af Francisco S. Tatad[1]

Washington, D.C. Blandt vor tids mange problemer er klimaforandrings-problematikken blevet gejlet op i såvel udviklede lande som i udviklingslande, så den er helt ude af proportion. Det er blevet så godt som umuligt at skelne mellem rigtig og tilbørlig omtanke for miljøet, en glimrende moralsk og social opgave, og så miljøaktivisme, der er en stor moralsk overdrivelse.

Pave Frans’ encyklika om miljøet fra juni 2015, Laudato Si, Mi Signore (Lovet være Du, Herre), der er blevet rost af mange, der i øvrigt lovpriser alt, hvad Paven siger, burde have været med til at gøre denne skelnen meget mere klar. Men mange trofaste katolikker, der er pligttro mod kirkelæren, føler, at Laudato Si’s hyldest af Moder Jord som en kilde til alt liv, er poesi, og ikke teologi eller videnskab, og repræsenterer et potentielt skråplan mod hedenskab.

Som en katolsk lægmand anfører jeg frygtløst denne indvending uden egentlig at tilslutte mig den; jeg ønsker simpelthen en afklaring. Jeg ser miljøet som en del af naturens orden, skabt til at understøtte menneskets eksistens og herlighed. Jeg afviser ideen om, at mennesket blot er en del af miljøet, og skal underlægge og ofre sig når som helst, det er nødvendigt. Dette kan ikke være et urimeligt standpunkt.
Men dette er præcist, hvor verden i dag har delt sig i to modsatrettede polariteter. Denne polarisering vil blive udstillet i Paris fra 30. november til 11.december, når FN indkalder til verdensklimatopmødet. Topmødet vil sammenbringe ledere inden for politik, religion, erhvervsliv, industri og fagforeninger, alle vegne fra, og vil blive den største konference, der nogensinde er afholdt i Frankrig. Det vil udgøre afslutningen på en hidtil uset, lang række konferencer om antropogeniske klimaforandringer (klimaforandringer forårsaget eller influeret af mennesker) i den franske hovedstad i årets løb.

Topmødets hovedmålsætning vil være at indgå en juridisk bindende, international konvention, der promoveres af den franske og peruvianske regering, og som vil forpligte alle nationer til at indvilge i specifikke mål for at reducere den globale opvarmning til mindre end to grader Celsius. Alle former for medier og andre instrumenter til dannelse af den offentlige mening er blevet mobiliseret for at bakke op om denne bestræbelse, samt overdøve alle indvendinger og skepticisme.

Schiller Instituttet er uenig

Alligevel har Schiller Instituttet, en politisk og økonomisk tænketank med base her i Washington, D.C. og i Tyskland, udgivet en rapport, der betegner Paris-konferencen som satanisk og bedragerisk. Det har også udsendt en resolution, der opfordrer verdens borgere til at forkaste den erklærede målsætning for topmødet.

Rapporten fremstilles i den nuværende udgave af Executive Intelligence Review (EIR), og er forfattet af Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter og præsident. Hun er en tyskfødt intellektuel, der er aktiv inden for mange humanitære sammenhænge. Jeg mødte hende første gang for nogle år siden på Rhodos i Grækenland, hvor vi begge talte ved the Dialogue of Civilizations. Jeg har siden da forsøgt at følge hendes forfatterskab. Hun lægger ikke fingrene imellem, og det giver i høj grad mening, hvad hun siger.

Ikke videnskab, men befolkningsreduktion

Zepp-LaRouche hævder, at kravet om dekarbonisering af verdensøkonomien, hvilket sluttelig betyder et forbud mod kernekraft og fossile brændstoffer, og dermed en afhængighed udelukkende af vedvarende energikilder, ikke er baseret på etableret videnskab, men snarere på en ideologisk sammensværgelse for at etablere et miljødiktatur, der vil tvinge folk, særligt dem i udviklingslandene, til at gøre op med hidtidige resultater inden for videnskabelig og materiel fremgang, og derved nedbringe deres levestandard, deres forventede levetid og deres kognitive evner.
I henhold til rapporten er det ultimative mål en drastisk reduktion af verdens befolkning – fra de nuværende 7,3 milliarder til blot 1 milliard.

Koncentrationen af kuldioxid er lav

Rapporten fastholder, at den menneskeskabte del af kuldioxid (CO₂)-koncentrationen i atmosfæren er ubetydeligt lav, 0.018 %, og at forbindelsen mellem CO₂-udledning og klimaforandring er udokumenteret, hvormed hele begrundelsen er baseret på svindel.

Rapporten fortsætter: Hvis man ser på Jordens klima over millioner af år, er forandringerne gennem varme perioder, istider, mellemistider, små istider, genopvarmnings-perioder efter sådanne istider osv. et resultat af kosmisk stråling i kombination med cyklusser af solaktivitet, for hvilke antallet af solpletter udgør et mål for solens energiproduktion.

Hvordan befolkningen kan nedbringes til en milliard mennesker

Hvad der, i modsætning til menneskeskabte klimaforandringer, er meget veldokumenteret, er forbindelsen mellem den energi-gennemstrømningstæthed, der anvendes i produktionsprocesserne, og antallet af mennesker, som denne produktion kan opretholde. Ved den påtænkte afskaffelse af kul og olie fra verdensøkonomien, kombineret med, at man samtidig dæmoniserer kerneenergi, og derved indskrænker samfundet til ene og alene at anvende vedvarende energikilder, reduceres også det potentielle befolkningstal, der kan opretholdes ved disse lavere energi-gennemstrømningstætheder, og det vil omtrentligt bevæge sig mod befolkningstallet i den førindustrielle epoke – maksimalt en milliard mennesker.

Royalt ophav til miseren

Den angivelige sammensværgelse om at reducere befolkningen tilskrives i rapporten et af de mest fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus, ingen ringere end Prins Philip, Hertug af Edinburgh, der citeres for den berømte udtalelse om, at han efter sin død gerne vil genfødes som en dødelig virus, så han kan være med til at reducere verdens befolkning til en minimal størrelse.

Udnævnt til at være en aktiv samarbejdspartner i den påståede sammensværgelse er Dronningens klimaforandringsrådgiver, der også er rådgiver for den tyske kansler Angela Merkel, og desuden også rådgiver for Pave Frans – Hans Joachim Schellnhuber, grundlægger af og direktør for Potsdam Instituttet for Klimaforandring. Det blev i 2009 rapporteret, at Schellnhuber ved det fejlslagne klimatopmøde i København havde udtalt, at Jordens bæredygtighed kun var 1 milliard mennesker.

Efter Fukushima

Efter forlydende kom Schellnhuber i april 2011, en måned efter jordskælvs-tsunamien i Fukushima, Japan, frem med et program til den tyske regering (med titlen Social Contract for a Great Transformation), der projekterede med en komplet afskaffelse af kul fra økonomien, eliminering af kernefission, der frarådes; kernefusion, der hævdes at være opnåelig, men er for kompliceret; og den fuldstændige afskaffelse af fossile brændstoffer såsom kul, olie og naturgas, ved år 2050.

Dette forklarer selvklart Tysklands beslutning om, sammen med Italien og nogle andre lande, at droppe kerneenergi. Men ved det andet atomsikkerhedstopmøde i Seoul i marts 2012, der blandt andet blev overværet af præsident Barack Obama, den kinesiske præsident Hu Jintao og den russiske præsident Dmitry Medvedev, var den mest signifikante udtalelse, jeg hørte, at der endnu ikke er udviklet nogen erstatning for kerneenergi.

Resolution imod topmødet

Bortset fra den stærkt kritiske rapport, har Schiller Instituttet også udsendt en resolution, der opfordrer verdensborgere til at tale imod topmødet. Idet resolutionen er et angreb på et projekt, som FN og muligvis alle andre regeringer har bundet sig til at støtte fuldt ud, er det ikke forventeligt, at den bliver bragt på bane i mainstream pressen. Af denne grund tænkte jeg, at det ville være god service at reproducere den her, blot for at denne side også bliver hørt. Derfor følger teksten her (2. nov.2015):

Resolution til forsvar for milliarder af menneskers liv:

VI SIGER NEJ TIL COP21-PLAN I PARIS

OM NEDBRINGELSE AF CO₂-UDLEDNING

Livsbetingelserne for milliarder af mennesker afhænger af, at den dagsorden, der præsenteres på De forenede Nationers Klimaforandringskonference 2015, der skal afholdes i Paris i december, bliver afvist. COP21-initiativet i Paris om at vedtage en juridisk bindende aftale om nedbringelse af CO₂-udledninger må afvises af to grunde: den videnskabelige kendsgerning, at menneskelig aktivitet ikke vil forårsage katastrofale klimaforandringer, og de meget virkelige, dødbringende konsekvenser af de programmer for nedbringelse af CO₂, man kræver vedtaget.

Der er intet juridisk grundlag for at have COP21-konferencen. Gør en ende på det nu!

På trods af den legende-lignende fortælling, der præsenteres af en ekstremt velfinansieret, topstyret propagandakampagne, så findes der en enorm mængde solide, videnskabelige beviser, der klart modsiger og/eller tilbageviser påstandene om kommende, katastrofale klimaforandringer, der er forårsaget af menneskelig udledning af drivhusgasser. For eksempel har målinger fra satellitter vist, at der i over 18 år ikke er forekommet nogen generel, global temperaturstigning på trods af den kendsgerning, at menneskelig udledning af drivhusgasser har været stigende i en accelererende rate. Dette understreger den kendsgerning, at klimaet ganske enkelt ikke responderer til CO₂-niveauer på den måde, som klima-alarmister påstår, det skulle gøre; med andre ord, så er Jordens klimasystem ikke ekstremt følsomt over for forandringer i atmosfærens CO₂-koncentrationer.

