1

Lyndon LaRouche, FDR og den “nye ånd fra Bandung”

Den 30. januar 2023 (EIRNS) -Vi mindes i dag, seks dage før Schiller Instituttets konference den 4. februar, “The Age of Reason, or the Annihilation of Humanity?”, præsident Franklin Delano Roosevelts, født den 30. juli 1882, mission efter Anden Verdenskrig. Selv om FDR ikke levede til krigens afslutning, blev hans vision vedtaget og videreført gennem ord og handlinger fra veteranen fra Anden Verdenskrig, Lyndon LaRouche. Hele LaRouches voksne liv, især fra 1945 til sin død den 12. februar 2019, var viet til at udrydde den britiske, belgiske, portugisiske, hollandske og franske kolonialisme.

Nu er dette neoimperiale system i sin endelige fase af sammenbrud og angriber den fremvoksende verdensalliance, der er udtrykt ved BRICS-Plus-processen og Bælte & Vej-Initiativet (som begge var påvirket af LaRouches og hans medarbejderes økonomiske politik, programmer og kampagner siden forslaget om Den Internationale Udviklingsbank (IDB) fra 1975). Dets “grønne malthusianisme” afslører et satanisk syn på menneskeheden. Det kan prale af en rovdyrisk, kannibaliserende økonomisk praksis, der matcher den. Denne imperialistiske, racistiske praksis, disse “metoder fra det 18. århundrede”, som Den amerikanske Frihedskrig blev udkæmpet imod, blev mere end én gang fordømt af FDR over for en oprørt Winston Churchill. Churchills svar var: “Jeg er ikke blevet kongens premierminister for at lede afviklingen af det Britiske Imperium”.

På et EIR-seminar i oktober 1997 identificerede LaRouche den bedste måde at forårsage hjerteanfald hos imperialister af Churchillansk oprindelse: befri verdens befolkninger gennem teknologiske fremskridt, der opnås gennem teknologioverførsel. Det er den proces, der nu er i fuld gang i hele verden, men især på det afrikanske kontinent, som de “teknologiske apartheid”-kræfter i “Grøn NATO”, Great Reset, vender sig voldsomt og morderisk imod. LaRouche udtalte: “Denne evne til at overføre teknologi og udvikle den, afhænger af forholdet mellem antallet af personer, der er produktivt beskæftiget i en maskinværktøjssektor i forhold til det samlede antal beskæftigede i økonomien. Det vil sige: forholdet mellem det teknologiske fremskridt pr. indbygger i maskinværktøjssektoren og det forventede teknologiske fremskridt pr. indbygger i arbejdsstyrken som helhed. Dette er nøglen, den uundværlige nøgle til økonomisk fremskridt: Uden den kan man ikke få det…. Og derfor er det afgørende for alle disse dele af verden, hvad enten det er Afrika, Sydasien eller Østasien, at sikre verdens sektorer retten til udvikling. Retten til udvikling omfatter uddannelse, udvikling af infrastruktur og frem for alt evnen til fremstilling af værktøjsmaskiner, uden hvilken man ikke kan få en kontinuerlig og bæredygtig udvikling.” (https://larouchepub.com/eiw/public/1997/eirv24n44-19971031/eirv24n44-19971031_052-the_usa_china_strategic_partners-lar.pdf)

FDR’s synspunkt, ikke blot som reaktion på Churchill, men som reaktion på den imperialistiske menneskeopfattelse, der kom til udtryk i det, han var vidne til under sine besøg i den britiske koloni Gambia i Afrika, var, at Storbritannien var ansvarlig for “et helvedeshul”. Vedrørende selve ideen om imperialistisk styre, som FDR mente skabte forudsætningerne for de grusomheder, der blev kaldt 1. og 2. verdenskrig, erklærede han: “De [som] søger at etablere regeringssystemer baseret på regulering af alle mennesker foretaget af et fåtal individuelle herskere … betegner dette som en ny orden. Det er ikke nyt, og det er ikke en orden.” Vi ser og hører ekkoet af dette overalt omkring os i dag. Nationerne i den transatlantiske sektor og deres borgere vågner op og konstaterer, at de befinder sig i en krig med Rusland og Kina, som ingen ønsker, bortset fra “en håndfuld individuelle herskere”, der ofte dikterer de “demokratisk valgte regeringers” handlinger, hvor borgerne overvåges og kontrolleres 24 timer i døgnet. Det kaldes “sociale medier” og er interaktivt spionsoftware, der foregår 24 timer i døgnet. Amerikanske generaler meddelte i denne uge, at USA vil være i krig med Kina i 2025. Så sent som i sidste uge blev Amerika og Europa gennem udtalelser fra den tyske udenrigsminister, NATO-marionetten Annalena Baerbock, og andre informeret om, at vi er i krig med Rusland. Krigen bliver angiveligt udkæmpet for at forsvare den “nye, regelbaserede verdensorden”.

Men der findes et andet, reelt begreb for et lovligt, suverænt styre – en ny, retfærdig økonomisk verdensorden, som var ønsket hos de over 100 nyoprettede nationer, der opstod efter Anden Verdenskrig, begyndende med Indien og Mahatma Gandhis vellykkede ikke-voldelige bevægelse. FDR ville have været meget positiv over for det, som Gandhis bevægelse opnåede, hvis han havde levet og bevidnet det. Gandhis åndelige efterkommere, herunder Indira Gandhi, Jawaharlal Nehrus datter, arbejdede sammen med LaRouche’erne for at tilføre Gandhis fredsbegreb et økonomisk indhold.

I den dialog, som Lyndon og Helga Zepp-LaRouche førte med verdens ledere fra 1970’erne og fremefter, herunder José López Portillo fra Mexico, Indira Gandhi fra Indien og mange andre; og i deres arbejde med personer som Guyanas fremragende udenrigsminister Fred Wills og Ugandas tidligere præsident Godfrey Binaisa, som begge blev direkte tilknyttet Schiller Instituttet, førte det til, at mange “lyttede til Lyndon LaRouches kloge ord”. I Kina og Rusland, og i disse lande på hver sin måde, var denne dialog med LaRouche særlig og yderst frugtbar. I begge tilfælde overtog intelligentsiaen fra disse nationer ikke blot elementer, men også den indstilling, i hvert fald delvist, der lå til grund for LaRouches unikke gennembrud inden for fysisk økonomi, især hans revolutionerende tilgang til begreberne arbejde, energi og teknologisk fremskridt.

Sidste år skrev den russiske økonom Sergei Glazyev, som personligt diskuterede økonomi med LaRouche for over 20 år siden, i anledning af LaRouches 100-års fødselsdag: “Hvis verdens nationers ledere havde lyttet til Lyndon LaRouches stemme, så var det måske lykkedes os at undgå de sociale omvæltninger, som vi står over for i dag som følge af sammenbruddet af verdens finansielle og økonomiske system, der er baseret på ubegrænset udstedelse af dollar og andre vestlige reservevalutaer…. Lyndon LaRouche så årtier fremad. Han advarede USA og dets partnere om det uundgåelige sammenbrud af deres finansielle ekspansionspolitik, hvor spekulanternes interesser overskygger den nationale interesse og økonomiens udvikling. De globale spekulanter og verdensoligarkiet, som er parasitter på den pengemæssige udstedelse af verdensvalutaer, brød sig i høj grad ikke om LaRouche på grund af dette. Han blev forfulgt og risikerede fængselsstraf. Han stillede flere gange op til præsidentvalget i USA, og hvis Lyndon LaRouche var blevet valgt til præsident, ville verden i dag udvikle sig stabilt. Der ville ikke være det voksende kaos, der ville ikke være de verdensomspændende krige og provokationer, som det globale oligarki udøver for at afskrive sin gæld.” (https://larouchepub.com/pr/2022/20220916_glazyev_praises_larouche_on_centenary.html)

Glazyev er blot én af flere personer i og omkring regeringer over hele verden, som er parat til at gøre brug af Lyndon LaRouches ideer om fysisk økonomi for at udkonkurrere den økonomisk og strategisk tilbagestående neoliberale/neokonservative militærstrategi, kaldet “Global NATO”. I en kommentar om sidstnævnte under forberedelsen af lørdagens konference sagde Helga Zepp-LaRouche for nylig: “Jamen, jeg tror, at konferencens emner vil være særdeles aktuelle, og i betragtning af at man har denne optrapning, med Leopard 2- kampvogne, man har bestræbelserne på at øge det Globale NATO, EU-NATO-aftalen, den japansk-britiske aftale, den såkaldte gensidige samarbejdsaftale; AUKUS mellem Australien, USA, og Storbritannien – så der er et helt klart tegn på, at det Globale NATO forbereder sig på et opgør med Rusland og Kina, og flere og flere mennesker, især i det Globale Syd, er ved at blive opmærksomme på dette….”

Så selv om det kan forekomme, at den nuværende fremdrift mod krig, der stammer fra “et gammelt, vanvittigt, blindt, sygt og døende” transatlantisk oligarki, er altomfattende og uafvendelig, er det ikke tilfældet. Der er en ny Bandung-ånd, der præger verden, og som er mere magtfuld end dette dødsdømte finanspolitiske systems dødskvaler, som færre og færre mennesker har tillid til. Den omfattende Fælleserklæring den 4. februar 2022, “China-Russia Joint Statement on International Relations Entering a New Era”, afspejler for dem, der kender historien om det der blev kaldt “den kinesisk-sovjetiske splittelse”, brugen af ideerne fra den Westfalske Traktat fra 1648, ikke blot for at stoppe en krig, men for at skabe en fred, der er mere dynamisk, da den er teknologisk optimistisk, end den kulturelle pessimisme i det malthusianske “kanonbådsdiplomati, der leder efter monstre at dræbe”. I mellemtiden, mens Janet Yellen fra det amerikanske finansministerium, Jens Stoltenberg fra NATO og Tony Antony Blinken fra udenrigsministeriet trasker rundt i verden og forsøger at hverve Afrika, Asien og Sydamerika til deres krig mod civilisationen kaldet “Projekt Demokrati”, er det da aldrig faldet dem ind, at de, set fra de befolkningers synspunkt, som de formaner, afpresser og truer, moralsk set ikke har noget tøj på?

Hvis vi skal forhindre atomkrig under de nuværende omstændigheder i verden, kræver det, at vi fremlægger en vision og et løfte om en fremtid, som folk kan fornemme er lige uden for deres fatteevne, men som samtidig er inden for rækkevidde, hvis de udvider deres bevidsthed hinsides den snævre rækkevidde af deres falske aksiomer om menneskehedens natur. Tag fat i de ti principper for en ny international sikkerheds-og udviklingsarkitektur, og så vil initiativet for fred, der blev påbegyndt af Pave Frans og fremskyndet gennem bestræbelser som f.eks. lørdagens konference, blive en realitet.




NYHEDSORIENTERING SEPTEMBER 2022:
100 år efter Lyndon LaRouches fødsel:
Inspiration til menneskeheden for at overleve den største krise i verdenshistorien

Download (PDF, Unknown)

Abonnenterne fik også følgende EIR artikle om den ukrainske sortliste: 

Download (PDF, Unknown)




Video: Lyndon LaRouche i dialog med verdens nationer

Videoen blev offentliggjort på Schiller Instituttets videokonference den 11. september 2022 i anledning af 100 år efter Lyndon LaRouches (1922-2019) fødsel.

Alle videoer kan ses i deres helhed på LaRouche Biblioteket:
https://larouchelibrary.org/
https://www.larouchelegacyfoundation.org/

Lima, Peru, College of Public Accountants, Feb. 25, 2000

Warsaw, Poland, Schiller Institute Society of Poland, May 24, 2001

New Delhi, India, India International Institute, Dec. 3, 2001

Washington, D.C. EIR Seminar: “The U.S.A.-China Strategic Partnership”
Oct. 22, 1997

Moscow, Russia, Methodological University, April 26, 1996

São Paulo, Brazil, Alumni Association of the Superior War College
June 11, 2002

São Paulo City, Council Chambers
June 12, 2002

Abu Dhabi, United Arab Emirates
Zayed Center for Coordination and Follow-Up (Arab League)
June 2, 2002




Panel 4: Optimismens kunst: Anvendelse af det klassiske princip til at ændre verden

Den 11. september 2022 (EIRNS) – Dennis Speed indledte det afsluttende panel i LaRouches 100-års jubilæumsprogram med en diskussion om, hvordan kulturen i Nordamerika og “Vesten” i løbet af de sidste mere end tre århundreder har bevæget sig frem og tilbage. Han oplæste en udtalelse fra kolonileder Cotton Mather fra 1696, hvori han sagde: “Vi vokser lidt…. Vi svinder ind til ingenting.” Derefter fremviste han en video af den indædte kolonialist Lord Bertrand Russell fra 1952, der blev interviewet i anledning af sin 80-års fødselsdag. [https://www.youtube.com/watch?v=xL_sMXfzzyA] Russell beskrev forholdene dengang ved at ytre: “Imperier forsvinder til støv”, og Asien var præget af “pessimisme”.

Speed vendte derefter tilbage til slutningen af det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede for at forklare, hvordan den store matematiker, fysiker, fysiske økonom, filosof og politiske leder Gottfried Wilhelm Leibniz var blevet leder af en gruppe “patrioter”, dvs. dissidenter fra det engelske kongehus, fra Irland, Skotland og andre lande. Leibniz var i en position, hvor han kunne have fungeret som premierminister under dronning Anne, men ved Annes død i 1714 blev Georg Ludwig af Hannover efterfølger som kong Georg I og kappede alle bånd til Leibniz.

Ikke desto mindre fortsatte Leibniz sin udvikling af en videnskab om fysisk økonomi, som i sidste ende blev anvendt af USA. Han var en skarp modstander af John Locke, som var blevet oplært af de hollandske monarker i Storbritannien, William og Mary, og som mange amerikanere, den dag i dag mener, er hjernen bag uafhængighedserklæringen, som blev udarbejdet mere end 70 år efter Lockes død. Det vigtigste element, som de greb fat i, var Lockes formulering “Liv, frihed og ejendom”, en sætning, der blev brugt i kolonialisternes forfatninger og senere i Konføderationen. Underskriverne valgte imidlertid Leibniz’ idé, “Liv, frihed og stræben efter lykke”, med den forståelse, at “lykke” ikke blot er ren nydelse, men en vedvarende og forbedrende tilstand, der kendetegner menneskehedens fremskridt.

Megan Dobrodt fulgte op med en præsentation om “harmoni”, baseret på Keplers forståelse af solsystemets harmoniserende karakter og dets relation til den veltempererede musikalske skala. Hun forklarede, hvordan Kepler kunne påvise, at planeterne havde elliptiske og ikke cirkulære baner ved at måle deres vinkelbevægelser. Hun forklarede, at der faktisk ikke var nogen matematisk beregning, som kunne benyttes til at definere banerne på en lineær facon, men at forskellige brøkformede multiplikationer kunne fastlægge varierende tilnærmelser. Det viser sig, at “matematikken” for banerne er den samme som matematikken for musikalske skalaer, og at de samme matematiske justeringer, der anvendes til banerne, kaldes “temperering”, når de anvendes musikalsk.

Jacques Cheminade, formand for det franske politiske parti Solidarité et Progrès, kom med en finurlig redegørelse for “optimisme” med udgangspunkt i Lazare Carnots digt {Ode til entusiasmen}. Han beskrev entusiasme som den mest avancerede form for optimisme og pegede på NATO, Liz Truss, Volodymyr Zelenskyj, præsident Joe Biden og Emmanuel Macron som udsøgte eksempler på pessimisme.

Ungdomsarrangør Anastasia Battle, chefredaktør for magasinet {Leonore}, afsluttede præsentationerne ved at anmode tilhørerne om at tænke grundigt over det de havde hørt, og hvad de mener, der bør gøres for at bistå dem i at udvikle deres lykke og færdigheder.

Helga Zepp-LaRouche sluttede sig til panelet i en afsluttende diskussion. Hendes formål er at sikre, at menneskeheden {er} den udødelige art. Hun påpegede, at udviklingssektoren og andre nationer vil rejse sig for at gøre en ende på kolonialismen (slaveriet) for evigt, en ny ånd fra Bandung, Den alliancefrie Bevægelse, og at gøre det ved hjælp af Mahatma Gandhis ikke-voldelige metoder.

 




Rapport fra Panel 3:
“Præsentation af ‘LaRouche-biblioteket’: LaRouche i dialog med verdens nationer”

Den 11. september 2022 (EIRNS) — Helga Zepp-LaRouche, en af de stiftende direktører for LaRouche Legacy Foundation (LLF), indledte mødet i panelet ved at præsentere en oversigt over LaRouches samlede værker og gav udtryk for, hvor stolt og glad hun var for at kunne annoncere åbningen af det digitale bibliotek med LaRouches værker, der spænder fra tusindvis af artikler, bøger og videoer til hundredvis af møder og præsentationer.

Hun berettede, hvorledes hun og Lyn besøgte over 40 lande gennem adskillige årtier; mødtes med mange stats- og regeringschefer angående en række forskellige emner, såvel som med et publikum, der repræsenterede fiskere, videnskabsmænd, landmænd, musikere og mange andre samfundslag.

Hun understregede desuden, at det som oligarkerne frygtede mest ved LaRouche ikke udelukkende var dybden og bredden af hans vidensniveau, men at han også var i stand til at vække fornuftens kreative kræfter hos medmennesker.

Dernæst var der en 82 minutter lang video med uddrag af præsentationer, som LaRouche havde gennemført for flere nationer – Peru (25. februar 2000), Polen (24. maj 2001), Indien (1. december 2003), et seminar om Kina (22. oktober 1997), Rusland (26. april 1996), Brasilien (12. juni 2002) og De forenede arabiske Emirater (2. juni 2002). De enkelte præsentationer indledtes med et universelt princip eller et strategisk overblik, og behandlede derefter de økonomiske og kulturelle problemer i den nation, som han italesatte i en global kontekst, idet han altid indarbejdede dybereliggende begreber, såsom ”agapē”, der understreger det menneskelige sinds kreative kræfter til at udvikle løsninger på de kriser, som civilisationen står over for.

