Leder fra LaRouche PAC, 29. maj, 2017 – Det historiske Bælt & Vej Forum for Internationalt Samarbejde, den 14.-15. maj i Beijing, og hvori Helga Zepp-LaRouche deltog, efterfulgtes af præsident Trumps rundrejse til fire nationer, med anti-terrorisme og fred i Mellemøsten som dagsorden, og dernæst af NATO- og G7-topmøderne, hvor præsident Trump afviste både Rusland som fjendebillede og svindelen med menneskeskabt, global opvarmning.

I morgen, mandag, finder der et topmøde sted mellem præsidenterne Vladimir Putin fra Rusland og Emmanuel Macron fra Frankrig, et topmøde, der pludselig blev fremrykket mere end en måned. Den nyvalgte præsident Macron har ageret, som Lyndon LaRouches ven og tidligere franske præsidentkandidat Jacques Cheminade havde adviseret om, at han ville, ved at flytte koordinering med Vladimir Putin til toppen af sin dagsorden. Det kan der komme flere overraskelser ud af.

Dernæst vil et ekstraordinært årligt møde i Skt. Petersborg Økonomiske Forum (SPIEF) begynde kommende torsdag, den 1. juni, som vi rapporterer mere om nedenfor. Blot dagsordenen (der i sig selv er på 63 sider) for dette forum udtrykker den nye ånd fra den Nye Silkevej og fra amerikanernes afvisning af britiske imperiediktater, med deres valg af Donald Trump. Det er tilstrækkeligt lige nu at nævne blot et enkelt panel af de sandsynligvis flere end 100 paneler. Det bærer titlen: »Fremtiden, der fødes i dag: Integrations-og Infrastrukturprojekt i Eurasien«. Det vil faktisk blot være ét af flere Skt. Petersborg-paneler om netop dette emne. Blandt paneldeltagerne finder vi Lyndon LaRouches gamle ven, Vladimir Yakunin, formand for den overordnede bestyrelse for Instituttet for Forskning af Dialog mellem Kulturer, og som vil være en fremtrædende deltager under hele Skt. Petersborg Forum.

Dernæst vil Gruppen af 20 afholde topmøde den 7.-8. juli i Hamborg, under hvilket – med mindre det rykkes frem – præsidenterne Trump og Putin vil holde deres første, personlige møde. Den kinesiske præsident Xi Jinping skal besøge Rusland i begyndelsen af juli måned, til sit andet topmøde i år med præsident Putin. Herefter følger BRIKS-topmødet den 3.-5. september i Xiamen, i Kinas Fujian-provins.

De stats- og regeringsoverhoveder, der deltager i SPIEF med præsident Putin i denne uge, bliver den indiske premierminister Narendra Modi, den japanske premierminister Shinzo Abe, den østrigske kansler Christian Kern og den moldoviske præsident Igor Dodon. Der bliver paneler om samarbejde inden for BRIKS, den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU) og inden for Samfundet af Uafhængige Stater. Og om EAEU-samarbejde med Europa, med Shanghai Samarbejdsorganisationen og med Central- og Sydamerika. Om russisk samarbejde med Frankrig, Italien, Sverige, Schweiz, Serbien, Indien, Japan, USA og Afrika, og flere paneler om russisk samarbejde med Tyskland, især om gennembrud i metoder til varefremstilling. Der bliver paneler om rumteknologi og atomkraft, og adskillige paneler om forbedret sundhedspleje, inklusive om, hvordan lægevidenskaben kommer ud over antibiotika i betragtning af spredningen af antibiotikaresistente bakterier – på høje tid, at dette diskuteres seriøst. Der bliver adskillige paneler om byggeri af byer og urban infrastruktur – præcis det, vi er begyndt at diskutere omkring New York City.

Vi har nu muligheden for at virkeliggøre John F. Kennedys vision, Kennedy, der blev født for 100 år siden, den 29. maj, 1917. Hvis vi kæmper for det, kan vi sandsynligvis få det til at ske. I sin anden tale for FN’s Generalforsamling den 30. september, 1963, foreslog John Kennedy, at USA og Sovjetunionen gik sammen om at sende en mand til Månen inden årtiets udgang.

»I et felt, hvor USA og Sovjetunionen har en særlig kapacitet – feltet for rumforskning – er der plads til nyt samarbejde om yderligere fælles indsats i fastlæggelse af lovene for rummet, og for udforskning af rummet. Blandt disse muligheder inkluderer jeg en fælles ekspedition til Månen. I rummet er der ingen suverænitetsspørgsmål; gennem en resolution i denne Forsamling, har De forenede Nationers medlemmer afsværget ethvert krav på territoriale rettigheder i det ydre rum eller på himmellegemer og erklæret, at international lov og FN’s charter vil gælde. Hvorfor skulle derfor, menneskets første flyvning til Månen være et spørgsmål om konkurrence mellem nationer? Hvorfor skulle USA og Sovjetunionen, som forberedelse til sådanne ekspeditioner, blive involveret i en enorm fordobling af forskning, konstruktion og omkostninger? Mon ikke vi bør udforske, om det ikke skulle være muligt for vore to landes – ja, hele verdens – videnskabsfolk og astronauter at arbejde sammen om erobringen af rummet og, i dette årti, da en dag at sende til Månen, ikke repræsentanterne for en enkelt nation, men repræsentanterne for alle vore lande.«

Foto: Præsident Donald J. Trump og førstedame Melania Trump rejste til Bruxelles, Belgien, onsdag aften for deres fjerde stop under deres udenlandsrejse. Præsident Trump mødtes med ledere fra hele verden, før NATO-topmødet i Bruxelles.

27. maj, 2017 – Den 24. maj, dagen før Trumps deltagelse i NATO-mødet i Bruxelles, sagde den russiske forsvarsminister Sergei Shoigu, at amerikanske og russiske militærledere mødtes »dag og nat« ved »mange forskellige lejligheder« for at koordinere og de-konfliktere deres separate, militære operationer imod den fælles fjende, ISIS, i Syrien.

Samme dag stod chefen for USA’s Centralkommando, generalløjtnant Jeffrey Harrigian, og fortalte pressen ved Pentagon stort set det samme. »Mit hold her på det Kombinerede Center for Luftoperationer øver fortsat sin indflydelse med vore de-konfliktions-mekanismer med russerne for at forhindre … en misforståelse … Vi har måttet øge mængden af de-konfliktionsarbejde, som vi udfører med russerne, i betragtning af det snævrere luftrum, som vi nu arbejder os igennem … I de fleste situationer har vi grundlæggende set en fælles fjende, ISIS.«

Han antydede, at der er voksende samarbejde: »Der har været tidspunkter, hvor vi har måttet arbejde gennem reducerede strategier for at sikre, at vi kunne fortsætte vores mission, og vice versa. Og jeg mener, dette er vigtigt at fremhæve, idet russerne er – er forstående over for det, vi forsøger at gøre«, fortsatte Harrigian. »Jeg vil ikke sige, at det altid er let, og det tager ofte flere telefonsamtaler at arbejde os igennem det. Men jeg vil sige, at vi har fundet måder til at sikre, at vi har vores manøvrefrihed til at komme efter ISIS og dræbe dem, når de indfinder sig.«

Foto: Chef for den Amerikanske Centralkommando, generalløjtnant Jeffrey Harrigian.

27. maj, 2017 – G7’s rolle som Det britiske Imperiums stemme under de to foregående amerikanske præsidenter, blev drastisk transformeret af Donald Trump:

Om Rusland: Selv om Trump tillod, at den falske karakterisering af Ukraine-krisen (hvor Rusland får skylden), bestod, og sanktionerne fortsatte, så erklærer slutkommunikeet mht. Syrien: »Vi håber, at Astana-aftalen faktisk kan bidrage til deeskalering af volden. Hvis Rusland er rede til at bruge sin indflydelse positivt, så er vi rede til at arbejde med dem for at løse konflikten i Syrien og forfølge en politisk afgørelse.«

Om Syrien og terrorisme: »Man bør ikke spare nogen indsats for at bringe en ende på konflikten gennem en inkluderende, syriskledet, politisk proces under FN-regi for at implementere en reel, troværdig transition i overensstemmelse med FN’s Sikkerhedsråds Resolution 2254 og Genève-kommunikeet. Vi er fast besluttet på at øge vore bestræbelser for at besejre international terrorisme i Syrien, især ISIS/ISIL/Daesh og al-Qaeda. Dette krav om primært at gå efter ISIS/ISIL/Daesh og al-Qaeda gentages med hensyn til Libyen og Irak.

Med hensyn til Paris-aftalen om klimaforandringer, lyder kommunikeet: »Amerikas Forenede Stater er i færd med at gennemgå sin politik om klimaforandring og Paris-aftalen og kan således ikke gå med i en konsensus om disse spørgsmål.« Trump sagde, at han snart vil træffe sin beslutning. Stakkels tankeløse Angela Merkel sagde: »Hele diskussionen om klima var meget vanskelig, for ikke at sige meget utilfredsstillende. Der er ingen indikationer på, om USA bliver i Paris-aftalen eller ej.«

Om handel: Trump tillod kommunikeet at indeholde tekst, der gik imod alle former for protektionisme, men tweetede bagefter, at han var tilfreds med, at det inkluderede et krav om »fjernelse af alle handelsforvrængende praksisser«.

Foto: Tre ledere af G7: Canadas Justin Trudeau, Tysklands Angela Merkel, USA’s Donald Trump.

27. maj, 2017 – »Seks mod én«: Sådan opsummerede Italiens premierminister Paolo Gentiloni, under den afsluttende pressekonference i Taormina, karakteriseringen af G7-diskussionen om klimapolitik. Traditionelt ville hver af G7-lederne holde en pressekonference, men denne gang aflyste både Trump og Merkel deres. Trump besluttede at holde en tale for amerikanske tropper på Sigonella-flybasen, alt imens Merkel briefede en gruppe tyske journalister.

»Vi har, og ikke kun i Taormina, ikke opdaget internationale politiske udviklinger i de seneste måneder, med udgangspunkt i valget af Trump«, sagde Gentiloni frimodigt. »Amerika er vores hovedallieret; det var det, det er det stadig, og vi må acceptere det amerikanske folks valg. Vi skjuler ikke denne uoverensstemmelse med USA; tværtimod, så kom det tydeligt frem under vore diskussioner. Men at diskutere er imidlertid altid gavnligt.«

Men, sagde Gentiloni, EU ville ikke desto mindre, ikke flytte sig »1 millimeter« fra klimapolitikken, der blev vedtaget i Paris. Det drejer sig især om Klimafonden. Uden klimafonden kan beslutningerne fra Paris ikke implementeres, forklarede Gentiloni.

Gentiloni blev spurgt om sin aktivisme før G7, med møder med verdensledere som Putin og Xi Jinping.

Gentiloni sagde, han ønskede at videreformidle deres synspunkter til G7.

Nogle lokale journalister spurgte polemisk, om han vil lægge de samme kræfter i at sikre, at Syditalien får moderne infrastrukturer (højhastigheds-jernbaner), som han gjorde med Taormina-topmødet (Taormina ligger på Sicilien). Han svarede med at støtte forlængelsen af højhastigheds-jernbanen til Syditalien, men forpligtede sig ikke.

Gentiloni understregede også spørgsmålet om udvikling i Afrika og nævnte den udtørrende Tchad-sø og tilstedeværelsen af afrikanske ledere ved lørdagens samling, men nævnte ikke nogen løsning.

Foto: Præsident Trump holdt en tale for mandskabet og deres familier på den amerikanske flåde-flybase i Sigonella, Sicilien, den 27. maj, efter G7.   

