Flyveblad, 15. december 2015:
Finanskrakket er i gang –
Kun en revolution i den transatlantiske
politik kan afvende katastrofen

Hele det transatlantiske, London/Wall Street finanssystem befinder sig på randen af det totale kollaps. Det kunne ske hver time, hver dag, det skal være. De kritiske tegn er allerede synlige for enhver, der ikke med overlæg gør sig blind. Fire italienske banker er gået fallit i den forgangne uge, med den Europæiske Unions påtvungne bail-in plyndring af indskydernes midler til følge. Puerto Rico har allerede meddelt, at landet sandsynligvis vil gå i betalingsstandsning den 1. januar over en forfalden gæld på 1 milliard dollar, toppen af en gældsboble til i alt 72 mia. dollar; og gribbefondene er helt eksponeret. Flere hedgefonde, der er eksponeret over for Puerto Ricos gæld og den bankerot, der har fundet sted i sektoren for skiferolie og -gas, er allerede bukket under. Dette er blot et forvarsel om det transatlantiske systems umiddelbart forestående, totale sammenbrud.

Download (PDF, Unknown)

 

 




Leder, 13. december 2015:
Lyndon LaRouche: Alt, hvad der er vigtigt
ved mennesket, kan reduceres til kravet om,
at mennesket må udvikles til et højere
niveau af selvudvikling

Lyndon LaRouche: Men pointen her er altid, at menneskeslægten ikke er en (automatisk) selvudviklende personlighed. Menneskehedens skæbne er forbedring af menneskets evner, i den betydning, at mennesket kan forudse menneskehedens evner til at opnå virkninger, som menneskeheden ellers ikke ville være i stand til at præstere. Dette er noget, der går op til et højere niveau end det, vi tænker på som givne kendsgerninger, eller givne former for kendsgerninger.

Alt, hvad der et vigtigt omkring menneskeheden, kan reduceres til kravet om, at menneskeheden må udvikles til et højere niveau af selvudvikling. Menneskeheden skaber ikke selvudvikling, men menneskeheden kilder potentialet for selvudvikling. Og det er, hvad vi kalder opdagelsen af kreativitet. Og det bedste eksempel på dette, det enkle tilfælde på dette, er Einstein. Einstein gjorde præcist, hvad der måtte gøres: At opdage, hvad fremtiden er, at opdage, hvad menneskehedens muligheder er, for at virkeliggøre intet mindre end noget bedre, som kan forstås i denne sammenhæng. Det er, hvad Brunelleschi gjorde. Det er sådan, det fungerer, og det er den eneste måde, det faktisk virker på tilfredsstillende måde.

Med andre ord, så kommer menneskeheden ikke og siger, »Jeg er et stort geni«. Kommer frem og siger, »Jeg er et stort geni«. Hvad betyder det? Ved hvilken standard opdager man, hvad dette såkaldte geni er? Man ser på Einstein, og man ser på hans største række af udviklinger, og man ser det samme. Man ser det samme tidligere, i Brunelleschis arbejde. Det er alt sammen det samme. Det er begrebet om menneskehedens udødelighed, at altid gå op til et højere niveau af kreativitet, ikke inden for den eksisterende opfattelse af menneskeheden, men i en opfattelse ud over, for mennesket, ud over menneskehedens tilegnede kundskaber, på det tidspunkt.

Det er fremtiden, skabelsen af fremtiden på et højere niveau. Dette kommer ikke fra mennesket selv. Det kommer fra menneskehedens skæbne som en agent for opdagelse, der når op på et højere niveau end menneskeheden nogen sinde før har nået.

——————-

Redaktionens bemærkning: Dagens leder fra LaRouche-bevægelsen er hele Lyndon LaRouches Manhattan-diskussion fra lørdag, den 12. december. Vi har desværre ikke kapacitet til at oversætte det hele til dansk, men anbefaler kraftigt, at man læser/hører hele diskussionen, der omhandler LaRouches pointering af unikke, videnskabelige opdagelser, viljemæssigt udført af enkelte individer, som det bærende element i de periodevise revolutioner, der fører den menneskelige kultur fremad til et højere niveau, og altså ikke er noget, der ’sker af sig selv’ som følge af en forud fastlagt ’evolution’. God fornøjelse! (-red.)

——————

Lyndon LaRouche Dialogue with the Manhattan Project, Saturday, December 12, 2015

HUMAN CREATIVE COMPOSITION: ALEXANDER HAMILTON’S MANHATTAN,

BRUNELLESCHI’S DANCING ROPE BRIDGE, AND VERDI’S TUNING IN MUSIC

DENNIS SPEED:  My name is Dennis Speed and on behalf of the
LaRouche Political Action Committee I’d like to welcome you to
today’s meeting.  I believe this is the 27th meeting, but I want
to say this:
Lyn, everybody today, has or has access at least, on the
table in the back, to an {Executive Intelligence Review} magazine
simply entitled “Brunelleschi.”  Now, our Manhattan Project is
over the next week going to go into a new phase, and the music
will be leading that.  And that musical process, which will reach
a certain level, particularly over next Friday, next Saturday,
and Sunday, has already been started here today, by what Diane
just did, especially her last reference to the question of the
Solar System being inside one’s head.
So Lyn, I’d like you to do something today which I’m
requesting, which is an opening statement which takes us past the
noise of the Barack Obama apologizers of this week, such as
Donald Trump and others; and puts us on a different plane so we
can consider this concept you’ve put forward about the unity of
the nation, and the need for people, good people, be they
Republican, Democrat, Independent, or other, to come together and
accomplish what you’ve outlined can be done, which is the
immediate removal of Barack Obama from office, and the immediate
defeat of Wall Street, but by use of these methods that you had
uniquely pioneered. And the Brunelleschi {EIR} just brought this
to my mind.  So I know I don’t usually do that, but I’d like to
ask you for an opening statement, and then we go to Q&A.

LYNDON LAROUCHE:  Yes, I think the important thing that is
for us to consider, is what was actually accomplished with
Nicholas of Cusa, but prior to Nicholas of Cusa, and what
preceded that.  And therefore, once you place your ideas of
judgment in that category, suddenly you find yourself in sort of
a happy state of mind, that you are sure that you’re on the right
ground, you realize that there’s creativity.  And you go through
the Brunelleschi series entirely.  And Brunelleschi is a very
complex question for people to deal with, who are particularly
{ingénues}, because they don’t understand it.
But in the time of Brunelleschi’s leadership, he was {really
a master} in this area.  And that was something on which the
foundation, of modern civilization, has depended, on the great
achievements of Brunelleschi.  And everything else followed from
that.
But that’s a whole story in itself.  It’s something, we’ve
just gone through a choral practice, and the idea of a choral
practice, which you’ve just been doing again, on this afternoon,
and what we do in society in general, are one and the same thing.
There has to be a harmonic agreement which is not simply singing
notes one after the other, but going with the idea that
everything you’ve done up to a certain point, requires that you
make an innovation to the next note; and then to make another
one, again, an innovation to the next note.  And that’s exactly
what Brunelleschi did. And the best illustration, is he composed
or constructed, a harmonic chorus, which was {totally beautiful
music, itself},  absolutely beautiful, in his composition, in
this small area, that he occupied for this subject-matter.  And
this thing set a standard for all wise people, to look up and see
something beautiful.

SPEED:  Thank you, Lyn.  He’s referring to the Pazzi Chapel,
I believe.
And I’d like to have us go to the first question, which is
here.

Q:  My name is J–W–.  And I love that we’re doing notes,
and starting on notes, because my gosh, we’ve got some crazy
notes going on in politics — like Trump and Hillary Clinton.  So
who, as a bipartisan coalition, would you see helpful to bringing
some harmony in our country?

LAROUCHE:  I think, the point is, why not go from, beginning
with Brunelleschi; And Brunelleschi was actually the founder of
modern science, in many ways.  He did everything, everything
imaginable.  The list of his accomplishments is immense.  But his
building of the Florence Cathedral, that particular construction,
which anyone can see these days, still, this was a magical
development, and it reflects his mind.
And what the small occasion that he struck there, in that
little temple kind of place the Pazzi Chapel, musical temple, is
one of the most beautiful little things ever produced, and it
sets the standards for all kinds of beautiful things, in poetry,
music, and so forth, in general.  And so he is one of the great
geniuses who brought the future of mankind into possibility.

Q: [follow-up]  In our bipartisan coalition that we would
like to see happen in this country, do you see any particular
individual that we could anchor in on, and get some better music
notation?

LAROUCHE:  Well, in terms of my own experience, I search for
these kinds of opportunities.  And by that I mean, when I’m
dealing with something, I don’t like to do something I think is
shabby, or dull, either one.  And therefore I think my impulses
always are, to get some element of beauty, that is, but beauty in
the true sense, not beauty as some kind of construction.  But
when you just try to do the things that you think are the next
things which should happen, which is what Brunelleschi did, in
his practice, If you go back his history.  We’re doing this now,
it’s a big story.
But what he did, he set up whole systems.  Like this idea
that of a rope, if you take a rope and you pull a rope across the
stream, and the rope has a flexibility in it. So the people who
are walking across this rope, from one shore to the other; and
this one of the famous things of Brunelleschi, and his treatment
of “yes, no; yes, no; yes, no,” and so forth, was a typical part
of his whole mental life.  And he used this to induce people, how
to trust a rope system, as you walk as a human being across the
rope, from one shore to the next.  And people were doing that.
In Italy up to the recent time, this thing of the Rope Song, was
a very common feature of the culture.
In other words, you imagine you had two points across a
river.  You create a flexible structure, of the type Brunelleschi
himself made, developed, designed.  And you walk across the
thing, and you find that the rope dances.  And in order to cross
the river, you must dance, in a sense, across the rope.  When you
move on the rope, you change the direction of the rope, in terms
of the walking; and you can think that backwards and forwards,
and that’s what the Italian standard was.  And people up to the
present, or recent time, at least, remembered that song, about
the dancing rope.  Because there’s two points; you have one rope,
with a slack in it, and you’re going to use the slack as like a
piece of music.  So you step on the rope;  now when you make the
next step, you’re going to a different point in the crossing of
the rope.  The effect is that the rope effectively dances,
according to your steps of moving in one direction or the other.
And this is typical of the concept of construction, which
Brunelleschi represented.
And up to recent times, people used to sing that song, of
the Rope Song, created by Brunelleschi.  And this one of the
principal methods of demonstration, of what he was trying to
convey, to the minds of the people who were actually using that
rope to cross a stream.  And that’s still a valid thing today, as
even in my youth, or a little bit later, I was part, you know,
you would sit there and you were thinking, you were thinking the
dancing rope; but just imagining that you were walking from one
step to the next in either direction, in terms of passing over
that rope.  And this idea created an idea in the mind of the
people who were walking across this rope, from one point of
departure to point of arrival.  And this was an Italian theme,
which dominated everything since Brunelleschi, up to a recent
time, of the dancing rope.

Q: [follow-up]  How can we apply that to our bipartisan
issue here, politically, with Trump and Hillary Clinton, and how
can we…?

LAROUCHE:  Very easily, just do it.  The way to do it is,
you go backwards.  What you do is, you construct the experiment.
Now, Brunelleschi did a lot of that.  Everything that he did,
including the whole development of the chapel that he created, he
did everything that way.  And so therefore, everything worked.
He built the whole structure of the tower was based on
creating a shell which had a space, a shell within a shell.  And
I and my wife Helga walked up that system, inside the shell.  You
have also in the Italian music records, the same thing, you have
the choral presentation there.  It was all there.  It’s still all
there.
The problem is, you don’t have a population today which has
that sense of experience.  And the best thing we can do, is to
take Brunelleschi’s old work, including the tower that he built;
and that will give you an education, because you are forced to
follow a certain ropes, with values.  And you realize that your
music is the way the rope moves when you walk across it.  And by
designing that thing as what you can do in music, is the same
thing.  You can change the character of the rope, and that will
change the tune of the walking of the rope, across the stream.

Q: [follow-up] Sounds good to me.  Thank you very much!
[applause]

Q:  Okay Mr. LaRouche, it’s a pleasure to actually be here,
actually meet with you, and not to mention that singer-songwriter
Mariah Carey will perform here at the Beacon Theater tonight.
And so it’s a pretty wonderful experience, you know, to learn
more of the notes that take you back to high school, with the
music notes that we just pronounced here.
Basically, my name is C–J–, and I’m actually an owner of a
law firm.  And so basically my primary concern is, basically on
regards of Barack Obama, our President, who is supposedly in
violation of the 25th Amendment.  So I wanted to know, basically
in order to require more of my students, and to teach more of my
law students in more with regards to the 25th Amendment; and as
far as the Congress, who, as far as not producing any functioning
or producing any reins, on his behalf as far as not contributing
to him violating the 25th Amendment, and as far as them not per
se doing anything in regards of him moving in directions away
from Constitution, or violating the Constitution.  What do you
think on that?

LAROUCHE:  I looked, as to Obama’s function, was the
beginning of his career.  And I looked quickly at what he was up
to.  I had a large core group was gathered around me on this
business.  And I launched the identification of what Obama meant,
and before the end of the week, I had Obama’s number.  And my
justness on his number was never lessened; I was right from the
beginning.  {He only became worse.}
And if we want to have a civilization, you must remove any
leadership, which corresponds to that of Obama. He is identical
with the idea of a Satanic mentality. I think there are certain
Roman emperors, Nero, for example, who would fit exactly what
Obama represents today.

Q: [follow-up]  Definitely. So do you think that him and the
British Crown are affiliated with each other, as far as
coinciding with each other?

LAROUCHE: They’re identical. The Roman legacy, that is the
ancient Roman legacy, is still the foundation of the British
System.

Q: [follow-up]  Definitely.

LAROUCHE: It’s evil.

Q: [follow-up]  So, what do you think as far as Congress?
And what is their functional role because of him violating the
25th Amendment to the Constitution?

LAROUCHE: It’s obvious. Mankind has to create. Mankind is
not something that is going to be fixed. This is stupid, the way
it’s done. And the ignorance with which people approach the
subject, by habit, by induced habit, is really very destructive.
Because mankind is not a self-determining creature. Mankind
is a response to the potential of not only the Solar System, but
the Galactic System. Now, here mankind is actually, from our own
experience, mankind has progressed in understanding itself by
educating themselves to get these ideas of physical principles,
or what is the effect of physical principles, and to recognize,
that that is the natural tendency. And when you study the
Galactic System as such, and the Galactic System is a very large
and varied system.  It’s an immense thing. We have very limited
actual knowledge of the scope of that principle.
But what we find out, is we find out we can adduce the
destiny of mankind from the standpoint of things like the
Galactic System. But the Galactic System is only {one part} of a
larger system, which is the whole system of the Solar System and
beyond. And so, therefore, mankind, must come to an agreement
with that objective.  And you get that with Kepler, Kepler is a
big change in the system, his accomplishments. Then you go to
another layer, a higher layer of discovery. From Einstein, for
example. Einstein is one of the greatest models for introducing
the concept of what the human mind is properly directed to do.
And we have {not} explored this thing fully. We just know
that mankind is not the stupidity of a single human being. No
single human being, per se, is adequate to be a human being.
Mankind must always, be moving in a direction which goes to
mastering challenges, as Einstein did, in his time; is to find a
creative pathway, to a higher level than mankind has ever known
before.
So mankind is not {sui generis}. Mankind is not something
which creates a Solar System per se, but rather mankind adapts to
the opportunity of the Solar System and beyond; and mankind is
not a self-contained creature. Mankind is a guided creature,
which is guided by the heavenly powers, so to speak; those
heavenly powers which are way beyond anything mankind had known
before. {But}, the crucial thing, if you follow that pathway of
improvements, you are acting in {harmony} with mankind’s destiny.

Q: [follow-up]  I think it’s well said. I very much
appreciate it, Mr. LaRouche. Thank you.

Q: Hi, Mr. LaRouche, my name is C–. I’ve been looking into
Brunelleschi, ever since you mentioned the triad, with
Brunelleschi, Cusa, and Kepler.  And one of the things that stood
out to me when I was looking into the subject, —  you know, with
arches, an arch structure is not stable until you put that last
centerpiece, the keystone. And with domes that were built in that
time they needed the centering, and they were only stable when
the keystone was put in place.
With Brunelleschi’s dome, it never required any of that.  It
was self-standing throughout the entire process.  And there was a
contemporary during that time who described that, because he grew
up watching Brunelleschi do this incredible thing, and he
described it such that the catenary effect allowed for every
brick to be a keystone. I was wondering if you could maybe
elaborate on that?

LAROUCHE: Simply, this is something which I’m very familiar
with. I’ve spent a good deal of time particularly in Italy, when
I was working in that area with some of the people, the Italians
who were gifted Italians at that point; and with their whole
system. And this is something which is natural.
But the point here always is, that mankind is not a
self-developing personality. Mankind has a destiny of
improvement, of man’s powers in terms, that mankind is able to
foresee the powers of mankind, to achieve effects which mankind
would not otherwise be able to accomplish. This is something
which goes to a higher level than what we think of as given facts
or given kinds of facts.
Everything important about mankind can be reduced to the
requirement that mankind {must} develop to a higher level of
self-development. Mankind does not create self-development, but
mankind tickles the potential of self-development. And that’s
what we call the discovery of creativity. And the best example of
that, the simple case of that, is Einstein. Einstein did exactly
what has to be done: To discover what the future is, to discover
what mankind’s options are, to realize nothing less than
something better which you can understand in those terms.  That’s
what Brunelleschi did. That’s the way it works, and that’s the
{only} way it really works satisfactorily.
In other words, mankind does not come out and say, “I’m a
great genius.” And walk out and say, “I’m a great genius.”  What
does that mean? What’s the standard by which you discover what
this so-called alleged genius is? And you look at Einstein, and
you look at his major series of developments, and you see the
same thing. You’ll see the same thing {earlier}, in the work of
Brunelleschi. It’s all the same thing. It’s the immortal
conception of mankind, to always go to a higher level of
creativity, not within the opinion of the existing mankind, but
of a comprehension beyond, for man, beyond mankind’s accessed
knowledge, then.
It’s the future, the creation of the future to a higher
level. This does not come from man itself. It comes from the
destiny of mankind, as a discovering agency, which reaches a
higher level than mankind has ever reached before.

Q: Hi Mr. LaRouche, I’m R– from Bergen County, New Jersey.
I apologize if I am a little bit disorganized today.  But it was
last night that I came across Jeff Steinberg’s excellent
presentation last night [in the Friday Webcast], and an article
from LPAC brought my attention to a new development in the
Congress called H.Res.198, submitted by Mr. Yoho.  And to me, I
would like to get your thoughts on this, but to me this is an
extremely interesting development, where the purpose of the
resolution is to define impeachable high crimes and misdemeanors.
Without reading a lot of it, it says that:  “The absence of
impeachment standards creates an appearance that [as read]
impeachment is a partisan exercise, which undermines its
legitimacy and deters its use; and whereas the impeachment power
in the House of Representatives is a cornerstone safeguard
against Presidential tyranny…” etc. And then they go through
and define the Presidential impeachable offenses, and it’s pretty
amazing when you read down the list, because there’s nothing in
the list that hasn’t been violated numerous times, by the last
two Presidents.  For example, initiating war without
Congressional approval, killing American citizens, failing to
superintend subordinates guilty of chronic Constitutional abuses
— the list goes on and on and on.  You can read through it and
see, there are probably hundreds of instances, in which all of
these conditions have been violated by the last two Presidents.
But it raised to me, the question of why has Congress held
back?  I mean, it looks to me like there is some kind of emerging
consensus, in some sense coming into existence, which is
reflected by this H.Res.198.  But I went back and re-read the
Preamble to the Constitution, and I asked myself, has Congress
actually defended any of these conditions in the Preamble to the
Constitution? “In order to form a more perfect Union.” Has
Congress helped to form a more perfect union? I don’t think so.
“Establish justice?” Have they been defending justice?  Not with
regard to Wall Street, for example. “Ensure domestic tranquility”
—  we’re not seeing a heck of a lot of domestic tranquility
these days. “Provide for the common defense?” are they doing that
with the rise of ISIS? “Promoting the General Welfare?” Well,
they sure as heck have {not} done that. “Securing the blessings
of liberty to ourselves and our posterity?”
Bottom line is, it looks like Congress over the last 15
years has done nothing to defend the Preamble to the
Constitution.
So my question to you is, according to the Constitution,
does the Congress have the obligation to meet the requirements of
the Preamble, or is that an option for them?
Beyond that, it looks like, if these diverse elements, come
into the existence in the Congress, as reflected by Yoho’s House
resolution, it seems that LPAC, in that case, plays an essential
and very important and historic role in being a catalyst to bring
those elements together, to force these issues to be confronted.

