Det globale skift hen imod en ny, økonomisk verdensorden baseret på opbygning af fysisk økonomi, ikke finansbobler, gjorde slående fremskridt i sidste uge, da først Storbritannien og dernæst fem andre europæiske nationer anmodede om at blive grundlæggende medlemmer af Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), som Kina har taget initiativ til. I skrivende stund har 34 nationer anmodet om at blive en del af institutionen, som kineserne har erklæret vil blive kapitaliseret på et niveau, der ligger på 100 mia. dollar, og er helliget finansiering af store infrastrukturprojekter i Asien og andetsteds. Sidste frist for at søge optagelse som grundlæggende medlem er 31. marts. (Se brev til regering og Folketing)

Disse dramatiske skridt blev taget i sammenhæng med LaRouche-bevægelsens globale mobilisering omkring en appel, der opfordrer de transatlantiske lande til at gå med i BRIKS-AIIB-processen, og konfronteret med sabotage fra Obamaregeringen.

Download (PDF, Unknown)

Paris, Nouvelle Solidarité, 25. mrs. 2015 – Le Figaro bragte en højst interessant leder, dateret 20. mrs., om implikationerne af, at fire store europæiske nationer tilslutter sig den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB, på trods af USA’s forsøg på at standse dem. Alt imens visse elementer i artiklen ikke er korrekte mht. de kinesiske hensigter, så rammer artiklen plet mht. det jordskælv, det repræsenterer over for Obamas politik.

»Aldrig er forræderiet så stort, som når det begås af ens venner. Med beslutningen om at tilslutte sig AIIB, kastede Storbritannien en sten i dammen, der lavede krusninger … For præsident Obama, der gjorde Det asiatiske Stillehavsområde til omdrejningspunktet for sin politik, svarer dette til en krigserklæring. Set fra Det Hvide Hus er AIIB en Beijing-manøvre for at svække amerikansk indflydelse og forstærke sin egen, regionale overhøjhed.  Den kendsgerning, at en historisk, amerikansk allieret, medlem af G7 og NATO-grundpille har besluttet at tilslutte sig denne rivaliserende klub, er et slag i ansigtet … først og fremmest, fordi det understreger fremvæksten af yuan som en reserve- og vekselvaluta. Og også, fordi det forårsagede en implosion af den vestlige blok: Opmuntret af briternes frimodighed var Australien og Sydkorea, der oprindeligt var de første til at misbillige initiativet, de første til at erklære deres potentielle interesse, der i denne uge blev efterfulgt af Italien, Tyskland og Frankrig! Endnu andre har stillet sig op i køen. Et lille Pearl Harbor for Washington.«

Den 24. marts blev den samme diskussion ført i bedste morgensendetid på BFM Radio, Frankrigs førende business-kanal, på en meget fremtrædende måde. BFM Radio rapporterede om spørgsmålene, og bemærkede så USA’s modstand mod de allieredes tilslutning. »Og hvad så«, sagde hovedkommentatoren Stéphane Soumier. »Frankrig har, med sine svage, finansielle kapaciteter, ikke råd til at afvise sådanne muligheder.« Dækningen inkluderede et interview med en indisk ekspert, der sagde, at problemet med Verdensbanken og den Asiatiske Udviklingsbank (ADB) er, at de kun finansierer små og bæredygtige vækstprojekter. Vi har store infrastrukturprojekter og atomkraft, der skal udvikles, sagde han og tilføjede, at Indien er lykkelig over at have en bank, der kan betjene landets behov.

Den anden begivenhed, der skaber krusninger på vandet her i Frankrig, er de fremskredne forhandlinger mellem det franske oliekompagni Total, det russiske Novatek og CNPC [China National Petroleum Corporation] om en 15 mia. dollar stor investering i Yamal LNG [Liquified Natural Gas]-projektet i Sibirien. Målet er at have investeringen på plads inden årets udgang.

Wall Street er urolig over projektet iflg. dækningen i Wall Street Journal, der bemærker, at Totals direktør Patrick Pouyanné tog jobbet efter at »Totals forrige chef, Christophe de Margerie, blev dræbt i et flystyrt i Rusland. Ligesom hr. de Margerie byder hr. Pouyanné investeringer inden for politisk risikable områder velkommen«, skriver Wall Street Journal ildevarslende, »for mange af hans konkurrenter har også satset stort på Rusland og befinder sig nu i en knibe.«    

24. mrs. 2015 – Den 23. marts holdt den tyske kansler Angela Merkel og den græske premierminister Alexis Tsipras deres første officielle, bilaterale møde i Berlin. Der er kun frigivet få detaljer, kun lidt snak om afspænding af situationen, en god atmosfære osv. Det synes imidlertid at fremgå klart, at Tsipras, der ikke forventede et »gennembrud«, benyttede lejligheden til at forklare Merkel sin regerings politik, som udtrykkeligt går ud på ikke at gå på kompromis med kampen for sit lands interesser, konfronteret med den humanitære katastrofe, som er blevet påført Grækenland af den politik, som Eurozonen og Tyskland gennemtvunget.

»Jeg er ikke kommet for at bede om finansiel hjælp«, sagde Tsipras. »Jeg er kommet for gensidigt at udveksle tanker og meninger for at se, hvor der er fælles grund, og hvor der er uenighed … Grækerne er ikke dagdrivere, ligesom tyskerne ikke bærer skylden for Grækenlands onder«, sagde Tsipras. »Vi må arbejde hårdt for at overvinde disse stereotyper.«

Merkel sagde, at hun fornemmede en »appetit for samarbejde«, men insisterede, at hun ikke kunne intervenere for at lette Grækenlands likviditetsproblemer, fordi alt skal besluttes i Eurozone-forummet.

Den græske webside DefenceNet rapporterer, at den græske side havde en positiv vurdering af Merkel-mødet, men vil vente og se, om der kommer noget konkret resultat. De rapporterer, at Tsipras rejste spørgsmålet om erstatninger, som, sagde han, var et spørgsmål om moral. Han rejste også spørgsmålet om Siemens-korruptionen og bad om juridisk samarbejde.

Men vigtigst af alt fremlagde han den humanitære katastrofe, som Memorandaet har skabt i Grækenland, inkl. BNP’s sammenbrud med 25 %, en arbejdsløshedsrate på 25 % (en stigning fra 12 % i 2009), og en ungdomsarbejdsløshed på 60 %. Flere end 2 mio. mennesker lever på eller under fattigdomsgrænsen, og velfærdsstaten er brudt sammen. Den græske gæld er fortsat uafgjort. Fra at udgøre 127 % af BNP i 2009, er den steget voldsomt til nu 175 % af BNP.

De fattiges indkomst er faldet med 86 %, mens deres skatter er steget med 337 %; i kontrast hertil er de riges indkomst kun faldet med 16 %, mens deres skatter kun er steget med 9 %.

Den 24. marts mødtes Tsipras med den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier og udtrykte tilfredshed med, at »tonen i de tysk-græske relationer er væsentligt forandrede, væsentligt forbedrede i de seneste dage«, og sagde, at dette ville åbne vejen for »seriøse samtaler mellem os i de næste par dage«.

Tsipras mødtes også med lederen af den parlamentariske gruppe fra Die Linke, Gregor Gysi, og partiformanden, Katja Kipping.

Efter deres møde udtalte Gysi fuld støtte til Tsipras, der sagde, at mens de andre 18 Eurozone-regeringer ønskede at fortsætte med neoliberal politik, forsikrede Tsipras om, at hans regering ville indtage en »anti-neoliberal« holdning.

Tsipras mødtes også med De Grønnes to partiledere, Cem Özdemir og Simone Peter, samt viceformand for De Grønnes gruppe i EU-parlamentet, Ska Keller. Han mødtes også med SPD-formand Sigmar Gabriel, der er Tysklands vicekansler og økonomiminister.

Foto: Tsipras mødes med Merkel og andre Eurozone-repræsentanter  

Frederiksberg, den 23. marts 2015

Åbent brev til den danske regering og Folketinget

Følgende brev blev sendt til en række ministre og Folketingsudvalg:

I løbet af de seneste 10 dage har Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Schweiz og Luxembourg tilmeldt sig som grundlæggende medlemmer af Den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB, sammen med 25-30 asiatiske lande. Der er nu kun en uge til, at fristen for, at lande kan tilmelde sig som grundlæggende medlemmer udløber den 31. marts 2015, så Danmark bør få sin ansøgning af sted hurtigt.

Mens den transatlantiske økonomi og finansverden synker stadig dybere ned i depressionen, har BRIKS og Asien med Kina i spidsen stået for et stadig tættere samarbejde om økonomisk vækst og udvikling. Kina spiller en voksende rolle som kreditskaber til store infrastrukturprojekter og har været drivkraften i etableringen af AIIB som et nøglested til at diskutere fælles projekter mange lande imellem. Er man med i AIIB som grundlæggende medlem, har man pludselig en fuld stemme i et af de vigtigste økonomiske fora, verden har i den kommende tid.

Danmark skal sørge for at komme om bord, inden skibet lægger fra kaj. Vi må inden for den næste uge gøre Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Schweiz og Luxembourg selskab sammen med de mange asiatiske lande i AIIB. Vi kan jo så håbe, at USA beslutter sig for også at tage imod det gode tilbud, men det ville være tåbeligt at lade vores deltagelse være betinget af den amerikanske holdning.

Med Venlig Hilsen

Tom Gillesberg

Formand for Schiller Instituttet i Danmark

23. mrs. 2015 – Jin Liqun, generalsekretær for AIIB’s midlertidige sekretariat, sagde i går, at så mange som 35 nationer kunne blive stiftende medlemmer af AIIB pr. 31. marts, og at den nye bank vil få aktieindehavernes godkendelse til at fordoble sin kapitalisering til 100 bia. dollar. Samtidig forsøger Obamaregeringen febrilsk at komme ovenpå efter fordømmelsen og latterliggørelsen over hele verden for sit forsøg på at standse udbredelsen af støtte til Kinas AIIB-initiativ.

Wall Street Journal bragte i dag en hysterisk artikel af avisens internationale finansskribent, Ian Talley, der citerede navngivne og unavngivne kilder fra Obamaregeringen, der »foreslog, at banken skulle arbejde i fællesskab med Washington-støttede udviklingsinstitutioner, såsom Verdensbanken«. Fordi Obama er »konfronteret med modstand fra allierede«, der tilslutter sig AIIB i stimer på trods af trusler og armvridning fra Det Hvide Hus, foreslår Obama nu »fælles finansiering« mellem AIIB og IMF/Verdensbanken/Asiatisk Udviklingsbank (ADB)-apparatet.

Hvad dette betyder skæres ud i pap af avisens kilde i regeringen: »Fremgangsmåden med samarbejde er designet til at dirigere den nye bank hen imod de økonomiske mål for verdens ledende økonomier, og tilsvarende væk fra at blive et instrument for Beijings udenrigspolitik.« Han citerer Nathan Sheets, underminister i Finansministeriets afdeling for udenrigsanliggender: »En fælles finansiering af projekter med eksisterende institutioner som Verdensbanken eller ADB vil være med til at sikre, at man bevarer en standard af høj kvalitet, der har bestået tidens test.«

Og hvis det ikke er tydeligt nok, skærer Talley ud i pap, hvad disse »standarder af høj kvalitet« går ud på: »At sikre den nye institutions standarder er designet til at forhindre usund opbygning af gæld, overtrædelser af menneskerettigheder og miljøbelastninger … Kinas nye bank risikerer at fremkalde mistillid i USA og skabe en række sociale og økonomiske spørgsmål. Den kunne også være med til at understøtte kinesiske virksomheders interesser. Mangel på gennemskuelighed i den nye banks styrelse kunne nære mistanke, f.eks., om, hvorvidt Beijing ville bruge sin finansiering til at udvikle dybvandshavne i strategiske havne, som kunne modtage Kinas voksende flåde [!]. At udlåne penge til lande uden hensyn til, om regeringerne kan tilbagebetale lånene, kunne så sæden til fremtidige kriser [!]. Investering i bygning af dæmninger, der kræver massive folkeforflytninger, kunne, uden passende beskyttelsesforanstaltninger, bære ved til overtrædelser af menneskerettigheder. I takt med, at Kinas økonomi sagtner farten hurtigere end forventet, konfronteres landet med en voksende kapacitet for overskudsproduktion. Infrastrukturinvesteringer kunne være med til at opsuge noget af denne overskydende kapacitet, og også tilbyde højere renter på Kinas billion-dollar store beholdning af amerikanske statsobligationer til lave renter.«

Obamas Wall Street-drenge er tydeligvis i panik – men dragen er sluppet ud af sækken.

