1

En Hyldest: Mozarts Rekviem

24. november, 2016 – Glædelig Thanksgiving Fra LaRouchePAC. Mens vi fejrer denne, den mest amerikanske helligdag, har vi ønsket at give jer en gave til at klare hjernen og være med til at forme vejen fremad. Som I ved, så anser vi de seneste valgrystelser i hele verden som et signal til fødslen af en potentielt dybtgående, ny, menneskelig æra i menneskehedens historie – som afviser det patentmiddel, som har været evindelige krige, Malthus-økonomi og brutalt folkemord mod både nationale og udenlandske befolkninger, og som har karakteriseret arven efter Obama og Bush. Koblet til det dristige, økonomiske og videnskabelige udviklingsperspektiv, som Kina har foreslået, er der et reelt potentiale for stor og vidunderlig forandring.

Den 18. januar 2014, nøjagtig 50 år efter dagen, hvor Mozarts Rekviem blev opført, blot få måneder efter mordet på præsident John F. Kennedy, i Holy Cross katedralen i Boston, Massachusetts, mindedes medlemmer af LaRouches politiske bevægelse dagen med en opførelse af Mozarts Rekviem i samme katedral. Messen blev indledt med udvalgte citater fra John F. Kennedy, der udfordrede den amerikanske befolkning til at realisere sin sande, menneskelige natur gennem at bygge store, økonomiske udviklingsprojekter og kolonisere rummet.

Vi håber, I finder tid til at lytte til denne opførelse i løbet af helligdagen og dele oplevelsen med jeres venner. Ligesom mordet på Kennedy for vores befolkning markerede en nedstigen til de helvedesagtige vilkår, der har karakteriseret vores umiddelbare fortid, således vil, hvis vi omfavner den mentale tilstand, som både selve Mozarts messe og de intellektuelle udfordringer stillet af vores tidligere præsident, fremkalder, en langt bedre fremtid vise sig inden for vores rækkevidde, lige over horisonten.       




Video: Schiller Instituttets opførelse af Mozarts Rekviem
i NYC for at mindes ofrene for angrebene den 11. sept. 2001

I anledning af 15-årsdagen for angrebene den 11. september, deltog Schiller Instituttets kor i NYC i en række opførelser af Mozarts Rekviem, som et levende mindesmærke dedikeret til ofrene for den 11. september 2001 og dens eftervirkninger. Denne sidste opførelse i serien fandt sted den 12. september 2016 i den presbyterianske kirke i Morristown, NJ. Schiller Instituttets kor blev dirigeret af John Sigerson, med solister Indira Mahajan (sopran), Mary Phillips (mezzosopran), Everett Suttle (tenor), og Philip Cutlip (baryton). Koncerten omfatter også fire korarrangementer af afroamerikanske spirituals, med Diane Sare som dirigent. Musikken blev opført på den samme kammertone, som Verdi krævede, hvor A = 432 Hz (lavere end nutidens for høje kammertone).




Vi må vække samme lidenskab i befolkningen,
som udtrykkes gennem Mozarts Rekviem
og Benjamin Franklins »En Republik, hvis De kan bevare den.«

Uddrag af LaRouchePAC Fredags-webcast 2. sept. 2016.

Matthew Ogden: … På hjemmefronten har vi en meget intens kampagne, der nu optrappes, for at genindføre Glass-Steagall; og for at styre kræfterne til at gennemtvinge en vedtagelse af dette lovforslag, før præsidentvalget finder sted (8. nov.). Dernæst har vi indsatsen for at genåbne en fuld undersøgelse af terrorangrebene den 11. september (2001); med frigivelsen af de 28 sider må dette nu fortsætte med at forfølge de ti tusinder af andre sider, der fortsat tilbageholdes. På denne front befinder vi os én uge fra 15-års dagen for disse forfærdelige angreb den 11. september; og vi vil se en række koncerter, der vil finde sted i New York City – det kan Diane (Sare) fortælle os mere om – med en opførelse af Mozarts Rekviem, der vil blive opført i katedralen i Brooklyn, en stor kirke i Manhattan og andre steder, for at mindes ofrene for disse angreb, og for at bringe retfærdighed …

Ogden: Diane, du er lige nu selvfølgelig midt i at arrangere 15-års mindehøjtideligheden og seminaret, og med at lede aktivistbegivenhederne i New York City. Så, kan du tage den herfra?

Diane Sare: Jeg vil faktisk gerne lige træde et skridt tilbage; for én af de ting, som senator Graham sagde om, hvorfor, det var så vigtigt (for senator Grahams indlæg om retfærdighed for ofrene for 11. september, se fredags-webcast, med engelsk udskrift, her: http://schillerinstitut.dk/si/?p=14486).

Han sagde, at der var tre grunde: én var spørgsmålet om juridisk retfærdighed for familierne til de mennesker, der blev dræbt; To, et temmeligt indlysende spørgsmål, som er spørgsmålet om sikkerhed. Hvis vi ikke udrydder disse netværk, er de der, for at blive brugt igen. Og tre, som jeg mener, er virkelig vigtigt og ikke kan overdrives, og det er spørgsmålet, om folk stoler på deres regering. For, når USA’s befolkning først kommer dertil, hvor de ikke længere stoler på regeringen, hvilket er, hvor vi næsten er nu, så mister man republikken. Vores republik, der går helt tilbage til Nicolaus Cusanus’ ideer og Concordantia Catholica[1], hviler på dette spørgsmål om de regeredes tilsagn (konsensus). Hvis man ikke stoler på sin regering, vil man ikke give sit tilsagn til, at den repræsenterer én. Det, som hr. LaRouche har sagt de seneste dage, er, hvad vi har set mellem det gennembrud, der fandt sted med vores arbejde som drivkraft, og så kongresmedlemmerne Jones og Lynch, der bogstavelig talt truede – ikke helt med disse ord – men som sagde, vi ved, at vi er immune, hvis vi læser dette (de 28, hemmeligholdte sider) ind i Kongressens protokol; og så det, der sker med Glass-Steagall mht. partiernes valgplatforme, er, at disse kongresmedlemmer begynder at blive tvunget til at repræsentere deres befolkning.

Jeg sætter dette i en international sammenhæng, med det, der nu er forestående med møderne i Vladivostok, der finder sted netop nu (2. – 3. september), og G20-topmødet (3. – 4. september); og det transatlantiske system er totalt bankerot. Der er intet, som Obama og den nuværende opstilling, den Europæiske Centralbank; hvad har de at tilbyde verden? Negative rentesatser? Lad dine penge står hos os, og vi vil få dig til at betale for det! Med andre ord, de kan intet gøre; men hvad har vi med Rusland og Kina? Kinas arbejde – som folk, der følger os på vores hjemmeside, vil have set på vores onsdags-udsendelse; det Nye Paradigme-show om spørgsmålet om Månens bagside, eller udsendelsen torsdag aften (Manhattan-projektet). Der er et helt univers, der åbner sig for os – vi begynder med Solsystemet – med dette samarbejde, som Asien kan tilbyde. Kineserne er vært for G20, og de har gjort præsident Putin til æresgæst. Dernæst er [den egyptiske] præsident al-Sisi endnu en æresperson ved dette møde. Hvad er Obamas respons? Han tror, at han dér vil gennemtvinge [handelsaftalen] Trans Pacific Partnerskab, som er dømt til at blive et totalt flop, en fuser. Russerne gjorde, i et interview i Xinhua før dette møde, det ganske klart, at Moskva og Beijing behøver Washington som partner. Det gjorde mig glad som amerikaner, for jeg mener, at USA bør være en partner i dette her. Og, paradoksalt nok, sagde den person, der blev interviewet, at Washington kan være en kompleks og uforudsigelig partner.

Så jeg vil sige, at vores job som amerikanere er – vi har på en måde fået en mission, at andre, meget betydningsfulde ledere siger, at USA ønskes som en skattet partner i dette Nye Paradigme. Det er vores opgave at yde dette partnerskab, ved at stille dette kriminelle [amerikanske] regime, vi har, stolen for døren. Noget af det, vi så med 11. september, er, at mørklægningen er fortsat igennem to regeringer; at Obama har været ikke alene medskyldig i dette, men med sin politik i regionen har bidraget til ISIS’ vækst, al-Qaedas vækst, og deres mulighed for at rekruttere. Vi har i løbet af disse seneste år mistet næsten 4500 soldater i Irak, som man nu ved, var en total løgn og et bedrageri; det var konklusionen af Chilcot-undersøgelsen. Med hensyn til spørgsmålet om 11. september, så er spørgsmålet: Vil vi se retfærdigheden ske fyldest? Og retfærdighed betyder ikke hævn eller gengældelse; det betyder, vil vi genrejse vores nation til at blive til noget, hvor folk vil ønske at give deres tilsagn til at blive regeret af denne regering?

Når man ser på spørgsmålet om Mozart, og hans Rekviem, som vil blive opført, og som vores (Schiller Instituttets) kor vil deltage i og arbejder med; Mozarts engagement var dette. Han var en tilhænger af den Amerikanske Revolution; han var tilhænger af ideerne om at skabe en republik, og han blev myrdet. Hans arbejde blev fjernet; hans bidrag; det, han kunne have gjort, hvis han havde levet længere. Dette musikstykke har levet videre, fordi det har en udødelig egenskab; som faktisk legemliggør spørgsmålet om menneskelig kreativitet. Vi ser her en respons fra de mennesker, der er engageret i denne opførelse, med, at de udvikler en form for lidenskab, der nok altid fandtes i dem. Men, fordi de har mulighed for at deltage i noget, der vil blive så intenst og så smukt, og som har en mission i den virkelige verden, så bliver de igen lidenskabelige; hvilket er noget, jeg mener, har manglet. Alle kan komme i tanke om samtaler, de har haft med venner og naboer, om det forestående valg, eller noget andet; og befolkningen er blevet lidenskabsløs, hvilket er grunden til, at folk ikke handler, når de burde, eller når de kan.

Jeg har en fornemmelse af, at vi virkelig står over for et betydningsfuldt gennembrud, som USA vil blive en del af; selv om mange mennesker i USA ikke fuldt ud forstår, hvorfor det er her, og hvordan de blev engageret i det.

Ogden: Absolut! Jeg vil blot følge dig i det, du netop sagde, Diane. I sin tale i Press Club citerede senator Graham den ofte citerede anekdote af Benjamin Franklin under Forfatningskonventet i Philadelphia; da en kvinde spurgte, »Hvad har De givet os?«, svarede han, »En republik, hvis De kan bevare den«. Den lidenskab, som senator Graham har udvist omkring dette, hvor han har bevaret sin rolle og sin kamp igennem 15 år for frigivelsen af disse dokumenter; hvor kommer denne lidenskab fra? Selv om FBI forsøgte at intimidere ham personligt og gav ham besked på at trække sig, fordi han ser dette – som det også skal ses – som et eksistentielt spørgsmål for den Amerikanske Republik. Ikke kun ud fra et juridisk standpunkt og et standpunkt om national sikkerhed, men som selve vores nations overlevelse som en republikansk form for regering. Jeg vil hævde, at vi ser på præcis den samme form for eksistentielt spørgsmål, når det kommer til genindførelsen af Glass-Steagall. Selve omfanget af det transatlantiske systems implosion, som vi står overfor – hvis dette her kom ned over os, uden det nødvendige lederskab på plads omkring genindførelsen af Glass-Steagall og lignende, for at beskytte det amerikanske folk fra konsekvenserne af denne form for finanskrise – så ville denne republik ikke overleve.

Muligheden er umiddelbart forhånden, for at gå med i den nye, finansielle arkitektur, og for at skabe de produktive vækstbølger, som denne nation aldrig før har set; som ville overgå selv det, vi så under FDR’s New Deal, hvis vi tilsluttede os den Nye Silkevej, der netop nu ledes af Kina og andre. Så det er den samme form for lidenskab, der også må anvendes til dette spørgsmål.

