BILL JONES, EIRNS

den 24. juli 2024

Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi var vært for Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba den 23. juli i den sydlige by Guangzhou. Under deres diskussioner, som var meget hjertelige, sagde Kuleba, at Ukraine er villig til at indgå i dialog og forhandlinger med Rusland, og at sådanne forhandlinger bør være rationelle og substantielle med det formål at opnå en retfærdig og varig fred, ifølge erklæringen fra Mao Ning på hendes udenrigsministeriums pressekonference i dag. Kuleba sagde, at Ukraine havde »nøje studeret« den »sekspunkts-konsensus«, som Kina og Brasilien nåede frem til i maj om den politiske løsning på den ukrainske krise.

Uanset hvad det måtte betyde, er Ukraine opsat på at bevare Kina »tæt på«. Kuleba gentog sin støtte til Kina i Taiwan-spørgsmålet og sagde, at landet vedvarende ville holde fast i ét-Kina-princippet. Han udtrykte også anerkendelse af den »positive og konstruktive rolle«, som Kina spiller for at fremme fred og opretholde den internationale orden. Kina leverer både korn – den største leverandør til Ukraine – og humanitær hjælp til Ukraine, og vil være medvirkende, når tiden kommer til at genopbygge Ukraines krigshærgede økonomi.

Wang Yi beskrev, at Kina og Ukraine etablerede et strategisk partnerskab for mere end et årti siden, og Ukraine var et af de første lande, der støttede og deltog i den fælles opbygning af »Bælte- og Vej-Initiativet«. Vi må fortsætte på grundlag af gensidig respekt og fremme et gavnligt samarbejde, sagde Wang. De to lande er nødt til at se forholdet i et langsigtet perspektiv og fremme en sund og stabil udvikling af forholdet mellem Kina og Ukraine, sagde Wang.

Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj rapporterede i en video, der i går blev lagt ud på hans Telegram-konto, at han havde fortalt den besøgende kardinal Pietro Parolin, Vatikanets statssekretær: »Jeg tror vi alle forstår, at vi er nødt til at afslutte krigen, selvfølgelig så hurtigt som muligt, for ikke at miste menneskeliv,« ifølge ThePaper.

Foto: mfa.gov.ua

DENNIS SMALL, EIRNS

Den 24. juli 2024

Kina spiller en overordentlig stor rolle i de nuværende globale diplomatiske bestræbelser på at skabe fred i de forskellige krigshærgede områder rundt om i verden, som hver især kunne optrappes til en atomar konfrontation hurtigere, end de fleste bryder sig om at forestille sig.

Efter tre dages intense samtaler i Beijing i denne uge med 14 fraktioner af den palæstinensiske modstandsbevægelse, var den kinesiske udenrigsminister Wang Yi i stand til at udarbejde en aftale om at have en fælles tilgang til en tretrinsproces for at skabe fred i regionen og bevæge sig mod en palæstinensisk stat. Håbet er at skabe en fredsaftale med Israel og dets beskyttere for hele den sydvestasiatiske region.

Umiddelbart efter mødtes Wang den 23. juli i Guangzhou med den besøgende ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, som erklærede, at »Ukraine er klar og villig til at indgå i dialog og forhandlinger med Rusland … med det formål at opnå en retfærdig og varig fred.« Kuleba tilføjede, at Ukraine havde »nøje studeret den seks-punkts konsensus«, som Kina og Brasilien var nået frem til om en politisk løsning på krigen i Ukraine. Samtidig var Vatikanets statssekretær, kardinal Pietro Parolin, i Kiev, hvor han mødtes med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, som udtalte: »Jeg tror, vi alle forstår, at vi er nødt til at afslutte krigen så hurtigt som muligt, selvfølgelig for ikke at miste menneskeliv.«

Wang var forsigtigt optimistisk omkring denne udvikling og bemærkede, at »for nylig har både Ukraine og Rusland i varierende grad sendt signaler om vilje til at forhandle.« Hvis der skal være ægte fred for det torturerede Gaza, vil det kræve en hurtig genopbygning og udvikling af hele regionen, efter de retningslinjer der er angivet i LaRouches Oase-Plan. Det er kun Kina og dets allierede i BRIKS, der er i stand til at iværksætte et så massivt udviklingsprojekt.

Genopbygningen af et neutralt, afnazificeret Ukraine – som allerede har mistet over en halv million mennesker, herunder ungdommens blomster, til NATO’s blodige krig mod Rusland – vil også have brug for massive input til energi, transport og anden infrastruktur som en del af Kinas Bælte- og Vej-Initiativ.

Ligesom sammenbruddet af det transatlantiske finanssystem ligger bag Vestens krigsfremstød, er initiativet for udvikling – og det håb, den bringer med sig – det eneste grundlag for en varig fred. Det kinesiske kommunistpartis netop afsluttede tredje plenarforsamling vedtog et topstyret fokus på videnskabelig og teknologisk innovation som grundlag for økonomisk vækst, ikke kun for Kina, men også for dets internationale partnere. Denne politik afspejles symbolsk i Kinas forpligtelse til at udvikle den første industrielle prototype af en fusionsreaktor inden 2035 med et mål om storstilet kommerciel produktion af fusionsenergi i stor skala inden 2050.

Det er et mål, som USA selv kunne have indfriet, hvis det blot havde forpligtet sig til at udvikle atomar energi i stil med Manhattan-projektet, som Lyndon LaRouche i over 50 år insisterede på var afgørende. Faktisk er navnet »LaRouche« næsten synonymt med »fusionsenergi« rundt om i verden, f.eks. i USA, hvor han og hans medarbejdere etablerede Fusion Energy Foundation i 1974.

Det er ikke for sent. Det politiske, valgmæssige, økonomiske og institutionelle kaos, der skyller ind over Vesten som en flodbølge, åbner op for muligheder for grundlæggende forandringer, selv om det udgør den største fare.

Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche italesatte denne udvikling i sit ugentlige Dialogue-webcast den 24. juli:

“Hvis disse to budskaber [fra Ukraines præsident og udenrigsminister] rent faktisk holder, kan det være den længe håbede afslutning på denne krig. Der skal stadig tages mange skridt, men jeg synes, det er yderst lovende, det er ekstremt håbefuldt. Det faktum, at dette sker med Kinas mægling, er meget indlysende, og jeg vil ikke negligere den rolle, som Ungarns premierminister Orbáns diplomatiske mission spillede«, da han rejste til Kiev, Moskva, Beijing og Mar-a-Lago tidligere på måneden. »Det havde stor betydning for bestræbelserne på at få gang i forhandlingerne om at afslutte krigen.«

»Jeg vil blot sige, at dette er meget gode nyheder,« forklarede Zepp-LaRouche, »og det beviser bare, at de mennesker, der gik helt amok i EU – som Ursula von der Leyen, som forsøgte at straffe premierminister Orbán – de har vist sig at være helt forkerte. Kinas rolle som mægler bør ikke undervurderes.”

Zepp-LaRouche fortsatte: “Jeg mener, at Kinas rolle i alle disse tilfælde er yderst mærkbar og positiv, og det viser igen, hvor absolut forkert NATO-erklæringen fra det nylige NATO-topmøde i Washington var, som beskrev Kina som en udfordring for den euro-atlantiske sikkerhedsorden. De burde virkelig revidere deres tankegang, for Kina gør noget vigtigt og positivt i flere dele af verden, og NATO er på det forkerte spor. Men i betragtning af, at disse mennesker sidder på den højest mulige hest, kræver det nogle flere beskeder, før de forstår det.”
Hun konkluderede: “Det gør mig bare meget håbefuld, fordi Schiller Instituttet og jeg har kæmpet for, at man i atomvåbnenes tidsalder ikke kan have krig som en måde at løse konflikter på; diplomati og forhandlinger er den eneste vej at gå. Den seneste udvikling viser virkelig, at der forhåbentlig er nok fornuftige mennesker til at undgå en atomkrig, før det er for sent … jeg synes, det er et meget håbefuldt tegn for hele menneskeheden.”

Foto: CGTN

af Helga Zepp-LaRouche (EIRNS) – 23. juli 2024

Følgende erklæring blev skrevet af Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition (IPC), den 23. juli 2024. Den stilles til rådighed for udbredt distribution af IPC og dens samarbejdspartnere over hele verden.

Når man bedømmer udsigterne fra det nylige NATO-topmøde i Washington, som definerede Rusland som den »mest betydningsfulde og direkte trussel«, Kina som en »systemisk udfordring for den euro-atlantiske sikkerhed« og generelt et perspektiv om et globalt NATO, er der tilsyneladende ikke længere plads til diplomati og dialog som middel til at løse konflikter. Med de mange optrapninger vi ser rundt omkring i verden, fra Ukraine til Sydvestasien eller Indo-stillehavsområdet, har hver af disse potentiale til at udvikle sig til en global atomar konflikt inden for kort tid.

Alle de værdier, som man engang hyldede så inderligt, »demokrati«, »menneskerettigheder«, »ytringsfrihed« og mange andre, er blevet udhulet af dobbeltmoral, som er tydelig for hele verden. For at opsummere: Verdenssamfundet oplever en dyb civilisatorisk og kulturel krise, som der skal gøres noget ved.

Der er forskellige fredsinitiativer, fra pave Frans, som tilbød sin mægling i krigen i Ukraine, til den kinesiske fredsplan i samarbejde med Brasilien, til initiativet fra flere afrikanske ledere, til præsident Erdogan fra Tyrkiet og andre. Men så længe de ledende institutioner i Vesten holder fast i målet om, at Rusland skal påføres et »strategisk nederlag«, som nu er officiel EU-politik, er diplomati og dialog bandlyst.

Der er en akut fare for, at verden kan blive splittet i to separate blokke, det kollektive Vesten på den ene side, og nationerne i den Globale Majoritet på den anden. Hvis det sker, kan vi ikke bare se en ny udgave af Den kolde Krig, økonomisk afkobling og enorme følgevirkninger og tilmed sammenbrud, men det kan også føre til en global atomkrig, som kan udslette alt liv på jorden.

Det ser ud til, at de nuværende magthavere har glemt deres forældres og bedsteforældres forfærdelige erfaringer med to verdenskrige, og at de lærte den smertelige lektie, at ingen vinder i en verdenskrig. Det faktum, at der ikke længere synes at være plads til diplomati og konfliktløsning gennem dialog, bør forfærde enhver, der tænker over, hvad effekten af en global atomkrig vil være.
FN har måske brug for en reform, men det er stadig den eneste mulighed for at bringe alle nationer sammen. Når dets institutioner udhules, får jungleloven overtaget. Kun nogle lande respekterer i øjeblikket FN-pagten, mens andre hævder, at de er de udvalgte, som skal lede en udefineret regelbaseret orden, som dog ikke ledes retssikkerhedsmæssigt, men ledes med retsregler, der bruges vilkårligt, hvor det synes at passe ind.
I alle lande er der kloge mænd og kvinder, for det meste fra ældre generationer, som ser på den nuværende verdenskrise med stor bekymring, og som kan og skal bruge deres viden og ekspertise til at rådgive og udvikle muligheder for, hvordan menneskeheden kan komme ud af denne krise og ind på en bedre vej til en sikker fremtid.

Vi opfordrer derfor ældre statsmænd, religiøse ledere, tidligere diplomater og folkevalgte, pensionerede militære og andre civile ledere – fra alle nationer – til at træde frem og oprette et Fornuftens Råd for at udforske potentialet for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som kan tage hensyn til interesserne i hvert enkelt land på planeten.

Der er fortilfælde for en sådan tilgang fra forskellige tider og under forskellige omstændigheder, og de kan give os en antydning om, hvad der må gøres i den nuværende krise. For blot at nævne nogle få eksempler: Kirkerådet i Firenze, som forenede den kristne kirke, i det mindste for en stund; den Westfalske Fred, som afsluttede Trediveårskrigen og lagde fundamentet for etableringen af folkeretten; og den sydafrikanske sandheds- og forsoningskommissionen, som fandt måder at overvinde sårene efter apartheid på.

Disse eksempler bør tjene som inspiration til at komme med nye og dristige ideer til oprettelsen af et Fornuftens Råd i dag, der samler alle de moralske og intellektuelle reserver, som menneskeheden har på nuværende tidspunkt, for at få verden væk fra afgrundens rand.

Foto: Hert Niks / Unsplash

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 24. juli 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er onsdag den 24. juli 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller YouTube-chat-siden.

Hlega, det har været endnu en uge med hæsblæsende begivenheder. Efter mordforsøget på Donald Trump trak Joe Biden sig ud af præsidentvalget, han blev erstattet af Kamala Harris og en række andre begivenheder fulgte i kølvandet. Jeg vil gerne begynde med at få din fornemmelse af, hvor tingene står i verden i dag.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: [lydtab] at nyhederne fra Moskva holder, for beskeden fra i dag er, at den ukrainske udenrigsminister Dmytro Kuleba er i Moskva på et tredages besøg, hvor han mødes med – undskyld, jeg blev distraheret –Kuleba er i Guangzhou og mødes med Wang Yi, på et tredages besøg i Kina, og tilsyneladende antydede han, at Ukraine er klar til at føre forhandlinger med Rusland om en løsning på krigen i Ukraine. Og samtidig er Vatikanets chefdiplomat, kardinal Pietro Parolin, som er pave Frans’ udsending, i Kiev. Og derfra tror jeg også, at han talte med præsident Zelenskyj, som også antydede en vilje til at afslutte krigen så hurtigt som muligt for at redde så mange liv som muligt.

Hvis disse to budskaber fra præsidenten og udenrigsministeren rent faktisk holder, kan det være den længe håbede afslutning på krigen. Som jeg sagde, skal der stadig tages mange skridt, men det er ekstremt lovende, det er ekstremt håbefuldt, og det faktum, at dette sker med Kinas mægling, er meget indlysende, og jeg vil ikke forsømme den diplomatiske mission fra Ungarns premierminister Orbán, som på andendagen af sit EU-formandskab tog til Kiev og mødtes med Zelenskyj; Så tog han til Moskva og mødtes med Putin; så tog han til Beijing og mødtes med Xi Jinping; derfra til NATO-topmødet og derfra til Mar-a-Lago, og det havde naturligvis en stor indflydelse på bestræbelserne på at få gang i forhandlingerne om at afslutte krigen.

Jeg vil bare sige, at dette er meget gode nyheder, og det beviser bare, at de mennesker, der gik helt amok i EU, som Ursula von der Leyen, der forsøgte at straffe premierminister Orbán, har vist sig at tage fuldstændig fejl, og jeg mener, at Kinas rolle som mægler ikke kan undervurderes, i betragtning af at ikke alene Kina den 10. marts 2023 mæglede mellem Saudi-Arabien og Iran, men også for nylig, i går, mellem Hamas, Fatah, PLO og 12 andre palæstinensiske organisationer  for at forene, for at opbygge en midlertidig, forenet organisation, et meget vigtigt springbræt, som forhåbentlig også fører til en afslutning på Gaza-krigen og i sidste ende endda en palæstinensisk stat.

Så jeg synes, at Kinas rolle i alle disse tilfælde er yderst bemærkelsesværdig og positiv, og det viser igen, hvor helt forkert NATO-erklæringen fra NATO-topmødet i Washington den 9.-11. juli var, hvor Kina blev beskrevet som »udfordringen for den euro-atlantiske sikkerhedsorden«. Og de burde virkelig revidere deres tankegang, for Kina gør tydeligvis noget vigtigt, positivt, i flere dele af verden, og NATO er på det forkerte spor. Men i betragtning af, at disse mennesker sidder på den højest mulige hest, tror jeg, at det kræver nogle flere beskeder, før de forstår det.

SCHLANGER: Det ændrer meget, for jeg havde ikke hørt om Kuleba-mødet. Kinas rolle er tydeligvis afgørende. Lad os lige undersøge det lidt, for EU har leget med tanken om et globalt NATO, faktisk bevæget sig i retning af det, at skulle inddæmme Kina, gøre noget for at stoppe kinesiske vareforsendelser til Europa. Dette er absolut en total game-changer for NATO og EU, er det ikke?

ZEPP-LAROUCHE: Det gør mig bare meget håbefuld, fordi jeg, og naturligvis alle os fra Schiller Instituttet, har kæmpet for, at man i atomvåbnenes tidsalder ikke kan have krig som konfliktløsning, men at diplomatiske forhandlinger er den eneste vej at gå. Og jeg synes, at denne seneste udvikling virkelig viser, at der forhåbentlig er nok fornuftige mennesker til at undgå en atomkrig, før det er for sent. Så jeg synes virkelig, det er noget – vi skal selvfølgelig følge det og se, hvordan det går, men jeg synes, det er et meget håbefuldt tegn for hele menneskeheden.

SCHLANGER: Samtidig ser vi, at Kina havde et topmøde med palæstinensiske ledere fra Hamas, Fatah og 12 andre grupper, og de talte om at etablere en national enhed af palæstinensere – når der er våbenhvile med Israel – for faktisk at gå i retning af at etablere en palæstinensisk stat. Et af de spørgsmål, der kom ind, var: “Er Kina villig til at deltage i den slags økonomiske projekter, som Lyndon LaRouche foreslog, som Oase-planen? Ville der være en rolle for Kina i det, og ville det være en del af det, der foregår bag kulisserne med denne palæstinensiske enhedsbevægelse?”

ZEPP-LAROUCHE: Oase-planen er ikke blevet nævnt i nogen af de udtalelser, der er kommet ud af denne forhandling i Beijing. Men jeg tror, at Kinas hensigt om at udvide Bælte- og Vej-Initiativet til hele regionen i Sydvestasien er blevet antydet af Xi Jinping siden hans meget vigtige besøg i Iran, Saudi-Arabien og Egypten, som allerede fandt sted i januar 2016. Og det er nu næsten ni år senere, og i mellemtiden er der sket forskellige udviklinger: Nogle af landene har tilsluttet sig Bælte- og Vej-Initiativet. De Forenede Arabiske Emirater, Iran og Egypten har tilsluttet sig BRIKS; Saudi-Arabien er stadig lidt uklart, men jeg tror, at hvis der er en bevægelse i retning af fred, så vil Kina helt sikkert få en meget vigtig rolle i regionen.

På den anden side organiserer vi løbende gennemførelsen af Oase-planen, og selv om jeg i dag ikke kan fortælle jer alle trinene, fordi det er en organiseringsproces, hvor man skal organisere en masse, før sådan noget sker. Men jeg kan forsikre jer om, at der er en vedvarende, meget levende interesse fra nogle af landene i regionen for faktisk at gå i denne retning. Så med al forsigtighed er jeg ganske optimistisk med hensyn til, at der er en udvej, og det bør give folk håb om, at hvis man mobiliserer og aktiverer sig selv, så er et positivt resultat muligt. Og det står i diametral modsætning til den kulturpessimisme, som er meget udbredt blandt mange mennesker, og som siger: »Verden er blevet så skør, at man alligevel ikke kan gøre noget.« Nej, det kan man ikke! Du kan gøre noget, og jeg synes, det er det vigtigste budskab, alle bør tage med sig hjem.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål, der lige er kommet ind: »Tror du, at nogen i det demokratiske parti er hurtige nok til at opfange dette og bryde med krigspolitikken, eftersom det har været Bidens og formentlig også Harris’ engagement?«

ZEPP-LAROUCHE: Det ved jeg ikke. Når vi taler om Det Demokratiske Parti, tror jeg, at den, der er tættest på, selv om han formelt ikke er demokrat længere, er Robert F. Kennedy Jr. som endda har foreslået, at han skulle deltage i Det Demokratiske Partis nomineringskonvent, og at Det Demokratiske Parti skulle nominere ham. Nu tror jeg ikke, at det nuværende DNC og de store donorer i Det Demokratiske Parti, som er milliardærerne, ville ønske at gøre det. Der er rapporter om, at Kamala Harris angiveligt allerede har nok delegerede til at lukke nomineringen. Det er stadig uvist: Der er stadig flere uger, og der sker naturligvis mange ting i forbindelse med det amerikanske valg. Jeg kan kun håbe, at der er nogle flere demokrater, som vil minde sig selv om traditionen fra John F. Kennedy og hans berømte fredstale, som er det, der skal lede den amerikanske befolkning ud af denne krise. Jeg ved ikke, om det vil ske. Jeg er ikke så optimistisk med hensyn til det.

SCHLANGER: Det har også været sådan, at USA har været fastlåst i sin støtte til Israel. I dag fik vi et spørgsmål fra Barry fra Cleveland, som skrev: »Jeg væmmes over, at Kongressen har inviteret en folkemorderisk krigsforbryder til at tale til dem,« med henvisning til Israels premierminister Benjamin Netanyahu. Og han sagde: »Jeg hører, at han måske også har private møder med Biden, Harris og Trump.« Og han spørger: »Er der ingen, der vil stå op imod den zionistiske lobby og dens milliardærdonorer og kræve, at Israel holder op med at dræbe og i stedet accepterer en palæstinensisk stat?«

Netanyahu og hans udenrigsminister Israel Katz afviste selvfølgelig den kinesiske intervention og sagde, at palæstinenserne aldrig ville kunne forenes. Helga, hvad synes du om, at Netanyahu taler til kongressen?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er fantastisk, fordi Den Internationale Domstol, den domstol, der har den juridiske rækkevidde til at gennemføre sine beslutninger, kaldte Netanyahu for en krigsforbryder. Og det er helt utroligt, at Netanyahu er blevet inviteret til at tale til kongressen. Der er også en erklæring fra to dusin meget, meget højtstående embedsmænd, selv ledere af de forskellige israelske institutioner, fra Shin Bet, IDF, Mossad, omkring to dusin af dem, som taler imod, at Netanyahu skal tale til den amerikanske kongres, fordi de siger, at det, Netanyahu gør, faktisk er den største trussel mod Israels sikkerhed. Så det er meget vigtige stemmer fra Israel, der protesterer mod dette. Måske skulle Netanyahu bare følge Bidens eksempel: Træde tilbage og give plads til en løsning, som ville være i alle parters interesse.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche: Hun har lige bragt nogle ekstremt vigtige nyheder om et potentielt gennembrud i Rusland-Ukraine- eller Rusland-NATO-situationen. Helga, i den forbindelse har vi et spørgsmål om Kina og Europa: »Er der stadig håb for Bælt & Vej i Europa, efter at Italien er sprunget fra? Og hvad skal vi gøre for at fremme udviklingen?”

ZEPP-LAROUCHE: Det tror jeg. Helt klart, ja. For hvis man ser på Europa lige nu, er det i en tilstand af komplet kaos. Der er ingen enhed i EU, og von der Leyen og EU-Kommissionen gik meget hårdt til premierminister Orbán og forsøgte at tage EU-formandskabet fra ham – jeg mener, det er en regelbaseret orden, som er temmelig uregerlig, vil jeg sige. Men under alle omstændigheder flyttede de nu nogle af de møder, der skulle have fundet sted i Budapest, til Bruxelles, og hvad sker der? Flere EU-medlemmer er ikke enige og kommer ikke: Så ikke alene fungerer politikken med at forsøge at gennemtvinge en enhed ikke, den giver bagslag, men under alle omstændigheder gælder det samme for Bælte- og Vej-Initiativet. For bestræbelserne fra især USA, Storbritannien og nogle personer i EU-Kommissionen som von der Leyen på at forsøge at følge linjen med afkobling fra Kina, at fjerne risikoen fra Kina, bliver ikke godt modtaget – i hvert fald ikke af Ungarn, ikke af Slovakiet, ikke af Georgien, for den sags skyld, ikke af Bulgarien. Og i Italien er der en masse modstand, og folk ønsker at gøre det omvendte af, hvad Meloni gjorde. Se på Frankrig lige nu: Frankrig er i en fuldstændig kaotisk tilstand. Der er nyheder i dag om, at de måske har fundet en regering, der kommer ud af den kollektive venstrefløj, som endnu ikke er dannet, så det er et meget usikkert spørgsmål. Enhver regering, der bliver dannet i Frankrig, vil være ekstremt ustabil i betragtning af sammensætningen af stemmerne, opdelingen mellem Le Pen, Macron-styrkerne og venstrefløjen. Og så starter OL den 26. juli-11. august. Men vores kolleger i Frankrig rapporterer, at Paris er fuldstændig kaotisk, trafikpropper blokerer byen fuldstændigt, og der er allerede bombetrusler. Flere mennesker har advaret om, at terrorisme er et stort problem i de næste uger af de olympiske lege.

Så hvis man ser på den tyske situation – ja, så er der nu valgkamp i tre østtyske delstater. Scholz tog til den ene, og han blev buhet ud af befolkningen, forsvarsminister Boris Pistorius blev massivt hylet ud, og grunden er, at den tyske regering, og Scholz i særdeleshed, ensidigt traf beslutningen om at acceptere ordren fra USA om at stationere amerikanske langdistancemissiler på tysk jord, og det er befolkningen ikke enig i! Og jeg tror, at vi stadig er i begyndelsen af en protestbølge, som jeg forventer vil blive meget, meget massiv.

Så hvis man ser på Europa, er det et billede af fuldstændig splittelse, og jeg tror, at det eneste samlende element ville være at sige: OK, hvorfor slutter Europa sig ikke til den Globale Majoritet og hjælper med at industrialisere det Globale Syd, hjælper med at eliminere den forfærdelige flygtningekrise ved at hjælpe disse lande med at udvikle deres egne økonomier, så folk kan blive hjemme og hjælpe med at opbygge deres land? Så jeg tror, at det er en debat i Europa, den er begyndt, den er påtrængende, og jeg tror, at den igen vil blive større, fordi det faktum, at du har en del af verden, nemlig den Globale Majoritet, som bevæger sig meget hurtigt for at opbygge et nyt system, mens det såkaldte »kollektive Vesten« bare satser på militære bosættelser i Ukraine, i Gaza. Jeg tror, at tidevandet vil vende: Jeg tror, vi går en meget turbulent tid i møde. Den udefinerede situation i USA er naturligvis stadig en af de store skyer, der hænger over hele den strategiske situation, men jeg tror, at hvis tingene følger deres naturlige gang, hvor landene følger deres egeninteresse, så vil Bælte- og Vej-Initiativet også være en meget vigtig faktor i Europas fremtid.

SCHLANGER: Da du nævnte den franske situation, fik jeg en e-mail fra en person, som havde hørt, at Macron har afvist den samlede venstrefløjs valg af premierminister, men sagde, at han ikke havde travlt. Og personen, der sendte dette, sagde: »Er det ikke muligt, at Macron foretager en drejning og forsøger at finde sammen med Kina igen, eftersom han tilsyneladende ikke har andre principper end sit eget ego?«

ZEPP-LAROUCHE: Det ved jeg ikke. Jeg kender en person, som kender Macron personligt, og som ikke er helt imod Macron, men han karakteriserede ham som en »kamæleon«: At Macron har evnen til at tage farverne på sine omgivelser og kan gøre det modsatte i næste øjeblik.

Så jeg tror, at vi i Europa meget snart når et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage, hvad angår vores økonomier. Frankrig vil få et meget vanskeligt efterår, fordi EU allerede har strammet skruen i forhold til landets underskud, og de vil kræve massive budgetnedskæringer. Og det vil være meget, hvis der er en venstreorienteret regering i Frankrig, de vil helt sikkert blive konfronteret med den umulige opgave at gennemføre, hvad EU kræver, og Macron og andre i Europa ønsker at gå efter militariseringen af EU, som naturligvis når de budgetgrænser, som Boris Pistorius oplever i Tyskland.

Jeg tror, at alt dette er tegn på et system, som virkelig ikke fungerer, og jeg tror, at det vil blive værre, indtil disse regeringer enten bliver udskiftet med mere fornuftige regeringer, eller at nogle reformkræfter træder frem og bliver enige. Jeg synes ikke, det ser sådan ud lige nu, men jeg udelukker det ikke.

SCHLANGER: Det ser ud til, at mange mennesker derude deler bekymringen over, hvad der foregår i USA. Jeg har et par spørgsmål til dig om det. Nogen skrev ind og sagde: “Som tidligere demokrat ser det for mig ud til, at Bidens tilbagetrækning var planlagt på forhånd, en slags blødt kup for at få ham ud og sikre, at en vågen New Age-demokrat vinder. Donorklassen stod bag dette. Hvad vil de have?” Og en anden spørger: »{Cui bono}? Hvem står bag indsatsen for at få Biden ud?”

Og så har vi også spørgsmålet: »Har du nogen idé om, hvem der har de atomare koder til at starte et angreb, da det sandsynligvis ikke er Biden?« Så der er nogle spørgsmål til dig fra USA.

ZEPP-LAROUCHE: Det er en meget bekymrende diskussion. Vi rejste den allerede, straks da diskussionen om Bidens tilstand tog overskrifterne: At hvis det ikke er Biden, hvem skal så lede USA? Så var der en fra Bidens team, der sagde: »Bare rolig, Biden har et fremragende team.« Det er ikke ligefrem beroligende, for ingen ved, hvem det »team« er – nogle af dem er naturligvis kendte, men hvis nogen, der ikke har forfatningsmæssig magt til at have disse koder, faktisk har adgang til dem, så er verdensfreden i fare.

Så jeg ved det ikke. Vi kiggede på Biden-problemet – du ved, de store donorer i begge partier, i DNC og den republikanske ledelse, de ser ud til at have en meget, meget stor rolle i at beslutte, hvordan tingene skal gå. Og i en vis forstand, så længe man har en situation, hvor et kongresmedlem får – jeg ved ikke, hvad det koster nu om dage – mindst 5 millioner dollars for at føre en kongreskampagne, som normalt kommer fra Wall Street; for en senator er det allerede betydeligt mere, og for en præsidentkampagne taler vi på dette tidspunkt om at nå et sted i milliardklassen, jeg har ikke de nøjagtige tal, men det er en frygtelig masse penge. Og de mennesker, der er de såkaldte store donorer, er i høj grad de samme som det, folk kalder »den dybe stat« eller MICIMATT, som Ray McGovern kalder det. Og under alle omstændigheder, indtil vi vender tilbage til principperne fra den amerikanske revolution, den amerikanske forfatning, ideen om Amerika som en republik, med en udenrigspolitik som John Quincy Adams’, at det ikke er formålet at gå ud og jage udenlandske monstre; at der bør være en udenrigspolitik baseret på et partnerskab mellem suveræne republikker – du ved, indtil vi når det punkt, vil vi blive konfronteret med situationer, hvor der er stærke kræfter i USA – og andre steder, naturligvis, men i høj grad i USA – som ønsker at fastholde denne idé om en dominerende rolle i verden; Global NATO er et udtryk for det. Det blev på en måde cementeret på det seneste NATO-topmøde i Washington, og det fungerer bare ikke! For verden er ikke længere en unipolær verden!

Den er allerede multipolær: Jeg har aldrig brudt mig om ordet »multipolær«, for det antyder stadig tilstedeværelsen af geopolitik, og jeg betragter geopolitik som den virkelige onde tankegang, der førte til to verdenskrige i det 20. århundrede, og det har den idé, at man har blokke mod andre blokke og nationer mod andre nationer. Og for nylig har en af de bedste diplomater i USA, Chas Freeman nodalpunkter, hvor der er mange raffinerede og mangfoldige relationer, og hvert af disse lande, der er centrum for et sådant nodalpunkt, har en række ret differentierede relationer til andre lande. Så hvert større land bringer et helt netværk af sådanne forbindelser med sig, og derfor er det meget mere komplekst. Og jeg tror, det giver god mening at se på det på den måde.

Under alle omstændigheder tror jeg, at det største spørgsmål i forbindelse med krig og fred vil være, om USA kan finde vejen til sin bedste historiske tradition som republik eller ej. Hvis USA med alle midler forsøger at fastholde en dominerende position som verdenshegemon, tror jeg, at et sammenstød vil være uundgåeligt og i værste fald føre til en atomkrig. Så jeg tror, at meget afhænger af, om der er amerikanere, som er opmærksomme og forhåbentlig træder frem og siger fra, før det er for sent.