Fordi mange klimamodeller bruger disse falske antagelser om en stor klimafølsomhed over for CO₂, har disse klimamodellers forudsigelser vedvarende været forkerte, og for hvert år, der går, afviger de mere og mere fra virkeligheden. De gradvise forandringer i klimaet, som har fundet sted i løbet af de seneste årtier, samt de gradvise forandringer, der fortsat vil finde sted i fremtiden, er ikke, og vil ikke, give grund til alarm. De fleste af disse forandringer er naturlige, og en hvilken som helst indvirkning, som mennesket måtte have, ville være relativt minimal. En sund og voksende verdensøkonomi vil være i stand til at tilpasse sig disse forandringer.

Vi må også erkende, at CO₂ ikke er en forurener – det er en afgørende del af biosfæren. Fordi de nuværende CO₂-niveauer i atmosfæren er en del lavere end det, der er optimalt for plantevækst, bidrager de menneskeskabte CO₂-koncentrationer allerede til stigning i landbrugsproduktionen og den naturlige plantevækst – og skaber en planet, der er måleligt grønnere.

Men kendsgerningen er, at Paris 2015-topmødet ikke kun handler om nationer, der potentielt set spilder deres tid og ressourcer på et fantomproblem, der kun eksisterer inde i computermodeller – den hæslige virkelighed er, at de programmer, der foreslås til nedbringelse af CO₂, ville øge fattigdommen, forringe livsbetingelserne og accelerere dødsraterne i hele verden. Verden kan ganske enkelt ikke opretholde en voksende befolkning med forbedrede levevilkår kun med anvendelse af sol- og vindenergi og andre former for såkaldt »grøn« energi.

Hvad vigtigere er, så promoveres denne plan intenst af moderne tilhængere af den ideologi om befolkningsreduktion, som Thomas Malthus udbredte. Organisationer som Verdensvildtfonden/ Verdensnaturfonden (WWF) har gentagent erklæret, at den nuværende menneskelige befolkning overstiger Jordens »bæredygtighed« med milliarder af individer, og at den derfor må reduceres med et par milliarder mennesker! Den aktuelle politik for et program til nedbringelse af CO₂ har dybe rødder i denne Malthus-ideologis motivering. Men Malthus tog fejl i det attende århundrede, og hans tilhængere tager fejl i dag.

Energi-intensiv videnskabelig, teknologisk og økonomisk vækst er af afgørende betydning for menneskelig eksistens. Dette kan måles som overgange til stadigt højere niveauer af energi-gennemstrømnings-tæthed, pr. person og pr. areal. Et sådant fremskridt, en sådan vækst og udvikling er en universel rettighed, og udledning af CO₂ er på nuværende tidspunkt en vital del a denne proces for det overvældende flertal af verdens befolkning. Vedtagelse af en juridisk bindende plan for nedbringelse af CO₂ på COP21-konferencen i Paris vil dømme milliarder af mennesker til en ringere livskvalitet, med højere dødsrater, større fattigdom og ingen mulighed for at udøve deres iboende menneskerettighed, der går ud på at deltage i skabelsen af en bedre fremtid for samfundet som helhed.

Dette er dybt umoralsk.

Af disse grunde må planen for nedbringelse af CO₂ på COP21-konferencen i Paris afvises.

fstatad@gmail.com

[1] Francisco Sarmiento Tatad (født 4. oktober 1939) er en filippinsk journalist og politiker, der er bedst kendt for at have været minister for offentlig information under præsident Ferdinand Marcos fra 1969-1980, og for at have været filippinsk senator fra 1992-2001.

Tirsdag, den 1. december 2015 – Argentinas afgående præsident, Cristina Fernández de Kirchner, der forlader embedet den 10. december, bruger sin tilbageværende tid frem til da på at indvie videnskabelige og infrastrukturelle projekter i hele landet, og på indtrængende at opfordre sine landsmænd til at forsvare den »videnskabelige arv«, der er blevet opbygget hen over de seneste 12 år, som et tegn på suverænitet.

Kernereaktorerne, uranberigelsesfabrikken Pilcaniyeu, der blev indviet den 30. nov., det statslige olieselskab YPF’s Videnskabs- og Teknologicenter, 14 nuklearmedicinske centre, der i øjeblikket er under opførelse, og endnu mange flere sådanne projekter er, sagde Fernández, Argentinas »hårdt tilkæmpede arv« – hårdt i betydningen, at »I vil komme til at skulle forsvare dem imod angreb fra udlandet«.

I en tale på YPF’s Forskningscenter den 26. nov. sagde præsidenten til sit publikum: »I må være hårde, for de vil komme fra udlandet og lægge pres på jer og sige, nej, I kan ikke udvikle dette, eller hint … så I må være stærke og aldrig mere tillade, at teknologisk udvikling rives væk fra os.«

Uden at nævne den valgte (men endnu ikke indsatte) præsident Mauricio Macri, den radikale monetarist, der står til ansvar over for London og Wall Street, ved navn, kom Fernández med en skarp advarsel om, at nogle af Argentinas største, videnskabelige præstationer – Atucha II-kernekraftværket, Condor-missilet, uranberigelsesfabrikken Pilcaniyeu – blev afmonteret, da nationen blev regeret af Macris ligesindede.

»Anvendt videnskab og teknologi for at øge produktiviteten, anvendt på vores økonomi, i vore selskaber« – dette er nøglen til Argentinas udvikling i det 21. århundrede, sagde Fernández og tilføjede, igen med henvisning til Macri, at »vi ser kun os selv som sælgere af korn eller oksekød«. Nationens autonomi og nationale suverænitet styrkes af videnskabelig og teknologisk udvikling, som reflekteres i Pilcaniyeu-fabrikken.

Argentinere kan ikke tillade, at de trækkes ned af banale og dumme diskussioner, advarede Fernández, men må snarere være forberedt på lidenskabeligt at forsvare de »store« spørgsmål og ideer.

»Uden en lidenskabelig indstilling til Fædrelandet; til ens arbejde; uden at føle lidenskab for den anden, den, der ikke har noget arbejde, der endnu ikke har klaret det, er det ikke muligt at ændre tingene. Med lidenskab, med patriotisme og mest fundamentalt, med stor tillid til vort folk, vil vi fortsætte med at få stadig mere og bedre vækst.«

København, 1. december 2015 – På tærsklen til Topmødet for befolkningsreduktion i Paris, COP21, udgav Jyllands-Posten den 29. nov. et interview, skrevet af Lars From, med Ole Humlum, professor i glaciologi og geomorfologi ved Oslo Universitet og på Svalbard, samt den danske videnskabsmand Henrik Svensmark. Humlum siger, at naturlige klimaforandringer afgør klimaet, og at CO2 spiller en underordnet rolle. I år er der en naturlig temperaturstigning pga. El Niño, men om to år vil temperaturen igen være det, den har været i de seneste 1520 år, sandsynligvis efterfulgt af en periode på 2030 år, hvor temperaturen vil falde – det modsatte af IPCC-teorierne. CO₂-videnskabsfolkene ignorerer den rolle, vanddampe spiller. Han angreb det symbiotiske forhold mellem politikere, der bevilger penge til CO₂-forskere, der så skriver det, de ønsker at høre.

Det er naturligt, at den arktiske is smelter, og den antarktiske is vokser, for vi kom ud af den lille istid for 150 år siden, da de norske gletsjere begyndte at smelte. Men det var ikke før i 1950-60, at CO₂ steg signifikant. Temperaturer på Jorden fluktuerer i perioder med 1100 års intervaller. Der er også en meget betydelig indflydelse fra Solen, Månen og skyerne, som IPCC nedtoner. Månen har indflydelse på tidevandet, som bringer varmt vand (fra Ækvator) nordpå til Norge og Grønland.

Professor Henrik Svensmark fra DTU Institut for Rumforskning og Rumteknologi mener, at Solens rolle er enormt undervurderet i de officielle prognoser. Han siger, at temperaturen grundlæggende set ikke er steget i løbet af de seneste 20 år, med undtagelse af i år, pga. El Niño. »Hidtil har vi set, at temperaturen er steget omkring 0,8 grader – med undtagelse af i år, pga. El Niño – af hvilke 0,4 grader er forårsaget af Solens skiftende aktivitet.« »Alt omkring klima er ekstremt polariseret, og hele klimadiskussionen er i dag mere politisk end videnskabelig. Man taler meget om konsensus, men hvordan kan man have konsensus, når der stadig er så mange ting, man ikke forstår ordenligt omkring f.eks. den naturlige variation af klimaet?« »Man forestiller sig, at der kommer flere skyer og mere vanddamp, når det bliver varmere, men effekten af CO₂ bygger på nogle usikre størrelser, ligesom effekten af skyerne er en meget usikker størrelse.«

»Vores forudsigelser om fremtidens klima viser, at temperaturen i år 2100 vil være steget ca. én grad i forhold til den førindustrielle tid – altså nogenlunde den samme temperatur som i dag,« siger Henrik Svensmark. »Hvis man lytter til IPCC, skulle temperaturen være steget langt mere i dag, hvis CO₂ havde den virkning, de siger. Derfor ser jeg ingen grund til ikke at holde fast ved mine synspunkter.«

Foto: Nordenskjoldbreen på Svalbard ligger så højt mod nord, at den ikke er i fare for at smelte væk lige med det samme.

Tirsdag, 1. december 2015 – En fascinerende artikel af Andrew Browne fra Wall Street Journal i dag, med titlen, »Can Beijing Sell Silk Road as a Marshall Plan against terror?« (Kan Beijing sælge Silkevejen som en Marshallplan imod terror?), opfordrer USA til at slutte sig til Kinas Silkevej som et nødvendigt middel til at bringe udvikling til den islamiske verden, og som det eneste middel, der kan bringe fred til regionen.

