25. september (EIRNS) – I dag holdt Schiller Instituttet et internationalt webinar med titlen "Reconstructing Haiti – America's Way Out of the 'Global Britain' Trap." (Genopbygning af Haiti – Amerikas vej ud af 'globale Storbritanniens' fælde. Diskussionen på to og en halv time indeholdt elementer i en foreslået skitse til et udviklingsprogram for Haiti, samt øjeblikkelig, påkrævet akut indsats, og samlede eksperter med tilknytning til Haiti inden for teknik, medicin og udviklingspolitik. Dagens overvejelser står i skarp kontrast til ugens begivenheder, som omfattede USA tvangsdeportation af tusinder af fordrevne haitianere fra grænsen mellem Texas og Mexico, tilbage til Haiti, til katastrofale forhold pga. jordskælv fra august og tidligere.

De seks paneldeltagere var Richard Freeman, medforfatter af "Schiller Instituttets plan for udvikling af Haiti", som EIR vil udgive i denne uge i sin udgave, 1. oktober; Eric Walcott, direktør for Strategiske Partnerskaber, 'Institute of Caribbean Studies'; Firmin Backer, medstifter og præsident for 'Haiti Renewal Alliance'; Joel DeJean, ingeniør og Texas-aktivist hos LaRouche-Organisationen; Dr. Walter Faggett, MD, baseret i Washington, DC, hvor han er tidligere cheflæge i District of Columbia, og i øjeblikket medformand for 'Health Council' i 'DC's Ward 8', og en international leder i Komitéen for modsætningernes Sammenfald; samt ordstyrer Dennis Speed fra Schiller Instituttet.

Freeman præsenterede såvel dimensionerne for både den ekstreme underudvikling, der i årtier blev påtvunget Haiti, og det væsentlige i et udviklingsprogram for denne nation i forbindelse med udviklingen af hele øen Hispaniola og Caribien. Han fremlagde et kort over foreslåede jernbaner, atomkraftværker, sikre vandsystemer og anden vital infrastruktur. Han viste kort over forslag, som kinesiske firmaer har fremlagt i de seneste år, men som ikke blev realiseret.

Firmin Backer påpegede, at USAID har brugt 5,1 milliarder dollar i Haiti i løbet af de 11 år siden jordskælvet i 2010, men hvad er der at fremvise for pengene? Nu, med det seneste jordskælv den 14. august, kan vi ikke engang få hjælp til de ramte zoner, for der ikke er en lufthavn eller havn i det sydlige Haiti til at betjene de ramte mennesker. Vi bør revurdere, hvor fejlagtigt den amerikanske finansiering blev brugt. Firmin rapporterede om, hvordan Haiti fik en vis gældssanering af IMF for mange år siden, men derefter ikke fik lov til at søge udenlandsk kredit!

Eric Walcott var fast besluttet: "Vi har brug for verdens kreative genialitet for Haiti og Afghanistan." Han sagde, "udnyt udlandshaitianerne" til at udvikle Haiti. Der er flere haitiske læger i New York og Miami end i hele Haiti. Han understregede, at Haiti ikke er fattigt; betingelserne er, hvad man kan kalde dårlige. Men befolkningen har stolthed, talent og opfindsomhed. Walcott lagde særlig vægt på valg i Haiti. Han sagde: "Valg er en proces," ikke en begivenhed. Han har erfaring med det. Fra 1998 til 2000 fungerede Walcott som hovedobservatør for OAS ved valg i Haiti.

Joel DeJean, en amerikaner af haitisk afstamning, slog kraftigt til lyd for behovet for at denne nation tager sigte mod det højeste niveau, for eksempel tage springet fra kul til atomkraft. Han tilrådede "at give Kina muligheden" for at indføre den allernyeste atomteknologi i Haiti – grusbunds gasafkølet modulreaktor. Vi "har ikke brug for flere atomubåde, vi har brug for atomteknologi!" Han opfordrede til oprettelse af en udviklingsbank i Haiti samt andre detaljer.

Dr. Faggett opsummerede på mange punkter med det bredeste perspektiv og opmuntrede til handling. Han tjente i det amerikanske militærs "caribiske fredsbevarende styrke" og understregede behovet for handling, ikke kun i Haiti, men på verdensplan. Han refererede til præsident Franklin Delano Roosevelt og sagde, at "man kan sige noget om mennesker, ud fra hvordan de tager sig af deres folks sundhed". Han rapporterede, at hjælpearbejdere i Haiti i øjeblikket er nødt til at slå lejre op på stedet på grund af de frygtelige forhold.

Men han sagde, at vi burde mobilisere i form af "vaccinediplomati", og arbejde på at opbygge en sundhedsplatform i Haiti og sundhedsvæsener i hele verden. Han er "begejstret for at realisere Helgas mission" med henvisning til Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets internationale formand, der udsendte en opfordring i juni 2020 for en global sundhedssikkerhedsplatform. På det tidspunkt dannede hun og Dr. Joycelyn Elders, forhenværende cheflæge for USA’s militær, en Komité for modsætningernes Sammenfald.

Frem for enkelte stykker af infrastruktur opfordrer LaRouche-Organisationen til udviklingen af det, som Lyndon LaRouche har kaldt ”udviklingskorridorer”. Disse er udviklingsbælter, omkring 80-160 kilometer brede, centreret om infrastruktur indenfor transport, energi, vand og kommunikation. Sådan infrastruktur er ikke blot en måde hvorpå punkt A forbindes med punkt B; det kan sammenlignes med kroppens blodåre, i stand til at bringe næring til det omkringliggende væv.

En transportkorridor øger den fysiske produktivitet af det land, som befinder sig langs ruten ved at bringe det tættere (tidsmæssigt og finansielt) på andre markeder, som reducerer de fysiske omkostninger nødvendige for at få adgang til dem.

Når et skib transporterer gods fra en havn til en anden, er godset det samme når det ankommer, som det var ved afrejse (selvom det muligvist er lidt mindre friskt).

Men fastlandstransport gør det muligt at opgradere råmaterialer og halvfærdige produkter på vejen til deres endelige mål, hvilket giver muligheden for værdiskabelse undervejs. Nye byer, små som store, vil springe frem langs disse linjer, og skabe nye muligheder for en voksende befolkning.

Infrastruktur indenfor elforsyningsområdet er en platform, som åbner op for økonomiske processer, der er fuldstændig umulige uden denne. Et elnets værdi er eftertrykkeligt ikke den profit, som det kan bringe gennem salget af strøm – den ligger i den massivt forøgede produktivitet og levestandard, som strømmen muliggør.

Vandforsyningsinfrastruktur forhindrer skader fra oversvømmelser, vander afgrøder og sørger for sikkerhed mod naturens luner. Og vand, bragt til en tør region, skaber en multiplikationseffekt. Vand, leveret til afgrøder, bliver en del af atmosfæren gennem (planters) vejrtrækning, falder igen og forstærker dets indvirkning.

Verdenslandbroen er ikke et program for at forbinde allerede eksisterende befolkningscentre. Det er en tilgang til at opgradere produktivitet og udvide økonomiske, videnskabelige og kulturelle horisonter.

Her er introduktionen og inholdsfortegnelsen til LaRouche-organisationens nye hæfte:

24. september (EIRNS) – Alt imens større dele af verden går i en positiv retning – hen imod udvikling og samarbejde – bliver USA hængende i det britiske søle, som det i årtier har rullet rundt i, mens det påtog sig rollen som en ny, enevældig magt hengivet til at bevare overherredømmet gennem alle midler, herunder militær konfrontation, geopolitisk undertrykkelse og økonomiske sanktioner.

Ved de Forenede Nationer forsøgte den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at få FN’s sikkerhedsråd til at betragte ”klimaforandringer” som en kæmpe, strategisk trussel, men blev irettesat af russiske og indiske diplomater. En af dem svarede: ”At betragte konflikter i fattige dele af verden gennem klimaforandringernes prisme ville kun tjene til at præsentere et skævvredet syn, når grundene for konflikten skulle findes andetsteds”. Blandt disse grunde er det britiske, geopolitiske system, set i fuld flor med skabelsen af AUKUS (”Orkus”) blot et par uger efter tilbagetrækningen af tropper fra Afghanistan efter to årtiers katastrofe. Ved mødet af Quad i Washington i dag, hvor USA, Australien og Japan talte, som var det læst op fra et britisk manuskript, om et ”frit og åbent Indisk Ocean og Stillehav” (dvs. at bekæmpe Kina), understregede Indiens statsminister, Narendra Modi, derimod grunden til Quads stiftelse i 2004 som et svar på den ødelæggende tsunami i december 2004 for at fremme ”velstand og fred” i det Indiske Ocean og Stillehavet gennem indsatser indenfor vacciner, forsyningsveje og teknologi.

Idet USA fortsætter med at deportere haitiske migranter i massevis til Port-au-Prince i en tilstand beskrevet af en haitisk senator som en ”dødslejr”, imens USA provokerer en konflikt med Kina; imens USA fortsætter med at fastholde den finansielle redningsaktion påbegyndt i 2019, opstår spørgsmålet:  vil USA forandre sig? Hvilken form for mission kan inspirere det til at vælge en bedre vej?

LaRouche-Organisationen er fastsat på at omdanne USA, at få det til at bryde med britisk geopolitik og kolonialistisk økonomi, at vende tilbage til dets historiske skabelse som en kraft for det gode , og deres brochure, ”USA’s kommende økonomiske mirakel på den nye Silkevej”, som nu produceres og lægges ud på nettet, er et vigtigt, nyt middel til at opnå dette mål. Indledningen til rapporten følger her:

Indledning: Gør Amerika godt igen

Den 20. januar 1961, ved sin indsættelsestale, da Den kolde Krig var på sit højeste, udtalte John F. Kennedy disse ord til nationen:

”Lad begge sider [USA og Sovjetunionen] søge at påberåbe sig videnskabens vidundere i stedet for dens rædsler. Lad os sammen udforske stjernerne, erobre ørkenen, udrydde sygdom, dykke ned i havets dybder og opmuntre kunsten og handel…

Og hvis samarbejdets forsvarslinje kan skubbe mistænksomhedens jungle tilbage, lad begge sider deltage i at skabe en ny bestræbelse, ikke en ny magtbalance, men en ny, retskaffen verden, hvor de stærke er retfærdige og de svage sikre og freden bevaret…

Nu indkalder trompeten os igen – ikke et opråb til at bære våben, selvom vi har brug for våben; ikke et opråb til kamp, selvom vi er klare til at kæmpe – men et opråb til at bære byrden af tusmørkets lange kamp, år ind og år ud, ’med glæde i håbet, tålmod i trængslen’ – en kamp mod menneskehedens fælles fjender: tyranni, fattigdom, sygdom og krigen selv.

Kan vi igen smede en storslået og global alliance mod disse fjender, nord og syd, øst og vest, som kan sikre et mere fyldestgjort liv for hele menneskeheden? Vil du deltage i denne historiske anstrengelse?

Derfor, mine kære medborgere: spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig – spørg hvad du kan gøre for dit land.

Mine kære medborgere af verden: spørg ikke hvad Amerika vil gøre for dig, men hvad vi i fællesskab kan gøre for menneskehedens frihed.”

Er der, med mordet på Kennedy, også noget som døde i os?

Vi befinder os ikke længere i en kold krig. Hvordan kan det være, at vi befinder os på randen til en atomkrig? Nu, efter at have trukket os ud af Afghanistan, må vi spørge os selv: Hvordan er vi blevet misledt ind i én angrebskrig efter den anden? Hvorfor ”tager vi udenlands i en søgen efter at bekæmpe monstre”? Hvorfor bruger vi billioner på at ødelægge andre nationer i stedet for billioner på at udvikle vores egen? Hvem har overbevist os om, at nationer som Rusland og Kina er vores fjender? Hvorfor frygter vi, at deres udvikling vil være en trussel for vores ”magt”? Hvorfor betragter vi økonomien som et nulsumsspil, hvor ingen kan vinde uden at andre taber? Hvorfor genkender vi ikke Kinas Bælte- og Vejinitiativ som en fortsættelse af vores egen nations mission mod det imperialistiske system? Hvorfor deltager vi ikke i Ruslands, Kinas og andre nationers anstrengelser mod ”menneskehedens fælles fjender”? Det britiske imperium har inficeret vores politiske ”elites” tankegang, og manipuleret den amerikanske befolkning til at betragte de nationer, som historisk set er vores venner, som fjender. De har stjålet den sande amerikanske historie fra os.

Vi har mistet det vi var som en nation. Men vi kan finde det igen. LaRouche-Organisationen håber, og har til hensigt, at genopildne den samme fornemmelse af en historisk mission, som vores grundlæggere havde, at være et tempel for frihed og en ledestjerne for håb imod det britiske imperiums mørke og barbari. Når vi er os selv bringer vi interne forbedringer i den fysiske økonomi og videnskabeligt fremskridt ikke blot til vores nation, men til verden. Vi er gode!

Lyndon LaRouche hengav sit liv til missionen om at gøre en ende på ”tyranni, fattigdom, sygdom og krigen selv”. Yderligere beviste han, at menneskeheden, i modsætning til det kyniske, britiske, malthusianske syn, ikke er en kræftsvulst på planeten, men derimod et kreativt væsen i stand til at løse alle problemer, som vi er konfronteret med.

LaRouches mission var at genetablere dette ophøjede begreb om menneskeheden. Det er vores opgave at fuldføre den.

Historien som blev taget fra dig

Om Lyndon LaRouche

Opbyg en global antimalthusiansk alliance for at gøre en ende på det britiske monarkis ’store genstart’

Hvordan inflation og depression besejres med ’Glass-Steagall’ og udvikling

En verdensmission: Skab produktive arbejdspladser og produktivitet

Fordobling af verdens fødevareproduktion; etabler selvstændigt familielandbrug

Hvad er en infrastrukturplatform?

Hvad er en udviklingskorridor?

Det atomdrevne NAWAPA XXI

Højhastighedstog – forbundethed, produktivitet

Hvordan kraft måles: Energigennemstrømningstæthed

Kernefusion: Fremtidens kraftkilde

Vores mission i rummet: Hvad er en et lynprogram

Vi er i gang med at oversætte nogle afsnit.

Download (PDF, Unknown)

Billede: American flag Jnn13, CC BY-SA 3.0

Den 23. september (EIRNS) – Et hurtigt blik på verden af i dag kan kun få enhver samvittighedsfuld person til at græde – og forpligte sig til at kæmpe:
 
Scener med farvede mennesker, der blev omringet ved den sydlige amerikanske grænse, gennet ind i biler med lænkede hænder og ben og transporteret til udlandet uden at få oplyst deres destination, fik i dag den amerikanske særlige udsending til Haiti, Daniel Foote, til at træde tilbage og udtale i en erklæring: "Jeg vil ikke forbindes med USA’s umenneskelige, kontraproduktive beslutning om at deportere tusinder af haitiske flygtninge og illegale immigranter til Haiti, et land, hvor amerikanske embedsmænd er henvist til at opholde sig i sikrede omgivelser på grund af faren fra væbnede bander, der kontrollerer dagligdagen. [Haiti] kan simpelthen ikke understøtte den tvungne indstrømning af tusinder af hjemvendte migranter, der mangler mad, husly og penge, uden yderligere menneskelig tragedie, hvilket kunne undgås. Voksende skarer af migranter til vores grænser vil kun forøges, jo mere vi føjer til Haitis uacceptable elendighed”.
 
I Libanon meddelte det nationale elselskab, at det har nået bunden af sine sidste resterende lagre, og at det kan producere under 500 megawatt elektricitet med olie sikret fra Irak. Meddelelsen lød: "Netværket har allerede erfaret totalt blackout i hele landet syv gange, og hvis dette fortsætter, er der stor risiko for at nå total og fuldstændig blackout i slutningen af september".
 
I Syrien udtalte udenrigsminister Faisal Mekdad til pressen: ”Sanktionerne fra USA er ved at kvæle det syriske folk. Fattigdomsniveauet er steget, manglen på medicin er steget. Bemærkelsesværdigt nok har vi ikke engang adgang til den vigtigste medicin til behandling af mennesker, der lider af kræft, andre sygdomme, endog coronavirus”.
 
I Yemen advarede David Beasley, lederen af Verdens Fødevareprogram, om at "16 millioner yemenitter er tæt på at sulte", og at rationerne vil blive reduceret yderligere i oktober, hvis der ikke kommer nødhjælp. “Vi har for det første behov for at krigen slutter”, sagde han, “så hvis donorerne bliver udmattede, ja, så afslut krigen! De har ikke flere penge tilbage til at købe noget for. Det er hjerteskærende, det er det virkeligt”.
 
Da den amerikanske statskasse af påståede "humanitære" årsager nægter at frigive 8 milliarder dollars, der tilhører det afghanske folk, har Beasley advaret om, at 28 millioner mennesker – ud af de 37 millioner mennesker i Afghanistan – er stillet over for sult, i en nation, der er ødelagt af 20 års NATO-besættelse og krig.
 
I hele Europa er gas- og elpriserne steget katastrofalt på grund af de grønne fanatikere, der lukker atom-, kul- og gasdrevne anlæg, således at næsten tre millioner arbejdende familier ikke engang har råd til at opvarme deres hjem.
 
Der lægges ikke skjul på galskaben. Uden for Asien er det overalt – både i fattige nationer og i industrialiserede lande – umuligt ikke at erkende, at vi i stigende grad lever i en mørk tidsalder, hvor børn får at vide, at de kan tage sindsødelæggende stoffer og ændre deres køn, som det passer deres manipulerede luner, men er nægtet enhver følelse af en fremtid som et produktivt og lykkeligt menneske. Økonomier bliver mast af den falske videnskab, der faldbydes som menneskeskabte klimaforandringer og af en voksende hyperinflationær eksplosion i det vestlige finanssystem, samt manglen på inddæmning af coronavirus. På trods af visdommen i at afslutte den "endeløse krig" i Afghanistan, planlægges der åbent nye krige mod supermagterne Rusland og Kina af det angloamerikanske militærindustrielle kompleks og deres finansfolk på Wall Street og i London. Klassisk skønhed er blevet kasseret til fordel for forherliget grimhed.
 
Og alligevel ser Schiller Instituttet og LaRouche-Organisationen dette som et optimistisk øjeblik, i hvilket – som den engelske digter Percy Shelley sagde i sit politiske skrift ”A Defense of Poetry” – den ekstreme fare tvinger folk til at afstå fra deres ligegyldighed over for resten af menneskeheden, og i højere grad blive i stand til at forstå "intense og lidenskabelige begreber angående mennesket og naturen". Dette er et revolutionerende øjeblik.
 
LaRouche-Organisationen udgav i dag en pamflet på 56 sider til massedistribution med det formål at opruste befolkningen intellektuelt til denne revolution. Den har titlen: "The Coming U.S. Economic Miracle on the New Silk Road" (Det kommende amerikanske økonomiske mirakel på den Nye Silkevej) – indholdsfortegnelsen og pamfletten kan ses på vores hjemmeside. Om den menneskelige race vil nedsynke i Ragnarok eller skabe en ny global renæssance afhænger af, hvorledes du vælger at handle i dette skæbnesvangre øjeblik i historien.

Billede: Abdul Majeed Goraya / IRIN | www.irinnews.org

21. september (EIRNS) – Kinas præsident Xi Jinping holdt den afsluttende tale på den 76. samling i FN's generalforsamling. Under sin tale sagde han: ”Stillet over for de alvorlige COVID-19-chok er vi nødt til at arbejde sammen om at styre den globale udvikling mod en ny fase af afbalanceret, koordineret og inkluderende vækst. Til dette formål vil jeg gerne foreslå et globalt udviklingsinitiativ”.

Ved afslutningen af ​​sin diskussion med den europæiske organisation tirsdag, sagde Helga Zepp-LaRouche: ”Vi er nødt til at optrappe vores interventioner med den kendsgerning in mente, at de fleste lande bevæger sig i en anden retning, samarbejde og ikke militær konfrontation. Det bliver imidlertid helt sikkert en rutsjebanetur forude. Men vi er nødt til at navigere med den klareste strategiske forestilling – at vi må komme ud af det med et nyt paradigme, der skal starte med et globalt sundhedssystem, og dette moderne sundhedsvæsen må begynde med Afghanistan. Så længe vi holder et absolut fokus på dette, tror jeg at vi kan katalysere enhver anstændig person, og det er hvad der må optrappes fra vores side. ”Støtteerklæringerne fra USA’s tidligere militære cheflæger, Jocelyn Elders og David Satcher, til Schiller Instituttets perspektiv for Afghanistan bør nu tages i betragtning ud fra det internationale potentiale for reaktioner på Xi Jinpings tale i går. Forslaget om at Pino Arlacchi skal spille en rolle i forhandlingerne med Afghanistans regering, som en betroet og troværdig højtstående person, der er engageret i udryddelse af narkotikahandel og etablering af en sundhedsplatform for denne nation, bør anbefales, hvor som helst det er muligt.

