af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 17. marts 2025

Den 17. marts 2025 (EIRNS) – Præsident Trump og præsident Putin har planlagt en telefonsamtale tirsdag den 18. marts om Ukraine og andre emner. Det store spørgsmål lige nu er, om … Storbritanniens »koalition af villige« kan sabotere den igangværende proces med stormagter i samråd? Intet er afgjort, men den 12. februar talte Trump og Putin i telefon og genoptog den direkte kontakt på topniveau mellem de to stormagter, som havde været suspenderet i omkring tre år. Efterfølgende har delegationer fra de to lande mødtes, og den 11. marts mødtes delegationer fra USA og Ukraine for at drøfte mulighederne for en løsning. Der blev diskuteret formuleringer om en våbenhvile.

Samtidig er bevægelsen i Europa intens – offentlig og skjult – for at forhindre en løsning på Ukraine-konflikten og ruste sig til krig. Til at begynde med, efter mødet mellem USA og Ukraine i Jeddah blev der øjeblikkeligt spundet en fortælling om, at “bolden er på Ruslands banehalvdel” – en fortælling, der er designet som et trick, så når Rusland, som det kan forventes, gør indsigelse mod uacceptable våbenhvile-“sikkerheds”-betingelser (som ikke mindst kan tilskrives britiske “eksperter”), såsom at have fredsbevarende styrker fra NATO-medlemslande udstationeret i Ukraine, kan Rusland derefter fremstilles som den evindelige, ondskabsfulde fjende, som nødvendiggør den militære opbygning i Europa .

»Bolden er på Ruslands banehalvdel,« sagde Kaja Kallas i dag i Bruxelles. EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender, Kallas, talte med journalister før et møde i EU’s udenrigsråd, hvor man skulle drøfte situationen i Ukraine. Torsdag den 20. marts vil Sir Keir Starmer være vært for militære embedsmænd i London fra EU og 25+ nationer til sin »Coalition of the Willing«-konference for at forpligte sig til en enorm militarisering. Også den 20. marts, som fortsætter i to dage, mødes EU’s statsoverhoveder i Bruxelles, bl.a. med FN’s generalsekretær Antonio Guterres, for at følge op på »ReArm Europe-planen«, som forudser 800 milliarder euro i den kommende periode, med det formål at konvertere resterne af den europæiske økonomiske base til en krigsøkonomi.

Schiller Instituttets leder Helga Zepp-LaRouche opsummerede i dag den nuværende strategiske situation som kørende ad »to spor«: For det første det spor, der potentielt fører til en positiv løsning i Ukraine med fordele for andre konfliktområder; og det andet spor med krigsforberedende vanvid, der fører til undergang.

I dag blev de vigtigste russiske sikkerhedsovervejelser i forbindelse med en eventuel våbenhvile og løsning i Ukraine endnu en gang præciseret, denne gang af viceudenrigsminister Alexander Grushko. I et interview i Izvestia i dag advarede han: »Hvis vi ser på de strategiske opfattelser, der er godkendt af NATO og udviklingen i EU, samt arten af NATO’s udstationeringer langs vores grænser, vil vi se, at der er tale om langsigtede planer, som Vesten ikke på nogen måde forsøger at tilpasse til en fremtidig fredsaftale….«

Han afviste meget af snakken om en »fredspakke« som »en masse varm luft«, fordi den »sætter vognen foran hesten« ved at tale om fredsbevarelse, før der overhovedet er forhandlet en aftale på plads. Om den højlydte diskussion i Paris, London, Bruxelles og andre steder om at indsætte styrker i Ukraine sagde han strengt: »Fredsbevarelse og NATO er uforenelige ting.« Han sagde: »Vi er fuldstændig ligeglade med, under hvilken etikette NATO-kontingenter kan indsættes på Ukraines territorium, hvad enten det er EU, NATO eller i deres nationale kapacitet. Hvis de dukker op der, betyder det under alle omstændigheder, at de er udstationeret i en konfliktzone, med alle de konsekvenser det har for disse kontingenter som parter i konflikten.«

Zepp-LaRouche påpegede det usædvanlige vanvid i Tyskland med hensyn til militarisering og undertrykkelse af demokratiet. I morgen, den 18. marts, er der afstemning i Forbundsdagen om de foranstaltninger, der er nødvendige for at ophæve »gældsbremsen« i forfatningen for at gøre plads til de foreslåede krigsøkonomiske udgifter på 400 milliarder euro. Det er en åbenlyst forhastet afstemning, som skal finde sted, inden de nyvalgte medlemmer af Forbundsdagen indtager deres pladser om få dage, og som ikke forventes at godkende disse tiltag. Der er ingen præcedens for dette. Ja, den tyske forfatningsdomstol har måske for nylig godkendt fupnummeret af juridiske grunde, men ikke af hensyn til legitimiteten af det nyligt afholdte valg. Det der sker i Forbundsdagen i morgen, og relaterede begivenheder, vil udgøre et koldt statskup. Zepp-LaRouche advarede: »Dette varsler ikke noget godt for tysk politik i den næste periode.«

Zepp-LaRouche rapporterede om Tyskland som en del af den uorden, det kaos og den fare, der hersker i hele EU i øjeblikket. Dette understreger, hvor vigtigt det er, at folk reagerer på hendes opfordring fra den 8. marts med titlen: »I stedet for at opruste til den store krig er vi nødt til at skabe en global sikkerhedsarkitektur!« Et af emnerne på den Internationale Fredskoalitions næste møde fredag den 21. marts vil være »demokratiets forsvinden i Tyskland«. »Det ser ud til, at når det drejer sig om demokrati og krigskampagnen, er det »nu ser du det, nu ser du det ikke«.

Det er værd at bemærke de forfærdelige begivenheder, der udspiller sig i Sydvestasien på nuværende tidspunkt. Volden mod minoriteter i Syrien fortsætter. I Gaza fortsætter Israel med at tilbageholde eller alvorligt begrænse de daglige fødevareforsyninger. (Sidste nyt: Israel gennemførte omfattende bombardementer i Gaza, efter at denne artikel blev skrevet). I Yemen har USA for tredje dag i træk gennemført brutale angreb. Præsident Trump udsendte en voldsom meddelelse, hvori han hævdede, at Iran er ansvarlig for alt, hvad Yemen gør, og at det vil få alvorlige konsekvenser. Som svar advarede den øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgarde, Hossein Salami, i dag mod ethvert angreb på Iran.

Foto: kremlin.ru

Briterne skærer tænder over Trump, men arbejder febrilsk på at starte en europæisk krig mod Rusland

af Dennis Small 

Den 16 .marts 2025 (EIRNS) – Der er ting, der sker i forgrunden af billedet, som er afgørende – men begå ikke den fejl at ignorere, hvad der stille og roligt foregår i baggrunden eller lige uden for synsvidde, for så kan vi få en ubehagelig overraskelse. For eksempel:

I forgrunden: Præsidenterne Trump og Putin forventes at tale sammen igen i denne uge, ifølge USA’s særlige udsending Steve Witkoff, for at forsøge at komme videre med deres fælles forpligtelse til at afslutte krigen i Ukraine ved forhandlingsbordet. Begge sider omtaler fortsat udvekslingerne som »produktive«, og de er fortsat engagerede på trods af alle forsøg fra briterne og deres amerikanske allierede på at afspore processen. Faren for atomkrig er aftaget markant – i hvert fald den fare, der kommer fra den front. Situationen i Sydvestasien er en anden sag, især med de seneste amerikanske angreb på Yemen og trusler mod Iran.

Baggrund: Briterne har vendt deres fulde opmærksomhed mod Europa og arbejder gennem deres aktiver i City of London og Wall Street (tænk på BlackRock; eller den nye canadiske premierminister – og tidligere chef for Bank of England – Mark Carney) på at få EU til at opbygge en fuld schachtiansk krig og derefter føre dem østpå mod Rusland. Hvor usandsynligt det end lyder ved første øjekast, er der seriøse diskussioner i gang om at udvikle og anvende det, som The Economist i London kalder »eurobomben«. Det er i hvert fald på tide at begynde at tænke det utænkelige, skrev de i en artikel for nylig. De foreslår, at Europa skal være klar til at affyre atomare missiler »mod, formodentlig, russiske byer«, hvis USA ikke vil.

Det ville ikke være første gang, det Britiske Imperium forsøgte sig med dette udspil. I 1930’erne placerede Montagu Norman fra City of London, chef for Bank of England fra 1920-1944, sin protegé Hjalmar Schacht som chef for den tyske rigsbanks centralbank og derefter som Hitlers økonomiminister. Schacht udstedte ubegrænsede mængder af værdiløse »Mefo-veksel«-kreditter for at finansiere Hitlers krigsmaskine, som derefter blev vendt østpå mod Sovjetunionen.

Den britiske operation gik ikke så godt for verden. Det vil den nuværende heller ikke, hvis den får lov til at fortsætte.

Læsere af EIR opfordres til at læse om parallellerne mellem Schachts Mefo-veksler og nutidens kryptovalutaer og såkaldte »stablecoins«, som vi har rapporteret i denne måned; og til at studere Lyndon LaRouches egne skrifter, der afslører bedrageriet i den schachtianske økonomi.

Hjælp os desuden med at mobilisere for at stoppe dette forsøg på – gentagelse i Europa – ved at underskrive appellen fra Helga Zepp-LaRouche: »I stedet for at opruste til den store krig, er vi nødt til at skabe en global sikkerhedsarkitektur!« Som det hedder i den afsluttende del af appellen:

“Europa har reageret på Trumps pludselige signaler om en afslutning på krigen i Ukraine og en genoptagelse af diplomatiet med Rusland med stor panik – og med råb om krig. Men der er stadig tid til at korrigere denne potentielt fatale kurs. Hvis Europa vil overvinde sin nuværende økonomiske elendighed, ligger udvejen i et samarbejde med nationerne i det Globale Syd, som for længst er blevet til den Globale Majoritet. Menneskeheden er nået til et punkt, hvor den må overvinde de gamle tankemønstre, der er gennemsyret af geopolitik og Den kolde Krig, og erstatte dem med en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til alle nationers interesser på denne planet.«

Baggrund:

Fra euroobligationer til ‘eurobomber’: London kaster om sig med ideer

GRETCHEN SMALL

Den 16. marts 2025 (EIRNS) – City of Londons magasin The Economisthilste velkommen, at »Europas mest dybtgående atomdebat siden 1950’erne« nu er i gang, ved at udgiveen artikel den 12. marts med forslag til, hvordan Europa kan overvinde de to største forhindringer for at bruge sine egne »eurobomber«: troværdighed og kapacitet. Briterne er fast besluttet på at piske en diskussion op om det »utænkelige«.

Ideen om udvidet afskrækkelse, hvor »et land skal love at bruge sine atomare styrker – og dermed risikere atomar udslettelse – på vegne af et andet,« er en vanskelighed, indrømmer de. Storbritannien vedtog denne politik ved at overdrage sine »beskedne« atomare styrker til forsvaret af NATO. Det gjorde Frankrig ikke – undtagen, hævder The Economist, da det implicit udvidede sin afskrækkelse til Storbritannien i 1995, da Storbritannien og Frankrig blev enige om, at »den enes vitale interesser ikke kunne trues, uden at den andens vitale interesser også var i fare«, og til Tyskland, da det samme sprog blev vedtaget i 2019 i den fransk-tyske Aachen-traktat.

Spørgsmålet er nu, hvad disse traktater betyder i praksis. For eksempel: Den polske premierminister Donald Tusk ønsker, at Frankrig skal udvide sin atomare beskyttelse over Polen, men antyder, at han også ønsker beføjelser til affyring. The Economist anser det for usandsynligt, men minder sine læsere om, at der i 1950’erne var diskussioner om »en fællesejet og -drevet paneuropæisk atomstyrke«, og i 1960’erne »foreslog Storbritannien en atlantisk atomstyrke, der ville sætte britiske og amerikanske atommagter under international kommando med nationale vetoer.«

The Economist nævner andre muligheder. Den pensionerede britiske forsvarsembedsmand Peter Watkins foreslår, at Frankrig tilslutter sig NATO’s atomare planlægningsgruppe som observatør; »en mere slagkraftig mulighed ville være, at Frankrig offentligt præciserede den europæiske dimension af sine interesser«, foreslår The Economist. Forslag fra den franske atomekspert Bruno Tertrais interesserer også London, herunder hans idé om, »at Frankrig simpelthen kunne gøre det klart, at artikel 42.7 i Lissabontraktaten, EU’s klausul om gensidigt forsvar, ›kan udøves med alle midler, herunder atomvåben‹.«

Hvordan kunne det fungere at sprede britiske og franske atombomber rundt i Europa? Ubåde vil ikke fungere, men »fly er en anden sag.« Frankrig har allerede inviteret andre europæiske nationer til at »associere« sig med franske atomare øvelser (deltage ved at stille deres konventionelle kapacitet til rådighed, såsom brændstofpåfyldning). Det samarbejde kunne udvides ved at indkalde »en europæisk atomar maritim taskforce«, som Monsieur Tertrais har foreslået.

The Economist, som anerkender, at hverken Frankrig eller Storbritannien har en atomar kapacitet af betydning, fremmer ideen om »en ny Entente Cordiale« på den atomare front, hvor Storbritannien og Frankrig bliver enige om at udvikle atomare kapaciteter i fællesskab, mens Sverige, Tyskland og andre europæiske nationer øger deres deltagelse i franske atomøvelser.

Ingen af disse forslag er overbevisende, ikke engang for deres forfatter. Men det står helt klart, at briterne er fast besluttet på at gøre Europa i stand til at føre atomkrig. Europa skal være klar til at affyre atommissiler »mod, formodentlig, russiske byer«, hævder The Economist, hvis USA ikke vil.

Foto: kremlin.ru

af Dennis Small (EIRNS) 

Den 13. marts 2025 (EIRNS) – Alle øjne var rettet mod Moskva torsdag morgen for at se, hvordan den russiske præsident Vladimir Putin ville reagere på det amerikansk-ukrainske forslag om en 30-dages våbenhvile i krigen i Ukraine. Briterne og deres globalistiske partnere i Washington håbede, at Putin uden videre ville afvise forslaget og dermed sætte en stopper for den strategiske dialog mellem Trump og Putin, som har gjort London så oprørt.

Putin gjorde intet af den slags. Da han blev spurgt om våbenhvilen på en pressekonference i Kreml, begyndte han med at takke præsident Trump for alle hans bestræbelser på at skabe fred. »Jeg vil gerne starte med at takke USA’s præsident, hr. Trump, for at have lagt så stor vægt på Ukraine-forliget.« Han fortsatte med også at takke lederne af Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika for deres indsats for fred – en umiskendelig hentydning til BRIKS og dets fire stiftende medlemmer sammen med Rusland.

Putin vendte derefter tilbage til forslaget om våbenhvile for at præcisere: »Vi støtter det, men der er nuancer«, som skal uddybes i detaljer. Putin tilføjede: »Jeg synes, vi skal kommunikere med vores amerikanske kolleger og partnere, måske endog arrangere et opkald med præsident Trump.«

Man kunne næsten høre tænderskæren i London.

Senere på eftermiddagen kom Trump med sit afmålte svar på Putins kommentarer. »Han kom med en meget lovende udtalelse, men den var ikke fuldstændig…. jeg ville meget gerne mødes med dem eller tale med ham, men vi er nødt til at få det overstået hurtigt. Hver dag bliver folk dræbt…. Nu får vi at se, om Rusland er der eller ej, og hvis de ikke er, vil det være et meget ærgerligt øjeblik for verden.”

Trump afviste en journalists provokerende forslag om, at han bruger »magtmidler« til at presse Putin: »Jeg har magtmidler, men jeg vil ikke tale om magtmidler nu, for lige nu taler vi med dem, og baseret på de udtalelser, han kom med i dag, var de ret positive, synes jeg.«

Mere tænders gnidsel i London.

Et afgørende element blev føjet til dialogen, et element, der peger i retning af et højst nødvendigt positivt alternativ til krisen, af en leder i det kinesiske dagblad Global Times, som ofte afspejler den kinesiske regerings politik. Det der er brug for i disse krisetider, skrev de, er »en ny sikkerhedsvision, der er fælles, omfattende, samarbejdsvillig og bæredygtig.« Lederen tilføjede skarpt: »Et lands sikkerhed kan ikke bygges på andres usikkerhed. Det er vigtigt at fremme og gennemføre denne nye sikkerhedsvision for virkelig at opnå langsigtet fred og stabilitet på det eurasiske kontinent og i verden.«

Læsere af denne publikation vil i dette fokus – og i Putins fremhævelse af BRIKS’ antikoloniale dynamik – straks genkende et ekko af Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouches utrættelige promovering af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur som den eneste måde at opbygge en varig fred på – som i hendes seneste appel: »I stedet for at ruste os til den store krig er vi nødt til at skabe en global sikkerhedsarkitektur!«

For at være varig må den nye arkitektur bygge på enighed om grundlæggende principper, ikke tilfældigt sammenfald af politik og programmer. Og hjørnestenen i disse principper er den videnskabeligt påviselige opfattelse, at mennesket grundlæggende er godt, at alt ondt er et resultat af manglende udvikling – og at menneskeheden af den grund har en fælles interesse, at vi kan opdage den, og at vi kan forme vores samfund og nationer omkring den.

I sin afsluttende bemærkning til et seminar den 11. marts med ungdomsledere fra hele verden sagde Helga Zepp-LaRouche:

»Prøv at sætte dig ind i det historiske øjeblik, vi befinder os i. Vi oplever afslutningen på en epoke, afslutningen på 500 års kolonialisme, hvor der for første gang er en realistisk mulighed for, at landene i det Globale Syd kan overvinde fattigdom og underudvikling og selv tage deres skæbne i egne hænder. Det skyldes, at BRIKS’ økonomiske magt nu er en partner, og det er en revolutionerende ændring, som jeg tror, er den vigtigste forandring….

“Tænk på, at hvert eneste menneske, der fødes på jorden, er en enestående berigelse. Hele ideen om overbefolkning var en af de mest sataniske ideer, som det malthusianske oligarki nogensinde har frembragt. Virkeligheden er den modsatte. Hvert nyfødt barn kunne være en ny Konfucius, en ny Platon, en ny Einstein, en ny Beethoven. Naturligvis aldrig det samme, fordi genialitet altid er særdeles enestående. Men jeg er overbevist om, at menneskehedens fremtid kan blive utrolig rig, hvis vi giver alle nyfødte børn mulighed for at udvikle deres potentielle evner fuldt ud….

»Så jeg vil bede dig om i dag at tænke disse ting igennem og så gøre op med dig selv, hvad du vil bidrage med i dit liv for at gøre menneskeheden til en bedre art og gøre verden til et bedre sted. Jeg tror, at alt afhænger af, at en masse unge mennesker påtager sig en sådan forpligtelse….

»Jeg er sikker på, at det menneskelige sind og det menneskelige hjerte har ubegrænsede muligheder for at blive mere passioneret, mere empatisk og mere medfølende over for verden, og at vi faktisk vil være i stand til at vokse fra mange af de ting, der generer os i dag.

»Men hver enkelt af os gør en forskel, så husk det. Deltag i vores bestræbelser.”

Foto: kremlin.ru

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 06. marts 2025

Den 6. marts 2025 (EIRNS) – Virvaret af begivenheder fortsætter i en svimlende fart, mens blodsudgydelser, fattigdom og økonomisk uro fortsætter unødvendigt. I dag fandt Det Europæiske Råds tredje hasteindkaldte topmøde sted i Bruxelles om bevæbning af Ukraine mod Rusland, hvor ledere fra 27 EU-lande var til stede i uenighed om finansiering og engagement i krig på ubestemt tid. Det vigtigste resultat var fastsættelsen af tidspunktet for det fjerde topmøde af denne art, den 20.-21. marts. Et andet eksempel: I dag underskrev præsident Donald Trump en bekendtgørelse, der for anden gang udsætter 25 % told på import fra Mexico og Canada indtil den 2. april. Og så videre.

Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger og leder, rådede midt på ugen til, at vi skal se på »helheden« af de mange begivenheder, der finder sted. Det er fra dette højere udsigtspunkt, i stedet for at tage stilling til fordele og ulemper ved stribevis af stridsspørgsmål, at vi kan forstå, hvad der sker på en måde, så vi kan gribe ind og skabe det nye paradigme, der er brug for. Vi har brug for en ny økonomisk og sikkerhedsmæssig arkitektur til gavn for alle, som det fremgår af den gensidige fordelagtige aktivitet, der er i gang blandt de førende nationer i den Globale Majoritet.

Zepp-LaRouche påpegede tre fremtrædende træk ved den samlede globale dynamik. Se på de to vanvittige reaktioner på sammenbruddet i det vestlige kasino-baserede finans-/frihandelssystem: For det første »BlackRock-syndromet« med stigende globalistisk kontrol over alle økonomiske sektorer – industri, landbrug, militærproduktion og alt andet, især logistik, som det ses i BlackRocks seneste opkøb af kontrollerende interesser i mere end 40 storhavne rundt om i verden. BlackRocks fremmarch er den sidste fase i City of Londons og Wall Streets forsøg på at overtage det, der er tilbage af de vestlige og andre økonomier.

For det andet er der ludomanien omkring krypto, centreret i USA, som ikke kun er et fupnummer med sjove penge, men som undergraver værdien og suveræniteten af selve den amerikanske valuta.

For det tredje, se på militariseringsvanviddet i Europa. I dag slog EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen på tromme for sin oprustningsplan til 862 milliarder dollars, med vild snak om hvordan nationer i hele Europa kan og skal skaffe disse midler, og skøre visioner om hvordan de kan omdanne det, der er tilbage af deres produktionskapacitet, til våbenproduktion. Deres økonomier kan blive knust. Der er planlagt en række opfølgende møder, som begynder med, at medlemmer af Europa-Parlamentet mødes den 11. marts for at vurdere dagens topmøde og drøfte en hvidbog om det europæiske forsvars fremtid, som skal udgives i midten af marts; MEP’ernes afstemning om dette er fastsat til den 12. marts.

Ja, det er i orden at være anti-BlackRock, anti-krypto og anti-militariseringsvanvittig, men det er ikke nok. Retningen hen imod en løsning for fred og økonomisk fremgang er at forstå de fysiske økonomiske principper for økonomi- og fredsopbygning og at gribe ind for at få det til at ske. Schiller Instituttet udgav en international rapport om dette perspektiv i slutningen af 2024: »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War.«

I øjeblikket er mobiliseringen for »Oase-planen« den førende kamp for global udvikling, centreret om Gaza, men som strækker sig fra Nordafrika til det vestlige Indien.

I Memorial Day-weekenden i maj vil Schiller Instituttets internationale konference i New York-området tage den nødvendige diskussion om principper for nationsopbygning og skønhedens og produktivitetens kultur. Der er åbent for tilmelding til arrangementet den 24.-25. maj med titlen: »En smuk vision for menneskeheden i en tid med stor turbulens!«

Der er store muligheder for potentielle positive gennembrud i betragtning af de seismiske skift, der er i gang i den globale dynamik, især sammenbruddet i det onde britisk-amerikanske »særlige forhold«.

Der er flere nye begivenheder, der er værd at bemærke. Blandt dem er, at CIA ikke kun har suspenderet leveringen af målrettede og andre militære efterretninger til Ukraine, men også har beordret Storbritannien til at suspendere enhver britisk deling af amerikanske efterretninger med Ukraine.

På vej mod forhandlinger om Ukraine er de seneste meldinger, at delegationer fra Washington og Kiev vil mødes den 11. marts i Saudi-Arabien. På den modsatte side, den farlige bevægelse imod en løsning på Ukraine-krisen, holdt den franske præsident Emmanuel Macron i går aftes en national tale, der havde til formål at optrappe konflikterne ved at udbasunere, hvordan der skulle være en diskussion om, at Frankrig skulle udbygge et atomart skjold over Europa for at beskytte mod Rusland….

Tilmeld dig og spred budskabet om Schiller Instituttets konference den 24.-25. maj. Læs invitationen til konferencen, hvor der på et tidspunkt står: »Hvis det lykkes præsident Trump ikke kun at afslutte atomkrigen i Ukraine, men også permanent at forbyde den artstruende brug af atomvåben gennem en proces for samarbejde og dialog med Rusland og Kina, vil han fortjene [ros]. Det ville betyde intet mindre end at erstatte praksis med geopolitisk konfrontation mod BRIKS-staterne og det Globale Syd med samarbejde til gensidig fordel for alle.«

Foto: NASA

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 26. februar 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er onsdag den 26. februar 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Jeg tror, at den vigtigste historie, vi skal se på i dag, Helga, er bestræbelserne på at afslutte krigen i Ukraine. Det giver vilde udsving, modstridende resolutioner i FN, en gruppe europæiske ledere, der tager til Kiev, og en hel parade af dem, der skal mødes med Donald Trump, herunder Tusk fra Polen, Macron, Starmer og Zelenskyj. Der er flere mailere, som stiller spørgsmålet: Hvor står tingene nu? Hvilken vej går det efter din mening, og hvad vil bringe denne krig til ophør?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: I betragtning af, at der ser ud til at være en aftale mellem præsident Trump og præsident Putin, som det blev udtrykt i en telefonsamtale, de havde, mødet mellem udenrigsminister Lavrov og udenrigsminister Rubio i Riyadh og efterfølgende udvekslinger, ser det ud til, at der mellem USA og Rusland er en aftale om faktisk at afslutte krigen i Ukraine, hvilket naturligvis er en god ting, fordi alle eksperter bekræfter og er enige om, at krigen er tabt; at det at fortsætte denne krig blot er at knuse mennesker og dræbe mennesker uden nogen god grund. Så det er virkelig en meget vigtig udvikling, at denne krig slutter. Det er klart, at det skaber fuldstændig uro i Den Atlantiske Alliance, for det er næsten, som om situationen er fuldstændig omvendt, hvor USA søger fred, og europæerne ønsker at fortsætte krigen. Det er faktisk ret hysterisk.

Jeg tror, at det værste tilfælde er briterne: Som du siger, kommer premierminister Starmer til Washington i morgen for at mødes med præsident Trump, og de har allerede meddelt, at for briterne er alt på spil, det særlige britiske forhold til USA, NATO, AUKUS og forskellige andre aftaler. Og det er klart, at det britisk-amerikanske særlige forhold er kernen i alt, hvad der gik galt i perioden efter afslutningen af den kolde krig. Det var drivkraften til at skabe den unipolære verden med alle de hæslige aspekter, der fulgte med – interventioner i mere end 100 lande rundt om i verden med henblik på regimeskift, interventionskrige, alt sammen for at beskytte et imperium, der var baseret på dette særlige amerikansk-britiske forhold, og som brugte det Britiske Imperium som model for at styre verden.

Hvis det nu er ved at være slut, er det den bedste nyhed, man kan få. Præsident Trump er tydeligvis fast besluttet på at afslutte den krig. Og briterne er naturligvis helt ude af den: Starmer har lige meddelt, at han vil øge det britiske militærbudget til 3 %, og de ønsker virkelig at holde krigen i gang. Det er betydningen af alle disse mennesker – Ursula von der Leyen, António Costa fra Portugal – som alle kommer til Kiev og lover at blive ved med at forsyne Kiev med penge og våben. Jeg mener, det viser bare, at disse mennesker ikke er i den virkelige verden.

Jeg må sige, at jeg synes, at de europæiske etablissementer, som har forsvaret de angloamerikanske interesser i så lang tid, at de helt har glemt, hvad deres egne interesser er, nu pludselig begynder at skrige, at Europa skal forsvare sine egne interesser, at Europa skal blive uafhængigt, strategisk selvstændigt – det er Friedrich Merz, den nyvalgte kommende forbundskansler i Tyskland. Franskmændene har tilsyneladende, ifølge Daily Telegraph, fået en unavngiven embedsmand, som Telegraph citerer, til at sige, at nu skal den franske atomparaply udvides over Tyskland; Frankrig kunne nemt sætte et par atomare kampfly ind i Tyskland. Og det er et komplet hysteri, for hvis man ser på europæernes faktiske militære styrke uden NATO, dvs. uden USA, kan det ikke fungere, men det gør Tyskland og Frankrig og alle de andre lande, der er med på den, til meget attraktive mål, hvis konflikten med Rusland optrappes.

Så jeg synes, det er en forfærdelig situation, men jeg har en fornemmelse af, at de europæiske eliter virkelig har mistet forbindelsen til virkeligheden i så lang tid, at de ikke kan tilpasse sig og på en eller anden måde justere sig til en skiftende strategisk situation. Der findes et meget godt ord til at beskrive en sådan tilstand, når nogen har mistet al kontakt med virkeligheden, man kalder det normalt »sindssyg«. Men jeg synes, at det er en passende beskrivelse.

Jeg synes, det er meget farligt, og jeg er naturligvis især oprørt over den tyske situation, hvor valgresultatet ikke overraskende gav Tyskland den kommende kansler, efter al sandsynlighed (det er endnu ikke sikkert, men meget sandsynligt) Friedrich Merz, tidligere administrerende direktør for BlackRock Tyskland, og måske kan vi tale mere om det om lidt; men jeg tror, at vi har et virkeligt krisepunkt, fordi denne opsplitning af den transatlantiske alliance slet ikke er afklaret endnu, og hvis denne militaristiske tendens i Europa fortsætter, tror jeg, at det varsler en meget dårlig udvikling.

SCHLANGER: Jeg tror, at mange af lytterne håber, at du vil være i stand til at opklare nogle af komplikationerne og kompleksiteterne i situationen med NATO. For eksempel er der nogen, der spørger om dine tanker om udfaldet af det tyske valg: Kan Merz samle en stabil koalitionsregering? Vil han få støtte, hvis han går videre og suspenderer gældspausen for at bruge en massiv mængde midler til forsvarssektoren? Og hvad vil du sige er vejen ud for Tyskland?