»I kølvandet på massakren i Paris«, skriver Browne, »er det værd at stille det spørgsmål, om Kina kan få Vesten til at samarbejde med Kina om netværket af hovedveje, jernbaner, kraftværker og industriparker, der strækker sig hele vejen til Europa. Det økonomiske Silkevejsbælte repræsenterer det mest signifikante økonomiske forslag, noget land har fremlagt, der kan være med til at stabilisere kaotiske dele af verden. Desuden bakkes forslaget op af hård valuta: Kina sætter sine valutareserver på i alt 3,5 billion dollar bag indsatsen for at kickstarte vækst og skabe jobs i de muslimske områder …«

Kinas umådeligt ambitiøse initiativ står på spil, et initiativ, der er af afgørende betydning for Beijings indsats for at sikre sin sårbare, vestlige flanke. Projektet har sin tvilling i det ligeledes fejende koncept med den Maritime Silkevej, hvis formål er at få en lignende, transformerende, økonomisk virkning langs sejlruter fra Kina til Europa via Sydøstasien, Mellemøsten og Afrika …«

Stort set alle er enige i, at bombning af Islamisk Stat ikke vil løse de underliggende problemer, der avler morderiske fanatikere. Her kommer så Kina, med et afgørende, manglende element, en plan, som nogle sammenligner med USA’s indsats efter Anden Verdenskrig for at opbygge de skamskudte økonomier i Europa og Japan. William H. Overholt, seniorunderviser ved Harvard Universitetets Asiencenter, skriver, at, ligesom Amerikas visionære program, er Kinas Silkevejsinitiativ imponerende, ikke alene pga. dets geografiske rækkevidde, men også pga. dets integration af økonomiske, politiske og nationale sikkerhedsmæssige betragtninger …«

»At fjerne den økonomiske fortvivlelse, der opretholder den muslimske ekstremisme, er en vision, der naturligt bør bringe Kina og USA sammen; terrorisme udfordrer dem begge ligeligt, ligesom klimaforandringer eller pandemier, hvor landende har gode erfaringer fra samarbejde. Og ulig Østasien, hvor amerikanske og kinesiske strategiske interesser støder sammen, så er de i det store og hele sammenfaldende i den muslimske verden.

Xinjiang-provinsen kunne blive det sted, hvor Kinas interne sikkerhed bliver optrævlet. Eller det kunne blive springbrættet for en global indsats for at imødegå appellen fra muslimske dødskulter.

Men Kina må overbevise Vesten om værdien af sine planer om Silkevejen.«[1]

[1] Schiller Instituttets Seminar i København 27. apr. 2015: »Kinas politik for ’Ét bælte, én vej’«

Rådet til den kriseramte verden i dag? ’Lær af Brunelleschi!’ Det var det råd, som Lyndon LaRouche gav i går, da han udlagde Brunelleschis opdagelser, der på ingen måde var en fortsættelse af den tidligere erfaring og tankegang, men var kreative gennembrud af Brunelleschi, både mht. princip og anvendelse. Historien markeres af »opdagelsesperioder«, adskilt af perioder med degeneration, sagde LaRouche. Forstå dette, for at forstå, hvor dødbringende det nuværende øjeblik er, og søg at opnå den intellektuelle og karaktermæssige kvalitet, der kræves for at standse »dårlig historie under skabelse«, og for at skabe fremtiden. Historien er ikke noget, der ’sker for én’; man skaber den.

Lige nu kræver fremtiden, at Obama kommer væk. Der er ingen fremtid, hvis han bliver. Den trussel, der kommer fra ham, kan ikke formildes gennem reform, forhandling eller ønsketænkning.

I går konfronterede et kongresmedlem, Tulsi Gabbard (D-Hawaii), Obamas to top-forsvarsregeringsfolk med sandheden om Obamas politik i Syrien, der truer med altomfattende atomkrig. I en omfattende høring i Husets Komite for de Bevæbnede Styrker begyndte Gabbard sine kommentarer til forsvarsminister Ash Carter og formand for Generalstabscheferne Joseph Dunford således: »Eftersom vores politik med at vælte Assads syriske regering grundlæggende set har bragt os til en frontal konflikt med Rusland, har jeg nogle vigtige spørgsmål at stille om dette emne.

»Hvor mange atomsprænghoveder har Rusland rettet mod USA, og hvor mange har USA, rettet mod Rusland?« Forsvarsminister Carter undveg og svarede, at han ville tilsende hende svaret på skrift. Gabbard fortsatte: »Godt. Og det ville være korrekt at sige, at begge vore lande har evnen til at affyre disse atomvåben inden for få minutter?« Carter svarede, »Det er det«: dernæst fortsatte Gabbard med sine spørgsmål, der trak detaljerne om Syrien skarpt frem, med Obamas anti-russiske politik, der nu udgør en umiddelbar, potentiel fare for et atomholocaust.

Samtidig med, at Gabbard konfronterede Kongressen med Obamas vanvid, begyndte NATO sit todages ministermøde i Bruxelles, hvor dets London/Obama-dagsorden er at inkludere en forpligtelse til at sende mere luftforsvarsstøtte til Tyrkiet. Det kommer oven i de amerikanske F-15 fly, der allerede afpatruljerer den tyrkisk-syriske grænse. Som Gabbard sagde til Obamas regeringsfolk under høringen i går: i betragtning af, at ISIS »ikke har nogen luftvåbensaktiver, kan jeg blot antage, at disse fly har russiske fly som deres mål … « (fremhævet af red.)

Det ligger ikke i den nuværende, degraderede ’amerikanske personlighed’ let at fatte faren og finde modet til at handle. Men det er vores udfordring. Skab fremtiden!

Forslag til fordybelse: Redaktionen anbefaler:

»Skab en Ny Renæssance«, hovedtale af Helga Zepp-LaRouche ved Schiller Instituttets konference i Paris, juni 2015 

»Ny renæssance eller Tredje Verdenskrig? Valget der dit!«, hovedtale af Helga Zepp-LaRouche, april 2014, 

30. november 2015 – Kinas øverste lederskab mødtes i Beijing den 27.-28. nov. for at udarbejde konkrete planer for sit mål om at udrydde fattigdom i år 2020. Med Kinas indsats over de seneste 30 år, hvor de har løftet 700 millioner mennesker ud af fattigdom (det er det tal, som Xinhua giver den 29. nov. – en stigning fra de 600 mio., der ofte nævnes), så er der stadig70 mio. kinesere, der lever i fattigdom.

Xi Jinping understregede, at det ikke blot er indkomsten, men den generelle levestandard, der må adresseres. Dette omfatter tilstrækkelig mad og beklædning, tvungen skolegang, sundhedsydelser og husly.

Xi sagde til konferencen, at, alt imens det er »en krævende opgave«, så vil »ingen enkeltstående, fattig region eller noget individ, der lever i fattigdom, blive ladt tilbage«, når landet opnår sit mål med »at bygge et moderat fremgangsrigt samfund« i 2020. Han sagde, at den disponible indkomst pr. person hos landmænd i fattige områder bør vokse med en hurtigere rate end det nationale gennemsnit, og basale offentlige tjenesteydelser for områderne bør være næsten oppe på niveauet for det gennemsnitlige nationale kriterium, iflg. Xinhua.

»Industriel udvikling er afgørende for at lette fattigdom«, sagde Xi og opfordrede til, at lokale ressourcer skulle anvendes godt for at udvikle industrier og sikre beskæftigelse til de arbejdsløse bønder.

Premierminister Li Keqiang talte også ved konferencen og sagde, forbedringen af infrastrukturen på landet må have prioritet, inklusive veje, adgang til ferskvand, elektricitet og Internet. Han sagde, at omkring 10 mio. mennesker vil blive løftet ud af fattigdom gennem flytning.

30. november 2015 – I sit interview med det tyske magasin Der Spiegel fremførte tidl. chef for USA’s Forsvarets Efterretningstjeneste (DIA), generalløjtnant Michael Flynn (pensioneret), det argument, at ISIS ikke vil blive nedkæmpet uden tropper på jorden, og heller ikke uden et tæt samarbejde med Rusland. https://www.spiegel.de/international/world/former-us-

»Den sørgelige kendsgerning er, at vi må sætte tropper på jorden«, sagde han. »Den overordnede strategi må være at tage Islamisk Stats territorium tilbage og dernæst bringe sikkerhed og stabilitet for at gøre det muligt for flygtningene at vende tilbage.« Idet han nævnte stabiliseringen af Balkan i 1990’erne som en model for operationen, sagde Flynn, at »vi ville få brug for en militær kommandostruktur for koalitionen og FN må, på et politisk niveau, involveres. USA kunne tage en sektor, det samme kunne Rusland, og europæerne en anden. Araberne må også involveres i denne form for militæroperation, og må indgå i alle sektorer … «

»Vi må arbejde konstruktivt med Rusland«, fortsatte han. »Hvad enten vi synes om det eller ej, så traf Rusland en beslutning om at være der (i Syrien) og handle militært. Der er de så, og det har på dramatisk vis ændret dynamikken. Så man kan ikke sige, at Rusland er dårlig, og skal rejse hjem. Det vil ikke ske.« Araberne må være missionens ansigt, sagde han, men »hvis vi griber dem i at finansiere, hvis de kanaliserer penge til IS, så er det, sanktioner og andre aktioner må sættes ind.«

Flynn blev uafhængigt af interviewet citeret af magasinet The Week, med uddrag af en artikel, der førset gang blev udgivet i New York Times den 18.nov. med titlen, »The Rise of ISIS« (ISIS’ fremkomst). I denne artikel kommenterer generalløjtnant Flynn den nu berømte 2012 DIA-rapport, der advarede om, at USA’s politik ville resultere i dannelsen af et jihadist-kalifat i Syrien og Irak. »Denne særlige rapport ville ingen se. Den blev ignoreret af Det Hvide Hus. Den blev ignoreret af andre elementer inden for efterretningssamfundet som en enkeltstående rapport. Sagen er, at rapporten ikke levede op til ’fortællingen’ fra Det Hvide Hus.« The Week rapporterer også, at Flynn har talt med Tv-programmet ’Berlin Direct’.

http://www.nytimes.com/2015/11/19/world/middleeast/in-rise-of-

30. november 2015 – Arvind Subramanian, økonomisk chefrådgiver til den indiske Modiregering, opfordrede, på tærsklen til FN’s Konference om Klimaforandring COP21’s knusende, fascistiske slag i Paris, til et »Manhattan-projekt for Kul« og kaldte den politiske kampagne for at gøre en ende på anvendelse af fossilt brændstof for »kulstof-imperialisme«.

