af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 11. november 2024

I går afsluttedes det første ministermøde i Rusland-Afrika Partnerskabsforum i Sochi, hvis deltagertal og politiske overvejelser manifesterer den voksende drivkraft for lederskab i den Globale Majoritet, som på dramatisk vis kom til udtryk på BRIKS-Plus topmødet i Kazan, Rusland, den 22.-24. oktober. I dag accepterede Hvideruslands regering officielt BRIKS’ invitation til at blive en »partnernation«.

Blandt de 1500 deltagere i den tre dage lange begivenhed mellem Rusland og Afrika var der delegationer fra 54 nationer, herunder 45 ministre. Fælleserklæringen blev udgivet den 10. november, hvor samarbejdsområderne blev beskrevet.

Præsident Vladimir Putins bemærkninger til Russia-Africa Forum, som blev læst op af udenrigsminister Sergej Lavrov på plenarmødet, formidler ånden i samtalerne og erklæringen. Putin sagde: »Afrikanske lande nyder stigende autoritet på verdensscenen. De fører en konstruktiv, fredsorienteret udenrigspolitik og spiller en stadig vigtigere rolle i løsningen af vigtige spørgsmål på den internationale dagsorden.«

Sochi-begivenheden er blot det seneste udtryk for den nye ledelsesdynamik, der er i dyb opposition til det vestlige neokolonialistiske system, som nu er ved at ophøre efter at have gjort skade i årtier. Men der er mange faktorer i spil, og nogle af dem er ekstremt farlige. De dødelige konflikter kan optrappes til total atomar udslettelse.

I den forgangne weekend fortsatte de israelske forsvarsstyrker med at bombe det sydlige Libanon, angribe Syrien og begå folkemord i Gaza. Israels fungerende præsident, Netanyahu, hvis korruptionssag efter planen starter den 2. december, proklamerede i går, at han har talt tre gange med den kommende præsident Trump siden valget den 6. november og insisterer på, at de er »enige«.

I Ukraine blev der i går opsendt et stort – måske det hidtil største – antal angrebsdroner, mest mod Moskva, men også mod andre distrikter, herunder Bryansk, Belgorod og Kursk.

I stedet for et alternativ til disse tendenser fremsættes de vildeste erklæringer fortsat fra de elitære fortidslevn, der stadig har regeringsmagten i Vesten, på trods af de igangværende regeringsskift, som i USA den 6. november, da vælgerne gjorde oprør, og i Tyskland samme dag, da »trafiklys«-regeringen i Berlin faldt:

– Den tyske forsvarsminister Boris Pistorius presser vedvarende på med sin løsning på det tyske økonomiske sammenbrud og opfordrer til at gøre Tyskland »krigsklart«.

– Amerikanske politikere, der lobbyer for at få en plads i den nye Trump-regering, fremmer deres løsning på USA’s økonomiske sammenbrud ved at kræve lavere skatter og højere importtold, udelukkelse af migranter samt forbud og sanktioner. De afgående politikere gør det samme. Det amerikanske handelsministerium udstedte i sidste uge en imperial »ordre« til den Taiwan-baserede TSMC, verdens største chipproducent, om at ophøre med at sælge visse avancerede designs til det kinesiske fastland.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og leder af Schiller Instituttet, opfordrede til at se hele denne verdenssituation – god og dårlig – som en »helhed« og tage den som »et unikt øjeblik«, hvor man kan gribe ind. Med henvisning til mange forskellige aspekter af den strategiske situation understregede hun, at der er »et enormt vakuum« af lederskab. Dette beskriver dem, der stadig er ved magten, forventer at komme til magten eller bliver kasseret i Vesten. Men generelt er der også en manglende forståelse for, hvordan en økonomi fungerer.

Schiller Instituttet sætter alt ind på at afholde den mest gennemgribende internationale konference (online) den 7. og 8. december for at få personer og kræfter til at drøfte og tage stilling til, hvad der bør gøres. Zepp-LaRouche har bestilt en hasteundersøgelse til diskussion forud for konferencen for at fremhæve et eller to af de prioriterede infrastrukturprojekter for hvert kontinent. Disse definerer dagsordenen for, hvad der løser migrantkrisen og opbygger det Globale Syd, samtidig med at det Globale Nords agro-industrielle sammenbrud og kulturelle og videnskabelige forfald vendes. Tænk på 2 til 3 milliarder nye job.

I denne uge kan vi forestille os, hvordan det kunne se ud på den vestlige halvkugle. Torsdag den 14. november er der officiel åbning af Chancay-havnen i Peru. Kinas præsident Xi Jinping vil være til stede ved ceremonien. Han og andre statsoverhoveder vil derefter deltage i forhandlingerne på topmødet i Asian Pacific Economic Community (APEC), som Peru er vært for. Et af de foretrukne ordsprog om havnen er »Fra Chancay til Shanghai!« Den dybe havn kan rumme de største af nutidens mega-fragtskibe. Det bliver et hemisfærisk knudepunkt.

Chancay-havnen udgør derefter det forbundne prioriterede projekt: krydsning af kontinentet med en biocean-korridor, der forbinder Atlanterhavet og Stillehavet. En sådan transport- og udviklingskorridor har man drømt om i næsten to århundreder. Den nordamerikanske biocean- korridor – den transkontinentale jernbane – blev startet i 1862 af præsident Abraham Lincoln.

Schiller Instituttets undersøgelse vil skitsere mængden af vigtige input, der kræves til det sydamerikanske projekt, fra stål, til beton, til jernbaner, til tunge byggemaskiner, til logistik for arbejdsstyrken og alt, hvad der følger med. Denne materialeliste sætter derefter fokus på de steder og virksomheder, der leverer disse input, herunder fra det afindustrialiserede Globale Nord, som skal planlægge at opgradere og omstille sig.

Planlæg at deltage og organisér på forhånd for Schiller Instituttets konference i december. »Samarbejde, ikke konfrontation«, som Helga Zepp-LaRouche opfordrer til, er den eneste realistiske dagsorden for verden.

Foto: GGTN

af Dennis Speed (EIRNS) – 10. november 2024

»På Flanderns marker blæser valmuerne/ mellem korsene, række på række,/ der markerer vores plads; og på himlen/ flyver lærkerne, der stadig synger tappert,/ knap nok hørt blandt kanonerne nedenfor …« Et uendeligt hav af blomster, en for hver dræbt på alle verdens slagmarker, i krige, der aldrig havde behøvet at blive udkæmpet. Denne mindedag, som i dag er kendt over hele verden, også kaldet veterandag i nogle lande den 11. november, er det bedste tidspunkt at forpligte os selv og vores nationer til øjeblikkeligt at afslutte de konflikter, der i en atomar tidsalder holder hele verden som gidsel – startende med NATO mod Rusland og Israel mod »verden«, dvs. Palæstina/Libanon/Syrien/Iran og andre.

Især synes der at være en reel bekymring, i det mindste blandt krigens spøgelser, for at krig er ved at blive nedprioriteret. »Har du nogensinde set en person, som er bange for at krigen vil slutte? Jeg så ham, og hans navn er Volodymyr Zelenskyj,« sagde Slovakiets premierminister og overlevende fra et mordforsøg, Robert Fico, i et radiointerview. Det var hans øjenvidne-vurdering af Zelenskyjs sindstilstand ved EU-topmødet i Budapest den 7. november, som Fico deltog i.

Vil krigens spøgelser og krigspartiet fortsætte med at regere USA? I går skrev den kommende præsident Donald Trump på sine sociale medier: »Jeg vil ikke invitere den tidligere ambassadør Nikki Haley eller den tidligere udenrigsminister Mike Pompeo til at blive en del af Trump-administrationen, som i øjeblikket er ved at blive dannet. Jeg har nydt og værdsat at arbejde sammen med dem tidligere, og jeg vil gerne takke dem for deres tjeneste for vores land. GØR AMERIKA STORT IGEN!«

Med hensyn til krigen i Ukraine lykønsker Rusland Trump med hans valgsejr, men fastholder vedvarende sine krav. I en RT-artikel med den ildevarslende titel »Moscow Reiterates Threat To Sever Diplomatic Ties with U.S.« blev Ruslands viceudenrigsminister Sergei Ryabkov citeret for at gentage sine tidligere bemærkninger. »I juni sidste år advarede Ryabkov om, at Washingtons stadig mere høgeagtige holdning til Rusland gjorde enhver diplomatisk kontakt praktisk talt ‘umulig’. Da han blev bedt om at præcisere denne holdning, sagde han til Izvestia, at der ikke var noget scenarie, der ville få Rusland til ‘automatisk’ at kappe båndene til Vesten, men at denne mulighed ‘utvivlsomt’ er på bordet…. På spørgsmålet om hvilke amerikanske handlinger der kunne få Rusland til at nedgradere båndene yderligere, nævnte han USA’s forsøg på at konfiskere Ruslands indefrosne aktiver samt »dramatiske og yderligere optrappende handlinger, der fører til en forværring af situationen på kontaktlinjen« i Ukraine. Ryabkov bemærkede, at der er en ‘række planer, som Vesten fortsætter med at diskutere’, der kan føre til en optrapning af konflikten. For eksempel har Kiev i månedsvis presset USA og dets allierede til at ophæve forbuddet mod at angribe dybt inde i Rusland med vestligt leverede langtrækkende våben.«

Det vil være afgørende, at vores organisatoriske stemme bliver hævet og sat ind i den internationale diskussion på daglig basis, offentligt og privat, om hvem der ikke bør være, og hvilken politik der ikke vedvarende skal følges, i Trump-administrationen 2025-29. Men derudover kræver vi, at der straks udsendes en klar og vidt udbredt erklæring om, hvad der skal gøres for at »redde den vestlige alliance« – minus NATO, altså. I dag, på digteren Friedrich Schillers fødselsdag, demonstrerede Schiller Instituttets grundlægger og leder Helga Zepp-LaRouche, hvorfor Martin Luther Kings »bjergtop«-tilgang i hendes Ti principper for en ny sikkerheds- og Udviklingsarkitektur giver det nødvendige udgangspunkt for at se og derefter foreslå en strategisk flanke uden for geopolitikkens blindgyde. I en diskussion med sine medarbejdere foreslog Zepp-LaRouche en specifik taktisk-strategisk flanke, der gælder for både NATO-lande og det Globale Syd, for både USA og Europa, og som ikke kun ville afslutte krig og redde utallige liv, men også ville danne grundlag for ægte diplomati ved at bruge det tilsyneladende sværeste problem, som den transatlantiske verden står over for i øjeblikket, som selve motoren i forslaget.

Zepp-LaRouche startede med at beskrive situationen i Tyskland, som, hævdede hun, nu er ved at komme af med den værste regering, landet har haft siden 1945. Hun sagde, at det er meget godt, at denne regering er ude, men problemet er, hvad der kan komme bagefter? CDU, som er det eneste parti, der har mere end 30 % opbakning, ville, hvis de vandt, få den nye kansler Friedrich Merz, som var tidligere europæisk chef for BlackRock, til magten. Han og Christian Lindner fra det Frie Demokratiske Parti, finansministeren, som Scholz netop har fyret, siger begge, at Tysklands Taurus-missiler straks skal sendes til Ukraine! Og det falder sammen med briternes bestræbelser og visse fraktioner i USA omkring Biden, der ønsker at gøre det samme. De ønsker at levere alle de våbensystemer de kan til Ukraine på kortest mulig tid, før Trump kommer til. Så tilmed hvis man fik en ny regering, ville det være CDU plus FDP eller CDU plus De Grønne, som ville være endnu mere krigsvenlige og derfor værre end den siddende regering.

Der er andre kræfter, herunder vælgerkræfter, i Tyskland lige nu, som er imod dette, men der er ikke noget reelt forslag til, hvad man skal gøre. Der er et vidt åbent felt lige nu; der er mange mennesker, som er helt oppe at køre, og med rette, og som advarer om, at hvis Trump kommer til, vil han måske afslutte krigen i Ukraine, men han kan også vælte alle omkostningerne ved genopbygningen af Ukraine over på Tyskland. Læg så dette sammen med andre faktorer som f.eks. toldsatser. Mange mennesker har mistanke om, at Trumps politik om at gøre Amerika stort igen kan blive meget dyr, tilmed ødelæggende, for de europæiske økonomier. Stål-, kemi- og bilindustrien går alle konkurs.

Derfor vil vi i den sammenhæng lave en undersøgelse med den idé, at vi skal se på, hvad BRIKS-nationerne gør. Hvis Europa lige nu ville samarbejde med BRIKS og hjælpe med at skabe 2 til 3 milliarder nye produktive job i Asien, Afrika og Sydamerika, ville det på den ene side skabe et enormt incitament for potentielle flygtninge til at blive hjemme og genopbygge deres lande, og på den anden side stabilisere og genoplive de europæiske økonomier og for den sags skyld også den amerikanske økonomi. Vi er nødt til at sammensætte en sådan pakke ekstremt hurtigt; vi bliver måske nødt til at opgradere og opdatere tidligere projekter og forslag, som vi har diskuteret, men vi er nødt til at bruge dette til det mest massive outreach nogensinde ved at opbygge vores Schiller-konference den 7.-8. december. Alle taler lige nu om BRIKS, men vi er uden tvivl dem, der har den bedste historiske fornemmelse af, hvad det betyder, og vi har kontakterne til at sammensætte et nyt system.

I USA vil det kræve, at undertrykkelsen af Lyndon LaRouches rolle, både på den nationale sikkerhedsside og den økonomiske udviklingsside, endelig ophæves. Der kan være grundlag for at gøre dette i det nye miljø i USA: I marts 2023, da den daværende præsidentkandidat Donald Trump kom med en ti-punkts erklæring, der skitserede hans forslag til, hvordan man kunne »afvikle den dybe stat«, var punkt fire i hans forslag: »For det fjerde vil vi etablere en sandheds- og forsoningskommission, der skal frigive og offentliggøre alle dokumenter om den dybe stat, spionage, censur og korruption for at afsløre de fupnumre og magtmisbrug, der har revet vores land fra hinanden, og der er masser af dem….«

I dag, på denne mindedag, hvor alle krigsveteraner og deres ofre mindes, lover vi, at Lyndon LaRouche, veteran fra Anden Verdenskrig og fra mange kampe derefter, og det Amerika, han var et eksempel på, skal genindkaldes til præsidentembedet, som han opfattede det, og som verden kræver.

Foto: CC/Daniel Jolivet

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 9. november 2024

Hvad har magt til at skabe menneskehedens skæbne? På trods af synspunkterne hos den gamle ordens gespenster, som hellere vil rive sig selv i stykker end at acceptere et nyt paradigme, er det eneste gyldige svar på dette spørgsmål sande ideer. Det fysiske univers adlyder sande ideer, ikke diktaterne fra et NATO-centreret imperialistisk regime.

Den russisk-ukrainske videnskabsmand Vladimir I. Vernadsky forstod dette ganske godt; han konkluderede på baggrund af årtiers grundigt arbejde, at det tænkende menneskes sind gennem dets indvirkning på menneskets sociale organisation og adfærd er den stærkeste geologiske kraft.

Vernadsky skrev i december 1943:

»Den historiske proces er ved at ændre sig radikalt for øjnene af os. For første gang i menneskehedens historie bestemmer massernes interesser på den ene side og individernes frie tanke på den anden side menneskehedens livsforløb og sætter standarder for rene ideer om retfærdighed. Menneskeheden som helhed er ved at blive en mægtig geologisk kraft. Der opstår et problem med genopbygningen af biosfæren i den frit tænkende menneskeheds interesse som en enkelt helhed. Denne nye tilstand i biosfæren, som vi nærmer os, uden at vi lægger mærke til det, er noösfæren.« [Understregning i original].

Disse ord, der blev skrevet midt under Anden Verdenskrig, definerer det princip, som ethvert vellykket system må etableres på.

I sit webcast onsdag den 6. november gentog Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche sin opfordring til, at det nu er tid til at presse på for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til hvert enkelt lands interesser. I overensstemmelse med det samme udødelige princip om »én menneskehed« hævdede Vladimir Putin i sin hovedtale den 7. november i Valdai International Discussion Club, at »nøgleprincippet for sikkerhed for alle uden undtagelse er, at én nations sikkerhed ikke kan sikres på bekostning af andres sikkerhed….«. I dag er sikkerhed et komplekst begreb, som omfatter mere end blot militære og politiske dimensioner; det kan ikke opnås uden socioøkonomisk udvikling og staters modstandsdygtighed over for en række udfordringer, fra naturlige til menneskeskabte.«

Ikke alle er enige med Vernadsky, Zepp-LaRouche og Putin. Ledere i Europa kæmper for at bevare evnen til at holde NATO-krigen i Ukraine i gang efter et sandsynligt stop for amerikansk hjælp under en Trump-administration. NATO gennemfører krigsøvelser i Finland, som deler en 800 kilometer lang grænse med Rusland. Israels folkemord i Gaza fortsætter, hvor kvinder og børn skønnes at udgøre 70 % af de dræbte, og Netanyahu-regeringen er i fuld gang med at fjerne enhver modstand mod dens vaklende position.

Mod denne dynamik, som om han var tilskyndet af en dybere tendens, talte Italiens præsident Sergio Mattarella om styrken i den interkulturelle dialog, da han stod ved siden af sin vært, præsident Xi Jinping, i Beijing ved China-Italy Cultural Forum: »Kultur styrker den enkeltes værdighed. Det er ikke et naivt ønske. Det er ikke en udveksling, der ikke tager hensyn til forskellene. Tværtimod: Værdien af øvelsen består i at antage og analysere dem med åbenhed, uden at dette hindrer sammenligning og samarbejde. Denne måde at nærme sig hinanden på er produktiv, da den fører til opbygning af en fælles arv. Det er en refleksion, en holdning, der ansporer os til at undgå fristelsen til at vende tilbage til fortidige standpunkter i en verden med modsatrettede blokke.”

Påtag opgaven: Kan vi få USA og de europæiske nationer til at slutte sig til noösfæren, til at overvinde geopolitikkens ondskab – til at stoppe denne konfrontation? I perioden mellem nu og indsættelsen af præsident Trump står vi over for en meget stor sandsynlighed for, at krigens spøgelser vil gøre noget desperat for at bevare overherredømmet – måske placere langtrækkende missilsystemer i Ukraine eller, Gud forbyde det, indsætte dem med amerikansk opbakning dybt inde på russisk territorium.