John Sigerson, der er medlem af LLF’s rådgivende udvalg, foretog en grundig rundvisning i det nye digitale LaRouche-bibliotek [https://larouchelibrary.org/] i dets indledende udgave. Han delte sit eget skærmbillede og understregede, at selv med de hundredvis af emner, der allerede er i systemet, repræsenterer det endnu kun en beskeden del af det, der mangler at blive gennemgået, bearbejdet og uploadet. Der er adskillige værktøjer og filtre, hvormed man kan foretage en meget finmasket søgning efter bestemte emner. Dokumenterne, videoerne og andre elementer er organiseret kronologisk, og han opfordrede læserne til at studere LaRouche på samme måde, som den store dirigent Wilhelm Furtwängler dirigerede musikken – “mellem ordene”. Alle emner er tilgængelige og kan frit downloades til personlig brug.

Afslutningsvis meddelte Gretchen Small, formand for LLF, at bind II af LaRouches {Collected Works} snart vil være klar til udgivelse. Dette bind vil fokusere på LaRouches kulturelle bidrag. Hun understregede, at kultur – musik, poesi og kunst – ikke blot er “underholdning”, men at studiet af klassisk kultur faktisk er afgørende for videnskabelige gennembrud.

 




Festskrift til ære for LaRouche 100 år efter hans fødsel

8. september 2022 (EIRNS)- I dag var det 100 år siden Lyndon H. LaRouche Jr. (1922-2019) blev født. Han var økonom, videnskabsmand og statsmand, og en af historiens største filosoffer og ledere gennem tiderne.

Hans fødselsdag blev fejret over hele verden med gademøder (København, Berlin, Paris, Houston, Washington DC, Boston m.fl.), erklæringer og et heldags-video-maraton med bemærkelsesværdige taler af LaRouche og meddelelser om hyldest og påskønnelse fra folk fra alle aldre og nationer.

Den første udgave af et festskrift til ære for LaRouche blev i dag udgivet af Schiller Instituttet. Det 300 sider lange dokument findes nedenunder.

De danske bidrag kan læses på sider 22-36.

Download (PDF, Unknown)




Maratonvideo hylder LaRouches 100-årsdag: Sandhedens triumf

Den 8. september 2022 (EIRNS) – I dag fejrer den internationale LaRouche-bevægelse årsdagen for det, som ville have været Lyndon LaRouches 100-års fødselsdag, hvis han havde været i live. Der afholdes talrige demonstrationer og lignende aktiviteter til ære for LaRouche. En hel dag med et væld af videooptagelser, herunder individuelle vidneudsagn af så kort varighed som et minut, og optagelser af begivenheder i LaRouches historie på op til tre timer. Dagens overordnede budskaber består for det første af, at LaRouche vidste, hvordan man kunne overvinde spændingerne mellem NATO og Sovjetunionen, ved at forenes som allierede for at neutralisere atomvåben og genoprette økonomisk vækst og teknologisk fremskridt i hele verden. Dernæst fortsætter vi den kurs, som han og hans kone Helga fulgte på det tidspunkt, hvor han døde. For det tredje kan vi sejre, hvis borgerne i Amerika og Europa handler i deres egne interesser i samarbejde med Kina, Indien og udviklingslandene i Asien og Afrika.

Dagen begyndte kl. 6.00 EDT med en tre timers udsendelse af mindeprogrammet fra 2019 med titlen: “The Triumph of Lyndon LaRouche”. Det blev indledt af hans hustru, nærmeste medarbejder og efterfølger til hans lederskab, Helga Zepp-LaRouche. Det blev tillige afsluttet af Helga, efterfulgt af et musikalsk arrangement, bl.a. med Mozarts Ave Verum Corpus, der var dedikeret til den indflydelse, som Kristus’ død har haft på alle kommende tider. Programmet afspejlede Helgas initiativ, som var fuldt ud dedikeret til hendes mands engagement i at inspirere hele menneskeheden gennem direkte og indirekte kontakt med tusinder og millioner af mennesker, for at indgyde dem en forståelse af, at udelukkende menneskelig kreativitet kan tilvejebringe en bedre fremtid for menneskeheden. På nuværende tidspunkt indebærer dette, at kun en umiddelbar udvidelse af direkte kreativ handling vil gøre menneskehedens fremtid mulig.

Et bemærkelsesværdigt træk ved programmet var, at betydeligt mere end halvdelen af tiden bestod af klassisk musik fra Bach til Brahms, herunder en omfattende fremførelse af spirituals. I sine afsluttende bemærkninger fortalte Helga, der roste sin mand som det mest humane og kærlige menneske, hun nogensinde havde kendt, at hun svarede Lyn på hans sidste ord til hende: “Ich liebe dich”, på samme måde. Denne udveksling mellem de to kan opfattes som et bånd, der ikke kun binder de to, men som en påmindelse om deres gensidige forpligtelse over for hele menneskeheden. En forpligtelse, som de gerne ser, at vi alle sammen tilslutter os.

Mindehøjtideligheden blev efterfulgt af en serie i fem dele, “The Power of Labor”, udarbejdet og udsendt første gang af LaRouches organisation i forbindelse med LaRouches præsidentkampagne i 1984, som skulle benyttes sammen med LaRouches lærebog “So, You Wish to Learn All About Economics? Han indledte sit foredrag med at opregne de store genier fra den gyldne renæssance og deres efterfølgere. Heriblandt var Nicolaus af Cusa, Leonardo da Vinci, Gottfried Leibniz og Carl Gauss. Den første af disse, langt den mindst kendte af de fem i det 21. århundrede, kaldte LaRouche “det mest betydningsfulde sind i de sidste 600 år”. Kernen i LaRouches forståelse af økonomi består i, at al virkelighed er baseret på handling. At identificere et objekt som en kendsgerning, hvilket er almindeligt, er ikke videnskabeligt. Alt, der erkendes i universet, er under forandring og følger specifikke regler for forandring, og bevægelse. Den gamle grundlægger af videnskabens sprog, Panini, formidlede dette ved at fastslå, at alt sprog er baseret på transitive verber, dvs. verber, der beskriver handling. I overensstemmelse med hans forståelse, er de fem økonomiske lektioner, der præsenteres, baseret på de moderne fysiske love, som blev udarbejdet af Nicolaus af Cusa og den række af videnskabsmænd, der fulgte hans initiativer.

LaRouche sporede en forståelse af økonomi tilbage, ved at forstå årsagssammenhængen på den måde der formidles i 1. Mosebog kapitel 1, vers 28. Det er det vers, som beretter om Guds velsignelse og råd til Adam og Eva, og som gælder for hele menneskeheden: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden og gør jer den underdanig, og hersk over havets fisk og over luftens fugle og over alt levende, der kryber på jorden.” Det betyder, at der er en proces i menneskelivet, som indebærer, at man tager ansvar for en sammenhængende udviklingsproces, der til stadighed tilvejebringer den fremtidige eksistens.

Herefter fulgte en optagelse af LaRouches første foredrag ud af fire om emnet: “Beyond Psychoanalysis”. Heri påpegede LaRouche, at i perioden efter Første Verdenskrig, og som faktisk går tilbage til den situation, som Percy Shelley diskuterede i værket “Defense of Poetry”, at samfundets forståelse af, hvorledes faktuelt organiserede strukturer skal fungere, er afhængig af poetisk kommunikation. Det er ensbetydende med, at poesien er det medium, gennem hvilket en kontinuerlig udviklingsproces kan formidles til menneskeheden. Dette fungerer, for hvis poesien er digterkunst, udtrykker det det faktiske forhold mellem den kreative forståelse og virkeligheden af både social og fysisk handling.

Efter optagelsen af “Beyond Psychoanalysis” blev der fremført en optagelse af LaRouches video “Storm over Asien”. Heri gennemgik LaRouche sin intervention i finansielle og økonomisk-politiske spørgsmål, som går tilbage til 1977 og fortsætter frem til 1999. Hans advarsler om konsekvenserne af Nixons beslutning i 1971 om at skrotte de internationale finansielle aftaler fra Bretton Woods og fjerne guldreserve-støtten til den amerikanske dollar, forekom præcis som han havde advaret om, at de ville indtræffe. Det samme gælder hans advarsel til den sovjetiske regering om Sovjetunionens undergang, hvis landet undlod at slutte sig til USA i Det strategiske Forsvarsinitiativ (SDI), som han havde udformet under præsident Ronald Reagans ledelse. Efter LaRouches hovedpræsentation uddybede Lothar Komp fra LaRouche-bevægelsen i Tyskland og John Hoefle i USA, hvordan den globale finansielle struktur fremskyndede det russiske finansielle systems, den teknologiske vækst og økonomiens undergang. Efter LaRouches afslutning berettede Debra Freeman fra LaRouche-bevægelsen om, hvordan Kongressen og præsident Clinton og hans stab reagerede på LaRouches forslag, og forklarede hvorfor de borgere hun talte til måtte tage ansvar for fremtiden.

Efter et par korte meddelelser fremvistes en video af LaRouche, der talte på seminaret den 17. juni 1997 om Afrikas dystre skæbne. Han startede med at forklare, at det ikke kun er Afrikas problem, fordi “det, som påvirker Afrika, påvirker også dig”.

Dernæst præsenterede pastor Richard C. Boone fra Louisiana, Lyn som fuldstændig troværdig og aldeles pålidelig ved et møde den 8. september 1996 i Monroe, Louisiana. Lyn talte i høj grad om strategi til at stække politikere ved at anvende deres egne holdninger og handlinger imod dem, for at få de nuværende pessimistiske borgere til at bakke op om hans ideer. Han beskrev succeser mod en række personer og oplyste, at hans primære mål var George H.W. Bush.

Det sidste hovedafsnit var Lyndons og Helgas vidneudsagn for det borgerpanel, der havde til opgave at undersøge sagen mod ham.

Der blev vist korte klip fra offentlige demonstrationer for at gøre opmærksom på Lyndons 100-års fødselsdag. Diane Sare, der er kandidat til det amerikanske senat, og som udfordrer spytslikkeren fra Wall Street, Charles Schumer, ledede en demonstration i Zuccotti Park i New York City. Arrangør Feride Gillesberg rapporterede fra en demonstration i Danmark. Jen Pearl rapporterede fra sin organisering på Park Street Station i Boston.

I løbet af dagen blev der udsendt optagelser af forskellige personer. Hulan Jack, der havde været den første sorte borgmester på Manhattan fra 1953-1961 og senere var medlem af bestyrelsen for LaRouche-bevægelsens National Democratic Policy Committee, fremsatte kortfattede bemærkninger. Jack døde i 1979, og der blev afspillet en optaget udtalelse, hvori han anførte, at der var to problemer i Det demokratiske Parti. “Det første er, at Det demokratiske Parti er i ruiner.” Det andet er, at der kun er én mand, som partiledelsen er bange for: Lyndon LaRouche. Partiet har stadig ikke løst det problem, men vi gør en stor indsats under ledelse af Diane Sare for at gøre en ende på deres bekymringer.

Jacques Cheminade, leder af det franske “LaRouche”-parti, Solidarité et Progrès, afgav en kort erklæring, hvor han sammenlignede LaRouche med De Gaulle og henviste til Lyns bog, France After DeGaulle.

Benoit fra Frankrig meddelte, at han er i færd med at lave en video om Lyndon LaRouche, vor tids geni, for at hjælpe sine medborgere til at blive ”LaRouche’ere”.

Karel Vereycken, næstformand for Solidarité et Progrès, fortalte historien om sin opdagelse af, hvad kunst handler om gennem LaRouche, og viste et eksempel på en af sine frembringelser.

Ephraim Haile fra Eritrea fortalte om sin historie i LaRouche-bevægelsen, der går tilbage til 1974.

Senator Bill Owens fra Massachusetts fremførte en hyldest til LaRouche.

LaRouche-aktivisten og landbrugsspecialisten Marcia Merry Baker beretede om sin erfaring med LaRouche siden slutningen af 1960’erne og sagde: “Lyndon LaRouche fik verden til at hænge sammen.”

Bob Baker, landbrugsspecialist i LaRouche-bevægelsen, præsenterede en kort indspillet tak til LaRouche.

Isaiah Madrigal fra Zimbabwe takkede LaRouche og hans bevægels

LaRouche-bevægelsens aktivister Kevin og Jen Pearl aflagde korte beretninger om deres arbejde med LaRouche i forbindelse med udførelsen af deres organisatoriske ansvar.

Michelle Erin, en vidunderlig sopran og organisator i LaRouche-bevægelsen, forklarede, hvordan LaRouche ændrede hendes opfattelse af, hvordan hun kan forme egen fremtid.




Hundredsårsdagen for Lyndon LaRouches fødselsdag:
Lyndon LaRouches idéer vil forme menneskehedens fremtid.
af Helga Zepp-LaRouche

The English version is below the Danish:

Af Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter, som var gift med Lyndon LaRouche, indtil han døde 96 år gammel.

Den 8. september for 100 år siden blev Lyndon LaRouche født. Mange mennesker verden over, herunder jeg selv, betragter ham som den største tænker i sin tid. På den anden side er han den mest hadede, frygtede og udskældte person for de transatlantiske eliter, hvilket vil sige en hel del i en tid med Trump, Putin og Xi Jinping. Jeg har haft den lykke at have været gift med ham i 41 år og at have opbygget en international bevægelse sammen med ham i et halvt århundrede, og jeg kan tilføje min personlige mening, at han i Friedrich Schillers forstand var den smukkeste sjæl, jeg nogensinde har mødt, dvs. for ham faldt frihed og nødvendighed, lidenskab og pligt i ét, og han var præcis den type person, som ifølge Schiller er kendetegnet ved denne karakteristik: et geni. Og det virkeligt bemærkelsesværdige er, at hans idéer lever i dag og fungerer i mange lande i verden.

Lyndon LaRouche havde en uovertruffen viden og en ufejlbarlig sans for filosofiske, epistemologiske, kulturelle og videnskabelige sammenhænge, som gjorde ham i stand til at navigere i disse ideers historie og straks finde ind til deres væsentlige træk. På baggrund af denne evne forkastede han i begyndelsen af 1950’erne informationsteorien og systemanalysen hos folk som Norbert Wiener og John von Neumann som uegnede til at beskrive økonomiske processer og udviklede sin egen økonomiske metode, den fysiske økonomi, baseret på bl.a. Gottfried Wilhelm Leibniz, Friedrich List, Henry C. Carey og Bernhard Riemann.

Ud fra dette synspunkt og beriget med et rigt kendskab til to og et halvt tusind års europæisk kultur- og videnskabshistorie og universel historie i almindelighed, erkendte han med større klarhed end nogen anden de potentielt katastrofale virkninger af 1960’ernes rock-drugs-sex-modkultur på befolkningens erkendelsesmæssige potentiale og dermed på befolkningens produktivitet på længere sigt.

Hans nok mest betydningsfulde forudsigelse var imidlertid hans vurdering af konsekvenserne af præsident Nixons afskaffelse af Bretton Woods-ordningen ved indførelsen af fleksible valutakurser og ophævelsen af guldstandarden for dollaren den 15. august 1971. Hvis det dermed forbundne kursskifte til et rent monetaristisk, profitmaksimerende finanssystem blev opretholdt, advarede han dengang, ville verden nødvendigvis bevæge sig mod en ny depression, en ny fascisme og truslen om en ny verdenskrig, medmindre der blev indført en helt ny, retfærdig økonomisk verdensorden.

Desværre lyttede de transatlantiske eliter ikke til ham, og derfor befinder verden sig i dag, 50 år senere, præcis på det punkt, som han forudsagde. I løbet af disse årtier, hver gang det finansielle oligarki på Wall Street og i City of London fremskyndede processen med at deregulere markederne på bekostning af realøkonomien, lagde han fingeren på såret og analyserede konsekvenserne af denne politik. Carter-regeringens politik om ”kontrolleret opløsning af økonomien”, Volckers højrentepolitik, outsourcing til lavtlønslande, just-in-time produktionspolitik, fusions- og opkøbspolitik, Reagonomics og Thatcherisme, ophævelsen af Glass-Steagall loven, aktionærværdiskabelsen, derivatspekulation, den fatale effekt af den mirakuløse pengeforøgelse i form af QE og nulrentepolitikken: Alle disse milepæle i det neoliberale finanssystem fordømte han som grundlæggende fejludviklinger, som i sidste ende kun var mellemstationer på vejen mod systemets sammenbrud.

I stedet for at tage hans analyser som en anledning til en kursændring betragtede finansoligarkiet ham fra starten som en dødbringende trussel mod deres system og iværksatte en årtier lang international kampagne for at undertrykke LaRouches idéer og dermed hans indflydelse. En hel hær af indflydelsesagenter i medier og institutioner af enhver art, herunder diplomater i alle verdenshjørner, blev indsat verden over for at lægge pres på folk, så snart de viste interesse for hans forslag i en eller anden form.

