Af Helga Zepp-LaRouche, den 9. december 2025

Selvom den nyligt offentliggjorte amerikanske nationale sikkerhedsstrategi (NSS) blev modtaget af nogle førende kredse i Europa med en blanding af tænders gnidsel, raserianfald og fortvivlelse, bør den under de givne omstændigheder betragtes som en velsignelse i forklædning. Den repræsenterer et brud med Biden-administrationens sikkerhedsdoktrin om amerikansk lederskab i en unipolær verdensorden til fordel for en mere afbalanceret politik over for Rusland og en hensyntagen til den globale magtforskydning mod Kina, hvilket giver mulighed for en rationel revurdering af egne sikkerhedsinteresser og en omlægning af den internationale sikkerhedsarkitektur.

Dokumentet forbyder udtrykkeligt yderligere udvidelse af NATO, hvilket de facto udelukker Ukraines medlemskab, da den såkaldte »koalition af villige« ikke kan gennemtvinge et sådant medlemskab mod USA’s vilje. Det sætter også effektivt en stopper for idéen om et »globalt NATO« samt for den »interoperative struktur« mellem Den Europæiske Union og dette globale NATO.

I stedet for at puste og stønne over, at man ikke har brug for »rådgivning udefra«, som den tyske udenrigsminister Wadephul udtrykte det, ville europæerne gøre klogt i at tage det ganske vist barske wake-up call i NSS-dokumentet alvorligt: at det europæiske kontinent vil være uigenkendeligt om 20 år, hvis de nuværende tendenser til økonomisk tilbagegang fortsætter. Dokumentet advarer endda om en »udslettelse af civilisationen«.

Den største fejl, vi i Europa kunne begå nu, ville være at afvise denne advarsel arrogant som endnu et bevis på præsident Trumps uforudsigelighed.
For udsigten til en »udslettelse af civilisationen« i Europa skyldes IKKE KUN fortsættelsen af den nuværende økonomiske politik – massive besparelser på alle sociale områder til fordel for en skruppelløs våbenindustri – men endnu mere det absolut uansvarlige og håbløse forsøg på at påføre Rusland et »strategisk nederlag«.

Den nye amerikanske NSS giver en meget tiltrængt mulighed for at trække sig ud af NATO, da alliancen i lang tid ikke har svaret til vores grundlæggende sikkerhedsinteresser. Siden afslutningen af Den kolde Krig burde NATO være blevet opløst, ligesom Warszawa-pagten blev det i 1991, til fordel for en fredsorden for det 21. århundrede, som på det tidspunkt ville have været fuldstændig mulig.

I stedet forvandlede NATO sig fra en defensiv alliance til en offensiv. Det endelige slag kom, da den højest rangerede NATO-militærofficer, admiral Giuseppe Cavo Dragone, formand for NATO’s Militærkomité, i et interview opfordrede til en »mere aggressiv reaktion« på krigen i Ukraine. Et »forebyggende angreb« mod Rusland var ifølge ham også tænkeligt – hvilket naturligvis kunne betegnes som en »defensiv handling«. George Orwell, eller hvad?
»Angreb er forsvar, krig er fred!«

Præsident Putin svarede med umiskendelig klarhed, at Rusland ikke har nogen intentioner om at starte en krig med Europa. Det har man allerede understreget hundredvis af gange. Men hvis Europa selv skulle starte en sådan krig, tilføjede han, ville Rusland være »øjeblikkeligt klar«, og konflikten ville blive afsluttet meget hurtigt til Ruslands fordel – i modsætning til den »kirurgiske« tilgang, der blev anvendt i Ukraine. Den russiske politolog Sergei Karaganov var endnu mere direkte i et interview med Eva Peli den 30. oktober i Moskva, hvor han sagde, at hvis en større krig brød ud i Europa, ville Europa ophøre med at eksistere.

Mens den amerikanske og russiske regering gør en seriøs indsats for at afslutte krigen gennem forhandlinger, fastholder den europæiske »koalition af villige« – Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Polen, de baltiske stater og EU-Kommissionen – stadig målet om at påføre Rusland et »strategisk nederlag«. Det må stå klart for enhver tænkende person, at dette er umuligt mod det der nu er verdens stærkeste atommagt, medmindre man er villig til at acceptere menneskehedens undergang. Efter det nylige møde mellem NATO’s udenrigsministre i Bruxelles beskyldte den ungarske udenrigsminister Szijjártó disse europæiske kræfter for at forsøge at forhindre fredsbestræbelser og trække Europa ind i en krig med Rusland. Ungarns premierminister Orbán advarede endog lørdag den 6. december i Kecskemét om, at europæiske ledere allerede har besluttet at gå i krig mod Rusland, og at en stor ungarsk delegation ville besøge Moskva i de kommende dage.

I Tyskland må man i alle udtalelser om krigen i Ukraine gentage mantraet om, at det er »Putins uprovokerede aggressionskrig i strid med folkeretten« for at undgå at blive stemplet som »Putins marionet«. Men den næsten enstemmige opfattelse i det Globale Syd og blandt amerikanske eksperter som Jeffrey Sachs, John Mearsheimer, Ray McGovern, Chas Freeman og mange andre er, at NATO’s femdobbelte udvidelse mod øst – 1.000 km – i strid med løftet ved afslutningen af Den kolde Krig om ikke at udvide NATO »en tomme« mod øst, var det, der udløste krigen. I begyndelsen af 2022 havde offensive våbensystemer nær den russiske grænse reelt skabt en omvendt cubansk missilkrise, og Putins appeller om juridisk bindende sikkerhedsgarantier blev simpelthen ignoreret.

Krigen kunne være afsluttet i marts 2022 med Istanbul-aftalen mellem Putin og Zelenskyj, som blev notorisk saboteret af Boris Johnson. Nu – efter næsten fire års udmattende krig og tabet af millioner af menneskeliv – kan man ikke benægte, hvad den tidligere generalinspektør for Bundeswehr og tidligere formand for NATO’s Militærkomité, Harald Kujat, gentagne gange har understreget: at Ukraine aldrig har været i stand til at ændre den strategiske situation. Og slet ikke nu, hvor dele af fronten kollapser, hvor fronttropper og tvangsudskrevne deserterer i massevis, og hvor internationale militæreksperter åbent diskuterer, at krigen er tabt. I denne situation er det yderst uansvarligt af den højest rangerede NATO-officer at tale om forebyggende angreb. Det svarer til en opfordring til kollektivt selvmord.

I de næsten fire år denne udmattelseskrig har varet, har hverken EU-Kommissionen eller de europæiske statschefer gjort noget forsøg på at afslutte krigen gennem forhandlinger. Tværtimod: Da en diplomatisk løsning mellem Putin og Zelenskyj praktisk talt var aftalt i marts 2022 med Istanbul-aftalen, så Europa – og den daværende præsident Biden – tavst til, mens Boris Johnson ødelagde muligheden. Nu, hvor der er en realistisk udsigt til, at krigen kan afsluttes af Trump og Putin, og at forholdet mellem de to største atommagter kan normaliseres, taler NATO om forebyggende angreb!

NATO er ikke længere en atlantisk forsvarsalliance, men ser sig selv som den militære arm, der skal forsvare den unipolære verdensorden, som Vesten har fulgt siden afslutningen af Den kolde Krig. Men denne orden er allerede blevet erstattet af partnerskabet mellem landene i det Globale Syd, som ikke længere er villige til at underkaste sig det kollektive Vestens imperiale og koloniale strukturer. De er i færd med at opbygge en ny verdensøkonomisk orden gennem BRIKS og SCO, baseret på suverænitet og gensidig, ligeværdig udvikling.

Vi må ikke modsætte os denne nye verdensorden, der bringer 500 års kolonialisme til ophør og for første gang giver nationerne i den Globale Majoritet mulighed for at overvinde fattigdom og underudvikling. Vi må snarere samarbejde med disse lande og dermed åbne et nyt kapitel i menneskehedens historie.

I denne tid med epokegørende forandringer er der flere regionale kriser, som kan udvikle sig til større konflikter. Efter den igangværende katastrofe i Mellemøsten er der for nylig udbrudt en ny og farlig optrapning mellem Japan og Kina. Nu hvor premierminister Takaichi har stillet spørgsmålstegn ved Et-Kina-politikken – som er uomtvistelig i henhold til international ret – og endda rejst muligheden for japansk militær intervention i Taiwan, vokser bekymringen i hele Indo-Stillehavsregionen. Militarismen i Japan ligner i stigende grad den, vi ser i Europa, og vækker de mest forfærdelige minder om aksemagternes handlinger under Anden Verdenskrig, som kostede 27 millioner liv i Sovjetunionen og 35 millioner i Kina.

Hvis vi har lært noget af de to verdenskrige, er det, at tiden nu er inde til at genoptage det, vi opgav ved afslutningen af Den kolde Krig, da vi tog den forkerte afkørsel. Der var ikke længere nogen fjende; det ville have været let at etablere en ny international fredsorden. I dag, 35 år senere, er den arrogante og kortlivede forudsigelse om »historiens ende« afsløret som falsk – ligesom det enorme boomerang-tilbageslag fra forsøget på at etablere en unipolær verdensorden.

Hvert enkelt land bør meddele sin udtræden af NATO og samtidig indkalde til en ny konference i traditionen fra Den Westfalske Fred, hvor en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur må formuleres, der tager hensyn til alle nationers interesser på planeten.

Den kinesiske præsident Xi Jinping har allerede foreslået en lignende tilgang med sit Global Governance Initiative. Præsident Putin har også rejst ideen om en eurasisk sikkerhedsarkitektur. Og der er håb: Unge i Tyskland deltager i skolestrejker, fordi de hverken ønsker at være kanonføde eller skyde mennesker i fremmede lande.

Vi befinder os på et punkt i menneskehedens universelle historie, hvor vi ikke blot må lægge et halvt årtusinde med kolonialisme bag os, men også den tankegang, der førte til to verdenskrige i det 20. århundrede: geopolitik. Vi må én gang for alle lægge den barbariske idé bag os, at mennesket er en ulv for mennesket, som Thomas Hobbes – ideolog for det Britiske Imperium – hævdede.

Denne barbariske opfattelse afspejles i NATO’s promoveringsvideo »From Foresight to Warfight«, hvor det hedder:
»Krig vil altid forblive en væsentlig del af menneskets bestræbelser; manipulation af følelser og forståelse vil være lige så vigtigt som at nægte adgang til vores rum; det menneskelige sind vil være en slagmark i sig selv…«

Enhver, der ser denne video og ikke afviser dette syge verdenssyn, har allerede tabt kampen om sit eget sind.

Vi er den eneste kendte art i universet, der er udstyret med kreativ fornuft, og vi må nu bruge den til at sætte idéen om én menneskehed først, når vi etablerer en ny orden.

Noter:

1. https://schillerinstitut.dk/si/2022/11/ti-principper-for-en-ny-international-sikkerheds-og-udviklingsarkitektur/

https://www.youtube.com/watch?v=gUeOJ5pMHiQ

af Paul Gallagher
7. december 2025 (EIRNS)

Forord

For at fremme den generelle velfærd bør Amerika på sin 250-års fødselsdag vælge det amerikanske økonomiske system – finansminister Alexander Hamiltons offentlige kreditsystem, som han beskrev i sin rapport om offentlig kredit fra 1791 og andre rapporter til Kongressen – frem for et system baseret på finansiel spekulation og tilbagevendende kriser.

For at sikre for os selv og vores efterkommere frihed fra kolonialisme og skabe fredeligt samarbejde mellem frie og suveræne nationer, ønsker USA desuden, at landets egen økonomiske fremgang suppleres af tilsvarende fremgang og udvikling hos partnerlande, herunder udviklingslande.

A. Bankadskillelse

Der indføres en generel politik for bankadskillelse. Formålet er at adskille kommerciel indskuds- og udlånsvirksomhed fra investeringsbankvirksomhed, handelsbankvirksomhed og spekulation i gældsbeviser. Dette følger traditionen fra:

• præsident Madisons U.S. Bank Charter Act af 1816, der omcharterede USA’s nationalbank,

• præsident Lincolns Banking Acts fra 1863 og 1864, som skabte det første system af nationalt charterede banker,

• præsident Franklin Roosevelts Glass-Steagall Act fra 1933, der indledte genopretningen efter den store depression,

• Bank Holding Company Act fra 1957,
  samt tilsvarende love i flere europæiske lande efter 2. verdenskrig.

1. Reorganisering af forretningsbankerne

Fra finanskrisen i 2007–08 til begyndelsen af 2020’erne faldt forholdet mellem udlån og indlån i det amerikanske banksystem som helhed fra 102 % til 60 %, og i de seks største megabanker fra ca. 85 % til ca. 40 %. Resten består af spekulative investeringer – herunder ejerskab af og prime-broker-tjenester til tusindvis af hedgefonde, pengemarkedsfonde m.m.

En genetableret Glass-Steagall-lov vil forbyde dette. Bankerne får af Kongressen en periode på seks måneder til at sælge eller udskille alle spekulative værdipapirafdelinger (de største banker har hver flere tusinde). Disse enheder vil dermed stå uden udsigt til redning fra staten, FDIC eller Federal Reserve, når de går konkurs.

2. Adskillelse fra værdipapirhandel

Kommercielle banker, uanset størrelse, vil være begrænset til indskuds- og udlånsvirksomhed samt tjenester knyttet til kommerciel bankdrift, såsom valutaveksling og køb/indløsning af statspapirer for kunder. De vil specifikt blive forbudt både at eje og at låne til fonde, der driver værdipapirhandel, samt at handle på derivatmarkeder.

3. Holdingselskaber

Kommercielle bankholdingselskaber vil blive forbudt at eje investeringsbanker eller råvarehandlere, der besidder og spekulerer i primære råvarer, som er væsentlige for økonomien – herunder energi og elektricitet – i overensstemmelse med Bank Holding Company Act fra 1957.

4. Kreditgivning

Det nuværende dystre forhold mellem udlån og indlån hænger sammen med Federal Reserve – en centralbank, der ikke låner ud til økonomien, men tilfører indlån til megabankerne, som siden 2008 er blevet 50 % større. Bankerne anvender i stigende grad disse indskud til spekulation frem for udlån.

En genetableret Glass-Steagall-lov, der tørrer de spekulative bobler ud, kan bane vejen for reel økonomisk genopretning. Økonomien har behov for kredit til infrastrukturprojekter, reindustrialisering og deltagelse i international økonomisk udvikling.

B. National bankvirksomhed og kapitalbudget

Der bør vedtages et kapitalbudget til industrialisering og økonomisk infrastruktur – et budget, der udlånes som kredit, og derfor er langt mere generøst end det finansministerium normalt kan afsætte. Dette følger traditionen fra National Bank-lovene i 1791, 1816 og 1841; fra Reconstruction Finance Corporation (1932–1955); og siden 2018, i mindre målestok, fra United States International Development Finance Corporation.

Kongressen bør oprette en nationalbank inden for Federal Reserve, som overtager kontrollen over kredit- og monetære funktioner og gennemfører en politik for udviklingslån til økonomisk infrastruktur og industrialisering – både indenlands og internationalt.

1. Formål

Oprettelse af en amerikansk bank for infrastruktur og produktion

Under en genindført Glass-Steagall-regulering vil oprettelsen af en sådan kommerciel bank genskabe det gyldige overskud i banksystemet, et overskud der stammer fra produktion, industri, øget produktivitet af jord og jordbund samt opførelse af ny, teknologisk avanceret infrastruktur.

Kongressens formål er at etablere en tredje nationalbank for at genetablere det fremskridtsniveau, der fandtes i USA’s “gyldne produktivitetsalder” fra 1935 til 1965, hvor multifaktorproduktiviteten steg med 3–4 % om året.

Hamilton havde ret i, at offentlig gæld er en offentlig velsignelse, når den via en offentlig bank kanaliseres til at øge produktionskraften i økonomien.