Subramanian forklarede, at, i »slutspurten op til konferencen er der et voksende krav – der første gang blev klart udtalt ved dette års topmøde i Gruppen af Syvs førende industrialiserede nationer[1] – om at udfase anvendelsen af fossilt brændstof. USA og andre har også lovet at stemme imod energiprojekter baseret på fossilt brændstof i udviklingslandene, når multilaterale banker stemmer om projekterne.«

Han fortsætter: »For Indien – et land, der kæmper for at forsyne omkring 25 % af befolkningen med basal elektricitet, iflg. konservative skøn – lugter dette af kulstof-imperialisme. Og en sådan imperialisme på vegne af de avanceret udviklede nationer kunne være en opskrift på katastrofe for Indien, og andre udviklingslande …

I et hvilket som helst troværdigt scenarie vil kul levere omkring 40-60 % af Indiens energi frem til 2030. Det vil, og bør, fortsat være landets primære energikilde, fordi det er det billigste brændstof, der er til rådighed.«

I et interview med en stor, fransk avis, Le Figaro, den 27. nov., afslørede økonomen Rémy Prud’homme ligeledes COP21’s »globale opvarmnings-imperialisme og nævnte bl.a. indsatsen for at nedlukke kulfyret produktion af elektricitet i Afrika og Indien. Prud’homme forudsagde et voldsomt sammenstød på COP21-konferencen over denne kolonialistiske politik.

Alt imens en ny, anti-klima-skræmmekampagnefilm, »Climate Hustle« (Klima-plattenslageri) kommer den 1. dec., så er yderligere to angreb på den globale opvarmningssvindel udgivet på nyhedsmedier i selveste de grønne royales Britiske Commonwealth.

Den ugentlige avis i Cameroun, Integration, havde den 24. nov. et interview med tidl. NASA-forsker og meteorolog Tom Wysmuller, der fordømte svindlen. Integration gav interviewet en højtråbende forsideoverskrift: »Thomas Wysmuller: Der er ingen klimatrussel mod planeten«. Wysmuller erklærer, at, hvis alle de forslag, der vil blive fremstillet for COP21, blev vedtaget, ville menneskeslægten blive kastet tilbage til Stenalderen. Han siger, at han ønsker at se Cameroun »hæve sig til et niveau, der bringer den bedste livsstil, sundhedsforsorg og fremgang, man kan håbe på, og dernæst komme hele menneskeheden til gavn!!! Når ens nations intelligens og intellekt fokuserer på at blive ligeværdige partnere i verden, vil verdens øvrige nationer byde éns indlemmelse i det etablerede, økonomiske fremskridt velkommen.« http://journalintegration.com/index.php/dossier/item/256-thomas-

Og snart på engelsk på: http://www.committeerepubliccanada.ca/.

Svindlen blev udtømmende afsløret i »Climate Change Science and the Climate Change Scare« (Klimaforandringsvidenskab og Klimaforandrings-skræmmekampagne) af Andrew Kenny, en sydafrikansk ingeniør, og artiklen blev publiceret samme dag, 24. nov. i @Liberty, det Sydafrikanske Institut for Racerelationers politiske bulletin, og blev dagen efter udlagt i sin helhed på den meget læste sydafrikanske erhvervsnyheds-webside, biznews.com.

Kennys 24 sider lange artikel gør det klart, at plattenslagernes forskrifter vil forhindre industrialisering og fastholde milliarder af mennesker i fattigdom. Idet han fremkommer med mange af de videnskabelige tilbagevisninger, der fremstilles i EIR’s egen Specialrapport, »Skræmmekampagne om global opvarmning er befolkningsreduktion – ikke videnskab«[2], skriver Kenny: »Men vi må stole på videnskab. Det er vores sikreste, og måske eneste, vej til sandhed. Og videnskabens og fornuftens fremskridt har bragt menneskeheden dybtgående, praktiske fordele.«[3]

http://irr.org.za/reports-and-publications/atLiberty/files/

[1] Canada, Frankrig, Italien, Tyskland, Japan, Storbritannien, USA.

[2] http://schillerinstitut.dk/si/?p=8531

[3] Se Schiller Instituttets Specialrapport: En Prometheus-tilgang til nye former for ild: Udvinding af helium-3 på Månen, for en menneskehed med fusionskraft, http://schillerinstitut.dk/si/?p=1894

Uddrag af Lyndon LaRouches diskussion med aktivister i hele USA den 25. november. LaRouche: Godt, først og fremmest er det, som man skal bekymre sig om, det, som vi har brug for, Glass-Steagall. Og Glass-Steagall, hvis den bliver gennemført på rette vis nu, vil betyde, at vi automatisk – i hele USA i hvert fald, ville vi lukke alt det, der er baseret på investeringsbankpraksis, der ikke følger Glass-Steagall-standarden, fuldstændigt ned. Sagt på en anden måde: Vi ville gå tilbage til den form for system, som Franklin Roosevelt repræsenterede i løbet af sin præsidentperiode, især i løbet af 1930’erne.

Download (PDF, Unknown)

30. november 2015 – »Tyrkiet baner vejen for en Ny Cubakrise«, lyder den barske, advarende titel på en artikel i Sputnik den 29. nov., skrevet af den politiske analytiker Pyotr Iskenderov fra Ruslands Strategiske Kulturstiftelse, med undertitlen, »Invitation til ballade: Trækker Erdogan Europa ind i en Ny ’Cubakrise’?«

Iskenderovs advarsel påpeger først det, der skete den 24. nov.: »Tyrkiets uhørte provokation kunne meget vel føre til en konfrontation, der minder os om den Kolde Krigs mørkeste dage«; uhørt, fordi intet russisk militærfly er blevet skudt ned af et NATO-medlemsland i Alliancens historie. Artiklen advarer også imod den umiddelbare fremtid og Obamas rolle i opbakningen til Tyrkiet. »Tyrkiet besluttede at nedskyde det russiske bombefly, fordi præsident Recep Tayyip Erdogan føler sig overbevist om, at NATO og især USA vil bakke ham op, uanset, hvad der sker. Ønsket om at udnytte modsigelserne mellem stormagter har altid været et redskab i det (Neo)-ottomanske Imperiums politik.«

Der er nogen, der bringer en diskussion på bane om, hvorvidt Tyrkiet skal spærre Bosporusstrædet for russiske skibe, der supplerer Ruslands styrker, som bekæmper terrorister i Syrien. Dette ville imidlertid ikke blive tolereret af Rusland; og Erdogans stilling over for sin egen kommando kunne vise sig temmelig svag.

En webside, der sporer skibsruter, atmarinetraffic.com, rapporterede mandag, at fartøjer under russisk flag nu forsinkes af Tyrkiet, når de søger at passere gennem Bosporus. Det Kiev-baserede Center for Transportstrategier rapporterede dette offentligt: »Søndag sejlede russiske fartøjer i zig-zag-kurs og i buede linjer, mens de i timevis ventede på tilladelse til at krydse strædet. Fartøjer fra andre lande blev ikke opholdt.«

Foto: Russiske skibe venter i timevis for at passere Bosporus. (RT) 

30. november 2015 – Zhang Baohui, en professor i statskundskab og direktør for Centret for Studier af det Asiatiske Stillehavsområde ved Lingnan Universitet i Hongkong, og som i omfattende mål har skrevet om Kinas atomkapaciteter, udstedte en kraftig advarsel til Obama om, at denne fremprovokerer en konflikt, der hurtigt kunne blive til en atomkrig.

I en artikel i RSIS Commentary South China Sea Series Nov. 12, skriver Zhang, at, da Obama sendte et amerikansk krigsskib inden for 12-milegrænsen omkring Kinas nyligt konstruerede øer i det Sydkinesiske Hav den 27. okt., »tog Kina denne gang ikke skridt til konkret handling for at konfrontere det amerikanske krigsskib, men sådanne fremtidige operationer kunne alvorligt destabilisere situationen i det Sydkinesiske Hav og endda freden og stabiliteten i hele regionen. De kunne igangsætte en utilsigtet optrapning og forcere de to lande hen imod en militær konflikt. Tankegangen er ganske indlysende.

»Yderligere handlinger fra den amerikanske flådes side vil trænge det kinesiske lederskab op i en krig og tvinge det til at respondere på opfattede provokationer mod landets nationale interesser og magtanseelse. Til syvende og sidst udgør det Sydkinesiske Hav en væsentlig del af Kinas geostrategiske interesser … Desuden kunne Kina føle, at det var nødvendigt at stå fast for at afskrække en fremtidig optrapning af de amerikanske udfordringer over for landets interesser og anseelse.«

Zhang citerer både viceadmiral Yi Xiaoguang, der er vicestabschef i Folkets Befrielseshær (PLA), og som sagde, at Kina »vil tage alle nødvendige midler i anvendelse for at forsvare sin suverænitet«, hvis USA udfører lignende handlinger, og også general Fan Changlong, vicepræsident for Kinas kommunistiske partis (CCP) Centrale Militærkommission, der til kommandør for USA’s Stillehavskommando (PACOM), admiral Harry Harris, sagde, at alle fremtidige aktioner fra den amerikanske flådes side kunne udløse utilsigtede optrapninger, der skader begge landes interesser.

Kineserne har sidenhen udvidet sine militærøvelser i regionen og offentliggjort fotos af søbaserede strategiske missiler, der bæres på deres atomubåde, og som »har til hensigt at afskrække USA«, siger Zhang.