Bælt & Vej Forum i Beijing den 14.-15. maj, hvor 130 lande havde takket ja til præsident Xi Jinpings invitation, Ruslands Putin var æresgæst, men hvor også USA sendte en vigtig delegation, kan meget vel være starten på en sådan ny, retfærdig økonomisk verdensorden, hvor alle nationer får adgang til udvikling. Trump taler stadig godt med Xi Jinping og forbereder at løse krisen med Nordkorea. USA og Rusland samarbejder i Syrien. Krigsfraktionen i Vesten fortsætter heksejagten på Trump, og medierne skriger »Watergate« uden, at der er substans. Kan medierne sammen med efterretningstjenesterne få afsat Trump? Eller vil Trump rense op i overvågningssamfundet? Trump skal have gang i infrastrukturprojekter, men pengene vil ikke komme fra Wall Street. Vil vi se Glass/Steagall og LaRouches tre andre love blive gennemført, så USA kan overleve det bankerotte finanssystem og blive stort igen? Vil USA og Europa gå med i dette nye, globale paradigme? Præsident Trumps afvisning, ved NATO-topmødet i Bruxelles den 25. maj, og ved det efterfølgende G7-topmøde i Italien, af at lade USA under hans ledelse fortsætte den gamle, vestlige politik, kan være startskuddet til en helt ny verdensorden, hvor USA samarbejder tæt med de tidligere fjendebilleder Kina og Rusland.

Dette er en redigeret udgave af en tale, Tom Gillesberg, Schiller Instituttets formand i Danmark, holdt den 17. maj 2017. Se og hør talen inklusive den efterfølgende diskussion på www.schillerinstitut.dk.

Download (PDF, Unknown)

24. maj, 2017 – I en tale for et publikum på mellem 100 og 200 mennesker i forlaget Phoenix Press Publishing Groups hovedkvarter i Nanjing, Kina, gav Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets præsident, en tilbagemelding om sin deltagelse i Bælt & Vej Forum i Beijing.

»Bælt & Vej har indsprøjtet optimisme i mange lande«, sagde Zepp-LaRouche, »og dette momentum kan ikke standses«, men at bringe det til at bære den fulde frugt »bliver ikke let«. Umiddelbart efter topmødet, fortsatte hun, optrappedes angrebene mod Bælt & Vej, kombineret med angreb mod præsident Trump, der havde sendt en delegation på højt niveau til BV-topmødet. »Angrebene var baseret på de absurde anklager om aftalt spil med Rusland i valget«, sagde hun.

»Efter den Kolde Krig, ønskede briterne og deres amerikanske allierede at skabe en unipolær verden«, sagde hun. »Og i deres bestræbelser herpå, har de ødelagt Mellemøsten og efterladt det i ruiner.« Dette fremskyndede flygtningekrisen, den generelle reaktion imod »globalisering« og fremvæksten af højrefløjsbevægelser. »Bælt & Vej«, sagde hun, »vil virkeliggøre skabelsen af Verdenslandbroen, som vil forbinde alle kontinenter. Dette er noget, vi har kæmpet for i over 40 år«, sagde hun.

Dernæst beskrev hun den kamp, som hun og hendes mand, Lyndon H. LaRouche, jr., har ført for at bygge en ny, økonomisk verdensorden: LaRouches forslag om en International Udviklingsbank, kampen for den afrikanske udviklingsplan og det latinamerikanske initiativ med samme formål, med samarbejdet med den mexicanske præsident, José López Portillo [1976-82], samt de hundredevis af seminarer på fem kontinenter, som Schiller Instituttet har afholdt, med krav om en Bælt & Vej-udvikling.

»Transformeringen af Bælt & Vej til at blive til en Verdenslandbro vil for første gang rent politisk virkeliggøre en reel fremtid for alle mennesker, der lever på denne planet, og vil etablere former for regeringsførelse for verden.« Men, for fuldt ud at realisere dette, sagde hun, »må man også studere min mands ideer med hensyn til spørgsmålet om økonomi«.

Fr. Zepp-LaRouche gennemgik dernæst de altafgørende kulturelle aspekter af Bælt & Vej og behovet for, at alle de forskellige kulturer bringer alle deres bedste præstationer frem, med det formål at bruge disse til at skabe en dialog mellem kulturer blandt nationerne i Bælt & Vej. Dernæst gennemgik hun betydningen af Friedrich Schiller i tysk og vestlig kultur, og betydningen af Konfucius i kinesisk kultur, idet hun foretog en konkret sammenligning mellem Schillers og Konfucius’ værker, hvor hun viste den nære lighed i disse to, store tænkeres ideer, der var skilt af næsten 2000 år.

Efter fr. Zepp-LaRouche havde Bill Jones, chef for EIR’s Washington-kontor, en fremlæggelse, hvor han viste en power point-præsentation, der beskrev LaRouche-organisationens kamp fra tidspunktet for Nixons ophævelse af Bretton Woods-systemet. Han beskrev Romklubbens angreb i 1970’erne og udgivelsen af bogen »Grænser for vækst«, der havde til hensigt at transformere en fremskridtskultur til en dødskultur, med den internationale indsats for Økonomisk Nulvækst og Befolknings-nulvækst. Han skitserede Lyndon LaRouches og LaRouche-organisationens reaktion på Nulvækst-bevægelsen, LaRouches krav om den Internationale Udviklingsbank (IUB) og det efterfølgende krav om IUB og en Ny, økonomisk Verdensorden ved den Alliancefri Bevægelses Colombo-møde i 1976, og gennem Guyanas udenrigsminister, Fred Willis, i FN’s Generalforsamling.

Jones beskrev den kamp, som LaRouche førte for at bringe præsident Ronald Reagan, der havde vedtaget LaRouches idé om Strategic Defense Initiative, SDI (Det strategiske Forsvarsinitiativ) som et fredsforslag sammen med Sovjetunionen, ind i en arbejdsrelation med de progressive ledere i udviklingssektoren, såsom den mexicanske præsident López Portillo og den indiske premierminister Indira Gandhi. Disse bestræbelser førte dernæst til en reaktion fra vicepræsident George H.W. Bush, der intrigerede for at få LaRouche og flere af hans medarbejdere fængslet på falske anklager. Valget af præsident Bill Clinton bragte LaRouche ud af fængsel og tilbage i en rådgivende rolle, med præsident Clintons forsøg, om end mislykket, på at gå i retning af en ny finansarkitektur. Skabelsen af Bælt & Vej-initiativet (BVI) og Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) repræsenterer således den type strukturer, som LaRouche og hans bevægelse har forsøgt at frembringe i over fire årtier, forklarede Jones.

Dernæst fulgte professor Bao Shixiu, professor i militærvidenskab, der skitserede Bælt & Vejs strategiske betydning for Kina og viste, hvordan det vil gøre det muligt for landet at overvinde de traditionelle vanskeligheder, det har haft med andre lande, inklusive Indien og Japan. Professor Bao understregede LaRouche-parrets skelsættende rolle med at bringe dette initiativ frem i forreste front, og Lyndon og Helga LaRouches fortsatte kamp for at overvinde modstanden mod det, fra finanseliten i London og New York. Professor Bao fremlagde også både Bælt & Vejs økonomiske og strategiske implikationer for Kina, som ville være med til at sikre et harmonisk klima i området og i verden, der igen ville gøre det muligt for Kina og alle andre lande at fortsat udvikle sig.

Tilhørerne viste stor interesse, især for Helga Zepp-LaRouches forslag om en dialog mellem kulturer og en større grad af interesse i Friedrich Schillers værker blandt personalet i Phoenix-forlaget, af hvilke nogle syntes at have fået et ret stort kendskab til den tyske kulturs værker.

Foto: Som præsident for Schiller Instituttet var Helga Zepp-LaRouche inviteret til at deltage i det netop afsluttede Bælt & Vej Forum i Beijing, den 14.-15. maj, hvor hun deltog i rundbordsdiskussioner mellem tænketanke. Her ses hun som tilhører under forummet.

26. maj, 2017 – Efter sit møde med præsident Donald Trump i går aftes, sagde formand for Det europæiske Råd, Donald Tusk, under en kort pressebriefing, at »det er ikke hundrede procent sikkert, at vi – dvs., præsidenten og jeg – i dag kan sige, at vi har en fælles holdning, en fælles mening, om Rusland«. Ifølge alle iagttagere var dette en måde at sige, at der hersker dyb uoverensstemmelse mellem EU og Trump om det russiske spørgsmål. Bemærkninger fra Trumps økonomiske chefrådgiver, Gary Cohn, på flyet til Bruxelles, om, at USA undersøger spørgsmålet om sanktioner, alt imens, sagde han, der endnu ikke er nogen afgørende beslutning, læses som endnu en antydning af, at Trump har andre synspunkter om Putin end europæerne. Klimaforandringer og handel er endnu to punkter, hvor der ikke eksisterer nogen fælles holdning mellem EU og USA.

Med dette, og med Trumps uventede kritik af mange NATO-lande, der skylder USA en masse penge for forsvar, eftersom amerikanerne forsvarer Europa uden, at europæerne nogensinde yder en passende betaling, vidste de EU-ledere, der tog til G7-topmøde i Taormina, Italien, i dag, at de måtte forvente det vanskeligste topmøde nogensinde. Det faktum, at Trump mødtes separat med Japans Abe, umiddelbart før G7-topmødet begyndte her til middag, er ikke engang blevet rapporteret af de europæiske mainstream-medier, til trods for, at det indikerer, at Trump også har en dagsorden for Japan, som Europa synes ikke at bemærke.

Foto: Donald-krigen? Det er næppe ærbødighed, de to Donald’er viser hinanden, men de synes at være meget optaget af borddækningen …    

26. maj, 2017 – De italienske værter for dette års G7-topmøde i Taormina, Italien, har annonceret, at de forventer, slutkommunikeet, der udgives i morgen ved afslutningen af det to dage lange topmøde, vil være mindre end 10 sider langt – i sammenligning med 32 sider efter sidste topmøde. Det skyldes, at »USA ikke ville røre sig af flækken«, sagde diplomater til Reuters, så der bliver ikke meget at sige.

Præsident Trump nægter at gå med på de øvrige G7-landes krav om, at han:

1. Fortsætter Obamas forpligtende politiske engagement over for COP21 Paris-aftalen om klimaforandring; og
2. Fortsætter Obamas britiske politik for frihandelsliberalisme.

»Trump forventes at være fuldt ud lige så klædt på til at gå op imod sine G7-modparter«, som han gjorde det med NATO og EU tidligere på ugen, rapporterede BBC. »Trumps konfronterende holdning over for mangeårige partnere i Europa kastede en skygge over mødet«, sluttede Reuters misfornøjet. »Dette bliver utvivlsomt det mest udfordrende G7-topmøde i mange år«, udtalte EU-rådets formand Donald Tusk.

Den britiske premierminister Theresa May rejste spørgsmålet om terrorisme under fredagens diskussioner, og man forventer et særskilt kommunike om terrorisme. May meddelte, at hun kun bliver en enkelt dag i Taormina og springer over lørdagens diskussion for at vende hjem til UK.

(G7-landene er: Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Det forenede Kongerige og USA. Den europæiske Union er også repræsenteret i G7. Topmødet i Taormina, Sicilien, er det 43. G7-topmøde.)

Foto: Tre af G7-deltagerne: USA’s Donald Trump, Italiens Paolo Gentiloni, Frankrigs Emmanuel Macron.   

Matthew Ogden: Vi befinder os nu lidt under to uger efter det verdenshistoriske Bælt & Vej Forum i Beijing, Kina. Som resultat af dette ekstraordinære topmøde har de forskellige dele af verden nu indledt processen med at konkretisere og konsolidere det, der blev diskuteret på dette forum; og de befinder sig i processen med at bygge det mest ambitiøse og langt det mest vidtrækkende infrastrukturprojekt i verdenshistorien – det såkaldte Ét Bælte, én Vej; det økonomiske bælte; den Maritime Silkevej. Dette nye paradigme, der repræsenteres af dette fredelige, samarbejdende win-win-udviklingsprogram med storstilede projekter og reel, eksponentielle eksplosioner i menneskelig produktivitet, er nu ved at blive den fremherskende dynamik på denne planet. Vi har en meget spændende rapport fra Helga Zepp-LaRouche, der, som det er vore seere bekendt, deltog personligt i dette Bælt & Vej Forum i Beijing; hvor hun deltog i flere plenarforsamlinger og rundbordsdiskussioner. Hun er fortsat med at holde private møder i Kina, siden topmødet sluttede. Så sent som i går holdt hun endnu en fremtrædende tale i Nanjing.