2. Principper

Kongressen bemyndiger hermed oprettelsen af det offentlige selskab Bank of the United States, der skal have beføjelse til at:

• yde kredit til store nationale infrastrukturprojekter (transport, havne, elektrificeret jernbane, vandforvaltning, tørke- og oversvømmelsesforebyggelse, stormbeskyttelse, energi, rumforskning og fusionsudvikling),

• yde lån til amerikanske agenturer, der projekterer sådanne projekter,

• indgå joint ventures med udenlandske agenturer for gensidigt at finansiere international infrastruktur,

• yde kredit til statslige og kommunale kapitalprojekter ved køb af kommunale obligationer,

• diskontere banklån til virksomheder i sådanne projekter,

• samarbejde med Export–Import Bank om handelskredit.

1. Kapitalisering

(a) Kapitalgrundlag

Banken kapitaliseres med op til 2 billioner dollars ved udstedelse af præferenceaktier i bytte for:

1. offentligt ejede statsobligationer med løbetid ≥3 år,

2. udestående kommunale obligationer med løbetid ≥5 år.

Federal Reserve bistår kapitaliseringen ved fortsat salg af sine beholdninger af statsobligationer.

(b) Finansminsteriet

Finansministeriet fungerer som on-call-tegner med op til 100 mia. dollars i nye 30-årige statsobligationer og modtager tilsvarende præferenceaktier.

(c) Indskud

Banken kan modtage indskud af statens indtægter, herunder provenu fra benzinskatten og dieselafgiften (National Transportation Trust Fund), for så vidt banken overtager transportinfrastrukturens finansieringsansvar.

(d) Renteindtægter

Banken modtager regelmæssige rentebetalinger fra statslige og kommunale organer, hvis obligationer er indgået som kapital.

(e) Indskudspligt

Stater og kommuner, der modtager støtte via bankens obligationskøb, skal opbevare 5 % af provenuet som indskud i banken, indtil projektet kræver udgifterne.

(f) Yderligere kapitalfremskaffelse

Banken kan rejse yderligere lånekapital – fra offentligheden, kommercielle banker, erhvervsvirksomheder og investeringsfonde – ved at udstede obligationer op til et samlet beløb, der ikke overstiger dens tegnede kapital.

(g) Udenlandske investorer

Udenlandske tegnere af bankens kapital skal være aktionærer uden stemmeret.

2. Kommercielle banklån

(a) Centralbanken skal diskontere lån ydet af kommercielle banker under Glass-Steagall-standarder til deltagere i godkendte infrastrukturprojekter. Diskonteringen må ikke være mindre end 50 %.

(b) Banken kan deltage i nye lån til godkendte projekter i samarbejde med multilaterale og nationale udviklingsbanker og kan dække op til 50 % af lånene.

(c) Lån og diskonteringer skal have løbetider, der svarer til projekternes forventede rentabilitet og levetid.

(d) Banken kan yde lån til produktionsvirksomheder, der mangler adgang til kapital via lokale banker.

3. Ledelse

(a) Et flertal af bankens direktører skal være aktivt engageret i industri eller teknik eller have mindst 15 års erfaring inden for industri, infrastruktur eller landbrug. Repræsentanter fra United States Army Corps of Engineers, NASA og luftfartsindustrien skal indgå.

Bestyrelsen vælger en formand og sammensætter en stab med erfaring i kommerciel bankdrift, teknik, tungt byggeri og videnskabelige feltområder.

(b) Denne ledelse erstatter Federal Reserves styrelsesråd – bortset fra guvernøren for banktilsyn.

Billedet fra valgkampen i 2013

Jason Ross EIRNS

28. november 2025

Verdens kriser, fra Ukraine til Gaza til stigende spændinger i Østasien, kan spores tilbage til samme kilde: en international orden, der søger at udnytte konflikter i sine bestræbelser på at opretholde dominans. Sammenbruddet er synligt overalt. Kievs chefforhandler falder i forbindelse med korruptionsrazziaer efter at have lovet aldrig at gå på kompromis; FN-systemet er næsten lammet, mens Amnesty International dokumenterer det igangværende folkemord i Gaza; og Japans farlige retorik om Taiwan tvinger Washington til stille og roligt at opfordre til nedtrapning, mens indenrigspolitikken i USA forfalder til fremmedfjendsk teater.

Dette er ikke isolerede begivenheder. Det er symptomerne på en sygdom, på en rådden geopolitisk ramme, der er ved at gå i opløsning økonomisk og moralsk, men som søger at bruge konfrontation til at bevare sin autoritet.

Mens USA bliver stadig mere finansstyret, og Europa (især Tyskland) saboterer sin industrielle base, er der ved at opstå et alternativ. Dette alternativ skal ses i sammenhæng med LaRouche-bevægelsens årtier lange arbejde for et nyt udviklingsparadigme, Verdenslandbroen og internationale relationer baseret på gensidig udvikling.

Forslag, der nu kommer fra Kina, Rusland og nationer i det Globale Syd, forestiller sig en sikkerheds- og udviklingsmæssig intention baseret på fælles indsats for at udvikle sig som den sikreste vej til varig fred. Lokale fredsaftaler er ikke nok. Den forestående finansielle storm skal håndteres, og et udviklingsparadigme må indføres. Strukturelle reformer, der begynder med adskillelsen af produktiv kredit fra spekulativt kaos, er væsentlige, ellers kan ingen fredsramme bestå.

Verden står over for et valg: at forblive fanget i et sammenstyrtende paradigme eller at skabe et nyt system, hvor diplomati, økonomisk udvikling og langsigtet sikkerhed samles som et enkelt mål for menneskelig fremgang.

Muligheden for en sådan fremtid eksisterer.

Det er vigtigt at huske, at den udbredte europæiske kultur rummer langt mere end nutidens fejltagelser. Den Westfalske Fred, der afsluttede Trediveårskrigen, krævede en afslutning på repressalier og en forpligtelse til at fremme den andens vel. Aischylos havde udtrykt det samme princip i sin Orestien: Furierne, der var fast besluttede på at hævne fortidens ugerninger, blev ikke besejret, men snarere forvandlet til Eumeniderne. Deres voldsomme engagement i »retfærdighed« omdirigeres fra endeløs gengældelse til at beskytte Athens fremtid.

Vores opgave er ikke at heppe på den ene blok frem for den anden. Den er at opnå et sammenfald af tilsyneladende modsætninger ved at bringe nationerne i »Vesten« til en klarere forståelse af deres egne sande interesser inden for en global orden, der er orienteret mod udvikling og fred.

27. november 2025 (EIRNS) — Mens den amerikanske præsident Donald Trump foreslår, at der indføres en verdensomspændende boykot mod Sydafrikas anti-apartheidregering – ja, ikke mod Netanyahus Israel, men mod Sydafrika, som har indbragt Israels folkemord for verdensretten– har den kinesiske premierminister Li Qiang og den sydafrikanske præsident Cyril Ramaphosa iværksat et fælles kinesisk-sydafrikansk »initiativ til samarbejde om modernisering i Afrika«.

Præsident Xi Jinping og Ramaphosa blev enige om idéen til initiativet på Forum for Kina-Afrika-Samarbejde (FOCAC) i Beijing i september 2024. Meddelelsen om, at projektet nu skal igangsættes, blev fremsat, efter at Li Qiang og Ramaphosa mødtes i forbindelse med G20-topmødet i Sydafrika den 22.-23. november, et topmøde, som USA boykottede. I erklæringen om initiativet anerkender Kina og Sydafrika modernisering som »en fælles stræben og en umistelig ret for alle lande i verden.« Det opfordrer derfor det internationale samfund til at deltage i »at bidrage til den økonomiske, sociale og teknologiske transformation af det afrikanske kontinent og sikre en bæredygtig og inkluderende  udvikling for alle afrikanere.«

Initiativet har til formål at støtte de afrikanske lande »i deres bestræbelser på selvstændigt at udforske moderniseringsveje, der passer til deres nationale forhold, og at fuldføre det afrikanske folks ønsker om et bedre liv«. Afrikas egen Agenda 2063 og det afrikanske kontinentale frihandelsområde nævnes, og der lægges vægt på »princippet om ›Afrika-iværksat, indenlandsk ejerskab og Afrika-ledet‹ i gennemførelsen af trilateralt eller multilateralt samarbejde i Afrika for at fremme Afrikas modernisering«. Blandt de specifikke foranstaltninger, der nævnes, er behovet for en reform af det internationale finansielle system og gældslettelse, samt at andre lande hjælper med at gennemføre anden fase af Den Afrikanske Unions infrastrukturprogram (PIDA-PAP2) med dets »plan for Afrika om at opnå en robust infrastruktur i verdensklasse, som er den væsentlige rygrad for at opnå Afrikas integration og industrialisering.«

Initiativet opfordrer »virksomheder i alle lande til at udvide investeringerne i fremstillingsindustrien i Afrika, støtte udviklingen af regionale værdikæder og slå til lyd for et retfærdigt og ligeværdigt partnerskab, der støtter lokal forarbejdning og værdiforøgelse af ressourcerne i Afrika.«

Sammenlign denne vision med præsident Trumps seneste intimiderende budskab, der blev offentliggjort den 26. november på Truth Social. Trump gentager endnu en gang absurde løgne om en ikke-eksisterende sydafrikansk regerings »folkemord« på »hvide mennesker« for derefter at meddele, at »Sydafrika IKKE vil modtage en invitation til G20-topmødet i 2026.« (Det skal afholdes i Miami, Florida.) Trump gik endnu længere og erklærede, at »Sydafrika har vist verden, at de ikke er et land, der er værdigt til medlemskab nogen steder, og vi vil stoppe alle betalinger og subsidier til dem med øjeblikkelig virkning.«

Én ting er sikkert: Hvis denne politik fastholdes, er det USA, der vil blive isoleret, ikke Sydafrika.

Billede: By NINTENPUG – This SVG map includes elements that have been taken or adapted from this map:, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=32791152

af Marcia Merry Baker (EIRNS) — 24. november 2025

Den kinesiske præsident Xi Jinping og den amerikanske præsident Donald Trump havde en telefonsamtale den 24. november, hvor en vigtig del af samtalen drejede sig om deres respektive nationers historiske samarbejde om bekæmpelse af fascisme. Dette blev bragt på bane af præsident Xi, der tog initiativ til samtalen, i forbindelse med at han ønskede at gøre Taiwans forhold til Kina klart. Ifølge Kinas rapport om samtalen »præciserede Xi Jinping Kinas principielle holdning til Taiwan-spørgsmålet, og understregede at Taiwans tilbagevenden til Kina er en vigtig del af den internationale orden efter krigen, idet han bemærkede, at Kina og USA kæmpede side om side mod fascisme og militarisme og nu bør arbejde sammen for at beskytte resultaterne af sejren i Anden Verdenskrig.« Som svar udtrykte præsident Trump anerkendelse af, at Kina spillede en »afgørende rolle« under Anden Verdenskrig, og sagde at USA forstår vigtigheden af Taiwan-spørgsmålet for Kina.

I Trumps senere indlæg den 24. november, efter at have gennemgået de emner, der blev drøftet, herunder handel, og fortsat venskab fra Busan, talte Trump om planer for 2026: »Nu kan vi rette blikket mod det store billede.« Med det formål inviterede præsident Xi mig til at besøge Beijing i april, hvilket jeg accepterede, og jeg gengældte invitationen, hvor han vil være min gæst på et statsbesøg i USA senere på året. Vi blev enige om, at det er vigtigt, at vi kommunikerer ofte, hvilket jeg ser frem til.”

Dette eksempel på ledersamarbejde mellem store nationer er velkomment og afgørende i en verdenssituation, der kan sammenlignes med en stor skov med flere brande, hvor den ene slukkes, og den næste bryder ud. Det var den analogi, som leder for Schiller Instituttet Helga Zepp-LaRouche brugte i dag om den strategiske krise, vi står over for. Hun fremførte dette mareridtsbillede for at understrege, at vi står over for en håbløs situation, medmindre vi bringer de geopolitiske kræfter, der stadig er i spil, til ophør, og i stedet skifter verden over til en ny arkitektur for økonomisk udvikling og sikkerhed. Dette er grundlaget for håb og for, at nationer og enkeltpersoner mobiliserer sig på alle mulige måder.

Især Schiller Instituttet, LaRouche-organisationen og internationale samarbejdspartnere iværksætter en kampagne til støtte for økonomisk udvikling gennem mobilisering for en »global Glass-Steagall«. Dette henviser til diskussion og handling for at yde kredit til udvikling og nødvendige økonomiske funktioner, for at begrænse spekulation og parasitisk finansiering og for at træffe foranstaltninger til konkursbehandling, reorganisering og udslettelse af de gigantiske bobler af ubetalelig, uværdig og ofte kriminel gæld. Den amerikanske banklov fra 1933, som gjorde det muligt for den nyvalgte præsident Franklin D. Roosevelt at gennemføre disse foranstaltninger – en model for i dag – blev opkaldt efter lovens sponsorer, senator Carter Glass (Virginia) og repræsentant Henry B. Steagall (Alabama).

Hvad angår Ukraine, er der grund til forsigtig optimisme, selvom krigshøgene i Europa fortsætter deres krav om militarisering for at forsvare sig mod Rusland, ellers… Genève-forhandlingerne den 23. november mellem Ukraine og USA, med nogle andre til stede, er i dag afsluttet med den amerikanske 28-punkts fredsplan. Amerikanske talsmænd beskriver resultaterne som positive indtil videre, med nogle »justeringer« af punkter under diskussion. Kremls talsmand Dmitry Peskov sagde den 24. november med velovervejede ord: »Vi har læst erklæringen efter drøftelserne i Genève. Der er foretaget nogle justeringer i forhold til den tekst, vi så tidligere. Vi vil afvente. Tilsyneladende fortsætter dialogen der, og nogle kontakter vil fortsætte. Indtil videre, gentager jeg, har vi ikke modtaget noget officielt.« Tyrkiets præsident Recip Erdogan ringede i dag til præsident Putin og gentog Istanbuls tilbud om potentielle internationale forhandlinger om Ukraine samt drøftede andre emner.

Trumps egen kommentar til Genève-forhandlingerne i morges var gådefuld, i hans typiske stil: »Er det virkelig muligt, at der gøres store fremskridt i fredsforhandlingerne mellem Rusland og Ukraine??? Tro det ikke, før du ser det, men der kan være noget godt på vej.«

Imidlertid er modstanderne i bevægelse. Den britiske premierminister Keir Starmer meddelte den 24. november, at den såkaldte Koalition af Villige … vil mødes virtuelt i morgen for at gennemgå status for forhandlingerne om Ukraine, og de giver udtryk for indvendinger. Der kommer advarsler fra ledere i Ungarn, Slovakiet og andre steder om, at denne … front vil forsøge at sabotere en løsning på krisen i Ukraine.

I mellemtiden kommer der dystre nyheder fra andre brande, der er ved at løbe løbsk. I Caribien er den amerikanske betegnelse nu trådt i kraft, hvor Cartel de los Soles betegnes som en »udenlandsk terrororganisation« med base i Venezuela og ledet af Venezuelas præsident Nicolás Maduro. Denne betegnelse af en enhed som en transnational narkotikahandelsgruppe, der blev bekendtgjort den 16. november af udenrigsminister Marco Rubio, er et legaliseret påskud, som Trump-administrationen anvender for at retfærdiggøre USA’s ensidige dødbringende angreb på land eller til søs uden rettergang. Krigsminister Pete Hegseth roste i sidste uge betegnelsen for at give »en hel række nye muligheder for USA« til at håndtere Maduro.

