Ikke korrekturlæst

Fredag den 13. december kl. 17.00 dansk tid

Klik på nedenstående link, og brug dit fulde navn, når du deltager i mødet:

https://us02web.zoom.us/j/83288789255

Mobiliser venligst dine organisationer.

Vi får følgeskab af oberst Richard H. Black, tidligere chef for den amerikanske hærs strafferetlige afdeling i Pentagon og tidligere senator i Virgina; Vanessa Beeley, uafhængig journalist, fredsaktivist og fotograf; og andre.

Venner af den Internationale Fredskoalition,

Det russiske forsvarsministerium meddelte i dag, at Kiev-regimet om morgenen den 11. december affyrede seks amerikanskproducerede ballistiske ATACMS-missiler mod den militære flyveplads Taganrog i Rostov-regionen. Russerne rapporterede, at de havde ødelagt alle seks indkommende missiler med en kombination af SAM’er og elektroniske krigsførelsessystemer, men de erklærede også: »Dette angreb fra vestligt fremstillede langdistancevåben vil ikke forblive ubesvaret, og der vil blive truffet passende foranstaltninger.«

Hvad vil det russiske svar være?

Første gang højpræcisions-ATACMS blev brugt til at ramme dybt ind i russisk territorium – et missil, der kun kan målrettes, affyres og styres under flyvningen af kvalificeret amerikansk personale og udstyr – var den 19. november. Allerede dagen efter, den 20. november, fortalte den amerikanske kontreadmiral Thomas Buchanan, lederen af STRATCOM’s Plans and Policy Directorate, på en konference i Washingtons tænketank CSIS, at USA bør være parat til at bruge atomvåben, hvis dets globale lederskab udfordres.

»Jeg tror, at alle er enige om, at hvis vi skal have en udveksling, så vil vi gerne gøre det på de vilkår, der er mest acceptable for USA… som sætter os i stand til vedvarende at lede verden, korrekt?« sagde Buchanan.

Rusland forstod budskabet (udenrigsminister Sergey Lavrov nævnte senere Buchanan ved navn i sit interview med Tucker Carlson den 6. december) og reagerede på en helt uventet måde på den samlede strategiske trussel. Den 21. november affyrede Rusland et nyt våben, det hypersoniske IRBM Oreshnik-system, hvis præcisionsstyrede multiprojektiler ramte og ødelagde deres tilsigtede mål, en militærfabrik i Dnipro i Ukraine. Den russiske præsident Vladimir Putin forklarede, at Oreshnik, som ikke kan opfanges af noget eksisterende vestligt forsvarssystem, kan bevæbnes med forskellige slags sprænghoveder og har så store ødelæggelsesevner, at det endda fungerer som en atomar afskrækkelse – uden at Rusland bruger atomvåben.

Den udvikling ville give en normal modstander under normale forhold anledning til at overveje de potentielle konsekvenser af at fortsætte optrapningen. Men det gjorde den ikke. Yderligere seks ATACMS er netop blevet affyret mod Rusland.

Det er svært at forstå, hvor vanvittigt og fordærvet et sådant »ræsonnement« er. Men det er det stadigt mere dominerende strategiske syn i Washington og London – på trods af, at både Rusland og Kina tilbyder USA en helt anden strategisk tilgang, som det fremgår af præsident Xi Jinpings bemærkninger til »1+10«-mødet.

Rusland er på sin side udmærket klar over, at omstyrtelsen af Assad-regeringen i Syrien også er en del af de britiske og amerikanske bestræbelser på at omringe Rusland til lands og til vands og splitte det ad – i overensstemmelse med det, som Zbigniew Brzezinski og andre tilhængere af Londons Bernard Lewis-plan har foreslået. Ledende britiske politiske medier, såsom Londons Economist-magasin, diskuterer nu, hvordan man bedst kan drive Rusland ud af deres flådebase i Tartus i Syrien, som de har haft siden 1971, hvilket ifølge briterne vil låse Rusland helt ude af Middelhavet. Kombineret med tidligere (omend mislykkede) forsøg på at erobre Sevastopol og Krim ved Sortehavet og omdannelsen af Østersøen til en virtuel »NATO-sø« i de sidste to år er det meningen, at dette skal fastlåse Rusland overalt ved dets vestlige grænser – i henhold til specifikationerne for »maritime flaskehalse« fra førende britiske geopolitikere tilbage til Halford Mackinder (1861-1947), Karl Haushofer (1869-1946) og deres forgænger admiral Alfred Mahan (1840-1914).

Vi opfordrer folk fra hele verden til at deltage i den Internationale Fredskoalitions kommende 80. ugentlige møde den 13. december kl. 17-00. Vi får følgeskab af oberst Richard H. Black, tidligere chef for den amerikanske hærs strafferetlige afdeling i Pentagon og tidligere senator i Virgina, Vanessa Beeley, uafhængig journalist, fredsaktivist og fotograf, og andre!

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 11. december 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til denne uges dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 11. december 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. I kan sende spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.
Lad mig begynde med at sige til dem, der ikke kender Schiller Instituttet, at vi lige har fejret 40-årsdagen for dets grundlæggelse med en stærk konference om emnet Dialog mellem civilisationer. Vi giver dig et link til de fire paneler på konferencen i beskrivelsesafsnittet. Og du vil se, at Schiller Instituttet er blevet et stadig mere indflydelsesrigt forum for seriøs diskussion blandt rationelle aktører på globalt plan.

Lad os begynde med den farlige og komplekse strategiske situation, vi står over for i dag, som var hovedemnet for weekendens konference den 7.-8. december. Helga, den transatlantiske verden og dens unipolære orden, der domineres af City of London og Wall Street, fortsætter med at optrappe militære konfrontationer for at forhindre fremkomsten af en ny strategisk og udviklingsmæssig arkitektur. Der tales om at »vinde« en atomkrig fra en ledende embedsmand i USA’s strategiske kommando, en ny millionpakke med våben og hjælp til Ukraine og pålidelige rapporter om USA’s involvering i at vælte Assad-regeringen i Syrien. Hvor ser du denne udvikling, og hvad kan der gøres for at vende den?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er på vej mod atomkrig: Alle tegn peger i den retning. {Newsweek} fra denne uge har tilsyneladende en artikel, »Hvordan ville tredje verdenskrig se ud?« Jeg vil spare dig for fantasierne i denne artikel. Som du nævnte, diskuteres dette officielt i USA. Den 20. november var der en konference i tænketanken CSIS i Washington, hvor kontreadmiral Thomas Buchanan, som er direktør for planer og politik, J5, i Stratcom – det er USA’s kommando for strategiske atomvåben – på en utrolig, nonchalant måde sagde i sin hovedtale, i en udveksling med Heather Williams, at USA bør være parat til at føre atomkrig for at bevare USA’s hegemoniske position, for at forblive leder i verden. Men de bør sørge for, at der efter en sådan atomudveksling er nok atomvåben tilbage, så fremtidige modstandere også kan blive afskrækket.

Og jeg vil virkelig opfordre jer til at se på den korte udveksling: For når man ser på en person, der på den måde taler om udslettelse, udryddelse af den menneskelige art, så er tanken om, at man kan have en begrænset atomkrig og så vedvarende fortsætte sine geopolitiske spil, som om intet var hændt, fuldstændig vanvittig, og det vil ikke ske. For hvis det kommer så vidt, vil alle atomvåben blive brugt, og en atomvinter vil følge, og der vil ikke være noget liv tilbage på planeten. Så det, han taler om, for at bevare USA’s førende position i verden, for at sætte hele menneskeheden på spil, hvis du ser det her, og du ikke får koldsved ned ad ryggen, så er du ikke i den virkelige verden! Det er helt ufatteligt, at man kan komme med sådan en udtalelse, og med undtagelse af Scott Ritter og mig selv har jeg ikke set nogen, der har udtalt sig imod det!
Jeg fremførte denne meget vigtige pointe i min tale på den konference, du lige har henvist til, og Scott Ritter gjorde det samme, og han gentog det ved et aftenarrangement, som han havde sammen med nogle andre kræfter i Washington samme dag – Pearl Harbor-dagen, den 7. december. Men der burde have været et ramaskrig fra folk, der sagde: »Er det her den officielle strategi? Er det blevet diskuteret i NATO-medlemmernes parlamenter? Er det, hvad vi ønsker?« Der er tydeligvis ikke sket noget af den slags, og jeg tror, at sammen med alle de andre tegn – Tysklands forsvarsminister Pistorius taler om at »gøre Tyskland krigsparat«; alle former for forberedelser til at styrke krigsparatheden i forskellige institutioner i Europa: Det er, at vi er på vej mod Tredje Verdenskrig, og befolkningen må vågne op!

Jeg mener, den anden store udvikling var naturligvis det jordskælv, der skete med den syriske stats kollaps, må man sige. Det er ikke kun Assads afgang som præsident, men den strategiske betydning af ændringen – det betyder for hele Mellemøsten – er forfærdelig! Det er en katastrofe! Og du kan se, hvordan disse store forandringer er den slags blokke af territorium eller fundamentet for verdenssystemet, som begynder at ryste og gå i stykker, og det er en optakt til verdenskrig.

Så det eneste positive, jeg kan sige, er, at vi beviste det med vores konference i weekenden, hvor vi havde et enestående antal topfolk fra mange lande – fra USA, fra Rusland, Kina, det Globale Syd – og vi deltog alle i en strategisk diskussion, som var optimistisk, fremtidsorienteret og løsningsorienteret. Og jeg kan kun opfordre dig til, hvis du ikke har gjort det endnu, at tage dig tid en aften eller en weekend og se disse taler. For du får en fornemmelse af, hvor let det ville være at få samfundet og hele verdenspolitikken tilbage på et rationelt grundlag. For der er disse mennesker, som er erfarne diplomater, er erfarne analytikere, som har et forhold til fornuft, og som ikke er involveret i denne teori om atomart spil. Og bare tanken om, at de laver krigsspil med scenarier og siger den ene eller den anden mulighed, er blottet for enhver form for realitetssans i forhold til, hvad den menneskelige art består af.

Så se venligst denne konference, for jeg tror, at det, vi diskuterede der med hensyn til den strategiske situation , den økonomiske løsning på migrantspørgsmålet, spørgsmålet om videnskabens rolle i et fremtidigt nyt paradigme, og eftertrykkeligt også et meget dejligt panel om kulturen i de forskellige civilisationer, og hvorfor vi er nødt til at have en dialog for at få os ud af denne mørke tidsalder, som vi befinder os i lige nu. Det ville være mit råd, for folk er nødt til at udstyre sig selv med en positiv forestilling om fremtiden, hvis vi vil mobilisere energien til at komme ud af denne dødelige fare for menneskeheden.

SCHLANGER: Helga Zepp-LaRouche taler om Schiller Instituttets konference den 7.-8. december, som er lagt ud på Schiller Instituttets hjemmeside og på Schiller Instituttets YouTube-kanal. Du kan gå ind og se de fire separate paneler, og Schiller Instituttets YouTube-kanal har allerede nogle sektioner med individuelle præsentationer og dialog.

Vi har modtaget en række spørgsmål om den syriske præsident Assads afgang og dens konsekvenser. Lad mig starte med et eksempel på disse spørgsmål fra den faste seer Thomas. Han skriver: »Den syriske regerings fald vil muligvis ændre alt i regionen og derudover. Det ser ud til at være et stort tilbageslag for BRIKS-processen og den palæstinensiske sag. Tror du, at det israelske regime vil få grønt lys af den kommende præsident Trump til at gøre arbejdet færdigt, fordi intet land vil gøre noget for at stoppe dem?«

ZEPP-LAROUCHE: Det ved jeg ikke. Jeg kan kun være enig med dig i, at det er en stor, stor katastrofe for hele regionen. Jeg tror, at det betyder, at den syriske stat nu praktisk talt er væk. Den nye ledelse, Abu Mohammad al-Jolani, var en person, som de vestlige magter indtil for nylig havde udlovet en dusør på 10 millioner dollars for! Fordi han var al-Qaeda, al-Nusra; han kom ud af hele dette netværk. Og man er nødt til at tænke over det: Det er det samme netværk af jihadister, som USA hævder var ansvarlige for 9/11. Og alle andre arbejder nu sammen med de mennesker, som havde mindst 3.000 mennesker i World Trade Center på samvittigheden. Jeg ved ikke, hvordan de mennesker kan gøre det!

Hvad det betyder for Syrien, som trods alt er en af de gamle civilisationer med en meget stolt kulturel baggrund, jeg mener, dette land er fuldstændig ødelagt. Og vi skal huske, at før 2011, før det såkaldte arabiske forår kom til Syrien og andre lande, var Syrien et fredeligt land med en økumenisk bestand af mange religioner, kvinder var absolut i stand til at gå i vestligt tøj; man havde infrastruktur, man havde en absolut velfungerende stat. Og det, der er på spil nu, er, at Syrien er i akut fare for at havne i en situation som Libyen, en fejlslagen stat, hvor forskellige fraktioner fortsætter med at kæmpe, og intet fungerer længere. Og man kan faktisk spore det tilbage til det arabiske forår, hvor det altid blev sagt, at Assad startede borgerkrigen, og at han var en brutal diktator mod sin egen befolkning. Vi var på scenen politisk, men ikke i Syrien, og så det på det tidspunkt, og det var en destabilisering af alle arabiske lande på det tidspunkt. Men mange af de såkaldte »oprørere« i Syrien kom fra Libyen, fra Benghazi; der blev overført mange våben, og vi må ikke glemme, at general Michael Flynn [daværende chef for Defense Intelligence Agency] forsøgte at advare Obama i 2012 om, at USA støttede alle de forkerte kræfter i Syrien – hvilket Obama ikke ville høre tale om.

Derefter var dette udenlandsk anstiftede oprør et stort slag. Og særligt da sanktionerne blev indført mod Syrien, og i særdeleshed efter at de såkaldte »Cæsar-sanktioner« blev indført, faldt den syriske befolknings levestandard drastisk. De seneste rapporter, før den seneste udvikling, var, at omkring 95 % af den syriske befolkning levede under fattigdomsgrænsen, var fødevareusikre; og under disse forhold kan man sige, at Assad »mislykkedes« med at modernisere den syriske hær, men det ser ud til, at de bare ikke havde midlerne til at gøre det.

Jeg kan kun sige, at den vestlige fortælling, der bliver præsenteret om, hvad der skete, er som et parallelt univers, og jeg kan kun give dig et råd: Der er nogle få Mellemøsteksperter, som er meget fortrolige med regionens historie, og du bør tage dig tid til at lytte til dem: For eksempel fandt jeg analysen fra den schweiziske analytiker Jacques Baud, som kommer fra et neutralt land, og som stadig har en slags officiel stilling i den schweiziske hær, meget, meget lærerig. For han går tilbage til de fejlslagne interventionskrige under 11. september, Afghanistan, Irak, Libyen, og det, der skete i Syrien, som en del af det. Du bør lytte til det, for han er efter min mening en meget afbalanceret analytiker, som ikke har nogen grund til at være på den ene eller den anden side, og det er en øjenåbner.

Andre, som Alastair Crooke, tidligere britisk diplomat og efterretningsofficer, giver også en del af billedet. Pepe Escobar har en meget lærerig analyse. Scott Ritter. Der er sikkert mange andre, som jeg ikke har nævnt. Men du bør lytte til dette og få en rigtig historie om, hvad der skete i Mellemøsten, for ideen om, at folk jubler, fordi »diktatoren Assad« nu er væk: Det er så forkert og kan kun føre til yderligere katastrofer, for det er klart, at den palæstinensiske sag nu er i en absolut mareridtsagtig tilstand, for uden Syrien, og uden at Syrien er forbindelsen mellem Iran og Hizbollah, hvem vil så bekymre sig om palæstinenserne? Det, vi har talt om mange gange, vil fortsætte: Nedslagtningen af palæstinenserne fortsætter. Tyrkiet jubler nu, fordi de vil have en del af det nordøstlige Syrien; Israel vil have en del af Syrien. De har nu indtaget de besatte Golanhøjder og har endda tropper op til 25 km fra Damaskus. USA vil helt sikkert befæste deres position, hvor de udvinder olie og korn fra deres del af Syrien. Og den resterende del, dybest set striben fra Aleppo til Hama, til Homs til Damaskus og Latakia, der nu er besat af disse nye, liberale, demokratiske jihadister, som Chas Freeman meget ironisk udtrykte det. (Jeg glemte at nævne Chas Freeman som en af disse pålidelige analytikere.) Den reformerede, liberale jihadist, som nu er der, hvor en udtrættet Zelenskyj trækker i arbejdstøjet, iført sin olivengrønne uniform i NATO-stil: Jeg mener, det er helt forfærdeligt!

Hvad vil der ske med Iran? De er alvorligt svækket; Hizbollah er alvorligt svækket. Men de forskellige fraktioner er ikke homogene, for der er folk, der allierer sig med Det Muslimske Broderskab, mens andre er imod. Så hele situationen bærer præg af en fremtidig eksplosion på linje med Libyen.

Jeg kan ikke se en kort løsning på det her, medmindre man gør det, vi diskuterede på vores konference: At man virkelig er nødt til at stoppe dette, fordi det fører til den tredje verdenskrig. For hvis denne politik med at dæmonisere Rusland, Kina og nu Iran og Nordkorea, hvis det fortsætter, og al denne snak om begrænset atomkrig, som kan »vindes«, så tror jeg, at vi er på en kort vej til enden på denne civilisation. Det ved jeg nu ikke: Trump har lovet, at han vil gøre en ende på alle krige. Jeg håber (man skal aldrig opgive håbet!), at det kan blive tilfældet, men jeg ved ikke, om hans seneste udtalelser om, at Netanyahu bør »afslutte arbejdet« i Gaza så hurtigt som muligt, virkelig giver anledning til at være håbefuld.

Jeg kan kun sige det: Vi er nødt til at mobilisere befolkningen overalt. Vi er nødt til at forsvare civilisationens eksistens, vi er nødt til at gå over til et nyt paradigme. Jeg tror, vi er nødt til at overvinde denne geopolitiske sygdom og begynde at tænke på menneskeheden først! For hvis vi ikke gør det, eksisterer vi måske ikke alle sammen på kort sigt. Så jeg tror, at det, vi diskuterede på konferencen, var, at vi skal have en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvoraf Oase-planen til genopbygning af Sydvestasien ville være en vigtig del: Men den skal lægges på bordet som en fælles pakke. For ellers tror jeg ikke, at det vil fungere.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål fra en seer fra Sydvestasien, som spørger, om der var skjulte politiske aftaler bag Assads afgang? Men jeg synes, at dit forslag om at se på de forskellige analytikere, som du nævnte, hvor man helt sikkert kan finde en masse materiale, så lad os gå videre, for der er nogle meget interessante spørgsmål.

Dette er fra en fredsaktivist i Storbritannien. Han skriver: »De interviews, som Ruslands præsident Vladimir Putin og udenrigsminister Sergej Lavrov,  gav til Tucker Carlson, overbeviste mig om, at de forsøger at nå ud til den amerikanske offentlighed. Millioner hørte de interviews. Jeg tror, at den samme hensigt ses i den russiske deltagelse i Schiller Instituttets arrangementer, senest med det interessante bidrag fra Dmitry Trenin ved jeres arrangement lørdag den 7. december. Tror du, at deres stemmer bliver hørt i Washington, London og Bruxelles?«

ZEPP-LAROUCHE: Vi gør vores bedste for, at de bliver hørt, ved at sammensætte sådan et program. Jeg kan kun bede jer alle, også jer fra Storbritannien, om at tage imod disse pakker. Vi har allerede panelerne ude på vores hjemmeside, men vi vil helt sikkert lave kortere versioner, som de forskellige paneler hver for sig, men også visse kombinationer af folk, der taler om specifikke emner, så det er lettere at se. Hvorfor tager du det ikke og spreder det overalt? Læg det på dine sociale medier, få det ud til alle dine netværk, venner, kolleger, familiemedlemmer og især medlemmer af parlamentet: Jeg tror, vi er nødt til at mobilisere parlamentarikerne for at få dem til at stoppe med at sende Taurus, i Tysklands tilfælde ved at tillade Taurus at tage til Ukraine, hvilket er en anden rød linje. Men tag materialet fra konferencen og få det bredt ud. For vi lavede denne konference, ikke bare for at folk skulle se den live på en dag, men det er meningen, at den skal være et værktøj til at organisere sig bagefter.

Og jeg tror, at der er mange ting, der er i bevægelse, som for eksempel et emne, vi diskuterede, og som flere talere berørte, er Putins brug af det hypersoniske missil Oreshnik. Og Ted Postol lavede en analyse baseret på det materiale, han havde til rådighed på det tidspunkt. Men Putin bliver ved med at tale om- han kom lige med en udtalelse i går igen, hvor han sagde, at Rusland er nået til et punkt, hvor de ikke behøver at ændre eller opgradere atomdoktrinen længere, eller ikke meget længere, fordi fokus på Oreshnik-teknologien og evnen til at affyre et stort antal af sådanne missilsystemer vil gøre atomvåben overflødige. Og jeg synes, det er ekstremt spændende. Det er et kompliceret spørgsmål, men jeg kan ikke forestille mig, at Putin ville sige dette gentagne gange, hvis han ikke havde et meget solidt grundlag for at sige det. Og ideen om at gøre atomvåben forældede, i stedet for kun at have våbenkontrolaftaler, er meget vigtig. For hvis man ser på våbenkontrolaftalerne, så er de alle blevet opsagt! Der findes ikke en eneste mellem NATO og Rusland længere. Og det gør spørgsmålet om at gøre atomvåben forældede til et meget påtrængende spørgsmål, og det blev diskuteret i dybden på vores konference, men det kræver helt sikkert yderligere debat, forskning og tænkning.

Mit råd til jer er at få dette materiale ud til så mange som muligt.

SCHLANGER: Og meld dig ind i Schiller Instituttet, så du kan hjælpe os med at gøre det. Nu har vi fået en e-mail fra Ron Ridenour, som siger, at han er forfatter, journalist og mangeårig fredsaktivist. Og han siger: »Jeg vil gerne vide, hvorfor du tror, at den tyske stat, ikke kun den idiotiske regering, men generelt, har tilladt yankeerne, det vil sige amerikanerne, at ødelægge Tysklands økonomi? Først sabotagen af Nord Stream; så at sælge det og andre dets fracking-gas; at tvinge det til at sende penge og våben og sanktioner for at myrde ukrainere og russere? Hvad er der galt med de mennesker?« spørger han.

ZEPP-LAROUCHE: [griner] Ja, det er spørgsmålet til 64 millioner dollars!

Jeg synes, at hvis man ser på, hvad der sker med Syrien, så er det en tragedie. Hvis man ser på, hvad der sker med Tyskland, er det også en tragedie. Ikke helt så slemt endnu, men meget tæt på. For som du så rigtigt siger, så er fortsættelsen af den nuværende politik, herunder at tillade amerikanske mellemdistancemissiler på tysk territorium fra 2026, som Scholz gik med til! Kan du forestille dig, at denne kansler tager til NATO-topmødet i Washington og så kort efter erklærer: Åh, forresten, amerikanerne har besluttet, at de vil installere mellemdistancemissiler i 2026 i Tyskland. Nu er disse missiler naturligvis atomare, og hvorfor i alverden skulle russerne tro på nogen i Tyskland, når de siger: »Åh, nej. Vi sætter ikke atomvåben, eller amerikanerne vil ikke sætte atomvåben på disse missiler« – efter alle de mange løgne, som Merkel, der næsten ser ud som en bedre mulighed, selvom jeg virkelig ikke kunne lide den måde, hvorpå hun sænkede det intellektuelle niveau i Tyskland i løbet af sin administration.

Men hun indrømmede, at hun og Hollande kun var enige om Minsk-processen, ikke om at håndhæve den over for ukrainerne, men nej! Kun for at vinde tid til at bevæbne ukrainerne op til NATO-niveau. Hun indrømmede det offentligt, og det er blevet citeret af folk over hele verden lige siden! Eller præsident Steinmeier: På vores Schiller-konference sagde Jan Carnogursky, som var tidligere slovakisk premierminister, at han var særligt skuffet over Steinmeier, fordi Steinmeier var midt i Maidan-kuppet! Han var i Kiev, da det skete, eller dagen før, og han kendte alle de involverede kræfter, fordi han var ansvarlig for efterretningstjenesten, da han var kansler Schröders kabinetschef. Og jeg har sagt det mange gange: Hvorfor sagde Steinmeier ikke noget? Det ville have gjort en forskel.

Så jeg kan kun sige, at du er nødt til at forstå hele Tysklands efterkrigstid, og endda tage den tilbage længe før. Men især, hvis man starter med efterkrigssituationen, hvordan tyskernes sjæl blev forsøgt drevet ud med Kongressen for Kulturel Frihed. Derefter var Frankfurterskolen, 68’erne, begyndelsen på dette paradigmeskifte, hvor man blev anti-teknologisk og i høj grad maoistisk. Da Kina opgav kulturrevolutionen, fordi Deng Xiaoping besluttede at bringe Kina ind på en kurs med økonomisk fremgang, tog de mennesker, der havde tilhørt K-grupperne [Kommunistische Gruppen, for det meste maoister] i Tyskland, den lange march gennem institutionerne: De blev udenrigsministre og alt muligt andet. Det gjorde meget for at underminere Tysklands karakter, den slags Tyskland, som blev rekonstrueret i efterkrigstiden, og som skabte det økonomiske mirakel. Så var der Romklubben, som opfandt økologibevægelsen og så videre og så videre. Det havde mange faser.

Naturligvis var der et system, hvor besættelsesmagten valgte, hvem der skulle have en ledende position i partierne og andre institutioner. Så på trods af, at Tyskland formelt genvandt sin suverænitet med 2+4-traktaten i forbindelse med den tyske genforening, blev det i realiteten aldrig til noget. Og hver gang en politiker tog et lille skridt i den retning, skete der noget forfærdeligt, som ødelagde det, som mordet på Alfred Herrhausen den 30. november 1989, som var et signal til kansler Helmut Kohl om ikke at gå i retning af suverænitet.

Så jeg tror, at svaret på dit spørgsmål er meget, meget kompliceret, men det undskylder ikke, at tyskerne ikke handler og tager ansvar. Især på grund af vores historie bør vi ikke tillade en tilbagevenden til det mørke kapitel fra de 12 år med nationalsocialisme. Og det er i en anden form, som truer verden lige nu, ikke fra Tyskland alene, men fra de kommende magtstrukturer. Og jeg mener, at Tyskland har et ansvar for at lære af historien, men jeg er meget bekymret over, at mange af mine samtidige bare er nogle modbydelige kujoner.

SCHLANGER: Vi har et relativt længere spørgsmål fra John Mulkins, som er vært og producent af podcasten Peaceful Political Revolution in America, som jeg sender til dig separat: Men han inviterer dig til at deltage i hans podcast for at diskutere dette, og han siger: »Jeg ønsker dette oprigtigt og med taknemmelighed for dit arbejde.«

Jeg har to spørgsmål mere her. »Mens der er meget fokus på regeringernes ustabilitet i Vesten, især i USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, er der ikke megen opmærksomhed i de vestlige medier på, hvad der sker med NATO’s allierede i Asien. Kishida-regeringens fald i Japan i oktober og det kaos, der blev udløst i Sydkorea, da præsident Yoon erklærede undtagelsestilstand og derefter var tæt på at blive stillet for en rigsret. Tror du, at dette politiske kaos hænger sammen med forsøgene på at udvide NATO til Stillehavsområdet?«

ZEPP-LAROUCHE: Absolut! Det, du ser lige nu, er et fænomen, hvor demokratiet officielt er begravet. Der har været valg i Georgien, hvor befolkningen grundlæggende stemmer pro-russisk og ikke er så venligt stemt over for EU, fordi EU’s opførsel over for sine medlemmer i den seneste tid giver dem god grund til at være meget kritiske. Så hvad sker der? Du har et forsøg på at gentage Maidan-kuppet ved at mobilisere NGO’er, af en præsident, som er – jeg ved ikke, om hun er georgier; hun blev født i Paris, hun arbejdede for det diplomatiske korps i Frankrig i årtier, hun arbejdede endda for NATO. Så nu siger hun dybest set, at det hele er startet af Rusland, hvilket er et tvivlsomt spørgsmål.

I Rumænien stemte præsident Georgescu, og han blev anklaget – ikke bare anklaget, men den højeste domstol i Rumænien besluttede, at hele valget skulle gå om, fordi der tilsyneladende eller angiveligt (jeg ved det ikke) var tale om russisk indflydelse på valget. Og naturligvis skete det samme, dybest set – der skete noget lignende i Sydkorea, hvor præsidenten forsøgte at fjerne den nordkoreanske indflydelse i seks timer og erklærede undtagelsestilstand, og heldigvis greb parlamentet ind.

Men den følelse, man får af alle disse hændelser, er, at der nu er en holdning om, at vælgerne skal stemme på den rigtige måde, ellers skal de stemme igen, indtil afstemningen er »rigtig«. Jeg mener, det er så åbenlyst, at man ikke kan overse det. Hvad det blandt andet gør, er, at det fuldstændig miskrediterer den »regelbaserede orden«! For hvis alle kan se, at disse regler bliver bøjet, indtil de passer til EU’s og NATO’s politiske intentioner og så videre, mister modellen sin troværdighed. Og disse mennesker har måske på kort sigt magten til at håndhæve det, men erosionen af dette systems troværdighed er eksplosiv! Du så det med Brexit. Nu ser du det med Macron-regeringens kollaps; du ser det med den ekstreme ustabilitet i Tyskland, måske med et tidligt valg den 23. februar. Vi ved endnu ikke, hvad der sker ved mistillidsafstemningen om Scholz næste mandag.

Så jeg tror, at de politiske institutioner bliver fuldstændig miskrediteret, og det er ikke godt! For det skaber kaos, det skaber ustabilitet, og det er derfor, jeg bliver ved med at sige, at vi er nødt til at have flere intellektuelle og ansvarlige mennesker, der siger: »Vi er den intelligente race. Hvorfor prøver vi ikke at skabe en orden, som gør det muligt for os alle at samarbejde i fred og fordragelighed?« Det var en stor diskussion i den unge republik i USA, hvor der i {New Federalist} var mange bidrag, der sagde, hvad skal vi gøre for at styre os selv? Og jeg tror, vi er nødt til at stille det spørgsmål på globalt plan, for på grund af de fem permanente medlemmers vetoret i FN’s Sikkerhedsråd fungerer FN’s Sikkerhedsråd ikke længere. Hele FN fungerer ikke længere, men det er den eneste institution, der repræsenterer alle lande på planeten, og der er en masse diskussioner om behovet for at reformere FN, fordi vi er nødt til at have sådan en organisation, der repræsenterer nationer. Og det er virkelig et påtrængende spørgsmål, så vær venlig at indgå i en sådan dialog med os om, hvordan vi kan skabe en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur ved hjælp af modellen for freden i Westfalen, som trods alt afsluttede 150 års religiøs krigsførelse og er et eksempel på, at stridende parter kan finde sammen og stoppe, når de indser, at ingen vil få gavn af det, hvis de vedvarende fortsætter.

SCHLANGER: USA’s udenrigsminister Blinken definerede »demokrati« som »I gør, hvad vi siger, ellers.« Og det er den grundlæggende politik, der kommer fra EU.

