6. nov. 2014 – Ebola-epidemien i Sierra Leone er ude af kontrol og overvælder regeringen.

»Vi var ikke forberedt på ebola-svøben. Den overraskede os, og med vores svage sundhedsvæsen kan vi blot forlade os på hjælp, som kommer fra vore internationale partnere«,

rapporterede sundhedsminister dr. Abubakar Fofana til IPS nyhedstjenesten i dag. Af de 221 million dollars, som Sundhedsministeriet behøver blot for at inddæmme udbruddet, er kun 110 millioner dollars øremærket til regionen af internationale donorer, og det meste heraf er ikke kommet.

Ifølge Africa Governance Initiative spredes ebola ni gange hurtigere i Sierra Leones landbrugsområder end det gjorde for to måneder siden. Desuden vokser spredningen af virussen i hovedstaden Freetown, som registrerer seks gange så mange tilfælde pr. dag, i sammenligning med for to måneder siden. Krisen er kombineret med en alvorlig fødevaremangel, som iht. FN-missionen for Ebola-nødberedskab (UNMEER) tvinger nogle familier til at forlade deres hjem, hvor de er sat i karantæne. Verdensfødevareprogrammet (WFP) har forsøgt at uddele mad til 400.000 mennesker, rapporterede Reuters i dag, men det er ikke tilstrækkeligt. The Daily Beast citerede en rapport fra Associated Press den 4. nov., som sagde, at »tusinder« af Sierra Leone-borgere flygter ud af deres landsbyer i søgen efter mad.

Forud for ebola-udbruddet er Sierra Leone blevet ødelagt af en ti år lang borgerkrig med nogle af verdens højeste rater for undernæring, inkl. 15 % akut underernæring hos børn under fem år. Nu, hvor mange distrikter er afspærret for at forhindre spredningen af ebola, er den i forvejen begrænsede adgang til mad blevet næsten umulig.

I øjeblikket har Sierra Leone 288 sengepladser, fordelt på fire Ebola-behandlingscentre (ETC’er), som behandler 196 bekræftede tilfælde, sagde UNMEER. FN-agenturet har imidlertid mistanke om, at gennemsnitligt 50 % af ebola-tilfældene ikke rapporteres. The Daily Beast rapporterer i dag om, at man mistænker 5.338 tilfælde. I december måned vil behovet for sengepladser være 1.864, og der er behov for at

»planlægge, sikre og stille til rådighed yderligere 731 beskyttede sengepladser (safe beds) ved den første uge i december«, sagde UNMEER i sin rapport den 5. november. »Mangel på disponible sengepladser i ETC’er tvinger familier til at pleje patienterne hjemme, hvor plejerne ikke er i stand til at beskytte sig ordentligt fra at blive eksponeret til ebola-virussen, og således forøger risikoen for smitte«, advarede UNMEER.

Læge uden Grænser rapporterer, at den internationale respons til Sierra Leones krise har været

»langsom« og »ukoordineret … der er et enormt svælg i alle aspekter af responsen, inkl. lægebehandling, uddannelse af sundhedspersonale, smittekontrol, sporing af kontakt, epidemiologisk overvågnings-, alarmerings- og henvisningssystemer, samt oplysning og mobilisering af samfundet.«

5. nov. 2014 – I korte bemærkninger under festligholdelsen af Folkets Enhedsdag, som mindes afslutningen af De urolige Tider i det 17. århundrede i Rusland, kom den russiske præsident Vladimir Putin med et klart budskab i går om, at Rusland vil forsvare sin suverænitet.

»Mere en fire århundreder er gået, men disse tiders dramatiske begivenheder er stadig en lektie for os, som tjener som eksempel for alle generationer og en regel for os alle – en regel, der siger, at vi må bevare og beskytte vore nationale interesser«, sagde Putin.

»Hvis vi forsømmer at huske disse nationale interesser, kan det føre til disintegration og ruin for vort land; dets suverænitet har samme fundamentale værdi som frihed og demokrati.«

Inden for det militære område forklarede Ruslands ambassadør til NATO, Alexander Grushko, præcis, hvad dette vil sige med hensyn til NATO, i bemærkninger til avisen Kommersant, rapporterer RIA Novosti.

»NATO kan ikke ignorere den kendsgerning, at en stærkere sammensætning af alliancens styrker vil blive taget i betragtning af vore militære strateger, og at Rusland vil tage alle nødvendige skridt til at styrke sit forsvar imod alle potentielle trusler«,

sagde Grushko. Han advarede om, at alliancens beslutning om at styrke sin »østflanke« og den kendsgerning, at NATO er ved at vende tilbage til sin holdning fra den Kolde Krig om at være modstander til Rusland, som NATO anser for at være »Fjende #1«, vil få langtrækkende, politiske konsekvenser, og han advarede om, at nedfrysningen af samarbejdet mellem Rusland og NATO vil få en skadelig effekt på euro-atlantisk sikkerhed.

»Vi har ikke nægtet at tale sammen. Det var ikke vores beslutning at suspendere praktiske samarbejdsprojekter inden for rammerne af NRC [NATO-Ruslandsrådet]«,

sagde Grushko og understregede, at Rusland var blevet NATO’s partner

»ikke for partnerskabets egen skyld, men af hensyn til en større sikkerhed i hele det euro-atlantiske område.«

I mellemtiden identificerede pens. generalløjtnant Nikolai Pushkarev, tidl. fra Det russiske militærs Hovedefterretningsdirektorat (GRU), den britisk/amerikanske hånd bag ISIS-truslen mod Rusland.

»Der er trusler. Ekstremisterne bruger islam til politisk destabilisering af flere stater. Disse begivenheder vil ikke få et godt udfald. De har erklæret, at de vil angribe Amerika«, sagde Pushkarev i et interview med RIA Novosti. Der er imidlertid »grund til at tro, at amerikansk og britisk efterretningsvæsen støtter de islamiske ekstremister for at true Ruslands territoriale integritet.« Han advarede imidlertid om, at Rusland ikke burde intervenere direkte mod ISIS, fordi Rusland har en stor, muslimsk befolkning. Rusland bør hjælpe med »ikke-militære, diplomatiske midler, muligvis økonomiske«, sagde han og understregede, at »Rusland er interesseret i Bashar Assad-regimets overlevelse, da vi har meget gode relationer med Syrien.«

Foto: Putin hilser på repræsentanter for nogle af de forskellige folkegrupper i den russiske føderation på Folkets Enhedsdag 

4. november 2014 – En ny rapport fra UNICEF, »Recessionens børn/Den økonomiske krises indvirkning på børns velfærd i rige lande«, bemærker, at, i USA bor 32 % af børn i husstande, som har en årlig indkomst på under 60 % af den nationale gennemsnitsindkomst i 2008.

Rapporten, som blev udgivet i september, valgte 2008 til at vise, hvor dårligt det er blevet i USA siden før det, som kaldes »den store recession«. Siden da er den procentvise andel af amerikanske børn, som lever i fattigdom, steget med 2 % – samtidig med, at 18 andre rige nationer reducerede deres rater for børnefattigdom.

I nogle stater er raten endnu højere. I New Mexico er den 41,9 %, landets dårligste. New Hampshire har den bedste rate, 12,5 %. Fordelt regionalt har sydstaterne de højeste rater for fattigdom blandt børn. Alt i alt lever flere end 24 millioner amerikanske mindreårige i fattigdom.

