Lyndon LaRouche advarede i dag om, at, med den opnåede aftale mellem P5+1 og Iran, der skal garantere, at det iranske atomprogram er til strengt fredelige formål, er det store spørgsmål nu: Hvem skal afholde både Saudi Arabien og Israel fra at ødelægge aftalen og sprænge hele regionen i luften i en storkrig? Israel er i forvejen det eneste land i regionen med et arsenal af atomvåben, og saudiske regeringsfolk har gjort det klart, at de er parat til at arrangere anskaffelsen af et atomvåben, med kort varsel, fra Pakistan.

»Hvis der ikke er nogen, der er parat til at holde saudierne under kontrol«, advarede LaRouche, »vil hele aftalen blive sprængt – i bogstavelig forstand. Med mindre både saudierne og israelerne sættes under strenge begrænsninger, vil dette ikke fungere.«

LaRouche advarede om, at, som et resultat af de nylige valg i Israel, »er den israelske regering i hænderne på en vild idiot, som man overhovedet ikke kan stole på«.

LaRouche tilføjede, at en yderligere betingelse for en ægte sikkerhed er fjernelsen af præsident Obama fra embedet, og nedrivningen af hele Bush-liga-apparatet.

»Med mindre man konfronterer denne kendsgerning, så kan saudierne og israelerne sørge for, at hele aftalen bliver ugyldig.«

»Man må sørge for, at BRIKS-systemet overtager hele processen, hvis der skal være noget som helst håb om et heldigt udfald og stabilitet«, understregede LaRouche. »Kerneprincippet i det nye BRIKS-paradigme er en fair chance for alle. Det kommer til at tage nogen tid«, fortsatte LaRouche, »at opnå en varig fred. Vi har brug for et årti eller to med reel produktivitet, reel udvikling. Det betyder enden på Wall Street-systemet, under hvilket befolkningen udplyndres og terroriseres.«

Under betingelserne i Den fælles, omfattende handleplan (Joint Comprehensive Plan of Action, JCPA), som blev udarbejdet i Lausanne, Schweiz, under de seneste måneders drøftelser, vil Iran i udstrakt omfang reducere sin uranberigelse og sine lagre, underkaste sig intensive IAEA-inspektioner, ombygge tungtvandsreaktoren i Arak og konvertere berigelsesfaciliteten i Fordow til en forskningsfacilitet, der ikke længere beriger uran. Til gengæld vil USA og EU suspendere sanktioner, og FN’s Sikkerhedsråds sanktioner vil blive ophævet, men under en ny resolution, der støtter JCPA og gennemtvinger nye straffe for enhver overtrædelse. Aftalens løbetid er 15 år, med enkelte bestemmelser forlænget til 25 år.

LaRouche afsluttede med at understrege de alvorlige konsekvenser af ikke at handle på hans advarsler. »Alternativet er krig – generel krig, der hurtigt vil udvikle sig til en atomar udslettelseskrig. Det er den ligefremme sandhed om den aktuelle situation. Det drejer sig ikke om Den persiske Golf eller Mellemøsten. Det drejer sig helt bestemt ikke om Iran. Det drejer sig om krig, imod Rusland og Kina.

De britiske kræfter og Wall Street-kræfterne, som arrangerer det, vi i dag ser i den saudiske og israelske galskab, er ude på at anstifte en krig i hjertet af Eurasien, en krig mod Rusland og Kina. De mener, at en sådan krig kan begrænses, så den eliminerer en stor del af befolkningen i denne region, som de har udset som målet for massemord; men i den virkelige verden fungerer sådanne utopiske fantasier faktisk ikke. Hvis de sejrer, betyder det den form for krig, der kan udslette menneskeheden.«

For baggrundsviden, se The London/Saudi Terror Network

——————————————

Vi, Schiller Instituttet, beder om, at alle tænkende borgere ikke alene skriver under på vores appel om, at (USA og) Europa skal gå med i BRIKS, men vi beder også om et bidrag til at finansiere vores indsats.

JERES DONATIONER KAN VENDE TIDEVANDET!
GIV ET BIDRAG TIL SCHILLER INSTITUTTET NU
Giro: 564-8408, Homebanking: 1551-5648408

Den udvikling, der blev udløst for ti dage siden af interventionerne den 12. marts fra Tysklands Frank-Walter Steinmeier og Helmut Schmidt, samt den tidligere guvernør for Maryland, USA, Martin O’Malley, har frembragt en dramatisk ny, global strategisk situation. Nu har fire ledende, europæiske nationers beslutning tidligere på ugen om at gå med i den kinesisk ledede Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), og således totalt ignorere præsident Obamas trusler og advarsler om ikke at gøre det, yderligere væltet hele skakbrættet. Der er intet, der fungerer, som det plejede, for blot to uger siden.

»Ånden er sluppet ud af lampen«, erklærede Helga Zepp-LaRouche i søndags, og AIIB vil kun vinde mere vind i sejlene for hver dag, der går. Vi befinder os nu, pga. de gennembrud, vi indtil dato har opnået, i en position, hvor vi rent faktisk kan få USA og Europa til at gå med i BRIKS i en fuldstændig ny verdensorden, baseret på den tilsyneladende »upraktiske« idé om ’win-win’-samarbejde mellem nationer. Hvis USA og Kina samarbejder, sammen med andre BRIKS-nationer, »kan vi redde civilisationen fra afgrunden«, erklærede hun. Hun opfordrede LaRouche-bevægelsen (i USA) i hele landet til at bevare et »laser-agtigt fokus« på at mobilisere for den kommende Schiller Institut begivenhed på Manhattan den 28. marts, som den væsentligste aktion, der skal gennemføres i øjeblikket, for at opnå dette strategiske mål.

Kina på sin side arbejder hurtigt for at maksimere fremskridtet i dette nye miljø. Viceudenrigsminister Zhang Yesui gentog og udvidede, i en tale til Kina Forum for Udvikling i Beijing, præsident Xi Jinpings tilbud til USA fra november 2014 om, at de skulle gå med i Den nye Silkevej og relaterede AIIB-projekter:

Zhang sagde (parafrase i Global Times):

»Kina og USA har mange fælles interesser og samarbejdsmuligheder i Det asiatiske Stillehavsområde, der bør blive et prioriteret område for opbygning af en ny model for stormagtsrelationer mellem de to lande.«

Han tilføjede, at det kinesiske koncept ikke går ud på at bruge disse initiativer som

»et geostrategisk redskab«, men de vil »følge principperne om fælles rådslagning, opbygning og fællesskab«.

Lyndon LaRouche karakteriserede det seneste, kinesiske initiativ som »snu«, eftersom de ved, at Obama er rystet, og at dette tilbud vil ryste ham yderligere. Vores opgave, forklarede LaRouche, er at få Obama sparket helt ud af Det Hvide Hus. Han er en agent for Det britiske Imperium, en galning, der skal sparkes ud, og vores eneste chance for at undgå en global atomkrig er at droppe Obama.

Under diskussioner med sine medarbejdere søndag gik LaRouche i dybden med de involverede overvejelser:

»Hovedtingen er: Hvad er princippet for menneskelig eksistens? Vi har defineret princippet for menneskelig eksistens som værende stedfæstet med Kepler som referencepunkt. Der er andre ting, der skete før det, som førte til det, Kepler gjorde, og der er konsekvenser af, hvad Kepler gjorde, som stadig udstråler i dag, og udvikler sig i dag. Men spørgsmålet er altid: Lad være med at være praktisk! Vær ikke praktisk! Og vær ikke dum, hvilket så nogenlunde er det samme som at være praktisk.

Det, man må gøre, er at forstå de processer, der ligger uden for menneskets simple forestillingsevne, i menneskets højere niveauer af forestillingsevne om fremtiden. Menneskeheden må altid placere hensigten med os inden for rammerne af fremtiden, ikke inden for rammerne af en nutid. Så den praktiske fortolkning af tingene er fejlagtig.

For eksempel, hvad skete der med de tre personer, der implicit blev trukket fra Tyskland [Steinmeier og Schmidt] og fra USA, O’Malley: at de gjorde noget. Men det er i og for sig ikke løsningen; det er simpelt hen noget, der fremprovokerer, eller burde fremprovokere, vores fornemmelse for, hvad den fremtidige løsning er, ikke, hvad praksis er i dag.

Det, jeg bander ad, er, at jeg bander ad folk, der prøver på at være praktiske, som tror, de kan gå ud fra erfaring, og bruge tidligere erfaringer som en standard for, hvordan fremtiden skal behandles. Det er en fejltagelse. Hvis man ikke kan tænke ud over nutiden, hvis man ikke kan tænke på lovene for fremtiden snarere end for nutiden, vil man fejle.

For eksempel: Hvordan slipper vi af med Obama? Ja, man kan jo ikke bare sige, ’Nu vil vi af med Obama’. Man må have et princip, der siger, hvordan vi skal komme af med ham. Dette er ting, vi har diskuteret. Men problemet er, at folk siger, ’Lad os være praktiske’. Eller også siger de på samme måde:’Jamen, det vil folk ikke forstå. Vi må forklare det, så de forstår det’. Og det er den store fejltagelse: når de bliver praktiske og tror, de kan gå med til konklusioner, som i virkeligheden er konklusioner, trukket op af den gamle hat, ting, vi troede ville virke i fortiden, men det vil de ikke.

Alle tingene fra fortiden vil ikke virke i nutiden, især ikke under de nuværende betingelser. Det er sådan, vi må tænke om det her. Vær ikke praktisk! Men man kan heller ikke være upraktisk, dvs., man kan ikke være en fiasko, man kan ikke være en tåbe. Man må altid respondere, som Kepler ville have gjort, til fremtiden. For, når menneskeheden er menneskelig, er menneskeheden ikke praktisk. Menneskeheden er ikke et praktisk væsen, når menneskeheden fungerer. Vi gør hele tiden opdagelser i form af principper for praksis, som var ukendte i forrige uge, forrige år. Og hvis vi ikke baserer os på at bortkaste det, der har været sædvane, der skønnedes praktisk, så spilder man sin tid.

For vi befinder os nu i en krise, hvor det gælder, at kun, hvis man forstår fremtiden, og kan forme fremtiden, er man kompetent til at hjælpe menneskeheden med at arbejde sig ud af den kamp, vi nu gennemgår.«

Foto: Fra den fælles Xi-Obama pressekonference under APEC-topmødet i Beijing, nov. 2014 

19. mrs. 2015 – Under sine seneste diskussioner med medarbejdere har Lyndon LaRouche på en meget levende måde kommunikeret sine egne, personlige, næsten århundredgamle overbevisninger med hensyn til, hvilken form for menneskelig organisation det er, der skal dannes, og som vi må være fuldstændig loyale overfor, og med hensyn til, hvad sandhed er, og hvad virkelighed er – alt sammen fuldstændig fremmed og uforståeligt i forhold til, hvad flokken siger og mener.

Det er ikke tilfældigt, at LaRouche i sine anskuelser har så meget til fælles med det tyvende århundredes største militære geni, hærchefen Douglas MacArthur, der, ligesom LaRouche, også er en rent amerikanske type, der allerede var berømt for at sige, og for så tidligt som i 1927 at bevise, at »amerikanere opgiver aldrig«.

Frazier Hunt, MacArthurs ven og levnedsskildrer, skriver følgende i sin bog fra 1954, »Untold Story of Douglas MacArthur«:

»Snart efter, at han havde overtaget kommandoen [over den amerikanske hærs afdeling på Philippinerne i 1928], kom adjudantgeneralen over afdelingen til ham med et tykt bind af stencilkopierede sider og forklarede, at staben havde samlet et kompendium af alle de forudgående [beslutninger], som de forskellige øverstkommanderende havde etableret, så MacArthur ville vide, hvad han skulle gøre, uanset, hvad problemet var. ’Vi tænkte, at De måske ville være interesseret i at have dette’, forklarede officeren stolt.

General MacArthur løftede det tykke bind. ’Det er et enormt arbejde, I har gjort’, sagde han. ’Hvor mange kopier er der?’

’Nøjagtig seks, sir’ svarede officeren.

MacArthur så ham direkte i øjnene, og der var ikke antydningen af et smil, da han sagde: ’Få samlet alle disse seks kopier sammen og brænd dem – hver eneste en. Jeg vil ikke være bundet af forudgående beslutninger. Når som helst, et problem opstår, vil jeg med det samme træffe en beslutning – omgående.’«

I en tilsvarende ånd afslørede LaRouches ven, senator Giulio Tremonti, tidligere italiensk finansminister, i går i Senatet den sande virkelighed om den såkaldte »græske krise« og sagde:

»Problemet er ikke, at Grækenland kom ind i Europa, men at Europa kom ind i Grækenland. Årsagerne til krisen er ikke, som nogle siger, relateret til det obskure og uigennemsigtige græske budget, en næsten uanselig entitet. Det virkelige, græske drama kom fra den private finansielle side, med begyndelse i euroen.«

LaRouche istemte:

»Præcis: det var der, de private banker begik al svindelen. Det er, hvad der åbent skal siges, for alt det her med … Schäuble er en skiderik: han vil ikke sige sandheden. Det er en ting, man ikke kan beskylde ham for: at sige sandheden.«

Tremonti fortsatte:

»I euforiske dimensioner, der tog deres begyndelse i 2002, blev en enorm kapitalstrøm udlånt af europæiske banker til det græske samfund, som gladeligt finansierede Olympiader, svømmebassiner og biler (sidstnævnte ikke just produceret i Grækenland) og diverse illusioner. I et årti har opstemtheden været bilateral, på skyldnersiden, men også på kreditorsiden, der indkasserede enorme strømme af renter. Og krisen kom skæbnebestemt. På basis af lovene for markedsøkonomi, hvis skyldneren går i betalingsstandsning, så gør kreditorerne det også. I Grækenlands tilfælde skete det modsatte. Og således har hjælpen til Grækenland, inkl., hvad vi generøst gav, hjulpet alle, og især de tyske og franske kreditorbanker; alle, undtagen grækerne. Efter den europæiske kur er den græske statsgæld steget, og det græske BNP er faldet. Og alligevel kræver Europa af Grækenland, på en tvangspræget måde, mere privatisering, mere liberalisering; hvis man ser på det græske folks aktuelle vilkår, ville end ikke Margaret Thatcher kræve sådanne forholdsregler!«

»End ikke Margaret Thatcher«, sagde LaRouche. »Det er godt. Det skal citeres – ofte.«

Tremonti fortsatte med at sammenligne Eurozonen med en dinosaur.

»Vidunderligt«, sagde LaRouche. »Det må bevares og opmuntres.«

De såkaldte grundlæggende europæiske værdier, sagde Tremonti, er ikke længere »de samme som i vores historiske tradition«, men de kommer snarere fra en

»før-kristen og hedensk fortid: Jeg vil gerne sige det tydeligt: [den romerske kejser] Elagabus ville, med sine værdier og sin livsførelse, passe perfekt ind i hoffet i Luxembourg«.

Ifølge historikeren B.G. Niebuhr er »navnet Elagabus brændemærket i historien frem for alle andre, pga. hans unævneligt afskyelige liv«.

»Det er perfekt«, sagde LaRouche. »Det er vidunderligt. Det er fremragende at citere.«

I mellemtiden holder lederne i Eurozonen møde i dag, hvor de forventes at forlænge deres økonomiske sanktioner mod Rusland, som ellers ville udløbe i juli måned.

»Sanktioner: det er virkelig en dum idé«, sagde LaRouche, »men det viser Nulands tankegang; og hun har under alle omstændigheder ’en tanke’.«

Efter topmødet har den græske premierminister Tsipras arrangeret et møde med den tyske kansler Merkel, den franske præsident Hollande, ECB’s Mario Draghi og formand for Eurozonens finansministre, hollænderen Jeroen Dijsselbloem; denne forsamling blev af LaRouche karakteriseret som, ’to, der måske kunne være fornuftige, plus to andre, der ikke vil være det.’

