10. september 2014 – I et af sine mange interviews med kinesiske medier i den første uge af september fik grundlægger af Schiller Instituttet [i Tyskland] Helga Zepp-LaRouche stillet det afgørende spørgsmål: Hvordan bekæmper man ’ISIS’ og lignende terrorgrupper? Fru Zepp-LaRouche, som i årtier har været forkæmper for det, som nu er Kinas ’Ny Silkevejspolitik’, svarede, at langfristet og højteknologisk økonomisk udvikling er nøglen. Spørgsmålet til hende kom fra intervieweren Zheng Chenguang fra China Radio International.

CRI: »Hidtil har den eneste mulige løsning for alle disse vestlige regeringer været simpelt hen at bombe ISIS, men det vil ikke løse problemets rødder. De talte om mere samarbejde og koordinering fra forskellige lande for at løse problemet. Kan De pege på nogle af de mere konkrete bestræbelser, som kan udføres for at afholde det fra at sprede sig …«

Zepp-LaRouche: »Allerede tilbage i november 2012 arrangerede Schiller Instituttet en konference i Frankfurt, hvor vi præsenterede en omfattende freds- og udviklingsplan for hele området, fra Kaukasus i Centralasien, til Afghanistan og til Golfen, og til Middelhavet. Så hele dette område må behandles under ét.

Dernæst må Silkevejen forlænges til alle disse lande. Og hvis Rusland, Kina, Indien, Iran, forhåbentlig USA og de europæiske lande, samarbejder og erklærer ørkenen krig – hvis man ser på kortet, kan man se, at fra Atlanterhavskysten i Afrika, over Sahel-zonen, Sahara, Den saudiarabiske Halvø, Iran til Kina, har man et stort ørkenbælte. Dette er praktisk talt ubeboeligt for mennesker, der er ingen landbrug, ingen byer.«

»Så vi har forberedt en udviklingsplan, som grundlæggende set ville forlænge Silkevejen, eller, som vi undertiden kalder det, den Eurasiske Landbro, ind i dette område for at udvikle ørkenen gennem tre metoder: Man kan bruge vandet fra grundvandsmagasiner, man kan omdirigere nogle floder, man kan skabe dæmninger, men det vigtigste er, at man må have fredelig atomkraft til storstilet afsaltning af havvand, og dernæst bruge dette vand til at få ørkenen til at grønnes. Og på denne måde kan man få landbrug, industri, man må opbygge infrastruktur i hele dette område i samme tæthedsgrad som f.eks. i Tyskland …«

»Hvis man således har denne tilgang, kan man på denne måde give de unge mennesker i dette område et økonomisk fremtidsperspektiv, for mange af dem ville ikke slutte sig til terroristerne, hvis de havde et håb om en økonomisk fremtid. Så løsningen må være fred gennem udvikling.«

Ironisk nok havde Washington Post en lang historie den 10. september, som anklagede Kina for at bygge et højhastigheds, »Ny Silkevejs«, -jernbane gennem nogle af Moder Naturs mest ugæstfri områder, Lanzhou til Urumqi, og videre til Europa, »for at cementere Kinas kontrol over sin Xinjiang-region med muslimsk flertal, gennem investeringer og økonomisk vækst …«

_____________________________________________________

Fordybelse:

Schiller Instituttets Specialrapport, juni 2012, 16 sider:

»Et økonomisk mirakel for Sydeuropa, Middelhavsområdet og Det afrikanske Kontinent«

Schiller Instituttets Specialrapport, dec. 2012, 16 sider:

»Kun et totalt paradigmeskifte kan forhindre en katastrofe«

HOVEDARTIKEL, Hussein Askary,

Krigen mod ørkenen kan samle hele verden (side 6)

7. september 2014 – Helga Zepp-LaRouche talte i Beijing til en stor forsamling den 5. sept. om »Et bælte, en vej«, sponsoreret af China Investment Magazine, som er en gren af den Nationale Udviklings- og Reformkommission, hovedkommissionen for planlægning af økonomisk politik under den kinesiske regerings statsråd. Som den første af, hvad der planlægges at være en årlig tilbagevendende begivenhed, deltog mange forskere i forummet fra mange betydelige kinesiske tænketanke, der har til opgave at udvikle et program for det Økonomiske Silkevejsbælte. Alt imens diplomater fra flere ambassader deltog og var aktive i begivenheden, så syntes Schiller Instituttet at være den eneste, udenlandske tænketank, som deltog i konferencen.

I en tale forud for fru Zepp-LaRouches tale understregede en anden taler, professor Bao Shixiu, Lyndon og Helga LaRouches rolle i skabelsen af idéen om den Nye Silkevej. I de ti minutter, som var afsat til hendes tale, gennemgik hun Schiller Instituttets rolle i udviklingen af konceptet med den Eurasiske Landbro i begyndelsen af 1990’erne, og som kulminerede ved Beijing-konferencen i 1996. Mens flere økonomiske kriser intervenerede for at afbryde det, der var tænkt at skulle være en fredsorden for det 21. århundrede, sagde hun, så skabte præsident Xis tale i Astana, Kasakhstan sidste år en ny bølge af optimisme, som har transformeret verden. Hun forklarede dernæst den finansielle krises natur og advarede om, at der ventede en stor eksplosion forude og opremsede de »fire love«, som Lyndon LaRouche har udviklet til at få verden ud af krisen og drive den frem mod fremtiden: Bankopdeling gennem Glass/Steagall-loven; en Nationalbank i traditionen efter Hamilton; en Hamiltonpolitik med kredit til investering øremærket til infrastrukturopbygning på basis af langfristede kreditaftaler; og et rumprogram som videnskabelig drivkraft med det formål at udvikle fusionskraft og minere helium-3 på Månen som brændstof til programmet. Hun opfordrede dernæst indtrængende til, at programmet med den Nye Silkevej blev udarbejdet med henblik på at trække verden væk fra geopolitik og etablere et nyt paradigme, baseret på menneskehedens fælles interesser.

Hendes tale placerede omgående hele spørgsmålet på et højere niveau og, for dem, som ikke kendte fru Zepp-LaRouche, kom det som noget af en overraskelse. Under Spørgsmål & Svar og aftenens session var der imidlertid en tendens til at vende tilbage til spørgsmålet om »geopolitik«, der krævede flere interventioner fra fru Zepp-LaRouches side for at få tingene tilbage på rette spor. På et tidspunkt reagerede en noget utilfreds professor, som syntes at være udmærket tilfreds med at bevare Kina hovedsagligt som et landbrugsland, på, hvad han troede, hun havde sagt. Om han havde misforstået det, eller ganske enkelt gav sin utilfredshed luft, så gjorde flere af talerne en særlig indsats for at rose det perspektiv, som hun havde rejst.

Der deltog også flere unge mennesker, og et af dem rejse sig på dette tidspunkt og sagde, at han slet ikke havde haft til hensigt at tale, men at han følte det var nødvendigt på dette tidspunkt for at understrege betydningen af det, fru Zepp-LaRouche havde sagt, for Kina. Den omstrejfende professor blev sandsynligvis passende tugtet, da han ikke kom med yderligere bemærkninger under resten af konferencen.

Ved den efterfølgende banket kom mange af deltagerne op til hendes bord for at udbringe en skål for hendes bidrag. Og selve arrangørerne var himmelhenrykte over konferencen, som de følte var blevet transformeret af Helga Zepp-LaRouches deltagelse.

Lyndon LaRouche gav et interview torsdag eftermiddag til det russiske nyhedsagentur RIA Novosti/Voice of Russia, som går i luften lørdag, hvor han kom med et opråb om at fjerne alle de »moralsk degenererede« fra magten i Washington – med præsident Obama som den første. Interviewet fandt sted med præsident Obamas tale til nationen onsdag aften som baggrund, hvor han endnu engang frækt demonstrerede den kendsgerning, at han har til hensigt at gå uden om Kongressen for at begynde endnu en krig med Irak og Syrien.

Alt imens Lyndon LaRouche støtter general Martin Dempseys krav om en kampagne med maksimal indsats for at udslette den Islamiske Stats svøbe og andre britisk og saudisk støttede jihadister, så har den plan, som præsident Obama forklarede onsdag aften, ingen forbindelse med de forslag, som generalstabscheferne og andre rådgivere har forelagt for ham. Præsidenten nægter at gå til Kongressen for at få den lovformelige bemyndigelse under artikel 1, sektion 8 i Den amerikanske Forfatning og i Resolutionen om Bemyndigelse til at føre Krig – præcis lige som han nægtede at gå til Kongressen før krigen for regimeskift i Libyen i 2011. Dette er helt klart forbrydelser, der berettiger til en rigsretssag. Som LaRouche sagde til RIA Novosti/Voice of Russia, burde Obama være blevet smidt ud af embedet for længe siden. Vi har nu nået et punkt, hvor hans omgående afsættelse er af afgørende betydning for USA’s overlevelse.