(Her følger engelsk udskrift af resten af webcastet. Hele Helgas tale vil kunne læses på dansk her på hjemmesiden i løbet af weekenden.)

So, let’s take a look here; this is what Helga LaRouche had
to say.  She was a featured speaker at a conference of several
hundred people at the Phoenix Press Publishing Group
headquarters, which published the Chinese version of the New Silk
Road Special Report.  It was a report-back from her attendance at
the May 14-15 Belt and Road summit.  So, here’s a view of
beautiful Nanjing; this is where she was speaking yesterday.  As
you can see, a very modern and high-tech Chinese city.  She said
the following:
“The Belt and Road has injected optimism into many
countries, and the momentum is unstoppable.  But bringing it
fully to fruition will not be easy,” she said.  Then she
elaborated a little bit on that; she said, “Immediately after the
Beijing summit, the attacks against the Belt and Road escalated;
combined with attacks against President Trump, who had sent a
high-level delegation.  The attacks were based on the absurd
charges of collusion with Russia in the election.”
“After the Cold War, the British and their American allies
wanted to create a unipolar world.  In doing so, they have
destroyed the Middle East and left it in a shambles”; which she
said contributed to the refugee crisis.  And she said, “The Belt
and Road will bring about the creation of the World Land-Bridge,
which will connect all continents.”  This is something that we,
the LaRouche movement, have been fighting for, for over 40 years.
She concluded saying, “Transforming the Belt and Road to a World
Land-Bridge will realize politically for the first time, a real
future for the people living on this planet; and will establish
forms of governance for the world.”  She made a very important
point, which we’ll take up. “But to fully realize this, you must
also study the ideas of my husband, Lyndon LaRouche, on the
question of economics.”
In addition to Helga, other speakers at this conference
were:  Bill Jones, the {EIR} bureau chief for Washington, DC; and
a very distinguished gentleman, Professor Bao Shixiu, who’s a
professor of military science.
That’s the kind of optimism, you get a sense of the real
optimism that’s being expressed by Helga LaRouche; and that’s
what the world looks like to the rest of the world for anyone who
is not reading the hysterical American and European press.  On
the other hand, for your average American citizen, the very words
“New Silk Road”, “One Belt, One Road”, “Belt and Road
Initiative”, these phrases are almost like a foreign language.
It’s practically unheard of, with hardly a mention of this
incredible development in world history that occurred over the
last two weeks.  Hardly a mention of this in the mainstream press
aside from propaganda about how this project is just some sort of
front for a so-called “new Chinese imperialism” or other lying
distortions of what the implications of this idea, of this
vision, is.
So instead, while your average American is sitting in the
sweltering heat in Penn Station, waiting for a train which has
been delayed for two hours because of some track derailment, or
literal disintegration of the track, while he’s sitting in his
car for hours in a traffic jam waiting to go through the Lincoln
Tunnel, or stuck in traffic on 495, or sitting at home looking
for a job to pay off hundreds of thousands of student debt that
he spent to get a degree that has earned him nothing.  What is
the average American forced to listen to on the radio, or on CNN,
or while he’s reading the esteemed headlines in the so-called
venerable press, the mainstream media, the {Washington Post} or
the {New York Times}?  Nary a mention of the new high-speed,
vacuum tube magnetic train that is being developed by China, or
the new rail routes that are being opened in Africa, or the
literally hundreds of great infrastructure projects that are
being built practically overnight along the routes of the New
Silk Road.  But rather, what are you reading?  Page after page
after story after article of McCarthy-ite scare stories about
evil Russian spies who have supposedly infiltrated and subverted
the entire Trump administration, lurking behind every desk in the
West Wing.  Literally smuggling hidden microphones into the Oval
Office itself; the inner sanctum of the Trump administration.
They’re reading John Brennan repeatedly tell a Congressional
hearing “I don’t do evidence”; as he increasingly begins to sound
like a character out of a “Doctor Strangelove” movie.
Here’s a quote from John Brennan:  “I know what the Russians
try to do.  They suborn individuals and they try to get
individuals, including US individuals, to act on their behalf;
wittingly or unwittingly.”  In other words, any American who has
some contact with Russia or Russians, may be a spy or a mole,
whether he or she knows it or not.  Subversion, or possible
subversion, is everywhere; trust no one.  There’s John Brennan
for you.
Now, Americans should ask themselves, why are we being
subjected to an endless, round-the-clock, literally nonstop
narrative of so-called collusion between Russian spies and the
Trump campaign, when even John Brennan himself was forced to
admit in that same hearing, under rigorous questioning from
members of Congress, that no, in fact, he has absolutely {no}
evidence of collusion, cooperation, or coordination.  Let’s take
a look:

ALICIA CERRETANI [on video]:  On Tuesday, Obama’s CIA
director, resident thug, and coup plotter John Brennan testified
in front of the House Intelligence Committee.  His testimony was
then used by the crazed media to flame the ongoing coup against
the President for yet another day.
Who is this guy? Well, after his stint as CIA station chief
in Riyadh, Brennan became George Tenetâs gopher at the CIA, and
then authored the intelligence assessment that claimed Saddam
Hussein had weapons of mass destruction. Credible guy, right? He
became Obamaâs CIA director in 2013, and regularly joined Obama
for the infamous Tuesday kill sessions. He helped overthrow the
duly-elected government of Ukraine using neo-Nazis, and helped
Obama encircle Russia and China with US military forces, setting
the stage for World War III.
On Tuesday, Brennan told Congress that based on his
intelligence experience (like the Iraq war intelligence
assessment), when he observed contacts between Trump campaign
personnel and Russian personnel he thought they might be
nefarious, even if the Trump campaign personnel were “unwitting”.
This has justified a full, unprecedented FBI investigation of a
Presidential campaign and all that has followed.
And just like the Iraq war, his “judgment” is not based on
“evidence”. As he explained, he “doesnât do evidence.” Listen to
these exchanges:

REP. TOM ROONEY:  But with regard to the main question at
hand, in your experience with the Russians trying to involve
themselves in our election, did you every find any evidence, as
the ranking member spoke of collusion, while you were the
Director, did you find direct evidence of collusion between the
Trump campaign and Putin in Moscow, while you were there?

JOHN BRENNAN:  Mr. Rooney, I never was an FBI agent, I never
was a prosecutor, so I really don’t do evidence.  I do
intelligence throughout the course of my careerâ¦.

REP. TREY GOWDY:  When you learned of Russian efforts, did
you have evidence of a connection between the Trump campaign and
Russian state actors?

BRENNAN:  As I said, Mr. Gowdy, I don’t do evidence.  We
were uncovering information and intelligence about interactions
and contacts between US persons and the Russians.  As we came
upon that, we would share it with the Bureau.

GOWDY:  So, was it contact that you saw, was it something
more than contact?  What is the nature of what you saw?

BRENNAN:  I saw interaction, and was aware of interaction.
But again, it raised questions in my mind about what was the true
nature of it; but I don’t know.  I don’t have sufficient
information to make a determination whether or not such
cooperation or complicity or collusion was taking place.

REP. MIKE TURNER:  But if someone left this hearing today,
and said that you had indicated that those contacts were evidence
of collusion or collaboration, they would be misrepresenting your
statements, correct?

BRENNAN:  They would have mis-heard my response to the very
good questions that were asked of me.  I’m trying to be as clear
as possible in terms of what I know, what I assess, and what I
can say.

TURNER:  So, you would say that’s a misrepresentation of
your statement, yes?

BRENNAN:  I would say that it was not an accurate portrayal
of my statement, absolutely; it was inconsistent with my remarks.

TURNER:  So, let me go to the next step.  If someone saw
what you saw, and only what you saw, with respect to those
contacts, if they looked at the intelligence that you saw, where
you said it might have been benign, might not have been benign,
and then they characterized what they saw as having been evidence
of collusion or collaboration, they’d be misrepresenting the
intelligence, would they not?

BRENNAN:  I don’t know what else they have seen that could
corroborate or —

TURNER:  If they saw only what you saw, they would be
misrepresenting the intelligence, correct?

BRENNAN:  I presume they would be misrepresenting what it is
that I saw.  Again, I don’t know —

TURNER:  Thank you.  I appreciate that, because I do believe
that there are members of this committee who deserve that
counsel.  Because your specificity gives us an understanding of
what we’re reviewing, and I do believe there are those who
reviewed some of the information that you have seen, and
represented to the public absolutely incorrectly and
misrepresented it.

CERRETANI:  Itâs time for Americans to see the world as
Brennan and his cohorts see it. Their establishment has their
panties in a bunch, not over Trump-Russian collusion, but because
Donald Trump said he is ready to work with Russia and China on
terrorism and economic development, ending the miserable years
under Bush and Obama which Brennan so faithfully served. Trump
needs to keep his promise; end the regime change wars and focus
on rebuilding the economy. And the same goes for our Senators and
Congressmen: Suck it up, move on, and back Trump up on rebuilding
the country.

OGDEN:  So, as you can see, we have a petition on that
subject which is available on the LaRouche PAC website.  It’s
called “It’s Time to Rebuild the Country”; the website is
lpac.co/rebuild.  This is a petition which you can sign and you
can circulate.
So, to take up that question — “It’s time to rebuild the
country” — I’m joined by Jason Ross as I mentioned earlier; who
spent the last week in New York City, conducting meetings with
some top engineers and discussing what must be done to form a
task force, a national action force, to address what is rightly
being called an infrastructure emergency.  It is expressing
itself very acutely in New York City, but it’s a general problem.
Before I bring Jason on, I want to show a couple of headlines to
give you a flavor of what New Yorkers are experiencing right now.
Here’s the first:  “Nothing Can Save New York City Commuters from
a Summer of Hell”; “Long Island Railroad Riders Could Be in for a
‘Summer of Agony’|”; “MTA Taking on ‘Crushing Debt’ for Expansion
Projects”; “New York Governor Urges Trump to Provide Emergency
Funds for Penn Station”; and “If You Want to Understand America’s
Infrastructure Problem, Just Look at New Jersey!”
So, Jason, why don’t you give us a flavor of what’s going on
up there in New York?