ZEPP-LAROUCHE: Tja, Merz, på grund af valgresultatet, hvor AfD er det næststørste parti, nu med 20,8 % eller deromkring, er den eneste mulige koalition lige nu CDU-CSU og socialdemokraterne. Så sent som i dag tror jeg, at den nye fraktionsleder i SPD er Lars Klingbeil, og han erstatter Rolf Mützenich, som var mere for dialog, diplomati og fred, og Lars Klingbeil er en forfærdelig person – han er tredje generation i den transatlantiske skole: Han omskrev hele Socialdemokratiets historie og gav grundlæggende Willy Brandt og Egon Bahr skylden for krigen i Ukraine ved at være »bløde« over for russerne, bla, bla, bla. Det er virkelig utroligt, og jeg synes stadig, det er hårrejsende, at så mange socialdemokratiske medlemmer går med til det, for uden Willy Brandts Ostpolitik ville den fredelige genforening af Tyskland aldrig have fundet sted.

Nu er der mange mennesker, især i øst, som synes, at det var en meget dårlig udvikling, og set i bakspejlet må man virkelig sige, at hele den chance, som den tyske genforening repræsenterede, blev fuldstændig forspildt på grund af Vestens nærmest kolonialistiske overtagelse af det østlige Tyskland. Så folk har meget blandede følelser: Det er en af grundene til, at AfD er så stærkt. I øst er de praktisk talt det stærkeste parti i de fleste af de østtyske delstater.

Så jeg tror, at det nok skal lykkes dem at danne en regering. Men vil det være en stabil regering i dette dramatisk skiftende miljø? Hvis modsætningen mellem denne europæiske fraktion og Trump-administrationen består, tror jeg ikke, at nogen regering i Europa vil være særlig stabil: For hvis man skal forstå, hvad der virkelig foregår, er det, at de nuværende britiske, franske, tyske, skandinaviske og baltiske ledere har været helt bundet til Biden-administrationen, til den slags Amerika. Og nu, hvor Trump har skabt en fuldstændig omvæltning og ændret spillet fuldstændigt i USA, er disse pro-atlantiske europæere, der tidligere var knyttet til Biden-administrationen, efterladt i uvished, og de famler i blinde og er hysteriske over konsekvenserne af det. Men realistisk set tror jeg ikke, at de – hvis man ser på det tyske Bundeswehr, den britiske hær, den franske hær – overhovedet er i stand til, endda hvis de går ind for et hvidt oprustningsprogram, i tilfælde af at det kommer til en konflikt med Rusland, at blive smadret. Tyskland vil blive smadret, Frankrig, Storbritannien, alle disse lande vil blive udslettet. Derfor finder jeg det, de gør lige nu, ekstremt farligt og ekstremt urimeligt.

Og som spørgsmålet allerede lød, så er det, Merz forsøger at gøre nu, at han vil bruge det nuværende parlament, som lige er blevet stemt ud, til at ændre Grundloven, hvilket er nødvendigt, hvis man vil ændre gældspausen, for at løsne gældspausen, fordi gældspausen er skrevet ind i Grundloven, og til det er man nødt til at have to tredjedeles flertal. Så de vil bruge det faktum, at De Grønne stadig er i den nuværende styrke, hvorved de kan bruge den midlertidige regeringskombination til at få denne lempelse af gældspausen. Måske vil Merz gøre det på en anden måde, med et særligt, eksternt militærbudget – det diskuteres stadig. Men det er helt klart, at Merz taler om yderligere 200 milliarder euro, et separat budget, som skal oprettes på den ene eller anden måde til den militære opbygning, og det vil naturligvis ske i en tysk økonomi, som er i frit fald – jeg mener, det er vanvittigt! Det er fuldstændig vanvittigt. Så hvad vil det gøre? Det vil kun være muligt med massive nedskæringer på de sociale områder, og det vil helt sikkert møde stor modstand i befolkningen, og det er bare den forkerte vej.

Så hvad ville være vejen ud? Udvejen ville være, at Tyskland og andre fornuftige lande dybest set siger, at det er en god ting, hvis der er fred mellem USA og Rusland, som løser Ukraine-krisen, som var en stedfortræderkrig lige fra begyndelsen, og det støtter vi! Og vi vil finde en fredelig løsning på det her; men at holde krigen i gang med Rusland, når USA slutter fred med Rusland, er bare sindssygt. Og jeg kan kun håbe, at nok mennesker vil vågne op og indse, at det ikke kan ske.

Så hvad Tyskland bør gøre – jeg mener, den nuværende regering vil ikke gøre det, men hvis der er fornuftige mennesker, så ræk hånden ud til den Globale Majoritet, for det er fremtiden; det er også fremtiden for den tyske økonomi: Det er der, 85 % af verdens befolkning befinder sig, og de er fast besluttede på at gå i en helt anden retning. Men jeg tror, det kræver noget mere omfattende organisering for at opnå det.

SCHLANGER: Nå, Helga, det ser ud til, at mange af vores seere deler din fornemmelse af, at dette er på vej mod sindssyge. Julia, som er aktivist i Storbritannien, skrev: »Helga, det ser ud til, at du har fuldstændig ret i, at briterne er ved at blive vanvittige over udsigterne til fred. Nu har du dette forslag om en britisk-fransk atomar paraply for Europa. Er det ikke en fuldstændig vanvittig idé? Har det noget at gøre med Merz’ forslag om uafhængighed af USA?« Det svarede du på en måde på. Men hvis du vil sige noget om den anglo-franske atomparaply, der beskytter Europa, så tror jeg, det er det, hun spørger om.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det kommer nu mere og mere ind i diskussionen. Det blev rejst på tidligere tidspunkter, hvor det ikke førte til noget, fordi Tyskland mente, at hvis der var nogle franske atomare kampfly, så skulle Tyskland have noget at skulle have sagt om indsættelsen. Og det nægtede franskmændene naturligvis, så det blev ikke til noget. Og man må også forstå, at Macron er i en ekstrem mindretalsposition; han kan ikke få et budget igennem. Så Europa er ikke i en god position. Og jeg kan kun håbe, at alle fredselskende mennesker bliver ved med at organisere og mobilisere, som om valgkampen var i den varme fase, for virkelig at øge befolkningens samvittighed, for det er hele Europas fremtid, der står på spil.

SCHLANGER: Vi har nogle flere spørgsmål til dig, Helga, og folk kan stadig sende deres spørgsmål ind til questions@schillerinstitute.org.

Dette er fra en amerikansk podcaster, som sagde: »Det ser ud til, at der snart kommer et Trump-Putin-topmøde. Men jeg bliver ved med at læse, at nogle analytikere fra etablissementet mener, at det er muligt at splitte Rusland fra Kina, og at Trump ønsker at gøre det. Hvad synes du om det?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil ikke lægge Trump til last, at han vil gøre det, for det var det, han gjorde eller forsøgte at gøre i den første regering, og det er det, Steven Bannon er berømt eller berygtet for. Men jeg tror ikke, det vil lykkes. For det, der er sket, siden Trump forlod Det Hvide Hus for fire år siden, er, at verden har ændret sig dramatisk. Det er ikke længere Rusland og Kina, men man har lige nu BRIKS. BRIKS består af 22 lande, og mange flere har ansøgt om medlemskab i fremtiden.

Nu betragter Trump tydeligvis BRIKS som en fjende, fordi Marco Rubio, tror jeg, på sin første rejse tog til Panama og lagde en masse vægt – amerikansk vægt – på dette lille land, at de ikke skulle forlænge MOU’en om samarbejde med Bælte- og Vej-Initiativet. Og der er rapporter om, at USA lægger pres på andre lande for, at de ikke skal samarbejde med Bælte- og Vej-Initiativet og BRIKS.

Men jeg tror, at det eneste, det kan gøre, er at skabe kaos og skade. Jeg tror ikke, at det kan forhindre det, for hvis man ser på dynamikken, så har det, der tidligere blev kaldt »den tredje verden« eller den Alliancefrie Bevægelse eller landene i det Globale Syd, en anden partner nu. De har Kina, som nu er langt den stærkeste økonomi. Hvis man sammenligner den utrolige økonomiske vækst, der finder sted i Kina, med 44 kritiske teknologier, så er Kina førende inden for 37. De gør enorme gennembrud inden for rumforskning og -rejser, inden for forskning i atomar fusion, inden for kunstig intelligens, inden for ethvert område, du kan forestille dig, og USA’s forsøg på at bremse, at Kina ville matche dem inden for chip- og halvlederindustrien, det fungerer ikke. De prøver meget hårdt, men det fungerer ikke, simpelthen fordi Kina er et meget stort land: De har en enorm tilgang af nye videnskabs- og ingeniørstuderende hvert år. Og den kinesiske regering har sat en absolut præmie på innovation, på nye produktive kræfter af høj kvalitet, som de kalder det, hvilket er den permanente indsprøjtning af nye teknologier i produktionen.

Så det er partneren nu for det Globale Syd, for lande fra Afrika, Asien, Latinamerika; og mange projekter, som jernbanen fra Kunming til Laos, som vil gå til Thailand; så andre projekter, som CPEC, den økonomiske korridor mellem Kina og Pakistan; højhastighedsbanen mellem Jakarta og Bandung i Indonesien; dybvandshavnen i Peru: Det, disse lande har oplevet, er, at når de arbejder sammen med Kina – og Rusland for den sags skyld – får de reelle økonomiske fordele, reel udvikling, infrastruktur og samarbejde om vigtige projekter. Og når de samarbejder med Vesten, har de indtil nu ikke fået noget af det, men de kunne få militærbaser, ligesom USA har mere end 800 militærbaser rundt om i verden; de kunne få sikkerhedstræning; de kunne udføre fælles missioner – men ikke en opbygning af deres land! Og derfor, ud fra hvad der er i disse landes interesse i det Globale Syd, vil de absolut ikke stille sig på USA’s eller Europas side mod Kina og Rusland.

Det afspejlede sig i øvrigt i de mange afstemninger i FN’s Generalforsamling, FN’s Sikkerhedsråd, hvor landene i det Globale Syd, med undtagelse af nogle dværgstater, som er helt i lommen på Vesten, ikke ønskede at tage parti i krigen i Ukraine, fordi de ikke ønskede at fordømme Rusland som aggressor, fordi de så på forhistorien, og de kom frem til den konklusion, at det ikke var det, der foregik.

Så jeg tror, at situationen er meget mere kompleks, og derfor tror jeg, at målet om at splitte Rusland og Kina er umuligt. For begge lande ledes af kompetente ledere, Putin og Xi Jinping, og jeg tror, at de meget tydeligt er klar over, at hvis de lader sig splitte, så vil det føre til, at de begge kommer i skudlinjen hver for sig, og det tror jeg slet ikke ligger i kortene.

Så Vesten bør virkelig tage et skridt til at overvinde denne idiotiske, geopolitiske tankegang – jeg mener, hvis man ser på landene i det Globale Syd, BRIKS, så lever de efter ideen om et »win-win«-samarbejde, til gensidig fordel for alle. Det er en normal, god udenrigspolitik! Vesten har dette utrolige levn fra imperiet og kolonitiden, hvor man er nødt til at have en fjende for at motivere sit militærindustrielle kompleks, man tjener penge på krig, og man tror altid, at verden er et nulsumsspil, hvor hvis den ene vinder, så taber den anden. Den tankegang er epistemologisk så forfejlet, at den næsten er som en børnesygdom, som voksne ikke bør få mere! Ideen om geopolitik – egentlig hader jeg ikke noget, men jeg kom til at hade geopolitik, for det er virkelig, det er virkelig næsten, som om du har et insekt i din hjerne, og dette insekt æder dig op og forhindrer dig i at tænke. Og jeg mener, at geopolitik er noget, der skal udryddes og erstattes med en meget højere opfattelse af udenrigspolitik, dybest set som den Westfalske Fred, hvor man tager hensyn til det andet lands interesser. Alt, hvad der ikke gør det, er dårligt og fører til krig og bør derfor elimineres.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en person, som siger, at hun har deltaget i en række af Den Internationale Fredskoalitions Zoom-opkald, som finder sted hver fredag, og der vil være endnu et på fredag, den 28. februar. Hun spørger: »Har du nogen opdatering på din og Schiller Instituttets kampagne for at vinde støtte til oase-planen? Har du præsenteret den for de egyptiske og saudiske ledere, som lige nu diskuterer, hvordan de skal genopbygge Gaza? Kunne de indarbejde den i deres planer?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, Schiller Instituttet har gennemført en enorm kampagne. Vi har ikke kun diskuteret det på Schiller Instituttets konferencer og IPC-møder; vi har haft separate, private diskussioner med diplomater fra mange lande, og vi har gjort det meget klart, at det er vores bidrag at tage op – jeg tror, at Mike Waltz sagde, at Trumps forslag om en Gaza-riviera ville være det bedste forslag på bordet, og hvis nogen havde et bedre forslag, skulle de bare komme op og præsentere det. Så vi gjorde en indsats for at gøre alle relevante steder opmærksomme på, at vi har et bedre forslag. Men indtil videre har jeg ikke fået nogen tilbagemelding om et gennembrud. Så den 4. marts finder der en stor konference sted i Kairo, arrangeret af araberne, hvor de vil fremlægge deres modforslag, som jeg kun ved vil indeholde ideen om, at Egypten vil tage ansvaret for genopbygningen af Gaza, men med palæstinenserne boende der. Og det har alle mulige underfunktioner.

Jeg har endnu ikke set, at oase-planen er blevet nævnt i nogen form: Derfor beder jeg dig, der ringer ind, og alle andre lyttere om at hjælpe os med denne kampagne. For situationen er fortsat helt utrolig: Døden af palæstinensere fortsætter, udskiftningen af palæstinensere på Vestbredden med bosættere fortsætter stadig, så der er ingen pause i situationen endnu. Våbenhvilen holder på en måde, men ikke rigtigt. I dag skal der være endnu fire gidsler fra Israel mod flere hundrede palæstinensere, hvilket forhåbentlig vil finde sted.

Men jeg tror, det kræver mere mobilisering af folk: Så hvis du er interesseret i, hvad der skal ske i regionen, og hvis du ønsker, at denne forfærdelige situation skal slutte, så deltag i vores kampagne. Jeg synes endnu ikke, at vi er i en god situation.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra Martin fra Oklahoma, som starter med at sige: »Tillykke med din rolle i at få Tulsi Gabbard og Kash Patel bekræftet. De lækager, der er kommet ud om USAID og de forskellige andre ikke-statslige organisationer, der er involveret i farvede revolutioner, virker virkelig vigtige. Forventer vi, at der kommer flere? Det er så vigtigt at afsløre den rolle, som den amerikanske regerings finansiering af regimeskift spiller.« Det er hans spørgsmål til dig.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber helt sikkert, at der kommer mere. Jeg ved, at der er en demonstration, jeg tror i Washington, jeg tror af fyrede folk fra USAID, som protesterer mod, at de blev smidt ud. Og det er det eneste, der er rapporteret i Europa. Men dette er et perfidt problem: Så sent som i dag vandt den rumænske præsidentkandidat Georgescu første valgrunde, og så blev valget omstødt af den rumænske højesteret; så var der så mange protester fra rumænere, som mente, at dette var en forfærdelig, ulovlig indblanding i det rumænske valg, så de måtte udskrive nyvalg i begyndelsen af maj, og det forventes, at Georgescu ville vinde det med en høj procentdel. Og så skete der det i dag, at han blev arresteret, kort før han ville medbringe sine præsidentpapirer for at ansøge om at deltage i kampagnen! Så det er helt utroligt. Og der er rapporter om, at EU nu overvejer at erstatte USAID-pengene, som ikke længere kommer, med EU-kanaler.

Så problemet vil helt sikkert ikke forsvinde. Og bare for at blive på sit område meddelte Friedrich Merz, tror jeg, i dag, at han vil have et svar fra den nuværende Scholz-regering, som finansierede de store demonstrationer i Tyskland mod højrefløjen. Husk, at allerede for et år siden, da landmændene organiserede sig, begyndte denne falske journalistorganisation pludselig at hype Potsdam-mødet, hvor AfD angiveligt havde et hemmeligt møde om re-migration, og inden for to dage demonstrerede hundredtusinder af mennesker på gaden mod højrefløjen. Så det samme apparat blev mobiliseret i de sidste uger af valgkampen mod Merz, der accepterede AfD’s stemmer i en resolution mod migration, hvilket i bund og grund er det samme som det, AfD blev beskyldt for. Nu beder Merz efter valget Scholz-regeringen om at afsløre, hvor finansieringen af de største demonstrationer kommer fra, og en foreløbig liste, som er blevet offentliggjort, viser, at de alle er organisationer som Greenpeace, BUND, alle NGO’er, som får meget store statslige midler. Så det er virkelig en skandale, for det betyder, at Scholz-regeringen brugte statslige penge – skatteydernes penge – til at blande sig i valget, i dette tilfælde Merz. Og nu kommer Merz ud med denne historie efter valget.

Det hele er så korrupt, at jeg tror, at hvis de bliver ved med at gøre disse ting, vil vælgernes afsky for det såkaldte »demokrati« og alle disse betydninger og tilbøjeligheder bare vokse, og AfD vil helt sikkert vinde flere stemmer, og sandsynligvis også på venstre side.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål mere til dig, en lang e-mail om din modstand mod geopolitik, og hvorfor han er enig med dig. Han siger, at han var så begejstret, da han så vicepræsident Vances tale i München, som for ham så ud til at være et virkeligt vendepunkt, men han kan bare ikke bakke op om Marco Rubio, i betragtning af hvad han er, og hvad han har set; og når Rubio taler om en ende på den unipolære verden, er han ikke helt sikker på, hvor det fører hen.

Men så nævner han, at der har været en masse snak om et muligt »nyt Jalta«, hvor Putin, Xi og Trump er de tre store. Og han siger: »Det ser ud til at være en opskrift på en ny orden baseret på supermagtskonkurrence, hvilket ville være en tilbagevenden til eller en vedvarende geopolitik. Har du nogen tanker om det?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er stadig i en relativt tidlig formuleringsfase, og derfor betyder det for Schiller Instituttet, at vi vil fordoble og tredoble og firedoble vores indsats for at sætte den idé på dagsordenen, at vi har brug for en helt anden opfattelse af udenrigspolitik og statskunst. At vi skal bygge videre på den Westfalske Fred, og at enhver aftale altid skal tage hensyn til den andens – alle andres – interesser – det må være en af de vigtigste opfattelser. Og så er vi nødt til at definere den ene menneskeheds interesse først. Det har jeg forsøgt at foreslå i de ti principper, ligesom man skal have absolut suverænitet i alle nationalstater. For overnationale strukturer giver plads til den form for imperialistisk bureaukrati, som vi ser i EU lige nu. Og så må et af de første mål naturligvis være at udrydde fattigdom: Fattigdom blandt milliarder af mennesker, som stadig findes, er en så grov krænkelse af menneskerettighederne, at det især er fordi, det ville være så let at afskaffe den ved blot at øge landbrugsproduktionen, ikke af hensyn til kartellerne, men af hensyn til det fælles bedste, hvor hver nation producerer nok mad til at give alle sine borgere en sund kost; For det andet sundhedspleje, den mest avancerede sundhedspleje for alle lande og alle borgere; ideen om universel uddannelse for alle børn og voksne; ideen om udvikling af infrastruktur som forudsætning for industriel udvikling, så alt dette kan ske; et nyt kreditsystem til at finansiere alt dette; en sikkerhedsarkitektur, som tager hensyn til alle landes sikkerhedsinteresser.

Læs venligst disse ti principper, for jeg tror, at hvis vi ikke formår at katapultere hele diskussionen op på et højere plan, hvor vi starter med menneskehedens interesser først, så vil intet fungere, og vi vil ikke overvinde de geometrier, der førte til to verdenskrige i det 20. århundrede. På den anden side eksperimenterer landene i det Globale Syd allerede med at opbygge et andet system, baseret på FN-pagten, som fortsat vil være ekstremt vigtig; og på de fem principper for fredelig sameksistens, som i bund og grund udtrykker det, jeg lige har sagt før:

1. Gensidig respekt for hinandens territoriale integritet og suverænitet,
2. Gensidig ikke-aggression,
3. Gensidig ikke-indblanding,
4. Lighed og gensidig fordel og
5. Fredelig sameksistens.

Så jeg tror, at det er en debat, vi har brug for: Vi har brug for almindelige borgere, såvel som universiteter, tænketanke, folkevalgte, fagforeninger, erhvervsorganisationer, de bør alle deltage i en diskussion om, hvordan vi kan styre os selv som et menneskeligt fællesskab i verden på en måde, så vi stopper disse totale, ødsle, militære og undergravende aktiviteter, som har været imperiets teknik, især efter afslutningen af den kolde krig? Så jeg tror, at hvis der er et »nyt Jalta«, er det noget, vi alle må sørge for at definere med disse ideer på et meget højere niveau.

SCHLANGER: Nå, Helga, du gav lige en god introduktion til det sidste spørgsmål, jeg har til dig, som er, at jeg går ud fra, at vi har endnu et Zoom-opkald med Den Internationale Fredskoalition på fredag den 28. februar. Kan du fortælle os lidt om, hvad du har tænkt dig at gøre?

ZEPP-LAROUCHE: Vi vil forsøge at få talere til at kommentere den utrolige uro, der foregår i det transatlantiske samfund. Man kan ikke sige mere, for det bryder bare sammen. For det er sådan et jordskælv, at jeg tror, det vil være meget nyttigt at få et perspektiv, forhåbentlig fra nogen fra Europa, fra Frankrig, fra Tyskland, fra USA, for jeg forventer, at massemedierne vil forsøge at dække over det og dæmme op for det; og dæmonisere Trump og Putin. Men den sande historie er en helt anden, så vi vil forsøge at dække det emne, og vi vil naturligvis se meget skarpt på, hvor diskussionen om Gaza bevæger sig hen, og hvad implikationerne er.

Lavrov har lige været i Teheran, hvor han mødtes med den iranske udenrigsminister, og Iran har lige sagt, at de ikke vil acceptere at blive mobbet af USA. Så det er også et ekstremt vigtigt emne.

Så du bør helt sikkert deltage og tage nogle venner med og deltage i diskussionen.

SCHLANGER: Det bliver på fredag, den 28. februar, kl. 11 østlig tid, og linket er tilgængeligt på Schiller Instituttets hjemmeside. Helga, mange tak for din klarhed og din optimisme i dag. Dette er et øjeblik, hvor man er nødt til at have det niveau af tænkning, den kritiske tænkning, som du altid introducerer. Så vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Okay, stadig fredag. (hzl/hcs)

Den 25. februar 2025

I de sidste 48 timer har NATO’s fortællinger givet gnistrende bagslag i kredsene omkring Gruppen af 7, EU og de transatlantiske grupperinger. Selv om fremtiden stadig er udefineret, og der stadig er farer og lidelser, er det tydeligt, at vejen er ved at blive banet for et nyt paradigme med sikkerhed og økonomiske fordele for alle.

Den 24. februar var scenen sat af disse NATO-kredse til at slå på tromme for mere militarisering af økonomien, flere sanktioner, mere krigsførelse og blodsudgydelse i Ukraines forsvars navn, fordi det i går var treårsdagen for Ruslands særlige militære operation. Den centrale NATO-løgn er, at »Rusland ønsker at overtage Europa«, og at præsident Putin er en dæmonisk autokrat. Men i stedet for at formidle denne løgn eller et lignende budskab var dagen præget af vanvid og fodtramp, og der vil komme mere hele ugen.

Tolv transatlantiske regeringsledere tog personligt til Kiev i går for at holde taler, herunder Canadas premierminister Justin Trudeau, som var vært for et møde i G7 (på video og personligt), som dog ikke kunne nå frem til en fælles erklæring, end ikke her til morgen. Storbritanniens premierminister Keir Starmer holdt en voldsom tale, hvor han bekendtgjorde det største sæt britiske sanktioner mod Rusland nogensinde. Torsdag den 27. februar skal Starmer mødes med præsident Donald Trump i Washington.

I Bruxelles foregik det samme i går på mødet i EU’s udenrigsråd, hvor Ukraines udenrigsminister Andrii Sybiha gav en briefing om »russisk aggression«. Den 16. række af EU-sanktioner mod Rusland blev meddelt. Hvad kunne mødet ellers tilbyde? Kun en dato for et nyt møde. Den 6. marts skal Det Europæiske Råd mødes i Bruxelles for at drøfte »øget militær støtte« til Ukraine.

Kaja Kallas, EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, meddelte på mødet i Bruxelles, at hun ville tage til Washington den næste dag for at mødes med udenrigsminister Marco Rubio og andre embedsmænd midt på ugen for at sætte dem på plads. På spørgsmålet om, hvorvidt præsident Trump befinder sig i en »desinformationsboble«, når det gælder Rusland, var Kallas enig: »Hvis [vi] ser på de budskaber, der kommer fra USA, så er det tydeligt, at den russiske fortælling er meget stærkt repræsenteret.«

Dermed føjer Kallas sig til den europæiske pilgrimsfærd til Washington i denne uge, der begyndte med den franske præsident Emmanuel Macron i Det Hvide Hus i går,  hvor han pressede på for at få USA og Rusland til at mødes med det formål at afslutte striden i Ukraine.

I dramatisk opposition til den europæiske krigsgalskab talte russiske og kinesiske diplomater i FN til fordel for initiativer til at løse problemerne i Ukraine, uanset hvor foreløbige de måtte være. Efter at FN’s Sikkerhedsråd i går vedtog en amerikansk sponsoreret resolution, der opfordrede til en løsning af konflikten mellem Ukraine og Rusland (mens Frankrig og Storbritannien undlod at stemme), sagde Ruslands faste repræsentant ved FN, Vassily Nebenzia: »Den tekst, der er vedtaget nu, er ikke ideel, men det er faktisk det første forsøg på at vedtage et konstruktivt og fremtidsorienteret produkt fra Rådet – at tale om vejen til fred – i stedet for at optrappe konflikten….« Han kaldte teksten »et udgangspunkt« og opfordrede til »konstruktivt samarbejde« for at få den til at lykkes.

Den kinesiske FN-ambassadør Fu Cong forklarede, hvorfor Kina støttede den amerikanske resolution. Han sagde: »Kina støtter aftalen mellem USA og Rusland om at starte fredsforhandlinger. Kina forventer, at alle parter og interessenter deltager i fredsforhandlingerne på et passende tidspunkt….« Han påkaldte Europa og sagde: »Da kampene finder sted på europæisk jord, bør Europa spille sin rolle for fred og i fællesskab tage fat på de grundlæggende årsager til krisen….« Det er bemærkelsesværdigt, at Fu sagde, at Kina er blevet bedt om at hjælpe. »Kina er klar til at fortsætte med at spille en konstruktiv rolle i den politiske løsning af krisen efter anmodning fra de berørte parter, idet der tages hensyn til det internationale samfunds bekymringer, især i det Globale Syd.« I går havde præsident Vladimir Putin og præsident Xi Jinping en telefonsamtale.

Et særligt bidrag til at udvide denne »vej mod fred« kommer i USA i dag med udgivelsen af LaRouche-organisationens nye løbeseddel med titlen »For America’s 250th Birthday: Fejr amerikansk uafhængighed! Afslut det amerikansk-britiske særlige forhold!« Der vil være en demonstration med uddeling af den i morgen, onsdag, i Washington D.C., dagen før premierminister »Sir« Keir Starmer ankommer til Det Hvide Hus.

Foto: UN Photo/Eskinder Debebe

af Jason Ross, Dennis Speed (EIRNS) – 24. februar 2025

Hvorfor er det i amerikanernes nationale sikkerhedsinteresse, at præsident Donald Trump handler for at begrænse det »særlige forhold«, der i øjeblikket eksisterer mellem det britiske imperiums og Commonwealths efterretningstjenester og USA’s militær og militære efterretningstjeneste? Denne uges besøg af den britiske premierminister Keir Starmer i Washington, D.C., som blev gennemført i det forgæves håb om at hverve USA som finansiel og logistisk »bagstopper« for yderligere frugtesløs europæisk poseren  i en allerede tabt krig i Ukraine, er det rette tidspunkt til at stille det amerikanske folk dette spørgsmål: Præcis hvilken fordel har USA af sit såkaldte »særlige forhold« til Storbritannien? Bør der ske en hurtig og seriøs afslutning på det britisk-amerikanske »særlige forhold« som forberedelse til den kommende fejring af 250-årsdagen for USA’s Uafhængighedserklæring?

Det er på tide – på høje tid – at USA igen forpligter sig til det oprindelige formål med Den amerikanske Frihedskrig i 1776-1783. Det var, som præsident Franklin Roosevelt klart sagde til en rasende Winston Churchill under Anden Verdenskrig, at fjerne den portugisiske, hollandske, belgiske, franske og britiske imperialismes fod fra halsen på mennesker over hele verden. I stedet har USA, som blev grundlagt for at være det modsatte af det Britiske Imperium, især i den »unipolære æra« fra 1990 og frem til nu, handlet imod det amerikanske folks interesser og selve Den amerikanske Frihedskrig ved at deltage i krige, der ikke kan vindes, og ved at vælte regeringer, altid i demokratiets navn, men som i virkeligheden føres på vegne af en international finanselite, et transatlantisk »krigsparti«, der opererer under kodenavnet »NATO«. Storbritanniens Keir Starmer besøger Washington i denne uge på vegne af denne mission og intet andet.