Vi har faktisk optrappet på vores side. LaRouche-styrkerne har i de sidste 48 timer fået Lyndon LaRouches ideer til at give genlyd i Pakistan, Kina, Frankrig og FN, ud over de forskellige andre steder, hvor organisatorer har gennemført fysiske aktioner i verden eller talt med folk på telefon eller interveneret i forskellige konferencer og forsamlinger. Nogle gange er vi blevet klappet af, undertiden fordømt, men aldrig ignoreret. Den polemiske drivkraft for en ny æra af samarbejde gennem princippet om Modsætningernes Sammenfald, indsat som en strategisk intervention i Afghanistan, er det højere komplekse område af militær strategi, "Paradiso", et magtdomæne, som skabninger, der bor i i geopolitikkens helvede ikke engang kan forestille sig eksisterer.

I et dokument på 637 sider fordømmer en tænketank i Frankrig Schiller Instituttet som involveret i det de kalder "De kinesiske indflydelsesoperationer – et 'machiavellisk øjeblik'. De har ikke set efter i "Machiavellis 'Firenzes Historie'. Det skulle de have gjort. De to kontrasterende taler af Biden og Xi – den ene fra Venedig og den anden fra Firenze – kan ses som de nye bogstøtter i debatten om emnet "udvikling eller affolkning", som den filosofiske sammenslutning, der blev grundlagt af Lyndon LaRouche, nu må drive frem i forgrunden på verdensplan. LaRouche-værket, "Der er ingen grænser for vækst", fra bind I i 'LaRouche Legacy Foundation' er trods alt modpolen til Romklubbens stadig dominerende 'Grænser for vækst' og senere i 1991 'Den første globale revolution'.

Dette er ikke for at falde til niveauet med at identificere USA og Kina som to modstående hold i en fodboldkamp. "Firenze" og "Venedig" refererer her til de aksiomer, der faktisk understøtter livssynet bag de to taler, der blev holdt i går. Præmisserne for Bidens tale er ensbetydende med katastrofe. Præmisserne bag Xis tale definerer en produktiv fremtid for menneskeheden. Vores organisation bør, hvor det er muligt, gennemføre undervisningsforløb om 'Der er ingen grænser for vækst', for at give vores medborgere, især unge, valget til at vælte de aksiomer, de ikke ved de har, så de kan tage et globalt udviklingsinitiativ i form af 'World Health Platform'.

Lyndon LaRouche gav i et interview i 1989 fra sin fængselscelle i Alexandria, Virginia, dette nyttige råd om, hvordan man underviser: "Indenfor viden, indenfor undervisning har man to problemer. Det ene er at få bugt med ren og skær irrationalitet, de fordomme, som folk bringer ind i klasseværelset, osv. og sige, godt, lad os få det på det rene, i det mindste. Lad os give Aristoteles så meget… lad os få din viden bragt på en konsekvent, logisk organiseret form. Og derefter sige: altså, nu ved vi, at dette ikke er sandheden, men det er meget nyttigt at sætte det på denne form, fordi det gør os i stand til at anskueliggøre, hvad vi skal gøre for at korrigere formel viden, for at nå frem til hvad der virkelig er sandheden, osv. Jeg brugte alle slags påfund til at forsøge at få eleverne til at fokusere på dette punkt.

Men min idé om undervisningsforløbet var altid at sætte kursen mod netop det punkt, dvs. at præsentere en ordnet, logisk form for repræsentation af stoffet; påvis derefter paradokser, der opstår af sig selv, selv ud fra den reneste, mest stringente præsentation af dette stofområde, og vis derefter hvad løsningen på paradokset er, og håb på at lyset tænder i elevernes hoved. Og den studerende vil selv kunne indse: ”åh ja! Dette er løsningen”, og have oplevelsen af at skabe løsningen i deres eget sind, så at sige. Hvilket altid er min pædagogik… jeg kan godt lide at undervise på den måde. Jeg ville ikke kunne nyde at undervise under andre omstændigheder".

Dante Alighieris forudsigelse af den tragedie, der ville ramme Firenze, Den guddommelige Komedie, brugte denne sokratiske undervisningsmetode. Dette demonstreres gennem Dantes dialog med Virgil og transformeres sidenhen til den højere dialog med Beatrice om videnskabelige metoder. På denne måde brugte Dante Platons dramatiske metode til at give en løsning, både på den samtidige ulykke, som Dante så rigt beskrev, og til vores egen nutidige. Han placerede ikke kun mange af sine samtidige i de passende områder af deres selvskabte helvede; han instruerede, gennem digteren Virgils forbøn, læseren i, ikke alene hvordan man trin for trin kunne rede sig ud af Infernoet, ind i skærsilden; han demonstrerede også, at sindets magt kan opdage nye fysiske principper, nye grader af frihed, som senere set i Firenze i form af Brunelleschis kuppel.

USA behøver ikke at være dømt til konflikt med Kina på vegne af Orcus, underverdenens gud, og som i øvrigt også var strafforfølger for brudte eder. (Frankrig, bemærk.) Præsident Xi tilbød dette alternativ: ”Vi er nødt til at gribe de historiske muligheder, der er skabt ved den seneste runde af teknologisk revolution og industriel transformation, fordoble indsatsen for at udnytte teknologiske landvindinger for at øge produktiviteten og fremme et åbent, fair, rimeligt og ikke-diskriminerende miljø for udvikling af videnskab og teknologi. Vi bør fremme nye vækstdrivere i tiden efter COVID”. Forslaget er: "Der er ingen grænser for vækst." Hvem vil modsætte sig det, og hvem vil forsvare det? Lad den store debat begynde!

19. september (EIRNS) – Der er et begreb i amerikansk lov kendt som "moralsk anløben ligegyldighed". Det refererer til princippet om, at en person er ansvarlig, strafferetligt, hvis de ser passivt til, imens en uskyldig, sårbar person rammes af en forfærdelig skade. Tilfælde af domsfældelse involverer sædvanligvis en eller nogle få mennesker, der er ligeglade med, om en anden person lever eller dør. Men i dag ser vi moralsk anløben ligegyldighed over for lidelse og død af en massiv størrelsesorden, hvilket kunne forhindres.

På den "humanitære" side ser vi for eksempel de dødelige konsekvenser af at fortsætte de økonomiske sanktioner, som USA nu har over for mere end 30 lande, de fleste i længere perioder, herunder Yemen, Syrien, Venezuela, Cuba med flere. Og den overlagte mangel på økonomisk udvikling fortsætter, mens kredsene inden for City of London/Wall Street regerer.

I Afghanistan betyder et afslag fra amerikanske finansinstitutioner på at ophæve deres indefrysning af landets aktiver en ordre om at lukke landet ned, og forårsager massedød midt i kaosset fra pandemien og hungersnøden.

På den "militære" side ser vi oprettelsen af AUKUS – Australiens, Storbritanniens og USA’s militærblok, en del af bestræbelserne for "Global Britain", som også indvarsler farlige konsekvenser gennem konfrontation mod Kina og Rusland og dødelig oprustning.

Som eksempel på krisen har vi det aktuelle forfærdelige drama med haitianerne og deres land. I dag begyndte de amerikanske myndigheder en omfattende udvisning af haitiske flygtninge fra Texas, og at flyve dem tilbage til Haiti. I weekenden var der mere end 12.000 flygtninge, hovedsageligt haitianere, der slog lejr under og nær den internationale bro i Del Rio, Texas, under elendige forhold, efter at de krydsede Rio Grande fra Ciudad Acuna, Mexico. I dag fløj tre fly 320 migranter tilbage til Port-au-Prince; den 21. september forventes yderligere seks fly at ankomme dertil. Alt i alt er der siden fredag den 17. september blevet flyttet 3.300 migranter fra Del Rio med fly hjem eller til amerikanske flygtningelejre. Om en dag forventes yderligere 3.000 at blive bortvist, og alle migranter fjernet inden næste weekend. Mexico har også til hensigt at begynde deportationer.

Disse migranter er ikke fordrevet alene på grund af jordskælvet, der ramte Haiti den 14. august, men mange af dem flygtede for år tilbage, efter jordskælvet i januar 2010 og i de hårde år siden, uden at deres nation blev opbygget. Cirka 4 millioner mennesker i Haiti ud af deres 10 millioner har brug for mad bare for at overleve, og der er flere nødlidende på andre af øerne og områderne for de 44 millioner mennesker i det caribiske øhav. Læg dertil fordrivelsen og nøden i de kystnære områder fra Venezuela til Mellemamerika. I dag var David Beasley, leder af Verdens Fødevareprogram (VFP), i Falcon State, Venezuela, for at sørge for VFP’s skolemadprojekt for børn, en livline for tusinder her og millioner rundt om i verden. Beasley appellerer om nødfinansiering til VFP i Haiti, Venezuela, Afghanistan og for at lindre og derefter stoppe sult overalt. Det betyder grundlæggende at starte økonomisk udvikling.

Det er moralsk anløben ligegyldighed ikke at forstå dette. "Kan 'Vesten' tage ved lære?" er det relevante spørgsmål, der ligger til grund for erklæringen den 5. september fra Schiller Instituttets formand, Helga Zepp-LaRouche, der har fokus på Afghanistan, og opfordrer til at tage ved lære af den dødbringende fejltagelse med den langvarige krig i Afghanistan. ("Kan 'Vesten' tage ved lære? Hvad Afghanistan har brug for nu! Https://larouchepub.com/pr/2021/20210906_lead-editorial.html") Men hendes spørgsmål gælder generelt. Kan Vesten tage ved lære? Udvikling er navnet på fred. Det er også navnet på stabilitet, retfærdighed, sikkerhed, overlevelse og fremtiden.

I sidste uge, den 14. september, begyndte FN's generalforsamling sin 76. session i New York City, og den generelle debatperiode for diskussioner på højt plan mellem stats- eller regeringschefer eller udenrigsministre løber fra 21.-25. september og den 27. september. Erklæringen fra Zepp-LaRouche vil blive cirkuleret, og endvidere er endnu en erklæring fra Schiller Instituttet på vej. Derudover vil et udkast til et udviklingsprogram for Haiti blive udgivet om 10 dage. Nu er tiden inde til at deltage i mobiliseringen.,

Billede af: Lowlova, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons

Den 14. september (EIRNS) – Bemærkningerne fra John Hyten, general i det amerikanske luftvåben og næstformand for Forsvarskommandoen, ved et møde i går i Brookings-Instituttet, har hårrejsende implikationer. Hyten erklærede, at han anså det for meget muligt, at der er en reel fare for en varm krig mellem Rusland og USA, eller mellem Kina og USA. Udviklingen af nye former for atomvåben og deres affyringssytemer, samt manglen på tillid i forhandlingerne – sågar manglen på forhandlinger overhovedet angående spørgsmål om strategiske våbensystemer, for eksempel mellem Kina og USA – betyder at vi, muligvis vildledt af computer-drevne systemanalytiske fejlberegninger, er på vej til at ”gøre det utænkelige, hvilket ikke desto mindre bliver uundgåeligt”. ”Jeg ved at præsidenten – Præsident Biden – og Præsident Xi har talt sammen et par gange dette år. Dette er vigtigt. Men jeg håber, at vi kan udvide den samtale hele vejen ned til militær-til-militær-niveauet,” sagde han. ”Vi fører samtaler om strategisk stabilitet med Rusland for at være sikre på, at vi forstår hvor vi er, ikke blot på det atomare område, men også i rummet. Vi har brug for, at denne samtale også påbegyndes med kineserne, det har vi virkelig. Vi bliver nødt til at være i stand til at sætte os ned, jeg har brug for at kunne sætte mig ned – forsvarsminister Austin, det politiske lederskab, udenrigsministeriet – og snakke om disse spørgsmål med Kina. Fordi så forskellige som vi er, har vi fundamentale, fælles mål, og det er aldrig at gå i krig med hinanden.”

Hyten udtalte, at den anden tilgang uden forhandling meget vel kunne tilintetgøre verden. Han påpegede også, at sine kinesiske og russiske modstykker, som Ryabkov, insisterer på at det har været USA, der gennem handlinger som at placere atomvåben og ”defensive platforme” i Europa, har fremprovokeret denne situation. Udover dette og et par andre vigtige, men enkeltstående, opfordringer til forhandlinger har USA dog ikke indtil videre tilbudt nogen strategisk anvendelig tilgang for et ”modsatrettet paradigme”, eller i det mindste nogen indsigt i hvordan et sådant modsatrettet syn kunne opnås.

Forslaget om Afghanistan fra Komiteen for modsætningernes Sammenfald, fremlagt af Helga Zepp-LaRouche, kan anvendes på mange måder, hvilket, betragtet som et hele, kunne løse den nuværende selvforskyldte geopolitiske, gordiske knude. Dette forslag kan også være en rettesnor for de moralsk forvirrede i udenrigsministeriet og diverse europæiske efterretningstjenester, som stadig ikke kan begribe hvorfor eller hvordan de blev besejret i Afghanistan. Det var ikke Taliban, men deres egne forældede aksiomer, postulater og forudsætninger om virkeligheden i forbindelse med ”Project Democracy”/”Permanent Revolution”, specielt i en ny COVID-19-æra, som besejrede dem der. Historien skulle have lært dem, at militærmagt er det præcist modsatte af det som burde anvendes for at sikre en strategisk sejr i denne situation. Taliban må anerkendes som en forhandlingspartner; det afghanske folk må forsørges med mad og medicin; regeringsinstitutionerne, særligt de finansielle institutioner, må ikke angribes af de transatlantiske sanktioner. Betroede forhandlere, som Pino Arlacchi, der kender nationen og dens befolkning, burde gives autoriteten til at hjælpe med at påbegynde genopbygningsprocessen, herunder overgangen væk fra den angloamerikansk tilsete opiumproduktion. USA, uden militærets tilstedeværelse, burde forsøge at engagere især Kina i Afghanistan-området, således at General Hytens ønske om militærforhandlinger i det mindste baseres på en demonstration af tillid og samarbejde mellem Kina og USA i en tidligere krigszone, som ikke er af militær natur.

Idéen, den strategisk militære forestilling, fra Komiteen for modsætningernes Sammenfald er, at de ikke-dødbringende militære afdelinger af verdens respektive militærstyrker (såsom sundhedschefens afdeling i USA) kan udvides med store brigader af unge, udsendt på livreddende missioner, særligt i områder med mangelfulde sundhedsfaciliteter. Ironisk nok kunne dette meget vel være den eneste måde at forhindre et udbrud af det, som én amerikansk forsker har kaldt ”byldepest 2.0”, en mutation som kombinerer deltavariantens smitsomhed med noget så skrækkeligt som Ebola, Marburg-virusset eller andre sygdomme. I artiklen: ”Gandhis vision for et nyt paradigme i internationale relationer, og direkte, ikke-voldelig aktion i en tid med socialt sammenbrud”, skriver Helga Zepp-LaRouche: ”Eftersom det er denne verdens unge mennesker, hvis fremtid allerede er truet af en kombination af pandemien og den økonomiske krise, er der brug for et perspektiv, som håndterer pandemien, og samtidig giver dem en konkret måde at hjælpe på…

COVID-19-pandemien og fremtidige pandemier kan kun klares, hvis hvert eneste land her på Jorden har et moderne sundhedsvæsen, og det kræver en langt større gruppe af trænet medicinsk personel end der nu er tilgængeligt. Der er i øjeblikket en indsats for at oprette en komite i USA, Europa og i Afrika for at organisere partnerskaber mellem universiteter, klinikker, hospitaler og medicinske faciliteter. Opgaven for disse partnerskaber er at træne arbejdsløse unge først til medicinske hjælpefunktioner og derefter til at blive medicinsk personel, baseret på Roosevelts Civilian Conservation Corps.”

Under de nuværende omstændigheder i Afghanistan, som David Beasley beskrev det, er 14 millioner mennesker i fare for umiddelbart at sulte ihjel (yderligere 14 millioner ikke langt fra samme situation), og mange nationer – Iran, Pakistan, Kina, Rusland, Usbekistan, Tadsjikistan, Turkmenistan osv. – har en interesse i ikke blot at holde terrorisme under kontrol, men i at skabe økonomiske udviklingskorridorer. Disse kan spille en rolle, ikke blot i en stabilisering, men i en fysisk fornyelse. Afghanistan er på nuværende tidspunkt et ”område med negativ krumning”, den bedste af alle mulige regioner hvor metoden for modsætningernes sammenfald kunne anvendes.

Den undervurdering af betydningen af Nicolaus Cusanus’ diplomati for at undgå krig ved kirkerådet i Firenze i 1439, samt de strategiske krigsbetingelser hvorunder De Docta Ignorantia blev skrevet, har betydet, at Cusanus nærmest har været utilgængelig, som en tænker for dem der har allermest brug for at kende ham. Mindehøjtideligheden ved ”Sorgens tåre”, som fandt sted i New Jersey den 12. september, samt udtalelser fra deltagerne, særligt amerikanerne Terry Strada og Kirk Wiebe, og også udtalelserne af officerer fra byen Bayonne, var ubetingede erklæringer om en politisk intention, som faktisk kan blive den dominerende i USA, og ironisk nok, dermed i verden: Respekt for andre nationer, en lidenskabelig forpligtelse til ve og vel for alle på Jorden samt en løsning på konflikter med ikke-voldelige midler.

Modstanden, i form af den britiske krones ”Tomme Blære” (Tony Blair) og andre, ved muligvis hvad de vil, men ved ikke hvad de laver. Det problem er mere eller mindre præcist beskrevet af Caitlin Johnstone, i en artikel den 14. september, med titlen ”Vores guder har ingen hoveder”: ”Vi befinder os på en spøgelsesagtig køretur på et planetstort hølæs på vej til Ragnarok, og der er ingen som styrer.

”Jo, ved første øjekast ser det ud som om at der er nogen som har roret… Da kigger du lidt nærmere og… det som i sidste ende styrer tingenes gang er ikke så meget personerne i institutionerne, som institutionerne selv, der opererer ud fra motiver om profit og vækst, der er indbygget i dem og er fuldkommen afskåret fra normale, menneskelige værdier… Og problemet er selvfølgelig, at disse ikke er vise og velmenende guder, men menneskeskabte tankekonstruktioner med omkring den samme intelligens og indsigt som det vækst-frem-for-alt-værdisystem, som en kræfttumor har. De moderne guder er tankeløse, altopslugende ædedolke, kontrolleret af ingen som helst. De moderne guder har ingen hoveder”. [Fremhævning i originalen.]

Billede: Chairman of the Joint Chiefs of Staff from Washington D.C, United States, CC BY 2.0 via Wikimedia Commons

Den 13. september (EIRNS) – Sandheden om den 11. september begynder endelig at komme frem, efter at blot den første del af FBI’s efterforskningsdokumenter, hemmeligholdt i 20 år, blev udgivet af Præsident Biden. Takket være det utrættelige arbejde af 11. September-familierne og overlevende forenet for retfærdighed imod Terrorisme, i samarbejde med denne bevægelse over mange år, er sandheden om de saudiarabiske embedsmænds samarbejde med flykaprerne den 11. september og andre al-Qaeda-terrorister i USA blevet fastslået uden tvivl for enhver tænkende borger. Og ikke kun hvilke som helst saudiarabiske embedsmænd, men dem som også var tætte på Det Hvide Hus under Cheney og ”W” Bush og H.W. Bushs CIA.

