatte palæstinensiske område. Og dette var en del af en proces med kolonial udslettelse. Argumenterne om, at Israel ønsker at udrydde Hamas, uanset hvad det betyder, eller befri gidslerne, var ikke hoveddrivkraften bag den omfattende ødelæggelse, som Israel har sluppet løs mod Gaza. Som jeg advarede om den 12. oktober 2023, ville Israel have forsøgt at gribe muligheden for at få mere land og tvangsforflytte det palæstinensiske folk.

Mine ord var profetiske. Landet har, i et forsøg på at genskabe det, som nogle politikere kaldte en anden Nakba [katastrofen], og i den proces, begået folkemord i krigens tåge. Israelske embedsmænd har åbent talt for en total udslettelse af Gaza og for massefordrivelse, tvangsfordrivelse af palæstinensere, som det skete i 1947, 1949 og 1967. Alt dette for at realisere en stat Israel kun for jøder, fra floden til havet.

Dette fortsætter, mens vi taler, fordi folkedrabet på palæstinenserne stadig er i gang, ligesom det ikke begyndte i 2023. Vi ved, at folkedrab er processer, ikke handlinger, ikke enkeltstående handlinger. Folkemord er en anden forbrydelse end krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Vi kan ikke lede efter hensigten med et forstørrelsesglas. Vi er nødt til at træde et skridt tilbage og se hensigten. Hensigten om at ødelægge en gruppe som sådan, et folk som sådan. Og de sidste 15 måneder har ført til ødelæggelsen – det ved I allerede. Jeg er sikker på, at jeg ikke behøver at gennemgå listen med data. De 70 % ødelagte hjem. Ikke flere universiteter, ikke flere skoler, få hospitaler findes stadig og er stadig stærkt reducerede, ude af stand til at fungere. Der er ingen mulighed for at genoptage et normalt liv i Gaza.

Og de mennesker, der nu bevæger sig gennem murbrokkerne for at lede efter resterne af deres elskede og forsøge at give dem en værdig begravelse, de er overlevende fra folkedrabet. De har overlevet 15 måneders ubarmhjertige bombardementer og drab, også fra snigskytter. Der er dokumentation om børn, som er blevet skudt i overkroppen og i hovedet. Og de har boet i telte uden nogen form for værdig adgang til vand, husly og mad.

Disse mennesker har brug for hjælp! Det er det, vi virkelig må fordøje, at dette er en befolkning af folkedrabsoverlevere, og de skal reddes, før vi tænker på, hvem der skal genopbygge Gaza. Selvfølgelig skal og vil Gaza blive genopbygget, men ingen andre end palæstinenserne har ret til at sige, hvordan Gaza skal genopbygges. Det er noget, vi er nødt til at tilegne os.

Lad mig gå hurtigt frem. Jeg er chokeret over at se, hvor lidt det internationale samfund, herunder lande i Europa, har registreret det seismiske paradigmeskifte, som ICJ’s, Den Internationale Domstols, rådgivende udtalelse sidste år har medført. Det faktum, at det er en rådgivende udtalelse, betyder ikke, at den ikke er bindende. Den er bindende, fordi den er baseret på ufravigelige normer i international lov.

Denne rådgivende udtalelse har konkluderet, at den israelske tilstedeværelse, ikke bare den militære tilstedeværelse, den israelske tilstedeværelse, både hæren og bosættelserne, er retsstridig. Den skal ophøre betingelsesløst og så hurtigt som muligt og fuldstændigt. Så Israel skal fjerne alt det materielle og immaterielle, håndgribelige og uhåndgribelige, civile og militære, som de har etableret i de besatte palæstinensiske områder. Punktum.

Og der er også en deadline for, hvornår det skal ske, nemlig den 16. september i år. Det er, hvad Generalforsamlingen har givet som tidsramme for Israel til at overholde. Og ved I hvorfor? Fordi besættelsen knuser det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse.

Resten af den danske oversættelse kommer senere, men her er Francesca Albaneses svar til EIR’s spørgsmål om Trumps udtalelse om, at USA burde overtage Gaza og fjerne alle palæstinenserne:

Trump – åh, hvor skal jeg begynde? Det korte svar på dit spørgsmål er, at det han foreslår er det rene nonsens. Og det er retsstridigt. De, han foreslår – jeg mener, folk taler om etnisk udrensning. Nej, det er værre. Det er værre. Det er tvungen fordrivelse. Det er opfordring til at gennemføre tvangsfordrivelse, hvilket er en international forbrydelse. Tvangsfordrivelse og yderligere afsavn. Og i forbindelse med et folkemord mener jeg, at det vil styrke Israels medskyldighed i de forbrydelser, de har begået i de sidste 15 måneder og tidligere. Det er ulovligt, umoralsk og uansvarligt. Det er fuldstændig uansvarligt, fordi det vil gøre den regionale krise endnu værre. Og jeg håber virkelig, at folk vil bevare roen, ikke gå i panik og huske på, at det internationale samfund består af 193 stater, og at det nu er tid til at tildele USA, hvad det har ledt efter – isolation.

Dette er muligheden for at genoplive eller give mening til et samarbejde, der bygger på respekt for grundlæggende regler. Der er en grund til, at international lov findes. Og se, der er Haag – jeg ved ikke, om du har fulgt det initiativ, der for nylig blev søsat af ni lande i Haag, Haag-gruppen, en række stater, der har forpligtet sig til at gennemføre grundlæggende foranstaltninger for at sikre ansvarlighed og afslutningen på straffrihed i de besatte palæstinensiske områder. Det er en model, som andre bør følge, og jeg håber virkelig, at Danmark, som har været meget principfast, meget principfast i andre sager, i andre regioner i verden, slutter sig til gruppen og initiativet.

Læs hele afskriftet på engelsk nedenunder. Der er markeret der, hvor den danske oversættelse slap.

———————————
English: The entire transcript
Here is the slightly edited transcript of Francesca Albanese’s opening remarks and the Q&A during the press conference.

Thank you. Good morning. I’m very happy to be with you today in Copenhagen. I have to say that I’m positively surprised to see the room pretty packed and so many of you here, given that I was quite negatively surprised to understand that just yesterday, two prominent media outlets in this country suddenly decided to cancel our long scheduled interviews without any explanation, and just before my visit. So, I do think that, like in other countries, including my own [Italy], the Danish media ecosystem is not immune to pressure. But I guess I was wrong, and at least there are exceptions. So thank you very much for being here. Welcome to all.

I have a dense program ahead these coming few days, to talk about the human rights situation in the occupied Palestinian territory. I am here at the request and invitation of a coalition of Danish civil society actors and grassroots organizations, which have worked hard for months to prepare this visit.

We are at a very interesting and dangerous crossroad. I think everyone senses it. After 15 months, the ceasefire in Gaza and the mutual hostage releases — there are also prisoners on the Palestinian side, there are many hostages — these offer a ray of hope. There is no question.

However, the situation on the ground remains catastrophic despite all this. But let me start by putting the occupied Palestinian territory and my legal assessment in your mind. Last year, I concluded, first after six months, and then 12 months of investigation altogether, that there were reasonable grounds to believe that Israel had committed acts of genocide in in Gaza. I also said, last year, that Israel used what I called humanitarian camouflage, used to justify its operations in Gaza, by using international humanitarian law jargon like “human shields, collateral damage, safe zones, and evacuation orders,” in order to justify and to normalize the assault, the reckless assault on civilian life. This has been used to camouflage acts of genocide.

And in my second report, I argued that– I had continued to document the attacks in Gaza, but also, that the violence that we had seen in Gaza, was leaking out across the rest of the occupied Palestinian territory. And this was part and parcel of a process of colonial erasure. The arguments that Israel wants to eradicate Hamas, whatever it means, or liberate the hostages, were not the main drive behind the wholesome destruction that Israel has unleashed against Gaza. As I warned on October 12, 2023, Israel would have tried to seize the opportunity to get more land, and forcibly displace the Palestinian people.

My words were prophetic. In an attempt to reproduce what some politicians called a second Nakba [the catastrophe], and in the process, it has committed acts of genocide under the fog of war. Israeli public officials have openly advocated for a total erasure of Gaza and for mass displacement, forced displacement of Palestinians, as it had happened in 1947, 1949 and in 1967. All these to realize a state of Israel for Jews only, from the river to the sea.

This continues as we speak, because the genocide of the Palestinians is still ongoing, just as it did not begin in 2023. We know that genocides are processes, not acts, not single acts. Genocide is a different crime than war crimes and crimes against humanity. We cannot look for the intent with a magnifying glass. We need to take a step back and see the intent. The intention to destroy a group as such, a people as such. And the past 15 months have led to the destruction — you know that already. I’m sure that I don’t need to go through the list of data. The 70% of homes destroyed. No more universities, no more schools, few hospitals still standing and still decimated, unable to function. There is no possibility to resume a normal life in Gaza.

And, plus, the people who now move across the rubble looking for the remains of their beloved ones, trying to give them a dignified burial, they are genocide survivors. They have survived the 15 months of relentless bombing and killing, including by sniper fire. There is documentation of children who have been shot in the torso and in the head. And they have been living in tents without any dignified access to water, shelter, food.

These people need to be helped! This is what we should really absorb, that this is a population of genocide survivors, and they need to be rescued before thinking about who’s going to rebuild Gaza. Of course, Gaza is going to be rebuilt and will be rebuilt, but no one has the right to say how Gaza will be rebuilt other than the Palestinians. This is something that we need to absorb.

Let me go fast forward. I’m shocked to see how little the international community, including countries in Europe, have registered the seismic paradigm shift that has been prompted by the ICJ, the International Court of Justice, advisory opinion last year. The fact that it’s an advisory opinion doesn’t mean that it’s not binding. It’s binding because it’s premised upon non-derogable norms of international law.

This advisory opinion has concluded that the Israeli presence, not just the military presence, Israeli presence, both army and settlements, is unlawful. It is to be ceased unconditionally, and as soon as possible, and totally. So, Israel needs to remove whatever material and immaterial, tangible and intangible, civilian and military, it has established in the occupied Palestinian territory. Full stop.

And there is also a deadline for it to happen, the 16th of September this year. This is what the General Assembly has given as a time frame for Israel to comply. And do you know why? Because the occupation crushes the right of self-determination of the Palestinian people.

Here is where the Danish translation ended for now.

We Western people do not understand what self-determination is, because we enjoy it, because we have it. Self-determination is the right to exist free as a people, to determine oneself, as a people, politically, economically, culturally. This is something that the Palestinians cannot do under Israeli rule, including in the little that remains of their land, the Gaza Strip, West Bank and East Jerusalem.

And let me remind everyone, this is the land that international consensus, I would say at least 192 states, minus Israel, (things might change right now, but it might become 191, it’s still okay, it’s still international consensus), recognize the right of exclusive rights of self-determination as statehood to the Palestinians. Which doesn’t mean that Jewish people cannot live in the occupied Palestinian territory. If they want to live there, first of all, it will not be on stolen Palestinian land, and they will not be Israeli citizens. They will be under Palestinian law, as simple as that. Meanwhile, Israel needs to withdraw.

In the face of all this, and this will be my last comment, I’m also shocked by the defiance of international law, not just of Israel, not just of Israel, but international — most of most countries in the international community, particularly the West, particularly the West, which has been preaching about compliance with international law with each and every country in the global South for the past decades. The ICC has issued arrest warrants for two Israeli leaders, three Palestinian leaders as well, Hamas leaders as well, but they have already been killed. There are two people who — and there should be more, in my view — who are wanted by the International Criminal Court. And a number of countries have run forward in order to shelter, to ensure that these people will be sheltered from accountability, so they have fully embraced impunity.

The International Court of Justice has concluded, already in January last year, that there was a plausible risk for the rights of the Palestinians in Gaza protected under the Genocide Convention, meaning it has recognized the plausibility of genocide, and it has issued not once, but twice, three times, provisional measures that have not been complied with, of course, by Israel, but not just by Israel, because all member states, including Denmark, have a clear responsibility toward international law. They should suspend all ties, especially economic and military ties with Israel.

So the question you should ask your government, if you have not done it yet, is “What are you doing to comply with the ICJ advisory opinion, with the ICC arrest warrants, including by securing that there are all domestic mechanisms in place to investigate and prosecute anyone who might have committed crimes in the occupied Palestinian territory?”

It’s regrettable that, in fact, the the government in this country is moving, but in the opposite direction, because I understand that it intends to pass a law to make investigation and prosecution of the crimes committed in Palestine, and trust me, it will be applied elsewhere, more difficult. So, as someone who deeply believes in human rights and justice, I firmly stand against this lawlessness, and encourage the government of Denmark to comply with its obligations to stop doing anything that translates into aiding and assisting Israel’s unlawful occupation, apartheid regime and, recently, an ongoing genocide. Thank you.
——————–
Question and answer period moderated by Noa Valentin Katz Søgaard Head of UN City Communications:

Executive Intelligence Review: Thank you. Francesca. I am Michele Rasmussen from the Executive Intelligence Review in the United States. And I have two questions. The first is, I have a question about implementing an Oasis plan for peace through economic development, and connecting a political solution to an economic solution. Because my magazine, and its founding editor, Lyndon LaRouche, back in 1975, came out with an Oasis plan for cooperation between an independent Palestine, Israel, the regional countries, now also possibly including the Chinese, for water desalinization, new water-transfer canals and basic modern infrastructure.

So, do you think that something like this could help break this cycle of violence and hate by creating a future vision of cooperation for the benefit of everyone, which could help pave a path from genocide to peace, and give people hope? Because you said in a recent interview that, what we do for Palestine, is a test for humanity, of what we want to do next. So, could you comment on the need for international cooperation, for reconstruction and economic development, including something like an Oasis plan to ensure a decent future for Palestinians?

[Unfortunately, because of an audio problem, Francesca Albanese thought that the question was about the “U.S. Plan” and not the “Oasis Plan.”]

Then I have a second question if it’s possible.

The other question is, of course, what do you say to President Trump’s statement yesterday that the United States should take over Gaza Strip, and throw out all the Palestinians.

Francesca Albanese: I was waiting for this question.

Before being the UN special rapporteur on the occupied Palestinian territory, I’ve devoted a decent number of years to the question of Palestine as a UN official first, and then as a scholar. And I know the question of Palestine through the perspective and through the story, the experience of its people, Palestinian refugees, in fact, we shouldn’t call them Palestinian refugees. We should call the Palestinians Nakba survivors, because this gives for the Palestinians, the fact of being refugees, not just being, like it’s not just a matter of legal status, it’s a matter of having been deprived of a homeland that, as Edward Said, used to say existed one day, and is no more.

So as such, I can tell you, for decades, for decades, the international community has treated the question of Palestine as something that could be managed in perpetuity, through means of development, economic incentives and encouraging growth, whatever it means, or managing it as a humanitarian crisis. And frankly, after, let’s say, at least the 56, 57, but in fact, it’s 76 years, it doesn’t work.

And you know why? Because, of course, economic development must happen. Of course, cooperation is necessary, but not at the expense of fundamental rights and freedoms, which is what, Israel, the United States, more openly than ever, and others, seem to expect that the Palestinians will accept. Like all indigenous people in the world, the Palestinians will never surrender. They will fight and they will resist. I mean, when I say fight, I do not mean armed resistance. They will fight for recognition of their rights and their dignity. And so, no, the short answer is no. Economic peace through economic development is expectation of surrender. And it will not work, because everyone has the right to be free, and to gain self-determination as a people. This is a collective right.

Executive Intelligence Review: The question was including a sovereign Palestine.

Francesca Albanese: Well, but this is not what has been talked about. I mean, the argument of sovereignty is used as a rhetorical one, I mean, just to kick the can in the air, because then when it comes to — you know, the only thing that is to be done, to allow a Palestinian state is not to, excuse me, ambassador [referring to H.E. Ambassador Prof. Dr. Manuel Hassassian, the Palestinian ambassador to Denmark], it’s not to fund the Palestinian Authority. It’s not to tell the Palestinian Authority how to reform. This is not our business. We don’t go to other countries telling them — we should probably in some countries, tell them, advise people whom to elect. You’re from the U.S., right? And we don’t do that. So the same thing applies to the Palestinians. I mean, the only thing we need to do to ensure a Palestinian state is to make sure that Israel withdraws troops, settlements, controls over resources. As simple as that. There is no other way around. The rest is hypocrisy. And frankly, the world has had enough of it. So no, it’s not going to happen. And so the next point you are raising is, is economic development going to break the cycle of violence? No. No. If there is one thing that I’m 100% sure of, the answer is no.

What happened in the last 15 months, what happened 15 months ago, and what has happened over and over, the violence in Palestine — And let’s be very, very blunt. Palestinians, they are not violent people. They are people who want to live in peace and freedom. And the fact that they might have resorted to violence at various points, and they might have committed crimes against the Israelis during 76 years of dispossession and displacement, is to be read as mirroring the violence they have been subject to.

So, the only way to stop the cycles of violence, is to give peace a chance through freedom, through full recognition of freedom. And this is not going to bring a decent future for the Palestinians, only, but for the Palestinians and the Israelis. I always have tried to have this inclusive language, because there are a few Israelis who are fighting against genocide, against occupation and against apartheid, and they should not be invisibilized. They are an important actor in the process.

Trump. Oh, where to start? The short the short answer to your question is what he proposes is utter nonsense. And it’s unlawful. What he proposes — I mean, people talk of ethnic cleansing. No. It’s worse. It’s worse. It’s forced displacement. It’s inciting to commit forced displacement, which is an international crime. Forced displacement and further dispossession. And in the context of a genocide, I mean, it will strengthen the complicity in the crimes that Israel has been committing over the past 15 months and before. It’s unlawful, immoral and irresponsible. It’s completely irresponsible, because it will make the regional crisis even worse. And I truly hope that people will stay calm, will not panic, and will remember that the international community is made of 193 states, and this is the time to give the U.S. what it has been looking for — isolation.

This is the opportunity to revive, or to to give meaning to cooperation premised upon respect of basic rules. International law is there for a reason. And look as there is The Hague — I don’t know if you have followed the initiative launched recently by nine countries in The Hague, The Hague Group, a number of states who have committed to implementing basic measures to ensure accountability, and the end of impunity in the occupied Palestinian territory. This is a model that others should follow, and I truly hope that Denmark, which has been very principled, very principled on other matters, on other regions of the world, joins the group and the initiative.

H.E. Ambassador Prof. Dr. Manuel Hassassian, Palestinian ambassador to Denmark: Thank you. Ms. Albanese, for being with us today. And I would start first by acknowledging and revering your position, that has always been very consistent with the facts on the ground. People think that you are biased for the Palestinians, but in fact, you have been the most pragmatic rapporteur that we have ever seen since 2022. And saying this, let me start with a premise, which is going to shock the people here when it comes, basically, about the resolution of this conflict. I believe that today, Palestinians and Israelis are stuck between the historically inevitable and the politically impossible, and we rely on the international community to shoulder the two-state solution, which has been adopted since 1994, as a result of the Oslo peace process, and unfortunately, the United States, that was supposed to be the honest broker of peace, became a total partisan, in trying, more or less, to push the agenda of the Israelis over the Palestinians. And, of course, the Americans have lost their credibility, not only among the Palestinians, but even among the Arab world. And today, we have a president that I would consider daringly a bully, who is trying to bully the entire world in order to achieve the national interests of the United States. He deals with the Palestinians as if we are ants, he could move us from Gaza, rebuild Gaza, make it Singapore, a place where the Americans could thrive economically, without paying attention to, that the Palestinians struggle for self-determination is the 14th article of a president called Woodrow Wilson, where the international community has practiced that right, except for the Palestinians, which is considered to be, today, one of the longest modern occupations in history.

And we have seen the onslaught of Trump, let alone Biden, on the agencies of the United Nations, especially UNRWA, the recent onslaught on UNRWA, to close down their offices in Jerusalem, is a sign that there is no right of return for the Palestinians. This is killing the refugee issue, and this is what they’re basically trying to do.

The United States wants to eradicate the Palestinian problem by forceful diasporization, by displacement, by ethnic cleansing, and by supporting Israel to basically control that part of the world, with a close proximity of interests of the United States in the region. And today, what we are witnessing in the Middle East are dramatic draconian changes that are basically going in the wrong direction. And this is partly because of the non-unity of the Arab countries, where they are fractionalized in their positions when it comes to U.S. policy in the region.

And I think if we cannot get united with the Europeans, and with other countries — and today, the threats of Trump for Europe, in terms of tariffs, Canada and what have you, all these signs, if it proves something, it does not prove the Pax Americana that we wanted to see back in the 1990s. We are seeing a total hegemony, a new imperialism, that basically has been trying to impose its position on the world, and trying to unilaterally rule over the world through its hegemonic processes.

And of course, as you are a human rights lawyer, and you represent the United Nations, and you are very well-spoken on this issue, to what extent do you think, you coming from an Italian background, from Europe, you could have a certain kind of an impetus, I would say, on the European countries to start moving. Because we cannot see any kind of change coming from the Middle East itself. It has to come from the Europeans, who are considered to be the natural allies of the United States. And in particular, I would like to see the government of Denmark talk the talk and not walk the walk. And this is what is happening today, where they are totally submissive to the dictate of American policies in the region, regardless of their position, in terms of human rights, and in developing Palestinian infrastructure. But we don’t see a clear position on the decimation, the ethnic cleansing of the Palestinians by this government, which is considered to be a rightist government.

And that’s why I think it’s about time that we have to shoulder our responsibilities as an international community. We have to push for the International Criminal Court justice resolutions, and we have to continue our struggle democratically, and not by using violence. Violence is rejected by the Palestinians. And I speak in terms of the Authority of the Palestinians. We are against violence. We don’t believe that violence is going to bring our rights for self-determination, but it’s through political accommodation. And we have done that in 1988, when we had our historic compromise, painful compromise, in accepting Israel on 78% of the land, and accepting 22% of the remaining Palestine. And this is our position. We believe that through pragmatism, through political accommodation, through negotiations, as recent U.S. presidents have promised us, where we can see the oxymoron represented in President Trump, that negates all kinds of agreements in the past, and opens a new avenue for continued conflict in the Middle East. Thank you very much for your presence, and thank you for your presentation.

Noa Valentin Katz Søgaard Head of UN City Communications: Thank you. Ambassador. There was a question in there, but let’s have another one, also in the interest of time.

Jordan News Agency: Thank you. My name is Osama. I’m from Jordan News Agency. I have a couple of questions. You started by saying that a couple of Danish media channels canceled their arriving here with you. So my question is, how do you describe the Western media coverage of what’s happening in Gaza and the occupied West Bank now? That’s the first question. Being in Denmark, my second question is, what’s your message to the Danish government regarding the ICJ resolutions, and regarding that Denmark is exporting weapons to Israel?

Francesca Albanese: First, a comment. Again whatever Israel’s ambitions in in destroying UNWRA, again, which is another abysmal phenomenon, which shouldn’t happen, because UNWRA is a subsidiary body of the General Assembly. Only the General Assembly can decide the future, the mandate or the cessation of the agency. So, if Israel, the United States, and other member states, who are defunding UNWRA, are against the continuation of the agency, they need to go through, and respect respect UN law, and go through the General Assembly, not operate outside the system because this is unlawful.

But, however, it will not kill the right of return, simply because the right of return is established under international law, that predates the creation of the state of Israel. So this is something that people need to absorb.

The impetus I can give to European countries, as a person? Look, my role is pretty limited, in the sense that the United Nations expects me to monitor, report on the situation in the occupied Palestinian territory, and produce a legal assessment. To assess the human rights situation, which as I said, is catastrophic. And of course, I make recommendations. I’ve done the utmost to deliver my mandate in the most effective way, which is making sure that people listen. And what I think I might have helped, Palestinians, especially, but also some Israelis who stand with them for a non-apartheid land between the river and the sea, is to make sure that people understand the framework.

We should stop calling what happens in that land as a conflict, unless we understand that it’s a conflict of a very specific nature, which happens in a settler colonial paradigm, where Israel — let’s put aside its foundations, etc., but since 1967, has actually pursued, and steadily pursued policies to acquire the control over the land that remained of Palestine and displace its people, its residents, its inhabitants. This is what settler colonialism is about. And of course, as history should tell us, if we bothered to look at it and learn from it, that settler colonialism is intimately, quintessentially genocidal, because it will result, sooner or later, in the annihilation of the indigenous people, if it succeeds.

Look at the United States. The United States is a country birthed from a genocide. Many genocides, in fact, as Indigenous American, Native American scholars teach us, many genocides. And so there have been many genocides in Latin America and in Africa. This is our history as a European. Denmark has its own — I mean, of course, there are major colonizers, and Denmark has its own history, so probably you don’t feel that responsible for the past. But it’s our European past, and so we should do better today.

So, this is what I aim to do, continue to bring attention to the facts, the context, the history, and what are the international law obligations. And here, let me move to the — then I will go back to what I think of negotiation. It’s a risky argument.

But the question of what is my message to the Danish government? First of all, my visit aims to speak to whomever wants to listen. And I think that those who want to listen the most here, considering the demand, are the Danish people. So the point and the message is, my request to the government is, please respect international law. You have clear international law obligations. Under the law of state responsibility, Denmark is called upon to not aid and assist an internationally wrongful act. And Israel maintains an occupation which, as I said, is ontologically illegal. So, the Danish government should explain, should reveal all the ties that it maintains with Israel, diplomatic, political, military, strategic, research-wise, and should suspend anything that, according to the ICJ advisory opinion, is found potentially detrimental to the rights of the Palestinians. And, therefore, the minimum is to suspend arms, the arms trade, arms deals with Israel not to sell, not to buy.

This is something that the International Court of Justice has also reminded member states, in the context of the genocide case. There are two cases pending before the ICJ: South Africa versus Israel, and then Nicaragua versus Germany. And in the latter, the court has reminded member states of their obligations to not transfer arms, to not have arms deals with countries which are committing violations of the Genocide Convention, but also the Geneva Conventions. So, first of all, there is this responsibility that Denmark will continue to have, even if it tries to circumvent international law, and change its laws so as not to comply with it. It will still be a stain on Denmark and will continue to violate international law, whatever the nationalist camouflages are.

And then the thing that I want to say to the Danish people, it is not just your state that has obligations toward international law, also businesses, private actors. I don’t know if it’s the case here, as in other European countries, but there are dual nationals, I mean, individuals with Israeli nationality who have committed crimes, or who might partake in crimes as individuals, as settlers, as business people who are dealing in the colonies. Well, they should be investigated and prosecuted. And also charities, pension funds, banks.  I’m investigating, right now, the complicity of the private sector in that monstrosity that Israel has set up in the occupied Palestinian territory. And I’m telling you, there are quite a few businesses, including located in this country, that I’m investigating, including, it’s no secret, Terma and Maersk. It’s very complicated. I’m carrying out an investigation right now. I will do the utmost to also get in touch with these businesses, like other European businesses that I’m investigating. But again, what I want to say to the lawyers in this country is: act, because it’s also your job to make sure that justice, I mean, justice starts at home. And also ordinary people have a responsibility.

There has been a silencing. And I will go to the other question. The role of the media, in general, in the West, has been unprofessional, unethical, to say the least, in the sense — not only facts have not — and I don’t speak of the Danish media, because I do not know the Danish media enough. I can only tell you that the Danish media is not immune to cancel culture, given the fact that, again, two important media outlets which scheduled interviews, long time, long time ago with me, canceled, yesterday. So there is this tendency to not host, not give a place, so that the voice is heard.