Hele fredags-webcastet, med engelsk udskrift, kan ses her: http://schillerinstitut.dk/si/?p=14486

Et dansk uddrag af webcastet, omhandlende spørgsmålet om Glass-Steagalls betydning, kan ses her: http://schillerinstitut.dk/si/?p=14506  

 

 


[1] Se: Specialrapport: »En dialog mellem kulturer: En hyldest til Nicolaus af Cusa«, http://schillerinstitut.dk/si/?p=14486

 




Koncert med Schiller Instituttets kor o.a., Berlin-konference juni 2016

Se/hør alle musikvideoer fra Schiller Instituttets Internationale Konference, 25. – 26. juni, 2016: Klik her




Video: En musikalsk dialog mellem kulturer:
Koncert i forbindelse med Schiller Instituttets
internationale konference i Berlin den 25. – 26. juni 2016

Koncert med Schiller Instituttets europæiske kor, et russisk børnekor og et kinesisk kor, samt et italiensk kammerensemble.

 
Klik her
 



Betydningen af Schumanns sangcyklus “Dichterliebe”

Interview med John Sigerson, musikalsk leder for Schillerinstituttet i USA
Den 6. maj 2016 ─ Dennis Speed: Hvilken betydning har Schumanns sangcyklus Dichterliebe i musikhistorien? Hvorfor har du udvalgt dette værk til fremførsel ved Schillerinstituttets konference på Manhattan den 7. april?

John Sigerson: Cyklussen Dichterliebe er blot én af frugterne fra Robert Schumanns overflødighedshorn i “liederåret” l840. I årene forinden komponerede Schumann hovedsageligt klavermusik, ofte i samlinger af stykker, som man også kunne kalde for cyklusser uden ord. I én af disse citerer han endda udtrykkeligt åbningstemaet fra én af de første virkelige sangcyklusser, nemlig Beethovens An die ferne Geliebte, der frembragtes 24 år tidligere. I mellemtiden havde Beethoven-beundreren Franz Schubert komponeret begge sine berømte cykler: Die schöne Müllerin og Winterreise.
Hvad der derimod i særlig grad kendetegner Schumanns Dichterliebe er den utroligt sammenhængende virkning, han frembringer med blot 16 sange, hvoraf ikke en eneste er blot et minut for lang. Fra den første tone i den første lied – i øvrigt et cis – er der en ubrudt poetisk spændingskæde, der ikke hører op, før den sidste tone har klinget ud; interessant nok et des, altså den samme tone som den første, bare med en grundlæggende ændret betydning, som holder sammen på hele cyklussen.
Da man bad mig om at synge på konferencen, tænkte jeg straks på en liedercyklus, ikke blot én eller to sange, fordi jeg ikke ønskede at afslutte begivenheden med afslappende underholdning, men med en ægte moralsk udfordring i overensstemmelse med konferencens overordnede formål. Dette var nemlig at opmuntre deltagerne til at påtage sig politisk og moralsk ansvarlighed for, at menneskeheden ikke blot overlever som art, men får en værdig fremtid. I Dichterliebe må digteren, henholdsvis sangeren, begive sig ind i sin sjæls dunkle afkroge, før han til slut i den sidste sang er i stand til at le ad sig selv og, som det siges der, at “begrave de gamle, triste sange”.

Speed: Dichterliebe nævnes hyppigt som eksempel på den romantiske skoles poetiske og musikalske komposition. Hvorfor understreger du, at det i virkeligheden snarere er lige det modsatte?

Sigerson: Nuvel, her bør man for det første forstå, at musikken, til trods for at historiebøgerne siger noget andet, ikke er opdelt i “perioder”, der adskiller sig ved forskellige “stilarter”. Som Friedrich Schiller erklærede i sin berømte tiltrædelsesforelæsning om universalhistorie, så er historien ikke blot en rækkefølge af perioder eller kæder af begivenheder, men den er vidnesbyrdet om en tusindårig kamp mellem på den ene side menneskets skabende impuls, der adskiller det grundlæggende fra dyret, og på den anden side de oligarkiske institutioner og individer, der påstår, at mennesket dybest set blot er et dyr, og at dets kreativitet derfor skal inddæmmes, lige så snart den truer disse institutioner.
Overalt i den klassiske musik er der ikke nogen stil, men som Lyndon LaRouche siger det, en “verdensanskuelse”, hvis øverste prioritet er den menneskelige kreativitet. Den er et middel til at forædle mennesket, til at gøre det mere glad og produktivt, idet det opdager og udvikler universelle principper – principper for et levende univers i stadig udvikling.
Digteren Heinrich Heine, der skrev teksten til Dichterliebe, udviklede sig selv til en student af denne livsanskuelse, og i sit større værk Die Geschichte der Religion und Philosophie in Deutschland, påpeger han, at den “romantiske skole” i virkeligheden frembragtes af filosoffen Immanuel Kant, der hævdede, at sand kreativitet i grunden er noget, der ikke lader sig erkende, og at menneskene nødvendigvis må være slaver af deres lidenskaber, der kun kan inddæmmes af love og regler i samfundet. Med andre ord: mennesket er dybest set et dyr, der skal afrettes.
Schumann kendte og påskønnede ikke blot Heines digte, men også hans politiske og filosofiske skrifter, og når man forstår Heines digte og Schumanns musik rigtigt, viser det sig, at det her drejer sig om ikke mindre end denne grundlæggende konflikt, som jeg har lige beskrevet.

Metafor og ironi

Speed: Lyndon LaRouche understreger i særlig grad det polemiske ved denne musik; han siger, at når opførelsen er god og publikum opmærksomt, så vil det reagere med latter eller med stor irritation, men ikke med ligegyldighed.

Sigerson: Nuvel, hvis det blot var polemisk og ikke andet, så ville det ikke være kunst. Mere præcist lader det sig anskue fra metaforens synsvinkel, det vil sige den ironiske sammenstilling af elementer, der tilsyneladende ikke passer sammen “i det små”, men som frembringer en bevægelse eller snarere en følelse, der leder frem til opdagelsen af en højere moralsk sandhed. Og som Schiller påpeger, må alt dette være klædt i skønhed, fordi man i et vist omfang må udelukke dagligdagens hæslighed for at opløfte menneskenes sjæle.
Denne form for metafor er princippet bag J. S. Bachs kontrapunkt, som mange af hans samtidige fandt meget frastødende, og som afvises fuldstændigt af nutidens såkaldte populærmusik. Men ikke blot det: Selv den bedste musik af Bach, Beethoven, Schubert, Schumann og Brahms taber fuldstændigt sin “slagkraft”, når den fremføres med en anden indstilling. Og derfor er en stor del af de opførelser, der nu om dage falder ind under rubrikken Klassik Musik, så åndsdræbende kedsommelige.
I det 20. århundrede var der én person, der forstod dette klart og derfor pådrog sig en del ærgrelse, nemlig dirigenten og komponisten Furtwängler. For ham gaves der ingen adskillelse mellem et univers under udvikling og den tænkende, kreative menneskeånd. Hans musik gjorde så stort indtryk, at endog Adolf Hitler nærede frygt for ham.

Speed: Schumann og Heine var venner, også med Felix Mendelsohn, dens søster og nogle andre, der dannede den kunstnergruppe, som Schumann kaldte for “Davidsforeningen (Davidsbündler)”. Hvad udsiger Dichterliebe som projekt om deres livssyn? Var der andre værker af samme slags af Schumann, Heine eller andre?

Sigerson: Ja, det var en bred kreds af venner og medarbejdere, som Friedrich List i øvrigt også tilhørte, økonomen for det amerikanske system, der i nogle år var Schumanns nabo i Leipzig. Så dukkede den unge Johannes Brahms op en dag uden for Schumanns dør og blev ligeledes medlem af familien. Sammen med Schumanns hustru Clara viede de alle deres liv til musikken og til udbredelsen af dyberegående tanker og principper. De var stærke modstandere af musik, der kun bød på nymodens effekter, sådan som den tids oligarkiske kredse krævede det med den tids første “rockstjerner” som violinakrobaten Niccolo Paganini og klaverbokseren Franz Liszt.
Og hvad andre værker angår, så findes der naturligvis mange! Et andet af mine yndlingsstykker er Schumanns allerførste sangcyklus, hans opus 24, ligeledes en musikalsk underlægning til det, som Heine gerne kaldte sine “små giftige digte”. En anden digter, som Brahms ofte satte i musik, var den mindre kendte Eduard Moltke, der hører til Helga Zepp-LaRouches yndlingsdigtere. Og Brahms yndede især at tage et stykke andenrangs romantisk digtning og behandle det strengt klassisk. Hans sangcyklus Die schöne Magellone er et godt eksempel på dette.
Og jeg vil godt tilføje, at Furtwängler ofte gjorde det samme: hans berømteste eksempel er hans indspilning af Tjajkovskijs 6. symfoni, Pathetique, fra 1938. Da den unge Lyndon LaRouche hørte denne indspilning, dengang han mod slutningen af anden verdenskrig var udstationeret i Indien, blev han overvældet af, hvordan det var lykkedes for Furtwängler at befri værket fuldstændigt fra alle “sæbeoperaagtige” elementer og ved hjælp af ironiske sammenstillinger løfte det op på det klassiske plan i Schillers betydning.




Russisk orkesterkoncert i det klassiske amfiteater i Palmyra –
et magtfuldt fingerpeg om håb for fremtiden

Den 5. maj, 2016 – Torsdag gav det russiske Mariinsky Teater Orkester i det klassiske amfiteater i den syriske by Palmyra en smuk koncert, betitlet, ”Med en bøn for Palmyra – Musik genopliver de klassiske mure”. Indtrykket af koncerten opløfter allerede millioner af mennesker verden over. Begivenheden var dedikeret til mindet om dem, der har mistet deres liv til terrorister.

Koncerten var i særdeleshed til minde om Dr. Khaled al-Assad (1934-2015), den syriske arkæolog, der var kustode for Palmyra-antikviteterne i 40 år, og som blev offentligt halshugget sidste august af IS, efter at have nægtet at give dem adgang til at ødelægge stadig flere statuer. Og ikke mindst til minde om den unge russiske specialstyrke-officer, Aleksandr Prokhorenko, der blev dræbt i midten af marts, efter at have tilkaldt russiske luftangreb på sin egen position, da han var omringet af IS under slaget om Palmyra. Han er posthumt blevet udnævnt til russisk helt, og hans legeme blev returneret hjem i dag.

Orkestrets dirigent Valery Gergiev ledede programmet, med hovedaktørerne Pavel Milyukov, førsteviolin og Sergei Roldugin, cello, sidstnævnte den kunstneriske direktør i Sankt Petersborgs Musikhus. I den officielle russiske delegation fandtes også direktøren for Sankt Petersborgs Eremitagemuseum, Mikhail Piotrovsky. Blandt publikum var også repræsentanter fra Kina, Zimbabwe og Serbien.

Det klassiske program omfattede Johann Sebastian Bachs Chaconne,  Sergei Prokofievs Første Symfoni, og et uddrag af den moderne russiske komponist Rodion Schedrins (enkemand efter den berømte russiske ballerina Maya Plisetskaya) opera, ”Ikke blot kærlighed.” Da Gergiev introducerede programmets musikstykker, påpegede han, at Prokofiev skrev sin symfoni ”i hyldest til fortidens store mestre – Mozart, Haydn, Beethoven,” hvis værker udtrykker ”optimisme og håb.”

Ved åbningen af begivenheden hilste den russiske præsident Vladimir Putin alle velkommen via live video fra Sotji. Han talte imod terrorisme og udtrykte påskønnelse af koncerten, som han kaldte et ”tegn på taknemmelighed, erindring og håb.” Han sagde, ”Jeg ser dette som et minde om alle ofrene for terroren, uanset tiden og stedet for forbrydelserne mod menneskeheden, og, selvfølgelig, som et håb, ikke blot for genopførelsen af Palmyra som et kulturelt aktiv for hele menneskeheden, men for den moderne civilisation, under denne tids skrækkelige tilstand, som er skabt af den internationale terrorisme.

Putin takkede musikerne og støtteaktørerne. ”Dagens aktioner involverede større ulejlighed og farer for alle, ved at befinde sig i et land i krig, tæt på, hvor fjendtlighederne stadig pågår. Det har krævet stor styrke og personligt mod fra jer alle. Mange tak.” Gregiev er en nær medarbejder til Putin, og cellist Roldugin en god ven.

