Leder fra LaRouchePAC, 13. februar, 2017 – »Det globale, strategiske billede er dynamisk, omskifteligt, lovende og farligt, alt sammen på én gang«, udtalte Helga Zepp-LaRouche i en diskussion søndag med aktivister fra LaRouche-bevægelsen i hele USA. Hun påpegede flere positive udviklinger, der kommer fra Trump-administrationen – lovende og konstruktive samtaler med Kinas Xi Jinping; en ny åbning over for Rusland; potentielt, økonomisk samarbejde med Japan om højteknologisk infrastruktur; en erklæring om hans plan om at føre en seriøs krig mod narkotika – hvilket alt sammen betyder, at »der eksisterer en mulighed for at etablere et fornuftsplan i international politik«.

»Det står imidlertid også klart, at dette meget langt fra er afgjort: det er et potentiale«, understregede Zepp-LaRouche. »Meget kan gå galt, og meget afhænger af LaRouche-bevægelsens intervention, for jeg mener, i al beskedenhed, at LaRouche-organisationen er den eneste, der har en videnskabelig, sammenhængende anskuelse med hensyn til, hvad menneskehedens fremtid må være. Og andre kræfter, om de så er nok så gode, har tendens til at have ideologiske fejl i den ene eller anden retning.«

Lykkeligvis er Lyndon LaRouches ideer fra 50 års intensiv videnskabelig og politisk aktivitet i færd med at blive den dominerende holdning i verden i dag. De dominerer den globale dynamik, erklærede Zepp-LaRouche, fra Kinas konfucianske renæssance til Ruslands bevægelse hen imod et moralsk samfund. LaRouches ideer har lagt grunden til at gøre en ende på geopolitik og krig, én gang for alle, og for at genopbygge den globale økonomi omkring de principper, der fremlægges i LaRouches Fire Love.

Fr. Zepp-LaRouche fortsatte med at fordømme kampagnen for en ’farvet revolution’ imod den nye Trump-administration, på grund af det positive potentiale, den repræsenterer. Hun udfordrede specifikt tidligere præsident Barack Obama, der er centrum for denne operation: »Dette er virkelig utroligt«, erklærede Zepp-LaRouche. »Dette har aldrig før fundet sted med en præsident, der har forladt embedet. Det ser ud til, at Obama nu personligt organiserer denne Farvede Revolution!«

I denne eksplosive atmosfære, som Zepp-LaRouche beskrev som »en hav af uro og kaos«, er det af afgørende betydning at organisere befolkningen ved at udgå fra det mest kvalificerede standpunkt, og ikke ved at bekymre os om petitesser, eller ved at lade os trække ind i det af medierne definerede »dagens varme emne«, men ved at præsentere de nødvendige forslag ud fra et standpunkt om, hvad der er den rette politik. De to centrale spørgsmål, som i dag konfronterer menneskeheden, understregede hun, er faren for en termonuklear verdenskrig, induceret af britisk geopolitik, og så det transatlantiske finanssystems visse, totale kollaps, med mindre Glass-Steagall og relaterede forholdsregler vedtages.

»En kombination af USA, Kina, Rusland, Japan, Indien og andre større nationer er det, der kræves, for at nå frem til et globalt, Nyt Paradigme … Det, der er vigtigt, er at overvinde geopolitik, for geopolitik fører til Tredje Verdenskrig, og så vil der ikke længere findes nogen menneskehed tilbage af betydning.«

»Det andet, vigtige spørgsmål er, at finanssystemet vil nedsmelte, big time. Derfor er Glass-Steagall og Lyndon LaRouches Fire Love det, der er absolut afgørende. Det faktum, at Glass-Steagall hidtil endnu ikke er blevet implementeret, er Trump-administrationens Akilleshæl.«

Alle de positive ting, som Trump hidtil har gjort, vil gå op i røg, konkluderede Zepp-Larouche, med mindre Glass-Steagall implementeres. Dette faktum dikterer, med hensyn til omgående handling, en fortsat kampagne, der kræver, at Trump bruger sin Tale om Nationens Tilstand (’State of the Union’) den 28. februar til at bebude en tilbagevenden til Franklin Roosevelts originale Glass/Steagall-lov fra 1933.

Matthew Ogden: Det er i dag 10. feb., 2017. Med mig i studiet i dag har jeg min kollega Benjamin Deniston; og via video får vi følge af Kesha Rogers fra LPAC Policy Committee, fra Houston, Texas; og en særlig gæst i dag, Michael Billington, redaktør og medskribent på Executive Intelligence Review, EIR.

Vi står naturligvis stadig midt i en mobilisering her i USA blandt alle LPAC-aktivister, for at lægge så meget pres som overhovedet muligt på Kongressen og Trump-administrationen, for en omgående implementering af Glass/Steagall-politikken. Vi har appellen, som fortsat cirkuleres… Vi lægger pres på præsident Trump for officielt at vedtage Glass-Steagall-politikken – som han lovede at gøre under sin kampagne – før eller under sin Tale om Unionens Tilstand (28. feb.). … Vi indsamler fortsat underskrifter på appellen – vi har nu flere tusinde; men vi har som mål for udgangen af næste uge at overskride en tærskel på 10.000 underskrifter. …

I aftenens udsendelse vil I få større indsigt i, hvorfor denne Glass/Steagall-mobilisering har så stor, strategisk betydning. Det er naturligvis første skridt i Lyndon LaRouches økonomiske love i Hamiltons tradition; men det går også hånd i hånd med den nye, strategiske alliance, der finder sted internationalt. Tilbuddene fra lande i hele verden, og netop nu også fra Japan, om at deltage i investeringer i byggeriet af infrastruktur og store projekter her i USA; men det er også i sammenhæng med en tale, som præsident Trump holdt i går, og hvor han fremlagde en aggressiv anti-narkopolitik, som vi vil gå i dybden med under aftenens udsendelse, med Mike Billington.

Men, før vi kommer til dette, vil jeg gerne invitere Mike til at give os en briefing; en slags dybdeborende gennemgang af det, der finder sted, med topmødet (i Washington) mellem (Japans) Shinzo Abe og Trump, der foregår netop nu. Det er det første udenlandske statsbesøg i den nye Trump-administration. Vi så pressekonferencen tidligere på dagen med Trump og Shinzo Abe fra Japan; og de afholder i øjeblikket bilaterale diskussioner på Trumps ejendom i Florida. Sammen med telefonsamtalen, som Trump havde med præsident Xi Jinping fra Kina i går aftes, repræsenterer dette muligheden for en ny, verdenshistorisk alliance mellem nationer langs med den kurs, som Lyndon og Helga LaRouche har krævet.

Jeg vil bede Mike Billington give os et lille overblik over dette, og nogle af implikationerne; dernæst vil vi gå videre til andre spørgsmål i aftenens udsendelse.

Michael Billington: Tak, Matt. Jeg taler fra vores efterretningskontor i Leesburg, Virginia. Ud over de to, ekstraordinære udviklinger, Matt omtalte – samtalen mellem [Trump] og Xi Jinping i går, og pressekonferencen med Japans Shinzo Abe i dag – så har Donald Trump, inden for de seneste 24-48 timer, lanceret noget, som hr. LaRouche lancerede for 37 år siden, og det er krigen mod narkotika. Det er en seriøs krig mod narkotika; den har alvorlige fejl, men det er en ekstremt seriøs krig mod narkotika. Før jeg kommer til arbejdet med Kina og Japan, vil jeg gennemgå noget at det, der nu er igangsat som et resultat af dette meget dramatiske initiativ for en fuld optrappet kamp imod den narkosvøbe, der er i færd med at ødelæge dette land, og meget af verden.

Det begyndte med en tale, som Trump holdt for politicheferne i de større byer for to dage siden, som jeg vil komme til. I går udstedte han en eksekutiv ordre om en krig mod narko, som er meget udtrykkelig. Den siger – og dette kommer på et tidspunkt, hvor ikke alene general John Kelly, tidligere chef for USA’s Sydkommando, og som selvfølgelig, som chef for Amerikas militær for Sydamerika – Mexico og Sydamerika – har været meget involveret i den narkosvøbe, der næsten helt er kommet gennem den mexicanske grænse; men også den succesfulde godkendelse af Jeff Sessions som ny justitsminister. Jeff Sessions har været en af de stærkeste modstandere af denne narkosvøbe, de legaliserede narkotiske stoffer, som vi fik under Obama, der gjorde det muligt at ’slå de store banker over fingrene’, som blev taget i pengehvidvaskning af narkopenge af Obama og hans justitsminister, og hvor intet blev gjort; ingen bankier kom i fængsel, på trods af, at de var blevet taget i at hvidvaske for milliarder og atter milliarder af dollars narkopenge ind i USA.

Jeg vil læse lidt af Trumps eksekutive ordre; han sagde, at »justitsministeren«, Jeff Sessions, »vil blive chef for en særlig specialenhed, der vil fokusere på at ødelægge transnationale, kriminelle organisationer og søsterorganisationer, inklusive transnationale narkokarteller«, lyder ordren, »som har bredt sig i hele nationen og truer USA’s og dets borgeres sikkerhed. Disse grupper er drivkraften bag kriminalitet, korruption, vold og elendighed. Især har kartellernes handel med kontrollerede (lovlige) stoffer udløst en genopblussen af narkomisbrug med dødelig udgang og en tilsvarende stigning i voldelig kriminalitet relateret til narkotika. På samme måde risikerer kriminelle gruppers handel og smugleri af mennesker at skabe en humanitær krise. En omfattende og afgørende fremgangsmåde kræves for at opløse disse organiserede kriminelle syndikater og genoprette sikkerheden for det amerikanske folk.«

Se, vi har i bogstavelig forstand ikke hørt noget lignende dette i USA, nogensinde; bortset fra, fra Lyndon LaRouche og vores krig imod narko. Trump krævede også, at denne specialenhed inden for 120 dage skulle rapportere tilbage om udstrækningen af de transnationale, kriminelle organisationer og deres udbredelse i USA.

Ordlyden i denne eksekutive ordre omfatter kun en ganske kort reference til den finansielle side af dette; og det er her, der er fejl i denne ordre, som vi må arbejde for – denne organisation må arbejde for at sikre, at dette bliver inkluderet. Det vil sige, bankerne. Det har været kendsgerningen i mange år, faktisk flere hundrede år tilbage i tiden, da briterne førte deres Opiumskrige mod kineserne, det, vi har kaldt »Dope, Inc.« – og jeg holder bogen op, som vi første gang publicerede i 1980’erne. Den seneste version, som for øvrigt stadig kan købes, hvis I ikke har et eksemplar; skriv ind og få et. Bogen hedder »Dope, Inc.; Storbritanniens Opiumskrig mod Hele Verden«, og pointen med denne række udgivelser har været at demonstrere, at narkotika har været den største forretning i verden; som Maria Costa, den tidligere chef for FN’s Narkohåndhævelse, sagde, »Det globale bankvæsen er afhængigt af narkotika«. Og de mener altså ikke, at bankiererne sniffer kokain, hvilket er sandt; men at bankerne selv er afhængige af denne massive, kriminelle indstrømning af penge for at afstive sig selv på internatonalt plan, eller i det mindste i hele det transatlantiske område. Så dette aspekt må genindføres i denne krig imod narko; det vil jeg sige lidt mere om.

Men jeg vil gerne citere fra Trumps tale til politicheferne; for jeg mener, at dette demonstrerer, at Trump er sig bevidst, at vi ikke alene har at gøre med narko og kriminalitet, men også med ødelæggelsen af generationer af amerikanere, ødelæggelsen af familier, ødelæggelsen af et samfunds evne til at eksistere og få fremgang. Han siger: »Ethvert barn i Amerika bør have mulighed for at lege udendørs uden frygt; at gå hjem uden fare; og gå i skole uden at være bekymret for narko og bander og vold. Så mange liv og mennesker er dræbt for tidligt. Deres potentiale, deres liv er blevet afkortet. Så meget potentiale er blevet kørt ud på et sidespor, og så mange drømme er blevet knust og ødelagt, totalt knust. Det er på tide at standse narkoen i at flyde ind i vores land.« »Og for resten, så vil vi gøre det«, sagde han. »General, minister Kelly – minister for Homeland Security – »bliver manden, der gør det«. Han sagde, »Vi vil bygge muren«, og denne gang refererer han ikke til muren imod immigration, men imod narkotika; og det vil selvsagt kræve mere end en mur. Det kommer jeg også til. Men, han siger, »Tiden er inde til at opløse de bander, der terroriserer vore borgere. Politiet vil få brug for resurser, redskaber og støtte; og vi vil give jer de redskaber, I behøver for at udføre jobbet. Vi vil gøre alt, vi kan, for at hjælpe jer til at imødegå disse krav.« Han nævner kendsgerningen om krisen i psykiske lidelser i dette land, som er meget influeret af denne narkosvøbe; som alle ved, så rammer det alle lokalsamfund i Amerika. Selv det mindste, landlige lokalsamfund i Amerikas landdistrikter er blevet ramt af denne afhængighed af heroin og opiater. Han sagde, »vi vil kæmpe for at forøge adgangen til livreddende behandling og til at kæmpe for mental sundhed.« Dette er selvfølgelig præcis, hvad vi har brug for. I denne tale sagde han også, at han havde talt med mange af lovens håndhævere i hele landet; og han spurgte dem, hvilken effekt narko har på kriminalitet i dette land. Han sagde, at de alle svarede mellem 75 % og 80 % af kriminaliteten har forbindelse til eller er berørt af narkotika. »Vi vil være hensynsløse i denne kamp«, sagde han, »vi har intet valg«.

Dette er en absolut afgørende lancering af krigen imod narkotika. Jeg vil vise jer noget andet. Dette blad – War on Drugs – dette er den anden udgave af første udgivelse af bladet War on Drugs, som blev lanceret af Lyndon LaRouche. Selve udtrykket ’krig imod narkotika’ blev opfundet af Lyndon LaRouche; før dette blad var dette udtryk ikke gængs i Amerika. Vi dannede noget, der hed den Nationale Anti-narko Koalition, og begyndte at publicere dette blad, War on Drugs, som foregik i flere år. Nu har det endelig båret frugt; vi har nu en meget seriøs indsats for krig mod narko på plads. Men, vi må insistere på, at det simpelt hen ikke vil virke, med mindre vi angriber bankerne, der rent faktisk kørte den internationale narkohandel. Britiske banker og deres afdelinger på Wall Street. Dette kræver, at vi bruger den fremgangsmåde, som hr. LaRouche har krævet i de seneste 37 år – at gå efter bankerne.

Hvordan går man så efter bankerne? Som I ved fra disse udsendelser i ugernes løb, så må man begynde med Glass-Steagall. Kampen for Glass-Steagall er absolut afgørende; og vi er ikke de eneste, der insisterer på dette. Jeg nævnte Maria Costa, tidligere FN-chef for narkotika, som advarede om, at bankerne var narkoafhængige. Den tidligere chef for den russiske antinarko-operation, Viktor Ivanov, mangeårig ven af vores organisation; han har talt offentligt om vores arbejde, vores krig mod narko; han har ligeledes sagt, at den største trussel mod den russiske nation, mod den Russiske Føderation, var narkotika; og han sagde – flere gange – at den eneste måde at tackle det på var ved at implementere Glass-Steagall. Ved atter at tvinge reel regulering – lov – over vores banksystem; ved at fjerne statslige garantier for de spekulative banker, og ved absolut hensynsløst at tvinge de kommercielle banker til at gøre det, banker skal gøre. Hvilket er at tage imod indskud og udstede lån til at opbygge den amerikanske økonomis almene velstand; og, gennem lovregler, gøre en ende på disse bankers muligheder for at hvidvaske for milliarder og atter milliarder af dollars narkopenge gennem deres system.

Der er mere. General Kelly, der nu er minister for Homeland Security John Kelly, aflagde tirsdag forklaring for Kongressen og sagde bl.a. de følgende ting. Han sagde, at vi må sikre vores grænse, men vi må gøre det i samarbejde med Mexico og Canada; især Mexico, naturligvis. For, det er lige så meget en trussel mod disse lande som mod vort eget land. Vi har brug for et partnerskab.

Vi gjorde noget lignende i Colombia tilbage i 90’erne. Det var kun delvist succesrigt, men det var kun meningen, det skulle være delvist succesrigt, faktisk. Vi må have noget, der er større nu. Dette er et globalt problem. Kelly insisterede på, at narkobekæmpelse er kriminalitetsbekæmpelse, det er synonymt. »Hvis narkoen er i USA, har vi tabt«, sagde han. »Halvfems procent af den heroin, der kommer ind i dette land, kommer over den mexicanske grænse – det er ikke alt sammen produceret i Mexico, men meget af det er. Vi må være partner med Mexico, hvilket vil sige, at vi må gå ind og hjælpe dem med at bekæmpe valmuemarkerne; fabrikkerne, der producerer heroinen og amfetaminen, før det når frem til vores grænse.