JASON ROSS:  Sure!  I can say a bit about what’s going on up
here, and then I think the really important aspect is about where
the solution can come from.  Some people like to look for local
solutions, which in the case of New York is simply not possible
here.  In terms of what the region is facing, I’ll just give a
couple of examples.  One is New York Penn Station, which is where
the New Jersey Transit trains come in from New Jersey, it’s where
the Long Island Railroad trains come in from the east, and also,
Amtrak trains use it.  It serves about 700,000 passengers every
day, busiest train station in the United States.  The tunnels
that go under the Hudson River from the west side of Manhattan,
are over 100 years old.  They received damage during super storm
Sandy, and without repair, they’re expected to potentially fail
anytime within a decade or so.  But it’s unpredictable; they
could fail sooner.  Basically, it’s a ticking time bomb.
Were one of these tunnels to fail, there would literally be
probably about 100,000 people unable to get to work in the
morning, or get home, or run their errands or do whatever they’re
doing.  100,000 people.  That’s an awfully large number of
people.  Also related to this, Matt, you had mentioned the
“Summer of Hell” for Long Island Railroad commuters.  Coming out
of Penn Station to the east, are tunnels that cross the East
River.  Of the four tunnels, there are two that are going to be
undergoing repair and maintenance.  During that time, the
availability of trains is going to be decreased; this is the
“Summer of Hell”.  This is going to be a major bottleneck for
commuters.  Then coming up in 2019, the L train, which crosses
the East River and heads to Williamsburg and Brooklyn, is going
to be closed down for over a year.  That tunnel needs such major
maintenance; again, an over 100-year old tunnel serving the
busiest metro system in our nation.  When that is closed for over
a year, that’s going to cause major disruptions.
The thing is, this is not an accident; it’s not as though
these things were unforeseen.  Due to decades of
under-investment, the infrastructure of New York City, the
largest, most important city in the United States, is really at
catastrophic levels.  Even the planned outages are going to be
very debilitating, and were something to occur to the Hudson
River crossing heading into Penn Station from the New Jersey
side, you would have an absolute disaster.  You’d have to change
the bridges and tunnels to be buses and carpools only, for
example.  Major disruption, very major disruption.
What I think this shows us, in addition to the $100 billion
to $1 trillion that would be required to really revamp the system
in New York, to standardize the types of sizes of the trains, or
have platforms that can operate on both New Jersey Transit and
Long Island Railroad trains; not to get into all the detail on
this.  Let’s talk about what would make it possible.
You opened up the show discussing Helga LaRouche’s visit to
the Nanjing, following her participation in the Belt and Road
Forum in Beijing two weeks ago.  This Belt and Road Initiative
outlook, the types of financing that are involved in this, the
funding, the way that this infrastructure is being conceived and
put together; this is something that’s absolutely essential in
the United States.  Infrastructure isn’t little bits and pieces
that get put together to make individual commuters or the
movement of goods easier.  What it is, is a platform as a whole,
required for a certain level of productivity.  So, we require
both an increase in the productivity of the United States,
productivity in the sense of producing things.  Producing
something for the future, as exemplified by scientific research
or high-technology manufacturing, by the space program.  These
are things that are incredibly productive in achieving a greater
potential for the future.  When you say what is the platform on
which a higher level of productivity can exist, then the answer
to that question is things like national rail upgrades; very
high-speed rail, for example, along the eastern coast of the
United States, throughout the country.  A large investment in
revamping in the New York City metro system, for example; but far
beyond that.  Nationally, rail; power plants.  Upgrading our very
old power plants to new, higher technology, more efficient and
safer nuclear power plants; fourth generation nuclear power
plants.
The kinds of upgrades that are needed are on a scale that is
so large, that it requires a commitment from the nation.  This, I
think, gets to the Four Laws of Lyndon LaRouche, the proposal
that he’s made for what’s necessary for real economic recovery in
the United States.  With Glass-Steagall in place and the
potential to actually direct the economy in a productive
direction, you’re going to need a national banking approach.
We’re going to need the ability to finance large investments in
infrastructure in projects that will not bring a return.  This is
the biggest problem people have in understanding this.  You’re
thinking about value in terms of money.  Does the New York subway
pay for itself?  Do people pay enough in fares to pay for the
system?  These kinds of things really miss the point, because
they ignore the qualitative incommensurable change in
productivity that’s made possible by an infrastructure platform
as a platform.
As Mr. LaRouche considers it, in creating a synthetic
environment, an artificial environment, a manmade, nurturing,
improved, better environment around us; where our surroundings,
the world that we live in, is, to an increasing degree, one of
our own creation.  The resources that are resources to us in our
daily life, or on a national economic scale, are not those of
2000 years ago.  They’re not the resources of good land for
agriculture — although of course, we use that; or of resources
that are sitting around.  Fish in the ocean or the river that you
can catch.  They’re resources that are underground; they’re
resources that are very hard to separate from each other.
Separating out rare Earth elements for their use; mining aluminum
ore and creating aluminum with a process that requires a great
deal of electricity.  The ability to use the resources of the
future to increase our power as a species; that’s the real key
direction that infrastructure must be approached from.
The way to avoid the bit by bit, piece by piece, piecemeal
user fee approach to infrastructure financing, is to acknowledge
its unique role in the economy as something that’s of
governmental responsibility and something whose returns are
inherently indirect and should not be looked for in terms of
direct money made by them via user fees.  It’s just a completely
wrong way to look at these things.
The way to make this possible is going to go far beyond
Donald Trump’s proposals for investing $1 trillion in
infrastructure over the next decade via a process that pulls in
private money via PPPs (public-private partnerships) and the
like.  What’s required is not annual appropriations, not private
financing, but an ability to have national credit over a longer
term loans via a national banking approach to make it possible to
build these 5-, 10-, 25-year programs at rates that are
affordable.  So we can put in place this necessary physical
environment; create the platform that we would want to live in,
where we’re able to move efficiently.  Where new areas for, for
example, affordable housing open up, when you’ve got a better
transportation system.  You don’t have to live quite so close to
an expensive city center to be able to get a job there.  You can
enjoy more of your time when you have an efficient and productive
infrastructure platform.
So I think overall, New York City is a case study.  You’d
say that if this can happen in New York, and you think about the
importance of New York City and the nation, the importance of the
businesses that are located there; you’d say that there is enough
of a pull that this should never have been possible for this to
occur in New York City.  But it has, and it’s just an
illustration of a dramatic underinvestment nationwide; and
something that has to be reversed in this way that Mr. LaRouche
has been very unique and very correct in proposing for the United
States.

OGDEN:  Well, Jason, you have unique perspective, because
not only have you spent the last week up in New York, but you’ve
had the opportunity to travel to China.  Maybe you could just
tell us a little bit; just a personal eyewitness view.  What’s
the difference between being an American walking around the
streets of New York City right now with crumbling infrastructure,
versus being in China, walking around Beijing with a blossoming
high technology commitment to modern infrastructure?

ROSS:  Well, some people might say it’s an unfair
comparison, because the metro system in Nanjing is basically
brand new; it’s a decade or two old.  And in Beijing, there’s
been significant expansion of the lines.  But the fact is, that
even older cities — take Seoul, South Korea; they’ve had major
upgrades to their subway system.  They put in the screen doors in
the stations so you don’t have trash or people falling on the
tracks; it makes it safer, it makes it possible to air condition
the stations.  These are the kinds of things that New York could
have retrofitted; but if you look at the situation today, you’ve
got the interesting aromas in New York subways.  You’ve got the
famously unreliable performance.  In contrast to that, the
Chinese, for example, high-speed rail network, where you’re able
to go an equivalent distance as that between here and Chicago —
meaning Beijing to Shanghai — you can go in five hours in China.
That same trip by rail here in the United States takes 19 hours.
Or, take New York to Washington.  It’s kind of insane for
somebody looking from the outside, to see these two major cities
of the United States separated by travel really takes hours.
It’s a little under three hours even with the “high-speed” Acela;
which is isn’t very high-speed.  By road, you’re looking at more
than five hours.  This would be a one, one and a half hour
travel.  It’s really a question of how we’re thinking about
ourselves; the fact that these kinds of terrible conditions are
being tolerated.  And the fact that of these stupid, stupid
economic policies that have made this possible, continue to be
tolerated.
Mr. LaRouche has pointed to the post-Kennedy shift in
orientation of the United States, away from a future orientation,
away from investments in the future, away from physical
productivity towards finance.  You can have all of the exotic
investment derivatives that you want, but that’s not going to get
you home any quicker if the train is late, or because a bunch of
trash on the tracks caught on fire and delayed the subway line.

OGDEN:  One thing about that.  First of all, infrastructure
goes far beyond just transport infrastructure.  Obviously there’s
the power production and what you can provide in terms of energy
density towards manufacturing and all of the agricultural
technology that is involved in a modern infrastructure platform
for a nation.  But one question I think is interesting, and we
discussed it a little bit.  We take for granted that the idea of
faster transport is just a modern idea and that we should have
faster transport between cities.  That sort of stands on its own,
it is true.  But what role does that play in terms of the science
of economics?  Productivity and what does that allow us to do
economically that we couldn’t do before without this kind of
high-speed transport?

ROSS:  Well, let’s also take it on the level of the Belt and
Road, where some of these areas, it’s not just going from
moderate to high speed transit; it’s going from a two-week voyage
through the mountains by road to one that only takes a few days
in the location I’m thinking of right now.  But think of the
value of land in a certain area.  What is the value of a piece of
land?  It depends on what the surroundings are, what is the
environment; including, very importantly, probably most important
these days, the created environment — the constructed
environment.  That nurturing, synthetic, artificial, manmade
human environment that we’ve created.  If you’ve got an area, and
now you’ve got access to high-speed rail, you’ve built several
fourth-generation, a very highly efficient nuclear power supply.
You know it’ll be on 24 hours a day; the rates are reasonable.
You’ve got a water supply system backed up by desalination to
ensure that it’s always available; and you’ve got an efficient to
get people, employees, and goods around.  The value of that area
has now just dramatically increased; not just in financial terms,
like the rent would be higher on a piece of land there, if you
owned a building.  But it actually is more productive.  You can
move things around more quickly; you can go from a prototype
design to creating goods more rapidly.  You’re able to waste less
time having whatever it is that you’re producing or working on
just being in transit going from place to place.
Think about it.  When you’re shipping things, say you’ve got
a type of production facility and you’re shipping things by ocean
and you’re counting on a certain number of car parts arriving
every week.  Well, there’s always a certain number that are just
sitting out in the ocean in transit; it’s just wasted inventory
basically.  So physically, those are maybe a small type of
improvement to look at, but the type of economy that’s made
possible as a whole.  You could do the best urban planning you
want, you could have a wonderful system in some area; but if that
area didn’t have electricity, it doesn’t matter how well things
are laid out.  It doesn’t matter how clean the water is around
it, how perfect the weather; you’re simply going to be limited in
terms of what processes you can engage in.  Transportation,
energy, access to resources.  I think the real way to look at it
right now is we have to keep in mind, whenever we’re talking
about infrastructure or platforms, we have to talk about nuclear
fusion.  Because that’s really the thing you’ve got to keep in
mind.  How will our relationship to other people, land area,
resources, how is that going to change with the development of
commercial nuclear fusion?  Where the price of energy will come
down dramatically; where our ability to process resources will be
dramatically eased.  How is that going to change the
productivity, the value of every person, the value of the
platform of constructed environment that we’ve got?  You have to
always keep that in mind.  What’s the next level going to be?
I’ll say one more thing.  You brought up agriculture.  Think
about the important role of space infrastructure in agriculture
today.  The ability of GPS positioning; the ability to get a very
good sense of conditions on the ground of agricultural
conditions, of weather, of location; and the way that changes the
way you approach to fertilizing, taking care, harvesting of the
field.  So, the space program, where our space infrastructure is
playing a major role here.
So, what are the next levels of infrastructure going to be?
Let’s keep that in mind.

OGDEN:  I think that’s the key.  It’s vision; it’s where are
we going next.  Where is the world in the next 50 years?  Can we
imagine a new platform of human existence which is incommensurate
with the one that we currently have?  It’s very important to look
backwards in history and say, prior to the discovery of nuclear
fission, what was possible and what was not possible?  Prior to
the development of widespread electricity?  So, if you look at
the incommensurate changes over time that the human species has
gone through, can you imagine what the next incommensurate leap
is going to be?  I really do think that that is the beauty of
this Belt and Road Initiative.  Go back 40 years, go back as I
think Helga mentioned in the remarks that I quoted in the
beginning; go back to when Helga LaRouche and Lyndon LaRouche
were first campaigning for this idea of a new international
economic order around the International Development Bank.  This
became this vision of this productive linkage between East and
West, uniting Eurasia; it was known as the Eurasian Land-Bridge.
This was the vision for the New Silk Road that now in 2013 was
adopted by the Chinese government and is now a reality.  Forty
years ago, would you have even imagined what has now become
possible because of what China has committed itself to?
It requires those types of visionaries at every stage of
history to say where do we go to next; what is the next leap that
mankind has to take?  I do think, as we’ve discussed, the next
leap is moving mankind into near-Earth space and then beyond.  We
have to become an extraterrestrial species; not just one that
makes expeditions with two-man, three-man capsules to the Moon
and back.  But actually building up an infrastructure as we have
here on Earth, to create these kinds of artificial environments
in space.  You project that vision of the future back onto what
we should be doing here on Earth, and a lot of these things just
become kind of obvious.  We shouldn’t have trains derailing
coming in and out of Penn Station, if we’re actually a species
worthy of colonizing Mars.