Udtalte Lyndon LaRouche ikke på radioen den morgen, den 11. september, imellem at det første og det andet fly ramte tårnene, at Osama bin Laden ikke var en uafhængig styrke og ikke styrede disse angreb fra Afghanistan, men at USA’s sikkerhedskontrol og luftforsvar var blevet lukket ned med amerikanske agenturers medvirken? Hvem var bin Laden andet end en ung saudiarabisk radikal trænet i Pakistan af britisk efterretningstjeneste, MI6, og sendt ind i Afghanistan af Pakistans efterretningstjeneste, Inter-Services Intelligence, for at hjælpe George H.W. Bushs CIA med at styrte den eneste kompetente regering, som Afghanistan havde haft i 50 år? Hvem ville tro på, at ”bin Ladens al-Qaeda” udførte massemordet i New York og Washington? Men amerikanerne blev beordret til at tro på dette og at gå i krig for dette og at blive overvåget for dette i 20 år. Men denne forrige lørdag aften, 20 år efter den 11. september, blev sandheden endelig bekræftet uden yderligere tilsløring. LaRouche havde ret. Han havde allerede ret ni måneder inden den 11. september, da han den 3. januar erklærede, at Cheney og Bush ville have brug for ”ekstraordinær statsstyring” for at håndtere et kommende finanskrak og ville havde brug for et større terrorangreb for at kunne indføre dette.

Nu er endnu et kommende finanskrak igen årsagen til forsøg på at skabe konflikter og krige. Finanssygdommen – uendelig spekulation – kræver omgående LaRouches løsning med ”De fire Love”.

Tony Blairs, Dick Cheneys og ”W” Bushs endeløse krige må alle slutte nu. Kongressen må nu ophæve, ikke blot Autoriseringen til brug af Militærmagt, men den berygtede Patriot Act.

Og Afghanistan kan blive stedet for et samarbejde mellem USA, Kina og Rusland for at hjælpe med at genopbygge en ødelagt nation; dér kan en atomar konfrontation få en ende.

Søndag morgen, den 12. september, sendte Helga Zepp-LaRouche en hilsen til en rørende ”Mindehøjtidelighed for ofrene for terrorisme ved Tåremonumentet” i Bayonne, New Jersey. Til stede var reddere og folkevalgte politikere fra New York City og Bayonne, samt russiske embedsmænd fra FN og New Yorks konsulat, som mindedes at det var Vladimir Putin, der var det første statsoverhoved, som besøgte USA efter den 11. september, tilbød USA fuldt samarbejde mod terrorisme og derefter arrangerede skabelsen og gaven, monumentet ”Sorgens Tåre”. Ruslands ambassadør sendte en hilsen til forsamlingen, skulptøren af Sorgens Tåre og præsident af Det russiske Kunstakademi, Zurab Tsereteli, talte, og borgmesteren og brandmænd og politifolk fra Bayonne og New York talte lidenskabeligt om båndet mellem USA og Rusland.

Helga Zepp-LaRouche formidlede sit budskab til denne forsamling:

”Den første prioritet må være at redde folks liv i de lande, som var mål for de ’endeløse krige’, og det internationale samfund opfordres til at deltage i at bringe reel økonomisk udvikling til hele regionen, begyndende med skabelsen af et moderne sundhedsvæsen i hvert eneste land, hvilket, i en tid med denne pandemi og faren for fremtidige pandemier, er betingelsen for at overvinde denne forbandelse over menneskeheden. Dette kræver rent drikkevand, som er knapt i Afghanistan – en nation ramt af tørker – og det kræver elektricitet, som Afghanistan kun producerer 600 MW af i hele landet, svarende til et mellemstort til stort kraftværk i USA; 18 millioner mennesker er i fødevareusikkerhed og fire millioner trues med hungersnød den kommende vinter.

Præsident Biden kritiseres nu for tilbagetrækningen af tropperne, men han gjorde det rigtige, og hans løfte om at ’afslutte de endeløse kriges æra’ må også medføre enden på indefrysningen af Afghanistans finansielle midler; det må medføre afslutningen på Caesar-sanktionerne mod Syrien; og afslutningen på alle sanktioner imens pandemien står på. Det er tid til at række hinanden hånden, især, igen, USA og Rusland, da der var flere perioder i begge nationers historie, hvor et sådant samarbejde eksisterede til fordel for hele menneskeheden.

Lad os derfor bruge sammenfaldet mellem afslutningen på 20 år med krige og 20-årsdagen for den 11. september til en højtidelig forpligtelse til at betragte terrorisme, sult og underudvikling som menneskehedens fjender, og ikke hinanden. Lad os udskifte geopolitikkens æra med en æra for opnåelsen af menneskehedens fælles mål. Det er ikke et forgæves håb, at menneskeheden, som den eneste art der gennem sin eksistens har bevist, at kreativitet er den kvalitet som kan overgå alle tilsyneladende grænser, snart vil efterlade konflikt, aggression og krig bag sig, og at vi helt og fuldt bliver mennesker. Lad os inspireres af menneskets ædle ideal, som dette udtryktes i komponisternes, poeternes, kunstmalernes, arkitekternes og skulptørernes store kunst, ligesom skaberen af dette mindemonument, Sorgens tåre, hvorom vi forsamles i dag.

Disse sidste 20 år er forhåbentlig det sidste kapitel af menneskehedens ungdom, efterfulgt af dens voksenalder – hvor menneskers og nationers forhold til hinanden baseres på næstens kreative potentiale, og dermed gør dem til de bedste personer som de kan blive. At lære at tænke på den måde kræver en ophøjet åndstilstand i os alle for at kunne tænke ovenfra, fra denne menneskehedens højere enhed, der viser vejen til fremtiden, hvor alle nationer og alle mennesker vil skabe fred på Jorden og kolonisere stjernerne sammen.”

31. august (EIRNS) – ”Denne beslutning om Afghanistan er ikke blot en beslutning om Afghanistan. Det handler om afslutningen på en æra med større militære operationer for at omdanne andre nationer.” Det amerikanske præsidentskab, repræsenteret af Joe Biden, har den 31. august potentielt set lukket døren til mere end tre årtier med transatlantiske ”triumftog” siden 1989 under Projektet for et nyt amerikansk Århundrede (PNAC); gennem George H. W. Bush’s forsvarsminister, Dick Cheneys, neokonservative ”5/20-komité” fra 1990; gennem Margaret Thatchers og George Bushs golfkrig (”Desert Shield/Desert Storm”) i 1990-91; gennem Tony Blairs tale om ”Responsibility to protect” (”Ansvaret for at beskytte”) i Chicago i 1999; og gennem ”evighedskrigene” i perioden efter 11. september, 2001.

Hvad angår Afghanistan har talsmanden for det kinesiske udenrigsministerium leveret, ikke en formaning, men et velovervejet forslag: ”En hvilken som helst handling, besluttet af FN’s sikkerhedsråd, inklusive timingen, bør afhjælpe konflikten i stedet for at optrappe spændingerne, og hjælpe med en blød overgang frem for endnu et styrtdyk ned i kaos… Vi håber, at de relevante lande indser det faktum, at en tilbagetrækning ikke er enden på ansvaret, men begyndelsen på refleksion og korrektion… USA og nogle andre vestlige lande burde yde Afghanistan den støtte, som økonomien har så hårdt brug for, levevilkår og humanitære nødvendigheder, hjælpe det afghanske folk med at overvinde problemer så hurtigt som muligt og påbegynde en fredelig genopbygning på det tidligst mulige tidspunkt. Hvad de ikke bør gøre er blot at tage af sted og efterlade et rod…”

Afslutningen på geopolitik er her visdommens begyndelse, og ikke blot en ”geoøkonomisk” erstatning af geopolitik. En ny idé – idéen om at forøge den samlede potentielle, relative befolkningstæthed på hele planeten, ved strategisk at forøge befolkningen for at øge planetens fysiske værdi som helhed, inklusive biosfæren selv, gennem et entusiastisk samarbejde blandt suveræne, uafhængige nationalstater – er den ”skøre” idé, som den transatlantiske verden må overbevises om på vegne af hele menneskeheden. Det vil ikke være let. Men: ”Du kvaser disse ord ind i mine ører imod / min egen mavefornemmelse” er ikke nødvendigvis svaret fra alle fraktioner i USA og den transatlantiske verden. Det åndfulde livsværk indeholdt i Lyndon LaRouches økonomiske forslag, herunder løsningerne til de tilsyneladende uløselige problemer i hver del af en stormfuld verden fyldt med konflikter, en sygdomsbølge og underudvikling, må nu slippes løs for at genopbygge verden. Det er den egentlige mission for LaRouche Legacy Foundations arkiveringsprojekt – en mission, som i de kommende måneder, må gøre problemløsningsmetoden i hundrede af LaRouches værker tilgængelig i videoform, på skrift og i taleformat.

Imens andre nationer, specielt dem som har taget initiativ til og samarbejdet med Bælte- og Vejinititativet, tydeligvis har udtrykt deres ønske om og evne til at udvikle sig selv, er Lyndon LaRouches tilgang til fysisk økonomi, samt hans opfindelse af ”udviklingskorridoren”, som det fysiske grundlag for at opløfte biosfærens evolution som helhed, kvalitativt overlegen i forhold til alle andre eksisterende begreber om fremtidig udvikling. Formidlingen af LaRouches unikke bidrag til global erkendelse, så vel som genskabelsen af menneskelig kreativitet , er vores formål, specielt i de kommende dage og måneder. Afghanistan er på nuværende tidspunkt en enestående situation, området for et enormt transformationspotentiale, hvor igennem en flerdimensionel, forbundet proces for verdensøkonomisk udvikling kan igangsættes overalt på denne klode. På denne måde vil vi undgå den tilsyneladende uundgåelige påbegyndelse af denne største, stadigt forestående, men hurtigt kommende, menneskelige tragedie. Hvis dette synes at være nådesløst, er det det kun for dem, som mangler modet til at forandre deres aksiomer.

Selvom LaRouche ikke er fysisk til stede til at overvære dette, har ødelæggelsens vinde, ligesom i Shakespeares Stormen, som blæser den dødelige tredelte pandemi af sygdom, krig og hungersnød/fattigdom til den atlantiske verdens kyster, overdraget menneskehedens fjender til den nutidige histories dom. Denne nutidige historie vil ikke tolerere den fjollede selvødelæggende utopi kaldet den Grønne New Deal. På trods af at det Skotske Nationalparti bringer de Grønne ind i regeringen for først gang, og Angela Merkel giver sin hovedtale ved 50-årsjubilæet for stiftelsen af Greenpeace’s tyske aflægger, indser verden, at den grønne euforis intetsigende løfter er en opskrift på undergang. ”Ingen brug af metal, korn, eller vin, eller olie – ingen beskæftigelse; alle mænd er ledige, alle, og kvinderne ligeså.”

Nu må vi skabe, ikke en ende, men en ny begyndelse på en afghansk situation som bliver, om et ikke et convivencia (begreb om den tid da muslimer, jøder og kristne levede fredeligt sammen i Andalusien –red-), men i det mindste en dialog mellem civilisationerne. Statskunst – ikke ”kunsten at lave en handel” (Trumps ”The Art of the Deal”) – er den eneste vej som verden kan tage. I skriftet Latter, Musik og Kreativitet skriver Lyndon LaRouche: ”Kernen af det egentlige spørgsmål er princippet om frihed i forhold til nødvendighed. Sammenligningen mellem den kreative musiker og den kreative fysiker passer eftertrykkeligt her… Essensen af kreativitet er problemløsning. I sidste ende er menneskets beherskelse af naturen, beherskelse af det materielle univers’ implicit forståelige love, underlagt al kreativ problemløsning.”

Denne nye amerikanske æra for samarbejde, en tilbagevenden til den ”menneskelige udenrigspolitik” af den klassiske lærde, John Quincy Adams, den amerikanske udenrigsminister og senere amerikanske præsident, som senere succesfuldt forsvarede de kidnappede afrikanere på slaveskibet Amistad i retten, må tage de sande interesser af alle i hele verden i betragtning. Den verdensomspændende sundhedsplatform, som Helga Zepp-LaRouche har foreslået, inkluderer offentlige sanitære forhold, rent vand, medikamenter og fødevarer, ligesom chefen for Verdensfødevareprogram, David Beasley, for nyligt krævede dette for Afghanistan, er måden hvorpå det sorgers hav, som konfronterer verden, kan tæmmes og, ved at ændre ens aksiomer, overvindes.

Uddrag fra præsident Bidens tale efter tilbagetrækningen fra Afghanistan (på engelsk):

“Ending an Era”—Biden Gives Passionate Anti-War Speech

Aug. 31, 2021 (EIRNS)—President Joe Biden today did far more than announce the end of the 20 years of war in Afghanistan—he announced the “ending of an era”—his words—reflecting those of Helga Zepp-LaRouche, who has posed that the lesson of Afghanistan is the utter failure of the “regime change” era launched by Tony Blair in 1999, and called for a new paradigm for mankind. While Biden did not go that far, it was close.

“I was not going to extend this forever war, and I was not extending a forever exit,” he said. “This decision about Afghanistan is not just about Afghanistan. It’s about ending an era of major military operations to remake other countries.” Clearly, if the President means this—and he spoke with passion—it will require both the end of the other “forever wars” which still rage in Southwest Asia, and certainly means ending the drive for war with Russia and China being orchestrated by the British and their stooges in the U.S.

On war itself, Biden said: "After 20 years of war in Afghanistan, I refused to send another generation of America’s sons and daughters to fight a war that should have ended long ago. After more than $2 trillion spent in Afghanistan — a cost that researchers at Brown University estimated would be over $300 million a day for 20 years in Afghanistan — for two decades — yes, the American people should hear this: $300 million a day for two decades…. And most of all, after 800,000 Americans serving in Afghanistan — I’ve traveled that whole country — brave and honorable service; after 20,744 American servicemen and women injured, and the loss of 2,461 American personnel, including 13 lives lost just this week, I refused to open another decade of warfare in Afghanistan. We’ve been a nation too long at war. If you’re 20 years old today, you have never known an America at peace.

“So, when I hear that we could’ve, should’ve continued the so-called low-grade effort in Afghanistan, at low risk to our service members, at low cost, I don’t think enough people understand how much we have asked of the 1 percent of this country who put that uniform on, who are willing to put their lives on the line in defense of our nation. Maybe it’s because my deceased son, Beau, served in Iraq for a full year, before that. Well, maybe it’s because of what I’ve seen over the years as senator, vice president, and president traveling these countries. A lot of our veterans and their families have gone through hell — deployment after deployment, months and years away from their families; missed birthdays, anniversaries; empty chairs at holidays; financial struggles; divorces; loss of limbs; traumatic brain injury; post-traumatic stress. We see it in the struggles many have when they come home. We see it in the strain on their families and caregivers. We see it in the strain of their families when they’re not there. We see it in the grief borne by their survivors. The cost of war they will carry with them their whole lives. Most tragically, we see it in the shocking and stunning statistic that should give pause to anyone who thinks war can ever be low-grade, low-risk, or low-cost: 18 veterans, on average, who die by suicide every single day in America — not in a far-off place, but right here in America. There’s nothing low-grade or low-risk or low-cost about any war. It’s time to end the war in Afghanistan.”

He said the invasion of Afghanistan had been a counter-terror operation, but we saw it “morph into a counterinsurgency, nation building — trying to create a democratic, cohesive, and unified Afghanistan—- something that has never been done over the many centuries of Afghanistan history. Moving on from that mindset and those kinds of large-scale troop deployments will make us stronger and more effective and safer at home.”

He pledged continued support for the Afghan people, especially the women and girls in Afghanistan and elsewhere, adding: “But the way to do that is not through endless military deployments, but through diplomacy, economic tools, and rallying the rest of the world for support.” This was, unfortunately, his only reference to development.

He insisted that the evacuation was an “extraordinary success,” getting 120,000 people out in such a short time, and that it would have been chaotic whether it were done earlier or later. He said the process will continue with cooperation from the Taliban if they stick to their word, and assured his audience that the terrorists, in Afghanistan or anywhere else, could be fought “over the horizon,” with few or no troops on the ground.

He concluded:

“As we close 20 years of war and strife and pain and sacrifice, it’s time to look to the future, not the past — to a future that’s safer, to a future that’s more secure, to a future that honors those who served and all those who gave what President Lincoln called their”last full measure of devotion." I give you my word: With all of my heart, I believe this is the right decision, a wise decision, and the best decision for America."

Hele talen kan læses her.

Billede: video grab: The White House's YouTube channel

29. august (EIRNS) – De sidste flyvninger, der bringer udlændinge og afghanske flygtninge ud af Kabul, er nu i gang, og præsident Biden holder fast i deadline den 31. august. Det hævdes, at et andet amerikansk droneangreb i Kabul i dag satte en bil, som var på vej til lufthavnen med flere påtænkte selvmordsbombere inden i, ud af spillet. Det dybtgående problem verden i dag står over for er, hvorvidt USA vil slutte sig til Kina, Rusland og landene i regionen for at påbegynde en økonomisk udviklingsproces for at denne krigshærgede nation kan blive den velstående korsvej mellem østlige og vestlige civilisationer, eller igen blive et forarmet centrum for terrorisme og narkotikaproduktion. Hvis det førstnævnte skulle ske fyldest, ville en sådan transformation tjene som en model for udviklingen af de andre nationer, der er blevet ødelagt af de anglo-amerikanske regimeskifte-krige igennem de sidste 20 år, og etablere konceptet "fred gennem udvikling" som det nødvendige nye paradigme til at erstatte britisk imperialismes mislykkede geopolitik.
 
I Irak afholdt regeringen i dag en konference med ti nationer med titlen: "Conference for Cooperation and Partnership" (Konference for samarbejde og Partnerskab), herunder Frankrig, Egypten, Saudi-Arabien, Iran, Qatar, Tyrkiet, Kuwait, U.A.E. og Jordan. Ligesom i Libyen og Syrien blev Iraks industrielle infrastruktur fuldstændig ødelagt af den vanvittige og ulovlige regimeændrings-krig, der blev begrundet med falske løgne fra Tony Blair og Bush-Cheney-administrationen. Alt imens Kina har tilbudt at bringe Bælte- og Vejprocessen ind i Irak gennem en olie-for-infrastrukturplan, er dette gentagne gange blevet saboteret af udenlandske interesser og manipulerede intriger i Irak, ligesom genopbygningen af Syrien er blevet forhindret af de modbydelige amerikanske "Cæsarsanktioner", der straffer ethvert land, der tilbyder at investere i syrisk genopbygning. Denne imperialistiske sanktionspolitik må ophøre, hvis den nuværende nedsynken i en ny mørk tidsalder skal vendes.
 
Schiller Instituttet har i en række konferencer og publikationer skabt rammerne for, at verden kan forenes bag afghansk udvikling (se  “Afghanistan — A Turning Point in History After the Failed Regime-Change Era” and “Will Afghanistan Trigger a Paradigm Change?”) Denne tilgang – for at afslutte den geopolitiske opdeling af verden i stridende fraktioner og for at imødekomme menneskehedens fælles mål – er ikke bare en god idé eller en naiv drøm. Valget af fred gennem udvikling, som har drevet enhver renæssance gennem historien, er den eneste mulighed for at afslutte de nuværende globale kriser – den ukontrollerede pandemi; den eksploderende økonomiske boble; truslen om termonuklear krig; samt det kulturelle forfald, der trækker de vestlige nationer ind i en narkotikainficeret perversitet, der minder om Romerrigets sidste dage.
 
Den kommende 20-årsdag for 11. september vil være anledning til en Schiller Institut-konference, der fejrer de kulturelle og intellektuelle ideer, som kræves for at besejre dette onde, og for at skabe den nødvendige kreative retning i dette øjeblik med dybtgående faseændringer i menneskets historie, som krævet af vores borgere, og borgere rundt om i verden (detaljer om konferencen vil snart være tilgængelige). I forventning om denne begivenhed har Schiller Instituttet annonceret udgivelsen af det første nummer af et nyt kvartalsvist magasin om kunst, videnskab og statskunst, {Leonore}. Bekendtgørelsen af den nye publikation stiller spørgsmålet: "Hvordan ville verden se ud, hvis alle unge mennesker fuldt ud kunne udøve deres kreativitet?" {Leonore} vil blive sendt automatisk til hvert enkelt medlem af Schiller Instituttet. 