And this is frankly pathetic. It’s so sad, because, in any case, my voice is going to be heard anyway, so it’s their loss. But the point is, not only the media has not told the story. They have chosen which story to tell. Not telling the facts. Not giving context, for example, to what has happened on October 7th. Which doesn’t mean justifying the crimes that have been committed against Israelis. Absolutely, which I’ve condemned, and I’ve called for justice for all the victims. But there is a context, and that context has often been missed. And also what has followed has been misrepresented. The examples: the Palestinians are, by default, referred to as terrorists. And while terrorism is an act, cannot be an individual, I mean, independent, I mean independently from from what the acts, the operations or the ideologies. And, also, the Western media have amplified the Israeli propaganda. Israel lies. Israel lies, and it’s fully documented by commission of inquiry after commissions of inquiry. And, these, notwithstanding, facts have disappeared and international law has been completely sidelined. That’s very, that’s very unprofessional.

But also, I think that there is something worse, because again, there is a genocide, and there is an increasing consensus that there is a genocide ongoing. And like in other genocides, media do play a role. Also the work that international tribunals have revealed in the case of Rwanda, for example, or in the case of the former Yugoslavia. What is shocking here is that the international media has made itself complicit. It’s not just the Israeli media, and not all of them, of course. There are wonderful, wonderful journalists in Israel, and thanks to them, we know a lot, for example, about how artificial intelligence has been used to kill hundreds and hundreds of civilians in Gaza at the time. So, there should be a study and an investigation about how the Western media has acted in the context of this genocide.

One last comment, and this is in connection with negotiation and pragmatism. As I said before, sure, but neither negotiation nor pragmatism can happen at the expense of fundamental rights. The Palestinians should not be negotiating their right of self-determination. The right of self-determination should be the departure. Once the right of self-determination is realized, in the form of statehood as the starting point, then there is negotiation on the relations that Israel and Palestine will have. And one day, maybe they will decide, I mean the Israelis and the Palestinians, will decide to live happily together. Who knows? But the realization of the state, is the ground zero that should be pursued.

Noa Valentin Katz Søgaard: All right. Another question here. Thank you.

Irish journalist: Hello. My name is Claire McCarthy. I’m a journalist from Ireland, and which, as you know, is one of the few places to have recognized the sovereignty of Palestine, and which is working on making it illegal to import things from the settlers, and my government has access to exactly the same intelligence reports as do all the other governments of Western Europe. They know the same stuff. They know more than we’ve seen on our television screens. So my question would be this: why, what explains the reluctance of other Western small countries, or big countries, to do the morally correct thing? And that is to recognize the right, absolute right to self-determination of the Palestinians, and to recognize the genocide for what it undoubtedly is. Thank you.

Jonathan Ofir: My name is Jonathan Ophir. I would like to ask about the West Bank. Francesca Albanese, you have a made a report in late October among elsewhere, warning that the genocide of Gaza may be spreading to the West Bank? And now, precisely after the cease fire has taken place, we seem to have seen a major escalation in attacks and violence and assaults, and even blowing up of houses, serially, in the West Bank, something which seems to be a kind of Gazafization of the West Bank. What is your view of this situation?

AFP: James Brooks from AFP. Given Trump’s comments, what’s your thoughts on the next stage of negotiations, ceasefire negotiations?

Francesca Albanese: Ireland. Well, I think that Ireland is a case in point, in the sense that I do not think that it’s one of the few states that recognize Palestine. It’s one of the few states in Europe, which speaks to the hypocrisy of European countries, because on the one hand, they keep on saying and reciting the mantras of the the two states [solution], but then they don’t do anything to make sure it happens. So what I think — this is why I say we are living in an historical moment. We might not realize what’s happening, but the masks have fallen, and the hypocrisy is fully exposed, and this might propel changes in the way the rest of the world interacts with Europe. Because even that pretense of compliance with international law, that pretense of morality, has gone down the drain.

And I live in the Global South, I move and work across various countries in the Global South, and I can tell you that that sense, that was also probably a legacy of of decades and centuries of colonialism, of the primacy of the West and Europe, is gone. And I’m perfectly fine with it, although, as a European, I resent it. I would like us to be better, to do better, and we can still do better. I will get to this. So I do think that Ireland, inasmuch as it has done a lot, and has been very vocal, especially because of the people, still has some way to go to give full meaning to the recognition of, I mean, to ensure full compliance with international law, because there are still — the settlement bill has not been passed, and recently Ireland referred to the fact of its commitment to endorse the IHRA definition of anti-Semitism, which I think shocked everyone — if even Ireland does it. But again, this goes to the why, why Western states, in particular — and this is not just the West. This also applies to many countries in the rest — why these countries cannot, do not comply with their basic obligations under international law, because Palestine is very specific. Palestine is the state of exception, and Israel has enjoyed impunity, like no other state, probably other than the United States, in the world. So, this is the thing. Israel is, on the one hand, an extension, is the remnants of Western colonialism. It’s not considered a middle eastern country by the Israelis itself, first and foremost, or any other country. It seems like a prolongation of Europe, white, non-Muslim Europe. This is the reality. And of course, I know that many Israelis are not Europeans. But, I’m simplifying to say, there is this cultural affinity on the one hand. So Israel has projected itself like the bulwark to protect the Europeans of Western civilization against these “savages.” And again, this is a colonial language. And the thing is, that this colonial language and colonial mentality has a lot of buy-in in our culture, in our European culture. This is something we need to work on. So it’s partly cultural.

A lot of it has to do with geopolitical and economic interests. There is a work, that I strongly recommend everyone to read by Antony Loewenstein, “Palestine Laboratory.” It’s one of the most brilliant investigations I’ve come across on Israel-Palestine, because it really exposes the deep, intimate, real nature of Israel as a military state, a state that produces military services, techniques, intelligence and weapons, and has historically used the Palestinians, first and foremost, Palestine, as a laboratory to test all these, and then to sell its techniques, services and weapons all over the world, including many dictatorships. Israel has been, in a way, it’s not in a technical sense, but been a subcontractor of the U.S., to sell weaponry. This is what Antony Loewenstein reports in his book, to sell weapons and other strategic services to countries that it would have been uncomfortable for, inconvenient for the U.S. to trade with, like dictatorships in Latin America, like Chile and Argentina, but also countries that have committed genocides like, Guatemala, Rwanda and former Yugoslavia. This is all documented, including by Israelis. There is an Israeli lawyer who has done extraordinary exceptional work on this. So, because many countries buy these services, buy these techniques, buy these tools, the drones, the weaponry from Israel, it’s difficult to break that relationship. And this is where our focus, our attention needs to be.

The discussion concerning anti-Semitism. This has nothing to do with real anti-Semitism, which is disgusting and still exists. It’s still a Western problem. But the reason why anti-Semitism is used so much in the past, I mean, in the current times, is to deflect the attention — I mean, the accusation of anti-Semitism, is to deflect the attention from the reality, that Israel is coming under scrutiny for its military nature and the human rights implications of it.

I should have, of course, mentioned the West Bank more in my presentation. Look, since October last year, I’ve been warning the international community that there were discernible patterns of conduct that Israel had deployed in the West Bank, that reminded of what Israel was doing in Gaza.

Francesca Albanese: And I’ve been looking at the shoot-to-kill policy that has been used since October 7th, more and more by the army and the settlers in the West Bank and East Jerusalem, which has killed now, in 15 months, around 870 Palestinians, in the West Bank and East Jerusalem alone. These numbers are shocking. 200 of these are children. There are over 9,000 Palestinians from the West Bank who have been arrested and detained, and often tortured, and apparently, many of them raped while in detention. This is something that is shocking. It has happened to the Palestinians in Gaza, but it has also happened to the Palestinians in the West Bank.

And also the other trait, the other feature I documented is that there has been a strategic destruction, this is what I told the told the General Assembly in October, of essential civilian infrastructure, like homes, assaults on hospitals and health facilities, medical professionals and water infrastructure, energy grids, etc. Why? To make the life of the Palestinians more and more difficult. To create conditions of life that might lead, in my view, to the destruction of the Palestinian people. So while I didn’t conclude that there were acts of genocide identifiable in the West Bank, this is the trajectory. And because we know that genocide is a process, and because we know that genocide doesn’t distinguish — genocide is an assault. It’s a aimed at annihilation, aimed at destruction of a people, as such, of a group, as such. So it doesn’t matter if the Palestinians are in are in Gaza, or in the West Bank. They are targeted for ethnic cleansing, and in the process, Israel is committing genocide. So let me say, this is why we don’t need to conclude that Israel has committed acts of genocide in the West Bank, but what it has done, as of the beginning of cease fire in Gaza, is telling. Because the fighting machine has just shifted from the Gaza Strip toward the West Bank. In one day, Israel has detonated 24 buildings, simultaneously. This is not just a war crime. You need to read the totality of conduct, against the totality of the people, in the totality of the land that Israel wants for itself. This gives you the sense of why this is genocide, and why this is a settler colonial genocide.

And then, it is up to the court to determine where where certain acts have been — if the court wants to take that local approach to say, oh, in Jabalia we had the genocidal attacks, and not in Darbala (?), for example. In Gaza there have been genocidal attacks everywhere, but in the West Bank –. But again, we have an obligation, member states have an obligation to prevent genocide. And therefore, what’s happening? These similarities should be a warning and there should be prompt action, but nothing is moving.

The question after the Trump declaration, what is going to happen? Let me be hopeful. So to close on a positive note. Again, as I say, I know that this is going to generate panic across the world, because it bears huge consequences. We live in a world where the United States is ingrained in our politics, in our lifestyle, in everything we do in our economies. So these influences are hugely felt, and no one alone will be able to stand against the United States. But this will be the default option. I mean, it will be either subservience, a world made of vassals, who abide by this lawlessness, this lawlessness and nonsense that is being propagated. And the other, will be to take a principled stance and say, enough, enough. So start disengaging. And again, I want to hope that the American people, first and foremost, most come back to their senses, and oppose this system from within. It might not happen, so it’s up to the other 191 member states to fix this. And again, it’s the entire world. So it should make us feel stronger, rather than be be fearful. We can do better. This is the opportunity to do better.

Noa Valentin Katz Søgaard Head of UN City Communications: Thank you so much for your time this morning. I also want to thank you, dear colleagues …

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 03. februar 2025

Vi er nu to uger inde i Donald Trumps anden præsidentperiode, og verden holdes hen i spænding. Der sker en dramatisk udvikling, men spørgsmålet er, hvor den vil føre hen? Vil det være i retning af løsninger eller til et større skred ud i kaos og fare, ja måske endog til atomart holocaust?

I dag foregik der i Europa, hvad deltagerne kaldte et »uformelt« møde mellem lederne af EU’s 27 medlemslande i Bruxelles om styrkelse af forsvaret, og for første gang siden Brexit deltog Storbritanniens premierminister Keir Starmer og NATO’s generalsekretær Mark Rutte. Man kan sige, at de mødtes i det »åbne rum«, indtil det ventede møde mellem USA’s præsident Trump og Ruslands præsident Putin finder sted en af dagene. Det globale NATO-krigsparti forsøger at holde Europa på et permanent krigsspor.

I Washington D.C. lukkede Trump-administrationen i dag kontorerne for U.S. Agency for International Development (USAID). Medarbejderne fik tidligt i morges besked på ikke at møde på arbejde. USAID’s hjemmeside blev taget ned 1. februar. Dette er et direkte slag mod strømmen af finansiering og gennemførelse af farverevolutionære interventioner i mange lande, fra Ukraine til Slovakiet til Georgien og mange flere. USAID blev etableret i 1961 under præsident John F. Kennedy og opstod som en anstændig idé til udenlandsk fødevarehjælp og økonomisk kapacitetsopbygning under præsident Dwight Eisenhower. I årenes løb blev USAID forvandlet til et monster.

Udenrigsminister Marco Rubio er i dag fungerende administrator for USAID. Det handler om at adskille ægte og vigtige fødevare- og humanitære hjælpefunktioner fra det, der er blevet til regimeskiftefunktioner under USAID. Præsident Trump sagde på en pressekonference i dag i Det Ovale Kontor, hvor han kom ind på mange emner, at USAID var »et godt koncept”, men at “venstreradikale galninge” havde overtaget det.

I morgen skal Senatets udvalg stemme om Trumps kandidater Tulsi Gabbard til posten som direktør for den nationale efterretningstjeneste og Robert F. Kennedy Jr. til posten som sundhedsminister. Der er hektiske bevægelser mod de nominerede fra den dybe stats indre. Men på den anden side er der bevægelser til fordel for en dybtgående rengøring af USA’s beskidte netværk. Newsweek bragte f.eks. i går udskriften af Gabbards åbningstale til Senatets efterretningsudvalgs høring den 30. januar.

Helga Zepp-LaRouche, leder af Schiller Instituttet, kommenterede i dag, hvad der er på spil i Gabbards, RFK’s, Jr. og Patels afstemninger, ved at påpege hvordan deres tiltrædelser truer den dybe stat, som hun sagde bedre burde betegnes som »det permanente bureaukrati i det meste af de sidste 50 år« med forbrydelser og beskidte gerninger.

Med hensyn til toldsatserne kan det kun føre til en katastrofe, for hvis man nøjes med at se på mængden af ting, som USA importerer fra Mexico, så står Mexico for 63 % af de grøntsager, der importeres til USA, 47 % af frugt og nødder og 90 % af den frosne broccoli og 90 % af de avocadoer, der spises i USA. Og hvad angår biler, så udgør de over 42 % af al amerikansk import af reservedele til biler i de første to måneder af 2024. Næsten 4 millioner lette biler til USA blev produceret i Mexico sidste år. Dette vil helt sikkert føre til en stigning i priserne; især da Canada straks meddelte en modtold på 25 %. Mexico bekendtgjorde told på både landbrugs- og industrivarer. På trods af at Trump havde sagt, at alt dette vil betyde en guldalder for Amerika, indrømmede han i mellemtiden, at der også vil være en vis smerte, men at det vil være det hele værd, og at prisen skal betales. [Altså, vi får se].

Trump antydede på sin pressekonference i dag, at han eller en embedsmand fra administrationen vil tale med de kinesiske ledere om toldsatser i løbet af de næste 24 timer. Han truede også EU med at forpligte sig til at genskabe handelsbalancen.

Midt i alt dette kommer det meget vigtige besøg tirsdag aften, 4. februar, i Det Hvide Hus af Israels premierminister Benjamin Netanyahu. Han havde møder i Washington i dag, bl.a. med Trumps udsending Steve Wittkoff. Vil resultatet af dette Netanyahu-Trump-møde føre til en løsning på den forfærdelige situation i Sydvestasien? Eller det modsatte?

Israelske styrker optrappede deres angreb på Vestbredden i løbet af weekenden. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas opfordrede i går til et krisemøde i FN’s Sikkerhedsråd, som i denne måned ledes af Kina. Den kinesiske FN-ambassadør Fu Cong mødtes i morges med den palæstinensiske FN-ambassadør Riyad Mansour, og på dagens pressekonference, hvor Kinas planer for FN’s Sikkerhedsråd i februar blev bekendtgjort, sagde Fu Cong, at »situationen i Mellemøsten fortsat er en prioritet.« Tidspunktet og formatet for det ønskede møde om Israels angreb på Vestbredden er ved at blive fastlagt. Fu sagde, at der også vil være møder i FN’s Sikkerhedsråd om Yemen og Syrien. Kinas udenrigsminister Wang Yi vil personligt lede en session den 18. februar om »praktisering af multilateralisme«.

Nu er det tid til, at »Oase-planens« tilgang for udvikling og fred kommer i forgrunden. Et glimt af den involverede teknologi kommer fra Egypten, hvor nylige satellitfotos »før og efter« nær Alexandria, vest for Nildeltaet, viser, hvordan ørkenen kan blive grøn med afgrøder fra nye vandprojekter. Billederne viser, hvordan jorden i »New Delta Project« er blevet forvandlet fra 2018 til 2024.

Vær med til at mobilisere for Oase-planen sammen med Den Internationale Fredskoalition.

Foto: Joyce N. Boghosian

af Dennis Small (EIRNS) – 02. februar 2025

Efter en eksplosiv uge med dækning af de ulovlige aktiviteter i London-Washingtons »Deep State«-apparat, som blev afsløret i løbet af senatshøringerne om nomineringerne af Tulsi Gabbard og Kash Patel, vil Senatet gå over til en afstemning i løbet af den kommende uge. Begge kandidater klarede sig godt, og præsident Trump har givet dem sin betydelige politiske opbakning, både offentligt og privat. Alligevel må amerikanerne øge presset på Senatet for at sikre, at de bliver godkendt, for det dybe statsapparat har ikke tænkt sig at give op.

Som den tidligere CIA-analytiker Ray McGovern nøgternt forklarede på mødet i International Peace Coalition den 31. januar, vil netop det efterretningsapparat, som bliver afsløret og føler sig så truet af Gabbard og Patel, helt forudsigeligt sætte alle sejl til – både lovligt og ulovligt – for at sikre, at senatorerne stemmer, som efterretningstjenesten beder dem om. McGovern mindede om FBI’s J. Edgar Hoovers praksis for at understrege pointen. LaRouche-Organisationens oplysningsblad »The Liars’ Bureau«, som nu cirkulerer på Capitol Hill, afslører historien om den form for kriminalitet, som Gabbard får mandat til at rydde op i.

Derfor er det så meget desto mere betydningsfuldt, at Gabbard indledte sin skriftlige redegørelse for senatspanelet med en uforbeholden udfordring: »Jeg er beæret og taknemmelig over, at præsident Trump har vist mig tillid ved at udnævne mig til at tjene vores land som direktør for den nationale efterretningstjeneste på et tidspunkt, hvor tilliden til efterretningstjenesten er helt i bund. Chuck Schumer indrømmede: »Hvis du udfordrer efterretningsvæsenet, har de seks måder at hævne sig på fra på søndag.«

Som om Washington ikke selv havde nok krigsmagere at slås med, ankom Israels premierminister Benjamin Netanyahu til den amerikanske hovedstad den 2. februar og skal efter planen mødes med præsident Trump tirsdag den 4. februar. Den tilsyneladende dagsorden omfatter en drøftelse af fase 2 i aftalen om våbenhvile og udveksling af gidsler mellem Israel og Hamas. Men Netanyahu har en dybere dagsorden: at få Trumps opbakning til sin folkemordsplan om at fordrive alle palæstinensere fra Vestbredden og Gaza og gøre området til en etnisk renset del af Storisrael – en mangeårig drøm for det britiske udenrigsministerium og dets geopolitiske ideologi.

Vil Trump give efter? Er hans gentagne opfordringer til de arabiske nabolande om at acceptere millioner af fordrevne palæstinensere i deres lande – en idé, der igen blev kraftigt afvist den 1. februar af et halvt dusin arabiske ledere – sammenfaldende med Londons Netanyahu-udspil? Eller vil præsident Trump, den selvudnævnte ejendomsudvikler og bygherre, hælde i retning af at overveje LaRouches Oase-Plan, som Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche aktivt har promoveret? En sådan tilgang, som ville være til gavn for både palæstinensere og israelere, ville fungere bedst med Kinas aktive deltagelse i genopbygningen af Gaza og hele regionen – som førende kinesiske intellektuelle har udtalt er ganske muligt.

Men der er også store uvejrsskyer i horisonten for forholdet mellem USA og Kina. Ud over Trumps helt igennem misforståede indførelse af høje toldsatser på Kina (10 %), Canada (25 %) og Mexico (25 %) den 1. februar, har udenrigsminister Marco Rubio netop indledt sin første udlandsrejse, hvis erklærede hensigt er at drive Kina og dets Bælte- og Vej-Initiativ (BVI)-projekter helt ud af Amerika og sabotere ethvert eksisterende kinesisk samarbejde med nationer i regionen.

Rubios første stop var Panama, hvor han den 2. februar mødtes med præsident José Raúl Mulino. Midt i de svirrende rygter om en mulig amerikansk invasion af det lille Panama – udløst af præsident Trumps trusler i sin indsættelsestale om, at »Kina driver Panama-kanalen, og vi overdrog den ikke til Kina. Vi gav den til Panama, og vi tager den tilbage« – Rubio fik nemt, hvad han var kommet for. Mulino gik med til at annullere Panamas medlemskab af BVI, så snart aftalens forståelsespapir skal fornyes, og han havde allerede før Rubios ankomst indvilliget i at indlede en »undersøgelse« af de Hongkong-selskaber, der driver havnene i begge ender af kanalen – dvs. at udvise dem så hurtigt som muligt.

Betyder det, at Peru er den næste på hitlisten i lyset af sidste års indvielse af den dybvandshavn i verdensklasse, som Kina og Peru har bygget i Chancay?

Præsident Trump gjorde klogt i at minde om sine egne tidligere karakteristikker af Rubio. I et interview med »Fox News Sunday« den 28. februar 2016 var Trump ude med riven efter den mand, der nu er hans udenrigsminister: »Jeg kalder ham ‘Lille Marco’ …. Han er en meget ubehagelig fyr … en svindler.« Og endnu vigtigere er det, at Trump og hans rådgivere studerer Schiller Instituttets pamflet »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War«, som viser, hvordan et samarbejde mellem USA og Kina mod de internationale finansielle interesser, som driver »den dybe stat«, kan stoppe fremdriften mod krig og sætte en stopper for flygtninge- og narkokrisen – to af Trumps vigtigste erklærede politiske forpligtelser.

Alle andre politiske muligheder, hvoraf præsident Trump allerede er gået i gang med nogle, vil give bagslag. Så få mest muligt ud af denne uges potentiale.

Foto: CC/Eric Haynes

Ikke korrekturlæst

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 01. februar 2025

»Man er nødt til at tænke i udviklingslove for universet som helhed,« sagde Helga Zepp-LaRouche til en forsamling i Den Internationale Fredskoalition den 31. januar. »Spørgsmålet om godt eller dårligt defineres ud fra, om en bestemt handling, udtalelse, aktivitet, emne eller andet bidrager til den langsigtede udvikling af universet, af den menneskelige art. Øger det trivslen og den relative potentielle befolkningstæthed på planeten? Fremmer det universets love, eller er det i modstrid med dem? For hvis man ikke har en sådan retningslinje som målestok, vil man altid ende i konflikter, som kan udnyttes af imperier.”

Hvis USA lærte denne lektie, en metode til at tænke over den strategiske situation udviklet af Lyndon LaRouche, kunne vi sammen med resten af den menneskelige familie frigøre os fra det troglodytiske system af geopolitik og imperium, som har ført os » til kanten af undergang«.

Tag Trump-administrationens historiske skridt til at rense de kriminelle »Deep State«-elementer ud af de amerikanske efterretningstjenester, hvoraf en meget offentlig fase udspillede sig i Senatet i denne uge under bekræftelseshøringerne af Tulsi Gabbard og Kash Patel. Denne indsats skal støttes af alle patriotiske borgere i USA, og den skal lykkes. Tag også Trumps erklærede hensigt om at mødes med Vladimir Putin og Xi Jinping og om at afslutte krigen i Ukraine. Alle disse handlinger peger på et USA, som er ved at frigøre sig fra det imperiale krigssystems greb.

På den anden side kan man overveje fantasien om, at den »mægtige amerikanske dollar« kan stabiliseres af kryptovalutaer. Enhver, der ved noget om videnskaben om fysisk økonomi i modsætning til Wall Street-monetarismens kriminelle svindel, indser, at det globale finansielle system er fuldstændig bankerot og nu er vært for den største spekulative boble i menneskets historie – kryptovaluta er blot den seneste variant af privat spekulativ svindel. Det er en boble, som Federal Reserve har støttet, mens den produktive økonomi er kollapset i et accelererende tempo .

Kun en revaluering af valutaen på et fysisk økonomisk grundlag, som foreslået af Lyndon LaRouche i hans »Four New Laws To Save the U.S.A Now!« faciliteret af et samarbejde mellem stormagter som USA og Kina for at muliggøre den fysiske økonomiske udvikling af alle nationer, kan give værdi til en hvilken som helst valuta.

Den endelige retning for den strategiske situation i verden er stadig meget flydende. Nu er det tid til, at lederskabets stemmer med en klar opfordring til løsninger, der bidrager til den langsigtede udvikling af menneskeheden, kan udgøre forskellen mellem krig og fred, sammenbrud og en ny æra med evig fremgang for menneskeheden.

Foto: U.S. Senate Select Committee on Intelligence

Ikke korrekturlæst

[HZL] [AMB] [ssu]
ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 87. møde i træk. Jeg vil gerne takke alle for at være kommet, uanset om I er nye eller har været med i 87 uger for at skabe ægte fred i verden. Mit navn er Anastasia Battle; jeg er jeres vært i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed som medværter.

Jeg vil gerne minde folk om, hvorfor vi skabte dette forum. Vi ønskede at forene fredsbevægelsen i hele verden, fordi der har været mange indgreb for at forhindre dialog mellem forskellige grupper, uanset om de kommer fra venstre, højre eller midt imellem. Men hvis vi rent faktisk skal skabe ægte fred i verden, er vi nødt til at forene befolkningerne rundt om på planeten for at få det til at ske; koordinere, hvad vi gør med vores forskellige grupper, og samarbejde.

Der er sket mange meget spændende og vilde ting her i USA, men det har også været meget vigtigt, hvad vi gør for at forme processen her i USA og rundt om i verden. Til at indlede i dag har vi Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle sammen. Verden befinder sig tydeligvis stadig i en tilstand af absolut spænding, hvor man forsøger at vurdere, hvilke ændringer den nye Trump-administration vil medføre for verden; først og fremmest hvad angår perspektivet for fred eller ikke-fred. Tegnene og signalerne synes mildest talt at være meget modstridende. På den ene side er der positive tegn, ikke mindst med nomineringen af Tulsi Gabbard og Kash Patel til de respektive poster i administrationen; høringerne har stået på i de seneste dage. Men de store krisepunkter venter stadig på en løsning.

Med hensyn til situationen i Ukraine sagde Kyrylo Budanov, som er chef for efterretningstjenesten, noget helt unikt og nyt fra ukrainsk side, nemlig at medmindre der er meget seriøse forhandlinger inden sommer, er der fare for, at Ukraine kan miste sin statslige eksistens – en eksistentiel trussel. Så hvis Ukraine signalerer vilje til at forhandle – og præsident Putin sagde også, at han er klar til at forhandle – kan man gå ud fra, at Trumps intention om at løse konflikten hurtigt absolut består. Men det er absolut obligatorisk, at Ruslands grundlæggende sikkerhedsinteresser – som er, at Ukraine ikke er med i NATO, og sikkerhedsgarantier i forskellige former – skal opretholdes. Så det er et lille lyspunkt i horisonten, at denne rædselsfulde situation snart kan få en ende, og at en forhandlet fred kan være mulig.

Mere bekymrende er helt klart situationen i Mellemøsten, hvor præsident Trump stort set har gentaget sit oprindelige forslag om at flytte alle palæstinenserne fra Gaza til Egypten, til Jordan og endda til Indonesien; hvilket blev afvist af alle disse regeringer. Det er naturligvis ikke i palæstinensernes interesse, som på trods af alle de utrolige lidelser altid har fastholdt opfattelsen af {sumud} – standhaftighed – og ideen om at holde fast i deres land, endda selv om det er dækket af murbrokker og affald. Det store spørgsmål er, hvad der nu vil ske? Vil fase to af våbenhvilen blive gennemført? Vil kampene blive genoptaget, som det sker på Vestbredden? Mange mennesker siger, at det, der skete i Gaza, vil gentage sig på Vestbredden. Men spørgsmålet er, hvilken løsning der vil blive lagt på bordet for fred i Gaza?

