Med formand Tom Gillesberg

Under en diskussion om den aktuelle, strategiske situation i går intervenerede Helga Zepp-LaRouche skarpt for at fremstille den aktuelle situations virkelighed. »Historien vil måske ikke vente til den 17. januar«, understregede hun under en diskussion om Schiller Instituttets planlagte arrangement den 17. januar i New York. Vi må mobilisere ud fra et standpunkt om den umiddelbart overhængende krise – der står umiddelbart foran at komme ned over vore hoveder, både finansielt og strategisk.

Det tempo, hvormed begivenhederne finder sted, understregedes i går af udviklingen omkring euroen. Ifølge kalenderen vil eurokrisen finde sted efter det græske valg, som er fastlagt til den 25. januar, og hvis resultat afgjort forventes at blive en afvisning af EU’s politik. I virkeligheden finder krisen sted nu, som det ses af indikationer om det rapporterede dramatiske skift i den tyske regerings politik mht. at acceptere, at grækerne forlader euroen.

Den kommende finansielle nedsmeltning vil selvfølgelig ikke ske i Europa, men på globalt plan, hvor også Wall Street vil bryde sammen. Vi står over for en verdenskrise, som kunne komme væltende ned over hovedet på os hvert øjeblik, det skal være.

Det samme gælder konfrontationen med krig.

Den umiddelbart overhængende krise gør omgående handling bydende nødvendig – vedtagelsen af LaRouches Fire Love, der begynder med Glass-Steagall, samt en national bevægelse med krav om USA’s såvel som Europas tilslutning til BRIKS, for at genopbygge en verden, der er menneskeheden værdig. Zepp-LaRouche understregede, at dette skift i USA involverer intet mindre end en genoplivelse af den ægte, amerikanske identitet som en republik, der handler både i sine egne borgeres og hele menneskehedens interesse.

En ledende amerikaner, der handlede i denne hensigt, var Alexander Hamilton fra New York, USA’s første finansminister, og af hvis geni fødtes det Amerikanske, økonomiske System, som BRIKS-nationerne nu har vedtaget. Denne briefing indleder en række lejlighedsvise historiske overblik over Hamiltons lidenskabelige kamp for dette system – denne gang kampen omkring hans Report om Offentlig Kredit, som han fremlagde for Kongressen den 9. januar 1790.

(Link hertil følger senere)

Mens nationerne allierede i BRIKS, under anførsel af Kina, fortsætter med at gå frem med økonomisk udvikling og menneskelig kreativitet, hænger faren for verdenskrig over denne planet, fordi det er City of Londons og Wall Streets politik at konfrontere og ødelægge Rusland og Kina som økonomiske magter.

I et nyt interview med EIR, insisterer cheftalsmand for den kommission, der bygger den nye, inter-oceaniske kanal igennem Nicaragua – et stort infrastrukturprojekt, der er blevet muligt gennem fremvæksten af BRIKS – på, at USA og Europa må droppe denne »konfrontationspolitik«, som »vil give bagslag«, og gå med i BRIKS-initiativet, »en realitet, der er på vej frem.« Den anden, ekstraordinære, nye kanal igennem Suez er ligeledes i færd med at transformere den fysiske handels produktivitet til fordel for produktion på planeten, og denne kanal er ligeledes en del af den nye »Maritime Silkevej«, som Kina er i færd med at udvikle til gavn for et stort antal nationer. Egyptens og Kinas præsidenter har netop haft fire dage med historiske møder, hvor de udformede dette.

Dette er, hvad USA må komme på linje med, for at spille en rolle i udformningen af menneskehedens økonomiske fremtid.

Men årsagerne til, at USA og Obama IKKE gør det, er blevet udstillet åbenlyst – og må ændres. Wall Street og London har, i deres »saudiske oliesanktionseskapade«, der har til formål at ødelægge Ruslands økonomi, udløst de finansielle furier over sig selv samtidig med, at de har bekræftet den russiske præsident Putins faste beslutning om at forberede Rusland til at forsvare sig i krig. Idet de søger Ruslands og Kinas ødelæggelse som økonomiske udviklingsmagter, er Wall Street i færd med at sprænge sig selv i luften.

Vi står nu over for finansielt kaos fra et Wall Street, der har udestående derivater til en ’værdi’ af 10-20 billioner dollar i den kollapsende gæld i oliesektoren. Og som flere og flere eksperter indser, så gennemtvang Wall Street og Obama den 16. dec. den pludselige ophævelse af en vigtig bestemmelse vedr. derivater, netop pga. af dette overhængende kaos – for at sikre en bestemmelse om, at den amerikanske regering vil blive nødt til redde Wall Street gennem en bailout (statslig bankredning, –red.)

Vi citerer EIR-magasinets stiftende redaktør, Lyndon LaRouches udtalelse om denne skandale i dag:

»Denne seneste vedtagelse i Kongressen er totalt svindelagtig; den blev købt og betalt af Wall Street. Denne ’aftale’, som Kongressen vedtog, og som de påstod, blev lov, var en lovovertrædelse – svindel begået gennem finansiel korruption. Denne Kongreslov var et bedrageri imod lov i princippet og må ændres. Og hvis vi må stille nogle af dem, hvis forudgående valg også var betalt for af Wall Street, for en rigsret, så bør vi gøre det.«

Hele det såkaldte »fracking-boom«, sagde LaRouche, er et bedrageri mod økonomisk produktivitet og er ved at trække den amerikanske økonomi ned.

LaRouche og EIR har insisteret på, at Glass/Steagall-loven må genindføres sådan, som præsident Franklin Roosevelt oprindeligt havde tænkt det, for at knuse Wall Streets magt – og, i denne krisesituation, afværge den fare for verdenskrig, som Wall Streets finansielle krig truer med at udløse. Der er nogle, der siger, at den opstand, der brød ud mod Wall Streets korrumpering af Kongressen, har skabt et »Glass/Steagall-momentum«. Men USA har brug for mere: skabelsen af et nationalt kreditsystem; anvendelsen af denne kredit til projekter, der øger produktiviteten; den snarlige udvikling af termonukleare fusionsteknologier. USA har brug for LaRouches »Fire Love«.

LaRouche-bevægelsen vil i sin briefing i morgen offentliggøre en erklæring, der begrunder og retfærdiggør retsforfølgelsen af tidligere vicepræsident Dick Cheney og hans medsammensvorne for at udøve illegal tortur under falsk dække af amerikansk lovgivning, samt retsforfølgelsen af Barack Obama for at bruge sin embedsperiode til at mørklægge denne tortur.

Wall Streets bankerot taget i betragtning, står verden på den absolut yderste rand af et finanssammenbrud, understregede Lyndon LaRouche i går i en dialog med bevægelsens Komite for Politisk Strategi. Hvis vi kan få nogen kontrol over Wall Street, har menneskeheden måske en chance for at overleve, sagde han. I modsat fald står vi over for faren for en umiddelbar krise med krig.

Som nye, opnåede højder for aktiemarkedets spekulative boble symboliserer, så er der to aspekter i Wall Street-processen mod bankerot. Det ene er den almindelige spekulationspraksis; det andet er den vilde spekulation med derivater. Wall Street er bankerot i begge aspekter – og det er bydende nødvendigt, at Wall Street skæres tilbage af Glass-Steagall og gennem andre forfatningsmæssige midler.

I modsat fald vil kombinationen af denne spekulative dynamik og briterne føre os mod verdenskrig. Der er ingen forhandling mulig med disse galninge. Den galopperende hyperinflationsrate driver dem ud på kanten – og det kunne slå os alle ihjel. Ingen kan forudsige, hvornår, men faren kunne komme meget snart. Under betingelser af en nedsmeltning kunne situationen komme fuldstændig ud af kontrol.

Den eneste løsning er at indføre Hamiltons system. Dette er blevet præcist defineret i LaRouches »Fire Love til at redde USA« fra 8. juni 2014, som bør præsenteres hver dag i forbindelse med processen med organisering og mobilisering. Disse love, som er en udarbejdelse af et system, flyder lovmæssigt fra anvendelsen af vores Manhattan Projekt i Hamiltons tradition, som vi bruger som en løftestang til at flytte hele nationen rent strategisk over til igen at være et system i overensstemmelse med Forfatningen.

En optrapning af det opsøgende arbejde med underskriftsindsamlingen for »Gå med i BRIKS« er et væsentligt aspekt af dette program. Formålet er ikke bare at få flere underskrifter, især fra prominente personer, men i bredere forstand at etablere overherredømme over Wall Street, med idéen om BRIKS/Hamiltons system.

Vi i LaRouche-bevægelsen er de eneste, der kan gennemføre denne mission – på hvilken civilisationens overlevelse beror.

Glædelig Jul!

Billede: George Washington ved Slaget ved Trenton; gravering af Illman Brdr.; efter et maleri af E. L. Henry, 1870.

Kilde: http://www.archives.gov/research/american-revolution/pictures/; public domain/copyright expired

———————————-

Fra redaktionen: Lidt historie bag billedet:

For 238 år siden, den 26. dec. 1776, samlede general George Washington sine tropper til et af de mest heltemodige angreb i militærhistorien, et angreb, der med sikkerhed kunne have decimeret hans hær og gjort det helt af med, hvad der var tilbage af hans svækkede og demoraliserede styrker.

Mændene i Washingtons hær sultede, var syge og så dårligt forberedt til vinteren, at mange ikke engang havde støvler på fødderne og efterlod et blodigt spor i sneen på deres march.