Under kapiteltitlen »Defekt amerikansk opfattelse« advarer Zhang: »Diverse kinesisk retorik og forholdsregler indikerer, at Kina kunne ty til mere konkrete og magtfulde forholdsregler for at konfrontere den amerikanske flåde. I så tilfælde vil en konfrontation mellem de to flåder blive uundgåelig. Hvad der er endnu værre, så kunne konfrontationen udløse en optrapning mod militære konflikter.

Det amerikanske militær synes imidlertid at være intetanende om dette scenario … Det er i høj grad sandsynligt, at amerikanske beslutningstagere antager, at Kina ville indtage en politik for ikke-handling, når konfronteret med indtrængende amerikanske flådefartøjer. Denne amerikanske forventning er defekt, eftersom Kina er en atomstormagt. Når de trænges op i en krog, kan stater med atomvåben true med en asymmetrisk optrapning for at afskrække en modstander fra at skade deres nøgleinteresser. Militærparaden i Beijing den 3. september afslørede, at Kinas nye generation af taktiske missiler, såsom DF-26, kan armeres med atomsprænghoveder. Nylig information indikerer også, at Kinas luftlancerede langtrækkende krydsermissiler ligeledes kan armeres med taktiske atomsprænghoveder. Faktisk kunne de seneste fotos af JL-2 søbaserede atommissiler, der affyres fra havet, være et gedulgt atomsignal, som Kina sender for at afskrække USA.«

Zhang bemærker, at, alt imens det Sydkinesiske Hav tydeligvis er en del af Kinas kerneinteresser, så gælder dette ikke for USA. »Når en krisesituation eskalerer og begynder at involvere potentielle atomare scenarier«, skriver han, »står USA over for det barske valg, at de enten er de første til at trække sig tilbage, eller også står over for at kæmpe mod et atombevæbnet Kina. Ingen af disse muligheder er attraktiv, og begge kræver høje omkostninger, enten for anseelse eller i menneskeliv, for USA.«

»Det vil derfor være uklogt af USA at udfordre Kina. Ved at undervurdere Beijings faste forsæt om at forsvare sine interesser, omdømme og evne til at afskrække, kunne denne plan igangsætte en eskalerende spiral, der sluttelig ville skade amerikanske interesser.«

Han konkluderer, at begge sider må overveje ’worst case scenarios’ – de værst tænkelige scenarier.[1] »Det er bydende nødvendigt, at både Kina og USA overvejer, hvordan deres handlinger kunne medføre utilsigtede konsekvenser, isæt en utilsigtet optrapning mod en militær konflikt … Der er ingen, især ikke lande i regionen, der ønsker dette scenarie.«

Lyndon LaRouche bemærkede, at denne analyse er »fuldstændig korrekt«, bortset fra, at en sådan konsekvens ikke ville være »utilsigtet« fra Obamas side; det er hans plan at tvinge Kina og Rusland til et tilbagetog, eller også gå i krig.

[1] Se video fra LaRouchePAC: »Ingen overlevende«, danske undertekster.

En mørk, grusom, men helt igennem sandfærdig afbildning af truslen om en termonuklear krig og konsekvenserne, og Obamas deployering af hovedparten af USA’s termonukleare kapacitet i flere områder, som truer både Rusland og Kina.

Nødvendigheden af at fjerne Barack Obama fra præsidentmyndigheden for at forhindre en ellers forestående atomar konfrontation mellem USA og Rusland og Kina blev på dramatisk vis tydeliggjort af begivenheder og advarsler i dag.

Efter Obamas (og NATO’s) aggressive, offentlige støtte til Tyrkiets provokerende krigshandling imod Rusland, var Obamas møde med Putin i dag på konferencen i Paris en eskalering. Ifølge rapporteringer fra både Det Hvide Hus og Kreml om mødet, gentog Obama, at han insisterede på, at den syriske præsident Assad »skal gå« som en forudsætning for noget som helst samarbejde imod terrorbander i Syrien; at Rusland må slutte sig til den »amerikanskledede koalition« og må ophøre med at bombe i områder, der er bastioner for al-Nusra og andre jihadist-grupper, der bevæbnes af Saudi Arabien, Tyrkiet og USA og Storbritannien. Obama ignorerer de vurderinger og rapporter, der kommer fra militær-til-militær-efterretninger, for i stedet at fortsætte sin optrapning af konfrontationen med Vladimir Putin.

En russisk, strategisk analytiker advarer i Sputnik i dag om, at den tyrkiske provokation, bakket op af NATO og Obama, skubber verden frem mod en konfrontation som den i 1962 med Cubakrisen – denne gang uden en John F. Kennedy til at løse situationen, men tværtimod med hans modsætning, den arrogante dronedræber, Obama.

Og en kinesisk seniorekspert i eurasiske anliggender med hjemsted i Hongkong kom med en endnu mere dramatisk advarsel: Hvis Obama fortsætter med at udføre provokationer i det Sydkinesiske Hav, kunne Kina meget vel respondere »asymmetrisk«, med atomkrig.

Stiftende redaktør for Executive Intelligence Review (EIR) Lyndon LaRouche insisterer på, at der ikke er anden udvej en hurtigt at fjerne Obama fra embedet og sagde i dag: »Putin havde ret i sin vurdering af sin position vis-a-vis Obama. Der bliver ingen kursændring eller tilbagetog fra Putins side; og han forstår fuldt ud, at intet samarbejde med Obama er muligt. Putin eksperimenterer ikke. Han er fast besluttet og anskuer konfrontationen fra et globalt standpunkt. Det er Obamas Hvide Hus, der laver alvorlige fejl, men alt, hvad det gør, er med fuldt overlæg.«

Dette var LaRouches udtrykkelige pointe om den kinesiske professor Zhang Baohuis advarsel om en amerikansk-kinesisk krig udløst af Obamas provokationer. Denne analyse af situationen er »fuldstændig korrekt«, bemærkede Larouche, for nær én ting – atomkonfrontationen er ikke »utilsigtet« eller »en fejl« fra Obamas side.

»Obama VED, hvad han gør«, sagde LaRouche. »Han er en dræber, og britisk kontrolleret.«

Obama truer med atomkrig og tror arrogant på et russisk eller kinesisk »tilbagetog«, der ikke eksisterer.

»Men han kan miste grebet om situationen, hvis han konfronteres af personer og kræfter, der rykker ud for at få ham fjernet fra embedet. Det er missionen – hvis vi kan gøre det i tide.«

Supplerende materiale:

Hongkong-professor: Obama truer Kina med atomkrig

30. november 2015 – Zhang Baohui, en professor i statskundskab og direktør for Centret for Studier af det Asiatiske Stillehavsområde ved Lingnan Universitet i Hongkong, og som i omfattende mål har skrevet om Kinas atomkapaciteter, udstedte en kraftig advarsel til Obama om, at denne fremprovokerer en konflikt, der hurtigt kunne blive til en atomkrig.

I en artikel i RSIS Commentary South China Sea Series Nov. 12, skriver Zhang, at, da Obama sendte et amerikansk krigsskib inden for 12-milegrænsen omkring Kinas nyligt konstruerede øer i det Sydkinesiske Hav den 27. okt., »tog Kina denne gang ikke skridt til konkret handling for at konfrontere det amerikanske krigsskib, men sådanne fremtidige operationer kunne alvorligt destabilisere situationen i det Sydkinesiske Hav og endda freden og stabiliteten i hele regionen. De kunne igangsætte en utilsigtet optrapning og forcere de to lande hen imod en militær konflikt. Tankegangen er ganske indlysende.

»Yderligere handlinger fra den amerikanske flådes side vil trænge det kinesiske lederskab op i en krig og tvinge det til at respondere på opfattede provokationer mod landets nationale interesser og magtanseelse. Til syvende og sidst udgør det Sydkinesiske Hav en væsentlig del af Kinas geostrategiske interesser … Desuden kunne Kina føle, at det var nødvendigt at stå fast for at afskrække en fremtidig optrapning af de amerikanske udfordringer over for landets interesser og anseelse.«

Zhang citerer både viceadmiral Yi Xiaoguang, der er vicestabschef i Folkets Befrielseshær (PLA), og som sagde, at Kina »vil tage alle nødvendige midler i anvendelse for at forsvare sin suverænitet«, hvis USA udfører lignende handlinger, og også general Fan Changlong, vicepræsident for Kinas kommunistiske partis (CCP) Centrale Militærkommission, der til kommandør for USA’s Stillehavskommando (PACOM), admiral Harry Harris, sagde, at alle fremtidige aktioner fra den amerikanske flådes side kunne udløse utilsigtede optrapninger, der skader begge landes interesser.

Kineserne har sidenhen udvidet sine militærøvelser i regionen og offentliggjort fotos af søbaserede strategiske missiler, der bæres på deres atomubåde, og som »har til hensigt at afskrække USA«, siger Zhang.

Under kapiteltitlen »Defekt amerikansk opfattelse« advarer Zhang: »Diverse kinesisk retorik og forholdsregler indikerer, at Kina kunne ty til mere konkrete og magtfulde forholdsregler for at konfrontere den amerikanske flåde. I så tilfælde vil en konfrontation mellem de to flåder blive uundgåelig. Hvad der er endnu værre, så kunne konfrontationen udløse en optrapning mod militære konflikter.