Starmer har sit at se til:

De nylige møder mellem USA og Rusland i Riyadh, som bestod af delegationer ledet af den russiske udenrigsminister Lavrov og den amerikanske udenrigsminister Rubio, var de første seriøse samtaler mellem verdens to atomare giganter i mere end to år. Hvornår har et sådant sammenbrud i diplomatiet mellem Rusland og USA nogensinde været tilfældet, selv da Den kolde Krig var på sit højeste? Siden nedkastningen af to atombomber i 1945 har det været indlysende, at et sammenbrud i diplomatiet mellem eller blandt nationer med atomvåben er selvmorderisk. Det vil uundgåeligt resultere i atomkrig ved fejlberegning eller på anden måde, på et eller andet tidspunkt. Ønsker Europas galninge den krig? Uanset hvad de tænker, er det klart, at de ønsker, at USA skal gå forrest i en sådan krig og vedvarende betale regningen i form af penge, materiel og om nødvendigt også personale.

Men folk i USA og rundt omkring i verden hilste Berlin-murens fald og det efterfølgende sammenbrud af det sovjetiske system velkommen, fordi de troede, at det ville betyde enden på faren for en atomar verdenskrig. Hvorfor blev der fortsat arbejdet i NATO, når Rusland i sit fulde sammenbrud tydeligvis ikke længere var en trussel? Deres modsætning, Warszawa-pagtens militære alliance fra sovjettiden, blev afsluttet. Opdelingen af Øst- og Vesttyskland blev afsluttet. Hvorfor var NATO nødvendig?

NATO var nødvendig for at fortsætte det britiske »Great Game«.

Tanken – sandheden – om at USA’s involvering i krige i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien, Yemen, Nordvestpakistan og selv i Afrika (Somalia, Uganda, Niger) ikke har tjent det amerikanske folk, men det ”store spil”, som de neokonservative kræfter i det republikanske og det demokratiske parti har skabt ved at bruge 11. september som påskud, er meget bitter. Men den erkendelse må være katalysator for en fuldstændig udrensning og reorganisering af vores efterretningskapacitet, begyndende med at afslutte det særlige forhold til de britiske efterretningstjenester. De har ført en korrupt politik og korrumperet amerikanerne til at hjælpe dem med at gøre det, som er imod alt, hvad Den amerikanske Frihedskrig blev kæmpet for.

USA bør være involveret i et særligt forhold, men ikke med det Britiske Imperium!

I sin »Indtrængende appel fra borgere og institutioner fra hele verden, inklusive USA, til USA’s (næste) præsident!«, der blev udsendt i 2023, sagde Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche: »Eftersom Rusland og USA i øjeblikket har 90 % af alle atomvåben rettet mod hinanden, hvilket kunne ødelægge verden mange gange, er det et spørgsmål af yderst påtrængende betydning for alle mennesker på Jorden, at vi må finde en udvej. Løsningen skal være på et plan, som overvinder geopolitik og tager udgangspunkt i den samlede menneskeheds interesser. Vi … udtrykker derfor vores håb om, at USA’s (næste) præsident finder storheden i sig selv til at indtage det synspunkt, som JFK gav udtryk for i sin historiske tale.«

Hun henviste til Kennedys tale den 10. juni 1963 ved American Universitys dimissionsfest.

»I dag, hvis en total krig nogensinde skulle bryde ud igen – uanset hvordan – ville vores to lande blive de primære mål. Det er en ironisk, men præcis kendsgerning, at de to stærkeste magter er de to, der er i størst fare for ødelæggelse. Alt, hvad vi har opbygget, alt, hvad vi har arbejdet for, ville blive ødelagt i løbet af de første 24 timer…. Så lad os ikke være blinde for vores forskelle – men lad os også rette opmærksomheden mod vores fælles interesser og mod de løsninger, hvormed disse forskelle kan overvindes…. For i sidste ende er vores mest grundlæggende fællesnævner, at vi alle bebor denne lille planet. Vi indånder alle den samme luft. Vi værner alle om vores børns fremtid. Og vi er alle dødelige.«

Det er det »særlige forhold«, vi er nødt til at dyrke – ikke kun med Rusland, men med alle nationer. Rusland og USA har taget det første skridt. Lad os afvise alle og enhver, der forhindrer det næste skridt – skabelsen af en levedygtig international sikkerheds- og udviklingsarkitektur – i snart at blive taget.

Denne tekst er tilpasset fra et udkast til en kommende rapport, der vil blive udsendt af LaRouche-organisationen.

Foto: The U.S. will celebrate its 250th anniversary. Shown “Yankee Doodle by A. M. Willard

Ikke korrekturlæst

af Stewart Battle (EIRNS) – 21. februar 2025

I et interview, der blev offentliggjort den 20. februar, fortsatte udenrigsminister Marco Rubio tendensen med at smide den neokonservative doktrin om den eneste unipolære hegemon, der blev indført efter den kolde krig, på porten. Efter at have kritiseret Biden-regeringen for at have afbrudt næsten alle diplomatiske forbindelser med Rusland, sagde han: »[V]i er i sidste ende nødt til at kunne tale med en nation, der i nogle tilfælde har det største lager af taktiske atomvåben i verden og det næststørste, hvis ikke det største, lager af strategiske atomvåben i verden…. [Uanset om vi kan lide det eller ej, er Rusland en magt, en global magt.« På samme måde har USA afvist et sprog, der indeholder henvisninger til »russisk aggression«, både i en kommende erklæring til et virtuelt topmøde mellem G7-lederne og i en resolution i FN.

Dette følger efter de seneste dages begivenheder, som har været fyldt med handlinger fra Trump-administrationen, der vender op og ned på den nuværende verdensorden. Det er sigende, at det britiske etablissement – som længe har været arkitekten bag den aftagende neoliberale verden – er mere end hysterisk. Det »særlige forhold« mellem USA og Storbritannien er ved at »fordampe for øjnene af os«, skrev Jeremy Browne, tidligere britisk udenrigsminister og nu direktør for Canning House i Storbritannien. Og BBC skrev: »Vi lever i et amerikansk præsidentskab, som er baseret på stormagtsdiplomati. Hvis vi kan arbejde inden for det, er det fint. Hvis ikke, må Gud hjælpe os.« I de kommende dage vil både Storbritanniens Keir Starmer og Frankrigs Emmanuel Macron rejse til USA i et forsøg på at bejle til Trump.

Og så er der det rene vanvid, som f.eks. kommer til udtryk i The Economists hovedartikel i det aktuelle magasin, som kræver, at Storbritannien og Frankrig »bruger deres atomvåben til at beskytte kontinentet« i tilfælde af, at USA under Trump indgår en aftale med Rusland og »forlader« Europa. Dette synspunkt uddybes i en artikel i The Telegraph. Friedrich Merz, leder af Tysklands CDU og sandsynligvis den næste kansler efter søndagens valg, er citeret for at stille det samme spørgsmål, om den britiske og franske atomarparaply »også kunne gælde for os«. Andre »eksperter«, der er citeret i artiklen, konkluderer, at Europa hurtigt må udvide sin formåen inden for taktiske atomvåben for at bekæmpe den kommende atomkrig med Rusland.

Stop op et øjeblik, før du beslutter dig for, om disse udtalelser er hensynsløse og farlige, eller om de er latterlige og absurde i betragtning af Europas nuværende situation. Læg i stedet mærke til, at de er udtryk for et verdensbillede, som har spillet fallit. Som Helga Zepp-LaRouche sagde under mødet i Den Internationale Fredskoalition den 21. februar, antyder de forskellige reaktioner på det, præsident Trump gør, at der sker en »dybere aksiomatisk ændring«. Modstå fristelsen til at tro, at der er tale om fejl begået af enkeltpersoner eller lande eller i forståelsen af et bestemt »problem«, og se i stedet disse fejl som et udtryk for den underliggende tankeproces, som styrer og ofte dømmer et givet samfund.

Lyndon LaRouche skrev i januar 1997 i »Return to the Machine-Tool Principle«:

»Kort sagt fører anvendelsen af den sokratiske dialektiske metode på enhver indbyrdes ikke-inkonsistent række af udsagn i geometrien til, at man opstiller et underliggende sæt af definitioner, aksiomer og postulater. Alle mulige sætninger, som ikke er inkonsistente med hver og en af sættene af definitioner, aksiomer og postulater, udgør et teorem-gitter; sættet af definitioner, aksiomer og postulater, der anvendes på denne måde, udgør en hypotese. Der findes ikke noget system af matematisk eller anden tænkning, som ikke er bestemt af en effektivt bestemmende, underliggende hypotese.

»I økonomi, som i eksperimentel fysik generelt, udgør ethvert faktum i naturen, som ikke kan gøres effektivt konsistent med eksisterende generelt accepterede fysiske antagelser, et paradoks: Faktummet eksisterer på trods af den eksisterende menings mest hysteriske bestræbelser på at benægte selve muligheden for dets eksistens. Sådanne paradokser er det stof, som gyldig eksperimentel fysik og økonomi er lavet af.« LaRouche kunne også have tilføjet historie til denne liste. Årsagen er følgende.

Når man først har identificeret et paradoks i en underliggende aksiomatisk struktur, kan man ikke bare tilføje det til sit eksisterende gitterværk af antagelser, som om man blot opdaterer et regneark med nye oplysninger. I stedet skriver LaRouche: »[V]i må generere en helt ny hypotese under hensyntagen til den måde, hvorpå det nyopdagede princip påvirker hver eneste definition, aksiom og postulat i den erstattede hypotese.«

Således står verden på randen af en ny æra, et nyt paradigme, som venter på at blive skabt over asken af et døende og mislykket paradigme. At skabe en sådan ny hypotese må være den ledende mission for enhver seriøs politisk kraft i dag. Denne aktivitet skal ikke blot søge at løse de individuelle »problemer« eller konflikter, der griber verden, eller blot forvise dem, der er ansvarlige for at forårsage dem, men skal bruge de stadig mere åbenlyse paradokser i nutidens populærkultur til at knuse deres fejlslagne underliggende aksiomatiske overbevisninger og erstatte dem med en mere videnskabeligt sandfærdig. Denne proces, og ikke Donald Trump, vil være den drivende kraft i historien, hvis vi handler på den.

Et godt sted at starte en sådan undersøgelse er Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur.

Foto: Freddie Everett

Ikke korrekturlæst

af Dennis Speed (EIRNS) – 21. februar 2025

Undertitlen på City of Londons The Economist-artikel fra 20. februar »How Europe Must Respond as Trump and Putin Smash the Post-War Order« var endnu mere afslørende end overskriften: »Regionen har haft sin mest dystre uge siden jerntæppets fald. Konsekvenserne er endnu ikke slået igennem.«

Efter den netop afsluttede sikkerhedskonference i München den 14.-16. februar og det kolde slag fra den amerikanske vicepræsident J.D. Vances tale har Europas ledere ikke været i stand til at genvinde deres følelsesmæssige, endsige deres geopolitiske fodfæste. De, der håbede, at det, de så, ikke var for tidligt at fælde en så definitiv dom, som The Economists undertitel antyder, så kort tid efter telefonsamtalen mellem Putin og Trump den 12. februar og de efterfølgende møder mellem udenrigsminister Marc Rubio og udenrigsminister Sergej Lavrov, ville måske have troet, at det var for tidligt.

Briterne er dog stærkt uenige med deres stadig vildfarne kolleger. »Trump ser ud til at være klar til at forlade Ukraine, som han fejlagtigt giver skylden for krigen. Han kaldte landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, for en ‘diktator’ og advarede ham om, at han ‘hellere måtte handle hurtigt, ellers har han ikke noget land tilbage’. USA vil måske forsøge at påtvinge Ukraine en ustabil våbenhvile med svage sikkerhedsgarantier, der begrænser landets ret til at opruste.” Det vil sige, at Amerika har valgt at »stoppe skytset«, især efter at Zelenskyj indrømmede, at han ikke vidste, hvor 100 milliarder dollars af USA’s bidrag til krigsindsatsen var blevet af.

Rusland og USA mødtes som de mest magtfulde militære styrker på planeten i bestræbelserne på at genetablere de officielle forbindelser. Som USA’s præsident talte Joe Biden ikke kun ikke med Vladimir Putin i to år, men hans administration gav Ukraine tilladelse til at bruge amerikansk militært udstyr, efterretninger og muligvis også »rådgivende personale« til at angribe Ruslands territorium fra før 2014 med amerikanske langdistancemissiler, og uden at konsultere USA’s kommende præsident, i november sidste år. Da den valgte præsident, som ikke var blevet konsulteret, blev præsident ved lov, stoppede angrebene. Verden har i løbet af den sidste måned bevæget sig lidt væk fra atomkrigens afgrund.

Hvad angår Zelenskyj som diktator – han forbød 11 politiske partier i marts 2022 og undertrykte sin opposition, og han har ikke ophævet dette forbud. Han lukkede den ukrainske ortodokse kirke, som stadig er den største i landet, på trods af forbuddet. Den 8. juli 2022 meddelte National Public Radios reporter Emily Feng: »Præsident Zelenskyj har konsolideret alle tv-platforme i Ukraine til én statslig udsendelse og begrænset politiske rivaler. Den politiske opposition frygter, at sådanne indskrænkninger af den civile frihed kan fortsætte.« Den russisksprogede brug er blevet stærkt begrænset. Zelenskyj og hans regering gjorde det ulovligt for Ukraine at forhandle om fred med Rusland i juni 2023 – hvilket gør det svært at forstå, hvorfor han skulle være vred over ikke at blive inviteret til et møde i et tredjeland, hvor den amerikanske præsidents repræsentanter blandt mange andre ting skulle drøfte med russiske repræsentanter, hvordan drabene i Ukraine kunne stoppes.

Og hvad angår Den Europæiske Union: Suverænitet er ikke ligefrem den stærke side af en konføderation, der nægter at retsforfølge detonatorerne af Nord Stream-rørledningerne til 8 milliarder dollars, som forårsagede en af de største miljøkatastrofer i historien i deres industrielle sabotagehandling. Hvorfor bliver de miljøforbrydere, der sprængte Nord Stream i luften i september 2022, ikke stillet for retten? Måske fordi det er de samme mennesker, der nu fremmer krig og ødelæggelse over ligene af 1 million ukrainere eller mere. Krig og død er deres eneste virkelige engagement, ikke »økologien« og ikke menneskeheden.

Nationen Egypten har i en modsatrettet udøvelse af national suverænitet givet følgende meddelelse: »Fra et teknisk og ingeniørmæssigt perspektiv har vi den fulde kapacitet til at genoprette Gaza til en tilstand, som endda er bedre end tilstanden før ødelæggelsen, inden for tre år.« Dette er direkte tænkt som et svar på Trumps forslag om en »Gaza-riviera«. De har til hensigt at diskutere dette på det kommende arabiske krisemøde den 4. marts.

I et netop afsluttet interview med Executive Intelligence Review sagde Graham Fuller, 25-årig CIA-veteran, tidligere amerikansk diplomat og islamisk lærd, om LaRouches Oase-plan for Sydvestasien: »Den er nødt til at blive introduceret som en del af en bredere fredsplan. En af grundene er, at uanset hvor god en idé det har været, så er det en kendsgerning, at de lokale rivaliseringer, og især de rivaliseringer, som USA har skabt under den kolde krig, har gjort regionalt samarbejde næsten umuligt. Jeg mener, at Syrien f.eks. ville være nødt til at spille en ret stor rolle, eller Irak for den sags skyld, (på grund af) floderne Tigris og Eufrat.) Alle disse stater ville være nødt til at spille en meget stor rolle i enhver form for regional vandplan.

»Men det har været umuligt« – altså indtil nu. Som med Oase-planen vil det heller ikke fungere, medmindre alle nationerne i Sydvestasien på en eller anden måde er integreret i en sådan plan. Der skal skabes en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvis Palæstina og Sydvestasien skal overleve, vokse og udvikle sig. Helga Zepp-LaRouches ti principper er et effektivt kompas i denne malstrøm af hurtige forandringer.

De seneste otte dages begivenheder med Trump og Putin viser, hvor hurtigt en sådan ny arkitektur, befriet fra britisk indblanding, kan blive til. Vi må derfor ikke lade os fange under begivenhedernes overflade, men organisere os ovenfra og behandle hver af de nærmeste dage som en potentiel døråbner til, endog på den pågældende dag, at ændre den nuværende historie gennem kraften i ægte menneskelige ideer.

Møde den 21. februar 2025 kl. 17 eller senere:

Se de indledende præsentationer på YouTube ovenover.

Tilmeld dig her for at være med i diskussionen: International Peace Coalition Meeting

Invitation:
af Dennis Small (EIRNS) – 19. februar 2025

Det svimlende tempo i udviklingen på verdensscenen i løbet af de sidste 30 dage har efterladt det meste af verden – inklusive mange af hovedaktørerne i disse begivenheder – i vildrede med at forklare, hvad der sker, og hvorfor tingene bevæger sig så hurtigt.

Alene i løbet af den sidste uge er hele efterkrigstidens geopolitiske orden begyndt at smuldre. USA og Rusland har genoptaget den rationelle diskussion mellem ligemænd, hvilket har bragt udsigten til en afslutning på Ukraine-Rusland-krigen i fokus samt reduceret faren for en overhængende atomkrig betydeligt. Det europæiske etablissement var chokeret til tårer over vicepræsident J.D. Vances ærlige karakteristik af deres antidemokratiske politik og irrelevans i forhold til at løse den nuværende krise. En desperat og distanceret Volodymyr Zelenskyj valgte at angribe præsident Trump offentligt for ikke at have inviteret ham til mødet mellem USA og Rusland i Riyadh og anklagede Trump for at »leve i dette desinformationsrum« skabt af Rusland. Trump svarede, at Zelenskyj er »en diktator uden valgmandat«, mens hans regering »med succes forhandler om en afslutning på krigen med Rusland«.

Vicepræsident J.D. Vance svarede også: »Zelenskyj får virkelig dårlige råd, og jeg ved ikke fra hvem.« Han tilføjede spidst: »Det er ikke en god måde at håndtere præsident Trump på.«

Vance kender måske godt svaret på sit eget retoriske spørgsmål. Det provokerende politiske svar, der kræver en fortsættelse af krigen – og af hele den geopolitiske gamle orden – kommer fra det imperiale London, som det har gjort under hele krigen i Ukraine. Præsident Trump og hans rådgivere bør benytte lejligheden til at afbryde hele det Churchillianske »særlige forhold« mellem Storbritannien og USA – herunder især »Five Eyes«-efterretningssamarbejdet, som stod bag bestræbelserne på at fængsle eller dræbe Trump – mens de stadig har dem under pres.

Men hvordan skaber man et nyt paradigme, når den gamle orden bryder sammen? Hvad med det igangværende folkemord i Gaza og den bredere krise i Sydvestasien? Hvordan reorganiserer man det globale finansielle system med dets 2 billiarder dollars i spekulativ kræft? Som med alle sådanne faseforandringer er løsningerne ikke vilkårlige: Der er kun én måde, hvorpå puslespillet passer sammen.

Vi henvender os til Lyndon LaRouche for at forstå problemets natur og dets løsning. I sin bog fra præsidentvalgkampen i 1999, The Road to Recovery, rejste LaRouche spørgsmålet: »Hvad er faseforandringer?«

»Den enkleste analogi til, hvad jeg mener med ‘faseforandringer’, er overgangen fra is til vand, eller vand til damp, eller damp til en plasmatilstand. Det vil sige, at selv om materialets kemiske sammensætning tilsyneladende forbliver uændret, er systemets fysiske opførsel, herunder dets interaktion med andre systemer, blevet kvalitativt ændret…. I de former for politiske, økonomiske, sociale og psykologiske chok, som de fleste af jer allerede er begyndt at opleve i jeres umiddelbare omgivelser, har vi at gøre med en anden kvalitet af faseforandringer, end dem der er identificeret i den række af eksempler, jeg har henvist til ovenfor. På trods af denne forskel er de politiske forandringer, vi behandler nu, stadig faseforandringer….

»Virkningerne bliver normalt kun tydelige for almindelige observatører, som nu, i de perioder med turbulente overgange, som markerer passagen af menneskelige anliggender fra en samfundstilstand i almindelighed gennem en turbulent tid med fødselsveer, der fører til fødslen, eller dødsfødslen, af en kvalitativt ny tingenes tilstand i almindelighed….

»Tiden for simple drømme er forbi. Tektoniske omvæltninger er nu den normale tilstand…. Det er denne grundlæggende ændring i karakteren af den måde, verden fungerer på, som nu bestemmer den skiftende form på verdensbegivenhederne.«

Hvordan skal vi så designe og skabe den nødvendige forandring under nutidens systemiske krise?

»Sådanne nødvendige, gennemgribende faseskift i politiske strukturer«, rådede LaRouche i en politisk erklæring fra juli 2002, »kan kun gennemføres demokratisk under forhold med erkendt krise, hvor den folkelige tilknytning til tidligere indlejrede, men fejlslagne politiske matricer er alvorligt undermineret. Den tidlige fase af sociale effekter, der svarer til et generelt sammenbrud af et bankerot politisk system og relateret praksis, er desværre normalt et relativt kort interval, hvor passende systemiske politiske ændringer kan gennemføres, som i løbet af de ‘første halvfems dage’ af FDR’s [Roosevelts –red.] første administration. Kun det, der kan beskrives som »dramatiske« ændringer i de politiske matricer, kan trække en nation ud af det systemiske kollaps, som en vedvarende opretholdelse af de nuværende accepterede politiske doktriner sikrer.«

For at diskutere – og lære at udforme – de nødvendige nye politiske matricer, må man deltage i den ugentlige dialog, der ledes af Schiller Instituttets Helga Zepp-LaRouche på møderne i International Policy Coalition. Og planlæg at deltage i Schiller Instituttets kommende personlige konferencer for at finde ud af, hvordan man kan give menneskeheden svar i disse turbulente tider.

Foto: White House video

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 18. februar 2025

At efterkrigstidens unipolære verdensorden er faldet fra hinanden, er måske århundredets underdrivelse. I dag mødtes delegationer på højt niveau fra USA og Rusland i Riyadh i Saudi-Arabien i fire en halv time som et vigtigt skridt i retning af at etablere normale bilaterale forbindelser mellem verdens største atomare supermagter, og løse Ukraine-konflikten på en måde, der med mødedeltager og USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz’ ord er »en permanent afslutning på krigen og ikke en midlertidig afslutning, som vi har set det tidligere.«

Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche kommenterede: »Dette er en lettelse for hele verden. Det er præcis, hvad Dr. [Naledi] Pandor krævede på den Internationale Fredskoalitions seneste møde: Hvor er de voksne i lokalet? Det bord [i Riyadh] var fyldt med voksne. Det er meget lovende, at de fandt en måde at løse alle problemer på, som tager hensyn til alle andre, der er berørt af konflikten.«

Udmeldingerne fra begge sider af mødet var meget positive, idet de bekræftede vigtigheden af forholdet mellem USA og Rusland og beskrev de foranstaltninger, som deltagerne var blevet enige om. Disse omfatter udnævnelse af ambassadører og ophævelse af restriktioner på diplomatiske missioner i de to lande; udnævnelse af hold på højt niveau til at indlede drøftelser om en løsning på Ukraine-konflikten; etablering af en dialog om genoptagelse af det økonomiske samarbejde, herunder inden for energi og rumforskning; og forberedelse af et møde mellem USA’s præsident Trump og Ruslands præsident Putin.

Reaktionen fra EU-ledernes »børnebord«, den illegitime ukrainske præsident Zelenskyj og især britisk efterretningsvæsens tænketanke har været total panik. Artikler i den britiske efterretningstjenestes talerør, Royal United Services Institute og Chatham House, opfordrer Storbritannien og Europa generelt til at samle tropperne for at føre krigen mod Rusland helt ned til den sidste ukrainer, eftersom USA ser ud til at trække sig.

Det russiske svar på en sådan barnlig, dog åndsforladt, opførsel har været meget kontant: Det russiske udenrigsministeriums talskvinde, Maria Zakharova, bemærkede den 18. februar, at »russisk-amerikanske kontakter på høje og de højeste niveauer forårsager et sandt hysteri blandt euroatlantiske russofober«, og den russiske permanente repræsentant ved FN, Vassily Nebenzia, sagde, at de europæiske eliter på grund af deres russofobiske og maniske tankegang »ikke duer til at være garanter eller endog mæglere [i Ukraine-krigen]. Vi kan også se det ud fra, hvad der forleden blev sagt af de europæiske deltagere i sikkerhedskonferencen i München – deres udtalelser var hensynsløse, høgeagtige og virkelighedsfjerne.«

Russiske embedsmænd har også gjort det meget klart, at de ikke vil droppe spørgsmålet om, hvad de ser som de vigtigste årsager til konflikten: intentionen om at trække Ukraine ind i NATO, manglen på sikkerhedsgarantier for Rusland og vestlig støtte til nazistiske elementer i det ukrainske regime.

Udviklingen i Riyadh har åbnet en bred kløft mellem den retning, verden kan tage med samarbejde mellem suveræne nationer for fred, og det huleboagtige system med krig og imperier, der har domineret indtil nu.

Som Helga Zepp-LaRouche har understreget mange gange, må vi for virkelig at vinde freden overvinde geopolitikken og gå ind i et nyt paradigme med win-win-samarbejde mellem suveræne nationer, som arbejder sammen for at fremme menneskehedens interesser som helhed. De ændringer, der fører til en løsning på Ukraine-konflikten, kan åbne døren for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for verden, som Zepp-LaRouche efterlyser i sin erklæring: »Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur«:

»Det nye paradigme, som vil være karakteristisk for den nye epoke, og som den nye globale sikkerheds- og udviklingsarkitektur skal rettes mod, må derfor eliminere det oligarkiske begreb for altid og fortsætte med at organisere den politiske orden på en sådan måde, at menneskehedens sande karakter, som den kreative art, kan realiseres.«

Vi har en åbning nu: Grib den!

Foto: Russian Foreign Ministry

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 17. februar 2025

Fremtiden er ikke nødvendigvis fastlagt, men det er helt sikkert, at vi befinder os ved afslutningen af den såkaldte »regelbaserede orden« efter Den kolde Krig. I spidsen for mange manifestationer, herunder tårerne fra den afgående formand for Sikkerhedsrådet i München i går, står mødet tirsdag den 18. februar i Riyadh mellem den amerikanske udenrigsminister og den russiske udenrigsminister for at genetablere regelmæssige forbindelser mellem disse magter og for at konferere om at afslutte krigsførelsen i Ukraine. Disse samtaler følger op på telefonsamtalen den 12. februar mellem præsident Trump og præsident Putin. I Riyadh står udenrigsminister Sergej Lavrov i spidsen for den russiske delegation, som også omfatter Putins udenrigspolitiske rådgiver Juri Ushakov. USA’s udenrigsminister Marco Rubio leder den amerikanske delegation, som også omfatter den nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og mellemøstudsendingen Steve Witkoff. Drøftelserne vil »primært fokusere på at genoprette hele komplekset af russisk-amerikanske relationer. De vil også omhandle forberedelsen af mulige forhandlinger om den ukrainske løsning og tilrettelæggelsen af et møde mellem de to præsidenter,« sagde Kremls talsmand Dmitry Peskov i dag.

Ukraine og de europæiske nationer er ikke involveret i mødet i Riyadh, hvilket de har udtrykt stor utilfredshed med. Lederne af et udvalgt antal af dem mødtes sammen med NATO’s generalsekretær Mark Rutte til et krisemøde om Ukraine i Paris i dag, som den franske præsident Emmanuel Macron havde indkaldt til i går.

Lavrov sagde om spørgsmålet om at mødes med USA uden Europa, før han tog af sted til Saudi-Arabien i dag: »Jeg ved ikke, hvad de [europæiske embedsmænd] ville foretage sig ved forhandlingsbordet … hvis de vil sidde ved forhandlingsbordet med det formål at fortsætte krigen, hvorfor så invitere dem med?«

Der er også bemærkelsesværdige bevægelser i Sydvestasien og Nordafrika. Den Arabiske Liga meddelte i går, at de udvider antallet af nationer, der deltager i deres kommende møde i Kairo, for at støtte genopbygningen af Gaza og for at modsætte sig Trumps »Riviera«-plan om at fordrive palæstinenserne. Mødedatoen er blevet rykket fra den 27. februar til begyndelsen af marts for at give plads til de nye deltagere, som f.eks. omfatter de seks nationer i Golfens Samarbejdsråd. Egypten planlægger i de kommende dage at udsende sin oversigtsplan for opbygning af infrastruktur og andet arbejde i Gaza.

Før denne regionale konference i Cairo er Saudi-Arabien vært for et møde fredag den 21. februar (ændret fra den 20. februar) for at konferere om samme emne blandt en mindre G20-gruppe af nationer.

I mellemtiden er der tiltag for at opretholde fase 1 af våbenhvilen i Gaza og forberede sig på fase 2. Det forlyder, at en israelsk delegation tager til Kairo i dag for at drøfte fortsættelsen af fase 1 og forberedelserne til fase 2. Dette skete efter et telefonopkald i weekenden fra USA’s mellemøstudsending, Steve Witkoff, til premierminister Netanyahu og Witkoffs beretning om opkaldet på Fox News Sunday, som ser ud til at have fået Netanyahu til at give efter på en eller anden måde.

I centrum for alt dette hastige diplomati, med den afgørende etablering af forholdet mellem USA og Rusland, er spørgsmålet om indholdet af dialogen og opfattelser af økonomisk udvikling nu og i fremtiden.

Schiller Instituttets leder Helga Zepp-LaRouche gentog i dag, at der ikke kan findes en kur mod problemerne og kriserne uden at indføre en ny arkitektur for sikkerhed og gensidige fordele, og det kan ikke gøres uden at slippe af med geopolitikken. Oase-planen, som blev fremlagt for årtier siden af Lyndon LaRouche, er udtryk for dette perspektiv.

