1

LaRouche-Organisationens pamflet: “Stop ’Globalbritanniens’ grønne krigsfremstød”

Den 3. marts 2022 (EIRNS) – LaRouche-Organisationen har i dag udgivet en 64-siders pamflet med titlen: “Stop ’Globalbritanniens’ grønne krigsfremstød”. Der er en ironi i titlen, som er væsentlig for alle borgere af alle nationer, at forstå, for at blive det som Friedrich Schiller kaldte en “patriot for sin nation og en verdensborger”.

Der er også en krig, der føres mod alle nationer. Beviserne er ikke skjulte – de bliver bogstaveligt talt proppet i ansigtet på dig hver dag, hver time, i form af økonomisk forfald og hyperinflation, drevet af kravet om at menneskeheden begår folkedrab mod sig selv, ved at lukke for fossile brændstoffer, lukke for atomkraftværker, nægte moderne teknologi til de allerede forarmede og sultende tidligere kolonilande – alt sammen for at “redde planeten” fra kulstof.

Uanset den let påviste videnskabelige kendsgerning, at kulstof stort set ikke har noget med klimaet at gøre, er den grønne New Deal den nye religion for de kongelige og milliardærernes bankfolk og spekulanter, der hvert år samles i Davos World Economic Forum, for at fejre deres djævelske magt til at påtvinge verdens befolkning malthusiansk folkedrab gennem kontrol med kreditgivningen. Mark Carney, den tidligere chef for både Bank of Canada og Bank of England, og en økonomisk lejemorder for prins Charles og de kongelige, beskrev stolt deres plan for folkedrab i en artikel i Guardian den 13. november 2021: “I april [2021] lancerede vi Glasgow Financial Alliance for Net Zero (GFANZ), som nu dækker hele finansverdenen: banker, forsikringsselskaber, pensionsfonde, eksportkreditagenturer og kapitalforvaltere.

Den omfatter mere end 450 førende finansielle institutioner fra 45 lande. Medlemmerne har forpligtet sig til at forvalte deres aktiver, som i alt udgør mere end 130 mia. dollars, i overensstemmelse med målet om at opnå 1,5 C (grader Celsius)…. Nye lån og investeringer fra GFANZ-medlemmer vil ikke kun finansiere grønne projekter som f.eks. vedvarende energi, men vil også søge derhen, hvor udledningerne er – i sektorer som bilindustrien, stålindustrien og cementindustrien – og støtte de virksomheder, der har planer om at nedbringe kulstofudledningerne, mens de trækker kapital tilbage fra de virksomheder, der ikke handler hurtigt nok.” [understregning tilføjet]

Denne plan om at ødelægge udviklingen internationalt blev afvist af bl.a. Rusland, Kina og Indien, der ved, at deres, såvel som alle udviklingslandenes økonomiske fremskridt, afhænger af fossile brændstoffer (og mere avancerede energiformer, såsom atomar fission og i sidste ende fusion). Dette var dråben, der fik Charles og herrerne i City of London til at slå til: “Af med deres hoveder!”

Det er tydeligvis det, som Lyndon H. LaRouche har advaret om i de sidste halvtreds år. Det finansielle oligarki styrer verdensøkonomien og regeringerne i den vestlige verden. Beslutningerne om krig og fred træffes af bankeliten, mens det militærindustrielle kompleks kun er en del af denne imperiale struktur.

Det er grunden til, at briterne og USA så hensynsløst drev NATO’s militære styrker op til Ruslands grænse, mens en lignende proces finder sted i Stillehavet mod Kina. De ville foretrække, at der ikke var nogen verdenskrig, som der ikke ville være nogen vinder af, og som meget sandsynligt kunne føre til menneskelig udslettelse (men hellere krig end bankerot!). Den økonomiske krigsførelse er ikke desto mindre krig, det som de besynderligt nok beskriver som “den finansielle nukleare løsningsmulighed” eller “alle sanktioners moder”. Helt åbenlyst har Det Hvide Hus og andre europæiske ledere erklæret deres hensigt om at ødelægge den russiske økonomi, mens de planlægger det samme for Kina….

 




Verdenskrig kan være tæt på lige nu – her er hvad der må gøres

Den 27. februar (EIRNS) – Der blev taget syvmileskridt mod en verdenskrig – en termonuklear krig – i løbet af denne weekend. Det mest omtalte var den russiske præsident Vladimir Putins meddelelse i morges om, at han havde bedt sin forsvarsminister, Sergei Shoigu, og generalstabschef, Valery Gerasimov, om at sætte de russiske strategiske atomstyrker i højeste alarmberedskab. 

Han fremsatte sin udmelding efter økonomiske angreb på det russiske banksystem, forsøg på at fastfryse og stjæle Ruslands finansielle reserver og få landets valuta og banker til at krakke, samt forbud mod samtlige russiske flyvninger og alle russiske medier, mens europæiske højteknologiske våben og lejesoldater strømmede ind i Ukraine for at kæmpe. RIA Novosti citerede Putin som følger: “De vestlige lande foretager ikke kun fjendtlige handlinger mod vores land på det økonomiske område, hvormed jeg mener de ulovlige sanktioner, som alle kender meget godt, men de højeste embedsmænd i de førende NATO-lande fremsætter også aggressive udtalelser mod vores land. Derfor beordrer jeg forsvarsministeren og generalstabschefen til at sætte de russiske væbnede styrkers [atomare] afskrækkelses styrker i et særligt beredskab.”

Vi befinder os nu helt klart i en form for Cuba-krise fra oktober 1962, tættere end nogen, der levede dengang, nogensinde ønskede at komme til atomkrig. De amerikanske militære ledere ønskede dengang at indlede krig mod Cuba; hvis præsident Kennedy ikke havde stoppet dem og forhandlet sig frem til en løsning, ville USA’s østlige byer have været ramt af en regn af atommissiler. Nu ønsker USA’s og Europas politiske og militære ledere, der i årtier har været vant til at brutalisere mindre lande med krige og økonomisk strangulering, at provokere Rusland til krig og ødelægge det. 

Disse ledere har omgivet Rusland med fjendtlige militære – herunder atomare – kapaciteter i et omfang, som Rusland ikke kan acceptere. De har flyttet sig for at gøre Ukraine – der strækker sig dybt ind i selve Rusland – til deres ultimative militære anti-Rusland-platform. Præsident Putin advarede dem for 15 år siden i en tale i 2007 på Sikkerhedskonferencen i München i Tyskland om, at Rusland ikke kunne tolerere at blive omringet og omsluttet af fjendtlige styrker på ubestemt tid. Men efter at have tændt denne krigs lunte, er de nu ved at puste til den, så den kan blive atomar. (Se Putins tale, {EIR}, 23. februar 2007.)

Når først atomvåbenangreb indledes et sted, vil det omslutte hele kloden. 

Nu må der anlægges en helt anden tilgang, hvor strategisk stabilitet baseres på økonomisk udvikling. Nu skal Lyndon LaRouches økonomiske og videnskabelige udviklingspolitik stå på dagsordenen. Den har længe været negligeret som umulig (som at vende tilbage til principperne i Franklin Roosevelts Bretton Woods-kreditsystem), eller unødvendig (som at fremskynde udviklingen af laser- og fusionsplasma-teknologier i alle nationer), eller endog latterlig (som at nationer samarbejder om at kolonisere Månen og udforske Mars). Disse politikker er den sidste chance for fred nu – den allersidste chance.

Schiller Instituttet iværksatte den 25. februar en underskriftsindsamling i denne krise: “Indkaldelse til en international konference for at etablere en ny arkitektur for sikkerhed og udvikling for alle nationer”.

Skriv under her.

“Enhver person”, opfordrede Helga Zepp-LaRouche i dag, “bør med alle midler bestræbe sig for at udbrede denne underskriftsindsamling {og diskutere den}.” Få andre til at diskutere den og til at skrive om den i alt fra internet-kommentarer til simple læserbreve. “Blot 50 førende personer i verden, der opfordrer til at fremme denne idé, kunne sammenkalde en vigtig konference.” 

Spørg, hvorfor så mange millioner mennesker for 60 år siden i oktober i år var så alarmerede over, at atomkrig truede dem; og nu, efter 25 års krig og med verdens næststørste atommissilstyrke i højeste beredskab, lader folk som om det ikke kan ske. Måske var vi dengang mere moralsk egnede til at overleve? 

En effektiv, omfattende mobilisering for denne underskriftindsamling og denne konference er det eneste anliggende, der kan skabe et alternativ til den yderligere udvikling hen imod en verdenskrig. Underskriftindsamlingen er bogstaveligt talt blevet udarbejdet for at civilisationen kan overleve.

Udvalgt billede: Pexels




Nu med de første prominente underskrivere:
Underskriftindsamling: Indkaldelse til en international konference for at etablere
en ny arkitektur for sikkerhed og udvikling for alle nationer

Se de første prominente underskrivere nedenunder.

23. februar 2022 — I lyset af den eskalerende Ukraine-krise spørger folk rundt om i verden indtrængende sig selv og deres politiske ledere, hvor det hele skal ende. Er dette på vej mod en meget stor, måske endda termonuklear, global konfrontation? Står vi over for en omvendt, farligere Cuba-krise? Vil menneskeheden overhovedet overleve?

Bag denne meget reelle krigsfare og årsagen til denne, ligger sammenbruddet af hele det transatlantiske finanssystem. En spekulationsboble af derivater og gæld på næsten 2 billiarder dollars er allerede ved at gå op i røg. En proces med hyperinflation er blevet udløst globalt, med et ledsagende sammenbrud af de vestlige nationers fysiske økonomier. City of London og Wall Street, ejerne af dette bankerotte system, er desperate efter at ødelægge ethvert fungerende alternativ til deres system – såsom Ruslands og Kinas alliance omkring Bælte- og Vej-initiativet, som nu omfatter næsten 150 nationer – og det finansielle etablissement har åbent erkendt, at det er det, der er på spil.

Det samme har Vladimir Putin, som med rette har erklæret, at USA’s/Storbritanniens/NATO’s ubarmhjertige ekspansion mod øst, op til Ruslands grænser, er drevet af denne økonomiske politik, og at den truer Ruslands nationale sikkerhed på en måde, som Rusland ikke kan acceptere.

For at standse fremdriften mod krig, er det derfor nødvendigt at anvende en mere gennemgribende tilgang, nemlig at etablere et helt nyt paradigme, som vil sikre sikkerheden og den økonomiske udvikling for alle nationer på jorden. Den eneste nyere præcedens for dette i Vesten, er den Westfalske Fred fra 1648, som satte en stopper for 150 års religionskrige i Europa. Den blev først udformet på det tidspunkt, hvor alle parter indså, at hvis de fortsatte ad deres nuværende vej, ville der ikke være nogen vindere og meget få overlevende. De valgte at skabe et nyt paradigme, baseret på forsvaret af den andens interesser, og på den forudsætning at alles sikkerhed var den grundlæggende forudsætning for hver parts sikkerhed.

Det er den vigtigste læresætning af den Westfalske Fred for i dag. Verden står i dag ved en lignende skillevej. Hvis den nuværende geopolitiske politik fortsætter, udgør en atomkrig en meget reel mulighed – hvorefter der ikke vil være nogen vindere, og sandsynligvis heller ingen overlevende.

I stedet må der straks indkaldes til en international konference, i stil med det Westfalske Fredsinitiativ. Den grundlæggende opgave for alle parter er at sikre, at der tages hensyn til de centrale økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser for hver enkelt part – med andre ord en orden baseret på den andens fordel, på det fælles bedste, eller den almene velfærd, og på en grundlæggende kærlighed til hele menneskeheden.

Det økonomiske system må også omformes drastisk for at give udtryk for dette livssyn. Den berømte amerikanske økonom Lyndon LaRouche specificerede meget detaljeret, hvordan et sådant system ville fungere, baseret på det han kaldte sine Fire Love:

Den øjeblikkelige genindførelse af Glass/Steagall-loven, som blev iværksat af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, uden ændringer, hvad angår handlingsprincippet. Det betyder, at hele den spekulative finansboble skal underkastes en konkursbehandling.

En tilbagevenden til et system med topstyret og nøje defineret nationalt banksystem, som angivet af USA’s første finansminister, Alexander Hamilton.

Formålet med brugen af et sådant føderalt kreditsystem er at skabe højproduktive udviklingsforløb med henblik på at forbedre beskæftigelsen, med den ledsagende hensigt at øge den fysisk-økonomiske produktivitet og levestandarden for personer og husholdninger.

Vedtag et “lynprogram” med fusionsdrevet teknologi for at fremme de grundlæggende videnskabelige gennembrud, som ubegrænset økonomisk vækst og udvikling kræver.

Schiller Instituttet og dets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, udsender denne opfordring for at igangsætte den presserende internationale diskussion, der er nødvendig for at indkalde til en sådan konference og stoppe det såkaldte “Dommedagsur”, før det slår midnat. Det er på høje tid, at institutioner og enkeltpersoner fra alle nationer træder frem og slutter sig til mobiliseringen for en international konference med henblik på at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer.

Skriv under på underskriftindsamlingen her på skrivunder.net:


Links til underskriftindsamlingen på andre sprog: 
Spanish, Italian, FrenchSwedishArabicDanishPortugese, German, and Chinese.

North America (U.S. and Canada)

   
Canada Julian Fell Biologist; Co-Director Area F, Regional Government of Nanaimo, British Columbia
Canada Faisal Huda CEO, BUNA Capital Inc.
Canada Bill MacPherson Past President, Applied Science Technologists and Technicians of British Columbia
Canada John Stone MChE, Member, Association of Professional Engineers, Geologists and Geophysicists of Alberta
United States Dr. Athar Abbasi Major, U.S. Army (Ret)
United States Jon Baker Agricultural Bank Loan Officer
United States James Benham State President, Indiana Farmers Union; Board Member, National Farmers Union
United States Fr. Lawrence Bernard Order of Friars Minor (OFM)
United States Mike Callicrate Farm leader, Kansas/Colorado
United States Marshall Carter-Tripp Foreign Service Officer (ret), former political science professor
United States Victor Chang US-China Forum, Inc.
United States Alan Covey Political activist
United States Joel Dejean LaRouche Independent Candidate for U.S. Congress – 38th District (Texas)
United States Dr. Joycelyn Elders Former U.S. Surgeon-General
United States Frank Endres Farm Leader, California
United States Christopher Fogarty Chair, Chicago Friends of Irish Freedom; author of “Ireland 1845-1850; the Perfect Holocaust, and Who Kept it ‘Perfect’.”
United States Graham Fuller Former CIA Officer and Vice Chair of the National Intelligence Council
United States Matthew Griener City Council, Keota, Iowa
United States Dr. Bihong Guan Chairman, World Association of Chinee Elites
United States DeWayne Hopkins Former two-term mayor; current at-large Councilman, Muscatine, Iowa
United States James Jatras Former U.S. Diplomat and Advisor to U.S. Senate Republican Leadership
United States Dr. Ernest Johnson President Emeritus, Louisiana NAACP; civil rights attorney
United States Wilbur Kehrli National Board of Directors, American Blue Cattle
United States George Koo Chairman, Burlingame Foundation; retired international business consultant
United States Keaten Mansfield Center for Political Innovation, Chief of U.S. Staff
United States Caleb Maupin Founder and Director, Center for Political Innovation
United States David Meiswinkle Attorney and former President of the Lawyers’ Committee for 9/11 Inquiry
United States John OLoughlin  
United States Jeff Philbin Nuclear Engineer, Technical Consultant, Independent Contractor
United States Sam Pitroda Inventor and entrepreneur; Chairman, Indian Overseas Congress
United States Earl Rasmussen Executive Vice President, Eurasia Center
United States Diane Sare LaRouche Independent Candidate for U.S. Senate – New York
United States Naser Shahalemi Executive Director, End Afghan Starvation
United States John Shanahan Editor, website: allaboutenergy.net
United States Barbara Suhrstedt International concert pianist
United States Everett Suttle Opera singer
United States Bruce Todd Former Independent candidate for NJ Lt. Governor; Retired Millwright, Local 715
United States Mohammad Ashraf Toor, MD Chairman, Pakistani American Congress
United States Bob Van Hee Redwood County Commissioner, Minnesota
United States Zaher Wahab Professor Emeritus of Education, former Advisor to the Afghanistan Ministry of Higher Education

United States

Alan Waltar Retired Professor and Head, Dept. of Nuclear Engineering, Texas A&M University; Past President , American Nuclear Society

Europe

   
Belgium Frans Vandenbosch Author of “Statecraft and Society in China”
Denmark Tom Gillesberg Director, Schiller Institute, Denmark; former parliamentary candidate
Denmark Jelena Nielsen Director, Russian-Danish Dialogue
Denmark Jens Jørgen Nielsen Former Moscow correspondent, Danish daily Politiken; author of books about Russia and Ukraine; a leader of Russian-Danish Dialogue
Denmark Thomas Vissing Director of a China-Nordic trading company
Denmark Dr. Li Xing Professor of Development and International Relations, Department of Politics and Society, Aalborg University
Donetsk People’s Republic Russell “Texas” Bentley Journalist, Former Vice President of Donbass Humanitarian Aid
France Jacques Cheminade President, Solidarité et Progrès, former presidential candidate
France Alain Corvez
Col. (Ret.), International strategy advisor; former advisor to the Commanding General of the United Nations Force in South Lebanon (UNIFIL)
France Ali Ratsbeen President, Academie Géopolitique de Paris
Germany Dr. jur. Wolfgang Bittner Author
Germany Ole Doering Professor, Hunan Normal University; Associate Professor, Dep’t. for Global Health, Peking University; Privatdozent, KIT
Germany Rainer Sandau Technical Director, Satellites and Space Applications, International Academy of Astronautics (IAA)
Germany Helga Zepp-LaRouche Founder and Chairwoman, Schiller Insitute
Greece Leonidas Chrysanthopoulos Ambassador ad Honorem; Secretary General, Black Sea Economic Cooperation Organization (BSEC), 2006-2012
Greece George Tsobanoglou Professor of Sociology, University of the Aegean
Italy Mario Agostinelli Chairman, Fondazione Energia Felice
Italy Pino Arlacchi Former Director, United Nations Drug Control Programme; Professor of Sociology, University of Sassari
Italy Prof. Bruno Brandimarte Professor of Electronic Measurement, Rome
Italy Nino Galloni Economist
Italy Liliana Gorini Chairwoman of Movisol (Movimento Internacionale per i Diritti Civili Solidarietà
Italy Prof. Fabio Massimo Parenti Associate Professor of International Studies, CFAU, Beijing
Italy Vincenzo Romanello Nuclear Engineer, Founder of Atomi per la Pace (Atoms for Peace), Lecce.Italy
Italy Alessia Ruggeri Spokeswoman of Comitato per la Repubblica, Rome, Italy
Monaco Aleksandar Krainer Author, “Grand Deception: The Truth about Bill Browder, the Magnitsky Act and Anti-Russian Sanctions”; financial consultant
Netherlands Guus Berkhout Professor-Emeritus Geophysics, President of CLINTEL
Norway Thore Vestby Former mayor and MP; Cofounder, ICHI Foundation
Spain Juan José Torres Núñez Free-lance journalist, poet
Sweden Hussein Askary Southwest Asia Coordinator, Schiller Institute
Sweden Kjell Lundqvist Chairman, European Labor Party
Sweden Ulf Sandmark Chairman, Schiller Institute, Sweden

United Kingdom

Mike Robinson Editor, The UK Column 

Ibero-America/Caribbean

   
Argentina Enrique Juan Box Media personality
Argentina Luis Bragagnolo Peronist leader; Veterinarian
Argentina Roberto Fritzsche Professor, Department of Economic Science, University of Buenos Aires
Argentina Ruben Darìo Guzzetti Professor, Argentine Institute of Geopolitical Studies
Argentina Juan Francisco Numa Soto Constitutional Attorney
Argentina Carlos Perez Galindo Attorney at Law
Argentina Alejandro Yaya Vice President, Civilian Institute of Space Technology
Bolivia Edwin De la Fuente Jeria Former Commander in Chief of the Bolivian Armed Forces
Bolivia Max Ibañez Former Secretary of Grievance Resolution, National Federation of Electrical, Telephone and Water Workers of Bolivia
Bolivia Sandra Marca Uscamayta Integration Coordinator for the Peasant, Indigenous and Native Economic Organizations of Bolivia
Brazil Jairo Dias Carvalho Professor, Philosophy of Technology, Federal University of Uberlândia
Brazil Igor Maquieira Biologist; member of CLINTEL
Colombia Mario Guillermo Acosta Alarcon Scientist and author; General Director of CIFRA (Space Lab City)
Colombia Ross Carvajal Journalist
Colombia Everardo Hernandez Pardo Trade union leader
Colombia Alba Luz Pinilla Vice-President of DIGNIDAD Political Movement
Colombia Pedro Rubio President, Association of Officials of the General Accounting Office of the Republic
Dominican Republic Ramon Emilio Concepcion Attorney at Law; Presidential Pre-candidate for the PRM party (2020)
Dominican Republic Ramon Gross Post-graduate Professor, Catholic University of Santo Domingo
Dominican Republic Dante Ortiz Nunez Historian; Professor of History, Autonomous University of Santo Domingo
Dominican Republic Domingo Reyes Former professor of economics, Ph.D. in Higher Education
Dominican Republic Rafael Reyes Jerez TV producer, “Face to Face” and “Economics and Politics” on Chanel 69 Teleradioamérica
Haiti Jhonny Estor Founder, Renaissance-Haiti
Haiti Dr. Garnel Michel Physician and author; his book ‘Bak Lakay’ calls the diaspora to return and help rebuild Haiti
Mexico Edith Cabrera Founder and Director of “Coalition #24F Life and Liberty for Julian Assange”
Mexico Oscar Ramon Castro Valdez General Director, “Dossier Político” internet publication
Mexico Daniel Estulin Publicist
Mexico Simon Levy Founder, Cátedra México-China, National Autonomous University of Mexico (UNAM)
Mexico Enrique Lopez Ochoa Surgeon, Professor of Angiology, UNISON School of Medicine
Mexico Daniel Marmolejo Investigative journalist, winner of the 2019 National Journalism Award
Mexico Marino Montoya Contreras Journalist for El Centinela and LGM News
Mexico Francisco Quezada Mathematician; Professor Department of Sciences and Humanities, National Autonomous University of Mexico (UNAM)
Mexico Antonio Valdez Journalist
Mexico Jaime Varela Salazar Chemical Engineer; Former Director of the Department of Chemical Sciences, University of Sonora (UNISON)
Peru José Antonio Benllochpiquer Castro Vice President, Christian Democratic Party
Peru Fernando Fauche National Secretary, Christian Democratic Party
Peru Adrian Flores Konja Former Dean of Accounting Sciences, National University of San Marcos
Peru Carlos Francisco Gallardo Neyra President, Christian Democratic Party
Peru Ruben Rojas Nuclear Physicist
Peru Milton Vela-Gutierrez Professor, University of Lima
Venezuela Emil Guevara Muñoz Member of Parliament, Latin American Parliament (2006-2011)

Venezuela

Edgar Rodriguez Martinez Alberto Adriani Foundation

Africa/Asia/Australia

   
Africa Tse Anye Kevin Deputy President, State55 Afrika
Australia Trudy Campbell Australian Citizens Party
Congo, Republic of Diogène Senny President of Ligue Panafricaine – UMOJA Congo; Coordination avec les Partis Panafricanistes
Guinea Jacques Bacamurwanko Former Ambassador of Burundi to the United States
Iraq Mustafa Jabbar Sanad Member, Council of Representatives (Parliament), Basrah
Lebanon Basham El Hachem Professor of Political Sociology, Doctoral School, l’Université du Liban
Malaysia Dr. Isharaf Hossain President & Principal Research Fellow, Muslim World Research Center (MWRC), Kuala Lumpur.
Mozambique Samo Fernando Soares da Manhiça Executive Director, International Alliance for Development – Mozambique
Pakistan Shakeel Ahmad Ramay Chief Executive Officer, Asian Institute of Eco-Civilization Research and Development (AIERD), Islamabad
Pakistan Khalid Latif Executive Director, Center of Pakistan and International Relations (COPAIR); Program Director (Middle East)
Yemen Fouad Al-Ghaffari President, ALBRICS Yemeni Youth Parliament

 

Panel 2:
 




Tale af Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets konference,
“100 sekunder til midnat på dommedagsuret: Vi har brug for en ny sikkerhedsarkitektur!”