LAROUCHE: Let’s take the case of Thomas Jefferson. Thomas
Jefferson was the force of evil working against the foundation of
the United States. And since that time, there have been a great
number of Presidents of the United States, who have, like
Jefferson, maintained a commitment to this evil, or relative
evil, at least. And this has been the dominant feature among the
Presidencies of the United States; and by the local states in
particular. The Southern states in general are hopelessly
degenerate in these questions.
And the very best of our Presidential system of recent
vintage, is a number of Presidents, who typify the effort, to
bring about — .  But then you find out that the President of the
United States, while Franklin Roosevelt seemed to be a great
genius, but when the new election came, he was replaced by the
FBI, the development of the FBI. Once the FBI was set into
motion, the corruption of the United States was, consistently,
but irregularly, going in a direction: {downward, downward,
downward, downward.}
Now therefore, in this situation, we have to operate on the
basis, of understanding a universal principle which was already
grafted, in at least its raw essence, by the founding of the
United States.  And what you have from our great first leadership
of this thing, which led to bringing of the Washington
institution as a President, from that point on, was being savaged
in one degree or another, ever since.
Now, if we understand what the original principle was, and
understand the measures by which you can test the principle,
that’s the only solution that we have.  We have to go back to the
original Constitution of Alexander Hamilton, in particular.
Hamilton had the most precise insight into what these principles
meant.  Like the four first measures on economics.  And if you
look at his four cases, and apply that, that would be sufficient
to demonstrate what the inconsistency is of most practices since
that time from more or less evil, or just stupidity.
So the point is, if we understand that principle, we have a
guide to clean up this mess.  Now, of course, Obama we have to
get rid of entirely; the Bushes–you have to burn the Bushes.
God says burn the Bushes.  Get these Bushes burned out and {clean
it up}.  And we need to have a Presidency which finally says, no,
{we are not going to go one step further, in this kind of
monstrous behavior, which we have been doing as a nation up and
down in various ways, during the best of time.}
We’ve come to a point of crisis, and it’s a crisis which
deals with the question of the United States and other nations of
the planet as a whole.  We have to bring a new condition among
nations.  We’re working on a fight on this for China; we’re
trying to rebuild India’s prospects; we’re looking at efforts in
Japan;  we’re looking at new canal systems, which are major canal
systems, and all kinds of things.  We’re also working on
recognizing that mankind, is not a creature limited to the Earth
as such–that we also have to respond, to what are the
implications of the Earth existing within this system, including
the aquatic system, like the Galactic System.  And these are
factors which mankind must take into account.
The most efficient example is that of Einstein.  Now
Einstein was absolutely unique, among all the people of his time,
absolutely unique.  It was the time in the 20th century, when the
20th century was going through a process of early disintegration
and degeneration; and it’s been going more and more deep into
degeneration ever since.  So we have to stop the process of
degeneration, which has been given to us, by recent authority,
since Franklin Roosevelt’s birth.  And we have to {exactly} put
into a new conception of mankind, which is a knowledgeable accord
with what mankind should be.  It’s not a perfect one, but it’s a
knowledgeably sound one, which will lead hopefully, to more and
more improvements of man’s role inside the Solar System, inside
the Galactic System, and beyond.  We have to discover the mystery
of what the purpose of the existence of mankind is in the
universe, and follow that pathway.

Q:  Hi Mr. LaRouche.  [E–B–] I would like to ask you, if
Sen. Bernie Sanders, the Senator from Vermont, becomes the
Democratic Party nominee for President, would you be able to
support him?  Would you be able to work together with him, if he
becomes President?
He is saying that we must bring back Glass-Steagall, and
that we must divide the wealth of the nation evenly.  He’s
against the rich corporations getting away with the tax loopholes
and not paying any taxes at all or very little taxes.  And
Senator Sanders is for the working class families and for the
middle class.  So I’m just wondering, do you think he would make
a good President?  Would you be able to work together with him
and advise him?

LAROUCHE:  Absolutely not! Absolutely not. He’s a fraud.
We’ve got another candidate up there, who is much capable,
and much more intelligent, who is also hesitating on the edge on
this thing.  But the problem is that we don’t have any prospect,
a functional prospect, to create a new Presidency.  Now we could
create that.  And I’m aware of means by which we could create
that, with the existing institutions of government, that is the
foundations of our Constitution.  And I think O’Malley would be a
more likely candidate than anyone else on the screen right now.
There are other people–you know, I’ve supported Ronald
Reagan; I was actually a part of his team, for a time. And then
they got me out of there, because they wanted to get me out; they
wanted the Bushes in there.  And since then we’ve been living in
the Bushes. Which means that everybody who’s been functioning
since Ronald Reagan was shot–he did survive–but he was shot by
a member of the Bush family.  And therefore everything has been
backed down.
I was assigned, I was in the last two terms of the
organization. And I was sent in to become, together with a great
Einstein tradition figure, with two of us–Teller.  Teller and I
were actually collaborators in this thing.  And we had been
collaborating ever since, for most of the decade.
And so we went with this, and we came up with a good
program. But what’s happened is that–what happened with Reagan,
when Reagan got shot, is that the Bush family interest took over,
heavily, and since that time we have not had a good Presidency in
any sense, since that time.  We had Bill Clinton, who was the
only approximation of that, and he had problems of getting his
own government into shape.  He never did get a full government,
because his Vice President was a foul ball.  And I worked with
him, closely on some of these projects.  And so I know what Bill
Clinton was capable of, and I understood what Reagan was capable
of. But that was a turning point.  And that was the turning point
that I experienced.
And since that time, {there has been no good President}, or
Presidential candidate of any function in the United States.  And
our issue now is, to define what the requirements are of a valid
President of the United States, which is not an offense against
the foundation of the United States, from, shall we say, the
great leader from New York.
And he {founded} this nation.  He actually pulled it
together, and got George Washington to pull it together, too.
And that’s how we got a United States.  And we have been
generally drifting up and down, ever since ever since the course
of time.
But we can do it.  {We can do it.}  We have better resources
than ever before.  But only a few of them have them.  Our job is
to spread, the knowledge, that we have, and to spread it to more
people, to create a unity of understanding, among the people of
the United States and elsewhere.

Q:  Hi, Lyn, how’s it going?  We’ve been doing a lot of work
in Brooklyn on this Italian question, back to the Italian
standard we were discussing before.  And quite generally we’ve
been working to push the Verdi tuning more prevalently amongst a
lot of thee older Italian opera singers.  In fact, one of these
Italian opera singers we met with earlier in the week, when
briefed on our mobilization around the Verdi tuning, she was very
moved; it wasn’t like–she didn’t just respond to the fact that
the Verdi tuning was just a better way of singing.  But she got
very moved because she knew that, “Ah, now you guys can do the
{Va Pensiero}.  And I can help teach you the {Va Pensiero}.”  So
she was moved on that level, that now we can actually communicate
the {idea} of the piece itself.
That same type of resonance around the music question,
around the Verdi tuning is similar to what we’re getting in the
response around even concert we’re doing with the {Messiah} in
Brooklyn.  From the business owners and the people generally in
the population, that when we present it from the standpoint that
we are going to use this, use the music question as a counter to
the homicides, the suicides, the police shootings, the mass
killings, people are responding in a similarly moving way.
And I just wanted to get your feedback, on what the effect
generally this is going to have on the population, generally?

LAROUCHE: Yes, I understand.  The point is the Italian
standard. Now I had exposed in Italy, and was a participant in a
celebration in honor of this work in Italy.  And I was a
participant in the centenary, in effect, of that period.
And what the Italian standard, as defined by that standard,
is probably the highest level of principled development of
musical development, known to me.  If anything matches that, it’s
not known to me.  And so Verdi is the standard for {all good
modern music}, as far as I know.  The perfections are great.
Now the next thing, you would have other things–the Spanish
thing is complicated, it’s a mess; the French language is a mess,
to deal with in music: it’s too much grunting and groaning
involved there.  And grunting and groaning is not good for the
musical mind.
And so what Verdi represented {is} the standard which should
set, {by Verdi’s strict standards}, as such, is the standard for
{all good music known to me}.  If it’s known to someone else,
we’ll have to talk about that.  But Verdi’s standard, as I
experienced it, at the celebration of his achievements–he was
then dead, of course; and so, we went to his headquarters where
he had lived; it was still his headquarters.  And we had a great
assembly among Italian musicians, and some Italian musicians who
were also functioning from the United States and so forth.  And
we had this great event, celebrating the work of Verdi. And that
standard is still the best.
After the Italian, you have some German work, in terms of
poetry and things like that which are better.  The French
language is a grunting language and it’s a very bad language the
way it’s used.  “Uhhnh, eehhnnn, hmm.”  Spanish similarly;
Portuguese similarly.  It does not produce good music.  And
there’s some German music which is good, but Verdi is better.
The Italian Verdi is much better.  That’s my knowledge.

Q: [follow-up] Just to follow up on that, what would you say
the overall impact is going to have is going to have on the
population when we do more of this?

LAROUCHE:  We’re going to do it.  And you know what we’re
going to do?  We’re going to take Manhattan — you may be
acquainted with that locality.  But that locality can be the
proper place within the United States as such, within Manhattan,
within the United States and bring in the Italian standard and
the things that portend to the edge, of the Italian Classical
standard. That’s the way to go.
And my conviction is that if we do that effectively, and we
do have some talent which can supply the training of some other
people, who have some skills of their own talent now, and can
acquire an improvement, copied on that talent, we can actually
change, not only the quality of music, in the United States, and
beyond, we can also create an improvement of the minds, of the
musicians, now.  Because by doing these things which are
themselves beautiful, and true, you make people stronger.  You
make them richer, in terms of what their lives mean to them and
to the people around them.
So the idea of the retuning, of music — shut down all this
crap!  Take the real standard required, for competent musical
composition, associate yourself with the best people in terms of
musicians, who could help to build the team, of a new musical
school, which is founded on the basis of, for example, exemplary,
the Italian school of Verdi, and  that itself, will make things
{much} better.  It’ll make it much better in Italy, too.

Q: [strong accent] When I left Russia, I hoped the end of my
life, I live in peace.  I found war outside and inside, every
time.  So I remember now two people, Hitler and Stalin.  I spent
50 years learning what happened to them.  I’ll just take three
minutes, not more.
Hitler’s performance was based on absolute stupidity, not
one reasonable step.  When Stalin routed him at Moscow in 1941,
then he understand that the war will be over.  After that four
years for Hitler, it was an effort to save his war, his Germany
and himself. In 1945, the war collapsed and he collapsed.  But
Germany remained.  It was the strongest nation in Europe, and
civilization, and what happened, that such a bastard, that he
did.
In 1944, I was small, and my train was travelling from
Moscow to the Crimea, across the battle of Kursk.  We stopped.  I
saw a German cemetery; it was about 2 miles wide and 10 miles
long.  The crosses, beautiful German crosses, I don’t know where
they got the wood [to make them]; these were prairies.  And on
each cross, a German cask with bullets.  That was what you call a
“weapons row” [s/l 50:28.4].  They got territory.
One stupidity after another; miserable country.  And the one
gigantic, giant, one-sixth of the Earth, and then what happened,
I find very similar now.  It’s striking similarity!
Again, somebody makes war, and has no idea how it will end.
To start you know; to finish, nobody knows.  The Crimea, I  lived
in Crimea, but I don’t want to continue about that, but I simply
want to tell you what’s going on, reminds me of the same damned
situation between Hitler and Stalin.  A striking similarity.  A
lot of talk, a lot of things, and then a catastrophe.  That war,
10 million people; in Russia, 18 million, Germany 12.  It was a
[inaudible] and one fool could do it!
What’s going on now, you know better than I do.  Thank you.

LAROUCHE:  Thank you.

SPEED:  Lyn, that speaker is someone who, a couple years ago
when you were very much emphasizing the danger of nuclear war,
after Qaddafi, helped to convey a message.  And I’d just like for
you and everybody to know, that the idea that we are in the
throes of the end of humanity if we don’t get Obama out, is very,
very well understood by many people in the world.  I just wanted
to make that quick comment, and ask that the next questioners
come up.

LAROUCHE:  It registers.  I understand this.

Q:  Hi Lyn, it’s A– here,  in New York again.  We have, as
everyone knows, a weekend of concerts of coming up, and the
timing of this is no accident.  The crucial importance of it, is
obvious to us.  I’ve been, this past week, doing flyer
distribution and talking to individuals about the {Messiah} and I
can’t help but draw that, as confused and as concerned as people
are, the personal response I’m getting is a very welcomed and
openness to attending.  And I think we’re going to have a very
big turnout, at least from the Manhattan standpoint, and we still
have another week of talking to people and making these
distributions.
And one of the things that’s kind of funny to me, in not so
much the distributions, but just in conversations with people,
we’re having a heat wave up here, and several people have said to
me — and Im not kidding — “Yes, it’s warm and that worries me.”
[laughs]  And so, I said, “well, you know, we’re singing Handel’s
{Messiah}” — I can’t even get into the global warming thing with
them!  — I tell them what we’re doing, and the response has been
very, very good.  This is not just from Boomers, these are
younger people;  I think the church that we’re using is unknown
to me, but very well known to people,  and so, there is something
different that is radiating from them.  And you oftentimes wonder
if it’s you yourself that’s kind of seeing this, but I don’t
think this was there before.  And where we are with the silliness
that people believe, and the insanity of the President, even
though they won’t talk about it, is something that’s affecting
them.  so they’re drawn to something like the {Messiah}.
My question to you is, now, once we complete this, I think
we’re going to be in a very strong position, to catalyze people.
And what is it that we should be looking to do, to make sure that
that happens, and we can make Manhattan really grow?

LAROUCHE:  Well, let’s go back, that, in October of last
year, I made a resolution, to free the United States from the
local states within it. And my conception was to look at what was
focussed on Alexander Hamilton, and to take the Hamiltonian
principle, which is a very useful one for all of these purposes,
and to say, let us create, again, something which is consistent
with the intention and the legacy of Classical musical
composition.  And what we did is, we found we were able to
influence musicians, some of them who are first-rate musicians,
performers, and others who are capable to be trained, to join the
company of musical performers.
The idea is that, and this would go largely to the area of
Manhattan and to certain areas around northern New Jersey, which
are that; and to some limited degree, to Boston and so forth,
there.  So, my view has been, we should go full speed for this
kind of program, on Classical music and related kinds of things.
And with a great emphasis on the Classical composition work.
That’s what we’ve been doing.
Now, we’ve got only in motion on this, because we are
bringing people together, who are resolved to carry this out.
The leading group of people around this group, are fully
qualified for that talent.  We have had experiments, in education
experiment, absolutely qualified.  We’ve had successes.  We
simply need to get more perfection and more breadth and more
depth in new areas of musical work; and people are coming to it.
So this is particularly in the Manhattan region.
Now, my view has been, is the idea of the United States as
being the ruling institution, I said, that’s crap!  I know the
Southern states of the United States, and most of them are crap.
I know it; and many of them who are intelligent, also know it.
but they go along with the yokel local stuff, and that local
yokel commitment destroys their ability to fulfill any mission
that they want to really get to.  So therefore, my view is, we
have Manhattan and the Manhattan area; and we have a spread into
certain areas in New England and certain other locations. We can
take what we have, as there and potential, serious potential,
work on that, and spread that from {that} region, into the rest
of the United States.
But the idea of the local yokel idea, in the state, is
stupid.  It doesn’t work!  It’s wrong!  You don’t develop
geniuses by training them to be fools.  And that’s the point. And
so, what we’ve got in the Manhattan area, with a certain group
around the northern parts of New Jersey, and you know what those
regions are; and Brooklyn, of course, is always included in
there; and we find that we have, in Manhattan and in the
adjoining area, there, we have, we have the potential of creating
a choral organization, or a nest of choral organizations, which
can bring a new spirit to the United States, through this
vicinity.  And we know you can’t do the job efficiently, if you
go at it in some other territories.  You have to go in and
{colonize}, these other states, and bring them to the reality of
the purpose of their life.

Q:  Hello, Lyn! [Bob Baker]  I wanted to attempt a question
regarding the impact of the Manhattan Project into the other
parts of the nation.  And from the standpoint, after a series of
meetings with farmers and ag producers in Iowa and Illinois, last
week, and the week before in Kansas and Missouri with cattlemen,
what I’ve come to understand, as many people know, is that the
state of the agriculture producers, is probably in a worse shape
now than it was in the 1970s:
Cattle prices have dropped 51%; in 1973, the price of corn
was $3.75 a bushel, and the price of good farmland was $700 [an
acre].  Today, the average price of good farmland is
$12,000-$15,000 an acre and the price of corn is — $3.75 a
bushel.
So what you can see is, there’s been a massive leveraging,
and it’s all coming from the Wall Street process, to where, now,
the majority of the livestock produced in the areas, is under
contracts with big packing plants which are all connected to the
Wall Street banks.  So in effect, what you’ve done is, you’ve
moved the independent, owner-operator farm, into a process where
the farmer’s building buildings, providing the land, supporting
the debt, and now he gets, a fee, to work on his farm for a big
packing plant of some kind; to raise crops for them or livestock.
What that’s done is that’s brought into the understanding of
almost everybody agriculture, is that this situation cannot
continue.  And what you see is, you see the most advanced
technology, things that you would just think about were  only
done by the rover on Mars, in terms of technology, is being used
by the average high-tech farmer today, in putting in his crops
with the GPS modern technology. So it’s very productive and very
efficient — except they’re becoming slaves to a financial
system.
Now, as a counter to that, the Manhattan Project has
influenced some people, farmers in certain areas; and in one
case, farmers who were facing a situation where their local
church was going to be knocked down, and they fought that.  Their
ancestors came from Germany, they fought to keep it, and a couple
farmers, after being connected with your type of thinking and the
Manhattan Project and Classical music, set in motion to have
Classical concerts in the church — which had never happened
before, since it was erected.
And what happened is, the one farmer commented, he said, “I
never saw so many grown men pull their hanky out” [pauses,
emotionally moved] “and wipe tears out of their eyes.”
I would like you to comment on that, in terms of the
Manhattan Project’s effect on the nation.

LAROUCHE:  This is obvious, absolutely obvious.  This is the
course that we must take, there’s no other course that’s going to
work. Agriculture, everything, the whole thing is one thing.  All
you have to do is say, “what did we lose? What was destroyed that
we had, in terms of earlier generations and earlier decades of
the population?”  And when you look at that, and you look at what
I saw while I was part of the Reagan administration, in that
period, there’s been a general trend of degeneration, of the
opportunities and resources, of the people of the United States.
We have to {eliminate} that discrepancy between the two
values, and go beyond that in terms of progress, directedly. We
can do that and we {must} do that, and we must not accept
anything {less}, than that direction of achievement.  It has to
happen fast, it has to happen now, it’s necessary to bring the
nations in general, like the nations of Asia, like China, like
India, like other nations in other parts of the world; in Africa,
in other parts of that world; in South America, to bring South
America and Central America and bring them back into a productive
role of mankind. {We must do that on a global scale.}  We must
bring those nations together for unification, of realizing, that
is, actually realizing, {physically realizing}, the
reconstruction of the productive powers of labor, and of the
human mind:  That has to be done! That is a mission which we must
never abandon.  And we must keep going, once we’ve gotten to that
point.