Zepp-LaRouche henviste folk til diskussionen den 14. februar i Den Internationale Fredskoalition som en »gennembruds«-dialog om emnet. Dr. Naledi Pandor, tidligere minister for internationale anliggender og samarbejde, talte om Oase-planen som en mulighed for en ny måde at betragte verden på. I løbet af diskussionen fremhævede Dr. Pandor f.eks. perspektivet i Den Afrikanske Unions »Agenda 2063« for det afrikanske kontinent som værende i tråd med principperne i Oase-planen. Pandor var medvirkende til, at Den Afrikanske Union iværksatte Agenda 2063 for kontinentet. Det 50-årige udviklingsperspektiv startede officielt i januar 2015, kendt som »The Africa We Want in 2063«. Planen har flere spor af mål, f.eks. landbrug, industri, transport og så videre.

Samme dag som Dr. Pandor talte på IPC, afholdt Den Afrikanske Union sit todages årlige topmøde i Addis Abeba med deltagelse af mere end 50 nationer. Det er her, man gennemgår fremskridtene i forhold til et eller andet mål i AU’s Agenda 2063 i løbet af det seneste år. Sidste år var vigtigt diplomatisk set for Den Afrikanske Union, da den indtog sin plads i styrkelsen af den Globale Majoritet, idet Den Afrikanske Union blev medlem af G20-gruppen. Sydafrika er formand for G20 i 2025 og vil være vært for det første ministermøde i G20 den 20.-21. februar i Johannesburg, hvor udviklingen af hele Afrika sandsynligvis vil være på dagsordenen. Den amerikanske udenrigsminister Rubio har fornærmende meddelt, at han ikke vil deltage, hvilket er i tråd med det brud, som den kommende Trump-administration har forårsaget med Sydafrika i de seneste dage. USA vil gøre klogt i hurtigt at genoverveje dette såvel som sin holdning til Gaza.

I denne forbindelse gentog Zepp-LaRouche en grundlæggende pointe i dag. Den krise, vi står over for, er ikke kun af militær, strategisk, finansiel og lignende karakter, men det er et kulturelt og moralsk sammenbrud. En velfungerende regering har til opgave at frigøre folks kreativitet til glæde og produktivitet for at sørge for det fælles bedste. Tænk på Oase-planens tilgang på denne måde.

Foto: UN Photo/Cia Pak, CC/Gage Skidmore

af Dennis Speed (EIRNS) – 16. februar 2025

Mens bølgerne fortsat går højt med hensyn til sidste uges telefonsamtale mellem Trump og Putin, udtalelserne fra den amerikanske forsvarsminister Pete Hegseth, og ikke mindst den tale, som vicepræsident J.D. Vance holdt i München – den 14. februar lød overskriften på onlinepublikationen Foreign Policy: «Vance Leaves Europe Gobsmacked« (Vance forlader Europa lamslået) – er udvekslingen mellem den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov og udenrigsminister Marc Rubio blevet noget underrapporteret. Ruslands udlægning indledes med: »Den 15. februar havde udenrigsminister Sergej Lavrov på amerikansk initiativ en telefonsamtale med USA’s udenrigsminister Marco Rubio« . Derefter står der følgende: »Med udgangspunkt i telefonsamtalen den 12. februar mellem Ruslands og USA’s præsidenter blev de to udenrigsministre enige om at opretholde en åben kommunikationskanal for at løse langvarige problemer i de russisk-amerikanske relationer. Deres mål er at fjerne ensidige barrierer, der er arvet fra den tidligere amerikanske regering, og som har forhindret et gensidigt fordelagtigt handels-, økonomi- og investeringssamarbejde.«

Antyder dette en mulig ny retning for Trump-administrationen med hensyn til sanktionspolitikken mod Rusland, som den daværende franske finansminister Bruno de la Maire i februar 2022 karakteriserede som »finansiel atomkrig«? »Vi vil ramme hjertet af det russiske system, vi vil ramme Vladimir Putin, vi vil ramme oligarkerne, men vi vil også ramme hele den russiske økonomi,« sagde han dengang. Er den vanvittige, uduelige politik, som Ursula von der Leyen og andre russofober stadig er fortalere for, ved at blive ændret af USA?

Der er meget mere at sige om Rusland, men denne passage har fanget analytikernes opmærksomhed, fordi de er fascinerede af dens konsekvenser. Uanset om en sådan ændring er ved at ske eller ej, er en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvis den forfægtes af det, som Dr. Naledi Pandor, tidligere sydafrikansk minister for internationale relationer og samarbejde, kaldte »de voksne i rummet« på møde nr. 89 i Den Internationale Fredskoalition i fredags, den 15. februar, både særdeles sandsynlig, nødvendig og i stigende grad ønsket af de fleste af verdens nationer.

En analytiker, Alexander Mercouris, har antydet, at tingene måske er på vej i den retning. »Så europæerne, som allerede er rasende og vrede og meget oprørte over alt det der sker, må nu forberede sig på, at amerikanerne og russerne tager skridt til en fuldstændig normalisering af forholdet; til at genoprette det, russerne kalder en respektfuld og konstruktiv dialog, så Putin og Trump kan nærme sig et topmøde, og til at amerikanerne helt ophæver sanktionerne mod Rusland og vender tilbage til normale kommercielle og handelsmæssige relationer, hvor amerikanske forretninger og virksomheder vender tilbage til Rusland for at gøre forretninger der.« Måske lidt for optimistisk, men tænkeligt, hvis »de voksne i rummet« sejrede.

Dr. Pandor foreslog, at Schiller Instituttet skulle hjælpe med denne opgave. »Så vi har brug for voksne. Vi har brug for ledere. Jeg har endnu ikke været i stand til at identificere, hvem der er lederne. Så jeg tror, at Schiller Instituttet sammen med andre organisationer med lignende styrke kunne begynde at påtage sig den lederrolle, primært med henblik på at indkalde, indlede samtaler og udvikle en dagsorden.«

Ikke kun voksne, men kloge mænd og kvinder, organiseret i et Fornuftens Råd, er, hvad verden har brug for i dette øjeblik. Og de behøver ikke alle at være i live for at spille en lige så vigtig rolle nu, som de gjorde engang. Man bør huske, at tidligere præsident Dwight Eisenhower foreslog, at tre afsaltningsanlæg, et i Israel, et i Jordan og et i Egypten, i fællesskab kunne reproducere ferskvandsmængden i Jordan-floden. Han så det som en måde, hvorpå man umiddelbart efter den arabisk-israelske krig i juni 1967 kunne erstatte alle de trættende politiske løsninger, der var kommet før. Han sagde: »Formålet med at bygge store atomare afsaltningsstationer i den urolige region er ikke kun at bringe store tørre områder i produktion og levere nyttigt arbejde til hundredtusinder af mennesker, men forhåbentlig også at fremme fred i et dybt uroligt område af verden gennem et nyt samarbejdsprojekt mellem nationer. Jeg er optimistisk nok til at tro, at forslaget, når det gennemføres – som det helt sikkert vil blive en dag – meget vel kan lykkes med at bringe stabilitet til en region, hvor endeløse politiske forhandlinger har slået fejl….«

Da den saudiske prins Turki Al-Faisal blev spurgt om Trump-planen for Gaza, sagde han til en journalist uden for mødet på sikkerhedskonferencen i München: “Jeg ville ønske, at amerikanerne også ville huske på, at før den 7. oktober [2023] og siden den 7. oktober var de mennesker, der døde oftest, palæstinenserne, ( på grund af) amerikanske våben. Så hvis der skal være en quid pro quo– amerikanere døde, og palæstinensere døde og så videre – vil vi aldrig kunne afslutte situationen og nå frem til en endelig løsning. Jeg synes, vi skal se fremad. Nu ligger den 7. oktober bag os. Nu må vi se fremad. Trumps plan sælger ikke nogen steder. Så alternativet er enten at gå tilbage til det arabiske fredsinitiativ, eller de kan overveje at lave Gaza i stil med Marshall-planen i Europa efter Anden Verdenskrig. USA genopbyggede et helt kontinent, for slet ikke at tale om denne lille stribe af Gaza, mens befolkningen blev boende. De flyttede ikke europæerne ud af Europa for at kunne gøre det. Så de kan sagtens gøre det i Gaza.«

Prins Turki og mange andre er nødt til at gå videre end den fortærskede, men stort set præcise henvisning, som mange gør, til en »Marshall-plan«. Økonomen, statsmanden og »den kloge mand« Lyndon LaRouche leverede det, som prinsen, præsidenten og verden har brug for, i sin Oase-plan. Den blev udarbejdet i detaljer – også for Saudi-Arabien selv. Her er en passage fra hans »Saudi Arabia in the Year 2023«:

»Der er hovedsageligt tre teknologiske midler, der kræves til dette generelle program for absolut og kvalitativ forøgelse af ferskvandsgennemstrømningen i de tørre regioner (i Sydvestasien). For det første, rigelige, billige energiforsyninger, i et omfang og med en kvalitet, der ikke er tilgængelig, undtagen med afhængighed af atomkraft og relaterede teknologier. For det andet, udvikling under overskriften kvalitative fremskridt i relativistisk fysik, for at gøre den nødvendige udvikling og økonomiske anvendelse af atomare teknologier effektiv. For det tredje, brugen af storstilet udvikling af plantevækst til at skabe det klimatologiske grundlag for nye vejrsystemer, hvorigennem en stor del af ferskvandsforsyningen til hver del af hele regionen genvindes som nedbør i samme og tilstødende regioner.

»Denne erobring af ørkenen vil være en lang udviklingsproces. I det små vil omdannelsen af halvbeboelige til beboelige regioner centrere sig omkring nye byer, der etableres i centrum af store kunstvandede områder med landbrugsudvikling, som det program der gennemføres i Egypten og Sudan. Ørkenens gule sand vil blive omdannet til brun og derefter frugtbar sort jord ved hjælp af moderne kunstvanding og andre agronomiske metoder. Samtidig vil muligheden for vedvarende at etablere sådanne succesfulde arabiske kolonier i ørkenen afhænge af storstilede tekniske programmer for vandforvaltning, herunder omfattende afsaltning, og andre storstilede infrastrukturelle foranstaltninger. Så den arabiske verden som helhed vil gøre fremskridt, drage fordel år for år i nutiden og fortsætte mod den store generelle transformation, som vil være det langsigtede resultat af sådanne målrettede kortsigtede fremskridt.«

LaRouche skrev dette forslag for 42 år siden, i 1983, til dette øjeblik.

LaRouches vise ord og sådanne kloge kvinder og mænd, både levende og udødelige, kan vejlede vores hurtige skift væk fra det atomare helvedes afgrund til Skærsildens rimeligt sikre kyst. Der kan vi i anger over menneskehedens vanvittige pubertet, hvor »atomkrig giver mening«, afvise vores vanvid og danne Fornuftens Råd, hvis opgave det må være at trække så mange voksne ind i lokalet som muligt – og dette er øjeblikket til at gøre det.

Billede: Paul Kagame, Flickr

Ikke korrekturlæst

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 15. februar 2025

Der er noget, der hedder naturlov – ikke den positive lov i en regelbaseret orden, men en vidende, sandfærdig naturlig orden, som manifesterer sig i retfærdighed, godhed og universelt fremskridt. Naturloven, som vi hele tiden må perfektionere vores forståelse af, er det eneste virkeligt vellykkede og universelle grundlag for organiseringen af menneskelige anliggender. Det er dette princip, der støtter Sydafrikas tidligere minister for internationale relationer og samarbejde, Naledi Pandor, i hendes bemærkninger til Den Internationale Fredskoalitions møde den 14. februar om, at »vi kan være frie sammen«.

Overtrædelsen af naturloven er årsagen til den meget tydelige kendsgerning, at den gamle koloniale orden er ved at bryde sammen. Det fremgik senest af tumulten i og omkring sikkerhedskonferencen i München den 14.-16. februar. Ikke alene er europæiske embedsmænd gået i selvsving over den amerikanske vicepræsident Vances tale, hvor han kritiserede EU-regeringernes åbenlyse hykleri, men endnu vigtigere er det, at NATO’s krigspolitik er død, idet de samme embedsmænd rystede på hånden over den meget sandsynlige udsigt til en fredelig løsning på konflikten i Ukraine – uden at Europa og NATO kontrollerede udfaldet. Drøftelserne mellem de relevante parter fortsætter, og den tyske forsvarsminister Boris Pistorius bemærkede ulykkeligt, at hvis EU bliver udelukket fra forhandlingsbordet, »kan dette vise sig at være et historisk, afgørende øjeblik for de transatlantiske relationer, hvorefter vi risikerer at gå forskellige veje.«

Selvom en anden vej end NATO’s krigssti er absolut påkrævet, og en afslutning på Ukraine-konflikten nødvendig, vil det ikke i sig selv skabe fred. Som Helga Zepp-LaRouche skitserede i sine afsluttende bemærkninger til mødet i Den Internationale Fredskoalition (IPC) den 14. februar, vil der kun komme en løsning, hvis vi kan overvinde den geopolitiske tænknings sygdom: »[V]i er nødt til at gøre en ende på geopolitik. Geopolitik er efter min mening den alvorligste hjernesygdom, jeg kan komme i tanke om. Så længe man tror, at man er nødt til at have en fjende, at man er nødt til at opdele folk i fjender og venner, kommer vi ikke ud af denne fælde. Vi er nødt til at lære folk at tage springet og tænke på menneskeheden først, før man tænker på sine nationale interesser. Hvis vi kan tage det spring, så tror jeg, at vi sagtens kan løse alle problemerne.”

Denne tankegang skal omgående anvendes på situationen i Sydvestasien. Der er planlagt en række konferencer og diskussioner i løbet af de næste uger under ledelse af Egypten, Saudi-Arabien og andre regionale partnere for at finde en løsning for Gaza; til disse og andre lignende møder skal der fremlægges løsningsforslag til drøftelse, som tilgodeser alle involverede parters interesser og forvandler en fastlåst og umulig situation til en situation, hvor der skabes hidtil ikke-eksisterende veje fremad. Oase-planens udsigter til økonomisk udvikling kunne gøre netop det. Hvis det sker, kan Gaza og Sydvestasien generelt blive en model for dannelsen af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for verden, som tilgodeser alle nationers og alle menneskers interesser.

Men kan det fungere? Helga Zepp-LaRouche opfordrede IPC-deltagerne: »Jeg mener ikke, at man skal lade sig afskrække af fortidens problemer. Jeg tror, at vi befinder os i en så tektonisk forandring af alting, at der opstår nye åbninger.«

Zepp-LaRouche sagde i sin åbningstale: »Når man ser på dette billede … og i betragtning af, at den gamle orden er ved at bryde sammen – selv om den nye orden endnu ikke har taget form – mener jeg, at det er ekstremt påtrængende, at vi sammen med Den Internationale Fredskoalition og alle relaterede kræfter forsøger at lægge et nyt paradigme for dagen. Som jeg har sagt mange gange før … kan alle verdens problemer kun løses effektivt, hvis man bliver enige om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert enkelt land på planeten, i traditionen fra Den Westfalske Fred.«

Foto: Credit UN Photo/Evan Schneider

Ikke korrekturlæst

[HZL] [NP] [ssu]
14. februar 2025 (EIRNS) – [Det følgende er bemærkningerne fra både Helga Zepp-LaRouche og H.E. Dr. Naledi Pandor i den rækkefølge, de forekommer, men uden de andre samtalepartnere imellem].

ANASTASIA BATTLE: Jeg byder alle, nye som gamle, velkommen til Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 89. møde i træk. Jeg vil gerne byde jer alle sammen velkommen til denne særlige diskussion i dag. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Small og Dennis Speed. Som jeg gerne vil minde alle om, skabte vi dette forum for 89 uger siden for at forene fredsbevægelsen over hele verden. Uanset hvilken ideologi du kommer fra, er du velkommen her, hvis du går ind for ægte fred. Hvis vi vil nå dette mål, er vi nødt til at forene så mange mennesker som muligt på planeten for at få det til at ske.

Vi har en fremragende række af ledere i dag. Det er noget helt særligt. Her er dagsordenen: Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet; Hendes Excellence Dr. Naledi Pandor, tidligere minister for internationale relationer og samarbejde i Sydafrika; tidligere præsident i Guyana, Donald Ramotar; og repræsentant for Eisenhower Media Network Dennis Fritz. Jeg vil også gerne rette en særlig tak til Sydafrikas ambassadør i Mexico, Hendes Excellence Beryl Sisulu, for at deltage i samtalen i dag.

Til at starte med vil jeg gerne give ordet til Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet, som vil introducere diskussionen. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest vil jeg gerne sige velkommen til jer alle sammen. Det er naturligvis en særlig ære, at vi i dag har besøg af Dr. Naledi Pandor, som helt klart er en af de fremtrædende ledere fra det Globale Syd – som er den Globale Majoritet – hvis stemme skal blive meget stærkere, hvis verden nogensinde skal nå frem til en fredelig orden. Så jeg vil gerne byde dig særligt velkommen, men naturligvis også alle de andre prominente talere.

Jeg tror, at vi befinder os i den mest dramatiske tidsændring, en ændring af en epoke, som på den ene side er fyldt med utrolige farer – og faren for en global atomkrig er stadig ikke helt af bordet. Men på den anden side tror jeg absolut, at der er håb om, at hvis vi forener vores kræfter, kan vi flytte menneskeheden ind i en bedre æra med et nyt paradigme. Hele verden reagerer lige nu tydeligvis på den omvæltning, som valget af præsident Trump har medført. Ved at foretage et telefonopkald sammen med præsident Putin har han – i det mindste i den transatlantiske verden – forårsaget et fuldstændigt jordskælv og freak-outs og nervøsitet af hidtil usete dimensioner. Men jeg synes, at en del af det, han gør, er ekstremt lovende, og det repræsenterer et ægte gennembrud.

Ifølge den russiske talsmand Peskov er et møde mellem Trump og Putin aftalt og under forberedelse på kort sigt. Stedet er endnu ikke afgjort, men han sagde, at der er meget at tale om. Trump har allerede sagt, at han ønsker at genstarte forhandlingerne om kontrol med atomvåben med Rusland og Kina. Dette blev bredt rapporteret af de kinesiske medier, og den kinesiske talsmand sagde, at USA burde gå foran ved at være et eksempel på atomnedrustning, da USA og Rusland har de største atomarsenaler. På den måde kan andre lande følge efter. Han sagde også, at han har en plan for at løse krisen i Ukraine ved at forsikre Rusland om, at Ukraine ikke kan blive medlem af NATO, og på den måde tage fat på en af de vigtigste årsager til krigen. Han sagde også, at Ukraine ikke kan forvente at have det samme territorium og de samme grænser som før 2014. Han sagde også, at Biden-administrationen fremprovokerede konflikten. Han sagde også, at han stoler på Putin. Han tror, at Putin ønsker fred, og han ønsker, at Rusland kommer tilbage i G8.

Så for det første er det et meget velkomment brud med den tidligere politik. Hvis man ser på de britiske medier, er de helt ude af den og hysteriske og siger, at Trump har solgt Ukraine, og at det er eftergivenhed. Så de kan ikke forlige sig med det. Det er klart, at det rammer sikkerhedskonferencen i München, som starter i dag, som et lyn.

Den anden store krise, som vi er ekstremt bekymrede over, er det, der sker i Mellemøsten. Her var præsident Trumps første bemærkninger ret forfærdelige; da han foreslog at omdanne Gaza til en ny, smuk riviera, skulle alle palæstinenserne dog flyttes til Jordan, Egypten og andre lande, hvilket naturligvis er helt uacceptabelt for palæstinenserne og det meste af verden med dem.

Vi gik straks i gang med en mobilisering og sagde, at vi nu må aktivere oase-planen, for man er nødt til at have en tostatsløsning, men i betragtning af ødelæggelserne i Gaza og også på Vestbredden er man absolut nødt til at kombinere det med en økonomisk udviklingsplan. Da Trump fik besøg af kong Abdullah II af Jordan, gentog han sit forslag om at forflytte alle palæstinenserne, hvilket kong Abdullah ikke umiddelbart imødegik, men sad stille og roligt. Men efter mødet udsendte han en erklæring om, at hvis USA forsøgte at gøre det, ville Jordan erklære krig mod Israel. Det er meget indlysende, for allerede nu er 60 % af den jordanske befolkning palæstinensere, og det ville true med at destabilisere ikke bare kongeriget Jordan, men også, hvis en sådan politik blev accepteret, ville det være en trussel mod stabiliteten i hvert eneste land i regionen. De andre berørte lande – især Egypten – er heller ikke enige i denne plan. De afviste den ligesom alle andre arabiske naboer. Egypten afholder nu den 17. februar, om tre dage, en konference i Cairo om en alternativ plan. Denne plan er meget god; den foreslår genopbygning af Gaza, men med palæstinenserne tilbage i deres hjemland. Vi synes, det er et skridt i den rigtige retning, men jeg vil komme ind på, hvad jeg mener, der er brug for om lidt.

De NATO-allierede sikkerhedsfolk i verden, eller i store dele af verden, mødes lige nu i München til en tredages konference. Jeg vil gerne sige, at den såkaldte »{Wehrkundetagung}«, som er det navn, sikkerhedskonferencen i München plejede at have, da Ewald von Kleist og Horst Teltschik var lederne. På det tidspunkt var det et forum for en reel dialog mellem nationer om sikkerhedsproblemer i deres lande og relaterede spørgsmål. Men desværre er sikkerhedskonferencen i München, efter at Horst Teltschiks efterfølgere tog over, blevet til en PR-begivenhed for NATO og det militærindustrielle kompleks. Så lige nu er disse mennesker – europæere af forskellig slags, som de har inviteret for første gang, vigtige talere fra det Globale Syd, ikke første gang, men mere vægt på dem denne gang – i fuldstændig opløsning, fordi de har indset, at den gamle liberale orden er ved at gå i opløsning. Med Trumps ankomst til Det Hvide Hus er det slut med deres såkaldte regelbaserede orden. Naturligvis er der stor opstandelse over, at præsident Trump lukkede USAID, som havde et budget på 40-60 milliarder dollars om året; og ud over såkaldt humanitær bistand var det det vigtigste redskab for USA’s såkaldte bløde magt, som med ikke så pæne ord betød politisk destabilisering, manipulationer, farvede revolutioner og lignende. De mennesker, der brugte disse værktøjer til at opretholde deres regelbaserede orden, er nu i vildrede over, at den er afbrudt. Men det er meget godt.

J.D. Vance, USA’s vicepræsident, har lige talt på München-konferencen for en time siden. Han gav europæerne en lektion i demokrati ved at sige, at problemet med europæerne er, at de er bange for vælgerne. Han opfordrede dem til ikke længere at udstøde valgte oppositioner, som er udbredt over hele Europa lige nu.

Når man ser på dette billede, som helt klart er involveret, og i betragtning af at den gamle orden er ved at bryde sammen – selv om den nye orden endnu ikke har taget form – mener jeg, at det er ekstremt påtrængende, at vi sammen med Den Internationale Fredskoalition og alle relaterede kræfter forsøger at lægge et nyt paradigme på bordet. Som jeg har sagt mange gange før, mener jeg, at alle verdens problemer kun kan løses effektivt, hvis man bliver enige om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser, i traditionen fra Den Westfalske Fred. For konklusionen på den fred var, at medmindre man tager hensyn til alle andres interesser, er fred umulig.

Så det betyder for Mellemøsten, som lige nu er det mest påtrængende spørgsmål, at vi skal kæmpe for at få kombinationen af en arabisk fredsplan, som den fremmes af Egypten og andre arabiske lande, men med den tilføjelse, at tostatsløsningen skal omfatte en Oase-plan. Kun hvis man har et bredt udviklingsperspektiv for hele Mellemøsten – ikke bare Israel og Palæstina, men for alle de lande, der er blevet ødelagt af tidligere interventionskrige, som Syrien, Irak, Afghanistan, Yemen og mange andre lande i regionen: De har brug for udvikling hurtigst muligt og Oase-planen, som foreslår at skabe nye store mængder ferskvand gennem kanaler, kunstvandingssystemer og store mængder havvand, der skal afsaltes ved hjælp af atomkraft, som grundlag for infrastruktur og industriel udvikling af hele denne region, som lige nu overvejende er en ørken. Det umiddelbare spørgsmål er naturligvis, at den humanitære hjælp skal ind i Gaza, for folk dør, mens vi taler her. Men hele denne pakke skal sættes på dagsordenen under ét, hvis den skal lykkes.
Dette er mine indledende bemærkninger, og jeg giver ordet tilbage til dig, Anastasia.

BATTLE: På vegne af Den Internationale Fredskoalition vil jeg gerne takke Hendes Excellence Naledi Pandor for at slutte sig til os. Hun er tidligere minister for internationale relationer og samarbejde i Sydafrika og har været en helt fantastisk ledende stemme for fred og retfærdighed i verden. Mange tak, Deres Excellence, fordi De kom. Værsgo at gå i gang.

H.E. DR. NALEDI PANDOR: Mange tak for invitationen til at deltage i jeres drøftelser. Jeg mener, at de er meget vigtige. Jeg synes, at oase-planen præsenterer en række meget nyttige forslag, som de stridende grupperinger kan se på som grundlag for yderligere diskussioner. Fra vores egen erfaring i Sydafrika, hvor vi for 30 år siden blev enige om at indlede forhandlinger med dem, der havde undertrykt os i mange, mange årtier, ved vi, at når man først sidder ved bordet, er det de tidligere undertrykte, der skal afgøre, hvilken fremtid de gerne vil se. Og derfor er det meget vigtigt, at vi aldrig antager noget på vegne af dem, der har det svært. Og vi er nødt til at finde måder at få deres synspunkter på bordet for at sikre, at uanset hvilket resultat vi når frem til, så er det et, der har legitimitet i form af støtte fra de tidligere undertrykte. Så selv om jeg grundlæggende er enig i, at en central del af det, der skal tages fat på, når vi går ind i fremtiden, er spørgsmålet om genopbygningen af det område, hvor det palæstinensiske folk bor, mener jeg, at det er bydende nødvendigt at engagere det palæstinensiske folk: deres ledelse, deres civilsamfund og spørge dem: »Hvordan ser man fremtiden?« Og selvfølgelig er »fjenden« (i anførselstegn), som vi plejede at kalde vores undertrykker, det, de mener at tale til, folket og især Israels regering samt de allierede, der har støttet Israel så kraftigt i dets undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Så vi er nødt til at se på, hvordan vi gennem Den Internationale Fredskoalition kan samle disse grupperinger og faktisk få dem til at give os en fornemmelse af, hvilken slags fremtid de forestiller sig.

Jeg vil gerne antyde, at hvis den fremtid omfatter vedvarende fornægtelse af menneskerettigheder, vedvarende fornægtelse af frihed, manglende respekt for suverænitet, så er det ikke noget grundlag for en politisk løsning. Så der er visse, tror jeg, nøgleaftaler, som er nødt til at være et accepteret grundlag. Jeg bifalder tanken om en tostatsløsning. Det har været den holdning, som vi alle har støttet, flertallet af os, i FN’s Generalforsamling. Men tostatsløsningen, som vi forestillede os den, da resolutionen først blev vedtaget, har ændret sig fundamentalt i forhold til, hvad der eksisterede på det tidspunkt. Det øgede antal israelske bosættelser har gjort det usandsynligt, at man kan have et suverænt palæstinensisk territorium. Det kan kun opnås, hvis der er enighed om, at de personer, der har besat palæstinensisk territorium, skal genbosættes på anden jord. Du har set i det sidste halvandet års konflikt mod Gaza, at temperaturen er så høj, at fjendtligheden endda mellem almindelige civile er af så ekstrem karakter, at det bliver meget, meget svært at få en diskussion – en rationel, meget omhyggeligt konstrueret diskussion – i gang. Bosætterne er endda gået så langt som til at angribe lastbiler med humanitær hjælp og dræbe civile palæstinensere. Så det er gået langt ud over Israels tidligere væbnede styrker. Desuden må Hamas og andre grupperinger i Palæstina acceptere, at der skal findes en løsning mellem de to, og at man ikke kan ødelægge den ene eller den anden.

Så jeg tror, at de internationale fredsprocesser kunne begynde at etablere koalitioner gennem en række nøglesamtaler. Den første ville være at teste sandsynligheden for et engagement mellem israelere og palæstinensere. Vi er nødt til at forstå, om palæstinenserne er klar til at sidde omkring et bord, hvor der også sidder repræsentanter for Israel? Er israelerne på samme måde klar til at sidde med ved det bord? Hvad ville være de vigtigste spørgsmål, der skulle tages op ved det bord? Og hvem kunne være de ærlige samtalepartnere, som man ville have tillid til kunne facilitere en meget kompleks proces af denne art? Jeg tror, der skal gøres et stort stykke arbejde.

Jeg tror også, at vi befinder os i en meget farlig tid, fordi vi taler gennem overskrifter snarere end gennem rationalitet. Så vi har brug for lederskab. Vi er nødt til at finde en måde, gennem Schiller Instituttet, at identificere, hvem der er de voksne i rummet. Hvem kan rent faktisk leve uden at være på en overskrift hver dag? Hvem er klar til at engagere sig på en seriøs måde for rent faktisk at løse verdens problemer? Det er ikke godt for kloden, at USA og Kina går i kødet på hinanden med handelsaftaler. Det skader vores mindre økonomier og gavner slet ikke verden. Så vi har brug for voksne. Vi har brug for ledere. Jeg har endnu ikke været i stand til at identificere, hvem der er lederne. Så jeg tror, at Schiller Instituttet sammen med andre organisationer med lignende styrke kunne begynde at påtage sig den lederrolle, primært med henblik på at indkalde, indlede samtaler og udvikle en dagsorden.

