Leder fra LaRouchePAC, 7. december, 2016 – På 75-års dagen den 7. dec., 1941 – »en dag, som vil blive husket som en skændselsdag«, som FDR erklærede – breder et lignende chok sig i De forenede Stater, og i verden, med Det britiske Imperium, der står over for sin mulige, endelige død. Politisk, økonomisk og strategisk vakler Imperiet, med Olympens bjerg, der smuldrer under dets fødder.

På den politiske side har den italienske befolknings overvældende afvisning af den EU-dikterede folkeafstemning, der skulle overgive magten til Bruxelles-bureaukraterne, som handler på vegne af bankerne i City of London, føjet yderligere et slag til Brexit, Trumps valgsejr, Fillons valgsejr i Frankrig, Dutertes valgsejr i Filippinerne og den allesteds nærværende fornemmelse af, at den britiske »globalisering« af hele verden under bankierernes kontrol er ved at være forbi.

På den økonomiske side bliver det i stigende grad erkendt, at den hektiske bestræbelse for at holde de europæiske banker oven vande gennem mere kvantitativ lempelse (’pengetrykning’), mere bail-in (ekspropriering af bankindskud) og mere bail-out (statslig bankredning) – de samme, mislykkede bestræbelser, som Bush og Obama har brugt i USA – skal dække over ødelæggelsen af folks levebrød, hvor produktiv beskæftigelse og selve produktiviteten bliver lukket ned for at redde spekulanterne. Og så virker det ikke engang, for at redde bankerne!

På den strategiske side, så er krigene for »regimeskifte«, som Bush, Blair, Cameron og Obama har ført i hele Mellemøsten, og som har overgivet land efter land til bestialske terroristbander, ved at blive nedkæmpet på Syriens slagmarker. Aleppo er næsten blevet befriet fra al-Qaeda og ISIS, disse, de britiske og saudiske monarkiers skabelser. Som oberst Pat Lang (pens.) bemærkede på sin blog, Sic Semper Tyrannis:[1] »Det, der er sket i borgerkrigens heksekedel, er, at en ny magt er opstået i Levanten. En ny, syrisk, arabisk hær eksisterer nu, takket være russisk uddannelse, udstyr og rådgivning.«

Som en yderligere konsolidering af denne afvisning af britisk imperiepolitik, erklærede Donald Trump i går aftes i North Carolina med sin hidtil stærkeste formulering:

»Vi vil ophøre med at fare rundt for at vælte udenlandske regimer, som vi intet ved om; som vi ikke bør være indblandet i. Denne destruktive cyklus med intervention og kaos må omsider være slut … Vi søger harmoni og god vilje mellem verdens nationer.«

Grundlaget for denne harmoni er blevet fremlagt i detaljer i EIR’s Specialrapport, »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, som nu cirkulerer i hele verden på engelsk, kinesisk og arabisk. I løbet af den forgangne uge fortalte to politiske ledere fra Kina, Patrick Ho, tidligere Hong Kong-indenrigssekretær, og viceudenrigsminister Fu Ying fra Beijing, et amerikansk publikum i Washington og New York, at den nyvalgte præsident Trump har mulighed for at bringe Kina og USA sammen omkring global opbygning af nationer, ved at tilslutte sig Xi Jinpings Silkevejsprojekter, Bælt-og-Vej-programmet, og ved at tage imod det stående tilbud fra præsident Xi om samarbejde, som Obama havde afvist til fordel for militær konfrontation med både Kina og Rusland.

Trump har gjort det ekstremt klart, at han vil arbejde sammen med præsident Putin omkring bekæmpelse af terrorisme, samt inden for andre, endnu ikke afgjorte områder. I dag foretog han endnu en positiv gestus over for Beijing ved at udnævne guvernøren for Iowa, Terry Branstad, som den næste ambassadør til Kina. Branstad er en nær, personlig ven til præsident Xi Jinping, et venskab, der stammer fra Xis mange besøg til Iowa i årenes løb.

For virkelig at bringe Amerika ind i en samarbejdsrelation med Rusland og Kina, må det transatlantiske banksystems bankerot løses, helst før der indtræffer en ukontrollabel sammenbrudskrise. Dette kræver den omgående genindførelse af Franklin Roosevelts Glass/Steagall-lov og afskrivning af boblen med værdiløse derivater, der er i færd med at drive realøkonomien ad Helvede til. I dag er aktivist-teams fra hele USA’s østkyst i Washington, hvor de giver de sædvanligvis totalt idéforladte kongresmedlemmer deres marchordrer om at tilslutte sig den nu på globalt plan gærende revolution, der er i færd med at bringe en afslutning på Det britiske Imperiums finansdiktatur gennem Glass-Steagall og statslig kredit, der, efter Hamiltons principper, dirigeres til opbygning af industri, landbrug, infrastruktur og satsning på fusionskraft og udforskning af rummet. Magten til og muligheden for at gøre dette ligger i dette øjeblik i vore hænder, et øjeblik, der ligeledes vil »huskes som en skændsel«, hvis vi mislykkes. Som i 1941, har alle patrioter i deres respektive nationer, og alle borgere i verden, muligheden for at ændre historiens gang til det bedre, ved at tilslutte sig denne historiske, internationale kamp for at skabe en civilisation, der er i overensstemmelse med alle menneskers værdighed.

Foto: SAA Tigerstyrker og civile i Aleppo, Syrien, 7. december, 2016.  

3. december, 2016 – At der i dag findes to helt forskellige paradigmer i verden, der bestemmer nationers adfærd, bliver klarere dag for dag. Medens modstanden i den transatlantiske verden mod det mislykkede globaliseringsparadigme bliver stadig stærkere, og etablissementet så meget desto mere sammenbidt søger at fastholde det, så satser de stater, der samarbejder med Den nye Silkevej, stadig tydeligere på deres befolknings kreativitet og samarbejdet om menneskehedens fælles mål.
De vestlige politikere og medier, der er vant til kun at betragte Putin gennem dæmoniseringsbrillerne, ville stå sig vel ved for én gangs skyld at gennemlæse Putins årlige ’Tale til nationen’, som han holdt for den russiske Duma, uden fordomme. Efter fravalget af Obama – for det var også, hvad Hillary Clintons nederlag var – og efter Donald Trumps første telefonsamtaler med Vladimir Putin og Xi Jinping, har der åbnet sig en reel chance for at normalisere forholdet mellem de tre vigtigste nationer her på Jorden. Og kun en selvmorderisk nar ville ønske at vrage en sådan mulighed.
Når man tager den samlede kronologi for alle Putins tilbud til Vesten i betragtning, indbefattet hans forhåbningsfulde tale til den tyske forbundsdag i 2001 og talen til München-sikkerhedskonferencen i 2007, hvor han gav udtryk for stærk skuffelse, så burde man tage hans ord for pålydende, når han siger: »Vi ønsker ikke konfrontation med nogen. Det har vi lige så lidt, som vore partnere i det globale fællesskab, brug for. I modsætning til vore kolleger i udlandet, der betragter Rusland som en fjende, søger vi ikke, og har heller ikke søgt, modstandere. Vi har brug for venner. Men vi vil ikke tillade, at vore interesser skades eller ignorereres.«
Længere fremme i sin tale understregede Putin, at kravet om viden og moral i undervisningssystemet, som forudsætning for samfundets levedygtighed, var en prioritet. De unge menneskers interesse for den nationale klassiske litteratur, kultur og historie må vækkes, og skolerne må fremme kreativitet, samtidig med, at børnene lærer at tænke selvstændigt, såvel som også lærer at arbejde både selvstændigt og som en del af et team, løse stillede opgaver og formulere og realisere målsætninger. Godt nok er kravet om begavelse vigtigt, men grundlæggende set må opdragelsen hvile på det princip, at alle børn og teenagere er begavede og i stand til at opnå resultater inden for videnskab, de kreative områder samt i livet. Det er statens opgave at fremme disse talenter.
Putin understregede også den fundamentale betydning af grundforskning, som basis for økonomisk vækst og sociale fremskridt. Over 200 laboratorier er allerede etableret, som, takket være de store statstilskud, de modtager, må blive i stand til at operere på globalt niveau, og som vil blive ledet af videnskabsfolk, der er med til at bestemme retningen af den globale, videnskabelige udvikling. Det er i denne sammenhæng også vigtigt at overvinde de i Rusland siden zartiden eksisterende flaskehalse for, at disse forskningsresultater også kan komme produktionen af forbrugsvarer til gode.
De mennesker, der aktivt dæmoniserer Putin, burde også studere den tale, som Putin holdt den foregående dag ved Det internationale Forum for Primakov-forelæsninger til ære for den tidligere statsminister og ’store tænker’, Jevgenij Primakov, der døde for 18 måneder siden.
Også her stod de amerikansk-russiske relationer højt på dagsordenen. Putin henviste til Primakovs overbevisning om, at, »uden et oprigtigt partnerskab mellem Rusland og USA«, ville det blive vanskeligt at klare de »store udfordringer« i verden – især i kampen mod terrorismen i Mellemøsten.
Primakov havde, ifølge den russiske præsident, haft en »virkeligt strategisk vision«, der havde gjort det muligt for ham »at kigge ud i fremtiden og se, hvor uholdbar og ensidig« modellen om en unipolær verden var. Det var Primakov, der som den første gik ind for et trilateralt samarbejde mellem Rusland, Kina og Indien, og ud fra hvilket BRIKS, »der nu vinder indflydelse og betydning i verden«, har udviklet sig. Primakovs holden fast ved de tætte relationer med partnerne i Fællesskabet af Uafhængige Stater (CIS) »er rygraden i vores integrationspolitik i Eurasien … Vi håber, at dialog med vore partnere, indbefattet en dialog om sammenkoblingen med Kinas projekt om det Økonomiske Silkevejsbælte, vil sætte os i stand til at opbygge et stort, eurasisk partnerskab«.

Den umistelige ret til udvikling
Et andet dokument, som de vestlige politikere og medier, med deres geopolitiske tankegang, burde studere, er en ny hvidbog fra den kinesiske regering om »Retten til udvikling: Kinas filosofi, praksis og bidrag«, hvor det bekræftes, at der findes en »umistelig rettighed« for alle lande og folkeslag til at udvikle sig. »Retten til udvikling må tilhøre og være fælles for alle folk. Det er alle landes ansvar at virkeliggøre retten til udvikling, og det er ligeledes det internationale fællesskabs pligt«, står der i dokumentet. »Det forpligter regeringerne i alle lande til at formulere udviklingsstrategier og forholdsregler, der passer til deres egen virkelighed, og det fordrer det internationale samfunds koncentrerede anstrengelser som helhed. Kina opfordrer alle lande til at stræbe efter en ligeværdig, åben, omfattende og innovativ, fælles udvikling, og hvidbogen kræver en fælles udvikling og at der skabes betingelser for, at alle folkeslag kan tage del i retten til udvikling.«
Hvidbogen beskriver imidlertid meget mere – nemlig, at Kinas udviklingsmodel og Kinas politiske og sociale struktur har været en udelt succes. Og, alt imens denne model fortsat udvikler sig, så foregår det i et tempo og på en måde, der bestemmes af det kinesiske folk selv. Det påpeges, at Kina allerede har løftet 700 millioner mennesker ud af fattigdom, og at i dag kun 5,7 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen – hvilket gør Kina til den første nation, som det er lykkedes at nå FN's Millennium-mål for fattigdomsbekæmpelse. Kina er endda fast besluttet på helt at overvinde fattigdom. I marts 2016 offentliggjordes »udkast til den 13. femårsplan for Folkerepublikken Kinas nationale, økonomiske og sociale udvikling«, hvor regeringen fremlægger en strategi for helt at udrydde fattigdom blandt landbefolkningen allerede i år 2020.

»En ny bølge af velstand«
Hvis man ikke ønsker at lytte til Putin eller Kina, kan man også studere en ny hvidbog fra bygge- og anlægsmaskine-producenten Caterpillar om betydningen af »Bælt-og-Vej«-initiativet. Det vil udløse »en ny bølge af velstand« for Kina og den øvrige verden, står der i den. Opbygningen af et infrastrukturnet, som er en prioritet i initiativet, vil muliggøre en fri strøm og en mere effektiv udnyttelse af resurserne, integration af markederne og koordinering af nationernes økonomiske politik.
Opbygningen af infrastruktur vil være med til at sænke transportomkostningerne, øge udviklingslandenes konkurrenceevne og reducere ubalancen landene imellem. Caterpillar betragter »Bælt-og-Vej«- initiativet som en »åben og medinddragende« ramme, der gør det muligt for alle landene langs ruten at tage del i opbygningen af projektet. »Dette bør og kan ikke være en bestræbelse alene fra Kinas side«, står der i dokumentet.
Virksomheden påskønner de forretningsmuligheder, som dette initiativ åbner op for, og håber at kunne deltage endnu mere i projekter langs ruten, forklarede Chen Qihua, vicepræsident for Caterpillar og direktør for Caterpillar Kina.
Og endelig burde de vestlige politikere og medier gøre sig klart, at der i befolkningen er bred opbakning til det internationale samarbejde, netop på områderne for videnskabeligt og teknologisk fremskridt. Den europæiske rumfartsorganisation ESA’s borgerdialog i organisationens 22 lande fastslog, at 88 % af de adspurgte understøttede ledelsens rumprogram, og 96 % følte sig overbeviste om, at verdensrummet frembyder muligheder, der ikke forefindes på Jorden, men som bør udforskes.
I sin rapport om meningsmålingen ved flyvestationen Upjever i Friesland sagde den tidligere ESA-astronaut Thomas Reiter, der nu er ESA’s hovedkoordinator for den internationale rumstations anliggender, at der er grund til optimisme – på trods af den endeløse strid om budgettet på europæisk niveau. De €8 mia., der er blevet brugt i de sidste 5 år, har skabt økonomiske værdier for €14,5 mia. for Europa og dets borgere.
»Det drejer sig også om det politiske aspekt af samarbejdet: Dette fungerer ganske godt, trods konflikterne på Jorden«, sagde Reiter. 95 stater deltager i ISS’ forskningsarbejde, »hvor man deroppe forfølger mål til gavn for alle mennesker«.
Reiter udtalte sig også optimistisk om udsigterne for udforskningen af Månen, især Månens bagside. Herfra vil man senere også kunne udsende missioner til den videre udforskning af verdensaltet.
Bernhard von Weyhe, leder af kommunikationsafdelingen i kontrolcentret (ESOC) i ESA-centeret i Darmstadt, talte i et interview med avisen Allgemeine Zeitung om den »brofunktion«, som rumforskningen har for menneskeheden. »Den fælles bemandede rumfart kræver samarbejde, og gjorde det også under koldkrigstiden. Rumfart har altid været et område, hvor man har haft et intensivt internationalt samarbejde, og brofunktionen består stadig. Rumfart er pr. definition et samarbejdsprojekt.«
Fællesnævneren for alle disse udtalelser er: Menneskehedens fremtid ligger i samarbejdet mellem nationerne om økonomisk udvikling af alle verdens lande og om samarbejdet om menneskehedens fælles mål, især om udviklingen af teknologi og videnskab og menneskenes skabende evner. Det lønner sig stærkt at investere i dette samarbejde. Den, der ikke fatter dette og i stedet blot stræber mod et »sort nul«, kommer i sidste ende til at stå tilbage med tomme hænder.

Foto: I september 2015 blev astronaut Andreas Mogensen den første dansker i rummet, hvor han deltog i forskningsopgaver om bord på den Internationale Rumstation, ISS.

Med formand Tom Gillesberg

2. dec., 2016 – Kina har udgivet en hvidbog, ’Retten til udvikling: Kinas filosofi, praksis og bidrag’. I hvidbogen hævder Kina, at lande og folkeslag har »en umistelig rettighed« til udvikling.

»Retten til udvikling må ejes og deles af alle folkeslag. At virkeliggøre retten til udvikling er alle landes forpligtelse, og er ligeledes det internationale samfunds forpligtelse«, lyder det i dokumentet. »Det kræver, at regeringer i alle lande formulerer udviklingsstrategier og politikker, der er tilpasset deres egen virkelighed, og det kræver det internationale samfunds samlede bestræbelser som helhed. Kina opfordrer alle lande til at forfølge ligeværdig, åben, generel og innovativ, fælles udvikling, promovere inkluderende udvikling og skabe betingelser for, at alle folkeslag kan tage ligelig del i retten til udvikling.«

Men hvidbogen gør mere end det. Den viser tydeligt, at Kinas model for udvikling, og Kinas politiske og sociale struktur, har opnået ubetinget succes. Og alt imens modellen fortsat udvikles, så finder det sted i et tempo og i en form, der afgøres af det kinesiske folk selv. Dokumentet bemærker, at Kina allerede har løftet 700 mio. mennesker ud af fattigdom, hvor nu kun 5,7 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen – den første nation, bemærker rapporten, der har nået FN’s Millenium-mål for fattigdomsbekæmpelse. Men det stopper ikke her. Kina er fast besluttet på at fjerne fattigdom fuldstændigt. I marts 2016 udgav man »Omrids over den 13. Femårsplan for Folkerepublikken Kinas nationaløkonomiske og sociale udvikling«, hvor Kinas regering skitserede en strategi for at fjerne fattigdom i landbefolkningen ved år 2020.

Dokumentet fremlægger ligeledes andre slående præstationer med hensyn til udviklingen af landets arbejdsstyrke. I 1949 var den gennemsnitlige levealder kun 35 år; i 2015 var den 76,34 år. Andelen af børn i den skolepligtige alder, som gik i skole, var 20 % i 1949; i 2015 var det 99,88 %. Disse parametre reflekteredes også i væksten i BNP og hævelsen af levestandarden siden 1978, ved begyndelsen af reformen og åbenheden. Fra 1978 og til 2015 steg det årlige BNP fra RMB367,9 mia. til RMB68.550,6 mia., og BNP pr. person steg fra lidt mere end US$200 til over US$8.000. I 1978 var den disponible indkomst i husstande i byerne kun RMB343,4, og nettoindkomsten pr. person i husstande på landet var kun RMB133,6. I 2015 nåede den disponible indkomst pr. person for alle indbyggere op på RMB21.966; tallene var RMB31.195 for indbyggere i byerne og RMB11.422 for indbyggere på landet.

Dokumentet fortsætter desuden med at fremlægge de reformer, der er blevet gennemført inden for andre områder, i det juridiske system, reformer for stemmeret på lokal- og landsbyniveau og etableringen af skolepligt og forbedring af faciliteterne inden for uddannelse og sundhedstjenesteydelser på landet, og for de mange minoritetsgrupper i Kina. Et system med sociale ydelser er blevet etableret i hele landet, og et system for sygeforsikring udvides støt. Hvidbogen understreger også de udviklinger, der har fundet sted inden for områderne kultur, dyrkelse af kunst og musik selv i de fjerne egne af landet, åbning af biblioteker og oprettelse af offentlige museer og kulturcentre. Promovering af digitale museer og udvidelse af internettet i landdistrikterne, samt en national kampagne for at opmuntre folk til at læse.

Dokumentet påpeger også, hvordan landet bidrager til udviklingen i sine nabolande og lande i udviklingssektoren gennem Bælt-og-Vej-initiativet og gennem de »100 Programmer«, hvis målgruppe er udviklingslande, gennem etableringen af 100 programmer for fattigdomsreduktion, 100 programmer for samarbejde inden for landbrug, 100 hospitaler og klinikker og 100 skoler og erhvervsuddannelsescentre i udviklingslande. Desuden vil der blive stillet 120.000 uddannelsespladser og 150.000 studielegater i Kina til rådighed for udviklingslande, og man vil uddanne 500.000 erhvervsteknisk personale. Kina vil også etablere et Syd-syd Akademi for Samarbejde og Udvikling. 

Matthew Ogden: Både Diane Sare og Kesha Rogers har skrevet en artikel i denne uges The Hamiltonian; jeg mener, deres artikler meget fint tjener til at skabe en ramme omkring aftenens diskussion. Diane Sares artikel hedder "President Putin's Purloined Letter; the Poetic Principle in Political Affairs" (Præsident Putins stjålne brev; det poetiske princip i politiske affærer) – jeg kan godt lide bogstavrimet her. Kesha Rogers skrev en artikel, "Mankind Is Taking a Leap! You Should Ask 'How High?'" (Menneskeheden foretager et spring! Man bør spørge, ‘Hvor højt?’”)

Begge disse artikler tjener virkelig til at definere det, som hr. LaRouche pointerede mht. den nødvendige tankegang, når vi går frem i den nuværende situation i verden. Man må ikke blive fanget i lokal tankegang; man bør ikke tænke ud fra den laveste fællesnævner, eller tænke på alle de forskellige politiske taktikker, der plaskes ud over forsiden af New York Times eller Washington Post og de forskellige nyhedsmedier. Man må i stedet tænke som en leder; og man må tænke ud fra standpunktet om, hvad der er drivkraften bag den hastigt skiftende dynamik i globale anliggender.