Dirigent Gergiev talte før musikken – på russisk og engelsk. Han sagde, ”Vi protesterer imod barbarer, der ødelagde vidunderlige verdenskulturelle monumenter. Vi protesterer imod henrettelse af folk her på denne storartede scene,” idet han refererede til Islamisk Stats offentlige massedrab i amfiteatret sidste november. Gregiev er musikdirektør for Munchen Philharmoniske Orkester, så vel som dirigent for Mariinsky Teater Orkesteret.

Publikum fyldte amfiteatret. Sammen med lokale syrere, og militært personel fra både Syrien og Rusland, inkluderede notabiliteterne den russiske kulturminister Vladimir Medinsky, der har ledet indsatsen for at redde og restaurere antikviteterne fra Palmyra. Han var rørt til tårer over begivenheden.

Takket være superstærk optagelse, er selve koncerten, og billeder af den storslåede opsætning i Palmyra-ruinerne, nu bredt internationalt tilgængelig. Begivenheden er dagens hovednyhed i Rusland, og videoen breder sig hastigt verden over. RT udsendelsen af koncerten kan findes her:

https://www.youtube.com/watch?v=9b0hFIf4Zaw




RADIO SCHILLER den 9. maj 2016:
Koncerten i Palmyra, Syrien: Putins seneste flankemanøvre

Med formand Tom Gillesberg:

<iframe width=”100%” height=”450″ scrolling=”no” frameborder=”no” src=”https://w.soundcloud.com/player/?url=https%3A//api.soundcloud.com/tracks/263241683&amp;auto_play=false&amp;hide_related=false&amp;show_comments=true&amp;show_user=true&amp;show_reposts=false&amp;visual=true”></iframe>




Klassisk musik opført på seminaret på Frederiksberg:
Originale tekster og oversættelser af
Schuberts Fischerweise og arien fra Aida af Verdi

Leena Malkki, sopran fra Sverige
Dominik Wizjan, pianist fra Poland

Fischerweise, af Franz Schubert

Den Fischer fechten Sorgen
Und Gram und Leid nicht an;
Er löst am frühen Morgen
Mit leichtem Sinn den Kahn.

Da lagert rings noch Friede
[Auf Wald und Flur und Bach]1
Er ruft mit seinem Liede
Die gold'ne Sonne wach.

Er singt zu seinem Werke
Aus voller frischer Brust,
Die Arbeit gibt ihm Stärke,
Die Stärke Lebenslust.

Bald wird ein bunt Gewimmel
In allen Tiefen laut
Und plätschert durch den Himmel,
Der sich im Wasser baut.

Doch wer ein Netz will stellen,
Braucht Augen klar und gut,
Muß heiter gleich den Wellen
Und frei sein wie die Flut.

Dort angelt auf der Brücke
Die Hirtin. Schlauer Wicht,
Gib auf nur deine Tücke,
Den Fisch betrügst du nicht.

Engelsk oversættelse:

Fisherman's song

No cares assail the fisherman,
nor grief nor sorrow;
Early in the morning he unties
His boat with a light heart.

It is peaceful all about him
[In woods and meadows and brooks]1;
He rouses with his song
The golden sun.

To his labours he sings
with a full and sanguine heart;
The work gives him strength —
And strength gives life joy.

Soon a colorful throng is
swarming loudly in the depths,
And it splashes through the sky
That lies reflected in the water.

But he who wishes to cast a net
Needs eyes both clear and good;
He must be swift like the waves,
And unfettered like the stream.

There on the bridge the shepherdess
Is fishing. Artful creature,
Enough of your tricks —
You will not deceive the fish.

 

Ritorna vincitor!… fra Verdis opera Aida

AIDA    Ritorna vincitor!… E dal mio labbro
Uscì l'empia parola! — Vincitore
Del padre mio… di lui che impugna l'armi
Per me… per ridonarmi
Una patria, una reggia! e il nome illustre                         5
Che qui celar mi è forza — Vincitore
De' miei fratelli… ond'io lo vegga, tinto
Del sangue amato, trionfar nel plauso
Dell'Egizie coorti!… E dietro il carro,
Un Re… mio padre… di catene avvinto!…                             10

L'insana parola,
O Numi, sperdete!
Al seno d'un padre
La figlia rendete;
Struggete le squadre                                              15
Dei nostri oppressor!

Sventurata! che dissi?… e l'amor mio?…
Dunque scordar poss'io
Questo fervido amor che oppressa e schiava
Come raggio di sol qui mi beava?                                  20
Imprecherò la morte
A Radamès… a lui che amo pur tanto!
Ah! non fu in terra mai
Da più crudeli angosce un core affranto.

I sacri nomi di padre… di amante                                  25
Nè profferir poss'io, nè ricordar…
Per l'un… per l'altro… confusa… tremante…
Io piangere vorrei… vorrei pregar.
Ma la mia prece in bestemmia si muta…
Delitto è il pianto a me… colpa il sospir…                        30
In notte cupa la mente è perduta…
E nell'ansia crudel vorrei morir.

Numi, pietà — del mio soffrir!
Speme non v'ha — pel mio dolor…
Amor fatal — tremendo amor                                        35
Spezzami il cor — fammi morir!                     [esce]

Engelsk oversættelse:

Aida:

Thy brow may laurels crown! what! can my lips
Pronounce language so impious! wish him
Victor o'er my father! o'er him who wages war
But that I may be restored to my country,
To my kingdom, to the high station
I now perforce dissemble! wish him conqueror
O'er my brothers! e'en now I see him stained
With their blood so cherished, 'mid the clamorous
Triumph of Egyptian battalions! Behind his chariot
A king, my father comes, his fettered captive!

Ye gods watching o'er me,
Those words deem unspoken!
A father restore me,
His daughter heart-broken;
Oh, scatter their armies,
Forever crush our foe!

What wild words do I utter? of my affection
Have I no recollection?
That sweet love that consoled me, a captive pining,
Like some bright sunny ray on my sad lot shining!
Shall I invoke destruction on the man
For whom with love I languish?
Ah! ne'er yet on this earth lived one
Whose heart was crushed beneath such anguish!

The names so holy of father, of lover,
No more dare I utter or e'en recall,
Abashed and trembling, to Heaven would hover
My prayer for both, for both my tears would fall.
Ah, woe! transformed seemed my prayers to blaspheming,
To suffer is a crime, dark sin to weep,
My senses lost, wrapt in deep night are dreaming,
To my grave would in sorrow I might creep!

Merciful Gods, look from on high!
Pity these tears hopelessly shed,
Love! mystic power, mystic and dread,
Break, break my weak heart, let me now die!




Händels Messias (2. og 3. del) med Schiller Instituttets “Manhattan Projekt” kor

Download (PDF, Unknown)




Galskab pulserer igennem USA

8. marts 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – Præsident Obama holdt i mandags et møde i Det Hvide Hus for at fejre Dodd/Frank-lovens succesfulde forhindring af et nyt kollaps, som det i 2008. Eneste problem er, at hele det transatlantiske finanssystem er i frit fald, suget ned af værdiløs spillegæld til en ’værdi’ af omtrent 2 billiarder dollar, og som Dodd-Frank intet har gjort for at forhindre – men tværtimod har fremmet. De vestlige økonomier står og vipper på randen, mens befolkningerne bliver ødelagt af den værste narkoepidemi i Vestens historie, og af selvmord, der begås af desperate, midaldrende, arbejdsløse arbejdere.

I mellemtiden gør Obama og hans kontrollers i London alt, hvad der står i deres magt, for at bringe den eneste del af verden, der fungerer – Rusland og Kina – til fald. Øverst på deres »dødsliste« står BRIKS, der repræsenterer podekrystallen til et nyt verdensparadigme, baseret på udvikling, rumforskning og »win-win«-samarbejde nationerne imellem, som Xi Jinping beskriver det. Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi sagde i dag: »Bæltet-og-vejen er et projekt, som Kina lancerede, men mulighederne tilhører hele verden.«

Men Wang Yi måtte også advare USA om, at USA’s indsats for at »forplumre vandene« ved at anstifte konflikt i Korea og i det Sydkinesiske Hav kunne »støde Asien ud i kaos«, og at Kina i så tilfælde ikke kunne se passivt til.

I Europa fortsætter NATO-ledere med at deployere større og større militære styrker op til den russiske grænse, som forberedelse til krig.

Alligevel har Putin flankeret dette krigsfremstød ved at intervenere i Syrien og knuse Obamas støtteapparat for terroristernes netværk, og ved at danne en arbejdende militær og politisk relation med de fornuftige elementer i det amerikanske militær for at gennemføre en våbenstilstand og tilintetgøre ISIS og al-Nusra. Putin viser nu, at han kan arbejde for fred såvel som at føre krig, og får hver dag flere og flere oppositionsgrupper til at gå med i våbenstilstanden og fokusere deres beskydning på ISIS’ sidste tilbageværende bastioner.

Men, uden at vende USA omkring og tage kampen op med forbryderne i Det Hvide Hus og på Wall Street, vil den fremstormende, globale krig ikke kunne forhindres. De eksisterende institutioner er døde, som det bevises af den klovneforestilling, der kaldes præsidentvalgkampen 2016. For at skabe de krævede, nye institutioner, må den dræbende kultur rives ned gennem skønhed, en tilbagevenden til klassisk kultur og kreativitet, inden for musik, såvel som inden for videnskab.

I USA udgør LaRouche-bevægelsens ’Manhattan-projekt’ og genrejsningen af NASA, med base i Texas, og den »Udenjordiske forpligtelse« (Krafft Ehricke) de uomgængelige startpunkter for en mobilisering af befolkningen til denne store opgave.




»Vi må lancere et »Manhattan-projekt«
i Europa for Klassisk Musik«.
Schiller Instituttet afholder musik-seminar
i Wiesbaden, Tyskland

For at skabe en ny renæssance, må vi gå tilbage i tiden for at finde fortidens største mesterværker og forsøge at se dybt ind i deres skaberes intellekt for at opdage de principper, der medgik til mesterværkernes skabelse. Vi må se tilbage for at se fremad. Med det formål at skabe en ny renæssance, må vi ikke alene stræbe efter at genskabe store mesterværker gennem at fuldkommengøre opførelsen af fortidens store, klassiske musik, men vi må også stræbe efter at bruge opdagelsen af de principper, der kan gøre det muligt for os at fortsætte traditionen efter især sådanne komponister som Bach, Händel, Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann og Brahms.

Download (PDF, Unknown)

 

Link to the english version on The Schiller Institute’s homepage in the U.S.

Titelbillede: Johan Sebastian Bach




Klassisk musik retter sig efter naturlov,
interview med operasanger Josipa Bainac på tysk

Klassische Musik richtet sich nach Naturprinzipien
von Feride Istogu Gillesberg

Neue Solidarität
Nr. 3, 20. Januar 2016

Am 11.-12. Dezember 2015 fand in der dänischen Hauptstadt Kopenhagen ein Symposium statt zum Thema „Fortgeschrittene Einschätzung der Stimmfunktionen in Europa: Resonanz der menschlichen Stimme & Neurowissenschaft und Stimme“ („Advanced Voice Functions Assessement in Europe – Resonance of the human voice & Neuroscience and voice“). Es war das sechste Symposium dieser Art, das von der Europäischen Kooperation in Wissenschaft und Technologie (European Cooperation in Science and Technology, COST Action 2103) veranstaltet wurde. Ärzte, Künstler und Musiker aus verschiedenen Nationen waren vertreten. Das Programm war sehr kompakt. U.a. hielt dort Josipa Bainac einen Vortrag über die wissenschaftliche Stimmung, die ein wichtiger Bestandteil der menschlichen Stimme ist. Ihre Rede beruhte auf zweijährigen Untersuchungen der Autorin. Ich hatte die Freude, Frau Bainac für die Neue Solidarität interviewen zu können.

Josipa Bainac
Neue Solidarität: Frau Josipa Bainac, ich hatte die Möglichkeit, Ihren spannenden Vortrag auf dem Symposium in Kopenhagen anzuhören. Wollen Sie sich kurz vorstellen?