Ansporet af det, Thomas Paine havde skrevet blot få dage forinden, befandt Washingtons mænd sig i en vanskelig situation. Paine skrev: »Dette er tider, der prøver mænds sjæle; sommer-soldaten og solskins-patrioten vil, i denne krise, vige tilbage fra at tjene sit land. Men den, der står fast nu, fortjener mænds og kvinders kærlighed og tak. Tyranni, ligesom Helvede, besejres ikke let; dog har vi med os den trøst, at jo hårdere kampen er, desto mere glorværdig er triumfen.«

Konfronteret med manglende tilslutning til hæren, desertering, lav moral, mangel på finansiering af mad og forsyninger, og den brutale vinter på vej, satsede Washington alt på et bræt. Han indledte en march Juledag og krydsede den iskolde Delawareflod i Julenattens mørke. Vejret var forfærdeligt og skiftede fra regn til slud til sne. Floden var tiliset, hvilket fik enheder af Washingtons mænd til at vende om, da de ikke kunne komme over.  

For dem, der nåede over og etablerede et sikkert område, mens de ventede på, at deres kammerater skulle slutte sig til dem, var kodeordet »Sejr eller død«. Kunne noget andet bedre have fortalt om deres motivering?

Resten er, som man siger, historie. Washington var sejrrig. Hans hær oplevede en genoplivelse og gik videre med at knuse overlegne styrker i fremtidige slag, for at vinde sejren og uafhængigheden for det unge USA.

Med formand Tom Gillesberg

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, var den 2. december 2014 hovedtaler ved et seminar for diplomater og udenrigspolitiske kredse i Washington D.C., om EIR’s rapport om Den Nye Silkevej og Verdenslandbroen. Vi bringer en oversættelse af hendes tale med en introduktion af Bill Jones. Helga Zepp-LaRouche understregede, at menneskehedens fremtidige skæbne vil afhænge af, om USA og Europa vil tage imod det tilbud, som præsident Xi Jinping gav præsident Obama, hvor Xi inviterede USA, og andre nationer, til at indgå i et samarbejde om udviklingsprojekter, som Kina og BRIKS-landene promoverer. Efter talen fulgte en langvarig diskussion for lukkede mikrofoner. Man kan bestille rapporten og finde den engelske version af talen på: www.schillerinstitut.dk/si/?p=2661.

Download (PDF, Unknown)

Med Obama, som blev forvist til en ubetydelig position ved APEC-topmødet i Beijing, er det globale skift, som har været i gang i løbet af de seneste uger, nu hastigt ved at konsolideres.

Udviklingen i BRIKS/APEC har overtaget kursbestemmelsen af bevægelsen i den globale politik og sætter dynamikken, kommenterede Lyndon LaRouche efter en bedømmelse af situationen. Dette åbner op for alle dem i alle lande, som har ventet på at kunne blive deres pessimisme kvit og tilslutte sig vejen til fremskridt. Med en Obama, der går ned, kan andre ting, som er associeret med ham, også gå ned – inklusive den morderiske, økonomiske politik, som han forsøger at bevare over verden og USA, på vegne af Det britiske Imperium.

Kina har taget føringen og vil fortsætte med det. Fra APEC-topmødet tog den kinesiske premierminister Li Keqiang videre til ASEAN/Østasien-topmødet i Myanmar, hvor han indgik en ny forpligtelse til 20 mia. dollars, til udvikling langs den Maritime Silkevej. I kontrast hertil ankom Obama til samme topmøde som en nedrivningsmaskine og krævede, at Myanmar ændrede sin forfatning til at passe til hans og George Soros’ krav. Kan der være nogen tvivl om, hvilken af to muligheder, områdets nationer vil vælge?

Næste skridt er så G-20-topmødet (15. november i Brisbane, Australien), hvor præsident Xi Jinping i denne weekend vil fremlægge sin vision for udvidelse af den udviklingsproces, som Kina anfører på globalt plan. Obama et al. har regnet med at kontrollere omgivelserne på G-20, men de har tabt på forhånd. Det er udviklingen med BRIKS/APEC, der kontrollerer de globale omgivelser, i hvilke de opererer.

I Europa er der endda begyndt at komme en synlig tilpasning til de nye muligheder i disse globale omgivelser. Franskmændene gumler på bidslet, mens de overvejer at tilslutte sig den Nye Silkevej, og tyske industrifolk er interesseret i at investere i Indien, hvis regeringsrepræsentanter, på det Indo-tyske Investeringstopmøde i Berlin i denne uge, fremlagde et dramatisk, ambitiøst program for nye byer, jobs og en gennemgribende, økonomisk genoplivelse.

I Rusland har kampen mod monetaristerne, såsom Centralbanken – en kamp, der anføres af Sergei Glazyev – nu resulteret i et offentligt krav, på Moskvas radio, om, at Dumaen vedtager »noget, der er analogt med Glass/Steagall-loven«, for at standse det spekulative angreb på landet.

Der er selvfølgelig stadig problemområder; Mellemøsten er et af de afgørende. Men det globale skift åbner op for potentialet for, at også disse problemer kan løses. I betragtning af Obamas svage stilling er der kræfter i USA, med kongresmedlem Walter Jones og senator Tim Kaine som eksempel, som nu optrapper kampen for at standse den globale terrorisme ved at få de 28 sider [af rapporten over den fælles kongresundersøgelse af 11. september-angrebene, -red.] frigivet, og ved at blokere præsidentens hævdelse af diktatoriske magtbeføjelser til at erklære krig.

Den centrale virkelighed er, at verden er forandret. Der er åbnet op for nye muligheder, og de kan nu virkeliggøres.

Stockholm, 28. okt. 2014 – Seks svenske folketingsmedlemmer fra Venstrepartiet indgav et forslag, som krævede en lov om opdeling af bankerne. Ophavsmanden er Ulla Andersson, næstformand for Venstrepartiet og partiets talskvinde i økonomiske anliggender, som har været den førende forkæmper for en bankopdeling i det svenske folketing, Riksdagen. Hun er nu også i tæt kontakt med regeringen om budgetspørgsmål. Den nye, Socialdemokratiske og De Grønne-regeringskoalition er først og fremmest afhængige af Venstrepartiets støtte, selv om de tre partier tilsammen ikke udgør en flertal i folketinget. De andre FM’er bag forslaget er Daniel Sestrajic, Wiwi-Anne Johansson, Christina Höj Larsen, Ali Esbati og Daniel Riazat.

I deres begrundelse kræver de, at

»folketinget anmoder regeringen om meget hurtigt at påbegynde en parlamentarisk undersøgelse af fremlæggelsen af et lovforslag om at adskille traditionelle bankaktiviteter og de såkaldte investeringsbankaktiviteter.«

Begrundelsen på to sider påpeger statens »implicitte garanti« for ikke at tillade, at store finansinstitutioner går fallit, som

»grundpillen i den strukturelle tilskyndelse, som forårsager den finansielle krise.«

»De implicitte og udtalte statsgarantier er en stor understøttelse af de store bankers låneomkostninger.« Værdien heraf er af den Svenske Centralbank blevet vurderet til SEK30 mia. ($4,2 mia.) om året i gennemsnit for de fire, store, svenske banker i årene 2002-2010. »Det modsvarer lidt mere end halvdelen af disse bankers totale profit før skat i denne periode.«

»En britisk bankundersøgelse af den finansielle krise viste, at når den britiske stat gav forskellige former for støtte til bankerne under finanskrisen, viste det sig at være vanskeligt at adskille traditionel aktivitet, som er vigtig for samfundet, fra investeringsaktiviteterne. Det førte til, at hele banken blev reddet, inkl. de dele, som ikke ansås vigtige for samfundet, hvilket blev meget dyrt.« Undersøgelsen skønner, at så meget som fire til fem ud af seks dele af de britiske bankers totale regnskab stammer fra investeringsaktiviteter.«

Forslaget påpeger yderligere det absurde i, at bankerne spekulerer i finansielle instrumenter (f.eks. derivater, -red.) med sine egne penge (i modsætning til investorers penge, -red.), og dernæst bliver reddet af staten. Forslaget kræver sluttelig en bankopdeling for at undgå de moralske risici omkring

»interessekonflikten i banken, som dels repræsenterer kundernes interesser samtidig med, at bankerne handler på egne vegne, … spekulative aktiviteter, som øger finanssystemets ustabilitet.«

Indstillingen om lovforslaget kan ses på:

http://www.riksdagen.se/sv/Dokument-Lagar/Forslag/Motioner/Motion-20141583-Bankdelnings_H20283/

Med formand Tom Gillesberg.

Videoen bliver klar senere idag fredag.

I sidste uge genfremsatte Álfheiður Ingadóttir sit forslag om et lovforlag med Glass-Steagall-loven som model til vedtagelse i det islandske parlament, Althingi. Siden sidste valg har Álfheiður været suppleant i parlamentet, og fik en mulighed for at genfremsætte forslaget, mens hun afløste i en periode på to uger. Her følger teksten til forslaget (der er også en 3-sides rapport, som begrunder forslaget, men som ikke er oversat til engelsk):

»Forslag til en parlamentsvedtagelse af opdelingen af kommercielle bankaktiviteter og investeringsbankaktiviteter.«

[Medstillere:]

Álfheiður Ingadóttir, Ögmundur Jónasson, Helgi Hjörvar, Birgitta Jónsdóttir, Óttarr Proppé, Sigriður Ingibjörg Ingadóttir, Helgi Hrafn Gunnarsson, Lilja Rafney Magnúsdóttir, Jón þór Ólafsson, Bjarkey Olsen Gunnarsdóttir.

 »Parlamentet har udpeget Finans- og Økonomiministeriet til at fremlægge et lovforslag, som garanterer adskillelsen af kommercielle bankaktiviteter og investeringsbankaktiviteter, med det formål at minimere risici for nationaløkonomien pga. bankaktiviteter, og reducere offentlighedens risiko for finansielle tab, forårsaget af bankkriser. Lovforslaget skal fremlægges for parlamentet i løbet af den 145. parlamentsforsamling.«

(Link til forslaget nedenfor.)

Denne ordlyd er stærkere end det forslag, som komiteen kom med under den forrige parlamentsforsamling. Dengang opfordrede forslaget ministeren til at oprette en komite, der skulle overveje, om man skulle vedtage en bankopdeling, idet man overvejede udviklingen i andre lande.