Q:  Mr. LaRouche, good afternoon.  R– from Brooklyn.  In
the past, you’ve talked about the Galactic coordinates; I’ve
found in talking to people, various persons, college graduates,
that global warming is not happening; that the education is so
bad, that I have to explain the Galactic coordinates.  What do
you think about this?

LAROUCHE:  Well, of course this is obvious.  The point is,
since the beginning of, well, shall we say, the Reagan
administration, the first part of the Reagan administration,
before the Bush family really got moved in there; and there’s
been a consistent degeneration.  See the last time we had an
achievement was when I won a victory, in Manhattan, at the
beginning in, in 1971, and we won then on that case, and we’ve
been losing ever since.  And when I came into the Presidency,
under the Presidency of Ronald Reagan, was a part of a middle
area, when we still had the potential at that point, of getting
progress again.
But when Reagan was actually almost killed, by a member of
his own Bush family, the trend has been {downward}, ever since.
And the rate of downwardness has tended to be predominantly, an
increasing rate of stupidity, the destruction of ideas.
So therefore, once we take that into account, we have a
mission to perform.  It’s a mission in which mankind demands for
the sake of mankind as such.  We cannot accept anything less. And
it is {achievable}!  It is an achievable event!

Q: [follow-up]  I take it that that if the Manhattan project
is successful, we will have an effect on the educational system?

LAROUCHE:  Absolutely.  That’s the only answer.  That’s the
only possibility.

Q:  Mr. LaRouche, it’s W–  from the Bronx.  I just wanted
to know, what do you think about Trump and a lot of his influence
here in the New York City?

LAROUCHE:  I think a Trump is an insult against elephants.
He’s a kind of animal we don’t want, a Trump.  And a Trump is
also a piece of folly, even in the gambling business.
Now, I hope that makes your day sweeter.

Q: [follow-up]  Yes, thank you. Thank you.  A lot of my
friends seem to like him, and I don’t understand them.

SPEED:  Wow — well, we all have friends like that.  The
ones we need to “unfriend”!  [laughter]

Q:  Or uplift!

LAROUCHE:  How are you, young man?

SPEED: Well, I have a story for you.  There is a recent
movie made, and there is an earlier documentary, about the August
1974 walk, between the two towers of the World Trade Center.
There was a Frenchman, 24 years old, who one night, with a team,
put a wire up between the two Towers; and he walked for 45
minutes between the two Towers.  {Except}, when the police went
to apprehend him — and there is documentary footage of the
actual policeman speaking in 1974,  — he said, “well, he wasn’t
really walking.  The only thing that you can say is that he was
dancing.”
Now, when this was said at the time, when I saw it, I just
thought, well, there was somehow an athletic achievement.  No!
Because the wire-walker explained, in a brief discussion, he
said, “no, well, there’s a technical name for this, it’s called a
catenary, but let me just tell you want I did.” And so he goes on
and never says more.  But he had learned the technique — he was
not a member of a circus.  He had studied various circuses, and
he also was a bit of an artist himself; he did a lot of drawings
of a lot of different constructions.  But I only bring this up
because, what you were saying earlier about the rope dance and
the fact that there are people who {knew} this, and that this is
something that {is} known and is a physical knowledge that people
have.  I thought I would just tell you that.
We’re looking for the gentleman who did it; he happens to
live in New York City these days, and to see what he might have
to say about all this.
So I just wanted to tell you that story.
I guess, if there are no other questions, we have a choral
rehearsal and other things we have to do this evening.  So Lyn,
I’d like you to give us some final remarks and we’ll get to work.

LAROUCHE:  OK, that’s a good idea!  Well, I think I have
spoken my speaking on this question today.  And I think it’s
something which, by its nature, is something which demands a
continuity of realization.  And so, I hope what we’ve done so far
in terms of this particular session, that will be something which
will lead to a profitable benefit for the people who were
involved in this work.

SPEED:  OK!  Well, thank you. So on behalf of everybody
here:  Thank you very much, Lyn. Let’s let Lyn know we appreciate
what he just did for us. [applause]

—————

 

              

 




Leder, 11. december 2015:
USA: Tro ikke på de offentlige løgne!

Den fordærvede offentlige mening og de ditto offentlige medier påstår, at Obamas fjernelse er umulig. Ja, de går endda så vidt som til at påstå, at det ikke engang bliver diskuteret. Men takket være først og fremmest, og mest af alt, den hovedrolle som katalysator, der spilles af Lyndon LaRouches »Manhattan-projekt« – er ingen af disse påstande sande. Ja, faktisk finder der en aktiv diskussion sted om behovet for at fjerne Obama på højeste regeringsplan. Ikke flere løgne; det kan gøres, og det må gøres, og vi må sørge for, at det bliver gjort, og gjort hurtigt.

Undertiden har en aktion, der angiveligt synes at være lokaliseret til et enkelt sted, såsom »Manhattan-projektet«, en universel virkning; tænk f.eks. på Brunelleschis kuppel i Firenze (katedralen Santa Maria della Fiore).

En del af det, som disse fordærvede medier og den offentlige mening forholder dig, er, at der nu foreligger et aktuelt lovforslag i Kongressen, der opregner 11 overtrædelser, der kunne udløse en rigsretssagsprocedure imod enhver præsident, der begik en hvilken som helst af disse overtrædelser. Den mest prominente af disse overtrædelser er lige netop disse »store forbrydelser og forseelser«, for hvilke Lyndon LaRouche har rejst tiltale mod Barack Obama i sine ugentlige dialoger med Manhattan-projektet.

Kongresmedlem Ted Yoho (R-Fla.) introducerede »H. Res. 198« den 13. april i år. Den er behagligt kortfattet. Efter nogle indledende »alt imens’er«, siger dens operative afsnit ganske enkelt det følgende:

»Repræsentanternes Hus erklærer, at de følgende præsidentielle handlinger skal udgøre ’store forbrydelser og forseelser’ inden for rammerne af artikel II, sektion 4, der skal udløse Husets vedtagelse af en artikel eller artikler for en rigsretssag (’impeachment’), der skal sendes til Senatet til efterprøvelse –

»(1) at indlede krig uden udtrykkelig bemyndigelse fra Kongressen

»(2) at, i USA eller i udlandet, dræbe amerikanske borgere, der ikke er engageret i aktive fjendtligheder imod USA, uden korrekt retssag (med mindre drabet var nødvendigt for at forhindre umiddelbar, alvorlig fysisk skade mod tredjeparter);

»(3) at forsømme udøvelsen af tilsyn med underordnede, der har gjort sig skyldig i kroniske forfatningsmæssige overgreb;

»(4) at bruge anviste midler i modstrid med betingelser fastsat for deres anvendelse;

»(5) med overlæg at lyve for Kongressen for at opnå bemyndigelse til krig;

»(6) at forsømme omsorgen for, at love samvittighedsfuldt udøves, derigennem, at erklæringer eller en systematisk politik for ikke-håndhævelse underskrives;

»(7) at indsætte eksekutive aftaler i stedet for traktater

»(8) med overlæg at lyve under ed for en føderal dommer eller undersøgelsesjury (grand jury)

»(9) at misbruge føderale (statslige) organisationer til fremme af en partisk politisk dagsorden;

»(10) at nægte at overholde en Kongresstævning om (udlevering af) dokumenter eller vidneaflæggelser, der er udstedt til et legitimt juridisk formål; og

«(11) at udstede eksekutive ordrer eller præsidentielle memoranda, der krænker eller omgår Kongressens forfatningsmæssige magtbeføjelser.«

Bemærk, at kongresmedlem Yohos lovforslag vil træde i kraft, så snart det er vedtaget af et flertal i Repræsentanternes Hus. Der behøves ingen handling fra Senatets side. Kongresmedlem Yoho har to medsponsorer: republikanerne Jeff Duncan fra South Carolina og Tom McClintock fra Californien. Republikaneren Justin Amash fra Michigan var en medsponsor, men trak sig tilbage den 9. juni. Vi kender endnu ikke hans begrundelser for tilbagetrækningen, men de involverer sandsynligvis intensiteten i kampen – i en kamp, som nogle ønsker, vi skal tro, slet ikke finder sted.

Hele den aktuelle fokusering på det umiddelbare behov for at fjerne Obama har ført til, at nogle personer igen undersøger bestemmelserne i Sektion 4 i det 25. tillæg til Den amerikanske Forfatning, der foreskriver, hvordan man fjerner en præsident, »der ikke er i stand til at udøve sit embedes magtbeføjelser og pligter«, men som forsømmer at gå af på eget initiativ – og således har brug for et lille skub, kunne man sige.

Den sædvanlige fremlæggelse af Sektion 4 – det, der rent faktisk har været vores sædvanlig fremlæggelse af Sektion 4 – siger, at vicepræsidenten og et flertal af regeringsmedlemmer skal vedtage at erklære præsidentens mentale defekt (i det aktuelle tilfælde). Men det er rent faktisk ikke, hvad den siger. Dette er blot et af alternativerne. Det andet alternativ er, at Kongreshusene (dvs. Repræsentanternes Hus og Senatet) ved lov etablerer en anden »institution«, der ville få virkning af en særlig kommission til at undersøge og vedtage præsidentens evne til at fortsætte i embedet.

Det er potentielt set en temmelig stor forskel.

Lyndon LaRouche tilføjede her til aften, at der må være et tværpartisk initiativ for at dumpe (Donald) Trump. Netop nu har demokrater og republikanere mulighed for at sænke Trump på en regulær, upartisk basis. Hvis de kommer frem og siger det sammen, så omdefinerer det arten af præsidentkampagnen for 2016. Selv januar måned vil være for sent. Det bør ske nu, en upartisk organisering imod Trump, og denne samme kombination må også tage initiativ til handling for at dumpe Obama.

 




Leder, 10. december 2015:
USA: Et spørgsmål om overlevelse – for hele verden. Fjern Obama!

Spørgsmålet om Frankrigs overlevelse efter det andet terrormassemord i Paris på et år blev udtrykt, da den franske præsident Hollande omgående og tvingende nødvendigt gik i aktion for at fremtvinge en alliance mellem Rusland, Frankrig og USA for at knuse ISIS og al-Qaeda.

Spørgsmålet om Ruslands overlevelse efter Tyrkiets bombning af det russiske fly over Syrien blev udtrykt, da præsident Putin holdt sin magtfulde tale til parlamentet i militærets hal, og påkaldte Ruslands 15 år lange kamp for at bekæmpe terror i Rusland, og nu, international terror, og indkaldte hver eneste russiske borger til at se sig selv som en »soldat« i denne krig.

Spørgsmålet om Amerikas overlevelse nu har intet at gøre med valggøglet efter terrorangrebet i San Bernardino. Spørgsmålet handler om den præsident Obama, der insisterer på at angribe og konfrontere Rusland og Kina som fjender, og som skjuler og benægter beviser for, at Saudi Arabien, Tyrkiet, Qatar og London støtter radikal jihadisme. Den præsident, der beordrede den amerikanske »åbning« til det Muslimske Broderskab siden 2011; som, siden afsættelsen og mordet på Gaddafi, har ført en bevidst kurs mod et endeligt opgør med Rusland og Kina, og i hvilket selvmorderisk opgør han tror, at de vil kapitulere til regimeskift, hvor som helst, han måtte ønske det.

Stiftende redaktør for Executive Intelligence Review Lyndon LaRouche har krævet, at Obama fjernes fra embedet, siden 2009, hvor han, med det samme, Obama indtog Det Hvide Hus, identificerede hans fatale »Nero-kompleks«.

LaRouche fremlagde det i dag: »Putin udøver en kvalitet af lederskab, der er de fleste amerikanske præsidenter i vores historie overlegent – men Obama! Obama begik et bevidst bedrageri, to gange på nationalt TV, hvor han dækkede over terroroperationen i Californien. Han støttede denne operation ved at forsøge at skjule dens karakter, og dernæst skjule dens sponsorer. Obama er en faktor for terrorisme og krig, en potentiel atomkrig.«

Obama driver nu nationen og planeten hen mod en atomar konfrontation, som den menneskelige civilisation ikke kan overleve. Atomvåbeneksperter kan se det og kommer med offentlige advarsler. Mindst ét kongresmedlem kan se det; kongresmedlem Tulsi Gabbard fra Hawaii udfordrede forsvarsminister Carter med denne Obamas trussel om atomkrig i Husets Komite for de Bevæbnede Styrker. Præsident Putin og det kinesiske lederskab ser det helt bestemt og træffer enhver foranstaltning til at forberede sig, så vel som til at undgå krig.

Onsdag ringede en af LaRouchePAC’s samarbejdspartnere i Midtvesten til sit kongresmedlem, briefede ham og sagde til ham, at Obama måtte fjernes ved hjælp af det 25. forfatningstillæg, omgående. Kongresmedlemmet sagde, at han ikke havde hørt nogen diskussion om dette. Vælgeren svarede magtfuldt, »Så kan du begynde diskussionen!« Det gjorde kongresmedlemmet, usandsynligt nok, og ringede tilbage til sin vælger to gange til for at rapportere, hvordan de andre i Kongressen havde reageret.

Det er blot én borger. Gang det op. Ændr hvad du tænker mht. din mulighed for at være med til at gøre, hvad der i virkeligheden er ret og nødvendigt.




Leder, 9. december 2015:
NATO har bevæget sig over i en krigstilstand mod Rusland

Efter fuldstændigt at være blevet taget på sengen af den russiske præsident Putins strategiske flankeoperation i Syrien, som annonceredes den 30. september, har Det britiske Imperium og præsident Obama lanceret en igangværende række direkte militære angreb og provokationer imod Rusland, som eskalerer for hver dag, der går. Dette har de gjort gennem helejede datterselskaber såsom ISIS (der mere ligner en gren af Londons Dope, Inc.), den tyrkiske regering, Saudi Arabien osv. Tag denne korte kronologiske oversigt i betragtning:

* 31. okt.: Ruslands Metrojet sprænges i luften over Sinai af ISIS.

* 24. nov.: Tyrkiet nedskyder et russisk SU-24 over Syrien, med klar godkendelse og forudgående ondskabsfuld hensigt fra Obamas side. Tirsdag modtog præsident Putin flyets sorte boks, som det lykkedes russiske og syriske styrker at bjærge, og meddelte, at den kun vil blive åbnet under internationale eksperters tilstedeværelse, og at den ville vise, at flyet var blevet ramt i syrisk luftrum.

* 1. dec.: Den amerikanske forsvarsminister Ash Carter annoncerede deployeringen af yderligere amerikanske specialstyrker i Irak, under den irakiske regerings højlydte protester.

* 3. dec.: Tyrkiske tropper invaderede det nordlige Irak under den irakiske regerings skingre protester, igen med klar opbakning fra Obama. Dette eskalerede den 7. dec., da der rapporteredes om yderligere tyrkiske tropper, der gik ind i området, hvilket bragte tallet op på 900 iflg. guvernøren for provinsen Ninive, rapporterer Sputnik. Tyrkiet har nægtet at trække sine troper tilbage; deres eneste »indrømmelse« har været endnu ikke at sende yderligere 350 tropper, der er opstillet på grænsen, ind.

* 6. dec.: USA bombede en syrisk militærbase i Syrien og dræbte tre soldater; et yderligere amerikansk bombeangreb dræbte 32 civile. Forsvarsministeriet har afvist ansvaret for angrebet på militærbasen og har modargumenteret med, at russerne gjorde det.

Finnian Cunningham, den anti-britiske, irske, politiske analytiker, hvis artikler jævnligt udgives i de russiske medier, opsummerede situationen i en artikel den 7. dec. i RT: »På trods af de absurde benægtelser, så er den barske konklusion den, at NATO er i krig med Syrien … gennem forlængelse betyder dette, at NATO også har bevæget sig over i en krigstilstand imod Rusland, som den syriske præsident Bashar al-Assads regerings allierede.« Cunningham konkluderede: »Det ser ud, som om Washington er parat til at starte en verdenskrig.«

Og den russiske militærekspert Vladimir Bogatyrev gav et interview til Radio Sputnik den 7. dec., hvor han sagde, at Tyrkiets indrykning i det nordlige Irak er en provokation, de er koordineret med den amerikanske regering. »Vi er gået ind i en helt ny fase i kampen mod Daesh [ISIS] … Det er afgjort en tyrkisk provokation. Og den var selvfølgelig koordineret med USA.«

Men alle disse provokationer på vegne af briterne og Obama går op imod Putins stålsatte beslutning og hans igangværende flankering af provokationerne. Tirsdag meddelte Putin og hans forsvarsminister Shoigu, at Rusland havde lanceret krydsermissiler imod ISIS fra en russisk ubåd i Middelhavet. Putin tilføjede, at missilerne kan armeres med enten et konventionelt sprænghoved eller et atomsprænghoved, men at han håbede, atomsprænghoveder »aldrig vil blive nødvendige«.

 




Leder, 7. december 2015:
USA: En sand præsidentiel erklæring om terrorisme fra Lyndon LaRouche

»Det, vi har her, er et problem, der umiddelbart kan spores til det terrorregime, der ramte Paris og andre dele af Frankrig for nylig. Vi har nu i USA, i mindre skala, den samme type operation med en arabisk gruppe for panik, og som begår massemord. De massemord, der styres af Tyrkiet og andre netop nu, er en del af den samme ting, som nu dræber amerikanere i USA på samme basis. Og grunden til, at dette finder sted, er Barack Obama, der har magt til at håndtere dette problem, men ikke gør det. Man kan derfor ikke klage over disse ting, hvis man ikke handler med de midler, der er til rådighed, for at korrigere problemet.«

»Der sker det, at politiets styrker har nogen indsigt i dette her, men den form for indsigt, der behøves, bliver ikke leveret! USA’s præsident er ansvarlig for at håndtere dette, for denne bølge af terror, der smittede fra Frankrig, som kom fra Saudi Arabien oprindeligt, derfra, rammer nu USA, og enten ved USA’s præsidentskab det, eller også er det så dumt, at det ikke ved det.«

»Nogen bør gøre noget ved det. Det her vil blive værre. Men hvis man ikke sørger for at blive dette særlige tilfælde af terror kvit – for dette er kun en del af en plan for at skabe massiv uro, på denne måde, internt i USA, så vel som andre steder.«

»Så derfor gør Obama ikke sit job! Obama handler ikke for at redde amerikanske borgeres liv. Og det er den eneste måde at få ram på det her. Lad være med at kommentere det: Korriger det.«

»Vi er kommet til et tidspunkt, hvor vi ikke simplet hen kan løse et problem ad gangen. Vi må erkende, at hele planeten, under Det britiske Imperiums indflydelse, som sådan; det var Det britiske Imperium, der organiserede de generelle krige i forrige århundrede; [den amerikanske] borgerkrigen var et produkt af dette samme problem.«

»Problemet er således, at vi simpelt hen må rense op i dette rod.«

Senere i diskussionen gentog LaRouche:

»Denne præsident må fjernes fra embedet, fordi han terroriserer hele USA’s befolkning, og han er derfor ikke skikket til at være USA’s præsident.«

LaRouches lederskab overlapper den voksende afsky i landet mod Obamas løgne, og hans afsindige fremstød mod en atomar konfrontation med Rusland og Kina – som på det seneste bruger Erdogans regering i Tyrkiet til at lancere den ene provokation efter den anden imod Rusland. Den 4. dec. var Melon-Scaifes Pittsburgh Tribune Review den seneste avis, der tog spalteskriver Charles Hurts artikel i Washington Times op, hvor denne rejser spørgsmålet om det nødvendige i at aktivere det 25. forfatningstillæg imod en præsident Obama, de er ansvarlig for, at ISIS nu »kommer til Amerika«. Andre medier, såsom Boston Herald, er oprørte over Obamas håndtering af San Bernadino-skyderiet og skriver: »Vold på arbejdspladsen? Virkelig?«

Men det er kun få mennesker i USA, der endnu forstår dybden af de forandringer, der kræves for at løse disse problemer – såsom den presserende forlængelse af Verdenslandbroen ud i hvert eneste hjørne af planeten, inklusive i det krigshærgede Mellemøsten. De har heller ikke overvejet den menneskelige kreativitets enestående egenskaber, der ligger uden for de dagligdags vaner med »praktisk tankegang«, og som er nødvendige for at få denne revolutionerende transformation til at ske.