SCHLANGER: Vi har lige fået en besked, som i bund og grund foregreb, at du ville sige noget i den retning. Personen sagde: »Donorerne og MICIMATT, de har alle satset på, at vi skal fortsætte med permanent krigsførelse og forsvare den unipolære orden. Hvad sker der, hvis vi beslutter os for at stoppe disse krige? Kunne der komme en Franklin Roosevelt eller en leder, som ville sige: »Lad os smede sværdene om til plovjern«? Kunne man forestille sig, at noget sådant ville opstå i USA?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er ikke umiddelbart synligt. Jeg er ikke amerikaner, og derfor vil jeg ikke blande mig i amerikanske anliggender midt i en valgkamp. Jeg kan kun sige som observatør, og jeg har boet mange år i USA, at jeg tror, at Kennedy måske har potentiale til at blive det. Jeg synes, han har gode motiver. Jeg tror kun, man kan håbe, at han kan tage det skridt, for han forsøger helt sikkert at orientere sig mod sin onkel og sin far. Jeg tror, der er aspekter af hans politik, som helt klart har brug for en ændring, og det vil jeg ikke komme ind på nu. Jeg har ikke set nogen andre inden for det demokratiske parti. Jeg tror, Trump har lovet, at han vil afslutte krigen i Ukraine inden for 24 timer: Jeg tror, at han har et input til premierminister Orbán, og jeg tror, at han sandsynligvis ville afslutte den krig hurtigt. Andre aspekter af hans politik er tydeligvis ikke i overensstemmelse med det, og igen holder jeg mig tilbage fra at kommentere her.

Jeg tror, problemet er, at man er nødt til at se, hvad Trump rent faktisk gør. Vil han være en person, som er afhængig af folk, der vil gå i retning af det, jeg sagde før, den amerikanske revolution, traditionen fra Lincoln, Roosevelt og Kennedy? Der er altid folk i hans miljø, som er neokonservative, som er Kina-bashere, og der er også store donorer, store multimilliardærer, som har antydet, at de vil være med på hans hold. Så i betragtning af, at denne kampagne nu går i højeste gear, kan jeg kun ønske, at dette spørgsmål bliver afklaret, og at vi når frem til valget: For jeg tror personligt, at de næste seks måneder, de tre måneder op til valget og den resterende tid, indtil den nye præsident tages i ed, er ekstremt farlige på grund af al den ustabilitet. Og jeg har sagt, og på trods af disse håbefulde tegn fra Kina med hensyn til Ukraine, tror jeg, at disse seks måneder vil være de farligste i hele menneskehedens historie, simpelthen fordi faren for, at det går galt, at det kan udvikle sig til en atomkrig, aldrig før har eksisteret på denne måde {aldrig}.

Så derfor er indsatsen højere end nogensinde før. Og i betragtning af, at det vestlige etablissement, i hvert fald hvis man ser på visse inkarnerede atlantister på begge sider af Atlanten, ikke engang har nævnt ordet diplomati; de har ikke nævnt tanken om, at man kunne begynde at forhandle med Rusland, med Kina. Von der Leyen sagde i sin nylige tale i Europa-Parlamentet igen, at Rusland skal påføres et strategisk nederlag.

Det forstår jeg ikke! Hvordan kan hun sige sådan noget? Fordi denne kvinde tidligere var forsvarsminister i Tyskland. Hvis man er forsvarsminister, burde man som minimum have studeret sin formodede modstanders strategi, i dette tilfælde Rusland. Rusland har en atomdoktrin, som siger, at Rusland kun vil bruge atomvåben, hvis Ruslands territoriale identitet og integritet er truet, men så vil de også bruge atomvåben. På det seneste har de på grund af alle disse optrapninger talt om, at de måske vil ændre den atomare doktrin, men det har de ikke gjort endnu.

Så hvis du siger, at du vil påføre en supermagt, som i øjeblikket er den stærkeste atommagt i verden, et strategisk nederlag, blot fordi de har en lille teknologisk fordel i forhold til NATO og USA, og de har sagt, at hvis deres integritet er truet, vil de bruge atomvåben, så taler du om atomkrig! Jeg forstår ikke, hvorfor von der Leyen ikke ser ud til at overveje det! Måske lavede hun noget andet end at studere strategi, mens hun var forsvarsminister – jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder er dette ekstremt bekymrende. Og der er en hel gruppe af lande og mennesker, som ser ud til at være fast besluttet på at gå videre og forårsage det strategiske nederlag for Rusland. Og jeg tror, at det er en kurs, som vi er nødt til at komme væk fra, hurtigst muligt, for det er det største damoklessværd, der hænger over menneskehedens eksistens, jeg kan komme i tanke om!

SCHLANGER: Helga, det har været fascinerende i dag, for de ændringer, vi har set, som har bevæget sig hurtigt, det er flere ændringer, som du overraskede mig med i din indledning. Jeg vil bare sige, at der er et par mennesker på YouTube-chatten, som sagde, at den person, der muligvis kunne gøre det, ville være Diane Sare; måske burde Diane Sare stille op til præsidentvalget. Under alle omstændigheder, hvorfor afrunder du ikke diskussionen her: Hvad bør folk få ud af diskussionen med hensyn til, hvad de bør gøre?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at ideen om, at Diane Sare stiller op til præsidentvalget, måske ikke er den værste ide. Det er klart, at vi ville have brug for en strøm af støtte for virkelig at få det til at fungere, men hun er helt sikkert kvalificeret, fordi hun er en langvarig elev af min afdøde mand, Lyndon LaRouche, og hun har i sine kampagner indtil videre bevist den kvalitet af en statskvinde, som er påkrævet. Så uanset hvem der stillede det spørgsmål, så kom ind i hendes kampagnestab og hjælp hende med at få det til at fungere.

Jeg tror, at vi stadig er i livsfare. Denne meget forfærdelige beslutning af Scholz om at erklære, at han vil gennemføre USA’s beslutning om at placere langdistancemissiler i Tyskland, er bare en – kan ikke accepteres! Det er en genoplivning af krisen med mellemdistancemissiler i 1980’erne, men i et meget, meget farligere miljø, hvor alle de kommunikationskanaler, der fandtes dengang, ikke længere eksisterer! Alle nedrustningsaftaler er blevet afviklet. Så vi sidder der, på kanten af en optrapning.

Forhåbentlig hjælper den nuværende udvikling omkring Ukraine med at afdramatisere det, men disse langdistancemissiler bør ikke installeres! Jeg synes ikke, Scholz har ret til at gøre det. USA har ingen ret til at behandle Tyskland som en koloni. Og jeg tror forhåbentlig, at dette kan stoppes, før det fører til en optrapning, som ingen kan stoppe.

Lad mig bare sige dette: Jeg har udsendt en opfordring til noget, jeg kalder et »Fornuftens Råd«: Det er ideen om, at vi påtrængende har brug for nogle mennesker, mest af en ældre generation, som har siddet i regering i forskellige lande, som har haft høje stillinger, i militæret, i embedsværket, i kunst, kultur, videnskab, som har nogle vigtige bidrag til at løse denne nuværende verdenskrise, og jeg har opfordret til, at folk hjælper os med at finde disse mennesker, over hele verden, og skabe noget, som jeg foreløbig har kaldt Fornuftens Råd, af mennesker, der skal bringe deres ekspertise ind i situationen ved at rådgive regeringer, ved at fremsætte deres synspunkter, og referencepunkterne, sagde jeg, i løbet af historien var der mange sådanne organer for forskellige emner, forskellige tider, forskellige spørgsmål, som Fornuftens Råd i Firenze, som formåede at få den kristne kirke til at stå sammen, i det mindste i en kort periode; Meget vigtigt var den Westfalske Fred, som afsluttede Trediveårskrigen, hvor repræsentanter for alle krigens parter diskuterede i fire år for at nå frem til fred – det var begyndelsen på international lov. Så var der den sydafrikanske sandheds- og forsoningskommission, som hjalp med at løse sårene fra apartheidperioden, og det er referencepunkter, hvor folk kan træde frem og hjælpe.

Nu er et vigtigt forbehold, at f.eks. folk fra den ældre generation, der stadig husker, enten af direkte erfaring eller fra de historier, de hørte fra deres forældre og bedsteforældre, hvilke rædsler de to verdenskrige var i Europa, og hvorfor vi absolut skal undgå alt, hvad der kan føre til en tredje og sandsynligvis sidste verdenskrig. Så jeg beder jer, seerne af dette program, om at hjælpe os med at opsøge sådanne personer, komme med forslag; hvis I kender dem, så hjælp os med at kontakte dem. For jeg tror, at den internationale diskussion ville have stor gavn af at få velmenende, kloge mennesker fra alle verdens lande til at træde frem. For jeg tror, at vi har en krise, som vi aldrig har haft før, og jeg tror, at vi virkelig er nødt til at passe på enhver moralsk og intellektuel ressource, som menneskeheden hidtil har frembragt. Det ville være mit spørgsmål til jer alle.

SCHLANGER: Og folk kan finde oplysninger om Fornuftens Råd i rapporten om sidste fredags møde i Den Internationale Fredskoalition, som er lagt ud på Schiller Instituttets hjemmeside. Der vil være endnu et møde i Den Internationale Fredskoalition på fredag, den 26. juli, som vi gør hver fredag. Folk bør tilmelde sig for at finde ud af mere om det og komme i kontakt med dine venner og kontakter på Schiller Instituttet for at være en del af det.

Så Helga, tak fordi du kom. Som jeg sagde, har det været en meget interessant diskussion, og vi ses på fredag.
ZEPP-LAROUCHE: Og der er også  et nyt opkald på Schiller Instituttets hjemmeside: Se venligst på det.

På engelsk:
ANASTASIA BATTLE: Thank you everyone for your patience in all of this. We’re just getting some technical things set up right now. We had to restart the meeting due to harassment. You were not forced out, there was harassment of people hacking in. So, thank you for your patience. If you were on about 30 minutes ago, you would know that we had severe harassment on our call, we’re just getting some technical things set up to secure the meeting. Thank you for your patience. This is a very important discussion, and obviously other people believe it to be so important they don’t want it to happen.

Hello everyone; welcome. This is the International Peace Coalition. This is the 59th meeting that we’ve held in a row. My name is Anastasia Battle and you are enjoying this very important meeting today of our coalition where we bring together forces from all over the world in order to not just end war, but create real peace in the world. We very much appreciate new people joining us. I have Dennis Small and Dennis Speed who will also be co-hosting with me. We’ll have a line-up of speakers which I will post the agenda in the chat. We have turned off a number of technical options; we apologize for the harassment we received earlier, but this is a very important meeting and discussion that we are having, and I think the harassment we received is only an indication of how important this is.

So, I’d like to open it up to Helga Zepp-LaRouche to get us started. Please, go ahead, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Again, greetings to all of you. This was a very ugly effort to prevent our meeting, but I’m happy that most of you have had the patience to stay on.

Let me just review where I see the strategic situation. Last week when we met, we discussed the NATO summit, which clearly was a war summit. I’ll make a couple of remarks on that shortly. But only one day after we met, you had the assassination attempt against Trump. If you reflect on the fact that this almost failed; maybe some investigation will unearth the exact centimeter, inches, or percentage of an inch by which the bullet failed to hit his head, and only hit his ear—naturally part of the head, but not a crucial one. If that would not have occurred, and I have this image; people have to understand that if that movement of the head or whatever else was the reason that the bullet did not kill him, was just a tiny margin. That is my image of how close we are actually to World War III, if you look at the overall dynamic and the forces in motion. That should shock people not just because of the failed assassination attempt, but because of the worry for world peace which we all should have, and the entire world should have.

Obviously, there is a lot of discussion now about the incredible security failure, the perimeters were not checked; there was no coordination between the Secret Service and the local police. Many mistakes were made. All of that will now be the subject of an investigation in the Congress. And if that investigation produces more results than previous investigations which were cover-ups will depend in large part on the Trump camp. Hopefully, they do make it until November, which is what Politico already wrote; saying there could be many assassination attempts on Trump before the election. That gives you the atmosphere of the environment. I think you all can imagine that if this attempt would have been successful, the effect on the domestic situation in the United States would have been absolutely dramatic. The polarization beyond the present level of polarization which is already quite amazing. But strategically, given the fact that, according to Prime Minister Orbán and many others, Trump—and he stated it at the convention himself—has expressed his desire to end all wars on the planet; including Ukraine, including hopefully the Middle East situation. You can imagine if the Presidential candidate who is promising that would have been eliminated, that chance for peace would have been eliminated. And we would have been one gigantic step closer to World War III, and who knows what else was in place in case it turns out that this was only part of a larger scenario. So, I think that really makes clear how precarious and fragile world peace is.

Now,Russian Foreign Minister Lavrov just recently a few days ago, conducted a meeting in the UN Security Council where he proposed several steps on how to get away from the course to World War III. In his speech, he pointed to the fact that not all nations that are in the United Nations agree to one of the most important conceptions of the UN Charter; namely, that all states have equal sovereignty and equal rights. He pointed specifically to the often-stated and not hidden U.S. exceptionalism which puts the United States above all other nations. And Lavrov elaborated demands of unconditional obedience from all allies. That is not an exaggeration, because in the context of the NATO summit, it was announced that the United States will station long-range missiles in Germany, which will have a range will go way beyond the Taurus range; it will go way beyond Moscow. Therefore, this represents an obvious and immediate escalation; these missiles will be stationed only in 2026, but that is just a time plan for now. What happened was, that Chancellor Scholz then made a comment saying “Yes, the United States decided to put long-range precision weapons systems into Germany. This was a necessary and important decision which came at the right moment.” Can you imagine that? The German Chancellor said the United States made that decision. Lavrov had charged in his speech at the United Nations that the United States makes these decisions independent of the national interests of the allies of the client states.

That for sure is true, because the last time we had something comparable, was in the early 1980s, when you had middle-range missiles stationed in Europe with the SS-20 and the Pershing II, which at that time were mostly all on launch-on-warning, which meant that the time between the launch of any one of these missiles and the actual war, was only 4-6 minutes. That awareness got many hundreds of thousands of people so alarmed that they took to the streets. There were mass demonstrations in Bonn and other places. If you would ask any one of the participants, or Helmut Schmidt, the Chancellor at the time for that matter, they would say, “We are only minutes away from World War III.” And the peace movement did have an impact in creating an environment which was conducive to the arms negotiations which then took place and which overcame this immediate crisis.

Now, the problem we have is that there is no doubt. Anybody who studies what came out of NATO, who listens to what participants were saying, they are preparing in the West a war against Russia and China. That is not an exaggeration. Kathleen Hicks, who is the Deputy Defense Secretary in the United States, said that NATO, the United States and its allies, must be prepared for a long war not only in Europe, but also in the Pacific. Now, at the NATO summit, NATO decided to become Global NATO, to expand into the Indo-Pacific, that two more nations would join the AUKUS—that is the military alliance between the United States, Great Britain, and Australia, and the two countries added would be South Korea and Japan: Meaning that there is a full positioning planned for the coming world war.

Now, unfortunately, all the signs if you look, all the militarization of Europe, all the plans how to involve the civil defense, how to bring the idea of militarization into all pores of society, as it was written and elaborated by the German think tanks, by the German Defense Minister Pistorius, that is fully underway. And unfortunately, yesterday Ursula von der Leyen, the up-to-now President of the EU Commission, was re-elected with a vote of 401 to 300-something—in any case, she has now a second term.

The speech she made in the European Parliament is actually, it’s very difficult to believe that so many European Parliamentarians would actually vote this woman in, because she is so bellicose and she stands so very clearly for the following policies: She is still for an unquestioned commitment to the policies of Israel—the Israeli government, not the Israeli people—and just today, the International Court of Justice made another ruling, saying that the continued occupation of Palestine and the settlement policies, are absolutely illegal. We will hear later from Professor Falk on the situation in the West Bank. The situation in Gaza is absolutely horrifying. Independent of all previous rulings, these killings and massacres one after the other, killing a hundred, wounding hundreds is going on. This does not prevent Mrs. von der Leyen from backing this policy. She is for beefing up Frontex—this is an organization which has also been brought to court already because of their pushback operations against migrants, many of whom have been drowning in the Mediterranean. This is a complete barbarism. She, in her speech, called the peace mission of Prime Minister Orbán of Hungary a policy of appeasement, de facto equating naturally Putin with Hitler. Obviously, she rules out diplomacy as an option. She called for the strategic defeat of Russia, which all military experts are saying is an impossibility, because if Russia is about to be threatened in their territorial integrity, they will launch nuclear weapons, as they have said in their doctrine all along, which means there is no way how Russia will be defeated. If you push it over the edge where that is threatened, we will have World War III, and nobody will be alive, not even Mrs. von der Leyen and her family. Also, naturally, when one judges the performance of somebody in such a position as the EU Commission President, the last five years under Ursula von der Leyen represents an unmitigated disaster of the European economy, which is in a free fall. So, simply by that token, it is completely stupid and unwise to re-elect her, but that is what just happened.

Now, she is not the only war person in the new EU leadership. So is the replacement for Josep Borrell, former Estonian Prime Minister Kaja Kallas, who has come out with the most hair-raising warmongering, herself: She called for cutting up Russia into 40 or more pieces, threatening in that way the territorial integrity of Russia.

So, I think this really creates an incredible problem. Fortunately there are many people in Europe who are not thinking that way. Orbán just made a very courageous peace mission. Immediately after he took over the Presidency of the EU on the first of July. On July 2, he was in Kyiv meeting with Zelenskyy; he continued to go to Moscow meeting with Putin and to Beijing to meet with Xi Jinping. Then he went to the NATO summit and from there to Mar-a-Lago, consulting with Trump, about whom he says, if Trump is elected, he would not wait until he is in the White House in January, but he would immediately start peace negotiations in November.

So, all the people who are reasonable think that you have to go to diplomacy, you have to go to a negotiated solution. There are many people in different factions in the European Parliament who think likewise. Orbán has created a faction in the European Parliament which includes the Lega in Italy, the Le Pen party in France, and smaller parties in other countries. So, it is not that this is a unilateral policy, but it is clear that the policy of von der Leyen will be a continuous militarization of the EU.

Also, we see massive moves toward suppression of freedom of the press, of freedom of opinion, and this all forebodes not well in terms of the future of democracy and all the other things which are heralded by these people all the time.

So, I think we are in a very dangerous situation. I think it does require that we really think of how to intervene to make sure that this is not leading straight to World War III. I think the idea of learning from the peace movement in the early 1980s is definitely required. There are peace demonstrations on the 6th of August, because of Hiroshima and Nagasaki. Then, there will be demonstrations on the 1st of September, International Peace Day. Scott Ritter has called for a very large demonstration in the United States on the 28th of September, which I think would be good if it would find echoes elsewhere in the world. And then for Germany, there is planned big national demonstrations on the 3rd of October, which is the day of German unification, at least in the view of many people if not all, because many people in the meantime have second thoughts about this unification, which people in East Germany regard as a colonization of their states.

So, I think to go to these demonstrations and organize as many people as possible, make them aware of the incredibly dangerous situation is one thing. And the other thing is, After the attempt on Trump, I issued a call that given the extreme danger and fragility of the situation, I called on people—elder statesmen, retired military, retired scientists and others—to form a Council of Reason. By simply asking such people to step forward and discuss internationally how we can arrive at a New Paradigm which eliminates the geopolitical confrontation, which is going on right now, and to make sure thata new international security and development architecture is being put on the table, which has to represent the interests of every single country on the planet in the tradition of the Peace of Westphalia. Because if you don’t take into account the interests of the other, and in this case all others, all nations, there is no peace possible. Because whenever you arrive at some conclusion which does not include everybody, as occurred with the Versailles Treaty, it’s just a stepping stone for the next war. In the case of Versailles, the interests of Germany and China were not respected, and you all know what was the result of it.

So, I’m calling on people to help us find these people. They may be retired heads of state, ministers, other leading people who have the expertise, and wish and love for peace, to step forward now. We should really try to reach out in all countries in the world to find such outstanding people and ask them to come forward, and hopefully, change this dynamic in the international situation, such that we can avoid World War III, because after that, there is nothing, nothing to be discussed, nothing to be investigated, because we all will be dead, if it comes to that.

So, please help us to build this Council of Reason, and maybe we can discuss it in the context of this discussion. Thank you.

Remarks during the Discussion:

KYNAN THISTLETHWAITE: So, this is Kynan Thistlethwaite. Right now, I’m at an opening for Yemeni center, here in New York City. There are a lot of different people here representing different communities, and we’ll be intersecting a lot of people. But I just wanted to jump on very quickly and ask a question to Helga and some of the other participants, given the context of what’s happening after the assassination attempt on Saturday, and also in terms of the Global NATO operation for mass war against Russia and China, and which is really the context in which this attempt took place. There’s a whole other array of actions that had happened before that: The assassination attempt against Robert Fico, which fortunately failed. A lot of people say he miraculously survived this, and other such attempts. We’ve of course, the Schiller Institute, the LaRouche Organization, has documented what this actually is, in theInternational Assassination Bureau pamphlet that we put out in February 2023. And I think that is the key to discovering what actually took place on Saturday, and who is driving these wars. There are a lot of things we can do to expose this. There’s the interventions that Jose Vega, who’s also here at this event, and others have carried out against many different politicians. There was the report last week of what the French activists were doing among different ministers in France, which I thought was very powerful. That’s exactly what we should be doing now, and I’m glad that that’s being carried forth internationally.

There’s also the Council of Reason, which I think is exactly the key to organizing people—statesmen, elder statesmen, diplomats—to bring back on the table what true diplomacy is: Because our current politicians have completely forgotten what that is.

So, that’s what I wanted to ask: What can we do now to expose this International Assassination Bureau? And how will the Council of Reason play a role in that? Thank you.

ZEPP-LAROUCHE: I think what motivated us to publish this pamphlet on the International Assassination Bureau, because when you look at only one incident, it always is a lone assassin, or there’s some specific situation which is then explained away. But, if you look at the long list of people who have been assassinated, and I just name a few—you had in the United States John F. Kennedy, Robert Kennedy, Malcolm X, Martin Luther King. You have all the African leaders. You had Enrico Mattei, Aldo Moro. You had 20 attempts on Charles de Gaulle. In Germany, you had Siegfried Buback, Jürgen Ponto, Alfred Herrhausen, Detlev Rohwedder. And I’m probably leaving out a lot of them, but if you look at the common denominator between these things, it is always people who are crucial for their nation. It is always people who are, one can say, for peace, for the common good of their people. So, maybe you miss it if you look at one, but if you look at the entire list, you come to the conclusion that it is something which unites those who are behind it and those who are targetted, on opposite sides of the equation, naturally.

So, I think we should probably think about updating this pamphlet, because—and Politico has, as far as I know, been bought up by the German Springer publishing house, so, what causes a German-owned publication to put out a statement that there will probably be many more attempts on Trump before the election? I find this quite outrageous, that these things are being put out like that. And the media, in many parts, are part of the scenario, of either cover-up, or setting up, or whatever. So, that is one thing.

The other thing is that the investigation into the murder attempt against Prime Minister Fico of Slovakia, is still going on. They have published already several statements pointing out again that it’s not a lone assassin, and it’s not an internal Slovakian affair, but that there are foreign string-pullers. And I think we should definitely look at that also more closely.

I think that the world is in such jeopardy right now, that if you just look at the—well maybe the U.S. election will cause some dramatic change, at least temporarily; hopefully end this Ukraine war, but I’m not so confident that he will end all other wars, given the positions of the people around Trump on the Middle East and on China. So I can only hope that that is not the last word on Trump’s thinking.

But overall, the situation is so desperate that I really think mankind is tested for our morality and ability to survive. If we, as the only intelligent species known in the universe so far, cannot change a policy which is clearly leading to our own self-destruction, then this would be the biggest tragedy I can possibly think of. But I don’t think that that is quite where we are at. I know that there are many thinking people, who are just not organized. They have maybe not ever taken such responsibility before, because they are scientists, industrialists, or some other category of people. And I really would like to reiterate the appeal I made in the beginning, that all the people participating in this call should help us to brainstorm: Who in your society in the United States, in Mexico, in Argentina, in Mali, in Slovenia, or wherever you may be located, who are the people who have the moral stature, who have the wisdom, who have the integrity of personality, that they could step forward and really create like an advisory board, a Council of Reason, to come out and help us to put this other paradigm on the agenda?

I would like you to either, if you have some ideas now, share them with us in the chat, or contact us afterwards, maybe have a brainstorming session among your friends and colleagues and help us to put such a Council together. Because I think just the mere fact that it would occur, and it would start to communicate with the world, could already make a difference to go in the direction of replacing war with diplomacy and dialogue. So, that would be my urgent appeal.

Closing Remarks:

I want to answer various people, also especially Prof. Rabkin on the pessimism question. I’m not pessimistic, I’m so absolutely worried about world peace and the danger of war, that I don’t have an image which is expressing this better than the idea that if this bullet on Trump would have hit just a tiny half an inch or a tenth of an inch—by an accidental of his head, or the wind blowing and deflecting the bullet, or whatever the final analysis will say, but it was that close! Can you imagine? That’s a chance in a million! Or in a billion or a trillion. And I think that that is the image people have to somehow incarnate, that that is the condition of all of humanity. Because if you assume that, then you get off your couch, and you start working with the IPC. And I’m making again a very dramatic appeal: Help us to unify the peace movement! Because still you have a situation, you have this movement in this country, and that group in that country, but they all make very laudable efforts, but unless we really unite internationally and become the strong voice of the majority of the world, I don’t think it’s strong enough to stop this. So, my urgent appeal is: Contact all these groups; get them to the next meeting next week, and make as much networking as is required to accomplish that.

I also want to strongly propose to Anastasia that we take this Romanian initiative and publish it in such a form that it can be picked up from the IPC, from the Schiller Institute, and that we try to get—because this is not a Romanian problem: The same things happen in many countries that have made similar treaties. The condition of democracy is almost—I think it’s gone! I think the NATO summit was the final instance to outdo, outrule democracy by simply saying we have to make everything “Trump-proof”. What does that mean? It means that no matter what the American voters are deciding, namely to elect potentially Trump or some other government in some other country, it does not matter, they want to make NATO the supranational dictatorship: For example, moving the Ukraine Group headquarters from Ramstein, which was under U.S. auspices, to Wiesbaden, where it will no longer be a U.S. thing, but a NATO thing. Now, we have our office in Wiesbaden, so it’s not exactly a thing which—I don’t think it makes a big difference because once you have war, it will be war in general.

But democracy has been ruled out. What they are doing to Orbán, I mean, the EU has rules: The rules are that you have a rotating Presidency, and Hungary has done nothing wrong to violate any of the rules of the EU! All Orbán did, was to say he is trying to get a peace agreement. He said, I don’t have a mandate, because the EU doesn’t give me a mandate. But he has the right to do what he did as a representative of a sovereign country, namely Hungary. The Hungarians had many wars on their territory, they lost large portions of their territory in these wars, and they don’t want another war. If you don’t have the head of state, being elected by a majority of your people, to make an initiative for peace—if that puts you in an ostracized position—I mean, give me a break! You don’t have democracy in the EU anymore, nor in other matters.

Yesterday we got avideo from Michael von der Schulenburg, who just recently got elected into the European Parliament for the Wagenknecht BSW new party. He sent this video to me, saying—it’s a passionate four-minute appeal describing how war lustful these politicians are in the EU. He says these people don’t think about if their children and grandchildren would be sent to the front. They’re not affected by that, they think it happens to somebody else! So, look at this video, we’ll put it as a link in the chat or wherever. Anastasia will put it out. He is saying that they did not allow any of these newly elected parliamentarians to speak, in the European Parliament!

So, where is democracy? There is a case where a journalist has just been banned. I have no sympathies for this particular person who I think has political views I have nothing in common with, but nevertheless, he is a journalist, he has a publishing house. And even the mainstream journalists in Germany condemned this action, because they correctly see it as an assault on the freedom of the press. Based on what? Based on the whims of the Interior Minister of Germany, who just decided on her own to ban this outlet.

So, you can go to jail in Germany, by now if you’re saying that history started on the 23rd of February, because history is now supposed to start on the 24th of February. If you say there is any pre-history to what happened, you already become a target of criminal action. The condition— I think we are, if not there already, we are very closely moving to the danger of a new fascism, dictatorship. And if you look at what is happening in the so-called Western democracies, you can almost say it’s upside down, and everything they are accusing Russia of doing, they are doing, and they are projecting. It’s a completely incredible situation.

Therefore, let me again address this question of pessimism. Having said all this, you can imagine that I’m not exactly euphoric about the world situation, but world war being an inch close, danger of fascism, all of these things are true: Why am I, nevertheless, an optimist? I think my optimism comes from a different plane or a different region, and that is, the nature of man. I believe that Gottfried Wilhelm Leibniz was correct in the 17th century, when he said that the universe is made in such a way that the great evil always evokes the greater good. And I think the entire evolution of mankind and the universe is the proof of it, because if that would not be true, we would have died already in the Stone Age or even earlier, but we have made a tremendous arc of progress.

Furthermore, I think that ideas are what drive history. And, therefore, my late husband, Lyndon LaRouche, had huge fights with all kinds of people, who, in the United Nations and other places, would say, “You cannot discuss about economic development, because first you have to have a political settlement, and then, you can start to tackle economic issues.” He always said, “No, you have to do something which improves the livelihood of the ordinary people, so that they develop a hope and a perspective.” When the Oslo Accords were there, he said, “You have to have theOasis Plan or an economic development plan. And you have to move in right away. There have to be bulldozers and earth-moving machines, so that the people see that the Oslo Accords are improving their lives.” This was not done. It was sabotaged by the World Bank at the time. Therefore, the Oslo Accord, with murders on top of it, did not succeed.

But now we are in a different situation, because you have right now an historic change of an epoch. Xi Jinping always says this is a development, which has not been seen in 100 years. But I think this is not actually, really enough, because we see right now an epochal change such as has not been seen in 500 years at least. Because colonialism started around the year 1500. And for 500 years-plus, the colonized countries suffered slavery, exploitation, incredible wars, being suppressed, having a life expectancy massively reduced because of the colonial system.

But these countries are now moving to create a new economic system, with the help of China. China, which has made a civilizational contribution which is not recognized for its merit, but it is true! Can you imagine a country that in 40 years moved from the Sub-Saharan level of economic development, which it was 40 years ago, and now, you go to some of these Chinese cities like Shenzhen, or Guangdong, or Chongqing, or many, many others, and they’re so modern: They have 40,000 km of fast train systems, which you fly through the landscape with these fast trains. They are now building a 600 km maglev train. And I could add to this long list. Because of their economic strength, they have reached out to the Global South countries, and they now see for the first time a perspective for overcoming their underdevelopment with the help of China. And some of the emerging markets are also an engine of growth. Indonesia, for example, will bypass Germany as the fourth largest economic power this year or next year.

So, there is a tremendous transformation where a new economic system is being built by countries that do want to go back to the UN Charter and sovereign equality for every country on the planet, the Five Principles of Peaceful Coexistence. And I’m absolutely certain that that is the power which is stronger, because it gives people hope.

So, while I maintain that we are in the most dangerous situation ever in history, because of thermonuclear weapons, the next 3.5 months will be the most dangerous in the history of mankind ever: But I think that there is right now a paradigm shift underway which is not hopeless. I think the Oasis Plan and similar development plans are extremely important to be projected, because if people see a hope—for example, in Southwest Asia, Jordan has no water; Yemen is poor; Syria is poor; Iraq, Afghanistan. If you inject economic development, it will even impact the people in Israel. And I don’t think Israel can forever neglect the idea that they have to have security in their neighborhood as well. Israel will be forever situated in the Middle East. In the same way that Russia will be forever our neighbor in Europe.

And I think that if you combine, on the one side, a clear warning on what will happen if this goes wrong—namely the annihilation of humankind—and at the same time, show people clear roads where you can overcome this situation, I believe that the nature of human beings is such that you can appeal to reason, and that you get out of this mess. I think a very crucial stepping stone to this will be to find those elder statesmen, former military, former doctors, people who are in pension age or maybe early retirement or whatever, but who are stepping forward now to say, we must give ourselves another order, an international peace and development order, and architecture, which allows for the survival and interests of every country on the planet, and who help to change the public debate.

I think that’s the best idea I have thought about so far. And if you agree with me, rather than saying it’s all hopeless and it will become a self-fulfilling prophecy, you should step forward and help us to bring these people together and make sure that the Oasis Plan is becoming a household word, especially in the Middle East, so that people can develop some hope. I think hope is the best catalyst that people need, to have the courage to act to stop the catastrophe.

STEVEN CARR

Den 22. juli 2024

Som reaktion på den voksende fare for international krig opfordrer Helga Zepp-LaRouche til dannelsen af et Fornuftens Råd bestående af fremtrædende personer, der ønsker at genoplive det internationale diplomati. I går fremhævede hun følgende interview med den tidligere amerikanske ambassadør Chas Freeman som et eksempel på den nødvendige tilgang. Her er et resumé af hans interview:

Chas Freeman gav et interview til podcasten »Douglas Macgregor Today« den 21. juli, hvor han brugte sin mangeårige diplomatiske erfaring til at give en præcis historisk vurdering af verdens problemer og brugte sin visdom til at anvise en vej ud af krisen.