Allgov.com bemærker, at FN’s UNICEF-afdeling har opført USA som nr. 36 af de i alt 41 rige nationer. I toppen ligger Norge[1] med 5,3 %.

—————————————————-

[1] Listen omfatter 41 industrialiserede og rige lande. Danmark ligger nummer 24, mens Norge ligger på en femteplads, Finland som nummer otte og Sverige som nummer 13.

I modsætning til i Danmark, er antallet af børn under fattigdomsgrænsen faldet i de tre lande. (-red.)

For at fejre Friedrich Schillers 255. fødselsdag (10. november, 2014), og 30-års jubilæet for grundlæggelsen af Schiller Instituttet (SI), anførte grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, en lidenskabelig diskussion om Schillers unikt skabende intellekt og Schiller Instituttets historiske betydning. Idet hun indledte med en opdatering af den strategiske situation, sagde Helga, at verden i dag »hænger mellem Himmel og Helvede«, med truslen om en akut fare for krig (Ukraine og ISIS), men med BRIKS-nationernes nye »dynamik med maksimal økonomisk integration« på dagsordenen.

Hvad er nødvendigt for at vippe balancen over i vores favør? Dette spørgsmål førte til en meget fascinerende diskussion, som startede med en meget personlig rapport fra Helga om den store lykke, hun havde, da hun som skolepige opdagede Schiller. Hos Schiller mødte hun det skønneste billede af mennesket og idéen om, at man, gennem udviklingen af skønne sjæle, kan opnå et skønt samfund. Hun havde lejlighed til at genlæse Schillers værk i 1978, hvor den strategiske spænding mellem USA og Tyskland blev mere intens pga. atompolitikken; i begyndelsen af 1980’erne stiftede hun Schiller Instituttet for at skabe et nyt grundlag for relationerne mellem nationer.

I løbet af de forgangne 30 år har vi, i mange landes øjne, gjort Schiller Instituttet til en modsætning til den nuværende verden, som den domineres af imperiet. En betydelig del af denne indsats for at organisere folk har været at få folk til at lære Schillers intellekt at kende, at udvikle et niveau af tænkning som hans og at »opøve følelserne«.

Under denne diskussion benyttede hun lejligheden til at tale om Schillers poetiske metode og hans brug af tragedien som midler til at opløfte et publikum. Frem for alt, sagde hun, kommer behovet for at kæmpe for skønhed. Forespurgt om, hvad der kunne gøres for at reformere den dystre uddannelsesproces i USA, svarede hun, at det måtte begynde med at genindføre klassisk musik i skolerne. Hun sammenlignede Marion Andersons skønne værdighed, når hun sang nationalhymnen, med Beyonces skammelige læbe-synkroniserede version, som et eksempel på forskellen mellem de ægte følelser, som en klassisk opførelse fremkalder, med Hollywoods degenererede forlorenhed.

Det var en meget indholdsrig, livlig fremstilling, som tog sigte på den almene befolknings smålighed, og som opmuntrede folk til at hæve sig op til det niveau for statsmandsskab, som er nødvendigt for at gå ind i æraen efter Obama – en meget passende måde at ære Schiller på, i den sarte alder af 255 år!

Der vil senere komme et udskrift af hele diskussionen.

(Billede: Statue af Friedrich Schiller, Belle Isle, Detroit, Michigan, USA. Denne statue af den tyske poet og skuespilforfatter blev bestilt af Detroits tysk-amerikanske samfund i 1908 til en pris af 12.000 dollars; kunstneren er Herman Matzen.) 

Download (PDF, Unknown)

Resultatet af midtvejsvalget i USA førte til Demokraternes mest dramatiske valgnederlag siden Anden Verdenskrig og giver Republikanerne kontrollen over begge Kongressens huse, såvel som 31 – måske endda 32 – af i alt 50 guvernørposter. I samtlige delstater gør man Obamas politik ansvarlig for dette jordskred. I det Demokratiske Parti er tre grupperinger gået sammen og kræver i disse dage, at Obamas inderkreds af »interventionister« – altså Valerie Jarrett, Susan Rice, Denis McDonough osv. – fyres og erstattes af kompetente demokrater, f.eks. fra Clinton-regeringen.

I betragtning af de eksistentielle udfordringer, som USA står overfor mht. sin finansielle og økonomiske situation, såvel som den brandfarlige, strategiske krise i verden, krævede Lyndon LaRouche, at demokrater og republikanere, som en påtrængende nødvendighed, må komme overens om en upartisk dagsorden. Udskiftningen af Obama på den ene eller anden måde er sikker, og derfor er det bydende nødvendigt, at en handledygtig regering kommer i stand.

Denne upartiske kombination af demokrater og republikanere må sætte bekæmpelsen af den umiddelbare krigsfare øverst på dagsordenen, og til dette hører samarbejde med Kina, såvel som den omgående afslutning på støtte til fascisterne i Ukraine – en politik, som har bragt verden til randen af en strategisk konfrontation med Rusland. Desuden må den amerikanske generalstabs plan for at omstyrte »Islamisk Stat« støttes.

LaRouche har allerede tidligere defineret Fire Love, ved hvis hjælp det truende finanskrak kan forhindres og en økonomisk genrejsning kunne igangsættes.

I modsætning til den i Europa vidt udbredte anskuelse, at selv en rigsretssag mod Obama overhovedet ikke ville ændre noget i amerikansk politik, så er USA på ingen måde så monolitisk, som de ensrettede medier i deres todimensionelle nyhedsrapportering vil have os til at tro. Ud over sådanne skingre personer som McCain findes der patrioter i begge lejre, der ikke ønsker, at USA skal starte en atomkrig, og som heller ikke er ubekendt med Amerikas elendige tilstand. Nogle af dem ved også, at den fulde vægt af ansvaret vil falde tilbage på dem, hvis det kommer til et nyt finanskrak, som vil få krisen med Lehman Brothers i 2008 til at ligne de berømte »peanuts«.

Men det er også klart, at verden i mange henseender befinder sig i et slutspil, hvis udfald enten vil blive en ny verdenskrig – eller også sætter de fornuftige kræfter sig igennem, som i alle vigtige spørgsmål tilstræber et samarbejde mellem USA, Rusland og Kina, og hvor alle andre fredselskende nationer dernæst kan tilslutte sig dette samarbejde. På den ene side er der fanatikere, som f.eks. direktøren for asienstudier i Council of Foreign Relations, Elisabeth Economy, hvis udfald mod Kina truer med at føre USA direkte ind i den Thukydid-fælde, som generalstabschef Dempsey gentagne gange har advaret imod. På den anden side er der absolut politikere som Bill Clinton, der i sin embedsperiode principielt har bevist, at han kan samarbejde med Rusland og Kina, og som man i dag også kan have tillid til vil være fortaler for et samarbejde mellem USA og BRIKS-staterne.

APEC-topmødet den 9.-11. nov. i Beijing, det efterfølgende møde mellem BRIKS-landenes statschefer og G20-topmødet i Australien vil give et temmelig nøje spejlbillede af konstellationen af kræfter i verden. Det vil blive tydeligt, at det økonomiske, politiske og militære samarbejde mellem Rusland, Kina og Indien vil blive yderligere udbygget, og at den Nye Silkevejs inkluderende politik og samarbejdet med mange af Asiens, Sydamerikas og Afrikas lande er den overlegne model, som kommer alle stater, som deltager i det økonomiske opbygningsprogram, til gode. Hertil hører også aftalen om »Free Trade Area of the Asia Pacific« (Frihandelszone for Asien og Stillehavsområdet, FTAAP), som er inkluderende for alle stater – i modsætning til den TPP-aftale, som USA er fortaler for, og som i det mindste i sit nuværende koncept skal udelukke Kina.