Det amerikanske militær synes imidlertid at være intetanende om dette scenario … Det er i høj grad sandsynligt, at amerikanske beslutningstagere antager, at Kina ville indtage en politik for ikke-handling, når konfronteret med indtrængende amerikanske flådefartøjer. Denne amerikanske forventning er defekt, eftersom Kina er en atomstormagt. Når de trænges op i en krog, kan stater med atomvåben true med en asymmetrisk optrapning for at afskrække en modstander fra at skade deres nøgleinteresser. Militærparaden i Beijing den 3. september afslørede, at Kinas nye generation af taktiske missiler, såsom DF-26, kan armeres med atomsprænghoveder. Nylig information indikerer også, at Kinas luftlancerede langtrækkende krydsermissiler ligeledes kan armeres med taktiske atomsprænghoveder. Faktisk kunne de seneste fotos af JL-2 søbaserede atommissiler, der affyres fra havet, være et gedulgt atomsignal, som Kina sender for at afskrække USA.«

Zhang bemærker, at, alt imens det Sydkinesiske Hav tydeligvis er en del af Kinas kerneinteresser, så gælder dette ikke for USA. »Når en krisesituation eskalerer og begynder at involvere potentielle atomare scenarier«, skriver han, »står USA over for det barske valg, at de enten er de første til at trække sig tilbage, eller også står over for at kæmpe mod et atombevæbnet Kina. Ingen af disse muligheder er attraktiv, og begge kræver høje omkostninger, enten for anseelse eller i menneskeliv, for USA.«

»Det vil derfor være uklogt af USA at udfordre Kina. Ved at undervurdere Beijings faste forsæt om at forsvare sine interesser, omdømme og evne til at afskrække, kunne denne plan igangsætte en eskalerende spiral, der sluttelig ville skade amerikanske interesser.«

Han konkluderer, at begge sider må overveje ’worst case scenarios’ – de værst tænkelige scenarier.[1] »Det er bydende nødvendigt, at både Kina og USA overvejer, hvordan deres handlinger kunne medføre utilsigtede konsekvenser, isæt en utilsigtet optrapning mod en militær konflikt … Der er ingen, især ikke lande i regionen, der ønsker dette scenarie.«

Lyndon LaRouche bemærkede, at denne analyse er »fuldstændig korrekt«, bortset fra, at en sådan konsekvens ikke ville være »utilsigtet« fra Obamas side; det er hans plan at tvinge Kina og Rusland til et tilbagetog, eller også gå i krig.

[1] Se video fra LaRouchePAC: »Ingen overlevende«, danske undertekster.

En mørk, grusom, men helt igennem sandfærdig afbildning af truslen om en termonuklear krig og konsekvenserne, og Obamas deployering af hovedparten af USA’s termonukleare kapacitet i flere områder, som truer både Rusland og Kina.

Advarsel om en Ny Cubakrise

30. november 2015 – »Tyrkiet baner vejen for en Ny Cubakrise«, lyder den barske, advarende titel på en artikel i Sputnik den 29. nov., skrevet af den politiske analytiker Pyotr Iskenderov fra Ruslands Strategiske Kulturstiftelse, med undertitlen, »Invitation til ballade: Trækker Erdogan Europa ind i en Ny ’Cubakrise’?«

Iskenderovs advarsel påpeger først det, der skete den 24. nov.: »Tyrkiets uhørte provokation kunne meget vel føre til en konfrontation, der minder os om den Kolde Krigs mørkeste dage«; uhørt, fordi intet russisk militærfly er blevet skudt ned af et NATO-medlemsland i Alliancens historie. Artiklen advarer også imod den umiddelbare fremtid og Obamas rolle i opbakningen til Tyrkiet. »Tyrkiet besluttede at nedskyde det russiske bombefly, fordi præsident Recep Tayyip Erdogan føler sig overbevist om, at NATO og især USA vil bakke ham op, uanset, hvad der sker. Ønsket om at udnytte modsigelserne mellem stormagter har altid været et redskab i det (Neo)-ottomanske Imperiums politik.«

Der er nogen, der bringer en diskussion på bane om, hvorvidt Tyrkiet skal spærre Bosporusstrædet for russiske skibe, der supplerer Ruslands styrker, som bekæmper terrorister i Syrien. Dette ville imidlertid ikke blive tolereret af Rusland; og Erdogans stilling over for sin egen kommando kunne vise sig temmelig svag.

En webside, der sporer skibsruter, atmarinetraffic.com, rapporterede mandag, at fartøjer under russisk flag nu forsinkes af Tyrkiet, når de søger at passere gennem Bosporus. Det Kiev-baserede Center for Transportstrategier rapporterede dette offentligt: »Søndag sejlede russiske fartøjer i zig-zag-kurs og i buede linjer, mens de i timevis ventede på tilladelse til at krydse strædet. Fartøjer fra andre lande blev ikke opholdt.«

28. november 2015 – Akademikere og forskere fra mange lande deltager i et internationalt symposium, der begyndte i Casablanca tirsdag, den 24. nov., med temaet, »På Silkevejens to yderkanter: Marokko og Kina«. Arrangementet, der er organiseret af Hassan II Universitet i Casablanca, holdes som en del af projektet for Genoplivningen af Silkevejen og er af strategisk betydning for konsolideringen af samarbejde og koordinerede forbindelser mellem Marokko og Kina i de økonomiske, sociale og politiske sfærer.

Som det rapporteres i StarAfrica.com søger projektet blandt andre ting at sætte fokus på Marokkos afgørende rolle i at styrke civilisationen og kulturelle udvekslinger med landene i Østasien, især Kina. Den antikke Silkevej repræsenterede en af de hovedpassager, der forbandt Kina med landene i Centraleuropa via Syrien og andre nationer, så vel som også med Middelhavsområdet. I næsten 1.500 år var den en hovedrute for faste handelskaravaner, der rejste over land og vand mellem disse lande.

Konferencen forventedes at fokusere på fire hovedområder: Silkevejens rolle i styrkelse af de kinesisk-arabisk-islamiske relationer i historiens forløb; Kinas rolle i den marokkanskfødte Ibn Battunas rejse i 1334-1347, i Alexander den Stores fodspor, og videre endnu, og modtagelsen af hans arbejde inden for kinesisk skrift; økonomiske relationer mellem Marokko og Kina; og en gennemgang af og perspektiver for den Nye Silkevej, inklusive de projekter og den indsats, der er involveret.

Ligeledes i den forgangne uge afholdtes det første kinesisk-asiatiske økonomiske topmøde i Marrakesh, Marokko, med fremlæggelser og diskussioner, der fokuserede på infrastrukturudvikling i Afrika, som Kina planlægger at give assistance og midler.

Pilotnummer.

Omfatter rapporteringer fra hele verden fra ultimo okt. – primo nov. 2015.

Download (PDF, Unknown)

27. november 2015 – En delvis bail-in (ekspropriering af bankindeståender, -red.) af fire mindre banker i Italien er i færd med at fremprovokere panik og stormløb på bankerne. Det ironiske er, at regeringen gennem denne halve bail-in troede, den kunne forhindre et stormløb på bankindeståender ved ikke at gennemføre de fulde EU-regulativer for bankopløsning, der inkluderer en bail-in af [læs: tyveri fra] aktieindehavere, obligationsindehavere og indskydere. Indskyderne blev udeladt, men de såkaldte »underordnede obligationsindehavere« blev inkluderet. Dette berører omkring et hundrede tusinde kunder og 750.000 euro.

Regeringens eksekutive ordre, der blev udstedt søndag, den 22. nov., vedrører Banca Etruria, Banca Marche, Carichieti (Chieti Sparekasse) og Carife (Ferrara Sparekasser). De fire banker vil blive opløst og opsplittet i fire ’bro-banker’ og en ’dårlig bank’. Denne bail-out (statslig bankredning, -red.) vil koste 3,5 mia. euro, som vil blive betalt af en bankopløsningsfond, der etableres af Indskydergarantifonden (DGF), der ejes af banksystemet.

DGF hr imidlertid ikke penge nok. De tre store banker vil således erlægge pengene, og til gengæld vil regeringen tilstede de tre banker en skattenedsættelse til en total værdi af 2 mia.

Adusbef forbrugersammenslutningen afslører, at det på denne måde bliver skatteborgerne og bankkunderne, der betaler regningen. Især har købere af underordnede obligationer ikke fået tilstrækkelig information og var ikke klar over, at disse papirer ville blive betragtet som aktier, og således være med i en bail-in.

Pludselig blev mange kunders indeståender annulleret af bail-in af disse værdipapirer, og de vendte sig vredt imod bankerne. Fremtrædende personer fra fagforeninger advarede, alt imens de forsvarede kunderne, om, at situationen kunne blive voldelig og komme ud af kontrol.

Regeringen var blevet advaret af chefen for DGF, Salvatore Maccarone, der, under sine bemærkninger foran en parlamentskomite, havde sagt, at en bankopløsning med en bail-in kunne sprede panik og fremprovokere et stormløb på bankerne. Regeringen gennemforhandlede således med Bruxelles en bailout/bailin, der ikke ville røre indeståender, og ikke ville blive regnet for statslig hjælp.

Men selv om nominelle indeståender ikke røres, så skaber involveringen af underordnede obligationer ikke desto mindre panik. Dette bør være en advarsel til de EU-idioter, der troede, de kunne redde det bankerotte banksystem ved at udplyndre indskydere.

Det er en yderligere skandale, og faderen til regeringsminister Maria Elena Boschi, en nær medarbejder til Renzi, er vicepræsident for en af de banker, der nu får en bail-out, Banca Etruria.

Med formand Tom Gillesberg.
Inkluderer også: Høring om atomkraft (thorium) i Folketinget / Stem NEJ: bevar retsforbeholdet!

29. november 2015 – En artikel i dag af Gal Luft i Kinas statslige, engelsksprogede avis, Global Times, rapporterer, at morgendagens COP21 i Paris vil blive den største samling af statsoverhoveder nogen sinde – hele 147 af slagsen – uden for FN’s Generalforsamling. Men, hvorfor kommer de? »Mange af disse ledere vil ikke deltage i topmødet pga. bekymring for verdens klimaforandring, men snarere for at sikre, at deres lande, der for det meste er under udvikling, ikke ender som offerlam på ’klimatismens’, dvs. den grønne kults globale opvarmnings-credos, alter.«

Den indiske regering brugte sin officielle twitter-funktion for Topmødet til i dag at udstede en erklæring, forud for premierminister Narendra Modis afrejse til Paris. Erklæringen sagde, »resultatet af Topmødet må understøtte tilpasning til og udvikling af billige teknologier til at afbalancere periodisk forsyning af sol- og vindenergi«, rapporterede ANI.