Det er ildevarslende, at den amerikanske generalstabschef, Dan Caine, i dag var i Puerto Rico for at orientere de amerikanske Southcom-tropper der og derefter fortsatte til Trinidad og Tobago, som har samarbejdet med det amerikanske krigsministerium. Den amerikanske ambassade i Port of Spain meddelte i dag, at Caine den 25. november vil mødes med »premierminister Kamla Persad-Bissessar … om den afgørende betydning af at bekæmpe ulovlig handel og transnationale kriminelle organisationer.«

Der er fortsat protester og indsigelser mod USA’s massive militære tilstedeværelse i Caribien og det formodede forestående angreb på Venezuela. For eksempel er et brev til præsident Trump blevet offentliggjort, som er sendt den 18. november af premierminister Gaston A. Browne fra Antigua og Barbuda. I brevet angives grundene til ikke at indlede angreb på Venezuela: ”Jeg opfordrer Dem til at følge Deres instinkter, som så vidt jeg har set, er forankret i dialog og forhandling. Præsident Nicolás Maduro har offentligt signaleret vilje til at forhandle. Dialog kan være langsom, ufuldkommen og frustrerende, men som De ved, medfører den færre lidelser end alternativet.”

Det er bydende nødvendigt at ændre situationen i Gaza, hvor den israelske hær, IDF, fortsætter med myrderierne, og israelske bosættere og myndigheder ligeledes forårsager død og ødelæggelse på Vestbredden. I Libanon bombede IDF i går mål og priste deres drab på Haytham Ali Tabataba, en leder af Hezbollah.

Den Internationale Fredskoalitions netværk er en vigtig global platform for drøftelse og mobilisering. Deltag i deres næste ugentlige møde denne fredag, den 28. november.

Prime Minister Gaston A. Browne of Antigua & Barbuda has appealed to Pres. Trump to negotiate with President Maduro, not attack Venezuela. Credit: Office of The Prime Minister Antigua and Barbud

af Marcia Merry Baker

17. november 2025 (EIRNS) – I går, den 16. november, ankom {USS Gerald R. Ford}, Amerikas største hangarskib, til Caribien. Samme dag udsendte den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio en erklæring, hvori han erklærede Venezuelas præsident Nicolás Maduro for at være leder af en udenlandsk terrororganisation, Cartel de los Soles. Dette sætter to ting på plads for et forestående angreb. Amerikanske militære aktiver er nu i fuld beredskab i regionen, herunder 15.000 soldater, 12 destroyere og flere kampfly. Den amerikanske legalitet er nu på plads, så hvis USA angriber Venezuela til søs eller på land under påskud af at angribe en udenlandsk terrorist eller gruppe, vil Washington erklære sine handlinger for lovlige. Dette er især baseret på de lovbestemmelser og praksis, som Washington ensidigt har hævdet siden 9/11.

Det er sandt, at præsident Trump i går fortalte journalister, at USA »muligvis vil have nogle drøftelser« med Maduro, og at »Venezuela gerne vil tale… Jeg vil tale med hvem som helst. Vi får se, hvad der sker.« Hvad skal det betyde?

Faren for en optrapning til militær handling mod Venezuela er en umiddelbar bekymring blandt en række konfliktområder og heftige konflikter i verden, hvor den dybeste kløft er skellet mellem de lande i den Globale Majoritet med deres stræben efter infrastruktur og økonomisk udvikling og de alliancer i det Globale Nord af »gamle imperier« med deres krav om dominans og undertrykkelse af udvikling.

EIR er vært for et hastemøde torsdag den 20. november om den farlige situation i Caribien med ekspertdiskussioner om de strategiske og regionale situationer, herunder foreslåede løsninger for området og halvkuglen. Som det fremgår af invitationen, »har USA ingen grund til at frygte BVI [Bælte- og Vej-Initiativet] og BRIKS, men bør i stedet samarbejde med dem om at opbygge disse store projekter. Denne tilgang kunne hurtigt udvikle hele den caribiske region og stoppe den reelle narkohandel og de dermed forbundne migrationsproblemer, som kun vil blive forværret af et angreb på Venezuela.«

Lederen af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, opfordrede i dag, i sin gennemgang af krisen i Caribien og andre kriser, alle til at mobilisere sig for at forstå, hvad der foregår, og at der findes løsninger. »Resultatet af alt dette afhænger ikke mindst af vores energiske indgriben for at skabe et niveau af fornuft, som i det store og hele synes at mangle, i hvert fald hvad angår vestlig politik.«

Baggrunden, hvori konfrontationen i Caribien er blevet pisket op, er, at både under Trump- og Biden-administrationerne og før dem har amerikanske styrker og hemmelige aktioner bevæget sig gennem land efter land på den vestlige halvkugle for at blokere økonomisk uafhængighed og udvikling, især når disse lande samarbejdede med Kina og også Rusland om økonomiske og videnskabelige projekter.

I Mexico blev der for eksempel den 15. november iscenesat en operation mod regeringen i Mexico City, hvor internationale medier brugte voldelige handlinger, der blev iværksat af en mindre gruppe maskerede unge mod slutningen af en »march«, der blev præsenteret som en anti-regeringsprotest fra »Gen Z«, til at fremstille videoer og medieberetninger over hele verden, hvor de proklamerede, at de unge i Mexico protesterede mod regeringens manglende indsats mod narkohandlere. Hvad  der skete var ikke som beskrevet i pressen, men snarere en klassisk taktik, der i vid udstrækning var organiseret af udenlandske interesser med det formål at destabilisere Mexico.

Den mexicanske præsident Claudia Sheinbaum frembragte imidlertid på sin morgenpressekonference to dage før marchen en ekspert, der gav pressen detaljer om de ansvarlige netværk. I ugevis blev sociale medier og andre midler, hovedsageligt fra udlandet, sat ind, centreret omkring Atlas Foundation og andre radikale netværk med tilknytning til London, der er dokumenteret som værende bag andre beskidte operationer i Central- og Sydamerika. De stod for eksempel bag Dilma Rousseffs afsættelse og indsættelsen af Jair Bolsonaro som præsident i Brasilien. I Venezuela støtter de samme netværk i øjeblikket Nobelprisvinderen Maria Corina Machado som den kommende leder af den forventede amerikansk militærinstallerede regering.

Et eksempel på, at disse mørke operationer i går fik et tilbageslag, er valget i Ecuador. I flere måneder har amerikanske embedsmænd besøgt landet, herunder indenrigsminister Kristi Noem og højtstående amerikanske militærkommandører, for at fremme idéen om, at USA bør få lov til at åbne en militærbase i Ecuador – hvilket i øjeblikket er forbudt ifølge den ecuadorianske forfatning – og ellers påtvinge landet handelsbetingelser, der svarer til plyndring af nationen. Præsident Daniel Noboa hilste den amerikanske indblanding i Ecuadors suverænitet velkommen, i overensstemmelse med sin personlige oligarkiske baggrund. Men Ecuadors vælgere nedstemte i går med over 60 % et forslag, der ville have ændret gældende lovgivning for at tillade en udenlandsk militærbase, og de nedstemte også andre nationstruende forslag.

På den globale dagsorden er genopbygningen af Gaza, med henblik på fuld udvikling i hele det sydvestlige Asien, en prioritet. I aften blev den af USA fremsatte resolution om Washingtons plan for fortsat administration og genopbygning vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd med 13 stemmer for og 0 imod, mens Rusland og Kina undlod at stemme. I taler efter afstemningen udtrykte Kinas repræsentant dyb skuffelse over, at der hidtil ikke har været samarbejde mellem nationerne, især i FN’s Sikkerhedsråd, men Kina undlod at stemme af hensyn til den skrøbelige situation i Gaza og nødvendigheden af at opretholde en våbenhvile.

The USS Gerald R. Ford Carrier Strike Group. Credit: U.S. Navy photo by Mass Communication Specialist 3rd Class Jacob Mattingly

af Marcia Merry Baker (EIRNS) — 13. november 2025

Eksperter fra ti lande, der repræsenterer 40 % af verdens befolkning, blev den 12. november enige om teksten til et »udkast til handlingsplan for multilateralt handels- og økonomisk samarbejde« for femårsperioden 2026-2030. Repræsentanterne for medlemslandene i Shanghai Cooperation Organization (SCO) mødtes via videokonference i tre dage i denne uge, ledet af Rusland, som er vært for SCO Heads of Government Council i Moskva i næste uge, den 17.-18. november, hvor aftalen om at gennemføre aftalerne vil blive underskrevet. Dette møde følger SCO’s standardprotokol fra de seneste år, hvor en »vurdering af gennemførelsen« følger efter det årlige SCO-topmøde for statschefer, som i år fandt sted i Tianjin, Kina, den 31. august til 1. september, som begyndelsen på en ekstraordinær uge med en række møder mellem nationale ledere, der søger fælles interesser inden for udvikling.

Derfor er næste uges møde i Moskva, som vil blive beværtet af den russiske premierminister Mikhail Mishustin, det seneste udtryk for dynamikken i at iværksætte fælles gavnlige tiltag, som kan føre menneskeheden fremad til hidtil usete områder af fremskridt. SCO, der har base i Eurasien, har relationer til nationer på alle kontinenter gennem bilaterale bånd, gennem BRIKS og andre konstellationer. De ti SCO-medlemslande er Kina, Indien, Rusland, Hviderusland, Iran, Usbekistan, Tadsjikistan, Kirgisistan, Kasakhstan og Pakistan. SCO-sekretariatet, der har base i Kina, bekræftede den 12. november sine forberedelser til fælles SCO-opfølgning.

Et andet bemærkelsesværdigt initiativ er, at det fælles kommuniké, der i dag er udsendt af udenrigsministrene i Egypten og Tyrkiet efter deres møde i Ankara, indeholder en fælles opfordring til internationalt samarbejde om genopbygningen af Gaza, hvorom Kairo vil være vært for en konference i de kommende uger.

Den umiddelbare og alvorlige trussel mod disse positive initiativer og det vigtige økonomiske diplomati, der er forbundet hermed, kommer fra de transatlantiske netværk, især fra London, der diskuterer brugen af atomvåben som »en mulighed« og ellers presser på for militarisering – via Ukraine mod Rusland, ved at støtte Netanyahu i Sydvestasien og nu af USA i den vestlige halvkugle.

Den fælles erklæring fra G7-udenrigsministrene efter deres møde i Canada den 12. november var en liste over aggressive geopolitiske punkter. Et eksempel: De lovede at holde Indo-Stillehavsområdet »frit« med hensyn til Taiwan-strædet, Det Østkinesiske Hav osv. Den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio fremsatte ligeledes den ene aggressive påstand efter den anden i sin lange udveksling med journalister, da han forlod Hamilton, Ontario. Han forsvarede for eksempel den amerikanske militære oprustning i Caribien som USA’s ret til at træffe de foranstaltninger, landet anser for nødvendige for USA’s sikkerhed, herunder at bombe skibe på havet. Han fordømte især den venezuelanske regering under præsident Nicolás Maduro som »ulovlig« og en »narkotikahandelsorganisation«. Selvom det ikke er bekræftet, forlyder det, at præsident Donald Trump den 12. november fik forelagt muligheder for et direkte angreb på Venezuela af sine militære rådgivere.

I mellemtiden fortsætter spændingerne og faren på grund af Trump-administrationens lakoniske udtalelser om, at USA vil genoptage »test af vores atomare kapacitet«, som Rubio udtrykte det den 12. november.

Hvor er verdens protester? Det rapporteres, at der var en højlydt tavshed om dette emne på denne uges møde i den 65. session af Forberedelseskommissionen for Organisationen for traktaten om  omfattende forbud mod Atomprøvesprængninger (CTBTO). CTBTO’s Forberedelseskommission blev grundlagt i 1996 og har til opgave at fremme overholdelsen af verdensomspændende kontrol med atomvåben, selv før de træder i kraft. Men ingen på denne uges møde nævnte overhovedet Washingtons holdning ved navn! …

Mobiliser for at slå alarm om den atomare trussel og bane vejen for fred. Deltag i den Internationale Fredskoalition, hvis næste møde på Zoom er fredag den 14. november kl. 17

Dennis Speed EIRNS

11. november 2025

»Politikkens indhold er den metode, hvormed den udformes.« Det var ideen om statsmandskunst, som Lyndon LaRouche, grundlægger af Executive Intelligence Review og medstifter af Schiller Instituttet, forfægtede. Spørgsmålet om metode i statsmandskunst var emnet for en to-dages konference, som Schiller Instituttet netop har afholdt i Paris. Konferencen, ledet af Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, og Jacques Cheminade, tidligere fransk præsidentkandidat og formand for Solidarité et Progrès (Solidaritet og Fremskridt), havde titlen: »Afrikas og den Globale Majoritet frigørelse, en udfordring for Europa.« (Konferencen kan ses på Schiller Instituttets hjemmeside: 

Hvorfor blev det afrikanske kontinents selvudvikling valgt som fokus for drøftelserne i Paris for de internationale deltagere, hvoraf mange var unge mennesker, herunder fra flere afrikanske nationer, på trods af det stigende potentiale for atomkrig mellem NATO og Rusland, på trods af den voksende panik over det truende finansielle sammenbrud i det håbløst bankerotte transatlantiske system, på trods af affolkningen af Gaza og den fortsatte ødelæggelse i Sudan og flere andre steder?

For at forstå dette må man sammenligne to taler, holdt den 9. november. Den ene var af Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier. Den anden var af Schiller Instituttets grundlægger og formand, Helga Zepp-LaRouche. Under påskud af at mindes »betydningen af datoen 9. november i tysk historie – i 1918 (den tyske kejsers abdikation og proklamationen af Weimar-republikken), 1938 (begyndelsen på Krystalnatten/« Natten med de knuste ruder” mod Tysklands jødiske befolkning og deres forskellige etablissementer) og 1989 (Berlinmurens fald) – valgte den tyske præsident Steinmeier at puste til frygten ved at hævde, at der havde været en stigning i antisemitismen siden Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023. Hans udtalelser førte til opfordringer til forfatningsmæssige forbud mod nye tyske politiske partier og andre former for censur – frygtens politik.

Heldigvis for den aktuelle historie er der mennesker som faktisk forstår den klassiske kunstners rolle i den universelle historie og dermed digteren Friedrich Schillers rolle i Tyskland – herunder i begivenhederne den 9. november 1989. I stedet for frygtens politik fremmanede Helga Zepp-LaRouche i en tale til et publikum i Paris til digteren Friedrich Schillers liv, værk og levende tilstedeværelse.

Jeg kan kun råde jer til at læse Schiller. Schiller er, bortset fra LaRouche og Cusa og Platon og nogle andre, en af de vigtigste, fordi han kom til den konklusion, at mennesker i hans tid allerede var barbariske. Han sagde: Hvorfor er vi stadig barbarer? Han sagde, at den vigtigste opgave i vores tid – altså hans tid – er at udvikle Empfindungsvermögen. Jeg har aldrig fundet en god engelsk oversættelse, for hvis man bare siger ›medfølelse‹ eller ›empati‹, fanger det ikke helt betydningen. Hvad Schiller mente med Empfindungsvermögen, er, at man har mulighed for at uddanne sin sjæl og sit sind på en sådan måde, at man er i stand til at absorbere verden på en altomfattende måde og føle medfølelse for hele verden; hvilket betyder alt. Det betyder ikke kun medfølelse eller empati for mennesker, der lider; det betyder også at være i stand til altid at tage imod alt, hvad der sker i verden, i dit hjerte og dit sind. Det fanger stadig ikke helt betydningen, men det er mere end ordet empati. …”

Dette er idéen, der straks må blive grundlaget og metoden for international politik. Dette er sjælen i ideen om at »fremme den almene velfærd«, som er indeholdt i præamblen til den amerikanske forfatning.

Schiller, født den 10. november 1759, var ud over at være en stor historiker og dramatiker også Tysklands største digter. Komponisten Ludwig van Beethovens Niende symfoni er en bearbejdelse af ånden og en del af teksten i Schillers digt, An Die Freude (Ode til glæden). Under den store forandring i 1989, der kulminerede i det pludselige, mirakuløse fald af Berlinmuren den 9. november, »med de regeredes samtykke«, som havde stået i mere end 27 år ved verdens farligste grænsekontrol, var den niende symfoni ikke »revolutionens soundtrack«. Den niende symfoni – hele kompositionen, ikke kun fjerde sats – var legemliggørelsen af idéen om håb, håb om en bedre menneskehed, der vælger, som dem der væltede Berlinmuren, at fortjene den frihed, der ifølge den Amerikanske Uafhængighedserklæring er »begavet af deres Skaber med visse umistelige rettigheder«.