Foto: Jin Liqun sludrer med udenlandske underskrivere ved en AIIB-underskriftsceremoni i Beijing, okt. 2014  

Den udvikling, der blev udløst for ti dage siden af interventionerne den 12. marts fra Tysklands Frank-Walter Steinmeier og Helmut Schmidt, samt den tidligere guvernør for Maryland, USA, Martin O’Malley, har frembragt en dramatisk ny, global strategisk situation. Nu har fire ledende, europæiske nationers beslutning tidligere på ugen om at gå med i den kinesisk ledede Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), og således totalt ignorere præsident Obamas trusler og advarsler om ikke at gøre det, yderligere væltet hele skakbrættet. Der er intet, der fungerer, som det plejede, for blot to uger siden.

»Ånden er sluppet ud af lampen«, erklærede Helga Zepp-LaRouche i søndags, og AIIB vil kun vinde mere vind i sejlene for hver dag, der går. Vi befinder os nu, pga. de gennembrud, vi indtil dato har opnået, i en position, hvor vi rent faktisk kan få USA og Europa til at gå med i BRIKS i en fuldstændig ny verdensorden, baseret på den tilsyneladende »upraktiske« idé om ’win-win’-samarbejde mellem nationer. Hvis USA og Kina samarbejder, sammen med andre BRIKS-nationer, »kan vi redde civilisationen fra afgrunden«, erklærede hun. Hun opfordrede LaRouche-bevægelsen (i USA) i hele landet til at bevare et »laser-agtigt fokus« på at mobilisere for den kommende Schiller Institut begivenhed på Manhattan den 28. marts, som den væsentligste aktion, der skal gennemføres i øjeblikket, for at opnå dette strategiske mål.

Kina på sin side arbejder hurtigt for at maksimere fremskridtet i dette nye miljø. Viceudenrigsminister Zhang Yesui gentog og udvidede, i en tale til Kina Forum for Udvikling i Beijing, præsident Xi Jinpings tilbud til USA fra november 2014 om, at de skulle gå med i Den nye Silkevej og relaterede AIIB-projekter:

Zhang sagde (parafrase i Global Times):

»Kina og USA har mange fælles interesser og samarbejdsmuligheder i Det asiatiske Stillehavsområde, der bør blive et prioriteret område for opbygning af en ny model for stormagtsrelationer mellem de to lande.«

Han tilføjede, at det kinesiske koncept ikke går ud på at bruge disse initiativer som

»et geostrategisk redskab«, men de vil »følge principperne om fælles rådslagning, opbygning og fællesskab«.

Lyndon LaRouche karakteriserede det seneste, kinesiske initiativ som »snu«, eftersom de ved, at Obama er rystet, og at dette tilbud vil ryste ham yderligere. Vores opgave, forklarede LaRouche, er at få Obama sparket helt ud af Det Hvide Hus. Han er en agent for Det britiske Imperium, en galning, der skal sparkes ud, og vores eneste chance for at undgå en global atomkrig er at droppe Obama.

Under diskussioner med sine medarbejdere søndag gik LaRouche i dybden med de involverede overvejelser:

»Hovedtingen er: Hvad er princippet for menneskelig eksistens? Vi har defineret princippet for menneskelig eksistens som værende stedfæstet med Kepler som referencepunkt. Der er andre ting, der skete før det, som førte til det, Kepler gjorde, og der er konsekvenser af, hvad Kepler gjorde, som stadig udstråler i dag, og udvikler sig i dag. Men spørgsmålet er altid: Lad være med at være praktisk! Vær ikke praktisk! Og vær ikke dum, hvilket så nogenlunde er det samme som at være praktisk.

Det, man må gøre, er at forstå de processer, der ligger uden for menneskets simple forestillingsevne, i menneskets højere niveauer af forestillingsevne om fremtiden. Menneskeheden må altid placere hensigten med os inden for rammerne af fremtiden, ikke inden for rammerne af en nutid. Så den praktiske fortolkning af tingene er fejlagtig.

For eksempel, hvad skete der med de tre personer, der implicit blev trukket fra Tyskland [Steinmeier og Schmidt] og fra USA, O’Malley: at de gjorde noget. Men det er i og for sig ikke løsningen; det er simpelt hen noget, der fremprovokerer, eller burde fremprovokere, vores fornemmelse for, hvad den fremtidige løsning er, ikke, hvad praksis er i dag.

Det, jeg bander ad, er, at jeg bander ad folk, der prøver på at være praktiske, som tror, de kan gå ud fra erfaring, og bruge tidligere erfaringer som en standard for, hvordan fremtiden skal behandles. Det er en fejltagelse. Hvis man ikke kan tænke ud over nutiden, hvis man ikke kan tænke på lovene for fremtiden snarere end for nutiden, vil man fejle.

For eksempel: Hvordan slipper vi af med Obama? Ja, man kan jo ikke bare sige, ’Nu vil vi af med Obama’. Man må have et princip, der siger, hvordan vi skal komme af med ham. Dette er ting, vi har diskuteret. Men problemet er, at folk siger, ’Lad os være praktiske’. Eller også siger de på samme måde:’Jamen, det vil folk ikke forstå. Vi må forklare det, så de forstår det’. Og det er den store fejltagelse: når de bliver praktiske og tror, de kan gå med til konklusioner, som i virkeligheden er konklusioner, trukket op af den gamle hat, ting, vi troede ville virke i fortiden, men det vil de ikke.

Alle tingene fra fortiden vil ikke virke i nutiden, især ikke under de nuværende betingelser. Det er sådan, vi må tænke om det her. Vær ikke praktisk! Men man kan heller ikke være upraktisk, dvs., man kan ikke være en fiasko, man kan ikke være en tåbe. Man må altid respondere, som Kepler ville have gjort, til fremtiden. For, når menneskeheden er menneskelig, er menneskeheden ikke praktisk. Menneskeheden er ikke et praktisk væsen, når menneskeheden fungerer. Vi gør hele tiden opdagelser i form af principper for praksis, som var ukendte i forrige uge, forrige år. Og hvis vi ikke baserer os på at bortkaste det, der har været sædvane, der skønnedes praktisk, så spilder man sin tid.

For vi befinder os nu i en krise, hvor det gælder, at kun, hvis man forstår fremtiden, og kan forme fremtiden, er man kompetent til at hjælpe menneskeheden med at arbejde sig ud af den kamp, vi nu gennemgår.«

Foto: Fra den fælles Xi-Obama pressekonference under APEC-topmødet i Beijing, nov. 2014 

Med formand Tom Gillesberg

22. marts 2015 – Der er et voksende kor af røster, der hober sig op mod Obama for dennes selvmorderiske politik med at nægte at gå med i AIIB. Selv om kritikken er noget simpel i sin evaluering, så reflekterer den den kendsgerning, at de fleste nationer i Europa og Asien simpelt hen ikke har til hensigt at dø for at støtte Obamas og Det britiske Imperiums vanvittige politik.

To skribenter, der skriver for Tysklands Deutsche Presse-Agentur – Lars Nicolaysen og Andreas Landwehr – giver deres artikel den 21. marts overskriften »Europæerne satser nu på Kina som den næste verdensledernation«. (Denne artikel bringes i den thailandske avis, The Nation, 21. marts). Artikler fremfører, »Beijing har triumferet over Washington: EU’s fire største økonomier bakker nu op om etableringen af en Kina-sponsoreret udviklingsbank. USA synes at have manøvreret sig selv ind i et isoleret hjørne ved at modsætte sig en kinesisk-støttet udviklingsbank, der nu ikke blot støttes af Frankrig, Tyskland og Italien, men også af USA’s mangeårige allierede, Storbritannien. De fire største medlemmer af EU har gjort det klart, at de agter at blive stiftende medlemmer af den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), hvilket markerer et betydningsfuldt, diplomatisk kup for Beijing, der tog initiativ til idéen … Europæerne så en klar fordel i at være med fra begyndelsen, snarere end at være i den ekskluderede og isolerede position, som USA nu befinder sig i.«

Artiklen erklærer: »Der er ingen tvivl om behovet for investering i infrastruktur i Asien«, og bemærker Kinas store reserver af fremmedvaluta.

I en artikel den 20. marts, ligeledes bragt i Thailands The Nation, med overskriften »USA’s allierede hopper af i takt med, at den Nye Verdensorden hælder over mod Kina«, erklærer Thanong Khanthong, »Washington er ved at miste sin magt. Dets allierede i Europa – Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Italien – har anmodet om at blive medlemmer af den Kina-ledede Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og trodser således USA’s krav om, at de udviser tilbageholdenhed.« Khanthong skriver, at »vi er kommet til et punkt, hvor USA ikke længere kan diktere de globale begivenheder helt på sine egne betingelser. Det faktum, at dets allierede deserterer for at tilslutte sig AIIB, reflekterer det faktum, at Washingtons indflydelse er ved at svinde. Dets allierede indser, at de kommer for sent til båden, hvis de ikke går med i AIIB, fordi vækstmulighederne ligger i Asien – ikke i Europa eller USA.« Han fremfører den valgmulighed, at USA enten kan stå uden for AIIB, eller »anmode om medlemsskab«.

22. marts 2015 – Madame Christine Lagarde, direktør for Den internationale Valutafond (IMF), har meddelt, at IMF vil være »henrykt« for at samarbejde med den nye AIIB, og at der er »massivt« plads for samarbejde mellem de to institutioner. Hvilket bekræfter det gamle, kinesiske mundheld: Der er nogle tidevand i historien, der er så stærke, at de ikke kan holdes tilbage af selv de største dæmninger.

23. marts 2015 – Kinas viceudenrigsminister Zhang Yesui har endnu engang inviteret USA til at være med i Silkevejen og AIIB, idet han således går i fodsporene på præsident Xi Jinping, der den 12. nov. 2014 gav en kraftfuld invitation til USA under den fælles pressekonference med præsident Obama under APEC-topmødet i Beijing, hvor han indtrængende opfordrede USA til at tilslutte sig udvikling i Det asiatiske Stillehavsområde.

Avisen Global Times rapporterer den 23. marts, at den kinesiske viceudenrigsminister Zhang Yesui til Kina Forum for Udvikling i Beijing sagde, med en parafrase i Global Times, at »Kina og USA deler mange fælles interesser og samarbejdsmuligheder i Det asiatiske Stillehavsområde, der bør blive et prioriteret område for opbygning af en ny model for stormagtsrelationer mellem de to lande.«

Dette var et ekko af præsident Xis forslag under en fælles Xi-Obama pressekonference – under APEC-topmødet i november 2014 – om kinesisk-amerikansk kapitalintensivt samarbejde i Asien og i hele verden. Præsident Xi sagde: »Jeg introducerede Kinas initiativer om etablering af den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank og Silkevejen for præsident Obama. En underudviklet infrastruktur er den væsentligste flaskehals, der hindrer den økonomiske udvikling i Asien … Vi byder USA’s og andre relevante landes aktive deltagelse velkommen, så vi sammen kan fremme og være fælles om velstand og fred i Det asiatiske Stillehavsområde.«

Nu, da Obama over hele verden får lussinger for at nægte at give USA lov til at gå med i AIIB, udstrækker Kina atter sin invitation. Desuden sagde viceudenrigsmin. Zhang: »Kinas ’Bælt-og-Vej’-initiativer vil fremme økonomisk samarbejde og vil ikke optræde som et geostrategisk redskab … Initiativerne angriber ikke særlige lande eller internationale organisationer. Det økonomiske Silkevejsbælte og Det 21. århundredes Maritime Silkevej, som Kina foreslog i 2013, følger principperne for fælles rådslagning, opbygning og fællesskab. Det vil blive en åben og inkluderende platform for regionalt samarbejde, der fuldt tager højde for alle parters position, interesser og nytte.« »Den planlagte Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) vil finansiere opbygning af infrastruktur langs med bæltet og vejen«, bemærkede Zhang.

Foto: 2010: Kinas daværende nyudnævnte ambassadør til USA, Zhang Yesui, modtages i Det Hvide Hus af præsident Barack Obama.

22. marts 2015 – Den midlertidige chef for den Asiatiske Insfrastruktur-Investeringsbank, AIIB, Jin Liqun, meddelte i dag, at han forventer, at mindst 35 lande vil gå med i AIIB pr. 31. marts-deadline for stiftende medlemmer. I en tale i Beijing i kølvandet på Tysklands, Frankrigs, Italiens og Storbritanniens meddelelse om, at der agter at blive stiftende medlemmer, erklærede Jin Liqun: »Når vi kommer til deadline, mener vi, at 35 eller flere lande vil blive stiftende medlemmer af banken.«

I de fleste offentlige optællinger er der i øjeblikket 34 lande, der enten har tilsluttet sig, eller meddelt, at de vil tilslutte sig AIIB. Australien og Sydkorea anses bredt for at blive yderligere stiftende medlemmer, og Japan er også en mulighed.