I sine »Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur«, diskussionsoplægget til den kommende konference den 7.-8. december i Schiller Instituttet, hævder Helga Zepp-LaRouche: »Den grundlæggende antagelse for det nye paradigme er, at mennesket er fundamentalt godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed, og at det er den mest avancerede geologiske kraft i universet, hvilket beviser, at sindets lovmæssighed og det fysiske univers er i overensstemmelse og samhørighed, og at alt ondt er resultatet af en manglende udvikling og derfor kan overvindes.«

Sande ideer bevæger naturen. Sande ideer bevæger menneskeheden til at opnå det, som den ikke troede var muligt. Denne glædelige proces er det, der giver vores liv mening og giver os mulighed for at gøre det størst mulige gode ved at omforme vores sociale organisation, så den mere perfekt afspejler menneskets kreative natur: at øge potentialet for kreativt arbejde hos de milliarder og billioner af mennesker, der kommer.

Foto:  Office of the President of Italy

David Shavin

Den 7. november 2024

Var det så let? Ruslands præsident Vladimir Putin svarede i dag på et spørgsmål om, hvorvidt han ville tale med USA’s kommende præsident Donald Trump; og han siger, at det ville han. Så tilføjer han, at han ikke er bleg for at tage kontakt til Trump først. Og en time senere siger Trump, at han tror, at de to vil tale sammen.

Det viser sig, at Putin, da han svarede på spørgsmål i Valdai Discussion Club, mente, at i Trumps første præsidentperiode »blev han chikaneret af alle på kryds og tværs, han blev tyranniseret, han var bange for at tage et skridt til venstre eller til højre og sige det forkerte« – og han endte med ikke at have kontrol over begivenhederne. Og Putin tilføjede: »Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske nu under hans nye præsidentskab. Uanset hvad han gør, er det op til ham.«

Han sagde dog, at han lærte noget om Trump, da en attentatmand forsøgte at dræbe ham i Pennsylvania: »«Jeg kan fortælle dig, at hans opførsel på tidspunktet for attentatet … gjorde indtryk på mig. Han viste sig at være en modig mand. … En person viser sig selv under ekstraordinære forhold – det er der, en person viser sig selv. Og han viste sig efter min mening på en meget passende måde: modigt, som en mand.” På trods af forskelle i stil og indhold i forhold til Trump vurderer Putin åbenbart, at der er noget i ham, som kan modstå chikanen denne gang.

Man kunne tilføje, at Trumps afvisning af at give efter for rigsretssagerne og de frontale juridiske angreb på ham kan sammenlignes med Lyndon LaRouches principfaste modstand mod den hysteriske og ondskabsfulde operation, der blev ført mod ham – især når man sammenligner med det, der kaldes politisk lederskab nu om dage.

Trumps begrænsninger er kendte. Der er ingen garanti for, at han ikke vil gentage de jammerlige politiske aftaler og udnævnelser fra sin første periode. Det er i høj grad et åbent slagsmål i de næste par måneder. Men tilmed en erfaring med at afklare et angiveligt uløseligt problem som Ukraine-konflikten kan få hans administration til at spille i en anden liga denne gang. Ville Trump i 2024-2025 f.eks. begå den samme fejl ved at fyre Michael Flynn som sin nationale sikkerhedsrådgiver i den tro, at »Russiagate«-agenterne ville lade ham være i fred?

Så hvad sker der, når freden “truer” med at bryde ud?

Den neokonservative bande for »permanent krig«- går amok. Før Trump overhovedet er blevet indsat, er der en alvorligt forøget risiko for krig. En britisk tænketank, »Council on Geostrategy«, organiserer »højtstående parlamentarikere, tidligere ambassadører og sikkerhedseksperter« til at skrive under på at »opbygge en massiv præcisionsangrebsstyrke til Ukraine uden eksterne begrænsninger på dens målretning….«. Politico rapporterer, baseret på to anonyme embedsmænd i Det Hvide Hus, at de ikke bare kan smide penge og våben efter Ukraine i de næste to måneder, for som Politico skriver: »Det tager normalt måneder for ammunition og udstyr at komme til Ukraine, efter at en hjælpepakke er blevet annonceret, så alt, hvad der rulles ud i de kommende uger, vil sandsynligvis ikke nå helt frem før et godt stykke inde i Trump-administrationen, og den næste øverstbefalende kan standse forsendelserne, før de er på jorden.« Så den eneste effektive mulighed er at gå videre og give Ukraine mulighed for at ramme dybt ind i Rusland – det vil sige at » ingen eksterne begrænsninger skal gælde for dets mål.«

Den tidligere NATO-ambassadør og særlige udsending til Ukraine, Kurt Volker, (som også var hovedvidne i sagen mod Trump) forklarede til Kyiv Independent: »Jeg tror, at Biden-administrationen ville gøre klogt i bare at droppe sine indvendinger. Bare lade Ukraine bruge de våben, vi har givet dem. Og det kan gøres stille og roligt, det behøver ikke at være en stor bekendtgørelse.« I Newsweeks dækning citerede de både forfatter/journalist David Patrikarakos: “Joe Biden bør gøre én ting, fremskynde al militær støtte til Ukraine og slippe ukrainerne fri – lade dem bruge amerikanske våben inde i Rusland” – og forfatter Aja Radan: “Jeg foreslår på det kraftigste, at præsident Biden i morgen ringer til Ukraine og fortæller dem, at de kan sprænge lige den del af Rusland i luften, som de vil.”

Og Israels premierminister er selvfølgelig en levende mulighed for at øge den regionale krigsførelse i Sydvestasien til en atomar konfrontation. At ramme Irans atomare forskningsfaciliteter har samme resultat som at sende missiler dybt ind i Rusland.

Intet af dette er uundgåeligt. Men det er en meget reel og håndgribelig fare. Så stormløbet for en retfærdig, fair, ikke-bankerot økonomisk orden, for en BRIKS-orienteret tilgang til den type gavnlige industri- og landbrugsprojekter, der giver lande lyst til at arbejde med hinanden, må fortsætte hurtigere, end geopolitikerne i London og Washington kan overskue. Trump-sejren, lussingen til den globale elite, med eller uden Trumps fulde forståelse af, hvad der er blevet sat i gang, kan blive til lussingen, der høres verden rundt. Det kan gøre gårsdagens umulighed til dagens halvmirakel og morgendagens virkelighed.

Og det er derfor, den amerikanske præsidentkampagne kun lige er begyndt.

Foto: Flickr/Trump White House Archive

af Stewart Battle (EIRNS) – 05. november 2024

Når denne briefing skrives, er resultatet af præsidentvalget den 5. november stadig usikkert. Men uanset hvad resultatet bliver, vil ingen af kandidaternes sejr i sig selv kunne skabe de afgørende ændringer, der er nødvendige for at løse de grundlæggende kriser, som USA og verden står over for. Nu, mere end nogensinde, vil den vigtigste faktor, som vil afgøre fremtidige begivenheder, være den rolle, som et engageret mindretal spiller i at skabe en ny dynamik i den bankerotte og imperialistiske vestlige verden – et potentiale, som bliver mere og mere tydeligt for dem, der har øjne at se med, selv om det ikke afspejles i præsidentkampagnerne.

Selv hvis Harris og hendes krigs- og folkemordsparti bliver besejret, og tilmed hvis Trump rent faktisk får lov til at tiltræde i januar 2025, bør hans erklærede modstand mod nogle dele af denne politik på ingen måde få nogen til at tro, at han repræsenterer en grundlæggende ændring i forhold til korruptionen og fordærvelsen i det vestlige etablissement. Også i dette tilfælde er en styrke af passionerede organisatorer, der er i stand til at kommunikere og formidle sandfærdige, dybe ideer til deres medborgere, det eneste der kan flytte den legendariske jord under fødderne på et samfund, som har mistet sin fortøjning og er på vej mod atomar udslettelse. Når det er sagt, så overvej hvad vi ved i dag:

NATO’s stedfortræderkrig i Ukraine fortsætter med at kollapse, og det bliver sværere og sværere for selv de mest fasttømrede vestlige analytikere at ignorere det. Det seneste eksempel på dette er en artikel af den tidligere præsident for Council on Foreign Relations Richard Haass i Foreign Affairs, som indrømmer, at der er behov for en »fornyet strategi« for Ukraine. »Washington må forholde sig til krigens dystre virkelighed og acceptere et mere sandsynligt resultat,« skriver Haass og bemærker, at Ukraine er nødt til at acceptere territoriale tab. Haass kommer stadig med graverende forslag, som Rusland aldrig vil acceptere, såsom at Ukraine i sidste ende bliver medlem af NATO og modtager tunge våben fra Vesten, mens konflikten er fastfrosset; men det er i det mindste en lille anerkendelse af virkeligheden.

På trods af indrømmelser som denne insisterer de ansvarlige stadig nidkært på en endeløs konfrontation med Rusland. NATO’s generalsekretær Mark Rutte mødtes med den tyske kansler Olaf Schulz den 4. november og erklærede, at Rusland allerede fører en »kampagne af hybride angreb« mod europæiske lande – langt ud over Ukraines grænser – og at NATO forbereder sig på en global konfrontation med Rusland i det lange løb. I samme ånd planlægger NATO også at optrappe sine aktiviteter i Rumænien i de kommende år og har for nylig afholdt store militærøvelser der.

Frankrig, Italien og Storbritannien har alle planer om at udvide deres militærpatruljer til Asien og foretage havneanløb og fælles øvelser med Japan og Filippinerne i en åbenlys provokation over for Kina. Strategien bag dette er at forberede sig på en større konfrontation med Kina i Asien, især når Rusland, Kina og BRIKS styrker deres samarbejde om et alternativ til Vestens faldefærdige system. Som Politico Europes Matthew Kaminski skrev: »Den næste verdenskrig starter her [i Østasien].«

I stedet for at acceptere, at der opstår en ny dynamik blandt det Globale Syd eller den Globale Majoritet, som ikke er engageret i at være »anti-vestlig«, men i økonomisk udvikling og muligheder for resten af verden, erklærer ideologerne i de vestlige ekkokamre krig mod den og lover evigt herredømme for deres unipolære system.

Den samme politik skaber også forfærdelige konsekvenser for befolkningerne i Palæstina, Libanon og resten af Sydvestasien. Israel fortsætter sine morderiske handlinger, eksemplificeret ved dets angreb på hospitaler og humanitære hjælpeorganisationer som UNRWA. USA har givet Israel en 30-dages advarsel om at forbedre disse forhold, men gør intet, mens Israel fortsætter uhindret. Faktisk holdes de amerikanske politiske spin-tryllekunstnere som gidsler af deres egen fortælling om, at vestligt overherredømme skal styre Mellemøsten. Det er for tidligt at vide, hvad der ligger bag den pludselige fyring af den israelske forsvarsminister Yoav Gallant, men Israels nuværende politik for krig og etnisk udrensning er også ødelæggende for landet selv og skaber alle mulige interne stridigheder. Hvis denne politik ikke stoppes, vil den i sidste ende føre til landets egen undergang – eller en atomkrig.

Dette er grundene til ikke at blive alt for besat af præsidentvalget – der skal gøres et større arbejde. Vi befinder os ved afslutningen af en æra, og vedvarende gammel geopolitisk tænkning vil føre menneskeheden til sin egen selvdestruktion. Nutidens lederes opgave er at gribe ind og skabe en politisk forandring, hvilket der ikke er forudsætninger for i øjeblikket, men som der er potentiale for. Så, organiser for at skabe en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, og gør endeligt op med det Britiske Imperiums geopolitik.

Foto: NATO

af Marcia Merry Baker (EIRNS) –  4. november 2024

Schiller Instituttets grundlægger og leder, Helga Zepp-LaRouche, sagde i sin gennemgang af verdens strategiske situation i dag: »Vores historiske øjeblik er her!« Vi kan være sikre på, at hun ikke henviser til det amerikanske valg tirsdag! Hverken til afstemningsresultatet eller efterspillet. Zepp-LaRouche henviser snarere til det ubestridelige faktum, at »det gamle system er ved at smuldre«, og det betyder, at »dette er chancen for et nyt system«.

Det vestlige finansielle/økonomiske og neokolonialistiske kasinosystem har nået fasen for sin egen undergang, og det i en sådan grad, at de engang toneangivende nationer selv er ved at bryde sammen økonomisk og socialt. Deres egne eliter reagerer med global NATO-krigsførelse og brutalitet i deres forsøg på at fastholde deres dominans.

Men det menneskelige svar på det Globale Nords fornedrelse er i stedet, at det kollektive Vesten samarbejder om udviklingen af det Globale Syd. Det er den eneste måde at opnå en human løsning på krisen: Opbyg økonomier, skab milliarder af job, samarbejd med den Globale Majoritet, hvis ledelsesdynamik er stærk og stigende.

Diskussionen om dette vil være fokus for en international (online) konference, som Schiller Instituttet er vært for den 7.-8. december, med temaet »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!«

Et eksempel på, hvordan det gamle system er ved at smuldre, viser sig i dag på det sted, hvor Kamala Harris og Donald Trump begge fører valgkamp for at blive USA’s præsident: Pennsylvania. Denne stat var engang et verdenscenter for stål, energi, flodinfrastruktur og mejeridrift. Udover at have rigeligt med kul havde staten USA’s første kommercielle atomkraftværk i 1956. Pittsburgh, hvor begge kandidater holdt valgmøder i dag, er hovedkvarter for U.S. Steel, som nu er i så alvorlige økonomiske problemer, at det er sat til salg.

Den samlede årlige stålproduktion i USA er faldet dramatisk. Den er gået fra 112 mio. tons i 1973 til 80 mio. tons i 2023. Mælkebedrifter i Pennsylvania og andre steder bliver ruineret af, at landmændenes indkomst ligger langt under deres produktionsomkostninger. På energiområdet er statens elproduktion og transmissionskapacitet så utilstrækkelig, at tilmed de føderale myndigheder – som ikke er kendt for deres integritet – den 1. november greb ind for at forhindre et Amazon-datacenter i at indgå en favorabel specialkontrakt om elforsyning med atomkraftværket ved Susquehanna-floden, fordi det ville fratage offentligheden i det centrale Pennsylvania den strøm, de har brug for. Det er bemærkelsesværdigt, at Pennsylvanias hovedstad, Harrisburg, for ikke så længe siden var nødt til at erklære bystyret konkurs.

Med lokale variationer er det det samme billede over hele USA.

Zepp-LaRouche pegede i dag på det samme billede i Europa. For eksempel var Tyskland for ti år siden førende inden for industriproduktion, teknologi, eksport, sundhedspleje og anden produktion. Nu er det langt nede på stigen med afindustrialisering, konkurser, mangel på arbejdskraft og forarmelse. Sidste vinter arrangerede tyske landmænd masseprotester med traktorer mod EU’s og den tyske regerings politik, der lukkede dem ned. Desuden fortsætter »grøn« politik med at gøre alting værre.

Dette transatlantiske forfald går hånd i hånd med NATO’s udvidelse og krigsførelse. Sæt det i kontrast til de konkrete eksempler på støtte til udviklingsprincipperne blandt den Globale Majoritet, især Bælte- og Vej-Initiativet:

I denne måned vil Peru være vidne til den store åbning af den moderne, bemærkelsesværdige nye havn i Chancay. Kinas præsident Xi Jinping vil deltage. Han vil være i Peru i forbindelse med APEC-mødet (Asian-Pacific Economic Cooperation) den 10.-16. november. I efteråret blev det nye integrerede stålkompleks Mutun taget i brug i Bolivia, som er hjemsted for store jernmalmforekomster. I Afrika åbnede i år det enorme Dangote-raffinaderi i Nigeria, den nye Julius Nyerere-dæmning i Tanzania og Mvuma-jern- og stålværket i Zimbabwe. Der er også asiatiske eksempler.

Disse få, men vidunderlige eksempler antyder den grænseløse horisont for udvikling, når først ændringen i systemet er gennemført. Dette er den historiske opgave. Den er allerede i gang i det Globale Syd. Men det »mirakel«, der skal ske, er at mobilisere den potentielle velvilje, der stadig er tilbage blandt dem i det Globale Nord, for at fremtvinge et syn på samarbejde og på at arbejde sammen over hele verden for en fremtid til fælles gavn. Det må være indholdet af anti-krigsmobiliseringen.

Et lyspunkt i den amerikanske valgperiode kommer fra de amerikanere, der går forrest i kampen for et sådant skifte. På stemmesedlen i staten New York er de uafhængige Diane Sare til det amerikanske senat og Jose Vega til kongressen i Bronx, 15. kreds. I Ohio er Dennis Kucinich, tidligere medlem af Kongressen og borgmester i Cleveland, atter på stemmesedlen til Kongressen og gør det til en mærkesag at stoppe den farlige udvikling hen imod atomkrig.

I Connecticut skrev den uafhængige kandidat Ben Wesley til Kongressen (CD 4) “A Call for Sanity and Renewal « i et brev, der blev offentliggjort i Connecticut Examiner den 3. november. Wesley beskrev sin afindustrialiserede by Bridgeport: »Hver dag kører jeg forbi de store tomme produktionshaller…. Jeg mener, at det store problem, som vores distrikt og helt ærligt vores nation står over for, er, at vi ikke bygger mere. Vi skaber ikke mere med undtagelse af krigsmaskinerne.« Han opfordrede til at vende det om, til at stoppe finansieringen af krigen i Ukraine og Israels massedrab, og udsendte »en opfordring til fornuft og fornyelse i vores distrikt, vores stat, vores land og verden.«

Truslen om atomkrig forværres, efterhånden som det udviklingsfjendtlige kollektive Vesten optrapper krigsprovokationerne. Den seneste manøvre involverer udsigten til, at sydkoreanske militæreksperter skal tage til Ukraine, støttet af USA og Storbritannien. En sydkoreansk delegation var i Bruxelles og Kiev for at diskutere dette i løbet af weekenden. I dag er EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Josep Borrell, i Seoul. USA, Storbritannien, Japan og andre nationer opfordrede til et særligt møde i FN’s Sikkerhedsråd om Nordkorea, som blev afholdt i dag, og hvor USA understregede et undertema, der anklagede Rusland for at sende nordkoreanske soldater i kamp mod Ukraine. Det fremstød sker tilmed, mens de ukrainske militærstyrker bliver drevet tilbage og svækket.

I Sydvestasien udstedte Netanyahu-regimet i dag et dekret om, at det har til hensigt at kontrollere alt land i Libanon op til Litani-floden. Israel informerede den 3. november også FN om, at landet officielt trækker sig fra aftalen fra 1967, som anerkender FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA), og dermed ikke tillader den at fungere. De israelske forsvarsstyrker (IDF) fortsætter den ubeskrivelige beskydning og udsultning af palæstinenserne.