Ligeledes mere attraktivt er BRIKS-staternes og deres samarbejdende nationers banker – den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), den Nye Udviklingsbank (NDB) og Shanghai Corporation Organisation Bank – som alle udelukkende tjener til at finansiere realøkonomiske projekter og nu begynder at finansiere projekter til udviklingslandene, som Verdensbanken har afslået i årtier. Man kan formode, at BRIKS-staterne inden for rammerne af disse topmøder vil diskutere konkrete idéer til, hvordan man vil modvirke det kollaps af den transatlantiske finanssektor, som med sikkerhed snart vil indtræde, dvs. diskutere reelle alternativer til Federal Reserves, Bank of Englands og Den europæiske Centralbanks utopiske Bail-in-, Bail-Out-fantasi.

Den næste banebrydende begivenhed, som falder i turbulensen efter Obamas nederlag, er den sandsynlige, afsluttende forhandling mellem P5+1-staterne (de fem permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd plus Tyskland) og Iran om det iranske atomprogram den 24. november. Egentlig er det russiske forslag om at forarbejde den berigede, iranske uran til brændselsstave i Rusland allerede accepteret, og med en aftale kunne man dernæst etablere et inspektionsregime og ophæve sanktionerne. Men ødelæggende manøvrer, som alle sluttelig udgår fra Imperiets kræfter, optrappes næsten dagligt.

Således rapporterer Wall Street Journal om et hemmeligt brev fra Obama til Ayatollah Khamenei, hvor en succesrig atomaftale kædes sammen med muligheden for et amerikansk-iransk samarbejde mod ISIS-terroristerne. Offentliggørelsen, som beroede på unavngivne kilder, havde den tydeligvis tilsigtede virkning: Mike Rogers, formand for Kongressens Efterretningskomite, hidsede sig op over den oprørte reaktion fra USA’s allierede i Mellemøsten, som befinder sig i »koalitionen« mod ISIL-styrkerne. Tidligere havde de berygtede høge John McCain og Lindsay Graham betegnet brevet som »uhørt«, som i øvrigt skader USA’s nationale sikkerhedsinteresse lige så meget som de arabiske partneres interesse.

Det, som disse herrer i deres neokonservative forblindelse naturligvis tier om, er den kendsgerning, at kun et amerikansk-iransk-syrisk samarbejde kan gøre en ende på ISIS-terroren, der er resultatet af amerikansk politik siden Brzezinskis politik i halvfjerdserne, og som bl.a. støttes af Saudi Arabien og Qatar. McCain og Graham krævede, at man opsagde atomaftalen med Iran, væltede Assad-regeringen og leverede våben til Kiev-regimet. I USA gælder ganske vist det første tillæg til Forfatningen, som beskytter ytringsfriheden, men der findes også præcedenstilfældet med Nürnberg-domstolen, hvorefter forberedelser til en angrebskrig straffes med døden.

Den umiddelbart farligste eskalering finder i øjeblikket sted i Ukraine, hvor Porosjenko, med åbenlys støtte fra den amerikanske regering, NATO og EU, reagerer på det folkeretsligt legitime valgresultat i Donetsk og Lugansk med et fornyet bombardement af landets egen befolkning. Den egentlige skandale i dette er den kendsgerning, at Vesten, men netop også den tyske regering, fortsat støtter fascisterne i Ukraine, samt deres ubetingede loyalitet over for det anglo-amerikanske imperium, som sætter Tredje Verdenskrig, og dermed den menneskelige arts udslettelse, på spil.

Vi befinder os i slutspillet om menneskehedens skæbne. Hvis vi taber dette spil, ender det med vor arts udslettelse gennem atomkrig. Hvis vi vinder det, kan vi etablere et nyt fællesskab blandt verdens nationer, et fællesskab, som helliger sig den menneskelige civilisations fælles opgaver – kampen mod Ebola, terrorisme, narkotikaplagen, faren for et globalt finanssammenbrud, sult, asteroidenedslag og mod opgivelsen af menneskelig fornuft. Det er på allerhøjeste tid, at vore borgere vågner op.

Der er en udvej af disse eksistentielle trusler, men den ligger på et meget højere niveau for tænkning, end Bildzeitung eller fr. Merkel vil have os til at tro. Partipolitiske skyklapper og påståede, chauvinistiske eller geopolitiske interesser er opskriften på en katastrofe. Vi er som art virkelig kommet til det punkt, hvor vi bliver prøvet på, om vi er tilstrækkelig moralsk sunde til at sikre vores egen overlevelse.

Slut Dem til Schiller Instituttet, hvis De vil bidrage til dette.

For femogtyve år siden kom Berlinmuren ned, og i dag husker mange mennesker ikke engang, at det var begyndelsen til enden af Warszawa-pagten, COMECON og det kommunistiske system, og mange unge mennesker har slet ingen erindring om dette og ved ikke, hvilket ekstraordinært øjeblik i historien, dette var. Men det var et af de afgørende vendepunkter, et potentielt vendepunkt i historien, hvor alting kunne have været muligt. Det var, når det kommunistiske system var besejret, chancen for at etablere en ægte fredsorden for det 21. århundrede.

Download (PDF, Unknown)

Men nu er BRIKS på vej op med et alternativ til kollaps og krig baseret på Schiller Instituttets program.

med formand Tom Gillesberg

Lyndon LaRouche har et budskab til det amerikanske folk: Med mindre Obama sparkes ud i dag, eller mandag, er USA færdig.

Obamas frække benægtelse af den fornægtelse, han var genstand for i sidste uge, hensætter verden og USA i en dødelig fare. Situationen i Ukraine er en total krudttønde, med den nazistiske Kiev-regerings optrapning. Obamas konfrontationspolitik med Rusland på Det britiske Imperiums vegne er så farlig, at selv Gorbatjov træder i forsvar for Putin, og op imod NATO’s politik, i anledning af festlighederne i dag i forbindelse med 25-års dagen for Murens fald.

Vi må ikke tillade, at Obama, som står umiddelbart for at rejse til Asien, vinder momentum – eller også har vi tredje Verdenskrig.