Josipa Bainac: Vor ungefähr zwei Jahren habe ich meinen Abschluß an der Universität für Musik in Zagreb, Kroatien, als klassische Sängerin und Pädagogin gemacht. Seit 2014 studiere ich Lied und Oratorium im Masterstudium an der Universität für Musik und darstellende Kunst Wien. Seit meinen Studien in Kroatien habe ich mich intensiv für verschiedene Interpretationstechniken interessiert und mich viel mit Stimmeigenschaften und Gesangstechnik beschäftigt.

Neue Solidarität: Wie sind Sie darauf gekommen, mit der wissenschaftlichen Stimmung zu arbeiten?

Bainac: Als klassische Gesangsstudentin habe ich viele Konzerte gesungen, von Orchestern, Klavier, Cembalo oder Orgel begleitet. Nach jahrelangen Erfahrungen habe ich bemerkt, wie sich das subjektive Gefühl für die Stimme und die Gesangstechnik ändert, wenn ich mit verschiedenen Begleitinstrumenten oder Ensembles auftrete. Bald habe ich erfahren, welche Rolle die Stimmung und die Standardtonhöhe in der historische Musikpraxis hat, und durch Gespräche mit meinen Kollegen – Sänger und Sängerinnen – habe ich erfahren, daß sie manchmal bei der Interpretation unter verschiedenen Stimmschwierigkeiten leiden, z.B. wegen der zu hohen Standardtonhöhe -, wenn der Künstler lange Proben oder Auftritte singen muß.

Als mein Masterarbeitsthema habe ich deswegen geschrieben über „Die historische Entwicklung der Temperatursysteme und die Standardtonhöhenauswahl im Zusammenhang mit der Gesangstechnikentwicklung und Stimmgesundheit“. Am Anfang war ich leider in den Untersuchungsmöglichkeiten begrenzt. Das war aber nur der Anfang meiner Arbeit zu dieser Frage, die ich als eine Pilotstudie in Kopenhagen präsentiert habe.

Neue Solidarität: In Ihrem Vortrag wurde erwähnt, daß in Kroatien Aufnahmen gemacht wurden, um den Unterschied der verschiedenen Stimmungen zu demonstrieren. Warum findet so ein Prozeß in Kroatien statt, gibt es ein besonderes Interesse in diesem Feld?

Bainac: Ich habe mit dem Studium dieses Themas in Kroatien angefangen. Und während des Studiums war ich im Kontakt mit Wissenschaftlern und Persönlichkeiten, die die technischen Möglichkeiten haben, wissenschaftliche Untersuchungen zu machen. Leider gibt es in Kroatien nicht so viel Interesse zu diesem Thema, und deswegen war es kompliziert, meine Arbeit wirklich zu entwickeln, aber hier in Wien habe ich mehr Unterstützung.

Neue Solidarität: Das Schiller-Institut führt seit Jahrzehnten eine Kampagne für die wissenschaftliche Stimmung. Wie sehen Sie die Bedeutung der Verdi-Stimmung?

Bainac: Wenn man über die Stimmung spricht, muß man zwei wichtige musikalische Aspekte ins Auge fassen: die Standardtonhöhe („Kammerton“) und das Temperationssystem. Beide haben sich im Lauf der Zeit unabhängig voneinander entwickelt und oft gewechselt.

Man sagt oft, im Zusammenhang mit der historischen Interpretation, daß das Temperationssystem eine große Bedeutung für das Verständnis der harmonischen Struktur und anderen Musikkomponenten hat.

Leider vergessen wir oft die Bedeutung der Standardtonhöhe. Die Instrumente wurden im Laufe der Zeit für die neuen, oft höheren Standardtonhöhen umgebaut oder optimiert. Mit der Stimme ist es leider nicht so einfach, und bei der Interpretation von Repertoire, das für eine andere Standardtonhöhe komponiert war, kann dies zu Schwierigkeiten und in extremen Fällen zu Verletzungen führen. Die ästhetischen Fragen werden heute, aufgrund der Art, wie heute Musik konsumiert wird, übersehen.

Giuseppe Verdi war nicht nur Komponist, sondern auch Sänger – ein Bariton, der die Gesangstechnik gemeistert hat und mit diesem Wissen sehr sorgfältig die Musik für Sänger geschrieben hat. Es ist bekannt, daß er auch sehr genau und streng mit seinen Mitarbeitern – Librettisten usw. – gearbeitet hat.

Während den Überlegungen, was die universale Standardtonhöhe sein sollte, hat sich Verdi für die französische Standardtonhöhe (a’ = 435 Hz) eingesetzt. Er wurde aber kurz danach für die Standardtonhöhe a’ = 432 Hz gewonnen, wegen ihrer wissenschaftlicher Genauigkeit, wie in seinem Briefwechsel nachzulesen ist.

Nach vielen Besprechungen mit Wissenschaftlern und Mathematikern kam ich zu der Meinung, daß es wirklich keine wissenschaftlichen Beweise gibt, die bestätigen könnten, daß eine Frequenz gegenüber einer anderen Vorteile hat.

Ich habe dann mit renommierten Sängern und ihrem Repertoire experimentiert. Und aufgrund von objektiven und subjektiven Bewertungen habe ich dann festgestellt, daß die Standardtonhöhe von 432 Hz, wenn sie z.B. bei der Interpretation von Verdis und Mozarts Opernarien verwendet wird, viele Vorteile vor den heutigen 443 Hz hat.1 Für ausgezeichnete Sänger, die keine technischen Probleme haben, sind auch immer die Passaggionoten zwischen den Stimmregistern problematisch. Wenn man den Kammerton von 432 Hz nimmt, werden die Vokale runder und natürlicher gesungen – coperto. Das verschiebt die Formanten tiefer und macht den Weg zu den Passaggionoten günstiger, denn die Stimmqualität des Passaggiobereichs zwischen den Stimmregistern kommt in dieser Stimmung früher. Das ist natürlich auch mit dem Text verbunden, der so vertont ist, daß die Bedeutung durch Registerwechsel unterstrichen ist.

Bei 443 Hz kommt die Passaggio in der Stimme abrupt, weil die Sänger oft in dieser Stimmung hellere Vokale – auch in der Passaggiotransition – singen. Natürlich versuchen die Sänger immer, den Formantenbereich mit den Obertönen zu verbinden, aber in der tieferen Stimmung macht der Körper das unbewußt und ganz natürlich durch die Rundung des Vokaltrakts. Die Sänger bewerten diese Standardtonhöhe von 432 Hz als die, die ihnen mehr Stimmfreiheit, Flexibilität, schönere Farbe, Stimmleichtigkeit anbietet. Bei 443 Hz macht der Sänger das alles bewußt – mehr oder weniger erfolgreich.

Neue Solidarität: Unsere Organisation legt großen Wert auf die klassische Kultur. Wie sehen Sie die Rolle der klassischen Musik, welche Bedeutung hat sie für die Entwicklung einer Gesellschaft?

Bainac: Musik ist immer ein bedeutender Aspekt jeder Zivilisation, ob man über Ritualmusik oder über unsere raffinierte und durch Jahrhunderte entwickelte europäische Musik spricht. Das sind alles im einfachsten Sinne Kombinationen von Frequenzen, die nach der Kenntnis des Komponisten so arrangiert sind, daß sie eine gewisse Wirkung auf den Zuhörer haben. Meiner Meinung nach werden diese Grundprinzipien der europäischen Musik heute von den Interpreten und auch von den Komponisten ignoriert. Man kann auch oft die sinnlose Phrase hören, daß im Bereich der klassischen Musik schon alles gesagt sei, alles schon komponiert sei, und deswegen muß der Zuhörer heute verschiedenste intellektuelle Durchfälle von den Komponisten dulden. Das kommt leider seit dem 20. Jahrhundert aus dem Bedürfnis, alles zu quantifizieren – am besten gleich auf Profit umrechnen. Und die Komponisten und Interpreten haben sich nur auf den leichtgewonnenen Affekt des Publikums und persönlichen Erfolg ausgerichtet.

Die Tatsache, daß Musik ein Naturphänomen ist, das schon lange vor der Menschlichkeit existiert hat, muß man wieder entdecken. Dann sehen wir, daß diese Quelle unerschöpflich ist. Deswegen würde ich klassische Musik nicht nur als Musik aus einer gewissen Periode bezeichnen, sondern als Musik, die sich nach Naturprinzipien richtet, die eine objektive und positive Wirkung auf uns hat.

Neue Solidarität: Haben Sie noch eine paar abschließende Gedanken für unsere Leser?

Bainac: Wie immer haben auch wir in unserer Zeit gewisse kulturelle Probleme und Fragen. Die klassische Musik ist heute ganz populär und für die Massen zugänglich geworden. Das könnte auf den ersten Blick auf die Welt der klassischen Musik eine gute Wirkung haben. Leider hat es sich aber gezeigt, daß das breite Publikum sich nur auf die oberflächlichen Aspekte der Musik orientiert. Und die natürliche Wahl der Künstlern – Interpreten oder Komponisten – ist damit verschwunden. Deswegen liegt heute bei uns, wie wir Musik und alle anderen Künste unterstützen; daß wir wirklich nur das hinterlassen, was wir für die nächsten Generationen wertvoll finden.

Neue Solidarität: Vielen Dank für das Interview!

Anmerkung

1. International sind z.T. noch höhere Stimmungen üblich, aber bei den Untersuchungen in Wien wurden akustisch nur 432 Hz und 443 Hz detailliert analysiert.




SPØRGSMÅL OG SVAR den 28. januar 2016:
Hvorfor skal vi skabe en ny renæssance med klassisk kultur?

Med næstformand Michelle Rasmussen.

Links:

Vores side om klassisk musik.

Er skønhed en politisk nødvendighed? Interview med Helga Zepp-LaRouche.
»Beethovens årtier lange kamp for den Niende Symfoni« af Michelle Rasmussen.
Skønhed er nødvendigt, ikke praktisk, for menneskeheden.

Download (PDF, Unknown)




Pablo Casals’ enke: Genopliv klassisk musik og kunst i Puerto Rico!

16. januar 2016 – »Vi må alle være overbevist om behovet for en ny renæssance, et mål, der ikke alene er regeringers ansvar, men også det civile samfunds, og det må man påtage sig med en kærlighed og dedikation, der ikke kan købes for penge.« Således talte Marta Casals Istomin, Pablo Casals’ enke, i en tale den 17. februar 2014 ved mindehøjtideligheden i anledning af 116-års fødselsdagen for Luis Muñoz Marín, den første, valgte guvernør for Puerto Rico, der inviterede Pablo Casals til at bo i Puerto Rico i 1956 for at være med til at frembringe en kulturel renæssance.

Hendes ord er endnu mere relevante i dag, end de var i februar 2014, hvor, som hun bemærkede, øens krise allerede var alvorlig. Idet hun adresserede denne krise, opfordrede hun regeringen og civilsamfundet til at vende tilbage til den klassiske musiks og kunsts vej som »næring for sjælen« og »balsam« for Puerto Ricos økonomiske krise.

»Nu mere end nogen sinde«, sagde hun, »må vi opretholde den fremragende kvalitet og tilstedeværelse af vores øs spirituelle værdier … Vi må vende tilbage til idealet med at bringe god musik til alle«. Unge mennesker er afgørende for denne opgave, tilføjede hun. De »har i deres hænder evnen til at anføre landets udvikling og ære arven efter Maestro Casals, der i sin fremskredne alder fremskyndede Puerto Ricos kulturelle revolution«. I kølvandet på sin ankomst til Puerto Rico grundlagde Casals og hans kone, der selv er en talentfuld cellist, Puerto Ricos Symfoniorkester, Musikkonservatoriet og dernæst Casals Festivalen.