Jeg tror, at der er ledere i Syd, som kunne spille en rolle. Du ved, at Sydafrika har været et af emnerne for en nylig bekendtgørelse fra USA’s præsident. Vi mener, at der har været en hel del misrepræsentation af vores politik og vores politiske intentioner, og endda de mennesker, som præsident Trump har tilbudt tilflugt i Amerika, har sagt, at de ikke har noget ønske om at forlade deres land, Sydafrika. Så der er helt klart misinformation derude, og denne bekendtgørelse blev underskrevet uden ordentlig research, uden konsultation med den sydafrikanske regering, og den har virkelig sat os i et meget negativt lys, helt unødvendigt.

Derfor vender jeg tilbage til mit synspunkt om, at vi har brug for voksne i lokalet. Og måske kunne Den Internationale Fredskoalition begynde en række møder med forskellige grupperinger med henblik på at nå frem til den større globale konsultation, hvor vi så kunne begynde at udvikle en dagsorden, der gør det muligt for os at tage fat på de nøgleproblemer, der påvirker kloden og forårsager den uorden, vi er vidne til i øjeblikket.

Når vi taler om Mellemøsten, må vi også nævne Sahel i Afrika, vi bør nævne Sudan, som er under stort pres, samt meget fattige afrikanske lande, som bærer en betydelig byrde af flygtninge og fordrevne personer, men som ikke får megen opmærksomhed fra verden eller kommentarer til deres situation.

Så der er meget at gøre for os, og jeg ser frem til, at Den Internationale Fredskoalition identificerer disse mennesker, som jeg kalder »voksne«, og overtaler dem sammen med andre organisationer. Så det første skridt er, at vi etablerer en global fredskoalition; og så arbejder vi os igennem den og bliver mere ambitiøse, indtil vi når frem til et punkt, hvor et af de kritiske spørgsmål, vi ønsker at tage op – som jeg mener har førsteprioritet, er konflikten i Mellemøsten – virkelig får fokuseret opmærksomhed, og vi forsøger gennem vores forskellige ressourcer at nå frem til en løsning.

Jeg vil gerne have, at FN også bliver involveret. Jeg mener, at der i de sidste par år har været et ægte og ret ondsindet forsøg på at mindske FN’s status som den førende multilaterale institution. Og derfor mener jeg, at uanset hvad vi gør, bør vi ikke bekræfte den hensigt, men tillade FN, som er vores globale organ, at indtage sin plads i støtten til løsningen af globale problemer.

Så jeg vil holde en pause på det punkt. Lad mig slutte af med at sige, at selvom jeg er enig i, at dette øjeblik giver Syd mulighed for at komme til sin ret, så er Syd ikke en sammenhængende, koordineret politisk formation. Endda inden for BRIKS er der forskellige filosofiske orienteringer, forskellige økonomiske styrker. Så selv om der er fælles perspektiver og mål, er det vanskeligt og måske ikke nyttigt at forestille sig Syd som en koordineret, sammenhængende politisk formation. Men det er en nyttig ramme, som vi kan trække på.
Mange tak skal du have. Jeg håber, jeg har givet mening. Jeg håber, det gav mening.

ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest vil jeg gerne takke Dr. Pandor for at have vist IPC-processen, herunder Schiller Instituttet, tillid til at sammensætte den slags indledende grupperinger til at udforske dette. En af dem: Kan vi få israelere og palæstinensere til at acceptere at sætte sig ved samme bord, hvilket vi lige har hørt Dennis Fritz være meget pessimistisk omkring. Og der er faktisk nogle ekstreme bekymringer, for vi er blevet kontaktet af mange palæstinensere, som sagde: »Kan du bringe os sammen med nogle israelere, fordi de nægter at tale med os?« Så vi er godt klar over, at det er svært. Men jeg mener ikke, at man skal lade sig afskrække af fortidens problemer. Jeg tror, at vi befinder os i en så tektonisk forandring af alting, at der opstår nye åbninger. En af dem, som skal udforskes, er, at den nationale sikkerhedsrådgiver Waltz havde sagt, at Trumps forslag om Gazas riviera er det bedste forslag på bordet, men hvis nogen har et bedre forslag, skal de komme frem. Og nu blev dette endda gentaget af udenrigsminister Marco Rubio, som også sagde, at hvis nogen har en bedre plan, bør de komme frem med den.

Jeg tror, det skaber en åbning. I betragtning af, at egypterne har taget føringen ved at foreslå deres version af genopbygningen af Gaza, vil jeg virkelig opfordre alle deltagere i dette panel til at hjælpe os med at fusionere de to bestræbelser – det egyptiske forslag med Oase-planen. For jeg tror, at hvis de arabiske regeringer ville – og jeg ved ikke, om det er et spørgsmål om kommunikation – men det, vi foreslår, er ikke bare – lad mig først sige det negative. Hvis det går galt, er det ikke kun en generel krig i Mellemøsten, der er mulig, men oberst Macgregor, som også er en ekstremt vidende og vigtig analytiker, mener, at en generel krig i Mellemøsten vil finde sted i begyndelsen af marts, og han er også meget pessimistisk. Det kan føre til en atomkrig, for når man først har en generel krig i Mellemøsten – inklusive Iran, et muligt forsøg på at ødelægge Irans atomforskningsfaciliteter – har den potentiale til at komme helt ud af kontrol. Så det er den ene fare.

Den anden er, at hvis der bliver gjort et forsøg på at jage palæstinenserne ud af Gaza og Vestbredden – det er også i gang – vil der være en umiddelbar mulighed for, at 6 millioner nye flygtninge vil strømme til hele regionen, hvilket, som allerede nævnt, kan destabilisere hver eneste regering i Mellemøsten; eller til Europa, som lige nu er ved at blive revet i stykker på grund af det såkaldte »migrant«-spørgsmål, for det er et kompliceret emne. Der var igen en massakre i München i går, og hele landet er i oprør. Migrantspørgsmålet har tydeligvis været et af hovedpunkterne i Trumps beslutning om at bygge en mur mod Mexico. Og igen, jeg tror grundlæggende på, at verden hænger sammen på en sådan måde, at vi alle sidder i samme båd på en måde, som det aldrig er sket i historien før, på grund af atomvåben, på grund af pandemier, på grund af internettet: Vi er virkelig i samme båd, og derfor er man nødt til at søge løsninger, der tager fat på alt på én gang! Derfor kræver vi en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvor hele oase-planen for hele Mellemøsten, regionen fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Golfstaterne, er ét udviklingsområde; hvor ørkenen skal omdannes til landbrug, skovbrug og beboelig jord.

Og håndteringen af migrantspørgsmålet, hvor vi har udgivet en rapport, der siger, at den eneste menneskelige måde at håndtere migrantspørgsmålet på i USA og Europa er, at de europæiske lande og USA skal gå sammen med BRIKS om at udvikle de lande, hvor flygtningene kommer fra. For de flygter ikke og risikerer deres liv for sjov, men fordi de ikke har noget at leve af. Så genopbygningen af Mellemøsten som et fælles projekt for Europa, for USA, hånd i hånd med BRIKS, er vejen til at løse alle problemerne på én gang. Og at bringe udvikling til Afrika, hvilket er i overensstemmelse med Den Afrikanske Unions plan, 2063-planen; for Latinamerika ligeledes en plan for et infrastrukturprojekt for hele Latinamerika, hvor USA og Kina ville arbejde sammen om at løfte disse lande ud af fattigdom, så flygtninge ikke længere ville løbe til den mexicanske grænse og risikere deres liv. Hvorfor ser vi ikke på alle disse ting som én pakke? Det ville være en win-win-tilgang, som jeg tror vil lykkes.

PANDOR: Tak skal du have. Jeg synes, vi har haft fremragende bidrag. Jeg synes, at spørgsmålet om det militærindustrielle kompleks er et, som vi alle bør være opmærksomme på. Der er en spredning af våben, og en stor del af konflikterne på det afrikanske kontinent skyldes ofte våben, der bringes ind på kontinentet af eksterne grupperinger, og som giver næring til en stor del af fjendtligheden mellem forskellige samfund i lande, i forskellige regioner i Afrika. Så jeg tror, vi er nødt til at ændre den måde, vi engagerer os i verden på.

Vi har en plan: Vi har FN’s mål for bæredygtig udvikling. De har været taget af bordet i så lang tid. Jeg er enig med den tidligere præsident i, at de største udfordringer, vi står over for, er fred, ulighed og bekæmpelse af fattigdom i vores verden. Det store flertal af mennesker oplever stor skade, de har intet håb. Hvad der faktisk er endnu mere bekymrende er, at der er en voksende fjendtlighed over for demokratisk praksis og et demokratisk etos. Så jeg tror, at alle vores lande er nødt til at handle hurtigt for at forsikre offentligheden om, at demokrati betyder noget positivt, og at vi har enkeltpersoner og institutioner, der kan hjælpe med at gøre en forskel.

Hvis vi går glip af dette øjeblik, tror jeg ikke, vi kan forestille os det kaos, der vil møde os. Så dette er en tid, hvor vi er nødt til at bruge al den institutionelle kapacitet, vi har til rådighed, for at sikre, at vi vender tilbage til rationalitet, og at vi har diskussioner og processer, der tager fat på vores dybtliggende problemer med ulighed, mangel på levebrød og usikkerhed forårsaget af konflikt. Alt dette er spørgsmål, som vi har diskuteret i mange, mange årtier, men vi har ikke fundet et globalt samarbejde om at løse disse udfordringer, og jeg tror, at vi nu er nødt til at opbygge en virkelig praktisk og effektiv global koalition, der vil tage fat på disse udviklingsudfordringer.

Jeg støtter den tidligere præsident i Guyana, når han siger, at der er en meget vigtig forbindelse mellem fred og udvikling. Det er derfor, vi ikke har set fremskridt på det afrikanske kontinent. For lige så snart vi tager et skridt fremad, tager vi ti skridt tilbage på grund af civile konflikter eller konflikter mellem naboer. Så vi er nødt til virkelig at gøre en indsats.

Jeg spekulerer på, om det ville være plausibelt at anerkende, at der er rådgivere, som er negative, og om vi kunne skabe positive rådgivere, som har en stemme, og som kan bruge de mange kommunikationsinstrumenter, der er til rådighed i hele verden. Et af de områder, der bekymrer mig, er, at når der fremsættes en latterlig idé, ser man ikke i populærpressen en udfordring af den. Vi har endda oplevet, at selv om man ved, at en idé er latterlig, så behandler man den i medierne, som om den har en chance for at lykkes. Men vi ved, at det ikke vil fungere. Befolkningen i Palæstina vil ikke acceptere tvangsflytninger, ligesom vi i Sydafrika nægtede at acceptere tvangsflytninger. Og derfor er vi nødt til at være mere tydelige omkring at se på historien, se på de løsninger, historien har givet os, og faktisk advare dem, der opmuntrer til negative ideer, om, at de er nødt til at bevæge sig mod mere positive mål.

Så hvem er de mennesker, der kan tale med præsident Trump, som kan tale med præsident von der Leyen, som kan tale med kansler Scholz? Vi er nødt til at få lederne til at blive enige om, at de vil give verden en pause, så vi kan tage fat på de virkelige problemer – klimaforandringer, spredning af atomvåben, behovet for udvikling, udryddelse af fattigdom, ligestilling mellem kønnene og alle de negative ting, der er verdens virkelige udfordring. Mange tak skal I have.

PANDOR: Jeg tror, det er en meget vanskelig opgave. Men lige fra starten af befrielsesbevægelsen i Sydafrika var der altid en intention om at samle nationen. Da den store befrielsesbevægelse, African National Congress, blev skabt, var aftalen at forene det afrikanske folk, fordi kolonitidens dagsorden var at opdele os etnisk, så vi aldrig ville være tilstrækkeligt forenede til at opnå fuld frihed. Så ANC begyndte som en organisation, der samlede afrikanere, men med tiden, da den konfronterede de undertrykkende kræfter, indså den, at undertrykkelse faktisk handler om værdier og principper. Det handler ikke bare om identitet. I alle samfund var der individer, som værdsatte menneskerettigheder, retfærdighed og frihed. Så den arbejdede på at samle disse mennesker og sikrede, at African National Congress ville blive en ikke-racistisk organisation, der optog alle, der ønskede at deltage i kampen mod apartheid, i befrielsesbevægelserne. Så begrebet ikke-racialisme havde eksisteret i mange årtier. At konfrontere apartheidstaten var at konfrontere det onde ved apartheid og ikke at konfrontere hvide personer.
Så jeg tror, det er modenheden i den politiske forståelse af, hvad der skal gøres for at opbygge en nation. Vi er et land med en usædvanlig kolonihistorie, fordi de imperiale kræfter, som regerede fra udlandet, boede i vores land og havde boet i Sydafrika i århundreder. Så de var i høj grad afrikanske; de var sydafrikanske. Det var en virkelighed, vi var nødt til at leve med. Udfordringen var at overbevise om, at det faktisk er rigtigt, at vi alle skal have rettigheder; at vi kan være frie sammen; og at opgaven med at bekæmpe undertrykkelse og gøre en ende på apartheid ikke kun var at befri de undertrykte, men også undertrykkerne.

Så jeg tror, at svaret i virkeligheden er, at det er modenheden af dit politiske ideal, der afgør, om du har evnen til virkelig at søge løsninger, der søger at opbygge eller forsøger at ødelægge. Sydafrika var på den måde ret usædvanligt, og vi er heldige, at vi havde ledere, der var fremsynede nok til at tro på muligheden for en nation, der kunne forenes i sin mangfoldighed og dele fælles værdier og principper.
PANDOR: Med hensyn til en opdatering tror jeg, at Sydafrikas regering leverede en for nylig i den sydafrikanske præsidents tale til nationen. Jeg er ude af regeringen. Opdateringen er, at den sydafrikanske regering nu har indsendt mindesmærket, papirerne, som fuldt ud bekræfter, at der er begået folkemord på det palæstinensiske folk. Regeringen har arbejdet sammen med en række forskningsorganisationer, civilsamfundsorganisationer og mange andre, som har leveret beviser, der udgør en del af det memorial, der er blevet indsendt til domstolen. Andre lande har tilsluttet sig sagen ved Den Internationale Domstol, og vi afventer nu en dato for en høring om sagens substans. Så vi har taget alle de nødvendige skridt. Lægerne har været meget hjælpsomme på sundhedsområdet, idet de har leveret meget brugbare beviser på de grusomheder, som vi mener er forbundet med folkedrabsforbrydelsen. Jeg tror, at vi alle bør være meget opmærksomme på sagen, når høringen begynder. Hvis der er yderligere beviser, der kan fremlægges, bør vi være i kontakt med de lande, der har sluttet sig til Sydafrika i sagen.

Det er lidt ærgerligt, at det hovedsageligt er lande i Syd, der tager denne sag op, hvilket understreger vigtigheden af at anerkende international menneskerettighedslovgivning og dens plads i beskyttelsen af de marginaliserede og sårbare. Man kunne ønske, at flere lande i vores verden, som havde været meget bekymrede over folkedrabet i Rwanda; ekstremt bekymrede over, hvad der skete i nogle lande i Latinamerika. Vi ville ønske, at de også kunne anerkende værdien af institutioner som Den Internationale Domstol til at holde ledere ansvarlige for deres handlinger, som skader grupper eller individer.

PANDOR: For det første tror jeg ikke, at vi skal acceptere forestillingen om, at ikke-statslige enheder nu vil blive drivkraften bag global handling og globale relationer. Jeg har tidligere sagt, at jeg mener, det er meget vigtigt, at vi bekræfter FN’s rolle som den førende multilaterale institution i verden. Samtidig med at jeg siger det, støtter jeg også alle de opfordringer, som Sydafrika og mange andre FN-medlemsstater har fremsat om at reformere FN og andre udviklingsinstitutioner, især de internationale finansielle udviklingsinstitutioner, som har behandlet det afrikanske kontinent temmelig uretfærdigt. Så jeg mener, at stater stadig er vigtige, men vi skal også have stærke ikke-statslige enheder, der handler i samspil med regeringen; og især når det gælder udviklingsprioriteter, er de i stand til at støtte gennemførelsen af udviklingsinitiativer.

Jeg tror ikke, at staten på egen hånd i noget land er i stand til at gennemføre en udviklingsdagsorden fuldt ud. Og det er ved at arbejde i en meget veludformet plan med ikke-statslige organer, civilsamfundet, hvad enten det er statsbaserede organisationer, sportsorganer, kvindeorganisationer og så videre; det er ved at bringe alle disse sammen, at vi så får et fælles formål, som jeg tror bedre kan fremme udviklingsmålene.

Oase-planen taler om mange emner, der er vigtige for det afrikanske kontinent. Hvis man tager de 17 prioriteter i Agenda 2063, den plan, som vi kalder det Afrika, vi ønsker, vil man se, at disse prioriteter har en meget klar forbindelse til de mål, der er opstillet, de forskellige initiativer om energi, bæredygtighed, vandkvalitet, vandinfrastruktur, der er opstillet i Oase-planen. Så i stedet for en spredning af planer tror jeg, at vi er nødt til at se på, hvordan vi kan etablere et større samarbejde for at sikre, at vi gennemfører fokus på de vigtigste prioriteter for størstedelen af befolkningen på vores klode. Vi har et stort problem med vandinfrastruktur med retfærdig adgang til vandressourcer; vi har en stor del af verden, der mangler energi. Der findes bæredygtige energiløsninger, grønne løsninger. Mange lande mangler fødevaresikkerhed. Alle disse er en del af Afrikas Agenda 2063, og der er fokus på dem i oase-planen.

Så jeg mener, at de kan forenes på en ganske hensigtsmæssig måde. Og det kræver selvfølgelig, at de afrikanske ledere bliver beslutsomme og meget praktiske i udførelsen af de vigtigste prioriteter i Agenda 2063. Jeg takker mange gange. Jeg tror, at Dr. Zepp-LaRouche bør tilføje.
ZEPP-LAROUCHE: Jeg er helt enig med Dr. Pandor i, at FN’s rolle skal styrkes, og at de hidtidige mangler i organisationens funktion ikke bør føre til den konklusion, at den kan afskaffes, fordi den er den eneste repræsentation for alle nationer på planeten. Jeg mener, at reformen skal gennemføres meget hurtigt.

Jeg vil virkelig gerne igen fremsætte denne idé om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som kunne tages op af FN’s Generalforsamling. Jeg tror, at medmindre man udvikler en arkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert enkelt land på planeten, både hvad angår sikkerhed, fattigdomsbekæmpelse, sundhedssystemer, uddannelse og alle aspekter af, hvad der udgør en nations interesser, så tror jeg, at det er den eneste måde, vi kan tænke på en varig fred.

Da det ikke er så let at springe fra 0 til 100, har mit forslag været – og vi gjorde lidt fremskridt med det, men ikke nok – at få en kombination af tænketanke og/eller universiteter til at begynde at diskutere, hvordan sådan en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur ville se ud i traditionen fra Den Westfalske Fred, og hvordan man ville gribe det an. Jeg havde til det formål fremsendt ti principper, som specifikt ikke er programpunkter, men som er principper, der skal medtages. De er ikke eksklusive; dette er blot en invitation til andre om at bidrage. Men jeg mener, at disse ti principper er de absolutte forudsætninger for, at en sådan arkitektur kan fungere.

Pandor, præsident Ramotar, Fritz og Jboor og andre, der sidder i dette panel. Måske kan vi tage et af de konkrete skridt, som Dr. Pandor nævnte i begyndelsen, nemlig at komme med en liste over handlinger, som IPC bør påtage sig at gennemføre som påtænkte prioriteter. Mit forslag ville være at fremme en sådan international tænketank/universitetskonference om den påtrængende nødvendighed af at gå over til et nyt paradigme i denne henseende. Det er det første spørgsmål.

Det andet spørgsmål handler om den nødplan, vi har foreslået for at håndtere migrantspørgsmålet i Afrika, hvor 600 millioner mennesker stadig er uden elektricitet. Vi har foreslået en meget konkret plan for, hvordan man kan udvikle denne elektricitet ved at bruge vandkraft, ved at bruge turbinekraft, men samtidig begynde at bygge atomkraftværker, som tager længere tid. Derudover har vi visse banebrydende projekter som [Transaqua-projektet] (https://larouchepub.com/eiw/public/2014/eirv41n48-20141205/28-36_4148.pdf), der vil give elektricitet og vandkraft til 12 lande fra Congo til Tchad. Det blev vedtaget af landene i Lake Chad Basin i Abuja for to år siden. Det er stort set klar til brug, hvis det kan gennemføres. Naturligvis er bygningen af Inga-dæmningen et andet af de projekter, der kan ændre spillet. Så det mener jeg for alvor skal sættes på dagsordenen. Jeg vil også minde folk om, at professor Zhang Weiwei fra Fudan University på en nylig Schiller-konference sagde, at Kina har evnen til at gennemføre oase-planen baseret på det faktum, at de har forvandlet ørkenen i det nordøstlige Kina fra en komplet ørken til et land, hvor man nu har landbrug, skovbrug og turisme. Så Kina har bevist, at det kan lade sig gøre.

Jeg synes, det er to meget konkrete referencepunkter for yderligere handling.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at jo flere amerikanere som dig selv, Fritz og de andre VIPS-folk, der begynder at blande sig i europæisk politik, jo bedre. Hvis man sammenligner mediekontrollen i USA og Europa, tror jeg, at præsident Trumps og Elon Musks ankomst, og hvad de gør med hensyn til de sociale medier og så videre, skaber en fuldstændig freak-out i Europa, fordi det tydeligvis truer en fuldstændig opretholdelse af kontrollen over mainstream-medierne. De er virkelig helt ude af den. Jeg kan fortælle dig, at eftersom jeg holder øje med både amerikanske og europæiske medier og om muligt også andre medier, så tror jeg ikke, at der er noget sted, der er så strengt kontrolleret som Tyskland lige nu. Det har at gøre med det faktum, at Tyskland desværre, mens vi korrekt fik suverænitet gennem den fredelige revolution i 1989 og den efterfølgende genforening og 2+4-traktaten, hvor suveræniteten formelt blev givet til Tyskland. Men som mordet på Alfred Herrhausen endog allerede i november 1989 gjorde klart, var der klare bestræbelser på at sikre, at ingen tysk leder nogensinde ville turde handle i Tysklands interesse. Jeg synes, det mest skammelige var, da kansler Scholz stod ved siden af præsident Biden, og Biden meddelte, at de ville slippe af med Nord Stream 2. Scholz sagde, at vi gør alt sammen. Der var ingen forargelse. Seymour Hersh fremlagde en meget plausibel analyse af, hvad der skete med disse rørledninger, og der har været en åbenlys mørklægning af det lige siden. Det er ganske enkelt symptomatisk for det faktum, at Tyskland og det meste af Europa er blevet reduceret til vasaller. Det er endda blevet sagt af Macron, som helt sikkert ikke er en modstander af hele dette arrangement.

Men jeg tror, at hvis vi vil have ytringsfrihed, tænkefrihed, overvejelsesfrihed og egeninteresse i Europa, så kræver det, at folk som dig griber ind. Vi er nødt til at få en reel dialog med fredsbevægelsen, for fredsbevægelsen er stadig fuldstændig adskilt. Det er derfor, den ikke er særlig effektiv. Det er mit korte svar. Jeg inviterer dig til et af mine næste programmer for at debattere dette i Tyskland; på tysk oversat live.

PANDOR: God aften, Dr. Jones. Det er en fornøjelse at høre din stemme igen. Jeg husker den vidunderlige tid, vi tilbragte i Cape Town. Faktisk er videnskabelig forskning og innovation fortsat nøgleprioriteter for den sydafrikanske regering. Sydafrika vandt buddet om at være vært for kvadratkilometersystemet, og sammen med en række internationale partnere bygger vi denne vidunderlige radioastronomiske infrastruktur, der bliver den største satellitradioinfrastruktur i verden, og som støtter forskning i astronomividenskab. Så vi er fast besluttet på at fortsætte med at investere i videnskab, og vi har meget gode partnere i USA. Vi er blevet en satellitstation i partnerskab med for eksempel NASA og andre rumagenturer. SKA har virkelig åbnet betydelige muligheder for vores unge ingeniører og astrofysikere. Som jeg fortalte jer, da vi mødtes i 2016, har vi nu den første kvalificerede unge ingeniør fra den by, der ligger meget tæt på SKA’s videnskab, omkring 70 km væk, og ingen i den by havde nogensinde forestillet sig, at de ville få sådan en ung person. Så den videnskab, vi har bragt til det område, har løftet lokalsamfundet, har gjort videnskab til centrum for lokalsamfundets handlinger og har fået skolerne til at gøre meget mere ud af videnskab og matematik. Jeg mener, at det er noget, vi bør forfølge på hele det afrikanske kontinent.

Jeg er ked af nedskæringerne i støtten til Sydafrika, men jeg tror, at vi gennem jeres venskab, gennem overtalelse og diplomatisk engagement med USA’s regering vil være i stand til at overbevise om, at Sydafrika faktisk er en meget god partner for USA. Og at de værdier, som Sydafrika står for gennem sin forfatning og sin Bill of Rights, er værdier, der er meget i overensstemmelse med de værdier, der traditionelt er blevet forbundet med USA.

Så jeg håber, at vi vil overvinde dette brud, og at fornuft og samarbejde vil sejre. Mange tak skal I have.

PANDOR: Jeg vil gerne slutte af med at sige, at Nelson Mandela viede sit liv til at søge frihed for Sydafrikas befolkning. Da han rejste sig for at tale som den første demokratisk valgte præsident for et frit Sydafrika, sagde han: »Jeg har kæmpet mod sort dominans hele mit liv, og jeg har kæmpet mod hvid dominans. Jeg ønsker et Sydafrika, der er forenet med et folk, der nyder godt af retfærdighed og menneskerettigheder.« Dette efter at have tilbragt 27 bitre år i fængsel. Jeg mener, at vi bør have Mandelas ånd, at frihed er mulig; at det palæstinensiske folk vil nyde suverænitet, retfærdighed og frihed. Og at Oase-planen giver os mulighed for at tænke på verden på en anden måde.

Så lad os samle vores ressourcer; men lad det ikke tage overhånd nu. Lad os være ambitiøse; lad os være optimistiske. For Mandela har vist, at ting, som vi forestiller os er umulige, faktisk er mulige. Mange tak skal I have.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at der blev sagt mange gode ting, som kræver opfølgning. En af de ting, jeg gerne vil sætte på dagsordenen, er noget, vi har arbejdet med i IPC for et par måneder siden. På grund af den seneste udvikling osv. kom det lidt i baggrunden. Men jeg vil gerne have det frem i lyset igen. Det er ideen om, at eftersom behovet for voksne i rummet er så tydeligt som aldrig før, så er forslaget om at skabe et Fornuftens Råd mere påtrængende nu, end da forslaget blev fremsat. Det er idéen om at se efter personer i hvert land, som gennem deres liv har bevist, at de arbejder for det fælles bedste – det være sig inden for politik, videnskab eller kunst – og som har bevist, at de ikke lader sig lede af egoistiske grunde, men er optaget af menneskehedens fælles bedste. At vi for alvor begynder at lede efter sådanne personer. Da vi startede denne indsats for flere måneder siden, fandt jeg faktisk fremragende mennesker. Vi har generelt ikke spurgt enkeltpersoner direkte, for man vil ikke have, at nogen af egoistiske grunde siger: »Jeg er så god; jeg burde være sådan en person.« Men snarere spurgt folk, hvem du mener i dit land ville være den mest egnede til at indgå i en sådan gruppering for at danne et Fornuftens Råd, som så kunne træde frem og rådgive præsidenter, statsoverhoveder og træde frem, hvor regeringer ikke gør det indtil nu.

Så jeg vil gerne igen opfordre jer alle, hvis I kender sådanne mennesker, til at slutte jer til os og fortælle os, hvem de er. Hjælp os med at organisere dem. Som Dr. Pandor fortalte mig i en samtale for nylig, er dette i virkeligheden stort set den samme idé som det ældreråd, der blev oprettet af Nelson Mandela. Måske kan vi endda invitere dette ældreråd til at være en del af dette. Jeg vil virkelig gerne have, at alle kommer med sådanne forslag.

Jeg vil gerne takke jer alle sammen og bede jer om at fordoble, tredoble, firedoble antallet af deltagere i IPC i næste uge, for vi er nødt til at have en rigtig hær til at kæmpe. Vi er nødt til at forene fredsbevægelsen, og det er stadig en stor udfordring, der ligger foran os. Men jeg håber virkelig også, at vi får en masse mennesker fra Asien, Latinamerika og Afrika til at være stærke stemmer i IPC. Jeg er overbevist om, at det nye paradigme skal være et, som helt sikkert er formet af den Globale Majoritet. Jeg tror stadig, at den eneste måde, vi kan komme ud af denne krise på, er, hvis vi overbeviser landene i Europa og USA eller Nordamerika om at slutte sig til den Globale Majoritet; fordi vi er nødt til at gøre en ende på geopolitikken. Geopolitik er efter min mening den største hjernesygdom, jeg kan komme i tanke om. Så længe man tror, at man er nødt til at have en fjende, at man er nødt til at opdele folk i fjender og venner, kommer vi ikke ud af denne fælde. Vi er nødt til at lære folk at tage springet og tænke på menneskeheden først, før de tænker på deres nationale interesser. Hvis vi kan tage det spring, så tror jeg, at vi nemt kan løse alle problemerne.