Den 19. februar 2022

HELGA ZEPP-LAROUCHE: God eftermiddag, god aften, alt efter hvor på planeten du befinder dig.

Hvis man ser på den nuværende strategiske situation ovenfra, ud fra historiens lange historiske bue, hvordan skal menneskeheden så skænke sig selv institutioner, der sikrer dens overlevelse på lang sigt, samt ud fra den nuværende dynamik mellem et Kina i fremgang og Asien generelt og et svigtende vestligt liberalt system, synes det at være indlysende, at resultatet af denne historiske æra må være et nyt paradigme i de internationale relationer. Fortsættelsen af geopolitik, som i øjeblikket har bragt os på randen af atomkrig, og det vanvid som ingen steder kommer tydeligere til udtryk end i den militærdoktrin, der ligger bag manøvren “Global Lightning”, som forudsætter en langvarig atomkrig – denne geopolitik må erstattes af en international sikkerhedsarkitektur, der garanterer sikkerhedsinteresserne for alle nationer på jorden, herunder Rusland og Kina samt udviklingslandene.

Konfucius tilskrives den idé, at det første, der skal til for at løse et problem, er at bringe orden i begreberne, for hvis begreberne er i uorden, fører det til misforståelser, som fører til skænderier, som fører til rystelse af statens fundament, og der kan ikke være nogen harmoni i verden. Derfor er det en af de mest presserende opgaver at klarlægge forskellen mellem den historiske sandhed om, hvad der er sket i løbet af de sidste godt 30 år, siden Sovjetunionens opløsning, og den officielle “beretning “, der fortælles i de vestlige mainstream-medier, og faktisk i disse dage nu på sikkerhedskonferencen i München, hvor en bred repræsentation af eliten i NATO-fraktionen er til stede. Og hvor det ser ud til, at udenrigsminister Tony Blinken og den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock synes at være to alen ud af et stykke – hvilket er et forbløffende skuespil.

Disse kræfters officielle linje er, at Putin er aggressoren, at Rusland er det eneste land, der har ændret grænserne i Europa i efterkrigstiden med magt, nemlig på Krim, og at den eneste relevante kamp er mellem de liberale demokratier og de aggressive, autokratiske stater, at NATO aldrig har gjort noget forkert, og at Rusland nægter suveræne lande som Ukraine retten til at vælge den alliance, de ønsker at være en del af. Det sidste, disse medier og politikere ønsker, er en præcis undersøgelse af, hvordan denne nuværende situation er opstået.

Men at tingene sættes på plads, er en uomgængelig forudsætning for at nå frem til en positiv løsning på den nuværende situation. Sovjetunionens sammenbrud betød ikke den vestlige liberale models overlegenhed. Det kollapsede af præcis de årsager, som Lyndon LaRouche identificerede i 1984, nemlig dets tilslutning til Ogarkov-doktrinen, afvisningen af at acceptere præsident Reagans tilbud om at samarbejde om det, der senere blev kaldt det Strategiske Forsvarsinitiativ (SDI), som min afdøde mand Lyndon LaRouche var ophavsmand til, og fastholdelsen af principperne for det, som den sovjetiske økonom Preobrazhensky havde betegnet som “primitiv social akkumulation”. Pave Johannes Paul II advarede dengang eftertrykkeligt om, at Vesten ikke skulle drage den konklusion, at de var moralsk overlegne, og som bevis herpå pegede han på udviklingssektorens tilstand, der var fattig og underudviklet, som et biprodukt af det vestlige liberale system.

I denne periode mellem Berlinmurens fald og Warszawa-pagtens opløsning, var der en reel chance for noget helt nyt: Kommunismen var forsvundet, Vesten havde ikke længere nogen fjende, og Lyndon LaRouche og hans bevægelse havde først foreslået den produktive trekant, Paris-Berlin-Wien, og derefter, efter Sovjetunionens sammenbrud, Den eurasiske Landbro som grundlag for skabelsen af en fredsordning for det 21. århundrede.

Den tidligere amerikanske ambassadør i Moskva, Jack Matlock, har gentagne gange eftertrykkeligt hævdet, at Sovjetunionen ikke udgjorde nogen trussel i de sidste år af sin eksistens, og at Den kolde Krig ikke sluttede med Sovjetunionen, men at den faktisk var slut to år tidligere, fordi Gorbatjov havde accepteret en demokratisering af Østeuropa og forskellige interne reformer, hvilket en stor del af den russiske befolkning hadede ham for, og betragtede ham som en forræder, i modsætning til folk i Vesten og især i Tyskland, som i store folkemængder råbte: “Gorby! Gorby! Gorby!”

Argumentet om at der aldrig blev givet noget løfte til Rusland om, at NATO ikke ville udvide sig mod øst er en åbenlys løgn, som er blevet afsløret af samtidige vidner såsom Matlock. Der foreligger en diskussion af den daværende amerikanske udenrigsminister, James Baker III, den 9. februar 1990, hvor han bekræftede over for Gorbatjov, at NATO “ikke ville rykke en tomme mod øst”. Og for ganske nylig, på spektakulær vis, af Roland Dumas, den daværende franske udenrigsminister. Tydeligvis, på grund af den akutte krigsfare, brød han for fem dage siden sin mangeårige tavshed og vidnede i et langt interview med den franske hjemmeside “Les Crises” om det, han havde fortalt vores franske repræsentant, Jacques Cheminade, privat, allerede tre år forinden: at der dengang var en meget vigtig forhandling om nedrustning og demilitarisering af Warszawa-pagten i gang.

Dumas sagde: “og diskussionen begyndte således. Det var den russiske diplomat som via Gorbatjov, men også via den russiske udenrigsminister, Sjevardnadze, bad om ordet, og som sagde: “Vi, den russiske delegation, vil gerne vide, hvad der kommer til at ske med NATO’s bevæbning i forbindelse med nedrustningen? Og vi kræver,” jeg husker det tydeligt; han var formel, “at de allierede tropper overholder to forpligtelser”. Den første, hvor han var meget sentimental, er den der vedrører bevarelsen af monumenter i alle de sovjetiske lande, til minde om den sovjetiske hærs ære. Den anden er, at der skal være en forpligtelse for Warszawa-pagtens og NATO’s tropper, og at der ikke må ske nogen forskydning af NATO-tropper i de områder af Sovjet-pagten, der skal afvæbnes.” Og på spørgsmålet om hvorfor det ikke blev nedfældet i de egentlige traktater, sagde han: “Det blev ikke nævnt. Det vil sige, at folk, så påpasselige som amerikanerne, folk i Atlant-alliancen, vi anmodede ikke om, at det blev nedskrevet. Det er muligt, men i forhold til karakteren af den generelle diskussion, det vil sige et forsøg på at afvæbne for at gøre en ende på truslen om krig, for det var det der betød noget, og for at forberede en anden periode i forbindelse med en tid, som var nedrustning, var det logisk.

“Så denne diskussion fandt sted: Den fandt først og fremmest sted, fordi russerne bad om det, fordi vi støttede det – først mig selv, og ligeledes amerikanerne, og naturligvis tyskerne.”

Jack Matlock understreger, at løftet om at selv før Sovjetunionens afslutning, var det almindeligt accepteret, at sikkerhed måtte betyde sikkerhed for alle, og at der var et argument, hvor Gorbatjov retfærdiggjorde en reduktion af oprustningen af det sovjetiske militær. Matlock fortæller også, at præsident Bush senior i en af sine sidste taler i Kiev, da der stadig var et Sovjetunionen, rådede ukrainerne til, at de burde tilslutte sig Gorbatjovs frivillige føderation, som han foreslog, og han advarede ukrainerne mod “selvmorderisk nationalisme”.

Lad os se videoen fra den tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher, som bekræftede dette meget tydeligt.

FORTÆLLER: Til gengæld for tysk enhed lovede Vesten at undlade at lade NATO rykke længere mod øst. I Washington afgiver den daværende udenrigsminister vidtrækkende løfter.

HANS DIETRICH GENSCHER: Vi blev enige om, at det ikke er hensigten at udvide NATO’s forsvarsområde mod øst. Det gælder i øvrigt ikke kun med hensyn til D.D.R. [Østtyskland], som vi ikke ønsker at indlemme der, men det gælder helt generelt.

[skærmvisning – “1999”: Videoen viser udenrigsminister Madeleine Albright og tre udenrigsministre på et podium. Bag dem ses USA’s, NATO’s og andre flag.]

FORTÆLLER: Et kortvarigt løfte. De første østeuropæiske lande bliver optaget i NATO. Udenrigsminister Madeleine Albright stråler, da hun omfavner sine kolleger fra Polen, Tjekkiet og Ungarn. Et truende greb set fra Moskvas synspunkt. Men de er for svage til at reagere. [slut video]

ZEPP-LAROUCHE: Så, man har Dumas, Genscher, Matlock, som alle bekræfter, at disse løfter blev aftalt, og som klart modsiger den officielle erklæring om, at sådanne løfter aldrig blev afgivet, hvilket NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, altid gentager.

Så sent som i dag rapporterer Spiegel Magazine i Tyskland om et nyligt fremkommet, tidligere hemmeligt, klassificeret dokument i det britiske nationalarkiv, som blev opdaget af den amerikanske politolog Joshua Shifrinson, om et møde mellem de politiske ansvarlige for udenrigsministerierne i USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland i Bonn den 6. marts 1991. I dokumentet står der, at alle var enige om, at et NATO-medlemskab for de østeuropæiske lande ville være uacceptabelt. Jürgen Chrobog, repræsentant fra Bonn, citeres: “At en udvidelse af NATO hinsides Elben ville være uacceptabel. Derfor bør Polen og de andre lande ikke tilbydes NATO-medlemskab.”

USA’s repræsentant på dette møde, Raymond Seitz, var enig i, at de under 2+4-samtalerne havde lovet Sovjetunionen, at NATO ikke ville udvide formelt eller uformelt mod øst.

Spiegel påpeger, at russerne allerede i 1993, længe før Putin, klagede over, at en udvidelse af NATO mod øst ville krænke ånden i 2+4-samtalerne. Det blev ikke skrevet ned, men begge parter handlede i 1990 i god tro, noget, som tilsyneladende er [gået] helt tabt.

Allerede dengang blev den gode tro imidlertid ikke delt af alle. I stedet for et nyt system, der ville yde sikkerhed for alle, hvilket også kunne have omfattet Ruslands optagelse i NATO, startede de neokonservative i USA og deres britiske kolleger “Projektet for et Nyt amerikansk Århundrede”, som var et initiativ til at opbygge en unipolær verden. Den irrationelle opstemthed overtog ikke kun markederne, som Alan Greenspan bemærkede på et tidspunkt i 90’erne, men det var euforien over, at det vestlige liberale system havde “vundet” Den kolde Krig, som blev den fortælling, der erstattede den historiske kendsgerning.

Francis Fukuyamas tåbelige og fuldstændig grundløse, forkerte argument om historiens afslutning, som betød, at det liberale demokrati ville brede sig til alle lande på verdensplan, begyndte at lægge et røgslør over de vestlige etablissementers tankegang. Måden, hvorpå denne unipolære verden skulle oprettes, var imidlertid ikke så smuk. Farverevolutioner – orange, rosa, hvide, gule, arabiske – næsten hele regnbuens spektrum – blev støttet med milliarder af dollars: 5 milliarder dollars til Ukraine alene, til NGO’ere, før 2014, som Victoria Nuland åbenlyst pralede med. Det omfattede støtte til et kup i Kiev i 2014, som bragte offentligt bekendende nazistiske kræfter i Stepan Banderas tradition til magten; netværk, som var blevet opretholdt af NATO’s efterretningstjenester i organisationer som den Anti-Bolsjevikiske Blok af Nationer i efterkrigstiden med henblik på en potentiel konfrontation med Sovjetunionen.

“Så disse efterretningstjenester vidste præcis, hvem der udførte kuppet på Maidan. Det var som en reaktion på den brutale undertrykkelse af den russisktalende befolkning i Ukraine, at folk på Krim ved en folkeafstemning stemte for at de ønskede at tilslutte sig Rusland, så der var ingen tvungen ændring af Krims grænser.”

Naturligvis skulle FN-pagten og folkeretten i denne proces erstattes af en “regelbaseret orden”. Dette skete med omfattende støtte fra Tony Blair, som i 1999 i Chicago argumenterede for humanitære interventionistiske krige, “retten til at beskytte”: at man måtte erklære afslutningen på den Westfalske Fred.

Omstændighederne omkring den 11. september, som Lyndon LaRouche havde advaret om ni måneder før det skete, som en “Reichstagsbrand”, der var ved at ske, hvilket eliminerede en betydelig del af borgerrettighederne i USA og dannede grundlaget for de endeløse krige, begyndende med Afghanistan – den første krig baseret på løgne. Det der fulgte, var Colin Powells løgne over for FN i 2003 om masseødelæggelsesvåben i Irak, efterfulgt af krigene i Libyen med mordet på Gaddafi, forsøget på at vælte Assad-regeringen i Syrien og direkte og indirekte talrige andre militære operationer: Resultatet var millioner af døde og sårede og millioner af flygtninge.

Var alt dette i USA’s eller Vestens interesse i almindelighed?

Resultatet var et gigantisk tilbageslag. Putin, som i de første år af sit præsidentembede havde mange beundrere i Vesten, blev i stigende grad upopulær hos arkitekterne af den unipolære verden, fordi han ikke underkastede sig den “regelbaserede orden”. Han begyndte at genrejse Ruslands rolle som en aktør i verden. I 2008 i Georgien og i 2015 i Syrien og nu for nylig ved at kræve, at NATO’s ekspansion mod øst ikke blot stoppes, men også tilbageføres til 1997-status, og ved at kræve skriftlige, juridisk bindende garantier fra USA og NATO om, at Ukraine aldrig bliver medlem, at der ikke må være offensive våbensystemer langs den russiske grænse, og at NATO ikke rykker længere mod øst.

Hvis man ser på de sidste 30 års historie, er dette faktisk et ganske beskedent krav. Også i lyset af, at Ukraine ikke opfylder kravene i NATO-traktatens artikel 5 og 10, som general Kujat, den tidligere stabschef for Bundeswehr, korrekt hævder.

I mellemtiden har et andet udslag af modstand mod den “regelbaserede orden” fået en fremtrædende plads. Kina, som havde sin egen plan for en eurasisk landbro, reagerede meget positivt på de programmer, som Schiller Instituttet foreslog for en ny silkevej, men som i første omgang mislykkedes. Det var for økonomisk svagt til at gennemføre disse planer efter den såkaldte “Asien-krise” i 1997, hvor nogle asiatiske landes valutaer blev brutalt spekuleret i sænk af folk som Soros, der på en uge frarøvede landene det, som deres befolkninger havde oparbejdet i årtier.

Kinas reaktion på denne hændelse og de overordnede mål om fattigdomsbekæmpelse i hele verden var præsident Xi Jinpings bekendtgørelse af Den nye Silkevej i 2013 i Kasakhstan. Dette uden sammenligning største infrastrukturprojekt i historien er blevet en omfattende succeshistorie med næsten 150 involverede lande. Men især Kinas fortsatte økonomiske fremgang som lokomotivet i Bælte- og Vej-Initiativet fik fortalerne for den unipolære verden og deres finansfolk i City of London, Wall Street og Silicon Valley til i stigende grad at karakterisere Rusland og Kina som “autokratiske”, “autoritære” og værre ting.

Disse angreb havde som forventet den følgevirkning, der var et mareridt for folk som Zbigniew Brzezinski, Dick Cheney og beslægtede, nemlig at disse to lande – Rusland og Kina – har skabt et partnerskab uden fortilfælde. Den 4. februar, i begyndelsen af de Olympiske Vinterlege i Beijing, underskrev præsident Putin og præsident Xi Jinping et dokument om et omfattende strategisk partnerskab, som ifølge deres egne beskrivelser udgør en model for de fremtidige internationale forbindelser mellem nationer, der vil være baseret på gensidig hensyntagen til den andens interesser inden for det fulde spektrum af økonomiske, politiske, kulturelle og militære områder. [http://en.kremlin.ru/supplement/5770]

Denne aftale har formelt sat en stopper for ideen om en unipolær verden. Det er en historisk kendsgerning, der er kommet for at blive, ikke mindst fordi den kombinerer Ruslands marginale militære overlegenhed med den kinesiske økonomis styrke, og i praksis indebærer det, at den slags trusler, som blev fremsat af de to unavngivne embedsmænd fra Det Hvide Hus, om at USA i tilfælde af en invasion af Ukraine ville forhindre Rusland i at diversificere fra olie og gas og nægte det adgang til avancerede teknologier. Aftalen mellem Kina og Rusland har gjort denne trussel forældet.

Det er nu på tide, at alle klart tænkende og fredselskende mennesker i Vesten genovervejer den strategiske og historiske situation uden fordomme eller ideologiske tilbøjeligheder. Hvis menneskeheden skal have en sikker og lykkelig fremtid, må vi opgive den geopolitiske tankegang i form af konfrontation og erstatte den med en plan for samarbejde mellem alle nationer med henblik på en fælles fremtid for menneskeheden. For det er hvad vi har, på godt og ondt.

Det er på høje tid at erklære NATO for forældet og erstatte det med en international sikkerhedsarkitektur, som garanterer sikkerhedsinteresserne for alle nationer på planeten. I stedet for at behandle det nye omfattende partnerskab mellem Rusland og Kina som en fjendtlig sammenslutning, der skal bekæmpes med et nyt våbenkapløb, bør Europas, USA’s og andre kontinenters nationer signalere, at de er villige til at indgå i en ny ”westfalsk” fredsforhandling, som vil være baseret på den andens interesser og alles fælles bedste. Det stod klart for de kræfter, der forhandlede denne traktat fra 1644-1648, at der ikke kunne være nogen vinder i fortsættelsen af Trediveårskrigen, som i virkeligheden var kulminationen på 150 års religionskrig i Europa, hvor en tredjedel af befolkningen og værdierne var blevet ødelagt.

I dag ville det være så meget mere klart for alle parter, at en fortsættelse af konfrontationen, herunder truslen om atomar udryddelse af hele menneskeslægten, ikke vil efterlade nogen som vinder.

En sådan ny Westfalsk Traktat må være baseret på principper, som er i overensstemmelse med naturloven og lovmæssigheden i det fysiske univers. Den skal afspejle skønheden i den menneskelige art, som er den eneste hidtil kendte art, der er udstyret med kreativ fornuft, hvilket adskiller os fra alle dyr og andre former for liv. Naturligvis skal den nye Vestfalske Traktat ligesom den oprindelige Vestfalske Fred omhandle alle specifikke emner som Minsk II-aftalerne og andre territoriale knaster, men også vor tids store udfordringer som f.eks. et globalt sundhedssystem til bekæmpelse af pandemier, afhjælpning af den globale hungersnød af bibelske dimensioner, som [den administrerende direktør for FN’s Verdensfødevareprogram ] David Beasley taler om, afhjælpning af fattigdom i hele verden og andre anliggender, der vedrører hele menneskehedens fælles bedste.

Den umiddelbare opgave, der ligger foran os, er at organisere alle landes samarbejde med projekter i Bælte- og Vej-initiativet, som allerede er beskrevet meget mere detaljeret i den rapport, vi offentliggjorde i 2014: “Den nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen”, en omfattende plan for udvikling og integration af alle klodens kontinenter. Den skal tage fat på den umiddelbare fare for et systemisk sammenbrud af det transatlantiske finanssystem, som de Fire Love, der blev udformet af Lyndon LaRouche for mange år siden, er den tilgængelige løsning på. (https://larouchepub.com/lar/2014/4124four_laws.html) Og den skal definere de områder, hvor der er brug for et nødvendigt internationalt samarbejde, såsom den hurtigst mulige realisering af en ny økonomisk platform baseret på termonuklear fusionsenergi, for at opnå energi- og råvaresikkerhed for alle nationer. Den skal definere fredeligt samarbejde inden for rumforskning, rumfart og kolonisering af rummet.

Vi er den kreative art, og det er nu det rette tidspunkt i vores historie til at bevise det.

Et sidste punkt. Hvis man sammenligner den Westfalske Freds succes med Versailles-traktatens totale fiasko, som ikke tog hensyn til alle deltagende parters interesser, men blot udgjorde optakten til den næste verdenskrig, så burde det være indlysende, at princippet om alle nationers suverænitet, forenet af et højere mål om én menneskehed, skal opretholdes.

Vi bør derfor vende tilbage til ånden fra Berlinmurens fald, som kunne have været en “menneskehedens stjernestund” (på tysk eine Sternstunde der Menschheit), og potentialet i 2+4-aftalen, som ikke blot var en egentlig fredstraktat, der afsluttede efterkrigstiden og teoretisk set etablerede den tyske suverænitet, men som alle ved, er denne suverænitet som følge af den ovenfor beskrevne udvikling aldrig kommet til udtryk i tyskernes bevidsthed, hvor ordet “suverænitet”, i modsætning til Frankrig, hvor suverænisterne er i flertal, ikke engang er kendt af den gennemsnitlige borger i Tyskland. Det skal der også rettes op på og gøres noget ved.

Så lad os vende dette yderst farlige øjeblik til en chance for at skabe en ny æra for menneskeheden. Lad os skabe en ægte “menneskehedens stjernestund”, som er den udødelige art værdig, som vi er skabt til at være.

Mange tak.




Helga Zepp-LaRouche webcast:
Den historiske sandhed kommer frem, den transatlantiske krigspropagandamaskine får et slag

Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche den 16. februar 2022

Selv om den strategiske situation omkring Rusland og NATO fortsat er yderst farlig, udtalte Helga Zepp-LaRouche i dag, at der er sket en ændring. Det lykkedes Putin at fremprovokere en diskussion om Ruslands sikkerhedsbekymringer, idet han effektivt argumenterede for, at en nation eller blok af nationer ikke må forbedre dens sikkerhed på bekostning af andre.  Hun bemærkede fremadrettet bevægelse ved mødet mellem den tyske kansler Scholz og præsident Putin, selv om de transatlantiske krigshøge bliver ved med at insistere på, at Rusland kan invadere Ukraine “når som helst”. 

Idet LaRouche orienterede om en meddelelse fra den ukrainske statskvinde Natalia Vitrenko, sagde hun, at situationen i Ukraine fortsat er meget kompliceret, men at muligheden for en Minsk-2-aftale, som en del af en bredere Helsinki 2.0-diskussion kan muliggøre en ændring, hvor Ukraine bliver en bro mellem øst og vest i stedet for en krigszone. 

Det er bemærkelsesværdigt, at deltagerne i drøftelserne i slutningen af Den kolde Krig, den tidligere franske udenrigsminister Roland Dumas og den tidligere amerikanske ambassadør i Rusland Jack Matlock, offentligt har grebet ind for at “sætte tingene på plads” med hensyn til krisens oprindelse, dvs. det brudte løfte fra Vesten om, at der ikke vil ske nogen udvidelse af NATO mod øst, hvilket afslører den historiske sandhed i modsætning til de løgnagtige fortællinger, der kommer fra den transatlantiske side.

Hun opfordrede alle seere til at mobilisere så mange mennesker som muligt til at se Schiller Instituttets konference denne lørdag den 19. februar, så det bliver klart, at der er et alternativ til det økonomiske sammenbrud, der ligger bag krigskampagnen, og det er det unikke sæt af løsninger, som Lyndon LaRouche har frembragt.




Schiller Instituttets konference på lørdag: “100 sekunder til midnat”

Den 15. februar (EIRNS) – Mens der vil ske flere skift i det internationale politiske terræn i de næste 72 timer, vil lørdagens konference i Schiller Instituttet, “100 sekunder til midnat på dommedagsuret: Vi har brug for en ny sikkerhedsarkitektur!” inddrage disse momentane skift af det taktiske landskab. Som grundlæggeren af {Executive Intelligence Review}, Lyndon LaRouche, engang i en anden, men sammenlignelig situation bemærkede: “Verden er gået ind i en overgangsperiode, hvor gamle metoder med hensyn til vurdering og orientering er ubrugelige, og endog modstridende, for den konkrete vurdering af de fleste af de nye fænomener i den strategiske og nationalt-taktiske udvikling. Af denne grund er meget få personer i verden … intellektuelt oplært til at forstå de processer, som vil være afgørende for udfaldet af nogle af de nærmeste uger og måneder, der ligger umiddelbart foran os.”