De ti PM’er, som er medstillere af forslaget, kommer fra fire forskellige partier. Regeringspartierne har 38 ud af 63 medlemmer i parlamentet, og finansminister Bjarni Benediktsson påstås at være imod en bankopdeling. Men i henhold til pålidelige kilder mener mindst tre af hans partifæller imidlertid noget andet, og i 2010-2012 var medlemmer fra Centerpartiet, af hvilke to nu er ministre (Eygló Harðardóttir og Sigurður Ingi Jóhannsson), medstillere af forslaget. Så forslaget kan måske blive vedtaget.

Fremsættelsen af forslaget blev dækket i Internetversionen af den største, islandske avis, Morgunbladid (se link nedenfor).

Link til forslaget på Althingis hjemmeside: http://www.althingi.is/altext/144/s/pdf/0410.pdf

Link til artiklen i Morgunbladid: http://www.mbl.is/frettir/innlent/2014/10/23/bankastarfsemi_verdi_adskilin/  

14. oktober 2014 – En lang lederartikel, skrevet af redaktionen på den amerikanske avis Herald News, Fall River (Mass.), konkluderede følgende, efter en beskrivelse af betydningen af Glass/Steagall-loven og andre særlige lovbestemmelser i kølvandet på Anden Verdenskrig, såsom loven for hjemvendte soldater fra krigen – »G.I. Bill«[1]:

»For omkring 30 år siden begyndte tingene så at blive optrævlet. Kongressen ophævede Glass/Steagall-loven, som til dels førte til boblen på ejendomsmarkedet og den efterfølgende finansielle nedsmeltning, og slækkede på reguleringen af Wall Street. Investeringer i offentlig, højere uddannelse faldt.«

»Hvornår vil vi lære af historien?«

»Det er simpelt hen ikke holdbart at sige til unge mennesker, at de skal påtage sig en massiv gæld for at gå på college for at komme i middelklassen … «

»Det er simpelt hen ikke holdbart, at arbejdere på lav løn (ikke mindsteløn, -red.) arbejder fuldtids, og alligevel opfylder kravene for at modtage madkuponer og andre offentlige tilskud.«

»Dette er ikke det Amerika, som Den Største Generation skabte. Dette er ikke det Amerika, som opfostrede og nærede de økonomisk sunde Baby Boomers. Og dette er ikke det Amerika, vi ønsker for vore børn.«

Det 21. århundredes Glass/Steagall-lov fra 2013 sponsoreres i Repræsentanternes Hus af kongresmedlem John Tierney, og i Senatet af Elizabeth Warren, begge fra Massachusetts. Lovforslaget har 13 medsponsorer i Huset og 9 i Senatet.

[1] Loven om gentilpasning for hjemvendte soldater fra 1944, kendt under betegnelsen G.I. Bill, var en lov, som gav en række offentlige ydelser til hjemvendte soldater fra Anden Verdenskrig (almindeligt kendt som G.I.’s). Ydelserne omfattede billige huslån, lavrentelån til iværksættere, betaling af skolepenge og leveomkostninger i forbindelse med universitetsuddannelser, studentereksamen eller erhvervsuddannelser, så vel som ét års arbejdsløshedsunderstøttelse. Ydelserne kunne modtages af enhver veteran, som havde været i aktiv tjeneste under krigen i mindst halvfems dage, og som ikke var blevet afskediget i vanære; der var ikke krav om aktiv kampdeltagelse. I 1956 havde rundt regnet 2,2 millioner veteraner benyttet sig af G.I. Bill’s hjælp til uddannelse for at gå på college eller universitetet, og yderligere 5,6 mio. benyttede sig af denne hjælp til at modtage anden form for uddannelse. Canada havde et lignende program for sine veteraner fra Anden Verdenskrig, med en lignende økonomisk virkning som i USA.

Billede: Præsident Roosevelt underskriver G.I. Bill

Den Nye Silkevej betyder et skift, væk fra nationers og grupper af nationers geopolitiske interesser, og fokuserer på menneskehedens fælles interesser. Det sætter fokus på spørgsmålet om, ikke, hvad der er min fordel i dette eller hint område, men derimod, hvor vil menneskeheden være om 100 år fra i dag, eller endda om 10.000 år fra i dag? Den Nye Silkevej vil blive til en Verdenslandbro, som vil forene og forbinde alle nationer og kulturer til ét, en menneskehed. Det vil, som præsident Xi Jinping sagde, inkludere hele menneskeheden og vil frembringe menneskehedens sande identitet som universets kreative art.

______________________________________________

Den Nye Silkevej, som den blev præsenteret af Xi Jinping for et år siden, og som den har udviklet et momentum gennem BRIKS-topmødet i juli måned i Brasilien, efterfulgt af topmødet mellem BRIKS og statsoverhovederne fra de sydamerikanske lande den næste dag, har allerede forandret verden. Som et resultat af denne Nye Silkevejs-dynamik er der indgået aftaler om flere store projekter i hele verden, for eksempel den anden Panamakanal igennem Nicaragua, en transkontinental jernbane fra Brasilien til Peru, og flere aftaler om samarbejde om atomkraft mellem forskellige nationer.

Der er en pludselig eksplosion af optimisme, hvor lande vover at hævde deres suverænitet og begynde at virkeliggøre projekter, som har ligget på hylden i årtier, men som har været modvirket som følge af de betingelser, som de internationale finansinstitutioner har stillet. Denne eksplosion kommer selv fra lande, som endnu ikke formelt er en del af BRIKS eller Silkevejen, som f.eks. Egypten, som har indledt et spektakulært program med national, økonomisk opbygning, eller Argentina, som modigt har modstået et forsøg på angreb fra gribbefondenes side.

Der er en ny, kulturelt set totalt optimistisk opfattelse af egen identitet hos en større del af menneskeheden, baseret på idéen om menneskeheden som den eneste kendte, kreative art, en art, som kan tænke og gøre ting, den aldrig før har gjort. Der er også begyndelsen til en ny finansiel arkitektur, såsom den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, den Nye Udviklingsbank, samt tilhørende valutareservefonde for at forsvare lande imod spekulative angreb. Kinesiske eksperter understreger, at disse nye banker ikke skal erstatte IMF, Verdensbanken eller den Asiatiske Udviklingsbank, men at de er et supplement til disse.

Hvis perspektivet om Den nye Silkevej skal lykkes, må flere udfordringer og lektioner fra de seneste 23 år behandles. Da Sovjetunionen gik i opløsning i 1991, og Jerntæppet mellem Øst og Vest faldt, foreslog Schiller Instituttet Den eurasiske Landbro som idéen om at forbinde Europas befolknings- og industricentre med Asiens gennem udviklingskorridorer, programmet for Den eurasiske Landbro/Den nye Silkevej. Vi foreslog dette program, som faktisk var tænkt at skulle være en fredsorden for det 21. århundrede, til flere regeringer i Eurasien. Men ulykkeligvis besluttede USA’s og Storbritanniens regering at gå ind for udvidelsen af NATO, som kulminerer i den aktuelle krise med Rusland over Ukraine.

Men så, i 1996, arrangerede den kinesiske regering en meget stor konference i Beijing med titlen, »Den eurasiske Landbro og udviklingen af områderne langs med Den eurasiske Landbro«, med deltagelse af 34 lande, og jeg var en af talerne ved denne konference. Kina erklærede på dette tidspunkt Den eurasiske Landbro som sit strategiske, langfristede perspektiv frem til år 2010, men i stedet for at gå frem ad denne vej, kom forskellige kriser i vejen: Der var Asien-krisen i 1997, for en stor dels vedkommende resultatet af spekulative angreb fra folk som George Soros, og som forårsagede flere asiatiske valutaers sammenbrud. Som en konsekvens var der den russiske GKO-statsbankerot (GKO: russiske kortfristede statsobligationer), såvel som også krisen med LTCM, Long Term Capital Management, i 1998, som midlertidigt blokerede for Silkevejspolitikken.

I 2007 begyndte den globale finanskrise for alvor med nedsmeltningen af det amerikanske, sekundære ejendomsmarked, og dernæst sammenbruddet af Lehman Brothers og AIG i september 2008. Nu er den transatlantiske finanssektor håbløst bankerot og står over for en ny nedsmeltning, som er meget værre end den i 2008. Kendsgerningen er, at for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne er håbløst bankerot. Som topinsidere privat hævder, så er elefanten i værelset den moralske fare; regeringens bail-out (redningspakker) transformerede simpelt hen privat spillegæld til offentlig statsgæld og opmuntrede til dårlig opførsel fra bankernes side og gjorde således alt, for at gøre en fremtidig krise mere sandsynlig og mere alvorlig.

Dette førte til en markant opgivelse af sund og fornuftig bankpraksis. Tidligere ville centralbanker ikke have stillet penge til rådighed for bailouts. Hvis banker ikke kunne inddrive deres lån, måtte de afskrive dem. Nu er skellet mellem forventede og uventede tab forsvundet, banker holder fast i deres dårlige lån, og, hvad værre er, de fortsætter med at handle med dem! Man bekymrer sig ikke om de fremtidige konsekvenser af denne praksis, undtagen forventningen om, at indkomsterne fra handelen fortsat vil vokse.

Under normale omstændigheder ville man sælge dårlige papirer til et reduceret beløb, eller, hvis de bevares i regnskabet, ville de blive regnet for et passiv for banken. Alt dette blev tilsløret af de såkaldte instrumenter fra værktøjskassen, som førte til massive bailouts og kvantitative lempelser fra Federal Reserve, og nu selv Den europæiske Centralbank (ECB), som sænkede deres rentesats, til den i dag er næsten nul, for at gøre det samme. Og som et resultat heraf er boblen vokset, og for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne er vokset med 40 %, og de har flere tvivlsomme aktiver i deres portefølje, eksponeringsrisikoen vokser, og de foregiver alle sammen ikke at se det.