Ganske kort: vi så dette meget direkte i denne uge fra et par forskellige standpunkter. For det første, så var der en aktionsdag fra LaRouchePAC-aktivister i Washington, D.C. i onsdags. Jeg havde den store glæde at deltage. Vi havde aktivister, der kom fra hele østkysten, inkl. fra ’Manhattan-projektet’ i New York City; og vi var dér for at sætte hr. LaRouches principper, i form af de Fire Økonomiske Love, på dagsordenen. At der ikke er noget alternativ til en omgående genindførelse af Glass-Steagall og en omgående renæssance af Alexander Hamiltons principper. Disse er: et nationalbanksystem; direkte kredit til forøget energi-gennemstrømningstæthed og produktivitet i arbejdsstyrken; og princippet om videnskab som [økonomisk] drivkraft, som Kesha Rogers diskuterer i sin artikel i The Hamiltonian. Et aggressivt program for udforskning og udvikling af rummet, og for at opnå fusionskraft og en højere energigennemstrømningstæthed i produktionsprocessen.

Og jeg mener, dette kan ses meget klart ud fra det, der finder sted internationalt, og som hovedsagligt kommer fra Rusland og Kina. Der var for det første et meget vigtigt dokument, som netop er blevet offentliggjort, fra Kina, som vi kan diskutere lidt mere omkring. Dette dokument hedder »Retten til udvikling: Kinas filosofi, praksis og bidrag«. Denne hvidbog erklærer, at udvikling er den fundamentale, umistelige rettighed. Og for det andet, så er der nu en ny, strategisk doktrin fra Rusland, som blev annonceret i summarisk form af den russiske præsident Putin i sin årlige ’Tale til nationen’, hvor han sagde, at verdensdynamikken nu er forandret. Vi er nu villige til at samarbejde med USA som ligeværdige partnere omkring fælles interesser – inklusive endelig at besejre de falske, konstruerede fjender, som vi har hørt om fra Obama-administrationen gennem de seneste otte år.

Så med denne form for geometrisk strategi har vi et meget rigt felt, vi kan intervenere i, og en meget rig mulighed.

Så der er mange detaljer, som jeg gerne vil have, vi kommer ind på under diskussionen af alle disse spørgsmål. Lad det være nok som introduktion, og lad os høre Kesha og Diane.

(Herefter følger udskrift af diskussionen på engelsk.)

DIANE SARE:  OK, I'll just go ahead.  I'm really glad with
what you said, Matt; because there really is a transformation,
and I think we tend to miss it.  Or you catch a glimmer of it
like the real joy that I certainly felt watching all the vote
totals come in; and these poor silly reporters not having a clue
what had hit them.  But then, you get bombarded with the real
fake news, which is what comes from the so-called mainstream news
media; which has absolutely zero about developments in the world
which are being created by billions of people.  So, you have the
most extraordinary, most gigantic Earth-changing events occurring
under the leadership of Vladimir Putin, under the leadership of
Xi Jinping, and their collaboration with leaders in South
America, leaders in Africa.  Not one word of it here, and then
we're treated to some miniscule detail of a misplaced wart that a
politician has somewhere or whatever.  I think we would do well
to bear in mind a little bit of what I tried to capture in that
article.  There is a poetic principle; there is a world
revolution underway.  These things are not separate, discrete
events.  The Brexit vote — contrary to the stupid media spin —
was not a bunch of white racists who hate immigrants.  Maybe
there are some of those, but the real factor was that the whole
euro system is bankrupt.  It didn't work and it wasn't designed
to work; and people were rejecting it.  Similarly, you had these
recent votes:  the winner in the French Republican Party
nominations, François Fillon, who does not want a war with
Russia.  I think most people on the planet actually recognize
that a nuclear war between superpowers is not a desirable policy
or outcome; and it's not necessary because what President Putin
is doing is leading a fight to eradicate terrorism.  He has been
very direct about this; especially after September of 2015, at
his speech at the United Nations.  He's reiterating again the
call for a coalition to wipe out this terrorist scourge.  So what
you see in this election process here in the United States, is we
have a potential now to join with the New Paradigm.
        Therefore, the most significant aspect of what we know about
the incoming administration perhaps, are the two phone calls that
Trump had with Xi Jinping and with President Vladimir Putin; and
this is absolutely not missed by people of the world.  I just
wanted to give a little bit of a report on an event last night at
New York University with this extraordinary woman, who is the
second only I think woman in history to be the chairwoman of the
Foreign Relations committee in the Chinese national assembly.
Her name is Madame Fu Ying; she is extraordinarily dignified,
calm and very confident.  She began her remarks at this forum at
New York University by referring to the phone call between Xi
Jinping and Trump.  She made a point of saying the Chinese are
always being accused of not contributing to good in the world, of
not working with the world.  So, we figured when we started the
Belt and Road and the Asian Infrastructure Investment Bank, that
the United States — which is always accusing us of not wanting
to work with anyone else — would have been the first in line to
join.  Instead, our invitation to participate in these
extraordinary projects was rejected.  Now, clearly there is a
potential for this opportunity to be taken.
        This is really very big.  Similarly, the decision that Trump
has made to have retired General Michael Flynn as one of his
advisors; who has called for collaboration with Russia in Syria.
And Trump's reiterations of the necessity of that kind of
collaboration — these things are very important.  And the fact
that Flynn has come out calling for a Marshall Plan for the
region; which is similar to the Chinese; Xi Jinping made a tour
of several of those nations not so long ago.  The only way you
are going to secure peace is through economic development — not
on a low level, not on repairing the decrepit, aging, out-of-date
infrastructure we have; but by leaping into a new domain.  So, I
think I'll stop there for a minute; because I think Kesha
probably has a lot to add in that regard.

        KESHA ROGERS:  Yes.  Just taking from that, we really have
to advance mankind; we really have to have a leap forward for
mankind.  This is what Mr. LaRouche is committed to; this is what
you see Russia and China committed to.  I was greatly inspired by
the discussion and some of the developments that came out of the
President of Russia; President Putin's State of the Union
address.  The leap for mankind really requires putting the
commitment to the future.  This was really expressed very
beautifully in his remarks, which captured in essence the
conception that the responsibility of the nation is to foster
creativity in science, and foster creativity in the youth of your
nation.  The best expression to doing this, in terms of
scientific and technological development.  In his speech he says,
"Our schools must promote creativity, but children must learn to
think independently, work both on their own and as part of a
team, address usual tasks and formulate and achieve goals; which
will help them have an interesting and prosperous life.  You must
promote the culture of research and engineering work.  The number
of cutting edge science parks for children will increase to 40
within two years; they will serve as the basis for development of
a network of technical project groups across the country.
Companies, universities, and research institutes would contribute
to this, so our children will see clearly that all of them have
equal opportunity and an equal start in life.  That Russia needs
their ideas and knowledge and they can prove their mettle in
Russian companies and laboratories…."  And he goes to say, "Our
education system must be based on the principle that all children
and teenagers are gifted and can succeed in science, in creative
areas, in sports, in career, and in life."
        That should be the model for every single nation.  That is
the model for our space program, and it really starts with the
question of what is human nature?  If we're going to advance
mankind and have leaps forward?  As a part of this paper that
Matt mentioned, from China they're expressing the same expression
for their nation; and for mankind as a whole.  It's not just "our
nation is better than yours, and we're going to have our people
pulled out of poverty and your people can stay in poverty.
They're not thinking like imperialists or wanting to keep nations
backwards; they want nations to move forward.  So, China has
pulled 700 million people out of poverty; you can't do that by
taking baby steps and going with a few infrastructure projects.
You have to have creative leaps.  This has really been expressed
for their Silk Road development offer of win-win cooperation and
their commitment to space and space as the potential for opening
for mankind across the planet and across the galaxy.
        I think if people look at the very exciting developments
that we're seeing coming from Russia and China, that has to be
the model.  We have that potential right now, because I think
what Diane pointed out — that when President-elect Trump was
elected, this was a mandate.  This was a repudiation of the
Bush/Obama destruction of this type of potential for a future; a
repudiation of Hillary Clinton's commitment to continuing war.
The American people said, we're not going to condone this any
longer.
        The question is, what is the positive aspect that you're
going to fight for?  We've put that on the table with LaRouche's
Four Laws and our commitment to a future perspective for mankind,
based on this very identity that has been clearly laid out by
what we could be doing if we decide to make the commitment and
collaborate on the basis that Russia and China have laid out.

        OGDEN:  Yeah, China really is an inspiration in that regard.
Let me just read a very quick quote from that paper that you
referenced, Kesha. The title of this white paper, again, is "The
Right to Development: China's Philosophy, Practice and
Contribution"; and they start by saying, "The right to
development must be enjoyed and shared by all peoples. Realizing
the right to development is the responsibility of all countries
and also the obligation of the international community." If you
just juxtapose that to the Malthusian philosophy of the British
Royal Family and others in the so-called "West" today, where they
say, "Well, no, you know, the right to development — it's not a
right. All peoples do not have an equal right to the same living
standard, and, plus, if we were to pursue that — as Obama said
when he went to Africa — 'the planet would boil over.'" I mean,
give me a break!
        So, China's white paper is laying out the opposite
philosophy, view, of man. I think, in accordance with what Putin
said in that State of the Union, that, yes, every human being is
a creative human being. That is the fundamental right of every
human being — is to develop that creativity and to contribute it
to his or her nation and to the future of mankind.
        In the China white paper, they go on to state some really
stunning statistics. You, Kesha, cited the lifting 700 million
people out of poverty; which is just an incredible achievement in
and of itself. Now only a little bit under 6%, 5.7% of the
population of China, are officially under the poverty line. And
in the white paper they were very proud to point out that China
was actually the first to achieve this UN Millennium goal —
which is a goal to lift such and such a percentage of people out
of poverty. But they refuse to stop there! They say, "That's not
enough. We have a goal, that we are going to eliminate poverty
altogether!"
        The statistics are amazing. If you compare China in 1949 to
China in 2015, only a 70-year difference, the average longevity
in China in 1949 was 35 years. Today it's 76 years. The
enrollment of school-age children in school in 1949 was 20%.
Today it's almost 100%; 99.8% of all school-age children are
enrolled in schools in China. The difference between 1978 and
2015: the GDP was at RMB767 billion in 1978. Today their GDP is
RMB68,000 billion! So, that growth is unbelievable. And then
there's, obviously, much less tangible things that you can
measure, but which are clear to see, including the spread of art,
classical culture, classical musical training among the children
of China.  So this is really a model for the rest of the world,
an inspiration. As Xi Jinping has said, "We invite the United
States, we invite the West to become a part of the New Silk Road,
and to become a part of the One Belt, One Road initiative."
        One event that was happening in Washington, D.C.,
simultaneously with this Day of Action that the LaRouche PAC
activists had on Capitol Hill, was really an unprecedented event
that was sponsored by the Asia Society. It was an all-day event
that was hosted by a scholar named Dr. Patrick Ho, who's the
Secretary General of the China Energy Fund Committee. One of my
colleagues who was there, said about the event that "This was one
of those days in Washington, D.C. when all of the principles that
you've been talking about as a LaRouche PAC activist for years
and years and years, all of a sudden are being echoed by the
person standing at the podium." We've had those experiences
periodically, but this entire event was about the right to
development, the One Belt, One Road Initiative, the Eurasian
Land-Bridge, the World Land-Bridge, the New Paradigm, win-win
cooperation, the United States joining the Silk Road — quite
literally, in those terms.
        Dr. Ho actually laid out five points of advice to the new
incoming [Trump] administration on how to integrate the United
States into the One Belt, One Road program. His five steps are as
follows:
        1) Consider One Belt, One Road a platform to spearhead
initiatives and programs to bring closer cooperation between the
United States and China;
        2) Realign trade agreements with Asia-Pacific nations to
accommodate the One Belt, One Road;
        3) Adjust the U.S. posture towards the international
development banks — that's the AIIB, the New Silk Road Fund, the
New Development Bank of the BRICS, and so forth — and promote
their capacity to assist in support for infrastructure
development;
        4) Help secure security along the One Belt, One Road;
        5) Get the international institutions to work with the One
Belt, One Road.
        So, I think that's actually a very clearly stated way to, as
we say in this pamphlet that we've published from LaRouche PAC,
have the United States join this new Silk Road.
        These ideas, as Diane was saying, this is an active
principle, this is the dynamic {elsewhere}, and our
responsibility is to ensure that {this} is the dynamic shaping
policy in the United States.

        SARE: Along these lines — because I know there's discussion
and there's an article about Sen. Schumer saying he will work
with Trump on a $1 trillion infrastructure package (something
like that) — I think the idea of Hamilton and the ideas of
people like Krafft Ehricke and what China is doing, really need
to be understood by our activists, so that people can reflect.
For example, there's discussion about one of the things that was
promoted in the New York Times for Trump to do with his
infrastructures, that there should be a tunnel under the Hudson
River, from New Jersey to New York. Right now I think the trains
go, I don't know, every 90 seconds, or every three minutes, or
something like that. There's an enormous amount of traffic. The
Port Authority Bus Terminal is very old and decrepit. It's going
to have to be rebuilt and relocated. The tunnels are very old.
        So, this is something that has needed to be done for a long
time. As everyone might imagine, there's an absolutely enormous
amount of traffic between Manhattan and New Jersey across the
Hudson River. So, you say, "What's wrong with a new tunnel
between New Jersey and New York?" Well, in a sense, if you were
to do that, it would be a sin of omission. Obviously we need a
tunnel, but if the idea were to connect this tunnel to a tunnel
under the Bering Strait, so that you could travel from Manhattan
to Moscow, that would be a completely different idea. And I think
what…

        OGDEN: [cross talk] …Manhattan to Jersey City; that's for
sure! [both laugh]

        SARE: Yeah! Or even, you know, for people who don't want to
go to Moscow, for whatever reason. They could go to Paris, but
they could travel through Siberia. All kinds of exotic, really
wonderful places. It would be quite a ride. Although, I suppose,
if we get the magnetically-levitated vacuum trains, you wouldn't
really get to see much. On the other hand, you'd arrive at your
destination before you left, by the clock.
        Anyway, all of these things would completely transform the
way we think of everything. If you could take a train from New
Jersey to San Francisco. Supposing even that it wasn't three
hours — it was a normal high-speed train — so you got there in
a day-and-a-half, that's a completely different phenomenon. It
changes the United States: what you can ship; whom you can work
with; the exchange of ideas; the exchange of goods.  The ability
for people to find the very most brilliant individual, whether
they're in China or Somalia or India, who has expertise in a
particular area, and you want to bring them in to collaborate
with a team of scientists in your local laboratory. All these
things become thinkable.
        So, when Mr. LaRouche a few years ago had made the point
that he doesn't like the term "infrastructure" anymore, because
it doesn't really get at what is actually necessary; which is the
question of how do you increase the productivity of every person.
And that requires thinking in terms of a platform. The
difference between not having electricity, for example, and
having electricity, is not simply night and day. You just can't
even compare it. It's incommensurate. Therefore, I think we
have to be both open-minded, but we also have to set {really
high} standards for what we think we should be doing. It would be
absolutely criminal, even if it did employ millions of people, to
fill in every pothole in every major city in the United States.
That would not lift the standard of living or the productivity of
the nation as a whole; whereas a high-speed rail link that went
from Manhattan to Moscow would actually have a completely
transformative effect.

        OGDEN: Yeah, it's these {leaps} in progress that are
unquantifiable, because it's a completely different measuring
rod, from one leap to the next. Last week on the webcast here on
Friday night, Ben Deniston gave an excellent presentation on
what's necessary for a real space colonization and exploration
program. I thought one example that he used during that
presentation, was really interesting. Just think about what's the
difference between Lewis and Clark's Expedition to explore the
Louisiana Purchase Territory and to cross the continental United
States vs. what we were able to do with the trans-continental
railroad. That's a different universe vs. what we would able to
do with what you're talking about, Diane, with a
magnetically-levitated train that goes from New York, to Los
Angeles, all the way up to Anchorage, Alaska, and across the
Bering Strait, into the Eurasian landmass. Those are just
quantifiably and qualitatively different modes of action. And so,
yes, it's "setting the bar" incredibly high.
        Kesha, in your article, you said, "You should ask: How high?
We should leap, we should jump. Mankind should take a leap. How
high?" It's these kinds of insights that Krafft Ehricke, that
others, were able to discuss from the terms that now Mr. LaRouche
has {scientifically} defined, in terms of energy-flux density,
how much more productivity are you able to achieve, with less
effort, with less energy applied, because of these qualitative
leaps in technology and in the principle that you're employing.
        Before we get into a little bit more of that, I do want to
bring up, though, because you mentioned it, Diane, this article,
this interview with Sen. Chuck Schumer. Mr. LaRouche was told
about this earlier today when we had a discussion with him. He
placed some importance on it and said, "You know, Chuck Schumer
does play a significant role in the Democratic Party." He is now
Minority Leader in the U.S. Senate, and, very significantly, led
the fight against Obama's veto of the JASTA bill; very publicly
broke with the Obama administration, in favor of the 9/11
families, in overturning the Obama veto of the JASTA bill. I'd
like to say something about that later.
        This article is an interview that's published on
syracuse.com. It starts by saying, "U.S. Senator Chuck Schumer
said Wednesday that he's optimistic Congress will strike a deal
with President-elect Donald Trump, to pass a $1 trillion
infrastructure bill within the first 100 days of the
administration." However, he warned, "the bill cannot rely on
what he called 'gimmicks' or tax breaks." He said "any
infrastructure bill must be paid for through substantial and
direct federal funding." He said, "The bill needs to be stronger
and bolder than ever before. Simple tax credits will not work."
He also said that the so-called public-private partnership that
Trump's infrastructure plan and other incentives to build
projects that would be privately owned, would not function. He
said that he had personally told Trump in a private meeting, that
such a plan would lead to investment only in the most profitable
projects — people who are just trying to make a buck; and could
lead to significantly higher tolls on privately owned roads and
bridges.  Instead, Schumer said, "The $1 trillion could flow into
the U.S. Treasury to be used for rebuilding the nation's
infrastructure."  So, this is a direct Federal financing, not a
scheme, not a gimmick, not tax breaks, not PPPs [public-private
partnerships].  That is a significant development.
        I do not think it is a coincidence that that interview comes
directly in the wake of a two-week mobilization by LaRouche PAC
activists on Capitol Hill to force the issue of Hamiltonian
national banking, direct Federal credit.  I know that there were
countless meetings from activists; there were several dozen
meetings that Paul Gallagher personally had with staffers and
Congress people on Capitol Hill to discuss the details of what
Hamiltonian economics and Hamiltonian national banking actually
means.  If you haven't seen it yet, I would highly recommend
going back and listening to the recorded Fireside Chat that Paul
Gallagher did last night; that was on this question of what
Hamiltonian national banking really means.
        So this is significant; but, indeed, we have to have the
view that {we} are setting the agenda.  This nation and the
leadership of the country need a very intensive course in what
Hamiltonian economics really means.

        ROGERS:  Yes, and I think that the title of our publication
which we are continuing to get out en masse, The Hamiltonian
Vision for an Economic Renaissance is absolutely imperative to
be understood as just that.  We're not just talking about
developing infrastructure or increasing manufacturing; because
that's not what Hamilton understood in the increasing of the
productivity of society.  It was starting with advancing the
creative powers of mankind; and Lyndon LaRouche has taken that to
a very high level and conception, as you said.  His work over the
past 40-50 years looking at this conception of leaps in
productivity of society based on this conception of the potential
for mankind to advance in ways that had not been thought of
before; to advance in ways where the creative leaps in mankind
take the development scientifically and technologically to higher
and higher states.  Mr. LaRouche's understanding of this and
Krafft Ehricke's were very synonymous; they worked hand-in-hand
together.  The German space pioneer Krafft Ehricke — the
rejection of his ideas by the "limits to growth" imperialist
budget-cutters, who didn't want to see mankind advance in this
way, was as direct as the opposition to Lyndon LaRouche.  If Mr.
LaRouche's policies had been put through — along with Krafft
Ehricke's — on the development of LaRouche's perspective in the
'80s for a vibrant space program, setting the agenda of the space
program to heights that had not been thought of up until that
point, and continuing what John F Kennedy had laid out as a
national mission for advancing not just in the moment for space
development; but looking far into the future.  It's interesting
to go back and look at what the vision was at that time, and how
far we have been set back because we've had people who decided
that it's not the place of human beings to develop.
        Krafft Ehricke, as Mr. and Mrs. LaRouche have continued to
say, represented a quality of genius.  It wasn't just that he
understood aeronautics and was one of the best in terms of field
of technology.  He was a real philosopher; his conception of
space development started from the standpoint of the development
of mankind as a whole.  That we on this planet, have a
responsibility for the development of each and every human being
on the planet; but the way we're going to achieve is — as he
said on many occasions — that you have to leave the confines of
one small planet. The idea that there are only limited resources
here for a limited number of people is not true.  There's a very
beautiful conception of that drawn out by Krafft Ehricke in a
very short writing that he wrote called "The Extra-Terrestrial
Imperative; Growth and Life"; that's the model that he worked on.
I just want to read something quickly from that, because I think
it's very indicative of what we're talking about here.  People
have to get these ideas in a very advanced understanding of it
when we're going into Congress right now.  It's not just about
getting them to pass a piece of legislation.  It has to be, and
we're seeing, a total shift in the thinking of the population.
He says:
        "There was a time when the human mind was slow to accept
growing evidence that Earth is not a flat center of the universe.
Now the concept of a closed, isolated world must be overcome.
Viewing our Earth from space should make it obvious that the
world into which we now can grow is no longer closed.  By
ignoring this new reality, current predictive world dynamic
models fail.  Adhering to an obsolete, closed worldview, they
despair of the future growth prospects.  The extra-terrestrial
imperative enjoins us to grow and live through open world
development which contains all the futures the human mind can
hold."
        So, that's what we're talking about.  How far can the human
mind advance?  How far can the human mind see into the future?
That's what we're talking about right now, and we have a
potential to really bring that perspective into focus if we have
a revolutionary change in the way we think about society, and we
think about the responsibility of the growth in society which we
have to now bring on, because it's long overdue.  LaRouche's
solutions really put forth exactly how we bring that into being.