Vi promoverer Oase-planen; vi fra Schiller Instituttet og Den Internationale Fredskoalition er i gang med en international mobilisering for igen at lægge konceptet Oase-planen på bordet. Det ville være en generel økonomisk udvikling af hele regionen, startende med produktion af masser af ferskvand til kunstvanding i hele regionen; og naturligvis sammen med en to-statsløsning og hele spørgsmålet om en permanent fred. Det store spørgsmål – og måske kan nogle af deltagerne også kaste lys over det i denne diskussion – er, hvad der ligger bag præsident Trumps idé om at flytte palæstinenserne? Kan det være, at den plan, som premierminister Netanyahu udsendte for første gang i maj 2024, kaldet Plan Gaza 2035: Plan for transformation af Gazastriben? Er det, hvad der menes? I den plan, som blev offentliggjort af {Jerusalem Post} og forskellige andre publikationer, kunne man se animationer med fantastiske skyskrabere og tydeligvis luksusbygninger. Der var ingen omtale af en tostatsløsning, og der var ingen anden henvisning, end at myndigheden i denne Gazastribe nominelt skulle være under Den Palæstinensiske Myndighed; men som sagt, ingen henvisning til en tostatsløsning. Det, der i stedet blev fremhævet, var handelsruten mellem øst og vest; historisk set ligger Gaza i denne unikke position også med hensyn til handelsruten mellem Bagdad og Egypten og handelsruten mellem Yemen og Europa.

Det vil vi helt sikkert få mere at vide om den 4. februar, når premierminister Netanyahu ankommer til Washington for at diskutere med præsident Trump. Så tror jeg, at hemmeligheden vil blive løftet med hensyn til, hvad de faktiske planer er, og om det er et acceptabelt forslag eller ej. Trump vil også diskutere Libanon-spørgsmålet og Iran med premierminister Netanyahu. Det er også ekstremt vigtigt, og man kan kun sige, at Trump havde lovet, at han vil være der for at afslutte krige og ikke starte nye. Dr. Shay Har-Zvi, som er tidligere fungerende generaldirektør for ministeriet for strategiske anliggender, gav et interview til {Maariv}, hvor han foreslog, at spørgsmålet om atomkraft i Iran skulle forhandles med Det Internationale Atomenergiagentur som overvåger af processen. Den iranske udenrigsminister Araghchi advarede om, at ethvert angreb på de iranske atomanlæg ville få katastrofale, ødelæggende konsekvenser.

Jeg synes selvfølgelig, at vi skal prøve at finde ud af, hvad de egentlige planer for Gaza er. Jeg tror stadig, at ethvert forslag om at genopbygge Gaza med luksusbygninger og knudepunkter for handelsruter kan være forbundet med den berømte Neom-plan i Saudi-Arabien, som er en ret mærkelig idé om at bygge et skisportssted i ørkenen, hvilket ikke ser ud til at være en hovedprioritet i regionen. Men vi er nødt til at se, og vi er nødt til at kæmpe for Oase-planen, fordi Oase-planen ser på hele kortet fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf; fordi hele denne region skal ses under ét. Der skal være en fredsløsning, som løfter befolkningerne i disse krigshærgede regioner. Der er Afghanistan, Irak, Syrien, Yemen, Libanon, Vestbredden, Gaza; alle disse regioner er ekstremt plagede og ødelagte af mange års krig. Man er nødt til at gøre noget for befolkningen, ikke kun for overklassen.

Den overordnede situation er meget foranderlig. Jeg tror, at europæerne stadig ikke er helt afklarede; der er en enorm kamp i EU mellem dem, der går ind for en tilnærmelse til Rusland og Kina, og dem, der er på en komplet krigssti, som NATO mod Rusland. Mark Rutte, NATO’s generalsekretær, taler stadig om, hvordan Europa skal blive klar til krig; at de skal bruge 5 % af deres budgetter på militære udgifter, og at NATO skal være forberedt på en krig med Rusland om senest 4-5 år. Det er fuldstændig latterligt, fordi det er baseret på en fortælling, ikke på fakta.

I Polen, for eksempel, skal eleverne på grundskolen i de første år nu lære at skyde til den kommende krig med Rusland. Det er fuldstændig vanvittigt, og netop i dag, mens vi taler her, er der en afstemning i det tyske parlament om spørgsmålet om, hvad den nye lov eller ikke nye lov skal være for at håndtere migrantspørgsmålet, hvilket er et meget ladet spørgsmål. Vi kan diskutere det senere i diskussionen, men det er spørgsmålet, om Europa vil gå i retning af en tilnærmelse til Rusland i forhold til Ukraine og have en form for fredeligt samarbejde med BRIKS-landene? Eller vil Europa være i krigstilstand, uanset hvad Trump gør? Der er dem i Europa, som helt klart går ind for en optrapning. Det er en no-win-situation, men det viser, hvor vanvittige nogle af disse mennesker er.

Jeg tror, at vi i høj grad stadig er i en periode, hvor vi former den vej, verden vil gå, og derfor kan jeg kun bifalde den diskussion, vi skal have; for dette er et af de steder, hvor der hver uge diskuteres nye ideer til, hvordan vi kan gribe ind. Jeg tror, at det i denne uge helt sikkert er Oase-planen, som skal være i front. Det var mine indledende bemærkninger.

Bemærkninger under diskussionen:
Meget kort: Jeg tror, at det, du siger om, at man skal tage hensyn til den andens interesser, er et af de mest grundlæggende principper for at nå frem til fred. Jeg mener, at man kun kan nå frem til en retfærdig løsning, hvis man tager hensyn til alle andre i regionen. Vi forbinder altid dette med spørgsmålet om udvikling; at det nye navn for fred er udvikling. Det var derfor, jeg lagde vægt på spørgsmålet om, hvad den faktiske plan for genopbygningen af Gaza vil være. Spørgsmålet om flytning af palæstinenserne er efter min mening en total selvmodsigelse set i forhold til de principper, du lige har fremlagt om tostatsløsningen. Hvis du har nogen viden om, hvad de faktiske planer for fredsforhandlingerne er, hvis fase 2 og fase 3 lykkes, tror jeg, det ville være meget nyttigt for os, hvis du ville dele det med os. Ellers kan vi måske diskutere det ved en senere lejlighed, hvis du ikke har den information….

Vi forsøger helt sikkert at få Oase-planen på bordet, for det er helt sikkert en plan, der vil tage hensyn til interesserne hos alle de forskellige stater og folk i regionen. Jeg tror forhåbentlig, at det vil blive et diskussionsemne, når præsident Trump og Xi Jinping mødes, for vi havde en konference på Schiller Instituttet om Oase-planen i begyndelsen af december. Her deltog den kinesiske professor Zhang Weiwei, som sagde, at Kina er i stand til at overrisle store ørkenområder og gøre dem tilgængelige for landbrug, skovbrug og så videre. Jeg tror, det ville være en game-changer for regionen. Så eftersom præsident Trump er en person, der også har sans for at bygge, vil det forhåbentlig være et emne mellem disse to præsidenter. Det ville ændre hele grundlaget for regionen. Det er mit håb, og derfor bliver vi ved med at organisere os for det.

Senere i diskussionen:
Jeg tror, man er nødt til at skelne mellem ting, der er virkelig vigtige, og ting, der er af sekundær karakter. På en eller anden måde hænger det sjovt nok sammen med det spørgsmål, der blev rejst lige før; nemlig spørgsmålet om atomkraft eller ej. Jeg kan kun råde folk til at studere nogle af de skrifter, som min afdøde mand, Lyndon LaRouche, har skrevet. For han udviklede en metode til at tænke, som jeg tror, man virkelig kan lære; det er ikke en doktrin, det er en metode – der er en forskel. Og metoden er, at man skal tænke i forhold til udviklingslovene i universet som helhed. Spørgsmålet om godt eller dårligt defineres ud fra, om en bestemt handling, udtalelse, aktivitet, emne eller andet bidrager til den langsigtede udvikling af universet, af den menneskelige art. Øger det trivslen og den relative potentielle befolkningstæthed på planeten? Fremmer det universets love, eller er det i modstrid med dem? For hvis man ikke har en sådan retningslinje som målestok, vil man altid ende i konflikter, som kan udnyttes af imperier. Og imperier elsker intet mere end at sige, at denne person har det synspunkt, og den anden har det modsatte synspunkt; og hvordan kan jeg manipulere de to mod hinanden for at holde dem i en permanent tilstand af kamp? Hvis du imidlertid ser på, om nogen siger noget med en god hensigt, men det kan være forkert på et sekundært punkt, ville du så undgå at arbejde sammen med den person for at være ren? Eller ville du sige, at vores samarbejde fremmer en større sag?

Man kan se dette lige nu på en frygtelig perverteret måde i den tyske situation. Om eftermiddagen fulgte jeg noget af debatten i parlamentet. Det var en vældig højlydt seance; en masse følelser, en masse forkerte partnere, en masse ståhej. Hvad var problemet? Merz, CDU’s kanslerkandidat, foreslår at bremse tilstrømningen af migranter ved at skærpe migrantloven, primært i stil med det, Trump har gjort i USA. Det er angiveligt en reaktion på flere mord, hvor migranter var involveret og dræbte tyskere, og i det seneste tilfælde en toårig lille dreng. Merz ønskede, at afstemningen skulle støttes. AfD sagde, at de støttede den; AfD er paria i det tyske politiske system lige nu. Og Merz sagde nej, men hvis jeg fører den rigtige politik, vil jeg ikke lade mig afskrække af, at de forkerte mennesker støtter den rigtige politik. Det ville i princippet være et korrekt argument, bortset fra at hele retningen er forkert. Hvorfor sker mordene som følge af migranterne? Er det den enkelte migrants skyld, hvis han bliver morder? Ja, selvfølgelig; de er kriminelle og i nogle tilfælde psykiatriske tilfælde og skal have passende behandling. Men det større spørgsmål er, om det var korrekt af Bundeswehr at deltage i 20 år i en NATO-krig i Afghanistan, hvor 2 billioner dollars blev spildt, og mange liv gik tabt – millioner på afghanernes side og tusinder på USA’s side, 59 soldater fra Tyskland. Nettoresultatet er, at de efterlod en katastrofe. Så de mennesker, der kommer som flygtninge fra disse krigshærgede områder, er traumatiserede af den forfærdelige oplevelse af disse meningsløse krige. Så hvem nærmer sig dette spørgsmål fra det rigtige standpunkt? Det er ikke Merz; det er ikke AfD. For hvis man bare lukker grænserne, overlader man ofrene for de forkerte imperialistiske interventionskrige efter 9/11 til deres egen skæbne, og de sulter.

Det er derfor, jeg siger, at hvis vi vil afhjælpe fortidens problemer, må vi tage fat på de grundlæggende årsager. Og de grundlæggende årsager til migrantspørgsmålet er i USA, præcis som i de europæiske lande, deltagelsen i forkerte politikker. Enten imperialistiske interventionskrige, som USA og NATO deltog i efter afslutningen af den kolde krig for at bevare en unipolær verden; eller ved at lade kolonisystemet – på trods af befrielsen af nogle af de udviklingslande, som havde formel uafhængighed, men de var stadig underlagt et kolonisystem ved at blive nægtet adgang til kredit på grund af IMF’s betingelser; derfor blev deres fattigdom opretholdt.

Så hvordan måler man nu, hvad der er den rigtige politik? Den rigtige politik er naturligvis ikke at lukke grænserne, bygge mure og lignende ting. Men den rigtige politik ville være virkelig at afhjælpe den grundlæggende årsag til flygtningeproblemet. Det vil sige fattigdommen og krigskonsekvenserne af den imperiale politik. Jeg tror virkelig, at vi er nødt til at få målt, hvad der faktisk er sandt, og hvad der ikke er sandt. Jeg håber ikke, at jeg var for omstændelig, og jeg håber, at mit argument var klart. Hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, er ikke, hvad der ser ud til at være en flertalsafstemning på overfladen, eller det bedste argument. Det er spørgsmålet om, hvorvidt du begår retfærdighed, eller om du vedvarende gør ondt.

Afsluttende bemærkninger:
I mellemtiden har afstemningen fundet sted i det tyske parlament. Det ser ud til, at Merz tabte; han kunne ikke få sin skarpe migrantlov igennem på trods af, at AfD støttede ham. Det skyldes, at flere medlemmer af hans eget parti og nogle af de andre partier, som skulle have stemt for den, ikke stemte. Så indsatsen gik tabt. Det betyder ikke, at problemet er løst; jeg tror, at det vil føre til en vedvarende polarisering i de resterende tre uger af valgkampen. Jeg vil bede alle, der er med i dette opkald, og måske fra Tyskland, om at hjælpe os med at få det virkelige spørgsmål på bordet. Det vil sige ikke at lukke grænsen for flygtninge og nægte folk retten til asyl, som trods alt er en grundlæggende menneskerettighed, men at tage fat på problemet, hvor det bør tages op. Det vil sige, at vi endelig skal overvinde denne helt forfærdelige racisme. At tro, at kun vi i Vesten har ret til et anstændigt liv; og anerkende, at landene i det Globale Syd har samme ret som os til at have en harmonisk udvikling for alle deres borgere. Det kræver infrastruktur, industri og landbrug, for hvis du løber rundt med ét måltid om dagen, bliver dine menneskerettigheder krænket. Så sker der alle mulige ting som følge heraf. Jeg synes, at denne beslutning er god set fra mit synspunkt, for loven var dårlig. Den løser ikke noget, men den giver alle mulighed for at forstå og tænke over, hvad det egentlig betyder, at det nye navn for fred er udvikling. Det er vigtigt at stoppe politiske uretfærdigheder, men det vil ikke blive afhjulpet, hvis man ikke tager fat på de grundlæggende årsager til alle disse ting.

Med det vil jeg gerne opfordre dig til at være så aktiv sammen med os, som du kan.

Ikke korrekturlæst

af Jason Ross (EIRNS) – 30. januar 2025

Mens over en milliard mennesker i verden fejrer nytårsaften med fester, familiesammenkomster og de bedste ønsker og håb for det nye år, tog USA’s mulighed for at starte på en frisk et skridt fremad med senatshøringerne af Tulsi Gabbard og Kash Patel, der er nomineret til Trumps kabinet.

Kash Patel, der er nomineret til at lede FBI, har erklæret, at han vil undersøge og afslutte brugen af FBI til politiske formål og omdirigere indsatsen til at bekæmpe kriminalitet. »Jeg ville tage de 7.000 medarbejdere, der arbejder i den bygning, og sende dem rundt i hele USA for at jage forbrydere. Gå ud og vær betjente. I er betjente – gå ud og vær betjente,« sagde han i en podcast. Under høringen afværgede Patel spørgsmål og så ikke ud til at støde nogen af republikanerne, som, hvis de stemmer som et parti, vil sende hans nominering videre til hele Senatet.

Tulsi Gabbard, Trumps kandidat til posten som Director of National Intelligence, havde en omstridt høring med mange krav om, at hun skulle fordømme NSA-whistlebloweren Edward Snowden som forræder . Det var ikke nok for dem, at hun sagde, at han havde brudt loven, og at hun mente, at den rigtige fremgangsmåde ville have været at henvende sig til efterretningstjenesterne og generalinspektøren. Som i en kampsession insisterede de på, at hun skulle udtale ordet »forræder«. Hun gav sig ikke. Hendes egen personlige erfaring med at tjene i militæret i Irak, i en krig, der blev startet på baggrund af løgne, var en inspiration for hende til at handle for at reformere efterretningsprocessen.

LaRouche-organisationens rapport om »The Liars’ Bureau « er uundværlig læsning for at forstå årsagen til spærreilden af angreb fra medier og regeringslag mod bekræftelsen af disse to personer. Selv om Tulsi Gabbard og Kash Patel vidner, er det Senatet, der bliver testet. Vil efterretningstjenesten – som bragte verden Irak-krigen, drabet på Gaddafi, de »moderate oprørere« i Syrien, uberettiget udspionering af millioner af amerikanere og »Russiagate«-svadaen mod Trump (herunder løgnen om, at Hunter Bidens bærbare computer var russisk desinformation) – lykkes med at få Senatet til at nægte de nominerede deres plads i regeringen?

I mellemtiden foretager Trump forudsigelige handlinger, som er i modstrid med den store ros, han gav princippet om ytringsfrihed – han handler nemlig ud fra det, der er blevet kendt som »Palæstina-undtagelsen«. Han udstedte en bekendtgørelse for at »bekæmpe antisemitisme «, som indeholder en definition og eksempler på begrebet, der gør det muligt at anvende det på holdninger, der er anti-israelske snarere end anti-jødiske. Og han fulgte op med et faktaark, der beskriver hans planer om at deportere studerende, som deltog i det, han kaldte »pro-jihadistiske« protester. »Til alle de herboende udlændinge, som deltog i de pro-jihadistiske protester«, står der i faktaarket, «vi giver jer besked … vi vil finde jer, og vi vil deportere jer. Jeg vil også hurtigt annullere studievisummet for alle Hamas-sympatisører på universitetscampusser….«

Vil alle dem, der fordømte censur af Bidens laptop på de sociale medier, forsvare retten til at ytre sig politisk og kritisk om Israel?

I Tyskland er partiet Alternative für Deutschland (AfD), der er blevet behandlet som en paria siden sin grundlæggelse, blevet en del af den lovgivende politik, da dets medlemmer leverede de nødvendige stemmer til at vedtage et lovforslag om migration, som CDU stod bag. Tidligere afviste andre partier at drage fordel af AfD’s stemmer til deres politik og insisterede stort set på slet ikke at beskæftige sig med det. AfD har fordoblet sine stemmeprocenter i løbet af de sidste tre år og spås i øjeblikket en andenplads ved parlamentsvalget den 23. februar. AfD’s modstand mod en konflikt med Rusland og mandater for grøn energi, som er en del af dets platform, der også indeholder nogle ubehagelige elementer, har givet partiet øget støtte.

Men i sidste ende er det gennem et program for verdens udvikling under et paradigme, der afviser den unipolære herskermagt, som den angloamerikanske elite har søgt, at migrationsproblemer kan løses pålideligt som en del af en bredere bevægelse mod videnskabelig og teknologisk udvikling baseret på stigende energiforbrug og stigende kvalitet af denne energi og en kulturel renæssance baseret på det unikke kendetegn ved menneskelivet: evnen til at generere hypoteser, der overskrider sanserne, hypoteser om universelle principper, som gør det muligt for os at transformere vores forhold til naturen og til hinanden.

Foto: C-SPAN

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 29. januar 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det den 29. januar 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært.

Helga, bekræftelseshøringerne for præsident Trumps tre ledende kandidater begynder i dag med Robert F. Kennedy, Jr. som er nomineret til at lede ministeriet for sundhed og menneskelige tjenester, og som skal møde op i Senatets finansudvalg og udvalg for sundhed, uddannelse, arbejde og pensioner. I morgen er det Kash Patel, Trumps valg til at lede FBI; han skal møde op i Senatets retsudvalg. Og Tulsi Gabbard, der er nomineret til posten som direktør for den nationale efterretningstjeneste, som skal føre tilsyn med 18 efterretningstjenesters arbejde, skal møde op i Senatets efterretningsudvalg.

Vores første spørgsmål handler direkte om dette. Spørgeren siger: »Der er en samordnet indsats i gang for at afvise disse kandidater. I Patels og Gabbards tilfælde er det ironisk, fordi Dick Cheney og John Bolton gør fælles sag med neokonservative i det demokratiske parti som Hillary Clinton for at besejre dem. Din organisation støtter Gabbard og Patel. Hvorfor ser du disse udnævnelser som så afgørende, og hvorfor er modstanden mod dem så voldsom?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Fordi man på baggrund af tidligere udtalelser fra disse to personer naturligvis har et vist håb om, at de vil gå efter det, der generelt kaldes den dybe stat. Det er ikke et uklart spørgsmål; det går tilbage til, da præsident Eisenhower forlod embedet, og han advarede om, at det militær-industrielle kompleks kunne blive et meget alvorligt problem for USA. Det hænger naturligvis sammen med spørgsmålet om præsident Trumps beslutning om at frigive sagsakterne om mordet på og mørklægningen af mordet på Kennedy, herunder Robert Kennedy og Martin Luther King, som hører under det samme apparat. Kennedy Jr, som bliver udspurgt i dag under høringen, sagde grundlæggende, at han er overbevist om, at CIA’s rolle i disse mord vil komme frem.

Jeg tror, det her åbner Pandoras æske. Det åbner op for, hvem der stod bag Russiagate, og jeg tror, at Trump har et regnskab at gøre op på det punkt. Vi er naturligvis yderst fortrolige med det apparat, for det er præcis det samme apparat, som gik efter min afdøde mand, Lyndon LaRouche, og vores organisation i USA i særdeleshed, men også internationalt. Så dette er det modsatte af, hvad Amerika skulle være som en republik; dette er det apparat, der virkelig står bag, og som også er et instrument for alle de politikker, der er gået galt i den seneste periode internationalt, herunder interventionskrigene, herunder regimeskiftet, den farvede revolution. Det er en rigtig hvepserede eller Pandoras æske, som jeg sagde. Der er et vist håb om, at Gabbard og Patel, som ikke kommer fra den afstamning, vil handle på vegne af præsident Trump og begynde at rydde ud i dette apparat. Uden det tror jeg ikke, der er noget håb om, at USA nogensinde bliver en republik igen og kommer væk fra den krigspolitik, som Biden-administrationen førte. Så jeg håber bare, at alle disse mennesker vil blive bekræftet. Jeg tror, Kennedy blev grillet en hel del om sin sundhedspolitik; måske kunne Kennedy også være en stemme i forhold til dette Deep State-apparat, hvor han har en særlig interesse, fordi det er relateret til hans familiehistorie.

Så jeg tror kun, man kan håbe, at disse nomineringer går igennem.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra en tilhænger fra Storbritannien, som skriver: »USA’s efterretningstjeneste arbejder tæt sammen med det Britiske Imperiums Five Eyes-efterretningsoperationer. USA’s og NATO’s politik synes ofte at blive styret af MI6.« Han bruger som eksempel anklagen om Putins indblanding i valget eller støtte til Zelenskyj; og han henviser til Starmers 100-årsaftale med Ukraine. “Hvis hun bliver bekræftet, tror du så, at Gabbard vil udfordre det fortsatte særlige forhold? Og når Trump afviser valget af britisk ambassadør i USA, tror du så, at han vil udfordre det særlige forhold?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er håbefulde tegn. Det er apparatet, der står bag den nuværende geopolitiske konfrontation. Jeg mener, hvis man laver en kronologi over, hvor disse politikker kommer fra, kan man finde mange tilfælde, hvor det var briterne, der ansporede USA til at presse på for mere konfrontation. Som da Starmer tog til Washington og forsøgte at overbevise Biden om at tillade brugen af ATACMS, hvilket Biden først nægtede med det argument, at det kunne føre til en storkrig. Så kapitulerede han og gav tilladelse. Og på den måde havde man Boris Johnson, som tog til Kiev i marts 2022 og ødelagde muligheden for en fredsløsning, som var blevet forhandlet mellem Putin og Zelenskyj i Istanbul, og på den måde kan man faktisk sige, at det var denne indblanding, som er ansvarlig for de sandsynligvis 1 million døde mennesker i Ukraine. Så hvis der sker noget, der kan afslutte det særlige forhold, som så at sige var den britiske hævn for den amerikanske uafhængighedskrig, ved at ophæve den amerikanske revolution, ved at overbevise den amerikanske etablering om at vedtage modellen for det Britiske Imperium som grundlag for den unipolære verden, der derefter blev drevet af det særlige forhold mellem USA og Storbritannien. Så dette er kernen i, hvad der er gået galt i de seneste årtier.

Så jeg håber bare, at disse mennesker har udholdenhed og mod til at forfølge det. For et par år siden var der et møde i Privy Council i Storbritannien, hvor man sagde, at en anden Trump-administration under alle omstændigheder skulle forhindres. Så der står meget på spil, og man kan kun håbe, at alt dette vil blive afklaret.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål til dig fra en person, der identificerer sig som en »West Coast techie«. Han siger: »Den store nyhed i denne uge er Kinas udrulning af sin platform for kunstig intelligens, DeepSeek. Den blev kaldt en overraskelse og sammenlignet med Sputnik. Hvorfor skulle det være en overraskelse, at Kina gør teknologiske fremskridt? Er amerikanske teknologivirksomheder og efterretningstjenester så blinde, når det gælder Kina?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, vi igen og igen har set Vestens arrogance i at tro, at de er de gode, at de er de overlegne, at verden bør styres af en unipolær verden. Bag mange af de helt åbenlyse politiske fejltagelser ligger denne arrogance. Jeg tror, at den vil støde panden mod muren. For det, jeg ser i Trumps indledende, ret vilde udtalelser om, at folk bør elske Amerika med ærefrygt, skræmt og beundret – det er ikke virkeligheden i verden. Virkeligheden er, at Trump skal gøre meget for at rette op på det, som de tidligere regeringer gjorde med interventionskrigene i Mellemøsten, som kostede millioner af mennesker livet, med at muliggøre det, som Israel har gjort i Gaza – meget langt fra det lige nu – og på mange, mange andre punkter. Så jeg tror, at det, vi ser, er en fatal selvovervurdering fra det kollektive Vests side, som man også ser i EU. De nægter at anerkende, at alle deres politikker har slået fejl. Den grønne aftale er slået fejl, den liberale model er slået fejl.

Jeg tror, det burde være indlysende for enhver, at Kina har overhalet Vesten med hensyn til videnskabelige og teknologiske fremskridt, med hensyn til antallet af patenter, de registrerer hvert år. Ifølge en australsk hjemmeside, som er tilknyttet en tænketank, er Kina førende inden for 38 ud af 47 videnskabelige og teknologiske områder. Så det er helt normalt, at der kommer en Sputnik-effekt inden for kunstig intelligens, og man kan kun håbe, at det får folk i Vesten til at vågne op. Men jeg tror ikke, det vil kunne bygge bro hurtigt, for den arrogance har ført til utrolige fejl, og medmindre de fejl bliver analyseret, og de aksiomer og den tankegang, der ligger bag dem, bliver korrigeret, tror jeg ikke, det bliver nemt at rette op på.

SCHLANGER: Du nævner arrogance og liberal politik: Det næste spørgsmål handler om Friedrich Merz. Personen skriver: »Jeg var chokeret over, hvor arrogant Merz fremstod i sit interview i Davos. Han sagde, at han vil vinde; han vil arbejde sammen med Macron; han vil være i stand til at finde en koalitionspartner; og han vil fortsætte krigen.« Og denne person skriver: »Er dette virkelig den person, der vil løse problemerne for Tyskland?«

ZEPP-LAROUCHE: Nej, og jeg kan kun håbe, at der kan gøres noget for at forhindre ham i at blive den næste kansler. Denne person er berygtet: Han var CEO for den tyske afdeling af BlackRock. Det betyder, at han er fuldstændig identisk med det militærindustrielle kompleks, Wall Street og City of London, som er det egentlige problem i det nuværende system. Han er fuld af selvtillid. Han har sandsynligvis allerede nu holdt en tale i Forbundsdagen, hvor han vil foreslå en migrantlov, som grundlæggende er i strid med den tyske forfatning, den er i strid med Genève-konventionen, den er endda i strid med EU-lovgivningen, fordi den praktisk talt vil fjerne den individuelle ret til asyl. Det er en af de grundlæggende menneskerettigheder, hvis du vil nævne nogen af dem. Han har allerede sagt, at han er ligeglad med, om AfD støtter dette.