Retten til selvudvikling, især for unge, såsom de stadig levende børn i Gaza, de 600 millioner afrikanske unge under 19 år i dag og de 1,2 milliarder afrikanske unge under 25 år, der vil være her om 25 år, er politikken. Schillers mission, at menneskeheden udvikler den Empfindungsvermögen, der er nødvendig for en sådan selvudvikling, er den metode, hvormed denne politik ville blive gennemført. At garantere denne ret gennem oprettelsen af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som Zepp-LaRouche diskuterer i sine Ti Principper, og en ihærdig kampagne på verdensplan blandt unge for dette formål, herunder arbejde i nationale valgkampagner og andre processer, hvor det er relevant, er den umiddelbare opgave, der ligger foran os.

Credit: Author of the Thirty Years’ War, Fredrich Schiller, painting by Wilhelm von Kaulbach.

Dennis Small EIRNS

 9. november 2025

Oprettelsen af en international ungdomsbevægelse organiseret omkring Lyndon H. LaRouches banebrydende idé var det centrale emne på den anden dag af konferencen i Paris den 8.-9. november, som blev arrangeret i samarbejde mellem Schiller Instituttet og det franske parti Solidaritet og Fremskridt. Som det fremgik af invitationen til arrangementet, var den intensive, heldags kadreskole udformet »til de unge og mest motiverede blandt jer«. Hvad er den fysiske økonomi, og hvorfor skal vi studere og undervise i den? Hvad betyder en kultur med liv og opdagelse? Hvordan kan vi gøre det muligt for alle at udvikle deres kreativitet og bruge den som et redskab til det fælles bedste? Hvad kunne en kultur af skønhed og sandhed være?”

Grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, havde stillet udfordringen i sin tale dagen før, den 8. november, ved begyndelsen af dagens tredje panel, hvis tema var: »Unge fra hele verden for fred og gensidig udvikling.«

”Så jeg tror, at behovet for at skabe en ny international ungdomsbevægelse er mere påkrævet end nogensinde før,” begyndte Zepp-LaRouche, ”for det er meget klart, at vi, set i et historisk perspektiv, er nået til et punkt, hvor historikere, hvis vi overlever denne periode, vil se tilbage og sige, at det var netop nu, at beslutningen om at ændre systemet eller ikke overleve skulle træffes. For aldrig før i historien har der været en situation, hvor hele civilisationen stod på spil”.

Hun understregede det centrale strategiske spørgsmål: ”Så længe vi opretholder denne geopolitiske konfrontation mellem NATO på den ene side og Rusland, Kina og muligvis andre lande, såsom Iran og Nordkorea, sidder vi på en komplet krudttønde”, som endda kunne bringe verden på randen af en atomkrig.

”Men hvis man ser på verden som helhed, ønsker man ikke en geopolitisk konkurrence om indflydelse i Afrika mellem Vesten og Kina. Det er netop det, man ikke ønsker. Hvad man ønsker er en samarbejdsbaseret tilgang, der inkluderer ligeværdige partnere fra afrikanske nationer.”

For at italesætte denne krise forklarede Zepp-LaRouche: “Det vi tilbyder er en plan om at opbygge en international ungdomsbevægelse i Afrika og i så mange lande som muligt. At vi vil opbygge ungdomsbevægelser overalt, hvor vi kan, i Asien, i Latinamerika… At vi derefter vil perfektionere denne plan for industrialiseringen af Afrika og naturligvis også i Latinamerika. Og så går vi til industrierne [i Vesten] og fortæller dem, at dette er de muligheder, de bør investere i.”

Zepp-LaRouche forklarede, at en sådan tilgang er i både det såkaldte Vestens og den Globale Majoritets interesse. »Hvis Europa besluttede at industrialisere Afrika sammen med Kina og måske Rusland, Indien, Indonesien, Japan og Brasilien, kunne det lade sig gøre. Vi kunne hurtigt ændre retningen.«

Hun konkluderede: »Så det er virkelig min udfordring til jer, at I alle slutter jer til denne bevægelse, nu, på stedet, og forpligter jer til at være en del af den.«

Helga Zepp-LaRouche addresses the Nov. 8-9 Paris conference. Credit: Schiller Institute.

6. november 2025 af Stewart Battle, EIRNS

Selvom Donald Trump ikke helt lykkes med sit forsøg på at blive »fredspræsidenten«, kan han meget vel lykkes med at forene store dele af verden omkring et fælles krav om fred. Desværre er det en samling mod hans egen politik. Der er ved at opstå en international protest i denne henseende med opfordringer fra hele verden – herunder fra alle sider af det politiske spektrum i selve USA. Kun få dage efter den ultrakonservative Dick Cheneys død, hvis vrede Donald Trump hilste velkommen under sin valgkampagne, risikerer den amerikanske regering at blive lokket ind i en ny umulig krig i Caribien.

En vigtig advarsel om dette blev udsendt af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), som udsendte et nyt memorandum til præsident Trump den 5. november. »Vi er dybt bekymrede over, hvor USA synes at være på vej hen i sin Venezuela-politik, og opfordrer Dem til at kræve, at efterretningstjenesten giver Dem en klar, ufiltreret ›sandhed til magten‹-analyse,« skriver de. De ser »en klassisk storm af politisering brygge i efterretningstjenesten« og tilføjer, at »vi har set dette før … herunder de falske beskyldninger om masseødelæggelsesvåben i Irak.« En lignende advarsel blev udsendt af Henry Stimson Center i Washington, D.C., som konkluderede, at enhver kombination af fortsat militær magtanvendelse mod Venezuela »ville efterlade USA i en værre position … med risiko for øget regional ustabilitet og fjendtlighed over for USA uden påviselige fordele.«

Hvilken bedre tid end nu til at indse, at en løsning på et problem af denne type ikke kommer gennem bomber og magt, men kun gennem opbygningen af en bedre fremtid for befolkningerne i regionen? De nylige mord i Mexico og den fortsatte kontrol, der udøves af narkokarteller, viser, at den virkelige årsag til migration og ustabilitet ikke er »autoritære regimer«, men snarere fraværet af stabile og velstående levevilkår. For at håndtere dette problem kræver det kvalitativt anderledes og konkrete handlinger, især anvendelse af Vestens økonomiske kapacitet til at bistå udviklingen i det Globale Syd og dermed ændre denne dynamik. Derudover er den tilgang, som Brasiliens Lula-regering har valgt i bekæmpelsen af sine egne narkokarteller, bemærkelsesværdig. Vi må slå til fra »toppen og kvæle finansieringen af organiseret kriminalitet«, sagde Brasiliens finansminister Fernando Haddad i sidste uge.

En rapport fra 14. oktober fra RAND Corporation opfordrer til at »moderere rivaliseringen« mellem USA og Kina. Selvom rapporten kommer med nogle vigtige pointer om behovet for at »afvise absolutte versioner af sejr« over Kina og i stedet »søge beskedne samarbejdsprojekter om spørgsmål af fælles interesse eller humanitær betydning«, opretholder rapporten den centrale mentale sygdom, der plager den vestlige verden i dag. Den insisterer nemlig på: »Vi tror ikke, at samarbejdende sameksistens er mulig«, men kun et forhold, hvor »man reducerer risikoen for kriser, forhindrer en unødvendig strøm af konkurrencemæssige tiltag og bevarer begrænsede områder for koordinering, kan være til gavn for begge sider«.

Men hvor naturligt ville det være for USA og Kina at finde en fælles interesse i at samarbejde om at udvikle Latinamerika, øge den gensidige handel og økonomiske aktivitet, samtidig med at man tager fat på de grundlæggende årsager til migration og ustabilitet, som omvendt giver narkokartellerne mulighed for at brede sig? Dette spørgsmål bliver i stigende grad et fokuspunkt globalt og peger på en oplagt vej ud af det vanvid, der så tydeligt har grebet verden.

Ikke uden forbindelse hertil er den fortsatte kamp for at opnå et gennembrud i fredelige anliggender med Rusland. Præsident Donald Trumps kommentarer om atomvåbenforsøg har sendt kuldegysninger ned ad ryggen på mange verdensledere; et emne, der blev behandlet på et møde i det russiske sikkerhedsråd den 5. november. Der beordrede den russiske præsident Vladimir Putin sine medarbejdere til at undersøge muligheden for også at genoptage atomprøvesprængninger for Rusland, en udtalelse, som blev bekræftet af Kremls talsmand Dmitry Peskov den 6. november. »Præsident Putins holdning er krystalklar. Den kan ikke fortolkes på nogen anden måde. Vi forbliver forpligtet til vores forpligtelser i henhold til det omfattende atomvåbenforbud. Og vi vil ikke foretage os noget, før den anden side gør noget,« sagde Peskov.

Verden står ved en vigtig skillevej, og der er behov for en samlet indsats fra borgere på internationalt plan for at hæve det nuværende niveau af protester mod dette til det nødvendige niveau for løsninger. Den kommende internationale konference, Solidarité & Progrès den 8.-9. november, »Afrikas og den Globale Majoritets frigørelse, en udfordring for Europa«, vil give vigtig inspiration i denne henseende. Gå ikke glip af den!

U.S Marines in the Carribean. Credit: U.S. Marine Corps photo by Sgt. Nathan Mitchell

af Stewart Battle (EIRNS) — 4. november 2025

I løbet af de seneste dage har vigtige personer i den vestlige finansverden advaret om, at der er chok på vej i det globale finansielle system, og at visse af de mest succesrige aktier er overvurderede. Det skete kun få dage efter, at centralbanken, Federal Reserve, begyndte at tilføre det finansielle system ekstra likviditet i det største tiltag af sin art siden 2019-2020. Som i historien om Belshazzar er skriften på væggen synlig for alle – spørgsmålet er, om nogen af festdeltagerne vil lytte til advarslen.

Disse chok peger imidlertid på noget langt større end en simpel »tilbagegang«, som CEO’erne for Goldman Sachs og Morgan Stanley advarede om i denne uge. For dem, der ikke fløjter på vej forbi kirkegården, er bekymringen råddenskaben i det vestlige finanssystem som helhed. Siden dets næsten sammenbrud i 2008 er dette system kun blevet holdt oven vande ved at kaste det fra boble til boble. Som Lyndon LaRouche længe insisterede på, kommer reel økonomisk vækst ikke fra oppustede finansielle værdier, men snarere fra fysisk økonomiske handlinger, der transformerer en nations produktivitet og hæver levestandarden for alle. I stedet for at tech-virksomheder opkøber hele kraftværker for at drive deres spekulative AI-boble, hvor meget mere kunne man for eksempel opnå, hvis vestlige produktionsfaciliteter blev sat i arbejde med at bygge ny, moderne infrastruktur? Eller ved at projektere en tunnel, der forbinder Europa og Afrika under Gibraltar Strædet, et projekt, der ifølge en nylig undersøgelse bestilt af den spanske regering er fundet gennemførligt?

… [Efter den russiske premierminister Mishustins rejse til Kina fortsætter Kina og Rusland] med at tage skridt til at integrere deres økonomier og udviklingsmodeller yderligere….

Den rettidige død af en af de førende fortalere for politikken for regimeskiftekrige, Dick Cheney, udgør et nyttigt vendepunkt for Vesten mellem en mislykket politik, der selv bør dø, og en endnu ubestemt ny retning. I stedet for geopolitisk konfrontation og oppustede militærbudgetter kunne Vesten efterstræbe en politik for win-win-samarbejde med nationerne i det Globale Syd og resten af verden. En sådan ændring er faktisk hvad der er nødvendigt for at håndtere det forestående sammenbrud i det spekulative finanssystem og i stedet omlægge økonomien til produktiv fysisk vækst.

Dette vil være emnet for denne weekends konference den 8. november, der afholdes i samarbejde mellem Solidarité & Progrès og Schiller Instituttet i Paris. Sørg for at følge med og deltage.

Credit: PICRYL | Offentlig domæne

af Richard A. Black EIRNS

 3. november 2025 (EIRNS) – Kina offentliggjorde den 28. oktober de omfattende »Anbefalinger fra CPC’s Centralkomité« til femårsplanen for 2026-2030.

Hvad der er bemærkelsesværdigt er fokus på en national mission om at forbedre grundlæggende arbejde inden for videnskabens grænseområder og den nationale integration af uddannelse, industri, forskning og udvikling samt udvikling af nye teknologier og kvalificeret arbejdskraft. Disse anbefalinger er i tråd med præsident Xi Jinpings opfordring i løbet af det sidste år til udvikling af »en ny teori om produktive kræfter«. Den nye femårsplan forventes at blive offentliggjort i januar 2026. Det skal bemærkes, at femårsplanen har samme gyldighed som et nationalpolitisk direktiv.

I afsnittet med titlen: »Vejledende principper og hovedmål for økonomisk og social udvikling…« opfordrer forfatterne til “væsentlige forbedringer af den videnskabelige og teknologiske selvstændighed og styrke. Vi bør markant øge den samlede ydeevne af Kinas innovationssystem og etablere en grundlæggende ramme for integreret udvikling af uddannelse, videnskab og teknologi samt menneskelige ressourcer. Vi bør styrke vores kapacitet inden for grundforskning og original innovation betydeligt, opnå hurtigere fremskridt med hensyn til at sikre gennembrud inden for kerneteknologier på nøgleområder, og sikre at Kina holder trit eller endda går foran på mange flere områder. Der bør opnås fuld integration mellem teknologisk og industriel innovation, og innovation bør spille en mere fremtrædende rolle i at drive udviklingen fremad.»

I afsnittet med titlen: «Opnåelse af større selvstændighed og styrke inden for videnskab og teknologi og styring af udviklingen af nye produktive kræfter af høj kvalitet» opfordrer forfatterne til «Fremme af fremskridt inden for original innovation og gennembrud inden for kerneteknologier på centrale områder: Vi bør forbedre det nye system til mobilisering af ressourcer på landsplan og indføre utraditionelle foranstaltninger for at skabe afgørende gennembrud inden for kerneteknologier på tværs af hele kæder inden for nøgleområder som integrerede kredsløb, industrielle værktøjsmaskiner, avanceret udstyr, grundlæggende software, avancerede materialer og biomedicinsk produktion. Der bør iværksættes en række store nationale videnskabs- og teknologiprogrammer med fokus på at imødekomme vores lands strategiske behov.

»Vi bør styrke den strategiske, fremadrettede og systematiske planlægning af grundforskning, rette en større andel af de samlede udgifter til forskning og udvikling mod dette område og øge den langsigtede, stabile støtte. Man er nødt til at lægge større vægt på original innovation inden for videnskabelig forskning og teknologisk udvikling og skabe et optimalt miljø for original og banebrydende innovation i et forsøg på at skabe et stort antal originale, skelsættende fremskridt …«

Kinas lederskab på disse områder [sammen med russisk eksport af atomkraft til Afrika osv. –red.] markerer en afslutning på neokolonialismen og en renæssance i det Globale Syd. Det er på tide, at det stagnerende Vesten slutter sig til denne proces og opgiver vejen mod 3. verdenskrig.

Press Conference for the CCP’s Central Committee about it’s latest five-year plan. Credit: CGTN

Dennis Small Eirns

 31. oktober 2025 – ”Pave Leo talte meget positivt om Nicolaus af Cusa. Nicolaus af Cusa var kardinal i kirken, da der var udfordringer, ligesom dem vi står over for i dag, især i Europa. Nicolaus af Cusa var en katalysator for at igangsætte renæssancen, og det er min opfattelse, at Nicolaus af Cusa var for det 15. århundrede, hvad Lyndon LaRouche var og er for det 20. og 21. århundrede. Lyn LaRouche var også en renæssancemand. Både han og Nicolaus af Cusa var genier og bidrog til verdens intellektuelle, økonomiske og menneskelige udvikling. Begge troede på menneskehedens enhed, at vi alle er ét. Det betyder, at hvad der er godt for dig, også er godt for mig og omvendt, ellers er det ikke godt.”