Her kommer LaRouches Manhattan-projekt ind, som netop tager dette afgørende spørgsmål op. Som LaRouche erklærede i sin ’Samtale omkring Pejsen’:

»Sådan noget som en evolutionær proces inden for udvikling af menneskelig kultur eksisterer ikke. Der er virkninger, der finder sted på bestemte tider. Men så kollapser hele kulturen pludselig, den forsvinder, den bliver slagtet. Senere kommer der så en anden person og stimulerer til noget nyt, og giver således menneskeheden en ny chance for at gøre fremskridt.«

»Det er vores opgave at forstå dette spørgsmål om fremskridt, og fremskridt er ikke en evolutionær proces. Det er altid en revolutionær proces, det er aldrig evolutionært! Og alle, der bare sidder og venter på en revolutionær proces, narrer sig selv. En sådan form for revolution må være en genial handling, der ligesom kommer ud af intetheden. Og jeg leder efter folk, der vil gøre den slags arbejde og blive til de genier, der vil forårsage, at fremtiden bliver genfødt.«

 

 

 

 




Leder, 4. december 2015:
Præsident Putin nagler Obama;
LaRouche banker det ind

Præsident Putin holdt sin årlige tale til det russiske parlament (Den føderale Forsamling) i dag foran flere end 1.000 mennesker i Skt. Georgs Sal i Kreml. Han begyndte med at hylde de russiske militærfolk, der gør tjeneste i kampen mod terrorisme, og fortsatte med at introducere enkerne til de to soldater, der blev dræbt af Erdogan, og holde et øjebliks stilhed. Russerne ved fra 1990’erne, hvad den internationale terrorismes aggression vil sige, sagde han. Terrorisme vil aldrig blive nedkæmpet af et enkelt land.

Engang fredelige og stabile lande, – »Irak, Libyen og Syrien – er styrtet ud i kaos og anarki, der udgør en trussel mod hele verden.«

»Vi ved alle, hvorfor dette skete. Vi ved, hvem, der besluttede at afsætte de uønskede regimer og brutalt gennemtvinge deres egne regler. Hvor har det ført dem hen? De oppiskede ballade, ødelagde landenes statsdannelse, satte folk op imod hinanden, og dernæst ’vaskede de deres hænder’, som vi siger i Rusland, og banede således vejen for radikale aktivister, ekstremister og terrorister«.

Han fortsatte med at sammenligne den nuværende situation med den, der førte til Anden Verdenskrig, med alt, hvad det indebærer for russerne.

»Det internationale samfund burde have lært af fortidens lektier. De historiske paralleller i denne sag kan ikke benægtes. En manglende vilje til at slutte kræfterne sammen imod nazisterne i det 20. århundrede kostede os millioner af liv i den blodigste verdenskrig i menneskehedens historie. I dag står vi atter ansigt til ansigt med en destruktiv og barbarisk ideologi, og vi må ikke tillade disse moderne, mørke kræfter at opnå deres mål.«

Dernæst tog han sig af Tyrkiet.

»Vi ved, hvem der propper sine lommer i Tyrkiet og lader terrorister få fremgang af salget af den olie, de stjal i Syrien. Terroristerne bruger disse indkomster til at rekruttere lejesoldater, købe våben og planlægge inhumane terrorangreb mod russiske borgere, og imod borgere i Frankrig, Libanon, Mali og andre stater. Vi husker, at de militante kæmpere i Nordkaukasus i 1990’erne og 2000’erne fandt et fristed og fik moralsk og materiel hjælp i Tyrkiet. Der kan vi stadig finde dem.«

Lyndon LaRouche bemærkede, at uighur-terroristerne fra et tyrkisktalende mindretal i det vestlige Kina, der beviseligt støttes i deres terrorisme af Erdogans aktuelle regering i Tyrkiet, vækker Ruslands særlige bekymring, som de naturligvis også vækker kinesernes bekymring.

»Vi vil aldrig glemme deres hemmelige og svigagtige aftale med terrorister«, sagde Putin. »Vi har altid bedømt forræderi til at være den værste og mest skamfulde ting, man kan gøre, og det vil aldrig ændre sig. Jeg ønsker, at de skal huske dette – dem i Tyrkiet, der skød vore piloter i ryggen, de hyklere, der forsøgte at retfærdiggøre deres handlinger og dække over terrorister.«

»Jeg forstår ikke engang, hvorfor de gjorde det. Ethvert spørgsmål, de måtte have haft, ethvert problem, enhver uenighed, som vi ikke var vidende om, kunne have været afgjort på en anden måde. Plus, vi var parat til at samarbejde med Tyrkiet omkring alle de mest følsomme spørgsmål, det måtte have; vi var villige til at gå endnu videre, hvor dets allierede nægtede at gå hen. Kun Allah ved, formoder jeg, hvorfor de gjorde det. Og Allah har sandsynligvis besluttet at straffe den herskende klike i Tyrkiet ved at tage deres hjerne og forstand.«

»Men hvis de forventede en nervøs eller hysterisk reaktion fra os, hvis de ønskede at se os blive en fare for os selv, såvel som for verden, så får de det ikke. De vil ikke få nogen som helst respons, der er beregnet til at være en opvisning, eller selv en umiddelbar, politisk gevinst. Det får de ikke.«

LaRouche sagde, at Putin her peger på Barack Obamas verdensomspændende mordapparat. LaRouche sammenlignede det med det mordapparat, der blev etableret i Frankrig i 1790’erne af Det britiske Imperium, og som gjorde det af med det franske oligarki, og dernæst de fleste af de bedste og mest talentfulde franskmænd. Dette mordapparat fortsatte igennem det 19. århundrede, under Napoleon I’s og Napoleon III’s imperier. Selv om LaRouche ikke nævnte dette i dag, så omfattede dette mordapparat Frankrigs Vichy-regime under Anden Verdenskrig. Det er årsagen til, at Frankrig stadigvæk i dag er så ødelagt, især efter Charles de Gaulle blev tvunget bort fra præsidentskabet.

http://en.kremlin.ru/events/president/news/50864

 




Leder, 3. december 2015:
Obama deployerer for krig,
mens det 25. forfatningstillæg påkaldes

Præsident Obama fortsætter sin mobilisering for krig med Rusland. NATO planlægger at sender kampfly og antiluftforsvars-missiler til Tyrkiet – med Rusland som eneste mål for sådanne offensive våben – med USA’s forsvarsminister Ash Carter, der tirsdag meddelte deployeringen af 200 amerikanske jag-og-dræb specialstyrker til Irak for at finde og dræbe ISIS-ledere i både Irak og Syrien. Ikke »rådgivere« og »uddannelsesofficerer«, men dræberteams. Selv Irak reagerede imod den gale dræber, med premierminister al-Abdi, der til pressen sagde, at Irak har brug for uddannelse, våben og rådgivning fra det internationale samfund, »ikke udenlandske kamptropper på jorden, der kæmper på irakisk jord«. Han tilføjede, at en sådan deployering »ikke kan ske uden [regeringens] godkendelse, fuld koordinering og fuld respekt for Iraks suverænitet«.

Flere amerikanske aviser havde i dag udgivet opfordringer til at tage det 25. forfatningstillæg i anvendelse som nødvendigt middel til at fjerne Obama fra embedet med den begrundelse, at han ikke længere er mentalt skikket til at udføre sine pligter. Lyndon LaRouche har gentagne gange krævet, at dette forfatningstillæg omgående blev taget i anvendelse, før det lykkes Obama at lancere en menneskelig udslettelseskrig.

Obamas optræden på Klimaforandringskonferencen i Paris var så usammenhængende, at selv en af hans faste tilhængere, reporter Richard Cohen fra Washington Post, skrev en spalte med overskriften, »Obama, en præsident, der mistede sin stemme« og sagde, at »hans veltalenhed var blevet erstattet af arrigskab, og han har mistet evnen til at overtale« og at »hans problem er, at han ofte ikke har noget at sige«.

Journalisten Mark Whittington fra examiner.com responderede imidlertid: »Har Barack Obama mistet sin stemme, eller har han mistet forstanden?« Han fortsatte: »I mangel af en rigsretssag kan vicepræsident Biden måske sammenkalde regeringen, påkalde det 25. forfatningstillæg og erklære præsident Obama mentalt uegnet til at sidde rest af sin embedsperiode ud.«

LaRouche bemærkede i dag, at det var Vladimir Putin, der satte denne dynamik i gang med sin tale til FN’s Generalforsamling[1] i september, da han roligt, men bestemt, fremlagde Obamaregeringens kriminelle handlinger, hvor de rev FN’s Charter i stykker, lancerede ulovlige krige, gennemtvang regimeskift og udførte dronedrab i hele verden. Det internationale publikum var frastødt af sandheden om Obamas handlinger, og siden da har Obama selv været ude om det.

Frygten for Obama er det eneste, der holder det amerikanske folk, så vel som ledere i hele verden, tilbage fra at sige sandheden og kræve, at han fjernes, og at USA og Europa i stedet går sammen med Rusland, Kina og BRIKS-nationerne om at opbygge verden gennem processen med den Nye Silkevej, som det eneste middel til at standse Bush-Obama-politikken med overlagte, evindelige krige. Som Franklin Roosevelt sagde, stedt over for truslen om fascisme: »Vi har intet at frygte, ud over selve frygten«.[2]

[1] Præsident Putins fulde tale i FN, video, engelsk voice over. 

[2] FDR’s første indsættelsestale, dansk. 




Leder, 2. december 2015:
Hvad er rådet til den kriseramte verden i dag?
Lær af Brunelleschi!

Rådet til den kriseramte verden i dag? ’Lær af Brunelleschi!’ Det var det råd, som Lyndon LaRouche gav i går, da han udlagde Brunelleschis opdagelser, der på ingen måde var en fortsættelse af den tidligere erfaring og tankegang, men var kreative gennembrud af Brunelleschi, både mht. princip og anvendelse. Historien markeres af »opdagelsesperioder«, adskilt af perioder med degeneration, sagde LaRouche. Forstå dette, for at forstå, hvor dødbringende det nuværende øjeblik er, og søg at opnå den intellektuelle og karaktermæssige kvalitet, der kræves for at standse »dårlig historie under skabelse«, og for at skabe fremtiden. Historien er ikke noget, der ’sker for én’; man skaber den.

Lige nu kræver fremtiden, at Obama kommer væk. Der er ingen fremtid, hvis han bliver. Den trussel, der kommer fra ham, kan ikke formildes gennem reform, forhandling eller ønsketænkning.

I går konfronterede et kongresmedlem, Tulsi Gabbard (D-Hawaii), Obamas to top-forsvarsregeringsfolk med sandheden om Obamas politik i Syrien, der truer med altomfattende atomkrig. I en omfattende høring i Husets Komite for de Bevæbnede Styrker begyndte Gabbard sine kommentarer til forsvarsminister Ash Carter og formand for Generalstabscheferne Joseph Dunford således: »Eftersom vores politik med at vælte Assads syriske regering grundlæggende set har bragt os til en frontal konflikt med Rusland, har jeg nogle vigtige spørgsmål at stille om dette emne.

»Hvor mange atomsprænghoveder har Rusland rettet mod USA, og hvor mange har USA, rettet mod Rusland?« Forsvarsminister Carter undveg og svarede, at han ville tilsende hende svaret på skrift. Gabbard fortsatte: »Godt. Og det ville være korrekt at sige, at begge vore lande har evnen til at affyre disse atomvåben inden for få minutter?« Carter svarede, »Det er det«: dernæst fortsatte Gabbard med sine spørgsmål, der trak detaljerne om Syrien skarpt frem, med Obamas anti-russiske politik, der nu udgør en umiddelbar, potentiel fare for et atomholocaust.

Samtidig med, at Gabbard konfronterede Kongressen med Obamas vanvid, begyndte NATO sit todages ministermøde i Bruxelles, hvor dets London/Obama-dagsorden er at inkludere en forpligtelse til at sende mere luftforsvarsstøtte til Tyrkiet. Det kommer oven i de amerikanske F-15 fly, der allerede afpatruljerer den tyrkisk-syriske grænse. Som Gabbard sagde til Obamas regeringsfolk under høringen i går: i betragtning af, at ISIS »ikke har nogen luftvåbensaktiver, kan jeg blot antage, at disse fly har russiske fly som deres mål … « (fremhævet af red.)

Det ligger ikke i den nuværende, degraderede ’amerikanske personlighed’ let at fatte faren og finde modet til at handle. Men det er vores udfordring. Skab fremtiden!

 

Forslag til fordybelse: Redaktionen anbefaler:

»Skab en Ny Renæssance«, hovedtale af Helga Zepp-LaRouche ved Schiller Instituttets konference i Paris, juni 2015 

»Ny renæssance eller Tredje Verdenskrig? Valget der dit!«, hovedtale af Helga Zepp-LaRouche, april 2014, 

 

 




Leder, 1. december 2015:
Fjern den faktor, der fører til atomkrig – Obama

Nødvendigheden af at fjerne Barack Obama fra præsidentmyndigheden for at forhindre en ellers forestående atomar konfrontation mellem USA og Rusland og Kina blev på dramatisk vis tydeliggjort af begivenheder og advarsler i dag.

Efter Obamas (og NATO’s) aggressive, offentlige støtte til Tyrkiets provokerende krigshandling imod Rusland, var Obamas møde med Putin i dag på konferencen i Paris en eskalering. Ifølge rapporteringer fra både Det Hvide Hus og Kreml om mødet, gentog Obama, at han insisterede på, at den syriske præsident Assad »skal gå« som en forudsætning for noget som helst samarbejde imod terrorbander i Syrien; at Rusland må slutte sig til den »amerikanskledede koalition« og må ophøre med at bombe i områder, der er bastioner for al-Nusra og andre jihadist-grupper, der bevæbnes af Saudi Arabien, Tyrkiet og USA og Storbritannien. Obama ignorerer de vurderinger og rapporter, der kommer fra militær-til-militær-efterretninger, for i stedet at fortsætte sin optrapning af konfrontationen med Vladimir Putin.

En russisk, strategisk analytiker advarer i Sputnik i dag om, at den tyrkiske provokation, bakket op af NATO og Obama, skubber verden frem mod en konfrontation som den i 1962 med Cubakrisen – denne gang uden en John F. Kennedy til at løse situationen, men tværtimod med hans modsætning, den arrogante dronedræber, Obama.

Og en kinesisk seniorekspert i eurasiske anliggender med hjemsted i Hongkong kom med en endnu mere dramatisk advarsel: Hvis Obama fortsætter med at udføre provokationer i det Sydkinesiske Hav, kunne Kina meget vel respondere »asymmetrisk«, med atomkrig.

Stiftende redaktør for Executive Intelligence Review (EIR) Lyndon LaRouche insisterer på, at der ikke er anden udvej en hurtigt at fjerne Obama fra embedet og sagde i dag: »Putin havde ret i sin vurdering af sin position vis-a-vis Obama. Der bliver ingen kursændring eller tilbagetog fra Putins side; og han forstår fuldt ud, at intet samarbejde med Obama er muligt. Putin eksperimenterer ikke. Han er fast besluttet og anskuer konfrontationen fra et globalt standpunkt. Det er Obamas Hvide Hus, der laver alvorlige fejl, men alt, hvad det gør, er med fuldt overlæg.«

Dette var LaRouches udtrykkelige pointe om den kinesiske professor Zhang Baohuis advarsel om en amerikansk-kinesisk krig udløst af Obamas provokationer. Denne analyse af situationen er »fuldstændig korrekt«, bemærkede Larouche, for nær én ting – atomkonfrontationen er ikke »utilsigtet« eller »en fejl« fra Obamas side.

»Obama VED, hvad han gør«, sagde LaRouche. »Han er en dræber, og britisk kontrolleret.«

Obama truer med atomkrig og tror arrogant på et russisk eller kinesisk »tilbagetog«, der ikke eksisterer.

»Men han kan miste grebet om situationen, hvis han konfronteres af personer og kræfter, der rykker ud for at få ham fjernet fra embedet. Det er missionen – hvis vi kan gøre det i tide.«

 

Supplerende materiale:

Hongkong-professor: Obama truer Kina med atomkrig

30. november 2015 – Zhang Baohui, en professor i statskundskab og direktør for Centret for Studier af det Asiatiske Stillehavsområde ved Lingnan Universitet i Hongkong, og som i omfattende mål har skrevet om Kinas atomkapaciteter, udstedte en kraftig advarsel til Obama om, at denne fremprovokerer en konflikt, der hurtigt kunne blive til en atomkrig.

I en artikel i RSIS Commentary South China Sea Series Nov. 12, skriver Zhang, at, da Obama sendte et amerikansk krigsskib inden for 12-milegrænsen omkring Kinas nyligt konstruerede øer i det Sydkinesiske Hav den 27. okt., »tog Kina denne gang ikke skridt til konkret handling for at konfrontere det amerikanske krigsskib, men sådanne fremtidige operationer kunne alvorligt destabilisere situationen i det Sydkinesiske Hav og endda freden og stabiliteten i hele regionen. De kunne igangsætte en utilsigtet optrapning og forcere de to lande hen imod en militær konflikt. Tankegangen er ganske indlysende.

»Yderligere handlinger fra den amerikanske flådes side vil trænge det kinesiske lederskab op i en krig og tvinge det til at respondere på opfattede provokationer mod landets nationale interesser og magtanseelse. Til syvende og sidst udgør det Sydkinesiske Hav en væsentlig del af Kinas geostrategiske interesser … Desuden kunne Kina føle, at det var nødvendigt at stå fast for at afskrække en fremtidig optrapning af de amerikanske udfordringer over for landets interesser og anseelse.«

Zhang citerer både viceadmiral Yi Xiaoguang, der er vicestabschef i Folkets Befrielseshær (PLA), og som sagde, at Kina »vil tage alle nødvendige midler i anvendelse for at forsvare sin suverænitet«, hvis USA udfører lignende handlinger, og også general Fan Changlong, vicepræsident for Kinas kommunistiske partis (CCP) Centrale Militærkommission, der til kommandør for USA’s Stillehavskommando (PACOM), admiral Harry Harris, sagde, at alle fremtidige aktioner fra den amerikanske flådes side kunne udløse utilsigtede optrapninger, der skader begge landes interesser.

Kineserne har sidenhen udvidet sine militærøvelser i regionen og offentliggjort fotos af søbaserede strategiske missiler, der bæres på deres atomubåde, og som »har til hensigt at afskrække USA«, siger Zhang.

Under kapiteltitlen »Defekt amerikansk opfattelse« advarer Zhang: »Diverse kinesisk retorik og forholdsregler indikerer, at Kina kunne ty til mere konkrete og magtfulde forholdsregler for at konfrontere den amerikanske flåde. I så tilfælde vil en konfrontation mellem de to flåder blive uundgåelig. Hvad der er endnu værre, så kunne konfrontationen udløse en optrapning mod militære konflikter.