Med henvisning til sin tale den 10. juli til Chinese-Cambridge Executive Leadership Program, var en af Freemans hovedpointer, at G7-nationerne, som han kalder en »klub af imperialistiske magter«, ikke længere følger FN-mandater eller retningslinjer fra internationale aftaler. Denne klub af imperialistiske magter har skabt den »regelbaserede orden«, men klubben vil skabe reglerne, ændre reglerne, undtage sig selv fra reglerne og beslutte, hvilke lande der skal følge reglerne. Han siger, at dette ikke er » lovens styre«, men »lovens styring«. Den Globale Majoritet foretrækker FN’s charter og internationale aftaler og ser den »regelbaserede orden« som hyklerisk, vilkårlig, fyldt med dobbeltmoral og baseret på en fortælling, der fornægter virkeligheden.

Den Globale Majoritet skaber en ny orden, der ikke er begrænset til et »multipolært« koncept, men er »multi-nodal«, hvilket betyder, at lande interagerer forskelligt på forskellige niveauer med en lang række andre lande. Han påpegede også, at lande som USA og Kina måske ikke har et godt politisk samspil, men at de har et meget omfattende økonomisk samspil. Han fandt det opmuntrende med den store mangfoldighed af mellemstore og regionale magter som Brasilien, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Nigeria, Mexico, Polen og Indonesien, som måske ikke har den store gennemslagskraft på den globale scene, men som har voksende indflydelse, især i deres regioner. Hvert land har tilstrækkelig magt til at gøre en forskel i verden. Disse lande er uafhængige og vil ikke underkaste sig en eller anden overmagt. Freeman sagde, at Kina dominerer det asiatiske Stillehavsområde, men også er blevet en global magt ligesom USA. Han sagde, at der ikke er andre globale magter. Freeman sammenlignede det med Rusland, som har en global militær rækkevidde, men Rusland har ikke den økonomiske indflydelse med undtagelse af spørgsmålet om energi.

Han sagde, at USA har mistet sin dominans på alle områder undtagen det militære. USA er besat af en demokratisk ideologi, men er alligevel i færd med at blive mere autoritær. Tabet af demokrati i USA skyldes imidlertid ikke indblanding fra Rusland, Kina eller en anden magt, men er snarere en selvforskyldt skade. Det er USA, der har gjort verden til et mindre demokratisk sted ved at nedgøre FN, lamme FN’s Sikkerhedsråd og ignorere internationale aftaler. Hvis FN ikke kan genopbygges, bør det erstattes, men det bliver ikke af USA, som vil lede enhver reformindsats. USA bruger ikke diplomati eller dialog, men snarere sanktioner og udstødelse. Men at kende sig selv og sin modstander er afgørende, uanset om det er i diplomatiet eller på slagmarken. Vesten deler nu verden op i blokke og bruger økonomiske, handelsmæssige og teknologiske sanktioner mod fjender. USA’s udenrigspolitik er nu afhængig af militæret, og økonomien er afhængig af protektionisme. Hvis USA ikke er i stand til at konkurrere med Kina, forbyder de blot udvalgt import.

Men Freeman advarer om, at selvtillid kan gå for vidt, og brugte eksemplet med Kina i 1793, som afviste alle de innovationer, der blev præsenteret af en britisk handelsdelegation, hvilket dømte Kina til tilbageståenhed i 150 år. G7-landene plejede at være centrum for menneskelige fremskridt, men nu er de på tilbagetog. Kina har nu afvist denne selvpålagte isolation og engagerer sig i verden og gør sig selv til et dynamisk videnskabeligt og industrielt kraftcenter. Sanktions- og intimideringspolitikken skaber blot vrede, som vil vare i generationer. Det løser ikke problemer, men forankrer os i problemet. Trediveårskrigen blev afsluttet med den Westfalske Traktat, som omfattede gensidig respekt, og vi risikerer en total krig, hvis vi ikke vender tilbage til denne tilgang.

Det er den metode, som Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og leder af Schiller Instituttet, gentagne gange har opfordret til. I dag understregede hun, at det haster for dem, der forstår denne diplomatiske proces fra den  »Westfalske Fred«, at træde frem og samle sig som en styrke for et Fornuftens Råd, der kan gribe ind internationalt, fordi begivenhederne sker i et accelererende tempo. Tiden er blevet »relativistisk«, og i øjeblikket vokser det »hurtigere« og farligere. Inden for to dage efter afslutningen af NATO’s krigstopmøde blev tidligere præsident Donald Trump næsten myrdet. Inden for en uge er præsident Bidens kandidatur overstået, og en ny kandidat er pludselig udnævnt. Og så videre. Forvent ikke, at denne proces vil »ordne sig«. …

Krigsfaren omfatter USA’s/NATO’s beslutning om at placere amerikanske langdistancemissiler i Tyskland….

Udsigten til at udløse en altomfattende krig ved et »uheld«, ikke med vilje, stiger ubønhørligt. Endnu et amerikansk-russisk jagerfly-slagsmål fandt sted i weekenden over Barentshavet. To amerikanske B-52-fly fløj mod den russiske statsgrænse, da russiske MIG-fly nærmede sig de amerikanske fly, hvorefter de amerikanske jetfly ændrede retning, foretog en U-vending og afveg fra deres kurs. B-52-flyene kom fra Louisiana. Efter afbrydelsen fløj de over Norge og Finland til Rumænien, hvor de efter sigende er udstationeret på en mission.

Disse omstændigheder kræver al velovervejet ageren for at genoprette diplomatiet og sandheden.

Foto: Schiller Instituttet

Nemesis: Et Fornuftens Råd mod modgang  
af Dennis Speed (EIRNS) — 21. juli 2024  

”Erfaringens visdom burde fortælle os, at krig er forældet. Der kan have været en tid, hvor krig tjente som et negativt gode ved at forhindre spredning og vækst af en ond kraft, men den meget destruktive kraft af moderne krigsvåben eliminerer selv muligheden for, at krig længere kan tjene som et negativt gode. Og derfor, hvis vi antager, at livet er værd at leve, hvis vi antager, at menneskeheden har ret til at overleve, så må vi finde et alternativ til krig…” —Martin Luther King, Juleprædiken, 24. december 1967  

Krigspartiet har ikke haft den uge, som det havde planlagt. Fra de olympiske “universets herrers” synspunkt går tingene ikke, som de “burde”; 2024 er på vej til at blive lige så turbulent og potentielt revolutionært som 1968 i verdenspolitikken. Vil vi nu endelig  lykkes med at vende den globale tragedie fra 1968? Ligesom dette, år er det der sker i de resterende uger og måneder “uforudsigeligt” for de fleste. Hvad der med sikkerhed kan siges er dog, at dette års handlinger – og udeladelser – vil give genlyd gennem de kommende årtier, ligesom 1968 har gjort, helt frem til nu, hvor sønnen til en af det års myrdede lige nu stiller op til den samme position, som hans far søgte.  

Fra det tætte, men mislykkede attentatforsøg mod den tidligere præsident Donald Trump til Joe Bidens modvillige, vrede abdikation af hans forvirrede præsidentkandidatur, er der nu sat spørgsmålstegn ved alle de arrangementer, som NATO-medlemmerne troede, de møjsommeligt havde flikket sammen i sidste uge med de primitive i Washington for evig krig. En meme cirkulerede umiddelbart efter søndagens meddelelse om, at Biden ikke ville stille op, hvilket fanger “tidsånden.” Det viste apokryfe tekstbeskeder, der blev sendt til Bidens telefon fra Ukraines Zelenskyj. Første besked: “ Svar venligst!!!!” Anden besked: “Jeg er bange.” Tredje besked: “Mine penge kommer stadig, ikke sandt?” Den fjerde besked viser kun 52 ubesvarede opkald fra Zelenskyj til Biden på 45 minutter.  

Men hvad skal vi gøre, os, der tror, at menneskeheden var “født til det, der er bedre”? Helga Zepp-LaRouche har foreslået, at et Råd for Fornuft bliver dannet i den transatlantiske verden som en uofficiel, men effektiv samtalepartner med nationerne i det Globale Flertal. “Kolonialismen er slut!” er den glade udsigt, der informerer tankegangen hos milliarder på planeten. Afslutningen på en fremvoksende Tredje Verdenskrig – nu kæmpet på to fronter, Sydvestasien og Ukraine, snart udvidet til Iran, og derefter Taiwan, hvis NATO’s galninge og snigmordere får deres vilje – er det umiddelbare “punkt på dagsordenen” for menneskeheden, inklusive for det amerikanske præsidentvalg. Det må være vores eneste orientering.  

Dette betyder ikke, at vi vil ignorere de fysisk-økonomiske realiteter af, hvad der må gøres på verdensplan. Tværtimod anerkender vi, at de faldefærdige stater i de transatlantiske økonomier og den håbløse, ubetalelige gæld i “Casino Mondial”, som er “zombie-dollaren” i det globale pengesystem, er den drivende kraft for krig. Avanceret teknologisk og økonomisk udvikling kan faktisk ikke adskilles fra den “politiske løsning” i noget krigsteater. Oase-planen, der oprindeligt blev foreslået af Lyndon LaRouche for Israel, Palæstina og hele Sydvestasien, er nu, under de nuværende forhold, en virtuel skabelon for indholdet af næsten alle former for forhandlinger, der bør gennemføres mellem USA og det Globale Flertal.  

Dette er et centralt strategisk punkt. Præsidenterne Xi Jinping og Vladimir Putin gjorde det klart i deres Fælleserklæring den 4. februar 2022: “Parterne modsætter sig yderligere udvidelse af NATO og opfordrer den Nordatlantiske Alliance til at opgive sine ideologiserede koldkrigs-tilgange, respektere suveræniteten, sikkerheden og interesserne for andre lande, mangfoldigheden af deres civilisatoriske, kulturelle og historiske baggrunde og udvise en retfærdig og objektiv holdning til den fredelige udvikling af andre stater.”  

I et andet vigtigt afsnit af denne erklæring erklærede de, at: “Parterne opfordrer det internationale samfund til at skabe åbne, lige, retfærdige og ikke-diskriminerende betingelser for videnskabelig og teknologisk udvikling, intensivere den praktiske implementering af videnskabelige og teknologiske fremskridt for at identificere nye drivkræfter for økonomisk vækst.” Engang, under præsidentskabet af John F. Kennedy eller Franklin Delano Roosevelts Four Freedoms, ville disse have været holdninger, fulgt af konkrete handlinger, som det amerikanske præsidentskab ville have været stolte af at erklære og eksportere. Dette ville have været de handlinger, som verdens nationer ville have hilst velkommen, og nu ville byde velkommen fra USA, i stedet for det ondsindede. Vi kan ikke vente på, at nogen af de nuværende præsidentkandidater beslutter, at de vil gå i de sko. I stedet for det, må vi handle.  

Mandag aften den 22. juli vil New Yorks uafhængige amerikanske senatskandidat Diane Sare og Bronx’ kongreskandidat Jose Vega, på vegne af ikke kun det næsten tabte syn på det amerikanske præsidentskab, men også det internationale Råd for Fornuft, foreslået af Helga Zepp-LaRouche, samle de fritænkende amerikanere, der tror, at de – ikke en politiker, milliardær eller dommer – er den endelige myndighed og den første årsag til selvstyre. En sådan proces vil gøre krigspartiet og dets afledte Internationale Snigmordsbureau lige så utilfredse i fremtiden, som de er i dag.  

Foto: Wikimedia Commons

Ikke korrekturlæst

Torsdag den 18. Juli 2024

Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Schiller Instituttets grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche. Det er torsdag den 18. Juli 2024. Jeg er Harley Schlanger, og jeg vil være din vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller send dem til YouTube-chatsiden.

Helga, dette har været en anden meget begivenhedsrig uge, og det har provokeret spørgsmål om en række spørgsmål, men jeg vil gerne begynde med din vurdering af den fare, der blev forøget ved forsøget på at myrde Donald Trump den 13.Juli. I betragtning af de vestlige Nationers forpligtelse på NATO-topmødet om permanent krig, har du udsendt følgende opfordring::

“Vi opfordrer ældre statsmænd, religiøse ledere, tidligere diplomater og folkevalgte, pensionerede militære og andre civile ledere fra alle nationer til at træde frem og skabe et Fornuftsråd for at undersøge potentialet for en ny international sikkerheds-og udviklingsarkitektur, som kan tage hensyn til interesserne for hvert enkelt land på planeten.”

Nu er spørgsmålet, hvordan kan et sådant råd organiseres, og hvad ville det gøre?

Først og fremmest, mordforsøget på Trump, Jeg tror har vist, at alle, der ønsker at se på, hvad for en ekstremt tynd tråd verdensfreden hænger i. Hvis kuglen, der var rettet mod Trump, ville have ramt ham, er det alles gæt, hvad der ville være sket i USA, den polarisering, der allerede eksisterer, ville være blevet øget; jeg ved ikke, om det ville være gået til borgerkrig, mange mennesker har sagt det. Andre benægter det. Under alle omstændigheder ville det helt sikkert have kastet USA ind i en utrolig politisk krise. Og strategisk, i betragtning af at der er alle tegn på, at Trump ville forsøge at afslutte krigen i Ukraine, ikke kun når han er genvalgt og indviet som præsident, men umiddelbart efter at han vinder valget i November, ville denne mulighed have været ude, og i det mindste fra de tilgængelige kandidater hidtil, hvilket næsten ville have skrevet i sten muligheden for en tredje verdenskrig.

Desuden, hvis, og det er igen debatteret blandt eksperter, hvis Trump ikke ville have gjort den utilsigtede gestus med hans hoved, ved bare at flytte det lidt til siden—andre siger, at det var kuglen, som måske blev afbøjet af vinden; jeg er ligeglad med detaljerne—jeg tror, at dette billede om Trump, hvis han ikke ville have flyttet hovedet, kunne han have været skudt i hovedet og være død, demonstrerer på, hvad en tilfældig, næsten du ved,  i en chance på en million , hele denne situation hang. Og det viser, som jeg sagde, at vi skal bruge dette, Folk skal forestille sig, at det er, hvor langt væk vi er fra tredje verdenskrig.

Og hvis man ser på det, at den nuværende ledelse i det vestlige Atlant på ingen måde har forsøgt at finde en vej til fred, og derfor troede jeg, at vi skulle have noget andet: vi skal have en ændring i debatten. Vi er nødt til at have en diskussion, hvor ældre statsmænd og de andre slags kategorier, som du lige har læst, folk fra alle nationer skal træde frem og appellere til verden om at gå på Fredens Vej. Og efter min mening, og jeg har sagt det allerede for to og et halvt år siden, efter at denne militære operation i Ukraine var startet, fordi det var klart, hvad potentialet var, sagde jeg allerede dengang, og vi har organiseret i de to og et halvt år siden, at efter min mening, i betragtning af alle de faktorer—NATO, Kinas fremkomst, dæmoniseringen af Rusland, de mange, mange andre ting, der foregår, at jeg tror, at den eneste måde, hvorpå man kan få fred, er at have en ny sikkerheds-og udviklingsarkitektur, som, i vestfalske Freds tradition, er at have en ny sikkerheds-og udviklingsarkitektur, som, tager hensyn til interesserne for hvert enkelt land på planeten. For hver gang dette princip blev anvendt, som med Westfalske Fred, førte det til fred. Når du forsømte det, som ikke at tage hensyn til alles interesser, førte det til den næste krig: og det værste eksempel på det er Versailles-traktaten, hvor både Kinas interesse blev udeladt, Tysklands interesse blev udeladt, og derfor var det kun optakten til anden verdenskrig.

I betragtning af at diplomatiet lige nu er næsten et glemt ord, er tanken om, at man skal have forhandlinger for at løse konflikter, i atomvåbenes tid, ingen steder at finde, ikke i den almindelige politik, ikke i de almindelige medier. Og derfor tænkte jeg, at man virkelig skulle prøve at appellere til de mennesker, der måske kommer fra en ældre generation, der stadig har en vis hukommelse om, hvad Anden Verdenskrig var, eller som ville have tjent i funktioner, hvor de alvorligt måtte konfrontere, hvad det betyder at være i krig, at sende dine børn, dine børnebørn til fronten, lade dem dø. Fordi man meget tydeligt har en fornemmelse af, at den nuværende rollebesætning af politikere i ledende stillinger ikke synes at have en sådan hukommelse mere, og det er derfor, jeg udsendte denne opfordring.

SCHLANGER: nu vil jeg gennemgå nogle af spørgsmålene om Trump-mordforsøget. Lad mig begynde med det faktum, at der var tre separate e-mails, der sagde, at mange kongresmedlemmer og kommentatorer peger på Secret Service, bebrejder det for inkompetence og/eller medvirken, og folk beder om dine kommentarer til det. En podcaster, Jim Hogue, spørger: “Hvor dybt tror du, det går? Er det Deep State?”Og dybest set er spørgsmålet, Hvad er din vurdering af, hvem der står bag mordforsøget? Var det virkelig en ensom snigmorder?

Der er så mange tegn på en sikkerhedsfejl, at det næsten er dagens underdrivelse—det er en sikkerheds katastrofe. Det er en katastrofe. Sådan noget burde ikke være sket. I ved, vi havde drøftelser med mange sikkerhedseksperter, og jeg har lyttet til nogle af de videopodcasts, som nogle af eksperterne har lavet, og det er meget klart—og jeg ved det ud fra min egen viden om disse sager, fordi, I ved, jeg havde et sikkerhedsproblem i det meste af mit liv, på grund af mit ægteskab med Lyndon LaRouche: og det er meget klart, at der først og fremmest ikke er sådan—jeg mener, der er nu mange historier om forsøg på at dække over, som om der var dårlig koordinering mellem Secret Service og det lokale politi. Det findes ikke. Det er en standard rutine, at når du først har en så høj sikkerhedssituation, overtager Secret Service alt. De gjorde tydeligvis ikke, hvad der er det første, nemlig at tjekke parametrene, hvor taleren ville dukke op, hvis der var adgang linjer fra højere bygninger til det sted, hvor taleren var; at sikre dem er den allerførste opgave, og det blev naturligvis ikke gjort! Derefter var historien om, at nogle af de mennesker, der kom fra de lokale afdelinger, ikke var der—hvad er det her? Det skulle kontrolleres. Jeg mener, du har ikke et tomt sted. Og så blev hele denne historie om politiet fortalt af flere rally deltagere, der er en mand, der ser mistænksom ud. Flere minutter gik—der var ingen alarm! Det er den første ting du gør, når der er en mistænkelig person, du trækker taleren fra scenen. Alle disse ting blev forsømt, og sandsynligvis mange flere ting.

Disse ting er så massive og så utrolige. Nu kommer de op med denne historie om, at Iran angiveligt planlagde et mordforsøg mod Trump. Det ligner en meget sen dækhistorie.

Jeg tror, at det eneste håb om at komme til bunden af dette er, at Trump selv vil sørge for, at undersøgelsen denne gang ikke fører til en dækhistorie. Kennedy-mordet var et dække,ligesom alle de andre mord. Og man kan kun håbe, at Trump lærte lektionen, fordi han, der var meget kritisk over for mange af disse ting, i sin første periode af en eller anden mærkelig grund ikke åbnede eller har åbnet Russia Gate-filen, som hjemsøgte hans første periode i årevis! Og han kunne have beordret, at alle disse filer blev offentliggjort. Han gjorde det ikke. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor han ikke gjorde det, for det ville have afsløret, hvem der gik efter ham, og hvem der prøvede at få ram på ham. På samme måde tog han ikke det sidste skridt til at frigive John F. Kennedy-filerne, som igen ville have frigivet en masse om omstændighederne, dækningen, den sandsynlige dækning, næsten sikker dækning af Warren-Kommissionen og alle disse ting.

Så jeg kan kun sige, at de mennesker, der stemmer for Trump til at være præsident, ønsker at sikre sit andet formandskab, hvis han kommer sikkert til November—det er en helt anden ekstremt farlig periode—de skal sørge for, at denne gang, besvares disse spørgsmål på en tilfredsstillende måde.

SCHLANGER: der er endnu et spørgsmål om Trump-situationen, hvilket er interessant. Det er fra en anden amerikansk podcaster, der skrev, at han er mistænksom over, at dette skete lige efter NATO-mødet, som havde en uofficiel mission om “Trump-sikring af NATO.”I betragtning af det, du har rapporteret om Gladio og NATO, kunne NATO have været involveret i mordforsøget?”
Nå, det spørgsmål er blevet stillet af mange sikkerhedseksperter, fordi Gladio-operationen helt sikkert brugte meget uhellige netværk, der var tilbage fra Anden Verdenskrig. De arbejdede med Gehlen-operationen i Tyskland, de brugte tidligere tyske netværk, de brugte alle mulige ting, så det er en etableret kendsgerning, der er skrevet op i mange, meget grundigt undersøgte bøger.

Nu, om senere mord, og vi offentliggjorde, hvis du vil vide mere om det, vi offentliggjorde allerede for flere år siden, en særlig rapport om det internationale Mordbureau, hvor vi undersøgte de uklarificerede mord i USA—Kennedy, Robert Kennedy, Martin Luther King, Malcolm; derefter de afrikanske ledere, Italiens Mattei, Aldo Moro; de 20 forsøg på Charles de Gaulles liv. I Tyskland var der mange fremragende ledere inden for videnskab og industri, Siegfried Buback, J. Pagtrgen Ponto, Detlev Rohvedder, Alfred Herrhausen, alle disse var altid meget, meget målrettede.

Disse var altid mennesker, der havde en national betydning. Og jeg vil kun nævne sagen om Alfred Herrhausen: han var formand for Deutsche Bank, og han blev myrdet den Nov. 30, 1989, kun få uger efter Berlinmurens fald. Og dette var et komplet skift, fordi han var en person, der stadig var i traditionen for industriel bankvirksomhed. Han havde fremsat meget vigtige forslag til udvikling af Polen og andre Comecon-lande, hvilket var meget i overensstemmelse med det, Lyndon LaRouche på det tidspunkt foreslog, og han var til gældslettelse for udviklingslandene. Så da han blev skudt, betød det et skift i politik, et signal, og Fletcher Prouty, der var en Pentagon-embedsmand, der optrådte i “JFK” – filmen af Oliver Stone som Mr. X, han gav os en samtale på det tidspunkt, og han sagde, at mordet på Herrhausen er lige så betydningsfuldt for Tyskland, hvad angår paradigmeskiftet, som mordet John F. Kennedy for USA, hvilket førte til et komplet paradigme, der eliminerede John F ‘ S ubegrænsede optimisme. Kennedy, ved at fortælle folk, “vi kan skyde din præsident, vi kan endda gøre cover-up, og du kan ikke gøre noget ved det.”Og det er den slags ting, der har tendens til at fremkalde alvorlige paradigmeskift i en nations historie.

Så i alle disse ting blev der altid rejst spørgsmålet, er disse såkaldte terrorister, som” RAF ” [Røde Hærs fraktion], Baader-Meinhof-gruppen, især tredje generation af Baader-Meinhof-gruppen, der er mange forfattere, der har sagt, de er et fantom, de har aldrig eksisteret. Og mistanken om, at dette blev gjort ved hjælp af hemmelige tjenester, måske endda ved hjælp af NATO-strukturer i form af skjulesteder og så videre, alle disse ting skete. Og jeg kan kun råde dig til at hente, eller bestille den særlige rapport, hvor vi skrev om alt dette. I det mindste, mens vi naturligvis ikke kan give de endelige svar, fordi det ville kræve åbning af filerne, at have Kongresundersøgelser og andre parlamentariske undersøgelser, men vi har helt sikkert stillet de rigtige spørgsmål.

SCHLANGER: du lytter til Helga Larouche, grundlægger og formand for Schiller instituttet. Hun er også formand for fremkomsten af en International Fredskoalition, og det mødes fredag den 19.juli, så folk skal tilmelde sig Schiller Institute for at finde ud af om at deltage i mødet.

Lad os nu bare skifte lidt til krisen omkring præsident Biden. Dette er en e-mail fra en person, der underskrev “frustreret tidligere demokrat. Hun skriver: “Jeg tror, at Bidens afskedigelse eller pensionering er uundgåelig, men jeg ser intet andet alternativ end Robert F. Kennedy, Jr., som er god, undtagen når det kommer til Israel. Er der en chance, tror du, han kunne blive overbevist om at droppe sin omfavnelse af radikal bosætter-zionisme?”

Hvis jeg ville vide, hvorfor Robert Kennedy Jr. fremmer det, ville jeg vide svaret mere sikkert. Det kan have at gøre med finansiering, det kan have at gøre, med folk tror, de har brug for visse donorer. Under alle omstændigheder tror jeg, at Kennedy har fremsat nogle meget vigtige punkter; jeg tror, han mener alvorligt, især når han taler om sin onkels fredstale, tror jeg, han har en vision, der går i denne retning. Men jeg tror, vi er i en sådan krise, Jeg tror ikke engang en præsident for De Forenede Stater vil være i stand til at afhjælpe den fulde dimension af denne krise.

Jeg tror, det, vi har brug for, er en slags anden amerikansk Revolution. Hvad jeg mener med det er ikke noget voldeligt: jeg er en absolut fortaler for ikke-vold. Men hvad jeg mener med det er, at grundlæggerne var alle – og jeg er sikker på, at der var mange grundlæggende mødre, blandt dem, såvel, spiller førende roller—jeg tror, de alle var ekstremt uddannede, lidenskabelig, godt forberedt til jobbet med at skabe en ny republik. Og jeg tror, det er det største problem, vi har i dag, at folk er blevet så små—eller mange mennesker er blevet så små—at de lader sig distrahere. Jeg mener, Tyskland havde netop det europæiske mesterskab for fodbold, og i fire uger, du kunne se stadionerne fulde af voksne, råber og skriger, og gå i anfald over, hvordan spillet ville gå, eller deres foretrukne eller ikke-så-foretrukne besætning ville gøre. Hvis folk ville udvikle den samme slags følelser over de spørgsmål, der virkelig bestemmer menneskehedens skæbne, eller endda nationens skæbne, eller om vi kommer ud af faren for tredje verdenskrig eller ej, ville vi ikke have noget problem. Men folk tillader sig at blive distraheret, af stadig mere banal underholdning, af feriefantasier, af alle slags distraktioner, så det kulturelle niveau kan gå ned og ned og ned. Og derfor, når det kommer til politik, overlader de det grundlæggende til de mennesker, der er de nuværende virksomheder, og de er naturligvis meget i lommen på store penge, af Wall Street, af City of London, og andre sådanne institutioner.

Så derfor tror jeg svaret på dit spørgsmål er, måske har Kennedy det potentiale, men helt sikkert ikke uden et uddannet statsborgerskab, fordi du har brug for statsmænd og statskvinder, statsborgere, der kunne bedømme, hvad der er præsidentens job, og hvordan kunne de gøre det bedre, eller være sekretær for dette ministerium eller det ministerium eller den afdeling. Og så kunne du have en fungerende Republik. Og jeg tror, at det skridt skal tages under alle omstændigheder.

SCHLANGER: nu, når vi taler om valg, var der et formodet valg i dag i Europa-Parlamentet: Ursula von der Leyen blev genvalgt som formand for Europa-Kommissionen. Og hendes grundlæggende kampagne var anti-Rusland, Anti-Kina, og nu især anti-Viktor Orban, Ungarns premierminister og roterende formand for EU-Rådet. Så spørgsmålet, der kom ind tidligere i dag, er: “hvad er så truende ved Viktor Orban, om hvad han gør, at EU-bureaukratiet bevæger sig for at straffe ham og hans land, Ungarn?”

Jeg tror, at premierminister Orban gjorde noget, som enhver fornuftig statsoverhoved ville gøre i en regeringsstilling. Han erkendte, hvor tæt vi er på en eskalering af Ukraine—krisen, efter at alle disse beslutninger er truffet- F-16 ‘ er vil blive stationeret i Ukraine i denne måned; de kan være der allerede, for den sags skyld. Tilladelse fra de vestlige stats-og regeringschefer til at tillade ukrainerne at bruge alle våben, de modtager, dybt ind i Ruslands territorium! Dette er en eskalering, der kan bringe os til tredje verdenskrig på ingen tid! Så, Orban, hvis land, Ungarn, er naturligt på grænsen til Ukraine, og der er et stort ungarsk mindretal i Ukraine, han er meget bekymret over alt dette. Så han gør det eneste rimelige: den 1. juli blev han formand for EU-Rådet; den 2.juli var han i Kiev og talte med Zelinsky. Den 5. juli var han i Moskva og talte med Putin; endnu et par dage senere, den 8.juli, var han i Beijing og talte med Xi Jinping, og derefter fløj han straks til USA for at deltage i NATO-topmødet, og derfra, den 11. juli, tog han til Mar-A-Lago i Florida for at tale med Trump.

Han havde ikke et såkaldt mandat fra EU. Men det var ikke forbrydelsen. Forbrydelsen var, at han promoverede og forfulgte en fredsmulighed! Han talte med kineserne, og han sagde, at kineserne har fremsat et 12-punkts fredsforslag allerede for mere end et år siden. I mellemtiden diskuterede de det med Lula i Brasilien, og denne Brasiliansk-kinesiske fredsmulighed er blevet genoplivet og er på bordet, også i forskellige diplomatiske indgreb.

Og det er det, der ikke er tilladt.

For hvis man ser på EU ‘s og NATO’ s politik, naturligvis for den sags skyld, eller USA eller briterne, har de på intet tidspunkt i to et halvt år forfulgt en mulighed for at løse Ukraine-krisen med fred i stedet for krig! Og da der i Marts 2022 allerede var en skriftlig aftale mellem Putin og Zelensky om at få et kompromis, der kunne have afsluttet krigen dengang: i Marts 2022. Det er næsten to og et halvt år siden, et par uger efter, at det brød ud.

Hvad skete der? Boris Johnson, der på det tidspunkt var Storbritanniens premierminister, fløj ind i Kiev, og i April konfronterede han Zelensky og sagde: “underskriv ikke noget af dette. Fortsæt med at kæmpe, Vi støtter dig hele vejen.”Og de overbeviste Zelensky om at gøre netop det, og det er grunden til, at et enormt antal ukrainere er blevet dræbt, og landet er fuldstændig ødelagt. Naturligt, et stort antal russere er blevet dræbt, såvel, men mange, mange flere ukrainere. Så Ukraine har været offer for denne geopolitiske konfrontation af Vesten, af NATO mod Rusland. Og Fred fra Vestens side var på intet tidspunkt en mulighed.

Der er mange udtalelser, du ved, Baerbock, denne ubeskrivelige tyske udenrigsminister, sagde, ” Vi er nødt til at ødelægge Rusland.”Det var den linje, der kom fra Det Hvide Hus allerede før februar 2022. Der er en berømt erklæring fra to “højtstående embedsmænd i Det Hvide Hus”, der sagde, at hele pointen var at forhindre Rusland i nogensinde at have adgang til avancerede teknologier, for at reducere det til et råvareeksporterende land—og det fungerede naturligvis ikke så godt. Rusland har nu hypersoniske missiler og våben, der er bedre end NATO ‘ s.

Men ideen var at ødelægge Rusland, at knuse Rusland, og på intet tidspunkt forfulgte nogen af disse ledere fra Vesten muligheden, muligheden for en forhandlet løsning.

Derefter, nu kommer Orban og viser gennem sine handlinger, at det er muligt. Naturligvis flipper de ud, for nu er det, der udsættes for, på den mest skarpe måde, at de er imod fred! Og jeg tror, at det bemærkes af hele verden, af det Globale Syd, af det store flertal af befolkningen i verden. Og jeg kan kun sige, at det er forfærdeligt, at von der Leyen blev genvalgt, fordi hun er på en komplet krigssti. Hun fordømte Orban og sagde, at det eneste, han gjorde, var at forfølge “appeasement.”

Det er ikke sandt! Orban forfølger muligheden for at forhindre Tredje Verdenskrig ved en diplomatisk løsning!

Så jeg tror, at dette varsler meget dårligt for EU, og jeg kan kun sige, at der er mange mennesker, der støtter Orban: Den Slovakiske premierminister Robert Fico sagde, Hvis hans helbred ville have tilladt—husk, at han var blevet offer for et mordforsøg den 15.maj, som han sagde, at det var en fotokopi af, hvad der skete med Trump. Han var på de berygtede lister over den ukrainske regerings Center for bekæmpelse af desinformation (CCD), og Molfar, og Myrotvorets, som alle finansieres af Vesten. Og Fico sagde, Hvis hans helbred havde tilladt det, han ville have ledsaget Orban på sine ture. Orban fik også støtte fra Serbiens præsident Aleksandar Vucic; fra Georgiens premierminister Irakli Kobakhidse og mange andre ledere og mennesker i verden.