Dette var de indledende ord i en ekstraordinær præsentation af Rev. Dr. Harry J. Bury, der i 70 år har været romersk-katolsk præst og livslang fredsaktivist, til det 126. ugentlige møde i den Internationale Fredskoalition fredag den 31. oktober.

En uge tidligere, den 25. oktober, havde pave Leo XIV chokeret den katolske verden – og mange kyndige kredse udenfor – ved at holde en fem minutters tale foran titusinder af pilgrimme på Peterspladsen i Vatikanet til jubilæumsaudiencen, hvor han vækkede kardinal Nicolaus af Cusa tilbage til live. Cusa, en af de fremtrædende intellektuelle giganter, der indledte renæssancen og den moderne videnskabs æra, er blevet bagtalt i bogstavelig forstand i århundreder, både inden for og uden for den katolske kirke, og er blevet tilsidesat af de oligarkiske aristoteliske strømninger, der frygter kraften i hans vigtige gennembrud, især metoden for modsætningernes sammenfald til at overvinde tilsyneladende modsætninger med et højere begreb om det Ene, der omfatter de Mange.

Intet har mere presserende behov for en sådan tilgang end den skræmmende strategiske fare, som det fallerede transatlantiske finanssystem og dets NATO-arm udgør med deres stræben efter atomar konfrontation med Rusland. I dag er det eneste, der står mellem menneskeheden og vores forestående selvudslettelse, den vanvittige, mangelfulde doktrin om gensidigt garanteret ødelæggelse (MAD), hvor den ene side afskrækkes fra at angribe den anden, alene ved bevidstheden om, at den også vil blive fuldstændig ødelagt af fjenden. Lyndon LaRouche udarbejdede en helt anden tilgang, nemlig gensidigt garanteret overlevelse, bygget op omkring en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvor hver enkeltes velfærd afhænger af alles velfærd. Som Helga Zepp-LaRouche gentagne gange har insisteret på, må vi alle først og fremmest tænke og handle som én menneskehed.

Dette er Cusas metode for modsætningernes sammenfald.

Fader Bury forklarede: ”Nicolaus af Cusa og Lyndon LaRouche sagde: Vi kan alle lære; vi kan alle vokse; vi kan alle forandre os. Der er håb for menneskeheden.

”Begge [Cusa og LaRouche] opfordrede folk til at tænke ud af boksen, til at tænke anderledes. Og derfor havde de fjender. Fjenderne talte højt og overbeviste folk om, at Nicolaus af Cusa, en kardinal, i virkeligheden ikke var et godt menneske. De bagvaskede ham. Derfor blev han aldrig helgenkåret af kirken. Og Lyndon LaRouche oplevede det samme. Han blev bagvasket, og de løj om ham. Det fik folk til at tro, at han var ond. Derfor kom han i fængsel. De led begge meget, men de blev ikke modløse. På trods af det de gik igennem, havde de begge håb. De så begge, at menneskeheden kunne ændre sig til det bedre.

” Så de bringer håb til verden, og vi må videreføre dette, nu hvor både Nicolaus af Cusa og Lyndon LaRouche er gået bort, sagde den 95-årige Bury til forsamlingen af hundreder af mennesker fra mere end 30 nationer rundt om i verden.

Tiden er virkelig kommet til at rehabilitere både Nicolaus af Cusa og Lyndon LaRouche, personerne og deres idéer. Fremtiden vil takke os for det.

Dennis Small

31. oktober 2025 – ”Pave Leo talte meget positivt om Nicolaus af Cusa. Nicolaus af Cusa var kardinal i kirken, da der var udfordringer, ligesom dem vi står over for i dag, især i Europa. Nicolaus af Cusa var en katalysator for at igangsætte renæssancen, og det er min opfattelse, at Nicolaus af Cusa var for det 15. århundrede, hvad Lyndon LaRouche var og er for det 20. og 21. århundrede. Lyn LaRouche var også en renæssancemand. Både han og Nicolaus af Cusa var genier og bidrog til verdens intellektuelle, økonomiske og menneskelige udvikling. Begge troede på menneskehedens enhed, at vi alle er ét. Det betyder, at hvad der er godt for dig, også er godt for mig og omvendt, ellers er det ikke godt.”

Dette var de indledende ord i en ekstraordinær præsentation af Rev. Dr. Harry J. Bury, der i 70 år har været romersk-katolsk præst og livslang fredsaktivist, til det 126. ugentlige møde i den Internationale Fredskoalition fredag den 31. oktober.

En uge tidligere, den 25. oktober, havde pave Leo XIV chokeret den katolske verden – og mange kyndige kredse udenfor – ved at holde en fem minutters tale foran titusinder af pilgrimme på Peterspladsen i Vatikanet til jubilæumsaudiencen, hvor han vækkede kardinal Nicolaus af Cusa tilbage til live. Cusa, en af de fremtrædende intellektuelle giganter, der indledte renæssancen og den moderne videnskabs æra, er blevet bagtalt i bogstavelig forstand i århundreder, både inden for og uden for den katolske kirke, og er blevet tilsidesat af de oligarkiske aristoteliske strømninger, der frygter kraften i hans vigtige gennembrud, især metoden for modsætningernes sammenfald til at overvinde tilsyneladende modsætninger med et højere begreb om det Ene, der omfatter de Mange.

Intet har mere presserende behov for en sådan tilgang end den skræmmende strategiske fare, som det fallerede transatlantiske finanssystem og dets NATO-arm udgør med deres stræben efter atomar konfrontation med Rusland. I dag er det eneste, der står mellem menneskeheden og vores forestående selvudslettelse, den vanvittige, mangelfulde doktrin om gensidigt garanteret ødelæggelse (MAD), hvor den ene side afskrækkes fra at angribe den anden, alene ved bevidstheden om, at den også vil blive fuldstændig ødelagt af fjenden. Lyndon LaRouche udarbejdede en helt anden tilgang, nemlig gensidigt garanteret overlevelse, bygget op omkring en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvor hver enkeltes velfærd afhænger af alles velfærd. Som Helga Zepp-LaRouche gentagne gange har insisteret på, må vi alle først og fremmest tænke og handle som én menneskehed.

Dette er Cusas metode for modsætningernes sammenfald.

Fader Bury forklarede: ”Nicolaus af Cusa og Lyndon LaRouche sagde: Vi kan alle lære; vi kan alle vokse; vi kan alle forandre os. Der er håb for menneskeheden.

”Begge [Cusa og LaRouche] opfordrede folk til at tænke ud af boksen, til at tænke anderledes. Og derfor havde de fjender. Fjenderne talte højt og overbeviste folk om, at Nicolaus af Cusa, en kardinal, i virkeligheden ikke var et godt menneske. De bagvaskede ham. Derfor blev han aldrig helgenkåret af kirken. Og Lyndon LaRouche oplevede det samme. Han blev bagvasket, og de løj om ham. Det fik folk til at tro, at han var ond. Derfor kom han i fængsel. De led begge meget, men de blev ikke modløse. På trods af det de gik igennem, havde de begge håb. De så begge, at menneskeheden kunne ændre sig til det bedre.

” Så de bringer håb til verden, og vi må videreføre dette, nu hvor både Nicolaus af Cusa og Lyndon LaRouche er gået bort, sagde den 95-årige Bury til forsamlingen af hundreder af mennesker fra mere end 30 nationer rundt om i verden.

Tiden er virkelig kommet til at rehabilitere både Nicolaus af Cusa og Lyndon LaRouche, personerne og deres idéer. Fremtiden vil takke os for det.

30. oktober 2025 (EIRNS) – Verden blev sandsynligvis igen midlertidigt reddet af den netop afsluttede række møder, som den amerikanske præsident Donald Trump afholdt i Asien. Mens møderne med Sydkorea og Japan var vigtige, var det mest bemærkelsesværdige Trumps personlige møde med den kinesiske præsident Xi Jinping. Kinas udenrigsministerium udsendte følgende meddelelse: »Den 30. oktober 2025 lokal tid havde præsident Xi Jinping et møde med den amerikanske præsident Donald J. Trump i Busan.

Præsident Xi bemærkede, at under vores fælles ledelse har forholdet mellem Kina og USA generelt været stabilt. Kina og USA bør være partnere og venner. Det er, hvad historien har lært os, og hvad virkeligheden kræver. I betragtning af vores forskellige nationale forhold er vi ikke altid enige, og det er normalt, at de to førende økonomier i verden af og til har gnidninger. Du og jeg står i spidsen for forholdet mellem Kina og USA. I mødet med vind, bølger og udfordringer bør vi navigere gennem det komplekse landskab, holde den rette kurs og sikre, at det gigantiske skib, som forholdet mellem Kina og USA er, sejler støt fremad. Jeg er klar til at fortsætte samarbejdet med dig om at skabe et solidt fundament for forholdet mellem Kina og USA og skabe en sund atmosfære for begge landes udvikling.

U.S. National Public Radio rapporterede: »På flyveturen tilbage til Washington fortalte Trump de medrejsende journalister, at han ville bedømme mødet med Xi ›på en skala fra nul til 10, hvor 10 er det bedste, og jeg vil sige, at mødet var et 12.‹«

I sin tidligere X-besked om mødet sagde Trump blandt andet, at “Kina også har aftalt, at de vil påbegynde processen med at købe amerikansk energi.

Faktisk kan der finde en meget stor transaktion sted vedrørende køb af olie og gas fra den store stat Alaska. Der er på nuværende tidspunkt ingen tegn på, at dette har forbindelse til de russisk-amerikanske drøftelser den 15. august (og tidligere) om Berings Strædet-tunnelprojektet. Det er imidlertid en helhed af projekter – jernbane, herunder højhastighedstog;

tunnel- og boreprojekter, hvor kineserne har størst erfaring; nye og forbedrede materialer til byggeri; kommunikationsteknologier; og energi/strøm, herunder avanceret atomkraftværksbyggeri af den type, der er antydet af de seneste russiske gennembrud inden for reduktion af kraftværkers størrelse – der definerer det teknologikompleks, som er en forudsætning for den nødvendige »realisering« af Berings Strædet-tunnelprojektet og dets nødvendige udvidelser. På nuværende tidspunkt vil den russiske præsident Vladimir Putin utvivlsomt være blevet orienteret af den ene og muligvis begge præsidenter.

Næsten samtidig udsendte Trump imidlertid, måske som reaktion på det, han fik at vide – eller ikke fik at vide – om betydningen af Ruslands vellykkede test af leveringssystemet til dets Burevestnik-krydsermissil og et lignende vellykket gennembrud med dets undervandsmissil Poseidon, denne erklæring: USA har flere atomvåben end noget andet land. Dette blev opnået, herunder en fuldstændig opdatering og renovering af eksisterende våben, under min første embedsperiode. På grund af den enorme ødelæggelseskraft HADEDE jeg at gøre det, men havde ikke noget valg! Rusland er nummer to, og Kina er et fjernt nummer tre, men vil være lige inden for 5 år.

På grund af andre landes testprogrammer har jeg instrueret krigsministeriet om at begynde at teste vores atomvåben på lige fod. Denne proces vil begynde med det samme.

Virkeligheden er en helt anden. Ingen, bortset fra Nordkorea den  3. september 2017, for otte år siden, har testet et atomvåben siden 1998 – for mere end en generation siden. Trumps senere forsøg på at forklare, hvad han mente, gjorde det hele mere forvirrende i stedet for at afklare det.

Disse lunefulde, vildt afvigende udtalelser antyder, at der er andre kræfter på spil; kræfter, der ofte har britisk oprindelse, og som synes at »pludselig« afspore reelle overvejelser mellem Kina, Rusland og USA. Konsekvenserne ses også i den udtrykkeligt Teddy Roosevelt-inspirerede imperiale politik, der føres over for Mellem- og Sydamerika og Caribien, Afrika og Asien (hvor der netop er dukket nogle diplomatiske løsninger op).

Hvorfor sker dette? Og hvordan kan vi anvende idéen om »modsætningernes sammenfald« til at finde en vej gennem malstrømmen uden at blive afledt fra missionen? For faktisk at forstå, på et højere niveau end blot »Trump«, hvorfor dette sker, kan man se på en anden nylig begivenhed, der fandt sted for mindre end en uge siden i Washington – National Parks Services genindsættelse af statuen af sydstaternes forræder Albert Pike på Judiciary Square.

Her er, hvad økonom og uafhængig præsidentkandidat i 1992, Lyndon LaRouche, sagde om Albert Pike, den juridiske rådgiver for Ku Klux Klan, da LaRouches kampagne argumenterede for fjernelsen af Pike-statuen:

“Se på denne statue et øjeblik. Lad os gå tilbage til den tid, hvor den mand, som denne statue forestiller, levede: general Albert Pike. For at forstå, hvorfor USA er i en sådan uorden i dag – hvorfor vi ikke kun har disse problemer inden for vores nation, men også i vores relationer med resten af verden; hvorfor folk i Washington synes at være ude af stand til enten at erkende problemet eller foreslå effektive løsninger; hvorfor Clinton og Perot, såvel som Bush, ikke viser den mindste forståelse for, hvad vores problem er –må vi gå tilbage til borgerkrigens tid, til den tid hvor den mand, som denne statue forestiller, general Albert Pike, levede: racist, forræder og satanisk afstumpet.

Det faktum, at denne statue har stået i Washington, D.C. nær Højesteret, ved siden af arbejdsministeriets bygning, vedligeholdt på offentlig grund og for offentlige midler, viser, at der er en udbredt korruption og uvidenhed inden for vores regering, hvilket er årsagen til, at vores nuværende problemer fortsætter.”

At statuen af en person, der ikke kun modsatte sig den amerikanske forfatning med vold i den blodigste konflikt i amerikansk historie, men også blev juridisk rådgiver for Ku Klux Klans usynlige imperium, genindsættes i landets hovedstad, er den stærkeste tilkendegivelse af, at der er en dyb misforståelse af den amerikanske forfatnings karakter, som er betegnende for hele vores Kongres, Senat og præsidentembede. For at komme til kilden til denne misforståelse, overvej denne udtalelse fra Lyndon LaRouche fra hans undervisningsvideo fra 1984, »The Power of Labor« (Arbejdskraftens styrke).

“Selvom kun få af jer måske ved det i dag, var det under den gyldne renæssance i Italien, at den vesteuropæiske civilisation først modtog de nye begreber, som med tiden førte til etableringen af vores konstitutionelle republik i USA. To mænd fra det 15. århundredes Italien skiller sig ud fra alle andre: Den første og største af disse mænd fra Italien var tysk af fødsel, kardinal Nicolaus af Cusa. Den største gigant blandt Cusas umiddelbare efterfølgere var Leonardo Da Vinci…

Det mærkelige er, at de fleste af jer har i det mindste en vag idé om Leonardos betydning, men de fleste af jer ved måske intet om Leonardos store, umiddelbare forgænger, en mand, der utvivlsomt var det største geni, det mest universelle og dybsindige sind i de sidste seks hundrede år, og den ene mand, som den moderne europæiske kultur skylder mere end nogen anden personlighed, Nikolaus af Cusa…

»Vi skylder Cusa tak for mange andre ting. For eksempel var det Cusa, der definerede doktrinen om international ret, der regulerer eksistensen af den moderne form for suveræn nationalstatsrepublik. Det var Cusa, der etablerede doktrinen om naturret, idet grundlæggerne af vores konstitutionelle republik kendte til naturretten …«

Pave Leo XIV’s uddybende diskussion i sin jubilæumstale den 25. oktober om Nicolaus af Cusa giver adgang til den ukendte historie om den virkelige oprindelse af De Forenede Stater i den italienske renæssance, og ikke i John Lockes Royal African Society. Få adgang til Nicolaus af Cusas ideer, og man vil få adgang til den begrebsmæssige kraft, der er nødvendig for at drive det amerikanske præsidentielle system gennem Berings Strædet-projektet og Oase-planen for Sydvestasien til en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. På den måde kan vi sikre, at de eneste atomprøvesprængninger, der vil finde sted i den nærmeste fremtid, vil være til design af små atomreaktorer og fælles, avanceret arbejde med atomar fusion, udført af et principbaseret fællesskab styret af »modsætningernes sammenfald«.