Fr. Casals Istomin understregede, at ungdom og erfaring kan gå i kombination for at »give kreativiteten frie tøjler og søge samfundets velfærd, selv om dette medfører en opofrelse af konventionel partipolitik og individuelle interesser«. Alle, »der tror på musik og åndens værdier«, må gå sammen på alle tænkelige måder«, fastslog Casals Istomin, for at støtte øens rige kulturarv. »I de seneste to til tre år har jeg været til symfonikoncerter, hvor meget få mennesker deltog, og det er dårligt … Folk må blive interesserede og give af sig selv …«

Den 13. november 1961 tog Pablo Casals imod en indbydelse fra præsident John Kennedy til at optræde i Det Hvide Hus for guvernør Muñoz Marín, til hvis ære man afholdt en statsmiddag. Selv om Casals i mange år nægtede at optræde i noget land, der opretholdt diplomatiske relationer med Spaniens fascistiske Franco-regime, gav han efter i dette tilfælde af respekt for sin mangeårige ven Muñoz Marín, men også, fordi han i den unge Kennedy så muligheden for en mere forhåbningsfuld kurs i USA’s politik, der stemte overens med hans egne synspunkter om respekt for alle menneskers rettigheder og værdighed. Han korresponderede senere med Kennedy om flere spørgsmål.




Nødudsendelse fra LaRouchePAC
23. december 2015:
Til en nation (USA) på randen af en finanskatastrofe.
Dansk udskrift.

Vi er nu ved et punkt, hvor konsekvenserne af at tolerere disse handlinger og denne politik og disse politiske personer udgør USA’s undergang, såvel som også hele det transatlantiske områdes undergang og muligvis også verdens undergang, hvis vi degenererer til omstændigheder med atomkrig. Så dette er et ekstraordinært øjeblik; og det er noget, der kræver handling fra ledende borgere i denne republik. Jeres folkevalgte repræsentanter, og først og fremmest USA’s præsident, har opført sig som britiske forrædere, og ikke som de patriotiske personer, der skal forestille at gøre tjeneste i landets højeste embeder.

Blot få timer før denne udsendelse blev der udsendt en nøderklæring, der blev udlagt på LaRouchePAC’s website, og som cirkuleres via de sociale medier og som et flyveblad på Manhattans gader og andre steder i hele USA. Teksten (findes som selvstændigt Flyveblad her: http://schillerinstitut.dk/si/?p=10843) lyder som følger (oplæst af Matthew Ogden):

Julebudskab: Den 1. januar 2016 er dommedag! Kun et initiativ som Franklin Roosevelts kan redde os

(23. december 2015): Præsident Barack Obama og hele den Amerikanske Kongres har forrådt jer, det amerikanske folk, ved af fejhed at nægte at tage skridt til de nødvendige nødbetingede initiativer for at forhindre det største finansielle og økonomiske krak – langt værre end dem i 1929 og 2008 – i at ske i de umiddelbart forestående dage og uger. Med mindre I, det amerikanske folk, rejser jer og kræver omgåede handling, vil nationen og en stor del af menneskeheden blive konfronteret med en katastrofe i begyndelsen af det nye år.

Hele det transatlantiske finanssystem står for at nedsmelte. Blot i løbet af de seneste uger er junk investment grade-obligationer til 15 mia. dollar blevet udslettet. Dette er blot et forvarsel om et umiddelbart forestående, totalt sammenbrud af den transatlantiske boble. Fra og med 1. januar 2016 er en gældsboble på 72 mia. dollar indstillet til at eksplodere i Puerto Rico. Kongressen havde muligheden for at tage initiativ til at forhindre dette, før de forlod byen, men tog ingen skridt til handling.

En gæld på skønsmæssigt 5 billion dollar, der er knyttet til USA’s nationale, kollapsende sektor for skiferolie og -gas, er i færd med at nedsmelte. I det vestlige Canada er denne boble allerede bristet og har udløst tabet af 100.000 arbejdspladser i 2015 – svarende til 750.000 arbejdspladser i USA – samt et kollaps i ejendomsmarkedet og et samfundsmæssigt sammenbrud. Denne samme krise er på vej i USA i accelererende tempo, men på en langt større skala.

I Europa træder der nye love i kraft fra den 1. januar 2016, som fjerner enhver beskyttelse af bankindskydere, der vil få deres sparepenge stjålet under »bail-in«-regler (ekspropriering), sådan, som det allerede er sket på Cypern. I Italien fik flere end 10.000 indskydere – bankkunder – deres opsparing eksproprieret under en delvis bail-in under fire bankers kollaps i denne måned. De samme forholdsregler findes inkluderet i Dodd/Frank-loven her i USA. Hvis ens bank kollapser, kan man få sin livsopsparing stjålet for at redde banken. Det kan og vil ske her, takket være fejhed og korruption hos jeres valgte regeringsfolk, der har holdt jer hen i uvidenhed og overtrådt den ed, de har aflagt i deres embede.

Kongressen havde, før den tog på ferie, mulighed for at forhindre denne nu fremstormende krise. De blev advaret. De kunne have vedtaget love, der allerede var blevet fremstillet i begge Kongressens huse, til genindførelse af Glass-Steagall, den af Franklin Roosevelt indførte lov, der opdelte Depressionens for-store-til-at-lade-gå-ned-banker, ved at adskille kommerciel bankvirksomhed fra alle hasardspilsaktiviteterne. Men Kongressen var købt af Wall Street og svigtede jer. Præsident Obama er totalt ejet af Wall Street og [City of] London, som har skabt ham. Wall Street er håbløst bankerot, og de har til hensigt at klamre sig til magten ved at stjæle jeres penge og fjerne jeres sundhedssystem samt lukke ned, hvad der måtte være tilbage af realøkonomien, den fysiske økonomi. Inden for et tidsrum af blot få dage eller uger kunne I blive konfronteret med fødevaremangel, hyperinflation og et totalt sammenbrud af alt, hvad I ellers anser for at være normale tilstande.

Præsident Obama fremprovokerer også, på vegne af Wall Street og London, en konfrontation med Rusland, der driver verden frem mod global krig, en krig, som nogle amerikanske og russiske militære topkommandører advarer om kunne blive en termonuklear udslettelseskrig.

Den 1. januar 2016 vil Ukraine, med USA’s og IMF’s godkendelse, gå i betalingsstandsning mht. sin gæld på 3 mia. dollar til Rusland, en åbenlyst provokerende handling fra Vestens side mod Moskva, der kommer oveni de allerede eksisterende sanktioner, NATO’s udvidelse mod øst og andre, direkte provokerende militære handlinger.

Alt dette er dødsens alvorligt. Verden befinder sig på spidsen af et krak værre end under den Store Depression, og en ny verdenskrig. I må nu tage skridt til handling, for jeres valgte regeringsfolk, kongresmedlemmer osv., har overgivet jer, på grund af deres egen fejhed og fordærv. De har, sammen med præsident Obama, gjort sig fortjent til jeres foragt og vrede pga. deres feje opførsel.

Der er løsninger forhånden. Wall Street må omgående lukkes. Der skal ikke betales en øre mere for at redde disse forbrydere! Kongressen må fjerne Wall Street-marionetten Barack Obama fra embedet, gennem en rigsretssag eller ved at påkalde det 25. forfatningstillæg, der fastsætter bestemmelser for fjernelsen af en præsident fra embedet, når denne præsident er mentalt uskikket til at fortsætte sit hverv. Glass-Steagall må omgående genindføres og en række initiativer må tages, der alle er modelleret efter det, som den store, amerikanske præsident Franklin Roosevelt gjorde i løbet af de allerførste måneder af sin embedsperiode, for at skabe millioner af produktive jobs, genopbygge nationens kollapsede infrastruktur og genrejse nationens værdighed.

Kongressen kan i løbet af få timer tage skridt til disse handlinger, men de vil kun handle i tide, hvis I vågner op og kræver det.

Alternativet er Helvede på Jord, fra og med det nye år. Er I, jeres venner, jeres naboer, i besiddelse af det moralske beredskab, der skal til for at overleve? Det er det spørgsmål, der er på bordet her, denne Juleaften, 2015.

Matthew Ogden: Lad mig nu introducere Jeff Steinberg fra Executive Intelligence Review (EIR), der i større detaljer vil gennemgå diskussionen med hr. LaRouche her til morgen.

Jeffrey Steinberg: Tak, Matt. Der er et par andre [kan ikke høres; 09:33] for jeg tror, at billedet af det finansielle [kan ikke høres; 09.39] er tydeligt. Mange mennesker derude har allerede fået færten af det; men det vigtigste er, at det er en umiddelbart forestående situation. Det er en situation, der vil eksplodere på ethvert givent tidspunkt, når vi først kommer over den 1. januar; en dato, hvor vi netop har meddelt nogle af de særlige begivenheder, der vil finde sted i de første dage af det nye år. Når alt er medregnet er der en spillegæld på mere en 1,5 billiard dollar, der er akkumuleret siden vi havde krisen i 2008; og det hele er en tidsindstillet bombe. Eksplosionens epicenter er USA og Vesteuropa.

Der er yderligere et par elementer, der må med i billedet, for at I, det amerikanske folk, kan få en komplet vurdering af, hvor kritisk det øjeblik er, som vi er nået til. For det første må man stille det spørgsmål, om Islamisk Stats angreb i Paris den 13. november, og senere i San Bernardino, Californien, repræsenterer en Rigsdagsbrand-begivenhed i det tidlige 21. århundrede. Vi ved, at disse jihadistiske netværk er blevet skabt og promoveret af førende nationer i denne vestlige kombination; startende med briterne og med Saudi Arabien. Der er fraktioner her i USA, der har været udtrykkeligt indblandet – al-Qaeda, Nusra Front, Islamisk Stat – alle på vegne af et engagement for, blandt andet, at vælte Assad-regeringen i Syrien. Så det, vi i realiteten ser på, er en kapacitet, der er blevet udløst i Europa og USA under visse vestlige kredses kontrol; og hvis hensigt det er at skabe de omstændigheder, under hvilke den form for politistat kan etableres, som vil være nødvendig for at takle det sociale kaos og for at gøre fremstød for en global konfrontation, der er umiddelbart forestående.

For det andet, så afslørede de andre begivenheder omkring COP21-konferencen om global opvarmning, at Pavestolen, selve Paven, var blevet kapret af en person, som kun kan beskrives som en satanisk person – John Schellnhüber; en ridder af Det britiske Imperium, hvis politik, der nu er blevet vedtaget af Paven, ønsker at se det store flertal af menneskeheden elimineret gennem en række [kan ikke høres: 12:37] i kombination med faren for krig og i kombination med de økonomiske katastrofer, som allerede er i gang med indgangen til denne nedsmeltnings-periode, lige efter den 1. januar.

Pointen er, at man har løjet for jer, det amerikanske folk; jeres folkevalgte regeringsfolk har svigtet jer ynkeligt. Og nettoresultatet er, at der, ét minut i midnat, ikke foreligger nogen forpligtelse over for jer til at tage skridt til den form for afgørende handlinger, der nu kræves som en bydende nødvendighed. Kongressen kan vende tilbage til Washington [fra juleferie, -red.], men vil kun gøre det, hvis I skræmmer livet af dem; hvis I rejser jer i denne juleferie og kræver, at de tager skridt til at foretage den form for nødhandlinger, som er det eneste handlingsforløb i dette øjeblik, der kan afværge denne absolut katastrofale situation, der potentielt blot ligger timer eller dage ud i fremtiden. Kongressen kan vende tilbage til Washington og nægte at betale Wall Streets gæld. Der er intet at være bange for på Wall Street, for de er håbløst og uafvendeligt bankerot. Det er frygten for det ukendte, der får medlemmer af Kongressen til at kapitulere og tillade Obamas præsidentskab, som er en hån mod nationen, at fortsætte; og til at tillade Wall Street fortsat at diktere betingelserne i Washington.

Vi er nu ved et punkt, hvor konsekvenserne af at tolerere disse handlinger og denne politik og disse politiske personer udgør USA’s undergang, såvel som også hele det transatlantiske områdes undergang og muligvis også verdens undergang, hvis vi degenererer til omstændigheder med atomkrig. Så dette er et ekstraordinært øjeblik; og det er noget, der kræver handling fra ledende borgere i denne republik. Jeres folkevalgte repræsentanter, og først og fremmest USA’s præsident, har opført sig som britiske forrædere, og ikke som de patriotiske personer, der skal forestille at gøre tjeneste i landets højeste embeder.