Her, på vores egen side af grænsen, må vi standse efterspørgslen af narko. Det vil selvfølgelig sige, at vi stopper den forbrydelse, der blev begået af en præsident, der bogstavelig talt promoverede legaliseringen af narkotiske stoffer. Nu, hvor han er væk, må vi atter håndhæve vores nationale lovgivning, som stadig fastholder, at alle disse narkotiske stoffer er ulovlige, inklusive marihuana, og gå tilbage til en politik, der kan bekæmpe disse narkotiske stoffer.

Kelly sagde noget meget, meget interessant. Han sagde, at vi ikke kan komme helt ned på »nul narko«. Det anerkender han. Jeg er sikker på, at I har hørt narko-lobbyen sige, »Åh, man kan ikke komme af med narko«. Der har altid været narko, og der vil altid være narko. Han sagde, nej. »Vi kommer aldrig helt ned på nul narko, men vi ved, hvordan det skal gøres. Før i tiden havde vi store begrænsninger af anvendelse af narkotiske stoffer.« Dernæst sagde han, »Nu prøver vi ikke engang«. Og det er sandt, for vi har været under en præsident, der promoverede anvendelsen af narkotiske stoffer og handel med narko.

Han sagde, »Siden 1960’erne og 190’erne har vi haft heroin, heroinoverdosis, men indtil for nylig var folk ligeglade, fordi det mest foregik blandt de sorte og latino-lokalsamfundene i det indre af byerne, og af sådanne grunde blev det ignoreret.« Nu har vi det i alle lokalsamfund, og vi må drage fordel af det faktum, at folk ikke længere kan lade som om, det ikke er en fare for vores nation, og bruge dette momentum, hvor folk er meget, meget bevidste om, hvad der sker med dem. Hver eneste familie i landet har et familiemedlem, eller en slægtning, eller en nær ven, som er ved at blive ødelagt af denne narkosvøbe, og vi må handle på dette nu med en fasthed, der følger dette helt til dørs.

Jeg vil nævne én ting til, fordi det berører spørgsmålet om Colombia. Colombias tidligere præsident, César Gaviria, var præsident i tiden mod slutningen af denne Plan Colombia, og han blev så én af de førende fortalere for narkotika. Han var faktisk med til, sammen med George Soros, der er den store kanon inden for politik for global legalisering af narko, at danne noget, der hedder den Globale Kommission for Narkopolitik. Denne politiske gruppe argumenterer i øvrigt åbenlyst for, at alle narkotiske stoffer – ikke kun marihuana – alle narkotiske stoffer bør legaliseres til personligt brug, til dyrkning og distribution. Det er den officielle narkopolitik, som i realiteten støttede Obama-administrationen, og som Obama støttede.

Denne karl Gaviria skrev en kronik i New York Times i denne uge, som var et totalt angreb på hr. Duterte. Mange af jer ved, at Rodrigo Duterte, Filippinernes præsident, har lanceret en succesrig total krig mod narko. Han bliver massivt angrebet af narko-lobbyen, af Obama-folkene, og så videre, for angivelige »drab uden om retsvæsenet«. Husk, at dette var den samme præsident Obama, hvis ugentlige aktivitet inkluderede at sætte sig hver tirsdag eftermiddag for at udarbejde sine dronedrab »uden om retsvæsenet« for denne uge – samt de familiemedlemmer og venner, der tilfældigvis befandt sig sammen med den person, han havde udvalgt – uden en formel anklage, uden retsproces og så videre.

I hvert fald, så sagde Gaviria, at Duterte er i færd med at begå en frygtelig fejltagelse, at han vil begå en fejltagelse, som vi [colombianere] begik før jeg kom til, ved at forsøge at bruge militæret og bruge magt til at standse narkohandlen. »Den smarteste måde at tackle narko på, er ved afkriminalisering«, siger han, ved at gøre det legalt, »og sikre, at regeringerne regulerer« narkohandlen. Med andre ord, at regeringerne skulle blive narkohandlerne.

Som man kunne forvente, hvis man har fulgt hr. Duterte, så responderede han i sin uforlignelige stil og sagde, han må være dum. »Denne ekspræsident for Colombia siger, vi begår den samme fejl, han begik. Han er simpelt hen dum. Hvilken hjælp har vi fået fra Amerika? I fik millioner af dollar i Colombia, angiveligt for at hjælpe med at standse narko.« Men det gjorde de tydeligvis ikke. »Hvad får jeg? Jeg får anklager om, at jeg skal slæbes for den Internationale Forbryderdomstol og kastes i fængsel, fordi jeg udkæmper en krig mod narko.« Dernæst påpegede Duterte, at kineserne på den anden side kom til Manila og byggede en facilitet for 10.000 narkoofre, der skulle i afvænning.

Jeg nævner denne colombianske ting, fordi vi også udgav dette i 2004, »For at stoppe terrorisme, luk Dope, Inc., ned«. Billedet, I ser her, er det, vi kalder »Grasso abrazo«. Det er i bogstavelig forstand [Richard Grasso] chefen for New Yorks Aktiebørs, der omfavner chefen for narkokartellet, i Colombias jungle, og siger, vi bør hjælpe jer med at bringe jeres penge ind i kloge investeringer på Wall Street. Dét er det narkokartel, vi har med at gøre; og det er, hvad vi må bekæmpe.

Begyndelsen hertil er den kamp, vi alligevel har befundet os i: Glass-Steagall. Vi må ordne disse banker. Vi må formidle til hr. Trump og til hans meget seriøse anti-narkofolk, som general Kelly og som Jeff Sessions, at vi ikke kan køre den kendsgerning ud på et sidespor, at det er de britiske/Wall Streets bankinteresser, der kører denne forretning, og som må angribes som midtpunktet for krigen mod narko.

Matthew Ogden: Jeg vil blot forklare lidt mere om dette, og så går vi videre til næste spørgsmål. Jeg vil gerne understrege det, du netop sagde, for folk, der ikke ved det, lidt baggrund om det her. Jo, Rusland og USA har virkelig en meget stor ting til fælles: der er en heroinepidemi af hidtil uhørte proportioner i både Rusland og USA. Dette går hånd i hånd med terrorismen.

Du nævnte noget, jeg blot vil gå lidt i detaljer med. En af de ting, hr. LaRouche har understreget, er, at, hvis man lukker narkotika ned, lukker man narkopengehvidvaskning ned, og man reorganiserer hele det internationale banksystem, der har skabt sig velstand af dette.

Som du nævnte, så kom Viktor Ivanov, den tidligere chef for afdelingen for narkokontrol [i Rusland], til Washington, D.C., i 2011 og fremkom med netop denne pointe. Ikke alene sagde han, at disse »beskidte« penge har været et af de førende elementer, der har styrket den internationale finansboble med derivater og skyggebankvirksomhed; men han sagde også, at, hvis vi skal lukke det her ned, så bliver det ved at vende tilbage til det, han kaldte en international Glass/Steagall-arkitektur. Han fremkom med denne pointe – dette er et citat af Ivanov, »Det er analytisk bekræftet, at det eksisterende finansielle system, der operer ved brug af et stort og voksende antal finansielle instrumenter, såsom options, futures, swaps og andre derivater, der oppuster den såkaldte ’finansielle sæbeboble’, nu ikke længere kan eksistere uden indsprøjtninger af såkaldte ’beskidte penge’. Han sagde, »Narkopenge og global narkohandel er i realiteten ikke kun værdifulde elementer af, men også donorer af sparsom likviditet, en vital og uundværlig del af hele det monetære system.« Han fastslog den pointe, at dette ikke er isoleret til en eller to banker; men at det er bygget ind i karakteren af hele det internationale finanssystem.

Han sagde, at, for at lukke dette ned, må Rusland og USA arbejde sammen for at udvirke en »drastisk transformering af det internationale finansielle system«. Og hvilken form for transformering taler han om? Det følgende: Ivanov sagde, »I en vis forstand ser vi genoplivelsen af tankegangen bag Glass/Steagall-loven, som blev vedtaget i USA i 1933 på højdepunktet af den Store Depression, og som adskilte bankernes indskyder- og investeringsfunktioner.« Men barske »restriktioner for at forhindre det tiltrækkende i kriminelle penge kræves nu endnu mere. Med andre ord, så vil en likvidering af finansboblen alene ikke være tilstrækkeligt … Nøglen til at likvidere global narkohandel er at gen-formatere den eksisterende økonomi og skifte over til en økonomi, der ekskluderer kriminelle penge« og sikrer reproduktion af netto »likvide aktiver, dvs., til en økonomi for udvikling, hvor beslutningerne baseres på udviklingsprojekter og langfristede, øremærkede kreditter«.

Jeg mener, at dette er ekstremt klart. Glass-Steagall: Luk dette eksisterende, kriminelle apparat med beskidte penge ned, som dette skyggebanksystem profiterer på og er afhængigt af for at eksistere; og skift i stedet vores fokus over til en udviklingsorienteret drivkraft for den fysiske økonomi, med udviklingsprojekter. Det blev gjort klart.

Du sagde også, Mike, at Obama havde alle muligheder i verden for at lukke dette finansielle pengehvidvaskningssystem ned. Der var faktisk en Særlig Undersøgelsesrapport fra USA’s Senat, som blev udgivet i 2012, af senatorerne Carl Levin og Tom Coburn, Den Særlige Permanente Subkomite for Undersøgelser, og som dokumenterede den rolle, som HSBC (Hongkong and Shanghai Banking Corporation, hovedkvarter i London), som en case study, spillede i at muliggøre denne narkopengehvidvaskning, især over grænsen til Mexico. Det fungerer på den måde, at narkoen smugles ind i USA. Det sælges i USA. Pengene, der tjenes på salget af denne narko, smugles dernæst tilbage til Mexico over grænsen. Dernæst leveres pengene til disse casas de cambios, og andre former for finansielle skyggeetablissementer. Dernæst tog HSBC, gennem deres mexicanske afdeling, HSMX (som det hedder), disse penge fra disse casas de cambios i amerikanske dollars, og kørte dem tilbage, i pansrede køretøjer, over grænsen og deponerede dem i HSBC’s amerikanske afdeling, og Voilà, så var pengene hvidvasket. De blev taget direkte i at gøre dette.

Og hvad skete der? Blev nogen retsforfulgt? Faktisk ikke. Carl Levin sagde selv, at den ene ting, der burde have været gjort, den anbefaling, han gav, var, at »statslige tilsynsmyndigheder burde overveje at annullere HSBC’s charter«. Det er en handling, som USA’s præsident kunne udføre for at lukke disse narkobanker ned. Deres statslige autorisation til at drive bank kunne simpelt hen være blevet inddraget, eller i det mindste suspenderet. Ingen handling blev foretaget. Og se på statistikerne. Det var i 2012. Se, hvor meget værre narkoepidemien er blevet i USA, blot i de seneste fire år.

10. feb., 2017 – De transatlantiske nationers arbejdsstyrke, og især den unge aldersgruppe, der nu konfronteres med fremvæksten af reel, langsigtet vækst inden for økonomi, videnskab og produktivitet i de samarbejdende eurasiske nationer, får en barsk behandling. Friske rapporter viser, at både i Europa og USA, kan unge, der vil ind på arbejdsmarkedet – ud over tocifrede arbejdsløshedsrater – ikke finde fast arbejde, selv efter års forsøg.

En artikel i New York Times 8. feb., med titlen »Europas deltidsbeskæftigelses-trædemølle«, handlede om Europa. Her har mere end halvdelen af alle nye jobs, der er blevet skabt siden 2010, været midlertidige ansættelser, og denne udvikling var i gang allerede længe før 2010, i »globaliserings-æraen«.

I Spanien, f.eks., blev der ansat 18 mio. i midlertidige jobs i 2016, mod 1,7 mio. i langtidsjobs. I Frankrig er mere end 80 % af nye ansættelser inden for midlertidige jobs. I Italien, er de fleste offentlige og privat hospitalsansatte på alle niveauer midlertidigt ansat. Tredive forskere, der arbejdede med nanoteknologi for et tysk selskab i Spanien, opdagede, at de var den fjerde, »etårige« gruppe af sådanne forskere i selskabet, i lige så mange år.

Denne tendens, rapporterer NYT, fortsætter med at accelerere, alt imens EU angiveligt skulle befinde sig i et eller andet svagt håb om »økonomisk genrejsning«. Siden 2012 har kun 20 % af de midlertidigt ansatte fået fast beskæftigelse. I Europa som helhed ligger lønnen for disse midlertidigt ansatte i gennemsnit 20 % under lønnen for ansatte i faste jobs, og de får næsten aldrig sociale ydelser.

New York Times havde en kronik om 10 unge menneskers vanskeligheder, som havde en højere universitetsuddannelse, og som i årevis, og endda i mere end et årti, uden held, havde forsøgt at finde et fast job. Idet de går fra det ene kortvarige job til det næste, kan de ikke få ejendomslån, kreditkort og har endda problemer med at få abonnement til mobiltelefon. De er blandt de bedst uddannede og faglærte, og deres problem er også flertallet af hele deres generations problem, i aldersgruppen nu mellem 25 og 40.

Under Barack Obamas amerikanske, »økonomiske genrejsning«, fandt en videnskabelig artikel, publiceret i januar måned af Harvard- og Princetonøkonomerne Alan Krueger og Lawrence Katz, en tilsvarende situation. Dette er bemærkelsesværdigt, fordi Krueger var leder af Obamas Økonomiske Rådgiver-råd. Han citeres: »Vi fandt, at 94 % af nettotilvæksten af jobs i det seneste årti var inden for den alternative jobkategori. Og over 60 % skyldtes væksten af selvstændige arbejdstagere, freelancere og arbejdstagere på kontrakt … Arbejdstagere, der søger fast ansættelse, har tabt.«

De taler om kategorierne for selvstændige arbejdstagere, arbejdere, der leveres gennem beskæftigelsesbureauer, tilkaldevikarer og vikarbureauer. Samlet set voksede denne gruppes andel af hele arbejdsstyrken fra 10,7 % i 2005 til 15,8 % i 2015. De to første kategorier havde den største tilvækst, og arbejdstagere mellem 16 og 35 år var mest berørt af ændringen. Nogle sektorer, såsom underholdning, universitetsuddannelse og computerteknologi, har udviklet en præference for »permalance« (permanent freelance) arbejdstagere, der i årevis arbejder på tidsbegrænsede kontrakter eller endda som vikarer.  

Leder fra LaRouchePAC, 9. februar, 2017 – I en ekstraordinær og inspirerende diskussion med LaRouchePAC’s Komite for Politisk Strategi den 6. feb., viste Lyndon LaRouche, at præsident Trumps topmøde med Japans premierminister Shinzo Abe den 10.-11. feb. åbner døren for USA til at tilslutte sig »det nye arrangement mellem nationer«, der inkluderer de igangværende russisk-japanske aftaler, Bælt-og-Vej-initiativet, som anføres af Kina, og de andre hermed relaterede, revolutionære nye funktioner af verden i det 21. århundrede. Den første artikel i det netop, den 10. februar, udkomne nummer af »Executive Intelligence Review«, EIR, med overskriften, »Vælg derfor livet«, opsummerer denne diskussion, som fandt sted den 6. feb., og vil ikke blive gengivet her. I stedet vil vi blot pointere nogle af de seneste hovedudviklinger, der markerer denne historiske mulighed, en mulighed, som, bemærkede hr. LaRouche, kun vil stå åben i et begrænset tidsrum – med mindre den gribes nu, gennem hans »Fire Nye, Økonomiske Love« fra juni 2014.

Som vi tidligere har fortalt, så forlyder det, at premierminister Abe kommer til Washington med et tilbud om investeringer i højteknologi, inkl. højhastighedstog, og som vil skabe 700.000 amerikanske jobs. Han forventes også at tilbyde samarbejde om forskning inden for højteknologiske områder, inkl. avanceret kernekraft. Derudover handler Abes mission til Washington, som i dag rapporteredes af Nikkei Asian Review, om, at Abe vil foreslå dannelsen af et permanent, amerikansk-japansk, økonomisk råd, der på den japanske side skal ledes af finansminister Taro Aso, der også er vicepremierminister, og på den amerikanske side af vicepræsident Mike Pence.

Samtidig med premierminister Abes ankomst til Andrews Air Force Base torsdag aften, rapporterede Mainichi, »vil Abe søge at diskutere måder med Trump, som kan  styrke bilateral handel og investering til gavn for det større, asiatiske Stillehavsområde … iflg. japanske myndigheder.«

I diskussionen den 6. februar havde Lyndon LaRouche indbefattet hele dette initiativ fra Abes side over for USA, i den sammenhæng, som er Japans nye aftaler med Rusland om betydeligt, økonomisk samarbejde, der fører frem til en fredsaftale. Med hensyn til dette japansk-russiske aspekt, rapporterede Mainichi i går, at datoen den 7. februar var »De Nordlige Territoriers Dag« i Japan, hvor, hvert år, de japanske indbyggere, der i 1945 blev udvist af disse øer af sovjet-russerne, samt deres efterkommere, samles omkring øernes tilbagevenden til Japan. Men denne gang talte premierminister om det i sin »fremgangsmåde«, der »tilsigter at styrke gensidig tillid gennem fælles projekter og at føre til indgåelse af en fredsaftale«. Meningsmålinger, der blev gennemført kort tid efter Abes topmøde med præsident Putin i Japan i december, viste, at omkring 60 % af den japanske befolkning støttede denne »nye fremgangsmåde«.