        OGDEN:  This the moment of opportunity.  If you look at, as
Diane covered in the beginning of our discussion, this wave of
unexpected and completely dramatic electoral results and
otherwise; from Brexit to the Presidential election.  We've got
the Italian referendum coming up this weekend; we could see some
very dramatic results out of there.  Hollande has now declared
that he will not be running for President of France.  This is a
very dramatic and uncharted period; and the potential is there,
the doors are wide open.  I think we have repeatedly gone back to
this point, but I think we should return to it again.  It should
have been seen that this was not business as usual at the point
that the entirety of the United States Senate and a vast majority
of the U.S. House — not along party lines — rejected Obama's
treasonous veto of the JASTA bill.  That was in no small part the
result of the activation and the leadership of the LaRouche
Political Action Committee in the United States.  I think we who
are on this discussion right now, can say that we know directly
that the role that LaRouche PAC played was central and primary in
leading that fight for years.  Direct collaboration with the 9/11
Families; direct collaboration with the members of the U.S. House
and Senate in forcing this through.  That was not something that
Obama — despite all of his bluster — and the Saudi government
— despite all of their millions of dollars; they just could not
handle that.  That was something that overcame everything that
they tried to throw up against it.
        Now you have a pathetic effort by McCain and by Lindsey
Graham to try and gut the JASTA bill in the last days of the lame
duck session; but this is not going anywhere.  There was a very
good statement put out by Terry Strada and the 9/11 Families
United for Justice Against Terrorism, where they said in their
press release, "We wish to state our firm opposition to the
proposed legislative language offered by U.S. Senators Lindsey
Graham and John McCain that would effectively gut the JASTA bill;
which was overwhelmingly passed by Congress in September."  Later
they say, "Notably, Graham's and McCain's efforts come in the
wake of a massive lobbying campaign by the Kingdom of Saudi
Arabia, which is now employing roughly a dozen lobbying firms at
a cost of more than $1.3 million per month."  And then Terry
Strada herself is quoted saying "In April of this year, Senator
Graham met with 9/11 family members and told them that he
supported our cause 100%.  Senator Graham is now stabbing the
9/11 Families in the back.  He and Senator McCain are seeking to
torpedo JASTA by imposing changes demanded by Saudi Arabia's
lobbyists.  We have reviewed the language, and it is an absolute
betrayal."  She says, "We, the 9/11 Families, are fortunate to
have Senators John Cornyn and Chuck Schumer to block this action
in the Senate."  I can tell you that Senator Schumer told me
personally on Wednesday night that this effort is going nowhere;
this thing is not going to fly.  So, they are holding the line
very firmly.  But really, they have no choice; because this
victory on the JASTA bill and then everything that has come since
then, including this Presidential election, was a statement that
this is not business as usual among the American people anymore.
There is a mood of revolt among the American people.
        I just want to read one very short excerpt from an article
in The Hill which I think excellently gets to that very point
and I think is more generally applicable.  The article was
titled, "Note to Allies: Don't Underestimate Overwhelming Popular
Support for JASTA."  The author, Alexander Nicholson, says in
this article, "[O]n this particular issue…, no amount of money
or insider Washington connections will be able to overturn the
overwhelming will of the American people. Indeed," he says, "the
highly unexpected but highly populist-inspired election of Donald
Trump to the White House should serve as an indicator that no
amount of inside-the-beltway inside baseball can achieve results
when it comes to certain issues at certain times. And this, too,
is one of those issues and times."  And then he concludes the
article, "The current arguments are as ineffective as the
synthetic inside-the-beltway strategy it has thus far employed.
But the new era of empowerment of the American electorate is not
to be underestimated."  So, I think that is absolutely the case;
and people should take heart to that.  This is, indeed, a new
political era for the United States; it's the "empowerment of the
American electorate."
        Now's the time to take that empowerment and just keep the
momentum going; but it has to be from the standpoint of educating
ourselves, as Kesha said, on the principles of Alexander Hamilton
and the principles of the science of physical economy, and
saying, "We now are committing ourselves to what the Chinese have
called 'the inalienable right to development'; and we will not
let go of our demand for that inalienable right."

        SARE:  Just on that, I think on the one hand it's sort of
obvious; although I guess it shouldn't be, because we've
tolerated such criminality for the last 16 years since 9/11
occurred.  Droning people, torture, and so on.  The NSA spying on
every detail of everything of everyone.  But there's a certain
limit where people just said, "No, we're not intimidated."  We
saw that particularly strongly in Manhattan among first
responders and others who died, who are still dying as
after-effects, or who had loved ones who died, or colleagues who
died.  There's a certain sort of sacred commitment that "We are
not going back on this," and they're not afraid.  The challenge
now again is to raise the standard; in other words, can we fight
with the same fearless passion for those things that are
necessary for mankind to progress?  Could we get a situation
where the population just says, "Absolutely not!  We're not
shutting down our nuclear power plants.  Are you crazy?  This is
unacceptable.  You're saying we're not going to go back to the
Moon and build the means to get onto Mars from the Moon?  This is
crazy!"  Where no one even gives it a second thought that it's so
obvious.  I think that is where the two areas which Einstein
excelled in both: the music — his violin as a certain source of
inspiration and thought; and the science come together.  When one
is conscious of what it means to be truly human and creative,
then anything on a lower standard than that, is the same kind of
affront as the Saudi Foreign Minister traipsing through the halls
of Congress in his robes lined with money.  You just say, "Oh,
this is beneath us."  We saw that effect here when the Schiller
Institute Community Chorus participated in this series of
performances of the Mozart Requiem; and there's more music
coming up — again sponsored by the Foundation for the Revival of
Classical Culture — on December 17th in Brooklyn.  A unity
concert with the conception of, what does it mean: to be human?
Because human beings are not animals, no matter how many
environmentalist barbarians want to try and impose that on us.
When you've located your identity in a realm which is truly
beautiful, then a lot of these things that seem so difficult now
— like the difficulty of these politicians standing up to Wall
Street on Glass-Steagall.  Why are they afraid?  Why do they find
that difficult?  Because their own identities are right now on
too low of a level; but if they began to look at the world from a
higher standpoint — which is I'm convinced where people like
this woman from China, the Vice Foreign Minister Fu Ying — you
just get a sense among some of these people that where they're
coming from is a much higher level and that such a thing would be
beneath them.  I imagine this was the effect of someone like
President Abraham Lincoln, who was described when he was seen
visiting the soldiers; because his identity was placed in a
different location in a higher realm.  Therefore, it wasn't just
that he was fighting against fear; there wasn't fear because
there was such a firm commitment to what is right.
        So, I think the next phase in this process is to have a
similar, almost ease; a soaring quality of mankind, even in the
United States, to get ourselves into the realm where we actually
should be living.

        ROGERS:  Diane, you keep getting them to sing; bringing more
inspiration and optimism.  So, we can get more singing and get
more space development, then we can really succeed.

        OGDEN:  President Modi of India called it a mass movement
for development; and I know Helga LaRouche has echoed that call
repeatedly since he said that.  And we really do see a mass
movement for development among some of these Eurasian countries
especially, but also with them reaching out to African and South
and Central American countries, you have a majority of the
world's population now getting in on this mass movement for
development.  But that's what we need demanded from the American
people right now; and I think we can turn this new era of
empowerment of the American electorate into a mass movement for
development.  But we have to do it from the standpoint of a
Hamiltonian renaissance in the United States.  We have the
materials for that, as we've said before.  The new book,
Hamilton's Vision is available on Amazon; and people can read
those four reports that he wrote to the United States Congress as
Treasury Security.  We also have the Four Laws from Mr. LaRouche
which are available on the LaRouche PAC website, and the related
pamphlet, "The United States Joins the New Silk Road."
        So, I implore people to become as active as you can. If you
haven't yet become an activist with the LaRouche PAC, now is the
time to take that step. Support us in every way you can, and
make yourself into a world historical individual by acting on
this current, very brief window of opportunity for mankind.  You
can sign up on the LaRouche PAC website; you can subscribe to our
YouTube channel; you can become an activist through the LaRouche
PAC Action Center; and you can share this video as widely as you
possibly can. Let's make this a mass movement for development!
        Thank you very much for joining us here today. Thank you to
both Kesha and to Diane. And please stay tuned to larouchepac.com.

          

Leder fra LaRouchePAC, 1. december, 2016 – Kinas Xi Jinping og Ruslands Vladimir Putin fortsætter med at komme med tilbud efter tilbud til USA – og andre nationer, der stadig sidder fast i det transatlantiske systems dødbringende kviksand – om at gå med i opbygningen af det nye, globale paradigme, der er i færd med at erstatte geopolitiske krige og fascistiske nulsumsspil-økonomier, med den Nye Silkevejspolitiks win-win-resultater.

Den kinesiske regering har netop udgivet en hvidbog, »Retten til udvikling: Kinas filosofi, praksis og bidrag«, som dokumenterer det forbløffende fremskridt, Kina har præsteret i løbet af de seneste årtier inden for områderne fattigdomsreduktion, levetid, uddannelse og så videre, og dernæst fortsætter med at forklare, at deres Bælt-og-Vej-initiativ har til formål at hjælpe andre nationer med at opnå lignende resultater. Retten til udvikling, proklamerer hvidbogen, er hele menneskehedens umistelige rettighed.       

Den russiske præsident Putin gentog i sin »Tale til nationen« for den russiske Duma, det føderale parlament, at han var indstillet på at samarbejde med den tiltrædende Trump-administration i USA for at »sikre international stabilitet og sikkerhed«. Putin gjorde det ligeledes til fulde klart, at Ruslands fremtid ligger i at nære kreativitet, videnskab og evnen til at løse problemer hos den unge generation: »Vore skoler må fremme kreativitet … Vore børn vil klart se, at Rusland har brug for deres ideer og viden.«

Dette er præcis den form for tankegang, som engang dominerede Franklin Roosevelts, og endda John Kennedys, USA, men det er blevet næsten uforståeligt for de fleste amerikanere i dag, i et USA, der er blevet transformeret af de seneste 16 års mareridt med Bush og Obama.

Og dog, så er genopvækkelsen af denne ånd selve nøglen til en strategisk sejr imod det døende, Britiske Imperium. For at opnå dette kræver det, at vi lever op til udfordringen med at få den amerikanske befolkning, og dens repræsentanter i Washington, til at tænke på det højere niveau, som er det sande potentiale, der er fremlagt for os, og ikke på niveauet for de kontrollerede ’trivielle selskabslege’, som karakteriserer politikken i Washington og i lokale anliggender.

I en diskussion tidligere på dagen med medlemmer af LPAC’s Politiske Komite og Videnskabsteam, samt Helga Zepp-LaRouche, understregede Lyndon LaRouche den afgørende rolle, som et fornyet rumprogram spiller for atter at tænde gnisten for optimisme og inspiration omkring spørgsmålet om, hvad menneskets formål i universet er. Den store, tyske rumforsker Krafft Ehricke er en vigtig prøvesten i denne bestræbelse, sagde LaRouche, for kampen for at bringe fremskridt inden for videnskab, kultur og økonomi tilbage, som en forenet, indbyrdes forbundet præstation.

»Hele formålet er at forstå, hvad fremtiden bringer, eller kan bringe, og fastholde udviklingen på denne basis«, sagde Larouche. »Det er ligesom hele tiden at holde trit; hele tiden forsøge at gøre noget, der er vigtigere, at opnå det, og dernæst nyde det … Der må være et element af overraskelse, et element af denne form for udtryk. Det er det, der får det til at virke. Det er ikke noget tomt; det er noget, man skal få til at virke.«

LaRouche fortsatte: »Vi lever i vort intellekt. Hvis vi kan tænke kvalificeret, så opererer vi i rummet. Vi bør håbe, at vi vil frigøre os og således bringe menneskeheden til et nyt niveau af præstationer.«

Foto: Den kinesiske præsident Xi Jinping mødes med Ruslands præsident Putin, Chiles præsident Bachelet, Indiens præsident Modi og Kasahkstans præsident Nazarbayev i sine bestræbelser på at rekruttere nationer til den Nye Silkevejs økonomiske politik. 

Leder fra LaRouchePAC, 29. november, 2016 – De revolutionære forandringer, der fejer hen over de vestlige nationer, fremprovokerer hysteri blandt de afdankede, miskrediterede nationale ledere i Europa og USA. Brexit, valgnederlaget for Obamas og Hillarys plan for krig med Rusland og Kina, Filippinernes oprør mod Obama, og den ene europæiske nation efter den anden, der afviser de anti-russiske sanktioner og dæmoniseringen af Putin – disse ting og mere endnu repræsenterer en erkendelse i hele Vesten af, at deres lederskab har været kontrolleret af finansoligarker og krigsgale neokonservative, som ikke længere kan tolereres. Imperiet er i færd med at smuldre – men ’the Lords’ vil gå til yderligheder, selv til atomkrig, for at redde Imperiet, med mindre de erstattes, før det kommer dertil.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at briterne rejser sig til forsvar for Imperiet på den mest åbenlyse og frastødende facon. Tony Blair har, efter at Englands egen Chilcot-undersøgelse har afsløret hans ulovlige aggressionskrig i Irak, baseret på løgne, meddelt, at han vender tilbage til politik for at redde sin døende race. En amerikansk officer, der skriver på oberst Pat Langs Sic Semper Tyrannus-blog, indfanger måske ironien bedst: »Jeg bemærker også, at, i UK har Tony Blair lettet på sit kistelåg og hjemsøger atter Londons gader med den hensigt at omstøde Brexit. Ser vi et mønster her? Internationale eliter, der ikke er tilfredse med bønder på begge sider af Atlanten, der gør oprør?«

På onsdag vil det britiske parlament debattere Tony Blairs forbrydelser, en debat, som har gjort Blair-tilhængere i Labour-partiet hektiske over den yderligere afsløring af deres medskyldighed i ødelæggelsen af Sydvestasien og Europa.

Ligeledes fra UK ser tidligere, konservative regeringsminister Ken Clark hen til den ynkværdige Angela Merkel som det sidste ’store hvide håb’ for Det britiske Imperium: Merkel er, skriver han, nu, da USA er blevet »tabt« til Trump, »den eneste politiker, for hvem det lykkes at holde traditionen med vestligt, liberalt demokrati i live«. Hvis det, der er sket med Vesten, skal være »vestligt, liberalt demokrati«, så er folk tydeligvis parat til at dumpe det.

Dette hysteri går så langt som til den uddøende races respons på det nederlag for terrorisme, der finder sted i Aleppo. I takt med, at Rusland og Syrien tilsammen demonstrerer, at terrorisme rent faktisk kan besejres og befolkningen befries fra barbari, reagerer de vestlige medier med rædsel og insisterer på, at Rusland og Syrien er problemet, og ikke terroristerne. Frankrig har, under det til undergang dømte Hollande-regime, endda indkaldt til et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd, for at fordømme Syrien.

Men tidevandet kan ikke standses. Bag bølgen af fornuftig tankegang i Vesten ligger der en voksende erkendelse af, at Rusland og Kina har indført et nyt paradigme, baseret på win-win-samarbejde omkring den fysiske udvikling af nationer og områder i hele verden. På alle kontinenter afholdes der konferencer om den Nye Silkevej, som Xi Jinping har igangsat, og som analyserer den eksisterende og potentielle infrastrukturudvikling, der forbinder nationer gennem fælles fremskridt og gennem at udveksle og være fælles om de bedste og mest kreative traditioner i deres respektive kulturer.

LaRouche-organisationen har initieret og ført kampagne for disse ideer i et halvt århundrede. Nogle mennesker godtager det pessimistiske og løgagtige synspunkt, at en relativt lille organisation ikke kan have været ansvarlig for sådanne globale forandringer – men disse mennesker forstår ikke den kraft til at ændre historiens gang, som ideer er i besiddelse af, og som er langt større end »forbindelser« til folk ved magten.[1] Sandheden afsløres gennem historiens lange buer, og verden oplever nu den tordnende lyd fra en historisk tidevandsbølge. Hvilken retning, den efterfølgende opvågnen vil tage, afhænger af kraften i kreativiteten og den klassiske kultur, som verdens befolkning, og især USA’s befolkning, vedtager.

Som Friedrich Schiller, frihedens digter, skrev: »Menneskeværdet er i dine hænder lagt; dets vogter vær. Med dig det synker, med dig det løftes.«

»Knud irettesætter sine hoffolk ved bølgerne«, af Alphonse-Marie-Adolphe de Neuville.  

28. nov., 2016 – Under et netop afsluttet firedages besøg i Serbien fandt Elke og Klaus Fimmen fra Schiller Instituttet i Tyskland stor åbenhed og optimisme omkring det potentiale, som Kinas Bælt-og-Vej-politik har at tilbyde dette område. Akademikere og repræsentanter for forskellige organisationer og medier var fortrolige, og særdeles bekendt, med Schiller Instituttets historie og afgørende arbejde for Verdenslandbroen. En førende akademiker, der har skrevet om den Nye Silkevejs betydning for Serbien, understregede, at han er fuldstændig enig med fr. Zepp-LaRouche i, at dette er af global betydning, og er et nyt paradigme.

Mod besøgets slutning blev der holdt et foredrag om »Den Nye Silkevej – en regional og global udviklingspolitik for fred« i Serbiens næststørste by, Novi Sad, for omkring 50 studenter og medlemmer af det økonomiske fakultet, arrangeret af den regionale sammenslutning af økonomer.*

For første gang i årtier, der har været fulde af krige og økonomisk og social ødelæggelse, ser folk nu et håb for fremtiden. En tidligere politiker sagde, at, med Silkevejen, befinder Serbien sig for første gang i historien i en position, hvor landet kan bruge sin geografiske og strategiske beliggenhed positivt, i stedet for at være blevet ødelagt af geopolitik i årtusinder. Resultaterne af de amerikanske valg forstærkede yderligere denne følelse af ny plads til at manøvrere i. I offentlige »afstemninger«, som medierne publicerede, havde resultaterne været 95 % for Trump. For befolkningen var Hillary legemliggørelsen af NATO-aggression. Folk var enige om, at, med Trumps valgsejr, er der for indeværende sat en stopper for krig med Rusland. Der var stor interesse for muligheden for at gennemføre Glass-Steagall nu, og for at omforme hele den økonomiske politik hen imod reel økonomisk udvikling i USA, og i hele verden.

Serbien er blevet meget centralt for Kinas fremgangsmåde over for CEEC-området. Ved det nylige CEEC-topmøde i Letland blev den første aftale, som træder i kraft til januar, om visumfrihed mellem Serbien og Kina underskrevet; Kinas Nationalbank vil åbne en afdeling under serbisk charter, med begyndelse til næste år. Der blev indgået endelige aftaler om at påbegynde byggeriet af højhastigheds-jernbanen mellem Beograd og Budapest, som også vil revolutionere det interne jernbanenet i Serbien. I øjeblikket tager det næsten to timer for at køre de 80 km i tog fra Beograd til den nordlige by Novi Sad.

Andre projekter: Smederovo-stålværket, som kineserne har købt, med 3000 arbejdere, står for at blive moderniseret, inklusive en komplementær udvikling af en havn (på floden Donau), hvor værket ligger. Alt imens EU har forsøgt at udsætte det, så er der intet, EU kan gøre, eftersom alle regler (inkl. for »anti-dumping«) omhyggeligt er blevet overholdt. Der er planlagt en industripark for high-tech-firmaer i Beograd, der muligvis også bliver kombineret med en ny havn. Man har også planlagt at udvikle en af de største, europæiske, enorme kobber-, sølv- og guldminer i Bor, som man i de seneste 25 år aldrig har investeret ordentligt i. Kina vil således genoplive projekter og sektorer, der har været privatiseret i årtier og blot fik lov at blive forsømt, med en enorm byrde på statsbudgettet til følge.

Alt imens BNP er vokset med 1 % (fra 2 til 3 %) i løbet af det seneste år, hvilket af nogen allerede tilskrives virkningerne af serbisk-kinesisk samarbejde, så er industriproduktionen elendig, med en disproportional sektor for tjenesteydelser. Mange varer importeres billigt (eller knap så billigt), inklusive fra Kina. Arbejdsløsheden er stadig massiv, officielt omkring 16 %, mens den faktiske arbejdsløshed er langt højere. Ungdommen har ingen fremtid, og folk med en universitetsuddannelse ender som taxichauffører eller finder jobs i turismens underholdningsbranche. I Serbiens næststørste by, Novi Sad, ligger en tjeners gennemsnitlige indkomst på omkring 200 euro, alt imens leveomkostningerne udgør 500 euro. Unge mennesker forlader landområderne og flytter ind til de få storbyer, men finder i øjeblikket heller ikke arbejde i byerne. Behovet for investering til fornyelse af infrastruktur er enormt og rangerer sagtens i størrelsesordenen 30-50 mia. euro for hovedstaden Beograds vedkommende.