Der vil uden tvivl dukke modstridende historier op i de kommende timer og dage – forudsat at der {er} kommende timer og dage – om, hvad der sker eller vil ske i de forskellige forhandlinger, der involverer Tyskland, Frankrig, Ukraine, USA og Rusland. {EIR} vil forsøge, ikke blot at “formidle nyhederne”, men snarere at gribe ind i den aktuelle historie og fremme den, ved hjælp af en metode til statskunst baseret på LaRouches fire love for fysisk økonomi, som undertiden kort og godt kaldes ” modsætningernes sammenfald “. Denne metode til politisk beslutningstagning, som LaRouche og Helga Zepp-LaRouche forfægter, ses i strategiske løsningsforslag som “Operation Ibn Sina”, der for nylig blev præsenteret i det netop udsendte fælles forum mellem Schiller Instituttet og Russian International Affairs Council (RIAC), “Den humanitære krise i Afghanistan: På vej til en langsigtet løsning”. https://schillerinstitut.dk/si/2022/02/faelles-videokonference-raadet-for-internationale-anliggender-i-rusland-og-schiller-instituttet-torsdag-den-10-februar-kl-14/

Metoden indebærer, at man tager udgangspunkt i verdens behov som helhed – fødevarer, rent vand, sanitet, boliger, sundhedspleje og uddannelse – og udtænker nationale politikker og praksis, der resulterer i en vellykket skabelse af en teknologisk avanceret global platform, som kommer flest mulige verdensborgere til gode, hvilket øger planetens potentielle relative befolkningstæthed. 

Krig, især forebyggende krig, der blev fordømt ved Nürnberg-processerne som en forbrydelse mod menneskeheden, er i modstrid med menneskehedens og dens efterkommeres generelle velfærd. Uanset oprindelsen, bør den rovdyragtige opfattelse, at “det grundlæggende organisationsprincip i samfundet er krig”, ikke på noget tidspunkt få lov til at blive “organisationsprincippet” for USA’s udenrigspolitik. Et britisk domineret USA, en uacceptabel omstændighed, som eftertrykkeligt har været fremherskende siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991, må erstattes af et borgerskab, der genetablerer denne nations sande identitet, ved at tilstræbe et samarbejde med Rusland, Kina, Indien og andre nationer, baseret på Den amerikanske Frihedskrigs oprindelige regeringsdokumenter, herunder Hamiltons Fire betænkninger om Økonomi, som Lyndon LaRouche har fremført i sit forslag om de Fire Love. 

Den tidligere franske minister Roland Dumas, som var en central figur i forhandlingerne mellem NATO og Sovjetunionen efter 1989, har i sit seneste Les Crises-interview, som kan ses på Youtube, ikke efterladt nogen tvivl om, at han, James Baker og andre vestlige repræsentanter faktisk havde lovet Rusland, at NATO ikke ville udvides mod øst: 

“I realiteten indså vi – Gorbatjov, præsident Mitterrand og jeg selv, på det tidspunkt – at der ikke var nogen fredsaftale, der kunne afslutte krigen med Tyskland, og at det derfor var nødvendigt at gøre en ende på denne ustabile situation. Det er grunden til, at vi sammen med min ven Hans-Dietrich Genscher, den tyske udenrigsminister, udarbejdede en plan for at indlede forhandlinger om alle de mangler der var, eftersom der ikke var indgået nogen fredstraktat…. Vi havde møder i London, møder i Paris og til sidst i Moskva for at få den sidste del af den globale aftale på plads i nærværelse af Gorbatjov….” Hvad angår den senere diskussion om disponeringen af NATO-styrkerne efter en tilbagetrækning af Warszawa-pagten fra Centraleuropa, berettede Dumas: “Udenrigsministeren (Shevernadze) tog ordet og sagde: “Vi, den russiske delegation, ønsker at vide, hvad der vil ske med NATO’s oprustning som en del af nedrustningen.” Dumas sagde, at den russiske delegation fremsatte to krav. For det første, at monumenterne for de sovjetiske soldater, der kæmpede mod fascismen under Anden Verdenskrig, skal bevares og respekteres. “For det andet, at tropper fra både Warszawa-pagten og NATO forpligter sig til, at der ikke vil ske bevægelse af NATO-tropper ind i de områder af Warszawa-pagten, der var ved at blive afvæbnet…. Gorbatjov talte, Sjevardnadze talte, jeg talte. Og jeg fremsatte idéen om, at [NATO’s militære] styrker ikke må bevæge sig ind i tidligere militariserede områder.” Dumas erklærede, at amerikanerne og tyskerne var enige i dette. “Før [den tyske udenrigsminister] Genscher døde, spurgte jeg ham, om han huskede denne diskussion. Han svarede; ‘perfekt’.” 

På topmødet på Malta den 3. december 1989, mindre end en måned efter Berlinmurens fald, havde Bush og Gorbatjov “erklæret Den kolde Krigs ophør”. Der skulle ikke ske nogen udvidelse mod øst. Altså, NATO blev udvidet fra 15 nationer i 1989 til 30 nationer, og i strid med dette tidligere løfte forsøger at gøre Ukraine til nr. 31, klar ved den russiske grænse, hvor muligheden for en strategisk fejlvurdering, der fører til total krig, er større end på noget tidspunkt siden – og måske inklusive – Cuba-krisen i 1962. 

Formålet med tidsskriftet {Executive Intelligence Review} og den særlige metode, som LaRouche skabte, for at oplyse om den vurderende proces for indsamling af efterretninger, som han ønskede af sine medarbejdere, er at tilskynde til at alle “selvindlysende” antagelser, der styrer borgerens “daglige” tænkning, fjernes og erstattes af en metode til at formulere den nødvendige politik, programmer og samarbejde for at sikre alles varige overlevelse og velstand. Dette er essensen af en fornuftig økonomisk politik, og derfor også en fornuftig sikkerhedspolitik. At diskutere denne metode og foreslå en sådan ny sikkerhedsarkitektur er formålet med lørdagens konference, som alle tilhængere af sandheden bør deltage i.

Indsat billede: Khwanchai Phantong, Pexels




Lyndon LaRouches økonomisk udviklingsvidenskab i anledning af 3 årsdagen for sin død

En tale af Renée Sigerson ved en videokonference den 12. februar 2022:

I was somewhat surprised, because as Dennis indicated, this was not my particular field of collaboration with Lyndon LaRouche, although I did help on some of the economics projects back in the 1980s. I was sort of curious, but I decided that rather than bothering him about why he asked me to do this, to simply agree to walk with him on what is really this sacred ground. I think for all of us who knew Lyn throughout these years, what he instilled within us as the knowledge of what real economic policy is, was the most profound transformative experience that a human being can possibly imagine going through. Having done that, it really becomes under these circumstances to speak about this, a sacred subject.

It’s also the case that everything we do on behalf of disseminating LaRouche’s work on economics impacts the battle we are at this moment waging for solutions to the existential world crisis. LaRouche’s work on economic forecasting was not about betting on the outcome of events, as has become epidemic in today’s culture; but rather, towards pointing mankind in the direction of what he named “successful survival” from one generation to the next.

In 2005, LaRouche stated in an EIR feature entitled “From Kant to Riemann: The Shape of Empty Space”:

“The ability to predict, or, better said, forecast the physical outcome of man’s behavior, is a subject of a higher, more rigorous form of psychology, and of the social psychology of the sovereign individual mind. This idea of”predicting,” as is the presently customary intention expressed by the use of the word, implies a profoundly incompetent view of man’s role and capabilities within organization of the universe. At best, we can foresee certain important consequences of our decisions, or lack of decision. At best, we can foresee the nature of our obligation to warn our fellows, and to act ourselves in ways which correspond to the problem which we can foresee as probable, even almost certain….

“All attempted prediction, or forecast, of social phenomena, such as economic developments, is essentially … a subject of what might be termed the science of physical psychology: mankind’s relative power of mind within, and over, what is regarded as the physical universe. Therefore, we must think of physical psychology as the kernel of the social psychology of the truly sane individual mind.”

So here we already have presentation of the idea of the individual mind. That individual’s relationship to all of humanity, and of humanity’s relationship to the totality of the universe. This is the domain of real economics, as underlined by Helga’s organizing of the Thursday debate, which involved high-level Russian and U.S. officials grappling with how to end the genocide in Afghanistan and launch an economic development strategy that can help to turn the world at large away from general war. This is exactly the battleground on which Lyn’s discoveries in economics are breaking new ground. In fighting for his approach to economics, we are addressing the development of humanity by addressing the mindset of the individuals who lead society and who are thereby defending the sacred of every individual to develop their God-given creative potential.

When LaRouche began to found a movement around his ideas, roughly in the period from 1968-71, he rapidly came to identified as the most fierce critic and opponent of the academic schools of economics, all of which—both left-wing and right-wing—were advocates of what they called monetarism. That is, all the university economics in the United States and most of the trans-Atlantic world, typified by names such as Milton Friedman of the University of Chicago, or John Maynard Keynes of the London School of Economics, had become under British imperial influence, a cult which fixated on the circulation of money and the fluctuation of money prices as the source of economic activity and the root of some kind of mysterious growth.

LaRouche was fierce in his denunciation of this ideology, which he rigorously demonstrated was a justification for imperial policies of genocide, both globally and within the United States itself. In countering this British game with his work on scientific physical economy in the 1970s, LaRouche triggered a rediscovery of the American System of economics, a name originally adopted in the 19th Century to contrast the American method of Hamilton, Quincy Adams, Lincoln, etc. to the British imperial system. The American System, having been developed from the threads of progress created by the European Renaissance through Kepler, through Leibniz, to the discoveries in economic policy design led by Alexander Hamilton. After the World Wars I and II, nearly all knowledge of the American System of economics, which combined concepts of physical economy to the idea of sovereign credit—which is not the same thing as money—had been buried in propaganda about the U.S. special relationship to Britain and habits of consumerism that horribly corrupted the U.S. political leadership.

Through the influence of the military-industrial complex, and the effects of Kennedy assassinations of the 1960s, not just the memory, but the impulse to think in terms of the principles of physical economy had virtually disappeared. LaRouche did not simply revive past knowledge; he developed the cutting edge of a new fundamental discovery in economic forecasting, which is the preparation for economic development and design. Which cut at the very core of the imperial design which uses fetishes about money and popular opinion to lower the level of mental functioning of thinking within populations. The power of LaRouche’s criticism of monetarism rose from this groundbreaking work on economic forecasting.

As he often highlighted, Lyn’s fundamental breakthrough in developing a method of economic forecasting occurred in the period of 1948-52. His relentless work to that end included intensive study of areas of knowledge ignored by so-called economists. That is, LaRouche connected his work on physical economy and how it is planned in such a way as to succeed in practice, he connected this work to studies of Classical art—that is, music, poetry, and painting, which all address the functional level of the human mind. And as Helga always emphasizes, of human emotions. As well as investigating a form of mathematics developed by the 19th Century scientist Bernhard Riemann, which had served as a companion to Riemann’s work in physics. If there are two people who Lyndon frequently spoke of as critical to his fundamental discovery in economics, most mentioned were the composer Ludwig von Beethoven, who we will discuss in detail in the future, and the other was the physicist Bernhard Riemann.

Riemann’s breakthroughs in economics had emerged as one of the stunning effects of a rebirth of a cultural renaissance that centered around the German-speaking area of Europe during the same time as the American Revolution. Riemann’s outlook on mathematics as the companion to scientific advances in man’s knowledge of the physical universe, was a break with the imperial outlook of the imperial system’s chief ideologues—characters such as Sir Isaac Newton or John Locke and David Hume. For LaRouche, work on physical economy and the ability of mankind to consciously create expanding economies that can support and improve the living standards of growing populations, Riemann’s approach to complex physical processes was invaluable. In fact, an economy is a complex physical process, bringing together a vast array of different components that if they interact, are also continuously changing. How, in fact, can this process be measured to see if it is going in the right direction? This is an old question in astrophysics and even in engineering, which is a serious question. How do you measure something which is moving and changing as you are working with it?

The financial centers have always insisted that this problem, as it relates to what is called economy, should be left to the magic of the marketplace. The imperial monetarists have always argued that to know through science and technology how to increase the output or the productivity of the economy is merely a question of wishful thinking. And the greatest problem economies face is that there are too many people. This is a very old idea that there are too many people. The root of this very sick idea is also very old. It goes back to ancient times, but still grips the corridors of universities and media with all kinds of exotic and mystical explanations tossed in. Most recently, the carbon hoax in order to sell this cultural insanity.

In forming his political movement, LaRouche countered that it was time to discard this genocidal ideology, and to get serious about mastering the principles of scientific and technological progress which pave the way for physical growth of the economy and increases in prosperity for all. Riemann was an invaluable companion in the fight LaRouche launched, and we will look in a moment to an example of how their work came together.

LaRouche became famous in the period from 1968 to 1971 because he was the only economist in the United States who forecast that real estate speculation, the lack of investment in capital goods, the neglect of so-called Third World economies, and interference from the Bank of England were leading to a collapse of the U.S. dollar. When Nixon devalued the dollar in May of 1971, and then ended the fixed exchange rate system known as Bretton Woods on August 15th of that year, overnight LaRouche became the center of tremendous controversy and our organization exploded in recruitment. An earlier 1956-7 forecast of a serious U.S. recession triggered by the postwar consumer credit bubble, including in automobile purchases, had been proven accurate, had gotten LaRouche into political trouble, but was less well known. The two forecasts—1956 and 1968-71—convinced LaRouche that his method of economic analysis worked, and was a vital approach that had to be disseminated for the survival of mankind.

Around 1975, LaRouche’s work became renowned internationally as he launched an international campaign to replace the monetarist and genocidal policies of the International Monetary Fund with the founding of an International Development Bank. Dozens of underdeveloped nations around the world backed LaRouche in this endeavor.

In the 1980s, while working with the Reagan administration in the development of the Strategic Defense Initiative, a spin-off of his work on physical economy, LaRouche commissioned associates to produce a sequence of reports demonstrating the effectiveness of what he named the LaRouche-Riemann economic forecasting method. LaRouche’s ability to recognize the potential for war avoidance in the development of defensive high-energy laser devices was a spin-off of his recognition of the importance of Riemann’s work. During this time in 1982, LaRouche produced a two-part article entitled, “What Is an Economic Shockwave?” It was published in the Executive Intelligence Review and examined the implications for economic policymaking of Bernhard Riemann’s discoveries relative to what were called “hydro-dynamic shockwaves.” Physical shockwaves are complex processes which can be seen in something as ordinary as a crest at the top of an ocean wave; but which Riemann recognized were relevant to many more physical processes. Riemann hypothesized that such examinations of shockwaves would lead potentially to discoveries in the atomic domain, which was still completely invisible in his lifetime. Riemann’s ideas on this matter arose before the work on the atom by such people as Albert Einstein and Max Planck. And his hypotheses were proven later to be right. For example, in an 1859 paper, Riemann anticipated that mankind would come to recognize the importance of sonic booms as an example of such simple shockwaves, such as that we see in the ocean. He outlined that concept before air flight, before man could fly in airplanes, which much later proved that he had been right when the airplanes were developed. Because the phenomenon he suggested, he had been able to discern and think about because it was already audible in thunder, but had never been explained.

In 1982, LaRouche wrote:

“In explaining sonic booms to children, for example, we point out that as an object moves through the atmosphere near the speed of sound, the air becomes very much like water in one respect; it become a relatively incompressible medium, relative to the movement of the body. We say, that as a result, the air behaves, in some significant respects as a hydrodynamic medium, generating the shock-wave we identify as the sonic boom cause by a supersonic aircraft’s flight or a supersonic bullet’s trajectory.

“So far, the whole matter might seem quite straightforward. Therefore, why should there have been any controversy among physicists concerning the conclusions projected by Riemann’s 1859 paper, in which the generation of such ‘sonic booms’ was first analyzed and predicted?

“During the 1890s, Lord Rayleigh, Bertrand Russell, and others insisted that Riemann’s physics was absurd. Rayleigh, in particular, insisted that ‘sonic booms’ could not exist. The reason for that hullabaloo is, that if Riemann’s physics is correct, if sonic booms are generated in such a fashion, then there exists a fundamental absurdity in the kinds of mathematical physics associated with figures such as Descartes, Newton, etc…. In other words, the kind of physics Riemann brought to bear upon his 1859 ‘shock-wave’ paper implies a different kind of universe than the Newton-Cauchy-Maxwell school insists to exist. The organization of the universe if not Newtonian, but is, rather hydrodynamic.

“It is my own chief contribution to scientific work to have discovered and demonstrated, beginning 1952, that the ordering of economic processes corresponds uniquely to the implications of Riemannian physics.” [https://larouchepub.com/eiw/public/1982/eirv09n47-19821207/eirv09n47-19821207_018-what_is_an_economic_shock_wave-lar.pdf]

This is really such a beautiful idea; it’s just really stunning and moving. So, I just want to note a bond so to speak between LaRouche and Riemann was that both were advocates of the early 18th Century scientist Leibniz, who in many respects was the man who triggered the 18th Century German cultural renaissance, but was also a very positive influence over the circles around Benjamin Franklin. LaRouche and Riemann were impassioned defenders of Leibniz’s idea that mankind, through the use of creative discovery, can unlock the necessary and sufficient reason, as Leibniz put it, for all physical effects in the universe. The oligarchical assembly of scientific hatchet men descending from Sir Isaac Newton and others, hated Leibniz, and never stopped denigrating his work to try to prevent mankind from making these discoveries.

During the 1980s, LaRouche’s associates published four economic forecasts, using a preliminary computerized version of the LaRouche-Riemann Method. The reports, accurately forecasted the early 1980s Federal Reserve-induced recession, plus created quite a stir when exposing how the Federal Reserve (surprise, surprise!) had launched a systematic falsification of the industrial output figures on the U.S. economy.

This work with Riemann and the discussion of shock waves was an embedded feature of how Lyndon LaRouche developed his economic development intervention after the Fall of the Berlin Wall. Since at other times, we had discussed in this forum LaRouche’s role in designing what Ronald Reagan named the Strategic Defense Initiative, we will simply reference that aspect. That work on the SDI was critical in the tectonic, shock-wave-like political shift in the global strategic situation, when the Berlin Wall came down in 1989.

As many of our listeners know, when that happened, LaRouche who had called for the Fall of the Wall a year earlier on U.S. television, was ready to seize the opportunity to the benefit of mankind, but was forced to do so while unjustly imprisoned through the machinations of the very corrupt permanent bureaucracy of the Department of Justice. Please keep in mind the initiative I am describing was designed by him while he was being held in prison as a result of a judicial frameup which it took us five years to physically liberate him from. We still need to win the battle for his exoneration, which the winning of that battle will serve, itself, as a tectonic political shock for the good, when that occurs. It will draw tremendous interest into LaRouche’s ideas.

Despite this intolerable situation, LaRouche communicated to Helga and others, his view of the economic policy approach required to ensure that the reunification of Germany would be beneficial to all of Europe, and mankind, and serve to usher in a new era of economic development.

The very first intervention LaRouche made into the economic development of Europe after the Fall of the Wall, was called “The Productive Triangle.” Here is a picture of a map run in 1992, while LaRouche was still in jail, illustrating the area of the Productive Triangle at that time, the most concentrated area in Europe, in industrial production, wedged between the capital cities of Berlin, Paris and Vienna. And you can see that darkened area is a kind of triangular shape that connects Berlin, Vienna and Paris, and it was an area about the concentration in productive potential and population, let’s say, the nation of Japan, and what’s the highest concentration of industrial capacity. And LaRouche’s idea was, this had to be expanded eastward, into Poland, to show that Germany had the best of intentions toward Poland—maybe a little bit difficult for Americans to fully understand how important that was at the time, as a concept. But then to show to the Soviet Union, which still existed when this was first introduced, that such good intention would also be extended to Moscow. And that this would be generated by building very modern, high-speed rail systems in that entire area, including the Productive Triangle itself, which needed a remake in its transportation systems; but into Eastern Europe as a conveyor belt for bringing much more advanced technologies into Eastern Europe, where the population was generally highly skilled and literate, but extremely poor.

While Lyn was incarcerated, our friends in Europe distributed millions of piece of literature, beginning in eastern Germany, but then in many languages extending into neighboring countries, as the Soviet system was unravelling. As Helga has often noted, the Schiller Institute organized hundreds of events to build a human thread of dialogue and collaboration between the united Germany, the best circles in Western Europe, and those in the East who had been cut off from contact for over two generations. There was a tremendously positive response in Eastern Europe to the idea of importing modern rail transport and higher-grade machine tools, to turn Eastern Europe into a workshop, for example, for industrialization of the third world.

Unfortunately, the bankers had a very different agenda for Eastern Europe, so the progress was slow, but the idea was out.

Please put up the second chart: LaRouche indicated that these areas of modern rail transport would become “development corridors”: That wherever modern rail would be constructed, it would serve as the precursor and the foundation for a full-scale improvement in fuel distribution, electrification, construction of modern cities, educational-cultural center, etc. Here we see an early representation of the idea, confined to Western and Eastern Europe, where canal systems are being built in the same area that the rail systems are being modernized. The view of development corridor was a 20th-21st century realization of how the Lincoln Administration used the Transcontinental Railroad project, during the Civil War, not merely to win the Civil War, but to launch the United States as the largest industrial economy the world had ever seen, viewing the rail system as a corridor for upgrading the interior land surface of the United States. It was a huge blow against the imperial obsession that only coastal regions of nations should be developed, an insane concept which derives from very ancient, pagan-like obsessions within the circles of the financial so-called “elites.”

While the idea for the development corridors, beginning in Eastern Europe, with the intention of spreading the concept of a rail grid to Moscow and into Siberia, by perhaps around 1994, it became clear that leading political circles in China were also thoroughly intrigued by LaRouche’s approach and wanted to discuss it. This became the seed crystal for the policy eventually adopted by China as well, which has become the number-one thorn in the side of the financial oligarchy’s existence: Namely, China has assumed a leadership role in connecting by rail the Eurasian Land-Bridge to Asia’s old Silk Road, or newly modernized Silk Road. It is the idea of the development corridor, not just building rail for trade between partners that are far away from each other, but everywhere along the route, to use the rail system as the foundation for a positive, shock-wave development in power production, agriculture, water management, irrigation, modern city building and so forth; and of course, anybody who doesn’t have a copy of our magnificent 2014 report on this, “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge.” You can find it on the Executive Intelligence Review website: https://store.larouchepub.com/New-Silk-Road-p/eipsp-2014-1.htm

We are applying the lessons of such economic development to the crisis in Afghanistan; also to outflank the games the British have been playing endlessly, really since the 1763 Treaty of Paris, which allowed the British East India Company, the predecessors of the Michael Bloombergs and Mark Carneys of today, when they moved at that time to take top-down control of the British government. This is what we have to stop bowing to.

The mobilization we are spearheading to prevent war through economic cooperation requires tough determination, because the pathology we are determined to cure has existed for a long time. LaRouche has addressed this in a number of articles I will not name, but encourage people to find out about, without blunting the force of hearing him speak on the subject, which he thought about for many decades. I will just make reference here to LaRouche’s insight that mankind has always operated under the influence of various cultural economic platforms. The paradox inherent in this situation, is that in order to survive such as the moment when the ice caps melted and very suddenly scattered civilizations which had largely lived by travelling long distances along low-level ocean beds—we’re talking 20,000 years ago—such civilizations were suddenly forced to inhabit permanent settlements on land. These maritime cultures, LaRouche stated, exhibited a “pattern of social caste division between a maritime population which has the characteristics of those often termed the relatively ancient ‘gods,’ as distinct from the mere mortals.” This division in society were a small, powerful elite that has greater control over some resources and technologies, convinces the mere mortals, that they, the guys with the access to the technology, are the gods who control your life. This is an ancient characteristic, sometimes called by Helga LaRouche a “childhood disease of civilization.”