Det betyder bare, at AfD også er med på den umenneskelige politik over for migranter. Men det lader til at være den nye form for konsensus, for i Davos sagde Merz også, at hvis Trump klager over et handelsunderskud mellem USA og EU, vil vi løse det ved bare at købe mere LNG-gas og købe flere våbensystemer fra USA. Det er ikke en tysk patriot, der taler. Det er en person, der taler på vegne af BlackRock. LNG-gas fra USA er en af de medvirkende årsager til, at den tyske økonomi er i frit fald! Dette er absolut imod de tyske interesser, og jeg kan kun håbe, at i det mindste nogle af industrierne er ved at få øjnene op for, at Merz ikke er deres repræsentant, men at han vil fortsætte den tyske økonomis nedtur. Så forhåbentlig vil der komme til at ske ændringer. Og hvis Merz regner med Macron, så held og lykke! Macron er helt færdig i Frankrig – han er hadet. Den franske regering er fuldstændig ustabil og har ingen udsigt til at opnå stabilitet.

Men der er en fare for, at Melonis liberalkonservative, indvandrerfjendtlige politik ser ud til at være en ny aftale mellem alle disse mennesker, hvilket ikke ville være i modstrid med det, Trump siger. Men det er ikke i EU-medlemmernes interesse, som man kan se af de centrifugale tendenser, der kommer fra Slovakiet, Ungarn, Østrig, Kroatien og som en tendens i Georgien, Bulgarien og Rumænien. Den serbiske premierminister Vucevic er lige trådt tilbage, fordi der var et Maidan i gang mod Serbien. Så det er meget turbulent og meget langt fra at være stabilt. Men det værste ved Merz er, at han sagde, at der er brug for en mobilisering af de liberale demokratier mod de ikke-liberale autokratier, og at Kina og Rusland er modstanderne. Med den holdning er Merz virkelig det modsatte af, hvad der er brug for i forhold til at løse den strategiske krise ved at finde et nyt aftalememorandum med BRIKS, med den Globale Majoritet. Jeg tror, at hvis det lykkes Merz at blive kansler, går vi en stormfuld fremtid i møde, fordi han vil skære i det sociale system og skabe elendighed i Tyskland for befolkningen, og det vil heller ikke vare længe.

Det er ikke et godt perspektiv, det ved jeg, men valget er ikke overstået.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål om Europa fra en person, der spørger: »Hvorfor tolererer europæiske borgere kommentarer som den tyske forsvarsministers, der siger, at Tyskland skal blive krigsparat? Eller NATO’s generalsekretær Rutte, der opfordrer til en krigstankegang? Har de glemt konsekvenserne af krig?« Han påpegede, at det i denne uge er 80-årsdagen for befrielsen af Auschwitz, og alligevel deltager folk i disse demonstrationer og lader krigshisserne fortsætte. Hvordan kan det være tilfældet i Europa?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan kun sige, at der er en enorm indsats for at skubbe til befolkningen – for at bruge dette ord, som blev opfundet af Cass Sunstein, Obamas ghoul – for at skubbe befolkningen til at tro, at de skal gøre sig mere klar; som om den tyske historie ikke ville eksistere. Det er virkelig et fantastisk fænomen, som ikke er gået ubemærket hen hos størstedelen af verdens befolkning. I dag var der f.eks. nogle taler i den tyske forbundsdag om 80-årsdagen for befrielsen af Auschwitz. Folk fortalte om gruopvækkende beretninger: hvordan mennesker blev myrdet, forsvarsløse og så videre. Et øjeblik tænkte jeg, at de måske beskrev, hvad der skete i Gaza, men det nævnte de naturligvis ikke. At de kunne sige disse ting uden at nævne Gaza, er virkelig et forbløffende fænomen. Det er svært at sige, om det er flertallet eller ej, for statistikkerne i mainstream-medierne giver ikke et præcist billede, og jeg ved for eksempel, at folk i Østtyskland absolut ikke køber denne fortælling om NATO-historien.

Men endda den vesttyske befolkning, har de glemt, hvad Tyskland gjorde mod Rusland under Anden Verdenskrig? I betragtning af den historie har jeg altid ment, og jeg mener stadig, at Rusland var ekstremt generøs i perioden med den tyske genforening ved ikke at fremlægge den historiske historie om Tyskland, men ved at lade Tyskland blive genforenet og blive en del af NATO; kun med de to bestemmelser om, at NATO ikke måtte udvides mod øst, og at der ikke måtte stationeres udenlandske tropper på Østtysklands territorium, og begge disse bestemmelser bliver overtrådt på den mest åbenlyse måde. Så jeg kan kun tænke, at hele denne situation i Tyskland ikke bliver fredelig. Det vil komme til et punkt, hvor enten folk erkender, at den eneste måde, Tyskland kan overleve på, er ved at slutte sig til den Globale Majoritet og være en stemme for fred. Så man kan kun håbe, at mange mennesker hører det og støtter os, for det er det, vi forsøger at gøre.

SCHLANGER: Jeg har endnu et spørgsmål fra en person, som skrev: »Jeg så din diskussion med oberst Wilkerson i sidste uge med stor interesse. Emnet var det amerikanske imperiums tilbagegang. Er du enig med ham i, at Amerika i løbet af de sidste 60 år er blevet et imperium?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om det. Hvis man ser på USA’s sikkerhedsdoktrin, som igen blev omtalt offentligt af kontreadmiral Thomas Buchanan ( på et møde på CSIS Center for Strategic and International Studies) i november sidste år, sagde han, at USA endda tager sig ret til at bruge atomvåben præventivt, hvis USA’s overherredømme er truet. Hvis det ikke er en erklæring fra et imperium, så ved jeg ikke, hvad det er. Så det er ikke min fortolkning. Jeg tror, Buchanan gav verden det absolutte bevis, og det har desværre været den amerikanske sikkerhedsdoktrin i stort set hele efterkrigstiden. Men jeg tror, at den i den seneste periode er blevet mere fremhævet og mere voldsom. Jeg tror, jeg er enig med oberst Wilkerson i, at hvis man kigger ned i historien, så er alle imperier forsvundet, fordi de alle har den samme fejl: Ved at blive et imperium strækker de sig til sidst for langt, og med denne overstrækning mister de evnen til at bevare kontrollen. Jeg tror, at det, præsident Trump ser ud til at gøre, er, at han måske ikke ønsker et globalt imperium, måske ikke at USA skal være en global politimand som den tidligere regering; men han ønsker helt sikkert at ændre grænsen. I sin tiltrædelsestale sagde han, at USA igen er inde i en periode, hvor landet vokser. Så fortsatte han med at sige Panama og annektering af Canada og opkøb af Grønland og omdøbning af Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske Golf: Alle disse ting udgør måske ikke et fuldgyldigt imperium, men han har helt sikkert en idé om ikke America Great Again, men America Greater Again. Jeg tror heller ikke, at det vil gå så godt.

SCHLANGER: Helga, jeg har et spørgsmål mere til dig. Det er en, der skrev og sagde: »Jeg er blevet meget opmuntret af at se arrangementerne om fredagen i Den Internationale Fredskoalition, som du har taget initiativ til. Det ser ud til, at der er nogle mennesker, som er patrioter og gode borgere. Men hvordan får vi flere mennesker involveret i dette? Jeg prøver at få mine venner til at interessere sig, og de siger, at de har fået nok af politik.«

Når du besvarer det spørgsmål, hvorfor giver du os så ikke en fornemmelse af, hvad emnet vil være på fredag på det næste Zoom-opkald fra Den Internationale Fredskoalition?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, du skal blive ved med at gøre det, og du skal også være med: Ikke kun tale med dine venner og kolleger og så videre, men hjælpe os med at lave outreach og kontakte andre organisationer. Vi er helt sikkert på vej mod faren for kaos i hele verden. Det bliver naturligvis et emne på næste fredagsmøde, hvor vi vil se på, hvor verden står efter 10 eller 12 dage med Trump-administrationen, som allerede har medført dramatiske ændringer. Så vil vi helt sikkert se på, hvordan situationen er i Mellemøsten, hvor Trump nu har gentaget sit forslag om simpelthen at ændre palæstinensernes placering: Flytte dem ud af Gaza og ind i Egypten og Jordan og måske endda Indonesien. Tilsyneladende er ingen af disse regeringer blevet spurgt på forhånd. De har i hvert fald afvist det. Det var hele problemet, at Egypten ikke ville have palæstinenserne i Sinai-ørkenen, for eksempel, fordi de frygtede, at det kunne blive en permanent kilde til destabilisering for Egypten. Så jeg tror ikke, at der er nogen sandsynlighed for, at det vil ske, for palæstinensernes identitet har hele tiden været, at de insisterer på, at de har ret til deres eget land.

Så det vil helt sikkert blive et diskussionsemne. Og vi ser naturligvis ikke kun på dette som kommentatorer, men vi forfølger meget aggressivt ideen om, at det nu er det øjeblik, hvor Oase-planen skal lægges på bordet. Man er nødt til at have en helt anden tilgang. Hvis landene i regionen ville gå med til at sætte Oase-planen på den internationale dagsorden; det vil sige at skabe mere ferskvand ved at bygge kanaler, ved at bygge en masse atomkraftværker til afsaltning af store mængder vand, så man kunne overrisle hele regionen. Kina har bevist, at de kan overrisle store områder. De har kunstvandet et område på størrelse med Tyskland i nordøst, som tidligere var en ørken. Disse metoder skal anvendes i Mellemøsten, og på den måde skaber man en vision for fremtidens samarbejde. Man er nødt til at finde en tostatsløsning, ellers tror jeg ikke, det sker. Så er man nødt til at gå i gang med en massiv industriel udviklingsplan for alle, for palæstinenserne, men også for Libanon, for Syrien, for Yemen, for Irak. Hele regionen har påtrængende behov for at blive bygget op. Jeg tror forhåbentlig, at præsident Trump vil gå med til det. Han har gentagne gange sagt, at han tror på opbygning, og det ville være en unik chance. Hvis han er enig med, lad os sige, præsident Putin, præsident Xi Jinping, med Saudi-Arabien, er der en ny tilnærmelse mellem Saudi-Arabien og Iran. Hvis alle lande i regionen er enige, kan man ændre parametrene fuldstændigt og få ægte fred.

Så det vil helt sikkert være et emne på fredagsmødet. Vi mobiliserer i øjeblikket for at få så mange kræfter som muligt til at støtte Oase-planen; for at få den til at fungere. Det er helt sikkert et af emnerne.

SCHLANGER: Helga, bare et hurtigt spørgsmål: Har du endnu nogen antydninger af, at der er bevægelse i retning af et møde mellem Trump og Putin eller Trump og Xi Jinping? Det er blevet nævnt, men er der noget konkret om det endnu?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er ret sikker på, at det er under forberedelse. Disse topmøder kommer normalt ikke ud af det blå, men der er altid en proces, hvor eksperterne på de to sider begynder at diskutere emnerne, og når de er nået frem til en vis forståelse, mødes præsidenterne. Jeg har indikationer, som ikke er 100 % bekræftede, men jeg har indikationer på, at en sådan proces er i gang fra både Rusland og Kina. Putin sagde i dag eller i går, at krigen i Ukraine kan være slut om et par uger. Og under alle omstændigheder er situationen i Ukraine på vej mod et beslutningspunkt. Endda chefen for Ukraines militære efterretningstjeneste, Budanov, sagde, at enten er der fred for Ukraine inden sommer, eller også står selve Ukraines eksistens på spil. Det er første gang, at en ledende ukrainsk embedsmand siger sådan noget. Og i betragtning af at Trump har sagt, at han vil bidrage til at bringe Ukraine-krisen til ophør, kan man kun håbe, at de forslag, som Trump fremsætter over for Rusland, vil tage hensyn til Ruslands absolut væsentlige sikkerhedsinteresser, uden hvilke en aftale ikke er mulig. Men det er en meget anspændt situation. Det korte svar på dit spørgsmål er, at jeg har fuld tillid til, at disse ting er undervejs.

SCHLANGER: Vi ses på fredag til den Internationale Fredskoalitions næste Zoom-opkald. Vores seere kan hente det fra Schiller Instituttets hjemmeside, der er et link til det. Helga, tak fordi du kom i dag, og vi ses.

ZEPP-LAROUCHE: OK; indtil da.

Den Internationale Fredskoalition #87

af Dennis Speed (EIRNS) – 29. januar 2025

Mens der er en reel mulighed for, at en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur kan fremmes gennem den intense indsats fra forskellige af verdens præsidenter – blandt dem Ruslands Putin, Kinas Xi Jinping, Brasiliens Lula – for at engagere den anden Trump-administration i en dialog om »fred gennem udvikling« – det perspektiv, som pave Paul VI formulerede i sin banebrydende encyklika Populorum Progressio – kan en sådan transformation i det amerikanske perspektiv af historiske grunde ikke lykkes uden en indførelse, tilnærmelsesvis, af økonomen og statsmanden Lyndon LaRouches fysisk-økonomiske løsninger. LaRouches oase-plan for Sydvestasien, også kendt som »Mellemøsten«, illustrerer hvorfor. Gaza og Vestbredden – staten Palæstina – kan ikke blot behandles som en byggeplads, snarere end som en civilisatorisk korsvej.

Det faktum, at det er en korsvej ikke bare mellem Afrika, Asien og Europa, men også mellem islamisk, kristen og jødisk tro og kultur, kan være en styrke og ikke en svaghed, hvis man ser det fra oven. Genopbygning er nødvendig, det er sandt, men vand og fredelig atomkraft, ikke oliespekulation, massedeportationer og krig, må være dens fremtid. LaRouches Oase-plan kan kun gennemføres med en kombination af Kina, Rusland og USA i spidsen for bestræbelserne. Ingen af disse nationer har tillid til, at de alene kan lede en indsats sammen med naboerne i Sydvestasien. Men sammen kan sådan noget lade sig gøre, sådan et mirakel kan opnås. Den fælles gennemførelse af Oase-planen, eller en tilnærmelse til den, må blive et diskussionsemne blandt de tre ledere i den nærmeste fremtid.

Den institutionelle modstand mod LaRouche og hans Oase-plan, som i sin essens blev udarbejdet for over 50 år siden, kom ikke fra Sydvestasien, men fra de angloamerikanske »Henry Kissinger«-efterretningstjenester, som stadig er imod den i dag. Disse agenturer, som regelmæssigt bruges af stærke finansielle kræfter til at overtræde den amerikanske forfatning og dens præambel-forskrift om »fremme af den generelle velfærd«, må omstruktureres eller afskaffes. Den meget velkomne frigivelse af arkiverne om mordene på John F. Kennedy, Martin Luther King og Robert F. Kennedy – men først nu, årtier efter at disse begivenheder fandt sted – viser hvorfor.

Efter mordene i 1960’erne gav den uretfærdige forfølgelse og endelige fængsling af præsidentkandidaten Lyndon LaRouche, især i løbet af 1980’erne, mulighed for et senere intensiveret »angreb på præsidentskabet«. Dette blev foretaget i 1990’erne af den britiske efterretningsagent Ambrose Evans-Pritchard, som ved at operere mod den daværende præsident Bill Clinton spillede en vigtig rolle i at sikre Clintons rigsretssag i 1998. Derefter sikrede den britiske efterretningsagent Christopher Steele og MI6-chefen Sir Richard Dearlove, blandt andre, en næsten ødelæggelse af præsidentembedet, især gennem »Russiagate« og de to rigsretssager mod Donald Trump i hans præsidentperiode 2017-2021.

Den næsten ødelæggelse af USA’s nationale sikkerhedskapacitet – og derigennem selve den amerikanske republik – ved hjælp af kriminelle, forræderiske operationer udført gennem det »særlige forhold« til den britiske efterretningstjeneste og dens forlængelse, kendt som »de fem øjne«, havde bragt præsidentskabet på katastrofens rand fra den 11. september 2001 til den seneste proces, der førte til valget den 5. november 2024. (Dette involverede ikke kun det amerikanske valg, men også fremkomsten af BRIKS- og BRIKS-Plus-nationerne i løbet af 2023 og 2024, herunder deres forsøg på at spille en rolle i Ukraine-konflikten, og især Sydafrikas rolle ved Den Internationale Domstol). Hvis udnævnelserne til stillingen som direktør for den nationale efterretningstjeneste og leder af Federal Bureau of Investigation (FBI) går igennem som foreslået, kan det ætsende »særlige forhold« mellem USA og Storbritannien undergå en politisk rodbehandling.

Med hensyn til Tulsi Gabbard har 60 efterretningsfolk netop godkendt Gabbards nominering til direktør for den nationale efterretningstjeneste.

Input til præsidenten, især om international sikkerhed og militære anliggender, der vil afgøre, om millioner af mennesker på denne planet lever eller dør eller bliver fordrevet af krig, skal tages ud af hænderne på dem, som har bragt os på afgrundens rand af selvudslettelse. Direktøren for den nationale efterretningstjeneste, den person, der leder den daglige briefing af præsidenten, har en afgørende funktion. Mens de kandidater, som Trump har foreslået, generelt er kommet igennem, er det vigtigt i de næste dage at mobilisere det amerikanske folk og andre for at sikre, at denne særlige nominering og nomineringen af Kash Patel går igennem. De, der i øjeblikket gemmer sig i gemmerne hos de 18 efterretningstjenester, og som er helt oppe at køre over, at denne rolle bliver givet til en, der ikke er medlem af den såkaldte »dybe stat«, er ikke så bekymrede for Gabbard, men for, hvad det vil betyde for det amerikanske folk at blive så opildnet, at det kræver gennemsigtighed og ansvarlighed fra disse tjenester.

Under en diskussion tirsdag morgen den 28. januar med dommer Andrew Napolitano bemærkede ambassadør Chas Freeman, med henvisning til Hamas-angrebet den 7. oktober 2023, som var det umiddelbare flammepunkt, der indledte drabene på, hvad der nu kunne være så mange som 200.000 palæstinensere i Gaza og på Vestbredden, at »efterretningsfejl oftere er fejl i intellektet end fejl i information.« Økonomen Lyndon LaRouche, grundlæggeren af Executive Intelligence Review i 1974, bemærkede til sine medarbejdere, at: »Alt arbejde er i bund og grund efterretning. Det eneste vigtige arbejde, vi udfører, er efterretningsarbejde. Det betyder, at alle bør være med i den drøftende proces – dem, der laver den daglige indsamling af input, mødes oftere, men alle er involveret i den. Ellers er de ikke intelligente. Og det er en forfærdelig ting ikke at være en intelligent livsform, ikke sandt? Det vil sende dig i hundene meget hurtigt.« Lad os i de næste timer og dage ikke bare kræve, men begynde at rense ud i »den dybe stats« Augeias-stalde.

Ikke korrekturlæst

af Jason Ross (EIRNS) – 29. januar 2025

Trump vender op og ned på mange forhold, nogle gange nyttigt, andre gange ikke. Men den rædsel, som London [The Economist og New York Times ] gav udtryk for over hans kandidater Tulsi Gabbard og Kash Patel, afspejler den potentielt store betydning af at bekræfte en direktør for den nationale efterretningstjeneste og en FBI-direktør, som kan udfordre snarere end støtte de politiske intentioner i det såkaldte »efterretnings«-samfund og den angloamerikanske elite mere generelt.

På sin første dag i embedet udstedte Trump – som selv har overlevet mindst to troværdige mordforsøg – en bekendtgørelse om, at der inden for 15 dage skulle udarbejdes planer for en uredigeret frigivelse af alle resterende filer om mordet på præsident Kennedy og inden for 45 dage for Robert Kennedy og Martin Luther King.

Denne afklassificering og Gabbards og Patels efterforskningsindsats kan være afgørende for at knuse magten hos det, LaRouche-bevægelsen har kaldt Det Internationale Snigmordsbureau, som stod bag drabene og terrorismen fra midten af det 20. århundrede, og som ødelagde den nationale suverænitet og forhindrede økonomisk udvikling.

Den mentale tilstand af krisestyring, der fremkaldes af en parade af angiveligt eksistentielle trusler, som kræver øjeblikkelig reaktion, gør det næsten umuligt at tænke, at overveje et lands eller verdens fremtid.

Det er derfor, Løgnernes Bureau, inklusive dets mange medievedhæng og aktiver, arbejder så hårdt på at forhindre Tulsi Gabbard og Kash Patel i at blive godkendt i deres stillinger.

Snesevis af LaRouche-bevægelsens aktivister og venner arbejdede onsdag den 29. januar på at sprede budskabet i hele Kongressen om, at bekræftelseshøringerne den 30. januar og de efterfølgende afstemninger er ekstremt vigtige for at hjælpe USA med at genvinde sin suverænitet og kaste lænkerne af sit såkaldte »særlige« forhold til Storbritannien, som det kæmpede en vellykket revolution imod for omkring 250 år siden.

Vi må identificere leverandørerne af kontraproduktive politikker som Green New Deal, manien omkring spekulation og kryptovalutaer, det »«woke»«-kulturelle mareridt, som de transatlantiske lande ser ud til at vågne op fra, og den permanente krigspolitik, der ser en angloamerikansk ledet unipolær verden som den eneste tilladelige fremtid. Dette netværk af imperiale planer kan udryddes, og en sund kultur med teknologisk og kulturel vækst, fælles menneskelighed og smukke værker kan træde i stedet.

Så hvis du ikke allerede har gjort det – også selvom du har – så benyt lejligheden til at opfordre senatorerne til at bekræfte Tulsi Gabbard og Kash Patel.

Foto: EIRNS/Robert Baker

Ikke korrekturlæst

[CCC]

29. januar 2025 (EIRNS) – Den tidligere italienske finansminister (2008-2011) Giulio Tremonti opfordrede til et nyt Bretton Woods i et interview med det italienske dagblad {Corriere della Sera}, der blev offentliggjort den 28. januar. Tremonti præsenterede sin nye bog, {Krig og fred}, hvor han sammenligner afslutningen på globaliseringen med begivenhederne i det 15. århundrede. Dengang var der fire »revolutionære begivenheder«: opdagelsen af Amerika, opfindelsen af trykpressen, oversvømmelsen af Europa med guld og sølv fra Amerika, som fik Spanien til at gå i betalingsstandsning seks gange, og den osmanniske trussel mod Europa.

I dag ser Tremonti analogier med »opdagelsen« af Asien og frem for alt Kina; internettet (»{Digito ergo sum}«); og hvad angår valuta, »er der en enorm pengemasse i omløb, så meget, at vi for at beregne de hyperbolske tal er gået fra milliarder til billioner.« Derefter nævner Tremonti, som burde vide bedre, fejlagtigt »tropper, der fra øst bevæger sig for at angribe den vestlige civilisation.«

Tremonti insisterer på, at globaliseringen ikke var forkert i sig selv, men »det blev gjort for hurtigt« af »en bande uansvarlige politikere«. Europa er blandt andet blevet hyperreguleret, eksemplificeret ved Maastricht-traktaten med 1,2 millioner sider.

Under de nuværende regler ville opfinderen af den trådløse telegraf og radioen »Guglielmo Marconi blive jagtet af politiet i dag for at overtræde post- og skatteregler og endda navigationskoden.« Men den største fejl var at overlade magten til centralbankerne. »Frankfurt er blevet et tempel. Da Draghi overdrog ECB til Christine Lagarde, var alle stats- og regeringschefer til stede for at klappe. Kunne du forestille dig Adenauer, de Gaulle eller Mitterrand hylde centralbankfolk?«

»Vi har brug for et nyt Bretton Woods, som omfatter USA’s, Kinas og G7-landenes interesser for at nå frem til en fælles plan for regler, så vi kan lukke det hul, der er opstået mellem en virkelighed uden regler og regler uden virkelighed«, er Tremontis konklusion.

Der er meget LaRouche i Tremontis idé om et nyt Bretton Woods. Tremonti har kendt til LaRouches ideer i årtier og delte podium med ham i 2007 på en konference i Rom arrangeret af {EIR}. Han har støttet ideerne om både den eurasiske landbro og genindførelsen af Glass-Steagall-loven.

Den 13. marts 2013 anerkendte Tremonti LaRouches forfatterskab til projektet om den nye silkevej, i et interview med {Corriere della Sera}. »Silkevejen – det vil sige Bælte- og Vej-Initiativet, som præsident Xi Jinping ønsker – er et projekt, der går tilbage til midten af 90’erne, af den amerikanske visionær Lyndon LaRouche, som så det som menneskehedens frelse.«

Tremonti har igen nævnt LaRouche i en høring i et underudvalg af Deputeretkammerets udenrigspolitiske komité den 23. november 2023. Ifølge det stenografiske referat fra underudvalget kaldte Tremonti dog LaRouche for en »anarkist«: »Ideen om de store ruter har været udviklet i årtier; måske kan du ikke huske det, men der var en amerikansk anarkist, Lyndon LaRouche, som tegnede de store jernbanelinjer fra øst til vest, der gik gennem – må jeg sige – Rusland.«

Foto: Wikimedia Commons

Afskriftet kommer senere.

af Stewart Battle (EIRNS) – 27. januar 2025

Hvis man ser rigtigt på det, kaster mandagens overraskende fald på det amerikanske aktiemarked lys over den reelle situation, som den vestlige verden står over for i dag. Det finansielle chok var en reaktion på nyheden i slutningen af sidste uge om, at den nye kinesiske AI-model, DeepSeek, havde klaret sig bedre end de førende amerikanske modeller, og det til en brøkdel af omkostningerne og energiforbruget. Dette skete efter måneder og år med bestræbelser fra Biden-administrationen på at sanktionere Kina og begrænse dets adgang til avancerede halvledere, kombineret med hundredvis af milliarder dollars i investeringer i USA’s AI-kapacitet i håb om, at det ville give USA et forspring. Som mange har bemærket, er afsløringen af DeepSeek i stedet en slags »Sputnik-øjeblik«.

Mens den slags brutale foranstaltninger, som Biden anvendte, måske har fungeret i begrænset omfang i tidligere tider, har verden i dag tydeligvis ændret sig. I en lignende udvikling er Ruslands økonomi fortsat med at vokse og rapporterede i sidste måned indtægter, der var 28 % større end for et år siden. Det mest bemærkelsesværdige er, at de største gevinster var inden for salg af andre varer end olie og gas. Det er tydeligt, at de vestlige sanktioner ikke har formået at få den russiske økonomi til at kollapse, og dette endda på trods af de hårde amerikanske sanktioner, der blev indført i november.

Ukraine er et andet område, hvor den vestlige politik har slået fejl. Der er opstået panik på tværs af Atlanten, efter at Trump-administrationen har meddelt en pause i støtten til Ukraine og andre lande, samtidig med at Ukraines ressourcer, militære udstyr og arbejdskraft er ved at nå et bristepunkt. Desuden kan det ikke længere benægtes, at Rusland konstant vinder frem på slagmarken på trods af de hundredvis af milliarder, der er brugt på at »svække« landet.

Den virkelige krise, som USA og Vesten står over for, er todelt: For det første gennemgår verden et faseskift, væk fra de foregående århundreder med koloniserede og kolonisatorer, og ind i en ny æra, som afviser metoderne og aksiomerne i det tidligere system. Hvis Vesten vil undgå en eventuel verdenskrig, må det finde en ny identitet, som ikke længere er afhængig af trusler, afpresning og magt. For det andet er hele det transatlantiske finanssystem bankerot og har ikke lang levetid i denne verden. Kun en radikal ændring væk fra den monetaristiske politik med at understøtte fiktive aktiver – herunder gennem den form for kryptofanatisme, der for nylig har vundet indpas  kan afværge denne kommende katastrofe. Og på trods af præsident Trumps insisteren på at nedbryde den liberale »globalistiske« verdensorden og alle de katastrofer den har skabt, er det på nuværende tidspunkt ikke klart, om han er parat til at tage fat på disse grundlæggende problemstillinger.

I en diskussion med medarbejdere i dag sagde Helga Zepp-LaRouche, at den strategiske situation i dag er så fuld af modsætninger, at det eneste, man virkelig kan sige, er, at disse modsætninger før eller siden vil detonere, og indtil da er der ingen forudsigelig retning, som tingene vil tage. Derfor skal der handles nu for at lægge fundamentalt nye løsninger på bordet.