Den næste mulighed for at konferere om handling mod dette og for et nyt system er den Internationale Fredskoalitions 75. ugentlige møde i træk, fredag den 9. november. Hold også øje med arrangementer og aktioner med kort varsel.

Den 3. november blev der udgivet en ny video af den amerikanske ortopædkirurg Dr. Mark Perlmutters orientering: » Censurerede amerikanske læger rapporterer sandheden om Gaza«, som han gav i New York City den 1. november.

Megan Dobrodt

Den 2. november 2024 EIRNS

Fredag den 1. november stod præsidenten for organisationen Verdens Kirurgiske Stiftelse, Dr. Mark Perlmutter, som vidne foran et publikum i New York City og leverede en rystende førstehåndsberetning, krydret med rå fotos af det han oplevede om rædslerne i situationen i Gaza. For nogle af de tilstedeværende var beretningerne om en bevidst udryddelse af en indespærret befolkning, som blev illustreret ved det målrettede drab på dens børn, næsten for meget at bære. Perlmutter, som oprindeligt var planlagt til at tale på Mount Sinai Hospital, men som blev drevet væk af feje beskyldninger om antisemitisme, opfordrede tilhørerne til at handle – til at gøre alt hvad der skal til for at fremtvinge en ændring i USA’s politik, som støtter et åbenlyst folkemord.

Vil vi se den hjerteskærende virkelighed i øjnene, nemlig at Holocaust som våben bliver brugt til at retfærdiggøre et nyt Holocaust – der udfolder sig åbenlyst for øjnene af hele verden? Vil vi se på og alligevel hævde, at vi ikke vidste det? Eller vil vi, som Perlmutter krævede, handle? Det er vi nødt til. Som UNRWA’s generalkommissær Philippe Lazzarini sagde: »I dag, tilmed mens vi ser ind i ansigterne på børn i Gaza, hvoraf vi ved, at nogle vil dø i morgen, smuldrer den regelbaserede internationale orden i en gentagelse af de rædsler, der førte til etableringen af FN, og i strid med forpligtelserne til at forhindre, at de gentager sig.« Verdenssamfundets hidtidige manglende evne til at reagere på det, der har udspillet sig for øjnene af os i mere end et år, betyder, at denne verdensorden er færdig – både moralsk og i anden henseende.

Den voksende brand i Sydvestasien bliver måske mere eksplosiv og farligere for menneskeheden, end den nogensinde har været, men den kan ikke fortsætte meget længere, da den snart vil fortære sine ophavsmænd. Dette er modigt blevet bemærket af tusindvis af israelere , som har underskrevet et åbent brev, hvor de opfordrer det internationale samfund og dets institutioner til »straks at gribe ind og gennemføre alle mulige sanktioner for at opnå en øjeblikkelig våbenhvile mellem Israel og dets naboer, for fremtiden for begge folk i Israel og Palæstina og folkene i regionen og for deres ret til sikkerhed og liv…. Staten Israel er på selvmordskurs og sår ødelæggelse og fortabelse, som øges dag for dag.« Sagen er nøjagtig den samme med NATO’s stedfortræderkrig i Ukraine – fordi dens leverandører, den geopolitiske verdensordens spøgelser, er de samme.

Og hvad med det forestående amerikanske præsidentvalg? Meget ser ud til at afhænge af dets udfald – i hvert fald må man komme til den konklusion, når man ser, hvor langt det britiske etablissement og dets partnere i det amerikanske etablissement er gået for at forsøge at manipulere resultatet, brutalt eller på anden vis. Mens mange har forudsigelser om, hvad der vil eller ikke vil ske, når stemmerne er talt op (eller ikke talt op eller talt forkert, alt efter hvad der er tilfældet) i verdens fineste eksempel på »demokrati«, så ved vi, at resultatet ikke vil løse det grundlæggende problem, vi alle står over for: Menneskehedens skæbne hænger i en meget tynd, atomar tråd, og medmindre vi vælger at gøre en ende på geopolitikken, fordi den er ond, forkert, destruktiv og selvmorderisk, er der ingen løsning på det nuværende tiltagende opgør.

Vi må tænke anderledes; det er det privilegium, det er at være menneske. Vi overlever som art ved at tilpasse vores opfattelser, og dermed vores adfærd, så de bliver mere og mere i overensstemmelse med sande og kendte universelle principper. Det er en kraft, der er utilgængelig for den rent biotiske verden, inklusive vores egne biologiske evner. Det menneskelige sind kan hæve sig til et højere niveau end det, hvor et paradoks, en umulig konflikt, først viser sig. Renæssancens fader og, underforstået, den amerikanske republiks, Nicholas af Cusa, tilbageviste bæstet Aristoteles ved at bevise, at det menneskelige sind kan ophøje sig selv til at forestille sig et højere »Ene«, som ligger over det niveau, hvor konflikten eksisterer.

De fleste mennesker i dag, som er produkter af en falden og forfalden kultur, er ikke vant til en sådan tankegang – de fanger sig selv i at vælge side eller forblive »neutrale«, ubevægelige. Helga Zepp-LaRouche har sagt, at hvis vi tager udgangspunkt i den ene menneskehed som det primære, vil vi finde det niveau af fornuft, der er nødvendigt for at løse ethvert af de problemer, som civilisationen står over for i dag.

Den afgørende opgave i dag for dem, der er modige nok og kærlige nok, er at overbevise landene i det kollektive Vesten om, at de skal samarbejde med den Globale Majoritet – BRIKS-nationerne og det Globale Syd – som allerede tager skridt til at danne nye relationer og nye institutioner for et postkolonialt og pro-menneskeligt system for udvikling.

For at dette skal blive muligt, må verden etablere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som Helga Zepp-LaRouche efterlyser, i traditionen fra Den Westfalske Fred. For at fremlægge dette vil Schiller Instituttet afholde en internetkonference den 7.-8. december for at diskutere de principper, som den må baseres på.

Dette er vores opgave. Er det umuligt? Vælger du så, i din stædighed, atomar udslettelse?

Foto: Dr. Mark Perlmutter. Credit: Sare/Vega Campaign Webcast

af Stewart Battle (EIRNS) – 31. oktober 2024

Mens vi nu er mindre end en uge fra det amerikanske valg, finder de virkelig betydningsfulde begivenheder, der vil forme verdens fremtid, sted på en helt anden scene. I det omfang borgerne arbejder for at bringe disse væsentlige spørgsmål op til overfladen i deres lande – i stedet for at bukke under for det, der synes muligt i betragtning af de tilgængelige muligheder – vil ikke kun det kollektive Vestens, men hele verdens skæbne blive afgjort.

Onsdag den 30. oktober viste FN’s generalforsamling igen, at USA ikke længere har mandat til at være den såkaldte »leder af den frie verden«, da denne (frie verden –red.) med et overvældende flertal på 187-2 stemte for at afslutte USA’s 62-årige blokade af Cuba. Det er måske ikke så tilfældigt, at det eneste andet land, der stemte sammen med USA mod ophævelsen af blokaden, var Israel. Selv om denne afstemning finder sted hvert år i FN, sker den i dag inden for rammerne af en såkaldt »regelbaseret orden«, som aldrig har været mere miskrediteret.

Det sker kun få dage efter, at Israels Knesset stemte for at forbyde FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA) at operere på israelsk og palæstinensisk territorium, en organisation, som der reelt ikke er nogen erstatning for, og hvis fjernelse vil betyde endnu flere ekstreme lidelser for det palæstinensiske folk. Hvis den israelske beslutning gennemføres, »vil det være en total katastrofe, det er som at smide barnet ud med badevandet,« sagde UNRWA’s generalkommissær Philippe Lazzarini til AP i et interview den 30. oktober. I en endnu skarpere kommentar skrev Lazzarini på X sit brev den 28. oktober til formanden for FN’s generalforsamling med indledningen: »I dag, selv når vi ser ind i ansigterne på børn i Gaza, hvoraf vi ved, at nogle vil dø i morgen, smuldrer den regelbaserede internationale orden i en gentagelse af de rædsler, der førte til etableringen af FN, og i strid med forpligtelserne til at forhindre, at de gentager sig.«

Samtidig er virkningerne af denne politik ikke engang til gavn for befolkningen og økonomierne i Vesten. Tysklands bilsektor nærmer sig nu en direkte afgrund, og Volkswagen har oplevet et kollaps i nettoresultatet på 64 % alene i september. I Storbritannien hæves skatterne over hele linjen for at kompensere for budgetunderskud i en af de største stigninger i årevis. I lande i hele NATO knirker budgetterne under vægten af stadig større udgifter til deres militær-industrielle-finansielle komplekser, mens deres reelle fysiske økonomier lider under mange års underinvestering.

Derudover svæver verden på tærsklen til krige, som ikke er set i generationer, da vi står over for udsigten til, at der udbryder global krig på to fronter. Utroligt nok nærmer dette tal sig nu tre, da vestlige ledere manisk insisterer på, at Nordkorea nu skal føjes til listen over lande, der skal konfronteres – og som nu har reageret ved at teste endnu et atomart ballistisk missil. Er det virkelig værd at risikere civilisationens overlevelse for at forsvare integriteten af denne »regelbaserede orden«?

Det er faktisk mere end indlysende, at den eneste »isolerede« er det kollektive Vesten, hvis »orden« nu smuldrer. Resultatet er, at alle, der lever i dag, konfronteres med en udfordring, langt større end nogen de nogensinde har oplevet før. Det vil ikke blive omgjort af et valg eller ved at ændre det eksisterende system. Hvad der kræves, er en ændring i aksiomerne, en ændring i tænkningen. Eller som Helga Zepp-LaRouche har insisteret på, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur.

Så lad være med at nøjes med det, der forekommer at være de muligheder du har fået. Tag i stedet ved lære af Jose Vega og Diane Sares uafhængige kampagner, som sammen med andre uafhængige kandidater står i spidsen for en indsats i USA for at bringe denne virkelighed frem i lyset.

Foto: UN Photo/Evan Schnieder

Den Internationale Fredskoalition

Fredag den 1. november kl. 16:00 dansk tid 

Tilmeld dig her for at modtage et Zoom link.

Vær med denne fredag med Jeremy Loffredo fra Gray Zone; Dr. James Cobey fra bestyrelsen for Palestinian House of Freedom i DC og Voices from The Holy Land; Dr. Chandra Muzaffar, grundlægger og præsident for International Movement for a Just World (JUST) i Malaysia og mange flere.

Uanset udfaldet af det amerikanske valg…

Dennis Small

Den 30. oktober 2024 (EIRNS) – Vi er en uge efter det historiske topmøde i BRIKS den 22.-24. oktober i Kazan, Rusland, og mindre end en uge før valget i USA den 5. november. I de resterende dage før valget er der en stor chance for, at verden bliver bragt på randen af atomar krigsførelse mellem supermagter i to forskellige krigsskuepladser, og der skal handles nu for at forhindre dette ved at arbejde med den Globale Majoritet for at skabe et nyt paradigme for sikkerhed og udvikling for alle. Stemmeafgivning alene vil ikke gøre det.

For det første, Sydvestasien: Der er diskussioner i gang – både i offentligheden og bag kulisserne – om et muligt opfølgende angreb fra Israel mod Iran, med eller uden et mellemliggende iransk gengældelsesangreb på det første angreb, denne gang med angreb på større økonomisk infrastruktur (såsom oliefelter) og muligvis tilmed Irans velbeskyttede atomprogram. Herzi Halevi, chefen for generalstaben i Israels forsvarsstyrker (IDF), fortalte den 29. oktober luftvåbnets piloter, at Iran kunne blive ramt »med kapaciteter, som vi ikke engang brugte denne gang … og de steder, som vi skånede denne gang.« Neokonservative krigsmagere i USA opildner Israel, som f.eks. den tidligere efterretningsofficer i den amerikanske hær Jon Sweet, der skrev i The Hill den 30. oktober, at »Israel har brug for en vedvarende luftkampagne for at skabe betingelser for nederlaget for Den Islamiske Republik Iran«, og at »fredagens luftangreb sandsynligvis blot var en begyndelse…. Israel er et skridt tættere på at fjerne hovedet fra den iranske hydra.«

For det andet, Ukraine: Ruslands føderale sikkerhedstjeneste (FSB) meddelte, at en ukrainsk sabotage- og rekognosceringsgruppe, som omfattede lejesoldater, uden held havde forsøgt at bryde igennem den russiske grænse i Bryansk-regionen den 27. oktober. FSB’s rapport indeholdt billeder af nogle af lejesoldaterne, herunder en tatovering på overarmen af en af dem, der viser en engel med en riffel, med et banner med teksten »Ranger« og »2d Bn« – tilsyneladende en henvisning til 2. bataljon af den amerikanske hærs 75. Ranger-regiment. Den 30. oktober citerede det russiske nyhedsbureau Sputnik en sikkerhedsekspert, som konkluderede, at det egentlige mål med angrebet på Bryansk »var at bane vejen for et yderligere, større forsøg, også fra NATO-styrker, på at trænge ind i denne russiske region.« Den udbredte mediepromovering af historien om, at tusindvis af nordkoreanske tropper blev trænet i Rusland og snart ville blive indsat mod Ukraine, har allerede skabt den grundløse begrundelse for en sådan planlagt NATO-optrapning direkte mod Rusland.

Uanset udfaldet af det amerikanske valg vil denne virkelighed med udsigt til atomkrig på kort sigt være på verdens dagsorden. Men det samme vil resultatet af BRIKS-topmødet i Kazan, som satte den Globale Majoritets påtrængende opfordring til at opbygge en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur i centrum for verdens dagsorden – med en åben invitation til samarbejdsvillige nationer i EU og tilmed NATO om at deltage i denne indsats.

Som Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche sagde i sit ugentlige Dialog-webcast den 30. oktober:

»Kazan-mødet tilbyder et nyt system af relationer mellem nationer baseret på de fem principper for fredelig sameksistens…. Det er naturligvis også indlejret i FN’s charter. Hvis Vesten ville holde sig til FN-pagten, ville de ikke have noget problem med at knytte sig til den.

»Det, der står i vejen, er resterne af geopolitik, som stammer fra imperiets tid, især det Britiske Imperium. Det er berygtet, at de altid gerne vil manipulere stater – alliere sig med den svagere stat mod den stærkere stat eller skabe en form for landkort, der giver plads til manipulation af grænser og etniske konflikter. Og så blev denne idé om geopolitik naturligvis eftertrykkeligt gentaget i Wolfowitz-doktrinen ved afslutningen af Den kolde Krig, hvor de neokonservative grundlæggende sagde, at der skulle være en unipolær verden domineret af USA, og at ingen gruppe eller land eller nation eller gruppe af nationer nogensinde skulle have lov til at overgå USA med hensyn til økonomisk, politisk eller militær magt….

»Det førte til et enormt tilbageslag, fordi ideen om at man kan eksportere den liberale demokratimodel, det Fukuyama kaldte historiens afslutning, som dybest set betød, at man ville eksportere den neoliberale økonomiske model, den liberale kulturelle model, eksportere den vestlige opfattelse af demokrati og menneskerettigheder til alle disse lande rundt omkring på kloden – det førte til et gigantisk tilbageslag….

“Det er derfor, man nu har en relativt løs sammenslutning af stater, som ikke danner en blok, og de understreger, at de ikke konkurrerer med NATO eller EU med hensyn til blokdannelse. De har erklæret, at de er åbne for, at alle kan være med, også NATO-medlemmer. Så dette ville være en perfekt mulighed for at sige: Lad os bare lægge denne konfrontation … lad os lægge det sorte og hvide skema til side og anerkende, at det er en god ting, at verden består af så mange nationer og kulturer og traditioner. Og lad os finde en fremgangsmåde gennem fælles udvikling, så vi alle kan leve fredeligt på denne ene planet….

»Det var den overvældende intention på mødet i Kazan i BRIKS…. Der var 4,7 milliarder mennesker repræsenteret, og dermed 57% af verdens befolkning. Det er tydeligvis den Globale Majoritet lige dér. Og disse lande fortsætter nu med at forsøge at opbygge et nyt økonomisk system, som vil overvinde fattigdom og underudvikling for dem alle….

»Det er virkelig en chance for menneskeheden for at undgå en katastrofe i form af en atomkrig, som ville udslette alt liv på planeten – hvis vi kan komme med i denne nye udvikling i tide.«

Foto: Israeli Airforce Facebook page

Dennis Speed

Den 29, oktober 2024 – EIRNS

På et mandagsmøde den 28. oktober, der blev afholdt for at evaluere de historieskabende begivenheder i sidste uge – inklusive topmødet med BRIKS i Kazan, Rusland, den 22.-24. oktober; symposiet/koncerten den 26. oktober: »Byg et fredskor mod krigens spøgelser«, hvor de uafhængige LaRouche-kandidater Diane Sare og Jose Vega var værter; og brunchen søndag den 27. oktober, »Operation DAWN, truslen om atomkrig i verden i dag« , organiseret af den tidligere efterretningsofficer i US Marines og whistleblower Scott Ritter – antydede Schiller Instituttets leder Helga Zepp-LaRouche, både bidragyder til og deltager i disse begivenheder og tidligere processer, der gjorde resultaterne af disse begivenheder mulige, , hvad hun mente måtte ske som det næste.

»Vi er nødt til at gøre det helt klart, at den eneste måde, hvorpå faren for en tredje verdenskrig kan overvindes, er, at vi er nødt til at få det kollektive Vesten – det vil sige USA og de europæiske nationer – til at stoppe deres tåbelige geopolitiske konfrontation mod dette nye flertal i verden. Når alt kommer til alt, repræsenterer BRIKS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika plus andre nationer), som de er nu, 4,7 milliarder mennesker og 57% af verdens befolkning, og der er mange flere lande i kø, som venter på at komme med. Og det ville være tåbeligt, grænsende til det vanvittige, hvis Vesten vedvarende ville modsætte sig dette.«

Under BRIKS’ konference i Kazan i sidste uge havde EIR ‘s korrespondenter, som var til stede, stillet spørgsmålet til den russiske rådgiver for værten, præsident Vladimir Putin, Anton Kobyakov: Selv om BRIKS ikke er anti-Vesten, så er Vesten i øjeblikket anti-BRIKS. Hvis det ikke ændrer sig, er der risiko for atomkrig i forbindelse med konflikterne i Ukraine og Mellemøsten og en fortsættelse af sanktionerne. Ser du potentialet i BRIKS’ aktiviteter og succeser til at ændre de angloamerikanske eliters syn på tingene, til at deltage positivt i udviklingen af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som foreslået af Helga Zepp-LaRouche fra Schiller Instituttet?« Kobyakov havde svaret: »Ja, det håber vi meget på – at de vil deltage i udarbejdelsen af fredsinitiativer, så at sige. Vores præsident taler altid om det. Og vi har endda en strategi for atomar afskrækkelse. Det vigtigste er, at Pax Americana, hvis den kollapser – det vigtigste er, at når det kollapser, så begraver de ikke os alle sammen under murbrokkerne.”