EU, der på alle mulige måder udøver en masse pres (Serbien er et ansøgerland), anses for at have været en reel forhindring for udvikling i de seneste 15 år. Ikke alene er ingen projekter blevet finansieret, men Serbiens optagelse i EU er også konstant blevet udsat. Serbien har en enorm befolkningsgruppe, der traditionelt set har boet og arbejdet i Tyskland efter Anden Verdenskrig. Folk er dødtrætte af de tomme løfter. Så enten tager Tyskland og andre EU-lande sig sammen nu og ændrer kursen, eller også har de forpasset deres chance.

* (For femten år siden, i juni 2001, præsenterede Jacques Cheminade (Frankrig) og Elke Fimmen på Novi Sads universet den Eurasiske Landbro, behovet for et Nyt Bretton Woods og principperne for fysisk økonomi, som denne defineres af Lyndon LaRouche. Yderligere et foredrag blev holdt under det samme besøg, ved det prestigiøse Institut for Økonomisk Videnskab i Beograd, der blev stiftet i 1958, og som det er lykkedes at bevare frem til i dag.)

Foto: Ny jernbanebro (hvide bue) under opførelse over Donaufloden i Novi Sad. Del af et fællesprojekt mellem Kina, Serbien og Ungarn om en ny, højhastigheds-jernbanelinje fra Beograd til Budapest.

Tyskland må forpligte sig til denne politik for fred i det 21. århundrede, et totalt nyt paradigme, der erstatter geopolitik med menneskehedens fælles interesse, og Tyskland må aktivt blive en del af et reelt »fællesskab for en fælles skæbne«, som Xi Jinping udtrykker det.

Tyskland må også yde et vigtigt bidrag til en dialog mellem kulturer, der må ledsage denne nye, økonomiske verdensorden, hvis vore bestræbelser skal krones med held. Vi har i Tyskland en rig arv af humanistisk filosofi og klassisk kultur, som på forunderlig vis finder genklang i andre kulturers højdepunkter. Kun, hvis vi genopliver alle nationers bedste, kulturelle udtryk og bringer hinanden ind i en levende dialog, vil vi være i stand til at overvinde den nuværende civilisationskrise.

Leder fra BüSo, 26. nov., 2016 – Heinrich Heines berømte overvejelse springer i erindring: ’Når jeg tænker på Tyskland om natten … ’ I sandhed, hvilken retning har kursen i Tyskland, eller rettere sagt: Hvor er Tyskland ved at drive hen? Det faktum, at Angela Merkel stiller op til en fjerde embedsperiode, er ikke betryggende. I modsætning til det indtryk, hun forsøger at skabe, er yderligere fire år med en Merkel-regering ikke et løfte om stabilitet, men om det modsatte.

Både Brexit i Storbritannien og valget af Donald Trump i USA er udtryk for en afvisning af hele paradigmet med neoliberal »globalisering«, der blot er et synonym for det anglo-amerikanske imperium. Denne ’globalisering’ har ført til forarmelse af voksende dele af befolkningen til fordel for finansoligarkiet, i alle lande, der har været underkastet reglerne for neoliberal monetarisme. Denne ’globalisering’ – dvs., City of Londons og Wall Streets krav om unipolær overhøjhed over verden – er ansvarlig for en hel række krige, baseret på løgne, fra Afghanistan til Irak, Libyen, Syrien og Yemen, og som har forårsaget flygtningekatastrofen. ’Globalisering’ betyder også farvede revolutioner, som er en politik for regimeskift mod demokratisk valgte regeringer, såsom i Ukraine; det betyder en NATO- og EU-politik for udvidelse mod øst og inddæmning, og det ville sandsynligvis, snarere før end siden, have bragt os ind i en global konfrontation med Rusland og Kina under en Hillary Clinton-administration.

Kansler Merkel og den chokerede [forsvarsminister]Ursula von der Leyen repræsenterer dette taber-paradigme, og tanken om endnu fire år – uden en ny politik og absolut uden nogen som helst vision for fremtiden – betyder ikke stabilitet, men derimod voksende politisk splittelse i Tyskland og disintegrationen af et EU i oprør. Med den næste, finansielle krise, der med sikkerhed vil komme, vil Merkel-Schäuble-regeringen med sikkerhed atter engang påtvinge borgerne omkostningerne herfor, og, ved at gøre dette, risikere kaos. Skrøbeligheden i den afskyelige flygtningeaftale med Tyrkiets Erdogan og diverse regeringer i Afrika er et løfte om, at det kun er et spørgsmål om tid, før denne krise atter eksploderer.

Merkel repræsenterer dette paradigme, der uafvendeligt er i færd med at synke. Præcis ligesom 304 medlemmer af det Europæiske Parlament, som netop har vedtaget en resolution, der anklager Rusland for at føre massiv anti-europæisk propaganda, så støtter hun en EU- og NATO-politik, som gør netop det, de anklager Rusland for at gøre. Vi må én gang for alle sætte en stopper for den Kolde Krigs tankegang.

Den næste amerikanske præsident har allerede sagt, at han ønsker at forbedre relationerne med Rusland og Kina og har i denne hensigt allerede ført samtaler med den russiske præsident Putin og den kinesiske præsident Xi. Trump har endda signaleret, at USA gerne vil være med i AIIB og samarbejde med Kinas Silkevejspolitik.

I løbet af kun tre år er Kinas Silkevejsinitiativ blevet historiens største program for infrastruktur og økonomisk vækst, tolv gange så stort som Marshallplanen, hvis man måler i nutidige dollars. Halvfjerds nationer samarbejder om det, samt flere end 30 internationale institutioner. Kina har alene 1,4 bio. euro i investeringer; 4.4 mia. mennesker har allerede fordel af en utroligt mangefacetteret vifte af dem – højhastighedsjernbaner, skabelse og distribuering af energi, vandstyringsprojekter, nye videnskabsbyer, grundforskning, innovation, fælles rumforskning osv. Xi Jinping har tilbudt samarbede med den Nye Silkevej til alle lande på Jorden på basis af »win-win«-samarbejde. Flere og flere lande svinger over i dette nye paradigme, der, i stedet for et nulsumsspil, er med til at overvinde fattigdom og underudvikling, til alles fælles fordel.       

Slut jer til mig i denne kamp

I mere end 25 år har jeg ført kampagne for programmet med at bygge den Nye Silkevej, et program, som jeg sammen med min mand Lyndon LaRouche for første gang foreslog som respons på [Berlin]Murens fald og Sovjetunionens opløsning. Vi har fremlagt dette koncept på hundreder af konferencer og seminarer i hele verden siden da, og nu er det flertallet af menneskehedens politik. Med jeres hjælp kan vi nu sætte dette program på Tysklands dagsorden – et program, der især ville komme Mittelstand (små og mellemstore virksomheder) til gode, og på basis af hvilket mange produktive jobs ville blive skabt.

For at skabe et reelt perspektiv og alternativ for Tyskland, har vi ikke brug for et AfD (partiet Alternativ for Tyskland), som ikke har nogen løsninger at tilbyde; men sammen med mig kan man sætte samarbejde med USA, Rusland og Kina på dagsordenen, et samarbejde omkring byggeriet af den Nye Silkevej. Kun gennem et sådant samarbejde kan vi udvikle Mellemøsten og Afrika med en Ny Silkevejs-Marshallplan, og således løse flygtningekrisen på en human måde. Desuden er det netop, hvad general Michael Flynn, Trumps nye nationale sikkerhedsrådgiver, allerede i april, 2015, krævede.

Tyskland må forpligte sig til denne politik for fred i det 21. århundrede, et totalt nyt paradigme, der erstatter geopolitik med menneskehedens fælles interesse, og Tyskland må aktivt blive en del af et reelt »fællesskab for en fælles skæbne«, som Xi Jinping udtrykker det.

Tyskland må også yde et vigtigt bidrag til en dialog mellem kulturer, der må ledsage denne nye, økonomiske verdensorden, hvis vore bestræbelser skal krones med held. Vi har i Tyskland en rig arv af humanistisk filosofi og klassisk kultur, som på forunderlig vis finder genklang i andre kulturers højdepunkter. Kun, hvis vi genopliver alle nationers bedste, kulturelle udtryk og bringer hinanden ind i en levende dialog, vil vi være i stand til at overvinde den nuværende civilisationskrise.

Slut jer til mig i kampen for at sikre, at denne ekstraordinære chance gribes i Tyskland, og til fordel for Tyskland – en chance for at samarbejde med den nye, samarbejdsparate administration i USA, og med det økonomiske alternativ, der ligger i dynamikken med den Nye Silkevej. Hvis I gør dette med beslutsomhed, kan Tyskland atter blive ’en nation af digtere, tænkere og opfindere’, og de fremtidige generationer vil atter opleve fremgang.

* * *

Jeg støtter denne appel: »Tysklands fremtid ligger i den Nye Silkevej!« med min nedenstående underskrift, og jeg vil hjælpe med at cirkulere den.    

Foto: Den kinesiske præsident Xi Jinping (i midten) besøger havnen i Duisburg, Tyskland, 29. maj, 2014. [Photo/Xinhua]      

       

Hovedtale ved 23. nationalkongres for Sammenslutningen af Økonomer i Peru, 17. november, 2016. 

Friedrich Schiller, der er en vidunderlig digter, som Schiller Instituttet er navngivet efter, havde den opfattelse, at der ikke kan være nogen modsigelse mellem at være en patriot, og så at være en verdensborger. Jeg mener, at det er muligt at opnå denne idé i vores tid, for, hvis vi giver hvert barn, hver nyfødt på denne planet, en generel uddannelse, der ikke alene formidler generel historie, geologi, musik, videnskab og de skønne kunster, men også en viden om og kærlighed til de andre kulturers højeste udtryk, den tyske klassik, konfucianisme, Gupta-perioden, Cervantes, Goya, hver eneste kulturs guldalder; så ville disse børn være i stand til at udvikle hele det potentiale, som de hver især kan udfolde, og som kun nogle ganske få undtagelser tidligere kunne udfolde.

Download (PDF, Unknown)

 

 

Leder fra LaRouchePAC, 25. nov., 2016 – I et dokument, der opsummerer resultaterne af Sammenslutningen af peruvianske økonomers 23. nationalkongres 17.-19. nov., skrev Roberto Vela Tinedo, dekanen for Sammenslutningen af økonomer i Ucayali (der var vært for begivenheden):

»Vi økonomer i Peru, der forsamledes i byen Pucallpa, vil informere den nationale og internatonale offentlige mening om vores holdning mht. den nuværende situation i landet og i verden, og erklærer følgende:

1. At efter en analyse af hovedtalen, som dr. Helga Zepp-LaRouche holdt, er vi enige i det perspektiv om global udvikling, som hendes budskab præsenterer, og som kan ses på følgende link: http://financiardesarrollo.blogspot.pe/2016/11/la-ferrovia-transcontinental-brasil.html  Efter at have understreget dette punkt, fortsatte Vela med sit budskab – der blev sendt til alle 24 regionale økonomsammenslutninger i Peru, med i alt henved 20.000 medlemmer – med at skrive:

6) For at overvinde denne krise, har BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), under ledelse af Kina og Rusland, foreslået og initieret byggeriet af en ny, finansiel arkitektur, der har til formål at udvikle nationers fysiske økonomi, i en suveræn relation, hvor alle vinder (’win-win-strategien [original på engelsk]), der knuser det gamle regimes nulsumsspil, under hvilket nogle vinder og andre taber … Peru må tilslutte sig denne proces for at kunne opnå vækst.

7) Vi må omstrukturere statens økonomiske politik og erstatte den neoliberale model med en model for udvikling af produktiv transformation med egenkapital …

8) Vi må anvende videnskab, teknologi og innovation i vores økonomiske udvikling som basis for at være konkurrencedygtige …

11) Vi må skabe et Ministerium for Strategisk Planlægning, der skal formulere en vision for det land, vi ønsker at være … og have et nyt Ministerium for Teknologi og Produktion …

16) Det første, store skridt på vejen til industriel udvikling og promovering af videnskabelige og teknologiske evner, er, at Peru, som et paradigmatisk eksempel på denne nye, suveræne relation, hvor alle vinder (’win-win-strategien’), bør vedtage forslaget fra den Kinesiske Folkerepublik om at bygge en transkontinental jernbaneforbindelse langs den nordlige rute, der ville forbinde havnene Santos i Brasilien og Bayovar i Peru og lægge vægt på udviklingen af hundreder af komplementære projekter, såsom landbrug, agroindustri, varefremstilling, fiskeri, havne, kernekraft, petrokemikalier, videnskabelig og teknologisk innovation, vejinfrastruktur, skabelsen af nye intelligente byer og skabelsen af tusinder af jobs, etc.

Efter fire dages overvejelser har vi aftalt at kræve, at centralregeringen [i Peru] vedtager og promoverer byggeriet af dette storprojekt, i betragtning af, at det i øjeblikket er det eneste, der fokuserer på kontinental integration, og som allerede har et underskrevet Forståelsesmemorandum mellem Kinas, Brasiliens og Perus regeringer.«

Foto: Helga Zepp-LaRouche under en spørgesession på Schiller Instituttets konference i Essen, Tyskland.

24. nov., 2016 – General Michael Flynn, som nyvalgte præsident Donald Trump for nylig udnævnte til national sikkerhedsrådgiver, blev den 20. nov. interviewet af CNN’s Fareed Zakaria. General Flynn fremlagde et magtfuldt krav om en Marshallplan for Mellemøsten og Nordafrika (MENA) og nævnte den succesfulde Marshallplan for Europa ved slutningen af Anden Verdenskrig. Han fremførte, at befolkningstilvæksten i MENA-området og spredningen af radikal jihadisme kun kan imødegås gennem et langsigtet perspektiv for økonomisk vækst, og at Marshallplanen tilbyder det bedste eksempel på, hvordan man skal gå frem mod denne trussel.     

Læs også: Schiller Instituttets Specialrapport: Et økonomisk mirakel for Sydeuropa, Middelhavsområdet og det afrikanske kontinent. 

 

Jason Ross: Diskussionen i aften finder sted to en halv uge efter præsidentvalget i USA den 8. nov. Siden da har vi set en hvirvelvind af spekulationer over udnævnelser til regeringsposter, inkl. nogle udnævnelser til poster i Trump-administrationen. Vi har også set betydningsfulde, internationale nyheder, såsom APEC-topmødet, der fandt sted i sidste weekend; topmødet i Asien-Stillehavsområdets Økonomiske Samarbejde (APEC), der meget betydningsfuldt inkluderede den filippinske præsident Duterte og den kinesiske præsident Xi Jinping blandt de mange tilstedeværende ledere. På denne konference understregede Duterte igen, at Filippinerne ikke længere anser sig selv for at være en amerikansk koloni; og landet forfølger en uafhængig politik, rent økonomisk, med Kina, der således er et modtræk til at skabe konflikt i f.eks. det Sydkinesiske Hav. Præsident Xi var på rundrejse i Mellem- og Sydamerika samtidig med, at han rejste til APEC-topmødet. Så ved siden af Peru – som var værtsland for topmødet – besøgte han også Chile og Ecuador, hvor han blandt andet talte om den bi-oceaniske korridor, en plan for en jernbaneforbindelse mellem Sydamerikas to omkringliggende have, Stillehavet og Atlanterhavet, og om at etablere videnskabsbyer. Han blev hyldet af præsident Correa i Ecuador, der betragtede Xi Jinpings besøg som den mest betydningsfulde begivenhed, der nogen sinde havde fundet sted i Ecuadors historie, baseret på det potentiale, som dette tilbød denne nation.

Dette Nye Paradigme, der i øjeblikket ledes politisk og økonomisk af Rusland og Kina, kommer som et resultat af LaRouche-bevægelsens og Lyndon og Helga LaRouches årtier lange organisering; der er således nu et Nyt Paradigme, der fører en stadigt større del af verden i en meget positiv retning. Vores job i øjeblikket er ikke at få de hotteste nyheder om, hvad Trumps udnævnelser bliver, osv. Det er at forme amerikanske politik, som vi med held gjorde det med at gennemtvinge en underkendelse af Obamas veto af Loven om Juridisk Retfærdighed mod Sponsorer af Terrorisme (JASTA). Og som vi nu står klar til at gøre, med at få Kongressen – under denne overgangsperiode, ’lamme and’-perioden – til at gennemføre Glass-Steagall, det nødvendige første skridt for en økonomisk genrejsning. Glass-Steagall er den lov, som Franklin Roosevelt fik vedtaget, og som skabte 60+ år med stabil, kedelig, stabil, produktiv bankvirksomhed i USA; snarere end den form for spillevirksomhed, vi nu ser.

Lad med vise dette kort [Fig. 1] for blot at vise lidt at den succes, som vi har set med det kinesiske program.

Programmet med nationerne i Ét bælte, én vej [OBOR], der inkluderer både – der er to komponenter i Kinas projekt i denne henseende; det Økonomiske Silkevejsbælte, med nationerne vist i blå farve, og det 21. Århundredes Maritime Silkevej i orange farve. Tilsammen refererer Kina til dette på kinesisk som initiativet med »Ét bælte, én vej«; på engelsk ofte blot kaldt initiativet for Bæltet og Vejen. Med hensyn til det potentiale, som dette har, er her blot nogle af tallene: 20.000 km højhastigheds-jernbanelinjer i Kina, alle bygget inden for det seneste årti – mere end i resten af verden tilsammen; et titals billioner af dollars i direkte investering i nationerne i området; en forøgelse af kontrakter om tjenesteydelser på over 33 % i løbet af blot ét år langs Bæltet og Vejen; Kinas Eksport/Importbank har udestående engagementer i flere end 1000 projekter og har for ganske nylig underskrevet aftaler om omkring 500 nye projekter i nationerne langs Bæltet og Vejen. Kina er i færd med at udbygge 150.000 stipendier, som tilbyder uddannelse til 500.000 eksperter til uddannelse i Kina; har etableret 500 Konfucius-institutter i hele verden; har initieret flere end et dusin økonomiske samarbejdszoner; frihandelsaftaler, og er i øjeblikket engageret i flere end 40 energiprojekter – inklusive omkring 20, der lige er blevet etableret i år i Bæltet og Vejens nationer.

Hvordan kan vi så blive en del af dette? I magasinet Chronicles udgave fra 21. nov. er der et forslag fra Edward Lozansky og Jim Jatrus. Lozansky er præsident for det Amerikanske Universitet i Moskva. De skrev en artikel med titlen, »The Big Three: America, Russia, and China Must Join Hands for
Security, Prosperity, and Peace« (De tre store: Amerika, Rusland og Kina må gå sammen om sikkerhed, velstand og fred). To uddrag: De indleder deres artikel, »Med Donald Trumps sejr over Hillary Clinton får vi måske aldrig at vide, hvor tæt Amerika og hele menneskeheden kom på atomkrig«. Med en beskrivelse af verdenssituationen afslutter de med et forslag: »Præsident Donald Trump kan rette tidligere amerikanske præsidenters fejl. Snarere end modstandere kan Rusland og Kina blive Amerikas vigtigste partere, og som er, er vi overbevist om, rede til at respondere positivt. Tiden er inde for Trump og Amerika til at tage initiativet til samarbejde mellem USA, Rusland og Kina hen imod en tryg, fremgangsrig og fredelig fremtid. Et Trump-Putin-Xi ’Store Tre-topmøde’ bør være en prioritet for den nye, amerikanske præsidents første 100 dage.«

Jeg vil nu bede Jeff Steinberg om at fylde verdensbilledet ud og forklare vore seere, hvilke flanker, hvilke håndtag, hvilke vægtstænger vi har for at ændre USA’s politik på dette tidspunkt?

Jeffrey Steinberg (efterretningsredaktør, EIR): Det er indledningsvist meget vigtigt at indse, at vi befinder os i en periode med forandring. Vi ved visse ting om konsekvenserne af det amerikanske præsidentvalg og andre nationale valg den 8. nov. Jeg mener, at Lozansky og Jatrus gjorde en fundamental pointe meget klart: Der forelå en meget alvorlig fare, baseret på Hillary Clintons kampagneretorik, baseret på politikker, der blev stadigt mere aggressivt forfulgt af præsident Barack Obama mod slutningen af hans otte år i embedet; at vi havde kurs mod den værste krise mellem USA og Rusland, som vi nogen sinde har oplevet – måske endda værre end Cubakrisen i 1962. Så Hillary Clintons nederlag er virkelig afslutningen af præsidentskaberne Bush’ og Obamas 16 år lange tyranni. Hvor hurtigt, vi kan vende politikken omkring under det nye Trump-præsidentskab, og i hvilken retning, udnævnelserne til hans administration vil gå, er alt sammen ukendte faktorer; vi har ingen vished om dem.