Tag sagen om Gaza. Våbenhvilen holder stadig på trods af betydelige spændinger på Vestbredden og i Libanon. Hvilken bedre mulighed er der for at genopbygge Vestens troværdighed og moralske status i verden end at bruge dette øjeblik til at opbygge en smuk, uafhængig palæstinensisk nation ved at skabe moderne infrastruktur og vandsystemer i hele regionen og sikre velstand og stabilitet i de kommende årtier? En sådan indsats kunne naturligvis gøres sammen med Kina, et land, som allerede har valgt den teknologiske og økonomiske udviklings vej frem for finansiel spekulation og militarisering. Hvis et sådant samarbejdsforhold blev etableret omkring løsningen af vigtige spørgsmål, såsom det mellem Palæstina og Israel, ville det ikke kun betyde en ny æra for Sydvestasien, men en ny æra for verden som helhed.

Mandag den 27. januar markerede 50-året for afstemningen om etableringen af Church Committee, som førte til den første større undersøgelse nogensinde af grove overtrædelser fra det amerikanske efterretningsvæsens side. På trods af de væsentlige resultater dengang har disse agenturer udelukkende fortsat deres modbydelige aktiviteter, både mod amerikanske borgere og i udlandet, og sidder i dag i spidsen for det fejlslagne unipolære perspektiv, der har ført os til randen af en atomar tredje verdenskrig. Uden disse forræderiske netværk ville vestlige nationer og deres borgere ikke være overbevist om, at lande som Rusland og Kina er vores »fjender«, for eksempel.

Senatets bekræftelseshøringer for Tulsi Gabbard og Kash Patel begynder torsdag den 30. januar og vil blive heftigt anfægtet af efterretningstjenesternes bureaukrater og deres loyalister i Kongressen. Deres bekræftelse ville være en stor sejr i forhold til at vælte denne »dybe stat« og nærme sig de faktiske udfordringer, som Vesten står over for, med friske øjne. Præsidenten for LaRouche-organisationen, Diane Sare, har skrevet en ny erklæring om dette, som er en absolut nødvendighed at læse: »Er der en demokrat i Senatet med halvt så stor integritet som Frank Church? Hvis ja, vil du handle for at sikre bekræftelsen af Tulsi Gabbard og Kash Patel.« Distribuer den bredt, og kontakt dine senatorer for at bede dem om at stemme for at bekræfte Gabbard og Patel.

Foto: CC/Government of Thailand

14. januar 2025 — LaRouche-organisationen i USA har udgivet en hvidbog, Løgnerens bureau (The Liar’s Bureau), der besvarer spørgsmålet, “Hvem vil blokere for, at Tulsi Gabbard bliver direktør for de nationale efterretningstjenester og Kash Patel direktør for FBI, og hvad prøver de at skjule?”

Læs rapporten her på engelsk:

Download (PDF, Unknown)

Kontakt os: +45 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk
Dansk: www.schillerinstitut.dk
Præsentationsvideo: Schiller Instituttet: Fred Gennem Udvikling:
• Schiller Institut trailer: Fred genne…

Andre vigtige hjemmesider:
English: www.schillerinstitute.com
www.laroucheorganization.com
www.larouchepub.com
www.larouchepub.com/eiw

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 4. december 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche: Hun er grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er onsdag den 4. december 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Helga, din afdøde mand, Lyndon LaRouche, sagde engang, at virkeligheden er en hård læremester. Men der kan ikke findes nogen løsninger, medmindre folk ser virkeligheden i øjnene, hvilket ikke er let i den transatlantiske verden, hvor vi bombarderes med fortællinger, som præsenteres af de selvsamme mennesker, der skaber krige og depression. Så den » livets mobilisering«, som du opfordrede til i denne uge, indledes med at se virkeligheden i øjnene. Så derfor synes jeg, at vi skal begynde i dag med din opsummering af, hvor tingene står i en verden, der undergår dramatiske forandringer: Hvad er den virkelighed, vi skal se i øjnene?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Verden har aldrig været tættere på faren for atomar udslettelse. Det siger mange mennesker nu, senest Tucker Carlson, som er ankommet til Moskva til et interview, han skal have med udenrigsminister Sergey Lavrov. Og hans pointe er, at det amerikanske folk i allerhøjeste grad er nødt til at høre Ruslands perspektiv, for alt, hvad de får fra USA, er et meget ensidigt syn, og han sagde, at vi befinder os i en situation, der er farligere end under Cubakrisen. Og jeg kan ikke tilføje noget, for det er, hvad det er!

Det, vi er vidne til lige nu, i opløbet til den 20. januar 2025, hvor præsident Trump angiveligt vil træde ind i Det Hvide Hus og i det mindste ændre nogle politikker, som skaber en del hysteri i den atlantiske fraktions lejr, som er allieret med Biden, så det, vi ser lige nu, er en utrolig destabilisering af hele verdensarkitekturen. Hvis man læser nyhederne og prøver at få et overblik over, hvor vi er, har man en fornemmelse af, at hele verdens fundament, verdenssystemet, som vi har kendt det i endog i den seneste periode, ryster, det smuldrer. Og det seneste udtryk for det er forsøget på at indføre undtagelsestilstand i Sydkorea, som blev annulleret af parlamentet ved en hurtig afstemning. Nu mobiliserer den sydkoreanske fagforening en generalstrejke for at tvinge præsident Yoon Yuk Seol til at træde tilbage. Det er én situation, og præsident Yoon beskylder oppositionen for at være knyttet til Nordkorea. Det er en uklar situation, men parlamentet stemte enstemmigt for at ophæve undtagelsestilstanden. Det er en dramatisk situation lige dér.

Så er der forsøget på at lave et nyt »Maidan«-kup i Georgien, hvor pro-EU-demonstranter demonstrerede på vegne af præsident Salome Zourabichvili, som er en kvinde, der er født i Paris, og som har tilbragt flere årtier i Frankrigs diplomatiske tjeneste. Hun blev personligt uddannet af Zbigniew Brzezinski på Columbia University i New York og arbejdede derefter for NATO. Og i 2004 blev hun udenrigsminister i Georgien, så det er ikke ligefrem et udtryk for georgisk patriotisme, men snarere en af disse typisk installerede østeuropæiske personer, som er blevet oplært i Vesten i situationen efter den kolde krig, for derefter at blive installeret for at give troværdighed til ideen om, at de østeuropæiske lande ville have ønsket, at NATO skulle udvides, hvilket i mange tilfælde bare er en komplet iscenesættelse. Fordi disse mennesker blev promoveret af folk som Victoria Nuland, og Biden spillede også en stor rolle i alt dette. Så nu er der demonstrationer, og forfatningsdomstolen har lige afgjort, at præsidentens forsøg på at erklære parlamentsvalget ugyldigt – det blev afvist af forfatningsdomstolen med stemmerne 7-2 – og bekræftede premierminister Irakli Kobakhidze i hans nuværende kurs. Men det er en meget ustabil situation, og NGO’erne støttes naturligvis af Vesten.

Og så er der den absolut dramatiske situation i Syrien, hvor der ud af det blå – naturligvis ikke på stedet, men set fra en vestlig observatørs synspunkt ud af det blå – kom et massivt angreb fra nye terrororganisationer, de såkaldte Hayat Tahrir al-Sham’s, eller HTS, som er en forkortelse for et arabisk navn, der er en omdannelse af al-Qaeda/al-Nusra-organisationerne, og som ifølge senator Richard H. Black støttes af USA og endda af CIA. De er i gang med en massiv offensiv mod præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker, som er blevet svækket af mange års Cæsar-sanktioner, der har forhindret den syriske økonomi i at komme på fode igen. Nu får han støtte fra både Rusland og Iran, men det er en forfærdelig situation, for det er klart, at et af målene er at afskære forsyningslinjen fra Syrien til Libanon i forbindelse med våbenhvilen mellem Israel og Hizbollah, som Israel har brudt flere gange. Og det er klart, at Iran lader til at være tilbageholdende over for hele situationen, fordi de er meget opmærksomme på, at når Iran officielt kommer mere ind i billedet, kan det udnyttes som et påskud til at bombe Irans atomanlæg.

Så hele regionen er en komplet krudttønde. Jeg kan ikke rigtig vurdere, hvor magtbalancen er, og hvordan det vil udspille sig, men det er endnu et område, hvor vi er på randen af tredje verdenskrig – som vi selvfølgelig er i Ukraine, hvor vi lige nu har den utrolige situation, at den tyske kansler Olaf Scholz, som har kapituleret over for alle aspekter af NATO’s politik, bortset fra at han nu modsætter sig at levere det tyske Taurus-langdistancemissil til Kiev, efter at det amerikanske ATAMCS, det britiske Storm Shadow og det franske SCALP-missil er blevet sendt af sted. Og Taurus, som har en lidt længere rækkevidde, siger Scholz ville være den snubletråd, som ville gøre Tyskland til en direkte krigspartner mod Rusland, så han er imod det. Men der er en stor kabale af dumme mennesker, som forsøger at slippe af med Scholz og erstatte ham med den kristendemokratiske leder Friedrich Merz, som går ind for øjeblikkelig levering af Taurus, og som også vil have de amerikanske mellemdistancemissiler placeret i Tyskland i 2026, hvilket virkelig vil gøre Tyskland til en krigspartner.

Så Tyskland er under et voldsomt angreb fra alle sider; den tyske økonomi er ved at kollapse. I dag, som måske allerede er sket, blev der stemt om at få den franske premierminister Michel Barnier ud, fordi de ikke kunne finde et kompromis om budgettet, så uanset hvad der sker, vil der være ustabilitet i flere måneder i det mindste i Frankrig, med den eksplosive situation i Tyskland, og situationen i USA er absolut anspændt i perioden op til den 20. januar.

Så jeg tror, vi må være forberedt på, at tingene kommer til at gå endog endnu mere skævt, og det er derfor, vi har indkaldt til det internationale Schiller Instituts konference i den kommende weekend, lørdag og søndag, som er et forsøg på at samle den slags kræfter af kvalificerede talere, der repræsenterer forskellige nationer og forskellig ekspertise, for at lægge løsningen på bordet for, hvordan vi kan komme ud af dette, og det er et nyt paradigme, hvor landene i det kollektive Vesten vil samarbejde med den Globale Majoritet i stedet for at gøre Rusland og Kina til fjenden og så optrappe og ende i Tredje Verdenskrig. Så det vigtigste, I seere kan gøre, når I har set alt dette, er at tilmelde jer konferencen i denne weekend. Det vil give adgang til simultantolkning til forskellige sprog, spansk, tysk og fransk, og man kan deltage i diskussionen. Så selvom du er engelsktalende, bør du registrere dig, selv om live-streamingen er tilgængelig andetsteds.

Det vil være stedet, hvor vi vil diskutere, hvilke muligheder der findes, for de eksisterer. Vi kan komme ud af denne krise, men det kræver en meget stor mobilisering af befolkningen, for vi har aldrig været i så stor livsfare som lige nu.

SCHLANGER: Konferencen finder sted lørdag og søndag og starter kl. 9.00 østlig tid i USA hver dag. Du kan tilmelde dig, det er en online-konference. Du kan finde tilmeldingssiden på Schiller Instituttets hjemmeside.

Det var bestemt et hårdtslående billede af virkeligheden. Vi har en række spørgsmål til dele af det, du lige har præsenteret. Lad mig starte med Mellemøsten. To personer skrev ind, den ene er en pensioneret skolelærer fra Skotland. Han siger: »Det, der sker i Syrien, er skræmmende. Det lyder, som om de samme terrorister, som dræbte kristne, drusere og shiamuslimer under borgerkrigen, der startede i 2011, er tilbage. Der går rygter om, at de bliver støttet af CIA, briterne, israelerne og endda Ukraine. Er der nogen sandhed i de rygter?«

Vi har en anden kommentar, som jeg synes er meget vigtig. Den er fra en blogger, som skriver om national sikkerhed. Han skrev om, hvad Bidens nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan sagde, da han blev spurgt om situationen der, og han sagde: »Vi græder ikke over, at Assad-regeringen, der støttes af Rusland, Iran og Hizbollah, er udsat for en vis form for pres.« Og denne blogger mindede os om, at Sullivan den 12. februar 2012 sendte en e-mail til daværende udenrigsminister Hillary Clinton, hvori han sagde, at »al-Qaeda er på vores side i Syrien.« Og han spørger: »Hvordan kan sådan en person få lov til at sidde i regeringen?«

ZEPP-LAROUCHE: [griner] Det er et godt spørgsmål! For det første var der ingen borgerkrig i 2011. Den var fuldstændig orkestreret og igangsat fra begyndelsen af de samme kræfter, som er i aktion nu, og det var et forsøg på at vælte Assads legitime regering, som så reagerede, og det blev udlagt som »Assad the monster« osv. Men i virkeligheden var det lige fra begyndelsen sådan, at al-Qaeda og al-Nusra og alle disse grupper blev støttet af USA. Det var det spørgsmål, som general Flynn forsøgte at gøre Obama opmærksom på i 2012, men han ville ikke høre på det. Jeg tror, at hvis man ser på kronologien i disse ting, så er det et meget grimt billede. Og det er sandt, at sandsynligheden for, at ukrainerne er i Aleppo og hjælper terroristerne, også blev nævnt af det russiske udenrigsministeriums talskvinde Maria Zakharova og forskellige andre kommentatorer, der sagde, at disse syriske terrorister ikke ved, hvordan de skal håndtere de avancerede teknologiske enheder i forbindelse med data og information, og at ukrainerne faktisk er der på stedet for at hjælpe dem med den nødvendige assistance.

Så det er utroligt, hvis man tænker over det, at Vesten støtter terrorister, de støtter folk, der af vestlige kilder og naturligvis også af russere karakteriseres som værende i traditionen fra Stepan Bandera [den ukrainske pro-nazistiske kollaboratør under Anden Verdenskrig]. Og uanset hvad der kommer ud af denne situation, hvis det er Tredje Verdenskrig, så er det et ligegyldigt spørgsmål. Men hvis støvet lægger sig, og historikerne ser tilbage på denne periode i historien, så mister Vesten lige nu absolut sin troværdighed ved at gøre dette! Hvad handler »demokrati« om? Hvad handler »menneskerettigheder« om? Hvad med den såkaldte »retsstat«? Alt det ryger ud af vinduet: Den vestlige politiks dobbeltmoral er et diskussionsemne i alle hjørner af kloden, og det ved jeg, fordi jeg har haft nok diskussioner i den seneste tid fra alle mulige lande, og de siger alle: »Hvad sker der med Vesten? Hvad sker der med de tidligere stolte lande i Europa, som havde en følelse af at være anstændige republikker eller demokratier? Og se nu, hvad de gør!« Og det er tegnet på det døende imperium: Jeg kan ikke give det en anden betegnelse. Og vi har én måde at redde os selv på, og det er ved at ændre denne politik og vende tilbage til vores bedste traditioner, som vi har. Vi har den italienske renæssance, vi har den tyske klassiske periode, vi har andre store traditioner i Europa, som vi opgiver lige nu ved at være kolonier i Anglosfæren, som føler, at de er i en sidste kamp mod den Globale Majoritet.

Vejen ud ville være meget let: Hvis du stopper konfrontationen og erklærer, at du vil samarbejde med den Globale Majoritet, kunne alle disse problemer forsvinde på en dag – og jeg mener det virkelig. Jeg mener det ikke på den måde, at Trump siger, at han kan redde situationen i Ukraine på en dag. Jeg mener virkelig, at hvis Vesten ville sende et stærkt signal om, at de reflekterer over, at de er kommet til den konklusion, at vi er på randen af tredje verdenskrig, og at det ikke er det værd at ofre hele menneskehedens eksistens for denne kamp, så ved jeg, at Kina og Rusland og alle de andre lande straks ville byde det velkommen og sætte sig til forhandlingsbordet. Og det hele kunne reddes.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet, som vil være vært for en international online-konference den 7.-8. december. Du kan tilmelde dig på Schiller Instituttets hjemmeside, hvor du også kan finde konferenceprogrammet og talerne.

Helga, du har lige nævnt Rusland, Kina og BRIKS. Der kom et spørgsmål ind fra en amerikansk podcaster, som sagde: »Jeg lyttede til, hvad du sagde i sidste uge om dit nylige besøg i Kina. Det lød spændende. Jeg kan se, at du støtter det, de gør, men jeg bliver ved med at høre, at Kina gør nogle dårlige ting. De står bag fentanyltrafikken, som kommer ind i USA, og de er stadig involveret i industrispionage for at stjæle amerikanske videnskabelige fremskridt. Hvad mener du om disse anklager, og er de legitime, eller er de en del af krigspolitikken?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er en ubegrundet beskyldning. For det første rådede Alexander Hamilton alle sine diplomater til at spionere så meget som muligt i udlandet for at hjælpe med at opbygge den unge amerikanske republik. Alle lande i hele verden har udført spionage. Vesten er ikke så hellig, at de ikke ville forsøge at gøre det selv.

Når det er sagt, hvem spionerer så på hvem? Hvis man ser på Australian Strategic Policy Institute’s (ASPI) Critical Technology Tracker, og de har for nylig offentliggjort, at Kina er førende i 37 kategorier ud af 48: Det betyder, at de er langt foran Vesten på de fleste af disse områder, og derfor er det at skære i eget kød, når USA nu øger toldsatserne, og Trump sagde, at han endda ville kræve 100 % told. ASPI’s Critical Technology Tracker, så du kan selv tjekke den ud. Det er en anti-Kina australsk tænketank, og det har de sagt.

Under alle omstændigheder har Kina ændret sin økonomiske politik under Xi Jinpings ledelse ved at optrappe det, som Deng Xiaoping havde startet med reformen og åbningen, der begyndte i 1978. Og efter at Kina blev medlem af WTO, skete der et gigantisk spring fremad, igen ved ikke at vende sig mod den vestlige liberale model, som Vesten havde håbet, men ved at vende sig mod den 5.000 år gamle kinesiske tradition, den konfucianske lære. Og når alt kommer til alt, var Kina den førende nation indtil det 15. århundrede – det har folk glemt. Så det er ikke ukarakteristisk, at Kina har sådan en førende position, og især med Xi Jinpings vægt på videnskab og teknologi, på innovation som kilden til produktivitet i økonomien, har Kina lagt en enorm indsats i uddannelse, i videnskabelige gennembrud; De uddanner hvert år ti gange flere videnskabsfolk og ingeniører end USA, hvilket til dels skyldes befolkningens størrelse, men især deres politik, som går ud på at fremme banebrydende teknologier og sikre, at de anvendes i økonomien uden forsinkelse, og derfor bliver de hele tiden mere produktive. Og de gør det, som USA og Europa plejede at gøre, da vi stadig var fornuftige! Men Vesten vendte sig væk fra den model, som Friedrich List havde kaldt det amerikanske system for økonomisk udvikling, eller kameralisme, eller hvad traditionen nu var, og Vesten vendte sig mod spekulation i, at penge skaber penge. Det var den tåbelige beslutning, som min afdøde mand, Lyndon LaRouche, identificerede, da Nixon den 15. august 1971 erklærede, at man ville skifte fra faste valutakurser til flydende valutakurser, og Lyndon LaRouche sagde straks: Hvis du fortsætter ad den vej, vil det føre til en ny depression, en ny fascisme, en ny fare for krig, medmindre man laver et helt andet økonomisk system. Og det har vist sig, at han havde fuldstændig ret, for nu, mere end 50 år senere, er vi nået til det punkt, hvor det vestlige finanssystem er gået totalt i opløsning, og det er uløseligt. Det kan ikke afhjælpes, for i 2008, da vi allerede havde en systemisk krise, ville der have været en chance for virkelig at reformere det og reorganisere det. Men det gjorde de ikke, og i stedet gik de over til kvantitative lempelser, og nu vakler de mellem kvantitative stramninger og kvantitative lempelser.

Men de er nået til vejs ende, for det vestlige finanssystem sidder på 2 billioner dollars i udestående derivatkontrakter, jeg tror, det er 300 billioner dollars i udestående gæld i alt. Det kan ikke betales! Og da Vesten også har hengivet sig til den grønne fantasi, er de nødvendige avancerede teknologier ikke længere til stede, undtagen på meget selektive områder, men ikke i den fysiske produktion. Det er en af grundene til, at Vesten ikke kan følge med Rusland i den militære produktion.

Så derfor tror jeg, at vi er nået til et punkt, hvor vi er nødt til at stoppe Kina-bashingen, for den er ikke sandfærdig! Kina gør, hvad der er godt for Kina, og de har rakt hånden ud og hjulpet udviklingslandene med at overvinde underudviklingen, men de er langt, langt forbi det punkt, hvor de er nødt til at stjæle fra Vesten, fordi de er førende! Så Vesten kan stjæle fra Kina – hvis de kan. Det er virkelig vigtigt, at vi får styr på disse fakta.

SCHLANGER: En af de ting, vi gør i den retning, er, at Schiller Instituttet netop har udgivet en ny rapport, »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War«. Og den gennemgår LaRouches plan for at bryde ud af denne depression, det globale kollaps, som er forårsaget af det vestlige etablissement.

Der er mange spørgsmål, og jeg vil prøve at opsummere nogle få. Bethany fra Spanien spørger: »Mener du, at stedfortræderkrige bør gøres ulovlige?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja! Svaret på det er helt klart ja. Det eneste spørgsmål er, hvordan man håndhæver det? Problemet er, at vi har bevæget os væk fra international lov, som den blev formuleret i FN-pagten, fordi nogle lande erstatter den med »magt giver ret«, og det kan man se på adfærden i FN’s Sikkerhedsråd. Og så kommer man til spørgsmålet, om FN’s Sikkerhedsråd i det hele taget kan træffe en beslutning under forhold, hvor en af de fem permanente medlemmer konstant nedlægger veto og derfor ikke kommer frem til nogen juridisk gyldig konklusion. Men man ser også spørgsmålet om håndhævelse i forbindelse med ICC.

Så jeg tror, at spørgsmålet om påtrængende behov for at reformere FN og FN’s Sikkerhedsråd er et af de spørgsmål, som helt klart kommer på dagsordenen. Jeg er helt enig i, at stedfortræderkrige ikke bør tillades og bør forbydes, men spørgsmålet er, hvordan man håndhæver det?

SCHLANGER: Vi havde også et spørgsmål om håndhævelsen af Den Internationale Straffedomstols anklager mod Netanyahu og Gallant og spurgte, hvorfor USA’s regering vedvarende modsætter sig, at disse anklager bliver afleveret, og om der er nogen chance for, at de vil blive håndhævet?

ZEPP-LAROUCHE: Under de nuværende omstændigheder ser jeg det ikke ske, fordi – jeg håber, at jeg tager fejl, men det ser ud til, at Trumps udnævnelser i forhold til Mellemøsten-politikken også meget tydeligt hælder i retning af at være ret ensidigt pro-israelske. Så medmindre der sker en fuldstændig ændring af den internationale orden i retning af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som virkelig skal sætte det hele på et brugbart grundlag, kan jeg ikke se det.

SCHLANGER: Og igen, med hensyn til spørgsmålet om dialog, som du har talt om, har vi et spørgsmål fra professor Larafy [ph]: »Tror du, det er muligt, at det internationale samfund kan indgå i en fornuftig dialog mellem nord og syd, når de store konflikter, som f.eks. i Ukraine, er løst?«

ZEPP-LAROUCHE: Det tror jeg, for vi er trods alt mennesker. Hvis jeg ikke troede på, at vores bestræbelser på at få en sådan dialog i gang på kort sigt, ville jeg give op og sandsynligvis fortvivle. Men jeg er ikke fortvivlet. Jeg tror, at den Globale Majoritet – præsident Putin sagde i Valdai Discussion Club – ikke tror, at det vil forblive, som det er. Stemmerne fra det Globale Syd lyder nogle gange som en kakofoni i stedet for en symfoni, fordi de endnu ikke har fastlagt deres retning, men han udtrykte tillid til, at det snart ville ændre sig, og at samarbejdet mellem disse nationer ville være som en polyfonisk symfoni. Og jeg tror absolut, at det er tilfældet: For nogen nævnte min nylige rejse til Guangzhou i Guangdong, og det bekræftede bare for 117. gang, hvad jeg altid har oplevet, når jeg var i Kina: De nationer, der sender deres repræsentanter til disse konferencer, de kommer fra en helt anden ånd; de er virkelig problemløsende, de er løsningsorienterede, de er konstruktive, de forsøger at etablere venskab – det er en helt anden atmosfære.

Når man kun er vant til tankegangen i Vesten, skulle man tro, at det ikke kunne lade sig gøre. Men jeg har set det mange, mange gange: Der er et flertal af verdens nationer, som forsøger at få en mere retfærdig orden, og jeg er overbevist om, at hvis vi kan overbevise nok mennesker i USA og de europæiske lande, så kan vi løse det. Vi er nødt til at løse det! Alternativet er ikke acceptabelt, for det er udryddelse af den menneskelige art.

SCHLANGER: Nu vi taler om store udviklingsprojekter, så er der et meget interessant spørgsmål fra Richard, som beskriver sig selv som en mangeårig iagttager af LaRouche-bevægelsens aktiviteter. Og titlen på hans e-mail var »Gør Amerika vådt igen«. Og han sagde: »Hvad synes du om en kampagne for at få præsident Trump til at gøre NAWAPA, North American Water and Power Alliance, til et centralt element i opgraderingen af USA’s infrastruktur?« Og han afslutter sine kommentarer med at sige: »Hvis tilhængere af Donald Trump virkelig ønsker at gøre Amerika stort igen, kan de vel ikke ignorere, at store dele af det vestlige USA allerede mangler vand, og at det bare vil blive værre.« Hvad synes du, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er en fremragende idé! Du ved, det ville være den slags politik, der ville blive ført, hvis USA besluttede at opgive ideen om told mod Kina og sanktioner mod det ene og det andet land og indtage en holdning, som vi har forsøgt at sige i lang tid, nemlig at USA bør samarbejde med BRIKS, med den Globale Majoritet, om udviklingsprojekter i Latinamerika, i Afrika og i Asien; men så skal USA også genopbygges! Omlæg det militærindustrielle kompleks. Brug den industrielle kapacitet, som i dag bruges til destruktiv våbenproduktion, omstil den, og byg maglev-tog eller andre hurtige togsystemer; USA har ikke noget hurtigt togsystem overhovedet, ikke en kilometer! Det ville være så let at forbinde større byer med sådanne hurtige togsystemer og derefter gå i gang med grundlæggende infrastruktursystemer som NAWAPA, der bringer vandet fra Alaska hele vejen til Mexico til kunstvanding og vandkraft. Og samtidig få flere mennesker ind i midten af USA, som er tyndt befolket: Man kunne bygge nye byer der. Man kunne bygge videnskabelige byer, man kunne udrette mirakler! Hvorfor forsøge at kæmpe om noget fjollet olie i Syrien, når USA kunne vende tilbage til sin egen store videnskabelige tradition og opbygge sit eget land og være et af de lande i verden, der respekterer og samarbejder med de andre. Og jeg tror, det er den vej, vi skal gå.

Så du bør virkelig ikke sidde på hegnet, men hjælpe os med denne kampagne, og hvis du har nogle ideer til, hvordan du kan gøre det i det miljø, du befinder dig i, skal du bare kontakte os, og jeg er sikker på, at vores forskellige repræsentanter i de forskellige lokalområder med glæde vil inddrage dig i denne kampagne.

SCHLANGER: Den person, der skrev spørgsmålet, spurgte desuden, om han, hvis han synes, det er en god idé, er parat til at hellige sig arbejdet med at få Trump-administrationen til at vedtage politikken, da han nu er pensioneret.