The reality is that every human being that is born, is a potential genius, and capable of adding to the wealth of knowledge and practical benefit of the totality of humanity. Moreover, as the technologies we require increasingly become related to exploration and habitation of space, and the universe at large, it will become impossible for the bores and pleasure-seeking degenerates from the oligarchic grooms who are leading controlled popular opinion in order to keep their power. The type of knowledge the average person can, and will gain to live in such a civilization which is involved in massive exploration and study of the universe, will crush the authorities of those who say, “mankind is an animal incapable of mastering the principles of the physical universe.”

The current fight to develop Afghanistan to end the campaigns of genocide that have followed in the wake of all of these so-called “endless wars,” provides the needed opportunity to spread LaRouche’s economic method worldwide, thereby, we create the political and moral shock wave, that can restore morality based on love of our fellow man, and respect for the immortal rights of every mortal beings.




Videomaraton: Jordens næste 100 år: Lyt til Lyndon LaRouches kloge ord

I anledning af Lyndon LaRouches død den 12. februar 2019 inviterer vi dig til at møde eller opfriske dit kendskab til en af de sidste 100 års største geniers sind og personlighed. Geni uden skønhed er ikke geni overhovedet. Deltag i vores LaRouche-maraton, og tag dine venner med, både unge og gamle.




Videokonference på treårsdagen for Lyndon LaRouches død:
Hvorfor verden har brug for LaRouches opdagelsesmetode, lørdag den 12. februar kl. 20

Lyndon LaRouches revolutionære ideer om fysisk økonomi, ideen om de nødvendige konstante opjusteringer af den verdensøkonomiske platform, er baseret på den universelle nødvendighed af kreative opdagelser. Man kan nærme sig denne idé ved at se på LaRouches arbejde med at fremme idéerne fra især tre videnskabsmænd: Leibniz, Bernard Riemann og Vladimir Vernadskij. Anvendelserne af LaRouches arbejde blev til idéen om udviklingskorridoren i 1980’erne, og er det aktive program, der nu er kendt som “Operation Ibn Sina”, som i høj grad er en del af Schiller Instituttets Komité for Modsætningers Sammenfald.

Blandt talerne vil være Harley Schlanger og medlemmer af LaRouche-organisationen.

(Komitéen blev grundlagt af Helga Zepp-LaRouche, den tidligere amerikanske chefmilitærlæge i USA Joycelyn Elders, da COVID-pandemien brød ud, og der var behov for et moderne globalt sundhedssystem. Denne omfattende platform kræver, at der skabes 1,5 milliarder produktive arbejdspladser for at skaffe vand, elektricitet og anden infrastruktur til at skabe et moderne sundhedsvæsen i alle nationer på planeten.)




En dialog 100 sekunder før midnat

Den 8. februar (EIRNS) – Vi begynder med at give en kort beskrivelse, som ellers ikke er tilgængelig for amerikanerne, af, hvad der foregik under de seks timers diskussioner, der fandt sted for flere dage siden mellem præsident Vladimir Putin fra Rusland og Emmanuel Macron fra Frankrig. Det skal påpeges, at præsident Joe Biden samtidig med disse drøftelser mødtes med forbundskansler Olaf Scholz fra Tyskland. Før deres respektive møder med USA og Rusland havde Scholz og Macron talt i telefon, og de talte også i telefon umiddelbart efter afslutningen af disse møder. Macron tog derefter til Ukraine for at mødes med præsident Zelensky, og han skulle vende tilbage til Tyskland for at rådføre sig med forbundskansler Scholz efter dette møde.

Præsident Putin: “Jeg er præsidenten dybt taknemmelig for at drøfte disse spørgsmål i Moskva i dag. Jeg mener, at disse sikkerhedsspørgsmål ikke kun vedrører Rusland, men også Europa og verden som helhed.

“Se, vores forslag omfatter ikke kun NATO’s udvidelse, som vi er imod, men også et andet punkt: at der ikke skal opstilles offensive systemer nær vores grænser. Hvis alle ønsker fred, ro, velvære og tillid, hvad er så dårligt ved ikke at opstille offensive våben nær vores grænser? Er der nogen der kan fortælle mig, hvad der er forkert ved dette?

“Hvis NATO er en fredelig organisation, hvad er der så galt i at bringe dens infrastruktur tilbage til niveauet i 1997, da NATO-Rusland-aftalen blev underskrevet? Det ville skabe betingelser for at opbygge tillid og sikkerhed. Er det dårligt?

“Vi kan lade løftet om “åbne døre” være, selv om spørgsmålet fortsat er på dagsordenen. Det er en nøgleprioritet for os, og jeg har forklaret hvorfor. Vi talte om det i seks timer.

“I morgen flyver præsident Macron til Kiev. Vi er blevet enige om, at han i det mindste vil fremlægge sin handlingsplan vedrørende dette. Jeg er ham dybt taknemmelig for, at han giver dette så meget opmærksomhed, og at han forsøger at finde en løsning på dette spørgsmål af stor betydning for os alle sammen.”

Præsident Macron:… “Jeg mener, at det først og fremmest er Frankrigs ansvar at have det stærkest mulige forhold til Rusland. Vi er to store europæiske nationer og vigtige verdensmagter. Vi er to permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd.

“Bilaterale forbindelser er af stor betydning for os, først og fremmest for at få dem til at udvikle sig og for at træffe fælles beslutninger om akutte internationale spørgsmål. Vi forsøger at gøre det i forbindelse med det iranske spørgsmål og tilstræber at finde et kontaktpunkt i Libyen og lignende anliggender. Vi har uenigheder, men vi finder stadig kompromiser. Det er indlysende for mig.

“For det andet tror jeg, at præsident Putin og jeg er enige om, at Rusland er et europæisk land. De, der kan se Europa, bør kunne arbejde sammen med Rusland og finde måder at opbygge fremtiden i Europa og med europæere. Er det let? Nej, men Europa blev også skabt gennem vanskelige initiativer, der havde umiddelbare virkninger. Så ja, vi har vanskeligheder, men vi må ikke give op.

“Endelig er dette Frankrigs mission, det er Frankrigs rolle. I disse seks måneder har vi formandskabet i Den Europæiske Union. Vores rolle er at gøre EU’s stemme hørt og tage hensyn til en række komplekse omstændigheder i kommunikationen med naboer som Rusland, der spiller en afgørende rolle for vores sikkerhed, og også at lytte til alle europæere. Det har jeg gjort i de seneste dage. Når jeg er her, forsøger jeg at være den person, der kan bidrage til at finde den rette vej.

“Jeg har en simpel overbevisning. Kan vi øge vores kollektive evne til at skabe fred uden vores kontakter med Rusland? Nej, det kan vi ikke. Hvem overlader vi denne rolle til? Til andre.

“Vi har uoverensstemmelser. Det er vi klar over. Nogle gange lykkes det os ikke at komme videre, og det er resultatet af sådanne uoverensstemmelser. Men vi forsøger at finde kompromiser. Jeg anser det for at være mit ansvar. Vores opgave er at sørge for, at disse kompromiser beskytter vores partneres og allieredes interesser. Derfor skal vi i de kommende dage og uger påbegynde dette vanskelige arbejde, træffe nye beslutninger for at beskytte disse garantier, samtidig med at vi stadig beskytter vores grundlæggende principper og vores naboskabsforbindelser, for vores geografi vil ikke ændre sig. Det er derfor, vi fortsætter.”

Der har været seriøse forhandlinger og diplomati i gang med en daglig dialog mellem statsoverhovederne fra Tyskland, Frankrig, Rusland og USA samt Ukraine, ikke kun for at forhindre et potentielt udbrud af krig, tilsigtet eller utilsigtet, men også, med Macrons ord, for “i fællesskab at vise vilje til at arbejde på sikkerhedsgarantier og opbygge en ny sikkerheds- og stabilitetsorden i Europa.” Denne kendsgerning er blevet fortrængt fra de amerikanske og europæiske borgeres bevidsthed til fordel for mediernes sidespring, der af den russiske talsmand Maria Zhakarova rammende nok er blevet karakteriseret som “psykedeliske fobier”.

I den forbindelse blev “The Ned Price Experience” endnu en gang mandag kaldt frem af reporter Matt Lee, denne gang støttet af en kollega. Udenrigsministeriets talsmand, Ned Price, forsøgte at forfalske sin udveksling i sidste uge med reporter Lee, som blot havde spurgt Price om beviser, der kunne underbygge hans “af udenrigsministeriet godkendte” påstand om, at Rusland havde fremstillet en “false flag”-video, der skildrer et angreb fra Ukraine på Rusland, herunder ved hjælp af “kriseaktører” a la Alex Jones. I mandagens udveksling, hvor Price igen nægtede at fremlægge nogen som helst beviser, spurgte Lee igen: “Har du noget mere, som du kan sige for at underbygge din påstand – end du havde at sige i sidste uge? Det er det hele.”

Price: “Ud over det vi fortalte dig i sidste uge … i ganske detaljerede vendinger om de russiske planer … Vi har ikke yderligere at tilføje om det.” Anden reporter: “Så du siger, at beviset på at du har ret er, at der faktisk ikke vil ske noget? Er det det du siger? … fordi I ved at bringe dette ud vil have forhindret russerne i at gøre det, korrekt?”

Mens praksis omkring udenrigsministeriets snak (StateSpeak) tidligere har været genstand for satire, gennem årtier af forfattere som Joseph Heller og Kurt Vonnegut, er Ned Price og andre reaktioner på Ukraine nu mere som dialogen i “Venter på Godot” – selvsikker uigennemsigtighed, uimodtagelig for fornuft, men internt samstemmende og derfor “indlysende” for taleren alene. Uanset NATO’s indvendinger mod virkeligheden understreger sidste uges aftale mellem Rusland og Kina imidlertid en realitet, som Lyndon LaRouche for præcis 40 år siden udførligt diskuterede i sit “et 50-årigt udviklingsprogram for Stillehavsområdet”: Tyngdepunktet for den menneskelige civilisation har flyttet sig til Afrika, Asien og det indiske subkontinent, hvor mere end fem milliarder af de næsten otte milliarder mennesker på planeten bor.

NATO’s anstrengte diskussioner om “indflydelsessfærer” i forhold til Kina og Rusland svarer til at bruge Ptolemæus’ miskrediterede epicyklusser til at tegne mere og mere udførlige “revisioner” af en “gammel, gal, døende imperial verden”, som er ved at blive endegyldigt overgået gennem investeringer i avancerede energiformer, rumfart og produktionssystemer anvendt på minedrift, industri og landbrug, hvilket skaber en helt ny verdensplatform – og de mennesker, som vil producere og drage fordel af denne omstilling. De, der ikke har til hensigt at gå glip af Jordens næste halvtreds års fremskridt, “gør det klart med fødderne”, hvilken side af fremtiden de har til hensigt at være på.

Udenrigsministeriets uheldige gestikuleren, som bør latterliggøres, skal også tages alvorligt; den tjener til at skjule den faktiske udenrigspolitiske praksis af USA, dets “Jago-lignende” kontrollant Storbritannien og andre lige så skyldige deltagere i den igangværende sultedød og fordærvede ligegyldighed i Afghanistan og Yemen, som de mest iøjnefaldende, samt i brugen af sanktioner mod sårbare stater i hele verden. Opmærksomheden blev henledt på dette ved mandagens møde i FN’s Sikkerhedsråd under den åbne debat om “Generelle spørgsmål vedrørende sanktioner: forebyggelse af deres humanitære og utilsigtede konsekvenser”. I modsætning til Cambodja, 1975-79, kan verden ikke lade som om den ikke ved, hvad der foregår i landet.

USA kan ikke lade som om det ikke er ansvarligt. De enkelte borgere, der er bevæbnet med sociale medier og andre former for kommunikation, kan ikke påstå, at de er magtesløse eller stumme i forhold til at stoppe en af de grusomste former for mord, udsultning. Dantes grev Ugolino kunne i det mindste hævde, at han spiste sine børn som følge af ekstrem sult. I dag er vi som grev Ugolino med hensyn til vores forbrug af måske en million eller flere børns liv i Afghanistan, enten fordi vi forsvarer den folkemorderiske politik, der nu er i gang, eller fordi vi ikke formår at ændre den.

Det russiske råd for internationale Anliggender (RIAC) og Schiller Instituttet (SI) indkalder torsdag den 10. februar, 2022, kl. 14 dansk tid, til et seminar om emnet “Den humanitære krise i Afghanistan: På vej til en langsigtet løsning”. Vær med og hjælp med at gennemføre instituttets Operation Ibn Sina, ikke kun for at redde Afghanistan, men for på den måde at redde den transatlantiske civilisations sjæl.

 




Modreaktion spirer mod krigspartiets vanvid

Den 29. januar (EIRNS) – Mens Biden-kabinettet fortsætter med at himle op over en indbildt russisk hensigt, om at invadere Ukraine, og mens Rusland, Kina og Iran fortsat bliver portrætteret af europæiske og amerikanske politiske eksperter og medieeksperter som onde skurke, der er ude på at ødelægge den vestlige verdens frihed og velstand, er der en voksende modreaktion imod dette vanvid, både fra ledende personer og almindelige borgere.

Begynd med hovedartiklerne i samtlige medier, hver dag og hver time, i de sidste to måneder: “Rusland har samlet over 100.000 tropper, kampvogne og tilhørende militært udstyr på grænsen til Ukraine, som forberedelse til en invasion der berøver det heroiske ukrainske folks frihed og demokrati”. Men lad os høre, hvad den ukrainske forsvarsminister har at sige om denne angiveligt eksistentielle fare:

Ukraines forsvarsminister Oleksij Reznikov: “Situationen på grænsen mellem Ukraine og Rusland, er på nuværende tidspunkt ikke anderledes end i foråret sidste år. I øjeblikket er der ingen væsentlige begivenheder eller fænomener”. Selv Ukraines præsident Volodymyr Zelensky sagde til USA, at de skulle holde op med at råbe at en krig er nært forestående, at det er en “vildfarelse”.

Men begå ikke den fejl at konkludere, at dette er ensbetydende med, at der ikke er nogen chance for en krig mellem to atommagter, hvorved selve civilisationen trues. Som EIR’s økonomiredaktør Paul Gallagher påviser i det aktuelle nummer af EIR, drives krigen frem af det vestlige finanssystems hastige sammenbrud (se: “The U.S.-NATO Hidden War Threat: The Green New Deal”), ikke af den indbildte “aggression” fra Rusland, Kina eller Iran.

Den tidligere østrigske udenrigsminister Karin Kneissl latterliggjorde på meget polemisk facon det krigshysteri, som er baseret på et spinkelt grundlag: Krigstruslen i Ukraine, sagde hun, “er en forestilling der opstår, men som ikke helt svarer til virkeligheden – det er en virkelighed, som medierne har fremstillet…. Især briterne kaster sig ind i kampen”, mens “flere og flere våben og endda tropper fra NATO-lande” sendes til Ukraine på trods af de omfattende ødelæggelser, som ville ramme hele Europa, hvis der udbrød krig.

Se nu på Iran, hvor Biden-regeringen har nægtet at omgøre den farlige og tåbelige forkastelse af JCPOA-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action) med Iran fra 2015, som Trump-regeringen ophævede i 2018. Generalløjtnant Gadi Eizenkot, stabschef for de israelske forsvarsstyrker fra 2015 til 2019, udtalte til Al-Monitor, at den daværende israelske præsident Benjamin Netanyahu havde konspireret med sin Mossad-chef for at presse Trump-administrationen til at skrotte Iran-aftalen, uden så meget som at rådføre sig med det israelske militær om konsekvenserne. Eizenkot hævdede ikke kun, at resultatet var Irans øgede berigelse af uran, hvilket bragte dem tættere på en atomar våbenkapacitet, men at Iran havde gjort det “med legitimitet”, da JCPOA tillod dem at gøre det, da USA brød deres aftale.

Det vanvittige i de britiske og amerikanske trusler og krigsforberedelser, påpegede Schiller Instituttets formand Helga Zepp-LaRouche i dag, er “ikke anderledes i tankegangen end hos huleboerne, som dræbte deres naboer med sten – bortset fra at de nu har atomvåben”. Det anglo-amerikanske krigsparti har ikke til hensigt at “konkurrere” i den nye multipolære verden, hvor Kina og Rusland nu er “næsten ligeværdige” magter i forhold til de aftagende transatlantiske nationer. De forestiller sig snarere, at de kan stoppe Kinas og Ruslands fremgang ved hjælp af sabotage, finansiel krigsførelse og den afskyelige “sanktionspolitik”. En “højtstående embedsmand i administrationen”, som den 25. januar briefede pressen anonymt om de planlagte sanktioner mod Rusland, lagde ikke skjul på denne ulovlige og umoralske kendsgerning: Hensigten, sagde han, er at “ramme Putins strategiske ambitioner om at industrialisere landets økonomi ganske hårdt”. Dette er tilsyneladende også politikken over for Kina, hvor Biden-administrationen har afslået at ophæve de destruktive sanktioner, som Trump-administrationen har indført mod Huawei og mange andre kinesiske virksomheder (faktisk har Biden-teamet skærpet sådanne sanktioner), og har anvendt politiske virkemidler til at sabotere den økonomiske udvikling i Kina. Som Zepp-LaRouche bemærkede, er dette det stik modsatte af den Westfalske Fred, som er grundlaget for den moderne nationalstat, hvor suveræne nationer respekterer andres suverænitet.

Men modreaktionen er voksende. Amerikanerne, der er blevet draget ind i fabrikerede debatter om f.eks. vacciner, klima og partipolitik, mens økonomien eksploderer og verden “søvngængeragtigt går ind i en termonuklear tredje verdenskrig”, erkender i stigende grad, at verden er på vej mod kaos, og de søger efter løsninger. Disse løsninger har altid været der, i form af Lyndon LaRouches Fire Love, men de blev holdt skjult for befolkningen, ved den ulovlige retsforfølgelse af LaRouche og mørklægningen af hans ideer, af de samme korrupte institutioner og personer, som har ført os til denne sørgelige situation. Denne modreaktion viser, at dette øjeblik udgør et stort potentiale, med optimisme snarere end frygt og ængstelse, da søvngængerne er ved at blive opmærksomme på faren, og blot skal udstyres med de rette værktøjer til at bringe verden sammen, og opbygge det nye paradigme for menneskeheden.

Udvalgt billede: Max Vakhtbovych, Pexels

 




Zepp-LaRouche: ”Det er ved at være sidste øjeblik” med hensyn til faren for krig mellem USA og Rusland

Den 19 jan. (EIRNS) – USA’s udenrigsminister Antony Blinken indledte onsdag den 19. jan., tre dage med kritiske møder i Europa, for at diskutere Ukraine-krisen og Ruslands ufravigelige insisteren på, at hvis sikkerhedsforhandlingerne med USA skal fortsætte, skal Rusland modtage skriftlige svar på hvert af de punkter, der er rejst i de to udkast til traktatforslag, som de præsenterede for verden den 17. december. I disse traktatforslag, det ene med USA og det andet med NATO, fastslås det, at Ruslands nationale sikkerhed er alvorligt udfordret af den truende opstilling af NATO’s avancerede våbensystemer på deres egen grænse og af den foreslåede optagelse af Ukraine i NATO-alliancen, og at Rusland derfor skal have skriftlige garantier for, at ingen af delene vil forekomme – ellers vil de selv træffe “militær-tekniske gengældelsesforanstaltninger”.

Onsdag rejste Blinken til Kiev i Ukraine for at mødes med præsident Volodymyr Zelensky. Torsdag den 20. januar tager han til Berlin for at mødes med udenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig og den krigsførende toneangivende britiske regering. Og fredag den 21. januar tager han til Genève for at mødes med den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov.

Blinkens tur er ikke bare endnu en omgang diplomati: Krig eller fred mellem USA og Rusland er på vippen. Putin har gentagne gange advaret om, at Rusland egenrådigt bliver nødsaget til at vedtage “passende militær-tekniske gengældelsesforanstaltninger”, hvilket Gilbert Doctorow, en politisk analytiker med base i Bruxelles, mener vil omfatte opstilling af atombevæbnede SS-26 Iskander-M kortdistancemissiler til Hviderusland og Kaliningrad, for at true NATO’s frontlinjestater og det østlige Tyskland, samt muligvis placering af atombevæbnede Zircon hypersoniske krydsermissiler til søs ud for kysten af Washington, D.C., som, påpeger Doctorow videre, “Rusland tidligere har erklæret kunne bruges til at ødelægge USA’s hovedstad, inden præsidenten kunne flygte med Air Force One.”

I sine samtaler med Zelensky satte Blinken tonen for sin samtale med Lavrov den 21. januar, ved endnu en gang aggressivt, udelukkende at give Rusland skylden for krisen, og kræve at de “nedtrapper” ved at stoppe udstationeringen af tropper på deres eget territorium, nær grænsen til Ukraine, eller være forberedt på at blive ramt af den brændte jords økonomiske krigsførelse fra Vestens side. 

Lavrov gentog for sit vedkommende, den russiske holdning efter samtaler den 18. januar med den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock: “Vi afventer nu svar på disse forslag (de to traktatudkast), som lovet, for at fortsætte forhandlingerne.”

“Krigsfaren er større end nogensinde før, og vi står på randen af Tredje Verdenskrig”, advarede Helga Zepp-LaRouche i dag. “Det er ved at være sidste øjeblik, og tingene må udvikle sig på den ene eller den anden måde i de kommende dage.” Selv om der er et voksende kor af stemmer, der kalder på fornuft i USA og Europa, er briternes og deres amerikanske krigsparti-forbundsfællers kontrol over USA’s politik ikke blevet brudt. Desuden, erklærede Zepp-LaRouche, drives nedturen til krig af det systemiske sammenbrud i det transatlantiske finanssystem, som nu er ved at komme ud af kontrol, som Lyndon LaRouche gentagne gange forklarede.

Men der er en anden dynamik i gang i verden, nemlig den fremvoksende omgruppering af nationer på alle kontinenter omkring Kina og Rusland og Bælte- og Vej-initiativet som et alternativ til den malthusianske affolkningspolitik, der fremmes af det døende transatlantiske system. Et tegn på dette er Irans præsident Ebrahim Raisis besøg i Moskva, hvor en 20-årig pakke af udviklingsaftaler er til drøftelse. Et andet er det kommende besøg af den argentinske præsident Alberto Fernàndez i Moskva og derefter i Beijing, hvor han planlægger at underskrive et aftalememorandum om Bælte- og Vej-initiativet.

Hvis USA fortsat er fjendtligt indstillet over for dette politiske alternativ og fortsætter med at forsvare City of London og Wall Streets bankerotte system, vil verden efter al sandsynlighed glide i retning af en termonuklear krig. Hvis USA tilslutter sig Bælte og Vej-initiativet, som Lyndon LaRouche anbefalede fra starten, er udsigterne for fred og udvikling fremragende.

Vi tilslutter os Helga Zepp-LaRouches opfordring til at gøre 2022 til Lyndon LaRouches år og til at vedtage hans politik.

Billede: public domain

 




Verden har brug for Lyndon LaRouche universiteter, af Tom Gillesberg

Fra 2017:

Bidrag af Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, til et festskrift i anledning af Lyndon LaRouches 95 års fødselsdag.

Verden har brug for Lyndon LaRouche universiteter, af Tom Gillesberg På engelsk fra 2017:
Contribution from Tom Gillesberg, President of the Schiller Institute in Denmark, to the Festschrift for Lyndon LaRouche on his 95th birthday Her er den tale, der blev holdt for at præsentere Lyndon LaRouche ved åbningen af LaRouche-universiteterne den 8. september 2022.

Kære præsidenter, statsministre, Deres Excellencer, lærere, studerende, mine damer og herrer.
Før jeg giver ordet til Lyndon LaRouche ved denne meget, meget specielle lejlighed, som ikke blot fejrer, at han har nået milepælen på hundrede år, men også etablerer et sikkert fundament for menneskehedens kommende generationer, vil jeg kort gennemgå sammen med jer, hvordan det kunne lade sig gøre, at vi i dag åbner LaRouche-universiteter i New York, Beijing, Moskva, New Delhi, København, Stockholm, Berlin, Paris, Milano, Tirana, Edinburgh, London, Dublin, Mexico City, Buenos Aires, Sao Paulo, Pretoria, Cairo, Damaskus, Teheran og Sanaa.