Det amerikanske militær synes imidlertid at være intetanende om dette scenario … Det er i høj grad sandsynligt, at amerikanske beslutningstagere antager, at Kina ville indtage en politik for ikke-handling, når konfronteret med indtrængende amerikanske flådefartøjer. Denne amerikanske forventning er defekt, eftersom Kina er en atomstormagt. Når de trænges op i en krog, kan stater med atomvåben true med en asymmetrisk optrapning for at afskrække en modstander fra at skade deres nøgleinteresser. Militærparaden i Beijing den 3. september afslørede, at Kinas nye generation af taktiske missiler, såsom DF-26, kan armeres med atomsprænghoveder. Nylig information indikerer også, at Kinas luftlancerede langtrækkende krydsermissiler ligeledes kan armeres med taktiske atomsprænghoveder. Faktisk kunne de seneste fotos af JL-2 søbaserede atommissiler, der affyres fra havet, være et gedulgt atomsignal, som Kina sender for at afskrække USA.«

Zhang bemærker, at, alt imens det Sydkinesiske Hav tydeligvis er en del af Kinas kerneinteresser, så gælder dette ikke for USA. »Når en krisesituation eskalerer og begynder at involvere potentielle atomare scenarier«, skriver han, »står USA over for det barske valg, at de enten er de første til at trække sig tilbage, eller også står over for at kæmpe mod et atombevæbnet Kina. Ingen af disse muligheder er attraktiv, og begge kræver høje omkostninger, enten for anseelse eller i menneskeliv, for USA.«

»Det vil derfor være uklogt af USA at udfordre Kina. Ved at undervurdere Beijings faste forsæt om at forsvare sine interesser, omdømme og evne til at afskrække, kunne denne plan igangsætte en eskalerende spiral, der sluttelig ville skade amerikanske interesser.«

Han konkluderer, at begge sider må overveje ’worst case scenarios’ – de værst tænkelige scenarier.[1] »Det er bydende nødvendigt, at både Kina og USA overvejer, hvordan deres handlinger kunne medføre utilsigtede konsekvenser, isæt en utilsigtet optrapning mod en militær konflikt … Der er ingen, især ikke lande i regionen, der ønsker dette scenarie.«

Lyndon LaRouche bemærkede, at denne analyse er »fuldstændig korrekt«, bortset fra, at en sådan konsekvens ikke ville være »utilsigtet« fra Obamas side; det er hans plan at tvinge Kina og Rusland til et tilbagetog, eller også gå i krig.

[1] Se video fra LaRouchePAC: »Ingen overlevende«, danske undertekster.

En mørk, grusom, men helt igennem sandfærdig afbildning af truslen om en termonuklear krig og konsekvenserne, og Obamas deployering af hovedparten af USA’s termonukleare kapacitet i flere områder, som truer både Rusland og Kina.

 

Advarsel om en Ny Cubakrise

30. november 2015 – »Tyrkiet baner vejen for en Ny Cubakrise«, lyder den barske, advarende titel på en artikel i Sputnik den 29. nov., skrevet af den politiske analytiker Pyotr Iskenderov fra Ruslands Strategiske Kulturstiftelse, med undertitlen, »Invitation til ballade: Trækker Erdogan Europa ind i en Ny ’Cubakrise’?«

Iskenderovs advarsel påpeger først det, der skete den 24. nov.: »Tyrkiets uhørte provokation kunne meget vel føre til en konfrontation, der minder os om den Kolde Krigs mørkeste dage«; uhørt, fordi intet russisk militærfly er blevet skudt ned af et NATO-medlemsland i Alliancens historie. Artiklen advarer også imod den umiddelbare fremtid og Obamas rolle i opbakningen til Tyrkiet. »Tyrkiet besluttede at nedskyde det russiske bombefly, fordi præsident Recep Tayyip Erdogan føler sig overbevist om, at NATO og især USA vil bakke ham op, uanset, hvad der sker. Ønsket om at udnytte modsigelserne mellem stormagter har altid været et redskab i det (Neo)-ottomanske Imperiums politik.«

Der er nogen, der bringer en diskussion på bane om, hvorvidt Tyrkiet skal spærre Bosporusstrædet for russiske skibe, der supplerer Ruslands styrker, som bekæmper terrorister i Syrien. Dette ville imidlertid ikke blive tolereret af Rusland; og Erdogans stilling over for sin egen kommando kunne vise sig temmelig svag.

En webside, der sporer skibsruter, atmarinetraffic.com, rapporterede mandag, at fartøjer under russisk flag nu forsinkes af Tyrkiet, når de søger at passere gennem Bosporus. Det Kiev-baserede Center for Transportstrategier rapporterede dette offentligt: »Søndag sejlede russiske fartøjer i zig-zag-kurs og i buede linjer, mens de i timevis ventede på tilladelse til at krydse strædet. Fartøjer fra andre lande blev ikke opholdt.«

 

 




Leder, 29. november 2015:
»Spær Obama inde bag lås og slå for at
afværge den umiddelbare fare for atomkrig«

STOP 3. VERDENSKRIG: 

Følgende erklæring blev udlagt på LaRouchePAC websiden her til aften, den 28. nov.:

Lyndon LaRouche gentog i dag sin tidligere advarsel, der nu er endnu mere overhængende nødvendig, om, at den amerikanske præsident Barack Obama er fast besluttet på at følge en kurs mod atomkrig og omgående må fjernes fra embedet. Advarslen kommer som respons på optrapningen af Obamas igangværende politik for en atomar konfrontation med Rusland, som det eksemplificeres af nedskydningen af et russisk militærfly over Syrien af medlem af NATO og USA’s allierede, Tyrkiet. Tyrkiets handling kunne kun være forekommet med Obamas velsignelse. LaRouches advarsler understreges af amerikanske sikkerhedseksperters vurderinger. Alligevel er der en tåbelig tilbageholdenhed med hensyn til at kræve det eneste middel, der kan trække verden tilbage fra truslen om atomkrig – at fjerne Obama fra kontrollen over USA’s atomstyrker ved at stille ham for en rigsret, eller ved at aktivere det 25. tillæg til den amerikanske Forfatning.

Den seneste advarsel om en mulig umiddelbart overhængende atomkrig er netop blevet publiceret i Politico Magazine af en tidligere atommissil-affyringsofficer, Bruce G. Blair, med titlen »Kunne spændinger mellem USA og Rusland eskalere atomart?«. Blair påpeger Obamaregeringens politik med affyr-på-varsel (launch on warning) og den korte responstid til at træffe beslutningen om at lancere atomstyrker. Han erklærer, at dette sætter verden på en hårs bredde fra atomkrig, der er farligere end under den Kolde Krig.

Blair advarer:

»Det er især sandt, eftersom offentligheden ikke gør sig klart, hvor lidt tid, der er, for vore ledere til at træffe afgørelsen om at bruge atomvåben, selv i dag – og om noget, så gør atmosfæren det til en endnu mere hårfin udløsermekanisme med truslen om cyberkrig. En affyringsordre er på længde med et tweet. Missilmandskabet transmitterer dernæst en kort strøm af computersignaler, der omgående antænder raketmotorerne til mange hundrede landbaserede missiler. For USA’s vedkommende tager dette 1 minut. Som forhenværende atommissil-affyringsofficer har jeg personligt trænet dette hundreder af gange. Vi blev kaldt for Minutmænd. Amerikansk ubådsmandskab bruger lidt længere tid; de kan affyre deres missiler efter 12 minutter.«

»I betragtning af den 11- til 30-minutters flyvetid for angrebsmissiler (11 for ubåde, der lurer ud for modpartens kyster, og 30 for raketter, der flyver over polerne til den anden siden af planeten), er beslutningstagningen for atomanvendelse, under ’launch on warning’ – altså processen fra varsling til beslutning om handling – ekstremt forceret, følelsesmæssigt højspændt og proforma, drevet frem af checklister. Jeg beskriver det som den mekanisk rutinemæssige iværksættelse af et forberedt manuskript. Under nogle scenarier modtager præsidenten, efter en blot 3 minutter lang vurdering af de første varslingsdata, en 30 sekunder lang briefing om sine atomare responsmuligheder og disses konsekvenser. Han har dernæst nogle få minutter – maksimalt 12, mere sandsynligt 3 til 6 – til at vælge en af dem.«

I denne sammenhæng kan Obamas deployering af amerikanske og allierede styrker imod Rusland kun ses som en eskalering imod en konflikt med atomvåben. For eksempel nævner Blair deployeringen af amerikanske Aegis-krigsskibe til Sortehavet, armeret med krydsermissiler, der kunne angribe Moskva på få minutter. Eller deployeringen af amerikanske strategiske bombefly, der flyver mod Rusland. Dette tvinger så igen Rusland ind i en optrappende respons.

Blair spørger:

»Forstår amerikanske ledere, at russerne har grund til at frygte, at en trussel om halshugning (dvs. lamme en regering ved at fjerne dens ledelse, -red.) er ved at vokse frem, og at denne trussel meget vel kunne være den underliggende drivkraft, der hæver indsatsen for Rusland til et niveau med en eksistentiel trussel, der påbyder forberedelse til at anvende atomvåben? Det tvivler jeg på, at de gør.«

Den skræmmende konklusion, som Blair ikke drager, er imidlertid, at USA’s præsident Barack Obama forstår dette og har til hensigt at skabe en eksistentiel krise for Rusland, og således bringe verden ud på randen af atomkrig. Siden begyndelsen af Barack Obamas præsidentskab har LaRouche advaret om, at Obama er en narcissistisk dræber. Alt, hvad Obama sidenhen har gjort, har bevist, at LaRouche havde ret. Man behøver blot se på Obamas indtræden i rollen som global bøddel, der præsiderer over de regulære tirsdagsmøder, hvor han personligt træffer beslutning om de amerikanske droneangrebs dræberlister. Eller hans konfronterende adfærd mod Rusland i kølvandet på den tyrkiske nedskydning af det russiske militærfly.

Der er ikke tid eller plads til en lang debat om dette spørgsmål. Obamas atomkrigsprovokationer udgør en trussel mod den menneskelige arts eksistens. Han må fjernes nu. Et enkelt medlem af Kongressen kan retmæssigt indlede en rigsretsprocedure. Ansvarlige regeringsfolk i præsidentskabet kan retmæssigt indlede det 25. forfatningstillæg med den begrundelse, at en præsident, der har til hensigt at fremprovokere atomkrig, ikke længere er skikket til embedet.

Det amerikanske folk må nu agte på LaRouches advarsel. Fjern Obama Nu!

 

Supplerende materiale:

Putin og Hollande mødes i Moskva – Aftale om koordinering – Går efter oliesmugling m.m. – Obama på sidelinjen; afsløret

 

 




Leder, 27. november 2015:
I har meget lidt tid til at ændre jeres tankegang

… LaRouche refererede herefter til et møde tirsdag aften, hvor han havde insisteret på, at Obama omgående må ydmyges og degraderes i en grad, hvor han ikke længere vil være i stand til at gennemtvinge de sidste, tilbageværende, korte skridt mod en atomkrig, og heller ikke vil være i stand til at forhindre, at han brat tvinges fra embedet. Dette er et spørgsmål om liv eller død for menneskeheden – ikke uger ud i fremtiden, men lige nu, på Thanksgiving Day, og fredag morgen.

Under en telefonkonference onsdag morgen, den 25. nov., med sin Politiske Komite sagde Lyndon LaRouche: »Jeg mener ikke, vi befinder os i en god tid. Vi er i en desorganiseret tid, en tid med nederlag. Vi er ikke særligt effektive lige nu. Vores organisation som helhed lykkes ikke, med hensyn til vores præstationer; dette må vi rette op på.«

LaRouche refererede herefter til et møde tirsdag aften, hvor han havde insisteret på, at Obama omgående må ydmyges og degraderes i en grad, hvor han ikke længere vil være i stand til at gennemtvinge de sidste, tilbageværende, korte skridt mod en atomkrig, og heller ikke vil være i stand til at forhindre, at han brat tvinges fra embedet. Dette er et spørgsmål om liv eller død for menneskeheden – ikke uger ud i fremtiden, men lige nu, på Thanksgiving Day[1], og fredag morgen.

For alle, der stadig er i tvivl, så blev det offentligt indrømmet denne tirsdag morgen, at de fleste af jer ikke har denne tankegang, og derfor ikke præsterer denne adfærd.

Under sin haste-diskussion med aktivister i hele USA, (den såkaldte ’Fireside Chat’) om aftenen den 25. kom det sidste spørgsmål fra en texaner, som sagde, at en rigsretssag mod Obama var udelukket, eftersom dette kræver to tredjedele af Senatet, og aldrig før er sket. Obama burde smides ud i et militærkup efter krav fra befolkningen, ligesom den egyptiske diktator Morsi, fortsatte spørgeren, men dette er ikke muligt, eftersom Obama har fyret alle de gode generaler. Hvordan kan vi få det amerikanske folk til at rejse sig en masse og kræve Obamas afsættelse, spurgte han?

LaRouche svarede, at der ikke er noget systemisk princip, der forhindrer dette. Folk må mobiliseres til at uddanne sig selv på den rette måde. De værdier, man har lært dem at tilpasse sig til, har fordærvet dem. Det er ikke kun et spørgsmål om at fjerne skidtet fra folks hoveder: de må bringes til at forstå de sygdomme, som de har inficeret deres egne hjerner med. Det vil virke.

Hvis man ønsker at kontrollere samfundet, korrumperer (fordærver) man samfundet; man inducerer folk til at tro på noget, der ikke er sandt; hvorimod sandfærdig viden ikke er alment praktiseret. Dette skyldes, at vore regeringssystemer så ofte er korrupte.

Man må få folk til at se på sig selv og sige, »Hvad gør jeg forkert?« De kan forstå dette, men de må begynde et studie af sig selv og gennemgå, hvad det er, de burde tænke på, med de rette ideer. Dette kan gøres, men den eneste måde, det kan gøres på, er ved, at folk inspicerer sig selv meget grundigt. At de genovervejer, hvad det er, de har vedtaget som deres mening. Under visse omstændigheder er dette sket med held. Det har vi nu igen brug for.

 

[1] I USA en overvejende sekulariseret helligdag den fjerde torsdag i november, der er blevet fejret lige siden de første europæere kom til Den nye Verden; oprindeligt en taksigelse for årets høst.




Leder, 26. november 2015:
Dump Obama, eller se en atomar udslettelseskrig i øjnene

Den britiske agent Barack Obama stod bag den tyrkiske nedskydning af det russiske Su-24 fly over syrisk luftrum tirsdag, den 24. november, og den russiske regering har gjort det klart, at det er fuldt ud klar over Obamas medskyldighed. I en telefonsamtale med den amerikanske udenrigsminister John Kerry onsdag påpegede den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov, at, under bestemmelserne i forståelsesmemorandaet om dekonfliktion, som USA og Rusland for nyligt underskrev, tog USA ansvaret for alle de såkaldte koalitionspartneres handlinger. Mere præcist, så påpegede Lavrov, at angrebet på det russiske fly blev udført af et amerikansk fremstillet F-16, og der foreligger en bindende forståelse, der går ud på, at offensive operationer med anvendelse af amerikansk fremstillede fly skal cleares forud.

I det umiddelbare kølvand på nedskydningen af den russiske jet var det vigtigt for præsident Obama at telefonere til den tyrkiske præsident Erdogan for at forsikre ham om, at USA fuldt ud støttede hans »suveræne« handlinger. I sin afskyelige pressekonference sammen med den franske præsident Hollande tirsdag aften kastede Obama sig i sit storhedsvanvid ud i et angreb på Putin og Rusland og kaldte dem »afvigerne« og »tilbød« Rusland en sidste chance for at slutte sig til den amerikansk ledede »koalition«, der udfører den rigtige bekæmpelse af ISIS.

Obama gjorde det, han gør bedst – han løj, patologisk, på vegne af sine britiske herrer. I umindelige tider har den britiske krones strategi været den at fremprovokere krig mellem USA og Rusland og bære ved til bålet for en permanent befolkningskrig internt i den muslimske verden, mellem sunni og shia, ved at anvende deres (briternes) saudiske juniorpartnere som hovedprovokatører. Nu er Tyrkiet, under det korrupte Erdogan-regime, blevet bragt ind i blandingen for at oppiske betingelserne for en verdenskrig. Obama har været hovedaktivet for denne britiske krigsstrategi, lige siden han tiltrådte embedet, og indledte sin første embedsperiode med et besøg hos Dronning Elizabeth og Prins Philip i London, tre måneder efter sin indsættelse.

Et voksende antal politiske analytikere har tilsluttet sig Lyndon LaRouches afsløring af Obamas medskyldighed i tirsdagens tyrkiske handlinger. John Helmer i Moskva, Justin Raimondo, Daniel McAdams fra Ron Paul Institute og Pepe Escobar har inden for de seneste 24 timer alle offentligt udtalt, at Erdogan aldrig ville have lanceret et angreb mod det russiske fly uden forudgående godkendelse fra Obama.

I respons til det tyrkiske angreb har præsident Putin annonceret flere omgående militære modforholdsregler, inklusive deployeringen af de mest avancerede S-400 luftforsvarssystemer til den russiske luftbase i den syriske provins Latakia, udstationeringen af et overflade-til-luft (SAM) missilskib ud for Syriens kyst, samt en opgradering af ledsagefly, der kan afværge angreb, til alle fremtidige russiske bombetogter imod ISIS og mål i Syrien. Den russiske regering har gjort det klart, at de har beviser, inkl. varmesporet fra det nedskudte Su-24-fly, på, at flyet aldrig var inde over tyrkisk luftrum. En unavngiven amerikansk regeringsperson sagde til Reuters og andre nyhedsbureauer, at det russiske fly blev skudt ned over syrisk luftrum efter en meget kort passage gennem tyrkisk luftrum, der ikke kunne have varet mere end nogle få sekunder. Angrebet var planlagt på forhånd, med fuldt overlæg, og havde til hensigt at smadre klimaet efter angrebene i Paris, hvor en potentiel afgørelse af den fem år lange krig i Syrien og en koncentreret kampagne for at nedkæmpe ISIS og Nusra var ved at komme op at stå.

Putin vil svare tilbage med et flankeangreb, på linje med sin deployering af russiske styrker i Syrien, der fundamentalt ændrede konfliktens kurs, i september måned.

Skulle der herske nogen tvivl om, at dette er et globalt, britisk/Obama-ledet krigsfremstød mod Rusland, så se blot på Ukraine, hvor Sektor Højre har bombet elektricitetsledninger til Krim, og hvor Victoria Nulands (USA’s viceudenrigsminister for eurasiske og europæiske anliggender, -red.) kæledægge, ’Jats’ Jatsenjuk, netop har meddelt, at han har forbudt russiske fly enhver adgang til det ukrainske luftrum. Det svarer til en trussel om at nedskyde et russisk fly, hvornår det skal være.

Briternes største sårbarhed i dette fremstød for krig er Barack Obama. Han har begået forbrydelser imod menneskeheden, og så mange kriminelle handlinger, der berettiger til, at han stilles for en rigsret, at han udelukkende kun stadig er i embedet takket være fejheden og opportunismen hos de fleste af Kongressens medlemmer og det amerikanske folk, der tolererer hans eksistens, med deres eget liv som indsats.

 

Dokumentation:

Ruslands udenrigsminister Lavrov: Godkendte USA på forhånd Tyrkiets handling?

25. november 2015 – Den amerikanske udenrigsminister John Kerry kondolerede på USA’s vegne over for den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov over telefon i dag, iflg. en erklæring udgivet af USA’s Udenrigsministerium. Forud for telefonopringningen sagde Lavrov til reportere i Moskva, at Rusland ved, at USA altid af sine koalitionspartnere i Syrien kræver, at brug af amerikanske kampfly koordineres med USA. Han påpegede således, iflg. TASS, den mulighed, at de tyrkiske myndigheder havde diskuteret deres beslutning om at beordre deres krigsfly i luften til at nedskyde det russiske fly med USA.