Billede: Cpl Mike O'Neill RLC LBIPP  www.defenceimages.mod.uk

26. august (EIRNS) – Edgar Allen Poes novelle, "A Descent into the Maelstrom" (En nedsynkning i malstrømmen), en videnskabelig undersøgelse af de ændringer i geometrien, der finder sted under en faseændring i naturen, og den menneskelige erkendelses rolle i genkendelsen og undersøgelsen af disse ændringer, giver den nødvendige vejledning til at reflektere over den historiske faseændring, der finder sted i verden i dag. Poes personer er to brødre, hvis skib er fanget i en stor hvirvelstrøm ud for den norske kyst. I takt med at skibet trækkes længere og længere nedad mod ødelæggelse erkender en af brødrene den ændrede geometri i denne hvirvel, til forskel fra den der eksisterede i det foregående rum, og opdager på kreativ vis lovene i dette nye paradigme og redder sig selv, mens hans bror, rædselsslagen, hans sind i en tåge, klamrer sig til det gamle paradigme og styrter i døden.
 
Verden vil aldrig vende tilbage til den æra, hvorfra vi nu går videre til en ny geometri. Dette er tilfældet med pandemien, der slutter æraen med privatiseret sundhedspleje og fratagelse af sundhedspleje til de fattige nationer i verden; det gælder for det globale finanssystem, der allerede har været bankerot i årtier og nu går ind i et hyperinflatorisk eller deflatorisk udbrud, et system, der ikke kan reddes; det gælder en æra med endeløse krige, der blev sluppet løs ved Tony Blairs erklæring fra 1999 om afslutningen på national suverænitet, hvilket udløste de anglo-amerikanske "regimeændrings"-krige; og endelig enden på vildfarelsen om USA som en "unipolær supermagt" og "afslutningen af historien".
 
Man skal ikke forestille sig, at det betyder, at der automatisk vil komme en bedre verden. Verden kunne fortsat, ligesom sømandens forskræmte bror, klamre sig til vrangforestillinger om det døende imperium, villig til at underkaste sig økonomisk forfald, krig, pest og hungersnød, frem for at afvise de falske aksiomer, for at opdage de nye principper der kræves for ikke alene at overleve, men også at bygge en mere perfekt verden.
 
Afslutningen på 20 års katastrofe i Afghanistan vil give den afgørende test: Vil USA bryde med det britiske imperium og handle ud fra dets egentlige egeninteresse… vil det se Afghanistan forvandlet fra en malstrøm af terrorisme, narkotika og evig krig til et knudepunkt for regional og kontinental udvikling og genoprette sin gamle rolle som "de tusinde byers land", korsvejen mellem den østlige og vestlige civilisation?
 
Det britiske imperium fortjener ligesom dinosaurerne ikke bedre end at uddø. Tony Blair og andre talsmænd for imperiet brøler deres raseri ud, ligesom Shelleys Ozymandius, over at USA ikke har adlydt deres diktater – eller som Blair så åbenlyst udtrykte det – at Biden-administrationen har fulgt det "tåbelige politiske slogan om at gøre en ende på de evige krige". At afslutte sådanne krige vil i sandhed, som Blair frygter, betyde afslutningen på imperiet. Måske var de blodige ISIS-terrorbomber i dag i Kabul beregnet på at stoppe Biden i at holde fast ved tidsfristen d.31. aug. for at komme ud, som briterne og deres aktiver i USA har krævet. Er det tilfældigt, eller udsender briterne stadig terrorister for at nå deres mål?
 
Dette er sandhedens øjeblik for civilisationen. Lyndon LaRouches begreb om de "fire magter", der kræves som en minimumskraft for at afslutte imperiet, ligger nu foran os. De fire store kulturer i Eurasien – Kina, Rusland, Indien og USA (som en destilleret repræsentant for europæisk kultur) – kan på dette skæbnesvangre tidspunkt forene sig for at gøre Afghanistan til en model for at afslutte opløsningen af ​​nationer rundt om i verden, der har lidt under årtier, eller endda århundreder, med afsavn, fattigdom og kolonialt slaveri. Herfra kan et nyt Bretton Woods-finanssystem udformes af de samme fire magter og de taknemmelige nationer rundt om i verden, som vil deltage i bestræbelserne. Endvidere kan udskiftningen af ​​det mislykkede monetære system erstattes med et kreditsystem efter Hamiltons principper for at stimulere genoprettelsen af ​​de kollapsende vestlige økonomier, drevet af eksporten af ​​de kapitalvarer, der kræves overalt for at løfte enhver nation ud af fattigdom og blive moderne industrielle nationer. Kinas Bælte og Vejinitiativ har vist effektiviteten af ​​en sådan tilgang.
 
Dette er ikke alene den moralsk rigtige ting at gøre; uden den er forfald og atomkrig praktisk talt uundgåeligt. Menneskeheden har tidligere stået over for sådanne farefulde øjeblikke. I visse af dem førte den manglende handling til et tilbagefald til en mørk tidsalder og affolkning. I andre førte visionære og kreative mennesker til skabelsen af en ny renæssance – Nicholas of Cusa i det 15. århundredes Europa; Zhu Xi i det 12. århundrede i Kina, Harun al-Rashid i det 8. århundredes guldalder i Abbasid-kalifatet og Gupta-guldalderen i det 4. og 5. århundrede. Den konfucianske renæssance, der nu finder sted i Kina, giver håb for fremtiden, men i en tidsalder med supersonisk transport og kolonisering af rummet må enhver sand renæssance være virkelig universel. Dette har netop været budskabet fra Lyndon og Helga LaRouche igennem det sidste halve århundrede, et mål, som kan og må opnås – eller som Helga Zepp-LaRouche ofte siger: En æra hvor "vi alle kan lægge en tidsalder af umoden ungdom bag os, og gå ind i en æra af voksenalderen, hvor vi koncentrerer os om menneskets fælles mål”.
 

24. august (EIRNS) – Da præsident Joe Biden under sine eftermiddagsudtalelser til pressen, efter sit virtuelle møde med G7-nationerne, gjorde det klart, at han holder sig til tidsfristen for tilbagetrækning i Afghanistan den 31. august, sænkede der sig en mørk sky over Downing Street 10, Porton Down og Gee Street i Clerkenwell, hjemsted for Tavistock Instituttet. Den misfornøjede Nigel Kim Darroch, Baron Darroch fra Kew, sagde: "Det kommer til at tage ret lang tid for Vesten som helhed – fordi dette er en vestlig fiasko, en vestlig katastrofe, ikke kun for Storbritannien og USA – at komme sig efter alt dette, at genoprette vores ry". Han, som blev berygtet for sin "oversvømmelse af Trump-zonen" må se den hårde sandhed i øjnene, at de mange forsøg på at stoppe Biden fra at gennemføre den lovede tilbagetrækning fra Afghanistan ikke har virket, og at PR-tricket, kendt som "Global Britain", netop er blevet afsløret i at være et "Windsor-sandslot".
 
Pensioneret admiral Mike Mullen, tidligere chef for forsvarskommandoen fra oktober 2007 til september 2011 – det vil sige under både Bush 43 og "Bush 44" (Barack Obama) – tilstod, at han, Obama, og hele hans administrationen havde taget fejl, og at Joe Biden havde ret i, hvorvidt indsatsen i Afghanistan skulle forøges med 40.000 tropper i 2009. Biden havde modsat sig forøgelsen, og foreslået 10.000 tropper, der ville bekæmpe terrorisme ved grænsen mellem Pakistan og Afghanistan og ellers træne det afghanske militær. Biden "fik det tilbage på sporet dengang… jeg giver ham æren for det", sagde Mullen. Han er den første til at udføre muligheden for, hvad Ray McGovern har kaldt "metanoia." Når Metanoia ("omvendelse") blev personificeret, var det ofte som en gudinde, tildækket og sorgfuld, der inspirerede til både beklagelse og refleksion, hvilket førte til afvisning af usund dømmekraft.
 
Dem der har været ramt af kronisk fejlvurdering af den aktuelle historie i de sidste mange år på grund af den utålelige partipolitik, især efter Lyndon LaRouches konstateringer i september 2012 af det politiske partisystems død i Amerika efter Cheney/Obama-"Bush 43/44", er forvirrede over den nuværende tid. Caitlin Johnstone bemærkede i en artikel den 22. august med titlen "Bush-Era War Criminals Louder Than Ever because They've Lost the Argument", at: "Efter at de amerikanske troppers tilbagetrækning endegyldigt fastslog, at den afghanske 'regering', som de har brugt tyve år på at foregive at opbygge nationen sammen med, i det væsentlige var en skrøne, hvilket beviste for verden, at de hele tiden har løjet for os om fakta i Afghanistan, skulle man forvente, at de, der hjalp med at bane vejen for denne katastrofale besættelse, ville være meget tavse på dette tidspunkt i historien. Men langt fra at være tavse og krybe ind under en sten for at vente på dødens søde omfavnelse, har disse skabninger i stedet været højrøstede og skamløst artikulerede.
 
“Tony Blair Institute for Global Change har udsendt et langt essay af den tidligere premierminister, der førte Storbritannien ind i to af de mest uoverskuelige militære indgreb som kan ihukommes. Blair kritiserer tilbagetrækningen som værende sket ud fra ”troskab mod et tåbeligt politisk slogan om at afslutte ’de evige krige’”. Blair har længe, gennem 'Responsibility to Protect' troet og praktiseret ideen om, at Det globale Storbritannien skal forsvares ihærdigt ned til den sidste amerikaner. Men de, der afviser at forstå det britiske "babylonske præstedømmes særlige forhold" til USA, "kan ikke begribe dette" og er forblevet bevidst uoplyste.
 
En erklæring skrevet af Shanghai Cooperation Organization om situationen udtalte: ”SCO -medlemslandene bekræfter deres intention om at hjælpe Afghanistan med at blive et fredeligt, stabilt og velstående land, fri for terrorisme, krig eller narkotika, og er parate til at deltage i internationale bestræbelser på at stabilisere og udvikle Afghanistan med FN i en central og koordinerende rolle”. Afghanistan, der tilslutter sig Bælte og Vejinitiativet, er vejen frem, og USA, der med udgangspunkt i det helt reelle behov for en verdenssundheds-platform, kan rette opmærksomheden mod at slutte sig til disse nationer, samtidig med at de genopbygger og ruster sin egen nation til denne kamp.
 
Over to tredjedele af det amerikanske folk ønsker, at krigen skal slutte. Præsidentskabet har taget skridt til at honorere dette ønske og for at fuldføre denne politik i Afghanistan. Hvad angår kaosset i forbindelse med evakueringen: har nogen overvejet, at det faktum at fraktioner i USA afslog tilbuddet om at koordinere indsatsen i Afghanistan, herunder evakueringsindsatsen, med russerne og muligvis andre, har bidraget til ustabiliteten? Eller at bekendtgørelse og gennemførelse af et verdenssundhedsmæssigt anti-Covid-19-initiativ, for måneder siden, i retning af hvad Helga Zepp-LaRouche har foreslået på den ene konference efter den anden siden juni 2020, også ville have været med til at forhåndsstabilisere forholdene for tilbagetrækning i Afghanistan før evakuering? Selv nu, og for en lille procentdel af de 2 billioner $, der vides at være brugt i krigen igennem de sidste 20 år, kunne USA hjælpe med at vinde freden i Afghanistan gennem et udviklingsprogram for en verdenssundheds-platform, der involverer alle nationerne i området.
 
Lyndon LaRouche sagde fra fængslet i et interview fra 1991: ”Om jeg forbliver i fængsel eller ej, er i det væsentlige op til præsidenten eller præsidentembedet. De juridiske grunde til at fjerne mig fra fængslet – ved at ophæve dommen, eksisterer… beviserne findes. Om dette bevis og denne procedure vil blive efterlevet, vil være op til det politiske pres, der påvirker præsidentskabet. Jeg er her, fordi præsidenten ønsker mig her, og ikke nogen anden grund. Hvis præsidenten skulle ændre opfattelse, så ville jeg sikkert… lovgivningen ville tillade at løslade mig fra fængslet”. [Dette skete – LaRouche blev fængslet under den ældre George Bush, og løsladt da Clinton blev præsident.] LaRouche, der førte valgkampagne som præsidentkandidat mere end nogen anden person, indså, at det amerikanske præsidentskabs institutionelle beføjelser var af en anden karakter end de kompromitterede kapaciteter af en statsminister. Når USA's præsidentskabs magt indsættes for det gode, er det enormt, det største i verden. Bidens fuldførelse af tilbagetrækningen, som Trump startede, på trods af pres fra det britisk inspirerede Pentagon og udenrigsministeriets til at gøre det modsatte, er, såfremt den fuldføres, et eksempel på dette.
 

16. august (EIRNS) – I modsætning til Præsident Joe Bidens selvretfærdiggørelse i dag – ”Vores mission var aldrig national opbygning” i Afghanistan – er der ingen begribelig grund til, at en kæmpe nations militær og ingeniørtropper opholder sig i et underudviklet land i så lang tid, medmindre deres mission er den at hjælpe med at opbygge denne nation, hjælpe den med industrialisering og infrastruktur for varig økonomisk udvikling. Hvad udrettede USA’s militærstyrker i halvandet årti under General MacArthur i Japan efter 2. verdenskrig, hvis ikke i det mindste at hjælpe med, at genstarte det lands moderne industrialisering ud af krigens katastrofe? Hvad med hjælpen til Sydkoreas selvudvikling til at blive en industriel magt efter krigen?

Den tid er længst forbi, hvor USA var næsten alene om at være i stand til at tilvejebringe en sådan hjælp. Nu må det gøres i samarbejde med andre økonomiske og teknologiske stormagter; og en eurasisk bestræbelse er allerede i gang – Kinas Bælte- og Vejinitiativ med projekter i mange lande.

Og USA har, indtil nu, tydeligvis ikke været i Afghanistan for at hjælpe med at opbygge en nation. USA’s tilbagetrækning er ikke nederlaget for en kampagne ”i demokratiets navn”, hvilket NATO-besættelsen aldrig handlede om. Nej, det er en chance der må gribes sammen med hvilken som helst regering, som har befolkningens opbakning, for at fremme opbygning af energiproduktion, et moderne sundhedssystem, vandressourcer, transportkorridorer – i stil med USA’s Tennessee Valley Authority – i et land, hvis sammenfaldne økonomi afholder en hel region fra at forbindes og udvikles.

Schiller Instituttet, anført af Helga Zepp-LaRouche, organiserede en endags-konference for blot to uger siden med præcis dette tema – ”Afghanistan: Et Vendepunkt i Historien efter den forfejlede æra med Regimeskift ” – med paneler med egentlige eksperter og repræsentanter for andre asiatiske nationer, som kendte landet. Det vigtigste fra dette blev gennemgået i et særligt optryk af rapporten fra Executive Intelligence Review: ”Vil Afghanistan udløse et Paradigmeskifte?” (https://larouchepub.com/eiw/public/2021/eirv48n29-20210723/eirv48n29-20210723_afghanistan-offprint.pdf). Schiller Instituttet vil bringe mange af disse eksperter og repræsentanter sammen igen for at opdatere deres diskussion om økonomisk udvikling i lyset af disse nye omstændigheder. En af dem, Hussein Askary, sagde i dag på sin Twitter-konto: ”Det er fuldt ud muligt at opnå fred og stabilitet i Afghanistan ved at integrere det med Bælte og Vejinitiativet. Den regionale og globale baggrund er anderledes end i 1994”, da Taliban sidste gang overtog magten.

Dette er allerede præcis den tilgang, som Kina og de centralasiatiske nationer rundt om Afghanistan tager, og den tilgang som Rusland vil tage.

Briterne vil muligvis te sig hysterisk, som nogle af deres konservative ledere i parlamentet gjorde i dag, om egenhændigt at sende Hendes Majestæts meget kolonialistiske styrker tilbage til Afghanistan for at bringe tingene i orden! Det kan godt være at den britiske FN-ambassadør beklager, som han gjorde i dag i FN’s Sikkerhedsråds specialforsamling, at ”det som sker i Afghanistan er en tragedie.” Rystede europæiske ambassadører fra Irland til Danmark har muligvis gentaget dette , men de klamrer sig alle, desværre, til de slagne rester af en geopolitik med britisk ophav, som har været en katastrofe for USA og for resten af verden.

Det er en god ting, at krigene for regimeskifte nu ender. Det er kun denne politik som har slået fejl, og den var aldrig i USA’s interesse. Som Helga Zepp-LaRouche understregede i dag, det som er i USA’s interesse er at ”samarbejde og påbegynde genopbygning.”

NATO’s tilbagetrækning fra Afghanistan skaber en situation fyldt med håb for at gøre præcis dette. Schiller Instituttets konference den 31. juli om fred gennem udvikling i den centralasiatiske region er nu midlet til at organisere denne udvikling gennem et fælles tilbud fra nationer, som er i stand til at eksportere højteknologiske kapitalgoder og udskifte Afghanistans opiumhandel. Og Instituttet vil nu ajourføre dette middel til den gunstigere lejlighed, som nu eksisterer.

Se også panel 2 her:

Resumé:

14. august (EIRNS) – Kan den menneskelige race overleve den krise, der nu truer selve menneskeheden? Vil vi som en race betragtet fortsætte nedgangen til global atomkrig, en pandemi uden for kontrol, en hyperinflationær ødelæggelse af midlerne til livets opretholdelse, et kulturelt sammenbrud i en ny mørk tidsalder? Eller kan denne eksistentielle krise tjene til en genopblussen af menneskelig kreativitet hos tilstrækkeligt mange borgere i verden til både at afslutte det vanvid, der bragte os til dette punkt, og iværksætte et nyt paradigme, der forener verdens nationer i at stræbe efter menneskehedens fælles mål – fred gennem udvikling? Svaret ligger ikke blot i hvad folk tænker, men hvordan de tænker. Kan vi inspirere til kreativitet i en befolkning, der er blevet degraderet gennem videnskabeligt bedrageri, narkotika, pornografi, evindelig krigsførelse og økonomisk forfald?

Dette var temaet for konferencen i dag, den første der er sponsoreret af 'LaRouche Legacy Foundation'. Helga Zepp-LaRouche fik selskab af ledere fra hele verden – politiske ledere, økonomer, musikere, forskere og unge – fra Rusland, Kina, Slovakiet, Tyskland, Frankrig, Østrig, Argentina, Filippinerne, Mexico, Trinidad & Tobago, Peru, Colombia og Ukraine, i en dialog om "LaRouches opdagelser" og om "Jordens næste halvtreds år" under temaet: "Nå, er du så endelig villig til at lære om økonomi?" LaRouche Legacy Foundation er i gang med at udgive 'LaRouches Complete Works', hvoraf del 1 nu er tilgængeligt (se https://www.larouchelegacyfoundation.org/collected-works)

Det var for halvtreds år siden, den 15. august 1971, at Lyndon LaRouche blev ganske berømt, men også blev mål for det, som tidligere statsadvokat Ramsey Clark beskrev som "en kompleks og gennemgribende udnyttelse af retshåndhævelse, retsforfølgning, medier og ikke-statslige organisationer, fokuseret på at ødelægge en fjende… Formålet kan kun ses som ødelæggelsen – af mere end en politisk bevægelse, mere end en politisk skikkelse – det er begge dele; men det er en frugtbar idérig maskine, et fælles formål med at tænke og studere og analysere for at løse problemer, uanset indvirkningen på status quo eller på egeninteresser. Det var et overlagt formål at ødelægge dette for enhver pris”.

På denne dag i 1971 ophævede præsident Richard Nixon Bretton Woods-systemet, som havde opretholdt udviklingen af verden i tiden efter Anden Verdenskrig, ved at afkoble den amerikanske dollar fra dens forankring til guld, hvilket gjorde den til genstand for spekulation og tillod alle verdens valutaer at flyde, så det britiske system for "frie markeder" og deregulering kunne erstatte det hamiltoniske 'Amerikanske System', der er baseret på ideen om målrettet kredit til at forbedre den generelle velfærd og forøge den produktive arbejdskraft.

EIR's økonomiredaktør, Paul Gallagher, forklarede tusindvis af deltagere i konferencen over hele verden (med samtidig oversættelse til spansk, fransk, tysk og russisk), at Bretton Woods, der blev vedtaget efter Franklin Roosevelts død, ikke var det system, der var tiltænkt af FDR. Roosevelt havde snarere insisteret på, at de tidligere europæiske kolonier efter krigen skulle tildeles fuld uafhængighed, og at det amerikanske systems produktion af de kapitalgoder, der var nødvendige for at industrialisere hele verden, ville drive amerikansk produktion og samtidig endegyldigt afslutte kolonitiden. Men Harry Truman, som LaRouche karakteriserede som en 'lille mand, der tjente Wall Street', hjalp europæerne med at genoprette deres kolonier, mens USA blev indadvendt. Det efterfølgende fokus på intern forbrugerkultur gennem gæld, frem for eksport af kapitalgoder, ville – som forudsagt af LaRouche, på enestående vis blandt økonomer – forårsage tilbagegang og sammenbruddet af Bretton Woods. Dette var kun den første af LaRouches prognoser, som alle viste sig at blive fuldstændigt forudseende. En video af en tale af LaRouche i 2001, beskrev hans mange prognoser og understregede, at han "stod alene" blandt økonomer, der var indfanget i britisk monetaristisk ideologi, tænkte på penge, ikke den fysiske transformation af naturen eller livsbetingelserne for den menneskelige race.