Det hele begyndte i 2017, straks efter Lyndon LaRouches 95-års fødselsdag. Universitets- og regeringskredse i Kina reflekterede over den dybe betydning, som idéerne fra LaRouche og hans bevægelse havde haft for omdannelsen af Kina og etableringen af den internationale Bælte & Vej-politik, og det faktum at LaRouche nu var 95 år gammel, mens mange af hans mangeårige medarbejdere, som f.eks. hans kone Helga Zepp-LaRouche, nærmede sig eller var i halvfjerdserne. De spurgte sig selv, om de kunne være sikre på, at der i fremtiden fortsat ville være en LaRouche-bevægelse, der kunne levere de nødvendige nye kreative input og idéer, der var nødvendige for Kinas og verdens udvikling, på et tidspunkt hvor Kina i stigende grad skulle lede verden ind i nye områder og opdagelser, som mennesket aldrig før havde prøvet. En proces, der krævede nye, unikke, kreative løsninger og ikke blot en kopi af noget, som mennesket allerede havde prøvet før. Alle var enige om, at der hurtigt måtte gøres noget.

Der blev nedsat hurtigt arbejdende udvalg på alle de forskellige videnskabelige, politiske og kulturelle områder for at få en plan for de nødvendige ændringer i pensum og for oprettelsen af supplerende kurser, som var nødvendige for at anvende LaRouches videnskabelige arbejde på de forskellige indsatsområder. Et kursus i Lyndon LaRouches fysisk økonomi blev obligatorisk for alle studerende i statskundskab og økonomi, og det blev besluttet at udvikle et studieprogram for specialister inden for området fysisk økonomi og LaRouche-Riemann-metoden.

Inden for de fysiske videnskaber blev LaRouche obligatorisk som hjælp til at udvikle de studerendes kreative kræfter til videnskabelig opdagelse, med fokus på LaRouches opdagelse og de videnskabelige tankeobjekters historie. Inden for samfundsvidenskaberne skulle eleverne undervises i princippet om potentiel relativ befolkningstæthed, stigende energigennemstrømningstæthed og menneskets naturlige udvikling i universet, set gennem Vernadskijs og LaRouches arbejde. LaRouches skrifter om metafor-princippet og andre vigtige skrifter blev obligatoriske inden for de forskellige kunstarter, og der blev foretaget ændringer inden for alle de forskellige uddannelsesområder.

Rusland, der ikke ville lade sig overgå, fulgte hurtigt trop og udviklede et lignende program, og mange andre nationer fulgte trop. Selv i USA, LaRouches eget land, blev dette et spørgsmål, der blev taget op på mange niveauer, herunder i Det Nationale Sikkerhedsråd. Kunne USA tillade andre stormagter at øge deres erkendelsesevne med stormskridt gennem fornuftens kraft, styret af LaRouches ideer, mens USA selv sakkede bagud? Der blev iværksat et nødprogram under præsidentens direkte tilsyn for at sikre, at USA ville få et lignende program på benene og atter blive førende i verden inden for LaRouches videnskabelige metode.

Efter et par år, hvor den bemærkelsesværdige effekt af LaRouches idéer begyndte at gøre sig gældende, fik politiske ledere og førende intellektuelle i mange forskellige lande samtidig øjnene op for idéen: Bør der ikke oprettes særlige universiteter, der uddanner de studerende i selve Lyndon LaRouches kreativitet?

Bør der ikke være akademier, der er dedikeret til at forsøge at efterligne Lyndon LaRouches genialitet ved at beherske den metode, hvormed han opnåede så meget?
Og ville det ikke være passende, at disse nye universiteter åbner deres døre den 8. september 2022, dagen hvor LaRouche ville fejre sin 100-års fødselsdag?

Så således gik det til, at vi i dag har samtidige åbninger af LaRouche-universiteter i New York, Beijing, Moskva, New Delhi, København, Stockholm, Berlin, Paris, Milano, Tirana, Mexico City, Buenos Aires, Sao Paulo, Pretoria, Edinburgh, London, Dublin, Cairo, Damaskus, Teheran og Sanaa.

LaRouche vil, på grund af de fysiske begrænsninger, ikke være i stand til at være fysisk til stede ved alle disse samtidige fejringer, men ved hjælp af moderne teknologi har vi sørget for at få hologrammer af LaRouche alle steder på én gang, og vi venter nu ivrigt på Lyndon LaRouche og hans kone Helga, som vil holde tale og erklære alle disse nye universiteter for åbne.

Med tanke på den tidligere mexicanske præsident Lopez Portillos berømte ord: »Nu er tiden inde til at lytte til LaRouches kloge ord«, kan vi i dag fejre, at »endelig lyttede verden til Lyndon LaRouches kloge ord«, og vi kan alle se, hvor meget lysere en fremtid det betyder for hele menneskeheden.




Er du parat til at bryde med City of London og Wall Street for at forhindre atomkrig?

Den 12. januar (EIRNS) – Mellem mandag og onsdag i denne uge er verden rykket dramatisk tættere på randen af en termonuklear krig.

USA og NATO satte sig på tværs, i deres respektive sikkerhedsforhandlinger på højt niveau med Rusland den 10. og 12. januar og proklamerede deres hensigt om at fortsætte med at udvide NATO østpå, helt op til Ruslands grænse og at opstille truende atomangrebssystemer ligeledes ved denne grænse, fem minutters flyvetid fra Moskva. Den russiske viceudenrigsminister Alexander Grushko kom ud fra dagens møde i Rusland-NATO-Rådet for at meddele, at der ikke blot manglede en forenende positiv dagsorden mellem Rusland og NATO, men at USA og NATO er vendt tilbage til Den kolde Krigs fulde strategi om “inddæmning” over for Rusland, herunder “fuldspektret dominans”. Rusland har ingen anden mulighed end at svare igen på inddæmnings-, afskrækkelses- og intimideringspolitikken, erklærede han.

Mandagens drøftelser mellem USA og Rusland sluttede på lignende måde.

Disse resultater er ikke overraskende, kommenterede Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, i dag. Bortset fra en eventuel privat kommunikation, eller bag kulisserne, mellem præsident Biden og Putin, som måske er i gang, og som tilbyder en mere rationel tilgang, kunne der meget vel komme en hurtig modreaktion fra Ruslands side. Som Putin og mange af Ruslands øverste ledere gentagne gange har advaret om i de seneste uger, kan Rusland ikke kapitulere over for de trusler, der er rettet mod dets suverænitet og eksistens. Rusland står over for en omvendt Cuba-krise, denne gang blot med en meget kortere lunte til krig.

Husk på JFK’s ord for 60 år siden: “I løbet af den sidste uge har umiskendelige beviser fastslået, at en række offensive missilanlæg nu er under forberedelse på den indespærrede ø (Cuba).” At gøre dette, mindede han verden om, “i et område, der er kendt for at have et særligt og historisk forhold til USA, er en bevidst provokerende og uberettiget ændring af status quo, som ikke kan accepteres af dette land”.

 Zepp-LaRouche advarede om, at hvis de krigeriske udtalelser og konfrontationer fortsætter, så står verden højst sandsynligt over for et pludseligt opgør – som næsten øjeblikkeligt kan eskalere til den termonukleare tærskel. Der er et presserende behov for en bred mobilisering af kræfter verden over for at standse denne nedtur til helvede og hurtigt udvikle nye muligheder, der vil garantere sikkerhed og velfærd for alle parter.

 – Der er behov for en ny, global sikkerhedsarkitektur til straks at erstatte NATO’s organisation og politik, som har bragt verden på krigens rand.

Den drivkraft, der presser verden mod en termonuklear krig, er sammenbrudskrisen i hele det transatlantiske finanssystem. For at deres system kan overleve, må de røveriske spekulanter i City of London og Wall Street indføre fascistiske niveauer af økonomisk udplyndring og bringe Rusland og Kina i knæ, for at sikre at der ikke er nogen reel modstand mod den førte politik.

Det transatlantiske system må underkastes en konkursbehandling efter de retningslinjer, som Lyndon LaRouche angav i sine Fire love fra 2014. Hvis dette system aflives, fjernes faren for Tredje Verdenskrig.

Gennem hele sit liv har Lyndon LaRouche gentagne gange forklaret denne nære forbindelse mellem det kollapsende finansielle system og tilskyndelsen til krig. En af hans klareste udlægninger var i en erklæring fra 23. december, 2011: “For at stoppe termonuklear krig, må man sætte gang i det økonomiske opsving på verdensplan”, som vi tidligere har citeret her på siden, og som i uddrag er den leder, der er udgivet i Executive Intelligence Review af 7. januar, 2022.  Som denne leder konstaterer, bekræfter LaRouches bemærkninger fra 2011 “dette genis forudseenhed, og viser hvorfor Helga Zepp-LaRouche har opfordret til, at året 2022 – 100-årsdagen for hans fødsel – skal være kendt som “Lyndon LaRouches år”.”

LaRouche advarede i sin præsentation fra 2011: “Det vil være en termonuklear tredje verdenskrig – hverken præ-atomkrig eller atomkrig, men termonuklear krig. Målene er først og fremmest Rusland og Kina. Det er de to vigtigste mål….

Spørgsmålet er som følger: Det nuværende verdenssystem, det økonomiske system, er i færd med at gå i opløsning. Præcis hvordan dette vil foregå, er usikkert, men det vil ske. Hensigten er at tilintetgøre to nationer – Rusland og Kina – og det betyder atomvåben; det betyder termonukleare våben. Den del er involveret….

På nuværende tidspunkt er USA, Europas nationer, Rusland, Kina og andre lande klar til præcis denne krig.

Baggrunden for krigen er den kendsgerning, at hele verden er ved at gå fallit, især den transatlantiske region, specielt Europa, og også USA, og nationerne i Sydamerika og andre steder også …

Bankerotten fra USA’s perspektiv blev sat i gang tilbage i 2007, da man indledte processen med redningspakker. Siden da har hele den transatlantiske region, i særdeleshed USA og Europa, været fanget i en redningskrise, en hyperinflationær redningskrise. På nuværende tidspunkt er den gæld, der er blevet akkumuleret siden 2007 under dette program, af en sådan størrelse, at alle dele af Europa på nuværende tidspunkt under de nuværende regler og de nuværende ordninger er håbløst bankerotte! De vil aldrig kunne komme sig som eksisterende nationer under den nuværende gældsætning. Det samme gælder for USA; Europa er lidt mere akut. Det er hvad der er sket…. Ophavsmanden til dette forhold er briterne….

Se, hvad vi er nødsaget til at gøre – der er løsninger på denne konkurs. Først og fremmest må vi sætte verden under konkurs – det vil sige en lovlig konkursbehandling. Det kan vi for det første gøre ved, i USA for eksempel – og andre nationer kan kopiere denne foranstaltning i samarbejde med USA – at vi anvender en Glass/Steagall-lovgivning, en amerikansk Glass/Steagall-lov. Og der er nationer i Europa, som overvejer at vedtage den samme Glass/Steagall-lov.

Under en Glass/Steagall lov vil størstedelen af de europæiske nationers og USA’s og andre landes gæld blive slettet, i realiteten, fordi under Glass-Steagall vil spillegælden, som er den største del af USA’s gæld, simpelthen blive placeret i en særlig kategori, hvor nogen vil forsøge at finde ud af, hvordan man får denne gæld betalt – og den vil aldrig blive betalt! De vil simpelthen blive slettet af regnskaberne; der er ingen anden løsning.

At slette denne gæld fra bøgerne, at annullere redningsgælden vil betyde, at USA, og Europa, hvis de tilslutter sig, vil være i stand til at reorganisere deres finanser, skabe et kreditsystem og faktisk gå ind i en ny form for hamiltonsk kreditsystem, et banksystem, som vil sætte USA, og også Europa og andre nationer, hvis de tilslutter sig, i stand til at organisere en finansiel genopretning.

Med andre ord, hvad der ville ske omgående: Husk, at det meste af denne redningsgæld, Wall Street-gælden, London-gælden og den øvrige redningsgæld er absolut værdiløs! Den kan aldrig tilbagebetales! Den kunne aldrig tilbagebetales: Og den eneste løsning på dette var naturligvis at føre denne krig. Og hvis det britiske imperium kom ud som sejrherre i en sådan krig, med støtte fra USA, så ville de eftergive deres gæld og fortsætte deres forretninger. Men verdens befolkning ville blive reduceret kraftigt gennem sult, udsultning og så videre, hvilket alligevel er ved at ske.”




»Aldrig atomkrig«-erklæringen af fem stormagter begynder 2022, LaRouches år

Den 3. januar (EIRNS) — Imens året 2022 åbnede, der markerer økonomen og statsmanden Lyndon LaRouches 100-års fødselsdag, rådførte stats- og regeringscheferne for de fem atomvåbenstater, som også er de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd (P5), sig med hinanden, som Helga Zepp-LaRouche har insisteret på, at de må gøre, og udstedte for første gang en erklæring om, at »atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes« (se hele erklæringen nedenunder). Ordene blev brugt af præsidenterne Biden og Putin efter deres videokonference den 7. december 2021; og denne erklæring vil nu være in mente, når USA-Rusland-NATO-forhandlingerne om Ukraine-krisen finder sted den 10.-13. januar.

Men den grundlæggende årsag til optimisme her er ikke så meget ordene i denne erklæring, men at lederne af de fem magter handlede sammen mod global krig. Helga Zepp-LaRouche havde offentligt opfordret dem til at gøre dette for præcis to år siden – den 3. jan. 2020, i den farlige periode efter USA’s mord på den iranske general Qassem Soleimani – og har opfordret dem til det mange gange siden. Den 15. januar 2020, to uger efter Helga LaRouches første appel, opfordrede Ruslands præsident Putin til et P5-statsoverhoved-topmøde for at behandle problemerne med fred, sikkerhed og terrorisme – og han har også gentaget det forslag adskillige gange siden; og hans talsmand understregede i dag, at det stadig er nødvendigt efter denne »aldrig atomkrig«-erklæring.

Allerede i begyndelsen af marts 2020 havde Helga LaRouche identificeret COVID-pandemien – med krav om et moderne sundhedssystem opbygget i alle lande – som den nye betingelse for et sådant stormagtstopmøde. Dette må ske som en nødforanstaltning i Afghanistan sammen med fødevarehjælp og strømforsyningsgarantier for at redde millioner af liv. Det er starten på, gennem fysisk-økonomisk udvikling, det rigtige navn for fred; og det peger på et nyt internationalt kreditsystem, som Franklin Roosevelts Bretton Woods, i stedet for det krakkende kasino, vi har nu. Det er disse missioner, der er unikt tilgængelige gennem det Lyndon LaRouche kaldte »fire-magtsaftalen« mellem USA, Rusland, Kina og Indien. Det gør dagens »P5«-erklæring væsentlig ud over dets ordlyd.

Erklæringen blev offentliggjort samtidigt omkring kl. 11:00 amerikansk østlig tid på alle fem præsidenters/premierministres hjemmesider. »Vi bekræfter, at en atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes,« siger erklæringen. »Da brug af atomvåben ville have vidtrækkende konsekvenser, bekræfter vi også, at atomvåben – så længe de fortsætter med at eksistere – bør tjene defensive formål, afskrække aggression og forhindre krig. Vi er overbevist om, at yderligere spredning af sådanne våben må forhindres«. Dette irettesætter de gale krigshøge som USA’s senator Roger Wicker, der har rejst »muligheden« for et første atomangreb på Rusland i forbindelse med Ukraine.

De fem underskrivere bekræfter også vigtigheden af at imødegå atomare trusler, såvel som deres forpligtelser i forhold til traktaten om ikke-spredning af atomvåben (NPT) og dens forpligtelse til »at føre forhandlinger i god tro om effektive foranstaltninger vedrørende standsning af atomvåbenkapløbet snarligt«. De »bekræfter, at ingen af vores atomvåben er rettet mod hinanden eller mod nogen anden stat«.

De erklærede også: »Vi har til hensigt at fortsætte med at søge bilaterale og multilaterale diplomatiske tilgange for at undgå militære konfrontationer, styrke stabilitet og forudsigelighed, øge den gensidige forståelse og tillid og forhindre et våbenkapløb, der ikke ville gavne nogen og bringe alle i fare. Vi er fast besluttet på at føre en konstruktiv dialog med gensidig respekt og anerkendelse af hinandens sikkerhedsinteresser og bekymringer«.

Det russiske udenrigsministeriums talskvinde, Maria Zakharova, sagde: »Vi håber, at godkendelsen af en sådan politisk erklæring under de nuværende vanskelige forhold for international sikkerhed vil hjælpe med at reducere niveauet af internationale spændinger«. Kreml-talsmand Dmitry Peskov understregede, at Moskva stadig betragtede et topmøde mellem verdens store atommagter som »nødvendigt«. Kinas viceudenrigsminister, Ma Zhaoxu, blev citeret af det officielle nyhedsagentur, Xinhua, at løftet »vil hjælpe med at øge den gensidige tillid og erstatte konkurrence mellem stormagter med koordinering og samarbejde«.

Men det er kun et skridt, som disse nationers ledere skal holdes til. Det transatlantiske bank- og finanssystem er på vej mod hyperinflation og krak. Det, verden absolut har brug for, er en stormagtsforhandlingsproces, som i det mindste også involverer Indien, for at iværksætte et nyt internationalt kreditsystem, der er i stand til at finansiere reel økonomisk udvikling, »TVA-lignende«, gennemgribende udvikling af fattigere regioner (TVA var et statsligt udviklingsagentur i USA til udvikling af Tennessee-dalen under depressionen i 1930’erne –red.), avanceret udvikling af atomkraft, teknologiske fremskridt drevet frem af lynprogrammer inden for rumvidenskab og fusionskraft. Vejlederen og planlæggeren af denne proces, og verdens førende i kampen for den, var Lyndon LaRouche. Dette begynder LaRouches år.




Zepp-LaRouche opfordrer NATO og USA til at underskrive de to strategiske traktater,
som Rusland har foreslået

Den 22. december (EIRNS) – I sin ugentlige webcast i dag opfordrede Schiller Instituttets stifter, Helga Zepp-LaRouche, USA, NATO og Europas nationer til øjeblikkeligt at underskrive de to strategiske traktater præsenteret af Vladimir Putins russiske regering, som et presserende første skridt til at få verden væk fra sin nuværende bane mod atomkrig.

”Jeg tror ​​det er en absolut presserende nødvendighed for NATO, USA og europæiske lande at blive enige om at underskrive en sådan juridisk bindende aftale med Rusland”, sagde Zepp-LaRouche. “Det Rusland nu kræver i skriftlige juridiske termer, er intet andet end det der blev lovet dem i 1990 af USA og NATO”, løfter, som aldrig blev holdt. I stedet blev NATO ved med at udvide sig østpå op til selve Ruslands grænser; og defensive og offensive våbensystemer samt tropper, har ledsaget denne udvidelse.

“Situationen er ekstremt bekymrende”, sagde hun, “fordi der er mennesker, der er fast besluttet på denne balancegang på randen af krig , i håb om at Rusland og Kina vil trække sig. Men jeg tror ikke, at det ligger i kortene. Politikken med at omringe Rusland og Kina fortsætter, selv om Rusland har sagt, at deres røde streger er nået… Der  være en erkendelse af, at vi er på en frygtelig farlig vej, og folk må udtrykke deres modstand mod denne politik, højt og klart, før det er for sent.”

Zepp-LaRouche opfordrede sine lyttere til at bruge denne juleperiode til at hjælpe med at organisere andre til at udtale sig imod denne truende katastrofe og relaterede kriser – såsom faren for at titusindvis af millioner af mennesker sulter i Afghanistan som følge af Storbritanniens, USA’s og NATO’s finanskrigsførelse  og at mobilisere til fordel for de politiske alternativer, som Lyndon LaRouche længe slog til lyd for.

The Brinkmanship of Trans-Atlantic Cannot Be Tolerated

Weekly Strategic Webcast with Helga Zepp-LaRouche,

Wednesday December 22, 2021

HARLEY SCHLANGER: Hello I’m Harley Schlanger. Welcome to our weekly dialogue with Schiller Institute founder and Chairwoman Helga Zepp-LaRouche. It’s Dec. 22, 2021.

And Helga, as we’ve been reporting over the recent weeks, the drumbeat for war continues coming from trans-Atlantic powers. The Russians are making proposals to try and address it. They seem to be getting little or no response from the West. What’s the latest that you have on this?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Well, it is extremely worrisome, because it seems there are people committed to make a brinksmanship. Obviously, they hope that Russia, and China for that matter, will back down, but I don’t think that that’s in the cards. So two weeks ago, we spoke about this unbelievable statement by Sen. Roger Wicker, that he doesn’t want to take the first use of nuclear weapons off the table.

Now, in the meantime, the whole thing has escalated. There was a CNN report, with an unnamed U.S. high-ranking official, the suspicion was that it was National Security Adviser Jake Sullivan, who said we only have a window of four weeks left before we have to get a breakthrough, and somehow referring to a possible plan of Russia to invade Ukraine. Which Russia has denied many times, emphatically. But if you look at the chronologically of the last several weeks—it started much earlier—but let’s take the visit of the Director of the Office of National Intelligence of the United States Avril Haines to Brussels, where she briefed the NATO ambassadors about so-called hard evidence intelligence that Russia would plan and invasion of Ukraine at the beginning of 2022.

As I said, it was denied by Russia. Then there are obviously troops being gathered at the Russian side of the Ukrainian border, which has been commented on many times by Russia, that it’s their good right to do on their territory whatever they want. According to Maria Zakharova, the spokeswoman of the Foreign Ministry, there are at least 10,000 troops from NATO in Ukraine, 4,000 from the U.S. and 6,000 from other countries; and in the middle of all of that—I mean, there was the discussion between Putin and Biden on Dec. 7 on videoconference—which again looked as if this would move forward. But then, immediately, the people around Biden went back to their bellicose statements, so one never knows exactly what the U.S. policy is exactly.

And then Putin proposed two treaties, to the U.S. and to NATO. Now, these are not proposals for negotiations but ready-made treaties, one for the United States to sign, that they will basically not insist that Ukraine be in NATO, and the other one for NATO to sign, that NATO will not move any farther eastward. And the Russians, Putin, they said this is not negotiable; this pertains to the very national security interests of Russia, and they insist that these treaties be signed.

Now the reaction from the West, from [NATO Secretary General Jens] Stoltenberg, from Lambrecht, the new German defense minister, various other people, they said, they will not let Russia dictate what to do, and so forth, but there was no serious response so far. And various Russian spokesmen, Deputy Foreign Minister Sergey Ryabkov, Grushko, Lavrov, and various other people, they all said that this is very serious. If there is no response from the West, and if there is any more move to either move weapons into Ukraine, or to expand NATO in any way more eastward, there will be a military answer coming from Russia. And the bottom line has been reached, the red line has been reached.

So we are sort of in a countdown, where it’s very clear that whoever is pulling the strings in NATO in the end, and sometimes one is not quite clear if it’s Biden or not, or rather not, they’re obviously set that this policy of encirclement against Russia and China continue. And Russia has said, the red line has been reached.

Now, this is very, very dangerous, because —

Oh yeah, then I think it was also Sullivan, said that if there is any move from Russia in respect to Ukraine, that they will punish the economy of Russia so terribly that it—anyway, so there are all these threats in the air.

And there is now a very interesting statement by Leonidas Chrysanthopoulos, a former Greek ambassador, who commented on all of that, by basically saying the West should not be so hypocritical (I’m now using my own words), but that the West should recognize that all Russia is demanding, in written, legal terms, is what was promised in 1990 to them by the United States, by NATO, in the negotiations concerning the German reunification. And this is actually a matter of record: There are now documents which everybody can look up, that on Feb. 9, 1990, Secretary of State James Baker promised Gorbachev that NATO would not move “one inch eastward,” and this was also the content of the famous speech by then German Foreign Minister Hans-Dietrich Genscher, in his speech in Tutzing, where he basically said the same thing. Naturally, everybody knows these promises, which unfortunately were not made in written form, but just verbally, they were broken almost immediately and altogether 14 countries of the former Soviet Union and Warsaw Pact were integrated into NATO; and recently, and many times earlier, Russia has made the point that to have Ukraine and Georgia in NATO is unacceptable for the very simple reason that if you look at the border between Ukraine and Russia, it leaves only a few minutes, maybe as little as 5 minutes for a missile system to reach Moscow, which obviously is much too short a time to have an effective defense.