Ikke korrekturlæst

af Stewart Battle (EIRNS) – 13. februar 2025

På mødet i Ukraine-kontaktgruppen i Bruxelles den 12. februar annoncerede den amerikanske forsvarsminister Pete Hegseth en ny amerikansk politik for Ukraine. Han erklærede, at der ikke bliver noget NATO-medlemskab for Ukraine; eventuelle fredsbevarende tropper i landet vil ikke være under NATO’s paraply eller artikel 5; og USA vil ikke sende tropper til Ukraine. Desuden er det »urealistisk« at give Ukraine det territorium tilbage, som landet har mistet siden 2014, sagde Hegseth. Panikken satte straks ind i hele NATO’s mest hårdkogte fraktion, i Europa og i USA, blandt dem, der havde håbet, at præsident Trump i det mindste ville opretholde en vis grad af konfrontation med Rusland.

Trump afsluttede dagen med et telefonopkald til den russiske præsident Putin og satte gang i det, der ifølge rygterne skal være det første personlige møde mellem de to ledere. Da en journalist spurgte om hans mening om, hvorvidt Ukraine ville få lov til at blive medlem af NATO, sagde Trump, at han mente, det var »upraktisk«, og gik derefter videre til at anerkende, at Rusland havde legitime interesser, som burde tages i betragtning. »Længe før præsident Putin sagde de [Rusland], at de på ingen måde ville tillade det…. [D]et har de sagt i lang tid, at Ukraine ikke kan komme med i NATO, og det har jeg det fint med.« Hvis denne anerkendelse bliver en del af en fremtidig fredsaftale, vil det fundamentalt opgradere den trøstesløse tilstand i forholdet mellem USA og Rusland.

Sammen med bekræftelsen af Tulsi Gabbard som ny direktør for den nationale efterretningstjeneste vil det få betydelige konsekvenser for de neokonservative, som efter den kolde krig havde overtaget næsten alle hjørner af USA’s udenrigspolitik. Selv om deres nederlag langt fra er konsolideret, og det stadig er uvist, hvad Trump rent faktisk vil gøre, er det helt sikkert en positiv udvikling, der har trukket verden tilbage fra randen af atomar udslettelse. Som den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov bemærkede den 12. februar: »To dannede mænd har netop vist verden, hvordan politik skal føres. Jeg håber bare, at dette vil få dem, der har glemt, hvordan det gøres, til at komme til fornuft og genlæse deres historiebøger såvel som bøger om statskundskab.«

Der kom en anden vigtig udtalelse den 12. februar. Pressesekretær i Det Hvide Hus Karoline Leavitt sagde efter at have opsummeret Jordans kong Abdullah II’s besøg i Washington: »Jeg vil blot tilføje, at præsidenten fortsat er helhjertet engageret i at skabe fred i Mellemøsten. Og vores arabiske partnere i regionen har fået til opgave at komme med en fredsplan, som de kan præsentere for præsidenten.« Uanset om det var en anerkendelse af den næsten universelle afvisning af Trumps radikale »Riviera-plan«, er det ikke noget mysterium, at der er brug for et andet forslag, og det hurtigt. Egypten har efter sigende organiseret andre nationer i regionen omkring sit eget forslag og planlægger en stor konference om dette emne i slutningen af måneden. Andre nationer har også lagt sig i selen.

Den 13. februar var der håbefulde antydninger af, at våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas ville forblive intakt, og at gidsler vedvarende ville blive frigivet, samtidig med at der endelig ville komme hjælp til den desperate befolkning i Gaza. Men denne situation kræver faktisk, at der findes en højere løsning, før den næste snubletråd kaster regionen tilbage i fuld krig. LaRouches Oase-plan er afgørende i denne henseende.

Fredagens møde i Den Internationale Fredskoalition den 14. februar vil være et vigtigt punkt for indgriben i denne situation. Taleren vil være Naledi Pandor, tidligere udenrigsminister i Sydafrika, som vil tale om denne krise som en person, der har været en vigtig deltager – ikke kun i kampen for en fremtid for palæstinenserne, men også i kampen for at udvikle broderskab og søsterskab blandt menneskeheden som helhed. Det er, hvad LaRouches Oase-plan for Sydvestasien repræsenterer, og det er grunden til, at den skal fremmes omgående overalt i de kommende dage.

Det påhviler os at udnytte de muligheder, som denne skiftende verden giver – muligheder, som ikke har eksisteret i årtier eller endda århundreder – og at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som der er så hårdt brug for.

Foto: Secretary of Defense Pete Hegseth X page

Ikke korrekturlæst

af Dennis Speed (EIRNS) – 12. februar 2025

Hvad enten vi kan lide det eller ej, står verden i dag over for en situation, der er lige så moralsk utvetydig i Gazas tilfælde som hændelsen med MS St. Louis i maj 1939 før Anden Verdenskrig . Over 900 jødiske flygtninge fra Nazityskland, som var passagerer på det dødsdømte skib, søgte asyl og beskyttelse i Cuba, USA og Canada, men fik afslag. De blev tvunget til at vende tilbage til Europa. Selv om nogle fandt tilflugt i Belgien, Frankrig osv., blev omkring en fjerdedel af de ombordværende senere dræbt i koncentrationslejrene. Det blev kaldt »de fordømtes rejse« – men hvem fordømte dem? Og hvad var deres forbrydelse? Hvorfor blev deres liv ikke reddet?

Nu, hvor tragedien udfolder sig for tusindvis af palæstinensere, hvoraf mindst halvdelen er børn, der er født efter 2007, da Hamas militært satte Den Palæstinensiske Myndighed fra magten, er de fordømte, og de er børn af de fordømte, af de fordømte 2 millioner, som nu alle blot omtales som »Hamas«. »Født ind i fordømmelse«, disse børn og andre er ›forudbestemt‹ til at lide og dø, synes verden at sige hver dag, fordi de blev født på det forkerte tidspunkt og det forkerte sted. Siden våbenhvilen blev erklæret, er mindst seks palæstinensere blevet dræbt hver dag, og mange flere er blevet såret eller på anden måde kommet til skade. »Det er selvfølgelig ikke noget personligt; det er bare din skæbne.«

Mens verden taler, og regeringerne skændes, er hundredvis af palæstinensere dømt til at dø på grund af mangel på medicin, mad og vand. På lørdag den 15. februar kan krigen begynde igen, og flere tusinde vil dø, »indtil Hamas er udslettet.« Der gives grunde, der gives skyld, men hvem tager ansvaret for at redde befolkningens liv?

Ukrainerne stiller det samme spørgsmål om den håbløse krig, de blev ført ind i. De fik at vide, at årsagen var frihed. Mener du det? »Faktum er, at det ukrainske militær sælger en stor procentdel, op til halvdelen af de våben, vi sender til dem, halvdelen!« hævder journalisten Tucker Carlson i et netop offentliggjort interview med den pensionerede oberst Daniel Davis. »Og jeg gætter ikke på det her. Jeg ved det med sikkerhed … det er ikke spekulationer. Og de sælger det, og meget af det ender hos narkokartellerne ved vores grænse. Så det er en forbrydelse … vores efterretningstjenester er fuldt ud klar over det. Fortæller du mig, at de ikke tjener på det? Selvfølgelig gør de det. Tror du ikke, at CIA tjener på det? Jo, det gør de. Jeg kan ikke bevise det, men jeg tror det. … Vi sender disse våben til Ukraine, milliarder, hundredvis af milliarder dollars, og de bliver stjålet og solgt til vores egentlige fjender.« Det er kun en del af den grimme sandhed om NATO-krigen mod Rusland, som kaldes »Rusland-Ukraine-konflikten«.

Trumps særlige udsending Steven Witkoff ankom til Moskva den 11. februar. Det siges, at emnet for besøget var forhandlinger om at frigive to russiske statsborgere, som holdes som gidsler af Hamas, men der er helt sikkert også andre emner til diskussion. »Signaler, hvor vigtige de end er, kan svinge, og i praksis ser vi ingen ændringer i den kurs, Washington har fulgt på det seneste,« sagde viceudenrigsminister Sergey Ryabkov til journalister den 10. februar. »Brugen af ultimatummer, manipulation og forsøg på at overbevise os om, at vi vil få en stor tjeneste til gengæld for at gå med til urimelige krav – alt dette vil ikke lykkes i forholdet til og samtalerne med Rusland.«

Prins Turki Al-Faisal, 80-årigt barnebarn af Saudi-Arabiens grundlægger, kong Abdulaziz Al Saud, var i går hovedtaler på et online-forum afholdt af National Council on U.S.-Arab Relations, som fejrede 80 års dialog. Han mindede verden om den samtale, som hans bedstefar havde med præsident Franklin Delano Roosevelt, da denne præsident vendte tilbage fra Jalta den 14. februar 1945. Det følgende er et uddrag af det officielle referat af mødet, »Memorandum of Conversation Between the King of Saudi Arabia (Abdul Aziz Al Saud) and President Roosevelt, February 14, 1945, Aboard the USS Quincy:

»… Præsidenten talte om sin store interesse for landbrug og sagde, at han selv var landmand. Han understregede behovet for at udvikle vandressourcerne, for at øge den dyrkede jord samt for at dreje de hjul, der udfører landets arbejde. Han udtrykte særlig interesse for kunstvanding, træplantning og vandkraft, som han håbede ville blive udviklet efter krigen i mange lande, herunder de arabiske lande…. [Han mindede Hans Majestæt om, at en forøgelse af den dyrkede jord ville mindske ørkenen og give levebrød til en større arabisk befolkning.«

Man kan endda i disse begrænsede uddrag se, hvordan Franklin Roosevelts sind arbejdede på at finde en løsning og forstod, at det var vand, ikke krig, der ville være vejen til en holdbar løsning. Senere ville det være FDR’s general fra Anden Verdenskrig, Dwight Eisenhower, som i 1967 ville foreslå opførelsen af tre afsaltningsanlæg med to formål, kaldet »atomafsaltningsanlæg«, et i Jordan, et i Israel og et i Egypten, som spiren til en løsning, baseret på hans præsidentielle »Atomer for fred«-politik fra 1950’erne, der med hans ord skulle »fremme freden i et dybt uroligt område af verden gennem et nyt samarbejde mellem nationer«. Hvad ville der ske, hvis USA i stedet for at »eje Gaza« inviterede Kina, Rusland og andre nationer til at arbejde i »et nyt samarbejde mellem nationer« der? »Vi kunne få en Marshall-plan. Vi kan genopbygge regionen uden at fordrive palæstinenserne. Det er noget, (Trump) bør overveje fremadrettet,« sagde prins Turki Al-Faisal.

Udkastet til principper for et sådant samarbejde var allerede skrevet af Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche, »Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur.« I de følgende uger vil Schiller Instituttet afholde, ikke en konference, men et system af konferencer, for at katalysere de kreative tankeprocesser, der er nødvendige for at tvinge menneskeheden over sit nuværende niveau af »St. Louis-lignende« moralsk lammelse, som i tilfældet med Palæstina, ind på scenen for den ægte menneskelige historie, som præsident John F. Kennedy talte til på American University, 10. juni 1963:

»Alt for mange af os tror, at (fred) er umulig. Alt for mange tror, at det er uvirkeligt. Men det er en farlig, defaitistisk tro. Den fører til den konklusion, at krig er uundgåelig – at menneskeheden er dødsdømt – at vi er grebet af kræfter, vi ikke kan kontrollere.

Vi behøver ikke at acceptere det synspunkt. Vores problemer er menneskeskabte – derfor kan de løses af mennesker.«

Billede: Franklin D. Roosevelt with King Ibn Saud aboard USS Quincy (CA-71), 14 February 1945 (USA-C-545) fra Picryl.

af Jason Ross (EIRNS) – 10. februar 2025

De hurtige begivenheder i den aktuelle historie kan gøre os usikre på, hvordan brikkerne passer sammen. Hvor kommer begivenhederne fra? Hvorfor ser de ud, som de gør? Hvad forbinder punkterne?

I bog VII af sin Republik, der blev skrevet for mere end to årtusinder siden, fortæller Platon en allegori, der kan hjælpe os her. Han fortæller historien om en hule, hvor en gruppe fanger er spærret inde, så de er tvunget til at vende sig mod en væg, som er det eneste, de kan se. På denne væg kastes der skygger af genstande, der passerer foran et bål bag fangerne. De ser skyggerne, ikke selve genstandene. Og fra væggen hører de ekkoer, refleksioner af lyde, der faktisk er lavet bag dem. Hvis sådanne fanger forsøgte at forstå verden ud fra sådanne forvrængede skygger, kunne de så fastslå den sande situation?

Hvordan kan vi som mennesker hæve os over vores sanser – som ingen dyr kan – og opstille hypoteser om fysiske principper, der giver anledning til fænomener? Hvordan kommer vi ind i årsagernes komplekse domæne?

Pierre de Fermats opdagelse af mindste tid-princippet for lysets udstråling – hypotesen om, at lyset, endda når det bøjes ved brydning, kun bevæger sig ad veje, hvor det går fra et punkt til et andet hurtigere end ad nogen anden vej – er et stærkt eksempel på forskellen mellem at forsøge at forstå verden som en række individuelle punkter, og i stedet at forstå den som en udfoldelse af universelle principper. Fermat afviste Descartes’ skøre fysiske analogier, som forsøgte at forstå hver ændring i lysets bane som en begivenhed, til fordel for en enkelt årsag. Læs mere her

Hvilke principper er på spil i verden i dag? Hvordan resulterer deres konflikt i udbrud af det, der ser ud til at være »punkter« på historiens tidslinje, men som faktisk er singulariteter i en vedvarende proces?

Overvej et par eksempler:

Mandag aften krævede Trump, at Hamas skulle frigive alle sine gidsler inden lørdag den 15. februar ved middagstid. Han havde endda en »begivenhed« ved hånden, som han kunne pege på som begrundelse for denne tilsyneladende nye politik: det magre udseende hos de senest frigivne israelere, som Trump sagde lignede »Holocaust-ofre«. (Hvordan kan man sikre sig en plausibel uvidenhed om de beklagelige forhold med elendighed og tortur, som palæstinenserne udsættes for, både i israelsk fangenskab og i Gaza i almindelighed?) Dette krav truer selve den våbenhvileplan, som han var med til at få i stand! (Hvis Hamas tror, at våbenhvileaftalen ikke vil holde, hvad er så deres incitament til at fortsætte med at løslade fangerne?) Har Trump skiftet mening? Israel ødelægger vedvarende palæstinensernes liv, både ved at forhindre hjælp i at nå frem til Gaza og ved sine handlinger på Vestbredden, hvor Jenin-flygtningelejren er det seneste offer. Trumps fordobling af sit forslag om at indtage Gaza og fjerne palæstinenserne har tvunget Saudi-Arabien til at trække en streg i sandet og absolut modsætte sig enhver anerkendelse af Israel under disse omstændigheder.

Hvad forbinder punkterne?

Eller tag Sydafrika. Trumps bekendtgørelse om, hvorfor han afslutter USA’s bistand til landet, peger på en udløsende begivenhed – spørgsmålet om ekspropriation af jord – men det virkelige problem er geopolitisk: Trumps anti-BRIKS-orientering og hans vrede over Sydafrikas sag mod Israel ved Den Internationale Domstol.

Fremskridt i retning af at finde ud af, hvad der forbinder punkterne, kommer i form af afsløringer af hemmelige regeringsaktiviteter, som i tilfældet med USAID. Og der blev taget et stort skridt i retning af at gøre det muligt at finde ud af, hvem (eller hvad) der har bestemt USA’s politik – en afstemning om blokering for at afslutte debatten om nomineringen af Tulsi Gabbard som direktør for den nationale efterretningstjeneste blev vedtaget med 52-46, så Senatet kan stemme om hendes bekræftelse senere på ugen.

Hvis Gabbard får hjælp til at forstå den angloamerikanske elites rolle i at fremme menneskefjendsk politik, og hvis Kash Patel indtager sin stilling som direktør for FBI, vil USA så være i stand til at komme ud af 60 års terror under det, vi kan kalde det Internationale kontor for Snigmord? Vil Lyndon LaRouche og hans historiske tilgang opnå frifindelse?

Hvilken positiv rolle kan et således befriet USA spille i skabelsen af en ny æra for menneskeheden, en postgeopolitisk orden med polyfoni i stedet for overherredømme? Grundlæggelsen af USA, den økonomiske politik, der drev dets hurtige udvikling, dets videnskabelige bidrag til udforskning af rummet og atomkernen – det er glimt af det virkelige USA, der er ivrig efter at blive befriet for at tjene som en kraft for det gode.

Se sidste fredags diskussion i Den Internationale Fredskoalition, centreret om LaRouches Oase-plans højere opfattelse af samarbejde.

Foto: Platon malede af Raphael, CC BY-SA 4.0 , via Wikimedia Commons

Ikke korrekturlæst

af Stewart Battle (EIRNS) – 09. februar 2025

Trump-administrationens første tre uger har uden tvivl været tumultariske, og det er stadig for tidligt at bedømme resultaterne af dens forskellige handlinger. Det centrale spørgsmål er stadig, om USA med en ny præsident ved roret vil forsøge at opretholde det eksisterende overherredømme over verden efter den kolde krig, eller om det vil tilslutte sig det voksende kor af nationer, der søger en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der er fri for geopolitiske intriger. Virkeligheden kræver, at det bliver det ene eller det andet, og ethvert forsøg på at ignorere dette, mens man udelukkende insisterer på »America First«, vil udelukkende løbe ind i problemer og selvmodsigelser.

Der foregår et øget diplomati rundt omkring i verden. Egypten meddelte den 9. februar, at de vil afholde et krisetopmøde om Palæstina i slutningen af måneden for at styrke en fælles holdning i hele Sydvestasien. I mellemtiden har der været en massiv fordømmelse af både Trumps kommentarer om Gaza og Netanyahus afvisning af en palæstinensisk stat. Topembedsmænd i hele den arabiske verden er kommet med skarpe udtalelser om det i løbet af de seneste dage.

Endnu mere påtrængende er begyndelsen på fase to af forhandlingerne om gidsel- og våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas, som er sat til at begynde, når Israels delegation ankommer til Qatar søndag den 9. februar. Der er dog bekymring for, at forhandlingerne er i fare for at bryde sammen, ansporet af Netanyahus åbenlyse holdning til en fremtidig palæstinensisk stat og kravet om, at Hamas skal forbydes adgang til Gazastriben for evigt. Haaretz citerede søndag israelske kilder, som sagde, at Netanyahu er klar over dette og forsøger at sabotere fredsforhandlingerne for at kunne fortsætte krigen og holde fast i magten. Hans tilsyneladende gunst hos Trump var sandsynligvis ikke med til at afskrække ham.

Senere på ugen tager vicepræsident J.D. Vance og den særlige udsending for Ukraine og Rusland Keith Kellogg til sikkerhedskonferencen i München den 14.-16. februar, hvor de efter sigende vil indlede samtaler med Ukraines Zelenskyj og andre. Om deres indsats vil resultere i en afslutning på krigen i Ukraine eller ej, er endnu uvist. I weekenden kom der også rapporter om, at Trump muligvis har haft en eller flere telefonsamtaler med den russiske præsident Vladimir Putin, hvilket også er lovende.

Mens disse diplomatiske tiltag fortsætter, er der fortsat bestræbelser på at optrævle eller i det mindste afsløre den »dybe stat« i USA. Flere er begyndt at se den underliggende råddenskab i USAID og relaterede institutioner, som blot var fronter for regimeskiftebestræbelser verden over. Den seneste afsløring var USAID’s udgifter på næsten 500 millioner dollars til en NGO ved navn »Internews Network«. Dette regeringsfinansierede monstrum støttede angiveligt »uafhængige medier« og havde ifølge WikiLeaks forbindelser til næsten 4.300 medier i 30 lande. Ud over disse afsløringer vil senatets afstemning om at bekræfte Tulsi Gabbard som direktør for efterretningstjenesten finde sted mandag den 10. februar, hvilket giver en betydelig mulighed for endelig at frigøre det amerikanske præsidentskab fra det angloamerikanske Five Eyes-efterretningsapparats kontrol.

Det ledende spørgsmål i alt dette er imidlertid, om USA vil reagere på de ændrede realiteter, der finder sted i verden, eller holde fast i gamle, unaturlige måder at tænke på. Det spørgsmål blev stillet af professor Zhang Weiwei fra Kinas Fudan-universitet den 5. februar, da han sagde: »Når færdselsreglerne ikke længere afspejler realiteterne på vejen, kan der ske tre ting: Enten reformeres institutionerne, der bygges nye institutioner, eller landene handler på egen hånd – om nødvendigt ligefrem i krig.« Det vil sige, at naturloven ikke kan ignoreres for evigt.

Den mest hensigtsmæssige udvikling, der nu viser sig i denne henseende, er krisen i Gaza. Hvis USA kunne se, at en genopbygget, velstående og fri stat i Palæstina er i deres interesse – ligesom det er for Kina, Rusland og de andre lande i regionen – så kan begrebet menneskehedens fælles mål introduceres, og naturloven kan følges. Det ville være en ægte »win-win« i modsætning til de afskyelige forslag om »win-lose«, som nu er i omløb, og det ville have konsekvenser i hele verden langt ud over Gaza.

LaRouches Oase-plan er den bedste og eneste realistiske mulighed i denne henseende, og der bør organiseres for den overalt i de kommende dage og uger.

Ikke korrekturlæst

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 08. februar 2025

En stor del af verden er i øjeblikket rystet over og reagerer på præsident Trumps handlinger – men lad dig ikke narre: Trump er en følge, ikke en årsag, til et igangværende, monumentalt skift i menneskehedens historie, hvis udfald i høj grad er ubestemt. Det , der er sikkert, er, at geopolitikkens og kolonialismens æra er forbi, og at de forskellige kræfter, der er på spil, krydser hinanden og interagerer på måder, som ikke kan forudsiges ud fra en simpel fortolkning af begivenhederne.

Det, der vil afgøre, om menneskearten overlever denne transformation, moralsk eller ej, er, om vi kan gennemtvinge et skift i USA’s politiske retning væk fra at optræde som verdens hersker og ind i et win-win-samarbejde for et nyt system med fredelig økonomisk udvikling for alle nationer, et system, der er i overensstemmelse med naturloven og afspejler menneskelig godhed.

I den sammenhæng vil det, der sker i Gaza, være en test af vores arts moralske overlevelsesevne. Vanviddet i Trumps Gaza-plan, som med rette er blevet fordømt af det meste af verden, skal erstattes af støtte til Oase-planen og en tostatsløsning, og det i tide til den planlagte FN-konference om Palæstina i juni. Hvis der ikke gennemføres en politik for at skabe et nyt økonomisk udviklingspotentiale i regionen til gavn for alle mennesker, der bor der, som foreslået i Oase-planen, frygter mange, herunder mange israelere, med rette, at den nuværende våbenhvileaftale hurtigt vil bryde sammen. Hvis Oase-planen og en tostatsløsning derimod vedtages, kan Gaza hurtigt blive et eksempel på menneskehedens engagement i et nyt, pro-menneskeligt system, som anerkender hvert enkelt menneskes værdi og kreative potentiale.

Hvad kan gøre dette muligt?

Vi må mobilisere, som om vores liv afhang af det, for at opbygge en massebevægelse for en positiv løsning, for et nyt paradigme, i USA og i de vestlige lande. Afviklingen af »løgnernes bureau« i de amerikanske efterretningstjenester vil være en afgørende del af at frigøre amerikansk politik og tænkning fra dens underkastelse af imperiale interesser, og derfor haster det med at få det amerikanske senat til at bekræfte Tulsi Gabbard som direktør for den nationale efterretningstjeneste, en afstemning, der er sat til mandag den 10. februar. Alle bekymrede borgere og folk med god vilje bør oversvømme Senatet med opkald og kræve, at deres repræsentanter stemmer for hendes bekræftelse.

Bliv ikke fanget i hvirvelvinden af at reagere på »gode« og »dårlige« begivenheder (atafslutte krigen i Ukraine, godt! At fordømme Sydafrika for at påpege Israels folkedrab, dårligt!); hold kursen. Historie skabes af et standhaftigt lederskab af personer, der ved, hvad der skal gøres, og som er fast besluttet på at gøre de principielle løsninger til fremme af hele menneskeheden til landets lov.

Foto: UNICEF/Eyad El Baba

Ikke korrekturlæst

af Stewart Battle (EIRNS) – 06. februar 2025

Efter de seneste to dages strøm af udtalelser begynder der at tegne sig et billede af de ildevarslende konsekvenser af præsident Trumps politik vedrørende Gaza. »Gazastriben ville blive overdraget til USA af Israel ved afslutningen af kampene,« sagde Trump i dag i et indlæg på Truth Social, og palæstinenserne «ville allerede være blevet genbosat i langt sikrere og smukkere samfund.« Gaza »ville blive en af de største og mest spektakulære udviklinger af sin art på jorden«, hævdede han. Hvem skal bo i denne nye, storslåede »riviera«, kunne man spørge? Ifølge Trump vil det være »verdens befolkning«, dvs. ikke palæstinenserne.

Forslaget er blevet mødt med næsten universel fordømmelse, fra førende nationer som Rusland, Kina og Brasilien; fra FN; fra lande i Sydvestasien; og endda fra betydelige dele af Trumps eget republikanske parti. Forslagets absurde karakter fremgår af den åbenlyse forvirring i den udøvende magt, hvor udenrigsminister Marco Rubio og Det Hvide Hus’ pressesekretær Karoline Leavitt i løbet af den 5. og 6. februar var usikre på, om Trump mente, at der var tale om en permanent eller midlertidig »flytning«.

Men selv om forslaget ser absurd ud på overfladen, er det dødsens alvorligt. Den israelske forsvarsminister Israel Katz sagde den 6. februar, at den israelske hær allerede er i gang med at planlægge en masseemigration af palæstinensere fra Gaza. Og man kan være sikker på, at premierminister Netanyahus plan fra sidste år for den post-palæstinensiske bosættelse i Gaza er mere end bare i støbeskeen. Hvis denne plan gennemføres, vil den udløse kaos og krig i hele regionen og muligvis også længere væk.

Men en anden virkelighed er også begyndt at dukke op. Nemlig den meget reelle afslutning på den imperiale »regelbaserede orden« og fremkomsten af radikale nye muligheder, som aldrig før ville have set dagens lys – både dårlige og gode. Som Rubio sagde i et interview med Megyn Kelly den 30. januar, var USA’s fremkomst som unipolær magt »en anomali. Det var et produkt af afslutningen på den kolde krig, men i sidste ende ville man nå tilbage til et punkt, hvor man havde en multipolær verden….« På samme måde har Trumps stop for USAID, ud over at stoppe vigtige midler til humanitær hjælp rundt om i verden, også stoppet en af de vigtigste veje til indsatsen for regimeskift mod Vestens såkaldte »modstandere«. Dette omfattede endda millioner dollars til at sende Hollywood-berømtheder – herunder 20 millioner dollars til Angelina Jolie – for at lave en fotosession med Volodymyr Zelenskyj for at sælge deres atomkrig mod Rusland til et indoktrineret amerikansk publikum. Hvis de bliver bekræftet, vil udnævnelsen af Tulsi Gabbard og Kash Patel yderligere styrke denne administration, så den kan tage sig af nogle af de værste faldgruber i verden efter JFK.

På grund af disse og andre handlinger kan Trump-administrationen ikke blot betegnes som en ny form for fascisme eller imperialisme, selv om virkningerne kan blive lige så katastrofale. Indtil da skal det dog bemærkes, at udfaldet endnu ikke er bestemt, og at historien aktivt er i færd med at blive formet. Fremtiden er ikke et produkt af fortiden, så bliv ikke fanget i at vente og se på!

Derfor skal LaRouches Oase-plan straks frem i lyset til overvejelse – den er det eneste alternativ til en ellers katastrofal situation. Det dårligt betegnede »Mellemøsten« blev skabt af det Britiske Imperium for over 100 år siden, og arven hjemsøger stadig denne region og dens befolkning i dag. Knappe ressourcer, religiøse skel og brutale militære konflikter er varemærker for det imperiale system – det samme imperiale system, som nu er døende og på vej ud. Vil verden tage udfordringen op og erstatte det? At omdanne Gaza til en oase med kasinoer, golfbaner og luksusturisme vil ikke bringe velstand eller fred til nogen, og det vil heller ikke ændre de underliggende forhold, som førte til konflikterne. Men at skabe en oase gennem store vand- og elsystemer – brændstoffet til den faktiske økonomiske udvikling – vil forvandle regionen og skabe et solidt grundlag for fred årtier ud i fremtiden.

Som afslutning på sin webcast-diskussion med VIPS-medlem Larry Johnson den 5. februar sagde Helga Zepp-LaRouche: »Jeg tror, at potentialet for at tilføre nye ideer absolut er der, fordi … mange af politikkerne vil støde panden mod muren, fordi de ikke kan realiseres, og så er der mulighed for noget nyt. Vi fra Schiller Instituttet bliver ved med at skubbe på Oase-planen, som lige nu overvejes af meget vigtige kræfter fra Mellemøsten, som grundlæggende ser den fælles økonomiske udvikling af hele regionen, fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf, som én region, og at det er den eneste vej at gå. Så jeg tror, at dette potentiale for en tostatskonference i FN, som finder sted i juni i New York, jeg tror, at hvis der kan ske en masse diskussioner om Oase-planen mellem nu og da, vil jeg ikke vædde, men jeg vil fremsætte et virkelig stærkt håb, bakket op af handling, om, at vi vil være i stand til at få denne Oase-plan på bordet, fordi det er det, der giver mening.”