Det påhviler således os at tage skridt til de handlinger, der i dette øjeblik kan synes at være højst upraktiske; men som i virkeligheden er de eneste praktiske forholdsregler, hvis vi ønsker at overleve og få fremgang i dette nye år, vi har for os. Løsninger ligger parat; erklær Wall Street bankerot – det er allerede gået nedenom og hjem. Lancer den form for lovgivningsmæssige initiativer; vi så, hvor effektivt det var fra Franklin Roosevelt-præsidentskabets allerførste øjeblikke. Politikken dengang tilbyder os retningslinjer for handlinger, der bør udføres i dag! Af sig selv vil Kongressen ikke gøre det; det har de vist ved at flygte ud af Washington i sidste uge. Jeg vil blot afslutte med at sige, at den dag, Washington (regeringen, Kongressen) forlod byen, var jeg i D.C. på Capitol Hill; jeg talte personligt med mindst 40 individuelle medlemmer af Kongressen. I hvert eneste tilfælde var de fuldt ud klar over nedsmeltningen af junk-obligationerne; af de andre økonomiske katastrofer; af den umiddelbart forestående nedsmeltning af sektren for skiferolie og -gas; og dog tog de benene på nakken. De ignorerede og undveg det ansvar, der påhvilede dem. Det påhviler derfor nu os, og jer, at konfrontere virkeligheden direkte; og tage skridt til den form for nødhandlinger, der kan redde dagen, selv på dette fremskredne tidspunkt.

Matthew Ogden: Mange tak, Jeff. Hvis man tager fortilfældet fra 1933 og ser på den kendsgerning, at med det, som var det hidtil største finanskrak i den transatlantiske verdens historie, og fascisme fejede hen over Europa. Og i det vakuum, der ville have eksisteret, hvis ikke Franklin Roosevelt havde været præsident og havde gennemført de nødforanstaltninger på dette tidspunkt for at lukke Wall Street og mobilisere det amerikanske folks produktive evne, kunne fascisme meget vel også være kommet til Amerika. Så med studiet af dette fortilfælde bør vi tage meget alvorligt det, som hr. LaRouche har gjort i løbet af det seneste års tid for at mobilisere det, der udgør en lederskabskerne det sted, han kalder et gearingspunkt eller et omdrejningspunkt for den mobilisering, der er nødvendig for at ændre politikken, og det sted er på Manhattan i New York City.

De af jer, der havde lejlighed til at lytte til LaRouche Policy Committee sidste mandag, vil vide, at hr. LaRouche lagde meget stor vægt på en række musikalske opførelser, der fandt sted i New York City i sidste weekend. Det var to opførelser af Händels Messias, der blev sponsoreret af Schiller Instituttet og medsponsoreret af Fonden til Genoplivelse af Klassisk Kultur. Dette vi Diane [Sare] sige mere om. Dette var programmet. Den første opførelse blev afholdt om lørdagen i Sacred Heart Kirken i Brooklyn; og den anden blev afholdt om søndagen i Manhattans Upper West Side i All Souls Unitarian Kirken. Jeg vil derfor gerne introducere Diane Sare, som vil sige noget mere om betydningen af disse begivenheder, og hvad implikationerne af det, der i øjeblikket sker på Manhattan, er for fremtiden.

Diane Sare: Hej. Jeg kan sige, at disse to musikbegivenheder var fuldstændigt ekstraordinære med hensyn til kvalitet og effekt. Denne effekt er, at hr. Larouche for lidt over et år siden, i oktober 2014, besluttede at genoplive vores organisation i New York City. Dette er meget vigtigt i USA’s historie, for det var med New York City som udgangspunkt, at Alexander Hamilton førte en afgørende kamp for at forene De forende Stater imod forkæmpere, som Thomas Jefferson og andre, for delstaternes rettigheder; sidstnævnte, som i dag er blevet nedarvet i form af Wall Street og Det britiske Imperium. Der er derfor en afgørende rolle, der skal besættes; og dette kan man se i befolkningen i New York City – Jeg kom til at tænke på det, som Jeff netop henviste til, med ISIS osv. – og man har disse 11. september-terrorangreb. Det var meningen, at det amerikanske folk skulle jages ind i regimeskift og krig med Irak, Libyen, krig overalt; og befolkningen i New York City afholdt en af de største demonstrationer i landet imod en invasion af Irak, i 2003, under Bushregeringen.

Vi befinder os nu i et lignende, farefuldt øjeblik, hvor befolkningen over hele landet er tilbøjelig til at være dybt pessimistisk. Vi har haft 15 år med Bush og Obama; levestandarden er kollapset; en halv million midaldrende amerikanere er døde, unødvendigt. Man får meget ofte en pessimistisk respons; jeg er sikker på, at alle her har oplevet at tale med deres nabo, deres venner. »Vi må smide Obama ud af embedet; vi må få Glass-Steagall; vi må organisere et transkontinentalt jernbanenet i USA; fusion.« Folk siger, »Åh, det kommer aldrig til at ske. Åh, det kan man ikke gennemføre; åh, de er alt for korrupte.« Jeg ville sige, at dette meget ligner den kamp, som George Washington i 1776 stod overfor, han, der havde tabt samtlige slag fra Uafhængighedserklæringen og frem til jul. Og den daværende befolkning i USA var ikke i overvældende grad for at bryde fri af Det britiske Imperium; de fandt, at det ikke var umagen værd. New Jersey, som var det sidste sted, hvorfra han havde trukket sig tilbage for at krydse Delaware-floden, var fuldstændig under de hessenske lejesoldaters og Toriernes kontrol; hans beslutning om at krydse Delaware-floden Juledags nat (den 25.-26. december 1776, -red.) var derfor ikke alene anti-pragmatisk, men gik også imod den daværende offentlige mening. Men han vidste, at dette måtte gøres; og det lykkedes ham at fremkalde en bestemt, inspireret respons fra de lasede, forfrosne, forarmede soldater, som han anførte.

Manhattans befolkning er måske ikke så faldefærdig som George Washingtons hær dengang var; men vi har alle været underkastet en utrolig kulturel og moralsk fordærvelse, der, som hr. LaRouche har omtalt, kan ses i ungdommen osv. Så, måden, vi arrangerede disse koncerter – den i Brooklyn fandt sted i en historisk, gammel kirke, der var tæt knyttet til kredsen omkring Moder Cabrini, hvis folk er bekendt med hende; hun organiserede de italienske immigranters ankomst til USA; hun etablerede børnehaver, skoler og hospitaler og alt sådan noget. Koncerten på Manhattan fandt sted i All Souls Unitarian Kirken, der har en bestemt arv med støtte til Unionshæren, hospitaler og genopbygning; og senere, med borgerrettighedsbevægelsen. Vi gik ind i lokalsamfundet og organiserede for en opførelse af Händels Messias i den rette, videnskabelige Verdi-tone; den blev holdt sammen af et kor, der bestod af folk fra New York City og vore Schiller Institut-aktivister fra New York, New Jersey, Virginia. Matt, du spillede basun i orkesteret; men det var en del af, at befolkningen kom sammen. Mange af folkene blandt publikum var folk, der havde været rundt om koret og besluttet, at det måske ikke var noget for dem, men at de ønskede at engagere sig i dette. Så vi havde over 1.000 mennesker, der kom til koncerterne. Og responsen – for det første skabte den sænkede tone (Verdis oprindelige tonehøjde) og det arbejde, som John Sigerson har udført mht. spørgsmålet om placering, en meget tydelig forskel. Og publikums kommentarer – vi bad folk om at give os deres kontaktinformation, fortælle os, hvordan de fandt ud af, at denne begivenhed fandt sted, og tilføje deres eventuelle kommentarer. Folk sagde ting, som »Vi hørte koret på en måde, vi aldrig før har hørt; lydens egenskaber var meget varmere, end vi havde forventet. Det var professionelt.« John [Sigerson] påpegede, at vi på en måde står over det professionelle niveau, fordi vi ikke er interesseret – det er sådan lidt en antiseptisk idé – men dette er menneskelig indgriben, der samler befolkningen. Meget lig dengang Händel skrev og opførte Messias; den første opførelse fandt sted i Dublin, Irland. Og det skete for at adressere spørgsmålet om fattigdom og for at rejse penge til et børnehjem for forældreløse og lette gældsætning.

Amerikaneren Alexander Hamilton var en del af kredsen omkring Jonathan Swift og andre; og Benjamin Franklin skulle angiveligt have deltaget i en opførelse af Messias, der blev dirigeret af Händel selv. Så selve dette musikstykke, dets idé, forbindelsen mellem mennesket som Skaber, mellem menneskeslægten og universets skabelse; og en fejring af dette, er, hvad vi har presserende behov for, for at samle befolkningen. Og [vi har behov for] at skabe en kvalitet af lederskab, der på en moralsk måde kan respondere til denne krise; i modsætning til den afskyelige opførsel hos denne stinkende flok feje personer uden mod i Kongressen, der, som Jeff netop har beskrevet, vel vidende, at kollapset stormede frem, ville storme hjem for at holde juleferie snarere end at blive og tage initiativ til de nødvendige handlinger for at beskytte den amerikanske befolkning.

Så en proces en nu blevet sat i gang, som må optrappes i tempo; vi kan ikke give den lov til at udvikle sig i det nuværende tempo, som er fint, bortset fra, at hele systemet er klar til at bryde sammen den 1. eller 2. januar. Så spørgsmålet handler om at tage denne styrke og dette princip og bruge det til at samle vore styrker i hele USA, og i hele verden, for at adressere den situation, som menneskeheden i dag står overfor.

Matthew Ogden: Mange tak. Videoen og lydbåndet fra den ene eller begge disse koncerter, der fandt sted i New York i sidste weekend, skulle være tilgængelige meget snart; og vi vil opfordre alle til, at dette må være en del af det, de foretager sig i løbet af de allernærmeste dage. En lille rettelse: Det faktum, at Benjamin Franklin skulle have været til stede under en opførelse af Messias dirigeret af Händel selv, er tilsyneladende ikke helt bekræftet; vi ved imidlertid, at han faktisk var til stede under en opførelse af Messias. Jeg mener, at Händels revolutionerende opråb til handling, »Lad os sønderbryde båndene, og kaste deres åg af os« (eng.: »Let us break the bonds asunder, and cast their yokes from upon us«), er noget, der blev aktuelt under Benjamin Franklins og George Washingtons Amerikanske Revolution. Så det er et meget passende kampråb for i dag.

Jeg vil gerne appellere til alle om at tage teksten til det flyveblad, som jeg oplæste i begyndelsen af denne udsendelse, »Nytårsbudskab: 1. januar 2016 er dommedag! Kun et initiativ som Franklin Roosevelts kan redde os« og uddele det så vidt omkring, som I kan i de kommende dage. Dette bør være samtaleemnet ved familiemiddage og andre begivenheder, der finder sted i løbet af de næste 24-48 timer. Og være en del af diskussionen, der finder sted i de næste minutter. Lige efter denne udsendelse kommer der kl. 9pm Eastern Time en live nødudsendelse af ’Fireside Chat’ med hr. LaRouche, som diskuterer med det amerikanske folk. Dette finder normalt sted torsdage, men man kan deltage, hvis man har adgangsnummeret.

Jeg mener, at vi meget klart har fremlagt billedet. Den 1. januar er i realiteten en deadline; der er betalingsstandsningen på det puertoricanske lån, der er Ukraines betalingsstandsning på deres russiske lån på 3 mia. dollar, der er blevet promoveret af IMF og USA som en direkte provokation. Og der er en deadline den 1. januar, hvor de nye bail-in-love træder i kraft i Europa; bail-in-love, der allerede har dræbt mennesker i Italien og har eksproprieret 10.000 italienske indskyderes penge i dette område. Der er sammenbruddet i sektoren for skiferolie og junk-obligationsboblerne. Der er allerede tab for hundredetusinder i Canada; dette kommer til USA. Alt dette bryder sammen nu; og de nødvendige forholdsregler og løsninger er forhånden. En omgående lukning af Wall Street, en omgående reorganisering af hele dette bankerotte finanssystem gennem Glass-Steagall; en omgående mobilisering af hele den amerikanske arbejdsstyrke, meget ligesom Franklin Roosevelt gjorde det; fjernelsen af denne krigsmager Barack Obama fra embedet, og at håndtere den kendsgerning, at hele det transatlantiske område bliver domineret af et britisk monarki, der er besat af den folkemorderiske idé, at vi må reducere verdens befolkning og kaste mennesker tilbage til en dyrisk tilstand.