Men det, vi ser lige nu, er en absolut krigssti, og der er nogle fraktioner i Europa lige nu, der er helt gale, fordi de ikke tænker. De tror ikke, at Europa ville være det første offer, hvis det kommer til denne krig, som vil være en global krig, tror jeg ikke, det kun vil være Europa, men at Europa vil blive ødelagt! Så disse mennesker er ikke klare i deres sind mere.

Det er en mild måde at sige det på.

SCHLANGER: og von der Leyens vigtigste støttebase, hvad hun måtte gøre for at vinde, var appel til de to partier i Den Europæiske union, der havde det største nederlag ved parlamentsvalget, De Liberale og de grønne. Så det ser ikke ud til at være en særlig stabil koalition.

Helga, vi har yderligere to spørgsmål, der tager fat på nogle af de spørgsmål, der vedrører Kina. En kandidatstuderende fra Brown Universitet sendte en e-mail med spørgsmålet: “Hvorfor skubber Jinping ikke mere aggressivt Kinas fredsforslag for at afslutte Ukraine-krigen? Trækker Kina sig tilbage på grund af trusler om sanktioner og handelskrig?”

Jeg ved ikke, om denne karakterisering er, hvad jeg ville støtte. Kina gør meget. Problemet er, at Kina, for at være en ærlig mægler, forsøger meget svært at ikke tage nogen side. Og hvis du vil vinde over de mennesker, der lige nu er på denne absolutte, vanvittige vej til tredje verdenskrig. jeg tror, at Kina forsøger på en eller anden måde at have et afbalanceret syn, og det faktum, at de støtter, og de har udtalt det klart, at de fuldt ud støtter Orban-initiativet. Jeg ved ikke, om de kunne gøre mere. Jeg tror ikke, det er spørgsmålet, at de står over for økonomiske vanskeligheder. Faktisk tror jeg, at visse problemer, de har i ejendomssektoren, de er virkelig ikke så systemiske. Jeg tror, at Kina har gjort et enormt stykke arbejde med at opretholde en stabil vækstrate ved løbende at investere i innovation for at gøre en kontinuerlig innovation til grundlaget for økonomien, og jeg tror, at det Globale Syd nu kan handle som de gør, i forsøget på at opbygge et nyt økonomisk system med BRIKS, BRIKS-Plus; vi vil have BRIKS årlige topmøde den 22. -24. Oktober i Rusland; hvor jeg er temmelig sikker på, at de har bremset tempoet lidt, og jeg synes det ikke er en dårlig ting. Fordi jeg tror, at hvis man forsøger at forene forskellige økonomiske systemer i lande, der alle har et andet udviklingsniveau; nogle er mere landdistrikter, nogle er mere industrialiserede; andre har masser af råvarer, andre ingen; igen er andre små, andre er store; mange har store befolkninger, andre ikke; så man har meget forskellige økonomiske parametre i forsøget på at udvikle et nyt system, og hvis man gør det for hurtigt og for nøjeregnende, får man et dårligt resultat: ligesom euroen.

Euroen forsøgte at sætte forskellige lande med forskellige økonomiske parametre i en politisk tvunget gennem valuta, men det er ikke et godt resultat. Hvis man f.eks. taler med befolkningen i Grækenland, lider de stadig absolut under de brutale gældsbetingelser, der blev pålagt dem.

Så jeg synes, det er mere en realistisk proces at forsøge at gøre det rigtigt, snarere end økonomiske vanskeligheder. Og jeg er temmelig sikker på, at de i oktober vil annoncere nogle nye medlemmer i Kasakhstan, Rusland, og bestræbelserne på at have egne valutaer, at have handel indbyrdes i den nationale valuta, alt dette fortsætter.

SCHLANGER: Nå, vi er løbet tør for spørgsmål, Helga. I morgen, fredag den 19. juli, vil du være formand for endnu et møde i den internationale Fredskoalition. Vil du sige noget om det kort?

Sepp-LAROUCHE: Ja. Emnet vil helt sikkert være denne nye opfordring, jeg udsendte til ældre statsmænd og andre embedsmænd, tidligere militær, tidligere medicinske mennesker, tidligere forskere, at træde frem og repræsentere et Fornuftsråd. Jeg synes, det er meget vigtigt: fordi du stadig har en situation, hvor du har mange, mange fredsorganisationer over hele verden. Mange af dem har ingen viden om hinanden eller har ingen kontakt med hinanden eller er bare isolerede. Og jeg tror, at du på en eller anden måde har brug for, og jeg ville virkelig håbe, at nogle ekstraordinære mennesker ville komme sammen, og bare det faktum, at en sådan proces finder sted, vil forhåbentlig overbevise—fordi min vurdering er, at du i mange lande i Vesten lige nu har disse krigsførende krigsfraktioner. Nogle af dem er håbløse: de vil bare gå til den bitre ende af tredje verdenskrig, uanset hvad der sker med den menneskelige art.

Men det er ikke alt. Du har også folk, der siger, ” ja, måske. Jeg er ikke helt enig i dette, men jeg er nødt til at følge linjen, for hvis jeg ved, at jeg er imod det, vil jeg miste min plads i parlamentet; jeg vil ikke blive stillet til valg mere. Så jeg går sammen for at komme sammen.”Og den holdning, at være opportunistisk og gå sammen for at komme sammen, dette er den mest foragtelige af alle, fordi min afdøde mand, Lyndon LaRouche, altid sprængte en sådan tankegang, fordi det er, hvad Bibelen kalder de “lunkne”: dem, der ikke er helt kolde, men de har heller ikke modet til at være varme.

Og så har du mange mennesker, der er helt uvidende, og bare ikke har nogen anelse om, hvor tæt vi er på Tredje Verdenskrig.

Så jeg håber med en sådan ide om et Fornuftsråd, hvor forhåbentlig folk fra hele verden vil træde frem og sige, ” Vi er den intellektuelt mest avancerede art på planeten, og sandsynligvis i universet, fordi vi ikke har mødt nogen anden fra en anden planet, der ville træde ind og hjælpe os ud.”Så vi er den art, der er begavet med fornuft, og hvis vi ikke viser evnen til at forhindre vores egen selvudslettelse, så er vi bare ikke moralsk egnede til at overleve!

Så da dette er en meget alvorlig sag, håber jeg virkelig, at dette lykkes. Og jeg appellerer til jer alle, at hjælpe os med at finde sådanne personer. Hvis du selv er en, kontakt os, gå fremad. Hvis du er nogen, der har en ide om, hvem der kunne være i et sådant råd af grund, fortæl os om det, og lad os arbejde for at finde og kontakte disse mennesker.

Så det hele vil helt sikkert være et emne for diskussion. I morgen vil der naturligvis være diskussion om implikationen af mordforsøget mod Trump. Hvor vi står strategisk: det faktum, at nu, kansler Scholtsz, dette (Jeg er nødt til at moderere mit sprog) han accepterede, at USA tog beslutningen om at udstationere langtrækkende missiler i Tyskland, som har rækkevidder meget længere end endda Taurus-disse våben kan nå langt ud over Moskva. “USA traf den beslutning, og han er enig i den.”

Hvor er suveræniteten? Hvor er det tyske folks egeninteresse?

Og da en lignende ting eksisterede i 1980 ‘ erne med mellemdistancemissiler, Pershing 2 og SS-20, var der hundreder af tusinder af mennesker på gaden. Alle vidste, at vi kun var få minutter væk fra tredje verdenskrig! Så det vil være et emne for diskussion.

Og naturligvis den eskalerende situation i Sydvestasien, den forfærdelige igangværende katastrofe og folkedrabet. Det vil helt sikkert blive diskuteret, og behovet for at skubbe Oasis-planen endnu mere, og behovet for at have en ny sikkerheds-og udviklingsarkitektur for hele verden.

Så det er meget interessant, og hvis du vil vide, hvad de bedste eksperter i verden siger, nogle af dem, skal du slutte dig til os i morgen.

SCHLANGER: og det er en mulighed for at deltage i opbygningen af denne helt nye arkitektur, der er afgørende. Så, Helga, Tak fordi du kom med os, i dag. Og jeg håber, at folk tager din appel til at deltage igen i morgen, at høre diskussionen og deltage. Så med det ses vi i næste uge.

Til i morgen, og så i næste uge.

Der er også en rapport fra Feride Gillesberg om LaRouche-kandidaternes valgkampagne i USA.

På grund af en teknisk fejl, er der ingen billeder i videoen, kun lyd.

Her er en separat lydfil:

Foto: video grab

Dennis Speed, EIRNS

17. juli 2024

»Der er et tidevand i menneskers anliggender / som, når det tages med strømmen, fører til lykke; / indrømmet, hele deres livs rejse / er bundet i lavvandede områder og i elendighed. / På sådan et stort hav flyder vi nu, / og vi må følge strømmen, når den er til gavn, / eller miste vores foretagende.« / Shakespeare, Julius Cæsar, 4. akt, 3. scene.

Vi vil gerne henlede opmærksomheden på de to første punkter i afsnittet »Ledende udviklinger« nedenfor. De viser, hvordan en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur både foreslås og allerede finder sted og involverer fredskræfter, der trodser anglosfærens krigeriske »guder fra Olympen«.

»Prometheus«-tænkende institutioner og enkeltpersoner trodser med succes de farlige, men dødsmærkede guder i det forældede NATO og den fallerede City of London/Wall Street. De kan hyle og skrige, som EU gør over for Ungarns Viktor Orbán, men der er intet, de kan tilbyde eller gøre for at stoppe historiens gang, bortset fra en atomar » Ragnarok«. Hvordan skal vi sætte ind for at stoppe dette? Et »ældreråd« i Anglosfæren – dem, der ikke har glemt diplomati og forhandling, eller hvordan man tænker – må gribe dette flygtige øjeblik, hvor fred endnu er mulig, og råbe højt og i kor: »Ikke mere krig!«

Var det Global NATO’s internationale snigmordsbureau, der skød på Donald Trump – og ramte ved siden af? Var det den samme gruppering, som kun to måneder tidligere havde skudt og næsten dræbt Slovakiets premierminister Robert Fico? Er snigmord den måde, som City of London og Wall Streets finansielle interesser, for hvem NATO blot er en politimand, har tænkt sig at »Trump-sikre« NATO på? Der er mange spørgsmål og mange spekulationer. Men hvis vi ser bort fra de distraktioner og blindgyder, der i øjeblikket præger de mange menneskers sind, så lad os se på resultaterne af det, der er sket i løbet af de første 15 dage af juli måned.

Viktor Orbán, Ungarns premierminister, gav et netop offentliggjort interview til Financial Times om sit møde med Donald Trump den 11. juli. Det møde fulgte efter Orbáns møde med Volodymyr Zelenskyj den 2. juli, hans møde med Vladimir Putin den 5. juli og hans møde med Kinas Xi Jinping den 8. juli. FT rapporterede, at »Donald Trump hurtigt vil kræve fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine, hvis han vinder det amerikanske præsidentvalg i november, og han har udviklet ›velbegrundede planer‹ for at gennemføre det, har Ungarns Viktor Orbán hævdet efter private drøftelser med den republikanske kandidat. Det perspektiv betyder, at EU bør genåbne den direkte diplomatiske kommunikation med Rusland og indlede forhandlinger på ‘højt niveau’ med Kina for at finde en fredelig løsning på krigen i Ukraine, sagde den ungarske premierminister i et privat brev til EU’s ledere efter konsultationer i Moskva og Beijing.”

Derefter citerer FT Orbán direkte: “Vi kan ikke forvente noget fredsinitiativ fra [Trump] før valget. Jeg kan dog med sikkerhed sige, at han kort efter sin valgsejr ikke vil vente til sin indsættelse, men vil være klar til at fungere som fredsmægler med det samme.”

Et andet aspekt af mødet den 11. juli, som ikke blev rapporteret af FT, og som i lyset af de seneste begivenheder er lige så vigtigt, er blevet fortalt af Orbáns politiske direktør, Balázs Orbán (ingen relation), som også var til stede ved den middag i Mar-a-Lago, som Donald Trump holdt med Viktor Orbán. Ved den lejlighed diskuterede premierministeren og den amerikanske ekspræsident blandt andet den »hidtil usete splittelse og opfordring til vold (som) finder sted i Amerika.« Orbáns politiske direktør bemærkede, at »Vesten tydeligvis tror, at de er i krig med Rusland, og at alle midler er tilladt i krig. Med andre ord er enhver, der taler imod krigskonsensussen, den indre fjende, mod hvem alle midler er tilladt. Denne tilgang dominerer i den vestlige presse mod fredspolitikerne, og det påvirker også Ungarn.”

To dage senere, i Pennsylvania, vendte Donald Trump hovedet, og katastrofen, direkte eller indirekte, skabt af det, som Georgiens premierminister Irakli Kobakhidze kalder »krigspartiet«, blev med nød og næppe afværget. Amerika er nu midlertidigt chokeret til selvrefleksion, fra lørdag den 13. juli, af » volden, som den voldshandling frembragte.« 2024 må være året, hvor amerikanerne beslutter sig for, om nødvendigt gennem masseaktioner, som Scott Ritter og andre har foreslået, at tvinge deres nation til at afstå fra volden i NATO’s evindelige krige. »Men hvordan«, spørger »realisterne«, »skulle det nogensinde ske?«

For at gøre dette, må uafhængige kandidater til føderale embeder, som Diane Sare og Jose Vega i staten New York, der støtter den afdøde økonom og statsmand Lyndon LaRouches løsninger for fysisk økonomi- såsom hans LaRouche Four Laws- føre kampagne for at fremme de oprindelige, antikoloniale principper fra Den amerikanske Frihedskrig. Dette kan fungere, fordi netop disse principper i grove træk nu diskuteres og vedtages af nationer i det Globale Syd/Globale Majoritet, selv om de opgives af det engang så progressive »Vesten«. At gøre dette er at agere fra princippernes »bjergtop«, som Martin Luther King gjorde – ikke taktik, program eller endda politik, som det generelt opfattes.

For at illustrere, hvad vi mener med udtrykket »princip«, er her princip fire i Helga Zepp-LaRouches »Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur«: “Da menneskeheden er den eneste kreative art, der hidtil er kendt i universet, og da menneskelig kreativitet er den eneste kilde til rigdom gennem den potentielt ubegrænsede opdagelse af nye universelle principper, må et af hovedformålene med den nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur være at give adgang til universel uddannelse for alle levende børn og voksne mennesker. Menneskets sande natur er at blive en smuk sjæl, som Friedrich Schiller diskuterer, og den eneste person, der kan opfylde dette, er geniet.”

Den offentlige debat, der involverer alle borgere i opbygningen af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, er netop den universelle uddannelse, der kan skabe betingelserne for geniets opblomstring, som det skete på kirkerådet i Firenze i 1439 gennem den geniale kardinal Nicholas af Cusa, en af de ukendte grundlæggere af Den amerikanske Frihedskrig. Dette, den principielle politik, politik fra Martin Luther Kings og Lyndon LaRouches bjergtop, er den eneste politik i praksis, den eneste »praktiske politik«, der, rettidigt, vil ruste os til at omgå den uendelige fejlberegning af den »gale, gamle, syge og døende« imperiale/koloniale æras atomare »Ragnarok«.

Foto: orbtal media<https://unsplash.com/@orbtalmedia?utm_source=ghost&utm_medium=referral&utm_campaign=api-credit> / Unsplash<https://unsplash.com/?utm_source=ghost&utm_medium=referral&utm_campaign=api-credit>

af David Shavin, EIRNS

16. juli 2024

Der er gået to uger, siden den ungarske premierminister Viktor Orbán overrumplede atlantisterne ved at lande i Kiev den 2. juli, på det der skulle blive den første af fem rejser på hans »fredsmission«. Det blev efterfulgt af møder i Moskva, Beijing, Washington og Mar-a-Lago. Tilsyneladende upåvirket af bureaukraterne i Bruxelles’ skrig og skrål, afleverede han i går sit resumé til Charles Michel, formanden for Det Europæiske Råd. Budskabet var klart. Efter at have advaret om, at »intensiteten af den militære konflikt vil blive radikalt intensiveret i den nærmeste fremtid«, foreslog han, at EU skulle mødes med Kina om en fredskonference.

På den ene side har Kina allerede præsenteret EU og andre for deres 12-punkts fredsforslag, så hvad er det nye ved forslaget fra Ungarns premierminister? Hvor stor en forskel kan det gøre, at et medlem af EU og NATO bryder rækkerne og tilslutter sig Kinas initiativ?

Ud over Orbáns specifikke handlinger de sidste to uger, er det der plager atlantisterne, at Orbán ved, at der vil komme ramaskrig, og det har han tilsyneladende allerede taget højde for. Han bliver ved med at være klar i mælet. I den henseende deler han tilgang med Kinas Xi Jinping. De ved begge, at de taler med vestlige ledere, som, hvis man skal være diplomatisk, har en vis grad af galskab; alligevel fortsætter de roligt og ufortrødent, som om alle er fuldstændig intelligente og af god vilje.

Det er værd at nævne, at Orbán ikke er fortaler for en geopolitisk plan, hvor Vesten drejer væk fra Rusland for derefter at omstille sig til et stort opgør med Kina. Orbán og Ungarn ønsker at være en del af de store infrastrukturprojekter i Bæltet & Vejen. Vestens afhængighed af en række pyramidespil har været drivkraften bag militaristiske geopolitiske planer, men det er ikke normalt.

Kina har lige rapporteret et rekordstort handelsoverskud i sidste måned på 99 milliarder dollars. Sidste år eksporterede Kina industrivarer for 3,38 billioner dollars. Det er værd at bemærke, at i de fire kvartaler, der sluttede i marts 2024, nåede nye nettobanklån til industrielle låntagere seks gange sit tidligere højdepunkt, op til 614 milliarder dollars. Som New York Times udtrykte det, »har udlån til industrier næsten nøjagtigt erstattet de lån, der tidligere gik til ejendomssektoren.« Det vil sige, at da Kina stod over for den massive spekulative ejendomsboble i Evergrande, greb landet ind, reducerede gearingen af spekulationerne og kanaliserede kredit til industrien. Man kan spore det til Alexander Hamiltons nationalbankstrategi, til et konfuciansk moralkodeks eller til Kinas version af socialisme – uanset hvad gjorde de, hvad ethvert normalt land ville gøre.

I dag bragte Kinas halvofficielle Global Times et omfattende interview med den uafhængige kandidat til den amerikanske kongres fra Bronx (CD15), Jose Vega, en fortaler for økonomen og filosoffen Lyndon LaRouche, som mener, at Bronx skal genopbygges med Hamiltons metoder. Global Times fremhævede Vegas og to samarbejdspartneres – Simon Miller og Robert Castles – mod og moral, da de offentligt kritiserede neokonservative som Matthew Pottinger, der, som Vega forklarede, »spreder løgne og bliver betalt for at forvirre den amerikanske offentlighed. Han forsøger at få os ind i krige og en atomkrig, ikke bare med Kina, men også med Rusland. Hans job er at sikre, at den amerikanske offentlighed nærer en form for ubegrundet og irrationelt had til Kina….” Der er mange kinesere, som ville være glade for at erfare, at der findes normale amerikanere.

Kinas Xi Jinping har lagt den selvsamme amerikanske model på verdens bord om, at fattigdom kan udryddes og middelklasser skabes med velvalgte store infrastrukturprojekter og beskyttelse af langsigtede investeringer for at støtte og fremme disse projekter. Orbán har fremlagt på verdens bord, at en leder af en vestlig nation kan høre dette, både når det gælder økonomi og fredeligt samarbejde mellem nationer.

Det gør hele forskellen i verden, at patrioter i hvert af deres lande, når de frigør sig fra fantasien om, at NATO vil få deres ukrainske stedfortræder til militært at besejre Rusland, lærer Orbáns eller Xis tålmodige, utrættelige optimisme baseret på Bælte & Vej-tilgangen. Denne proces med »intelligent nationalisme« skal ikke kun fortsætte, men den må også overgå de forventede mord og terror fra de onde kræfter i den atlantiske “permanente krigsskare”. Schiller Instituttets webcast den 10. juli: »Orbán Tries Diplomacy While NATO Plans More War« burde hjælpe de gode folk fremad!

Foto: Ronan Furuta / Unsplash

DENNIS SMALL

Den 15. juli 2024

Helga Zepp-LaRouche udsendte i dag følgende korte erklæring:

“Verden er stadig i en tilstand af chok. Den eneste grund til, at mordforsøget på Donald Trump den 13. juli mislykkedes, var den helt tilfældige bevægelse af hans hoved med en brøkdel af en tomme, så hans øre og ikke hans øje blev ramt. Havde den bevægelse ikke fundet sted, kunne skuddet have været Sarajevo 2.0, der havde kastet USA og efterfølgende verden ud i kaos, efterfulgt af en global atomkrig.

“De næste tre en halv måned vil være en periode med maksimal fare, optrapning af den militære konflikt omkring Ukraine og Sydvestasien, stigende mangel på regeringsduelighed i Frankrig og muligvis andre lande, øget finansiel turbulens og frem for alt den eskalerende fare for en direkte militær konfrontation mellem `Global NATO’ og Rusland og Kina.

“Ungarns premierminister Viktor Orbán indledte en sonderende mission til Kiev, Moskva og Beijing, og fandt ud af at vejen til diplomati eksisterer. Vi opfordrer derfor ældre statsmænd, religiøse ledere, tidligere diplomater og folkevalgte, pensionerede militære og andre civile ledere – fra alle nationer – til at træde frem og skabe et Fornuftens Råd for at udforske potentialet for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som kan tage hensyn til interesserne i hvert eneste land på kloden.”
*
I en diskussion med internationale samarbejdspartnere i dag diskuterede Zepp-LaRouche de organisatoriske udfordringer, som den globale krise udgør, herunder det chokerende mordforsøg på Trump. “Jeg synes, det er et meget godt billede for folk at reflektere over. Det viser måske, hvor tæt vi er på den totale udslettelse af den menneskelige art…. Verdens skæbne er lige så skrøbelig som denne tilfældige bevægelse af Trumps hoved. Hvis man tænker over det, bør det løbe en koldt ned ad ryggen. For det er virkeligheden, og det bør bidrage til, at folk vågner op af deres selvtilfredshed med det, der tydeligvis er det farligste øjeblik i historien nogensinde.”

Mordforsøget på Trump fandt sted knap 48 timer efter NATO-topmødet den 9.-11. juli i Washington, D.C. Mødet aktiverede en politik for at erstatte alle suveræne regeringer – inklusive USA’s – med en overnational militærstruktur under NATO-kommando, med briterne i førersædet. Et vigtigt element i deres plan er at gøre USA selv ustyrligt, at udløse en “spændingsstrategi”, herunder orkestreret vold og kaos.

Var mordet på Donald Trump tænkt som startskuddet til det? Blev sikkerheden ved arrangementet i Butler, Pennsylvania, bevidst svækket for at lette arbejdet?

Vi kender endnu ikke svarene på de spørgsmål. Men vi ved, at “Global NATO”-politikken er i overensstemmelse med det, og vi ved også, at den eneste måde at stoppe deres politik for at ødelægge enhver form for suverænitet og udvikling på er at organisere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Den Internationale Fredskoalitions Uafhængigheds erklæring  om en forestående atomkrig: Begynd forhandlinger om fred nu udstikker en vej til at opnå dette, begyndende med at indlede diskussioner og derefter forhandlinger efter de linjer, som den russiske præsident Vladimir Putin foreslog i sit fredstilbud den 14. juni.

Et ” Fornuftens Råd” bestående af ældre statsmænd fra hele verden kan være en afgørende katalytisk kraft til at fremme denne proces.
Zepp-LaRouche afsluttede sin diskussion med sine medarbejdere i dag med at understrege, at en sådan ny tilgang er påtrængende nødvendig, hvis menneskeheden skal reddes. “Hvis vi holder os inden for rammerne af ‘jeg tilhører dette parti og kan kun tale med denne person og tænke dette’, så længe du holder dig inden for den slags snærende bånd, er vi alle dømt il undergang. Vi må på en eller anden måde sætte gang i diskussionen om, hvad et nyt paradigme egentlig betyder med hensyn til suverænitet, udryddelse af fattigdom, sundhedssystemer, infrastruktur, kreditsystem, uddannelse – en anden måde at tænke på.” Hun insisterede på, at “det er de spørgsmål, der er vigtige, og folk skal organiseres til at tænke i de baner. Og det er sammenfaldende med, hvad den Globale Majoritet forsøger at gøre.” Det er Lyndon LaRouches metode, der har givet os en måde at tænke på, som bryder med aksiomerne i reduktionistisk tænkning og “har lært os ikke at tro på nogen bestemt doktrin, men hvordan videnskabens fremskridt har bevæget sig fremad fra den ene tænker til den næste, og hvordan det blev til den selvberigende mangfoldighed, som der ikke er nogen ende på. Det er det smukke ved det.”

Zepp-LaRouche konkluderede: “Vi er ved afslutningen af en epoke: 500 års kolonialisme er ved at nå en uigenkaldelig afslutning. Når det er slut, er det enten et nyt paradigme eller tredje verdenskrig. Og jeg kan ikke se nogen mellemvej til det.”

Foto: Jackie Faye Burton, U.S. European Command

STEWART BATTLE

Den 14. juli 2024

Skyderiet den 13. juli ved et Trump-kampagnemøde i Butler, Pennsylvania, chokerede nationen og verden og bragte landet bogstaveligt talt tæt på totalt kaos. For første gang i årtier har en præsident eller præsidentkandidat været udsat for et mordforsøg, og det på et afgørende tidspunkt i historien. Dette er ikke blot et angreb på Donald Trump, men et angreb på USA’s præsidentielle institution og på denne institutions evne til at reagere organisk eller ikke-lineært i et øjeblik med alvorlig krise.

Uanset hvilke detaljer der måtte dukke op i løbet af de kommende dage om det uhyrlige sikkerhedssvigt – eller det der er værre – der fandt sted den 13. juli, er der umiskendelige processer i gang på det strategiske niveau, som bør informere vores tænkning. Trump har befundet sig i en slags historiens sigtekorn, mindre på grund af noget, han har gjort, end på grund af vægten af de begivenheder, han har været omgivet af.

Overvej dette mordforsøg i lyset af, at den ungarske premierminister Viktor Orbán afsluttede sin “fredsmission” i sidste uge ved at besøge Mar-a-Lago i Florida for at mødes med Trump i kølvandet på NATO-topmødet i Washington. Det er den samme Orbán, hvis ven, Slovakiets premierminister Robert Fico, også blev skudt og næsten dræbt den 15. maj i et attentatforsøg for ikke engang to måneder siden. Disse realiteter minder én om det Internationale kontor for Snigmords rolle, og dets rolle som en mekanisme til håndhævelse af resterne af nutidens britiske imperiesystem – også over for det amerikanske præsidentskab. Som LaRouche-organisationens rapport, “Stop NATO’s World War: Dismantle the International Assassination Bureau“, udtrykte det i februar 2023: “Det er slående for enhver, der tør tænke over det, at enhver verdensskikkelse, herunder eftertrykkeligt enhver amerikansk præsident, der har til hensigt at føre en politik for fred og udvikling, kommer under øjeblikkeligt angreb på forskellige måder. Medieangreb og bagvaskelse, kup og farvede revolutioner, juridiske overgreb og snigmord er redskaberne i et internationalt snigmordsbureau, som forsøger at skabe terror i befolkningerne og demoralisere dem til at acceptere diktaterne fra et ikke-valgt organ af angloamerikanske oligarker, som skaber og brutalt gennemtvinger deres ‘regelbaserede orden’ på kloden.”

Intet ærligt menneske kan benægte, at verden i dag står på tærsklen til en ny epoke. Der er mange aspekter af dette, som man kan pege på, men det mest betydningsfulde er måske, at Vestens bestræbelser på at “isolere” Rusland og flytte den globale opinion til deres fortælling om den “eksistentielle trussel mod demokratiet” er slået fuldstændig fejl, og at der opstår flere og flere brud på dæmningen, for hver dag der går. NATO og de vestlige etablissementer, som er tilhængere af krig, er rasende og yderligere bekymrede for en Trump-sejr i november og benyttede sidste uges NATO-topmøde i Washington til at foretage yderligere optrapninger mod Rusland, udstationere langdistancemissiler i Europa og konkretisere planer om at “Trump-sikre” alliancens strukturer i de kommende år. Nu opfordrer Storbritanniens RUSI Storbritannien til at “understrege” sin atomare afskrækkelse som en mere ledende rolle i NATO.

Der er en hektisk indsats i gang for at bevare kontrollen over denne kollapsende unipolære verdensorden, og det er dette – ikke valget i november – der er på spil.

I løbet af de næste tre en halv måned går USA ind i en periode med ustabilitet uden fortilfælde, og det er et faktum, som man bevidst forsøger at opildne til. De, der bider på krogen og kaster sig ud i partipolitik, går glip af musikken i det, der faktisk udspiller sig, og vil sandsynligvis gøre situationen endnu værre. Tag i stedet et indblik fra den uafhængige senatskandidat i New York Diane Sare, som den 1. juli, for kun to uger siden, advarede om et muligt mord på Donald Trump, i betragtning af den nuværende afsindige fremstormen mod atomkrig med Rusland og de modsatrettede beskedne udtalelser fra Trump i opposition.

Derfor må den russiske præsident Putins fredsforslag for Ukraine fra den 14. juni tages op, og det skal ske hurtigt. Det repræsenterer en udstrakt hånd til USA og Vesten, et forslag til en ny sikkerhedsarkitektur, som kan være en bro fra den nuværende tragedie med en global krig, der gør en ende på civilisationen, til et potentielt respektfuldt forhold til andre førende nationer på kloden.

Således kan det amerikanske præsidentskab reddes fra dødens gab.

Foto: Trump ?

Ikke korrekturlæst

13. juli 2024
(EIRNS) – Marcia Merry Baker. Verden har aldrig før befundet sig i den nuværende akutte tilstand af fare. Der sidder et ikke-fungerende statsoverhoved i Washington, alt imens vi befinder os i atomvåbnenes tidsalder. Præsident Joe Biden har altid kufferten med den røde knap i nærheden af sig. Faren er der time for time.

FLASH: Præsident Donald Trump rapporteres af U.S. Secret Service at være i god behold her til aften efter et skudsår i et mordforsøg på ham omkring kl. 18.15 EDT i dag ved et udendørs kampagnemøde i Butler, Pennsylvania, nord for Pittsburgh. Skytten skød flere gange ind i mængden og dræbte en tilskuer og sårede to andre. Skytten, der skød fra en forhøjet position uden for selve mødestedet, blev dræbt af U.S. Secret Service på stedet. Nærmere oplysninger er på vej.

NATO-topmødet den 9.-11. juli i Washington D.C. var et krigstopmøde. Fra erklæringen til den særskilte “Ukraine Compact” og udtalelser fra visse individuelle deltagere var der fokus på NATO’s møder: Rusland skal besejres, Kina er Ruslands støtte, den multinationale krigsmaskine og kommandocentrene er suveræne.

For det andet var præsident Joe Biden fra det land, der var vært, i realiteten “ikke til stede”. Han har ikke “været der” i nogen tid. Hele verden krymper sig, når de ser det. Men præsident Biden opretholder indtil videre udseendet af at have et embede gennem gentagne fortællinger. Han hævder: “Jeg er nødt til at afslutte det, jeg startede.” Han erklærer, at USA “er uundværlig”. Det er mere end skræmmende.

Det mest skræmmende af alt er, at især det amerikanske folk, men ikke alene, lader dette fortsætte. Der kan være mange årsager til deres farlige passivitet – mediernes mørklægning af virkeligheden, modkulturen, fikseringen på sport og underholdning samt nød, nedværdigelse og fortvivlelse. Men i rækkerne af læger, præster, pensioneret militær, produktive sektorer, er der dem, der kunne og burde reagere på kaldet.

Det, vi er oppe imod, kan kaldes den “usynlige regering”, hvis komplette liste over kontrollører, håndlangere og bøller måske ikke alle er velkendte og umiddelbart kan offentliggøres. Men det er ingen hemmelighed, at en hemmelig regering fungerer, og at dens stamtavle har et stærkt angelsaksisk præg.

Vær klar over, at der ikke er nogen “forfatningskrise” som sådan i USA. Den amerikanske forfatning har klogt nok en bestemmelse om, hvem der skal fungere som USA’s øverstbefalende, når den nuværende ikke kan. Der er Amendment 25, som omhandler betingelserne for at gennemføre dette.