Helga, vi har en interessant kommentar fra Steve Kaylor, som taler om behovet for at etablere en regering i Syrien. Men han siger: »Måske kunne Syrien tilslutte sig Bælte- og Vej-Initiativet sammen med 151 nationer, og det ville være en løsning.«

Det sidste spørgsmål: En person, der skrev ind som »en frustreret underviser«: Hun sagde: »Dette er et spørgsmål, der blev stillet af det fjerde panel på sidste weekends konference.« Hun sagde: »Et blik på den kulturelle degeneration i Vesten viser, at der er påtrængende behov for en klassisk renæssance, som du foreslog. Men hvad kan de af os, der ikke er kunstnere, gøre for at fremskynde processen?«

ZEPP-LAROUCHE: Man kan bruge forskellige former for pædagogik. Man kan downloade præsentationer, man kan vise dem, man kan invitere folk fra Schiller Instituttet til at undervise ad hoc for sine elever. Jeg tror, vi vil lave mere pædagogik i tråd med de emner, der blev diskuteret på konferencen. Faktisk vil jeg gerne diskutere dette spørgsmål med mine kolleger, for jeg tror, det ville være meget nyttigt, hvis Schiller Instituttet lavede et regelmæssigt lille program, som folk som dig kunne bruge: »Hvad er bel canto-sang?« »Hvorfor har man brug for en Verdi-stemning i klassisk musik?« Grundlæggende om det veltempererede system og den slags. Vi kunne udgive en masse korte pædagogiske artikler, og vi kunne gøre så meget mere, for vi er en idéfabrik! Men vi har brug for jeres støtte, og jeg mener ikke kun dig, som stillede spørgsmålet, men jer alle sammen.

For hvis man ser på, hvad Schiller Instituttet har gjort i de 40 år, vi har eksisteret, og vi har vores nuværende hjemmeside, men også en arkiv-hjemmeside, som har en enorm mængde arkivmateriale, en masse original forskning, som man ikke så let finder andre steder, fordi det er meget kondenseret intellektuelt arbejde fra mange mennesker. Jeg tror, vi kan afhjælpe næsten enhver situation, men vi har brug for flere mennesker, der har modet og passionen og kærligheden til menneskeheden, så de kan træde til i dette afgørende, kriseprægede øjeblik og hjælpe os. Slut dig til os, bliv medlem, deltag i vores aktiviteter. For vi kunne gøre meget, meget mere, hvis vi havde flere mennesker, flere ressourcer; donér til Schiller Instituttet, for det er lige nu en af de meget få organisationer, der kan hævde, at vi virkelig ved, hvordan vi skal komme ud af denne krise. Men vi er nødt til at have flere ressourcer: Vi kunne lave reklamer for vores efterretningsanalyser og den slags ting.

Så slut dig til os! Det er det bedste, du kan gøre for freden lige nu.

SCHLANGER: Og endelig går jeg ud fra, at vi på fredag fortsætter de ugentlige zoom-møder i Den Internationale Fredskoalition. Kan du sige noget om det?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Vi vil helt sikkert diskutere de to påtrængende emner: Den absolutte forandring i Sydvestasien, vi har allerede senator Richard Black, som har sagt ja. Han er en Syrien-ekspert af første rang. Han har rejst i landet mange gange, så han vil være med. Og jeg er sikker på, at der kommer andre folk fra regionen, fra fredsbevægelsen og omkring Israel, den palæstinensiske sag. Det vil være et stort emne.

Og så vil det andet store emne være, hvor langt vi er kommet i krisen i Ukraine? Hvad er diskussionen om Oreshnik? Hvad er diskussionen om at »vinde« en taktisk atomkrig? Disse to emner vil være hovedfokus, så du bør absolut deltage og tage mindst én anden person og dine venner med.

SCHLANGER: Helga, tak fordi du er med os i dag. Jeg må sige, at 40 års arbejde med Schiller Instituttet ser ud til at være gået på et øjeblik, og det har været en fornøjelse at arbejde sammen med dig hele tiden i 40 år. Og lad os se, om vi kan forlænge det ind i fremtiden for at vinde kampen. Så vi ses igen på fredag!

ZEPP-LAROUCHE: Ja, tak skal du have. Vi ses snart igen.

af Stewart Battle (EIRNS) – 10. december 2024

De seneste dages dramatiske begivenheder har vist, at verden stadig ikke er sluppet ud af den britiske geopolitiske tænkning. Som en fremtrædende forfatter for nylig citerede Winston Churchill fra 1929: »Historien om den menneskelige race er krig. Bortset fra korte og usikre mellemspil har der aldrig været fred i verden; og før historien begyndte, var morderiske stridigheder universelle og uendelige.«

Syriens regerings fald og den voldelige magtovertagelse af velbevæbnede og trænede »reformerede terrorister« var en overraskelse for verden og et slag mod den universelle retfærdighed. De skridt, som Israel nu tager for at udnytte vakuummet i Syrien, er uden fortilfælde og antyder den retning, som nogle gerne vil føre denne krise i. Selv om detaljerne om hvordan disse begivenheder udspillede sig i de seneste dage stadig er uklare, kan den skarpe iagttager ikke tage fejl af hensigten bag dem. Der er ingen tvivl om, at Winston Churchill smiler til dem fra sin grav i det hinsides.

Israel er nu begyndt at indtage syrisk territorium, og premierminister Netanyahu hævdede glædestrålende: »Vi er ved at ændre Mellemøstens form.« Israel har endda foretaget hundredvis af luftangreb i Syrien med det formål at ødelægge en stor del af landets militære og videnskabelige infrastruktur, herunder havne, flyvepladser og forskningsfaciliteter, hvilket effektivt sikrer, at Syrien aldrig mere vil være en avanceret eller suveræn nation. Disse åbenlyst ulovlige tiltag er sammen med USA’s carte blanche-godkendelse således i overensstemmelse med de neokonservatives mangeårige planer, der har set denne region som en sandkasse for deres globale geopolitiske spil.

Det er nyttigt at huske en af den neokonservative bevægelses oldefædre, Bernard Lewis, som i en artikel i Foreign Affairs i 1992 skrev: »De fleste af staterne i Mellemøsten er af nyere og kunstig konstruktion og er sårbare over for en sådan proces. Hvis centralmagten svækkes tilstrækkeligt, er der ikke noget reelt civilsamfund til at holde sammen på samfundet, ingen reel følelse af fælles national identitet eller altoverskyggende loyalitet over for nationalstaten. Staten går så i opløsning – som det skete i Libanon – til et kaos af skænderier, fejder, kæmpende sekter, stammer, regioner og partier.« På den måde bliver nationer skakbrikker for større imperiale motiver.

Det har faktisk været de vestlige geopolitikeres strategi i forhold til Syrien i over et årti – på trods af løgne om det modsatte om beskyttelse af »menneskerettigheder« og »inkluderende politiske processer«. Efter at have bevæbnet og støttet al-Qaeda og beslægtede grupper i et forsøg på at vælte Assad – en tilgang, som svækkede Syrien, men som i sidste ende mislykkedes – vedtog Vesten og især USA brutale sanktioner mod nationen, som skulle tvinge den i knæ. De, der ikke blev dræbt eller fordrevet af kampene, var sikre på at blive dræbt eller fordrevet af sanktionerne.

Siden den vestligt igangsatte krig mod Assad i 2011 og gennemførelsen af EU’s og USA’s sanktioner, er Syriens elproduktion faldet med 63 % og elforbruget pr. indbygger med 85 %, produktionen af rent vand er faldet med 40 %, og det syriske pund er faldet 98 %. Læg dertil, at 90 % af den resterende befolkning lever under fattigdomsgrænsen, og 80 % af dem er fødevareusikre, og det bliver klart, at dette, og ikke Assad, var en vigtig faktor i Syriens endelige fald.

Men denne udvikling kan kun forstås, hvis man ser på den overordnede situation i verden. Denne seneste »regimeændrings«-aktion var ikke rettet mod Bashar al-Assads Syrien eller endog Iran. Den var snarere rettet mod det truende nye paradigme af suveræne nationer, som BRIKS og deres samarbejdspartnere i den Globale Majoritet repræsenterer – et paradigme, som forsøger at gøre op med Winston Churchills og Bernard Lewis’ uhyggelige spøgelser, og i stedet insisterer på at der findes alternativer til krig og geopolitik.

Selv om denne udvikling bestemt er et slag – og uden tvivl vil kunne mærkes mest af befolkningerne i Syrien, Libanon og Palæstina – kan den ikke stoppe den igangværende globale forandringsproces, som uigenkaldeligt bevæger sig væk fra det døende angloamerikanske system. Ikke desto mindre giver det, hvis det forstås, en ovenud skræmmende indsigt, fordi den samme selvmorderiske galskab, som er blevet udstillet i tilfældet Syrien, også er på spil mod de meget større »rivaler«, nemlig Rusland og Kina, og hurtigt vil føre verden ind i en global udryddelse, hvis den ikke stoppes. Derfor må alle borgere globalt være laserfokuserede på at stoppe optrapningen mod atomkrig. Bemærkningerne den 20. november fra kontreadmiral Thomas Buchanan fra STRATCOM understreger, at man er parat til at gøre dette.

I modsætning hertil fremlagde Helga Zepp-LaRouche, hvordan et nyt system – en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur – kan danne grundlag for en løsning på denne dramatiske krise. Under sidste weekends konference i          Schiller Instituttet sagde Zepp-LaRouche som svar til en af deltagerne:

»Den eneste omfattende tilgang til den strategiske situation er faktisk blevet formuleret af præsident Xi Jinping, som har formuleret dette begreb om det fælles samfund for den ene menneskehed. Og det opfylder faktisk det krav, jeg nævnte tidligere, nemlig at man skal tænke på den ene menneskehed som værende af en højere orden end de mange – hvor de mange er nationerne. Og Xi Jinpings tre initiativer – Globale Sikkerhedsinitiativer, Udviklingsinitiativer og Civilisationsinitiativer – repræsenterer efter min mening tilsammen den slags rammer, som svarer til det, der skete i Den Westfalske Fred, hvor de stridende parter kom til den konklusion, at de måtte afslutte krigen ved først at finde frem til principper; principperne var, at enhver fredsorden skal være i den andens interesse – alle andres – ellers bliver der ingen fred….

»Jeg tror, man er nødt til at sætte de tre initiativer på den strategiske dagsorden. For medmindre man tager fat på den eksistentielle fare for hele menneskeheden, som er atomar udslettelse, tror jeg ikke, man kan løse alle de regionale problemer; fordi hele konflikten er drevet af denne geopolitiske kamp mellem Vestens kollapsende imperium og det voksende Kina og det Globale Syd på den anden side.«

Foto: IDF Facebook page

The original English version is below the Danish translation.

Jeg vil starte med at sige, at den palæstinensisk-israelske konflikt ofte er et omdrejningspunkt for regionale spændinger, en konflikt, der stadig er uløst på trods af adskillige internationale resolutioner. I øjeblikket lider palæstinenserne under det, der betragtes som den længste besættelse i moderne historie, og de kæmper stadig for at opnå selvbestemmelse og frihed. De står over for den barske virkelighed med etnisk udrensning, nutidig fordrivelse, folkemord og apartheid, men opretholder alligevel en modstandsdygtig holdning af standhaftighed og modstand mod alle de vanskelige forhindringer, de står over for.

Konflikten strækker sig ud over specifikke datoer som den 7. oktober. Selv om begivenheder på den dato kan fremkalde reaktioner, stammer de underliggende årsager fra dybtliggende historiske og politiske dynamikker. For dem, der har været besat i årtier, kan sådanne handlinger ses som en naturlig reaktion på deres barske omstændigheder, der ofte beskrives som folkemord. Disse begivenheder ændrede den globale offentlige mening markant og fremkaldte udbredt sympati og empati for palæstinensernes situation. Desuden blev dette dramatiske skift forstærket af omfattende dækning på de sociale medier og i de almindelige nyheder, hvilket kastede lys over de vedvarende konsekvenser af besættelse og grusomheder på tværs af generationer. I dag er palæstinenserne fortalere for det grundlæggende menneskerettighedsprincip om selvbestemmelse.

Spørgsmålet er så, hvorfor verdenssamfundet universelt støtter selvbestemmelse, som det blev formuleret i Woodrow Wilsons 14 punkters tale, men ofte ser bort fra dette princip i forbindelse med Palæstina. Derfor kan man med sikkerhed antage, at nogle lande opfatter palæstinenserne som mindre værd i deres søgen efter at blive anerkendt som en uafhængig nationalstat i det internationale samfund. Denne langvarige konflikt, som har stået på i mange år, har ikke i tilstrækkelig grad vækket verdenssamfundets samvittighed. Den er ofte blevet betragtet som en regional strid eller en konflikt mellem to parter, der kæmper om det samme territorium.

Palæstinenserne hævder dog, at de ikke bestrider landet, men snarere hævder den retmæssige ejendomsret til landet. De ser zionisterne som koloniale indtrængere, der har forsøgt at kontrollere deres hjemland. Fra deres perspektiv er konflikten derfor ikke blot et spørgsmål om konkurrerende krav på fælles jord. Den opfattes som en indtrængen af den zionistiske bevægelse, der er legemliggjort i staten Israel. Den zionistiske bestræbelse fik opbakning fra det internationale samfund, som har et ansvar for at vende konsekvenserne af disse handlinger i de sidste 76 år.

Hvordan kan vi gøre en ende på denne konflikt? Diskussionen om den praksis, der er forbundet med denne omstridte besættelse, kunne strække sig over en lang periode. Men sagens kerne er klar: Hvordan kan vi gøre en ende på denne konflikt? Og hvem er de primære interessenter i bestræbelserne på at finde en løsning?

Det er frustrerende, at USA på trods af sin position som fredsprocessens hovedaktør i de sidste tre årtier har svigtet og tyet til mere krisestyring end konfliktløsning. I øjeblikket er det tydeligt, at USA har fejlet fælt i sin rolle som ærlig fredsmægler, da det har støttet Israel, den dominerende part, uforholdsmæssigt meget i forhold til [det besatte]Palæstina, den marginaliserede modpart.

I det nuværende globale landskab: Forestillingen om at bruge enkeltpersoner eller lande som simple brikker i internationale konflikter anses i stigende grad for at være uholdbar. Mens sådanne konflikter har potentiale til at optrappes til regionale eller endog globale krige. De grundlæggende årsager spores ofte tilbage til fundamentale problemer som ekstrem sult, dyb fattigdom og nationale interesser.

Derfor opstår der et spørgsmål. Hvilke konsekvenser vil en anerkendelse af Palæstina som stat have for det internationale samfund? Palæstina har tidligere vist sig villig til at gå på kompromis, hvilket kom til udtryk, da man i 1988 accepterede, at kun 22 % af det historiske Palæstina blev anerkendt som stat. Dette område omfatter Vestbredden, Gazastriben og Østjerusalem, mens de resterende 78 % blev tildelt det zionistiske projekt, som Israel udgør i dag.

På trods af dette store kompromis fortsætter jagten på yderligere territorial ekspansion, især på Vestbredden, blandt visse ekstreme jødiske fraktioner i Israel, repræsenteret ved bosætterbevægelsen og dens intensive aktiviteter for at kolonisere den besatte Vestbred og forhindre enhver mulighed for at skabe en bæredygtig palæstinensisk stat.

Når det er sagt, er det vigtigt at bemærke, at Israels interesse i Gaza ikke kun drejer sig om sikkerhedshensyn, men også om en økonomisk dagsorden for at udnytte naturressourcerne, som f.eks. gassen ved kystlinjen, ud over de territoriale ambitioner.

Selv om der findes tidligere aftaler mellem Jordan, Egypten og Israel, bliver de ofte betragtet som kold fred af mange i regionen, som mener, at ægte fred kun kan komme, når palæstinenserne får deres rettigheder legitimt anerkendt.

Denne følelse styrker behovet for ægte selvbestemmelse for palæstinenserne for at bane vejen for en bredere accept af et legitimt Israel i den arabiske verden.

Mine damer og herrer, ærede gæster. Fredsopbygning indebærer en indsats, der rækker ud over diplomatiske aftaler, herunder græsrodsinitiativer, engagement i civilsamfundet og styrkelse af demokratiske værdier på begge sider. En sådan proces har til formål at fremme en åben dialog og gunstige betingelser for sameksistens mellem Palæstina og Israel, hvilket i sidste ende bidrager til konfliktløsning og udvikling af stabile demokratier, der ikke bekæmper hinanden.

Økonomisk udvikling er en forløber, der kan spille en central rolle i skabelsen af global sikkerhed ved at tage hånd om regional sikkerhed i langvarige konflikter, som f.eks. den palæstinensisk-israelske konflikt. Ved at prioritere økonomisk samarbejde frem for militære løsninger kan nationer verden over anlægge en win-win-tilgang, der fremmer global stabilitet og velstand.

Når det er sagt, er fred mere end fraværet af konflikt. Det er en katalysator for økonomisk fremgang, som fungerer som en understruktur for samfund, der skal opfylde deres kombinerede moralske forpligtelse, og som dybest set tilbyder en fremtidig vision for at udnytte sikkerhed og stabilitet.

Konfliktløsning inden for rammerne af den globale dynamik kan være den vigtigste metode til bæredygtig udvikling, økonomisk velstand og varig stabilitet. Til det formål er EU et bemærkelsesværdigt historisk eksempel på, hvordan nationer i krig kan danne økonomiske alliancer efter konfliktløsning.

Flere private sektorer vil blomstre, når der opnås fred, især inden for handel, turisme, investeringer, sundhedspleje, uddannelse og social velfærd. Generelt er økonomiske incitamenter afgørende for global sikkerhed og stabilitet.

I Palæstinas tilfælde kan ulandsbistand imidlertid være en katalysator for udviklingen, øge stabiliteten og dermed forebygge konflikter. Man kan udlede, at fredens økonomi kan udvikle sig parallelt med den globale velstand, og løsningen på den langvarige besættelse af Palæstina kan være den første vej til håb om at afslutte konflikten og bygge broer af økonomiske og handelsmæssige bånd med Israel og de arabiske nabostater. Udvikling af palæstinensisk menneskelig kapital og infrastruktur vil udgøre løftestangen for økonomisk vækst og bæredygtighed og dermed sikre, at den sociale velfærd stemmer overens med det økonomiske fundament, som vil være den afgørende forudsætning for at opretholde vækst og udvikling.

Sidst, men ikke mindst, er politiske beslutninger uundværlige for, at økonomisk udvikling kan realiseres. Små, lagdelte fremskridt med byggesten er vigtige for at opnå regional og global sikkerhed. I sidste ende er meningsfulde fremskridt, samtidig med at disse forhåbninger realiseres, afventende, indtil krigen stopper med en permanent våbenhvile.

Lad mig sige et par ord om Schiller Instituttet og Oase-planen for økonomisk udvikling. Jeg roser selvfølgelig Schiller Instituttets arbejde for dets vedvarende kamp for at bringe retfærdighed til verden, og jeg synes, det er en ædel mission, som vi tror på vil få folk til at lytte til dets mål ved at øge bevidstheden og fremlægge de sande fakta på stedet. Og jeg synes den tilgang, som Schiller Instituttet har til konflikter, ikke kun mellem palæstinensere og israelere, men internationalt, giver stor troværdighed til dette institut, som ser frem til fred og retfærdighed gennem økonomisk udvikling. Oasis-videoen er noget af det mest imponerende, jeg nogensinde har set fra Schiller Instituttet, for slet ikke at tale om at sammenligne den med andre.

Jeg synes, I skal fortsætte med det I gør. Jeg roser Schiller Instituttet for det, de har gjort, og jeg vil fra nu af vedvarende støtte dette institut, som jeg synes er et af de mest strålende og imponerende institutter, jeg har mødt i Danmark.

Min loyalitet og respekt til jer, og jeg håber, at vores fremtidige relationer vil fortsætte ved at bringe flere mennesker i dialog og forsøge at skabe en harmonisk fred mellem modstandere.

Må Gud også hjælpe os i den proces, for den er virkelig fuld af forhindringer og fuld af kompleksitet. Men til sidst vil vi overvinde dem.

Og når støvet har lagt sig, mener jeg ikke vi skal blive ved med at vente på Godot. Vi er nødt til at finde instrumentelle, plausible løsninger for at afslutte denne konflikt, som har stået på i de sidste 76 år, og jeg håber, at denne konference vil tage fat på de mangefacetterede spørgsmål om konflikter i verden, for slet ikke at tale om at sætte fokus på det, der foregår i dag i Palæstina.

Og vi håber fra Gud, at denne krig vil slutte, og at dette folkemord vil stoppe, og at dette kaos vil stoppe en gang for alle, og at det palæstinensiske folk ligesom resten af nationerne vil nyde godt af selvbestemmelse og ytringsfrihed og sikring af retfærdighed og bæredygtig fred i den nærmeste fremtid.

Jeg takker jer, mine damer og herrer, og ønsker jer alle succes med konferencen, og jeg håber, at fremtidige begivenheder vil fortsætte med sådanne bestræbelser, indtil freden er opnået. Mange tak og må Gud velsigne jer.

————

Hi, I’m Professor Manuel Hassassian, the ambassador of Palestine in Copenhagen, Denmark. I am delighted to address you through this video, because I could not be with you on the same day of the conference, because I will be traveling abroad, and my talk is going to be about the harsh realities and the optimistic outlooks, which I think are a pathway to peace and justice. And I will try to focus my points within the ten minutes required from me to do so.

I will start by saying that the Palestinian-Israeli conflict is often a focal point of regional tensions, a conflict that is still unresolved despite numerous international resolutions. Currently, Palestinians endure what is considered the longest occupation in modern history, and still struggle to achieve self-determination and freedom. They face the harsh realities of ethnic cleansing, nowadays displacement, genocide and apartheid, yet maintain a resilient stance of steadfastness and resistance against all the difficult hurdles they face.

The conflict extends beyond specific dates such as October 7th. While events on that date can provoke reactions, the underlying causes stem from deep seated historical and political dynamics. For those enduring decades of occupation, such actions may be seen as a natural response to their harsh circumstances, often described as genocidal. These events significantly shifted global public opinion, eliciting widespread sympathy and empathy for the Palestinian plight. Moreover, such a dramatic shift was amplified by extensive coverage on social media and mainstream news, shedding light on the enduring impact of occupation and atrocities across generations. Today, Palestinians advocate for the fundamental human rights principle of self-determination.

The question then arises as to why the global community universally supports self-determination, as articulated in Woodrow Wilson’s 14 Points Speech, yet often disregards this principle in the context of Palestine. Hence, this leads one to safely assume that Palestinians may be perceived by some countries as deserving less consideration in their quest for recognition as an independent nation state within the international community. This enduring conflict, which has persisted for many years, has not adequately stirred the conscience of the global community. It has often been regarded as a regional dispute or a conflict between two parties vying for the same territory.

However, Palestinians assert that they are not contesting the land, but rather asserting the rightful ownership of the land. They view Zionists as colonial intruders who have sought to control their homeland. Therefore, from their perspective, the conflict is not simply a matter of competing claims over shared land. It is perceived as an incursion by the Zionist movement embodied in the State of Israel. The Zionist endeavor received backing from the international community, which bears a responsibility to reverse the consequences of these actions for the last 76 years.

How can we bring about an end to this conflict? The discourse on the practices associated with this contentious occupation could extend to a long discussion. Yet the crux of the matter is clear: how can we bring about an end to this conflict? Moreover, who are the primary stakeholders endeavoring to forge a resolution?

It is frustrating that despite positioning itself as the gavel holder of the peace process for the last three decades, the US has faltered, resorting more to crisis management than conflict resolution. Presently, it is evident that the US has failed dismally in its role as an honest broker for peace, as it has disproportionately supported Israel, the dominant party over [occupying] Palestine, the marginalised counterpart.

In the current global landscape. The notion of using individuals or countries as mere pawns in international conflicts is increasingly deemed untenable. While such conflicts have the potential to escalate into regional or even global wars. The root causes are often traced back to fundamental issues like extreme hunger, abject poverty, and national interests.

Therefore, a question arises. What implications would the recognition of Palestine as a state hold for the international community? Notably, Palestine has previously demonstrated a willingness to compromise, as evidenced by accepting only 22% of historic Palestine for statehood back in 1988. This territory encompasses the West Bank, Gaza Strip, and East Jerusalem, while the remaining 78% was accorded to the Zionist project of Israel today.

Despite this major compromise, the quest for further territorial expansion, particularly in the West Bank, persists among certain extreme Jewish factions within Israel, represented by the Settlers movement and its intensive activities to colonize the occupied West Bank, and prevent any possibility of creating a sustainable Palestinian state.

That said, it is important to note that Israel’s interest in Gaza primarily revolves not only around security considerations, but also an economic agenda to exploit the natural resources, such as the gas on the sea shores, besides territorial ambitions.

While past agreements between Jordan, Egypt and Israel exists, they are often seen as cold peace by many in the region, who believe that true peace can only come when Palestinians have their rights legitimately recognized.

This sentiment solidifies the need for genuine self-determination for Palestinians, to pave the way for a wider acceptance of a legitimate Israel in the Arab world.

Ladies and gentlemen, Distinguished guests. Peacebuilding involves efforts beyond diplomatic agreements, including grassroot initiatives, civil society engagement, and reinforcing democratic values on both sides. Such a process aims to promote open dialogue and conducive conditions for coexistence between Palestine and Israel, ultimately contributing to conflict resolution, and the development of stable democracies that do not fight each other.

Economic development is a precursor that could play a pivotal role in creating global security by addressing regional security in protracted conflicts, such as the Palestinian-Israeli conflict. By prioritizing economic cooperation over military solutions, nations worldwide can embrace a win-win approach that promotes global stability and prosperity.

That being said, peace transcends the absence of conflict. It is a catalyst for economic advancement, which serves as a substructure for societies to their combined moral imperative, and basically offering a future vision for harnessing security and stability.

Conflict resolution within the framework of global dynamics could be the linchpin method for sustainable development, economic prosperity, and lasting stability. To that end, the European Union provides a notable historical example illustrating how nations at war can form economic alliances following conflict resolution.

Several private sectors will thrive when peace is achieved, particularly in trade, tourism, investment, health care, education, and social welfare. In general, economic incentives are crucial for global security and stability.

In the case of Palestine, however, foreign aid could catalyze the development, enhance stability and hence prevent conflict. One could infer that the economics of peace could develop in parallel with global prosperity, and the resolution of the long-standing occupation of Palestine could be the opening pathway of hope for ending conflict and building bridges of economic and trade ties with Israel and neighboring Arab states. Developing Palestinian human capital and infrastructure will form the levers for economic growth and sustainability, thus ensuring social welfare aligns with economic foundations, which will be the essential base to sustain growth and development.

Last but not least, political resolutions are indispensable for economic development to materialize. Small, layered brick achievements hold significance in attaining the regional and global security. Ultimately, meaningful progress, while realizing these aspirations, remains pending until the war stops with a permanent ceasefire.

Let me say just a few words about the Schiller Institute and the Oasis plan for economic development. Of course, I commend the work of the Schiller Institute for its continuous struggle to bring justice to the world, and I think it is a noble mission, that we believe by raising awareness and stating the true facts on the ground, it will make people listen to its objectives. And I think the approach that the Schiller Institute takes towards conflict, not only between Palestinian-Israeli, but internationaly, gives great credibility to this institute that looks forward towards peace and justice through economic development. The Oasis video is one of the most impressive that I have ever seen from the Schiller Institute, let alone comparing it with others.

I think you have to continue with what you are doing. I commend the Schiller Institute for what they have been doing and I would from now on continue to support this institute, which I think is one of the most brilliant and impressive institutes that I have met in Denmark.

My loyalty and respect to you, and I hope that our future relationships will continue by bringing more people into dialogue and to try to create a harmonious peace among adversaries.

May God also help us in the process, because really, it’s full of hurdles and full of complexities. But eventually we shall overcome.

And when the dust settles, I believe that we should not continue to wait for Godot. We need instrumental, plausible solutions to end this conflict that has been going on for the last 76 years, and I hope this conference will address the multifaceted issues of conflicts in the world, let alone pinning it down [focusing on] what is going on today in Palestine.

And we hope from God that this war will end, and this genocide will stop, and this mayhem will stop once and for all, and to let the Palestinian people enjoy, like the rest of the nations, the self-determination and the freedom of speech and the securing of justice and the sustainability of peace in the near future.

I thank you, ladies and gentlemen, and wish you all success in the conference, and I hope that future events will continue with such endeavors until peace is achieved. Thank you very much and God bless.

Ikke korrekturlæst

Videoen kan ses her fra 35 min. 36 sekunder:

De videnskabelige drivkræfter i den fysiske økonomi i dag

Ordstyrer Jason Ross:

Vores næste taler, som jeg er meget beæret over at kunne præsentere, er Hendes Excellence Naledi Pandor. Fru Pandor har haft flere ministerposter i den sydafrikanske regering, bl.a. inden for uddannelse og videnskab og teknologi. Hendes seneste stilling var som minister for internationale relationer og samarbejde i Sydafrika.

Hendes emne: »Hvordan skal Syd reagere?«

Deres Excellence, De har ordet.

[som leveret live]

H.E. Naledi Dr. Pandor: Mange tak til Schiller Instituttet og især til Dr. Helga Zepp-LaRouche for at have inviteret mig til at deltage i denne vigtige konference. Jeg skulle have talt i går i panelet om globale spørgsmål, og jeg vil forsøge at reflektere over nogle af hr. Cheminades bemærkninger i dag.

Vores verden oplever i dag et meget dybt og forstyrrende niveau af giftig politik, der er domineret af aggressiv egeninteresse og forsømmelse af værdien af globalt samarbejde. Multilaterale organer som FN har ikke været i stand til at reagere beslutsomt. Og FN’s mest magtfulde organ, Sikkerhedsrådet, holdes som gidsel af stormagtskonkurrence og skæv brug af vetoretten. Mange kommentatorer har omtalt de sidste fem år som et meget giftigt geopolitisk miljø, der har testet internationale relationer og flosset længe etablerede bånd, som var med til at undgå en verdenskrig i mere end fem årtier. Nogle ser også perioden som et vendepunkt; en periode, der giver plads til et nyt kollektiv af progressive ideer, som vil forsøge at sætte mennesker frem for særinteresser først.

Der er håb om, at Syden vil træde i karakter. Opfattelsen af »Syd« er omstridt, da regionen ikke har en sammenhængende gruppering af nationer med et fælles overherredømme, sådan som det er tilfældet med nationerne i Nord. Så vi kæmper stadig med betydningen af og enheden i Syd. Der er dog lovende tegn på fremkomsten af nye formationer og politiske perspektiver. For eksempel har Sydafrika vist et positivt engagement i international lov og i FN-systemet gennem sin tilgang til Den Internationale Domstol i bestræbelserne på at afslutte den igangværende krig mod palæstinenserne i de besatte palæstinensiske områder. Sydafrika satte dermed menneskerettighederne og hensynet til dem, der lider overlast, i højsædet for sine udenrigspolitiske handlinger.

Det mindede om den tidligere præsident Nelson Mandela, som spillede en nøglerolle i flere fredsinitiativer på det afrikanske kontinent, og som formede Sydafrikas udenrigspolitik som en politik, der er baseret på omsorg for andre, på fremme af menneskerettigheder og på international solidaritet. Så »jeg holder af dig, fordi du holder af mig«. Dette relaterer til en meget gammel afrikansk filosofi om Ubuntu, som betyder »Jeg er et menneske, fordi du anerkender min menneskelighed i handling.«

En anden positiv udvikling er den øgede modning af BRIKS-forummet til et udvidet organ, der søger en mere inkluderende tilgang til global politik og internationale partnerskaber. BRIKS har vist sig at være et positivt forum, fordi det søger at diskutere nye ideer om nøglespørgsmål som videnskab, innovation, handel, international finansiering og udvikling af Syden. Etableringen af BRIKS’ nye udviklingsbank og dens tidlige succes giver yderligere håb om oprettelsen af nye institutioner og ny praksis.

Vi er bestemt enige med hr. Cheminade i den kritiske betydning af videnskab og innovation, men en af realiteterne er, at støtte til Afrika sjældent omfatter finansiering af forskning, finansiering af innovationskapacitet og finansiering af fremme af videnskab på det afrikanske kontinent.

Vi mener også, at opmærksomheden på FN-reform og demokratisering af Sikkerhedsrådet er en anden positiv mulighed, som vi bør bruge til at omforme verdens relationer. Generalforsamlingen i september sidste år forpligtede sig til at fremme reformprocesser og til at gøre Sikkerhedsrådet mere effektivt, mere virkningsfuldt, mere demokratisk og mere repræsentativt.