Så dette er virkeligheden ved slutningen af 2015 og i de første timer af 2016. Og det påhviler jer at tage det, der er blevet fremlagt her i aften og handle på det omgående; alle redskaberne er tilgængelige for jer. Vi beder jer indtrængende om at gå direkte fra dette webcast for at deltage i live-diskussion med hr. LaRouche under ’Fireside Chat’-udsendelsen, der starter om få minutter.

Jeg vil gerne takke alle for at være med os her i aften; og jeg vil gerne takke både Jeffrey Steinberg og Diane Sare for at være vore gæster ved denne udsendelse. Bliv på kanalen og lyt til larouchepac.com i den kommende tid.

 

 




Lyt til Händels Messias, opført af Schiller Instituttet i New York City, 20. dec. 2015

Opførelsen fandt sted søndag den 20. december 2015 på All Souls Unitarian kirke i Manhattan, NYC. Schiller Instituttet og Organisationen for Bevaring af Klassisk Kultur stod for koncerten. Koret bestod af medlemmer af Schiller Instituttet samt venner, der har dannet et “community” kor; musikerne var sammensat af både medlemmer af Schiller Instituttet og professionelle, og fire professionelle solister deltog også.

Dagen inden blev koncerten holdt i en anden kirke i NYC, og der var ialt flere end et tusinde publikummer.

 

Første del

anden del

Programmet

Messias dec. 20, 2015




Nedtælling i august –
Lyndon LaRouche:
Hvem vil drikke af bægeret?

Lyndon LaRouche: Det er ikke nok at foreslå, at nære, at støtte de ting, som vi ved er gode. En tyst stemme taler til os: Hvis der ikke er andre, der kan lede, må du gøre det. Vi protesterer: »Hvem er jeg, og hvad er mine fattige evner, at jeg skal påtage mig en sådan mission? Kan der ikke være ledere, som jeg kan støtte, og således opfylde dette ansvar på en måde, der stemmer overens med mine sølle evner?«

Download (PDF, Unknown)




Festaften, Schiller Institut-konference oktober 2014, Frankfurt:
Fidelio

Fidelio, Op. 72, Ludwig van Beethoven

Festaften, Schiller Instituttets Konference 18.-19. oktober, 2014, i Frankfurt, Tyskland.

 




Schiller Instituttets konference i Paris 2015:
4 Indslag med klassisk musik: Bach, Brahms, Mozart

 

 

 

 

 

 

 

 




EIR: Hvorfor grækerne elsker
Mikis Theodorakis – og hans musik

Mennesker som Mikis Theodorakis er sjældne. For det hellenske folk findes der ingen person, der er mere elsket. Og han er kommet til at repræsentere, og stadig føre, kampene for det græske folk imod det, det har været århundreders krige, først imod ottomanerne, og siden imod Det britiske Imperium.

Download (PDF, Unknown)




‘All Men Become Brothers’:
The Decades-Long Struggle for Beethoven’s Ninth Symphony
(‘Alle mennesker bliver brødre’:
Den årtierlange kamp for Beethovens niende Symfoni)

See Appendix I & II below the main article.

Læs den danske oversættelse her: Ny Specialrapport: Beethovens årtier lange kamp for den Niende Symfoni

The main article was published in Executive Intelligence Review, June 26, 2015, Vol. 42, No. 26.
Michelle Rasmussen is Vice President of The Schiller Institute in Denmark. E-mail: mich.ras@hotmail.com

The Schiller Institute in the U.S. has also published an html version of the main article. Read it here.

Download (PDF, Unknown)

N.B.: There is a mistake at the end of the main article as published in EIR. The following quote is from Schiller, and not Beethoven:

There is something mysterious in the effect of music, that it moves our inner self, so that it becomes a means of connection between two worlds. We feel ourselves enlarged, uplifted, rapt—what is that called other than in the domain of Nature, drawn to God? Music is a higher, finer language than words. In the moments, where every utterance of the uplifted soul seems too weak, where it despairs of conceiving more elegant words, there the musical art begins. From the outset, all song has this basis.

Appendix I & II:

Download (PDF, Unknown)

Discussion:

Listen to an hour-long response to the article by Fred Haight of the Schiller Institute in Canada. He discusses how Beethoven must have written the first three movements of the 9th Symphony with the last, choral, movent in mind. He makes an analogy to Mozart’s Ave Verum Corpus, Brahm’s Four Serious Songs, and a Bach fugue, before presenting his musical evidence regarding the 9th Symphony.

 

Links to other  articles on music by the author:

Bach, Mozart and the “Musical Midwife” 

The Musical Offering: A musical pedagogical workshop by J.S. Bach, or, The musical geometry of Bach’s puzzle canons

Robert and Clara Schumann, and their teacher J.S. Bach




Video: ‘Den klassiske revolution’
– Hvem ejer din kultur?
Med dansk udskrift

Hvem ejer din kultur? Du gør ikke. Du ejer ikke engang din egen sjæl. Du har solgt din sjæl billigt.

Hvem bestemmer, hvad du lytter til? Du tror, det er dit eget valg? Du er totalt kontrolleret.

 

http://bitcast-a.v1.sjc1.bitgravity.com/larouche/videos/20110423_classical-revolution-featurette.mp4

Den klassiske revolution.

Af vore kolleger i Schiller Instituttet i Tyskland

 

 

Del I: Hvem ejer din kultur?

Harley Schlanger: Hvem ejer din kultur? Du gør ikke. Du ejer ikke engang din egen sjæl. Du har solgt din sjæl billigt.

Hvem bestemmer, hvad du lytter til? Du tror, det er dit eget valg? Du er totalt kontrolleret.

Raymond Björling: De lader nogle unge mennesker, der arbejder på en computer og laver nogle sange på computer, de lader dem tage over, og de er afhængige af disse fyre – de investerer bare nogle penge. Lav noget god musik, siger de, som jeg kan tjene penge på. Det er de store kanoner bag det hele, man ser dem aldrig, men det er de store kanoner, og de tjener milliarder af dollar på det.

Harley Schlanger: Kombinationen af organiseret kriminalitet og britiske finansinteresser vælger et par psykopater til at udvikle deres kultur. Og man vader lige ind i det, går lige lukt i en fælde – ligesom et dyr, ligesom en rotte, der ser et stykke ost i en musefælde, og når denne fælde først klapper, siger man, »Dette er min kultur«. Og man indser ikke, at et usynligt, elektrisk hegn er blevet sat rundt om én, som former den måde, man tænker på.

Helga Zepp-LaRouche: Kongressen for Kulturel Frihed havde frem til sin afsløring, så at sige, i 1967, 120 kulturtidsskrifter i Europa. De spillede en massiv rolle i skabelsen af ’Regiteater’, og jeg føler meget stærkt, at denne totalt bevidste kulturelle krigsførelse må standses og vendes, hvis befolkningen skal blive forsonet med sine kulturelle rødder.

Schlanger: Dette er et overlagt angreb på det menneskelige samfund – denne rock/sex-modkultur. Den blev til kulturen, den er ikke længere modkulturen. Og det har ingen mening for folk, så at gennemtæve et menneske på gaden, eller at vende ryggen til sult i Afrika eller sult i Los Angeles – medfølelsen for menneskeheden er der ikke.

Helga: Folk har slet ingen medfølelse mere. For eksempel siger mange unge mennesker: »Afrika? Hvad har det med mig at gøre? Der tager jeg ikke hen.« Medfølelse i denne sammenhæng vil sige at have medfølelse, intellektuelt og emotionelt, med hele universet og planeten, som den er. Og hvis man ikke kan føle det, så er der noget i dig, som ikke er udviklet. Unge mennesker, i overvejende grad unge mennesker, har en tendens til at forspilde deres liv. Mange fødes, lever og dør uden nogensinde at smage det, som Nicolaus Cusanus kaldte »sandhedens sødme«, blot en enkelt gang. Nogle opdager den ret sent, og begynder så at dyrke en eller anden kreativ aktivitet i en alder af 70; men det er selvfølgelig lidt for sent til virkelig at kunne opnå noget stort.

Derfor er mit råd til unge mennesker, at de skal gøre ligesom Moses Mendelsohn gjorde. Han kom fra en baggrund, der ikke ligefrem opmuntrede til et intellektuelt liv. Moses Mendelsohn tog til Berlin og mestrede inden for ganske kort tid alle områder af viden: musik, historie, filosofi og mange andre ting; og det lykkedes ham snart at blive det 18. århundredes Sokrates, som mestrede alle felter af viden. Det er, efter min mening, en vidunderlig model for unge mennesker at følge, unge, der ikke har haft adgang til disse ting. At de blot siger: »Jamen, jeg er lige så vel i stand til at uddanne mig inden for musik, klassisk musik; jeg kan studere bel canto sang, stor poesi, skuespil, arkitektur og videnskab. Alle disse ting ligger åbent for mig, men kun, hvis jeg er opsat på at gøre det. Jeg ønsker at opdage mit kreative potentiale og fremme det.« Og jo tidligere i livet, man gør det, desto bedre; desto mere tid vil man have til at udvikle det fuldt ud.

 

Del II: At lancere renæssancen

Helga: Schiller sagde: Hvad skal man gøre, når staten er korrupt, og masserne er apatiske? Hvor kommer forandring egentlig fra? Og Schiller fandt dette virkelig fantastiske svar: at det kun kan ske gennem klassisk kunst. Grundlæggende set er det ved at arbejde med klassisk kunst, at mennesket bliver frit i sit indre; for hvis man studerer komponisters, digteres og skuespilforfatteres kreativitet, så eftergør man det, eller man kan lære at eftergøre det; og dette muliggør denne frie borger, som tydeligvis ikke var til stede under Den franske Revolution. Derfor mener jeg, at det er kombinationen af begge, men især at arbejde med klassisk kunst, er et meget vigtigt skridt i retning af at besvare dette spørgsmål.

 

Bel canto: Kunsten at synge skønt

Björling: Vi fødes med det. Alle er født med det. Se bare på et lille barn, det tager en dyb indånding, brystkassen udvides, og så er det stille … tænker næsten, hvad foregår der; og så kommer stemmen. Den eksploderer. Det er samme måde at tænke på, den samme måde.

Bel canto-teknikken har til hensigt at opbygge eleven til at holde hele livet. Og en god bel canto-teknik giver muligheden for at synge hele sit liv og ens stemme bliver aldrig gammel. Jeg har mødt mennesker, der er omkring 80, og når man taler i telefon med dem, så lyder de stadig, som om de var tyve. Deres stemme bliver yngre og yngre.

 

Magien i musik og kontrapunkt

Lyndon LaRouche: Det, vi kalder musik, er baseret på to ting: den menneskelige sangstemme, det, som den menneskelige sangstemme kan være, og samtidig på basis af evnen til at kunne give udtryk for den form for idéer, som intet dyr er i stand til at udtrykke, og som er menneskelig skabeevne. Menneskeheden er den eneste art, der kan forandre sin adfærd på en skabende måde. Og det, der er skønt og godt for menneskeheden, er at være menneskelig. Det er at være skabende, hellere end at gøre det samme hele tiden.

Daniel Lipton: Musik er naturligvis en reproduktion af den menneskelige stemme, og alle disse stemmer går fuldstændig i forening hos Bach. Beethoven nåede højden af sine følelser, og da han ikke kunne komme videre i komposition, prøvede han fugaen, for fugaen var indbegrebet af alle disse følelser.