USA er ramt af et “valgsyndrom”. Al snak handler om, hvorvidt Biden skal være i eller uden for embedet, ud fra en måling af, om det demokratiske parti kan slå Donald Trump i november. Trump på sin side glæder sig over, at Biden bliver siddende, fordi Trump nemt kan slå ham. Ellers er der et par variationer af disse scenarier, men de er alle sammen både tåbelige og farlige.

Svaret er at gennemtvinge en drastisk og øjeblikkelig ændring af politikken væk fra det globale NATO’s militære, økonomiske og tyranniske vanvid. Amerikanerne skal igen have en øverstbefalende, som kommer til magten i et skift tilbage til en regering, der er af, ved og for folket, og som inkluderer udenlandske relationer med alle folk og nationer, baseret på det universelle princip om respekt.

Der er stemmer internationalt og nationalt i USA, som siger fra og gør en afgørende forskel. Den ungarske premierminister Viktor Orbán meddelte, da han forlod USA i denne uge, at han vil fortsætte sin “mission for fred”. Den højtstående amerikanske tidligere diplomat Chas Freeman gennemgik i et interview i dag NATO-topmødet og sagde, at det i virkeligheden var et træk fra nogle få selvvalgte nationer og interesser ind i et ” tårn som et tilbagetog fra verden.”

Helga Zepp-LaRouche, leder af Schiller Instituttet, beskrev i går på den ugentlige Internationale Fredskoalition (IPC) NATO-topmødet som “utroligt krigerisk” og opfordrede til maksimal mobilisering mod krigsmaskinen. IPC’s rolle er afgørende, ikke kun for at forbinde forskellige initiativer, men også for at løfte bestræbelserne på at lykkes med at formulere en politik for verdens økonomiske og sikkerhedsmæssige arkitektur, som kan erstatte det nuværende dødelige vestlige system, der er ved at kollapse.

Der er en tidsplan for kommende protestdemonstrationer, herunder bl.a: 6.-9. august med demonstrationer over hele verden på årsdagen for USA’s atombombninger af Hiroshima og Nagasaki; 1. september, den internationale fredsdag; 28. september, en protestdag, der især fremmes af den amerikanske leder Scott Ritter, militærekspert; og 3. oktober i Tyskland, hvor der er planlagt store fredsdemonstrationer mod militarisering.

Der er ingen tid at spilde. Den britiske verdenskrigsfraktion gjorde sine intentioner klare i en artikel i Royal United Services Institute (RUSI), der er direkte forbundet med det Britiske Imperiums monarki og City of Londons finansielle etablissement. Den 18. juli er Storbritannien vært for over 40 europæiske nationer og enheder på Blenheim Palace (familiesæde for hertugerne af Marlborough, hvis barnebarn bl.a. var Winston Churchill) ved det fjerde møde i Det Europæiske Politiske Fællesskab. (Det Europæiske Politiske Fællesskab blev lanceret af den franske præsident Emmanuel Macron i 2022).

RUSI seniorforsker i europæisk sikkerhed, Ed Arnold, skrev, at Storbritannien må komme i front med NATO og atomart beredskab. For det første vil Storbritannien presse på for at få bekræftet tidsrammen for den forventede krig i Europa, så Storbritannien kan blive klar. “Forskellen mellem at være klar til 2027 og 2033 er markant.”

For det andet vil Storbritannien bestræbe sig på at koordinere sine militærudgifter med NATO’s forsvarsplanlægningsproces (NDPP). Arnold siger, at dette bør indarbejdes i Storbritanniens Strategic Defense Review, som han siger vil blive annonceret af premierministeren i næste uge.

For det tredje hedder det i RUSI-artiklen: “De britiske atomvåbens rolle bør understreges. I modsætning til Frankrig overdrager Storbritannien sine atomstyrker til NATO, og i en farligere verden og med risikoen for et uengageret USA lægger europæerne mere vægt på atomar afskrækkelse. Storbritanniens kapacitet på atomområdet bør også i højere grad bruges som et forhandlingsredskab inden for NDPP, snarere end som et ekstra element.”

Det er tid til at gå på gaden – både bogstaveligt og metaforisk! Udvid Den Internationale Fredskoalition nu.

Foto: Official White House Photo by Adam Schultz

Ikke korrekturlæst

12. juli 2024 (EIRNS)  Hej, velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er vores 58. møde i træk. Tak til jer alle, fordi I er kommet. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg er jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Speed og Dennis Small. Vi bringer folk sammen fra hele verden.

Vi startede denne proces med denne koalition for at bringe folk sammen på tværs af deres ideologiske forskelle til menneskehedens fælles bedste. Det er meget tydeligt, at vi er på – på et vist punkt siger man, at vi er så tæt på, at vi er så tæt på atomkrig. Det føles bare, som om det kommer tættere og tættere på for hver dag, der går. Derfor er det så meget desto vigtigere, at vi får samlet alle. I sidste uge så vi nogle meget vigtige udviklinger fra Ungarns premierminister Orbán, som har rejst rundt i verden på en fredsmission, som har været meget vigtig. Det vil vi høre mere om i dag i løbet af diskussionen.

Jeg lægger dagsordenen i chatten. Vi vil have et bestemt antal talere til at starte med for at give et vist overblik og en diskussion, og så vil vi gå ind i en generel diskussionsperiode. Med det vil jeg gerne åbne op for Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Hej til jer alle sammen. Jeg vil bare kort tale om NATO-topmødet, som var 75-årsdagen for grundlæggelsen af NATO. Som man kunne forvente, var resultatet af det ret krigerisk. Hvis man sammenligner deltagernes svaghed med deres prætentioner, var der allerede en enorm uoverensstemmelse. Ikke alene sladrer hele verden om det faktum, at præsident Biden talte om vicepræsident Trump, dvs. Kamala Harris, og Ukraines præsident Putin i den åbenlyse sammenblanding. Hele verden spekulerer på, om Biden vil blive udskiftet ved et åbent konvent på det kommende demokratiske partikonvent. Men også nogle af de andre deltagere er ikke i meget bedre form politisk. Macron er stort set færdig i Frankrig; Scholz er mildest talt svag; andre ser ikke meget bedre ud. Ikke desto mindre tror jeg, at dette NATO-topmøde vil gå over i historien som en utrolig krigerisk begivenhed, hvor man ikke bare annoncerede forskellige ting, men dybest set erklærede, at demokratiet var forældet og utidssvarende. De siger dybest set, at konflikten med Rusland vil – “Den trussel, som Rusland udgør mod NATO på alle områder, vil bestå i meget lang tid.” Hvordan kan de vide det? Hvordan ved de, om demokratiprocessen måske vil bringe regeringer ind i Europa, som for eksempel er af samme mening som premierminister Orbán, nemlig at man kan og bør forhandle med Rusland? Det er en påstand, men det, der bliver klart af disse udtalelser, er, at de ikke kun ønsker at gøre NATO “Trump-proof”, hvilket betyder, at selv hvis Trump kom ind i Det Hvide Hus i januar, ville det ikke gøre nogen forskel, fordi de ville have bundet alle politikker så stramt, at selv Trump ikke kunne ændre det. Men også for andre regeringer ville det ikke gøre nogen forskel, hvis der kom et valgskifte.

En af de mange utrolige ting, der blev sagt i resolutionen og på anden vis, er naturligvis, at Kina blev beskyldt for at være den vigtigste drivkraft bag den russiske krig i Ukraine, hvilket allerede har medført meget skarpe protester fra Kinas side. Kina understregede sin ekstremt konstruktive rolle i at tilbyde en fredsplan, som tydeligvis blev fuldstændig ignoreret af denne NATO-erklæring. Men erklæringen gjorde også Rusland, Kina, Iran og Nordkorea til fjender. De erklærede, at NATO vil strække sig ud i Stillehavet; at konfrontation vil være til gavn. De meddelte også, at USA vil placere langdistancemissiler i Tyskland inden 2026. Igen er der mange valg imellem, som de fuldstændig ignorerede. Derefter vil disse midlertidige amerikanske langdistancemissiler blive erstattet – ifølge hensigten – af europæisk produktion af lignende langdistancemissiler. Dybest set annonceres et nyt våbenkapløb i produktionen af sådanne systemer. Naturligvis vil disse langdistancemissiler række 2500 km og nå Moskva fra Tyskland og videre. Hvad dette naturligvis bringer tilbage i hukommelsen, i det mindste hos nogle af de ældre mennesker, er krisen med mellemdistancemissiler i begyndelsen af 1980’erne, hvor hundredtusinder af mennesker var på gaden, og alle, inklusive Helmut Schmidt på det tidspunkt, var ekstremt bekymrede for, at vi kun var fem minutter fra en atomkrig. Fredsbevægelsen dengang havde stor indflydelse og bidrog til en holdningsændring. Man kan kun håbe, at befolkningen i dag er ved at få øjnene op for den utrolige fare, der eksisterer.

Det blev også sagt meget klart i erklæringen, at det, der bekymrer NATO, er, at Rusland angiveligt er en trussel mod “den euro-atlantiske sikkerhedsarkitektur, og at Kina er en trussel mod den euro-atlantiske sikkerhed.” Så virkeligheden er, som vi altid har diskuteret det her, at den virkelige grund til krigen i Ukraine, til alle disse konflikter, er det faktum, at der er ved at opstå et nyt økonomisk system, hvor landene i det Globale Syd ikke længere accepterer at blive holdt i en status som kolonier. Og på grund af det utrolige kinesiske økonomiske mirakel, som først løftede 850 millioner mennesker ud af fattigdom i Kina og derefter udvidede denne model med Bælte- og Vejinitiativet til landene i den Globale Majoritet. Disse lande er nu i færd med at overvinde deres status som de facto kolonilande uden adgang til kredit til udvikling. Det ændrer sig nu; et nyt system er ved at opstå. I stedet for at tage den udstrakte hånd, som Xi Jinping tydeligvis gjorde mange gange, og selv Putin sagde med sit forslag om den eurasiske sikkerhedsarkitektur den 14. juni, at den er åben for NATO-medlemmer, uden at specificere hvilke NATO-medlemmer. Men som jeg har sagt mange gange, og jeg er helt sikker på det, hvis de vesteuropæiske lande og selv USA er villige til at samarbejde med denne nye orden, vil det blive hilst velkommen, for det er hele menneskehedens skæbne, der afhænger af det.

Hvis disse langtrækkende missiler bliver installeret i Tyskland i 2026, hvilket er lang tid i betragtning af omstændighederne, har Ruslands viceudenrigsminister Ryabkov allerede sagt, at det vil medføre et militært svar, og at Rusland vil reagere på det på en meget rolig og afmålt måde, men de vil absolut reagere.

Der er stadig masser af tid; det er næsten 1,5 år. Så der er masser af tid til at mobilisere imod det, og heldigvis har vi et alternativ på vej, og det er den meget respekterede og modige indgriben fra premierminister Orbán, som brugte det faktum, at Ungarn har EU-formandskabet fra 1. juli, til at starte en hvirvelvindsturné i diplomatiet. Den 1. juli blev Ungarn formand for EU. Allerede den 2. juli var premierminister Orbán i Kiev, hvor han talte med præsident Zelenskyj. To dage senere var han i Moskva for at tale med Putin. Derefter tog han videre til Beijing for at tale med Xi Jinping. Fra Beijing tog han så direkte til NATO-topmødet, velvidende at Ungarn er et land med en relativt lille befolkning, men han demonstrerede, at selv små lande kan føre en uafhængig suveræn politik i overensstemmelse med Ungarns og for den sags skyld mange andre landes interesser.

I Bruxelles var der naturligvis et fuldstændigt hysterisk udbrud af angreb på Orbán; af overvejelser om, hvordan de muligvis kan forkorte Ungarns formandskab? Måske få den næste i rækken, Polen, til at komme ind allerede den 1. september. Her ser man igen demokratierne på arbejde; de har bøjet reglerne, som de ønsker. Men det er endnu ikke et afklaret spørgsmål, for premierminister Orbán gik meget intelligent til værks. Han talte ikke kun med Zelenskyj, Putin og Xi Jinping, men han tog straks fra Washington til Mar a Lago og mødtes med Trump, som han allerede havde mødt i marts. Udenrigsminister Szijjártó var også taget til New York flere gange for at tale med de unge republikanere. Så der synes helt klart at være en forståelse, og Orbán sagde også, at han tror, at hvis Trump bliver den næste præsident, så vil han afslutte krigen i Ukraine med det samme. Og naturligvis er Orbán begyndt at skabe kontakt og forbindelser til mange mindre partier i andre europæiske lande, som nu er repræsenteret i en fraktion i Europa-Parlamentet. Og så mødtes han også med præsident Erdogan på sidelinjen af NATO-topmødet. Og selv om de har ret forskellige holdninger, f.eks. til Mellemøsten, er de alligevel enige om, at der skal findes en diplomatisk løsning på krigen i Ukraine med det samme. Husk, at det var Erdogan, der spillede en afgørende rolle i fredsforhandlingerne mellem Ukraine og Rusland i marts 2022, hvilket virkelig er beviset på, at alle beskyldningerne mod Putin om, at han ikke ønsker at forhandle, og at man derfor er nødt til at finde en løsning på slagmarken, er forkerte. For der var en mulighed for fred i marts 2022, som blev saboteret af Boris Johnson. Og det vil jeg gerne understrege igen, for hele fortællingen fra NATO og alle, der støtter denne konfrontation, bygger på, at man ikke kan forhandle med Putin, at han ønsker at genskabe Sovjetunionen og endda mere end det. Og når han har gjort det, vil han gå ind i Tyskland, fordi Pistorius siger, at Tyskland skal være klar til krig med Rusland, også på tysk territorium, inden 2029. Hele denne fortælling er forkert; og beviset er, at der var en forhandlingsløsning mellem Zelenskyj og Putin i marts 2022. Nu fokuserer mainstream-medierne naturligvis på den ene ting, som er den virkelige skandale – og det er den absolut skandaløse indgriben fra Boris Johnson, som gik ind i Kiev og den 9. april 2022 fortalte Zelenskyj, at han ikke skulle indgå en aftale med Putin, men fortsætte med at kæmpe. Du har fuld opbakning fra hele NATO og Vesten. Derfor raser denne krig stadig mere end to år senere og har dræbt mere end 500.000 ukrainere og mange russere. Så i stedet for at medierne fokuserer på Boris Johnsons onde rolle, holder de fast i fortællingen om, at Putin skulle have til hensigt at genskabe Sovjetunionen, hvilket ikke kan bevises. Der er ikke én eneste udtalelse fra Putin eller nogen anden relevant person i en magtposition i Rusland, som kan dokumentere det.

Så derfor mener jeg, at premierminister Orbáns modige indgriben skal støttes. Og jeg håber virkelig, at der er mange andre lande end Tyrkiet, måske fra det Globale Syd, fra Latinamerika, Afrika, Asien, som støtter Orbán i hans fredsmission. For det involverer Kina, som har en fredsplan, der blev tilbudt for lang tid siden; den blev fornyet i en fælles intervention mellem Kina og Brasilien, så sporet mod fred er ikke umuligt. Men det betyder naturligvis, at det nuværende NATO-topmøde virkelig skal imødegås. For hvis det er perspektivet, er vi virkelig på kanten af Tredje Verdenskrig på kort sigt.

Jeg bør også nævne, at situationen i Sydvestasien, selv om vi i den seneste tid har fokuseret meget på Ukraine, fortsat er et skrækscenarie. Folkemordet i Gaza er under optrapning; der er en sultkrise i hele Gaza. Dette er blevet rapporteret af mange FN-organisationer. Derfor er jeg meget glad for at høre, at fader Bury vil give os en opdatering på sin organisering af Oase-planen, som er absolut påtrængende og kun vil blive løst, hvis vi fik en global sikkerheds- og udviklingsarkitektur for hele verden. Det er i hvert fald min vurdering.

Så jeg synes, vi er i en utrolig situation. Det gør det meget påtrængende, at vi udvider IPC-organiseringen, og at vi virkelig skal sørge for, at verden ved, hvor utroligt farligt tæt vi er på tredje verdenskrig. Folk skal virkelig mobilisere sig, som de gjorde i begyndelsen af 1980’erne, for at stoppe dette. Det var det, jeg ville sige i begyndelsen.

Under diskussionen

JOSE VEGA: Først vil jeg gerne selv gribe ind. Jeg så, at franskmændene lavede interventioner, og du afspillede videoerne tidligere. Jeg synes helt ærligt, at det er fantastisk. Den uafhængighedsbevægelse, vi har startet her i USA, er ikke noget, der kun er begrænset til dette land. Det er selvfølgelig en international bevægelse, og det er en international proces. Det er noget, der består af stemmer, ikke bare uafhængige kandidater, selv om kandidater kan være med i det. Det, der erstatter det, er simpelthen stemmer fra mennesker fra forskellige lande, der siger fra over for uretfærdigheder og løgne. Hvis vi havde hundredvis af mennesker, der sagde fra her i USA og i andre dele af verden, kunne vi faktisk have en regering. Hvis folk blot fortalte sandheden om det faktum, at der ikke er noget præsidentskab lige nu, for det er virkelig det, der burde skræmme folk lige nu; at den person, som de såkaldt “valgte”, ikke er den person, der træffer beslutningerne for dem. Det bør undersøges, hvem det helt præcist er. Det er noget, der bliver udstillet for hele verden.

Jeg vil bare gerne tale om idéen om at gribe ind til at begynde med. Der er et citat her af Fannie Lou Hamer. Jeg havde en diskussion med nogen i går om, hvad de skal gøre, hvis de faktisk er bange for at gribe ind. Jeg prøver at finde det præcise citat her. Ray McGovern gav os faktisk også nogle gode råd. Han citerede Fannie Lou Hamer, og jeg mener, at citatet lyder: “Nogle gange føles det, som om det at sige sandheden i dag er at løbe risikoen for at blive dræbt. Men hvis jeg falder, vil jeg falde fem fod fire tommer fremad i kampen for frihed.” Alle, der nogensinde har lavet en intervention før, føler den slags frygt. Man spørger sig selv, hvorfor der ikke er flere, der griber ind? Det har de faktisk gjort lige siden den proces, vi startede for to år siden med mine venner og mig og Anastasia, som også er interventionist. Vi brød på en måde de sociale normer og sagde: “Det er OK ikke bare at gribe ind, men også at fortælle sandheden.” Vi har set et stort oprør og en stigning i antallet af interventioner, især siden den 7. oktober. Folk taler om, at der foregår et folkedrab; folk griber ind og afbryder; det øger spændingen, ikke bare her i USA, men i hele verden.

Så jeg vil bare sige til folk, der måske føler sig nervøse eller bange for deres karriere, eller hvad deres familie vil tænke om dem, at jeg faktisk vil bede Helga om at tale lidt mere om dette, om konteksten for vores liv. Som jeg ser det – og det er ikke for at lyde hård – kan meget af det, folk gør i dag, opfattes som meningsløst. De måltider, vi spiser, de mennesker, vi taler med. Det, der i sidste ende betyder noget, er, hvad vi efterlader til fremtiden og vores efterkommere. Jeg tror, det er sådan, jeg ser mit personlige liv, og det er sådan, jeg opfordrer andre mennesker til også at gribe ind. Se dit liv ud fra, hvilken effekt det vil have om 500-1000 år. Lyndon LaRouche havde denne idé om evighedens samtidighed, men hvis jeg må spørge Helga, om du vil uddybe denne idé, så tror jeg også, at det ville være vigtigt for folk at reflektere over dette. Jeg gør det ikke for min egen skyld; jeg ved ikke, om jeg i min levetid vil se en fremtid uden folkedrab og krig, men jeg ved, at jeg er nødt til at kæmpe for den alligevel, for jeg ved, at den vil komme.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan svare på dette spørgsmål. Faktisk er det meget vigtigt, for hvis man ser tilbage på historien, så er det faktum, at menneskeheden er kommet til det punkt, hvor vi er i dag, nemlig 8 milliarder mennesker, enorme gennembrud inden for videnskab og teknologi. En smuk verden er faktisk inden for rækkevidde. Og så skal man være bevidst om, at det faktum, at vi er kommet så langt, er resultatet af mange individer, som havde modet til at gå imod tidens odds. Jeg kan kun nævne mennesker som Jeanne d’Arc, eller Nehru, Gandhi, Martin Luther King og mange andre. Det var hver gang et personligt mod at sætte menneskehedens eller nationens velbefindende over sine umiddelbare personlige interesser. Vi bør være evigt taknemmelige for den lange række af sådanne personer. Men Nicolaus af Kues, den store tænker fra det 15. århundrede, sagde faktisk noget meget interessant. Han sagde, at skabelsen er sådan, at hver person sammenfatter hele menneskehedens udvikling indtil dette punkt i sit eget liv. Hvis man vil bidrage med noget meningsfuldt til menneskehedens videre udvikling, skal man være meget bevidst om, hvad det næste skridt er. Jeg tror, at vi for første gang i historien er i en situation, hvor vi ikke bare kæmper for dette vigtige spørgsmål eller denne nationale interesse eller hvad som helst; men vi forsøger for første gang at kæmpe for menneskeartens vedvarende eksistens, som aldrig har været truet så meget som lige nu; ikke engang under Cubakrisen. Mange mennesker er enige om, at vi befinder os i en situation, der er langt farligere end Cuba-krisen.

Så jeg er overbevist om, at hvis vi kan stoppe denne krigsfare, og jeg kan kun sige, at mange af de mennesker, der mødes i Washington og fører en politik, som er en sikker recept på civilisationens endeligt, er tydeligt løsrevet fra virkeligheden. Jeg tænker på, hvad vi gør lige nu, hvis det lykkes; og jeg tænker på, hvad Orbán gør, og hvad andre mennesker også giver udtryk for i denne diskussion. Hvis det lykkes, er jeg optimistisk med hensyn til, at vi kan lægge ideen om geopolitiske interesser bag os. For et par år siden gjorde jeg det til mit vigtigste mål i min nytårstale, at vi skulle overvinde geopolitikken, for så længe vi som menneskeart er i stand til at sige, at vi har en legitim interesse over for en anden gruppe nationer, vil vi være i denne forfærdelige spændetrøje, hvor vi går fra den ene krig til den næste. Og jeg tror, at vi virkelig er nødt til at overvinde det, for i en atomkrig kan der ikke være nogen berettiget grund til at føre krig. Vi er nødt til at komme ud af denne krise med en forståelse og med en sikkerhedsarkitektur, som eliminerer faren for krig for altid.

Så uanset hvad du planlægger at gøre resten af sommeren, så husk det. Og hav denne form for revolutionær ånd; det er en forpligtelse. Det er ikke noget, der kommer ned fra himlen, og pludselig er du sådan en person. Det er noget, du skal tænke over, og du skal tænke over, hvad du gør med dit liv i et øjeblik, hvor hele menneskeheden og dens fremtidige eksistens er truet. Vil du være en del af løsningen, eller vil du spilde dit liv på den måde? Du skal tænke det igennem, og når den næste mulighed kommer, bliver du en organisator. Det betyder ikke, at du risikerer dit liv hvert femte minut, men du risikerer dit liv ved ikke at gøre noget lige nu. For hvis du ikke gør noget, så bliver det tredje verdenskrig. Jeg tror, at den dynamik, vi befinder os i lige nu med denne idé om blokopbygning af NATO mod Rusland, Kina og det Globale Syd; den skal overvindes.

Så jeg synes, du skal tænke over, hvad du skylder dine forældre, dine bedsteforældre og alle de andre frihedskæmpere i menneskehedens historie. Og tænk så på, hvordan du kan forbinde din egen identitet med den lange linje og bidrage med noget smukt, så vi kan få børn og børnebørn og oldebørn, og så de en dag kan se tilbage og være fulde af kærlighed til det, du gjorde.

Afsluttende bemærkninger

ZEPP-LAROUCHE: Tak, fader Bury, og tak, Ibrahim. Jeg synes, at begge jeres bidrag er ekstremt vigtige. Jeg vil ikke nedgøre andres bidrag, men jeg tror, at alt, hvad der går til sagens kerne, at vi er nødt til at ændre os for at blive bedre mennesker, er det, der vil få denne indsats til at lykkes eller ej.

Ellers tror jeg, at forskellige mennesker har sagt, at de har oplysninger, som du bør stille til rådighed. Så bør vi måske tale sammen efter denne diskussion, så vi kan tage disse idéer med tilbage til den næste diskussion i næste uge. Jeg synes, det er meget vigtigt. Vi bør være i stand til at absorbere alle disse anstrengelser i en løbende proces; mangedoble det hver gang.

Jeg vil gerne komme med et svar til Dino og hans spørgsmål om det nazistiske element. Der er desværre ingen tvivl om, at der er mange såkaldte gammeldags nazister i mange lande. Du nævnte besættelsesmagternes brug af nazistiske netværk fra Tyskland, og at de inddrog dem i mange operationer. Så der er en vedvarende tradition for sådanne netværk. Men der er også et andet fænomen. Mange mennesker eller kræfter, som kæmper mod såkaldte nazister på højrefløjen, er selv moderne nazister. Se på Tyskland, hvor de organiserede en masse demonstrationer mod det ekstreme højre. Men hvis man ser på, hvem disse mennesker er, eller hvem der gør det, så er der noget, der kaldes – det er faktisk et akademisk begreb – det kaldes det “ekstremistiske centrum”. Det er en ekstremt vigtig idé, for det betyder, at de mennesker, der hævder at være de gode, den regelbaserede orden, dem, der forsvarer menneskerettigheder, demokrati og alle disse velklingende ting, de er krigsmagerne. Det er dem, der fører krig mod Rusland, og det er dem, der er skyld i, at civilisationen er i fare. Og de er blevet meget raffinerede, for de er – som denne herre fra Pentagon sagde – de lyver. Pompeo var berømt; han sagde, at vi lyver hele tiden, vi underviser i CIA i, hvordan man lyver, hvordan man snyder, hvordan man stjæler. Det er desværre blevet praksis for mange embedsmænd, så det er ikke så let at gennemskue det. Meget af spillet har ikke handlet om sandhed, men om kontrol over fortællingen. Hvis du dominerer fortællingen ved at kontrollere, hvad medierne udsender, og du chikanerer alle, der vover at sige noget andet, bliver disse mennesker udstødt og dæmoniseret. Der er alt det her med at afkræfte og afkræfte på forhånd; de går endda ind i skolerne og fortæller børnene, hvad de absolut ikke må tænke. Det er virkelig en jungle af informationskrig. Jeg tror, at den eneste måde, man kan håndtere det på, er ved at udvikle kriterier for sandhed i sit eget hjerte, sit eget sind, sin egen sjæl. Man skal studere; man skal kende metoden til at finde sandheden. Jeg kan kun sige, at min afdøde mand, Lyndon LaRouche, heldigvis lærte os meget om at være selvbevidste og ikke falde i alle disse fælder. Så jeg kan kun opfordre dig til at gå til Lyndon LaRouches oplæsninger. Hvis du vil, kan vi endda lægge nogle specifikke skrifter ud, som giver dig en indgangsvinkel.

Men denne idé om det ekstremistiske centrum er en vigtig opfattelse. For det er de mennesker, der hævder, at de er midten af vejen; de er imod det ekstreme højre, imod det ekstreme venstre. Men hvis man ser på, hvad de rent faktisk kæmper for, så kæmper de for krigen med Rusland og i stigende grad for krigen med Kina. Derfor kan jeg kun komme med endnu en udfordring, nemlig ideen om, at eftersom hele NATO-strategien er baseret på, at Putin ønsker at genskabe Sovjetunionen, og man derfor ikke kan have en dialog med ham, så er man nødt til at besejre ham militært på slagmarken. Hvis man ikke gør det, vil han ikke bare genskabe Sovjetunionen, men også indtage de vesteuropæiske lande. Derfor er du nødt til at gøre dig klar til krig i 2029 i Tyskland. Sådan lyder fortællingen.

Heldigvis er der nogle undersøgende journalister i Tyskland som ham her Warweg, der faktisk spurgte den officielle talsmand for regeringen i Tyskland, om de har nogen dokumenter, der beviser, at Putin ønsker at genskabe Sovjetunionen. De var helt ude af stand til at svare og blev ret vrede over det. Så jeg tror, vi har brug for en diskussion. Hvad er det egentlig, der foregår? De mennesker, der har historisk viden, fordi de var i situationen som tidsvidner, så at sige, bør også melde sig ind i IPC og hjælpe os med at rekonstruere den faktiske historie om, hvad der er sket i de sidste 30 år. For da Sovjetunionen gik i opløsning, var der en historisk chance. Der var ingen trussel i flere år; det ville have været muligt at skabe en fredsorden for det 21. århundrede, og det var Wolfowitz-doktrinen og lignende ting, der ødelagde det. Det er ting, der ikke kan diskuteres; det er fakta. De er nødt til at blive sat sammen.

Så jeg vil opfordre alle, der kan bidrage til en sådan historisk forskning, til at gøre det. Og det er også bemærkelsesværdigt, at flere og flere mennesker forlader administrationen fra udenrigsministeriet og Pentagon, fordi de ikke længere kan holde ud, at alle disse politikker bliver ført i deres navn.

Så jeg vil sige, at vi har fået mere ud af denne diskussion, som var meget rig og berørte mange områder, end man kan nå på to timer. Men for at vende tilbage til det, vi startede med, så vil jeg virkelig gerne have, at folk bruger Orbán-initiativet og får støtte til Orbán også i andre lande, ikke kun i Tyrkiet og Erdogan, men lad os sige, at mange mennesker i Afrika, Latinamerika og Asien vil udtrykke, at de absolut støtter det, Orbán gør. At tage til Ukraine, til Moskva, til Beijing, til Washington og så forsøge at lægge en anden dagsorden på bordet. Hvis der var massiv støtte fra det Globale Syd til Orbán på dette tidspunkt, ville det gøre det meget sværere for de mennesker i EU, som forsøger at sparke Orbán ud af hans position, og som forsøger at dæmonisere ham.

Jeg vil også gerne have, at folk stadig bruger den underskriftsindsamling, der kom ud af det forrige IPC-møde, som var en støtte til at erklære sig uafhængig af krigspartiet og fremkalde ånden fra Kennedy-Khrusjtjov-dialogen og Kennedys fredstale. Bliv ved med at bruge den underskriftsindsamling; få vigtige underskrivere, mange underskrivere; bare fordi verden bevæger sig så hurtigt, betyder det ikke, at et initiativ, vi diskuterede for to uger siden, har mistet sin betydning.

Ellers vil jeg bare gerne takke jer alle sammen. Hvis vi har glemt at svare på noget, så skriv til os, for vi kan også holde kontakten i løbet af ugen. Prøv at gå ud og mangfoldiggøre jer; få flere mennesker med i denne dialog. Jeg tror, at det at have en international platform som denne, hvor folk kan komme med deres bekymringer, og hver gang du taler, gør du vores forståelse af denne proces mere rig. Så prøv at få så mange mennesker med i næste uge, som du overhovedet kan. Vi har nogle vigtige begivenheder i vente. Jeg tror, der er forslag om en stor demonstration i Tyskland. Jeg tror, der bliver en stor demonstration på Hiroshima-dagen i begyndelsen af august. Derefter vil der være en stor international demonstration i efteråret. Og den 3. oktober tror jeg, at folk forbereder sig på en meget stor demonstration i Tyskland. Så vi vil koordinere alle disse bestræbelser og gøre dem tilgængelige. Men jeg tror, at det virkelig er på tide at lave massedemonstrationer nu og sørge for, at vi stopper dette fremstød mod tredje verdenskrig.

Onsdag den 10. juli 2024

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 10. juli 2024. Jeg hedder Harley Schlanger og er jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til YouTube-chat-siden.