Det er ord, som amerikanerne bør være meget opmærksomme på. USA, som i øjeblikket står på randen af en ekspanderende og potentielt set endog en atomkrig med både Rusland og Kina, står også på tærsklen til et præsidentvalg den 5. november, som i sidste ende vil være utilfredsstillende, uanset hvilken kandidat der vinder. To andre kandidater, ingen af dem stiller op til det amerikanske præsidentskab – den uafhængige senatskandidat i New York Diane Sare og den uafhængige kongresmedlemskandidat i Bronx (CD15) Jose Vega- trådte ind i det præsidentielle politiske vakuum og var sammen vært for et helt «enestående »internationalt bymøde« om en ny udenrigs- og sikkerhedspolitik. Med sit ekstraordinære udvalg af eksperter fokuserede det ikke på, hvem der har skylden, men snarere på, hvad borgerne er nødt til at gøre, og hvilke løsninger der skal findes på den nuværende krise. I den sammenhæng blev krigene i Ukraine og Sydvestasien behandlet som tragiske udtryk for manglen på et højere perspektiv, og de identificerede vejen til dette højere perspektiv.

Et internationalt publikum hørte tidligere amerikanske militærofficerer af høj rang, journalister og tilmed komikere i dialog med hinanden og med Helga Zepp-LaRouche. »Disse nationer i det Globale Syd er allerede den Globale Majoritet, og de er fast besluttet på at afslutte perioden med 500 års kolonialisme ved at opbygge et nyt verdensøkonomisk system, som vil gøre det muligt for dem at industrialisere og overvinde fattigdom og underudvikling,« sagde hun til lørdagens symposium. »De bygger en stor, ny udviklingsbank for det Globale Syd, en ny investeringsplatform, en ny BRIKS-kornbørs og andre institutioner, som vil hjælpe dem med at vokse. Det er den mest påtrængende opgave for genoprettelsen af verdensfreden, at USA støtter denne indsats. Vi må huske, at den Amerikanske Uafhængighedskrig var den første antikoloniale krig i historien, idet den etablerede Amerikas uafhængighed af det Britiske Imperium.«

Hendes budskab og budskaberne fra Ray McGovern, oberst Larry Wilkerson (pensioneret), oversergent Dennis Fritz, komikeren Jimmy Dore, journalisten Garland Nixon og mange andre, samt udtalelserne fra kandidaterne Sare og Vega spredtes, ikke kun til USA, men til et internationalt publikum, der sent lørdag/søndag talte langt over 50.000 mennesker. Det mest bemærkelsesværdige og unikke var dog den »kommenterende« rolle og brug af klassisk musik, som gennemsyrede og styrede hele forløbet. Det omfattede musik fra Iran, Syrien, Sydafrika og Albanien samt kompositioner af Johann Sebastian Bach, Antonin Dvorak og afroamerikanske spirituals fra USA, hvoraf sidstnævnte blev dirigeret af Diane Sare, der er kandidat til senatet i USA. Sare optrådte også i en messingkvintet i programmets åbning.

Det var netop hendes arbejde med at etablere klassiske amatørkor i staten New York gennem et årti, der var en væsentlig faktor, som gjorde det muligt for Diane Sare i 2024 at blive den eneste uafhængige kandidat i hele staten New York, der med succes udfordrede de kriminelle krav om adgang til stemmesedlen ved at indsamle næsten 70.000 underskrifter fra registrerede vælgere, for at overskride kravet om 45.000 underskrifter og opnå status på stemmesedlen – noget som præsidentkampagnerne for RFK. Jr., Cornel West, Jill Stein og andre ikke formåede at gøre. Sare og Vegas ikke-tragiske, »klassiske« metoder til politiske kampagner, som mange ser som uortodokse, er faktisk den eneste måde, hvorpå USA muligvis kan bryde igennem sine selvdestruktive vrangforestillinger i tide.

Uanset hvilken kandidat der bliver valgt til USA’s præsident, er det transatlantiske systems nuværende position tragisk, og »det vil kræve et mirakel at ændre den«. Men som Helga Zepp-LaRouche har udtalt: »De eneste mirakler, jeg tror på, er dem vi selv udfører.« Problemet er, at de aksiomer for politisk beslutningstagning, der i øjeblikket er indlejret i transatlantisk tænkning på områder, der spænder fra finans og bankvæsen til økonomi, videnskab og kultur, er uopretteligt fejlbehæftede. Nu, hvor USA nærmer sig sit 250-års jubilæum, er det faktisk uigenkendeligt, ikke kun for dets grundlæggere fra det 18. århundrede som Alexander Hamilton og Gouverneur Morris, men også for Dwight Eisenhower, Franklin Delano Roosevelt, John F. Kennedy og måske tilmed for Martin Luther King, Jr.

Økonomen og statsmanden Lyndon LaRouche havde imidlertid en »rasende og ødelæggende effektiv« tilgang til »aksiom-knusning«. LaRouche skabte gennem sin videnskab om fysisk økonomi en direkte tillempning af den sokratiske metode til opdagelse af videnskabelige principper på den politiske organiseringsproces. Det adskilte hans tilgang til det amerikanske præsidentskab fra alle andre kandidaters. Han tog udgangspunkt i sit oprindelige gennembrud inden for fysisk økonomi. I sin »The Independent Democrats 1984 Platform« foreslog LaRouche f.eks. en »reorganisering af den føderale udøvende magt«, hvor han undersøgte, hvordan udenrigsministeriet, energiministeriet, indenrigsministeriet osv. fungerede. Hans tilgang var baseret på, ikke blot at påberåbe sig, men at anvende det universelle princip om naturlov for at udtænke løsninger på de tilsyneladende uløselige paradokser i den politiske planlægning, som får folk til at tro, at »der ikke er nogen mulig løsning«.

Det, der er brug for i vores tid, hvor vi konfronteres med ubegrænsede muligheder og ubegrænset ødelæggelse, er modet til at ændre de ondskabsfuldt forkerte aksiomer for tænkning og adfærd, som dømmer enhver civilisation til fiasko – og i vores tilfælde kan dømme verden til udslettelse. De Ti principper for en ny international strategisk og udviklingsmæssig Arkitektur af Helga Zepp-LaRouche er ikke kun en principerklæring, men en hensigtserklæring, som, hvis den blev vedtaget af folk i den transatlantiske verden, ville udgøre det eneste middel til, at et samarbejde med nationerne i det Globale Syd og den Globale Majoritet nogensinde ville blive tillidsfuldt og derfor realiseret.

Foto:  Mario La Pergola / Unsplash

EIR Nyheder

Ikke korrekturlæst.

Den 26. oktober 2024 EIRNS

Med titlen »Build a Peace Chorus Against the Ghouls of War« var de kombinerede uafhængige kampagner for Jose Vega og Diane Sare vært for en offentlig begivenhed i New York City om eftermiddagen lørdag den 26. oktober.

Jose Vega, kandidat til USA’s Repræsentanternes Hus i Bronx’ 15. kreds, åbnede arrangementet og lovede »noget, der aldrig er blevet gjort før, en hybrid klassisk koncert/politisk demonstration«.

Derefter gik Sare Brass Quintet på scenen og fremførte Den lille Fuga af J.S. Bach med kandidaten Diane Sare på trombone, efterfulgt af et stykke for messingkvintet af den russiske komponist Victor Ewald. Kvintetten fik derefter selskab af koret Friends of Sare-Vega Chorus, dirigeret af Megan Dobrodt, til et arrangement af en koral fra Bachs Matthæuspassion med ny tekst på engelsk, »Because All Men Are Brothers«, af Tom Glazer.

Diane Sare, kandidat til det amerikanske senat i New York, introducerede gæstetalerne, »som alle er genier på deres egen måde.« Den første taler var Dennis Fritz, Command Chief Master Sergeant (ret., USAF) og direktør for Eisenhower Media Group, som bad tilhørerne om at overveje, at hvis den amerikanske kongres kan se til og ikke sige noget om drab på kvinder og børn, hvad betyder vi så for dem? Han og oberst Lawrence Wilkerson (ret.) og oberst Ann Wright var blandt dem, der blev fordømt i kongressen for at demonstrere uden for den israelske premierminister Benjamin Netanyahus optræden der: »Vores kongres spyttede os i ansigtet på vegne af Bibi Netanyahu.« Fritz hævdede, at vores studerende og professorer i USA har mere mod end vores kongresmedlemmer. Han kom med en besked til Netanyahu om krigen mod Iran: »Du ønskede denne krig, du fik den, men hold os ude af den.« Til sine amerikanske medborgere sagde han: Giv ikke muslimer, arabiske amerikanere, fredselskende jøder eller sorte mænd skylden, hvis jeres kandidat taber. Giv den israelske lobby skylden.

Angela McCardle, formand for det nationale Libertarian Party og medarrangør af Rage Against the War Machine, sendte en videobesked, hvor hun ønskede succes til alle de uafhængige kandidater og kandidater fra tredjeparter.

Dr. Mark Perlmutter, MD, rapporterede i en anden videobesked om de uhyggelige tilfælde af civile, som han behandlede i Gaza, og som var klare beviser på krigsforbrydelser.

Dernæst fulgte et musikalsk intermezzo med et arrangement for solist og kor af »Go Down, Moses«.

Russell Dobular og Keaton Weiss fra »Due Dissidence«, en platform for politiske kommentarer, var de næste talere. Dobular præsenterede en sarkastisk ristning af begge mainstream-præsidentkandidater og fokuserede sin polemik primært på Kamala Harris. Han hyldede Vega og Sare som de eneste fredskandidater, der »giver mig håb i håbløse tider«. Han blev efterfulgt af Weiss, som roste Jose Vegas og LaRouche-bevægelsens » ubønhørlige humanisme« og beskrev, hvordan han delte en søndagsbrunch med kylling og vafler med Jose, som »citerede Platon udenad og i lange baner«. Han kom med lærde bemærkninger om USA’s tilstand og citerede den lærde historiker Ibn Khaldun fra det 14. århundrede om begrebet asabiyya, eller solidaritet, og spurgte provokerende: »Hvem ønsker, at vi skal miste vores følelse af os selv som ét folk?« Han fortsatte med at sige, at »Jose og Diane er blandt de få aktivister, jeg kender, som ikke er faldet i den fælde at hade det land, de forsøger at repræsentere.«

Schiller Instituttets leder Harley Schlanger beskrev USA’s 50-årige økonomiske nedtur efter »Nixons paradigmeskifte« og LaRouche-bevægelsens rolle i at tilbyde et alternativ på trods af en bagvaskelseskampagne og politisk forfølgelse af LaRouche, som er slået fejl. Nu er BRIKS klar til at gennemføre LaRouches alternative politik.

Schlanger blev efterfulgt af tenoren Everett Suttle, som fremførte et solo-arrangement af den spirituelle »This Little Light of Mine«.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og leder af Den Internationale Fredskoalition, advarede om, at USA er blevet det mest frygtede land i verden, fordi det forsøger at blive verdens hersker. Krigene i Ukraine og Sydvestasien truer begge med at optrappe til en atomkrig, som kan gøre en ende på alt liv på jorden. Men BRIKS-nationerne, som repræsenterer den Globale Majoritet, »er fast besluttet på at afslutte perioden med 500 års kolonialisme ved at opbygge et nyt verdensøkonomisk system, som vil give dem mulighed for at industrialisere og overvinde fattigdom og underudvikling…. Hvis USA ville indtage en samarbejdsvillig holdning til dette nye system og endda blive en del af det, ville stort set alle problemer i verden blive håndterbare og kunne overvindes.«

Everett Suttle vendte derefter tilbage for at fremføre »He’s Got the Whole World in His Hands«.

Garland Nixon, en erfaren progressiv radio- og tv-talkshowvært og medlem af ACLU’s nationale bestyrelse, kom med bemærkninger om betydningen af det netop afsluttede BRIKS-topmøde i Kazan i Rusland. Han citerede en kommentator, som sammenlignede BRIKS med Noahs Ark, et redskab til at redde menneskeheden fra det forestående kollaps. »Jeg tror ikke, at menneskeheden kan overleve med en dominerende holdning i Washington, D.C.,« sagde han. »Amerikanerne tror, at de er på en luksusliner – de er på et piratskib.«

Diane Sare dirigerede derefter sit kor i en opførelse af »O, Freedom«.

Scott Ritter, tidligere FN-våbeninspektør, omtalte ironisk sig selv som en »krigens ghoul« på grund af sin lange militære karriere i marinekorpset. Han gav en poetisk beskrivelse af den proces, hvor han blev forvandlet fra en glødende krigselsker til at ønske en afslutning på krigen og blive en stærk tilhænger af Vega og Sare og det, de repræsenterer.

Dette blev endnu en gang efterfulgt af koret under ledelse af Diane Sare med et arrangement af den spirituelle sang »Hold On«.

Oberst Lawrence Wilkerson (ret., U.S. Army), tidligere stabschef for daværende udenrigsminister Colin Powell, gennemgik imperiernes historie. De er alle væk, bortset fra det nuværende, amerikanske imperium, som har det ene kendetegn, at det har opfundet midlerne til at udslette menneskeliv. »Det alene gør os unikke – forfærdeligt unikke.« Han havde håbet, at Israels fejlslagne angreb på Iran ville afskrække dem fra yderligere optrapning, men desværre ser det ud til, at Netanyahu, som er »en langt værre skurk end Golda Meir«, der havde sagt, at hun ikke ville tøve med at bruge atomvåben til at forsvare Israel i krig), planlægger at optrappe hensynsløst.

Den dystre og alarmerende stemning i Wilkersons bemærkninger blev derefter beroliget af en blid og øm fremførelse af et korarrangement af Spiritual, »Steal Away«.

Den politiske komiker Jimmy Dore serverede sin karakteristiske sorte humor. Han begyndte med en ironisk meddelelse om, at vores regering fortæller sandheden om Ukraine, selv om de har løjet om alle andre krige. Han mindede om, at Lindsey Graham for nylig havde meddelt, at der er mineraler til en værdi af 11 billioner dollars i undergrunden i Ukraine – “Han sagde det bare ligeud, ligesom hans kærestes navn på valentinsdag.” Han sagde, at han har zionistiske venner, som insisterer på, at Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten, hvortil han svarer: »Ved du hvorfor? Det er, fordi vi væltede alle de andre demokratier.« Afslutningsvis introducerede han Jose Vega og sagde: »Der er ingen større glæde, jeg kan opleve i dag, end at se en video af Jose Vega, der laver en intervention på et neoliberalt krigssvin.«

Vega beskrev noget, han først havde lært for nylig, nemlig at den salvadoranske regering indkaldte hans far som 14-årig til at kæmpe mod de USA-bevæbnede Contras i borgerkrigen. Han fortsatte med at forklare, hvordan »interventionsprincippet« fungerer: »Vores job« i disse interventioner «er at chokere USA’s og amerikanernes bevidsthed og samvittighed.«

Ray McGovern, tidligere CIA-analytiker og medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity, eller VIPS, støttede Jose Vega i en videobesked. Han bemærkede, at Vega stiller op for at repræsentere det samme distrikt i Bronx, hvor McGovern selv voksede op. “Vi er nødt til at have nogen der, som ikke er en skabning af en eller anden lobby…. Jose er guld værd, han giver mig håb. … Med Jose vil der ikke være nogen, der blot nikker eller holder mund om folkedrab.”

Diane Sare tog derefter ordet og sagde, at selv om USA har været ved at blive fascistisk siden FDR’s død, og at vi nu har en optrapning af censuren under Biden/Harris-krigsadministrationen, så »har vi stadig frihed nok til at ændre vores nations retning, hvis vi bruger den.« Hun fortsatte: »Min drøm er, at ingen i New York skal kunne komme her og lyve offentligt … det skal være en by, hvor folk ved, at når de kommer, kan de ikke lyve for befolkningen, for så er der nogen, der rejser sig og laver en Jose Vega.«

Derefter fulgte særlige videopræsentationer af musik fra Iran, Sverige, Finland og Sydafrika samt en liveoptræden af en sang fra Albanien. Resten af arrangementet var for det meste en koncert med bl.a:

– Strygekvartet nr. 12, »American«, op. 96 B. 179, Antonin Dvorak (1841-1904) NEO Strygekvartet

– »Quia Respexit« fra Magnificat i D af J.S. Bach (»Han har skuet min ydmyghed«), sopran, obo duet

–  En palæstinensisk kvinde læste to rørende digte op om det palæstinensiske folks tragedie og håb via video.

– »Shalom Chaverim« kanon, hebraisk traditionel folkemelodi for fred, kor og publikum

– »My Country ’tis of Thee« arr. af Fred Haight fra Dvoraks Strygekvartet, op. 97 B. 180 Larghetto, kor og NEO Strygekvartet

– »Battle Cry of Freedom«, George Root, 1862, kor og publikum.

Dennis Small

Den 24. oktober 2024 EIRNS

Det 16. BRIKS-topmøde sluttede i dag i Kazan, Rusland, med meddelelsen om, at de ni nuværende BRIKS-medlemmer var blevet enige om at invitere 13 lande til at deltage som nye »partnerstater« – der repræsenterer næsten 1 milliard mennesker! BRIKS-grupperingen repræsenterer nu over 4,6 milliarder mennesker – 57 % af verdens befolkning: Den Globale Majoritet, så sandelig.

Vigtigere end tallene som sådan er den politik og de principper, som de har forpligtet sig til.

Kinas præsident Xi Jinping opfordrede i sin tale til topmødets åbningssession den 23. oktober BRIKS til at hjælpe med at lede verden i retning af »den overordnede tendens til fred og udvikling«. Xi spurgte sine lederkolleger: »Skal vi lade verden synke ned i uordenens og kaossets afgrund, eller skal vi bestræbe os på at styre den tilbage på fredens og udviklingens vej?« Han svarede, at BRIKS delte en »urokkelig beslutsomhed« og »viljestyrke« til at opbygge »en fælles fremtid for menneskeheden«.