»Sputnik« rapporterede dette samme dag, som den japanske udenrigsminister Kishida indkaldte til det første møde i et interministerielt råd i den japanske regering, om samarbejde med Rusland om Kurillerne (eller de Nordlige Øer). »Jeg vil gerne bede alle interesserede ministerier om at begynde at overveje fælles økonomiske projekter med Rusland, inkl. inden for fiskeri, turisme, sundhedspleje og miljøbeskyttelse«, sagde Kishida. »Disse projekter bør være økonomisk fordelagtige for både Japan og Rusland.« Lyndon LaRouche understregede i særdeleshed denne sidste pointe, »økonomisk fordelagtig for begge parter«, tidligere på dagen.

Det rapporteres yderligere, at premierminister Abe vil besøge Rusland to gange i år og afholde topmøder med Vladimir Putin under begge besøg. Datoen for det første besøg vil blive fastsat til første halvdel af 2017, og det andet besøg bliver til Vladivostok Øst Økonomiske Forum i september.

På den amerikansk-kinesiske side har præsident Trump onsdag sendt et brev til Kinas præsident Xi Jinping. Teksten er ikke blevet offentliggjort, men begge parter sagde, at brevet takkede præsident Xi for hans lykønskningsbudskab i anledning af Donald Trumps indsættelse, overbragte ønsker for det kinesiske folk i anledning af Lanternefestivalen den 11. februar og ’Hanens År’, og sagde, at præsident Trump ser frem til at udvikle en »konstruktiv relation« med Kina. Som svar sagde talsmand for det Kinesiske Udenrigsministerium, Lu Kang, at, »Kina tilskriver udviklingen af relationen med USA stor betydning«. Kina og USA har begge et ansvar for at sikre fred og stabilitet i verden og fremme global udvikling og velstand. »Samarbejde er det eneste rette valg for Kina og USA.«

På den amerikansk-russiske side bekræftede talskvinde for det Russiske Udenrigsministerium, Maria Zakharova, i dag, at Rusland og USA i øjeblikket arbejder på muligheden for et møde mellem den hhv. russiske og amerikanske udenrigsminister, Sergei Lavrov og Rex Tillerson, på sidelinjen af G20-udenrigsministermødet i Bonn den 16.-17. februar.

I går kom udenrigsminister Lavrov med kommentarer i anledning af offentliggørelsen af dokumenter fra 1943, fra Sovjetunionens Udenrigsministerium. Under en meget bevægende genkaldelse af dette afgørende krigsår, sagde han:

»Til trods for, at de allierede forfulgte hver deres interesser, var de i stand til at hæve sig over splittelser og uoverensstemmelser og slå sig sammen for at besejre den nazistiske ideologi. Dette fremgår tydeligt af dokumenterne om Udenrigsministerkonferencen i Moskva i oktober 1943, og af De Tre Stores konference i Teheran, i november-december, 1943. Under disse begivenheder diskuterede deltagerne afgørende spørgsmål, som, blandt andre ting, havde relation til verdensordenen efter krigen og oprettelsen af De forenede Nationer. I dag, hvor det internationale samfund konfronteres med den internationale terrorismes og ekstremismes svøbe, der ikke har fortilfælde, er denne erfaring med alliance og samarbejde for at adressere fælles opgaver særlig vigtig.«

Foto: Japans premierminister ankom torsdag til Washington, til topmøde med præsident Trump den 10.-11. febr. Foto fra tidligere lejlighed. 

EIR, 7. februar, 2017; af Tony Papert – Præsident Trumps topmøde med Japans premierminister Shinzo Abe den 10.-11. februar, tilbyder USA muligheden for at slutte sig til det store, nye, eurasisk-centrerede system med samarbejde i det 21. århundrede – som inkluderer Japan, Kina, Rusland og de flere end 70 andre nationer, med en samlet befolkning på 4,4 mia., der har tilsluttet sig Kinas »Bælt-og-Vej-initiativ« (Belt and Road Initiative, BRI) med udviklingskorridorer i hele verden. Det er indikerende, at Abe til dette forestående topmøde har forberedt en mulig pakke, der omfatter japanske investeringer i højteknologi i USA, som kan skabe hundredetusinder af gode jobs.

Japanske medier rapporterer, at premierminister Abe har forberedt en plan, der inkluderer investeringer i stor skala i højhastighedstog i Texas og Californien, sammen med andre infrastrukturinvesteringer, så vel som også gensidigt samarbejde henimod opnåelse af avanceret kernekraft og andre, banebrydende teknologier.

Japans udarbejdelse af denne pakke til Washington må forstås som et biprodukt af de revolutionære aftaler, der er truffet mellem Japan og Rusland i løbet af de seneste måneder. De to lande har befundet sig i forhandlinger om en fredsaftale; de har officielt været i krig med hinanden i over 70 år. Men disse »fredsforhandlinger« tager en unik form: de ville aldrig have været mulige uden for sammenhængen med den nye, eurasisk-centrerede aftale mellem nationer – en aftale, som de fleste amerikanere stadig er fuldstændig ubevidste om.

Billede: Den russiske præsident Vladimir Putin (venstre) og Japans premierminister Shinzo Abe under en fælles pressekonference under Putins besøg i Japan i december, 2016.

Putins Rusland og Japan har besluttet at overvinde en umedgørlig territoriestrid ved, at de to nationer kommer til en forståelse og til at have tillid til hinanden gennem stadig tættere, massivt økonomisk samarbejde, der er i begges interesse. Da premierminister Abe mødtes med præsident Putin i Vladivostok på Ruslands Stillehavskyst i september sidste år, foreslog han otte punkter for økonomisk samarbejde, som omfattede store, japanske investeringer for at være med til at udvikle det Russiske Fjernøsten (eller det østlige Sibirien). Da Putin gengældte besøget i december, blev disse otte punkter bekræftet og udviklet mellem dem. Desuden aftalte de fælles, økonomisk udvikling af det omstridte område, Kurillerne. En endegyldig løsning af striden om statstilhørsforholdet vil følge den intensiverede tillid, som vil blive et resultat af dette samarbejde.

Billede: Verdenslandbroen, med hovedudviklingskorridorer (højhastighedsjernbaner, nye vandveje m.v.), der vil forbinde hele det eurasiske kontinent og, gennem Beringstrædetunnellen (øverst til højre), forbinde hele Eurasien til de amerikanske kontinenter. (Google Earth.)

Da præsident Putin foreslog denne enestående kurs i det 21. århundrede for forhandlinger med Japan, havde han naturligvis i tankerne den kinesiske præsident Xi Jinpings lancering i 2013 af Bælt-og-Vej-initiativet, en revolutionerende vision for infrastruktur-udviklings-korridorer, der forbinder hele Eurasien og spreder sig ind i Mellemøsten og Afrika og, via Beringstrædetunnellen, ligeledes ind i begge amerikanske kontinenter. Som vi har rapporteret, så er Bælt-og-Vej-initiativet en følge af de forslag til en politik, som Lyndon og Helga LaRouche uophørligt har kæmpet for siden 1988.

Som præsident Putin selv bemærkede, så var hans andet referencepunkt for denne nye kurs for forhandlinger med Japan, »Traktaten om Godt Naboskab og Venskabeligt Samarbejde mellem Folkerepublikken Kina og Den Russiske Føderation«, som, efter tredive års forhandlinger, blev underskrevet i 2001 – forhandlinger, der, med stadig større tillid mellem de to sider, stadig pågår i dag på en tættere og mere intensiv måde. Denne traktat fra 2001 var en forudsætning for BRI, alt imens forhandlingerne om denne traktat direkte affødte Shanghai Samaarbejdsorganisationen, et andet, betydningsfuldt element af konstellationen i den nye verden, som nu er åben for USA at tilslutte sig.

De eurasiske nationer, under anførsel af Rusland, Kina og nu Japan, siger til USA: »Vi har åbnet op for en ny måde at leve på. Vi I acceptere det og gå med?« Her vil præsident Trump ikke blive et problem, sagde Lyndon LaRouche den 6. feb. til medarbejdere. Snarere vil USA’s tilslutning til denne nye aftale mellem nationerne blive den måde, hvorigennem den nye, amerikanske præsident kan opfylde sit kampagneløfte om, at ingen amerikaner, der ønsker at arbejde, ikke vil være i stand til at finde et job.

Vi har kun en kort tidsperiode, i hvilken vi kan konsolidere dette, sagde LaRouche. Vi har en solid gruppe ledere, der har indgået en beslutsom aftale om principperne for handling; de må konsolideres som en enhed. Det, der kunne ødelægge dette, vil være, hvis en tredjepart fik mulighed for at bryde ind og forsøge at påtvinge sine egne, afvigende principper.

De principper, der behøves, udgøres af LaRouches »Fire Nye Love«. De oprindelige, ledende kræfter har udvalgt sig selv. Andre, der ønsker at komme med, må kvalificere sig; de kan ikke få lov til bare at gå ind. Vi må træffe denne beslutning.

Her kan man høre den hårdkogte læser spørge, »Jamen, hvad er chancerne for dette?« Dette spørgsmål afspejler fejlagtige læresætninger om såkaldt ’sandsynlighed’, imod hvilke Albert Einstein uophørligt kæmpede i årtier frem til sin død i 1955. Statistikere er mislykkede matematikere, lige såvel som, at matematikere er fejlslagne menneskelige væsener. Deres fejlagtige begreber om sandsynlighed er især åbenbare, når de anvendes på menneskelige anliggender, som her.

Forstil dig, at du er i færd med at gå over gaden, og et køretøj i høj fart kører over for rødt lys og har direkte kurs mod dig, med trussel om at køre dig ned. Vor ven statistikeren ville læne sig over og spørge dig i øret, »Hvad er de sandsynlige odds for, at du vil overleve dette?«

Ovenstående artikel publiceredes første gang i EIR, 10. februar, 2017. Artiklen har ikke tidligere været udgivet på dansk.  

Med korte artikler fra hele verden. I dette nummer, bl.a.:

– Kina har planer om et stort projekt til skabelse af regn for at bekæmpe tørke 

– Angolas første dybvandshavn er ved at blive bygget, med kinesisk finansiering 

– Vigtig landvinding for en potentiel Kra-kanal

– o.m.a.

Download (PDF, Unknown)

I stedet for at træne en meget mistænkelig og tvivlsom libysk kystvagt til at holde flygtningene tilbage i Afrika, ville det så ikke give bedre mening, hvis de europæiske nationer gik sammen med Kina og andre, som Japan og Indien, der allerede er involveret i Afrika, om udviklingen af det afrikanske kontinent?

Præsident Xi Jinpings formulering, at det, vi må bygge, er et fællesskab – et samfund – for menneskehedens fremtid, baseret på win-win-samarbejde, er præcis måden at se dette på. Dette er ikke et nulsumsspil, hvor én nation vinder, og de andre taber; men det er derimod et nyt perspektiv, hvor alle lande på denne planet kan arbejde sammen for alles fordel.

Download (PDF, Unknown)

Med formand Tom Gillesberg

Med næstformand Michelle Rasmussen

1. del:

2. del:

Powerpoint billeder:

Download (PDF, Unknown)

George Soros er ikke en højtplaceret financier, han er, ligesom mafia-banditten, uden nogen virkelig samvittighed – som en bandit, der er sendt ud for at dræbe én af ens venner, men kun en hit-man for de virkeligt store finansinteresser, og som er lejet ud for at røve ens venner, og én selv, for stort set alt, inklusive ens nation, og ens personlige frihed.

Det følgende er en af flere artikler, der blev publiceret i Executive Intelligence Review, EIR, 4. juli, 2008. Artiklen har ikke tidligere været udgivet på dansk.

Hele EIR’s dossier kan læses her: http://www.larouchepub.com/eiw/public/2008/2008_20-29/2008-27/pdf/64-79_3526.pdf

Introduktion ved Lyndon LaRouche:

Tilbage under præsidentkampagnen i 2004 gjorde mine medarbejdere og jeg opmærksom på en betydningsfuld bog, The Confessions of an Economic HitMan. Denne mand havde en samvittighed. Den følgende rapport af LaRouche Political Action Committee (LPAC) omhandler en langt større historie, om George Soros som en politisk-økonomisk hit-man. Den George Soros, vi præsenterer i denne rapport, har ingen samvittighed med hensyn til, hvad han gør, eller hvad han har gjort. Dette er en rapport, der i vid udstrækning er skrevet af Soros’ egen mund.

George Soros er ikke en højtplaceret financier, han er, ligesom mafia-banditten, uden nogen virkelig samvittighed – som en bandit, der er sendt ud for at dræbe én af ens venner, men kun en hit-man for de virkeligt store finansinteresser, og som er lejet ud for at røve ens venner, og én selv, for stort set alt, inklusive ens nation, og ens personlige frihed.

George Soros ejer ikke rent faktisk senator Barack Obama; det er der nogle andre folk, der gør; men, Soros er en nøgle-’controller’, og øjensynligt den bogstavelige ejer af både det Demokratiske Partis formand, Howard »Scream« Dean, dét parti, måske dit politiske parti, og i realiteten, din nation, som begge dele er det, som den politisk-økonomiske hit-man George Soros har til hensigt at ødelægge.

– Lyndon H. LaRouche, Jr., 16. juni, 2008.                              

George Soros: Hit-Man for Det britiske Oligarki

Af Hector A. Rivas, Jr.

Det britiske finansoligarki er desperat forpligtet til den totale tilintetgørelse af alle former for nationalstater fra vores planet, og allervigtigst, De forenede Stater, og George Soros er deres udvalgte hit-man til udførelsen af denne opgave. George Soros finansierede direkte, på vegne af City of London, og med hjælp fra sin marionet, formand for Demokraternes Nationalkomite, Howard Dean, beskidte operationer mod Hillary Clintons præsidentielle primærvalg, for at garantere, at ingen politik, der repræsenterer en genoplivelse af Franklin Roosevelts forpligtelse over for de 80 % af befolkningen med de laveste hustandsindkomster, skulle vinde indpas i Det Hvide Hus efter januar 2009. Soros er ingen nybegynder ud i den kriminelle verden. Ifølge tidligere medarbejdere og offentlige rapporter, fik han sine penge til at starte op for, af baron Edmond de Rothchilds højre hånd, George Karlweiss, der ligeledes hjalp den flygtede narkohandler Robert Vescos karriere i gang. Siden da har Soros været involveret i forskellige, onde operationer, under direktiver fra Det britiske Imperium, såsom spekulativ finanskrig for at ødelægge nationale valutaer, støtte og fremme af en morderisk eutanasipolitik for »unyttige spisere« og en massiv finansiering af internationale kampagner for at legalisere narkotiske stoffer. Men George Soros’ forfærdelige karakter kan selvfølgelig ikke kun tilskrives ham selv, men snarere, at den til dels blev skabt af hans opdragere under hans formative år i ungdommen: nazisterne.

En Golem er født

Den ynkelige skabning, kendt som George Soros, traf tidligt i livet en bevidst beslutning om at blive den karakter, han nu er: en Golem.[1] Som teenager under nazisternes besættelse af sit hjemland, Ungarn, indledte Soros sit eftermæle som folkemorder ved at arbejde for de mordmaskiner, der slagtede 500.000 ungarske jøder under holocaust. Den unge Soros fik et job, hvor han skulle plyndre jøders ejendomme under SS generalløjtnant Kurt Bechers regime, chef for den Waffen-SS-afdeling, der bar det forskønnende navn, SS-kommandoens Økonomiske Afdeling.

Soros giver sin far æren for sit eget held, hvor han undgik koncentrationslejrenes grusomme scener. I en udsendelse på WNET/Thirteen Tv den 15. april, 1993, genkalder Soros sig de oplevelser, der dannede hans dyriske personlighed: »Da tyskerne kom, sagde han [faderen, -red.], »Dette er en lovløs besættelse. Normale regler gælder ikke. Man må glemme, hvordan man opfører sig i et normalt samfund. Dette er en abnorm situation.« Og traf arrangementer for, at vi alle fik falske papirer, alle havde et forskelligt arrangement. Jeg blev adopteret af en embedsmand til landbrugsministeren, hvis job bestod i at overtage jødiske ejendomme, så jeg ledsagede ham, og vi overtog disse store ejendomme. Det var min identitet. Det er et mærkeligt, meget mærkeligt liv. Jeg var 14 år gammel på det tidspunkt.« Soros’ far, Tivadar Soros, bekendte yderligere, at, »som pseudo-kristne var vi ikke helt nået frem til det kristne niveau, hvor vi var indstillet på at give brød for stene.« Soros-familien gav i sandhed masser af stene til de mange fattige, ungarske jøder, der blev sendt af sted til Auschwitz for at møde deres død.[2]

Soros-familien var blandt de ungarske »elite«-jøder, hvilket gjorde det muligt for dem at træffe foranstaltninger til at overleve den nazistiske besættelse. Prins Alexis Scherbatoff, tidligere medlem af den amerikanske hærs kontra-efterretningskorps før og efter Anden Verdenskrig, hævdede, at Soros skabte sin første, lille formue ved at sælge sin andel af det bytte, der blev erhvervet sammen med nazisterne. Han rapporterede, at Soros’ første medsammensvorne var en anden ungarsk jøde, der i Belgien solgte rubiner og andet nazistisk rov efter Anden Verdenskrig.