Det var en særlig foragtelig handling fra præsidentens side at levere denne krigssmøre aftenen før 13-års dagen for 11. september-angrebene i 2001 på World Trade Center og Pentagon. Mens amerikanerne mindedes ofrene for angrebene den 11. september, var Obama i færd med at sende udenrigsminister John Kerry til Saudi Arabien – for at træffe foranstaltninger til, at saudierne kan være vært for træningslejre til de såkaldte »sikkerhedskontrollerede« syriske oprørere, som både skal besejre IS og vælte Assad-regeringen i Damaskus. At overdrage et sådant ansvar til saudierne udgør en forræderisk handling fra en præsident, som gentagne gange har løjet over for familierne til ofrene for 11. september og fortsat skjuler saudiernes rolle i de oprindelige angreb den 11. september ved at nægte at frigive de 28 sider fra den originale Fælles Kongresundersøgelse.

Til trods for Formand for Repræsentanternes Hus John Boehners anstrengelser for at støtte og beskytte Obama i sin seneste forbrydelse, som berettiger til en rigsretssag, så havde Lyndon LaRouche absolut ret, da han sagde til den russiske interviewer den 11. september, at Obama er på vej til at gå ned. Torsdag var Boehner formand for et eksplosivt møde i Husets Republikanske Parlamentariske Gruppe, hvor flere medlemmer nægtede at godkende Obamas krav om yderligere 1 mia. dollars til at træne og bevæbne de syriske oprørere til at bekæmpe IS, som en del af en verserende, fortsat resolution. Huset udsatte det til næste uge, da det blev klart, at der ikke er tilstrækkelig støtte til Obama og til en fortsat resolution om fortsat at finansiere regeringen til og med december.

Obamas beslutning om atter engang at føre landet ud i krig uden Kongressens formelle godkendelse må vise sig at blive hans fald. En upartisk gruppe af medlemmer af Repræsentanternes Hus og senatorer er kommet frem og har kritiseret Obama hårdt for at nægte at søge om Kongressens bemyndigelse. Intet er sikkert i denne situation – bortset fra, at Obama må væk.

Obamas afvisning af at arbejde sammen med syrerne for at besejre IS garanterer, at der kun er to muligheder, hvis Obamas plan sættes i værk: Enten vil operationen mislykkes ynkeligt, fordi den er afhængig af svage og/eller forræderiske styrker, som faktisk er allierede med IS – inklusive saudierne, tyrkerne og briterne; eller også vil amerikanske tropper – hundrede tusinder af dem – snart igen befinde sig på jorden i Irak og også i Syrien. Højtplacerede amerikanske militærfolk har gjort det klart, at det amerikanske militær er på sammenbruddets rand efter mere end et årti med to krige, og at endnu en langvarig krig i Mellemøsten fuldstændig vil ødelægge de væbnede styrker.

Dette er, hvad USA er blevet drevet ud i efter otte år med Bush-Cheney og yderligere fem år med Obama. Enten udvikler det amerikanske folk og Kongressen tilstrækkelig rygrad til at dumpe denne præsident, eller også går nationen ned med flaget. Så enkelt er det.

I sit interview med de russiske medier gjorde LaRouche det også klart, at det er presserende nødvendigt med et nyt præsidentskab, som trækker på de kvalificerede talenter, som kan samles sammen. Han understregede, at tidligere præsident Bill Clinton er den centrale figur – den eneste figur, som kan organisere et nyt og effektivt præsidentskab.

I stedet for at promovere meningsløse krige, som blot leverer brændstof til morderiske jihadister som den Islamiske Stat, og som sluttelig kan trække hele planeten ind i en termonuklear udslettelseskrig, ville et mentalt sundt USA alliere sig med BRIKS-landene under anførsel af Kina og Rusland, og lancere et globalt program med investeringskapital-intensiv, virkelig vækst. I stedet promoverer Obama, sammen med det britiske premiere-fjols David Cameron, at Europa skal gennemtvinge flere sanktioner mod Rusland, på trods af den ukrainske våbenstilstand. Disse sanktioner vil fremskynde disintegrationen af den europæiske økonomi og yderligere nødsage Rusland til at søge alliancer, de har tillid til, i Asien og med BRIKS-nationerne og deres voksende netværk af allierede. Shanghai Cooperation Organization (SCO) skal mødes i dag, og man er ved at færdiggøre planerne for en tredje, ny udviklingsbank, SCO-banken, som skal finansiere store udviklingsprojekter i Central- og Nordasien.

Obama må stilles for en rigsret nu, hvilket baner vejen for et nyt, amerikansk præsidentskab, som formes af den sidste, fungerende, amerikanske præsident – Bill Clinton. Der er intet alternativ i dette sandhedens øjeblik.

7. september 2014 – Helga Zepp-LaRouche talte i Beijing til en stor forsamling den 5. sept. om »Et bælte, en vej«, sponsoreret af China Investment Magazine, som er en gren af den Nationale Udviklings- og Reformkommission, hovedkommissionen for planlægning af økonomisk politik under den kinesiske regerings statsråd. Som den første af, hvad der planlægges at være en årlig tilbagevendende begivenhed, deltog mange forskere i forummet fra mange betydelige kinesiske tænketanke, der har til opgave at udvikle et program for det Økonomiske Silkevejsbælte. Alt imens diplomater fra flere ambassader deltog og var aktive i begivenheden, så syntes Schiller Instituttet at være den eneste, udenlandske tænketank, som deltog i konferencen.

I en tale forud for fru Zepp-LaRouches tale understregede en anden taler, professor Bao Shixiu, Lyndon og Helga LaRouches rolle i skabelsen af idéen om den Nye Silkevej. I de ti minutter, som var afsat til hendes tale, gennemgik hun Schiller Instituttets rolle i udviklingen af konceptet med den Eurasiske Landbro i begyndelsen af 1990’erne, og som kulminerede ved Beijing-konferencen i 1996. Mens flere økonomiske kriser intervenerede for at afbryde det, der var tænkt at skulle være en fredsorden for det 21. århundrede, sagde hun, så skabte præsident Xis tale i Astana, Kasakhstan sidste år en ny bølge af optimisme, som har transformeret verden. Hun forklarede dernæst den finansielle krises natur og advarede om, at der ventede en stor eksplosion forude og opremsede de »fire love«, som Lyndon LaRouche har udviklet til at få verden ud af krisen og drive den frem mod fremtiden: Bankopdeling gennem Glass/Steagall-loven; en Nationalbank i traditionen efter Hamilton; en Hamiltonpolitik med kredit til investering øremærket til infrastrukturopbygning på basis af langfristede kreditaftaler; og et rumprogram som videnskabelig drivkraft med det formål at udvikle fusionskraft og minere helium-3 på Månen som brændstof til programmet. Hun opfordrede dernæst indtrængende til, at programmet med den Nye Silkevej blev udarbejdet med henblik på at trække verden væk fra geopolitik og etablere et nyt paradigme, baseret på menneskehedens fælles interesser.

Hendes tale placerede omgående hele spørgsmålet på et højere niveau og, for dem, som ikke kendte fru Zepp-LaRouche, kom det som noget af en overraskelse. Under Spørgsmål & Svar og aftenens session var der imidlertid en tendens til at vende tilbage til spørgsmålet om »geopolitik«, der krævede flere interventioner fra fru Zepp-LaRouches side for at få tingene tilbage på rette spor. På et tidspunkt reagerede en noget utilfreds professor, som syntes at være udmærket tilfreds med at bevare Kina hovedsagligt som et landbrugsland, på, hvad han troede, hun havde sagt. Om han havde misforstået det, eller ganske enkelt gav sin utilfredshed luft, så gjorde flere af talerne en særlig indsats for at rose det perspektiv, som hun havde rejst.

Der deltog også flere unge mennesker, og et af dem rejse sig på dette tidspunkt og sagde, at han slet ikke havde haft til hensigt at tale, men at han følte det var nødvendigt på dette tidspunkt for at understrege betydningen af det, fru Zepp-LaRouche havde sagt, for Kina. Den omstrejfende professor blev sandsynligvis passende tugtet, da han ikke kom med yderligere bemærkninger under resten af konferencen.

Ved den efterfølgende banket kom mange af deltagerne op til hendes bord for at udbringe en skål for hendes bidrag. Og selve arrangørerne var himmelhenrykte over konferencen, som de følte var blevet transformeret af Helga Zepp-LaRouches deltagelse.

2. september 2014 – Rusland vil opdatere sin militærdoktrin ved slutningen af 2014 til at reflektere nye sikkerhedstrusler, inkl. NATO-ekspansion, USA’s planlagte missilskjold og den politiske krise i Ukraine, sagde vicechef for det Russiske Sikkerhedsråd, Mikhail Popov, til RIA Novosti i et interview her til morgen. »Vi planlægger at færdiggøre ændringerne til militærdoktrinen i år«, sagde Popov og pegede på en særlig arbejdsgruppe, som er blevet dannet for at tage sig af dette. »Jeg er ikke i tvivl om, at spørgsmålet om NATO’s militære infrastruktur, som griber ind på vore grænser, inklusive gennem alliancens ekspansion, fortsat vil være blandt de største militære trusler mod den Russiske Føderation«, sagde han.