ROSS:  Right.  You’re talking about looking back to the past
to look at something having been a breakthrough originally.  Some
of the equipment that’s currently operating in the signalling in
the New York subway is from the 1930s, when those relay boxes and
things like this go back to the Roosevelt administration.  And
they’re still in use; thankfully, still working for the most
part.

OGDEN:  Do they use Morse Code to signal when the train’s
coming into the station?

ROSS:  There are rude levers and things like this.

OGDEN:  I thought it was unique that in this speech that
Helga made in Nanjing, as I mentioned, she was speaking to the
Phoenix Publishing House, which  published the Chinese version of
the “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge” special
report; which is the {EIR} Special Report from two years ago, and
now this is circulating in Chinese.  But she was sort of giving a
report back on what’s the progress that we’ve made; what are the
breakthroughs that we’ve made so far; what do we have to do next?
It was this remark that she made that to fully realize all of
this, you must study my husband’s science of economics.  It
really is true.  Beginning to understand these things not just
from the standpoint of transport corridors and train tracks and
highways and these types of very necessary projects; but to
understand it from above in terms of the science of human
productivity and how the human mind harnesses new technologies
and uses them to build these increasing platforms of human
existence.  You already have the world engaging in a process of
which they’re not even quite conscious of what they’re doing.
It’s necessary to become fully conscious of what this process
actually is, in order to carry it forward to the next level.
Let me ask you one more political question, Jason.  On the
ground there in New York, how are people responding to, on one
side this 24-hour nonstop news cycle barrage about Russian spies
and so on; and then on the other side, being told that there’s
this incredible process that’s underway, this breakthrough that
happened in China that they’re not even being told about?  What’s
people’s response to that?

ROSS:  I don’t know how different it is from other places,
but overall, people are getting really sick about hearing about
Trump-gate and Russia.  People are really sick of it.  Either
that, or they’re going along with it and they kind of listen to
it.  But what really gets through to people is when you’re
discussing thinking about the future.  This is what people really
do respond to.  They say, “OK, what are we going to do?  The
election happened.  What’s our future going to be?”  If your
favorite historical figure ever were the President of the United
States right now, what would be the policies you’d want to get
implemented?  OK, let’s start making those things happen.
The potential to do this in a very new way, both shocks some
people or seems impossible to others; but I attended a forum
about US-China economic relations the other day, and one of the
things that came up was one of the presenters was going through
various studies about the economy in China.  About how the middle
class is exploding, how poverty is diminishing very rapidly; the
percentage of the population that’s actually poor is going down
very quickly; and about the level of optimism.  There was a chart
of optimism among different nations; it measured as survey
questions.  “I think my children will have a better future than I
do.”  And in all segments of China, this was very positive in all
segments of China.  For the middle segments of China it’s 60-70%;
even a majority in the lower income segments as well.  There’s
just this tremendous sense that things are getting better, things
are moving forward; the next generation will have it better.
Then on this chart, you have the United States, way down here
almost at the very bottom, along with the Western European
nations.  So, I just think — I know this gets away from asking
how people respond here, but it’s a very important point, I
think.  In keeping with the shift of the center of gravity in the
world, the importance economically and politically, away from the
trans-Atlantic and towards Asia where everyone is expecting the
majority of the growth in the world economy in the next decades.
Along with that, you have this sense of happiness and optimism in
that part of the world.  In these old, sour nationsâ¦.  It’s also
changing in Europe, but in the trans-Atlantic, the government
leaders can say whatever they want, but if you actually ask
people what they think about what their future looks like, it’s
very grim.  The contrast between these two outlooks — you had
asked earlier about New York versus China — as a personal
anecdote, that was one of the huge differences that I saw; was
this overwhelming sense of optimism from people in China.  It’s
getting better.  We can absolutely have that sense here as well,
by making it a reality; by throwing off the stupid ideas that are
holding us back.  By throwing off this slavish adherence to Wall
Street and London; by tolerating the avowed supremacy of finance
over actual human contributions.  It’s a choice we have to make.

OGDEN:  Exactly!  That was exactly the point that Helga made
in her speech in Nanjing; she said “The Belt and Road has
injected optimism into many countries, and the momentum is
unstoppable.  But, to fully bring it into fruition, it will not
be easy.”  So, we have our work cut out for us here in the United
States.  I think this idea of a task force of engineers and real
qualified minds who are going to put their minds to work on how
to construct this vision for how the United States can join this
New Silk Road dynamic; it’s a very important one.
I’d like to put on the screen one more time the address to
the petition:  This is “Congress: Suck It Up and Move On!  It’s
Time to Rebuild the Country”; lpac.co/rebuild.  I encourage you
to sign that petition and to circulate it, and to become involved
in what you just heard from Jason.  Spread the news about this
dynamic of optimism that is sweeping the world, and the
possibility that this is something that could happen here in the
United States.
Thank you so much, Jason; it was a pleasure talking to you
from your remote location.  I’d like to thank everybody for
tuning into our webcast here today.  Please stay tuned for more
news from Helga Zepp-LaRouche; we’ll keep you updated as her
travels continue.  We’ve got some definite breakthroughs that we
can be expecting over the coming days.  So, thanks for joining
us, and please stay tuned to larouchepac.com.

23. maj, 2017 – Tehran Times udgav en artikel af Kinas ambassadør til Iran, Pang Sen, i går (»The Silk Road: Glorious Past and Even Brighter Future«) (Silkevejen: Strålende fortid og endnu lysere fremtid), som gennemgår de to nationers samarbejde i fortiden i den antikke Silkevej, og udtrykker smitsom optimisme for kinesisk-iransk samarbejde langs den Nye Silkevej i dag.

»I århundreder har Iran været et af de vigtigste trafikale knudepunkter og handelscentre langs Bælt & Vej«, skrev ambassadør Pang. »Med sin beliggenhed på et mødested for Bælt og Vej, har Iran en fremragende geostrategisk position. Siden gennemførelsen af den Fælles Omfattende Handlingsplan mellem P5+1 og Iran i 2015, er Irans interne og eksterne omstændigheder meget forbedret, hvilket giver bedre betingelser for samarbejdet mellem Kina og Iran.«

Han gennemgik de igangværende projekter, med kinesiske og iranske firmaer, der samarbejder »inden for mange felter såsom energi, transport, maskineri, metallurgi, vandkraft, elektricitet, telekommunikation, byggematerialer og biler. Byggeriet af Teheran-Qom-Isfahan-højhastigheds-jernbanen er i gang; projektet for moderniseringen af Teheran-Mashhad-jernbanestrækningen skal netop til at begynde; Teherans nye metrolinje kører glat; og det direkte godstog fra Yiwu, Kina, og til Teheran, har gennemført sin jomfrufærd. Sent sidste år blev to vigtige olieprojekter færdige, nemlig China National Petroleum Corp.’s (CNPC) Nordlige Azadegan Projekt, og China Petroleum and Chemical Co.’s (SINOPEC) Yadavaran Projekt«, og med CNPC og NIOC, der har »underskrevet en ny hovedaftale for udviklingen af South Pars gasfeltet. Nu for tiden åbner flere og flere kinesiske selskaber foretagender i Iran, og de kinesisk finansierede forsknings- og udviklingsparker og bilindustrizoner er i drift«.

Irans aktive deltagelse i udarbejdelsen af planen for fremtidigt samarbejde under det netop afsluttede »fantastiske« Bælt & Vej Forum i Beijing vil inspirere og fremme større samarbejde, sluttede ambassadøren.

Foto: I februar 2017 ankom det første direkte godstog fra Yiwu, Kina, til Iran. Den 10.400 km lange tur tog 14 dage.

23. maj, 2017 – »Beijings strategi standser ikke ved bæltet og vejen«, sagde professor ved Tsinghua Universitet, Li Xiguang, den 20. maj på et forum i Hongkong, rapporterer South China Morning Post den 21. maj. »Strategiens fulde navn bliver ’Ét Bælt, én Vej, én Cirkel’, og cirklen referer til den Arktiske Cirkel«, sagde Li. Selv om Kina ikke er en kyststat i Arktis, har de i de seneste år optrappet deres engagement i området, siger eksperter. Kina sikrede sig permanent observatørstatus i Arktisk Råd i 2013 og er allerede involveret i arktisk udvikling, med aktier i russiske naturgasprojekter i Arktis gennem Silkevejsfonden. Flere end et halvt dusin forskningsmissioner er også blevet gennemført under regi af den Kinesiske Administration for Arktis og Antarktis. Kina definerer sig selv som en »nær-arktisk stat« og anser sig selv for at holde »hele menneskehedens nedarvede rigdom«.

En omfattende artikel i The Diplomat af Nangye Liu i Australien rapporterer om præsident Xis besøg i Finland i april, og om den kinesiske premierminister Wang Yangs deltagelse i det fjerde Internationale Arktiske Forum i slutningen af marts, som værende vejledende for Kinas interesse i arktisk udvikling. Præsident Xis besøg i Finland i sidste måned var en bestræbelse på at samle støtte til en større kinesisk rolle i Arktis, siger Li. Nangye Liu rapporterer, at Finland og Kina aftalte at samarbejde inden for arktisk marin industri, og selv om de nordiske lande (Danmark, Norge, Finland og Sverige) ikke er på Bælt & Vej, så er de medlemmer af Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). »Ved at tilslutte sig AIIB bliver de fleste arktiske stater i stand til at samarbejde med Kinas Bælt & Vej-initiativ via denne platform«, siger Liu.

Foto: Kinas præsident Xi Jinping (venstre) sammen med Finlands præsident, Sauli Niinistö, under førstnævntes besøg i Finland, den 5. april, på sin vej til det historiske topmøde med præsident Donald Trump i USA, der fandt sted 6.-7. april.

25. maj, 2017 – I noget, man kun kan beskrive som et slagsmål, modstod præsident Trump ethvert angreb med hensyn til Rusland, både udtrykkeligt, over for EU-præsident Donald Tusk, og på NATO-topmødet.

Ifølge Bloomberg News »sagde præsident for EU Donald Tusk, at forhandlinger med USA’s præsident Donald Trump torsdag afslørede, at man ikke havde ’en fælles holdning’ mht. Rusland.«

I stedet insisterede præsident Trump på NATO-mødet, at NATO’s mission først og fremmest var at nedkæmpe terrorisme. I kølvandet på sine interventioner i Mellemøsten har præsident Trump insisteret på, at ISIS er spørgsmålet.

Som en bekræftelse på denne holdning indikerede NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, at NATO vil øge sin deltagelse i anti-terrorkrigen imod ISIS i Syrien, men ikke vil anmode om en styrkelse af NATO’s militære tilstedeværelse på Ruslands grænser, en skarp kontrast til NATO’s nylige politikker.

Foto: Præsident Donald Trump og NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg i Bruxelles. 

Leder fra LaRouche PAC, 25. maj, 2017 – Det, der altid må ligge til grund for vores forståelse af det, nogle mennesker blot kalder »infrastruktur«, må være Lyndon LaRouches begreb om, hvad det egentlig er, der gør sig gældende med et sådant begreb. For, det reflekterer den ene sandhed om menneskeheden og dens historie, nemlig den sandhed, at menneskeheden genopfinder sig selv og så at sige skaber en ny og bedre menneskelig art, gennem sin iboende, menneskelige kreativitet. Dette er den sandhed, der ligger i infrastruktur, sandheden om økonomi og sandheden om selve den menneskelige natur – de er i virkeligheden alle aspekter af én og samme ting, der stirrer os i møde, når vi først begynder at begribe det.