Helga Zepp-LaRouche udtrykte det således i sit interview på The LaRouche Show i går:

»For at komme til sagen, så har vi en ekstremt akut fare for krig i Ukraine. Porosjenko, hvis regering er gennemsyret af nazister, bomber nu igen befolkningen i Østukraine, i Donbass-regionen, og det er ekstremt farligt. Jeg hørte en rapport i morges over tysk radio, som sagde, at hvis blot en tændstik blev tændt, kunne vi have en storkrig. Dernæst er der selvfølgelig en ekstremt eksplosiv situation i Mellemøsten med ISIS. De endelige forhandlinger i Iran P5+1er planlagt. Den endelige dato for disse forhandlinger er den 24. november, og der foregår mange, mange bestræbelser på at køre dette af sporet. Hvis det bliver kørt af sporet, vil helvede bryde ud oven i det, der i forvejen foregår i Mellemøsten. Så vi sidder virkelig på en krudttønde.«

»På den anden side – og det er derfor jeg siger, at vi står mellem Himmel og Helvede – så er der en dynamik med maksimal økonomisk integration fra BRIKS-landenes side, og APEC-topmødet er allerede begyndt med møder på det lavere ekspertniveau og vil kulminere mellem den 9. og den 11. (nov.) i Beijing, to dage fra i dag. Og vi kan forvente, at der herfra kommer betydningsfulde initiativer, som går i retning af yderligere integration af ikke alene BRIKS-landene, men også mange lande i Sydamerika, Asien og Afrika, og en af de vigtige nyheder er, at det ser ud til, at forudsætningerne for, at Abe fra Japan og Xi Jinping kan mødes, er blevet etableret, og de ønsker at genoptage mere normale relationer mellem Japan og Kina. Og hvis dette lykkes, vil det virkelig fjerne et af de brændpunkter, der kunne føre til en militær konfrontation. Så hvis forholdet mellem Japan og Kina køler af og bliver mere normaliseret, så er det også en meget vigtig udvikling.«

APEC-topmødet går faktisk ekstremt godt, med Xi Jinpings meddelelse om en ny fond til konstruktion af jernbaner i Sydasien, og med et voksende antal lande, som går med i AIIB (Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank). Andre udviklinger blandt BRIKS-nationerne går også fremad.

Men hvis man nægter at fjerne Obama fra embedet, kan det forårsage, at hele verden eksploderer.

DER MÅ HANDLES NU!

4. nov. 2014 – I en workshop ved National Academy’s Institute of Medicine, som afholdtes i Washington, D.C., den 3. nov., advarede flere forskere om, at der er mange ubesvarede spørgsmål omkring overførsel af Ebola, som er afgørende for forebyggelse af et udbrud af virussen i USA, rapporterede Reuters i dag.

Med argumentet om, at det er tåbeligt, og endda farligt, at basere en politik på »svag videnskab«, advarede flere af talerne om, at alle de ukendte faktorer har praktiske konsekvenser. For eksempel mener virologer, at virussen spredes, når folk kommer i kontakt med kropsvæsker fra smittede individer, og dernæst rører ved øjne, næse eller mund, der tillader virussen at passere gennem slimhinder ind i blodbanen. Men Thomas Ksiarek, en ekspert i hæmoragisk feber ved Texas’ Universitetets Medicinske Afdeling, som var en af lederne af en session om Ebolas overførselsveje, siger, at gennemtrængning gennem intakt hud ikke endegyldigt er blevet udelukket. Et spørgsmål, som må besvares, siger han, er, »om blegemiddel eller hånddesinfektionsmidler«, som anvendes i vid udstrækning i Vestafrika til at beskytte folk mod Ebola, »gør huden mere modtagelig« for gennemtrængning af virussen. »Det er et spørgsmål, som må besvares.«

Et andet, afgørende spørgsmål er, om virussen kan spredes af mennesker, som ikke udviser symptomer. Dr. Andrew Pavia, leder for Universitetet i Utahs afdeling for pediatriske smitsomme sygdomme, sagde, at en sådan »subklinisk overførsel« i høj grad er et åbent spørgsmål. Eksperter ved heller ikke, om størrelsen af smittedosis afhænger af, hvordan virus kom ind i kroppen, sagde Pavia. En anden ukendt faktor er, om tidsrummet mellem eksponering over for Ebola og symptomernes tilsynekomst afhænger af, hvilke kropsvæsker, en person har været i kontakt med. Hvis det er tilfældet, så har en person, som er smittet gennem spyt snarere end blod, muligvis en længere inkubationstid end de 21 dage, som embedsmænd insisterer på, er den maksimale inkubationstid.

Dr. C.J. Peters, en virolog i marken fra Texas-universitetets Medicinske Afdeling, bemærkede, at 21 dage var den længste inkubationstid under Ebola-udbruddet i 1976. Men, tilføjede han,

»Mit gæt ville være, at 5 % af personer« kan overføre virussen efter en længere inkubationstid end tre uger.

4. november 2014 – Verdenssundhedsorganisationens (WHO) talskvinde Fadela Chaiba talte i dag fra Genève, hvor hun advarede om, at der i de tre vestafrikanske lande, som er mest berørt af Ebola-epidemien, mangler 75 % af de nødvendige sengepladser til at behandle patienter, rapporterede Bloomberg.

Der er mindst behov for 4.388 sengepladser i 50 behandlingscentre i Liberia, Guinea og Sierra Leone, men der er i øjeblikket kun 1.126 til rådighed. WHO’s Bruce Aylward, generalassistent med ansvar for Ebola-respons, sagde om spørgsmålet om »tomme senge«, som udråbes som et tegn på, at virussen har »kulmineret«, at alt imens der kunne være nogle tomme senge på nogle behandlingscentre i Liberia, så er det vigtigt at bevare en overkapacitet, da ny tilfælde kan dukke op »hvor som helst i landet«.

Ifølge denne rapport har de internationale behandlere sat en deadline den 1. dec. til at isolere 70 % af tilfældene og forsvarligt begrave 70 % af ligene. »Vi vil forsøge at komme så tæt som muligt til vores mål den 1. dec. for at se, om der er et fald i antal i de tre lande, og om dette er holdbart og virkelig grundet på bevismateriale«, sagde Chaiba. Hun tilføjede, at WHO ikke reviderer sit skøn på 10.000 nye tilfælde om ugen i december, idet hun forklarede, at skønnet gjaldt planlægningsformål og et »pessimistisk« scenario, som antog, at man intet gjorde for at forbedre situationen i de tre berørte, vestafrikanske nationer.

4. nov. 2014 – En knusende åbenhjertig, ny hævdelse af Bertrand Russells bekymring over, at krige og smitsomme sygdomme måske ikke kan reducere befolkningen hurtigt nok til at tilfredsstille det britiske oligarkis folkemorderiske Malthus-appetit, publiceredes i den sidste uge af oktober 2014, i Referat fra National Academies of Science (NAS) i Washington, D.C.

Forfattet af to australske miljøforkæmper-statistikere og redigeret af den berygtede Paul Ehrlich fra Stanford (»Befolkningsbomben«), undersøger »Den menneskelige befolkningsreduktion er ikke et hurtigt fix for miljøproblemer« 9 scenarier for verdens befolkningstilvækst fra nu og frem til 2100.

»Business-as-Usual« (BAU), dvs. ingen strenge forholdsregler til reduktion af befolkningstilvæksten, ville producere 12,4 mia. mennesker ved dette årstal og ville »hastigt udhule Jordens system til understøttelse af liv«. Scenarierne 2-6, som opstiller stadig mere drastiske modeller for en politik for befolkningsreduktion, som mødes i en global, obligatorisk politik med »et barn pr. kvinde«, ville stadig i gennemsnit kun producere »en befolkningsstørrelse som i dag«. Idéen om at forhindre over 4 mia. fødsler ses som værende utilstrækkeligt, eftersom forfatterne nævner målet for befolkningsreduktion til at være »mellem 1 og 2 milliard.«

Så de fortsætter med at opstille modeller for, hvad effekten af fire »katastrofe-scenarier« ville være. Det første er fødevaremangel i bredt omfang; det andet, en femårig verdenskrig, hvor 500 mio. mennesker dør, opskaleret fra de skønsmæssigt 131 mio., som døde under de to verdenskrige, inkl. dem, som døde af den Spanske Influenza, for at kompensere for den mellemliggende befolkningstilvækst; for det tredje, »en massedødsbegivenhed, som dræbte 2 mia. mennesker i hele verden«; og for det fjerde, en »massedødsbegivenhed, som dræbte 6 mia.«

»Det mest slående aspekt ved de ’hypotetiske katastrofe’-scenarier«, konkluderer de, »var, hvor lille effekten af selv disse massedødsbegivenheder havde på den endelige befolkningsstørrelse, som var projiceret til år 2100.« Dødstallene, som modsvarede »Verdenskrige« ville stadig give 10,4 mia. i år 2100; scenarierne med »2 mia. døde« førte stadig til en befolkning på 8,4 mia.; alt imens scenariet med 6 mia. døde »stadig førte til en befolkning på 5,1 mia. i år 2100.«

Hvad skal en Malthus-folkemorder så gøre? Undersøgelsen insisterer på at »reducere vore fodspor mest muligt« ved ganske enkelt at afskære ressourcer og indføre store »forbrugsreduktioner pr. person«. Det vil sige, død gennem sult og sygdom.