Ben Hecht, forfatter til bogen Perfidy, dokumenterer nazisternes Økonomiske Afdelings aktiviteter i Ungarn, samt de grusomheder, som den unge Soros’ arbejdsgivere begik. Afdelingen havde ansvaret for at plyndre jødiske ejendomme og »fjerne guldplomberne fra de millioner af tænder hos døde jøder; med at klippe håret af millioner af jødiske kvinder, før de dræbte dem, og afskibe baller af hår til Tysklands madrasfabrikker; med at omdanne døde jøders fedt til badesæbe, og med at udtænke effektive torturmetoder for at få de jøder, der ventede på at dø, til at afsløre, hvor de havde gemt deres sidste ejendele.«

George Soros blev konfronteret med sådanne billeder under et interview med Steve Kroft på CBS’s 60 Minutes den 20. december, 1998:

Kroft: (Voiceover) Dette er billeder fra 1944 om, hvad der skete med George Soros’ venner og naboer. (optagelser fra tiden, der viser kvinder og mænd, der går af sted med sække over skuldrene; menneskeflokke ved et tog)

Kroft: (Voiceover) De er en ungarsk jøde …

Hr. Soros: (Voiceover) Hmm.

Kroft (Voiceover) … der undslap holocaust … (billeder fra tiden, der viser kvinder, der går ved et tog)

Hr. Soros: (Voiceover) Hmm. (billeder fra tiden, der viser folk gå op i tog)

Kroft: Voiceover) … ved – ved at udgive Dem for at være kristen.

Hr. Soros: (Voiceover) Rigtigt. (Billeder fra tiden, der viser kvinder, som hjælper hinanden komme op i toget; togdøren lukkes med folk i godsvogne).

Kroft: (voiceover) Og De så masser af mennesker blive sendt af sted til dødslejrene. 

Hr. Soros: Korrekt. Jeg var 14 år gammel. Og jeg ville sige, at det var dér, min karakter blev skabt.

Kroft: På hvilken måde?

Hr. Soros: At man må tænke fremad. Man bør forstå og – og forudse begivenheder og når – når man er truet. Det var en enorm trussel om ondt. Jeg mener, det var en – en meget personlig oplevelse af ondskab.

Kroft: Jeg forstår, at De gik ud sammen med denne beskytter, der svor på, at De var hans adopterede gudsøn.

Hr. Soros: Ja. Ja.

Kroft: Gik ud og hjalp med ved konfiskeringen af jødernes ejendom.

Hr. Soros: Ja. Det er korrekt. Ja.

Kroft: Jeg mener, det – det lyder som en oplevelse, der ville sende en masse mennesker til psykiaterens behandlingsleje i mange, mange år. Var det svært?

Hr. Soros: Nej, slet ikke. Slet ikke. Måske ser man som barn ikke forbindelsen. Men – det skabte slet ingen problemer.

Kroft: Ingen følelse af skyld?

Hr. Soros: Nej.

Kroft: For eksempel, at ’Jeg er jødisk, og her står jeg og ser disse mennesker gå af sted. Jeg kunne lige så godt være blandt dem. Jeg burde være blandt dem.’ Intet af dette?

Hr. Soros: Jeg kunne selvfølgelig være på den anden side, eller jeg kunne have været den, fra hvem tingen blev taget. Men jeg havde ingen følelse af ikke at skulle være der, for det var – altså, på en sjov måde, så er det ligesom med markederne – at, hvis ikke jeg var der – så gjorde jeg det jo ikke, men så var der bare en anden, der ville – ville – ville tage det alligevel. Og det var – om jeg var der eller ej, jeg var blot en tilskuer, ejendelene blev fjernet. Så det – jeg havde ingen rolle i at fjerne disse ejendele. Så jeg følte ingen skyld.

Skabt og sluppet løs

Nazikollaboratøren George Soros tog af sted til England i 1947, hvor han blev protegé af den radikale positivist Sir Karl Poppers, der underviste ved London School of Economics, som var blevet initieret af Fabian Society, i 1950’erne. Dette er samme Karl Popper, der i vid udstrækning lagde skylden for udviklingslandenes krise på deres lederes »politiske dumhed«. Popper udtaler selv, at »Vi [Imperiet, -red.] har befriet disse stater for tidligt og på en for primitiv måde. De er stadig stater uden lov. Det samme ville ske, hvis man overlod en børnehave til sig selv.« Dernæst argumenterer Soros’ mentor med, at den »civiliserede verden« har ret til at lancere krige mod den Tredje Verden for »fredens« skyld. Soros adlød, hvad hans herrer forlangte og udførte denne krig.

Soros brugte sin Quantum Fund til at føre finansiel krig gennem derivater og valutaspekulation. På den europæiske front vandt Soros, i 1992, en afgørende kamp mod den Europæiske Kursmekanisme (European Rate Mekanism, ERM), der var Europas finansielle struktur for at opretholde stabile vekselkurser blandt de europæiske valutaer. Soros skabte en finansiel krise, så systemet kunne blive erstattet af Maastricht-traktaten, der etablerede euroen som den europæiske enhedsvaluta og lagde den finansielle myndighed i hænderne på én centralbank, der kontrolleredes af det anglo-hollandske oligarki. Denne plan begyndte, da repræsentanter for Soros mødtes den 2. juni, 1992, med britiske og anglo-hollandske, finansielle top-rovdyr på Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II’s yacht, Britannia.[3]

En del af denne operation kan forstås ved at undersøge hans angreb mod den italienske lire i begyndelsen af 1990’erne, hvor han tjente 400 mia. lire ($280 mio.) i løbet af få dage, alt imens den italienske centralbank Banca d’Italia, mellem juni og september 1992, blev tvunget til at bruge $48 mia. af sine reserver i et forgæves forsøg på at forsvare sin valuta. Inden for et par år var Soros underkastet kriminelle undersøgelser for disse skumle angreb. Medlemmer af Movimento Internazionale per Diritti Civili Solidarietà indgav som de første beviser imod Soros til domstolen i Milano i 1995, og året efter blev der indledt undersøgelser i Rom og Napoli, som blev rapporteret den 24. dec. 1995 i Corriere della Sera: »Undersøgelsen er lige begyndt, men resultaterne kunne blive eksplosive, og navnet på den person, der officielt undersøges, giver en idé om, hvor følsom denne undersøgelse er: Navnet er George Soros. … Forbrydelsen er spekulativt køb og salg af værdipapirer (’stock-jobbing’). … Det drejer sig om angrebet mod liren.«

Det er selvfølgelig ikke alle de penge, der blev brugt i denne operation, der kan tilskrives »Golem« Soros, men drejede sig blot om penge, man gav ham fra London. Når alt kommer til alt, så skaber en Golem ikke sig selv, han bliver skabt og, sin vane tro, er det Soros’ naturlige instinkt at gøre, hvad han får besked på, for at overleve.

Hans far lærte sin dreng, hvordan man skal adlyde sine herrer, vældig godt under nazisternes besættelse i Ungarn: »Den mest rationelle fremgangsmåde er, efter min mening, en total adskillelse, efterfulgt af en stilfærdig bestræbelse på at falde ind i den almindelige befolkning. Det er sådan, dyr gør: når de fornemmer en fare, så er det, i stedet for at udgøre et tydeligt mål for deres fjender, deres naturlige selvopholdelsesdrifts fremgangsmåde at falde sammen med sceneriet og simpelt hen forsvinde. Zoologer og biologer kalder dette fænomen for ’efterligning’.«[4]

Soros blev opdraget til at opføre sig som et dyr, og det gør han så. Med ødelæggelsen af ERM, der satte scenen for Maastricht og, uvægerligt, Lissabon-traktaten, havde Soros blot dette at sige: »Jeg er temmelig sikker på, at spekulative handlinger har haft nogle negative konsekvenser. Men det ændrer slet ikke min tankegang. Det kan det ikke. Hvis jeg afholdt mig fra visse handlinger pga. moralske skrupler, så ville jeg ophøre med at være en succesrig spekulant. Jeg har ikke skyggen af anger over at have skabt en profit.« Han fortsætter, »Jeg gjorde det udelukkende for at tjene penge.«[5]

Projekt død

Den 30. november, 1994, talte Soros for et publikum i Columbia Presbyterian Medical Center, hvor han annoncerede sin nye fond, Project on Death in America (Projektet om død i Amerika), der skulle ændre uddannelsen af hospitaler, sygeplejersker og læger, væk fra kostbare, livreddende behandlinger og over til at give den korrekte behandling til de døende. Med sin promovering af lovgivning for eutanasi gjorde Soros nazisternes politik over for »nytteløse spisere« lovlig i USA.

Et Soros-sponsoreret program for assisteret selvmord (også kaldet mord), der tilbød patienter dødbringende medicin, var Oregon Death with Dignity Act (Oregons lov for en værdig død), der sluttelig blev vedtaget i 1998: »Som den første stat i USA, der gør det muligt for læger at hjælpe terminalt syge patienter med at gøre en ende på deres liv, bliver Oregons erfaringer nøje fulgt af andre stater.«[6]          

Gennem Open Society, Døden i Amerika-projektet og andre organisationer, der interesserer sig for spørgsmål om »livets slutning«, begyndte der et samarbejde om at »transformere kulturen om at dø«. Soros promoverede på sin webside et endags seminar, der blev koordineret af Balfour Mount, M.D. fra Royal Victoria Hospital, i midten af 1990’erne, med titlen, »En søgen efter eutanasiens sjæl«. Soros gav sine personlige tanker om spørgsmålet: »Anvendelsen af teknologi for at forlænge livet, når livet er meningsløst, giver ingen mening … Det kan meget vel være mere negativt end positivt, fordi det forårsager unødvendig smerte og lidelse, for ikke at tale om omkostningerne«. (Kursivering af red.)

(Fra redaktionen: George Soros holdt som finansiel ’ekspert’ en tale på det nylige Davos Økonomiske Verdensforum, 2017. Han blev siden interviewet af Bloomberg. Hvad han dér sagde, bl.a., at han ønskede, at præsident Trump ville blive en ’fiasko’ (?), kan høres på denne video: https://www.youtube.com/watch?v=Cz3MTcEqJ54) 

Ben Deniston: Velkommen … Vi vil omgående gå i gang med denne brandvarme situation lige nu, hvor – på trods af alle de falske nyheder; det er korrekt at kalde det for bandekrigsagtig form for operation, som splitter det amerikanske folk. Hvor man får folk til at fokusere på mange sidespørgsmål og små spørgsmål, og meget følelsesladede spørgsmål med meget lidt substans. Men der er i realiteten kun ét eller to nøglespørgsmål på forhandlingsbordet i øjeblikket, som er afgørende for den retning, USA vil gå i, for hvilken retning, denne administration vil gå; og hvordan dette vil udspille sig i den umiddelbart forestående tid.

I front og centrum for denne kamp er spørgsmålet om Wall Street og i særdeleshed spørgsmålet om Glass-Steagall. Vi vil begynde diskussionen i dag med nogle meget dramatiske udviklinger i løbet af den seneste uge, de senest par dage, de seneste par timer, og som understreger, at dette er det spørgsmål, som det drejer sig om. Hvis I vil gøre noget, der har indflydelse på amerikansk politik, på USA’s retning og på historien på dette tidspunkt, så må I kæmpe sammen med LaRouchePAC om spørgsmålet om Glass-Steagall som indledningen til LaRouches Fire Love for et fuldt, økonomisk genrejsningsprogram, og omgående; mens I ser dette program og i de nærmest forestående timer og dage. Dette er absolut afgørende.

For blot at sætte fokus nogle af disse udviklinger, vil vi om et øjeblik vise et klip; et lovforslag for genindførelse af Glass-Steagall er blevet genfremsat i Repræsentanternes Hus i denne uge, anført af [kongresmedlem] Marcy Kaptur – som har kæmpet for dette lovforslag i mange år. Hun holdt en fælles pressekonference med tre andre kongresmedlemmer; og, så vidt vi har kunnet se, så er LaRouchePAC den eneste kanal, der har en fuld dækning af denne pressekonference i sin helhed. Den kan ses på LPAC-websiden; vi vil afspille et kort uddrag af denne 40 minutter lange pressekonference om nogle få minutter. Men dette typificerer en tværpolitisk støtte i Kongressen til dette Glass/Steagall-lovforslag. Disse kongresmedlemmer erklærede ganske klart under pressekonferencen, at de er rede til at arbejde sammen med Trump-administrationen om dette afgørende spørgsmål. De vil ikke lade sig indfange i dette vanvittige, venstre-højre, dette eller hint spørgsmål, denne retorik og de falske nyheder, og virkeligt vanvittige, opsplittende propaganda, som har oversvømmet de amerikanske medier; det ligner i virkeligheden den form for politik for »farvede revolution«, som er blevet britisk og – under Obama – amerikansk politik for at vælte regimer, som de ikke ønsker, i hele verden. Det har præcis samme formål her i USA, med denne bandekrigs-lignende propaganda over sidespørgsmål, som totalt distraherer folk bort fra hovedspørgsmålene.

Men under denne pressekonference så vi en afgørende demonstration af, at højtplacerede, tænkende personer, ledende personer, er villige til ikke at blive indfanget i dette Soros/britiske sindssyge show og i stedet fokusere på reelle, vægtige spørgsmål. De vil lægge betydningsfulde spørgsmål frem på bordet og sige, at dette er et område, hvor vi kan samarbejde omkring at gå frem for et positivt resultat for de spørgsmål, som vi ved har betydning for hele landet. Demokrat, Republikaner, ’blå stat’, ’rød stat’, uanset hvad; det centrale USA, og kyststaterne i USA. Dette er hovedspørgsmålet, det første skridt i at adressere virkeligheden med sammenbruddet af USA, og som den eneste måde, hvorpå man kan opfylde de løfter, der er afgivet, om at genopbygge den amerikanske infrastruktur, om at genskabe jobs i USA på en meningsfuld, reel, substantiel måde. Det kan ikke lade sig gøre, med mindre Glass/Steagall-loven vedtages, og Wall Street lægges i tømmer, og dette system reformeres. Denne pressekonference – igen, det handler ikke blot om at genindføre Glass-Steagall, men også om at erkende og åbent arbejde på vigtige spørgsmål, og ikke blive indfanget i disse vanvittige sidespørgsmål, er absolut afgørende. Vi afspiller klippet om et øjeblik.

Men ligeledes i den forgangne uge deltog William (Bill) Jones, korrespondent for Lyndon LaRouches magasin Executive Intelligence Review (EIR), i en diskussion under en pressekonference i Det Hvide Hus, og han fik lejlighed til direkte at spørge pressesekretær Spicer, »Støtter præsident Donald Trump stadig Glass-Steagall?« Og, efter at havde vævet lidt omkring, stillede hr. Jones et meget direkte spørgsmål; og han fik et meget direkte »Ja«. Og Trumps officielle repræsentant Spicer sagde, »Vi er forpligtet på vore valgløfter. Ja.« Dette er en bekræftende udtalelse på vegne af præsident Trump om, at han stadig støtter denne lovgivning. Så potentialet er klart til stede; men vi ønsker at gøre det klart her i denne diskussion, at dette på ingen måde er et afgjort løb. Det er på ingen måde absolut. Jeres rolle som tilhængere af LaRouchePAC, som støtter af LaRouchePAC, og som LPAC-aktivister, er umiddelbart, absolut afgørende. Vi må sikre os, at denne lov gennemføres.

I de næste timer og minutter venter vi i øjeblikket på resultaterne af et par eksekutive ordrer, som præsident Trump har underskrevet tidligere på dagen – midt på fredag eftermiddag, lige efter frokost. En af disse handler om, hvordan han har til hensigt at strukturere reformen af Dodd/Frank-loven. Dette er et afgørende spørgsmål, for, som enhver ved, så var Dodd/Frank en total vittighed; det var et totalt forsøg på at lade som om, at de lagde Wall Street i tømmer samtidig med, at de fuldstændig overgav sig til Wall Street og lod Wall Street skrive størstedelen af loven, der består af henved titusinder af sider – det er sindssygt. Så der forelægger et juridisk grundlag for at skrotte Dodd/Frank og indføre en ægte reform, som ikke består i en regulering, en bunke bestemmelser om regler, men som er en virkelig strukturreform med Glass/Steagall. Det behøver slet ikke være titusinder af sider; det er en meget klar fastlæggelse af et princip (lov). Man har kommerciel bankaktivitet, og så har man spekulationsbankaktivitet; de skal være [totalt] adskilte, og sådan er dét. Man har ikke brug for 40.000 sider til at erklære dette; det er en principiel erklæring, det er et spørgsmål om strukturen, og det er ganske klart. Det er ikke minutiøse, detaljerede regler om hvert eneste aspekt af hvert eneste, finansielle instrument. Det er en særdeles klar principerklæring. For slet ikke at tale om det faktum, at Dodd/Frank også grundfæstede forsøget med bail-in (ekspropriering af visse typer af bankindskud).