Lige før præsident Xi havde den russiske præsident Vladimir Putin udtalt: »Vi har påtaget os ansvaret for verdens fremtid, ikke kun i ord, men også i handling.« Putin sagde senere til BRIKS Plus/Outreach-sessionen: »Alle vores lande deler de samme forhåbninger, værdier og en vision om en ny demokratisk verdensorden, som afspejler den kulturelle og civilisatoriske mangfoldighed. Vi er overbeviste om, at et sådant system bør styres af de universelle principper om respekt for nationernes legitime interesser og suveræne valg, respekt for international lov og en ånd af gensidigt fordelagtigt, ærligt samarbejde.«

Putins talsmand Dmitry Peskov uddybede BRIKS’ formål og principper for at forklare, hvorfor BRIKS ikke er lukket for nogen nation, ikke engang medlemmer af NATO eller EU (optagelsen af NATO-medlemmet Tyrkiet som en ny BRIKS-»partnerstat« tjente til at bevise hans pointe): »Der er en politisk vilje, som forener lande, der deler den samme vision om udviklingsmuligheder. Det være sig politisk udvikling, økonomisk udvikling, kulturel udvikling og så videre. Det er en atmosfære, hvor der tages hensyn til hinandens interesser. Det er en atmosfære, hvor der ikke er nogen stræben efter at opnå herredømme.”

Da BRIKS-topmødet nærmede sig sin afslutning, hang det påtrængende strategiske spørgsmål i luften: Vil Vesten nu lytte til BRIKS, samarbejde med den Globale Majoritet og stoppe driften mod atomkrig?

EIR‘s korrespondenter i Kazan stillede netop dette spørgsmål på en pressekonference afholdt af den russiske præsidents rådgiver Anton Kobyakov. »Selv om BRIKS ikke er anti-Vesten, er Vesten i øjeblikket anti-BRKS,« begyndte EIR‘s Sébastien Périmony. »Hvis det ikke ændrer sig, risikerer vi atomkrig i forbindelse med konflikterne i Ukraine og Mellemøsten og en fortsættelse af sanktionerne. Tror du, at BRIKS-processen vil ændre de angloamerikanske eliters syn på tingene, så de deltager positivt i udviklingen af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som Helga Zepp-LaRouche fra Schiller Instituttet har opfordret til?«

Kobyakovs svar var kontant: »Vi håber, at de angloamerikanske eliter vil reagere positivt. Men vi har en doktrin om atomar afskrækkelse. Når Pax Americana slutter, håber vi, at hele verden ikke går under sammen med den.« Han tilføjede med henvisning til både Israel og USA: »Måske vil de komme til fornuft efter at have hørt talerne under BRIKS-møderne. Det håber vi.«

BRIKS-topmødet har nu givet os den mulighed. Vores aktiviteter i USA og Europa i løbet af de næste dage og uger vil tale sit tydelige sprog om dette afgørende, åbne spørgsmål.

Foto: Kinas præsident Xi Jinping, i midten til venstre, Ruslands præsident Vladimir Putin, og Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa, i midten til højre, poserer for et fælles foto af BRIKS-lederne under det 16. BRIKS-topmøde i Kazan. Kredit: Forfatter: Sergey Bobylev. Kilde: Photohost agency brics-russia2024.ru

Marcia Baker

Den 23 oktober 2024 EIRNS

I dag var den anden af tre dage af BRIKS-topmødet den 22.-24. oktober i Kazan, Rusland. På dagsordenen var stats- og regeringscheferne fra de ni medlemslande, som først mødtes privat med begrænset adgang og derefter i udvidet format. Topmødet udgav en erklæring, »Strengthening Multilateralism for Just Global Development and Security«, og på sidelinjen finder dusinvis af møder sted, herunder blandt de 15 andre stats- og regeringschefer, der deltager, såvel som blandt de 36 udenlandske delegationer, der er til stede i denne uge.

Denne dag og dette topmøde markerer et historisk øjeblik. Apropos BRIKS: »Vi har påtaget os ansvaret for verdens fremtid, ikke kun i ord, men i handling. Sådan udtrykte den russiske præsident Vladimir Putin det i sin åbningstale, som han holdt som statsoverhoved, bortset fra sin rolle som ordstyrer for rundbordssamtalen, hvor lederne talte fra de andre otte BRIKS-medlemmer (Kina, Indien, Sydafrika, Brasilien, Iran, U.A.E., Egypten og Etiopien). Putin sagde: »BRIKS-staterne besidder virkelig et enormt potentiale med hensyn til politisk magt, økonomi, videnskab, teknologi samt menneskelig udvikling. Desuden er vi forenet af fælles værdier samt en fælles verdensanskuelse.”

Sandheden i denne erklæring kommer til udtryk i indholdet, engagementet og dynamikken i BRIKS’ »proces«, som ses på topmødet og i drøftelserne mellem topmøderne. En fremragende afspejling af BRIKS’ dynamik i dag var mødet mellem Indiens premierminister Narendra Modi og Kinas præsident Xi Jinping, deres første direkte møde i fem år. Billedet af deres håndtryk er blevet et vartegn for topmødet.

De nuværende BRIKS-medlemmer – uden at tælle de mange, der venter i køen – står for næsten halvdelen af verdens befolkning og en tredjedel af den globale økonomiske aktivitet, selv hvis man bruger den uhensigtsmæssige BNP-målestok.

Men det, der forklarer BRIKS-autoriteten, er ikke engang den store »repræsentation« som sådan, men BRIKS-medlemmernes fælles respekt for princippet om at gøre godt for menneskeheden. I praksis betyder det, at man skal gøre en ende på det kolonialistiske, vestlige finansielle/økonomiske system og opbygge en ny ramme for indenlandske og internationale relationer i alle henseender – økonomisk, socialt, kulturelt og civilisatorisk.

Den kinesiske præsident Xi Jinping, som talte på et af møderne i Kazan den 22. oktober, omtalte BRIKS’ rolle i denne proces som en »systemforstærkende proces« for en ny økonomisk, social og sikkerhedsmæssig arkitektur for verden, som tjener nationerne.

Ledere af andre nationer ved dagens rundbordsmøde og andre møder har fremsat meget stærke udtalelser om alle aspekter af BRIKS-processen, som ofte betegnes som »transformativ«. Den brasilianske præsident Lula da Silva sagde for eksempel: »Nu er det tid til at komme videre med at skabe alternative betalingsmidler til transaktioner mellem vores lande. Det er ikke et spørgsmål om at erstatte vores valutaer. Men vi må arbejde for at sikre, at den multipolære orden, vi sigter efter, afspejles i det internationale finansielle system. Denne diskussion er nødt til at blive tacklet med alvor, forsigtighed og teknologisk forsvarlighed, men den kan ikke længere udskydes.” (Han talte via video fra Brasilien, da han var ved at komme sig efter et fald og ikke var i stand til at rejse).

Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa sagde, at vi arbejder »hen imod en gensidig, fælles og rimelig velstand for alle«, og han så frem til rapporten til BRIKS om foranstaltninger vedrørende anvendelsen af lokale valutaer. Desuden sagde han især, at »klimahensyn ikke vil kvæle det Globale Syds udviklingsbestræbelser.«

Rapporten til topmødet om aktiviteterne i Den Nye Udviklingsbank, BRIKS-banken, der blev oprettet i 2015, givet af bankens præsident Dilma Rousseff, blev mødt med omfattende diskussion og interesse. Det var en af fire særlige rapporter til topmødet. Rousseff sagde: »Der er enorme uopfyldte behov inden for udviklingsfinansiering. En udvidelse af Den Nye Udviklingsbanks rolle er en afgørende betingelse for at imødekomme dette behov.”

Det er bemærkelsesværdigt, at der under hele diskussionen om, hvordan man finansierer handel, produktive investeringer og valutaveksling, var rapporter om konkrete udviklingsprojekter. Tre eksempler ud af mange:

– Den internationale nord-syd-transportkorridor – der går fra Rusland gennem Det Kaspiske Hav og tværs over Iran til havnen i Chabahar ved Det Arabiske Hav – blev drøftet af Irans præsident Masoud Pezeshkian og Indiens premierminister Narendra Modi. De understregede begge korridorens fordele for især Afghanistan og hele Centralasien.

– En ny BRIKS verdensomspændende kornbørs er foreslået af præsident Putin. Han beskrev den i dag. I BRIKS-topmødeerklæringen står der (punkt 73), at konceptet er »at etablere en handelsplatform for korn (råvarer) inden for BRIKS (BRIKS-kornbørsen) og efterfølgende udvikle den, herunder udvide den til andre landbrugssektorer.«

– Projektet med atomkraftværket El-Dabaa blev taget op af den egyptiske præsident Abdel Fattah El-Sisi på topmødet. Det er nu under opførelse ved Middelhavskysten.

Den slags udviklingsprojekter, der tjener nationer, og de positive multinationale relationer, der er involveret, er præcis, hvad det kollektive Vesten har som mål for at forhindre og ødelægge. Det globale NATO, med USA og Storbritannien i spidsen, har bogstaveligt talt BRIKS-nationerne som mål, hvilket ses i deres støttekrigsførelse mod Rusland og Iran, krigsførelse mod Kina og andre samt undergravende adfærd i det hele taget.

Blandt de seneste opdateringer på de to fronter med ekstrem fare for optrapning til atomkrig er, at Tyskland og Storbritannien i dag underskrev en ny militæraftale for at øge den gensidige anvendelse af deres militære styrker. Dette følger efter den ceremonielle åbning den 21. oktober af den nye NATO-kommandostyrke Task Force Baltic i havnen i Rostock i det tidligere Østtyskland. I dag var den russiske forsvarsminister Andrej Belousov i Minsk, Hviderusland, hvor han mødtes med forsvarsmyndighederne for at bekræfte øgede gensidige russisk-hviderussiske forsvarsforpligtelser i lyset af det stigende NATO-pres.

I Sydvestasien er den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken personligt til stede i regionen på sit 11. besøg siden den 7. oktober 2023, hvilket er udtryk for USA’s »licens til at dræbe« og godkendelse af Israels folkemord på palæstinensere og andre. Israel har i de sidste 48 timer ramt det sydlige Libanon hårdt, herunder den historiske by Tyrus, og fortsætter også med at bombardere Gaza. Det forlyder, at Blinken i Riyadh i dag forsøgte at presse Saudi-Arabien til at »normalisere« forholdet til Israel!

I Kazan mødtes BRIKS-lederne og talte om behovet for at stoppe denne aggression, død og tiltagende krigsførelse. Mange ledere peger på fredsforslaget om forhandlinger om Ukraine, som Kina og Brasilien foreslog i maj. På samme måde opfordrede lederne til at stoppe den israelske krigsførelse i Sydvestasien.

Tiden er nu inde til, at borgere overalt – især i USA, hvor det at stoppe krigsgalskaben er det vigtigste »valgspørgsmål« – tager det fulde ansvar for verdens fremtid og går i spidsen for BRIKS. Den umiddelbare mulighed er at deltage i den internationale begivenhed den 26. oktober med udgangspunkt i New York City, »Build a Peace Chorus Against the Ghouls of War«.

Foto: BRICS Summit in Kazan, Russia. Stanislav Krasilnikov, brics-russia2024.ru Host Photo Agency

Marcia Baker

Den 22. oktober 2024 EIRNS

I dag, på en kinesisk-tysk menneskerettighedskonference i Berlin, advarede Helga Zepp-LaRouche om den umiddelbare fare for atomkrig. Her til aften gengav det kinesiske dagblad Global Times fru Zepp-LaRouches udtalelse: »Det er sandsynligvis umuligt at tale om menneskerettigheder uden at forholde sig til den umiddelbare fare for hele menneskehedens eksistens – krigen i Ukraine og krigen i Mellemøsten, som risikerer at blive optrappet til en global atomkrig. Den højeste prioritet for alle mennesker må være at hæve sig over geopolitik, og forestillingen om at nationer eller grupperinger kan påtvinge andre deres interesser uanset midler, er grundlæggende forkert.”

De aktuelle begivenheder i Ukraine og Mellemøsten understreger hendes advarsel. På et møde om Ukraine i går i FN’s Sikkerhedsråd gentog den russiske FN-ambassadør, Vassily Nebenzia, endnu en gang, at det er uacceptabelt, at Vesten giver Ukraine forhåbninger om at tilslutte sig NATO og opstille langtrækkende missiler der, en mulighed Ukraines fungerende præsident Zelenskyj stadig presser på for, og NATO nægter at tage tilbage. »For at ingen skal have nogen illusioner, vil jeg gerne straks bekræfte, at Ukraines medlemskab af Den Nordatlantiske Alliance i enhver territorial form er absolut uacceptabelt for Rusland og ikke kan være en del af nogen fredsplaner eller mæglingsinitiativer,« hævdede ambassadør Nebenzia.

NATO, den anglo-amerikanske blok, udvider i Europa med Rusland som mål. I går var der en ceremoni i Rostock i Tyskland, hvor man foretog etablissementet af NATO’s nye flådekommandocenter for Østersøen. Operationen kaldes »Commander Task Force Baltic«, og det er bemærkelsesværdigt, at den er placeret i en tidligere østtysk havn. Det russiske ministerium protesterede kraftigt i dag og indkaldte den tyske ambassadør til Moskva og påpegede NATO’s klare overtrædelse af tidligere aftaler mod endnu en bevægelse mod øst.

I Sydvestasien er rædslerne fra Israels handlinger i Gaza og Libanon ikke til at beskrive med ord. Israels bombardementer i og omkring Beirut i løbet af de sidste 36 timer var rettet mod det største hospital i Libanon, Rafik Hariri University Hospital i Beirut, med mange døde og sårede til følge. Der er massakrer i det nordlige Gaza med lig i gaderne, mens titusinder lider en langsom død af påtvunget sult og tørst.

På et makabert møde i Israel i går blev det diskuteret, hvordan man kan udnytte hele Gazastriben ved Middelhavet, når alle palæstinensere er blevet udryddet. En leder af en bosætterbevægelse, Daniella Weiss, leder af Nachala Movement Israel, som organiserede konferencen, svælgede: »Vi kom her med et klart formål: Formålet er at bosætte hele Gazastriben, ikke bare en del af den, ikke blot nogle få bosættelser, men hele Gazastriben fra nord til syd.« Begivenheden tiltrak angiveligt tusind deltagere, blandt dem den nationale sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir, og Knesset-medlemmer fra Netanyahus Likud-parti.

Alt imens hænger spørgsmålet i luften om, hvornår og hvordan Israel vil angribe Iran, hvilket er en potentiel udløser for USA’s direkte engagement og et kort skridt på vejen til et atomart holocaust.

USA’s udenrigsminister Antony Blinken var i dag i Israel for 11. gang siden 7. oktober 2023 til et to timer langt møde med Israels premierminister Netanyahu, hvor resultatet ikke forventes at være anderledes end ved alle de øvrige 10 amerikanske diplomatiske besøg. Bortset fra vedvarende støtte til døden har Blinken intet at tilbyde.

Tilbuddet om udsigten til at værne om og gavne hele menneskeheden er synligt i dag i Kazan, Rusland, ved åbningen af BRIKS-topmødet. Det er det største møde nogensinde i Rusland med 12.000 deltagere. Der er udenlandske delegationer fra omkring 36 nationer, og af dem er 24 ledet af stats- eller regeringschefer. Konferencen, der har titlen: »Styrkelse af multilateralisme for retfærdig global udvikling og sikkerhed«, finder sted den 22.-24. oktober. Snesevis af bilaterale møder er i gang. I dag mødtes værten, præsident Vladimir Putin, med lederne af Kina, Indien, Egypten og andre nationer.

Af stor betydning blev det i dag bekræftet, at Kinas præsident Xi Jinping vil mødes i Kazan med Indiens premierminister Narendra Modi, det første møde af denne art i fem år.

Allerede før dagens topmøde begyndte, fandt der et tidligt møde sted mellem præsident Vladimir Putin og Dilma Rousseff, præsident for BRIKS’ nye udviklingsbank, hvor man bekræftede prioriteterne for finansiering af udvikling.

Viden om disse begivenheder og muligheder er de »emner«, der er hårdt brug for i det amerikanske valg – ikke de beskidte udvekslinger mellem kandidaterne, der forværres af medierne.

EIR har et særligt team på stedet i Kazan, som sender rapporter og interviews flere gange om dagen. Medredaktør på EIR.news Jason Ross sagde i sin aftenvideo i dag:

»I morgen bliver virkelig den store dag…. Hvad vi først og fremmest hørte fra de fremtrædende personer, blev virkelig eksemplificeret af det Dilma Rousseff havde at sige om behovet for en ny finansiel arkitektur, og også det, der blev sagt af [premierminister] Modi, om behovet for en fredelig løsning på krisen i Ukraine. Han tilbød Indiens hjælp til at forhandle en sådan løsning på plads.

»Det vi har lært af andre nationer er, at BRIKS ikke ses som NATO, ikke som en militær alliance, men virkelig som en økonomisk gruppering, der minder mere om G7.

»Så der er mange muligheder for, at lande, især i Afrika, som vi talte med, kunne fortælle om, hvordan en afslutning på kolonialismen og en ny æra med udvikling virkelig kan blive mulig, hvis de angloamerikanske finansmagters insisteren på at hævde deres dominans bliver brudt. Og det var i virkeligheden det håbefulde budskab, der kom fra mange af de mennesker, jeg talte med i dag….”

David Shavin

Den 21. oktober 2024 (EIRNS)

Tirsdag den 22. oktober mødes de ni nationer i BRIKS sammen med de fleste af de 30 nationer, der har ansøgt om at blive medlem af BRIKS, i Kazan i Rusland. På den første dag vil præsident Vladimir Putin mødes med Kinas præsident Xi Jinping og Indiens premierminister Narendra Modi. Som noget særligt blev Kina og Indien i dag enige om at gøre op med grænsevolden tilbage fra 2020, som har forhindret dem i at samarbejde så meget som muligt om langt større spørgsmål, såsom et nyt finansielt system, der modvirker spekulative aktiviteter og fremmer handel og udvikling. I løbet af de tre dage, BRIKS-topmødet varer, planlægger værten Vladimir Putin at mødes personligt med hver af de andre 19 stats- og regeringschefer, der er til stede.