»Nogle medlemmer af koalitionen, inklusive dem, der leverer deres kampfly til angreb mod Irak og Syrien, har betroet os, at de involverede fly var af amerikansk fabrikat, og amerikanerne kræver normalt en tilladelse fra USA til sådanne operationer«, sagde Lavrov. »Så vidt jeg forstår, blev vores fly skudt ned af et amerikansk fremstillet F-16-fly. Vi ved endnu ikke, om USA’s krav gælder for Tyrkiet, og hvis det gør, ville jeg gerne vide, om Tyrkiet har spurgt USA om lov til at sende sine fly af sted på en kampmission og nedskyde et fly, selv om dette sandsynligvis er identificeret, over syrisk territorium.«

Lavrov mindede Kerry om, at, under bestemmelserne i Forståelsesmemorandaet (MOU) om dekonfliktion tager USA direkte ansvaret for de såkaldte koalitionspartneres handlinger, og det omfatter Tyrkiet. Lavrov bemærkede ligeledes, at Tyrkiet og Rusland, uafhængigt af MOU’et, etablerede en ’hot line’ telefonforbindelse, men at der ikke var nogen indsats fra nogen tyrkisk regeringsperson for at bruge denne linje til at afværge nedskydningen.

Lavrov talte også med sin tyrkiske modpart, Ahmet Cavusoglu, tidligere på dagen. Lavrov sagde, at Rusland ikke har nogen planer om at gå i krig med Tyrkiet, men at de planlagte russiske, diplomatiske besøg til Tyrkiet, og vice versa, heller ikke vil blive gennemført. Lavrov sagde, at hans tyrkiske modpart gav udtryk for beklagelse over Sukhoi-24M-hændelsen, men forsøgte samtidig at fremlægge undskyldninger for de handlinger, som det tyrkiske luftvåben begik.

»Hvad bør Tyrkiet gøre for at normalisere situationen?«, spurgte Lavrov. »Vi må nødvendigvis drage den konklusion, at angreb som det i går til syvende og sidst er absolut uacceptable. Jeg har hørt kondolencer fra [den tyrkiske udenrigs]minister Cavusoglu, men alle de andre erklæringer havde til hensigt at retfærdiggøre den tyrkiske holdning.«

Lavrov bemærkede også, at angrebet på Ruslands Su-24M-fly ligner en planlagt provokation. »Vi betvivler alvorligt, at det var uagtsomt; det ligner en planlagt provokation«, sagde Lavrov og tilføjede, at nogle russiske partnere kalder nedskydningen for »et åbenlyst bagholdsangreb«.

 

»Ville Tyrkiet handle uden USA’s tilladelse?« spørger politiske kommentatorer McAdams og Escobar; Andre advarer om atomkrig

25. november 2015 – »Et spørgsmål lyder, ville [den tyrkiske præsident] Erdogan gøre dette uden USA’s tilladelse, uden USA’s støtte?«, sagde Daniel McAdams, adm. dir. for Ron Paul Instituttet for Fred og Fremgang i et interview i dag med Sputnik International. McAdams, en mangeårig støtte til Ron Paul i Kongressen, anklagede Tyrkiet for kriminel aktivitet med at hjælpe ISIS: »Dette er meget alvorligt«, sagde han, » … Tyrkiet har gjort det muligt for sig selv at blive til et super-arnested for ISIS og andre jihadister, der kan bevæge sig frem og tilbage fra Syrien til Tyrkiet … hvis man vil have kriminel aktivitet, er Tyrkiet mindst en medskyldig i forbrydelsen.«

McAdams inkluderede Obama i forbrydelsen: »Netop i denne uge overvejede USA at invitere al-Qaedas affilierede Ahrar ash-Sham til også at deltage i drøftelserne [om Syrien]. Så, 14 år efter, at al-Qaeda angreb USA den 11. september, taler USA om at bringe en organisation, der er tilknyttet al-Qaeda, ind, som en moderat opposition til Syrien.«

Obamas rolle rejses også af Pepe Escobar: »Lad os gå lige ind til benet. Den idé, at Tyrkiets nedskydning af et russisk Su-24-fly af et ’made-in-USA’ F-16 blev gennemført uden enten grønt lys eller i det mindste en på forhånd arrangeret ’støtte’ fra Washington«, er næsten umuligt at tro på. Dernæst fremlægger Escobar en synopsis over Tyrkiets beskidte rolle under ’Sultan Erdogan’ med at hjælpe ISIS og smugling af olie, stjålet af ISIS, fra Syrien og Irak. Han dokumenterer også, at »Bilal Erdogan, sultanens søn, er en betydelig spekulant« inden for denne handel, og som Putin, bemærker han, afslørede under G20-topmødet i Antalya, Tyrkiet, i sidste uge.

Der er også alvorlige advarsler om faren for en atomkrig. Den republikanske præsidentkandidat Rand Paul sagde i går, iflg. The Hill: »Nedskydningen af et russisk kampfly illustrerer præcist, hvorfor vi må have en åben linje« til Rusland. Han knuste også andre kandidaters krav om en flyveforbudszone og sagde, »nedskydning af de andre landes kampfly vil blive resultatet, og en krig mellem atomare stormagter en mulighed«. Redaktøren af antiwar.com, Justin Raimondo, siger, at »amerikanerne vil have en ny Cubansk missilkrise … Er I parate til Tredje Verdenskrig?«

 

 




Leder, 25. november 2015:
Obama har organiseret en krigshandling
– Ekstraordinær diskussion med Lyndon Larouche torsdag
– Ekstraordinær live diskussion med Tom Gillesberg torsdag aften – Vær med

Lyndon LaRouche responderede i dag til den tyrkiske nedskydning af et russisk kampfly ved at erklære, at »Obama har organiseret en krigshandling og har således sat USA, såvel som resten af menneskeheden, i fare.

Kvalificerede amerikanske personer har, i det umiddelbare kølvand af Tyrkiets handling, understreget, at Tyrkiets præsident Erdogan aldrig ville have udført denne aktion, hvis han ikke på forhånd vidste, at han havde stiltiende støtte fra Obama. De samme kilder observerede, at Obama i weekenden var rasende over, at den franske regering, under et enormt folkeligt pres, har taget skridt til en reel alliance med Rusland for at knuse ISIS. I skarp kontrast til denne fornuftige, franske respons til angrebene i Paris den 13. november har Obama gentaget sine krav om, at afsættelsen af den syriske præsident Bashar al-Assad må finde sted omgående, og må gå forud for aktionerne imod Islamisk Stat.

LaRouche krævede Obamas omgående fjernelse fra embedet. »Der kan ikke være nogen undskyldninger for Obama, hvis menneskeheden skal overleve. Vejen bort fra Tredje Verdenskrig er, at retskafne amerikanere fordømmer præsidenten ved enhver given lejlighed.«

 

Gå ind på https://larouchepac.com/ og hør Lyndon LaRouche i en ekstraordinær diskussion, fremkaldt af denne nødssituation, med aktivister i hele USA

onsdag, kl. 21 Eastern time (kl. 03.00 torsdag dansk tid)

OBS! Benyt chancen for at diskutere live med Tom Gillesberg torsdag aften, se opslag om konferencelinje her på hjemmesiden

 

 




Leder, 24. november 2015: Der bliver ingen
fred, før det britiske monarki afsættes
– Den britiske marionet Obama er en foragtelig person

Hvor den russiske præsident Putin lancerede en flanke, der kunne føre til den totale ødelæggelse af ISIS og al-Qaeda-terroristers base i Syrien og Irak, så har briterne nu aggressivt interveneret imod denne flanke, som hele planeten så desperat har brug for.

Den britiske premierminister Camerons aktuelle, hektiske deployering har til formål at forstærke den krigspolitik, der nu er modstand imod – Tony Blairs, George W. Bush’ og Barack Obamas katastrofale politik – britiske agenter og marionetter. Cameron insisterer: Nej, ødelæg ikke baserne for de terrorister, der nu myrder løs i Mellemøsten og Europa. Assad må først væltes som Syriens præsident.

Og marionetten Obama har i hele den forgangne uge gentaget: Intet samarbejde imod ISIS; forudsætningen er, at Rusland må gå med til, at Assad først må smides ud.

Det britiske monarki og finansielle imperium insisterer: Gå ikke efter ISIS’ finansierer og våbenleverandører i Saudi Arabien; gå ikke efter dets hjælper i den tyrkiske regering. Og frem for alt, gå ikke imod den britisk-saudiske politik for regimeskift-krige, der føres af Bush og Obama, og som bevidst har skabt og udbredt ISIS og drevet hundrede tusinder af desperate flygtninge ind i Europa.

Til Frankrig og andre nationer lyder ordren: Gå ikke i partnerskab med Rusland eller opfordr USA til at gå med Rusland for at knuse ISIS; men kræv, at Assad først må gå af. Grib ikke den chance, som tilbydes gennem Putins nylige, åbenlyst globale rolle, bakket op af Kinas tilbud om at forlænge udviklingen med den Nye Silkevej ind i Mellemøsten.

Samtidig forbereder de britiske kongelige sig på at åbne COP21-klimakonferencen om »global opvarmning« i Paris og styre den i henhold til deres besættelse – at reducere den menneskelige befolkning. Prins Charles, der er udvalgt til at holde åbningstalen til konferencen, påstod i et interview den 21. nov., at klimaforandring var årsagen til de folkemorderiske krige i Mellemøsten og Nordafrika – ikke Tony Blair, ikke George W. Bush og Barack Obama, men klimaforandringen forårsagede disse krige.

Og den britiske marionet Obama gentog i en tale den 21. nov., at »klimaforandring er USA’s sikkerhedstrussel nummer ét«.

Er han sindssyg? Nej, han er en marionet for det britiske monarki og det britiske finansimperium, og af Wall Street.

Lyndon LaRouche har insisteret på dette. Obama er en britisk marionet og en præsident for evindelige krige og dronedrab. Han må fjernes fra embedet. For dernæst at skabe en økonomisk genrejsning, »må alt, hvad vi gør i USA, følge de principper, som præsident Franklin Roosevelt stod for, imod Wall Street«.

»Der kan ikke blive nogen fred, før det britiske monarki er fjernet«, sagde LaRouche den 22. nov. Vær opmærksom på LaRouches insisteren på dette; det betyder menneskehedens fremtid.

 




Leder, 23. november 2015:
Det er det Britiske Imperium, tåbe!

Med Bruxelles i højeste alarmberedskab på anden dag i forventning om endnu et større terrorangreb fra Islamisk Stat på samme skala som massakren i Paris den 13. november, er der stigende opmærksomhed omkring den kendsgerning, at omdrejningspunktet for jihadistisk terrorisme i realiteten findes i hjertet af Europa. Bruxelles, hovedstad for både NATO og Den europæiske Union, har nu fået kaldenavnet Brusselstan, ligesom London længe er blevet refereret til som Londonistan på grund af den kendsgerning, at bogstavelig talt enhver jihadistisk, narko- og separatistterrororganisation har fået husly, beskyttelse og finansiering af det britiske monarki. For nylig frafaldt den britiske regering alle anklager imod en angiveligt jihadistisk våbensmugler, fordi hans forsvarsadvokat påpegede, at de samme grupper, som han stod anklaget for at bevæbne, blev åbenlyst støttet af det britiske efterretningsvæsens MI6.

Dette er en gammel historie. London har været centrum for global terrorisme i årtier. Executive Intelligence Review var ophavsmand til et dossier, som blev overgivet USA’s Udenrigsministerium i 2000, og som krævede, at Storbritannien blev sat på listen over stater, der sponsorerede terrorisme. Dossieret byggede udelukkende på bevismateriale, der var fremkommet gennem regeringer i hele verden, inklusive Rusland, Egypten, Indien, Pakistan, Colombia og Peru, og som på afgørende vis viste, at den britiske krone husede verdens værste terrorister, som en del af imperiesystemet. De største britiske banker, med HSBC (tidligere HonKong og Shanghai Bankselskab, berygtet for opiumskrigene) i spidsen, er verdens mest berygtede hvidvaskningsinstitutioner for narkopenge, som det for nylig er blevet dokumenteret af USA’s Senat.

Det er ligeledes det britiske kongehus, der har udsendt Ridderkommandør John Schnellnhuber til at kapre Paven og Vatikanet for ideen om en radikal befolkningsreduktion, baseret på den videnskabelige svindel med menneskeskabt, global opvarmning.

Alle de grusomheder, som præsident Obama har begået – fra hans massedronedrab i Afghanistan, Pakistan, Yemen og Somalia, til hans voldelige afsættelse og koldblodige mord på Gaddafi i Libyen, der skabte en zone af kaos, terror og utilstrækkelige stater i store dele af Nordafrika og Mellemøsten, og til decimeringen af livsvilkårene for det store flertal af amerikanere – kan anbringes på det britiske kongehus’ dørtærskel. Obama er intet andet end en britisk agent, der blev udvalgt af briterne til at blive installeret som præsident for USA, på vegne af Kronen og City of London.

Efter grusomhederne i Paris er det i stigende grad ved at blive åbenlyst gennemskueligt for et voksende antal tænkende mennesker, at Islamisk Stat er en skabelse af Obama og briterne. Al-Qaeda blev skabt og næret af briterne, USA og Saudi Arabien i 1980’erne, som kollektivt samlede et slæng af terrorister fra fængsler i hele den arabiske og islamiske verden, for at drive sovjetrusserne ud af Afghanistan. I 1985 sluttede Prins Bandar bin Sultan, bogstavelig talt et medlem af Bush-familien, sig til den britiske premierminister Margaret Thatcher for at lancere Al-Yamamah-byttehandelen (våben for olie), under hvilken en 100 milliarder dollar stor, hemmelig fond blev etableret for i hemmelighed at bevæbne al-Qaeda og andre terrororganisationer. I 2001 deployerede Bandar nogle af disse Al Yamamah-midler til at finansiere 11. september-flykaprernes angreb på World Trade Tårnene og angribe Pentagon.

Hvis man vil forstå, hvorfor den britiske agent Barack Obama har nægtet at ophæve hemmeligstemplingen af de 28 sider af den Fælles Kongresundersøgelsesrapport om 11. september, må man begynde fra toppen, med denne redegørelse for, hvordan briterne og Obama skabte al-Qaeda og, senere, Islamisk Stat. Tidligere chef for USA’s Forsvarets Efterretningstjeneste, general Michael Flynn, har åbenlyst rapporteret om, at præsident Obama bevæbnede de syriske oprørere fra Benghazi og fortsatte med at gøre det, fordi det var regeringens politik. DIA-dokumenter fra sommeren og efteråret 2012 forklarer i detaljer de fælles britisk-amerikanske operationer fra Benghazi til smuglerhavne i de områder i Syrien, der kontrolleredes af oprørerne.

Lyndon LaRouche sagde ligefremt til medarbejdere søndag den 22. november, at man må udrydde det britiske monarki, eller også vil der ikke være nogen løsning på krigen i Syrien eller andre globale brændpunkter. Med mindre Det britiske Imperium fjernes, står vi over for en global krig imod Rusland og Kina, der vil føre til udslettelsen af store dele af menneskeheden. Barack Obama er en britisk agent, der blev selekteret til at blive USA’s præsident af briterne. Vi må sænke Det britiske Imperium og alt, hvad det repræsenterer, eller også vil vi stå over for en optrapning af rædselsforestillinger over hele planeten.




Leder, 20. november 2015:
Obama er ved at være færdig

I Europa, i Mellemøsten og i Asien kan sandheden om Obamas morderiske planer og politik ikke længere skjules. I Wien flaksede Obama rundt, mens han kogte indvendig over, at det tydeligvis var Putin, der styrede processen. Han fortsatte til Manila til APEC-mødet, måske i tillid til, at hans indsats for at genoprette Filippinernes neo-kolonialistiske status og besætte nationen endnu engang med amerikanske militærstyrker som forberedelse til en krig mod Kina, ville genoprette hans narcissistiske grandiositet. I stedet blev han mødt af en opstand fra filippinske patrioter med Senatet, der afviste hans militære besættelsesplaner, mens APEC afviste overhovedet at behandle hans obskøne anklager om kinesisk aggression ved at opbygge nogle øer under deres kontrol.

Måske forestiller Obama sig, at han vil fare bedre i Malaysia i denne weekend ved ASEAN-topmødet og det øst-asiatiske topmøde. Men forsvarsministrene fra ASEAN afviste allerede tidligere på måneden hans forsøg på at kalde Kina en aggressor – faktisk erklærede transportministrene fra ASEAN deres entusiastiske engagement for samarbejde med Kina om de Nye Silkevejsprogrammer, Kinas »Ét bælte, én vej«.

Både franske og italienske medier havde interviews med Syriens præsident Assad i denne uge – en »lige op i ansigtet«-konfrontation af Obamas holden fast ved sin imperiale ret til at fjerne et selvstændigt statsoverhoved. Assad nævnte USA, Tyrkiet, Saudi Arabien og Qatar som ophavsmændene til ISIS og dennes økonomiske støtte og bemærkede, at den russiske intervention har vendt tidevandet imod barbarerne. Europæiske og amerikanske militære og politiske ledere vender sig i stigende grad imod Obamas regimeskift-vanvid og kræver en fælles indsats med Rusland imod ISIS.

I USA har den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders, for at forklare, hvad han mener med at beskrive sig selv som en demokratisk socialist, påkaldt Franklin Roosevelts politik, FDR, der gjorde noget ved sin tids ødelæggelse af befolkningen ved at skabe sociale programmer, der havde til formål at give dem deres økonomiske rettigheder – til beskæftigelse, sundhedsydelser, uddannelse – samtidig med, at han bekæmpede Wall Streets magt igennem Glass/Steagall-bankopdelingsloven og andre restriktioner af bankernes magt over økonomien, og over regeringen. Dernæst beskrev Sanders ødelæggelsen af levestandarden i USA i dag, den uhyrlige narkoepidemi og sammenbruddet af husstandsindkomsterne og beskæftigelsen, og han fordømte de seneste regeringers politik for »regimeskift«, der skaber kaos og terrorisme i sit kølvand.

I USA’s Kongres cirkulerer EIR nu til alle kongresmedlemmer et juridisk dokument, der demonstrerer, at den Højesteretsdom, der dømte til fordel for daværende senator Mike Gravels indlæsning af Pentagon-papirerne i Kongressens Journal i 1971, ligeledes er gældende for i dag, for ethvert kongresmedlem, der har mod til at oplæse de 28 sider af den Fælles Kongresundersøgelsesrapport om 11. september, der således optages i den officielle journal og afslører den saudiske finansiering af 11. september-terroristerne, der angreb USA. I realiteten kan Kongressen, under Højesteretsdommen i tilfældet Gravel, uden rådslagning med Det Hvide Hus, ophæve hemmeligstemplingen af hele det 28 sider lange kapitel – sammen med alle de andre 11. september-undersøgelsesdokumenter, der har været holdt skjult i de seneste 13 år.

Obamas åbne alliance med terrorister og disses sponsorer i Riyadh, med det formål at opnå sit kriminelle regimeskift, kan og må afsløres og må føre til, at han fjernes fra embedet, nu.

Dette er en tid med revolutionære forandringer. Der er ikke plads til pragmatisme eller halve tiltag, når man konfronteres med atomkrig og økonomisk kollaps. Løsningen er klar – med genindførelsen af Glass-Steagall, tilslutning til Kinas og BRIKS-nationernes globale udviklingsprogrammer, genetablering af ægte videnskab som centrum for politikken, og med genoplivelse af klassisk musik og kunst. Tiden er nu. Genindførelsen af Glass-Steagall, der vil udslette Wall Street totalt, må ledsages af den form for programmer gennem statskreditter, som kan skabe millioner af produktive jobs og påbegynde processen med at genoplive en reel, produktiv økonomi.

 




Leder, 19. november 2015:
Obama er nede; Tiden er inde
til at jage ham ud

Øjenvidneberetninger fra weekendens G20-topmøde i Tyrkiet indikerer, at præsident Obama var i rasende humør over den kendsgerning, at den russiske præsident Vladimir Putin var centrum for opmærksomheden pga. Ruslands militære intervention i Syrien, der »ændrer hele spillet«, og som nu frembyder en realistisk mulighed for at knuse Islamisk Stat (ISIS) og bringe den næsten fem år lange krig i Syrien til en fredelig afslutning.