Ben Deniston fra LaRouche PAC Videnskabsteam fremførte dette argument på en forståelig måde den 13. april med sine korte bemærkninger til Schiller Instituttets Manhattan-konference, og som blev rapporteret i EIR, 5. maj. [www.larouchepub.com/other/2017/4418lar_platform_concept.html]

Bens titel lød, »Fra den Nye Silkevej til rummet: LaRouches koncept om den økonomiske platform«. Og her, efter afslutningen af Bælt & Vej Forum i Beijing den 14.-15. maj en måned senere, har Lyndon LaRouche understreget, at det nye, internationale rumprogram nu er det næste, nødvendige skridt for menneskeheden.

Den tidligst kendte sådan »platform« var den præhistoriske trans-oceaniske, maritime kultur, som allerede besejlede verdenshavet under den sidste istid. Ben karakteriserede denne kulturs »platform« som stjernekortet, som søfarerne brugte til at finde vej over det uvejsomme hav. Menneskets viden om stjernehimlen var den første videnskab og er på en måde fortsat kernen i al ægte videnskab – som Lyndon LaRouche i dybden forklarer hele dette spørgsmål i 1984 i sin artikel, » On the Subject of B.G. Tilak’s Thesis: The Present Scientific Implications of Vedic Calendars from the Standpoint of Kepler and Circles of Gauss« (Om B.G. Tilaks tese: De nuværende videnskabelige implikationer af vediske kalendere ud fra Keplers standpunkt og kredsene omkring Gauss), som findes genoptrykt i EIR, 28. april.[1]

Lyndon LaRouche bruger termen »platform« i denne forstand til at indikere en ægte videnskabelig, kulturel og økonomisk revolution, som kvalitativt transformerer menneskeheden, dens omgivelser, aktiviteter, overbevisninger og moral – ja, som faktisk omskaber mennesket til en ny, anderledes og bedre art.

Det var det menneskelige intellekt, der for første gang begreb stjernernes plan. Det var det menneskelige intellekt, der indledte menneskets erobring af kontinenternes indre, fra Karl den Stores store kanaler, til Colberts værker og Amerikas kanaler og jernbaner, og videre til kulminationen af dette menneskelige intellekt i den Eurasiske Landbro, eller Bælt & Vej, og som blev udtænkt af Lyndon og Helga LaRouche.

Den mest strålende side af det Tyvende Århundrede, som er integreret med Lyndon LaRouche og hans arbejde i det århundrede, vil altid være lanceringen af rumprogrammet, også selv om det i vid udstrækning blev afbrudt på det tidspunkt. Enhver dybere undersøgelse af rumprogrammets historie og dets personer bekræfter én i overbevisningen om, at dette i sig selv var en kvalitativt højere fase af den menneskelige civilisation: selve personerne, videnskabsfolkene, astronauterne og de hundreder af tusinder, der gjort alt, hvad der var muligt og umuligt for at støtte indsatsen – de var bedre mennesker, af en højere kvalitet. Idealistiske mennesker. Det er ganske åbenlyst; og det gælder i lige grad for det sovjetiske som for det amerikanske rumprogram.

Lyndon og Helga LaRouches ven, Krafft Ehricke, er et fremragende eksempel.

Som de nævnte artikler af Lyndon LaRouche antyder, så er det en kendt hemmelighed, at dagens og morgendagens rumpionerer har rødder tilbage i tiden, til istidens videnskabsfolk og globetrottere. Selv de navne, vi giver dem: »astronauter«, »kosmonauter«, »taikonauter«, fastslår korrekt, at de er »søfarere«, af det græske ord »nautes«. Det er de sandelig.

Med vores lancering af en national kampagne for at revolutionere infrastrukturen i New York City, er dette nogle af den form for overvejelser, der ligger os på sinde.

Titelfoto: Helleristning fra Engelstrup, Odsherred, dateret til år 1000-500 f.Kr. Helleristninger med afbildning af skibe i hele Norden viser den store betydning, skibsfart havde for datidens mennesker, hvor indlandsområderne var ufremkommelige.

Indsat foto: Shanghai Transrapid maglevtog i 2012. (photo: Lars Plougmann/Flickr CC BY-SA 2.0)

[1] Vi henviser til knappen EIR på hjemmesiden, der giver adgang til arkivet over samtlige årgange af EIR. Nogle artikler er dog kun for betalende abonnenter. For tegning af abonnement, henvendelse til vores kontor.

24. maj, 2017 – Under forløbet af sin rundrejse til fire afrikanske nationer – Mauretanien, Kap Verde, Mali og Elfenbenskysten – understregede Kinas udenrigsminister Wang Yi, at Kina søger at styrke samarbejdet med afrikanske nationer inden for rammerne af Bælt & Vej-initiativet, rapporterer Xinhua.

Under en pressekonference den 22. maj i Abidjan, Elfenbenskysten, understregede Wang, at Afrika og Kina »kan kombinere de 10 største planer for samarbejde mellem Kina og Afrika, foreslået af Xi Jinping, med Bælt & Vej-initiativet« og få dem til at komplementere hinanden. Xinhua understregede, at Afrika er ivrig efter at gå bort fra metoden med »ensidig metode til vækst« med eksport af råmaterialer og opnå økonomisk uafhængighed gennem industrialisering. Kina ses som den mest pålidelige partner til opnåelse af dette mål.

I sine bemærkninger understregede Wang, at Afrikas vækst også er afgørende for udviklingslandes overordnede styrke, og dette er i både Kinas og Afrikas interesse. Han påpegede det mangeårige venskab mellem Kina og Afrika og betydningen af infrastrukturprojekter, som Kina var med til at bygge for årtier siden – Mauretaniens »venskabshavn«, bygget i 1980’erne, er et eksempel – og som stadig er i fuld drift. Det, der plejede at være kendt som »fattigdommens trekant« i det sydlige Mauretanien, er nu kendt som »håbets trekant«, takket være veje og anden infrastruktur, som Kina var med til at bygge.

I går præsenterede den kinesiske generaldirektør for det Kinesiske Udenrigsministeriums departement for planlægning af politik, Wang Yajun, i Addis Abeba i den Afrikanske Unions hovedkvarter, en bog om byggeriet af Tanzania-Zambia-jernbanen (TAZARA), med titlen, »Et monument for kinesisk-afrikansk venskab«, som blev indviet i 1976. En rapport på Folkerepublikken Kinas Statsråds webside bemærker, at TAZARA-projektet dækker et område på 1860 kilometer fra Dar es Salaam i Tanzania i øst og til New Kapiri Mposhi i det centrale Zambia i vest. Det kendes som »Frihedens jernbane« og »Venskabets jernbane« – færdigbygget på fem år og otte måneder.

Foto: En jernbanebro på TAZARA-jernbanestrækningen mellem Tanzania og Zambia.    

23. maj, 2017 – Efterklange fra Bælt & Vej Internationale Forum for Samarbejde, der fandt sted i Beijing den 14.-15. maj, mærkes fortsat i alle hjørner af globen, med ’ordet’, der kommer ud, om, at der findes et alternativ til geopolitik og økonomisk kollaps, og som allerede er i gang, og hvor alle inviteres til at deltage.

Hongkongs South China Morning Post pegede i sin lederartikel i dag på Bælt & Vej som »en måde, hvorpå Kina og Japan kan udbedre deres bånd«. Dette er en måde, hvorpå den nødvendige tillid kan opbygges for at etablere «en vedvarende forbedring» i de kinesisk-japanske relationer, der ellers hænger fast i »uløste historiske spørgsmål«, som yderligere kompliceres af Japans »tilnærmelse« til Taiwan.

»Afsløringen af et personligt, forsonligt brev fra den japanske premierminister Shinzo Abe til præsident Xi Jinping, der blev overleveret på vegne af Abe efter det nylige Bælt & Vej Forum i Beijing, er derfor en udvikling, vi hilser velkommen«, skrev SCMP. Abes brev siges at have foreslået, at der bør arrangeres gensidige statsbesøg mellem de to ledere. SCMP indikerede, at, alt imens japanske forretningsfolks entusiasme for Bælt & Vej er en faktor, så kan Abes brev også være blevet afstedkommet af forbedringen i de amerikansk-kinesiske relationer, som det indikeredes af (senior-nationale sikkerhedsrådgiver til præsident Trump i asiatiske anliggender) Matthew Pottingers deltagelse i forummet og skabelsen af en amerikansk Bælt & Vej arbejdsgruppe på regeringsniveau.

»Bælt & Vej-planen kunne blive et udgangspunkt for Kina og Japan for den fortsatte normalisering af deres relationer … Hvis den kan blive medvirkende til at bane vejen for forhandlinger mellem Japan og Kina, ville det være en bonus for området«, konkluderer SCMP.

Det er også i Europas interesse at deltage. I sin seneste artikel i Forbes-magasinet, lovpriste den entusiastiske tilhænger af den Nye Silkevej, Wade Shepard, der har rejst langs Bælt & Vej i to år som forberedelse til en bog om projektet, Bælt & Vej-initiativet for »dets pågående tilsidesættelse af de etablerede, geopolitiske splittelser i verden«. Monarkier, demokratier, diktaturer, teokratier og selv »borderline konkursstater« er velkomne, så længe, de er indstillet på at »komme hen til bordet og gå til sagen i praksis«. Wade foreslår, at Europa holder op med at bekymre sig om gennemskueligheden af Kinas markeder. »Bælt & Vej-initiativet gør Europa relevant igen, én trans-eurasisk jernbanelinje, ét finansielt distrikt og én havn ad gangen …

Bælt & Vej-initiativet tilbyder ligeledes Europa økonomiske og infrastrukturelle muligheder, som ellers ikke ville eksistere, muligheder, som, hvis de blev udnyttet korrekt, kunne være med til at få Europa tilbage på sin sokkel.«

Udelades skal heller ikke det Kinesisk-britiske Erhvervsråd (CBBC), som er »henrykt« over de udsigter, der kommer fra BV-forum i Beijing, som det deltog i, rapporterede sino.uk.com i går. CBBC rapporterer, at det vil udarbejde fællesrapporter med det Kinesiske Akademi for International Handel og Økonomisk Samarbejde (CAITEC) »om Bælt & Vej-initiativet (BVI) for at sikre, at britiske selskaber får den bedste placering til at drage fordel af et af de mest omfattende, globale forretningsinitiativer i moderne historie. BVI-visionen er i færd med at blive til virkelighed, og Bælt & Vej Forum i Beijing i denne weekend demonstrerer Kinas ambition for BVI«.

Selv de, der er fikseret på at tjene penge, er ved at vågne. Europæiske banker bør gå med i dette projekt, skrev Alicia Garcia-Herrero, der er associeret til den europæiske økonomiske tænketank BRUEGAL og det spanske monarkis Royal El Cano Institut, i en artikel, udgivet på brinknews.com, og hvis titel opsummerer artiklens argument: »Kina kan ikke alene finansiere Bælt & Vej«.

På lignende vis skrev en Tony Boyd i Australian Financial Review, (»Opportunities for Business in China’s One Belt One
Road«), at den australske »regerings lunkne respons til Kinas massive Bælt & Vej-infrastrukturplan ikke bør afholde australske erhvervsfolk i at komme med deres egne, omfattende strategier for engagement«. Kina har »en plan« og mulighederne er der »for bankfolk, byggefirmaer, infrastrukturinvestorer, konsulenter, firmaer for professionelle tjenesteydelser, managers af aktieinvesteringer og eksportører. Foretagender må forstå de finansielle og økonomiske implikationer af et budget for koordineret infrastruktur, der spænder over op til 65 lande«, skrev Boyd.

24. maj. 2017 – Det 8. Internationale Møde for Høj-repræsentanter for Sikkerhedsspørgsmål trådte sammen i Ruslands Tver-region i dag, med deltagelse af delegationer fra 90 lande, rapporterer Sputnik. Selv om præsident Putin ikke selv var til stede, sendte han et budskab til konferencen, som blev oplæst af minister for det Nationale Sikkerhedsråd, Nikolai Patrushev.