Merkel advarede korrekt journalister om ikke at forvente en løsning i aften, men LaRouche holdt den mulighed åben, at der måske kunne udvikle sig noget mere nyttigt af hendes planlagte møde mandag med Tsipras i Berlin. Fr. Merkel har sagt, at hun forventer, det bliver en god diskussion, om end med uenigheder.

»Et formelt møde har en særlig betydning«, forklarede LaRouche.

»Merkel har, til trods for alt, hvad hun er og ikke er, et vist ansvar for tyske anliggender. Derfor må hendes indledende erklæring om noget af denne art tages alvorligt. Hun har ændret sin politik fra et bestemt punkt; det betyder sandsynligvis mere end andre ting.«

I mellemtiden bliver Obama, helt korrekt, ydmyget over hele verden pga. hans arrige og forgæves kamp for at sætte en stopper for den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), som Storbritannien, Tyskland, Italien og Frankrig netop har tilsluttet sig imod hans instruktioner.

»Alle disse udtalelser imod Obama bør citeres og fremstilles hele tiden. Man må ydmyge denne son-of-a-bitch, for det vil være med til at få nogle folk til at komme til fornuft«,

sagde LaRouche.

Samtidig er der et massivt tiltag i gang imod Medicare, Medicaid og Sociale ydelser (i USA primært til alderspensioner og invalidepensioner, -red.), inklusive invalidepension, i Washington. Der er planlagt flere nedskæringer til hospitalerne og lægernes praktikuddannelse på hospitalerne. LaRouche sagde, at vi må offentliggøre disse planlagte nedskæringer: formålet er at få dem ud af Wall Street.

Foto: General Douglas MacArthur

19. mrs. 2015 – Et team af aktivister fra LaRouche-PAC var på Capitol Hill i Washington, D.C., i går, hvor de bragte LaRouches erklæring om den historiske betydning af sidste uges interventioner fra de tre statsmænd, Schmidt, Steinmeier og O’Malley, til kongresmedlemmernes kendskab.

Henved 20-30 kongresmedlemmer og et halvt dusin senatorer blev direkte briefet og fik kopier af LaRouches artikel, »Om spørgsmålet om Tysklands rolle« og LPAC/Schiller Instituttets brochure »Hvorfor USA [og Europa] må gå med i BRIKS«, der gav genlyd i debatten, der nu er blevet sat i gang af Tysklands, Frankrigs, Italiens og Storbritanniens beslutning, der har rystet verden, om at tilslutte sig det kinesiske initiativ for den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). Hvor de fleste af disse kongresmedlemmer før denne uge knap nok havde været klar over den kinesiske præsident Xi Jingpings tilbud om, at USA kunne gå med i AIIB (for slet ikke at tale om, hvad disse initialer stod for) og ville have været uvidende om betydningen af denne nye, fremvoksende, økonomiske orden, der udstråler fra Kinas initiativer, så var de nu ivrige efter at diskutere implikationerne af, at Amerikas fire ledende, europæiske allierede meddeler, at de har skiftet kurs for at komme på linje med dette kinesiske initiativ, i modstrid med Barack Obamas nu vanærede forsøg på at undertrykke vestlig deltagelse i AIIB – et klinisk eksempel på den endemiske inkompetence hos disse kongresmedlemmer, der evindeligt lever i en verden af »gårsdagens nyheder«, for blot at blive taget uforberedt på sengen af dem, der snarere handler ud fra fremtiden som sande ledere, for at skabe historie.

Martin O’Malleys interventioner for at genoplive kampen for Glass/Steagall havde en lignende virkning. Før den forløbne uge havde kongresmedlemmer ladet sig trække ind i irrelevante sidespørgsmål. Men med nyheden om O’Malleys intervention fik selv folk, der længe har været tilhængere af Glass/Steagall, et fornyet fokus og blev inspireret på ny over at høre, at der var nogen, der udfordrede den folkelige debats samtaleemner, der dominerer massemediernes dækning af præsidentvalgets forløb, og i stedet indfører sandheden omkring kendsgerningen om den finansielle sammenbrudskrise og kræver fokuseret og omgående handling for at genindføre Glass/Steagall, selv på bekostning af at fordømme sit eget parti for at kravle ned i Wall Streets lommer ved at blive til »Dodd-Frank-Lite-partiet«. Nyheden om dette initiativ blev generelt vel modtaget – dvs., med undtagelse af Obamas finansminister Jack Lew, der, da han blev briefet om O’Malleys krav om Glass/Steagall og udviklingerne i forbindelse med AIIB, fuldstændig mistede mælet af raseri, da Obamaregeringens impotens mht. at kontrollere historiens march fremad gik op for ham.

En særlig betydningsfuld respons kom fra kongresmedlem Keith Ellison (D.-Minn.) under et frokostmøde, der var sponsoreret af Amerikas Progressive Demokrater, hvor han talte til forsamlingen om, hvilken katastrofe, Obamas Trans-Pacific Partnership (TPP) handelsaftale ville være for den allerede trængte, amerikanske økonomi. LaRouchePAC’s Alicia Cerretani rejste den indlysende modsætning til TPP’s ’omdrejningspunkt Asien’-fremgangsmåde med at »holde Kina tilbage«, og informerede forsamlingen om BRIKS-revolutionen og opfordrede indtrængende Ellison og hele den Progressive Forsamling til at kræve, at USA tog imod Xi Jinpings tilbud og tilsluttede sig AIIB. Ellison erklærede sig som varm tilhænger heraf og sagde, at han mente, det var noget, som hele den Progressive Forsamling burde tage stilling til. Han sagde, at de Progressive længe havde været fortalere for en infrastruktur-investeringsbank i USA, men alt imens man ikke har handlet herfor i USA, så har kineserne nu taget initiativet.

Bagefter, under diskussionen, rapporterede Ellison, at han havde hørt en lille fugl synge om AIIB i de seneste 24 timer, og var meget oprømt over at få det baggrundsmateriale, som er indeholdt i brochuren »Hvorfor USA må gå med i BRIKS«. Andre medlemmer af organisationen Progressive Demokrater deltog også i lange samtaler om implikationerne af BRIKS-revolutionen, den voksende liste af støtter til Schiller Instituttets appel/resolution, faren for krig og nødvendigheden af en omgående national mobilisering for Glass/Steagall.

Siden fredag, den 6. mrs., i Concord, New Hampshire, USA, har tidligere guvernør Martin O’Malley promoveret sin forsøgsvise opstilling til at blive nomineret til demokraternes præsidentkandidat omkring det centrale spørgsmål om genindførelsen af Franklin Roosevelts Glass/Steagall-lov fra 1933, der blev væltet i 1999.

»Vi bør udbrede det her overalt«, sagde LaRouche i dag.

 »Både Glass/Steagall og det faktum, at O’Malley stiller op med det. O’Malley har rejst spørgsmålet, og enhver, der er modstander af denne politik, må anses for at være et mangelfuldt valg til præsidentkandidaturet. O’Malley er i øjeblikket den eneste, der er kvalificeret til at blive præsidentkandidat. De andre bliver nu nødt til at forklare deres standpunkt om dette spørgsmål. Man kan ikke i al evighed føje Wall Street for at tækkes dem.«

Hvad er problemet i USA? Det er, at den finansielle side af sagen, ud fra Washingtons standpunkt, ikke er i overensstemmelse med USA’s interesser. Problemet er det samme i Europa: pointen er, at visse interesser ønsker at beskytte deres finansielle interesser, også selv om disse finansielle interesser nu er ved at blive værdiløse.

Se på hele den europæiske affære. Europa er rent faktisk i gang med at voldtage Grækenland, og det har de gjort i nogen tid. Og det gør forbandet ondt, hvis man ikke går med på det. Så folk kerer sig ikke det mindste om verden; de kerer sig udelukkende om deres egne, smålige, vulgære interesser.

Tiden er inde til at opløse Eurozonen. Den skal bare opløses. Man skal give dem besked om, at tiden er inde til at opløse den, med den begrundelse, at denne institution ikke ved, hvordan man opfører sig. Tiden er inde til at skaffe sig af med den, fordi den er ved at blive ligesom en arrogant slyngel. Den har intet retmæssigt krav på myndighed over andre nationer.

Det, som Europa gør i sit system med hasardspil, betyder, at det er umuligt at få fred i Mellemøsten eller nogen andre steder. Det betyder, at hvis Grækenland trækker sig ud, på den ene side, så vil Eurozonen kollapse. Men det modsatte virker på samme måde. Hvis de bliver, vil den disintegrere under vægten af deres tilstedeværelse.

Det hele er et falskneri. Det her har ingen værdi: dette banksystem. Og de skal se at komme tilbage til amerikansk politik. Glem det faktum, at et par klovne nedstemte amerikansk lovgivning i 1999: Glass/Steagall skal genindføres. Vi må have denne genindførelse af Glass/Steagall og kaste den i hovedet på Kongressen og sige: »Dette falskneri er det, der var årsag til vore problemer.«

»O’Malley har ret«, sagde LaRouche.

»Det skal gøres. Det er det afgørende skridt. Det ville, selvfølgelig, sænke Wall Street. Det er hele pointen. Enhver, der fører kampagne på Wall Streets side, har ikke gjort sig fortjent til at blive valgt.«

Foto: Præsident Franklin D. Roosevelt underskriver Glass/Steagall-loven, der trådte i kraft den 16. juni, 1933.

To ledende, tyske skikkelser og en demokrat fra Maryland, USA, der overvejer at stille op til præsident, er trådt ind i det farlige, transatlantiske, politiske vakuum for at fremkalde et fundamentalt skift i den politiske kurs, for at undgå en potentiel verdenskrig og et i øvrigt umiddelbart forestående kollaps af det transatlantiske finanssystem.

Størrelsesordenen af den aktuelle, globale krise taget i betragtning og den fremtrædende position af disse personer, der således har interveneret, har den amerikanske statsmand Lyndon LaRouche givet sin fulde, utvetydige støtte til deres handlinger og har opfordret til en fuld mobilisering af opbakning til deres indsats for at undgå en global ulykke.

Torsdag, den 12. marts, leverede den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier et kraftfuldt budskab om at undgå krig til et publikum i Washington, D.C., i Centret for Strategiske og Internationale Studier (CSIS). Steinmeiers ligefremme sprog og hans diplomatiske, men barske kritik af Obamaregeringens planer om at forsyne dødbringende hjælp til den ukrainske regering, var uden fortilfælde. Ingen tysk udenrigsminister i nyere tid har vovet at fremkomme med en så stærk og offentlig kritik af den amerikanske udenrigspolitik og nationale sikkerhedspolitik, i særdeleshed ikke på et så fremtrædende sted som CSIS’ hovedkvarter. Steinmeier havde den foregående dag mødt den amerikanske udenrigsminister John Kerry og nationale sikkerhedsrådgiver dr. Susan Rice, og havde utvivlsomt leveret et endnu mere ligefremt budskab under disse private samtaler.

Steinmeier indledte sin tale til CSIS med en ærlig vurdering af den globale krise og advarede:

»Vi konfronteres med en mangfoldighed af kriser over hele planeten, der, over for en person af min generation, synes uden fortilfælde med hensyn til deres intensitet og chokerende voldelighed.«

Med hensyn til Ukraine-krisen erklærede Steinmeier:

»Vi må se videre end til denne konflikt, til vores fremtidige relation med Moskva. Det betyder, at vi ikke må ophøre med at involvere Rusland og bruge de sidste, eksisterende kommunikationskanaler for at udforske en mulig frakørselsvej og – for fremtiden – udforske veje til en mere samarbejdsvenlig relation.«

Steinmeier afviste udtrykkeligt idéen om at opruste Ukraine og advarede om, at dette blot ville optrappe krisen, til den kom ud af kontrol:

»Jeg forstår, at mange af jer, mange eksperter, kræver en hurtigere – og derfor … militærbaseret løsning … Men, når man kender oprindelsen til og strukturen af konflikten, status af parterne i konflikten og disses kapaciteter, er det ud fra mit standpunkt selvindlysende, at de diskuterede alternativer til vores fremgangsmåde har potentialet til at øge antallet af ofre, øge udvidelsen af konfliktzonen og flytte konflikten til en ny fase med optrapning. Måske til et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Der er ingen garanti for, at vores fremgangsmåde, Normadiet-fremgangsmåden, vil føre til succes. Men jeg er helt sikker på, at der ikke er nogen garanti for succes i de alternativer, man diskuterer. Jeg er bange for, at det modsatte er tilfældet.«

Senere gentog han:

»Det tager måske kun nogle få dage at skabe en krise, men det kan meget vel tage år at løse den. I diplomatiske bestræbelser gælder det, mere end i det almindelige liv, at stædighed er en dyd!… For os i Europa vil Rusland altid være vores største nabo … Det er ingen hemmelighed, at, hvad Rusland angår, så er tilliden på et absolut lavpunkt. Men vi må finde et nyt grundlag for engagement, selv om det måtte tage år eller årtier.«

Steinmeiers skarpe intervention imod Obamaregeringens oprustning af Ukraine blev understøttet af en af Tysklands ledende, ældre statsmænd, tidligere kansler Helmut Schmidt. I et interview med den tyske sensationsavis Bildzeitung den 12. mrs., advarede Schmidt om, at enhver yderligere optrapning i Ukraine kunne eskalere »endda til en ’varm krig’«. Schmidt berørte dernæst et af de mest følsomme spørgsmål i Rusland: EU’s og NATO’s udvidelse mod øst, som han sporede hele vejen tilbage til den oprindelige Maastricht-traktat i begyndelsen af 1990’erne, der dannede grundlaget for udvidelsen ind i den tidligere Warszawapagts og det tidligere Sovjetunionens territorium.

»Vi er ikke forpligtet til at påskønne Putins politik«, sagde han til avisen. »men vi må forstå den på baggrund af historien og tage den alvorligt.«

Lyndon LaRouche understregede betydningen af interventionen af disse to, prominente, tyske, politiske skikkelsers intervention direkte ind i den voksende fare for en krig i centrum af Eurasien.

»Deres handlinger kan rent faktisk ændre historiens kurs på et tidspunkt, hvor det umiddelbare spørgsmål på bordet foran os er krig eller fred, kaos eller genrejsning.«

Den samme kvalitet af intervention er blevet lanceret af tidl. guvernør for staten Maryland, USA, Martin O’Malley, der har krævet den omgående genindsættelse af Glass/Steagall-loven fra 1933, som ville opdele for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne i adskilte kommercielle banker og investeringsbanker. O’Malley, der overvejer at stille op til at blive nomineret til demokraternes præsidentkandidat, har været på turné i landet og har givet interviews, alt sammen om spørgsmålet om Glass/Steagall.

Typisk for hans magtfulde intervention var hans interview den 12. marts på MSNBC, hvor han til værten Joe Scarborough sagde:

»Det er os, der skaber lovene. Og vi kan skabe bedre love, med det formål at genoprette forbindelsen mellem hårdt arbejde og muligheden for at komme frem i tilværelsen … Genindfør Glass/Steagall. I 70 år forhindrede vi bankerne i at spille hasard med vore penge og ødelægge vores økonomi og med pigsko tromle hen over det almene vel, som vi deler som et folk; og at have en stabil og god økonomi. Alle – jeg mener på begge sider af midtergangen – jeg mener, så mange mennesker siger, at det er, hvad vi bør gøre, og dog forbliver det ugjort. Og nogle folk i mit eget parti fremstiller sig selv som folk, der promoverer en eller anden form for Dodd/Frank-lite – ’Vi vil ikke fornærme nogen på Wall Street, så lad os ikke tale ærligt om, hvordan vi kan tøjle denne udsvævende adfærd.’