 »I 2010 udløste dette punkt af militærdoktrinen en skarp reaktion … En række fremtrædende embedsfolk bebrejdede vort lands ledere, at deres tænkning var forældet og hævdede, at NATO ikke var Ruslands fjende … Vi blev forsikret om gode intentioner, men de seneste års manøvrer indikerer noget radikalt andet«, tilføjede Popov. Blandt de øvrige sikkerhedstrusler nævnte han USA’s og NATO’s faste beslutning om at styrke deres strategiske, offensive potentiale ved at bygge et globalt missilforsvarssystem.

 Den opdaterede sikkerhedsdoktrin vil også omtale »fremvæksten af nye militære trusler mod den Russiske Føderation med relation til begivenhederne omkring det arabiske forår, den militære konflikt i Syrien og situationen i og omkring Ukraine.« Tillæg til doktriner vil endvidere understrege Ruslands uafhængighed inden for produktion af våben, udstyr og anden militær udrustning. »Livet viser, at pålideligheden hos visse af vore vestlige partnere er en midlertidig ting, og det er, uheldigvis, tæt knyttet til den politiske situation«, understregede Popov.

2. september 2014 – Spiegel Online har, foreløbig kun på sin tysksprogede webside, en læk, der siger, at, bag lukkede døre i NATO er eksperter enige om, at Kiev har tabt krigen imod oprørerne, at tabet af lufthavnen i Lugansk blot er et fingerpeg om, at den ukrainske hær er en tabt sag, og at NATO bør afholde sig fra at blive trukket ind i en tabt sag.

På sin engelsksprogede webside rapporterer Spiegel imidlertid det, som alle mainstream medier skriver, nemlig, at Putin er gået over stregen, at NATO-høgene er ved at få overtaget, at de tøvende tyskere endelig er ved at blive trukket med over osv., osv.

24 timer før NATO-topmødet med statsoverhoveder i Wales løb præsident Obama rundt i Estland og kom med absolut vildt provokerende udtalelser imod Rusland onsdag. I, hvad man kun kan beskrive som en klinisk demonstration af hans totale frakobling fra virkeligheden, kastede Obama sig i en tale i Talinn ud i en tirade imod Ruslands »frække angreb« imod Ukraine, og erklærede dernæst, at

»demonstranterne i Ukraine på Maidan var ikke anført af neonazister eller fascister. De var anført af almindelige ukrainere, mænd og kvinder, unge og gamle, som var dødtrætte af et korrupt regime, og som ønskede at deltage i det fremskridt og den fremgang, som de ser i resten af Europa. Og de indlod sig ikke på en bevæbnet magtovertagelse … «

Han fortsatte med at udpege Rusland og løj,

»det var ikke regeringen i Kiev, som destabiliserede det østlige Ukraine. Det var de pro-russiske separatister, som opmuntres af Rusland, finansieres af Rusland, trænes af Rusland, forsynes af Rusland, og bevæbnes af Rusland. Og de russiske styrker, som nu er rykket ind i Ukraine, er ikke på en humanitær eller fredsbevarende mission. De er russiske kampstyrker med russiske våben i russiske tanks.«

Efter at omtale den succesrige, europæiske økonomi, fortsatte Obama med at påstå, at de sanktioner, der var påtvunget Rusland, havde ødelagt den russiske økonomi, og at Rusland var fuldstændig isoleret.

Virkeligheden på jorden i det østlige Ukraine udgør yderligere en udfordring for Obama og de andre NATO-statsoverhoveder, som mødes i dag, den 4. sept. i Wales. Ukrainske styrker er blevet overvældende slået i den seneste kamp, med skønsmæssigt 7.000 ukrainske tropper fra hæren og militserne nu omringet i diverse østlige dele. Onsdag morgen talte præsident Vladimir Putin i telefon med den ukrainske præsident Petro Poroshenko. Efter samtalen kom både den ukrainske og russiske regering med udtalelser, som antyder, at de to statsoverhoveder havde diskuteret parametre for en langsigtet våbenstilstand og en løsning på de østlige, ukrainske provinsers status. Putin sagde til RIA Novosti, at han havde forhåbninger om, at fredagens møde med Kontaktgruppen i Minsk, Hviderusland ville resultere i endelige aftaler.

Obamas psykotiske fornægtelse af virkeligheden omkring situationen i Ukraine matcher briterne, som er i færd med at forberede et endeligt forslag til NATO-topmødet om skabelsen af en hurtig indsatsstyrke på 4.000 mand under britisk ledelse, som kan indsættes imod Rusland med 8 timers varsel. Endvidere udfører NATO-lande en række manøvrer i september måned – i det vestlige Ukraine, Sortehavet og i Østeuropa – alt sammen under den »atlantiske beslutsomheds« paraply. Manøvrerne i Sortehavet, med navnet »Havbrise«, vil finde sted 8.-10. september og vil omfatte flådeskibe fra USA og fire europæiske NATO-lande. Det amerikanske skib bliver USS Ross, det andet AEGIS-missilforsvarsskib, som er udstationeret i Rota, Spanien.

Onsdag erklærede Lyndon LaRouche, at NATO styres af briterne, og at de er yderst sårbare.

»De må hellere lade være med at angribe, for Rusland vil svare – og svaret bliver ikke det, som briterne forventer.«

Sandheden er, at der ikke er basis for en varig fred, så længe Obama og Boehner er ved magten i USA. Kongressen har alle de beviser, de behøver for at indlede omgående rigsretssagsprocedurer imod Obama den 8. sept., når Huset og Senatet vender tilbage til Washington – på Lyndon LaRouches 92-års fødselsdag. Ingen Kongres med respekt for sig selv kunne tolerere Boehners fortsættelse som formand i Huset, lige såvel som det kunne undlade at stille Obama for en rigsret. Det er virkeligheden, og tiden er inde til helt og holdent at konfrontere denne virkelighed. Obama har behandlet sin afvisning af Forfatningens artikel 1, sektion 8, og Resolutionen om Krigsbeføjelse, hånligt, ved at sende seks breve til Kongressen om de voksende udstationeringer i Irak – hvor han i hvert tilfælde påstår, at brevet er tilstrækkeligt til at tillade yderligere 60 dage af amerikansk militærhandling uden Kongressens bemyndigelse. Dette er i sig selv en alvorlig forbrydelse og forseelse og sikrer hans omgående afsættelse.

Den amerikanske økonomi er praktisk talt blevet udslettet af Obamas politik. Den seneste krise er i præriestaterne, hvor godtransportkartellet – som ejes af den entusiastske Obama-tilhænger Warren Buffet og en anden hedgefond-kumpan – truer med at udslette dette års hvedehøst ved at nægte at transportere hveden til markederne. I dele af hvedebæltet har hveden rådnet i siloer i fire måneder, mens godsvognene transporterer olie fra fracking-felterne i området.

Hvis man ønsker at undgå termonuklear udslettelse eller en total disintegration af den amerikanske økonomi, så tilslut jer kampagnen for at stille Obama for en rigsret og fjerne Boehner nu!

Virkeligheden hævder sig også i Asien, hvor Helga Zepp-LaRouche fortsætter sin succesrige tur til Kina. Onsdag optrådte Helga på et trepersoners panel på CCTV-primetime for at mindes 3. september, den dag, da anden Verdenskrig sluttede i Stillehavsområdet med fascismens nederlag. Helga præsenterede et tydeligt kort over BRIKS-nationernes gennembrud, det russisk-kinesiske strategiske partnerskab, den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, den Nye Udviklingsbank, og Xi Jinpings Nye Silkevej. Hun advarede om, at det vestlige finanssystem har kurs mod et totalt sammenbrud i den allernærmeste fremtid, at al politik i kølvandet på krisen i september 2008 mislykkedes med at sætte en stopper for rodet med for-store-til-at-lade-gå-ned-banker, og at disse banker nu er 40 % større og har kurs mod en total eksplosion. Hun bemærkede, at den japanske Shinzo Abe-regerings politik har allieret sig med Wall Street og London og ligeledes er dømt til undergang – i skarp kontrast til BRIKS’ perspektiv om projektfinansiering.

2. september 2014 – I sin seneste pressekonference i går (d. 1. september), før NATO-topmødet begynder den 4. september, talte NATO’s generalsekretær med glat veltalenhed om det nye »spydhoved«, som NATO-ledere vil enes om at udvikle til NATO’s allerede eksisterende hurtige indsatsstyrke. Han beskrev det som »en meget høj beredskabsstyrke, som kan indsættes med meget kort varsel.« Virkeligheden bag det er imidlertid det britiske fremstød for at få en responsstyrke fra NATO’s hardline-medlemsstater og USA. SomFinancial Times rapporterede den 30. august, vil den britiske premierminister David Cameron, på topmødet, annoncere, at Storbritannien og seks andre lande – Danmark, Letland, Estland, Litauen, Norge og Holland, og muligvis også Canada – har aftalt at danne en fælles udrykningsstyrke på mindst 10.000 tropper, som vil omfatte enheder fra flyvevåben og flåde, så vel som landtropper, og som vil blive ledet af britiske officerer.