En person, der deltager i begivenhederne i Kazan, forklarede i dag, at han forventer en strøm af nationer, der grupperer sig omkring BRIKS, da de søger et mere inkluderende økonomisk system for at »komme ud af Vestens modbydelige sanktioner og det finansielle system, der virkelig har belastet dem…. USA har ansvaret for den »regelbaserede orden«, hvilket betyder, at de ikke kun kan lave reglerne, men også bryde dem efter forgodtbefindende, og det har vi konstant set i deres egen beslutningstagning. Og verden siger: »Vi har set nok af det her møg. Vi kommer til at se udfordringer for dollarens overherredømme, for dollarens og det vestlige systems anvendelse som våben, og vi ser allerede mekanismer, som vil blive tilbudt på topmødet i denne uge.”

Men tænk på, at dette blev sagt af Michael Maloof, en tidligere Pentagon-analytiker, som blev rekrutteret af de neokonservative Paul Wolfowitz og Doug Feith til at føre en krig, angiveligt mod »terrorisme«, men i virkeligheden for at holde en evig » Civilisationernes sammenstød«-krig i gang for at styre den »regelbaserede orden«. Hvis det er overraskende, er det måske på tide at lægge de kedelige fortællinger til side, smide skyklapperne og overveje, hvor man står.

Verden har i de sidste 79 år været en atomar verden på godt og ondt. Standarden for overlevelse, og dermed også for politisk lederskab, tillader ikke økonomier baseret på plyndring, at stjæle fra Peter for at betale Paul, nulsumsspil, kløgtig risikoafdækning osv. De er alle baseret på et syn på mennesket som grådigt og manipulerende, et klogt dyr. Og vi har set nok af det skidt.

Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov forklarede tålmodigt i et interview, der blev offentliggjort i dag, at BRIKS i modsætning til Vesten er »forpligtet til at forbedre nationernes kombinerede potentiale og udtænke samarbejdsstrategier for at udnytte disse potentialer til gensidig fordel.« Virkeligheden i BRIKS er, at det formulerer projekter »baseret på behov i den virkelige verden«. Når den betingede kynisme siger: »Ja, selvfølgelig« eller »Det har jeg prøvet«, så overrask dig selv ved at overveje, om der findes en bedre engel i din natur, som Abraham Lincoln udtrykte det.

I den forbindelse lyder det tiende af Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur:

»Den grundlæggende antagelse for det nye paradigme er, at mennesket er fundamentalt godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed, og at det er den mest avancerede geologiske kraft i universet, hvilket beviser, at sindets lovmæssighed og det fysiske univers er i overensstemmelse og samhørighed, og at alt ondt er resultatet af manglende udvikling og derfor kan overvindes.

»En ny økonomisk verdensorden er ved at opstå, som involverer langt størstedelen af landene i det Globale Syd. De europæiske nationer og USA skal ikke bekæmpe denne indsats, men ved at gå sammen med udviklingslandene samarbejde om at forme den næste epoke i den menneskelige arts udvikling til at blive en renæssance for de højeste og mest ædle udtryk for kreativitet!«

For at styrke den vestlige civilisations evne til at klare sig igennem parodien i de næste to uger af USA’s såkaldte præsidentvalgkamp, og for at behandle den bedre engel i ens natur på behørig vis, må en bevidst skønhedshandling organiseres, som lever op til standarden for politisk lederskab, nemlig det indendørs fredsmøde og koncerten »Build a Peace Chorus Against the Ghouls of War« den 26. oktober, som præsenteres af to levende eksempler på denne standard, New Yorks kandidat til det amerikanske senat, Diane Sare, og i Bronx (CD15) kandidaten til det amerikanske Repræsentanternes Hus, Jose Vega.

Det måtte ske, at menneskeracen tog dette næste skridt, et passende skridt for dens artsnatur, ellers…

Foto: BRICS-Russia2024.ru

Dennis Small

Den 20 oktober 2024 (EIRNS)

Amerikanerne kan måske ikke lide at høre det, men det er sandt, hvad formanden for Ruslands Føderationsråd, senator Valentina Matviyenko, udtalte: »Det kommende amerikanske præsidentvalg vil ikke være årets vigtigste begivenhed for verdenssamfundet og vil ikke bestemme historiens videre forløb…. BRIKS-topmødet vil være den begivenhed…. De tre dages BRIKS-topmøde [22.-24. oktober] og forhandlingerne mellem lederne af verdensflertallet i [Kazan, Rusland], hovedstaden i Tatarstan, vil få afgørende indflydelse på vores fremtid,« skrev Matviyenko.

Det er sandt, for de afgørende spørgsmål, som menneskeheden står over for – atomkrig eller fred, økonomisk udvikling eller et katastrofalt sammenbrud i det globale finansielle system – vil blive drøftet på BRIKS-topmødet, og de er ikke engang på radarskærmen i den nuværende amerikanske præsidentvalgkamp. Og amerikanerne har i det store hele ladet denne farce fortsætte til glæde for Wall Street og City of London.

Hvis man er interesseret i virkeligheden og faktisk håber at kunne forme sin og sine børns fremtid, så bør man lytte til – og arbejde for at få valgt – Diane Sare og Jose Vega, LaRouches uafhængige kandidater.

Den russiske præsident Vladimir Putin gav en forsmag på nogle af de store spørgsmål, der vil blive diskuteret på BRIKS-topmødet senere på ugen, i en to timer lang udveksling den 18. oktober med ledere af førende BRIKS-mediebureauer. Putin sagde, at centrum for væksten i verdens fysiske økonomi er flyttet til BRIKS-nationerne, og at dette skift kun vil øges; at BRIKS »ikke er en blokorganisation, den har en universel karakter«; at den er åben for samarbejde med både USA og Europa; og at det kommende BRIKS-topmøde vil »gå gradvist frem, skridt for skridt« med de nødvendige grundlæggende ændringer i den internationale finansielle arkitektur. »Vi vil ikke skynde os«, sagde Putin, «vi vil ikke skynde os, men vi vil bevæge os, bevæge os så hurtigt, som vi kan.«

Helga Zepp-LaRouche italesatte de udfordringer, som BRIKS står over for, og udsigterne til dette topmøde i en kommentar til den Internationale Fredskoalitions ugentlige møde den 18. oktober:

»Der har været en enorm indsats for at destabilisere de forskellige BRIKS-lande på forhånd. I Argentinas tilfælde så vidt, at de ikke engang kom med i BRIKS, som de oprindeligt havde tænkt sig at gøre. I andre tilfælde blev der udført en enorm finansiel krigsførelse.« Zepp-LaRouche sammenlignede den politiske kamp i mange BRIKS-lande og usikkerheden om udfaldet i nogle tilfælde med situationen i »slagmarkstaterne« i det amerikanske præsidentvalg.

»Men ikke desto mindre«, sagde hun, «er jeg helt sikker på, at de [BRIKS] vil komme meget stærkt ud af det; endda meget stærkere end på topmødet i Johannesburg sidste år i Sydafrika. De vil bekendtgøre nye strukturer for en international sikkerhedsarkitektur. Jeg er ret sikker på, at det vil være i tråd med, hvad Putin sagde, da han den 14. juni [2024] foreslog en ny eurasisk sikkerhedsinfrastruktur. Og sandsynligvis vil de gentage, hvad Xi Jinping har sagt gentagne gange – især til præsident Obama på det tidspunkt – at BRIKS er åben for, at alle nationer kan deltage [i verdens udviklingsproces]. Jeg håber de vil sige dette, for jeg er overbevist om, at det BRIKS forsøger at gøre under alle omstændigheder vil være meget positivt.

»Men problemet er, at vi er nødt til at overvinde geopolitikken,« konkluderede Zepp-LaRouche. »For hvis den nuværende tendens til at opdele verden i to separate blokke – en NATO-blok, et globalt NATO med toldsatser og restriktioner; og så en BRIKS-blok – så tror jeg ikke, at det overvinder faren for Tredje Verdenskrig.«

Der findes imidlertid en tilgang, som kan løse problemet med afkoblingen af verden i stridende blokke med en løsning af højere orden – som den Westfalske Fredstraktat så tydeligt demonstrerede. Vi inviterer jer til at deltage i den proces, der vil forme verdens fremtid, som Matviyenko formulerede problemet, på Sare/Vega-fredskonferencen og koncerten »Build a Peace Chorus Against the Ghouls of War«, der finder sted i New York City lørdag den 26. oktober kl. 14.00 (kl. 20 dansk tid).

Russia’s Federation Council Speaker Valentina Matviyenko. Credit: Duma.gov.ru

af Dennis Small (EIRNS) – 17. oktober 2024

En nøgtern vurdering af den nuværende internationale strategiske situation får en til at konkludere, at London og Washington meget vel kan slippe Israel løs og bombe Iran – muligvis også dets atomanlæg – midt under BRIKS-topmødet i Kazan i Rusland den 22.-24. oktober.

Iran er et af de fire nye BRIKS-medlemmer, som kom med i sammenslutningen den 1. januar 2024. BRIKS-topmødet vil drøfte en yderligere forøgelse af deres antal og det væsentlige centrale spørgsmål om, hvordan man kan erstatte det nuværende bankerotte dollarbaserede system – der er oversvømmet ud over ethvert håb om genopretning med over 2 billioner dollars i derivater og andre spekulative aktiver – med en ny udviklingscentreret international finansiel arkitektur.

Læserne mindes om, at da Obama-administrationen invaderede Libyen og koldblodigt myrdede præsident Muammar Gaddafi i oktober 2011 – mens udenrigsminister Hillary Clinton grinede uhæmmet: »Vi kom, vi så, han døde« – erklærede Lyndon LaRouche straks, at det strategiske mål med denne krigsforbrydelse var at udløse ekspanderende krige mod Syrien og Iran, og derefter Rusland og Kina. Det virkelige, strategiske mål, forklarede han, var at ødelægge ethvert alternativ til det kollapsende City of London/Wall Street-system – hvilket netop er det, der nu er ved at blive skabt omkring BRIKS.

Det faktum at Israels konventionelle fly og bomber ikke kan ødelægge Irans atomanlæg, som efter sigende ligger dybt under jorden uden for rækkevidde af selv enorme bunkerbomber, udelukker ikke et sådant israelsk angreb. Det kan heller ikke udelukkes, at Netanyahu-regeringen vælger at bruge Israels atomvåben mod Irans atomanlæg, hvorefter alt er tabt; eller de kunne rette et konventionelt angreb mod dem i forventning om, at dette ville fremprovokere et passende iransk svar til derefter at trække USA ind i direkte involvering i den regionale krig, der hurtigt breder sig. Og Iran og Rusland er nået frem til en bred sikkerheds- og samarbejdsaftale, som forventes at blive underskrevet på BRIKS-topmødet.

Faktisk mente den russiske viceudenrigsminister Sergej Ryabkov, at det var nødvendigt at udsende en skarp offentlig advarsel til Israel den 17. oktober: »Vi har advaret mange gange og fortsætter med at advare mod blot hypotetisk at overveje muligheden for et angreb på atomare anlæg og atomar infrastruktur.« Han kaldte et sådant skridt for »en katastrofal udvikling og en fuldstændig tilsidesættelse af de grundlæggende principper for atomar sikkerhed.«

I mellemtiden rapporterer CNN, at »Israels plan for at reagere på Irans [gengældelses]angreb den 1. oktober er klar«, og at »amerikanske embedsmænd forventer, at Israel vil gøre gengæld mod denne måneds iranske angreb inden den 5. november.«

Samtidig fortalte den stadig mere febrilske og desperate Volodymyr Zelenskyj på et møde for NATO’s forsvarsministre i Bruxelles i dag, at enten skal Ukraine straks optages i NATO, eller også bliver Ukraine nødt til at have sine egne atomvåben.

Så faren for atomkrig lurer nu om hvert hjørne – og det vil den blive ved med, indtil det system, der har skabt denne fare, erstattes af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der er bygget på videnskab og klassisk kultur, som Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche har insisteret på.

Få en smagsprøve på, hvad det betyder ved Sare-Vega Indoor Peace Rally and Concert i New York City lørdag den 26. oktober kl. 14.00 ET (kl. 20 dansk tid), »Build a Peace Chorus Against the Ghouls of War«. Sørg for at få fat i dine billetter nu.

Israeli Air Force F-15 fighter jets escorted an American B-1B bomber. Credit: IDF X page

af Jason Ross (EIRNS) – 15. oktober 2024

Mens verden med frygt venter på Israels forventede militære angreb på Iran, er der stadig grund til håb. Det meste af verden, som væmmes ved de gamle vestlige magters passivitet og FN’s manglende evne til at træffe afgørende foranstaltninger, tænker på nye former for internationale relationer. Diskussionerne om at omdanne FN’s Sikkerhedsråd tager fart, og det relativt nye forum BRIKS tiltrækker lande fra hele verden.

Hvad bør være missionen for sådanne internationale institutioner og for de enkelte lande?

USA har især brug for en mission! Mens USA spilder billioner på militærudgifter, er landets infrastruktur i en elendig forfatning. Tænk på de nylige orkanagtige oversvømmelser i North Carolina, som dræbte over 100 mennesker. Det anslås, at to tredjedele til 90 % af dødsfaldene kunne have været forhindret med en forbedret infrastruktur til håndtering af oversvømmelser.

De dødbringende virkninger af »grøn« ideologi ses i Florida, hvor myndighederne for oversvømmelseskontrol foreslår at genskabe naturlige miljøer, hvilket betyder at ødelægge infrastrukturen for vandkontrol. Mennesker forbedrer miljøet gennem det, der kaldes infrastruktur, og skaber et bæredygtigt, syntetisk miljø, der er langt bedre end et hyldeprodukt fra naturen.

Det ville være i overensstemmelse med principperne i Den amerikanske Frihedskrig at imødekomme behov på nationalt og internationalt plan i stedet for at insistere på en konflikt mod Rusland, Kina og Iran.

Gennemgå situationen i Sydvestasien. Overvej situationen i Libanon, som i stigende grad ser ud til at ligne Gaza. Israelske evakueringsordrer berører nu over en fjerdedel af landet, og selv FN’s fredsbevarende styrker er ikke i sikkerhed. Premierminister Netanyahu har fortalt USA’s præsident Biden, at han kun vil angribe militære mål i Iran, men intet er sikkert. Irans atomprogram, som længe har været et mål for israelsk planlægning, er underjordisk og spredt – et enkelt angreb kan ikke eliminere det, medmindre Israel bruger sine atomvåben. Gengældelse er ikke vejen til fred! Som den Westfalske Fred viste, kan løsningen på uløselige problemer komme fra fremtiden – fra en forestilling om den verden, der burde være, i stedet for at dvæle ved fortiden. Denne store lektie findes i dramatisk form i Aischylos’ Eumeniderne.

Selvom vestlige medier fremstiller Ruslands Putin som en, der driver verden mod en atomar konflikt, er NATO’s atomare øvelse Steadfast Noon i gang. Den involverer flere lande og øvelser i håndtering af atomvåben. Har den »sikkerhed«, som USA har fået ved at bruge billioner af dollars på tusindvis af unødvendige atomvåben, overgået den »sikkerhed«, som billioner af dollars i investeringer i infrastruktur ville have givet?

Se på Kinas prioriteringer. Dets placering i et globalt innovationsindeks er steget, og investeringerne i forskning og udvikling i landet overstiger en halv billion dollars om året. Kinas chefdiplomat taler med lederne af både Israel og Iran om behovet for en våbenhvile og også om potentialet for økonomisk samarbejde med begge nationer.

Med tanke på hvordan vi kommer videre, vil Helga Zepp-LaRouche tale om temaet: »BRIKS-topmødet kommer midt i en hidtil uset turbulens« på sit onsdags-webcast den 16. oktober kl. 11.00 (kl. 17.00 centraleuropæisk tid.

Og flere detaljer om Jose Vega & Diane Sare Peace Fund møde og koncert, som finder sted lige efter BRIKS-topmødet, den 26. oktober, er blevet lagt ud på arrangementets hjemmeside, herunder en imponerende liste over talere.

Foto: UN Photo/Eskinder Debebe

af Stewart Battle (EIRNS) – 14. oktober 2024

Mens den amerikanske kongres har travlt med at føre valgkamp i deres distrikter, og medierne bombarderer folk med følelsesladede nyheder op til det amerikanske valg den 5. november, opererer verden på en helt anden tidslinje. Sydvestasien er på nippet til at eksplodere, mens Israel udvider sine barbariske handlinger til Gaza, Vestbredden og Libanon og truer med at iværksætte et omfattende angreb på Iran. Irans præsident og udenrigsminister er i gang med et væld af diplomatiske aktiviteter for at forsøge at afværge dette – præsident Masoud Pezeshkian talte med den franske præsident Emmanuel Macron, og den iranske udenrigsminister Abbas Araghchi rejste til Irak efter at have besøgt Beirut, Damaskus, Riyadh og Doha i løbet af lidt over en uge.

Ikke desto mindre lover Israel stadig at hævne sig på Iran efter sidstnævntes angreb den 1. oktober, hvilket truer med at sætte hele regionen i flammer. En konflikt mellem Israel, en hemmelig atommagt med fuld opbakning fra USA, og Iran, som for nylig har øget dets forsvarsrelation til Rusland og efter sigende er i stand til at opskalere produktionen af en rå atombombe på blot få dage, antyder, hvor let dette kan blive en global atomar konflikt.

Forestillingerne om, at det »liberale« og »demokratiske« Vesten i fremtiden vil have bare en smule troværdighed, er stort set forsvundet, da der nu kommer rapporter om, at Israel er på vej mod en fuld »overgiv-dig -eller-sult«-kampagne i den nordlige del af Gazastriben, hvor der bor ca. 300.000 mennesker. Dette kommer oveni de voksende rapporter om snigskyttekugler, der er fundet i palæstinensiske børn, og det nylige angreb på Al-Aqsa Martyrs Hospital i det centrale Gaza, hvor patienter blev brændt levende. Alt imens fortsætter USA med at »stå sammen med Israel« og har nu meddelt, at de vil sende et avanceret THAAD-missilforsvarssystem – sammen med amerikanske tropper – til Israel. Denne situation er ved at nå et absolut bristepunkt og bør ikke fortsætte.

I Ukraine er det ikke bedre. På trods af antydningerne af, at en politisk ændring er på vej, efterhånden som flere og flere indrømmer, at en ukrainsk sejr over Rusland er umulig, er der intet, der tyder på, at Vestens overordnede strategi om at søge et strategisk nederlag til Rusland har ændret sig. Præsident Joe Biden rejser nu til Tyskland senere på ugen, men det er endnu uvist, om han vil meddele andet end blot floskler og sympatier for Ukraine. Efter Anatoly Antonovs tilbagetræden i sidste uge, Ruslands ambassadør  i USA, er kommunikationen mellem de to supermagter nu ikke-eksisterende – en fuldstændig katastrofal situation i betragtning af, at USA næsten er i krig med Rusland.