»For en af de ting, som vi ikke har talt så meget om, er, at på trods af al smerten fra hjem, der går på tvangsauktion, og job, der mistes, så steg koncentrationen af rigdom efter hvert af disse seneste to opsving på aktiemarkedet rent faktisk! Med andre ord, mens andre mennesker mistede deres hjem, så kom folk i toppen ud af det endnu bedre stillet.«

Lyndon LaRouche har opfordret til fuld mobilisering til støtte for O’Malleys krav om, at kampen for Glass/Steagall skal være det afgørende spørgsmål ved de kommende valg. LaRouche sagde:

»Vi taler ikke om 2016, vi må have Glass/Steagall nu, før hele det transatlantiske finanssystem braser sammen, og vi konfronteres med den umiddelbare trussel om en global krig eller en nedstigen i totalt kaos, og helvede.«

LaRouche understregede, at de tyske statsmænds, Steinmeiers og Schmidts, nylige handlinger ligeledes er den eneste vej til en »virkelig forhindring af krig«.

»En konflikt med Rusland som den, der promoveres internt fra Obamas Hvide Hus, er ikke en begrænset krig. Det er generel krig, der fører til en termonuklear udslettelseskrig. Det må standses, og Steinmeiers og Schmidts interventioner kan vise sig at være afgørende.«

Billede: Imperial War Museum, London

Den dominerende, strategiske virkelighed for mere end halvdelen af menneskeheden er det fremvoksende, Nye Paradigme for udvikling, der er i færd med at tage form rundt om BRIKS og allierede nationer. Som Kinas Nationale Folkekongres nærmer sig sin afslutning, med sin kraftige ’win-win’-understregning af at dele den Nye Silkevejsdynamik med hele planeten, underskrev og lovbefæstede den russiske præsident Putin Ruslands deltagelse i BRIKS’ Nye Udviklingsbank, den Hamilton-kreditinstitution, som Putin sagde

»vil blive en af de største, multilaterale, finansielle udviklingsinstitutioner i verden«.

Den Nye Udviklingsbank vil få sit første operationelle bestyrelsesmøde om en måned i Ufa, Rusland, der også vil blive åsted for det forestående BRIKS-topmøde i juli. Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO) vil også mødes i Ufa i juli, og dens generalsekretær for 2015 har netop meddelt, at SCO forventes at vedtage et russisk, tiårigt forslag om at kombinere SCO-medlemmernes nationale økonomiske strategier med projektet for Det Økonomiske Silkevejsbælte.

Hvis man mener, at Det britiske Imperium muligvis er i panik over disse udviklinger, i modsætning til deres eget systems bankerot, har man ret. Zeus’ moderne arvtagere er desperate for at standse BRIKS-processen med krig – selv atomkrig – med farvede revolutioner og lemlæstelse, og med fuldt optrappet finanskrig og disintegration. Og de har tændt den korte lunte på alle disse fronter.

Lyndon LaRouche kommenterede i dag, at det, USA gør for at provokere russerne i Ukraine og De baltiske Lande, rent faktisk er en trussel om at starte en global krig. Det kommer til dels fra Obamas vilje, og det er i færd med at fremprovokere en krig, som vil ende med at blive termonuklear. Enhver idiot, der mener noget andet, burde indespærres, tilføjede LaRouche, for at forhindre ham i at starte en sådan krig. For en termonuklear krig i dag betyder den sandsynlige udslettelse af den menneskelige art, og kongresmedlemmer, der er gale nok til at støtte en sådan politik, burde tages i forvaring, var LaRouches forslag.

Med hensyn til den finanskrig, der føres mod Grækenland, så gentog LaRouche, at Grækenland har et alternativ til dette folkemord, og det er at gå til nabolandene, inkl. BRIKS, og skabe en rolle for sig selv, der er uafhængig af Den europæiske Union. Desuden, hvis Grækenland tvinges ud af EU, understregede LaRouche, vil de europæiske nationer selv vælte som kegler som følge af deres egen dumhed. Hvis Grækenland tvinges ud, så vil hele det europæiske system gå bankerot, på én gang.

Kendsgerningen er, at de allerede er bankerot, forklarede Larouche, så alle deres trusler er et eneste, stort bluffnummer. Men hvis de forsøger at gennemføre det, vil de udløse et kollaps, der vil føre til udslettelsen af de europæiske økonomier, omgående. Så ECB’s og EU’s politik over for Grækenland, fortsatte LaRouche, er i virkeligheden klinisk sindssyg, fordi det vil bringe hele systemet til fald og føre til stigende dødsrater i hele området, inklusive Frankrig og Tyskland.

Det er vigtigt, at vi forklarer dette for verden, fortsatte han, fordi så mange ledende skikkelser lever i en fantasi, inklusive de aggressive fantasier hos den tyske finansminister Schäuble. Den politik, han promoverer, vil meget hurtigt bringe det hele til fald.

Løsningen er at annullere bankaktiviteternes spekulative karakter i dag i det transatlantiske system, og etablere en ny standard, en ny målestok for virkelig økonomisk værdi. Grundlaget for det er til stede, med det, som BRIKS og deres allierede er i færd med at opbygge.

Hvis dette underliggende økonomiske spørgsmål ikke løses, konkluderede LaRouche, så kunne det forårsage Tredje Verdenskrig. Vi bør ikke frygte systemets bankerot; det er allerede bankerot. Men vi må vende tilbage til en ny standard for værdi, hvor hyperinflationsskabende spekulative praksisser er bandlyste.

Tiden er allerede overskredet, hvor USA og Europa burde have tilsluttet sig flertallet af menneskeheden på fornuftens og udviklingens side, som Schiller Instituttets BRIKS-appel kræver det. Hvis Hamiltons Manhattan kan gøre det, kan du også.

Foto: Shanghai Samarbejdsorganisationen

Afgørende begivenheder finder sted i hele Europa nu, i kampen mod nedtællingen til krig med Rusland og med det bankerotte eurosystem, der har kurs mod sammenbrud.

De store europæiske nationers regeringer har tydeligvis vendt sig, af frygt for en generel atomkrig, imod de vanvittige USA/britiske/NATO-planer om at bevæbne Ukraine, De baltiske Lande og Polen for at kæmpe mod Rusland.

Men samtidig har chefen for EU-kommissionen, Jean-Claude Juncker fra Luxembourg, netop udstedt en opfordring om »en europæisk hær til at forsvare Europas værdier imod russisk aggression«. En leder af Vladimir Putins parti i Dumaen responderede omgående og med total klarhed: »I atomvåbenalderen yder ekstra hære ikke yderligere sikkerhed; men de kan helt sikkert spille en provokerende rolle.«

Lad briterne hævde, at de ikke vil deltage – de har ingen egne styrker tilbage at lade indgå i en sådan hær! Junckers selvmorderiske forslag går ikke desto mindre lige i den britiske-Obama-fælde, som EIR’s stiftende redaktør Lyndon LaRouche definerede for flere uger siden:

Det er idéen om, at NATO kan gå hele vejen med at true med og fremprovokere en krig med Rusland og Kina for at stoppe BRIKS, og at denne atomkrig på en eller anden måde kan »begrænses« til ødelæggelsen af Eurasien og lade USA og UK »vinde«. Den russiske respons er på sin side også krystalklar: I atomvåbenalderen har krig ingen vindere eller overlevende nationer.

Så krigsprovokationerne, inklusive forsøget på at hænge Putin op for mordet på Boris Nemtsov, fortsætter.

Men samtidig finder vi stærkere og stærkere tendenser til at bryde ud af det bankerotte eurosystem over hele Europa, som vore europæiske aktivister diskuterede mandag via telefonkonference. Disse tendenser eksisterer nu i næsten alle lande, de er stærkere i f.eks. Italien end i Grækenland.

Den afgørende faktor i blot en minoritet af sådanne grupperinger, er at vende sig mod de BRIKS-allierede nationer som win-win-alternativet til både kollaps og krig. Dette ses netop blandt de ledere, der har underskrevet eller seriøst diskuteret Schiller Instituttets internationale appel om, at USA og Europa skal følge BRIKS-kursen for forhindring af krig.

De meget stærke erklæringer om BRIKS-alternativet fra en spansk industriorientret gruppe og fra Euro-Kina-Forum, samt gengivelsen af begge Lyndon LaRouches erklæringer om Nemtsov-mordet, er hovedindikatorer for, hvad der virkeligt fører an. Vækst og udvikling som alternativ til euroens bankerot for nationer som Grækenland eller Italien kommer kun til live, når de vender sig mod BRIKS.

Kina har i løbet af de seneste dage erklæret Det økonomiske Silkevejsbælte som fokus for hele deres udenrigspolitik. Landets udenrigsminister har også sat de højeste mål for økonomisk samarbejde med Rusland og Indien – som selv planlægger at tredoble vækstraten for sin atomenergisektor.

Amerikanske borgere er ikke tilskuere til denne kamp: Det er Obamas Hvide Hus og dets valkyrier som Victoria Nuland og Samantha Power, der kører fremstødet mod krig med Rusland, og sluttelig med Kina. Fjern Obama; så kan det direkte tilbud til USA fra Kinas præsident Xi om kooperativ kredit til verdensomspændende fremskridt inden for videnskab og infrastruktur blive accepteret og virkeliggjort.

10. mrs. 2015 – Under diskussioner med kolleger i søndags understregede Lyndon LaRouche, at den eneste måde, hvorpå vores nutidige historie kan forstås og en politik for fremtiden kan fastlægges, er at begynde ved Jeanne d’Arc som referencepunkt, og den Renæssance, der, som respons på hendes helligelse til sandheden, blev skabt af Nicolaus Cusanus og hans efterfølger, Johannes Kepler.

Den amerikanske Revolution, Den amerikanske Forfatning og Hamiltons Amerikanske, økonomiske System er alle produkter at denne dybtgående transformation af det menneskelige liv, det menneskelige, mentale liv, der indledtes af Jeanne d’Arc.[1]

Den eneste måde, hvorpå verden kan reddes i dag, er ved at gå tilbage til denne Renæssance og fuldføre den mission, som Jeanne d’Arc påbegyndte.

Hvis man ikke forstår Keplers princip, ved man intet om, hvordan det menneskelige sind virker. Det er ikke et spørgsmål om at reformere det eksisterende system, eller erstatte noget inden for dette system; man må skabe noget nyt. Og for at gøre dette må man fuldstændigt gå tilbage til Keplers mentale grundlag.

Som Lyndon LaRouche erklærede lørdag, 7. marts, er der meget få mennesker i USA, der kender denne historie og dette princip.

I denne sammenhæng identificerede han det faktiske problem i Washington, D.C., og hvorfor de fleste kongresmedlemmer er så korrupte og feje.

»De fleste kongresmedlemmer har ingen viden om, hvad principperne er. De fleste kongresmedlemmer har ingen forståelse af, hvad menneskehedens mission er. De har ingen evne til at forså den mission, som de skal udføre. Man må rense ud, eller udrense det meste af Kongressen, hvis man vil redde USA, redde civilisationen. Jeanne d’Arcs eksempel er en af de mest gavnlige og effektive måder at formidle dette på.«

Som LaRouche fortsatte:

»Selve meningen med eksistensen af vores Forfatning er baseret på Jeanne d’Arc som præcedens. Det er Den amerikanske Forfatning! Det er den sande Forfatning for De forenede Stater. Og det er, hvad folk burde være mere opmærksomme på, og det haster. For de ved ikke, hvad meninger med det menneskelige liv er. De ved ikke, hvad formålet med det menneskelige liv er, med mindre de forstår det, der udgår fra historien om Jeanne d’Arc.«

Som LaRouche påpegede:

»En anden måde at sige det på; Jeanne d’Arc-historien, som ikke er Jeanne d’Arc-historien. Det er et bestemt øjeblik i historien, der har en fuldendelse. Det er Den amerikanske Revolution, faktisk, det er det samme.«

Tidligere havde LaRouche henvist til, at hendes rolle i historien var uafsluttet. Det er denne manglende afslutning, der må definere vores mission i dag.

Det er vores mission at fuldende det ufuldendte i Jeanne d’Arcs mission. Det er den mission, der, som LaRouche erklærede,

»implicit er givet os gennem sådanne eksempler som Jeanne d’Arc.«

Lyt også til: Webcast 9. marts:

LaRouchePACs Komite for Politisk Strategi diskuterer Jeanne d’Arcs fortsatte mission i vores politiske arbejde i denne, for verden så alvorlige tid …

Se også:

Schiller Instituttets Specialrapport, juli 2013: Helga Zepp-LaRouche: ‘En hyldest til Nicolaus af Cusa – En dialog mellem kulturer’

Nyhedsorientering, juli 2013: Lyndon LaRouche: Hvad er et ægte geni? Cusanus, Kepler og Shakespeare 

LaRouchePAC: Johannes Keplers ‘Harmony of the World’ 

LaRouchePAC: Johannes Kepler’s ‘Astronomia Nova’ 

[1]  Se: 10. marts: »Hvad er meningen med det menneskelige liv? Hvad var Jeanne d’Arcs og Nicolaus Cusanus’ mission?« 

7. marts 2015 – Den amerikanske økonom Lyndon LaRouche udstedte en erklæring i går, hvor han opfordrede den græske regering til at afsløre Den europæiske Unions bluff og ikke alene forlade Eurozonen, men også direkte koble sig til det fremvoksende, nye globale og økonomiske system, som BRIKS-nationerne er i færd med at opbygge.

LaRouches bemærkninger blev overleveret under det ugentlige, internationale fredags-webcast i går på www.larouchepac.com af Jeffrey Steinberg, medlem af EIR’s redaktion, som svar på det første spørgsmål til hr. LaRouche fra institutionelle kredse i Washington, D.C. Dette spørgsmål lød: »Hr. LaRouche, i betragtning af Eurozonens finansministres og Den europæiske Centralbanks handlinger er det tydeligt, at et opgør nærmer sig over, hvorvidt Grækenland vil forblive i den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) … Hvad er Deres anbefalinger til den græske regering, og hvordan kan de møde disse presserende udfordringer? Tak.«

Steinberg videreformidlede hr. LaRouches svar som følger:

»Han sagde, at den virkelige bankerot er i Londons og Wall Streets transatlantiske system som helhed. Det spørgsmål, som stilles af Rusland og mange andre nationer i dag, er, om europæerne og USA under Obama kan overleve deres egen tåbelighed, eller om deres handlinger vil føre til verdenskrig og muligheden for generel udslettelse. Dronning Elizabeth og hendes kredse billiger muligvis idéen om generel krig, men det gør jeg ikke.

Der er lykkeligvis en plads for Grækenland. De kan gå med i den anden klub. De kan blive en del af BRIKS-processen. En voksende del af verden bryder med de angloamerikanske interesser, og det inkluderer nu flertallet af nationerne i Syd- og Mellemamerika og Caribien. Det omfatter naturligvis også mange nationer i Sydøstasien, Sydasien, Mellemøsten og Afrika …

For at sige det ligefremt, så bluffer ØMU i Grækenlands tilfælde. De forsøger at afpresse Grækenland. Dette er tåbeligt for Vesteuropa og USA. Grækenland har en unik og tæt relation til Rusland såvel som til Kina, og det er deres indgangsport til BRIKS-alternativet.

Det, vi ser med konfrontationen med Grækenland, såvel som konfrontationen med Rusland, er et sidste, desperat forsøg på at bluffe. Faren består i, at der for enden af dette bluff er atomkrig. Udfordringen for de fleste amerikanere er, at de ikke kan fatte det vanvid, der er drivkraften bag denne politik med bluff og provokation. De kan ikke fatte, for det meste, at der findes nogen, der er villige til at risikere den selvmorderiske udslettelse af menneskeheden. Dette er vanvid ud over enhver forstand, og dog er det, hvad vi har med at gøre med hensyn til Obama, briterne og andre desperate kræfter.