De hundredvis, hvis ikke tusindvis, af knivskarpe analyser og vurderinger, som LaRouche har leveret gennem årene, ville have været absolut tilstrækkelige til at forhindre den nuværende strategiske katastrofe. Men han brugte også altid sine advarsler til at præsentere løsninger.
Da flere statsoverhoveder begyndte at tage hans ideer op og gennemføre dem i begyndelsen af 1980’erne, besluttede det finansielle oligarki, at LaRouche skulle elimineres. Den daværende mexicanske præsident López Portillo havde bedt LaRouche om at skrive et program til forsvar af pesoen og økonomien, som Mexico begyndte at gennemføre den 1. september 1982. Den indiske premierminister Indira Gandhi begyndte i samme periode at gennemføre LaRouches forslag til et 40-årigt program for Indiens økonomiske udvikling. Og den 23. marts 1983 bekendtgjorde præsident Reagan LaRouches forslag til SDI-programmet, som var det mest vidtrækkende forslag til en ny global sikkerhedsarkitektur, som nogen hidtil har udtænkt, og som ville have overskredet NATO- og Warszawapagtblokkene og sat et storstilet udviklingsperspektiv i gang for udviklingssektoren. Reagan var på det tidspunkt klar til en sådan ændring i den strategiske konstellation, mens Arbatov-Ogarkov-Gorbatjov-fraktionen i Sovjetunionen afviste dette forslag og dermed slog ind på en vej, der i høj grad bidrog til Sovjetunionens tidlige undergang.

LaRouche deltog otte gange som kandidat i den amerikanske præsidentvalgkamp, syv af dem i det demokratiske parti. At rapportere alene om alle de sabotageoperationer, der er sat i gang mod LaRouche af partiledelsesapparatet med Al Gore, Barack Obama, Hillary Clinton og den nuværende ledelse, ville fylde en hel bog. Da LaRouche-kandidater begyndte at vinde valg i 1986 – i primærvalgene i Illinois til de næst- og tredjehøjeste poster i staten – blev det besluttet at gå imod ham for altid. Den 6. oktober 1986 gennemførte FBI en razzia mod LaRouches bolig og kontorer med 400 tungt bevæbnede sikkerhedsvagter, pansrede køretøjer og helikoptere, en operation, der fik den nylige razzia mod Trumps Mar-a-Lago ejendom med 40 FBI-agenter til at ligne en børnefødselsdag. Formålet med angrebet på LaRouche og mig selv var intet mindre end at eliminere os fysisk, hvilket kun kunne forhindres ved hjælp af Det Hvide Hus’ indgriben.
Derefter fulgte falske anklager, ulovlig brug af skattevæsenet, manipulerede retssager og til sidst fængsling af LaRouche og en række af hans medarbejdere.

Den tidligere justitsminister i Johnson-regeringen, Ramsey Clark, der på eget initiativ greb ind i retssagen, beskrev administrationens handlinger efter LaRouches løsladelse i en international domstol, der var organiseret af borgerrettighedsaktivister og afroamerikanske lovgivere, således:
”Men når det gælder den komplekse og omfattende udnyttelse af politi, anklagere, medier og ikke-statslige organisationer, der fokuserer på at ødelægge en fjende, overgås denne sag næppe af andre. Der er tilfælde, hvor regeringen selv har gjort mere og også gjort mere forkert i tidens løb, men med hensyn til det tætte samspil og den tætte kombination af føderale, statslige og lokale myndigheder, af den udøvende magt og endda nogle af de lovgivende og dømmende magthavere, af store og små lokale medier og af indflydelsesrige lobbyister, især ADL [Anti-Defamation League], står denne sag øverst på listen.

Formålet kan kun ses som værende at ødelægge dem fuldstændigt – ikke blot en politisk bevægelse, eller snarere en politisk figur, der er tale om begge dele, men frem for alt en frugtbar motor for nye ideer, en kollektiv virksomhed, hvor man tænker og studerer og analyserer for at løse problemer, uanset konsekvenserne for status quo eller for ens egne interesser. Der var en bevidst hensigt om at ødelægge dette for enhver pris…”

Jeg deltog selv i denne domstol. Jeg understregede eftertrykkeligt, at den største forbrydelse mod LaRouche ikke var at straffe denne store, vidunderlige ånd med fængselsstraf, men at man gennem den omfattende kampagne for at bagvaske hans navn og dermed hans ideer i høj grad forhindrede det amerikanske og i øvrigt også det internationale samfund i at sætte sig ind i hans ideer og frem for alt i at finde løsninger.

I dag, 27 år efter denne domstol, på Lyndon LaRouches 100-års fødselsdag, kan man studere resultatet af finansoligarkiets forsøg på at ødelægge LaRouche. Det transatlantiske finanssystem står over for sin hyperinflationære afslutning; den ”regelbaserede værdiorden” og NATO er en kolos på lerfødder. Læg dertil det gennemsigtige forsøg på at kontrollere ”fortællingerne” ved at give hele befolkningen mundkurv på og straks bagtale enhver, der udtaler sig om årsagerne til krigen eller inflationen, som en ”Putin-agent”. Hvis Vesten fortsætter på denne måde, går vi under.

På den anden side har LaRouches idéer været en enorm succes. Hans idéer om infrastrukturudvikling i udviklingslandene, som han har fremlagt siden begyndelsen af 1970’erne, hans program om Den nye Silkevej, der bliver til en verdenslandbro, som var hans svar på Sovjetunionens sammenbrud, er nu ved at blive realiseret af Kina og dets BRI/Silkevejsinitiativ. Det nye økonomiske og finansielle system, der i dag realiseres af mange lande og institutioner i det globale syd, er baseret på hans koncept om fysisk økonomi; økonomer i mange lande, især i Asien, studerer LaRouches skrifter og anvender dem til gavn for deres lande.

LaRouche var patriot for det Amerika, der havde udkæmpet den første vellykkede uafhængighedskrig mod det britiske imperium, men han var også verdensborger og satte altid hele menneskehedens interesser i første række. Folk fornemmede dette, og når LaRouche rejste til udviklingslande eller Europa, udtrykte de ofte deres absolutte tillid til ham på en måde, som kun ægte venskab kan det.

Ved at forkaste LaRouches idéer har Vesten ikke gjort sig selv nogen tjeneste ved at afvise dem. At USA behandlede sin største søn på en så uværdig måde, vil forblive en evig plet på USA’s historie. De lande, der anvender hans idéer, har allerede økonomisk succes og vil blive endnu mere succesfulde i fremtiden. Det kan godt være, at Vestens lande har nægtet ham officiel succes i hans lange og uovertruffent produktive liv, men han har haft et rigt, usædvanligt opfyldt og lykkeligt liv, fordi han indadtil var det mest frie og kreative menneske på jorden. Var Sokrates en succes, selv om han blev dræbt? Det er han, mens hans mordere er glemt støv.

Lyndon LaRouche er sine fjenders nemesis og glæden og stoltheden for en fremtidig, bedre menneskehedsepoke. Han vil leve videre som udødelig.

Se videokonferencen:

Schiller Instituttets videokonference i anledning af 100 år efter Lyndon LaRouches fødsel:
d. 10-11. september kl. 16.00 dansk tid eller senere.
Inspiration til menneskeheden for at overleve den største krise i verdenshistorien

—————————————————————–

English version:

100th Anniversary of the Birth of Lyndon LaRouche—The Ideas of Lyndon LaRouche Will Shape the Future of Mankind

Sept. 3, 2022 (EIRNS)—Helga Zepp-LaRouche wrote the following article as the lead of the German weekly newspaper Neue Solidarität, issue 36, for Sept. 8, 2022 (https://www.solidaritaet.com/neuesol/2022/36/hzl.htm):

One hundred years ago, on September 8, Lyndon LaRouche was born, a person whom many people throughout the world, including myself, consider the greatest thinker of our era. For the trans-Atlantic Establishment, on the other hand, he is the most hated, feared and slandered person, and that, in times of Donald Trump, Vladmir Putin and Xi Jinping, speaks volumes. As I was fortunate enough to be married to him for 41 years, and to have worked with him for half a century in building up an international movement, I can add my personal judgment that he was the most beautiful soul, in the sense of Friedrich Schiller, that I have ever met. That means that, for him, freedom and necessity, passion and duty were one, and he was precisely the type of individual who corresponds to the characterization Schiller gave of a genius. And what is truly excellent, is that his ideas are alive today and influential in many countries of the world.

Lyndon LaRouche had unparalleled knowledge and an unfailing sense of the cohesion of philosophical, epistemological, cultural and scientific notions, which allowed him to be at home in the history of such ideas, and to immediately recognize their essential nature. Based on this ability, he rejected in the early 1950s the information theory and systems analysis of people such as Norbert Wiener and John von Neumann as inadequate for describing economic processes, and developed his own scientific method of physical economy, which built upon Gottfried Wilhelm Leibniz, Friedrich List, Henry C. Carey and Bernhard Riemann, among others.

From this point of view and with the benefit of his vast knowledge of two and a half thousand years of the history of European culture and science and of universal history in general, he recognized, much more clearly than anyone else, the potentially catastrophic effects of the drug-sex-rock counterculture of the 1960s on the cognitive potential and, thus, on the long-term productivity of the population. What is likely his most significant forecast, however, was his assessment of President Nixon’s abolition of the Bretton Woods system through the introduction of floating exchange rates and the decoupling of the dollar from the gold reserve standard on August 15, 1971. He warned at that time that if the change in course that assumed, toward a purely monetarist financial system aimed at profit maximization were to be maintained, the world would necessarily head toward a new depression, a new fascism and the danger of a new world war, unless a totally new and just world economic order were established.

Unfortunately, the trans-Atlantic Establishment did not listen to LaRouche. That is why, 50 years later, the world is now precisely at the point he had forecast. Over the course of the ensuing decades, every time Wall Street’s and the City of London’s financial oligarchy promoted the process of market deregulation to the detriment of the real economy, he put his finger on the wound, and analyzed the consequences of this policy. The Carter Administration’s policy of “controlled disintegration of the economy,” Volcker’s high interest rates, outsourcing to cheap labor markets, just-in-time production, the policy of mergers and acquisitions, Reaganomics and Thatcherism, the repeal of the Glass-Steagall Act, the shareholder value society, derivatives speculation, the fatal consequences of the miraculous monetary expansion under QE and the zero-interest policy—he denounced all these milestones of the neoliberal financial system as fundamental errors, that were ultimately just stations on the way to the systemic crash.

Rather than using his analyses to correct the mistakes, the financial oligarchy regarded LaRouche from the beginning as a deadly danger for their system, and launched a decades-long international crusade to suppress his ideas and thereby his influence. A veritable army of agents of influence in the media and all kinds of institutions, including diplomats around the world, was deployed internationally to pressure anyone who showed interest in whatever form in his proposals.

The hundreds, if not thousands, of razor sharp analyses and assessments that LaRouche provided over the years would have absolutely sufficed to prevent the current strategic catastrophe. But at the same time, he also used his warnings to present concepts for a solution. When several heads of state began in the early 1980s to take up his ideas and implement them, the financial oligarchy basically decided that LaRouche had to be eliminated. Mexico’s then- President José López Portillo had asked LaRouche to write for him a program in defense of the peso and the economy, which he began to implement on September 1, 1982. India’s Prime Minister Indira Gandhi began at the same time to implement LaRouche’s proposed 40-year program for the economic development of India. And on March 23, 1983, President Ronald Reagan announced the Strategic Defense Initiative (SDI) program he proposed, which was the most extensive proposal for a new global security architecture that anyone had designed up to that time, which would have overcome the NATO and Warsaw Pact blocs and initiated a large-scale development perspective for the developing sector. President Reagan was ready to change the strategic constellation at the time, while the Arbatov-Ogarkov-Gorbachev fraction in the Soviet Union rejected this proposal, and thereby chose a path that significantly contributed to the early demise of the Soviet Union.

LaRouche ran for President of the United States eight times, seven of them in Democratic Party primaries. Just reporting on the sabotage operations run against him by the party leadership apparatus associated with Al Gore, Barack Obama, Hillary Clinton and the current leadership, would fill an entire book. When LaRouche candidates began to win elections in 1986—taking the second and third highest positions in primaries in Illinois—the decision was made to attack him for good. On October 6, 1986, the FBI staged a raid on LaRouche’s home and offices, deploying 400 heavily armed law enforcement officials, armored vehicles, and helicopters, an operation that makes the Aug. 8 raid on Trump’s Mar-a-Lago estate by 40 FBI agents look like a child’s birthday party. The objective of the raid on LaRouche and myself was nothing less than to eliminate us physically, which was only prevented by an intervention from the White House.

What followed were trumped-up charges, the illegal use of the IRS, rigged trials, and finally the incarceration of LaRouche and a number of his associates.

At an international tribunal initiated by civil rights activists and African-American state legislators after LaRouche was released from prison, the former Attorney General of the Johnson Administration, Ramsey Clark, who took the initiative of intervening on his own, described the actions of the Administration as follows:

“But in what was a complex and pervasive utilization of law enforcement, prosecution, media, and non-governmental organizations focussed on destroying an enemy, this case must be number one. There are some, where the government itself may have done more and more wrongfully over a period of time; but the very networking and combination of federal, state, and local agencies, of Executive and even some Legislative and Judicial branches, of major media and minor local media, and of influential lobbyist types, the ADL preeminently, this case takes the prize. The purpose can only be seen as destroying—more than a political movement, more than a political figure—it is those two; but it’s a fertile engine of ideas, a common purpose of thinking and studying and analyzing to solve problems, regardless of the impact on the status quo, or on vested interests. It was a deliberate purpose to destroy that at any cost….”

I participated in this tribunal. I insisted emphatically that the greatest crime against LaRouche was not to have unjustly condemned such a great and wonderful mind to prison, but rather that the massive slander campaign of his name and his ideas prevented to a large extent the American population, and beyond that, the international public, from grappling with his ideas and above all with the solutions he proposed.

Today, 27 years after this tribunal, on the 100th anniversary of the birth of Lyndon LaRouche, we can study the result of the financial oligarchy’s attempted campaign to destroy him. The trans-Atlantic financial system is about to end in hyperinflation, the “rules-based order of values” and NATO are a colossus with feet of clay, and there is a transparent attempt to control the “narratives” by muzzling the entire population and immediately slandering anyone who voices an opinion of their own on the causes of the war or inflation as an “agent of Putin.” If the West continues like this, we will fail.

On the other hand, LaRouche’s ideas have had enormous success. His proposals on the development of infrastructure in developing countries, which he has presented since the early 1970s, his program for the New Silk Road, which has become the World Land-Bridge, and was his response to the collapse of the Soviet Union, are now being realized by China and its Belt and Road/Silk Road Initiative. The new economic and financial system being realized today by many countries and institutions in the Global South is based on his concept of physical economy, while economists in many countries, especially in Asia, are studying LaRouche’s writings and implementing them for the benefit of their countries.

LaRouche was a patriot of the America that fought the first successful war of independence against the British Empire, but he was also a world citizen, who always put the interest of mankind as a whole first. People could sense that, and when LaRouche traveled in developing countries or Europe, they often expressed their utmost trust in him, in such a way that only true friendship would allow.

In rejecting LaRouche’s ideas, the West did itself no favor. That the United States treated its greatest son so ignobly will remain a stain on its history forever. The countries that apply his ideas are already economically successful, and will be even more so in the future. Although official success was denied to him by Western countries during his long and incomparably productive life, he led a rich, extraordinarily fulfilling and happy life, because he was inwardly the most free and most creative person on Earth. Was Socrates successful, even though he was murdered? He certainly is, while his murders lie forgotten in dust.

Lyndon LaRouche is the Nemesis of his enemies and the joy and pride of a future, better era for mankind. He will live immortal.




Har du nogensinde undret dig over, hvorledes en kædereaktion af økonomisk sammenbrud ser ud?

Den 31. august 2022 (EIRNS) – I en artikel fra 23. januar 2008, der blev udgivet mindre end 48 timer efter den sorte mandag, hvor de internationale aktiemarkeder eksploderede, og London og Washingtons panikslagne beslutning om at redde den globale spekulationsboble med sjove penge, advarede Lyndon LaRouche eftertrykkeligt: “Hvis man undlader at gennemføre de nødreformer i USA, som jeg har foreskrevet, garanterer man nu en slags kædereaktion af et globalt hyperinflationært kollaps, som truer med at trække den samlede verden ind i en langvarig ny mørk tidsalder.”

Lyndon LaRouches råd blev ikke fulgt. I stedet blev kvantitative lempelser udløst, hvorefter der i mellemtiden er blevet udstedt værdiløse papirer for ca. 30 billioner dollars, for at forsøge at redde boblen, som voksede fra ca. 1,6 billiarder dollars i 2008 til næsten 2 billiarder dollars i dag. Vi står nu midt i den kædereaktion, som LaRouche advarede om, og som kombinerer hyperinflation med et fysisk-økonomisk sammenbrud, der vil efterlade nationer og deres befolkninger som ruiner i sit kølvand.

Det bør nævnes, at der er en voksende erkendelse af, at der faktisk er en sammenbrudskrise undervejs – uden at man dog ved, hvorledes den skal gribes an. Her blot et uddrag af nogle fremtrædende kommentarer fra de sidste 24 timer:

“(En) økonomisk katastrofe (er) kun en måned væk” – Christine Jardine, talsmand for de britiske Liberale Demokraters kabinetskontor.

Vesteuropa er på vej mod et “energikollaps” – Ungarns udenrigsminister, Peter Szijjarto.

“De næste 5-10 vintre vil blive forfærdelige, hvis der ikke gøres noget” – den belgiske energiminister, Tinne Van der Straeten.

Uden fossile brændstoffer vil “civilisationen bryde sammen” – Elon Musk.

Den britiske inflation vil stige til over 22 % næste år – Goldman Sachs.

Europa befinder sig faktisk på tærsklen til en ny mørk tidsalder, og USA er ikke langt bagefter. Det er en ny mørk tidsalder, udløst af selvpåført energimangel som følge af den anti-russiske sanktionspolitik, men som er forårsaget af det finansielle etablissements vedvarende forpligtelse til en malthusiansk politik for global afindustrialisering og befolkningsreduktion.

Det er derfor ikke så overraskende, at Kina, Rusland og størstedelen af udviklingslandene nægter at gå ned med det synkende skib, herunder dets politik med geopolitiske krige og blodig undertrykkelse af oppositionens røster.