Schlanger: Det, vi må gøre, er at udvikle menneskers kapacitet til at tænke på måder, der ikke er lineære. Og det er, hvad kontrapunkt, er, når man begynder at føje stemmer til, når man har to stemmer, eller tre, fire, fem eller seks stemmer, der skaber en forøget evne til at fremkalde omskiftelighed, eller forandring, eller et enkeltstående indlæg, om det er anvendelsen af ’lydian interval’ i ’cross voice’ (at skifte til en anden stemme), i en kanon eller noget tilsvarende, hvor hjernen er nødt til at gå ud over blot at følge en enkel linje.

LaRouche: Og det bedste eksempel på dette er selvfølgelig Bach. Og hvis man vil bruge Bach, ville man tage ting som præludierne og fugaerne, som det bedste eksempel på en skabende kunstner, de har udviklet en idé om veltemporeret musik, som er skabt for at gøre det muligt for folk at blive skabende. Og hvis man ser på, hvordan kompetente mennesker opfører Bachs præludier og fugaer, får man en fornemmelse af, hvad kreativitet er.

Lipton: Dette, at det er nødvendigt, at man lærer dette krævende, det mest krævende, som er fugaen, er væsentligt for enhver musikers udvikling. Og mere endnu for en komponist.

 

Genopdagelsen af ’Motivführung’

LaRouche: Mozart har altid været et geni, og han havde to faser; der var denne fase før han tog til salonen om søndagen, og efter. Han havde en revolution, da han tog til van Swietens saloner, som Haydn havde gjort. Haydn havde komponeret sin række af kvartetter, baseret på van Swietens indflydelse. Mozart kom ind i billedet, og han gjorde det samme, og skabte sine kvartetter, som et modsvar til Haydn, dedikeret til Haydn, fordi Haydn havde bibragt ham en forståelse for dette højere element.

Norbert Brainin: Det ligger mig meget på hjerte, jeg har længe båret på det, og det har aldrig rigtig fundet genklang med andre; og den eneste person, som omgående forstod det, var Lyndon LaRouche.

LaRouche: Han demonstrerede noget, som jeg havde som et begreb, men ikke som udtryk. Og det var en ting, at man hørte et begreb, når man hørte noget. Og så dernæst forstå, hvordan man skabte dette udtryk, hvordan man skabte sit eget sind, genererede sit eget sind; det er noget andet. En stor musiker, som har en fornemmelse for motivführung, som han havde, og det vidste jeg på forskellige måder, åbner faktisk, ved at opføre for dig, noget, der kommunikerer denne idé, så man nu ved det.

Brainin: De nuværende Mozart- og Haydn-forskere forstår det overhovedet ikke. De ved, at det eksisterer, og har også skrevet om det, men bortset fra det beskæftiger de sig slet ikke med det.

 

Kunstnerne: At bringe menneskeheden fremad

Schlanger: Det er frygteligt at se, når professionelle musikere begynder at se det, de laver, som et job, i modsætning til en del af en mission om at bringe disse skønne idéer til folk.

Lipton: Hvorfor udfører man denne profession? Det ansvar, man har over for musik i selv samme øjeblik, som man har påtaget sig dette; det må være et spørgsmål om liv eller død, at udføre denne profession.

Helga: Netop, fordi kunstneren som ingen anden har evnen til bevæge tilhørerne, må denne evne ikke misbruges til lavere motiver; men snarere, før kunstneren vover at bevæge tilhørerne, må han først have forædlet sig selv til at være det idéelle menneske. Det er jo en stor udfordring, og det betyder, at kunstneren ikke bare kan komme fra sin daglige rutine og pludselig stå foran publikum. Han må derimod være bevidst om sin opgave, og forædle publikum, menneskene. Schiller har hundredevis af gange sagt, at han havde dedikeret alle sine kunstværker med det formål at forædle menneskeheden. Og jeg mener, at vi ikke alene må kæmpe for opførelsen af klassiske værker, men også for, at kunstneren går bag om stykket og fremstiller et kunstværk sådan, som det var tænkt. Kun da kan det have en virkning.

William Warfield: Og jeg så op, og maestroen havde en tåre i øjet, som trillede ned ad kinden, og han sagde, er vi ikke heldige, at vi er musikere? Jeg har aldrig glemt det øjeblik, for han skitserede for os, at den profession, som vi var i, er en profession, som er et kald, som er en kunst, og en profession, som, når man er i den, så er man nærmest Gud, mener jeg, når man opfører; man er et medie for den vidunderlige ting, som vi får fra noget højere og som går igennem os, og gør os til større mennesker, og gør os til medier for at overføre dette til andre mennesker.

 

Bag noderne

LaRouche: Vi mennesker tror, vi har fem sanser. Faktisk har vi flere. Hvis vi er tilstrækkelig intelligente, lærer vi, hvad nogle af disse kommunikationsformer er. De fleste mennesker er ikke bevidste om dem. De er måske påvirket af dem, men de er faktisk ikke bevidste om dem. De er påvirket af noget, som for dem, bevidst, synes blot at være kaos. Og dog, som Shelley indikerer i de sidste afsnit af sin »Forsvar for poesien«, så kunne dette være det vigtigste af det hele. Og man finder, at i kompositionen af poesi, i kompositionen af musik, er det præcist dette aspekt, af resonans, af genklang, som er den essentielle kommunikation. Og vi gør det bedst i opførelse af klassisk musik.

 

En ny, klassisk renæssance for verden

Helga: Nicolaus Cusanus talte om, at overensstemmelse i makrokosmos kun er mulig, hvis alle mikrokosmosser kan udvikle sig. Samfundet af folkeslag må sikre, at ethvert folk, enhver nation, udvikler sit maksimale potentiale, og at det er i alles interesse at hjælpe denne nation, og omvendt. Hvis dette sker på verdensplan i historien, så mener jeg, at vi vil have opfyldt forudsætningerne for at drage fordel af studiet af de mest ophøjede idéer, som menneskeheden hidtil har fostret, og indlede en virkelig kulturel renæssance for hele menneskeheden.

 

Del III: En tilbagevenden til Verdi-stemningen, A = 432 Hz

– eller en Ny Mørks Tidsalder for musik.

’Det, der står på spil, er den klassiske musiks fremtid’

Liliana Gorini: LaRouche sagde: »Jeg er ligeglad med, om man må tape fagotter og oboer til; man må sænke stemningen af orkestret. I modsat fald vil man ødelægge stemmerne, og hele meningen med operaen vil gå tabt.«

LaRouche: Jeg vidste, hvad der behøvedes, fordi jeg kendte musikken. Jeg vidste, hvad der måtte ske, fordi musikken er baseret på den menneskelige sangstemme.

Gorini: Sjovt nok fandt jeg et brev fra Giuseppe Verdi fra 1884, hvor han skriver nøjagtig det, som LaRouche siger. Han skrev: Der er videnskabelige grunde til, at vi må gå tilbage til det, han kaldte A = 432 Hertz.

LaRouche: De fleste af de førende sangere på det tidspunkt, tilsluttede sig vores forsvar for denne afstemning, imod den højere afstemning, som faktisk er meget ødelæggende.

Gorini: Da hun kom ind, var publikum selvfølgelig meget spændt, da hun var så berømt.

Renate Tebaldi: Jeg kæmper meget for dette spørgsmål, for det er ikke rigtigt for unge sangere, som ikke kan fortsætte fremad med denne høje stemning. Efter års skoling og undervisning, kastes de pludselig ud på operascener, som La Skala i Milano, eller operaen i Wien, hvor de finder en meget høj stemning, og de er fortabt.

Gorini: Det samme skete med Piero Cappuccilli

Cappuccilli: Jeg må sige, at hvis stemningen på Verdis tid var A = 432 Hz, og han skrev sine operaer til dette toneleje, var Verdi elvfølgelig en meget intelligent mand, og han kendte stemmerne meget godt, og han skrev for stemmerne. Skal vi give et eksempel?

Gorini: Det bliver i det andet stemmeleje. Stemmens farve er også en anden.

Cappuccilli: Det er en helt anden historie!

Gorini: Det er en af grundene til, at denne kampagne blev støttet, især af Verdi-sangere.

Antonella Banaudi: Jeg må sige, at da jeg prøvede A = 432 tonehøjden, var det for mig en behagelig opdagelse. Jeg prøvede Aidas arie, »Oh cieli azzurri«, som normalt er meget vanskelig, eftersom melodistemmen er overalt på sopranens stemmeregister. For mig er det, at gå tilbage til en lavere tonehøjde end den, der er blevet anvendt i de seneste 20-30 år, et spørgsmål om respekt. Respekt for komponistens kunstneriske vilje, for hans idé om farve, om lyd, stemmens lød, og også respekt for stemmen som instrument.

Lipton: Det var forbløffende, hvor stor forskellen var, og hvor meget mere rund, musikken var med Verdi-stemningen. Dette er måden, disse kompositioner blev komponeret på, og det var meningen, at de skulle være i den stemning. Vore moderne orkestre stemmer hele tiden højere og højere – i Wien har fløjterne været nødt til at høvle noget af deres instrumenter, fordi de ikke kan stemme dem højere. Det er ikke naturligt, og jeg ved, at strengeinstrumenterne lyder mere fremragende, når de stemmes højere, men er det kun storhed, vi søger, eller er det essensen af den måde, musikken blev skrevet på?

 

Foto: Operasangerinden Antonella Banaudi har holdt flere foredrag på Schiller Instituttets konferencer

Se også: Antonella Banaudi: Skønhed er universets sprog




Fest i anledning af Friedrich Schillers fødselsdag




Schiller Instituttet bringer BRIKS-momentum til Folketingets årlige Åbent Hus

Den 10. oktober deltog fem aktivister og kontakter i Folketingets årlige Åbent Hus på Kulturnatten, hvor det lykkedes os at tale med flere end 20 individuelle folketingsmedlemmer om det nye BRIKS-initiativ og opfordrede dem til at få Danmark med i et samarbejde med blokken, bestående af de fem nationer Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, og til ikke at behandle alliancen og dets medlemmer som en fjende. En aktivist spurgte sine samtalepartnere, om de personligt havde hørt den indiske premierminister Narendra Modis tale i Madison Square Garden. Vi uddelte vores seneste materiale på dansk samt EIR-nummeret med en eksklusiv engelsk oversættelse af Modis tale. Alle genkendte os og vores Nyhedsorientering, som de modtager hver måned. Schiller Instituttets insisteren på at diskutere de vigtigste, politiske spørgsmål er blevet en institution på det årlige Åbent Hus i forbindelse med »Kulturnatten«.

I år fik vi en meget åben respons – dvs. med undtagelse af to personer: Vores statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), og Folketingets formand Mogens Lykketoft (S), som begge nægtede at tale med os. På den anden side var fire andre socialdemokrater meget åbne over for at diskutere udviklingen med BRIKS. En af dem ville gerne have et privat møde med os; en anden huskede, at han havde talt med os sidste år og sagde: »Jeg er enig med jer i forslaget om at opdele bankerne«; en anden var meget bekymret over regeringens nedskæringspolitik.

Vi talte med 11 folketingsmedlemmer under to forløb med »speed talk«, hvor enkeltpersoner får to minutter til at tale med et individuelt folketingsmedlem, før man går videre til det næste folketingsmedlem. Under dette forløb bragte to FM’er spørgsmålet om, at Danmark var interesseret i at eksportere til BRIKS-landene, på bane og benægtede, at disse blev behandlet som fjender … indtil vi mindede dem om sanktionspolitikken. Et FM, som er nummer to i sit parti, sagde, at han ville nærstudere vores materiale, fordi han ikke var helt up-to-date mht. begivenhederne på topmødet i Fortaleza, Brasilien, i juli måned. Et af FM’erne fra Grønland var også meget interesseret.

Et andet aspekt var, at det Konservative Folkeparti havde inviteret DR’s Underholdningsorkester, som mest spiller klassisk, til at opføre en koncert i deres partiværelse for at protestere imod DR’s beslutning om at opløse orkestret. Vi havde diskussioner med flere FM’er om nødvendigheden af at forsvare klassisk kultur, og om BRIKS.

Vi vil i den nærmeste fremtid følge op på vore »speed talks« med mere dybdegående dialoger. [MR]