Det, vi ved, er, at især i kølvandet på APEC-topmødet, der netop er afsluttet i sidste uge i Lima, Peru, og som dernæst efterfulgtes af den kinesiske præsident Xi Jinpings statsbesøg til Peru og dernæst til Chile, og forud for topmødet var han i Ecuador; og vi ved, at der er en enorm mulighed derude for USA, under et Trump-præsidentskab, for netop at gå med i det, der altid har ligget på bordet som en åben invitation til USA; nemlig, at USA kan tilslutte sig projektet om Verdenslandbroen. For, uden et USA er det meget vanskeligt at opfatte dette som en Verdenslandbro, hvilket er det, verden virkelig har brug for lige nu. Der har været meget indledende telefondiskussioner mellem nyvalgte præsident Trump og den russiske præsident Putin; de synes at være blevet enige om at have et personligt topmøde hurtigt efter tiltrædelsen – som finder sted den 20. januar. Det er ligeledes tanken, at præsident Trump, efter tiltrædelsen, også ret hurtigt skal mødes med den kinesiske præsident Xi Jinping. Jeg mener, at Lozansky-Jatrus-ideen om et trilateralt møde ville være ekstraordinært værdifuldt. Det er vigtigt at huske på, at, i 1944, var det præsident Franklin Roosevelts kurs i sine handlinger for at etablere De forenede Nationer – hvilket skete i 1945 – at inkludere både Sovjetunionen og Kina i FN’s Sikkerhedsråds fem permanente nationer. Husk på, at Roosevelt forstod, at der var imperiepolitikker, der stadig var kernen i Det britiske Imperium med Churchill, og på lignende måde med Frankrig. Så ideen med at have Rusland – dengang Sovjetunionen – og Kina i dette permanente Sikkerhedsråds kernegruppe, reflekterede den kendsgerning, at Roosevelt dengang så udsigten til denne form for et alliancesystem hen over Eurasien. Jeg mener, at der er en historisk baggrund, for netop denne form for russisk-kinesiske samarbejde, at se hen til her. I de seneste 15 år har det været en hjørnesten i Lyndon LaRouches globale politik med et USA-Rusland-Kina-Indien-samarbejde, især omkring videnskabelige programmer; især udforskning af rummet, som basis for global fred og udvikling. Så disse ideer er fremlagt.

Den 20. november sagde general Michael Flynn, kort tid efter, at han var blevet udnævnt af nyvalgte præsident Trump som national sikkerhedsrådgiver, i et interview med Fareed Zakhari på CNN, at, efter hans mening, var den eneste måde at håndtere problemerne med den jihadistiske terrortrussel i Mellemøsten og Nordafrika på længere sigt at have et globalt samarbejde omkring en Marshallplan – han brugte udtrykkeligt dette udtryk. Han sagde, hvis man ser på, hvad Europa var i stand til at præstere i kølvandet på Anden Verdenskrigs ødelæggelser, og den rolle, som Marshallplanen spillede; det var ikke det hele, men det var et vigtigt element i den økonomiske genrejsning efter krigen. Et perspektiv af denne art er virkelig den vindende strategi for at håndtere befolkningstilvæksten og spredningen af den saudisksponsorerede jihadisme i hele Mellemøsten/Nordafrika-området. Det går også ind i Sydvestasien.

Der findes altså enorme potentialer; de er i vid udstrækning foreløbigt ikke realiseret med hensyn til den forandring, der kommer med den ny administration. Men, som du sagde, Jason [Ross], så er der ingen grund til at vente til januar. Den nyvalgte præsident Trump krævede udtrykkeligt, i en tale i Charlotte, North Carolina, en genindførelse af Glass-Steagall. Det er i begge de to store politiske partiers valgplatform for dette års valg; både Demokraterne og Republikanerne har vedtaget det. Det var en Trump-delegeret til GOP [Grand Old Party – det Republikanske Parti] komiteen for politisk strategi, der introducerede Glass-Steagall. Der er senatorerne Elizabeth Warren, og vigtigere endnu, Bernie Sanders, som siger, at de er villige til at række over midtergangen og arbejde sammen med Donald Trump, hvis samarbejdsspørgsmålene inkluderer og virkelig begynder med Glass-Steagall. Så dette er noget, der ikke behøver at vente til januar og tiltrædelsen og den nye Kongres. Der er fremstillet lovforslag for Glass-Steagall i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Et af forslagene i Huset har en ordlyd, der er identisk med Senatsforslaget. Som vi så det med vedtagelsen af underkendelsen af JASTA-vetoet, hvis lederskabet i Kongressen giver grønt lys, kan Glass-Steagall bringes til debat i begge huse og vedtages inden for få timer. Underkendelsen af JASTA-vetoet tog to timer om morgenen i USA’s Senat, og to en halv time eller så om eftermiddagen i Huset. Det opnåede man på en enkelt dag i Kongressen. Så der er ingen som helst grund til, at vi ikke omgående kan gennemføre det – i bogstavelig forstand i næste uge, når Kongressen atter samles efter Thanksgiving-ferien; og den vil sidde i de næste fire uger. Der er intet til hinder for, at vi kan få Glass-Steagall tilbage som landets lov før juleferien, så vi har det på plads til den nye administration; og tiden er rent ud sagt af afgørende betydning. Vi ved ikke, i betragtning af situationen med Deutsche Bank, med Royal Bank of Scotland, med de største, amerikanske for-store-til-at-lade-gå-ned-banker, der sidder på derivater til $252 billion. Det er 30 % mere end det var på tidspunktet for krakket i 2008. Det sidder på toppen af et meget tvivlsomt kapitalgrundlag på $14 billion; i virkeligheden er det sandsynligvis meget mindre end det, for nogle af de værdipapirer, som bliver talt med som kapitalreserver, er grundlæggende set illikvide og kan ikke – selv i nødstilfælde – gøres likvide.

Så vi kunne altså vågne i morgen, eller mandag morgen, eller midt i næste uge, og finde, at hele det transatlantiske banksystem er nedsmeltet. Så Glass-Steagall er altså et presserende hastespørgsmål; og det forudsætter dernæst de andre hovedelementer i LaRouches Fire Love. Det er et kreditsystem; investering i store infrastrukturprojekter; og en genoplivning af de mest avancerede, videnskabelige programmer, inklusive en storstilet tilbagevenden til rummet og det internationale arbejde for endelig at opnå det fulde gennembrud inden for fusion. Alle disse ting er på bordet, men igen, så er der ingen garantier; intet er blot tilnærmelsesvis sikkert mht., hvad det næste, der vil ske, bliver. Vi kan ånde lidt op, fordi faren for krig med Rusland og Kina er blevet meget reduceret; og der er en masse potentiale. Der er en masse af den form for overgang som fra Jimmy Carter til Ronald Reagan i luften som et potentiale; men intet af det er endnu fuldt ud realiseret. Folk må indse, at dette er et tidspunkt med store muligheder. Det vil blive et krav fra befolkningen under det rette lederskab, der er orienteret mod de rette politikker, der virkelig kan gribe muligheden. Hvis vi venter til januar eller februar næste år, hvem ved så, hvilke slags sabotageoperationer, man vil køre?

Man kan gå ind på Craigs Liste og finde dækgrupper for George Soros, såsom MoveOn.org og blacklivesmatter.org, der tilbyder $1500 om ugen for, at folk render rundt som idioter og protesterer imod resultatet af valget. Der er en hel del usikkerhed med hensyn til, hvad der foregår, samtidig med, at der er store muligheder. Vi må sikre os, at vi tager lederskabet mht. at gribe øjeblikket.

Ovenstående er første del af det Internationale Webcast; det engelske udskrift af hele webcastet følger her:

MAKE THE MOST OF THE OPENNESS IN POLICY NOW,
TO INSURE A NEW PARADIGM FOR THE UNITED STATES
BEFORE THE INAUGURATION
LaRouche PAC International Webcast, Saturday, November 26, 2016

        JASON ROSS:  Hi there!  Today is November 25, 2016; and
you're joining us for our regular webcast here from
larouchepac.com.  My name is Jason Ross; I'll be the host today.
I'm joined in the studio by Ben Deniston, my colleague here at
LaRouche PAC; and via video by Jeff Steinberg of Executive
Intelligence Review.
        This discussion is taking place 2.5 weeks after the November
8, 2016 Presidential election in the United States.  Since then,
we've seen a whirlwind of speculation about Cabinet appointments,
including some Cabinet appointments for the Trump administration.
We've also seen some significant international news, such as the
APEC summit which occurred last weekend; the Asia-Pacific
Economic Cooperation summit that included very significantly new
Philippines' President Duterte and Chinese Xi Jinping among the
many leaders who were there.  At this conference, Duterte again
emphasized that the Philippines no longer considers itself to be
a US colony; and is pursuing an independent policy economically
with China, countering the attempts to create conflict, for
example, in the South China Sea.  President Xi Jinping went on a
tour of Latin America while he was at the APEC summit. So in
addition to Peru — which hosted the event — he also visited
Chile and Ecuador; where he spoke, among other things, about the
bioceanic corridor, a plan for a rail link between the Pacific
and Atlantic sides of South America; about setting up science
cities.  He was greeted by President Correa in Ecuador, who
considered Xi Jinping's trip the most significant event to occur
in Ecuador's history; based on the potential that it offered that
nation.
        So, this New Paradigm, being led politically and
economically at present by Russia and by China, comes as a result
of decades of organizing by the LaRouche Movement, by Lyndon and
Helga LaRouche; such that there is now a New Paradigm taking an
increasingly larger portion of the world in a very positive
direction.  Our job at present isn't to get the hottest news on
what Trump's appointments will be, etc.  It is to shape US
policy; as we successfully did in forcing an override against
Obama's veto of the Justice Against Sponsors of Terrorism Act.
And as we stand poised to do now with getting the Congress —
during this lame duck session — to implement Glass-Steagall, the
necessary first step for an economic recovery.  Glass-Steagall is
the law that Franklin Roosevelt had put in place that created 60+
years of stable, boring, stable productive banking in the United
States; rather than the kind of gambling that we see now.
        Let me pull up this chart [Fig. 1] just to show a bit of
this success that we've seen along the Chinese economic program.
Along the One Belt, One Road nations which includes both the —
there's two components to China's project on this; the Silk Road
economic belt, which you see the nations in blue, and the 21st
Century Maritime Silk Road in orange.  Together, China refers to
this in Chinese as the "One Belt, One Road" initiative; in
English, often just the Belt and Road initiative.  As far as the
potential that this holds, these are just some of the figures:
20,000 km of high-speed rail in China, all built within the last
decade — more than the rest of the world combined; tens of
billions of dollars of direct investment into nations of the
region; an increase in services contracts of over 33% in just one
year along the One Belt, One Road; the Export/Import Bank of
China has outstanding involvement in over 1000 projects, and just
recently has signed up about 500 new projects along the Belt and
Road nations.  China is extending 150,000 scholarships offering
training for 500,000 for professionals for training in China; has
set up 500 Confucius institutes around the world, has initiated
over a dozen economic cooperation zones; free trade agreements,
and is engaged currently in over 40 energy projects — including
about 20 that were just set up this year among One Belt, One Road
nations.
        So, how can we become a part of this?  Well, a proposal was
made in the November 21st issue of {Chronicles} magazine by
Edward Lozansky and Jim Jatrus.  Losansky is the President of the
American University in Moscow.  They wrote an article called,
"The Big Three: America, Russia, and China Must Join Hands for
Security, Prosperity, and Peace".  Two excerpts.  They open their
article, "With the defeat of Hillary Clinton by Donald Trump, we
may never know how close America and all mankind came to nuclear
war."  In describing the world situation, they end with a
proposal: "President Donald Trump can correct the mistakes of
past U.S. presidents. Rather than adversaries Russia and China
can become Americaâs essential partners and are, we are
convinced, ready to respond positively. Itâs time for Trump and
America to take the initiative for U.S-Russia-China cooperation
towards a secure, prosperous, and peaceful future.  A
Trump-Putin-Xi 'Big Three Summit' should be a priority for the
new U.S. Presidentâs first 100 days."
        So, I'd like to ask Jeff Steinberg to fill out the world
picture, and detail for our viewers what are the flanks, what are
the handles, the levers that we have for shifting US policy at
this time?

JEFFREY STEINBERG:  Thanks, Jason.  For starters, it's very
important to realize that we're in a period of significant flux.
There are certain things that we know about the consequences of
the US Presidential elections and other Federal elections on
November 8th.  And I think Lozansky and Jatrus made one very
fundamental point quite clearly:  That there was a very grave
danger based on the campaign rhetoric of Hillary Clinton, based
on the policies that were pursued even ever more aggressively
towards the end of his eight years in office by President Barack
Obama; that we were headed for the worst crisis between the
United States and Russia that we ever experienced — worse
perhaps even than the Cuban Missile Crisis of 1962.  So, the
defeat of Hillary Clinton really is the end of the 16-year
tyranny of the Bush and Obama Presidencies.  How rapidly we can
turn the policies around under the new Trump Presidency, where
the Cabinet appointments are going to go, these are all unknowns;
they're not certain to us.
        So, we do know that particularly in the aftermath of the
APEC summit meeting that just concluded last week in Lima, Peru,
which was then followed by state visits by Chinese President Xi
Jinping to Peru and then to Chile afterwards; and prior to the
summit, he was in Ecuador.  We know that there's a tremendous
opportunity out there for the United States, under a Trump
Presidency, to precisely join in what has always been on the
table as an open invitation to the United States; namely, for the
United States to join in the World Land-Bridge project.  Because
without the United States, it's very difficult to conceive of
this as a World Land-Bridge; which is really what the world
requires right now.  There have been very preliminary phone
discussions between President-elect Trump and Russian President
Putin; they seem to have reached an agreement that they will have
a face-to-face summit meeting soon after the inauguration —
which is January 20th.  The idea, similarly, is for President
Trump, once he's inaugurated, to also meet quite soon with
Chinese President Xi Jinping.  I think the Lozansky-Jatrus idea
of a trilateral meeting would be extraordinarily valuable.  I
think it's important to remember that in 1944, the orientation of
President Franklin Roosevelt in the move to establish the United
Nations — which happened in 1945 — was to include both the
Soviet Union and China among the permanent five nations of the UN
Security Council.  Remember, Roosevelt understood that there were
imperial policies that were still at the core of the British
Empire with Churchill, and similarly with France.  So, the idea
of having Russia — the Soviet Union at the time — and China in
this permanent Security Council core grouping, reflected the fact
that Roosevelt at that time saw the prospect of that kind of an
alliance system across Eurasia.  So, I think that's there's an
historical basis to look to here for exactly this kind of
Russia-China cooperation.  For the last 15 years, a cornerstone
of Lyndon LaRouche's of global policy has been a
US-Russia-China-India cooperation, particularly on scientific
programs; especially space exploration, as the basis for global
peace and development.  So, those ideas are out there.
        On November 20th, soon after he was named by President-elect
Trump to be the National Security Advisor, General Michael Flynn,
in an interview with Fareed Zakhari on CNN, said that in his
view, the only way to deal with the long-term problem of the
jihadist, terrorist threat in the Middle East and North Africa,
was for there to be a global cooperation on a Marshall Plan — he
used that term explicitly.  He said, if you look at what Europe
was able to accomplish in the aftermath of the devastation of
World War II, and the role that the Marshall Plan played; it was
not the whole thing, but it was an important element of the
postwar recovery.  That kind of perspective is really the winning
strategy for dealing with the population growth and this spread
of Saudi-sponsored jihadism throughout the Middle East-North
Africa region.  It extends into Southeast Asia as well.
        So, there are great potentialities; they are largely as yet
unrealized in terms of the change coming with the new
administration.  But I think, Jason, as you correctly said, there
is no reason to wait for January.  President-elect Trump, in a
major campaign speech in Charlotte, North Carolina, explicitly
called for reinstating Glass-Steagall.  It's in the platforms of
both major political parties from this year's elections; the
Democrats and the Republicans both adopted it.  It was a Trump
delegate to the policy committee of the GOP who introduced the
Glass-Steagall.  You've got Senators Elizabeth Warren, and more
importantly, Senator Bernie Sanders, saying that they're prepared
to reach across the aisle and work with Donald Trump if the
issues for collaboration include and really start with
Glass-Steagall.  So, this is something that does not have to wait
for January and the inauguration and the new Congress.  There are
Glass-Steagall bills in both the House and the Senate.  One of
the House bills has the identical language as the Senate bill.
As we saw with the JASTA veto override vote, if the Congressional
leadership gives the green lights, then Glass-Steagall can be
brought to the floor of both houses and can be debated and voted
within a matter of hours.  The override of JASTA took two hours
in the morning for the US Senate, and two and a half or so hours
in the afternoon for the House.  It was accomplished in one
legislative day.  So, there's no reason whatsoever that we can't
move immediately — literally next week when Congress is back in
session after Thanksgiving; and they're there for three weeks.
There's no reason that we should not have Glass-Steagall back as
the law of the land before the Christmas recess.  So that we hit
the ground running with the new administration; and frankly, time
is of the essence.  We don't know, given the situation with
Deutsche Bank, with Royal Bank of Scotland, the largest US
too-big-to-fail banks are sitting on $252 trillion in
derivatives.  That's 30% more than it was at the time of the 2008
crash.  That's on top of a very questionable capital base of $14
trillion; the reality is that it's probably much less than that,
because some of the assets that are allowed to be counted as the
capital reserves, are basically illiquid and can't be — even on
an emergency basis — made liquid.
        So, we could wake up tomorrow morning, or Monday morning, or
the middle of next week, and find that the entire trans-Atlantic
banking system has blown out.  So, Glass-Steagall is an urgent,
immediate issue; and it then begs the other three key elements of
LaRouche's Four Cardinal Laws.  Which is a credit system;
investment in major infrastructure projects; and a revival of the
most advanced scientific programs, including a major return to
space and the work internationally to finally achieve the full
breakthrough on fusion.  All of these things are on the table,
but again, there are no guarantees, there's nothing that's even
remotely certain about what's going to come next.  We can breathe
a little easier because danger of war with Russia, with China is
greatly reduced; and there's a lot of potentiality.  There's a
lot of the kind of transition from Jimmy Carter to Ronald Reagan
in the air as a potential; but none of it is fully realized yet.
So, people are going to have to realize this is a moment of great
opportunity.  It's going to be an outpouring of the population
under the right kind of leadership, directed at the right
policies, that can really seize the opportunity.  If we wait
until January of February of next year, who knows what kind of
sabotage operations are going to be run?
        You can go on Craig's List and find George Soros front
groups, like MoveOn.org and blacklivesmatter.org, offering $1500
a week for people to run around like idiots, protesting against
the outcome of the election. There's a great deal of uncertainty,
in terms of what's going on, at the same time that there's great
opportunity. We've got to make sure that we take the lead in
seizing the moment.

ROSS: Great! Thanks! In terms of the long-term outlook of where
we're going to go, what our policy should be, a major aspect of
this goes beyond legislation that affects us only here on Earth.
A major component, in fact the fourth component of the Four Laws
of Mr. LaRouche, the last one being the fusion driver crash
program, is connected with our existence beyond the planet, also
out in space. Ben wrote an article that's going to be in the
upcoming issue of the Hamiltonian about what a U.S. space
policy ought to be, and about the really long-term goals that we
have to have, and why this is important and essential. So, could
you tell us about that, Ben?