Grækenland har en lang historie som en maritim magt. Det går helt tilbage til perioden efter, at Zeus blev dræbt. Grækenland har karakter af et maritimt land, og det er grundlaget for, at det kan blive en integreret del af BRIKS-paradigmet. Kina anser allerede Grækenland for at være Den nye Silkevejs hovedterminal i Middelhavet.

Det ser ud som om grækerne bliver tvunget til at forlade det europæiske system. Jeg siger, at det er i Grækenlands interesse at forlade det. Det europæiske system er håbløst bankerot. Det europæiske system er ved at disintegrere. Grækenland kan tage føringen i at bryde et system, der fra begyndelsen var råddent og destruktivt. Ved at forlade Eurozonen kan Grækenland afsløre bedrageriet. Det er sådan, man besejrer dem: afslør den kendsgerning, at de er en flok bankerotte bluffere og bedragere.

Deres system er i færd med at disintegrere, og det eneste, de har tilbage, er truslen om krig. Obama er det samme, en del af det samme, bankerotte system. Obamas bedrageri over for Rusland kan føre til ødelæggelsen af den menneskelige art. Hold dig til Obama, og du får en fribillet til udslettelse.«

Torsdag accelererede Den europæiske Centralbank tidsplanen for et opgør med Grækenland over den faktiske bankerot af hele det transatlantiske finanssystem. Samtidig har NATO’s provokationer i Sortehavet og Det baltiske Hav sat faren for en ukontrollerbar krig i hjertet af Eurasien på en tilsvarende hurtig fremspoling. De to mønstre er ikke uden forbindelse, men er derimod en refleksion af impulsen fra ledende britiske fraktioner til at fremprovokere, hvad de i deres vanvid tror, kunne blive en krig, der var afgrænset til det eurasiske territorium – med de førende BRIKS-nationer Rusland, Kina og Indien som mål.

På ECB’s bestyrelsesmøde torsdag rullede Mario Draghi frem med bankens svindel med kvantitativ lempelse til $1,2 billion, der vil begynde mandag med opkøb af dårlige værdipapirer til €60 mia. fra de store, europæiske banker.

Programmet for kvantitativ lempelse vil ekskludere Grækenland og Cypern, og ECB-bestyrelsen afviste at tillade Grækenland at trykke nye statsobligationer for at bevare kapitaliseringen af de store, græske banker. Mens Eurozonens finansministre enedes med Grækenland om en fire måneders udsættelse, så satser ECB tydeligvis på et kortfristet opgør – i det håb, at Grækenland vil give efter.

Torsdag understregede Lyndon LaRouche, at der ikke er nogen udvej for Grækenland, eller noget land i Europa, så længe man beholder et bjerg af ubetalelig gæld på bøgerne. Så dette er et opgør i Europa, og resultatet vil omgående ramme Wall Street også. Mandag mødes Eurozonens finansministre igen for at overveje det græske forslag om en fire måneders periode, i hvilken detaljerne i en gældskonference, og afslutningen på den folkemorderiske nedskæringspolitik, kan udarbejdes.

Opgøret med det britiske, transatlantiske systems bankerot er drivkraften bag krigsfremstødet. Fire NATO-krigsskibe sejlede ind i Sortehavet torsdag til øvelser. Rusland meddelte, at det vil gennemføre flyveøvelser i det samme område, og 2.000 russiske tropper er også engageret i øvelser nær den ukrainske grænse.

Det britiske House of Lords havde udgivet en ny, såkaldt omfattende undersøgelse af krisen i Ukraine, der gav Putin og Rusland al skylden. Briternes spil er endnu engang en krig mod Rusland, denne gang ved at bruge USA, under præsident Obama, som de tåber, der skal engageres i en udslettelseskrig mod Moskva.

Mordet på Nemtsov giver stadig genlyd, men med flere stemmer, der tilslutter sig LaRouche i fordømmelsen

En fremtrædende græsk strategisk analytiker, Ilias Iliopoulos, har skrevet, at mordet på Nemtsov var vestlige kræfters værk, der arbejder for at få Putin fjernet, og han nævnte Obamas forhenværende ambassadør til Rusland, Micheal McFaul, sammen med Victoria Nuland, som de sandsynlige arkitekter af operationen.

Formanden for den russiske Duma gjorde det i et interview med russisk Tv torsdag klart, at de folk, der i Vesten hævder, at »Rusland er isoleret«, er afkoblet fra virkeligheden. Rusland er en kernespiller i den nye, fremvoksende BRIKS-alliance, der allerede repræsenterer 42 procent af verdens befolkning, og 27 procent af virkelige, global rigdom. Det kan næppe kaldes »isolation«. I en tale midt på ugen til lederne af det russiske Indenrigsministerium gjorde Putin det klart, at Rusland vil tilbagevise de operationer, der køres under den »farvede revolution«. I samme åndedrag fordømte han mordet på Nemtsov som en del af angrebet på Rusland.

Som Lyndon LaRouche gentagne gange har understreget denne uge, så kræver disse krisevilkår modige handlinger for at undgå krig. Obama og Nuland må fjernes fra embedet nu. Netanyahu og hans saudiske alliance om hundrede års religionskrige i den islamiske verden, må afsløres som det britiske program for befolkningsreduktion, det er, og omgående knuses. USA må bringes ind i BRIKS’ nye paradigme. Den proces starter med en genindførelse af Glass/Steagall-loven og konkursbehandling af Wall Street; lanceringen af programmer for højteknologisk, kapitalintensiv infrastruktur og jobskabelse, gennem store mængder statslig kredit; og etablering af en Nationalbank efter Hamiltons principper for at drive processen fremad.

Der er ingen tricks eller fif, som vil virke. Kun disse forholdsregler kan med sikkerhed afvende et styrtdyk ud i en krig i Eurasien, der aldrig vil blive begrænset, men som vil, som russiske militære ledere gentagne gange har advaret om i de seneste dage, føre til en fuldt optrappet, termonuklear krig.

Titelfoto: NATO

Den amerikanske økonom Lyndon LaRouche fordømte i dag det svindelagtige forsøg på at kaste mistanke på den russiske præsident Vladimir Putin for mordet på den russiske, liberale politiker Boris Nemtsov natten mellem 27. og 28. februar. LaRouche hævdede faktisk, at mordet på Nemtsov simpelt hen var en provokation, rettet mod Putin, som han havde sagt, lige siden mordet blev kendt. Beviserne er endegyldige, og spillet handler om liv eller død: fred eller krig. Under disse omstændigheder har Obama, gennem sin opbakning til dette aftalte spil i et interview med Reuters i går (2. mrs.), gjort sig fortjent til, som USA’s sidste forsvarslinje, omgående at blive afsat fra embedet.

For det første er der mht. mordet på Nemtsov ingen fornuft i at hævde, at Nemtsov repræsenterede nogen som helst trussel mod Putin, med hans 87 % ’s popularitetsrate. Hvem kan benægte, at Nemtsov fuldstændig havde miskrediteret sig selv gennem sin rolle i Jeltsinregeringen, da vestlige spekulanter ødelagde Rusland, eller at Nemtsovs støtte i befolkningen var minimal på det tidspunkt, hvor han blev dræbt?

Den fremtrædende franske økonom og Ruslandsekspert, Jacques Sapir, udlagde i dag en analyse med titlen, »Hvem kastede mistanke på Vladimir Putin?« Den viser på den ene side, at mordet på Nemtsov var en professionels værk, som et lejemord, men at mordet på den anden side var iscenesat i fuld offentlighed, bogstavelig talt lige under Kremls vinduer, på en sådan måde, at det i vidt omfang gjorde faren for morderne og hele operationen større – for netop at kaste mistanke på Vladimir Putin.

Blandt sine øvrige betragtninger siger Sapir, at nedskydningen bagfra indebærer, at man fuldstændig har identificeret målet, og fremgangsmåden indikerer en ekspertise, der kun er forenelig med et lejemord; risikoen for at ramme forbi eller forvolde skader, der ikke er dødelige, er høj. Bemærk antallet af skud, otte eller flere, at der ikke blev givet et nådeskud (coup-de-grace), samt den kendsgerning, at Nemtsovs ledsager ikke blev skadet.

»Fra dette standpunkt under man sig over, at man ikke ventede, til Nemtsov var kommet hjem? Det klassiske lejemord sker et sted, hvor man er sikker på at finde offeret: trappeopgangen i den bygning, hvor offeret bor, eller netop, som offeret går ud af en restaurant. Det blotte valg af gerningsstedet kunne indikere en overlagt hensigt, som f.eks.at inddrage Putin i mordet. Det er under alle omstændigheder åbenlyst, at morderne løb en risiko, der synes at indikere en politisk hensigt. Det får alt samme en til at tænke på en fælde, en iscenesættelse.

Hvorfor skulle disse mennesker ønske at dræbe Nemtsov mere eller mindre direkte under Kremls vinduer?«

Denne pointe, som Sapir fastslår, bekræftes af en depeche fra Moskva fra en ikke navngiven, men troværdig korrespondent til den tidligere amerikanske ambassadør til Sovjetunionen Jack Matlock, og som på lignende måde skrev:

»Kremls mure og Bekhlimisevskaja-tårnet udgør kulisserne med St. Basil-katedralen til højre. Man kan simpelt hen ikke forestille sig noget sted, der kunne inkludere flere symboler på den russiske stat. Det ligner aftalt spil.«

Sapir fortsætter:

»Hvordan skulle disse folk have indsamlet kendskab til Nemtsovs opførsel, efter han forlod restauranten med en pige ved sin arm? Igen her ville et mord ved Nemtsovs hjem have været meget mere fornuftigt. Og hvis pigen har forbindelse til drabet (selv om det ikke var direkte og ikke var med fuldt overlæg), så ville det have været nødvendigt med dybe forbindelser til Ukraine.«

(Mon disse forbindelser har forbindelse til viceudenrigsminister Victoria Nulands forbindelser til ukrainske nazister, kunne man spørge?)

Sapir miskrediterer fuldstændig den idé, at dette kunne have været et mord, der var dirigeret af Putin, og skriver:

»Medierne i Frankrig og i de vestlige lande har fremsat idéen om et mord, der var beordret af Kreml, eller af bevægelser med tæt forbindelse til Kreml. Vi vil med det samme sige, at den første hypotese ikke stemmer overens med gerningsstedet. Desuden er det svært at se, hvilken interesse den russiske regering skulle have i at få et medlem af oppositionen dræbt, bestemt en kendt modstander, men én, der var faldet i den politiske baggrund. Da Vladimir Peskov, talsmand for præsident Putin, sagde, at Nemtsov hverken repræsenterede en fare eller en trussel om magten, var det fuldstændig sandt. Og hvis vi forudsætter, at mordet på Nemtsov var et forsøg på at skræmme de andre i oppositionen, ville det have været langt enklere at ramme ham hjemme. Idéen om, at den russiske regering skulle have været direkte eller indirekte involveret, virker højst usandsynlig.«

Efter på samme måde at have miskrediteret idéen om, at Nemtsov blev dræbt af højreorienterede, russiske nationalister, skriver Sapir:

»Vladimir Putin og den russiske regering har omgående fremsat teorien om en provokation. Det er nemt at se, hvorfor denne hypotese appellerer til dem. Men man må være ærlig nok til at sige, at det er, hvad det er. Putin er faktisk målet for en intens og udbredt hadekampagne i de vestlige medier. Mordet på en person, der angiveligt skulle være en modstander, er simpelthen noget, journalisterne ikke kunne modstå. De reagerede med at beskylde ham for alle synder på jordens overflade. Den kendsgerning, at Nemtsov var stærkt forbundet med en politik, der mislykkedes i ’90’erne, og som førte Rusland til randen af sammenbrud, er blevet glemt. Den kendsgerning, at Nemtsov har valgt at rådgive ukrainske regeringer under den Orange Revolution siden 2004, er blevet glemt. Mange mennesker, og ikke kun i Rusland, kunne have grund til at ønske Nemtsov død. Men alt dette er blevet glemt, og kampråbet lyder nu, »Putin er en morder«, eller »Putin har inspireret til Nemtsovs morder«. Det er simpelthen en skam, en forbandet skam. Men det er i overensstemmelse med den krig, de vestlige medier fører mod Rusland og Putin.«

Nu har Obama anbragt sig midt i dette aftalte spil med en erklæring til Reuters den 2. marts, som karakteriserer mordet på Nemtsov som

»en indikation på et klima, i det mindste internt i Rusland, hvor samfundsborgere, uafhængige journalister og folk, der forsøger at kommunikere på Internettet, i stigende grad har følt sig truet, holdt tilbage. Og den eneste information, som den russiske offentlighed kan få, er i stigende grad gennem statskontrollerede medier.«

»Det her betyder, at Obama skal væk«, sagde LaRouche.

»For det udgør vores forsvar at få Obama smidt ud. Og det ville redde USA. For USA’s præsident afviste det ikke; han holdt ikke en sådan beskyldning tilbage, men tillod den at gå igennem. Her står vi, med en verden, der nu konfronteres med en trussel om atomkrig, global atomar krig, der aldrig før er sket i menneskehedens historie; og som præsident af USA læner man sig tilbage i stolen og lader udbredelsen af en falsk rapport af denne art gå upåtalt hen, og så har man rent taktisk indforskrevet sig til at blive smidt ud af embedet. Og det er, hvad vi burde gøre. Så den dumme skiderik vidste en ting: hvad det var, han gjorde. Og for at tillade det, tolerere det, og ikke træde frem og fornægte det, er han skyldig.

Vil du redde USA? Vil du redde civilisationen? Så er det, hvad du må gøre.«

Download (PDF, Unknown)

Lyndon LaRouche erklærede i dag, at det globale mønster i de britiske handlinger indikerer, at de handler på en måde, der kun kan tilskrives et fremstød mod en snarlig atomkrig. Den Watergate-lignende proces, der kom som lyn fra en klar himmel, mod Malcolm Rifkind, formand for Parlamentets Efterretnings- og Sikkerhedskomite og en sværvægter i det britiske etablissement, og hans efterfølgende fratrædelse, pga. hans opposition mod en optrapning af konfrontationen med Rusland, betyder, at briterne gør sig klar til krig, sagde LaRouche. De er i færd med at skaffe alle forhindringer for denne krig af vejen – det er den konklusion, man må drage af Rifkinds afsættelse.

Dette britiske krigsfremstød ses også åbenlyst i de udviklinger, der finder sted omkring Ukraine og Grækenland – to strategiske konfrontationer, hvor midlertidige, usikre våbenhviler i øjeblikket eksisterer, men hvor de underliggende spørgsmål slet ikke er blevet afgjort.

For eksempel shopper Ukraines Petro Poroshenko aktivt efter våben, der skal bruges i deres krig mod Rusland. På den internationale våbenudstilling IDEX i Abu Dhabi meddelte han, at han havde underskrevet en forsvarsaftale med De forenede arabiske Emirater, og at han håbede snart at gøre det samme med USA:

»Vi er i en meget praktisk dialog, og vi håber, at vi i den nærmeste fremtid vil få en beslutning om at hjælpe os med at få forsvarsvåben.«

I mellemtiden er Andrij Parubij, øverstbefalende for Maidans »selvforsvars«-styrker, og nu chef for Ukraines Nationale Sikkerheds- og Forsvarsråd, i Washington til møde med embedsfolk fra Pentagon og diverse senatorer for at få et bindende løfte om at sende våben til Ukraine. Parubij er, ligesom hans controller Victoria Nuland fra Obamas Udenrigsministerium, åben fortaler for nazistisk politik, inklusive konfrontation med Rusland.