Der var forudsigeligt nok storstilet dækning af undersøgelsen i Malthus-massemedierne. Repræsentativ var The London Guardian, som gav sin artikel den 28. oktober titlen: »Den globale overbefolkning ville ’modstå krig, katastrofer og sygdom’«, med undertitlen; »National Academie of Sciences siger, selv brutal, global konflikt eller dødelig pandemi ville efterlade et ikke-bæredygtigt antal mennesker.«

Foto: Bertrand Russels sande ansigt …

Fredag understregede Lyndon LaRouche, at, med udslettelsen af Obamas præsidentskab i tirsdagens midtvejsvalg, haster det nu med at få etableret en upartisk dagsorden mellem lederne fra de Demokratiske og Republikanske Partier.

»En positiv dagsorden for at regere er nu påtrængende nødvendig«, erklærede LaRouche. Han tilføjede, at »afsættelsen af Obama« vil ske, på den ene eller anden måde, og at »en levedygtig regering er påtrængende nødvendig. Vi må indføre en positiv kraft i denne situation.«

LaRouche bemærkede, at »alt er forandret« som resultat af tirsdagens rungende mistillidsvotum til Obama. Republikanerne, sagde han, blev brugt til at bringe Obama til fald, men nu »gælder det om at bringe de to partier sammen.«

Tidligere på året udstedte LaRouche Fire Hovedlove til at gøre end ende på faren for krig og lancere en national og global, ægte økonomisk genrejsning – begyndende med udslettelsen af bjerget af ubetalelig spillegæld, genindsættelsen af Glass/Steagall-standarder for en total bankopdeling og en tilbagevenden til det forfatningsmæssige system med statskreditter til vitale projekter for højteknologisk-intensiv produktivitet med videnskab som drivkraft.

LaRouche sagde til medarbejdere fredag, at »en flerparti-dagsorden for at stoppe den umiddelbare trussel om globale krige« nu er en topprioritet. Nogle af personerne i partiernes lederskab ved dette og er derfor klar over behovet for en handlingsdagsorden, »nu, da skraldet er blevet smidt ud«. Det er nu afgørende, at det amerikanske folk ved, at der er en klar kursændring – en ændring, som de med rungende tydelighed krævede i tirsdags.

LaRouche specificerede nogle af de umiddelbare, presserende handlinger, som kan gøres i kølvandet på Obamas afgang.

»For det første må vi have en international aftale med Kina; for det andet må vi droppe vores støtte til fascisterne i Ukraine, som har bragt os helt hen til randen af en strategisk konfrontation med Rusland; for det tredje må vi gennemføre den plan, som generalstabscheferne har udarbejdet for at besejre Islamisk Stat.«

Han advarede om, at »den generelle krigs-kedel allerede er parat til at koge over«. Den eneste måde at skrue ned for ilden er gennem at fremme en ægte politik for global, økonomisk genrejsning – på linje med det, som Kina og de øvrige BRIKS-lande allerede er begyndt på.

LaRouche bemærkede, at en sådan upartisk dagsorden ikke med det samme vil løse alle de problemer, som har hobet sig op i løbet af de seneste 14 år.

»Men der kan træffes beslutninger, som tydeligt vil give det amerikanske folk tillid til, at tingene vil blive bedre, og at vi har påbegyndt en ny æra.«

LaRouche understregede, at nødvendighed dikterer fremkomsten af et sådant upartisk lederskab og en sådan levedygtig dagsorden.

»Vi har kurs mod et krak, og nogle blandt vor nations ledere ved, at de sidder i det varme sæde og må handle.«

»Vi er kommet til et Pearl Harbor-øjeblik«, sluttede LaRouche. »Klar, rå nødvendighed driver ændringen. Vi befinder os i en krigssituation.«

Lyndon LaRouche krævede i dag en gennemgribende udrensning af Obamaregeringen, som hurtigt kunne føre til præsident Obamas egen fjernelse fra embedet gennem en rigsretssag. Ligesom præsident Gerald Fords Halloween-massakre den 4. nov. 1975 må hele toilettet af inderkredsen i Obamas Hvide Hus – Valerie Jarrett, Denis McDonough, Susan Rice, Ben Rhodes, Tony Blinken – alle sammen omgående sparkes ud og erstattes af et hold kompetente personer, som kan navigere igennem et totalt kursskifte i amerikansk politik.

LaRouche sagde det, som var åbenbart:

»Tirsdagens valg var intet mindre end det amerikanske folks politiske afsættelse af præsident Obama. Han er en lakaj for London og Wall Street, og han har præsideret over USA’s totale kollaps i løbet af blot seks korte år – i kølvandet på Bush-Cheney-præsidentskabets horror-show, som trak os ind i evindelig krig, politistatsdiktatur og udslettelsen af den amerikanske økonomi og den amerikanske drøm. Obama er gået videre end selv Bush og Cheney og har fremmet dette kollaps. Det amerikanske folk har endelig fået nok, og det er det, tirsdagens valg betyder.«

Valget betød ikke et mandat til Republikanerne, tilføjede LaRouche. Republikanerne er en katastrofe – et levn fra Bush-Cheney-periodens politik og personstab. Det amerikanske folk vil have Obama ud – og intet mindre end dette vil være godt nok.

LaRouche rapporterede, at han er vidende om, at der er ledende personer i det Demokratiske Parti, som er i færd med at forberede en liste over, hvem der skal væk, og hvem der skal bringes ind til erstatning på hovedposterne i Det Hvide Hus og det Nationale Sikkerhedsråd. Men, advarede han, dette er ikke nok. Før, og med mindre, Obama fjernes fra embedet gennem forfatningsmæssige midler, befinder verden sig i alvorlig fare for udslettelse gennem de eskalerende provokationer, som er rettet imod Rusland og Kina.

LaRouche nævnte den krig, som endnu engang rettes mod befolkningen i det østlige Ukraine, som det seneste, klare eksempel på provokationer, der kommer fra briterne og er rettet mod Putins Rusland.

»Dette handler ikke om Ukraine«, forklarede LaRouche. Ukrainerne bliver brugt til at iscenesætte en provokation, som Putin simpelt hen ikke kan acceptere. »Vi befinder os endnu engang på selveste randen af en potentiel atomkrig.«

Ved at gennemtvinge en »Thanksgiving-massakre« i Obamas Hvide Hus, og ved omgående at fortsætte med at afsætte Obama, kan vi stærkt nedsætte faren for atomkrig ved at fjerne det eneste redskab, gennem hvilket briterne kan fortsætte og optrappe deres provokationer.