Denne styrke er ikke det samme som Rasmussens spydhoved, officielt begrænset, som den vil være, af overvejelser om fælles forsvar. Idéen bag den britisk ledede fælles udrykningsstyrke (JEF) er, iflg. rapporter i det amerikanske magasin Defense News i går, at den kan anvendes til NATO-, EU- eller nationale operationer, f.eks. til krisehåndtering eller fredsbevarende formål. Med andre ord vil den kunne anvendes til stort set hvad som helst, inden for eller uden for NATO.

»Spydhovedet til NRF (NATO Respons Force) er en anden form for styrke. Dens hovedformål er fælles forsvar«, sagde NATO-talsmand Iona Lungescu. »De to styrker er to forskellige missioner, men kan arbejde sammen. Man kan forestille sig situationer, hvor JEF kunne være en opfølgnings-styrke til spydhovedet. De er forskellige, men komplementære styrker.«

Rasmussens andet problem er kravet om enorme forøgelser af forsvarsudgifterne fra alle de 28 NATO-medlemmer, hvoraf kun fire når op på tærsklen for NATO-standarden på 2 % af BNP. Et antal lande under denne tærskel vil sandsynligvis ikke gå med til rent faktisk at imødegå dette. Canada vil sandsynligvis være blandt disse (Canadas forsvarsudgifter er på omkring 1 % af BNP), hvilket er ironisk i betragtning af, at den canadiske premierminister Stephen Harper har marcheret i takt med det britiske krigsfremstød mod Rusland.

Mandag, 1. september 2014 – Præsident Obama og den britiske premierminister David Cameron har planer om at tage til NATO-topmødet (Obama stopper op i Estland på vejen, utvivlsomt et budskab i sig selv) og kræve, at NATO-medlemmer hæver deres forsvarsudgifter til mindst 2 % af BNP.

»Det hvide Hus sagde, at militærudgifter havde »topprioritet«, rapporterer briternes The Telegraph. »Men diplomater mener, at anmodningen vil blive afvist af lande, som klager over, at de stadig er i færd med at komme sig over recessionen og nægter at blive krævet til ansvar for et ’tilfældigt’ udgiftsmål.«

The Telegraph citerer også tidl. chef for Royal Navy, Lord West, og den tidl. hærchef, Lord Dunnatt, som advarer om, at andre NATO-medlemmer må påtage sig mere af forsvarsbyrden, eller tage følgerne.

General Sir Richard Shirreff, tidl. vicekommandør for NATO, kom med sit eget udbrud i The Independant og hævdede, at Putins »eventyrpolitik« er farligere end den Kolde Krig,

»for vi er tilbage i 1930’erne: demilitariserede vestlige demokratier og svage ledere, for hvem risikoen for krig var bogstavelig talt utrolig, og som stod over for en aggressor, som ikke tøver med at ændre grænser med magt. NATO står ved en skillevej, og vore politiske ledere må leve op til udfordringen.« Han skriver, at »NATO må ændre fokus til fælles forsvar, det fundament, som NATO er bygget op omkring«, dvs. artikel 5, iflg. hvilken »et angreb på én er et angreb på alle«, og »frem for alt, så betyder det, at alle NATO-medlemmer må øge deres forsvarsudgifter.«

Idet de citerer en artikel i Tysklands Der Spiegel, rapporterer ITAR-Tass, at Polen og de Baltiske Stater, med tilslutning fra Canada, promoverer en opsigelse af Den grundlæggende Akt mellem NATO og Rusland af 1997.

»Dette skridt vil gøre det muligt at øge troppetallet, som NATO kan udstationere på de tidligere Østbloklandes territorium«,

siger de. Iflg. artiklen i Der Spiegel er den tyske regering imod dette, men oplever, at dens position svækkes.

»Det bliver vanskeligere med hver militære bevægelse, russerne udfører, at håndhæve den tyske position«, sagde en tysk diplomat.

Under en diskussion på Labor Day med LaRouche-bevægelsens Politiske Aktionskomites nationale politiske komite, reflekterede Lyndon LaRouche over menneskets natur og den mission, som han og hans organisation har vedtaget og har forpligtet sig til at præstere.

LaRouche erklærede, at den største krise nu er i færd med at ramme os. Fremstødet for krig med Rusland har nu nået et feberhedt kulminationspunkt forud for det planlagte NATO-topmøde i Wales senere på ugen. Vi befinder os på randen af en stor krise, som kunne resultere i en termonuklear krig.
LaRouche understregede, at polakkerne i særdeleshed opfører sig som de britiske horer, de er i denne krigskampagne. Det polske aristokrati er berygtet for dets villighed til at prostituere sig for Det britiske Imperium. De er en flok degenererede sjovere. De er en dårlig, polsk vittighed.
Han vendte sig dernæst mod en definition af vores mission konfronteret med en sådan krise og erklærede, at vi har et specifikt problem. Vi er på enestående vis bevidste om, at vi kontrollerer en præstation, som vi behøver for menneskeheden. Hvad er vores organisation til for? Vi har Sydamerika. Vi har fremragende bånd til Afrika, Kina, Indien, Rusland. Hvordan bringer vi folk fra disse nationer sammen om at forstå, hvordan det nye system, de har lanceret, bør organiseres?
Kina er den førende instans for dette. De har skabt en ny måde at tænke på. Vi må integrere os som hver enkelt nation i et system af nationer. Vi må organisere denne planet. Det, som Egypten, Rusland og Sydamerika gør, er fremragende. Hvordan definerer vi det fælles mål, som bringer alle disse ting sammen?
Svaret er helium-3. Vi må bringe det under kontrol for at skabe et nyt system, som ikke længere domineres af Det britiske Imperium.
Han erklærede over for den Politiske Komite, at Vi, her, vi må sikre, at vi præsenterer en gavnlig og nødvendig løsning på processen med at bringe denne nye forsamling af nationer sammen.
Vi må få USA til at sige, at dette er vores mission.
Faren består i tendensen til at satse på svindelnumre.
I stedet må vi tænke på, hvordan nationerne kan tænke i fællesskab for at skabe et nyt system på denne planet. Det er vores primære mission.
Forhindringen er selvtilfredshed. Selvtilfredshed gør folk dumme. Problemet er, at folk har besluttet at blive totalt dumme.
De vil ikke anstrenge sig for at gøre noget for at løse problemet.
De er uforanderlige fiaskoer. Vi må gøre os fri af mennesker, som formørker vores himmel på denne måde, som narrer os, får os i fælden med at forsøge at influere nogen.
Kinas måneprogram går udover, hvad nogen på denne planet nogensinde har oplevet.
LaRouche insisterede: Vi må være forpligtet over for menneskeheden. Vi har fremtiden i vore hænder. Det kan jeg sige til alle tvivlere. Vi må simpelt hen gøre det. Jeg er sikker i min sag. Vi vil gøre det. Vi vil forandre den måde, menneskeheden ser Solsystemet på. Det er min mission. Og det er, hvad der vil ske.
Vores mission er ikke en »ting«. Vores mission er at inspirere til det, vi ser i Sydamerika, Indien osv. Disse nationer er vores ansvar, ikke udelukkende vores ansvar, men vores ansvar over for dem reflekterer vores hengivenhed over for menneskeheden.
Kreativitet – skabeevne – per se er essensen af menneskelig eksistens. Vi er skabere i Keplers forstand. Sådan er det! Det er vores rolle, vores mission, essensen af vores mission.
Prometheus-mennesket er det sande menneskelige væsen. Idéen om Prometheus-mennesket dør aldrig. Vi må indfange denne essens af storhed i os selv.

Download (PDF, Unknown)

31. august 2014 – Ifølge kilder, rapporteret af Reuters og Bloomberg News den 31. august, promoverede den britiske premierminister David Cameron, på EU-mødet for stats- og regeringsoverhoveder den 30. august, meget energisk en udvisning af alle russiske banker fra SWIFT (Society for Worldwide Interbank Financial Telecommunication).

Andre EU-lederes reaktion på Camerons seneste maniske forslag om at angribe Rusland kendes ikke, og der vil formentlig ikke blive annonceret nogen handling i begyndelsen af denne uge. Ved at promovere det, der kendes som »den iranske sanktion«, baseret på rapporter om »russiske invasion af Ukraine«, som blev aflivet af OSCE-observatører på disse landes grænser, kræver Cameron det, som britiske, imperium-finanskredse har refereret til som »finansiel krigsførelses atombombe.«

Bloomberg citerede et finansselskab i Moskva, som kaldte dette »en betydelige optrapning af de finansielle sanktioner«, og en optrapning, som med sikkerhed ville blive fulgt op af stærke, russiske modforholdsregler imod europæiske økonomier.