        BENJAMIN DENISTON: Gladly! As viewers are aware, this has
been an ongoing subject of discussion. Mr. LaRouche, as Jason is
saying, has put a major, major focus on, as a critical part of
the needed recovery program and the future of mankind. In this
article we tried to elevate people's thinking about space,
especially in the context of so many years and administrations
and decades of just zero-growth policies.
        One thing that's being discussed now, which is interesting
and useful, is how much NASA has been hijacked for this global
warming crap. A lot of NASA's budget has been redirected to
"Earth sciences." Not all Earth sciences are bad. There's a lot
of interesting science to learn about the Earth. But Earth
sciences is often a front to push this fraud of some man-made
global warming crisis. So, there's some discussion about NASA
being redirected away from wasting their time on this phony,
phony, fake crisis, which is not something we need to be
concerned about, and redirecting back to exploration. Surprise,
surprise. The Moon has come back now as a central subject of the
discussion. Anybody who had any sense would realize that once
Obama was out, this crazy asteroid mission [The Asteroid Impact
and Deflection Assessment (AIDA) mission] would likely be tossed
aside. Anybody who is serious would recognize that the Moon is
the next place to get back to.
        As Jeff was referencing, there's a lot of discussion, a lot
of openness. From our work and discussions with Mr. LaRouche, I
think it's critical to really raise the level of discussion to
the right basis. We can have exciting missions, we can have
inspiring missions, but the question to ask is: are we going to
have a program where the investments are going to be the basis
for creating a whole new level of activity, that will allows us
to do orders of magnitude more than we were able to do prior to
that investment? Is this going to create what Mr. LaRouche had
once defined as a "physical-economic platform?" Is this going to
create an entirely new platform of activity, of potential — of
infrastructure, of energy-flux density of technologies — which
comes together to support a qualitatively new level of potential
activity for mankind?
        That is the issue we want to put on the table right now.
This goes directly to the vision of Krafft Ehricke, the early
space pioneer who worked very closely with Lyndon and Helga
LaRouche in the '80s, who was one of the leading space
visionaries, who had outlined in great detail the initial basis
of mankind expanding to really becoming a Solar System species.
I'm going to get back to his work in a minute. Mr. LaRouche's
concept of the "platform" is really critical. He introduced this,
I think it was around the year 2010, 2009, something like that.
He was coming up against a real lack of understanding of the
significance of what "infrastructure" really means, in its true
scientific sense. Unfortunately, this has become somewhat of a
buzzword that a lot of people throw out there. "We need to
rebuild our infrastructure" has become a kind of a hot
campaign-trail word to use to get some support.
        The real understanding of what qualitative revolutions in
infrastructure systems mean for mankind's continual creative
progress is not connected to the way most people use that term.
Mr. LaRouche defined the very profound and critical assessment of
looking at the development of human civilization in these stages
of platforms. He said, go back to thousands of years ago, when
the dominant cultures were trans-oceanic maritime cultures. What
you began to see, with the development of inland waterways,
inland river systems — he had put a big point on what
Charlemagne was doing during his reign in central Europe in
developing these canal systems and river systems — was a
qualitative revolution above what had existed prior, with these
trans-oceanic civilizations: the development of these inland
waterways. That defined a new platform of activity that supported
a qualitative leap in what civilization was able to accomplish.
        The next leap came with the development of rail systems,
railroads, especially trans-continental railroads, typified by
what Lincoln had spearheaded with the trans-continental railroad
across America. With these rail systems, with the new
technologies of steam engines powering these rail systems, the
higher energy-flux density of coal-powered steam engines, this
enabled mankind to begin to develop the interior regions of the
continent, in completely new ways, and defined a totally new
relationship of mankind, of civilization, to the environment
around him. It defined a qualitative increase in mankind's
"potential relative population density," as LaRouche had
developed that metric for understanding the science of economic
growth. It made things that were at one point incredibly
expensive or challenging or risky, become just day-to-day regular
activities.
        I think back to the early phases of these frontier
explorations of the American Continent. You go back to the Lewis
and Clark Expeditions, where to travel from the east coast across
the entire mainland of the continent to the west coast required
someone like the leading skilled frontiersmen, and a very
dangerous, very challenging mission, which was a very brave
undertaking for a handful of people to actually be able to
accomplish that. Some decades later, with the rail system, with
the infrastructure of this railroad platform, any family could do
this. With your young children, you could hop on the rail line
and get across the country. Any entrepreneur could come out and
take advantage of the development of new territories that were
completely inaccessible before. It was a complete transformation
in our most fundamental ability to exist on the planet in these
different territories.
        Now what does this have to do with space? This is how we
should be thinking about space exploration, space
development–things that we view today as incredibly expensive,
difficult, dangerous missions. We should be thinking now what
kind of investments can we make to ensure that those then become
regular, day-to-day even, activities that we can support very
easily. What will it take to create a Solar System
physical-economic platform that will enable mankind to do much
more, much easier, than we can today? That's the metric we want
to set. That's the measuring rod we want to utilize, to determine
what kind of space program, what kind of policy we need today.
        In breaking this down, this might not include everything,
but in some of our work in the Basement with our discussions on
this subject, I think we can really, very usefully look at three
categories of activity — three categories of infrastructure and
technologies — which define the basis, you could say the
pillars, of a Solar System platform, of an ability to
qualitatively expand mankind's ability to access the Solar System
in completely new ways, to make things we currently view as
singular flagship missions, [into] just regular, easy activities
that we can do, orders of magnitude more of than we can now.

What we want to look at are these three categories of activity:

(1) Access to space. What's our ability to get from Earth's
surface up into Earth orbit? Initial basic access to space.

(2) Travelling in space. Getting around the Solar System. Getting
from one planetary body to the next.

(3) Developing resources. Developing the capabilities to utilize
the resources available to us throughout the Solar System, not
having to take everything with us everywhere we go, but be able
to develop the wealth that's available out there; to utilize it
on site and transport it around, even bringing stuff back to
Earth that we can't necessarily get from Earth.

        If you look at these three pillars, these three categories
together, and if you make qualitative breakthroughs in each of
these together, this really comes together to define a new
platform of activity, a new standard that will enable the kind of
leap that will transition us from viewing space as a Lewis and
Clark style expedition, to a trans-continental railroad style
relationship to the Solar System.
        I just want to take a couple minutes and go through just
some sense of what areas we can see breakthroughs in each of
these categories. Go to the first slide we have displayed. [Fig.
1] It has been said that getting from Earth's surface to low
Earth orbit, is half-way to anywhere in the Solar System. In a
certain sense that's very true. If you have a sense of the
scales, that might sound very, very strange, because, just in
terms of distance, low Earth orbit [begins] about 160 km, about
100 miles, up above your head. If you want to travel to the Moon,
you're talking about hundreds of thousands of miles. If you want
to travel to another planet, you're talking about millions of
miles.
        It's a little funny to think that the first 100 miles,
compared to hundreds of thousands or millions, is actually half
of the trip. But if you look at the energy requirements and what
it takes to actually start from just being on the Earth's surface
and getting into orbit, that is the case. It is a tremendous
amount of energy requirement to get from Earth's surface up into
Earth orbit.
        The graphic here displays this, in terms of travel from
Earth's surface to different planetary bodies, measured in the
standard terms used for Solar System travel, which is your change
in speed. To get into Earth orbit requires not just going up 100
miles, but actually changing your speed, from your current
velocity sitting here on the Earth, to something that will allow
you to stay in orbit. If you want to change orbits, or travel
around, you can measure that, in terms of changes in velocity.
So that happens to be the metric here; but you can see the lowest
dark blue bar on each of these graphics shows that literally far
more than half of the requirement is just getting from Earth's
surface to Earth orbit.

        ROSS:  So, this is half of the speed that you're getting;
this doesn't mean half of the energy, or half of the fuel, or
anything like that.

        DENISTON:  Yeah.  Once you start to include that, it would
be even more energy requirements; because you've got to lift your
fuel that you're going to use for the different travels into
orbit with you.  It definitely gets a little more detailed if you
want to get into it, but this is literally the change in speed
requirements to get into Earth orbit and then to leave Earth
orbit is very significant.
        So, there's improvements being made in rocket systems to get
up more efficiently, but there are new technologies that are just
sitting there on the horizon; they've been sitting there for
decades, frankly, that would dramatically lower the cost, lower
the requirements, and the point is, dramatically increase the
accessibility of space to mankind.  One technology that has been
discussed for a long time is space planes.  Here in the graphic
you can see a relatively recent article covering studies in China
on interest in China to develop what some people call
single-stage-to-orbit space planes.  So, you can get on a plane
on a runway — it's probably going to be a little bit longer than
your standard runway for airplane travel — and you can ride a
single space plane from the runway all the way up into Earth
orbit.  A lot of this depends upon much more advanced engine
designs that can utilize the oxygen in the atmosphere at higher
speeds and at higher altitudes to continue to provide thrust.
But these things could dramatically lower the cost, the energy
requirements of getting people and payloads up into Earth orbit;
far more than a lot of the discussion about these reusable
rockets and some of the developments going on in improving rocket
systems to get from Earth's surface into Earth orbit.

        ROSS:  This is a technology that was in LaRouche's "Woman on
Mars" video from the 1980s, right?  It talked about beginning
with an airplane, and then turning into a rocket.  The big
benefit being that you can use the oxygen in the atmosphere
instead of carrying it with you, is that right?  Is that what
makes this more effective?

        DENISTON:  Yeah, absolutely.  These rocket systems have to
carry the oxygen as part of the rocket to combust to provide the
thrust.  These are more innovative engine designs —
air-breathing engines that can use the oxygen in the atmosphere.
As you said, this has been researched in the United States with
different scramjet designs.  Yeah, Mr. LaRouche featured some of
this, which he had developed I think in some close discussion
with some Italian colleagues at the time in his collaboration
with the Fusion Energy Foundation; and had made it a major part
of his "Woman on Mars" mission.
        But this is being developed; this is live.  Again, you're
seeing clear interest in China; there's interest in the United
States; there's a company in the United Kingdom that's developing
very interesting engine designs that can utilize these
capabilities.  If you want to take it a step further, another
thing that's been discussed is using vacuum tube maglev
technologies to launch from Earth orbit into space.  This might
be a little more frontier and not quite as around the corner as
these space planes; but this is the kind of stuff that we should
be thinking about.  Again, the point is, completely
revolutionizing mankind's access to low-Earth orbit and then to
the Solar System.  So, this is the first major hurdle.  If you
get some solid infrastructure developments that can enable
mankind to overcome this hurdle more easily, you're creating the
basis for a much broader expansion of mankind's activity.
        The next pillar, the next category is travel in space.  And
again, this is an issue that Mr. LaRouche has been campaigning on
for decades.  Space travel requires nuclear reactions; chemical
fuel just doesn't have the energy density to provide quick and
efficient access to the Solar System.  We can get to the Moon;
that's OK.  It probably would be nice to get there a little bit
quicker, but that's our next door neighbor in terms of the Solar
System.  If you want to get to Mars, you want to get around to
other places in the Solar System, you've got to get to nuclear
reactions.  The heart of this is the fact that the energy
density, the energy per mass of nuclear reactions is, on average,
on the order of a million times greater than the energy per mass
in chemical reactions; even as broad categories, setting aside
the particular fuel you use in either case.
        A million times is just a big number, but for one quick
comparison, you take the fuel used for the Space Shuttle launch
— those two solid rocket boosters on either side, the large tank
in the middle filled with liquid fuel.  You take the weight of
all that fuel together, some of the most advanced chemical
reactions we have for fuel for space launch; how much weight of
nuclear fuel would it take to contain the same amount of energy?
You're talking about 10 pounds!  One suitcase full of nuclear
fuel contains the same amount of energy as all three fuel tanks
of the Space Shuttle.  To be fair, you couldn't necessarily use
that fuel the same way to launch the Space Shuttle; you have to
have systems that can actually combust it and get thrust out of
it.  It's not just the energy content as the only issue, but that
is the defining characteristic that makes nuclear reactions key
to getting around the Solar System; enabling things like
travelling at constant acceleration.  Instead of just initially
firing your thruster and basically floating on an orbit to get to
different planetary bodies — which is what's often proposed for
getting people to Mars; which would take on the order of six,
seven, eight months to do.  If you had nuclear reactions —
especially fusion reactions — you can be accelerating for half
the trip, and decelerating the second half of the trip; you can
cut that time down to weeks or even days.
        We were all excited that New Horizons got to Pluto.
Unfortunately, it didn't have the fuel in it and the engines to
slow down when it got there; which is too bad, because it spent
ten years getting there, and even just passing by in the course
of a couple of weeks, found amazing things.  Imagine if it
actually got to stop and stay?  If you had nuclear reactions,
that the type of stuff you could be doing.  If you had
one-gravity acceleration, so you're constantly accelerating,
providing the thrust that creates the equivalent of one Earth
gravity for the crew on the space ship, it would literally take
16 days to get to Pluto.  Compared to New Horizons taking ten
years to get there; that's when the orbits are closest, but maybe
a few more days in sub-optimal conditions.
        You're talking about a complete revolution in our ability to
efficiently get around the Solar System; travel to different
planetary bodies; visit multiple locations.  If you want to send
people to Mars, this is the way to do it.  If you want to send
people out to other places, this is the way to do it.  Even
robotic missions; you want to get around and do way more
exploration.  There's so much we don't know about all these
planets, about their moons; there's just so much to figure out.
These are the kinds of systems that are going to create vast
improvements in our ability to do it.
        And again, the third category is developing the resources in
space; developing the ability to utilize what's available to us
on the Moon, on Mars, on different asteroids.  This is something
we don't really do at all, yet.  So, you have to bring basically
everything with you through that very costly energy-intensive
first hurdle of getting from Earth's surface up into Earth orbit,
through travelling the vast distances of space.  This is just
this very early pioneer style mode of activity.  Whereas, if
we're going to be serious about this, we need to develop the
capabilities to utilize the resources that are there; and
eventually look to serious industrialization and development of
advanced systems out in space, on-site at different planetary
bodies.  One critical driver to this whole thing that we've put a
major focus on is the development of helium-3 from the Moon.
Helium-3 being an absolutely unique, excellent fusion fuel; which
is basically absent on Earth, but relatively abundant all over
the lunar surface, and could be an excellent fuel for fusion
propulsion in space and also to provide electricity energy back
here on Earth.  There's been years of serious study and designs
and investigations of how to go to the Moon, develop the systems
to process the regala[ph], extract the helium-3; and initiate
real industrial-style processes; developments on the lunar
surface.  That's just one example.  You want to get oxygen,
hydrogen, metals; asteroids are also potentially very useful
places to develop the resources.  So, as a third category, the
general idea of developing advanced capabilities to utilize and
create what we need in different regions of the Solar System.
        If you put this together and look at these things
synergistically as integrated technologies, infrastructure
systems, levels of energy flux density; as a whole they define
for mankind a completely different relationship to the Solar
System.  The question is, are we making investments that are
bringing us to that level?  Can we say that the investments we're
going to make in this next administration are going to be taking
mankind in that direction, to be able to support these
qualitatively higher levels of activity to the point where we can
honestly look back in a couple of generations and see the space
activity going on now as equivalent to Lewis and Clark style
explorations of the West; and have mankind have the capabilities
to regularly visit many planetary bodies and do all we want
around the Solar System?  That's the vision that we need.
        We were talking about this with Mr. LaRouche earlier today,
and he again said, "Your starting point is Krafft Ehricke."  And
Krafft Ehricke's industrialization of the Moon really I think is
the critical driver program that can get a lot of this going.  As
I said, we have helium-3 on the Moon; that puts fusion directly
right there on the table.  You're talking about developing
industrial capabilities and mining capabilities on the Moon.  If
you're serious about doing this, you want to increase our access
to space from the Earth's surface.  So, it is excellent that
we're seeing a lot of discussion about the Moon coming on the
table again; but I think the issue is, are we going to pursue
this Krafft Ehricke vision for a real industrial development?
Although he might have used different terms in discussing it, he
had exactly the same conception that Mr. LaRouche has:  That this
is the basis for mankind's much broader expanse.  Really the
essential nature of the type of qualitative changes that mankind
goes through in his natural growth and development as a very
unique species on this Earth and hopefully tomorrow in the Solar
System.
        As Jason mentioned, some of this is discussed in an article
that's going to be released in the next issue of the
Hamiltonian.  This is an ongoing subject of discussion, but
with the openness now, I really think it's critical we set the
level of discussion on that basis.

        ROSS:  Mmhmm; that's aiming pretty high, that's good.  I
think that's a really apt description that you got about
comparing Lewis and Clark.  It used to be a really difficult
thing to cross the continent; now it isn't.  Or think about the
Silk Road.  The ancient Silk Road.  If you're trying the develop
that region of the planet with camel caravans, and you contrast
that with what China is able to do now with building rail
networks and helping build them and road networks in these
neighboring countries; you totally transform the relationship to
that area.  The old development of human settlements along
coasts, along oceans or along rivers; and then by the chemical
revolution, by the ability to have steam power — also canals
earlier, but still connected to water; but with steam power, it
made it possible to open up the interior of the continents.  And
with the potential for nuclear power, then the Solar System
becomes something that's accessible to us in a meaningful or more
regular way than an exotic, years-long, life-threatening trip.
        The other aspect, which you talked about is, if you look at
what's going on with the New Paradigm in the world; what China's
doing, with the way things are being reshaped politically also
around Russia.  And then you look at the scientific advancements
that are being made, where China's got a very top-line in the
world super-conducting tokamak for fusion research.  The major
breakthroughs in terms of lunar exploration — that's China right
now; China's going to be landing on the far side of the Moon;
China had the first soft landing on the Moon in decades.  This is
really a potential.  With their far side of the Moon landing,
China will be able to take the first photographs of our universe
in the very low radio range; it's never been done before.  We'll
have access to a whole new sense of sight about the universe
around us.
        So, I think it's very exciting.  It's definitely much more
thrilling than most of the discussion that takes place about this
policy or that policy, when you think big like that.

DENISTON:  Mr. LaRouche's platform concept is so key.  People
just don't have the idea of this type of qualitative leaps that
are natural for mankind.  People are so accustomed at this point
to just slow, incremental progress if there's any progress at
all.  It's going to be a fight to get people to think on this
level again.

        ROSS:  Yes!  So much of what is considered to be progressive
or useful is only nudging people toward being better savers or
something; compared to the kinds of huge changes that are going
to be needed.  I think that's a very good image that we've given
people.  Let's end it with that.  I think the thing to take from
this also is that we have got a lot that we need to do; a lot of
policies to put into place; and a wide open opportunity to make
it happen right now.  Including, as Jeff was emphasizing,
Glass-Steagall is absolutely doable during this session of
Congress; even before the inauguration of the next President and
the next Congress in January.  This is something we can do right
now, next week, in this period.
        The ability to understand this concept of the platforms, of
the history of economic development of the United States, a real
major aspect of economic science, comes through studying
Alexander Hamilton.  So, if you have not been working through
Alexander Hamilton's reports, I urge you to get in touch with —
if you're near one of our offices, one of our locations, to join
us for these readings.  Get a copy of these reports yourself.
The book, Alexander Hamilton's Vision contains all four of the
reports, along with Mr. LaRouche's Four New Laws to Save the USA
Now.  And you don't have to get into a fistfight at a Walmart
parking lot to pick it up, either.
        Let's end it with that.  Please sign up through our website
if you haven't already, to find out how to get involved with us.
Get our daily email, join us via the action center; let's be in
touch, and let's make this happen right now.  There is nothing to
wait for; the situation is open.  So, thank you for joining us;
thank you to Ben and Jeff.  Thank you for all the work that you
have done and that you will do in the period immediately ahead.

 

               

                  

Etablissementet i både USA og Europa er rystet over Donald Trumps valgsejr, men rystel­serne ender ikke der. I lighed med Reagan efter valget i 1980 vil han indtage Det Hvide Hus med sit helt eget team og egne nye rådgivere. Derfor er en helt ny politik mulig, hvor USA finder sin naturlige plads i et samarbejde med Rusland og Kina – og forhåbentlig dropper Bush/Cheneys og Obamas krigs- og konfrontationspolitik. Danmark og Europa skal dermed også finde en helt ny udenrigspolitik frem. Samtidig kommer Trump så til at skulle slås med et finanskrak større end i 2008, men hvis han lytter til Lyndon LaRouche, som Reagan del­vist gjorde det i 1981, så er der med LaRouches Fire Love en vej ud af moradset. Dette er en redigeret udgave af en tale, Tom Gillesberg, Schiller Instituttets formand, holdt den 21. november 2016, og som kan høres på www.schillerinstitut.dk.

Download (PDF, Unknown)

 

Leder fra LaRouchePAC, 21. november, 2016 – Enhver oprigtig vurdering af den globale situation på nuværende tidspunkt må begynde med en klar erkendelse af, at hele det transatlantiske finanssystem er håbløst bankerot og må erstattes af en helt ny arkitektur. Alle for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne er døde, begyndende med Deutsche Bank, Royal Bank of Scotland, samt alle Wall Street TBTF-institutionerne. Wall Streets bankholdingselskaber sidder med $252 billion i eksponering til derivater, med kun $14 billion i tvivlsom kapital som opbakning til disse flygtige spilleindsatser. De italienske banker styres af et kriminelt oligarki, mens den italienske befolkning er hårdt ramt af morderiske nedskæringer. Det samme gælder for Frankrig og andre steder i hele Europa.

Det, der er brug for, er et helt nyt kreditsystem, der er baseret på de områder i verden – først og fremmest Eurasien – hvor regulær vækst i produktiviteten finder sted. En sådan global reorganisering er den eneste måde, hvorpå man kan redde hele nationer, der nu er ved at dø. Nøglespørgsmålet er: Hvordan vil betydningsfulde magter, især Kina, Rusland og USA, tilpasse sig til det, der nu er muligt med de omstændigheder, der vokser frem efter Obama? Se det i øjnene: Obama er politisk gift, og jo før, han forsvinder fra den politiske scene, desto tidligere kan de nødvendige ændringer lanceres.

Den umiddelbare genindførelse af Glass-Steagall er naturligvis det afgørende, første skridt, men man må indse, at, som et resultat af de seneste årtiers politik – især i de seneste 16 år med Bush og Obama – er der forrettet en hel del skade, og det bliver vanskeligt hurtigt at rette op på det.

Tyskland kan blive et centralt element i disse ændringer, men kansler Merkel må holde op med at beskytte den transatlantiske magts allerede døde system. Hun bør give den russiske præsident Vladimir Putin plads til at operere. Hvis Putin og Trump kan etablere direkte kontakt og udarbejde nogle løsninger, vil det fungere. Eurasien opererer allerede på en måde, der styrker reel produktivitet. En stor del af resten af verden lider imidlertid hungersnød. Putin forstår disse successer i Eurasien – han ved, Asien er langt bedre faren end Europa. Trump har instinktet til den samme forståelse.

Den model, der må vedtages, er de handlinger, som præsident Franklin Roosevelt gennemførte i sine første 100 dage i embedet.[1] Dette vil kræve en del hårde spark fra enige verdensledere. Der er intet alternativ.