Helga Zepp-LaRouches hovedtale gav et stærkt indblik i hendes mand Lyndon LaRouches evne til at inspirere mennesker fra alle forskellige samfundslag, fra statsoverhoveder til peruanske fiskere og italienske skomagere, til at forstå en anden måde at tænke på – at man ikke kan adskille politik, videnskab og kultur, og at alle aspekter af livet falder ind under den centrale rolle af kreativitet, som kendetegnende for forskellen mellem menneske og dyr, og som driver videnskaben om fysisk økonomi som den sande videnskab om menneskelig fremgang. Hun bemærkede senere, at alle, der mødte LaRouche, oplevede en opvågnen af deres egne fornuftsmæssige åndsevner, gennem kreativiteten i LaRouches sind, der ansporede dem.

Zepp-LaRouche afdækkede sin mands gæld til Platon, Leibniz, Kepler og andre af historiens giganter i forbindelse med hans egne opdagelser. Hun gennemgik de nye metrikker til måling af fremskridt, som han skabte – "relativ potentiel befolkningstæthed" og "energi-gennemstrømningstæthed" – og sammenhængen mellem disse afgørende begreber. Hun behandlede Lyns første beslutning om at bekæmpe Norbert Wiener og John von Neumann statistiske metode til systemanalyse, der opfatter sindet som en computer og fremmer kunstig intelligens som en erstatning for sindet. Dette falske begreb om menneskets natur er i dag vokset til vanvid i "modellerne", der driver klimasvindlen, finansielle spekulationer og det oligarkiske samfund. Hun sluttede med at opfordre til "at udskifte idéerne om informationsteoriens kvaksalveri med LaRouches idéer på alle universiteter".

Den førende kinesiske økonom, Ding Yifan, der har skrevet om LaRouches ideer i flere bøger, bemærkede, at LaRouche havde fokus på to forbrydelser fra slutningen af Bretton Woods: Misbruget af valutaer gennem flydende valutakurser, hvilket tillod spekulanter at angribe nationale valutaer; og deregulering af det finansielle system, som gjorde det muligt for spekulanterne at tage over. Han noterede sig to begivenheder i kinesisk historie, første gang under Han-dynastiet for 2000 år siden, og sidenhen i den mongolske æra i 1300-tallet, hvor lignende ignoreren af forskellen mellem penge og realøkonomien førte til dynastiernes sammenbrud. Nutidens QE og anden hyperinflationær pengeudstedelse, sagde han, skaber en kræft i økonomien – en demonstration af LaRouches advarsel om entropi som følge af den manglende udvikling af realøkonomien.

Jozef Miklosko, den tidligere vicepremierminister i Tjekkoslovakiet og tidligere slovakisk ambassadør i Italien, beskrev sin ven LaRouche som den mest veluddannede mand, han nogensinde har kendt, og bemærkede at 80 sider af sin bog handlede om LaRouche og hans organisation. Han beskrev sin rejse for at besøge LaRouche i fængslet, hvor dennes optimisme og agapē (menneskekærlighed, red.) var uforstyrret. Han gennemgik også uretfærdigheden ved LaRouches fængsling, og den verdensomspændende mobilisering af verdensborgere, der forenede sig for at protestere mod denne uretfærdighed. Han beskrev LaRouche som "Amerikas Sakharov" og opfordrede til en ny revolution af kristen agapē. Han anbefalede, at der blev produceret en "kort bog" på alle sprog om LaRouches ideer, hvilket blev hilst velkommen af Helga Zepp-LaRouche og ordstyrer Dennis Small fra LaRouche Legacy Foundation, alt imens han iagttog, at det virkeligt ville være ganske svært at indfange LaRouches ideer i en "kort" bog.

Dr. Natalia Vitrenko, formand for det Progressive socialistiske Parti i Ukraine og tidligere parlamentariker og præsidentkandidat, holdt et lidenskabeligt oplæg med titlen, "Saving Mankind: Is It a Mission-Possible?," om hendes samarbejde med Lyndon og Helga LaRouche. Hun påpegede, at topmødet mellem Biden og Putin korrekt indikerede den farlige strategiske krise, men advarede om at dette møde ikke tog fat på de grundlæggende årsager til krisens systemiske ødelæggelse af verdens økonomiske og finansielle system. Hun gennemgik verdensøkonomiens frygtelige tilstand og de nødvendige løsninger formuleret af LaRouche. Hun kaldte det vestlige banksystems tilstand en "spekulativ kæmpeblæksprutte" der suger rigdommen ud af verden. Hun gennemgik også ødelæggelsen af ​​Ukraine efter kuppet i 2014, som drev landet fra at være en af ​​de ti bedste økonomier i verden til den nu fattigste i Europa med 10 millioner sultne og et befolkningsfald på over 20% siden 1990. Hun afsluttede: "Bliver vi til en kirkegård med vindmøller i stedet for kors?"

Dr. Kirk Meighoo, tidligere senator i Trinidad & Tobago samt forfatter og en politisk aktivist, beskrev hvordan han blev udviklingsøkonom gennem sin uddannelse (i Toronto, Jamaica og Storbritannien), men først efter at have opdaget LaRouche via internettet indså, at hans dybtgående ideer var blevet censureret på alle universiteterne. Han beskrev, hvordan fremkomsten af Kina, Indien og Rusland som store økonomier burde have ført til en ny verdensorden, og at G20 havde gjort en indsats i den retning, men mislykkedes, alt imens BRICS nu er blevet revet fra hinanden. Pandemien ødelagde økonomier rundt om i verden, sagde han, mens penge bliver trykt i uhyrlige mængder for at redde bankerne og "overføre rigdom fra de fattige til de rige". Løsning af denne krise kan kun opnås ved helt at afslutte det neoliberale system, bemærkede han, og roste LaRouche-organisationen for at lede denne indsats.

Universitetslektor Yekaterina Fyodorovna Shamayeva fra Rusland, talte om "Design og ledelse af bæredygtig udvikling samt tværfaglig syntese af de grundlæggende ideer indenfor Lyndon LaRouches og Pobisk Kuznetsovs metodelære." Afdøde Pobisk Kuznetsov var en af ​​Ruslands førende forskere og filosofiske tænkere, der blev en nær ven og samarbejdspartner med Lyndon LaRouche efter Sovjetunionens fald. Han foreslog, at en ny måleenhed for fysiske økonomiers fremgang skulle baseres på LaRouches dobbeltbegreb for relativ potentiel befolkningstæthed og energi-gennemstrømningstæthed, og at enheden skulle kaldes "La" efter LaRouche. Shamayeva beskrev den fortsatte indsats i Rusland for at skabe en syntese af ideerne fra Kuznetsov og LaRouche, og understregede at økonomi ikke kan adskilles fra naturlovene. Hun opfordrede til, at flere af LaRouches værker blev oversat til russisk (et stort antal af LaRouches større skrifter er allerede tilgængelige på russisk).

Det første panel sluttede med videopræsentationer og oplæsninger om LaRouche fra flere mennesker, der er døde siden hen, blandt dem: tidligere statsadvokat Ramsey Clark om justitsmordet i forfølgelsen af LaRouche; Dr. Enéas Carneiro, et tidligere medlem af det brasilianske parlament og præsidentkandidat, om hvorfor LaRouche fik æresborgerskab i byen São Paulo; Mexicos tidligere præsident José López Portillo, der i 1998 opfordrede verden til at "lytte til de kloge ord fra Lyndon LaRouche"; og tidligere udenrigsminister i Guyana, Fred Wills, der i 1976 opfordrede FN's generalforsamling til at vedtage LaRouches idé om en ny international økonomisk orden

Fascinerende dialog under spørgerunden drejede sig om tre spørgsmål fra publikum: 1) Hvad er forskellen mellem "prognoser" og "forudsigelser?" 2) Truer nye teknologier og robotter med at forårsage arbejdsløshed? 3) Hvad er forskellen mellem marxisme, neoliberalisme og kristen socialisme?

Hele konferencen kan ses på https://www.larouchelegacyfoundation.org/news/august-15

12. august (EIRNS) – Ugeskriftet EIR, udgivet i dag, bringer sin forsidehistorie under overskriften "Ingen udvikling, ingen fred: Start med Afghanistan", hvilket budskab i særdeleshed gælder de intense forhandlinger, der er i gang i denne uge i Doha, og for hvilke der kun er et tidsbegrænset vindue af muligheder. Begivenhederne sker hastigt. Centralt i Doha-forhandlingerne, der har fundet sted fra den 10. august til og med i dag, befinder sig 'Trojka+' – Kina, Rusland, USA plus Pakistan samt repræsentanter for Afghanistan og Taliban, hvortil kommer sessioner, der involverer andre nationer, i forskellige sammensætninger.

I mellemtiden hævder Taliban for nuværende at have kontrol over hovedstæderne i 10 af landets 34 provinser, hvoraf den sidste er Ghazni, kendt som "porten til Kabul", beliggende 130 km sydvest for hovedstaden. Pentagon meddelte i eftermiddag, at man vil sende tusinder af ekstra styrker ind for at hjælpe med at evakuere den amerikanske ambassade i Kabul, samt andre lokaliteter.

De foreløbige rapporter fra samtalerne i Doha udviser lidet eller intet resultat, men selve processen tæller meget. Kinas særlige repræsentant for Afghanistan, Yue Xiaoyong, sagde i går til Doha News, at dette kun er begyndelsen, og at processen skal føre til, at forskellige lande arbejder sammen. Den russiske udsending, Zamir Kabulov, rapporteres at have fremsat et trepunkts-forslag: 1) respektere en våbenhvile; 2) forpligte sig til en inkluderende dialog internt i Afghanistan; og 3) etablere en midlertidig, delt regeringsmagt, hvor der afholdes valg om to år. Afghanistans forslag til en regering – ubekræftet, men bredt rapporteret ved denne briefing – har henblik på en deling af regeringsmagten.

Blandt deltagerne i dagens samtaler er der ud over 'Trojka+' repræsentanter fra Indien, Tyrkiet og Indonesien. Også Norge og Storbritannien og Organisationen for islamiske Lande står til rådighed. I tirsdags i Doha mødtes udsendinge fra EU, Storbritannien og USA.

Den eneste model for at få en plan til at fungere, er et perspektiv og handling for udvikling, og enighed blandt stormagterne for at få det til at ske. En variation af denne sandhed om, at der uden udvikling ikke kan være fred, er det yderligere faktum, at der slet ikke kan være nogen fremtid uden udvikling.

Processen med omvendt udvikling – nemlig "grøn" ødelæggelse af de levevilkår, som mennesker har brug for for at eksistere og være kreative, grundlaget for fremskridt i forhold til fortsat produktivitet – fremgår af endnu et klassisk tilfælde af strømafbrydelse, ligesom udfaldet under frostvejret i Texas i februar, eller det europæiske el-net, der var tæt på nedbrud i januar. Denne gang var det 'down under'.

Den 9. august befandt tusinder af mennesker i New Zealand sig pludseligt i mørket, da den nationale el-produktionskapacitet ikke kunne imødekomme efterspørgslen, og overbelastningssystemet førte til pludselige, kaotiske afbrydelser. Strømmen er tilbage for de fleste forbrugere, men politikerne skråler op om hvem de skal bebrejde. Faktisk blev New Zealand betragtet som verdens førende inden for lave CO₂-udledninger, på grund af at man får over 80 procent af sin elforsyning fra "vedvarende energikilder", hvilket for det meste betyder vandkraft til dets lille befolkning på 4,8 millioner mennesker. Men da de 'smarte' grønne begyndte at tilføje vindkraft og nåede en andel på 6 procent af den nationale forsyning fra 17 installationer plus tilføjede et spotmarked for engros-spekulation i elektricitet og andre typiske former for grøn svindel, var scenen sat for strømudfald.

I Tyskland er det bemærkelsesværdigt, at to store medier i denne uge skriver advarsler mod at gå for langt og for hurtigt med den grønne ideologi. Die Zeit opfordrede til at forlænge levetiden for de tilbageværende fire tyske atomkraftreaktorer. I dag anfører Frankfurter Allgemeine Zeitung, at partiet 'De Grønnes' planer om at trække strøm fra vindparkerne ved Østersøen til forbrugere rundt omkring i landet ikke vil fungere, fordi kommende folk med grøn livsstil vil afvise at have strømledningerne i nærheden af deres hjem, osv.

Dette er blot forhalingsmanøvrer, men indikerer at virkeligheden endelig begynder at sætte ind.

Denne lørdag er der muligheden for at trænge ind til kernen af principperne om, hvad der definerer en vellykket økonomisk tilgang, som præsenteret så historisk og stærkt af statsmanden og økonomen Lyndon LaRouche, i særdeleshed, for 50 år siden, ved vendepunktet 15. august 1971, da Nixon-administrationen iværksatte flydende valutakurser. Konferencen den 14. august, sponsoreret af LaRouche Legacy Foundation, har titlen: "Nå så er du endelig villig til at lære økonomi?" Helga Zepp-LaRouche meddelte i går: "Dette bliver en skelsættende begivenhed, og jeg lover ikke for meget!"

9. august (EIRNS) – Klimaefterforskningsgruppen CLINTEL udsendte i dag en udtalelse: “Ny IPCC-rapport giver begrænset objektivt grundlag for politisk beslutningstagning”, under forfatterskab af Guus Berkhout, præsident for CLINTEL (https://clintel.org) og Jim O’Brien, irsk CLINTEL-ambassadør, formand for Irish Climate Science Forum (ICSF) (www.ICSF.ie), der fremlægger følgende indholdsmæssige punkter:

1. Resuméet for politiske beslutningstagere (SPM) ser ud til at overdrive som i tidligere rapporter og giver derfor begrænset objektivt grundlag for beslutningstagning.

2. SPM ser ud til at ignorere, at kredse i IPCC først i sidste uge indrømmede, at deres nye AR6 -generation af klimamodeller er “overophedede” og derfor for unødigt pessimistiske.

3. “Sindssygt skræmmende – og forkert”. Uafhængige observationer har allerede vist, at CMIP5-modeller var for følsomme over for stigninger i drivhusgasser, sandsynligvis med en faktor to. Kombinationen af ​​for høj klimafølsomhed og for høje udledningsfremskrivninger resulterede i usandsynligt høje temperaturprognoser. Forskere fra IPCC begynder selv at tvivle på, om der kan stoles på deres modeller som et politisk instrument. “Det er blevet klart i løbet af det sidste år eller deromkring, at vi ikke kan undgå denne indrømmelse,” sagde Gavin Schmidt, direktør for ‘NASA’s Goddard Institute for Space Studies’, til det berømte tidsskrift ‘Science of the American Association for the Advancement of Science’. Schmidt sagde også: “Man ender med tal, der selv på kort sigt er vanvittigt skræmmende – og forkerte.”

4. SPM-grafen over globale temperaturer i løbet af de sidste 2.000 år indgyder mildt sagt begrænset tillid, idet den retoucherer de romerske og middelalderlige opvarmningsperioder (med temperaturer svarende til eller højere end nu) og også den lille istid ud af klimahistorien

5. Fremskrivninger for det globale gennemsnitlige havniveau synes ligeledes overdrevne. CLINTEL påpeger, at tidevandsdata siden 1900 ville øge havniveauet med cirka 10 tommer mellem nu og 2100.

6. Den påståede øgede hyppighed og intensitet af ekstreme vejrhændelser ser ud til at være uforenelig med tidligere IPCC-rapporter; hvorimod mange aktuelle uafhængige observationer faktisk indikerer færre ekstreme vejrhændelser i dag end tidligere.

CLINTEL har konsekvent argumenteret for, at skønt klimaet ændrer sig, til dels på grund af menneskeskabte påvirkninger, er der ingen klimakrise, og at klimapolitikken bør være baseret på en forsigtig omkostningseffektiv tilpasning frem for en økonomisk uoverkommelig ineffektiv afbødning. Det nye SPM leverer ikke mange objektive beviser til at ændre disse stærke overbevisninger.

9. Aug.  (EIRNS) — Reaktionen fra FN's generalsekretær Antonio Guterres på den seneste rapport fra FN's klimapanel er et angreb mod økonomier og levebrød for de fleste nationer i verden; et forsøg på at udstede ordrer til disse nationer, hvilket ikke er del af FN's myndighed og ikke kan tolereres. Denne embedsmand, der er valgt til at søge forsoning af nationer og ikke-indblanding i deres interne anliggender, har i stedet overbragt de brutale ordrer fra finanseliter og regeringer i nogle få udviklede nationer, som gældende for alle andre, især udviklingslandene for hvem disse ordrer påtvinger økonomisk tilbageståenhed, dødsfald og befolkningsreduktion.

"Denne rapport må være dødsstødet for kul og fossile brændstoffer, før de ødelægger vores planet", beordrede Guterres i dag. "Lande bør også afslutte al ny efterforskning og produktion af fossilt brændsel og overføre tilskud fra fossilt brændsel til vedvarende energi" – derfor kræver han også, at atomkraftinvesteringer forbydes. "Som dagens rapport gør det klart, er der ikke tid til forsinkelse og ikke plads til undskyldninger" udtaler denne generalsekretær for, tilsyneladende, BlackRock, Inc., Davos-milliardærerne og prins Charles.

I selve rapporten fra IPCC (Det mellemstatslige panel for klimaændringer), det forhastede arbejde af omkring 200 klimatologer, der har studeret andre forskeres undersøgelser, fremføres nogle forbløffende påstande. Al opvarmning i mere end 2.000 år hævdes at have fundet sted efter 1. Verdenskrig – en "hockeystav-kurve", der allerede blev diskrediteret for 15 år siden. Al denne opvarmning hævdes eftertrykkeligt at være forårsaget af menneskelig aktivitet alene med fossile brændstoffer; ingen naturlig faktor spiller nogen rolle. Fordi opvarmningen er forbundet med højere atmosfæriske CO₂-niveauer, skyldes det disse niveauer. Og klimaændringerne er "irreversible", uoprettelige, og vil – som længe frygtet af IPCC og alle miljøaktivister, overstige temperaturniveauet i 1850 med 1,5° Celsius allerede inden 2030, uanset hvad landene gør. Bare tre eller fire år herefter vil planeten, ifølge Guterres’ tirade, være blevet "ødelagt", medmindre produktionen og industriel brug af fossilt brændsel er blevet elimineret i alle lande, herunder udviklingslandene, for hvem dette vil betyde en ende på håbet om udvikling og en trussel om affolkning.

Denne rapport er et forsøg på, fra kræfter i City of London, Wall Street, Davos og visse centralbankers side, at slå oppositionen til et stort økonomisk tilbageskridt ned, især oppositionen i Kina og Indien, der føler sig ansvarlige for at forsvare behovet for udvikling hos mange andre nationer, men også modstanden fra økonomiske organisationer og lokale samfund i hele USA. De er nødt til at slå ned på modstanden mod det "store spring tilbage", før deres COP26 -miljøtopmøde i Glasgow. Og det står langt fra klart, om Wall Street, London, de kongelige og milliardærerne har evnen til at gøre dette.

Helga Zepp-LaRouches Schiller Institut har holdt internationale konferencer med forskere, der virkelig ved noget om energi, fysisk økonomi og klima. Disse videnskabsfolk ved, at ny og forbedret økonomisk infrastruktur er måden at svare på ændringer i klima og vejr. De forstår, som professor Augustinus Berkhout fra Climate Intelligence (CLINTEL) udtrykker det, at menneskeheden bør forberede sig på en optimistisk fremtid med atomkraft og avancerede atomteknologier, ikke til affolkning og fortvivlelse.