19. mrs. 2015 – Under sine seneste diskussioner med medarbejdere har Lyndon LaRouche på en meget levende måde kommunikeret sine egne, personlige, næsten århundredgamle overbevisninger med hensyn til, hvilken form for menneskelig organisation det er, der skal dannes, og som vi må være fuldstændig loyale overfor, og med hensyn til, hvad sandhed er, og hvad virkelighed er – alt sammen fuldstændig fremmed og uforståeligt i forhold til, hvad flokken siger og mener.

Det er ikke tilfældigt, at LaRouche i sine anskuelser har så meget til fælles med det tyvende århundredes største militære geni, hærchefen Douglas MacArthur, der, ligesom LaRouche, også er en rent amerikanske type, der allerede var berømt for at sige, og for så tidligt som i 1927 at bevise, at »amerikanere opgiver aldrig«.

Frazier Hunt, MacArthurs ven og levnedsskildrer, skriver følgende i sin bog fra 1954, »Untold Story of Douglas MacArthur«:

»Snart efter, at han havde overtaget kommandoen [over den amerikanske hærs afdeling på Philippinerne i 1928], kom adjudantgeneralen over afdelingen til ham med et tykt bind af stencilkopierede sider og forklarede, at staben havde samlet et kompendium af alle de forudgående [beslutninger], som de forskellige øverstkommanderende havde etableret, så MacArthur ville vide, hvad han skulle gøre, uanset, hvad problemet var. ’Vi tænkte, at De måske ville være interesseret i at have dette’, forklarede officeren stolt.

General MacArthur løftede det tykke bind. ’Det er et enormt arbejde, I har gjort’, sagde han. ’Hvor mange kopier er der?’

’Nøjagtig seks, sir’ svarede officeren.

MacArthur så ham direkte i øjnene, og der var ikke antydningen af et smil, da han sagde: ’Få samlet alle disse seks kopier sammen og brænd dem – hver eneste en. Jeg vil ikke være bundet af forudgående beslutninger. Når som helst, et problem opstår, vil jeg med det samme træffe en beslutning – omgående.’«

I en tilsvarende ånd afslørede LaRouches ven, senator Giulio Tremonti, tidligere italiensk finansminister, i går i Senatet den sande virkelighed om den såkaldte »græske krise« og sagde:

»Problemet er ikke, at Grækenland kom ind i Europa, men at Europa kom ind i Grækenland. Årsagerne til krisen er ikke, som nogle siger, relateret til det obskure og uigennemsigtige græske budget, en næsten uanselig entitet. Det virkelige, græske drama kom fra den private finansielle side, med begyndelse i euroen.«

LaRouche istemte:

»Præcis: det var der, de private banker begik al svindelen. Det er, hvad der åbent skal siges, for alt det her med … Schäuble er en skiderik: han vil ikke sige sandheden. Det er en ting, man ikke kan beskylde ham for: at sige sandheden.«

Tremonti fortsatte:

»I euforiske dimensioner, der tog deres begyndelse i 2002, blev en enorm kapitalstrøm udlånt af europæiske banker til det græske samfund, som gladeligt finansierede Olympiader, svømmebassiner og biler (sidstnævnte ikke just produceret i Grækenland) og diverse illusioner. I et årti har opstemtheden været bilateral, på skyldnersiden, men også på kreditorsiden, der indkasserede enorme strømme af renter. Og krisen kom skæbnebestemt. På basis af lovene for markedsøkonomi, hvis skyldneren går i betalingsstandsning, så gør kreditorerne det også. I Grækenlands tilfælde skete det modsatte. Og således har hjælpen til Grækenland, inkl., hvad vi generøst gav, hjulpet alle, og især de tyske og franske kreditorbanker; alle, undtagen grækerne. Efter den europæiske kur er den græske statsgæld steget, og det græske BNP er faldet. Og alligevel kræver Europa af Grækenland, på en tvangspræget måde, mere privatisering, mere liberalisering; hvis man ser på det græske folks aktuelle vilkår, ville end ikke Margaret Thatcher kræve sådanne forholdsregler!«

»End ikke Margaret Thatcher«, sagde LaRouche. »Det er godt. Det skal citeres – ofte.«

Tremonti fortsatte med at sammenligne Eurozonen med en dinosaur.

»Vidunderligt«, sagde LaRouche. »Det må bevares og opmuntres.«

De såkaldte grundlæggende europæiske værdier, sagde Tremonti, er ikke længere »de samme som i vores historiske tradition«, men de kommer snarere fra en

»før-kristen og hedensk fortid: Jeg vil gerne sige det tydeligt: [den romerske kejser] Elagabus ville, med sine værdier og sin livsførelse, passe perfekt ind i hoffet i Luxembourg«.

Ifølge historikeren B.G. Niebuhr er »navnet Elagabus brændemærket i historien frem for alle andre, pga. hans unævneligt afskyelige liv«.

»Det er perfekt«, sagde LaRouche. »Det er vidunderligt. Det er fremragende at citere.«

I mellemtiden holder lederne i Eurozonen møde i dag, hvor de forventes at forlænge deres økonomiske sanktioner mod Rusland, som ellers ville udløbe i juli måned.

»Sanktioner: det er virkelig en dum idé«, sagde LaRouche, »men det viser Nulands tankegang; og hun har under alle omstændigheder ’en tanke’.«

Efter topmødet har den græske premierminister Tsipras arrangeret et møde med den tyske kansler Merkel, den franske præsident Hollande, ECB’s Mario Draghi og formand for Eurozonens finansministre, hollænderen Jeroen Dijsselbloem; denne forsamling blev af LaRouche karakteriseret som, ’to, der måske kunne være fornuftige, plus to andre, der ikke vil være det.’

Merkel advarede korrekt journalister om ikke at forvente en løsning i aften, men LaRouche holdt den mulighed åben, at der måske kunne udvikle sig noget mere nyttigt af hendes planlagte møde mandag med Tsipras i Berlin. Fr. Merkel har sagt, at hun forventer, det bliver en god diskussion, om end med uenigheder.

»Et formelt møde har en særlig betydning«, forklarede LaRouche.

»Merkel har, til trods for alt, hvad hun er og ikke er, et vist ansvar for tyske anliggender. Derfor må hendes indledende erklæring om noget af denne art tages alvorligt. Hun har ændret sin politik fra et bestemt punkt; det betyder sandsynligvis mere end andre ting.«

I mellemtiden bliver Obama, helt korrekt, ydmyget over hele verden pga. hans arrige og forgæves kamp for at sætte en stopper for den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), som Storbritannien, Tyskland, Italien og Frankrig netop har tilsluttet sig imod hans instruktioner.

»Alle disse udtalelser imod Obama bør citeres og fremstilles hele tiden. Man må ydmyge denne son-of-a-bitch, for det vil være med til at få nogle folk til at komme til fornuft«,

sagde LaRouche.

Samtidig er der et massivt tiltag i gang imod Medicare, Medicaid og Sociale ydelser (i USA primært til alderspensioner og invalidepensioner, -red.), inklusive invalidepension, i Washington. Der er planlagt flere nedskæringer til hospitalerne og lægernes praktikuddannelse på hospitalerne. LaRouche sagde, at vi må offentliggøre disse planlagte nedskæringer: formålet er at få dem ud af Wall Street.

Foto: General Douglas MacArthur

21. marts 2015 – Det er kun logisk, at i en verden, der i de sidste 25 år systematisk har været underkastet globaliseringen, også gennem rent overfladiske, forskellige processer spiller ekstremt tæt sammen og forstærker hinanden – og det så meget desto mere, som den transatlantiske verden har kurs mod et nyt kæmpekrak, og store dele af verden er styrtet ud i oprør gennem geopolitiske manøvrer.

Denne indre sammenhæng eksisterer f.eks. i øjeblikket mellem det verdensomspændende sejrstog, som virkeliggøres gennem Kinas nye økonomiske Silkevejsmodel og den hermed forbundne Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), og så det voksende momentum for genindførelsen af Glass/Steagall-bankopdelingen. I USA fører det demokratiske præsidentkandidatemne, Martin O’Malley, an i denne kampagne.

Her kort før udgangen af marts måned – som er deadline for staters anmodning om optagelse som stiftende medlem af den kinesisk-initierede Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB – er antallet af stater i Asien allerede steget til 27, og ud over disse asiatiske stater kommer, efter Storbritannien, nu også Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg, Schweiz, Ny Zealand og Australien til, og Sydkorea og selv Japan kunne også komme med. Det attraktive ved AIIB ligger i, at banken, i modsætning til den transatlantiske banksektor, som, på trods af ECB’s pengestrøm, knap nok udsteder kredit til middelstanden, udelukkende finansierer realøkonomiske projekter og indbefatter alle lande, der samarbejder inden for det ekspanderende område for det kinesiske perspektiv om »Et bælte, En vej«.

Ved hjælp af brutalt pres havde Obamaregeringen forgæves forsøgt at afholde andre stater fra at deltage i AIIB, og de får nu massiv kritik fra alle sider over, at det var en fejltagelse af format at gøre spørgsmålet om en bank, hvis formål er den regionale finasiering af infrastruktur, til en konkurrencekonfrontation mellem USA og Kina, og så dernæst så åbenlyst tabe denne kamp. Årsagen til denne fejlvurdering, at man mener at kunne standse noget, der allerede skrider fremad, hvad enten man støtter det eller ej – således formuleredes det af Paul Haenle, direktør for Carnegie-Tsinghua-Centret i Beijing – ligger naturligvis i den amerikanske fordring på at ville være den eneste, tilbageværende supermagt i verden. De neokonservatives præmisse om doktrinen om »New American Century«, der går ud på, at man ikke må tillade, at nogen stat eller gruppe af stater nogensinde vil overhale USA i politik eller økonomisk magt, var under tre Bush-regeringer, og i de seneste mere end seks år også under Obamaregeringen, hovedlinjen. Da Kina efter Lehman Brothers-krisen i 2008 krævede at få mere indflydelse i IMF og Verdensbanken, blev dette afvist gennem en afstemning i den amerikanske Kongres. Som konsekvens af denne afvisning tænkte Kina sig om og kom frem til, at de, med deres tre billioner i valutareserve, rådede over tilstrækkelig likviditet til ganske enkelt selv at kunne indlede oprettelsen af en ny finansinstitution, der dækker de fremvoksende landes og udviklingslandenes behov for kredit til finansiering af infrastruktur og realøkonomiske projekter. Og eftersom samarbejdet med AIIB, såvel som også den fælles opbygning af den Nye Silkevej, skal give alle deltagere ligeværdige fordele, altså en »win-win«-strategi, som præsident Xi Jinping hele tiden understreger, viser dette perspektiv sig at være den overlegne model.

Det samme er tilfældet med meddelelsen om det demokratiske præsidentkandidatemne Martin O’Malley, der som den eneste demokrat allerede klart har tilkendegivet, at han har til hensigt at deltage i primærvalgene til næste år. Med sine klare krigserklæringer mod Wall Streets kriminelle politik fører han i øjeblikket valgkamp i staten Iowa og lagde i et interview med avisen Des Moines Register ikke fingrene imellem: De officielle statistikker over det angivelige opsving i den amerikanske økonomi tilslørede blot den kendsgerning, at millioner af familier stadig må lide under følgerne af Wall Streets hensynsløse politik, der førte til krakket i 2008, og som iflg. en undersøgelse har kostet hver amerikansk husstand 120.000 dollar. Hvis Glass/Steagall-loven, der i 70 år beskyttede Amerika mod en større finanskrise, ikke var blevet ophævet i 1999, ville det aldrig være kommet til dette krak. Derfor er, iflg. O’Malley, genindførelsen af Glass/Steagall den alvorligste strukturreform, som i dag er en nødvendighed.

I dag skulle USA’s fem største banker kontrollere 15 billioner dollar. Disse banker, der angiveligt skulle være for store til, at man kan lade dem gå ned, er i virkeligheden for store til at have succes, og de må, som en presserende nødvendighed, opdeles i kommercielle banker og investeringsbanker. En fundamental ændring i Wall Street-kulturen var nødvendig, der må atter indføres ansvarlighed, kriminelle banker må retsforfølges, fjernes fra deres position og forhindres i at betale deres bøder med aktieindehavernes penge eller trække dem fra i skat. I tilfælde af en gentagelse skal bankernes licens inddrages.

Det var på højeste tid, sagde O’Malley, at nationale interesser gik forud for Wall Street.

O’Malley får i hemmelighed eller åbenlyst støtte fra mange tidligere Hillary Clinton-tilhængere, som er skuffede over hendes mange udsalg over for Obama. O’Malley er netop den kat i den amerikanske valgkamp, der kan sætte musene en skræk i livet.