Der er kun kort tid tilbage til at efterleve Lyndon LaRouches advarsler og politiske råd – men det er tilstrækkeligt, hvis vi tager fat på det. Det følgende er LaRouches samlede indledning til ovennævnte artikel fra 2008, offentliggjort i Executive Intelligence Review den 1. februar 2008, “HYPERINFLATION IS HERE! Det økonomiske sammenbrud” (https://larouchepub.com/lar/2008/3505hyperinflation_breakdown.html)

“USA’s vanvittige beslutning i den forgangne uge om at iværksætte en “stimuluspakke” for USA’s økonomi, har ført USA til sin nuværende indtræden i en ny retning: en hyperinflationær økonomisk sammenbrudskrise. Det er en krise, hvis konsekvenser, hvis ikke de afværges med de foranstaltninger som jeg for nylig har beskrevet,, med garanti vil sprede sig over hele verden og næsten helt sikkert snart bringe hele planeten ind i en “ny mørk tidsalder”, sammenlignelig med den der blev udløst af det 14. århundredes middelalderlige venetianske systems lombardiske bankfirmaer, som f.eks. det berygtede Bardi-hus. Jeg har ved forskellige offentlige lejligheder siden udviklingen i 1968 udtrykt frygt for de ændringer i USA’s og andre nationers økonomiske, monetære og finansielle politik, der blev iværksat ved en kombination af Nixon-regeringens ophævelse af Bretton Woods-valutaordningen med faste valutakurser og Carter-regeringens ødelæggelse af USA’s fysiske økonomi med gennemførelsen af Rockefeller-Brzezinskis Trilaterale Kommissions politik. Hvis de ikke vendes, vil de i sidste ende føre til, at der ikke blot indføres en fascistisk politik i USA, hvilket netop er det resultat, der har været undervejs omkring Shultz, Rohatyn, Bloomberg og Schwarzenegger, men også til et generelt sammenbrud og en krise, ikke blot i den amerikanske økonomi, men i verdensøkonomien som helhed.

“I løbet af de sidste to uger er både USA og Storbritannien overgået til en sådan almen hyperinflatorisk form for generel økonomisk sammenbrudskrise, til en periode med en slags hyperinflatorisk pengepolitisk stimulering, som kan sammenlignes med Weimar-Tyskland i 1923. Medmindre denne nuværende tendens i den igangværende politiske udformning stoppes, er der ingen del af verden, som ikke snart vil blive ramt af de verdensomspændende konsekvenser af en form for global sammenbrudskrise, sammenlignelig med det 14. århundrede i Europa.

“Denne trussel kan stoppes, selv nu; men hvis man undlader at gennemføre de former for amerikanske nødreformer, som jeg har foreskrevet, vil man nu risikere en kædereaktion af en form for globalt hyperinflationært kollaps, som truer med at trække hele vores planet ind i en langvarig, ny mørk tidsalder. Dette er, eksempelvis, de eneste virkelig vigtige emner, der skal tages i betragtning i den nuværende amerikanske præsidentvalgkampagne forud for valget. Alle andre anliggender er nærmest irrelevante.”

 




At vende tilbage til gerningsstedet

Den 15. august 2022 (EIRNS) – I dag er det den 15. august 2022, 51-årsdagen for århundredets forbrydelse, hvor en ulykkelig præsident Richard Nixon blev tilskyndet af sine kontrollanter fra Wall Street og City of London, til at kassere efterkrigstidens Bretton Woods-ordning. Denne forbrydelse indvarslede de flydende valutakursers æra og den folkemorderiske frihandel og globalisering, og den markerede påbegyndelsen af Glass-Steagalls endeligt og åbnede sluserne for den uhæmmede spekulation, som nu har kastet verden ud i en systemisk sammenbrudskrise.

Den eneste person, der betegnede denne forbrydelse for hvad den virkelig var, endog samtidig med at den blev begået, var Lyndon LaRouche, hvis 100-års fødselsdag vi fejrer den 8. september, med en stor international konference i Schiller Instituttet den 10.-11. september. LaRouche fordømte ikke blot forbrydelsen, men han udarbejdede også politiske løsninger til at afhjælpe skadevirkningerne, gennem et halvt århundredes uddannelse og organisering på verdensplan.

Oven på denne århundredets forbrydelse, begik det britisk ledede finansielle etablissement derefter en anden forbrydelse for at sikre, at den første ikke blev udbedret: Justitsmordet på Lyndon LaRouche i 1988, som sendte ham i fængsel i fem år for forbrydelser, han aldrig havde begået, og forsøget på at tilsmudse hans navn og ideer for evigt, for at gøre ham til en politisk “urørlig”.

Men nu er der desperat brug for netop dette navn og disse idéer for at løse den globale økonomiske og strategiske krise, som eskalerer på alle fronter, og folk søger svarene i LaRouches idéer og hans bevægelse. Den fysiske økonomi i Vesten er ved at styrte i grus, efterhånden som en fuldstændig afkobling af Kina, Rusland og andre lande drives uhæmmet fremad. Farlige provokationer fortsætter mod Kina for at forsøge at rulle den ét Kina-politik tilbage, som i årtier har været fundamentet for strategisk stabilitet med verdens mest folkerige nation. NATO fører aktivt krig mod Rusland og bruger Ukraine som sin stedfortræder, hvilket nu omfatter trusler om at angribe Krim og sprænge broen i Kertj-strædet i luften. Endelig, FBI-razziaen mod tidligere præsident Donald Trumps bopæl, som afslører en skamløs anvendelse af det “permanente bureaukrati” i justitsministeriet og FBI – hvis fortilfælde blev indført med razziaen i 1986 mod LaRouches bopæl og kontorer af 400 bevæbnede FBI- og øvrige politibetjente – til at blive brugt mod enhver reel eller potentiel modstand mod bankejernes fascistiske politik for “finansielt regimeskifte”.

Det er på høje tid at afstraffe gerningsmændene til begge århundredets forbrydelser: Rens LaRouches navn!




Lysene slukkes: Britisk politik fører til en ny mørk tidsalder – bogstaveligt talt

Den 10. august 2022 (EIRNS) — Beskyld ikke det britiske folk for den onde politik, der udgår fra City of London og Wall Street. De står nu også over for en lang vinter med mørke og sult, fordi det systemiske sammenbrud i det spekulative transatlantiske finanssystem har udløst en voldsom fysisk-økonomisk nedsmeltning af verdens energi-, fødevare-, medicin- og jobmarkeder.

De britiske borgere vil fra januar næste år stå over for energiregninger, der er mere end dobbelt så høje som deres nuværende regninger, ifølge nye skøn fra analysefirmaet Cornwall. Ved årets udgang vil mellem en tredjedel og halvdelen af alle britiske husstande blive udsat for “brændselsfattigdom”, hvilket betyder, at deres indkomst efter at have betalt for energi, vil falde under fattigdomsgrænsen. Det er 35 millioner mennesker i 13 millioner husstande, ifølge Storbritanniens tidligere premierminister Gordon Brown.

Dette er ikke et “objektivt problem”, som ligger udenfor vores regeringers indflydelse. Sammenbruddet bliver bevidst næret af Vestens selvmordspolitik, hvor man ved hjælp af sanktioner forsøger at gennemtvinge en total økonomisk afkobling, i første omgang af Rusland og nu af Kina – en afkobling, som med succes fremskynder processen med afindustrialisering og affolkning i Vesten som sådan! Hver dag er der en ny, sadistisk stramning af skruerne, som f.eks. Ukraines meddelelse tidligere på ugen om, at landet suspenderede strømmen af russisk olie gennem den sydlige linje af Druzhba-rørledningen, som transporterer russisk olie gennem Ukraine til Slovakiet, Ungarn og Tjekkiet. Årsagen? Rusland får ikke mulighed for at betale transitafgifterne til Ukraine, på grund af den sanktionsmæssige spændetrøje, der er pålagt deres banker.

Uden en LaRouche-lignende konkursbehandling af hele dette døende system, vil faren for en atomar konfrontation mellem USA og Rusland, samt USA og Kina, fortsætte med at vokse. Som den russiske ambassadør i USA, Anatoly Antonov, i kommentarer til pressen tidligere på ugen, advarede om, er USA i stigende grad, ved at blive “trukket ind i konflikten [i Ukraine] og nærmere en farlig linje i konfrontationen med Den Russiske Føderation”. Vi ignorerer sådanne klare advarsler på eget ansvar.

På samme måde, vil der uden en LaRouche-lignende udrensning af bankernes nazi-agtige permanente bureaukrati i Justitsministeriet – som må begynde med en fuldstændig rensning af Lyndon LaRouches navn – stadig blive begået justitsmord, som den nylige razzia mod tidligere præsident Donald Trumps residens Mar-a-Lago. Bankfolkene og deres lejemordere vil fortsat forsøge at diktere, hvem der får lov til at være kandidat, og hvem der ikke får lov til det, ligesom USA har forsøgt at gøre rundt omkring i verden siden FDR’s død. Heri ligger en del af den strategiske betydning af LaRouches uafhængige kandidat Diane Sares kampagne til senatorposten i New York – en kandidat, der udtrykkeligt {ikke} er på Wall Streets godkendte liste!

Amerikanerne skal genvinde retten til roligt og eftertænksomt at overveje, beslutte den rigtige indenlandske og internationale politik og til derefter at gennemføre den. Vi må kræve vores ret til at gøre dette med andre suveræne nationer, begyndende med Kina og Rusland, men dernæst ned til de mindste, fattigste eller mindst magtfulde lande på kloden. 

“Verden er kommet til en skillevej i den moderne historie. Hvis verden skulle fortsætte ad den vej, som min regering og nogle andre i øjeblikket vælger, vil civilisationen, i op til en generation eller mere, blive kastet ud i en global mørk tidsalder, som kan sammenlignes med den, der ramte Europa for omkring syv hundrede og halvtreds år siden. Vi må ikke lade som om faren ikke eksisterer, men vi må samtidig forpligte os til det håbefulde alternativ, som forstandige regeringer anbefaler. Derfor vil jeg tale åbenhjertigt, men også optimistisk….”

Det var de indledende ord, som den berømte amerikanske økonom og statsmand Lyndon H. LaRouche udtalte den 1. juni 2002 – for to årtier siden – på Zayed-centret for koordinering og Opfølgning i Abu Dhabi, i De forenede arabiske Emirater. Anledningen var LaRouches åbningstale til en konference om “Mellemøsten ved en strategisk Korsvej”. På talerstolen sammen med LaRouche var De forenede arabiske Emiraters olieminister Obeid Bin Saif Al Nasseri og den tidligere irakiske olieminister Essam Abdul-Aziz Al Galabi. Til stede var også De forenede arabiske Emiraters udenrigsminister.

“Uanset hvordan USA’s politik tilsyneladende ser ud i øjeblikket”, fortsatte LaRouche, “vil virkeligheden i den nuværende økonomiske verdenskrise, sandsynligvis fremtvinge nogle gennemgribende ændringer i USA’s politik og tænkning i den nærmeste fremtid. Der er intet håb om USA’s økonomiske genoplivning fra den nuværende økonomiske verdenskrise uden netop et sådant samarbejde om den landtransportbaserede udvikling af de eurasiske og afrikanske kontinenter som helhed….

“Hvis nationerne ikke er villige til at etablere de institutionelle forudsætninger for varig fred, herunder væsentlige økonomiske forudsætninger, så vil civilisationens umiddelbare fremtid overalt være nærmest håbløs. Det ville være bedre at gå i redningsflåden. Det første skridt er omsider at erkende den enkle kendsgerning, at skibet, det krigshærgede nuværende finansielle-monetære verdenssystem, er ved at synke uhjælpeligt. Så vil regeringerne og de øvrige parter måske tage de rigtige tiltag i retning af fred og velstand, redningsflåden.” (https://larouchepub.com/pr_lar/2002/020602_zayed_speech.html)




Lyndon LaRouches økonomisk udviklingsvidenskab i anledning af 3 årsdagen for sin død

En tale af Renée Sigerson ved en videokonference den 12. februar 2022:

I was somewhat surprised, because as Dennis indicated, this was not my particular field of collaboration with Lyndon LaRouche, although I did help on some of the economics projects back in the 1980s. I was sort of curious, but I decided that rather than bothering him about why he asked me to do this, to simply agree to walk with him on what is really this sacred ground. I think for all of us who knew Lyn throughout these years, what he instilled within us as the knowledge of what real economic policy is, was the most profound transformative experience that a human being can possibly imagine going through. Having done that, it really becomes under these circumstances to speak about this, a sacred subject.

It’s also the case that everything we do on behalf of disseminating LaRouche’s work on economics impacts the battle we are at this moment waging for solutions to the existential world crisis. LaRouche’s work on economic forecasting was not about betting on the outcome of events, as has become epidemic in today’s culture; but rather, towards pointing mankind in the direction of what he named “successful survival” from one generation to the next.

In 2005, LaRouche stated in an EIR feature entitled “From Kant to Riemann: The Shape of Empty Space”:

“The ability to predict, or, better said, forecast the physical outcome of man’s behavior, is a subject of a higher, more rigorous form of psychology, and of the social psychology of the sovereign individual mind. This idea of”predicting,” as is the presently customary intention expressed by the use of the word, implies a profoundly incompetent view of man’s role and capabilities within organization of the universe. At best, we can foresee certain important consequences of our decisions, or lack of decision. At best, we can foresee the nature of our obligation to warn our fellows, and to act ourselves in ways which correspond to the problem which we can foresee as probable, even almost certain….

“All attempted prediction, or forecast, of social phenomena, such as economic developments, is essentially … a subject of what might be termed the science of physical psychology: mankind’s relative power of mind within, and over, what is regarded as the physical universe. Therefore, we must think of physical psychology as the kernel of the social psychology of the truly sane individual mind.”

So here we already have presentation of the idea of the individual mind. That individual’s relationship to all of humanity, and of humanity’s relationship to the totality of the universe. This is the domain of real economics, as underlined by Helga’s organizing of the Thursday debate, which involved high-level Russian and U.S. officials grappling with how to end the genocide in Afghanistan and launch an economic development strategy that can help to turn the world at large away from general war. This is exactly the battleground on which Lyn’s discoveries in economics are breaking new ground. In fighting for his approach to economics, we are addressing the development of humanity by addressing the mindset of the individuals who lead society and who are thereby defending the sacred of every individual to develop their God-given creative potential.

When LaRouche began to found a movement around his ideas, roughly in the period from 1968-71, he rapidly came to identified as the most fierce critic and opponent of the academic schools of economics, all of which—both left-wing and right-wing—were advocates of what they called monetarism. That is, all the university economics in the United States and most of the trans-Atlantic world, typified by names such as Milton Friedman of the University of Chicago, or John Maynard Keynes of the London School of Economics, had become under British imperial influence, a cult which fixated on the circulation of money and the fluctuation of money prices as the source of economic activity and the root of some kind of mysterious growth.

LaRouche was fierce in his denunciation of this ideology, which he rigorously demonstrated was a justification for imperial policies of genocide, both globally and within the United States itself. In countering this British game with his work on scientific physical economy in the 1970s, LaRouche triggered a rediscovery of the American System of economics, a name originally adopted in the 19th Century to contrast the American method of Hamilton, Quincy Adams, Lincoln, etc. to the British imperial system. The American System, having been developed from the threads of progress created by the European Renaissance through Kepler, through Leibniz, to the discoveries in economic policy design led by Alexander Hamilton. After the World Wars I and II, nearly all knowledge of the American System of economics, which combined concepts of physical economy to the idea of sovereign credit—which is not the same thing as money—had been buried in propaganda about the U.S. special relationship to Britain and habits of consumerism that horribly corrupted the U.S. political leadership.

Through the influence of the military-industrial complex, and the effects of Kennedy assassinations of the 1960s, not just the memory, but the impulse to think in terms of the principles of physical economy had virtually disappeared. LaRouche did not simply revive past knowledge; he developed the cutting edge of a new fundamental discovery in economic forecasting, which is the preparation for economic development and design. Which cut at the very core of the imperial design which uses fetishes about money and popular opinion to lower the level of mental functioning of thinking within populations. The power of LaRouche’s criticism of monetarism rose from this groundbreaking work on economic forecasting.

As he often highlighted, Lyn’s fundamental breakthrough in developing a method of economic forecasting occurred in the period of 1948-52. His relentless work to that end included intensive study of areas of knowledge ignored by so-called economists. That is, LaRouche connected his work on physical economy and how it is planned in such a way as to succeed in practice, he connected this work to studies of Classical art—that is, music, poetry, and painting, which all address the functional level of the human mind. And as Helga always emphasizes, of human emotions. As well as investigating a form of mathematics developed by the 19th Century scientist Bernhard Riemann, which had served as a companion to Riemann’s work in physics. If there are two people who Lyndon frequently spoke of as critical to his fundamental discovery in economics, most mentioned were the composer Ludwig von Beethoven, who we will discuss in detail in the future, and the other was the physicist Bernhard Riemann.

Riemann’s breakthroughs in economics had emerged as one of the stunning effects of a rebirth of a cultural renaissance that centered around the German-speaking area of Europe during the same time as the American Revolution. Riemann’s outlook on mathematics as the companion to scientific advances in man’s knowledge of the physical universe, was a break with the imperial outlook of the imperial system’s chief ideologues—characters such as Sir Isaac Newton or John Locke and David Hume. For LaRouche, work on physical economy and the ability of mankind to consciously create expanding economies that can support and improve the living standards of growing populations, Riemann’s approach to complex physical processes was invaluable. In fact, an economy is a complex physical process, bringing together a vast array of different components that if they interact, are also continuously changing. How, in fact, can this process be measured to see if it is going in the right direction? This is an old question in astrophysics and even in engineering, which is a serious question. How do you measure something which is moving and changing as you are working with it?