SWIFT er en global aftale om finansiel kommunikation, som håndterer flere end 20 mio. interbank-meddelelser om dagen over hele verden, som muliggør bankoverførsler af midler eller aktiver. Udvisning af SWIFT ville ikke blokere for Ruslands betydningsfulde handelsaftaler, og efterson de lande, med hvilke Rusland laver sådanne aftaler, er stærkt forpligtet over for dem, er et sandsynligt resultat, at Kinas eget interbank-overførselssystem ville spredes til at omfatte Rusland.

31. august 2014 – Den europæiske Centralbank (ECB) vil efter al sandsynlighed, på sit møde den 4. september, annoncere i det mindste en køreplan for »kvantitative lempelser« (QE), med trykning af euro for at opkøbe giftig, privat og statslig gæld med Federal Reserve, Bank of England og Bank of Japan som model. Federal Reserves 4 billion dollar store opkøb siden 2010 har skabt skummende obligationsbobler ud af selv subprime ejendomsgældspapirer, inkl. dem, som er udstedt af nogle få europæiske storbanker. Men det, at ECB har været forhindret i QE, har muliggjort den virkelige situation at vokse frem: Europæiske storbanker har mere end 2 billioner euro (henved 3 billioner dollars) i ubetalelig gæld stående på deres regnskaber som »aktiver«.

Med hele EU-økonomien, som er i færd med at falde ned i en »recession« for tredje gang på seks år, og deflation, som rammer Italien, Spanien og andre økonomier, er ECB nu rede til at ignorere europæiske forfatninger. Det har givet kontrakter til to investeringsbanker om at skabe ABS (asset-backed securities, værdipapirer med sikkerhed i underliggende aktiv-puljer) primært fra gæld fra ejendomsmarkedet, som ECB kan opkøbe. Frankrigs Manuel Valls, atter premierminister, sagde den 31. august, at en desperat Francois Hollande vil kræve QE fra Draghi, når de mødes 1. september.

Mængden af dårlige lån, som Europas zombie-banker forsøger at sælge, beløber sig nu til 1,72 billioner dollars, iflg. data indsamlet af Bloomberg
Disse banker forsøger at aflæsse mere og mere dårlig gæld, især gæld på ejendomsmarkedet (i det væsentlige tvangsauktioner) efterhånden, som deres tilstand forværres.

Zombierne bortrangerer, under anførsel af Barclays, Unicredit og Credit Suisse, flere handler, dårlige lån og ødelagte investeringer over til enheder, som skal sælges eller nedgeares. Sådanne dårlige aktiver til salg er steget med 65 % siden slutningen af 2013. Artiklen bemærker, idet den giver en idé om giftens virkelige omfang, at Barclays kommer disse dårlige lån i en nedgearings-enhed, og denne enhed indeholder nu nominelle værdier for 777 mia. dollars!

Der er hidtil i 2014 kun blevet solgt for 40 mia. dollars af zombie-bankgæld. Store hedgefond-»gribbe« er i marken, anført af CarVal (afdeling af Cargill), Lone Star og Cerberus. Som tilfældet med Argentina og Elliot Associates har vist, kan sådanne fonde potentielt forvandle sådanne handler – som i overvældende grad omfatter ejendoms-markedet – til et helvede for de oprindelige låntagere. De forventer profitrater »i cifrene 13 – 19« på dem.

ECB vil, gennem at gå ind i QE med denne tilstand af bankaktiver i Europa (ligesom de amerikanske bankers tilstand af lignede aktiver i 2010), blive den »store grib«, som muliggør de andres profit.

29. august 2014 –

»Latinamerika bliver en af grundpillerne i den nye, økonomiske verdensorden«,

sagde den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov i et interview til Russia Today, publiceret den 27. august.

Som en refleksion af den hurtighed, hvormed BRIKS-udviklingsparadigmet går frem, og Latinamerikas rolle i denne udvikling, understregede Lavrov, at Rusland samarbejder med alle de latinamerikanske lande, men især med Brasilien, Argentina, Cuba, Chile, Peru og Venezuela. Latinamerika er et levende område, sagde han, som bevæger sig i retning af en multipolar verden.

Lavrov refererede til den russiske præsident Vladimir Putins »historiske« rundrejse til Brasilien, Argentina og Cuba på det tidspunkt, da BRIKS-topmødet fandt sted midt i juli måned, hans deltagelse i selve topmødet, og hans møder med tolv latinamerikanske ledere. Som en del af Putins »brede program«, understregede Lavrov, drøftede han afgørende vigtige spørgsmål som energi, transport, forsvar, rumfart og sværindustri, »områder, der er af stor interesse for alle.«

Se på alle de forskellige, regionale organisationer, som eksisterer i området, påpegede udenrigsministeren, som alle sammen er involveret i økonomiske integrationsprocesser.

»Der er ikke et land, som ikke, på den ene eller anden måde, er tilsluttet mindst en integrationsorganisation, og«, understregede han, »vi har relationer med hver eneste af disse alliancer, og, uden undtagelse, med alle Latinamerikas lande.«

Fra nu af, understregede Lavrov, vil både Rusland og dets latinamerikanske partnere mødes på officielt grundlag langt hyppigere, og han mindede om, at Rusland havde indgået mellemstatslige handels- og samarbejdskommissioner men mange af disse nationer.

30. august 2014 – På tærsklen til sit besøg i Argentina som leder af en stor delegation af regeringsministre, guvernører og borgmestre, fortalte Chiles udenrigsminister Heraldo Munoz den argentinske avis Pagina 12, at det nu er nødvendigt at

»gå frem i retning af et globalt finanssystem, som reflekterer den nye virkelighed«
i verden.

I øjeblikket, sagde han, opererer verden stadig på basis af et system, som blev bygget umiddelbart efter Anden Verdenskrig, og det er tydeligt, at det ikke kan håndtere de udfordringer, som konfronterer menneskeheden. Derfor er det, sagde han,

»at vi på det seneste har set en kraftfuld fremvækst af initiativer såsom BRIKS-udviklingsbanken.«

Han undsagde »tomrummet i det globale lederskab«, som, sagde han, har gjort verden langt mere »uforudseelig«, end den var for 20 år siden.

Munoz ankom til Argentina for at deltage i det VI. bi-nationale, argentinsk-chilenske ministermøde, mens parlamentarikere og guvernører mødtes med deres argentinske modparter til det IV. møde mellem argentinsk-chilenske guvernører og borgmestre fra den fælles grænse, og det XVIII. argentinsk-chilenske fællesparlamentariske kommissionsmøde.

I sit interview med Pagina 12, publiceret den 29. august, gav Munez også udtryk for Chiles solidaritet med Argentina i sidstnævntes kamp mod spekulative gribbefonde og sagde, at dette er
»et spørgsmål af enorm betydning for os. Vi kan ikke tillade spekulative agenter at bringe aftaler mellem kreditorer og debitorer i fare.«

Præsident Michelle Bachelet, som tiltrådte embedet i marts måned i år, har sat som mål en forbedring af relationerne med Argentina og andre latinamerikanske regeringer, som i vid udstrækning blev ignoreret af Sebastian Pineras foregående, højreorienterede regering. Munoz, så vel som de argentinske værter, understregede, at de to nationer har en »strategisk alliance« og ønsker at samarbejde inden for et antal områder for at styrke deres fysisk-økonomiske integration, især langs den lange grænse, som de deler.

To store infrastrukturprojekter var højt placeret på dagsordenen for drøftelser på møderne den 29. august: den bi-oceaniske tunnel Agua Negra gennem Chiles Coquimbo-region og den vestargentinske provins San Juan; og den bi-oceaniske korridor Aconcagua, som inkluderer færdiggørelsen af en jernbane over Andersbjergene. Sidstnævnte projekt ville, sagde den argentinske regeringsstabschef Jorge Capitanich, hjælpe med at forstærke de »fysiske forbindelsesmuligheder« mellem de to nationer.

Foto: Heraldo Munoz

31. august 2014 – I en artikel dateret 27. august, sektionen for »Østlige tilgange« af deres webside, rapporterer London Economist, at den polske regering lægger pres på Tyskland for at blive mere fjendtlig over for Rusland. De rapporterer at, i en artikel i avisen Rzeczpospolita, anklagede Roma Kuzniar, en udenrigspolitisk rådgiver til den polske præsident Bronislaw Komorowski, Tyskland for eftergivenhed.

»Og hvad så?« svarede den amerikanske statsmand Lyndon LaRouche. »Bare endnu en dum polak!«

Kuzniar skrev, at »Putin paralyserer deres handlefrihed på samme måde, som en slange i ørkenen paralyserer en kanin«, og »Vi må acceptere, at pga. Berlins særlige relation med Rusland, kan vi ikke regne med Tyskland i spørgsmål om regional sikkerhed.« The Economist lægger selv yderligere pres i samme stil.