AIIB har principielt den samme betydning for kampen for atter at gøre banksektoren til realøkonomiens tjener, som O’Malleys kamp imod Wall Streets kasinoøkonomi har for atter at sætte menneskers almene vel i centrum for økonomien. I Europa udkæmpes den samme krig mellem den nye, græske regering og Trojkaen. Italiens tidligere økonomiminister og nuværende senator, Giulio Tremonti, karakteriserede den aktuelle situation i en tale til det italienske Senats plenarforsamling: ikke engang Margaret Thatcher ville have vovet at gennemtvinge det nuværende EU’s reformer; problemet var ikke, at Grækenland var kommet ind i Europa, men at Europa var kommet ind i Grækenland. Han sammenlignede EU med den romerske Kejser Elagabal, der anses for at være en af de mest degenererede i den lange række af degenererede romerske kejsere. Hvorfor ECB, Dijsselbloem og Schäuble, på trods af, at deres politik, der har styrtet den græske befolkning ud i elendighed og iflg. FN er en overtrædelse af menneskerettighederne, er en åbenlys fiasko, alligevel holder fast på deres hårde linje, gør de såkaldte økonomiske vismænds chef Christoph Schmidts mening klart: De politiske virkninger ville være endnu farligere end de økonomiske følger af en græxit, hvis Grækenland fik lov til ensidigt at opsige de traktatmæssige betingelser for redningspakkerne. I så fald kunne politiske strømninger i Europa, der lovede angiveligt lette løsninger på krisen, få et opsving og mere tilslutning, sagde Schmidt i Neuen Osnabrücker Zeitung.

Det er karakteristisk for bureaukrater, at de ikke føler sig ansvarlige for konsekvenserne af deres underskrift. At ikke blot Grækenland, men hele Sydeuropa er i oprør imod Trojkaens system, der som følge af en gigantisk svindel til gavn for bankerne forkorter menneskers liv og styrter mennesker ud i fortvivlelse, betyder intet for denne verdens mennesker af typen Schäuble, Draghis, Dijsselbloem og C. Schmidt. Heller ikke den bekymrende situation i Tyskland, som blev belyst i en udsendelse i Deutschlandfunk den 18. marts med overskriften, »Ubehaget over for politik og medier«, bekymrer dem.

I øjeblikket er tre græske ministre i Kina for at forberede premierminister Tsipras’ besøg i maj, og yderligere to andre er i Moskva for at forberede Tsipras’ rejse dertil i april. Hvis EU holder fast ved sin konfrontationspolitik, er det kun et spørgsmål om meget kort tid, før Grækenland tilslutter sig BRIKS.

Hvad enten det er vanskeligt at fatte for de mennesker, der er ofre for massemediernes sorte propaganda eller ej: BRIKS-staterne er i færd med at sætte en helt anden standard for samarbejde mellem suveræne nationer, hvor målet er gensidig fordel til gavn for hele menneskehedens almene vel, og derfor er det den mere attraktive model af de to, som flere og flere nationer vil tilslutte sig.

Vi er, som menneskehed betragtet, kommet til et punkt i vores arts evolution, hvor vi kun vil overleve, hvis vi gør det, der adskiller os fra alle andre levende væsener, til vores almene identitet: nemlig, at vi til stadighed kan opnå nye erkendelser om den fysiske skabelsesorden og ved hjælp af disse kan videreudvikle denne orden. Vi er den eneste art, der kan gøre sig forestillinger om en fremtid for menneskeheden og en bedre, skønnere orden for nationernes sameksistens på denne planet, der i tiltagende grad modsvarer den kosmiske orden.

I denne ånd, og i overensstemmelse med den konfucianske filosofi, har den kinesiske regering nu gentaget sin invitation til USA om at være med i AIIB og opbygningen af Den nye Silkevej. Og listen af underskrivere af en resolution/appel, som Schiller Instituttet cirkulerer over hele verden med denne opfordring (se http://schillerinstitut.dk/si/?p=2702), vokser og vokser.

Hjælp også du os med at føre menneskeheden ind i en ny, bedre epoke!

Billede: Power point, som blev brugt til at oplyse danske politikere om dannelsen af BRIKS og AIIB og nødvendigheden af, at Danmark går med i dette samarbejde, ved Schiller Instituttets foretræde for Folketingets udenrigsudvalg den 2. dec., 2014.  

Følgende er en dansk oversættelse af E.I.R. STRATEGIC ALERT fra den 11. marts 2015.

E.I.R. Strategic Alert er udgivet hver uge af EIR’s europæiske hovedkontor i Wiesbaden, Tyskland på engelsk, tysk, fransk, og italiensk. Ring venligst til EIR’s kontor i København for information om abonnementspriser på +45 35 43 60 40. 

NATO eskalerer provokationerne rettet direkte mod Rusland

Medens våbenhvilen í Ukraine stort set ser ud til at holde, bestræber Obama Administrationen, fulgt af et antal ”allierede” regeringer, sig straks på med endnu en ”sag”, mordet på oppositionspolitikeren Boris Nemtsov, at ramme Rusland og Præsident Putin, som for at bekræfte at orkestreringen af krisen i Ukraine bare var et muligt middel at benytte.

Samtidig eskalerer den militære aktivitet. Den 4. marts sejlede fire NATO-skibe ind i Sortehavet for at gennemføre anti-lufts- og anti-ubådskrigsøvelser. Rusland holder øvelser i samme region, idet de tester kampfly tilhørende Sortehavsflåden for deres evner til at udføre forsvarsoperationer.

Desuden meddelte det russiske forsvarsministerium den 4. marts, at der også ville blive afholdt luftforsvarsøvelser i det ”Sydlige Militære Distrikt”, som grænser op til både Ukraine og Sortehavet, der ville omfatte 2000 tropper.

Medens sådanne militære øvelser ikke er usædvanlige, udgør det forhold, at Nato’s og de russiske tropper er så tæt på hinanden dog en alvorlig fare for en direkte konfrontation. Især på et tidspunkt, hvor Obama-regeringen og Nato-ledelsen dramatisk optrapper deres retoriske krig mod Præsident Putin.

Den retorik kom til fuld udfoldelse på Capitol Hill (den amerikanske kongres) i sidste uge, med erklæringer fra udenrigsministerens sekretær, Victoria Nuland, Georgiens tidligere præsident Mikheil Saakashvili (nu rådgiver til Ukraines præsident Poroshenko) samt anti-Putin fanatiker Garry Kasparov. Nuland pressede på for flere sanktioner mod Rusland, og især flere våben til Ukraine.

Hun fik begrænset modstand, bortset fra Repræsentant Dana Rohrabacher, en demokrat fra Californien, som beskyldte hende for at ville sabotere Minsk-aftalerne. Det amerikanske diplomatis opgave er at opnå fred i Ukraine, sagde han, ”ikke at modarbejde og ydmyge Rusland igen og igen”. Nulands fremtræden for Kongres-komiteen skete samtidig med en aktion på Capitol Hill af aktivister fra den ukrainske Congress Committee of America, en Bandarist-frontgruppe, som pressede på for at starte krig mod Rusland.

Allerede før de farlige krumspring på Capitol Hill og på Sortehavet havde højtstående russiske embedsmænd gentaget advarsler om, at Rusland har udbygget kapaciteten til at besvare enhver militær provokation strategisk. Den 1. marts gav generalmajor Andrei Burbin, chef for den Centrale Kommandopost for Ruslands Strategiske Missilstyrker (SMF), en usædvanlig briefing, der understregede, at Rusland er klar til at anvende deres strategiske atomvåben, hvis landet bliver angrebet. Medens USA moderniserer deres atomvåben i Europa under den vildfarelse, at de ville være i stand til at gennemføre en ”begrænset” atomkrig mod Rusland og eventuelt Kina (Prompt Global Strike), er Ruslands svar at understrege meget klart, at Rusland vil gengælde ved at bruge den fulde kraft fra deres interkontinentale ballistiske missiler, SMF.

LaRouche udfordrer Obamas falske anklager mod Putin.

Lyndon LaRouche fordømte den falske anklage mod Putin for mordet på politikeren Boris Nemtsov nær Kreml om natten den 27. februar. Ikke uventet hoppede de fleste vestlige medier straks på chancen til at anklage Kreml for at fjerne oppositionen.

Præsident Obama tilsluttede sig anklagen mod den russiske præsident i et Reuter-interview den 2. marts, og alene det bør medføre hans afgang fra posten, sagde LaRouche. Og i og med at Obama indrømmede at han ikke vidste, hvem der havde beordret drabet, tilføjede han. at Nemtsovs mord var en ”indikation på et klima, i det mindste internt i Rusland, hvor det civile samfund, uafhængige journalister, folk der prøvede at kommunikere på Internet, følte sig truet, var indskrænket”. Den amerikanske præsident fortsatte med at påstå, at den russiske stat kontrollerer alle medier i landet.

(Idet man nok skal undlade billige sammenligninger, er det dog værd at bemærke, at disse betragtninger kommer fra en leder af et land, hvis egne borgere er underlagt betydelig mega-overvågning, og endog tortur og drab med droner, hvor grundlæggende civile rettigheder undertrykkes betydeligt under Patriot Act, siden angrebet den 11. september, og hvor journalister såvel som wistleblowers er blevet mere chikaneret af den amerikanske regering under Barack Obama end på noget andet tidspunkt i nyere tid).

”Det betyder, at Obama må gå af,” sagde LaRouche. Verden står nu overfor en trussel om en global atomkrig, og det er total uansvarligt af præsidenten for De Forenede Stater at tillade udbredelsen af en rapport af denne karakter og at nægte at kommunikere civiliseret med en anden statsleder.

Efter Hollande bryder Renzi også med ”Isoler Putin”-fronten

Den 4. marts blev Italiens Premiere Minister Matteo Renzi den anden leder fra et Nato-land til at besøge Moskva siden udbruddet af krisen i Ukraine, efter den franske præsident Francois Hollande.

Tre emner dominerede Renzis samtaler med Vladimir Putin: Ukraine-spørgsmålet, Libyen-krisen og bilaterale økonomiske forhold.

Før mødet havde Renzi mødt 130 italienske forretningsfolk i den italienske ambassade, der havde tegnet et dramatisk billede af de økonomiske skader, som sanktionerne havde forvoldt.

Om Ukraine gentog Renzi sit forslag om at anvende Sydtyrol-modellen, til at løse problemet. Sydtyrol (Alto Adige) er en italiensk region med en ”speciel status”, som tillader brede regnskabsmæssige privilegier og et tosproget styre.

Det Libyske forhold er særlig presserende for Italien. Libyen hærges af en borgerkrig, som kunne føre til en udbredelse af ISIS dertil. Hvis Libyen lander i totalt kaos, kunne Italien miste en vigtig olieleverandør og blive oversvømmet af tusinder, hvis ikke millioner af flygtninge. Dertil kommer truslen om terrorisme. På det seneste har Italien nærmet sig Egypten, der får hjælp fra Rusland, som nu støtter den internationalt accepterede regering i Tobruk politisk og militært imod den fraktion i Tripoli, der domineres af det Muslimske Broderskab.

Hvis de aktuelle forhandlinger om at forene regeringerne i Tobruk og Tripoli, som ledes af FN’s specielle udsendinge, Bernardino Leon, mislykkes, vil Renzi-regeringen være parat til at gå videre med en plan B ved FN’s sikkerhedsråd. Plan B inkluderer opbakning til den militære løsning, som ledes af Egypten, med støtte og leverancer og en ”koalition af villige” til at opbygge en flådebaseret blokade. Renzi har inviteret Rusland til at deltage i en sådan blokade.

Vil Grækenland afsløre Draghis bluf.

Som forventet bekendtgjorde Den Europæiske Centralbanks ledende bestyrelse den 5. marts udstedelsen af En billion Euro som ”Kvantitative Lettelser”, i et program som kaldes Public Sector Purchase Program (”PSPP”), i endnu et desperat forsøg på at redde finanssystemet med en flodbølge af likviditet.

Desværre, med mere end 2 billioner Euro- lån på bankernes bøger, som intet producerer, vil denne indsprøjtning ikke stoppe marchen mod katastrofen.

Samtidig meddelte ECB præsident Mario Draghi, at hans bank vil fortsætte med at straffe ikke bare Grækenland, men også Cypern. Han sagde, at ECB ikke vil genoprette muligheden for at grækerne kan anvende deres obligationer som sikkerhed, med den begrundelse at grækerne ikke har en aftale med Eurogroup. Cypern var udelukket, fordi de ikke fik etableret den lov om tvangsauktion, som deres kreditorer forlangte, hvilket ville have tvunget husejerne på gaden.

Om klagen mod Grækenland erklærer visestatsminister Yiannis Dragasakis, at det er løgn, idet han henviser til aftalen af 20. februar, som forlængede Grækenlands beføjelser med grundplanen for finansfacilitetsmekanismen. Den aftale blev oven i købet bekræftet med stort flertal i den tyske Bundestag.

ECB ’s påstand er endnu et blufnummer, med dets krav om at den græske regering komplet

underkaster sig det europæiske finansielle oligarki eller forlader Eurozonen. Medens Grækenland uden tvivl ville klare sig bedre i sidste tilfælde, ville deres afgang signalere forspillet til euroens kollaps, som Cypern, Portugal, Spanien, Italien og Irland snarest ville følge.