Vi ved, hvad Nuland har gang i, var LaRouches kommentar i dag; og vi mener ikke, det er menneskeligt. Faktisk er det sådan, at Obama og de folk på den republikanske side, der er allierede med ham om den politiske strategi, er den ene faktor, der udgør den største kilde til fare for selve USA’s fortsatte eksistens. Dette er en kendsgerning, vi må erklære udtrykkeligt og vidt omkring – fra det politiske centrum, der udgøres af LaRouche-bevægelsens organisering af aktioner på Manhattan og herfra strålende ud til resten af landet, og til verden.

I sagen om Grækenland er Den europæiske Union stædigt besluttet på at knuse Tsipras-regeringens afvisning af at gennemføre mere Trojka-nedskæringspolitik i landet og kræver, at de kapitulerer eller udsættes for finansiel og økonomisk tæppebombning, og bortvises fra Eurozonen.

LaRouche Political Action Committee demonstrerer i New York for Grækenland;

se sangtekst her. (engelsk og dansk)

Hvorfor skulle de dog forblive i Eurozonen? gav Lyndon LaRouche igen. Den græske regering burde sige til EU:

Hvis I har tænkt jer at presse os, hvorfor skulle vi så være en del af det? Der er grænser for, hvad en nation med respekt for sig selv vil underkaste sig, og vi har nået en sådan grænse. Det, I forlanger, er et bedrageri – og det ved I. Det britiske Imperium har udsuget os i årevis, og det har de ikke lov til; det er umoralsk. Vi har vist, at vi ønsker at samarbejde med jer, vi har givet jer den mulighed; men hvis vi ikke opnår et tilfredsstillende resultat, har vi ingen som helst forpligtelse til at fortsætte bedrageriet. Vi kan ikke underkaste os.

LaRouche specificerede, at det ikke er alle i Europa, der aggressivt forfølger Det britiske Imperiums ’brændte jords’ politik imod Grækenland, men der er nogle særligt aktive personer, der må skilles ud og stoppes. Det er tilfældet med den tyske finansminister Wolfgang Schäuble og chefen for Eurogruppen Jeroen Dijsselbloem, så vel som også Spaniens finansminister Luis de Guindos – der var direktør for Lehman Brothers i Spanien og Portugal fra 2006 og frem til bankens undergang i flammerne i 2008. Og han prætenderer nu at belære Grækenland om ordentlig finanspolitik?

Men Grækenland har forskellige muligheder imod disse hit-men, understregede LaRouche. Hvis de knuser Grækenland, som de har planer om at gøre, vil de sænke hele systemet. Så det, Grækenland må sige, fortsatte LaRouche, er, at de betingelser, man stiller dem overfor, er et svindelnummer. Gælden er et svindelnummer; i virkeligheden skylder Grækenland ingenting. De tal, man har brygget sammen, er blot endnu et tilfælde af forbryderiske bankierers regnemetoder – en praksis, der er så svindelagtig, at den giver matematik et dårligt ry!

Pointen er, konkluderede LaRouche, at Grækenland intet skylder, og på trods af dette er Det britiske Imperium, i deres higen efter krig, ude på at drukne dem, dræbe dem og knuse dem. Tiden er inde for Grækenland til at handle og lade bankerne vide, at de ikke får noget. De er færdige.

Som afslutning på en diskussion med medarbejdere tirsdag aften sagde LaRouche:

Obama bruger rent faktisk terrorister, internationale terrorister, og det er her, truslen kommer fra. For briterne har ikke selv kapaciteten til at lancere denne form for krigsførelse. Der er faktisk ingen i Vesteuropa, der kan forberede en sådan krig. USA kan levere våben, seriøse våben, tunge våben. Men USA ønsker ikke at være ansvarlige for denne udvikling; de ønsker at udgøre opbakningen.

Den måde, som USA derfor ville operere på, især under Obama, ville være at få andre agenter til at lancere krigen. For det eneste, der behøves, er en anden agent, der vil starte krigshandlingerne, vil lancere den form for krigsførelse, der er involveret, og dette inkluderer atomkrig. Og atomkrig eksisterer i andre dele af verden, og leveringerne kan rettes mod andre dele af verden. Og derfor ville de angribe Rusland og Kina, som hovedmålene for ødelæggelsen. Og de ville være ligeglade med, hvad der sker med resten af Europa. De ville simpelt hen sige, »vi overlevede«; for folk, der vil udføre denne form for krig, vil sige, hvis de overhovedet har nogen kapacitet, så vil de kalkulere, og kalkulationen ville være, kan vi lancere en stykkevis krig, der ville destruere det meste af Europa.

Og det er præcist, hvad Nuland foretager sig. Hendes rolle er at tage til Europa og dér skabe en situation, der vil forårsage ødelæggelsen af Centraleuropa.

Storbritannien er ikke i stand til at gøre noget nu, undtagen rent politisk – politisk og finansielt. Derfor ville den normale situation, under enhver form for skinfornuft, være, at det gik i den retning. Det er at sætte en fælde for det europæiske hjerteland, med ødelæggelse af visse dele af Nordafrika og Centralasien – og Kina. Og målet ville være at ødelægge Kina, at ødelægge Europa og Kina.

Se også: Lyndon LaRouche: Menneskets rolle i dag

På trods af det faktum, at våbenhvilen, der blev forhandlet igennem mellem Putin, Poroshenko, Merkel og Hollande, skrider frem i det østlige Ukraine, er der et fælles fremstød, med London som spydhoved, for at fremprovokere en generel krig med Rusland i de nærmeste dage. Victoria Nulands kæledyr, den ukrainske premierminister Arsenij Jatsenjuk, var på Fox Tv i søndags, hvor han falbød den løgn, at der ikke er nogen våbenhvile, og at Rusland er engageret i en fuld invasion af det østlige Ukraine. Disse ord var en gentagelse af erklæringer i løbet af weekenden fra en stadig mere hysterisk, britisk regering, der hævdede, at Putin var på kanten til at indtage de baltiske stater, og at der måtte gennemtvinges nye, drakoniske sanktioner mod Rusland. Obama, der føler presset fra Frankrig og andre europæiske allierede for at tilbageholde våben til det ukrainske militær, truer også med nye, tunge sanktioner – den økonomiske ækvivalent til regulær krig.

LaRouchePAC demonstration i New York City 21. feb. 2015:

(Se engelsk sangtekst her)

Se også: Fyr Nazi-elsker Nuland, eller stå over for verdenskrig

Det, der i stigende grad bør stå klart, er, at dette London-dirigerede fremstød for krig igen drives frem af panikken i City [of London] og på Wall Street over hele det transatlantiske, britisk-imperiale finanssystems håbløse bankerot. Grækenland er detonatoren, og Eurozonens finansministres beslutning fredag om at forlænge den aktuelle aftale om redningspakken i endnu fire måneder er simpelt hen baseret på den kendsgerning, at ingen er parat til at trykke på aftrækkeren mod hele det transatlantiske finanssystem. Liam Halligan advarede, i en artikel i Sunday Telegraph om, at euro-eksperimentet er dødt, og at eneste udvej er at organisere en lovformeligt reguleret græsk udgang af euroen, som første skridt i en tilbagevenden til adskilte og suveræne valutaer i hele Europa.

Lyndon LaRouche understregede, at et sådant initiativ må begynde med genindførelsen af Glass/Steagall-bankopdelingsloven i USA og i hele Europa. Udelukkende kun en tilbagevenden til et kreditsystem i Hamiltons forståelse kan afvende verdenskrigen og lancere en ny renæssance.

Betydningsfulde kredse i Washington er bekymrede over, at vi befinder os i den form for periode, i hvilken oligarkiet, i sin desperation for at klamre sig til et afdødt system, vil ty til politiske mord på højt niveau for at få deres vilje. Den indlysende liste over statsoverhoveder fra BRIKS og deres allierede udgør den overordnede bekymring. Disse kredse advarer om, at Obama og hans CIA-chef John Brennan nemt kunne være på mordernes side. Det, der driver London til dobbelt vanvid, er det fremvoksende BRIKS som sæden til en ny, retfærdig, finansiel verdensorden – befriet for oligarkiets magt.

Se Brochuren:

HVORFOR USA OG EUROPA MÅ GÅ MED I BRIKS

– En ny, international orden for menneskeheden 

Ifølge nyhedsrapporter rejser Sektor Højre-dræberen Andrij Parubij til Washington i denne uge for at tale for dødelig hjælp til Ukraine. Hollande og endda Merkel konkluderede for flere dage siden, at USA’s fremsendelse af våben til Ukraine kan blive udløseren for generel krig, og at dette motiverede deres fælles indsats, sammen med Putin, for at opnå en aftale i Minsk 12. februar. De nu offentligt erkendte neonazister – som Parubij – er Londons nøgleinstrumenter i det aktuelle krigsfremstød, og de må, sammen med troppefører Victoria Nuland, ubetinget væltes fra enhver magtposition, hvis vi skal undgå krig. Obama må enten fjernes fra embedet eller gøres så magtesløs, at han ikke længere kan udføre Londons og Wall Streets ordrer.

Se: Kiev Ambassador: We Needed the Neo-Nazi Battalions

Vi har nogle vigtige flanker i denne kamp. HSBC, Kronjuvelen for British Dope, Inc., er på vej ned, og det er frugten af en langvarig indsats, der går tilbage til udgivelsen af Dope, Inc. i 1978, der afslørede HSBC’s rolle – dengang Hongkong and Shanghai Banking Company – som den centrale clearingbank for verdens opiumhandel. Siden 1865 har Hong Shang beskæftiget sig med narkohandel – som det britiske monarkis eksklusive agenter – og intet er forandret i dette arrangement frem til nutiden. Det er dette Dop., Inc.-apparat, som Obama, Holder og den nominerede til justitsministerposten, Loretta Lynch, så stædigt beskytter. Alene dét er tilstrækkelig grund til af fjerne Obama fra embedet – i denne uge!

 Dope, Inc.

Diane Sare, mangeårig aktivist i LaRouchePAC, siger det ligeud til New Yorkerne,

på dansk her.

STOP 3. VERDENSKRIG! 

VI HAR FORTSAT BRUG FOR DIN STØTTE

TIL SCHILLER INSTITUTTETS OG LAROUCHE-BEVÆGELSENS KAMP.

Bliv medlem her

Eller send os et bidrag:

Giro: 564-8408 * Homebanking: 1551-5648408

Den civiliserede verdens lederes apati over for de forbløffende vilkår for efterkommerne af den græske nation, hvem de skylder deres civilisation, der så at siger steg op af asken af deres ruin, er noget, der er fuldstændigt uforklarligt for den, der blot er en tilskuer til opvisningen på denne dødelige scene. Vi er alle grækere. Vore love, vor litteratur, vor religion, vor kunst har sine rødder i Grækenland …

Percy Bysshe Shelley, Introduktion, Hellas, Et lyrisk drama.

Lyndon LaRouche gentog torsdag, at hele den såkaldte græske gæld til Trojkaen er et svindelnummer og må ikke betales. »Udplyndring udgør ikke legitim gæld«, advarede LaRouche, og de europæiske banker og bankerne på Wall Street, der alle køres af briterne, stod for en non-stop udplyndring af det græske folk, den græske økonomi og de græske banker. Det faktum, at, ved visse lejligheder, korrupte græske regeringsfolk var med i svindelen med partnere som Goldman Sachs, gør ikke gælden mindre kriminel.

Medlemmer af LaRouche Politiske Aktionskomite deltager i et demonstration i solidaritet med Grækenland i New York City den 11. februar,

2015, med et skilt, der siger, “Wall Street og Trojkaen er bankerot, ikke Grækenland!”

Den græske regering må gives fuld international støtte til sin holdning, at gælden er ubetalelig og må nedsættes. LaRouche sagde det endnu mere ligefremt: Gælden er illegal, den er ubetalelig, og den er frugten af en London-styret, kriminel virksomhed, der må lukkes fuldstændigt ned, hvis verden skal overleve de kommende måneder uden, at der udbryder generel krig i centrum af Europa.

Torsdag skrev den græske finansminister Yanis Varoufakis til eurozonens finansministre og ECB-chef Mario Draghi og krævede en forlængelse på seks måneder af de aktuelle arrangementer, for at give tid til at arrangere en gældskonference og udvikle en plan for en græsk, økonomisk genrejsning – minus nedskæringspolitik. Tyskland afviste omgående forslaget, hvilket fik den græske regering til at offentliggøre brevet og sætte scenen for et opgør fredag, hvor eurozonens finansministre skal mødes for at beslutte deres næste træk. Bag scenen, selv i ECB, er der en udbredt erkendelse af, at gælden ikke kan betales, og at nye arrangementer er nødvendige. Den tidligere franske præsident, Valery Giscard d’Estaing, sagde til fransk presse, at Grækenland bør gives mulighed for at organisere en »venligtsindet exit« af euroen.

To afgørende punkter at erindre sig er følgende:

For det første, så er det hele det transatlantiske finanssystem, der er bankerot – ikke Grækenland. »Ponzi-fiduserne« og den hyperinflationsskabende svindel med kvantitativ lempelse (pengetrykning) har gjort det hele værre. Der er ingen anden udvej end en lovformelig, reguleret annullering af hele boblen med spillegæld med begyndelse i de billioner af dollar i derivater, såsom credit default swaps-kontrakter, der blev indgået på basis af græske statsobligationer samtidig med, at Goldman Sachs og andre afkortede gælden.

Og for det andet, så er intet af den såkaldte græske gæld til Trojkaen og de europæiske banker legitim. Ikke engang 10 % af pengene gik til noget, der lignede produktiv investering i den græske realøkonomi. Den græske befolkning er blevet decimeret af den britisk-ledede udplyndring. De skylder intet!

Der er intet, der sætter mere fokus på det britiske finansimperiums kriminelle karakter end de fortsatte afsløringer af HSBC, der er i gang i hele verden. Glem ikke, at HSBC engang var kendt som »Hong Kong and Shanghai Banking Corporation« – kronjuvelen af den britiske politik med opiumskrig, og centralbank for den globale narkohandel.     

Med de kriminelle anklager i Schweiz, aftalen om »udsættelse af retsforfølgelse«, en fordelagtig aftale fra Obama i USA, de igangværende efterforskninger i Indien – der viser, at HSBC, sammen med Dronningens egen Couts Bank, hvidvaskede pengene til terrorangrebet i Mumbai i 2008, arrangeret af Daoud Ibrahim, samt de kriminelle anklager mod banken i Argentina, bør det nu fremstå som en klar påmindelse om, at hele det London/Wall Street-styrede, transatlantiske finanssystem med for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne er en eneste, gigantisk, kriminel virksomhed. Det er Dope, Inc., og den eneste passende handling vil være en massiv, global Pecora-kommission og nedlukning af disse banker.

Dope, Inc., udgivet af Executive Intelligence Review

Når man ser tilbage på LIBOR-svindelen, afsløringerne af, at HSBC er bank nr. 1 for hvidvaskning af narkopenge for de mexicanske og columbianske narkokarteller, HSBC’s globale skatteunddragelsesfidus med base i Schweiz, og forbindelsen mellem HSBC og Den gyldne Kæde af saudiske banker bag finansieringen af al-Qaeda og ISIS, bør pointen stå helt klart: Dette er global, organiseret kriminalitet, der går til toppen. Og de forventer at blive tilbagebetalt for det blod, de har udsuget af det græske folk?