Putins tale understregede for en dels vedkommende det presserende nødvendige i, at det internationale samfund koordinerer bestræbelser for at imødekomme globale sikkerhedsudfordringer. Og, understregede han, »det er ekstremt vigtigt, at forholdsregler til sikring af regional og global sikkerhed tages på basis af konsoliderede tiltag, alt imens de samtidigt strengt overholder principper og normer, indeholdt i Folkeretten (’International law’). Handlinger, der krænker suveræne staters legitime (red. fremhævelse) rettigheder, og som praktiserer dobbelte standarder (dvs. hykleri), er kategorisk uacceptable.«

Den russiske præsident understregede, at »Rusland er parat til den tætteste interaktion med alle interesserede partnere omkring at konfrontere de trusler og udfordringer, som menneskeheden i dag står overfor.«

Konferencen adresserer sådanne spørgsmål som kampen mod international terrorisme, ekstremisme og organiseret kriminalitet hen over landegrænserne, såvel som også illegal narkotikahandel og migration. Informationssikkerhed er et andet hovedemne. Ifølge Sputnik består delegationerne af ministre for sikkerhedsråd, præsidentielle assistenter, ministre og efterretningsfolk.

Foto: Minister for Ruslands Nationale Sikkerhedsråd, Nikolai Patrushev (venstre) og den russiske præsident, Vladimir Putin. 

Leder Fra LaRouche PAC, 24. maj, 2017 – Præsident Trumps historiske besøg til de hellige steder for de tre religioner af Bogen (Den jødiske Bibel, den kristne Bibel og Koranen, -red.), sluttede i dag i Vatikanet. Udskrifter fra både Vatikanet og Det Hvide Hus rapporterer, at samarbejde omkring fred i Mellemøsten var det centrale diskussionsemne – »fremme af fred i verden gennem politisk forhandling og dialog mellem religioner«, som Vatikanet udtrykte det.

Forskellen mellem den aktuelle situation og så alle de mislykkede bestræbelser under tidligere præsidenter er den kendsgerning, at den britiske opsplitning af verden i Øst og Vest, den »frie verden vs. gudløs kommunisme«, skabt af briterne efter præsident Franklin Roosevelts død, er i færd med at blive smadret af samarbejdet mellem Donald Trump, Vladimir Putin og Xi Jinping. Den israelsk-palæstinensiske konflikt har tjent som den primære styrekabine for denne opdeling af verden, og det samme har Nordkorea i Asien. I begge tilfælde ville briterne og deres naive fjolser i USA og Europa træffe alle tænkelige forholdsregler for at forhindre, at der kommer en løsning på disse betændte kriser, på trods af den kendsgerning, at deres eksistens var grobund for et terroristkaos og konstant truede med at blive gnisten til udbruddet af atomkrig.

Nu er en ny, økonomisk verdensorden på plads, hvilket demonstreredes af det succesrige Bælt & Vej Forum for Internationalt Samarbejde i Beijing, den 14.-15. maj. Alt imens Kina og Rusland var hoveddrivkraft bag denne proces, så sendte præsident Trump en højtplaceret repræsentant, skabte en »Bælt & Vej Komite for USA« for at følge op på forummet samt inviterede Kina til at deltage i planlægning og byggeri af den desperat nødvendige genopbygning af den smuldrende, amerikanske infrastruktur.

Med præsident Trump, der har kurs mod Bruxelles på torsdag til et NATO-møde (de anti-russiske fanatikere holder vejret i forventning om, hvad Trump vil sige), så fremlagde den russiske forsvarsminister Sergei Shoigu i dag et ekstremt positivt syn på det amerikansk-russiske samarbejde i krigen mod terror i Syrien.

»Vi taler med dem ’på alle tider af døgnet’«, sagde Shoigu om det amerikanske militær, »både nat og dag, og vi mødes ved forskellige lejligheder«. Chefen for den amerikanske generalstab, general Dunford, beskrev i sidste uge det tætte samarbejde med russerne og syrerne, selv om amerikansk lov forbyder egentlige fælles militære deployeringer.

Dette er det nye, globale miljø, baseret på samarbejde, i hvilket præsident Trump opfordrer Islam, Jødedom og Kristendom til at komme sammen for fred. Med hensyn til terrorisme sagde Trump søndag i Riyadh, ved et møde med ledere fra næsten 50 islamiske nationer, at det ikke er en konflikt mellem religioner, men mellem godt og ondt.

I samme ånd bryder muligheden for fred ud på Koreahalvøen. Den nyligt valgte præsident for Sydkorea, Moon Jae-in, promoverer åbenlyst en genindførelse af ’Solskinspolitikken’ for økonomisk samarbejde med Nordkorea, både for fælles udvikling og for at etablere den nødvendige tillid for en aftale for at afslutte Nordkoreas atomprogram, til gengæld for en fredsaftale og løfte om ikke-aggression fra USA.

Præsident Moons udsending til Rusland, Song Young-gil, holdt dybtgående diskussioner med Ruslands minister for udvikling i Fjernøsten, Alexander Galushka, i sidste uge. Song sagde til det sydkoreanske nyhedsbureau, Yonhap: »Minister Galushka foreslog, at det trilaterale samarbejde mellem Syd- og Nordkorea og Rusland, og som har befundet sig i et dødvande pga. atomspørgsmålene, nu fremsættes af hver nation, og det gik jeg ind på.« Dette har været kernen i Lyndon LaRouches forslag mht. Korea i de seneste tyve år. Ligesom tilfældet er i Mellemøsten, så er den Nye Silkevej også her den platform, på hvilken fred endelig kan etableres.

Kinas ambassadør til FN, Liu Jieyi, sagde ved Sikkerhedsrådets møde om Nordkorea tirsdag, at »der er intet til hinder for en dialog i den aktuelle situation – det kræver politisk vilje.«

»Alle skridt fremad i Koreakrisen er sket gennem dialog«, sagde han – og han kunne have tilføjet, at alle skridt fremad blev saboteret af krigspartierne i Vesten, først Bush og Cheney og dernæst Barack Obama.

Disse geopolitiske spil kan og må lægges i graven for evigt, og Imperiets ild må slukkes. Tiden er inde.

Foto: USA’s præsident Donald Trump havde udstrakte drøftelser med Pave Frans under en privat audiens i Vatikanet, 24. maj, 2017. Her beundrer han med fr. Trump Michelangelos store vægmaleri, Dommedag, i det Sixtinske Kapel i Vatikanet.

Vores politiske bevægelse [LaRouche-bevægelsen og Schiller Instituttet] er dedikeret til ideen om, at alle børn kan blive genier, hvis deres kreative potentiale udvikles. Dette er Alma et bevis på.

Vi er overbevist om, at menneskehedens vigtigste udfordring består i at udvikle en strategi for udløsning af kreativiteten hos alle mænd, kvinder og børn, og at en afgørende metode til at opnå dette er gennem at genopleve fortidens kreative opdagelser. Også dette er Alma et bevis på.

Og vi er fast besluttet på at skabe en ny, global renæssance, for hvilken renæssance nye musikkompositioner, baseret på principperne for den mest storslåede, klassiske musik, vil være med til at vise vejen. Og igen, Almas unge, musikalske intellekt og sjæl beviser allerede, at dette er muligt.

Den efterfølgende artikel er på engelsk. (Se også den danske version her.)

Download (PDF, Unknown)

Syngende spørgsmål og svar med Alexander Gent Gillesberg (7 år) og Michelle

Singing question and answer with Alexander Gent Gillesberg (7 years old) and Michelle

Marts 2017, March 2017::

Den 3. marts 2017, March 3, 2017

Den 3. marts 2017, 2. sang, March 3, 2017, second song

Der kommer flere om nogle dage.

More are coming in a few days.

Indslag om Alma Deutscher på “60 Minutes” CBS tv-program den 5. november 2017.

23. maj, 2017 – På et spørgsmål om præsident Donald Trumps bemærkninger om Iran, mens han var i Mellemøsten, svarede den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov, iflg. en rapport fra TASS-telegramtjeneste:

»At takle ethvert problem, inklusive dem, vi ser i Mellemøsten og Nordafrika, vil kun være muligt på en inkluderende basis. Det indebærer behovet for, at alle etniske, religiøse og politiske kræfter i ethvert berørt land, det være sig Syrien, Irak, Yemen eller Libyen, deltager i hvert enkelt tilfælde.

Det gælder også for behovet for involvering fra alle eksterne aktører, der på den ene eller anden måde influerer på situationen på stedet. Dette refererer i fuldt mål også til Iran og til, hvad der må gøres for at afgøre krisen i Syrien.

Den Internationale Syriske Støttegruppe (ISSG) fokuserer præcist på princippet om inklusion, princippet om at involvere alle eksterne aktører, og Iran er kernen i denne gruppe … Astana-processen er også baseret på princippet om inklusion, i betragtning af, at Rusland, Tyrkiet og Iran har skabt et initiativ med en direkte intern syrisk dialog med deltagelse af regeringen og den bevæbnede opposition.

I denne trio agerer Tyrkiet også som repræsentant for visse arabiske stater i den Persiske Golf, inklusive Saudi-Arabien og Qatar. Ministrene fra disse lande bekræftede under deres besøg i Moskva, at Tyrkiet også repræsenterer deres holdning ved Astana-begivenheden. Det faktum, at Astana-formatet og beslutningen om våbenstilstanden, der blev opnået sidste år, garanteret af Rusland, Tyrkiet og Iran, blev vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd, demonstrerer ganske levende det internationale samfunds holdning til denne situation«, sagde Lavrov.

Foto: Udenrigsministrene Zarif, Lavrov og Cavasoglu, fra hhv. Iran, Rusland og Tyrkiet, under en fælles pressekonference i Moskva den 20. december, 2016.

23. maj, 2017 – »Fælleserklæringen mellem Kongeriget Saudi-Arabien og Amerikas Forenede Stater«, underskrevet af præsident Donald Trump og saudiske Kong Salman bin Abdulaziz Al Saud ved besøgets slutning, blev i dag udgivet af Det Hvide Hus. Erklæringen er en ompakning af Det britiske Imperiums mangeårige krig-lige-meget-hvordan-vi-får-det-politik, hvidvasket gennem Imperiets saudiarabiske forpost. Den amerikansk/saudiske alliance imod Iran og dets allierede, som det skitserer, ville, i fald den blev ført ud i livet, ødelægge samarbejdet med Rusland og Kina imod terrorisme, som præsident Trump ellers har indledt, og bringe regionens presserende nødvendige deltagelse i den Nye Silkevej til forlis.

Erklæringen på 28 punkter annoncerer »et nyt Strategisk Partnerskab for det 21. Århundrede« mellem de to nationer, der skal organiseres gennem en »Strategisk Fælles Konsultationsgruppe«, der skal mødes mindst én gang om året, på skift i de to lande. Bush-Obama-politikken med mørklægning af Saudi-Arabiens åbenlyse rolle i at sponsorere wahhabi-terrorisme i hele verden (inklusive 11. september) opretholdes, med lovprisninger af Saudi-Arabiens »resultater« med at afbryde terrorisme.

Diskussionen om at skabe »en robust, integreret regional sikkerhedsarkitektur«, som andre lande i regionen skal trækkes ind i, fælles saudisk-amerikansk »beskyttelse« af Bab al-Mandab og Hormuzstrædet, osv., er åbenlyst rettet imod Iran. De to ledere »enedes om behovet for at inddæmme Irans maligne indblanding i andre staters interne anliggender, anstiftelse af sekterisk strid, støtte til terrorisme og bevæbnede stedfortrædere, og bestræbelser på at destabilisere lande i regionen« og »understregede, at … atomaftalen med Iran må reeksamineres mht. nogle af dens klausuler«.

Mens Saudi-Arabien fortsætter sin samvittighedsløse krig mod Yemen, med folkemord til følge, så erklærer punkt 25, »Præsident Trump roser Kongeriget Saudi-Arabien for at yde humanitær- og nødhjælp til det yemenitiske folk«.