Athen har en plan B

Bare få timer før ECB’s vedtagelse sagde Grækenlands finansminister Yanis Varoufakis ved en sammenkomst organiseret af Græsk-Fransk Handels- og Industrikammer, at der er en plan B, hvis landet ikke kan få finansiering. Selvom han ikke gav nogen detaljer, står ”B” i plan B i virkeligheden for BRICS. I virkeligheden, bare en dag senere, blev det meddelt, at visestatsminister Dragasakis og udenrigsminister Nikos Kotzias snart vil besøge Kina for at forberede et officielt besøg af statsminister Alexis Tsipras i maj. Ligeledes i maj vil Tsipras aflægge sit første officielle besøg i Rusland for at møde Vladimir Putin.

Den 2. marts, i et interview med Sputnik News, gentog Udenrigsminister Kotzias, at Grækenland kunne agere som brobygger mellem Europa og Rusland. Om Grækenland og Rusland sagde han: ”Der har aldrig været krig imellem os; der har aldrig været modsatrettede kræfter, vi har aldrig haft nogen negative modsætninger, som der eksisterer mellem EU’s medlemsstater. Det betyder, at vi er det land, der kunne spille rollen som brobygger”. Kotzias talte også imod sanktioner, idet han sagde, at Rusland burde integreres i den europæiske sikkerhedsarkitektur.

Om de andre lande i BRICS noterede Kotzias, at Grækenland er ”specielt forbundet med lande som Indien (i oldtiden), Kina (da vi var to store civilisationer og kulturer – Kina i Asien og Grækenland i Europa gennem tre–fire tusinde år) og Rusland, med hvem vi altid har haft dybe historiske, kulturelle og religiøse bånd”.

Syrizas parlamentsmedlem Kostas Lapavitsas går helt ind for at forlade Eurozonen. Han skrev i The Guardian, at han opfordrer til en total afmontering af Eurozonen for at redde både Grækenland og Europa.

”Eurozonen kan ikke reformeres, og den kan ikke blive en ”venlig” monetær union, som støtter arbejdende mennesker. Grækenland må lægge en hel række muligheder på bordet, og man må være forberedt på at tage helt ekstraordinære likviditetstiltag for at være sikker på at kunne løse

alle eventualiteter, hvis befolkningen var klar. EU har i realiteten allerede påtvunget landet en katastrofe….”

Labavitas, en økonom, håber, at Syriza ”endelig vil medvirke til at redde Europa til afskaffelse af den absurditet fællesmønten er blevet”. Så ville stramningspolitikken kunne ophæves ” på hele kontinentet”.

”Bail-In” i Østrig viser ECB-politikkens tåbelighed

Med ECB’s introduktion af ”kvantitative lettelser” på 1 billion Euro, og med gennemførslen af den første ”bail-in” i sagen om den østrigske ”dårlige bank” HETA har vi påbegyndt en ny fase i EU-politikken. Begge tiltag, beregnet til at redde systemet, har en destruktiv karakter. Hvis ECB-politikken gennemføres, vil den ødelægge værdien af penge, medens ”bail-in”-metoden er et dobbeltægget sværd, som mange analytikere, der er bekymrede for tilbageslag på obligationsmarkedet, har advaret om.

Ironisk er det, at de samme værdier som ECB støtter, som f. eks. ”Asset Backed Securities” og ”Covered Bonds”, kommer i fare på grund af ”bail-in”-mekanismen.

Den 1. marts blev likvidationen og misligholdelsen af den 9 milliarder euro store gæld bekendtgjort. Eftersom disse giftige værdier i denne dårlige bank — resterne af sidste års Hypo Alpe Altria Banks konkurs — var garanteret af regeringen og Kärnten-provinsen, mistede regeringen i virkeligheden de 9 milliarder euro, fordi de nægtede at forlænge garantien for yderligere tab. Regeringen brugte den nye Eurozone ”bail-in” lov til at påføre tab for bankkunders indestående.  det er første gang det er sket (ikke engang på Cypern).

Den østrigske beslutning har fremkaldt ildevarslende ligheder med kollapsen af Creditanstalt i 1931, som startede den store depression. Denne nye konkurs vil helt sikkert få international opmærksomhed. Den bayerske delstats regering har meddelt, at den vil udfordre beslutningen om denne ”bail-in”, fordi den står til at miste 800 millioner euro.

Hypo Alpe Adria var ikke en indskyderbank, og derfor blev ingen indskydere ramt af denne ”bail-in”. Alligevel kan tabet skabe panik på obligationsmarkedet, hvis der spredes en opfattelse om at obligationsinvesteringer ikke længere er sikre i Eurozonen. EU’s ”bail-in”-regulering er som et vandfald, der starter med aktier og usikrede obligationer, men kan også involvere sikrede værdier, som f.eks. dækkede obligationer, hvis ”bail-in-massen ikke er tilstrækkelig. Det er lige netop det der diskuteres i forbindelse med den dårlige Heta bank.

Den eneste løsning vil være en europæisk gældskonference, der også skal omfatte en bankopdeling, som foreslået af EIR.

Elizabeth Warren: Frihandelsaftalerne er en stor gave til de multinationale.

Den amerikanske demokratiske senator Elizabeth Warren er i stigende grad talsmand for det voksende antal amerikanere, som ønsker en Glass/Steagall-bankopdeling, og som ønsker at straffe Wall Streets forbrydelser. Den 25. februar kom hun ud med en fordømmelse af et andet projekt, som Obama-administrationen energisk skubber på, Trans-Pacific Partnership (TPP).

Det er en søster-aftale til Trans-Atlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), omfattende EU og USA, og som energisk bekæmpes i Europa.

Det primære mål med Senator Elizabeth Warrens leder-kommentar i Washington Post – bortset fra de hemmelighedsfulde forhold forhandlingerne føres under – er tilliden til den overnationale

juridiske kommission kendt som ”Investor-State Dispute Settlement,” eller ISDS. Det er et fælles forhold i begge traktater og et af de mest kontroversielle i EU.

Warren skrev, at ikke alene ville ISDS ”ødelægge spillebanen” i de multinationales favør, men endnu værre, underminere national suverænitet. I det tilfælde at et multinationalt selskab er utilfreds med den eksisterende lovgivning i det land hvor de opererer — det kunne være om bankseparation, lov om minimumsløn, forbud mod kemiske gifte — vil selskabet kunne tage uoverensstemmelsen, ikke til det relevante lands retssale, men til en international voldgiftsafgørelse, hvis afgørelse ikke kan appelleres, og hvis afgørelse træffes af erhvervsadvokater.

Som Senator Bernie Sanders har påpeget, skrives disse frihandelsaftaler i virkeligheden af ”lederne af de multinationale selskaber, som står til at profitere enorme summer” på aftalerne, medens de amerikanske lovgivere, som repræsenterer det amerikanske folk, bliver holdt udenfor.

I EU har nogle europæiske parlamentarikere, efter svære bestræbelser, opnået begrænset adgang til dokumenterne, imod at de måtte sværge på aldrig at videregive et ord af hvad de har læst.

Som svar på Warrens kronik svarede Det hvide Hus straks, at ”ISDS vil ikke og kommer ikke til at kræve ændringer i noget lands love eller regulativer”. Men senatorens påstand var ikke, at der blev pålagt ændringer af nogen love, men at en stor bank eller et stort multinationalt selskab ville kunne påstå, at disse love uretfærdigt havde skadet deres interesser, og at de hindrer frihandel, og som følge af det ville de blive belønnet med ”millioner – og måske endda milliarder af dollars som erstatning”, hvilket skatteyderne kommer til at betale.

Senator Warren nævnte nogle få sager som var kommet under ISDS’ behandling. Et fransk firma havde stævnet et egyptisk firma for at have hævet minimumslønnen, et svensk firma havde stævnet Tyskland for at ville udfase atomkraft, et hollandsk firma havde sagsøgt den tjekkiske stat for at undlade ”bail-out” af en bank som var delvis eget af firmaet. Philip Morris forsøger lige nu at bruge ISDS til at forhindre Uruguay i at indføre nye regler, med det formål at reducere rygning.

Det kan evt. ende med at ISDS bliver taget ud af TTIP, men et andet meget kontroversielt aspekt af det er forslaget om at harmonisere regulativerne for forskellige produkter, hvilket i virkeligheden ville kunne forhindre noget europæiske land i at indføre standarder, som var uacceptable for en anden enhed (jfr. følgende artikel).

TTPI: En perfid ”variabel aftale”

Det råd, sammensat af repræsentanter fra EU og USA, som skal regulere aftalen, skal beslutte hvilke fremtidige lovændringer, fra begge sider, der er i overensstemmelse med traktaten. Det gør den til en ”variabel aftale”, som Giorgio Garbasso fra Delors Foundation har afsløret:

”TTIP vil højest sandsynligt involvere en institutionel udvikling med skabelse af et transatlantisk laboratorium. Sådanne transnationale enheder er hvor og hvornår man sammen kan udarbejde og diskutere om reguleringen løser det samme problem, og om de besluttede forholdsregler er i overensstemmelse med reglerne.

Men der er en risiko. Den transnationale platform af reguleringsenheder tillader ikke længere kun at vælge de løsninger eller politikker, som deres befolkninger foretrækker, men også i overensstemmelse med de amerikanske modparters ønsker (og visa versa). Denne risiko for usikkerhed i reglerne rejser straks spørgsmålet om demokratisk legitimitet og respekt for vore politiske valg.

Derfor er det vigtigt at være opmærksom på denne risiko ved et teknokratisk system af transnationalt samarbejde. TTIP er en ”variabel aftale” og ender ikke med en underskrift. Når de

første parametre er fastlagt, begynder den at leve sit eget liv…. Det er en nøgle, der vil åbne flere døre end vi er i stand til at forudse”.

Medens den ukrainske økonomi kollapser – planlægger oligarkerne deres ”genrejsning”

Den 2. marts blev der i Wien præsenteret et ”Nyt Agentur til Modernisering af Ukraine” (AMU) for offentligheden, med det formål at rekonstruere Ukraines finans- og økonomiske politik indenfor de næste 200 dage. Initiativet lyder rigtig godt i betragtning af Ukraines forfaldne økonomi, indtil man forstår, at den 500 millioner euro store finansiering bliver leveret af tre berygtede ukrainske oligarker: Dmitri Firtash, Rinat Akhmetov og Viktor Pinchuk. De er blandt de oligarker der har profiteret mest på de økonomiske og sociale ulykker gennem de seneste 20 år.

AMU, som skal ledes af Østrigs tidligere finansminister, kommer til at nyde samarbejde med prominente vesteuropæere: tre tidligere EU-kommissærer: Peter Mandelsohn, Guenter Verheugen og Stefan Füle, tidligere tysk finansminister Peer Steinbrueck, tidligere tysk forsvarsminister Rupert Scholz, tidligere fransk udenrigsminister Bernard Kouchner, tidligere leder af fransk industri Laurence Parisot og tidligere polsk statsminister Wlodzimierz Cimozewicz.

Den kendsgerning at en af grundlæggerne er den franske ”intellektuelle” Bernard Henri-Levy, en ledende kupmagere på Maidan for et år siden, er nok til at diskreditere dette initiativ.

Meget interessant at det blev bekendtgjort bare to dage før Victoria Nuland, USA’s vice udenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender, fremlagde de angiveligt lyse udsigter der er for Ukrainskøkonomi i Komiteen for Udenrigsaffærer.

Nuland, som dirigerede kuppet i Ukraine, hævdede, at det nye parlament har vedtaget ”vigtige, men besværlige, reformer” for at stabilisere økonomien og derfor fortjener mere hjælp fra IMF og andre internationale donorer.

Men realiteten i Ukraine er anderledes. Økonomien kollapser med stigende hastighed, med inflation som forventes at blive mere end 25 %, og så knappe forsyninger af grundlæggende behov, at regeringen fra 25. februar har indført rationering i forretningerne på madolie, mel og sukker. Man må ikke købe mere end 2 flasker solsikkeolie og 2 pakker boghvede per kunde, og afhængig af forretningen, fra 2 til 5 kilo mel og sukker.

Endvidere kommer de nye lån fra IMF med strenge betingelser: med nedskæringer i sociale ydelser og stigning i forbrugernes energipriser, som steg næsten 300 % i februar. Den nationale mønt, Hryvnia, er faldet i værdi, hvilket får folk til at hamstre fødevarer og købe elektronik som en modforanstaltning.

Ukrainerne vil sikkert snart bede Victoria Nuland, som blev filmet sidste år, da hun gik rundt på Maidan og uddelte småkager, om nu at bringe noget med mere substans til at dæmpe sulten.