Verden står nu i sit farligste øjeblik i den kendte historie. Samtidig befinder den sig i sit største øjeblik af forandring og potentiale, da »ordenen« efter Anden Verdenskrig er ved at kollapse omkring os.

»Men hvem skal jeg stemme på?« vil den stædige tåbe vide. »Man skal jo trods alt vælge én!« Faktisk garanterer opretholdelsen af denne illusion, som illustreres af amerikanernes pragmatiske valg, kun, at vi går glip af øjeblikket for ægte forandring. Det virkelige spørgsmål er: »Hvad opfordrer historien mig til at gøre?«

At forholde sig ærligt til dette spørgsmål er det første skridt til at løse krisen i dag. Men når man har overvejet det første spørgsmål, dukker der hurtigt et andet op: »Hvad er verdens tilstand, så blot en lille fejltagelse kan føre til menneskehedens udslettelse – og hvad skal der gøres for at ændre det?« Hvor upraktisk det end kan virke for dem, der er vant til nyhedsstrømmens rutiner, så er den vigtigste beslutning man skal træffe ikke, hvem man skal stemme på, men hvilken kvalitet af forandring, man vil arbejde for at gennemføre.

Dette spørgsmål blev med fordel taget op i en klumme af redaktionen på Kinas halvofficielle Global Times den 13. oktober, som svar på opfordringen fra generaldirektøren for afdelingen for våbenkontrol i Kinas udenrigsministerium, Sun Xiaobo. Vi må etablere »en verden fri for atomvåben«, sagde Sun den 10. oktober til en FN-komité for nedrustning og international sikkerhed. Global Times uddyber dette: »Den internationale orden efter Anden Verdenskrig, herunder Den kolde Krigs strategi for atomar afskrækkelse, har ikke i tilstrækkelig grad behandlet de grundlæggende spørgsmål omkring atomvåben. Mens princippet om gensidigt sikret ødelæggelse måske har forhindret direkte konflikter mellem atommagter, har det holdt verden i en konstant skygge af atomtruslen… Vi er nødt til at have en nuanceret forståelse af den globale sikkerhedsdynamik, som rækker ud over forenklede ‘os mod dem’-fortællinger…. Vi er nødt til at have et paradigmeskift i tilgangen til global sikkerhed,« en tilgang, som ›anerkender, at i en forbundet verden er en nations sikkerhed uløseligt forbundet med alles sikkerhed.‹

Med andre ord, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som Helga Zepp-LaRouche har opfordret til siden 22. november 2022. Kun et sådant nyt system kan have en chance for at garantere menneskehedens overlevelse på dette sene tidspunkt. Dette, og intet mindre, er spørgsmålet, der er afgørende for historien i dag.

Foto: CC/WAFA

af Jason Ross (EIRNS) – 13. oktober 2024

Samlingen af topledere fra dusinvis af lande i næste uge i Kazan, Rusland, kan vise sig at være virkelig historisk, især fordi den står i kontrast til de ødelæggende beslutninger, der træffes af det angloamerikanske NATO og Israel.
Potentialet for betydelige finansielle ændringer ses i en kort kommentar efter mødet mellem BRIKS’ finansministre og centralbankchefer i denne uge i Moskva, hvor den tidligere vicepræsident for New Development Bank (»BRIKS-banken«) Paulo Nogueira Batista Jr. siger, at »det nuværende internationale monetære og finansielle system, der kontrolleres af Vesten, faktisk er ureformerbart.« Derfor siger Nogueira: »Vi er nødt til at konstruere et alternativt internationalt betalingssystem, der er immunt over for ekskluderende sanktioner fra USA og andre. Vi er nødt til at opbygge en ny betalingsenhed, som kunne være en kurv af valutaer fra BRIKS eller en delmængde af BRIKS. Vi er måske nødt til at bruge dette som en overgangsordning til at konstruere en ny reservevaluta, som ville være et alternativ til den amerikanske dollar og euroen.”

Repræsentanter for Palæstina vil deltage, og de er blevet informeret af deres vært, præsident Vladimir Putin, om, at Israels igangværende angreb på dem i både Gaza og på Vestbredden vil være temaet for en af begivenhederne på topmødet.
Det faktum, at retfærdigheden hverken kommer fra det angloamerikanske NATO eller fra FN’s Sikkerhedsråd, som det opererer i øjeblikket, tiltrækker større opmærksomhed til BRIKS som en meningsfuld platform for drøftelser.

Og der er brug for et nyt paradigme:
Frem for at indstille militære angreb, der beskadiger FN-faciliteter og sårer FN’s fredsbevarende styrker i det sydlige Libanon, insisterer Israels premierminister i stedet på, at FN-personalet skal forlade landet! USA vil sende et missilforsvarsbatteri til Israel. Selv om det angiveligt er et defensivt system, vil dets tilstedeværelse opmuntre Israel til at gå mere aggressivt til værks over for Iran. Tab blandt de 95 amerikanske soldater, der er nødt til at være på stedet for at betjene systemet, kan være den gnist, der optrapper til en global konflikt. Nicaragua har brudt de diplomatiske forbindelser med Israel med henvisning til Israels igangværende folkemord på det palæstinensiske folk.

Det går ikke godt for NATO i Ukraine. Den ledende tyske politiker Sahra Wagenknecht advarer vedvarende om faren for atomkrig, og det forlyder, at Tyskland trækker sin »støtte« til Kiev tilbage. Hvad angår kampene, er der rapporter om, at Rusland er ved at bryde igennem de ukrainske linjer i Kursk. Den ukrainske præsident Zelenskyj havde fremhævet Kursk-offensiven som en stor succes for Ukraine, men den viser sig at være kortvarig. Ungarns udenrigsminister Peter Szijjarto har gentaget sit synspunkt om, at hele konflikten kunne have været forhindret, hvis de bekymringer, som Rusland gav udtryk for i 2021, var blevet taget op.

Nogle på denne planet har sat sig højere mål. NASA planlægger en opsendelse på mandag af sin seneste mission til Jupiter. Og SpaceX har gennemført en spektakulær landing af sin genanvendelige Super Heavy-boosterraket.

Det er en stor opgave at flytte USA. Som et eksempel på dem, der tager udfordringen op, se det stærke interview med kandidaten til det amerikanske senat, Diane Sare, der blev offentliggjort lørdag aften den 12. oktober, og X Space med kandidaten til den amerikanske kongres, Jose Vega, fra søndag aften.

Foto: Former Vice President of the New Development Bank (the “BRICS Bank”) Paulo Nogueria Credit: Paulo Nogueria Facebook page

Dennis Speed

Den 11. oktober 2024, (EIRNS) – »Die alten, bösen Lieder, Die Träume bös’ und arg, Die lasst uns jetzt begraben, Holt einen grossen Sarg.« (»De gamle, onde sange, de ondskabsfulde og onde drømme, lad os begrave dem nu; hent en stor kiste.« – Heinrich Heines ord og deres musikalske version af Robert Schumann falder en ind, når man ser den alt for velkendte dans mellem Macron og Zelenskyj, Zelenskyj og Washington, Zelenskyj og forskellige nationer i Syd- og Østeuropa osv., der lader som om de ikke ved, at krigen i Ukraine er så godt som tabt. De taler om, at de fuldt ud støtter »sejr for Ukraine« i dets krig, der ikke kan vindes, mod Rusland, velvidende at de lyver og snart vil blive opdaget – men fortsætter ufortrødent alligevel.

Om dem og deres forgængere i historien, udtrykte profeten Hoseas i Det Gamle Testamente det godt: »For de har sået vinden, og de vil høste hvirvelvinden.« Hvad angår diktatorernes efterkommere og dem med et despotisk tankesæt, som Platon skildrede grækeren Thrasymachos i sin dialog Republikken, de »stærke mænd« i evige krige og konflikter, tænker de sig aldrig om to gange og undskylder heller aldrig. Det er nytteløst at spørge dem, hvad deres mål er. Netanyahus mål er f.eks. at gøre præcis det, han gør. Der er ingen grund til at spørge: »Hvad forsøger Israel at opnå?« De, der sår vinden, høster hvirvelvinden.

Nero’er, som tror, at »tyranni betyder, at man aldrig behøver at sige undskyld«, bliver før eller siden knust af naturlove, som pludselig dukker op i en eller anden form – for eksempel i form af en uventet, ukontrollerbar orkan af varierende form eller funktion. Det kan være orkanen med den ubetalelige transatlantiske gæld på mere end 2 billioner dollars. Det kan være orkanen af en ny pandemi. Det kan være en egentlig orkan, eller to, eller flere.

Det siges for eksempel, at Biden pludselig ikke kunne tage til Tysklands Ramstein-militærbase den 12. oktober, hvor mange troede han ville meddele, at det nu var okay for Ukraine at bruge amerikanske våben til at slå dybt ind i Rusland, på trods af Vladimir Putins klare advarsler siden den 25. september om, hvad den beslutning kunne betyde – inklusive civilisationens endeligt. Bidens administration sagde, at han ikke ville tage til Tyskland på grund af orkanen Milton. I en vis forstand kan det meget vel være sandt. Kombinationen af Helene/Milton-orkanen har afsløret for USA’s befolkning og verden, at USA i øjeblikket har indsat sin nationalgarde i upassende tjeneste i krige, der ikke kan vindes, i udlandet, »for USA’s nationale sikkerhed«, blot for at lade stakkels amerikanere derhjemme drukne og dø i hundredvis.

Hvad betyder det for den amerikanske befolknings overlevelsesevne i tilfælde af et atomart angreb? Hvad siger det om USA’s reelle fysiske og fysisk-økonomiske tilstand? Og hvad betyder det for fornuften i den nuværende herskende angloamerikanske elites »unipolære« udenrigspolitik, især med hensyn til den nye Globale Majoritet, som snart samles i Kazan til BRIKS-topmødet?

Uanset hvad de, der opfatter sig selv som verdens vigtigste aktører, tror der er ved at ske i Ukraine, Sydvestasien eller Stillehavet, er der en anden, højere magt på spil – og det er ikke den globale opvarmning. Vi lever nu i en tid, hvor kraften i sande ideer, i »dybe og lidenskabelige forestillinger om mennesket og naturen«, når de anvendes mod en tilsyneladende overvældende materiel, » verdslig« kraft, kan sejre – hvis man tror på, har adgang til og nægter at forråde fornuftens kraft.

EIR‘s interview den 6. oktober med den tidligere malaysiske premierminister Mahathir bin Mohamad, som sad på posten i sammenlagt 24 år, 1981-2003 og 2018-2020, vil minde dem, der engang vidste det, og informere dem, der endnu ikke har opdaget det, om, at det ikke kun er muligt at stå imod rovgriske finansfolk som George Soros for at forsvare sit land – men at det også er muligt at besejre dem. Dette er afgørende for at forstå, hvorfor en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som er indeholdt i Helga Zepp-LaRouches ti principper, og som er baseret på en højere ordens menneskeopfattelse, der ikke er begrænset af geopolitik, ikke blot er ” sandsynlig”; det er snarere den eneste politik, der muligvis vil fungere i de nuværende “globale styrkeforhold”.

Den 19. september 1997 bragte den asiatiske Wall Street Journal en historie, »LaRouche Report Helps Feed Malaysian Attacks on Soros«, som begyndte således: »Da premierminister Mahathir Mohamad for nylig beskyldte finansmanden George Soros for at lede spekulative angreb på sydøstasiatiske valutaer, var Malaysias regeringsvenlige presse hurtigt ude med artikler, der tilsvinede den amerikanske milliardær. Noget af deres bitterhed kom tilsyneladende fra en usædvanlig kilde: en publikation drevet af Lyndon LaRouche Jr. …. » Wall Street Journal Europe bragte en forsidehistorie med titlen ›Malaysias Mahathir finder mærkelig kilde til Soros-kampagne – Asiens medier benytter den amerikanske konspirationsteoretiker Lyndon LaRouche Jr.‹

Da premierminister Mahathir ankom for at tale om morgenen den 20. september 1997 ved Verdensbankens årsmøde i Hongkong, var der placeret et eksemplar af Wall Street Journal Asia på hvert sæde blandt de 3.000 fremmødte. Mahathir gik frem, som han havde tænkt sig. Han forsvarede ikke kun de foranstaltninger til valutakontrol og bankregulering, som Malaysia havde indført for at beskytte sig mod Soros’ spekulationer. Han talte også om, hvad han kaldte »prosper-thy-neighbor«, hvad han også kaldte »win-win-strategier«. »Hvis man undrer sig over, hvad der menes med velstand for sin nabo, vil jeg gerne forklare igen, at det ganske enkelt betyder, at hvis man hjælper sin nabo med at få det godt, vil man få det godt sammen med ham. Når lande er velstående, bliver de mere stabile, og folk behøver ikke at emigrere til ens land. » Et netop afsluttet interview fra den 6. oktober 2024 med den 99-årige tidligere premierminister Mahathir, »vidnet til et århundrede«, kan nu ses på Schiller Instituttets hjemmeside.

Foto: Wikimedia Commons

af David Shavin (EIRNS) – 8. oktober 2024

Lørdagens opgør i Ramstein i Tyskland i den ukrainske forsvarskontaktgruppe har lige fået trukket tæppet væk under sig. Tidligt i eftermiddag udsendte Det Hvide Hus en kortfattet meddelelse om, at præsident Biden har aflyst sin rejse. Den officielle årsag er, at der er brug for ham til at håndtere orkanen Miltons forestående landgang i Florida.

Storbritanniens premierminister Keir Starmer var kommet til Det Hvide Hus den 13. september for at fastslå Bidens åbne tilsagn om at bruge vestlige langdistancemissiler til at ramme dybt ind i Rusland. Derefter havde Biden mødtes med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj for kun 12 dage siden, hvor det heller ikke lykkedes ham at sikre Bidens klare tilsagn. Zelenskyj skulle ikke kun mødes med Biden igen på lørdag, men også tale til Ramstein-gruppen om sin »sejrsplan«. Tirsdag aften den 8. oktober er det uklart, om Ramstein-mødet den 12. oktober vil finde sted.

Både den 12. september og den 25. september, dvs. lige før Starmer og Zelenskyjs besøg i Det Hvide Hus, havde Moskva gjort sig umage med at erklære højt og tydeligt, at hvad der stod på spil var udløsningen af en direkte konfrontation mellem NATO og Rusland, et atomart opgør.

Tidligere i dag, før meddelelsen fra Det Hvide Hus, havde den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov i utvetydige vendinger gentaget den nye russiske politik på det atomare område, som var blevet præsenteret af præsident Vladimir Putin. Han afviste på forhånd enhver formulering, farvning eller omformulering af optrapningen af NATO’s stedfortrædere og erklærede blot angående en beslutning fra Ramstein-gruppen om »dybe angreb«, at: »Så snart denne beslutning er taget, hvis det er tilfældet, vil vi få det at vide, og det beredskab, som Vladimir Putin nævnte, vil allerede være i aktion,« udtalte han til tv-stationen Channel One.

Også i morges sagde den russiske viceudenrigsminister, Alexander Grushko, som fører tilsyn med forholdet til Europa og NATO, til det statslige nyhedsbureau RIA Novosti, at Moskva opfatter, at NATO øger atomvåbnenes rolle i sin strategi, og at Rusland opdaterer sin atomdoktrin for at sende et signal, »så vores modstandere ikke har nogen illusioner om vores parathed til at sikre Den Russiske Føderations sikkerhed med alle tilgængelige midler.« Hans udtalelse fulgte efter det russiske forsvarsministeriums meddelelse den 7. oktober om, at den strategiske missilformation i Novosibirsk, der er udstyret med Yars atomare ICBM’er, er blevet indsat på kamppatruljeruter.

Man kan og bør håbe, at den fysiske virkelighed af en atomkrig, ligesom den af en omfattende orkan, kan ryste nationerne i Vesten ud af deres afhængighed af grådighed, magt, sex og vold. Det var ikke tilfældet med Helenes ødelæggelse af Asheville, North Carolina, eller med Ruslands udvikling af f.eks. hypersoniske missiler.

Trangen til at knuse Rusland vil ikke forsvinde, før Vesten tager en »kold tyrker« mht. sin afhængighed af hypersonisk gambling – tusinder af billioner af dollars i finansielle »derivater« (et smart ord for den gamle mafia-agtige »tal«-svindel, der er gået amok). I USA kunne en »kold tyrker« blive udløst af at skulle genopbygge Asheville eller for den sags skyld New Orleans – eller Baltimore, Detroit og alle andre byer, der er blevet ødelagt af orkanen fra finansielle derivater. Der er simpelthen ingen anden udvej end at skulle forholde sig til virkeligheden.

Glem 12-trins-metoden. Det er tid til at tage fat på de Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur, som om ens liv afhang af det. Helga Zepp-LaRouche, forfatteren til denne metode, tager imod spørgsmål live den 9. oktober kl. 11.00 ET (kl. 17 dansk tid) i sit ugentlige strategiske webcast med titlen: »Global krig eller universel fred – hvem skal afgøre det?«

Foto: Wikimedia Commons

MICHELLE RASMUSSEN, EIRNS

KØBENHAVN, 7. oktober 2024 (EIRNS) – Det store danske dagblad Politiken havde i anledning af toårsdagen for Nord Stream-sabotagen den 26. september 2022 en artikel, der afslørede en mulig amerikansk militær forbindelse, som tyske medier og RT har taget op. Politikens reporter Hans Davidsen-Nielsen, som har fulgt denne historie, tog til Christiansø, den østligste del af Danmark i Østersøen øst for Bornholm og tæt på de steder, hvor Nord Stream-eksplosionerne fandt sted. Her interviewede Davidsen-Nielsen havnefoged John Anker Nielsen.

Her er et citat fra Politikens artikel, som kan findes her: 

»I de første par dage måtte havnefogeden efter eget udsagn »ikke sige noget«. Men i dag kan John Anker Nielsen afsløre, at han fire-fem dage før Nord Stream-sprængningerne var ude med redningstjenesten på Christiansø, fordi der var nogle skibe med slukkede radioer. Det viste sig at være amerikanske flådefartøjer, og da redningstjenesten nærmede sig, fik de besked fra Søværnets Operative Kommando om at vende om.