Præsident Trumps fejlagtige angreb på Syrien over det britiskorkestrerede angreb med »kemiske våben« roses, og de to aftalte at lægge pres på (»give støtte til«) den libanesiske regering for at afvæbne Hezbollah.

23. maj, 2017 – Her til aften er præsident og fr. Trump i Italien efter deres aktiviteter i Tel Aviv, Jerusalem og Betlehem. Trumps hovedtema var fred og promoveringen af en genoptagelse af de standsede israelsk-palæstinensiske forhandlinger for fred og løsningen af national status.

Her til morgen blev Trump modtaget med ceremoni i Betlehem, hvor han mødtes med præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas. Bagefter sagde Trump, at han »har store forhåbninger til, at Amerika kan hjælpe Israel og palæstinenserne med at udarbejde fred og bringe nyt håb til regionen og dens folk«. Han udtalte, at det var hans faste overbevisning, at, »hvis israelerne og palæstinenserne kan skabe fred, vil det være indledningen til en fredsproces i hele Mellemøsten«. »Det ville være en fantastisk præstation«, sagde han.

Abbas, der stod ved Trumps side, sagde, at palæstinenserne »forpligter sig til samarbejdet med Dem, for at opnå en historisk fredsaftale mellem os og Israel«. Abbas sagde også, »Vi genbekræfter over for Dem vores holdning, hvor vi accepterer en to-statsløsning langs grænserne fra 1967, med staten Palæstina med Østjerusalem som hovedstad, og som lever side om side med Israel i fred og sikkerhed.«

Søndag tilstod de israelske myndigheder palæstinenserne et par økonomiske indrømmelser, efter anmodning fra Trump. De omfatter at holde Allenby-broen åben mellem Vestbredden og Jordan, 24 timer hele ugen; at bygge to industrizoner ved Jalameh i Vestbreddens nordlige del og ved Tarqumiyeh i syd; samt en lempelse af visse restriktioner for byggeri af palæstinensiske beboelser.

Mens han var i Israel, mødtes Trump med premierminister Benjamin Netanyahu og præsident Reuven Rivlin. Han bad ved den Vestlige Mur, besøgte Holocaust-mindesmærket, Gravkirken (bygget på Golgata, hvor Jesus iflg. overleveringen skal være gravlagt), samt Israels Museum.

København, 18. maj, 2017 – Efter seminaret »Kinas Ét Bælt, én Vej-initiativ og mulighederne for Norden«, der var arrangeret i fællesskab af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og den Kinesiske Ambassade i Danmark, gennemførte Schiller Instituttets Michelle Rasmussen et interview med Wang Yiwei, professor ved School og International Studies; direktør for Institute of International Affairs, samt direktør for Center for European Studies ved Renmin Universitet i Beijing. Han er forfatter af bogen, »The Belt and Road: What will China offer the World in its Rise?«, fra 2016 (Bælt og Vej: Hvad vil Kina tilbyde den fremvoksende verden?)

Wang Yiwei deltog ved præsentationen af den kinesiske udgave af EIR’s specialrapport, »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, som blev præsenteret af Schiller Instituttets stifter og præsident, Helga Zepp-LaRouche, ved et symposium, sponsoreret af Chongyang Institute for Financial Studies, der også er medsponsor af den kinesiske udgivelse, den 29. september, 2015, på Renmin Universitet.

Leder fra LaRouche PAC, 23. maj, 2017 – Den amerikanske præsident Donald Trump, der nu er i Italien, mødtes tidligere i dag i Betlehem med den palæstinensiske leder Mahmood Abbas, hvor de talte om, hvad der ligger forude. Trump udtrykte håb om, at Amerika kan hjælpe. Han sagde: »Hvis israelerne og palæstinenserne kan skabe fred, vil det indlede en fredsproces i hele Mellemøsten … [det] ville være en fantastisk præstation«.

Det er i realiteten den Nye Silkevej – Verdenslandbroen – som udgør midlet til at opnå denne dramatiske præstation, allevegne, i ’fredsprocessen’, selv i de mest belejrede, forladte lande. Dette aspekt tages nu op, sammen med den virkelige betydning af »økonomi«, i efterfølgende diskussioner mange steder, om det historiske Bælt & Vej Forum for Internationalt Samarbejde, der fandt sted den 14.-15. maj. For eksempel kommer dagens South China Morning Post med den iagttagelse, at Japan og Kina nu med held kan komme sammen og samarbejde om Bælt & Vej-initiativet (BVI).

Helga Zepp-LaRouche fastslog udtrykkeligt denne pointe i sin fremlæggelse for BVI-forummet i Beijing i sidste uge. Hun fremlagde, hvordan BVI også må forlænges til hele det sydvestasiatiske område, som Kina allerede har foreslået; og ligeledes forlænges som en »Storslået udviklingsplan for hele Afrika«.

Helga Zepp-LaRouche og hendes mand, Lyndon LaRouche, har i årtier promoveret dette fredsprincip internationalt, for eksempel i to, internationale konferencer i 1988 og i bogen, »Udvikling er et andet navn for Fred«.

Vi befinder os i øjeblikket i kampens hede for at vinde sejr for dette koncept her i USA, hvor amerikanere ellers bliver bombarderet med propaganda og sorte, eller ’hemmelige’, operationer, der går ud på at sværte og dæmonisere Trump, dæmonisere Rusland og Kina, dæmonisere »store projekter« og dæmonisere selve livet. Kilden til alt dette er Det britiske Imperium i sine dødskvaler, der har mobiliseret i et forsøg på at bringe USA’s præsident, og USA med ham, til fald. Et nyt, dræbende anslag af videoklip, der angriber Rusland, blev i dag skabt af en høring i Husets Udvalgskomite om Efterretning, om russiske »aktive forholdsregler« mod valgene i USA i 2016.

Det er værd at gentage rådene om disse beskidte operationer fra senator Charles Grassley (R-Iowa), et seniorkongresmedlem og formand for Senatets Retsudvalg. Han sagde den 10. maj, da han af Fox News blev spurgt, hvad han mente om sammenligningen mellem Trumps fyring af FBI-direktør James Comey og så Nixon, der blev taget for Watergate. Grassley sagde, »Mit budskab er, Skråt op, og gå videre«.

Vi har en forfærdelig masse, vi skal gøre. Den geografiske vision for udviklingen af de amerikanske kontinenter blev fremlagt i sidste uge af Zepp-LaRouche i hendes fremlæggelse i Beijing. »Når vi ser på verdenskortet, så er USA ikke kun et land, der er omgivet af to oceaner og to naboer, men et land, der kan blive en central del af en infrastrukturkorridor, der forbinder sydspidsen af Latinamerika gennem Central- og Sydamerika med det eurasiske transportsystem, via en tunnel under Beringstrædet.«

En del af dette nordamerikanske billede, der har brug for omgående opmærksomhed, er New York City, hvis transportinfrastruktur er ved at bryde sammen, i hele metropolområdet – det største på kontinentet – men især i Manhattan. New Yorks guvernør sendte den 21. maj et brev til præsident Trump, hvor han bad om hjælp fra staten. I alle transportenhederne – Amtraks passagertog, Penn Station, LaGuardia Lufthavn, Metrosystemet – sker der ulykker, aflysninger og dysfunktion. Lyndon LaRouche har kommissioneret dannelsen af en aktionskomite, der skal fremlægge, hvad der må gøres, og »lave krigshyl« om det. Opstille et program; få internationalt input. »Det er fysisk muligt at gøre det.«

Præsident John F. Kennedy, der fejrer sin 100-års fødselsdag den 29. maj, rejste hyppigt princippet om fred gennem udvikling. Den 1. marts, 1961, da han underskrev sin Eksekutive Ordre, der oprettede Fredskorpset (Peace Corps), talte han om amerikanere, der var villige »til at ofre deres energi og tid og arbejde for sagen for verdensfred og menneskehedens fremskridt«. Han sagde, amerikanere »mere fuldt ud må udøve deres ansvar i den store, fælles sag for global udvikling«.

Foto: Præsident Donald Trump mødtes med præsident for det palæstinensiske selvstyre, Mahmood Abbas, i Betlehem den 23. maj, 2017.  

Leder fra LaRouche PAC, 22. maj, 2017 – Selv, mens præsident Donald Trump søndag deltog i unævnelige ceremonier sammen med de saudiske tilbedere af guldkalven, blev det nye paradigme, med Kinas Bælt & Vej-initiativ, fremtrædende rapporteret i Golfstaternes aviser. Og Iran – en afgørende nation i udviklingen af de nye Eurasiske Landbroer – responderede i al mindelighed på Trumps ekstreme provokationer ved simpelt hen at tilbyde at vente og antage, at han ville komme frem til en mere fornuftig politik!

Saudi-Arabien er det sted, der stort set har uddannet alle de væsentligste islamistiske ekstremister og terrorister i verden. Det vil ikke være med til at hjælpe en amerikansk præsident med at genopbygge den by, som det for 15 år siden udløste ødelæggelse over – lige så lidt, som det vil genopbygge Yemen, som det nu har jævnet med jorden og pint. Ja, Saudi-Arabien har for den sags skyld aflyst sine egne energi- og andre infrastrukturprojekter, siden olieprisen faldt – altså, det stik modsatte af Kinas storslåede »win-win«-projekter under Bælt & Vej-initiativet.

Endnu vigtigere end det faktum, at nyhederne om Bælt & Vej-forummets succes i Beijing kommer ud i Golf-pressen under præsidentens besøg, var disse nyheders indhold. Det fokuserede på Lyndon og Helga LaRouches 30 år lange kampagne for »Verdenslandbroen«, der var frøet til Kinas nutidige succesfulde »Nye Silkevejsinitiativ«. Dr. Ahmed Al-Kedidis ekstraordinære redegørelse blev udgivet statsaviserne i Qatar og Oman samt i diverse andre, private aviser og websider i Golfen i løbet af weekenden.

Lyndon LaRouche bemærkede i dag, at dette er en genklang af den i stigende grad betydningsfulde rolle, som Helga Zepp-LaRouche – der talte ved begivenheder under topmødet i Beijing – spiller i udviklingen af »Bælt & Vej« til en Verdens-landbro. Dette sker samtidig med, at Stillehavsområdet bliver mere fremherskende økonomisk, og vokser med større hast.

Det er presserende nødvendigt, at præsident Trump bringes til at ændre sit fokus tilbage til USA’s genopbygning og økonomiske genrejsning – især i sin egen hjemby, New York, hvis byområde er i færd med at forvandles til en farlig infrastruktur-katastrofezone. De simpleste rejser i byområdet er blevet farlige og usikre for millioner af mennesker. Der er behov for omgående handling her, og, fortsatte LaRouche; der bør dannes en ekspertkomite for at stille krav om handling.

Da Trump fokuserede på en sådan genopbygning, kom Kinas præsident Xi og Japans premierminister Abe ham i møde med afgørende planer for investeringer i ny transportinfrastruktur, som de for tiden er verdensmestre i. Det er det nye paradigme, fra storstilede projekter til udforskning af rummet og forskning i fusionskraft – alt sammen i samarbejde mellem nationer.

For sikkerhed og kampen mod terrorisme er Trump-administrationens relation med Rusland stadig den strategiske. Så vel som Ruslands egen relation med Iran.

Det amerikanske folk vil ikke glemme, hvem det var, der sponsorerede terroristerne, der stod bag 11. september, ikke efter, at amerikanerne kæmpede mod Bush og Obama for at få denne »hemmelige« information afsløret. Præsident Trump må satse på det nye paradigme for samarbejde omkring de ting, han har lovet amerikanerne, han ville gøre.

Foto: Præsident Donald Trump stiller op til fotografering sammen med Kong Salman, efter en ceremoni, der markerede åbningen af det Globale Center for Bekæmpelse af Ekstremistiske Ideologier, og hvor Trump, Salman og Egyptens præsident el-Sisi (til højre for Salman) sammen ’lagde deres hænder’ på den lysende globus. Ikke alt, der glitrer, er guld …  

Med formand Tom Gillesberg