Endelig mener jeg, at opgaven for de næste fem årtier helt sikkert er at vedtage brugbare strategier for den grundlæggende transformation af Afrika. Vores kontinent er nødt til at tage fat på de vanskelige udfordringer med ulighed, fattigdom og arbejdsløshed. Afrika har en betydelig utålmodig ungdomsbefolkning, som er ivrig efter at opnå et velstående, demokratisk og handlekraftigt Afrika. Det globale samfund bør derfor arbejde tæt sammen med Den Afrikanske Union for at gennemføre vores afrikanske plan for udvikling, Africa Agenda 2063. I denne plan udpeger vi de kritiske udviklingsområder, herunder vand, vedvarende energiressourcer, infrastruktur og logistik til intra-afrikansk handel, landbrug og fødevaresikkerhed. Og vi kræver, at vores partnere skal støtte kontinentet for at styrke kapaciteten til at gennemføre denne udviklingsdagsorden. Vi har ikke brug for nye planer; vi er nødt til at sikre, at de eksisterende planer er effektive, og at de fungerer til gavn for Afrika, til gavn for hele menneskeheden i Syd.

Vi tror på, at Syd kan være en kilde til fremskridt, fred og sikkerhed. Landene i Syd bør omfavne demokrati, menneskerettigheder og respekt for international lov som vigtige garantier for at gøre en ende på den giftige magtkonkurrence, som virkelig har undergravet de menneskelige relationer. Faktisk udgør udhulingen af respekten for menneskerettigheder og international lov en meget alvorlig trussel mod videnskabelig praksis, fordi udemokratiske regeringer hader ærligheden i videnskabelig forskning; hader muligheden for innovation. Og derfor påhviler det os alle at vedtage de ideer, der er beskrevet i Schiller Instituttets udviklingsramme, for virkelig at sikre, at alle de aspekter af menneskelig stræben, der fremmer menneskelig fremgang, bliver omfavnet af regeringer i Syd såvel som regeringer i Nord. Vi bør opmuntre til et nyt menneskeligt forhold i hele verden; et forhold, der er dedikeret til at styrke alle mennesker og sikre, at vi udvikler en mere velstående, en mere engageret og en mere kvalificeret menneskehed, der er i stand til at løse de grundlæggende problemer, som vi alle står over for. For ved siden af problemerne har vi en menneskelig kapacitet – en opfindsomhed – til at løse problemerne; og vi er nødt til at stå sammen om at samle den kapacitet og sikre, at vi bruger internationale relationer til at løse verdens problemer.

Jeg ser frem til drøftelserne af vores bidrag. Mange tak skal I have.

Ross: Tak, Naledi Pandor. Vi vil nu gå over til en kort diskussionsperiode med Hendes Excellence Pandor, Helga Zepp-LaRouche og Jacques Cheminade. Jeg vil gerne starte med at spørge Helga, om du har noget, du gerne vil sige som svar på det, du har hørt her til morgen eller i eftermiddag.

Helga Zepp-LaRouche: Ja, jeg vil gerne udtrykke min dybeste glæde over, at De giver os den ære at deltage i vores konference, for vi har fulgt med i, hvad De har gjort, og bemærket, at den sydafrikanske regering har overtaget det moralske lederskab for verden, som Vesten i denne periode synes at have forladt. Så du har også allerede i dine bemærkninger besvaret det, jeg havde tænkt mig at spørge dig om. Men lad mig gentage mit spørgsmål til dig. I går diskuterede vi den strategiske situation, som flere mennesker, herunder Scott Ritter, jeg selv og andre, karakteriserede som den farligste periode i hele historien; endda farligere end Cuba-krisen, alene af den grund, at vi ser ud til at være på vej som et tog uden stopskilte mod en atomar katastrofe. Det blev understreget af en bemærkning fra kontreadmiral Thomas Buchanan på CSIS-mødet den 20. november. Han sagde, at for at bevare USA’s overherredømme anså de det for legitimt at bruge atomvåben. Han sagde dog, at de burde beholde en vis mængde af dem for at være i stand til at bekæmpe fremtidige modstandere. Det indebærer den latterlige idé, at man kan vinde en regional eller begrænset atomkrig og så fortsætte bagefter, hvilket naturligvis ikke er tilfældet. For som Ted Postol og andre overbevisende har argumenteret for, er sandsynligheden for, at en atomkrig vil udslette alt liv på planeten, meget stor, hvis ikke sikker. Så spørgsmålet er derfor, hvad vi kan gøre for at komme væk fra dette utroligt farlige spor?

Jeg har tænkt over det i meget lang tid, og hvis man ser på forholdet mellem USA og Kina, NATO og Rusland, ser det ud til at være næsten håbløst. USA’s Kurt Campbell, som er understatssekretær, udtalte for nylig, at Kina udgør den største trussel i USA’s historie nogensinde. I Tyskland taler forsvarsminister Pistorius f.eks. om at gøre Tyskland »krigsklar«. Europa er i gang med en militariseringsproces.

Jeg tror, at det eneste håb, der er for at undgå en sikker katastrofe, som ville betyde enden på den menneskelige art, er at overbevise de vestlige nationer om at stoppe konfrontationen med det Globale Syd. Det Globale Syd udgør allerede, ifølge Cambridge-statistikker, 85 % af den menneskelige befolkning; det er klart den Globale Majoritet. Og hvis vi kunne gøre noget for at overbevise europæerne og endda USA om at samarbejde med BRIKS, for eksempel i udviklingen af Afrika, i udviklingen af Latinamerika og Asien, for at industrialisere, for at hjælpe den sydlige halvkugle med endelig at overvinde resterne af kolonialismen; hvilket også ville være i Vestens interesse, fordi det ville være den eneste menneskelige måde at løse migrantkrisen på.

Så jeg vil gerne spørge dig, om vi ikke kan indgå i en form for dialog for at sætte dette på dagsordenen? For at gå fra konfrontation til samarbejde på en måde, der har så stor strategisk betydning, at det virkelig løser problemet? Det ville være mit spørgsmål til dig.

Dr. Pandor: Mange tak, det er et meget komplekst spørgsmål. Det første svar ville være, tror jeg, at det, vi har brug for, er modne, rationelle ledere. Forskere som dem, hr. Cheminade henviste til. Hvis man ikke har det niveau af logik og rationel tænkning, så tyer man til den ulogik, at man altid kan have magten. Og jeg mener, at det er en ekstremt forkert tilgang; det udelukker så store dele af verden fra at være med til at udvikle verden på en positiv måde til en fremtid, hvor vi alle er velstående, hvor vi alle føler, at verden gør en forskel og faktisk anerkender vores behov og vores evner. Så det, vi har brug for, er modne ledere, der kan have en meget kompleks diskussion om, hvordan de mest magtfulde økonomier – som er USA, Kina og til en vis grad Europa – hvordan de forholder sig til hinanden på en positiv måde. Og jeg er sikker på, at de med en ordentlig diskussion og en åbenhed over for at nå frem til et positivt resultat vil være i stand til at løse de nuværende spændinger mellem dem.

Jeg synes, at tanken om at forberede sig på krig er et meget dårligt eksempel på lederskab. Det, vi burde forberede os på, er at bruge vores medfødte evner til at fremme verden. Vi er nået til et punkt, hvor mange lande har meget bekymrende og dødelige våben. Jeg kommer fra Sydafrika, som er et land, der gik med til at destruere de atomvåben, som det havde haft mulighed for at bygge i apartheidtiden. En af de første beslutninger i den nye regering under ledelse af Nelson Mandela var, at vi ville være imod at besidde atomvåben. Og at selv om vi har videnskabelig kapacitet inden for det atomare område, ville den blive brugt til fredelige formål og ikke til at bevæbne Sydafrika mod noget land i Afrika eller nogen anden del af verden.

Så jeg tror, at vi har brug for nytænkning. Vi har brug for et civilsamfund, og især intellektuelle organisationer, som er mere synlige og højlydte i forhold til at præsentere alternative perspektiver på, hvordan vi skal se verden, og som ud fra forskning giver klare eksempler på, hvad vi kan forvente, hvis vi vælger en negativ konfrontation mellem de mest magtfulde i verden. Det vil skade os alle. Hvis stormagterne er i stand til at nærme sig hinanden, vil det give mulighed for øget udvikling, især i de fattigste lande i Syd. Det vil sætte verden på en helt ny kurs og give mulighed for reel forandring og uafhængighed, som vi ikke har haft siden begyndelsen af afslutningen på imperialismen og kolonialismen på det afrikanske kontinent.

Så selv om dette miljø er giftigt, giver det en ny mulighed for at engagere sig på en helt anden måde gennem internationale relationer og opbygge nye partnerskaber mellem alle de forskellige regioner i verden. Men det er de mest magtfulde, der skal træffe beslutningen om at gøre noget positivt. Ellers vil de skabe en reaktion, som vil føre til ødelæggelse af verden og øget ustabilitet i verden, som vi ser fra uge til uge i forskellige dele af verden i dag.

Ross: Mange tak skal du have. Jeg vil gerne spørge Jacques Cheminade, om der er noget, du gerne vil sige til vores fremtrædende gæst?

Cheminade: Deres Excellence, jeg vil gerne stille Dem et spørgsmål, som både svarer til det, vi kæmper for, og til det, Helga og De har sagt. Tror De ikke, at mobiliseringen af diasporaerne fra det Globale Syd i landene i Europa og USA kan være en meget god måde at uddanne vores egne nationer på med disse mennesker, som, når vi møder dem i Paris’ gader, og vi møder dem i andre lande, er mere avancerede i politisk henseende, i forhold til at vide, hvad der sker i verden, er mere avancerede end vores eget folk? Så tror du ikke, at vi med mobiliseringen gennem diasporaen kan organisere noget sammen?

Dr. Pandor: Jeg tror bestemt, at det er en mulighed, for for at opnå afspænding gennem Schiller Instituttet er man nødt til, at vi som menneskehed omfavner ideen om, at vi bør arbejde tættere sammen. Det kræver også, at vi omfavner mangfoldighed, og det er noget, som det demokratiske Sydafrika har gjort. Anerkendelsen af enhed og mangfoldighed er en central del af Sydafrikas forfatning. Fordi vi indså, at racisme, fordomme og had mod andre på grund af orientering, kultur eller religion faktisk er negativt for et samfund. Det, vi var nødt til at gøre for at opbygge en nation, der kunne arbejde sammen, var at omfavne begrebet enhed i mangfoldighed. Så jeg tror bestemt, at vi skal arbejde tættere sammen med diasporaen, få dem, der er fremmede i vores lande, til at føle sig velkomne, udnytte deres ekspertise og deres forståelse af den verden, de kommer fra. Men også at få dem til at bidrage til udviklingen i deres lande; at udvikle modeller, for eksempel for Sydafrika, hvor mange af vores uddannede læger arbejder i Canada, Australien og Storbritannien. Der er ingen kontraktlige bestemmelser om, at de kan bruge en del af deres tid på at arbejde i vores land – Sydafrika eller en anden del af Afrika. Så det, vi har gjort som lande i Nord, er, at vi har berøvet Afrika kritiske færdigheder og ikke har arbejdet på at udvikle en mere inkluderende ordning, der ville sikre en deling af disse færdigheder. Så vi har virkelig brug for et nyt menneskesyn, en ny tilgang til udvikling; en ny tilgang til internationale relationer; en ny tilgang til interaktion og samarbejde mellem os som verdensborgere. Vi er også nødt til at omfavne tanken om, at vi alle er afhængige af hinanden. At uanset hvor jeg kommer fra, uanset min race, uanset mit køn, så kan det være til gavn for alle, hvis vi arbejder sammen. Isolation eller udelukkelse hjælper os ikke med at skabe en bedre verden.

Ross: Hørt, hørt! Jeg vil gerne spørge Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche, om der er andet, du gerne vil tilføje, før vi går videre med vores panel?

Zepp-LaRouche: Nej, jeg synes, Dr. Pandor, at du har givet os en masse stof til eftertanke og opfølgning. Jeg ser frem til at styrke den form for samarbejde, for jeg tror kun, at jeg vil understrege det Globale Syds rolle lidt mere, for i Bandung på den første konference for Afrika, Asien, hvor Chou Enlai og Nehru og Sukarno blev enige om de fem principper for fredelig sameksistens, bemærkede de også, at hvis det nogensinde kommer til en atomkrig, vil Syd blive påvirket lige så meget som Nord. Det sker måske et par uger senere, men i sidste ende vil de også dø. Jeg tror, at det faktum giver det Globale Syd lige nu den moralske integritet og ret til at udtrykke sig stærkere. For jeg tror, at deres stemme er meget mere fornuftig end den, vi har set i Vesten i den seneste tid, som jeg anser for at være i en enorm kulturel krise.

Derfor vil jeg opfordre dig og andre ledere fra det Globale Syd til at indtage en faktisk endnu stærkere rolle i forhold til situationen. Det er min tanke.

Dr. Pandor: Mange tak for det, Dr. Helga. Jeg vil gerne slutte af med at sige, at jeg gerne vil minde alle i Nord om, at de har ydet et utroligt bidrag til, at vi opnåede vores frihed i Sydafrika. Fordi de alle var enige om, at de ville blive en del af den internationale solidaritetskampagne mod apartheid. Det var det internationale skub sammen med vores egen nationale kamp, der virkelig gjorde en så stor forskel for, at vi opnåede frihed. Jeg tror, vi er nødt til at genoplive den internationale solidaritet for alle mennesker, der lider overlast og bliver undertrykt i dag. Verden viste i tilfældet med apartheid, at vi kunne arbejde sammen; at FN kunne samles, kunne etablere en komité mod apartheid, der kunne sikre, at Nelson Mandelas navn blev holdt i live; at apartheid blev erklæret for en forbrydelse mod menneskeheden.

Så det, jeg mener, vi bør gøre nu, er at sige til verden: »Når vi arbejder sammen om positive mål, er der meget, vi kan opnå, og vi kan endda besejre ondskab som apartheid.

Ross: Mange tak for din deltagelse i vores konference i dag. Dette var Hendes Excellence Naledi Pandor, tidligere minister for internationale relationer og samarbejde i Den Sydafrikanske Republik.

Gretchen Small

Ikke korrekturlæst
9. december 2024 . Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche gør ret i at kræve, at der rejses et nationalt og internationalt ramaskrig over det vanvid i USA’s politik, som kontreadmiral Thomas R. »TR« Buchanan, direktør for U.S. Strategic Command’s Plans and Policy Directorate, afslørede i sin tale den 20. november på en konference på Kissingers gamle tilholdssted, Georgetown University’s Center for Strategic International Studies (CSIS). Buchanan sagde der, at USA skulle være parat til at bruge atomvåben, hvis USA’s globale lederrolle var på spil.

Buchanan brugte sin hovedtale på CSIS-konferencen til – med entusiastisk opbakning fra sine værter fra CSIS Project for Nuclear Issues (PONI) – at starte en national debat om, at »brug af atomvåben ikke længere er utænkeligt«, i modsætning til den stadig officielle politik om, at »atomkrig aldrig kan vindes og aldrig må udkæmpes«. En sådan debat er nødvendig »for at hæve den atomare IQ hos ikke bare vores militære ledere, men også vores politiske beslutningstagere, vores ledelse, Capitol Hill og offentligheden,« foreslog han.

Ved introduktionen af Buchanan rapporterede ordstyrer Heather Williams, et medlem af PONI-projektet, at et tema i diskussionspanelerne tidligere på morgenen var, at »brug af atomvåben ikke længere er utænkeligt.«

I sin forberedte tale og den efterfølgende diskussion med Williams indrømmede Buchanan, at USA »teknisk set« ikke er i krig med modstanderne Rusland, Kina, Iran eller Nordkorea. Kongressen har ikke erklæret krig, men vi befinder os i et strategisk miljø, hvor »vi er nødt til at være klar. Og med klar mener jeg, at vores tjenester skal være klar,« argumenterede han. Buchanan opfordrede PONI og andre politiske beslutningstagere til at lægge en strategi for, hvilke »typer af emner, der vækker genklang hos det amerikanske folk«, der kan hjælpe dem med at forstå, hvorfor StratComm skal forberede sig på brugen af atomvåben. Det spurgte han om: Hvad »mangler vi i forhold til at få nationens opmærksomhed? … Er det, fordi det er forbudt at tale om atomvåben? Er det, fordi vi ikke ønsker at overveje de mulige udfald? Er det fordi … vi ikke ønsker at tænke over det?«

Hvorfor skal amerikanerne tænke over det? Da han blev bedt om at definere, hvad det vil sige at diskutere at »vinde« en atomkrig, afviste Buchanan, at vi ikke ønsker en atomkrig, men:

“Jeg tror, at alle vil være enige om, at hvis vi skal have en udveksling, så vil vi gøre det på vilkår, som er mest acceptable for USA … vilkår … som sætter os i stand til at fortsætte med at lede verden, ikke sandt? Så vi bliver i høj grad betragtet som verdens leder.

»Og leder vi verden på et område, hvor vi anses for at have et tab? Svaret er nej, ikke sandt? Og så ville det være til et punkt, hvor … vi ville være nødt til at have tilstrækkelig kapacitet. Vi bliver nødt til at have reservekapacitet. Man ville ikke bruge alle sine ressourcer på at vinde, vel? For så har man ikke noget at afskrække med på det tidspunkt. Så det er et meget komplekst problem.«

Våbenproducenten Northrop Grumman Corp. har venligst betalt for denne diskussion.

Foto: Wikimedia Commons

Ikke korrekturlæst

8. december 2024 (EIRNS) – Panel 3 på Schiller Instituttets konference i weekenden, om emnet »De videnskabelige drivkræfter bag fysisk økonomi i dag«, åbnede med Beethovens smukke sang Abendlied unterm gestirnten Himmel, sunget af Schiller Instituttets musikalske leder John Sigerson, akkompagneret af Margaret Greenspan. Lyndon LaRouche blev derefter bragt ind for at starte diskussionen gennem uddrag af sin tale fra 17. januar 1998, » Hvordan den ene procent af de amerikanske borgere tænker«, hvor LaRouche fremlagde forskellen mellem billeder baseret på sanserne (»Mand, det er virkeligt!«) og ideer, principper, som du ikke kan lugte, røre, slikke eller smage, men som alligevel kontrollerer universet. Ideer, videnskabelige principper, er forskellen mellem aber og mennesker; det er grunden til, at menneskeheden, som oprindeligt havde en potentiel befolkningstæthed, der svarede til en abes, på ikke mere end 3 millioner mennesker, var vokset, så der i 1998 var plads til hele 5 milliarder mennesker. En sådan befolkningstilvækst var afhængig af teknologiske og kunstneriske fremskridt. Vi er ikke aber. Vi vokser!

En rig principiel diskussion fulgte (udskrifterne af talerne er lagt ud i dokumentationen). Ordstyreren for panelet, Schiller Instituttets videnskabelige rådgiver Jason Ross, uddybede kort den videnskabelige tankes rolle som den grundlæggende kilde til økonomisk værdi og en unik bro mellem forskellige samfund, som sammen undersøger det univers, der er fælles for os alle. Menneskets økonomi har udviklet sig fra at være drevet af ild til udsigten til atomar fusion. Dette er 50-året for LaRouches grundlæggelse af Fusion Energy Foundation i 1974, som blev den førende promotor af forskning i udviklingen af fusionskraft, indtil den amerikanske regering lukkede den ned i 1986, bemærkede han. Kampen mod den oligarkiske løgn om, at der er »grænser for vækst«, er gammel og strækker sig tilbage til Zeus’ forfølgelse af Prometheus for at give menneskeheden evnen til at tænke. LaRouche bekæmpede denne løgn, f.eks. i sin bog fra 1983, There Are No Limits to Growth. »Vores virkelig menneskelige fremtid ligger ikke i jordisk erobring eller overherredømme, men i udforskning af rummet og fremme af vores fælles forståelse af naturens vidundere,« sagde Ross.

Jacques Cheminade, tidligere fransk præsidentkandidat og formand for det franske politiske parti Solidarité et Progrès, holdt hovedtalen og talte om »Den videnskabelige drivkraft for det nye paradigme for fysisk økonomi«. Han åbnede ligefremt: »Vores mission er at få menneskeheden væk fra kursen mod atomar udslettelse.« Videnskabelige fremskridt, hvorigennem vi sikrer de fysiske forudsætninger for hele menneskehedens overlevelse, er nøglen til at fremme tilliden til den kreative fornufts kræfter, og det er vores unikke våben til at inspirere folk til at gå sammen om fredens sag. Cheminade tog et tema op, som havde løbet gennem de foregående paneler: princippet om det gode som det grundlag, civilisationens overlevelse afhænger af. Vesten anerkender alle menneskers medfødte godhed i den platoniske kristendom, og det samme gør Kina i sin konfucianske tradition – et grundlag for fred. Cheminade anbefalede folk at undersøge Lyndon LaRouches værk fra 1993, »The History of Science«, for at hjælpe Vesten med at genoplive den platoniske metode med hypoteser, som blev udviklet i renæssancens kristne forestilling om imago viva Dei og capax Dei, de principper, som faktiske videnskabelige opdagelser er baseret på, som han uddybede.

Han gav et eksempel på Vestens behov for at hjælpe de afrikanske lande med at springe udviklingstrin over og nævnte den afrikanske rumfartsindustri og udviklingen af nuplex-centre for industriel udvikling som nøglen. De vestlige landes samarbejde med den Globale Majoritet er det eneste alternativ til atomkrig. »Vi må holde op med at tænke i magtforhold og i stedet tænke i inkluderende samarbejde for at bringe en bedre verden til vores kommende generationer«, konkluderede han.

Dr. Naledi Pandor, tidligere minister for internationale relationer og samarbejde i Den Sydafrikanske Republik, talte derefter om temaet: »Hvordan skal Syd reagere?« på miljøet med ›giftig politik‹, med aggressiv egeninteresse og afvisning af globalt samarbejde, som har svækket de bånd, der havde hjulpet med at undgå en verdenskrig i årtier. Dette er også et vendepunkt, bemærkede hun, med lovende tegn på nye formationer og politiske perspektiver, som sætter mennesker først. Hun nævnte Sydafrikas sagsanlæg ved Den Internationale Domstol mod den igangværende krig mod palæstinenserne som et eksempel på, hvordan Syden kan træde i karakter. Hun påpegede, at denne handling er i tråd med Nelson Mandelas tradition om, at Sydafrikas udenrigspolitik skal være baseret på omsorg for andre og udtrykke den gamle afrikanske filosofi kaldet Ubuntu, som betyder, at »jeg er et menneske, fordi du i handling anerkender min menneskelighed.« Modningen af BRIKS-forummet med dets nye udviklingsbank og diskussioner om nye innovative institutioner og praksisser er et andet tegn på, at Syden kan træde i karakter. Hun understregede også, at Afrika skal transformeres i løbet af de næste fem årtier for at imødekomme ønskerne fra den »betydelige utålmodige ungdomsbefolkning, der er ivrig efter at opnå et velstående … Afrika.« Som Schiller Instituttet foreslår, er vi nødt til at »udnytte den menneskelige kapacitet og opfindsomhed til at løse problemer« og dyrke denne kapacitet sammen for at sikre fred, konkluderede hun.

En fascinerende diskussion mellem Helga Zepp-LaRouche, Pandor og Cheminade fulgte, indledt med fru Zepp-LaRouches spørgsmål til Dr. Pandor om hendes ideer til, hvad der mere kan gøres for at komme væk fra vores nuværende kurs mod katastrofe og overbevise Europa og USA om at samarbejde med BRIKS og det Globale Syd? Vi har brug for modne, rationelle ledere, som er i stand til at føre en dialog om dette, svarede Pandor. Civilsamfundet skal være mere aktivt, foreslog hun; dette miljø er, selvom det er giftigt, en mulighed for dette. Cheminade fremhævede potentialet i den afrikanske diaspora, der bor i Europa, til at hjælpe med at skabe denne dialog. Pandor var enig og henviste til, hvordan Sydafrika bragte nationen sammen efter apartheid ved at anerkende princippet om »enhed i mangfoldighed« og opfordrede folk til at indse, at vi er afhængige af hinanden.

Dialogen sluttede med, at Zepp-LaRouche understregede sin overbevisning om, at det Globale Syd har ret til og skal udtale sig stærkere om faren for atomkrig. Som svar fremhævede Pandor afslutningen på apartheidregimet i hendes Sydafrika, som blev opnået ved hjælp af et sådant Nord-Syd-samarbejde. Når vi arbejder sammen, kan vi gøre et stort stykke arbejde.

Panelet vendte derefter tilbage til de andre talere og startede med en detaljeret præsentation af professor Theodore Postol, professor emeritus i videnskab, teknologi og national sikkerhed ved Massachusetts Institute of Technology, om det nye russiske Oreshnik-missils egenskaber og muligheder. Med dias og grafik, som han tilbød at stille til rådighed for alle interesserede, beskrev han, hvad vi ved om missilet, og hans vurdering af dets evner og funktion på baggrund af hans omhyggelige og meget velinformerede undersøgelse af disse beviser.

Michele Geraci, tidligere understatssekretær i Italiens ministerium for økonomisk udvikling, talte fra Shanghai og fremførte to pointer i sit bidrag til diskussionen. Først satte han Vestens »nulsumsfilosofi« i kontrast til Asiens »win-win« og sammenlignede sidstnævnte med et par tangodansere: Begge skal være dygtige, ellers falder de begge! Hans anden pointe var, hvor »visionær« Lyndon LaRouche var, da han talte om fordelene ved BRI-korridorerne, de maritime ruter, der skaber værdi ved begge terminaler (Chancay-havnen vil f.eks. bringe produktion til Peru), mens jernbanelinjerne over land skaber en sådan udvikling hele vejen, at transportomkostningerne vil være et netto-nul, fordi de økonomiske fordele, den skaber, vil være større end omkostningerne ved at bygge den. Geraci bemærkede afslutningsvis, at mens vi lever i vanskelige tider, er konferencer som denne fra Schiller Instituttet meget vigtige for at vække folk.

Den russiske professor Sergey Pulinets, ledende forsker ved Space Research Institute of the Russian Academy of Sciences, talte live fra Moskva om sine mere end 30 års forskning i brugen af rumlige målinger af ionosfæren til at opdage forstadier til jordskælv, så man kan forudsige de tre nøgleparametre: hvornår et jordskælv kan ramme, dets sandsynlige epicenter og dets potentielle størrelse. Pulinets gav sin præsentation titlen »The Critical Mass of Earthquake Forecasting«, sagde han, fordi den »kritiske masse« af atomvåben optager verden i dag. Men de fleste nationers afvisning af at samarbejde om at undersøge de stadig lysere udsigter til at kunne forudsige jordskælv på en pålidelig måde har forhindret, at den kritiske masse er nået her. På trods af manglen på finansiering og tilstrækkelige ressourcer gjorde hans præsentation det klart, at der er sket fremskridt. Hans præsentation og slide-show er værd at studere.

Den tyske ingeniør Jürgen Schöttle, der er ekspert i kraftværksbyggeri, gav derefter en hårdtslående præsentation af de ødelæggelser, som den såkaldte »grønne« energipolitik har påført den tyske industri. Man kan ikke undgå at høre, hvor idiotiske disse politikker er!

Den sidste taler var Brian Harvey, en rumhistoriker fra Irland, som talte om » Rumsamarbejde i usikre tider«. Harvey satte de store succeser, der blev opnået med efterkrigstidens rumsamarbejde og videnskabelige samarbejde mellem ellers fjendtlige nationer under den kolde krig, i kontrast til den meget konfronterende verden i dag, hvor USA’s samarbejde med Kina om rummet er forbudt, og rummet endda bliver militariseret med etableringen af rumkommandoer. Han understregede, at det tidligere samarbejde også omfattede nationer i det Globale Syd. Han nævnte især to eksempler: Det Internationale Geofysiske År 1957-1958 og Antarktistraktaten fra 1961, som lagde konflikterne mellem de nationer, der udforskede kontinentet, til side ved at blive enige om, at Antarktis skulle forblive demilitariseret, landovertagelser forbudt og samarbejde om videnskabelig forskning fremmet. Han foreslog, at man overvejede en lignende traktat for udforskning af Månen.

De timelange spørgsmål og svar fra de talere, der stadig var til stede, gik dybere ind i principielle spørgsmål og de økonomiske og videnskabelige spørgsmål, som Pulinets og Schöttle havde rejst.

Ikke korrekturlæst

Rapport om panel 2 på Schillerkonferencen: ‘De store projekter til at overvinde migrantkrisen; de nye, produktive kvalitetskræfter; en ny retfærdig økonomisk verdensorden’

Den 7. december 2024 (EIRNS) – Ordstyret af Stephan Ossenkopp åbnede panelet med den sidste sats af Antonin Dvoraks *Amerikanske strygekvartet” af Neo-kvartetten fra en koncert med Schiller Instituttets NYC Kor i Bronx. Ossenkopp sagde, at panelet ville fokusere på den nye pamflets opfattelser af udviklingen af det Globale Syd som nøglen til at forene verden bag sande menneskelige interesser. Han bemærkede, at dette er tiårsdagen for den boglange »Den Mye Silkevej bliver Verdenslandbroen«-rapport.

Der blev vist et klip fra Lyndon LaRouche fra 1976 om ideen bag Den Internationale Udviklingsbank. Her fordømmer han George Balls og Henry Kissingers politik baseret på Carl Schmitt og William Paddocks plan om at reducere befolkningen i Mexico med lignende metoder, og han gennemgår kredittens rolle i at ændre systemet.

Dennis Small var hovedtaler, og han fokuserede på pamfletten. Han spurgte, hvad man kunne gøre med 1 billion dollars – opkøbe medicin på markedet, dække udgifterne til USA’s årlige forsvarsbudget eller betale den årlige rentebetaling på statsgælden – og sammenlignede denne degeneration med Kinas bygning af 46.000 km højhastighedsjernbane. Han spurgte, hvad der er en »god« investering, og citerede Lyn for, at det »gode« er det, der fremmer menneskeheden. Han gennemgik statistikkerne om global fattigdom, arbejdsløshed og fødevareproduktion fra Schiller Instituttets pamflet og bemærkede, at den reelle globale arbejdsløshed er næsten 50 %, og at vi er nødt til at skabe 1,7 milliarder nye job på verdensplan, hvilket vil stige til 2,5 milliarder i 2050. »Hvis Kina kan gøre det, hvorfor så ikke os?« Han bemærkede, at Chancay-havnen reducerer transporttiden mellem Peru og Shanghai med 30 % til 23 dage, men tilføjede, at det ville tage tre dage med højhastighedstog gennem Sydamerika, Mexico til USA, Alaska og Beringstrædet til Kina! Han gennemgik Trans Aqua, Grand Inga-dæmningen og tilføjede, at man ikke er nødt til at have penge til dette, kun kredit.

Dr. Alexander Bobrov, lektor ved Institut for Diplomati, MGIMO University, Moskva, talte om »krisen i diplomatiet« som »roden til alt ondt« i verden i dag og bemærkede, at der ikke var nogen kontakt mellem USA og Rusland på noget niveau, med et par mindre undtagelser, mens russiske diplomater bliver udvist samtidig med, at der er sanktioner. Han arbejder på en »Grand Strategy« for Rusland, herunder våbenkontrol. Asien er på vej i samme retning med USA’s inddæmning af Kina. Han sagde, at det at finde fælles interesser kræver, at man »går i den andens sko og ser gennem modpartens prisme.« Rusland prøver, men får ingen respons, sagde han med håbet om, at denne konference vil hjælpe med at løse dette.

Dr. Prof. Manuel Hassassian, den palæstinensiske ambassadør i Danmark, beskrev den israelske besættelse af Palæstina som den »længste udenlandske besættelse i historien«, over 76 år. Besættelsen, og nu det åbenlyse folkemord, har vundet støtte til Palæstina i hele verden, men ingen forsøger at stoppe den. Han sagde, at der ikke var nogen »konflikt om omstridt land«, men snarere den åbenlyse tilraning af Palæstinas land. Selv om Palæstina sagde, at de var villige til at nøjes med at beholde 22 % af landet, tager Israel nu alligevel mere. Han roste Schiller Instituttets oase-plan og tilføjede, at oase-planens video er et meget stærkt værktøj, som giver Schiller Instituttet stor troværdighed.