‘
Trump og Xi i 2019. Credit: The White House.

28. oktober 2025 (EIRNS) – Topmødet for Sammenslutningen af sydøstasiatiske Nationer (ASEAN), der omfattede ledere fra 11 medlemslande og inviterede nationer, sluttede den 28. oktober i Malaysia, mens delegationer i mellemtiden begynder at ankomme til Sydkorea til mødet den 31. oktober-1. november i Asia Pacific Economic Cooperation (APEC), der omfatter 21 medlemslande. Disse sammenkomster, sammen med vigtige sidemøder og aftaler – for eksempel mellem ASEAN og Indien, ASEAN og Kina og andre – finder sted i et Asien, der er midt i en dybtgående transformation, præget af samarbejde om gavnlige projekter, handel og multinationale relationer.

Nedtællingen til det vigtige møde torsdag den 30. oktober i den gamle koreanske hovedstad, Gyeongiu, mellem Kinas præsident Xi Jinping og USA’s præsident Donald Trump er nu i fuld gang. På flere måder placerer dette møde i Østasien dem i domænet for de ekstraordinære internationale drøftelser, der fandt sted i den første uge af september i Kina og Rusland, hvor snesevis af ledere mødtes under en række af tre møder fra Shanghai Cooperation Organization (SCO) i Tianjin til 80-årsdagen for sejren i Anden Verdenskrig i Beijing og til Vladivostok til Eastern Economic Forum.

Trump indledte sin ugelange Asien-turné den 26. oktober i Malaysia for at deltage i topmødet mellem USA og ASEAN, hvor han mødtes med premierminister Anwar Ibrahim, der er engageret i at udvikle handelsforbindelser med Kina og styrke BRIKS, som Malaysia tiltrådte som partnerland den 1. januar i år. I denne uge foreslås det, at Malaysia bliver fuldt medlem af BRIKS.

Ni af de elleve BRIKS-lande deltog i ASEAN-topmødet med forskellige delegationer. Af disse er Indonesien medlem af ASEAN, mens de øvrige var gæster, herunder Sydafrikas præsident Ramaphosa, Indiens premierminister Modi (der deltog via video), Kinas premierminister Li Qiang, Ruslands vicepremierminister Overchuk, Brasiliens præsident Lula da Silva og andre. Denne lejlighed markerede Brasiliens første deltagelse nogensinde. Trump havde en meget rettidig drøftelse med Brasiliens præsident Lula da Silva, som forhåbentlig orienterede den amerikanske leder om de akutte farer ved hans anti-Kina-politik i Sydamerika.

I dag var præsident Trump i Japan, hvor USA har 120 militære installationer og 50.000 soldater stationeret. Forsvarsanliggender var sammen med handel på dagsordenen for hans rejse. Han holdt en tale til tropperne på USS George Washington under et kæmpe banner med påskriften »Fred gennem styrke«. Han blev ledsaget af Japans nye premierminister Sanae Takaichi. Men der er flere vinkler på deres drøftelser. Hun har allerede skabt en del røre siden hun for nylig tiltrådte. I sin første tale til det nationale parlament den 24. oktober meddelte hun, at hendes regering har til hensigt at løse den langvarige territoriale strid med Rusland og indgå en fredstraktat med Moskva. Med hensyn til Kina understregede hun behovet for at fremme »konstruktive og stabile bånd« med Beijing, og havde allerede mod forventning meddelt at hun ikke ville støtte Washingtons handelskrig mod den asiatiske gigant.

I morgen vil præsident Trump være i Seoul på statsbesøg. Sydkoreas præsident Lee Jae-myung, der har været i embedet siden juni, håber at forbedre relationerne til både Kina og Nordkorea og forsøger nu at opnå en nedsættelse af de omfattende toldafgifter, som Trump-administrationen har indført. Efter den amerikanske præsidents besøg vil Lee være vært for dette års APEC-møde, der afholdes fra 31. oktober til 1. november. Om en måned vil Lee være vært for præsident Xi Jinping på et statsbesøg.

Disse aktiviteter er en del af den umiddelbare baggrund for topmødet mellem Trump og Xi. På handelsfronten mellem USA og Kina meddelte den amerikanske finansminister Scott Bessent den 26. oktober, at der var opnået en »meget vellykket rammeaftale« efter intense forhandlinger mellem ham og Kinas chefforhandler Li Chenggang for nogle dage siden. Li fortalte journalister den 27. oktober, at der var opnået en »foreløbig konsensus«. Inden for denne ramme skal der træffes foranstaltninger, som f.eks. at USA angiveligt trækker truslen om at indføre en told på 100 % på kinesiske eksportvarer tilbage, og at Kina ikke indfører et verdensomspændende eksportkontrolregime og sandsynligvis genoptager købet af amerikanske sojabønner. Der synes således at være sket fremskridt, men det er op til de respektive præsidenter at undersøge betingelserne og træffe de endelige beslutninger.

Ud over handels- og toldmæssige overvejelser er der imidlertid meget mere på spil for verden i udviklingen af forholdet mellem USA og Kina. Det er bedst  at denne gunstige lejlighed for samarbejde mellem stormagterne gribes af det globale nord i den globale majoritets bestræbelser på at skabe udvikling, hvilket er grundlaget for fred i verden.

Der er ingen »stående invitation« til sådanne positive relationer, der kan vare evigt. Trusler om krig, endog atomkrig, forværres. I Europa er der nu en stadig højere efterspørgsel efter mere deling af atomvåben mellem Storbritannien og Tyskland. I den vestlige halvkugle optrapper de amerikanske styrker deres militære tilstedeværelse, trusler mod Venezuela og piratagtige angreb i internationale farvande.

Borgere, der engagerer sig overalt, kan gøre en afgørende forskel i mobiliseringen mod denne ødelæggelse og undergang og for en politik, der tjener menneskeheden. I denne henseende er det meget interessant at se på initiativet fra pave Leo XIV i sin tale på Peterspladsen den 25. oktober, hvor han henviste til de historiske »bidrag fra kardinal Nicholas af Cusa«, især hans begreb om coincidentia oppositorum, eller modsætningernes sammenfald, som en metode til at løse konflikter. Det ville bestemt være meget belejligt, hvis præsident Xi og Trump anvendte det i deres drøftelser i denne uge.

Planlæg at deltage i den internationale konference arrangeret af Schiller Instituttet og Solidarité et Progrès den 8.-9. november i Paris, enten personligt eller via internettet. Tilmeld dig på: https://solidariteetprogres.fr/spip.php?article16972

—Christine Schier har bidraget til denne artikel.

Billede: President Donald Trump meeting with Japan’s new Prime Minister, Sanae Takaichi. Credit: White House

Dennis Small Eirns

25. oktober 2025

Heldigvis for menneskeheden er det ikke de aktuelle begivenheder, der finder sted over uger og måneder, som bestemmer historien. Det er snarere historiens dynamiske forløb, der er formet af samfundets underliggende kulturelle og filosofiske synspunkter, der definerer forløbet af det, der normalt betragtes som »aktuelle begivenheder«. Lyndon LaRouche understregede ofte dette punkt og gjorde det til et centralt element i den efterretningsvirksomhed han oprettede, Executive Intelligence Review.

I forfatterens taksigelse i sin bog fra 1983, There Are No Limits to Growth, forklarede LaRouche sin tankegang:

“Nyhedstjenestens funktion adskilte sig mest markant fra de fleste førende nyhedsmagasiner på to punkter. Det redaktionelle standpunkt var det samme som det, der blev indtaget i det 15. århundrede, den gyldne renæssances humanisme; det standpunkt der var karakteriseret af Leibniz og, mere eller mindre effektivt, af Dr. Benjamin Franklin.

Tilgangsmetoden for aktuelle begivenheder har været at lægge vægt på dybtgående historiske studier af den politiske og intellektuelle historie for den generelle befolkning og de fraktioner, der eksisterer inden for hvert specialistområde.

… Almindelig daglig erfaring, selv over flere generationer, er ikke et kompetent sæt empiriske beviser, hvorfra man kan udlede de faktiske, dybere love for menneskelig adfærd. For at forstå de aktuelle udviklinger i en verden, der i dag er domineret af europæisk kultur, er det mere eller mindre uundværligt at kende den interne historie for denne europæiske kultur over en periode på cirka 2.500 år.”

Det er ud fra dette synspunkt, at vi henleder læserens opmærksomhed på den dybere betydning af den tale, som pave Leo XIV holdt den 25. oktober for en skare på omkring 10.000 pilgrimme fra 93 lande, der var samlet på Peterspladsen i Vatikanstaten i anledning af jubilæumsaudiencen. Paven fokuserede sin tale på bidragene fra kardinal Nikolaus af Cusa i det 15. århundrede, »en kardinal, der stadig er lidet kendt i dag«, indrømmede paven. Han fremhævede Cusas centrale begreb om sammenfaldet af modsætninger og understregede dets enorme betydning for i dag.

Paven talte indtrængende om »en anden urolig tid, det 15. århundrede«, hvor »mange af hans [Cusas] samtidige levede i frygt, andre greb til våben og forberedte nye korstog«. Cusa »troede imidlertid på menneskeheden. Han forstod, at der er modsætninger, som skal holdes sammen«. Paven opfordrede: »Lad os blive et folk, hvor modsætninger bringes i enhed«; selvom det ikke eksisterer, må vi med Cusa »håbe på det, der endnu ikke ses«, en fremtid, der er menneskets værdighed værdig.

Pavens ord var vise og meget nødvendige. Men for fuldt ud at forstå den revolutionære karakter – og betydningen for menneskehedens overlevelse – af Cusas begreb om modsætningers sammenfald, er den seriøse læser og politiske aktivist nødt til at vende sig mod Lyndon LaRouches omfattende skrifter om emnet – for eksempel hans For Today’s Young Adults: Kepler & Cusa, og til Schiller Instituttets igangværende arbejde under ledelse af Helga Zepp-LaRouche, der selv er en anerkendt Cusa-forsker. For eksempel forklarede Zepp-LaRouche i en artikel fra 25. april 2020, The LaRouche Legacy Foundation:

“Han [Cusa] udviklede en tankegang, som han var meget bevidst om, og han sagde: ›Jeg siger nu noget, som intet menneske nogensinde har tænkt før‹, og det var princippet om coincidentia oppositorum. Dette er idéen om, at det Ene har en højere værdi og større betydning end de Mange, og at det menneskelige sind altid kan overvinde modsætninger ved at udvikle et niveau af fornuft på et højere plan, som anviser en måde at løse problemer, der ikke var løselige på det lavere plan.”

En fremragende anvendelse af netop denne tankegang er LaRouche-bevægelsens mangeårige fremme af Berings Strædet-tunnelprojektet, som fysisk vil forbinde USA og Rusland og sætte begge nationer på en vej mod gensidigt fordelagtigt økonomisk og strategisk samarbejde i stedet for konfrontation. Den 22. oktober afholdt EIR en historisk international konference om netop dette emne.

I weekenden ankom Kremls særlige udsending, Kirill Dmitriev, til Miami for at mødes med sin amerikanske modpart, Steve Witkoff, for at forsøge at få fredsforhandlingerne mellem de to lande tilbage på sporet. Dmitriev gentog sin fulde støtte til at projektere Berings Strædet-projektet i interviews med de amerikanske toneangivende tv-netværk CNN og Fox News:

»Det er ikke kun at projektere; men når de politiske vanskeligheder er overvundet, tror vi, at der kan opstå et omfattende økonomisk samarbejde, og dette økonomiske samarbejde kan danne grundlag for et fredeligt forhold mellem Rusland og USA. Og vi har brug for det grundlag, fordi hele verdens sikkerhed afhænger af det.«

Nicholas af Cusa ville være enig og bifalde det.

Billede: offentlig domæne

af Jason Ross

eir.news den 20. oktober 2025

Mens verden bevæger sig mod enten geopolitisk splittelse eller løftet om samarbejdsbaseret udvikling, står Berings Strædet-tunnelen som en potentiel bro, ikke kun mellem kontinenter, men også mellem civilisationer. At forbinde Eurasien med Amerika gennem en forbindelse mellem Rusland og Alaska har begejstret tænkere i over et århundrede og blev endda direkte godkendt af zar Nikolaj II i 1906. Principperne bag Bering-projektet går ud over beton, stål og skinner. Det er en vision om fred gennem udvikling: nationer forbundet af et fælles mål, ikke adskilt af rivalisering.

Tunnelen vil forankre Verdenslandbroen, der forbinder New York med Shanghai, Paris med Buenos Aires og Dakar med Moskva gennem sammenhængende jernbane- og udviklingskorridorer. Og den kan være katalysator for en moralsk revolution i internationale relationer, hvor nulsums-konkurrence erstattes af fælles fremskridt. Projektet, i forbindelse med en global Glass/Steagall-tilgang, ville flytte globale investeringer til produktiv udvikling og vende den afindustrialisering, der nu ses i store dele af Europa og Nordamerika.

I april 2007 samledes flere hundrede mennesker i Moskva til en konference med titlen »Megaprojekter i det østlige Rusland: En transkontinental transportforbindelse mellem Eurasien og Amerika via Berings Strædet.« To amerikanere, der seriøst havde støttet projektet, den tidligere amerikanske indenrigsminister og guvernør i Alaska Walter J. Hickel og Lyndon LaRouche, der havde opfordret til forbindelsen siden 1978, deltog. Hickel for at tale til konferencen personligt, og Lyndon LaRouches skriftlige bemærkninger blev leveret af en talsmand personligt. En rapport om konferencen findes i forår/sommerudgaven 2007 af 21st Century Science & Technology.

Da idéen igen er blevet genstand for offentlig debat, afholder (EIR) et seminar kl. 10.00 ET (16.00 dansk tid) den 22. oktober med eksperter inden for ingeniørvidenskab, økonomi og diplomati. Detaljer findes her.

Kirill Dmitrievs virale opfordring til kreativt engagement, Elon Musks bemærkninger om Alaskas og Ruslands nærhed samt fornyet interesse for tidligere gennemførlighedsundersøgelser foretaget af det tyske tunnelbyggerfirma Herrenknecht og det kinesiske ingeniørakademi har genoplivet offentlighedens entusiasme. Herrenknecht, hvis tunnelboremaskiner forbandt Europa og Asien gennem Bosporus (Eurasien-tunnelen, åbnet i 2016), bekræftede, at projektet er »fuldstændig gennemførligt med nutidens teknologi«. Da denne vurdering kommer fra det firma, der i øjeblikket er ansvarlig for Europas mest ambitiøse tunnelprojekter, herunder Brenner-basistunnelen og den planlagte forbindelse mellem Gibraltar og Marokko, har den stor vægt. Men gennemførligheden er ikke længere det vigtigste spørgsmål. Det der betyder noget nu er, om nationerne har modet til at handle på det.

Denne diskussion kan ikke forblive begrænset til ingeniører, investorer og politikere. Berings Strædet udfordrer os alle til at tænke anderledes om menneskeheden som helhed: Vores art er unik blandt alle levende væsener gennem vores evne til at opdage, bygge og forbinde, ikke til at dominere.

I samme uge, hvor landene i FN genoptager kampen for at afskaffe kolonialisme i alle dens former, og hvor den tyske industri opfordrer til et nyt udviklingspartnerskab med Afrika, tilbyder Berings-projektet en konkret vej frem.

Tunnelen og udviklingskorridorerne er fysisk og moralsk infrastruktur, en platform for opbygningen af en virkelig menneskelig fremtid.

20. oktober 2025 (EIRNS) – Onsdag den 22. oktober 2025 16:00 dansk tid.

Onsdag den 22. oktober afholder Executive Intelligence Review en international rundbordsdiskussion om de strategiske implikationer af Berings Strædet-tunnelprojektet, som i løbet af de seneste 48 timer er kommet i fokus i forholdet mellem USA og Rusland på grund af indlæg på sociale medier fra Kremls særlige udsending Kirill Dmitriev, der opfordrer til et fælles byggeri af en sådan »Putin-Trump-tunnel«, og den amerikanske præsident Donald Trumps kommentar som svar, at han fandt forslaget »interessant« og at han ville overveje det.