En fuld efterforskning af HSBC’s kriminalitet på vegne af Monarkiet (det britiske, -red.) ville også afsløre de intime forbindelser med Prince Bandar bin-Sultan (eller måske bin-Satan), især i kølvandet på 11. september. Alt imens de schweiziske, private HSBC-dokumenter bekræftede, at Bandar var en skatteunddragelseskunde, så er den virkelige historie meget større. HSBC var i en årrække den eneste bank i USA, der ville forvalte pengene fra Bandar og den saudiske ambassade. Før og efter 11. september modtog Bandar, iflg. kvalificerede kilder i Washington, 30 mio. dollar om måneden i overførsler fra Bank of England til hans personlige konto i HSBC New York (og senere, HSBC Washington, DC.) som hans andel i Al Yamamah våben-for-olie-handlen, der skabte historiens største, ulovlige fond til terrorisme.

At blæse låget af London/Wall Street-banksvindlen er altafgørende for at forhindre krigen i at bryde ud i hjertet af Europa. Foreløbig holder Putin, Hollande, Merkel og Poroshenko sig til deres forpligtelser over for en våbenhvile i Ukraine som det første skridt til en reel løsning på krisen, der begyndte med Victoria Nulands operationer for et nazistisk regimeskift i 2013-14. Alle fire ledere ved, at Obama, på vegne af briterne, gør fremstød for at opruste ukrainerne som en udløser af krig med Rusland. Victoria Nuland, Obamas neokonservative nazi-elsker, løber rundt i Georgien og andre steder østpå, hvor hun gør fremstød for provokationerne.

Nuland må fjernes nu, som endnu en forudsætning for at forhindre krig. Så længe hun render rundt på vegne af Obama, er faren for krig for alvorlig til, at det kan tolereres. Med hendes afsættelse bliver Obama sårbar. Enten må han selv fjernes fra embedet, eller også, som LaRouche udtrykker det, må »han blive stærkt begrænset«, ellers vil krigen ikke kunne standses.

Se: Fyr nazi-elsker Nuland, eller stå over for krig. 

Dette er afgørende dage, hvor selve menneskehedens fremtid står på spil. Grækerne må gives fuld international støtte til at gå op imod svindlerne og morderne i London. Nuland må fyres og Obama puttes i en æske, eller selv blive fyret. Denne kombination af handlinger er tilstrækkelig til at holde faren for krig tilbage. Dernæst kan en lovformeligt reguleret bortfjernelse af Londons og Wall Streets imperiale gældsboble sætte scenen for en reel, økonomisk revolution af den slags, som Alexander Hamilton lancerede ved afslutningen af Den amerikanske Revolution, og som reflekteres af BRIKS’ handlinger i dag.

I dag (18. feb.) lancerede Lyndon LaRouche et internationalt initiativ centreret omkring Manhattan for at afsløre den totale svindel omkring den gæld, der tilskrives Grækenland af Den europæiske Union og Det britiske Imperiums banker. Gælden bliver brugt som afpresning for at forsøge at banke Grækenland – og efter dem, hele Europa – til at begå selvmord ved endnu engang at gennemtvinge bankernes nedskæringspolitik, der medfører folkemord.

»Den græske gæld som sådan er for det mestes vedkommende ikke græsk gæld«, erklærede LaRouche. »Gælden, som Tyskland og andre nationer kræver, at de betaler, er penge, som grækerne aldrig har fået! Så grækerne skylder ikke disse penge. Det er et svindelnummer, for grækerne påtog sig ikke denne gæld.«

Det hele blev tvunget ned over Grækenland gennem en række svindelnumre, sagde LaRouche, men i virkeligheden gik pengene kun til at betale Grækenlands internationale bankkreditorer, for at dække over et Ponzi-svindelnummer, som Goldman Sachs og andre rovgriske financierer kørte, og for at dække over sporene af korrupte våbenhandler, som tidligere græske regeringer har forhandlet – som medlemmer af den nuværende, græske regering har dokumenteret.

Men det græske tilfælde er intet særsyn på verdensscenen. Det er et klassisk tilfælde af det, LaRouche og EIR længe har beskrevet som »bankier-regning«, et svindelnummer, gennem hvilket størstedelen af planetens nationer er blevet påtvunget gæld, de aldrig virkelig har påtaget sig, og som er bygget op gennem en pyramide af derivatspekulation og lignende finansielle svindelnumre. Det er på denne måde, at vi har fået for 2 billiard dollar derivater og andre finansielle ’værdipapirer’ på regnskaberne i dag, uden nogen mulighed for at betale gælden.

Tilfældet Grækenland udgør den samme form for svindel, som gribbefondene forsøger at gennemføre imod Argentina. Og det er den samme svindel, som køres over hele verden af de narko-handlende, skatte-unddragende, bankerotte banker, der er kernen i Det britiske Imperium i dag. Et af disse tilfælde, nemlig HSBC – tidligere Hong Kong and Shanghai Banking Corporation, også kaldet hovedbanken for Dope, Inc. – er for nylig blevet berygtet for at organisere verdensomspændende fiduser til skatteunddragelse for deres rige kunder. Og dette kommer oven i den tidligere demonstration under amerikanske senatshøringer af, at HSBC befandt sig i centrum af hvidvaskning af blodpenge fra de mexicanske narkokarteller til titals billioner dollar.

Men HSBC er blot et enkelt tilfælde blandt dusinvis af andre. En sladrehank (’whistleblower’) i UBS (Union Bank of Switzerland), tidligere embedsmand Stephanie Gibaud, har netop erklæret, at »oplysningerne om HSBC er en kopi af det, jeg oplevede i UBS«. Hun tilføjede, med videnskabelig præcision:

»Vi må forstå, at vi har at gøre med en kriminel industri.«

Det er præcis, hvad Wall Street, City of London og hele det transatlantiske finanssystem er. Det er en kriminel virksomhed, der ønsker at bevare illusionen om solvensen af finansielle aktiver til 2 billiard dollar gennem at dræbe hele nationer og befolkninger, sådan, som de forsøger at gøre i Grækenland. Det er deres finanssystems bankerot, der ligeledes driver dem til at true med atomar konfrontation med Rusland og Kina med Ukraine som påskud, for at gennemtvinge deres vilje på globalt plan.

Det britiske Imperiums eneste håb om sejr er, at nationer som Grækenland og Rusland kapitulerer til deres afpresning og deres trusler og indvilger i at spille efter de rigide spilleregler, som Det britiske Imperium insisterer på, er det eneste spil i byen. Men hvis de nægter – som BRIKS-nationerne gør det, så vel som også allierede nationer som Grækenland, Argentina og Egypten – og i stedet kæmper for at skabe et helt nyt system, baseret på udstedelse af kredit til udvikling, snarere end til spekulation, så kan det finansielle imperium tvinges i knæ.

»Vi må udbrede dette her som hovedspørgsmålet i USA«, erklærede LaRouche. »Vi kan sænke Wall Street på dette spørgsmål. Hvis man sænker den græske svindel, vil man sætte en kædereaktion af eksplosioner i gang i det internationale, transatlantiske system, som Wall Street-systemet og lignede ting, briterne og andre. Det er dem, der skylder gælden, ikke grækerne.«

»Det her skal lægges højt og tydeligt på hvert eneste dørtrin i USA«, sagde LaRouche. »Hvis man vil undgå Tredje Verdenskrig, så er det, hvad man må gøre. Og hvis man ikke gør det, tager man ikke Tredje Verdenskrig alvorligt.«

Dette er en international og en national kampagne, konkluderede LaRouche, og den er centreret omkring New York City. Vi vil tage Manhattan tilbage fra Wall Street, og give det tilbage til Alexander Hamiltons politik.

16. feb. 2015 – Under diskussioner søndag aften fremhævede Lyndon LaRouche Schiller Instituttets arrangement på Manhattan søndag, den 14. feb.[1], som en total succes og understregede, at det er af afgørende betydning, at materialet præsenteret ved begivenheden, med hovedtale af Helga Zepp-LaRouche, cirkuleres i sin helhed i USA og internationalt.

For det andet understregede han, at alt for mange mennesker befinder sig en drømmetilstand til, at de er i stand til at tænke seriøst. Folk må se at stå ud af sengen og holde op med at gå søvne.

I den kommende uge konfronteres menneskeheden med to kriser, som det er dårligt forberedt til gennem den kendsgerning, at for mange mennesker ser på menneskelige væsener som dyr, snarere end at se på menneskelige væsener sådan, som Johannes Kepler så på menneskeheden, nemlig, at de har missionen og evnen til at udvikle Solsystemet, af hvilket menneskeheden samtidigt er afhængig.

Fra og med midnat den 15. februar trådte en våbenhvile i kraft i Sydøstukraine. Hvis denne våbenhvile ikke holder, står verden og vakler på kanten af atomar udslettelse. På trods af Barack Obama og Victoria Nuland, hvis nazister – som Sektor Højre og Azov-battaljonen – har forpligtet sig til at overtræde våbenhvilen, talte Hollande, Merkel, Putin og Poroshenko med hinanden søndag og har planlagt at fortsætte diskussionen mandag, fordi de ved, at Minsk-aftalen måske er menneskehedens sidste chance.

Mandag vil også repræsentanter fra Grækenland mødes med Eurogruppen i Bruxelles. Med opbakning fra mere end 60 % af den græske befolkning vil de stå fast på modstanden mod en fortsættelse af nedskæringspolitikken, der medfører folkemord, og som blev påtvunget den græske befolkning af Trojkaens EU, ECB og IMF.

Søndag aften demonstrerede flere end 20.000 grækere i Athens gader foran parlamentet med temaet: »Det græske folk imod nedskæringspolitik.«

Disse to kriser er blot de mest umiddelbare, der konfronterer menneskeheden. Kriserne, der truer menneskeheden, vokser med hastigt tempo.

Lyndon LaRouche understregede, at vi er kommet til afslutningen af dette øjeblik i historien, og at fylde den sidste sprække af denne historie op er en fejltagelse. Det, der behøves, er et nyt koncept, som de fleste ikke er fortrolige med, fordi de fleste menneskelige væsener ikke ved, hvad forskellen på dyr og mennesker er.

Intet dyr ville nogensinde kunne mestre Solsystemets love. Intet dyr har nogen idé om, at dets blotte eksistens er afhængig af Solsystemet, eller at det har et ansvar for at udvikle Solsystemet. Udelukkende kun mennesket er i stand til at have en sådan idé, og det har evnen til at udøve et sådant ansvar.

Når man ser på det fra dette standpunkt, hvordan kunne da noget menneske tolerere oprustningen af nazister i Ukraine? Hvordan kan noget menneskeligt væsen støtte det folkemord, som gennemføres af Trojkaen imod Grækenland og andre steder? Hvordan kan noget menneskelig væsen tolerere, at Victoria Nuland ikke omgående bliver fyret for de forbrydeler, hun har begået i Ukraine, for ikke at tale om Libyen? Hvordan kan noget menneskeligt væsen tolerere, at Barack Obama har præsidentembedet i USA? Hvordan kan noget menneskeligt væsen tolerere vekselererne i Wall Streets tempel for Mammon?

Mennesket er ikke et dyr. Mennesket har en guddommelig mission om at opbygge en massebevægelse for udvikling, ikke blot på denne planet, men i Solsystemet som helhed.

Som LaRouche understregede søndag, så har vi ikke meget tid. Civilisationen kunne befinde sig på randen af udslettelse. Vi må inspirere folk til niveauer, de aldrig før har berørt, og det kan gøres.

I dette lys påpegede LaRouche, at nøglen til ikke alene menneskehedens fortsatte eksistens, men også til opfyldelsen af dens natur og mission som menneske, og ikke dyr, er Johannes Keplers forståelse af Solsystemet. Følgende bemærkninger fra LaRouche tirsdag, den 10. februar, går direkte til sagen:

»Man må tænke på Nicolaus Cusanus, implicit, som opdageren af princippet om Solsystemet, og før ham var der ingen, som vi er bekendt med, der har forstået princippet for Solsystemet. Solsystemet er det system, som vi lever under. Vi er afhængige af Solsystemet, fuldstændigt, og derfor må vi have en menneskelig forståelse af, hvad Solsystemet betyder. For Solsystemet har visse egenskaber, som normalt ellers ikke findes i Solsystemet! Og det denne egenskab ved Solsystemet, Keplers forståelse af Solsystemet, som er nøglen til forståelsen af menneskeheden. For muligheden af en menneskehed er afhængig af denne faktor. Det er et princip om Solsystemet, det er princippet om Solsystemets blotte eksistens, sådan, som Kepler selv definerede det. Og derfor definerer det princippet om menneskeheden, som findes i definitionen af Solsystemet, som Kepler definerede det. Menneskeheden lever nu i et Solsystem, og Solsystemet udvikler sig under alle omstændigheder, vi ved, at det udvikler sig; vi forstår ligeledes, hvis vi forstår problemet, så forstår vi, at vores eksistens afhænger af dette princip, af Keplers princip. I modsat fald fungerer det ikke.

Spørgsmålet er, hvad er menneskehedens evne – individets evne og menneskehedens evne generelt – til at skabe en forandring i Solsystemet i overensstemmelse med Keplers principper. Dette er det eneste, der gør, at Solsystemet har nogen værdi. Menneskets succes med hensyn til at håndtere spørgsmålet om Solsystemet er den eneste sandhed, der findes for noget som helst i Solsystemet.

Menneskeheden er den afgørende institution, af hvilken selve meningen med Solsystemet afhænger. Uden princippet om Solsystemet, som vi kender det i dag, ud fra standpunktet om fysisk videnskab og relaterede ting, så vel som andre ting, hvis menneskeheden ikke udøver funktionen som menneskehed, som en skabende kraft, så er de ingen kraft, der gør Solsystemets eksistens umagen værd.«

[1] Helga Zepp-LaRouche begynder ved ca. 36 min.

Obamaregeringen er i øjeblikket ved at implementere en politik, omkring økonomi generelt og omkring Ukraine i særdeleshed, der er i færd med at krænge planeten over mod et atomart opgør mellem USA og NATO på den ene side og Rusland og Kina på den anden. Dette er ensbetydende med, at der er grund til at stille Obama for en rigsret, erklærede Lyndon LaRouche i dag. Under politisk direktion fra briterne har Obama sat USA på en kurs mod krig, og gennem sådanne personer som Udenrigsministeriets Victoria Nuland har han sluppet nazister løs – vaskeægte nazister, der har dokumenterede, historiske bånd til Adolf Hitler – der truer Ruslands blotte eksistens. Mens Obama offentligt overvejer at sende våben til Ukraine, havde Moscow Times fra i dag ganske enkelt denne overskrift: »Rusland vil se amerikanske tiltag for at opruste Ukraine som en krigserklæring.«

Bag sådanne strategiske bommerter og provokationer finder vi en tydelig fejlagtig filosofi og tankegang. For eksempel er Obama og briterne i deres adfærd over for Rusland totalt gift med utilitaristisk adfærdsmodifikation, efter Benthams felicific calculus, (tilnærmelsesvis: adfærdsforandrende teknik ved hjælp af belønning eller straf). I sine kommentarer i går efter mødet med Merkel understregede Obama igen, at hvis Rusland ikke giver efter for hans krav, kan USA »optrappe Ruslands omkostninger« og overveje, hvilke andre midler kan anvendes for at ændre hr. Putins adfærd«. Ashton Carter har på lignende måde i skriftlige svar til Kongressen vedr. sin nominering til forsvarsminister ikke alene argumenteret til fordel for en oprustning af Ukraine, men også for at lægge pres på Rusland pga. formentlige krænkelser af INF-traktaten (traktaten fra 1987 mellem USA og Rusland om mellemdistance-atomvåben).