Chandra Muzaffar, grundlægger og leder af International Movement for a Just World (JUST), talte om USA’s overherredømme i en unipolær verden som roden til krisen i verden, herunder især den manglende evne til at stoppe folkemordet i Palæstina. Han sagde, at BRIKS repræsenterer det nye paradigme, som giver håb om en ny verdensorden.

Michael Limburg fra Tyskland, der er elektroingeniør, beskrev sig selv som »klimarealist« og fremlagde beviser for det videnskabelige bedrageri bag klimasvindelen: »Klimaideologien er død – næsten«, sagde han. Den blev skabt af venstreorienterede, da de ikke længere kunne holde Sovjetunionen op som fjenden, og de besluttede at gøre »forurening« og klimaforandringer til den nye fjende for at retfærdiggøre deres fundraising. Den »grønne venstrefløj« har ført til spild af billioner af euro. De seneste COP-topmøder har slået fejl, da folk er ved at vågne op til behovet for fossile brændstoffer og ægte videnskab.

Glenn Diesen fra Norge sagde, at der i konflikten mellem Rusland og USA ikke ville være en selvstændig vinder, og opfordrede det Globale Syd til at komme med løsninger. Der er panik i Vesten over tabet af krigen i Ukraine, og Fukuyamas fantasi om »historiens afslutning« er død. Selve demokratiet er dødt, som det ses i USA, Tyskland og Frankrig. Kina har vist den største fremgang i historien. USA er ved at tabe både den militære krig i Ukraine og den økonomiske krig med Kina. Vi må overvinde ideen om »alliancer«, hvor BRIKS er en model for det.

Den sidste del af panelet bestod af fire indlægsholdere fra landbruget – Dr. Bedabrata Pain fra Indien, landmændene Joe Maxwell og Mike Calitrate fra USA og Bob Baker fra Schiller Instituttet. Pain beskrev sin film »Deja Vu«, en dokumentarfilm om hans tur gennem USA, hvor han mødte landmænd og viste, at de indiske landmænd kæmper mod præcis det system, der blev indført i USA under dække af »frie markeder«, og som førte til ødelæggelse af landbruget i USA. Maxwell og Calicrate underbyggede dette med en rapport om de karteller og virksomhedsmonopoler, der overtog landbruget i USA og ødelagde det. »Røverbaronernes« æra er tilbage, sagde Calitrate, med Cargills, JBS og de andre karteller, der plyndrer og ødelægger landmændenes evne til at ›brødføde deres naboer‹. Baker imødegik løgnen om, at der er mad nok, hvis den bare blev distribueret ordentligt, og insisterede på, at vi er nødt til at øge fødevareproduktionen betydeligt. Han sagde, at kartellerne selv fyrer tusindvis af deres medarbejdere, fordi de kun er drevet af at maksimere profitten på bekostning af landmændene og forureningen. Han fremsatte sit krav om en million nye familielandbrug i USA. Der blev vist en trailer for »Deja Vu«-filmen.

Der var en fyldig spørgerunde, som er værd at se. [mob]

Rapport om panel 1 på Schiller Instituttets konference

Ikke korrekturlæst

7. december 2024 (EIRNS) – Schiller Instituttet, der fejrede sit 40-års jubilæum den 7.-8. december, præsenterede panel 1 af en konference med titlen »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!« Transskriptionen af hele panelet findes i denne briefing. Panelet åbnede med en opførelse fra 1999 af barytonen William Warfield og den berømte vokalcoach Sylvia Olden Lee på klaver af Harry Burleighs arrangement af den spirituelle Deep River. Ordstyrer Dennis Speed præsenterede panelet som »«Tragediens politik eller håbets statskunst»«. Han viste et videoklip af senator Bill Bradley, som talte om sin undersøgelse af det, han kaldte den grundlæggende fejl, vi begik ved at udvide NATO. Bradley mindes, at vi lovede Gorbatjov, at NATO ikke ville blive udvidet en tomme længere mod øst. Clinton kom til og udvidede NATO.

Speed præsenterede et videouddrag af Lyndon LaRouche fra 7. december 2012, hvor han diskuterede den tragiske antagelse, der har ført Vesten til sin egen undergang, nemlig at penge er lig med værdi. Værdien ligger snarere i fysiske værdier pr. indbygger. »Penge skal gøre noget,« sagde han. Penge stiger ikke i værdi, men omkostningerne falder. Vores succes som art kræver en højere energigennemstrømningstæthed og en forbedring af arbejdskraftens færdigheder. Bortset fra nogle få individer på begge sider af Atlanten er der ikke forståelse for det.

Helga Zepp-LaRouche begyndte i sin hovedtale med en skarp advarsel om den nuværende strategiske situation. Begge siders atomvåben er klar til affyring på advarsel uden nogen kommunikationslinje mellem de to sider. Mindre end to uger efter Trumps sejr gav Biden Zelenskyj tilladelse til at affyre ATACMS-missiler ind i Rusland, uden at tage hensyn til Ruslands nye strategiske atomare doktrin. Vi er i en de facto krigstilstand med Rusland. Hun gennemgik egenskaberne ved Ruslands hypersoniske Oreshnik-missil, som Vesten ignorerer på egen risiko. Der findes løsninger, men »enhver fredsorden må tage hensyn til den andens interesser – alle andres.«

Derefter præsenterede hun en oversigt over de vigtigste dele af sin afdøde mands livsværk, herunder det strategiske forsvarsinitiativ (SDI). Hun gennemgik Vestens kollaps, herunder dets overgang til »grøn« energi med lav energigennemstrømningstæthed, i modsætning til Kinas løft af 850 millioner af sine egne folk ud af ekstrem fattigdom, hvorefter Kina stillede sin succesfulde metode til rådighed for resten af verden. Præsident Xi Jinping taler om en »eksplosion af banebrydende teknologier«, hvilket viser, at han er nået frem til den samme økonomiske videnskab som Lyndon LaRouche: »Det fysiske univers’ love er af anti-entropisk karakter.« »Lad os afvise ideen om, at forholdet mellem nationer er et nulsumsspil, hvor den ene vil være på toppen, og den anden taber. Vi er mennesker og ikke vilde dyr…. Lad os opgive den eurocentriske arrogance…. Vi må gøre ånden fra Beethovens niende symfoni til vores ledestjerne.«

Zepp-LaRouche blev efterfulgt af professor Dmitri Trenin, akademisk vejleder for Institut for Militær Verdensøkonomi og Strategi ved Higher School of Economics University i Moskva. Han bifaldt Zepp-LaRouches bemærkninger og sagde: »Jeg er helt enig i hendes analyse.« Han fortsatte med at sige, at »den globalisering, der er drevet af Vesten, er forbi…. Det overherredømme er, som det skal, begyndt at slå revner og smuldre.« Han advarede om, at “”Den anden kolde krig”” er en forkert betegnelse, fordi den afskrækkelse, som “holdt den kolde krig kold”, ikke længere virker.” Biden vil måske bruge konflikten i Sydvestasien som en mulighed for at ødelægge den iranske atomare udvikling. På trods af højlydte opfordringer i Rusland til at mobilisere til krig i Ukraine, prioriterer Rusland økonomisk udvikling. Det er en lektie, som andre bør se på i dag. Vesten bør også tage ved lære af Sovjetunionens sammenbrud.

Donald Ramotar, tidligere præsident i Guyana, beskyldte Vesten for at begå folkemord på palæstinensiske kvinder og børn i Gaza. Om lederne i »Vesten« sagde han: »Siden begyndelsen af 1990’erne har deres mål været at forsøge at sikre, at Rusland ville være svagt og magtesløst. Den kamp har skabt en skræmmende situation,« den overhængende fare for atomkrig. »Bevidstheden om en sådan katastrofe halter langt bagud i forhold til den reelle fare, der eksisterer. … [Imperialistiske magter] har formået at kontrollere medierne.« Ramotar sagde, at vi i øjeblikket befinder os i en overgangsperiode fra en unipolær til en multipolær verden, men at den neokoloniale tankegang kommer til udtryk i Vestens holdning til Kina. I dag er der omsider begyndt at komme infrastruktur i det Globale Syd; fraværet af den var kilden til fattigdom. De fleste af Kinas projekter er forandrende, og det er kilden til USA’s fjendtlighed over for Kina. Vi må opfordre Vesten til at samarbejde med BRIKS om at gøre en ende på fattigdommen i vores levetid.

H.E. Ján Čarnogurský, tidligere premierminister i Slovakiet, indledte med at sige, at den fremherskende opfattelse i øst var, at kun kommunismen adskilte øst fra vest. I Vesten var der en anden opfattelse. Efter Warszawapagtens fald begyndte NATO-udvidelsen, hvilket i sidste ende provokerede Rusland til at »skubbe tilbage«. Čarnogurský advarede om, at »Rusland har en dyb mistillid til Vesten … fordi [Vesten] har bedraget [Rusland] mere end én gang«. Han rapporterede, at flertallet af slovakkerne ikke betragter Rusland som deres fjende, og Slovakiet ville ikke sende soldater til Ukraine. Biden er ikke længere mentalt parat til at tackle denne situation, og det ser ud til, at USA »ikke styres af en valgt præsident, men af en slags ›Deep State‹« …. USA, støttet af Storbritannien og hele NATO, er i øjeblikket den største ødelægger af den demokratiske orden i verden…. Det er svært at indgå i forhandlinger med sådanne eliter.«

Ambassadør Chas W. Freeman, Jr. og tidligere amerikansk viceforsvarsminister for internationale sikkerhedsanliggender, indledte med at sige: »Jeg er meget bevidst om, at mit lands seneste opførsel har kostet det dets moralske autoritet og vendt en stor del af verden imod det.« Han beklagede, at amerikanske rejsende nu udgiver sig for at være canadiere, og at enhver kommentar, der modsiger den officielle fortælling, straks bliver stemplet som desinformation. Våbenkontrolaftaler udløber og bliver ikke erstattet, og »der er nu ikke fungerende mekanismer til kontrol af optrapning mellem krigsførende parter med atomvåben.« I lyset af denne triste situation gav han råd til diplomater om løsning af en række konflikter, blandt andet Ukraine. Der er ingen tvivl om, at indbyggerne i de områder, der er besat af Rusland, hilser den russiske tilstedeværelse velkommen, men Rusland bør overveje at tillade internationalt overvågede folkeafstemninger i de områder, de har besat.

Zhang Weiwei, professor i internationale relationer ved Fudan University i Kina, fortalte, at optimismen efter den kolde krig er forsvundet i Europa, og at deres syn på verden nu er » tab-tab« i modsætning til Asiens »vind-vind«. ASEAN-området har nydt godt af fred og udvikling i næsten fem årtier. Hvad har Kina gjort rigtigt, og hvad har Europa gjort forkert? Zhang identificerede »tre strukturer plus en nøglefaktor«: 1. udvikling (Kina har en topprioritet for udvikling i sig selv, ikke bundet til politiske dagsordener); 2. politisk sikkerhedsstruktur; 3. kulturel civilisationsudveksling med gensidig respekt og fredelig sameksistens og ikke-indblanding i andre nationers interne anliggender. Zhang sagde, at hvis alle stater kunne efterligne Kina, ville der ikke være nogen fare for atomkrig. Han roste Schiller Instituttets forslag til store projekter som oase-planen og beskrev, hvordan det, der engang blev kaldt geografiens forbandelse, nu er geografiens velsignelse i indlandsstaterne i Sydøstasien, fordi BRI passerer gennem disse nationer.

Scott Ritter, tidligere FN-våbeninspektør i Irak, kom med en videoudtalelse, hvor han advarede om, at der ikke findes noget, der hedder en »begrænset atomkrig«. Det er ansvarligt at sige, at den situation, vi står over for i dag, er den farligste, menneskeheden nogensinde har stået over for. Sammenlignet med Cubakrisen er den destruktive kraft og midlerne til at levere den langt større i dag. Dengang var der direkte kommunikation mellem USA og Sovjetunionen. Der var en levedygtig, meningsfuld bagkanal. I dag er der ingen kommunikation. Han opfordrede den kommende Trump-administration til at fjerne ATACMS fra forhandlingsbordet og nedtrappe konflikten.

Oberst Larry Wilkerson, tidligere stabschef for USA’s udenrigsminister Colin Powell, bakkede op om Freemans »udstilling af imperiets nederdrægtighed«. Det, vi ser i verden lige nu, er endnu en kolossal bevægelse tilbage til, hvor den var for 3.000 år siden, med centrum i Asien, hvor Kina er en kilde til livskraft. Amerika er den nation, der er mest egnet til at bringe os på tærsklen til ødelæggelse ved at bekæmpe dette ubønhørlige skift tilbage til Østen. Wilkerson sagde, at vi har brug for ledere, der forstår, at vi ikke må forsøge at gøre modstand, og beskrev Trump som »indbegrebet af en ›ikke-kendskabstype‹«, der samler et kabinet, der er mindst lige så modstræbende, hvis ikke mere, end den nuværende administration. Han advarede om, at en konfrontation mellem Kina og USA om Taiwan ville blive atomar.

Ambassadør Hossein Mousavian, tidligere ambassadør fra Iran til Tyskland, spekulerede over det fremtidige forhold mellem USA og Iran og mindede om, at Trump under sin kampagne sagde, at han ønsker Iran succes, men at de ikke kan få et atomvåben. Men Iran ønsker atomkraft, ikke et våben. Han skitserede fire mulige scenarier, som Trump-administrationen vil stå over for. Mousavian sluttede af med at sige, at der er brug for store initiativer, afslutning af krige og terrorisme og udviklingsinitiativer som Schiller Instituttets »Oase-plan«.

En livlig, timelang Q&A-periode fulgte efter talerne. Zepp-LaRouche afsluttede panelet med at opfordre medlemmerne af online-publikummet til at finde måder at sprede disse ideer på. Store folkemasser er uvidende om faren for atomkrig, i modsætning til i 1980’erne, hvor vi havde hundredtusinder af mennesker på gaden i Tyskland. Kinas tre initiativer repræsenterer én tilgang, mens hendes forslag til et nyt sikkerheds- og udviklingsinitiativ er en anden. »Vi kan ikke have en situation, hvor menneskeheden marcherer ind i sin undergang og ikke engang diskuterer det.« [dbp]

Helga Zepp-LaRouche: Godmorgen, mine damer og herrer. Kære excellencer, mine damer og herrer, venner af Schiller Instituttet: Vi er samlet her på denne internationale internetkonference for at sende en påtrængende opfordring til verden, ikke kun om at vi måske er uger, dage eller timer fra den potentielt største katastrofe i menneskehedens historie – nemlig dens potentielle udslettelse i en atomkrig – men også for eftertrykkeligt at gøre opmærksom på, at der er en løsning; en vej ud af denne fare, hvis mennesker af god vilje forener sig over hele verden for at gennemtvinge dens gennemførelse. Det er mig en stor ære at byde alle de fremtrædende paneldeltagere, der repræsenterer det Globale Syd såvel som vestlige nationer, velkommen til dette 40-års jubilæum for Schiller Instituttets grundlæggelse!

Men de næste uger frem til den 20. januar er de farligste nogensinde; langt farligere end Cuba-krisen. Fordi NATO’s og Ruslands, og måske andre nationers, atomarsenaler bliver affyret på varsling; hvilket betyder en varslingstid afhængigt af systemet på mellem 5 og 30 minutter, med en hæsblæsende optrapning trin for trin til det potentielle Harmageddon. Og i modsætning til Cuba-krisen er der ingen kommunikationslinje mellem de to sider.

Mens præsident Biden indtil for nylig nægtede at give Ukraine tilladelse til at bruge ATACMS-missiler til angreb dybt inde på Ruslands territorium af frygt for, at det ville betyde en direkte militær konfrontation mellem USA og andre NATO-stater og Rusland, gav han mindre end to uger efter Donald Trumps valgsejr, den 17. november, denne tilladelse. Den blev så straks brugt af Ukraine den 19. november til angreb på den russiske region Kursk – som Ukraine havde invaderet den 3. august – og Brjansk; helt uden at tage hensyn til, at Putin havde opdateret den russiske atomare doktrin i slutningen af september. I denne doktrin står der i punkt 11, at »aggression mod Rusland og/eller dets allierede fra enhver ikke-atomstat med deltagelse eller støtte fra en atomstat nu vil blive betragtet som et fælles angreb.« Nu var USA og NATO de facto i krigstilstand med Rusland. Det forhindrede ikke admiral Thomas Buchanan fra den amerikanske STRATCOM [Strategic Command] i at erklære i Washington den 20. november ved et arrangement med titlen »Report Launch: Project Atom 2024« fra det amerikanske CSIS [Center for Strategic and International Studies], at USA ville være klar til en atomar udveksling, hvis USA’s globale lederrolle var på spil.

Dagen efter, den 21. november, affyrede Rusland et nyt hypersonisk mellemdistancemissil, Oreshnik, mod Yuzhmash-våbenfabrikken i den ukrainske by Dnipro. Præsident Putin sagde følgende om dette angreb, da han talte til en konference i Collective Security Treaty Organization (CSTO) i Astana:
»Dusinvis af sprænghoveder, selvstyrende enheder, angriber målet med en hastighed på 10 Mach [ti gange lydens hastighed]. Det er omkring tre kilometer i sekundet. Temperaturen på de angribende elementer når op på 4000 grader. Hvis jeg husker rigtigt«, bemærkede Putin, «er temperaturen på solens overflade 5.500-6000 grader. Derfor bliver alt, hvad der befinder sig i eksplosionens epicenter, splittet op i fraktioner, i elementarpartikler; alt bliver stort set til støv. Missilet er i stand til at ødelægge selv stærkt befæstede strukturer, og dem der ligger på betydelige dybder.«
Med andre ord beskrev Putin virkningen af opstillingen af flere Oreshnik-missiler på én gang som værende lige så kraftig med hensyn til ødelæggelseskraft som et atomvåben.

Straks skyndte forskellige vestlige »eksperter« sig at nedtone kraften i dette nye våben som værende »ubetydelig« og ikke noget særligt. Men det går glip af pointen fra russiske militæreksperter, som insisterer på, at hvis Oreshnik bruges i et koncentreret massivt angreb, hvor der bruges flere Oreshnik-missiler samtidig, så er resultatet sammenligneligt med et atomvåben.

Men det er et ikke-atomart våben, som kan affyres med næsten Mach 11 og derfor ikke kan opfanges af NATO-styrker. Det rammer sine mål med kinetisk energi med så høj hastighed, at den omdannes til termisk energi, som producerer en ekspanderende masse af overophedede dampe med en energitæthed, der svarer til TNT. Det skaber kratere som en meteor ved høj hastighed. De hypersoniske egenskaber ved dette nye våben betyder, at dets designere anvendte fysikken bag hydrodynamiske chokbølger.

Det er typisk for den sædvanlige benægtelse fra visse kræfter i Vesten, at Putin »bluffer«, at der »ikke er nogen røde linjer«, osv. osv., at afvise Oreshniks afgørende egenskaber: Nemlig at den ikke kan klassificeres som et masseødelæggelsesvåben; den udviser exceptionel præcision; og når den bruges i kombination med andre nyudviklede våben, som Rusland endnu ikke har demonstreret, men antydet, kan den opnå en styrke, der nærmer sig et atomvåbens, men i modsætning til disse producerer den ikke nukleart nedfald.

Men Oreshnik-overraskelsen peger ud over den umiddelbare anvendelse på et andet fascinerende potentiale. Da verden allerede én gang før var truet af atomar udslettelse, under krisen med mellemdistancemissiler i begyndelsen af 1980’erne, hvor Pershing II og SS20 ligeledes blev rettet mod hinanden med en forvarselstid på kun 4-8 minutter, udviklede Lyndon LaRouche det forslag, som blev kendt som SDI, efter at præsident Reagan havde vedtaget det som USA’s officielle strategiske politik i en tv-tale den 23. marts 1983. Det var i bund og grund ideen om, at begge supermagter, USA og Sovjetunionen, i fællesskab skulle udvikle nye teknologier baseret på nye fysiske principper for at gøre atomvåben teknologisk forældede. LaRouches forslag omfattede ideen om at bruge disse nye teknologier som en videnskabelig drivkraft for de civile økonomier på begge sider og en fælles gigantisk teknologioverførsel til udviklingssektoren for at overvinde underudviklingen. Det var et omfattende design for at overvinde blokdannelsen til fordel for et samarbejde i gensidig interesse [for alle lande]. Dette forslag blev dengang afvist af Moskva med det argument, at det ville give Vesten flere fordele end Sovjetunionen.

Men ideen om at gøre atomvåben teknologisk forældede var tydeligvis et element i tilgangen, da Putin annoncerede en række nye våbensystemer i sin årlige statstale den 1. marts 2018, hvor han præsenterede videoer og animationer af atomdrevne krydsermissiler, hypersoniske krydsermissiler og et nyt ICBM-system, RS-28 Sarmat-missilet, som kaldes »Satan« i Vesten på grund af dets enorme ødelæggelseskraft. Det formodes at have 10 uafhængigt målbare reentry-raketter og op til 15 atomare sprænghoveder.

Der er opfattelsen af våbenkontrolaftaler som et forsøg på at forhindre et atomart holocaust; men som vi har set i de sidste 23 år, fungerer det kun, hvis begge sider ærligt går med til aftalen. Praktisk talt hver eneste nedrustningstraktat mellem stormagterne er blevet annulleret. LaRouches ide, som blev støttet af Reagan helt frem til slutningen af hans præsidentperiode, var at gøre atomvåben teknologisk forældede. Udviklingen af Oreshnik er i bund og grund et skridt i den retning. Selv om den nuværende hastighed på næsten Mach 11 endnu ikke er tilstrækkelig til at være parallel med et atomvåben, er det efter al sandsynlighed endnu ikke slutningen på forskningen, der anvender princippet om chokbølger i hypersoniske missiler. Disse missiler vil ved en højere hastighed overgå effekten af atomvåben – sandsynligvis i kombination med andre teknologier – så atomvåben kan blive forældede.

Da de stridende parter i Europa i det 17. århundrede efter 150 års religionskrig indså, at en tredjedel af alle mennesker, landsbyer, dyr osv. var blevet ødelagt, indså de, at ingen ville være i live til at nyde sejren, hvis de blev ved med at kæmpe. De satte sig til forhandlingsbordet i Münster og Osnabrück, og efter fire år blev de enige om Den Westfalske Fred. I lyset af den overhængende risiko for en global atomkrig, som vil gøre en ende på alt liv på planeten, er det så ikke påtrængende at blive enige om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som bygger på Westfalens anerkendelse af, at enhver fredsorden skal tage hensyn til den andens, alle andres interesser? Og ville det ikke være yderst påtrængende, at disse forhandlinger omfattede et samarbejde mellem militærforskere fra Rusland, Kina og USA om at forske i nye fysiske principper, som kunne gøre atomvåben overflødige?

Kurt Campbell, viceudenrigsminister, sagde for nylig til House Foreign Affairs Committee: »Helt ærligt, Den kolde Krig blegner i sammenligning med de mangefacetterede udfordringer, som Kina repræsenterer,« og insisterede på, at dette ville være den mest betydningsfulde udfordring i USA’s historie. »Det er ikke kun en militær udfordring; det er en udfordring over hele linjen. Det er i det Globale Syd. Det er inden for teknologi. Vi er nødt til at øge vores indsats over hele linjen.«
Denne fantastiske indrømmelse af, at det er Kinas videnskabelige og teknologiske fremgang og dermed det Globale Syds fremgang, der betragtes som den hidtil største trussel i USA’s historie, fortjener en nærmere undersøgelse. Faktisk peger det på løsningen af den gordiske knude.

Da Den kolde Krig sluttede på grund af den sovjetiske økonomis økonomiske fiasko, var der i en vis periode ingen strategisk trussel, som så fremtrædende vidner fra dengang som den amerikanske ambassadør Jack Matlock og andre har bevidnet. Det ville have været absolut muligt, at gennemføre en global fredsorden baseret på sådanne forslag som LaRouches »Produktive Trekant (Paris-Berlin-Wien)« fra 1989 og den Eurasiske Landbro fra 1991 som det økonomiske grundlag. Disse forslag blev afvist af de neokonservative i Washington og London på grundlag af det, der senere blev kaldt Wolfowitz-doktrinen, og det dermed forbundne brud på løfterne til Gorbatjov om ikke at flytte NATO en tomme mod øst og ikke at udstationere udenlandske tropper på det tidligere DDR’s territorium. Den første NATO-udvidelse i 1999 omfattede Polen, Tjekkiet og Ungarn; efterfulgt af yderligere fem, over 1.000 km mod øst, samt farvede revolutioner, regimeskift, interventionskrige og ensidige sanktioner; alt sammen med det formål at forsøge at bevise Fukuyamas udsagn om, at historien var slut med Den kolde Krig, hvilket betød, at hele verden til sidst ville vedtage den vestlige liberale demokratimodel.

Med det fulgte en uddybning af det paradigmeskift, som LaRouche havde advaret imod i sin historiske profeti fra 1971, da han karakteriserede Nixons støtte til fleksible valutakurser som et system, der uundgåeligt ville føre til et systemkollaps, hvis det blev vedtaget. Den transatlantiske verden opgav flere og flere sunde principper for realøkonomien til fordel for outsourcing til billige arbejdsmarkeder, just-in-time-produktionsformer, børsnoteringer og profitmaksimering gennem højrisikospekulation på derivatmarkederne. Samtidig førte opfattelsen af, at Rusland var blevet reduceret til en »regional magt«, som Obama havde insisteret på, til den fejlvurdering, at det ikke længere var nødvendigt at holde sig på forkant med teknologier relateret til højere energi-fluxtætheder til fordel for en stærkt ideologiseret præference for »grønne« alternative energikilder med en meget lav energi-fluxtæthed.

Kina på den anden side, som allerede var begyndt at gøre op med Kulturrevolutionens antividenskabelige orientering med Deng Xiaopings reform- og åbningspolitik, gjorde yderligere kvalitative fremskridt med præsident Xi Jinpings økonomiske teori. Efter at Kina havde løftet {850 millioner – 850 millioner!} af sin egen befolkning ud af fattigdom, begyndte Xi at gøre den kinesiske udviklingsmodel tilgængelig for landene i det Globale Syd, da han indledte politikken for den Nye Silkevej i Kasakhstan i 2013. Det, der har udfoldet sig i de 11 år siden, er historiens største infrastrukturudviklingsprojekt, hvor der nu er 150 lande, der deltager i det, de betragter som en win-win-mulighed for dem selv til at overvinde deres egen fattigdom og underudvikling.

I Kina blev fokus på hurtig udvikling mere og mere erstattet af fokus på udvikling af høj kvalitet, opbygning af selvtillid og styrke inden for videnskab og teknologi.

Ifølge Critical Technology Tracker fra Australian Strategic Policy Institute (ASPI)er Kina nu førende inden for 37 ud af 44 teknologier, som ASPI sporer. Blandt dem er de vigtige områder forsvar, rumfart, robotteknologi, energi, miljø, bioteknologi, kunstig intelligens (AI), avancerede materialer og vigtige kvanteteknologiområder. Den viser også, at for nogle teknologier er alle verdens top 10 førende forskningsinstitutioner baseret i Kina, og de skaber tilsammen ni gange flere forskningsartikler med stor gennemslagskraft end det næstbedste land.

Denne vægtning er blevet accelereret siden omkring midten af 2023 af Xi Jinping, da han fremsatte ideen om »nye kvalitetsproduktivkræfter«, som skal »styres af nye teorier om produktivkræfter«. Han kræver, at »revolutionære gennembrud i teknologier« skal fremskynde fødslen af nye kvalitetsproduktivkræfter, som giver anledning til nye industrier, nye forretningsmodeller og nye vækstdrivere. Alt dette vil føre til en »eksplosion af originale og skelsættende innovationer inden for videnskab og teknologi.«

Xi Jinping giver det ikke det navn, men når man ser på resultatet af »eksplosionen af skelsættende teknologier«, er det meget tydeligt, at han er nået frem til stort set den samme økonomiske videnskab som min afdøde mand, Lyndon LaRouche; som videoen i begyndelsen pegede på. Hele hans metode var baseret på en forståelse af, at lovene i det fysiske univers er af anti-entropisk karakter; og at ethvert kvalitativt fremskridt i opdagelsen af nye universelle fysiske principper nødvendigvis ville være af forstyrrende karakter og forårsage en ikke-lineær forøgelse af frihedsgraderne i virkningerne af den nye opdagelse. Målestokken for, om en sådan ny opdagelse ville være nyttig for menneskehedens overlevelsesevne på lang sigt, var hans opfattelse af, at den måtte føre til en højere relativ potentiel befolkningstæthed.

I sin artikel »Hvad er en økonomisk chokbølge?«, der blev udgivet i 1982, skrev han:
»Fra dette udgangspunkt foragter vi påstanden om, at menneskelig viden er karakteriseret ved at perfektionere en eksisterende teknologisk tilstand af gentagen, uforanderlig praksis. I det omfang vi blot gentager den samme teknologi mere stringent, dør menneskeheden. En nul-teknologisk vækstpolitik med lavslignende praksis er praksis i et samfund, der mangler den moralske egnethed til at overleve. Vi må foragte forestillinger om viden, som har at gøre med måling af gentagelige handlinger.«

Hele LaRouches videnskabelige økonomiske metode var baseret på det faktum, at han afviste John von Neumanns og Norbert Wieners lineære euklidiske informationsteori og systemanalyse og i stedet anvendte den riemannske geometri, som blev præsenteret i den store Bernhard Riemanns artikel fra 1859: »On the Propagation of Plane Waves of Finite Amplitude« og andre af Riemanns skrifter, til at analysere økonomiske processer. Han understregede, at vi ikke lever i et univers som beskrevet af sådanne teoretikere i Isaac Newtons tradition, men i et univers, der er organiseret efter hydrodynamiske principper.

Det er historiens ironi, om man vil, at på de to eksistentielle områder, militærvidenskab og økonomi, er det de nationer, der anvender de principper, som LaRouche understregede, der viser sig at være overlegne, mens de, der klamrer sig til aksiomerne i det euklidiske, aristoteliske og newtonske perspektiv, fejler. Ville det ikke være på tide at undersøge de erkendelsesmæssige årsager til dette – LaRouches videnskab?

Vi står ved et afgørende punkt for menneskehedens eksistens. I Ukraine er det enten øjeblikkelige fredsforhandlinger eller optrapning til en atomar brand. I Gaza dømmes menneskeheden foran en verdensdomstol, og dommen er knusende. Vi lader et folkemord fortsætte for øjnene af hele verden! Hele Sydvestasien er ved at gå op i flammer. Sydkorea, Georgien, Rumænien; alle er de skuepladser for verdensmagternes kamp.

Vi konfronteres med menneskehedens moralske test for at overleve. Enten sætter vi et nyt paradigme på dagsordenen, som sætter opfattelsen af den ene menneskehed først og kun tillader nationale interesser i sammenhæng med den ene menneskeheds interesser; eller også klarer vi den ikke som art.

Lad os afvise Carl Schmitts barbariske opfattelser, som hævdede, at essensen af politik ville være opdelingen i venner og fjender; og som tåbeligt anså politisk suverænitet som at have magten til »at beslutte undtagelsen« i en erklæret undtagelsestilstand. Lad os afvise tanken om, at forholdet mellem nationer er et nulsumsspil, hvor den ene vil være på toppen, og den anden taber. Vi er mennesker og ikke vilde dyr!

Vejen ud af denne eksistentielle krise er faktisk meget enkel: Vi må overbevise nationerne i det kollektive Vesten om at opgive deres eurocentriske arrogance, og i stedet samarbejde med nationerne i det Globale Syd, som udgør den Globale Majoritet med 85 % af den menneskelige befolkning, om at opbygge en retfærdig ny økonomisk verdensorden baseret på de fem principper for fredelig sameksistens og FN’s charter.