Blandt disse billige eller prisbevidste teknologier er kul i dag stadig den førende. Artiklen i Global Times påpeger, at »kul er den brændselsform, der bruges i næsten 80 % af Kinas energisektor. Indien, hvor antallet af energi-berøvede mennesker tæller flere end den totale amerikanske befolkning, bruger kul i 60 % af sin energiproduktion. De sammenlagt 600 mio. mennesker i de 10 sydøst-asiatiske lande er også dybt afhængige af kul.« Artiklen opsummerer ved at sige, at arbejdshesten i Asien under udvikling, hvor de fleste af denne verdens fattige mennesker lever, altid har været, og fortsat er, kul.

Forfatteren udpeger korrekt den intention om folkemord, der ligger i COP21, selv om han desværre kun gør det implicit. Det er en fejltagelse ikke at pege på kernekraft og fusionskraft[1] som menneskehedens fremtid,[2] og det er en fejltagelse ikke at anklage de samme britiske imperialister,[3] der har arrangeret COP21, for at nægte adgang til disse højere teknologier.

[1] Se Specialrapport: En Prometheus-tilgang til nye former for ild: Udvinding af helium-3 på Månen, for en menneskehed med fusionskraft 

[2] Se video: En vision for fremtiden 

[3] Se specialartikel: Klimaforandring som middel til oprettelse af et globalt miljødiktatur, af Helga Zepp-LaRouche 

29. november 2015 – I kølvandet på Tyrkiets ensidige brud på NATO’s uskrevne regler for kamphandlinger med sin nedskydning af det russiske SU-24-fly, går EU nu frem med en belønning til Tyrkiet på 3 mia. euro og tilskynder Ankara til at forhindre sine syriske flygtninge i at gå ombord i plimsollere med kurs mod de nærliggende græske øer, rapporterer Reuters i dag og citerer et udkast, der er udfærdiget i kølvandet på dagens topmøde mellem EU og Tyrkiet i Bruxelles. Uden at nævne aftalen sagde EU-rådets præsident, Donald Tusk, til journalister, at hovedformålet for topmødet var at stemme op for strømmen af migranter til Europa. »Vi er nået frem til en aftale, som jeg håber, vil blive vedtaget af alle parter i dag«, sagde han.

Reuters bemærkede tidligere, at den tyske kansler Angela Merkel før mødet til reportere sagde, at »en væsentlig del af denne handleplan for EU og Tyrkiet vil dreje sig om, hvordan vi kan erstatte illegal migration med legal migration, hvordan vi kan forbedre situationen for flygtninge i Tyrkiet. Tyrkiet giver husly til godt og vel 2 millioner flygtninge, og har kun modtaget minimal international støtte, så Tyrkiet har en retmæssig forventning om, at EU og dens medlemsstater vil hjælpe Tyrkiet med at klare denne byrde.«

Den tyrkiske premierminister Ahmet Davutoglu, der den 28. nov. i tre timer havde møde med statsledere i EU, sagde ved sin ankomst til drøftelserne i Bruxelles, at det var »en ny begyndelse« for Tyrkiets forsøg på at blive medlem af EU, der har været sat i stå i 10 år. »I dag er en historisk dag i vores optagelsesproces til EU«, sagde Davutoglu til reportere. »Jeg er taknemlig over for alle europæiske ledere for denne nye begyndelse«, sagde han iflg. Reuters.

Foto: Tyrkisk flygtningelejr i grænsebyen Suruc, med 35.000 flygtninge. Lejren har to hospitaler, syv sundhedsklinikker og klasseværelser til 10.000 børn.    

29. november 2015 – Den 28. november gennemførte den russiske præsident Vladimir Putin, ved eksekutiv-ordre, sanktioner mod Tyrkiet. En stor del af hans dekret virker vagt, men det står klart, at russiske firmaer efter 1. januar ikke længere kan ansætte tyrkiske borgere; det er slut med visa-frie rejser; russisk turisme til Tyrkiet er begrænset eller ophørt; og de fleste tyrkere vil få forbud mod at komme ind i Rusland efter den 1. jan. Visse tyrkiske eksportvarer til Rusland vil blive forbudt, andre begrænset.

Idet hun kommenterede det eksekutive dekret fra Putin, sagde formanden for Dumaens Komite for Sikkerhed og Modforholdsregler for Korruption, Irina Yarovaya, at de økonomiske forholdsregler, som Rusland nu indfører over for Tyrkiet, blandt andet har til hensigt at afskære finansieringen af terrorisme, rapporterede Tass i dag. »Putin har gennemført forholdsregler til at forsvare dette land fra politikken med »kniven i ryggen«. Det er vigtigt, fordi Tyrkiet er i armene på terrorisme, mens vi standhaftigt fører krig mod terrorisme«, sagde Yarovaya, iflg. hendes komites pressetjeneste og Sputnik News.

29. november 2015 – Det tyske magasin Der Spiegel interviewede den amerikanske generalløjtnant Mike Flynn (pensioneret) i dag, den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (DIA), der blev fyret af Obama, og som derefter offentligt anklagede Obama for med overlæg at forfølge en politik, der skabte og udbredte IS. Der Spiegel er ikke Al-Jazeera America, hvor Flynn tidligere fremkom med disse anklager, påpegede Helga Zepp-LaRouche i dag. Det er flagskibet inden for det tyske establishments medieverden, og en grundpille i det europæiske establishment.

Det faktum, at Spiegel har interviewet Flynn på dette tidspunkt, siger en masse om de forandringer, der er sket i Europa, siden massakrerne i Paris og Tyrkiets efterfølgende nedskydning af et russisk militærfly og mordet på dets kaptajn. Hvor står Europa? Ser de hen mod en koalition med Obama, der ikke kan opretholdes? Vil de skifte standpunkt i retning af at alliere sig med Rusland i Syrien?

Fr. Zepp-LaRouche mente, at den vigtigste del af interviewet var den ordveksling, hvor intervieweren fra Spiegel sagde, »Der ville ikke være noget IS, hvis ikke amerikanerne havde invaderet Bagdad i 2003, Fortryder De … «

Flynn: … ja, absolut…

Spiegel: … Irakkrigen?

Flynn: Det var en kolossal fejltagelse.

http://www.spiegel.de/international/world/former-us-intelligence-chief-discusses-development-of-is-a-1065131.html

28. november 2015 – Præsidenten for det franske parti Solidarité et Progrès, Jacques Cheminade, mangeårig ven til Lyndon LaRouche, sagde til Sputnik, at Frankrig ikke kan forblive i NATO-alliancen, hvis Tyrkiet får lov til at blive, efter Ankaras kompromisløse nedskydning af et russisk bombefly over Syrien, hvor russerne har været engageret i kampen mod ISIS på invitation af den syriske præsident.

Her følger teksten fra den engelsksprogede nyhed fra Sputnik, der blev udlagt i går med titlen, »Frankrig bør forlade NATO, hvis Tyrkiet bevarer sit medlemskab i alliancen efter nedskydningen af et russisk Su-24 fly.« http://sputniknews.com/europe/20151127/1030888909/nato-france-downing-turkey.html

Moskva (Sputnik) – Frankrig bør forlade NATO, hvis Tyrkiet bevarer sit medlemskab i alliancen efter nedskydningen af et russisk Su-24 fly, sagde lederen af det franske parti Solidaritet & Fremskridt til Sputnik Frankrig fredag.

»Enten bør Frankrig forlade NATO på dette tidspunkt, eller forlange suspension eller eksklusion af Tyrkiet [fra alliancemedlemmerne] som en del af NATO«, sagde Jacques Cheminade.

SU-24 bombeflyet styrtede tirsdag ned i Syrien. Den russiske præsident Vladimir Putin sagde, at flyet blev nedskudt af et luft-til-luft-missil, affyret af et tyrkisk F-16 fly over syriske territorium, og faldt ned 4 kilometer fra den tyrkiske grænse. Putin beskrev det tyrkiske angreb som »et knivstik i ryggen« udført af »terroristernes medskyldige«.

Efter hændelsen gav NATO udtryk for solidaritet med Tyrkiet og tilbød støtte til Ankara og sagde, at alliancens vurdering af hændelsen var i overensstemmelse med information, den havde fået fra landet, der hævdede, at det russiske fly kortvarigt havde krænket tyrkisk luftrum.

Franske myndigheder har ændret deres syn på Syriens rolle i kampen imod Islamisk Stats militante gruppe, sagde Jacques Cheminade.

Tidligere på dagen sagde den franske udenrigsminister Laurent Fabius til RTL radio, at tropper, der var loyale over for den syriske præsident Bashar Assad, sammen med den Frie Syriske Hær og kurderne, kunne bruges til at bekæmpe ISIL på jorden.

»En ændring af Frankrigs holdning er åbenlys. Selv Fabius foreslog, at den syriske hær kunne deltage i kampen imod IS«, sagde Jacques Cheminade.

Han tilføjede, at den franske præsident François Hollande formodede, at den syriske hær ville tilslutte sig koalitionen imod ISIL-gruppen, på trods af Hollandes negative holdning til Assads regering.

Den syriske hær og nogle lokale militser bekæmper ISIL i Syrien på jorden.

Tidligere på måneden annoncerede Hollande sine planer om at skabe en bred antiterror-koalition til at bekæmpe ISIL-jihadister.

Foto: Jacques Cheminade interviewes af Sputnik.

København, 16. september 2015 – Andreas Mogensen, den første dansker til at foretage en rejse i Rummet, ankom til Danmark i dag efter sin netop overståede 10-dages IRISS-mission til ISS (Den Internationale Rumstation, med start 2. sept.). EIR fik mulighed for at stille det første spørgsmål på en pressekonference, som Andreas Mogensen holdt i Industriens Hus. Pressekonferencen blev sendt live over den nationale kanal TV2, og en del af hans svar til EIR var leder på den artikel, der kom på TV2’s hjemmeside, med overskriften: »Andreas Mogensen: Der er ingen grænser set fra rummet«. EIR’s spørgsmål kommer efter ca. 13 minutter.