Der er erfarne, politiske skikkelser, mange, som er veteraner i Bill Clinton-regeringen, som kunne danne en del af et levedygtigt lederskabshold for at få os og verden ud af dette livsfarlige rod, bemærkede LaRouche. Men intet vil fungere, så længe Obama forbliver i præsidentembedet.

Det amerikanske folk har talt klart og overvældende. Tiden er nu inde til, at det Demokratiske Partis lederskab hører kravet og handler. Republikanerne vil ikke vove at blive taget som de sidste forsvarere af Obama – på trods af Boehner. Tiden er inde til, at det Demokratiske Parti handler med Obama, som det republikanske lederskab handlede med Richard Nixon: Overbringe det ultimatum, som smider ham ud.

LaRouche sluttede med at sige, at han helhjertet støttede det, som stod at læse i torsdagens Bildzeitung i Tyskland, som krævede, at Obama omgående pakkede sammen og tog hjem til Chicago.

4. nov. 2014 – Under en paneldiskussion med Osnabrücker Neue Zeitung som vært, over temaet »25 år siden Murens fald«, valgte Storbritanniens ambassadør i Berlin, Sir Simon MacDonald, at være provokerende og erklærede, at NATO-medlemskab var blevet »lovet« Ukraine allerede 2008, og at udsigten til et NATO-medlemsskab var til stede.

Dette fremkaldte en skarp protest fra pensionerede general Harald Kujat, tidl. formand for NATO’s Militærkomite, og som umiddelbart før sin pensionering var generalstabschef i Bundeswehr: »NATO kan ikke garantere Ukraines sikkerhed, det kan ikke forsvare Ukraine imod Rusland.« Kujat tilføjede, at Vesten ikke havde nogen meningsfuld strategi for Ukraine: »Hvor skal Ukraine være forankret? Hvad ønsker vi faktisk? Vi må have en afklaring på dette strategiske spørgsmål.« Kujat krævede, at Tyskland forfølger en politik over for Kiev, som er orienteret mod tyske (nationale) interesser, snarere end »værdiorienteret politik«, som er kontrolleret af NATO.

Ruslands ambassadør i Berlin, Vladimir Grinin, som også deltog i diskussionspanelet, understregede, at Rusland ikke modsatte sig, at Ukraine var medlem af EU – på betingelse af, at Kievs ansvar/gæld over for Moskva blev respekteret. I et tilbageblik til Berlinmurens fald for 25 år siden tilføjede Grinin, at begivenhederne på denne historiske 9. november 1989 skabte »en stærk impuls til forbedring af relationerne« mellem Rusland og Tyskland. »Denne udvikling bidrog til at få tyskerne til at se på russerne på en meget mere positiv måde – noget, som holder sig den dag i dag: Jeg har bemærket, at mange tyskere ser positivt på Rusland og ikke kan lide den meget kritiske mediedækning af Rusland i Tyskland.«

Foto: Tidl. NATO-general Harald Kujat

Midtvejsvalget i USA den 4. nov. 2014 var en massiv fornægtelse af alt det, Barack Obama står for, og som nu omgående må omsættes til hans faktiske fjernelse fra magten, gennem en rigsretssag eller ved andre forfatningsmæssige midler.

Dette betyder Obamas sammenbrud, kommenterede Lyndon LaRouche i dag. Dette er nøjagtig den tendens, som jeg så komme og advarede om i sidste weekend, sagde han; nu sker det. Ikke alene er Obama blevet totalt afklædt og gå nu rundt iført en tønde, som i sig selv er ved at falde fra hinanden, kommenterede LaRouche – med reference til forsideoverskrifterne og tegningen i dagens New York Post, (»AFKLÆDT! Kejseren har ingen klæder«). Hele det Demokratiske Parti, selv de seriøse folk, har nu ikke andet på end en tønde. Man kan simpelt hen ikke længere markedsføre Obama; han er simpelt hen noget skidt, der bør skylles ud i toilettet.

Ikke, at Republikanerne duer til noget, tilføjede LaRouche.

Så hvad vi ser i denne uge, forklarede LaRouche, er Obamas sammenbrud og det fortsatte sammenbrud af det transatlantiske finanssystem. Alt på planeten er nu ved at eksplodere, og der er et generelt kollaps af den globale økonomi i gang. Tingene er ved at blive meget barske: den globale båd gynger ikke, sagde LaRouche; den er ved at synke.

Det går meget hurtigt nu. Obama er gået ned, og dette vil meget hurtigt skabe et nyt arrangement af kræfter, bemærkede LaRouche. Så forbered jer på kaneturen.

4. nov. 2014 – Den ukrainske præsident Petro Porosjenko truede, iflg. rapporter, i går med at afslutte Minsk-aftalen om våbenstilstand fra 5. sep., i kølvandet på søndagens valg i Lugansk og Donetsk, som valgte personer, der var imod Kiev-regimet, med et stort flertal.

»Vi bør genoverveje vores handleplan. Jeg har diskuteret det med forsvarsministeren«,

sagde han i en tale, som blev transmitteret over fjernsynet mandag aften, iflg. en rapport, publiceret af Deutschewelle, og han kaldte valget for en »åbenlys overtrædelse« af Minsk-aftalen. Han meddelte, at han ville søge en tilbagekaldelse af aftalens bestemmelse, som gav Donbass-regionen begrænset selvstyre, og som var en betingelse for, at de to selvudråbte republikker ville støtte fredsaftalen.

I dag, iflg. senere nyheder, havde Porosjenko trukket sin trussel om at annullere Minsk-aftalen tilbage, men stod ved sit forslag om at tilbagekalde bestemmelsen om den særlige status, og denne tilbagekaldelse er blevet forelagt parlamentet.

»Jeg vil gerne understrege, at den [loven] ikke betyder annulleringen af Minsk-aftalen; tværtimod vil vi være parat til at vedtage en ny lov i lyset af forholdene, hvor vi vil se en våbenstilstand, en tilbagetrækning af tropper fra konfrontationslinjen … i overensstemmelse med Minsk-protokollen fra 5. sept.«, sagde Porosjenko efter et møde i Kiev, iflg. RIA Novosti.

Tidligere den 3. okt. havde Porosjenko også meddelt, at han var i færd med at sende tropper til det sydlige og østlige Ukraine til »opførelse af forstærkninger« imod en »mulig offensiv i retning af Mariupol, Berdyansk, Kharkiv og det nordlige Lugansk.« Ifølge The Guardian har der cirkuleret rygter i Donetsk om, at separatisterne vil indlede en ny offensiv, men det står ikke klart, om appetitten for en ny krig er til stede, idet begge republikkers politiske lederskab har talt om behovet for at forbedre de økonomiske forhold. Embedsmænd i politiet i Lugansk har imidlertid i dag fortalt Itar-Tass, at beskydning af beboelsesområder med granater har dræbt 20 mennesker, siden i går aftes.

Foto: Ukraines præsident Petro Porosjenko

Men jeg er nødt til at sige, at vi befinder os på et tidspunkt, hvor vi har en krise af dimensioner uden fortilfælde. Menneskeheden står i øjeblikket på randen af et folkemord, som kunne blive værre end noget som helst, der tidligere er sket i historien, og som situationen er nu, hvis den transatlantiske sektors nuværende politik fortsætter, så vil det ske.