Helga, vi har vores Schiller Institute-konference i denne weekend den 7.-8. december. Kan du fortælle lidt om, hvad du forventer at få ud af den? For det er noget, som alle, der holder øje med os, bør organisere på fuld tid mellem nu og lørdag morgen.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er meget sikker på, at denne konference vil munde ud i nogle vigtige nye politiske ideer og initiativer, for hvis man ser på listen over talere, er den meget, meget imponerende: Vi har flere tidligere statsoverhoveder; tidligere ministre fra vigtige lande; vi har topfolk fra tænketanke fra flere lande og eksperter, økonomer og så videre; men kombinationen af mennesker, der er enige om, at man er nødt til at flytte verden ind i et nyt paradigme, er uden fortilfælde. Og jeg er meget stolt over den liste af talere, vi har samlet.

Så jeg kan kun sige: Hvis du vil høre en fornuftig stemme – virkelig mange fornuftige stemmer – som vil vise dig en anden retning for verden, som Harley lige sagde, så brug al den tid, du har, til at få dine venner, dine kolleger, din familie og de sociale medier til at fortælle om denne konference, og gør det til en stor succes, så folk kan få et håb om, at vi kan komme ud af denne utrolige krise. Det er, hvad du bør gøre.

SCHLANGER: Helga, jeg ser frem til konferencen, og jeg kender en masse mennesker. Så tak, fordi du har arrangeret den, og tak, fordi du kom i dag, og vi ses i løbet af de næste par dage.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, indtil lørdag!

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 02. december 2024

Det er en underdrivelse at hævde, at den menneskelige civilisation er i livsfare. Kredse i det »kollektive Vesten« udøver løgne, militær magt og provokationer tilmed til det punkt, hvor de udløser atomart holocaust, og samtidig fører de økonomisk krigsførelse og praksisser, der fremmer økonomisk sammenbrud, også for deres egne befolkninger.

Det er ikke underligt, at selve regeringsmagten vakler fra land til land i det transatlantiske område. Den 5. november stemte de amerikanske vælgere rungende imod det økonomiske kollaps og hønsehøgene, der fører krig overalt. Det samme synspunkt sås ved de seneste valg i de østlige lande Slovakiet, Ungarn og Rumænien, i de østlige delstater i Tyskland og for ikke så længe siden i Holland og andre steder. Men de forhenværende magthavere i Washington, London og Bruxelles afviser betydningen af afstemningerne og fortsætter deres onde vanvid.

Disse krigshøge-eliter fremmer krigsførelse i Syrien for at sprede konflikten i Sydvestasien. Den fælles fortælling fra Washington, London og Bruxelles er, at Syrien fik, hvad det fortjente ved at stole på Rusland og Iran.

»Vi har brug for alle tiders mobilisering,« lød kampråbet i dag fra Schiller Instituttets leder, Helga Zepp-LaRouche, der talte om borgeraktivering i Tyskland, hendes eget land, men som også gælder andre steder. Den globale NATO-krigsførelse må ophøre, samarbejdet mellem det Globale Nord og det Globale Syd må indledes.

Indtil videre har den tyske kansler Olaf Scholz, trods sine mangler, stået fast på ikke at godkende udstationeringen af Tysklands langtrækkende Taurus-missilsystem i Ukraine til langdistanceangreb inde i Rusland. Det er i modstrid med, hvad briterne og deres Storm Shadow og amerikanerne med deres ATACMS gjorde i sidste måned ved at stille deres missiler og støttekapacitet til rådighed for langtrækkende angreb i Rusland. Frankrig har godkendt sine SCALP-langdistancemissiler. Derfor får tillidsafstemningen den 16. december om at beholde Scholz som kansler og hans regering en særlig betydning som en fremtrædende mulighed for at stemme imod krigens momentum.

I Frankrig står Michel Barniers regering til at falde i morgen, og der er flere mulige scenarier for, hvad der så skal ske. Den kritiske faktor her er ligeledes at finde folk, »som vil løfte hovedet« for at se og handle imod det større billede af krigsfaren og tilslutte sig mobiliseringen for fornuft imod krig og for suverænitet, økonomisk opbyggende foranstaltninger og Nord-Syd-samarbejde.

I USA er den afgående »kollektive Biden«-administration gået amok. Ikke alene blev ATACMS godkendt og derefter brugt i november mod mål i Rusland, men de blev også brugt efter Ruslands svar, hvor man demonstrerede sit hypersoniske ballistiske Oreshkin-missil med mellemlang rækkevidde, og efter at Moskva havde gentaget, hvad der stod på spil.

Det samme gælder for finansiel/økonomisk krigsførelse. I dag bekendtgjorde Biden-administrationen f.eks. en tredje pakke med anti-kinesiske forbud mod visse amerikanske eksporter af komponenter til mikrochip-sektoren og forbød produkter til 140 kinesiske firmaer. Flere af de kommende kandidater til den kommende præsident Donald Trumps regering er af samme opfattelse.

En mobilisering af Kongressen for hurtigt at blive klogere på faren for atomkrig er sat i gang i denne uge af mange kredse i USA og LaRouche-organisationen. I dag i New York kom Schiller Instituttets nye rapport fra trykken i et oplag på 5.000 til massedistribution. Titel: »« Fremstød for global udvikling betyder milliarder af nye jobs, ingen flygtninge, ingen krig.”

Udsendelsen af dette diskussionsoplæg fra Schiller Instituttet er en del af forberedelserne til den internationale online-konference den 7.-8. december, »In the Spirit of Schiller and Beethoven: All Men Become Brethren!«, sponsoreret af Schiller Instituttet, hvor du, dine venner og din familie kan tilmelde jer.

I dag er tilfældigvis den dato i 2014, hvor Executive Intelligence Review udgav dets rapport i bogform, The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge, i Washington, D.C. Den præsenterer en plan for megaprojekter for integreret global udvikling. Helga Zepp-LaRouche talte på et EIR-seminar den 2. december 2014 for omkring 100 diplomater, politiske eksperter og borgere. Hendes hovedtale havde titlen »Verden ved en korsvej: BRIKS-paradigmet eller en udryddelseskrig«.

Zepp-LaRouches indledende ord for et årti siden lyder nu som en opfordring til handling: »Jeg tror man med rette kan fastslå, at menneskehedens fremtidige skæbne vil afhænge af, om USA og i mindre grad Europa vil tage imod det tilbud, som præsident Xi Jinping gav præsident Obama på pressekonferencen under APEC-konferencen [november 2014 i Beijing], hvor Xi inviterede USA og andre store nationer til at samarbejde med en hel række politikker, som Kina og også BRIKS-landene fremmer.«

Foto: CC/European People’s Party

Dennis Speed

Den 2. december 2024 – Schiller Instituttets internationale onlinekonference, »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre«, lørdag den 7. og søndag den 8. december, finder sted i det farligste øjeblik i den hidtidige historie. Det er den mest faretruende tid nogensinde, fordi den destruktive kraft i de atomare og ikke-atomare våben, der nu er tilgængelige og begynder at blive indsat og tilmed brugt, er omvendt proportional med de erkendelsesmæssige evner hos de transatlantiske »universets mestre«, der har adgang til dem. Deres dødbringende vrangforestillinger er blevet tydeliggjort af anglosfærens klinisk vanvittige reaktion på Ruslands succesfulde opstilling af det ballistiske mellemdistancemissil »Oreshnik« den 21. november som svar på NATO’s missilangreb på russisk territorium.

NATO’s “politiske ledelse,” der ser bort fra indvendinger fra selv nogle få af deres egne militærkommandører, har, selv efter Oreshniks “advarselsskud,” fortsat deres ATACMS-angreb mod Rusland. Russerne svarede igen, og det har ifølge rapporter fra det russiske forsvarsministerium resulteret i amerikanske, franske og andre dødsfald på den ukrainske slagmark. Ungarns præsident, Viktor Orban, udtalte på Kossuth Radio, at »Ifølge russiske rapporter blev amerikanske og franske soldater dræbt i luftangreb, som russerne iværksatte på ukrainsk territorium, hvilket antyder, at disse soldater var til stede der.«

Hvor har man hørt det rapporteret i amerikanske medier? Hvilke journalister har spurgt om det i Udenrigsministeriet eller Pentagon? Hvis amerikanske og andre NATO-tropper er blevet dræbt – og rapporter indikerer, at antallet måske endda er så højt som flere hundrede – hvorfor er der intet blevet sagt af den amerikanske regering eller de “etablerede medier” til det amerikanske folk?

Dette illustrerer den unikke, strategiske betydning af denne weekends konference, af Executive Intelligence Review’s Alert Service og af dit energiske engagement i begge dele. Vi må handle for ikke blot at informere borgerne, men også inspirere dem til at få deres regeringer til at gå en anden vej. Truslen mod verdenscivilisationen er ikke, at »Rusland vil ødelægge Vesten«, som folk som Zelensky, Ursula Von der Leyen og Lindsey Graham råber. Truslen er, at »Vesten« måske allerede har ødelagt sig selv gennem en selvfornægtelse af den vestlige civilisation, som nu kan være uoprettelig. Atomkrig, hvis det sker, vil være resultatet af dette.

»Tænk som Beethoven og Schiller« vil være det højere løsningsbegreb, som vil blive præsenteret for deltagerne i den todages konference, der i sig selv er tænkt som fire satser i en enkelt komposition. Hvert af de foregående paneler – »Den strategiske krise: Ny og sidste verdenskrig eller et nyt paradigme for én menneskehed?«, »De store projekter til at overvinde migrantkrisen; verdensøkonomiens nye produktive kræfter«, og »De videnskabelige drivkræfter i nutidens fysiske økonomi« – fører til det afsluttende panel: »Skønheden i verdens kulturer: En dialog mellem civilisationer.« Selvom hvert panel kan værdsættes individuelt, vil de, der lytter til konferencen som helhed, opnå adgang til et højere og unikt organisatorisk princip. Denne tilgang kaldte digteren Friedrich Schiller “æstetisk opdragelse,” og kun fra dette synspunkt kan mennesker mobilisere de nødvendige følelsesmæssige såvel som intellektuelle ressourcer til at sikre, at den aktuelle historie bliver positivt transformeret.

Vi er i livsfare. Se på Ukraine; se på Sydvestasien. Ingen pragmatisk løsning og ingen pragmatisk leder vil kunne redde os. Medmindre vi nu kan inspirere til en forandring i den følelsesmæssige natur hos en ny generation af verdensledere, så de bliver i stand til at tænke på menneskeheden først og starte med det synspunkt, at der kun er én menneskehed, og at menneskeheden grundlæggende er god, vil det være umuligt at stoppe vores selvdestruktion fra at ske før eller siden. Der er kun én menneskehed, og alle vores handlinger inden for statskunst må  tage udgangspunkt i den. Denne konference er viet til at kæmpe for de smukke og bedre engle i menneskehedens natur midt i dens største krise. I sådanne tider er det digterne, der må føre an.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [AMB] [DHS] [SSU]

ANASTASIA BATTLE: Hallo, alle sammen; velkommen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 78. møde i træk. Velkommen, alle sammen. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Speed og Dennis Small, som er mine medordstyrere.

Vi har tydeligvis en meget vigtig grund til at skabe denne Internationale Fredskoalition, nemlig at forene den internationale fredsbevægelse; som rent ud sagt har været dysfunktionel og har brug for at finde sammen. Vi ønskede at bringe folk sammen på tværs af deres ideologier og gennem mange forskellige nationer for at opnå ægte fred i verden.

Til at starte os i dag har vi grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, Helga Zepp-LaRouche. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig byde jer alle velkommen, uanset hvor I befinder jer. Desværre er den strategiske situation præget af en meget mærkelig uoverensstemmelse i opfattelsen af virkeligheden, som næsten virker, som om folk befinder sig i to forskellige universer, der næsten ikke har nogen forbindelse med hinanden. På russernes side havde vi efter indsættelsen af ATACMS- og Storm Shadow-missilerne fra USA og Storbritannien indsættelsen af det nye taktiske missil – som Putin beskrev det – Oreshnik i en ukrainsk våbenfabrik i Dnipropetrovsk. Og ifølge Gilbert Doctorow også reparationsværkstedet for den tyske Leopard-kampvogn, et produkt fra militærfirmaet Rheinmetall. Det havde dog ikke nogen reel betydning, for på trods af at Oreshnik-missilet, som Putin beskrev udførligt, blev opstillet. Det er et såkaldt taktisk missil med en hastighed på Mach 10, og det kan nå alle steder i Europa. Det burde have sendt et budskab om, at folk vågner op til faren for det atomare Damoklessværd, der hænger over vores hoveder. Men det var absolut ikke tilfældet, for umiddelbart efter skete der yderligere to angreb på Kursk og Brjansk, hvor der igen blev brugt ATACMS- og Storm Shadow-missiler.

Alt, hvad man kan konkludere ud fra dette, er, at magthaverne forsøger at optrappe situationen på en sådan måde, at man i januar har en situation, hvor krigen, tilmed hvis Trump kommer ind i Det Hvide Hus, er optrappet i en sådan grad, at det vil være umuligt for Trump at nedtone den og træde tilbage. Så vi er i den farligste situation i verdenshistorien nogensinde. Hvis Vesten vedvarende ignorerer, at vi er på randen af en atomar udveksling, så kan det ske meget let.

I går i Astana, Kasakhstan, på mødet i Collective Security Treaty Organization, CSTO, uddybede Putin igen i detaljer, hvad dette Oreshnik-missil er. Det er dybest set et våben, der er hypersonisk; det kan ikke opfanges. Han beskrev, at Rusland i alt har ti gange så mange missiler som alle NATO-landene tilsammen. Han gennemgik i detaljer hver enkelt kategori af missiler og beskrev dem som overlegne i forhold til, hvad Vesten har. Det bliver naturligvis affejet i Vesten; medierne siger stadig, at Oreshnik ikke vil få nogen større indflydelse, ingen stor effekt. Men ud fra alt, hvad vi kan forstå, er det slet ikke tilfældet. Hvad det betyder, vil jeg beskrive om lidt.

Hvad er forskellen mellem Sarmat-missilet, som Putin annoncerede i 2018, og som var den store forandring; den nye type våbensystemer, som på det tidspunkt var første gang, der var hypersoniske missiler, som kunne flyve med Mach 20. Og hvert missil havde 12 selvstændigt målrettede Avangard-missiler, så de var MIRV’ede. Forskellen er følgende: Sarmat-missilet bruger flydende brændstof og skal derfor være silobaseret, hvilket betyder, at placeringen naturligvis er kendt af enhver fjende. Naturligvis kræver det stadig en stor sprængkraft, fordi det er dybt under jorden i siloer. Men Sarmat-missilet, som normalt kaldes Satan, er så kraftigt, at et enkelt missil af denne type kan ødelægge næsten hele Storbritannien.

Oreshnik-missilet kan kun nå Mach 10, og i modsætning til Sarmat-missilet har det fast brændstof og kan derfor være på mobile affyringsramper. Så det kan skjules bag træer, det kan camoufleres på alle mulige måder. Så det er stort set umuligt at ramme alle disse missiler i et angreb. Det betyder i praksis, at selve ideen om, at Vesten kunne iværksætte et halshugningsangreb mod den russiske ledelse, er helt udelukket.

Det betyder, at vi er i en situation, hvor Vesten vedvarende leger med ilden og lader, som om dette ikke eksisterer. Der vil efter al sandsynlighed komme et modangreb fra Rusland; det er forventeligt mod denne vedvarende udstationering af ATACMS- og Storm Shadow-missiler for et par dage siden. Igen beskriver Gilbert Doctorow i et langt interview med Nima Alkhorshid, hvordan han tror, at det sandsynlige angrebsmål er, fordi Putin for et stykke tid siden sagde, at de ville ramme de kommandocentre, hvor beslutningerne om at affyre disse missiler bliver truffet. Han udelukkede Storbritannien, fordi de har atomvåben, og dette ville naturligvis straks optrappes til en atomkrig. Han mener, at Rumænien, som har den amerikanske base for mange af disse udstationeringer, Aegis-systemerne, heller ikke er særlig sandsynligt i betragtning af, at der nu er en relativt russiskvenlig regering på plads. Så han efterlader Polen som den mest sandsynlige mulighed. Dette er bare en hypotese, men jeg gentager den, så folk får en fornemmelse af, hvor tæt vi er på en optrapning, som kan komme helt ud af kontrol. Det kunne også være et angreb på kommandocentralerne i Kiev.

Så det er dybest set, hvor vi er. Vi er på randen af atomkrig, og befolkningen i Vesten er for størstedelens vedkommende absolut ikke klar over det. Der er nogle få eksperter, der taler om det, og nogle mennesker i fredsbevægelsen er begyndt at blive ret skræmte over faren. Men de vestlige medier og de fleste vestlige politikere – især de transatlantiske høge – leger med ilden; og de leger med den mulige udslettelse af civilisationen ved at ignorere disse klare tegn fra russisk side, som for dem helt sikkert betyder, at den røde linje er overskredet. Jeg tror, det gør det endnu mere påtrængende, at vi går over til et helt andet paradigme. Vi har indkaldt til en international Schiller-konference den 7. og 8. december. Det vil være et forsøg på at lægge et alternativ på bordet. Som vi sagde helt fra begyndelsen, er vi nødt til at overbevise de europæiske nationer og tilmed USA om at stoppe konfrontationen med det nye økonomiske system, der er ved at opstå i BRIKS; som er den Globale Majoritet. Hvis vi ikke tager springet fra konfrontation til samarbejde, står vi over for en afgrund af udslettelse af den menneskelige civilisation.

Vi har besluttet og diskuteret det allerede på det sidste IPC-møde: Hvor er de emner af fælles interesse, hvor vi kan forsøge at bygge broer, så vi kan se, at verdens problemer er af en sådan art, at de absolut kræver vores internationale samarbejde. Et af mange, ganske vist, men et meget påtrængende sådant problem er migrantspørgsmålet. Trump har gjort det klart, også gennem udnævnelsen af sit nye kabinet, at han har til hensigt at bygge en mur mellem Mexico og USA for at afværge migranterne fra Latinamerika og Mellemamerika. Det fungerer måske til en vis grad ved at holde migranterne ude og deportere de fleste af de illegale, men det løser slet ikke migranternes lidelser og situation. Det efterlader dem med en helt ufattelig krænkelse af deres menneskerettigheder. Det samme gælder de mennesker, der forsøger at komme fra Afrika og Sydvestasien til Europa, hvor EU kun har fundet et absolut modbydeligt svar, nemlig at opbygge Frontex, den paramilitære kystvagt, for at skubbe disse migranter tilbage og gøre det til et så forfærdeligt eksempel, at det forhåbentlig vil afskrække mange flere fra at komme. Og at lave aftaler med landene omkring Middelhavet om at opbygge flygtningelejre, som pave Frans med rette har kaldt koncentrationslejre, fordi de er omgivet af pigtråd, og folk kan generelt ikke forlade dem, når de først er i dem.

Vi har foreslået en radikalt anderledes tilgang til at sige, at Afrika har 600 millioner mennesker, som endnu ikke har elektricitet. Så hvorfor slår vi ikke vores kræfter sammen? Europæiske nationer og BRIKS-landene og USA, og gå i gang med et crash-program for at elektrificere Afrika, og samtidig starte opførelsen af visse banebrydende projekter som Inga-dæmningen i Republikken Congo og Transaqua-projektet, som ville levere elektricitet til industrialiseringen af 12 eller flere lande i hjertet af Afrika. Det ville virkelig skabe et incitament for de mennesker, som nu risikerer deres liv i forsøget på at komme til Europa og drukner i Middelhavet, til at blive hjemme og få et perspektiv til at opbygge deres egne lande og overvinde fattigdommen og underudviklingen ved at blive mellemindkomstlande på kort sigt. Og på samme måde kan man opbygge infrastruktur i Latinamerika, hvilket nu er muligt på grund af Chancay-havnen, den første dybvandshavn i Latinamerika, som skal forbindes med den bi-oceaniske jernbane. Det kan blive drivkraften for et helt nyt infrastrukturprogram for hele kontinentet. Det ville give flygtningene et incitament til at blive hjemme og opbygge deres lande i stedet.

Vi planlægger i mellemtiden at gengive en meget stærk pamflet i et crash-program, som vi snart vil høre noget om fra Dennis. Vi planlægger at bruge den – og jeg appellerer til alle jer, der deltager i denne IPC-konference. Download denne pjece og organiser jer, som I aldrig har gjort før, for at nå ud til folk, der er optaget af flygtningespørgsmål – kirker, alle slags sociale organisationer – for dette er vejen til fred. Denne form for samarbejde om at løse migrantspørgsmålet er blot en af de mange måder, hvorpå vi kan opbygge et nyt paradigme og opbygge en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal have en tilgang, der rent faktisk adresserer alle de påtrængende problemer som sult, fattigdom og sundhedskriser. Alle disse ting ville være så lette at overvinde, hvis vi kunne få samarbejde mellem verdens nationer og virkelig bevæge os ind i det, jeg kalder menneskehedens voksenalder; hvor krig som middel til konfliktløsning er overvundet for evigt. For i en tid med atomvåben burde det være klart for enhver rationel person, at ideen om at løse problemer ved hjælp af krig – som har den medfølgende fare for at bruge atomvåben og dermed udrydde alt liv på planeten – bør udelukkes, hvis vi overhovedet har nogen fornemmelse af overlevelse.

Så jeg tror, det er det umiddelbare perspektiv, der ligger foran os. Jeg tror, vi er nødt til at give folk det perspektiv, at der er en udvej; for lige nu ser man, at folk virkelig er ved at blive bange. Folk flipper ud. I Tyskland er der for eksempel noget, der hedder Operation Plan Deutschland, hvor alle niveauer i samfundet skal forberede sig på den kommende krig med Rusland. Industrien opfordres til at forberede sig; jernbanen forstærkes kun i retning fra vest mod øst, så store mængder tropper kan transporteres til østfronten. Det er fuldstændig sindssygt! Den nye EU-kommission med von der Leyen har nu opgivet spørgsmålet om klimaforandringer, som var hendes mærkesag i hendes første embedsperiode. Nu har hun tænkt sig at militarisere EU fuldstændigt. Det er en tabersag, og det vil føre til Europas undergang, hvis det ikke stoppes. Folk i Tyskland får at vide, at de skal gøre deres kældre og garager klar til krigstid – som om det ville hjælpe i tilfælde af atomkrig. Det er fuldstændig vanvittigt, men det har den effekt, at det skræmmer folk til døde og gør dem ekstremt kulturpessimistiske.

Så da Scott Ritter opfordrede til verdensomspændende demonstrationer den 7. december, blev det opfanget af RT Germany, og der vil være demonstrationer nogle steder. Vi bør naturligvis diskutere, hvad der kan gøres i denne henseende for at forstærke det, i tillæg til og absolut i forbindelse med vores ekstremt vigtige Schiller Institut-konference i weekenden. Vi vil have talere på meget højt niveau, især fra det Globale Syd. Så jeg tror, det var mit første overordnede overblik. Jeg synes virkelig, vi skal prøve at få et brud, for vi er i livsfare.

Kommentarer under diskussionen:
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er i tråd med, hvad vi har set fra mange af de østeuropæiske lande – Ungarn, Slovakiet, Serbien og nu Rumænien. Det er tydeligvis et meget omstridt område. Georgien har lige opgivet at forhandle med EU om et potentielt medlemskab, hvilket er blevet besvaret med demonstrationer i form af en farverevolution. Så du kan se, at alle disse lande – og det, Alexandra beskriver i Rumænien – er i tråd med det faktum, at de alle er mere eller mindre nabolande til Ukraine. De er ikke blinde for, at tidevandet er vendt; at den nuværende situation i Ukraine er ved at blive en komplet kødhakker. Hver dag denne krig vedvarende er på bekostning af det ukrainske folk, som ofres uden nogen god grund. Jeg tror, at hvis man sidder i Rumænien og ser på det, så vil man være med i enhver udvidet krig, eftersom der er en amerikansk base i Rumænien. Så jeg tror, at det, vi ser lige nu, er, at befolkningen i mange af disse lande klart siger, at de ikke ønsker at være en del af det. Det ville være min første indskydelse.

DENNIS SPEED: Ray, har du noget, du vil tilføje?

RAY MCGOVERN: Jeg vil bare gerne understrege, hvad Helga lige sagde. Mirakler sker; mirakler kan senere blive forhindret af kræfter, der vil fjerne denne meget populære politiker. Men lad os sige, at Rumænien spiller den traditionelle rolle med at være anderledes; de var tilmed anderledes, da de var en del af Warszawapagten.

Mit spørgsmål til Helga og andre ville være: Er der udsigt til, at det kan smitte? Med andre ord: Rumænien holder op med at levere til eller fungere som forsyningsdepot for Ukraine; holder op med at sende våben dertil. Måske tilmed beder USA om at fjerne sin offensive base der; sin base, der skulle være en base for antiballistiske missiler, men det kan ikke fastslås, at den er netop det. Den kunne skjule offensive missiler. Jeg tror, at alt dette ville være dynamit i Tyskland. Hvad tror du, Helga? Tror du, at den slags kan være smitsomt?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror absolut ja, for der er en kløft mellem befolkningen og de officielle myndigheder. Hvis man lytter til, hvad regeringen og mainstream-medierne siger, og hvad befolkningen tror på, og hvordan de taler sammen, er det som to helt forskellige universer. Så jeg vil sige, at selv om det ikke er garanteret, så tror jeg, at der er et potentiale for, at Europa, EU, kan bryde sammen. Jeg tror, at NATO kan bryde sammen. Jeg tror, det var en bekymring, som tilmed blev udtrykt af nogle af de NATO-embedsmænd, som tydeligvis holder øje med dette med falkeøjne. Så jeg tror, at svaret er et klart ja.

Lidt senere
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at dobbeltmoral er årets eufemisme for det, der sker. Hvis man begynder at studere, hvad Putin udsender, hvad den faktiske effekt er af de russiske nye våbensystemer, så er de klart overlegne i forhold til NATO. Og samtidig har du NATO-generaler og folk fra vestlige tænketanke, der siger, at »NATO er så overlegen«. Jeg tror, at disse mennesker er fuldstændig desperate. Faktum er, at det vestlige system er ved at kollapse, og jeg tror, at det kollapser med en hastighed, der er betagende. Tag Tyskland som det mest grelle eksempel. Tyskland plejede at være nummer tre i verdensøkonomien; i BNP-tallene er det måske stadig tilfældet, men i virkeligheden er landet i frit fald. Industrien kollapser med en sådan hastighed, at Tyskland snart vil være et afindustrialiseret eller tidligere industrialiseret land. Intet fungerer længere. Togene er forsinkede, infrastrukturen kollapser. Der er en enorm kulturel krise. USA er i en forfærdelig tilstand. Hvis du ser på broerne, hullerne i motorvejene, den nedslidte kultur, den forfærdelige populærmusik. Alt er et symptom på et enormt kollaps.

Og hvad er virkeligheden for BRIKS-landene? Indonesien vil snart overhale Tyskland som verdens tredjestørste økonomi. Kina bevæger sig fremad med en hastighed, som er uden fortilfælde. Lige nu har de en økonomisk zone i det såkaldte Guangdong-Hong Kong-Macao Greater Bay Area, som ligger i det sydlige Kina; hele regionen mellem Hong Kong og Shenzhen, Guangzhou, Zhuhai. Det er en region med omkring 100 millioner mennesker, og det er motoren i verdensøkonomien. Det er, hvad den »produktive trekant Paris-Berlin-Wien« var for mere end 30 år siden. Den region i Europa er ved at kollapse, og Greater Bay Area i Kina er motoren i Bælte- og Vej-Initiativet, men også i verdensøkonomien. Kina har mere end 40.000 km højhastighedstog. USA har nul, intet, nul, nada. Jeg kunne blive ved og ved.