Den russiske præsident Vladimir Putin og Trump skal mødes i Budapest, Ungarn, i slutningen af oktober for at fortsætte deres forhandlinger om at afslutte krigen i Ukraine, og Dmitrievs forslag kan meget vel være på dagsordenen.

Dmitriev afslørede i dag i et indlæg på sociale medier, at »vi for seks måneder siden påbegyndte en gennemførligheds-undersøgelse af tunnelen mellem Rusland og Alaska« – dvs. omkring april 2025, eller fire måneder før det historiske topmøde mellem Putin og Trump i Alaska den 15. august.

Læserne vil huske, at umiddelbart før dette topmøde, den 11. august, havde Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche udsendt en hasteerklæring: »Zepp-LaRouche opfordrer præsidenterne Trump, Putin og Xi: Berings Strædet-tunnelprojektet er den perfekte politik for at undgå krig.« I dette dokument opfordrede Zepp-LaRouche Putin og Trump til, “når I mødes i Alaska den 15. august … at I kunne blive enige om at bygge en korridor over Berings Strædet og med dette jernbane- og tunnelprojekt at forene jernbanesystemerne i Eurasien med dem i Amerika. Dette projekt ville åbne op for udnyttelsen af de enorme uudnyttede ressourcer i Sibirien samt de amerikanske arktiske ressourcer af olie, gas, alle former for ædle metaller og ferskvand … [Det] kunne blive det perfekte program til at undgå krig og i høj grad øge verdens velstand.» Zepp-LaRouche forklarede, at «Berings Strædet-tunnelprojektet er blevet undersøgt og fremmet i årtier af førende videnskabelige og politiske personligheder i USA, Rusland og Kina,” herunder hendes afdøde mand, den berømte fysiske økonom Lyndon LaRouche.

Denne opfordring den 11. august indeholdt et 21-siders tillæg med historisk dokumentation af Berings Strædet-tunnelprojektet, som er blevet offentliggjort gennem årene af EIR.

Men det strategiske potentiale i dette initiativ rækker endnu længere end topmødet mellem Trump og Putin. Trump vil sandsynligvis også mødes med den kinesiske præsident Xi Jinping i samme periode. Begge præsidenter vil være i Sydkorea omkring den 30. oktober, hvor APEC-topmødet er planlagt til at finde sted fra den 31. oktober til den 1. november. Den amerikanske finansminister Scott Bessent vil mødes med den kinesiske vicepremierminister He Lifeng i Malaysia om cirka en uge for at se, om der kan opnås tilstrækkelig enighed om handel og andre spørgsmål til at gøre et sådant topmøde muligt.

Kina har i årtier været en ivrig fortaler for Berings Strædet-tunnelprojektet og vil drage direkte fordel af det. Det ville være helt logisk at flytte forholdet mellem USA og Kina væk fra den blindgyde, som toldkrigen udgør, og over på en vej med samarbejde om et sådant projekt.

Desuden tilbyder LaRouches Oase-plan for Mellemøsten en lignende tilgang til fred gennem udvikling for at løse kriserne i denne krigshærgede region.

Det russiske nyhedsbureau TASS henvendte sig i dag til Zepp-LaRouche for at få en vurdering af betydningen af de seneste udviklinger. »Det er indlysende for præsident Trump, at en normalisering af forholdet mellem USA og Rusland vil åbne enorme muligheder for at udvikle det økonomiske samarbejde mellem de to lande,« sagde Zepp-LaRouche til TASS. »Det mest imponerende [ projekt] ville være ›Putin-Trump-tunnelen‹, som, som Kirill Dmitriev, administrerende direktør for Russian Direct Investment Fund, bemærkede på sociale medier, ville blive en 112 km lang forbindelse mellem Amerika og Afro-Eurasien på tværs af Berings Strædet… Putin-Trump-tunnelen ville være den ideelle legemliggørelse af begrebet ›fred gennem udvikling‹.«

Bekræftede talere:

• Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), chefredaktør for EIR

• Scott Spencer (USA), chefprojektrådgiver, InterContinental Railway

• Prof. Enzo Siviero (Italien), direktør, eCampus University, Italien; vicepræsident, Réseau Méditerranéen des Écoles d’Ingénieurs

• Dr. Alexander Bobrov (Rusland), ph.d. i historie, leder af afdelingen for diplomatiske studier ved Institut for Strategiske Studier og Prognoser, RUDN Universitet (Folkenes Venskabsuniversitet)

Andre eksperter vil blive annonceret.

Mvh. Med venlig hilsen

Michelle

mich.ras@hotmail.com

Dennis Small EIRNS

18. oktober 2025

Onsdag den 22. oktober afholder Executive Intelligence Review en international rundbordsdiskussion om de strategiske implikationer af Berings Strædet-tunnelprojektet, som i løbet af de seneste 48 timer er kommet i fokus i forholdet mellem USA og Rusland på grund af indlæg på sociale medier fra Kremls særlige udsending Kirill Dmitriev, der opfordrer til et fælles byggeri af en sådan »Putin-Trump-tunnel«, og den amerikanske præsident Donald Trumps kommentar som svar, at han fandt forslaget »interessant« og at han ville overveje det.

Den russiske præsident Vladimir Putin og Trump skal mødes i Budapest, Ungarn, i slutningen af oktober for at fortsætte deres forhandlinger om at afslutte krigen i Ukraine, og Dmitrievs forslag kan meget vel være på dagsordenen.

Dmitriev afslørede i dag i et indlæg på sociale medier, at »vi for seks måneder siden påbegyndte en gennemførligheds-undersøgelse af tunnelen mellem Rusland og Alaska« – dvs. omkring april 2025, eller fire måneder før det historiske topmøde mellem Putin og Trump i Alaska den 15. august.

Læserne vil huske, at umiddelbart før dette topmøde, den 11. august, havde Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche udsendt en hasteerklæring: »Zepp-LaRouche opfordrer præsidenterne Trump, Putin og Xi: Berings Strædet-tunnelprojektet er den perfekte politik for at undgå krig.« I dette dokument opfordrede Zepp-LaRouche Putin og Trump til, “når I mødes i Alaska den 15. august … at I kunne blive enige om at bygge en korridor over Berings Strædet og med dette jernbane- og tunnelprojekt at forene jernbanesystemerne i Eurasien med dem i Amerika. Dette projekt ville åbne op for udnyttelsen af de enorme uudnyttede ressourcer i Sibirien samt de amerikanske arktiske ressourcer af olie, gas, alle former for ædle metaller og ferskvand … [Det] kunne blive det perfekte program til at undgå krig og i høj grad øge verdens velstand.» Zepp-LaRouche forklarede, at «Berings Strædet-tunnelprojektet er blevet undersøgt og fremmet i årtier af førende videnskabelige og politiske personligheder i USA, Rusland og Kina,” herunder hendes afdøde mand, den berømte fysikøkonom Lyndon LaRouche.

Denne opfordring den 11. august indeholdt et 21-siders tillæg med historisk dokumentation af Berings Strædet-tunnelprojektet, som er blevet offentliggjort gennem årene af EIR.

Men det strategiske potentiale i dette initiativ rækker endnu længere end topmødet mellem Trump og Putin. Trump vil sandsynligvis også mødes med den kinesiske præsident Xi Jinping i samme periode. Begge præsidenter vil være i Sydkorea omkring den 30. oktober, hvor APEC-topmødet er planlagt til at finde sted fra den 31. oktober til den 1. november. Den amerikanske finansminister Scott Bessent vil mødes med den kinesiske vicepremierminister He Lifeng i Malaysia om cirka en uge for at se, om der kan opnås tilstrækkelig enighed om handel og andre spørgsmål til at gøre et sådant topmøde muligt.

Kina har i årtier været en ivrig fortaler for Berings Strædet-tunnelprojektet og vil drage direkte fordel af det. Det ville være helt logisk at flytte forholdet mellem USA og Kina væk fra den blindgyde, som toldkrigen udgør, og over på en vej med samarbejde om et sådant projekt.

Desuden tilbyder LaRouches Oase-plan for Mellemøsten en lignende tilgang til fred gennem udvikling for at løse kriserne i denne
krigshærgede region.

Det russiske nyhedsbureau TASS henvendte sig i dag til Zepp-LaRouche for at få en vurdering af betydningen af de seneste udviklinger. »Det er indlysende for præsident Trump, at en normalisering af forholdet mellem USA og Rusland vil åbne enorme muligheder for at udvikle det økonomiske samarbejde mellem de to lande,« sagde Zepp-LaRouche til TASS. »Det mest imponerende [ projekt] ville være ›Putin-Trump-tunnelen‹, som, som Kirill Dmitriev, administrerende direktør for Russian Direct Investment Fund, bemærkede på sociale medier, ville blive en 112 km lang forbindelse mellem Amerika og Afro-Eurasien på tværs af Berings Strædet… Putin-Trump-tunnelen ville være den ideelle legemliggørelse af begrebet ›fred gennem udvikling‹.«

Stewart Battle Eirns

13. oktober 2025

Mandag den 13. oktober var en bittersød dag. Hamas frigav alle 20 tilbageværende israelske gidsler, bortset fra de fire afdøde, som også blev returneret til deres familier. Samtidig løslod Israel 2.000 palæstinensiske fanger – hvoraf nogle ikke havde været set i årtier – til jubel og fest. Der begyndte også at strømme meget tiltrængt humanitær hjælp, medicin og brændstof til madlavning ind i Gaza i lastbilfulde mængder, som det ikke har været tilfældet i måneder og år.

På trods af alt dette er det umuligt at ignorere den mindre end ideelle tale, som den amerikanske præsident Donald Trump holdt i det israelske Knesset, fyldt med hans beundring for den onde Miriam Adelson; eller det brede grin fra premierminister Benjamin Netanyahu, der fortjener fængsel i stedet for ros; eller rapporterne om omfattende brandstiftelse i hele Gazastriben, hvor evakuerende IDF-soldater efterlader endnu mere ødelæggelse i deres kølvand. Dette omfatter afbrændingen af et af Gazas sidste tilbageværende affaldsbehandlingscentre, hvilket efter to års folkemordskrig efterlader hele Gaza City uden denne vitale infrastruktur.

Så ja, det er bittersødt: Fordi der er opnået våbenhvile, og drabene er stoppet, men gerningsmændene undgår ansvar, retfærdigheden er ikke sket fyldest, og snakken om en palæstinensisk stat synes ikke-eksisterende.

Der er behov for en grundlæggende forandring for at gøre dette korte, men uvurderlige øjeblik til noget virkelig varigt – ikke kun for palæstinenserne, men også for Israel og for regionen som helhed. Og den nuværende ledelse omkring Trump og Netanyahu, især hvis Tony Blair får lov til at spille en rolle, er i bedste fald utilstrækkelig. Der er behov for en ophøjet forandring, hvis man vil undgå en tilbagevenden til blodsudgydelser og den samme cyklus af vold.

Med dette for øje er det vigtigt at overveje ordene fra den tidligere formand for Knesset, Avrum Burg, der den 12. oktober skrev om de seneste dages udvikling: “Der er øjeblikke i historien, hvor ikke kun stater forandrer sig, men hele nationer. Det er ikke grænserne, der tegnes om, men bevidstheden selv; det er ikke regeringerne, der udskiftes, men den kollektive sjæl, der gennemgår en transformation. Efter 1945 vågnede tyskerne op fra nazismens mareridt og stod over for det, de havde gjort, og det der var blevet gjort i deres navn. Efter Vietnam kom amerikanerne ud af den nationale uskylds sammenbrud som et andet folk. Krigen i Gaza er et sådant øjeblik for det jødiske folk. Det er ikke endnu en runde i den endeløse cyklus af vold i Mellemøsten, men et historisk vendepunkt. Det er et øjeblik, hvor vi må se os selv i spejlet og erkende, hvad vi er blevet. Og det er grimt.

Burg opfordrer til netop en sådan ophøjet forandring. Han fordømmer politik baseret på hævn, racemæssig overlegenhed og religiøs fundamentalisme og fremhæver i stedet de bedre traditioner inden for jødedommen. »Jødedommens hjerte har aldrig været fysisk magt, men åndelig forfinelse,« fortsætter Burg. ”Den jødiske helt var aldrig kvarterets bølle, men ’den der overvinder sine egne impulser’, og ’den der forvandler sin fjende til en elsket ven’.” Han opfordrer til oprettelsen af en ”Global Jewish Fund for the Reconstruction of Gaza” (Global jødisk fond til genopbygning af Gaza) samt andre tiltag for at redde situationen for palæstinenserne og bane vejen for en fredelig sameksistens mellem de to folk. Dette er ikke blot ment som en »politisk gestus«, skriver han, men snarere som »den eneste måde at overleve åndeligt på«.

Som tidligere ledende medlem af Israels regering understreger Burgs holdning potentialet for en sådan ophøjet forandring. I denne sammenhæng bliver Oase-planen for Sydvestasien vigtigere end nogensinde. Oase-planen har potentiale til fuldstændigt at ændre parametrene for de nuværende forhandlinger, etablere de fysiske forudsætninger for alles velstand og omdefinere det miljø, hvor langvarig fred kan blomstre.

Dette er ikke en periode, hvor man skal sidde og kritisere, men en periode hvor man skal forestille sig, hvordan en bedre fremtid kan og skal se ud, og organisere for at opnå den. Deltag i indsatsen.

Credit: White House video

11. oktober 2025 – Dennis Small EIRNS

Der er mange »hvis’er« omkring den nyligt forhandlede aftale mellem Israel og Hamas. Hvad sker der, hvis Netanyahu saboterer aftalen og starter krigen, efter at gidslerne er blevet frigivet? Hvad hvis Hamas ikke afvæbner sig? Hvad hvis Tony Blair insisterer på at nægte Hamas en rolle i den palæstinensiske politiske proces, og i stedet proklamerer at den internationale stabiliseringsstyrke vil regere Gaza på ubestemt tid? Hvad hvis Trump bakker Netanyahu op i hans kategoriske afvisning af at tolerere en palæstinensisk stat? Hvad hvis humanitær hjælp virkelig ikke kommer frem?

Men der er et langt større »hvis«, der vil afgøre udfaldet af denne krise, et »hvis«, der er uforligneligt med og mere afgørende end alle de andre tilsammen. Og det er: Hvad hvis der var en løsning på krisen, som håndterer den på en måde, der fjerner den underliggende årsag til ikke kun denne krig, men alle de andre krige, der raser på planeten? Hvad hvis der kunne mobiliseres tilstrækkelige kræfter blandt nationer og politiske grupperinger til at transformere den nuværende fallerede og kriminelle internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som har bragt os Gaza, Ukraine og så videre? Hvad hvis vi var i stand til at skabe en løsning på folkemordet i Gaza, som ikke kun stopper det, men også transformerer hele den globale sammenhæng, der skabte det i første omgang?

Nogen gange er sammenhængen alt. Derfor Oase-planen.

Som den legendariske fader Harry Bury udtrykte det i sin Appel til verden om at gennemføre Oase-planen: Fred gennem udvikling:

“Vi har indgået et samarbejde med Schiller Instituttet om at støtte Oase-fredsplanen, som er fred gennem udvikling, især økonomisk udvikling. Denne [idé om en] fredsplan er allerede ved at blive gennemført [i princippet] af BRIKS-landene… Missionen for denne udviklingsplan er, at de udviklede nationer på kloden skal stoppe med at konkurrere og i stedet samarbejde om at bidrage til de underudviklede nationer, så alle nationer oplever lighed; at alle nationer er lige med alle andre nationer.”