Som USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz sagde, »har ingen en anden realistisk løsning« end den, Trump har lagt på bordet, og Trump sagde selv: »Fortæl mig, hvilke reelle bedre alternativer de [palæstinenserne] nogensinde er blevet tilbudt.« Det er nu, vi skal organisere os og lægge en reel løsning på bordet.

Foto: Asuka Saito Burke

af Dennis Small (EIRNS) – 05. februar 2025

Først og fremmest: Prøv ikke at feje pressekonferencen mellem Trump og Netanyahu den 4. februar til side som endnu et tilfælde, hvor præsidenten kaster absurde forslag ud som en »forhandlingstaktik«, hvor han ikke rigtig mente, hvad han sagde: At USA ville overtage og »eje« Gaza; at USA ville bruge militær magt »om nødvendigt« for at opnå det; og at 1,8 millioner palæstinensere ville blive »flyttet« til nabolandene (som alle hurtigt gentog, at de ikke ville være med til en sådan etnisk udrensning).

I modsætning til andre »blev jeg ikke helt overrasket« over Trumps udtalelser, sagde Helga Zepp-LaRouche under sin webcast-dialog den 5. februar med den erfarne efterretningsanalytiker Larry Johnson. »Vi kendte allerede til denne plan, som blev udsendt for første gang af premierminister Netanyahus kontor i maj sidste år.« Desuden rapporterede EIR’s Daily Alert den 2. februar, at Netanyahus »tilsyneladende dagsorden [med Trump] omfatter drøftelse af karakteren af fase 2 i aftalen om våbenhvile og gidseludveksling mellem Israel og Hamas. Men Netanyahu har en dybere dagsorden: at få Trumps opbakning til sin folkemordsplan om at fordrive alle palæstinensere fra Vestbredden og Gaza og gøre området til en etnisk renset del af Storisrael – en mangeårig drøm for det britiske udenrigsministerium og dets geopolitiske ideologi.«

Der er 61.000 døde palæstinensere ved den seneste officielle optælling, som vidner om, at indførelsen af denne politik allerede er i gang i Gaza.

For det andet: Den eneste måde at opnå fred i regionen på er ved samtidig at bevæge sig på den politiske og den økonomiske front. En to-statsløsning, hvor Palæstinas suverænitet anerkendes og langt om længe gennemføres, er afgørende. Samtidig må den massive genopbygning af området begynde som en del af en overordnet udviklingsplan for regionen – LaRouches Oase-plan – hvor Kina og nationerne i Europa og USA i fællesskab samarbejder om at bygge atomkraftværker til afsaltning af store mængder ferskvand til at gøre ørkenen grønnere og anlægge kanaler og anden større infrastruktur – herunder boliger og hospitaler.

Oase-planen er det rigtige svar på den nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz’ forsøg på at bakke ud i lyset af stormen af national og international modstand, idet han den 5. februar fejlagtigt udtalte, at »ingen har en realistisk løsning« ud over Trump-planen. »Jeg synes ikke, at [Trump] skal kritiseres på nogen måde,« argumenterede Waltz. »Det vil få hele regionen til at komme med deres egne løsninger, hvis de ikke kan lide Trumps løsning.«

Waltz og hans chef bør informeres om, at amerikanerne ikke kan lide Trumps forslag, og at han ville gøre klogt i at studere og gennemføre LaRouches Oase-plan i stedet.

For det tredje: Der er et underliggende aksiomatisk problem i Vesten (inklusive USA), som må tages fat på direkte, ellers vil folkedrabet ikke blive stoppet. Og det er den dybt rodfæstede tro på, at USA’s grundlæggende interesser er i strid med andre landes, at der ikke er en fælles interesse, som hele menneskeheden deler. Den opfattelse er lige så falsk, som den er farlig.

»Hver gang et land tror, at det er det eneste relevante, det overlegne, tror jeg, at det går i en frygtelig forkert retning,« sagde Zepp-LaRouche. »Som tysker er jeg altid på vagt. Det er ligegyldigt, hvilket land det er: Hvis de tror, at de er bedre end andre, er det kimen til en potentiel katastrofe. Jeg tror, at den eneste måde, hvorpå verden i sidste ende kan nå frem til en fredelig udvikling, er, hvis hvert enkelt lands retmæssige krav om at få sine sikkerhedsinteresser beskyttet, og deres ret til udvikling beskyttes.«

Denne tilgang er lige så sand med hensyn til en løsning på krigens cockpit i Sydvestasien, som den er med hensyn til, hvordan man får verden tilbage fra atomkrigens afgrund – hvilket ligger i et fælles samarbejde mellem atommagterne om den slags teknologier, der vil gøre atomvåben overflødige, som Lyndon LaRouche foreslog i sit SDI [Strategiske Forsvarsinitiativ –red.].

»Potentialet for at tilføre nye ideer er absolut til stede«, understregede Zepp-LaRouche, »for mange politiske tiltag vil støde panden mod muren, fordi de ikke kan realiseres, og så er der mulighed for noget nyt. Vi fra Schiller Instituttet bliver ved med at skubbe på Oase-planen, som lige nu overvejes af meget vigtige kræfter fra Mellemøsten, som grundlæggende ser den fælles økonomiske udvikling af hele regionen … som den eneste vej at gå.”

Zepp-LaRouche konkluderede: “Jeg tror personligt, at vor tids store udfordring er at overbevise folk i Europa og USA om, at disse lande [i den Globale Majoritet] ikke er deres fjender; at den geopolitiske tilgang med at forsøge at inddæmme dem ikke fungerer, ikke er moralsk forstandig og ikke kan lade sig gøre. Så hvorfor ikke ændre sig og virkelig tænke på et nyt paradigme, hvor alle lande på planeten kan leve sammen på en gensidigt fordelagtig måde? Hver af os har styrker, og andre har fordele. Hvis vi sætter dem alle sammen, kan vi virkelig opbygge et samfund, som virkelig er menneskeligt.«

»Vi er stadig i den tidlige fase af Trump-administrationen,« understregede Zepp-LaRouche. »Hvis vi mobiliserer hurtigt, kan vi måske sætte gang i noget.«

Foto: Ahmad Abu Sitteh

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 04. februar 2025

Præsident Donald Trump sagde på en fælles pressekonference i Det Hvide Hus her til aften med Israels premierminister Benjamin Netanyahu, at USA vil »overtage Gaza-striben« og bygge den op til det, han sagde oven i købet kan blive »Mellemøstens Riviera«. Han begrundede ideen med, at han har tænkt over det i månedsvis og talt med folk og nationer i regionen, og at der på denne måde kan skabes stabilitet.

Han indledte sin meddelelse med at tale om, hvorfor og hvordan de 1,8 millioner palæstinensere i Gaza skal flytte. Han sagde, at Gaza lige nu er en »nedrivningszone«, og at den eneste grund til, at folk er blevet der eller vedvarende vil blive der, er, at de ikke ser noget alternativ. Men, sagde han, der kan bygges nye »smukke« steder til dem i andre lande, såsom Egypten og Jordan, og selv om de hidtil har afvist det, kan de genoverveje det og ændre deres opfattelse. Der kan bygges ét stort sted, som palæstinenserne kan tage til, eller flere, endog 12, og i forskellige lande. »Kongen« og ›Generalen‹ kan genoverveje det.

Som svar på flere spørgsmål fra journalister uddybede Trump sin vision. Han sagde: »Jeg ser et muligt langsigtet ejerskab« fra USA’s side af Gaza-striben. Der vil være tusindvis af jobs. Hvem skal bo der? »Folk fra hele verden.«

Trump vinder både prisen for optræden og for retro-unilateralisme, netop som historien er gunstig for en ny verdensarkitektur for national suverænitet, internationalt samarbejde og gensidig økonomisk forbedring. Der er en ny multilateralisme, uanset hvordan den defineres. Da han blev spurgt om, hvad der sker med palæstinenserne i en to-stats- eller en-statsløsning, sagde Trump, at spørgsmålet ikke længere er relevant.

Forud for aftenens erklæring underskrev Trump i dag to bekendtgørelser i forbindelse med krisesituationen i regionen. En af dem fokuserer på at lægge »maksimalt pres« – som Trump beskrev det – på Iran. Den anden afslutter – ikke blot suspenderer – USA’s finansiering af FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA), som i årtier har været palæstinensernes livline til skolegang, lægehjælp, mad og humanitær hjælp, uanset hvor palæstinenserne befinder sig i regionen. USA’s støtte til FN’s Menneskerettighedsråd er også indstillet med anklagen om, at det er antisemitisk. USA’s støtte til UNESCO skal tages op til revision.

Den aktuelle krise med hensyn til palæstinensernes eksistensgrundlag i regionen blev slet ikke behandlet ved aftenens mediebegivenhed, hvor premierminister Netanyahu stod selvtilfreds ved siden af Trump. Netanyahu har haft møder i Washington de sidste to dage og har til hensigt at være på Capitol Hill torsdag for at holde møder i Kongressen.

Netop på tidspunktet for Trumps dramatiske ensidige indgriben kommer der visse initiativer fra Rusland og Kina i retning af multilateralisme. I går i FN i New York City skitserede den kinesiske FN-ambassadør Fu Cong ( https://press.un.org/en/2025/250203_sc.doc.htm) dagsordenen for FN’s Sikkerhedsråd, som Kina er formand for i februar, og understregede at Mellemøsten vil være en prioritet i forbindelse med samarbejdet om at finde en løsning. »Da verden går ind i en meget turbulent periode, har den åbne debat til formål at opmuntre landene til at genoverveje [FN’s] oprindelige ambitioner«, sagde han. Der er planlagt et møde den 18. februar på højt niveau i FN’s Sikkerhedsråd om »praktisering af multilateralisme«, som skal ledes af udenrigsminister Wang Yi, og hvortil udenrigsministre og højtstående embedsmænd fra de 15 medlemslande i FN’s Sikkerhedsråd samt gæstenationer er inviteret.

I dag talte udenrigsminister Sergei Lavrov på sidelinjen af den 14. Mellemøstkonference i Valdai International Discussion Club i Moskva. Han gennemgik regionen indgående og sagde: »Mellemøsten er ikke en legeplads. Det skal ikke ses i det lys. Nøglen til de mange konflikter i området er oprettelsen af en palæstinensisk stat. Talrige resolutioner om dette er blevet vedtaget af FN’s Generalforsamling og Sikkerhedsråd.« Lavrovs artikel udkommer også i dag i magasinet Global Affairs under overskriften: »The UN Charter Should Become the Legal Foundation of a Multipolar World«.

Sørg for at se eller læse meningsudvekslingen den 5. februar, »Breaking Through the Fog of Unipolar Narratives«, mellem Schiller Instituttets leder Helga Zepp-LaRouche og Larry C. Johnson, efterretningsekspert, tidligere CIA-officer og planlægger og rådgiver i det amerikanske udenrigsministerium.

Foto: The White House

Her er lydfilen.
Here is the audio file.

Read the English version below.

Francesca Albaneses hovedpointer var, at alle nationer er forpligtet til at stoppe det folkemord, der foregår i de besatte palæstinensiske områder, at Israel skal trække sig ud af disse områder, og at Palæstina skal anerkendes som en selvstændig nation.

Francesca Albanese’s main points were that all nations are required to stop the genocide that is going on in the Palestinian occupied territories, that Israel must pull out of these areas, and that Palestine must be recognized as an independent nation.

Executive Intelligence Review stillede de to første spørgsmål til Francesca Albanese. Det første spørgsmål handlede om Oase-planen, der første gang blev foreslået af Lyndon LaRouche i 1975.

Her er det første EIR-spørgsmål stillet af journalist Michelle Rasmussen:

Efter identifikation: “Jeg har et spørgsmål om at gennemføre en Oase-plan for fred gennem økonomisk udvikling og forbinde en politisk løsning med en økonomisk løsning.

Mit magasin Executive Intelligence Review og dets grundlægger Lyndon LaRouche foreslog i 1975 og efterfølgende en Oase-plan for samarbejde mellem et uafhængigt Palæstina, Israel, regionen og andre, nu også kineserne, om afsaltning af vand, nye vandoverførselskanaler og anden moderne infrastruktur.

Tror du, at noget sådant kan være med til at bryde cirklen af vold og had ved at skabe en fremtidig vision om samarbejde til gavn for alle, som kan være med til at bane vejen fra folkemord til fred og give folk håb?

Du sagde i et interview efter våbenhvileaftalen, at Palæstina er en test for menneskeheden i forhold til, hvad vi nu vil gøre.

Kan du kommentere behovet for internationalt samarbejde om genopbygning og økonomisk udvikling, herunder noget i retning af en Oase-plan, for at sikre en anstændig fremtid for palæstinenserne?”

På grund af et lydproblem troede Francesca Albanese desværre, at spørgsmålet handlede om »USA’s plan« og ikke om »Oase-planen«.

Det andet spørgsmål handlede om hendes reaktion på præsident Trumps opfordring til USA om at overtage Gaza og fjerne alle palæstinenserne.

En aktivist fra Schiller Instituttet uddelte 100 Oase-plan flyveblade foran FN-Byen til journalister, der skulle til pressekonference, og til FN-ansatte, og 200 flyveblade efter Francesca Albaneses møde på Københavns Universitet dagen efter.

Se den 14 min.-lange video: Støt LaRouches Oase-plan for fred og udvikling mellem Israel og Palæstina, og i Sydvestasien. Se og del den 14 min. video

Læs hele pressekonference afskriftet nedenfor.

English:

Executive Intelligence Review asked the first two questions to Francesca Albanese.
The first question was about the Oasis Plan, first proposed by Lyndon LaRouche in 1975.

Here is the first EIR question posed by journalist Michelle Rasmussen:

Foto: Michelle Rasmussen, Executive Intelligence Review

English: Read the English transcript below the partial Danish translation.

Her er den første del af et let redigerede udskrift af Francesca Albaneses indledende bemærkninger under pressekonferencen.

Jeg vil gerne sige tak. Godmorgen, alle sammen. Jeg er meget glad for at være sammen med jer i dag i København. Jeg må sige, at jeg er positivt overrasket over at se lokalet temmelig fyldt og så mange af jer her, da jeg blev ret negativt overrasket over at forstå, at så sent som i går besluttede to fremtrædende medier i dette land pludselig at aflyse vores længe planlagte interviews uden nogen forklaring, og lige før mit besøg. Så jeg tror, at det danske medieøkosystem, ligesom i andre lande, herunder mit eget [Italien], ikke er immunt over for pres. Men jeg tror, jeg tog fejl, og der er i det mindste undtagelser. Så mange tak, fordi I er her. Velkommen til alle.

Jeg har et tætpakket program forude i de kommende dage, hvor jeg skal tale om menneskerettighedssituationen i de besatte palæstinensiske områder. Jeg er her efter anmodning og invitation fra en koalition af danske civilsamfundsaktører og græsrodsorganisationer, som har arbejdet hårdt i månedsvis for at forberede dette besøg.

Vi står ved en meget interessant og farlig korsvej. Det tror jeg, alle fornemmer. Efter 15 måneder giver våbenhvilen i Gaza og de gensidige gidselfrigivelser – der er også fanger på den palæstinensiske side, der er mange gidsler – et lyspunkt. Det er der ingen tvivl om.

Men på trods af alt dette er situationen på jorden fortsat katastrofal. Men lad mig starte med at minde jer om det besatte palæstinensiske område og min juridiske vurdering. Sidste år konkluderede jeg, først efter seks måneders og derefter 12 måneders efterforskning, at der var rimelig grund til at tro, at Israel havde begået folkedrab i Gaza. Sidste år sagde jeg også, at Israel brugte det, jeg kaldte humanitær camouflage, til at retfærdiggøre sine operationer i Gaza ved at bruge international humanitær lov-jargon som »menneskelige skjolde, følgeskader, sikre zoner og evakueringsordrer« for at retfærdiggøre og normalisere angrebet, det hensynsløse angreb på civile liv. Det er blevet brugt til at camouflere folkedrab.

Og i min anden rapport argumenterede jeg for, at – jeg havde vedvarende dokumenteret angrebene i Gaza, men også, at den vold, vi havde set i Gaza, sivede ud over resten af det besatte palæstinensiske område. Og dette var en del af en proces med kolonial udslettelse. Argumenterne om, at Israel ønsker at udrydde Hamas, uanset hvad det betyder, eller befri gidslerne, var ikke hoveddrivkraften bag den omfattende ødelæggelse, som Israel har sluppet løs mod Gaza. Som jeg advarede om den 12. oktober 2023, ville Israel have forsøgt at gribe muligheden for at få mere land og tvangsforflytte det palæstinensiske folk.

Mine ord var profetiske. Landet har, i et forsøg på at genskabe det, som nogle politikere kaldte en anden Nakba [katastrofen], og i den proces, begået folkemord i krigens tåge. Israelske embedsmænd har åbent talt for en total udslettelse af Gaza og for massefordrivelse, tvangsfordrivelse af palæstinensere, som det skete i 1947, 1949 og 1967. Alt dette for at realisere en stat Israel kun for jøder, fra floden til havet.

Dette fortsætter, mens vi taler, fordi folkedrabet på palæstinenserne stadig er i gang, ligesom det ikke begyndte i 2023. Vi ved, at folkedrab er processer, ikke handlinger, ikke enkeltstående handlinger. Folkemord er en anden forbrydelse end krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Vi kan ikke lede efter hensigten med et forstørrelsesglas. Vi er nødt til at træde et skridt tilbage og se hensigten. Hensigten om at ødelægge en gruppe som sådan, et folk som sådan. Og de sidste 15 måneder har ført til ødelæggelsen – det ved I allerede. Jeg er sikker på, at jeg ikke behøver at gennemgå listen med data. De 70 % ødelagte hjem. Ikke flere universiteter, ikke flere skoler, få hospitaler findes stadig og er stadig stærkt reducerede, ude af stand til at fungere. Der er ingen mulighed for at genoptage et normalt liv i Gaza.

Og de mennesker, der nu bevæger sig gennem murbrokkerne for at lede efter resterne af deres elskede og forsøge at give dem en værdig begravelse, de er overlevende fra folkedrabet. De har overlevet 15 måneders ubarmhjertige bombardementer og drab, også fra snigskytter. Der er dokumentation om børn, som er blevet skudt i overkroppen og i hovedet. Og de har boet i telte uden nogen form for værdig adgang til vand, husly og mad.

Disse mennesker har brug for hjælp! Det er det, vi virkelig må fordøje, at dette er en befolkning af folkedrabsoverlevere, og de skal reddes, før vi tænker på, hvem der skal genopbygge Gaza. Selvfølgelig skal og vil Gaza blive genopbygget, men ingen andre end palæstinenserne har ret til at sige, hvordan Gaza skal genopbygges. Det er noget, vi er nødt til at tilegne os.

Lad mig gå hurtigt frem. Jeg er chokeret over at se, hvor lidt det internationale samfund, herunder lande i Europa, har registreret det seismiske paradigmeskifte, som ICJ’s, Den Internationale Domstols, rådgivende udtalelse sidste år har medført. Det faktum, at det er en rådgivende udtalelse, betyder ikke, at den ikke er bindende. Den er bindende, fordi den er baseret på ufravigelige normer i international lov.

Denne rådgivende udtalelse har konkluderet, at den israelske tilstedeværelse, ikke bare den militære tilstedeværelse, den israelske tilstedeværelse, både hæren og bosættelserne, er retsstridig. Den skal ophøre betingelsesløst og så hurtigt som muligt og fuldstændigt. Så Israel skal fjerne alt det materielle og immaterielle, håndgribelige og uhåndgribelige, civile og militære, som de har etableret i de besatte palæstinensiske områder. Punktum.

Og der er også en deadline for, hvornår det skal ske, nemlig den 16. september i år. Det er, hvad Generalforsamlingen har givet som tidsramme for Israel til at overholde. Og ved I hvorfor? Fordi besættelsen knuser det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse.

Resten af den danske oversættelse kommer senere, men her er Francesca Albaneses svar til EIR’s spørgsmål om Trumps udtalelse om, at USA burde overtage Gaza og fjerne alle palæstinenserne:

Trump – åh, hvor skal jeg begynde? Det korte svar på dit spørgsmål er, at det han foreslår er det rene nonsens. Og det er retsstridigt. De, han foreslår – jeg mener, folk taler om etnisk udrensning. Nej, det er værre. Det er værre. Det er tvungen fordrivelse. Det er opfordring til at gennemføre tvangsfordrivelse, hvilket er en international forbrydelse. Tvangsfordrivelse og yderligere afsavn. Og i forbindelse med et folkemord mener jeg, at det vil styrke Israels medskyldighed i de forbrydelser, de har begået i de sidste 15 måneder og tidligere. Det er ulovligt, umoralsk og uansvarligt. Det er fuldstændig uansvarligt, fordi det vil gøre den regionale krise endnu værre. Og jeg håber virkelig, at folk vil bevare roen, ikke gå i panik og huske på, at det internationale samfund består af 193 stater, og at det nu er tid til at tildele USA, hvad det har ledt efter – isolation.

Dette er muligheden for at genoplive eller give mening til et samarbejde, der bygger på respekt for grundlæggende regler. Der er en grund til, at international lov findes. Og se, der er Haag – jeg ved ikke, om du har fulgt det initiativ, der for nylig blev søsat af ni lande i Haag, Haag-gruppen, en række stater, der har forpligtet sig til at gennemføre grundlæggende foranstaltninger for at sikre ansvarlighed og afslutningen på straffrihed i de besatte palæstinensiske områder. Det er en model, som andre bør følge, og jeg håber virkelig, at Danmark, som har været meget principfast, meget principfast i andre sager, i andre regioner i verden, slutter sig til gruppen og initiativet.

Læs hele afskriftet på engelsk nedenunder. Der er markeret der, hvor den danske oversættelse slap.

———————————
English: The entire transcript
Here is the slightly edited transcript of Francesca Albanese’s opening remarks and the Q&A during the press conference.

Thank you. Good morning. I’m very happy to be with you today in Copenhagen. I have to say that I’m positively surprised to see the room pretty packed and so many of you here, given that I was quite negatively surprised to understand that just yesterday, two prominent media outlets in this country suddenly decided to cancel our long scheduled interviews without any explanation, and just before my visit. So, I do think that, like in other countries, including my own [Italy], the Danish media ecosystem is not immune to pressure. But I guess I was wrong, and at least there are exceptions. So thank you very much for being here. Welcome to all.

I have a dense program ahead these coming few days, to talk about the human rights situation in the occupied Palestinian territory. I am here at the request and invitation of a coalition of Danish civil society actors and grassroots organizations, which have worked hard for months to prepare this visit.

We are at a very interesting and dangerous crossroad. I think everyone senses it. After 15 months, the ceasefire in Gaza and the mutual hostage releases — there are also prisoners on the Palestinian side, there are many hostages — these offer a ray of hope. There is no question.

However, the situation on the ground remains catastrophic despite all this. But let me start by putting the occupied Palestinian territory and my legal assessment in your mind. Last year, I concluded, first after six months, and then 12 months of investigation altogether, that there were reasonable grounds to believe that Israel had committed acts of genocide in in Gaza. I also said, last year, that Israel used what I called humanitarian camouflage, used to justify its operations in Gaza, by using international humanitarian law jargon like “human shields, collateral damage, safe zones, and evacuation orders,” in order to justify and to normalize the assault, the reckless assault on civilian life. This has been used to camouflage acts of genocide.

And in my second report, I argued that– I had continued to document the attacks in Gaza, but also, that the violence that we had seen in Gaza, was leaking out across the rest of the occupied Palestinian territory. And this was part and parcel of a process of colonial erasure. The arguments that Israel wants to eradicate Hamas, whatever it means, or liberate the hostages, were not the main drive behind the wholesome destruction that Israel has unleashed against Gaza. As I warned on October 12, 2023, Israel would have tried to seize the opportunity to get more land, and forcibly displace the Palestinian people.

My words were prophetic. In an attempt to reproduce what some politicians called a second Nakba [the catastrophe], and in the process, it has committed acts of genocide under the fog of war. Israeli public officials have openly advocated for a total erasure of Gaza and for mass displacement, forced displacement of Palestinians, as it had happened in 1947, 1949 and in 1967. All these to realize a state of Israel for Jews only, from the river to the sea.

This continues as we speak, because the genocide of the Palestinians is still ongoing, just as it did not begin in 2023. We know that genocides are processes, not acts, not single acts. Genocide is a different crime than war crimes and crimes against humanity. We cannot look for the intent with a magnifying glass. We need to take a step back and see the intent. The intention to destroy a group as such, a people as such. And the past 15 months have led to the destruction — you know that already. I’m sure that I don’t need to go through the list of data. The 70% of homes destroyed. No more universities, no more schools, few hospitals still standing and still decimated, unable to function. There is no possibility to resume a normal life in Gaza.

And, plus, the people who now move across the rubble looking for the remains of their beloved ones, trying to give them a dignified burial, they are genocide survivors. They have survived the 15 months of relentless bombing and killing, including by sniper fire. There is documentation of children who have been shot in the torso and in the head. And they have been living in tents without any dignified access to water, shelter, food.

These people need to be helped! This is what we should really absorb, that this is a population of genocide survivors, and they need to be rescued before thinking about who’s going to rebuild Gaza. Of course, Gaza is going to be rebuilt and will be rebuilt, but no one has the right to say how Gaza will be rebuilt other than the Palestinians. This is something that we need to absorb.

Let me go fast forward. I’m shocked to see how little the international community, including countries in Europe, have registered the seismic paradigm shift that has been prompted by the ICJ, the International Court of Justice, advisory opinion last year. The fact that it’s an advisory opinion doesn’t mean that it’s not binding. It’s binding because it’s premised upon non-derogable norms of international law.

This advisory opinion has concluded that the Israeli presence, not just the military presence, Israeli presence, both army and settlements, is unlawful. It is to be ceased unconditionally, and as soon as possible, and totally. So, Israel needs to remove whatever material and immaterial, tangible and intangible, civilian and military, it has established in the occupied Palestinian territory. Full stop.

And there is also a deadline for it to happen, the 16th of September this year. This is what the General Assembly has given as a time frame for Israel to comply. And do you know why? Because the occupation crushes the right of self-determination of the Palestinian people.

Here is where the Danish translation ended for now.

We Western people do not understand what self-determination is, because we enjoy it, because we have it. Self-determination is the right to exist free as a people, to determine oneself, as a people, politically, economically, culturally. This is something that the Palestinians cannot do under Israeli rule, including in the little that remains of their land, the Gaza Strip, West Bank and East Jerusalem.

And let me remind everyone, this is the land that international consensus, I would say at least 192 states, minus Israel, (things might change right now, but it might become 191, it’s still okay, it’s still international consensus), recognize the right of exclusive rights of self-determination as statehood to the Palestinians. Which doesn’t mean that Jewish people cannot live in the occupied Palestinian territory. If they want to live there, first of all, it will not be on stolen Palestinian land, and they will not be Israeli citizens. They will be under Palestinian law, as simple as that. Meanwhile, Israel needs to withdraw.

In the face of all this, and this will be my last comment, I’m also shocked by the defiance of international law, not just of Israel, not just of Israel, but international — most of most countries in the international community, particularly the West, particularly the West, which has been preaching about compliance with international law with each and every country in the global South for the past decades. The ICC has issued arrest warrants for two Israeli leaders, three Palestinian leaders as well, Hamas leaders as well, but they have already been killed. There are two people who — and there should be more, in my view — who are wanted by the International Criminal Court. And a number of countries have run forward in order to shelter, to ensure that these people will be sheltered from accountability, so they have fully embraced impunity.

The International Court of Justice has concluded, already in January last year, that there was a plausible risk for the rights of the Palestinians in Gaza protected under the Genocide Convention, meaning it has recognized the plausibility of genocide, and it has issued not once, but twice, three times, provisional measures that have not been complied with, of course, by Israel, but not just by Israel, because all member states, including Denmark, have a clear responsibility toward international law. They should suspend all ties, especially economic and military ties with Israel.

So the question you should ask your government, if you have not done it yet, is “What are you doing to comply with the ICJ advisory opinion, with the ICC arrest warrants, including by securing that there are all domestic mechanisms in place to investigate and prosecute anyone who might have committed crimes in the occupied Palestinian territory?”

It’s regrettable that, in fact, the the government in this country is moving, but in the opposite direction, because I understand that it intends to pass a law to make investigation and prosecution of the crimes committed in Palestine, and trust me, it will be applied elsewhere, more difficult. So, as someone who deeply believes in human rights and justice, I firmly stand against this lawlessness, and encourage the government of Denmark to comply with its obligations to stop doing anything that translates into aiding and assisting Israel’s unlawful occupation, apartheid regime and, recently, an ongoing genocide. Thank you.
——————–
Question and answer period moderated by Noa Valentin Katz Søgaard Head of UN City Communications:

Executive Intelligence Review: Thank you. Francesca. I am Michele Rasmussen from the Executive Intelligence Review in the United States. And I have two questions. The first is, I have a question about implementing an Oasis plan for peace through economic development, and connecting a political solution to an economic solution. Because my magazine, and its founding editor, Lyndon LaRouche, back in 1975, came out with an Oasis plan for cooperation between an independent Palestine, Israel, the regional countries, now also possibly including the Chinese, for water desalinization, new water-transfer canals and basic modern infrastructure.

So, do you think that something like this could help break this cycle of violence and hate by creating a future vision of cooperation for the benefit of everyone, which could help pave a path from genocide to peace, and give people hope? Because you said in a recent interview that, what we do for Palestine, is a test for humanity, of what we want to do next. So, could you comment on the need for international cooperation, for reconstruction and economic development, including something like an Oasis plan to ensure a decent future for Palestinians?

[Unfortunately, because of an audio problem, Francesca Albanese thought that the question was about the “U.S. Plan” and not the “Oasis Plan.”]