Eksperter i institutionerne, som vicepræsidenten for det amerikanske FDIC (Statens Indskudsgarantifond), Thomas Hoenig, har advaret om, at hvis én af for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne går ned, krakker hele systemet. De udestående derivatkontrakter beløber sig på nuværende tidspunkt til 2 billiarder dollars: Dette beløb kan aldrig blive betalt.

Den eneste måde, hvorpå man kan håndtere dette problem, er på nøjagtig samme måde, som Franklin D. Roosevelt gjorde det i 1933 som svar på den daværende finanskrise: Glass/Steagall-bankopdelingsloven. I den amerikanske Kongres og i Senatet har man fremstillet lovforslag, som i øjeblikket støttes af flere end 80 kongresmedlemmer og 11 senatorer, samt flere end 200 nationale organisationer, og som vil genindføre Glass/Steagall-loven. Min mand, hr. LaRouche, som er den eneste økonom, der har forudsagt denne krise ved hvert eneste relevante skæringspunkt, foreslog fire love, som tilsammen kunne ændre situationen.

For det første må Glass/Steagall-loven, adskillelsen af kommercielle banker og investeringsbanker, omgående genindføres.

For det andet må man vende tilbage til Det amerikanske, økonomiske System, som etableredes af den første finansminister, Alexander Hamilton, som skabte en Nationalbank, hvor den eneste ret til at skabe kredit ligger hos den suveræne regering, og ikke hos private banker.

For det tredje skabelsen af et kreditsystem, hvis kredit udelukkende kun genereres til realøkonomiens fremtidige produktion, men denne realøkonomi må baseres på videnskabelige principper om fysisk økonomi, og ikke til noget andet formål. Og dette må ske i hvert eneste land: Ethvert land må have en Nationalbank, der har suverænitet til at skabe kredit, og som skal finansiere den Nye Silkevejs projekter, og til dette formål må vi have langfristede kreditaftaler blandt de lande, som deltager i den Nye Silkevej, over 20, 30, 40 og 50 år.

Og for det fjerde må der introduceres en videnskabelig drivkraft i økonomien, som fører til højere energigennemstrømningstætheder i produktionsprocessen. I dag vil det sige, at der må være et forceret program for virkeliggørelsen af termonuklear fusionskraft som det næste, absolut nødvendige, højere niveau af energigennemstrømningstæthed.

Det er derfor, at den kinesiske månemission Chang’e-3, Chang’e-4 og Chang’e-5 er af absolut afgørende betydning for menneskehedens fremtidige eksistens; hvorfor gennembruddet med Yutu-robotten, som førte til landingen på Månen sidste december med den hensigt at minere helium-3 på Månen til brug for en fremtidig fusionsøkonomi på Jorden er absolut afgørende for at finde en løsning på den aktuelle krise. For termonuklear fusionskraft, baseret på helium-3, vil ikke alene give menneskeheden energisikkerhed i millioner af år, men Månens helium-3 som basis for brændstof betyder også råmaterialesikkerhed. Fusionsfakkel-teknologien vil forvandle affald til alle slags nye råmaterialer gennem isotop-udskillelse, men også anvendelsen af helium-3 repræsenterer en ny, videnskabelig revolution, eftersom produktet fra fusionsreaktionen ikke er en neutron, som er meget skadelig for reaktormaterialet, men en proton, hvilket betyder, at det kan kontrolleres og styres ved at bruge magnetiske felter, og på denne måde kan det bruges til direkte energikonvertering, som er 70 % effektivt.

Dette vil skabe en fuldstændig ny, økonomisk platform på Jorden, og for propulsiv fremdrift i rummet, som vil muliggøre en konstant acceleration på 1 g og muliggøre rumrejser til Mars og andre himmellegemer. Beherskelsen af fusionskraft baseret på helium-3 vil muliggøre forsvar af planeten imod asteroider, meteoritter, kometer, håndtere Solstorme og lignende ting.

Hvad har alt dette med den Nye Silkevej at gøre? Den Nye Silkevej betyder et skift, væk fra nationers og grupper af nationers geopolitiske interesser, og fokuserer på menneskehedens fælles interesser. Det sætter fokus på spørgsmålet om, ikke, hvad der er min fordel i dette eller hint område, men derimod, hvor vil menneskeheden være om 100 år fra i dag, eller endda om 10.000 år fra i dag? Den Nye Silkevej vil blive til en Verdenslandbro, som vil forene og forbinde alle nationer og kulturer til ét, en menneskehed. Det vil, som præsident Xi Jinping sagde, inkludere hele menneskeheden og vil frembringe menneskehedens sande identitet som universets kreative art.

Foto: Helga Zepp-LaRouche under et besøg i Kina i februar 2014

Den Nye Silkevej betyder et skift, væk fra nationers og grupper af nationers geopolitiske interesser, og fokuserer på menneskehedens fælles interesser. Det sætter fokus på spørgsmålet om, ikke, hvad der er min fordel i dette eller hint område, men derimod, hvor vil menneskeheden være om 100 år fra i dag, eller endda om 10.000 år fra i dag? Den Nye Silkevej vil blive til en Verdenslandbro, som vil forene og forbinde alle nationer og kulturer til ét, en menneskehed. Det vil, som præsident Xi Jinping sagde, inkludere hele menneskeheden og vil frembringe menneskehedens sande identitet som universets kreative art.

 ______________________________________________

 Den Nye Silkevej, som den blev præsenteret af Xi Jinping for et år siden, og som den har udviklet et momentum gennem BRIKS-topmødet i juli måned i Brasilien, efterfulgt af topmødet mellem BRIKS og statsoverhovederne fra de sydamerikanske lande den næste dag, har allerede forandret verden. Som et resultat af denne Nye Silkevejs-dynamik er der indgået aftaler om flere store projekter i hele verden, for eksempel den anden Panamakanal igennem Nicaragua, en transkontinental jernbane fra Brasilien til Peru, og flere aftaler om samarbejde om atomkraft mellem forskellige nationer.

Der er en pludselig eksplosion af optimisme, hvor lande vover at hævde deres suverænitet og begynde at virkeliggøre projekter, som har ligget på hylden i årtier, men som har været modvirket som følge af de betingelser, som de internationale finansinstitutioner har stillet. Denne eksplosion kommer selv fra lande, som endnu ikke formelt er en del af BRIKS eller Silkevejen, som f.eks. Egypten, som har indledt et spektakulært program med national, økonomisk opbygning, eller Argentina, som modigt har modstået et forsøg på angreb fra gribbefondenes side.

Der er en ny, kulturelt set totalt optimistisk opfattelse af egen identitet hos en større del af menneskeheden, baseret på idéen om menneskeheden som den eneste kendte, kreative art, en art, som kan tænke og gøre ting, den aldrig før har gjort. Der er også begyndelsen til en ny finansiel arkitektur, såsom den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, den Nye Udviklingsbank, samt tilhørende valutareservefonde for at forsvare lande imod spekulative angreb. Kinesiske eksperter understreger, at disse nye banker ikke skal erstatte IMF, Verdensbanken eller den Asiatiske Udviklingsbank, men at de er et supplement til disse.

Hvis perspektivet om Den nye Silkevej skal lykkes, må flere udfordringer og lektioner fra de seneste 23 år behandles. Da Sovjetunionen gik i opløsning i 1991, og Jerntæppet mellem Øst og Vest faldt, foreslog Schiller Instituttet Den eurasiske Landbro som idéen om at forbinde Europas befolknings- og industricentre med Asiens gennem udviklingskorridorer, programmet for Den eurasiske Landbro/Den nye Silkevej. Vi foreslog dette program, som faktisk var tænkt at skulle være en fredsorden for det 21. århundrede, til flere regeringer i Eurasien. Men ulykkeligvis besluttede USA’s og Storbritanniens regering at gå ind for udvidelsen af NATO, som kulminerer i den aktuelle krise med Rusland over Ukraine.

Men så, i 1996, arrangerede den kinesiske regering en meget stor konference i Beijing med titlen, »Den eurasiske Landbro og udviklingen af områderne langs med Den eurasiske Landbro«, med deltagelse af 34 lande, og jeg var en af talerne ved denne konference. Kina erklærede på dette tidspunkt Den eurasiske Landbro som sit strategiske, langfristede perspektiv frem til år 2010, men i stedet for at gå frem ad denne vej, kom forskellige kriser i vejen: Der var Asien-krisen i 1997, for en stor dels vedkommende resultatet af spekulative angreb fra folk som George Soros, og som forårsagede flere asiatiske valutaers sammenbrud. Som en konsekvens var der den russiske GKO-statsbankerot (GKO: russiske kortfristede statsobligationer), såvel som også krisen med LTCM, Long Term Capital Management, i 1998, som midlertidigt blokerede for Silkevejspolitikken.

I 2007 begyndte den globale finanskrise for alvor med nedsmeltningen af det amerikanske, sekundære ejendomsmarked, og dernæst sammenbruddet af Lehman Brothers og AIG i september 2008. Nu er den transatlantiske finanssektor håbløst bankerot og står over for en ny nedsmeltning, som er meget værre end den i 2008. Kendsgerningen er, at for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne er håbløst bankerot. Som topinsidere privat hævder, så er elefanten i værelset den moralske fare; regeringens bail-out (redningspakker) transformerede simpelt hen privat spillegæld til offentlig statsgæld og opmuntrede til dårlig opførsel fra bankernes side og gjorde således alt, for at gøre en fremtidig krise mere sandsynlig og mere alvorlig.

Dette førte til en markant opgivelse af sund og fornuftig bankpraksis. Tidligere ville centralbanker ikke have stillet penge til rådighed for bailouts. Hvis banker ikke kunne inddrive deres lån, måtte de afskrive dem. Nu er skellet mellem forventede og uventede tab forsvundet, banker holder fast i deres dårlige lån, og, hvad værre er, de fortsætter med at handle med dem! Man bekymrer sig ikke om de fremtidige konsekvenser af denne praksis, undtagen forventningen om, at indkomsterne fra handelen fortsat vil vokse.