”Et bælte, En rute”

er vigtigst på kinesernes dagsorden, siger udenrigsministeren

Ved en diskussion med journalister den 8. marts blev den kinesiske udenrigsminister Wang Yi meget konkret spurgt om, hvad det vigtigste fokus for den kinesiske udenrigspolitik i 2015 ville være. ”Der vil være et fokus og to hovedtemaer”, svarede han. Det primære fokus vil være en meget omfattende udvikling af ”Et Bælte, En Rute”-politikken for at ”fremme infrastruktur og samspil” langs det Økonomiske Bælte og Silkevejen og dermed tjene til ”at genoplive det eurasiske kontinent som helhed”.

De to temaer, forklarede Wang, vil blive ”fred og udvikling”. I den forbindelse noterede han, at mødet i Konferencen om Samspil og Tillidsskabende Forhold i Asien (CICA) og APEC-mødet sidste år fik ”meget støtte fra mange lande” og havde gjort et ”dybt indtryk”.

Da han blev spurgt om ”Et bælte, En Rute”-programmet kunne sammenlignes med Marshall-planen, indikerede Wang, at der var behov for et nyt paradigme. Det er både meget ældre og meget yngre end Marshall-planen, sagde han. Skønt født i ånden af den urgamle ”Silkevej” var det også født i den aktuelle tid med globalisering, forklarede han. ”Det kan ikke betragtes som en kold krigsmentalitet. Det vil skabe synergi for andre udviklingsinstitutioner. For at bruge en musikalsk analogi skal ”Et Bælte, En Rute” ses som en symfoni med delene fremført af alle relevante lande, sagde han.

Om effekterne af sanktionerne mod Rusland sagde udenrigsministeren, at ”det kinesisk-russiske forhold ikke var dikteret af internationale omskiftelser”. I år vil bilateral handel komme op på 100 milliarder dollars. Der vil blive påbegyndt en østlig rute for en olieledning, og der vil blive underskrevet en aftale om en vestlig rute. Det er begge landes plan at samarbejde om olie og gas og atomkraft-energiproduktion, såvel som højhastighedsjernbaner.

Idet han noterede, at både Kina og Rusland var permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd, sagde Wang, at de ville fortsætte samarbejdet med at ”sikre fred”, og begge vil ”holde mindehøjtideligheder for at fejre sejren over fascismen”.

Han noterede senere, at ”Kina er altid en konstruktiv enhed til at udvikle en verdensorden” og ”de første til at underskrive FN’s charter. Idet han sammenlignede FN med et skib, sagde han, at Kina ”ønskede at samarbejde med andre passagerer for at sikre, at skibet er stabilt og bevæger sig i den rigtige retning”.

Baggrund: Årsagen til at Amerika har behov for en ny renæssance.

I sin vurdering af udsigten til at USA under Præsident Obama styrer mod selvdestruktion, har Lyndon LaRouche gentagne gange insisteret på, at der ikke er nogen ”praktisk løsning” på problemet. Det må løses ud fra det højeste udgangspunkt for menneskets egentlige rolle i samfundet.

Problemet er ikke bare, at Barack Obama er en marionetdukke, som styres af finanskartellet i City of London og Wall Street, der er håbløst bankerot; eller at disse kræfter er engageret i en vanvittig leg om atomkrig mod Rusland; eller at de tror de kunne vinde en ”begrænset” atomkrig – skønt disse tre faktorer alle er rigtige.

Men det reelle problem, insisterer LaRouche, er næsten alle amerikaneres underdanighed overfor ”populære meninger”, ”den offentlige mening”, som medfører at de accepterer sådanne ledere. Endvidere, at denne underkastelse stammer fra en afvisning af at mennesket har en højere og bredere funktion i hele solsystemet, hvilket tillader mennesker at tro, at de kan finde et ”hyggeområde”, hvor de kan overleve, indenfor et samfund som er dumt nok til at lade depraverede oligarkiske eliter regere.

Resultatet af dette er, at politiske debatter i USA kontrolleres af tankedræbende sociale ”meninger”, domineret af populistiske emner som f.eks. homoseksuelles rettigheder, abort, ”statens rettigheder” o.s.v. Debatniveauet i Kongressen og i valgkampagner er barnligt, omhyggeligt skabt til at dække over den realitet, at de bliver kontrolleret af toppen af finanseliten, som ikke tillader en reel debat om løsninger, afledt af Amerikas egentlige, originale formål.

Det var ikke altid sådan.

I det lys insisterer LaRouche på, at Amerika må gå tilbage til sine originale rødder som en republik. Selv om vi ikke her kan dække dette emne fyldestgørende, noterer vi, at LaRouche især har understreget kardinal Nicholas af Cusas virke (1401-1464) for at iværksætte Renæssancens kulturelle og videnskabelige revolution i, som bygger på den historiske mission, som tidligere blev defineret af Jeanne d’Arc, så vel som udviklingen af disse ideer af Johannes Kepler (1571-1630). Alle tre bidrog til at omdanne den statiske økonomi og sociale organisation i Europas feudale imperier. Grundlæggerne af den Amerikanske Republik, især Benjamin Franklin og Alexander Hamilton, som var ansvarlige for udformningen af USA’s konstitution, og de økonomiske principper der var indarbejdet heri, kom direkte fra denne tradition.

De handlede på højere principper end ”praktisk politik”, fordi de forstod, at menneskets sande identitet ” er baseret på det han eller hun bidrager til menneskehedens fremtid”, og intet mindre, sagde LaRouche. En nation som ikke indarbejder dette koncept i dens ledelsessprincipper er dømt til at reducere en stor del af sine borgere til at blive slaviske ofre for sanseindtryk, der altid vil underkaste sig de regerende magter for at overleve. Intet mindre end en sådan kamp vil lykkes i dag, siger LaRouche.

16. mrs. 2015 – Grækenland er blevet bannerfører for BRIKS i Europa. Med den Europæiske Union, der nægter at dreje af fra vejen, der fører til selvødelæggelse, skaber initiativet for økonomisk udvikling under anførsel af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika (BRIKS) et magtfuldt alternativ, som Grækenland er parat til at gå med i. Grækenland og resten af Europa har valget mellem Plan A (død ved kvælning) og Plan B (tilslutning til BRIKS for overlevelse og økonomisk udvikling). Grækenland kan, med sine særlige bånd til både Rusland og Kina, fungere som en bro mellem Europa og BRIKS.

Download (PDF, Unknown)

19. mrs. 2015 – Parlamentsmedlem fra partiet Syriza, Costas Lapavitsas, har krævet, at Grækenland forlader Eurozonen, før euroen kollapser, i et fællesinterview med PressProject International og berlineravisen Der Tagesspiegel. Efter en forkortet version var bragt i Der Tagesspiegel den 16. marts, blev hele interviewet publiceret på engelsk den 17. marts på PressProject Internationals opsamlingswebside.

I interviewet sagde Lapavitsas, der er økonom og professor ved Universitetet Londonskolen for Orientalske og Asiatiske Studier (SOAS), at Grækenland »burde forhandle en exit grundlæggende set uden brud, uden skænderier, uden stridigheder, uden ensidige handlinger. Dette ville betyde: Exit finder sted, og Grækenland søger en total omstrukturering af gælden«. Dette ville også kræve »beskyttelse af vekselkursen og beskyttelse af bankerne«.

På et spørgsmål om, hvad europæerne ville få ud af en græxit, svarede Lapavitsas, »fred og ro. (Pause …) For en periode«. Intervieweren spurgte ham, »hvorfor kun i en periode?« til hvilket han svarede: »Fordi den monetære union efter min vurdering er en stor, historisk fejltagelse. Det er årtiers største, europæiske fejltagelse. Og den vil ikke holde. Men den kunne selvfølgelig holde længe nok til, at Grækenland dør. Selvfølgelig mener fortalerne for Eurozonen, at den vil vare evigt. Det er en historisk illusion. Monetære unioner holder ikke så længe. Lad dem tro, hvad de vil. Fint.«

Der Tagesspiegel havde imidlertid ikke medtaget Lapavitsas’ bemærkninger om Tyskland. Han sagde, at den tyske befolkning led under euroen, for alt imens Grækenland måske har levet over evne, så har tyskerne levet under evne, ved at fyre op under eksporten gennem lave lønninger. »Tyskland har ikke overholdt reglerne, og prisen betales af det tyske folk. Jeg forstår fuldt ud, hvordan det tyske folk lever. Jeg ved udmærket, at lønningerne ikke er steget i årevis, at en tredjedel af arbejdsstyrken lever under usikre vilkår. Usikker beskæftigelse, lønninger under produktiviteten … «

Han fremførte, at »dette også forklarer, hvorfor det tyske folk er irriterede og vrede, når det kommer til at sende penge ud af landet og betale for andre. Selvfølgelig ville jeg også være vred i den position: man lever meget beskedent, tæller sine bønner, og så kommer der nogen og siger til dig, at du skal betale … Der har været en vedvarende politik fra det tyske etablissements side om at skræmme den tyske offentlighed og de tyske arbejdere, for at holde dem nede i frygt for i morgen, og især i frygt for arbejdsløshed, ingen tvivl om det. Den oprindelige idé tilbage i 1998-99, da arbejdsløsheden var høj, var, at vi accepterer at holde lønningerne nede for at genoprette beskæftigelsen inden for grænserne af en monetær union. Nu synes argumentet at være ’vi accepterer lave lønninger for at kunne konkurrere med kineserne’. Der er ingen ende på det. Sandheden er, at lave lønninger ikke er godt for Tyskland. Tyskland har brug for en politik for at fremme efterspørgslen på hjemmemarkedet. Dette er neo-merkantilisme, den overbevisning, at vækst udelukkende kommer fra udlandet, at den eneste rigdom ligger i eksport.«

I modstrid med andre fortalere for at forlade euroen kræver Lapavitsas ikke en drastisk devaluering af den græske valuta, for at nære eksporten, som han anser for at være »nonsens«.

Når Grækenland først har forladt euroen, vil landet blive nødsaget til at genoplive den hjemlige efterspørgsel, genaktivere små og mellemstore virksomheder, som ville genstarte den græske økonomi. »Ikke eksport – denne tilbedelse af eksport er nonsens.« Dernæst ville Grækenland blive nødt til at gennemføre en »politik for industri for at genstrukturere sit produktive fundament, integrere sig i verdensøkonomien på et andet grundlag. Det ville tage et par år.«

Den 12. marts blev verden forandret. Den tyske udenrigsminister gjorde det over for Washington klart, at en militær løsning på konflikten i Ukraine ikke er en mulighed, da amerikansk våbenhjælp vil føre til storkrig. Den tidligere kansler Helmut Schmidt advarede samtidig i Bild Zeitung om, at man ikke måtte lade situationen i Ukraine eskalere. Krisen skyldes Vestens handlinger, og man må have forståelse for Putin og samarbejde med ham. Samtidig udfordrede Martin O’Malley, mulig demokratisk præsidentkandidat i 2016, Wall Street gennem at foreslå genindførelsen af en Glass/Steagall-bankopdeling, som det vigtigste programpunkt. Lyndon LaRouche erklærede, at summen af de tre handlinger giver os en forandret strategisk situation og et alternativ til økonomisk kollaps og atomkrig. Dette er en redigeret udgave af en opdatering fra den 16. marts af Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, som kan høres på www.schillerinstitut.dk/si/?p=5615

Download (PDF, Unknown)

19. mrs. 2015 – Et team af aktivister fra LaRouche-PAC var på Capitol Hill i Washington, D.C., i går, hvor de bragte LaRouches erklæring om den historiske betydning af sidste uges interventioner fra de tre statsmænd, Schmidt, Steinmeier og O’Malley, til kongresmedlemmernes kendskab.

Henved 20-30 kongresmedlemmer og et halvt dusin senatorer blev direkte briefet og fik kopier af LaRouches artikel, »Om spørgsmålet om Tysklands rolle« og LPAC/Schiller Instituttets brochure »Hvorfor USA [og Europa] må gå med i BRIKS«, der gav genlyd i debatten, der nu er blevet sat i gang af Tysklands, Frankrigs, Italiens og Storbritanniens beslutning, der har rystet verden, om at tilslutte sig det kinesiske initiativ for den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). Hvor de fleste af disse kongresmedlemmer før denne uge knap nok havde været klar over den kinesiske præsident Xi Jingpings tilbud om, at USA kunne gå med i AIIB (for slet ikke at tale om, hvad disse initialer stod for) og ville have været uvidende om betydningen af denne nye, fremvoksende, økonomiske orden, der udstråler fra Kinas initiativer, så var de nu ivrige efter at diskutere implikationerne af, at Amerikas fire ledende, europæiske allierede meddeler, at de har skiftet kurs for at komme på linje med dette kinesiske initiativ, i modstrid med Barack Obamas nu vanærede forsøg på at undertrykke vestlig deltagelse i AIIB – et klinisk eksempel på den endemiske inkompetence hos disse kongresmedlemmer, der evindeligt lever i en verden af »gårsdagens nyheder«, for blot at blive taget uforberedt på sengen af dem, der snarere handler ud fra fremtiden som sande ledere, for at skabe historie.