Nå, Helga, der sker så meget, at jeg ikke helt ved, hvor jeg skal starte: Lad os begynde med et spørgsmål fra en kontakt i London, som skriver: “Jeg ved ikke, om Biden lider af demens, men det er tydeligt på det igangværende NATO-topmøde, at de fleste af NATO’s ledere har farlige vrangforestillinger. Tror du, at Putins tålmodighed vil vare ved, hvis NATO leverer flere langdistancemissiler, F-16-fly og godkender ukrainske angreb i Rusland? Jeg frygter, at vi virkelig står over for en atomar tredje verdenskrig.”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg ville være gladere, hvis jeg kunne afvise din bekymring, for jeg deler den. Jeg anser situationen for at være utrolig farlig, og hvis man analyserer de forskellige holdninger, kommer man til den konklusion, at hvis man ser på det fra NATO’s side, er der ingen mulighed for en diplomatisk løsning, for at vende tilbage til nogen form for forhandlinger, der er kun politikken om at besejre Rusland. Det tror jeg er helt umuligt, for man kan ikke besejre den stærkeste atommagt på jorden, især ikke når de har en atomdoktrin, der fastslår, at hvis deres eksistens som stat er truet, vil de anvende atomvåben. Det betyder Tredje Verdenskrig, og det er vi faktisk meget tæt på. Og det er meget tydeligt, at de røde linjer er blevet overskredet, og russerne har også sagt, at hvis F-16-flyene bliver leveret til Ukraine, vil der komme en modreaktion, en symmetrisk eller asymmetrisk reaktion – måske ved at tage F-16-flyene ud direkte, måske på en anden måde, men i betragtning af, at de er kampfly til to formål, kan de ikke forblive inde i Ukraine set fra Ruslands synspunkt. Desuden er denne idé, som praktisk talt hele NATO nu arbejder for, at alle våbensystemer kan bruges dybt inde på russisk territorium, en opskrift på, at vi før eller siden vil nå et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage.

Hvis man ser på det fra russisk side, og det må man ikke længere, men hvis man er videnskabsmand, historiker og analytiker, er man nødt til at se på alle sider og komme frem til en konklusion om, hvor vi faktisk er. Beskyldningen fra NATO – fra stort set alle, Stoltenberg, Biden, Biden sagde det for nylig, igen, og også mange andre, som briterne, siger det hele tiden, at Putins mål er at genindføre Sovjetunionen, og at man derfor ikke kan få en forhandlingsløsning, fordi Putin ikke vil stoppe. Han vil gå videre til de baltiske lande, til Polen og endda ind i Vesteuropa på et tidspunkt: Det er en antagelse, det er en udtalelse, som ikke er bevist af nogen fakta! Jeg har ikke set nogen fakta, noget bevis for, at den anklage er sand, men hele NATO’s adfærd hviler på den karakteristik af, hvad Putins intentioner angiveligt er.

Det er et kritisk spørgsmål, og jeg vil bede jer alle, vores seere, om at insistere på, at det bliver afklaret, for alt, hvad jeg har kunnet finde, er tonsvis af udtalelser fra Putin og nogle andre, men det er Putin, der tæller, om at Putin ikke har til hensigt at genskabe Sovjetunionen, han har ikke engang til hensigt at overtage hele Ukraine, men kun de dele, som ifølge den seneste udvikling forårsaget af Maidan-kuppet nu betragtes som en del af Den Russiske Føderation på grund af stemmerne fra de befolkninger, der bor der. Så det er den store kløft, og jeg tror, vi er nødt til at sikre os, at det spørgsmål enten bliver bevist, hvilket jeg ikke tror, det kan, for jeg har ikke været i stand til at finde noget sådant bevis, eller også skal det ud af regnestykket.

Grunden til, at disse mennesker, som har sat alt deres håb til en fortsættelse af krigen, er så desperate, er, at hvis man ser på dette NATO-topmøde, som skulle have været en glorværdig fejring af NATO’s 75-års jubilæum, og hvis man ser på de mennesker, som er samlet der, så er det ikke en særlig glorværdig kombination: Biden – jeg ved ikke, hvordan hans mentale tilstand er eller ej; han er i hvert fald svag. Selv i Det Demokratiske Parti er der mange, som ønsker hans afgang. Redaktionen på {New York Times} kræver hans afgang, og de har ikke rigtig nogen troværdig erstatning, og det er derfor, jeg tror, det tager så lang tid at træffe en beslutning der. Men så Macron: Macron er fuldstændig miskrediteret i Frankrig, svag. Scholz er i en forfærdelig position. Så jeg tror, at NATO slet ikke står stærkt, og jeg tror, at hvis der var nogen fornuft blandt disse mennesker, ville de tage initiativ til premierminister Orbán fra Ungarn, som har vist, hvordan det er muligt at forhandle. Og jeg tror, at bare Orbáns fysiske tilstedeværelse ved dette møde må være en virkelig smertefuld oplevelse for disse mennesker.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål, som er en slags opfølgning på spørgsmålet om NATO-topmødet. Personen skriver: “Den krigsivrige direktør for Atlantic Council [Frederick Kempe] (https://www.atlanticcouncil.org/content-series/inflection-points/putin-xi-orban-and-modi-provide-a-disturbing-backdrop-to-the-start-of-the-nato-summit/) demonstrerede NATO-delegaternes panik i sin klumme i går. Han skriver om Orbáns møder med Zelenskyj, Putin og Xi og den indiske premierminister Modis møder med Putin, som om de er bevidste provokationer, der er timet til at falde sammen med NATO-topmødet. Han afslutter sin artikel med at sige: “NATO begyndte sin mission for 75 år siden midt i et vendepunkt i historien, en historie, som den tidligere amerikanske udenrigsminister Dean Acheson beskrev i sine erindringer {Present at the Creation}. Putin og Xi vil meget gerne være til stede ved afslutningen af NATO og den USA-ledede internationale orden. Men det vil kun lykkes for dem, hvis de allierede ikke reagerer, og hvis partnerne gør alt for at støtte disse revisionistiske autokrater.

“Har du en kommentar til det hysteri, som Kempe udviser?”

ZEPP-LAROUCHE: Man kan kun karakterisere det, der foregår, på den måde, hvis man sidder på en meget, meget høj hest! Og man ser ned på hele resten af verden, som om de bare er nogle dværge, der ikke tæller. Men arrogancen i det såkaldte kollektive Vesten, det er det, der er problemet, for det er den arrogance, der forhindrer disse mennesker i at se verden, som den er, og de tror kun, at de kan opretholde deres status som et unipolært system, hvis de behandler alle disse andre lande og folk som mindreværdige. Og det er, hvad der kommer ud af hans udtalelse.

Virkeligheden er, at timingen af Xi Jinpings, Putins og Modis besøg i Moskva har sin egen logik. Jeg mener, BRIKS er ved at opbygge deres eget system. De har lige haft møde i Shanghai Cooperation Organization i Astana: De understregede, at det ikke kun er BRIKS-Plus, men at det er alle disse organisationer, Shanghai Cooperation Organization, Den Eurasiske Økonomiske Union, ASEAN og nogle andre organisationer, som er en del af fremkomsten af et nyt økonomisk system baseret på de fem principper for fredelig sameksistens – det vil sige suverænitet, ikke-indblanding, respekt for det andet lands forskellige sociale systemer – og disse lande er fast besluttet på at opbygge et sådant system. Og hvis det i rette tid falder sammen med NATO, så må det være sådan, men disse mennesker tror ikke, at NATO er verdens navle, og de foretager sig deres egne ting!

Så jeg synes, at udbruddet over, at Modi tager til Moskva og mødes med Putin, er utroligt, fordi Indien skulle være det store, såkaldte “største demokrati”, hvor man gjorde alt for at trække det ind i de vestlige modellers lejr, men jeg tror, at de fuldstændig undervurderede Modis ønske om at have et uafhængigt Indien.

Så det, man vil se på NATO-topmødet, og alle tegn peger i den retning, er en indsats for at gøre NATO til et globalt system. NATO er angiveligt det nordatlantiske forsvarssystem, men de beslutter nu, og det har de gjort siden topmødet i Madrid sidste år, at NATO skal blive globalt. De vil gøre meget for at udvide AUKUS, som er forsvarsalliancen mellem USA, Storbritannien og Australien, og tilføje Japan og Sydkorea; og dybest set have denne politik om, at NATO skal udvide mod øst, for at omringe Rusland mere og mere; for derudover nu at omringe Kina. Og jeg synes, det er meget, meget farligt: For hvorfor skulle NATO, hvorfor bliver de ikke hjemme? Hvad har de at gøre med at forsøge at udvide til et globalt system, over hele verden, og forsøge at inddæmme Rusland og Kina? Og jeg mener, at det faktum, at disse lande i det Globale Syd ikke er enige i det og insisterer på at opbygge deres eget system, det er meget rationelt, det er meget forståeligt, det er legitimt. Ingen har ret til at påtvinge flertallet af verdens befolkning deres vilje, og det er disse lande, som tilsammen repræsenterer 85 % af den menneskelige befolkning!

Så jeg tror, det skal løses. Og den bedste måde at løse det på er at gå i retning af suverænitet, de fem principper for fredelig sameksistens er en model, som hele folkeretten er udsprunget af; FN-pagten er i overensstemmelse med den; og jeg mener, at ideen om at have overnationale konstruktioner som NATO – eller EU for den sags skyld – og de har indgået et stort ægteskab, siden von der Leyen besluttede at gøre forskellen mellem NATO og EU ikke-eksisterende. Så jeg synes ikke, det er en provokation: Det er arrogance at karakterisere det som en provokation, og det faktum, at de ikke holder sammen på skibet, ses af det faktum, at Modi ikke bare tog til Moskva, men at Modi accepterede at tage til Wien, til Østrig, umiddelbart efter mødet med Putin! Hvilket naturligvis betyder, at kansler Nehammer ikke kan deltage i NATO-topmødet, fordi han skal modtage Modi i Østrig.

Så du har Orbán fra Ungarn, Fico fra Slovakiet, også Bulgariens præsident Radev har udtrykt klar modstand mod NATO-politikken, vi har premierminister Kobakhidze fra Georgien, Vucic fra Serbien (som naturligvis ikke er med i EU, men en del af den europæiske dynamik), og naturligvis insisterer Østrig på sin neutrale status, og alt dette taler for, at der også er mange kræfter i Europa, som ikke er enige i denne globaliseringspolitik og militarisering af NATO.

Så jeg tror, at Kempe har et forkert syn på tingene. Jeg tror, han er nødt til at justere det.

SCHLANGER: Vi fik noget på chatlinjen her, som henviser til anklagen om, at russerne bevidst sprængte et børnehospital i luften i Kiev. Personen skriver: “Talrige fotos og videoer fra Kiev bekræfter uigendriveligt ødelæggelsen af et ukrainsk luftværnsmissil, affyret fra en affyringsrampe placeret inde i byen.” Det ser ud til, at de har brugt den slags falske flag før på tidspunkter som dette, herunder Bucha-sagen. Har du nogen tanker om det?

ZEPP-LAROUCHE: Tja, igen, det ville kræve en uafhængig, international undersøgelse, som naturligvis ikke vil finde sted under de nuværende omstændigheder. Men jeg synes også, man skal bemærke, at [nogle russiske talsmænd] (https://russiaun.ru/en/news/090724_unsc_ukraine), det kan endda have været ambassadør Antono, men jeg er ikke helt sikker, sagde, at hvis et russisk missil havde ramt dette børnehospital, ville det have ødelagt bygningen fuldstændigt, og bare på grund af skadens karakter er det meget tydeligt, at det sandsynligvis snarere var vragdele, der faldt ned fra et sådant luftværnsmissilangreb.

Så jeg synes, det er typisk: Det er ligesom “Bucha 2.0”, det skal ødelægge, ligesom Bucha kom ind på scenen, især da chancerne for en diplomatisk løsning omkring Istanbul var på bordet. Nu er det et NATO-topmøde, som naturligvis er designet til at give næring til forargelsen. Men jeg tror, at det er meget tydeligt for de fleste tænkende mennesker.

SCHLANGER: Nu er der anden runde af valget i Frankrig, som gav, hvad nogle mennesker kalder et “overraskende” resultat. Jeg har en e-mail her fra en person, der har underskrevet sin e-mail med “Vred og skuffet”. Og de spørger: “Hvad skete der med Le Pens parti ved det franske valg? Jeg kender ikke nogen i Frankrig, der kan lide Macron. Hvad skete der?”

ZEPP-LAROUCHE: Hvis man ser på valgresultatet, er Le Pens parti, Rassemblement National, stadig det stærkeste parti, så Marine Le Pen sagde faktisk, at det steg fra de sæder, de havde, til 120, hvilket er en fremgang på flere dusin. Under alle omstændigheder er de det stærkeste individuelle parti, og på grund af aftalen mellem Macronisterne og den forenede venstrefløj, Folkefronten, kunne de forhindre, at Le Pens parti kunne få absolut flertal. Men i betragtning af at EU allerede har antydet, at de vil tvinge Frankrig til at justere deres budget på grund af det underskud, de har, i henhold til EU-reglerne, vil de – uanset hvem den nye regering er – komme med et brutalt spareprogram, og det betyder, at der ikke er nogen måde, hvorpå venstrefløjskomponenterne i en sådan ny regering (forudsat at det er, hvad det bliver) vil acceptere det. Så uenighed er forprogrammeret, og jeg tror, at Frankrig, efter alt hvad jeg kan se, står over for en periode med reel ustabilitet; Macron er ifølge alle de rapporter, vi får fra vores kolleger i Frankrig, helt færdig.

Så jeg tror, vi går en turbulent tid i møde, fordi der sker så dramatiske ændringer i næsten alle lande i Europa, og jeg tror, det er heldigt, at der er et alternativ, når den Globale Majoritet organiserer sig i et nyt økonomisk system, ville det være meget nemt for de europæiske nationer at række ud til BRIKS, til SCO, til Den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU) og lignende organisationer og bare sige: “Vi ønsker at samarbejde på lige vilkår. Vi insisterer ikke på afkobling, på reduktion af risici, men vi vil bare have handelsforhandlinger og relationer med hinanden til gavn for alle.”

Se på Tyskland, de nyeste tal om den tyske økonomi for maj er ødelæggende! Den samlede eksport kollapsede med 3,5 %, importen med 6,5 %, men eksporten til Kina toppede med mere end 10,5 % eller noget i den stil! Det er et alvorligt slag, og den tyske økonomi er i frit fald. Og hvis de fortsætter med blot at være vasaller for den angloamerikanske indsats for at afkoble sig fra Kina, vil Tyskland og dermed hele Europa gå endnu mere i frit fald end nu. Og det vil få utrolige sociale konsekvenser.

Så jeg tror, at det gode er, at der er et nyt system på vej, og de europæiske lande ville gøre klogt i at vise vejen, ligesom Orbán tog initiativet og viste, at der er en anden vej. Og helt ærligt, hvis Europa ville indtage en sådan holdning over for det Globale Syd, ville det være den største venskabelige tjeneste, de kunne gøre USA, og hjælpe dem til at gøre det samme.

SCHLANGER: Nu har vi fået mange spørgsmål om det, man kunne kalde ” balladen omkring Biden” i USA, spørgsmålet om, hvorvidt han skal træde tilbage, om han skal stille op til genvalg og så videre. Der er bare et par spørgsmål, for at give dig et eksempel: En spørger: “Synes du, han skal træde tilbage?” En anden siger: “Det er tydeligt, at hans medarbejdere og medierne har dækket over det. Burde der ikke være en vis ansvarlighed for det?” Og så er der en, der skriver: “Hvordan kan vi tro på noget som helst? Hvordan kan vi vide, hvem der rent faktisk styrer landet?” Så du kan jo svare på de tre spørgsmål.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det sidste spørgsmål peger på sagens kerne. For spørgsmålene om Bidens egnethed blev stillet for fem år siden, af demokraterne allerede dengang! Der har været alle disse videoer på internettet i de sidste mange år, og man kunne aldrig vide, om de var ægte eller falske. Er de manipuleret af AI? I dag ved man det aldrig. Men det er helt klart, at Bidens svaghed rejser det helt afgørende spørgsmål: Hvem styrer egentlig USA? For hvis det ikke er præsidenten, og det er altid blevet sagt, at USA’s præsident er det mest udfordrende job i verden – og det er faktisk et stort job – hvis det ikke er Biden, der styrer det, hvem er det så?

Jeg tror, at denne idé om, at der ikke er en valgt præsident, men et permanent bureaukrati, og nogle navne er dukket op, som denne Tom Donilon og lignende personer, men man kunne sandsynligvis – og vi er faktisk ved at undersøge det – lave en meget fin liste over, hvem der er hvem i dette permanente bureaukrati, på Wall Street, i det militærindustrielle kompleks, i Silicon Valley, i den akademiske verden; Universitetskontrollen, som er forbløffende, hvis man begynder at se på bestyrelserne for disse universiteter, så er overlapningen med det militærindustrielle kompleks, med banksektoren, helt ufattelig. Så man kan faktisk få dette permanente bureaukrati af mennesker, som ikke er blevet valgt, som ikke er ansvarlige, men som styrer showet, som styrer verdens skæbne. Og det burde virkelig bekymre enhver, for på den ene side, under navnet “demokrati”, menneskerettigheder og regelbaseret orden og alle disse pæne ord, hvor er demokratiet i USA?

Så jeg tror, det kræver, at rigtige patrioter i USA virkelig tager dette spørgsmål op og tager ansvar for det. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke se, hvem i det demokratiske parti, der ville gøre en forskel. Der er selvfølgelig nogle spørgsmålstegn ved Trump. Er der en forbindelse mellem Trump og premierminister Orbán? Det ser ud til, at der er en vis koordinering af Orbáns initiativ til at tage til Moskva, tage til Beijing og nu deltage i NATO-topmødet, og at det alt sammen kan være en optakt til det, Trump har lovet, nemlig at han kan afslutte krigen i Ukraine på 24 timer. Så det er en sandsynlig hypotese. Vil politikken over for Kina blive ændret, hvis Trump bliver præsident? Det er et stort spørgsmålstegn.

Men jeg tror, det er et meget mere grundlæggende spørgsmål, at disse institutioner på Wall Street, i militæret og i Silicon Valley åbenbart har fået deres eget liv, og hvad det gør ved uafhængighedserklæringen og den amerikanske forfatning, ja, det er det store spørgsmål, som kun kan løses af det amerikanske folk selv. Og heldigvis har vi to absolut vigtige flagskibskampagner, nemlig [Diane Sare](https://www.sareforsenate.com/) til det amerikanske senat i New York og [Jose Vega til Kongressen](https://votevega.nyc/) i Bronx (CD15), og jeg kan kun bede folk om at orientere sig mod disse kampagner, fordi de tager fat på de spørgsmål, som enhver amerikaner bør være optaget af.

SCHLANGER: Helga, jeg har en hel række spørgsmål, så lad os se, om vi kan besvare dem på en nogenlunde kortfattet måde. Først et spørgsmål fra Tora: “Det er blevet lækket, at det i [sluterklæringen fra NATO-topmødet] (https://www.nato.int/cps/en/natohq/official_texts_227678.htm) står, at Ukraines vej ind i NATO er irreversibel. Kan du kommentere dette?”

ZEPP-LAROUCHE: På NATO-topmødet vil der blive gjort en stor indsats for at få en så stærk formulering som muligt, der garanterer en eller anden form for NATO-status for Ukraine. Men som de seneste rapporter viser, er der også nogle lande, nogle medlemmer af NATO, som er imod det, og der er faktisk flere mennesker, som ved, at det at give Ukraine og Georgien et løfte på [NATO-topmødet i Bukarest i 2008] (https://www.nato.int/cps/en/natolive/official_texts_8443.htm) var den dummeste og farligste beslutning, man overhovedet kunne tage. Og hvis NATO nu dybest set giver Ukraine en status, hvor man kalder det en “bro til NATO”, eller hvad man nu kalder det, hvor der de facto er mere og mere NATO i Ukraine, så er det bare en tomme, et skridt, en centimeter tættere på Tredje Verdenskrig, fordi det fra russisk side simpelthen ikke er acceptabelt, ud fra deres helt grundlæggende sikkerhedssynspunkt, at have offensive våbensystemer ved deres grænse i Ukraine! Det er hele problemet: NATO-udvidelsen – folk siger: “Åh, NATO-udvidelsen, NATO er sådan et godmodigt væsen, og ingen bør nogensinde forvente noget dårligt fra NATO.” Det er noget sludder! For hvis man er militærperson i Rusland, lytter man ikke til ord og propaganda, man ser nøgternt på, hvilke våbensystemer der er blevet flyttet inden for fem minutters rækkevidde fra Moskva. Og det er det, de reagerer på! Og enhver, der ikke er uærlig, vil indse, at det er en legitim sikkerhedsinteresse for Rusland at gøre opmærksom på det.

Hvad skete der under Cuba-krisen? Da Kennedy så, at der var sovjetiske missiler på Cuba, gjorde han helt korrekt opmærksom på, at det var for tæt på USA’s grænse. Hvad ville USA’s reaktion være, hvis Kina og Rusland pludselig flyttede deres offensive systemer til den mexicansk-amerikanske grænse eller til den canadisk-amerikanske grænse? Alle medier ville gå i selvsving. Folk ville gå amok.

Så vær realistisk. Og Brzezinski sagde det for mange årtier siden, han sagde, at uden Ukraine er Rusland ikke til at forsvare, og det er ikke engang en supermagt længere. Nu er folk også imod det faktum, at Rusland med Putin er begyndt at genoptage sin rolle som verdensaktør, og de siger: “Det skal Rusland under ingen omstændigheder have lov til at gøre.” Hvorfor ikke? Rusland er det største land i verden, det har 11 tidszoner, det er en enorm landmasse i Eurasien. Det har alle råstofferne i Mendelejev-tabellen, så hvorfor skulle Rusland ikke kunne sige, at de er en stormagt i verden? Hvis man accepterer det og grundlæggende siger: Lad os gå tilbage til alle nedrustningsaftaler, lad os få en fredelig orden, så ville det ikke være noget problem. Nu tror jeg desværre ikke, at det gamle regime kan genetableres, og derfor tror jeg, at den eneste måde, hvorpå vi kan komme ud af denne nuværende, farlige situation, er ved at ændre parametrene fuldstændigt, ved at gå tilbage til principperne i den Westfalske Fred og sige, at en fortsættelse af krigen ikke vil være til gavn for nogen, fordi der ikke vil være nogen sejrherre, for vi vil alle være døde! Det var tilfældet i 1644-1648, da forhandlingerne fandt sted, fordi folk indså, at en fortsættelse af kampene ville føre til alles død. Og i en tid, hvor vi har mere end 10 gange, og sandsynligvis mere, den mængde atomvåben, som er nødvendige for at eliminere den sidste smule liv på Jorden, er det bare vrangforestillinger, for at være meget venlig, ikke at komme til den konklusion, at vi er nødt til at stoppe.

Så vi er nødt til at have en idé om at gå over til [en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur] (https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/), og heldigvis har der i den seneste tid været enorme skridt i den retning. Putins initiativ den 14. juni] (http://en.kremlin.ru/events/president/news/74285), hvor han tilbød en all-eurasisk sikkerhedsarkitektur; det samme blev tilbudt af Xi Jinping på konferencen om de fem principper for fredelig sameksistens] (https://www.fmprc.gov.cn/mfa_eng/zxxx_662805/202406/t20240628_11443839.html); og nu på [Shanghai Cooperation Organization-konferencen] (https://www.mea.gov.in/bilateral-documents.htm?dtl/37942/Astana_Declaration_of_the_Council_of_Heads_of_State_of_the_Shanghai_Cooperation_Organization), og jeg mener, at det er dét, der bør diskuteres. Jeg tror, det er den eneste måde, vi kan komme ud af denne krise på.

SCHLANGER: Det andet sted, hvor der var valg, var i Storbritannien, og D. påpeger, at Labour-partiets leder Keir Starmer var hurtig til at fordømme Rusland, men endnu ikke har fordømt Israels folkedrab. Han fortsætter med at spørge: “Hvordan vil den politiske dynamik ændre sig mellem Storbritannien og USA, hvis Trump vinder det amerikanske valg?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, at den nye britiske regering er anderledes end den forrige. Jeg mener, måske i farve, måske Labour i stedet for Tories, men med hensyn til udenrigspolitik er der ingen ændring. Jeg tror, at hvis Trump kommer ind, kan det føre til en situation, hvor det naturligvis også vil opmuntre mange flere patriotisk tænkende mennesker i Europa, så jeg tror, at det forhåbentlig vil isolere briterne og reducere dem til det, de faktisk er: en lille ø.

SCHLANGER: [griner] Og her er det sidste spørgsmål for i dag, Helga, fra en tysk økonom, som sagde: “Jeg fulgte dit råd og læste Lyndon LaRouches fascinerende essay om en [‘Basket of Hard Commodities: Trade without Currency’] (https://larouchepub.com/eiw/public/2000/eirv27n30-20000804/eirv27n30-20000804_004-on_a_basket_of_hard_commodities-lar.pdf). Selv om jeg forstår hans argument om katastrofen ved systemet med flydende valuta efter 1971, undrer jeg mig over, hvorfor han ikke gjorde det enkelt og bare gik tilbage til Bretton Woods’ guldreservesystem?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, der er for meget fokus på guldreserveaspektet og mindre fokus på forskellen mellem faste og flydende valutakurser. Fordi skiftet til flydende valutakurser var det, der åbnede portene til hele dereguleringen af markederne, som blev øget trin for trin, indtil den nuværende næsten fuldstændige deregulering af alt. Men jeg tror, at den vigtigste grund til, at Lyns artikel er relevant, er, at Bretton Woods-systemet gav stabilitet til de nordlige lande, til den vestlige verden; det tillod genopbygning efter Anden Verdenskrig, i Tyskland og andre steder, men det opfyldte absolut ikke Roosevelts løfte, som han havde givet i 1933, om at han ønskede at skabe et system, der ville tillade billig, langsigtet kredit til forøgelse af udviklingslandenes velstand.

Da Roosevelt døde på et uheldigt tidspunkt, og da Truman blev USA’s præsident, tog karakteriseringen og den faktiske opbygning af Bretton Woods-systemet sig af de nordlige lande, men det tog sig ikke af det Globale Syd, så de forblev i en tilstand af praktisk talt kolonialisme og i fattigdom og underudvikling.

Jeg tror, at det vigtigste ved Lyns artikel er, at den absolut lægger vægt på langsigtet kredit til udvikling. Det er det, vi skal forstå: Vi taler ikke om at erstatte et monetært system med et andet, men vi taler om at erstatte et monetært system med et kreditsystem. Med andre ord er det ikke monetaristisk værdi, men målingen vil ikke engang være råmaterialer og hårde råvarer, men det vil være stigningen i produktiviteten i produktionsprocessen af arbejdskraften og den industrielle kapacitet, som vil være referencepunktet for målingen af valutaerne. Så dette er en helt anden tilgang: Den er orienteret mod den løbende, kontinuerlige forbedring af folks levevilkår og ikke profitten for nogle få: Det er en vigtig forskel.

SCHLANGER: Nå, Helga, tak fordi du er med os igen i dag. Det er altid en fornøjelse at høre dine tanker om disse ting, og jeg tror, at vi stadig får flere spørgsmål, men du har en anden webcast at lave. Så tak, fordi du kom. Og folk bør holde øje med mødet i Den Internationale Fredskoalition i morgen og tilmelde sig loggen til det på [Schiller Instituttets hjemmeside] (https://schillerinstitute.nationbuilder.com/forms/user_sessions/new).

Er der nogen konklusion, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er ked af at modsige dig, Harley, men IPC-møderne er om fredagen. Så tjek venligst ind på fredag. OK, til næste gang, eller fredag.

Af Feride Istogu Gillesberg

Read the English version below.

To koncerter med klassisk musik i juni ærede mindet om den danske koncertpianist Olga Schweizer Libohova, hvis mod gjorde hende til en albansk helt under Anden Verdenskrig. Den nyligt oprettede dansk-albanske kulturorganisation, Lola Aleksi Gjoka-Selskabet, efter den første  albanske pianist, Lola Aleksi Gjoka (1910-1985), arrangerede koncerterne i Albanien, den 3. juni i Libohova og den 7. juni i Tirana. De verdensberømte danske operasangere Stig Fogh Andersen, tenor, og Gitta-Maria Sjöberg, sopran, der var æreskunstnere, fik selskab af den danske pianist Knud Rasmussen og tenoren John Olsen samt denne forfatter.

Olga Schweizer Libohova (1886-1958) er bedst kendt i den lille by Libohova som “Madame Olga” eller “Zonja Olga” på albansk. Efter at have afsluttet sin uddannelse i Paris i begyndelsen af 1900-tallet gav hun talrige koncerter i europæiske hovedstæder, herunder Istanbul, hvor hun mødte den albanske intellektuelle Mufid Bey Libohova, som studerede på byens militærakademi. De to blev forelskede ved første blik og forlovede sig snart. De blev gift og bosatte sig i Albanien i 1909, hvor Bey Libohova spillede en vigtig rolle i skabelsen af nationen. Da Albanien endelig fik sin uafhængighed i 1912 efter 500 års besættelse af Det Osmanniske Rige, blev Libohova landets første indenrigsminister, senere finansminister og grundlægger af nationalbanken og landets valuta. Senere fungerede han som udenrigsminister.

Schweizers efterkommere fortæller historier om, hvordan hun elskede Albanien og dets folk. Derfor blev hun i Albanien, selv efter sin mands død i 1927. Hun tog sig af befolkningen i Libohova med et åbent hjerte og med hengivenhed og omsorg. Måske var det de karaktertræk, hun havde med sig fra sin danske opvækst, til at hjælpe mennesker i nød. Befolkningen i Libohova elskede hende for hendes venlighed og hengivenhed over for dem og gav hende det ærefulde navn “Madame Olga”.

I 1944 kom den tyske hær til Libohova for at udføre en hævnaktion mod partisanerne i området. Nazisterne stillede alle de mandlige indbyggere, gamle som unge, op på en række for at likvidere dem. Men madame Olga, som havde set, hvad der skete, kom ud af sit hus og gik hen til den tyske officer, der havde kommandoen. Hun stoppede ham i det øjeblik, han skulle til at beordre soldaterne til at skyde. På flydende tysk spurgte Olga officeren, hvad de havde gang i. Officeren var forvirret; han kunne ikke tro, hvad han hørte – en kvinde et sted langt væk, som talte flydende tysk! Han spurgte hende, hvem hun var. Hun undgik ham og sagde: “Jeg er en borger, som dem du har stillet op. Jeg er en borger, der lever med hverdagens bekymringer, sorger og glæder, ligesom alle andre her, hverken bedre eller værre end dem. Jeg nyder stor respekt fra borgerne her, og jeg beder jer om at lade dem gå.”

Den tyske officer blev mere og mere forvirret; Olga blev ved med at sige, at disse mænd var uskyldige, og at de hundrede mænd var en del af hundrede familier, som hun alle kendte. Der var ingen partisaner blandt dem. Men officeren svarede, at han havde ordre til at skyde dem. Madame Olga forsikrede ham igen om, at der ikke var nogen partisaner, og sluttede af med at sige: “Jeg er som dem, så du må behandle mig som dem.” Så stillede hun sig midt i rækken og sagde til officeren: “Hvis du tror, at disse mennesker er skyldige, hvilket jeg garanterer dig, at de ikke er, så skyd mig først!”

Der var stille et øjeblik.

“Hvem er du,” ville officeren vide.

“Det er ikke vigtigt,” var hendes svar. Officeren fortsatte med at spørge, og til sidst fortalte Madame Olga ham, at hun var Mufid Bey Libohovas kone. Det fik officeren til at ringe til den tyske kommandocentral i hovedstaden Tirana. Da den øverstbefalende hørte Libohovas navn, gav han ordre til at lade dem alle gå fri.

Olgas tapperhed er blevet genfortalt af alle efterkommere af dem, der blev reddet den dag og overlevede krigen, fra generation til generation. Hendes heltemodige handling er ikke blevet glemt, og hun lever videre i hjerterne på folk i Libohova den dag i dag. Men hendes heltemod blev først kendt uden for byen efter kommunismens fald i 1991.

Beretningen om Olga Schweizer skal også bringes ud over Albaniens grænser. De danske musikere, der hørte historien fra denne forfatter, som foreslog en koncert til ære for Schweizer, var rørte og beærede over at være en del af en klassisk koncert til hendes minde. Andersen og Sjöbjerg rejste sammen med Olsen, Rasmussen og undertegnede til Albanien for at afholde de to koncerter med et dansk-albansk program.
En lokalpolitiker fra Helsingør og en større delegation af danske borgere samt medlemmer af Dansk Albansk Venskabsforening rejste også fra Danmark til begivenheden. I Libohova var byens torv fyldt med de lokale beboere, herunder borgmesteren, sammen med danskerne, den danske konsul i Albanien og repræsentanter for den albanske intelligentsia fra Tirana. Selv albanske familier, der bor i Grækenland, og som havde hørt om fejringen, rejste dertil for at deltage: Medlemmer af deres familier var blevet reddet af Olgas mod. Libohova blev omdannet til et historisk teater.