Under normale omstændigheder ville man sælge dårlige papirer til et reduceret beløb, eller, hvis de bevares i regnskabet, ville de blive regnet for et passiv for banken. Alt dette blev tilsløret af de såkaldte instrumenter fra værktøjskassen, som førte til massive bailouts og kvantitative lempelser fra Federal Reserve, og nu selv Den europæiske Centralbank (ECB), som sænkede deres rentesats, til den i dag er næsten nul, for at gøre det samme. Og som et resultat heraf er boblen vokset, og for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne er vokset med 40 %, og de har flere tvivlsomme aktiver i deres portefølje, eksponeringsrisikoen vokser, og de foregiver alle sammen ikke at se det.

Eksperter i institutionerne, som vicepræsidenten for det amerikanske FDIC (Statens Indskudsgarantifond), Thomas Hoenig, har advaret om, at hvis én af for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne går ned, krakker hele systemet. De udestående derivatkontrakter beløber sig på nuværende tidspunkt til 2 billiarder dollars: Dette beløb kan aldrig blive betalt.

Den eneste måde, hvorpå man kan håndtere dette problem, er på nøjagtig samme måde, som Franklin D. Roosevelt gjorde det i 1933 som svar på den daværende finanskrise: Glass/Steagall-bankopdelingsloven. I den amerikanske Kongres og i Senatet har man fremstillet lovforslag, som i øjeblikket støttes af flere end 80 kongresmedlemmer og 11 senatorer, samt flere end 200 nationale organisationer, og som vil genindføre Glass/Steagall-loven. Min mand, hr. LaRouche, som er den eneste økonom, der har forudsagt denne krise ved hvert eneste relevante skæringspunkt, foreslog fire love, som tilsammen kunne ændre situationen.

 For det første må Glass/Steagall-loven, adskillelsen af kommercielle banker og investeringsbanker, omgående genindføres.

For det andet må man vende tilbage til Det amerikanske, økonomiske System, som etableredes af den første finansminister, Alexander Hamilton, som skabte en Nationalbank, hvor den eneste ret til at skabe kredit ligger hos den suveræne regering, og ikke hos private banker.

 For det tredje skabelsen af et kreditsystem, hvis kredit udelukkende kun genereres til realøkonomiens fremtidige produktion, men denne realøkonomi må baseres på videnskabelige principper om fysisk økonomi, og ikke til noget andet formål. Og dette må ske i hvert eneste land: Ethvert land må have en Nationalbank, der har suverænitet til at skabe kredit, og som skal finansiere den Nye Silkevejs projekter, og til dette formål må vi have langfristede kreditaftaler blandt de lande, som deltager i den Nye Silkevej, over 20, 30, 40 og 50 år.

Og for det fjerde må der introduceres en videnskabelig drivkraft i økonomien, som fører til højere energigennemstrømningstætheder i produktionsprocessen. I dag vil det sige, at der må være et forceret program for virkeliggørelsen af termonuklear fusionskraft som det næste, absolut nødvendige, højere niveau af energigennemstrømningstæthed.

Det er derfor, at den kinesiske månemission Chang’e-3, Chang’e-4 og Chang’e-5 er af absolut afgørende betydning for menneskehedens fremtidige eksistens; hvorfor gennembruddet med Yutu-robotten, som førte til landingen på Månen sidste december med den hensigt at minere helium-3 på Månen til brug for en fremtidig fusionsøkonomi på Jorden er absolut afgørende for at finde en løsning på den aktuelle krise. For termonuklear fusionskraft, baseret på helium-3, vil ikke alene give menneskeheden energisikkerhed i millioner af år, men Månens helium-3 som basis for brændstof betyder også råmaterialesikkerhed. Fusionsfakkel-teknologien vil forvandle affald til alle slags nye råmaterialer gennem isotop-udskillelse, men også anvendelsen af helium-3 repræsenterer en ny, videnskabelig revolution, eftersom produktet fra fusionsreaktionen ikke er en neutron, som er meget skadelig for reaktormaterialet, men en proton, hvilket betyder, at det kan kontrolleres og styres ved at bruge magnetiske felter, og på denne måde kan det bruges til direkte energikonvertering, som er 70 % effektivt.

Dette vil skabe en fuldstændig ny, økonomisk platform på Jorden, og for propulsiv fremdrift i rummet, som vil muliggøre en konstant acceleration på 1 g og muliggøre rumrejser til Mars og andre himmellegemer. Beherskelsen af fusionskraft baseret på helium-3 vil muliggøre forsvar af planeten imod asteroider, meteoritter, kometer, håndtere Solstorme og lignende ting.

Hvad har alt dette med den Nye Silkevej at gøre? Den Nye Silkevej betyder et skift, væk fra nationers og grupper af nationers geopolitiske interesser, og fokuserer på menneskehedens fælles interesser. Det sætter fokus på spørgsmålet om, ikke, hvad der er min fordel i dette eller hint område, men derimod, hvor vil menneskeheden være om 100 år fra i dag, eller endda om 10.000 år fra i dag? Den Nye Silkevej vil blive til en Verdenslandbro, som vil forene og forbinde alle nationer og kulturer til ét, en menneskehed. Det vil, som præsident Xi Jinping sagde, inkludere hele menneskeheden og vil frembringe menneskehedens sande identitet som universets kreative art.

27. august 2014 – Darrell Delamaide, en fremtrædende finansreporter, og Marcus Allan Ingram, en økonomiprofessor ved Tampa-universitet [Florida, USA], har publiceret stærke krav om indførelse af Glass-Steagall og afviser Dodd/Frank-loven[1] som værende nytteløs, i heldigste fald.

Delamaide skriver i USA Today i dag, hvor han undersøger de forskellige lovforslag i Kongressen, som har til hensigt at gøre en ende på »for-store-til-at-lade-gå-fallit« (om bankerne, -red.), såsom Brown/Vitter-lovforslaget, men han konkluderer, at de er ineffektive og tilføjer:

»To andre senatorer fra hver sin side af salen har foreslået en endnu mere enkel løsning: genindfør opdelingen mellem kommercielle banker og investeringsbanker, som Glass/Steagall-loven opretholdt i dette land i mere end et halvt århundrede. Den lovgivning, som blev foreslået sidste år af kongresmedlemmerne Elizabeth Warren og John McCain, hhv. demokrat fra Massachusetts og republikaner fra Arizona, vil ganske vist gøre nutidens storbanker mindre, men den vigtigste virkning er at gøre de kommercielle banker, som er rygraden i hele finanssystemet, ’for-sikre-til-at-gå-fallit’.

»Det er faktisk den enkle, letfattelige løsning på problemet, selv om modstand fra industrien [sic] sandsynligvis vil forhindre den i at blive vedtaget.«

Han citerer dernæst fra en artikel i Orlando Sun Sentinel den 19. august af professor Ingram, som fremfører, at

»den mest direkte vej til at håndtere problemerne med lovkompleksitet og systemisk risiko forårsaget af storbankerne, er en tilbagevenden til forbuddene i Glass/Steagall-loven. Stil krav om, at kommercielle banker skal afhænde deres afdelinger for investeringsaktivitet, således, at der kan føres korrekt tilsyn med begge banktyper.«

Ingram håner også Volcker-reglen og Dodd/Frank-lovens »livstestamenter« som værende meningsløse.

Delamaide anklager også JPMorgan, med sine 2,5 billion dollars i aktiver, for at være

»plakat-barn for alle de ’for store’ – den er for stor til at gå fallit, for stor til at fængsle, for stor til at bestyre, for stor til at føre tilsyn med, og for stor, kort og godt.«

Men han tilføjer,

»banken er ikke alene: Bank of America, Wells Fargo, Citigroup, Goldman Sachs, Morgan Stanley er alle i denne kategori. Uheldigvis er vore politikere, som står i gæld, og vore frygtsomme tilsynsfolk, tilsyneladende også ‘for store til at forandre (eller forandre sig, oversætterens bemærkning)’«.

[1] Se Specialrapport: »Dodd-Frank Dræber: Hvordan USA blev en del af det internationale Bail-in-system«

IKKE EN VALGMULIGHED, MEN EN UOPSÆTTELIG NØDVENDIGHED:

1.   KENDSGERNINGERNE:

De forenede Staters, og ligeledes planetens transatlantiske, politisk-økonomiske områders, økonomi befinder sig nu i den umiddelbart forestående livsfare, som udgøres af en generel, fysisk-økonomisk, kædereaktionsagtig sammenbrudskrise af dette område af planeten som helhed. 

10. juni 2014 – Følgende erklæring er udstedt for omgående handling af alle medarbejdere i alle afdelingerne af National Caucus of Labor Committees og dets tilknyttede virksomheder. Førsteprioritet har alle midler og forholdsregler i forbindelse med offentlige aktioner, nationalt og internationalt, uden forbehold. Denne prioritering er eksistentiel for vor republiks politik, og for den almindelige informering af, og ved, alle relevante kredse over hele verden, at regne fra denne dag, den 8. juni 2014.

1.   KENDSGERNINGERNE

De forenede Staters, og ligeledes planetens transatlantiske, politisk-økonomiske områders, økonomi befinder sig nu i den umiddelbart forestående livsfare, som udgøres af en generel, fysisk-økonomisk, kædereaktionsagtig sammenbrudskrise af dette område af planeten som helhed. Navnet på denne direkte sammenbrudskrise over alt i disse nævnte områder af planeten er den aktuelt igangværende introduktion af den generelle »Bail-in«-handling under flertallet, eller flere endnu, af dette områdes regeringer: virkningen på disse områder vil være sammenlignelig med det fysisk-økonomiske kollaps af det generelle kollaps efter »Første Verdenskrig« af den tyske Weimarrepubliks økonomi: men denne gang vil virkningen i første omgang ramme alle nationaløkonomierne i det transatlantiske område, snarere end enkelte, mislykkede økonomier i Europa.