»USA’s respons må gøre det klart for Rusland, at hvis det ikke igen kommer i overensstemmelse [med traktaten], vil vores respons gøre dem mindre trygge, end de er i dag.«

Det er sindssygt, var LaRouches kortfattede kommentar. Og en sådan sindssyge vil kun forøge faren for krig, eftersom russerne ikke vil respondere, som behavioristerne forudser, for det er faktisk ikke sådan, det funktionelle, menneskelige sind fungerer. De vil respondere på en asymmetrisk måde, kreativt, baseret på en menneskelig og national identitetsopfattelse, der intet har at gøre med Benthams felicific calculus. I modsætning til dyr, hvor forudsætningerne for adfærdsmodifikation er anvendelige, så fungerer det menneskelige sind ud fra et klart koncept om en fremtid under opbygning, og handler for at forandre aktuelle parametre for at sikre, at en sådan fremtid også skabes – noget, som intet dyr, eller ingen utilitarist, kan gøre.

At operere på anden vis, som briterne af natur gør, vil i sandhed føre til krig gennem fejlberegning – den største fejlberegning af alle, i relation til menneskets natur.

Vores job, understregede Lyndon LaRouche i dag, er ikke at beskrive denne situation, men at specificere, hvad vi må gøre for at ændre den, omgående. Og det er meget simpelt. Vi må erklære Wall Street bankerot, erklærede LaRouche, fordi det, og hele det transatlantiske system, er håbløst bankerot, som det tydeligt ses af Grækenlands tilfælde. Ethvert yderligere forsøg på at holde det i live vil få de transatlantiske nationer til at eksplodere så meget desto hurtigere, og så meget desto mere eksplosivt. Fakta er, at Wall Street er bankerot, og kun idioter og tåber – og de, der frygter dem – tror noget andet.

De er åbenlyst bankerotte, fortsatte LaRouche. Alle regnskaber viser det; tempoet, hvormed bankerotten sker, accelererer; og forsøg på at tapetsere hen over det med yderligere kvantitativ lempelse (pengetrykning) er i særdeleshed farligt, fordi det simpelt hen vil sprænge hele systemet i stykker på kort tid, og ingen vil overleve.

Så luk det ned, erklærede LaRouche. Sæt det under konkursbehandling. Og skab en ny institution under statslig kontrol for at stabilisere situationen, og skab ny, statsgaranteret kredit. Sæt dernæst denne kredit i arbejde for at skabe voksende produktion i arbejdskraften, centreret omkring projekter med høj energigennemstrømningstæthed.

Det vil Wall Street ikke kunne lide. Men det vil 99,99 % af den menneskelige art. Det er det eneste alternativ til krig, kaos og masseaffolkning af hele planeten.

Forslag til fordybelse:

Tema-artikel: En Prometheus-tilgang til udvikling af nye former for ild  

Lyndon LaRouche: Fire nye Love til USA’s omgående redning 

Hvis kansler Merkels og præsident Hollandes pludselige mission til Moskva, og deres fem timer lange møde med præsident Putin, er mislykkedes i denne weekend – hvilket ikke er sikkert, men et sandsynligt resultat – vil det være mislykket på randen af generel krig, var stort set, hvad Hollande bagefter sagde.

Disse europæiske ledere brød bestemt med Obama over oprustningen af Kievregimet for at bekrige Rusland. Men de forbliver fortsat fastlåst i de britiske bankierers katastrofale sammenbryg af euroen og eurozonen, med deres traktater om verdensfascisme og regler for økonomisk ødelæggelse. Og dette er det, der sluttelig var drivkraften bag konfrontationen med krig mod Rusland, og mod BRIKS.

Bed Rusland om at acceptere Hitlers egne nazister, der dominerer i Kiev, og 30.000 NATO-tropper opstillet langs Ruslands grænser i et halvt dusin lande? Som Lyndon LaRouche insisterede fredag for at tydeliggøre de virkelige omstændigheder,

»Fjern Nulands nazister! Ellers har I ikke en chance for at undgå krig.«

Helga Zepp-LaRouche kritiserede kraftigt Merkel i en strategisk vurdering den 6. februar: Samtidig med, at de køler Londons og Obamas krigspolitik af, kræver hun og finansminister Schäuble streng overholdelse fra Grækenlands side af euroens og ECB’s »principper og traktater«, som er det ødelæggende problem for hele Den europæiske Union, og sandsynligvis vil bryde den. Helga minder de europæiske læsere om, at hun i februar 2008 advarede om, at Lissabon-traktaten ville være en ny Versaillestraktat og, ligesom den første, ville indeholde kimene til krig og fascisme.

Euroen var Londons finansimperialisters fængsel for Europa – Margaret Thatchers og George H.W. Bush’ »Britisk vesteuropæiske Kompagni« – og det er London, der nu er ude på at bekrige BRIKS for disses frækhed med at vokse økonomisk og produktionsmæssigt. Londons marionet, Obama, har tydeligvis skubbet de europæiske »allierede« fra sig og skræmt dem på dette farlige tidspunkt, men de forbliver fortsat slaver af Londons økonomiske fængsel.

Den nye, græske regering vil imidlertid ikke gå med til at fortsætte deres nations selvdestruktion, og de har nu flertallet af grækernes udtrykkelige støtte, samt også støtte i den voksende bevægelse for anti-nedskæringspolitik i andre lande. Premierminister Tsipras vil formelt meddele sin politik i parlamentet i dag. Selvom det flyver med trusler fra EU, fortsætter Grækenland med at satse på genforhandling af gælden og investering i Grækenlands realøkonomi.

Vi har den løsning, der vil virke og kan lade sig gøre for, som LaRouche siger, at aflive den døde gæld og derivatboblen, knuse Wall Streets og Londons magt og erstatte det med nye, produktive kreditinstitutioner, der kan tilkobles de BRIKS-allierede landes institutioner.

Og vi har det unikt magtfulde våben imod terrorisme og krig, som vi har skabt, nemlig kampen om de »28 sider«, der afslører saudiernes og briternes »Londonistan«-ansvar for terrorismen. Der rapporteres og debatteres nu om denne kamp for af afklassificere disse dokumenter over hele verden, hele tiden. LaRouche understregede i fredags, at dette ikke er nok: Obama må bankes med dette for at fremtvinge den faktiske frigivelse af de hemmeligstemplede dokumenter. Han dækker over briternes og saudiernes krigs- og terrorforbrydelser, og han er medskyldig i dem. Han må besejres på dette grundlag og tvinges til at gå.

Læs også: EIR Efterretningsrapport: Den anglo-saudiske baggrund for den aktuelle, internationale terrorisme. Af Jeffrey Steinberg, 19. jan. 2015

Titelbillede: John Singer Sargents godt seks meter lange »Gassed« fra 1919. Det forestiller en deling soldater, døde eller blindede af kemisk krigsførelse. Til dato et af historiens fysisk største og mest trøstesløse malerier.

Billede i teksten: Pieter Brueghel den Ældre, 1568: Den blinde, der fører de blinde. Snart trimler de alle hjælpeløse ud over grøftekanten …

Med manisk dødsdrift satser Det britiske Imperium alt på ét bræt, både med sin militære konfrontationspolitik mod Rusland og Kina, og med sin insisteren på nedskæringspolitikken med folkemord som konsekvens, som Trojkaens voldtægt af Grækenland er indbegrebet af. Hvis denne politik fortsat hersker, vil den føre til menneskehedens udslettelse, mest sandsynligt gennem atomkrig.

I går var der to dramatiske begivenheder i dette felt.

For det første var der EU-institutionernes gennemførte hårde linje over for Grækenland med krav om, at de betaler deres gæld uanset, hvor mange mennesker, det måtte dræbe. Men i virkeligheden har de vendt deres våben mod sig selv. »Deres arrogance vil føre til deres død«, kommenterede Lyndon LaRouche.

Og den græske respons viser, at dette er tilfældet. Befolkningen er umiddelbart eksploderet, med flere end 100.000 mennesker, der går på gaden og slår fast, at de ikke lægger sig fladt ned for nedskæringspolitikken og giver efter for afpresning. Det er en uro, der vil brede sig i hele Europa – som vi allerede har set det i Irland og Spanien.

De europæiske institutioner har ingen troværdighed, sagde LaRouche. De går på tynd is. Frankrig kan ikke acceptere at gå med på denne politik, med det, der foregår i Spanien, og med schweizerne, der allerede har koblet fra euroen. Den europæiske økonomi vil kollapse – de kan under ingen omstændigheder vinde.

Den anden dramatiske udvikling var meddelelsen om Hollandes og Merkels ikke planlagte besøg til Kiev, og dernæst til Rusland. Der er en udbredt anerkendelse af, at situationen er mere end alarmerende, og at amerikanernes oprustning af ukrainerne kan føre til en storkrig i Europa. Det eneste, der holder denne politik i gang, er pres fra briterne og USA, kommenterede LaRouche. »Vi er således på randen af Tredje Verdenskrig.«

Og således er også nødvendigheden af afgørende handling for at underminere og ødelægge Imperiets hovedredskab, Obama, presserende.

I denne sammenhæng bliver gennembruddet med, at spørgsmålet om de 28 sider i rapporten om 11. september nu er fremtrædende, af strategisk vigtig betydning. Takket være den utrættelige indsats fra en lille gruppe kongresmedlemmer og familierne til ofrene for angrebet 11. september, og LaRouche-bevægelsen, var den saudiarabiske rolle i 11. september-grusomheden FORSIDEHISTORIE den 5. feb. i USA’s førende avis, New York Times. Den fidus til beskyttelse af Det britiske Imperiums hjælpere i Saudi Arabien, der er blevet kørt – af Bush-folkene, Obama og hele deres slibrige slæng – er blevet brudt.

En lignende udvikling er mere end parat til at ske på den afgørende, globale, strategiske og økonomiske arena.

Kendsgerningen er, at Det britiske Imperium, og dets lakaj Obama, handler ud fra svaghed. De kan ikke vinde en militærkonfrontation mod Rusland – selv om alle godt kan tabe.

Det samme gælder inden for økonomi. Institutionerne i det transatlantiske finanssystem er bankerot og bliver i stigende grad udfordret af den voksende magt i et alternativt, internationalt system, nemlig BRIKS. Den europæiske Centralbanks, Den internationale Valutafonds og andres »hårde linje« vil ikke redde dem.

Faktisk er det ved at give bagslag og truer med at optrappe det momentum i Europa – og sluttelig også i USA – der er for en ny, fornuftig, økonomisk orden, der begynder med Glass-Steagall og en konkursbehandling over hele Europa.

Det er vedtagelsen af denne politik – som BRIKS’ Nye Silkevej og Verdenslandbroen er et eksempel på – der sluttelig vil gøre det af med Imperiet og fjerne truslen om krig. Vi har tildelt menneskehedens hovedfjende et blåt øje med de 28 sider. Det, der nu er brug for, er at jage en pæl gennem Djævelens hjerte, Det britiske Imperium, ved hjælp af en økonomisk politik for overlevelse.

Hvad kan have fået Barack Obama til at erklære, at han tænker på de facto at trække Ukraine ind i NATO og opruste Kiev til krig mod Rusland? Og til, på selvmorderisk vis, at sende amerikanske våben og militærpersonale til seks andre lande på Ruslands grænser, under NATO’s artikel 5, som han sagde, hvilket fordrer, at USA forsvarer disse lande, som var de selve USA?

Tror Obama, at han vil fremprovokere en krig, og vinde den, mod Rusland, med en »fremskudt NATO-brigade«?

Obama skubbes frem ad denne sindssyge kurs af en gruppe forhenværende, afdankede regeringsfolk, der handler gennem Det atlantiske Råd og Brookings Institution, der 1. feb. har udgivet en rapport, der kræver, at USA og NATO bevæbner Kiev-regeringen til krig mod Rusland. Mediernes lederartikler og artikler slår på krigstrommerne, fra den britiske dagspresse til New York Times, med påstande om, at modstanden til den amerikanske generalstab har været undertrykt.

Starte en krig mod Rusland på strategisk basis af en seks siders rapport fra en flok gæs, bestående af forhenværende regeringsfolk? Michele Flournoy , Ivo Daalder, Strobe Talbott, James Stavridis … husk disse navne. Timothy Garton Ash fra Oxford, planlæggeren af »farvede revolutioner« mod Ruslands og Kinas allierede, og som skriver, »Putin skal stoppes med geværer« i London Guardian. Kald dem »selvudslettelses-bevægelsen«. Hvis det lykkes dem at provokere Rusland og Kina til at gå i krig, vil de være årsag til, at menneskeligt liv på denne planet ophører – os alle sammen. Er de klinisk sindssyge?

Svaret er, at Wall Street, og finanskræfterne fra City of London, insisterer på denne krigspolitik, fordi de er bankerot. Deres bankerot kommer af to årtiers tøjlesløse, spekulative bobler og krak, der har holdt tilbage og ruineret de transatlantiske økonomier, mens BRIKS – især Kina – udviklede deres rum og tog en førerposition inden for rumforskning.

Nu insisterer storbankiererne på finansiel krigsførelse mod BRIKS-allierede nationer, provokationer, og endda truslen om atomkrig mod Rusland og Kina, for at tvinge dem til at lade London og Wall Street fortsætte med at køre hele verden.

Bevis? Kiev-regimet tilbydes nu den anden IMF-lånepakke på et år, og The Economist – der er talerør for bankerne i City of London – kræver, at pakken bliver på 20 mia. dollar, og at tidligere lån, som Ukraine indrømmer, de ikke kan betale, afskrives.

Disse samme banker, den samme IMF, de samme London-allierede politiske ledere, som Cameron, fr. Merkel og Obama, nægter, – med en rasende, hård linje – at give Grækenland den samme eftergivelse af gæld.

Kiev skal have 20 mia.-dollar-lånene og afskrivning af gælden, for at gå i generel krig med Rusland. Den græske regering, der offentligt går imod sanktionerne mod Rusland, skal nægtes gældseftergivelse for udvikling af sin økonomi – selv, hvis denne afvisning betyder – og det vil det gøre – at den såkaldte eurozone ophører at eksistere.

Wall Street og the City ER klinisk sindssyge.

I løbet af weekenden kom det ene medieorgan for britisk imperiepolitik efter det andet ud med hysteriske advarsler om de globale, strategiske implikationer af den græske krise. Ian Bremmer, CFR (Council of Foreign Relations), advarede om, at Grækenland meget vel kunne forlade eurozonen og NATO, og i stedet gå med i SCO (Shanghai Cooperation Organization), Rusland og Kina i alternative økonomiske og strategiske arrangementer – og således de facto gå med i BRIKS, selv om Bremmer ikke vover at kaldet det sådan. Ambrose Evans-Pritchard fra Daily Telegraph advarede om, at EU’s ’chickengame’ (hvem viger først?) med Grækenland kunne give fuldstændigt bagslag og føre til

»ukendte rystelser, der kunne ramme det globale betalingssystem. De leger med ilden«.

Og selv den sædvanligvis fornuftige Liam Halligan udbrød i sin artikel i Telegraph, at den nye Syriza-regering i Grækenland

»direkte kunne overtage kontrollen med Grækenlands låntagere og afskrive for milliarder af euro i husstandslån og hermed ødelægge bankernes regnskaber i et vanvittigt udbrud af populistisk kontraktlig vandalisme«.

»Men det er fornuftigt; det er præcist, hvad de burde gøre«,

lød Lyndon LaRouches kommentar i dag. De burde simpelt hen skaffe sig af med denne falske gæld, der alligevel ikke eksisterer, tilføjede LaRouche. Ikke blot Grækenland, men hele Europa og hele den transatlantiske sektor har fået falsk gæld tvunget ned i halsen. Men hele systemet er dødt, erklærede LaRouche, i USA og alle andre steder, og det må ganske enkelt erstattes. Wall Street er død, så afskriv dem. Hele det spekulative system, centreret omkring Det britiske Imperium, er dødt, og at forsøge at udsætte denne død vil ikke virke længere. Forsøg på at gøre det vil kun føre til krig, tilføjede LaRouche.