For at gøre dette må vi endegyldigt opgive alle oligarkiske aksiomer i vores tænkning og erstatte dem med filosofien om {coincidentia oppositorum}, modsætningernes sammenfald af Nicholas af Cusa, som sætter os i stand til at tænke på menneskeheden som den højere Ene, som har en højere magt end de Mange.

Vi må gøre ånden i Beethovens {Niende symfoni} til vores ledestjerne; hvor han satte musik til Friedrich Schillers Ode til glæden. »Alle mennesker vil blive brødre«, for det er, hvad det vil sige at være menneske.

Fra » En aften med musik og poesi«, Schiller-koret i det østlige Massachusetts 22. november: Bemærkninger om Friedrich Schiller af Bill Ferguson

Lad mig begynde med et uddrag fra et nyligt interview med Helga Zepp-LaRouche med titlen » Afslutning af nulsumsspillet: Fredelig sameksistens er mulig«:

»… Jeg synes det er meget vigtigt, at folk udvikler en bedre forståelse. Jeg grundlagde Schiller Instituttet for fyrre år siden, i 1984, og det var tænkt som en tænketank, der skulle forbedre forholdet mellem nationer, fordi jeg mente, at udenrigspolitik ikke burde være baseret på kup og undergravende virksomhed og regimeskift og alle disse ting, men ideen var at udvikle en model for statskunst, hvor hvert land ville understrege den bedste tradition i det andet og omvendt, og det kender man jo fra sine venner, hvis man roser dem for det, der er deres styrke, så vokser venskabet.”

Friedrich Schillers værker viser, at der ikke er nogen modsætning mellem at være patriot og verdensborger på samme tid; kærligheden til frihed er et universelt kendetegn for hele menneskeheden. Schiller talte om »en model, hvor hvert land ville fremhæve det andet lands bedste tradition og omvendt«, og han skildrede Frankrigs kamp for national suverænitet under ledelse af den guddommeligt inspirerede Jeanne d’Arc i Jomfruen fra Orléans. I Intriger og kærlighed angreb Schiller de tyske oligarkers ondskab, herunder hans egen hertug Karl Eugen, som samlede sønner af bønder og arbejdere sammen for at sælge dem til briterne og sende dem i kamp mod den amerikanske revolutionshær.  I Schillers skuespil Wilhelm Tell, som handler om de schweiziske kantoners oprør mod det habsburgske tyranni, kan scenen med Rütli-eden betragtes som en dramatisering af vores egen uafhængighedserklæring i tysk oversættelse. Giuseppe Verdikomponerede en italiensk opera baseret på et tysk skuespil af Schiller, Don Carlos, om spanske adelsmænd, der konspirerer for at befri Holland.

I aften skal vi høre tre musikalske versioner, komponeret af Franz Schubert, af Fredrich Schillers digte, herunder »Hoffnung«, »Håb«, en anden universel menneskelig egenskab. Vi vil også i sang høre håbet hos de hebraiske slaver i babylonisk fangenskab, håbet om frihed hos afroamerikanske slaver, som identificerede sig med israelitternes udvandring fra Egypten over Det Røde Hav, håbet om at blive genforenet med mistede kære, i dette liv eller hinsides, håbet om tilgivelse og evig frelse. Og selvfølgelig håbet om fred.

Friedrich Schiller, som var digter, dramatiker, historiker og filosof, fastholdt idealet om en »smuk sjæl«, en »i hvem fornuft og følelse, pligt og lidenskab smelter sammen, den, der gør sin pligt med glæde.« I sine »Breve om menneskets æstetiske opdragelse« hævder Schiller, at »… det er gennem skønheden, at man når frem til friheden«, eller som det poetisk udtrykkes i Kunstnerne,

Kun gennem skønhedens morgenport
trænger man ind i kundskabens land

For Schiller er det kunstnernes, digterens, komponistens, dramatikerens og de optrædendes glædelige pligt at opdrage publikums følelser, så de glæder sig over det smukke, det harmoniske, det sandfærdige, så de forlader teaterområdet som bedre mennesker, end de var, da de kom ind, og til sidst, ideelt set, forhåbentlig, så de kun glæder sig over det smukke, det harmoniske og det sandfærdige. For at blive smukke sjæle. Og i en harmonisk verden af nationer befolket af smukke sjæle, som Schiller skrev i sin »Ode til glæden«, »Alle Menschen werden Brüder«, »Alle mennesker bliver brødre« Så lad os være håbefulde.

Håb

Af Friedrich Schiller (1797)

Menneskets drømme og tale sig smykke, 

med kommende, bedre dage;

mod fremtidens gyldne mål og lykke,

ser man det rende og jage.

Ældes, forynges, slig verden går,

Dog til forbedring dets håb alt står!

Til livet vier håbet ham ind,

muntre dreng af håbet omsvæves,

en yngling begejstrer dets trylleskin,

det med oldings grav ej ophæves;

slutter end graven hans trætte rend,

sit håb dog han planter på graven end.

Det er intet blændværk og indholdsløs smiger,

som i dårers hjerne er født;  

Men fra hjertet det kommer, og højlydt siger:

Til noget bedre er vi født!

Hvad stemmen i hjertet således forklarer,

den håbende sjæl slet ikke bedrager.

https://schillerinstitut.dk/si/2016/11/haabet-digt-friedrich-schiller/

Ikke korrekturlæst

af Jason Ross (EIRNS) – 06. december 2024

Den historiske liste over talere til weekendens konference i Schiller Instituttet afspejler den unikke og nødvendige rolle, som LaRouche-bevægelsen spiller i at mobilisere en global styrke til at gennemføre en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, før det er for sent.

Risikoen for en atomar konfrontation er langt mere dybtgående end indrømmet af letsindige amerikanske embedsmænd, der er villige til at spille hasard med hele menneskehedens liv.

»Det, du siger, er, at amerikanske politikere forestiller sig, at der kunne være en atomar udveksling, som ikke direkte påvirker USA, og du siger, at det ikke er sandt,« spurgte Tucker Carlson den russiske udenrigsminister Sergey Lavrov i slutningen af et 81 minutter langt interview. Lavrov svarede: »Det var det, jeg sagde, ja. Men fagfolk inden for afskrækkelse, atomar afskrækkelse, ved udmærket godt, at det er et meget farligt spil. Og at tale om en begrænset udveksling af angreb med atomvåben er en invitation til en katastrofe, som vi ikke ønsker.”

På trods af hybridkrigstilstanden mellem det angloamerikanske NATO og Rusland er der håb om, at et andet paradigme kan vinde indpas. »[V]i ser ingen grund til, at Rusland og USA ikke kan samarbejde for universets skyld,« sagde Lavrov. Hans detaljerede forklaring af baggrunden for de sidste 10 års konflikt i det østlige Ukraine gav den nødvendige kontekst til at forstå dybden af den nuværende krise, hvor atomkrig ville være det eneste resultat af en fortsættelse af de nuværende tendenser – en verden, hvor angloamerikanske hyklere misbruger opfattelsen af international lov og FN’s charter i et forsøg på at håndhæve hegemonisme.

I Rumænien er det, der nok bedst kan beskrives som en slags statskup, i gang. Forfatningsdomstolen meddelte den 6. december, at præsidentvalget, der skulle afholdes søndag den 8. december, ville blive aflyst ved at annullere resultaterne af den første runde den 24. november. Annulleringen, der tilsyneladende er baseret på påstande om russisk manipulation til fordel for en af kandidaterne – som NATO er dybt nervøsfor – antyder dybere geopolitiske bekymringer, da NATO’s strategiske fodfæste i regionen står over for potentielle omvæltninger. Denne udvikling afspejler en bredere kamp, som også ses i Georgien og i stigende grad i lande som Tyskland.

Norge har givet verden et nyttigt, om end symbolsk skridt i retning af at afslutte Israels brutale kampagne mod det palæstinensiske folk. Norges statslige investeringsfond, som er den største i verden, har solgt sig helt ud af den israelske telegigant Bezeq, som opererer i ulovlige bosættelser på Vestbredden.

I mellemtiden repræsenterer Kinas kommende »1+10«-dialog, som finder sted den 9. december, en anden søjle i den strategiske omlægning. Premierminister Li Qiang vil mødes med lederne af næsten alle de store internationale økonomiske organisationer. Kinas evne til at indkalde til et sådant møde viser dets betydning for at fremme multilateralisme og styre den globale økonomiske debat.

Midt i denne udvikling, der repræsenterer fare og potentiale, tilbyder Schiller Instituttet et fyrtårn af håb med sin internationale online-konference den 7.-8. december, “I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!” Konferencen, med en imponerende liste af fremtrædende talere, tager fat på optrapningen af kriser ved at fremme et nyt paradigme for globalt samarbejde og udvikling. Med fire paneler, der tager fat på strategiske kriser, økonomiske reformer, videnskabsdrevne fremskridt og kulturel dialog, sigter konferencen mod at vise fornuftens kraft til at finde veje til fred og global velstand.

af Christine Bierre

Den 4. december 2024 – I en kort video reagerede den førende franske politiker Jacques Cheminadepå Michel Barniers regerings fald her til aften. Faldet kom som følge af et mistillidsvotum mod det budget, premierminister Michel Barnier havde fremlagt, iværksat af venstrefløjen La France Insoumise (LFI), men støttet af Marine Le Pens Nationale Samling. I alt 331 parlamentsmedlemmer, mere end halvdelen, godkendte mistillidsvotummet.

»Tiden er inde til en folkelig enhed mod det finansielle oligarki og krig«, er titlen på Cheminades erklæring. De officielle erklæringer fra Le Pen og Éric Coquerel for LFI var mildest talt ikke på højde med situationen. Le Pen kaldte det »afslutningen på en kortvarig regering«, og Coquerel sagde, at det var »afslutningen på Macrons præsidentembede«.

Regeringen og højrefløjen, som støtter Barnier, forsøger imidlertid at bruge »ustabiliteten« til at afpresse landet. Men det er dem, der har skabt ustabiliteten, sagde Cheminade, ved at overdrage forvaltningen af den franske gæld til de »finansielle feudale magter«, et udtryk, der blev brugt af modstandsbevægelsens nationale råd i slutningen af Anden Verdenskrig, og som inspirerede indledningen til den franske forfatning.

Dette mistillidsvotum blev leveret af en koalition af modsætninger, men kun på niveauet for politiske etiketter og ledere, sagde Cheminade. »Vi må vende tilbage til et realitetsprincip,« sagde han og tilføjede: »Det, franskmændene efterspørger, er en ægte folkelig blok, som tager sig af de virkelige problemer. At stoppe det kapløb mod krig, som vi er involveret i, og som ikke blev berørt af nogen ved disse begivenheder; at stoppe den dominans og de begrænsninger, som de finansielle feudale kræfter pålægger Frankrig gennem deres repræsentanter, herunder i Banque de France . At stoppe mediernes fortællinger, som støtter ideen om oprustning, støtter det finansielle oligarki og fremmer krigen. …

»I dag er mit hjerte hos lærerne, jernbanearbejderne ved SNCF og alle dem, som det nuværende system, sådan som det har fungeret i mere end 40 år, har ført til konkurs i de virksomheder, hvor de arbejdede. Derfor er kampen, alle patrioters kamp, at skabe forudsætningerne for, at denne nye folkelige blok kan opstå. Og det vil være en vanskelig opgave; den vil kræve strenghed og tilmed ofre, men det vil være en opgave for sandheden og for retfærdigheden, og det vil være en opgave, der igen vil give Frankrig sin plads i verden tilbage.

“I dag, når nogen nævner Frankrig, hvor som helst i verden, smiler de, endda griner. Og nej! Det er vi nødt til at sætte en stopper for. Og for at gøre det har vi brug for en ægte national enhed, som den der blev skabt af Det Nationale Modstandsråd (CNR) og af det program, som Det Nationale Modstandsråd gjorde det muligt at skabe i 1945. Åh, der var modsætninger, masser af modsætninger i dette CNR, men der var en stærk forpligtelse til at genopbygge Frankrig, til at skabe ægte menneskelig arbejdskraft, til at uddanne arbejdsstyrken i videnskab for at forbedre deres job … og en ægte boligpolitik….

»Det er, hvad jeg gerne ville have hørt i nationalforsamlingen … men der var ingen realitetssans i forhold til, hvor vi er. Og realitetsprincippet er det, der skal bringes tilbage på scenen, og jeg tror franskmændene er klar til at høre det, og de vil vise deres krav om denne enhed, vi har brug for, hvis vi forventer at give Frankrig ideen om de Frie Franskmænd tilbage.”

Foto: EU

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 4. december 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche: Hun er grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er onsdag den 4. december 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Helga, din afdøde mand, Lyndon LaRouche, sagde engang, at virkeligheden er en hård læremester. Men der kan ikke findes nogen løsninger, medmindre folk ser virkeligheden i øjnene, hvilket ikke er let i den transatlantiske verden, hvor vi bombarderes med fortællinger, som præsenteres af de selvsamme mennesker, der skaber krige og depression. Så den » livets mobilisering«, som du opfordrede til i denne uge, indledes med at se virkeligheden i øjnene. Så derfor synes jeg, at vi skal begynde i dag med din opsummering af, hvor tingene står i en verden, der undergår dramatiske forandringer: Hvad er den virkelighed, vi skal se i øjnene?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Verden har aldrig været tættere på faren for atomar udslettelse. Det siger mange mennesker nu, senest Tucker Carlson, som er ankommet til Moskva til et interview, han skal have med udenrigsminister Sergey Lavrov. Og hans pointe er, at det amerikanske folk i allerhøjeste grad er nødt til at høre Ruslands perspektiv, for alt, hvad de får fra USA, er et meget ensidigt syn, og han sagde, at vi befinder os i en situation, der er farligere end under Cubakrisen. Og jeg kan ikke tilføje noget, for det er, hvad det er!

Det, vi er vidne til lige nu, i opløbet til den 20. januar 2025, hvor præsident Trump angiveligt vil træde ind i Det Hvide Hus og i det mindste ændre nogle politikker, som skaber en del hysteri i den atlantiske fraktions lejr, som er allieret med Biden, så det, vi ser lige nu, er en utrolig destabilisering af hele verdensarkitekturen. Hvis man læser nyhederne og prøver at få et overblik over, hvor vi er, har man en fornemmelse af, at hele verdens fundament, verdenssystemet, som vi har kendt det i endog i den seneste periode, ryster, det smuldrer. Og det seneste udtryk for det er forsøget på at indføre undtagelsestilstand i Sydkorea, som blev annulleret af parlamentet ved en hurtig afstemning. Nu mobiliserer den sydkoreanske fagforening en generalstrejke for at tvinge præsident Yoon Yuk Seol til at træde tilbage. Det er én situation, og præsident Yoon beskylder oppositionen for at være knyttet til Nordkorea. Det er en uklar situation, men parlamentet stemte enstemmigt for at ophæve undtagelsestilstanden. Det er en dramatisk situation lige dér.

Så er der forsøget på at lave et nyt »Maidan«-kup i Georgien, hvor pro-EU-demonstranter demonstrerede på vegne af præsident Salome Zourabichvili, som er en kvinde, der er født i Paris, og som har tilbragt flere årtier i Frankrigs diplomatiske tjeneste. Hun blev personligt uddannet af Zbigniew Brzezinski på Columbia University i New York og arbejdede derefter for NATO. Og i 2004 blev hun udenrigsminister i Georgien, så det er ikke ligefrem et udtryk for georgisk patriotisme, men snarere en af disse typisk installerede østeuropæiske personer, som er blevet oplært i Vesten i situationen efter den kolde krig, for derefter at blive installeret for at give troværdighed til ideen om, at de østeuropæiske lande ville have ønsket, at NATO skulle udvides, hvilket i mange tilfælde bare er en komplet iscenesættelse. Fordi disse mennesker blev promoveret af folk som Victoria Nuland, og Biden spillede også en stor rolle i alt dette. Så nu er der demonstrationer, og forfatningsdomstolen har lige afgjort, at præsidentens forsøg på at erklære parlamentsvalget ugyldigt – det blev afvist af forfatningsdomstolen med stemmerne 7-2 – og bekræftede premierminister Irakli Kobakhidze i hans nuværende kurs. Men det er en meget ustabil situation, og NGO’erne støttes naturligvis af Vesten.

Og så er der den absolut dramatiske situation i Syrien, hvor der ud af det blå – naturligvis ikke på stedet, men set fra en vestlig observatørs synspunkt ud af det blå – kom et massivt angreb fra nye terrororganisationer, de såkaldte Hayat Tahrir al-Sham’s, eller HTS, som er en forkortelse for et arabisk navn, der er en omdannelse af al-Qaeda/al-Nusra-organisationerne, og som ifølge senator Richard H. Black støttes af USA og endda af CIA. De er i gang med en massiv offensiv mod præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker, som er blevet svækket af mange års Cæsar-sanktioner, der har forhindret den syriske økonomi i at komme på fode igen. Nu får han støtte fra både Rusland og Iran, men det er en forfærdelig situation, for det er klart, at et af målene er at afskære forsyningslinjen fra Syrien til Libanon i forbindelse med våbenhvilen mellem Israel og Hizbollah, som Israel har brudt flere gange. Og det er klart, at Iran lader til at være tilbageholdende over for hele situationen, fordi de er meget opmærksomme på, at når Iran officielt kommer mere ind i billedet, kan det udnyttes som et påskud til at bombe Irans atomanlæg.

Så hele regionen er en komplet krudttønde. Jeg kan ikke rigtig vurdere, hvor magtbalancen er, og hvordan det vil udspille sig, men det er endnu et område, hvor vi er på randen af tredje verdenskrig – som vi selvfølgelig er i Ukraine, hvor vi lige nu har den utrolige situation, at den tyske kansler Olaf Scholz, som har kapituleret over for alle aspekter af NATO’s politik, bortset fra at han nu modsætter sig at levere det tyske Taurus-langdistancemissil til Kiev, efter at det amerikanske ATAMCS, det britiske Storm Shadow og det franske SCALP-missil er blevet sendt af sted. Og Taurus, som har en lidt længere rækkevidde, siger Scholz ville være den snubletråd, som ville gøre Tyskland til en direkte krigspartner mod Rusland, så han er imod det. Men der er en stor kabale af dumme mennesker, som forsøger at slippe af med Scholz og erstatte ham med den kristendemokratiske leder Friedrich Merz, som går ind for øjeblikkelig levering af Taurus, og som også vil have de amerikanske mellemdistancemissiler placeret i Tyskland i 2026, hvilket virkelig vil gøre Tyskland til en krigspartner.

Så Tyskland er under et voldsomt angreb fra alle sider; den tyske økonomi er ved at kollapse. I dag, som måske allerede er sket, blev der stemt om at få den franske premierminister Michel Barnier ud, fordi de ikke kunne finde et kompromis om budgettet, så uanset hvad der sker, vil der være ustabilitet i flere måneder i det mindste i Frankrig, med den eksplosive situation i Tyskland, og situationen i USA er absolut anspændt i perioden op til den 20. januar.

Så jeg tror, vi må være forberedt på, at tingene kommer til at gå endog endnu mere skævt, og det er derfor, vi har indkaldt til det internationale Schiller Instituts konference i den kommende weekend, lørdag og søndag, som er et forsøg på at samle den slags kræfter af kvalificerede talere, der repræsenterer forskellige nationer og forskellig ekspertise, for at lægge løsningen på bordet for, hvordan vi kan komme ud af dette, og det er et nyt paradigme, hvor landene i det kollektive Vesten vil samarbejde med den Globale Majoritet i stedet for at gøre Rusland og Kina til fjenden og så optrappe og ende i Tredje Verdenskrig. Så det vigtigste, I seere kan gøre, når I har set alt dette, er at tilmelde jer konferencen i denne weekend. Det vil give adgang til simultantolkning til forskellige sprog, spansk, tysk og fransk, og man kan deltage i diskussionen. Så selvom du er engelsktalende, bør du registrere dig, selv om live-streamingen er tilgængelig andetsteds.

Det vil være stedet, hvor vi vil diskutere, hvilke muligheder der findes, for de eksisterer. Vi kan komme ud af denne krise, men det kræver en meget stor mobilisering af befolkningen, for vi har aldrig været i så stor livsfare som lige nu.

SCHLANGER: Konferencen finder sted lørdag og søndag og starter kl. 9.00 østlig tid i USA hver dag. Du kan tilmelde dig, det er en online-konference. Du kan finde tilmeldingssiden på Schiller Instituttets hjemmeside.

Det var bestemt et hårdtslående billede af virkeligheden. Vi har en række spørgsmål til dele af det, du lige har præsenteret. Lad mig starte med Mellemøsten. To personer skrev ind, den ene er en pensioneret skolelærer fra Skotland. Han siger: »Det, der sker i Syrien, er skræmmende. Det lyder, som om de samme terrorister, som dræbte kristne, drusere og shiamuslimer under borgerkrigen, der startede i 2011, er tilbage. Der går rygter om, at de bliver støttet af CIA, briterne, israelerne og endda Ukraine. Er der nogen sandhed i de rygter?«

Vi har en anden kommentar, som jeg synes er meget vigtig. Den er fra en blogger, som skriver om national sikkerhed. Han skrev om, hvad Bidens nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan sagde, da han blev spurgt om situationen der, og han sagde: »Vi græder ikke over, at Assad-regeringen, der støttes af Rusland, Iran og Hizbollah, er udsat for en vis form for pres.« Og denne blogger mindede os om, at Sullivan den 12. februar 2012 sendte en e-mail til daværende udenrigsminister Hillary Clinton, hvori han sagde, at »al-Qaeda er på vores side i Syrien.« Og han spørger: »Hvordan kan sådan en person få lov til at sidde i regeringen?«

ZEPP-LAROUCHE: [griner] Det er et godt spørgsmål! For det første var der ingen borgerkrig i 2011. Den var fuldstændig orkestreret og igangsat fra begyndelsen af de samme kræfter, som er i aktion nu, og det var et forsøg på at vælte Assads legitime regering, som så reagerede, og det blev udlagt som »Assad the monster« osv. Men i virkeligheden var det lige fra begyndelsen sådan, at al-Qaeda og al-Nusra og alle disse grupper blev støttet af USA. Det var det spørgsmål, som general Flynn forsøgte at gøre Obama opmærksom på i 2012, men han ville ikke høre på det. Jeg tror, at hvis man ser på kronologien i disse ting, så er det et meget grimt billede. Og det er sandt, at sandsynligheden for, at ukrainerne er i Aleppo og hjælper terroristerne, også blev nævnt af det russiske udenrigsministeriums talskvinde Maria Zakharova og forskellige andre kommentatorer, der sagde, at disse syriske terrorister ikke ved, hvordan de skal håndtere de avancerede teknologiske enheder i forbindelse med data og information, og at ukrainerne faktisk er der på stedet for at hjælpe dem med den nødvendige assistance.

Så det er utroligt, hvis man tænker over det, at Vesten støtter terrorister, de støtter folk, der af vestlige kilder og naturligvis også af russere karakteriseres som værende i traditionen fra Stepan Bandera [den ukrainske pro-nazistiske kollaboratør under Anden Verdenskrig]. Og uanset hvad der kommer ud af denne situation, hvis det er Tredje Verdenskrig, så er det et ligegyldigt spørgsmål. Men hvis støvet lægger sig, og historikerne ser tilbage på denne periode i historien, så mister Vesten lige nu absolut sin troværdighed ved at gøre dette! Hvad handler »demokrati« om? Hvad handler »menneskerettigheder« om? Hvad med den såkaldte »retsstat«? Alt det ryger ud af vinduet: Den vestlige politiks dobbeltmoral er et diskussionsemne i alle hjørner af kloden, og det ved jeg, fordi jeg har haft nok diskussioner i den seneste tid fra alle mulige lande, og de siger alle: »Hvad sker der med Vesten? Hvad sker der med de tidligere stolte lande i Europa, som havde en følelse af at være anstændige republikker eller demokratier? Og se nu, hvad de gør!« Og det er tegnet på det døende imperium: Jeg kan ikke give det en anden betegnelse. Og vi har én måde at redde os selv på, og det er ved at ændre denne politik og vende tilbage til vores bedste traditioner, som vi har. Vi har den italienske renæssance, vi har den tyske klassiske periode, vi har andre store traditioner i Europa, som vi opgiver lige nu ved at være kolonier i Anglosfæren, som føler, at de er i en sidste kamp mod den Globale Majoritet.

Vejen ud ville være meget let: Hvis du stopper konfrontationen og erklærer, at du vil samarbejde med den Globale Majoritet, kunne alle disse problemer forsvinde på en dag – og jeg mener det virkelig. Jeg mener det ikke på den måde, at Trump siger, at han kan redde situationen i Ukraine på en dag. Jeg mener virkelig, at hvis Vesten ville sende et stærkt signal om, at de reflekterer over, at de er kommet til den konklusion, at vi er på randen af tredje verdenskrig, og at det ikke er det værd at ofre hele menneskehedens eksistens for denne kamp, så ved jeg, at Kina og Rusland og alle de andre lande straks ville byde det velkommen og sætte sig til forhandlingsbordet. Og det hele kunne reddes.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet, som vil være vært for en international online-konference den 7.-8. december. Du kan tilmelde dig på Schiller Instituttets hjemmeside, hvor du også kan finde konferenceprogrammet og talerne.

Helga, du har lige nævnt Rusland, Kina og BRIKS. Der kom et spørgsmål ind fra en amerikansk podcaster, som sagde: »Jeg lyttede til, hvad du sagde i sidste uge om dit nylige besøg i Kina. Det lød spændende. Jeg kan se, at du støtter det, de gør, men jeg bliver ved med at høre, at Kina gør nogle dårlige ting. De står bag fentanyltrafikken, som kommer ind i USA, og de er stadig involveret i industrispionage for at stjæle amerikanske videnskabelige fremskridt. Hvad mener du om disse anklager, og er de legitime, eller er de en del af krigspolitikken?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er en ubegrundet beskyldning. For det første rådede Alexander Hamilton alle sine diplomater til at spionere så meget som muligt i udlandet for at hjælpe med at opbygge den unge amerikanske republik. Alle lande i hele verden har udført spionage. Vesten er ikke så hellig, at de ikke ville forsøge at gøre det selv.

Når det er sagt, hvem spionerer så på hvem? Hvis man ser på Australian Strategic Policy Institute’s (ASPI) Critical Technology Tracker, og de har for nylig offentliggjort, at Kina er førende i 37 kategorier ud af 48: Det betyder, at de er langt foran Vesten på de fleste af disse områder, og derfor er det at skære i eget kød, når USA nu øger toldsatserne, og Trump sagde, at han endda ville kræve 100 % told. ASPI’s Critical Technology Tracker, så du kan selv tjekke den ud. Det er en anti-Kina australsk tænketank, og det har de sagt.

Under alle omstændigheder har Kina ændret sin økonomiske politik under Xi Jinpings ledelse ved at optrappe det, som Deng Xiaoping havde startet med reformen og åbningen, der begyndte i 1978. Og efter at Kina blev medlem af WTO, skete der et gigantisk spring fremad, igen ved ikke at vende sig mod den vestlige liberale model, som Vesten havde håbet, men ved at vende sig mod den 5.000 år gamle kinesiske tradition, den konfucianske lære. Og når alt kommer til alt, var Kina den førende nation indtil det 15. århundrede – det har folk glemt. Så det er ikke ukarakteristisk, at Kina har sådan en førende position, og især med Xi Jinpings vægt på videnskab og teknologi, på innovation som kilden til produktivitet i økonomien, har Kina lagt en enorm indsats i uddannelse, i videnskabelige gennembrud; De uddanner hvert år ti gange flere videnskabsfolk og ingeniører end USA, hvilket til dels skyldes befolkningens størrelse, men især deres politik, som går ud på at fremme banebrydende teknologier og sikre, at de anvendes i økonomien uden forsinkelse, og derfor bliver de hele tiden mere produktive. Og de gør det, som USA og Europa plejede at gøre, da vi stadig var fornuftige! Men Vesten vendte sig væk fra den model, som Friedrich List havde kaldt det amerikanske system for økonomisk udvikling, eller kameralisme, eller hvad traditionen nu var, og Vesten vendte sig mod spekulation i, at penge skaber penge. Det var den tåbelige beslutning, som min afdøde mand, Lyndon LaRouche, identificerede, da Nixon den 15. august 1971 erklærede, at man ville skifte fra faste valutakurser til flydende valutakurser, og Lyndon LaRouche sagde straks: Hvis du fortsætter ad den vej, vil det føre til en ny depression, en ny fascisme, en ny fare for krig, medmindre man laver et helt andet økonomisk system. Og det har vist sig, at han havde fuldstændig ret, for nu, mere end 50 år senere, er vi nået til det punkt, hvor det vestlige finanssystem er gået totalt i opløsning, og det er uløseligt. Det kan ikke afhjælpes, for i 2008, da vi allerede havde en systemisk krise, ville der have været en chance for virkelig at reformere det og reorganisere det. Men det gjorde de ikke, og i stedet gik de over til kvantitative lempelser, og nu vakler de mellem kvantitative stramninger og kvantitative lempelser.

Men de er nået til vejs ende, for det vestlige finanssystem sidder på 2 billioner dollars i udestående derivatkontrakter, jeg tror, det er 300 billioner dollars i udestående gæld i alt. Det kan ikke betales! Og da Vesten også har hengivet sig til den grønne fantasi, er de nødvendige avancerede teknologier ikke længere til stede, undtagen på meget selektive områder, men ikke i den fysiske produktion. Det er en af grundene til, at Vesten ikke kan følge med Rusland i den militære produktion.

Så derfor tror jeg, at vi er nået til et punkt, hvor vi er nødt til at stoppe Kina-bashingen, for den er ikke sandfærdig! Kina gør, hvad der er godt for Kina, og de har rakt hånden ud og hjulpet udviklingslandene med at overvinde underudviklingen, men de er langt, langt forbi det punkt, hvor de er nødt til at stjæle fra Vesten, fordi de er førende! Så Vesten kan stjæle fra Kina – hvis de kan. Det er virkelig vigtigt, at vi får styr på disse fakta.

SCHLANGER: En af de ting, vi gør i den retning, er, at Schiller Instituttet netop har udgivet en ny rapport, »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War«. Og den gennemgår LaRouches plan for at bryde ud af denne depression, det globale kollaps, som er forårsaget af det vestlige etablissement.

Der er mange spørgsmål, og jeg vil prøve at opsummere nogle få. Bethany fra Spanien spørger: »Mener du, at stedfortræderkrige bør gøres ulovlige?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja! Svaret på det er helt klart ja. Det eneste spørgsmål er, hvordan man håndhæver det? Problemet er, at vi har bevæget os væk fra international lov, som den blev formuleret i FN-pagten, fordi nogle lande erstatter den med »magt giver ret«, og det kan man se på adfærden i FN’s Sikkerhedsråd. Og så kommer man til spørgsmålet, om FN’s Sikkerhedsråd i det hele taget kan træffe en beslutning under forhold, hvor en af de fem permanente medlemmer konstant nedlægger veto og derfor ikke kommer frem til nogen juridisk gyldig konklusion. Men man ser også spørgsmålet om håndhævelse i forbindelse med ICC.

Så jeg tror, at spørgsmålet om påtrængende behov for at reformere FN og FN’s Sikkerhedsråd er et af de spørgsmål, som helt klart kommer på dagsordenen. Jeg er helt enig i, at stedfortræderkrige ikke bør tillades og bør forbydes, men spørgsmålet er, hvordan man håndhæver det?

SCHLANGER: Vi havde også et spørgsmål om håndhævelsen af Den Internationale Straffedomstols anklager mod Netanyahu og Gallant og spurgte, hvorfor USA’s regering vedvarende modsætter sig, at disse anklager bliver afleveret, og om der er nogen chance for, at de vil blive håndhævet?

ZEPP-LAROUCHE: Under de nuværende omstændigheder ser jeg det ikke ske, fordi – jeg håber, at jeg tager fejl, men det ser ud til, at Trumps udnævnelser i forhold til Mellemøsten-politikken også meget tydeligt hælder i retning af at være ret ensidigt pro-israelske. Så medmindre der sker en fuldstændig ændring af den internationale orden i retning af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som virkelig skal sætte det hele på et brugbart grundlag, kan jeg ikke se det.