Et kædereaktionslignende sammenbrud med en sådan virkning accelererer allerede og indvirker på pengesystemerne i dette områdes nationer. Den aktuelle accelerering af en »Bail-in«-politik i hele det transatlantiske område, som nu er i gang, betyder, at massedød pludselig vil ramme befolkningerne i alle nationerne i det transatlantiske område: enten direkte, eller gennem et »overløb«.

Virkningerne af denne handling, som allerede er forberedt af de monetaristiske interesser i dette område, der således er udpeget, vil, med mindre det stoppes bogstavelig talt nu, omgående frembringe som virkning en accelererende rate af folkemord i hele den nævnte del af planeten, men vil også få katastrofale »bivirkninger« af lignende betydning i de eurasiske områder.

De midler, som står til rådighed

Det eneste sted, hvor den umiddelbart nødvendige handling, som kunne forhindre et sådant umiddelbart folkemord i hele den transatlantiske sektor af planeten, kræver, at USA’s regering omgående tager beslutning om at indføre fire specifikke forholdsregler af grundlæggende betydning: forholdsregler, som må være i fuld overensstemmelse med den specifikke hensigt i den oprindelige amerikanske Forfatning, som det blev specificeret af den amerikanske finansminister Alexander Hamilton, mens han besad dette embede:

1)    Den omgående genindsættelse af Glass/Steagall-loven, som blev indført af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, uden ændringer, som princip for handling.

2)   En tilbagevenden til et oppefra styret Nationalbanksystem, der er detaljeret defineret som et sådant.
Den faktisk afprøvede, succesrige model, som må autoriseres, er den, som, under politikken for et nationalbanksystem, faktisk var blevet indført med succes, da præsident Abraham Lincoln indførte en gyldig, afløsende valuta, som var skabt af USA’s præsidentskab (dvs. »Greenbacks«) (den grønne dollar, -red.), som blev gennemført som et nationalt bank- og kreditsystem under tilsyn af USA’s Finansministerium.

Under de aktuelle betingelser må alle andre banksystemer og valutapolitikker erstattes, eller ganske enkelt bringes til ophør, som følger: Banker, som er kvalificeret til at operere under denne bestemmelse, skal underkastes en vurdering af deres beviselige kompetence til at operere under den statslige beføjelse til at skabe og udgøre elementerne af denne afgørende praksis, som iflg. traditionen var blevet overgivet det oprindelige Finansministerium under Alexander Hamilton. Dette betyder, at de enkelte delstater i USA er underlagt nationale standarder for praksis, og ikke en af de enkelte af vor nations delstaters standarder.

3)   Hensigten med at anvende et Føderalt Kreditsystem er at generere en retning med højproduktive forbedringer i arbejdskraften, med den medfølgende hensigt at forøge den fysisk-økonomiske produktivitet, samt levestandarden for individer og husstande i USA. Kreditskabelse til forøgelse af den relative kvalitet og kvantitet af den produktive arbejdskraft, som nu er tvingende nødvendig, må, på nuværende tidspunkt, atter engang sikres, som det med succes skete under præsident Franklin D. Roosevelt, eller gennem en tilsvarende standard for føderal praksis, der anvendes til at skabe en generel økonomisk, national genrejsning, pr. person, og for raten af nettoeffekten i produktiviteten, og ved at hvile på det essentielle, menneskelige princip, som adskiller menneskets personlighed fra de systemiske karaktertræk hos de lavere livsformer: nettoraten af forøgelsen af den effektive energigennemstrømningstæthed pr. person, og for den menneskelige befolkning, betragtet som hver og én som en helhed. Den uophørlige forøgelse af arbejdskraftens fysiske produktivitet, med de medfølgende fordele for det almene vel, er et princip i den Føderale Lov, som må udgøre den altafgørende standard for nationens og individets præstation.[1]

4)   »Vedtagelse af et ’Forceret Program’ for fusionskraft som drivkraft.« Den afgørende forskel på mennesket og alle lavere livsformer er således, i praksis, at det frembyder midlerne til fuldkommengørelsen af det individuelle og sociale menneskelige livs specifikt bekræftende mål og behov. Derfor: Spørgsmålet om mennesket i skabelsesprocessen som en bekræftende identifikation af et bekræftende udsagn om en absolut naturlig tilstand, er den tilladte udtryksform. Principper om naturlove er enten udelukkende bekræftende, eller også kunne de ikke erklæres bekræftende i det civiliserede, menneskelige sind.

I betragtning af de forhold, som har hersket i USA, i særdeleshed efter mordene på præsident John F. Kennedy og hans broder, Robert, vil, efter denne tid, den hastige forøgelse, som kræves for en genrejsning af nogen art af USA’s økonomi, kræve intet mindre end forholdsregler, der blev taget og udført af præsident Franklin D. Roosevelt under hans faktiske embedsperiode. Ofrene for det onde, der er blevet påført USA og dets befolkning, siden præsident Hardings mystiske død, og under præsidenterne Calvin Coolidge og Herbert Hoover (ligesom de forfærdelige virkninger af Bush-Cheney- og Barack Obama-regeringerne, i nutiden), kræver midler til afhjælpning lig dem, der indførtes under præsident Franklin Roosevelt, mens han bestred embedet.

Dette betød indførelsen af hasteforanstaltninger til afhjælpning, inklusive fornuftige, midlertidige genrejsningsforanstaltninger, som krævedes for at dæmme op for det dødbringende tidevand, som Coolidge-Hoover-regimerne efterlod sig: foranstaltninger, som krævedes for at bevare værdigheden hos dem, som i modsat fald var arbejdsløse, alt imens man opbyggede de mest magtfulde, økonomiske evner og evne til at føre krig, som blev samlet under præsident Franklin Roosevelts præsidentskab lige så længe, som han forblev i live i embedet. Dette betød mønstringen af kraften i atomkraft, dengang, og i dag betyder det termonuklear fusionskraft. Uden denne hensigt, og opnåelsen af den, står USA’s befolkning i særdeleshed nu, umiddelbart, over for den grusomste katastrofe i sin hidtidige historie. I princippet, uden et præsidentskab, der er skikket til at fjerne og skrotte de værste, nu mærkbare virkninger, de virkninger, som nu er skabt af Bush-Cheney- og Obama-præsidentskaberne, ville De forenede Stater snart være færdig, begyndende med en massedød i den amerikanske befolkning under Obama-regeringens nylige, og nuværende optrappede, praktiske politik.

Der er visse politikker, som, med hensyn til dette, nu i særdeleshed kræves, som følger:

Vernadskij om Mennesket og Skabelsen

V.I. Vernadskijs systemiske princip om den menneskelige natur er et universelt princip, som er unikt specifikt for den afgørende faktor for den menneskelige arts eksistens. For eksempel: »tid« og »sted« eksisterer faktisk ikke som målbare principper i Solsystemet; den eneste anvendelse, som indrømmes dem, til kommunikationsmæssige formål, er, grundlæggende set, nominelt en antagelse. Eftersom kompetent videnskab for nutiden udelukkende kan udtrykkes i forhold til det karaktertræk, som er unikt med hensyn til den menneskelige arts rolle i universets kendte aspekter, er det menneskelige princip det eneste sande, af os kendte princip, der kan praktiseres: begreberne om rum og tid er blot nyttige forestillinger:

Den menneskelige arts afgørende karaktertræk er det, som adskiller den fra alle andre levende arter: som, med hensyn til al kompetent, moderne videnskab, som noget principielt er videnskabeligt rodfæstet i fundamentet for de principper, som Filippo Brunelleschi (der opdagede det ontologiske minimum,) gik frem med, som Nicolaus Cusanus (der opdagede det ontologiske maksimum) gik frem med, og Johannes Keplers positive opdagelse af et princip, der faldt sammen med den perfekte, klassiske, menneskelige sangstemme-skala, som Kepler antog, og Solsystemets elementære mål inden for Galaksens stadigt større univers, og universets højere ordener.

Eller senere, på lignende måde, den moderne, fysisk-videnskabelige standard implicit i Bernhard Riemanns argment, det faktiske minimum (som gentager Brunelleschis princip), og hos Max Planck, det faktiske maksimum af det nuværende maksimum, Albert Einsteins; og i de relativt seneste, resulterende implikationer af Vladimir Ivanovich Vernadskijs definition af menneskeligt liv. Hver af disse værdier er absolutte målestokke for menneskets rolle inden for viden om universet.

Disse kendsgerninger vedrører det iboende falskneri hos dem, der blot og bart er matematikere, og de modernistiske »musikere«, der er kommet efter standarden for prøvestenen for musik, Johannes Brahms (forud for de moralsk forringede [matematikere], såsom David Hilbert, samt den sande model for enhver moderne Satan, såsom Bertrand Russel eller Tony Blair).

Den målestok, som det er muligt at kende, som et princip, for forskellen mellem mennesket og alle andre lavere livsformer, findes i det, som på brugbar vis er blevet anset som den naturligt, opadgående evolution af den menneskelige art, i modsætning til alle andre kendte kategorier af levende arter. Standarden for måling af disse sammenlignede forhold er, at menneskeheden er i stand til at udvikle sig opad, og det på kategorisk vis, gennem de viljemæssige, noëtiske evner i den individuelle, menneskelige vilje.

Med menneskets tilsynekomst i en moralsk og fysisk degenereret tilstand af opførsel, såsom inden for tyrannerne Zeus’, Det romerske Imperiums og det nuværende Britiske Imperiums kulturer, som undtagelse: Alle faktisk mentalt sunde, menneskelige kulturer er hidtil kommet til syne som en bestemt faktor af evolutionært fremskridt, fra en kvalitet af en laverestående til en højerestående art. Når dette betragtes som effektive virkninger, inden for domænet af en levende, menneskelig praksis af kemi, svarer det til en form for systemiske fremskridt, og nu endda spring, af den kemiske energigennemstrømningstæthed af samfundets forøgelse af den effektive energigennemstrømningstæthed i videnskabelige og lignende udtryk for spring i selve artens fremskridt: kort sagt, et universelt, fysisk princip for menneskeligt fremskridt.