The financial centers have always insisted that this problem, as it relates to what is called economy, should be left to the magic of the marketplace. The imperial monetarists have always argued that to know through science and technology how to increase the output or the productivity of the economy is merely a question of wishful thinking. And the greatest problem economies face is that there are too many people. This is a very old idea that there are too many people. The root of this very sick idea is also very old. It goes back to ancient times, but still grips the corridors of universities and media with all kinds of exotic and mystical explanations tossed in. Most recently, the carbon hoax in order to sell this cultural insanity.

In forming his political movement, LaRouche countered that it was time to discard this genocidal ideology, and to get serious about mastering the principles of scientific and technological progress which pave the way for physical growth of the economy and increases in prosperity for all. Riemann was an invaluable companion in the fight LaRouche launched, and we will look in a moment to an example of how their work came together.

LaRouche became famous in the period from 1968 to 1971 because he was the only economist in the United States who forecast that real estate speculation, the lack of investment in capital goods, the neglect of so-called Third World economies, and interference from the Bank of England were leading to a collapse of the U.S. dollar. When Nixon devalued the dollar in May of 1971, and then ended the fixed exchange rate system known as Bretton Woods on August 15th of that year, overnight LaRouche became the center of tremendous controversy and our organization exploded in recruitment. An earlier 1956-7 forecast of a serious U.S. recession triggered by the postwar consumer credit bubble, including in automobile purchases, had been proven accurate, had gotten LaRouche into political trouble, but was less well known. The two forecasts—1956 and 1968-71—convinced LaRouche that his method of economic analysis worked, and was a vital approach that had to be disseminated for the survival of mankind.

Around 1975, LaRouche’s work became renowned internationally as he launched an international campaign to replace the monetarist and genocidal policies of the International Monetary Fund with the founding of an International Development Bank. Dozens of underdeveloped nations around the world backed LaRouche in this endeavor.

In the 1980s, while working with the Reagan administration in the development of the Strategic Defense Initiative, a spin-off of his work on physical economy, LaRouche commissioned associates to produce a sequence of reports demonstrating the effectiveness of what he named the LaRouche-Riemann economic forecasting method. LaRouche’s ability to recognize the potential for war avoidance in the development of defensive high-energy laser devices was a spin-off of his recognition of the importance of Riemann’s work. During this time in 1982, LaRouche produced a two-part article entitled, “What Is an Economic Shockwave?” It was published in the Executive Intelligence Review and examined the implications for economic policymaking of Bernhard Riemann’s discoveries relative to what were called “hydro-dynamic shockwaves.” Physical shockwaves are complex processes which can be seen in something as ordinary as a crest at the top of an ocean wave; but which Riemann recognized were relevant to many more physical processes. Riemann hypothesized that such examinations of shockwaves would lead potentially to discoveries in the atomic domain, which was still completely invisible in his lifetime. Riemann’s ideas on this matter arose before the work on the atom by such people as Albert Einstein and Max Planck. And his hypotheses were proven later to be right. For example, in an 1859 paper, Riemann anticipated that mankind would come to recognize the importance of sonic booms as an example of such simple shockwaves, such as that we see in the ocean. He outlined that concept before air flight, before man could fly in airplanes, which much later proved that he had been right when the airplanes were developed. Because the phenomenon he suggested, he had been able to discern and think about because it was already audible in thunder, but had never been explained.

In 1982, LaRouche wrote:

“In explaining sonic booms to children, for example, we point out that as an object moves through the atmosphere near the speed of sound, the air becomes very much like water in one respect; it become a relatively incompressible medium, relative to the movement of the body. We say, that as a result, the air behaves, in some significant respects as a hydrodynamic medium, generating the shock-wave we identify as the sonic boom cause by a supersonic aircraft’s flight or a supersonic bullet’s trajectory.

“So far, the whole matter might seem quite straightforward. Therefore, why should there have been any controversy among physicists concerning the conclusions projected by Riemann’s 1859 paper, in which the generation of such ‘sonic booms’ was first analyzed and predicted?

“During the 1890s, Lord Rayleigh, Bertrand Russell, and others insisted that Riemann’s physics was absurd. Rayleigh, in particular, insisted that ‘sonic booms’ could not exist. The reason for that hullabaloo is, that if Riemann’s physics is correct, if sonic booms are generated in such a fashion, then there exists a fundamental absurdity in the kinds of mathematical physics associated with figures such as Descartes, Newton, etc…. In other words, the kind of physics Riemann brought to bear upon his 1859 ‘shock-wave’ paper implies a different kind of universe than the Newton-Cauchy-Maxwell school insists to exist. The organization of the universe if not Newtonian, but is, rather hydrodynamic.

“It is my own chief contribution to scientific work to have discovered and demonstrated, beginning 1952, that the ordering of economic processes corresponds uniquely to the implications of Riemannian physics.” [https://larouchepub.com/eiw/public/1982/eirv09n47-19821207/eirv09n47-19821207_018-what_is_an_economic_shock_wave-lar.pdf]

This is really such a beautiful idea; it’s just really stunning and moving. So, I just want to note a bond so to speak between LaRouche and Riemann was that both were advocates of the early 18th Century scientist Leibniz, who in many respects was the man who triggered the 18th Century German cultural renaissance, but was also a very positive influence over the circles around Benjamin Franklin. LaRouche and Riemann were impassioned defenders of Leibniz’s idea that mankind, through the use of creative discovery, can unlock the necessary and sufficient reason, as Leibniz put it, for all physical effects in the universe. The oligarchical assembly of scientific hatchet men descending from Sir Isaac Newton and others, hated Leibniz, and never stopped denigrating his work to try to prevent mankind from making these discoveries.

During the 1980s, LaRouche’s associates published four economic forecasts, using a preliminary computerized version of the LaRouche-Riemann Method. The reports, accurately forecasted the early 1980s Federal Reserve-induced recession, plus created quite a stir when exposing how the Federal Reserve (surprise, surprise!) had launched a systematic falsification of the industrial output figures on the U.S. economy.

This work with Riemann and the discussion of shock waves was an embedded feature of how Lyndon LaRouche developed his economic development intervention after the Fall of the Berlin Wall. Since at other times, we had discussed in this forum LaRouche’s role in designing what Ronald Reagan named the Strategic Defense Initiative, we will simply reference that aspect. That work on the SDI was critical in the tectonic, shock-wave-like political shift in the global strategic situation, when the Berlin Wall came down in 1989.

As many of our listeners know, when that happened, LaRouche who had called for the Fall of the Wall a year earlier on U.S. television, was ready to seize the opportunity to the benefit of mankind, but was forced to do so while unjustly imprisoned through the machinations of the very corrupt permanent bureaucracy of the Department of Justice. Please keep in mind the initiative I am describing was designed by him while he was being held in prison as a result of a judicial frameup which it took us five years to physically liberate him from. We still need to win the battle for his exoneration, which the winning of that battle will serve, itself, as a tectonic political shock for the good, when that occurs. It will draw tremendous interest into LaRouche’s ideas.

Despite this intolerable situation, LaRouche communicated to Helga and others, his view of the economic policy approach required to ensure that the reunification of Germany would be beneficial to all of Europe, and mankind, and serve to usher in a new era of economic development.

The very first intervention LaRouche made into the economic development of Europe after the Fall of the Wall, was called “The Productive Triangle.” Here is a picture of a map run in 1992, while LaRouche was still in jail, illustrating the area of the Productive Triangle at that time, the most concentrated area in Europe, in industrial production, wedged between the capital cities of Berlin, Paris and Vienna. And you can see that darkened area is a kind of triangular shape that connects Berlin, Vienna and Paris, and it was an area about the concentration in productive potential and population, let’s say, the nation of Japan, and what’s the highest concentration of industrial capacity. And LaRouche’s idea was, this had to be expanded eastward, into Poland, to show that Germany had the best of intentions toward Poland—maybe a little bit difficult for Americans to fully understand how important that was at the time, as a concept. But then to show to the Soviet Union, which still existed when this was first introduced, that such good intention would also be extended to Moscow. And that this would be generated by building very modern, high-speed rail systems in that entire area, including the Productive Triangle itself, which needed a remake in its transportation systems; but into Eastern Europe as a conveyor belt for bringing much more advanced technologies into Eastern Europe, where the population was generally highly skilled and literate, but extremely poor.

While Lyn was incarcerated, our friends in Europe distributed millions of piece of literature, beginning in eastern Germany, but then in many languages extending into neighboring countries, as the Soviet system was unravelling. As Helga has often noted, the Schiller Institute organized hundreds of events to build a human thread of dialogue and collaboration between the united Germany, the best circles in Western Europe, and those in the East who had been cut off from contact for over two generations. There was a tremendously positive response in Eastern Europe to the idea of importing modern rail transport and higher-grade machine tools, to turn Eastern Europe into a workshop, for example, for industrialization of the third world.

Unfortunately, the bankers had a very different agenda for Eastern Europe, so the progress was slow, but the idea was out.

Please put up the second chart: LaRouche indicated that these areas of modern rail transport would become “development corridors”: That wherever modern rail would be constructed, it would serve as the precursor and the foundation for a full-scale improvement in fuel distribution, electrification, construction of modern cities, educational-cultural center, etc. Here we see an early representation of the idea, confined to Western and Eastern Europe, where canal systems are being built in the same area that the rail systems are being modernized. The view of development corridor was a 20th-21st century realization of how the Lincoln Administration used the Transcontinental Railroad project, during the Civil War, not merely to win the Civil War, but to launch the United States as the largest industrial economy the world had ever seen, viewing the rail system as a corridor for upgrading the interior land surface of the United States. It was a huge blow against the imperial obsession that only coastal regions of nations should be developed, an insane concept which derives from very ancient, pagan-like obsessions within the circles of the financial so-called “elites.”

While the idea for the development corridors, beginning in Eastern Europe, with the intention of spreading the concept of a rail grid to Moscow and into Siberia, by perhaps around 1994, it became clear that leading political circles in China were also thoroughly intrigued by LaRouche’s approach and wanted to discuss it. This became the seed crystal for the policy eventually adopted by China as well, which has become the number-one thorn in the side of the financial oligarchy’s existence: Namely, China has assumed a leadership role in connecting by rail the Eurasian Land-Bridge to Asia’s old Silk Road, or newly modernized Silk Road. It is the idea of the development corridor, not just building rail for trade between partners that are far away from each other, but everywhere along the route, to use the rail system as the foundation for a positive, shock-wave development in power production, agriculture, water management, irrigation, modern city building and so forth; and of course, anybody who doesn’t have a copy of our magnificent 2014 report on this, “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge.” You can find it on the Executive Intelligence Review website: https://store.larouchepub.com/New-Silk-Road-p/eipsp-2014-1.htm

We are applying the lessons of such economic development to the crisis in Afghanistan; also to outflank the games the British have been playing endlessly, really since the 1763 Treaty of Paris, which allowed the British East India Company, the predecessors of the Michael Bloombergs and Mark Carneys of today, when they moved at that time to take top-down control of the British government. This is what we have to stop bowing to.

The mobilization we are spearheading to prevent war through economic cooperation requires tough determination, because the pathology we are determined to cure has existed for a long time. LaRouche has addressed this in a number of articles I will not name, but encourage people to find out about, without blunting the force of hearing him speak on the subject, which he thought about for many decades. I will just make reference here to LaRouche’s insight that mankind has always operated under the influence of various cultural economic platforms. The paradox inherent in this situation, is that in order to survive such as the moment when the ice caps melted and very suddenly scattered civilizations which had largely lived by travelling long distances along low-level ocean beds—we’re talking 20,000 years ago—such civilizations were suddenly forced to inhabit permanent settlements on land. These maritime cultures, LaRouche stated, exhibited a “pattern of social caste division between a maritime population which has the characteristics of those often termed the relatively ancient ‘gods,’ as distinct from the mere mortals.” This division in society were a small, powerful elite that has greater control over some resources and technologies, convinces the mere mortals, that they, the guys with the access to the technology, are the gods who control your life. This is an ancient characteristic, sometimes called by Helga LaRouche a “childhood disease of civilization.”

The reality is that every human being that is born, is a potential genius, and capable of adding to the wealth of knowledge and practical benefit of the totality of humanity. Moreover, as the technologies we require increasingly become related to exploration and habitation of space, and the universe at large, it will become impossible for the bores and pleasure-seeking degenerates from the oligarchic grooms who are leading controlled popular opinion in order to keep their power. The type of knowledge the average person can, and will gain to live in such a civilization which is involved in massive exploration and study of the universe, will crush the authorities of those who say, “mankind is an animal incapable of mastering the principles of the physical universe.”

The current fight to develop Afghanistan to end the campaigns of genocide that have followed in the wake of all of these so-called “endless wars,” provides the needed opportunity to spread LaRouche’s economic method worldwide, thereby, we create the political and moral shock wave, that can restore morality based on love of our fellow man, and respect for the immortal rights of every mortal beings.




Videomaraton: Jordens næste 100 år: Lyt til Lyndon LaRouches kloge ord

I anledning af Lyndon LaRouches død den 12. februar 2019 inviterer vi dig til at møde eller opfriske dit kendskab til en af de sidste 100 års største geniers sind og personlighed. Geni uden skønhed er ikke geni overhovedet. Deltag i vores LaRouche-maraton, og tag dine venner med, både unge og gamle.




Videokonference på treårsdagen for Lyndon LaRouches død:
Hvorfor verden har brug for LaRouches opdagelsesmetode, lørdag den 12. februar kl. 20

Lyndon LaRouches revolutionære ideer om fysisk økonomi, ideen om de nødvendige konstante opjusteringer af den verdensøkonomiske platform, er baseret på den universelle nødvendighed af kreative opdagelser. Man kan nærme sig denne idé ved at se på LaRouches arbejde med at fremme idéerne fra især tre videnskabsmænd: Leibniz, Bernard Riemann og Vladimir Vernadskij. Anvendelserne af LaRouches arbejde blev til idéen om udviklingskorridoren i 1980’erne, og er det aktive program, der nu er kendt som “Operation Ibn Sina”, som i høj grad er en del af Schiller Instituttets Komité for Modsætningers Sammenfald.

Blandt talerne vil være Harley Schlanger og medlemmer af LaRouche-organisationen.

(Komitéen blev grundlagt af Helga Zepp-LaRouche, den tidligere amerikanske chefmilitærlæge i USA Joycelyn Elders, da COVID-pandemien brød ud, og der var behov for et moderne globalt sundhedssystem. Denne omfattende platform kræver, at der skabes 1,5 milliarder produktive arbejdspladser for at skaffe vand, elektricitet og anden infrastruktur til at skabe et moderne sundhedsvæsen i alle nationer på planeten.)




Verden har brug for Lyndon LaRouche universiteter, af Tom Gillesberg

Fra 2017:

Bidrag af Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, til et festskrift i anledning af Lyndon LaRouches 95 års fødselsdag.

Verden har brug for Lyndon LaRouche universiteter, af Tom Gillesberg På engelsk fra 2017:
Contribution from Tom Gillesberg, President of the Schiller Institute in Denmark, to the Festschrift for Lyndon LaRouche on his 95th birthday Her er den tale, der blev holdt for at præsentere Lyndon LaRouche ved åbningen af LaRouche-universiteterne den 8. september 2022.

Kære præsidenter, statsministre, Deres Excellencer, lærere, studerende, mine damer og herrer.
Før jeg giver ordet til Lyndon LaRouche ved denne meget, meget specielle lejlighed, som ikke blot fejrer, at han har nået milepælen på hundrede år, men også etablerer et sikkert fundament for menneskehedens kommende generationer, vil jeg kort gennemgå sammen med jer, hvordan det kunne lade sig gøre, at vi i dag åbner LaRouche-universiteter i New York, Beijing, Moskva, New Delhi, København, Stockholm, Berlin, Paris, Milano, Tirana, Edinburgh, London, Dublin, Mexico City, Buenos Aires, Sao Paulo, Pretoria, Cairo, Damaskus, Teheran og Sanaa.

Det hele begyndte i 2017, straks efter Lyndon LaRouches 95-års fødselsdag. Universitets- og regeringskredse i Kina reflekterede over den dybe betydning, som idéerne fra LaRouche og hans bevægelse havde haft for omdannelsen af Kina og etableringen af den internationale Bælte & Vej-politik, og det faktum at LaRouche nu var 95 år gammel, mens mange af hans mangeårige medarbejdere, som f.eks. hans kone Helga Zepp-LaRouche, nærmede sig eller var i halvfjerdserne. De spurgte sig selv, om de kunne være sikre på, at der i fremtiden fortsat ville være en LaRouche-bevægelse, der kunne levere de nødvendige nye kreative input og idéer, der var nødvendige for Kinas og verdens udvikling, på et tidspunkt hvor Kina i stigende grad skulle lede verden ind i nye områder og opdagelser, som mennesket aldrig før havde prøvet. En proces, der krævede nye, unikke, kreative løsninger og ikke blot en kopi af noget, som mennesket allerede havde prøvet før. Alle var enige om, at der hurtigt måtte gøres noget.

Der blev nedsat hurtigt arbejdende udvalg på alle de forskellige videnskabelige, politiske og kulturelle områder for at få en plan for de nødvendige ændringer i pensum og for oprettelsen af supplerende kurser, som var nødvendige for at anvende LaRouches videnskabelige arbejde på de forskellige indsatsområder. Et kursus i Lyndon LaRouches fysisk økonomi blev obligatorisk for alle studerende i statskundskab og økonomi, og det blev besluttet at udvikle et studieprogram for specialister inden for området fysisk økonomi og LaRouche-Riemann-metoden.

Inden for de fysiske videnskaber blev LaRouche obligatorisk som hjælp til at udvikle de studerendes kreative kræfter til videnskabelig opdagelse, med fokus på LaRouches opdagelse og de videnskabelige tankeobjekters historie. Inden for samfundsvidenskaberne skulle eleverne undervises i princippet om potentiel relativ befolkningstæthed, stigende energigennemstrømningstæthed og menneskets naturlige udvikling i universet, set gennem Vernadskijs og LaRouches arbejde. LaRouches skrifter om metafor-princippet og andre vigtige skrifter blev obligatoriske inden for de forskellige kunstarter, og der blev foretaget ændringer inden for alle de forskellige uddannelsesområder.