»Hvorfor holder de ikke deres penisser inde i deres bukser?« spurgte LaRouche. »Så ville de ikke have dette problem. Det er det eneste svar, man kan give.«

På EU-topmødet i lørdags, den 30. august, valgtes for første gang en leder fra de tidligere Warszawapagt-lande som præsident for EU-Rådet: Den polske premierminister Donald Tusk. »Og hvad så?«, spurgte LaRouche igen. Den dags London Daily Telegraph skrev, »David Cameron scorer EU-sejr, da polsk allieret udnævnes til ny europæisk præsident.« Cameron og Tusk stod imidlertid ikke altid hinanden så nær. I et hyklerisk angreb på EU for »sociale ydelsers-turisme« tidligere på året nævnte Cameron et tal på 55 mio. pund om året, som britiske skatteydere betaler for at underholde børn af immigranter i deres hjemland, de fleste af dem polske. Tusk fordømte ham rasende på det tidspunkt.

Samme EU-topmøde den 30. august gav EU-bureaukratiet opgaven at komme frem til en ny pakke af sanktioner imod Rusland inden for en uge. Nogle af deres ledere siger, at Rusland nu har en uge til at ændre sin politik, før NATO-topmødet den 4.-5. september i Wales. »EU-embedsfolk synes at mene, at disse forholdsregler vil efterlade Rusland så isoleret fra de globale markeder, and der muligvis ikke vil være andre alternativer tilbage for dem end at kapitulere til en politisk løsning«, rapporterede Deutsche Welle.

Ja, sandelig! Putin må nok hellere reservere fjernsynstid nu, til sin kapitulation. »Rusland vil ikke ændre sin politik«, sagde LaRouche.

Deutsche Welle har et EU-dokument på den næste fase af sanktionerne, som vil tilføje mange flere navne på listen af bandlyste russiske individer, og som også kunne bandlyse russiske banker og energi- og forsvarsselskaber fra EU-aktiebørser.

»Det er en stor fordel for Rusland«, sagde LaRouche. »Og ved I, hvilken effekt, det vil få på de vesteuropæiske nationer? Det vil lægge dem øde.«

På tapetet til NATO-topmødet den 4.-5. september er også »en ny, fælles udrykningsstyrke på mindst 10.000 mand til at forstærke NATO’s styrke som svar på russisk aggression i Ukraine«, rapporterede Londons Financial Times den 28. august. »Styrken vil inkorporere enheder fra flyvevåben og flåde, så vel som landtropper, og vil blive anført af britiske kommandører, med andre lande, som bidrager med en række specialtropper og enheder. De involverede lande omfatter i øjeblikket Danmark, Letland, Estland, Litauen, Norge og Holland. Canada har også givet udtryk for, at de er interesserede i at deltage.«

»Børnekorstoget«, sagde LaRouche.

Den californiske, demokratiske senior-senator Dianne Feinstein talte til Meet the Press i dag, hvor hun sagde, »Jeg mener, der bør være direkte diskussioner med Vladimir Putin. Jeg mener, at han er den enestående personlighed i Rusland. Rusland er et enormt land. Ukraine er et stort land. Krim er væk. Jeg mener, at man bør tage skridt til at sende folk til at tale med ham; at få vores udenrigsminister til at tale personligt med ham. Jeg mener, at det her er dybt personligt for ham. Det mener jeg virkelig. Jeg mener, at det er ham selv, der træffer beslutningerne. Og han nyder meget stor gunst i sit land.«

Feinstein forsatte, »Folk siger, ’jamen bare vent til sanktionerne bider og økonomien ryger ned’. Det mener jeg ikke. Jeg mener, at hvis russerne følger ham, og hidtil har de fulgt ham, så er russerne meget modige og har mange års lidelser bag sig, og de vil være seje nok til at udholde enhver økonomisk vanskelighed«.

»Hun har ret«, sagde LaRouche.

Samtidig, i en scene, der giver en levende erindring om Cape Canaveral i 1960’erne, samledes tusinder af argentinere spontant her til morgen ved Bariloche-lufthavnen for at fejre luftudskibningen af deres indfødte ARSAT-1kommunikationssatellit til Fransk Guyana, hvor den opsendes i kredsløb i oktober måned. Præsident Cristina Fernandez de Kirchner tweetede, at satellitten viser »kapaciteten til at skabe teknologi som et resultat af statens investering og højt kvalificerede, menneskelige ressourcer.« Kun otte lande i verden kan bygge så komplicerede satellitter, sagde hun.

»Tag lige og se på verdenssituationen et øjeblik«, sagde LaRouche her til eftermiddag. »Hvad har vi? Vi har en flok fjollede fascister fra visse dele af Europa, især fra den forkerte del, så at sige. De er dumme mennesker; de opfører sig dumt; de kræver dumme ting, og jeg mener, at vi stille og roligt skal viske dem af tavlen. Det, der kommer fra de polske kryb, for eksempel, er ting, som vi ikke har noget at gøre med at spilde vores tid på. Disse fyre er svindlere, de er bedragere, de er løgnere, de er snydepelse. De duer ikke! Så glem dem! Spil ikke tiden på dem. Samtidig har vi meget værdifulde folk i Europa, inden for forskellige kategorier; de er meget vigtige.

»Men nu har vi de virkelige problemer med fejltagelser, tåbeligheder og fejl i andre dele af Europa, og andre dele af verden. Vi har en vidunderlig verden ud fra BRIKS-standpunktet, en vidunderlig verden. Det, der er sket mht. Afrika; vidunderligt! Det, der er sket i Kina: vidunderligt! Det, de er sket i Indien: vidunderligt! De er vidunderlige, fordi de i deres natur er vidunderlige; de er måske ikke helt nået frem til modenhed, men de er vidunderlige ting. Alt, hvad vi gør, bør være orienteret mod denne intention. Det skal vi direkte understrege.«

Den store betydning, som Schiller Instituttet tillægger klassisk kultur, har alt at gøre med håbet om at komme ud af denne civilisationskrise, for vi har ikke blot en finanskrise, en politisk krise og en militær krise, men vi har i bund og grund en kulturkrise, og hvis vi ønsker at komme ud af den, må vi sørge for, at befolkningen i almindelig-hed får adgang til klassisk musik og klassisk poesi, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan sørge for, at mennesker får adgang til deres indre kilde til deres egne, skabende evner, og der er næsten intet andet ud over klassisk musik og klassisk poesi, som kan gøre dette.

Download (PDF, Unknown)

28. august 2014 – Den russiske viceudenrigsminister Sergei Ryabkov fortalte International Affairs Magazine, at BRIKS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) udvider sit arbejde i både de politiske og økonomiske sfærer – finanssektor, videnskab, teknologi og landbrug, og havde ligeledes foreslået

»meget seriøse teser, vigtige signaler om Syrien, Afghanistan og Iran på dets Erklæring fra Fortaleza-topmødet«
i april 2014.
Ryabkovs interview er udlagt på en fremtrædende plads på det russiske Udenrigsministeriums webside.

Som svar på et spørgsmål om samarbejde i Latinamerika og Afrika (i dag mødtes den sydafrikanske præsident Jacob Zuma med den russiske præsident Vladimir Putin i Moskva, hvor Zuma sagde,

»Jeg er enig i, at BRIKS har åbnet et større sted for vore relationer, og de giver god mening i flere spørgsmål«), forklarede Ryabkov, at Rusland »ikke udarbejder sin politik i disse områder på basis af politiske kanoner, som er så karakteristisk for vore kolleger i Vesten. Dette er ikke et nulsumsspil.«

Ryabkov pegede på behovet for skabelsen af BRIKS udviklingsbanken (Nye Udviklingsbank) og sagde, at en reservevalutafond

»er opstået pga. det faktum, at USA’s passivitet forsinker reformer i Den internationale Valutafond. Visse lande har ingen indflydelse på IMF’s beslutninger. Denne situation modsvarer ikke den myndighed og det ansvar, som disse stater har, primært BRIKS-lande. Det er derfor, skabelsen af BRIKS Udviklingsbank og reservevalutafond vil hjælpe med at håndtere finansiel stabilisering og finansiel støtte til lovende projekter, uden problemer med gensidige relationer med IMF og den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling.«

I sit webcast fredag aften blev Lyndon LaRouche spurgt, om vi nu er i færd med at gå ind i den alder, om hvilken Percy Shelly sagde, at det var den alder, hvor Prometheus endelig var befriet. LaRouche svarede:

»Vi befinder os på randen af den alder. Jeg føler, at jeg er på randen af den. Jeg insisterer på at erkende denne følelse af at være på randen af den. Jeg ved, at alt afhænger af at opnå at være på randen af den. Og det er løsningen. Der er ingen anden løsning. Enten opnår man det – man forpligter sig til det – eller man klarer det ikke. Det er pointen. Dette er ikke en valgmulighed. Dette er en forpligtelse, som er fundamental, og man kan ikke komme uden om den.«

I en opfølgende diskussion lørdag fortsatte LaRouche dette tema og understregede, at det gamle, onde system er dødt, det har ingen autoritet, dets ledere er svindlere ligesom Obama og Boehner, som bør fjernes fra deres embeder.