Martin O’Malleys interventioner for at genoplive kampen for Glass/Steagall havde en lignende virkning. Før den forløbne uge havde kongresmedlemmer ladet sig trække ind i irrelevante sidespørgsmål. Men med nyheden om O’Malleys intervention fik selv folk, der længe har været tilhængere af Glass/Steagall, et fornyet fokus og blev inspireret på ny over at høre, at der var nogen, der udfordrede den folkelige debats samtaleemner, der dominerer massemediernes dækning af præsidentvalgets forløb, og i stedet indfører sandheden omkring kendsgerningen om den finansielle sammenbrudskrise og kræver fokuseret og omgående handling for at genindføre Glass/Steagall, selv på bekostning af at fordømme sit eget parti for at kravle ned i Wall Streets lommer ved at blive til »Dodd-Frank-Lite-partiet«. Nyheden om dette initiativ blev generelt vel modtaget – dvs., med undtagelse af Obamas finansminister Jack Lew, der, da han blev briefet om O’Malleys krav om Glass/Steagall og udviklingerne i forbindelse med AIIB, fuldstændig mistede mælet af raseri, da Obamaregeringens impotens mht. at kontrollere historiens march fremad gik op for ham.

En særlig betydningsfuld respons kom fra kongresmedlem Keith Ellison (D.-Minn.) under et frokostmøde, der var sponsoreret af Amerikas Progressive Demokrater, hvor han talte til forsamlingen om, hvilken katastrofe, Obamas Trans-Pacific Partnership (TPP) handelsaftale ville være for den allerede trængte, amerikanske økonomi. LaRouchePAC’s Alicia Cerretani rejste den indlysende modsætning til TPP’s ’omdrejningspunkt Asien’-fremgangsmåde med at »holde Kina tilbage«, og informerede forsamlingen om BRIKS-revolutionen og opfordrede indtrængende Ellison og hele den Progressive Forsamling til at kræve, at USA tog imod Xi Jinpings tilbud og tilsluttede sig AIIB. Ellison erklærede sig som varm tilhænger heraf og sagde, at han mente, det var noget, som hele den Progressive Forsamling burde tage stilling til. Han sagde, at de Progressive længe havde været fortalere for en infrastruktur-investeringsbank i USA, men alt imens man ikke har handlet herfor i USA, så har kineserne nu taget initiativet.

Bagefter, under diskussionen, rapporterede Ellison, at han havde hørt en lille fugl synge om AIIB i de seneste 24 timer, og var meget oprømt over at få det baggrundsmateriale, som er indeholdt i brochuren »Hvorfor USA må gå med i BRIKS«. Andre medlemmer af organisationen Progressive Demokrater deltog også i lange samtaler om implikationerne af BRIKS-revolutionen, den voksende liste af støtter til Schiller Instituttets appel/resolution, faren for krig og nødvendigheden af en omgående national mobilisering for Glass/Steagall.

19. mrs. 2015 – En lederartikel i den officielle, kinesiske avis Global Times i går genfremførte meget stærkt Kinas bestræbelse på at få USA til at tilslutte sig, ikke bekæmpe, initiativerne om Silkevejen og den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB.

»Det kinesiske AIIB-initiativ har lige fra begyndelsen mødt modstand fra USA … Men Kina vil ikke forvandle spørgsmålene omkring AIIB til et væddeløb mellem Kina og USA. Kina vil ikke respondere til sådanne spekulationer om, at dets ’Et bælte, En vej’-initiativ er en modforholdsregel mod USA’s ’Omdrejningspunkt Asien’-strategi. En fremgangsmåde, der gør USA til en modstander, er i modstrid med Kinas doktrin.«

Lederartiklen bemærker, at AIIB

»er i de fleste landes interesse. USA forsøger at holde det tilbage med en geopolitisk tankegang, men deres sag står svagt … Så længe, Kina søger fælles udvikling, og dette ikke er møntet imod USA, vil verden sluttelig forstå det og samarbejde med os. De favorable nyheder omkring AIIB peger på en lovende fremtid for ’Et bælte, En vej’-initiativet … USA vil måske en dag blive medlem af AIIB. I takt med, at det går glat med Kinas udvikling, er dette ikke en umulighed.«

Ligeledes i går publicerede Xinhua en artikel med overskriften: »So, Washington, What are You Waiting For?« (Hvad venter I på, Washington?). Artiklen begynder:

»Velkommen Tyskland! Velkommen Frankrig! Velkommen Italien! På trods af et gnavent og kynisk Washington besluttede de tre, ledende, europæiske magter tirsdag at tilslutte sig AIIB, med hovedkvarter i Beijing.«

De skriver, at dette sender et

»klart signal til hele verden, og i særdeleshed til USA, der forsøger at sammensmede en anti-AIIB-front blandt sine allierede«,

alt imens USA’s holdning med

»at holde sure druer over AIIB får Amerika til at se isoleret og hyklerisk ud.«

Artiklen konkluderer:

»Til forskel fra TPP-forhandlingerne, der ledes af USA og udelukker Kina, er AIIB åben for alle interesserede parter, inkl. USA. Så hvad venter I på, Washington?«

17. mrs. 2015 – China Daily refererer til en artikel i den franske business-avis L’Echo Républicain af tidl. premierminister Dominique de Villepin, i hvilken han fremstiller det kinesiske Nye Silkevejsinitiativ som en ægte mulighed for Frankrig og Europa. Præsident Xi Jinpings strategi har ikke blot til hensigt at imødegå de nationale udfordringer, Kina står overfor, på en fleksibel måde, skrev de Villepin, men den tjener også til at internationalisere den kinesiske økonomi og forøge den kinesiske valuta, renminbi’ens rolle i den globale handel. Det vil gavne selve Kina, men også Europa, Mellemøsten og Afrika, sagde han.

Europas politikere burde gribe denne mulighed, gentænke deres traditionelle, politiske idéer og udarbejde flere opgaveorienterede planer for at give klare direktiver til de europæiske virksomheder, skrev de Villepin og tilføjede, at nationale og regionale regeringer, virksomhedssammenslutninger og tænketanke i Europa burde tilslutte sig Kinas Silkevejsinitiativ.

Foto: Dominique de Villepin

17. mrs. 2015 – Martin Schulz, præsident for EU-parlamentet, støttede den britiske og franske beslutning om at gå med i den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank og sagde i Beijing i går, at andre EU-lande burde gøre det samme, dog på betingelse af, at det overholder »vestlige standarder«. Strukturen i AIIB er imidlertid ikke, at den skal være en kopi af IMF og ECB – hvilket Schulz burde vide (eller gør han ikke?).

Schulz ankom til sit første besøg i Kina som præsident for EU-parlamentet og er allerede blevet modtaget af Xi Jinping. Han skal mødes med premierminister Li Keqiang og andre kinesiske regeringsfolk i dag. Han vil imidlertid muligvis også mødes med borgerrettighedsaktivister. Efter planen skal han holde tale i det Kinesiske Akademi for Socialvidenskab den 18. marts.

Foto: EU-parlamentets præsident Martin Schulz (t.v.) modtages af den kinesiske præsident Xi Jingping 

17. mrs. 2015 – Under en fælles pressekonference i Berlin i dag med den besøgende kinesiske vicepremierminister Ma Kai sagde den tyske finansminister Wolfgang Schäuble, at Tyskland ville blive stiftende medlem af den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). En tidligere fælles erklæring fra Tyskland, Frankrig og Italien sagde, at de alle ville ansøge om tilslutning som stiftende medlemmer og arbejde for at sikre, at den nye institution »følger de bedste standarder og praksisser mht. styrelse, gardering, gæld og tilvejebringelsespolitik«, rapporterede Financial Times. I sidste uge meddelte Storbritannien, at det også har ansøgt om at blive stiftende medlem. Kinas statsejede Xinhua nyhedsagentur sagde, at Sydkorea, Schweiz og Luxembourg også overvejede at tilslutte sig. Det samme gælder Australien.

Financial Times rapporterede ligeledes i sidste uge, at Storbritannien havde tilsluttet sig som den første i G7, for at opnå større rettigheder i den nye bank.

Det samlede initiativ fra fire betydningsfulde, europæiske nationer for at deltage i AIIB, der ledes af Kina, og som allerede består af 26 stiftende medlemmer, af hvilke de fleste er asiatiske, er en diplomatisk streg i regningen for Obamaregeringen, der var modstander af dannelsen af AIIB og betegnede det som et forsøg på at underminere den økonomiske Bretton Woods-orden, der længe har været affældig.

Washingtons frustration reflekteredes i den amerikanske finansminister Jack Lews advarsel til Kongressen, i hvilken han sagde, at Kina og andre fremvoksende magter udfordrede amerikansk lederskab inden for globale, finansielle institutioner, og opfordrede indtrængende kongresmedlemmerne til hurtigt at ratificere den udsatte (og overflødige) reform af IMF for at hjælpe med at bevare amerikansk indflydelse, rapporterede Reuters.

Lew sagde, at den amerikanske forsinkelse »er årsag til, at andre lande, inkl. nogle af vore allierede, betvivler vores forpligtelse over for IMF og andre multilaterale institutioner … Vores internationale troværdighed og indflydelse er truet«, sagde han i en forberedt udtalelse.

Lyndon LaRouche responderede,

»Enhver, der overhovedet har en hjerne, ved, at det internationale finanssystem vil styrte sammen. Og pointen er derfor, at man ønsker at skabe et nyt system, der er under den type system, som er Wall Street osv. Og det bør vi udtrykkeligt sige.«

15. mrs. 2015 – Det prisværdige bidrag, der kommer til udtryk i den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeiers tale den 12. marts, 2015, opfylder ikke desto mindre ikke de afgørende træk, der faktisk kræves. Disse fremlægger jeg derfor, som følger:

Fakta er, at betingelserne på den beboede planet, Jorden, har nået et punkt, hvor idéen om den beboede planet, i sin helhed, må respondere til Johannes Keplers principper, som, faktisk universelt, skal tages i betragtning som den korrekte idé om den måde, hvorpå planeten i sin helhed skal organiseres.

Et overblik over de øjensynlige traditionelle idéers gamle vaner lever ikke op til dette kriterium, endda i katastrofal grad. De europæiske traditioners nuværende, nominelle standarder er ikke længere i overensstemmelse med mønstret for hverken de øjensynlige »traditionelle« eller andre medier. Det, der på det seneste har været de traditionelle standarder for politisk-økonomisk udtryk, har den uheldige virkning at kræve, at betingelserne for et moderne system for praksis skal være underkastet udtryksformer, der er fastlåst i nutidige former, men som rent faktisk, i deres natur, nu er værre end de forældede.

Jeg forklarer, som følger:

Den nuværende, finansielle praksis’ ondskab

Den finansielle praksis, der for tiden har været den dominerende i USA og Europa, har på det seneste, i al korthed, beroet på standarder, der er ren åger, som illustreres af virkningerne af en generel praksis for en rent finansiel praksis, som værende baseret på finansiel åger som sådan. Især har udtryk for ren finansiel spekulation som sådan taget overhånd over det, der var de faktiske, relative fysiske værdier i en opadgående tendens inden for virkelig, fysisk produktion.

Praksissen med evindeligt successivt reducerede videnskabelige rater af menneskelig produktivitet per person, i relation til nominelle, overvejende spekulative produktionsomkostninger, for begges vedkommende med hensyn til nettoresultatet pr. person, i Europa og USA, eksemplificerer den tilsvarende, faktisk parallelle nedgang i både standarden for husstandsindkomster, såvel som også i nettoproduktiviteten per person. Historien omkring et hundrede års generelle tendens, med hensyn til den faktiske, fysiske nettoproduktion, som er kommet til udtryk, siden begyndelsen af den forringede nettoproduktivitet pr. person, identificerer den triste sandhed omkring den generelle, relative nedgang i energigennemstrømningstætheden, i produktionsprocessen, per person, hos den generelle befolkning i det transatlantiske område, per person, der tilsammen har frembragt et brændende begær efter termonukleart mord over hele planeten.

De kollapsende rater af nettoproduktionen af de virkeligt fysiske værdier, i tendensen i de amerikanske og europæiske økonomier, bevidner således rent faktisk de ægte, relative værdier. Det drejer sig især om den nedgang, der har været i raterne af den menneskelige nettoproduktivitet per person, som er blevet påvirket af nedgangen i den fysiske produktivitet per person gennem den stadigt accelererende forringelse af den nødvendige provision af en generel rate af øget, menneskelig produktivitet, per person.

Eksemplet med Kinas himmelstormende fremskridt i dag, og de hermed relaterede, opadgående fysisk-økonomiske elementer af Kinas relativt enestående præstationer, er nu især vedkommende.