Obama er blevet trængt op i en krog af den russiske flankeoperation i Syrien, og af den kendsgerning, at, i kølvandet på sidste fredags forfærdelige ISIS-angreb i Paris, verden er forenet omkring behovet for at skride til afgørende handling imod den jihadistiske svøbe. Denne handling kræver afgørende samarbejde med Rusland, som endda tidligere chef for Det forenede Kongeriges forsvarsstab, general, Sir David Richards sagde til BBC i denne uge.

Obama har, sammen med George W. Bush, gjort sig skyldig i mørklægning af anglo-saudiernes forbrydelser ved at nægte at ophæve hemmeligstemplingen af det 28 sider lange kapitel i den oprindelige rapport fra den Fælles Kongresundersøgelse af 11. september 2001, et kapitel, der leverer afgørende bevis for det saudiske monarkis finansiering af flykaprerne. Som tidl. senator Bob Graham sagde ved den tætpakkede pressekonference på Capitol Hill (Kongressen) den 7. januar 2015, kun få timer efter angrebene på Charlie Hebdos kontorer i Paris, at, hvis disse 28 sider var blevet frigivet til offentligheden, kunne det saudisk-støttede Islamisk Stat aldrig have eksisteret.

Med blodbadet i Paris den 13. november stadig hængende i luften er tiden nu inde til, at disse 28 sider offentliggøres og danner grundlag for lanceringen af en de novo undersøgelse af 11. september og alle de følgende terrorgrusomheder, som det britisk-saudiske apparat har begået, frem til og inklusive sidste fredags slagteri i Paris. Det er dette apparat, der ejer, og altid har ejet, Barack Obama.

Nu mere end nogen sinde før er tiden inde til, at Kongressen bruger sit forfatningsmæssige mandat og smider Obama ud af embedet. De fulde konsekvenser af mørklægningen af kapitlet om 11. september ses nu i blodbadet i Paris. På en meget direkte måde har Obama disse dræbte og sårede menneskers blod fra angrebene i Paris på sine hænder. Konsekvenserne af hans fortsatte mørklægning af de 28 sider kan ikke længere tolereres. Hvis Islamisk Stat og alle de andre anglo-saudiske jihadister skal afgørende nedkæmpes og udslettes, må Obama fjernes fra embedet. Han er lige så meget en skabelse af dette britisk-kontrollerede apparat, som lederne af ISIS og al-Qaeda. At tolerere Obamas fortsatte forbliven i embedet, efter angrebene i Paris og hans bevidste beskyttelse og mørklægning af saudierne bag 11. september, er det samme som at afskrive De forenede Stater.

Frigiv de 28 sider, og afsæt Obama nu.         




Leder, 18. november 2015:
I kølvandet på Paris: Frigiv de 28 sider nu!

Tiden er nu inde til at stille det anglo-saudiske apparat, der har kontrolleret væksten af det globale jihadist-apparat gennem årtiers finansiering og logistisk støtte, til regnskab.

Tiden er inde til at frigive de 28 sider af Kongressens Fælles Undersøgelsesrapport over 11. september-angrebene i USA. Frigivelsen af disse 28 sider bør være starten på en gennemgribende undersøgelse fra toppen og ned af det saudiske monarkis rolle i promoveringen af terrorisme, at begynde med den fulde afsløring af saudiernes rolle i angrebene på World Trade Center og Pentagon den 11. september, 2001.

 

Den 7. januar 2015, blot få timer efter terrorister havde iscenesat et angreb mod det satiriske blad Charlie Hebdos kontor i Paris og dræbt et dusin mennesker, tilsluttede tidligere senator Bob Graham (D-Fla.) sig medlemmer af Repræsentanternes Hus Walter Jones (R-N.C.), Steven Lynch (D-Mass.) og Thomas Massie (R-Ky.), samt repræsentanter for de pårørende til ofre for 11. september i en pressekonference på Capitol Hill, der var sammenkaldt for at kræve den omgående frigivelse af det 28 sider lange kapitel fra den oprindelige Fælles Kongresundersøgelsesrapport om 11. september, og som detaljeret beskrev den Saudiske Kongefamilies rolle i finansieringen af de 19 flykaprere.

Senator Grahams ord er endnu mere alvorlige og bydende nødvendige i dag, i kølvandet på massakren i Paris den 13. nov., udført af slagtere, allieret med Islamisk Stat. Graham sagde til de, pga. antallet af fremmødte, stående forsamlede personer:

»Saudierne ved, hvad de gjorde. De er ikke personer, der er ubevidste om konsekvenserne af deres regerings handlinger. For det andet, så ved saudierne, at vi ved, hvad de gjorde! Der er nogen i USA’s regering, der har læst disse 28 sider, nogen i regeringen har læst alle de andre dokumenter, der hidtil har været mørklagt. Og det ved saudierne.

Hvad tror man, saudiernes standpunkt ville være, hvis de vidste, hvad de havde gjort, vidste, at USA vidste, hvad de havde gjort, og dernæst så, at USA havde indtaget et standpunkt af enten passivitet, eller ligefrem fjendtlighed over for at lade disse kendsgerninger blive kendt? Hvad ville den saudiske regering gøre under sådanne omstændigheder, som netop er, hvor de har befundet sig i mere end et årti?

Al-Qaeda var Saudi Arabiens skabelse; de regionale grupper så som al-Shabab, har for størstedelens vedkommende været Saudi Arabiens skabelser; og nu er ISIS den seneste skabelse!

Så konsekvensen af vores passivitet over for Saudi Arabien har været, at vi har tolereret denne serie af organisationer; voldelige, ekstreme, ekstremt skadelige for Mellemøsten, og en trussel mod verden, som vi så det i Paris i morges.«

(Hele Bob Grahams tale under pressekonferencen kan læses her på dansk:http://schillerinstitut.dk/si/?p=4671)

Senator Graham havde absolut ret den 7. januar. Hans ord får nu en endnu større betydning, mens hele verden stadig er i chok over fredagens hændelser i Paris, og udsigten til, at det kan ske igen.

 

Det kan ske igen

ISIS har allerede udstedt en ny trussel om lignende, blinde terrorangreb, denne gang med Washington, D.C. og andre amerikanske byer som mål. Den russiske regering har, efter en omhyggelig undersøgelse, den 17. nov. konkluderet, at Metro-ruteflyet, der eksploderede over Sharm el-Sheikh, Egypten, havde en terrorbombe om bord. ISIS har taget ansvaret for denne grusomhed, hvor 224 mennesker blev dræbt. ISIS har også taget ansvaret for to selvmordsbomber i det sydlige Beirut den 12. nov., der dræbte og sårede hundreder af uskyldige mennesker.

Senator Graham har absolut ret. ISIS er en følge af Saudi-Arabiens promovering af wahabisme og voldelig, jihadistisk terror. For at være mere præcis, så er al-Qaeda, Islamisk Stat, Nusra Front og andre terrorgrupper produkter af en anglo-saudisk alliance, som særdeles offentligt er associeret med Al Yamamah-byttehandelen våben-for-olie mellem London og Riyadh. Al Yamamah skabte en udenlandsk, hemmelig konto til terrorisme, som direkte fodrede al-Qaeda, fra begyndelsen af denne dystre handel i 1980’erne.

Chokket efter angrebene i Paris har tvunget Obamaregeringen til, i det mindste for indeværende, at fravige sin hadekampagne imod Rusland og præsident Putin, og i det mindste formelt acceptere det bydende nødvendige samarbejde med Moskva for at knuse Islamisk Stat.

Tiden er nu inde til at stille det anglo-saudiske apparat, der har kontrolleret væksten af det globale jihadist-apparat gennem årtiers finansiering og logistisk støtte, til regnskab.

Tiden er inde til at frigive de 28 sider af Kongressens Fælles Undersøgelsesrapport over 11. september-angrebene i USA. Frigivelsen af disse 28 sider bør være starten på en gennemgribende undersøgelse fra toppen og ned af det saudiske monarkis rolle i promoveringen af terrorisme, at begynde med den fulde afsløring af saudiernes rolle i angrebene på World Trade Center og Pentagon den 11. september, 2001.

 

Regnskabets time

Kongressen må ikke tolerere et eneste minut mere af Det Hvide Hus’ mørklægning af disse 28 sider. Fællesundersøgelsen var en undersøgelse, iværksat af den lovgivende gren, og Kongressen har total myndighed til at frigive de 28 sider, hvad enten Det Hvide Hus er enig eller ej. Den Amerikanske Højesterets enstemmige dom fra 1971 i sagen om daværende senator Mike Gravel (D-Alaska), der indlæste Pentagon-papirerne i Kongressens journal under Forfatningens »tale- og debatklausul«, gør det klart, at Kongressen har den forfatningsmæssige myndighed til omgående at ophæve hemmeligstemplingen af disse sider.

Alt imens det er kendt, at disse sider giver detaljer om, hvordan det Saudiske Almene Efterretningsdirektorat støttede mindst to af 11. september-flykaprerne ved deres ankomst til Californien, og hvordan daværende saudiske ambassadør til USA, Prins Bandar bin-Sultan, finansierede de to flykaprere, så indeholder siderne tydeligvis andre vitale detaljer om og spor til det fulde omfang af det saudiske regimes støtte til drabsmændene fra 11. september.

Hvis det fulde omfang af det saudiske monarkis blodige hænder bag 11. september var kommet frem dengang, kunne ingen amerikansk præsident være sluppet godt fra den forkælelse af saudierne, der har været både Bush- og Obamaregeringens varemærke, efter 11. september. Selv i dag roser præsident Obama åbenlyst saudierne for deres rolle i »koalitionen«, der bekæmper ISIS. Selv, hvis denne præsident ikke havde begået andre handlinger, der berettiger til en rigsretssag, så udgør hans skamløse mørklægning af saudiernes hånd bag global, jihadistisk terrorisme »store forbrydelser og forseelser«, der kræver omgående iværksættelse af en rigsretssag.

Hvis der skal ydes nogen retfærdighed til dem, der døde 11. september, der omkom om bord på Metro-ruteflyet og som blev brutalt myrdet i Paris og i det sydlige Beirut, så må saudiernes fulde medskyldighed afsløres offentligt, nu.

I modsat fald, som senator Graham så forudseende advarede om, vil al-Qaeda og ISIS muligvis formelt blive knust, men den underliggende sygdom vil atter blusse op i en ny og mere virulent form på slet ingen tid.

Frigiv de 28 sider nu!

 

 




Leder, 17. november 2015:
Gør en ende på den anglo-saudiske
terrorakse – før den dræber igen

Aktivister fra LaRouche Politiske Aktionskomite (LPAC) mødtes uden for De forenede Nationer i New York med dette budskab i går, hvor de fik kraftig, »rå« respons på deres mobilisering, fra diplomater, New Yorkere såvel som udenlandske besøgende. Deres mobilisering: Frigiv de hemmeligstemplede 28 sider, afslør gerningsmændene bag angrebene i USA den 11. september, 2001. Stop »Londonistan«, rekrutteringsbasen for terrorister, og Riyadh, deres financier og wahabisme-»opdrager«, før de kan slå til igen.

Beviserne kom frem internationalt i mandags, med »alt er i færd med at ændre sig« som resultat af den russiske præsident Putins resolutte aktion i Syrien, og nu med chokket efter de nye mord i Paris. Putin meddelte, at han personligt briefede G20-ledere i Ankara om Ruslands efterretninger om dem, der finansierer terrorister »i G20-landene«; Indiens premierminister Modi krævede, at man angreb terrorismen der, hvor den finansieres; fordømmelse af saudiernes førende rolle kom fra den britiske labourleder, Jeremy Corbyn, fra de italienske katolske biskoppers publikation Famiglia Cristiana og fra amerikanske journalister, der er modstandere af Bush-Obama-regeringernes ’evindelige krige’.

Obama, som mente, at ISIS »var holdt tilbage«, var under intenst pres i Antalya, Tyrkiet, for at indvillige i en krig mod jihadist-terrorisme anført af Putin og chokerede europæiske ledere. Den franske præsident Hollande sagde til den franske parlamentssamling: »Vi må eliminere, ikke begrænse, Daesh (ISIS).«

Frigiv de 28 sider nu! Denne del af rapporten fra 2002, »Kongressens fælles undersøgelsesrapport om terrorangrebene den 11. september, 2001«, der fremlægger saudiernes ansvar for 11. september-angrebene iflg. den daværende formand for Senatets Efterretningskomite, senator Bob Graham, er blevet holdt skjult af George W. Bush og Barack Obama i 13 år. Alene dens offentliggørelse vil ændre USA’s politik, iflg. kongresmedlemmer, der har set den.

Mobiliser for at frigive dette bevis nu, der viser, at Obamas og Camerons »regimeskift-krige« er i åben alliance med terroristerne.

Den 7. januar 2015, blot få timer efter terrorister havde iscenesat et angreb mod det satiriske blad Charlie Hebdos kontor i Paris og dræbt et dusin mennesker, tilsluttede tidligere senator Bob Graham (D-Fla.) sig medlemmer af Repræsentanternes Hus Walter Jones (R-N.C.), Steven Lynch (D-Mass.) og Thomas Massie (R-Ky.), samt repræsentanter for de pårørende til ofre for 11. september i en pressekonference på Capitol Hill, der var sammenkaldt for at kræve den omgående frigivelse af det 28 sider lange kapitel fra den oprindelige Fælles Kongresundersøgelsesrapport om 11. september, og som detaljeret beskrev den Saudiske Kongefamilies rolle i finansieringen af de 19 flykaprere.

Senator Grahams ord er endnu mere alvorlige og bydende nødvendige i dag, i kølvandet på massakren i Paris den 13. nov., udført af slagtere, allieret med Islamisk Stat. Graham sagde til de, pga. antallet af fremmødte, stående forsamlede personer:

»Saudierne ved, hvad de gjorde. De er ikke personer, der er ubevidste om konsekvenserne af deres regerings handlinger. For det andet, så ved saudierne, at vi ved, hvad de gjorde! Der er nogen i USA’s regering, der har læst disse 28 sider, nogen i regeringen har læst alle de andre dokumenter, der hidtil har været mørklagt. Og det ved saudierne.

Hvad tror man, saudiernes standpunkt ville være, hvis de vidste, hvad de havde gjort, vidste, at USA vidste, hvad de havde gjort, og dernæst så, at USA havde indtaget et standpunkt af enten passivitet, eller ligefrem fjendtlighed over for at lade disse kendsgerninger blive kendt? Hvad ville den saudiske regering gøre under sådanne omstændigheder, som netop er, hvor de har befundet sig i mere end et årti?

Al-Qaeda var Saudi Arabiens skabelse; de regionale grupper så som al-Shabab, har for størstedelens vedkommende været Saudi Arabiens skabelser; og nu er ISIS den seneste skabelse!

Så konsekvensen af vores passivitet over for Saudi Arabien har været, at vi har tolereret denne serie af organisationer; voldelige, ekstreme, ekstremt skadelige for Mellemøsten, og en trussel mod verden, som vi så det i Paris i morges.«

(Hele Bob Grahams tale under pressekonferencen kan læses her på dansk: http://schillerinstitut.dk/si/?p=4671)

Senator Graham havde absolut ret den 7. januar. Hans ord får nu en endnu større betydning, mens hele verden stadig er i chok over fredagens hændelser i Paris, og udsigten til, at det kan ske igen.

 

 

 




Leder, 16. november 2015: Paris ændrer alt
– NATO må gå sammen med Rusland for at knuse ISIS

USA og Europa har fået et alarmsignal til at vågne op gennem det barbariske terroristangreb i Paris. Mange ledende personer kræver nu, at Obamas vanvittige politik for regimeskift i Syrien – som, ligesom tidligere i Irak og Libyen, er i færd med at udløse kaos i hele verden – omgående må afsluttes, så verden kan gå sammen imod ISIS-svøben.

Lørdag sagde præsident Putin:

»Det er klart, at, for effektivt at bekæmpe dette onde, har vi brug for en reel, fælles indsats fra hele det internationale samfund.«

Tidligere NATO-øverstbefalende admiral James Stavridis sagde til Foreign Policy, at Frankrig kunne forvente, at NATO anråbte artikel 5, der bemyndiger en NATO-respons på angrebet, med det »fundamentale formål« fra NATO-missionens side at »besejre Islamisk Stat i Syrien og ødelægge den infrastruktur, den dér har skabt«. Hvad der er vigtigere, så tilføjede admiralen: »Rusland bør inviteres til at deltage sammen med NATO og andre koalitionsmedlemmer imod Islamisk Stat.«

I Wien lørdag anførte den amerikanske udenrigsminister John Kerry og den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov en bred koalition af nationer med et krav om en våbenhvile i Syrien, med en tidsramme på 18 måneder til almene valg. Præsident Assad er ikke ekskluderet fra denne proces.

Søndag talte præsidenterne Obama og Putin på sidelinjen af G20-topmødet i Tyrkiet, hvor en regeringsperson fra Det Hvide Hus til Reuters sagde, at

»Præsident Obama og præsident Putin enedes om behovet for en syrisk ledet og syrisk ejet politisk overgang, forud for hvilken ville være FN-formidlede forhandlinger mellem den syriske opposition og det syriske regime, så vel som en våbenhvile.«    

Helga Zepp-LaRouche sagde søndag fra Tyskland, at amerikanerne må forstå, at »intet vil være det samme i Europa efter dette«. Det overlagte angreb mod hverdagslivet – koncerter, sportsbegivenheder, restauranter – viser, at alle er sårbare, ikke blot i Frankrig, men i hele Europa. Hun rapporterede, at højtplacerede europæiske kilder ved, at amerikanske og britiske efterretningskræfter åbenlyst har støttet terroristerne, både gennem saudierne og direkte, som tidligere chef for den amerikanske Forsvarsintelligenstjeneste (DIA), general Michael Flynn, allerede har afsløret.

Hun påpegede den kendsgerning, at i januar, den dag, da angrebet mod Charlie Hebdo fandt sted i Paris, sagde den tidligere amerikanske senator Bob Graham ved en pressekonference, at, hvis de hemmeligstemplede 28 sider af Kongressens undersøgelsesrapport om angrebet mod USA den 11. september var blevet frigivet, ville angrebet i Paris ikke have fundet sted. Vi må nu, sagde fr. LaRouche, atter fokusere på vores indsats for at få dette ødelæggende bevis frigivet, der viser, at Obama er i en åben alliance med terroristerne med det formål at opnå sin kriminelle politik med regimeskifte.

Lyndon LaRouches ven, den amerikanske, tidl. senator Mike Gravel, har udstedt et følgebrev til et juridisk dokument, der viser, at hans sejr i Højesteret i 1971 – da retten dømte, at hans offentliggørelse af de hemmeligstemplede Pentagon-papirer i Kongressens arbejdsprocedure, var legal under Forfatningen – også gjaldt for de 28 sider, og at ethvert medlem af Kongressen kunne indlæse dem i Kongressens journal. Lyndon LaRouche har pålagt en fuld mobilisering af sin organisation over de næste par dage for at frigive dette dokument til alle kongresmedlemmer, pressen og alle borgere.

LaRouche understregede, at Obama nu er den mest hadede person i verden, og at der ikke er, og ikke vil være, nogen tillid til USA, så længe han forbliver i præsidentembedet.

 

Supplerende dokumentation:

Amerikansk admiral: Aktiver NATO imod ISIS og inviter Rusland til at være med

15. november 2015 – Det er nu et åbent spørgsmål, hvorvidt Frankrig vil anmode om aktiveringen af NATO, under bestemmelserne om kollektivt forsvar i NATO’s artikel 5, i kølvandet på terrorangrebene i Paris den 13. november. Pensionerede admiral James Stavridis, en tidligere NATO-øverstbefalende og et nuværende seniorstabsmedlem af Fletcherskolen for Jura og Diplomati ved Tufts Universitet, skriver i en artikel 14. nov. på avisen Foreign Journals webside, at Frankrig bør anråbe artikel 5, og at NATO nu må gå ind i kampen mod ISIS.