Then I have a second question if it’s possible.

The other question is, of course, what do you say to President Trump’s statement yesterday that the United States should take over Gaza Strip, and throw out all the Palestinians.

Francesca Albanese: I was waiting for this question.

Before being the UN special rapporteur on the occupied Palestinian territory, I’ve devoted a decent number of years to the question of Palestine as a UN official first, and then as a scholar. And I know the question of Palestine through the perspective and through the story, the experience of its people, Palestinian refugees, in fact, we shouldn’t call them Palestinian refugees. We should call the Palestinians Nakba survivors, because this gives for the Palestinians, the fact of being refugees, not just being, like it’s not just a matter of legal status, it’s a matter of having been deprived of a homeland that, as Edward Said, used to say existed one day, and is no more.

So as such, I can tell you, for decades, for decades, the international community has treated the question of Palestine as something that could be managed in perpetuity, through means of development, economic incentives and encouraging growth, whatever it means, or managing it as a humanitarian crisis. And frankly, after, let’s say, at least the 56, 57, but in fact, it’s 76 years, it doesn’t work.

And you know why? Because, of course, economic development must happen. Of course, cooperation is necessary, but not at the expense of fundamental rights and freedoms, which is what, Israel, the United States, more openly than ever, and others, seem to expect that the Palestinians will accept. Like all indigenous people in the world, the Palestinians will never surrender. They will fight and they will resist. I mean, when I say fight, I do not mean armed resistance. They will fight for recognition of their rights and their dignity. And so, no, the short answer is no. Economic peace through economic development is expectation of surrender. And it will not work, because everyone has the right to be free, and to gain self-determination as a people. This is a collective right.

Executive Intelligence Review: The question was including a sovereign Palestine.

Francesca Albanese: Well, but this is not what has been talked about. I mean, the argument of sovereignty is used as a rhetorical one, I mean, just to kick the can in the air, because then when it comes to — you know, the only thing that is to be done, to allow a Palestinian state is not to, excuse me, ambassador [referring to H.E. Ambassador Prof. Dr. Manuel Hassassian, the Palestinian ambassador to Denmark], it’s not to fund the Palestinian Authority. It’s not to tell the Palestinian Authority how to reform. This is not our business. We don’t go to other countries telling them — we should probably in some countries, tell them, advise people whom to elect. You’re from the U.S., right? And we don’t do that. So the same thing applies to the Palestinians. I mean, the only thing we need to do to ensure a Palestinian state is to make sure that Israel withdraws troops, settlements, controls over resources. As simple as that. There is no other way around. The rest is hypocrisy. And frankly, the world has had enough of it. So no, it’s not going to happen. And so the next point you are raising is, is economic development going to break the cycle of violence? No. No. If there is one thing that I’m 100% sure of, the answer is no.

What happened in the last 15 months, what happened 15 months ago, and what has happened over and over, the violence in Palestine — And let’s be very, very blunt. Palestinians, they are not violent people. They are people who want to live in peace and freedom. And the fact that they might have resorted to violence at various points, and they might have committed crimes against the Israelis during 76 years of dispossession and displacement, is to be read as mirroring the violence they have been subject to.

So, the only way to stop the cycles of violence, is to give peace a chance through freedom, through full recognition of freedom. And this is not going to bring a decent future for the Palestinians, only, but for the Palestinians and the Israelis. I always have tried to have this inclusive language, because there are a few Israelis who are fighting against genocide, against occupation and against apartheid, and they should not be invisibilized. They are an important actor in the process.

Trump. Oh, where to start? The short the short answer to your question is what he proposes is utter nonsense. And it’s unlawful. What he proposes — I mean, people talk of ethnic cleansing. No. It’s worse. It’s worse. It’s forced displacement. It’s inciting to commit forced displacement, which is an international crime. Forced displacement and further dispossession. And in the context of a genocide, I mean, it will strengthen the complicity in the crimes that Israel has been committing over the past 15 months and before. It’s unlawful, immoral and irresponsible. It’s completely irresponsible, because it will make the regional crisis even worse. And I truly hope that people will stay calm, will not panic, and will remember that the international community is made of 193 states, and this is the time to give the U.S. what it has been looking for — isolation.

This is the opportunity to revive, or to to give meaning to cooperation premised upon respect of basic rules. International law is there for a reason. And look as there is The Hague — I don’t know if you have followed the initiative launched recently by nine countries in The Hague, The Hague Group, a number of states who have committed to implementing basic measures to ensure accountability, and the end of impunity in the occupied Palestinian territory. This is a model that others should follow, and I truly hope that Denmark, which has been very principled, very principled on other matters, on other regions of the world, joins the group and the initiative.

H.E. Ambassador Prof. Dr. Manuel Hassassian, Palestinian ambassador to Denmark: Thank you. Ms. Albanese, for being with us today. And I would start first by acknowledging and revering your position, that has always been very consistent with the facts on the ground. People think that you are biased for the Palestinians, but in fact, you have been the most pragmatic rapporteur that we have ever seen since 2022. And saying this, let me start with a premise, which is going to shock the people here when it comes, basically, about the resolution of this conflict. I believe that today, Palestinians and Israelis are stuck between the historically inevitable and the politically impossible, and we rely on the international community to shoulder the two-state solution, which has been adopted since 1994, as a result of the Oslo peace process, and unfortunately, the United States, that was supposed to be the honest broker of peace, became a total partisan, in trying, more or less, to push the agenda of the Israelis over the Palestinians. And, of course, the Americans have lost their credibility, not only among the Palestinians, but even among the Arab world. And today, we have a president that I would consider daringly a bully, who is trying to bully the entire world in order to achieve the national interests of the United States. He deals with the Palestinians as if we are ants, he could move us from Gaza, rebuild Gaza, make it Singapore, a place where the Americans could thrive economically, without paying attention to, that the Palestinians struggle for self-determination is the 14th article of a president called Woodrow Wilson, where the international community has practiced that right, except for the Palestinians, which is considered to be, today, one of the longest modern occupations in history.

And we have seen the onslaught of Trump, let alone Biden, on the agencies of the United Nations, especially UNRWA, the recent onslaught on UNRWA, to close down their offices in Jerusalem, is a sign that there is no right of return for the Palestinians. This is killing the refugee issue, and this is what they’re basically trying to do.

The United States wants to eradicate the Palestinian problem by forceful diasporization, by displacement, by ethnic cleansing, and by supporting Israel to basically control that part of the world, with a close proximity of interests of the United States in the region. And today, what we are witnessing in the Middle East are dramatic draconian changes that are basically going in the wrong direction. And this is partly because of the non-unity of the Arab countries, where they are fractionalized in their positions when it comes to U.S. policy in the region.

And I think if we cannot get united with the Europeans, and with other countries — and today, the threats of Trump for Europe, in terms of tariffs, Canada and what have you, all these signs, if it proves something, it does not prove the Pax Americana that we wanted to see back in the 1990s. We are seeing a total hegemony, a new imperialism, that basically has been trying to impose its position on the world, and trying to unilaterally rule over the world through its hegemonic processes.

And of course, as you are a human rights lawyer, and you represent the United Nations, and you are very well-spoken on this issue, to what extent do you think, you coming from an Italian background, from Europe, you could have a certain kind of an impetus, I would say, on the European countries to start moving. Because we cannot see any kind of change coming from the Middle East itself. It has to come from the Europeans, who are considered to be the natural allies of the United States. And in particular, I would like to see the government of Denmark talk the talk and not walk the walk. And this is what is happening today, where they are totally submissive to the dictate of American policies in the region, regardless of their position, in terms of human rights, and in developing Palestinian infrastructure. But we don’t see a clear position on the decimation, the ethnic cleansing of the Palestinians by this government, which is considered to be a rightist government.

And that’s why I think it’s about time that we have to shoulder our responsibilities as an international community. We have to push for the International Criminal Court justice resolutions, and we have to continue our struggle democratically, and not by using violence. Violence is rejected by the Palestinians. And I speak in terms of the Authority of the Palestinians. We are against violence. We don’t believe that violence is going to bring our rights for self-determination, but it’s through political accommodation. And we have done that in 1988, when we had our historic compromise, painful compromise, in accepting Israel on 78% of the land, and accepting 22% of the remaining Palestine. And this is our position. We believe that through pragmatism, through political accommodation, through negotiations, as recent U.S. presidents have promised us, where we can see the oxymoron represented in President Trump, that negates all kinds of agreements in the past, and opens a new avenue for continued conflict in the Middle East. Thank you very much for your presence, and thank you for your presentation.

Noa Valentin Katz Søgaard Head of UN City Communications: Thank you. Ambassador. There was a question in there, but let’s have another one, also in the interest of time.

Jordan News Agency: Thank you. My name is Osama. I’m from Jordan News Agency. I have a couple of questions. You started by saying that a couple of Danish media channels canceled their arriving here with you. So my question is, how do you describe the Western media coverage of what’s happening in Gaza and the occupied West Bank now? That’s the first question. Being in Denmark, my second question is, what’s your message to the Danish government regarding the ICJ resolutions, and regarding that Denmark is exporting weapons to Israel?

Francesca Albanese: First, a comment. Again whatever Israel’s ambitions in in destroying UNWRA, again, which is another abysmal phenomenon, which shouldn’t happen, because UNWRA is a subsidiary body of the General Assembly. Only the General Assembly can decide the future, the mandate or the cessation of the agency. So, if Israel, the United States, and other member states, who are defunding UNWRA, are against the continuation of the agency, they need to go through, and respect respect UN law, and go through the General Assembly, not operate outside the system because this is unlawful.

But, however, it will not kill the right of return, simply because the right of return is established under international law, that predates the creation of the state of Israel. So this is something that people need to absorb.

The impetus I can give to European countries, as a person? Look, my role is pretty limited, in the sense that the United Nations expects me to monitor, report on the situation in the occupied Palestinian territory, and produce a legal assessment. To assess the human rights situation, which as I said, is catastrophic. And of course, I make recommendations. I’ve done the utmost to deliver my mandate in the most effective way, which is making sure that people listen. And what I think I might have helped, Palestinians, especially, but also some Israelis who stand with them for a non-apartheid land between the river and the sea, is to make sure that people understand the framework.

We should stop calling what happens in that land as a conflict, unless we understand that it’s a conflict of a very specific nature, which happens in a settler colonial paradigm, where Israel — let’s put aside its foundations, etc., but since 1967, has actually pursued, and steadily pursued policies to acquire the control over the land that remained of Palestine and displace its people, its residents, its inhabitants. This is what settler colonialism is about. And of course, as history should tell us, if we bothered to look at it and learn from it, that settler colonialism is intimately, quintessentially genocidal, because it will result, sooner or later, in the annihilation of the indigenous people, if it succeeds.

Look at the United States. The United States is a country birthed from a genocide. Many genocides, in fact, as Indigenous American, Native American scholars teach us, many genocides. And so there have been many genocides in Latin America and in Africa. This is our history as a European. Denmark has its own — I mean, of course, there are major colonizers, and Denmark has its own history, so probably you don’t feel that responsible for the past. But it’s our European past, and so we should do better today.

So, this is what I aim to do, continue to bring attention to the facts, the context, the history, and what are the international law obligations. And here, let me move to the — then I will go back to what I think of negotiation. It’s a risky argument.

But the question of what is my message to the Danish government? First of all, my visit aims to speak to whomever wants to listen. And I think that those who want to listen the most here, considering the demand, are the Danish people. So the point and the message is, my request to the government is, please respect international law. You have clear international law obligations. Under the law of state responsibility, Denmark is called upon to not aid and assist an internationally wrongful act. And Israel maintains an occupation which, as I said, is ontologically illegal. So, the Danish government should explain, should reveal all the ties that it maintains with Israel, diplomatic, political, military, strategic, research-wise, and should suspend anything that, according to the ICJ advisory opinion, is found potentially detrimental to the rights of the Palestinians. And, therefore, the minimum is to suspend arms, the arms trade, arms deals with Israel not to sell, not to buy.

This is something that the International Court of Justice has also reminded member states, in the context of the genocide case. There are two cases pending before the ICJ: South Africa versus Israel, and then Nicaragua versus Germany. And in the latter, the court has reminded member states of their obligations to not transfer arms, to not have arms deals with countries which are committing violations of the Genocide Convention, but also the Geneva Conventions. So, first of all, there is this responsibility that Denmark will continue to have, even if it tries to circumvent international law, and change its laws so as not to comply with it. It will still be a stain on Denmark and will continue to violate international law, whatever the nationalist camouflages are.

And then the thing that I want to say to the Danish people, it is not just your state that has obligations toward international law, also businesses, private actors. I don’t know if it’s the case here, as in other European countries, but there are dual nationals, I mean, individuals with Israeli nationality who have committed crimes, or who might partake in crimes as individuals, as settlers, as business people who are dealing in the colonies. Well, they should be investigated and prosecuted. And also charities, pension funds, banks.  I’m investigating, right now, the complicity of the private sector in that monstrosity that Israel has set up in the occupied Palestinian territory. And I’m telling you, there are quite a few businesses, including located in this country, that I’m investigating, including, it’s no secret, Terma and Maersk. It’s very complicated. I’m carrying out an investigation right now. I will do the utmost to also get in touch with these businesses, like other European businesses that I’m investigating. But again, what I want to say to the lawyers in this country is: act, because it’s also your job to make sure that justice, I mean, justice starts at home. And also ordinary people have a responsibility.

There has been a silencing. And I will go to the other question. The role of the media, in general, in the West, has been unprofessional, unethical, to say the least, in the sense — not only facts have not — and I don’t speak of the Danish media, because I do not know the Danish media enough. I can only tell you that the Danish media is not immune to cancel culture, given the fact that, again, two important media outlets which scheduled interviews, long time, long time ago with me, canceled, yesterday. So there is this tendency to not host, not give a place, so that the voice is heard.

And this is frankly pathetic. It’s so sad, because, in any case, my voice is going to be heard anyway, so it’s their loss. But the point is, not only the media has not told the story. They have chosen which story to tell. Not telling the facts. Not giving context, for example, to what has happened on October 7th. Which doesn’t mean justifying the crimes that have been committed against Israelis. Absolutely, which I’ve condemned, and I’ve called for justice for all the victims. But there is a context, and that context has often been missed. And also what has followed has been misrepresented. The examples: the Palestinians are, by default, referred to as terrorists. And while terrorism is an act, cannot be an individual, I mean, independent, I mean independently from from what the acts, the operations or the ideologies. And, also, the Western media have amplified the Israeli propaganda. Israel lies. Israel lies, and it’s fully documented by commission of inquiry after commissions of inquiry. And, these, notwithstanding, facts have disappeared and international law has been completely sidelined. That’s very, that’s very unprofessional.

But also, I think that there is something worse, because again, there is a genocide, and there is an increasing consensus that there is a genocide ongoing. And like in other genocides, media do play a role. Also the work that international tribunals have revealed in the case of Rwanda, for example, or in the case of the former Yugoslavia. What is shocking here is that the international media has made itself complicit. It’s not just the Israeli media, and not all of them, of course. There are wonderful, wonderful journalists in Israel, and thanks to them, we know a lot, for example, about how artificial intelligence has been used to kill hundreds and hundreds of civilians in Gaza at the time. So, there should be a study and an investigation about how the Western media has acted in the context of this genocide.

One last comment, and this is in connection with negotiation and pragmatism. As I said before, sure, but neither negotiation nor pragmatism can happen at the expense of fundamental rights. The Palestinians should not be negotiating their right of self-determination. The right of self-determination should be the departure. Once the right of self-determination is realized, in the form of statehood as the starting point, then there is negotiation on the relations that Israel and Palestine will have. And one day, maybe they will decide, I mean the Israelis and the Palestinians, will decide to live happily together. Who knows? But the realization of the state, is the ground zero that should be pursued.

Noa Valentin Katz Søgaard: All right. Another question here. Thank you.

Irish journalist: Hello. My name is Claire McCarthy. I’m a journalist from Ireland, and which, as you know, is one of the few places to have recognized the sovereignty of Palestine, and which is working on making it illegal to import things from the settlers, and my government has access to exactly the same intelligence reports as do all the other governments of Western Europe. They know the same stuff. They know more than we’ve seen on our television screens. So my question would be this: why, what explains the reluctance of other Western small countries, or big countries, to do the morally correct thing? And that is to recognize the right, absolute right to self-determination of the Palestinians, and to recognize the genocide for what it undoubtedly is. Thank you.

Jonathan Ofir: My name is Jonathan Ophir. I would like to ask about the West Bank. Francesca Albanese, you have a made a report in late October among elsewhere, warning that the genocide of Gaza may be spreading to the West Bank? And now, precisely after the cease fire has taken place, we seem to have seen a major escalation in attacks and violence and assaults, and even blowing up of houses, serially, in the West Bank, something which seems to be a kind of Gazafization of the West Bank. What is your view of this situation?

AFP: James Brooks from AFP. Given Trump’s comments, what’s your thoughts on the next stage of negotiations, ceasefire negotiations?

Francesca Albanese: Ireland. Well, I think that Ireland is a case in point, in the sense that I do not think that it’s one of the few states that recognize Palestine. It’s one of the few states in Europe, which speaks to the hypocrisy of European countries, because on the one hand, they keep on saying and reciting the mantras of the the two states [solution], but then they don’t do anything to make sure it happens. So what I think — this is why I say we are living in an historical moment. We might not realize what’s happening, but the masks have fallen, and the hypocrisy is fully exposed, and this might propel changes in the way the rest of the world interacts with Europe. Because even that pretense of compliance with international law, that pretense of morality, has gone down the drain.

And I live in the Global South, I move and work across various countries in the Global South, and I can tell you that that sense, that was also probably a legacy of of decades and centuries of colonialism, of the primacy of the West and Europe, is gone. And I’m perfectly fine with it, although, as a European, I resent it. I would like us to be better, to do better, and we can still do better. I will get to this. So I do think that Ireland, inasmuch as it has done a lot, and has been very vocal, especially because of the people, still has some way to go to give full meaning to the recognition of, I mean, to ensure full compliance with international law, because there are still — the settlement bill has not been passed, and recently Ireland referred to the fact of its commitment to endorse the IHRA definition of anti-Semitism, which I think shocked everyone — if even Ireland does it. But again, this goes to the why, why Western states, in particular — and this is not just the West. This also applies to many countries in the rest — why these countries cannot, do not comply with their basic obligations under international law, because Palestine is very specific. Palestine is the state of exception, and Israel has enjoyed impunity, like no other state, probably other than the United States, in the world. So, this is the thing. Israel is, on the one hand, an extension, is the remnants of Western colonialism. It’s not considered a middle eastern country by the Israelis itself, first and foremost, or any other country. It seems like a prolongation of Europe, white, non-Muslim Europe. This is the reality. And of course, I know that many Israelis are not Europeans. But, I’m simplifying to say, there is this cultural affinity on the one hand. So Israel has projected itself like the bulwark to protect the Europeans of Western civilization against these “savages.” And again, this is a colonial language. And the thing is, that this colonial language and colonial mentality has a lot of buy-in in our culture, in our European culture. This is something we need to work on. So it’s partly cultural.

A lot of it has to do with geopolitical and economic interests. There is a work, that I strongly recommend everyone to read by Antony Loewenstein, “Palestine Laboratory.” It’s one of the most brilliant investigations I’ve come across on Israel-Palestine, because it really exposes the deep, intimate, real nature of Israel as a military state, a state that produces military services, techniques, intelligence and weapons, and has historically used the Palestinians, first and foremost, Palestine, as a laboratory to test all these, and then to sell its techniques, services and weapons all over the world, including many dictatorships. Israel has been, in a way, it’s not in a technical sense, but been a subcontractor of the U.S., to sell weaponry. This is what Antony Loewenstein reports in his book, to sell weapons and other strategic services to countries that it would have been uncomfortable for, inconvenient for the U.S. to trade with, like dictatorships in Latin America, like Chile and Argentina, but also countries that have committed genocides like, Guatemala, Rwanda and former Yugoslavia. This is all documented, including by Israelis. There is an Israeli lawyer who has done extraordinary exceptional work on this. So, because many countries buy these services, buy these techniques, buy these tools, the drones, the weaponry from Israel, it’s difficult to break that relationship. And this is where our focus, our attention needs to be.

The discussion concerning anti-Semitism. This has nothing to do with real anti-Semitism, which is disgusting and still exists. It’s still a Western problem. But the reason why anti-Semitism is used so much in the past, I mean, in the current times, is to deflect the attention — I mean, the accusation of anti-Semitism, is to deflect the attention from the reality, that Israel is coming under scrutiny for its military nature and the human rights implications of it.

I should have, of course, mentioned the West Bank more in my presentation. Look, since October last year, I’ve been warning the international community that there were discernible patterns of conduct that Israel had deployed in the West Bank, that reminded of what Israel was doing in Gaza.

Francesca Albanese: And I’ve been looking at the shoot-to-kill policy that has been used since October 7th, more and more by the army and the settlers in the West Bank and East Jerusalem, which has killed now, in 15 months, around 870 Palestinians, in the West Bank and East Jerusalem alone. These numbers are shocking. 200 of these are children. There are over 9,000 Palestinians from the West Bank who have been arrested and detained, and often tortured, and apparently, many of them raped while in detention. This is something that is shocking. It has happened to the Palestinians in Gaza, but it has also happened to the Palestinians in the West Bank.

And also the other trait, the other feature I documented is that there has been a strategic destruction, this is what I told the told the General Assembly in October, of essential civilian infrastructure, like homes, assaults on hospitals and health facilities, medical professionals and water infrastructure, energy grids, etc. Why? To make the life of the Palestinians more and more difficult. To create conditions of life that might lead, in my view, to the destruction of the Palestinian people. So while I didn’t conclude that there were acts of genocide identifiable in the West Bank, this is the trajectory. And because we know that genocide is a process, and because we know that genocide doesn’t distinguish — genocide is an assault. It’s a aimed at annihilation, aimed at destruction of a people, as such, of a group, as such. So it doesn’t matter if the Palestinians are in are in Gaza, or in the West Bank. They are targeted for ethnic cleansing, and in the process, Israel is committing genocide. So let me say, this is why we don’t need to conclude that Israel has committed acts of genocide in the West Bank, but what it has done, as of the beginning of cease fire in Gaza, is telling. Because the fighting machine has just shifted from the Gaza Strip toward the West Bank. In one day, Israel has detonated 24 buildings, simultaneously. This is not just a war crime. You need to read the totality of conduct, against the totality of the people, in the totality of the land that Israel wants for itself. This gives you the sense of why this is genocide, and why this is a settler colonial genocide.

And then, it is up to the court to determine where where certain acts have been — if the court wants to take that local approach to say, oh, in Jabalia we had the genocidal attacks, and not in Darbala (?), for example. In Gaza there have been genocidal attacks everywhere, but in the West Bank –. But again, we have an obligation, member states have an obligation to prevent genocide. And therefore, what’s happening? These similarities should be a warning and there should be prompt action, but nothing is moving.

The question after the Trump declaration, what is going to happen? Let me be hopeful. So to close on a positive note. Again, as I say, I know that this is going to generate panic across the world, because it bears huge consequences. We live in a world where the United States is ingrained in our politics, in our lifestyle, in everything we do in our economies. So these influences are hugely felt, and no one alone will be able to stand against the United States. But this will be the default option. I mean, it will be either subservience, a world made of vassals, who abide by this lawlessness, this lawlessness and nonsense that is being propagated. And the other, will be to take a principled stance and say, enough, enough. So start disengaging. And again, I want to hope that the American people, first and foremost, most come back to their senses, and oppose this system from within. It might not happen, so it’s up to the other 191 member states to fix this. And again, it’s the entire world. So it should make us feel stronger, rather than be be fearful. We can do better. This is the opportunity to do better.

Noa Valentin Katz Søgaard Head of UN City Communications: Thank you so much for your time this morning. I also want to thank you, dear colleagues …

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 03. februar 2025

Vi er nu to uger inde i Donald Trumps anden præsidentperiode, og verden holdes hen i spænding. Der sker en dramatisk udvikling, men spørgsmålet er, hvor den vil føre hen? Vil det være i retning af løsninger eller til et større skred ud i kaos og fare, ja måske endog til atomart holocaust?

I dag foregik der i Europa, hvad deltagerne kaldte et »uformelt« møde mellem lederne af EU’s 27 medlemslande i Bruxelles om styrkelse af forsvaret, og for første gang siden Brexit deltog Storbritanniens premierminister Keir Starmer og NATO’s generalsekretær Mark Rutte. Man kan sige, at de mødtes i det »åbne rum«, indtil det ventede møde mellem USA’s præsident Trump og Ruslands præsident Putin finder sted en af dagene. Det globale NATO-krigsparti forsøger at holde Europa på et permanent krigsspor.

I Washington D.C. lukkede Trump-administrationen i dag kontorerne for U.S. Agency for International Development (USAID). Medarbejderne fik tidligt i morges besked på ikke at møde på arbejde. USAID’s hjemmeside blev taget ned 1. februar. Dette er et direkte slag mod strømmen af finansiering og gennemførelse af farverevolutionære interventioner i mange lande, fra Ukraine til Slovakiet til Georgien og mange flere. USAID blev etableret i 1961 under præsident John F. Kennedy og opstod som en anstændig idé til udenlandsk fødevarehjælp og økonomisk kapacitetsopbygning under præsident Dwight Eisenhower. I årenes løb blev USAID forvandlet til et monster.

Udenrigsminister Marco Rubio er i dag fungerende administrator for USAID. Det handler om at adskille ægte og vigtige fødevare- og humanitære hjælpefunktioner fra det, der er blevet til regimeskiftefunktioner under USAID. Præsident Trump sagde på en pressekonference i dag i Det Ovale Kontor, hvor han kom ind på mange emner, at USAID var »et godt koncept”, men at “venstreradikale galninge” havde overtaget det.

I morgen skal Senatets udvalg stemme om Trumps kandidater Tulsi Gabbard til posten som direktør for den nationale efterretningstjeneste og Robert F. Kennedy Jr. til posten som sundhedsminister. Der er hektiske bevægelser mod de nominerede fra den dybe stats indre. Men på den anden side er der bevægelser til fordel for en dybtgående rengøring af USA’s beskidte netværk. Newsweek bragte f.eks. i går udskriften af Gabbards åbningstale til Senatets efterretningsudvalgs høring den 30. januar.

Helga Zepp-LaRouche, leder af Schiller Instituttet, kommenterede i dag, hvad der er på spil i Gabbards, RFK’s, Jr. og Patels afstemninger, ved at påpege hvordan deres tiltrædelser truer den dybe stat, som hun sagde bedre burde betegnes som »det permanente bureaukrati i det meste af de sidste 50 år« med forbrydelser og beskidte gerninger.

Med hensyn til toldsatserne kan det kun føre til en katastrofe, for hvis man nøjes med at se på mængden af ting, som USA importerer fra Mexico, så står Mexico for 63 % af de grøntsager, der importeres til USA, 47 % af frugt og nødder og 90 % af den frosne broccoli og 90 % af de avocadoer, der spises i USA. Og hvad angår biler, så udgør de over 42 % af al amerikansk import af reservedele til biler i de første to måneder af 2024. Næsten 4 millioner lette biler til USA blev produceret i Mexico sidste år. Dette vil helt sikkert føre til en stigning i priserne; især da Canada straks meddelte en modtold på 25 %. Mexico bekendtgjorde told på både landbrugs- og industrivarer. På trods af at Trump havde sagt, at alt dette vil betyde en guldalder for Amerika, indrømmede han i mellemtiden, at der også vil være en vis smerte, men at det vil være det hele værd, og at prisen skal betales. [Altså, vi får se].

Trump antydede på sin pressekonference i dag, at han eller en embedsmand fra administrationen vil tale med de kinesiske ledere om toldsatser i løbet af de næste 24 timer. Han truede også EU med at forpligte sig til at genskabe handelsbalancen.

Midt i alt dette kommer det meget vigtige besøg tirsdag aften, 4. februar, i Det Hvide Hus af Israels premierminister Benjamin Netanyahu. Han havde møder i Washington i dag, bl.a. med Trumps udsending Steve Wittkoff. Vil resultatet af dette Netanyahu-Trump-møde føre til en løsning på den forfærdelige situation i Sydvestasien? Eller det modsatte?

Israelske styrker optrappede deres angreb på Vestbredden i løbet af weekenden. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas opfordrede i går til et krisemøde i FN’s Sikkerhedsråd, som i denne måned ledes af Kina. Den kinesiske FN-ambassadør Fu Cong mødtes i morges med den palæstinensiske FN-ambassadør Riyad Mansour, og på dagens pressekonference, hvor Kinas planer for FN’s Sikkerhedsråd i februar blev bekendtgjort, sagde Fu Cong, at »situationen i Mellemøsten fortsat er en prioritet.« Tidspunktet og formatet for det ønskede møde om Israels angreb på Vestbredden er ved at blive fastlagt. Fu sagde, at der også vil være møder i FN’s Sikkerhedsråd om Yemen og Syrien. Kinas udenrigsminister Wang Yi vil personligt lede en session den 18. februar om »praktisering af multilateralisme«.

Nu er det tid til, at »Oase-planens« tilgang for udvikling og fred kommer i forgrunden. Et glimt af den involverede teknologi kommer fra Egypten, hvor nylige satellitfotos »før og efter« nær Alexandria, vest for Nildeltaet, viser, hvordan ørkenen kan blive grøn med afgrøder fra nye vandprojekter. Billederne viser, hvordan jorden i »New Delta Project« er blevet forvandlet fra 2018 til 2024.

Vær med til at mobilisere for Oase-planen sammen med Den Internationale Fredskoalition.

Foto: Joyce N. Boghosian