Udfordringen fra Kina

Kina er i øjeblikket enestående på grund af sine aktuelle, progressive præstationer i rummet i vort Solsystem. Dets præstationer i denne henseende, både med hensyn til Månens rolle og hermed relaterede spørgsmål, udgør implicit også et punkt af afgørende interesse for dets forbindelse med de enestående præstationer, der hidtil er kendte og dem, der er udsigt til, i forbindelse med dets opdagelse af de mest afgørende træk ved selve Solsystemet. De nuværende karaktertræk, der eksisterer i menneskehedens relation mellem udviklingen af samfundet, og Solsystemets relation til menneskehedens egen udvikling, må anses for at være indbyrdes forbundne for skabelsen af fremtiden, ikke så meget med hensyn til det enkelte individ, men for menneskehedens fremtidige behov. Således er det dødelige, menneskelige individ delagtig i en mission for skabelsen af fremtiden, ligesom også Jeanne d’Arcs mission, og hendes efterfølgere Nicolaus Cusanus’ og Johannes Keplers mission, var det. Deres skæbnemæssige bestemmelse af menneskehedens nu aktuelle fremtid ligger ikke i menneskets faktiske kødelige eksistens, men i det faktum, at mennesket dengang havde en nødvendig, fremtidig eksistens. Det afgørende i dette spørgsmål er ikke, hvad det menneskelige individ har opnået, men er skønheden af det, som det menneskelige individ har kæmpet for, skulle blive opnået. Den fremtidige mission af enhver, der tjener sagen om sin egen eksistens, ligger inden for den fremtid, som deres eksistens udtrykker gennem og for menneskehedens mission, sådan, som det var frugten af geni såvel som af martyrium, og sådan, som det i denne forbindelse også gælder for Kina, i dag.

Den nuværende valgmulighed for hele den værdige menneskehed ligger i det væsentlige i at skabe en bedre fremtid for hele menneskeheden, i muligheden for at virkeliggøre den tilsyneladende umulige nødvendighed, som udgør de sødeste af de opnåede drømme, som menneskeheden har opnået: for erkendelsen af, at hele menneskehedens fremtid, er det tilsyneladende umulige.

Se LPAC-flyveblad her

Siden fredag, den 6. mrs., i Concord, New Hampshire, USA, har tidligere guvernør Martin O’Malley promoveret sin forsøgsvise opstilling til at blive nomineret til demokraternes præsidentkandidat omkring det centrale spørgsmål om genindførelsen af Franklin Roosevelts Glass/Steagall-lov fra 1933, der blev væltet i 1999.

»Vi bør udbrede det her overalt«, sagde LaRouche i dag.

 »Både Glass/Steagall og det faktum, at O’Malley stiller op med det. O’Malley har rejst spørgsmålet, og enhver, der er modstander af denne politik, må anses for at være et mangelfuldt valg til præsidentkandidaturet. O’Malley er i øjeblikket den eneste, der er kvalificeret til at blive præsidentkandidat. De andre bliver nu nødt til at forklare deres standpunkt om dette spørgsmål. Man kan ikke i al evighed føje Wall Street for at tækkes dem.«

Hvad er problemet i USA? Det er, at den finansielle side af sagen, ud fra Washingtons standpunkt, ikke er i overensstemmelse med USA’s interesser. Problemet er det samme i Europa: pointen er, at visse interesser ønsker at beskytte deres finansielle interesser, også selv om disse finansielle interesser nu er ved at blive værdiløse.

Se på hele den europæiske affære. Europa er rent faktisk i gang med at voldtage Grækenland, og det har de gjort i nogen tid. Og det gør forbandet ondt, hvis man ikke går med på det. Så folk kerer sig ikke det mindste om verden; de kerer sig udelukkende om deres egne, smålige, vulgære interesser.

Tiden er inde til at opløse Eurozonen. Den skal bare opløses. Man skal give dem besked om, at tiden er inde til at opløse den, med den begrundelse, at denne institution ikke ved, hvordan man opfører sig. Tiden er inde til at skaffe sig af med den, fordi den er ved at blive ligesom en arrogant slyngel. Den har intet retmæssigt krav på myndighed over andre nationer.

Det, som Europa gør i sit system med hasardspil, betyder, at det er umuligt at få fred i Mellemøsten eller nogen andre steder. Det betyder, at hvis Grækenland trækker sig ud, på den ene side, så vil Eurozonen kollapse. Men det modsatte virker på samme måde. Hvis de bliver, vil den disintegrere under vægten af deres tilstedeværelse.

Det hele er et falskneri. Det her har ingen værdi: dette banksystem. Og de skal se at komme tilbage til amerikansk politik. Glem det faktum, at et par klovne nedstemte amerikansk lovgivning i 1999: Glass/Steagall skal genindføres. Vi må have denne genindførelse af Glass/Steagall og kaste den i hovedet på Kongressen og sige: »Dette falskneri er det, der var årsag til vore problemer.«

»O’Malley har ret«, sagde LaRouche.

»Det skal gøres. Det er det afgørende skridt. Det ville, selvfølgelig, sænke Wall Street. Det er hele pointen. Enhver, der fører kampagne på Wall Streets side, har ikke gjort sig fortjent til at blive valgt.«

Foto: Præsident Franklin D. Roosevelt underskriver Glass/Steagall-loven, der trådte i kraft den 16. juni, 1933.

To ledende, tyske skikkelser og en demokrat fra Maryland, USA, der overvejer at stille op til præsident, er trådt ind i det farlige, transatlantiske, politiske vakuum for at fremkalde et fundamentalt skift i den politiske kurs, for at undgå en potentiel verdenskrig og et i øvrigt umiddelbart forestående kollaps af det transatlantiske finanssystem.

Størrelsesordenen af den aktuelle, globale krise taget i betragtning og den fremtrædende position af disse personer, der således har interveneret, har den amerikanske statsmand Lyndon LaRouche givet sin fulde, utvetydige støtte til deres handlinger og har opfordret til en fuld mobilisering af opbakning til deres indsats for at undgå en global ulykke.

Torsdag, den 12. marts, leverede den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier et kraftfuldt budskab om at undgå krig til et publikum i Washington, D.C., i Centret for Strategiske og Internationale Studier (CSIS). Steinmeiers ligefremme sprog og hans diplomatiske, men barske kritik af Obamaregeringens planer om at forsyne dødbringende hjælp til den ukrainske regering, var uden fortilfælde. Ingen tysk udenrigsminister i nyere tid har vovet at fremkomme med en så stærk og offentlig kritik af den amerikanske udenrigspolitik og nationale sikkerhedspolitik, i særdeleshed ikke på et så fremtrædende sted som CSIS’ hovedkvarter. Steinmeier havde den foregående dag mødt den amerikanske udenrigsminister John Kerry og nationale sikkerhedsrådgiver dr. Susan Rice, og havde utvivlsomt leveret et endnu mere ligefremt budskab under disse private samtaler.

Steinmeier indledte sin tale til CSIS med en ærlig vurdering af den globale krise og advarede:

»Vi konfronteres med en mangfoldighed af kriser over hele planeten, der, over for en person af min generation, synes uden fortilfælde med hensyn til deres intensitet og chokerende voldelighed.«

Med hensyn til Ukraine-krisen erklærede Steinmeier:

»Vi må se videre end til denne konflikt, til vores fremtidige relation med Moskva. Det betyder, at vi ikke må ophøre med at involvere Rusland og bruge de sidste, eksisterende kommunikationskanaler for at udforske en mulig frakørselsvej og – for fremtiden – udforske veje til en mere samarbejdsvenlig relation.«

Steinmeier afviste udtrykkeligt idéen om at opruste Ukraine og advarede om, at dette blot ville optrappe krisen, til den kom ud af kontrol:

»Jeg forstår, at mange af jer, mange eksperter, kræver en hurtigere – og derfor … militærbaseret løsning … Men, når man kender oprindelsen til og strukturen af konflikten, status af parterne i konflikten og disses kapaciteter, er det ud fra mit standpunkt selvindlysende, at de diskuterede alternativer til vores fremgangsmåde har potentialet til at øge antallet af ofre, øge udvidelsen af konfliktzonen og flytte konflikten til en ny fase med optrapning. Måske til et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Der er ingen garanti for, at vores fremgangsmåde, Normadiet-fremgangsmåden, vil føre til succes. Men jeg er helt sikker på, at der ikke er nogen garanti for succes i de alternativer, man diskuterer. Jeg er bange for, at det modsatte er tilfældet.«

Senere gentog han:

»Det tager måske kun nogle få dage at skabe en krise, men det kan meget vel tage år at løse den. I diplomatiske bestræbelser gælder det, mere end i det almindelige liv, at stædighed er en dyd!… For os i Europa vil Rusland altid være vores største nabo … Det er ingen hemmelighed, at, hvad Rusland angår, så er tilliden på et absolut lavpunkt. Men vi må finde et nyt grundlag for engagement, selv om det måtte tage år eller årtier.«

Steinmeiers skarpe intervention imod Obamaregeringens oprustning af Ukraine blev understøttet af en af Tysklands ledende, ældre statsmænd, tidligere kansler Helmut Schmidt. I et interview med den tyske sensationsavis Bildzeitung den 12. mrs., advarede Schmidt om, at enhver yderligere optrapning i Ukraine kunne eskalere »endda til en ’varm krig’«. Schmidt berørte dernæst et af de mest følsomme spørgsmål i Rusland: EU’s og NATO’s udvidelse mod øst, som han sporede hele vejen tilbage til den oprindelige Maastricht-traktat i begyndelsen af 1990’erne, der dannede grundlaget for udvidelsen ind i den tidligere Warszawapagts og det tidligere Sovjetunionens territorium.

»Vi er ikke forpligtet til at påskønne Putins politik«, sagde han til avisen. »men vi må forstå den på baggrund af historien og tage den alvorligt.«

Lyndon LaRouche understregede betydningen af interventionen af disse to, prominente, tyske, politiske skikkelsers intervention direkte ind i den voksende fare for en krig i centrum af Eurasien.

»Deres handlinger kan rent faktisk ændre historiens kurs på et tidspunkt, hvor det umiddelbare spørgsmål på bordet foran os er krig eller fred, kaos eller genrejsning.«

Den samme kvalitet af intervention er blevet lanceret af tidl. guvernør for staten Maryland, USA, Martin O’Malley, der har krævet den omgående genindsættelse af Glass/Steagall-loven fra 1933, som ville opdele for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne i adskilte kommercielle banker og investeringsbanker. O’Malley, der overvejer at stille op til at blive nomineret til demokraternes præsidentkandidat, har været på turné i landet og har givet interviews, alt sammen om spørgsmålet om Glass/Steagall.

Typisk for hans magtfulde intervention var hans interview den 12. marts på MSNBC, hvor han til værten Joe Scarborough sagde:

»Det er os, der skaber lovene. Og vi kan skabe bedre love, med det formål at genoprette forbindelsen mellem hårdt arbejde og muligheden for at komme frem i tilværelsen … Genindfør Glass/Steagall. I 70 år forhindrede vi bankerne i at spille hasard med vore penge og ødelægge vores økonomi og med pigsko tromle hen over det almene vel, som vi deler som et folk; og at have en stabil og god økonomi. Alle – jeg mener på begge sider af midtergangen – jeg mener, så mange mennesker siger, at det er, hvad vi bør gøre, og dog forbliver det ugjort. Og nogle folk i mit eget parti fremstiller sig selv som folk, der promoverer en eller anden form for Dodd/Frank-lite – ’Vi vil ikke fornærme nogen på Wall Street, så lad os ikke tale ærligt om, hvordan vi kan tøjle denne udsvævende adfærd.’

»For en af de ting, som vi ikke har talt så meget om, er, at på trods af al smerten fra hjem, der går på tvangsauktion, og job, der mistes, så steg koncentrationen af rigdom efter hvert af disse seneste to opsving på aktiemarkedet rent faktisk! Med andre ord, mens andre mennesker mistede deres hjem, så kom folk i toppen ud af det endnu bedre stillet.«

Lyndon LaRouche har opfordret til fuld mobilisering til støtte for O’Malleys krav om, at kampen for Glass/Steagall skal være det afgørende spørgsmål ved de kommende valg. LaRouche sagde:

»Vi taler ikke om 2016, vi må have Glass/Steagall nu, før hele det transatlantiske finanssystem braser sammen, og vi konfronteres med den umiddelbare trussel om en global krig eller en nedstigen i totalt kaos, og helvede.«

LaRouche understregede, at de tyske statsmænds, Steinmeiers og Schmidts, nylige handlinger ligeledes er den eneste vej til en »virkelig forhindring af krig«.

»En konflikt med Rusland som den, der promoveres internt fra Obamas Hvide Hus, er ikke en begrænset krig. Det er generel krig, der fører til en termonuklear udslettelseskrig. Det må standses, og Steinmeiers og Schmidts interventioner kan vise sig at være afgørende.«

Billede: Imperial War Museum, London