Der er altså juridisk støtte til og grund til at støtte reformen og fjernelsen af Dodd/Frank; men, dette kan stadig væk gå i mere end én retning. Et spørgsmål, som er af interesse, og som vi må undersøge nøjere, er den rolle, som Jamie Dimon spiller; han er ikke blot en førende Wall Street-bankier; han er også en person, der har været aktivt involveret, i udstrakt og intens grad, udtrykkeligt imod Glass-Steagall og imod LaRouche-bevægelsen og vores aktiviteter for at kæmpe for Glass-Steagall. Han nævnes nu som del af et team, der skal rådgive Trump eksplicit i spørgsmålet om, hvordan Dodd/Frank skal reformeres. Hvilken vej, det vil gå, er ikke klart; vi har endnu ikke set denne eksekutive ordre, så vi ved ikke, hvad den siger. Vi venter på det. Vi ved selvfølgelig, at Trump før har afvist folk; han er ikke bange for at udtale sin klassiske sætning, »Du er fyret!« og komme af med folk. Han har erklæret sin støtte til Glass-Steagall, men dette rejser nogle juridiske spørgsmål.

Den pointe, vi ønsker at fastslå her i dag, er, at intet af dette er afgjort; men det viser det, vi har forventet. Og hvis I er med, bør I også have forventet det. Et totalt slagsmål over amerikansk politik, over spørgsmålet om at lægge Wall Street i tømmer med Glass-Steagall, er i front og centrum for denne kamp.

Vi vil nu afspille et par minutter af højdepunkterne af denne pressekonference; diskussion var betydningsfuld, med særdeles gode pointer, og dette typificerer den lovgivende grens (Kongressens) åbenhed og beredvillighed. Her kommer klippet:

Uddrag af kongresmedlemmers Pressekonference om tværpolitisk støtte til genfremsat Glass/Steagall-lovforslag.

(Se hele pressekonferencen her: https://www.youtube.com/watch?v=xFH1MwhxOQk)

Marcy Kaptur: I år markerer vi, at det er 9 år siden, vi havde den største, finansielle krise i en generation. Vi er alle gamle nok, og vores hukommelse er stærk nok, til, at vi kan huske dette. Denne økonomiske katastrofe vær tæt ved at forårsage ødelæggelsen af hele landets finansielle infrastruktur og førte til det, historien nu kalder Den store Recession (økonomiske nedgangstid). I løbet af disse ni år, hvis vi ser tilbage og husker, så har Wall Street-bankerne haft succes og i realiteten tjent rigtig mange penge. I mellemtiden har mange, mange amerikanere – bogstavelig talt millioner – fortsat oplevet det, vi ville benævne med »finansielt nederlag, fiasko«. JP Morgan Chase, Bank of America, Citigroup, Wells Fargo, Goldman Sachs og Morgan Stanley har alle rapporteret om profitter under denne recession og de efterfølgende år. I løbet af disse seneste ni år har Wall Street genvundet al sin rigdom fra før krisen, med renter, alt imens ’Main Street’ – den almindelige amerikaner – endnu ikke har set noget til en reel, økonomisk genrejsning, i lokalsamfund efter lokalsamfund, fra kyst til kyst.

For blot at nævne et par tal: For 15 år siden udgjorde landets seks største bankers aktiver omkring 17 % af vores totale produktion – Bruttonationalprodukt, BNP – 17 %. I dag oppebærer disse seks topbanker aktiver for $10,1 billion (med 12 nuller); over halvdelen af vore BNP. Dette er alt for meget magt i alt for få hænder. Så ikke alene har de haft en smuk profit, men de er også kommet til at kontrollere, regere over, vores økonomis mest betydningsfulde kontrolcentre.

Tiden er inde til, at Kongressen sikrer, at disse fiaskoer i vort banksystem aldrig vil blive gentaget. Det er grunden til, at vi er her i dag, og jeg takker mine kolleger dybt for at gå sammen med mig. For at bygge på dette momentum og tage skridt til at genindføre Glass-Steagall, for at adskille ’klog og fornuftig’, kommerciel bankvirksomhed fra spekulation.

Tulsi Gabbard: Vi ser fortsat konsekvenserne af ophævelsen af Glass-Steagall på første hånd i lokalsamfund som mit eget, og i lokalsamfund i hele landet; hvor Wall Street-banker har fået lov til at udføre deres risikable investeringspraksisser med det amerikanske folks penge. De har fået lov til at fortsætte til fordel for deres regnskabsresultat og deres profit, på ryggen af det amerikanske folk. Dette er uacceptabelt; dette er ikke et partipolitisk spørgsmål, dette er et spørgsmål, som er vigtigt for det amerikanske folk, og grunden til, at I nu ser støtte på tværs af partipolitisk tilhørsforhold for denne vigtige lovgivning.

Jeg har længe været fortaler for at genindføre Glass-Steagall-loven, og jeg ser frem til at kunne fortsætte arbejdet sammen med allierede og partnere her i Kongressen, i Det Hvide Hus og vigtigst af alt, sammen med det amerikanske folk; hvis stemme må høres.

Tim Ryan: Walter [Jones] nævnte ordet »synd«, og jeg mener, at denne ophævelse [af Glass-Steagall, 1999] var det oprindelige syndefald i vores økonomis nedadgående spiral, som førte til, at hele nabolag i min valgkreds, og i hele delstaten og landet, blev totalt tilintetgjort. Denne lov er en måde – som vi [sic] katolikker ville sige – hvorpå vi kan skrifte og få fjernet denne plet fra USA’s politiske institutioner, og forhåbentlig begynde at genoprette en grad af sund fornuft i vores banksystem.

Kaptur: Siden sidste sommer har 15 delstatskongresser introduceret resolutioner, der kræver, at den nationale Kongres genindfører Glass-Steagall; og Demokrater og Republikanere har nedfældet støtte til Glass-Steagall i deres respektive politiske programmer, hvilket var en enorm præstation på vegne af jer alle, og af alle andre i hele landet, der har arbejdet på dette i meget lang tid. Vi har en lang hukommelse. Selv præsident Trump har erklæret sin støtte til en ny Glass/Steagall-lov, og vi har en forpligtelse til at arbejde sammen med ham for at skabe dette.

Walter Jones: Jeg er glad for, at hun refererede til Donald Trump. Jeg vil oplæse en sætning, og dernæst afslutte.

Den Republikanske præsidentkandidat Donald Trump krævede i onsdags en version for det 21. århundredes Glass/Steagall-lov, der kræver en adskillelse af kommerciel bankaktivitet og investeringsbankaktivitet; en ændring, som det Republikanske Parti ligeledes støttede i sit partipolitiske program i 2016. Jeg har til hensigt at være meget pro-aktiv; jeg har til hensigt, så snart Det Hvide Hus får sig organiseret lidt bedre, at henvende mig til hans rådgivere i kommercielle anliggender og minde dem om det standpunkt, som han og mit parti har indtaget med hensyn til en genindførelse af Glass/Steagall-loven.

Jeg ønsker, at du, Marcy, skal vide, at jeg er så forpligtet på dette spørgsmål som noget, jeg nogensinde har været forpligtet på. Jeg er jeres ’half-back’; og jeg vil være derude og tage ethvert skridt til, hvad så siden der skal gøres. Men, som hun sagde, og dette er min afslutningsbemærkning, »I er nøglen i dette spørgsmål«. Amerikanerne må forstå det angreb og den skade, der er forvoldt imod dem, gennem den kendsgerning, at vi ophævede Glass-Steagall. Lad os gøre dette til en sejr for året 2017. Tak.

Her følger resten af webcastet på engelsk:

DENISTON:  So, as you saw there, there is motion. People are
ready to act; but, again, this is an open fight. Before we get
into the discussion, I want to call on our audience to sign the
LaRouche PAC petition for Trump to commit to the original
official Glass-Steagall Act, in his first official address to the
Congress, which the last we have heard, is scheduled for Feb. 28.
That's less than one month from now for a mobilization to build
the signatures for this petition.
        This, as I think we will get to in the discussion, has
already been an effective tool in mobilizing the legislature,
people in the Congress, for the support of this initiative of
Glass-Steagall, of this Bill. But it's not just going to come
from the Congress alone. This activity of rallying local
communities, community groups, organizations across the nation,
is absolutely critical. This can't just be some direct lobbying
of Congress. This has to be a unified national mobilization,
where these Members can get the support and, when necessary, the
kick in the rear end, to get behind this issue. So, that is
absolutely critical.
        You can sign the petition on-line at lpac.co/trumpsotu. We
now also have the ability for text. You can receive more
information directly via text on your mobile phone. If you text
gsact to 202-524-8709, you'll immediately receive more
information about the petition. You can read it right there on
your phone, and you can sign it. We're asking you, again, to do
this yourself, if you haven't done it; but mobilize others. Get
your community, look for local groups, look for organizations,
look for your neighbors, your friends, your family. This is an
absolutely critical issue.
        Just to underscore one last point, Helga Zepp-LaRouche made
very strongly in recent days' discussions: Right now, this is not
just about vengeance against Wall Street, or something. This is
not just about getting payback for what Wall Street did to the
American people since the bail-out, or for the years prior, even.
That's true. But beyond that, this is critical. The system is
poised for a larger blow-out than 2008. Nothing was solved by the
bail-out process. The fundamental issues of the crisis were made
worse; much worse. This entire speculative bubble was supported,
it was inflated more, and you had more crazy instruments and
attempts created to prop up a system that is fundamentally
unsound, has no connection to the physical economy, is purely a
parasite on the actual economy. That process has wound itself
around to the point where it is ready to blow out again.
        So, Glass-Steagall is {absolutely}, again, {absolutely} the
central issue, the Number One issue that everyone needs to be
fighting on now. This discussion today should be an appeal for
you to get more involved, or get involved immediately in that
fight.
        Diane might have more to say. We can mention some activity
that we've had recently in Washington, D.C., also in New York
City, that underscores the type of mobilization we're leading;
but I'll just open it up with that.

DIANE SARE:  I'd like to remind all of our listeners why we are
at the point we are at; and remind people the kind of fake news
and despicable propaganda preceding the election, where we heard
over and over again how the population was divided. We had George
Soros pumping in his money to various organizations to create an
appearance of that. But, what the American people demonstrated is
that we are not divided, in a couple of major areas; which Ben
referenced at the beginning. No. 1: Americans do not think that
we should have a thermonuclear war with Russia; that this was one
of the main reasons why people, particularly Democrats — Bernie
Sanders supporters and others — turned away from Hillary
Clinton, because she was seen as perpetuating the war and murder
policy of President Barack Obama, who, so far, is the biggest
killer-President that we have yet had in the United States. And,
as President Putin warned, "Obama seems to be the kind of
President that says goodbye, but then doesn't go; he keeps
reappearing." I think it's important that Americans not forget
that.
        The other major issue for the American people, who have
experienced the worst collapse in the standard of living and life
as measured in terms of life expectancy, employment, and so on
since the Great Depression, is that people do not think that it's
just for Wall Street billionaire crooks to have their feet on our
necks as they steal everything we own to bail themselves out for
their own bankrupt policies. Again, Hillary was seen as the
darling of Wall Street.
        If there were a "mandate" for the Trump Presidency, these
two areas are absolutely crucial. What we know, so far, is that
Trump did have a phone conversation with President Putin which
was close to an hour; which indicates a certain type of potential
there. We also know the relationship with China, given what Xi
Jinping is doing, is very important. We know Trump's appointed
Ambassador to China, Terry Branstad, has just released a
statement promoting a kind of win-win collaboration with China;
which is promising. We know, as was mentioned, that President
Trump did call for reinstating Glass-Steagall when he was
campaigning, just a couple of weeks prior to the elections.
        We know — which I find very interesting, because sometimes
the best way to figure out what the potential might be, is to
look at what your enemies are saying. Yesterday there was a very
freaked out article in CNN Money, with the headline "Will Trump
Break up the Big Banks?" They announced that Jamie Dimon,
[chairman, president, and CEO of JPMorgan Chase] was rushing to
Washington, D.C. to meet with Trump today, and that Trump is
planning on "do a big number … on Dodd-Frank." As Ben said, we
don't have the text yet of Trump's Executive Orders. We know
various matters, and frankly, Jamie Dimon is not a very promising
character.
        What the article says, in a very hysterical tone, is "But
Trump did bash big banks before the election, especially Goldman
Sachs. Breaking up the banks would appeal to Trump's populist
message of draining the swamp by uprooting the establishment. The
new President could also argue it solves the 'too big to fail'
problem that the 2008 financial crisis exposed. Plus, it's
something that Republicans like John McCain and liberals such as
Elizabeth Warren and Bernie Sanders broadly agree on.
Glass-Steagall was even included in the official Republican Party
platform during Trump's convention."
        As I'm reading this article I can hear the pitch of the
speaker rising to a shriek. Then they freak out that Stephen
Bannon said, "You really need to go back and make banks do what
they do: Commercial banks lend money, and investment banks invest
in entrepreneurs and to get away from this trading." And the
writer says, "That sounds a lot like Glass-Steagall." The writer
says, "It's not totally clear where Trump stands on this right
now." And you heard from Ben what Spicer said, so our point is
that this is an open fight; it is an open debate. What we have
learned in the last days, is you really cannot rely on the news
media, the so-called "non-fake" news seems to be more fake, or at
least as fake, as the fake news.
        The moment is not to sit back and try and figure out what
exactly is the policy, but to intervene to {make} policy; which
is why it's so important that every single person here get
involved. I'd also like to say, the potential has not been missed
on the few desperados who are clinging with their fingernails to
the bankrupt trans-Atlantic partnership and the European Union.
People may have heard that Donald Tusk, who is the President of
the European Council, said that the United States on Donald Trump
is as big threat as the newly-assertive China, an aggressive
Russia, and wars, terror, and anarchy in the Middle East.
        So, here's this guy, lumping China, which has just lifted
700 million people out of poverty and is reaching out to the
whole world for a program that would benefit mankind. Putin, who
has successfully prevented Barack Obama from plunging us into
thermonuclear war, and took very effective measures in the
direction of eradicating ISIS and al-Qaeda in Syria, and so on.
And he's saying that's the same thing as ISIS and now the US is
part of that.
        This is what I'm getting at; that you just have so much
insanity being promoted. I would maintain, from our organizing in
the streets of Manhattan, where we have had a very interesting
response, that Americans frankly are much more thoughtful than
this. People don't want to be at each other's throats. They
certainly don't want war. They are cautiously optimistic that
there is a hope for a turn in direction; and it is really for us
at LaRouche PAC to be able to indicate the direction, because
otherwise you're just not going to get it. Think about what Mrs.
LaRouche was doing in China in 1996 on the World Land-Bridge,
these kinds of programs. People don't have the full picture.
        What people {can} do at this moment, is absolutely mobilize
for Glass-Steagall. Don't expect to hear more. We know a couple
of things. We know that the British have said that they would
consider Glass-Steagall being reinstated in the United States a
casus belli, an act of war, because it will wipe out trillions of
dollars of crazy speculative crap. Which will be good riddance
for most of us, but for some people, not. And we know that some
people have commented that Glass-Steagall being reinstated could
be the biggest deal since Jesus Christ crushed the Roman Empire.
        In other words, itâs a revolutionary, giant change. So don't
expect that it's just going to somehow come along in an
off-handed way, and exist. Obviously, there's going to be a fight
for this; and we need every single American involved.
        The last thing I want to say, is that part of the
effectiveness on Capitol Hill was this group, the Ohio
Revolution, which has been circulating the petition. Their
thinking was not simply to just go to everyone to get signatures,
but to organize leaders in the community; whether it's ministers,
labor union officials, state legislators, mayors, councilmen. In
other words, not only do we want you to simply sign the petition,
but we need you to organize and to get everybody who has any
clout or who represents a constituency, to get on board in this
fight, and we should really move. I would say, if CNN is freaked
out enough to have an article asking whether Donald Trump is
going to go with this or not, we should presume that indicates a
possibility; and we should do everything we can to take advantage
of the opening and move on it.