Han understregede, at det, vi ser ske i hele verden, centreret omkring BRIKS-nationerne, er en revolution, hvor hele nationer arbejder sammen for at udvikle menneskeheden uafhængigt og fri af det Britiske Imperiums onde imperiesystem.

Vi må erkende, at vi ikke er underordnet det nuværende system og de svindlere, som kører det og insisterer på at underkaste alle andre deres opsyn. Ingen af disse svindlere har nogen moralsk autoritet. De skal smides ud af embedet, og vi må vinde den magt, der garanterer, at dette sker.

LaRouche erklærede, at vi må fjerne alle de regeringer, som er således defineret. Vi ønsker at komme af med den franske regering, den italienske regering. De er ubrugelige. Selve den amerikanske Kongres bør fyres.
Vi bygger ikke på regeringsmyndighed, med på den myndighed, hvorfra regering får sin sande myndighed – kreativitet.

Magten ligger nu i Rusland, Kina, Egypten. Vi er parat til at overtage planeten. Hele det globale system, som har undertrykt kreativitet og er i færd med at ødelægge menneskeheden, er rede til at blive begravet en gang for alle. Vi har et nyt system. Og vi skal være tændsatsen.

Hvis man forsøger at adaptere til det eksisterende system, er man død. Vi må skabe noget nyt.
Vi vil forandre verden. Vi har evnen til at løse problemer, som må løses.

BRIKS-nationerne er suveræne. De fik ikke suverænitet af nogen andre; det er ikke en almisse til dem, som opfører sig ordentligt, fra selvudnævnte opsynsmænd. De er suveræne i deres natur. De vil ikke længere lade andre sætte standarder for at måle deres opførsel. Det er, hvad der sætter dem i kraft.

Det nye system er en modsætning til det gamle, onde system. Modi er en revolution; Kina er en revolution; Egypten er en revolution. Tilsammen udgør de en, stor revolution.

LaRouche sagde, han har alle brikkerne til at gennemføre det her. Det er ikke et spørgsmål om at adaptere til dette onde system; man må eliminere det system. Det, som er ved at vokse frem, er et system med regeringer, der ikke beror på nogle andres autoritet.

I stedet bevæger vi os i retning af en verden, som er selvudviklende.
Som han erklærede under fredags-webcastet:

»Lad os få alt det nonsens af vejen. Det, vi behøver, er simpelt hen at skabe arbejdskraftens produktive evner per se.«

Vi har nået slutningen på regering per se. Det eksisterende system må erstattes af en orden, der er baseret på kreativitet per se og selvudvikling. Vi er på randen af et system, som aldrig før har eksisteret på planeten.

Vi er på randen af Prometheus Befriet. Boehner er væk!

Foto: Posthumt portræt af Percy Shelley, der skriver ‘Den ubundne Prometheus, af Joseph Severn  ______________________________________________

Læs mere om den ny tid med Prometheus Befriet:

Lyndon LaRouche om Zeus, Prometheus og kampen mod livegenskab i dag

Gør 2014 til et Prometheus-år!

Hvad gav Prometheus menneskene?

Lyndon LaRouche: Slut med krig, eller slut med mennesket?

Helga Zepp-LaRouche: De Europæiske Nationers Almene Uafhængighedserklæring

30. august 2014 – I sit fredagswebcast advarede Lyndon LaRouche om, at Polen burde lære lektien og holde op med at lege med ilden. Den polske præsident Bronoslaw Komorowski forstærkede hype’en i et interview med Tysklands Deutschlandfunk radio, hvor han havde et særligt budskab til tyskerne om »ikke at gentage fejltagelsen fra 1930’erne« og forblive inaktive over for den nye trussel, som kommer fra Rusland, som det internationale samfund dengang gjorde med Hitler. Han anklagede den russiske præsident Vladimir Putin for at ønske at skabe et nyt imperium og bad tyskerne huske, hvad det Sovjetiske Imperium betød, også for dem, i historien. Kun Sovjetunionens sammenbrud bragte frihed til polakkerne og tysk enhed, sagde Komorowski, og antydede, at intet mindre end et sammenbrud af nutidens Rusland var at ønske. I går nægtede Polen den russiske forsvarsminister Shoigus fly tilladelse til at flyve over polsk luftrum på vej tilbage fra Slovakiet til Moskva, hvilket tvang ministeren til at vende om og lande i Bratislava. Bedt om at kommentere Polens seneste, ynkelige, beskidte trick svarede LaRouche: »Jeg ville udtrykke det mere profetisk. Hvis polakkerne ønsker at forsætte med at spille det spil, er de færdige som nation. Prisen for det, prisen for denne forbrydelse er fortabelse af retten til at være en nation. Og det har polakkerne før været igennem. De burde have lært lektien tidligere …« »Det er det samme. Det britiske Imperium, som er dem, der kører polakkerne, dvs. den polske regering køres af en flok stinkdyr, som tilhører Det britiske Imperium. Og hvis polakkerne ikke bliver klogere og fyrer de skabninger, så er de skæbnebestemt til Helvede i fremtiden. Ikke for evigt, men Polens chance for at blive en respekteret nation, hvis de ikke ændrer adfærd nu, er lig nul, meget længe ud i fremtiden!«

30. august 2014 – Det ukrainske regime arbejder hårdt på at piske endnu mere hysteri op imod Rusland, inklusive at kræve medlemskab af NATO. Den ukrainske præsident Petro Poroshenko, som er i Bruxelles til det seneste EU-møde, påstod, at »hundreder« af russiske tanks nu er inde i Ukraine. »Ukraine er nu offer for udenlandsk militær aggression og terror«, sagde Poroshenko i Bruxelles forud for EU-topmødet. »Tusindvis af udenlandske tropper og hundreder af udenlandske tanks er nu på ukrainsk territorium.« I Kiev påstod den nationale sikkerhedstalsmand Andrei Lysenko, at russiske tanks havde ødelagt hvert hus i grænsebyen Novosvitlivka.
I går forelagde regimet lovgivning om at fjerne Ukraines officielle, neutrale status og sætte landet på kurs mod NATO-medlemskab. »I overensstemmelse med beslutningen, som Rådet for National Sikkerhed og Forsvar har vedtaget, har Ukraines regering fremlagt et lovforlag for parlamentet, som ophæver den ukrainske stats status som ikke-blok land og etablerer Ukraines kurs mod medlemskab af NATO, for parlamentet til overvejelse«, sagde premierminister Arsenij Jatsenjuk iflg. Interfax Ukraine. Loven vil også forbyde Ukraine at tilslutte sig den Eurasiske Toldunion eller nogen anden »union«, som involverer Rusland. Itar-Tass rapporterede i dag, at tidligere premierminister Julia Timoshenko har meddelt, at hendes Batkivshchina (Fædreland) Parti snart ville tage initiativ til en landsomfattende folkeafstemning om landets indtræden i NATO. Partiet planlægger at indsamle 3 millioner underskrifter for en folkeafstemning, som ville være på stemmesedlen ved det næste parlamentsvalg den 26. oktober.
Rapporten om det nye lovforslag kom, samtidig med at NATO’s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen havde møde med Ukraines repræsentant til NATO, Ihor Dolhov. Efter mødet fordømte Rasmussen (igen) hysterisk Rusland: »Russiske styrker er engageret i direkte, militære operationer inde i Ukraine. Rusland forsyner fortsat separatisterne med tanks, pansrede køretøjer, artilleri og affyringsudstyr«, osv. osv. Han erklærede endvidere, at NATO vil erklære sin »urokkelige støtte« til Kiev-regimet på topmødet i Wales den 4.-5. september.

Ville det ikke være poetisk retfærdighed, hvis Repræsentanternes Hus indledte rigsretssagsprocedurer imod præsident Obama den 8. september, den dag, hvor de vender tilbage til Washington fra pausen i august måned? 8. september er tilfældigvis Lyndon LaRouches 92-års fødselsdag. Kongresmedlemmerne Walter Jones, Jim McGovern og Barbara Lee, de tre initiativtagere til HCR 105, som krævede, at Obama gik til Kongressen for at få en formel bemyndigelse under artikel I, sektion 8 i Forfatningen og Resolutionen om Bemyndigelse til at føre Krig, skrev til John Boehner tidligere på ugen og krævede, at han indkaldte til høringer den 8. september for at få regeringen til formelt at opsøge en debat i Kongressen og en bemyndigelse til enhver fortsat militæraktion. HCR 105 blev vedtaget i Huset i juli af et overvældende, upartisk flertal 370-40, og Boehner har ingen undskyldning for ikke at følge kravet fra Jones-McGovern-Lee.