SCHLANGER: Og igen, med hensyn til spørgsmålet om dialog, som du har talt om, har vi et spørgsmål fra professor Larafy [ph]: »Tror du, det er muligt, at det internationale samfund kan indgå i en fornuftig dialog mellem nord og syd, når de store konflikter, som f.eks. i Ukraine, er løst?«

ZEPP-LAROUCHE: Det tror jeg, for vi er trods alt mennesker. Hvis jeg ikke troede på, at vores bestræbelser på at få en sådan dialog i gang på kort sigt, ville jeg give op og sandsynligvis fortvivle. Men jeg er ikke fortvivlet. Jeg tror, at den Globale Majoritet – præsident Putin sagde i Valdai Discussion Club – ikke tror, at det vil forblive, som det er. Stemmerne fra det Globale Syd lyder nogle gange som en kakofoni i stedet for en symfoni, fordi de endnu ikke har fastlagt deres retning, men han udtrykte tillid til, at det snart ville ændre sig, og at samarbejdet mellem disse nationer ville være som en polyfonisk symfoni. Og jeg tror absolut, at det er tilfældet: For nogen nævnte min nylige rejse til Guangzhou i Guangdong, og det bekræftede bare for 117. gang, hvad jeg altid har oplevet, når jeg var i Kina: De nationer, der sender deres repræsentanter til disse konferencer, de kommer fra en helt anden ånd; de er virkelig problemløsende, de er løsningsorienterede, de er konstruktive, de forsøger at etablere venskab – det er en helt anden atmosfære.

Når man kun er vant til tankegangen i Vesten, skulle man tro, at det ikke kunne lade sig gøre. Men jeg har set det mange, mange gange: Der er et flertal af verdens nationer, som forsøger at få en mere retfærdig orden, og jeg er overbevist om, at hvis vi kan overbevise nok mennesker i USA og de europæiske lande, så kan vi løse det. Vi er nødt til at løse det! Alternativet er ikke acceptabelt, for det er udryddelse af den menneskelige art.

SCHLANGER: Nu vi taler om store udviklingsprojekter, så er der et meget interessant spørgsmål fra Richard, som beskriver sig selv som en mangeårig iagttager af LaRouche-bevægelsens aktiviteter. Og titlen på hans e-mail var »Gør Amerika vådt igen«. Og han sagde: »Hvad synes du om en kampagne for at få præsident Trump til at gøre NAWAPA, North American Water and Power Alliance, til et centralt element i opgraderingen af USA’s infrastruktur?« Og han afslutter sine kommentarer med at sige: »Hvis tilhængere af Donald Trump virkelig ønsker at gøre Amerika stort igen, kan de vel ikke ignorere, at store dele af det vestlige USA allerede mangler vand, og at det bare vil blive værre.« Hvad synes du, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er en fremragende idé! Du ved, det ville være den slags politik, der ville blive ført, hvis USA besluttede at opgive ideen om told mod Kina og sanktioner mod det ene og det andet land og indtage en holdning, som vi har forsøgt at sige i lang tid, nemlig at USA bør samarbejde med BRIKS, med den Globale Majoritet, om udviklingsprojekter i Latinamerika, i Afrika og i Asien; men så skal USA også genopbygges! Omlæg det militærindustrielle kompleks. Brug den industrielle kapacitet, som i dag bruges til destruktiv våbenproduktion, omstil den, og byg maglev-tog eller andre hurtige togsystemer; USA har ikke noget hurtigt togsystem overhovedet, ikke en kilometer! Det ville være så let at forbinde større byer med sådanne hurtige togsystemer og derefter gå i gang med grundlæggende infrastruktursystemer som NAWAPA, der bringer vandet fra Alaska hele vejen til Mexico til kunstvanding og vandkraft. Og samtidig få flere mennesker ind i midten af USA, som er tyndt befolket: Man kunne bygge nye byer der. Man kunne bygge videnskabelige byer, man kunne udrette mirakler! Hvorfor forsøge at kæmpe om noget fjollet olie i Syrien, når USA kunne vende tilbage til sin egen store videnskabelige tradition og opbygge sit eget land og være et af de lande i verden, der respekterer og samarbejder med de andre. Og jeg tror, det er den vej, vi skal gå.

Så du bør virkelig ikke sidde på hegnet, men hjælpe os med denne kampagne, og hvis du har nogle ideer til, hvordan du kan gøre det i det miljø, du befinder dig i, skal du bare kontakte os, og jeg er sikker på, at vores forskellige repræsentanter i de forskellige lokalområder med glæde vil inddrage dig i denne kampagne.

SCHLANGER: Den person, der skrev spørgsmålet, spurgte desuden, om han, hvis han synes, det er en god idé, er parat til at hellige sig arbejdet med at få Trump-administrationen til at vedtage politikken, da han nu er pensioneret.

Helga, vi har vores Schiller Institute-konference i denne weekend den 7.-8. december. Kan du fortælle lidt om, hvad du forventer at få ud af den? For det er noget, som alle, der holder øje med os, bør organisere på fuld tid mellem nu og lørdag morgen.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er meget sikker på, at denne konference vil munde ud i nogle vigtige nye politiske ideer og initiativer, for hvis man ser på listen over talere, er den meget, meget imponerende: Vi har flere tidligere statsoverhoveder; tidligere ministre fra vigtige lande; vi har topfolk fra tænketanke fra flere lande og eksperter, økonomer og så videre; men kombinationen af mennesker, der er enige om, at man er nødt til at flytte verden ind i et nyt paradigme, er uden fortilfælde. Og jeg er meget stolt over den liste af talere, vi har samlet.

Så jeg kan kun sige: Hvis du vil høre en fornuftig stemme – virkelig mange fornuftige stemmer – som vil vise dig en anden retning for verden, som Harley lige sagde, så brug al den tid, du har, til at få dine venner, dine kolleger, din familie og de sociale medier til at fortælle om denne konference, og gør det til en stor succes, så folk kan få et håb om, at vi kan komme ud af denne utrolige krise. Det er, hvad du bør gøre.

SCHLANGER: Helga, jeg ser frem til konferencen, og jeg kender en masse mennesker. Så tak, fordi du har arrangeret den, og tak, fordi du kom i dag, og vi ses i løbet af de næste par dage.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, indtil lørdag!

af Dennis Speed (EIRNS) – 03. december 2024

“Det centrale formelle problem ved nutidig viden er, at det faktum, som naiv anskuelse anser for at være det elementære eller enkle grundlag for menneskelig erkendelse, ved kritisk undersøgelse viser sig at være en yderst tvivlsom autoritet. Begrebet om et ‘faktum,’ opdager vi gennem refleksion, er resultatet af en dømmende proces og derfor på ingen måde så enkelt eller selvindlysende, som naiv opfattelse antager.” — Lyndon LaRouche, Dialectical Economics

Hvad er de sande »fakta« om NATO’s krig i Ukraine; den syriske konflikt; eksplosionen af Nord Stream-rørledningen; ødelæggelsen af Libyen i 2011; krigen i Afghanistan og narkotikahandel; Gaza og Israel; 11. september; den kommende krig med Kina; og, vigtigst af alt, fakta om det britisk-amerikanske »særlige forhold« og deres nuværende fælles fremstød mod atomkrig, som ligger til grund for alle de andre forhold, der lige er nævnt? Alle disse spørgsmål og flere til bliver nu, på dette sene tidspunkt, diskuteret i den transatlantiske verden og internationalt for første gang.

Borgerne i Anglosfæren skal dog passe på ikke at blive overvældet af hæslighederne, når masken falder fra »den kollektive Biden«, fra de forskellige dukkeførere i Europa, fra deres fuldstændigt bankerotte, falske økonomier og deres moralsk anløbne floskler om »demokrati«, »retfærdighed« og »retsstatsprincipper«. Det ville være en underdrivelse at sige, at skakbrættet i år er blevet væltet i forhold til alle »højt respekterede autoriteter« og alle institutioner i »Vesten«, som stadig foregiver, at de står i spidsen for noget, der på troværdig vis kan kaldes »stabilitet« eller »normalitet«. I dette tilsyneladende mørke vil sandheden, udtrykt som politik og i bestræbelserne på at etablere en ny strategisk og udviklingsmæssig arkitektur, endelig, nu, blive hørt, fordi menneskeheden kræver det. Schiller Instituttets konference den 7.-8. december, »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre «, er et vigtigt skridt i retning af realiseringen af den mission, som grundlæggeren, Helga Zepp-LaRouche, vedtog, da hun skabte organisationen for 40 år siden: At sige sandheden, dristigt, uden kunstgreb, men med skønhed, skarphed og kraft.

Løgnens vej fungerer ikke længere. De transatlantiske nationer, som finansierede Ukraine, så »vi ikke kom direkte i krig med Rusland«, er nu direkte i krig med Rusland. At skyde langtrækkende våben ind på russisk territorium, et skridt, der tidligere ville være blevet betragtet som for langt ude til plottet i en koldkrigsroman, beskrives nu af de britiske og amerikanske udenrigsministerier  som »ikke nok til at give Putin en anledning til at gå i atomkrig.« At indføre massive sanktioner mod kinesiske halvledervirksomheder og måske endda indføre 100 % told kan gøres, siges det, med relativ straffrihed – selvom: »Når man ser på den række af fremmede lande, der optræder i forsvarets forsyningskæder – og virkelig den amerikanske regerings forsyningskæder – er Kina den mest fremtrædende og bidrager mest, tilmed på utroligt høje niveauer i forsyningskæderne. Der er ikke tale om nedgravede kernekomponenter, som ikke betyder noget. Det er lige så højt oppe som leverandører på højeste niveau,» siger Tara Murphy Dougherty, CEO for dataanalysevirksomheden Govini.

Der foregår også flere mærkelige destabiliseringer af nationer. Frankrig vil fra i dag højst sandsynligt ikke længere have en regering, måske i flere måneder. I Sydkorea har der inden for de sidste 48 timer været et forsøg på at indføre undtagelsestilstand, hvilket nationalforsamlingen har modsat sig.

»Jeg erklærer undtagelsestilstand for at beskytte den frie republik Korea mod truslen fra de nordkoreanske kommunistiske kræfter, for at udrydde de foragtelige pro-nordkoreanske antistatslige kræfter, der plyndrer vores folks frihed og lykke, og for at beskytte den frie forfatningsmæssige orden,« sagde præsident Yoon Suk Yeol. Er det rigtigt? Vidste USA, som har en styrke på 28.500 soldater i Sydkorea og har holdt landet militært besat siden 1950, altså i 75 år, noget om dette?

I Georgien »står præsidenten uden magt«, Salome Zourabichvili, »stærkt for demokratiet« og udfordrer parlamentsvalget den 26. oktober for partiet Georgia Dream, i ånden fra »Rosenrevolutionen« i november 2003, som dengang blev finansieret af George Soros. Zourabichvili, som er født i Paris og arbejdede i Frankrigs diplomatiske tjeneste i tre årtier, før hun i 2004 blev Georgiens udenrigsminister, blev personligt uddannet af Zbigniew Brzezinski i 1972-73 på Columbia University i sovjetisk politik og koldkrigsdiplomati. I 1992 blev hun udnævnt til førstesekretær for Frankrigs permanente mission ved NATO, og i 2001 blev hun direktør for Internationale og strategiske Anliggender i Generalsekretariatet for det nationale Forsvar og arbejdede i NATO’s Bureau of Strategic Affairs. »Maidan, eller hvordan?«

Og når vi nu taler om Maidan, hvem kan så ignorere den rørende historie om den medfølende »Joe Biden«, der benådede sin crackafhængige søn, Hunter, hvis bærbare computer var med til at miskreditere over 50 amerikanske efterretningschefer som topmålte løgnere for fire år siden? En benådning, der er mere omfattende end den, som præsident Gerald Ford tildelte ekspræsident Richard Nixon den 8. september 1974, for et halvt århundrede siden, og som bekvemt strækker sig helt tilbage til den 1. januar 2014 – tidspunktet for det ukrainske »Maidan«-kup, hvor »den vagthavende politimand« var – Joe Biden. Nogle vil fejlagtigt konkludere, at »Joe Biden benådede sig selv«, og ignorerede at »den kollektive Biden« også eksisterede i 2014. Bare spørg Victoria Nuland.

Selv virkeligheden – såsom det faktum, at Rusland ikke kan besejres af NATO i sin konflikt i Ukraine – måske ikke er tilstrækkelig til at afskrække de sindssyge fra deres »stævnemøde med skæbnen«, må deres galskab ikke definere »livets kendsgerninger« for os andre. Vi kan, som den Globale Majoritet ønsker, vælge liv, fremskridt, en ende på kolonialisme og fred med suverænitet. Den 2. december sagde Vladimir Putin til et møde med 7.000 unge forskere fra 62 lande: »Dette forum er yderst repræsentativt. Det understreger endnu en gang, at videnskab, ligesom uddannelse og kunst, tjener til at forene mennesker med forskellige nationaliteter, perspektiver og trosretninger, hvilket skaber grundlaget for kollektiv fremgang og fremskridt for menneskeheden…. I er uden tvivl klar over, at vi inden for de næste tre år er nødt til at uddanne cirka 1 million personer inden for ingeniørvidenskab. I 2030 skal dette tal være vokset til næsten 2 millioner – 1,8 millioner, for at være helt præcis.« Hvorfor skulle vi så være i krig? Ordene fra Esajas: »og de skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til beskærekroge; nation skal ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære krig«, må nu blive til politik, og det er op til os, hvis vi tør, at gøre det til virkelighed.

Foto: Pexels Freerange Stock

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 02. december 2024

Det er en underdrivelse at hævde, at den menneskelige civilisation er i livsfare. Kredse i det »kollektive Vesten« udøver løgne, militær magt og provokationer tilmed til det punkt, hvor de udløser atomart holocaust, og samtidig fører de økonomisk krigsførelse og praksisser, der fremmer økonomisk sammenbrud, også for deres egne befolkninger.

Det er ikke underligt, at selve regeringsmagten vakler fra land til land i det transatlantiske område. Den 5. november stemte de amerikanske vælgere rungende imod det økonomiske kollaps og hønsehøgene, der fører krig overalt. Det samme synspunkt sås ved de seneste valg i de østlige lande Slovakiet, Ungarn og Rumænien, i de østlige delstater i Tyskland og for ikke så længe siden i Holland og andre steder. Men de forhenværende magthavere i Washington, London og Bruxelles afviser betydningen af afstemningerne og fortsætter deres onde vanvid.

Disse krigshøge-eliter fremmer krigsførelse i Syrien for at sprede konflikten i Sydvestasien. Den fælles fortælling fra Washington, London og Bruxelles er, at Syrien fik, hvad det fortjente ved at stole på Rusland og Iran.

»Vi har brug for alle tiders mobilisering,« lød kampråbet i dag fra Schiller Instituttets leder, Helga Zepp-LaRouche, der talte om borgeraktivering i Tyskland, hendes eget land, men som også gælder andre steder. Den globale NATO-krigsførelse må ophøre, samarbejdet mellem det Globale Nord og det Globale Syd må indledes.

Indtil videre har den tyske kansler Olaf Scholz, trods sine mangler, stået fast på ikke at godkende udstationeringen af Tysklands langtrækkende Taurus-missilsystem i Ukraine til langdistanceangreb inde i Rusland. Det er i modstrid med, hvad briterne og deres Storm Shadow og amerikanerne med deres ATACMS gjorde i sidste måned ved at stille deres missiler og støttekapacitet til rådighed for langtrækkende angreb i Rusland. Frankrig har godkendt sine SCALP-langdistancemissiler. Derfor får tillidsafstemningen den 16. december om at beholde Scholz som kansler og hans regering en særlig betydning som en fremtrædende mulighed for at stemme imod krigens momentum.

I Frankrig står Michel Barniers regering til at falde i morgen, og der er flere mulige scenarier for, hvad der så skal ske. Den kritiske faktor her er ligeledes at finde folk, »som vil løfte hovedet« for at se og handle imod det større billede af krigsfaren og tilslutte sig mobiliseringen for fornuft imod krig og for suverænitet, økonomisk opbyggende foranstaltninger og Nord-Syd-samarbejde.

I USA er den afgående »kollektive Biden«-administration gået amok. Ikke alene blev ATACMS godkendt og derefter brugt i november mod mål i Rusland, men de blev også brugt efter Ruslands svar, hvor man demonstrerede sit hypersoniske ballistiske Oreshkin-missil med mellemlang rækkevidde, og efter at Moskva havde gentaget, hvad der stod på spil.

Det samme gælder for finansiel/økonomisk krigsførelse. I dag bekendtgjorde Biden-administrationen f.eks. en tredje pakke med anti-kinesiske forbud mod visse amerikanske eksporter af komponenter til mikrochip-sektoren og forbød produkter til 140 kinesiske firmaer. Flere af de kommende kandidater til den kommende præsident Donald Trumps regering er af samme opfattelse.

En mobilisering af Kongressen for hurtigt at blive klogere på faren for atomkrig er sat i gang i denne uge af mange kredse i USA og LaRouche-organisationen. I dag i New York kom Schiller Instituttets nye rapport fra trykken i et oplag på 5.000 til massedistribution. Titel: »« Fremstød for global udvikling betyder milliarder af nye jobs, ingen flygtninge, ingen krig.”

Udsendelsen af dette diskussionsoplæg fra Schiller Instituttet er en del af forberedelserne til den internationale online-konference den 7.-8. december, »In the Spirit of Schiller and Beethoven: All Men Become Brethren!«, sponsoreret af Schiller Instituttet, hvor du, dine venner og din familie kan tilmelde jer.

I dag er tilfældigvis den dato i 2014, hvor Executive Intelligence Review udgav dets rapport i bogform, The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge, i Washington, D.C. Den præsenterer en plan for megaprojekter for integreret global udvikling. Helga Zepp-LaRouche talte på et EIR-seminar den 2. december 2014 for omkring 100 diplomater, politiske eksperter og borgere. Hendes hovedtale havde titlen »Verden ved en korsvej: BRIKS-paradigmet eller en udryddelseskrig«.

Zepp-LaRouches indledende ord for et årti siden lyder nu som en opfordring til handling: »Jeg tror man med rette kan fastslå, at menneskehedens fremtidige skæbne vil afhænge af, om USA og i mindre grad Europa vil tage imod det tilbud, som præsident Xi Jinping gav præsident Obama på pressekonferencen under APEC-konferencen [november 2014 i Beijing], hvor Xi inviterede USA og andre store nationer til at samarbejde med en hel række politikker, som Kina og også BRIKS-landene fremmer.«

Foto: CC/European People’s Party

Dennis Speed

Den 2. december 2024 – Schiller Instituttets internationale onlinekonference, »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre«, lørdag den 7. og søndag den 8. december, finder sted i det farligste øjeblik i den hidtidige historie. Det er den mest faretruende tid nogensinde, fordi den destruktive kraft i de atomare og ikke-atomare våben, der nu er tilgængelige og begynder at blive indsat og tilmed brugt, er omvendt proportional med de erkendelsesmæssige evner hos de transatlantiske »universets mestre«, der har adgang til dem. Deres dødbringende vrangforestillinger er blevet tydeliggjort af anglosfærens klinisk vanvittige reaktion på Ruslands succesfulde opstilling af det ballistiske mellemdistancemissil »Oreshnik« den 21. november som svar på NATO’s missilangreb på russisk territorium.

NATO’s “politiske ledelse,” der ser bort fra indvendinger fra selv nogle få af deres egne militærkommandører, har, selv efter Oreshniks “advarselsskud,” fortsat deres ATACMS-angreb mod Rusland. Russerne svarede igen, og det har ifølge rapporter fra det russiske forsvarsministerium resulteret i amerikanske, franske og andre dødsfald på den ukrainske slagmark. Ungarns præsident, Viktor Orban, udtalte på Kossuth Radio, at »Ifølge russiske rapporter blev amerikanske og franske soldater dræbt i luftangreb, som russerne iværksatte på ukrainsk territorium, hvilket antyder, at disse soldater var til stede der.«

Hvor har man hørt det rapporteret i amerikanske medier? Hvilke journalister har spurgt om det i Udenrigsministeriet eller Pentagon? Hvis amerikanske og andre NATO-tropper er blevet dræbt – og rapporter indikerer, at antallet måske endda er så højt som flere hundrede – hvorfor er der intet blevet sagt af den amerikanske regering eller de “etablerede medier” til det amerikanske folk?

Dette illustrerer den unikke, strategiske betydning af denne weekends konference, af Executive Intelligence Review’s Alert Service og af dit energiske engagement i begge dele. Vi må handle for ikke blot at informere borgerne, men også inspirere dem til at få deres regeringer til at gå en anden vej. Truslen mod verdenscivilisationen er ikke, at »Rusland vil ødelægge Vesten«, som folk som Zelensky, Ursula Von der Leyen og Lindsey Graham råber. Truslen er, at »Vesten« måske allerede har ødelagt sig selv gennem en selvfornægtelse af den vestlige civilisation, som nu kan være uoprettelig. Atomkrig, hvis det sker, vil være resultatet af dette.

»Tænk som Beethoven og Schiller« vil være det højere løsningsbegreb, som vil blive præsenteret for deltagerne i den todages konference, der i sig selv er tænkt som fire satser i en enkelt komposition. Hvert af de foregående paneler – »Den strategiske krise: Ny og sidste verdenskrig eller et nyt paradigme for én menneskehed?«, »De store projekter til at overvinde migrantkrisen; verdensøkonomiens nye produktive kræfter«, og »De videnskabelige drivkræfter i nutidens fysiske økonomi« – fører til det afsluttende panel: »Skønheden i verdens kulturer: En dialog mellem civilisationer.« Selvom hvert panel kan værdsættes individuelt, vil de, der lytter til konferencen som helhed, opnå adgang til et højere og unikt organisatorisk princip. Denne tilgang kaldte digteren Friedrich Schiller “æstetisk opdragelse,” og kun fra dette synspunkt kan mennesker mobilisere de nødvendige følelsesmæssige såvel som intellektuelle ressourcer til at sikre, at den aktuelle historie bliver positivt transformeret.

Vi er i livsfare. Se på Ukraine; se på Sydvestasien. Ingen pragmatisk løsning og ingen pragmatisk leder vil kunne redde os. Medmindre vi nu kan inspirere til en forandring i den følelsesmæssige natur hos en ny generation af verdensledere, så de bliver i stand til at tænke på menneskeheden først og starte med det synspunkt, at der kun er én menneskehed, og at menneskeheden grundlæggende er god, vil det være umuligt at stoppe vores selvdestruktion fra at ske før eller siden. Der er kun én menneskehed, og alle vores handlinger inden for statskunst må  tage udgangspunkt i den. Denne konference er viet til at kæmpe for de smukke og bedre engle i menneskehedens natur midt i dens største krise. I sådanne tider er det digterne, der må føre an.

af Dennis Small (EIRNS) – 30. november 2024

Den kommende konference på Schiller Instituttet den 7.-8. december, “I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!” vil tjene som en tiltrængt fejring af 40-års jubilæet for Schiller Instituttet, der blev grundlagt i 1984 af Helga Zepp-LaRouche. Fra starten har Schiller Instituttets erklærede hovedopgave været at bringe USA tilbage til en udenrigspolitik, der er dets grundlæggere værdig, og som er dedikeret til alle nationers generelle velfærd. Dette er nødvendigt for at forhindre det planetariske kollaps i fascistisk økonomi og global krigsførelse, som Lyndon LaRouche forudsagde ville ske uden et sådant gennemgribende paradigmeskifte.

Hvis LaRouches politik var blevet fulgt, ville vi ikke være, hvor vi er i dag: på randen af en atomkrig, der kan udslette menneskeheden helt, og på vej mod en international finansiel og økonomisk nedsmeltning, der i lige så høj grad truer hele menneskeheden. Men sammen med faren er der nu en enestående mulighed for at gennemføre denne politik.

Den afgående Biden-administration, som i hele sin periode var en underdanig Leporello for de interesser på Wall Street og i City of London, der bragte ham til magten, har fået til opgave at forværre alle mulige globale brændpunkter for at forsøge at sikre, at den kommende Trump-administration ikke slipper ud af etablissementets greb. Runder af ATACMS er blevet sendt ind på russisk territorium for at provokere dem i retning af atomar optrapning; diskussioner om »hvorvidt« der skal iværksættes forebyggende angreb for at halshugge Ruslands atomare kapacitet bliver åbent fremført af tænketanke i London (såsom Chatham House) og underdanige amerikanske og europæiske admiraler (Buchanan og Bauer). Syrien udsættes igen for en internationalt sponsoreret invasion, som indtil videre har haft held til at trænge ind i landets anden by, Aleppo. Og nu indledes en total økonomisk krigsførelse mod de førende nationer i BRIKS – som repræsenterer 4,7 milliarder mennesker, langt størstedelen af menneskeheden.

Den anvendte metode er den samme, som gjorde det muligt at iscenesætte et de facto-kup under det argentinske valg i oktober 2023 for at sikre sejren til den fornuftsudfordrede Javier Milei, som trak Argentina ud af BRIKS for at blive medlem af NATO-»klubben«: finansiel krigsførelse for at forårsage kapitalflugt og svække den lokale valuta; afpresse regeringen til at hæve renten drastisk for at forsøge at stoppe kapitalflugten og forsvare deres valuta; og bruge de høje renter kombineret med pålagte kraftige nedskæringer i de offentlige udgifter til at ødelægge den nationale økonomi og skabe betingelserne for at vælte den pågældende regering – enten ved en »farvet revolution« eller manipulerede valg.

BRIKS-medlemmet Rusland bliver nu ramt af en sådan økonomisk krigsførelse, herunder yderligere sanktioner mod alle landets banker og internationalt pres for at hæve renten, tilmed over det nuværende niveau på 21 %. BRIKS-medlemmet Indien er under angreb af en operation fra det amerikanske justitsministerium for at ruinere landets førende forretningsmand, Gautam Adani, som er en tæt allieret af premierminister Narendra Modi i hans økonomiske udviklingsstrategi. Og nu har BRIKS-medlemmet Brasilien fået besked fra »markederne« om, at det er nødt til at hæve renten yderligere (fra 11,25 % til 12,25 % og højere) samt skære ned på de offentlige udgifter for at bevare Wall Streets og City of Londons gunst.

For at udvide presset over hele linjen er der nu angiveligt et »bredt udsalg« af obligationer fra lande i det Globale Syd, ifølge Bloomberg.

Den kommende præsident Trump gør indtil videre kun tingene værre. Efter at have udnævnt Wall Street-darlingen Scott Bessent til sin foreslåede finansminister meddelte Trump i dag på sin Truth Social-konto, at ethvert BRIKS-land eller andet land, der »bevæger sig væk fra dollaren« eller overvejer at skabe en ny BRIKS-valuta, »vil blive udsat for 100 % told« fra USA. Tænk ikke på, at det er USA selv, der under Wall Street-politikker har drevet lande væk fra dollaren ved vilkårligt at beslaglægge deres aktiver og indføre ulovlige sanktioner mod dem – alt sammen for at holde den dollarbaserede spekulationsboble på 2 kvadrillioner dollars flydende.

Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche svarede, at hvis dette ikke bare er bluff, og Trump virkelig indfører 100 % told, er det så godt som at annoncere enden på det finansielle dollarsystem: Det vil udløse kraftig inflation og få dollarens værdi til at kollapse internationalt. Og det, sagde hun, går hånd i hånd med ideen om et globalt NATO og tredje verdenskrig.

Vejen ud af denne »alles krig mod alle«-blindgyde er faktisk lige ved hånden og vil være genstand for to dages intense overvejelser blandt ledende personer fra nationerne i nord og syd, øst og vest, som vil samles på Schiller Instituttets konference den 7. og 8. december.

Foto: EIRNS/Stuart Lewis

Ikke korrekturlæst

[HZL] [AMB] [DHS] [SSU]

ANASTASIA BATTLE: Hallo, alle sammen; velkommen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 78. møde i træk. Velkommen, alle sammen. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Speed og Dennis Small, som er mine medordstyrere.

Vi har tydeligvis en meget vigtig grund til at skabe denne Internationale Fredskoalition, nemlig at forene den internationale fredsbevægelse; som rent ud sagt har været dysfunktionel og har brug for at finde sammen. Vi ønskede at bringe folk sammen på tværs af deres ideologier og gennem mange forskellige nationer for at opnå ægte fred i verden.

Til at starte os i dag har vi grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, Helga Zepp-LaRouche. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig byde jer alle velkommen, uanset hvor I befinder jer. Desværre er den strategiske situation præget af en meget mærkelig uoverensstemmelse i opfattelsen af virkeligheden, som næsten virker, som om folk befinder sig i to forskellige universer, der næsten ikke har nogen forbindelse med hinanden. På russernes side havde vi efter indsættelsen af ATACMS- og Storm Shadow-missilerne fra USA og Storbritannien indsættelsen af det nye taktiske missil – som Putin beskrev det – Oreshnik i en ukrainsk våbenfabrik i Dnipropetrovsk. Og ifølge Gilbert Doctorow også reparationsværkstedet for den tyske Leopard-kampvogn, et produkt fra militærfirmaet Rheinmetall. Det havde dog ikke nogen reel betydning, for på trods af at Oreshnik-missilet, som Putin beskrev udførligt, blev opstillet. Det er et såkaldt taktisk missil med en hastighed på Mach 10, og det kan nå alle steder i Europa. Det burde have sendt et budskab om, at folk vågner op til faren for det atomare Damoklessværd, der hænger over vores hoveder. Men det var absolut ikke tilfældet, for umiddelbart efter skete der yderligere to angreb på Kursk og Brjansk, hvor der igen blev brugt ATACMS- og Storm Shadow-missiler.

Alt, hvad man kan konkludere ud fra dette, er, at magthaverne forsøger at optrappe situationen på en sådan måde, at man i januar har en situation, hvor krigen, tilmed hvis Trump kommer ind i Det Hvide Hus, er optrappet i en sådan grad, at det vil være umuligt for Trump at nedtone den og træde tilbage. Så vi er i den farligste situation i verdenshistorien nogensinde. Hvis Vesten vedvarende ignorerer, at vi er på randen af en atomar udveksling, så kan det ske meget let.

I går i Astana, Kasakhstan, på mødet i Collective Security Treaty Organization, CSTO, uddybede Putin igen i detaljer, hvad dette Oreshnik-missil er. Det er dybest set et våben, der er hypersonisk; det kan ikke opfanges. Han beskrev, at Rusland i alt har ti gange så mange missiler som alle NATO-landene tilsammen. Han gennemgik i detaljer hver enkelt kategori af missiler og beskrev dem som overlegne i forhold til, hvad Vesten har. Det bliver naturligvis affejet i Vesten; medierne siger stadig, at Oreshnik ikke vil få nogen større indflydelse, ingen stor effekt. Men ud fra alt, hvad vi kan forstå, er det slet ikke tilfældet. Hvad det betyder, vil jeg beskrive om lidt.

Hvad er forskellen mellem Sarmat-missilet, som Putin annoncerede i 2018, og som var den store forandring; den nye type våbensystemer, som på det tidspunkt var første gang, der var hypersoniske missiler, som kunne flyve med Mach 20. Og hvert missil havde 12 selvstændigt målrettede Avangard-missiler, så de var MIRV’ede. Forskellen er følgende: Sarmat-missilet bruger flydende brændstof og skal derfor være silobaseret, hvilket betyder, at placeringen naturligvis er kendt af enhver fjende. Naturligvis kræver det stadig en stor sprængkraft, fordi det er dybt under jorden i siloer. Men Sarmat-missilet, som normalt kaldes Satan, er så kraftigt, at et enkelt missil af denne type kan ødelægge næsten hele Storbritannien.