Jeg tror, at det, der motiverer denne dobbeltmoral, er desperation. Det er fuldstændig desperation, og flere og flere mennesker vågner op og ser det. Jeg tror, at krigsfaren kommer fra det faktum, at de vestlige eliter – og det er det, jeg virkelig prøver at forstå, hvordan det tilmed er muligt – de vestlige eliter viser sig ikke i stand til overhovedet at reflektere over, at deres politik slår fejl. At alt, hvad der sker i det Globale Syd, er et enormt tilbageslag mod den politik, der kommer fra Vesten – sanktioner, ensidige foranstaltninger af enhver art, indførelse af uretfærdige handelspolitikker, brug af dollaren som våben. Nu går disse lande i gang med at skabe deres egne finansielle mekanismer. Det er en reaktion på det, der kommer fra Vesten. Men de vestlige eliter er ude af stand tilmed måske at tænke, at de har gjort noget forkert. Nej, de bliver ved med at holde fast i det, uanset hvad. Det er for mig det mest utrolige. Hvis man indser, at man har begået en fejl eller en række fejl, så erkender man det på et tidspunkt og siger: »Vent lidt. Måske skulle jeg ændre min adfærd.« I en vis forstand er disse mennesker tydeligvis i den grad gift med deres privilegier, at de løber den største risiko i stedet for at reflektere over, hvad de burde rette op på.

Jeg tror, det er derfor, vi er nødt til at gå på gaden. Det er derfor, folk skal demonstrere; det er derfor, folk skal aktivere sig selv. Og især derfor skal vi sørge for, at det Globale Syds stemme bliver hørt tydeligere; for I har den største revolution i gang, jeg kan komme i tanke om. Større end det, der skete, da Sovjetunionen gik i opløsning, fordi vi har det Globale Syd, som er den Globale Majoritet, som nu udgør 85 % af befolkningen. De bevæger sig i en helt anden retning. Og jeg tror, at etablissementets manglende reaktion bare er et rent hysteri over denne kendsgerning.

Slutbemærkning:
ZEPP-LAROUCHE: Som svar til Doubashis [ph] (jeg forstod ikke helt navnet), så tror jeg, at der er et betydeligt antal såkaldte eliter, som har planer om at gå i en bunker. Det ved jeg med sikkerhed, for allerede for mange år siden havde vi en slags privat diskussion i Frankfurt med nogle bankfolk og diplomater og så videre. Da Lyn, som stadig var med os på det tidspunkt, gav sit perspektiv på, hvor det hele ville ende, sagde flere af dem: »Åh, jeg har mit hus i Australien, som har en dyb kælder flere etager nede i jorden.« Andre sagde: »Jeg har min billet til Chile eller Argentina«, eller hvad ved jeg. Så jeg tror helt sikkert, at der foregår sådan noget. At de nu fortæller tyskerne, at de skal gøre deres kældre og garager klar til atomkrig, tror jeg naturligvis ikke vil gå så godt, for alle ved, at det er en joke. Det svarer til at lægge landkortet over hovedet i tilfælde af, at der kommer en atombombe; hvilket er, hvad vi lærte i skolen, at vi skulle gøre.

Men jeg tror alligevel, at fænomenet er der. Da jeg boede i Virginia, var der en meget velhavende familie, som boede i nærheden i en anden by – Middleburg, faktisk – og de havde en privat lufthavn til små jetfly, og de rejste til et sted i Mexico, og de landede aldrig på jorden, de landede altid på taget af disse huse. Så jeg tror, der er en betydelig illusion om, at nogle af disse mennesker har midlerne til at overleve dette. Det er min erfaring, som jeg ikke har fra bøger, men fra levende mennesker, der taler.

Når det er sagt, så tror jeg, at vi er nødt til at mobilisere millioner af mennesker til at gå på gaden. Det går jeg absolut ind for; det er nødvendigt. Hvis du husker, var det de fredelige demonstrationer i 1989, der gjorde en ende på regimet der [i Østtyskland]. I mellemtiden fortryder folk det, fordi de mener, at de fik det værre bagefter; at de blev koloniseret af Vesttyskland, men det er en anden sag. Gadens magt er helt sikkert et meget vigtigt redskab.

Men når det er sagt, så tror jeg, at den proces med Schiller Instituttets konferencer, som vi har haft, og som vi meget kraftfuldt vil fortsætte i næste weekend, er det sted, hvor der præsenteres begrebslige løsninger. Det er vigtigt at demonstrere og protestere mod noget, men det er langtfra nok. Man er nødt til at komme med løsninger som det, Dennis begyndte at tale om med planen om at industrialisere Afrika og Latinamerika for at løse migrantspørgsmålet. Men man er også nødt til at samle de netværk af mennesker, der rent faktisk repræsenterer dette nye paradigme. Det kan jeg love: Vi har denne gang et ekstraordinært antal talere, der repræsenterer det Globale Syd, men også lande fra USA, Europa og andre steder. Men I vil blive overrasket over kaliberen af de mennesker, der har valgt Schiller Instituttet som det forum, hvor sådanne ideer kan samles.

Så jeg tror, at begge ting har deres plads, og jeg vil bare opfordre til, at vi mangedobler hinandens indsats. At de mennesker, der arbejder på demonstrationen af Scott Ritter, alle deltager i konferencen, og at vi mobiliserer til demonstrationen. For hvis du ser på tidspunktet, så er vores konference på den amerikanske østkyst kl. 9-12 og derefter kl. 13-16. Vi var nødt til at vælge det tidspunkt, så vi har de mennesker i Europa, for hvem det vil vare til kl. 22, som er omtrent den tålmodighed, folk har om aftenen til at deltage. Og så starter Scott Ritter-arrangementet kl. 17.00 (ET). Så der er ingen konflikt. Og jeg synes, du skal have energi til at deltage hele dagen, og du vil komme ud af det her som en meget stærkere person; og du vil have gjort noget for at opretholde menneskehedens fortsatte eksistens. Så det er umagen værd at være stærk den dag, døgnet rundt.

af Dennis Speed (EIRNS) – 27. november 2024

Indtil videre har de galninge, der stadig styrer sindssygehospitalet i det amerikanske udenrigsministerium og dets åndelige hovedkvarter i Londons Chatham House, dumpet i »Reality 101« og skynder sig videre til Armageddons sletter. Mens Rusland med sin yderst effektive opstilling af det hypersoniske IRBM-missil »Oreshnik« den 21. november har advaret NATO mod yderligere optrapning på den klarest mulige måde, som den tidligere israelske diplomat og vicepremierminister Abba Eban engang sagde til den afdøde økonom og statsmand Lyndon LaRouche: »Undervurder aldrig vanviddets faktor i politik.«

I vores egen tænkning er det derfor vigtigt, især i disse dage, der er fyldt med større farer, end menneskeheden måske nogensinde har stået over for, at fokusere på det væsentlige. Der er brug for en højere slags idé i den globale diskussion, en »højere hypotese« som i den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 – en idé, der overskrider den tid, sin tidsperiode, oprindelsesstedet og forfatterne. Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur, betragtet som et samlet dokument og ikke »princip for princip«, må blive meget mere kendt i de kommende uger for at fremme denne højere grad af tænkning.

De sidste to ugers militærpolitiske landskab viser klart, at »kabinetskrig«, »irregulær krigsførelse«, »cyberkrig«, »sanktionskrig« og »psykologisk krigsførelse«, hvis de videreføres som en effektiv måde at føre relationer mellem nationer på, kun vil slå os alle ihjel, og sandsynligvis på kort sigt. Den arvelige fejl, som er uforanderlig og hjemsøger næsten alle versioner og variationer af moderne krigsstrategi og -praksis, kommer også til udtryk i det moralsk anløbne idésæt, der er kendt som »geopolitik«, »geoøkonomi« og »geostrategi«. Disse dødbringende spil bygger alle på den antagelse, at menneskeracen blot er en anden form for dyr. Og hvis vi tror på det, følger der uundgåeligt en eller anden form for kannibalisme – som vi ser det i krigsførelse eller i rovgrisk økonomisk politik – fordi der ikke findes nogen universel menneskelig målestok, hvormed vi præcist kan måle hverken vores individuelle betydning eller menneskehedens betydning som art.

Den mest omstridte del af dokumentet »Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur«, der er forfattet af Schiller Instituttets grundlægger og leder, Helga Zepp-LaRouche, er dets tiende princip. »Den grundlæggende antagelse for det nye paradigme er, at mennesket er fundamentalt godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed, og at det er den mest avancerede geologiske kraft i universet, hvilket beviser, at sindets lovmæssighed og det fysiske univers er i overensstemmelse og samhørighed, og at alt ondt er resultatet af en manglende udvikling og derfor kan overvindes.«

Det har vist sig at være både det mindst diskuterede og det mest kontroversielle og omstridte udsagn i dokumentet. Mange mener, som man for nylig har hørt fra visse embedsmænd i Israel og andre, at andre medlemmer af menneskeracen – f.eks. palæstinenserne – er »dyr«. Andre, der er ramt af den »grønne sociale sygdom«, mener, at der er for mange mennesker i live på planeten, som er ansvarlige for »klimaforandringerne«. Flere grønne partier i Europa har stået i spidsen for at støtte de befolkningsreducerende krige i Ukraine og Sydvestasien. Og det kan ikke være tilfældigt, at den primære »politiske« diskussion, der blev tilladt i USA under præsidentvalget, og som blev fremført af de nu miskrediterede og økonomisk nødlidende »forældede medier«, også var malthusiansk. Den handlede om abort og det hæslige »transkønnede« horrorshow med lemlæstelse af børn. Dette falder sammen med negative befolkningstilvækstrater minus indvandring, ikke kun i USA, men også i alle lande i den »befriede« anglosfære. Dette er et »dødsmærket« perspektiv, dømt til undergang.

Schiller Instituttets konference den 7.-8. december, »I Schillers og Beethovens ånd bliver alle mennesker brødre«, har som sit panel 4 »Skønheden i verdens kulturer: En dialog mellem civilisationer«. I løbet af den internationale dialog vil panelet også slå til lyd for, at uden en fordybelse i det, der engang blev bagtalt som »musikken fra døde, hvide europæiske mænd«, den klassiske kultur med Bach, Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann, Brahms, Verdi, Dvorak og andre, vil det være umuligt for den transatlantiske verden at komme til fornuft igen. Vi må erstatte den gennemgribende grimhed med skønhed eller gå til grunde. Vores »dødskultur« er med andre ord et nationalt sikkerhedsspørgsmål. Se på lederne i de enkelte lande i Anglosfæren, se på deres musiksmag, og man kan få en idé om, hvorfor det vil være umuligt enten at redde eller udvikle vores nationer yderligere og dermed stoppe vores selvdestruktion, hvis vi ikke tager fat på dette problem.

»Klassisk musik« er ikke en form, selv om den har former. Klassisk musik bevæger sjælen med det, der appellerer til det guddommelige i mennesket. Guddommelighed er vores menneskelige natur. Det er vores evne til at vide – til at forudse – og til at opdage, hvordan vi på vores menneskelige måde kan erkende universets love. Vi kan også undersøge vores erkendelsesproces og ændre og forbedre den. I videnskaben om fysisk økonomi forsøger vi f.eks. gennem opdagelse og anvendelse af videnskabelige principper at gætte, hvordan vi kan transformere en uendelig lille del af universet til at skabe reel velstand på en universel og derfor lovmæssig måde – ikke kun for os selv, men også for andre levende og tilmed ikke-levende processer.

På den måde kommer vi til at »høre« – det vil sige forstå – hvad videnskabsmanden Johannes Kepler kaldte verdenernes harmoni. Det er menneskets evne til på den måde at forudse universet og menneskets glæde ved det guddommelige, der gør os både enestående og i overensstemmelse med den Skaber, der omtales i de indledende passager i den Amerikanske Uafhængighedserklæring. Erklæringen er ikke et religiøst dokument, men en erklæring om det ontologiske grundlag for selvstyre.

Og den henviser underforstået til en harmoni af interesser, også blandt nationer, som er i overensstemmelse med den naturlige orden i Keplers harmoni af verdener, en opfattelse, som den russiske præsident Vladimir Putin kort henviste til den 7. november i diskussionsklubben Valdai: »Det er min dybe overbevisning, at det eneste mulige nye internationale system er et, der omfatter polyfoni, hvor mange toner og mange musikalske temaer lyder sammen for at danne harmoni. Hvis du vil, bevæger vi os mod et verdenssystem, der bliver polyfonisk snarere end polycentrisk, et system, hvor alle stemmer bliver hørt og, vigtigst af alt, absolut skal høres. «

USA’s selvdestruktion har medført den ubehagelige, men sande ironi, at det er i erklæringerne for international fred fra [BRIKS-landene] Kina, i erklæringerne mod folkedrab fra Sydafrika, i erklæringerne om at afslutte kolonialismen fra Brasilien [og tilmed nogle erklæringer fra Rusland -red.], at stemmen fra den oprindelige Amerikanske Frihedskrig høres. Det kan være chokerende og tilmed uvelkomment for amerikanske ører, men det er sandt. (Var det gennem det »særlige forhold« til Storbritannien efter 1945, at Amerika ikke kun mistede sin stemme, men også blev ude af stand til at genkende sin egen stemme, der gav ekko tilbage til det i forhåbningerne om frihed og retfærdighed fra andre nationer, andre kulturer)?

Vi inviterer dig til at deltage i vores diskussion af dette væsentlige kulturelle element i en vellykket verdensstrategi for varig overlevelse og velstand, herunder vellykkede forhandlinger om afskaffelse af total krig, på Schiller Instituttets konference: »I Schillers og Beethovens ånd, alle mennesker bliver brødre« og dens panel 4, »Skønheden i verdens kulturer: En dialog mellem civilisationer«, den 7.-8. december.

Billede: En af Johannes Keplers modeller af planeternes baner. Kepler beviste endelig, at planeterne var afgrænset af en ordning etableret af de platoniske legemer og de harmoniske forhold, som den veltempererede musikalske skala er sammensat af. Han satte sig for at ”forstå Guds sind”.

Indhold:
Invitation til Schiller Instituttets gratis internationale online-konference den 7.-8. december 2024:
I Schillers og Beethovens Ånd –
Alle Mennesker Bliver Brødre!, 1

De næste 60 dage bliver de farligste i dit liv, 3

Schiller Instituttet udgiver nyt hæfte: ‘Udviklingsfremstød betyder milliarder af nye jobs, ingen flygtninge, ingen krig’, 4

BRIKS topmødet i Kazan, Rusland, 5

Helga Zepp-LaRouches tale til LaRouche-bevægelsens fredsmøde lige inden valget i USA, 5
Vil vi stoppe de rædsler, som foregår i Gaza?, 6

Efter valget it USA: Organisér NU for at skabe en ny sikkerheds og udviklingsarkitektur, 7

Fred gennem udvikling, bagsiden

Download (PDF, Unknown)

af Stewart Battle (EIRNS) — 26. november 2024

Da Rusland den 21. november affyrede sit nye hypersoniske mellemdistance-ballistiske missil, Oreshnik, og destruerede et ukrainsk våbendepot i Dnipro, sendte det en klar besked til Vesten: Rusland mener det alvorligt. Angrebet kom efter, at USA senest den 17. november havde ophævet restriktionerne på Ukraines brug af langdistancemissiler til angreb på Rusland—en handling, der førte til, at Ukraine krydsede en rød linje og bragte USA i direkte, åben konflikt med Rusland. Beskeden var tydelig: yderligere optrapning betyder, at alle muligheder nu er på bordet.

Men vestlige embedsmænds svar har indtil videre været: “Så må det være sådan.” Ukraine (læs: Pentagon) gennemførte yderligere to angreb i Ruslands Kursk-region med langdistancemissiler af typen ATACMS—et mod et russisk S-400-system lørdag den 23. november og et andet mod en lufthavn tidligt mandag morgen den 25. november, hvor personale blev såret. Ruslands forsvarsministerium kommenterede situationen med en ildevarslende bemærkning: “Gengældelsesforanstaltninger er under forberedelse.”

Samtidig signalerer europæiske NATO-ledere også deres intention om at optrappe konflikten. Ukraine-NATO Rådet indkaldte til et hastemøde tirsdag den 26. november, hvor de lovede, at de ikke ville lade Oreshnik “ændre konfliktens kurs.” Tidligere, den 25. november, mødtes europæiske forsvarsministre i Berlin for at diskutere fortsættelsen af militær støtte til Ukraine, uanset en mulig kursændring i den kommende Trump-administration. Samtidig florerer rygter om udsendelse af NATO-tropper til Ukraine, og Bloomberg rapporterede, at Storbritannien allerede for flere uger siden havde sendt adskillige af sine langtrækkende Storm Shadow-missiler til Ukraine, som forberedelse til den nuværende angrebsrunde.

Denne intention blev yderligere understreget af formanden for NATO’s militærkomité, admiral Rob Bauer, der meddelte, at Alliancen nu ændrer sig fra blot at være en “defensiv alliance” til en, der er klar til at “skyde bueskytten,” dvs. Rusland. Bauer påstod, at NATO arbejder på at udvikle “dybe præcisionsangrebskapaciteter,” hvilket førte til, at den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, konkluderede, at NATO nu åbent diskuterer præventive angreb, og at “al anstændighed simpelthen er blevet tilsidesat, og sande intentioner bliver nu offentligt bekendtgjort.”

Disse udviklinger viser mere end nogensinde før, at verden befinder sig på et punkt, hvor der ikke længere er noget sikkerhedsrækværk, og selv den mindste fejltagelse kan udløse en uigenkaldelig kædereaktion af begivenheder, der hurtigt kan føre til en termonuklear udveksling. NATO styrer nu direkte mod aftrækkeren.

Problemet ved at konfrontere Rusland på denne måde, hvilket Donald Trump omtalte under sin debat i september med Kamala Harris, da han blev spurgt, om han ønsker Ukraine skal “vinde,” er: “Han [Putin] har noget, som andre ikke har: han har atomvåben.” Trump har ret, og selv dette glimt af fornuft er nok til, at de anglo-amerikanske krigshøge ønsker at skabe en situation, hvor fred bliver umulig. Dog har Trump indtil videre ikke nævnt eller foreslået en egentlig løsning på krisen. Dette spørgsmål tages op i Schiller Instituttets nyligt udgivne rapport, som fokuserer på at omdanne det, der er en global krise – afslutningen på den herskende “regelbaserede orden” – til fødslen af en ny æra, hvor suveræne, men samarbejdende nationer går sammen om en økonomisk udvikling, der er til gavn for alle.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, udtaler i rapportens introduktion: “Overvej potentialet, hvis USA og Europa samarbejdede med BRIKS og Kinas Bælte- og Vej-Initiativ (BVI) for at frigøre videnskabsdrevet industrialisering på verdensplan. Der er nu 151 nationer fra alle kontinenter, der har tilsluttet sig BVI…. Den åbenlyse og enkle måde at overvinde faren for krig og konfrontation på er at overbevise landene i det kollektive Vesten – de europæiske nationer og tilmed USA – om at stoppe konfrontationen og indtage en samarbejdsmodus med dette voksende globale flertal.”

Dette vil også være emnet for Schiller Instituttets kommende konference den 7.-8. december, “I Schiller og Beethovens ånd: Alle mennesker, bliv brødre!”, som vil være en afgørende organiserende begivenhed for at udnytte denne historiske mulighed.

Foto: NATO

Invitation til Schiller Instituttets Gratis Internationale Online-Konference den 7.-8. december 2024:
“I Schillers og Beethovens Ånd – Alle Mennesker Bliver Brødre!”
Tilmelding og live-streamning info her.

Ny hæfte: Udviklingsfremstød betyder milliarder af nye job, ingen flygtninge, ingen krig. 

af Dennis Small (EIRNS) – 24. november 2024

Som en strategisk intervention, for at afværge verdens nuværende kurs mod et kortsigtet militært og økonomisk ragnarok mellem to uforsonlige blokke – på den ene side de bankerotte vestlige magter, der styrer Storbritannien, USA og NATO, og på den anden side den fremvoksende Globale Majoritet, herunder Rusland og Kina – bestilte grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, en undersøgelse, der blev udgivet i dag under titlen; »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War« (Udviklingsfremstød betyder milliarder af nye job, ingen flygtninge, ingen krig). Læs den nedenunder.

Den argumenterer for, at en løsning på det nuværende opgør er indenfor rækkevidde, hvis nationerne i Vesten går sammen med BRIKS om at sikre en hurtig industrialisering af hele planeten. Det understreges, at denne tilgang også er den eneste mulige løsning på den migrantkrise, der ryster Amerika og Europa: At udvikle de forarmede lande i Syd, således at deres arbejdskraft kan anvendes produktivt derhjemme.

Det nye hæfte er også beregnet til at organisere og understrege de centrale temaer i Schiller Instituttets kommende internationale online-konference den 7.-8. december, »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker, bliv brødre!« Her vil Lyndon LaRouches videnskabelige gennembrud blive brugt som rettesnor for politiske overvejelser om den nødvendige nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der må organiseres efter de linjer, som Helga Zepp-LaRouches Ti Principper foreslår.

Det er kun fire dage siden, at den russiske indsættelse af deres nye Oreshnik hypersoniske missilsystem skabte en chokbølge over hele verden, og konsekvenserne er stadig ved at blive fordøjet i de vestlige politiske beslutningskredse. De første antydninger tyder dog på, at disse kredse i det store og hele endnu ikke er blevet rystet tilbage til virkeligheden, og de fortsætter med at optrappe konfrontationen med Rusland. Frankrig har fordoblet politikken med at bruge deres SCALP-langdistancemissiler til at slå dybt ind i Rusland fra ukrainsk territorium. De baltiske lande slutter sig til Tyskland og gør sig »krigsklare« til en frontal konfrontation med Rusland. Og den afgående Biden-administration bliver brugt til at kaste politiske og økonomiske håndgranater i alle retninger, mens de bevæger sig mod udgangen, som man kan se i justitsministeriets »lawfare«-angreb på Modi-regeringen i Indien.

Heller ikke reaktionen fra den nye Trump-administration er særlig opmuntrende, som det fremgår af udnævnelsen af Scott Bessent til finansminister. Bessent er ikke kun en Soros-protegé, der går årtier tilbage, og som efter sigende spillede en ledende rolle i Soros’ berygtede spekulative operation i 1992, som »knækkede Bank of England«, men han bliver også dyrket af City of London og Wall Street som deres interne mand til at kontrollere Trump og sikre, at han ikke gør noget, som bankfolkene misbilliger. Londons The Economist skrev med glæde: »Ved til sidst at vælge Bessent har Trump taget parti for sit instinkt om at holde markederne tilfredse. Hans valg tyder på, at han virkelig kan blive begrænset af deres reaktion, i hvert fald når det drejer sig om økonomisk politik.”

Det er netop den »begrænsning«, der pålægges af de globale megaspekulanter, som må brydes og erstattes med Lyndon LaRouches videnskab om fysisk økonomi, hvis vi skal få menneskeheden væk fra kursen mod atomar udslettelse.

Læs det nye hæfte her:

Download (PDF, Unknown)

Ikke korrekturlæst

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 23. november 2024

Vi befinder os uden tvivl i en fase med masseudryddelse. Spørgsmålet er, hvad der vil uddø? Stillet over for den eksistentielle trussel om krig, har krigsgalningene i Biden-administrationen i deres desperation godkendt brugen af USA’s og NATO’s langtrækkende våben i Rusland. Dette har bragt de to største atommagter på planeten i direkte konfrontation – en udsigtsløs og potentielt katastrofal situation. På den anden side, hvis USA’s borgere og regeringsinstitutioner afviser geopolitik, vågner op af deres årtier lange fornuftens søvn og genvinder vores nations antikoloniale raison d’être (eksistensberettigelse), kan det lykkes at tilintetgøre geopolitikkens og kolonialismens onde ideologi én gang for alle.

Denne beslutning har været længe undervejs, men den skal træffes inden for de næste dage, uger eller måske timer.

Efter den ukrainske affyring af amerikansk leverede og støttede ATACMS-missiler mod mål i Rusland den 19. november, indsatte Rusland et helt nyt våben mod mål i Ukraine – det hypersoniske Mach 10 Oreshnik-mellemdistancemissilsystem. Ingen nation på planeten, heller ikke de almægtige NATO-lande, har kapacitet til at afværge dette våben. Dette er blevet sagt klart og tydeligt af den russiske ledelse og bekræftet af eksperter i Vesten.

Efter opstillingen af missilerne sagde præsident Putin:
“Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at det ikke var Rusland, men USA, der ødelagde det internationale sikkerhedssystem. Ved vedvarende at kæmpe og klamre sig til sit overherredømme skubber de hele verden ud i en global konflikt.”

Reaktionerne i Vesten på Ruslands handlinger har været forskellige. De, hvis rådne tankegang ikke tillader dem at bryde deres loyalitet over for en kolonial verdensorden, benægtede enten den åbenlyse betydning af Ruslands handlinger eller insisterede, med selektiv hukommelsestab, på, at det var Putin, der eskalerede konflikten.

Andre var dog mere direkte omkring faren. Den tidligere FN-våbeninspektør Scott Ritter advarede på et møde i Den Internationale Fredskoalition den 22. november:
“Putin har netop gjort det klart, at han har et konventionelt missilsystem, der er designet til at foregribe alt det, NATO planlægger mod Rusland. Ved at afsløre dette missil og vise, at han er villig til at bruge det, har Putin bogstaveligt talt givet Vesten to muligheder: Kapitulation eller atomkrig. Vi er nødt til at finde en måde at finde en tredje mulighed på.”

Flere i Vesten er begyndt at vågne op af deres dvale.

Texas’ kongresmedlem Keith Self sendte et brev til præsident Biden den 19. november, hvor han skrev:
“Da dine seneste handlinger ser ud til at presse verden tættere på randen af atomkrig, anmoder jeg hermed om en fortrolig orientering inden mandag den 25. november om alle detaljer i din regerings aftale om Ukraines regler for engagement med hensyn til de langtrækkende ATACMS.”
Self afslutter brevet med en advarsel:
“Hvis denne briefing ikke tilvejebringes, vil jeg straks anmode om yderligere tilsyn.”

Selfs brev føjer sig til et nervøst kor af stemmer, herunder kongresmedlem Thomas Massie og senator Josh Hawley, for hvem tanken om et USA, der krydser grænsen til krig med Rusland, endelig belyser den atomare fare, vi altid har stået over for.

Det, der kræves nu, er, at dette lille kor mod atomar udslettelse vokser – både i antal og volumen – og hurtigt.

Hvordan inspirerer man en sådan bevægelse for overlevelse? Man må give befolkningen en idé om, hvad de skal overleve for: Hvad er det nye system, den nye verdensorden, som allerede er ved at afløse det gamle?

Den nyligt indviede Chancay-havn i Peru, den netop påbegyndte normalsporede jernbane i Uganda og win-win-samarbejdsaftalerne, der kan bringe fattigdommen til ophør blandt BRIKS-Plus-nationerne, er alle eksempler på den nye verden, der spirer frem. Kan USA blive en del af denne nye æra? Kan vi overleve uden?

For dem, der ønsker at overleve masseudryddelse, er den eneste mulighed at ændre menneskehedens skæbne ved at ændre dens grundlæggende ideer. Dette er emnet for Schiller Instituttets kommende online-konference den 7.-8. december:
“I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!”

Tilmeld dig nu!

Lad krigens troglodyter gå til grunde – organisér en opadgående udvikling af ideer.