Rusland, der ikke ville lade sig overgå, fulgte hurtigt trop og udviklede et lignende program, og mange andre nationer fulgte trop. Selv i USA, LaRouches eget land, blev dette et spørgsmål, der blev taget op på mange niveauer, herunder i Det Nationale Sikkerhedsråd. Kunne USA tillade andre stormagter at øge deres erkendelsesevne med stormskridt gennem fornuftens kraft, styret af LaRouches ideer, mens USA selv sakkede bagud? Der blev iværksat et nødprogram under præsidentens direkte tilsyn for at sikre, at USA ville få et lignende program på benene og atter blive førende i verden inden for LaRouches videnskabelige metode.

Efter et par år, hvor den bemærkelsesværdige effekt af LaRouches idéer begyndte at gøre sig gældende, fik politiske ledere og førende intellektuelle i mange forskellige lande samtidig øjnene op for idéen: Bør der ikke oprettes særlige universiteter, der uddanner de studerende i selve Lyndon LaRouches kreativitet?

Bør der ikke være akademier, der er dedikeret til at forsøge at efterligne Lyndon LaRouches genialitet ved at beherske den metode, hvormed han opnåede så meget?
Og ville det ikke være passende, at disse nye universiteter åbner deres døre den 8. september 2022, dagen hvor LaRouche ville fejre sin 100-års fødselsdag?

Så således gik det til, at vi i dag har samtidige åbninger af LaRouche-universiteter i New York, Beijing, Moskva, New Delhi, København, Stockholm, Berlin, Paris, Milano, Tirana, Mexico City, Buenos Aires, Sao Paulo, Pretoria, Edinburgh, London, Dublin, Cairo, Damaskus, Teheran og Sanaa.

LaRouche vil, på grund af de fysiske begrænsninger, ikke være i stand til at være fysisk til stede ved alle disse samtidige fejringer, men ved hjælp af moderne teknologi har vi sørget for at få hologrammer af LaRouche alle steder på én gang, og vi venter nu ivrigt på Lyndon LaRouche og hans kone Helga, som vil holde tale og erklære alle disse nye universiteter for åbne.

Med tanke på den tidligere mexicanske præsident Lopez Portillos berømte ord: »Nu er tiden inde til at lytte til LaRouches kloge ord«, kan vi i dag fejre, at »endelig lyttede verden til Lyndon LaRouches kloge ord«, og vi kan alle se, hvor meget lysere en fremtid det betyder for hele menneskeheden.




En sejrrig weekend

Den 13. september (EIRNS) – Sandheden om den 11. september begynder endelig at komme frem, efter at blot den første del af FBI’s efterforskningsdokumenter, hemmeligholdt i 20 år, blev udgivet af Præsident Biden. Takket være det utrættelige arbejde af 11. September-familierne og overlevende forenet for retfærdighed imod Terrorisme, i samarbejde med denne bevægelse over mange år, er sandheden om de saudiarabiske embedsmænds samarbejde med flykaprerne den 11. september og andre al-Qaeda-terrorister i USA blevet fastslået uden tvivl for enhver tænkende borger. Og ikke kun hvilke som helst saudiarabiske embedsmænd, men dem som også var tætte på Det Hvide Hus under Cheney og ”W” Bush og H.W. Bushs CIA.

Udtalte Lyndon LaRouche ikke på radioen den morgen, den 11. september, imellem at det første og det andet fly ramte tårnene, at Osama bin Laden ikke var en uafhængig styrke og ikke styrede disse angreb fra Afghanistan, men at USA’s sikkerhedskontrol og luftforsvar var blevet lukket ned med amerikanske agenturers medvirken? Hvem var bin Laden andet end en ung saudiarabisk radikal trænet i Pakistan af britisk efterretningstjeneste, MI6, og sendt ind i Afghanistan af Pakistans efterretningstjeneste, Inter-Services Intelligence, for at hjælpe George H.W. Bushs CIA med at styrte den eneste kompetente regering, som Afghanistan havde haft i 50 år? Hvem ville tro på, at ”bin Ladens al-Qaeda” udførte massemordet i New York og Washington? Men amerikanerne blev beordret til at tro på dette og at gå i krig for dette og at blive overvåget for dette i 20 år. Men denne forrige lørdag aften, 20 år efter den 11. september, blev sandheden endelig bekræftet uden yderligere tilsløring. LaRouche havde ret. Han havde allerede ret ni måneder inden den 11. september, da han den 3. januar erklærede, at Cheney og Bush ville have brug for ”ekstraordinær statsstyring” for at håndtere et kommende finanskrak og ville havde brug for et større terrorangreb for at kunne indføre dette.

Nu er endnu et kommende finanskrak igen årsagen til forsøg på at skabe konflikter og krige. Finanssygdommen – uendelig spekulation – kræver omgående LaRouches løsning med ”De fire Love”.

Tony Blairs, Dick Cheneys og ”W” Bushs endeløse krige må alle slutte nu. Kongressen må nu ophæve, ikke blot Autoriseringen til brug af Militærmagt, men den berygtede Patriot Act.

Og Afghanistan kan blive stedet for et samarbejde mellem USA, Kina og Rusland for at hjælpe med at genopbygge en ødelagt nation; dér kan en atomar konfrontation få en ende.

Søndag morgen, den 12. september, sendte Helga Zepp-LaRouche en hilsen til en rørende ”Mindehøjtidelighed for ofrene for terrorisme ved Tåremonumentet” i Bayonne, New Jersey. Til stede var reddere og folkevalgte politikere fra New York City og Bayonne, samt russiske embedsmænd fra FN og New Yorks konsulat, som mindedes at det var Vladimir Putin, der var det første statsoverhoved, som besøgte USA efter den 11. september, tilbød USA fuldt samarbejde mod terrorisme og derefter arrangerede skabelsen og gaven, monumentet ”Sorgens Tåre”. Ruslands ambassadør sendte en hilsen til forsamlingen, skulptøren af Sorgens Tåre og præsident af Det russiske Kunstakademi, Zurab Tsereteli, talte, og borgmesteren og brandmænd og politifolk fra Bayonne og New York talte lidenskabeligt om båndet mellem USA og Rusland.

Helga Zepp-LaRouche formidlede sit budskab til denne forsamling:

”Den første prioritet må være at redde folks liv i de lande, som var mål for de ’endeløse krige’, og det internationale samfund opfordres til at deltage i at bringe reel økonomisk udvikling til hele regionen, begyndende med skabelsen af et moderne sundhedsvæsen i hvert eneste land, hvilket, i en tid med denne pandemi og faren for fremtidige pandemier, er betingelsen for at overvinde denne forbandelse over menneskeheden. Dette kræver rent drikkevand, som er knapt i Afghanistan – en nation ramt af tørker – og det kræver elektricitet, som Afghanistan kun producerer 600 MW af i hele landet, svarende til et mellemstort til stort kraftværk i USA; 18 millioner mennesker er i fødevareusikkerhed og fire millioner trues med hungersnød den kommende vinter.

Præsident Biden kritiseres nu for tilbagetrækningen af tropperne, men han gjorde det rigtige, og hans løfte om at ’afslutte de endeløse kriges æra’ må også medføre enden på indefrysningen af Afghanistans finansielle midler; det må medføre afslutningen på Caesar-sanktionerne mod Syrien; og afslutningen på alle sanktioner imens pandemien står på. Det er tid til at række hinanden hånden, især, igen, USA og Rusland, da der var flere perioder i begge nationers historie, hvor et sådant samarbejde eksisterede til fordel for hele menneskeheden.

Lad os derfor bruge sammenfaldet mellem afslutningen på 20 år med krige og 20-årsdagen for den 11. september til en højtidelig forpligtelse til at betragte terrorisme, sult og underudvikling som menneskehedens fjender, og ikke hinanden. Lad os udskifte geopolitikkens æra med en æra for opnåelsen af menneskehedens fælles mål. Det er ikke et forgæves håb, at menneskeheden, som den eneste art der gennem sin eksistens har bevist, at kreativitet er den kvalitet som kan overgå alle tilsyneladende grænser, snart vil efterlade konflikt, aggression og krig bag sig, og at vi helt og fuldt bliver mennesker. Lad os inspireres af menneskets ædle ideal, som dette udtryktes i komponisternes, poeternes, kunstmalernes, arkitekternes og skulptørernes store kunst, ligesom skaberen af dette mindemonument, Sorgens tåre, hvorom vi forsamles i dag.

Disse sidste 20 år er forhåbentlig det sidste kapitel af menneskehedens ungdom, efterfulgt af dens voksenalder – hvor menneskers og nationers forhold til hinanden baseres på næstens kreative potentiale, og dermed gør dem til de bedste personer som de kan blive. At lære at tænke på den måde kræver en ophøjet åndstilstand i os alle for at kunne tænke ovenfra, fra denne menneskehedens højere enhed, der viser vejen til fremtiden, hvor alle nationer og alle mennesker vil skabe fred på Jorden og kolonisere stjernerne sammen.”




Lyndon LaRouche – 99 år

Lyndon H. LaRouche (8. september 1922 – 12. februar 2019), økonom, statsmand og filosofisk tænker, beviste, at en enkelt person uden ekstern udpeget autoritet kunne ændre verden gennem fornuftens magt. Ved hjælp af ikke kun sine skrifter, men sine handlinger og personlighed, beviste LaRouche, at menneskeheden kan opfinde, opdage og anvende fysiske love, der ikke kun ændrer, men forbedrer biosfæren. Hans mange forslag til videnskabs- og udviklingsprogrammer inden for fusionsenergi og rumfart; for en retfærdig omorganisering af det internationale banksystem; for grundlæggende ændringer i udformningen af uddannelsesprogrammer for undervisning i grundskoler og gymnasier; og for at identificere rollen som klassiske former for dramatisk og musikalsk komposition spiller i at øge evnen til kreativ tænkning, er netop de idéer, der viser vejen frem for Jordens næste halvtreds år.

I anledning af hans 99-års fødselsdag tilbyder vi tre videoafsnit, hvor Lyndon LaRouche diskuterer disse afgørende begreber:

Videoer:

1. Angående spørgsmålet om Hamlet (1996) (ovenover)

2. Interview med LaRouche i fængsel: økonomisk suverænitet kontra imperier (1991)

 

3. Kreativitet som sådan (2011)




Jordens Næste 50 År: panel 2 fra videokonference
På 50-årsdagen for LaRouches forbløffende prognose den 15. august 1971:
Nå, er du så endelig villig til at lære økonomi? den 14. august 2021

Resumé:

Den hurtigt skiftende situation på jorden i Afghanistans peger på den øgede, presserende nødvendighed af at forstå  Lyndon LaRouches livsværk, der, med stadig større klarhed, præsenterede sin vision for Jordens næste 50 år, og derudover. Mens COVID-19’s deltavariant blotlægger hvor utilstrækkelige verdens sundhedssystemer er, ser vi en brændende nødvendighed for at udvikle et produktionsniveau i stand til at understøtte yderlige milliarder af mennesker med en leve- og kulturel standard, passende til menneskehedens kreative potentiale.

Det andet panel af LaRouche Legacy Foundations begivenhed: ”Nå, så er I endelig villige til at lære økonomi?” tog fat i emnet om LaRouches vision for ”Jordens Næste 50 År” i forbindelse med bestræbelserne anført af Helga Zepp-LaRouche for at realiserer disse revolutionære mål.

Ordfører, Megan Dobrodt, kasserer for LaRouche Legacy Foundations bestyrelse, åbnede panelet med en video af LaRouches nære ven og samarbejdspartner, Norbert Brainin, førsteviolin for den legendariske Amadeus-kvartet.

Brainin begyndte en masterclass på Dona Krupa slot i Slovakiet i 1995 ved at introducere ideen om Motivführung, eller ”motivisk grundig komposition”, en tilgang til klassisk komposition udviklet af Haydn og forfinet af Mozart og Beethoven – grundig komposition i overensstemmelse med et princip. Brainin forklarede til tilhørerne, at han ofte snakkede om Motivführung med professionelle kolleger og studenter, som genkendte idéen, men at den eneste person, som forstod det fuldstændigt, var Lyndon LaRouche. LaRouche sagde ofte, at Brainin havde introduceret begrebet til ham, men at han forstod det som en universel proces, hvormed ikke blot stor musik, men også naturlige og menneskelige kompositioner af alle arter kunne udvikles. Velvidende om dette forklarede Brainin at sande klassiske komponister er ”videnskabsmænd”.

Dette blev efterfulgt af en optagelse af LaRouche, hvor han tog fat på spørgsmålet om menneskelig kreativitet på Schiller Instituttets europæiske konference, den 3. juli, 2011. Han fastslog, at mennesket er den eneste kendte kreative art, og forklarede at ”klassisk, kunstnerisk kultur” kan overføres til ”afdelingen for fysisk videnskab” med Riemanns ord. LaRouche forklarede at han bestemte sig for at bygge en bevægelse, da han indså at ingen andre end ham selv forstod katastrofen, som de finansielle forstyrrelser skabte i 1960’erne. Han begyndte ved at besøge universiteter og diskutere sine idéer. Han beskrev kort sin forståelse af sit fundamentale princip:

”Man ser en demonstration af dette i området indenfor for klassisk, kunstnerisk komposition, hvor sindet eksperimenterer med at opdage principper og udtrykker længslen efter dette eksperimentelle resultat, som opmuntringen til menneskesindets kreativitet. Det er kreativitet. Det, at bevæge sig ud over de almene vaner, eller livets rutine…”

Han afsluttede med en enkel udtalelse: ”Det er ikke magi: Det er virkelig menneskeheden.”

Den første gæst på panelet var Jacques Cheminade, langvarig samarbejdspartner med LaRouche, præsident for partiet Solidarité et Progrés i Frankrig og en tidligere præsidentkandidat. Han beskrev hvordan han, som fransk diplomat, først havde mødt LaRouche ved en begivenhed i Manhattan, og senere, mens han studerede LaRouches skrifter, blev konfronteret med et indlæg i New York Times, hvor han så et fotografi af franske soldater i 1. verdenskrig med teksten ”Endnu engang sortering – Hvem vil leve? Hvem vil dø?” Flere sider senere var der et billede af en etiopisk mor og hendes barn med ”sønderreven hud” med teksten: ”Hvem vil få mad og hvem vil dø?” Dette fik ham til at beslutte, at på trods af hans udsigter som en ung diplomat, var ”disse mine folk, også selv om jeg bliver nødt til at betale en høj pris for at blive en del af dem.”

Han beskrev sit samarbejde med LaRouche om at skrive en bog, på fransk og engelsk, med titlen ’Frankrig efter de Gaulle’ (La France aprés de Gaulle), som fremsatte idéen om at få Frankrig tilbage på det republikanske spor for udvikling, som karakteriserede general Lafayettes engagement i Den amerikanske Frihedskrig. Maurice Allais, den eneste franske borger som nogensinde har vundet en nobelpris i økonomi, forfattede et brev til Cheminade den 27. november, 2009, hvor han skrev, at han ”helt og holdent støtter LaRouches anstrengelser for at skabe en bred offentlig debat om radikalt at genskabe kreditsystemet og det internationale valutasystem”, og gav Jacques lov at offentliggøre dette. Cheminade sagde, at den tidligere statsminister, Michel Rocard, også delte LaRouches økonomiske syn.

I 1983 ledte LaRouche og hans kone, Helga, en Club of Life-begivenhed i Paris. Klubben blev stiftet af Helga Zepp-LaRouche, som et modspil til den yderliggående Romklubben. Den verdensberømte onkolog, Marie-Madeleine Fourcade, og de Gaulles samarbejdspartner og krigshelt i 2. Verdenskrig, General Jean-Gabriel Revault d’Allonnes, deltog i begivenheden i Paris. Alle disse skrev anmodninger for LaRouches frihed, da han blev en politisk fange i 1989. LaRouches universelle budskab blev demonstreret gennem den støtte han fik af førende medlemmer i det franske kommunistparti, såvel som udenrigsministeren under Præsident Valéry Giscard d’Estaing, Pierre Christian Taittinger.

Efter Cheminade benyttede to repræsentanter fra Argentina, Robert Fritzsche og Eduardo Fernandez, opdagelserne fra den store russiske bio-geokemiker, Vladimir Vernadsky, til at forklare LaRouches begreb om den ”relative potentielle befolkningstæthed” i forhold til ”energigennemstrømningstæthed” og forbedringer i levestandarden. Menneskets rolle i dette kompleks blev forklaret gennem forholdet til Vernadskys begreb om tre eksistensdomæner: den ikke-levende litosfære, den levende biosfære og det kognitive, erkendelsesmæssige, domæne, kaldet noösfæren. Mennesket er herre over alle tre, og deltager, som LaRouche har forklaret dette, også i det fjerde domæne, et kognitivt domæne som vi erkender i universets design og vækst, selvom vi ikke endnu kender dennes oprindelse på samme måde, som vi ved hvordan menneskeheden kan opdage universets udformning og” love”. De brugte Vernadskys beregninger og mere avanceret viden til at demonstrere, at, med nye energikilder på horisonten, kan Jorden understøtte en menneskelig befolkning på 3 billioner.

Dette blev efterfulgt af hilsner fra Carlos Gallardo, præsidenten for det Kristne demokratiske Parti i Peru.