MEGAN BEETS:  I think, Diane, what you're bringing up is
critical; that this is an absolute paradigm shift. What we're
doing is shutting down a system of finance which has been at the
core of the British Empire for hundreds of years. Now what are we
going to replace it with? That's the big question, and that's why
we and our supporters, all of you listening out there, have to
take the responsibility to know and study the principles of
physical economics which are the core of Lyndon LaRouche's
discoveries in the science of economics.  How are we going to
rebuild the country?  You go back to LaRouche's core writings:
{So, You Wish to Learn All About Economics?}; his papers on the
issue of infrastructure not as an object which costs money like
the bridge you pay to drive over, but infrastructure as creating
a core economic platform which transforms the potential of every
process in your economy.  How do we raise the physical wealth,
how to we increase the living standard for billions of people
across the planet and create the potential for mankind to
industrialize the Moon?  These are the questions that people have
to study.  And it is that process of the American citizenry
choosing to adopt a higher identity of a more developed, more
mature mankind in the future beyond this currently collapsing
system.  Then organizing our fellow citizens to understand how
we're going to do that; beginning with the reinstatement of
Glass-Steagall.  Shutting down this bankrupt financial system;
then following that up with the establishment of a national bank
so that we can utter productive credit to the things which will
increase the productivity of the population and allow us to take
those next steps of development.  Like a crash program for the
development of fusion; like a crash program to get our
capabilities of our space program back, to re-adopt the policies
of colonizing the space between the Earth and the Moon and then
developing and industrializing the Moon.  This really is the
vision that people who are organizing with us have to begin to
adopt.  That really is our sense of authority in demanding that
we shut down this bankrupt, evil Wall Street system with
Glass-Steagall.

        DENISTON:  Absolutely!  And we should maybe highlight for
our viewers that yesterday we had a very useful discussion led by
Jason Ross, our colleague in the Science Team, taking up just
this subject.  I think that's definitely critical; getting at the
issue of value.  What is real economic value?  As was cited in
this press conference, the largest banks' share of so-called GDP
has actually been skyrocketing; and now represents over 50% of
supposed GDP.  That is not real value; monetary figures are not
— so you have this explosion of monetary assets, monetary
figures.  But if you take the physical standard living of the US
population as an entirety, it's down, down, down.  That's this
complete disconnect between the so-called monetary system, which
should be a functional credit system, and the actual real
economy; the thing that actually keeps people alive, improves
people's living standards, and actually supports the society —
the physical processes of economy.
        As Mr. LaRouche identified with his Triple Curve diagram in
the '90s, defining the principle in this breakdown; those have
been diverging at a more and more rapid rate.  That defines a
process that's unsustainable and as we've said, there's nothing
else that can work other than a Glass-Steagall — in its original
form — revival to separate out that monetary system.  Cut that
off; you can't go both ways.  Only then can you actually invest
in real value again. That's where the discussion needs to go, and
that's what the country absolutely needs at this point; is a real
recovery program like what Kennedy tried to do, what Franklin
Roosevelt was able to do.  That level of reform of the current
policy and investment in these higher levels of productivity
outlined in LaRouche's Four Laws is the program needed now.
Glass-Steagall is that first step.
        So, I think that's absolutely clear for our listeners what
our challenges are and what our mission is right now in the
immediate period ahead.
        So, I know we're definitely awaiting this executive order; a
sense of what's going to come out of that.  Diane, I don't know
if you have more, but I think we have a pretty clear orientation
in the immediate days — or I would say hours ahead, to move on
this thing.  We have a less than one month deadline on this
petition; but a lot can be decided between now and then, before
then even.  So, every day counts.  As Diane emphasized, that was
very important; the role of mobilizing the population and
institutions in the population, community leaders, leading layers
in the population out of this craziness that the media is
spinning out there, and into these real substantial issues is
{decisive} at this point.  Getting those people on board and
fighting with us for this Glass-Steagall reform, for this
economic reform, is critical.  {YOU} play an absolutely
indispensable role in doing that.
        So, I think we have a challenge and a mission before us.
Unless we have anything else to add today, I think this is a very
clear focus; and I think we should really get to work.  So, with
that again, people have the information for the petition;
circulate that, get the signers on that.  If you haven't signed
yourself, do it immediately; but get other people on.  You should
have a goal of getting 10, 100 people added to that thing on a
daily basis at this point.  That's our orientation, that's our
action.  We'll be back in the coming days with more; and we look
forward to speaking with you then.

Marcy Kaptur: I år markerer vi, at det er 9 år siden, vi havde den største, finansielle krise i en generation. Vi er alle gamle nok, og vores hukommelse er stærk nok, til, at vi kan huske dette. Denne økonomiske katastrofe vær tæt ved at forårsage ødelæggelsen af hele landets finansielle infrastruktur og førte til det, historien nu kalder Den store Recession (økonomiske nedgangstid). I løbet af disse ni år, hvis vi ser tilbage og husker, så har Wall Street-bankerne haft succes og i realiteten tjent rigtig mange penge. I mellemtiden har mange, mange amerikanere – bogstavelig talt millioner – fortsat oplevet det, vi ville benævne med »finansielt nederlag, fiasko«. JP Morgan Chase, Bank of America, Citigroup, Wells Fargo, Goldman Sachs og Morgan Stanley har alle rapporteret om profitter under denne recession og de efterfølgende år. I løbet af disse seneste ni år har Wall Street genvundet al sin rigdom fra før krisen, med renter, alt imens ’Main Street’ – den almindelige amerikaner – endnu ikke har set noget til en reel, økonomisk genrejsning, i lokalsamfund efter lokalsamfund, fra kyst til kyst.

For blot at nævne et par tal: For 15 år siden udgjorde landets seks største bankers aktiver omkring 17 % af vores totale produktion – Bruttonationalprodukt, BNP – 17 %. I dag oppebærer disse seks topbanker aktiver for $10,1 billion (med 12 nuller); over halvdelen af vore BNP. Dette er alt for meget magt i alt for få hænder. Så ikke alene har de haft en smuk profit, men de er også kommet til at kontrollere, regere over, vores økonomis mest betydningsfulde kontrolcentre.

Tiden er inde til, at Kongressen sikrer, at disse fiaskoer i vort banksystem aldrig vil blive gentaget. Det er grunden til, at vi er her i dag, og jeg takker mine kolleger dybt for at gå sammen med mig. For at bygge på dette momentum og tage skridt til at genindføre Glass-Steagall, for at adskille ’klog og fornuftig’, kommerciel bankvirksomhed fra spekulation.

Tulsi Gabbard: Vi ser fortsat konsekvenserne af ophævelsen af Glass-Steagall på første hånd i lokalsamfund som mit eget, og i lokalsamfund i hele landet; hvor Wall Street-banker har fået lov til at udføre deres risikable investeringspraksisser med det amerikanske folks penge. De har fået lov til at fortsætte til fordel for deres regnskabsresultat og deres profit, på ryggen af det amerikanske folk. Dette er uacceptabelt; dette er ikke et partipolitisk spørgsmål, dette er et spørgsmål, som er vigtigt for det amerikanske folk, og grunden til, at I nu ser støtte på tværs af partipolitisk tilhørsforhold for denne vigtige lovgivning.

Jeg har længe været fortaler for at genindføre Glass-Steagall-loven, og jeg ser frem til at kunne fortsætte arbejdet sammen med allierede og partnere her i Kongressen, i Det Hvide Hus og vigtigst af alt, sammen med det amerikanske folk; hvis stemme må høres.

Tim Ryan: Walter [Jones] nævnte ordet »synd«, og jeg mener, at denne ophævelse [af Glass-Steagall, 1999] var det oprindelige syndefald i vores økonomis nedadgående spiral, som førte til, at hele nabolag i min valgkreds, og i hele delstaten og landet, blev totalt tilintetgjort. Denne lov er en måde – som vi [sic] katolikker ville sige – hvorpå vi kan skrifte og få fjernet denne plet fra USA’s politiske institutioner, og forhåbentlig begynde at genoprette en grad af sund fornuft i vores banksystem.

Kaptur: Siden sidste sommer har 15 delstatskongresser introduceret resolutioner, der kræver, at den nationale Kongres genindfører Glass-Steagall; og Demokrater og Republikanere har nedfældet støtte til Glass-Steagall i deres respektive politiske programmer, hvilket var en enorm præstation på vegne af jer alle, og af alle andre i hele landet, der har arbejdet på dette i meget lang tid. Vi har en lang hukommelse. Selv præsident Trump har erklæret sin støtte til en ny Glass/Steagall-lov, og vi har en forpligtelse til at arbejde sammen med ham for at skabe dette.

Walter Jones: Jeg er glad for, at hun refererede til Donald Trump. Jeg vil oplæse en sætning, og dernæst afslutte.

Den Republikanske præsidentkandidat Donald Trump krævede i onsdags en version for det 21. århundredes Glass/Steagall-lov, der kræver en adskillelse af kommerciel bankaktivitet og investeringsbankaktivitet; en ændring, som det Republikanske Parti ligeledes støttede i sit partipolitiske program i 2016. Jeg har til hensigt at være meget pro-aktiv; jeg har til hensigt, så snart Det Hvide Hus får sig organiseret lidt bedre, at henvende mig til hans rådgivere i kommercielle anliggender og minde dem om det standpunkt, som han og mit parti har indtaget med hensyn til en genindførelse af Glass/Steagall-loven.

Jeg ønsker, at du, Marcy, skal vide, at jeg er så forpligtet på dette spørgsmål som noget, jeg nogensinde har været forpligtet på. Jeg er jeres ’half-back’; og jeg vil være derude og tage ethvert skridt til, hvad så siden der skal gøres. Men, som hun sagde, og dette er min afslutningsbemærkning, »I er nøglen i dette spørgsmål«. Amerikanerne må forstå det angreb og den skade, der er forvoldt imod dem, gennem den kendsgerning, at vi ophævede Glass-Steagall. Lad os gøre dette til en sejr for året 2017. Tak.                  

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:

Leder fra LaRouchePAC, 2. februar, 2017 – Kongresmedlem Marcy Kapturs pressekonference i går, hvor hun genfremsatte et lovforslag for Glass-Steagall, fandt sted samtidig med Trump-administrationens gentagelse af sin forpligtelse til at indføre Glass-Steagall, i besvarelse af et spørgsmål fra EIR-korrespondent Bill Jones. For dem, der så den, markerer denne pressekonference et totalt brud med den syndflod af ætsende hyper-partipolitik, der ledes af selveste den afsatte morder Barack Obama, og som næres af millioner af dollars af George Soros’ narkopenge. Her var der i stedet patrioter, der søgte at forene Repræsentanternes Hus, og forene det med Senatet og præsidentskabet, på vegne af et afgørende, omgående skridt af vital, national interesse, og i realiteten, af vital interesse for verden.

Lyndon LaRouches forudsigelse, på sin 90-års fødselsdag i 2012, af afslutningen af topartisystemet, er nu i realiteten sket. (Husk, at de amerikanske vælgere lige så meget besejrede det Republikanske som det Demokratiske Parti i det nylige valg.) I stedet for repræsentanter for partier, så var det, vi så på gårsdagens pressekonference, simpelt hen ledende personer – individuelle ledere – uden hensyntagen til partitilhørsforhold. Marcy Kaptur indledte pressekonferencen med at hilse præsident Trumps støtte til Glass-Steagall velkommen og meddele, at de ville arbejde sammen med ham for at få loven vedtaget. Kongresmedlem Tulsi Gabbard havde haft et møde med nyvalgte (men endnu ikke indsatte) præsident Trump, til dels, fordi hun ved, at spørgsmålene simpelt hen er for vigtige til at afvise at mødes med en person, der kunne fremme en løsning. Kongresmedlem Walter Jones fortalte den gribende historie om sine to største fejltagelser: hans stemme til fordel for en ophævelse af Glass-Steagall i 1999, og hans efterfølgende stemme til fordel for den anden Irakkrig. Da det først gik op for ham, hvor dybt forkert, begge disse handlinger havde været, helligede han resten af sit liv til at rette disse fejltagelser, eller få tilgivelse for disse synder.

Som Aleksandr Solsjenitsyn engang skrev: »Der er intet, som i den grad er med til at vække alvidenhed i os, som vedvarende tanker om vore egne overtrædelser, fejl og fejltagelser.«

Meningen og formålet med denne enhed i Kongressens to huse og præsidenten og folket rækker længere end til Glass-Steagall, der blot er det første, uopsættelige skridt. Meningen og formålet er LaRouches »Fire Love« fra juni, 2014. Disse Fire Love er en uadskillelig enhed. De udgør det princip, uden hvilket intet vil virke; denne nation kan kun reddes af mænd og kvinder, der ledes af et princip – og dette er princippet. »Det er det virkelige«, som LaRouche sagde i dag. Resten er tom snak.

Tidligere embedsmand i Reagan-administrationen Paul Craig Roberts, der med rette har støttet præsident Trump imod Obamas bagvaskelser og Soros’ golem’er, skrev i en artikel for nylig, at Trump-administrationen måske ikke vil være i stand til at udføre sine planer. Det ville være sandt, havde det ikke været for eksistensen af Lyndon LaRouche og hans Fire Love – sammen med de nye, skabende opdagelser, som LaRouche vil introducere for fremtiden. Som han for nylig sagde: »Jeg har gjort dette før, og jeg kan gøre det igen.«

Under sin pressekonference fik kongresmedlem Kaptur overrakt 7.000 Ohio-borgeres underskrifter på brevet med en appel til præsident Trump om at genindføre Glass-Steagall, og som hun vil viderebringe til ham. I dag aftaltes det pr. telefon med Lyndon og Helga LaRouche, at alle LaRouche-aktivister opfordres til at uddele et udskrift af denne appel (fra LaRouchePAC-websiden; dansk udskrift fra vores hjemmeside her), således, at mange flere tusinde underskrifter fra hele landet kan blive overrakt præsident Trump gennem kongresmedlem Kaptur og andre nationale kongresmedlemmer.

Og sluttelig, om lederskab: Vi minder om, at det kun vil kræve ÉN amerikansk senator (fra den nationale Kongres) til at sætte Steven Mnuchins godkendelse til finansminister på »venteposition«, for at stoppe godkendelsen. Ikke enoghalvtreds; blot én enkelt.

(Pressekonference med Marcy Kaptur et alia kan ses her)  

Foto: Kongresmedlemmerne Walter Jones, Tim Ryan, Tulsi Gabbard (ved podiet) og Marcy Kaptur, introducerede »Loven om en Tilbagevenden til Klog og Forsigtig Bankpraksis«, H.R. 790, som kræver genindførelsen af Franklin Roosevelts Glass/Steagall-lov. [instagram/Tulsi Gabbard]

Næste mødegang i vores studiekreds:

Torsdag, den 9. februar, kl. 19.

Sted: Schiller Instituttets kontor, Sankt Knuds Vej 11, kld., t.v., Frederiksberg.

Eller ring inden for at deltage via Skype eller telefon: 53 57 00 51.

Lyndon LaRouches Lærebog i Økonomi:

Pdf. af lærebogen kan downloades her: »So, You wish to learn all about Economics?« 

2. februar, 2017 – Nogle græske politikere kræver, at Grækenland forbereder sig på eurozonens kollaps eller også forlader den i hælene på Italien, hvis det forlader eurozonen. Syriza-partiets talsmand, Nikos Xydakis, sagde til det græske Skai Tv, at parlamentsmedlemmer bør afholde en debat om Grækenlands medlemskab af euroen.

Xydakis, en tidligere minister for EU-anliggender, fremførte, at »der bør ikke være nogen tabuer, når vi taler om menneskers skæbne. Vi har nået et punkt, hvor befolkningen ikke længere har nogen udholdenhed tilbage. Jeg mener, at vi må have en politisk og national diskussion, hvis lige ikke har fundet sted i løbet af de seneste syv år. Denne diskussion må naturligvis udgå fra parlamentet.«

Udtalelsen gav anledning til hysteri fra oppositionen, og også internt i Syriza.

Xydakis udlagde sin respons til angrebene imod ham og sagde, at han ikke var fortaler for en tilbagevenden til drakmen, men klart erklærede: »Jeg gentager, hvad jeg sagde sidste gang: Vi må have en offentlig, seriøs og ansvarlig diskussion om de historiske udfordringer, det græske folk står overfor, og se på de mest brugbare sammensætninger. En diskussion i offentligheden, i institutionerne – eller i cafeer, eller bag kulisserne. De stadigt mere besværlige betingelser for vore memoranda kræver en stadig mere grundig strategisk og politisk debat.«

»I denne ånd talte jeg for, at ingen diskussion bør dæmoniseres for at borgerne kan få et klart billede, der stemmer overens med virkeligheden. Jeg har aldrig støttet en tilbagevenden til drakmen … Det er blot fordi, vi ved, at en kaotisk overgang er til skade for det græske folk.«

Han satte spørgsmålstegn ved, at euroen skulle være »uigenkaldelig«, og sagde, »Der er ingen, der ved, hvad eurozonen vil være om et par år«. Desuden sagde han, »at forlade eurozonen i dag, under de betingelser, der er fremsat af [den tyske finansminister Wolfgang] Schäuble, ville ikke være favorabelt.«

Xydakis er ikke medlem af Syrizas gamle garde, men er tidligere chefredaktør for Kathimerini, den førende liberale avis, hvilket betyder, at hans kommentarer har lidt mere vægt.