Foto: Den russiske præsident Vladimir Putin mødes med forsvarsministeriets ledelse, repræsentanter for det militærindustrielle kompleks og udviklere af missilsystemer. Kredit: kremlin.ru

Ikke korrekturlæst

[DHS] [SR] [AMB] [ssu]

ANASTASIA BATTLE: Velkommen, alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 77. møde i træk. Tak til jer alle, fordi I er kommet. Mit navn er Anastasia Battle, jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Small og Dennis Speed, som vil være mine medordstyrere.

Vi har skabt dette forum for at samle den internationale fredsbevægelse, fordi den helt ærligt har været dysfunktionel. Vi er nødt til at forene alle aspekter af fredsbevægelsen – uanset om den er venstreorienteret, højreorienteret eller noget midt imellem – folk er nødt til at hæve sig over deres ideologier og forskelle for at redde menneskeheden lige nu.

Jeg er sikker på, at mange af jer er klar over, at USA’s præsident – angiveligt; vi har ingen idé om, hvad der virkelig styrer USA på nuværende tidspunkt. Men han har givet Ukraine tilladelse til at bruge ATACMS-missiler. De missiler er nu blevet brugt, og vi ser en optrapning som reaktion på det. Vi ville gerne have en evaluerende diskussion i dag. Vi har en række eksperter, som er kommet for at gennemgå dette, og vi vil diskutere, hvad vi gør ved det i Den Internationale Fredskoalition.

Til at starte med har vi Dennis Speed. Desværre kan Helga Zepp-LaRouche ikke være med os i dag. Dennis Speed vil starte denne diskussion. Værsgo at gå i gang, Dennis.

DENNIS SPEED: Tak, Anastasia. Jeg vil gerne byde alle velkommen fra alle de nationer, der er til stede, og alle de mennesker, især i USA, der er til stede. Som alle ved, er dette måske det farligste præsidentskifte i USA’s historie, og det påvirker selvfølgelig hele verden. Det er i dag 61 år siden, at USA begyndte sin nedtur med mordet på præsident John F. Kennedy fredag den 22. november 1963. Et år tidligere havde præsidenten, hans bror Robert og den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov samarbejdet om at bringe verden tilbage fra randen af atomkrig. I dag, hvor vi er samlet her, bringes overgangen fra en amerikansk præsident til en anden i fare af en skyggestruktur, som meget vel kan have handlet i løbet af den uge, der er gået, siden vi sidst holdt møde, for at bringe verden på randen af Tredje Verdenskrig.

Det, vi diskuterer og beslutter at gøre her i dag, sker i den lange skygge af konsekvenserne af den dag i Dallas for 61 år siden. Men det er indvirkningen på dette øjeblik, vi skal bekymre os om. Det er ikke klart, hverken for verdens ledere eller for det amerikanske folk, hvem der har ansvaret for det amerikanske præsidentskab i dag. Dette blev tydeligt udstillet på G20-mødet for verdens ledere, som netop er afsluttet i Brasilien.

KVINDELIG REPORTER: Joe Biden deltog i G20-topmødet i Brasilien som en af sine sidste optrædener på verdensscenen, inden han forlader Det Hvide Hus om to måneder. Men i stedet for at styre rampelyset som leder af det mægtige og magtfulde USA blev Joe Biden stort set ignoreret af de andre verdensledere og tilmed hånet af pressen. Det sås tydeligst under gruppefotoet, hvor Joe Biden var fraværende. Men lederne gad ikke vente på, at han skulle dukke op, hvilket førte til en chokeret presseflok.

STEMMER [fra pressen]: Biden er her ikke. Hvor var han? De ringer til Biden; de siger, at de skal vente på Biden, gutter. Oh my God! Han er i nærheden af Joe Carlisle, til venstre for palmetræet. Åh, Gud! Han er bag palmetræet lige nu.
KVINDELIG REPORTER: Internettet eksploderede med denne kommentator, der fremhævede Kinas præsident Xi Jinping foran og i midten af billedet. Han [Robert Preston] sagde: »Det er ret tydeligt, hvilken supermagtsleder der tror, at han bestemmer over G20 – og ingen Biden i sigte.«

Og det var ikke kun verdens ledere, der kastede skygge over Biden. Verdens medier hånede ham også. Denne kommentator [End Wokeness] sagde: »Udenlandske medier håner Biden, da de filmer ham totalt strandet og fortabt ved G20. Alle gik fra ham.« [slut video]

SPEED: Hvad betød det for verdens ledere og deres regeringer at se USA’s påståede præsident ude af stand til at finde vej til sin plads i en fotosession? Er den hemmelige regering, som i en eller anden form har styret USA siden 22. november 1963, så arrogant og foragtelig, ikke kun over for de amerikanske borgere, men nu også over for hele verden, at den skilter med sit despotiske styre? Indtil nu har vi, så vidt jeg ved, ingen bekræftelse på, at den påståede præsident Biden faktisk overvejede og besluttede at sende amerikanske langdistancemissiler til angreb på Rusland; men han må formodes at være ansvarlig. Den demokratiske regering synes ikke at mene, at de er forpligtet til at fortælle os det. I lyset af disse ting, hvad skal ansvarlige regeringer så gøre økonomisk og militært for at forsvare sig selv og tilmed deres efterkommere? De ledere, der gik væk fra Bidens fotosession, viste noget med deres handlinger. Nemlig at kolonialismen er forbi. Den Globale Majoritet har forpligtet sig til det lige så stærkt, som USA’s grundlæggere engang forpligtede deres liv, formue og hellige ære; at gøre en ende på det britiske styre og kaste deres kolonistatus af sig.

Selv om den amerikanske præsident Franklin Delano Roosevelt døde, før han kunne indfri sit løfte om at befri verden for britisk, fransk, hollandsk og belgisk kolonistyre, forpligtede det afro-asiatiske topmøde i Bandung sig ti år efter hans død i april 1955 til at nå dette mål. Bemærk, at der på det tidspunkt kun var fire uafhængige lande på hele det afrikanske kontinent; et kontinent med 253 millioner mennesker på det tidspunkt. Nu er der 54 nationer, og i 2050, en generation fra nu af – om 25 år – vil der være 2,5 milliarder mennesker på det afrikanske kontinent. Det er det samme antal mennesker, som der var på hele planeten i 1950. Hvad betyder det for ledere i det Globale Syd at kæmpe, at være i stand til at bestemme over deres efterkommere, og hvad der sker med deres lande? Tænk på patrioter i Argentina som tidligere præsident Cristina Kirchner, der nu risikerer fængsel på grund af hendes og hendes mands nederlag til Den Internationale Valutafond og deres forsvar for atomkraft. Eller tænk på Brasiliens præsident Lula, som engang sad i fængsel, men nu er vendt tilbage til magten, og som er engageret i at skabe en vej fremad for det afrikanske kontinent og for Brasilien til velstand og udryddelse af fattigdom. Eller Lulas kollega – og også tidligere brasiliansk præsident – Dilma Rousseff, som engang blev tortureret i fængslet, og som nu er leder af den nye udviklingsbank. Eller Naledi Pandor fra Sydafrika, hvis veltalenhed i forsvaret af Palæstina gav genlyd af en Nelson Mandelas principielle moralske syn på trods af personlige trusler og misbilligelse fra hele den transatlantiske elite.

Desværre har galskaben, den demens, som altid griber dem, der tror, at de er universets herrer, grebet, fordrejet, korrumperet og ødelagt USA. Et USA, hvor alle løb i stedet for at se attentatmændene fra den 22. november 1963, den 4. april 1968, den 6. juni 1968 og andre senere datoer i øjnene. Resten af verden kan dog ikke vente på, at USA beslutter sig for at vende tilbage til de bedre sider af sin natur. Denne overgangsperiode er i sandhed den farligste i amerikansk historie, og en International Fredskoalitions rolle er derfor vigtigere end nogensinde.

Vi vil gerne påpege, at der er nogle mennesker i USA, som er i stand til at udøve statskunst. For eksempel har det tidligere kongresmedlem Dennis Kucinich udtalt: »Biden havde truffet en beslutning om at bringe USA ind i en utvetydig optrapningsfase ved at bruge Ukraines territorium til at angribe Rusland direkte med missiler, der kan nå 190 miles ned. Det er en ulovlig handling fra præsidentens side, som bringer vores nation på vej mod krig med Rusland. Det amerikanske folk stemte på Trump for at afslutte krigene. Biden ønsker tilsyneladende at gøre en ende på verden….

»Trump har sat USA’s interesser for fred og velstand først.

»Ingen præsident har ret til at bruge ensidig udøvende myndighed til at tillade et amerikansk missilangreb mod en anden nation…. Det er en lovovertrædelse, der kan stilles for en rigsret.«

Til sidst vil jeg bare påpege, at da den russiske præsident Vladimir Putin talte til det russiske folk umiddelbart efter brugen af det ballistiske mellemdistancemissilsystem, Oreshnik, sagde han noget meget vigtigt, som jeg tror, vi alle skal huske på. Han sagde: »Det siger sig selv:
»Det siger sig selv, at når vi om nødvendigt og som en gengældelsesforanstaltning vælger mål, der skal rammes af systemer som Oreshnik på ukrainsk territorium, vil vi på forhånd foreslå, at civile og borgere fra venligtsindede lande, der bor i disse områder, forlader farezonerne. Det vil vi gøre af humanitære grunde, åbent og offentligt, uden frygt for modtræk fra fjenden, som også vil modtage denne information.

»Hvorfor uden frygt? Fordi der ikke er nogen midler til at imødegå sådanne våben i dag. Missiler angriber mål med en hastighed på Mach 10, hvilket er 2,5 til 3 kilometer i sekundet. De luftforsvarssystemer, der findes i verden i dag, og de missilforsvarssystemer, som amerikanerne er ved at udvikle i Europa, kan ikke opfange sådanne missiler. Det er umuligt.
»Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at det ikke var Rusland, men USA, der ødelagde det internationale sikkerhedssystem, og ved vedvarende at kæmpe og klamre sig til sit overherredømme skubber de hele verden ud i en global konflikt.«

Det vil være op til os og vores diskussioner og handlinger at skabe en vej ud af det helvede, vi er på vej til; i det mindste til et sted, hvor der er en form for dialog. Som jeg har sagt, er dette en {international} fredskoalition. Fredskoalition; den involverer nationer, normalt 40-50 nationer, der deltager i dette opkald. Og det er kun med det internationale input, at vi kan håbe på at få USA eller andre nationer i den transatlantiske verden til at komme til fornuft igen. Som John Kennedy sagde i sin tale på American University i 1963: »I sidste ende er vores mest grundlæggende fællesnævner, at vi alle bebor denne lille planet. Vi indånder alle den samme luft. Vi værner alle om vores børns fremtid. Og vi er alle dødelige.«

Vores opgave bliver – og mange af talerne vil henvise til dette – at sikre, at denne overgangsperiode er præget af den form for intervention, den form for statskunst, som det tidligere kongresmedlem Kucinich repræsenterede i USA, og som folk i Tyskland, Frankrig eller andre lande forhåbentlig også vil repræsentere; og at sikre, at de faktiske årsager til krigen – kampen mod kolonialisme – bliver gjort klart for det amerikanske folk, så der i vores tilgang til at afslutte dette er fokus på fremtiden og ikke blot på at stoppe en konflikt. Det er, hvad jeg gerne vil sige for at få os i gang.

BATTLE: Tak for det, Dennis. Jeg kan se, at vi har vores ven Scott Ritter, som lige har sluttet sig til os på linjen her. Jeg vil gerne tale med ham som den næste. Scott er tidligere FN-våbeninspektør og har været en utrolig stemme for ægte fred.
SCOTT RITTER: Jeg kom i dag, fordi jeg for det første tror på, hvad dette panel gør. Men endnu vigtigere er det, at jeg er nødt til at appellere til dette panel om at hjælpe os med at redde jeres liv, mit liv og alles liv. Vi er tættere på i dag, end vi nogensinde har været i atomartens historie, siden atomvåben blev brugt i Hiroshima og Nagasaki. Vi er tættere på i dag end nogensinde før, at atomvåben bliver brugt igen. Vi står bogstaveligt talt på tærsklen til en atomkrig. Dette er ikke en overdrivelse; jeg er her ikke for at skræmme dig. Jeg er ligeglad med, hvad du tænker. Du kommer til at dø, medmindre vi gør noget for at stoppe det. Det er sgu fuldautomatisk.

Rusland har sænket sin tærskel for brug af atomvåben, herunder betingelser, som de ved, at NATO og USA allerede har opfyldt. Hvis Rusland ihærdigt fulgte sin atomdoktrin, ville de være i stand til at bruge atomvåben i dag mod NATO. Det har de valgt ikke at gøre, men vi har allerede passeret den tærskel. Samtidig har vi en kontreadmiral Buchanan i USA’s Strategiske Kommando, som taler flot om, at USA er klar til en atomar udveksling med russerne. Ved du, hvad det betyder, en »atomar udveksling«? Det betyder en atomkrig. Vi er klar til at få en. Rusland har sænket sin atomartærskel, og Amerika er klar til at indgå i en atomar udveksling med Rusland; lige nu, lige her. Når som helst.

Lige nu forsøger USA og Europa at finde ud af, hvad de skal gøre, efter at Rusland har reageret på deres tåbelige beslutning om at lade Ukraine bruge ATACMS-missiler og Storm Shadow-missiler til at angribe Rusland. Rusland har reageret med et unikt missilsystem; et mellemdistancesystem, som vi ved meget lidt om. Men det, vi ved, eller det, vi kan gætte os til ud fra tidligere praksis og det, der foregår, er, at dette missil er specialbygget til at ramme mål, der giver anledning til bekymring i NATO, som er udstationeret i Europa. Jeg tror, at dette missil blev udviklet på ordre fra præsident Putin engang sidste sommer for at ødelægge USA’s Dark Eagle-missilkompleks. Det er et hypersonisk mellemdistancemissil, som USA planlægger at udstationere i Europa. Mark 41 Aegis-luftforsvarssystemet til lands, som angiveligt blev bygget til at håndtere Iran, men som vi alle ved blev bygget til at håndtere Rusland. I dag bruger NATO det som en grundpille i deres luftforsvar mod Rusland. Dette system er designet til at slå det ud; det er designet til at slå kommando- og kontrolfaciliteter ud, logistiske faciliteter fra top til bund, fra venstre til højre, i hele Europa. Det bruger ikke-atomare ladninger; men ikke desto mindre ville dette være et russisk angreb mod NATO.

Rusland har vist, at de lige nu er klar til at angribe ethvert mål i Europa, hvis Europa giver dem en undskyldning for at gøre det. Hvordan vil Europa reagere? Artikel V er ifølge Joe Biden en hellig forpligtelse. Mange NATO-lande har lænet sig frem og ventet på en mulighed for at anvende artikel V, fordi de troede, at Rusland bluffede. Men Rusland bluffer ikke; Rusland har lige bevist, at det ikke bluffer. Hvordan skal NATO nu reagere på dette? Trække sig tilbage? Der er investeret for meget politisk kapital. Der er stadig folk i Det Hvide Hus, i udenrigsministeriet og i NATO, som tror, at Putin bluffer; det er trods alt bare et eksperimentelt system. Det er ikke sådan, at Rusland virkelig har tænkt sig at bruge det.

Rusland bluffer ikke. Og hvis vi vedvarende kalder Putins bluff, kalder Ruslands bluff, vil der komme en atomkrig. Og jeg er meget bekymret over, at Biden-administrationen sammen med deres NATO-allierede indrømmer, at de forsøger at »Trump-sikre« NATO, »Trump-sikre« Ukraine, »Trump-sikre« denne politik om et strategisk nederlag for Rusland, så Donald Trump ikke vil kunne ændre noget af dette, når han bliver taget i ed som præsident den 20. januar. Det betyder, at der er en komprimeret tidslinje mellem nu og den 20. januar til at få alt dette på plads. De har ikke råd til forsinkelser, de har ikke råd til pauser, de har ikke råd til tvivl. Min bekymring er, at de vil gå aggressivt frem og tvinge Rusland til at gøre det.

Så vil vi få Admiral Buchanans lille atomudveksling; men der er ikke noget, der hedder en »lille atomudveksling«. Der er ikke noget, der hedder en begrænset atomkrig. Når atomvåbnene begynder at flyve – læs Annie Jacobsens bog {Nuclear War: A Scenario} – kommer det hurtigt ud af kontrol. 72 minutter efter den første atomart udløste bombe er vi alle døde. Det er der, vi er.

Hvad skal vi gøre ved det? Vi kan holde konferencer osv. Jeg tror, at vi kun har én chance for at stoppe atomkrigen. Det er at få den kommende præsident til at engagere sig aktivt i at råbe Biden-administrationen op og tale til det amerikanske folk. Uanset hvor du står i forhold til valget den 5. november, var der en vinder; den vinder er Donald Trump. Og Donald Trump har formuleret en politik, der søger at afslutte konflikten i Ukraine og forhindre en atomkrig med Rusland. Hvis du ikke tror mig, så læs artiklen i magasinet {The Hill}, som er skrevet af RFK, Jr. og Don Trump, Jr. to personer, som er inde i Trumps team. De ville ikke have udgivet denne artikel uden Donald Trumps tilladelse og samtykke. Vi ved, at det er Trumps holdning. Det amerikanske folk støttede denne holdning, da de gav ham mandat til at regere. Og alligevel opererer Biden-administrationen nu på en måde, der er i direkte modstrid med dette; søger at forstyrre det. Forsøger at gøre det umuligt; og på den måde skubber os til randen af et atomart ragnarok.

Hvordan kan vi involvere ham? Hvordan kan vi få vores stemme hørt? På den gammeldags måde; ved at råbe det højt i Washington, D.C.. Det, jeg beder om, er, at alle tager med mig til Washington D.C. den 7. december. Jeg har taget kontakt til Jose Vega; jeg har taget kontakt til andre. Jose har taget kontakt, og vi er begyndt at sammensætte et hold, der skal gøre det muligt. 7. december – to uger. Vi kan redde verden; redde vores liv; redde dit liv ved at lade vores stemmer blive hørt. Hvis vi når det, er der ingen garanti. Der er ingen garanti for, at vi når frem til den 7. december, og det er ikke for sjov. Én dum fejl, og det hele er forbi; krigen begynder, og vi dør alle sammen. Men i tilfælde af, at vi overlever Thanksgiving, i tilfælde af, at vi nyder kalkunmiddagen, kan vi samles i Washington D.C. ved Lincoln Memorial og marchere til Kongressen og derefter marchere til Det Hvide Hus og lade vores stemmer blive hørt. Vi vil sige »NEJ« til atomkrig. Det er et hashtag, som jeg gerne vil have, at alle begynder at trende – #SayNoToNuclearWar. Gå på de sociale medier og få det til at ske. Det er nu; jeg ved ikke, hvad I ellers skal gøre, for I kommer til at dø, hvis I ikke gør det.

Hvis vi ikke finder en måde at blive hørt på og lader Biden-administrationen vide, at dette ikke er acceptabelt; det er ikke sådan, vi driver forretning; det er ikke det, vi, folket, ønsker; så vil de vedvarende føre denne politik til skade for alle. Det var egentlig alt, hvad jeg ville sige. Hold øje med dette sted, mens vi udvikler denne mission. Dette er vores livs mission. Det er vores livs kamp. Hvis vi taber den, dør vi alle sammen; bogstaveligt talt, så dør vi alle sammen. Vi er så tæt på en atomar konflikt, at det ikke er sjovt. Når du har en højtstående officer i Strategic Command, som åbent siger, at vi er klar til en atomar udveksling med Rusland, forstår du så, hvad han siger? Forstår du, at en atomar udveksling betyder hundredvis af millioner af døde mennesker? Mindst 100 millioner døde amerikanere. Og de er klar til at gøre det lige nu.

Hvis du ikke er vred, hvis du ikke er bange, er du ikke et menneske. De er klar til at gå i atomkrig lige nu. Vi er nødt til at stoppe det. At stå sammen den 7. december giver os måske en chance. Mange tak for at lade mig komme her og tale. Det er, hvad jeg har at sige.

Afsluttende bemærkninger
SPEED: Lad os bare gøre et par ting. Jeg vil undskylde over for en masse mennesker, der er her. Jeg kan se, at Ray [McGovern] også er der, så jeg vil også give Ray lidt tid til at sige noget.

Nogle af os har arbejdet med organisering i et stykke tid, og for omkring 40 år siden, da det demokratiske parti befandt sig i den samme situation i en vis forstand ved det valg – faktisk værre, fordi Ronald Reagan løb med sejren tilbage i 1984. Mange mennesker sad efter valget og vidste ikke helt, hvad de skulle gøre. Vores organisation havde dengang lige grundlagt Schiller Instituttet, som var en meget specifik organisation, der er en del af IPC. Men det, vi gjorde, var, at vi bemærkede, at ingen var parat til at fejre den dengang netop erklærede Martin Luther King-helligdag. For det, der var sket, var, at Ronald Reagan havde overrasket alle og indstiftet Martin Luther King-dagen ved lov. Det Demokratiske Parti havde ikke meget lyst til at fejre det. Det, der skete, var, at vi trådte ind i det hul og organiserede en demonstration, som endte med at samle 10.000 mennesker den 15. januar 1985 midt på en meget kold vinterdag. Vi talte om en meget specifik form for politik, som vi havde, nemlig at brødføde Afrika og bygge strålevåben. Vi talte om det strategiske forsvarsinitiativ dengang. Folk sagde: »Hvordan kan folk gå ind for sådan en idé?« Men det gjorde de. Ikke alene kom de, men Southern Christian Leadership Conference – Martin Luther Kings organisation – flere af dens afdelinger skrev vores demonstration og deres deltagelse i den op som deres primære aktion det år. Vi vidste ikke, at de gjorde det; vi havde ingen idé om, at det var sket; vi vidste ikke engang, hvem de mennesker var, der kom.

Jeg siger det for at sige følgende: Vil du se på det lige nu? Kan vi f.eks. gøre noget mellem en rigsretssag, det 25. forfatningstillæg eller en massedemonstration, som Scott Ritter opfordrede til? Ja, absolut! Disse ting kan gøres. Men måden, de skal gøres på, er, at alle skal forpligte sig til at gøre så meget, som de kan gøre individuelt. Og så skal de af os, der er organisatorer, og som gør det her på fuld tid, gå ind i det. For eksempel en person som Garland Nixon. Han er ikke med os i dag, men han var med os den 26. oktober, da vi holdt møde i New York. Og Scott Ritter var der, Larry Wilkerson var der, og Ray McGovern sendte også en erklæring. Det var en begivenhed, hvor vi havde omkring 400-500 mennesker i lokalet, men et meget større publikum – faktisk var det i tusindvis – der fulgte med i begivenheden. Garland sagde følgende. Han sagde: »Det, vi kunne gøre,« det var i øvrigt et opfølgende arrangement, som dommer Napolitano og flere andre deltog i den næste dag. Han sagde, hvad hvis vi koordinerede mellem de forskellige sociale platforme, som folk som Garland eller andre styrer; for mange mennesker – alle ved, at man kan se Ray på Judge Napolitano hver uge. Så der er måder, hvorpå ordet kommer ud. Hvad ville der ske, hvis der var en koordineret indsats på det område?

Lad os tænke på, hvad der bliver sagt om den 7. december. Scott har foreslået noget, og han taler grundlæggende om en international fredsdemonstration. Nej, et amerikansk rally, men lad os antage, at vi allerede holder vores konference den dag; en international fredskonference og et rally. Kan de kombineres? Det ved vi ikke rigtig. Det, vi ved, er følgende: Øjeblikket er så presserende, at hvis vi kan sætte gang i handling – lad os tage det, der blev sagt om Thomas Massie, som eksempel. Hvad ville der ske, hvis nogen trak sig fra den amerikanske kongres lige nu, i dag, og sagde: »Jeg trækker mig, fordi verden er ved at gå i atomkrig, og USA er ved at indlede den. Jeg kan ikke med god samvittighed stå her og vide, at vi ikke kommer til at stille præsidenten for en rigsret, vi kommer ikke til at råbe op om det, vi kommer ikke til at fortælle det til det amerikanske folk. Derfor tager jeg det på mig at træde tilbage for at gøre opmærksom på det.« Hvad ville der ske, hvis det skete? Kunne nogen gøre det? Måske behøver du ikke at træde tilbage; måske kunne du faktisk bare beslutte dig for at have modet til at gå ind i kongressen og tale om det. Det kunne du også gøre.

Der blev sagt noget før; der var forskellige mennesker, som havde noget at sige. Jeg ville forresten gerne sige en ting til Tatjana [Ždanoka], før jeg glemmer det. Ann Reynolds talte om denne idé. Hun henviste til Bernie Sanders; hun henviste til RFK og andre. Alle disse mennesker har faktisk noget at sige om spørgsmålet om krig. Sanders havde lige sat forskellige resolutioner i spil om det. Så jeg vil bare gøre det klart, at der skal gøres noget. Jeg ville gerne sige noget til Tatjana, fordi hun nu er i Bruxelles i stedet for der, hvor hun gerne ville være, fordi hun bliver forfulgt for at have forsøgt at starte en egentlig dialog. Du har sluttet dig til et vigtigt panteon af mennesker som Cristina Kirchner og Lula fra Brasilien og Dilma Rousseff, [Naledi] Pandor, Nelson Mandela, vores gode ven og samarbejdspartner, afdøde Lyndon LaRouche, som kom i fængsel i fem år i USA for det, han gjorde. Dennis [Small] var med ham i fængsel på det tidspunkt. Det er noget, folk skal være parate til at gøre på grund af den situation, vi befinder os i i alt dette.

Så jeg ville bare gøre det klart, at vi har ting, vi kan gøre. Vi har en orientering, som vi bør tage. Anastasia, jeg vil bare bede om, at du til sidst læser panelerne for konferencen op, så folk ved, hvad vi planlægger at gøre den 7. og 8. december.
Jeg vil gerne sige en sidste ting, før jeg giver ordet til Ray for at spørge, om han har noget, han gerne vil sige. Dette er et citat fra John F. Kennedy. Det var en måned efter Cuba-krisen, og det er ham der taler i det nationale kulturcenter. Han ønskede at danne det, der senere blev kaldt Kennedy Center for the Performing Arts. Men dette er inden for en måned efter Cuba-krisen. Jeg vil gerne have, at du tænker over, hvorfor han sagde det, han sagde ved den lejlighed. Han sagde dette:
»Et geni kan tale når som helst, og hele verden vil høre det og lytte. Bag stormen af daglige konflikter og kriser, de dramatiske konfrontationer, den politiske kamps tumult, fortsætter digteren, kunstneren, musikeren århundreders stille arbejde med at bygge erfaringsbroer mellem folk, minde mennesket om universaliteten af dets følelser og ønsker og fortvivlelser og minde det om, at de kræfter, der forener, er dybere end dem, der splitter.

»Kunst og opmuntring til kunst er således politisk i den dybeste forstand, ikke som et våben i kampen, men som et instrument til at forstå det meningsløse i kamp mellem dem, der deler menneskets tro. Aischylos og Platon huskes i dag, længe efter at triumferne i det kejserlige Athen er forsvundet. Dante overlevede ambitionerne i Firenze i det 13. århundrede. Goethe står roligt over Tysklands politik, og jeg er sikker på, at når århundreders støv har lagt sig over vores byer, vil vi også blive husket, ikke for sejre eller nederlag i kamp eller i politik, men for vores bidrag til den menneskelige ånd.«

Det var Kennedy. Hvorfor skulle han have sagt det mindre end en måned efter Cubakrisen? Jeg tror, det er vigtigt for os alle at tænke over det, både på denne dag og i forbindelse med denne krise. Så det er, hvad jeg vil sige.