EIR: Identifikation. ”Da du holdt din pressekonference i oktober 2014, spurgte jeg dig om, at forberedelsen til din rumrejse fandt sted under en voksende spænding mellem Rusland, på den ene side, og USA og Europa på den anden side, hvor du fastslog, at det var meget vigtigt at beholde videnskabeligt og rumfartsmæssigt samarbejde. Så nu, efter at du har været i rummet på en Soyuz-raket sammen med en russisk kosmonaut fra Baikonor, hvad siger du om, hvorfor det er vigtigt at beholde samarbejdet mellem det russiske rumagentur, og ESA og NASA?”

Andreas Mogensen: ”Det er kun gennem samarbejde og kommunikation, at vi kan løse nogle af de problemer, som eksisterer. Det, jeg kan sige er, at, ombord på rumstationen er der ingen problemer mellem nationaliteterne.

Vi er mennesker, der drager i Rummet sammen for at løse fælles problemer. Måske er det første indtryk man får, når man kigger på Jorden, at det er én Jord. Man kan ikke se landegrænser fra Rummet, og man får meget hurtigt en fornemmelse af, at det er noget menneskeskabt, landegrænser. Vi er allesammen mennesker med de samme drømme, med de samme ønsker, med de samme behov, og vi lever på den samme planet, så derfor er det samarbejde, der ligger bag rumstationen, så vigtigt.

Og jeg tror, at det i fremtiden bliver endnu vigtigere, fordi det er et eksempel på, hvordan vi i fællesskab kan løse problemer. I fremtiden vil flere og flere af vores problemer være på en skala, som gør det nødvendigt, at vi arbejder på tværs af landegrænser, og på tværs af kulturer. Det er rigtig, rigtig vigtigt, og et godt eksempel på, hvad vi kan opnå, når vi arbejder sammen og samarbejder.”

Mens han var i Rummet, udførte Andreas Mogensen mange eksperimenter, af hvilke den mest spændende var, som en del af »Thor-eksperimentet«, at se, hvad det er, der sker under tordenvejr oven over skyerne, og han filmede, for første gang, »blå kæmpelyn«, der lynede op i gentagne lysudbrud, fra kuplen på toppen af den russiske sektion af ISS. Han fortalte, hvor spændende det var, da han fandt ud af, at dette var første gang, fænomenet var blevet opdaget og filmet.

I morgen vil Andreas Mogensen holde et foredrag på Københavns Universitet og møde børn på Planetariet.

Se også video og interview fra oktober 2014: http://schillerinstitut.dk/si/?p=7717

STOP 3. VERDENSKRIG: 

Følgende erklæring blev udlagt på LaRouchePAC websiden her til aften, den 28. nov.:

Lyndon LaRouche gentog i dag sin tidligere advarsel, der nu er endnu mere overhængende nødvendig, om, at den amerikanske præsident Barack Obama er fast besluttet på at følge en kurs mod atomkrig og omgående må fjernes fra embedet. Advarslen kommer som respons på optrapningen af Obamas igangværende politik for en atomar konfrontation med Rusland, som det eksemplificeres af nedskydningen af et russisk militærfly over Syrien af medlem af NATO og USA’s allierede, Tyrkiet. Tyrkiets handling kunne kun være forekommet med Obamas velsignelse. LaRouches advarsler understreges af amerikanske sikkerhedseksperters vurderinger. Alligevel er der en tåbelig tilbageholdenhed med hensyn til at kræve det eneste middel, der kan trække verden tilbage fra truslen om atomkrig – at fjerne Obama fra kontrollen over USA’s atomstyrker ved at stille ham for en rigsret, eller ved at aktivere det 25. tillæg til den amerikanske Forfatning.

Den seneste advarsel om en mulig umiddelbart overhængende atomkrig er netop blevet publiceret i Politico Magazine af en tidligere atommissil-affyringsofficer, Bruce G. Blair, med titlen »Kunne spændinger mellem USA og Rusland eskalere atomart?«. Blair påpeger Obamaregeringens politik med affyr-på-varsel (launch on warning) og den korte responstid til at træffe beslutningen om at lancere atomstyrker. Han erklærer, at dette sætter verden på en hårs bredde fra atomkrig, der er farligere end under den Kolde Krig.

Blair advarer:

»Det er især sandt, eftersom offentligheden ikke gør sig klart, hvor lidt tid, der er, for vore ledere til at træffe afgørelsen om at bruge atomvåben, selv i dag – og om noget, så gør atmosfæren det til en endnu mere hårfin udløsermekanisme med truslen om cyberkrig. En affyringsordre er på længde med et tweet. Missilmandskabet transmitterer dernæst en kort strøm af computersignaler, der omgående antænder raketmotorerne til mange hundrede landbaserede missiler. For USA’s vedkommende tager dette 1 minut. Som forhenværende atommissil-affyringsofficer har jeg personligt trænet dette hundreder af gange. Vi blev kaldt for Minutmænd. Amerikansk ubådsmandskab bruger lidt længere tid; de kan affyre deres missiler efter 12 minutter.«

»I betragtning af den 11- til 30-minutters flyvetid for angrebsmissiler (11 for ubåde, der lurer ud for modpartens kyster, og 30 for raketter, der flyver over polerne til den anden siden af planeten), er beslutningstagningen for atomanvendelse, under ’launch on warning’ – altså processen fra varsling til beslutning om handling – ekstremt forceret, følelsesmæssigt højspændt og proforma, drevet frem af checklister. Jeg beskriver det som den mekanisk rutinemæssige iværksættelse af et forberedt manuskript. Under nogle scenarier modtager præsidenten, efter en blot 3 minutter lang vurdering af de første varslingsdata, en 30 sekunder lang briefing om sine atomare responsmuligheder og disses konsekvenser. Han har dernæst nogle få minutter – maksimalt 12, mere sandsynligt 3 til 6 – til at vælge en af dem.«

I denne sammenhæng kan Obamas deployering af amerikanske og allierede styrker imod Rusland kun ses som en eskalering imod en konflikt med atomvåben. For eksempel nævner Blair deployeringen af amerikanske Aegis-krigsskibe til Sortehavet, armeret med krydsermissiler, der kunne angribe Moskva på få minutter. Eller deployeringen af amerikanske strategiske bombefly, der flyver mod Rusland. Dette tvinger så igen Rusland ind i en optrappende respons.

Blair spørger:

»Forstår amerikanske ledere, at russerne har grund til at frygte, at en trussel om halshugning (dvs. lamme en regering ved at fjerne dens ledelse, -red.) er ved at vokse frem, og at denne trussel meget vel kunne være den underliggende drivkraft, der hæver indsatsen for Rusland til et niveau med en eksistentiel trussel, der påbyder forberedelse til at anvende atomvåben? Det tvivler jeg på, at de gør.«

Den skræmmende konklusion, som Blair ikke drager, er imidlertid, at USA’s præsident Barack Obama forstår dette og har til hensigt at skabe en eksistentiel krise for Rusland, og således bringe verden ud på randen af atomkrig. Siden begyndelsen af Barack Obamas præsidentskab har LaRouche advaret om, at Obama er en narcissistisk dræber. Alt, hvad Obama sidenhen har gjort, har bevist, at LaRouche havde ret. Man behøver blot se på Obamas indtræden i rollen som global bøddel, der præsiderer over de regulære tirsdagsmøder, hvor han personligt træffer beslutning om de amerikanske droneangrebs dræberlister. Eller hans konfronterende adfærd mod Rusland i kølvandet på den tyrkiske nedskydning af det russiske militærfly.

Der er ikke tid eller plads til en lang debat om dette spørgsmål. Obamas atomkrigsprovokationer udgør en trussel mod den menneskelige arts eksistens. Han må fjernes nu. Et enkelt medlem af Kongressen kan retmæssigt indlede en rigsretsprocedure. Ansvarlige regeringsfolk i præsidentskabet kan retmæssigt indlede det 25. forfatningstillæg med den begrundelse, at en præsident, der har til hensigt at fremprovokere atomkrig, ikke længere er skikket til embedet.

Det amerikanske folk må nu agte på LaRouches advarsel. Fjern Obama Nu!

Supplerende materiale:

Putin og Hollande mødes i Moskva – Aftale om koordinering – Går efter oliesmugling m.m. – Obama på sidelinjen; afsløret

27. november 2015 – Under sit møde med den franske præsident François Hollande gjorde den russiske præsident Vladimir Putin det klart, at Rusland var parat til tæt samarbejde med den amerikansk ledede koalition imod Islamisk Stat. Ikke desto mindre sagde han, at endnu en ’uacceptabel’ handling, dvs. nedskydning af russiske fly, ville betyde »en afslutning på samarbejde med nogen som helst«.

»Vi er klar til at samarbejde med koalitionen, der ledes af USA. Men selvfølgelig er hændelser som tilintetgørelsen af vores fly og vore soldaters død … absolut uacceptable.« Vi går frem ud fra det standpunkt, at der ikke kommer en gentagelse af dette, ellers vil vi ikke have brug for samarbejde med nogen, nogen koalition eller noget land.«

Putin sagde, at han og Hollande enedes om yderligere militært samarbejde og sagde, at de ville »udveksle informationer om, hvilke territorier, der er besat af den sunde del af oppositionen snarere end terrorister, og vil undgå luftangreb imod dem.«

Hollande sagde, at nedskydningen af det russiske fly satte fokus på behovet for, at lande koordinerer deres militære aktiviteter tættere for at undgå en eventuel gentagelse af det, han kaldte for en »beklagelig hændelse«. Han opfordrede igen til en »deeskalering« af spændingerne mellem Moskva og Ankara.

Download (PDF, Unknown)