Oreshnik-missilet kan kun nå Mach 10, og i modsætning til Sarmat-missilet har det fast brændstof og kan derfor være på mobile affyringsramper. Så det kan skjules bag træer, det kan camoufleres på alle mulige måder. Så det er stort set umuligt at ramme alle disse missiler i et angreb. Det betyder i praksis, at selve ideen om, at Vesten kunne iværksætte et halshugningsangreb mod den russiske ledelse, er helt udelukket.

Det betyder, at vi er i en situation, hvor Vesten vedvarende leger med ilden og lader, som om dette ikke eksisterer. Der vil efter al sandsynlighed komme et modangreb fra Rusland; det er forventeligt mod denne vedvarende udstationering af ATACMS- og Storm Shadow-missiler for et par dage siden. Igen beskriver Gilbert Doctorow i et langt interview med Nima Alkhorshid, hvordan han tror, at det sandsynlige angrebsmål er, fordi Putin for et stykke tid siden sagde, at de ville ramme de kommandocentre, hvor beslutningerne om at affyre disse missiler bliver truffet. Han udelukkede Storbritannien, fordi de har atomvåben, og dette ville naturligvis straks optrappes til en atomkrig. Han mener, at Rumænien, som har den amerikanske base for mange af disse udstationeringer, Aegis-systemerne, heller ikke er særlig sandsynligt i betragtning af, at der nu er en relativt russiskvenlig regering på plads. Så han efterlader Polen som den mest sandsynlige mulighed. Dette er bare en hypotese, men jeg gentager den, så folk får en fornemmelse af, hvor tæt vi er på en optrapning, som kan komme helt ud af kontrol. Det kunne også være et angreb på kommandocentralerne i Kiev.

Så det er dybest set, hvor vi er. Vi er på randen af atomkrig, og befolkningen i Vesten er for størstedelens vedkommende absolut ikke klar over det. Der er nogle få eksperter, der taler om det, og nogle mennesker i fredsbevægelsen er begyndt at blive ret skræmte over faren. Men de vestlige medier og de fleste vestlige politikere – især de transatlantiske høge – leger med ilden; og de leger med den mulige udslettelse af civilisationen ved at ignorere disse klare tegn fra russisk side, som for dem helt sikkert betyder, at den røde linje er overskredet. Jeg tror, det gør det endnu mere påtrængende, at vi går over til et helt andet paradigme. Vi har indkaldt til en international Schiller-konference den 7. og 8. december. Det vil være et forsøg på at lægge et alternativ på bordet. Som vi sagde helt fra begyndelsen, er vi nødt til at overbevise de europæiske nationer og tilmed USA om at stoppe konfrontationen med det nye økonomiske system, der er ved at opstå i BRIKS; som er den Globale Majoritet. Hvis vi ikke tager springet fra konfrontation til samarbejde, står vi over for en afgrund af udslettelse af den menneskelige civilisation.

Vi har besluttet og diskuteret det allerede på det sidste IPC-møde: Hvor er de emner af fælles interesse, hvor vi kan forsøge at bygge broer, så vi kan se, at verdens problemer er af en sådan art, at de absolut kræver vores internationale samarbejde. Et af mange, ganske vist, men et meget påtrængende sådant problem er migrantspørgsmålet. Trump har gjort det klart, også gennem udnævnelsen af sit nye kabinet, at han har til hensigt at bygge en mur mellem Mexico og USA for at afværge migranterne fra Latinamerika og Mellemamerika. Det fungerer måske til en vis grad ved at holde migranterne ude og deportere de fleste af de illegale, men det løser slet ikke migranternes lidelser og situation. Det efterlader dem med en helt ufattelig krænkelse af deres menneskerettigheder. Det samme gælder de mennesker, der forsøger at komme fra Afrika og Sydvestasien til Europa, hvor EU kun har fundet et absolut modbydeligt svar, nemlig at opbygge Frontex, den paramilitære kystvagt, for at skubbe disse migranter tilbage og gøre det til et så forfærdeligt eksempel, at det forhåbentlig vil afskrække mange flere fra at komme. Og at lave aftaler med landene omkring Middelhavet om at opbygge flygtningelejre, som pave Frans med rette har kaldt koncentrationslejre, fordi de er omgivet af pigtråd, og folk kan generelt ikke forlade dem, når de først er i dem.

Vi har foreslået en radikalt anderledes tilgang til at sige, at Afrika har 600 millioner mennesker, som endnu ikke har elektricitet. Så hvorfor slår vi ikke vores kræfter sammen? Europæiske nationer og BRIKS-landene og USA, og gå i gang med et crash-program for at elektrificere Afrika, og samtidig starte opførelsen af visse banebrydende projekter som Inga-dæmningen i Republikken Congo og Transaqua-projektet, som ville levere elektricitet til industrialiseringen af 12 eller flere lande i hjertet af Afrika. Det ville virkelig skabe et incitament for de mennesker, som nu risikerer deres liv i forsøget på at komme til Europa og drukner i Middelhavet, til at blive hjemme og få et perspektiv til at opbygge deres egne lande og overvinde fattigdommen og underudviklingen ved at blive mellemindkomstlande på kort sigt. Og på samme måde kan man opbygge infrastruktur i Latinamerika, hvilket nu er muligt på grund af Chancay-havnen, den første dybvandshavn i Latinamerika, som skal forbindes med den bi-oceaniske jernbane. Det kan blive drivkraften for et helt nyt infrastrukturprogram for hele kontinentet. Det ville give flygtningene et incitament til at blive hjemme og opbygge deres lande i stedet.

Vi planlægger i mellemtiden at gengive en meget stærk pamflet i et crash-program, som vi snart vil høre noget om fra Dennis. Vi planlægger at bruge den – og jeg appellerer til alle jer, der deltager i denne IPC-konference. Download denne pjece og organiser jer, som I aldrig har gjort før, for at nå ud til folk, der er optaget af flygtningespørgsmål – kirker, alle slags sociale organisationer – for dette er vejen til fred. Denne form for samarbejde om at løse migrantspørgsmålet er blot en af de mange måder, hvorpå vi kan opbygge et nyt paradigme og opbygge en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal have en tilgang, der rent faktisk adresserer alle de påtrængende problemer som sult, fattigdom og sundhedskriser. Alle disse ting ville være så lette at overvinde, hvis vi kunne få samarbejde mellem verdens nationer og virkelig bevæge os ind i det, jeg kalder menneskehedens voksenalder; hvor krig som middel til konfliktløsning er overvundet for evigt. For i en tid med atomvåben burde det være klart for enhver rationel person, at ideen om at løse problemer ved hjælp af krig – som har den medfølgende fare for at bruge atomvåben og dermed udrydde alt liv på planeten – bør udelukkes, hvis vi overhovedet har nogen fornemmelse af overlevelse.

Så jeg tror, det er det umiddelbare perspektiv, der ligger foran os. Jeg tror, vi er nødt til at give folk det perspektiv, at der er en udvej; for lige nu ser man, at folk virkelig er ved at blive bange. Folk flipper ud. I Tyskland er der for eksempel noget, der hedder Operation Plan Deutschland, hvor alle niveauer i samfundet skal forberede sig på den kommende krig med Rusland. Industrien opfordres til at forberede sig; jernbanen forstærkes kun i retning fra vest mod øst, så store mængder tropper kan transporteres til østfronten. Det er fuldstændig sindssygt! Den nye EU-kommission med von der Leyen har nu opgivet spørgsmålet om klimaforandringer, som var hendes mærkesag i hendes første embedsperiode. Nu har hun tænkt sig at militarisere EU fuldstændigt. Det er en tabersag, og det vil føre til Europas undergang, hvis det ikke stoppes. Folk i Tyskland får at vide, at de skal gøre deres kældre og garager klar til krigstid – som om det ville hjælpe i tilfælde af atomkrig. Det er fuldstændig vanvittigt, men det har den effekt, at det skræmmer folk til døde og gør dem ekstremt kulturpessimistiske.

Så da Scott Ritter opfordrede til verdensomspændende demonstrationer den 7. december, blev det opfanget af RT Germany, og der vil være demonstrationer nogle steder. Vi bør naturligvis diskutere, hvad der kan gøres i denne henseende for at forstærke det, i tillæg til og absolut i forbindelse med vores ekstremt vigtige Schiller Institut-konference i weekenden. Vi vil have talere på meget højt niveau, især fra det Globale Syd. Så jeg tror, det var mit første overordnede overblik. Jeg synes virkelig, vi skal prøve at få et brud, for vi er i livsfare.

Kommentarer under diskussionen:
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er i tråd med, hvad vi har set fra mange af de østeuropæiske lande – Ungarn, Slovakiet, Serbien og nu Rumænien. Det er tydeligvis et meget omstridt område. Georgien har lige opgivet at forhandle med EU om et potentielt medlemskab, hvilket er blevet besvaret med demonstrationer i form af en farverevolution. Så du kan se, at alle disse lande – og det, Alexandra beskriver i Rumænien – er i tråd med det faktum, at de alle er mere eller mindre nabolande til Ukraine. De er ikke blinde for, at tidevandet er vendt; at den nuværende situation i Ukraine er ved at blive en komplet kødhakker. Hver dag denne krig vedvarende er på bekostning af det ukrainske folk, som ofres uden nogen god grund. Jeg tror, at hvis man sidder i Rumænien og ser på det, så vil man være med i enhver udvidet krig, eftersom der er en amerikansk base i Rumænien. Så jeg tror, at det, vi ser lige nu, er, at befolkningen i mange af disse lande klart siger, at de ikke ønsker at være en del af det. Det ville være min første indskydelse.

DENNIS SPEED: Ray, har du noget, du vil tilføje?

RAY MCGOVERN: Jeg vil bare gerne understrege, hvad Helga lige sagde. Mirakler sker; mirakler kan senere blive forhindret af kræfter, der vil fjerne denne meget populære politiker. Men lad os sige, at Rumænien spiller den traditionelle rolle med at være anderledes; de var tilmed anderledes, da de var en del af Warszawapagten.

Mit spørgsmål til Helga og andre ville være: Er der udsigt til, at det kan smitte? Med andre ord: Rumænien holder op med at levere til eller fungere som forsyningsdepot for Ukraine; holder op med at sende våben dertil. Måske tilmed beder USA om at fjerne sin offensive base der; sin base, der skulle være en base for antiballistiske missiler, men det kan ikke fastslås, at den er netop det. Den kunne skjule offensive missiler. Jeg tror, at alt dette ville være dynamit i Tyskland. Hvad tror du, Helga? Tror du, at den slags kan være smitsomt?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror absolut ja, for der er en kløft mellem befolkningen og de officielle myndigheder. Hvis man lytter til, hvad regeringen og mainstream-medierne siger, og hvad befolkningen tror på, og hvordan de taler sammen, er det som to helt forskellige universer. Så jeg vil sige, at selv om det ikke er garanteret, så tror jeg, at der er et potentiale for, at Europa, EU, kan bryde sammen. Jeg tror, at NATO kan bryde sammen. Jeg tror, det var en bekymring, som tilmed blev udtrykt af nogle af de NATO-embedsmænd, som tydeligvis holder øje med dette med falkeøjne. Så jeg tror, at svaret er et klart ja.

Lidt senere
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at dobbeltmoral er årets eufemisme for det, der sker. Hvis man begynder at studere, hvad Putin udsender, hvad den faktiske effekt er af de russiske nye våbensystemer, så er de klart overlegne i forhold til NATO. Og samtidig har du NATO-generaler og folk fra vestlige tænketanke, der siger, at »NATO er så overlegen«. Jeg tror, at disse mennesker er fuldstændig desperate. Faktum er, at det vestlige system er ved at kollapse, og jeg tror, at det kollapser med en hastighed, der er betagende. Tag Tyskland som det mest grelle eksempel. Tyskland plejede at være nummer tre i verdensøkonomien; i BNP-tallene er det måske stadig tilfældet, men i virkeligheden er landet i frit fald. Industrien kollapser med en sådan hastighed, at Tyskland snart vil være et afindustrialiseret eller tidligere industrialiseret land. Intet fungerer længere. Togene er forsinkede, infrastrukturen kollapser. Der er en enorm kulturel krise. USA er i en forfærdelig tilstand. Hvis du ser på broerne, hullerne i motorvejene, den nedslidte kultur, den forfærdelige populærmusik. Alt er et symptom på et enormt kollaps.

Og hvad er virkeligheden for BRIKS-landene? Indonesien vil snart overhale Tyskland som verdens tredjestørste økonomi. Kina bevæger sig fremad med en hastighed, som er uden fortilfælde. Lige nu har de en økonomisk zone i det såkaldte Guangdong-Hong Kong-Macao Greater Bay Area, som ligger i det sydlige Kina; hele regionen mellem Hong Kong og Shenzhen, Guangzhou, Zhuhai. Det er en region med omkring 100 millioner mennesker, og det er motoren i verdensøkonomien. Det er, hvad den »produktive trekant Paris-Berlin-Wien« var for mere end 30 år siden. Den region i Europa er ved at kollapse, og Greater Bay Area i Kina er motoren i Bælte- og Vej-Initiativet, men også i verdensøkonomien. Kina har mere end 40.000 km højhastighedstog. USA har nul, intet, nul, nada. Jeg kunne blive ved og ved.

Jeg tror, at det, der motiverer denne dobbeltmoral, er desperation. Det er fuldstændig desperation, og flere og flere mennesker vågner op og ser det. Jeg tror, at krigsfaren kommer fra det faktum, at de vestlige eliter – og det er det, jeg virkelig prøver at forstå, hvordan det tilmed er muligt – de vestlige eliter viser sig ikke i stand til overhovedet at reflektere over, at deres politik slår fejl. At alt, hvad der sker i det Globale Syd, er et enormt tilbageslag mod den politik, der kommer fra Vesten – sanktioner, ensidige foranstaltninger af enhver art, indførelse af uretfærdige handelspolitikker, brug af dollaren som våben. Nu går disse lande i gang med at skabe deres egne finansielle mekanismer. Det er en reaktion på det, der kommer fra Vesten. Men de vestlige eliter er ude af stand tilmed måske at tænke, at de har gjort noget forkert. Nej, de bliver ved med at holde fast i det, uanset hvad. Det er for mig det mest utrolige. Hvis man indser, at man har begået en fejl eller en række fejl, så erkender man det på et tidspunkt og siger: »Vent lidt. Måske skulle jeg ændre min adfærd.« I en vis forstand er disse mennesker tydeligvis i den grad gift med deres privilegier, at de løber den største risiko i stedet for at reflektere over, hvad de burde rette op på.

Jeg tror, det er derfor, vi er nødt til at gå på gaden. Det er derfor, folk skal demonstrere; det er derfor, folk skal aktivere sig selv. Og især derfor skal vi sørge for, at det Globale Syds stemme bliver hørt tydeligere; for I har den største revolution i gang, jeg kan komme i tanke om. Større end det, der skete, da Sovjetunionen gik i opløsning, fordi vi har det Globale Syd, som er den Globale Majoritet, som nu udgør 85 % af befolkningen. De bevæger sig i en helt anden retning. Og jeg tror, at etablissementets manglende reaktion bare er et rent hysteri over denne kendsgerning.

Slutbemærkning:
ZEPP-LAROUCHE: Som svar til Doubashis [ph] (jeg forstod ikke helt navnet), så tror jeg, at der er et betydeligt antal såkaldte eliter, som har planer om at gå i en bunker. Det ved jeg med sikkerhed, for allerede for mange år siden havde vi en slags privat diskussion i Frankfurt med nogle bankfolk og diplomater og så videre. Da Lyn, som stadig var med os på det tidspunkt, gav sit perspektiv på, hvor det hele ville ende, sagde flere af dem: »Åh, jeg har mit hus i Australien, som har en dyb kælder flere etager nede i jorden.« Andre sagde: »Jeg har min billet til Chile eller Argentina«, eller hvad ved jeg. Så jeg tror helt sikkert, at der foregår sådan noget. At de nu fortæller tyskerne, at de skal gøre deres kældre og garager klar til atomkrig, tror jeg naturligvis ikke vil gå så godt, for alle ved, at det er en joke. Det svarer til at lægge landkortet over hovedet i tilfælde af, at der kommer en atombombe; hvilket er, hvad vi lærte i skolen, at vi skulle gøre.

Men jeg tror alligevel, at fænomenet er der. Da jeg boede i Virginia, var der en meget velhavende familie, som boede i nærheden i en anden by – Middleburg, faktisk – og de havde en privat lufthavn til små jetfly, og de rejste til et sted i Mexico, og de landede aldrig på jorden, de landede altid på taget af disse huse. Så jeg tror, der er en betydelig illusion om, at nogle af disse mennesker har midlerne til at overleve dette. Det er min erfaring, som jeg ikke har fra bøger, men fra levende mennesker, der taler.

Når det er sagt, så tror jeg, at vi er nødt til at mobilisere millioner af mennesker til at gå på gaden. Det går jeg absolut ind for; det er nødvendigt. Hvis du husker, var det de fredelige demonstrationer i 1989, der gjorde en ende på regimet der [i Østtyskland]. I mellemtiden fortryder folk det, fordi de mener, at de fik det værre bagefter; at de blev koloniseret af Vesttyskland, men det er en anden sag. Gadens magt er helt sikkert et meget vigtigt redskab.

Men når det er sagt, så tror jeg, at den proces med Schiller Instituttets konferencer, som vi har haft, og som vi meget kraftfuldt vil fortsætte i næste weekend, er det sted, hvor der præsenteres begrebslige løsninger. Det er vigtigt at demonstrere og protestere mod noget, men det er langtfra nok. Man er nødt til at komme med løsninger som det, Dennis begyndte at tale om med planen om at industrialisere Afrika og Latinamerika for at løse migrantspørgsmålet. Men man er også nødt til at samle de netværk af mennesker, der rent faktisk repræsenterer dette nye paradigme. Det kan jeg love: Vi har denne gang et ekstraordinært antal talere, der repræsenterer det Globale Syd, men også lande fra USA, Europa og andre steder. Men I vil blive overrasket over kaliberen af de mennesker, der har valgt Schiller Instituttet som det forum, hvor sådanne ideer kan samles.

Så jeg tror, at begge ting har deres plads, og jeg vil bare opfordre til, at vi mangedobler hinandens indsats. At de mennesker, der arbejder på demonstrationen af Scott Ritter, alle deltager i konferencen, og at vi mobiliserer til demonstrationen. For hvis du ser på tidspunktet, så er vores konference på den amerikanske østkyst kl. 9-12 og derefter kl. 13-16. Vi var nødt til at vælge det tidspunkt, så vi har de mennesker i Europa, for hvem det vil vare til kl. 22, som er omtrent den tålmodighed, folk har om aftenen til at deltage. Og så starter Scott Ritter-arrangementet kl. 17.00 (ET). Så der er ingen konflikt. Og jeg synes, du skal have energi til at deltage hele dagen, og du vil komme ud af det her som en meget stærkere person; og du vil have gjort noget for at opretholde menneskehedens fortsatte eksistens. Så det er umagen værd at være stærk den dag, døgnet rundt.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [HCS] [SSU]

28. november 2024 (EIRNS) – Her er udskriften af det strategiske webcast med Schiller Instituttets grundlægger og leder, Helga Zepp-LaRouche, den 28. november 2024:

HARLEY SCHLANGER: Hej, og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger og formand for Schiller Instituttet. I dag er det den 28. november 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail; sende dem til questions@schillerinstitute.org, eller du kan skrive dem på chat-siden.

Helga, det er et stykke tid siden, vi sidst talte sammen. Men i den periode er der sket en kraftig optrapning af konflikten i Ukraine, da angloamerikanerne har affyret langtrækkende missiler ind i Rusland, næsten lige så snart Biden-administrationen gav grønt lys for sådanne angreb. Ruslands svar var at affyre en ny type hypersonisk missil kaldet Oreshnik, som ødelagde både det ammunitionsanlæg, det ramte, og NATO-ledelsens utopiske fantasier, så at sige. Det russiske udenrigsministeriums talskvinde Maria Zakharova sagde, at brugen af de nye missiler sendte et klart militærpolitisk signal. Men to dage senere skød NATO-styrker flere langdistancemissiler ind i Rusland.

Så denne situation fremkaldte to spørgsmål. For det første fra en tysker, der har gjort militærtjeneste i Tyskland, og som skriver, at han blev chokeret over at høre, at angloamerikanerne har indledt en ny runde af angreb på Rusland, hvilket for ham bekræftede, at Scott Ritter har ret: Vi står på tærsklen til atomkrig. “Kan de vestlige strateger ikke indse det? Er de villige til at risikere alles liv for at bevise, at de har ret i, at Putin bluffer?« Og fra Thomas, som ofte sender spørgsmål ind, skriver han: “NATO er ved at løbe tør for våben til udsendelse. Hvorfor nægter de at indse, at krigen ikke kan vindes?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at præsident Putin gør sit allerbedste for at trænge ind i skallen på disse mennesker, for så sent som i dag ved Collective Security Treaty Organization (CSTO) i Astana, Kasakhstan, gennemgik Putin stort set en lang beskrivelse af, hvor mange missiler Rusland har. De har omkring ti gange så mange missiler som alle NATO-landene tilsammen. Derefter gennemgik han de forskellige kategorier af hypersoniske missiler, og i hver kategori sagde han, at den russiske version er NATO’s overlegen med hensyn til rækkevidde og raffinement. Så jeg synes, det er helt forfærdeligt at se, hvordan det vestlige etablissement – NATO, men også visse regeringer, den franske, den britiske – fuldstændig nægter at erkende, at hvis de fortsætter på den måde, vil de få en atomkrig. Og tanken om, at man kan besejre Rusland militært, er så helt ude af vinduet, at man kun kan sige, at det hele er et tegn på galskab, på ren desperation. Jeg prøver at forklare det for mig selv og diskutere det med nogle mennesker om, hvad det er, der forhindrer disse mennesker i at erkende, at spillet er tabt.

Jeg tror, det har noget at gøre med, at de fleste af disse mennesker ikke er særlig dygtige; de er ikke store skikkelser, som vi havde før i tiden: de Gaulle, Nehru, Gandhi, Adenauer, du kan nævne mange andre, Kennedy. Men det er mennesker, som er meget dårligt uddannede, og de har opnået visse privilegier ved at være politiske ledere. De klamrer sig til den fortælling, de har skabt, som siger – og det er, som om de har et skuespil kørende, det transatlantiske skuespil; og de er ude af stand til at indse, at verden omkring dem har ændret sig på den mest dramatiske måde, som vi ikke har set i 500 år. Jeg har mange gange tidligere hævdet, at den forandring, vi ser lige nu, er lige så fundamental som forandringen fra den mørke tidsalder i det 14. århundrede til renæssancen i Italien og de moderne tider, som blev introduceret af den, og som førte til et helt andet sæt aksiomer i folks forståelse af mennesket, naturen, samfundet og så videre. Det er de bare ikke i stand til at anerkende.

Så jeg synes, det er ekstremt farligt, og jeg kan kun sige, at det, Scott Ritter opfordrer til – nemlig en international mobilisering, så folk bliver opmærksomme på faren – absolut er påkrævet. Vi forsøger ligeledes at advare verdens befolkning så meget, som vi kan nå, ved at indkalde til en ny international Schiller Institut-konference den 7. og 8. december, hvor vi vil forsøge både at skildre den akutte fare, men også skildre en vej ud af den, for løsningen findes. Faktisk ville det være meget nemt: Hvis Vesten ville stoppe denne vanvittige konfrontation, hvor man forsøger at undertrykke det Globale Syd, og i stedet slutte sig til dem, ville det være relativt nemt at løse det. Men jeg tror, vi står over for de værste fem-seks uger i verdenshistorien, for indtil Trump kommer til, tror jeg, der er mange kommentatorer, der advarer om, at Biden-administrationen måske vil forsøge at skabe en situation for Trump, som ifølge deres planer vil betyde, at Trump ikke kan løse eller trække situationen med krigen tilbage. Men vi befinder os de facto i en krigstilstand mellem NATO og Rusland, og det er ikke kun, hvad forskellige russiske embedsmænd har sagt, men nu har også den tidligere chef for MI6 – Richard Dearlove – sagt det samme. At Tusk, den polske premierminister, ville tage fejl, at vi ikke er på randen af en krig, men at vi allerede er i krig. Jeg tror, at folk hellere må vågne op til det faktum, før det er for sent.

SCHLANGER: Du nævnte nogle løsninger, som findes derude. Du har understreget, at denne igangværende krig er relateret til økonomiens kollaps. Schiller Instituttet har lige udgivet en ny rapport, »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No Wars«. Og den er tilgængelig for folk; de kan få den gennem Schiller Instituttet.

Helga, vi har et spørgsmål om Oreshnik-missilet. Nogen skrev ind og spurgte: »Ved du, om udviklingen af dette system ville være blevet forbudt, hvis USA ikke havde trukket sig ud af INF-traktaten (Intermediate-Range Nuclear Forces)?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det er meget sandt. Og Oreshnik er ifølge Rusland og Putin selv et system, som er et hypersonisk mellemdistancemissil, der kan nå alle dele af Europa. Det flyver med Mach 10, det er en hastighed, som er af en sådan art, at det ikke kan opfanges. Så det missilsystem blev affyret mod en våbenfabrik i Ukraine, og Gilbert Doctorow, en amerikansk analytiker, hævder, at det blandt andet ramte en Rheinmetall-reparationsfabrik for Leopard-kampvogne. Det ville også være en klar besked til Tyskland, og normalt er Doctorows efterretninger korrekte, så man må hellere undersøge det, for det er en hårsbredde væk; også en meget klar besked til Tyskland. Tilmed må jeg sige, at Scholz på nuværende tidspunkt holder fast i sit afslag på at sende Taurus-missilet til ukrainerne, men det hele hænger i en tynd tråd. Så det er et utroligt farligt øjeblik.

SCHLANGER: Helga, fra en aktivist i Virginia, hun skriver: »Kære Helga, glædelig Thanksgiving-dag! Jeg takker i dag dig, Harley, og LaRouche-organisationen og beder til, at flere mennesker lytter til dig. Her er mit spørgsmål: Hvorfor tror du, at Donald Trump har forholdt sig tavs om den fare, som Biden-administrationen har udløst ved at tillade langtrækkende missilangreb? Hvad kan vi gøre for at sikre, at de neokonservative ikke ender med at overtage Trumps præsidentskab, som de gjorde i hans første periode?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det er en bekymring. Jeg er ikke i stand til at give en klar vurdering lige nu, for på den ene side har Trump sagt, at han vil afslutte krigene. Han har udnævnt Keith Kellogg, en tidligere militærmand, til at være særlig udsending til Ukraine og Rusland. Jeg er tilbøjelig til at tro, at han helt sikkert ønsker at afslutte dette. Men det besvarer ikke spørgsmålet om, hvad der bliver Trumps politik i Mellemøsten, som er langt mere bekymrende. Alle udnævnelserne af folk, som er trofaste tilhængere af Israel. Og naturligvis er det store spørgsmål i baggrunden, hvad Trumps politik vil være i forhold til Kina?

Så i betragtning af, at det transatlantiske finansielle system absolut er på randen af et sammenbrud, er der så mange faktorer, at jeg tror, at situationen slet ikke vil blive afhjulpet, tilmed hvis det lykkes Trump at få styr på situationen i Ukraine, hvor der er akut fare for atomkrig. For årsagerne til denne konflikt er meget større og dybere: Det er nemlig det systemiske spørgsmål. Faktum er, at den liberale økonomiske model og de neoliberale værdier, der følger med den, tydeligvis er ved at slå fejl. Man har de fremvoksende stater i den Globale Majoritet, man har den utrolige økonomiske udvikling i Kina, og BRIKS-landene danner et nyt økonomisk system. Og så længe det kollektive Vesten, eller nogle mennesker i det kollektive Vesten, er fast besluttet på at undertrykke den udvikling, er vi på randen af Tredje Verdenskrig.

Derfor tror jeg, at den eneste måde, vi kan komme ud af situationen på, er ved virkelig at bringe hele verden ind i et nyt paradigme med Den Westfalske Fred som forbillede, at vi skal have en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser. For hvis man ikke gør det, hvis man udelader nogle udstødte, såkaldte »pariastater«, vil geopolitikken ikke ophøre. Og jeg mener, at geopolitik er den største sygdom i international politik, som vi må slippe af med.

Så derfor mener jeg, at den slags emner, som vil blive diskuteret på vores kommende konference, er de vigtigste for folk at beskæftige sig med, for hvis man bare bliver ved med at gøre det samme, er der en katastrofe på vej.

SCHLANGER: Vi har en kommentar fra en aktivist, som er enig med dig i det. Debashis skriver: »Mobilisering for fred; marcher; alternative medier; spredning af sandheden i mach-hastighed via sociale medier; Schiller-pamfletten til diskussion; konferencer; højnelse af intelligens og kulturmøde. Det er, hvad der er brug for.« Så der er én person, der støtter det, du efterlyser.

Nu har jeg en besked fra Scott fra Atlanta. Han skriver: »Jeg boede i Tyskland i ti år og kom til at elske landet. Jeg har venner der, som er deprimerede over den politiske og økonomiske situation. Er der noget, jeg kan fortælle dem, som kan give dem håb om en bedre fremtid?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja! Fortæl dem, at de skal minde sig selv om, hvad Tyskland plejede at være, og hjælpe med at vende tilbage til det. For det er så utroligt! For nogle få år siden var Tyskland respekteret i hele verden for sin videnskab, sin teknologi, sin tekniske knowhow, sine store digtere, tænkere og opfindere. Når man som tysker rejste til udlandet, blev man altid behandlet med respekt og sympati. Og nu har jeg lige rejst i udlandet, og når man møder folk fra andre lande, ser de næsten altid på en med medlidenhed og siger: »Åh, hvad er der sket med Tyskland? Det er ved at kollapse. De har ikke en regering, der forsvarer deres interesser.« Alt kollapser lige nu. Folk i Tyskland er generelt meget desperate. Dem, der ikke er en del af det politiske etablissement eller klubben af privilegerede mennesker, men dem, der frygter for deres job, de frygter arbejdsløshed, de er helt ude af den. Der er en stor frygt for krigsfaren, og de ved ikke, hvad de skal gøre.

Jeg tror, det er et meget kritisk øjeblik i Tysklands historie, og det bedste råd, du kan give dem, er at komme i kontakt med os og hjælpe os med at vende situationen. Men jeg tror, at hvis vi i Tyskland ikke vender tilbage til vores store tradition fra den tyske klassiske periode – Leibniz’, Cusanus’, Lessings, Schillers, Beethovens og hele den klassiske musiks ideer – hvis vi ikke finder tilbage til vores rødder, så tror jeg ikke, at vi vil have styrken til at komme ud af denne krise.

Vi bør gøre, hvad asiaterne gør. Asiaterne ser tilbage på deres historie, som til dels er 5.000 år gammel, men de tager fra den store tradition kraften og styrken til at definere en positiv vej til fremtiden. Og jeg tror, at vi i Tyskland har mistet vores suverænitet så fuldstændigt – ikke at det er nødvendigt – men folk tager sig ikke sammen, og vi styres lige nu af en politisk klasse, som fuldstændig har smidt suveræniteten væk til anglosfæren og tager imod ordrer fra Washington, fra London. Og befolkningen står tilbage uden en hyrde. Og det er et utroligt øjeblik i tysk historie. Så hvis du på nogen måde kan tale med dine venner, så opfordr dem til at gøre disse to ting: Kom i kontakt med os, og hjælp os med at genoprette den store klassiske tradition i tysk kultur, og så er jeg sikker på, at vi kan finde en løsning.