Den sunde, menneskelige kultur, såsom de kristne kulturer, hvis de gør sig fortjent til en bekræftelse af en sådan fromhed, for eksempel, repræsenterer et samfund, som forøger indflydelsen af sine produktive evner til fremskridt til at bevirke et stadigt højere niveau af eksistens pr. person. De modsatte tilfælde, »de såkaldte nul-vækst«-svøber, såsom det nuværende Britiske Imperium, er, systemisk, en sand model, der svarer til en Zeus’, eller et Romersk Imperiums, eller et Britisk (bedre udtrykt) brutalt Imperiums tyranni, ligesom, for os i USA, de typer, som udgøres af Bush-Cheney- og Obama-regeringerne, hvis karaktertræk, i overensstemmelse med sådanne rent ud sagt sataniske modeller som det Romerske og det nuværende Britiske Imperium, har været en skrumpende, menneskelig befolkning på planeten med hensyn til dets intellektuelle og fysiske produktivitet, som under disse seneste, amerikanske præsidentskaber.

Kemi: Historiens målestok

Vi kalder det »kemi«. Menneskehedens fremskridt, relativt simplet målt som art, er typisk udtrykt i det menneskelige livs princips voksende magt, op over det dyriske livs evner generelt, og i den relativt absolutte overlegenhed over evnerne i de ikke-levende processer til, inden for menneskehedens viljemæssige intervention, at opnå denne tiltænkte virkning. Fremskridt eksisterer udelukkende på denne måde under en fortsat, fremadskridende forøgelse af den menneskelige arts produktive og relaterede evner. Dette fremskridt definerer den absolutte skelnen mellem den menneskelige art og alle andre arter, som vi i øjeblikket har kendskab til. Et folks regering, baseret på en politik med »nulvækst i befolkningstal og standarden pr. person af det menneskelige liv«, er en moralsk og praktiseret vederstyggelighed.

Mennesket er menneskehedens eneste sande målestok for vort Solsystems historie, og det, som ligger inden for det. Det er det samme som den højest ærede mening med og præstation af den menneskelige art, nu inden for det nære rum omkring Solen, med en opadgående retning imod beherskelsen af Solen og dens Solsystem, det Solsystem, som blev opdaget (udelukkende, faktisk) af Johannes Kepler.

En fusionsbaseret økonomi er det aktuelt tvingende nødvendige næste skridt, og den næste standard, for at vinde magt inden for Solsystemet, og senere, videre endnu.

——————————————————————–

[1] Indførelsen af »3. Annuller den Grønne politik« til erstatning for det korrekte »Et Føderalt Kreditsystem« er en parodi på principperne for ethvert rent faktisk videnskabeligt princip. Udelukkende kun bekræftende identifikationer af »Videnskab« kan nogensinde tillades. Udelukkende kun den forudgående titel: »Anvendelsen af et Føderalt Kreditsystem« er tilladt. Eliminer anvendelsen af alle referencer til »Grøn Politik«: den blotte anvendelse af sidstnævnte reference er en falsk fremstilling.

Formand Tom Gillesberg var på Forfra med Jeppesens åben mikrofon om:

• Trussel om atomkrig
• Obama som britisk agent
• Gillesbergs samarbejde med Lyndon LaRouche
• Schiller Instituttets løsning på den økonomisk krise: 1) Glass/Steagall-bankopdeling; 2) Nyt kreditsystem; 3) Store infrastrukturprojekter
• Et fup EU-valg
• Stem nej til bankunion og bail-in
• Nej til patentdomstolen
• Byg en modstandsbevægelse
• Kontakt Schiller Instituttet

Flyveblad fra LPAC uddelt over hele USA.

Download (PDF, Unknown)

EAP Sverige, 23. februar 2014 – Et yderligere tegn på det synkende EU-skib er, at begge de islandske regeringspartier den 22. februar besluttede sig for at trække Islands ansøgning om EU-medlemskab tilbage, og dermed endegyldigt afbryde de fastfrosne forhandlinger med EU. Island gør det desuden umiddelbart efter, at man har indgået en historisk frihandelsaftale med Kina; mere herom senere.

EU-medlemsskabet har været en del af politikken med atter at stille landet under det internationale finanssystems kontrol, siden Island, under sin finanskrise i 2008, udfordrede hele den internationale finansordning ved at nægte at betale de udenlandske bankers fordringer til de krakkede islandske banker. Den enorme, økonomiske krigsførelse for atter at tvinge landet i knæ under det internationale finansdiktatur, som Island blev udsat for, omfattede:

– Alle islændinge blev stemplet som terrorister i 2008 af Storbritannien, for at antiterrorlove skulle kunne tages i anvendelse for at beslaglægge de islandske bankers indeståender der.

– Lange forhandlinger for at tvinge Island til at betale de britiske og hollandske kreditorers tab (til trods for, at de islandske datterbankselskaber der har været en del af det lokale banksystem) bruges til at blokere store islandske indeståender og muligheder for at tage vare på internationale finanstransaktioner.

– Gennem afpresning, anført af den svenske regering i forbindelse med det nordiske nødlån, blev Island tvunget til at underkaste sig Den internationale Valutafonds skadelige betingelser i fire år.

– En ansøgning om medlemskab i EU var tidligt med som et krav i finanssystemets kriseløsning for Island. Men sidste år besluttede Bankunionens system for krisehåndtering, at, selv for ikke-eurolande, EU fuldstændigt skulle kunne overtage kontrollen af krisehåndteringen af islandske banker, og dermed bestemme ejerskabet for både banker og deres erhvervskunder. Desuden skulle bankerne, ligesom på Cypern, gennem den såkaldte bail-in (konfiskering af bankindeståender) kunne inddrage virksomheders bankindeståender over 100.000 euro for, i tilfælde af krise, at dække bankernes spekulationstab.

Island ansøgte i 2010 om medlemskab i EU. Den nye regering, som tiltrådte efter valget i april sidste år, består af de to EU-skeptiske regeringspartier, Fremskridtspartiet og Selvstændighedspartiet. De besluttede at lægge EU-forhandlingerne på is straks efter regeringens tiltrædelse. Fredag den 21. februar i år trådte begge regeringspartiers Alltingsgrupper sammen, hver for sig, og besluttede at gå ind for en tilbagetrækning af nationens ansøgning om medlemskab af EU. Dermed bliver den lovede folkeafstemning, der skulle dreje sig om, hvorvidt forhandlingerne skulle genoptages, heller ikke til noget. Det er vigtigt, at spørgsmålet om EU-medlemskab er ryddet af vejen, eftersom spørgsmålet om bankopdeling netop er under behandling i Alltinget. EU’s Bankunion blokerer alle medlemslandes mulighed for at indføre en bankopdeling[1]. Denne EU-politik ville være særdeles mærkbar allerede under forhandlingerne om medlemskab og gøre det umuligt for Island, gennem en bankopdeling, at beskytte sin nation mod at betale banksystemets spekulationstab.

Forslaget i Alltinget, som omhandler en bankopdeling, bliver behandlet i Udvalget for økonomi og handel, hvor der i den seneste uge har været afholdt høringer om spørgsmålet. Under høringerne vidnede de nye storbanker, som blev skabt efter finanskrisen, og som var imod en bankopdeling. Samtidig vidnede repræsentanter for små banker og en investeringsbank, som støttede en bankopdeling. Det næste skridt bliver, at udvalget anmoder regeringen om at aflægge rapport til dem om undersøgelsesresultatet vedr. de to undersøgelser om bankstabilitet, som den gamle regering satte i gang. Udvalget forventes at komme frem til et resultat om en til to måneder, når regeringens undersøgelser er blevet præsenteret. Om der så bliver en bankopdeling er altså ikke klart, eftersom regeringspartierne, efter tidligere at have støtte en sådan, er blevet udsat for kraftigt pres fra storbankerne.

I og med, at forhandlingerne om EU-medlemskab ophører, mindskes i hvert fald et kraftigt pres mod, at Island selvstændigt forsøger at beskytte sine virksomheders bankkonti, sit statsbudget og sin nation imod bankernes nye spekulationstab.

Tilbagetrækningen af Islands ansøgning om EU-medlemsskab sker umiddelbart efter, at Alltinget den 5. februar endegyldigt vedtog den store frihandelsaftale med Kina. Med tanke herpå må de to beslutninger ses som en del af den internationale, ændrede orientering i retning af samarbejde med vækstlandene omkring Stillehavsområdet i stedet for med den synkende, transatlantiske blok.

Handelsattaché på Kinas ambassade i Reykjavik Xie Guoxiang sagde samme dag, at aftalen mellem Island og Kina var en »milepæl« i landenes indbyrdes relationer. Hvordan forholdet er mellem de to aftaler demonstreres derigennem, at netop disse forhandlinger om en frihandelsaftale, som indledtes i 2006, blev afbrudt, da Island i 2009 forsøgte at blive medlem af EU. De blev dog genoptaget i 2012, og efter seks forhandlingsrunder underskrev Islands tidligere statsminister Johanna Sigurdadottir aftalen under et officielt besøg i Kina i april måned sidste år.

Efter alle stridighederne om banksystemet, med nyvalg og folkeafstemninger, er Island nok meget mere forenet, og dermed bedre rustet, end Ukraine, til at ride den nye storm af, som disse beslutninger vil vække hos Det britiske Imperium og dets regimeskiftapparat.

Michel Rocard, Frankrigs socialistiske premierminister 1988-1991, publicerede i dag en artikel med titlen »At tæmme Europas banker«, hvor han lovpriste virkningerne af den originale Glass/Steagall-lov fra 1933 og antyder, at en sådan lovgivning behøves nu.