Dette var ligeledes et fremtrædende emne under det netop afsluttede APEC-topmøde for statsoverhoveder i Lima, Peru, hvor den kinesiske præsident Xi Jinping også i sin rejse inkluderede statsbesøg i Ecuador, Peru og Chile, og hvor der er en mobilisering i gang for at bygge den trans-oceaniske jernbane, der forbinder Brasiliens atlanterhavskyst med Perus stillehavskyst.

(Fra Lyndon LaRouches medarbejderdiskussion, søndag, 20. nov. 2016)   

Foto: Præsident Franklin D. Roosevelt underskriver Bankloven af 1933, Glass/Steagall-bankopdelingsloven, 16. juni, 1933.    

Det følgende er uddrag af den kinesiske præsident Xi Jinpings hovedtale for Asien-Stillehavsområdets Økonomiske Samarbejde (APEC) ledertopmødet i Lima, Peru, 19. november, 2016. Hele talen kan læses her:
http://www.globaltimes.cn/content/1019023.shtml

I dag er vi kommet til Lima fra hele verden for at forfølge de samme mål om velstand for det asiatiske Stillehavsområde …

For to måneder siden afholdt vi et succesrigt G20-topmøde i Hangzhou, Kina, hvor jeg selv og andre ledere førte dybtgående diskussioner og nåede frem til en vigtig konsensus omkring betydningsfulde spørgsmål, som verdensøkonomien konfronteres med … Vi aftalte, at, stedt over for risici og udfordringer, må alle parter arbejde sammen i partnerskabets ånd om win-win-resultater, for at styrke koordineringen af makroøkonomisk politik og finde kreative måder til ansporing af vækst …

For at en regional handelsaftale skal vinde bred tilslutning, må den være åben, inkluderende og til alles fordel. Vi må etablere en ramme for regionalt samarbejde, der fremviser jævnbyrdig rådslagning, fælles medvirken og fælles fordele. Et lukket og ekskluderende arrangement er ikke det rette valg.

I denne sammenhæng er opbygningen af et Frihandelsområde for det asiatiske Stillehavsområde (FTAAP), som rammende af erhvervssamfundet anses for at være APEC’s drøm, et strategisk initiativ, der er afgørende for det asiatiske Stillehavsområdes velstand på længere sigt …

På et globalt plan er en ny runde af en revolution inden for videnskab, teknologi og industri og globale værdikæder i færd med at blive formet på ny. Alle disse udviklinger har føjet nye dimensioner til økonomisk globalisering …

For det andet, så bør vi styrke sammenhængskraften for at opnå sammenhængende udvikling. Sammenhængskraft udløser potentiale og understøtter sammenhængende udvikling. Vi må opbygge multidimensionalt netværk for sammenhængskraft, der dækker det asiatiske Stillehavsområde. Efter otte år stiller Latinamerika atter op som vært for APEC-mødet. Vi bør gribe denne anledning til at koordinere programmer, der fremmer sammenhængen mellem Stillehavets to kyster, for at støtte og styrke realøkonomien i hele området …

For tre år siden foreslog jeg initiativet for Bæltet-og-Vejen. Det har til formål at styrke sammenhængskraften for at fremme den frie strøm af produktionsfaktorer og skabe en platform for win-win-samarbejde og fælles fordele for alle. Flere end 100 lande og internationale organisationer har tilsluttet sig eller givet udtryk for støtte til dette initiativ og således skabt en stærk kreds af venner, der er kommet sammen omkring en fælles vision, gensidig tillid og venskab. Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) er nu i drift. Silkevejsfonden er på plads. Flere store projekter er blevet lanceret og genererer enorme økonomiske og samfundsmæssige fordele … Kina byder alle parter velkommen til at gå med i dette initiativ for at imødegå udfordringer, være fælles om mulighederne og søge fælles udvikling.

For det tredje, så bør vi styrke reform og innovation for at skabe mere intern drivkraft …

Vi bør skifte vækstmodel, resolut tilpasse økonomisk struktur gennem reform og hæve multi-faktor produktivitet. Vi bør fremskynde koordinering af makropolitik, med fast hånd fremme strukturreformer og forøge den positive afsmitning. Vi bør fremskynde indsatsen for at udforske en ny filosofi, model og kurs for udvikling, aktivere social kreativitet og på markedet flytte vore industrier og produkter op ad den globale værdikæde og udvide rummet for udvikling.

For det fjerde bør vi promovere win-win-samarbejde for at smede stærke partnerskaber … vi bør forpligte os til at opbygge et fællesskab for en fælles fremtid[,] … og ethvert forsøg på at underminere eller ekskludere hinanden må afvises …

I de seneste mange år efter udbruddet af den internationale finanskrise har Kina bidraget med næsten 40 % af den globale vækst og har spillet en nøglerolle i at være drivkraft i den globale, økonomiske genrejsning …

Vi vil promovere innovationsdrevet udvikling og erstatte gamle faktorer for drivkraft for vækst med nye. Vi vil fortsætte med at forfølge strategien med innovationsdrevet udvikling og intensivere strukturreformer inden for forskning og udvikling for at udskifte en forældet tankegang og fjerne institutionelle forhindringer, fuldt ud gøre indflydelsen af videnskabens og teknologiens rolle i økonomisk og social udvikling gældende og trække på alle kilder til innovation. Vi vil yderligere skabe en pulje af foretagenders, universiteters og forskningsinstitutters bestræbelser, for at aktivere erhvervsorganisationer, folk, markedet og kapitalen til at gøre innovationsbaseret udvikling til drivkraften. Vi vil stimulere nye teknologier, nye industrier og nye foretagender således, at fremskridt inden for innovation vil blive anvendt i økonomiske operationer og forvandlet til nye kræfter, der driver væksten frem.

Vi vil promovere tovejs-åbenhed af høj standard for at levere win-win-resultater …

Vi vil intensivere vores afgørende kamp mod fattigdom således, at, frem til 2020, alle de 55,75 mio. mennesker i Kinas landdistrikter, som lever under den nuværende fattigdomsgrænse, vil blive løftet ud af fattigdom …

Kina har engageret sig forpligtende til fredelig udvikling og en win-win-strategi med åbenhed. Samtidig med, at Kina stræber efter sin egen udvikling, vil Kina også arbejde for at fremme den fælles udvikling af alle lande i det asiatiske Stillehavsområde og skabe flere muligheder for mennesker i vores region.

Erhvervssamfundet, som den mest dynamiske kraft i den globale økonomi, spiller en afgørende rolle som drivkraft bag reform, udvikling og innovation. Jeg håber, I vil tage lederskab i forfølgelsen af win-win-samarbejde og yde nye bidrag til økonomisk vækst i både det asiatiske Stillehavsområde, og i hele verden.

Foto: Kinas præsident Xi Jinping holder sin hovedtale ved APEC-topmødet i Lima, Peru, 19. nov., 2016.       

 

Med formand Tom Gillesberg

Leder fra LaRouchePAC, 20. november, 2016 – Idet Lyndon LaRouche gjorde status over de betydningsfulde, strategiske fremskridt, der i den seneste periode er opnået over hele planeten, og over de fremskridt, der fortsat ikke er realiseret, sagde han i dag til sine medarbejdere, at »det, der finder sted nu, er i vid udstrækning fremskridt, men det er ikke endegyldigt … vi gør fremskridt, men denne form for fremskridt lever ikke op til menneskehedens behov … Spørgsmålet er, hvad menneskeheden kan gøre for at ændre universets adfærd som sådan«.

LaRouches dybtgående diskussion er afgørende for at imødegå de udfordringer, som menneskeheden nu konfronteres med.

Ugen sluttede med endnu et ødelæggende nederlag for Obama, denne gang et nederlag for hans frihandelspolitik ved APEC-topmødet i Lima, Peru, i takt med, at det globale tyngdepunkt skifter over til de succesrige initiativer, som Kina og Rusland tager. Dér, hvor vi nu står, sagde Helga Zepp-LaRouche til medarbejdere, er, at

»Jeg mener, vi nu er vidne til en fortsættelse af det meget høje tempo i den dynamik, der har været den fremherskende i de seneste to en halv måned, eller lidt længere, begyndende med Vladivostok-mødet; integrationen af den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU) og Ét bælte, én vej; fortsættelsen heraf ved G20-topmmødet i Hangzhou; og dernæst ved ASEAN-mødet i Laos; efterfulgt af BRIKS-konferencen i Goa, Indien, i oktober måned; og nu, under APEC-mødet i Lima, Peru.

Det, der står helt klart, er, at tyngdepunktet og magtcentret fuldstændigt er skiftet over til denne dynamik, især med integrationen af Kinas og Ruslands politik. Og hvad der hermed følger er en fortsættende eksplosion af infrastruktur og andre udviklingsprojekter, som, hvis man tager dem samlet set, virkelig er en bjergtagende dynamik, der i løbet af de seneste tre år har fundet sted i et stadigt stigende tempo.

Dette er ganske afgjort verdens kraftcenter i øjeblikket, for det står ganske klart, at de transatlantiske etablissementer er fuldstændigt ude af stand til at fatte, at deres model, med globalisering og neoliberal fordeling af rigdom, fra de fattige til de rige, har lidt totalt nederlag. Og de er hverken i stand til at forudsige udviklinger eller håndtere konsekvenserne af sådanne begivenheder som Brexit og valget af Trump.«

Men, den umiddelbart foreliggende udfordring – med at bruge den tidevandsbølge, der nu fejer ind over USA, som det kom til udtryk i præsidentvalget, til endelig at bringe USA med om bord i Verdenslandbroens Nye Paradigme – kræver, at vi erkender og vender vores opmærksomhed mod et langt dybere spørgsmål. I sin diskussion med medarbejdere udtalte LaRouche, i uddrag:

»Jeg ved, at det, vi nu gør, i virkeligheden ikke er så fremragende, selv om det ser strålende ud – For, hvis vi ikke ser disse overliggende overvejelser, som folk forsøger at overse – hvor de siger, ’det når vi til senere, det kommer vi til, lad være med at presse jer selv for meget’ – det er det, der bekymrer mig.

Vi er kommet til noget i denne forandring, der nu finder sted, hvor vi sandsynligvis har fået en misforstået selvtillid. Det betyder ikke, at vi som sådan gør noget, der er dårligt, men det betyder, at vi ikke rigtig har fået fat i, hvad det er for et princip, på hvilket menneskehedens fremtid beror …

Spørgsmålet drejer sig om menneskets iboende natur, som Einstein forstod i visse af sine videnskabelige arbejder. Det gjorde han! Og det er, hvad vi har mistet. Vi gik bort fra denne form for idé og besluttede at satse på en mere økonomisk fremgangsmåde …

Vi har gjort nogle gode ting. Vi har forbedret kvaliteten af menneskeheden generelt, menneskehedens kvaliteter generelt, på basis af visse projekter, visse ting. Men, vi har mistet spørgsmålet om, hvad meningen med menneskets eksistens er. Det vil sige, af hvilken art er selve eksistensen, selve arten af det mulige menneske?

Det, vi gør, er godt, i vid udstrækning; i visse dele af verden og inden for visse af livets aspekter. Men, det er ikke det, menneskeheden rent faktisk har behov for. Mennesket må vide, hvad begrundelsen for mennesker, for menneskelige væsner, er, noget, der aldrig bliver forstået af blot og bart dødelige mennesker, der ser på sig selv i en sådan kategori …

Hvad er betydningen, den iboende betydning, af et menneske? Af ethvert menneskes eksistens? Eller af alle mennesker?

Det, der nu finder sted, er i vid udstrækning fremskridt – men det er ikke endegyldigt …

Det vi har med at gøre, er spørgsmålet: Hvad er skabelsens natur? Spørgsmålet er, hvad er den fundamentale mening med mennesket? Hvad er menneskeslægtens natur, som en universel ting? Universet er organiseret, og man må derfor tænke på et univers, der er iboende organiseret. Ikke praktisk organiseret, men iboende organiseret …

Folk ved ikke, hvad det er, der får universet til at fungere. Hvad er det, der er karakteristisk for menneskeheden, og som gør den overlegen i forhold til alt, hvad vi ved om alle former for dyr …?

Vi gør fremskridt; men denne form for fremskridt er ikke tilstrækkelig til at opfylde det, der kræves af menneskeheden. Der er noget i universet, der kontrollerer og bestemmer universets betydning, som en mission.

Hvad er det, der får universet til at gøre, hvad det gør for menneskehedens funktion som sådan? Spørgsmålet er, hvad menneskeheden kan gøre for at ændre universets adfærd, som sådan?«

Foto: Mennesket og Universet – Universet, og mennesket.      

19. november, 2016 – De store bølger af hysteri i die-hard pro-atlantiske kredse og i massemedierne, som allerede kom rullende før det amerikanske valg, har nu nået hidtil usete højder, siden Donald Trump blev valgt, og giver os en klinisk indsigt i disse menneskers mentale tilstand og opfattelse af demokrati. De foretrækker tydeligvis en præsident Hillary Clinton og en Tredje Verdenskrig som følge af hendes erklærede politik for Syrien, end de vil have en potentiel forbedring af de russisk-amerikanske relationer, som er uundværlig for etableringen af verdensfred og for opnåelse af positive løsninger for Syrien og Ukraine.

Det er i sandhed bemærkelsesværdigt: Efter at det lykkedes den forstødte præsident Obama at finde tre dage til at bo på Berlins Hotel Adlon og dinere og tale med sin veninde Angela Merkel, og dernæst afholde et minitopmøde mellem de selvudnævnte europæiske »Seks«, besluttede de to af dem – sammen med de andre statsoverhoveder – at forlænge sanktionerne mod Rusland i endnu et år. Disse ikke-så-sikre andre var den franske præsident François Hollande (popularitetsscore 7 %), den italienske premierminister Matteo Renzi (den sandsynlige taber i den italienske folkeafstemning den 4. dec.), den spanske premierminister Mariano Rajoy (midlertidigt statsoverhoved for en minoritetsregering), samt den ulykkelige britiske premierminister Theresa May. Det er tvivlsomt, om de, med dette træk for at gøre sig selv til et bogstaveligt direktorat for Den europæiske Union, og dernæst dekretere en politik, som halvdelen af EU-medlemslandene er imod, vil bidrage til sammenhæng i EU.

Disse selvudnævnte »Seks« har tydeligvis endnu ikke fattet, at deres variant af neoliberal politik, baseret på konfrontation med Rusland og Kina, blev stemt ud i Brexit-afstemningen i juni og i det nylige, amerikanske præsidentvalg. De har ikke forstået, at en situation har udviklet sig i den transatlantiske verden, der påkaldes i den Amerikanske Uafhængighedserklæring: nemlig, at, hvis regeringerne er blevet »ødelæggere« »af formålet« med deres mandat – mere specifikt det, at garantere de umistelige rettigheder til liv, frihed og stræben efter lykke – da er det folkets ret, ja, faktisk »dets pligt«, at ændre eller ophæve en sådan regering. Det »lange tog af overgreb og ulovlige tilegnelser (af magt)«, som uddybende forklares i Uafhængighedserklæringen, svarer præcis til det, som de mennesker, Hillary Clinton så foragteligt har kaldt »kurven af ynkværdige«, har måttet udstå under Obamas politik – overgreb og ulovlig tilegnelse af magt, som de ikke ønskede, skulle fortsætte under en Hillary Clinton.

De selvudnævnte Seks, og frem for alt, de totalt gale medlemmer af medierne, der selv ikke viger tilbage for at udstede trusler mod Trump, forklædt som humor, er så fængslede i deres egen ideologi, at de ikke kan fatte denne revolutions dimension af naturlig lov.

Alligevel skriver New York Times den 18. nov. i en artikel på avisens forside med overskriften, »Idé i Trump-skala for en ny præsident: Byg noget inspirerende«. Times erklærer korrekt, at Trump kun kan forene landet, hvis han sætter gang i store infrastrukturprojekter, hvis lige er blevet totalt ignoreret i de seneste årtier. Han må bygge moderne versioner af Franklin D. Roosevelts Golden Gate Bro, Hoover-dæmning og Lincoln-tunnel. Dernæst opremsede »rekordernes avis« Roosevelts mest betydningsfulde projekter. Men artiklen er selvfølgelig langt bag efter Lyndon LaRouches program, hvor han i 2015 offentliggjorde et forslag om at bygge den Nye Silkevej i USA – et program for storstilet infrastrukturbyggeri og genindustrialisering – som ville integrere USA i Verdenslandbroen.

APEC-topmødet

I mellemtiden går »win-win-samarbejdet« for udviklingen af den Nye Silkevej fremad med syvmileskridt. Det er det fremherskende emne for topmødet i Asiatisk Stillehavsområdes Økonomiske Samarbejde (APEC) i Lima, Perus hovedstad, den 19.-20. nov., hvor den kinesiske præsident Xi Jinping og den russiske præsident Vladimir Putin, så vel som også den japanske premierminister Shinzo Abe, vil deltage, og hvor de også vil holde bilaterale møder. Abe havde på forhånd holdt et møde med nyvalgte præsident Trump og havde givet udtryk for dennes fremragende lederskabsevner.

Præsident Xi havde aflagt statsbesøg i Ecuador og Chile forud for APEC-topmødet, og har et statsbesøg i Peru på dagsordenen efter topmødet. Præsident Xi og Ecuadors præsident Rafael Correa aftalte et »Omfattende Strategisk Partnerskab« mellem deres to nationer, og som omfatter fast, vidtrækkende udveksling og samarbejde inden for en bred vifte af områder. Blandt disse er en styrkelse af produktiv investering, udviklingen af relationer inden for økonomi og handel, økonomisk samarbejde og samarbejde inden for videnskab og teknologi. Kina har allerede leveret generøs hjælp til genopbygning af bygninger og steder, der blev ødelagt i det alvorlige jordskælv i april i år.

Præsident Correa gav veltalende udtryk for sin tak til Kina, hvor han understregede, at de to lande tænkte ens. Kina ønsker at bygge sin økonomi på et fundament af innovation; Ecuador søger at gå frem fra at være eksportør af varer og til at blive en vidensbaseret økonomi. Uden kinesisk finansiering og overførsel af teknologi ville dette ikke være muligt. I en fælles erklæring aflagde de løfte om at samarbejde om virkeliggørelsen af store projekter inden for områderne olie, gas, minedrift, infrastruktur, vandforsyning, omdirigering af vand, kommunikation, finanssektoren, landbrug, petrokemisk produktion, skibsbyggeri, metallurgi, papirfremstilling og opførelse af en ny videnskabs-by. I sin tale understregede præsident Correa, at præsident Xis statsbesøg var den vigtigste begivenhed i Ecuadors historie. Kan man forestille sig kansler Merkel rejse på statsbesøg til Grækenland med et sådant program? Sandsynligvis ikke. Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble bliver rød i ansigtet, når en journalist spørger om delvis gældeftergivelse – som han gjorde det ved en konference for bankierer i Frankfurt – og dernæst dekreterer, at grækerne har levet over evne. Dette i lyset af den kendsgerning, at Trojkaens nedskæringspolitik har drevet 45 procent af grækerne ned under fattigdomsgrænsen. Den transatlantiske sektors politik er ikke »win-win«, men derimod »tab-tab« – med mindre, selvfølgelig, man er bankier eller selskabsdirektør. Nu, hvor Obamas frihandelsaftale for Asien, TPP, er lige så død som TTIP-aftalen for det atlantiske område, er det det kinesisk udarbejdede, inkluderende Frihandelsområde for det Asiatiske Stillehavsområde (FTAAP) og det Regionale Omfattende Partnerskab (RCEP), som er på dagsordenen.

Som svar på uansvarlige medieartikler om disse handelsaftaler har officielle russiske og kinesiske talsmænd understreget, at de på ingen måde tilsigter at udelukke eller isolere USA. Xinhua citerede det Kinesiske Udenrigsministeriums talsmand, Geng Shuang, for at sige, at Kina ikke vil tage en ledende rolle i hverken FTAAP eller RCEP, og at handelsaftalerne er foreslået for samarbejde, og ikke for at modarbejde hinanden. Kontrasten til Obamas »USA sætter reglerne« kunne ikke være tydeligere.

Et andet vigtigt spørgsmål, som vil blive diskuteret på APEC-konferencen, er byggeriet af den bi-oceaniske jernbane fra Brasilien til Peru, fra Atlanterhavet til Stillehavet, som også vil blive bygget med hjælp fra Kina, og hvis opførelse er et vigtigt skridt i det latinamerikanske kontinents infrastrukturudvikling.

Kontrasten mellem de to paradigmer, mellem den Nye Silkevejs »win-win«-perspektiv versus Obamas og Merkels »vestlige værdi-fællesskab«, kunne ikke stå skarpere over for hinanden. Med førstnævnte paradigme arbejder nationer for deres fælles udviklings gensidige gavn. Med sidstnævnte er der megen snak om demokrati, frihed og menneskerettigheder, men en øredøvende tavshed omkring droneangreb, regimeskift mod legitime regeringer med hjælp fra terrorgrupper, total overvågning og livsforkortende nedskæringspolitik.