»Paris ville være i sin gode ret til at forvente, at NATO spiller en betydningsfuld rolle i at organisere en afgørende, militær respons på angrebene«, skriver admiral Staviridis. »Det fundamentale formål med NATO’s mission bør være at besejre Islamisk Stat i Syrien og ødelægge den infrastruktur, som de dér har skabt.« Dernæst forklarer Stavridis de skridt, som NATO bør tage, inklusive at gå til FN’s Sikkerhedsråd.

Stavridis går imidlertid et skridt videre og kræver, at man inviterer Rusland til at deltage i denne NATO-mission. »NATO bør lægge vægt på, at det opbygger en »åben koalition«, en koalition, der ikke kun kan omfatte de traditionelle allieredes styrker, men også styrker fra NATO’s traditionelle modstander, Rusland«, skriver Stavridis. »Rusland bør inviteres til at deltage sammen med NATO og andre koalitionsmedlemmer imod Islamisk Stat.«




Leder, 11. november 2015:
De forenede Staters mission ligger i Den nye Silkevej

10. november 2015 – USA kan ophøre med at dræbe og dø, og begynde at bygge igen.

Den 2. november bragte nyheder for dagen, der var et forfærdende chok for USA: Dødsraten for hvide amerikanere i alderen 45-54 – henved 44 millioner mennesker – er steget støt siden 1999, og er steget med mindst 15 % i denne periode, der dækker George W. Bush’ og Barack Obamas samlede præsidentskaber. Intet tilsvarende fandt sted under 1930’ernes Store Depression, ej heller på noget andet tidspunkt i det 20. århundrede; og intet tilsvarende har fundet sted i noget andet industrialiseret land siden Anden Verdenskrig.

Årsagerne er i en overvældende grad forgiftning gennem indtagelse af narkotika og alkohol, selvmord og leversygdomme med tilknytning til stofmisbrug. Denne »håbløshedens sygdom«, for at citere en borgmester i ’Rustbæltet’[1], er en sygdom forårsaget af afindustrialisering og konstant krig. Forfatterne til undersøgelsen, der afslørede denne chokerende kendsgerning, siger, at »disse amerikanske borgere vil være den første generation, der, som midaldrende, finder, at de ikke vil have bedre kår end deres forældre«.

Alle nationer har en mission for menneskeheden; og alle nationers mission for sig selv er at give hver generation mulighed for at overlade pladsen til en ny generation, der stiger højere og er til større gavn for den fremtidige menneskehed.

USA’s mission, for at redde sig selv, stirrer os direkte i ansigtet. Vi må standse George W. Bush og Barack Obamas illegale drab i USA’s navn af mindst hundreder af tusinder af mennesker i krige og dronekrige. Det er ulovligt og forfatningsstridigt, og det optrappes fortsat af Obama. Han må fjernes fra embedet for at stoppe det.

Vi bør lukke Wall Streets spekulation ved at genindføre Glass/Steagall-bankopdelingsloven. Dernæst må vi begynde at bygge igen ved at koble os til det mest magtfulde initiativ, der bygger moderne infrastruktur for at udvikle verdensøkonomien: Projekterne under ’Den nye Silkevej’, initieret af Kina, i hele Eurasien over land og vand. Vi bør få dette ind i USA gennem højhastigheds-jernbaner over Beringstrædet og ned langs den amerikanske vestkyst; og udbygge et højhastigheds-jernbanenetværk, der kan stå mål med Kinas 11.000 miles netværk, der allerede er i drift.

Amerika bør påtage sig ansvaret for den enorme flygtningekrise i Europa, som blev skabt gennem Obamas og Bush’ krige i Libyen, Syrien, Irak og Afghanistan – ved at tage føringen med at bygge Den nye Silkevej ind i Mellemøsten. Som en artikel af en tysk forfatter i går udtrykte det:

»Blot en hensigtserklæring fra EU om at gå med i dette projekt, eller blot en erklæring fra EU’s medlemsstater, ville ændre det politiske klima. Når de første aktiviteter med projektering og konstruktion først begynder at vise sig på mobile skærme, vil mange skimte den første gryende, længe savnede blå himmel bag de sorte skyer ude i horisonten. En sådan strategi ville forbedre situationen i Sydvestasien og på afgørende vis svække Islamisk Stat: Når folk er grebet af håb og optimisme, vil fundamentalisme ophøre med at finde næring.«

På samme måde vil »håbløshedens sygdom» ophøre i USA.

[1] ’Rustbæltet’ er et udryk for området, der strækker sig fra den øvre del af det nordøstlige USA, de store søer og staterne i Midtvesten, og det refererer til den økonomiske nedgang, befolkningsnedgangen og byernes forfald pga., at områdets engang så magtfulde industrisektor er skrumpet ind. Udtrykket blev populært i USA i 1980’erne.




Leder, 12. november 2015:
Putin har ret: Obama gør fremstød for et termonukleart Armageddon

Den russiske præsident Vladimir Putin talte ved åbningen af en konference med ledere fra Forsvarsministeriet og militærindustrien i Sotji, Rusland, tirsdag, hvor han i skarpe vendinger advarede om, at præsident Barack Obamas politik er i færd med at drive verden mod en termonuklear udslettelse i en meget nær fremtid. I realiteten fremkom Putin med det mest vandtætte argument for, hvorfor USA’s præsident må fjernes fra embedet nu.

Putin gjorde det klart, at USA har løjet om grundene til, at det bygger et globalt missilforsvarssystem, eftersom Iran nu har underskrevet P5+1-aftalen og afstået fra atomvåben. Målet for USA’s og dets allieredes globale ABM har hele tiden været at ændre den globale, militære balance til fordel for USA’s Prompt Global Strike-doktrin, dvs. evnen til at kunne lancere et atomart førsteangreb imod Rusland (og som angiveligt skulle ødelægge modpartens evne til et gengældelsesangreb, -red.). Rusland for sin del vil ikke finde sig i dette; og Rusland bygger nye våbensystemer, af hvilke nogle allerede er i felten, og som kan modgå enhver ABM-fordel, som USA måtte opnå.

Dette er den samme Barack Obama, hvis mærke for udenrigspolitisk »succes« har været massedrabs-droneprogrammet, under hvilket et ukendt antal uskyldige civile er blevet dræbt for blot posthumt at blive klassificeret som »fjender dræbt under kamp«, eller, mere enkelt, »offer for krigen«. Under diskussion med sine medarbejdere fra LaRouches Politiske Komite onsdag trak Lyndon LaRouche en klar linje mellem menneskelige væsener og uhyrer, som Obama, der ikke har nogen evne til agape, næstekærlighed, og således mangler de menneskelige, følelsesmæssige egenskaber, der adskiller mennesket fra dyret.

LaRouche bemærkede, at Californiens guvernør Jerry Brown har samme karakter som Obama, totalt distanceret fra ethvert begreb om agape.

Selv, hvis et termonukleart Armageddon kan undgås i den umiddelbare fremtid, så har Obamas syv år i embedet, der fulgte efter otte år med Bush-Cheney, haft en total disintegration af livsvilkårene for det store flertal af amerikanere til følge. Den seneste grusomhed er den massive stigning af kokainproduktionen i Colombia, der uundgåeligt meget snart vil antage form af en strøm af billig kokain, der kommer ind i USA. Dette kommer oveni det allerede epidemiske spring i heroinafhængighed og afhængighed af smertestillende medicin. Det amerikanske folk er udset som målskive for en ny og ondsindet, britisk Opiumskrig. Tilfældet med Colombia eksemplificerer dette; med præsident Santos, en protege af Tony Blair og Obama-allieret, der åbenlyst har promoveret legalisering af narkotika, har nedlukket coca-udryddelsesprogrammerne og nu er i den endelige fase for forhandlinger om en narko-fred med den berygtede narko-terrorist FARC.

Præsidenten for Boston Federal Reserve Bank er også kommet ud i denne uge med svare advarsler om en nedsmeltning af den kommercielle ejendomsboble og bemærkede, at situationen er mere alvorlig end i september 2007, hvor bolig- og erhvervsejendomsmarkedet først nedsmeltede; dette førte til nedsmeltningen i 2008 og den efterfølgende kvantitative lempelse (’pengetrykning’).

Hvis vi ser bort fra faren for atomkrig, så er de reelle livsbetingelser for det store flertal af amerikanere blevet ødelagt i løbet af de seneste 15 år med Bush og Obama. Europa er i en endnu værre tilstand med førende nationer som Tyskland og Frankrig, der er håbløst kollapset, og med Storbritannien allerede i et totalt økonomisk sammenbrud. Alt imens det transatlantiske område går fra ondt til værre, og førende britiske kredse pønser på krig som en vej ud af deres dilemma, så er situationen i Asien og Eurasien en kvalitativt anden, med Kina, Rusland og Indien, der fører an i indsatsen for at afstikke en ny kurs for virkeligt, globalt samarbejde og en videnskabelig revolution, der vil blive til gavn for hele menneskeheden.

Muligheden for at lancere et sådant »nyt paradigme for menneskeheden«[1] er forhånden, og det første, altafgørende skridt er afsættelsen af Obama og nedlukning af Wall Street, så processen med økonomisk genrejsning og heling i USA kan påbegyndes.

 

[1] Se video med Helga Zepp-LaRouche m.fl., »Et nyt paradigme for civilisationen«, engelsk, med dansk udskrift.

 

Supplerende dokumentation:

Vladimir Putin advarer igen USA mod at bryde den strategiske atomvåbenbalance

12. november 2015: Den russiske præsident Vladimir Putin kom med skarpe åbningsbemærkninger inden mødet med topforsvarsfolk fra regeringen og repræsentanter for det russiske militære/industrielle kompleks under det årlige revisionsmøde. Mødet, der fandt sted tirsdag i Sotji, faldt sammen med meddelelsen om, at det russiske forsvarsbudget for næste år vil være 49 mia. dollar, hvor de 35 mia. er direkte øremærkede til de russiske bevæbnede styrker. Til sammenligning er det amerikanske forsvarsbudget 10-15 gange STØRRE: og to nye, amerikanske våbenprogrammer – det nye F-35 stealth kampfly og udskiftningen af ubåde, der medfører ballistiske missiler – er hver for sig mere kostbare end hele det russiske forsvarsbudget.

Putin fokuserede sine indledende bemærkninger omkring den trussel mod Rusland, som udgøres af USA’s og dets allieredes globale missilforsvarsprogram. Putin sagde i begyndelsen af sine bemærkninger:

»Som vi alle ved opbygger USA og dets allierede uophørligt deres globale missileforsvarssystem. Desværre tager man hverken vore bekymringer eller vore samarbejdsforslag i betragtning. Vi har ved flere lejligheder indikeret, at vi anser sådanne handlinger for at være et forsøg på at underminere den eksisterende atomvåbenbalance, og på faktisk at destabilisere hele systemet med regional og global stabilitet.«

Putin bemærkede, at Washington vedvarende har hævdet, at ABM-deployeringerne relaterede til faren fra Iran, men deployeringerne fortsætter, selv efter P5+1-aftalen. Han sluttede:

»Derfor«, konkluderede han, »er henvisninger til de iranske og nordkoreanske atommissiltrusler et dække for de sande intentioner, der i realiteten drejer sig om at neutralisere andre atomstaters strategiske atompotentiale, ud over USA og deres allierede; primært vedr. Rusland, selvfølgelig, og om at opnå en afgørende militær overlegenhed med alle de heraf følgende konsekvenser.«

Det faktum, at Putin ikke uddybede »de heraf følgende konsekvenser«, udvandede på ingen måde hans direkte budskab: Obama, lige som Bush og Cheney før ham, er hastigt i færd med at drive verden mod en atomar konfrontation. Putin gjorde det klart, at Rusland allerede forbereder sig til en sådan konfrontation gennem netop det arbejde, der var emnet for dette særlige, årlige møde, som han talte til.

Putin forklarede:

»Vi har gentagne gange sagt, at Rusland vil tage de nødvendige, tilsvarende forholdsregler for at styrke sit atompotentiale. Vi vil ligeledes også arbejde på anti-missilforsvarssystemer, men i det første stadium, som vi gentagent har sagt, vil vi fokusere også på offensive systemer, der kan overvinde ethvert anti-missilforsvarssystem.«

Putin bemærkede i sine slutbemærkninger, at Rusland i de seneste tre år har arbejdet på at udvikle

»flere lovende våbensystemer, der kan udføre kampmissioner i dybden under betingelser med et anti-missilforsvarssystem«,

og bemærkede, at kampenhederne er begyndt at modtage sådanne nye våbensystemer allerede i år.

Det er ikke alle, der i USA og Vesten ikke har opfattet pointen. Stephen Blank, senior-stabsmedlem ved USA’s Udenrigspolitiske Råd, skrev for nylig en artikel med overskriften, »The West Underestimates Putin at its Peril« (’Vesten undervurderer Putin, til sit eget fordærv’). Han begynder,

 “For den store, britiske militæranalytiker Basil Liddell-Hart var det aksiomatisk, at formålet med krige var en bedre fred. Med andre ord, så, for at være succesfulde, må de sættes i forbindelse med politiske resultater og strategiske landvindinger.« Efter en bemærkning om, at Obamaregeringen har vist sig at være ude af stand til strategisk tænkning, skrev Blank, »Hvilke fejl, Rusland og dets bevæbnede styrker så end måtte have, så er foragt for strategi ikke en af dem. Washingtons eliter, med få undtagelser, kan ikke acceptere, at den russiske præsident Vladimir Putin tænker og handler strategisk.« Dernæst demonstrerer Blank, at, i det aktuelle tilfælde med Syrien, er det præcis, hvad Putin gør. Han konkluderer, at »Putin kunne måske sluttelig tabe spillet i Syrien, for intet er så uforudsigeligt som krig. Men denne mulighed kan ikke retfærdiggøre den selvbehagelighed, arrogance og intellektuelle dovenskab, der truer USA’s interesser og dets allierede.«

I Guardian den 10. nov. bragte Julian Borger spørgsmålet direkte tilbage til USA’s atomvåbenprovokationer mod Moskva. Borger rapporterede om nylige advarsler fra tidl. viceformand for Generalstabscheferne, gen. James Cartwright, der udtalte, at moderniseringen af USA’s taktiske atomvåben i Europa, B-61 12, gør dem »brugbare«, og dette udgør en alvorlig fare for at glide ind i en atomkrig. Cartwright sagde til PBS, »Hvis jeg, med bevarelse af samme sprængkraft, kan nedbringe sprængstofmængden, og derfor det sandsynlige atomnedfald, osv., gør dette det så mere anvendeligt i en præsidents eller national sikkerhedsbeslutningstagers øjne? Og svaret er, at det sandsynligvis kunne være mere anvendeligt.« Borger bemærkede, »Det store ved atomvåben var, at deres anvendelse angiveligt var utænkelig, og de var derfor et afskrækkelsesmiddel mod overvejelser om en ny verdenskrig. Når de først bliver ’tænkelige’, befinder vi os i et andet, og langt farligere, univers.        




Leder, 11. november 2015:
Dræber-politik er ikke »til debat« – Obama er ren ondskab

10. november 2015 – Fra de dræbende livsbetingelser i USA til bombning af hospitaler, og til droneangreb med massemord til følge i adskillige lande; spørgsmålet er ikke »til debat«: Obama er ren ondskab. Han er gået for vidt. Han må fjernes fra embedet.

Denne kendsgerning blev understreget af Lyndon LaRouche ved et medarbejdermøde i denne uge, hvor han uddybede det faktum, at Obama fungerer som en britisk agent – han er sin stedfaders søn – i et præsidentskab, der styres af den britiske agent Valerie Jarrett, og som er i færd med at skubbe os ud på randen af atomkrig. Vi har brug for en senator, der vil sige sandheden. Vi befinder os i en ’Nixon-situation’, og nogen må presses til at træde frem, tage et ansvar og handle.

Obamas morderiske drone-politik, f.eks., tiltrækker stadig større opmærksomhed og fordømmelse, på trods af de kontrollerede, større mediers næsten totale mørklægning af de dokumenterede »Drone-papirer«. På Capitol Hill vil der i næste uge være et arrangement, sponsoreret af amerikanske, kirkelige netværk, med titlen »Tværreligiøs Briefing om Dronekrig«, hvor en pensioneret officer fra hæren vil tale.

Menneskehedens fremtidsperspektiver er storslåede, når vi først har krydset vores nuværende farezone. I den umiddelbare fremtid fortsætter præsident Putin med sin dynamik for at skabe en ramme, inden for hvilken katastrofen i Syrien/Sydvestasien og med London/Obama kan finde en løsning. En udvidet gruppe på 20+ nationer og organisationer vil den 14. november træde sammen i Wien til forhandlinger. Et russisk forhåndsforslag med otte punkter, der omfatter betingelser for en våbenhvile, skabelse af en liste over terroristorganisationer og andre væsentlige tiltag, skal efter sigende allerede være under diskussion.




Leder, 9. november 2015:
En fortælling om Én By

»Sagen er den, at, hvis man ønsker at redde USA; hvis man ønsker at redde vor nation og det, den står for, må man fokusere på missionen på Manhattan, missionen på Manhattan, som den defineres af Alexander Hamilton. Den er der stadigvæk.«

Med dette udsagn åbnede den amerikanske statsmand, Lyndon LaRouche, den 7. nov. det ugentlige møde med sit Manhattan-Projekt i New York City, og han fortsatte med at forklare slagplanen, der skal redde De forenede Stater, og planeten, fra randen af en katastrofe.

»Det første, vi må gøre i denne henseende, er at smide Obama ud af embedet«, erklærede LaRouche. »For, hvis Obama ikke fjernes fra embedet, vil han få verden ind i en atomkrig, som meget få mennesker vil have en chance for at overleve. Så jobbet består i at fjerne Obama, på den korrekte måde, ved at fremlægge et anklageskrift for de forbrydelser, han har begået, og fjerne ham fra embedet på dette grundlag. Dette er den eneste, mulige løsning, vi har, for at redde USA’s eksistens, og desuden meget af den øvrige verden.

I løbet af de sidste 48 timer fortsætter listen over forbrydelser, begået af Barack Obama, med at vokse. Et eksempel herpå er truslerne, i ånden efter Dick Cheney, udtalt af forsvarsminister Ash Carter, om, at USA er i færd med at forberede krig mod både Rusland og Kina. I en tale ved afslutningen af sin ugelange rundrejse i Asien, der var spækket af provokationer, udtalte Carter: »Moskvas raslen med atomsablerne rejser spørgsmål om russiske lederes forpligtende engagement over for strategisk stabilitet … Tag ikke fejl, USA vil forsvare sine interesser.«

Samtidig har Det britiske Imperium telegraferet sine identiske intentioner med et voldsomt angreb mod Labour Party-leder Jeremy Corbyn for at være »modstander af anvendelse af atomvåben«.

I betragtning af den trussel, som Barack Obama og Det britiske Imperium repræsenterer for menneskehedens fortsatte eksistens, sagde LaRouche: »Vi må samle folk på Manhattan, og ligeledes andre steder i USA, til at udgøre en enkelt enhed omkring et formål. Med mindre vi kan gøre dette og få Obama fjernet, f.eks., og andre onder, der er blevet tvunget ned over USA, har vi ikke en chance for at redde denne nation.«

«Dette er én nation«, bekræftede LaRouche. »Det er ikke en samling af, opdeling af stater, der har sæde i en nation. Det er én nation«, som det eksemplificeredes af Alexander Hamilton og hans politik.

Og denne ene nation har en unik rolle at spille i fællesskabet af nationer med at orkestrere tilblivelsen af et globalt system med udvikling, i Hamiltons ånd, efter de retningslinjer, der indikeres i Lyndon og Helga Zepp-LaRouches mangeårige program for udvikling af en Verdenslandbro – der udtrykkeligt strækker sig ind i det ellers dødsdømte USA. Som en forestående EIR-publikation om USA’s rolle i Verdenslandbroen udtrykker det: »USA kan ophøre med at dræbe og dø og begynde at opbygge igen« – med begyndelse i den forfatningsmæssige fjernelse af Barack Obama fra Det Hvide Hus.