Økonomisk udvikling er en rettighed for nationer og befolkninger og den eneste vej til fred. Schiller Instituttet agter at besejre denne 'Green Deal' fra Davos, som FN’s Guterres så arrogant forsøgte at bringe på banen i dag. Dette ville være et passende næste skridt til videreførelse af Lyndon LaRouches 50-årige kamp mod det finansielle oligarki og for store udviklingsprojekter.

Billede: Antonio Guterres. Kilde: Flickr – CC BY-ND 2.0

8. august (EIRNS) – I 1993, da der gennem modig ageren fra den israelske premierminister Yitzhak Rabin og PLO-formand Yasser Arafat, blev indgået en aftale om fred mellem Israel og palæstinenserne i Oslo (hvor det omhyggeligt blev undgået, at briterne fik nogen rolle at spille), og underskrevet i Washington af de to ledere, sagde Lyndon LaRouche følgende: ”Det presserende er her, at vi bevæger os hastigt for straks med det samme at få gang i økonomiske udviklingsprojekter, såsom kanalen fra Gaza til Det døde Hav, for hvis vi venter til dette er uddebatteret, vil fremskridtets fjender og fjender af den menneskelige race, igennem mennesker som Ariel Sharons venner, have succes med at gribe ind for at drukne denne aftale i blod og kaos”.

Som i så mange andre potentielle vendepunkter i historien, blev Lyndon LaRouches kloge ord ikke taget til efterretning: Udviklingsprogrammerne blev udskudt, mens finans- og stabilitetsspørgsmål blev debatteret; Oslo-aftalerne blev saboteret; Rabin blev myrdet "af Ariel Sharons venner"; og "blod og kaos" har fulgt efter igennem de forløbne 28 år.

LaRouches ord har givet genlyd gennem årtierne, og er lige så relevante for krisen i Afghanistan i dag, som de var i Palæstina dengang – faktisk er en vellykket løsning i Afghanistan gennem LaRouches tilgang med ”fred gennem udvikling” måske den sidste chance for at opnå en lignende fred i Sydvestasien i den nærmeste fremtid. Konsekvenserne af ikke at følge denne tilgang er mere alvorlige i dag, da verden bliver presset stadig tættere på termonuklear krig..

Men vi kan være optimistiske over, at potentialet for fred gennem udvikling er større i dag end nogen sinde siden 1990'erne, hvor muligheden for global fred efter Sovjetunionens sammenbrud blev spildt. På det tidspunkt foreslog Lyndon og Helga LaRouche 'Den nye Silkevej' for at forene verden i en ny æra af udvikling, fri for den britiske imperialistiske opdeling af verden i blokke. Briterne saboterede denne indsats ved at opretholde og udvide NATO og opretholde "fjendebilledet" af Rusland og Kina. Men Kina omfavnede ideen, og 20 år senere søsatte præsident Xi Jinping Bælte- og Vejinitiativet, og bragte den mirakuløse kinesiske udviklingsproces til resten af verden. Nu har langt størstedelen af verdens nationer deltaget i denne proces som medlemmer af Bæltet og Vejen.

Og det er LaRouche-Organisationen og LaRouches Schiller Institut der nu er i centrum for processen. Schiller Instituttets konferencer i de sidste 15 måneder har samlet operative kræfter til dialog – fra Rusland, Kina, Indien, Sydvestasien, Afrika og Latinamerika sammen med europæere og amerikanere – for at formulere den nødvendige økonomiske og politiske politik for et nyt paradigme for menneskeheden. Den udgave af EIR (Executive Intelligence Review, red.), der offentliggøres den 13. august, vil indeholde afskrifter af dele af den historiske konference i Schiller Instituttet den 31. juli, "Afghanistan: Et vendepunkt i historien – efter den mislykkede periode med regimeskifte", som indeholdt bl.a. dybdegående diskussion af udviklingsprocessen, der en gang for alle må og skal føre til en fredelig løsning af det imperialistiske "Great Game" i Afghanistan. I stedet for at britiske tropper marcherer gennem Khyber-passet, er planen en forlængelse af jernbanelinjen, der løber fra Kina gennem Peshawar til Gwadar-havnen, som en del af den kinesisk-pakistanske økonomiske korridor (CPEC), for gennem Khyber-passet at forbinde sig til Kabul og videre til Usbekistan og Tadsjikistan, der forbinder det indre Centralasien med Det arabiske Hav og genopretter Afghanistans gamle rolle som det velstående knudepunkt for Silkevejen.

Dette storslåede projekt blev formuleret på en konference i februar i Tasjkent og er allerede i gang. Umida Hashimova, en analytiker ved det USA-baserede Center for 'Naval Analyzes', der har specialiseret sig i Centralasiens anliggender, fortalte South China Morning Post, at der er igangværende finansieringsdiskussioner med amerikanske og asiatiske udviklingsagenturer, og at “Konstruktion af den 573 km lange første strækning af jernbanelinjen mellem Kabul og Mazar-i-Sharif, forventes at begynde i næste måned. ”Design og teknisk dokumentation af jernbanen vil blive foretaget af Russian Railways, meddelte usbekiske embedsmænd efter samtaler med den administrerende direktør for Russian Railways Oleg Belozerov i Tasjkent den 19. maj.

USA er engageret i to beslægtede institutioner. "Extended Troika", bestående af USA, Rusland, Kina og Pakistan, blev etableret i 2019 og holdt to møder i år, der fokuserede på at finde en løsning på Afghanistan-situationen efter tilbagetrækning af udenlandske styrker. Der er også et "Quad"-arrangement, der involverer USA, Usbekistan, Pakistan og Afghanistan, som er fokuseret på jernbaneudviklingsprojektet.

Det er afgørende, at USA samarbejder med alle landene i regionen, især Rusland, Kina, Indien og Pakistan, om denne afgørende test af menneskehedens evne til at afslutte geopolitikkens æra og skabe en ny renæssance. Der er magtfulde kræfter i Storbritannien og USA, herunder ledende elementer fra begge politiske partier, som vil gøre alt hvad de kan for at sabotere dette projekt, der modsætter sig det malthusianske vanvid af 'Green New Deal og affolkning', hvilket hurtigt ville føre til flere krige.

Amerikanere og verdens borgere vil få lejlighed til at reflektere over Lyndon LaRouches skelsættende ideer den 14. august, som markerer halvtredsårsdagen siden præsident Nixon afsluttede Bretton Woods-systemet, hvilket bekræftede LaRouches advarsel dengang. Tilmeld dig her til konferencen, "So, Are You Finally Willing To Learn Economics?": Https://www.larouchelegacyfoundation.org/news/august-15/#rsvp

5. august: Kommentarer fra universitets- og finansøkonomer dukker op på 50-årsdagen for "Nixons chok" den 15. august 1971, slutningen på efterkrigstidens guldreservebaserede Bretton Woods-system, hvilket har frembragt et halvt århundrede med industriel tilbagegang, spekulative optøjer, gigantiske gældsbobler og krak, stadigt ringere realløn og levevilkår, kollapsende folkesundhedskapacitet og nu en dødelig global pandemi.

Kommentatorerne har kun et ringe begreb om, hvad der skete den 15. august, bortset fra at de nævner Nixons tarif-, løn og priskontrol, dollardevaluering og angreb på "spekulanter". De vil ikke indse, hvad det har gjort mod amerikanske og europæiske økonomier og udsigterne til udvikling for asiatiske, afrikanske og sydamerikanske nationer; de kan bestemt ikke have forstået, hvad der skete dengang. Den usædvanlige økonom og statsmand Lyndon LaRouche indså det både på daværende tidspunkt og flere år før Nixon blev presset ind i sin fumlende rolle i "chokket".

I disse kommentarer nævnes ikke den afgørende rolle af Harold Wilsons britiske regering og Bank of Englands handlinger, som hamrede løs på FDR's Bretton Woods-system, indtil man pressede Nixon og hans inkompetente team med Arthur Burns, George Shultz og James Baker III til at nedlægge det. Wilson forsøgte og mislykkedes med at få parlamentet til at devaluere pundet i 1966. Derefter, efter at have indført alvorlige nedskæringer, anbefalede hans regering i 1967 igen en devaluering af pundet på 15%, og parlamentet devaluerede det med 14% i november uden at koordinere med andre større nationer igennem Bretton Woods-procedurer. I samme periode åbnede Bank of England to gange et "guldvindue", hvor britiske finansielle virksomheder kunne handle med deres dollars for guld og gøre krav gældende overfor det amerikanske finansministerium.

Det var på baggrund af disse handlinger i London, at LaRouche lavede sine unikke prognoser fra 1967, nemlig at Bretton Woods ville blive brudt op ved "omkring slutningen af årtiet".

Kommentarerne ved 50-året spiller på påstanden om, at "dollaren har bevaret sin forrang" siden da på grund af markeder og finansielle kræfters evne til selv at oprette gældsforpligtelser i dollars, på trods af Nixon-chokket! En kommentar i 'Project Syndicate', af en Princeton-økonom, er meget åbenbar: ”Private finansmarkeders magt til at skabe penge – amerikanske dollars – gjorde 'greenbacken' (dollaren, red.) endnu mere central”.

LaRouche sagde i år 2000 i "Trade Without Currencies", at den amerikanske dollar i perioden 1945-66 var verdens reserve baseret på høj amerikansk arbejdsproduktivitet og en stærk kapacitet til eksport af kapitalgoder; dette var igen basis for Bretton Woods’ relative succes. Efter dette tidspunkt, sagde han, var dollarens styrke som reservevaluta støt faldende, hvilket gjorde et nyt internationalt kreditsystem påtrængende; i år 2000 havde han i årevis efterlyst et nyt Bretton Woods, hvis mål var kreditudstedelse til "store projekter" i udviklingslande.

I historien om Lyndon LaRouches udødelige bidrag til økonomisk videnskab og menneskelige fremskridt har denne dato i 1971 en fremtrædende plads. Ved sin enestående evne til flere år forinden at forudsige "chok"-afslutningen på dollaren baseret på guldreserver – dengang endog anerkendt af amerikanske gennemsnitsborgere som en stor og ildevarslende ændring – udmærkede LaRouche sig, frem for andre økonomer og politiske ledere, ved sine magtfulde ideer.

Allerede i 1967, da han så, hvad der var på vej, foreslog LaRouche i en massecirkuleret pjece en ny politik for udvikling af den 3. verden gennem kredit til finansiering af eksport af kapitalgoder, som det højere mål for den voksende anti-Vietnam-krigsbevægelse. Inden for et årti havde han skaffet de 'alliancefrie' nationers støtte til en international udviklingsbank, med det formål at begynde at genoprette Bretton Woods, i lighed med hvad FDR havde tiltænkt Verdensbankens rolle i udviklingen af sektorprojekter inden for udvikling af ny infrastruktur. Og inden for samme årti havde han tiltrukket sig magtfulde fjender på Wall Street og i London, der fabrikerede vilde bagvaskelser og dannede en "Get-LaRouche Task Force" for at få ham retsforfulgt og fængslet.

Ved at se 50 år frem fra den begivenhed i 1971, der havde bevist hans metode til fysisk økonomi, kunne LaRouche se de kommende alternativer i verden efter Bretton Woods: Stadig mere uhæmmet spekulation, som styrer kollapsende industrier, indførelsen af det, han kaldte "schachtiansk fascisme” Inden for økonomisk politik, depression og en potentiel biologisk holocaust af pandemier; eller et nyt internationalt kreditsystem for eksport kapitalgoder og udvikling.

Halvtreds år senere står valget nu imellem LaRouches opfattelse af et nyt Bretton Woods, eller en malthusiansk affolkning forklædt som "Green New Deal". Schiller Instituttets 50-årsdags-konference, 14. august, 2021, vil præsentere LaRouches tankegang i handling: "So, Are You Finally Willing To Learn Economics?"

Tilmeld dig: https://www.larouchelegacyfoundation.org/news/august-15

Se også panel 2 videoen her:

Se intro videoen her:

Program

Panel 1: “On LaRouche’s Discovery” 15:00 danskt tid

Moderator: Dennis Small (U.S.), LaRouche Legacy Foundation

Helga Zepp-LaRouche (Germany), Board of Directors, LaRouche Legacy Foundation

Ding Yifan (China): Deputy Director of the Research Institute of World Development, China Development Research Center (DRC) “The Importance of Physical Economics in Today’s World”

Jozef Mikloško (Slovak Republic), Former Vice Prime Minister of the first Czechoslovakian government after the fall of Communism

Dr. Natalia Vitrenko (Ukraine), Doctor of Economic Sciences, Chairman of the Progressive Socialist Party of Ukraine, People’s Deputy of Ukraine (MP) 1995-2002: “Saving Mankind Is a ‘Mission—Possible’”

Yekaterina Fyodorovna Shamayeva (Russia): “Design and Management of Sustainable Development and an Interdisciplinary Synthesis of the Fundamental Ideas of the Schools of Lyndon LaRouche and Pobisk Kuznetsov”

Paul Gallagher (U.S.), EIR Editorial Board: “LaRouche’s Early Forecasts”

LaRouche on the World Stage: Through the Words of Ramsey Clark (U.S., former Attorney General); Dr. Enéas Carneiro (Brazil, former member of parliament and presidential candidate); José López Portillo (Mexico, former President)

Discussion Period

Panel 2: “Earth’s Next Fifty Years” 19:30 dansk tid

Moderator: Megan Dobrodt (U.S.), Board of Directors, LaRouche Legacy Foundation

Jacques Cheminade (France), Founder and President of the Solidarité et Progrès Political Party in France, former Presidential Candidate: “Lyndon LaRouche’s Method of Physical Economy in Coincidence with France’s Republican Humanism”

Dr. Kirk Meighoo (Trinidad and Tobago), political analyst, media commentator, author, and former independent Senator in Trinidad and Tobago

Roberto Fritzsche and Eduardo Fernández (Argentina): “Notes on Potential Relative Population Density in Lyndon LaRouche’s Economics”

Harley Schlanger (U.S.) Schiller Institute: “Nixon’s August 1971 Announcement: An Eyewitness Account”

Fred Huenefeld, Jr. (U.S.), Schiller Institute Board member; former President of the Louisiana Association of Soil Districts; former President of NORM (National Association of Raw Materials); former Treasurer of the Louisiana State Democratic Party

Theo Mitchell (U.S.), Former State Senator, South Carolina

LaRouche in the Universities: Gretchen Small (U.S.), LaRouche Legacy Foundation: “LaRouche in the Libraries”; Carlos “Itos” Valdes (The Philippines), The Philippine LaRouche Society; Carolina Dominguez (México) LaRouche Youth Movement; José Vega (U.S.), LaRouche Youth Movement

Discussion Period

To uddrag fra Helga Zepp-LaRouches Schiller Institut-webcast den 11. august om LaRouche-videokonferencen:

(ikke korrekturlæst) HARLEY SCHLANGER: Goddag, jeg er Harley Schlanger. Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, stifteren og formanden for Schiller Instituttet. 

Vi befinder os blot nogle få dage fra en stor konference, arrangeret af LaRouche Legacy Foundation, der, på 50-årsdagen, vil se på konsekvenserne af begivenhederne omkring den 15. august, 1971, der etablerede Lyndon LaRouche som førende økonom – både hvad hans forudsigelse af dette angår, såvel som hans advarsler bagefter. Helga, dette burde blive en særdeles vigtig begivenhed, og jeg håber, at mange af vores seere ikke blot vil se det, men opmuntre andre til at deltage.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg tror at denne begivenhed vil understrege det faktum, at Lyndon LaRouche er, i det mindste i den transatlantiske sektor, uden tvivl den førende økonom, som forudså følgevirkningerne af Nixons afskafning af Bretton Woods-systemet, ved at erstatte faste valutakurser med flydende valutakurser. Dette påbegyndte retningen mod alle de onder, som vi ser i dag – en pandemi, en disintegration af finanssystemet, et alment kollaps af den kulturelle side af samfundet. Det er muligvis en overraskelse for mange mennesker, at se disse situationer som ét komplekst domæne, der hænger sammen, men Lyndon LaRouche forudså hvad dette dramatiske brud betød, efter man opgav at fokusere på den virkelige økonomi, på fysiske økonomier underlagt de egentlige universelle principper i universet, og erstattede det med systemanalyse, kybernetik, hele informationsteorien, fordi han indså, hvad den grundlæggende fejl i Norbert Wieners og John von Neumanns teorier var. Og der vil være mange eksperter, som vil tale om dette på lørdag.

Så jeg synes at I, vores seere, virkelig burde se det. For hvis I ønsker at forstå, hvorfor verdens økonomer har været ude af stand til at forudse krisen i 2008, hvorfor de er fuldstændig hjælpeløse, når det kommer til, at finde blot en analyse, for ikke at snakke om en løsning til den nuværende krise, så er denne begivenhed på lørdag et absolut ”must see” for jer.

Dette vil være et jordskælv af en begivenhed, og det er ikke at love for meget.

SCHLANGER: (griner) Jo, altså titlen er ”Så, er I endelig villige til at lære økonomi?” Og jeg tror, at det er vigtigt at nævne, at det er sponsoreret af LaRouche Legacy Foundation, som er i gang med at samle Lyndon LaRouches værker. Og når man begynder at kigge igennem disse titler, ser man hvor forbløffende hans livs arbejde virkelig var.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, vi udgiver min afdøde mands samlede værker. Vi har allerede udgivet én enorm smuk udgave, det første bind. Det andet er på vej. Vi vil digitaliserer hele værket, således at det vil være tilgængeligt for alle dem, som ønsker at studere fysisk økonomi seriøst, men også de andre områder af min mands ufatteligt rige livsværk.

Så dette er en meget vigtig begivenhed af mange, mange grunde.

Senere…

SCHLANGER: Det bringer os tilbage til vigtigheden af lørdagens konference – denne kommende lørdag, den 14. august, klokken 15-20 dansk tid [ – kan også ses senere].

Vi oplever i øjeblikket slutfasen af finanssystemet efter 1971, og dette er noget, som Lyn havde advaret om, og videre, ikke blot advaret om, men præsenteret alternativer. Hvordan ville du organisere folk til at se dette og at deltage, og bruge det som et springbræt, ikke blot til at lære økonomi, men at skabe en genoplivelse af den fysiske økonomis bedste tradition?

ZEPP-LAROUCHE: Spørgsmålet, som folk burde stille sig selv, er, hvorfor er verden i en så skrækkelig tilstand? Og jeg tror, at Lyndon LaRouches arbejde er den uundværlige nøgle, ikke blot for at forstå dette, men også for at overvinde det. Fordi, hvorfor var Lyndon LaRouche, som praktisk talt den eneste økonom på det tidspunkt, i stand til at identificere, hvad dette brud var, hvad vigtigheden af hvad Nixon gjorde var? Det var ikke blot en lille økonomisk forandring. Det var et skelsættende brud mellem noget, som var et ufuldkomment system – Bretton Woods-systemet – som aldrig var det som Franklin D. Roosevelt havde til hensigt, fordi Truman og Churchill udvandede det fuldstændigt, og betonede aldrig nøglekomponenten, som var, at overvinde underudvikling i udviklingslandene; det var aldrig en del af det egentlige Bretton Woods-system. Men det stabiliserede dog, i omkring to årtier, økonomierne i USA og Europa, fordi det var opmærksom på nogle grundlæggende fysisk-økonomiske realiteter.

Og Nixon smed dette ud af vinduet ved, at introducere en ny form for monetarisme, hvilket var idéen om, at fra nu af, ville man blot bruge algoritmer til at beskrive markederne. Lyn havde påpeget, hvad fejlen ved Norbert Wiener og John von Neumann var, nemlig den, at de havde anvendt et system, som intet havde med virkeligheden at gøre. Det er en model, og denne model bliver brugt i dag til omtrent alting: Det bruges til—hvis man betragter spekulation, i en tidsskala på nanosekunder, i tempoer af nanosekunder, billioner rejser rundt om planeten i form af spekulation. Disse er baseret på den samme algoritmiske metode i meget hurtige computere, som styrer denne form for spekulation, fuldstændig uafhængigt af fornuft, eller real-økonomiske kriterier.