Fejringen begyndte med afsløringen af en smuk mindeplade med et portræt af Olga Schweizer, lavet af den albansk-danske billedhugger Bajramali Idrizi, som blev sat op ved indgangen til Libohova-familiens hus. Indvielsesceremonien blev efterfulgt af taler og en gruppe børn, der dansede. Højdepunktet kom med den klassiske koncert. Sammen med de berømte kunstnere i programmet var en albansk sopran fra Gjirokaster, en kendt albansk komponist af folkesange, Rolandi Cenko, og denne forfatter. Programmet omfattede ikke kun smukke danske sange af Peter Heise, Carl Nielsen og Matti Borg, men også albanske sange af Lola Gjoka, sunget af de danske æreskunstnere.
Koncertens skønhed, især Andersens og Sjöbjergs sang, bevægede alle de fremmødte. Som Kemal Libohova, en meget vigtig drivkraft bag denne begivenhed, sagde, havde hans bedstemor endelig fået den fejring, hun fortjente.

En mindre mindekoncert, arrangeret af den danske konsul i Albanien, blev afholdt for diplomater på kunstgalleriet Kalo den 5. juni, Danmarks grundlovsdag. Den afsluttende koncert blev afholdt i den smukke koncertsal i Orthodhox-kirkens kulturcenter i Tirana.

Fejringen af Olga Schweizer skabte en enorm interesse for hende. Mellem koncerterne i Libohova og Tirana sendte det populære albanske nationale tv-program “Ura” (Broen), som når ud til den albanske diaspora i hele verden, to væsentlige interviews om hendes liv. Det første program interviewede de albansk-danske freelancejournalister Ibrahim Xhemajli og Ixhet Lutfiu, som havde dokumenteret historien om Schweizer for tre år siden. Det andet interview blev gennemført med denne forfatter som arrangør af koncerterne.

Olga Schweizers eksempel kan være en inspiration til mod for mange, da vi lever i en tid, der kræver mod af flere og flere af os til at stå op for fred og retfærdighed, som i Sydvestasien, hvor folkemordet på det palæstinensiske folk fortsætter i Gaza, eller i NATO’s krig i Ukraine, som må stoppes, før den bliver en atomar tragedie for hele menneskeheden. Må mindet om Olga Schweizers heltemodige handling for at redde sine medmennesker, selv med risiko for sit eget liv, inspirere os til at handle for menneskeheden, og må en musikalsk dialog mellem kulturer udvides og lægge grunden til fred mellem nationer og folk.

Boks: Masterclass med Gitta-Maria Sjöberg i Korca, Albanien
Den kendte danske operasangerinde Gitta-Maria Sjöberg holdt en todages masterclass på musikskolen Tefta Tashko, der er opkaldt efter en albansk operasangerinde, hvis sang fangede hjerterne i hele den nye nation. Skolen, både grundskole og gymnasium, integrerer instrumentalspil, sang og maleri i læseplanen). Skolen ligger i Korca, som engang blev kaldt “lille Paris”, en smuk gammel by i det sydøstlige Albanien, tæt ved Ohrid-havet, med en lang kulturel tradition, herunder musik. Korca var hjemsted for den albanske bel canto-sangerinde Jergjia Filce Truja. Da hun vendte tilbage til Korca efter at have afsluttet sine studier i Rom, var hun så heldig, at den første albanske pianist, Lola Aleksi Gjoka, var vendt tilbage til Korca på samme tid. Sammen begyndte de at give klassiske koncerter i Korca og andre byer. Den hidtil ukendte lyd af sange og arier af Schubert, Beethoven, Puccini og Verdi blev så elsket af befolkningen, at deres smukke musik dannede grundlag for en kulturel renæssance, der begyndte i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 30’erne.

Fem studerende deltog i masterclassen. Sjöberg var forbløffet over disse unge talenter på grund af kvaliteten af deres uddannelse og sangernes udviklede stemmer. De studerende var til gengæld meget begejstrede for at lære nye aspekter af sang, og absorberede alt hvad de kunne i løbet af de to dage.

En koncert for de studerende og Sjöbjerg, tilegnet Lola Gjoka, blev arrangeret af skolens direktør i samarbejde med byen på byens kunstgalleri. Nyheden om hendes besøg og masterclass spredte sig hurtigt og skabte begejstring i hele byen. Selv det nationale tv lavede en dokumentar, som blev sendt i nyhederne, om masterclassen og koncerten. Sjöberg viste sin respekt for albansk kultur ved at synge en albansk sang under koncerten. Ilir Zguri, direktør for Tefta Tashko, var meget glad for og beæret over Gitta-Maria Sjöbergs arbejde og udtrykte håb om yderligere samarbejde i fremtiden.

Download (PDF, Unknown)

You can subscribe to EIR here.

DENNIS SPEED

Den 9. juli 2024

Den ungarske premierminister Viktor Orbán brugte følgende ord til at identificere princippet bag de handlinger, han har indledt, umiddelbart efter at han overtog formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union, en position han vil varetage i de næste seks måneder. “Det vi kan gøre, er hvad der altid er formandskabets opgave at gøre: at lægge forslag på bordet. Så vi kommer ikke til at træffe beslutninger, men vi vil hjælpe de 27 premierministre med at træffe beslutninger. Vi vil være til stede overalt, hvor det er vigtigt for Europa; vi vil udforske alle situationer… Dette lederskab er ikke bureaukratisk – selvfølgelig er der disse sager og overvejelser, men der er også brug for en politisk form for energi: et initiativ, som ikke er en beslutning, men som lægger en klar beskrivelse af situationen på bordet, de mulige løsninger. Det er sådan, vi vil gå frem. Hvis du eller dine seere i de kommende dage hører overraskende nyheder fra overraskende steder, er det denne måde at arbejde på, der ligger til grund for det.”

I sin første uge på jobbet har “præsident” Orbán besøgt Ukraine, Rusland og Kina. Præsident Orbán sagde også noget mere: “I denne kultur af internationalt diplomati er det, vi repræsenterer, og hvordan vi repræsenterer det, offentligt, åbent og direkte. Jeg synes, at det er en dyd.” Det samme gjorde filosoffen Platon, hvis dialog, Republikken – bogstaveligt talt” de offentlige ting” – ikke så meget handler om en regeringsform som om metoden til selvstyre.

“Åben og direkte” ville ikke være de første ord, man tænker på, når man ser på det amerikanske præsidentskab lige nu, eller dets korrupte bureaukrati, der arbejder ud fra det, der mere korrekt kaldes “løgnens styre” end “retsstatsprincippet”, som i sig selv er et sofistisk, forkasteligt ikke-begreb. Der er også medierne, som har samarbejdet om at dække over det, som ingen længere kan benægte. Alligevel gør de det stadig, og derfor bør man aldrig mere stole på dem, især ikke i spørgsmål om krig og fred. Hverken amerikanerne eller resten af verden – måske med undtagelse af City of London – ved, hvem den amerikanske præsident er; vi ved bare alle, hvem den amerikanske præsident ikke er. Vi ved, at USA’s nuværende regering tydeligvis ikke er valgt af folket, ikke står til ansvar over for folket og ikke er tiltænkt folket.

Hvad der adskiller en “præsidentiel” fra en “bureaukratisk” tankegang, uanset regeringsform, er det som nogle gange kaldes voluntarisme. Det “præsidentielle princip”, som Orbán i øjeblikket henviser til, får adgang til og anvender, er ikke hans særlige embede. Det er ikke anderledes i sin potentielle effekt, end det princip som den amerikanske præsident Franklin Roosevelt anvendte i sine første dage i embedet fra den 4. marts 1933. Vi sammenligner ikke de to personers formelle handlinger eller beføjelserne i deres to embeder. Hvad der er identisk, er, at i begge tilfælde kræver den monumentale opgave, som skal udføres, at den person, der påtager sig ansvaret for at udføre den, må, for at lykkes, overtale andre til at handle på vegne af at udføre denne opgave. Lederen kan kun foreslå, men ikke gennemtvinge, en fremgangsmåde og skal med fornuftens kraft overbevise andre om at handle, selv hvis de er meget utilbøjelige til at gøre det.

FDR var nødt til at genoprette det depressionsramte amerikanske folks tillid til selvstyret i de allerførste timer af sit præsidentskab. Hans overtagelse af banksystemet – “Bank Holiday”, der begyndte den 6. marts 1933 – skete før hans vedtagelse af Glass/Steagall-loven i juni 1933, tre måneder senere. “Handling, og handling nu” var det, der var brug for; handling kom først, og så fulgte loven, fordi præsidenten agerede beslutsomt for den generelle velfærd.

I et meget anderledes, men tilsvarende eksempel mødtes Abraham Lincoln to uger efter sin indsættelse som USA’s præsident i 1861 med den 30-årige ingeniør Grenville Dodge for at diskutere det, der mindre end et årti senere skulle blive til den transkontinentale jernbane. Det var datidens “Apolloprojekt”, som forvandlede al transport i verden, gav mulighed for indre udvikling af kontinenter og banede vejen for alle efterfølgende sådanne udviklingsprojekter, herunder Kinas Bælte- og  Vej-Initiativ og Shanghai Cooperation Organization i dag. En truende broderkrig, som ville bryde ud kun fire uger efter hans møde med Dodge, afholdt ikke Lincoln fra det, han vidste var grundlæggende – at fremme USA’s fysisk-økonomiske enhed som grundlag for at genetablere dets politiske enhed som en republik. Lincolns forudgående overvejelser om den transkontinentale jernbane – det første spørgsmål, han stillede Dodge to år tidligere på deres første møde i Council Bluffs, Iowa, i august 1859, var: “Dodge, hvad er den bedste rute for en Stillehavsjernbane mod vest?” – var en del af Lincolns strategi for at vinde krigen. Selve den fysiske jernbane ville først blive færdiggjort efter denne krig og efter Lincolns død. I den forstand forstod Lincoln forholdet mellem en militærstrategisk politik og en udviklingspolitik og forsøgte at skabe en ny strategisk og udviklingsmæssig “arkitektur” – som vi bliver nødt til at gøre nu, men af en kvalitativt højere international karakter, som foreslået i Helga Zepp-LaRouches ti principper.

Fra det synspunkt kan man med friske øjne se på Kinas arbejde, der grænser op til 14 nationer, og dets præsident, Xi Jinping, inden for diplomati, herunder Kinas stort set ignorerede plan for fred i Europa. Se med friske øjne på “modstanderen” Rusland, som også grænser op til 14 nationer, og dets præsident, herunder hans forslag til forhandlinger fra 14. juni. Betragt ud fra dette synspunkt, hvad Orbán har sat i værk. Overvej hvad der ville ske, hvis intelligente livsformer i den transatlantiske sektor, som ikke nødvendigvis er helt enige i Ruslands eller Kinas politik, men som har en sammenfaldende idé om nødvendigheden af fred gennem udvikling, ville tænke over, offentligt støtte og fremme det, som Orbán har gjort.

Uafhængige kandidater med et uafhængigt sind, som New Yorks senats- og kongreskandidater Diane Sare og Jose Vega, må handle i det “præsidentielle princips” navn, som økonomen og statsmanden Lyndon LaRouche gjorde gennem sine otte præsidentkampagner og sine mange fysisk-økonomiske udformninger og forslag. Alle sådanne kandidater og stemmer kan både støtte og fremskynde det diplomatiske tempo, som Viktor Orbán har indledt.

At gennemføre offentlige politiske interventioner, som både Vega og Sare har gjort for nylig, er en måde, hvorpå modige “normale borgere” i den transatlantiske sektor kan vælge også at få adgang til “præsidentprincippet”, uafhængigt af en bestemt valgdato i deres respektive lande. Og at abonnere på vores Executive Intelligence Review og dens Daily Alert, især i lyset af de åndsdræbende mediers daglige forræderi mod menneskeheden, som de kalder “nyheder”, er afgørende for at udvikle og opretholde den moralske egnethed til at overleve i disse tumultariske tider, for “ikke at blive fanget under begivenhedernes niveau”. Denne række af handlinger er den “res publica“-form for diplomati i fredens navn, som verden kræver af os for at overleve denne farligste tid i hele historien.

Foto: Irina Iriser / Unsplash

Den 7. juli 2024 (EIRNS) – Hvis det ikke var så ekstraordinært farligt, ville den nuværende strategiske krise næsten være komisk.

Den 9.-11. juli vil NATO holde topmøde i Washington D.C. for at koordinere den næste optrapning af deres kampagne for at udslette Rusland under dække af krigen i Ukraine. Lederne ved dette gallatræf vil omfatte den mumlende og desorienterede præsident Biden, hvis erkendelsesmæssige svækkelse netop er blevet udstillet offentligt for hele verden. En anden, Frankrigs Macron, har lige fået et af de mest forbløffende valgnederlag i moderne historie – og alligevel vil han spankulere rundt på scenen og muligvis mumle for sig selv “Qu’ils mangent de la brioche“. Og en tredje, Keir Starmer fra Storbritannien, stormede ind i embedet for 72 timer siden på lidt mere end det næsten universelle had mod hans konservative modstander.

Bortset fra en vigtig gruppe af krigsmodstandere omkring den ungarske premierminister Viktor Orbán, vil de alle sværge troskab til den “regelbaserede orden”, som aldrig er blevet defineret og faktisk ikke eksisterer; og de vil forpligte sig til yderligere hundredvis af milliarder dollars i dødbringende militær bistand til Volodymyr Zelenskyj i Ukraine – som ikke engang er Ukraines lovlige præsident på nuværende tidspunkt, eftersom hans præsidentperiode udløb den 20. maj 2024, da nyvalg planlagt til den 31. marts var blevet aflyst på grund af krigsretstilstand.

Det gamle regimes institutioner smuldrer faktisk hurtigere, end man kan nå at sige “vi opgiver aldrig vores spekulationsboble”.

Det er en krigskonstruktion, der ikke holdes sammen af meget mere end “fortællingen” om, at “Putin er ude på at genskabe Sovjetunionen”, og “Putin vil invadere de baltiske lande som det næste, hvis Ukraine falder” – åbenlyst falske påstande, der ikke holder til en direkte gennemgang af præsident Putins offentlige udtalelser i de seneste årtier, for ikke at nævne det væsentlige faktum i den nyere moderne historie.

I sin tale til deltagerne i Den Internationale Fredskoalitions møde den 5. juli udsendte Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, en bred udfordring om at tage fat på denne såkaldte “fortælling”:

“Jeg tror også, at vi er nødt til at arbejde i dybden. Jeg tror, at det vi oplever lige nu er en gigantisk indsats for at erstatte virkeligheden med fortællinger. Og jeg tror på Platon, jeg tror på Sokrates og den sokratiske dialog. Jeg tror ikke, at nogen har patent på sandheden, men jeg tror, at den sokratiske dialog er en metode til, hvordan man kan nå frem til sandheden. Hvis vi ender i en verden, hvor alle sider bare forsvarer deres fortællinger, går sandheden tabt….

“Jeg tror, vi er nødt til at give en udfordring til historikere, journalister, undersøgende journalister og andre mennesker, der er optaget af historisk sandhed, om at rekonstruere, hvordan vi kom til dette punkt med en potentiel tredje verdenskrig. Hvordan mistede vi en utrolig historisk mulighed, som eksisterede for mere end 30 år siden med den tyske genforening, Sovjetunionens sammenbrud – som naturligvis ikke var en god ting for de mennesker, der boede der, det var et sammenbrud af deres system.

“Putin har sagt, at han betragter Sovjetunionens endeligt som den største katastrofe i det 20. århundrede, eller en formulering i den stil. Netop det Putin-citat bliver altid misforstået som om, at han ønsker at genskabe Sovjetunionen. Det var ikke det, han sagde. Han sagde det, fordi der i de følgende år af Jeltsin-perioden skete en afvikling af den russiske industrikapacitet fra 1991 til 1994, et fald til kun 30 % af den tidligere kapacitet. Det førte til et utroligt kollaps af den befolkningsmæssige kurve. De mistede 1 million mennesker om året, fordi dødsraten steg i forhold til fødselsraten. Det var det, Putin henviste til; de omstændigheder, hvorunder Sovjetunionen kollapsede, førte derefter til sammenbruddet i 1990’erne, og dette er hvad han kalder denne katastrofe.

“Jeg tror, at alt lige nu er under kontrol af ‘fortællingen’: Man er nødt til at få folk til at tro, at fred er umulig, at Rusland skal besejres, og derfor er en sejr på slagmarken det, der er vigtigt. Det er den sikre vej til Tredje Verdenskrig.

“I Tyskland er det ikke engang længere tilladt at sige, at det, der sker i Ukraine, ikke er en uprovokeret angrebskrig fra Ruslands side. Hvis man siger det, kan man, som en af de tidligere talere påpegede, blive sat i fængsel eller arresteret eller straffet på en eller anden alvorlig måde.

“Jeg tror, at dette er enden på demokratiet, frihedens død, og jeg tror, at vi er nødt til at kæmpe for historisk sandfærdighed. Og derfor vil jeg opfordre alle deltagere i IPC-processen til at hjælpe med at rekonstruere, hvad der faktisk er sket siden 1989, siden muren faldt. Hvad var mulighederne? Hvordan blev de overset? Hvorfor blev de forpasset? Hvad kom i deres sted? For jeg tror, at en rationel bearbejdning af den historie er en vigtig ingrediens, så vi kan komme tilbage til en diskussion; for kun hvis man ser på, hvad der gik galt, kan man seriøst overveje, hvad der er nødt til at blive gjort for at rette op på det.”

Foto: NATO Photo

6. juli 2024 (EIRNS) – “Orbán-effekten” ramte verden i denne uge. De handlinger, som lederen af en nation, Ungarns premierminister Viktor Orbán, foretog, da han fløj til Kiev for at diskutere fred med Ukraines præsident Zelenskyj og derefter til Moskva for at gøre det samme med Ruslands præsident Putin, satte i skarp relief, at der ikke har været noget diplomati i Vesten i årevis. Bortset fra hvad der blev og ikke blev opnået med det samme, som Orbán sagde det: “Der er mange skridt, der skal tages for at komme tættere på afslutningen af krigen. Men vi har taget det vigtigste skridt – vi har etableret kontakt…. Jeg har afsluttet mine samtaler i Moskva med præsident Putin. Mit mål var at åbne kanalerne for direkte kommunikation og starte en dialog om den korteste vej til fred. Missionen er fuldført! Fortsættes på mandag…”

Det står ikke klart, hvad Orbán har planlagt for mandag, men i går, samme fredag den 5. juli, som han fløj til Moskva og mødtes med Putin i 2,5 timer, optrådte han også i det anerkendte amerikanske tidsskrift Newsweek i en lang kronik med titlen “The Point of NATO Is Peace, Not Endless War“. Bortset fra en statsmandslignende forståelse af historien kritiserede han NATO for dets hykleri og sagde, at “i dag er dagsordenen i stedet for fred at forfølge krig; i stedet for forsvar er det angreb. Alt dette er i modstrid med NATO’s grundlæggende værdier…. I dag er der stadig flere stemmer i NATO, der taler for nødvendigheden – eller endog uundgåeligheden – af en militær konfrontation med verdens andre geopolitiske magtcentre. Denne opfattelse af uundgåelig konfrontation fungerer som en selvopfyldende profeti. Jo mere NATO’s ledere tror, at en konflikt er uundgåelig, jo større bliver deres rolle i at fremskynde den…. NATO opfylder sit formål, når det vinder fred, ikke krig. Hvis det vælger konflikt i stedet for samarbejde og krig i stedet for fred, begår det selvmord.”

I går erklærede Slovakiets premierminister Robert Fico i sin første offentlige tale, siden han blev skudt flere gange den 15. maj i et attentat, at hvis hans helbred havde tilladt det, ville han have sluttet sig til Orbán på besøget i Moskva. Mod krigsmagernes hyl, der var rasende over Orbáns diplomatiske handling, svarede Fico: “Der er ikke nok, jeg gentager, ikke nok fredsforhandlinger, fredsinitiativer.” Det er kun omkring syv uger siden, at Fico næsten mistede livet, fordi han nægtede at deltage i krigshysteriet.

I nabolandet Bulgarien erklærede premierminister Dimitar Glavchev fra overgangsregeringen, at han i næste uge vil tilbyde NATO Bulgariens tjenester i forbindelse med mægling i konflikten mellem Rusland og Ukraine. Og den 4. juli vendte Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan – som havde mæglet i de vellykkede russisk-ukrainske forhandlinger i 2022, indtil Storbritanniens Boris Johnson kom anstigende til Kiev for at afbryde dem – tilbage fra SCO’s statsledermøde i Astana og gav et lidenskabeligt tilsagn om at forny diplomatiet: “Denne kamp gavner hverken Rusland eller Ukraine. De eneste vindere af krigen er dødens og blodets købmænd. Jeg vil gerne tro på, at spændingerne nu kan mindskes, og at der kan skabes grundlag for fred. Vi er klar til at gøre vores del, som vi har gjort indtil i dag, for at skabe og beskytte det grundlag.”

“Orbán-effekten” er på ét niveau blot én stemme, der siger det indlysende, at blodsudgydelserne og det atomare opgør ikke har nogen ende uden diplomati, og andre, der indser, hvad der har manglet på dagsordenen i Vesten. Orbán begyndte selv ugen, da Ungarn overtog det seks måneder lange roterende formandskab for EU-Rådet og indtog en position med mere ceremoni end officiel magt. Og de tre ovennævnte ledere er fra Centraleuropa, ikke fra Tyskland, Frankrig eller Italien. Og selv om Orbán måske er mere moden, velovervejet og kultiveret end den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump, har han nogle lignende svagheder med risiko for at blive fanget i at forsvare israelsk folkemord eller give indvandrere skylden for alle Ungarns problemer. Men i de blindes land er den enøjede konge. Og i denne uge har den enøjede måske åbnet et par øjne for, hvor unaturlig og farlig den seneste periode med anti-diplomati har været i Vesten.

Foto: Viktor Orbán Facebook page

7. juli 2024 (EIRNS) – Hvis det ikke var så ekstraordinært farligt, ville den nuværende strategiske krise næsten være komisk.

Den 9.-11. juli vil NATO holde topmøde i Washington D.C. for at koordinere den næste optrapning af deres kampagne for at udslette Rusland under dække af krigen i Ukraine. Lederne ved dette gallatræf vil omfatte den mumlende og desorienterede præsident Biden, hvis erkendelsesmæssige svækkelse netop er blevet udstillet offentligt for hele verden. En anden, Frankrigs Macron, har lige fået et af de mest forbløffende valgnederlag i moderne historie – og alligevel vil han spankulere rundt på scenen og muligvis mumle for sig selv “*Qu’ils mangent de la brioche*”. Og en tredje, Keir Starmer fra Storbritannien, stormede ind i embedet for 72 timer siden på lidt mere end det næsten universelle had mod hans konservative modstander.

Bortset fra en vigtig gruppe af krigsmodstandere omkring den ungarske premierminister Viktor Orbán, vil de alle sværge troskab til den “regelbaserede orden”, som aldrig er blevet defineret og faktisk ikke eksisterer; og de vil forpligte sig til yderligere hundredvis af milliarder dollars i dødbringende militær bistand til Volodymyr Zelenskyj i Ukraine – som ikke engang er Ukraines lovlige præsident på nuværende tidspunkt, eftersom hans præsidentperiode udløb den 20. maj 2024, da nyvalg planlagt til den 31. marts var blevet aflyst på grund af krigsretstilstand.

Det *gamle regimes* institutioner smuldrer faktisk hurtigere, end man kan nå at sige “vi opgiver aldrig vores spekulationsboble”.

Det er en krigskonstruktion, der ikke holdes sammen af meget mere end “fortællingen” om, at “Putin er ude på at genskabe Sovjetunionen”, og “Putin vil invadere de baltiske lande som det næste, hvis Ukraine falder” – åbenlyst falske påstande, der ikke holder til en direkte gennemgang af præsident Putins offentlige udtalelser i de seneste årtier, for ikke at nævne det væsentlige faktum i den nyere moderne historie.

I sin tale til deltagerne i Den Internationale Fredskoalitions møde den 5. juli udsendte Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, en bred udfordring om at tage fat på denne såkaldte “fortælling”:

“Jeg tror også, at vi er nødt til at arbejde i dybden. Jeg tror, at det vi oplever lige nu er en gigantisk indsats for at erstatte virkeligheden med fortællinger. Og jeg tror på Platon, jeg tror på Sokrates og den sokratiske dialog. Jeg tror ikke, at nogen har patent på sandheden, men jeg tror, at den sokratiske dialog er en metode til, hvordan man kan nå frem til sandheden. Hvis vi ender i en verden, hvor alle sider bare forsvarer deres fortællinger, går sandheden tabt….

“Jeg tror, vi er nødt til at give en udfordring til historikere, journalister, undersøgende journalister og andre mennesker, der er optaget af historisk sandhed, om at rekonstruere, hvordan vi kom til dette punkt med en potentiel tredje verdenskrig. Hvordan mistede vi en utrolig historisk mulighed, som eksisterede for mere end 30 år siden med den tyske genforening, Sovjetunionens sammenbrud – som naturligvis ikke var en god ting for de mennesker, der boede der, det var et sammenbrud af deres system.

“Putin har sagt, at han betragter Sovjetunionens endeligt som den største katastrofe i det 20. århundrede, eller en formulering i den stil. Netop det Putin-citat bliver altid misforstået som om, at han ønsker at genskabe Sovjetunionen. Det var ikke det, han sagde. Han sagde det, fordi der i de følgende år af Jeltsin-perioden skete en afvikling af den russiske industrikapacitet fra 1991 til 1994, et fald til kun 30 % af den tidligere kapacitet. Det førte til et utroligt kollaps af den befolkningsmæssige kurve. De mistede 1 million mennesker om året, fordi dødsraten steg i forhold til fødselsraten. Det var det, Putin henviste til; de omstændigheder, hvorunder Sovjetunionen kollapsede, førte derefter til sammenbruddet i 1990’erne, og dette er hvad han kalder denne katastrofe.

“Jeg tror, at alt lige nu er under kontrol af ‘fortællingen’: Man er nødt til at få folk til at tro, at fred er umulig, at Rusland skal besejres, og derfor er en sejr på slagmarken det, der er vigtigt. Det er den sikre vej til Tredje Verdenskrig.

“I Tyskland er det ikke engang længere tilladt at sige, at det, der sker i Ukraine, ikke er en uprovokeret angrebskrig fra Ruslands side. Hvis man siger det, kan man, som en af de tidligere talere påpegede, blive sat i fængsel eller arresteret eller straffet på en eller anden alvorlig måde.

“Jeg tror, at dette er enden på demokratiet, frihedens død, og jeg tror, at vi er nødt til at kæmpe for historisk sandfærdighed. Og derfor vil jeg opfordre alle deltagere i IPC-processen til at hjælpe med at rekonstruere, hvad der faktisk er sket siden 1989, siden muren faldt. Hvad var mulighederne? Hvordan blev de overset? Hvorfor blev de forpasset? Hvad kom i deres sted? For jeg tror, at en rationel bearbejdning af den historie er en vigtig ingrediens, så vi kan komme tilbage til en diskussion; for kun hvis man ser på, hvad der gik galt, kan man seriøst overveje, hvad der er nødt til at blive gjort for at rette op på det.”

Foto: NATO Photo

Den 4. juli 2024 (EIRNS) – Det er en klinisk bevist kendsgerning, at når et alvorligt neurotisk eller psykotisk individs adfærd producerer konsekvenser i den virkelige verden, der er i modstrid med hans egen overbevisning, ser han disse resultater gennem den samme psykoses prisme – og konkluderer, at hans synspunkter endnu engang er blevet retfærdiggjort.

Den “analyse”, som Atlantic Councils direktør, Frederick Kempe, en af etablissementets førende koryfæer, har leveret, om at de skelsættende politiske implosioner omkring Biden, Macron og Sunak sker, fordi “de selv er skyld i det”, er af præcis den karakter. Ingen steder viser Kempe den mindste erkendelse af, at disse tektoniske politiske skift blot er overfladiske udtryk for et systemisk sammenbrud af hele det nuværende London-centrerede imperiale finansielle, økonomiske, politiske, kulturelle, moralske og filosofiske system.

Lyndon LaRouche forudsagde denne sammenbrudskrise med præcision for over 50 år siden.

Hvordan kan det være, at Kempe m.fl. stadig ikke har en anelse, og viljeløst bringer verden til en dødelig økonomisk nedsmeltning og mod en stadig mere sandsynlig atomkrig – hvor LaRouche forudså den nuværende udvikling et halvt århundrede, før den “skete”, og leverede en løsning på problemet?

Gå tilbage til 1976 og et memorandum om strategiske studier skrevet af Lyndon LaRouche den 3. april samme år under titlen ” Heuristiske tillempninger af den højere teori om mangefold på den nuværende strategiske og underliggende taktiske situation”. Studér følgende uddrag af dette dokument og husk på, at LaRouche i juni 1975 første gang havde præsenteret sit forslag om en international udviklingsbank  (IDB) som et alternativ til det nuværende kollapsende system:

“I ethvert relativt kort udviklingsinterval af en samfundsfase af en bestemt art, definerer det karakteristiske specifikke træk ved dette samfund, der kan henføres til dets udviklingsmåde, den omtrentlige ækvivalent til et sæt universelle love, der er specifikke for denne fase af dette samfund. Som følge heraf repræsenterer visse former for aktivitet, som er karakteriseret ved sådanne regler, det effektive mål for virkeligheden i den sammenhæng. Følgelig har visse træk ved livet, der er bestemt på denne måde, betydning som “fakta” under sådanne forhold. Som kendsgerninger repræsenterer de ikke kun generelt acceptable fortolkninger af begivenheder, men denne fortolkning er uadskillelig fra en tilhørende underforstået forestilling om, hvilken praktisk handling der bør foretages som reaktion på begivenheden. Vi kan derfor med rette kalde sådanne “kendsgerninger” for “praktiske kendsgerninger”, da deres betingede gyldighed er uadskillelig fra effektiviteten af den slags handlinger, de indebærer; de kaldes “kendsgerninger”, hovedsagelig fordi de reaktioner, de indebærer, “synes at fungere” inden for rammerne af den pågældende fase af det pågældende samfunds udvikling.

“Men, bring så dette samfund til et punkt af diskontinuitet, mangel på sammenhæng, som f.eks. den nuværende fase af kapitalistisk sammenbrudskrise. Samfundet har nået et punkt, hvor det ikke længere kan eksistere på basis af de tidligere dominerende sæt af institutioner. Resultatet er  at det, der fungerede som reaktion på tidligere begivenheder, ikke længere fungerer. I en meget meningsfuld forstand er universets love pludselig brudt sammen, for så vidt som relationerne i det pågældende samfund nærmer sig et sæt underforståede universelle love for social praksis. Derfor er det, der reelt var et “faktum” i 1971, ikke længere et faktum i dag.

“Situationen er mere kompliceret, som vi allerede har antydet.

“Der er to grundlæggende bevidste alternativer til rådighed for den kapitalistiske sektor i dag. Det ene er det degenererede univers med schachtianske nedskæringer og politistatsstyre på en næsten global skala. I dette univers hersker en helt ny definition af fakta. Det andet er forslaget fra Den Internationale Udviklingsbank, hvor de grundlæggende erfaringer defineres anderledes end i verdenen fra 1971 eller i den schachtianske verden. Endelig, hvis ingen af de to mulige universer vælges, har vi det særlige univers med absolut kaos.

“Ingen af de fire alternative universer bestemmer endnu fuldt ud, hvad der er en kendsgerning. Det gamle univers er døende, men det har stadig en tendens til at bidrage til at bestemme, hvad et faktum er. Det schachtianske univers er på nippet til at blive den totale erstatning for den verden, vi kendte i 1971, og den fremkomst påvirker allerede definitionen af fakta. Forslaget om Den Internationale Udviklingsbank påvirker også begivenhedernes gang i nogle nationer og i den globale situation som helhed. IBD bestemmer derfor også betydningen af fakta. Der er også en trussel om voksende kaos, som ligeledes definerer fakta.

“Det er blot den overordnede situation. Processen med at bevæge sig fra det eksisterende, kollapsende univers fra 1971 til et af de tre alternative nye universer kan ikke ske som et simpelt, direkte spring fra det ene til det andet. De institutioner, der er nødt til at etablere et af de nye alternative universer, er ikke på plads; de vil komme på plads som resultatet af en række mellemliggende, kortlivede underuniverser, som hver især umiddelbart bidrager til at bestemme, hvad der udgør en kendsgerning i det øjeblik.”