Udbred fader Burys økumeniske opfordring til Oase-planen og fred gennem udvikling, og til at de vestlige nationer slutter sig til den Globale Majoritets urokkelige kamp for at bringe kolonialismen til ophør, til lederne af alle religioner, alle trosretninger, alle kirker, alle moskéer, alle synagoger. Det er den voksende mobilisering af forskellige kræfter rundt om på kloden, der har bragt os så langt i at standse folkemordet i Gaza. Lad os nu mobilisere for at sætte en stopper for alle »hvis’erne« med en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur.

Credit: EIRNS/Stuart Lewis

af Stewart Battle

9. oktober 2025 (EIRNS) – I de tidlige morgentimer den 10. oktober meddelte den israelske premierminister Bibi Netanyahu, at Israel har ratificeret Trumps aftale om Gaza. I henhold til aftalen skal Israel trække sine styrker tilbage til de aftalte linjer inden for de kommende 24 timer, og Hamas skal frigive alle sine gidsler inden for 72 timer. De første skridt er nu taget for at bringe folkemordet til ophør, men det er kun begyndelsen, og hele verden må kræve, at Israel overholder sine forpligtelser. Netanyahus omtale af aftalen som blot en »våbenhvile« er et eksempel på dette, ligesom hans rapporterede fjernelse af den palæstinensiske modstandsleder Marwan Barghouti fra listen over fanger, der skal løslades. Ikke desto mindre er det et håbefuldt tegn.

Ud over at mobilisere for at opretholde denne aftale, må borgerne gøre sig bekendt med politikken for »fred gennem udvikling«, især LaRouches Oase-plan for Sydvestasien. I kombination med de aktuelle forhandlinger kunne dette forslag omstrukturere de politiske og økonomiske rammer for hele regionen og fjerne dem fra de, der håber at sabotere dem. Som Lyndon LaRouche sagde ved gennembruddet i Oslo-aftalerne i 1993: »Få skovlene i jorden!« – med det samme. “Det presserende her er, at vi må handle hurtigt for straks at få disse økonomiske udviklingsprojekter i gang, såsom kanalen fra Gaza til Det Døde Hav , for hvis vi venter, indtil vi har diskuteret dette igennem, vil fjender af fremskridt og fjender af menneskeheden … lykkes … med at gribe ind og drukne denne aftale i blod og kaos; men nu har vi en mulighed. Hvis vi handler hurtigt nok til at få den økonomiske udvikling i gang, kan vi få en aftale i Mellemøsten, der lykkes.”

Den Internationale Fredskoalition afholder et særligt møde om dette emne fredag den 10. oktober, hvor man vil fremhæve, hvor tingene står, og hvilke handlinger der bør tages for at sikre en varig fred. Sørg for at deltage i drøftelserne.

Samtidig med denne håbefulde udvikling sker der imidlertid mere bekymrende forandringer med hensyn til Rusland og Ukraine. Den amerikanske præsident Donald Trumps fortsatte tøven med hensyn til at sende Tomahawk-missiler til Ukraine er ved at ødelægge hans tidligere fremskridt med at forbedre forholdet til Rusland. »Vi må erkende, at det stærke momentum, der blev skabt i Anchorage med henblik på at nå til enighed, i vid udstrækning er udtømt,« sagde den russiske viceudenrigsminister Sergej Ryabkov i går til Statsdumaen, hvor han sammenlignede forholdet mellem USA og Rusland med en bygning, der er ›revnet‹ og »smuldrer«. Ryabkov bemærkede også, at der indtil videre ikke har været noget svar fra Washington på den russiske præsident Vladimir Putins forslag om at forlænge START-traktaten, der udløber i februar 2026….

Selv om man mener, at Tomahawk-missiler sendt til Ukraine ikke vil ændre den underliggende dynamik i krigen, vil det helt sikkert ændre den skrøbelige situation mellem verdens førende atomare supermagter, og det er netop den type operation, som de anglo-amerikanske krigshøge har forsøgt at få Trump til at gennemføre hele året. Sammen med det forestående udløb af START-traktaten i februar, der begrænser anvendelsen af atomvåben, kan verden hurtigt komme ind i netop den slags trinvise søvngang mod krig. Som Helga Zepp-LaRouche gentagne gange har advaret om, kræver det under en optrapning som denne kun en lille fejl for at bringe civilisationen til ende.

Disse begivenheder finder sted i en meget bredere global sammenhæng, hvor verden i stigende grad vender sig væk fra den »magt giver ret«-tilgang med endeløse krige og ›regimeskift‹ og bevæger sig ind i

et nyt paradigme. På trods af Trumps svagheder og de enorme anstrengelser, der gøres for at ødelægge ethvert potentiale for, at han kan blive en »fredspræsident«, må vi handle på dette globale potentiale for at ændre orienteringen i USA og Vesten. En ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur er den eneste løsning på denne periode med enorme omvæltninger, og vi må ikke gå glip af denne mulighed.

Credit: Netanyahu Facebook page

6. oktober 2025 (EIRNS) – Verdenssituationen er dramatisk. Helga Zepp-LaRouche, leder af Schiller Instituttet, valgte i sin briefing i dag at begynde med uroen i Europa. I Frankrig trådte den seneste premierminister i dag tilbage, den fjerde på lidt over et år. Sébastien Lecornu meddelte sin afgang mindre end en time efter at have præsenteret sit nye kabinet, som Nationalforsamlingen fandt uacceptabelt. Mange af kabinetsmedlemmerne var genbrug fra den nære fortid. Præsident Emmanuel Macron står over for at udnævne endnu en taber til embedet eller udskrive valg og tabe. I Centraleuropa afsatte vælgerne i Tjekkiet i går den siddende præsident – en tilhænger af EU’s indstilling til endeløs krig og nedskæringspolitik. Vælgerne valgte en alternativ kandidat, Andrej Babis, der er imod krigsmageriet….

I Sydeuropa strømmede store menneskemængder ud på gaderne i weekenden og krævede, at folkemordet i Gaza stoppes … I Spanien demonstrerede omkring 100.000 mennesker i Madrid og 70.000 i Barcelona lørdag den 4. oktober. I Italien rapporterer arrangørerne, at der var 1 million demonstranter i Rom lørdag.

I Amerika er begivenhederne ildevarslende. Washington optrapper retorikken på alle måder om den påståede »legitimitet« af USA’s militære handlinger mod venezuelanske interesser. Den 5. oktober udsendte de venezuelanske myndigheder en åben meddelelse til Washington, hvor de advarede om faren for en falsk flag-hændelse, efter at de havde opdaget en plan om at placere sprængstoffer i den amerikanske ambassade i Caracas. Den 5. oktober talte udenrigsministrene fra Venezuela og Rusland om den voksende trussel. Argentinske medier rapporterer, at den amerikanske præsident Donald Trump har opfordret tre nationer til at deltage sammen med USA i en fælles militær indsatsstyrke i Caribien: Argentina, El Salvador og Ecuador, hvis begrænsede militære kapacitet, kan man sige, ikke står mål med deres politiske holdninger.

Der er velinformerede, om end spekulative, advarsler om, at det meget omtalte møde mellem omkring 800 højtstående amerikanske militærledere den 29.-30. september på Marine Corps Base Quantico i Virginia uden for Washington, D.C., var mere end blot en talerstol for den amerikanske forsvarsminister Peter Hegseth og præsident Trump til at skrue op for kritikken af »politisk korrekthed« og »woke«. Var det et dække for private møder i Southern Command om beredskabet for et amerikansk angreb i Caribien og Centcom om beredskabet for et amerikansk angreb på Iran, som nogle antyder?

Desuden giver minister Hegseth udtryk for, at den voldsomme »krigeriske indstilling«, han kræver i den vestlige halvkugle, også er påkrævet på hjemmefronten. Trump-administrationen indsætter føderale styrker i udvalgte byer og bekæmper enhver opposition i retten. I mellemtiden er der slet ingen handling fra Washington for økonomisk udvikling indenlands eller i den vestlige halvkugle. Det finansielle kompleks af gribbe fortsætter med at regere uantastet, og nu er krypto-valutaer endda indarbejdet i dets operationer. Dette vil ikke vare ved.

Disse to sæt opdateringer – fra Europa og Amerika – er en del af baggrunden for den meget vigtige proces, der er indledt i dag i Egypten, hvor forhandlingerne er begyndt om at iværksætte tiltag for at afslutte konflikten i Gaza, hvor Israel begår folkemord. I Sharm el-Sheikh begyndte i dag »indirekte forhandlinger« mellem den israelske og Hamas-delegationen, med Egypten som mægler, om aftaler om frigivelse og udveksling af gidsler og fanger. Dette er en del af »fase et« af de igangværende foranstaltninger, der skal udarbejdes.

Nu er det tid til at fremlægge ›Oase-planens‹ tilgang til regionen, udarbejdet for årtier siden i 1975 af statsmand og økonom Lyndon LaRouche, for verdenssamfundet på en endnu mere kraftfuld og bredere måde. Visionen for løsning af konflikten, som den indeholder, kommer fra universelle principper om at tjene befolkningernes fælles interesser ved at skabe betingelser for rigelige forsyninger af vand, energi, fødevarer, produktiv økonomisk aktivitet, sundhedspleje, transport, videnskab og kultur.

Ledere fra den Globale Majoritet mødtes inden for rammerne af disse principper i begyndelsen af september i Kina og det østlige Rusland, på mødet den 1. september i Shanghai Cooperation Organization Council of Heads of State og på Eastern Economic Forum i Vladivostok den 3.-6. september, samt den 3. september ved 80-årsdagen for afslutningen af 2. verdenskrig i Beijing… Døren er åben [for Vesten til at tilslutte sig, er budskabet.].

På mødet i denne uge i den Internationale Fredskoalition (IPC) vil der være ekspertrapporter og diskussion om Oase-planen. Det 123. ugentlige møde i IPC, oprettet for to år siden af Helga Zepp-LaRouche som medstifter, finder sted fredag den 10. oktober.

Billede: Karel Vereycken

Af Carl Osgood

7. oktober 2025 (EIRNS)  Den amerikanske præsident Donald Trump fortalte den 6. oktober journalister i Det Hvide Hus, at han »på en måde har truffet en beslutning« om at sælge Tomahawk-krydsermissiler til Europa, så de kan leveres til Ukraine. [Disse missiler, med en rækkevidde på 2.500 km (1.550 miles), kan nå langt ind i det europæiske Rusland, kræver amerikansk teknisk ekspertise for at kunne affyres og er trods deres alder pålideligt dødbringende. De kan bære atomvåben. Hvis de opstilles i Ukraine, vil det udgøre en direkte krigsførelse mellem USA og Rusland. Trump sagde, at han vil vide, hvad ukrainerne planlægger at gøre med missilerne, før han leverer dem. »Hvor de sender dem hen, det må jeg vel spørge om. Jeg vil stille nogle spørgsmål. Jeg ønsker ikke at se en optrapning,« sagde han.

En ukrainsk embedsmand og en kilde tæt på den ukrainske regering fortalte Axios, at de ikke vidste, hvad Trumps beslutning var. Kilden tæt på den ukrainske regering sagde, at embedsmænd i Trump-administrationen i de seneste uger havde udtrykt bekymring over, om USA ville være i stand til at kontrollere Ukraines brug af missilerne, efter at de var blevet købt og betalt af NATO-landene.

Axios bemærker, at den russiske præsident Vladimir Putin har advaret mod, at USA leverer Tomahawk-missiler til Ukraine, og understreget, at Ukraine ikke kan bruge missilerne uden direkte deltagelse fra USA, hvilket ville bringe USA og Rusland i direkte konfrontation og ødelægge enhver positiv fremgang i forholdet mellem landene.

Credit: United States Navy, Public domain, via Wikimedia Commons

af Dennis Small

(EIRNS) 4. oktober 2025 — Efter at have tilkendegivet deres støtte til centrale elementer i den amerikanske præsident Donald Trumps 20-punkts fredsplan for Gaza fra den 29. september, præciserede Hamas’ øverste ledere den 4. oktober, at de var parate til straks at indlede forhandlinger om at arrangere frigivelsen af alle gidsler, standse Israels ødelæggelse af Gaza og yde øjeblikkelig humanitær hjælp til den desperate befolkning med hjælp fra De Forenede Nationer. De tilføjede, at de også var villige til at afvæbne sig og aflevere deres våben til en behørigt konstitueret palæstinensisk myndighed, men de præciserede, at en sådan ny myndighed ikke måtte omfatte udlændinge (såsom den forhadte Tony Blair), og at »forsøg på at udelukke Hamas fra den palæstinensiske politiske proces ikke vil lykkes.«

Den palæstinensiske myndigheds præsident, Mahmoud Abbas, hilste også Hamas’ og Trumps udtalelser velkommen og opfordrede til en fuldstændig våbenhvile, øjeblikkelig humanitær hjælp »og påbegyndelse af genopbygningsprocessen«. Regionale ledere er i stigende grad opmærksomme på, at det presserende behov for en sådan genopbygningsproces bedst opfyldes af LaRouches Oase-plan.

Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu erklærede, at han ville handle for at gennemføre »den første fase af Trumps plan for øjeblikkelig frigivelse af alle gidsler« og angiveligt beordrede IDF til at standse sin kampagne for at erobre Gaza og kun deltage i »defensive« operationer – hvilket ikke desto mindre førte til, at yderligere 57 gazanere blev dræbt i løbet af en dag.

Men det er ikke kun situationen i Gaza, der fortsat hænger i en tynd tråd; hele den globale strategiske situation er fortsat på knivsæggen. Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, udarbejdede et flyveblad, der blev bredt distribueret den 3. oktober ved Tysklands genforeningsdag i Berlin og Stuttgart, hvor der blandt andet står:

“Bare et par skridt mere i optrapningen, og vi kunne ende i en uigenkaldelig katastrofe – en global atomkrig, der ødelægger alt liv på Jorden. Mange steder i verden ser vi den internationale retsorden gå i opløsning og tilliden mellem stater forsvinde. Militære angreb udføres, selvom diplomatiske forhandlinger er i gang, såsom Israels og USA’s angreb på Iran eller et luftangreb mod Qatar.

“Nationerne i det Globale Syd har mistet al tillid til Vesten, fordi vi i 22 måneder har stået passivt og set rædslerne udspille sig i Gaza, som FN nu officielt har klassificeret som folkemord. De gentagne ukrainske droneangreb på russiske militærflyvepladser i baglandet og på flybaserne Engels og Dyagilevo var angreb på en af søjlerne i Ruslands nukleare triade, dets luftbårne atomare afskrækkelse. Som følge heraf har russiske militærledere måttet antage, at Vesten planlægger et halshuggende angreb mod Rusland. Nu bringer præsident Trumps særlige rådgiver for Ukraine, Keith Kellogg, leveringen af Tomahawk-krydsermissiler til Ukraine på banen, som med en rækkevidde på mere end 1.000 kilometer kan ramme mål dybt inde på russisk territorium….

Den virkelige årsag er, at Vestens forsøg på at etablere en unipolær verdensorden efter afslutningen af Den kolde Krig har slået fejl. De tidligere koloniserede lande i det Globale Syd er ikke længere villige til at underkaste sig det vestlige overherredømme, fordi Kinas, historisk set, hidtil usete fremgang for første gang giver dem mulighed for at tage ansvaret for deres egen økonomiske udvikling gennem samarbejde med Den nye Silkevej.

I dag samarbejder landene i det Globale Syd med hinanden om at opbygge et nyt økonomisk system, der vil gøre det muligt for dem at udvikle sig på deres egne vilkår. Hvis vi i Vesten ikke var så arrogante, ville vi være glade for, at den Globale Majoritet endelig er ved at overvinde den 500 år lange periode med kolonialisme.

»Vi er nået til et afgørende vendepunkt i historien. Vi kan enten fortsætte den geopolitiske konfrontation med Rusland og Kina og risikere en tredje – denne gang endelig – verdenskrig, eller vi kan beslutte at samarbejde med det nye økonomiske system, der er ved at opstå. For første gang i menneskehedens historie er vi alle i samme båd: Enten går vi ned sammen, eller også åbner vi i fællesskab et nyt, mere humant kapitel i verdenshistorien.«

Credit: UN Photo/Loey Felipe