So, Russia makes the point that its national security interest is absolutely threatened by these moves by NATO. So we are on a countdown. And we should just keep in mind, if it comes to any war between Russia and Ukraine, which would involve any kind of—even without Western involvement—and this would escalate, Germany would immediately be the target. And if you have such statements like that of Senator Wicker, that the first use of nuclear weapons cannot be taken off the table, people should be aware of the fact, that if it comes to this, Germany ceases to exist!

So, this is one of the reasons why I have been saying NATO is no longer a security pact which is in the self-interest of Germany, because if in the case of any military conflict, Germany ceases to exist, obviously, this is not a good defense strategy.

So, I think, first of all people must make themselves familiar with this danger. According to the reports, we are in a four-week countdown, and I think it is absolute, urgent necessity that NATO and the United States and European countries do agree to sign such legally binding agreements with Russia, even if Putin, in a just-conducted meeting with some of his top military people said that even a legally binding, signed document does not give full security, because the United States has now a very long record that they pull out of treaties without any problem, overnight. But there must be a recognition that we are on a terribly dangerous road, and people must voice their opposition to this policy, loud and clear, before it is too late.

SCHLANGER: There have been some voices speaking out in the West, but not nearly enough, and then, instead, they’re drowned out by people like Sullivan, who said Russia must deescalate, when the escalation is coming from the West. And the U.S. has not even responded yet to this request for these treaties to be negotiated.

Now, unless you have something more on that, I think we need to move on to the situation in Afghanistan, where there have been some developments with the Organization for Islamic Cooperation meeting over the weekend, a potential for possible motion on unfreezing the funds. I think 46 congress members have written a letter to Biden. What’s your sense? Is there some momentum building on this, especially given the reports of the danger to millions of people, including children, of starvation and freezing this winter?

ZEPP-LAROUCHE: Yes, this is the second, absolutely heartbreaking and extremely upsetting story. You know, the West talks about moral values, value-based order, human rights, democracy, all of these beautiful words, but the reality is quite ugly. Because the World Food Program representatives, I think, the head Beasley and Mary-Ellen McGroarty in Afghanistan, visiting Kabul and Kandahar in the last several days, and they come back and say that 98% of the Afghanistan population is in dire poverty, more than 90% are food insecure, without medical supplies: 24 million people are in danger of dying this winter, 3 million children, babies are dying already—and this is the 21st century and the whole world should know about it, but if you look at the Western media, after the Taliban took over in August, there was a short period when Afghanistan was in the news, but since several months you hardly hear anything about it.

Now, there was a very important conference over Friday, Saturday, Sunday in Islamabad, Pakistan, of the Organization of Islamic Cooperation (OIC); this is with 57 states, the second largest international organization after the United Nations, and they had a meeting which was addressed by the Prime Minister of Pakistan, Imran Khan. I listened to his speech and I was—not that everything was new what he said, but he said it very distinctly. He said, when the Taliban took over and the West withdrew, everybody knew that 75% of the budget of Afghanistan came from international aid, and since that aid was immediately cut—the donor countries cut the aid right away, because the Taliban had taken over—everybody knew that the entire budget of Afghanistan was all of a sudden practically nonexistent. Then you had the freezing of the funds by the U.S. Treasury, by European banks, so there was a complete cash crisis: People could not import anything, they could not pay salaries, the whole thing broke down, and this has been going on for four months, with the result I just mentioned before.

But this is not the Taliban: When you hear the Western media, if they report anything at all, they say, “Oh yeah, the economy is now terrible, because of the Taliban.” It is not because of the Taliban! Because if you have, after 20 years of NATO war, NATO leaves, and the United States forces leave in a sudden fashion, the country in which they conducted war for 20 years: They leave the country, nothing has been built, no economy, no infrastructure, nothing is functioning, and then, they cut off the international lifeline, the donor monies, which make up 75% of the Afghanistan budget, they cut this off, they freeze the central bank’s funds, and then naturally a catastrophe erupts which nobody, not the Taliban or anybody else, can handle, because you have sanctions, and have a complete freeze of everything! And the West knows that! And they don’t react!

I mean, this is unbelievable! If you look at the Afghanistan situation, this is the end of any credibility of the West, and just to think that because the Western media are not reporting that, people should not think that it goes unnoticed. For example, the 57 OIC nations noticed; all the neighbors of Afghanistan noticed; all the third world noticed. So I think if this is not reversed very, very quickly, this will be of a lasting impact of a demise of the West. This is why I have said that the fate of Afghanistan and the fate of humanity are much more closely linked than most people are willing to think through.

I find this absolutely horrendous.

What the OIC conference decided: they will set up a fund, I don’t know exactly the amounts that will be available, but they will set up an office in Kabul, and the OIC has offered to coordinate international aid. So something is being done, for sure, but the problem is so gigantic that it really requires all the neighbors of Afghanistan to cooperate, and I think that the United States and the European countries—I mean, they were for 20 years in this country, and then they walk away. This is from the standpoint of international law, completely unacceptable. So Europe and the United States have an absolute moral obligation to reverse that and cooperate with the neighbors of Afghanistan and not only have immediate humanitarian aid, to alleviate the hunger, the lack of medical supplies, but then, participate in the economic buildup of the country, which can only occur by integrating Afghanistan into the Belt and Road Initiative projects—you know, the CPEC corridor from Pakistan to Kabul to Uzbekistan; the building of the Khyber Pass, and other well-defined projects which would immediately start building up the economy.

So that is what needs to be done. There are 39 congressmen who made an appeal to Biden to unfreeze the funds which are held by the Treasury: I think this is important. Obviously, this must immediately happen because the winter is already there.

SCHLANGER: And toward that end of accelerated humanitarian aid, you made the proposal which you call “Operation Ibn Sina,” that is, while specific to Afghanistan, actually reflects the need for the whole world in the midst of the COVID crisis, the economic breakdown, which is the necessity for a world health system, as the front end of a massive infrastructure investment program, which could include the Belt and Road Initiative and so on. How does that look as a prospect from your standpoint?

ZEPP-LAROUCHE: Operation Ibn Sina, because one has to start with Afghanistan, and Ibn Sina comes from a place nearby Bukhara which is Uzbekistan, but his father was born in Balk, which is Afghanistan, and people are very proud of him. He’s probably the greatest doctor who ever lived, so there is no better name to give this effort to build a modern health system in Afghanistan, than to call it after Ibn Sina. And there already has been great interest in this idea coming from several places in the region.

But more largely, we have now a new wave of the COVID-19, the Omicron variant, and, again, there is such an unwillingness by the establishment of the Western system to recognize that we have been on the wrong track, and I said in the very beginning, when it was clear this was a pandemic, in March 2020, I said we need a world health system or else this pandemic will not go away. Since then we’ve had all these mutations, and now we have Omicron, and there is no guarantee there will not be new mutations. And it’s also clear that the idea that the rich countries are producing and hoarding vaccines, and leaving the developing countries without is not helping anybody, because if you leave entire continents without vaccinations and without modern health equipment, then this virus will mutate, as it has done so far, and it will come back and may even make the existing vaccines obsolete.

So, either we go in earnest, and say that the fact that billions of people do not have modern hospitals is unacceptable, don’t have clear water, don’t have enough electricity, this is something which could be done; there is no reason why we could not immediately start to build modern infrastructure, like we have it in Germany—it may be rotting, but it’s still there because previous generations were a little bit smarter than the present crop of politicians—but there is no reason in the world why not technically, why not technologically, we could not start building hospitals: We need about 30,000 new hospitals around the world. That would be easy! We could even make these hospitals prefabricated, in the United States, in Europe, and then ship the modules to the respective countries. The Chinese proved in Wuhan that you can build a modern hospital in two weeks. It could be done this way.

We could start a crash training program for medical personnel. I have called for the youth, the young people in the world to be trained to help build such an effort, like it was done by Franklin D. Roosevelt with the CCC program in the New Deal. You can train young people on the job, give them a vision and a mission in life.

And I think this is really something—you know, we cannot continue this way! The idea that every time something happens, the rich countries only take care of themselves, and the developing countries are left in the dark, that has to stop and we have to start to really think in terms of a new paradigm if humanity is supposed to come out of this crisis. And given the fact that we have now the Christmas period, the holiday season, people have some days to think. And rather than just going about your business as usual—I mean, this is a breaking point of civilization: Either we really can shape up as a human species, or it may not look so great for our perspective.

SCHLANGER: I think your last point, that in the spirit of Christmas, of generosity and love of mankind, peace and good will toward men, this would be the time to move ahead with the shift to the new paradigm.

Helga, thanks for joining us today, and I know you wish all your viewers a merry Christmas, as do I, and we’ll see you again next week.

ZEPP-LAROUCHE: Yes. I wish you a Merry Christmas, and the first topic we discussed, I really want you to think about, because what we face in Europe between Russia, Ukraine, and Europe and NATO, is like a reverse Cuban Missile Crisis. In the Cuban Missile Crisis, Kennedy pointed to the fact that an island which is only 160 miles from the coast of Florida, the idea that you could deploy nuclear missiles in such a close vicinity, obviously could not be tolerated. But nuclear missiles in NATO, in the Baltic, missile defense system in Poland, in Romania, and the idea to move lethal weapons into Ukraine, from the standpoint of the Russians, this is exactly like the Cuban Missile Crisis.

So, I really want you to use this Christmas period to really work with the Schiller Institute, and help us to stop something which could really be fatal for all of humanity. And at the same time, there are all the resources, there are so many beautiful contributions to civilizations, Beethoven’s music, all the great poets, the great philosophers—read these things over these days and rethink how we should go about it, because we definitely need to change course urgently

 




Operation Ibn Sina: Det afgørende våben i den nuværende »krig om idéer«

Den 14. december (EIRNS) – De hurtige forandringer i den internationale, strategiske situation kræver, at vi retter vores opmærksomhed på at besvare dette afgørende spørgsmål: Hvordan kan idéer, såsom interventionen fra Komitéen for modsætningernes Sammenfald i verdens sundhedskrise, samt »Operation Ibn Sina«, et militært og strategisk, såvel som filosofisk, alternativ til den dødbringende geopolitik i Sydvestasien, omdanne den nuværende, tydeligvis fejlslagne liste af »troværdige politiske valgmuligheder« for at sikre, ikke blot fortsat menneskelig overlevelse, men sågar en økonomisk velstand uden sidestykke? Med andre ord, er det sandt, at en idé, under visse betingelser, som repræsenterer et dybere, uset, højere  »poetisk« princip, kan blive til en virkningsfuld politik, måske budt velkommen af store dele, eller sågar hele menneskeheden, således at ufuldkomne personer og ledere »selv imens de benægter og afsværger, alligevel formås til at tjene den magt, som sidder på tronen af deres egne sjæle«?

 Tre udviklinger i de sidste 48 timer antyder muligheden for en stor, dybdegående og vedvarende forandring. Disse udviklinger viser også, at dem, der handler fra den kreative fornufts »højere domæne«, ikke blot er klogere, men kan udmanøvrere dem, der ikke gør dette.

 Ét: Det russiske afslag, støttet af nationerne, Indien og Kina, hver med »én milliard plus« individer, af FN’s sikkerhedsråds resolution, som erklærer, at »klimaforandringer er en global sikkerhedstrussel«. Dette går imod det geopolitiske fremstød, der har været under opsejling i årevis for at sætte sloganet »klimaforandringer« i stedet for »ressourceknaphed« – det tidligere argument, der kan findes i dokumenter som »Det nationale Sikkerhedsstudie 200: Konsekvenser af verdensomspændende befolkningsvækst for USA’s sikkerhed og oversøiske Interesser« (»National Security Study Memorandum 200: Implications of Worldwide Population Growth for U.S. Security and Overseas Interests«). [I studiet stod der, at befolkningsvækst i udviklingslande var en trussel mod USA’s nationale sikkerhed, fordi disse lande dermed ville bruge deres egne, vigtigste naturressourcer, som USA havde brug for – red.] Disse tre nationer, som repræsenterer 40% af verdens befolkning, forsvarede dem der var for svage, for nedtrådte eller opdelte til at forsvare sig selv.

 Rusland og Kina i særdeleshed er klare over, at rapporten, »Den verdensomspændende trusselsvurdering udarbejdet af det amerikanske efterretningssamfund fra 2019«, blev skrevet efter sabotagen af det panel, som skulle have været ledt, efter Præsident Trumps anmodning, af fysikeren, William Happer, som fik en plads i Det nationale Sikkerhedsråd. Panelet havde til hensigt at undersøge den falske, (såkaldt) videnskabelige fortælling om ”forbindelsen” mellem CO2-udledninger og global opvarmning. Trump afviste Trusselvurderingen fra 2017, som oprindeligt havde påstået det samme, og han bragte Happer ind i administrationen i 2018. Men før Happers komité overhovedet kunne nå at mødes, blev den saboteret – sandsynligvis fra CIA’s side, ifølge én kilde – og gennemgangen blev aldrig foretaget.

 Rapporten fra 2019 konkluderede, at klimaforandringer er menneskeskabte og en betydelig trussel mod den nationale sikkerhed. På side 23 står der: »Global miljømæssig og økologisk nedbrydning, såvel som klimaforandringer, vil højst sandsynligt fremskynde konkurrencen om ressourcer, økonomisk nød og social utilfredshed gennem 2019 og derudover… Aftagende arktisk havis kunne forøge konkurrence – særligt med Rusland og Kina – i adgangen til søruter og naturlige ressourcer«. På side 24, en side senere, under titlen, »Regionale trusler: Kina og Rusland«, står der: »Kina og Rusland vil give udfordringer for USA og deres allierede indenfor en bred vifte af økonomi, politik, kontraspionage, militær og diplomati. Vi forventer, at de vil samarbejde for at modvirke amerikanske mål, og drage fordel af den stigende tvivl om den liberale, demokratiske model i nogle områder.« Det er det, som rent faktisk blev udmanøvreret af Rusland, Kina og, på en anderledes måde, Indien, gennem deres ageren i FN i mandags.

 To: Det atlantiske Råd (Atlantic Council) udgav i mandags et åbent brev til Præsident Biden under overskriften: »Afghanistan er ved at bryde sammen. Her er hvad USA bør gøre ved det«. Det var underskrevet af 13 amerikanske diplomater og militært personel, inklusive Ryan Crocker, James Cunningham, James Dobbins, David Petraeus og andre. Det indeholder følgende afsnit:

 »Udover fødevarer og medicin, har Afghanistan brug for en stabil valuta og et fungerende banksystem for at undgå et omsiggribende sammenbrud af økonomien og regeringen. Sundhedshjælpere, lærere og andre uundværlige arbejdere har brug for at blive betalt, hvis statens mest grundlæggende funktioner skal bevares. Almindelige afghanere fortjener adgang til deres egne penge, nu indefrosset i banker, som er bange for amerikanske og internationale sanktioner, samt det mulige sammenbrud af det afghanske finanssystem.«

 Lyder positivt, ikke sandt? Dernæst: »diskussioner er undervejs i Washington og andre steder for at udforske forskellige måder for at stabilisere den afghanske valuta og at undgå kollapset af banksystemet, uden at forsyne Taliban med ekstra ressourcer, som kunne bruges til ildesindede formål. Gode idéer til hvordan dette kan gøres er til stede, herunder forslag fra forhenværende ambassadører, USAID-direktører og embedsmænd fra Verdensbanken, blandt andre. Eftersom et hvilket som helst tiltag i denne retning vil være kontroversielt, og intet kontrolsystem er perfekt, kræver det mod at handle«.

 Når som helst man hører sætningen »mod til at handle« fra disse kredse, som »handler« overalt i verden, hele tiden, ofte i dit navn og uden din tilladelse, vær påpasselig og fortsæt med forsigtighed. Dem der har læst bogen: »En økonomisk lejemorders bekendelser« (»Confessions of An Economic Hit-Man«), af John Perkins, kan genkende tankegangen her. Der er rent faktisk intet om nødvendigheden af at stabilisere den afghanske nation her – men der er, på den anden side, en anden vigtig, bevægende faktor. »Jo længere beslutninger udskydes, desto sværere vil det blive at forhindre den overhængende humanitære katastrofe i landet og døden for mange afghanere« – dødsfald, hvis skyld vil ligge hos USA, NATO og dem der har afvist »Operation Ibn Sina«, eller noget som helst reelt nødsamarbejde med nationerne i området. Operation Ibn Sina er et sådant samarbejde, foreslået af Helga Zepp-LaRouche, og involverer Pakistan, USA, Kina og Rusland, såvel som Usbekistan og alle nationerne rundt om Afghanistan. Sådan et samarbejde, særligt i lyset af Putin-Biden-diskussionerne om spændingerne, der finder sted på grænsen mellem Ukraine og Rusland, både den russiske og amerikanske militære erfaring i Afghanistan og muligheden for et samarbejde mellem »modsætningerne« i det gode formåls tjeneste, samt medlemmer af andre religiøse overbevisninger, særligt til juletid, burde forfølges så meget desto mere. Operation Ibn Sina, så »usandsynlig« som den måske virker, er en krigsvindende strategi mod de reelle fjender – »fattigdom, sult, sygdom og krigen selv«.

 Tre: Bevismateriale, nøje sammenstillet i Danmark og Norge, med hensyn til coronavirussets omikron-variant, viser, at selv dem der har fået to vaccinestik har en meget høj smitterate [Danmarks myndigheder har igangsat en stor indsats for et tredje vaccine-boosterstik, hvilket de håber vil være meget effektivt, som et britisk studie viste – red.]. Dette rejser det åbenlyse spørgsmål: Hvad hvis omikron var ligeså dødelig som deltavirusset, hvilket den virker til ikke at være? Hvad ville vi gøre ved det? Selv uden dette, hvad er der ved at ske med hospitalsvæsenerne verden over, som er ved at blive oversvømmet af omikrontilfælde – og muligvis, hvert eneste dag det skulle være, en endnu mere dødbringende variant? Opråbet fra Dr. Jocelyn Elders til en global dialog og konference for at katalysere en verdensøkonomisk nødplatform, hvor upraktisk det end måtte lyde, er »sejrens hvælving« hvorunder verdens svageste og stærkeste, rigeste og fattigste, må mødes, hvis det skal lykkes at overleve.

 Lyndon LaRouche sagde følgende i december 1985: »I en sand republik, er sande borgere personligt ansvarlige overfor Skaberen, for virkeliggørelsen af denne republik; for virkeliggørelsen af det almene vel, da det påvirker alle personer i denne republik; for virkeliggørelsen, således, af hvert personligt liv i denne republik, samt virkeliggørelsen af denne republiks rolle i verden; for menneskehedens almene vel som helhed og hver eneste individuel personlighed, nutidig og fremtidig, af menneskeheden som en helhed. Den individuelle borger af en republik er personligt ansvarlig overfor Skaberen i den grad, at det individ enten har evnen til at påvirke tingenes gang, eller kan udvikle den nødvendige evne til at påvirke tingenes gang.« Måske benægter og afsværger vi, men vi kan også tjene fornuftens og skønhedens højere magt, hvilket, hvis vi er heldige, »selv i vores trods«, vil side og råde på tronen af vore egne sjæle.

Billede: Aga Khan Foundation: Sandra Calligaro




En sejrrig weekend

Den 13. september (EIRNS) – Sandheden om den 11. september begynder endelig at komme frem, efter at blot den første del af FBI’s efterforskningsdokumenter, hemmeligholdt i 20 år, blev udgivet af Præsident Biden. Takket være det utrættelige arbejde af 11. September-familierne og overlevende forenet for retfærdighed imod Terrorisme, i samarbejde med denne bevægelse over mange år, er sandheden om de saudiarabiske embedsmænds samarbejde med flykaprerne den 11. september og andre al-Qaeda-terrorister i USA blevet fastslået uden tvivl for enhver tænkende borger. Og ikke kun hvilke som helst saudiarabiske embedsmænd, men dem som også var tætte på Det Hvide Hus under Cheney og ”W” Bush og H.W. Bushs CIA.

Udtalte Lyndon LaRouche ikke på radioen den morgen, den 11. september, imellem at det første og det andet fly ramte tårnene, at Osama bin Laden ikke var en uafhængig styrke og ikke styrede disse angreb fra Afghanistan, men at USA’s sikkerhedskontrol og luftforsvar var blevet lukket ned med amerikanske agenturers medvirken? Hvem var bin Laden andet end en ung saudiarabisk radikal trænet i Pakistan af britisk efterretningstjeneste, MI6, og sendt ind i Afghanistan af Pakistans efterretningstjeneste, Inter-Services Intelligence, for at hjælpe George H.W. Bushs CIA med at styrte den eneste kompetente regering, som Afghanistan havde haft i 50 år? Hvem ville tro på, at ”bin Ladens al-Qaeda” udførte massemordet i New York og Washington? Men amerikanerne blev beordret til at tro på dette og at gå i krig for dette og at blive overvåget for dette i 20 år. Men denne forrige lørdag aften, 20 år efter den 11. september, blev sandheden endelig bekræftet uden yderligere tilsløring. LaRouche havde ret. Han havde allerede ret ni måneder inden den 11. september, da han den 3. januar erklærede, at Cheney og Bush ville have brug for ”ekstraordinær statsstyring” for at håndtere et kommende finanskrak og ville havde brug for et større terrorangreb for at kunne indføre dette.

Nu er endnu et kommende finanskrak igen årsagen til forsøg på at skabe konflikter og krige. Finanssygdommen – uendelig spekulation – kræver omgående LaRouches løsning med ”De fire Love”.

Tony Blairs, Dick Cheneys og ”W” Bushs endeløse krige må alle slutte nu. Kongressen må nu ophæve, ikke blot Autoriseringen til brug af Militærmagt, men den berygtede Patriot Act.

Og Afghanistan kan blive stedet for et samarbejde mellem USA, Kina og Rusland for at hjælpe med at genopbygge en ødelagt nation; dér kan en atomar konfrontation få en ende.

Søndag morgen, den 12. september, sendte Helga Zepp-LaRouche en hilsen til en rørende ”Mindehøjtidelighed for ofrene for terrorisme ved Tåremonumentet” i Bayonne, New Jersey. Til stede var reddere og folkevalgte politikere fra New York City og Bayonne, samt russiske embedsmænd fra FN og New Yorks konsulat, som mindedes at det var Vladimir Putin, der var det første statsoverhoved, som besøgte USA efter den 11. september, tilbød USA fuldt samarbejde mod terrorisme og derefter arrangerede skabelsen og gaven, monumentet ”Sorgens Tåre”. Ruslands ambassadør sendte en hilsen til forsamlingen, skulptøren af Sorgens Tåre og præsident af Det russiske Kunstakademi, Zurab Tsereteli, talte, og borgmesteren og brandmænd og politifolk fra Bayonne og New York talte lidenskabeligt om båndet mellem USA og Rusland.

Helga Zepp-LaRouche formidlede sit budskab til denne forsamling:

”Den første prioritet må være at redde folks liv i de lande, som var mål for de ’endeløse krige’, og det internationale samfund opfordres til at deltage i at bringe reel økonomisk udvikling til hele regionen, begyndende med skabelsen af et moderne sundhedsvæsen i hvert eneste land, hvilket, i en tid med denne pandemi og faren for fremtidige pandemier, er betingelsen for at overvinde denne forbandelse over menneskeheden. Dette kræver rent drikkevand, som er knapt i Afghanistan – en nation ramt af tørker – og det kræver elektricitet, som Afghanistan kun producerer 600 MW af i hele landet, svarende til et mellemstort til stort kraftværk i USA; 18 millioner mennesker er i fødevareusikkerhed og fire millioner trues med hungersnød den kommende vinter.

Præsident Biden kritiseres nu for tilbagetrækningen af tropperne, men han gjorde det rigtige, og hans løfte om at ’afslutte de endeløse kriges æra’ må også medføre enden på indefrysningen af Afghanistans finansielle midler; det må medføre afslutningen på Caesar-sanktionerne mod Syrien; og afslutningen på alle sanktioner imens pandemien står på. Det er tid til at række hinanden hånden, især, igen, USA og Rusland, da der var flere perioder i begge nationers historie, hvor et sådant samarbejde eksisterede til fordel for hele menneskeheden.