LaRouche bemærkede fredag, at

»Obama har allerede overtrådt loven. Han burde ganske enkelt stilles for en rigsret omgående.«

Der er faktisk gået mere end 60 dage, siden starten på det amerikanske militærs engagementer i Irak imod Islamisk Stat, og tiden er inde for Obama til at forelægge sin sag for Kongressen og det amerikanske folk. General Dempsey, formand for generalstabscheferne, har lagt pres på Obama for at vedtage en kompetent politik for at udslette IS og forelægge den Kongressen for at få bemyndigelse, og Lyndon LaRouche bakkede fuldstændig på om gen. Dempsey i sit webcast den 22. august.

I skarp kontrast til denne klarhed lød Barack Obama som et ynkeligt, ævlende fjols torsdag, den 28. august, da han, nylig hjemvendt fra sine to uger i Martha’s Vineyard, fortalte reportere på en pressekonference i Det hvide Hus, at han endnu ikke havde en »strategi« for, hvordan IS skulle håndteres. Det er ganske enkelt foragteligt! Obama ved, at det amerikanske folk og Kongressen afskyer og mistror ham, og han foretrækker at gemme sig bag eksekutive ordrer og luskede, hemmelige operationer – af hvilke ingen kan knuse Islamisk Stat. Josh Earnest, pressetalsmand for Det hvide Hus, forsøgte at dække over Obamas brøler ved at give et interview til CNN senere samme torsdag, hvor han påstod, at Obama faktisk har en strategi, men bare ikke har formuleret, hvordan den skal præsenteres. Det er amatørtime, og værre endnu. Denne præsident er færdig, og Kongressen bør gøre det, som er anstændigt og forfatningsmæssigt korrekt og komme af med ham nu.

Man kan sætte Obamas patetiske opførsel i kontrast til Vladimir Putins stærke ord i fredags. Hans budskab til en lejr for unge lige uden for Moskva var:

»Genér ikke Rusland«.

Putin forsvarede selvsikkert Ruslands handlinger i Krim og forklarede de unge, at den form for folkemord, som udføres mod russiske minoriteter i det østlige Ukraine, også ville være sket i Krim, hvis Rusland ikke havde handlet. Samtidig lo han foragteligt ad NATO’s påstande om, at Rusland har »invaderet« Ukraine.

»Rusland er langtfra involveret i nogen storstilet konflikt«,

sagde han på ungdomslejren på Seliger-søens bredder.

»Det ønsker vi ikke, og vi har ingen planer om det. Men selvfølgelig skal vi altid være parat til at tilbagevise enhver aggression mod Rusland.«

Han fortsatte,

»Ruslands partnere … bør forstå, at det er bedst ikke at genere os. Gud være lovet, jeg tror ikke, der er nogen, som overvejer at udløse en storstilet konflikt med Rusland. Jeg vil gerne minde jer om, at Rusland er en af de førende atommagter.«

Da Putin afslørede NATO’s bluff, modsagde OSCE, som fortsat har observatører på den ukrainsk-russiske grænse, direkte NATO-hysteriet over den såkaldte russiske »invasion« ved offentligt at erklære, at der ikke er nogen russisk invasion i gang. De sagde, at der ikke var nogen militærenheder, som krydsede over til Ukraine. Der er frivillige, som krydser over for at kæmpe side om side med oprørerne, men det udgør ikke en »invasion« eller noget tilnærmelsesvist.

Meget af den ’hype’, der er mod Rusland, er tydeligvis målrettet mod NATO-topmødet den 4.-5. september i Cardiff, Wales, med deltagelse af stats- og regeringschefer, og hvor Storbritannien og Obamaregeringen vil forsøge at tyrannisere resten af NATO-landene til at gå med til flere sanktioner mod Rusland – som blot vil give bagslag mod de allerede kollapsende europæiske økonomier og banker. Den polske regering, stoppet med neokonservative fra Dick Cheneys skab (udenrigsminister Sikorsky er gift med Anne Applebaum fra Washington Post, en rigtig neokon-heks), løb en rigtig dum risiko fredag, hvor hun forhindrede et fly med den russiske forsvarsminister Shoighu i at overflyve polsk luftrum på vej hjem til Rusland fra et besøg i Slovakiet. LaRouche kaldte de polske handlinger »ynkelige og infantile« og bemærkede, at en sådan adfærd over for Rusland let kan »knuses«.

Tåberne i Det hvide Hus og i NATO’s hovedkvarter lyver og siger, at Rusland er »isoleret«, men virkeligheden er en, at Rusland og Kina går fremad med BRIKS-initiativerne, og enhver fornuftig nation på planeten vil skynde sig at gå med. Der er nu meget fremskudte bestræbelser i gang for to nye kanaler – Suezkanalen og Nicaragua – og en genoplivning af Kra-kanalen er også ved at komme i gang.

Alt imens vestlige medier har leet hånligt ad Nicaragua-kanalen, så udfører det samme, kinesiske ingeniørfirma, som udførte forundersøgelserne til De Tre Slugters Dæmning, forundersøgelsen til den nye kanal. Cubanske publikationer beskriver den nye kanal som et supplement til Panama-kanalen og forestiller sig en betydningsfuld renæssance for det caribiske bækken.

Prometheus-princippet – den magt, som ligger i menneskelig kreativitet og store idéer – udspiller sig i øjeblikket. Lyndon LaRouches oprindelige forslag til den Internationale Udviklingsbank (IDB) fra 1975 er i færd med at realiseres. Det mangeårige mål med at sprede Den amerikanske Revolution og Det amerikanske System over hele verden er ved at ske. Det er vores mission at fjerne Obama, afsætte hans beskytter Boehner og garantere, at USA er en førende kraft i denne proces med global, revolutionær forandring.

Tiden er inde til at sætte en stopper for Det britiske Imperium.

Hvis man er en tåbe, som simpelt hen bare responderer til sanselige stimuli, kunne man måske tro, at de vigtige begivenheder den 28. august blot er tvivlsom adfærd fra den ukrainske regerings og NATO-regeringers side, som responderede på et nederlag for det ukrainske militær i det sydøstlige Ukraine med et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd, og en masse skrigeri fra heksen Samantha Power.

»Disse regeringer er blot spøgelser, uden ressourcer til at oppebære dem«, var Lyndon LaRouches kommentar. »De er hysterikere, der er totalt bankerot, og de kommer ingen vegne. De kan lige så godt sætte sig og spekulere over, om de skal skyde sig.«

De faktiske nyheder den 28. august var at finde i aktiviteter, som repræsenterer BRIKS-nationernes nye fremstød for opbygning af de relationer, som vil skabe en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden.

Russerne var f.eks. vært for BRIKS-leder og sydafrikansk præsident, Zuma, og de havde sendt deres økonomiske udviklingsminister til Myanmar for at forhandle en ny, tættere forbindelse med ASEAN, især omkring fødevarer. I tillæg hertil udlagde det russiske Udenrigsministerium et interview med viceudenrigsminister Ryabkov på sin webside, i hvilket han taler meget positivt om Ruslands støtte til BRIKS som en afgørende institution, inklusive nødvendigheden af, at den erstatter IMF med »finansiel støtte til lovende projekter.«

Den 29. august vil Rusland være vært for den iranske udenrigsminister Zarif med henblik på drøftelser, som sandsynligvis vil omfatte udvidet handel med fødevarer, så vel som de internationale forhandlinger om atomkraftspørgsmål.

Kineserne på deres side var vært for et møde med stabscheferne for de væbnede styrker i Shanghai Samarbejdsorganisation, inkl. den russiske stabschef Valery Gerasimov.
Den officielle dagsorden omfattede situationerne i dels Afghanistan på tærsklen til USA’s tilbagetrækning, og dels i Sydvestasien, om hvilket Gerasimov skarpt bemærkede, at »magtfulde handlinger ikke frembringer positive resultater og fører til dramatiske konsekvenser for lande i området.«

I Mellemtiden tog den kinesiske udenrigsminister sig tid til at ringe til den argentinske udenrigsminister for at drøfte en opfølgning på de aftaler, som blev indgået under præsident Xi Jinpings besøg i juli. Et sådant initiativ betyder, at den brede støtte til Argentinas kamp mod det døende systems gribbe ikke alene er i live og har det godt, men er voksende. Disse hysteriske gribbe forsøgte rent faktisk at få Bank of China til at udlevere information til dem om deres lån til Argentina – for at prøve at indkassere. De vil ikke få noget som helst!

Verden har ændret sig, og en ny proces med udvikling er i færd med at realiseres. I en meget virkelig forstand har Lyndon LaRouche og hans bevægelse fungeret som jordemoder for denne proces – og har forpligtet sig til fortsat at nære den, gennem at tilvejebringe videnskabens Prometheus-gaver. At beherske disse gaver er det, som vil sikre, at sejren, som står så klart foran os, ikke vil glide menneskeheden af hænde.