Så vi må afskrive den spekulative gæld, der ikke har nogen som helst substans og udelukkende kun er spekulation i en fremtid, der allerede er død, erklærede LaRouche. I dets sted må vi skabe et nyt kreditsystem, som vi kan operere under, når det gamle system først er blevet afskrevet. Dette nye system vil give en ny myndighed til at skabe produktiv kredit, sådan, som disse principper blev etableret af Alexander Hamilton, kredit, der vil blive brugt til at skabe produktiv beskæftigelse.

Ingen anden konversation om disse anliggender er umagen værd, sluttede LaRouche. Wall Street, de britiske banker og det europæiske system er alle døde. Så fjern dem! Så enkelt er det.

Under yderligere diskussioner med medarbejdere i eftermiddag, understregede LaRouche:

»Sagens kerne er, at vi må fjerne denne fare. Og denne fare hedder nu Obama. Obama er lakajen og snubletråden, der kunne sætte alt dette i bevægelse. Så at få Obama sparket ud af embedet, sparket ud af sin funktion, og så videre, på forskellig vis, i forskellige betydninger og ved forskellige midler, er meget vigtigt. Obama må smides ud af embedet, hvilket ville betyde, at også Victoria Nuland ville forlade embedet, hvilket ville være en stor lettelse. De faktorer, internt i USA, for umiddelbar atomkrig, f.eks., er faktorer, der må behandles som en snubletråd for atomkrig. Obama er en snubletråd for atomkrig. Obama må fjernes.«

De to første EIR-seminarer i Berlin og Frankfurt med Helga Zepp-LaRouche har bragt kendsgerningerne om den umiddelbart overhængende fare for en atomkrig – og Verdenslandbroen som alternativet – til Tyskland og Europa som helhed, på et tidspunkt med forhøjet fare og voksende politisk krigsførelse. Det faktum, at de to begivenheder med Zepp-LaRouche, der fandt sted tirsdag og torsdag, kom umiddelbart i hælene på chokket efter det græske valg, øgede kun virkningen.

Wall Street og [City of] London er håbløst og uafvendeligt bankerot, og den eneste virkelige mulighed til at forhindre krig er at indlede omgående lovmæssig konkursbehandling mod deres derivat- og anden spillegæld til 1,7 billiard dollar – der begynder med genindførelsen af Glass-Steagall.

Det bliver mere og mere åbenbart, at den græske gæld aldrig kan tilbagebetales, og at de græske handlinger i Syriza-regeringens første dage – med annullering af lovgivning om privatisering, som Trojkaen havde dikteret – betyder, at det græske brud med folkemordspolitikken både kan udløse en ny politik, men også fungere som detonator for en desperat London-Wall Street-blok til at presse på for at få krig mod Rusland og Kina. Som Lyndon LaRouche tirsdag advarede om, så optrapper det græske valg faren for krig og kræver omgående nødhandlinger.

Torsdag skrev både Ambrose Evans-Pritchard, talerør for britisk efterretningstjeneste ved Daily Telegraph, og klummeskribent ved Washington Post Harold Meyerson, om behovet for at sammenkalde til en europæisk konference til nedskrivning af gæld efter samme model som London-konferencen i 1953, der annullerede halvdelen af den tyske krigsgæld fra begge verdenskrige, lod den resterende gæld løbe over 30 år og, sammen med Marshall Planen, udvirkede det tyske, økonomiske mirakel. Pritchard gjorde det klart, at den græske gæld aldrig kan betales, og at det græske folk gjorde ret i at afvise Trojkaen, mens Meyerson krævede, at Tyskland behandlede Grækenland, som USA havde behandlet Tyskland, efter Hitler var besejret.

Alt imens intet endnu er blevet offentliggjort, står det klart, at de europæiske udenrigsministres møde for at indføre flere sanktioner mod Rusland – som er intet mindre end yderligere krigsprovokationer – var et slagsmål, der endte med beslutningen om at bevare de eksisterende sanktioner frem til og med september, men ikke indføre nye sanktioner. Før mødet begyndte, gjorde Grækenland det klart, at der ikke var »konsensus« til nye sanktioner, fordi de aldrig var blevet konsulteret.

Disse modforholdsregler indikerer en voksende frygt for et atomart armageddon. De advarsler, der blev offentliggjort i sidste uge af Igor Ivanov, Sam Nunn, Richard Lugar og Theodore Postol, fik tilslutning fra Mikhail Gorbatjov torsdag i et Interfax-interview, hvor han atter advarede om, at Vesten er i færd med at fremprovokere en ny, kold krig, der hurtigt vil blive til en varm krig – inklusive en atomkrig.

Obama er en lakaj for London-Wall Street-kræfterne, der driver verden mod generel krig. Som Lyndon LaRouche i de seneste uger gentagne gange har advaret om, så er den eneste vej ud af armageddon at nedlukke magtapparatet bag krigspolitikken. Det betyder at lukke Wall Street ned og i dets sted indføre et kreditsystem efter Hamiltons principper for at alliere USA med BRIKS.

Russiske, kinesiske og indiske udenrigsministre vil mødes den 2. februar i Beijing for at fremme BRIKS-dagsordenen og, utvivlsomt, for at undersøge og evaluere den voksende fare for generel krig. Præsident Obamas optræden i Indien var, iflg. iagttagere, afskyelig – en fornærmelse af Indien. Obama afkortede sit besøg i Indien, der mindedes Indiens Republikkens Dag, for at fare af sted til Riyadh for at logre for den nye, saudiske konge, hvis forbindelser til al-Qaeda og andre jihadister er velkendte og veldokumenterede i verdens efterretningskredse. Hjemme holder Obama fortsat fast ved Bush-Cheney-mørklægningen af de 28 sider. Denne optræden i Riyadh føjede til den allerede intense, globale, indledende opbygning af krig. Så snart Obama vendte tilbage til USA, bekendte han offentligt sit partnerskab med Huset Saud.

I en omfattende diskussion med kolleger tirsdag 27. jan. krævede Lyndon LaRouche omgående handling, på et niveau, der svarer til præsidentskabet, for at erklære Wall Street konkurs og omgående erstatte det med et overgangssystem med statslig kredit til igangsætning af presserende nødvendig, kapitalintensiv infrastruktur- og jobskabelse. LaRouche understregede, at uden sådanne omgående handlinger, vil det allerede igangværende kollaps af Wall Street-boblen udløse en atomkrig med Rusland, der vil blive en udslettelseskrig for hele menneskeheden.

LaRouche opfordrede sine kolleger til at handle som alle store, amerikanske præsidenter, der alle lancerede en politik, der aldrig før var blevet iværksat.

»Vi behøver omgående, passende forholdsregler for at lukke Wall Street ned. Alexander Hamilton-princippet er vores model«, erklærede LaRouche og tilføjede, at »Hastigheden, hvormed Wall Street går bankerot, øges. Det er derfor, vi omgående må have hasteforanstaltninger.«

»Alternativet er en atomkrig med Rusland. (fremh. red.) Vi må få kontrol over Obama ved at indføre et nyt, økonomisk system. Enten indfører vi en politik i tradition efter Hamilton, eller også er situationen håbløs«, sluttede LaRouche.

Wall Street er håbløst bankerot og må ikke få lov til sænke, hvad der er tilbage af den amerikanske realøkonomi. De seneste statistikker over salget af varige forbrugsgoder viste, at december 2014 var den fjerde, konsekutive måned med slagsnedgang, hvilket er en indikation på, at realøkonomien befinder sig i en tilstand af kollaps, drevet frem af Wall Streets hasardspil, som for-store-til-at-lade-gå-bankernes massive spekulationsorgie i skiferolie og -gas, der er ved at oppustes til et 20 billiondollar-krak, er et typisk eksempel på.

LaRouche stillede følgende spørgsmål til det amerikanske folk og til de mentalt raske elementer i regeringsinstitutionerne:

»Er I parate til at gå bankerot sammen med Wall Street, eller er I parate til at sætte Wall Street under konkursbehandling og i stedet indføre et alternativt Hamilton-system?«

LaRouche tilføjede, at så sent som under Clintonregeringen eksisterede midlerne til at gennemføre en sådan omstrukturering – minus Wall Street-parasitterne.

Hvis der ikke kommer en sådan omgående handling for at fremtvinge Wall Streets konkurs ved at genindføre Glass-Steagall og indføre et statsligt kreditsystem, vil Wall Street krakke og dernæst kræve en bailout (redning gennem statens penge).

»Det vil blive den lunte, der lancerer en ny verdenskrig«, understregede LaRouche. »Vi må nedlukke Wall Street nu som den eneste måde til at afværge en termonuklear udslettelseskrig.«

LaRouche forklarede, at en midlertidig, statslig kreditmekanisme omgående må etableres for at yde kredit til realøkonomien, mens man etablerer en mere permanent, ny Nationalbank og relaterede institutioner.

LaRouche bemærkede, at, ironisk nok, så vil det nylige gennembrud med søndagens græske valg, der afviste Trojkaens massemord, ligeledes accelerere driften hen mod et termonukleart opgør, fordi det vil tjene som endnu en udløser for Londons og Wall Streets desperation over, at deres system er i færd med at eksplodere.

»Vi må gøre det, der er nødvendigt, når alle andre er lammet af en klump i halsen. Og det begynder med den enkle, men dødbringende sandhed, at Wall Street allerede er død, og det er den eneste årsag til, at verden står helt ude på randen af termonuklear udslettelse.«

26. jan. 2015 – Resultaterne af søndagens græske valg, hvor Syriza næsten vandt en jordskredssejr og vil danne ny regering med Uafhængige Grækere og andre partier, var en fantastisk og kraftig afvisning af den morderiske nedskæringspolitik, som Trojkaen har tvunget ned over grækerne.

Da Lyndon LaRouche blev informeret om det græske valg, kaldte han det

»en dybtgående sejr, der kan sikre et skift i hele den europæiske og transatlantiske situation.«

LaRouche bemærkede, at det græske folks stærke udtryk for afvisning af Trojkaens nedskæringsregime var en af flere udviklinger, der hastigt kan bringe det mislykkede eurosystem helt til fald. Han nævnte den schweiziske Nationalbanks nylige beslutning om at koble schweizerfrancen fra euroen, der udløste betydelige tab på derivater i store banker på Wall Street og i London.

Larouche bemærkede, at det græske valg vil få

»en stor virkning på Tyskland. Merkel og kompagni befinder sig i en vanskelig situation, hvor de giver det udseende af at have Europa under kontrol, men i virkeligheden har de ingen kontrol, og det græske valg beviser det. De vil blive alvorligt rystede og vil ikke være i stand til at lade som om nedskæringspolitikken virker.«

»Det her er fantastisk«, konkluderede LaRouche og tilføjede, at »menneskehedens fjende har lidt skade, og alle burde være glade«.

Ved midnatstid søndag viste de endelige resultater af det græske valg, at Syriza havde fået 36,12 % af stemmerne, hvilket giver dem 149 ud af 300 pladser. Uafhængige Grækere fik 4,69 % af stemmerne, og 13 pladser. De to partier forventes at danne en koalitionsregering med et flertal på 162 pladser.

Alle de europæiske finansministre skal mødes på mandag for at beslutte, hvad de vil gøre, stillet over for de dramatiske resultater af det græske valg, der yderligere miskrediterer ECB-chefen Mario Draghis meddelelse fra torsdag om en billion euro i kvantitativ lempelse til en bailout af de bankerotte, europæiske banker. Grækenlands handling kunne meget vel blive katalysator for en vild flugt mod udgangsdøren, hvor Grækenland, Portugal, Spanien, Irland og endda Italien forlader eurosystemet for at vende tilbage til en suveræn valuta og en anti-nedskæringspolitik.

Følgerne for Wall Street er ligeledes dramatiske. De håbløst bankerotte Wall Street-banker er omtågede af massive tab på derivater, udløst af den schweiziske Nationalbanks pludselige frakobling til euroen. Disse samme banker ligger, sammen med deres modparter i City of London, inde med junkobligationslån til skiferolie- og skifergas-sektoren for mere end 600 mia. dollar, og denne gæld er ved at nedsmelte. Dette kunne meget vel udløse disintegrationen af hele det transatlantiske finanssystem, hvad øjeblik, det skal være.

LaRouche har i de seneste måneder understreget, at nedsmeltningen af Wall Street og [City of] London er den vigtigste, enkeltstående faktor, der driver verden hen imod et potentielt krigsopgør, med anvendelse af atomvåben. Der er et voksende kor af stemmer fra mentalt sunde personer, der tilslutter sig LaRouches advarsler om den voksende fare for en atomar Dommedag. I løbet af weekenden advarede den førende nedrustningsekspert Theodore Postol om den overhængende fare for en atomar udslettelse, og de forhenværende senatorer Sam Nunn og Richard Lugar sluttede sig til de stemmer, der opfordrer til omgående handling for at deeskalere det globale opgør.

Under diskussioner med kolleger søndag fokuserede Lyndon LaRouche på de hasteforanstaltninger, der må indføres for at sætte Wall Street- og London-bankerne under en lovmæssig konkursbehandling, der skal starte med, at man sløjfer al spillegæld. Han fortsatte dernæst med at forklare de forskellige Hamiltonske forholdsregler, der omgående må indføres for atter at få folk i arbejde, der er mening i.

LaRouche forklarede:

»Det vigtige nu er, at vi må have en erklæring, en generel erklæring, der siger, at vi nu ved, at organisationen Wall Street ikke alene er generelt bankerot, men håbløst bankerot. Når derfor Wall Street-pengene, der rent faktisk nu er værdiløse, nu er væk, må vi i stedet indføre en kilde til kredit, som vil blive en statslig kredit, en lovmæssig skabelse af statslig kredit, der bliver en fond, der kan bruges af delstaterne og regeringen til at finansiere skabelse af ny beskæftigelse. Det er spørgsmålet.

Ny beskæftigelse betyder, at man ansætter folk til at gøre ting, de kan udføre, eller kan uddannes til at udføre. For der er nødt til at være en buffer, ved hjælp af hvilken man ikke bare lader regeringen og denne nation kollapse. Man må intervenere omgående og sige: Okay, vi vil påtage os en gæld. Vi vil påtage os – som USA vil vi påtage os en gæld; det bliver en stor gæld, den bliver ikke overdrevet, men det bliver en stor gæld, fordi vi omgående må få folk i arbejde, og vi må gøre lignede ting omgående. Og det må gøres på basis af et kreditsystem, der er et statsligt kreditsystem.

Vi har noget historie om det her, som Bill Clinton kan respondere på, i det mindste følelsesmæssigt, for det, der skete, da Bill Clinton forlod embedet, var, at hele det her bailout-foretagende, denne vanvittige operation, overtog det hele. Så over en periode, svarende til fire præsident-embedsperioder, har vi ruineret alting. Og det blev ruineret af de folk, der prøvede at ændre USA’s politik til at gå imod det, som Bill Clinton havde arbejdet på.

Gå tilbage til det, som Bill Clinton meddelte om sommeren det år, hvor han blev angrebet [1998], hvor han havde en politik, som han støttede mig i at gøre, i at fremlægge, og denne politik kan virke. Og det var Bills idé om, hvordan man skulle organisere, for det russiske system var bankerot, totalt bankerot; og det have en effekt på Europa og alt andet, og idéen var at skabe et genrejsningsprogram baseret på det transatlantiske område, der ville fungere, for at redde økonomien fra det, som Wall Street skabte på det tidspunkt.

Det er, hvad vi må gøre, og vi må gøre det nu. For vi kan ikke bare sidde der uden at have et program af denne art. Det her er totalt bankerot, fuldstændigt, håbløst bankerot. Det vil blive værre i accelererende grad. Vi må have en buffer, en stødpude, og det gamle regeringssystem må påtage sig ansvaret med at skabe denne stødpude. Og formålet er dernæst at sætte folk i arbejde, i produktiv beskæftigelse. Og det må vi have nu.«