»Derfor tror havnefogeden på den teori, som bl.a. den amerikanske stjernejournalist Seymour Hersh har fremsat uden nogen form for dokumentation: at USA stod bag sabotagen. Amerikanerne har de her små ubemandede ubåde, som kan løse enhver opgave, har John Anker Nielsen fået at vide.

»Havnefogedens familie har boet på Christiansø i syv generationer, og han kender alt til vejr- og vindforholdene i Østersøen. På den baggrund giver han ikke meget for teorien om en yacht og nogle ukrainere, der dykker ned til 80 meters dybde.”

Seymour Hersh skrev i februar 2023, at sprængstoffer blev anbragt på rørledningerne af amerikanske dykkere i forbindelse med NATO-flådeøvelsen Baltops-22 tre måneder forinden og detoneret af nordmændene.

Både de danske og svenske myndigheder afsluttede deres undersøgelser for flere måneder siden med den undskyldning, at det var uden for deres territorialfarvand, og at ingen af deres borgere var involveret. De tyske myndigheder fortsætter deres efterforskning og støtter teorien om den private ukrainske yacht.

Foto: Freemalaysiatoday

Dennis Speed

Den 7. oktober 2024

Når du læser dette den 7. oktober, kan Israel meget vel have gennemført et angreb på nationen Iran »som gengældelse« for Irans angreb i sidste uge på israelske militæranlæg. Hvilke våben vil de bruge, og med hvilket formål? Uanset om det bliver i dag eller senere, er hensigten at føre krig.

Men lige så ildevarslende som situationen i Sydvestasien er, så overvej Ukraine, hvor nogle parlamentariske embedsmænd opfordrer Ukraine til at angribe Hviderusland. Ruslands Dmitrij Medvedev har allerede reageret. »Så vil Alexander Grigorievich [Lukashenko, Hvideruslands præsident] have fuld grund til at bede Rusland om at bruge de taktiske atomvåben, der er udstationeret i Hviderusland.«

Denne dag, den 6. oktober, er verden meget, meget anderledes, end den ser ud til. Et eksempel: For at forstå den faktiske, usagte dynamik, der ligger til grund for trefrontskrigen i Ukraine, Sydvestasien og Stillehavet, en krig, som »det globale NATO« udkæmper mod verden, skal man lægge mærke til den korte offentlige erklæring, som Vladimir Putin kom med, da han åbnede et møde i det russiske sikkerhedsråd den 4. oktober: »I dag foreslår jeg, at vi diskuterer foranstaltninger til at etablere et internationalt betalingssystem. Vi er alle klar over, at dette er en alvorlig opgave i det nuværende miljø og en af de største udfordringer, vi står over for. Overordnet set skrider arbejdet støt fremad, men det er vigtigt at tage fat på eventuelle problemer hurtigt og planlægge de skridt, der er nødvendige for at overvinde de vanskeligheder, der skabes for os uden for vores grænser.«

Et internationalt betalingssystem som det primære emne på et møde i det russiske sikkerhedsråd? Ikke Ukraine? Ikke det russiske forsvarsbudget? Ikke det amerikanske valg? Ikke Sydvestasien? Ikke nogen af de ting, som folk i den transatlantiske verden med andre ord er blevet forledt til at tro, at Putin, »krigsforbryderen«, ville tale om? Måske har den transatlantiske verden og dens efterretningstjenester mistet grebet om virkeligheden. Er det på grund af den geopolitiske uigennemsigtighed i deres analytiske aksiomer fra tiden efter Den kolde Krig? Faktisk diskuterer Putins russiske sikkerhedsråd, hvad de ved er det egentlige casus belli for den transatlantiske verden: det uundgåelige offentlige, »officielle« kollaps af deres allerede i realiteten kollapsede gældsstruktur på 2 billioner dollars.

For forvirrede beslutningstagere synes deres analytiske dilemma at falde ind under det, som Lyndon LaRouche, grundlægger af Executive Intelligence Review i 1974, engang kaldte »det usammenlignelige«. Noget, som man enten ikke tidligere vidste eksisterede, eller som man burde have vidst, men ikke havde overvejet kunne eksistere, vender ved sin »umulige« eksistens op og ned på hele ens ramme for at forstå noget som helst. Hvad nu, hvis man f.eks. ser på verden i dag og konkluderer, at der er to helt forskellige ideer om fysisk økonomi og dermed om varig menneskelig overlevelse, som verden nu står over for – og at de ikke er »kapitalisme vs. kommunisme«, »det kinesiske kommunistparti vs. verden«, »autokratierne vs. demokratierne« eller andre fjollede, binære, parvise sportslege?

Den ene globale intention, uanset dens nationale regeringsform, søger at opretholde en ubetalelig gæld og at udtrække forskellige ressourcer fra militært relativt svagere lande ved at affolke dem under dække af »retsstatsprincippet«. Den anden globale intention, uanset dens nationale regeringsform, er engageret i en politik for ”win-win” økonomisk samarbejde og udvikling, der er til gavn for alle, blandt suveræne, uafhængige nationalstater, som hver især befinder sig på forskellige niveauer og i forskellige hastigheder af økonomisk og politisk udvikling. Både Ukraine og Israel er på linje med den første holdning. BRIKS-landene, sammen med en lang række nationer i det Globale Syd, er på linje med den anden. Det første system, det oligarkiske eller »britiske« system, drives af City of London og dets partner på Wall Street. Det andet, der lige nu er bedst repræsenteret i kombinationen BRIKS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika), var faktisk engang kendt som »det amerikanske økonomiske system«, men kan ikke kaldes det nu, da det nuværende politiske etablissement i USA ikke blot har forrådt og afvist det, men fører kampagne mod det ved at føre kampagne mod BRIKS (som i tilfældet med Argentina og i en anden forstand Iran). ) Dette er Alexander Hamiltons og Friedrich Lists amerikanske system, ikke Mike Bloombergs »angloamerikanske system«; systemet med Lincolns transkontinentale jernbane, ikke Bidens »Build Back Better«.

Realiseringen af de antikoloniale principper i Hamiltons system for fysisk økonomi blev opnået og overgået i den amerikanske statsmand og økonom Lyndon LaRouches økonomiske værk. I 1976, da LaRouche stillede op som præsidentkandidat for United States Labor Party, førte han kampagne for præsidentposten på det niveau, som verden burde forvente og kræve af en amerikansk præsidentkandidat. Siden han forlod den præsidentielle scene i 2004, altså for tyve år siden, er præsidentens magt i forhold til valget og de amerikanske borgeres generelle velfærd faldet sørgeligt. For at genoplive det sande amerikanske præsidentsystem, udstyret med et verdensøkonomisk alternativ, må vi referere til det amerikanske system som Lyndon LaRouches fysiske økonomi.

LaRouche brugte sine avancerede forestillinger om fysisk økonomi, især hans ideer om »potentiel relativ befolkningstæthed« og »øget energigennemstrømningstæthed« i arbejdsstyrken – for eksempel laserværktøjsmaskiner, der ville revolutionere produktionen på samlebåndet – til at foreslå en økonomisk politik for verdens genopbygning og udvikling. Dette var det Amerika, som verden længtes efter at se, men det var i modstrid med planerne hos Henry Kissinger, Zbigniew Brzezinski og George Herbert Walker Bush, som hadede LaRouche.

For den genopdagelse og genoplivning af »det amerikanske system« i 1970’erne, som kom til udtryk i LaRouches arbejde, i hans medarbejder W. Allen Salisburys arbejde, forfatter til bogen Borgerkrigen og det amerikanske system, og i LaRouches foreslåede laseranvendelser af energitætte processer til både at omstille den amerikanske arbejdsplads og til at løse problemet med et globalt forsvar af den nationale sikkerhed mod atomvåben, blev LaRouche udpeget til »særbehandling«. I 2004 afslørede LaRouche det:
»Den 6. oktober 1986 kom en egentlig hær på mere end fire hundrede bevæbnede personer til byen Leesburg, Virginia, for at foretage en razzia på EIR ‘s og dets medarbejderes kontorer, og de blev også sat ind på en anden, mørkere mission. De lokaler, jeg boede i på det tidspunkt, blev omringet af en bevæbnet styrke, mens fly, pansrede køretøjer og andet personale ventede på ordren til at gå i gang med at skyde. Heldigvis skete drabet ikke, fordi en person med højere autoritet end chefen for justitsministeriets kriminalafdeling, William Weld, beordrede angrebet på mig afblæst. De styrker, der var klar til at rykke ind mod mig, min kone og en række af mine medarbejdere, blev trukket tilbage om morgenen.«

Dette mordforsøg på LaRouche for 38 år siden er det rette udgangspunkt for at forstå nutidens kriminelle politik for statsstyrede snigmord. Julian Assanges erklæring i Strasbourg i Frankrig i sidste uge fortæller, at »det er nu offentligt kendt, at CIA under (tidligere CIA-direktør Mike) Pompeos udtrykkelige ledelse udarbejdede planer om at kidnappe og myrde mig på den ecuadorianske ambassade i London og give tilladelse til at gå efter mine europæiske kolleger og udsætte os for tyveri, hackerangreb og plantning af falske oplysninger.« Det er den samme Pompeo (daværende udenrigsminister), som den 15. april 2019 sagde til en gruppe studerende på Texas A&M University : »Hvad er kadetmottoet på West Point? ‘Du skal ikke lyve, snyde eller stjæle, og du skal ikke tolerere dem, der gør det’? Jeg var direktør for CIA. Vi løj, vi snød, vi stjal…. «

Så selv om snigmord angiveligt blev forbudt i USA ved forskellige love i 1970’erne og 80’erne, er det i stigende grad den anvendte, endog foretrukne metode til »regeringsførelse«, som anglosfæren ønsker at benytte sig af – regeringsførelse ved hjælp af mord. Husk titlen på en artikel i Foreign Policy den 30. juli 2024: »Ville USA overveje at snigmyrde Putin?« Husker I de to mislykkede mordforsøg inden for to måneder mod tidligere præsident Donald Trump, som vendte tilbage til stedet for den afværgede forbrydelse ved en demonstration med deltagelse af titusinder i Butler, Pennsylvania, lørdag den 5. oktober?

Et »attentaternes USA« tilranede sig det amerikanske præsidentskab den 22. november 1963 med drabet på og mørklægningen af drabet på USA’s præsident, John. F. Kennedy. En række mord fulgte, bl.a. på Malcolm X, Martin Luther King og præsidentkandidaten Robert Kennedy. Lige efter det begyndte FBI og andre agenturer at myrde amerikanske borgere, som i deres mord på den 21-årige Black Panther-leder Fred Hampton i Chicago den 4. december 1969. Og mens senator Frank Churchs udvalgs undersøgelser af CIA førte til udstedelsen af en række bekendtgørelser – EO 11905 i 1976, EO 12036 i 1978 og EO 12333 i 1983 – der specificerede, at »enhver, der er ansat af den amerikanske regering«, havde forbud mod at deltage i og udføre spionage, at deltage i eller på anden måde hjælpe med mord – fortsætter mordet på politiske modstandere, som det næsten skete for Lyndon og Helga Zepp-LaRouche i 1986, og som næsten skete for Donald Trump i Butler, Pennsylvania i juli, og lidt senere den 15. september i West Palm Beach, Florida. Netanyahus myrderier er blevet støttet og derfor opmuntret af både de republikanske og demokratiske kandidater. At disse mord på Hamas-ledere i Gaza medfører »følgeskader« i form af tusindvis af kvinder og børn, er, som Dr. Mark Perlmutter bemærkede, en løgn. Hamas-medlemmerne er følgeskader i den systematiske ødelæggelse af hospitaler, skoler og moskeer i Gaza, nu i Libanon og snart i Iran.

Diskussionen i det russiske sikkerhedsråd understreger imidlertid, hvorfor Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur må blive det moralsk overlegne udgangspunkt, hvorfra afviklingen af »Bæstets internationale snigmordbureau (inklusive dets morderiske økonomiske malthusianske befolkningsreduktionskrige) kan opnås. Global økonomisk udvikling er en realitet. På slagmarken i Sydvestasien må LaRouches Oase-plan, hvor upraktisk den end kan synes i øjeblikket, fortsat have overtaget hvorfra vi kæmper og får verden til at følge efter. Vi må insistere på, at den eneste løsning imod krig er fred gennem økonomisk udvikling, ikke mord.

Zoom linket er her.

Talerlisten: Col. Richard Black, Jonathan Kuttab, Imam Elahi og andre.

Invitation skrevet af Dennis Small

Ikke korrekturlæst

Den 2. oktober 2024.

Verden står nu på randen af en amerikansk-russisk atomkrig, der ikke kun udløses på det ukrainske område, men også i Sydvestasien.
Onsdag den 2. oktober mødtes det israelske kabinet for at diskutere, hvordan det vil gengælde Irans missilangreb den 1. oktober. Senere på dagen meddelte premierminister Benjamin Netanyahus kontor, at han sent onsdag ville tale med præsident Joe Biden for at koordinere de næste skridt, der skal tages. Tidligere havde USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan advaret om, at det ville få »alvorlige konsekvenser« for Iran, og at USA vil »arbejde sammen med Israel«. »Det lyder ildevarslende som en trussel om en fælles amerikansk-israelsk militæraktion mod Iran«, muligvis mod Teherans atomprogram, rapporterede Financial Times ‘ chefkommentator for udenrigsanliggender, Gideon Rachman, med tilfredshed.

Tilfredshed, fordi det i årevis har været Londons »Great Game«-politik at bruge Israel som en brik til at trække USA ind i en ildkamp mod Iran, som så ville sende hele Sydvestasien op i flammer. Den deraf følgende fare for optrapning til en fuldskala atomar konflikt mellem supermagterne burde ikke behøve nogen uddybning: Israel er selv en atomar magt, og Iran, som blev medlem af BRIKS i 2024, er også ved at underskrive en »omfattende strategisk partnerskabsaftale« med Rusland, som blev godkendt af præsident Putin personligt i midten af september i år.

Det britiske oligarki lægger ikke skjul på deres »prognose« for, hvad de forventer, der skal ske i Sydvestasien. Den 30. september rapporteredeThe Economist: “Efter halshugningen af Hizbollah kan Iran kappes om en atombombe…. Amerika og Israel har længe lovet, at Iran ikke vil få lov til at bygge en bombe. Især Israel ser ud til at have detaljerede efterretninger om udviklingen i Irans atomprogram. Hvis det opfangede tegn på, at Iran var ved at overskride en tærskel, kunne det meget vel angribe iranske atomanlæg.”

Den 1. oktober fortsatteThe Economist: »Det igangværende iranske angreb … giver Israel en begrundelse for at håndtere Irans atomare trussel.«

Og den anglofile Heritage Foundation udgav den 1. oktober en rapport med overskriften »Iran Is Inching Toward a Nuclear Weapons Breakout: What Does This Mean for the United States?«, som argumenterede for, at ›USA skal udstyre og styrke sine regionale partnere og allierede til at konfrontere Iran … og – om nødvendigt – udvikle og opretholde de kapaciteter, der er nødvendige for at ødelægge Irans atomare kapacitet.‹

Hvor fører sådanne scenarier hen? Til atomkrig.

En betydelig del af det officielle Washington er godt klar over, at den nuværende politiske kurs for Sydvestasien (for ikke at tale om Ukraine) hurtigt vil blive atomar, hvis man fortsætter. Nonproliferation Policy Education Center rapporterede om Iran-Israel-krigsspil, som de afholdt i slutningen af 2023 – med 35 deltagere fra republikanske og demokratiske kongresmedarbejdere, embedsmænd og analytikere fra den amerikanske regering, førende akademiske forskere, eksperter i national sikkerhed og mellemøstlige tænketanke samt amerikansk militærpersonale – som fandt, at alle scenarierne »hurtigt blev atomare«.

Og alligevel holder de kursen. Faktisk var det allerførste spørgsmål, der blev stillet ved vicepræsidentdebatten den 1. oktober, designet til at stille begge kandidater op bag Londons politik om at orkestrere et fælles amerikansk-israelsk angreb mod Irans atomprogram. Hverken Vance eller Walz bestred denne politik.

Det var dog ikke tilfældet for Helga Zepp-LaRouches Schiller Institut, som den 2. oktober afholdt en international onlinekonference med topeksperter fra begge sider af Atlanten for at diskutere emnet »Endnu et skridt tættere på atomart ragnarok – Tyskland er nødt til en ny sikkerhedsarkitektur.« Læserne opfordres til at se hele det ekstraordinære referat og studere Zepp-LaRouches politikker og underliggende principper for at eliminere krigsfaren, ikke ved en optrapning af en stadig mere skræmmende terrorbalance – som i Kissingers Mutually Assured Destruction (MAD)-doktrin – men med et nyt paradigme for universel udvikling.

I februar 1982 adresserede Lyndon LaRouche MAD-doktrinens vanvid i en kort artikel med titlen “An End to Mutually Assured Destruction:
»Så i et kvart århundrede har verdens befolkning levet under den evige terror af altid parat interkontinental atomar krigsførelse…. Det værste træk ved den kissingerske MADness-doktrin er den falske antagelse, at de forud kendte konsekvenser af atomar krigsførelse er tilstrækkelige til at forhindre enhver supermagt i rent faktisk at iværksætte et generelt atomart angreb. Denne besættelse af MADness er gået så vidt som til at fremme doktrinen om, at Moskva ville tolerere et begrænset, Europa-baseret atomart angreb på Rusland selv uden at udløse en generel atomar spærreild mod USA’s fastland.

»Konsekvenserne af atomar krigsførelse er en fantastisk afskrækkelse.

“Hvis USA’s regering fortsætter sin tilslutning til den økonomiske politik, der blev sat i gang i august 1971, eller endnu værre, den nuværende Volcker-monetaristiske politik, er det meste af verden allerede på vej ned i dybet af en ny generel depression, der er langt dybere, mere vedvarende og kvalitativt mere ødelæggende end den økonomiske depression, der gik forud for krigen i 1939-45….

“Medmindre USA drastisk ændrer sin nuværende penge- og militærpolitik, truer den atomare katastrofe, der er født af Kissingersk MADness, med at blive den form for krig, som ingen ønsker at tro på faktisk kan ske.

»Når vi nærmer os denne tidlige periode med akut krise, er det påtrængende, at USA’s regering er parat til at gå ud fra både pengepolitik og militærpolitik, der er fundamentalt anderledes end de politiske tendenser, der i stigende grad har domineret vores politiske beslutningstagning i de seneste 15 år.«

Foto: GPO