Download (PDF, Unknown)

»Slaget om Jorden« er i gang mellem BRIKS og den nuværende unipolære verdensorden med centrum i City of London og Wall Street. Med Dilma Rousseffs valgsejr fastholdes Brasilien i BRIKS, og etableringen af en Asiatisk Infrastrukturinvesteringsbank, AIIB, inkluderes stadig flere lande i samarbejdet. BRIKS er ved at realisere den nye retfærdige økonomiske verdensorden, som Schiller Instituttet har kæmpet for, og Schiller Instituttets jubilæumskonference viser instituttets centrale placering i denne kamp i dag. IS kan besejres gennem samarbejde med Rusland, Kina, Syrien og Iran – og konfrontation med Rusland via Østeuropa må stoppes, inden vi får atomkrig. Der må etableres en international koordineringskomité under amerikansk og russisk ledelse til at besejre ebola-pandemien. ECB’s stresstest var et røgslør for at bankkrise og sammenbrud lurer.

Download (PDF, Unknown)

Stockholm, 28. okt. 2014 – Seks svenske folketingsmedlemmer fra Venstrepartiet indgav et forslag, som krævede en lov om opdeling af bankerne. Ophavsmanden er Ulla Andersson, næstformand for Venstrepartiet og partiets talskvinde i økonomiske anliggender, som har været den førende forkæmper for en bankopdeling i det svenske folketing, Riksdagen. Hun er nu også i tæt kontakt med regeringen om budgetspørgsmål. Den nye, Socialdemokratiske og De Grønne-regeringskoalition er først og fremmest afhængige af Venstrepartiets støtte, selv om de tre partier tilsammen ikke udgør en flertal i folketinget. De andre FM’er bag forslaget er Daniel Sestrajic, Wiwi-Anne Johansson, Christina Höj Larsen, Ali Esbati og Daniel Riazat.

I deres begrundelse kræver de, at

»folketinget anmoder regeringen om meget hurtigt at påbegynde en parlamentarisk undersøgelse af fremlæggelsen af et lovforslag om at adskille traditionelle bankaktiviteter og de såkaldte investeringsbankaktiviteter.«

Begrundelsen på to sider påpeger statens »implicitte garanti« for ikke at tillade, at store finansinstitutioner går fallit, som

»grundpillen i den strukturelle tilskyndelse, som forårsager den finansielle krise.«

»De implicitte og udtalte statsgarantier er en stor understøttelse af de store bankers låneomkostninger.« Værdien heraf er af den Svenske Centralbank blevet vurderet til SEK30 mia. ($4,2 mia.) om året i gennemsnit for de fire, store, svenske banker i årene 2002-2010. »Det modsvarer lidt mere end halvdelen af disse bankers totale profit før skat i denne periode.«

»En britisk bankundersøgelse af den finansielle krise viste, at når den britiske stat gav forskellige former for støtte til bankerne under finanskrisen, viste det sig at være vanskeligt at adskille traditionel aktivitet, som er vigtig for samfundet, fra investeringsaktiviteterne. Det førte til, at hele banken blev reddet, inkl. de dele, som ikke ansås vigtige for samfundet, hvilket blev meget dyrt.« Undersøgelsen skønner, at så meget som fire til fem ud af seks dele af de britiske bankers totale regnskab stammer fra investeringsaktiviteter.«

Forslaget påpeger yderligere det absurde i, at bankerne spekulerer i finansielle instrumenter (f.eks. derivater, -red.) med sine egne penge (i modsætning til investorers penge, -red.), og dernæst bliver reddet af staten. Forslaget kræver sluttelig en bankopdeling for at undgå de moralske risici omkring

»interessekonflikten i banken, som dels repræsenterer kundernes interesser samtidig med, at bankerne handler på egne vegne, … spekulative aktiviteter, som øger finanssystemets ustabilitet.«

Indstillingen om lovforslaget kan ses på:

http://www.riksdagen.se/sv/Dokument-Lagar/Forslag/Motioner/Motion-20141583-Bankdelnings_H20283/

Den 25. oktober 2014 fik Den internationale Rumstation Tysklands Westfalske Fredspris med begrundelsen, at denne

»humanitetens fremskudte post«, som er i kredsløb om Jorden, »er et bevis på, at fredeligt, internationalt samarbejde mellem partnere fra forskellige kulturer er muligt.«

Den internationale Rumstation var også nomineret til Nobels Fredspris i 2014.

2. nov. 2014 – Til trods for, at London og Det Hvide Hus benægter det, så er en Ny Verdensorden kommet. Bryan MacDonald, journalist ved Irish Independant og Daily Mail (UK), påpegede dette i et indlæg i dag og sagde,

»det, som man ikke ser rapporteret, er den kendsgerning, at den gamle ordens støttepiller i årevis har været ved at forvitre.«

Alt imens de, der er bærere af den gamle, affældige orden, fortsat benægter ændringen, så er der nogen i denne orden, som har erkendt denne realitet, og som siger det højt. For eksempel sagde forsvarsminister Chuck Hagel, på Aspen-instituttets »Washington Ideas Forum« den 29. okt., som svar på et spørgsmål fra den nationale korrespondent for The Atlantic, James Fallows, om det igangværende, globale kaos, at han mente, vi gennemlevede et af disse historiske, afgørende tider. At vi ser en ny verdensorden.

MacDonald påpegede, at den voksende betydning af BRIKS og andre fremvoksende økonomier har store implikationer for globalt forbrug, forretningsvirksomhed og investeringer. Den internationale Valutafond (IMF) skønner, at, i 2020 vil Rusland have overtaget Tyskland, og Indien vil præstere bedre end Japan. Den forudsiger også et fald i USA’s globale andel fra 23,7 % i 2000 til 16 % i 2020. I 1960 repræsenterede USA 38,7 % af verdensøkonomien. Omvendt scorede Kina i 1987 kun 1,6 %, men vil ved slutningen af dette årti gøre krav på 20 %. Dette er en forandring uden fortilfælde på så relativ kort tid.

»IMF skønner«, skriver MacDonald, »at, i 2015 vil fire af verdens topøkonomier være Medlemmer af … BRIK [sic]. Kina vil erstatte USA som top dog. Det er måske allerede sket; økonomiske data har en tendens til at være bagud i forhold til de økonomiske kendsgerninger. Italien, Europas syge mand, er ikke med i top 10, og UK hænger lige netop på, selv om London stadig promoveres som et finansielt kraftcenter. De eneste, der stadig tror på det, er små englændere. UK er blevet til geopolitikkens Julie Andrews, en falmende stjerne, som en gang var strålende. Frankrig er impotent og vakler fra krise til uheld og tilbage igen.«

Download (PDF, Unknown)

2. nov. 2014 – Søndag den 2. november afholdt republikkerne Donetsk og Lugansk i det sydøstlige Ukraine valg for at vælge deres ledere og medlemmer af parlamentet. Valgresultaterne vil være tilgængelige mandag, den 3. nov. Valget var blevet godkendt i Minsk-aftalen – men er imidlertid blevet fordømt af Kiev-regimet og dets vestlige støtter, som nægter at anerkende valgresultatet.

Ifølge Itar-Tass sagde Ukraines Sikkerhedstjeneste (SBU) på Facebook i søndags, at det havde indledt en kriminel efterforskning med hensyn til afholdelsen af valg i de selvudnævnte folkerepublikker Donetsk og Lugansk.

Den kriminelle efterforskning er blevet indledt under Del 1, paragraf 109 af Ukraines straffelov (handlinger, der med tvang tilsigter at ændre eller vælte den forfatningsmæssige orden eller overtage magten), sagde Sikkerhedstjenesten i rapporten.