Som Abraham Lincoln engang sagde: »Man kan narre en del af folket hele tiden, og hele folket noget af tiden; men man kan ikke narre hele folket hele tiden.«

Det er på høje tid, at Tyskland befrier sig fra imperiedominansens fantasigreb, det være sig under diktat fra Washington og London, eller under afledningen med »mere Europa«. Menneskehedens fremtid kan udelukkende kun ligge i et totalt nyt paradigme, der tjener én menneskeheds interesser og respekterer international lov – et paradigme, med hvilket hvert eneste menneske på denne planet kan udvikle sit potentiale. Og dét er præcis grunden til, at vi må samarbejde omkring den Nye Silkevej.

To af 'de lamme, transatlantiske ænder', Obama og Merkel, under førstnævntes besøg i Berlin.

19. nov., 2016 – I en artikel den 16. nov. i Financial Times’ »efter BRIKS«-forum for gæsteskribenter om fremvoksende nationer, beskrev Kevin Gallagher, en universitetsprofessor fra Boston ved Pardee School for Globale Studier, hvordan Kina i stigende grad er i færd med at opbygge økonomiske relationer med latinamerikanske lande på et tidpunkt, hvor Obamas USA vender Latinamerika ryggen.

Gallagher skrev: »Fra 2003 til 2013 oplevede Latinamerika et ’kinesisk boom’ og registrerede en økonomisk vækst på 3,6 pr. år – højere end nogen anden periode siden 1970’erne. Området har sendt jernmalm, sojabønner, olie, kobber og andre råvarer til Kina i hidtil usete mængder. Nu, hvor Kinas økonomi er i en overgangsperiode, er efterspørgslen på disse råvarer imidlertid faldet, og det samme gælder de latinamerikanske økonomier … Snarere end en mur, har Kina bogstavelig talt bygget broer i området i mere end et årti. Ifølge research, vi har gennemført sammen med Inter-Amerikansk Dialog, forsyner Kinas to udviklingsbanker latinamerikanske regeringer med mere finansiering, end de Washington-kontrollerede Verdensbanken og Inter-Amerikansk Udviklingsbank tilsammen. Oven i denne bilaterale finansiering, har Kina etableret en familie af fonde til infrastruktur og industri i Latinamerika, svarende til $35 mia., inkl. en Kina-LAC Investeringsfond til Industrisamarbejde, til $20 mia., og en Kina-Latinamerika Infrastrukturfond til $10 mia. Desuden pumpede Kina yderligere $5 mia. i Kina-Latinamerika Samarbejdsfonden, der blev etableret i 2014.«

Den 18. nov. beskrev en lignende artikel for Associated Press, »Mens Trump taler om mur, bygger Kina broer til Latinamerika«, af Joseph Goodman, at, »i Ecuador, en dollar-økonomi, der kæmper med en dyb recession, indviede Xi den 18. nov. landets største vandkraftsdæmning, der blev bygget af et kinesisk selskab og betalt for med nogle af de næsten $8 mia. som er udlånt til landet siden 2007«. Og også, »i Venezuela underskrev chefen for det statsstyrede China National Petroleum Corp. den 17. nov. en aftale til $2,2 mia. om i fællesskab at styrke olieproduktionen, som er nødvendig for at løfte OPEC-nationen ud af en krise, der er mærket af en alvorlig fødevaremangel og en trecifret inflation«, skrev Goodman og citerede landets præsident: »’Vi overrækker al vor tak for al den støtte, I har givet Venezuela under de vanskelige år 2014, 2015 og især 2016’, sagde en tydeligt glad præsident Nicolas Maduro ved underskrivelsesceremonien. ’Vores storesøster Kina har ikke overladt Venezuela til sin egen skæbne i disse vanskelige tider.’«

En langt mere overbevisende analyse end disse her nævnte har den tyske statskvinde, Helga Zepp-LaRouche, leveret i sin analyse af den flok på seks ’lamme atlanterhavsænder’ – Obama og fem europæiske ledere – i sin seneste lederartikel til avisen Neue Solidarität, »De ’lamme ænders’ revolte i Berlin: Historiens musik spiller andetsteds« http://www.solidaritaet.com/neuesol/2016/47/hzl.htm (kommer på dansk her på hjemmesiden).

Foto: Kinas præsident Xi Jinping og hans hustru, Peng Liyuan, vinker farvel fra deres fly, da de forlader Quito, Ecuador, fredag, den 18. nov., 2016. Xi var i Ecuador i 2 dage før han rejste videre til Peru, for at deltage i APEC-topmødet.       

19. nov., 2016 – Kina har hilst den antydning, baseret på udtalelsen fra James Woolsey, der har rådgivet Donald Trump i udenrigspolitik, om, at den nye amerikanske administration kunne tænkes at tilslutte sig Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), velkommen. Woolsey har henvist til Obamas afvisning af at tilslutte sig AIIB fra starten, som en »strategisk fejltagelse«.

China Daily skriver i dag i en lederartikel, at amerikansk politik selv var skyld i, at Kina tog initiativ til AIIB, ved at »trække IMF’s kvote-reform ud, hvorved udviklingslandene ville få mere indflydelse i denne organisation«. Lederartiklen fastslår, at USA »tilskrev sin opposition mod at tilslutte sig den nyligt dannede investeringsbank bekymring for, at banken ikke ville leve op til eksisterende, internationale standarder, til trods for, at bankens medlemmer har forpligtet sig til at samarbejde for at sikre, at den følger de bedste ledelsesstandarder og -praksisser, gennemskuelighed og spørgsmål vedr. miljø og arbejdsmarked. Den holdning, som den afgående administration vedtog, afslører ganske enkelt dens sande bekymring for, at AIIB ville udfordre eller reducere de amerikansk dominerede Bretton Woods-institutioners, såsom Verdensbankens, indflydelse.

Artiklen fortsætter, »Fakta er, at den tilgængelige finansiering fra Verdensbanken og Asiatisk Udviklingsbank slet ikke er tilstrækkelig for det massive behov for infrastruktur i Asien. Snarere end at konkurrere med disse institutioner, er AIIB udtænkt til at kompensere for den utilstrækkelige, internationale, finansielle støtte til infrastrukturudvikling og regional sammenhængskraft i Asien. Den foreslåede investering i de asiatiske sektorer for transport, energi og telekommunikation tilbyder ligeledes enorme erhvervsmuligheder for selskaber fra medlemslandene – hvilket er én af grundene til, at mange af Washingtons allierede i Vesten, såsom Storbritannien, Italien og Tyskland, har tilsluttet sig AIIB, på trods af opposition fra USA.«

Artiklen konkluderer: »Men, som det kinesiske mundheld siger, så er det aldrig for sent til at udbedre folden, efter man har mistet et får.« USA har intet at tabe ved at blive medlem af AIIB, der bygger på præmisserne om åbenhed, inklusion og gennemskuelighed. USA kan også spille en mere konstruktiv rolle ved at blive medlem end ved at stå udenfor. At gå med i AIB ville være et godt signal fra den nye Trump-administration om, at USA er mere villig til at agere som en ansvarlig, global magt.«

Foto: Jin Liqun, AIIB’s første præsident, forlader talerstolen under åbningsceremonien for AIIB i Beijing den 16. januar, 2016.

18. november, 2016 – På den anden dag for den XXIII nationale konference for Sammenslutningen af Peruvianske Økonomer, hvor Schiller Instituttets stifter Helga Zepp-LaRouche holdt åbningstalen den 17. nov., blev der afholdt et parallelt møde for at presse på for den omgående vedtagelse af Kinas foreslåede bi-oceaniske jernbanekorridor, hvor en sydamerikansk, transkontinental jernbanelinje skal bygges fra Brasilien til Peru. Sammenkomsten af 400 personer i Pucallpa, i det østlige Peru, blev arrangeret som et offentligt møde i Perus nationale kongres’ transportkomite, af hvilken otte medlemmer var rejst fra Lima til Pucallpa for denne anledning. Flere regionale guvernører, inkl. fra værtsdistriktet Ucayali, samt borgmestre, var ligeledes til stede, sammen med flere folkelige organisationer og erhvervsgrupper, såvel som også en stor delegation fra Sammenslutningen af Økonomer (hvis nationale konference fortsatte i nærheden). Hundreder af DVD-kopier med Zepp-LaRouches præsentation dagen før blev uddelt til de tilstedeværende af Ucayalis Sammenslutning af Økonomer. Perus betydeligste, nationale presse og Tv-medier var også til stede.

Alle de tilstedeværende kongresmedlemmer talte meget stærkt til fordel for jernbaneprojektet, hvor flere af dem fordømte regeringen Pedro Pablo Kuczynski (PPK) for at blokere projektet og trække den detaljerede forundersøgelse ud, en forundersøgelse, der allerede var blevet udarbejdet og overgivet til den peruvianske regering af det kinesiske selskab CREEC. En af dem, kongresmedlem Carlos Tubino fra »Fujimorista« Fuerza Folkepartiet (der blev slået i det nylige præsidentvalg af Boston-bankierpartiet PPK), angreb aggressivt dem, der holdt CREEC-undersøgelsen tilbage og på anden vis saboterede jernbaneprojektet, for at gøre sig skyldige i forræderi og give efter for pres fra bankierer og andre udenlandske indflydelser. Han meddelte, at, umiddelbart efter sin tilbagekomst til Lima, ville han indkalde til en høring i den nationale Kongres om jernbaneprojektet og ville kræve PPK’s transportministers tilstedeværelse til besvarelse af spørgsmål.

Ucayali Udviklingsfront, en regional folkelig organisation, gik med i massemobiliseringen ved at true med en regional strejke, hvis jernbaneprojektet ikke omgående startes op. Også Ucayalis guvernør talte stærkt til projektets fordel. Den 400 personer store forsamling hørte også en detaljeret rapport om de tekniske detaljer og forundersøgelser af projektet fra Justo Vargas, en rådgiver til Ucayalis guvernør og en ledende arrangør af Økonomsammenslutningens konference, og som også har været i Kina tidligere på året for at mødes med CREEC og andre. Alt i alt talte henved 18 personer – inkl. EIR’s repræsentant i Peru, Luis Vasquez, – på det eksplosive møde, hvoraf 16 udtrykte absolut støtte til projekt; to rejste »miljø«-forbehold.

I løbet af mødet foreslog lederen af Ucayalis Økonom-sammenslutning at vise hele videoen med Helga Zepp-LaRouche fra dagen før, men fik at vide, at der ikke var tid, og at han i stedet kunne briefe forsamlingen. Det gjorde han og uddelte dernæst på stedet, og ligeledes blandt økonomerne, henved 200 DVD’er, som de havde produceret, med hendes tale. De cirkulerede også hundreder af kopier af den 60 sider lange pamflet med uddrag af EIR’s specialrapport, »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, og som også indeholdt et specialtillæg for lejligheden, af Lyndon LaRouches Fire Love.

Efter Zepp-LaRouches præsentation i går kom flere konferencedeltagere op til LaRouche-repræsentanter for at bede om kopier af hendes tale, gav udtryk for stærk interesse for de spørgsmål, hun har rejst, og bad om opfølgningsmøder, osv. En længere præsentation, der ligeledes blev givet i går af Luis Vasquez Medina, EIR’s hovedrepræsentant i Peru og mangeårig leder af LaRouche-bevægelsen, fokuserede på de programmatiske detaljer omkring de forskellige jernbane- og integrationsprojekter, der skal opkoble hele kontinentet til Verdenslandbroen, såvel som også de historiske rødder til denne fremgangsmåde i Hamiltons tradition, som går tilbage til det netværk fra det 19. århundrede i USA og Peru, der samarbejdede om netop sådanne projekter. En tredje præsentation af en LaRouche-repræsentant blev programsat til aftenen den 18. nov., af EIR’s David Ramonet, hvor emnet bliver Vernadskij, infrastruktur og biosfæren.

(Vi anbefaler læsning af EIR-artiklen: »The World Land Bridge: Rediscovering The Americas«, af Dennis Small, september, 2014, http://larouchepub.com/eiw/public/2014/eirv41n36-20140912/04-12_4136.pdf)

Foto: Peru Rail; strækningen, der kører til den arkæologiske by Macchu Picchu.

Heldigvis er frihandelsaftalerne, TPP og TTIP, totalt døde; og det er en god ting, for frihandel gør absolut intet for at forøge arbejdskraftens produktivitet. Det er baseret på det monetaristiske koncept om at købe billigt og sælge dyrt; det er baseret på at outsource billig arbejdskraft til markeder for slavearbejdskraft, og det er netop det, der kvæler forøgelsen af produktivitet ved at cementere betingelserne med maksimal profit på bekostning af arbejdskraften. På den anden side, hvis man ser på de økonomiske modeller, der altid har dannet grundlag for en forøgelse af befolkningens rigdom – det, som Friedrich List, den tyske økonom, karakteriserede som Det amerikanske, økonomiske System, som han satte op som modsætning til Det britiske, økonomiske System – så er den, i øvrigt korrekte, antagelse den, at den eneste kilde til velstand er befolkningens kreativitet. Denne kreativitet, der tager form af videnskabelige og teknologiske opdagelser, transformeres til teknologiske fremskridt, der, hvis de anvendes i produktionsprocessen, dernæst fører til en forøgelse af produktiviteten i både arbejdskraftens og i industriens kapacitet. Dette er den eneste, sande kilde til rigdom.

Download (PDF, Unknown)

17. nov., 2016 – Stifter og præsident for Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, kastede en håndgranat af en politisk erklæring i Peru i dag, mens verdens ledere gør sig klar til at ankomme til nationens hovedstad, Lima, for at deltage i APEC-topmødet i kommende weekend. I dag holdt Zepp-LaRouche hovedtalen på den XXIII Kongres for den Peruvianske Sammenslutning af Økonomer, der fandt sted i Amazonasbyen Pucallpa, i Ucayali-distriktet i det østlige Peru, med en generel gennemgang af det forbløffende potentiale for et Nyt Paradigme for hele menneskeheden (en oversættelse af hele hendes tale vil senere blive udgivet her på hjemmesiden, -red.). Den tre dage lange kongres er arrangeret omkring emnet, »Den peruviansk-brasilianske bi-oceaniske jernbane: Virkning på Amazon-områdets og landets økonomi.«

Zepp-LaRouches gennemgang med titlen, »Det Nye Silkevejskoncept, konfronteret med kollapset af verdens finanssystem«, blev præsenteret via en 50 min. lang video, optaget på forhånd, der efterfulgtes af 20 min. live Q&A med de omkring 200 mennesker, der var til stede i Pucallpa. Hendes åbningsvideo blev også sendt online af landets Sammenslutning af Økonomer, til økonomiske fakulteter på universiteter i hele landet.

Hendes tale vakte så stor interesse blandt deltagerne, med mange, der bad om en kopi, at Sammenslutningen af Økonomer vil lave en DVD til alle. Allerede som en forberedelse til kongressen havde Sammenslutningen trykt 2.000 kopier af en 60 sider lang pamflet til deltagere og andre, og som indeholdt uddrag af EIR’s Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen, Lyndon LaRouches erklæring om en politisk strategi fra 2014, »De Fire Love«, samt en introduktion af Helga om udviklingerne i den Nye Silkevej, siden EIR’s specialrapport blev udgivet i 2014, alt sammen med det formål at skabe materiale med dybdegående idéindhold for folk at studere. De tre spørgsmål, der blev stillet under Q&A-sessionen, var alle seriøse og lød i store træk som følger:

1. Hvilken form for kreditsystem ville blive skabt til den finansielle platform for opbygning af regional infrastruktur, såsom den bi-oceaniske jernbanekorridor?
2. Hvordan kan ændringer i Kinas økonomiske mentalitet transformere verden? Hvordan kan det være med til at løse problemer, der er opstået under den eksisterende økonomiske model?
3. Fr. Zepp-LaRouche, De er kendt som ’Silkevejs-ladyen’. Hvilke principper baserer De Dem på til udviklingen af dette koncept for en global model?

Betydelige sidste-øjebliks, logistiske udfordringer måtte overvindes for at gøre det muligt for Zepp-LaRouche at tale for Sammenslutningen af Økonomers nationale kongres. Aftenen før kongressen åbnede meddeltes det, at Ucayali Universitetet, hvor kongressen skulle holdes, var blevet lukket af en strejke, som en del af en lærerstrejke mod nedskæringer i uddannelsesbudgettet, der blev gennemført på flere statslige universiteter i hele nationen. Kongressens arrangører, der var urokkeligt engageret for at skabe de nødvendige betingelser for en politik, således, at denne sydamerikanske transkontinentale jernbanekorridor kan bringe udvikling til deres folk, måtte med kort varsel flytte hele konferencen, og det lykkedes dem at træffe særlige foranstaltninger for, at internetadgang skulle være tilgængelig således, at Zepp-LaRouche kunne tale til dem live.

Foto: Pucallpa Plaza med San Martin springvand.       

Leder fra LaRouchePAC, 16. november, 2016 – I kølvandet på Trumps produktive diskussioner over telefon med Vladimir Putin og Xi Jinping i denne uge, og den politiske bortgang af Obamas (og Hillarys) krigsplaner, er der intet til hinder for, at disse tre, store nationer kan samarbejde om at knuse den britisk/saudisk-sponsorerede terrormaskine internationalt, med begyndelse i ISIS og al-Nusra i Syrien. »Der er ingen anden måde at gøre det på«, sagde Lyndon LaRouche i dag. »Putin står i centrum for dette. Enhver hæmning af dette må forhindres.«

Den amerikanske befolkning er hastigt i færd med at indse, at det lange mareridt med økonomisk forfald, epidemien med narkotika og selvmord, evindelige krige og den ærefrygtindgydende trussel om atomkrig, endelig kunne være forbi. Otte år med Bush og Obama er ved at være slut. Det er stadig uklart, om Donald Trump vil lægge sin populisme til side til fordel for at gennemføre Glas-Steagall og knuse Wall Streets magt over USA’s regering og økonomi – som han har lovet, han ville gøre. Det vil afhænge af, om det amerikanske folk mobiliserer sig selv til støtte for en løsning – og ikke blot en afvisning af de seneste otte års ondskab. Denne løsning ligger nu foran dem, i form af LaRouches Fire Love: Glass-Steagall; en genindførelse af nationalbankvirksomhed; en afslutning af monetarisme til fordel for et kreditsystem i Hamiltons tradition, til finansiering af infrastruktur inden for landbrug og industri, uddannelse og sundhedssektoren; og en genindførelse af videnskabelig udvikling, begyndende med et genoplivet NASA-rumprogram og stærkt udvidet forskning inden for fusionskraft.

I dag ankom hold af aktivister fra New York, Baltimore og Virginia til Kongressen med krav om ikke at vente til Trumps indsættelse, men derimod handle i denne ’lame duck’-overgangsperiode for at gennemføre Glass-Steagall og de Fire Love. Det Demokratiske Parti er i oprør efter de tæsk, de fik i valgene til præsidentskabet og Kongressen, men meldinger fra LaRouche-aktivister i hele landet lyder på, at mange demokrater langt om længe ser den kendsgerning i øjnene, at Obama og Hillary Clinton havde tilsluttet sig de republikanske neokonservative, der ikke tjener den amerikanske befolkning, men Wall Street og krigsmaskinen. Trumps afvisning af både Obama og de republikanske neokonservative, med samt deres krigsplaner, under sin kampagne, skabte et tilflugtssted for demokrater, der så ondskaben med Obamas drabsmaskine.

De neokonservatives »unipolære« verden – med Obamas udtryk, »vi sætter reglerne« – har beviseligt skabt USA’s og dets EU-allieredes totale isolation internationalt. I Europa går valgene, efter Brexit, imod EU-diktaturet og for en genopretning af bånd til Rusland, som det ses i Bulgarien og Moldova.  Tyrkiets udenrigsminister sagde i dag, at hans land føler en sådan lede over de europæiske ledere, der truer med at smide det ud af NATO eller afslår dets anmodning om optagelse i EU, at de planlægger en folkeafstemning om nationens forhold til EU – en »Tyrkxit«.

Et alternativ viser sig klart. Med sit »Nye Paradigme« centreret omkring politikken for den Nye Silkevej, rejste Xi Jinping i dag til Sydamerika, hvor Ecuador, Peru og Chile vil være vært for statsbesøg, og hvor han også vil deltage i APEC-topmødet i Peru. Ecuadors præsident Correa lovpriste Kinas rolle i at transformere hans lands fysiske økonomi i løbet af det seneste årti og beskrev det aktuelle besøg som »det vigtigste besøg af noget statsoverhoved i Ecuadors historie«.

Den samme entusiasme for et nyt paradigme ses i hele Afrika og Asien, og i stigende grad også i Øst- og Vesteuropa. Overalt grunder folk på en fremtid, hvor USA ikke længere truer med krige og undergravning gennem »farvede revolutioner«, men som i stedet går med i BRIKS, AIIB og den Nye Silkevej om opbygning af en fremtid for hele menneskeheden. Dette potentiale må realiseres, især i selve USA. Et vindue mod muligheder åbner sig for os, men det kunne være kortvarigt, og med utænkelige konsekvenser, hvis vi mislykkes.

Foto: Gipsmodellen af Frihedsstatuen (Statue of Freedom), bronzestatuen på toppen af Capitols kuppel, står i Capitols Emancipation Hall.