Det samme er tilfældet for vejret: Det viser sig, at den første person, som udviklede en sådan idé om vejrmodeller, som kunne forudse, eller prognosticere, var Norbert Wiener, og også John von Neumann tror jeg. Så det er grunden til, at IPCC's model er værdiløs. Den har intet med de komplekse årsager for klimaet at gøre, og det er kun en model. Det var det samme møg, som Romklubben i 1972! Da de udgav bogen Grænser for Vækst var det den samme falske model, hvor de udelod det teknologiske fremskridts indflydelse på økonomiens produktivitet. Det var det, som LaRouche havde fastslået som værende nøglen: Menneskelig kreativitet, opfindelser, opdagelser af grundlæggende principper og måden hvorpå disse opdagelser, når de anvendes via teknologi i produktionsprocessen, hvordan de påvirker produktiviteten. Det er noget, som man ikke kan måle med disse modeller og det er grunden til at alt dette ikke fungerer.

Men man kan kigge på mange andre områder og man vil se at den samme idiotiske metode anvendes. For eksempel, i forudsigelsen af forbrydelser har de nu modeller, som forudser på hvilket gadehjørne, hvilken person vil begå et mord fem år ud i fremtiden, og derfor bliver man nødt til at bygge fængsler til, at kunne rumme dette – jeg overdriver en lille smule, men ikke særlig meget.

Jeg mener, det her er vanvittigt: Det har intet med virkeligheden at gøre, og jeg mener at det er en grundlæggende diskussion. Hvis ikke dette genovervejes, og rettes op på gennem videnskab, gennem opdagelser, gennem universelle fysiske principper, er der ingen løsning, fordi der er et helt etablissement, som følger dette, ligesom Rottefængeren fra Hameln, og det vil føre ud over en afgrund, og folk vil styrte ned i afgrunden i forfølgelsen efter en forkert idé.

Heldigvis er det ikke alle som gør dette: Rusland, for eksempel, gør ikke dette; Kina har ikke den samme vanvittige tilgang. Så, når folk taler om en konkurrence blandt systemer, er man nød til at betragte årsagen til at Vesten slår fejl indenfor så mange områder. Og det er det, som lørdagens diskussion handler om, men også en forhåbningsfuld idé, fordi Lyndon LaRouche har leveret løsninger, som verden har brug for i dag, mere end nogensinde før.

SCHLANGER: Jeg tror, at det er en perfekt måde, at afslutte på, for at sørge for, at folk stiller ind på lørdag, den 14. august, klokken 15. Som du siger, der er ingen tvivl om, at vi befinder os i et systemisk sammenbrud. Spørgsmålet er, om vi har modet til rent faktisk at lære økonomi og lære fra det største økonom i det sidste århundrede, Lyndon LaRouche.

Invitation:

Det er med glæde, at LaRouche Legacy Foundation inviterer dig til videokonference med førende internationale eksperter, for at undersøge de unikke bidrag af Lyndon LaRouche (1922–2019) til videnskaben om fysisk økonomi [at økonomi ikke er penge, men vores evne til at forbedre menneskehedens levevilkår].

Seminaret afholdes på 50-årsdagen for præsident Richard Nixons skæbnesvangre meddelelse om Bretton Woods-systemets afslutning, den 15. august 1971.

Det er også en påtrængt opfordring til at reflektere over, hvad der gik galt med den økonomiske politik i den transatlantiske sektor i løbet af de sidste fem årtier, for at rette op på de vedvarende politiske fejltagelser og ændre kurs, før vi hævner i en sammenbrudskrise, der kun kan sammenlignes med det 14. århundredes mørke tidsalder.

Se intro videoen til konferencen her

Baggrund:
 
Den 15. august, 1971 gav Nixon en dramatisk 18-minutters national tv-tale, hvor han meddelte:
 
1. Dollaren blev taget af guldstandarden: dollaren ville ikke længere kunne indløses i guld;
2. Et flydende valutakurssystem ville erstatte det eksisterende internationale valutariske fastkurssystem;
3. Der ville blive indført en midlertidig løn- og prisfrysning i USA, som hurtigt blev til fase I, II og III med drastiske stramninger
 
.
Selvom Nixon angiveligt bekendtgjorde disse foranstaltninger for at tøjle finansielle spekulationer mod dollaren, åbnede de i virkeligheden sluserne for den mest massive, langvarige spekulation i menneskehedens historie, kombineret med et fysisk økonomisk kollaps – som fortsætter den dag i dag.
 
Meddelelsen fra 15. august 1971 var den mest vidtrækkende og katastrofale beslutning i den økonomiske politik i det 20. århundrede med hensyn til dens konsekvenser frem til i dag. Èn økonom, og én økonom alene, forudså konsekvenserne. Inden for få timer efter denne meddelelse advarede han om hvad der ville komme, og forklarede, hvad meddelelsen betød.
 
Denne mand var Lyndon LaRouche.
 
LaRouche brugte de næste fem årtier på at advare om, at hvis denne politik blev videreført, ville verden gå ind i en systemisk sammenbrudskrise med sandsynligheden for fascistisk økonomisk politik. Alt imens præsenterede han detaljerede programmer til at vende krisen, baseret på ideen om fred gennem udvikling og på at fremme ethvert menneskes produktive arbejdskraft på jorden.
 
For dette blev LaRouche udskældt og uretmæssigt fængslet i fem år. Hans politik blev ikke gennemført i den transatlantiske sektor, og planeten betaler i dag prisen for den tåbelighed i form af en hyperinflation, en ukontrolleret og dødelig pandemi og faren for termonuklear krig. Som et resultat af kampagnen for at bagvaske LaRouche og tie hans ideer ihjel, har de fleste mennesker i USA og andre steder aldrig studeret hans skrifter.
 
Men visse mennesker, førende videnskabsmænd og politiske ledere i forskellige dele af verden, lyttede til LaRouche og studerede hans værker – såsom den russiske videnskabelige kæmpe Pobisk Kuznetsov og den tidligere mexicanske præsident José López Portillo.
 
Andre specialister og folk, der har studeret LaRouches værker, vil deltage i seminaret den 14. august, og man vil direkte fra dem kunne høre om LaRouches økonomiske gennembrud, om hans uforlignelige historik af prognoser samt om hans programmatiske forslag til at udvikle hvert hjørne af planeten – og solsystemet. Seminaret vil hjælpe til at forstå, hvorfor tiden er inde til at give LaRouches ideer oprejsning, både af hensyn til simpel retfærdighed og for endelig at få gennemført hans politik.
 
Som José López Portillo, den tidligere mexicanske præsident, udtalte i 1998 på et fælles seminar med Helga Zepp-LaRouche: "Det er nødvendigt, at verden nu lytter til Lyndon LaRouches kloge ord".

Tilmelding for at modtage et direkte link, talerlisten og opdateringer: So, Are You Finally Willing to Learn Economics? — LaRouche Legacy Foundation

Ellers kan du se den på forsiden af vores danske hjemmeside.

10. juli – Efter den hurtige tilbagetrækning af amerikanske og NATO-tropper fra Afghanistan – USA’s tropper, bortset fra et par sikkerhedsstyrker, blev fløjet ud i ly af natten uden at informere de afghanske allierede – er dette land for øjeblikket, men sandsynligvis ikke længe, verdenshistoriens skueplads. Nyhederne fortsætter med at strømme ind: På jorden opnår Taliban-styrkerne hurtige territoriale gevinster i det nordlige og nordøstlige del af landet, hvilket allerede har skabt betydelig spænding og bekymring i Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan, og de har erobret den vestlige grænseby Islam Qala, der håndterer betydelige handelsstrømme med Iran. Samtidig foregår der intenst diplomatisk aktivitet blandt alle de lande, hvis sikkerhedsinteresser er påvirket af begivenhederne i Afghanistan: Iran, Pakistan, Indien, Rusland, og Kina, for kun at nævne de vigtigste.
 
Kan der findes en intern afghansk løsning? Kan en borgerkrig mellem den afghanske regering og Taliban forhindres? Kan terroristgrupper, såsom ISIS, der er begyndt at genvinde et fodfæste i nord, og Al-Qaida, opløses? Eller vil krigen mellem de afghanske fraktioner fortsætte og dermed udvidelsen af opiumdyrkning og eksport samt den globale trussel om islamisk terrorisme? Vil Afghanistan igen synke ned i vold og kaos og blive en trussel, ikke kun for Rusland og Kina, men endog for USA og Europa?
 
Hvis disse spørgsmål skal besvares i en positiv forstand, er det afgørende, at USA og Europa først besvarer spørgsmålet med brutal ærlighed om, hvordan krigen i Afghanistan blev sådan en katastrofal fiasko, en krig ført i hele 20 år af USA, den stærkeste militære magt i verden, sammen med militærstyrker fra 50 andre nationer. Mere end 3.000 soldater fra NATO og allierede styrker, herunder 59 tyske soldater [og 43 danske soldater], og i alt 180.000 mennesker, inklusive 43.000 civile, mistede livet. Dette var til en økonomisk pris for USA på mere end 2 billioner $ og på 47 milliarder € for Tyskland. Tyve års rædsel hvor alle sider, som det er sædvanligt i krig, var involveret i grusomheder med ødelæggende virkninger på deres eget liv, inklusive de mange soldater der kom hjem med posttraumatiske stresslidelser og ikke har været i stand til at klare livet siden. Efter ti års krig med Sovjetunionen i 1980'erne, efterfulgt af en lille pause, måtte den afghanske civile befolkning derefter lide yderligere 20 års krig med en næsten utænkelig række pinsler.
 
Det var klart fra starten, at denne krig ikke kunne vindes. Indførelsen af NATO's gensidige forsvarsklausul i henhold til artikel 5 efter terrorangrebene den 11. september var baseret på den antagelse, at Osama bin Laden og Taliban-regimet stod bag disse angreb, hvilket således ville retfærdiggøre krigen i Afghanistan.
 
Men som den amerikanske senator Bob Graham, formanden for Kongressens “Fælles undersøgelse af efterretningsaktiviteter inden og efter terrorangrebene den 11. september 2001”, gentagne gange påpegede i 2014, undertrykkede de daværende sidste to amerikanske præsidenter, Bush og Obama, sandheden om hvem der stod bag 11. september. Og det var kun på grund af denne undertrykkelse, at truslen fra ISIS således blev mulig. Graham sagde under et interview i 2014 i Florida:
 
”Der er fortsat nogle ufortalte historier, nogle ubesvarede spørgsmål om den 11. september. Måske er det mest grundlæggende spørgsmål: Blev den 11. september udført af 19 personer, der arbejdede isoleret, som over en periode på 20 måneder var i stand til at tage de grove konturer af en plan, der var udviklet af Osama bin Laden, og omsætte den til en detaljeret arbejdsplan, for derefter at indøve denne plan; og endelig at udføre en ekstrem kompleks række opgaver? Lad os tænke på de 19 mennesker. Meget få af dem kunne tale engelsk. Meget få af dem havde overhovedet været i USA før. De to formænd for 9/11-Kommissionen, Tom Kean og Lee Hamilton, har sagt, at de synes det er yderst usandsynligt, at disse 19 mennesker kunne have gjort, hvad de gjorde, uden nogen ekstern støtte i den periode de boede i USA. Jeg er meget enig… Hvor fik de deres støtte?”
 
Dette spørgsmål er stadig ikke blevet besvaret tilfredsstillende. Vedtagelsen af JASTA-loven (Retfærdighed mod statssponsoreret Terrorisme – Justice Against State Sponsors of Terrorism) i USA, afsløringen af de 28 tidligere hemmeligstemplede sider i den fælles kongresundersøgelsesrapport om den 11. september, der blev holdt hemmelig i så lang tid, og retssagen, som familierne af ofrene fra den 11. september førte mod den saudiarabiske regering, leverede tilstrækkelig bevis for den faktiske økonomiske støtte til angrebene. Men efterforskningen af alle disse ledetråde blev forsinket med bureaukratiske midler.
 
Den eneste grund til at uoverensstemmelser omkring 11. september nævnes her, er for at pege på det faktum, at hele definitionen af fjenden i denne krig faktisk var forkert fra begyndelsen. I en hvidbog om Afghanistan udgivet af BüSo (Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet) i Tyskland i 2010 påpegede, at en krig, hvor målet ikke er defineret korrekt, næppe kan vindes, og vi krævede på det tidspunkt øjeblikkelig tilbagetrækning af de tyske styrker.
 
Da Washington Post offentliggjorde de 2.000 sider lange "Afghanistan Papirer" i 2019 under titlen "I krig med sandheden", burde krigen allerede den gang have været afsluttet. De afslørede, at denne krig havde været en absolut katastrofe fra starten af, og at alle erklæringer fra det amerikanske militær om de påståede fremskridt var bevidste løgne. Undersøgelsesjournalisten Craig Whitlock, der offentliggjorde resultaterne af sin tre års forskning, herunder brug af dokumenter opnået under loven om frie informationer (Freedom of Information Act – FOIA), og udsagn fra 400 personer med førstehåndskendskab viste den absolutte inkompetence, som denne krig blev ført med.
 
Derefter var der de forbløffende udsagn fra generalløjtnant Douglas Lute, Afghanistan-tsaren under Bush- og Obama-administrationerne, som under en intern høring i ” Det særlige ministerium for Afghanistans Genopbygning” i 2014 havde sagt: ”Vi var blottet for en grundlæggende forståelse af Afghanistan – vi vidste ikke, hvad vi gjorde… Hvad forsøger vi at gøre her? Vi havde ikke den fjerneste opfattelse af, hvad vi foretog os… Hvis det amerikanske folk kendte til omfanget af dette funktionssvigt… hvem ville sige, at det hele var forgæves? ”
 
Efter at disse dokumenter blev offentliggjort, skete der intet. Krigen fortsatte. Præsident Trump forsøgte at bringe tropperne hjem, men hans forsøg blev i det væsentlige undermineret af det amerikanske militær. Det er først nu, når prioriteten er skiftet til Indo-Stillehavet og til indeslutningen af Kina og Rusland, at denne absolut meningsløse krig blev afsluttet, i det mindste hvad angår udenlandske styrkers deltagelse.
 
11. september bragte ikke kun verden Afghanistan-krigen, men også Patriotloven (Patriot Act) et par uger senere, og hermed det påskud for den overvågningsstat, som Edward Snowden kastede lys over. Det ophævede en væsentlig del af de borgerrettigheder, der var blandt de mest fremragende resultater af Den amerikanske Frihedskrig og nedfældet i den amerikanske forfatning, og det underminerede USA’s natur som republik.
 
Samtidig blev de fem principper for fredelig sameksistens, som er kernen i international lov og FN-pagten, erstattet af en stigende vægt på den "regelbaserede orden", der afspejler interesserne og forsvaret af det transatlantiske etablissements privilegier. Tony Blair havde allerede sat tonen for en sådan afvisning af principperne i Den westfalske Fred og international lov to år tidligere i sin berygtede tale i Chicago, der dannede den teoretiske retfærdiggørelse for de "endeløse krige" – dvs. de interventionistiske krige gennemført under påskud af "ansvaret for at beskytte" (Responsibility to Protect – R2P), en ny slags korstog, hvor "vestlige værdier", "demokrati" og "menneskerettigheder" formodes at blive overført – med sværd eller med droner og bomber – til kulturer og nationer, der kommer fra helt anderledes civilisationstraditioner.
 
Derfor må Afghanistan-krigens katastrofale fiasko – efter de foregående fiaskoer, Vietnam-krigen, Irak-krigen, Libyen-krigen, Syrien-krigen og Yemen-krigen – hurtigt blive vendepunktet for et fuldstændigt skift i retning væk fra de sidste 20 år.

Del 2

Siden senest Covid-19-pandemiens udbrud, et udbrud der var helt forudsigeligt, og som Lyndon LaRouche i princippet havde forudsagt allerede i 1973, burde der have været igangsat en grundlæggende debat om de mangelfulde aksiomer i den vestlige liberale model. Privatiseringen af alle aspekter af sundhedsvæsnerne har bestemt givet lukrative overskud til investorer, men den økonomiske skade, der er blevet påført, og antallet af dødsfald og langvarige sundhedsproblemer har brutalt afsløret sundhedsvæsnernes svage punkter.
 
Den strategiske turbulens forårsaget af tilbagetrækningen afNATO-tropper fra Afghanistan giver en glimrende mulighed for en revurdering af situationen, for en korrektion af den politiske retning og en ny løsningsorienteret politik. Den lange tradition for geopolitisk manipulation af denne region, hvor Afghanistan i en vis forstand repræsenterer grænsefladen fra det britiske imperiums "Great Game" i det 19. århundrede til Bernard Lewis’ og Zbigniew Brzezinskis "krisebue (arc of crisis)", må begraves. en gang for alle, for aldrig at blive genoplivet. I stedet skal alle naboerne i regionen – Rusland, Kina, Indien, Iran, Pakistan, Saudi-Arabien, Golfstaterne og Tyrkiet – integreres i en økonomisk udviklingsstrategi, der repræsenterer en fælles interesse blandt disse lande, én som er defineret af en højere orden og er mere attraktiv end fortsættelsen afde respektive formodede nationale interesser. Dette højere niveau repræsenterer udviklingen af en tværnational infrastruktur, storstilet industrialisering og moderne landbrug for hele Sydvestasien, som den blev præsenteret i 1997 af EIR og Schiller Instituttet i specialrapporter og derefter i studiet "Den nye Silkevej bliver til verdens landbro (The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge).” Der er også et omfattende russisk studie
fra 2014, som Rusland havde til hensigt at fremlægge på et G8-topmøde, før det blev udelukket fra denne gruppe.
        
I februar i år blev udenrigsministrene fra Pakistan, Afghanistan og Usbekistan enige om at anlægge en jernbanelinje fra Tasjkent, Usbekistans hovedstad, via Mazar-e-Sharif og Kabul, Afghanistan, til Peshawar i Pakistan. En ansøgning om finansiering fra Verdensbanken blev indsendt i april. Samtidig blev Pakistan og Afghanistan enige om at anlægge en motorvej, Khyberpas økonomisk korridor (Khyber Pass Economic Corridor), mellem Peshawar, Kabul og Dushanbe. Det vil tjene som en fortsættelse af Den kinesisk-pakistanske økonomiske Korridor (CPEC), et udstillingsprojekt i det kinesiske Bælte- og Vejinitiativ (BRI).
 
Disse transportlinjer skal udvikles til effektive udviklingskorridorer og en øst-vest-forbindelse mellem Kina, Centralasien, Rusland og Europa samt et nord-syd infrastrukturnetværk fra Rusland, Kasakhstan og Kina til Gwadar, Pakistan ved Det arabiske Hav, alle behøves at blive gennemført.
 
Alle disse projekter udgør betydelige tekniske udfordringer – bare overvej det totalt bjergrige landskab i store dele af Afghanistan – men den fælles vision om at overvinde fattigdom og underudvikling kombineret med ekspertise og samarbejde mellem de bedste ingeniører fra Kina, Rusland, USA og Europa kan "flytte bjerge" i overført betydning. Kombinationen afVerdensbanken, Den asiatiske Infrastruktur-investeringsbank (AIIB), BRIKS’ (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika) Ny Udviklingsbank, Ny Silkevejsfond og nationale långivere kunne udstede de nødvendige kreditlinjer.
 
Et sådant udviklingsperspektiv, også for landbruget, ville også give et alternativ til den massive narkotikaproduktion, der plager denne region. På nuværende tidspunkt kommer over 80% af den globale opiumsproduktion fra Afghanistan, og ca. 10% af den lokale befolkning er i øjeblikket afhængig, mens Rusland for ikke så længe siden definerede sit største nationale sikkerhedsproblem som narkotikaeksport fra Afghanistan, og tal fra 2014 viste, at 40.000 mennesker om året blev dræbt i Rusland. Realiseringen af et alternativ til narkotikadyrkning er i hele verdens grundlæggende interesse.
 
Covid-19-pandemien og risikoen for yderligere pandemier har dramatisk understreget behovet for at opbygge moderne sundhedsvæsner i hvert eneste land på Jorden, hvis vi skal forhindre, at de mest forsømte lande bliver ynglepladser for nye mutationer, som ville forpurre hele den hidtidige indsats. Opførelsen af moderne hospitaler, uddannelse af læger og sygeplejepersonale og de nødvendige infrastrukturelle forudsætninger er derfor lige så meget i alle politiske grupper i Afghanistans interesse og for alle lande i regionen, som for de såkaldte udviklede lande.
 
Af alle disse grunde repræsenterer den fremtidige udvikling i Afghanistan en korsvej for hele menneskeheden. Samtidig er det en perfekt demonstration af muligheden, der ligger i anvendelsen af Nikolaus fra Kues’ princip om modsætningernes sammenfald, Coincidentia Oppositorum. Hvis man forbliver på niveauet med modsigelserne i de berørte nationers påståede interesser – Indien-Pakistan, Kina-USA, Iran-Saudi-Arabien, Tyrkiet-Rusland – er der ingen løsninger.
 