Når du reflekterer over disse dybere spørgsmål i denne 4. juli-weekend og over den påtrængende fare for atomkrig, som vores art står over for, ville det være et godt tidspunkt at genoptage: “Tænk som LaRouche”, da alt andet ikke vil være en vej ud af nutidens eksistentielle krise. Ud over det ovenfor citerede dokument af LaRouche ville et godt sted at starte være det nyligt udgivne bind II af Lyndon LaRouches samlede værker – som omfatter værker, der i høj grad er centreret om kunst, musik, drama, poesi og princippet om menneskelig kreativ handling, som ligger til grund for dem – og som er tilgængelig fra LaRouche Legacy Foundation.

Og sørg for at støtte og udbrede Den Internationale Fredskoalitions netop udgivne “Uafhængighedserklæring om overhængende atomkrig: Begynd forhandlinger om fred nu.”

Foto: EIRNS/Stuart Lewis

Ikke korrekturlæst

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 3. juli 2024, dagen før 248-årsdagen for vedtagelsen af den amerikanske uafhængighedserklæring. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Du kan sende spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden på YouTube.

Der er mange spørgsmål om krigsfaren og den strategiske situation, men jeg vil gerne begynde med en historie, som har domineret pressen og diskussionen i USA, nemlig konsekvenserne af Joe Bidens skræmmende og dårlige optræden ved præsident debatten den 28. juni. Demokraterne kæmper for at beslutte, om de skal beholde ham i valgkampen, eller om de kan få ham ud, for det ser ud til, at han vil tabe stort til Donald Trump. Men du stillede et andet spørgsmål: Du sagde, at han virkede ude af stand til at fuldføre en sætning, hvem styrer landet?

Så det første spørgsmål, jeg har, er fra Dave i Illinois, som spørger dig: “Hvad er dit svar på det spørgsmål? Hvem eller hvilke institutioner laver politik, og tror de virkelig, at de kan dække over Bidens forværrede tilstand indtil november?”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det forfærdelige resultat af denne debat virkelig har sat fokus på virkeligheden, og mange mennesker har haft mistanke om det. Jeg mener, man har i løbet af de sidste – faktisk årtier, kan man sige – haft en masse diskussioner om den såkaldte “dybe stat” i USA. Nu vil mainstream politikerne og medierne afvise det som “konspirationsteorier” og “det er helt hen i vejret”. På den anden side kan det ikke længere skjules, for hvis Biden ifølge nogle iagttagere har vist tegn på stigende alder i de sidste fem år, så rejser det spørgsmålet: Hvis han ikke kan klare en debat på 90 minutter, hvordan kan han så klare presset ved at have den udøvende magt over en ekstremt kompleks supermagt, som har næsten 1.000 militærbaser rundt omkring i verden; som har enorme diplomatiske, efterretningsmæssige og alle mulige slags operationer rundt omkring i verden. Det er klart, at hvis man er helt i topform i sin bedste alder, så er det et stort job. Men hvis du er skrøbelig, sætter det spørgsmålet på dagsordenen, hvem der egentlig har kontrol over atombomberne?

Jeg tror, at der i forbindelse med denne fiasko blev nævnt flere navne, og et af dem var Tom Donilon, som tidligere arbejdede for Obama-administrationen og nu sidder i bestyrelsen for BlackRock Investment Institute. Det er meget, meget tydeligt, at man har – og vi har haft flere diskussioner med eksperter i mellemtiden – at der naturligvis er et permanent bureaukrati: Det er folk, der har været i svingdøren mellem stillinger i administrationerne og gået gennem toplederposter i forsvarsindustrien og derefter fået en toppost i en eller anden form for mediekontrol.

Så det er meget tydeligt, at der er dette permanente bureaukrati, og det er praktisk talt, hvad Ray McGovern altid kalder “MICIMATT”: ” Det militærindustrielle kongres-intelligens-medie-akademiske-tænketank-kompleks.” Og inden for det har man en magtstruktur, og jeg tror, at kombinationen af Wall Street, Silicon Valley, militæret, den akademiske verden, tænketanke, der er en bestemt struktur, som naturligvis har et hierarki, og hvad det hierarki er på hvert givet tidspunkt, er naturligvis nødt til at blive identificeret. Men det rejser det indlysende spørgsmål: Hvis alt dette postyr omkring præsidentvalget, kongresvalget og senatsvalget virkelig betyder noget, for hvis man har et praktisk talt helt andet apparat, som er permanent, og som ikke skifter mellem administrationerne, så er det ligegyldigt, om resultatet er republikansk eller demokratisk. Hvad sker der så med demokratiet? Hvad sker der med den regelbaserede orden? Hvad sker der med hele den fine fortælling om, at “vi i Vesten er de gode, der kæmper mod alle de onde, nemlig autokratierne og diktaturerne i denne verden”?

Jeg mener, det slår et stort hul i denne fortælling, og det gør det meget klart, at det amerikanske folk virkelig er nødt til at tænke over, om de fortsat vil lade deres land skifte tilbage fra – altså, at starte i den amerikanske revolution som en republik, kæmpe for deres uafhængighed mod det Britiske Imperium, forsøge at komme ud af kolonistatus, som i løbet af 250 år, lidt mere, er svinget tilbage til dybest set at blive et imperium ved trin for trin at vedtage modellen for det Britiske Imperium som grundlag for at drive den unipolære verden, baseret på det angloamerikanske system. Og det viser hele miseren på en meget klar måde.

Så jeg synes, det er en utrolig periode, og spørgsmålet om, hvad der skal ske med Amerika, og i morgen er det den 4. juli, er et meget godt tidspunkt at genoverveje: Er det ikke bedre at tænke på den amerikanske revolutions principper, grundlæggernes idealer, især også senere, John Quincy Adams’ udenrigspolitik, for det er spørgsmålet om, hvordan resten af verden vil forholde sig til USA, og hvordan USA forholder sig til resten af verden?

Så det bør folk reflektere over. Og spørgsmålet er ikke så meget, at der er alle mulige scenarier, for eksempel at Obama dybest set havde hemmelige møder med Biden og fortalte ham, at han skulle træde tilbage og opfordrede til et åbent konvent; og så er der nogle scenarier om, at Michelle Obama ville springe ud af boksen som mirakelløsningen, eller Gretchen Whitmer, for den sags skyld, eller nogle andre mennesker, der tydeligvis lugter forårsluften omkring hele denne kamp. Men det er egentlig ikke det grundlæggende spørgsmål. Spørgsmålet er, om USA kan finde tilbage til sin republikanske tradition, og det vil sandsynligvis afgøre spørgsmålet om krig og fred på globalt plan.

SCHLANGER: Det er sjovt, at du nævner det, for jeg fik tre spørgsmål fra folk, der spurgte: “Var det hele iscenesat, så Biden kunne blive fjernet og Hillary eller Michelle komme ind?” Og du ved, folk bliver for optaget af disse scenarier og overser den større pointe. Men vi har fået et spørgsmål fra en kontakt i Florida, som stillede spørgsmålet: “Hvorfor er der stadig så lidt diskussion om NATO’s optrapning, nu hvor krigen i Ukraine ser ud til at være tabt?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at den nuværende politik er orienteret mod NATO-topmødet, som finder sted den 9.-11. juli i Washington, og jeg tror, at vi kan forvente, at det bliver et vanskeligt øjeblik, fordi NATO og dermed det samlede Vesten har et stort problem med, at krigen er tabt i Ukraine. Det er en enorm skade på NATO’s omdømme. Husk, at det ikke er så længe siden, at NATO på en ret skammelig måde forlod Afghanistan efter at have været der i 20 år! At bruge 2 billioner dollars og efterlade landet i en komplet ruin, hvor nogle har argumenteret for, at hvis bare 3 % af de penge var blevet brugt på at opbygge infrastruktur og industri i Afghanistan, kunne landet have været i fremragende stand, men det var det tydeligvis ikke. Og på samme måde, hvad ville resultatet af krigen i Ukraine være? Landet vil være ødelagt efter mere end to års krig, som kunne have været afsluttet allerede i marts 2022, hvilket dokumenter klart beviser.

Så nu er spørgsmålet, hvilken fortælling NATO vil komme med på dette topmøde? Det bliver ekstremt vigtigt, for alle underskrivere – og Biden sagde det selv – mener åbenbart, at grunden til, at NATO er nødt til at fortsætte krigen mod Rusland i Ukraine (de indrømmer det ikke, men det er de facto tilfældet), er, at Putin angiveligt ikke vil stoppe der, han vil gå videre til Baltikum, han vil gå videre til Polen, og det er derfor, krigsindsatsen skal optrappes.

Nu er det sådan, at det er den mest åbenlyse usandhed, for ikke at kalde det en løgn, for fakta er – og det er blevet dokumenteret – at der var et møde i Istanbul i marts-april 2022, som var en forhandlet aftale mellem Putin og Zelenskyj; de var begge blevet enige om at afslutte krigen. Putin stoppede kampene og gik med til en løsning, hvis Ukraine gik med til at afstå fra at blive medlem af NATO, og nogle andre spørgsmål blev udskudt til fremtiden, f.eks. hvad der skulle ske med Krim. Men der var et klart bevis på, at Putin var gået med til en fredsaftale og havde stoppet kampene! Det kom ikke fra russiske kilder; det kom fra ukrainske kilder. Det blev rapporteret i Kyiv Post og tidligere i Ukrainska Pravda af Zelenskyjs chefforhandler, som deltog i Istanbul-drøftelserne.

Det ødelægger dybest set hele historien om, at Putin ønsker at generobre Sovjetunionen. Putin har i mellemtiden sagt flere gange, at han ikke har sådanne intentioner, han ønsker ikke at overtage hele Ukraine; han insisterer bare på, at alle de steder, der i mellemtiden har stemt for at være en del af Den Russiske Føderation, skal forblive det, og at Ukraine skal acceptere neutralitet og ikke tilslutte sig NATO, og så kan de få sikkerhedsgarantier og den slags.

Men jeg tror, at netop det punkt vil jeg virkelig gerne gøre folk opmærksomme på, for hvis den fortælling, at Putin ønsker at genskabe Sovjetunionen, består, så er det påskuddet for optrapningen og den formel, som vil bringe os ud i tredje verdenskrig på kortest mulig tid. Og så længe man tror på det, behøver man naturligvis ikke at tage imod Putins fredstilbud, som han udtalte den 14. juni i talen til lederne af det russiske udenrigsministerium, og det indebærer intet diplomati, kun optrapning af krigen.

Og vi har ikke noget mere påtrængende at gøre end at stoppe optrapningen, før det er for sent, og gå tilbage til diplomatiet! Jeg mener, det er ikke en fast aftale, vi skal se på – det er et emne for forhandlinger, et emne for diplomati – men vi er nødt til at genindføre en diplomatisk tilgang, ellers er der kort vej til Tredje Verdenskrig.

SCHLANGER: Med hensyn til det kommende NATO-topmøde har vi et spørgsmål fra en kontakt i Glasgow, Skotland, som spørger, om vi ved, hvad der vil komme ud af NATO-topmødet. Hun udtrykte sin bekymring over EU, det nye lederskab, og henviste især til Kaja Kallas fra Estland; men hun sagde også, at der tales meget om forberedelse til krig, herunder hvad der foregår i Tyskland, og ville gerne vide, om du har nogen idé om, hvad der faktisk sker i Tyskland med hensyn til denne forberedelse til det, de siger, er den uundgåelige Putin-invasion af Vesten?

ZEPP-LAROUCHE: Ja, der er faktisk et ret skandaløst interview, som blev sendt i går af NTV, som jeg tror er en privat tv-kanal. Og generalløjtnant André Bodemann, som er chef for det nationale forsvar i Bundeswehr. I dette interview, som jeg kun kan råde jer til at se, det varer kun ca. 15 minutter, og det, han siger, er utroligt. Det er dybest set noget, som har været under forberedelse i Tyskland siden januar i år, og jeg tror, at det blev gjort officielt i marts og nu bliver bragt til offentlighedens kendskab. Det hedder “Operationsplan Tyskland”, og det er dybest set en plan om, at hvis det skulle komme til krig, så er det scenarie, som Bodemann præsenterede, følgende: Han sagde: “Amerikanske tropper lander i Holland, og så marcherer de gennem Holland på forskellige måder, ad veje, vandveje, jernbaner, og så kommer de til Tyskland, og her kommer forsvarets civile tjenester på banen, for størstedelen af Bundeswehr er allerede ved østfronten, dvs. den russiske grænse, og derfor skal der etableres et forsyningssystem, hvor de tyske civilforsvars organisationer forsyner disse allierede tropper, for det meste amerikanere, der marcherer gennem Tyskland for at slutte sig til østfront styrkerne; De skal oprette stationer på motorveje, parkeringspladser, og man skal forsyne dem med mad, brændstof og sanitet i henhold til værtsland aftalen; og alle de civile organisationer, Røde Kors, Euranita [ph], forskellige andre organisationer, skal være med til at forsyne disse udenlandske tropper. “

Det er helt utroligt. Han taler, som om det sker i morgen: Amerikanerne går i land på Normandiets strand igen, eller rettere i Holland, og de marcherer til østfronten, og så siger han, at Tyskland ikke behøver at se på den gamle operationsplan fra den kolde krig, for heldigvis er Tyskland ikke længere en frontlinjestat, men vi er nu i baglandet, og vi er nødt til at forsyne dem, der kæmper ved fronten.

Det, han siger som argumentation, er virkelig utroligt, og jeg tror ikke, vi kan lade det stå, fordi det er planen for den kommende krig. Det siger han: Ja, Tyskland er allerede under angreb, alle mulige slags angreb, cyberangreb, angreb på kritisk infrastruktur, og utroligt nok siger han så: “Se, hvad der skete med Nord Stream 2!” Hvis jeg nogensinde har set et tilfælde af chutzpah, så tror jeg, at prisen går til denne general Bodemann, for dette angreb på Nord Stream – ok, vi ved ikke, hvem det var. Der er en dækhistorie om, at det var et ukrainsk skib, som er blevet afvist af alle de eksperter, jeg kender til. Der er den stadig uafkræftede historie af Seymour Hersh om, at det var amerikanerne, der gjorde det, med hjælp fra nordmænd og så videre. Men under alle omstændigheder er cui bono helt sikkert ikke Rusland! For hvad skete der? Der er faktisk analyser, som hævder, at ud over at afskære Tyskland fra billig russisk naturgas var det største geostrategiske, geopolitiske mål at ødelægge forholdet mellem Tyskland og Rusland så fundamentalt, at det ville tjene den mangeårige amerikanske interesse – dette tilskrives George Friedman – at adskille Tyskland fra Rusland; fordi kombinationen af russiske råstoffer og tysk videnskabelig og teknologisk knowhow efter amerikanske geopolitikeres mening ville betyde en kombination, som ville være en oprigtig fjende af USA. Det er alt sammen geopolitisk tågesnak, men det er sådan, historien er.

Nu er det helt sikkert, at cui bono ikke er, at Rusland sprænger sin egen rørledning i luften, og at netop den hændelse har ruineret Tyskland! Tyskland er nu på vej ned i en depression og kollapser til højre og venstre. Selve Tysklands eksistens som industrination er ved at blive saboteret og ødelagt. Det kræver en hel del chutzpah for denne Bodemann at tilskrive, at bare væve det ind i fortællingen. Han siger ikke udtrykkeligt, at det var russerne, men han siger det i forbindelse med de russiske trusler, som en del af mange andre trusler.

Vi plejede at kalde det “sammensætning fejl”: Hvis man insinuerer noget, som ændrer betydningen af hele historien – jeg tror, der er kommet et nyt ord for det, som hedder “dekontekstualisering” eller sådan noget – så er dette et klassisk tilfælde af den slags.

Og så er den anden ting, at Bodemann gentager, hvad Biden sagde nogle dage tidligere, nemlig at Putin ønsker at genskabe Sovjetunionen! Og det er bare ikke sandt! Jeg nævner bare disse fakta. Der var i går en meget grundig artikel af Ray McGovern i Consortium News, hvor han citerer, vers og kapitel, hvilket citat fra hvilken hovedrådgiver for Zelenskyj, hvilken chefforhandler i Istanbul [Davyd Arakhamia], der grundlæggende sagde det. Så det er ikke russiske kilder, det er de ukrainske kilder, som indrømmer, at Rusland allerede havde stoppet krigen i 2022 i marts; og at det var Boris Johnson, der fløj ind fra London for at fortælle Zelenskyj, nej, gå ikke med til denne fredsaftale; fortsæt med at kæmpe, vi bakker dig op til den sidste ukrainer (det sagde han ikke, men det er, hvad det viser sig at være).

Nu skal det hele undersøges! Dette er offentlige oplysninger! Krig og fred afhænger af det spørgsmål! Og jeg kan kun sige, at enhver seriøs journalist bør undersøge det: Var det sådan, at Rusland var klar, eller allerede havde stoppet kampene, klar til en fredsaftale, og hvad var Boris Johnsons rolle i at sabotere det? Jeg tror, at hvis det ikke bliver belyst og undersøgt, så går vi faktisk blindt ind i Tredje Verdenskrig.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål til dig, Helga, fra en podcaster i Tyskland, som sagde: “Jeg er forvirret over Putins idé om en eurasisk sikkerhedsalliance. Jeg er ikke sikker på, hvordan BRIKS og Shanghai Cooperation Organization repræsenterer et asymmetrisk svar på de militære provokationer og trusler fra NATO. Kan du forklare det?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det er så svært, for det, der ligger til grund for Putins forslag, er en eurasisk sikkerhedsarkitektur baseret på samarbejde om infrastruktur, baseret på de fem principper for fredelig sameksistens, og som, sagde han, udtrykkeligt er åben for NATO-medlemmer. Hvis man så ser på det forslag, som blev gentaget af Xi Jinping på den konference, der netop har fundet sted i Beijing på 70-årsdagen for de fem principper for fredelig sameksistens, som blev fremmet for 70 år siden af Zhou Enlai, og som derefter blev uddybet på Bandung-konferencen i 1955, der førte til begyndelsen af den Alliancefrie Bevægelse, så var det altid ideen om, at man skal have et system baseret på alle medlemmers suverænitet, baseret på princippet om ikke-indblanding, accept af de andre landes sociale system, samarbejde til gavn for hinanden, baseret på gensidig ikke-angreb – det er hovedpunkterne – og BRIKS og mange andre organisationer, som Shanghai Cooperation Organization, ASEAN, Den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU), Den Afrikanske Union, Mercosur, de ønsker at skabe et nyt system, en ny sikkerhedsarkitektur, baseret på disse principper.

Umiddelbart efter at den særlige militæroperation startede i februar 2022, stod det klart for mig, at dette potentielt førte til Tredje Verdenskrig, ikke det russiske angreb, men hele dynamikken, hvor det russiske angreb blot var et bestemt udløsende punkt. Så på det tidspunkt foreslog jeg en ny, global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der skulle involvere hver eneste nation på planeten, for i betragtning af verdens sammenvævede natur, dens strategiske sammenvævning, atomvåben, pandemier, internettet, bare den måde, hvorpå den moderne verden virkelig er én, kan man ikke have en delvis sikkerhed. Hvis man udelader et land som Nordkorea, Iran eller et andet, er det kimen til den næste krig: Jeg mener, det er den lektie, vi skulle have lært af Versailles-traktaten, som ikke afsluttede Første Verdenskrig, men som blot var et springbræt til Anden Verdenskrig! Og den lektie, vi burde have lært af den Westfalske Fred, er, at hvis man vil have en fungerende fredsaftale, skal man have noget, der tager hensyn til alle lande på planeten og alle involverede parter.

Og det var derfor, jeg dengang foreslog den globale sikkerheds- og udviklingsarkitektur og efterfølgende ti principper, som er det absolutte, afgørende grundlag, som en sådan arkitektur skal bygges på. Og hvis man ser på de ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som blev offentliggjort først, og derefter Putins og Xi Jinpings forslag, er der dog en stor lighed og et stort slægtskab. Vi bruger lidt forskellige formuleringer, men hvis man ser på essensen af disse forslag, er det det samme, og det betyder naturligvis, at enhver, der tænker fornuftigt, og som tænker på, hvordan man kommer ud af denne situation, vil komme med lignende ideer.

Så jeg mener, at den vigtigste opgave er, at vi støtter en sådan idé, at vi indleder nye diskussioner om en sikkerhedsarkitektur, og at vi absolut bør støtte Putins forslag: Putin har gjort det meget klart, at dette ikke er tidløst. Det er et tilbud, som eksisterer i en bestemt periode. Hvis situationen optrappes, og den militære situation i Ukraine forværres, vil det tilbud blive taget væk. Så vi har en mulighed for at reagere positivt på det, reagere positivt på Xi Jinpings forslag, og jeg vil sige, at hvis Vesten ikke bare vil være en modtager af forslag, bør de tage noget som mine ti principper op og begynde at sige: “OK, vi er villige til at gå tilbage til diplomatiet, og her er, hvad vi ønsker at bidrage med til en sådan diskussion.” Det ville være et fornuftigt forslag. Men der er ikke noget alternativ til diplomati: Det eneste andet valg er tredje verdenskrig og udslettelse af hele civilisationen. Og hvem ved sine fulde fem ville ønske det, for selv fortalerne for denne optrapning, de ville heller ikke gøre det! Hvis de tror, at de har en privat bunker – glem det!

SCHLANGER: Folk kan finde dine ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur på hjemmesiden for Schiller Instituttet eller ved at gå til “Initiativer” på hjemmesiden. Og også resolutionen ” Støt erklæringen fra præsidiet for det østtyske foreningsråd om præsident Putins fredsinitiativ”, der blev vedtaget af Den Internationale Fredskoalition på dens møde den 21. juni 2024, er også tilgængelig. Det cirkulerer efter underskrifter, og det er et meget godt sted at starte med at få folk til at forstå, at der er et alternativ til krig.

Nu har jeg et spørgsmål mere til jer, som er baseret på diskussionen om det nuværende kaos i det amerikanske politiske system. Angelo fra Rom skriver: “Hvorfor og hvordan bliver Robert F. Kennedy Jr.’s præsidentkandidater boykottet og undertrykt?” og så spørger han: “Hvad kan der gøres for at åbne systemet og gøre en ende på muligheden for at kontrollere det på denne måde?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er spørgsmålet til 64 millioner dollars! For jeg vil sige, at hele kontrollen med USA siden mordet på John F. Kennedy og mørklægningen af mordet har bevæget sig meget i retning af et etpartisystem, for selv om den gennemsnitlige republikanske og demokratiske vælger måske tror, at de hader hinanden, og at de ønsker at besejre deres modkandidater, så er virkeligheden, at på ledelsesniveauet i DNC og det republikanske partis ledelse (RNC) har kontrollen og spørgsmålene været næsten helt identiske.

Så det er i virkeligheden spørgsmålet om det militærindustrielle kompleks, plus Wall Street, plus Silicon Valley, plus tænketanke, plus den akademiske verden, som styrer USA. Og det forekommer mig, at det forfærdelige resultat af Trump-Biden-kampagnen sætter det på spidsen. Og jeg kan kun sige, at jo flere mennesker, der nu griber ind i valgkampen og rejser det som et spørgsmål, for at sige “hvem styrer USA?”, når det er klart, at præsident Biden ikke gør det, at det bliver et emne i diskussionen, så der dybest set sker en bevægelse, hvorved de ikke bare kan køre videre med disse ting, som de er.

Og ellers kan jeg kun sige: Vi har brug for en masse samfundsborgere. I en vis forstand, fra et historisk synspunkt, er den amerikanske revolution blevet taget væk af imperiet. Det er et gammelt spørgsmål, for da det Britiske Imperium mistede, hvad der i deres øjne var deres vigtigste koloni – den amerikanske koloni – gik George III amok over det spørgsmål! Han mistede bogstaveligt talt besindelsen. Og briterne forsøgte altid at generobre USA: Det gjorde de i krigen i 1812. De gjorde det i borgerkrigen, hvor imperiet allierede sig med Konføderationen. Og da de indså, at de ikke kunne vinde Amerika tilbage militært, begyndte de at sige: OK, så må vi undergrave etablissementet, vi må overbevise det amerikanske etablissement om, at de skal adoptere modellen for det Britiske Imperium, og så kan vi styre verden på basis af det “særlige forhold” mellem USA og briterne.

Og det har været problemet i hele det 20. århundrede. Og nogle gange havde man en præsident, som udelukkende repræsenterede det – Teddy Roosevelt, Woodrow Wilson, (jeg vil ikke nævne dem alle), Truman, for eksempel; Nixon. Og så var der andre præsidenter, som hældte i den anden retning, som Franklin D. Roosevelt og John F. Kennedy. Clinton, synes jeg, var en meget blandet landhandel: Han hældte nogle gange til nogle positive impulser, men ikke særlig konsekvent.

Så slaget står i virkeligheden om Amerika – H.G. Wells skrev det meget klart i The Open Conspiracy. Han sagde, at hvis vi kan overbevise det amerikanske etablissement om at gå ind for den britiske model, så er alt godt. Og det er, hvad der er sket.

Den 4. juli i morgen er et tidspunkt, hvor du kan læse lidt om det emne. Du kan gå ind på vores hjemmesider, LaRouche-organisationen, EIR, du kan gå ind på LaRouche-bibliotekets hjemmeside. Du kan læse nogle berømte bøger, Carroll Quigley er en meget interessant forfatter om emnet; du kan læse H.G. Wells’ The Open Conspiracy, som er meget interessant. Der er en masse litteratur, hvor du kan danne dig din egen mening om dette spørgsmål. Men at Amerika enten slutter sig til det Britiske Imperium eller går tilbage til sin egen tradition fra grundlæggerne, fra John Quincy Adams, det er virkelig det spørgsmål, som er kernen i Amerikas identitet. Så i den forstand ønsker jeg dig en meget produktiv 4. juli med at læse op på dette.

SCHLANGER: Selvfølgelig bør folk ikke forsømme at læse Uafhængighedserklæringen, som i sig selv er en meget dybtgående forklaring på, hvad grundlæggerne havde til hensigt.

Helga, jeg vil bare gerne tilføje, at folk bør vide, at Den Internationale Fredskoalition holder sit ugentlige Zoom-opkald på fredag. Det er en mulighed for at høre og diskutere med en række mennesker, der er samlet omkring os, for at tage de spørgsmål op, som du lige har diskuteret, om hvordan vi bryder den unipolære ordens kontrol? Så jeg vil opfordre folk til at tilmelde sig og se på hjemmesiden for den information og slutte sig til os på fredag. Ellers noget, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Hvis du er en vaskeægte amerikaner, bør du hjælpe med at bringe Amerika tilbage til grundlaget for den amerikanske revolution, den amerikanske uafhængighed og ideen om at være en republik som en god kraft i verden, og ikke gå ud for at søge udenlandske monstre, som det ofte sker i dag.

SCHLANGER: Okay, tak fordi du kom i dag, og vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, til på fredag!

3. juli 2024 (EIRNS) – Den Internationale Fredskoalition (IPC) udsendte følgende erklæring, dateret 4. juli, og opfordrede til underskriftsindsamling:

Den Internationale Fredskoalition

Uafhængighedserklæring om overhængende atomkrig:

Begynd forhandlinger om fred nu

Skriv gerne under her på Schiller Instituttets internationale hjemmeside.

4. juli – Vi, de undertegnede, hilser det fornyede fredsinitiativ fra Den Russiske Føderations præsident, Vladimir Putin, velkommen, som det blev præsenteret i hans tale i det russiske udenrigsministerium den 14. juni 2024. Vi opfordrer til, at der straks indledes en diplomatisk proces, uanset den nuværende tilstand af fjendtligheder mellem NATO/Ukraine og Rusland.

Tiden er af afgørende betydning. Enhver yderligere optrapning øger faren for, at den nuværende storbrand vil spredes til en krig i hele regionen eller endog en atomkonfrontation, og det langt hurtigere end man kunne forestille sig. For at sikre at det ikke sker, bør vi følge dette råd: “Lad os aldrig forhandle ud fra frygt. Men lad os aldrig frygte at forhandle. Lad begge sider udforske, hvilke udfordringer der forener os, i stedet for at uddybe de problemer, der splitter os.”

Disse ord fra den amerikanske præsident John F. Kennedy blev gentaget af hans modstander, den russiske premierminister Nikita Khrusjtjov, i et brev, han skrev til JFK: “Jeg har deltaget i to verdenskrige og ved, at krigen først slutter, når den har skåret sig vej gennem byer og landsbyer og bragt død og ødelæggelse i sit kølvand.” Det har været den unødvendige pris i denne krig, en krig, der kunne have været afsluttet for over to år siden, i slutningen af marts 2022. I stedet blev det allerede forhandlede forslag om fred mellem Rusland og Ukraine skudt i sænk gennem den britiske Boris Johnsons og NATO’s klart dokumenterede indgriben. Hundredtusinder af liv blev unødigt ofret som følge heraf.

Putins forslag fra 14. juni 2024 er verdens mulighed for at “komme tilbage på sporet”. Det kan vise sig at være det første skridt i retning af at skabe en ny international strategisk arkitektur til at erstatte den nu døde “unipolære” konstruktion efter 1989/91. Fredsinitiativet den 14. juni er en efterfølger til en række mislykkede, saboterede, men vedholdende fredsforsøg, som åbent blev dokumenteret for verden i indgåelsen og forsøget på at gennemføre Minsk-2 i 2015, samt i viljen til at forhandle selv efter indledningen af Ruslands særlige militære operation den 24. februar 2022. Det sås i traktaten fra marts 2022, der blev underskrevet af både russiske og ukrainske officielle repræsentanter, men aldrig blev vedtaget på grund af Boris Johnsons imperiale indblanding.

Vi erklærer hermed, eftertrykkeligt, at målet om at opløse Rusland, ved at bruge Ukraine-konflikten som springbræt til et regimeskifte i landet, helt klart er en gal mands foretagende i en tid med atomvåben. I betragtning af de lidelser, der er forårsaget af krig og aggression, og faren for at denne konflikt optrappes til en tredje verdenskrig, er bred støtte til dette initiativ et vigtigt udtryk for alle rationelle menneskers vilje til at overleve.

Krigsmageriet og de profit- og hævndrevne opfordringer til at besejre Rusland er baseret på den fejlagtige antagelse, at krigsskuepladsen – herunder atomkrig – kan begrænses. Det var imidlertid ikke tilfældet i hverken Første eller Anden Verdenskrig. Med nutidens militære kapacitet, som kan

nå ethvert mål i verden på kortest mulig tid, er en sådan antagelse om “begrænset krig” et bevis på en enorm fejlvurdering af virkeligheden i vores tid. De, der opfordrer til krig og er imod forhandlinger, tror fejlagtigt, at de måske har en sikker chance for at overleve. I atomkrig er der ikke noget gemmested.

For at gentage: Vi opfordrer indtrængende til, at der straks indledes en diplomatisk proces, uanset den nuværende krigstilstand mellem NATO/Ukraine og Rusland. Til dette formål opfordrer vi Ukraines Rada til at tilbagekalde ordren, der forhindrer direkte forhandlinger med Rusland. Vi støtter fuldt ud opbygningen af en ny sikkerhedsarkitektur for Europa, og ja, for hele verden. Vi opfordrer indtrængende de stridende parter – og dem der har en støttende rolle – til at mødes i god tro for at forhandle en varig fred baseret på gensidigt fordelagtige økonomiske relationer mellem de involverede lande.

Konkret anbefaler vi følgende skridt:

For det første, at påbegynde indledende diskussioner baseret på det russiske fredsforslag fra 14. juni 2024.

For det andet, baseret på fremskridt i disse indledende diskussioner, at søge den tidligst mulige erklæring om en aftalt våbenhvile i konflikten.

For det tredje, når betingelserne for en aftalt våbenhvile er sat på papir, at styrke tilliden gennem en ny økonomisk arkitektur, der omfatter kræfter uden for konflikten, som har fremsat forskellige forslag til fremme af fred.

Vi må, i forbindelse med disse forhandlinger, ikke bare huske, men også forpligte os til at følge læren fra den Westfalske Fred, som afsluttede Trediveårskrigen: En varig fred kræver, at man tager hensyn til “den andens interesser” og alle andres for den sags skyld. “Intet problem i den menneskelige skæbne ligger uden for menneskets rækkevidde.” Det var Kennedys og Khrusjtjovs overbevisning, da de som ledere stod over for et øjeblik, hvor de sammen kunne have udslettet alt menneskeligt liv, måske for altid. De forhandlede, og menneskeheden sejrede. Vi står, måske ikke endnu, men meget tæt på det samme sted nu. Vi må ikke fejle.

Skriv gerne under her på Schiller Instituttets internationale hjemmeside.