Medlem af EU-parlamentet for Syriza, Stelios Koulogou, sagde, at, hvor det ville være »selvmord« for Grækenland at være det første land til at forlade eurozonen, så bør Grækenland ikke desto mindre have en plan parat for det tilfælde, at eurozonen opløses; 19 af EU’s nuværende 28 medlemsstater, kollektivt kendt som eurozonen, bruger i øjeblikket enhedsvalutaen, euroen.

Kouloglou, som talte på Schiller Instituttets konference i Paris i juni, 2015, satte også spørgsmålstegn ved, at euroens fremtid skulle være fastlagt. Han krævede, at regeringen udarbejder en nødplan for et sådant scenarie: »Vi må være forberedt på enhver eventualitet … Regeringen bør gå i gang med at arbejde på en plan«, sagde han til Action FM radio, iflg. den britiske avis The Guardian.

Han sagde, at Grækenland ikke bør lægge Grexit frem på forhandlingsbordet, fordi det ville spille i hænderne på Schäuble, der ønsker at vælte den græske regering og sætte partiet Ny Demokrati tilbage ved magten. Han sagde imidlertid, »Italien kunne forlade eurozonen. Hvis det sker, bør Grækenland gemme sig bag det og så forlade eurozonen.«      

Leder fra LaRouchePAC, 1. februar, 2017 – Tre udviklinger fandt i dag sted i Washington, D.C., som satte scenen for et politisk opgør, der vil afgøre, om USA’s økonomi, og nationen USA, vil overleve.

Den første udvikling: Kongresmedlem Marcy Kaptur annoncerede genfremsættelsen af sit Glass/Steagall-lovforslag i den aktuelle, 115. nationale kongressamling, med 26 medsponsorer. Hun holdt også en højtprofileret pressekonference sammen med kongresmedlemmerne Walter Jones, Tulsi Gabbard og Tim Ryan, hvor hun udtalte: »Præsident Donald Trump har under sin valgkamp, i Charlotte, North Carolina, krævet en ’Glass/Steagall-version for det 21. århundrede’. Vi har en forpligtelse til at arbejde sammen med ham for at gennemføre dette.«

Dette er præcis den form for tværpolitisk fremstød, der kræves for at tvinge Det britiske Imperium og Wall Street til at sluge den medicin, de afskyer – men som landet og verden så desperat behøver.

Den anden udvikling: Pressetalsmand for Det Hvide Hus, Sean Spicer, responderede til EIR’s Bill Jones’ forespørgsel om, hvorvidt præsident Trump stadig støtter Glass-Steagall, som han i valgkampagnen tilbage i oktober 2016 havde erklæret, at han gjorde. Jones refererede til de »tvetydige« udtalelser fra den nominerede finansminister, Steven Mnuchin, hvis godkendelseshøring i Senatet i øjeblikket pågår. Spicer forsikrede Jones og det forsamlede pressekorps om, at Trumps politik fortsat er »konsekvent« omkring Glass-Steagall.

Den tredje udvikling: Det skammelige syn af de Republikanske medlemmer af Senatets Finanskomite, der rev deres egen regelbog i stykker, for at godkende nomineringen af Steven Mnuchin, der er i åbenlys opposition til Glass-Steagall, til posten som finansminister, på trods af den kendsgerning, at ikke én eneste Demokratisk senator var til stede – en åbenlys overtrædelse af Senatets regler. Denne manøvre har de facto indført et parlamentarisk system i Washington – i det mindste for indeværende. Nomineringen af George Soros’ øksemand Mnuchin går nu videre til det fulde Senat til vedtagelse, med mindre én senator – en hvilken som helst senator – kræver, at spørgsmålet sættes i »venteposition«.

I dag sagde Lyndon LaRouche til medarbejdere, at Glass-Steagall er fjendens mest sårbare punkt, og at vi må virkeliggøre hensigten i Kongressen som helhed, med en klar politisk programerklæring i dette spørgsmål. Dét tager vi først, sagde han; vi kan få et flertal imod dem, og dernæst gå videre til resten af de Fire Love, der kræves for en national og international, økonomisk genrejsning.

Under den samme diskussion med medarbejderne understregede Helga Zepp-LaRouche, at vores mobilisering både må gå meget hurtigt frem for, inden for de næste 24 timer, at finde senatorer, der vil kæve spørgsmålet om Mnuchins godkendelse sat på »venteposition«; og også gå i dybden, for at opnå en omgående tilbagevenden til Glass-Steagall og LaRouches Fire Love. Dette spørgsmål om Glass-Steagall er den ene af to, centrale politiske kampe, der må vindes i, og omkring, den tiltrædende Trump-administration, understregede hun. Den anden politiske kamp er at komme væk fra randen af termonuklear krig med Rusland og Kina, som Bush’ og Obamas politik har skabt, baseret på en genetablering af en fornuftig relation mellem USA og Rusland.

Trump gør betydelige tiltag i denne henseende, som det atter blev understreget af Kremls talsmand Dmitri Peskov, der roste den »gode og konstruktive« telefonsamtale, som Trump og Putin havde den 28. januar. Og det voksende hysteri hos talsmænd for Det britiske Imperium og Wall Street, der hyler op om, hvordan Trump har skabt »exceptionel usikkerhed« for dem ved at samtale venskabeligt med Putin, viser, at der gøres reelt fremskridt.

Tiden er nu inde til at gøre Det britiske Imperiums værste mareridt til sandhed, i begge disse spørgsmål.

(Video: Pressekonference med Marcy Kaptur, Tulsi Gabbard, Walter Jones, Tim Ryan).

https://www.youtube.com/watch?v=xFH1MwhxOQk      

29. januar, 2017 – Verden er så sandelig af lave. Men én ting er helt sikkert: Den aktuelle, mangesidige krise vil ikke blive overvundet efter gamle opskrifter, og slet ikke ved hjælp af geopolitiske skaktræk, ’farvede revolutioner’ à la George Soros eller den måske knap så liberale udgiver af Der Zeit, Josef Joffes gammeltestamentlige ’Øje for øje …’. I stedet har vi brug for et højere fornuftsplan, som definerer alle verdens nationers fælles interesse. Præcis dette plan er netop blevet demonstreret af den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov i hans seneste tale for den russiske Duma, hvor han foreslog en alliance mellem Washington, Moskva og Beijing for at finde løsninger på de globale udfordringer.

Med en modifikation af Schillers digt, »Ved det nye århundredes begyndelse« (Der Antritt des neuen Jahrhunderts) kunne man næsten sige: »To magtsystemer strides om eneherredømmet over verden«, nemlig det gamle, geopolitiske, krigsbefordrende system og så det nye, fremtidsorienterede paradigme for menneskehedens fælles skæbne. Repræsentanterne for den første, til undergang dømte, hidtidige, neoliberale globaliseringsorden reagerer på det opfattede tab af magt med verbale udbrud, der opfylder de kliniske betingelser for betegnelsen hysteri. Der er øjensynligt heller ikke megen ære blandt tyve i denne lejr, f.eks. de forskellige fraktioner. Det bedste eksempel: Theresa Mays besøg i Washington, som havde til formål at »indhegne« den nye, amerikanske administration i Det britiske Imperiums »fold«. I modsætning hertil er den nye orden orienteret mod ganske andre principper, en orden, som baserer sig på win-win-samarbejdet omkring Kinas Nye Silkevej, og som hastigt ekspanderer.

Den vigtigste intervention i denne henseende kom fra Sergei Lavrov: »Vi mener, at opbygningen af relationerne mellem Rusland, USA og Kina hverken er ekskluderende eller involverer projekter, som vækker bekymring for andre stater; disse relationer er åbne og fair. Jeg er overbevist om, at Ruslands, USA’s og Kinas økonomiske strukturer på mange måder komplementerer hinanden i materiel og økonomisk henseende.« Disse tre nationer kunne ligeledes med hensyn til internationale sikkerhedsspørgsmål spille en vigtig rolle. Rusland og Kina har allerede haft et godt samarbejde inden for dette område og forventer, at Donald Trump, der allerede har udtalt, at USA ikke længere vil blande sig i andre landes interne anliggender, ligeledes vil samarbejde.

Talskvinde for det Kinesiske Udenrigsministerium, Hua Chunying, støttede omgående det russiske forslag om et trilateralt samarbejde mellem disse tre nationer, som alle har global indflydelse og er permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd. De har et stort ansvar for stabilitet og udvikling, sagde hun.

Hvis Donald Trump skulle vælge et tæt samarbejde med Rusland, Kina og Indien, ville dette virkelig være enden på geopolitik. Frygten for noget sådant drev øjensynligt den britiske premierminister Theresa May til, som det første, udenlandske statsoverhoved, at opsøge Trump og dér uden pauser rave løs om den vidunderlige relation mellem Reagan og Thatcher, som har »eksistensen af den moderne verden« at takke for. Denne angloamerikanske særlige relation måtte nu atter overtage lederskabet for den nye tidsalder, iflg. May. London Times påpegede, at May på ingen måde undervurderede Trump, men derimod ville »tappe ind« i den stemning, der havde ført til Brexit, som vigtige, ideologiske broer til Trumps Hvide Hus. Financial Times fantaserede over en anden hensigt med Mays mission, nemlig at udnytte denne særlige relation til at splitte Rusland og Kina gennem alle mulige koncessioner og manipulationer. New York Times havde overskriften: »Britisk tilpasning til Trump sætter europæisk ordning på spil«, med en hentydning til Trumps negative holdning til EU.

Den totale virkelighedsfornægtelse hos tilhængerne i den geopolitiske fraktion fremavler sære blomster. Således skriver Joffe som argument imod Trumps protektionistiske forholdsregler, at globaliseringen havde »skabt en eventyrlig rigdom, som oppebar den storslåede socialstat og afbødede stødene for taberne. Protektionisme er til gavn for favoriserede industrier, men lader landet forarme – de svage først«.

Det er den klassiske, neoliberale »narrativ«; at det er fantastisk, at kasinoøkonomiens profitmagere er blevet eventyrligt rige og dernæst spiser taberne af med almisser, og herved fremstiller sig selv som ædle. Det er netop som en modstand imod dette snæversyn, at Brexit, valget af Trump og den italienske folkeafstemnings Nej til forfatningsændring var rettet. Joffes konklusion, nemlig, at Europa måtte overtage USA’s rolle, »for at redde den liberale verdensorden«, er lige så latterlig som avisen Die Welts spørgsmål: »Bliver kansler Merkel en modspiller til den amerikanske præsident Trump og leder af det frie Vesten?« Norbert Röttgen – fra partiet CDU – føler øjensynligt tilsvarende ambitioner for sig selv og overgår sig selv den ene gang efter den anden. Han vil gå i opposition til Trump med »nye selskabs-alliancer« og sætter i denne henseende øjensynligt sine forhåbninger til folk som McCain.

Der findes kun én sikker måde, hvorpå den her skitserede uorden kan overvindes: Et højere fornuftsplan for alle verdens nationers fælles interesser må etableres, og på hvilket plan de formentlige modsætninger forsvinder. Grundlaget for overvindelse af denne krise udgøres af de Fire, grundlæggende, økonomiske Love, som Lyndon LaRouche har defineret:

* Som den første, bydende nødvendige forholdsregel må det transatlantiske finanssystems truende sammenbrud, der vil blive langt værre end det i 2008, forhindres gennem genindførelsen af Glass/Steagall-bankopdelingsloven. Under anførsel af LaRouche Politiske Aktionskomite er mange organisationer i USA i øjeblikket mobiliseret for at forøge presset på Trump for at holde sine valgløfter og senest i sin Tale om Nationens Tilstand (den 28. februar) indføre Glass/Steagall-loven i dens oprindelige form fra 1933.

* For det andet, så må der skabes en Nationalbank i Alexander Hamiltons tradition, og hvis absolut eneste formål må være, strengt efter principperne for fysisk økonomi at finansiere investeringer i infrastruktur, industri og grundforskning, som øger arbejdskraftens og den industrielle kapacitets produktivitet, og således frembringer fuld, produktiv beskæftigelse.

* For det tredje må et internationalt kreditsystem efter de samme principper muliggøre et langfristet, internationalt samarbejde omkring genopbygningen af verdensøkonomien.

* For det fjerde må det fremtidsorienterede, højere plan etableres, som er nødvendigt for at skabe en virkelig fredsorden, gennem et internationalt samarbejde omkring et forceret program for at virkeliggøre kernefusionsteknologien, der vil give menneskeheden sikkerhed for forsyningen af energi og råstoffer, samt omkring udforskningen af rummet.

Hvis Trump tager imod Lavrovs tilbud, og der kommer et konstruktivt samarbejde mellem USA, Rusland og Kina, vil et sådant win-win-samarbejde også være inden for rækkevidde for alle andre nationer. De første kontakter mellem Trump og den indiske premierminister Modi har allerede ført til positive hensigtserklæringer.

Under disse omstændigheder må Tyskland tilslutte sig denne nye, strategiske alliance. Der er i vores egeninteresse at samarbejde med USA, Rusland, Kina, Indien og mange andre stater omkring den økonomiske opbygning af Mellemøsten og det øvrige Sydvestasien, såvel som også at gå i gang med den længe udsatte opgave med at industrialisere Afrika. Kun på denne måde vil flygtningekrisen blive løst på en human måde og til dels gøre godt for det faktum, at vi så længe har set passivt til, hhv. tilladt, at Bush’, Obamas, Blairs og Camerons angrebskrige i Sydvestasien fandt sted; at de europæiske regeringer indirekte eller delvist støttede disse krige.

Den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier har ret i sin iagttagelse, at, med valget af Trump, er det 20. århundredes gamle orden endegyldigt forbi. Og det er en meget god ting. Det påhviler os alle at bidrage til, at den nye orden vil retfærdiggøre menneskets sande identitet som kreativ skabning, hvor vi koncentrerer os om de store opgaver, som vi alene, blandt alle eksisterende, levende væsner, kan løse. Til dette hører sådanne spørgsmål som selve livets karakteristik, den menneskelige kreativitets rolle i universet og udviklingsprincippet i universet, som, ifølge vores nuværende erkendelsesniveau, består af henved to billioner galakser. Og ikke mindst, spørgsmålet om realiseringen af en skøn karakter ved hjælp af den æstetiske opdragelse.

Leder af LaRouchePAC, 31. januar, 2017 – Massedemonstrationerne imod præsident Trump og nyhedsmediernes 24-timers dækning, hvor han fordømmes, er ikke alene hykleriske, men demonstrerer, at briterne er ved at blive hysteriske over, at de er i færd med at miste kontrollen over USA. Siden Franklin Roosevelts død, og i særdeleshed siden det britiske mord på John F. Kennedy, har det britiske system fået et fast greb i Washington. Mens Wall Street overtog den totale kontrol over nationens økonomiske politik og brugte den britiske »frihandel« til at erstatte Hamiltons dirigerede kreditpolitik, brugte briterne også USA som den »dumme kæmpe« til at føre kolonikrige på vegne af London og Wall Street, fra Vietnam og til evindelige krige imod suveræne, fredelige nationer i Mellemøsten under både Bush og Obama. Dette opretholdt den imperiale opdeling af verden i Øst versus Vest og førte til Obamas sluttelige bestræbelser på at fremprovokere en krig mellem USA/NATO og Rusland og Kina.

Nu truer Donald Trump med at vælte hele imperiesystemet, hvor han etablerer et partnerskab med Rusland for at besejre terroristsvøben (som i sig selv er en skabelse af briterne og deres kontrollerede monarki i Saudi-Arabien); hvor han afslutter frihandelspolitikken, hvis virkning var, at Vesten nedlagde sine egne industrier og udnyttede billig arbejdskraft i de underudviklede nationer; hvor han gør op med anti-vækst og svindelen med den anti-videnskabelige globale opvarmning; og hvor han lover at genoprette Det amerikanske, økonomiske System gennem Glass-Steagall for at genopbygge amerikansk industri, infrastruktur og videnskabelig forskning. Det er langt fra sikkert, at Trump vil opfylde disse løfter, men den blotte trussel om det har fået det britiske monarkis blå blod til at fryse.

Nu fører den britiske »Stop krigen«-koalition an i protesterne imod den selv samme person, der har stoppet Obamas evindelige krige! Den britiske agent George Soros finansierer massedemonstrationer imod Trump i USA, for, formentlig, at være anti-muslim, alt imens Soros støtter Obama, der slog titusinder af muslimer ihjel og drev millioner af muslimer ud af deres hjem. Trump fordømmes som værende »anti-videnskabelig«, fordi han afviser den forskruede Prins Charles og dennes miljøfantasier, og i stedet kræver fornyet udforskning af rummet og ægte, videnskabelig forskning.