Hvis man derimod overvejer alles fælles interesser – at overvinde terrorisme og narkotikaplagen, varig sejr over farerne ved pandemier og afslutte flygtningekriserne – så er løsningen åbenbar. Det vigtigste aspekt er imidlertid spørgsmålet om den vej vi som menneskehed vælger – om vi vil styrte længere ned i en mørk tidsalder og potentielt endog risikere vores eksistens som en art, eller om vi sammen ønsker at forme et virkeligt menneskeligt århundrede. I Afghanistan gælder det mere end nogen andre steder i verden: Det nye navn for fred er udvikling!
 

 A WORLD WITHOUT GEOPOLITICS BECKONS: AFTER THE AFGHAN DEBACLE, HAVE WE LEARNED OUR LESSON YET

In reviewing strategic developments of the last week, Schiller Institute Chairwoman Helga Zepp LaRouche highlighted the prospects for peace and collaboration possible when geopolitical confrontation is rejected.  The Merkel-Macron-Xi dialogue, for example, opens the door for a change in European Union policy, as the EU bureaucrats face growing tensions over their commitment to the unilateralism implied in imposing a "Super State."  The end of the Afghan war does not mean more conflict, but the emergence of an alternative based on a desire by its neighbors to overcome underdevelopment, as a competent strategy to combat terrorism.

In her report on the celebration of the 100th anniversary of the Chinese Communist Party, she challenged viewers to not fall back on the axioms drummed into their heads by corrupt media and imperial oligarchs, but to look instead at the real history of China.  She described the Conference of World Political Parties addressed by President Xi, which included representatives from more than 150 parties, as an "expression of friendship", which demonstrates that overcoming underdevelopment is a mission which can be embraced by all nations.  It also makes a mockery of the view pushed by geopoliticians that China "is isolated". (hcs)

Se webcastet her!

Preface: the Golden Path Before the World 

July 6 (EIRNS)–The lead of today's briefing is the dialogue with Helga Zepp-LaRouche conducted by China Radio International. The following words preface that.

​The dialogue with the world begun by Lyndon LaRouche in the months prior to August 15, 1971, fifty years ago, produced hundreds of proposals, programs and initiatives by LaRouche and his associates over several decades. In November of 1989, following the fall of the Berlin Wall, LaRouche drew on his extensive knowledge of European history, including the development projects of Charlemagne going back to the late eighth century, and seemingly "instantly" formulated a strategy for taking the most industrially productive area of the world–the Paris-Berlin-Vienna Productive Triangle–and using it as a human "machine tool" to power a revolution in economy, diplomacy, and strategy. While that policy was severely hampered by his incarceration, and by the assassinations of Alfred Herrhausen (November 30,1989) and Detlev Rohwedder (April 1,1991), Helga Zepp-LaRouche led an intervention into the East that would begin the dialogue which resulted in the June 1996 Beijing conference, the "International Symposium on Economic Development of the Regions Along the Euro-Asia Continental Bridge." This occurred despite the attempts of Sir Leon Brittan, the Perfidious Albion, to prevent it from happening.

​As this World Summit of Parties transpires, convened by Beijing in the aftermath of a quarter-century of China's own work, of continuous dialogue with China and Russia by the LaRouche organization, and of the successful advancement, by many parties, of the World Land-Bridge strategic economic outlook first enunciated at that 1996 conference, the power of the ideas of Lyndon LaRouche falls over these proceedings, as a cumulative cultural world-effect, influencing even the minds of those who have yet to read LaRouche for themselves. "The awful shadow of some unseen Power floats, though unseen, among us," Shelley says in the opening lines of {Hymn To Intellectual Beauty}. That might well be said of the true character of "actualized potential" for LaRouche's ideas in this moment.

​The triumphalist, "permanent revolution/permanent war" faction for which the vapid George Herbert Walker "Rubbers" Bush was once the CIA ad-man, and his son, George "Gee-whiz" W, "Igor" Dick Cheney, and Barack "al-Yamamah" Obama define the arc of American humiliation that incarcerated the American people by incarcerating LaRouche. As in Beethoven's {Fidelio}, a new method of thinking must be embodied to free the United States to be itself, and declare independence from the "empire of the mind" of British policy. That is the method presented in the dialogue with China Radio International. 

:Helga Zepp-LaRouche on ChinaPlus Radio’s ‘Asia Today’

July 6, 2021 (EIRNS)–Helga Zepp-LaRouche was interviewed today on the "Asia Today" broadcast of ChinaPlus, the English website of China Radio International.

​CHINAPLUS: Chinese President Xi Jinping is calling on China and European countries to expand consensus and cooperation to jointly cope with global challenges. He made the remarks at a virtual summit with French President Emmanuel Macron and German Chancellor Angela Merkel. The Chinese leader says what the world needs is mutual respect and a sincere cooperation among nations.

​XI JINPING [through translator]: At present, the global pandemic situation remains severe, [inaud; 01:19] studies. The prospects for economic recovery are uncertain and there is still a long way to go. The world more than ever needs mutual respect and close collaboration rather than suspicion and [inaud; 01:33] or zero-sum game.

​CHINAPLUS: During the meeting, the German and French leaders expressed their support for the conclusion of the EU-China investment agreement, and added that they hoped the 23rd EU-China summit would take place as soon as possible.

​For more on this, we are joined by Helga Zepp-LaRouche, founder of the Schiller Institute, a global political and economic think tank headquartered in Germany. Thanks for joining us, Helga.

​HELGA ZEPP-LAROUCHE: Yes, hello; good day.

​CHINAPLUS: So, what's your main takeaway from this virtual summit, and what's your assessment of the overall tone of the meeting?

​ZEPP-LAROUCHE: I think from everything one can say, it was very constructive, and also much needed, because there were some recent difficulties after the European Parliament blocked the

EU-China investment agreement. So, I think that they discussed the possibility of reviving it is very positive. Mrs. Merkel said that she wants to have this revived as soon as possible. And President Macron said that he supports the conclusion of the China-EU investment agreement. So, I think it was very useful and productive.

​CHINAPLUS: The summit is coming at an increasingly tense moment for EU and China ties, given that the EU's recent sanctions against China and its interference in the country's internal affairs. So, will this call lead to a shift in the EU's approach to relations with China? And possibly, easing confrontations between the two sides?

​ZEPP-LAROUCHE: Yes, I think it will, and I think it's also important that this comes only four days after the very hysterical statement coming from the Lithuanian Foreign Minister, Landsbergis, who had on Friday last week called for an end of the French-German dominance of the EU. He wanted to have a unified EU policy on China, which in his terms means against China. He even said that he wants to set up offices in Taiwan. So, I think this was a clear rebuttal of this position of Landsbergis, so I think that that was very useful.

​CHINAPLUS: What's your assessment of the current EU policy on China in general? Do you think that the tough stance recently taken by the EU side against China needs to change? As we know, China became the world's largest EU trading partner last year, overtaking the US. European business leaders have expressed their hope that the EU will strengthen cooperation with China, rather than shut it out and decouple.

​ZEPP-LAROUCHE: Yes, I think such a change is really very urgent, because, as it was mentioned by President Xi Jinping, the world is confronted with a very serious pandemic; we have a world famine of biblical dimension, as the head of the World Food Programme, Beasley, is calling it; we have a hyperinflation danger in the Western countries. As you can see with the situation in Afghanistan, it needs to be an urgent cooperation for economic development in the entire region of Southwest Asia; because otherwise, there is a danger of a new explosion of terrorism, and also the drug problem is very big.

​So, I think there are so many common aims of mankind in a world which is very fragile, and therefore, I think that these three important countries — China, France, and Germany — make steps to really mend fences and work together more closely, can only be welcomed in the interest of humanity as a whole.

​CHINAPLUS: We see many European politicians have emphasized the differences between China and the EU, but the President is calling on China and the EU to adhere to the norms of mutual respect, and to handle differences appropriately. So, were the differences between the two sides addressed during the talks? And how can the two sides resolve their differences?

​ZEPP-LAROUCHE: Yes, I think some of the differences were clearly addressed. For example, China is always emphasizing the need to stick to the UN Charter and international law, while some Western politicians always talk about a rules-based order, which, if you look at it more closely, has turned out to be a rather arbitrary definition of pursuing the interests of some groups. So, I think that was addressed — at least from the read-out, one can say that. And also, it was stressed by China that the intention of China is not to replace anybody else, but to focus on its own development. But I think there was one aspect in the discussions which I thought was particularly promising. Namely, that they seem to have focussed on a joint mission which helps countries and people to always overcome their bilateral or trilateral difficulties. In this case, the focus was on China, on Africa, that China and Germany and France would work together. Germany, for example, said they were considering to join the initiative on partnership for African development. I think President Xi not only pointed to the severe situation of Africa because of the pandemic and economic hardships resulting out of that, but he also said that Africa has the greatest development potential. He has stressed that in the past in summits with African leaders, and I think this is absolutely true. The African continent has a very young average population, which means that if you provide them with jobs and economic opportunities, they can become really an economic engine in the next generations. That positive look on Africa is generally lacking in Europe, and I think therefore the populations of Germany and France and other European countries can only profit from the optimistic perspective that China has towards Africa. I think this can only have a positive effect.

​CHINAPLUS: Another key factor crucial for China relations nowadays is the US factor. We've noticed increasingly frequent interactions between the US and the EU, with Washington trying to rally its European allies against China. Do you think the call emanating from the summit is sending a signal from France and Germany that they are refusing to align themselves with the US bipolar confrontation?

​ZEPP-LAROUCHE: I would think so, because as you know, there was just the G-7 summit, where Biden had travelled to England, and this was an effort to unite the allies in their stance against Russia and China. But Chancellor Merkel had always stressed in the recent period that she does not like to pulled in one or the other direction, and forced to choose sides. She supports a multilateral world order. So, I think this is definitely a positive signal. One would hope that the Europeans really understand that it's in their self-interest to have such a balanced view, to say the least.

​CHINAPLUS: Some observers believe the US has more power over the EU than that of Germany and France combined, so the change of attitudes from Germany and France won't make much of a difference in the EU's China policy. How do you look at this?

​ZEPP-LAROUCHE: The EU right now is very disunited. You had the Dutch leader, Rutte, who wants to kick out Orban from Hungary, and Hungary out of the EU. Then, Slovenia just took over the EU Presidency for the next six months, and he clearly is supporting Hungary, and backs the Hungarian view that they don't like cultural interventions, interference with their value set, whereby Western European countries try to impose their liberal views, while the East European countries are more traditional. I think if they keep doing these kinds of things — and von der Leyen then attacked Slovenia, and then you have the disunited Baltic states and Poland. I think the EU right now is not in a strong position at all. I think the thing which will, I'm pretty sure, dominate in the future will be the self-interest of these countries. For Germany, for France, and also the other European countries, the economic interest in a world which is in a turmoil, the relation with China is clearly a factor of stability. This is what the German industry wants for the most part. So, I think also the United States may change.

​The United States has pursued policies in the last 20 years which were not really in the interests of the United States itself, as you can see by what happened in Afghanistan where a war was fought for 20 years, and absolutely nothing came out other than misery, death, and a lot of cost. So, maybe the United States can also start to change and see that cooperation is more in their interest than confrontation. I know this is not the dominant policy right now, but things are changing very rapidly. I would really hope that the New Paradigm of international relations gets into the minds of political leaders, because confrontation can only lead to a disaster.

​Anyway, I think we are in a flux; we are in an historic moment of dramatic change. A lot depends on good initiatives which people have to influence the situation for the better.

​CHINAPLUS: OK, thank you very much, Helga. That was Helga Zepp-LaRouche, founder of the Schiller Institute, a global political and economic think tank headquartered in Germany.

23. juni (EIRNS) – På en pressekonference umiddelbart efter sin topmøde-diskussion den 16. juni med præsident Biden, blev den russiske præsident Vladimir Putin spurgt om fremtiden for relationerne mellem USA og Rusland.

”Hvad angår sanktioner og økonomiske begrænsninger, har jeg allerede påpeget, at vi ikke er klar over den indenlandske politiske stemning og opstillingen af styrker [i USA], eller rettere vi ved noget, men vi kan ikke fuldt ud forstå udviklingen. Nogle kræfter er imod forbedring af relationerne med Rusland, og andre støtter dette. Jeg kan ikke sige, hvem af dem der vinder”.

LaRouche-organisationen og Schiller Instituttet har været de mest konsekvente og tydelige stemmer for strategisk fornuft, idet de på enestående vis præsenterer Lyndon LaRouches politik for at skabe en holdbar fred baseret på en konkursbehandling, reorganisering, af det globale finanssystem, samt i særdeleshed at sørge for en hurtig udvikling af den fattige udviklingssektor.

Den mest konsekvente og tydeligste stemme for strategisk vanvid og for at drive verden til randen af atomkrig for at forsvare det samme bankrotte finanssystem har været Det britiske Imperium.

I dag krydsede den britiske flådes fjernstyrede missildestroyer, Defender, der opererer i Sortehavet, bevidst 3 km ind i russiske territorialfarvande ud for Krim-kysten og tog først af sted 30 minutter senere, efter at et russisk grænsevagtspatruljeskib to gange affyrede advarselsskud på tværs af boven, efterfulgt af et kampfly, der smed fire bomber foran Defenders kurs.

Som den tidligere britiske ambassadør Craig Murray kommenterede: ”Der er dem, der ser denne aktivitet som bevis for Storbritanniens fortsatte stormagtsstatus. Jeg ser det som bevis på vanvid”.

Sandelig så. Desto mere siden Putin og andre russiske embedsmænd i denne uge har præsenteret USA for konkrete initiativer til at få sikkerhedsdialogen i gang og gentaget deres regerings vilje til at sætte Ruslands hypersoniske og andre avancerede våbensystemer på forhandlingsbordet, så længe der finder seriøst overordnede samtaler sted.

Og ikke desto mindre, eftersom den kinesiske regering på lignende måde har præsenteret Vesten for en hæderlig udgang fra deres 'blindgyde' af økonomisk politik, der har udløst en dødbringende pandemi, som truer hele planeten, og i stedet tilbudt aftaler om økonomisk samarbejde, der kan begynde med etableringen af et verdensomspændende system af avancerede sundhedsvæsner til at tackle den nuværende og sandsynlige fremtidige pandemier.

For en uge siden erklærede Putin: "Jeg kan ikke sige, hvem af dem der vinder", med henvisning til den politiske kamp i USA og Vesten generelt om samarbejde eller konfrontation for at tackle de globale kriser. Svaret på dette spørgsmål vil i væsentlig grad blive leveret af dem, der deltager i den igangværende proces med politisk diskussion på Schiller Instituttets internationale konferencer, herunder den kommende, der afholdes i weekenden den 26.-27. september.

Billedet: HMS Defender: Will Haigh, www.defenceimages.mod.uk

13. juni (EIRNS) – I dag i England udsendte G7-lederne i slutningen af deres tredages møde i Cornwall deres "Cardis Bay G7 Summit Communiqué" – vores fælles dagsorden for global handling for at 'genopbygge bedre'. B3W, som de kalder det – 'Build Back Better for the World' – perspektivet, der er skrevet ud på 25 sider, er ultragrønt, blottet for alt, hvad der virkelig er nødvendigt for at bekæmpe pandemier og hungersnød eller for at opbygge en moderne økonomi. Det indeholder direkte bankfolkenes svindelnumre baseret på kulstofmarkeder. Desuden er B3W et åbenlyst trick mod Kina og Bælte- og Vejinitiativet, der bygger reel infrastruktur over hele kloden. Præsident Biden og udenrigsminister Blinken praler af det. Hvem kan acceptere noget af dette?

Den passende reaktion ses i folkeafstemningen i dag i Schweiz, hvor folket nedstemte "CO₂-loven". Man kan høre ekkoet af "Der er en grænse for en tyrans magt …" fra Rütli eden i 'Wilhelm Tell' af Friedrich Schiller.

Den schweiziske CO₂-lov, der er i fuld overensstemmelse med Paris-aftalen og den nye B3W, ville have gjort hverdagen umulig med brændstofafgifter og andre såkaldte decarboniserende foranstaltninger. Den blev udtænkt under fupnummeret om, at udledninger af drivhusgas må reduceres for at forhindre planeten i at blive overophedet. Nej-stemmerne kom fra landdistrikterne og andre valgkredse i 21 af de 26 schweiziske kantoner. Kun Genève, Basel, Zürich og andre byområder stemte grønt.

Der er andre vigtige udtryk for fornuft og suverænitet. I det amerikanske Vesten og landbrugsstaterne mobiliserer både lovgivere og borgere mod de grønne miljøforanstaltninger i Bidens særlov fra januar. Det specielle mål for ophævelse er det såkaldte “30 × 30” krav i bekendtgørelse 14 008, om at 30% af alt land og vand i USA skal tages ud af enhver produktiv anvendelse inden 2030, under det falske påskud at nedskære CO₂-emissioner og favorisere biodiversitet. Præcist samme 30 × 30 krav findes også i G7's "2030 Nature Compact", der blev frigivet i dag.

I opposition hertil har over 50 amter i 11 amerikanske stater vedtaget beslutninger om at ophæve denne foranstaltning. Den førende stat, der modsætter sig "30 × 30", er Nebraska, som har det mest kunstvandede landbrug af alle amerikanske stater og har over 97% af dets jord i privat ejerskab. Der er fremlagt lovforslag om ophævelse af "30 × 30" i både det amerikanske senat og Repræsentanternes Hus.

Men det geopolitiske aspekt af B3W rangerer lige så meget eller mere, korrupt og dumt end selv det grønne dogme. Biden fortalte på sin pressekonference efter G7 i dag i Cornwall Airport Newquay, undervejs til at tale med dronningen: ”Jeg foreslog, at vi skaber et demokratisk alternativ til Bælte- og Vejinitiativet: 'Build Back Better'. Og de er enige om det, og det er sat i gang, såvel detaljerne i det – vi blev enige om, at vi vil sammensætte en komité til at gøre det og fremkomme med det… vi vil insistere på, at der skal være høje standarder – for et klimavenligt, transparent alternativ til Bælte- og Vejinitiativet”.

Biden beskrev B3W: ”Det er en værdidrevet, gennemsigtig finansieringsmekanisme af høj standard, som vi skal etablere, til støtte for projekter inden for fire nøgleområder: klima, sundhed, digital teknologi og ligestilling mellem kønnene. Og vi tror på, at det ikke kun vil være godt for landene, men det vil være godt for hele verden og repræsenterer værdier, som vores demokratier repræsenterer, og ikke 'autokratisk' fravær af værdier". Udenrigsminister Blinken sagde i morges på CNN fra Bruxelles, at USA vil "udnytte" privat finansiering til sit B3W og tage andre skridt, så de kan "gøre det på en mere positiv måde end Kina gør det med sit Bælte- og Vejinitiativ”.

Dette må høre op. Det er afgørende, at den anti-malthusianske modstand, fra Schweiz til Nebraska og andre steder, breder sig. Schiller Instituttets dialogproces, både på de formelle konferencer og igangværende, spiller den kritiske rolle med udbredelse og formidling af ideer til et nyt paradigme.

Der er ingen tid at spilde i betragtning af det forfærdelige dødstal og modgangen fra pandemien, hungersnød og det økonomiske sammenbrud. Både ledere fra Verdenssundhedsorganisationen og Verdensfødevareprogrammet understregede dette i de seneste dage…

I Cornwall på G7-topmødet understregede WHO’s direktør, Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, at 70% af verden skal vaccineres inden 2022, tidspunktet for det næste G7-møde, men han sagde, at det, der blev lovet på G7-mødet i weekenden er "utilstrækkeligt”.

Direktør for Verdensfødevareprogrammet, David Beasley, udsendte den 10. juni en særlig appel om fødevarehjælp til Etiopien, hvor 350.000 mennesker er i svær nød, og samlet set er 4 millioner mennesker usikre på fødevarer. Han sagde, at det var den mest akutte og dybe fødevarekrise i en enkelt nation i ti år.

Schiller Instituttets konference den 26.-27. juni har titlen: "Til alles fælles bedste, ikke regler til gavn for de få!" https://schillerinstitute.nationbuilder.com/20210626-27-konference