Kiev har også erklæret alle internationale valgobservatører persona non grata i Ukraine. Over hundrede sådanne observatører fra flere europæiske lande og USA overvågede valget.

I mellemtiden sagde premierministeren i den selvudnævnte Folkerepublik Donetsk, Alexander Zakharchenko, at republikkens myndigheder ville indlede en strafferetssag for folkemord som svar på den sag, som Ukraines Sikkerhedstjeneste har indledt mod de afholdte valg.

Itar-Tass rapporterer også, at to undergravende grupper, som forsøgte at ødelægge valgene, blev neutraliseret i den østukrainske by Donetsk.

Ria Novosti rapporterer, at ukrainske straffeekspeditioner på ordre fra Kiev-’juntaen’ blokerede indfaldsvejene til Folkerepublikken Donetsk for at stoppe dem, som ønskede at deltage i valgene.

Ifølge Itar-Tass har Ukraines præsident Petro Porosjenko truet med at levere »en passende reaktion« til overtrædelser af de ukrainske love i forbindelse med valgene i de selvproklamerede republikker, Donetsk og Lugansk.

Porosjenko sagde, at valgene er en »åbenlys overtrædelse« af Minsk-protokollen fra 5. september.

I sidste uge, den 29. okt., udstedte det russiske Udenrigsministerium en erklæring, som understregede, at valgene i Folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk var helt i overensstemmelse med Minsk-aftalerne. Den sagde, at det standpunkt, som lederne af selvforsvarsstyrkerne i de to republikker har taget ved valgene den 2. nov., er juridisk gyldigt og helt i overensstemmelse med de aftaler, man nåede frem til på Ukraine-kontaktgruppens drøftelser i Minsk i september.

Forud for valgene overtrådte Ukraine selv Minsk-aftalerne ved at trække sin underskrift tilbage på det dokument, som fastlagde koordinaterne for skillelinjen mellem den ukrainske hær og militserne.

I sidste uge sagde Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov i et interview til avisen Izvestia og Lifenews, at Moskva vil anerkende valgresultaterne i Ukraines selvproklamerede republikker.

»Valgene, som finder sted den 2. nov. i Donetsk og Lugansk, er meget vigtige for legitimeringen af deres myndighed«, sagde Lavrov. »Vi forventer, at valgene finder sted som tidligere aftalt, og vi vil naturligvis anerkende resultaterne. Vi vil se frem til folkets udtryk for dets frie vilje, og at ingen udefrakommende kræfter vil forsøge at afbryde dem.«

Foto: Valg i Donbass 2. nov. 

USA og dets folk bør ikke tolerere, at Barack Obama én dag længere udøver magt efter denne valgdag, hvor han personligt har ødelagt det Demokratiske Parti, som ikke har haft mod til at sige til ham, at han skal forlade embedet. Demokraterne kan ikke sige, at de ikke, præcist og gentagne gange, har fået besked af repræsentanter fra EIR og LaRouchePAC i løbet af det seneste år om, at de selv skulle skubbe Obama ud af embedet og vinde deres vælgere tilbage fra de katastrofer, han repræsenterer. Kesha Rogers »chokerende« succes i Texas-valgkampen til Senatet var et afgørende bevis på dette.

Kommentarerne er mange, som den, der kommer fra tidl. chef for Rådet for Udenrigsanliggender Leslie Gelb, den 2. nov.: Obamas næstkommanderende er muligvis dårlige, men de reflekterer det, som de blev udvalgt til at udføre – det er Obama selv, som er problemet. Han er problemet, ikke blot for det Demokratiske Parti, men også for USA’s militær og Kongressen: Med endnu en katastrofe fra i går, med Obamas såkaldte »krig mod ISIS-terrorismen«, står det klart, at han, på bekostning af tab af liv og ejendom, opnår mindre end ingenting – idet han udvider terrorgruppernes antal og rækkevidde, intensiverer konfrontationen med Rusland og Kina og endda truer med atomkrig. Han er problemet for den amerikanske befolkning, som har mistet ethvert håb om en faktisk, økonomisk genrejsning og en produktiv fremtid for de kommende, yngre generationer.

Pointen er, at løsningerne på det problem, som Obama repræsenterer, er umiddelbart mulige. Den nye dynamik omkring BRIKS-nationerne, som har eksisteret, siden deres topmøde i juli måned, og aftalerne om deres nye, internationale udviklingsbanker, repræsenterer potentialet for både samarbejde mellem nationer og hurtig, økonomisk vækst. Det diskuteres ikke blot; det gennemføres faktisk: Man bygger nye Panama- og Suezkanaler; udviklingskorridorer med højhastighedstog bygges over hele Eurasien og er påbegyndt i Afrika; de tager føringen inden for rumforskning, og Kina går hastigt frem med planer for minering på Månen for at fremskaffe brændstof til fusionskraft, og for udvikling af fusionskraft. De etablerer udviklingsbanker med kreditsystemer til langsigtede investeringer i infrastruktur over hele verden (uden medfølgende betingelser om indføring af selvmorderisk nedskæringspolitik).

»Produktivitet«, sagde økonom og stiftende redaktør af EIR, Lyndon LaRouche, under drøftelser af »langtidsperspektivet af de aktuelle, korttids-begivenheder« med LaRouche-bevægelsens politiske komite i dag. Produktivitet er det hovedelement, som økonomien har brug for, for at vokse. »Produktivitet i USA’s økonomi toppede omkring 1982 og er gået ned ad bakke lige siden, og dykkede helt ned til Bush-niveau[1]«, sagde LaRouche.

De virkelige tal for produktivitet giver LaRouche ret mht. arbejdskraftens produktive evne i USA; det er den grundlæggende årsag til, at amerikanere ikke tror på tåbelighederne om »økonomisk genrejsning« under Obama, fordi deres realindkomst fortsætter med at dykke og dykke.

Reel produktivitet og vækst er det, som »BRIKS-dynamikken« tilbyder USA og Europa. Hertil svarer Obama: »Smadr dem.« Hans Hvide Hus har f.eks. tvunget et par førende nationer til at modarbejde BRIKS-infrastrukturbankerne – lande, som allerede er begyndt at fortryde bittert, at de gik med Obama og briterne i dette spørgsmål. Obama har været ført i snor af det britiske kongehus og statsråd (Privy Council), siden G20-mødet i februar 2009 i London, og deres respons er at smadre BRIKS og provokere Rusland til en krig.

Den pessimisme, som amerikanerne giver udtryk for, kommer fra at tolerere »lederskab«, som præsidenter som Bush og Obama er indbegrebet af, som ledere, der er værre end værdiløse.

Obama må fjernes fra magten nu. LaRouche har bemærket, at Bill Clinton, især nu, har en hovedrolle at spille i organiseringen af et nyt præsidentskab. Og han har bemærket den seneste tids stærke respons til hans egne, politiske løsninger i denne krise, og som kommer fra området omkring New York City med sin høje »intellektuelle produktivitet«, som han benævner det. Dette kan blive et omdrejningspunkt, ud fra hvilket disse løsninger kan stråle ud til hele landet.

[1] Eng. ’Bush League’: ordspil, opr. betydning tilnærmelsesvis ’vildmarks-niveau’ (altså hvor der intet findes). Her brugt som skældsord for Bush jr.-præsidentskabets økonomiske nedgangstid.