Harley Schlanger, også en mangeårig leder af LaRouche-bevægelsen, fulgte efter med en ironisk fortælling om den virkelige oprindelse til Richard Nixons katastrofale bekendtgørelse den 15. august 1971. Mere end ti år senere, den 23. januar 1983, var John Connally fra Texas, som havde været finansminister under Præsident Nixon, tilfældigvis tilstede ved en tvangsauktion, da Connallys ejendele blev solgt, og sagde ja til et interview. Schlanger spurgte om beslutningen den 15. august 1971, og Connally erklærede stolt, at det havde været hans beslutning og en kæmpe succes. Da Schlanger udfordrede ham med LaRouches forklaring om at denne beslutning var årsagen til de efterfølgende katastrofer, som, blandt andre ting, var årsagen til Connallys personlige nedtur, blev han nedtrykt og sneg sig til sidst væk.
(https://www.youtube.com/watch?v=5bicKvoNFYM; 58 minutter inde)

Daisuke Kotegawa, tidligere højtstående embedsmand i Japans finansministerium og Japans administrerende direktør ved IMF, sendte en hilsen som støttede LaRouches skel mellem investeringer i den reelle økonomi på den ene side, og  spekulation på den anden, og opfordrede til genindførelsen af Glass/Steagall-loven.

Fred Huenefeld, en landbrugsøkonom, som har siddet i mange regeringspositioner i Louisiana, og er et langvarigt bestyrelsesmedlem i Schiller Instituttet, gav en levende beskrivelse af sine år med at agitere for LaRouches idéer og jage den amerikanske kongres for at få dem til at vågne op.

Tidligere statssenator fra South Carolina, Theo Mitchell, en leder i det Demokratiske Parti og et bestyrelsesmedlem i Schiller Instituttet, diskuterede sit arbejde med at blotlægge FBI’s uretfærdige retsforfølgelse af LaRouche, samt” Frühmenschen”-kampagnen, som forfulgte sorte folkevalgte, inklusive ham selv.

Den konkluderende del, om LaRouche på universiteterne, gav ungdomsledere fra LaRouche-bevægelsen mulighed for, at diskutere deres engagement i at få LaRouches idéer ud på universiteterne og andre steder. Gretchen Small, en leder af den sydamerikanske gren af LaRouche-bevægelsen og Præsident for LaRouche Legacy Foundations bestyrelse, åbnede denne del med et videoudsnit af den berygtede debat på City University i New York i 1971 mellem LaRouche og den førende keynesianske økonom, Abba Lerner, hvor LaRouche fik Lerner til at indrømme, at Nixons, og hans egen, økonomiske politik var i overensstemmelse med Hitlers rigsbankdirektør og finansminister, Hjalmar Schacht. Sidney Hook, den daværende, førende, akademiske ”filosof” og agent for efterretningstjenesten, som havde ansvar for at lukke låg på uønskede diskussioner, fortalte en LaRouche-tilhænger, efter at have været vidne til LaRouches effekt på den besejrede mester, Lerner, at LaRouche aldrig igen ville få lov til at deltage i en sådan debat.

Den første unge taler var fra Filippinerne, Carlos ”Itos” Valdes, søn af Carlos ”Butch” Valdes, stifter og leder af Philippine LaRouche Society og mange andre organisationer. Itos Valdes gav en oprigtig og bevægende beskrivelse af hvordan hans forståelse af bevægelsen forandrede hans liv, hvilket begyndte i hans barndom med hans families engagement med LaRouche-bevægelsen, og fortsatte med hans organisering af andre med idéer fra Platon, Leibniz, Franklin Roosevelt og LaRouche.

Carolina Dominguez, en ekstraordinær leder af bevægelsen i Mexico og overalt i Sydamerika, talte om kampagnen for at gøre LaRouches livsværk tilgængeligt gennem universitetssystemet, og præsenterede videoer af unge kolleger fra Mexico og Columbia. Hun beskrev problemet ved at fremhæve en økonomiprofessor, som sagde at en uddannelses formål var at blive en del af de rigeste 50%, frem for det at løfte de fattigste 50% ud af fattigdom.

José Vega fra Bronx (i New York) afsluttede præsentationerne med en video, som han havde lavet, der diskuterede LaRouches politik for de næste 50 år, inklusive idéen om et ”Civilt Konstruktionskorps for Rumfart”, baseret på FDR’s Civilian Conservation Corps, for at rekruttere unge til at deltage i et genoplivet rumfartsprogram.

De forberedte præsentationer blev efterfulgt af en eftertænksom diskussion blandt deltagerne om betydningen af det som de lige havde oplevet, og det som fremover måtte opnås. Et kort indspark fra Jacques Cheminade understregede hemmeligheden til LaRouches succes. Han sagde at han var fornøjet over at se tre generationer af LaRouches ungdomsbevægelser: den tidlige rekrut, Paul Gallagher, rekrutteret fra universitetet i 1960’erne; folk som er i 40’erne og 50’erne, som nu har en ledende rolle i bevægelsen; og dem i begyndelsen af 20’erne, der nu modnes til en højst effektiv politisk kraft.

Se også Panel 1 her: LaRouche Legacy Foundations konference – Verden bør lytte til Lyndon LaRouches kloge ord.




NYHEDSORIENTERING FEBRUAR-MARTS 2021:
Ny præsident i USA: Krig eller fred?

Download (PDF, Unknown)




Derfor repræsenterer »LaRouchePAC« ikke længere LaRouches politik.
Pressemeddelelse af Helga Zepp-LaRouche

24. februar 2021 (EIRNS)— Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og international leder af Schiller Instituttet og enke efter den kendte amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche, bekendtgjorde i dag, at hun, gennem sine advokater, har sendt et brev til Lyndon LaRouche Political Action Comittee (LPAC) og komiteens kasserer Barbara Boyd, hvori hun kræver, at de »omgående ophører med og afholder sig fra, både nu og i fremtiden«, at »gøre brug af LaRouches navn, billede og andre potentielt forvirrende og lignende begreber«. Brevet erklærer, at en sådan brug »sandsynligvis vil skabe forvirring blandt forbrugere, eftersom de kan blive forledt til at tro, at du [Boyd] (som person), LPAC og/eller de varer eller tjenester, som udbydes, i et eller andet omfang, er forbundet med, på licens fra, eller godkendt af vores klient [Helga Zepp-LaRouche]«. Blandt de påkrævede ændringer er, at Boyd og LPAC »omgående tager alle nødvendige skridt til at ændre navnet på jeres politiske aktionskomité, og navnene på enhver tilhørende enhed, til et, der ikke indeholder udtrykket »Lyndon« »LaRouche« eller noget forbundet med eller afledt deraf, og indvilliger i at afstå fra at bruge rettighedskrænkende udtryk nu og i fremtiden på nogen hjemmeside, firma-e-mails, brevhoveder, reklamer, eller andet marketingsmateriale eller korrespondance.«

For at belyse baggrunden for dette tiltag og sætte det i en konkret sammenhæng, fremsatte Fru Zepp-LaRouche følgende erklæring:

»Det, der siden 2004 har været den officielle hjemmeside for den politiske aktionskomité, der blev grundlagt af min afdøde mand Lyndon LaRouche, Lyndon LaRouche Political Action Committee (LPAC), har fået sit indhold overtaget af en gruppe individer forbundet med Barbara Boyd, aktionskomiteens kasserer, og sat i en retning, jeg betragter som værende i direkte modsætning til kernen i den politik, min mand stod for. Mens min mand stadig var i live, var han ansvarlig for den overordnede politiske retning for aktionskomiteen. Men efter hans død i februar 2019, har Fru Boyd og hendes samarbejdspartnere uden mit samtykke overtaget indholdet af hjemmesiden og aktionskomiteens aktiviteter som helhed og bevæget sig i en retning, som efter min mening misrepræsenterer både mine og Hr. LaRouches holdninger.

»Mine gentagne krav om, at aktionskomiteen skulle følge LaRouche-bevægelsens politik og ikke sætte LaRouches navn i forbindelse med politiske holdninger, der var og er i direkte modstrid med vores egne standpunkter, og som tog sin begyndelse i aktionskomiteen umiddelbart efter LaRouches død, blev afvist op til det punkt, hvor Fru Boyd og en gruppe af individer, der delte hendes holdninger, fremlagde et dokument i november 2020, hvori de proklamerede deres »uigenkaldelige« uafhængighed af lederskabet i LaRouche-bevægelsen, mig selv inklusive, der blev grundlagt af min mand for over 50 år siden.

»Mens de lovpriste visse af Lyndon LaRouches ideer, og fremviste videofilm med ham, så afveg aktionskomiteens politiske holdninger i stigende grad fra LaRouche-bevægelsens og min afdøde mands politik, eksempelvis ved at udelukke enhver substantiel vurdering af den internationale strategiske situation, for i stedet, næsten udelukkende, at fokusere på amerikansk indenrigspolitik, og frem for alt på emner, der var på linje med Donald Trumps politik. De undlod i stigende grad at publicere artikler og videoer, som var kritiske over for Trump, så som hans lovprisning af den finansielle boble på Wall Street og hans Kina-kritiske politik, der kom til at dominere hans præsidentskab. Her er et eksempel.:

»I en video der blev lagt ud den 26. januar 2021 på LPAC’s hjemmeside med overskriften »Få kampagnen for en rigsretssag til at give bagslag, byg en bevægelse for at redde republikken« udtalte Barbara Boyd: »Hvis man har den holdning, at mennesker er dyr, og at man kan have et socialt belønningssystem, og det er faktisk, hvad vi er ved at etablere herhjemme med ”Cancel Culture”-bevægelsen – altså, hvis man opfører sig på en bestemt måde, så får man social kredit for at gøre x, y, z, og w; men hvis du er ondskabsfuld eller kommer med dumme kommentarer, eller træder ved siden af, så får man negativ kredit. Det er det, de gør i Kina. Det er, hvad man gør i ethvert totalitært samfund«.

»Disse holdninger reflekterer alene Fru Boyds meninger, hverken LaRouches eller LaRouche-bevægelsens. Jeg er totalt uenig med en sådan karakteristik af Kina, og Lyndon LaRouche udtrykte gentagne gange gennem hele sit liv synspunkter i diametral modsætning til en sådan karakteristik.

»I takt med den voksende misrepræsentation af LaRouches politiske standpunkter, følte jeg og et stort flertal af medlemmerne i LaRouche-bevægelsen, både i USA og internationalt, at vi ikke havde andet valg end at støtte dannelsen af en ny organisation og en tilhørende hjemmeside: »The LaRouche Organization« (TLO), som blev grundlagt i december 2020, for at sikre, at LaRouches navn og ansigt kun forbindes med hans virkelige politik og holdninger. Klik her: The LaRouche Organizations homepage Forskellen mellem TLO og aktionskomiteen ses tydeligt ved f.eks. at sammenligne de intentioner, der kommer udtryk i den grundlæggende udtalelse »Hvem vi er«, som siger:

»»Det eneste formål med The LaRouche Organization (TLO) er at sprede Lyndon LaRouches idéer og kendskabet til hans livsværk, hans metode til analytisk og videnskabelig tænkning, med den hensigt at realisere de løsninger på de mange kriser, menneskeheden nu står over for, som han fremlagde.«

»Sæt dette op imod de »marchordrer«, der blev lagt op på aktionskomiteens hjemmeside den 14. februar under overskriften »Din rolle i »Ny Politik««: »Kæmp for det Republikanske Parti; tving forræderne og »de svage« ud, og før det tilbage til Abraham Lincolns tradition.«

»Fru Boyd og hendes samarbejdspartnere lancerede et nyt design for aktionskomiteens hjemmeside i februar 2021, som bemærkelsesværdigt udelader to sider eller emner, der tidligere var der:

»For det første den utroligt rige dokumentation af de 40 års organiseringsaktiviteter som Lyndon LaRouche og hans internationale samarbejdspartnere var involveret i på tværs af fem af planetens kontinenter. Hvad enten det var intetionen eller ej, så mener jeg, at man, ved at fjerne den historie, giver det falske indtryk, at Hr. LaRouche kun bekymrede sig om, hvad der foregik i USA. Det går imod hans passionerede engagement for menneskeheden som helhed.

»For det andet, så fjerner aktionskomiteens nye hjemmeside også den rolle Hr. LaRouche og hans internationale bevægelse har spillet i skabelsen af det nye paradigme omkring Den Nye Silkevej. LaRouche begyndte allerede i 1970’erne at skrive adskillige økonomiske programmer for Afrika, Asien, Latinamerika og Europa, og brugte en god del af sit liv på at arbejde og føre kampagne både i og for udviklingen af disse lande.

»Fru Boyd og hendes samarbejdspartnere har enhver ret til at etablere en politisk aktionskomité, der udtrykker Fru Boyds holdninger; men jeg mener, at de gør afdøde Lyndon LaRouche en stor uret ved at misrepræsentere hans holdninger – både gennem det, der bringes og det, der udelades – samt ved at forbinde hans navn med deres egne bestræbelser. Af alle disse årsager har vi entreret juridisk bistand for at stoppe aktionskomiteens brug af Lyndon LaRouches navn og ansigt, og for at bevare hans enorme arbejdes integritet.«

Læs LaRouche-organisationens grundlæggende dokument her: LaRouche-organisationen er grundlagt

For yderlig information:
I USA: press@laroucheorganization.com eller +1-551-209-3978
I Danmark: 53 57 00 51, si@schillerinstitut.dk
Klik her: The LaRouche Organizations homepage




Lyndon LaRouche: Et talent, der blev brugt godt;
live stream med mindehøjtidelighed på 2-året for hans død

 

14. februar (EIRNS) – 12. februar 2021 markerede toårsdagen for Amerikas største statsmand og filosof, Lyndon H. LaRouche, Jr, der døde på Abraham Lincolns fødselsdag i 2019 i en alder af 96 år. LaRouche-organisationen og Schiller Instituttet, som blev grundlagt af hans hustru Helga Zepp-LaRouche, fejrede dagen med en 19-timers live stream af Lyndon LaRouches taler og foredrag; dagen blev indledt og afsluttet med den mindeværdige koncert, der blev afholdt i New York City den 8. juni i året for hans død.

Livestream'en indeholdt nogle af LaRouches mest afgørende, historieforandrende interventioner – men for dem, der kender ham og hans arv, ville det være nødvendigt med langt mere end 19 timer til at gense blot en brøkdel af de taler og lektioner han holdt, der ændrede historien. I den henseende var Lyn en ægte videnskabsmand, der altid udfordrede dagens fremherskende antagelser, inklusive sine egne, og udviklede en "højere hypotese".

For dem der begyndte at se med, uanset på hvilket tidspunkt i løbet af den daglange begivenhed, var det "næsten umuligt at løsrive sig", sagde flere af LaRouches medarbejdere, inklusive denne skribent. At tillade sig selv, gennem denne videotur, at tilbringe timer i nærværelse af et sådant sind, var en velkommen og glædelig kontrast til det forræderiske og bedrageriske skuespil, der fandt sted i USA's Senat i den anden rigsretssag mod tidligere præsident Donald Trump; retssagen er endeligt afsluttet med den forventede frifindelse, men fortsætter i pressen.

Lige så foruroligende er de nylige bemærkninger fra ’StratCom’-kommandør Adm. Charles Richard om nødvendigheden af at forberede sig på muligheden for atomkrig samt den fortsatte dæmonisering af Rusland og Kina. Den nye COVID-nødhjælpslov ville af LaRouche blive betragtet som en syg vittighed, og er blot en yderligere bekræftelse af hans 'Triple Curve'-funktion fra 1996, som blev illustreret i dagens næstsidste video.

Selv efter at have set blot et par minutter af Lyndon LaRouche, eller fra andre at have hørt om den dybtgående indflydelse han havde på deres liv, er det klart, at USA lider meget under manglen på en sådan inspirerende ledelse, som LaRouche legemliggjorde i årtier, herunder i særdeleshed gennem sine otte præsidentvalgkampagner. Og USA lider fortsat under hans uretfærdige, femårs fængselsdom som politisk fange, og det faktum, at han den dag i dag ikke er blevet renset og frifundet.

Som Helga Zepp-LaRouche beskrev sin afdøde mand i hendes introduktion til sin videoerklæring for 'LaRouche Legacy Foundation, så udviklede Lyndon LaRouche fra starten af en analyse af, på den ene side hvad der gik galt med systemet, og på den anden side den nødvendige løsning: "Jeg tror, at en af de vigtigste opfattelser var, at han i 1975 for første gang præsenterede en omfattende idé om, hvordan et sådant nyt verdensøkonomisk system skulle se ud: Den internationale Udviklingsbank – ideen om, at der skulle være en overførsel af teknologi til en værdi af 200 mia. dollar hvert år til at overvinde underudvikling gennem store projekter. Denne idé greb øjeblikkeligt om sig. I 1976 traf de ”Alliancefrie landes Bevægelse” på deres sidste konference i Colombo grundlæggende en mere eller mindre endelig beslutning om vedtagelsen af denne politik, ord for ord.

"I de følgende år arbejdede Lyn sammen med Indira Gandhi og med López Portillo om disse idéer. Jeg synes, det er en meget rig historie. Vi rejste i disse årtier til mere end fyrre lande. Vi mødtes med ledere fra praktisk taget hvert eneste land på planeten. Fra min egen erfaring kan jeg forsikre jer om, at alle disse mennesker så på Lyn med et utroligt håb om, hvad USA kunne være".

Videoen kan ses her




Se en videomaraton, der fejrer Lyndon LaRouches liv og arbejde i dag den 12. februar

Se en videomaraton, der fejrer Lyndon LaRouches liv og arbejde i dag den 12. februar

Til minde om Lyndon LaRouches bortgang den 12. februar 2019, inviterer vi dig til at stifte bekendtskab med, eller gense, LaRouche, et sind og en personlighed som var et af ​​de største genier i de sidste 100 år.

Genialitet uden skønhed er slet ikke genialt.

Deltag i vores LaRouche-maraton, og tag dine venner med, både store og små. Den 24-timers videomaraton begynder kl. 12 dansk tid.