Den alvorligste fejltagelse, som den nye præsident har begået – hans valg af Steven Mnuchin, der er imod Glass-Steagall (og sætter folk ud af deres hjem på stribe), som sin finansminister – blev i dag forpurret af en boykot fra de Demokratiske medlemmer af Senatets Finanskomite. Ved at nægte at deltage i det planlagte komitemøde for at stemme om Mnuchins godkendelse, har de nægtet en »tværpolitisk« godkendelse, som det kræves, og således udsat godkendelsen på ubestemt tid og skabt tid til yderligere bestræbelser for at blokere for godkendelsen. En massemobilisering fra LaRouchePAC-støtter og andre for at standse Mnuchins godkendelse vil fortsætte ud over denne midlertidige sejr og vil omfatte en betydelig delegation fra hele Østkysten til Capitol Hill på onsdag, som tilsigter at tvinge spørgsmålet om Glass-Steagall frem i den politisk kaotiske situations forreste frontlinje. I betragtning af Mnuchins 15 år lange associering til George Soros, bør Republikanerne også forstå, hvorfor hans godkendelse må stoppes.

Vil amerikanerne og europæerne kapitulere til den fascistiske idé, at en amerikansk leder, der er i opposition til kolonikrige og forpligtet over for industrielt fremskridt, på en eller anden måde skulle være det modsatte af »vestlige ideer«? I årevis har det angloamerikanske oligarki og deres pressehorer bragt den løgn til torvs, at russisk og kinesisk »aggression« må stoppes for at redde »vestlige værdier«, når fakta er, at Rusland og Kina har taget føringen mht. at fremme den vestlige civilisations historiske, men kasserede værdier – og således giver tryghed og velstand til deres egne befolkninger og, gennem processen med den Nye Silkevej, bringer denne tryghed og velstand til resten af verden. I mellemtiden er USA sunket ned i massearbejdsløshed og underbeskæftigelse, sammenbrud af vareproduktion, en narkoepidemi uden fortilfælde og dyb, kulturel dekadence, mens nationen under præsident Obama har befundet sig i en permanent tilstand af krig, hvor Obama stolt, på ugentlig basis, udarbejder en liste over »dronedrab«. Var det »vestlige ideer«?

Øjeblikket er svangert med muligheder for et nyt paradigme, der forener verdens folk i en ny renæssance, baseret på videnskab og det bedste fra alle nationers klassiske kultur. Dette vil ikke komme fra Donald Trump; men den kendsgerning, at han bryder Det britiske Imperiums lænker og arbejder sammen med Rusland og potentielt også med Kina om global udvikling, skaber grundlaget for, at verden kan respondere til Lyndon LaRouches historiske lederskab for en ny, virkeligt menneskelig verden.

Foto: Processen med 'farvede revolutioner', styret af Soros, har nu ramt USA for fuld styrke.    

Leder fra LaRouchePAC, 30. januar, 2017 – Tiden er atter inde for verden til at lytte til de vise ord fra Lyndon LaRouche. De spørgsmål, som han nu i årtier har været fortaler for, er nu eksistentielle spørgsmål for transatlantiske nationer, hvis »eliter« har mistet deres lederskab, og som bogstaveligt talt også er gået fra forstanden over de afvisninger, som rammer dem i nationale valg og afsættelser.

Netop, som det amerikanske præsidentskab er brudt ud af atlanticisternes indespærring, bliver LaRouches ideer nu repræsenteret med voksende styrke af den nye, strategiske trekant, Rusland-Kina-Indien. Dette nye paradigme repræsenterer den eneste, produktive vej for USA at gå – og dette har LaRouche grundigt forklaret i de »Fire Love til USA’s Redning«. Dét er vores mobilisering, med Trump-administrationens retning, der endnu er uafklaret. Vi bør ikke udelukke betydningen af Trumps uforsonlighed over for den britiske kongefamilies forsøg på at gelejde ham ind i en politik for krig med Rusland, og for krig imod industri og vareproduktion; og heller ikke hans uforsonlighed imod konservative GOP-tosser som McCain og Graham, og imod Obama-maskinen.

Mandag gentog Helga Zepp-LaRouche, hvad hun havde sagt under søndagens diskussion om vores mobilisering; at det absolut vigtigste er – at forhindre Tredje Verdenskrig; dette på den måde, som Lyndon Larouche har specificeret, og som er den eneste mulige måde, nemlig gennem en amerikansk præsident, der accepterer Putins strategiske geni og aftaler at samarbejde. Denne amerikanske præsident vil således, langsomt, men sikkert, være i færd med at samarbejde også med Indien og Kina. En Trump, der ikke er under britisk kontrol og atlanticistkontrol, er i færd med at tage nogle skridt i denne retning.

Det betyder at gennemtvinge Glass-Steagall så hurtigt som muligt og at mobilisere omkring Lyndon LaRouches politik med de Fire Love for en økonomisk genrejsning. Dette må være omdrejningspunktet for vores mobilisering, på trods af det hysteri, der sender den etablerede elite ud på gaderne i forsøg på at standse Trump.

Sidste uges mobilisering for at holde George Soros’ partner Steven Mnuchin ude af USA’s Finansministerium og i stedet fremme Glass-Steagall er først ved at komme i gang. Her til aften blev Mnuchins forventede godkendelse i Senatets Finanskomite blokeret af Demokratiske senatorer, men kun til i morgen, hvor kampen i komiteen genoptages. Frontlinjen i Senatet må fortsat være talstærk, med mange delegationers kampagne for Glass-Steagall på Capitol Hill på onsdag. Vi må holde øje med Chuck Schumers krokodilletårer og fortsætte mobiliseringen omkring LaRouches politik.

Som Helga Zepp-LaRouche i dag tilføjede; de har indespærret amerikanske præsidenter i mere end et halvt århundrede, og indespærret Lyndon LaRouche i mere end 30 år; nu er begge i færd med at bryde ud.     

Med formand Tom Gillesberg

Det følgende er Helga Zepp-LaRouches åbningsbemærkninger til et hasteaktivistmøde (i USA, pr. tlf.) søndag 29. januar, 2017:

Jeg tror, alle ved, at, med valget af Donald Trump, har verden totalt forandret sig. Den tyske udenrigsminister Steinmeier sagde det knivskarpt, at valget af Trump betyder afslutningen på det 20. århundredes orden.

Det er helt klart, at USA nu står over for et valg: Det ene valg består i at fortsætte med den »særlige relation« med Storbritannien, som har været grundlaget for den unipolære verden i de seneste 25 år, mere eller mindre, med få undtagelser under Clinton-årene. Og det står ganske klart, at briterne gerne vil fortsætte med dette, hvilket er grunden til, at Theresa May var den første regeringsleder, der kom (til Washington) for at forsøge at genetablere denne særlige relation, og som ville være meget, meget dårligt.

På den anden side, så foreligger det klare perspektiv, at USA går ind i en strategisk alliance med Rusland – og muligvis Kina og Indien – hvilket ville skabe grundlaget for virkelig at bevæge verdenspolitik over i et fuldstændig nyt paradigme med samarbejde mellem store nationer for at løse presserende problemer, såsom den økonomiske krise, problemet med terrorisme og mange andre lignende problemer.

Det står ganske klart fra den første uge af Trumps præsidentembede, at han har til hensigt at gennemføre alle sine valgløfter. Set fra mit standpunkt, så er det meget vigtigt, at – i betragtning af, at problemerne er så mangeartede – folk ikke flipper ud over denne eller hin handling, men virkelig koncentrerer sig om de to, absolut mest afgørende spørgsmål, uden hvilke absolut intet andet kan løses. Det første, meget, meget afgørende spørgsmål er, at Trump lovede at forbedre relationerne med Rusland, og det er, for verdensfredens skyld, det absolut vigtigste spørgsmål. For, hvis Hillary Clinton havde gennemført sin politik for Syrien, med flyveforbudszonerne og hele den provokerende politik over for Rusland i særdeleshed, ville vi have været på en meget kort vej til Tredje Verdenskrig.

Den kendsgerning, at Donald Trump i går talte med fem af verdens ledere – heriblandt præsident Putin fra Rusland, og at de tilsyneladende etablerede en god forståelse – er af højeste, strategiske vigtighed. Og ser man på det, som Det Hvide Hus og Kreml bagefter udstedte, så er dette virkelig vigtigt, for »Trump overbragte sine ønsker om lykke og velstand for det russiske folk og sagde, at det amerikanske folk havde varme følelser for Rusland og dets borgere«.

Dette er meget, meget vigtigt, og jeg mener, at vi virkelig bør forstå, at, hvis USA og Rusland kan fikse deres forhold, så kan alle andre problemer potentielt set tackles.

Det andet, absolut vigtigste spørgsmål er selvfølgelig, at Trump under sin valgkamp lovede at genindføre Glass-Steagall, for alle ved, at verden stadig befinder sig i absolut fare for en gentagelse af sammenbruddet i 2008, som denne gang ville blive langt, langt værre end selv kollapset af Lehman Brothers og AIG i september 2008, af den simple grund, at for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne er vokset med 40 % eller endda mere, derivaterne er vokset, og alle centralbankernes såkaldte instrumenter er blevet opbrugt, inklusive kvantitativ lempelse (’pengetrykning’), inklusive hele spørgsmålet om bail-out (statslig bankredning) og om helikopter-penge, som diskuteres.

Faren for banksystemets kollaps er således en afgjort trussel, der hænger over hele verden.

Det er ganske klart, at Wall Street selvfølgelig ikke vil have Glass-Steagall, fordi det, for at sige det mildt, ville reducere deres magt enormt; men det er en absolut forudsætning for at fikse situationen. Hr. LaRouche har ikke alene talt om Glass-Steagall, men han har også, på videnskabeligt grundlag, defineret de Fire, grundlæggende Love, som det er absolut afgørende, bliver implementeret, for at få verden ud af denne krise. Disse Fire Love er:

* Glass-Steagall, præcis, som Franklin D. Roosevelt implementerede denne lov i 1933;

* En Nationalbank i traditionen efter Alexander Hamilton;

* Et nyt kreditsystem (også i traditionen efter Alexander Hamilton);

* Og dernæst selvfølgelig, et forceret program for højteknologisk fusionsenergi og internationalt samarbejde omkring rumforskning som den absolut nødvendige måde, hvorpå arbejdskraftens produktivitet, der er kollapset, kan forøges.

(Se: Lyndon LaRouches Fire Økonomiske Love:)

Det faktum, at den forventede levealder i USA for første gang er faldet, er den klareste indikator, for, at, hvis en økonomi kollapser, så falder den forventede levealder.     

Dette er formålet med dette aktivistmøde, for desværre sagde den nominerede finansminister Mnuchin under sin høring i Senatet med senator Maria Cantwell, at han ikke støtter Glass-Steagall i FDR’s form – han sagde, det var ’en meget gammel lov’ – men at han vil have en lov ’for det 21. århundrede’, for ellers vil markederne ikke have tilstrækkelig med likviditet. Se, dette argument er forkert, for, hvis man etablerer en Nationalbank i Alexander Hamiltons tradition, samt et kreditsystem i Alexander Hamilton tradition, så vil præcis dette system yde kredit til produktiv investering. Så dette argument er ikke relevant, og denne nominering (til finansministerposten) kunne blive Trump-administrationens Akilleshæl, hvis det ikke rettes. For jeg tror, alle har set det enorme oprør; der finder en deployering sted på vegne af det selv samme Britiske Imperium, der forsøger at fastholde Trump i den ’særlige relation’ med Storbritannien, men det forhindrer dem ikke i at deployere George Soros og princippet om ’farvede revolutioner’ – det samme princip, der blev deployeret imod Ukraine i 2004 med den ’Orange Revolution’, eller i Georgien, eller i det Arabiske Forår – hvor man grundlæggende set vil bruge de samme midler for en farvet revolution til at få et regimeskifte, denne gang imod Trump.

Dette er altså ikke en fredelig tid; dette er ikke en tid, hvor man sidde det ud, men jeg mener, at det faktum, at Trump har vist, at han ønsker at gennemføre sine valgløfter, virkelig er meget lovende. Men jeg mener, at vi har brug for en mobilisering, der sikrer, at denne absolut afgørende flanke med Glass-Steagall ikke forpasses, for det er den ene ting, der virkelig ville kunne ødelægge hele potentialet.

Lad mig slutte her. Jeg mener, at folk i USA må være bevidste om, at hele verden ser på dette valg af Trump med store håb – ikke de gamle neoliberale folk og de folk, der tror på en konfrontation med Rusland og Kina – men en masse mennesker, i Indien, i Europa, ser på potentialet i Trump-administrationen med store forventninger og håb. Det er en unik historisk chance, så meget afhænger af at få det til at virke.

Potentialet eksisterer, med Kinas Nye Silkevej, der allerede nu er et nyt finansielt og økonomisk samarbejde på en »win-win«-basis, hvor flere end 70 nationer samarbejder; tilbuddet til USA om at få en Ny Silkevej passer præcis sammen med Trumps løfte om at investere $1 billion i et infrastrukturprogram i USA og således lancere en økonomisk genrejsning. Men, det forudsætter den originale Glass/Steagall-lov.

Jeg vil slutte her, for dette er virkelig kernen i situationen, og jeg mener, at vi har brug for jer alle for at hjælpe med og intervenere.

Lyndon LaRouche (med på linjen): Dette understreger jeg.     

29. jan., 2017 – Angiveligt ved et »uheldigt læk« offentliggjorde det Hollandske Finansministeriums webside den 24. jan. data om spekulative »short sales« i stor skala, som George Soros har gennemført mod den hollandske ING Bank, på bankens bekostning. Affæren går tilbage til 2012, men dens afsløring ophidsede spekulanter internationalt, så informationen blev taget af websiden senere på dagen.

Var dette et uheld, eller lå der mere bag? Metoden med short-selling, som George Soros og samarbejdspartnere blandt hedgefunds har udøvet imod Europas finansinstitutioner, bliver med rette beskyldt for meget af orkestreringen af krisen i 2007-08.

I øjeblikket er Soros under direkte angreb i Makedonien og Ungarn, rapporterer nyhedstelegrammer. Makedoniens avis Republika rapporterer, at, den 16. jan., blev der lanceret en national kampagne for at undersøge Soros’ forbindelser til NGO’er og politiske grupper i landet. Dette refererer til Open Society og Otpor, der har været aktive på Balkan i flere år.

Kort tid forinden havde den ungarske premierminister Viktor Orban meddelt, at hans regering ville »bruge alle midler« til at neutralisere og opløse de Soros-finansierede NGO’er i landet. Szilard Nemeth, formand for Orbans Fidesz-partis parlamentsgruppe, har bebudet fjernelsen af alle NGO’er i Soros’ kreds frem til foråret.

Makedoniens premierminister Nikola Gruevski, der angribes af anklager, der kommer fra diverse NGO’er, om korruption, og som har problemer med at finde partnere til at danne et nyt regeringsflertal efter valgene i december (hvor hans VMRO-DPMNE-partialliance led store tab), har krævet, at Makedonien skal »af-Sorosiferes«. Han anklager fremtrædende kritikere af sin regering for at være på Soros’ lønningsliste, og deres navne er blevet offentliggjort på Facebook.     

En kinesisk deltager, der optrådte på en rundbordsdiskussion på Kinas CGTN-Tv (tidligere CCTV) om økonomi for et par dage siden, påpegede, at, på trods af den svagt langsommere vækstrate i den kinesiske økonomi, så tegnede den kinesiske økonomi sig for næsten halvdelen af verdens økonomiske vækst sidste år. En anden deltager påpegede, at, for hver 100 personer, der kommer ind i arbejdsstyrken i Kina, er der 113 jobs.

(Gid det så lige så godt ud i Danmark!)

29. jan., 2017 – Økonomen Jean-Pierre Lehmann erkendte, selv om han er ’globalist’, realiteten med Kinas »win-win«-politik ved, på en konference i Bukarest den 27. jan., at udtale, at verden kunne drage stor fordel af Kinas Bælt-og-Vej-initiativ. »Kinas udenrigspolitik kunne omforme en stor del af verdensøkonomien«, sagde han, iflg. en artikel i Xinhua i går.

Han forudsagde, at Bælt-og-Vej-initiativet i betydelig grad »vil omforme den globale, økonomiske udvikling«.

Han bemærkede, at Kinas Bælt-og-Vej, som blev foreslået i 2013, har planer om at opbygge et udstrakt handels- og infrastrukturnetværk, der vil forbinde Asien med Afrika og Europa. Han påpegede, at dette initiativ allerede støttes af flere end 100 lande og internationale organisationer.

Lehmann sagde, at dette initiativ til $2,5 billion kunne skabe enorme økonomiske fordele for verdensøkonomien. Han påpegede, at den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB, havde tiltrukket selv USA’s allierede, på trods af Obamas bestræbelser på at forhindre dem i at tilslutte sig. Han tilføjede, at Kina har etableret 110 økonomiske zoner i 50 lande. Han sagde, at en Silkevejs-konference i Xi’an havde tiltrukket 500 deltagere fra 52 lande.

Han sagde også, at, frem til 2030, ville Kina blive en højindkomst-økonomi med stærke, harmoniske relationer, og som havde kreativitet og ideernes magt som sin drivkraft. »Den kinesiske økonomi skabtes med muskler, men nu er det mere med hjernen, men det er der mange, der ikke forstår!«

Han bemærkede: »I Kina sker tingene nu i et forbløffende hurtigt tempo.«