SCHLANGER: Du nævnte for et øjeblik siden, at du var i udlandet for nylig. Jeg kan forstå, at du var til en stor konference. Kan du fortælle os noget om det?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg var inviteret som hovedtaler på en meget vigtig konference i Guangzhou i det sydlige Kina. Det er det berømte Greater Bay Area, som er motoren i verdensøkonomien; det er motoren i Bælte- og Vej-Initiativet. Det var den årlige konference for den maritime silkevej, og det var en stor international konference. Der var en masse diskussioner om … Jeg mener, det er så forskelligt. I Kina, men også landene i det Globale Syd, som var gæster der, og talere – også fra Europa nogle vigtige talere – de var alle koncentreret om problemløsning, om hvordan man kan gøre tingene bedre: Hvordan man anlægger jernbaner, hvordan man får havne til at fungere, hvordan man forbedrer landbruget. Det er en helt anden tankegang. Jeg tror, det er meget mere sundt, og jeg tror, at hvis vi vil ud af denne krise, bør vi i Vesten – det vil sige de europæiske lande, men også USA – stoppe konfrontationen med disse lande og i bund og grund bare sige: »Lad os tage hinanden i hånden og løse problemerne sammen.«

Denne nye pamflet, som du lige har nævnt, og som også vil være et punkt på den kommende Schiller-konference, siger grundlæggende, hvad der er de fælles interesser mellem Europa og USA og landene i det Globale Syd? Vi er nødt til at løse migrantspørgsmålet. Uanset hvad Trump ellers vil gøre, har han tænkt sig at bygge en mur mellem Mexico og USA for at holde migranterne ude. Det er ikke en særlig smart løsning, for det eneste, man gør med den, er at påføre flygtningene en masse lidelser og overlade dem til deres egen skæbne. Så hvad gør det for at afhjælpe situationen? I Europa forsøger EU ligeledes at holde flygtningene ude ved at styrke Frontex – denne paramilitære organisation, som beskyldes for at presse flygtninge tilbage, som derefter drukner i Middelhavet. Det er en grim historie.

Nej! Det, vi bør gøre, er at stå sammen. Hvorfor ikke lave et crash-program for at industrialisere Afrika, Latinamerika og de lande i Asien, som stadig har brug for industrialisering, som for eksempel Mellemøsten? I Afrika har 600 millioner mennesker ikke elektricitet. Så hvorfor ikke lave et intensivt program for at elektrificere hele det afrikanske kontinent som en forudsætning for industriel udvikling: Start med forskellige former for eksisterende fossile brændstoffer, men start straks med at bygge atomkraftværker, hvilket tager seks år eller deromkring at komme i gang. Men derudover skal man begynde at bygge nogle såkaldte »game-changer«-projekter som Inga-dæmningen i Congo eller Transaqua-projektet, som skal tage ca. 3 % af vandet fra Congofloden og føre det gennem et system af kanaler og floder op til Tchadsøen. Og på den måde give elektricitet og vandkraft til omkring 12 lande undervejs, hvilket vil være begyndelsen på industrialiseringen af Afrikas hjerte. Og ligeledes i Latinamerika, hvor Chancay-havnen, den første dybhavshavn i Latinamerika, netop er blevet indviet af Xi Jinping og Perus præsident Dina Boluarte. Det er meningen, at den skal forbindes med den bioceaniske jernbane, som vil være begyndelsen på infrastrukturudvikling for hele det latinamerikanske kontinent. Når man laver sådanne programmer, giver det håb til befolkningen. Og man kan involvere de mennesker, der nu flygter for at komme til USA eller Europa, og give dem en grund til, at de skal være en del af opbygningen af deres egne lande, og det ville være den humane måde at løse flygtningekrisen på.

Så i denne pjece har vi lavet en oversigt over de skridt, der skal tages. Vi vil forsøge at gribe ind i den nuværende krise, for det løser ikke flygtningekrisen at lade være med at lukke flygtningene ind. Det betyder bare, at der vil ske en masse grimme ting ved grænserne. Det, vi skal gøre, er at afhjælpe årsagerne til, at folk flygter fra krig og fattigdom. For Mellemøsten har vi foreslået oase-planen: Det er en måde, hvorpå vi virkelig kan skabe fred i hele regionen. Naturligvis har man brug for en tostatsløsning, man har brug for en øjeblikkelig våbenhvile, man har brug for humanitær hjælp. Men tilmed har man en tostatsløsning, og hvis man ikke forbedrer de økonomiske forhold, er der fare for, at den ikke holder. Så det skal ses som en samlet pakke.

Men som jeg sagde tidligere, er verdens problemer så dybe og så mangfoldige, at jeg tror, vi er nået til et punkt i historien, hvor man er nødt til at gøre noget, der ændrer alt: Man er nødt til at skabe et nyt paradigme, man er nødt til at gå over til et system, hvor alle nationer følger de fem principper for fredelig sameksistens, som også er indlejret i FN’s charter. Så må vi bygge verden sammen. Vi er mennesker, vi er ikke nogle troglodyter, eller vi er ikke nogle dyr: Vi er den menneskelige art, der er begavet med kreativ fornuft, og derfor er jeg absolut optimistisk med hensyn til, at vi kan løse denne krise, hvis vi forener vores hjerner og hjerter.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en ret fremtrædende podcaster i Storbritannien. Han siger, at han med stor interesse har fulgt med i Den Internationale Fredskoalitions arbejde. Han sagde, at han især sætter pris på den vægt, vi lægger på briternes rolle. For han har med stor forfærdelse set, hvordan briterne bliver ved med at skubbe og skubbe – ikke det britiske folk, men den britiske by London. Han stiller dette spørgsmål: »Hvorfor er der ingen LaRouche-organisation i Storbritannien? Jeg tror, der er mange mennesker i England, som er trætte af monarkiet og den rolle, Storbritannien har spillet i anstiftelsen af de endeløse krige, og som ville melde sig ind i jeres organisation. Er der nogen mulighed for, at I kan oprette en organisation her?«

ZEPP-LAROUCHE: Hvis du kender folk, der er enige i vores bevægelses filosofi og verdenssyn, så opret en selv. Jeg tror, vi har hænderne fulde med det, vi laver på kontinentet, og med at forsøge at skabe en fredsbevægelse internationalt, hvilket er emnet for den ugentlige IPC-konference. Men hvis du er interesseret, hvorfor starter du så ikke en læsegruppe? Start en eller anden aktivitet. Du kan holde et lokalt møde en gang om måneden eller en gang om ugen, eller hvad dit temperament og dine evner siger dig. Jeg tror, Harley med glæde vil ringe til dig og diskutere detaljerne.

SCHLANGER: Ja, det vil jeg.

Der er tydeligvis stor bekymring over Trumps kabinet. Folk er bekymrede for, om det bliver anderledes end forrige gang. Her er et specifikt spørgsmål fra en regelmæssig læser, som ofte skriver om økonomiske spørgsmål. Han sagde: »Hvorfor tror du, at Trump valgte Scott Bessent, en Soros-mand, som finansminister? Ved han ikke, at Soros er fjende nr. 1 for mange mennesker i MAGA-bevægelsen?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ville mene, at han burde vide det. Valget af poster følger tydeligvis en vis logik – folk, der har gjort ham tjenester eller er loyale eller hævder at være loyale. Jeg synes, det er et problematisk valg, men lad os se, hvad der sker. Som sagt tror jeg, at vi befinder os i en sådan forandring, at en person, der følger New York-børsens og Wall Streets logik, ikke vil være i stand til at håndtere en krise, hvis den kommer. Og jeg tror, at i betragtning af, at vi sidder på denne utrolige overgældsatte boble, vil det spørgsmål før eller siden komme på dagsordenen. Og Lyndon LaRouches fire love er stadig den eneste passende tilgang; nemlig ideen om, at man først skal have en Glass-Steagall, præcis som Franklin D. Roosevelt indførte den i 1933. Man er nødt til at adskille bankerne; sætte de kommercielle banker under beskyttelse af staten, så forretninger, handel og produktion kan fortsætte. Investeringsbankerne skal klare deres egne problemer uden statslig støtte og uden skatteydernes penge. Så skal man have et nyt kreditsystem, en nationalbank. Magten til at skabe kredit skal tilbage til landets suveræne magt. Så skal man have en aftale mellem nationalbankerne om et nyt Bretton Woods-system, som retter op på fejlene i det første, nemlig ikke at tillade udvikling af det Globale Syd. Og så skal man have en massiv indsprøjtning i kvalitativt nye teknologier som atomar fusion og samarbejde i rummet.

.Så jeg tror, at dette spørgsmål vil komme på bordet ret snart.

SCHLANGER: Nu har jeg en kommentar mere til dig, og så et par spørgsmål mere. William Gilchrist fra Irland sagde, at han foretrækker gaden med skilte og foldere i modsætning til de sociale medier. Han siger: »På de sociale medier møder man folk, som er blevet propaganderet. Det er en slags ekkokammer. Det er bedre at lave personlig organisering på gaden.«

Nu er der et spørgsmål fra Arden, som skriver: »Mere magt til LaRouche-organisationen og til jeres ressourcepersoner. Mit spørgsmål er, hvad er din prognose for det næste træk, hvis Storbritannien vedvarende lader Ukraine affyre flere af Storm Shadow-missilerne ind i Rusland? Vil Rusland rent faktisk affyre missiler mod Storbritannien?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er faktisk et spørgsmål, som kan besvares med et »ja«. Jeg tror, at forskellige russiske embedsmænd – inklusive Putin selv – har givet en klar advarsel om, at de i sidste ende ikke kun vil ramme missilerne, men også de kommandocentre, hvorfra missilerne bliver sendt. Nu ved jeg ikke, om det umiddelbart vil betyde, at missilerne vil ramme Storbritannien. Jeg vil snarere tro, at det bliver amerikanske baser, måske i Polen eller Rumænien. Det kunne være havne, det kunne være logistiske forsyningsruter. Der har været udtalelser fra russiske embedsmænd om dette.

Jeg tror, at hvis det fortsætter – og især hvis briterne bliver ved med at sige, at ukrainerne skal have flere Storm Shadow-missiler, flere ATACMS, flere SCALP-missiler fra Frankrig – hvis det ikke bliver stoppet, så tror jeg, at der vil komme en reaktion, der er større end den, vi har set med angrebet på Oreshnik-missilet. Jeg tror, vi leger med ilden. Jeg kan kun sige, at jeg er enig med den person, der talte før, i, at vi bør have massedemonstrationer. Folk bør være på gaden. Vi har brug for foldere, vi har også brug for sociale medier. Men jeg tror, at hvis du på nogen måde kan tale med alle dine venner og kolleger og netværk, så mobiliser dem mod dette, for jeg tror, at det største problem er, at vi går i søvne ind i en katastrofe – eller i det mindste gør størstedelen af befolkningen det – ledet af absolut uansvarlige politikere, som forbereder en aggressionskrig. Det bør i sidste ende stilles for en domstol.

SCHLANGER: Folk kan gå ind på Schiller Instituttets hjemmeside og registrere sig på forhånd til onlinekonferencen den 7. og 8. december. Den er meget fremtrædende. Du vil kunne finde det. Du skal ikke kun tilmelde dig selv, men også tage andre mennesker med. Det er en online-konference.

Nu, Helga, har jeg et sidste spørgsmål, som jeg tror, du vil kunne lide. Det er en, der skriver: »Jeg elsker det, Schiller Instituttet står for: fred og samarbejde. Men hvorfor lægger du så meget vægt på klassisk kultur? Der er nogle klassiske stykker, jeg godt kan lide – som {Moonlight Sonata} af Beethoven – men mange andre går bare lige forbi mig. Jeg er 55 år gammel, og jeg kan stadig lide countrymusik. Jeg ved, at Lyndon LaRouche plejede at gøre grin med countrymusik. Hvad er det, jeg går glip af?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at grunden til, at du ikke kan lide klassisk musik, sandsynligvis har at gøre med, at du ikke rigtig kender den. Grunden til, at den er vigtig, er, at den er komponeret på en sådan måde, at den taler til de kreative evner i dit sind. Hvis du følger kompositionen ved ikke bare at lytte passivt, men faktisk prøver at forstå, hvad der er den musikalske idé i stykket, hvordan det er udviklet. Er der en fugal udvikling, er der polyfoni? Hvordan udspiller harmonierne sig? Alt dette ledes i en vis forstand som sangstemmer. Du er nødt til at studere det nærmere, og så vil du opdage, at klassisk musik faktisk opmuntrer de dele af dit sind, hvor nye ideer udvikles. Jeg hader at sige det, men countrymusik og andre former for såkaldt populærmusik er bare sentimentale. De taler til sanserne. De taler til følelserne, de giver på en måde slip. Man kan hengive sig til det, det er rytmisk, man kan danse til det. Men det gør ikke rigtig det, som klassisk musik gør for din kreativitet.

Det er uheldigt, at voksne aldrig er blevet udsat for et grundigt studium af klassiske musikstykker. Du kan også gå til afroamerikanske spirituals, og du har en lignende poetisk musikalsk komposition. Hvis de ikke har den erfaring, er det meget svært. Men jeg kan kun opfordre dig til at bruge lidt tid; være tålmodig; lytte til det igen og igen. Prøv at forstå kompositionen; prøv at få en forståelse af noderne; prøv at se, om du kan lære at læse noder. Prøv at lære at synge; bliv måske medlem af et klassisk kor. Jeg er helt overbevist om, at hvis du gør det i et stykke tid, jo mere du kommer ind i det, jo mere vil du opdage sødmen i den skønhed, du finder der. Det er ikke den slags, man giver slip på med countrymusik, som er mere i den modsatte retning. Med countrymusik og populærmusik lader man det synke ind, man giver sig hen, man kan tilmed nyde det, men det er en form for glæde, som ikke er kreativ. Det fører til banalitet. Nu vil jeg sikkert gøre en masse mennesker vrede, og det på Thanksgiving, så jeg ved godt, at jeg løber en stor risiko her. Men jeg kan kun love dig, at hvis du gør dig umage og studerer klassisk musik i et stykke tid. Eftersom du allerede kan lide {Moonlight Sonata}, er der mange andre Beethoven-kompositioner, som er lige så behagelige for øret. Så gør lidt mere, og efter et stykke tid vil du blive overlykkelig over de skatte, du vil opdage.

SCHLANGER: Lyn sagde engang, at hans yndlings countrysang var »If You Want To Keep the Beer Real Cold, Put It Next to My Ex-Wife’s Heart«. Så jeg tror, det er det, du taler om, når du siger, at det synker ned.

Helga, på fredag – i morgen – er der endnu et møde i Den Internationale Fredskoalition. Kan du give os nogen overskrifter for det?

ZEPP-LAROUCHE: Vi vil naturligvis diskutere vores egen konference med fokus på den akutte krigsfare. Vi vil helt sikkert se på verden efter Oreshnik-angrebene, som er en klar advarsel fra Rusland. Og vi vil helt sikkert have flere eksperter til at diskutere det. Vi vil se på situationen i Mellemøsten. Som jeg sagde, er jeg bange for, at vi i ugerne, før Trump kommer ind i Det Hvide Hus, vil se nogle meget dramatiske optrapninger, som bringer os tilmed tættere på randen af katastrofen med udslettelsen af civilisationen. Så det er ikke tid til at drive væk i julegavefantasier. Det er tid til at mobilisere, for menneskeheden har aldrig været i så stor fare som lige nu. Det vil alt sammen blive diskuteret i morgen.

SCHLANGER: Tak, fordi du tog dig tid til at være med os i dag på Thanksgiving Day. Jeg ser frem til at se dig i morgen.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, til i morgen.

af Dennis Speed (EIRNS) – 27. november 2024

Indtil videre har de galninge, der stadig styrer sindssygehospitalet i det amerikanske udenrigsministerium og dets åndelige hovedkvarter i Londons Chatham House, dumpet i »Reality 101« og skynder sig videre til Armageddons sletter. Mens Rusland med sin yderst effektive opstilling af det hypersoniske IRBM-missil »Oreshnik« den 21. november har advaret NATO mod yderligere optrapning på den klarest mulige måde, som den tidligere israelske diplomat og vicepremierminister Abba Eban engang sagde til den afdøde økonom og statsmand Lyndon LaRouche: »Undervurder aldrig vanviddets faktor i politik.«

I vores egen tænkning er det derfor vigtigt, især i disse dage, der er fyldt med større farer, end menneskeheden måske nogensinde har stået over for, at fokusere på det væsentlige. Der er brug for en højere slags idé i den globale diskussion, en »højere hypotese« som i den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 – en idé, der overskrider den tid, sin tidsperiode, oprindelsesstedet og forfatterne. Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur, betragtet som et samlet dokument og ikke »princip for princip«, må blive meget mere kendt i de kommende uger for at fremme denne højere grad af tænkning.

De sidste to ugers militærpolitiske landskab viser klart, at »kabinetskrig«, »irregulær krigsførelse«, »cyberkrig«, »sanktionskrig« og »psykologisk krigsførelse«, hvis de videreføres som en effektiv måde at føre relationer mellem nationer på, kun vil slå os alle ihjel, og sandsynligvis på kort sigt. Den arvelige fejl, som er uforanderlig og hjemsøger næsten alle versioner og variationer af moderne krigsstrategi og -praksis, kommer også til udtryk i det moralsk anløbne idésæt, der er kendt som »geopolitik«, »geoøkonomi« og »geostrategi«. Disse dødbringende spil bygger alle på den antagelse, at menneskeracen blot er en anden form for dyr. Og hvis vi tror på det, følger der uundgåeligt en eller anden form for kannibalisme – som vi ser det i krigsførelse eller i rovgrisk økonomisk politik – fordi der ikke findes nogen universel menneskelig målestok, hvormed vi præcist kan måle hverken vores individuelle betydning eller menneskehedens betydning som art.

Den mest omstridte del af dokumentet »Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur«, der er forfattet af Schiller Instituttets grundlægger og leder, Helga Zepp-LaRouche, er dets tiende princip. »Den grundlæggende antagelse for det nye paradigme er, at mennesket er fundamentalt godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed, og at det er den mest avancerede geologiske kraft i universet, hvilket beviser, at sindets lovmæssighed og det fysiske univers er i overensstemmelse og samhørighed, og at alt ondt er resultatet af en manglende udvikling og derfor kan overvindes.«

Det har vist sig at være både det mindst diskuterede og det mest kontroversielle og omstridte udsagn i dokumentet. Mange mener, som man for nylig har hørt fra visse embedsmænd i Israel og andre, at andre medlemmer af menneskeracen – f.eks. palæstinenserne – er »dyr«. Andre, der er ramt af den »grønne sociale sygdom«, mener, at der er for mange mennesker i live på planeten, som er ansvarlige for »klimaforandringerne«. Flere grønne partier i Europa har stået i spidsen for at støtte de befolkningsreducerende krige i Ukraine og Sydvestasien. Og det kan ikke være tilfældigt, at den primære »politiske« diskussion, der blev tilladt i USA under præsidentvalget, og som blev fremført af de nu miskrediterede og økonomisk nødlidende »forældede medier«, også var malthusiansk. Den handlede om abort og det hæslige »transkønnede« horrorshow med lemlæstelse af børn. Dette falder sammen med negative befolkningstilvækstrater minus indvandring, ikke kun i USA, men også i alle lande i den »befriede« anglosfære. Dette er et »dødsmærket« perspektiv, dømt til undergang.

Schiller Instituttets konference den 7.-8. december, »I Schillers og Beethovens ånd bliver alle mennesker brødre«, har som sit panel 4 »Skønheden i verdens kulturer: En dialog mellem civilisationer«. I løbet af den internationale dialog vil panelet også slå til lyd for, at uden en fordybelse i det, der engang blev bagtalt som »musikken fra døde, hvide europæiske mænd«, den klassiske kultur med Bach, Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann, Brahms, Verdi, Dvorak og andre, vil det være umuligt for den transatlantiske verden at komme til fornuft igen. Vi må erstatte den gennemgribende grimhed med skønhed eller gå til grunde. Vores »dødskultur« er med andre ord et nationalt sikkerhedsspørgsmål. Se på lederne i de enkelte lande i Anglosfæren, se på deres musiksmag, og man kan få en idé om, hvorfor det vil være umuligt enten at redde eller udvikle vores nationer yderligere og dermed stoppe vores selvdestruktion, hvis vi ikke tager fat på dette problem.

»Klassisk musik« er ikke en form, selv om den har former. Klassisk musik bevæger sjælen med det, der appellerer til det guddommelige i mennesket. Guddommelighed er vores menneskelige natur. Det er vores evne til at vide – til at forudse – og til at opdage, hvordan vi på vores menneskelige måde kan erkende universets love. Vi kan også undersøge vores erkendelsesproces og ændre og forbedre den. I videnskaben om fysisk økonomi forsøger vi f.eks. gennem opdagelse og anvendelse af videnskabelige principper at gætte, hvordan vi kan transformere en uendelig lille del af universet til at skabe reel velstand på en universel og derfor lovmæssig måde – ikke kun for os selv, men også for andre levende og tilmed ikke-levende processer.

På den måde kommer vi til at »høre« – det vil sige forstå – hvad videnskabsmanden Johannes Kepler kaldte verdenernes harmoni. Det er menneskets evne til på den måde at forudse universet og menneskets glæde ved det guddommelige, der gør os både enestående og i overensstemmelse med den Skaber, der omtales i de indledende passager i den Amerikanske Uafhængighedserklæring. Erklæringen er ikke et religiøst dokument, men en erklæring om det ontologiske grundlag for selvstyre.

Og den henviser underforstået til en harmoni af interesser, også blandt nationer, som er i overensstemmelse med den naturlige orden i Keplers harmoni af verdener, en opfattelse, som den russiske præsident Vladimir Putin kort henviste til den 7. november i diskussionsklubben Valdai: »Det er min dybe overbevisning, at det eneste mulige nye internationale system er et, der omfatter polyfoni, hvor mange toner og mange musikalske temaer lyder sammen for at danne harmoni. Hvis du vil, bevæger vi os mod et verdenssystem, der bliver polyfonisk snarere end polycentrisk, et system, hvor alle stemmer bliver hørt og, vigtigst af alt, absolut skal høres. «

USA’s selvdestruktion har medført den ubehagelige, men sande ironi, at det er i erklæringerne for international fred fra [BRIKS-landene] Kina, i erklæringerne mod folkedrab fra Sydafrika, i erklæringerne om at afslutte kolonialismen fra Brasilien [og tilmed nogle erklæringer fra Rusland -red.], at stemmen fra den oprindelige Amerikanske Frihedskrig høres. Det kan være chokerende og tilmed uvelkomment for amerikanske ører, men det er sandt. (Var det gennem det »særlige forhold« til Storbritannien efter 1945, at Amerika ikke kun mistede sin stemme, men også blev ude af stand til at genkende sin egen stemme, der gav ekko tilbage til det i forhåbningerne om frihed og retfærdighed fra andre nationer, andre kulturer)?

Vi inviterer dig til at deltage i vores diskussion af dette væsentlige kulturelle element i en vellykket verdensstrategi for varig overlevelse og velstand, herunder vellykkede forhandlinger om afskaffelse af total krig, på Schiller Instituttets konference: »I Schillers og Beethovens ånd, alle mennesker bliver brødre« og dens panel 4, »Skønheden i verdens kulturer: En dialog mellem civilisationer«, den 7.-8. december.

Billede: En af Johannes Keplers modeller af planeternes baner. Kepler beviste endelig, at planeterne var afgrænset af en ordning etableret af de platoniske legemer og de harmoniske forhold, som den veltempererede musikalske skala er sammensat af. Han satte sig for at ”forstå Guds sind”.

Indhold:
Invitation til Schiller Instituttets gratis internationale online-konference den 7.-8. december 2024:
I Schillers og Beethovens Ånd –
Alle Mennesker Bliver Brødre!, 1

De næste 60 dage bliver de farligste i dit liv, 3

Schiller Instituttet udgiver nyt hæfte: ‘Udviklingsfremstød betyder milliarder af nye jobs, ingen flygtninge, ingen krig’, 4

BRIKS topmødet i Kazan, Rusland, 5

Helga Zepp-LaRouches tale til LaRouche-bevægelsens fredsmøde lige inden valget i USA, 5
Vil vi stoppe de rædsler, som foregår i Gaza?, 6

Efter valget it USA: Organisér NU for at skabe en ny sikkerheds og udviklingsarkitektur, 7

Fred gennem udvikling, bagsiden

Download (PDF, Unknown)

af Stewart Battle (EIRNS) — 26. november 2024

Da Rusland den 21. november affyrede sit nye hypersoniske mellemdistance-ballistiske missil, Oreshnik, og destruerede et ukrainsk våbendepot i Dnipro, sendte det en klar besked til Vesten: Rusland mener det alvorligt. Angrebet kom efter, at USA senest den 17. november havde ophævet restriktionerne på Ukraines brug af langdistancemissiler til angreb på Rusland—en handling, der førte til, at Ukraine krydsede en rød linje og bragte USA i direkte, åben konflikt med Rusland. Beskeden var tydelig: yderligere optrapning betyder, at alle muligheder nu er på bordet.

Men vestlige embedsmænds svar har indtil videre været: “Så må det være sådan.” Ukraine (læs: Pentagon) gennemførte yderligere to angreb i Ruslands Kursk-region med langdistancemissiler af typen ATACMS—et mod et russisk S-400-system lørdag den 23. november og et andet mod en lufthavn tidligt mandag morgen den 25. november, hvor personale blev såret. Ruslands forsvarsministerium kommenterede situationen med en ildevarslende bemærkning: “Gengældelsesforanstaltninger er under forberedelse.”

Samtidig signalerer europæiske NATO-ledere også deres intention om at optrappe konflikten. Ukraine-NATO Rådet indkaldte til et hastemøde tirsdag den 26. november, hvor de lovede, at de ikke ville lade Oreshnik “ændre konfliktens kurs.” Tidligere, den 25. november, mødtes europæiske forsvarsministre i Berlin for at diskutere fortsættelsen af militær støtte til Ukraine, uanset en mulig kursændring i den kommende Trump-administration. Samtidig florerer rygter om udsendelse af NATO-tropper til Ukraine, og Bloomberg rapporterede, at Storbritannien allerede for flere uger siden havde sendt adskillige af sine langtrækkende Storm Shadow-missiler til Ukraine, som forberedelse til den nuværende angrebsrunde.

Denne intention blev yderligere understreget af formanden for NATO’s militærkomité, admiral Rob Bauer, der meddelte, at Alliancen nu ændrer sig fra blot at være en “defensiv alliance” til en, der er klar til at “skyde bueskytten,” dvs. Rusland. Bauer påstod, at NATO arbejder på at udvikle “dybe præcisionsangrebskapaciteter,” hvilket førte til, at den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, konkluderede, at NATO nu åbent diskuterer præventive angreb, og at “al anstændighed simpelthen er blevet tilsidesat, og sande intentioner bliver nu offentligt bekendtgjort.”

Disse udviklinger viser mere end nogensinde før, at verden befinder sig på et punkt, hvor der ikke længere er noget sikkerhedsrækværk, og selv den mindste fejltagelse kan udløse en uigenkaldelig kædereaktion af begivenheder, der hurtigt kan føre til en termonuklear udveksling. NATO styrer nu direkte mod aftrækkeren.

Problemet ved at konfrontere Rusland på denne måde, hvilket Donald Trump omtalte under sin debat i september med Kamala Harris, da han blev spurgt, om han ønsker Ukraine skal “vinde,” er: “Han [Putin] har noget, som andre ikke har: han har atomvåben.” Trump har ret, og selv dette glimt af fornuft er nok til, at de anglo-amerikanske krigshøge ønsker at skabe en situation, hvor fred bliver umulig. Dog har Trump indtil videre ikke nævnt eller foreslået en egentlig løsning på krisen. Dette spørgsmål tages op i Schiller Instituttets nyligt udgivne rapport, som fokuserer på at omdanne det, der er en global krise – afslutningen på den herskende “regelbaserede orden” – til fødslen af en ny æra, hvor suveræne, men samarbejdende nationer går sammen om en økonomisk udvikling, der er til gavn for alle.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, udtaler i rapportens introduktion: “Overvej potentialet, hvis USA og Europa samarbejdede med BRIKS og Kinas Bælte- og Vej-Initiativ (BVI) for at frigøre videnskabsdrevet industrialisering på verdensplan. Der er nu 151 nationer fra alle kontinenter, der har tilsluttet sig BVI…. Den åbenlyse og enkle måde at overvinde faren for krig og konfrontation på er at overbevise landene i det kollektive Vesten – de europæiske nationer og tilmed USA – om at stoppe konfrontationen og indtage en samarbejdsmodus med dette voksende globale flertal.”

Dette vil også være emnet for Schiller Instituttets kommende konference den 7.-8. december, “I Schiller og Beethovens ånd: Alle mennesker, bliv brødre!”, som vil være en afgørende organiserende begivenhed for at udnytte denne historiske mulighed.

Foto: NATO

Invitation til Schiller Instituttets Gratis Internationale Online-Konference den 7.-8. december 2024:
“I Schillers og Beethovens Ånd – Alle Mennesker Bliver Brødre!”
Tilmelding og live-streamning info her.

Ny hæfte: Udviklingsfremstød betyder milliarder af nye job, ingen flygtninge, ingen krig. 

af Dennis Small (EIRNS) – 24. november 2024

Som en strategisk intervention, for at afværge verdens nuværende kurs mod et kortsigtet militært og økonomisk ragnarok mellem to uforsonlige blokke – på den ene side de bankerotte vestlige magter, der styrer Storbritannien, USA og NATO, og på den anden side den fremvoksende Globale Majoritet, herunder Rusland og Kina – bestilte grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, en undersøgelse, der blev udgivet i dag under titlen; »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War« (Udviklingsfremstød betyder milliarder af nye job, ingen flygtninge, ingen krig). Læs den nedenunder.

Den argumenterer for, at en løsning på det nuværende opgør er indenfor rækkevidde, hvis nationerne i Vesten går sammen med BRIKS om at sikre en hurtig industrialisering af hele planeten. Det understreges, at denne tilgang også er den eneste mulige løsning på den migrantkrise, der ryster Amerika og Europa: At udvikle de forarmede lande i Syd, således at deres arbejdskraft kan anvendes produktivt derhjemme.

Det nye hæfte er også beregnet til at organisere og understrege de centrale temaer i Schiller Instituttets kommende internationale online-konference den 7.-8. december, »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker, bliv brødre!« Her vil Lyndon LaRouches videnskabelige gennembrud blive brugt som rettesnor for politiske overvejelser om den nødvendige nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der må organiseres efter de linjer, som Helga Zepp-LaRouches Ti Principper foreslår.

Det er kun fire dage siden, at den russiske indsættelse af deres nye Oreshnik hypersoniske missilsystem skabte en chokbølge over hele verden, og konsekvenserne er stadig ved at blive fordøjet i de vestlige politiske beslutningskredse. De første antydninger tyder dog på, at disse kredse i det store og hele endnu ikke er blevet rystet tilbage til virkeligheden, og de fortsætter med at optrappe konfrontationen med Rusland. Frankrig har fordoblet politikken med at bruge deres SCALP-langdistancemissiler til at slå dybt ind i Rusland fra ukrainsk territorium. De baltiske lande slutter sig til Tyskland og gør sig »krigsklare« til en frontal konfrontation med Rusland. Og den afgående Biden-administration bliver brugt til at kaste politiske og økonomiske håndgranater i alle retninger, mens de bevæger sig mod udgangen, som man kan se i justitsministeriets »lawfare«-angreb på Modi-regeringen i Indien.

Heller ikke reaktionen fra den nye Trump-administration er særlig opmuntrende, som det fremgår af udnævnelsen af Scott Bessent til finansminister. Bessent er ikke kun en Soros-protegé, der går årtier tilbage, og som efter sigende spillede en ledende rolle i Soros’ berygtede spekulative operation i 1992, som »knækkede Bank of England«, men han bliver også dyrket af City of London og Wall Street som deres interne mand til at kontrollere Trump og sikre, at han ikke gør noget, som bankfolkene misbilliger. Londons The Economist skrev med glæde: »Ved til sidst at vælge Bessent har Trump taget parti for sit instinkt om at holde markederne tilfredse. Hans valg tyder på, at han virkelig kan blive begrænset af deres reaktion, i hvert fald når det drejer sig om økonomisk politik.”

Det er netop den »begrænsning«, der pålægges af de globale megaspekulanter, som må brydes og erstattes med Lyndon LaRouches videnskab om fysisk økonomi, hvis vi skal få menneskeheden væk fra kursen mod atomar udslettelse.

Læs det nye hæfte her:

Download (PDF, Unknown)