“Hvert træ i skoven vil falde”

Den 7. oktober 2020 (EIRNS) – Den 27. juli 2017 udgav LaRouche en rapport med titlen “Hvert træ i skoven vil falde”. Bill Binney, fhv. teknisk chef for USA’s NSA (Det Nationale Sikkerhedsagentur), havde da netop frigivet det kriminaltekniske bevis for, at historien om ‘russisk hacking’ af e-mails tilhørende det demokratiske partis nationale komite (DNC) og leveringen af disse e-mails til Julian Assanges Wikileaks var et svindelnummer.

Binney beviste der slet ikke havde været et hack, men at det rent faktisk var en læk fra en insider, sandsynligvis en demokrat, der var rasende over, at DNC havde saboteret en af sine egne kandidaters (Bernie Sanders) præsidentkampagne, for at sikre nomineringen af en anden (Hillary Clinton).

Rapporten citerede Schiller-Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche: “Vi er nået et punkt, hvor vi kan tilintetgøre hele Trump-Russiagate svindelnummeret på begge sider af Atlanterhavet og skifte den strategiske dynamik fra defensiv til offensiv. Denne offensiv vil sige at begrave Wall Street og Londons morderiske spekulative system og bringe USA og Europa ind i et samarbejde med Kina og Rusland i Bælt og Vej-initiativet”.

Nu, mere end tre år senere, er disse træer endelig klar til at falde takket være indsatsen fra præsident Donald Trump og hans nye direktør for den nationale efterretningstjeneste John Ratcliffe, der er begyndt at frigive dokumenterne der beviser forbrydelsen. Det vigtigste i blandt de der blev frigivet tirsdag er den håndskrevne note skrevet af den korrupte John Brennan, Obamas CIA chef, blev skrevet efter at Brennan havde orienteret Obama om, at Hillary Clinton (i Brennans ord) havde godkendt “et forslag fra en af hendes udenrigspolitiske rådgivere, om at bagvaske Donald Trump ved at vække en skandale med den påstand, at Ruslands sikkerhedstjeneste var indblandet”.

Et andet frigivet memo, adresseret til tidl. FBI direktør James Comey og FBI agent Peter Strzok, to ledere af Russiagate kupforsøget, var fra en leder i en CIA indsatsrapport, som sagde, at Hillary Clinton havde godkendt en plan “vedrørende præsidentkandidat Donald Trump og russiske hackeres underminering af valget, som en måde at distrahere offentligheden fra hendes brug af en privat e-mail server”. Obama var medvidende lige fra starten.

Som Trump tweetede i går “Kan ikke forstå, at disse svindlere endnu ikke er blevet retsforfulgt. Ynkeligt!”. Men Trump skrev også i et tweet “Jeg har for længst frigivet al information om Russia-fup skandalen. Desværre for vores land har folk handlet meget langsomt, især fordi det måske er den største politiske forbrydelse i vores nations historie. Agér nu!!”
Det er bemærkelsesværdigt at LaRouchePAC udstedte en underskriftindsamling i juni 2018 med titlen “Præsident Trump: Offentliggør alle dokumenter og al information om britisk undergravning af din kampagne”.

Her har vi ikke blot med forbrydelser begået af Obama og hans efterretningstjenester at gøre, men med de vedblivende forbrydelser af folk i efterretningstjenesterne i dag.

På den ene side har vi tidl. CIA direktør og nuværende Udenrigsminister Michael Pompeo og hans kammerat forsvarsminister Mark Esper såvel som FBI direktør Christopher Wray, som sammen har gjort alt, hvad der stod i deres magt for at forpurre præsident Trumps forsøg på at afslutte de “uendelige krige” og oprette venskabelige forhold med Rusland og Kina.
Da Pompeo var CIA direktør blev han, på Trumps opfordring, informeret af Bill Binney om svindelnummeret bag DNCs “hacking historie”, men Pompeo sørgede for at Binneys bevismateriale hverken nåede præsidenten eller massemedierne (som Præsident Trump kalder “the lamestream media”).

Så er der den nuværende CIA direktør, Gina Haspel, som var chef for CIA-basen i London fra 2014 til 2017, hvor hun hjalp til med at fremstille løgnene om Trumps “hemmelige samarbejde” med Rusland. Chris Farrell fra Judicial Watch, og en tidligere militær efterretningsagent, udgav en rapport den 6. oktober ved navn “Analyse: CIA direktor Gina Haspel og den britiske rolle i anti-Trump plottet” (https://worldisraelnews.com/analysis-cia-director-gina-haspel-and-the-british-role-in-the-anti-trump-plot/). Haspel mistænkes nu for at være nøglepersonen, der blokerer for Trumps gentagne krav om at frigive alle Russiagate-dokumenterne “uden ændringer!” (som Trump understregede).

Trump er klar over sabotagen fra hans administration. Han har allerede åbent fordømt det “militærindustrielle kompleks” og identificeret lederskabet af Pentagon som værende ansvarlig for ikke at adlyde hans ordrer om at bringe en ende på de “uendelige krige”.

Han ser ud til at tøve med at smide dem og skurkene fra efterretningstjenesten ud inden valget. Men ligesom LaRouchePAC brød igennem med Bill Binneys afsløring af Russia-fupnummeret, bryder vi nu igennem med historien om militærkupplanerne, udklækket af det demokratiske partis lederskab og de generaler, som gav os de sidste to årtiers morderiske regimeskifte krige – bogstavelig talt har hundredetusindvis af folk over hele verden hørt forhenværende Oberst Richard Black dokumentere de kriminelle forberedelser til at fjerne præsidenten ved brug af magt.
Se “En stærk advarsel om et forestående kup; opspor og arrester de sammensvorne!” https://larouchepac.com/20200916/stark-warning-impending-coup-track-and-arrest-conspirators
Faren for en global krig øges dagligt, så længe den “femte kolonne” har frie hænder til at spille deres dødelige spil. Trump arbejder på det, men som vi har set det før både på udenrigs- og indenrigsområdet bliver hans instrukser ofte ignoreret.

Nu da hele den kriminelle kabale og deres britiske partnere i stigende grad er afsløret af præsidenten for verdenen – som de også de sidste mange år er blevet udpeget og afsløret af LaRouche bevægelsen – er det op til den amerikanske befolkning, og folk med god vilje i resten af verden, at demonstrere over for præsidenten, at han har fuld opbakning til at “vælte alle træerne i skoven”.




Sejr er påkrævet inden valget

Den 25 august (EIRNS) – Demokraternes konvent i sidste uge demonstrerede for hele verden, at mindet om Franklin D. Roosevelt og John F. Kennedy er blevet fuldstændigt udslettet fra grødhovederne i partiets elite, både de ældre ‘boomere’ og den narkotikaplagede yngre generation. Der var ingenting om FDR’s store infrastrukturelle programmer, som skabte den elektrificerede nation, der var i stand til at frembringe “demokratiets arsenal”, som besejrede fascismen. Der var heller ikke tilnærmelsesvis en antydning af inspiration, som i JFK’s erklæring om, at ”Vi vælger at rejse til Månen i dette årti samt gøre de andre ting, ikke fordi de er lette, men fordi de er svære, fordi dette mål vil tjene til at organisere og målrette vores energier og færdigheder”. I stedet for dette præsenterede det smuldrende Demokratiske Parti et racistisk portræt af “identitetspolitik”.

Som Kamala Harris udtrykte det – giver vi folk chancen for at stemme på mennesker, der “ligner dem selv”. Eller som manikæiske Joe udtrykte det: stem på mig, fordi: “Jeg vil være en allieret med lyset, ikke med mørket.” (https://da.wikipedia.org/wiki/Manik%C3%A6isme, –red.)

Nancy Pelosi rasede i dag i medierne, i en tilstand af høj ængstelse, at præsident Donald Trump og hans tilhængere i Kongressen er “statens fjender… indenlandske fjender”, der forsøger at “skræmme folk fra at stemme”, og til at ”bifalde russisk indgriben i vores valg ved at tillade Putin at beslutte, hvem der skal være præsident i stedet for det amerikanske folk”.

Til anerkendelse for det Republikanske Parti, modvirkede de den første aften af deres konvent demokraternes racistiske “identitetspolitik” med optimisme og tro på fremtiden. En række sorte valgte embedsmænd og personligheder pegede på præsident Trumps bekymring for den mest grundlæggende af de menneskerettigheder, der bliver nægtet mindretallene i USA – hvad FDR kaldte “frihed for mangel”. Senator Tim Scott fra South Carolina lukkede konventet og drøftede ”mulighedszoner”, som han og præsidenten har lanceret i de indre byer i Amerika med det formål at skabe job og jobtræning for nationens ”glemte mænd og kvinder”. Han talte om “udviklingen af det sydlige ’hjerte’ [af USA]” og pegede på sin valgsejr over sønnen til en berygtet racist og bemærkede, at hans bedstefar, der droppede ud af skolen i tredje klasse for at plukke bomuld, levede for at se sit barnebarn blive den første sorte mand, der blev valgt til Kongressen og derefter til senatet fra South Carolina. En anden sort valgt embedsmand, statsrepræsentant Vernon Jones, en demokrat fra Georgia, sagde, at det Demokratiske Parti “ikke ville have, at sorte mennesker skulle forlade plantagen,” og roste Trump for at yde finansiering til de historiske sorte universiteter og for at gennemføre kriminalretsmæssige reformer samt for at forsvare politiet mod anarkiet på gaderne.

Matt Gaetz, en republikaner fra Florida, bemærkede, at Donald Trump er den første præsident siden Ronald Reagan, der ikke har startet en krig.

Men republikanerne har endnu ikke taget fat i de foranstaltninger, der kræves for at vende den eksistentielle trussel, som nationen og verden nu står overfor, som LaRouche-bevægelsen præsenterede i programmet: ”The LaRouche Plan To Reopen the U.S. Economy: The World Needs 1.5 Billion New, Productive Jobs.”  (LaRouche-planen for at genåbne den amerikanske økonomi: Verden har behov for 1,5 milliarder nye, produktive job).

Ironisk nok har præsident Trump selv på forskellige tidspunkter taget fat på flere af de vigtigste punkter i dette program. Han forsøgte at afslutte de ”uendelige krige”, alt imens han forsøgte at opbygge venskab og samarbejde med Rusland og Kina. Men det var ikke kun demokraterne, der samarbejdede med den britiske efterretningstjeneste i “Russiagate” og nu “Chinagate” for at stoppe ethvert amerikansk venskab med Rusland eller Kina – de republikanske kredse, der omgiver præsident Trump – med udenrigsminister Mike Pompeo i spidsen – er lige så opmærksomme på at bryde denne indsats, at dæmonisere både Rusland og Kina og drive verden til randen af krig.

Trump må tage ved lære af Ronald Reagan, der brød med det britiske imperiums kontrollerede miljø for den imperialistiske opdeling af verden i øst mod vest, ved at arbejde med Lyndon LaRouche, og vedtage LaRouches forslag om at samarbejde med russerne (det daværende Sovjetunionen) om opbygning af et rumbaseret forsvar mod atomvåben, for dermed at ”gøre kernevåben forældede”, som Reagan udtrykte det i sin berømte tv-tale til nationen den 23. marts 1983. Hvis præsident Trump fulgte dette eksempel og accepterede LaRouche-planen om et møde mellem lederne af USA, Rusland, Kina og Indien, for at stå op imod det britiske imperiums “del og hersk” og tackle de mange trusler mod civilisationen, som menneskeheden står overfor i dag, kunne disse problemer løses. Putin har foreslået en variation af LaRouches ”fire magts-forslag”, med et topmøde mellem de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, hvilket er blevet accepteret af alle fem ledere, men uden en bestemt dato.

 Schiller Instituttets konference, der er planlagt til 5.-6. september, vil være et eksempel på den slags samarbejde mellem nationer der er påkrævet, med en dagsorden der dækker hele spektret af den globale krise – strategisk, videnskabelig, økonomisk og kulturel. Mobiliser alle I kender til at deltage i denne virtuelle begivenhed. Tilmeld jer til konferencen: “På krigsstien mod Armageddon”, eller “Et nyt paradigme blandt suveræne nationer, der er forenet af de fælles mål for menneskeheden?”

 




Sprækker i dæmningen: Stop kuppet, rens LaRouches navn

Den 2. august (EIRNS) – Sprækkerne breder sig i inddæmningen omkring sandheden, der kommer frem vedrørende den russiske løgn, og hele statskuppet mod præsident Trump; et kup der har været afhængig af denne løgn; og om den relaterede, tidligere sag om den uberettigede fængsling og fortsatte bagvaskelse af Lyndon LaRouche. Denne dæmning må nu sprænges helt, hvis vi skal have held med at bryde en vej ud af de nuværende systemiske sammenbrudskriser, som planeten står overfor. Den raserende globale pandemi, den økonomiske nedsmeltning, den voksende fare for atomkrig… alle kræver de presserende handling.

Begivenheden hos LaRouchePAC den 1. august med Roger Stone og Bill Binney sammen med LaRouchePAC’s Barbara Boyd og Harley Schlanger bidrager allerede markant til at nå dette resultat. Fra søndag formiddag havde den historiske begivenhed over 6.000 visninger på YouTube, og Newsweek og Washington Times måtte dække Stones optræden, herunder – for Newsweeks vedkommende – hans eksplosive kommentarer om hvordan LaRouche blev fængslet af Bush-apparatet, samt at han havde arbejdet tæt sammen med Ronald Reagans præsidentskab. Mandag vil der blive bragt yderligere bemærkninger fra Stone i et eksklusivt interview med Harley Schlanger.

Den særlige nødvendighed af at give oprejsning til Lyndon LaRouche og hans ideer blev understreget i begyndelsen af arrangementet den 1. august, hvor uddrag af en international webcast med LaRouche selv fra den 8. september 2009 blev afspillet for publikum; en webcast hvor han viste ”det fremsyn, som gjorde LaRouche farlig” for det britiske imperium, der beordrede hans uretmæssige fængsling. LaRouche beskæftigede sig med betydningen af at menneskeheden begiver sig ud på en mission til Månen og Mars:

”Og det vil forandre karakteren af menneskets opfattelse af sig selv. Mennesket vil ikke længere tænke på sig selv som en jordbunden landstryger. (Ikke landkrabbe, men landstryger.) Mennesket vil opfatte sig selv som en del af solsystemet. Se, det betyder en ændring i menneskets forhold til andre mennesker. Man har et menneske på Mars, som arbejder deroppe, og et menneske på Jorden. Det tager en weekend at rejse derop og tilbage igen. Det vil forandre omstændighederne for menneskelivet. Nu vil alle de teknologier, der bruges til at gøre dette, afspejles i teknologiske revolutioner tilbage på Jorden, herunder dyrkning af føde, fødevarer. Jeg mener – at dyrke grøntsager på Mars: Dette er en virkelig ændring i landbruget. Det udvider ens opfattelse af, hvad landbrug indebærer…

”De [de unge generationer] bliver modtagere og formidlere af denne teknologiske fremgang, og hvad der måtte følge efter. Og så må vi tænke to eller tre generationer forud. Jeg mener, tænker I ikke på jeres børnebørn? Tænker I ikke endog på jeres oldebørn, hvis I er heldige? Er det ikke ens mission i livet? Er det ikke ens fornemmelse for kontinuitet i tilværelsen? Så, hvad er det? En generation, 25 år. Tre generationer, 75 år. Fire generationer, 100 år. Hvad skal I gøre i de næste 100 år, folkens?

”Hvis I tænker på fremtiden, hvis I interesserer jer for jeres børn og børnebørn, der kommer efter jer; hvis I tænker på menneskehedens fremtid og placerer jeres identitet i det I gør for dem, for at muliggøre deres liv, hvad tænker I så over? I tænker over, hvor vi skal være om 75, 100 år fra nu af, og tænker på hvor nøjagtigt vi kan forudsige, hvor vi er til den tid. Hvad er vores muligheder? Hvor er vi på vej hen? Hvad skal vi gøre? Halløjsa, hvad skal I gøre, når I når pensionsalderen i en alder af 75, 78 eller 85 år med forbedret sundhedsvæsen? Hvad skal I stille op med jer selv? Hvad er jeres fremtid? Hvilken slags verden vælger I? Hvilken slags solsystem vælger I at bo i?

”Og det er sådan det gøres. Man gør det ikke ved at komme med en liste over dette eller en liste over hint. Hvad er ens prioriteter? Man går ud med en mission, en mission for menneskeheden. Dette handler ikke om job. Det handler ikke om indkomst. Dette handler om menneskeheden, forskellen mellem mennesket og dyrene. Hvad skal man som menneske gøre, som bekræfter, at man er et menneske, og ikke skamfuld over resultatet set med dine børnebørns øjne? Hvad skal man udrette med sit liv? Vi opnåede noget, vi kom så langt. Hvor langt vil I tage os? Hvor langt videre bringer I den menneskelige race?

”Og det er hvad der får det til at fungere. Det er motivation. Hvordan I vælger at tilbringe jeres liv. Ikke blot få tiden til at gå, men at bruge det, anvende det. Til hvilket formål? Til hvilket endemål? Hvad vil man opdrage børn til, til hvilket endemål? For menneskehedens skyld! Hvorfor skal I huskes af mennesker om to generationer fra nu? Hvorfor skal I respekteres, en generation fra nu af? Hvad skal I gøre for at optjene denne respekt? Jeres identitet som mennesker.

”Og hvis I følger den tankegang og bruger spørgsmålet om rummet, rumforskningen, som en parameter, et paradigme fra vores nylige erfaringsgrundlag, der viser forskellen, så siger I: Vi taler ikke om industripolitik som sådan. Vi taler ikke om landbrugspolitik. Vi taler om menneskelig politik. Vi taler om den menneskelige arts udvikling og fremskridt til et bedre liv for kommende generationer. Og det kræver videnskabelige og teknologiske fremskridt, såvel som de kulturelle fremskridt, der fremmer kreativiteten i det individuelle menneskesind. Det er vores mission”.