Lad os derfor bruge sammenfaldet mellem afslutningen på 20 år med krige og 20-årsdagen for den 11. september til en højtidelig forpligtelse til at betragte terrorisme, sult og underudvikling som menneskehedens fjender, og ikke hinanden. Lad os udskifte geopolitikkens æra med en æra for opnåelsen af menneskehedens fælles mål. Det er ikke et forgæves håb, at menneskeheden, som den eneste art der gennem sin eksistens har bevist, at kreativitet er den kvalitet som kan overgå alle tilsyneladende grænser, snart vil efterlade konflikt, aggression og krig bag sig, og at vi helt og fuldt bliver mennesker. Lad os inspireres af menneskets ædle ideal, som dette udtryktes i komponisternes, poeternes, kunstmalernes, arkitekternes og skulptørernes store kunst, ligesom skaberen af dette mindemonument, Sorgens tåre, hvorom vi forsamles i dag.

Disse sidste 20 år er forhåbentlig det sidste kapitel af menneskehedens ungdom, efterfulgt af dens voksenalder – hvor menneskers og nationers forhold til hinanden baseres på næstens kreative potentiale, og dermed gør dem til de bedste personer som de kan blive. At lære at tænke på den måde kræver en ophøjet åndstilstand i os alle for at kunne tænke ovenfra, fra denne menneskehedens højere enhed, der viser vejen til fremtiden, hvor alle nationer og alle mennesker vil skabe fred på Jorden og kolonisere stjernerne sammen.”




Lyndon LaRouche – 99 år

Lyndon H. LaRouche (8. september 1922 – 12. februar 2019), økonom, statsmand og filosofisk tænker, beviste, at en enkelt person uden ekstern udpeget autoritet kunne ændre verden gennem fornuftens magt. Ved hjælp af ikke kun sine skrifter, men sine handlinger og personlighed, beviste LaRouche, at menneskeheden kan opfinde, opdage og anvende fysiske love, der ikke kun ændrer, men forbedrer biosfæren. Hans mange forslag til videnskabs- og udviklingsprogrammer inden for fusionsenergi og rumfart; for en retfærdig omorganisering af det internationale banksystem; for grundlæggende ændringer i udformningen af uddannelsesprogrammer for undervisning i grundskoler og gymnasier; og for at identificere rollen som klassiske former for dramatisk og musikalsk komposition spiller i at øge evnen til kreativ tænkning, er netop de idéer, der viser vejen frem for Jordens næste halvtreds år.

I anledning af hans 99-års fødselsdag tilbyder vi tre videoafsnit, hvor Lyndon LaRouche diskuterer disse afgørende begreber:

Videoer:

1. Angående spørgsmålet om Hamlet (1996) (ovenover)

2. Interview med LaRouche i fængsel: økonomisk suverænitet kontra imperier (1991)

 

3. Kreativitet som sådan (2011)




POLITISK ORIENTERING AUGUST 2021:
Afghanistan: Hvad nu?: Fred gennem økonomisk udvikling

Download (PDF, Unknown)




Jordens Næste 50 År: panel 2 fra videokonference
På 50-årsdagen for LaRouches forbløffende prognose den 15. august 1971:
Nå, er du så endelig villig til at lære økonomi? den 14. august 2021

Resumé:

Den hurtigt skiftende situation på jorden i Afghanistans peger på den øgede, presserende nødvendighed af at forstå  Lyndon LaRouches livsværk, der, med stadig større klarhed, præsenterede sin vision for Jordens næste 50 år, og derudover. Mens COVID-19’s deltavariant blotlægger hvor utilstrækkelige verdens sundhedssystemer er, ser vi en brændende nødvendighed for at udvikle et produktionsniveau i stand til at understøtte yderlige milliarder af mennesker med en leve- og kulturel standard, passende til menneskehedens kreative potentiale.

Det andet panel af LaRouche Legacy Foundations begivenhed: ”Nå, så er I endelig villige til at lære økonomi?” tog fat i emnet om LaRouches vision for ”Jordens Næste 50 År” i forbindelse med bestræbelserne anført af Helga Zepp-LaRouche for at realiserer disse revolutionære mål.

Ordfører, Megan Dobrodt, kasserer for LaRouche Legacy Foundations bestyrelse, åbnede panelet med en video af LaRouches nære ven og samarbejdspartner, Norbert Brainin, førsteviolin for den legendariske Amadeus-kvartet.

Brainin begyndte en masterclass på Dona Krupa slot i Slovakiet i 1995 ved at introducere ideen om Motivführung, eller ”motivisk grundig komposition”, en tilgang til klassisk komposition udviklet af Haydn og forfinet af Mozart og Beethoven – grundig komposition i overensstemmelse med et princip. Brainin forklarede til tilhørerne, at han ofte snakkede om Motivführung med professionelle kolleger og studenter, som genkendte idéen, men at den eneste person, som forstod det fuldstændigt, var Lyndon LaRouche. LaRouche sagde ofte, at Brainin havde introduceret begrebet til ham, men at han forstod det som en universel proces, hvormed ikke blot stor musik, men også naturlige og menneskelige kompositioner af alle arter kunne udvikles. Velvidende om dette forklarede Brainin at sande klassiske komponister er ”videnskabsmænd”.

Dette blev efterfulgt af en optagelse af LaRouche, hvor han tog fat på spørgsmålet om menneskelig kreativitet på Schiller Instituttets europæiske konference, den 3. juli, 2011. Han fastslog, at mennesket er den eneste kendte kreative art, og forklarede at ”klassisk, kunstnerisk kultur” kan overføres til ”afdelingen for fysisk videnskab” med Riemanns ord. LaRouche forklarede at han bestemte sig for at bygge en bevægelse, da han indså at ingen andre end ham selv forstod katastrofen, som de finansielle forstyrrelser skabte i 1960’erne. Han begyndte ved at besøge universiteter og diskutere sine idéer. Han beskrev kort sin forståelse af sit fundamentale princip:

”Man ser en demonstration af dette i området indenfor for klassisk, kunstnerisk komposition, hvor sindet eksperimenterer med at opdage principper og udtrykker længslen efter dette eksperimentelle resultat, som opmuntringen til menneskesindets kreativitet. Det er kreativitet. Det, at bevæge sig ud over de almene vaner, eller livets rutine…”

Han afsluttede med en enkel udtalelse: ”Det er ikke magi: Det er virkelig menneskeheden.”

Den første gæst på panelet var Jacques Cheminade, langvarig samarbejdspartner med LaRouche, præsident for partiet Solidarité et Progrés i Frankrig og en tidligere præsidentkandidat. Han beskrev hvordan han, som fransk diplomat, først havde mødt LaRouche ved en begivenhed i Manhattan, og senere, mens han studerede LaRouches skrifter, blev konfronteret med et indlæg i New York Times, hvor han så et fotografi af franske soldater i 1. verdenskrig med teksten ”Endnu engang sortering – Hvem vil leve? Hvem vil dø?” Flere sider senere var der et billede af en etiopisk mor og hendes barn med ”sønderreven hud” med teksten: ”Hvem vil få mad og hvem vil dø?” Dette fik ham til at beslutte, at på trods af hans udsigter som en ung diplomat, var ”disse mine folk, også selv om jeg bliver nødt til at betale en høj pris for at blive en del af dem.”

Han beskrev sit samarbejde med LaRouche om at skrive en bog, på fransk og engelsk, med titlen ’Frankrig efter de Gaulle’ (La France aprés de Gaulle), som fremsatte idéen om at få Frankrig tilbage på det republikanske spor for udvikling, som karakteriserede general Lafayettes engagement i Den amerikanske Frihedskrig. Maurice Allais, den eneste franske borger som nogensinde har vundet en nobelpris i økonomi, forfattede et brev til Cheminade den 27. november, 2009, hvor han skrev, at han ”helt og holdent støtter LaRouches anstrengelser for at skabe en bred offentlig debat om radikalt at genskabe kreditsystemet og det internationale valutasystem”, og gav Jacques lov at offentliggøre dette. Cheminade sagde, at den tidligere statsminister, Michel Rocard, også delte LaRouches økonomiske syn.

I 1983 ledte LaRouche og hans kone, Helga, en Club of Life-begivenhed i Paris. Klubben blev stiftet af Helga Zepp-LaRouche, som et modspil til den yderliggående Romklubben. Den verdensberømte onkolog, Marie-Madeleine Fourcade, og de Gaulles samarbejdspartner og krigshelt i 2. Verdenskrig, General Jean-Gabriel Revault d’Allonnes, deltog i begivenheden i Paris. Alle disse skrev anmodninger for LaRouches frihed, da han blev en politisk fange i 1989. LaRouches universelle budskab blev demonstreret gennem den støtte han fik af førende medlemmer i det franske kommunistparti, såvel som udenrigsministeren under Præsident Valéry Giscard d’Estaing, Pierre Christian Taittinger.

Efter Cheminade benyttede to repræsentanter fra Argentina, Robert Fritzsche og Eduardo Fernandez, opdagelserne fra den store russiske bio-geokemiker, Vladimir Vernadsky, til at forklare LaRouches begreb om den ”relative potentielle befolkningstæthed” i forhold til ”energigennemstrømningstæthed” og forbedringer i levestandarden. Menneskets rolle i dette kompleks blev forklaret gennem forholdet til Vernadskys begreb om tre eksistensdomæner: den ikke-levende litosfære, den levende biosfære og det kognitive, erkendelsesmæssige, domæne, kaldet noösfæren. Mennesket er herre over alle tre, og deltager, som LaRouche har forklaret dette, også i det fjerde domæne, et kognitivt domæne som vi erkender i universets design og vækst, selvom vi ikke endnu kender dennes oprindelse på samme måde, som vi ved hvordan menneskeheden kan opdage universets udformning og” love”. De brugte Vernadskys beregninger og mere avanceret viden til at demonstrere, at, med nye energikilder på horisonten, kan Jorden understøtte en menneskelig befolkning på 3 billioner.

Dette blev efterfulgt af hilsner fra Carlos Gallardo, præsidenten for det Kristne demokratiske Parti i Peru.

Harley Schlanger, også en mangeårig leder af LaRouche-bevægelsen, fulgte efter med en ironisk fortælling om den virkelige oprindelse til Richard Nixons katastrofale bekendtgørelse den 15. august 1971. Mere end ti år senere, den 23. januar 1983, var John Connally fra Texas, som havde været finansminister under Præsident Nixon, tilfældigvis tilstede ved en tvangsauktion, da Connallys ejendele blev solgt, og sagde ja til et interview. Schlanger spurgte om beslutningen den 15. august 1971, og Connally erklærede stolt, at det havde været hans beslutning og en kæmpe succes. Da Schlanger udfordrede ham med LaRouches forklaring om at denne beslutning var årsagen til de efterfølgende katastrofer, som, blandt andre ting, var årsagen til Connallys personlige nedtur, blev han nedtrykt og sneg sig til sidst væk.
(https://www.youtube.com/watch?v=5bicKvoNFYM; 58 minutter inde)

Daisuke Kotegawa, tidligere højtstående embedsmand i Japans finansministerium og Japans administrerende direktør ved IMF, sendte en hilsen som støttede LaRouches skel mellem investeringer i den reelle økonomi på den ene side, og  spekulation på den anden, og opfordrede til genindførelsen af Glass/Steagall-loven.

Fred Huenefeld, en landbrugsøkonom, som har siddet i mange regeringspositioner i Louisiana, og er et langvarigt bestyrelsesmedlem i Schiller Instituttet, gav en levende beskrivelse af sine år med at agitere for LaRouches idéer og jage den amerikanske kongres for at få dem til at vågne op.

Tidligere statssenator fra South Carolina, Theo Mitchell, en leder i det Demokratiske Parti og et bestyrelsesmedlem i Schiller Instituttet, diskuterede sit arbejde med at blotlægge FBI’s uretfærdige retsforfølgelse af LaRouche, samt” Frühmenschen”-kampagnen, som forfulgte sorte folkevalgte, inklusive ham selv.

Den konkluderende del, om LaRouche på universiteterne, gav ungdomsledere fra LaRouche-bevægelsen mulighed for, at diskutere deres engagement i at få LaRouches idéer ud på universiteterne og andre steder. Gretchen Small, en leder af den sydamerikanske gren af LaRouche-bevægelsen og Præsident for LaRouche Legacy Foundations bestyrelse, åbnede denne del med et videoudsnit af den berygtede debat på City University i New York i 1971 mellem LaRouche og den førende keynesianske økonom, Abba Lerner, hvor LaRouche fik Lerner til at indrømme, at Nixons, og hans egen, økonomiske politik var i overensstemmelse med Hitlers rigsbankdirektør og finansminister, Hjalmar Schacht. Sidney Hook, den daværende, førende, akademiske ”filosof” og agent for efterretningstjenesten, som havde ansvar for at lukke låg på uønskede diskussioner, fortalte en LaRouche-tilhænger, efter at have været vidne til LaRouches effekt på den besejrede mester, Lerner, at LaRouche aldrig igen ville få lov til at deltage i en sådan debat.

Den første unge taler var fra Filippinerne, Carlos ”Itos” Valdes, søn af Carlos ”Butch” Valdes, stifter og leder af Philippine LaRouche Society og mange andre organisationer. Itos Valdes gav en oprigtig og bevægende beskrivelse af hvordan hans forståelse af bevægelsen forandrede hans liv, hvilket begyndte i hans barndom med hans families engagement med LaRouche-bevægelsen, og fortsatte med hans organisering af andre med idéer fra Platon, Leibniz, Franklin Roosevelt og LaRouche.

Carolina Dominguez, en ekstraordinær leder af bevægelsen i Mexico og overalt i Sydamerika, talte om kampagnen for at gøre LaRouches livsværk tilgængeligt gennem universitetssystemet, og præsenterede videoer af unge kolleger fra Mexico og Columbia. Hun beskrev problemet ved at fremhæve en økonomiprofessor, som sagde at en uddannelses formål var at blive en del af de rigeste 50%, frem for det at løfte de fattigste 50% ud af fattigdom.

José Vega fra Bronx (i New York) afsluttede præsentationerne med en video, som han havde lavet, der diskuterede LaRouches politik for de næste 50 år, inklusive idéen om et ”Civilt Konstruktionskorps for Rumfart”, baseret på FDR’s Civilian Conservation Corps, for at rekruttere unge til at deltage i et genoplivet rumfartsprogram.

De forberedte præsentationer blev efterfulgt af en eftertænksom diskussion blandt deltagerne om betydningen af det som de lige havde oplevet, og det som fremover måtte opnås. Et kort indspark fra Jacques Cheminade understregede hemmeligheden til LaRouches succes. Han sagde at han var fornøjet over at se tre generationer af LaRouches ungdomsbevægelser: den tidlige rekrut, Paul Gallagher, rekrutteret fra universitetet i 1960’erne; folk som er i 40’erne og 50’erne, som nu har en ledende rolle i bevægelsen; og dem i begyndelsen af 20’erne, der nu modnes til en højst effektiv politisk kraft.

Se også Panel 1 her: LaRouche Legacy Foundations konference – Verden bør lytte til Lyndon LaRouches kloge ord.




LaRouche Legacy Foundations konference – Verden bør lytte til Lyndon LaRouches kloge ord.

Se også panel 2 her:

Resumé:

14. august (EIRNS) – Kan den menneskelige race overleve den krise, der nu truer selve menneskeheden? Vil vi som en race betragtet fortsætte nedgangen til global atomkrig, en pandemi uden for kontrol, en hyperinflationær ødelæggelse af midlerne til livets opretholdelse, et kulturelt sammenbrud i en ny mørk tidsalder? Eller kan denne eksistentielle krise tjene til en genopblussen af menneskelig kreativitet hos tilstrækkeligt mange borgere i verden til både at afslutte det vanvid, der bragte os til dette punkt, og iværksætte et nyt paradigme, der forener verdens nationer i at stræbe efter menneskehedens fælles mål – fred gennem udvikling? Svaret ligger ikke blot i hvad folk tænker, men hvordan de tænker. Kan vi inspirere til kreativitet i en befolkning, der er blevet degraderet gennem videnskabeligt bedrageri, narkotika, pornografi, evindelig krigsførelse og økonomisk forfald?

Dette var temaet for konferencen i dag, den første der er sponsoreret af 'LaRouche Legacy Foundation'. Helga Zepp-LaRouche fik selskab af ledere fra hele verden – politiske ledere, økonomer, musikere, forskere og unge – fra Rusland, Kina, Slovakiet, Tyskland, Frankrig, Østrig, Argentina, Filippinerne, Mexico, Trinidad & Tobago, Peru, Colombia og Ukraine, i en dialog om "LaRouches opdagelser" og om "Jordens næste halvtreds år" under temaet: "Nå, er du så endelig villig til at lære om økonomi?" LaRouche Legacy Foundation er i gang med at udgive 'LaRouches Complete Works', hvoraf del 1 nu er tilgængeligt (se https://www.larouchelegacyfoundation.org/collected-works)

Det var for halvtreds år siden, den 15. august 1971, at Lyndon LaRouche blev ganske berømt, men også blev mål for det, som tidligere statsadvokat Ramsey Clark beskrev som "en kompleks og gennemgribende udnyttelse af retshåndhævelse, retsforfølgning, medier og ikke-statslige organisationer, fokuseret på at ødelægge en fjende… Formålet kan kun ses som ødelæggelsen – af mere end en politisk bevægelse, mere end en politisk skikkelse – det er begge dele; men det er en frugtbar idérig maskine, et fælles formål med at tænke og studere og analysere for at løse problemer, uanset indvirkningen på status quo eller på egeninteresser. Det var et overlagt formål at ødelægge dette for enhver pris”.

På denne dag i 1971 ophævede præsident Richard Nixon Bretton Woods-systemet, som havde opretholdt udviklingen af verden i tiden efter Anden Verdenskrig, ved at afkoble den amerikanske dollar fra dens forankring til guld, hvilket gjorde den til genstand for spekulation og tillod alle verdens valutaer at flyde, så det britiske system for "frie markeder" og deregulering kunne erstatte det hamiltoniske 'Amerikanske System', der er baseret på ideen om målrettet kredit til at forbedre den generelle velfærd og forøge den produktive arbejdskraft.

EIR's økonomiredaktør, Paul Gallagher, forklarede tusindvis af deltagere i konferencen over hele verden (med samtidig oversættelse til spansk, fransk, tysk og russisk), at Bretton Woods, der blev vedtaget efter Franklin Roosevelts død, ikke var det system, der var tiltænkt af FDR. Roosevelt havde snarere insisteret på, at de tidligere europæiske kolonier efter krigen skulle tildeles fuld uafhængighed, og at det amerikanske systems produktion af de kapitalgoder, der var nødvendige for at industrialisere hele verden, ville drive amerikansk produktion og samtidig endegyldigt afslutte kolonitiden. Men Harry Truman, som LaRouche karakteriserede som en 'lille mand, der tjente Wall Street', hjalp europæerne med at genoprette deres kolonier, mens USA blev indadvendt. Det efterfølgende fokus på intern forbrugerkultur gennem gæld, frem for eksport af kapitalgoder, ville – som forudsagt af LaRouche, på enestående vis blandt økonomer – forårsage tilbagegang og sammenbruddet af Bretton Woods. Dette var kun den første af LaRouches prognoser, som alle viste sig at blive fuldstændigt forudseende. En video af en tale af LaRouche i 2001, beskrev hans mange prognoser og understregede, at han "stod alene" blandt økonomer, der var indfanget i britisk monetaristisk ideologi, tænkte på penge, ikke den fysiske transformation af naturen eller livsbetingelserne for den menneskelige race.

Helga Zepp-LaRouches hovedtale gav et stærkt indblik i hendes mand Lyndon LaRouches evne til at inspirere mennesker fra alle forskellige samfundslag, fra statsoverhoveder til peruanske fiskere og italienske skomagere, til at forstå en anden måde at tænke på – at man ikke kan adskille politik, videnskab og kultur, og at alle aspekter af livet falder ind under den centrale rolle af kreativitet, som kendetegnende for forskellen mellem menneske og dyr, og som driver videnskaben om fysisk økonomi som den sande videnskab om menneskelig fremgang. Hun bemærkede senere, at alle, der mødte LaRouche, oplevede en opvågnen af deres egne fornuftsmæssige åndsevner, gennem kreativiteten i LaRouches sind, der ansporede dem.

Zepp-LaRouche afdækkede sin mands gæld til Platon, Leibniz, Kepler og andre af historiens giganter i forbindelse med hans egne opdagelser. Hun gennemgik de nye metrikker til måling af fremskridt, som han skabte – "relativ potentiel befolkningstæthed" og "energi-gennemstrømningstæthed" – og sammenhængen mellem disse afgørende begreber. Hun behandlede Lyns første beslutning om at bekæmpe Norbert Wiener og John von Neumann statistiske metode til systemanalyse, der opfatter sindet som en computer og fremmer kunstig intelligens som en erstatning for sindet. Dette falske begreb om menneskets natur er i dag vokset til vanvid i "modellerne", der driver klimasvindlen, finansielle spekulationer og det oligarkiske samfund. Hun sluttede med at opfordre til "at udskifte idéerne om informationsteoriens kvaksalveri med LaRouches idéer på alle universiteter".

Den førende kinesiske økonom, Ding Yifan, der har skrevet om LaRouches ideer i flere bøger, bemærkede, at LaRouche havde fokus på to forbrydelser fra slutningen af Bretton Woods: Misbruget af valutaer gennem flydende valutakurser, hvilket tillod spekulanter at angribe nationale valutaer; og deregulering af det finansielle system, som gjorde det muligt for spekulanterne at tage over. Han noterede sig to begivenheder i kinesisk historie, første gang under Han-dynastiet for 2000 år siden, og sidenhen i den mongolske æra i 1300-tallet, hvor lignende ignoreren af forskellen mellem penge og realøkonomien førte til dynastiernes sammenbrud. Nutidens QE og anden hyperinflationær pengeudstedelse, sagde han, skaber en kræft i økonomien – en demonstration af LaRouches advarsel om entropi som følge af den manglende udvikling af realøkonomien.

Jozef Miklosko, den tidligere vicepremierminister i Tjekkoslovakiet og tidligere slovakisk ambassadør i Italien, beskrev sin ven LaRouche som den mest veluddannede mand, han nogensinde har kendt, og bemærkede at 80 sider af sin bog handlede om LaRouche og hans organisation. Han beskrev sin rejse for at besøge LaRouche i fængslet, hvor dennes optimisme og agapē (menneskekærlighed, red.) var uforstyrret. Han gennemgik også uretfærdigheden ved LaRouches fængsling, og den verdensomspændende mobilisering af verdensborgere, der forenede sig for at protestere mod denne uretfærdighed. Han beskrev LaRouche som "Amerikas Sakharov" og opfordrede til en ny revolution af kristen agapē. Han anbefalede, at der blev produceret en "kort bog" på alle sprog om LaRouches ideer, hvilket blev hilst velkommen af Helga Zepp-LaRouche og ordstyrer Dennis Small fra LaRouche Legacy Foundation, alt imens han iagttog, at det virkeligt ville være ganske svært at indfange LaRouches ideer i en "kort" bog.

Dr. Natalia Vitrenko, formand for det Progressive socialistiske Parti i Ukraine og tidligere parlamentariker og præsidentkandidat, holdt et lidenskabeligt oplæg med titlen, "Saving Mankind: Is It a Mission-Possible?," om hendes samarbejde med Lyndon og Helga LaRouche. Hun påpegede, at topmødet mellem Biden og Putin korrekt indikerede den farlige strategiske krise, men advarede om at dette møde ikke tog fat på de grundlæggende årsager til krisens systemiske ødelæggelse af verdens økonomiske og finansielle system. Hun gennemgik verdensøkonomiens frygtelige tilstand og de nødvendige løsninger formuleret af LaRouche. Hun kaldte det vestlige banksystems tilstand en "spekulativ kæmpeblæksprutte" der suger rigdommen ud af verden. Hun gennemgik også ødelæggelsen af ​​Ukraine efter kuppet i 2014, som drev landet fra at være en af ​​de ti bedste økonomier i verden til den nu fattigste i Europa med 10 millioner sultne og et befolkningsfald på over 20% siden 1990. Hun afsluttede: "Bliver vi til en kirkegård med vindmøller i stedet for kors?"