Rocard bemærker, at EU-kommissionens plan for en bankreform, som blev udgivet i sidste måned, er særdeles mangelfuld i forhold til de anbefalinger, som EU’s Ekspertgruppe på højt niveau kom med i 2012, og som »inkluderede en uigennemtrængelig mur mellem bankers spekulative handelsafdelinger og deres handels- og kommercielle bankaktiviteter.«

Rocard fortsætter, »I 1929 udløste en krise blandt spekulative kapitalister dårligt udtænkte og overdrevne reaktioner, som førte til en dyb og langvarig depression. Mindre end fire år senere vedtog den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts nyligt valgte regering Glass/Steagall-loven, som forbød kommercielle banker at handle med værdipapirer med kundernes bankindeståender.

»Ved at forbyde investeringsbanker at have indskyderkonti, hjalp Glass-Steagall med at støtte mere end et halvt århundredes finansielle stabilitet efter Anden Verdenskrig. Dette – sammen med guld-udvekslingsstandarden, som sikrede, at kredit ikke overskred økonomiens produktive kapacitet – bidrog til at opretholde global økonomisk vækst.

»Alt forandrede sig i 1971, da den amerikanske præsident Richard Nixon … ophævede dollarens direkte konvertibilitet til guld. Den heraf følgende vekselkurs, rente og råvareprisernes ustabilitet eksisterer den dag i dag …

»Eurozonens medlemslande burde aldrig mere blive udsat for sådanne omkostninger« som de har været i kølvandet af 2008-krisen.

Rocards artikel var udlagt på project-syndicate.org siden.

18. feb. 2014 – I sidste uge blev der afholdt lukkede høringer om det lovforslag, som er under diskussion i det islandske parlaments, Althingis, Komité for Økonomiske Anliggender og Handel. Ifølge et komitémedlem fra et oppositionsparti, som blev kontaktet i dag, blev der hørt vidneudsagn fra de store, nye banker, som blev dannet efter den islandske, finansielle nedsmeltning, og som var imod en bankopdeling; og fra små banker og en investeringsbank, som var for en bankopdeling. Næste skridt bliver, at komiteen vil anmode regeringens ministre om at rapportere til dem om fremskridtene for de to regeringskomitéer om bankreformer, som den gamle regering havde kommissioneret, mht. forslag til bankstabilitet, som kunne inkludere sådan noget som f.eks. EU’s Liikanen-forslag til en form for opdeling af insolvente banker.

Komitémedlemmet forventede en afstemning i komitéen om 1-2 måneder, idet komitéen sandsynligvis vil vente, indtil de to regeringskomitéers undersøgelser fremlægges, men han er ikke optimistisk mht. udfaldet, eftersom den nye regering ikke fremmer forslaget.

Vi skal have ændret den økonomiske politik, inden vi får en global gentagelse af den fascisme, Europa gennemlevede i 30’erne. Vi må stoppe EU-dikterede nedskæringer, bankunion, bankhjælpepakker i form af bail-out og bail-in og i stedet iværksætte en Glass/Steagall-bankopdeling og et opbygningsprogram for realøkonomien.

Vi skal have en moderne version af den anti-fascistiske politik, som præsident Roosevelt gennemførte i USA, og som formåede at bringe USA ud af depressionen – uden at den amerikanske befolkning måtte ofre deres frihed eller liv.

Schiller Instituttet fremlægger denne moderne version af Roosevelts program i denne kampagneavis som det program, som Schiller Instituttets Venner går til valg på i København og Århus.

Download (PDF, Unknown)

I en udførlig artikel i Rolling Stone[1] fra 12. februar fremlægger Matt Taibbi Gramm-Leach-Bliley-loven (GLB), som ophævede Glass-Steagall i 1999, som ikke blot en national katastrofe af denne grund, men også som en lovgivning, der indeholdt adskillige skjulte »tidsindstillede bomber«, som sidenhen er eksploderet og har ødelagt tilgængeligheden af basale råvarer såsom aluminium, elektricitet, olie stadig i jorden, tankskibe, som transporterer den over havet, raffinaderier, som forvandler den til brændstof, olieledningerne som leverer den; og zink, kobber, tin, nikkel, naturgas og ædle metaller. Han kalder GLB »en af de mest transformerende love i vor økonomis historie – en lov, der skulle komme til at muliggøre en større koncentration af finansiel og industriel magt, end vi har set i mere end et århundrede.«

Den »eksplosive« del af GLB var, at den legaliserede nye former for monopoler. GLB indeholdt også en forholdsregel, som tillod kommercielle banker at gå ind i enhver aktivitet, som »supplerer en finansiel aktivitet og ikke udgør en væsentlig risiko for bankinstitutioners sikkerhed eller sundhed eller finanssystemet generelt«, siger Taibbi og citerer prof. jur. Saule Omarova fra University of North Carolina, som siger, at set fra bankernes synspunkt, »anses stort set alt for at supplere en finansiel aktivitet.«

Senator Sherrod Brown (D-OH), som stemte for loven, sagde »Der var ingen, der vidste, hvor dybt ind i realøkonomien, GLB ville nå.«

Banker, der ejer interesser i forretningskæder, er blevet taget i at rigge priserne i disse industrier; dvs. JPMorgan Chase og Barclays har fået en bøde på 400 mio. dollars for angiveligt at have manipuleret med elektricitetsforsyningen i Californien og andetsteds.

En anden tidsindstillet bombe, som GLB indførte, var en »bedstefar-klausul«, der sagde, at ethvert selskab, som blev til en bankholdingselskab efter vedtagelsen af GLB i 1999, kunne beskæftige sig med, eller kontrollere aktier i et selskab, der beskæftigede sig med, handel med råvarer. Der er ingen, der er klar over, hvad denne »bedstefar-klausul« betyder; dvs. i 2012 skrev Federal Reserve Bank i New York – den mest magtfulde gren af Fed, og den primære regulator af disse anliggender – »Det juridiske omfang af undtagelsen anses i vidt omfang for at være tvetydig.«

Taibbi bemærker, at Marc Rich, hvis benådning Bill Clinton blev voldsomt kritiseret for, da hans præsidentskab var under belejring, var en råvarehandler, der beskæftigede sig med sådanne handler, som var blevet mulige som følge af ophævelsen af Glass-Steagall. Og hvem anbefalede hans benådning? »Eric Holder anbefalede, at Rich blev benådet«, siger Taibbi.

Vend tilbage til Glass-Steagall, siger Alex Henderson i Salon

Alex Henderson fra Alternet[2] gennemgår de katastrofale bailouts (bankredninger) af de seks største »banker« i USA, som var et resultat af ophævelsen af Glass-Steagall. Nu fortæller man os, at fordi de blev reddet gennem bailout, er de vokset og er nu »For-store-til-at-lade-gå-ned!« Disse seks parasitiske banker udgør nu tilsammen 56 % af det amerikanske BNP.

Bank of America ejer 17 % af alle realkreditlån i USA og 12 % af alle amerikanske bankindskud, og for 50 billioner dollars i derivater; hvis den går ned, vil de amerikanske skatteydere »hænge på potentielle tab for 55 billioner dollars«, iflg. Matt Taibbi.

Goldman Sachs-aktiver gik fra 46 milliarder dollars i 2007 til 113 milliarder dollars i dag, efter bailout.

LPMorgan Chase modtog 25 milliarder dollars fra regeringens TARP-program i 2008, har nu aktiver for 2,4 milliarder dollars og praler med, at dets værdi svarer til 12 % af værdien af Englands økonomi.

Wells Fargo havde aktiver for 699 milliarder dollars før 2008, og har i dag for 1,4 billioner dollars.

Citigroup modtog en bailout på 45 milliarder dollars i 2008; i dag har de aktiver for 1,3 billioner dollars. De har risici i form af derivater til en værdi af 58 billioner dollars. Alt imens 1.400 banker er forsvundet siden 2008, har Citibank og andre TBTF-banker vokset sig større.

Morgan Stanley blev skabt pga. Glass-Steagall, som Morgans investeringsbank. I 2013 beløb dets totale aktiver sig til 832 milliarder dollars. Morgan Stanley har derivat-risici for 1,7 billioner dollars.

Alt imens Henderson nævner præsidenten for Dallas Federal Reserve Richard Fisher, der mener, at kommercielle banker og investeringsbanker bør adskilles, så undlader han at nævne, at der nu er fire lovforslag i Kongressen for genindførelsen af Glass-Steagall. Et blik på kræftsvulsten i de seks største banker viser, at den nu må vedtages igen.

Foto: ‘Tænkeren’. Detalje af skulptur af Auguste Rodin, ‘La Porte de L’Enfer’ – Helvedes Port. Musée Rodin.

[1] http://m.rollingstone.com/politics/news/the-vampire-squid-strikes-again-the-mega-banks-most-devious-scam-yet-20140212

[2] http://www.salon.com/2014/02/13/6_financial_monsters_that_have_only_gotten_bigger_since_destroying_the_economy_partner/

Politisk orientering den 13. februar 2014 med Schiller Instituttets formand Tom Gillesberg

Hvordan kunne de danske folketingsmedlemmer, imod både folkestemningen og deres egen overbevisning, vedtage et salg af aktier i Dong Energy til Goldman Sachs? Aftalen vil være en møllesten om halsen på finansministeren og de politiske partier, der er mere loyale imod finansverdenen og udefra kommende diktater fra EU end Danmarks og den danske befolknings ve og vel. Kollaps i de fremvoksende markeder tyder på snarligt finanskrak. Oprøret i Ukraine er et udefra finansieret nazistisk og fascistisk kupforsøg rettet imod Rusland, der i forlængelse af vestlig konfrontationspolitik kan føre til atomkrig. Lad os samarbejde med Rusland, Kina og resten af Asien om menneskehedens fælles mål.