Dr. Kirk Meighoo, tidligere senator i Trinidad & Tobago samt forfatter og en politisk aktivist, beskrev hvordan han blev udviklingsøkonom gennem sin uddannelse (i Toronto, Jamaica og Storbritannien), men først efter at have opdaget LaRouche via internettet indså, at hans dybtgående ideer var blevet censureret på alle universiteterne. Han beskrev, hvordan fremkomsten af Kina, Indien og Rusland som store økonomier burde have ført til en ny verdensorden, og at G20 havde gjort en indsats i den retning, men mislykkedes, alt imens BRICS nu er blevet revet fra hinanden. Pandemien ødelagde økonomier rundt om i verden, sagde han, mens penge bliver trykt i uhyrlige mængder for at redde bankerne og "overføre rigdom fra de fattige til de rige". Løsning af denne krise kan kun opnås ved helt at afslutte det neoliberale system, bemærkede han, og roste LaRouche-organisationen for at lede denne indsats.

Universitetslektor Yekaterina Fyodorovna Shamayeva fra Rusland, talte om "Design og ledelse af bæredygtig udvikling samt tværfaglig syntese af de grundlæggende ideer indenfor Lyndon LaRouches og Pobisk Kuznetsovs metodelære." Afdøde Pobisk Kuznetsov var en af ​​Ruslands førende forskere og filosofiske tænkere, der blev en nær ven og samarbejdspartner med Lyndon LaRouche efter Sovjetunionens fald. Han foreslog, at en ny måleenhed for fysiske økonomiers fremgang skulle baseres på LaRouches dobbeltbegreb for relativ potentiel befolkningstæthed og energi-gennemstrømningstæthed, og at enheden skulle kaldes "La" efter LaRouche. Shamayeva beskrev den fortsatte indsats i Rusland for at skabe en syntese af ideerne fra Kuznetsov og LaRouche, og understregede at økonomi ikke kan adskilles fra naturlovene. Hun opfordrede til, at flere af LaRouches værker blev oversat til russisk (et stort antal af LaRouches større skrifter er allerede tilgængelige på russisk).

Det første panel sluttede med videopræsentationer og oplæsninger om LaRouche fra flere mennesker, der er døde siden hen, blandt dem: tidligere statsadvokat Ramsey Clark om justitsmordet i forfølgelsen af LaRouche; Dr. Enéas Carneiro, et tidligere medlem af det brasilianske parlament og præsidentkandidat, om hvorfor LaRouche fik æresborgerskab i byen São Paulo; Mexicos tidligere præsident José López Portillo, der i 1998 opfordrede verden til at "lytte til de kloge ord fra Lyndon LaRouche"; og tidligere udenrigsminister i Guyana, Fred Wills, der i 1976 opfordrede FN's generalforsamling til at vedtage LaRouches idé om en ny international økonomisk orden

Fascinerende dialog under spørgerunden drejede sig om tre spørgsmål fra publikum: 1) Hvad er forskellen mellem "prognoser" og "forudsigelser?" 2) Truer nye teknologier og robotter med at forårsage arbejdsløshed? 3) Hvad er forskellen mellem marxisme, neoliberalisme og kristen socialisme?

Hele konferencen kan ses på https://www.larouchelegacyfoundation.org/news/august-15




LaRouche om Afghanistan: Påbegynd udvikling NU!

8. august (EIRNS) – I 1993, da der gennem modig ageren fra den israelske premierminister Yitzhak Rabin og PLO-formand Yasser Arafat, blev indgået en aftale om fred mellem Israel og palæstinenserne i Oslo (hvor det omhyggeligt blev undgået, at briterne fik nogen rolle at spille), og underskrevet i Washington af de to ledere, sagde Lyndon LaRouche følgende: ”Det presserende er her, at vi bevæger os hastigt for straks med det samme at få gang i økonomiske udviklingsprojekter, såsom kanalen fra Gaza til Det døde Hav, for hvis vi venter til dette er uddebatteret, vil fremskridtets fjender og fjender af den menneskelige race, igennem mennesker som Ariel Sharons venner, have succes med at gribe ind for at drukne denne aftale i blod og kaos”.

Som i så mange andre potentielle vendepunkter i historien, blev Lyndon LaRouches kloge ord ikke taget til efterretning: Udviklingsprogrammerne blev udskudt, mens finans- og stabilitetsspørgsmål blev debatteret; Oslo-aftalerne blev saboteret; Rabin blev myrdet "af Ariel Sharons venner"; og "blod og kaos" har fulgt efter igennem de forløbne 28 år.

LaRouches ord har givet genlyd gennem årtierne, og er lige så relevante for krisen i Afghanistan i dag, som de var i Palæstina dengang – faktisk er en vellykket løsning i Afghanistan gennem LaRouches tilgang med ”fred gennem udvikling” måske den sidste chance for at opnå en lignende fred i Sydvestasien i den nærmeste fremtid. Konsekvenserne af ikke at følge denne tilgang er mere alvorlige i dag, da verden bliver presset stadig tættere på termonuklear krig..

Men vi kan være optimistiske over, at potentialet for fred gennem udvikling er større i dag end nogen sinde siden 1990'erne, hvor muligheden for global fred efter Sovjetunionens sammenbrud blev spildt. På det tidspunkt foreslog Lyndon og Helga LaRouche 'Den nye Silkevej' for at forene verden i en ny æra af udvikling, fri for den britiske imperialistiske opdeling af verden i blokke. Briterne saboterede denne indsats ved at opretholde og udvide NATO og opretholde "fjendebilledet" af Rusland og Kina. Men Kina omfavnede ideen, og 20 år senere søsatte præsident Xi Jinping Bælte- og Vejinitiativet, og bragte den mirakuløse kinesiske udviklingsproces til resten af verden. Nu har langt størstedelen af verdens nationer deltaget i denne proces som medlemmer af Bæltet og Vejen.

Og det er LaRouche-Organisationen og LaRouches Schiller Institut der nu er i centrum for processen. Schiller Instituttets konferencer i de sidste 15 måneder har samlet operative kræfter til dialog – fra Rusland, Kina, Indien, Sydvestasien, Afrika og Latinamerika sammen med europæere og amerikanere – for at formulere den nødvendige økonomiske og politiske politik for et nyt paradigme for menneskeheden. Den udgave af EIR (Executive Intelligence Review, red.), der offentliggøres den 13. august, vil indeholde afskrifter af dele af den historiske konference i Schiller Instituttet den 31. juli, "Afghanistan: Et vendepunkt i historien – efter den mislykkede periode med regimeskifte", som indeholdt bl.a. dybdegående diskussion af udviklingsprocessen, der en gang for alle må og skal føre til en fredelig løsning af det imperialistiske "Great Game" i Afghanistan. I stedet for at britiske tropper marcherer gennem Khyber-passet, er planen en forlængelse af jernbanelinjen, der løber fra Kina gennem Peshawar til Gwadar-havnen, som en del af den kinesisk-pakistanske økonomiske korridor (CPEC), for gennem Khyber-passet at forbinde sig til Kabul og videre til Usbekistan og Tadsjikistan, der forbinder det indre Centralasien med Det arabiske Hav og genopretter Afghanistans gamle rolle som det velstående knudepunkt for Silkevejen.

Dette storslåede projekt blev formuleret på en konference i februar i Tasjkent og er allerede i gang. Umida Hashimova, en analytiker ved det USA-baserede Center for 'Naval Analyzes', der har specialiseret sig i Centralasiens anliggender, fortalte South China Morning Post, at der er igangværende finansieringsdiskussioner med amerikanske og asiatiske udviklingsagenturer, og at “Konstruktion af den 573 km lange første strækning af jernbanelinjen mellem Kabul og Mazar-i-Sharif, forventes at begynde i næste måned. ”Design og teknisk dokumentation af jernbanen vil blive foretaget af Russian Railways, meddelte usbekiske embedsmænd efter samtaler med den administrerende direktør for Russian Railways Oleg Belozerov i Tasjkent den 19. maj.

USA er engageret i to beslægtede institutioner. "Extended Troika", bestående af USA, Rusland, Kina og Pakistan, blev etableret i 2019 og holdt to møder i år, der fokuserede på at finde en løsning på Afghanistan-situationen efter tilbagetrækning af udenlandske styrker. Der er også et "Quad"-arrangement, der involverer USA, Usbekistan, Pakistan og Afghanistan, som er fokuseret på jernbaneudviklingsprojektet.

Det er afgørende, at USA samarbejder med alle landene i regionen, især Rusland, Kina, Indien og Pakistan, om denne afgørende test af menneskehedens evne til at afslutte geopolitikkens æra og skabe en ny renæssance. Der er magtfulde kræfter i Storbritannien og USA, herunder ledende elementer fra begge politiske partier, som vil gøre alt hvad de kan for at sabotere dette projekt, der modsætter sig det malthusianske vanvid af 'Green New Deal og affolkning', hvilket hurtigt ville føre til flere krige.

Amerikanere og verdens borgere vil få lejlighed til at reflektere over Lyndon LaRouches skelsættende ideer den 14. august, som markerer halvtredsårsdagen siden præsident Nixon afsluttede Bretton Woods-systemet, hvilket bekræftede LaRouches advarsel dengang. Tilmeld dig her til konferencen, "So, Are You Finally Willing To Learn Economics?": Https://www.larouchelegacyfoundation.org/news/august-15/#rsvp




Videokonference: På 50-årsdagen for LaRouches forbløffende prognose den 15. august 1971:
Nå, er du så endelig villig til at lære økonomi? Lørdag den 14. august eller bagefter

Se også panel 2 videoen her:

 

Se intro videoen her:

Program

Panel 1: “On LaRouche’s Discovery” 15:00 danskt tid

Moderator: Dennis Small (U.S.), LaRouche Legacy Foundation

Helga Zepp-LaRouche (Germany), Board of Directors, LaRouche Legacy Foundation

Ding Yifan (China): Deputy Director of the Research Institute of World Development, China Development Research Center (DRC) “The Importance of Physical Economics in Today’s World”

Jozef Mikloško (Slovak Republic), Former Vice Prime Minister of the first Czechoslovakian government after the fall of Communism

Dr. Natalia Vitrenko (Ukraine), Doctor of Economic Sciences, Chairman of the Progressive Socialist Party of Ukraine, People’s Deputy of Ukraine (MP) 1995-2002: “Saving Mankind Is a ‘Mission—Possible’”

Yekaterina Fyodorovna Shamayeva (Russia): “Design and Management of Sustainable Development and an Interdisciplinary Synthesis of the Fundamental Ideas of the Schools of Lyndon LaRouche and Pobisk Kuznetsov”

Paul Gallagher (U.S.), EIR Editorial Board: “LaRouche’s Early Forecasts”

LaRouche on the World Stage: Through the Words of Ramsey Clark (U.S., former Attorney General); Dr. Enéas Carneiro (Brazil, former member of parliament and presidential candidate); José López Portillo (Mexico, former President)

Discussion Period

Panel 2: “Earth’s Next Fifty Years” 19:30 dansk tid

Moderator: Megan Dobrodt (U.S.), Board of Directors, LaRouche Legacy Foundation

Jacques Cheminade (France), Founder and President of the Solidarité et Progrès Political Party in France, former Presidential Candidate: “Lyndon LaRouche’s Method of Physical Economy in Coincidence with France’s Republican Humanism”

Dr. Kirk Meighoo (Trinidad and Tobago), political analyst, media commentator, author, and former independent Senator in Trinidad and Tobago

Roberto Fritzsche and Eduardo Fernández (Argentina): “Notes on Potential Relative Population Density in Lyndon LaRouche’s Economics”

Harley Schlanger (U.S.) Schiller Institute: “Nixon’s August 1971 Announcement: An Eyewitness Account”

Fred Huenefeld, Jr. (U.S.), Schiller Institute Board member; former President of the Louisiana Association of Soil Districts; former President of NORM (National Association of Raw Materials); former Treasurer of the Louisiana State Democratic Party

Theo Mitchell (U.S.), Former State Senator, South Carolina

LaRouche in the Universities: Gretchen Small (U.S.), LaRouche Legacy Foundation: “LaRouche in the Libraries”; Carlos “Itos” Valdes (The Philippines), The Philippine LaRouche Society; Carolina Dominguez (México) LaRouche Youth Movement; José Vega (U.S.), LaRouche Youth Movement

Discussion Period

To uddrag fra Helga Zepp-LaRouches Schiller Institut-webcast den 11. august om LaRouche-videokonferencen:

(ikke korrekturlæst) HARLEY SCHLANGER: Goddag, jeg er Harley Schlanger. Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, stifteren og formanden for Schiller Instituttet. 

Vi befinder os blot nogle få dage fra en stor konference, arrangeret af LaRouche Legacy Foundation, der, på 50-årsdagen, vil se på konsekvenserne af begivenhederne omkring den 15. august, 1971, der etablerede Lyndon LaRouche som førende økonom – både hvad hans forudsigelse af dette angår, såvel som hans advarsler bagefter. Helga, dette burde blive en særdeles vigtig begivenhed, og jeg håber, at mange af vores seere ikke blot vil se det, men opmuntre andre til at deltage.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg tror at denne begivenhed vil understrege det faktum, at Lyndon LaRouche er, i det mindste i den transatlantiske sektor, uden tvivl den førende økonom, som forudså følgevirkningerne af Nixons afskafning af Bretton Woods-systemet, ved at erstatte faste valutakurser med flydende valutakurser. Dette påbegyndte retningen mod alle de onder, som vi ser i dag – en pandemi, en disintegration af finanssystemet, et alment kollaps af den kulturelle side af samfundet. Det er muligvis en overraskelse for mange mennesker, at se disse situationer som ét komplekst domæne, der hænger sammen, men Lyndon LaRouche forudså hvad dette dramatiske brud betød, efter man opgav at fokusere på den virkelige økonomi, på fysiske økonomier underlagt de egentlige universelle principper i universet, og erstattede det med systemanalyse, kybernetik, hele informationsteorien, fordi han indså, hvad den grundlæggende fejl i Norbert Wieners og John von Neumanns teorier var. Og der vil være mange eksperter, som vil tale om dette på lørdag.

Så jeg synes at I, vores seere, virkelig burde se det. For hvis I ønsker at forstå, hvorfor verdens økonomer har været ude af stand til at forudse krisen i 2008, hvorfor de er fuldstændig hjælpeløse, når det kommer til, at finde blot en analyse, for ikke at snakke om en løsning til den nuværende krise, så er denne begivenhed på lørdag et absolut ”must see” for jer.

Dette vil være et jordskælv af en begivenhed, og det er ikke at love for meget.

SCHLANGER: (griner) Jo, altså titlen er ”Så, er I endelig villige til at lære økonomi?” Og jeg tror, at det er vigtigt at nævne, at det er sponsoreret af LaRouche Legacy Foundation, som er i gang med at samle Lyndon LaRouches værker. Og når man begynder at kigge igennem disse titler, ser man hvor forbløffende hans livs arbejde virkelig var.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, vi udgiver min afdøde mands samlede værker. Vi har allerede udgivet én enorm smuk udgave, det første bind. Det andet er på vej. Vi vil digitaliserer hele værket, således at det vil være tilgængeligt for alle dem, som ønsker at studere fysisk økonomi seriøst, men også de andre områder af min mands ufatteligt rige livsværk.

Så dette er en meget vigtig begivenhed af mange, mange grunde.

Senere…

SCHLANGER: Det bringer os tilbage til vigtigheden af lørdagens konference – denne kommende lørdag, den 14. august, klokken 15-20 dansk tid [ – kan også ses senere].

Vi oplever i øjeblikket slutfasen af finanssystemet efter 1971, og dette er noget, som Lyn havde advaret om, og videre, ikke blot advaret om, men præsenteret alternativer. Hvordan ville du organisere folk til at se dette og at deltage, og bruge det som et springbræt, ikke blot til at lære økonomi, men at skabe en genoplivelse af den fysiske økonomis bedste tradition?

ZEPP-LAROUCHE: Spørgsmålet, som folk burde stille sig selv, er, hvorfor er verden i en så skrækkelig tilstand? Og jeg tror, at Lyndon LaRouches arbejde er den uundværlige nøgle, ikke blot for at forstå dette, men også for at overvinde det. Fordi, hvorfor var Lyndon LaRouche, som praktisk talt den eneste økonom på det tidspunkt, i stand til at identificere, hvad dette brud var, hvad vigtigheden af hvad Nixon gjorde var? Det var ikke blot en lille økonomisk forandring. Det var et skelsættende brud mellem noget, som var et ufuldkomment system – Bretton Woods-systemet – som aldrig var det som Franklin D. Roosevelt havde til hensigt, fordi Truman og Churchill udvandede det fuldstændigt, og betonede aldrig nøglekomponenten, som var, at overvinde underudvikling i udviklingslandene; det var aldrig en del af det egentlige Bretton Woods-system. Men det stabiliserede dog, i omkring to årtier, økonomierne i USA og Europa, fordi det var opmærksom på nogle grundlæggende fysisk-økonomiske realiteter.

Og Nixon smed dette ud af vinduet ved, at introducere en ny form for monetarisme, hvilket var idéen om, at fra nu af, ville man blot bruge algoritmer til at beskrive markederne. Lyn havde påpeget, hvad fejlen ved Norbert Wiener og John von Neumann var, nemlig den, at de havde anvendt et system, som intet havde med virkeligheden at gøre. Det er en model, og denne model bliver brugt i dag til omtrent alting: Det bruges til—hvis man betragter spekulation, i en tidsskala på nanosekunder, i tempoer af nanosekunder, billioner rejser rundt om planeten i form af spekulation. Disse er baseret på den samme algoritmiske metode i meget hurtige computere, som styrer denne form for spekulation, fuldstændig uafhængigt af fornuft, eller real-økonomiske kriterier.

Det samme er tilfældet for vejret: Det viser sig, at den første person, som udviklede en sådan idé om vejrmodeller, som kunne forudse, eller prognosticere, var Norbert Wiener, og også John von Neumann tror jeg. Så det er grunden til, at IPCC's model er værdiløs. Den har intet med de komplekse årsager for klimaet at gøre, og det er kun en model. Det var det samme møg, som Romklubben i 1972! Da de udgav bogen Grænser for Vækst var det den samme falske model, hvor de udelod det teknologiske fremskridts indflydelse på økonomiens produktivitet. Det var det, som LaRouche havde fastslået som værende nøglen: Menneskelig kreativitet, opfindelser, opdagelser af grundlæggende principper og måden hvorpå disse opdagelser, når de anvendes via teknologi i produktionsprocessen, hvordan de påvirker produktiviteten. Det er noget, som man ikke kan måle med disse modeller og det er grunden til at alt dette ikke fungerer.

Men man kan kigge på mange andre områder og man vil se at den samme idiotiske metode anvendes. For eksempel, i forudsigelsen af forbrydelser har de nu modeller, som forudser på hvilket gadehjørne, hvilken person vil begå et mord fem år ud i fremtiden, og derfor bliver man nødt til at bygge fængsler til, at kunne rumme dette – jeg overdriver en lille smule, men ikke særlig meget.

Jeg mener, det her er vanvittigt: Det har intet med virkeligheden at gøre, og jeg mener at det er en grundlæggende diskussion. Hvis ikke dette genovervejes, og rettes op på gennem videnskab, gennem opdagelser, gennem universelle fysiske principper, er der ingen løsning, fordi der er et helt etablissement, som følger dette, ligesom Rottefængeren fra Hameln, og det vil føre ud over en afgrund, og folk vil styrte ned i afgrunden i forfølgelsen efter en forkert idé.

Heldigvis er det ikke alle som gør dette: Rusland, for eksempel, gør ikke dette; Kina har ikke den samme vanvittige tilgang. Så, når folk taler om en konkurrence blandt systemer, er man nød til at betragte årsagen til at Vesten slår fejl indenfor så mange områder. Og det er det, som lørdagens diskussion handler om, men også en forhåbningsfuld idé, fordi Lyndon LaRouche har leveret løsninger, som verden har brug for i dag, mere end nogensinde før.

SCHLANGER: Jeg tror, at det er en perfekt måde, at afslutte på, for at sørge for, at folk stiller ind på lørdag, den 14. august, klokken 15. Som du siger, der er ingen tvivl om, at vi befinder os i et systemisk sammenbrud. Spørgsmålet er, om vi har modet til rent faktisk at lære økonomi og lære fra det største økonom i det sidste århundrede, Lyndon LaRouche.

Invitation:

Det er med glæde, at LaRouche Legacy Foundation inviterer dig til videokonference med førende internationale eksperter, for at undersøge de unikke bidrag af Lyndon LaRouche (1922–2019) til videnskaben om fysisk økonomi [at økonomi ikke er penge, men vores evne til at forbedre menneskehedens levevilkår].

Seminaret afholdes på 50-årsdagen for præsident Richard Nixons skæbnesvangre meddelelse om Bretton Woods-systemets afslutning, den 15. august 1971.

Det er også en påtrængt opfordring til at reflektere over, hvad der gik galt med den økonomiske politik i den transatlantiske sektor i løbet af de sidste fem årtier, for at rette op på de vedvarende politiske fejltagelser og ændre kurs, før vi hævner i en sammenbrudskrise, der kun kan sammenlignes med det 14. århundredes mørke tidsalder.

Se intro videoen til konferencen her


Baggrund:
 
Den 15. august, 1971 gav Nixon en dramatisk 18-minutters national tv-tale, hvor han meddelte:
 
1. Dollaren blev taget af guldstandarden: dollaren ville ikke længere kunne indløses i guld;
2. Et flydende valutakurssystem ville erstatte det eksisterende internationale valutariske fastkurssystem;
3. Der ville blive indført en midlertidig løn- og prisfrysning i USA, som hurtigt blev til fase I, II og III med drastiske stramninger
 
.
Selvom Nixon angiveligt bekendtgjorde disse foranstaltninger for at tøjle finansielle spekulationer mod dollaren, åbnede de i virkeligheden sluserne for den mest massive, langvarige spekulation i menneskehedens historie, kombineret med et fysisk økonomisk kollaps – som fortsætter den dag i dag.
 
Meddelelsen fra 15. august 1971 var den mest vidtrækkende og katastrofale beslutning i den økonomiske politik i det 20. århundrede med hensyn til dens konsekvenser frem til i dag. Èn økonom, og én økonom alene, forudså konsekvenserne. Inden for få timer efter denne meddelelse advarede han om hvad der ville komme, og forklarede, hvad meddelelsen betød.
 
Denne mand var Lyndon LaRouche.
 
LaRouche brugte de næste fem årtier på at advare om, at hvis denne politik blev videreført, ville verden gå ind i en systemisk sammenbrudskrise med sandsynligheden for fascistisk økonomisk politik. Alt imens præsenterede han detaljerede programmer til at vende krisen, baseret på ideen om fred gennem udvikling og på at fremme ethvert menneskes produktive arbejdskraft på jorden.
 
For dette blev LaRouche udskældt og uretmæssigt fængslet i fem år. Hans politik blev ikke gennemført i den transatlantiske sektor, og planeten betaler i dag prisen for den tåbelighed i form af en hyperinflation, en ukontrolleret og dødelig pandemi og faren for termonuklear krig. Som et resultat af kampagnen for at bagvaske LaRouche og tie hans ideer ihjel, har de fleste mennesker i USA og andre steder aldrig studeret hans skrifter.
 
Men visse mennesker, førende videnskabsmænd og politiske ledere i forskellige dele af verden, lyttede til LaRouche og studerede hans værker – såsom den russiske videnskabelige kæmpe Pobisk Kuznetsov og den tidligere mexicanske præsident José López Portillo.
 
Andre specialister og folk, der har studeret LaRouches værker, vil deltage i seminaret den 14. august, og man vil direkte fra dem kunne høre om LaRouches økonomiske gennembrud, om hans uforlignelige historik af prognoser samt om hans programmatiske forslag til at udvikle hvert hjørne af planeten – og solsystemet. Seminaret vil hjælpe til at forstå, hvorfor tiden er inde til at give LaRouches ideer oprejsning, både af hensyn til simpel retfærdighed og for endelig at få gennemført hans politik.
 
Som José López Portillo, den tidligere mexicanske præsident, udtalte i 1998 på et fælles seminar med Helga Zepp-LaRouche: "Det er nødvendigt, at verden nu lytter til Lyndon LaRouches kloge ord".

Tilmelding for at modtage et direkte link, talerlisten og opdateringer: So, Are You Finally Willing to Learn Economics? — LaRouche Legacy Foundation

Ellers kan du se den på forsiden af vores danske hjemmeside.




NYHEDSORIENTERING FEBRUAR-MARTS 2021:
Ny præsident i USA: Krig eller fred?

Download (PDF, Unknown)